Det norske folks historie;

Google

This is a digital copy of a book that was preserved for generations on library shelves before it was carefully scanned by Google as part of a project
to make the world's books discoverable online.

It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject
to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books
are our gateways to the past, representing a wealth of history, culture and knowledge that's often difficult to discover.

Marks, notations and other marginalia present in the original volume will appear in this file - å reminder of this book's long journey from the
publisher to a library and finally to you.

Usage guidelines
Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Public domain books belong to the

public and we are merely their custodians. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing this resource, we have taken steps to
prevent abuse by commercial parties, including placing technical restrictions on automated querying.

We also ask that you:

+ Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individual
personal, non-commercial purposes.

and we request that you use these files for

+ Refrain from automated querying Do not send automated queries of any sort to Google's system: If you are conducting research on machine
translation, optical character recognition or other areas where access to a large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the
use of public domain materials for these purposes and may be able to help.

+ Maintain attribution The Google "watermark” you see on each file is essential for informing people about this project and helping them find
additional materials through Google Book Search. Please do not remove it.

+ Keep it legal Whatever your use, remember that you are responsible for ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just
because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other
countries. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can't offer guidance on whether any specific use of
any specific book is allowed. Please do not assume that å book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner
anywhere in the world. Copyright infringement liability can be quite severe.

About Google Book Search

Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps readers
discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. You can search through the full text of this book on the web
atfhttp://books.google.com/

bøsse GOOSIE

arr

bøsse GOOSIE

Då JE DD
Det norke Folks Hiførie
fremftillet
af
i P. A. Mund.

Anden Hovrdafdeling. Hnionsperioden.

Deyr a
deyja. frændr,

der å some;
ek veit einn
av aldri deyr:
démr um dauban hvern,
Håvamål.

Anden Deel.

på

—

Chriſtiania.

Chr. Tønsbergs Forlag.
9. Aenoderge Bogtrykkert.

1863.

DLI4E

MS
SAPP.
va

BERNARD MOSES

Udſigt over P. Å. Munchs evnet og Forfatter⸗
Birtfomhed *).

(Bed P. Botten Hanfen).

Stamfaderen for GSlægten Munch ſtal efter et Sagn inden denne op⸗
rinbelig være indfommen fra England. Den ældfte af Slægten, fom
nu med Beftemthed fan pgives, er Søren Mund, der beeltog med
Tordenſtjold i Slaget ved Dynekilen 1716, afgik fom Kapitainlieutenant
i Soetaten 1749 og boede førft i Frederilsſtad og fiben i Chriſtiania,
$vor han dode 1748, 62 Yar gammel. Han førev fit Navn beels
med f, deels med &. Det fibfte var fom bekjendt en yndet Bogſtav⸗
tombination i Begyndelfen af bet attende Aarhundrede, og vedtoged
ogfaa af hand Gønner, ligefom den fenere har holdt fig i Familien.
Kun Biftop Joh. Storm Mund frev i en fort Tid af fin Ungdom
fit Ravn Munt. .

aptainlieutenant Gøren Mund var gift med Kirſtine Røring
(en Soſter af be berømte Jurifter Jacob Edvard og Chriſtian Col+
bjørnfens Moder) og havde tvenbe Sønner, Edvard, ber ben Nov.
1791 blev Told» og Konfumptionsinfpettør i Chriſtiansſand med Ju-
ſtitsraads Vitel og dode 285e Marts 1793, og Peter, født ben Ate
Mai 1740, 1776 Gognepræft til Vaage og 1786 til Land, hvor han
dode 28be Ottober 1802. Denne fibfte, Profesſor Munchs Farfader,
var gift med Chriſtine Storm E 13de Jan. 1825), Datter af
hans Formand i. Vaage Præftefald, Johan Storm, i dennes førfte

*) Sbet nærværende Vært nu affluttes, har Forlæggeren med mig troet, at em
Ubfigt over dets lærde og for tiblig bortfaldte Forfatters evnet fjer itte
vilde være paa urette Pladd. Jeg har berfør bearbeiet og fortfat min i
Morken af Rorfte Hiftoritere" i Illuſtteret Nyhedsblad⸗ for 1857 givne
Biographi af P. A. Mund, hvortil han ikte alene fel meddeelte veſentlige
Maieriaüer, men hvorpaa han ogſaa inden Trykningen læfte en Korrektur,
og hvillen Fremſtilling forſaavidt turde være ben fuldftænbigfte og paalide-
Tigfte, føm for Øiebliftet fan tilveiebringed.

7780

IV

Ggteffab, og en Halvføfter af Digteren Edvard Gtorm, hvis Moder
igjen var en Goøfter af Veter Munchs Moder.

e Præften Peter Mund havde to Sønner og fyv Døtre. Son—
nerne vare: Johan Storm, født 1778 og død 26 Jan. 1832 fom
Biſtop i Ghriftiansjand (Digteren Andreas Munchs Faber), og Ed—
varb, født 1780. Den Givfte, Profesſor Munchs Faber, var førft
ærer ved Kabetafabemiet i Ghriftiania, men blev ſiden (1813) Søgne-
yræft til Gjerpen og 1833 Stiftsprovſt i Chriftiania, hvor han døde
14de Juli 1847. Begge Brødrene vare gifte med hver fin Datter af
forhenværende Sogneyraſt Ål Val, ſiden til Sighal, A. Kofganrd,
hvillen Familie er meget udbredt, ijær Å OQmegnen af Drammen. Og
de viebe8 ogſaa til hver af Seftrene paa famme Dag, i Haslum Kirte.
Johan Storm Mund Kone var Elſe Petronelke, og Edvard Mundi
Johanne Sophie.

Profesfor Peter Andreas" Mund var ben ældfte af 7 en
ſtende, tre. Sønner og fire Døtre, ber naaede en moden Ulver. Han
var født i Ghriftiania den 15be December 1810, medens Faderen
endnu var Alademielærer her. Ved Meifen til Gjerpen i 1813 var
Sam ſaaledes fun i fit trebie Aar, og dog flod endnu 't hans fidfte
Aar enkelte. Momenter af ben duntelt tilbage å hand Grindring.

Sin vefeirtligfte Undervisning ſom Barn fit han af Faderen,
ber ifølge Bidnesbyrd af Folt, fom have Hendt ham nøiete, var en
Tigefaa fint, humaniftift bannet føm perfonlig elffværbig Mand, Hvad
ber dog langtfra paaſtjonnedes paa bet nye Sted og under de nye
Forholde, han i en fremrylklet Alder flyttedes hen i.

Da Sliens nyøprettede Skole: ſeenhoſtes 1823 traadte i Bio
hed, fattes eter Andieas berind fom Difcipel. Han optoges i an-
ben Klasſe, der fillige var ben øverfte; thi Stolen havde endda ikke
flere viberefomne Difciple. Vaa ben Maade gik det til, at han altid
var å øverfte Klasſe; thi ben Klasſe, hvortil Han hørte, avancerede
efterfaanden til at blive trebie og fjerde (ben egentlige Mefterlettie),

uden at ber i hans Tid meldte fig nogen Bifelel, hois Kundſtaber
anviſte ham Plads i nogen høiere Klasſe.

Den Klasfe, hvori Mund var, beſtod ved Dpretteljen tun af 4
Difeiple og havde aldrig over 8. Denne Omſtendighed bidrog viſtnok

. til at banne etflag8 engere og forteoligere Forhold mellem Lærerne og
Difeiplene, ligeſom ogſaa disſe Derved mere ubeelt kunde nyde godt af
Undervisningen. Naar man nu. tillige ved, at Slolens Beftyrer var
ben udmarkede Rektor Ørn, ber er ligeſaa bekjendt for fin Nivhærhed
og Qumanitet, for for fin Evne til at vælte ben videnſtabelige Sands
408 Difeiplene, ba vil man lettelig kunne forftane, at fanfnart der

v

famdtes mindfie Unleg og Billie Hos hine Difeiple, maatte enhver af
dem gjøre gode Fremfkridt. Hvad Mund angaar, havde allerede ben
Undervisning, han havde nydt af fin Fader, og end mere ven viden»
ſtabelige Interesſe, denne havde vidft at bibringe ham, ſtaffet ham et
gobt og filfert Unberlag.

Af hvad ovenfør er fagt, vil mån let futte, at Mund maatte
høre til bet Kulb Difcipse, der alterførft dimitteredes fra Stien3 Stole
1828. Han var No. 2, Profesſor Schweigaard No 1, nuværende
Hoieſteretsasſesſor O. Lovenſtjold No. 3 og muværende Søgnepræft til
Drangedal F. C. Miller No. 4. Da Rektoren gjerne vilde — og det
far ogſaa flaaet ind — at bet førfte ſtuld ret flulbe gjøre Stolen Are,
havde hani ben fibfte Tid med fordoblet Omhu ledet Dimittenderneg Stu-
bier vg navnlig formaaet bem til at laſe og lægge op et betybeligt førre
Krantum Latin og Græft, end der efter Reglementet udfordredes.

- Men uamfeert venne ubvibede CyamenS-Lædning havde bog Mund .
netop i fibfte Mar funbet ben fornødne Tid til at lægge fig efter vort
ælbre Sprog, hvortil han tibligt følte fig flærit hendragen. Faderen
havde blandt fine Bøger Raſts islandſte Grammatil, Bjørn Haldor
fen8 Lexilon og et Par Sagaer, navnlig førfte Bind af Folio-Udga—
ven af Heimstringla: Disje Bøger valte hos Drengen Lyften til at
fære vort gamle Gprög og Viteratur at kjende; og da han med fit
førbaufende hurtige. Gyrognemme allerede i fin tidligere Barndom
havde lært faameget Franft og Tydft, at han ei behøvede yberligere
at beftjæftige fig med disſe Sprog, kunde han anvende faameget mere
Tid paa Oldnorffen. Til dette Studium opmuntrede beguben Fade—
ren ham færbele8 og flaffede ham med al onftelig Liberalitet yberligere
S$Hjølpemidler, navnmlig be juft da ubfommende førfte Bin. af Forn-
manna Sögur. Du han afgit fra Skolen 1t Univerfltetet, var han
allerede fommen faavidt, at han med Lethed kunde fæfe oldnorſt Proſa.
$an var fig imidlertid fulbfommuen bevidft, at Sprogſtudiet maatte,
førnemmelig fom nobvenbigt Hjalpemiddel til et grundigere GStubium
af Fædrelandet Hiftorie, have overveiende Betydning for ham. Og
Hiſtorien i Almindelighed og Fedrelaudets i Sardeleshed var hans
afsjorte Vndlingsfag *).

%) get Mindedigt figer P. A. Munchs jævnaldrende Fætter, Digteren A. Munch:

„Alt tivlig var Han fuld af
Sit ſtore Kald.
Jeg mindes grant,
vitt ſom Dreng fagde han til mig: *
„Jeg vil blive
Bort Fadrelands Herodot —
Bliv faa Du dets Tyrtæus!“
(Før Hjemmet” IV, S. 342).

VI

Examen Artium tog Mund med Charalteren Laudabilis. Han
fit Ubmeærfelfe i alle munbtlige Fag, men for Udarbeidelfe i Moders-
maalet fun „Godt“, og git ſaaledes glip af fit Præceteris til Hoved⸗
charalteer. Anden Examen tog han imidlertid Maret efter- (1829) med
benne Udmarkelſe.

9 Ungdomsaarene fluttebe Mund fig paa bet Nøiefte til A. M.
Såweigaard, I. S. Welhaven og aſdede L. C. Langberg,
af hvilte ben førfte var hans Støle og ArtlumSfammerat, og ben
anben tre Aar ældre Student. Disſe fire, af Studier, og tildeels
ogfaa af Interesfer faa forfhjellige unge Mænd, hvoraf imidlertid en-
hver var beftemt til å Tiden at indtage en Profesſors Gtilling ved
vort Univerfitet, fom hyppigt fammen. og tilbragte ifær Sondagene
med hverandre. J benne fluttebe Kreds, ber af Nogle betegnedes fom
„Klubben“, men føm rettere kunde gives Nuvn af et gandeligt Foft-
broderſtab, lagdes Spiren til en Birtfomhed, der gjennem Gtubenter-
forbundet og Ugeftriftet ,Bidar” blev følgerig og vidtgribende. Mund
har følt og udtalt, at han i dette Forhold fandt en Støtte for fin let
bøielige Perfonligheb og en Harere Bevidfihed om fin eienbommelige
Begavelfe.

I Ghriftiania bode Univerfitetet8 Satte ham en rig Unledning
fil at fortfætte fine Vndlingsſtudier. Heldigvis aabnede ogſaa R.
Keyſer juft ba fine ForelæBninger over vort ældre Sprog og vor le
bre Hiftorie. Da Mund) var fommet noget videre end de øvrige Til-
horere, tilbød Keyſer ham velvilligt fin private Veiledning og gjennem=
gil faalebes i et Aars Tid med hant de bengang forbetmefte tun i Af-
frrifter tilgjengelige gamle norſte Love og be8uben bei Heimskringla
forekommende Skaldevers. Imidlertid fortfatte han fine hiſtoriſte Stu⸗
bier og lagde fig efter flere nyere Gprog, fom Engelſt, Spanſt og
Vortugiſiſt. Ogſaa begyndte han for det fammenlighende Sprogftubi-
um8 GStyld at lægge fig efter Angelſaxiſt.

Mund ofrebe ſaaledes ben førfte Tid af fit Univerfitetslin til
reent vibenffabelige Gysler. Men ber ſtal meget Held til, før at Vi—
benffaberne alene hertillands ſtulle funne flafje en Mand Levevei, og
an fandt bet berfør raabeligt, ligeſom Undre, at tænke paa Embeds⸗
egamen. Han agtede førft at ſtudere Philologi; men da be llasſiſte
Gtubier ille vare ham fynderlig tiltrætfende, og bet juridiffe Studium
derimod tytte8 ham at give bedre Forkundſtaber til Fedrelandshiſto—
vien, valgte han bette. YI Mai 1834 underkaſtede han fig ben jurivifte
Embedsexamen med bedfte Charakteer og var for et Øieblit endog be-
tæntt paa at gane Departement8-Beien, hvilket dog ved et med hans
Evner og Tilboieligheder nærmere liggende Hværv blev forhindret.

VII

Allerede af Gtorthinget å 1880 var ber bevilget en Sum Penge
til Gamling og Afflrivning af Materialier til en vordende Udgave af
Morgeg gamle Love. Dette Arbeide blev ved kgl. Mefol. af 2Tde
Aug. 1834 overbraget til daværende Lettor Keyfer med Mund fom
Medhjælper, og-I Mai 1835 begave be fig begge i hiint Øiemed til
Kjøbenhavn, hvor be forbleve indtib April 1837, da be efter Planen
toge, førft til Rund øg fiden til Gtodholm, for at fortfætte Arbeidet
veb be Derværenbe Bibliotheter.

Munds Ophold i GStodholm blev dog ikke langvarigt; thi i Mai
1837 ubnæbnte8 han HI Lektor i Hiftorien ved vort Univerfitet i ben
fort forhen afbøde Profesſor Gteenblods Sted, og maatte ſaaledes
ſtrax efter vende tilbage til Chriſtiania før at overtage fin Lærerpoft.

Allerede i Januar 1833 var Mundj bleven forlovet med fin til
fommende Huſtru Natalia Charlotte Linaae, en med fjeldne mufitalfte
Talenter begavet Dame, der var noget over et Uar yngre end han, og
Datter af forhenværende Kjødmand i Laurvig H. Linaac: - Førend
han reifte ned til Danmark, giftede han fig Å April 1835) og bragte
fin unge Biv med til Kjøbenhavn, hvorfra hun fort efter hans Ufreife
til Sverige vendte umibdelbart tilbage til Norge. Dette Ophold i
Kjøbenhavn udgjør, fom Mund fe har fagt, en af be behageligfté
Perioder i hand Liv.

Om Mundja fenere Univerfiteteliv kunne vi fatte 98 kort. I
4844 ubnævnte8 han til Profesfor. Mere og mere blev Fedrelandets
Siftorie, ifær Oldbhiftorien, hans Hovedftudium, og de Forelæsninger
Han ved Univerfitetet holdt, kom ifær til at omfatte Grene deraf. For
befto grundigere at funne unberføge Nationens ældre ethnographifte
Førhold og fyrede Lys over benne Materie, lagde han mere og mere
Bind paa bet fammenlignende Sprogftudium, bog tun indenfor be indoeu⸗
ropæiſte Sprogs Kreds og formemmelig med Henfyn til de germaniffe.

For at anftille Unberføgelfer øm Levningerne af norft Nationalitet
og norft Sprog i vore ældre Kolonilande, Rordmandie og Ortnøerne,
famt eller8 i Bibliothelerne og Ardiverne å Paris og Edinburgh føge
efter Oplysninger til vor Hiſtorie, anføgte han om og fit Gtipendier,
hvorved han kunde føretage fig tvende Meifer i dette Diemed. Saale—
bes bereifte han i Gommeren 1846 Nordmandie og opholdt fig nogen
Tid i Paris, og om KHøften 1849 foretog han en Reife til Skotland
og Drinserne, hvorfra han over London vendte tilbaget Januar 1850.
Paa denne Reije gjorde han flere vigtige vibenftabelige Fund. I et
ſtotſt Bibliothet opbagede han i Haandſtrift en for frørfte Delen ube-
fjendt og ubenyttet ,Historia Norvegiæ*, føm han fenere ubgav. Af
den tidligere udgivne manſte Krønite erhvervede han efter Original-

VI

Examen Artium tog Mundj med: Ghuratteren Laudabilis. Han
fit Udmarkelſe i alle munbtlige Fag, men for Udarbeidelſe i Moderd-
maalet fun „Godt“, og gil ſaaledes glip af fit Præreteris til Hoved:
charalteer. Anden Examen .tog han imivlertib Aaret efter (1829) med
benne Udmeærtelfe. -

& Ungbomsaarene fluttebe Mundj fig paa bet Noieſte til A. M.
Såweigaard, I. S. Welhaven og aſdede L. C. Langberg,
af hvilte ben førfte var hans Stole: og ArtlumSfammerat, og ben
anben tre Aar ældre Student. Disfe fire, af Studier, og tildels
ogſaa af Interesfer faa forfhjellige unge Mænd, hvoraf imidlertid en-
Yver var heftemt til i Tiden at indtage en Profesſors Stilling ved
vort Univerfitet, fom hyppigt fammen. og tilbragte ifær Sondagene
med hverandre. J benne fluttebe Kreds, der af Nogle betegnedes fom
„Klubben“, men fom rettere kunde gives Navn af et gandeligt Foſt⸗
broberftab, lagdes Spiren til em Virtfomhed, der gjennem GStubenter-
forbundet og Ugeftriftet ,Bidar” blev følgerig og vidtgribende. Mund
har følt og udtalt, at han i dette Forhold fandt en Støtte for fin let
bøielige Perſonlighed og em Harere Bevidfthed om fin eienbommelige
Begavelfe.

I Ghriftiania bode Univerfitetet8 Satte ham en rig Unledning
til at fortjætte fine Vndlingsſtudier. Heldigviis aabnede ogſaa R.
Keyſer juſt ba fine Forelæsninger over vort ældre Sprog og vor æle
bre Hiftorie. Da Mund var fommet noget videre end de øvrige Til-
hørere, tilbød Keyſer ham velvilligt fin private Veiledning og gjennem=
gil ſaaledes i et Aars Tid med ham de dengang førbetmefte tun i Af-⸗
ftrifter tilgjængelige gamle norffe Love og desuden bei Heimskringla
fovefommente Skaldevers. Imidlertid fortfatte han fine hiſtoriſte Stuz
bier og lagde fig efter flere nyere Gprog, fom Engelſt, Spanſt og
Vortugiſiſt. Ogſaa begyndte han før det fammenlighende Sprogſtudi—
um8 GStyld at lægge fig efter Ungelfagift.

Mund ofrebe ſaaledes ben førfte Tid af fit Univerfitetslin til
reent vivenffabelige Sysler. Men ber flal meget Held til; før at Bix
benftaberne alene hertillands fulle funne ſtaffe en Mand Levevei, og
Han fandt bet berfør raabeligt, ligefom Undre, at tænke paa. Embeds-⸗
egamen. Han agtede førft at ſtudere Philologi; men da be Masfifte
Gtubier ille vare ham fynderlig tiltrætfende, og bet juriviffe Studium
berimod tyltes ham at give bedre Fortundffaber til Fæbdrelandahifto-
vien, valgte han bette. YI Mai 1834 underkaſtede han fig den jurivifte
Embedsexamen med bedſte Charakteer og var for et Øieblit endog ber
tæntt paa at gaae Departement8-Beien, hvilfet bog ved et med hans
Evner og Lilbøieligheder nærmere liggende Hværv blev forhindret.

VII

Allerede af Gtorthinget i 1880 var der bevilget en Sum Penge
til Samling og Ufftrivning af Materialer til en vorbende Udgave af
Norges gamle. Løve. Dette Arbeide blev ved fgl. Mefol. af 27be
Aug. 1834 overbraget til daværende Lektor Keyfer med Mund fom
Medhjælper, og I Mai 1835 begave be fig begge i hiint Diemed til
Kjøbenhavn, hvor be førbleve indtik April 1837, ba be efter Planen
tøge, førft til Lund og ſiden til Stodholm, for at fortfætte Arbeidet
veb be berværenbe Bibliotheker.

Munds Ophold i Stodholm blev dog ikfe langvarigt; thi i Meat
1837 ubnæbnte8 han HL Lektor i Hiftorien ved vort Univerfitet i ben
fort forhen aſdede Vrofesfor Gteenblods Sted, vg maatte ſaaledes

ſtrax efter vende tilbage til Ghriftiania for at vvertage fin Lærerpoft.

Allerede i. Januar 1833 var Mund bleven forlovet med fin til
fommende Hufteu Natalia Charlotte Linaae, en med fjeldne muſikalſte
Talenter begavet Dame, der var noget over et Aar yngre end han, og
Datter af forhenværende Kjøbmand i Laurvig H. Linaae: - Førend
han reifte ned til Danmark, giftede han fig Å April 1835) og bragte
fin unge Biv med til Kjøbenhavn, hvorfra hun fort efter Hans Ufreife
til Sverige vendte umiddelbart tilbage til Norge. Dette Ophold i
Stjøbenhavn ubgjør, fom Mund felv har fagt, en af be behageligfte
VPerioder i hans Liv.

Om Munchs fenere Univerfitetsliv funne vi fatte 08 tørt. Kj
4844 ubnævnte8 han til Profesfor. Mere og mere blev Fæbdrelandetg
S$iftorie, ifær Olbbhiftorien, hand Hovedſtudium, og de Forelæninger
han ved Univerfitetet holdt, fom ifær til at omfatte Grene deraf. For
befto grundigere at funne unberføge Nationens ældre ethnographifte
Førhold og fyrede Lys over denne Materie, lagde han mere og mere
Bind paa bet fammenlignende Sprogftubium, bog tun indenfor be indoeu=
ropæifte Sprogs Kred3 og fornemmelig med Henſyn til be germanifte.

For at anftille Unberføgelfer om Levningerne af norft Nationalitet
og norſt Sprog i vøre ældre Kolonilande, Nordmandie og Orknøerne,
famt ellers å Bibliothekerne og Ardjiverne i Paris og Edinburgh føge
efter Oplysninger til vor Siftorie, anføgte han om og fil Stipendier,
hvorved han funbe foretage fig tvende Meifer i dette Øiemed. Gaale-
beg bereifte han i Gommeren 1846 MNordmanbie sg opholdt fig nogen
iv i Paris, og om Hoſten 1849 føretog han en Reife til Skotland
og Orknøerne, hvørfta han over London vendte tilbage Januar 1850.
Paa denne Reiſe gjorde han flere vigtige vibenftabelige Fund. I et
ſtotſt Bibliothef opdagede han i Haandfrift en for frørfte Delen ube-
tjendt og ubenyttet ,Historia Norvegiæ*, føm han fenere ubgav. Af
den tidligere ubgivne manfte Kronile erhvervede han efter Driginal-

VII

haandſtriftet I London Vegten til Brug for ben nye Udgave deraf, fom
han fenere gav, og flere tidligere ubefjenbte Diplomer, vedkommende
Ortnoerne, Hetland og Morbmændene paa disſe Der, afftrev han og
bragte hjem og lod bem fiben tryfte i Diplomatarium -Norvegicum.
$1854 gjorbe jan, unberftøttet af et mindre Stipenbium, ogfaa em viden-
fabelig Reife til München og Berlin.

Unberføgelfer angaaende bet gamle Morges Gengraphi bragte
Kam til at ofre Norges Gengraphi i det Hele taget. et nøtere Studium,
hvorved han igjen, næften fom etflags Adſpredelſe eller Fritids-Arbeide,
lededes til at beftjæftige fig med Konftruttionen af Karter over Fædres
fanbet. For at inbhente Oplysninger til disſe fra mindre bekjendte
Bjeldegne i Landet, bereifte han i. Sommeren 1842 og 1843 med Un-
berftattelfe af Univerfitetsftipenbier Fjelbene mellem Thelemarlen, Num-
mebal og $jallingbal, Voſs og Harbanger. Med lignende Underſtot⸗
telfe foretog han i 1850, i antifvarift Øiemed, em Reiſe til Bergen
og Sogn, og I 1855 en Reiſe til Trondhjem for at underføge Dom-
Wirfen i antilvariſt Henſeende. Allerede tidligere havde han ved flere
Afhandlinger ubbredt rigtigere Kundſtab om bette Nationens GStorvært
af mibbetalberft Bygningstunft; men ved benne paa Stedet foretagne
Unberføgelfe Iyftebeg bet ham at fafte end Yberligere Lys over bette Gmne
¶ Pragtværtet Throndhjems Domkirke", hvis Tegt han forfattede).

Det Udbytte for Norges Hiftorie, fom Mund) havde gjort paa
fin ſtotſte Reife, havde vatt bet Onſte hos ham, ogfan at funne tomme
til at underſoge Ardiverne i andre Lande, med hvem Norge i Mid-
belalberen paa en eller anden Maade havde fnaet i Forbindelje. Alt
efterfom han ſtred frem i Bearbeibelfen af fin i 1851 paabegyndte
Det norſte Folls Hiftorie” og ind i ben Periode af vor Hiſtorie,
hvor Konge-Gagaernes Omftændelighed og Noiagtighed afloſes af em
vderlig hiſtoriſt Tomhed og Magerheb, hvarpaa ber ved Øvelæggelfen
af famtidige Archivalier her å Landet er bleven umuligt at raate Bod,
maatte bette Onſte fremtræbe mere og mere levende, og tilbet i 1857
forſamlede Storthing intgav han endelig et motiveret Unbragende om
Bevilling af ve fornodne Midler til em Meije og et længere Ophold
å Udlandet, navnlig å Rom. Det var ifær be pavelige Ardjiver, hvor⸗
ma han lovede fig et rigt Ubbytte og hvis Underſogelſe ham ſaaledes
fillete fom Reiſens Hovedformaal, medens han deg paa Gen eller
$iemveien ogfaa agtede at underjege andre Urdjiver, ifær i London
og Paris. Naar hun i Roms Archiver ventede at forefinde Aliſthller,
uber i flere Genjeener vilde tunne give vor Gjiftoriographi em ganfte
my SL," kyggere han fine Forventninger ikke blot paa den Omitæn-
dighed. at Norge fom Storſtedelen af Tutopa i Mivtelalveren havde

IX

ført under Pavens aandelige Styrelſe, og at dets Biftopsftoler fanle-
beg maatte have finnet i ſtadig Brevvegling med Pavehofjet, men ogs
faa i bet Hele paa de enkelte alferebe betjendte Pavebreved Bigtighed
for Nordens Hiftorie. Allerede Suhm havde været opmærtfom here
paa, og til Brug for fine hiftoriffe Arbeider erhvervet fig endeel Af—
frrifter af be pavelige Kopibøger,og endeel ſaadanne Ufftrifter (paa ane
ben Haand) vare ogfaa for itte Tang Vid tilbage erhvervede for vort
Rigsarchiv. Men før at udvinde bet hele Udbytte fræveded et længere
Ophold i felve Rom og en Gjennemgaaelfe af dets Archiver med ſpe⸗
eielt Henſyn paa Norden. Og netop Mund var i ben Henfeende Man»
ben. Med fit hartad bivinatoriffe Blik for hvor Oplysninger vare at
føge, fin førbaufende Qurtighed i at gjennemfee utrykte fom trytte
Gager, fin Glarpfindighed i Bedommelſen og Færbighed i Læsningen
og Afftrivningen af Ardjivalier, vilde han hurtigere og filrere end no
gen Anden hnme fremflafje de ber ſtzulte og fyredte Statte. Hertil
fom hans vibenflabelige Navn, hans literære Forbindelſer å Udlandet
og hang ſtore Færdighed i at tale fremmede Sprog — altſammen vige
tige Ggenftaber, hvor bet gjaldt at bortrydbe ve Banfteligheder, fom
i Rom, navnlig for Ille⸗Katholiker, pleiede at frille fig i Beien for
Archivernes frie Benyttelfe. Denne fjelne Forening af ginftige Be—
tingeljer tøge8 ba ogſaa i fulb Betragtning af den bevilgenbe Myn—
dighed, og meb ben Liberalitet, fom altib har ubmærtet bet norffe
Storthing hvor vet gjaldt engebidrag i vibenffabelige Formaal, tils
ſtodes Mundj under 21 Geptember 1857 et Reiſeſtipendium af indtil
38000 Spd. før 2 Yar, og bet magtet ber famtibig, ifølge føl. Prøpo-
fition, krevedes andre nye Bevillinger i hiftorift Øiemed, nemlig til
norſte Kildeſtrifters Udgivelſe. i

Kort efterat Bevillingen var tilftaaet, reifte Mund til Kjøbenhavn,
hvor Familien allerede forud befandt fig. Deels beffjæftiget med ben
fortfatte Affattelſe af fin Hiftorie, deels med Underføgelfer, ber frode
i møgen Forbindelſe med bet ved Bevillingen tilfigtede Diemed, forblev
han ber Binteren over og til ub paa næfte Sommer. I Juli 1858
reifte han til Mien, hvor han opholdt fig nogen Tid og føretog Un-
derſogelſer i bet8 Urdiver. Han førefandt ber flere Dokumenter, fom
angit ben bevægebe Tid i Norden fra 1530 til 1536 og kaftede meget
£y8 over Reformationskhiftorien famt Begivenhederne å Norden under
ben faafaldte Greve-Jeide. Et andet Formaal ved Opholdet i Wien
var at flifte Forbindelfer med tatholffe Prælater, der unde lette ham
Adgangen til den friere Benyttelfe af de rømerfte Ardiver, fom han
attraaebe og trængte. Fyrft-Grlebiffopen af Wien, Cardinal Raufder,
tog fig ifær af ham og anbefalede ham til Rom.

VIII

haandſtriftet i London Vegten til Brug, før den nye Udgave deraf, fom
han fenere gav, og flere tidligere. uhekjendte Diplomer, vebfommenbe
Orknoerne, Hetland og Nordmænbene paa disſe Der, afftrev han og
bragte hjem og lod dem fiben tryffe i Diplomatarium -Norvegicum.
91854 gjørbe han, unberftøttet af et mindre Stipendium, oglaa en viden⸗
ſtabelig Reiſe til München og Berlin.

Underſogelſer angaaende det gamle Norges Geographi bragte
ham til at ofre Norges Geographi i det Hele taget et noiere Studium,
hvorved han igjen, næften fom etſlags Adſpredelſe eller Fritids-Arbeide,
lededes til at beftjæftige fig med Konſtruktionen af Karter over Fædres
landet. For at indhente Oplysninger til disſe fra mindre bekjendte
Fjeldegne i Landet, bereiſte han i Sommeren 1842 og 1843 med Un⸗
berftøttelfe af Univerfitetsfripendier Fjelbene mellem Thelemarten, Num—⸗
mebal og $allingbal, Voſs og Hardanger. Med lignende Underſtot⸗
telfe føretøg han i 1850, i antifvarift Øiemed, en Reife til Bergen
og Sogn, vg å 1855 en eife til Trondhjem før at underføge Dom-
firfen i antifvarift Henſeende. Allerede tidligere havde han ved flere
Afhandlinger udbredt rigtigere Kundſtab om bette Nationens GStorvært
af mibbelalberft Bygningstunft; men ved benne paa Stedet foretagne
Underføgelfe lykledes bet ham at fafte end Yberligere Lys over bette Gmne
Å Pragtværket ,Throndhjem8 Domkirke“, hvis Tegt han forfattede).

Det Udbytte for Norges Hiftorie, fom Mund havde gjort paa
fin ſtotſte Reife, havde vatt bet Ønfte hos ham, ogfaa at funne tomme
til at underſoge Ardiverne i andre Lande, med hvem Norge. i Mid-
belalberen paa en eller anden Maade havde finaet i Forbindelſe. Alt
efterfom han ſtred frem i Bearbeidelfen af fin i 1851 paabegynvte
„Det norfle Fold Hiftorie” og ind i den Beriobe af vor Hiftorie,
hvor Konge-Gagaerne8 Omftændelighed og Noiagtighed aftøfes af en
yberlig hiftorift Tomhed og Magerhed, hvorpaa der ved Ønelæggelfen
af famtidige Ardivalier her i Landet er bleven umuligt at raade Bod,
maatte bette Onſte fremtræbe mere og mere levende, og tilbet i 1857
førfamlebe Gtorthing indgav han endelig et motivetet Andragende om
Bevilling af de fornødne Midler til en Reiſe og et længere Ophold
i Ublanbet, navnlig i Rom. Det var ifær de pavelige Archiver, hvøre
ra han lovede fig et rigt Udbytte og hvis Underføgelfe han ſaaledes
frillede fom Reiſens Hovebformaal, medens han beg paa Gen- eller
SHjemveien ogſaa agtebe at unberføge andre Urdiver, ifær i Fonbon
og Paris. . Naar han i Roms Ardiver ventede at forefinde Altſtyller,
„der å flere Genfeender vilde funne give vor Hiftoriographi en ganfre
ny Skit," byggede han fine Forventninger itte blot paa den Omftæn-
dighed, at Norge føm Gterftedelen af Europa i Middelalderen havde

IX

hørt under Pavens aandelige Styrelſe, og at dets Biftopsftoler faale-
beg maatte have ſtaaet i ſtadig Brevvegling med Pavehoffet, men ogs
faa i bet Hele paa be enkelte allerede betjendte Pavebreves Vigtighed
for Nordens Hiftorie. Allerede Suhm havde været opmærffom here
paa, 99 til Brug for fine hiftoriffe Arbeider erhvervet fig endeel Uj-
frifter af be pavelige Kopiboger, og endeel fanbanne Afſtrifter (paa an=
ben Haanb) vare ogſaa for ikte Tang Tid tilbage erhvervede for vort
Rigsarchiv. Men for at udvinde bet hele Udbytte krevedes et længere
Ophold i felve Rom og en Gjennemgaaelfe af dets Archiver med ſpe⸗
eielt Henſyn paa Norden. Og netop Mundj var i ben Henfeende Man»
den. Med fit hartad bivinatoriffe BL for hvor Oplysninger vare at
føge, fin førbaufende Hurtighed i at gjennemfee utrykte fom trytte
Gager, fin Slarpſindighed i Bedommelſen og Færdighed i Læsningen
og Aſſtrivningen af Ardivalier, vilde han hurtigere og filtere end nos
gen Anden hnme fremflafje be ber fjulte og fyredte Satte. Hertil
tom hans vibenflabelige Navn, hans literære Forbindelfer i Ublandet
og hand flore Ferdighed i at tale fremmede Sprog — altfammen vige
tige Ggenffaber, hvor bet gjaldt at bortrydbe ve Banfteligheder, fom
i Rom, navnlig for IMesKatholiter, pleiede at fille fig i Beien for
Archivernes frie Benyttelfe. Denne fjelbne Forening af ginftige Be—
tingelfer toge8 ba ogſaa i fulb Betragtning af den bevilgende Myn—⸗
bighed, og meb ben Liberalitet, fom altid har ubmærtet bet norſte
Storthing hvor det gjaldt Pengebibrag i videnflabelige Formaal, til
ſtodes Mundj under 21 Geptember 1857 et Reijeftipendium af indtil
8000 Spd. før 2 Aar, og bet uagtet der famtidig, ifølge gl. Propo-
fition, frævedeg andre nye Bevillinger i hiftorift Øiemed, nemlig til
norſte Kildeſtrifters Udgivelfe.

Kort efterat Bevillingen var tilſtaaet, reifte Mund til Kjøbenhavn,
hvor Familien allerede forud befandt fig. Deels beftjæftiget med den
fortfatte Affattelſe af fin Hiftorie, deels med Underføgelfer, ber ſtode
i nogen Forbindelſe med bet ved Bevillingen tilfigtebe Diemed, forbley
han ber Binteren ver og til ub paa næfte Sommer. I Juli 1858
reiſte han til Mien, hvor han opholdt fig nogen Tid og føretog Un-
berføgeljer i dets Urdiver. Han førefandt ber flere Dofumenter, fom
angit ben bevægede Tid i Norden fra 1530 til 1536 vg. faftede meget
Lys over Reformationskiftorien famt Begivenheberne i Norden under
den faafaldte Greve-Feide. Et andet Formaal ved Opholdet i Mien
var at flifte Forbindelfer med tatholffe Prælater, der tunde lette ham
Adgangen til den friere Benyttelfe af de romerſte Urdiver, fom han
attraaebe og trængte. Fyrft-Ertebiftopen af Bien, Cardinal Raufder,
tog fig iſer af ham og anbefalede ham til Rom.

x

Fra Mien fortſatte han Reiſen direkte til Rom, Hvor han ankom
i November f. A. Til det vatitanffe Ardiv pleiebe Fremmede, fom
Mund paa Forhaand vidfte, fun at faae en meget indflræntet Ubgang;
bet tilløbe8 itte engang felv at afffrive Dotumenterne, men Afftrifterne
maatte betale med 1 Seudo pr. No. i Ufftriverløn. Det blev ogfaa
ham ſtrax fagt, at bet iffe tillodes felv at afftrive. Men fnart
fit han ifte alene Tilladelſe dertil, men overhovedet em Adgang til at
unbderføge be i Ardiverne opbevarebe Materialier til Nordens Hiftorie,
fom overgif hans briftigfte Forventning. Dette Myldtes ijær Direlto—
ren8, Vater Theiner'8 Humanitet, videnffabelige Iver og den for
Mund fattebe perfonlige Godhed. Vheiner, felv en lærd Mand, og
beffjæftiget med Udgivelſen af be ſtore tirfehiftoriffe Gamlerværter,
Hungaria sacra, Polonia sacra m. fl., maatte faamegetmere begunftige
Munchs Granfninger, fom disſe git i Retningen af hans egne, og han
for fine Arbeider ogſaa i et eller andet GStytte kunde hente Raad og
Biftand hos fin lærde Gjælt. Efterhaanden fit Mund itte alene Tils
Tabelfe til felv at afftrive Alt udenfor be egentlige Kopibøger, men oge
faa omfider uindffvæntet Adgang til disſe.

I fit Undragende til Gtorthinget havde Mund gjort opmærkfom
paa, at bet hverfen for ben Stat, ber udſendte ham, var anftændigt,
eller for Sagen i fig felv gavnligt, om han optraadte under altfor
indſtrenlede øtonomifte Forhold, og havde berfor felv anflaaet fit maa-
neblige Gtipendium til 120 Spd., fom en efter hans Formening- til-
førættelig Sum. Han havde imidlertid itte lenge hvet i „den evige
Stad”, hvorhen hans Familie fnart var fulgt efter ham, førend bet
vifte fig, baade at hans Gtipendium var utilftræfteligt, og den til
Unberføgelferne i Rom anflaaede Tid altfor tnap. Efter et halvt
Aars Ophold androg han derfor hos Departementet om forſtudsviis Fors
ogelſe af Gtipenbiet til 200 Spd. maaneplig famt om nye Bevillinger.
Det førfte affloge8, hvorimod Regjeringen forelagde for Storthinget 1859
— 60 Propoſition sm Bevilling af 2200 Spy. til halvandet Aars forlæn=
get Ophold i Ublandet. Gtorthinget forøgede Summen til 3800 Syb.,
hvoraf 800 Spd. flulde være at betragte fom et Tilſtud til hans tid—
ligere Stipendium, eller til Dættelje af et Belob, fom Munchs Ven—
ner midlertidig havde tilveiebragt for at han funde blive å Rom, ind=
til Gtorthingsbeflutningen faldt. (GStorthingsforhandl. 1859—60, VIL
6. 196--98.) Saaledes forble han ber indtil Foraaret 1861,
ba han felv vendte tilbage til Fædrelandet, men efterlod fin Famie
lie. Han fom hjem fort efter fin Ben Rigsarchivar Chr. Langes Dad;
og viftnof tildeels før at hjælpe pan hand vfonomifte Stilling, konſti-—
tuerebe Regjeringen ham nu i Oktober f. A. til atbeftyre Rigdardivet

XI

og at føreftaae Udgivelſen af Kildeftrifter til Morge8 Hiſtorie, ſom
Lange allerede fra Begyndelfen havde indehavt. Han lagde ſtrax
Haanden paa Hortjættelfen af fin Hiftorte fra det Tivspuntt, hvor han
havde afbrubt. For at erhverve fig de ardivaliffe Oplysninger dertil,
fom maatte forefindeb i Stodholm, foretog han tvente Gange Reifer
didhen. Under ben fidfte Reije, ved Juletiver 1862, led han meget
baade paa Grund: af Aarstiden og formedelſt Uheld, idet Heften paa
en lang ede Gtrøfning lob ud, og Mund i Snee og Sole maatte
traffe meget langt, inden han funbe finde Holt og Huusly.

Allerede for Storthinget 1859—60 havde Regjeringen foreflaaet en
forhoiet Gage for ham enten i Egenſtab af Rigshiftoriograph eller føm egg
traorvinær Profesjor, for at han udeluttende tunde „ofre fin Virlſomhed
for Viterære YUrbeider, vebfommende Nordens og navnlig Fæbrelan-
bet Hiftorie”. Men Gtorthinget, fom af Genfyn til bet dengang
tryffebe Bubget var endnu mere utilbøieligt end ellers til at bevilge
nye Gager, forlaſtede Propsfitionen, og Mund blev fremdeles ſtaaende
fom Univerfitet8lærer 5 bøg indbrømmebe8 ber ham nu fom før al enftelig
Frihed med Henfyn til Baretagelfen af Embeds-Forretninger. Et lig-
nende Forſlag til Gtorthinget 1862—63 forkaſtedes ligeledes, hvorimod
ben føreflaaebe Forøgelfe i Gage indtil 1500 Sp». opnaaedes, ibet han
fit et perfonligt Silæg til fin Profesfor-Gage af 300 Sp». Forſaavidt
Meningen var, at han tillige ſtulde fritages for fine Horvetninger ved
Univerfitetet, gav Storthinget8 Beflutning imidlertid hertil ingen formet
Adgang, faafom den fornødne Lon til en Vilarius ifte bevilgede.

De næften uafbrudt trykfende hore Kaar, hvorunder Mund havde
arbeidet, havde fiben hans Hjemfømft fra Rom, trods Familiens Ops
hold i benne dyre Stab, i bet Hele meget forbedret fig, og pan Grund
heraf og fin forheiede Gage turde han nu fee en lyſere olonomiſt Frem-
tid imøbe. Det var ba med dobbelt Tilfredshed, at han efter et an⸗
firængt Arbeide Paaſteaften 1863 kunde begive fig paa Reifen til
Rom for at hente hjem fin Familie, ben han med faamegen Omhed
og Inderlighed hang ved. Men besværre flulde bet ikke førunde8 ham,
felv at lebfage fine Kjære tilbage og med bem gjenfee Hjemmet og
Fædrelandet. Han reifte over Kjøbenhavn og gjennem Tydſtland vi-
bere med Jernbane. Paa Reifen gjennem Alperne, herſtede i Forhold
til Marstiben en Kulde, fom han ifte var beredt paa at mobftaae, og
ba han naaede Venedig, var han frærtt forkjølet. Efterat være fom-
men til Rom i fin Familie8 Stjod, led han frembeled af nogen Fore,
fjølelfe, ba han med Get blev overfaldt af en heftig, ham felv ufor-
Harlig Sygdom, fom han imidlertid fom fig af faavidt, at han troede
al Fare var forbi. 28de Mai flrev han til en af fine Slægtninger

Xn

her i Shriftiania: ,- — Jeg blev fyg Tirsdag t forrige Uge, om Mor-
genen, juft fom jeg var halv paatlædt, for at Mynde mig at britfe
The, og derefter at gåa påa Baticanet. Jeg følte mig fuldkommen vel,
paa nogen Forkjølelje nær, da jeg med Et; ved-at hofte noget heftigt,
følte én faa voldſom og tillige ubeftrivelig Gmerte i Hovedet, at jeg
næften tabte Beſindelſen. Men nærften øieblittelig trængte benne Smerte
nedover gjennem Nalfen til Siverne, Myggen, Benene vg lige ud i
Fodſaalen, faa at jeg fant ganfte ammen og måatte ligge Paa Gulvet uden
at funne røre mig et Par Minutter, indtil man ft flæbt mig op I
engen igjen og klædt mig af; hvorefter jeg da blev Kggende under
heftige Smerter, ber tun langſomt og gradevig hørte op, i hele 9 Dage;
jeg maatte bruge ibelige lolde Omſlag paa Hovedet, tildels med Jis, og
flere Slags Medicin; jeg ved egentlig ingenfinde at have gjennem-
gaaet en faa fmertelig Sygdom, thi, hvorvet ben å 1855 var langt
farligere, var ben bog ei forbunden meb faa mange legemlig Lidelſer.
Legerne ere not iffe enige om, hvorvidt bet hat været Virlning af et
eller andet Solſtik, ber kunde have angrebet Kjernen og derfra nature
ligvis afficeret bet øvrige Nervefyftem, eller om det har været Cfter-
virkningen af mit maaſte før overdrevne Arbeide i Vinter, forenet med
Gindsbevægelfer, famt bertil ben altfor pludſelige Overgang fra Kul-
ben hjemme til den allerede voldſomme Hede her, eller endelig om det
ev en rheumatiſt Affeltion, der har angrebet ete Muſtel- og Merve-
fyftemet og berfva igjen afficeret Kjernen. - Det bedfte er bog, at ber
ei har været eller er nogen Fare; jeg hår vel endnu megen Vært å
Remmerne, og ev faa foag, at jeg neppe formaar attjar og hun nogle
Timer øm Dagen at fibbe oppe Chvorfor jeg, fom Du vel af Skriften
fatt dømme, frriver bette i Sengen); men Bedringen ſynes dog at gan
raſt fremab, faa at jeg del i Midten af næfte Uge fan være paa Be-
nene, og ubrette faa fmaat hvad ber er nodvendigt til Afteiſen. Men
begværre maa jeg albele8 give Slip paa at arbeide mere paa Baticanet.
Det forbybe Lægerne abfølut, ba det vilbe angribe mig formeget. En
ſtor Troſt har bet naturligvis været for mig at have mine Kjære om-
fring mig, øg ligeledes at mobtage faamange Bevifer paa vore troe
Venners Kjærlighed og Deeltagelfe — —.“ Reiſen fra Rom havde
han beftemt til 3die Juli; men to Dage efterat bette Brev var frevet,
altfaa 25be Mai, bortreves han af et nyt Slaganfald. Den 27de
Mai henimod Solnedgang jordedes han paa Ikle-Katholtlernes Kir-
fegaarb ved Foden af Geftius'S Pyramide, ligeoverfor ben Aurelianffe
Stadsmuur. Ved Graven talte Dotent L. Dietridfon og Dr. Gre-
goroviug. Paſtor Golz, proteftantiff Præft ved bet preusfiffe Gefandt-
ſtab i Rom, ubførte be lirlelige Geremonier. Budſtabet om hans Dod

XH

naaede gjennem Telegraphen næfte Dag hans Fæbreland og vatte her, fait
man fige, en ſand Folfeforg. Det pludſelige Dedsbudſtab maatte ramme
faameget fmerteligere, fom Mund) entnu befandt fig i em lidet frem»
ryllet Alder og var af en tilfyneladende ftært Helbred, faalebe8 at Fæ-
drelandet og Bivenffaden af hand utrolige Arbeldsktaft og denne fjeldne
Forening af Lerdom og lyktelige Aands⸗Evner endnu hmbe ventet fig
frore Refultater. Og uagtet hat havde fundet ben mirteriele Paa—
fljønnelfe, fom nogen Videnſtabsmand efter vore Forhold billigviis
funbe vente, og navnligen ben fornodne Underſtottelſe til fine vibenftn-
belige Granfninger, maatte det være en fmertelig Tante, at hans tib-
lige Død maaftee var fremfaldt af bette anftrængte, umaadelige Ar⸗
beide, hvortil. hans. olonomiſte Forfatning lige fax meget fonr Granſte⸗
rens Trang gjennem en lang Uarræffe havde drevet ham. Deelta-
gelfen ved hans Død udtalte fig paa forfljellige Maader. Saafnart Døbd-
bubffabet var indløbet, tilftob Gtørthinget hans efterlabte Huſtru en
aarlig (egtraorbinær) Benfion af 300 Spd. og bevilgede debuden bet
Fornedne (1050 Syd.) til Familiens Hjemreife fra Rom. En Na-
tionalfubfrription, med Mond af alle Stender i Spidſen, aabnedes
for Vilveiebringelfen af et Legat, der ſtal bære Mundjs Navn, „og
$vis Renter fulle tilfalbe førft hans fire Døtre, fnalænge de leve og
tiltrænge Underſtottelſe, og ſiden anvendes til Stipendier for Stude—
rende, forttinsviis for fanbanne, ber bytke nogen af be Videnſtaber,
hvori ben Ufdøde ubmærtede fig». Endelig har den alademiſte Ungs
bom ſtillet fig i Spidſen for en Subflription til Anſtaffelſen af hans
Portræt for Univerfitetet8 Samling af fortjente Lereres Portræter.
Som Unerfjendelje af Mundje' vibenftabelige Fottjehefter var St.
Olafs Ordenen i 1887 og Mordftjerne-Ordenen i 1862 bleven ham
tilbelt. Notdfljerne-Orbenen modtog han-af Hs. Maj. Kongen per⸗
fonligen i Gtodholm, med udtryttelig Tiltjendegivelſe af, at bet var
et Ertjendtlighedstegn for de Tjenefter, han havde vilft Sverige ved
i Rom at affrive og overgive HL be foenfte Ardiver de Dokumenter
angaaende Dets Hiftorie, føm han under fine Granſtninger havde ſtodt
paa. — I Tidens Lob var han bleven optaget fom Medlem af en
RNælte af lærde Gelftaber. Saaledes var han orbentligt-Meblem af
-Dldftriftfelffabet, bet throndhjemſte Videnfabers Selſtab og det i Chri⸗
ſtiania i 1857 oprettede Videnſtabetrnes Selſtab; korreſponde rende
Medlem af det preusfiſte Videnſtabs⸗Alademi I Berlin, af det Gottin-
genſte Bibenftabs-Selftah, af bet franffe geographifte Selftab I Paris,
af bet fongelig engelffe geographiſte Gelffab i London af bet keiſerlig
rusfiffe geographifte Gelftabi PeterBburg og af bet feiferlige Biden»
flabernes Atabemi ſammeſteds, foruden af flere andre videnſtabelige Sels

XIV

flaber i Udlandet. Ogſaa var han Yre8medlem af bet ſtotſte antifva»
riffe Selſtab, bet islandſte Literaturfelffab og ben norffe Forening for
Oldtidsminders Bevaring. —

Til ben her forføgte Stige af Munchs Liv hører nødvendigvis
en Ubfigt over hans Forfattervirlſomhed. Men hvis denne ſtulde oynaae
nogen Grab af Fuldftændigheb, maatte ben blive temmelig omfattende
og inbefjolbe en faa ſtor Opregning af Skrifter og Afhandlinger, at
Mengden af Læfere derved vilbe føle fig lidet tiltvukme.. Bi maae
derfor indffrænte os til bet Bigtigere-og for en førre Overſtueligheds
Skyld føge at gruppere bette under visſe Gynspuntter.

Dog inden vi her indlade os paa Mundjs entelte Strifter, turde
bet være pasfende at paapege hans vigtigfte -hiftøriffe Synsmaader,
forfaavibt disſe itfe ere udtalte i enfelt Gtrift eller Ufhandling, men
å flere, og ilte fjelben i be fenere Ubtalelfer have undergaaet enlelte
Modifitationer. Thi det gjaldt om Mund, at han aldrig, felv ef-
terat være fommen til en UAnftuelfe, fom ſyntes ganfte uforfaftelig,
blindthen flg fig til Ro derved, men at han vebblev at granfte videre
og lod fig itte i fine Underføgelfer afftræfte fra at andre en tidligere
fremfat Mening, om han end derved magtte paadrage fig Ord for at
fifte Mening og å hvert Fald i bet mindre videnffabelige Publitums
Dine maatte foæfte bette GStin af Ufeilbarhed, hvori bet hefft vil fee
fine ſtore Mænd.

.- Bi maa faalebeg her fremhæve hans Forftninger og antagne Re-
fultater med Henſyn til Nordens ældfte hiftorift-ethnographifte Forhold
og hans Binditation af Norges Ret med Henſyn paa dets gamle Li-
teratur. Han maa heri dele Wren med R. Keyfer fom ben, der

. førft brød Banen og opftillede rigtigere Anſtuelſer iftebetfor de tidligere
antagne. Men bet maae erfjenbe8, at han har videre forfulgt og ud=
viflet bisfe og ogfaa opftillet egne nye Meninger, hvorved Keyjer felv
er bleven bragt til i enfelte Dele at afændre fine. Og overhoveb maa,
Hvad ber er ubrettet paa dette Helt, til en vis Grad betragte under
Get, og begge Granftere maa figed at have fin fuldftore Unveel deri,
uden at ben Enes eller Undens Fortjenefte derved forringed. Ligeſom
Begge om entelte Arbeider af anden Art have været fælled, ſaaledes
turbe ber ogfaa med Henſyn til denne Materie være et vift Fælles-
ſtab, itfe med $jenfyn til dens flriftlige Behandling, men dog til hvad
ber foreligger ſom biftorifft Udbytte. - Allerede ben gjenfivige Med⸗
beelfombheb, hvorved vore Hiftoritere have ubmærtet fig maaftee fremfor
alle andre Landes, gjør ſaadan en Untagelfe mere end rimelig.

Mund har i et eget Skrift om ben nyere hiftoriffe Stole i Norge”
1852 fremfat be Refultater, han var kommen til, engang denne Uf-

xv

handling ſtreves, faa at man deri vil finde hvad. Skolen har føgt og
ubrettet. Men han har imidlertid fiben føretaget enkelte Mobifitationer,
faa en Revegjørelfe herfor turde have fin Interesſe. Jeg formaaede
Sam berfør å 1857 til at mebbele mig em fort Ubfigt over fit Syftem,
til Optagelſe å ben biographiſte Slizze af ham, hvorpaa jeg arbeidebe,
og ba Denne hans Fremftilling tillige er hand fenefte af dette Emne,
vil ben viſtnok til almindelig Ovientering her have en berettiget Plads.
„Jeg er, figer Mund, efterhaanden tommen til ben Overbez
vilsning, at man maaſtee gjør retteft i at bele ben hele germanifte
Folleſtamme i tre ſideordnede Grene; ben nordlige ve egentlige
Nordboer), den mellemſte, eller Mellemgermaner (Goter, Burgun⸗
ber, Angler, m.-fl., hovedſagligt boende om den ſydveſtlige Deel af
Oſterſoen på paa dens Der), famt ben ſydligſte; at der for Tiden
inden Germanerne8 oprindelige Omraade kgentlig tun findes Repra-
fentanter før ben nordlige (MNorffe, Gvenfte, Danſte) og den ſyd—
lige (Tydſtere, medens ben mellemfle deels ved Udvandring (Goter+
nes, Banbalerned, Burgundernes, Unglerned), deels ved Blanding
(fom Goterne8 og Unglerne8 i Danmart med Rordgermaner til nyere
Danfte, Anglerne8 med Norbmanner i England til Engelsmand 0. ſ.
9.) tilbeel8 ere forfounbne fra bere gamle Boliger, medens beeld
Mordgermaner nordfra, deels Sydgermaner fybfra havde optaget deres
Plads, ligeſaa at i fin Tid alle Germaner, faavel Gybgermaner og
Mellemgermaner fom MNordgermaner, ere fomne øftfra, enten novden-
fra, eller over Øfterføen (eller hvad ber i hiin fjerne Urtid ſvarede
til Øfterføen nuomftunber), faalebe8 at ille et enefte, endog fydgers
maniff Foll er fommet direlte til Tydftland fra Øften langs Oſter⸗
føens Sydtyſt, men at alle Tydſtlands germanifte Indvaanere ere
fomne over bet nuværende Skaane og be danſte Øer, der i hin fjerne
Tid vare ftørre, og abflilte fra begge Faftlande og fig felv indbyrdes ved
fmalere Gøftræfninger end nu; at naturligvis Gybgermanerne ere
fomne førft, bernæft Mellemgermanerne, af hvilte bog be flefte førbleve
paa Nordfiden af Øfterføen; at Mellem» og Sybgermanerne trængte
inb over Lande, beboede af Kelter (Danmart-Nordtybftland),. hvis.
Indbyggere tildeels bleve unbertvungne, og dannede, ben ringefte Urs
beidstlasſe; og at Germanerne å Tydſtland ſaaledes fom til at inde
tage Pladſen mellem be itfe unbertvungne Kelter i Beft og GSlaverne |
i Øft. De egentlige Mordgermaner derimod, Gøter, Svear og Nord»
mænd, ere fomne til Slandinaviens Faftland i et noget nordligere
Strog, hine omtrent over Ualandshavet til Gøtaland og Melartrak-
terne, disſe enbnu nordligere, omtring Finmarken til Haalogaland og
Throndbhjem; begge have verpaa trængt videre, hine myd Beft og disfe
mob Gyb, Svearne og Gøterne altid forftærfede ved nye Indvan,

DL448
Må
Supp

v2

udſigt over P. A. Munchs Qevnet og Gorfatter-
Birtjomhed*).

(Bed P. Botten Hanſen).

Stamfaderen for Slagten Munch ſtal efter et Sagn inden denne op-
rindelig være inbfommen fra England. Den ældfte af Stægten, fom
nu med Beftemthed tan opgives, er Søren Mund, ber beeltog med
Tordenſtjold i Slaget ved Dynetilen 1716, afgit om Kapitainlieutenant
i Gøetaten 1719 og boede førft i Frederilsſtad og fiben i Ghriftiania,
vor han bebe 1748, 62 Yar gammel. Han ſtrev fit Mavn deels
meb f, deels med ch. Det fibfte var fom bekjendt en yndet Bogftave
tombination i Begyndelfen af det attende Aarhundrede, vg vedtoges
ogfaa af hans Sønner, ligeſom ben fenere har holdt fig i Familien.
Kun Biftop Joh. Storm Mund ſtrev i en fort Tid af fin Ungdom
fit Navn Munt.
Kaptainlieutenant Gøren Mund var gift med Kirftine Roring
(en Gøfter af be berømte Jurifter Jacob Edvard og Chriftian Col⸗
bjørnfen8 Moder) og havde tvende Sønner, Edvard, ber den Nov.
1791 blev Told» og Konfumpytionsinfpeltør i Chriſtiansſand med Ju-
ſtitsraads Titel og bøbe 28de Marts 1793, og Peter, født ben Z4be
Mai 1740, 1776 Gognepræft til Vaage og 1786 til Land, hvor han
bøbe 28be Ottober 1802. Denne fidfte, Profesſor Munchs Farfaber,
var gift med Ghriftine Storm E 13de Jan. 1825), Datter af
* hans Formand i, Vaage Præftefalb, Johan Storm, i bennes førfte

*) Idet nærværende Vært nu affluttes, har Forlæggeren med mig roet, at en
Udfigt over bets lærde og for tidlig bortfalbte Forfatters Levnet ger ilte
vilbe være paa utrette Plads. Jeg har berfor bearbeidet og fortfat min i
Rallen af ,Rorfte Hiftoritere” i ,Illuftreret Nyhedsblad“ for 1857 givne
Biographi af P. A. Mund, hvortil han ille alene fed meddeelte væfentlige
Materialjer, men hvorpaa han ogſaa inden Trykningen læfte en Korrektur,
og hvillen Fremftiling forſaavidt turde være den fuldfrænbigfie og paalide»
ligſte, føm for Øiebliftet tan Hipriinget

OG

IV

gteſtab, og en Halvføfter af Digteren Edvard Gtorm, hvis Moder
igjen var en Soſter af Peter Mundö Moder.

ea Bræften Veter Mund havde to Sønner og fyv Døtte. GSøn-
nerne vare: Johan Storm, født 1778 og bød 26 Jan. 1832 fom
Biftoy i Chriſtiansſand (Digteren Andreas Munchs Faber), og Ed—
vard, fodt 1780. Den Sidſte, Profesſor Munchs Fader, var forſt
Lærer ved Kadetakademiet i Chriſtiania, men blev ſiden (1813) Sogne—
præft til Gjerpen og 1833 Stiftsprovſt i Chriſtiania, hvor han døde
14de Juli 1847. Begge Brødrene vare gifte med hver fin Datter af
forhenvetende Sognepræft fl Aal, fiben til Sighal, A. Hofganrd,
hoillen Familie er meget udbredt, ifær å Omegnen af Drammen. Og
be viedes ngfaa til hver af Søftrene paa famme Dag, i Haslum Kirke.
Johan Storm Munds Kone var Elſe Petronelle, og Edvard Bands
Johanne Sophie.

Profesſor Peter Andreas "Mund var ben ældfte af 7 Sid»
flende, tre. Sønner og: fire Døtre, ber naaede en moden Alver. Han
var født i Chriſtiania den 15vé December 1810, medens Faderen
endnu var Alademieleret her. Ved Reifen til Gjerpen i 1813 var
San ſaaledes fut i fit trebie Aar, og bog flod endnu å hans fibfte
ar enkelte. Momenter af ben duntelt tilbage I hand Grindring.

Bin væfentligfte Undervisning fom Barn fit han af Faderen,
ber ifølge Vidnesbyrd af Holt, fom have kjendt ham nøiete, vat en
ligeſaa fint, humaniftiff bannet føm perfonlig elffværdig Mand, hvad
der bog langtfra paaſtjonnedes Paa bet nye Sted vg under de nye
Forholde, han i en fremryttet Alder flyttebes hen i.

Da Stien nyoprettede Stole feenhoftes: 1823 traadte i Biron
hed, fattes Peter Andieas berind fom Difeipel. Han optoges i an-
den Klasſe, der tillige var ben øverfte; thi Stolen havde endda ikke
flere viberefomne Difciple. Paa den Made git det til, at han altid
var i overſte Klasſe; thi ben Klasſe, hvortil han hørte, avancerede
efterhaanden til at blive trebie ng fjerde ven egentlige Mefterlettie),

* uden at ber i fans Tid meldte fig nogen Difelpel, hvis- Kundfraber
anviſte ham Plads i nogen hoiere Klåsje.

Den Klasfe, hvori Mund var, beftod ved Oprettelſen kin af 4
Difelple og havde aldrig over 8. Denne Omftænbighed bidrog viftnor

. til at banne etflag8 engere og forteoligere Forhold mellem Lærerne og
Difeiplene, ligeſom ogſaa disſe Derved mere ubeelt kunde nyde godt af
Unberviisningen: Naar man nu. tillige ved, at Skolens Beftyrer var
ben ubmærtebe Rektor Ørn, der er Tigefaa bekjendt for fin Nivkjærhed
og Qumanitet, fom for fin Evne til at værte ben vibenflabelige Sands
hos Difeiplene, ba vil man lettelig kunne forſtaae, at faafnart der

v

fandtes mindfie Anlæg og Billie hos hine Diſeiple, maatte enhver af
dem gjøre gode Fremfæridt. Hvad Mund angaar, havde allerede ben
Undervisning, han havde nybt af fin Fader, og end mere ben viden»
flabelige Interesſe, benne havde vidft at bibringe ham, faffet ham et
godt og filfert Unberlag.

Af hvad ovenfør er fagt, vil man let flutte, at Mund maatte
høre til bet Kuld Difcipwe, ber alerførft dimitteredes fra Skiens Stole
1828. Han var No. 2, Vrofesfor Schweigaard No 1, nuværende
Hoieſteretsasſesſor O. Lovenſtjold No. 3 og nunærende Gognepræft til
Drangedal I. C. Millerg No. 4. Da Reltoren gjerne vilde — og det
Kar ogfaa flaaet ind — at bet førfte Kuld ret ſtulde gjøre Slolen Are,
havde han i ben fibfle Tid med fordoblet Omhu ledet Dimittendernes Stu-
bier og navnlig formaaet bem til at laſe og lægge op et betybeligt førre
Kvantum Latin og Grefl, end ber efter Reglementet udfordredes.

- Men. uanfeet venne udvidede CyamenS-Lædning havde bog Mund .
netop i ſidſte Mar funbet ben formødne Vid til at lægge fig efter vort
ælbre Sprog, hvortil han tibligt følte fig flærtt henbragen. Faderen
havde blandt fine Bøger Raftd islandſte Grammatik, Bjørn Haldor
ſens Lexilon og et Par GSagaer, navnlig førfte Bind af Folis-Ubdga-
ven af Heimstringla. Disje Bøger vakte hos Drengen Lyften til at
Tære vort gamle Gyrdg og Literatur at kjende; og da han med fit
førbaufenbe hurtige Sprøgnemme allerede i fin tidligere Barnbom
havde lært faameget Franſt sg Tydſt, at han ei behøvede yderligere
at beftjæftige fig med bisfe Sprog, kunde han anvende fanmeget mere
Sid paa Oldnorflen. Til dette Studium opmuntrede desuden Fabe-
ren Ham føærbeled og flafjede ham med al onftelig Liberalitet yberligere
S$jølpemidler, navmlig be juſt ba ubfommende førfte Bind af Forn-
manna Sögur. Du han afgif fra Skolen tt Univerfitetet, var han
allerede Tommen faavidt, at han med Lethed kunde fæfe oldnorſt Profa.
Han var fig imidlertid fulbfommen bevibft, at Gyrogftudiet maatte,
førnemmelig fom nobvenbigt Hjalpemiddel til et grundigere Studium
of Fedrelandets Hiftorie, have overveiende Betydning for ham. Og
Hiſtorien i Aminbelighed og Fæbrelandets i Sardeleshed var hans
afgjorte Bnblingsfag *.

%) 3 et 'Mindevigt figer P. A. Munchs jævnalbrende Fetter, Digteren A. Munch:

nt tivlig var han fuld af

Git ſtore Kald.

Jeg mindeg grant, .

vit fom Dreng fagde han til mig:
„Jeg vil blive

Bort Fædrelands Herodot —

Bliv faa Du dets Tyrtæus!“
(Bor Hjemmet” IV, 6. 342).

VI

Examen Artium tog Mund med: Gharalteren Laudabilis. Han
fit Ubmeærfelfe i alle munbtlige Fag, men før Udarbeidelſe i Moders-
maalet fun ,Gobt”, og git ſaaledes glip af fit Præceteris til Hoved⸗
charalteer. Anden Examen tog han imidlertid Aaret efter (1829) med
benne Udmærtelfe. -

9 Ungdomgaarene fluttebe Mund fig paa det Noieſte til A. M.
Schweigaard, I. S. Welhaven og aſdede L. C. Langberg,
af hvilte ben førfte var hans Skole- og Artlumbkammerat, og ben
anben tre Aar ældre Student. Disſe fire, af Studier, og tildeels
ogſaa af Interesfer faa forfhjellige unge Mænd, hvoraf imidlertid en-
hver var beftemt til i Tiden at indtage en Profesſors Stilling ved
vort Univerfitet, kom hyppigt fammen. og tilbragte ifær. Sondagene
meb hverandre. J benne fluttebe Kreds, ber af Nogle betegnedes fom
n&lubben", men fom rettere kunde gives Navn af et gandeligt Foſt⸗
broberftab, lagdes Spiren til en Birffomhed, ber gjennem Gtubenter-
forbundet og Ugeftriftet „Vidar“ blev følgerig og vibtgribende. Mund
ar følt og udtalt, at han i dette Forhold fandt en Støtte for fin let
bøielige Berfonlighed og em Harere Bevidfthed øm fin eienbommelige
Begavelfe.

I Ghriftiania bode Univerfitetet8 Glatte ham en rig Anledning
fil at fortfætte fine Vndlingsſtudier. Heldigvis aabnede ogſaa R.
Keyſer juft ba fine ForelæSninger over vort ældre Sprog og vor æle
bre Hiftorie. Da Mund var fommet noget videre end be øvrige Til-
horere, tilbød Keyfer ham velvilligt fin private Veiledning og gjennem=
gik faalebeg i et Aars Tid med ham de bengang førbetmefte tun i Aj=
ſtrifter tilgjængelige gamle norffe Love og desuden be i Heimskringla
forefommenve Gtalbevers. Imidlertid fortfatte han fine hiſtoriſte Stu-
bier og lagde fig efter flere nyere Gprog, fom Engelſt, Spanſt og
Vortugiſiſt. Ogſaa begyndte han før bet fammenlighende Sprogſtudi—
um8 Gtyld at lægge fig efter Ungelfagift.

Mund ofrebe faalebed ben førfte Tid af fit Univerfitetsliv til
reent videnſtabelige Sysler. Men ver ffal meget Held til, for at Bix
benffaberne alene hertillands fulle tunne flafje en Mand Levevei, og
Han fanbt bet berfør raabeligt, ligeſom Undre, at tænke paa Embeds⸗
egamen. Han agtede førft at ſtudere Philologi; men da be Masfifte
Stubier iffe vare ham fynderlig tiltræftende, og bet juriviffe Studium
derimod tytte8 ham at give bedre Forkundſtaber til Yæbdrelandshifto-
rien, valgte han bette. Mai 1834 underfaftede han fig ben juriviffe
Embedsexamen med bedfte Charakteer og var for et Øieblit enbog be—
tæntt paa at gaae Departement8-Beien,- hviltet bog ved et med hans
Evner og Lilbøieligheder nærmere liggende Hværv blev forhindret.

VII

Allerede af Gtorthinget i 1830 var ber bevilget en Sum Penge
til Gamling og Afftrivning af Materialier til en vorbende Udgave af
Norges gamle Love. Dette Arbeide blev ved Il. efol. af 27de
Aug. 1834 overbraget til baværende Lektor Keyſer med Mund fom
SMedhjælper, og I Mai 1835 begave be fig begge i hint Diemed til
Kjøbenhavn, hvor be forbleve indtik April 1837, ba be efter Planen
toge, førft til Lund og ſiden til Stodholm, for at fortfætte Arbeidet
veb be berværende Bibliotheter.

Mund Ophold i Gtodholm blev dog ikke Langvarigt; thi i Mat
1837 ubnævnte8 han HI Lektor å GHiftorien ved vort Univerfitet i ben
fort forhen aſdode Profesfor Gteenblods Sted, og maatte ſaaledes

ſtrax efter vende tilbage til Chriſtiania for at overtage fin Lærerpoft.

Allerede i Januar 1833 var Mundj bleven forlovet med fin til-
fommende Huſtru Natalia Charlotte Linaae, en med fjeldne mufitalfte
Salenter begavet Dame, ber var noget over et Aar yngre end han, og
Datter af forhenværende Kjøbmanb i Laurvig H. Linaae. Forend
Kan reifte ned til Danmark, giftede han fig Å April 1835) og bragte
fin unge Biv med til Kjøbenhavn, hvorfra hun fort efter hans Ufreife
til Sverige vendte umiddelbart tilbage til Norge. Dette Ophold i
Sjøbenfjavn ubgjør, fom Mund fel» har fagt, en af be behageligfté
Perioder i hans Liv.

Om Munchs fenere Univerfiteteliv funne vi fatte 08 kort. I
4844 ubnævnteg han til Vrofesfor. Mere og mere blev Fædrelandets
Siftorie, ifær Olbhiftorien, hans Hovedſtudium, og be Forelæsninger
han ved Univerſitetet holdt, fom ifær til at omfatte Grene deraf. For
befto grunbigere at funne unberføge Nationens ældre ethnographifte
Forhold og ſprede Lys over benne Materie, lagde han mere og mere
Bind paa bet fammenlignende Sprogſtudium, bog kun indenfor be indoeu=
ropæiffe Sprogs Kreds og førnemmelig med Henſyn til be germanifte.

For at anftille Unberføgelfer om Levningerne af norft Nationalitet
og norff Gprog i vore ældre Kolonilanbe, Morbmandie og Ortnøerne,
famt ellers å Bibliotheferne og Ardiverne å Paris og Edinburgh føge
efter Oplysninger til vor Hiftorie, anføgte han om og fit Stipendier,
hvorved han funde føretage fig tvende Reifer i dette Øtemed. Saale—⸗
bes bereifte han i Gommeren 1846 Nordmandie og opholdt fig nogen
Tid i Paris, og om Hoſten 1849 foretog han en Reife til Skotland
og Orknoerne, hvorfra han over London vendte tilbagei Januar 1850.
SPaa benne Reife gjorbe han flere vigtige vibenffabelige Fund. I et
føotft Bibliothet opbagede han i Haandſtrift en for ſtorſte Delen ube—
fjenbt og ubenyttet ,Bistoria Norvegiæ*, føm han fenere ubgav. Af
den tidligere ubgivne manſte Kronike erhvervede han efter Original-

VI

haandſtriftet i London Texten til Brug for ben nye Udgave deraf, fom
han fenere gav, og flere tidligere ubetjendte Diplomer, vedkommende
Orknoerne, Hetland og Nordbmænbene paa disſe Der, afſtrev hon og
bragte hjem og lod bem fiben tryffe å Diplomatarium -Norvegicum.
$1854 giorde han, unberftøttet af et mindre Stipendium, ogfaa-en viden-
fabelig Reife til München og Berlin.

Unberføgelfer angaaende bet gamle Norges Geographi bragte
Kam til at ofre Morge8 Gengraphi i det Hele taget. et nøtere Studium,
hvorved han igjen, næften fom etflags Adſpredelſe eller Fritids⸗Arbeide,
lededes til at beffjæftige fig med Konftruktionen af Karter over Fædre-
landet. For at indhente Oplhsninger til disſe fra mindre bekjendte
Fjeldegne i Landet, bereifte han i. Sommeren 1842 og 1843 med Un⸗
berftøttelfe af Univerfitetsftipendier Fjelbene mellem Thelemarlen, Num-
mebal og Hallingdal, Voſs og Karbanger. Med lignende Underftøt-
telfe foretog han i 1850, i antikvarift Øiemed, en Reife til Bergen
og Sogn, og i 1855 en Reiſe til Trondhjem før at underføge Dom-
firfen i antifvarift Henſeende. Allerede tidligere havde han ved flere
Afhandlinger udbredt rigtigere Kundſtab om bette Nationens Gtorvært
af mibbelalberft Bygningskunft; men ved benne paa Stedet foretagne
Underſogelſe Iyftebeg bet ham at fafte end Yberligere Lys over bette Emne
(å Pragtværtet ,Throndhjem8 Domkirke“, hvis Text han forfattede).

Det Udbytte for Norges Hiftorie, fom Mund havde gjort paa
fin ſtotſte Reife, havde vatt bet Ønfte 408 ham, ogſaa at funne tomme
til at unberføge Ardjiverne i andre Lande, med hvem Norge i Mide
belalderen paa en eller anden Maade havde finaet i Forbindelſe. Alt
efterfom han ſtred frem i Bearbeidelfen af fin i 1851 paabegynvte
„Det norſte Folls Hiftorie” og ind i den Beriobe af vor Hiftorie,
hvor Konge=Gagaerne8 Omftændetighed og Noiagtighed aftøfes af en
yberlig hiftorift Tomhed og Magerhed, hvorpaa her ved Odelaggelſen
af famtibige Urdjivalier her i Landet er bleven umuligt at raade Bod,
maatte Dette Onſte fremtræde mere og mere levende, og tilbet i 1857
forfamlebe Gtorthing inbgav han endelig et motivetet Andragende om
Bevilling af de fornødne Midler til en Meife og et længere Ophold
i Ublandet, navnlig i Rom. Det var ifær de pavelige Ardjiver, hvor⸗
ra han lovede fig et rigt Ubbytte og hvis Underføgelfe han ſaaledes
ſtillede fom Reiſens Hovebformaal, medens han bog paa Hen- eller
$jemveien ogſaa agtebe at unberføge andre Urdiver, ifær i London
og Varis. Naar han i Roms Urdiver ventede at forefinbe Aktftykter,
„der i flere Henſeender vilbe funne give vor Hiftoriographi en ganſte
ny Stil," byggede han fine Forventninger ikke blot paa ben Omflæn-
bigheb, at Norge føm Gtørftedelen af Europa i Midbelalberen havde

IX

ført under Pavens aanbelige Styrelſe, og at dets Biffopsftoler faale-
beg maatte have fiaaet i ſtadig Brevvegling med Pavehofjet, men ogs
faa i bet Sele paa be enteite allerebe befjenbte Pavebreves Bigtighed
for Nordens Hiftorie. Allerede Suhm havde været opmærtjom her
paa, og til Brug for fine hiftorifte Arbeider erhvervet fig endeel Af-
frrifter af be pavelige Kopiboger, og endeel faabanne Afftrifter (paa ane
ben Haand) vare ogfaa for itte fang Vid tilbage erhvervede for vort
Rigsarchiv. Men for at ubvinde det hele Udbytte krevedes et længere
Ophold i felve Rom og en Gjennemgaaelfe af dets Ardiver med fpes
eielt Henfyn paa Norden. Og netop Mund var i ben Henſeende Man»
ben. Med fit hartad divinatoriffe Blik for hvor Oplysninger vare at
føge, fin førbaufende Hurtighed i at gjennemfee utrylte fom trytte
Sager, fin Gtarpfindigheb i Bedommelſen og Færbighed i Læsningen
og Aſſtrivningen af Ardivalier, vilde han hurtigere og filtrere end nos
gen Anden hnme fremſtaffe be ber fljulte og ſpredte katte. Hertil
tom hans vibenflabelige Navn, hans literære Forbindelfer i Ublandet
og hans ſtore Færdighed I at tale fremmede Sprog — altfammen vige
tige Ggenffaber, hvor bet gjaldt at bortrydbe ve Banfteligheder, fom
i Rom, navnlig for Ille⸗Katholiker, pleiede at frille fig i Beien for
Archivernes frie Benyttelfe. Denne fjeldne Forening af giftige Be—
tingelfer toge8 ba ogſaa i fulb Betragtning af ben bevilgende Myn-
bighed, og meb ben iberalitet, fom altid har ubmærtet bet norfte
Storthing hvor vet gjaldt Pengebidrag i vibenffabelige Formaal, tile
ſtodes Mund) under 21 Geptember 1857 et Neifeftipenbium af indtil
3000 Syv. før 2 Yar, og bet uagtet der famtidig, ifølge kgl. Propo-
fition, frævebe8 andre nye Bevillinger i hiſtoriſt Øiemed, nemlig til
norſte Kildeſtrifters Ubdgivelfe.

Kort efterat Bevillingen var tilftaaet, reiſte Munch til &jøbenhavn,
Hvor Familien allerede forud befandt fig. Deels beftjæftiget med ben
fortfatte Afjattelfe af fin Hiftorie, deels med Underføgelfer, ber frode
i nogen Forbindelſe meb bet ved Bevillingen tilfigtebe Diemed, ſorblev
Han ber Binteren over og til ub paa næfte Sommer. I Juli 1858
reifte han til Wien, hvor han opholdt fig nogen Tid og føretog Un-
berføgelfer i dets Urdiver. Han forefandt ber flere Dokumenter, fom
angit ben bevægede Tid i Norden fra 1530 til 1536 og faftebe meget
£48 over Reformationskiftorien famt Begivenhederne i Norden under
ben faakaldte Greve-Jeide. Et andet Formaal ved Opholdet i Wien
var at fiifte Forbindelfer med tatholffe Prælater, ber. tunde lette ham
Adgangen til ben friere Benyttelje af be romerfte Archiver, ſom han
attraaede og trængte. Fyrft-Griebiftopen af Wien, Cardinal Raufder,
tog fig ifær af ham og anbefalede ham til Rom.

x

Fra Mien fortſatte han Reiſen direkte til Rom, hvor han ankom
i November f. A. Til det vatifanffe Archiv pleiede Aremmede, fom
Mund paa Forhaand vidfte, tun at fane en meget indflræntet Adgang;
bet tillodes iffe engang felv at afſtrive Dotumenterne, men Ufftrifterne
maatte betale8 med 1 Seudo pr. No. i Afſtriverlon. Det blev ogfan
ham firag fagt, at bet iffe tillodes felv at afftrive. Men fnart
fit han iffe alene Tilladelſe dertil, men overhovedet en Adgang til at
underſoge be i Urdjiverne opbevarede Materialer til Nordens Hiftorte,
fom overgit hans briftigfte Forventning. Dette ſtyldtes ifær Direktø-
ren8, Pater Theiner's Humanitet, videnffabelige Iver og den for
Mund fattede perfonlige Godhed. Theiner, felv en lærd Mand, og
beftjæftiget med Ubgivelfen af de ſtore irkehiftoriffe Gamlerværter,
Hungaria sacra, Polonia sacra m. fl., maatte faamegetmere begunftige
Munchs Granftninger, fom disſe git i Retningen af hans egne, og han
før fine Arbeider ogſaa i et eller andet Stykte unde hente Raad og
Biftand 408 fin lærde Gjælt. Efterhaanden fit Mund itte alene Lil
ladelſe til felv at afffrive Alt udenfor be egentlige Kopibøger, men ge
faa omfider uindffræntet Adgang til disſe.

I fit Andragende til Gtorthinget havde Mund gjort opmærkjom
paa, at bet hverken for ben Stat, ber udſendte ham, var anftændigt,
eller før Sagen i fig felv gavnligt, om han optraadte under altfor
inbfræntede otonomiffe Forhold, og havde derfor ſelv anflaaet fit maa-
neblige Stipendium til 120 Spd., fom en efter hand Formening. til-
ftrættelig Sum. Han havde imidlertid ikke længe hoet i ,vden evige
Stad”, hvorhen hans Familie fnart var fulgt efter ham, førend bet
vifte fig, baade at hans Gtipendium var utilftrælfeligt, og den til.
Underføgelferne i Rom anflaaede Tid altfor Map. Efter et halvt
Aars Ophold androg han derfor hos Departementet om forftubsvils For
øgelje af Stipendiet til 200 Spd. maanedlig famt om nye Bevillinger.
Det førfte affloge8, hvorimod Regjeringen forelagde for Storthinget 1859
— 60 Propoſition om Bevilling af 2200 Syd. til halvandet Aars forlæn=
get Ophold i Udlandet. Gtorthinget forøgebe Summen til 3800 Spd.,
hvoraf 800 Spd. flulde være at betragte fom et Tilſtud til hans tid⸗
ligere Gtipendium, eller til Dættelfe af et Beløh, fom Munchs Ben-
ner midlertidig havde tilveiebragt for at han kunde blive i Rom, ind>
til Gtorthingsbeflutningen faldt. (Storthingsførhandl. 1859—60, VII
S. 496--98.): Saaledes forblev han ber indtil Foraaret 1861,
ba han felv vendte tilbage til Fædrelandet, men efterlod fin Famis
fie. Han fom hjem fort efter fin Ben Rigsarchivar Chr. Langes Dod;
og viſtnok tildeels før at hjælpe paa hand olonomiſte Stilling, tonfti-
tuerede Regjeringen ham nu i Ottober f. U. til atbeftyre Rigdardivet

XI

og at føreftaae Ubgivelfen af Kilbeftrifter til Norges Hiftorie, jom
Range allerede fra Begyndelfen havde inbehavt. Han lagde ſtrax
Haanden paa Fortfættelfen af fin Hiftorie fra bet Tidspunkt, hvor han
havde afbrudt. For at erhverve fig de ardivaliffe Oplysninger vertil,
fom maatte forefindeB i Stodholm, foretog han tvente Gange Reifer
bibhen. Under ben fibfte Meije, ved Juletider 1862, led han meget
baade paa Grund af Aarstiden og formedelſt Uhelb, idet Heſten paa
en lang ode Gtrætning lob ud, og Mund i Snee og Sole maatte
traſte meget langt, inden han kunde finde Folt og Huusly.

Allerede for Storthinget 1859—60 havde Regjeringen ſoreſlaaet en
forhøiet Gage for ham enten i Egenſtab af Rigshiftoriograph eller ſom egg
traorvinær Brøfesjor, for at han udeluttende tunde „ofre fin Virlſomhed
for literære Arbeider, vedkommende Norben8 og navnlig Fadrelan—⸗
dets Hiftorie”. Men GStorthinget, fom af Henfyn til det dengang
tryffede Budget var endnu mere yutilbeieligt end ellers til at bevilge
nye Gager, forfaftede Propofitionen, og Mundj blev frembele8 flaaende
fom Univerfitet8læret ;- bøg indrommedes ber ham nu fom før al onſtelig
Frihed med Henſyn til Baretagelfen af Embeds-⸗Forretninger. Et lig-
nende Jorflag til Storthinget 1862—63 forfaftebeg ligeledes, hvorimod
ben ſoreſlaaede Forogelſe i Gage indtil 1500 Syd. opnaaedes, idet han
fit et perfonligt Tilleg til fin Profesfor-Gage af 300 Sp». Forſaavidt
Meningen var, at han tillige ſtulde fritage8 for fine Forvetninger ved
Univerfitetet, gav Storthinget8 Beflutning imidlertid hertil ingen formet
Adgang, faafom ben fornødne Løn til en VitariuB ikke bevilgedes.

De næften uafbrudt trykfende ybre Kaar, hvorunder Mund havde
arbeidet, havde fiben hans Hjemfømft fra Rom, trodd Familiens Op⸗
hold i benne Dyre Stad, i bet Hele meget forbedret fig, ng paa Grund
heraf og fin forhoiede Gage kunde han nu fee en lyſere stonomift Frem-
tib imøbe. Det var ba med bobbelt Tilfredshed, at han efter et ans
fivængt Arbeide Paaſteaften 1863 kunde begive fig paa Reiſen til
Rom for at hente hjem fin Familie, ben han med faamegen Ømbhep
og Snberlighed hang ved. Men desværre ſtulde bet ille forundes ham,
felv at lebfage fine Kjære tilbage og med bem gjenfee Hjemmet og
Fædrelandet. Han veifte over Kjøbenhavn og gjennem Tydſtland vi-
bere med Jernbane. Paa Reifen gjennem Alperne, herſtede i Forhold
til Marstiden en Kulde, fom han ifte var beredt paa at mobflaae, og
Da han naaede Venedig, var han flærtt forkjølet. Efterat være fom-
men til Rom i fin Familie8 Gtjød, led han frembele8 af nogen Fore
fjølelfe, ba han med Get blev overfalbt af en heftig, ham felv. ufor-
Harlig Sygdom, fom han imidlertid fom fig af faavidt, at han trøede
al Fare var forbi. 28de Mai førev han til en af fine Glægtninger

Xn

fjer i Ghrifttania: ,—- — Jeg blev ſyg Tirsdag tførrige Uge, om Mor⸗
genen, juft fom jeg var halv paatlevt, før at Mynde mig at brifte
The, og derefter at gåa påa Vaticanet. Jeg følte mig fulbtommen vel,
paa nogen Forkjølelfe nær, da jeg med Et, ved-at hofte noget heftigt,
følte én faa voldſom og tillige ubeftrivelig Gmerte i Hovedet, at jeg
næften tabte Befindelfen. Men næften vieblittelig trængte denne Smerte
nedover gjennem Natten til'Siverhe, Ryggen, Berene 'og lige ud i
Fodſaulen, faa at jeg ſank ganfte jammen og måntte ligge Paa Gulvet uden
at funne vøre mig: et Par Minutter, indtil man fik flæbt mig op Å
Gengen igjen og klædt mig af; hvorefter jeg da blev liggende under
heftige Gmerter, ber fun langfomt og grabevis horte op, i hele 9 Dage;
jeg maatte bruge idelige lolde Omſlag paa Hovedet, tildels med Jis, og
flere Slags Medicin; ' jeg veed egentlig ingenfinde at have gjennem
gaet en faa fmertelig Gygdom, thi, hvorvel den 1855 var langt
farligere, vat ben bog ei forbunden med faa mange fegemlige Lidelſer.
Legerue ere nok-iffe enige om, hvorvidt bet har været Virkning af et
eller andet Golftif, ber kunde have angrebet Hjernen og derfra nature
ligvis afficerét bet øvrige Mervefyftem, eller om-bet har været Cfter-
virtningen af mit maaſte før overbrevne Arbeide 4 Vinter, forenet med
Ginbsbevægelfer, famt dertil ben altfor pludſelige Overgang fra Kul-
den hjemme til ben allerede voldſomme Hede her, eller endelig om det
ev en rheumatift Affeltion, ber har angrebet hete Muſtel- og Merve-
fyftemet og derfra igjen afficeret Kjernen. Det bedſte er dog, at per
ei har været eller er nogen Fate; jeg har vel endnu megen Vært i
Remmerne, og er faa foag, at jeg neppe formaar at haa og kun nogle
Timer om Dagen at fibbe oppe Chvorfør jeg, føm Du vel af Skriften
fat dømme, ſtriver bette i Sengen); men Bedringen ſynes dog at gaa
vaff fremab, faa at jeg del i Midten af næfte Uge kan være paa Be—
nene, og ubrette faa fmaat hvad ber et nodvendigt til Afteiſen. Men
be8værre maa jeg aldeles give Slip paa at arbeide mere paa Baticanet.
Det forbyde Lægerne abfølut, da det vilde angribe mig formeget. En
ſtor Troſt har bet naturligvis været for mig at have mine Kjøre om⸗
fring mig, og ligeledes at modtage faamange Bevifer paa vore troe
Venners Kjærlighed og Deeltagelſe — —.“ Reifen fra Rom havde
han beftemt til die uli; men to Dage efterat bette Brev var frevet,
altfaa 25be Mai, bortreves han af et nyt Slagånfald. Den 27be
Mai henimod Solnedgang jordedes han paa IMte-Katholtternes Kir-
fegaarb ved Foden af Ceſtius's Pyramide, ligeoverfor den Aurelianfte
Stabsmuir. Bed Graven talte Dotent L. Dietridfon og Dr. Gre—
gorovius. Paſtor Golz, proteſtantiſt Præft ved det preusfiffe Gefandt-
flab i Rom, ubførte de kirkelige Geremonier. - Bubdftabet om hans Død

Xn

naaede gjennam Telegraphen næfte Dag hans Fædreland og valte her, fait
man fige, eu fand Folleſorg. Det plubjelige Dodsbudſtab maatte ramme
faameget fmerteligere, fom Mundj endnu befandt fig i en bet frem»
ryllet Alder og var af en tilfyneladende ſterk Helbred, ſaaledes at Fæ-
drelandet og Videnſtaden af hand utrolige Arbeldslraft og denne fjeldne
Forening af Lerdom og lytfelige Aands⸗Evner endnu hmve ventet fig
fore Mefultater. Og uagtet hatt havde fundet den materlelld Paa—
fljennelje, før nogen Videnſtabsmand efter vore Forhold billigviig
funbe vente, og navnligen ben fornødne Underſtottelſe Kl fine videnſta—⸗
belige Granfninger, maatte bet være en [mertelig Tante, at hang tide
fige Død maaſtee var fremfaldt af dette anftrængte, umaavelige Urs
beide, hvortil hans. olonomiſte Forfatning lige fax meget fom Granſte⸗
rens Trang gjennem en lang Uarræfte havde brevet ham. Deelta-
gelfen ved hans Død udtalte fig paa forffjellige Maader. Saafnart Dods⸗
bubffabet var indlobet, tilſtod Størthinget hans efterladte Huſtru en
aarlig (egtraorbinær) Venfion af 300 Spd. og bevilgede desuden bet
Fornødne (1050 Syd.) til Familiens Hjemreife fra Rom. En Na-
tionalfubftription, med Mond af alle Stener i Spidſen, aabnedes
før Iilveiebringelfen af et Legat, det flal bære Munds Navn, „og
$vis Renter flulle tilfalbe førft hans fire Døtre, faalænge de leve og
tiltrænge Unberftøttelfe, og fiden anvendes til Stipendier for Gtube-
rende, fortrinsviis for faabanne, ber bytte nogen af be Bidenftaber,
hvori ben Aſdede ubmærkede fig". Endelig har ben alademiſte Ung»
dom fiillet fig i Spidſen for en Subſtription til Anftaffelfen af Hans
Portræt for Univerfitetet8 Samling af førtjente Lereres Portræter.
Som Anerfjendelje of Munchs videnfabelige Fottjeneſter var St.
Olafs Orbenen i 1857 og Nordftjerne-Ordenen i 1862 bleven ham
tildelt. Nofdftjerne-Orbenen -modtøg han-af Hs. Maj. Kongen per-
fonligen i Gtodholm, med udtryktelig Tiltjendegivelſe af, at bet var
et Ertjendtlighedstegn for be Tjeneſter, han havde viift Sverige ved
i Rom at affrive og overgive tl de foenfte Archiver be Dohimenter
angaaende beis Hiftorie, ſom han under fine Granfninger havde ſtodt
paa. — I Sidens Lob var han bleven optaget fom Meblem af en
Nette af lærde Selftaber. Saaledes var han ovdentligt Medlem af
Oldſtriftſelſtabet, det throndhjemfte Videnſtabers Selſtab og det i Chri⸗
ſtiania i 1857 oprettede Videnſtabernes Selſtab; koörreſponderende
Medlem af bet preusfifte Videnſtabs-Alademi i Berlin, af bet Gottin-
genfte Videnſtabs-Selſtab, af bet franſte geographiſte Selſtab i Paris,
af bet fongelig engelſte geographiſte Gelffab i London af bet keiſerlig
rusfiſte geographifte Gelftabi Peterdburg og af bet teiferlige Biden»
ſtabernes Akademi ſammeſteds, foruden af flere andre vibenftabelige Sels

XIV

ſtaber t Udlandet. Ogfaa var han Wresmedlem af bet ſtotſte antikvar
riffe Selftab, bet islandſte Literaturjelffab og ben norfte Borening for
Oldtidsminders Bevaring. —

Sil ben her forføgte Stige af Munds Liv hører nødvendigvis
en Ubfigt over hans Forfattervitlſomhed. Men hvis denne ſtulde opnaae
nogen Grab af Fuldftændighed, maatte ben blive temmelig omfattende
og inbeholbe en faa ſtor Opregning af Skrifter og Afhandlinger, at
Mengden af Leſere derved vilde føle fig lidet tiltvutme.. Bi maae
berfør inbffrænte og til bet Bigtigere og for en (tørre Overſtueligheds
Skyld føge at gruppere dette under visſe Synspunkter.

Dog inden vi her indlade os paa Mundjs entelte Strifter, turde
bet være pasſende at paapege hand vigtigfte -hiftorifte Synsmaaber,
forfaavidt bisfe itfe ere ubtalte i enlelt Gtrift eller Afhandling, men
i flere, og ille fjelben i be fenere Ubtaleljer have unbderganet enfelte
Modififationer. Thi det gjaldt om Mund, at han aldrig, felv ef
terat være fommen til en Unftuelfe, fom ſyntes ganfte ufortaftelig,
blindthen flog fig til Ro berved, men at han vedblev at granfte videre
og lod fig itte i fine Underſogelſer afftrætte fra at ændre en tidligere
fremfat Mening, om han end derved magtte paadrage fig Ord før at
flifte Mening og i hvert Fald i bet mindre videnflabelige Publitums
Dine maatte fvælte dette Skin af Ufeilbarhed, hvori bet hefft vil fee
fine ſtore Mænd.

.- Bi maa faaledeg her fremhæve hans Forfninger og antagne Re-
fultater med $jenfyn til Nordens ækdfte iftorift-ethnographiffe Forhold
og hans Bindikation af Norges Met med Henfyn paa dets gamle Li-
teratur. Han maa heri dele Wren med R. Keyfer fom ben, ber

forſt brød Banen og opftillede rigtigere Unftuelfer iftedetfør de tidligere

antagne. Men bet maae ertjendes, at han har videre forfulgt og ud—
viflet disſe og ogfaa opftillet egne nye Meninger, hvorved Keyſer felv
er bleven bragt til i enfelte Dele at afænbre fine. Og overhoved maa,
Hvad ber er ubrettet paa beite Felt, til en vis Grad betragtes under
Get, og begge Granffere maa fige8 at have fin fuldftore Andeel veri,
uden at ben Enes eller Undens Fortjenefte derved forringes. Ligeſom
Begge om entelte Arbeider af anden Urt have været fælled, ſaaledes
turde ber ogfaa med Henſyn til benne Materie. være et vift Fælles-
ſtab, ille med $jenfyn til dens friftlige Behandling, men dog til hvad
ber foreligger fom biftoriftt Ubdbytte. Allerede ben gjenfivige Med»
deelſomhed, hvorved vore Hiftorikere have ubmærtet fig maaſtee fremfor
alle andre Landes, gjør faaban en Untagelfe mere end rimelig.
Mund har å eteget Strift «om ben nyere hiftorifte Stole i Norge”
1852 fremfat be Refultater, han var tommen til, bengang benne Uj-

XV

fjanbling ſtreves, faa at man beri vil finde hvad Gtolen har føgt og
brettet. Men han har imidlertid fiden foretaget entelte Mobifitationer,
faa en Mevegjørelfe herfør turde have fin Interesfe. Jeg formaaede
ham derſor i 1857 til at meddele mig en fort Ubfigt over fit Syftem,
til Optagelſe i ben biographiffe Stige af ham, hvorpaa jeg arbeidebe,
og ba benne hans Gremftiling tillige er hand fenefte af dette Emne,
vil ben viftnot til almindelig Orientering her have en berettiget Plads.
„Jeg er, figer Mund, efterhaanben fommen til ben Overbe—
visning, at man maaftee gjør retteft i at bele ben hele germanifte
Folleſtamme i tre ſideordnede Grene: ben nordlige Me egentlige
Nordboer), den mellemſte, eller Mellemgermaner (Goter, Burgun⸗
der, Angler, m.-fl., hovedſagligt boende om ben ſydveſtlige Deel af
Oſterſoen på paa dens Der), ſamt ben ſydligſte; at der for. Tiden
inden Germanernes oprindelige Omraade egentlig fun findes Reprær
ſentanter for den nordlige (Norſte, Svenſte, Danſte) og ben ſyd⸗
lige (Tydſtere, medens ben mellemfle deels ved Udvandring (Goter⸗
nes, Vandalernes, Burgundernes, Anglernes), deels ved Blanding
(føm Goternes og Anglernes i Danmart med Nordgermaner til nyere
Danfte, Unglerne8 med Norbmanner i England til Engelsmand o. f.
9.) tilbeel8 ere forfounbne fra bere8 gamle Boliger, medens deels
Nordgermaner nordfra, deels Sydgermaner fydfra havde optaget deres
Plads, ligeſaa at i fim Tid alle Germaner, faavel Gydgermaner og
Melfemgermaner fom Morbgermaner, ere lomne oſtfra, enten norden—
fra, eller over Øfterføen (eller hvab ber i hin fjerne Urtid ſvarede
til Øfterføen nuomftunder), ſaaledes at ille et enefte, endog ſydger⸗
maniſt Folt er fommet birefte til Tydſtland fra Øften langs DØftere
føen8 Gyblyft, men at alle Tydſtlands germaniffe Indvaanere ere
fømne over bet nuværende Gkaane og de banfte Øer, der i hiin fjerne
Sid vare førre, og abflilte fra begge Faftlande og fig felv indbyrdeg ved
fmalere Gøftrælninger end nu; at naturligvis Gybgermanerne ere
fomne førft, bernæft Mellemgermanerne, af hvilfe bog de flefte forbleve
paa Nordfiben af Øfterføens at Mellem» og Sybgermanerne trængte
ind over Lanbe, beboebe af Kelter (Danmart-Mordtydftland),. hvis
Indbyggere tilbeel8 bleve unbertvungne, og bannede. ben ringefte Urs
beidstlasſe; og at Germanerne i Tydſtland faalebe8 fom til at ind⸗
tage Pladſen mellem de itte undertvungne Kelter å Beft og Glaverne |
å Øft. De egentlige Norngermaner derimod, Goter, Gvear og Nord»
menb, ere fomne til Skandinaviens Faftlandb i et noget nordligere
Strag, hine omtrent over Aalandshavet til Gotaland og Melartrak-
terne, bisfe endnu nordligere, omtring Finmarken til Haalogalanb og
Throndhjems; begge have berpaa trængt videre, hine mvd Beft og disſe
mob Syd, Gvearne vg Gøterne altid forftærfebe ved nye Jibvan,

XVI

dringer, indtil be endelig i Braavallaflaget brød ben famlede danſt⸗
gotiſte Magt og gjorde fig til Gerrer over Danmart, hvor deres Cjter-
fommere, antagende Navnet Daner, blandede fig med det tidligere
gotiffe Folk af dette Navn-og dannede det nyere Danefolk

, „Disſe Unftuelfer, faavelfom miné Befttæbelfer for at vindicere
bot Nationalitets Met og overhoved den hiſtoriſte Sandhed, have, fom
betjendt, valt megen Modſigelſe ijær blandt be Danſte, ber ille kunde
finde ſig t at man afviger fra be gamle utritifte Hypotheſer fra tide
ligere Dage, ba Ult gif ud paa at fremflile Danerne føm Nordens
Prineipalfolt. Min Hovedmagime er bog fun suum cuique vg San d⸗
heden fremfor alt. Det ev intet, fom har ſtadet ben nordiſte
Hiſtorieforſtring mere end ben-Sammenrøren af danſt, norft: og fvenft,
ſom de tidligere, ifær danſte Hiftoriforffere i beres Iver for at være
nordiſte, (og maafte tilbeel8 paa Grund af den tiljældige Omſtædighed,
at faa mange nordiffe Manuftripter ere fomne i Dåanmarts Varge)
have gjort fig fyldig i. Det maa nødvendigvis lede til gale Reful-
tater, naar man af ben Omftænbighed, at Sagaer fortelle, at ben og
ben Skil brugtes ved Gilber paa Island, eller at Nordmendene byge
gede faadanne og ſaadanne Huſe, flitter, at netop det famme fanbtes
å Danmart. Saaledes ifær med Sproget. Det er en bekjendt Sag,
at man å Danmart fægger færdeled Bægt paa, at fade vort Oldſprog
„oldnordiſt“, fom om bet var fælles før hele Norden. Nu har jeg
naturligvis aldrig nægtet, at ber maa have været ben Tid, ba alle
norbiffe Folk talte amme Sprog; men jeg mener fun, at benne Tid
ligger næften forud for ben norbiffe Hiftorie, og at vi i alle Fald
ingen Gyproglevninger have berfra. De Skrifter, fra hvilte vi ende
vore Oldfyrog, naae ikke længer op end til bet 12te Narhundrede i
bet alferhøiefte, og Da vare be tre nordiſte Gprog, fljønt meget lige,
— føm be endnu ere — bog ligefaa afgjort forfjellige, fom Svenſt
dg Danſt ere nu; altfaa med famme Net, fom nu Svenſt og Danft
taldes to færftilte Sprog, med famme Net maa Svenft, Danft og
Morft e. 1200 laldes trende færfilte Syrog. Man behøver ogfaa fun
at fammenligne Sproget i Kongefpeilet og Magnus Haakonſons norfte
Lo med ben omtrent famtibige Balbemar IP jydſte Lov, før at fee,
Hvor forffjelligt Morft og Danſt da vare. Nu mener jeg altſaa —
og enhver vil give mig Ret deri — at bet er en ei alene Vatterlig,
men endogſaa ffabelig Paaftaaeligheb Da ben er vildfarende), naar be
Danſte altid talde bet i Norge i Middelalderen og paa Island bruge-
lige Sprog Oldnordift iftedetfør Oldnorft eller gammel Norft.
Man behøver jo kun at iagttage bet Urimelige i at f. Ex. Magnus'8
Lov og Haaton Haalonſons Saga flal figes at være flrevet-paa Old-

, xvu

nordiſt, medens ben ſamtidige jydſke Lov ſiges at være ſtrevet
paa gammel Danft. Thi hvad ber er Old nordiſk eller gammel
Nordiſt, er jo dog tillige gammel Danft; men da nu Sproget
i jydſte ov ifte er bet famme fom Gyrøget i den norſte Lov eller
Sagaen, faa er det altfaa iffe Oldnordiſt i banft Betydning, følge
Tig er gammel Danft forftjellig fra Oldnordiſt, og Danſt faa
lebeg iffe Nordiſk, — og bog flaf bet jo tillige være nordiſt —
fort man inbvitler fig i et uoplefeligt Bæ» af Selvmodfigelfer, for at
holde paa en Bencævnelfe, fom aldrig Vedlommende felv brigte, thi
faavel Nordbmænbene, fom J8lændingerne falbte bere8 Sprog norrønt,
d. e. norftt. Biftnot føge de Danſte ogſaa at fane ud, at norrøn,
ber oprindelig betyber „hvad ber er fra Norden", anvendt paa Folt
og Sprog frulbe betyde „nordiſt“; men bet er en ubeftridelig Kjends—
gjerning, at bet figefom Gukftantivet , Mordbmænd" endog nuomftunder,
fun figter til Norge og betegner hvad ber er derfra; faaledes f. E.,
maar ber i ben gamle vefigetiffe Lov ſtjelnes mellem „gotſt Mand”,
nfvenft Mand”, „norron Mand” og „danſt Mand", eller naar ber i
islandſte Sagaer tales om et Slib befat „deels med islandffe, deels
meb norrøne Mænd”, eller i et norft Diplom om „norrone Gtind og is⸗
landſte Stind”. Yelændingerne have igjen, deels paa Grund af bereg
Forfædres Fortjenefter af Literaturen, deels fordi Syroget i fin gamle
grammatifte Bygning nu kun lever hos dem, førbret at bet ſtulde
taldes islandſt. Benævnelfen er viftnot mindre vildlebenbe end vld-
nor diſt; men beelg ftrider bet mod al Rimeligheb vg Brug, at et
Sprog ſtal henævnes efter en Koloni, itte efter Moderfoltet, og at bet
ſaaledes f. Ex. flal hede, at Nordmanden Eyvind Staldafpilder, neppe
100 ar efter Islands Opvagelfe, digtebe fit Haafonarmaal, ikke paa
Norſt, men paa Islandſt; deels ganer man ilke Islendernes Wre
før nær, naar man bruger ben Benævnelfe paa Sproget, fom be ſelv
brugte lige til bet 18be Aarhundrede, nemlig norrent, d. e. Norſt;
endog ben islandſte Bibeludbgave af 1728 fige8 paa Titelbladet at være
å norrønu”. For Vindikationen af Norges Met i benne Henfeende
har jeg berfor og maattet føre ilbe af Y8lænberne, fom om jeg vilde
førringe bere8 Heder; bog har ben Ubførligheb, hvormed Islands
Hiftorie af mig i Norges Hiftorie er behandlet, fom bet laber, vift
dem, ”at jeg fun har fægtet før, hvad jeg anſaa før Sanbhed, og at
jeg er berebvillig til at hbe Nationen al fortjent Roes. Formedelft
mine fprogbiftoriffe Unberføgelfer have og be mere Cnfibige, ber ei
funbe finde fig i at Sandheden fal overordnes nationale $enfyn og
fom berhos itte felv beſidde fyroglige Kundſtaber not til at forſtaae
Underſogelſernes Gang, imputeret mig Meninger, fom jeg aldrig har
2

XVIII

haft, end mindre ytret. Saaledes anføres ber etſteds, at jeg ſtulde
mene, at Gotiff er det germaniffe Urfprog, deraf Tydſt, deraf Danſt,
beraf Norſt, beraf Islandſt: en Mening, jeg ikte engang behøver at
fralægge mig; thi jeg har fun benyttet Gotiſt fom et germanift Sprog
paa et ældre Stabium end noget andet til Indkig i det ældre Sprog⸗
Maftineri, uben nøgenfinde at ubgive bet for Moberfproget.”

Et af Munds alvorligfte Skridt før at vindicere Norges nationale
Met, var hand Optraden i 1845 mod Oldftriftſelſtabets daværende Be-
ſtyrelſe, hvis Virkſomhed udvifte abfrillige Misligheder. Egentlig fan
man fige, at ber fra den ib Mundj og Keyſer fendte8 ned til Kjøben-
Havn begyndte en ny Perode i Behandlingen af oldnorfte Skrifter; thi
da vifte bet fig, at man itfe altid behøvede JBlændingerne til Mellem-
mænd ved bisfe Skrifters Ubdgivelfe; og ben Kontrol, disſe norfte -
Lærde vifte fig at funne ubøve, gjorde Vedkommende varfommere og
tiøiagtigere. Men efterhaanden loiede Dldftriftfelffabet af, og i 1845
var bet faalebe8 nodvendigt at give bet en ny Bætter. Mund gjorde
det med Gtrengheb og Grundighed, ibet han i em Artitel i Dahl's
Literaturtidende blottede be af Gelftabet begangne Feil ifær mod
Norge, hvis Deeltagelfe i den gamle Literatur ligeſom ſtuppedes bort.
Senere fit Mund en færegen Foranledning til at beklage fig over
Oldſtriftſelſtabet, eller rettere Sjælen i famme, Konferent8raad Rafn.
Efter Finn Magnusſons Død tog han nemlig paa Rafns Anmodning
Deel å Redaktionen af be af Oldfriftfelffabet beførgebe »Antiquités
Russes & orientales, faalebe8 at han leverebe famtlige Indledninger
og oplyſende Noter til Stytferne i hele førfte Bind fra S. 15 af og
til en ſtor Deel af andet Bind, navnlig til ben beri vytagne Udgave
af Ottars og Ulffteins Meifeberetninger; og desuden meddelte han
færffilte Afhandlinger, foruben at han i bet Hele taget havde en Stemme
meb i Balget af Stykterne. Men dette blev af Rafn faa lidet eller
dunlelt fremhævet i Fortalen til Varket, at Rafn felv er bleven anjeet -
fom Forfatteren, navnlig i en vidtloftig Recenfion af ben lerde Afabemiter
Kunit i bet petersborgffe Videnſtabs-Alademies Gtrifter. Endog banfte
Lærde ere her blevne flufjede med Henſyn til Forfatterflabet. Idet⸗
minbfte ſynes Genealogen & ønig8feldt at have antaget Rafn for For-
fatter af ovennævnte Bært. Thi ba Mund Å „Illuſtt. Nyhedsblad“
før 1855) havde berigtiget en gjentaget Bildfarelje i de banffe Kongers
Glægtsræfte med Henvisning til Antiq. Russes, i hvis genealogifte
Tabeller, førfattede af ham felv, han allerede i Forveien havde inde
ført Forbedringen, rettede Konigsfeldt i den nye Udgaye af fine for-
tjenftlige ,Geneglogift-hiftoriffe Tabeller” Feilen efter Mund, men

XIX

paa den Maade, at han anførte Antiq. Russes fom Kilde og hertil
bemærfebe, at ben ber ubtalte Mening var ,tiltraadt af P. A.

, Mund i Gjriftiania iMuftrerede Nyhedsblad før 22de Sept. 1855".
Paa denne Maabe faa det ud, fom om Mund havde gjort fig vigtig
med Rafn Lærbom, medens de linverføgelfer, hvortil han havde hen-
vift, bog vare af ham felv og ingen Anden. Mod Danfternes gjen-
tagne Forføg paa at tilegne fig en Hovedandeel i ben oldnorſte Li-
teratur ved at henføre benne til Island alene og indføre Benævnelfen
„oldnordiſt“ fom ben ene gyldige Overfættelfe af ,norrön*, hår Mund
feneft og viftnot med frørft Klarhed og Skarphed udtalt fig å en Ur-

fitel „Nordiſt, Norſt, Danft" i „Illuſtr. Nyhedsblab” før 1864, hvori
han reſumerede Gtribens Hovedpunkter med be meft afgjørende og
ſlaaende Besifer.

Minde dorfatterſtab tan henføres under fire forfjellige Aſdelinger:
$iftorie, Geographie, Syroggranfning og Journaliſtik. Af disſe Af-
delinger, er ben førfte, Hvorunber tillige maa henføres hans antitvariffe
og mythologiſte Arbeider, baade ben indholdsrigeſte og betydningsfuldefte.

Munchs tidligfte Forſog i hiftorift Retning og tillige hans førfte
FBotfatterflab er en ubførlig Bedommelſe af Fayes Norgeskhiftorie,
flrevet i Movbr. 1834, altfaa i hans etogtyvende Aar, hvilten fit
Plads i det af Danmarks dygtigfte Videnſtabsmend redigerede, Maa-
nedsſtrift for Literatur”. Han vifte allerede her, at han ikke alene
var nøie hjemme å Fæbrelandet8 Hiftorie, men at han ogſaa var en
Mand, ber iffe agtebe blindthen at vandre i Forgjængere8 Fodfpor.
Sin hiſtoriſte Dygtigheb godtgjorde han fnart end hberligere ved for—
fjellige Bidrag i ,, Samlinger til det norſte Folls Sprog og Hiftorier,
hvortil Attftykter å Kjøbenhavn vare famlede, og hvoriblandt fan nevnes
en Textudgave med Overfættelje af be faa taldte Ågrip af Norges Hi-
forte. Munchs førfte ſtorre og færftilte hiftoriffe Arbeide var en tem⸗
melig ubførlig „Norges, Gverige8 nå Danmarks Hiftorie”, der ud-
fom i Ghriftiania i 1838 og næfte War efterfulgte8 af et Ubdtog famt
af en fort Norgeshiftorie før Begyndere. Disſe Skrifter vare alke
egentlig beftemte til Gtolebrug; men i bet førfte og ftørfte fom Vor-
fatteren til Å faa mange og væfentlige Stylker at afvige fra bet Ved⸗
tagne, at bet blev et videnflabeligt Urheide med originale Synsmaaber.
Den danſte Hiftoriter Patuban-Milller fandt fig befoiet til i en ude
førlig Anmeldelſe i Peterfens „Tidsſtrift for Literatur" (Sie Bind) at
frembæve font et Misgreh, at uagtet denne Gtandinaviens Hiftorie
frulbe være en Skolebog, bog Forfatteren ,i Almindelighed havde vilket
fremfætte fin Unftuelfe om Nordens Hiftorie for et førre Publitum".

2*

XX

Hvad ber ifær maatte mishage ben banfte Recenfent var Forfatterens
nationale Iver, ber ſtillede Danmarks Forhold til Morge i et flettere
298 enb man tidligere var vant til. Juſtitiarius Berg havde i den
Gag førft brubt Banen, og Mund, fom nu talte i famme Retning,
maatte berfor finde fig i at blive betegnet fom ben, ber ganffe fulgte
i hans Spor, og fom paany bragte ,uretjærbige Btringer om Dan-
mart” ub iblandt Publitum. Hvad ellers Miller meft bebreidede Forf.
var ubillige Domme om erfoner; men han erkjendte ogſaa hans
Arbeides gode Sider, og ba anden Udgave af Allens priishelønnede
Danmarl8-Hiftorie ubfom, ſagde han i fin Anmeldelſe heraf, at man
„maatte foretræfte Munchs fortfattebe Udtog af Gkandinaviens Hiftorie,
— havde benne Bog blot været flrevet å en anden Uand og Tone”,
(Jor Literatur og Kritit I, 108). Men da dette Skrift, ligeſom
overhovedet alle Munchs flørre Urheider, var bleven forfattet under
Trytkningen og alt efterfom benne fred frem, var Derved fremlommet
en vi8 Uensartethed i Behandlingen af de forftjellige Partier, ber
funde gjøre en ny Bearbeidelfe af Varket onftelig, og navnligen gjaldt
dette om førfte Affnit. En faadan Bearbeidelfe havde han ogſaa be—
gyndt paa og nogle Ark vare allerede trykte, da han begav fig paa
Meifen til Rom, hvormed uheldigvis ben nye Udgave ganſte indſtilledes.

Paa de ovenfor nævnte Strifter fulgte , Morbens gamle Gude- og
$eltefagn i fortjattet Fremftilling” (Ghriftiania 1840). Denne Bog,
i hvis Fremftilling flere af ben yngre Eddas Fortællinger ere gjengivne
i Dverjættelfe, ubmærter fig ved etfærbeles populært og fimpelt Sprog
og har berfor fundet en meget flor Leſekreds og mægtigen bidraget til
at vælfe Gandfen før vor Sagntid. Bogens egentlige mythologifte
Deel var ufuldftændig og mindre tilfredsftilende og er ogſaa ganfte
bleven omarbeidet i tvenbe fenere ubfomne Dplag (1845 og 1854,
vert med fin forfjellige Titel).

Efterat Mundj havde førføgt at afhjælpe Trangen til Lærebøger
å Fedrelandets Hiftorie, vendte han fig ogſaa til Bearbeidelfen af
Verdenshiſtorien. Han udgav ſaaledes i 1840 , Verdenhiſtoriens vige
tigſte Begivenheder fra be ældfte Tider indtil den franſte Revolution i
fortfattet Fremftilling”. Men Bogen, hvori Rotted tildels feed at
have været Forfatterens Monfter, var for fammentrængt og frofrig til å
Almindelighed at funne tjene fom Lærebog; thi for at kunne benytte
ben med Fordel, maatte man have bet hiftoriffe Stof inde. Itte
deſto minbre troe vi at finde Hiſtorikeres Medhold, naar vi betegne ben
fom et hiſtoriſtt Arbeide, ber ev hoiſt mærkeligt baade ved Begivenhe-
dernes pragmatifte Fremftilling og ved en hiſtoriſt Kunſt, fom neppe er
overtruffet i Forfatterens mere læfte og endte Skrifter. Tiden fra

XXI

franffe Revolution behandlede Mund fiben med ſtorre Udforlighed i
et færegent Arbeide, ber var beftemt til Brug ved Læsningen til
Anden⸗Examen, men hvilket Strift imidlertid forblev ufuldført. Se—
mere leverebe fan ingen Arbeider i Berbenshiftorlen, uden forfaa-
. vidt han bearbeidede og rettebe ben norſte å 1847 paabegyndte, men
albrig fulbførte Dverfættelfe af Hed ng Corvins „Illuſtrerede Berbeng-
hiſtorie,“ til hvid anden Deel han gav en felvftændig Fremſtilling af
Slandinaviens Middelalders-Hiftorie.

Han var imiblertib paany vendt tilbage til Fremſtillingen af
Fedrelandets Hiftorte, og udgav 1847 , Underholdende Tildragelfer af
Norges Hiſtorie“, et nærmeft paa Ungdommen beregnet Popularſtrift.
Dette Arbeide udmarker fig ved en let og tiltalende Fremſtilling, ber
endog paa entelte Steder, fom allerede tidligere en fagkyndig Unmel-
ber har bemærfet, ,minder om W. Scotts uovertræfjelige Tales of
a Grandfalher*. Hos Mange opftob Lyften til at fee vor hele Hi-
ſtorie behandlet paa famme Maade, og Mund indbød ogfaa fort efter
til Subftription paa en , Norges Hiftorie i Fortellinger», idet han
føruben Andre henpegede paa Frygell og W. Geott fom fine Monſtre.
Men paa Grund af ben ringe Subfription ubfom dog iffe disſe For-
tællinger, og bette turbe førfaavidt være godt, - fom han maaftee ellers
vilbe blevet forhindret fra over famme Emne at give os bet Vært, fom
iffe blot er blevet Vorfatteren8 Hovedvcerk, men ogſaa et Hoved-
vært i hele Nordens hiſtoriſte Literatur, nemlig ,Det norfte Folks
Hiſtorie“.

Bed det Motto, Forfatteren har valgt til dette fit Arbeide, har
Han ubtalt bet Maal, han berved havde frillet fig. Det er Niebuhrs
Ord: „Ich merde fudjen die Kritit ber Gefdidte nidt nad bunten
Gefühlen, fondern forfdjend, auszuführen, midt ihre Refultate, melde
nur blinde Meinungen fliften, føndern die Unterfudjungen felbft in
ihrem gangen Umfange vortragen”. Med andre Od: fom kritiſt
$iftorieftriver har han iffe villet Inde bet beroe ved at meddele fine
Mefultater, — han har tillige firæbt ,at føre Læferen ind i det hele
Apparat, hvoraf Refultaterne fremgaae.” Saa urybbet og tildeels
forfuftet, fom ben norſte Hiftorie tidligere var, har ber fanlebe8 ingen
flagen Lanbevet været at ile jævnt frem paa, men han har felv „Skridt
før Gtridt maattet bane fig Bei med Øyen og Spaden i Haanden";
og ber har, fom han i Bærtetd Fortale figer, ei alene været naturlige,
men endog funftige Hindringer at rydde tilfide og træde under Fodder.
Derfor har Fortællingens Gang maattet afbrydes af mange Digreg-
floner og Unberføgelfer, hvorved Verket nødvendigvis er blevet en
„mindre underholdende Læsning for Alle og Enhver”, end han maa-

XXI

free felv forubfatte Dengang Yan fattebe Planen og inden Udarbeidelſen
endnu vifte, hvilfet vidtloftigt fritiff Apparat ber, paa Grund af Em—
nets og ben tidligere Behandlings Beftaffenhed, her vilde udkræves.
Men et ſaadant Arbeide maatte gaae forud før en Bearbeidelfe af
„Norges Hiftorie til underholdende Læsning“, ber førft nu fan give
filte og fafte Refultater. Lettere og behageligere Fremſtillinger af
vor Hiftorie vile iffe funne forringe Verlets Betydning og Værd,
mindſt fom en kritiſt breftet Materialfamling og Grunblag før ben
fremtidige. Giftorieforftning. Det er, fom enhver lettelig vil indfee,
en Fundgrube af Lærbom og flarpfindige Hypotheſer og tritiffe Under⸗
føgelfer, hvoraf Hiftorieforfteren fladig vil kunne hente Raad: og Be-
Tærelfe, og fom enbøg i ſtorre biftoriffe iteraturer end vor maatte
funne ,gjøre Epoche“. Bærlets fire førfte Afſnit ere indførte i den
bytffe Literatur ved G. T. Glaufen, ber har overſat og ubgivet dem
fom tvende færffilte Skrifter. Ogſaa, en polſt Lærd har i et eget
Gtrift gjort fine Lanbsmænd betjendt med dets ethnographifte Refultater.

Det laa allerede fra førft af i Mundjs Plan i hvert Fald at
føre Bærtet ned til Kalmar-Unionen fom bet almindelige Periode—
Affnit. Men under Udarbeidelfen fandt han Aaret 4349 eller Haakon
Magnusføn ben Wldres Død at være et bekvemmere Delingdpunkt;
thi bevmed fremſtod iffe bløt et nyt Dynafti, men ber indtvaadte ogſaa
en Unions-Tilftand, fom dannede den umiddelbare Forberedelfe til felye
Kalmar⸗ Unionen. $ertil fom Ønffet om førft at underſoge de uben--
landſte Ardiver og hvad ber i disſe fandtes til Oplysning af den
følgende Neriobe, inden han behandlede benne. Han afbrod ſaaledes
meb fjerbe Deels andet Bind, hvilfet før Gtørfteparten blev udar—
beidet under Reifen, og hvis Fortale baterebes Rom ben 24de Juni
1859. Denne Værlet8 førfte Hovebafeling ubgjør, da faavel Afte
fom Abe Bind er tobeelt, ialt 6 Dele, hver paa 44 til 68 Ark. Naa
Baærtetg Fortfættelje, Der betegnedes fom anden Hovebafdeling, eller
Unionsperioven, lagde han fom fagt Haand, faafnart han var tommen
hjem fra Rom, og endnu inden Aarets Udgang vare 2 Heiter trykte.
Dette Afſnit var beftemt til at gaa til 1537. Mer markelig not faldt
Pennen Forfatteren af Haanden, netop fom han havde naaet det Tins-
puntt, han førft havde fat fig fom det øprindelige Maal, nemlig Kalmar-
Unionen. Afbrybelfen var forfaavidt heldig, fom. et affluttet Heelt bog
nu haveg. Men betlageligt var bet, at ber iffe timede8 ham Tid til
at behandle ben egentlige Unionshiftorie; thi benne Periobe trænger
maaffee mere end nogen anben til en kritiſt og aftmæsfig Ubdredning.
Paa bette Arbeide havde ogſaa den utrættelige og dygtige Hiftorieforffer
Migsardivvar Chr. Lange anvendt megen Tid, men ogfaa ham

XXUr'
harde Doden bortfalbt netop fom han frutbe Tægge ben afftuttende $aand
paa Biærket'*);

Efterat de førfte Heſter af , Det norfte Holts Hiſtorie“ våre trykte,
fremföni bet i Gvenfta Tidningen en Opſats undertegnet — litt —
Goahlman), hvori Gehalten af Mundö-hiftorif-ethnographiffe Granft-
ninger blev beftrebet. Dette foranledigede Mund tll i em egen
Afheneling, forft indført å Morgenbladet og ſiden forfålt trykt
GØm' ben ſaataldte myert hiftorife Stole i Norge”, Chra. 1853),
at gjøre Mede for dei Varket fulgte biftorifte Principer og med Skarp⸗
hell hænder og forfoare- de af ham og R. Keyjer opſtllledẽ ethnographiſte
Fj Dette Stift: der i egentlig Forfiand' tin kaldes Yrogram-

til Munchs norffe Hiſtorie, indtager ſaavel ved faaende Beviis-
fel font Hår Fremſtillingsmaade en fremragende Plads blandt For-
ſattetens handlinger. En udførligere Drøftelfe af Munchs ethnologiſte
og hiftortffe Anſtuelſet fremtaldte dette Gtrift famt de førfte Hefter af
„Det norſte Folks Hiftorie” I det af Aftonbladets nuværende Redaktør
Aug: SohIm'an udgivne ,Nordisk Tidskrift*, hbor Mund og „den
nyare” Norska historieforskningen* fandt fuld Anerkjenbelfe. (Tids⸗
flått 5: 232—258). — Men medens flere af Naborigernes Forfattere,
og det endog danffe; ialfalb beelviis have antaget effer bog nærmet fig
Kepfer8 - og Minds hiftorift-ethnographiffe Anſtuelſer, have navnligen et
Par af be ældre banfte Hiftoritere frillet fig fom bere8 afgjørte Modſtandere.
Dog Ingen af dem har fundet fig foranlediget til at møde i Marten
med vibenffabelige Grunde, men vel med leilighebsvife Udfald. Af—
bøbe Biofedfor N. M. Beterfen lod fig noie med (i ben nye Udgave
af ſin „Danmarks Hiftorie å Hedenold“) at hentafte nogle utroligt
laue Bitfer mod ben norſte Jnbvandrings-Theori, medens em anden
banft” Øiftorifer valgte „Nordiſt Confervations-Lericon” fom Or-
gan for fin Meningsforffjelligheb og en Undertjendelfe af famme Theori.
Hørft4 det fibfte Aar er der af et Par Yngre danſte Forfattere gjort
Forſog til en kritiſt Drøftning af Munchs ethnographiffe Lheorier.

*) Går. Langes Arbeide vver Unionshiftorien var anlagt i annaliftift Form, fom
attmesfigt Forarbeide, og ſaaledes itte beregnet paa at gjøre en fammenhen-
gende Fremftiling fom Munds overflødig. Endnu mindre har dette været
Tilfældet med ben grundige Fremſtilling ogſaa af Statshiftorien, fom Profesfor
Keyſer har givet i fidfte Affnit af fit ypperlige Vært over ben norſte Kirkes
Hiftorie indtil Reformationen, faafom Forfatterens egentlige Opgave her maatte
ligge å en anden Retning. Langes værdifulde Forarbeider til Unions-Anna-
ferne bleve tilligemed hans øvrige haandſtrevne Gamlinger til Norges Hiftorie,
efter Mundö Raad og Onſte, i 1863 indtjøbte for Statens Megning og op»
bevares nu i vort Rigbarchiv. ,

XXIV

- Den ene af disſe, C. A. I. Jesſen, der før fit Arbeide („Underſogelſer til
nordiſt OMbhiftorie”) enbog opnaaede Dottør-Graden, var Mund et Øie-
BÅT betæntt paa at møde med et Tilſvar. Men den Tryghed, hvormed
Han kunde fige fig felv, at bisfe ,Underføgelfer”, trods Forf.8 ungbomme=
fig raffe og overmodige Sone, bog kun vare blevne mulige paa Baſis af
hans egne Forſtninger, bragte ham ved nærmere Overvelelje til at bevare
Tausheden ligeover for bette fom faamange andre perfonligt bitre Angreb.

Mangfoldige i hiftoriff Henfeende vigtige Afhandlinger af Mund
findes nedlagte i Vidsftrifter og Avifer. Ut opregne bem alke,
vilbe her føre før vidt. De, ber ere ældre end 1859, findes an-
førte å „Norſt Forfatter-Lericon"”. Hans fenefte Ufhanblinger ere fors
nemmelig at føge i , UAnnaler for nordiſt-Oldkyndighed“ og „Illuſtreret
Nyhedsblad“. Reſultaterne af de ældre Ufhandlinger ville for en for
Deel findes optagne i „Det norffe Folks Hiftorie”. Dog har bette
ille funnet ffee meb bem alle, og en famlet Udgave af Munchs famt=
Tige mindre Skrifter, der ogfaa forberedes til Trykten, vil berfor kunne
vegne paa bet literære Publikums fulde Unbderftøttelje*). — Blandt
Munchs Affhanvlinger i be ældre Uargange af Unnalerne maa bog her
færlig fremhæves em meget ubførlig ,Underføgelje angaaende Danmarks
ethnographiffe Forhold i be ældfte Tider og om Gendartetheden i Dan-
marks Befolkning”, hvilten fremtom, ifær efter en Opforbring af Pro-
fegfor Krieger, fom et Bidrag til at opklare Danmarld ældfte Forhold
til Tydſtland, og indfortes i Bindet før 1848. Endvidere „Kilderne
fil Sveriges Hiftorie i ben førdjriftelige Tin", i Bindet for 1850.
9 benne Afhandling, fom Mund felv anfaa før det bedfte af alle
fine tritiff-unberføgende Arbeider, føgte han at bortrydde flere væfent-
Tige Jeiltagelfer med Henſyn til den ældre fvenffe Hiftoriographi, og
navnligen godtgjorde han, ,at Gverige ei har beſiddet egne national
hiſtoriſte Sagaer eller Sagn ældre end Chriſtendommen“. Men uagtet
flige Refultater, hengik bog Afhandlingen uimobfagt, hviltet her turde
være bet bedſte Beviis for Mefultaterne8 Holdbarheb. Munchs to
fibfte Bidrag til Unnalerne findes i ben efter hans Dod udkomne
Margang for 1860. Det førfte af bisfe, ,Diplomatiffe Bidrag til
Erkebiſtop Jens Grands Levnetshiftorie”, indeholder, deels in extenso,
deels i Ubbrag, en ſtor Deel forhen utjendte i Breve vebfommende denne

*) Oldftiftfelftabet i Kjøbenhavn bebuber i fin Proſpeltus 1863 et ,færftilt Bind! af
Munchs I Annalerne meddeelte Hiftorift-ethnographifte Underføgelfer til Oplyening
om be gamfe Nordboers Forbindelfer med be vftlige Lande, hvillet ſaaledes
vilbe fomme i Kollifion med den paatæntte famlebe Udgave af Munde UAf-
Handlinger, og berfør tør biftnot Foretagendet ventes opgivet.

XXV

mertelige Pralat, hvile bet var lylledes Mund at opdage ved hans
Gjennemgaaelfe af be pavelige Regefter m. m.

Arbeider af Mund, ber med lige Met lade fig henføre til hiſtoriſt og
fprogligt Forfatterflab, ere hans Overfættelfer fra vort gamle Sprog
og be Oldſtriftudgaver, han har beførget. Hans tibligfte Overfættelfer fra
Dldnorft findes i bet af Stubenterforbundet ubgivne Ugeblab ,,Bibar-,
blandt hvis Gtiftere og Redaktører han horte. Ullerede i No. 3
af bette Blad (19 Aug. 1832) leverebe han Prøver af en Overſattelſe
af Geimstringla". Aaret efter ubgav han ſarſtilt Begynbelfen af vette
Arbeide under Vitelen , Snorre Sturleſons Morffe Kongehiftorie".
Men tun førfte Hefte ubfom, og fnart optraadte bet Kjøbenhavnfte
Dlbftriftfelffab med Planen til en Overfættelje af famme Bært, hvor»
ved bet private Foretagende foreløbig maatte træde i Baggrunden.
Dog ba Uar vare henrundne, uden at Oldftriftfelffabets Arbeide
unde udfomme, begynbte Mund at lade fin Overfættelje udgaa paa
Boghanblervei, og ſaaledes udlom „Norges Konge-Gagaer fra de
aldſte Tiber til 1177", eller Snorred egentlige Vært, i en hefteviis Godt.
tzobsudgave, ber fluttebeg 1859. Ogſaa Snorres Fortfættere var han
betæntt paa at levere fom Bærlet8 andet Bind; men bette er debværre
ille ubfommet. Bogen var i benne nye Overfættelje fornemmelig be»
regnet paa at blive Follelesning — ligefom ben alt gjennem Tiderne
havde været i be ældre Overfætteljer af Peber Clausſon, Grundtvig
og endelig Jacob Mall; og med bette Henfyn for Øie bleve Verſene
ubelabte og Priſen Yberft lavt beregnet. Men Overfættelfen blev ikte
beftomindre af Bigtighed felv før bem, ber i egentlig Forftand befjæj-
tige fig med Hiſtorien, forfaavidt ben i mange Stylkler bøder paa det
Tænge følte Savn af en forrett. Textudgave; thi Mundj bandt fig ikke
fom Overfætter til de feilfulbe Ubgaver, ber haves, men gjengav Tegten
ſaaledes fom han ved Haandſtrifternes kritiſte Efterſyn havde fundet
at ben burde være. Dette blev ham ifær muligt derved, at han lenge
havde fyslet med Forberebeljen af en Tegt-Udgave af Snorre, hvilken
ligeledes Dldftriftfelffabet å Kjøbenhavn havde befluttet at lade udgaae,
men føm ligefaalibt jom Overfættelfen er bleven færbig. Det er vanfteligt
at fige, om Grunden hertil nærmeft er at føge i Munchs Nølen med
Arbeidets Fuldførelfe, eller i Mangel paa oprigtig Interesſe for et
Foretagende, fom Gelftabet igjennem Rætter af Var havde holdt frem
fom et Rottemibbel for indtræbenbe Meblemmer i Norge, eller maaſtee
begge Dele i Forening. Mien faameget er vift, at Mund endnu
fænge efterat Gelffabet paa Grund af dets Taushed maatte antages
at. have flaaet Snorre af Tanferne, dog fremdeles anfaa fig bunden
med Henfyn til be gjorte Forarbeiders fri Benyttelfe; thi ba jeg å

XXVI ,

1858, i en Anmeldelſe af hans Udgave af Olaf den Helliges Saga
veb Gnorre, fiillebe en Opfordring til at give em fuldftændig
Haandudgave af benne Forfatter, fremfom Mund i Morgenbladet med
den Indvending, at em faadan Udgave fra norſt Sibe ikke vel lod fig for-
anftalte; blandt Andet af ben Grund, at Haandfftifterne fandtes i
Kjøbenhavn og de gjørte Førarbeider tilhørte OMfriftfelffabet. Mien:
i Forhold til Oldftriftferfabet var å ben paafølgende Tid formodentfig
indtraabt-en Wnbring, ſaaledes at Gelffabet havde definitivt opgivet
fin Ubgave; thi fort før fin Død overtog bog Mund) at beførge en
Haandudgave af Snorre før bet her i Ghriftiania beftaaende Oldſtrift⸗
ſelſtab og havde endog erhvervet bet Throndhjemſte Videnſtabers Selſtabs
Samtykle til i denne Retning at anvende et Bidrag, han fra bet havde
møbtaget til en Ubdgave af Orkneyinga-Saga, ber imiblertib nu par
Grund af Flateyjarbok'ens fulbfiænbige Ubgivelfe var bleven overflødig.
Endog paa: Reifen til Rom og under Opholdet ber var bet huns Agt'
at ſysle med denne: Udgave, hvorfor hat tog Forarbeiderne med fig.

9 1845 gav Mund; under Fællestiteten „Sagaer eller Fore
tellinger om Nordmtends og Islcenderes Bevrifter i Oldtiden", Over⸗
fættelfe af et Par mindre Sagaer (Gisle Smursføns Saga og Honfe-
Thorers Gaga), hvilten Samling: var: beftemt til ar inveholde flere
Smaafagaer, men dog ikfe blev førtfat, vel tildeels forbi den ille fandt
Publilums Unbderftøttelje. Senere meddelte han i Norft Folkefalender
nogle lignende Overſattelſer.

Af ſtorre Betydning end disſe Overſettelſer ere imidlertid de af
Munch beſorgede Udgaver af norſte Oldſkrifter, fom bet atdde=
mifte Kollegium har ladet bekoſte. Munch var ben forſte, der begyndte
med at:faae bet Slags Skrifter udgivne fom UniverfitetBprogrammer;
iftebetfør de tibligere brugelige latinfte Afhandlinger over alſtens Gjen-
ftanbe, uben”færfig Interesſe for vort Land og be Gtuberende over-
hoved. Det førfte Forføg med hint Slags nye Programmer gjorbeg
i 1843, idet Mund ubgav bet faafalbte' Bergens Kalvflihb: Herpaa
fulgte å 1845 Muntalif8 Jordebog og i 1847 en kritift Textudgave
af ben ælbre Edda famt en Udgave af en tidfigere utrykt kortfattet
norft: Kongefaga, talbet „Fagrſtinna“. Begge ſidſtnevnte Udgaver bes
førgebe han å Forening med nuværende Ptofesſor C. R. Unger, fam»
men med hvem: han ogſaa i 1853 udgav ben nævnte Olaf den Kel-
lige8 Saga ved Snorre. I Forening med baade Unger og R. Keyfer
ubgav han 1848 „Kongeſpeilet“, tilligemed et famtidigt Skrift om den
norſte Kirles Giilling i Staten fom Anhang. Alene udgav ham fom
Univerſitetsprogram til Kronprindſens (vor værende Konge) Formaling
1850 ber ovennævnte, paa Latin forfattede Norgeshiſtorie, fom- han

XXVI

under fit. Opholb i Gotland havde opbaget; 1852 Aslak Bolts Jorde
fog og 1853, fom Indbydelſesſtrift til Univerfitetsfeften i Anledning
of Kong Oscard Helbrebelfe, Olaf Tryggveſons Saga af Munt Odd
Snorrefon. Hans fidfte, for Program udgivne Oldfftiftubgave var
Chronica regum Manniæ & insularum*, førfynet. med fiftorift- kritifle
Anmerkninger paa Engelft, af. hvilfen Udgave Trykingen allerede var
begyndt før Ufreifen til Rom, men dog førft fuldenbtes i 1960:

-G Forening med R. Key fer udgav Mund, ifølge ofjentlig Foranſtalt⸗
ning, Norges gamle Love indtil 1387, ber ubføm i 3 Bind Ato
Chra. 1946—1849. Efterat de gamle Haandſtrifter i Danmark vare
giennemgaaede · af Keyſer og Mund i Forening, og i Sverige af. den
Forſtnævnte ſaagodtſom alene, overbrøge8 bet Mundj at. forberede, til
Trytlen bet. famlede. Materiale. Dog. afbrodes Arbeidet af Mangel
paa. be ti! Udgivelſen fornødne Midler lige fra 1939 til 1844, da baade
Munch og Keyfer ubnævntes til Medlemmer af Udgivelſeßlommisſlonen
og å Forening paatoge fig Arbeidet. Et Ade Bind, ber flulde. inde ·
holde bet til Bærket hørende videnffabelige Apparat, flulbe Mund -alene.
have beførget. Men førft efter Hiemlomſten fra Rom var han, efter lang:
Standsning, igjen begyndt at arbeide berpaa og da fommet faavidt; at
forhaabentlig Bindet vil blive fuldført ved hand bygtige Medarbeider:
Profesſor C. R. Unger.

Af de i Rom affrevne pavelige Nuntiers Breve og: Reguſtabs⸗
boger angaaende Norge var ved Munchs Død et halvt Snees Ark
trykte. Andre i Rom afffrevne Brevſtaber var begyndt at tryktes i
Diplomatarium Norvegicum, hvis 6te Binds Iſte Samling næften
ganffe optage8 af pavelige Diplomer. En Ubdgave af. dem faataldte
ntøbe Bog", fom Mund for længe fiben havde afftrevet i Kjøbenhavn,
hørte med i Planen til be nærmefte Foretagender for be til Kildeſtrifters
Udgivelſe bevilgeve Midler.

Bende vi o8 nu fra Munchs Udgiver-Birtfomhed til hans fprog-
lige Forfatterffab, ba ville vi finde, at bette baade er af den Be—
ſtaffenhed og Udftræking, at bet fnarere kunde antage8 for Frugten
-af en paa Sproggranſtningens Feldt udeelt Virkſomhed, end at tilhøre
en Mand, hvis egentlige Hag ligger derubenfor. Ja vi have endog.
hørt Bolt af Faget ytre ben Mening, at ben komparative Syrogførft-
ning maaffee var hans Begavelſes egentligfte Feldt, og at han ialfald
i benne Metning havde ligefaa afgjort Talent fom å Hiftoriegranffnin-
gen. Hans Arbeider i Sprogvidenſtaben ere deels færftilt udgivne Skrif-
ter, beregnede fornemlig paa be GStuberenne8 Behov, deels Afhand-
linger, inbryftebe i forffjellige Blade og Tidsſtrifter. I 1847 udfom
„Det norſte Sprogs Grammatik tilligemed en „Oldnorſt Læfebog"

Xxvn

(begge bearbeidede i Fællesffab med Unger), hvorpaa næfte Aar fulgte
„Kortfattet Fremftilling af den ældfte Nordifte Runeſtrift“, , Det gotifte
Sprogs Formlære"”, og en , Sammenlignende Fremftilling af det tybfle,
frenfte og danſte Sprogs Formlære”, famt 1849 ,Forn«Svenftans od
Forn⸗ Norſtans Språlbyggnad”. Girfnævnte Skrifter forfattet paa Svenſt
og trykte8 å Gverige, hvor bet ogfaa af Kritiken fil ben Ros, at „det
vidnede om en tar Opfatning famt en dyb Sprogtundflab i Alminde-
Tigheb". (Unmeldelfe i Tidsſtriftet Frey“.)

Blandt Munchs fyroglige Afhandlinger maa nævnes en i Unna-
Ter før norbift Oldkyndighed (1846) indfort Unberføgelfe „om bet ældfte
fælle8-nordiffe Sprogs Udſeende og Forføg HL at beftemme den old⸗
banffe og oldfvenfte Munbart8 normale Orthographi, Grammatit og
rette Forhold til, Norrøna-Mundarten”; en i Langes Tidsſtrift for
1850 given Kritit over Prof. Holmboe's fammenlignenbe Sprogarbeider
(Sanftrit og Odnorff) og en Rælte Urtitler om bet norffe Sprog,
inbryftebe i Morgenbladet. Om en norff Gyrogreformation førev
Mund allerede i ,Bidar”, hvor han begyndte ben BVættelje af In-
tere8fen før vort Sprog og vor Nationalitet8 Bevaring, fom han ſiden
forfulgte, og hvorved han, føm ovenfor meldt, fom i et fpændt For-
hold til bet tidligere Broderlands Videnſtabsmend.

Gfterat Mund) var begyndt paa det norfte Folks Hiftorie, træng=
teg hans fyroglige, fom be flefte andre literære Arbeider derved mere
i Baggrunden. Nogle „Sprogbemarkninger“, fom han indrytfede i
førfte Bind af fit i 1855 paabegyndte, Norft Maanedsftrift” fremtkaldte
nogen Bolemit fra en banft Sproggranſters Side, men vare forreften
af unberorbnet Betydning. Derimod fortjener en ubførlig Afhandling
i MaanebsftriftetB die Bind ,om Betydningen af vore nationale
Navne tilligemed Vink ang. bere8 rette Strivemaade og Udtale,“ fær-
Tigen at fremhæve8 fom et baade i vibenftabelig og national Henſeende
vigtigt Arbeide.

Mange af de nyere europæifte Sprog ikke blot læfte og talte Mund
meb Ferdighed, men han førev bem ogfaa faa korrelt, at hvor ber var
Sporgsmaal om Gjengivelfe af hans Arbeider i fremmede Sprog, var
han fin egen Overjætter; ſdaledes af ben engelſte Text til Verket om
Throndhjems Domtirte, og af flere Beftrivelfer til Billedværket , Norge
å Tegninger", m. fl. Fra førfte Haand forfattede han Arbeider i
Svenſt (.Forn⸗Svenſtans och Forn-Morffans Spraͤlbyggnad“), paa
Tydſt (Artiklen „Norwegen“ i „Die Gegenwart“ BL. fl.) famt paa
Engelſt (Indledningen og Anmerkningerne i Cronica regum Man-
niæ). Undertiden lod han bog, af Henſyn til Sprogets finere Nuan—
ceren, fit Arbeide gjennemgaa af Indfodte i vedkommende Gyrog og

XXIX

af andre ypperlige Sprogmend, hvilket var Tilfældet med fivftnævnte
Arbeide og Teyten til Throndhjems Domlirke.

Med Runologien beffjæftigebe han fig færligen og Teverebe, fore
uben ben nævnte færfiilt ubfomne Beiledning i ben ældfte nordifte Rus
neſtrift, flere derhenhorende værbifulde Ufhandlinger. Den meærteligfte
af disſe er maaſtee ben, ber finbeg i Annaler for nordiſt Oldkyndighed
for 1847 om Indſtriften paa bet ved Gallehuus i 1734 fundne Guld-
horn. Gom befjendt havde benne Indſtrift voldt be Lærde fort Hoved⸗
brud og fremfaldt ben ene Lebning mere befynderlig end ven anden. Den
ellers faa fortjente P. €E. Miller havdei fit ſtore Skrift om Guldhornene
antaget Indſtriften før celtiberift og faaet ub beraf nogle harbariffe Ord,
fom hverfen han felv eller nogen Unden unde forklare. Ved at følge en
af Dr. I. H. Bredsdorff førføgt Fortoltningsmaade lykledes bet
Munch at godtgjore, at Hornindfriften var reen gothift, rimeligvis
fra bet førfte eller anbet Aarhundrede før Chriftus. Om venne Læd-
ning fendte han ogfaa en Afhandling til Bidenftabs-Utademiet i Ber-
lin, hvoraf han fort i Forveien var bleven Medlem, hvilken optoges
å Alademiets, Monatsberict" for 1848 tilligemed Bemærkninger berved af
Jac. Grimm. I,JUuft. Nyhedsblad“ for 1857 leverede han en Afhand⸗
Ting om ben mærtelige Indſtrift paa ben ba netop til Univerfitetet hibførte
Runeſteen fra Tune, hvilfen ſiden har gjort en vis Opfigt i ben
lærde Berben; thi af A. Uppftrøm er den gjort til Gjenftand før en
færegen Ufhandling å Nova Acta regiæ societ. scient. Upsalensis,
og herpaa har igjen Dr. Fr. Dietridj i Marburg bygget fin Fremftil-
Ting af Sunefteens-Jndftriften i hans i 1863 ubtomne Monographi,
„Die Blekinger Inidriften, der Stein von Tune und andre deutſche
Runen in Gtandinavien entifjert und erlåutert.”

Munchs Ry fom Runolog foranledigebe den rige engelffe Gods—
eier James Farrer til i 1861 at henvende fig til ham, ligeſom til en
heel Deel andre Oldgranflere over ben hele vide Verden, angaaende
Læsningen af nogle Runeindftrifter, der vare opbagebe ved Gteinsnæd
paa Orknoerne, hvor Hr. Farrer havde ladet føretage Udgravninger paa
fin egen Betoftning. Uden at være vidende om, hvilken runologift Kape
peftrid Hr. Farrer havde indrettet, imødetom Mund med ſtor Be—
rebvillighed Oyforbringen. Dog endnu inden han havde fendt Hr.
Farrer fin Læsning af hine Indfrifter, meddeelte han mig. til Illuſtr.
Nyhedsblad en UAfhandling om deres Opdagelſe og Indhold, fordi han
nemlig fandt bette Fund af nordiffe Runer at være af en almindelis
gere Interesſe ogfaa for norfte Læfere. Men danſte Rinologer, fom
ogſaa vare indbudte til at forføge en Læsning, anfaa fig herved fores
grebne, og å be banfte Avifer fremkom derfor meget nærganende Ungreh

"XXX

paa Mund fom ben, ber havde forget en engelft Gentlemans Tillid
og endog øbelagt hans hele, med ſtor Bekoftning gjorte Opbagelfe. (I)
For et Øieblit fytfebes bet ogſaa at'træfte Farrer ind i benne borne-
rebe Opfatning. Men da ben fulbe Sammenhæng blev ham betjendt,
maatte han ſtrax indfee, at Mund i videnftabelig Henſeende her fom altid
var en fuldftærvig Gentleman”. Den Afhandling af Steinsnes-Ind-
ſtrifterne, ſom Mund meddeelte, optog ba ogſaa Farrer å fit berom
fenere ubgivne, pregtigt udſtyrede vg bløt for privat Diſtributlon be—
fremte Bært, hvori den viftnok fan ſiges at banne den egeritlige Kjærne.
Og bet var fan langt fra, at Hr. Farrer fremdeles anfaa fig før
mindre gentlemarnlsmersfig behandlet· af Munch, at han midd ål dor—
bindtlighed fendte denne fit Strift, vedblev at forrefpordere med hån,
og paa Fotanledning fra Mund Side endog lod fig forlyde HL hat
med, at St. Olafs⸗Ordenen ike vilde være Ham ufjærtommen, hvilken
da ogſaa Mund ſtaffebe Ham. Bi have het med Forfæt dvielet ved
benne i og for flg ubetydelige Sag, forbi den nergaaende Maabe,
hvorpaa Mand derunder behandkedes, virkelig ærgrede hart, vg det
faameget mete, form han godt fljvrinede, at der bag bet Hele frat lärd
Laugs-Jaluft, i Forening med politiſt Animvfitet fra vedlommende fot⸗
teften å Gagen ganſte uindviede banfte Fournalifters Give. Han le.
sverebe ba ogſaa Tilſvar til bisfe Angreb baade i Nyhedsblavet og
Aftenbladet. '
Ligefom Mund nærmeft i hiftoriftt Øiemeb fom til at beftjef-
tige fig med bet ſammenlignende Sprogſtudium, ſaaledes bragtes han
i famme Øiemeb inb paa Unberføgelfer angaaende bor gamle og
"dermed Landets Gengraphii bet Hele. Frugter heraf blev blandt
Andet en ubførlig ,Hiftorift-geographift Beftrivelje over Norge (No-
regsveldi) i Middelalderen“ (Moſs 1849), en omfattende Afhandling
„om Nordens, ifær Norge8 Bebyggelfe af vore Forfædre, belyft for—
nemmelig ved Unberføgelfe af gengvaphifte Forholbe, Stedsnavne og
andre topographiſt⸗ lingviſtiſte Data” (Oldnord. Annaler før 1846), ,, Gen-
grapbifte Oplysninger om be i Gagaerne forefommende flotffe og irffe
Stedsnavne“ (Annalerne 1852, fortfat i Uargangen 1857), og desuden
flere Bidrag til at beftemme Norges Grændfer, famt endelig forffjel-
Tige Starter over Fædrelandet. Bed Beftrivelfen over »Noregsveldi* har
Vorf. afhjulpet „et Gavn, ſom før alle dem, der enten tl Belarelſe
elfer Underholdning beftjæftige fig med vort Fodrelands ældre Hiftorie,
maa have været mere eller mindre foteligt: Savnet af en fuldftændig
Haandbog i vort Fadrelands ældre Gengraphi. En lykkelig og fjelben
Forening af lingviftifte, geographiſte og bhiftoriffe Kundſtaber, Special-
fiubiet af Norges phyſiſte Natur; fom hans Kartarbeider have *føran-
lebiget, og bertil en for andre ufattelig Kombinationsevhe og Hukom⸗

XXI

melfe er hen Udruſtning, hvormed Profesfor Mund) var gaaet til bette
Arbeide, fom han ba og, midt under mangehaanbe andre literære
Øysler, fulbendte i et Tidsrum, ſom for andre neppe vilde førflaaet
til en entelt Afdelings nogenlunde forføarlige Behandling". (Chr.
gange å Norft Tidsſtrift for 4849). I hette Strift vifte fig Bigtig-
heden af be af Forfatteren ubgivne geiftlige Jordebøger, ba bisje Have
afgivet et væfentligt Materiale, navnlig med Henſyn til Inddelingen.
Endog en ſtorre Beſtrivelſe over Fædrelandet, i Udførlighed nær-
meft fparende HL Kraſt's ftore Arbeide, men. ubført efter en forandret,
mere pyerffuelig Plan, hørte i Munchs fibfte Aar med til hans frem-
tibige Forfatter-Garjætter; ialfald talte han endnu fort før fin Død
om Trangen til et ſaadant Arbeide og om fin fore Lyft til med
Siden at førføge berpaa. Hvem vil og tan optage Planen vg give
08 et Bært, der ille blot før vor Tid vorder hvad I. Kraft's var
for fin, men fom ved Stoffets henfigtsmesſigere Ordning og ved for-
nodne artiſtiſte Bilag (arter og Afbilbuinger) hunde blive for Norge,
hvad I. P. Trap's ,fatiftifttopographiffe. Beſtrivelſe nu er for Dan»
mart? — En førtjattet Skildring af Morge i Dets phyſiſte, fociale og
politiffe Forhold leverebe han i ben nævnte UArtitel i Die Gegen-
vart" (B. 11), viltet Hejteftrift Brockhaus i Leipzig ubgav fom et
Supplement til de ældre Oplag af hans Konverfationsskericon og
Foyarbeiver for en ny Udgave. '
Foruden et Par Gtoletarter over Fædrelandet famt Keilhaus
„erſter Berfudj einer geognoſtiſchen Karte von Normegen” Å ,Gæa
Norvegica*,) leverebe Mund) et fulbftændigt Generalfart over
Norge beftanende af 4 Plader, nemlig før ben ſydlige og 2 for
den nordlige Deel. I Unlebning af Kartet over „det fyblige Norge”, der
ublom 1845 og førft i 1857 blev efterfulgt af ben nordlige Deel, erklærede
en tyndig Anmelder (nuværende Statsraad Wergeland), at dets Kon»
frruttion var ubført meb ,en til bet Vderſte gaaende Detail ille alene
i ben Deel af Landet, hvorover uviagtige Detailfarter haves, men
ogſaa å ben mindre befjenbte Deel af Landet". Af Kartets fyblige
Deel, ber faavel hvad Fuldftendighed fom Noiagtighed angaar er
anerfjendt før bet bebfte Norges⸗Kart ber haves, vil udlomme en ny,
forbedret og ved en fparfommere Befrivning tybeliggjort Udgave, hvor⸗
med Mund ſtrax før fin fidfte Ufreife til Rom var bleven færdig"). Ifolge
Storthingets Beflutning i 1860 overdroges bet ngfan Mund, med en

*) Det fore Norges-Kart af Mund, hvorpaa Kapitain Prahl i Bergen for mange
Var fiden inbbød Kl Subſtription, var ſaavidt vides ikke fuldfærdigt fra
Forfatterens Haand og vil da formodentlig helter ifte ukkfomme.

XXX

offentlig Unberftøttelje af 600 Spd., at ubarbeide et ſtorre General-
fart over Norge i Middelalderen; bog hellerikte bette var færdigt
ved hans Død, men bog not fommen faavidt, at bet forhaabentlig
vil funne fulbføre8 og udgives.
Bed Siden af fit videnffabelige eller lærde Forfatterſtab har ogſaa
Mund, indenfor ben perinbifte Presſe, ubfoldet em ille ringe
SBirtfomhed, beregnet deels paa at fremme Almeenoplysning, deels paa at
Hare enfelte af Tidens Sporgsmaal, hvorom hans Kundſtaber og
Studier maatte give ham Met Hl at have en grundet Formening.
9 omtrent 40 Aar (fra 1847 af) var han faft Medarbeider i Morgens
bladet, og under Gtorthingene i 1851 og 54 røgtebe han dets Hoved⸗
rebattion. Horende til Grunblæggerne af „Vidar“ og den Kred8 af
talentfulbe Mænd, fom ved Udgivelfen af , ben Conſtitutionelle“ føgte
at banne en Mobvægt mob Morgenbladets ultra⸗demoktatiſte Beftræ-
belfe, havde Mund allerede tiblig frillet fig i afgjort Oppofition til bette
Blad og be Jbeer, bet bengang forfægtebe. Hans Indtræden beri
blev berfor af Mange betragtet fom ypolitift Svaghed og Holdnings-
loshed, eller ialfalb fom et Offer; ben tun lidet politiff anlagte For-
fatter bragte for fin olonomiſte Cyiftence. Viſt er det ogſaa, at hvor
meget end Mund ver fit Navn og fit Kundſtabsforraad mægtede at
give et Blad Anſeelſe og Bærbighed, var han fun lidet ſtillet fom
politiſt Leder. Han manglebe, før at vi fulle bruge et brøit Udiryt,
benne blinde Hengivelſe i et Partis Interesſe, fom kan fægte felv en
abfurb Sag ud med Glin af Bærdighed og Overbeviisning. Men een
Fortjenefte troede han dog at funne tilegne fig fom Journalift, og det
var ben: ved fit Gyempel og fin Birken at have bidraget til at bringe
en mere bannet og human Tone ind i vor offentlige Distusfion.
SMen felv i denne Beftræbelje maatte han tilbeeld føle fig hunden ved
Bladets Fortid og Travitioner og faaledes ofte gane paa Allord med
Dmftændighebernes mangehaande Krav og Baavirkninger. I fit
journaliftifte Forfatterflab indffrænkede han fig hovebfagelig til hvad
man tunbe falbe be mere vibenffabelige Dagsfpargsmaal, hvori han
ved fine Kundſtaber og Interesſer kaldtes til at optræe fom Opmand:
ſaaledes Gprogfagen og Skandinavismen med be banft-tydfle Stridigheder.
De mange fljæve og forvirrede Begreber i Sprogſagen føgte han at
flare gjennem en Rotte, ifør mod Overlærer Knudſen rettede polemifte
Artitler; men under Stridens Hede fom han ogfaa til at opflille Prins
eiper, ber å Konſelventſens Medfor nødte ham felv til efterhaanden at
gjøre Brud paa fin tidligere fulgte Skrivemaade og foretage vieblitke-
lige orthographiſte nbringer, fom hverfen i huns egne eller Undres
Slrifter fenere have faaet Kævd.

xXxxm.

ans: Ufhanblinger om Stkandinavismen ere baade mange, vm⸗
fangsrige og mærkelige. Nermeſt fremkaldtes de af den danſt-tydſte
Strid, ber frembele8 faat paa Dagsordenen. De førfte og 'vigtigfte
inbrytkebeg i Morgenbladet 4849, men afttyttes fiben ſom tverbe-færs
flilte Broduret (den ene bande her og å Kjøbenhavn). Saavel i Norge
fom i Danmarl og Vydflfand fremkaldte de megen Opmrerkſomhed og
endog færfitte Mdfifter:-af 'nuværende Lektor ved. Univerfitetet L.
K. Daa og af I. I. A.' Morfaae å Kjøbenhavn, foruden en kritiſt
Drøftdlfe af ben verdensberømte Jacob Grimm: "Vverkigere behand⸗
Yede Mund ſamme Emne i Norftt Maanedsſtrift (B. 2) i en UArtitel
„om Skandinadismen I bens hyefte Slitkelſe og førnemmelig. i:Forhold
HI ben foenftnorffe Union”, hvillen ogſaa overfattus. par Tydſt (Gam-
Burg 1857). I den mellemliggende Tid havde hand Anſtuelſer om
Stanbinavismen I bet Enkelte ændtet fig, men be vare ligeſaalidt mu
fom tibligere egnede HiT at ſtaffe fam enthuflaftiffe , Standinavers” Bu»
deſt og Bevaagenhed, og endnu: ved fane: : Død hunde man fag veksle
lige Ord flimte Partiets inbabdte Nag.

Vaa famme Tiv føm: Muni i- Zhenfab af Worzenbiabeis selv
arbeider deeltog i Udredningen af Tidens forvitlede politiffe Sporgs-
maal paa Bafis af den hiſtoriſt⸗ ethnographiſte Forſtuing, føgte han gjen
nem ſarſtilte Tibsffrifter at give Almeenheden en famme Retning veier»
terende elfer almindelig belærende Letture. Allerede i 1849- begynte
Van at ubgive-et Maanedsſtrift med Titelen ,Ameenlæsning," beſtaa⸗
ende af Tængere, deels originale, deels overfatte popilære Afhandlinger.
Dette Mddeſtrift flandfede med Afte Bind; men i 1855 optog han Pla-
nen paany å „Norſtt Maanedsſtrift,“ hvoraf ber ialt ubfom 6 Bind.
Det var imidlertid kun i de førfte Birid 'af dette Tidsſtrift, Mund ved
originale Bidrag ellet paa anden Maade tog atttv Deel; thi fra fin
Afreiſe HI Rom lod han bet ganſte fljøtte fig feld og laante fun Fore»
tagerbet fit Navn. Endnu efterat Maanevsfrriftet var gamet ind,
beeltog han, efter Hjemtomften fra Rom, nogen Tid i et lignende Tids—
ſtrift, bog med en mere æfthetift Tendents, nemlig ,, For Hjemmet", hvilket
hans Fatter Digferen YU. Mund i 1864 havde paabegyndt; Dog leves
rede han deri intetfomhelft originalt Bidrag af Betybenhed.

Overſtue vi nu hele Munchs Forfatterſtab, i dets forſtjellige Ret⸗
ninger dg mangfoldige Førgreninger, ba er den førfte Markelighed,
fom berveb fpringer å Øinene, en umaabelig, næften ubegribelig Pro—
buttivitet. Man har ubregnet, hvor mange Vers Lope de Begå,
Verdens frugtbarefte Poet, talt har flrevet, og derved faaet ud et for-
bauſende Tal. Men vilde man paa lignende Maade, ved er Ubrege

XXXIV

ning i Side⸗ og Arketal, eftergan Munchs HForfatterflab, turde Reſul⸗
tatet ogſaa her blive filet til at forbaufe. Bi behøve dog ingen ſaa⸗
ban fvantitativ Udmaaling for at fatte benne uhyre Produktivitet, ba
vi jo alle have feet ben udfolde fig lige uforfiyrret til hans Livs fidfte
Dieblit; og Gfterverbenen vil kunne Margjøre fig ben ved et BÅL
paa hans færftilte Bærfer og den lange Fortegnelfe paa fyredte Uf-
handlinger, fom Norſt Forfatter · Lexieon indeholker: — Denne uhyre
Produktivitet, hvortil ifte Phantafien; men Granftningen flulde levere
Materialet, blev fun mulig Derved, at Mund forenede en Hutommelfe,
ber Intet funbe glemme, med en Urbeibstraft; ber aldrig gif tvæt, og em
Lethed i at bruge fin Aands fjelbne Evner, fom man kaldes exempel⸗
los. Stfe fom faamange andre Lærte havde Mund) ophobede Notater
og Gycerpter at gribe til, nant en fperiel Materie ſtulde behandles.
$ufommelfen var bet Forraabsfammer, hvorfra han paa flaaende Fob
tunde hente Svar pan næften ethvert Spørgsmaal, ber faldt inden
Hans GranftningS og Studiums Omraade. Om Styrken af denne
Hulommelſe fan man neppe gjøre fig et fuldfiænbigt Begreb, uben
at have endt Mund perfonligen. I be utallige hiſtoriſte Kildeffrifter,
Han havde gjennemgaaet, kunde han hufte hvad der: fandtes og hvor
bet fanbte8 med en faaban Gitterhed, at han felv paa Reifen til Rom
fjernet fra alle Kilder, paa Hoteller, og viſtnol endog i Jernbanekoupeer,
vedblev at ſtrive pan fin Hiſtorie, og efter Hulommelſen alene anførte
han orblybenbe Gitater, med Henviisninger til Bind og Side, af be for-
fjelligfte Bærter, ibet han førreften overlod fin Ven Rigsardivar Lange
i Korrelturen at ubfylde et Tal og i tvivlfomt Fald kontrollere Citaternes

Noiagtighed. Det var itte blot i hiftoriff Retning at Mund. befad

benne Hufommelfe. At hvad han havde læft eller hørt blev han næften
ufrivillig nødt til atbære paa. Avis-Iubjendter lige fra hans Stuben-
terbage kunde han huſte, iffe blot naar og. hvor de havde flaget, men
endog orblybende deres Indhold, forfaavidt ette engang havde fængflet
hans Opmeærtfomhed. Fortællingens Gang og Navne paa be hand-
lende Perſoner i felv be bummefte Romaner, han i fin Stoletib havde
fæft, vebblev, fom han betlagebe fig over, at flane levende før hans
Grindring, uben at han kunde blive dem kvit. Det var. ligefom
Intet var for fmaat til at Iægge fig ham paa Minde. Endog om

ubetydelige Holts Familieførholde vidſte han fuld Beſted ligetil ben

yberfte Detail, og felv Samtidens faafaldte Chronique scandaleuse fanbt
i denne velvillige Hukommelſe ofte et filfert Opbevaringsfted.

En anden ille mindre lyttelig Støtte før fin Lærdom, end benne
$utommelfe afgav, fanbt Mund i fin lyttelige Gone til at ane hvor
en foronſtet Oplysning var at finde. Det var ligeſom Folianterne aab⸗

XXXV

nebe fig før ham, hvor bet fanbtes, fom han for Dieblillet havde Brug
før. Og hans Bli flog paa de lange Sider med Fallens Hurtigheb
og Gitterhed ned paa bet Sted, hvor Byttet Mjulte fig.

De frærfeft fremtrædende Egenſtaber å Mundjs diſtorieſtrivnhug
var en ſjelden Gtarpfindighed, en alt oploſende Kritik og en over⸗
ordentlig Kombinationsevne. „Det var — har en af hans Kolleger
fagt — fom om Intet, der kunde tjene til Beviis for en Mening,
formaaebe at frjule fig for Kam, og med hviltenfomhelft Gjenftand han
fysfetfatte fig, forftob han altid, enbog om Stoffet var af ben meft
overvceldende og kaotiſte Beffaffenhed, at bringe Gantmenhæng- tilveke
og fammenftille Enteltheder paa ven meft overraſtende Maade“. Men
med al fin Starpſindighed røbede han ofte en markelig Mangel paa
Judicium ſaavel å Bevømmeljen af en Kjendsgjernings ſtorre eller
mindre Betydenhed, fom i Udviklingens mere eller mindre indgribende
Motiver. Heraf fulgte, at hans Behandling af et givet Stof hyppig ſav⸗
nede ben bybere philoſophiſte Opfatning og ſtrengere Begrænd8ning, og
faatebes fil ben noget Vilbygningsmæsfigt ved fig, hvorved Hoved⸗
intere8fen fplittedes vg ben egentlige kunſtneriſte Virkning gif til
Oypilbe. Det fattift Nigtige var for ham bet ene Bæfentlige. Gaa—
ende vb fra Svivl om Ult, flog han fig paa intet Puntt til Ro
med en traditionel hiſtoriſt Ganbhed, men gik prøvende, kritiſt opløfende
frem, brydende med -alfe Forbomme, inden han lod en Sag gjælde
fom uantaftelig Gandhed. Mangen en Fortelling, der gjaldt før „god
Hiſtorie“ i vore Fedres iv, har for Munchs kritiſte Starpfyn ope
løft fig å lutter Misforftaaelfer, Unadjronismer og digteriſt Tant og
Taage. Al romantift og fentimental Uvfmytning af Hiftorien var
fam en Horargelfe, og hvor han forefandt ben, ryddede han ben til
Side. Han følte i dette Stykke ingen Barmbhjertigheb hverten med
Digterne, fom beraf maaſtee havde hentet Motiverne for fine bedfte
Varler, eller med Læferne, fom af disſe have følt fig bobbelt tiltalte
netop formebelft ben biftoriffe Baggrund. Fortellingen om Frithjof og
Sngeborg, om Agel og Valborg, ſom havde rørt og tiltalt faa Mange,
endog i ben Stilkelſe, hvort de forelaa fom blot og bart Emne før Tegnérd
og Dehlenfdlåger8 berømte Digtninger, berøvedes ved Munchs Kritit al
fin hiftorifte Troverdighed. Mt en hiftorift Fortelling var benyttet fom
Stof for en Digtning, var Mund en yderligere Grund tl kritiſt at
unberføge dens Holdbarhed, itte forbi han afvifte Digtningens Beret-
tigelfe, hviltet var faa langt fra, at han tvertimob ofte og gjerne læfte
Romaner og poetiſte Bærter, men forbi det paa ethvert Punkt inben
$iftoriens Omraade fyntes ham ben fornemfte og uomgjængeligſte Be-

p N N N 3*

XXXVI

tingelfe, at vinde Klarhed og Bished med Henfyn til det Faltifle:
„Sandheden fremfor Ut" var jo hans Granffer-Marime. -

Men med denne fin nøgterne Kritit, med fin Filfibefættelfe of
Förmeng for Stoffets og Kjendagjerninger8 Krav og fin. Mangel paa
ibeelt Syn, nærmede bog Mund fig i een Henfeende Digteren, nem-
lig i KombinationBevne. Dog var det her den Forſtjel, at medens
Digteren frithen konſtruerer ub af fin Phantaſi, fonftruerebe Munch
ub af be fløyede Uttftylter, ber tale baade tørt og ſparſomt. En
ante ſtimter frem i fine ftøre, men løfe Omrids; Forbindeljen er
ufiffer, men ben træber for Forfferens Sands frem med ben ſubjeltive
Sandheds hele Fyle. Det gjelder tun at flare ben ub af dens Dunkel⸗
hed og hæve ben til biftoriff Gyldighed gjennem Uttftyfternes fpredte,
men tlogtig jævnjørte Bidnesbyrd. Og heri havde Mund fin fore
baufende Styrte. I fine Kombinationer ſlog han med Digterens Dri⸗
ſtighed ned paa et Puntt, ber ſyntes at ligge ubenfar det Beviisliges
Omraade. Men fra bette Punkt, hvortil man ille vilde pundet frem
sed Stridt for Stridt at holde fig til Dotumenterneg Ledelſe, vandt
han med Lethed tilbage til Ubgangspuntiet, . ibet han ed en flarpe
ſindig Sagttagelje af Dolumenternes fprebte Bint under denne refrøgrabe
Vandring fom til Bished om, at ben førft faa driftig filbagelagte
Fart havde været i vet Lei, og at man nu ogfaa godt kunde tilbage-
Jægge Veien fremad med ,Øyen og Spaven i Haanden“. Ut dog
mangen · uholdbar Hypothed maatte blive opflillet, og mangen ortesleg
Konjeltur ſtjenkes en rumfpilbende, mod den førengt ordnede og
tappe Fremftillings Krav ſtridende Spmartſomhed, fulgte ligeſom
med Nodvendighed af ſelve Methoden. Leſeren deelagtiggjores ille
blot i be Underſogelſers hele Maſtineri, hvoraf et filtert Refultat ende=
figen er fremfommet, men ogſaa i bem, ber blot give et negativt Ud⸗
bytte, og nærmeft fun tjene til at godtgjore for Granſteren, at paa ben
forføgte Maade ingen hiſtoriſt Bished er at vinde. .

Det er et Sartjende for Munchs Forfatterffab ligetil hans
DagbladBartiller, at de ere prægede af hans Granftuing og Lærdom
og i Regelen altid indeholde noget videnftabeligt Nyt, eller give å bet
minbfte et eller andet værbifulbt Bint til en ny Belysning af en Sag,
om enb ilfe altid netop ben, ber er Behandlingens Gjenftand. Thi
unber Drøftelfen af et vift Gpørgsmaal fom han ofte ind paa Side—
ſporgsmaal, fom han leilighedsviis belyfte ved $Hjely af bette uenbe=
lige Fond af Lærbom, ber overalt ſtod ham til Raadighed. Stulde man
derfor ville betrygge fig mob at gaa glip af nogen lærd Dplysning,
nogen ny Betragtning, fom Mund muligens havbe bragt i Anvendelſe,
maatte man fjende iffe blot hans færffilte Arbeider og Afhandlinger,

VE

men faa at fige alt hvad ber er flybt fra hans en i Lobet af 30
War, enpog be meft ephemere Dagsartikler, ber i fin Tid henflængtes
uben Ravn og Mærte, men fom heller itte fjelden indeholde viden»
frabelige Bint, og Kjenbsgjerninger. Om Munchs hele Forjatterfab
gjelder bet, at bet ev gjennemvævet med Videnſtab; ofte, fan man
fige, i Utrengåmaal og til uegentlig Tid og Sted. Men dette var
fun en fimpel Folge af hans hele videnflabelige Habitus, af benne
Øritagelfe for al ſtrengere Begrænbsning, fom han inbrømmede fin
Aands overſtrommende Probultivitet, og ben Hurtighed, hvørmed han
forſattede. Denne ſidſte var faa ftor, at han — fom jeg af Erjaring verd —
pan en Aſten, eller rettere en Mat, unde levere en Monographi, ver for
voll af Faget maatte ſynes at have koſtet Dages, ja Ugers Arbeide. I
ben Raftlosher, hvormed hans Forjarterflab foregif, formaaebe ingen
pbre. Ginbringer at virte forſtyrrende. Midt i fin Familie Stjød,
unher Qunslivetg mangehaande fmage Distrattioner kunde han arbeide
lige raftt og lige let. Han kunde fibbe oppe faa længe bet ffulbe være,
og han hunde, engang falben i Gøvn, til enhver Tid paa Natten
igjen tage Arbeidet fat. Men ben Lethed, hvormed han producerede
har ogfaa havt fin ſtore Indflydelſe paa hans Still og hans For-
bringer til en „ſtiliſtiſt· Fremftilling. Han tillob Gagen at flrive fig
fattiff og umibbelbar felv; Har, grei, ja enbog fynbig blev Fremfrillins
gen; men kunſtneriſt Fuldenbelje var iffe hans Streben. Hvad ber
magelig kunde fylde et Par Blade, indffrænkede han itte af ſtiliſtiſte
Henſyn til et Par Linier. Hans Still gav berfor helleritte Indtryllet
af nogen Lethed og Ufrundethed; thi bisje Egenſtaber ere i Regelen
itte Mefultatet af Produltionslethed, men, fom hos Johannes v.
Miller, Macaulay, Guizot m. fl., af et anfirængt Arbeide. lage
tet fin ſtore Lethed i friftligen at behandle et Emne, manglede Mund
Evnen til mundtlig Foredrag. Han var en gemytlig og luun Fortæl-
ler, men paa Kathedret eller fom Taler var han idet hjemme. Han
optraadte berfør ogfaa næften aldrig offentlig, og fom efterhaanden mere og
mere til Overbeviisning om, at Kathedret ille var hans egentlige Plads,
og at Derfor baade han og Univerfitetet vilbe være bebft tjent med,
at han anviftes en derfra affondret, uaffængig Birfekrebs*). En fans

*) Munchs betybeligfte Horelæsninger have omfattet Nordens aldſte Hiftorie og
Sprog, ſaaledes Danmarls og Sveriges Oldhiftorie (1848, 1853—54), nor»
diſt Gproghiftorie, tildels med Henfyn paa Gothiſt og Angelfadfift, (1846
—1853), og en Rælte hiftorift-ethnographifte Forelæsninger (1855—56). Des»
uben føredrøg han igjennem flere Har (1840—45) be europæifte Folkeflags
Hiſtorie i Middelalderen, famt Europas ældre Gengraphi (1856—57), Mus»
lands og Englands ældfte Hiftorie, ofv. Som en førtjenfilig Deel af Mundo
Univerſitets · Virlſomhed man fremhæves hans Gtiftelje af det ethnograppifge
Mufeum, hvis Beftyrer han å Iængere Tid var.

XXXVIH

ban var -bet, ben foreſlaaede Rigshiſtoriographpoſt efter hans: egen
og Departementet8 Mening betvemmelig unde afgivet. : Men vorder
end hans Plads fom Univerfitetslærer let at ubfylbe, faa vil: bet
Tab, fom Bivenflabere have lidt ved hans Bortgang, ille lunne ev
ftattes: Han var en Mand, -ubruftet med en faadan Forening af
Tyftelige Evner, fom Naturen ifte i hver Menneffealder loncenterer pan
een $aands- Og han anvendte bisfe fine Evner til Videnſtabens og
Fedrelandets Gavn og Heder. Bed at flrive ſit Folls Hiftorie og
bringe dets ældre Gprøgmonumenter frem for Dagen har han loftet,
Tutret og" fiyrfet benne nationale Bevidfthed, fom tan bære frem i Treng⸗
felen8 Dage; og for ſin Granfning og: dens Reſultater har han ſtaffet
fig Opmærtfomhed ilte blot Å Norden og inden de germaniſte Folls
Literatur, men felv langt ubover ben Kredd af Guropas Lærde; hvor et
norft Sprog vg em norft Literatur Hvligere har været Hendt endog blot
af Navn. - Hans-Gjerning og hans Minde Mal derfor te Teve . erthendt
fig Grinbring gjennem den fjernefte Bremtib. å

ve br 2 02 ve

Indhold.

Aundet Affnit. Norge efter Adſtillelſen fra Sverige 1371 og under Per-
fonal-Unionen med Danmark efter 1380 indtil Unionen mellem alte tre
Miger 1397.

1. Morgen Tilhend ved MDRNelfen og beis Giining Uigeoverfor Rabomagterne. Grip»
lige og verbalige Suvbinger. 3. Gprudt Borholb me Gverige. Unberhandlinger og
Gtiffand med Hanfehederne. 3. Kongernes Relfer I Landet og Lovgivninge-Birlfome
Ved. Rong Magnus'e Ded. 4. Mirlelige Lildragelfer. My Pavetiende paadudt.
5. Mong Gaalon inbfetter Mlerander de le Urd HL Hevebemand paa Prins og fader
Søkenbingerne forrge fig Lrotabserb. Dronning Margretes Morgengave. 6. Det
mye Unionsforbofb Hl Danmarl. Gred med Ganfefaderne. 7. Krigen med Medlen-
burgerne I Daumart og Gverige. 8. Rong baalons Brifradelfer for at indfrante
Qanfeaterne og ordne Qandeloforholbene paa ben for Unberfaatterne forberlagtigfe Maabe.
Muniforpold. 9. Henrik af Gi Clair bliver Jarl pan Crus. Begivenheder paa
Søfand og Grenfand. 10. Undre Tildragelfer under Rong Haakons Cneregiment.
11. Seng Gaalons Deb og Cfiermele. — 12. Kong Olaf hyldes fom Konge. Union
med Danmart. 18. Wnfecbe Mend. Biftoper og andre riftige. 14. Hremsagende
Øerfonligheder. Berbalige Cmbebsmend. 15. Lagmend, Gysfelmend og haandgangne
end. — 16. Gorhandlinger med Qanfefoderne. Betræfrelfe af deres Privilegter I
Sorge ubfeites. Dronningen faar de aanffe Glotte Hidage og forlige fig med Gre-
verne of Golfen, 17. Rong Mlbredt I Gverige paa em foendt Bob med de foenfe
errer. Dr. Margrete foger at vinde bem. Mbredis Rrigstog HI Gunbrepalland.
18. Subenlandfie Borhandlinger og Raabamaber. Bororbuinger om Gølandsfarernes
Wfgifter m.m. Muoferne herje I Rorbland og Binmarlen. 19. Brgivenheder pan
Sølanb, Grenland og I be vvrige Gtatfande. 20. Kong Olaf opnarr Mynbighede-
alderen, men afgaar ei lenge berefter uformøbentligt ved Deden. Ugrundebe Beffylb-
ninger, fenere fremfatte mob Dromningen I ben Mulebning. 21. Dronning Margrete
Yylbes fom Migøfyrerinde, forft I Danmarf, iden I Rorge. 22. Lildragelfer I Gve-
vige. De fornfle Gtormend i aabenbar Felde med Rong UMbredt, henvende fig HI Mar-
grete og overbrage hende Giyrelfen. Rong Albreqht flagen og fangen ved Falloping.
24. Margrete overtager Regjeringen
edtenburgerne og Bitaltebrobrene. Bergen herjet af bløfe.
&ong Mrbredst Tommer paa fri Bob. 25. Horholdene I
Serge. Viftoperne Salob og Eyhein. Dronningen og andet udfrber Metterbod. Be-
givenbeder paa Jøland og Uroligheder paa Færserne, 26. Erli af Pomern tages HI
Songe I Danmarl og Gverige og kronet I Ralmar under est for alle tre Miger. De
trenbe Migerb Gorening => ae krana na re na rå eoue 1806

Andet Affnit.

Mørge efter Avfillelfen fra Sverige 1371 og under paſeial
Unionen med Punmark efter 1380 indtil Unionen mellem alle
tre Wiger 1897.

1. Morges Tilſtand ved adftillelfen og dets Stilling Tigeøverfør Nabomag ·
terne. Geiſtlige og verdslige Høvdinger.

D Foreningen mellem Norge og Sverige opløftes ved Fredsflutningen
å Stodholm 1371, befandt Norge fig; fra det fedvanlige politifte Stands
puntt at dømme, i en ber: Stilling end det fidfinævnte Rige. Medens
der i Sverige herſtede indbyrdes Splid og Anardi, havde man i Norge
Molighed og en ovdnet Styrelfe, hvis Myndighed af alle Underfaatter
villigt og ærbødigt erkjendtes. Medens Gverige havde em udentandft
Konge, der, fefv ubetydelig, egentlig fun var et Redſtab i fin ſtats,
loge Faders Haand, hvorved denne, ubekymret øm Sberiges JInteresſer,
Fun føgte at beriptte bet til at fremme fine ærgjerrige Planer i Vydft-
Land, havde Mordbmendene en indfødt Konge, hvis Interesfer, om
de end tildeels ogſaa gif ud pan Judflydelſe i Maborigerne, dog idet
mindſte itte firafte fig udenfor Norden, og for hvem Norges Velmagt.og
Anſeelſe dog altid var Hovedfagen. Medens Kongedynaſtiet i Sverige,
deels paa Grund af hine Forhold, deels og formedelft Kongens perſon⸗
lige Ubetydelighed og hans egen, i alle Fald hans Omgivelſers, Uelſt.
værdighed, var i højefte Maade upopulært, og for at verne fig mod
Birkningen af denne Upopularitet maatte gride til Midler, der alene
førøgede. den, nemlig fremdeles at ømgive fig med overmobdige, tøjlesløfe
Landsmend, ber udfugede Rigets bedfte Kraft og tyranniferede dets
Snbbyggere, var Rorges Kongedynaſti aabenbart almindelig afholdt, ag
dets nærmefte Omgivelſer faavelføm Befalingsmendene fordetmeſte inde

. fødde eller i alle Fald fuldfommen anses nog om end ille

Mundo Hiforie. uden Hovedafbsling. 1. 4

,

2 Haakon Maguusføn og Magnus Crikeſon.

. bedre, faa dog i alle Fald ikte flettere end dem, man nu havde haft i
henved et Aarhundrede. Medens Sverige under de fidfte Uroligheder
havde miftet dytekjøbte Crhvervelfer — Skaane med Vilbehør — havde
Norge G alene intet tabt, men endog faa godt fom vundet en Udvidelſe

"paa ebceiges Befoftning, idet be beftlige Dele af dette, Bermeland,

"Dylåland, tildeels endog Beftergøtland, havde fulgt det forrige Konge-

n yhaft og vifye; vm den nærbærende Tilſtand længe havde vedvaret,

fandfynligviis endog for fledfe have løsrevet fig fra Sverige og fluttet
fig til Morge.

Ittedeſtomindre var Morge, nøjere betvagtet, mere at beklage end
Sverige. I Sverige var der vel Uorden og Unardi, men der var
Liv og Mørelfe. Folket var vaagnet til Bevidſthed, Nationalfolelſen
vatt og flerpet, og Interesſen for de offentlige Anliggender opfriftet, endog
hos de ringere Klasſer. Nationen befandt fig aabendart i en Gjenfødel-
festilftand og vilde, om det lykkedes den at overvinde den nærværende
Kriſis, ſtride frem med ungdommelig Kraft. I Norge derimod var der
Døfighed, Dvale, Stilleftand. Holtet havde faa at fige overlevet fig felv.
Dets høje Cultur, politifte Udvikling, Magt og Anfeelfe i de forrige
Marhundrede, tidels fremdrevne ved Vronkrigene, vare Frugterne af en
altfor tidlig Modenhed, der ſtod i et fuldfomment Misforhold til Folkets
Kræfter og medførte en faadan Fortærelfe af disfe, at der fiden, ba den
glimrende Periode var forbi, indtraadte Glappelfe og Kraftløshed. Na—
tionen behøvede efter hine Overanfpendelfer Marhundreder til at udhvile,
men bet faa å Sagens Matur, at disfe arhundreder tillige bleve Svag⸗

bedens, Tilbagegangens, Fornedrelſens, medens Sverige, der i faa lang
Tid havde ſtaaet i Skyggen, nu førft kunde figes at være traadt virkſomt
frem paa ben bhiftorifte Gtueplads, og ved en heldig Tilſtikkelſe havde
unbdgaaet en altfor tiblig Udvikling, for med defto friftere Kræfter at kunne
tage Deel i Begivenhederne, naar den rette Vid fom. Derfor ville vi og
i det følgende Tidsrum fee det venfte Folt efterhaanden arbeide fig op til
det mægtigfte og meft anſeede af de trende novdifte, altfaa til den Rang,
bvorpaa allerede dets gamle Konger gjorde Paaftand, medens Norge næften
forfoinder af Staternes Rotte, og Danmark, uagtet det fil Norge uns
der fig og funde raade over dets Kræfter, dog fun med Møje formaaede
at holde Sverige Stangen.

midlertid maa man itte foreftille fig, at Samtiden i Amindelig-
Hed havde nogen vet Foreftilling om disfe Forhold. Dertil var den poli-
tifte Indſigt endnu før ubetydelig, Begreberne for lidet opklarede. Det
ev af mange Omftændigheder tydeligt not og ligger desuden i Sagens
Matur, at ej alene Nordmendene felv betragtede fig fom bedre farne end
de Gvenfle og tildels de Danfte, men at ogſaa idetmindfte de Svenfte, ved

1971—1374. Tulſtanden I Morge efter Fredefntuingen. 3

at fammenligne den urolige ilftand hos dem felv med den Mo og Ore
den, der herftede i Norge, anfaa Mordmendene for langt bedre farne end
dem felv, hvilket vel ogſaa var en af Hovedgrundene til, at de fvenfte
Grandſelandſtaber foretrat at blive i Forening med Norge under det
gamle Dynafti*). Man havde viftnot i Morge en vis Følelje af Ufe
magt, af Fattigdom, af Mangel paa Hjelpetilder, der ſtundom endog
«tom til Orde?) og robede, at Ondet, om man end ikté ret var fig
bevidft, hvori det beftod, dog var tilftede og trykkende; men nogen
rigtig Foreftilling om Gagens fande Beftaffenhed havde neppe Mogen,
uden bet maaſtee ſtulde være de flatskfoge Hanfeater, hvis overmodige
Optvæden i Norge i alle Fald vifer, hvor ringe de nu agtede Foltet i
Sammenligning med tidligere Dage. Men ganfte kart var det vift hels
ler itfe for dem, hvorledes dette egentlig var gaaet til; de følte tun, at
de havde faaet Overhaand.

Den føromtalte Forbindelfe mellem Morge og de foenfte Grændfe-
provinfer var af en egen Matur. Da Kongerne Magnus og Haaton
ved Fredstractaten i Stocholm gav Uftald paa Gverige, blev fun Skara
Biftopsbømme , eller Beftergøtland, Dalsland og Vermeland forbes
holdte Kong Maguus for Livstid til Underholdning, medens det faakaldte
udrelfe" i disſe Landſtaber ſtulde lyde under Mong Ulbredt. Dette
fan iffe forftaaes anderledes, end at Kong Magnus itte egentlig ſtulde
habe noget at beſtille med Landſtabets Regjering, og at alle Herrerne
eller Frelſemendene ſtulde være Kong Albrechts Underſaatter?). Men
paa den anden Side kunde det der efter de Tiders Begreber heller itte
være Meningen, at Albredts Befalingsmend ftulde optræve Jndtægterne
og ubbetale dem til Kong Magnus; denne maatte faaledes felv holde
Ombudsmend til Indkrævning, og bisfe Ombudsmend være forfynede
med ben dertil nødvendige Myndighed, Hvilket efter de Tiders Begreber
medførte en virkelig Styrelfe, faadan fom GSysfjelmændene udøvede i Kons

1 De allerede for over 30 Mar tilbage af Biffop Hallvard fra Hamar og
Biffop Haafon i Bergen bragte Udtryt: det Raar meget ilte til i Gverige
og end værre I Gtaane" (fre forrige Bind S. 219), vifer allerede da, hvor⸗
ledes man I Morge, ved at bedømme Forholdene I Gverige, betragtede dette
Mige med en vis overlegen Medyntk, uagtet dets Tilftand da langtfra var faa
bettagelig fom i 1370.

%) udtryt fom ,bette vort fattige Land" var allerede I Hiln Ti ike fjeldue og
Steve ſtadigt hyppigere. '

5) Det ev ilde, at vi her fulle favne Fractaten felv, faa at vi ej funne erfare,
Hvorledes Ordene egentligt lød. Olaus Hetri, efter hvis Forte Referat vi
omtrentligt Iære Snbholdet at tjende, figer fun: „Och fulle Rong Magnus
haffua alt Gtara Algt til uppehelle I fin Ufa tiſdh, utan frelfet fom fulle
lydha under Fonung Albrecht“. . .

' 1

1 $aafon Maguneføn og Magnus Cettefon.

gens Savn i Norge. Ultfaa var dog allerede herved ben egentlige Regje⸗
ving i Kong Magnus's Hænder. Ligeledes er det vift, at de vigtigfe
Slotte, idetmindfte i Bermeland, Dalsland og den nordre Deel af Ve»
fergøtfand, vare i Kongernes eller deres Mends Wold, thi Agnaholm i
Bermeland, der med tilhørende Lehn (Vermeland) endnu i Februar 1374
fød under Kong Haakon og indehavdes af Kongerne8 tro Mand Hr.
Erik Ketilsføn, blev ikke overleveret til Medlenburgerne, da det endnu
fang Vid derefter havde Hr. Erik til Befalingsmand, og denne visfelig
itte hyldede Kong Albrecht, ja ikke engang indtog ben Stilling i Rong
Albrechts Raad, der var ham beftemt, men vedblev- at holde fig til Mag-
hus og Haakon, famt deres Huus”). Ljodhuus med tilliggende Difteict
og Egnen føndenfor Benern lige til Kindahereds Øftgrændfe vedblev lige⸗
ledes at flaa under Kongerne, åltfaa følgelig ogfan hele Dalsfand med
Dalaborg, hvor Hr. Knut Ulgøtsføn, deres ivrige Vilhænger, fynes en
Tidlang at have været Befalingömand, og hvor besuden Hr. Ulf Jonsføn
idetmindſte fenere hen var Heredshøvding, ligefom ogſaa Jon Martinsføn
havde ſtore Befiddelfer og meget at fige der). Overhoved lader det til,
at hele „Frelſet“ i de nysnævnte Grændfe-Egne vedblev at holde fig til
Magnus og Haakon, fiden de fornemfte Herrer endog indtraadte i det norſte
Migsraad, og der itte findes Spor af, at em enefte Stemme løftede fig til
Fordeel for Kong Albrecht. Derimod naaede Kongernes Herredømme ikke
over hele Beftergøtland. Den fydveftlige Deel, med Elfsborgs, Open»

1) Den 28be Februar 1374 udſtedte Rong Haafon fra Maranes i Kindahered
4 Beftergøtland em Befaling HL Indbyggerne I Agnaholms Bogderi (Berme-
Tand) om at ablyde Gr. Grit Ketilsføn; altfaa raadede denne da:for Slot»
tet og ogdøriet. Gudnu i 1386 fres Hr. Erik oller Ulf Holmgelrsføn at have
haft Raadighed over Agnaholms Glot, og Ulf bortbyttede da fin Undeel deri
til Grif for Gods paa Solør. Om Hr. Sigurd Hafthorsføns Befiddelfer I
Vermeland er I det foregaaende talt, I 1379 kalde tvende Gogneprefter
Kong Haakon nbtryfteligt fin ,allerkjærefte Herre Norges og Sveriges
Konge", Giyffe, Bidrag Mo. 73, S. 177.

9) 3 1371 pantfatte Hr. Knut Algøteføn Gobs I Dalsland til Gante Grifsføn,
4373 til Jon Martineføn, paa Dalaborg i Hr. Grit Ketilsføns Nærværelfe.
(Styffe, Bidrag, 6. LIV.) ; heraf ſees, at han da maaffee havde Befalingen
over Dalaborg; Gaute Grifsføn havde hlint Gods emdun å 1387, da han
overdrog bet til Vadſtena Kloſter (Dipl. i fv. Rigsardiv). Kong Haakon
forlenede å 1977 en af fine Mend med Gods I Aale Herved, ganffe nær ved
Sjodhung, fer Gtyffe, Bidrag S. LXX. Kindahered (ber Raar, vel in Ostgo-
eia — i Øftergøtland, — men beite maa ganfte vift være em Strivfejl for
Vestgocia, ba Maguue og Haafon umuligt fan Have beholdt noget af dette,)
forlenede be I 1373 bort fom Pantelehu, Dipl. N. NL. 383 (fee uedenfor). I
1372 erhvervede Hr. Grif Ketlloſon Gods I Kinbahered; Brevet derom (t fø.
Migsardiv) er udſtedt paa Vorsholms Slot (ved Gjøraas if. Hered), der
altſaa ogfaa fynes at have været I Hr. Grils Befiddelfe.

1271 1020. Ørændfeforholbene med Gverige. 5

ſteens og fandfynligvtis ogſaa Ørefteens Slotte vare endnu å de Danſtes
Magt"). Den nordøftlige Deel, med Urevalla Slot, hvor Laurents
Bjørnåføn, dengang en Vilhænger af Kong Haafon, var Befalingsmand,
fom derimod nu, ba benne aadenbart gif Kong Utbredt til Haande*),
ogſaa derved til at udgjøre en Deel af denneg Omraade. Grænbferne for
de norfte Kougers Omraade i denne Lid maa. ſaaledes fra Sammenfrødet
af Herdalen, Vermeland og Dalerne af drages langs Vermelands Øft-
grændfe til Bengen og fra. dennes i Veſt-ſpdveſt ved Kindahered noget
oſtenfor det uuværende Lidkoping, lige å Syd indtil Kindahered, hvor
det danſte Herredømme tog ved og ſtrakte fig øftover indtil Smaalandé
Grændfe veftenfor Jøntøping. Men uagtet Indbyggerne i Hine nys⸗
nævnte, under Magnuå og Haaton fydende Dele af Gverige adlod disſe
i Egenſtab af Norges Konger, var det dog itke derfor. deres Mening
at regnes fom Nordmend; de erkjendte fig fremdeles fom foenft Lov un-
dergiven 3), og de betvagtede ſaaledes maaſtee den nærværende Vilftand fun
fom midlertidig, indtil de under heldigere Forhold, hvortil de viſtnok
førtt og fremft tegnede: den gamle Kongects Gjenindfættelfe paa Gveriges
Trone, kunde indtræde i fit gamle Forhold til Miget. Dette fynes
ogſaa at have næret Magnus og Haakons Betragtningsmaade af Fore
holdene. Den Omftænbdighed, at de fremdeles bideholdt Fitlen , Sveriges
Konge“, vifer noffom, gt de ikke opgave Fordringerne paa dette Rige
eller Haabet om at erhverve det igjen.

Med Danmarts Kongehuus var bet norſte uu formedelft Kong Haa
tons og Margrete Balbemarsdatters Giftermaal allerede kommet i den
Jorbindelfe, der om føje Vid ogfan førte Nationernes Forbindelſe og
omfider faagodtfom deres Sammenfmeltning med fig. Imidlertid var det
endnu uafgjort, om hiin Forbindelfe ſtulde drage faadanne Følger efter
fig. Dette var afhængigt af Gpørsmaalet om, hvilken af Kong Valde—
mar8 Datterfønner og enefte nulevende mandlige Gfterfommere med Vis
den ſtulde blive hans Efterfolger; 1: uagtet den danſke Trone ille egent

1) Styffe, Bidrag S. LXIX, jvfr. foregaaende B. S. 807, og Fridsfulnlngen -
meflem Danmark og Hanfeftæberne 1370, Lappenbergs Gartorius II. 8.
675—677.

9) Lanrents Bjørnsfon optteber oftere blandt Albrechts Raadsherter fom Lags
mand I Beftergatland, ogfaa fee bet af et Brev I det foenfte Rigsordiv,
bateret 23be Novbr. 1373, at Gerharb Gnafenborg ba havde faaet Aaranes,
det ligger nær veb Mrevall, tilbage: altfaa var benne Deel af Vermeland,
Bartofta 0. fl. Hereber under Kong Albrechts Herredømme.

7) I Brevet. af 20de Auguſt 1378, hvort Hr. ulf Jonsfan omtales fom Hereds⸗
høvding paa Dal, paaberaabes udirykkelig fvenft Lov (fom va en &
Swerile). å Mi

6 $Haafon Magnneføn og Magnus Griteføn.

fig var arvelig, faa forftod det fig dog ligeſom af, fig ſelb at man til
Konge alene kunde velge: et Medlem af Kongehufet, og faaledes var det
ſikkert at vente, at en af hans to Datterfønner vide blive valgt: den
medlenburgfte Hettug Henrits Søn Albrecht, eller Kong Haakons Søn
Olaf. Begge Fedre havde beftemte Forhaabninger, ja endog Fordringer,
å dette Øenfeende. Da man med Grund anfaa Kong Baldemard egen
Stemme for meget formaaende, om ikke afgjørende, i dette Stykke, føgte
ibetminbfte ben ene af dem, og. formodentlig begge to, at filtre fig den.
Mecklenburgeren var førft paa Ferde, idet han benyttede den bekbemme
Lejlighed, medens Kong Valdemar endnu vari Tydſtland. Den 1åde
Auguſt 1374, famme Vag, fom Kong Albrecht fluttede Fred med Kong
Haakon og Kong Magnus, indgit Hertug Henrik af Medlenburg en
Overeenskomſt med Kong Valdemar, hvorved han afſtod til denne alle
de Slotte og Befeftninger, fom han og hans Hjelpere havde erobret i
Danmark, imod at hans Søn med Valdemars Datter Ingeborg, Ul
bredt, ſtulde blive Konge i Danmart efter Valdemar; hvis denne ingen
manblige Arvinger efterfod, og Margrete, Kong Haakons Dronning,
faavelfom hendes Gøn Olaf, alene frulde have hvad der ellers maatte
tillomme bem i Danmark). At Valdemar gjerne gik ind paa at give
et ſaadant Lofte, fom egentlig ingen forbindende Kraft havde, naar Han
derbed kunde faa de af Mecklenburgerne gjørte Erobringer tilbage, ev ej
fynderligt at undre8 over. En Følge af denne Vractat var det vel og⸗
faa, at Kong Albredt fra 1372 af opgav fin nys antagne Vitel af , Herre
til Skaane“, faa meget mere fom nu ogfaa Hanfeftæderne, hvis Gunft
det gjaldt at fitkve fig, havde fanet Raadighed over de vigtigfte ſtaanſte Slotte.

: At Haakon ogfaa paa fin Side ikke undlod at varetage Sønnen Olafs

Krav i famme Metning, fan man ej betvivle, om end intet udtrytkeligt
derom er nævnt: faaledes var der al Udfigt til, at den Strid mellem
Medlendurgerne og bet foltungfte Kongehuus, der nys var ført om
Sveriges Trone, med det førfte vilde opſtaa igjen mellem dem om Dan-
marks. Til end yverligere Betryggelfe for fit Dynaſti udvirkede Her»

. tug Albrecht fidenefter. hos den tydſte Keifer, Karl den 4de, Vilfagnsbreve

om hans venfige Biftand til, -faavel at hans Gønneføn ftulde faa Konge-
dømmet i Danmark, fom at hans Søn ſtulde beholde Sverige*). Ulle
disſe Brede havde vel i fig felv itte ſtort at betyde, haar de ikke under-
ſtottedes af et ſterkt Parti å Danmart felv, men ogfaa et faadant havde
det lykkets Medlenburgerne at filtre fig, fom det i det Følgende vil vife

1) Guhm, XIII S. 690. Glade, at Originalen til dette mertelige Brev Ingene
fedø ev tryft, faa at man Iffe verd, hvor bet ev ndftedt.
3) Giyffe, Bidrag 0. f. v. S. LXII. No. 52, S. 147.

1371—1972. vorholdet HL Danmart og Hanfekaderne. 7

fig, og det tegnede fig. derfor til, at en alvorlig Strid vilde vente Kong
Haakon og Dronning Margrete, naar de i fin Tid flulde til at gjøre
de Fordringer gjeldende, fom de anfaa fig berettigede til at fremfette paa
deres Søk Olafs Begne.

Ogſaa Hanfeftæderne vare nøje interesferede I GSpørsmaalet om
den banffe Succesſion. I Fredstvactaten mellem dem og Danmark var
det: udtrykteligt beftemt, at ber ikke ſtulde udnevnes nogen Efterfølger
efter Baldemar uden med Gtædernes Samtykke. Derfor fom det nu
ogſaa ſerdeles meget an paa at befidde bere Venſtab, og deres Magt
og Indflydelſe i Morden var flørre end nogenfinde. De vare nu midler-
tibigt igjen tildeels indtraadte i fine gamle Forhold i Norge, fljønt endnu
ingen enbelig Zred var fommen iftand, og der fremdeles underhandledes
om en faadan, fom bet i det Følgende vil blide nærmere omtalt. Dereg
Rettighed med Henfyn til Kongevalget i Danmark fan neppe andet end
babe forøget deres Unfeelfe i de tvende andre nordifte Magters Øjne og
gjørt bet dobbelt ønfteligt for hvert af de tvende Dynaftier, der nu tvis
ſtede om Nordens Vroner, at vinde dem for fig.

Disfe vare Rigets Forhold ril de nærmefte Naboer. Inden Riget
felv indtraadte nu atter de Forhold, fom havde fundet Sted før Kong
Magnus's Vilfangetagelfe, og idetmindfte af Navn tog denne nu atter
fin beftemte Deel af Riget (Tunsberg, Gtiensfysfel m. m.) under fin
Beftyrelfe*). Endnu famme Høft, fom han var fommen paa fri Fod,
bereifte han benne Deel og udgav fra Gimsø Kloſter ved Skien den
210e November 1374 et Brev, hvori han betræftede de af ham felt og
Sønnen tidligere givne Frihedsbreve for denne Stad, og forbød navnlig
alle og Enhver at folde nogen Kjebmandſtab i Giméø, undtagen hvad
Abbedisſen behøvede at fjøde til Kloſtrets Ophold?). Henfigten med
denne Kong Magnus's Reife til Stien var neppe nogen anden end at
opdrive Wenge for at faffe den ved Fredsflumingen i Stockholm vede
tagne Bøsningsfum til Beje. Af denne Aarſag var, det vel ogfaa ifær,

1) Dette vil ſees af det følgende, foft. forrige Bind S. 613. Allerede d. 26de
Gedr. 1372 udſteder Kong Magnus I Oelo Laudsvifbrev for em Thov Guns
marsføn I Nisfebal, Thelemarfen (Dipl. N. I. 417). Bel findes Forhørsbres
vet over denne Gag at være hervendt til K. Haakon og dateret femere, ben
Sani 1372 (Dipl. N. I. 420), men efter nærmere Overvelelfe bliver bet og
Hart, at Udfteberen, Gysfelmanden Bjørn Thorlelføføns Lensmand, maa have
frevet XVII iftedetfor XVI (17de iftebetfor 165e Mar), hvilket let kunde free,
og at Brevet faaledes ev af 1371; bermed pasfer bet netop, at det er hens
vendt til Haafon, faafom Maguus ba endnu var fangen. Desuden fres Fors
hørsbrevet ved Maguné's eget Gegl, vaatrykt ved Udftebelfen af Landeviſt⸗
Brevet, at have været forbundet meb beite, følgelig maa bet være eldre,

9) Rorges gl. Love UIL. S. 180.

8 $aafon Maguusføn og Magnus Crikeføn.

at Kongerne, efterat have tilbragt Julen i Oslo), tidligt om Baaren

bet følgende Aar (1372) -veifte førft til Throndhjem, hvor der. hofdtes et

Raadsmode, fiden langs Kyften til Bergen, hvor idetmindfie Kong Haar

fon og fandfynligviis ogſaa hans Fader Magnus. endnu befandt fig i Be—

gynbelfen af Auguſt. Magnus: havde Aaret forud henvendt en Anmod⸗
ning til Bønderne i flere Hereder om at unde ham en Hjelp til Lødnine
gen?). De ifølge denne Unmodning indfømne Penge — thi noget man
dog vel bære fommet ind — har Kongerne formodentlig paa denne Reiſe
mobtaget. Paa denne Reiſe var ogſaa Dronning Margrete med, og

Tydſterne i Bergen ftulle have grebet fig meget an og gjørt ſtore Ud—

gifter ved at opvarte Kongerne og hende?). Magnus fryldte ogſaa, fom

det allerede tidligere er viift, endnu fremdeles mange Penge paa det ſtore

Laan af 1371, der vel ilke fænger ſynes at have næret frævet tilbage

betalt med faadan Strenghed, fom før, men Hvorom dog Fordringen fra

Tid til anden blev fremfat, fidfte Gang endog, fom vi ville fer, efter

Magnus” Død, og hvoraf idetmindfte Cautionifterne engang imellem

maatte ubrede Uforag*). Fuldſtændigt betalt blev Gjelden ikke.

I det-famme Aar, hvori Freden gjenoprettedes med Gverige, og
Kong Magnus igjen erholdt fin Frihed, fit Norges Kirke ogſaa er nyt
ØOverhoned. Erkebiſtop Olaf var, fom bet tidligeve er nævnt, bød i
Oslo den 14de Auguſt, den felvfamme Dag Freden blev fruttet. Umide
delbart derefter maa ber bære gaaet Bud til den pavelige Curie om hans
Død, thi Pave Gregorius, fom frrar ved denne Efterretning forbeholdt
fig den ledige Erkeſtols Befættelfe, udnoævnte berti allerede den 22ve
October, itte fort over fer Uger efterat Budſkabet fan have nanet ham,
den. throndhjemfte Chorsbroder Trond Gardarsſon, der havde prefilig
Bielfe 5). Det ev itte ufandfynligt, at Ihrond felv var den, der bragte
Budſtabet, da det ellers ikke ev let at forftaa, hvad han juft paa benne
Tid havde at gjøre ved Gurien, . hvor han genſte viſt maa fate været,
i) Se nysanførte! Lanbdøavifibrev famt K. aatonø Guren af 2706 Gedr. 4972,

Dipl N. I. 418. - ,

9) Den 16de April vare begge gonger I Nidaros Oil. N. I 421); den 3ble
Mai var Kong Haafon paa Norbmøre, fandfynligvile paa Bejen til Bergen
(M. gi. Love MI. 190) og Rong Magnus muligviis I Gølge med ham, thi
de islaudſte Mnnaler (Udg. S. 322) melde udtrykteligt, at Rong Magnus
firar efter fin Befrlelfe reiſte lige Ul Bergen, og den Be Uuguft finde vi K.
Daakon ber (Norges gl. £. NI. S. 191).

3) See nedenfor, hvor ber handles om Gtædernes Underhandlinger 1372.

%) 3 1375, efter Kong Magnus's Død, betalte Bifop Nicolas af Stara et lidet
Mforag paa Magnue's Gjeld, fom han bog føden fordrede tilbage, da bet var
betalt til em nberettiget Perfon.

9) Regest. Gregor. XI, cod. ohart. T. I. fol. 180.

4871. Chrond Gardarsjøn Erlebikep. 9

og bet endnu i December 1374, da han den Dag fit flere faadanne Gunſt⸗
beviigninger af Paven, føm Biftoperne fedvanlig fit, naar de perfonligt
vare tilftede ved Curien for at modtage fin Betræftelfe og Indvielſe.
Der nævnes heller ikke nogenfteds om, at VPalliet blev ham tilfendt,
vad ber heller ikke efter de gjeldende Vedtogter godt kunde finde Sted,
da bet alene plejede at fee, naar en allerede indviet Biftop opbøjedes til
evtebiftopelig Verdighed. Det ev derfor itte ufandfynligt, at Trond i at
Stilhed var valgt og nedfendt af Capitlet, der nu næften paa Forhaand
tunde vide, at Befattelfen af Erkeſtolen var veferveret Paven, og at et
offentligt, offirielt Balg af dem vilde blive underkjendt. De Gunft
beviisninger, Thrond modtog af: Paten, var førft denne, at han i Bes
tragtning af den ſtore Ufgang paa Geifklige, fom de forftjellige Peſtſpg ·
bomme havde bevirket, faa at der nu i alt ikte fandtes flere end 40 Pre-
fler, og bisfe gamle og affedige, medens ber tidligere havde været hens
ved tvehundrede, fit Tilladelſe til at digpenfere 30 Perfoner, der ellers
vare fliftede til at mobtage Prefteberdigheden, fra de Mangler ved deres
Fødfel, fom ifølge de kanoniſte Beftemmelfer hinbrede dem fra at mode
tage ben, nemlig tyve, ber vare fødte af ugifte Forældre, og ti, der
vare Gønner af Prefter og ugifte Kvinder; fremdeles at an fil et Ine
bulgensbrev til Bedfte for Nidaroos Chriſttirke, der trængte til en ber
tydelig Meparation, og endelig fit for fig felv den fedvanlige Tilladelſe
til at velge en Gkriftefader, der paa hans Dødsleje kunde meddele ham
fuldftændig Abfolution"). ort efter maa Erlebiffop Vyrond være veift
hjem til fin Erkebiſtepsſtol, thi det'er vif, at han fidft i Mai det føle
gende Aar allerede havde været hjemme en god Stund. Om hans fore-
gaarnde Siv, Gharalter og Talenter, faavelfom om hans følgende Em—
bedsbirkſomhed vides forreften fangodtfom intet). Ogſaa i Bergen og
Dölo fandt ber Biftopsfrifigr Sted omtrent paa ſamme Tid, fom i
Nidaroos. Den i Januar 1370 ved Provifion udnævnte Biftop, Broz
der Benedict Ringftab, døde allerede bet følgende Aar efter en kort og
ubetydelig Embedsforelſe, og atter nød ben pavelige Pøuitentiarius for
orden — ban heed Jakob Jeusſon og var danſt af Fodſel famt
Predikebroder — godt af fin indflydelfesrige Stilling ved Curien, idet Pa-
ven ved Provifion befordrede ham til Bergens Biftopsftol (d. 7de April
1372), bvilten han betlædte i en lang Rakke af Aar, og fom det lader
til, itte uden Midkjærhed3). Biſtop Hallvard i Oslo døde fandfynlig

1) Dipl. Norv. V. 268. Regent. Gregor. XI. De-indalt. et privil. Ann. I.
ood. chartae. T. 11. f. 380.

Thrond Garbarsfon nævnes fom Ghorsbroder i Mibarocs allerede I et Brev
of 230e Mugufl 1363, ubftedt f Bergen, Dipl. N. II. 874.

3) Biffop Jalobe Provifion, der ferd at have loſtet I Gancelligebyr 420 Gylden,

10 $aafon Magnusføn og Magnus Griteføn.

viis fort efter; Capitlet valgte frrar af fin. egen Midte Chorsbroderen
Jon, ordineret Preft, til hans Cfterfølger, uvidende elier foregivende
Uvidenhed om, at Paven havde referveret fig Biſtopsſtolens Vefettelfe.
Følgen var altfan ben fedvanlige, at Paven ved hans Ankomſt til Cue
vien erflærede Valget ugyldigt, men derimod felv'ved Provifion overdrøg
ham Biftopsftolen. Jon fom formodentlig førft i det følgende Aar (1978)
tilbage til fit Sæde, fom han nu betlædte i henved femten Aar). Bir
ſtoperne i Hamar og Gtavanger, Magnus Slangesthorp og Botulf,
- eve allerede tidligere omtalte, be fevede fremdeles i hele Rong. Haakons
Sid og døde famme Aar fom han.

De fornemfte verdslige Embedsmend, fornemmelig Hirdftjorer og
Gysfelmænd paa den Vid, da Foreningen opløftes, eve tildeels allerede
å det foregaaende Affnit omtalte. Hr. Agmund Finnsføn, nylig Ri-
gets Drottfete, var nu atter flet og ret Hr. Yamund, og fandfynligviig
fremdeles GSysfelmand i fin Hjemftavn, Ryfylke, maaftee endog Hird⸗
ſtjore over hele bet Beftenfjeldfte, man veed nemlig itte med Gitterhed,
hvo der til famme Vid var Befalingåmand i Bergen, eller om Nogen
aftøfte Hr. Sigurd Hafthorsføn i Hirdftjornen her. Hirdftjore og Fehirde
i Nidaroos, og derfor vel ogfaa etflags Gtatholder i hele det nordlige
Norge, var fremdeles Otte Rømer, der under Kongernes Ophold i
Staden ved Paaftetider 1372 paa deres Reiſe til Bergen udvirkede
Gtadfeftelfedbrev af dem paa alle de tidligere Gabe⸗ og Forleningsdrete,
de havde førlenet ham, ſaaledes følgelig sgfan paa det, hvori det audunfte
Gods overdrages ham og hans Urvinger*). Befynderligt not, at han,
der aabendart flod faa høit i Kongerneö Gunft, endnu en lang Vid
maatte vente, inden han fltNidderværdigheden: Hr. Signrd Hafthors-
føn var Sysſelmand (maaftee Hirdftjore?) paa Oplandene *), medens
$r. Hallvard Jonsføn, fadet Ræpa, var Fehirde i Oslo og tillige, faa

faar I Reg. Gregor. XI. cod. chart. T XIV. (ann.2). fol. 156. Mt Ja
lob var danſt figes ubtrytteligt i be føl. Annaler ved 1972. (Udg. S. 328).

') Sone Proviſion, der kun ſees at Gare foftet 110 Gylden, uagtet Oslos Bir
flopsfiol var bedre end Bergens, findes I Reg. Gregor. XI. cod. chart. T.
XIV. (ann. 2.) fol. 183. Det er Ifte ufandfynligt, at Jom tidligere var
Breft til Gerpen og Provſt, hvilte Gmbeder fedvanligvils betlædtes af Chors⸗

* brødre fra Oslo, thi det lader til, at han havde flere Cjendomme paa de
Kanter og ſtjenkede Gods fortrinsvils til Gervens og de nærmet liggende
hellige Steder, faaledes til Gerpen Kirke alle Kvernerne ved Medre Fosfeim,
til Gimsø Klofter 4 ME. Bool I Frued, og til Midelsbergs-Gulen, der
brugtes fom en Kirke, 2 Mt. Bool i Geljugerde I Heitrabal. (Biffop Eyr
ſteins Jordebog, fol. 37, 32, 29).

9) See foranførte Brev af Ade Upril 1372, Dipl, N. Ii. 422.

3) Han nævnes fom faadan endun i 1376, Dipl. N. V. 286.

1371—1874. Gmbebömend. 11

vidt map fan fee; Sysſelmand å den fongelige Deel af Oslo Sysfel'),
mebens Provſten ved Marietirten, nu Hr. Henrik Henriksføn, fremdeles
havde Syflen paa Follo og Bergheimshered m. m. I Jemteland nævnes
førft i 1374 en Olaf Salvesføn fom ,Foged”, men det ev ikke ufande
fyntigt, at ben egentlige Hørebømand berover allerede nu var Hr. Marve
Sngevaldsføn, der fenere nebnes fom faadan. I Kong Magnué's
Landsdeel nævnes Ketil Bigleiksſon, forhen Sysfelmand i Stien, fom
Gysfelmand i Tunsberg, og fom hans Gftermand i Stien Bjørn Thor
Teiföføn, medeus det tillige fader til, at Gante Eriksſon, ber fenere
optreder fom Fehirde paa Tunsbergshuus, allerede nu havde denne Ber
ſtilling, eller idetmindfte udøvede en Embedamyndighed i Fyltet*). J
Borgefysfel maa Hr. Jon Hafthorsføn have vedblevet fom GSysfel-
mand eller Hirdftjore. Men hvo, der havde Befalingen over det egent-
lige Øiten og bet vigtige Baagahuus Slot, vides itte. Pantſat til
Fremmede var det ikke længer: vi have feet, at Kong Haaton allerede
fit det tilbage i 1366 vg ba overlod det til Hr. Marve Jngevaldsføn,
fiden til Laurents Bjørnsføn, der dog, fom vi have feet, fort efter for-
flyttedes til Arevall og git i Kong Ulbredts Vjenefte. Det ev ike
ufandfynligt, at Hr. Narve efter Laurents's Forflyttelfe atter før en Vid
hav faaet fit forrige Lehn tilbage og beholdt det, indtil han flyttede til
Jemteland. — Af Lagmænd ere de flefte allerede i bet foregamende
nævnte: Guthorm Gudbraudsføn i Oslo, Berg Hermundsføn i
Funsberg, Sigurd WGyrdåføn i Stien og Gunnar Hjarandesføn i
Bergen og for Gulathing. Hvo, der var Lagmand ved Froftathing og i
Nidaroos, vides ike, førend lengere ned i Tiden. Dette gjelder og Haaloge⸗
fand, Jemteland og tildels om de øhrige Lagftole, da man f. Er. itte
fan fee, om Sigurd Eriksſon, vder nævnes allerfidft fom Oplandenes
Sagmand i 1374, blev umiddelbart afloſt af Thorftein Gunnarsføn,
der itte nævnes førend i 1384, om Thorleif Gudmundsſon, Lagmand
å Ryfylke 1362, afløftes af Haavard Sigurdsſon, førfte Gang nævnt
1383, eller om Thoralde Steinbjørndføn, der nævnes fom Lagmand i
Bilen en Stund forud for 1396, beklædte Embedet juft paa den Vid,
vi her have for 083).

Af de her nævnte Mend, ifær Sysſelmendene, vare de flefte Med—
lemnier af Rigsraadet, og foruden dem flere andre, hvis Stilling itte udtryt-
teligt kjendes, men fom ganfte vift maa have haft en Sysfel eller beklædt

1) Jufr. forrige Bind S. 865. Hr. Hallvard Jousføn bøde før 26de Auguft
1375, Dipl. N. 11. 439. $am var gift med Geeilie, Datter af Hr. Haakon

. - Mgmuadsføn Bolt, fee for, B. S. 390. Jvfr. Gamll. VI. 574, fag.

%) Dipl. Norv. I. 416. 418. 423.

3) Dipl. Norv. II. 370. IV. 429, III. 587. o. fl.

12 $aafon Mognusjøn og Magnus Griksføn.

et efter andet vigtigt fougeligt Ombud. Det er oftere nævnt, at ogſaa
flere fornfte eller halvfvenfte Hørrer, fra de Landfkaber, der nu for Øjør
blikket vedblev at adlyde Magnus, bleve Medlemmer af det norffe Randi”
Fuldſtcendigt at opregne Hele dette Perfonale er umuligt; det ev her til-
ſtrelkeligt at nævne de fornemfte, nemlig foruden Biftoperne og: dem
midlertidige Geglbevarer, Hr. Henrik Henriksføn, Agmund Finnsføu,
begge Hafthorsfønnerne, Hr. Haakon Givindåføn, den førken omtalte Fru
Elin Bergfoeinsdatters forſte Mand 2), Ulf Jonsføn, Haakon Jonsfør,
Marve Ingevaldåføn, Gaute Eriksſon, Otte Rømer, Erlend Philipsføn,
og de. fvenfte eller. halvfrenffe Erik Ketilsføn, Ulf Holmgersføn, Henrik
Midelstorp, Jon Erngiſlsſon Hjerne, og, i alle Fald noget fenere, Jon
Martinsføn og Jon Oddåføn. Af disſe frode viſtnok enkelte alene i
Kong Maguus?8 Tjeneſte, men. deduagtet var der, fom man tydeligt feer,
aldrig Vale! om mere end vet Rigsraad, hvoraf begge Kongers Mend
vare Medlemmer.

Hidtil havde ben unge Dronning, Margrete, ingen fynderlig. 24
lighed haft til at gjøre fine overlegne politifte alenter gjeldende, idet»
mindfte ev ingen faadan Fremtreden af hende omtalt, hvad Indflydelfe
$un end fan have udøvet paa fin Mand, eller hvad hun maaftee allerede
da end i Gtilhed fan have virket. Efter den Driftighed og fjeldne Dues
lighed, hun itte mange Mar derefter lagde for Dagen for at flaffe fin Ett
Herredømmet i Danmark, og fiden over hele Norden, er man berettiget
til at flutte, at hun allerede mu, ifær efter Sønnen Olafs - Fødfek,
udøvede iffe ringe Inflydelſe paa fin Mand. Saaledes man man

1) Om Fru Glin Bergforinsdatter fee I foreganende Bind S. 907. Hvad der
her anføres om hende, fan fuldflændiggjøres faalebes, at hun, faavidt det af
gamle Brevftaber og Biffop Gyfteins Jorbebog lader fig udfinde, før var gift
med Hr. Haafon Givinbsføn og føden med Haafon Munaansfon Stimpe.
Da Begge dleſe Mænd vare famtidige og havde fomme Farnaun, ere be
ſtundom hlevne forverlede; bedſt Mjelnes be fra hinauden derhaa, at Haakon
Givindsføn fom Mivder altid falbes Hr. Haakon, men Haakon Gtumpe, ber
ef naaebe Midberverdigheden, kaldes fun flet og vet ,Gaafon' Gtumpe*, hvil:
tet bog ilfe havde nogen Suflydelfe paa Huſtruens Litel, da hun allerede ved
fit førfte Gyteffab var bleven ,Grue". I Gyfteins Jordebog fol. 53 h. ſiges
ber udtrykleligt, at Fru Clin gav 11 Øres Boal i Midaler, GSøndreftuen, paa
Ger til Songs Kirke fammefteds, til beftandigt Aartidehold for fig og Hr.
$aafon Givindsføn, „fordum hendes Huusbonde". Men fidemefter tales der
fun om „Haakon Stumpe" fom hendes Mand. Hr. Haakon Givindsføn nev⸗
nes meget fjelben, og vi have iffe fundet ham efter 2den Aug. 1379, ba han
forefommer fom Raabsherre og Mivder. Dipl. N. I. Ved det Brev af 24de
Geptdr. 1372, der udftedtes paa Sammenkomſten i Tunsberg angaaende Ude
betalingen af Benge paa Gru -Gerdifes egne, og fom ma opbvsntes paa
Gtoflofter I Sverige, hænger Hr. beelone Segl endnu ved, loreſtillende et
kronet Hoved. N J

1371—1874. Dronning Margretes Iadflybelje. ig

antage, at hun benyttede alle de Horbindekfer og al den Indfiydelfe,
hun havde i Danmark, til at modarbeide Medlenburgernes Horføg paa
at filtte fig Tronfolgen I dette Mige. Om Vaaren 1372 ledfagede Hun,
fom vi have feet, fin Mand og Svigerfader til Bergen. Muligt at hun
har haft nogen Deel i den dauſte Broder Jakobs Udnævnelfe til Biftop
i denne Stad. Uf et merteligt Brev fra hende til Kougen, fom. endnu
er opbevaret, fer man, at hun, idetmindfte i Kongens Fraværelfe, befat-
tede fig med Megjeringsfager, ja maaſtee endog nu felv udøvede en Hird»
ſtjores Myndighed paa Utershuus, hvor hun fremdeles havde fit Vil-
hold, men forreften var temmelig ilde forfynet med bet nødvendige til
fit og fine Folts Underholdning. Skade, at Maret ikte er angivet paa
dette Brev, Men tun Dagen, den 18de Oetober, og at man ikke kan fer,
vor Kongen øpgoldt fig, da det blev frrevet. Kun faameget feer man,
at dette man bære efter 1374, fiden Hr. Henritsføn tydeligt nævnes
fom Seglbebarer ). Storſt GSandfynlighed har det for fig, at det er
flvevet 4372, ba Kong Haakon var reift til Tunsberg for at underhandle
med Gefanbter fra Hanfeftæderne, fom det ſtrax nedenfor ſtal blive ome
talt 3). „Eder, min allertjærefte Herre”, ſaaledes lyder Brevet, „hilſer
jeg, Margrete, inderligen med Gud, og tundgjør Eder, at jeg lever vel;
Gud lade mig høre det famme fra Eder. Vide man I, min tjære
Herre, at jeg og mine Vjenere lide for Nod for Mad og Dritte, fan
at hverken jeg eller de faa vor Nødtørft. Derfor beder jeg Gver,
min fjære Herre, at I udfinde nogen Udvej til, at dette maatte kunne
bedreg, faa at de, fom ere hos mig, ikke ſtulle fries fra mig for Hun»
gers Skyld, og beder jeg Eder, at I ſtriver til Meftfal om, at han vil
borge mig, hvad jeg maatte forlange og behøve, og fig ham, at I ville
betale ham godt, for han borger mig. Derfom I vil tilftrive ham her»
om, ba flriv mig ogſaa et Brev, hvori I melder mig hvad I flrive.
Endvidere beder jeg Eder, at I tilfredaftiller Hans Mynter (Myntmefter),
faa at han fan blive å Eders Vjenefte og ikke flilles fra Eder, thi
jeg har erfaret af ham, at han gjerne er Eder til Bilje og Vjenefte, og
derfom I tomme overens med han, ba ordner bet faaledes med ham,

V) Dipl. N. I. 409. At Hr. Henril her optreder fom Gegldevarer eller Vice⸗
cantfler ſees deraf, at han har at befiille med Lhegngilde og Udfledelfe af
Kanbøvifibreve.

7) Der ev I Brevet Tale om, at Hr. Henrik fenere ſtulde reiſe til Bergen og
der udſtede et Landsviſtbrev, altfaa mebbringende Gtorfeglet. Det er høft
fanbfynligt, at bet er Ham, ber ben 23de Decbr. 1372 udgav I Bergen I &.
$aafons Mavn det Hrihebsbrev for Bønderne I Harlanbøkered, fom er afe
tryft £ Norges gl. Love NI. 192, og hvor det intet ev tilføjet om, at Kongen
var nærværende, ligefom bet ogſaa er højft nfandfynligt, at Kongen da fan
have været i Bergen.

14 $Haafon Magansføn og Magnus Erlloſon.

at han fan børge mig noget, hvis Skibe kunde tomme her, og ſtriv mig
ogfaa Gvaret herpaa.. Fremdeles melder jeg Eder, kjære Herre, at jeg fik
et Bud fra Bartholomæus, Guldfmed, hvori han beder mig gjøre Udſtyld⸗
ning for ham hos Eder, at han itte fom til Eder, faaledeg fom I til+
ſtriver ham, af den Aarſag, at var han fommet til Eder, da var Sti»
bet fejlet fra ham med bet Gods, fom han frulde betale i Flandern;
ban bad mig fige Eder, at han havde tæntt med Guds Hjelp at fomme
tilbage før Bintren, og hvad han da maatte have hidført, det flal være
til Eders Raadighed faa meget, fom I behage; vær altfaa for Guds og
min Gtyld faa god, ikke at være ublid paa ham, og heller itte paa
Gaute Eriksſon, fordi fan itte før var iftand til at fomme efter Eder,
faafom han itte før kunde blive ferdig). Gud være med Eder, min
fjære Herre. Skrevet paa Utershuus Slot, St. Lucas's Dag. (Efter⸗
ſtrift:) Min tjære Herre, fend Claus Stuefven ſtrax fra Eder; viid og,
fjære Herre, at jeg har undt Hr. Henrit det Vhegngjeld fra Metil af
$Hovland, fom I gav mig; Hr, Henrit handlede for min Skyld og for
mit Bedfte og gjorde mig fan megen Fyldeft for den Vhegngjeld, fom
jeg fandt tilftrætteligt. Jeg har. lovet Hr. Henvit, at jeg fral frive
til Eder, om I for min Bøns Skyld ikke vil give Ketil af Hovland
og hans Medſtyldige Kandsviſt, førend Hr. Henrit kommer tilbage fra
Bergen, eller og at I vilde vife Budet. til Hr. Henvit i Bergen om
famme Landsviſt, berfom han ikke vil bie, til Hr. Henrik fommer igjen,
ellerg ev Hr. Henrik itke betrygget, og Dette er min Bøn til Eder, for
at jeg ſtal funne holde mine Ord, fom jeg desangaaaende har lovet ham.
GStriv mig Eders Vilje herom tilbage”. Man faar af dette Brev —
bet er flrevet paa Svenſt, med lidt Spor af norft Paavirkning, hvad
ber dog, faa rimeligt det end vide være med Henfyn til Dronningens
Ungdomsopbragelfe, at hendes Sprog var halvfvenft, dog. ikke afgiver
noget Beviis herpaa, da det uden al Vvivt ev fredet af en eller anden
ecretær — det tydelige Indtryk, at den unge attenaarige :Dronning
allerede ivrigt tog fig af de-løbende Forretninger, ej alene vedkommende
Hoffets Styrelfe og Underholdning, men ogfaa virkelige Stats⸗ og Mes
øjeringsfager, og det fynes næften, fom om hun allerede udøvede fror
Sndflydelfe paa fin Mand, thi hendes Foreftillinger til ham i Brevet
gaa itte ud paa; fun at raade eller give Bint, men ligefrem at gambe

1) Ser figtes fanbfynligvile til den Maabsfamling, fom fulde finde Gted I Tune
berg Å Geptember, i Anledning af Underhandlingerne med Stadernes Ger
fanbter (fee nedenfor). Gom Medlem-af Raadet fulbe Gaute Erlksſon være
tilftebe, men fom maaffee itfe i Betide. Om de øvrige i Brevet nævnte
Mend vides intet nærmere at oplyfe. Weſtfal og Bartholomæns Guldfmed
have vift begge været Udlendinger, Iigefom Hans Mynter.

1371. Gpendt Borhold med Gverige. 15

ham om at gjøre bette eller hiint og forefrive ham hans Handlemaade.
Naar hun i et enefte Brev kunde omhandle faamange forfrjelligartede
. Sing friftligt, hvor meget maa hun da itte, naar de vare fammen,
pave afhandfet mundtligt med ham? Bar hun ikke den, der egentlig bee
berfede ham, faa var hun bog idetmindfte hans fornemfte Raadgiverinde.
Dette Forhold maatte nødvendigvis medføre, deels, at hun faavidt mue
figt Cedfagede ham paa hans Meifer, fom da han i 1372 var i Bergen,
deels at det førte en ivrig Brevverling mellem dem, naar de vare ad»
flilte, hvad ogfaa bet nysanførte Brev noffom betræfter. Men defto
førre Gavn ev det, at dette Brev fral være det enefte, fom ev tilbage
af alle disſe Breve, der vide funne have meddelt og fan nøjagtige
Gfterretninger om be Viders Begivenheder.

2. Spendt Forhold med Gverige. Underhandlinger og Gtilftand med
$Hanfeftæderne.

Efter faaledes at have kaſtet et foreløbigt Blik pan Forholdene og

de meft fremragende og indfiydelfesrigefte Perfoner, fortfette vi ben i
vort forrige Affnit afbrudte Fortællings Traad og ſtride til at flildre
de politifte Begivenheder nærmeft efter Norges Adſtillelſe fra Sverige
om $Høften 1371: Wed denne Udfilelfe havde Norge og det Konger
tjøbt Freden med Sverige, og derved var al Heide for Mjeblittet bragt
til Ende, thi ogfan med Hanfeftæderne befandt man fig nu paa midler.
tidig Zredsfod. Imidlertid var Freden endnu itte ſiktret med nogen af
disfe Magter. Med Hanfeftæderne var der kun indgaart en Gtilftand,
der fra Vid til anden fornyedes, og under de gjentagne Forhandlinger
om en endelig Fred havde begge Parter endny fremdeles mange Anke⸗
pofter at fremføre mod hinanden, faa at det ej var let at fige, om Fres
den nogenfinde vet vilde fomme iftand. Ut den mellem Norges Konger
og Medlenburgerne å Sverige flod paa foage Fødder, ligger i Sagens
Matur. Tabet af et flort og megtigt Mige, fom i over hundrede War
havde bæret i MEtten, lød fig itte let glemme, og vi vilkke fee, at Kon-
gerne blandt fine Unter mod Hanfeftæderne fornemmelig ånførte ben, at
de ved at begunftige Medlenburgerne havde gjort det muligt for disſe at
bersve dem deres Rige Sverige. Ut Kongerne itte et Øjeblit opgav
Haabet om at vinde det tilbage igjen, eller anten om ved førfte Leje
lighed at forføge berpaa, fan anſees for ligeſaa vif, fom at Medlen-
burgerne heller itte et Ojeblik tvivlede herom. Derfor laa der alerede
heri Spire not til.ny Krig imellem dem, om ikke ogfaa hertil fom, at
Succesſionen i Danmark, fom begge Parter lagde an paa, feent eller

16 $Haafon Magnusjøn og Magnus Crileſon.

tidligt maatte Tede til Fjendtligheder. Endvidere var der vel ogfan endnu
fiden ſidſte Krig mange færlige, deels offentlige, deels private Sager at
afgjøre, fom funde fede til nye Forvitlinger. Alene Beftemmeljen om,
at Kong Magnus frulde beholde en Deel af Sverige, uden dog at Frels
femændene i denne Deel vare forpligtede til at lyde ham, maatte gjøre
Forholdet foævende og Freden uſikker, ej at tale om de private Stris
digbeder, ber vanfteligt kunde undgaaes mellem de overmodige og ure⸗
Øjerlige Stormend af begge Partier indbyrdes, naar de ſtalde afgjøre
fit Mellemværende, og ordne de nye Grændfeforhold, fom nu, idet
mindfte for en Tid maatte vpflaa. Ut Fjendtligheder, tvods Fredsflut-
mingen, virkelig endnu af og til have været øvede mellem Mongerne og
Medlenburgerne, faavel i fom udenfor Gverige, og at Kongene betrag-
tede fig føm endnu flaaende paa Krigsfod med dem, maa man med Bes
flemthed ſlutte af flere Attringer ved de Fredsunderhandlinger, der i
September 1372, fom vi ſtrax nedenfor ville fee, førtes mellem Kon-
gerne og Gtædernes befulbmegtigede Raadmend. Kongerne klagede liges
frem over, at Borgerne i Roftof og Bismar, altfaa de Stæder, fom
fød under Medlenburgerne, ej havde holdt Stilftanden, og fiden, i Stil-
ſtandsbrevet, blev det udtrykkeligt beſtemt, at disfe to Stader ej magtte
tilføje Kongerne eller deres Underfantter nogen Skade eller flan. deres
egne Hertuger bi mod dem, undtagen Hvis Kongerne angred Hertugerne
'i disſes eget Land. Ligeledes klagede Kongerne over, at Gtæderne efter
Stilſtanden i 4370 havde i Marfirand med Magt befriet de førnemme
ſvenſte Herrer Benedict Philipsføn og Karl Ulfsſon, hvilte der. vare ane
holdte fom fande og offentlige Forrædere og Fiender mod Kongerne, og
føden med væbnet Haand ført bem gjennem Miget og Kongernes Lande,
det vil da vel altfaa fige langs Kyſten, indtil de med Gitterhed kunde
Begive fig hjem: hvad der neppe fan forftaaes anderledes, end at Hegge
bisfe Herrer paa en Søreife Have været fordrevne af Storm tik Mar-
ſtrand og ber ere blevne anholdte. Da faavel Benedict Philipsføn fom
Karl Ulfsſon deeltoge i Dagthingningen ved Eedsviken og: fandfynligviis
forbtev i eller ved Gtodholm lige til Fredsflutningen i Auguſt, fynes
det atvære vift, at denne deres Paagribelfe af Kongernes Ombudsmend
og Befrielfe ved tydfte Stibe. har fundet Sted enten fidft i 1374, eller
å ØBegyndelfen af 4372. Omvendt erfares det, at Kongernes Vjenefte-
Mand Wabjørn Blaapanne endnu i Mai 1373 var i Fangenſtab, ſand⸗
fynligvtis hos Medlendurgerne eller deres Vilhoængere, da Hine udftedte
deres Gjeldåbrev til en vis Harald Maqnusføn, ber havde paataget fig
at ublegge Løsningsfummen, 600 Mi. foenft, for denne Gum og til
Gitterhed pantfatte han Kindahered med alle ongelige Yndtægter og

1971—1374. Spendt Horhold med Gverige. 17

- Mettigheder?). Muligt, at pin Wabjørn havde været fangen ſiden Kris
gen, muligt og, at fan fenere havde været greben. Ikke engang alle
de Gløtte, fom Kong Haaton eller Infurgenthæren paa Voget til Stod-
holm havde faaet i fin Magt, bleve overgivne umiddelbart efter Freden,
thi ifte førend i Februar 1372 underrettede Lubbe Eriksſon, der havde
holdt Ørebro befat, fine Herrer Kongerne Magnus og Haakon om, at
fan au var ,flilt fra Orebro“, hvad enten han ifølge Fredsflutningen
havde maattet fravige bet, eller det var ham frataget med Magt. Han
faa, ferev han, og ventede paa Svar, om Kongerne vilde have hans Bjes
nefte fremdeles og unde ham noget i den Deel af Veftergøtland, der nu
hørte under Morge; han havde mange Folt om fig og kunde derfor ikke
vente fænge, men vilde dog itte gride til nogen anden af de Udveje, der
flod ham aabne, førend han havde hørt deres Beftemmelfe*). En af
disfe Udveje var formodentlig den at gaa å Medlenburgernes Vjenefte.
Denne Udvej fom han vel itte til at velge, da han forblev Kongerne
tro og, fom det fader, ogfaa fi fit Ønfte opfyldt?); men vi lære dog
heraf, hvor vatfende flere af de fornemme Herrer Gtilling maa have
været — thi Tubbes Grempel fan ej have været eneftaaende — og hvor
megen Anledning dette maa have givet til idelige Sammenftød og Tratter,
fandfynligviis og Fjendiligbeder. Forreften feer man, at mange af de fvenfte
Stormand, der havde deeltaget i Opftanden mod Kong Ulbredt, benyte
tede fig af Hredsflutningen til at vende tilbage under Ulbredts Herres
dømme og fit fine inddragne Godfer tilbage, blandt dem Erngiſl Jarl,
der nu atter indtog fin Plads i det foenfte Raad og formodentlig
opgav af Forbindelfe med Norges Kongir eller Fordringer paa Jarldom⸗
met, hvilket ogfaa ej længe efter blev overdraget til en Anden.

Med Hanfeftæderne maatte det nu være Kong Haakon faa meget
mere magtpaaliggende at være paa en venftabelig Fod, fom den fidfte
Fredstractat mellem dem og Danmark gjorde det afhængigt af deres
Samtykke, $vo der flulde blive Kong Valdemars Cjterfølger paa Dan-
marks Frone. Der blev ogfaa, fom nys nævnt, ivrigt underhandlet om

7) Brev af 28de Mat 1373 i Dipl. N. II. 383. Her faar der, fom fagt, vifnok
fun ved Tryifeſt eller Gtrivfejl ,Kindahærad in Ostgocia* iſtedetfor „K. in
Vestgocia*,. thi bet er umuligt, at Rongerne endnu funde have nogen Beſid⸗
belfe I Øftergøtland eller falbe bet provincia nostra.

9) Dipl. N. IV. 501. Dedene i Brevet ,vilen j mik nokot vuna j Vestragöt-
land tel Noreghes* funne neppe tages i anben. Betydning, enb fom ovenfor
anført. Svetmindfte maa det betegne den Deel af Beftergøtland, der nu ſtulde
høre eller flutte fig til Norge",

9) Den 199e Juli 1381 finde vi Tubbe Gritsjøn fom Heredshøvbing I Belbo
$ered I Finnveden, fom da neppe lød under Albrecht.

Mund Oiforie. Unden Hovedafoeling. 17 2

18 $aafon Maguueføn og Magnus CErilsſon.

en endelig Fred, men det taler fordeelagtigt for Kongernes Henfyn paa
Rigets Bedjte, at de ikke kjøbte denne Fred og Stædernes Filfagn om Un—
derſtottelſe i den danſte Succesſionsſag ved nogen utilbørlig Eftergiven-
. bed og fryndfomme Jndrømmeljer, men eftertrytteligt fremfatte fine An—
ter over Gtædernes Ferd og forfrarede hvert enkelt Puntt til det Yderfte.
Efter Beftemmeljen paa Hanfedagen ved Midfommertid 4371 frulde den
næfte Dagthingning mellem Stædernes Gefandter og Kong Haafon hol
beg ved Baldborgsmesfetider, altſaa Afte Mai, i det følgende Aar, paa
Baagahuus eller et andet Sted). Men denne GSammenfomft blev ud=
fat, viſtnok paa Grund af Kongernes Reiſe til Throndhjem og Bergen,
eller overhoved fordi Fredsflumingen med Gverige og Kong Magnus's
Befrielfe flpede Kong Haakon mangt og megetandet at varetage og udrette,
fom ej funde opfettes. Herom fyne8 man allerede om Høften 4371 at
have været underrettet i Tydſtland, thi paa Hanfedagen i Stralfund den
27de October, da Kong Valdemar omfider befeglede Fredstractaten, blev
det blandt andet ogſaa befluttet, at haar Dagen var berammet mellem
Rong Haafon og Gtæderne, frulde man fade alle disfe det vide i
Side, for at de kunde fende fine Bud?). Dagen beftemtes, fom man
erfarer, endelig til den 8de September 1372, og Gamlingsftedet til
Tunsberg. Her indfandt der fig til den Tid Raadmend fra Libed,
Stralſund, Roftod, Wismar og Kampen for at dagthinge med Konger-
ne, der ligeledes mødte med deres Raad, af hvilte Hr. Hallvard Jonsføn
Næpa, Hr. Haakon Givindsføn og Gaute Eriksſon udtrytkeligt nævnes 3).
Maadmenvene begyndte igjen med- at fremfette de gamle Fordringer paa
Erſtatning for deres Udleg og Vab i Krigen med Kong Valdemar 1361
og 1362, faavelfom om Godtgjørelfe for alle de Fornærmelfer, ber havde
været Staderne tilføjede ved de kongelige Ombudsmend under Fred og
Srygd. De fod oplæfe, hvad derom havde været fremfat pan Baaga—
huus 1370. Kongerne fvarede fom før, at de ej anfaa fig forpligtede
til at yde nogen Erſtatning. Raadmendene lode da Forbundsbrevene af
1361, fom be fremdeles paaberaabte fig, oplæfe for Kongerne og Raadet,
men Kongerne erflærede begge, at disfe Forbundsbreve vare gjorte uden
dereg Bidende og Samtykke, og atde derfor ikke anfaa fig bundne ved
dem. Vaa Raadmendeneg Indvending, at det bog havde været dereg
fornemfte Raadgivere, der i deres og Rigernes Mavn havde indgaaet alt

1) Gre foregaaende Bind, S. 834.

2) Suhm, XIII 6. 691.

%) Forhandlingene ved bette Møde ere efter Recessus Hanse ubtogøvils med
belte hos Guhm S. 701, fag. De nævnte Maadsherrer findes anført fom
Bidner f Kongernes Grilæring ang. Hermann v. Ofenbrigge's Bengendbeta-
Ting i Bra Herdifes Navn, (fee nedenfor).

4872. Gorhanblinger I Tunsberg med Hanſeſtaderne. 19

dette, og at de felt havde medgivet dem Fuldmagtsbreve dertil, foarede
Kongerne, at de ej havde givet Raaddherrerne Fuldmagt til at indgaa
faa fore Forpligtelfer, og at disfe Raadsherrer vare deres „ſande For-
rædere“. Dette, mente Raabmendene, fom ej Staderne ved, da disfe jo
ifte tunde holde fig til anbet end de dem forelagte Breve med Kongernes
Segl, ja Kongerne havde jo deguden ved Overeenskomften i Soderkoping,
da de i Stedet for Baagahuus overlod Staderne Borgholm, factift god—
tjendt Forpligtelferne. Dafaa dette, fvarede Kongerne, havde de fun
gjort nødtvungne, fordi Grev Henrit af Holften var gaaet i Borgen for
Kong Magnus '). Men om end Kong Magnus's Hænder vare bundne,
indbendte Raadmendene, faa havde dog Haakon fuld Raadighed over fit *
Mige, og han var felv gaaet i Borgen for fin Fader. Kongerne frem»
fatte nu ogfaa fine Klagepuntter, af hvilte den fornemfte var den, at
Gtæderne, fom de fagde, var Skyld i, 'at de havde miftet fit Rige Sverige,
faafom de havde ſtaffet Hertugen af Medlenburg baade Skibe, Levnets-
midler og andre Nødvendigheder. Raadmendene frarede hertil fun, at
Gtæderne vare uftyldige deri. Paa denne Maade hengit flere Dage med
gjenfidige Klagemaal, da ingen af Parterne vilde være den førfte til at
rytte ud med fin egentlige Henfigt og Mening. Endelig føgte Kong
Magnus den 22de September at bringe en Afajørelfe iftand og fpurte
Raadmendene, hvad da Stadernes egentlige Fordring var. Hertil fva=
rede: Gtadeserftatning og Stadfeſtelſe famt Forbedring af deres Privis
fegier. Kunde Kongerne iffe nu ſtrax betale den hele Sum, fom Erſtat—
ningen fom til at udgjeré, faa var mar tilfreds med, at de nu fun be-
talte noget, og derpaa det øvrige afdragsbiis, eller og i dets Eted v
forbedrede Privilegierne. Kongerne forlangte nu at høre disfe Privilegier
oplæfte. Dette flete to Gange, for dem felb og deres Raad, men nogen
Afſtrift deraf vilde Maadmendene af visfe Grunde, fom det heder, endnu
itte meddele, derimod vilde de friftligt indgite de Urtikler, fom de øn-
flede befræftede og forbedrede. Mu fremfatte Kongerne paa fin Side
fire Puntter, nemlig, at den paa begge Sider lidte Stade funde gaa op
mob hinanden; at Staderne erklærede, hvad Fjenefte og Underftøttelfe de
vilde yde Kongerne for Privilegiernes Stadfeſtelſe; at der fete dem bil
lig Erftatning, fordi Gtæderne havde benyttet og udøvet Privilegier og
Friheder uden at være bekræftede deri af Kong Haafon og mod hans
Bilje, og endelig at de felv, fom de forbeholdt fig, tunde nyde fin et
mod dem, ber under Gtilftanden havde fornærmet dem og deres Mend.
T) Dette er noget dunkelt, ibetmindfte ſaaledes fom det anføres hos Guhm;
man fulbe næften tro, at Grev Henrif i Kongens Navn havde befeglet
Overeenskomſten eller nopfordget gaaet I Borgen for ham, (paa famme Tid,
fom Geſaudterne egenmegtigt handiede om Giftermaalet mellem hans Syfter og
Kong Haakon) for derved deømere at tvinge ham til at godkjende Tractaten,

av
e

20 $aafon Maguusføn og Magnus Erlkoſon.

$Herpaa vilde Raadmendene, fom venteligt var, itte indlade fig, og til-
fidft forlangte Kongerne derfor fun, at de, efter fit Vilbud, frulde ind-
give fine Fordringspofter feriftligt, for at de felv fiden kunde raadflaa
derom med deres Maad, paa fin Gide frulde ogſaa de overgive dem fine
Modfordringer, for at de kunde forel ægges GStæbderne.

Denne Udverling af Indlegg fete tre Dage derefter (250e Sep⸗
tember) i St. Laurentii Kirke i Tunsberg. Stadernes Artikler vare
disſe: 1) at hvilkeſomhelſt af Stedernes Folk, der feed Skibbrud i Kon—
gernes Lande, maatte bjerge Vrag og Gods ved fig felt og Undre, og
at de Omkomnes Gods ved de kongelige Ombudsmends Foranftaltning
ſtulde bevare8 og tilſtilles Urvingerne inden halvandet Aars Forløb.
2) De, der ranede faadant Gods til Lands eller Bands, flulde være ut
fæge i Kongerne8 Lande og forfølges af dem og deres Mend, indtil de
havde givet fovlig Eritatning. 3). Da Vuftbandel, paa Norſt kaldet
varningaskifti, fra gammel Tid af havde været gængfe å Norge, flulde
Kongerne fadfefte dens Lovlighed, faa at Stadernes Borgere overalt i
Morge, baade i Byer og ved Markeder paa Landet, kunde bytte baade
flort og fmaat Gods mod andre Barer, faa og felge fine uldne og lin—
nede Klæder alenviis, og efter gammel Begt og Maal. 4) Kongerne
og deres Raad frulde bekræfte alle de Privilegier, Friheder 0. f. v.,
fom de tilfammen eller hvet enkelt havde faaet af dem felv, deres For-
fedre og Formend, og Stadernes Borgere, Kjøbmend og Sendebud ſkulde
funne opholde fig i Fred og Trygd overalt i deres Riger og Lande.
Alt dette ønftede de maatte blive alle Gtæderne meddeelt, og at enhver
af dem funde faa fine Privilegier fadfeftede. 5) Men ifær forlangte de
Grftatning for Udgifter og Stade, fom Staderne havde lidt for Kongernes
Gtyld, efter hvad Kongerne flriftligt havde lovet, og tillige for den Stade,
Kongerne og deres Mend havde tilføjet dem under Freden og Lrygden.
Af disfe Artikler er der ingen, fom der egentlig er noget at fige paa, uden
Den tredie, men denne gaar ogfaa ligefrem ud paa at omftyrte Grund-
volden for alle de Betingelfer, under hvilte det tillodes de tydfte Kjøb-
menb at handle i Morge, nemlig den, at de ej maatte beftjeftige fig med
Landhandel og Gmaahandel, hvilten fun frulde være i de indenlandføe
Handelsmends Hænder, medens Vydfterne alene ſkulde felge fine Varer
å frore Partier og indftrænte fin Virtfomhed til GStævderne. — Uden
enfeltviis at befoare disfe Artikler afgave ogſaa Kongerne fine, af føle
gende Indhold: 1) de ønftede Udftrift af alle de Bevilgninger og Pri-
vilegier, fom Kjøbmendene og Gtæderne havde fanet af dem og dereg
Forfedre, faa at deres Klert, fom de desangaaende agtede at fende til
Lübeck, kunde afftrive hvert enkelt Brevs 2) de ønftede at vide, hvad
Hjelp og Vjenefte Stæderne vilde yde til Gjengjeld for faadanne Privie

4372. Forhandlinger I Tuudberg med Hanfeaverne. Gtilfanden forlænges. 21

legier; 3) de fordrede Erſtatning for den Skade og de Fornærmelfer m.
m., fom Gtæderne havde tilføjet dem og Deres, v. f. v.; 4) de fors
drede Met over Borgerne i Noftod og Wismar, der ikke havde holdt den
nysfluttebe Stilftand, hviltet funde bevifes ved mange Grempler; 5) de
vilde have Stæderne paamindede om, at disfe havde fræntet Stilſtanden
ved at befrie de foenfte Herrer Benedict Philipsføn og Karl Ulfsføn
(f. ovfr.); 6) ligeledes havde Borgere af Stæderne under Stilftanden drebt
nogle af Kongernes Mend og kaftet dem overbord, og Gjerningsmendene
havde ej givet nogen Bod, men vare af fine Egne med Magt blevne
førte fra Miget; 7) Grftatning fordredes, fordi Gtæderne mangeſteds i
Miget havde nedhugget Stove og brendt Borgernes Huſe; 8) Staderne
ſtulde paalegge fine Kjøbmend, at de itte maatte føre daarlige eller be-
dærvede Tojer, opblandet Meel, eller anden faadan forfalftet Kjøbmandå»
vare til Morge, men alene gode, rene og egte Barer; 9) Kongerne øne
flede faant en Sum af 8000 Me. brendt og tilbød fig at fille Baaga-
$uus lot fom Gitterhed; 10) den i Baagahuus fluttede Stilſtand
ſtulde imidlertid fremdeles faa ved Magt.

Da man faaleded denne Gang itfe fom videre, og der nu paa begge
Sider flulde overfegged nøje over disſe Artikler, var der for Øjeblittet
intet andet tilbage end at forlænge Gitilfanden. Dette flete den 30te
September ) paa Bunsbergshuus. Raadmendene, dertil befuldmegtigede
af Stæderne, udgav fit foreløbige Brev om Stilſtandens Forlængelfe
paa to Yar. I denne Vid frulde Kongernes Underfaatter frit og med
fuld, Sitterhed funne handle og beførge fine Forretninger i Stæderne,
famt der. nyde alle fine Friheder. De medlendurgfte Stæder Roſtock
og Wismar maatte i denne Vid ikke gjøre Kongerne eller deres Under⸗
ſaatter nogen Gtade, eller hjelpe fine Herrer, de medlenburgfte Hertu-
ger, imod Kongerne, enten med Folk, Stide eller Indet, dog ſtulde Here
tugerne for egne Penge funne feje Folt og kjobe Levnetsmidler i hine
Byer, ligefom ogfaa disfe ſtulde kunne hjelpe Hertugerne, om Kongerne
angreb Dem i dere eget Land, uden at Filftanden derfor frulde anſees
fom brudt. Enhver af alle de forenede Stæder, der antog Stilſtands⸗
forlengelfen, frulde have fremfendt fit Brev derom til Oslo inden St,
$Hansdag, og naar alle Brevene vare fremfomne, flulde nærværende fores
lsbige Brev være. uden Kraft; ogfaa kunde den ene Stad gaa i Borgen før
den anden. — Det forftaar fig af fig felv, at Kongerne paa fin Side maa
have givet et Gjenbrev, hvori de midlertidigt betræftede Stæderne i Nydel⸗
fen af enfelte Privilegier, men dette Brev har hidtil ikke været opdaget.

Bed Siden af disſe Forhandlinger, vedkommende Rigets Forhold

1) Suhm, XL. &. 706.

28 - $aafon Magunøføn og Maguns Griteføn.

til Stæderne overhoved, bleve ogfan færftilte, tildeels private Unliggen-
der, der unde medføre Forvitlinger, bragte paa Bane. Saaledes er-
farer man, at ber bar Gpørsmaal om nogle Penge, fom ben lådedfte
Raadmand Hermann v. Ofenbrigge, em af de befuldmegtigede Gefandter,
i fin Tid frulde have udbetalt Biftop Gottſtalk paa den for ni Aar fiden
afdøde Fru Herdis Thorvaldsdatters Megning. Den 24de September
ubdgav begge Konger tilfammen fin Erklæring, medbefeglet af de tre
ovennærnte tilftedeværende Raadsherrer Hr. Hallvard Jonsføn (Fehirden
i Oslo), $r. Haakon Civindsføn, og Gaute Eritsføn, om, at Hermann
v. Oſenbrügge i deres Paahør høitideligen ertlærede, at han aldrig havde
ubbetalt flere Penge i Fru Herdifes Navn eller paa hendes Vegne til
Biftop Gottftalt end fem lübeckſte Guldgylden, hvilte han udredede for
en af hendes Fjenere. Formoventlig har man troet, at Summen var
flørte, og frævet Raadmanden til Anfrar for den?). Da Fru Herdis
var død, førend Broder Gottſkalk endnu var bleven Biftop; maa denne
Udbetaling være feet, medens denne endnu frod i Kong Magnus's Vje-
nefte fom fans Gapellan og Secretær, og formodentlig under et Ophold
i Lübeck paa Kong Magnus's Vegne.

Gefandterne afgjorde ogfaa fig felv imellem entelte Unliggender af
det Slags, der ellers plejede at afgjøres hjemme paa Hanfedagene, faa
at man egentlig fan fige, at der nu holdtes en Hanfedag i Tunsberg 2).
Man vedtog, at der ſkulde holdes Dagthingning i Lübeck næfte St. Hans
dag for at raadflaa nærmere om, hvad der nu var forhandlet. Endvi-
dere behandlede man nogle Andragender fra Kjødmendene i Bergen, der
vife, at disſe fremdeles flod paa en- meget fpendt Fod med Nordmendene.
De klagede nemlig over, at nogle af de tydſte Kjobmend i Staden havde
giftet fig og tilføjet dem ſtor Stade, hvilket med andre Ord: vil fige, at
disſe, ved at bofette fig og erhverte Indfødsret i Landet, frar betragtedes,
fom om de vare traadte i et fjendtligt Forhold til dem, og fom om deres
hele Birkfomhed var fordærvelig for GStæderne. For det Vilfelde, at de
fefv atter maatte forfade Byen, bad de om at faa vide, hvorledes de
ſtulde fomme bort uden Gtade for Handelen, og hvorledes man frulde
forholde fig mod dem, der imod Gtæderned Forftrift bleve tilbage; var
bet nødtendigt at drage bort, faa bad de om, at ikke Gnglænderne og de
Flamfte maatte fettes iftand til at befare Bergen i deres Sted, hvilket vilde
være Kjøbmendene til den flørfte Stade. Altſaa var man dog altid forbe—
redt paa et lignende Brud, fom det, der havde fundet Sted i 1368: faa
uſikkre maa Tydſterne have følt fig i Staden. Endelig forlangte Ber-

1) Brey I Bibliothefet paa Gtoklofter I Sverige.
2) Gom faaban er ogfaa dette Møde opført I Recessus Hanse.

4373, 4374. Borhandlinger med Ganfeftaverne. 23

gens tydfte Kjødmend, at den Ufgift, fom de med Stadernes Tilladelje
hævede af fine Landsmend, fom føgte did, endnu maatte vedblive en
Stund, indtil de havde betalt deres Creditorer. De fit Tilladelſe til at
hæve Afgiften endnu å et Aar, fornemmelig i Betragtning af de Udgife
ter, de nys havde haft ved at opvarte Kongerne og Dronningen under
deres fidfte Beføg i Staden, faalebe8 fom det ovenfor er nevnt. Om
de øvrige Sager fynes ingen Beflutning at være bleven fattet).

$Hanfedagen blev holdt, men tidligere end faftfat, nemlig den Afte Mai,
og itte 24de Juni 1373. Paa dette Møde taltes der førft om Un-
derhandlinger med Kong KHaaton, og det beftemteg, at om han fendte
Bud derned for at handle derom, flulde man igjen fende befuldmegtigede
Bud over Havet til ham. Kjødmendene i Bergen fit endnu i to Aar
beholde den omtalte Ufgift. Da Nordmendene havde Haget over, at det
Klæde, Sydfterne folgte dem, var Vaarligt og for fort, og det Meel,
de bragte, bedærvet, anmodeded hver enkelt Stad om at tilholde fine
Borgere ej at føre andre end gode Barer til Norge. Og da der her flete
mange Glagåmaal og Voldsgjerninger (her menes vel deels blandt Tydſkerne
fel, eller mellem dem og Nordmendene indbyrdes), ſtulde ber holdes Net
over enhver Kjødmand og Gøfarende, fom gjorde fig ſtyldig i faadant,
og han bøde derfor efter den Stads Ret, hvor der klagedes over ham.
Herøm frulde enhver Uffending tale med fit Raad og have Star med til
næfte Møde?). Der blev fra dette Møde ogſaa udferdiget et Brev til
Kong Haakon i alle de tilftedeværende Raadmends Mavn angaaende nogle
Klager, fom de tydfte Kjøbmend, der handlede paa Oslo, havde fremført.
Kongen befvarede Brevet i en Strivelfe til Libeds Maad, hvilken dette
å et færdefes forbindtligt, ja endog frybende, Brev til Kongen af 8de
September erfjendte at have modtaget og lovede at fende om til de
andre Stæder3). Men Jndholdet af Klagen og Kongens Svar erfarer
man itte. Lübeckerne fluttede fit Brev med at anbefale fine Lands
menb, fom fom til Morge, paa bet Bedfte, og ønflede alt Godt over
Kongen. Det er ſaaledes tydeligt nof, at de intet heller onſkede end at
flaa paa en god Fod med ham.

Det næfte Møde holdtes den 21de Mai 1374 i Libed 4), men uden
at der i Forhandlingerne findes Vegn til, at disfe norſte Unliggender
have været paa Bane. Heller ikke er der Spor af, at de fom pan Fale
ved bet næfte Møde, fom den 25de Juli og de følgende Dage f. A.

1) Suhm, XII S. 705.
%) Gammefteds, S. 715, 716.
5) Dipl. N. IV. 508. *

4) Suhm, Xill. 728.

24 Haakon Maguusføn og Maguus Critsføn. '

holdtes i Stralſund!). Gagen fynes i de nysnævnte to Aar at have
$vilet, indtil Kong Haafon efter Faderen8 Død var bleven Landets Ene-
herre og derfor i flere Henfeender hunde træde op med flørte Eftertryk
end forhen. Men imidlertid vedblev de tydſte Kjødmend i Bergen at
føre fig op med deres fedbanlige Overmod og Boldfomhed.

3. Kongernes Reiſer i Landet og Lovgivnings-Birfjomhed.
Kong Magnus'S Død.

Det ev forøvrigt meget lidet, fom vi vide om Kongerned Gjøren
og Laden efter Magnus's Befrielfe af Fangenftadet indtil hans Død.
Der er ingen Spor af, at de i denne Vid forlod Landet, med Und⸗
tagelſe af, at Kong Haaton maaftee om Høften 1374 var paa et
fort Beføg nede i Danmark, fom bet nedenfor fral omtales; det
fader til, at de fra Gommeren 1373 af og hele det følgende Aar havde
fit ſtadige Tilhold i Bergen eller paa Beftlandet, og tidligere fynes Oslo
og Funsberg at have været deres fedvanlige Vilholdsfted; den 18de
Februar 1373 finde vi Kong Haafon paa Frauner i Lider, viftnot un-
der en Reife mellem de tvende fidftnævnte Byer*). Det er tydeligt nok,
at Baagahuus og overhoved Egnene ved Given nu ikke længer dan—⸗
nede Midtpunttet i Kongernes Befiddelfer, heller itte længer faa hyppigt
og langvarigt afgave Refidensfeder for Kongerne. Ut Hovedhenfigten med
de hyppige Meifer ellers var at ſtaffe Penge til Magnus's Løfefum, tan
neppe betvivles. I bette Øjemed var det vel og, at Kongerne ved Un-
berhandlinger med Hanfeaterne i Vunsberg andrøg om at faa laant 8000
ME. brendt mod Pant i Baagahuus. Hvorvidt det lykkedes dem at faa
Laanet, -fan af de forhaandenværende Kilder itte fres, men merkeligt not
ev det, at Baagahuus fra denne Vid af i nogle Uar flet ikke nævnes i
et enefte af de os endnu lednede Brevftaber fra hine Dage, ikke engung

1) Gammeftedö, S. 727—729.

2) i bidfette fremdeles her for Overfigtens Glyld de Steder I Hronologift Or»
ben, hvor man af de og levnede poalidelige Data mev Bished erfarer, at
ongerne opholdt fig fra Brevsfintningen I Gtodholm indtil Kong Magnus's
Dad: den 27de Gepibr. 1371, begge Monger I Hjodhuns; den 2ide Rovbr
1374, Rong Maguus I Gimöø; d. 25de Hebr. 1372, Kong Magnus I Oslo;
den 270e, Rong Haafon fammefebs. Den 16be April 1372, begge Konger
I Midaroos; ben Idle Mal, Kong Haafon vaa Folfin, Morbmere. Den &re
Ying. 1372, Rong Haakon I Bergen. Den Sbe—30te Geptbr. 1372, begge
Rongerne I Zunsberg. Den 18de Marts 1373, Kong Haakon paa Frauner
t Lider. Den 28de Mat 1373, begge Konger I Tunsberg. Den 26—28de
Juli, Kong Magnus I Bergen. Den 18de Gepibr. 1973, Rong Haaton i
Bergen. Den 109e Morts 1374, begge Kongerne I Bergen. Den 200e
Juli 1374, Kong Haafon I Karmtfand.

1373, 1994. Rong $aåtons Omſotg for Krongodſet og for Byerne. 28

fom Udſtedelſes⸗Sted for et eller andet Kongebrev: et ev ſaaledes i fig
felv itte faa urimeligt, at Kongerne i den Vid ej havde det til fin aa-
dighed, og at ſaaledes Pantſettelſen virkelig har fundet Sted. Ligeledes
pantfatte de, fom allerede næbnt, Kindahered i Beftergøtland med alle
tongelige Mettigheder og Jndtægter til Hårald Magnusføn for 600 Mt.
Veninger, fom han havde lovet at udrede til Webjorn Blaapannes Be
frielfe fra Fangenfrabet. Altſaa feer man, at netop disfe Anliggender, Be—
tigtigelfen af Gjeld, fom de ved Krigen havde paadraget fig, ſterkt beftjeftigede
dem. Bed Siden heraf holdt Kong Haakon ogfaa flarpt Øje med Kro
nen6 Indtergter, ſom det nu mere end nogenfinde gjaldt at pasfe paa,
og fom maaffee not under den fidfte Krigens og Urolighedens Vid funne
hate lidt endeel Afbrek ved de fongelige Ombudsmendö Gljødesløshed og
den Banftelighed, fom det for Kongen var forbundet med fel at
have det tilbørlige Vilfyn. Saaledes forordnede han i Bergen den 15de
Ceptember 1373, at da den ſaakaldte Petersgaard paa Gtranden i Ber»
gen lenge havde ligget øde, og ingen af Kronens Mettigheder vare fvar.
tede deraf, fom Leding, Gtræde-Brolegning og Mode⸗ eller Vhing-
Gang, kaldte han herved famme Petersgaard med Vomt og Huus tilbage
under Kronen, og da han ifte vilde, at Denne Uſtit og Ufydighed frulde
blive til Bane, beftemte han, at naarfomhelft Mogen paa den Maade lod
fine Tomter ligge øde uden" at foare den tilbørlige Ufgift deraf, ſtulde
de være bjemfaldne til Kronen). Den følgende Sommer (den 20de Juli)
under et Ophold i Karmtfund, formodentlig efterat have været i Stavans
ger, fød han udgaa en Befaling til at fverfette eller beflagfegge alt det
Gods, en paa Grønland afdod Mand, Baard Dees, ejede i Gaarden
$Holmebalen ved Bryggerne i Bergen. En kongelig Hirdmand, Gigurd
Koldeinsføn, hvem Kongen havde fendt i fit Ombud til Grøntand,
havde nemlig der kjobt alt Jorbegodd og af anden Urv eftr hiin Baard, og
da Kongen fandt dette utilbørlig af ham, faafom Loven hjemlede Kongen
Fortjøbsret i alle Handeler, lod han, fom fagt, hiin Beflagleggelfe af
Baard forrige Gjendom fette i Bert*). Man finder og enkelte andre
Forordninger og Beftemmelfer fra denne Tid, deels af begge Kongerne
tilammen, deels af Kong Haakon alene. Den vigtigfte af disſe er en
Horordning, fom Kong Haafon udgav under fit Ophold paa Nordmøre
om Baaren 1372, da han formodentlig var under Vejs fra Trondhjem
til Bergen, og efterat han havde holdt et Raadsmode, hvorved man var
fommen overens om, hvad han herved paabød for at verne om de gamle
Kjobſteders, fornemmefig Throndhjems og Bergens, Mettigheder, der nu

1)-Morges gl. 2. Ill. 6. 193.
9 Dipl. Norv. Vi.

26 Haalon Magunøføn og Moguus Gritsføn. +

lede ſtort Mforet derved, at Flere havde taget fig til at fejle ind i Fior⸗
dene og til Fifteverene -0g der handle umiddelbart med Bønderne felv.
Han forbød derfor frengeligt alflags ,Fjordetjøb" og , Ber-Sejling"
famt Kræmeri og Kjøbmandftab pan faadanne Steder, under Straf af
Godſets Forbrydelfe, og Brevebrud, 8 Ertuger og 13 Mer. Heller itte
maatte nogen felge fit Stib andenfteds end i en af de gamle Kjøbfteder,
helſt Bergen eller Throndbjem. Kjobſtedsmendene befaledes det at un-
derftøtte den fongelige Fehirde eller Ombudsmand i at confiftere faadant
Skib og Gods, og for defto mere at opmuntre dem dertil, beftemtes det,
at de, fom ſaaledes hjalp den fongelige Ombudsmand, ſkulde nyde Halv=
delen af det confifferede Skibs og Godſets Verdi, medens de, der føgte
at hindre ham, ffulde fare Brevebruds Bod. Heller ikke maatte den
fongefige Ombudsmand førunde Mogenfomhelft Fritagelfe fra at vette fig
efter denne Anordning. Og for defto bedre at befordre Vhrondhjems
Opfomft fit Fehirden der Fuldmagt til at uddele Tomter og Grundftyk-
fer -for dem, ber vilde bofette fig ber, med famme Gykdighed, fom
om bet var fleet af Kongen felv. Ved „gamle Kjøbfteder”, fom
her omtales, menes ej alene Throndhjem eller Nidaroos og Bergen, der
ubtryffeligt nævneg, men og, fom man af en fenere Anordning om
famme Gag ') fan fee, Borgund paa Søndmøre, Veds i Raumsdal, og
Vaagen paa Haalogaland, hviltet fidfte Sted altfan i de Tider' virkelig
regnedes for en Kjøbftad. Forordningen, ber er henvendt til alle dem, der
bygge og bo mellem Gtad og Umøfund i Nordland, er udſtedt den Idie
Mai fra Folfn paa Nordmøre *). Det er dog itte fandfynligt, at
Raadsmodet holdtes paa denne Ø, men derimod i Nidaroos, fom Kons
gen gjerne Dagen forud fan have forladt, faa at Ordene i Forordningen
„vort Raad, fom nu hos os var”, ligefuldt pasfe. . Hvad der mere blev
forhandlet ved dette Møde, vides ikke, uden det frulde være dette, fom
allerede forhen er omtalt, at begge Rongerne den 16de April fladfeftede
alle de Breve, fom de tidligere førhen havde forundt Fehirden og Hird-
fljøren Otte Rømer, angaaende det ham af dem frjenfede Jordegods,
ſaaledes at disſe Breve frulde flaa ved Magt, om Kongerne end maatte
falde andre af dem udftedte Breve tilbage?). Efterat Kong Haakon fiden

1) Memlig em Borordning, udſtedt i Rong Olafs Navn den 195e Huguf 1384,
M. gl. Love li. 6. 222.

) N. gl. &.II. 6. 190. Man har denne Forordning fun I en fildig og flet Ufs
frelft; Udſtedelſes-Stedet er der ſtrevet ,afte paa Nordmøre", hvilket Ifke Fam
være andet end en Borbrejelfe af „Folſtu“, um udtalt Gofen, den Ø ved
Snblødet til Thronbhſemofſorden, efter hvilken Hogdertet mu har fit Navn,
og boor ber I elbre Liber var em Rongsgaard. igeledes Naar der ganfte vift
urigtigt uBinlarfund" ifedetfor ,Umengjarfund".

%) Dipl. N. 11. 422.

1371—1374. Kongens Beftræbelfer for at opretholbe Byerne. 27

var fommen til Bergen, tog han fig ivrigt af de allerede forhen faa bes
gunftigede tydſte Stomagere i Staden, der nu klagede over at ,andre
Gtomagere i Byen greb ind i deres Næring ved at fidbe inden Byen
og gjøre Sto til Udfalg imod den Sedvane, fom hidtil havde været i
Miget”. Kongen gjorde nu ved Forordning af 8de Auguft 1372 den
Beftammelfe, at ingen Stomager maatte fidde inden Byen og gjøre nye
Gto (Stoflifteri var altfaa tilladt) uden de Vydfte, fom fad fammen i
een Gaard i Bergen, alene med den Undtagelfe, at Biftopen ſtulde funne
Holde en Stomager i fin Gaard, der fyede før hans Folt, men itte til
Udfalg*). Dette er, faavidt vides, førfte Gang, at der ev Tale om denne Stor
magergaard eller Sutaregaarden i Bergen, der fiden oftere nævnes. Der
findes ogfaa fra disfe Tider et Brev fra Kong Haakon, udfted i Bergen, deg
formodentlig fun ved Bicecantfleren, angaaende en Overeenskomſt mellem ham
og Bønderne i Aarlandshered (Samnanger). Han fritog dem nemlig fra den
Tyngſel, der hidtil havde paahvilet dem, at fulle ſtydſe Probſter, Sysfelmend,
Kjøbmend og Andre, og tillod dem derhos frit at felge, hvad de havde,
i By og Bygd, dog Kongens HFortjøbsret ufortrentet, imod at de hver
Mortenömesfe og Kyndelsmesfe bragte et vift Untal Kvæg, Faar og
Høns til hans Gaard i Bergen 7). Dette vifer, at entelte Bygder paa
den Maade kunde fritjøde fig fra Gtydapligtigheden. Forøvrig have
begge Konger viftnot ogſaa (adet udgaa mange af de fedvanlige Barna-
barbreve og Bekrefteljer af faadanne, fljønt man ej kjender flere end
tvende fra denne Vid, et af Magnus og et af Haaton. Magnus udgav
under et Ophold paa Aas i Jalund et alvorligt Brev til Jndbyge
gerne af Barne Gtibrede og Baaler om at opfylde fine Forpligtelfer til
«Ghorsbrødrene ved Mariekirten i Oslo. Disfe havde klaget for Kongen
og Hans Naad over, at flere af hans Indbyggere, baade mod Gud og
mob Loven, viifte fig uvillige til at betale dem Vaar- eller Hoſtledingen,
der med Mette tilkom dem. Kongen, fom itte vilde, at Gud og Jome
fru Marias Vjenefte t Gapellet herved frulde forfalde eller ſpildes, bes
falede nu alle og Gnhver, baade haandgangne Mend og dem, ber
boede paa Hofpitalets Jorder, at udrede denne Leding ordentligt, naar
den paakrevedes, Høft og Vaar, og forbød ifær udtrykteligen Hofpitaletg
Landboer at unddrage fig denne Yvelfe. Straffen for den, der ej vettede
fig herefter, var 4 Mir. i Brevebrud, og de, fom nu fad inde med Uf-

1) M. gl. Love Il. S. 191.

FY M. gl. Love Il], S. 192. Vororbningen er bateret 23de Decbr. 1372, men I
den flette Aſſtrift, der haves deraf, nævnes der intet om Kongens verfonlige
Mærvarelfe. Det er altfaa muligt, at han da ej var tilfede, hvilket ogfan
er det rimeligfte, og at Gororbningen er udſtedt of Hr. Henrik Henrilsføn,
ber ba ogfaa (fee o. S. 3) fandfynligvils var I Bergen,

28 $Haafon Maguueføn og Maguus Griksſon.

giften, ſtulde flrar. ved Brevetd Forkyndelfe for dem være felvftevnte ind
før Lagmanden i Oslo, for der at modtage Dom *). Kong Haatons
SBarnadarbrev, fom han udſtedte under fit føromtalte Ophold paa Frau-
ner å Sider), gjdldt fun en vis Bjørn Thoresføn, Gaaletarl paa
Medfteftuen, det vil fige Opfynsmand over og Vert i en Gaaleftue af
dette Navn, hvis Beliggenhed desverre ikke angived, men fom vel-maa
være at føge paa en eller anden Fjeldvej der i Mærheden, fom befareded
af Pilegrime til Nidaroos, fiden det udtrykteligt heder, at Kongen tog
ham i fit og St. Olafs Vern. Maaftee var det paa Krotaflogen. Det
førbødes under Ransmands Gtraf baade Indenlandſte og Udenlandſte at
tage noget hos ham uben for fuldt Pengeverd: et Forbud, fom vifer, at
den i Sverige faa gængfe og fladelige Boldgjeftning heller ikke var ganfte
utjendt i Norge. --
Fra Sommeren 1373 af, da Kongerne tog et længere Ophold i
- Bergen, fynes det, fom om Kong Magnus her førte Regjeringen paa
Sonnens Vegne, naar denne ikke var tilftede. Saaledes erfares der, at
der i Juli 1373 holdtes et Raads- eller Høvdinge-Møvde i Bergen,
fvor blandt andre Erkebiſtopen, Hr. Agmund Finnsføn, Hr. Narve
Ingebaldsſon, Otte Rømer, Jon Darre og flere andre Herrer vare nær=
værende, men hvorved alene Kong Magnus da var tilftede, uden dog at
hate ſtorre Myndighed, end at den endelige Ufgjøvrelfe af en Metsfag
mellem to anſeede Hirdmend henſtodes til Kong Haakon og hans
Maads Beftemmelfe 3). Dm Haatons Næværelfe i Bergen hører man
intet, førend midt i Geptember, da han udftedte hiint Brev vedkommende
Petergaarden i Bergen. Det ev i fig felv højft rimeligt, at han havde
flere Ving at udrette paa Øftfandet, førend han kunde fomme afited for
at tage et lengere Ophold i Bergen, og at han imidlertid har fendt Fa-
deren i Forvejen for at indtage Forfædet i Raadsmodet og afgjøre fore
falbende Sager. Dog maa man antage, at ogſaa Kong Haafon indtraf, -
inden Modet endnu var hævet, og hvis man ſtal flutte fra en Attring
å et fenere Brev, der maaftee hentyder hertil, var dette. Mede ufedvane
ligt talrigt, idet ogfaa flere Biftoper, Prelater og Niddere vare nærvær
rende. Hvad vinu vide om Forhåndlingerne paa dette Møde, indfrræn-

*) Dipl. Norv. II. 430. revet ev ubateret og angiver fun Maret, Rong Mage
nue'e 54de: det fan altfaa være neften hvilfenfomhelt Dag iLiben fra 260e
Wug. 1372 til 25be Mug. 1373. —Bormobenilig tilhører den Tiden mellem
able Gepibe. 1372, ba Møvet med Hanfeaternes Gefandter ophørte, og Juni
eller Juli 1373, ba Rong Magnus veife til Bergen.

5) Dipl. N. IV. 502.

5) Oerom mere uedenfor, hvor dem I Dipl. N. Il. 384 omfanblede Metsfag

- meddeles.

1378. Raadsmøbe I Bergen. 29

ter fig fun til; at der atter blev raadflaget om de henfigtsmesfigfte For-
anftaltninger fil at bindre Fjordetjøb og al anden ulovlig Handel til
Kjøbflædernes Stade, thi det figes i en fildigere Forovdning om dette
Emne udtrytkeligt, at Forbud derimod udſtedtes af begge Konger efter.
Gamraad met Erkebiſtopen og hine øvrige anferde Mend, og dette For-
bud haves netop i en Forordning, fom begge Konger tilfammen ubftedte
å den paafølgende Marts Maaned '). Men denne Sag, faa meget den
end ſynes at hate ligget Kongerne og Høvdingerne paa Hjertet, tan dog
umuligt have været Hovedfagen, hvorfor faa mange Gtormend fra alle
Landets Kanter famledeg. De egentlige Forhandlinggemner maa have
været bigtigere Ynliggender, hvis Ufgjørelfe vare mere trængende, navne
lig førft og fremft det fremtidige Forhold til Danmart (hvorom nedenfor),
famt dernærft det endnu ikke ordnede Forhold til Hanfeaterne og de Klagemaal,
man fremdeles havde at føre over Tydſternes Ferd i Morge, faavelfom
ogfaa Midlerne til at udrede Kong Magnus's Loſeſum, eller maaſtee
endog til at føre en ny Krig, Hvis den nærværende, allerede ufuldtomne
Fredstilfland, der mere var at falde en Vaabenhvile, ſtulde ophøre.

De tydfle Kjøbmends Overmod .03 Voldfømhed kunde viftnok fore
aarfage alvorlig Betymring; thi de overtraadte uden Sty endog de Bes
falinger, dere8 egne GStæders Maadmend havde givet dem fra Hanfedagen
til Yorebyggelfe af nye Gtridigheder. Itte engang Kongerneé Mærvæ-
relſe var iftand til at holde dem i Vøjle, og hvis det, fom flet itte er
ufandfynligt, netop var en af Henfigterne med Kongernes lange Reſidens
i Bergen at hindre deres Overgreb, faa fer man notfom heraf, at de

* allerede vare vorede dem over Hovedet. Uagtet de for Lovovertræ»
delſer frulde fvare for norft Met og efter norft Lov, vægrede de fig
bog altid derved, men afgjorde Gagerne fig felv imellem ved felvvalgte
Dommere, eller rettere Boldgiftsmend, og faftfatte Forliig og Bøder,

1) N. gl. Love Ill. 184. Denne Fororbning er her bateret frø Bergen Bredag
før Gregoril Dag I Kong Haakons Ive Aar, hvilket faaledes ulde være Bde
Marts 1364. Men da Kong Magnus og Haakon I hele Begynbeifen af
4364 vare I Gverlge, iagttagende &. Abredjts og Oprorernes Bevægelfer, ev
bet umuligt, at Forordningen fam være ubfedt I bette ar; emdmindre I de
følgende Mar 1365—1371, ba Kong Magnus var fangen; ben fan ej være
ubftedt I 1372, ba Rongerne endnu ſidſt I Februar vare I Oslo, og i April
1 Midaroos, famt førft berfra fom til Bergen; 1373 fam det heller iffe være,
ba &. Haafon den 18be Maris var I Lider; altfaa man det være 1374, og Af

ftriveren (den enete Ufffrift, vi have, er meget ny og flet) maa have firevet Ode
(IX) for 19be (XIX): em itie ufedvanlig Bejtagelfe. Det er Å em Horordning
af 1951 Ang. 1384, at der ntiryffeligt figes, at Rongerne Magnus og Haakon
„med Erkebiſtopens, andre Biſtopers, lærde Mends, Ridderes og andre deres
Mends Raad" havde aflagt og forbudet Hjorbetjøb. (Morges gl. Love Ill.
S. 223).

30 Haakon Maguueføn og Maguus Grilsføn.

ifte efter Morges Lov, men med Vilfidefettelfe af denne efter fin egen
Bilje. Bi have allerede feet af Kjebmendenes Strivelfer, at de intet
frygtede mere end Gnglændernes og de Flamftes Medbejlerſtab paa Han-
delsmarkedet i Bergen. Fa de nu ilte vare bange for, om det gjaldt,

at anvende voldſomme Midler for at holde disfe Medbejlere borte, havde
"nogle Gnglænbdere, der antom, medens Kong Magnus og Raadsherrerne

vare famlede, for Sikkerheds Styld ſtaffet fig disſes Lejde. Desuagtet
angreb Tydſterne dem og brebte flere af dem; de lovbeftemte Bøder blev

hverken betalte til Kongen eller Arvingerne, men Drabsmendene med

Magt førte fra Norge; da Kong Haakon fiden tom til Bergen og for-

brede Bod, tilbød Vydfterne alene en Godtgjørelfe af 20 Vønder ØL

hviltet man med Mette fandt at være et fornærmeligt Vilbud for tre anfeede
Mends Drab. Ogſaa andenfteds i Landet bare Vydfterne fig ad paa

famme Maade. Oftere brød deres Gømend ind i de Hufe, de tom frje

lende forbi, og tvang Beboerne til at give dem, hvad de forlangte; de

Holdt ogfaa fremdeles paa med at hugge å Kongens og hans Underfaat-

terg Stove og at bortføre hele Huſebygninger fra afſides beliggende

Gaarde '). Man maa formode at Kong Haakon og Maadet har gjort

alt, hvad der flod i deres Magi for at hemme dette Uvæfen, og Stær

derne felv, der øjenfynligt havde haft not af den fidfte Krig, og oprige

tigt ønftede Fred og god Forftaaelfe, fynes ogſaa nogenledes at have

rakt dem $Haanden bertil, men forgjeves.

Af andre Gager, der behandleded ved dette Møde, var en Arve»
fag mellem Erlend Philipåføn paa Losna, tongelig Fehirde i Ber-
gen, og Ingemund Uthormesſon. De gjorde nemlig begge Fordring
paa Urv efter Gaute Haatonsføn i Tolga i Nyfylte?), Jngemund, der
felv havde hjemme*i Ryfylte, paa fin Huftru Holmfrid Anundsdatters,
Erlend paa fin Frende Thorgeir Thorſteinsſens Begne. Da Gagen
drejede fig mellem faa anfeede Mend, blev den ogfaa afgjort ved en
Hirddom, og Kong Magnus, der da, fom vi allerede have omtalt, førte
Befalingen paa Sønnens Begne, udnævnte Erkebiſkop Vyrond og Haa—
fon Jonsføn til at paadømme den i Forening med fem andre Mend,
fom de felv kunde velge. - De valgte Provften ved Apoſtellirken Hr.
Thorſtein Hallgrimsføn, Hr. Narve Ingevaldsføn, Otte Rømer, Biljam
Eriksſon, Lagmanden Gunnar Hjarandesføn og Jon Neidarsføn Darre.
Dommerne traadte fammen den 23de Juli i Chriſtkirkens Chorsbrodres

1) Suhm, XII. S. 738, 738. Alt dette nævnes I Kong Haakons til Hanfeda-
gen i Sunt 1375 indglone Klageſtrift; her figes det ubtrytteligt, at det nøle
Tilbud, Tydſterne havde gjort, var bleven fremfat, „da Kongen uys var Å
Bergen",

%) Om ham fee forrige Bind, S. 402.

4374. Rongerne I Bergen. - 31

Sommerhall og hørte begge Parters Beviiskigheder. Erlend fremlagde
en eldre Lagmandsdom, betræftet af Kong Haakon, der tilkjendte ham
$Halvdelen af det Gods, hvormed Jngemund fad inde, og paa Grund
hevaf ertfærede nu ogfaa Dommerne, at Lagmandens Dom og Kongens
Stadfeſtelſe ftulde faa ved Magt, indtil Kongen felv med fit Raad nære
mere unberføgte Gagen og fandt andet at være rettere efter Loven,
eller udnæbnte færegne Dommere til at behandle Sagen. Om denne
Underføgelfe og endelige Ufgjørelfe fandt Sted, vides ikke med Bished,
men ber fan neppe være nogen Ivivl derom. Forovrigt afgiver benne
Dom atter et Grempel paa de uendelige Domme, hviltet det i hin Vid
var faa almindeligt at give, ber nemlig gjorde, Rets⸗Udſlaget afhængigt
af nye Beviisligheder og faaledes forkængede iftedetfor at tilendebringe
den uvisfe Metstilftand.

Det allerede ovenfor omtalte Forbud mod Fjordekjøb, fom begge
Konger fidenefter, i Mart 1374, udgav i Forening fra Bergen, er mer-
telig deraf, at det ogfaa gaar ud paa overhoved at fete en Skranke for
den Lyft til at fare om paa Handel, fom fremdeles herftede hos Foltet,
og fom paa denne Tid maa have taget en betæntelig Overhaand, maaſtee
paa Grund deraf, at Sydfternes Handel endnu ikke var fommen vet i
Gang igjen fiden Krigen, og det ſaaledes bedre end ellers lonnede fig for
de indfødte Handelstarle at reife omtring. „Vi have”, heder det i de
indledende Ord, „ideligen hørt Klagemaal af Rigets Raad og de flefte
af vore gode Mend faavelfom af hele Almuen over, at hele Landet legges
øde, fordi de gode Mend, der ville holde fine Bool oppe i Herederne
og Dyrfe Ager og Eng, kunne ingen Ijeneftefolt faa, da alle de unge
SMend, der opføvdes, ville legge fig paa Kjødmandfkub, og derved forder⸗
veg alt Riget og Landfoltet”. Klagemaalet var viſtnok udtalt oftere før,
men iffe faa ftertt fom nu, hvor maaftee ogſaa Affolkningen fiden Mandes
døden og de følgende Sotter giorde Savnet af ardeidsføre Mend føler
figere. Filftanden har ganſte vift været forurofigende, men Middelet,
fom anvendtes til at afhjelpe den, var ogfaa temmelig defpotift: der ber
ſtemtes, at Ingen maatte blive Kjødmand, fom itte ejede mindft 15 forn⸗
gilde Mir. (5 Mir. brendt Sølv), fom han ikke havde faant, til Capis
tal; blev Mogen befunden at handle med mindre Capital ved Hjelp af
Laan, da frulde hver enefte Vening, han havde hos fig, være fore
brudt til Kongens Kasfe. Sporsmaalet er tun, hvorledes faadant
frulde funne bevifes uden hadefulde og nærgaaende Underføgelfer. For—
budet mod Fjordekjeb gjentog Straffen af Brevebrud faavelfom Forbry-
delfen af Barerne for hver den, der handlede andenſteds, end hvor der
fra gammel Tid havde været Kjøbftebne og Takmark. Ut Kong Mag»

32 Haakon Maguueføn og Magnus Grilsføn.

nus beeltog i Ubftedelfen af disfe Forbud, fom naturligvis deraf, atdet
ogfaa vedtom Jnbbyggerne i hans Landsdeel 1).

Det ev hiint fidfte Forbud mod Fjordetjøb, hvorom Erkebi⸗
ſtopen, flere Biſtoper, Pralater og verdslige Herrer ſkulle have raad-
flaaet. Og dette fan muligtviis gjerne ogfaa være fleet kort forud for
Udftedelfen, idet nemlig flere af de forfamlede Herrer, ifær de, der havde
længft Bej, formodentlig bled hos Kongerne hele Binteren 1373—74.
En af dem var formodentlig Erkebiſtop Thrond, der fiden begav fig til Oſt-
landet, hvor vi ben 9de October 1374 finde ham i Tunsberg, udgivende et
Snbdulgensbrev for St. Laurentii Kirke der i Gtaden*). Omtrent paa
famme Tid, fom Erkebiſtopen drog øftover, maaftee endog i Følge med
ham, var bet vel, at Kong Haakon begav fig til Ryfylke, hvor vi, fom
det allerede ev nævnt, finde ham å Karmtſund den 21de Juli 1374. For-
modentlig havde han da enten været paa Kongögaarden Agvaldsned og i
Stavanger, eller ſtulde begive fig derhen; man veed ikke mere om, hvad
ban forøvrigt tog fig for i hele dette Uar. Man erfarer ellers af islandſte
Annaler, at ber ved denne Vid flete et Hirdftjore-Gtifte paa Jöland.
Hirdmanden Thorgaut Jonsføn, der fiden 1371 havde været Hirdftjore
paa Øen, og om hvem der fortælkes, at han (od en Manddraber, der
havde føgt Lilflugt i Thingeyre Kloftertirte, tage ud af denne og levende
begrave, efterat han var bleven overbeviit om at have beganet Mordet
paa en flammelig Maade, blev maaftee paa Grund heraf eller og maaftee
alene fordi Kong Magnus nu atter indteandte i fin Ret til at beherfte
Island, tilbagekaldt enten i 1373 eller 1374, og i hans Gted udnævn-
teg en Undres Sveindføn, faavidt man fan fee islandſt af Herkomſt, der
tom ub til Øen fivar efter og forblev i længere Vid i Embedet 3).

1) 9 em af be faa baarlige Afttriſter, man Kar af benne Fororbning, er den fær
filt henvendt til Indbyggerne I Bergen. Dette fan alene være kommet dere
af, at Affrtveren har haft et forfrilt til Bergen henvendt Gremplar for fig;
tt bet ev fybeligt not, at Gororbningen er af almindeligt Indhold. Bormor
bentlig har ber af denne, fom faamange, været ubſtedt flere Gremplarer, fær
filt henvendte til de forfjellige Gandffaber eller Gtader; i em Afftrift ev ogs
faa Ordene pi Bergen" udeladte. ,

9) Dipl. Norv. I. 429.

9) Selandfre Annaler Udgaven S. 324. Her er.ellers etaf dleſe Steder, hvor
man frulde tro, at Udgiverne med Blid havde føgt at gjøre det umuligt for Le
ferne at ubfinde bet veite Mar. Gaalebeé omtales Anders Svetnsføns Anfomf
Hif Jeland 2 Gange, baade under 1973 og 1374, og paa det førfte Sted hen-
føres den ogfaa til 1372, vaa det fidfe til 1373 og 1374, medens Thorgaut
Jonøføns Afreife fra Jøland ført omtales under 1373, og bet bog ſiden une
der 1374 mebbeleg, hvorledes han lod hitn Misdader henrette. Men former
dentlig henhører dette fide til 1371 eller 1372, ba Griebiffop Thronds Ude
mævnelfe til Gufebiffop, fom fandt Sted fivk I 1371, omtales for famme

1374. Song Magnub'é Død. 88

Maaftee havde disſe Foranftaltninger med Henfyn til Island fundet
Sted paa famme Vid, fom Kong Haakon, hvad vi allerede havde feet,
fendte Sigurd Kolbeinsføn fom fin Ombudemand til Grønland. Da
bet faa ſjelden omtales, at nogen fongelig Ombudsmand ſendtes derhen,
kunde man maaftee heri, at Kong Haakon fendte Sigurd i denne Egen-
frab, fee et Tegn paa, at Han føgte at tage fig af den fjerne, og nu
viftnef mere og mere haardt betrængte Colonie. Mel er det muligt, at
Sigurd forhemmelig. var affendt før at gjøre Indkjeb af de fjeldne og
fofibate grønlandfte Barer paa Kongene Begne, men han har Bog vel
neppe faaet noget faadant Hvert uden tillige at have faaet Beſtikkelſe til
at iudkræve ben. fongelige- Stat, og faaledes at være beklædt med en
Syefelmands eller kongelig Ombudåmands fedranlige Myndiahed, fær
da han :var kongelig Hirdmand. Ut han der benyttede Leiligheden til at
tjøbe Arven efter. den bergenfte Bymand Baard Dees, ber fynes at være
død paa Grønland, betragtedes af Kongen fom en ulovlig Ferd fra hans
Side, efter hrad vi allerede have feet.

Om Kong Haakon fra Ryfylke drøg videre øftover, eller vendte
tilbage til Bergen, for fiden at drage til Øftlandet, vides itte; bet
førfte ev bet fandfynligfte, og det” fader endog til, at han ſeenhoſtes be»
føgte fin Gvigerfader i Danmark. Viſt er det tun, at han d. 11te Januar
1375 var paa Vunsdergéhuns?): Men Imidlertid var hans Fader Kong
Magnus -død ved et Ulyktestilfelde paa Søen d. Afte December i Rærheden
af Syngholmen frar nordenfor Sletten, ved Jndlødet til Bømlfjørden og
Bergens-Lerden. De nærmere Omftændigheder derved angives noget for»
flielligt. Et fuenft GHronicon beretter, at hans Stib fom å Fare mellem
Gtærene ved Lynghalmen, og at han forat redde fig førang faa uforfigtigt
overbord, at ban, uagtet hans Vjenere fik.truttet ham op og bragt ham
fevende i Land, dog opgav 'Manden under Krampetrekninger*). De

Mar, "efterat det allerede for 1375 er mebbeelt, at Biffop Ovdgele I Staal:
hott fom til Joland med Grfebifovens Brev om Palliehjelpen. Thorgauts
Død omtales ſiden under 1375. Forholder det flg rigtigt, ba maa han være
forfrjellig fra ben Thorgaut Jonefen, der, fem bet fynes, I Cyenffab af Sys⸗
felmand var tilfede ved. en Delegang I Myrehvarset (Moten.Goyn) den 23de
Sunt 1383 (Dipl. N. lil: 448).

1) Han lod ba et Landsviſtbrer befegle ,i fin Nærværelfe”.. Dipl.:N. VI.

%) Dette fortelles, uden nogen Angivelfe af Maretal, I de visbyffe Minoriters
Annaler, Scr. R.'D. I, 290, Ser. R. Sv. I. 45. De faafaldte ClgtanasUns
taler melde Fun fimpelthen, at han dede 1874 (Ser. R. Sv. I. 29); et andet
Ghron. fammefteds (S. 58) fetter hans Død HI 1372 og titfojer, at han døde
4 em Subfø tstagno, her menes bog vel nok ,en Bjord*) I Merge. Milmtrøe
uifen nævner Gyngholmen og Bømlfjord,

Mundt Oiforie. Unden Hovedafdeling. A. 8

84 Saalon Maguuefan.

islandſte Annaler derimod fortælle, uden nærmere at betegne Stedet, at
hatt og alle hans Mend, 25 i. Fallet, dratnede, og: at hans. Lig vår
bet enefte af dem alle, føm brev:i Land: heri teøebe:man- magftes at fee
et Beviis pad, Hvad der umiddelbart derefter tilfojes, sat han efter Sir
* gende var hellig” 1): Den. førffo. Beretning - er unegtsligt den fandfyne
ligſte. Auledningen til, at Kong Magnus juft pa den Bi ſejlede over
bet fiørmende Hav ved Sletten, lan enter kynfed at bære beny: at han
havde fulgt med fin Bøn til Myfylke og nu, enten i Følge med ham, eller
alene vendte tilbage 4il Bergen for der at tilbritge Julen, —-å fidſte
Tilfelde har da Haaken firar flpndt fig oſtober for ſiden at komme til
Danmark — «eller .at: fan tom fejlende fra Bergen enten alene: eller i
Følge med Haakon for at naa frem til Øflandet — Tunsberg eller
Oslo — inden Juul, og at Haalon allerede enten var dragen forud dere
fen eller mi fortfatte :Reifen. Eubber af disſe Fortlaringamaader tan
bave noget før flg, men det fandfynligfte er dog, at Haakon allerede ved
Hoſtens Begyndelfe var reift øfter, . og at: han endog: fen havde været
i Danmark. Man funde-fettelig fomme paa Ben Tro, at Kang Haakon
endnu Den Atte Januar paa Tunsbergshuus 'ikte. vidfte: nøget am Fader
rens Død, fiden et Brev, udſtedt i. Tunsberg, den 18%e :Apvil 1375 af
Sysſelmanden ſammeſteds, Ketil Bigleifsføn,. fynes at vife, at denne
end. ikke da vidſte noget om Magnus's Død, faafom hån. regner Maret
efter Magnus's Negjerings=Viltrædelfe og kalder det hans 56ve*). Men
det ſynes jo vigtignot 'utroligt; at Kong Haakon ikke. allerede den Alte
Januar, oder en Maaned efter hans Ded, ſkulde være bleven underrettet
derom, eller åt en faa høitflaaende Mand, fom Sysſelmanden paa det
ted, hvor Kong Haakon: opholdt fig i Januar, ſtulde være utie
dende berom den 18de April, Hær da man af: et Brev, udſtedt i
"Stokholm. den 13de April?), feer, at man allerede ba vivfir Beſted om
Dødsfaldet der, faa langt borte fra Stedet, hvor Magnus omkom. Man
maa ſaaledes formode, at hiint Brev er urigtigt dateret, og. at der ſtaar
det 56de iftebetfør bet 55de Mar, faa at Brevet egentlig er af. 1374.

på i
1) Søl. Am. Ubg. 326, hver Dagen, Ifte Derbr., er: atigtden, mer vor Marene
fom fedvanligt variere, her mellem 1373, 1974; 1375. Watet'1374 maa ans
ſets fifftrt deraf, at ben lübeckſte Prevſt Hermant, Juldmeglig for Bifop'-Hene
vif af Gfening, pavelig Nuncius, I et Brev fra Gtodholm den 13he Myril
4378 omtaler Magnus fom bød. Kong Hogfon pmfaler ham ogfoa I Juni
1375 fom dod, fer. her firar nedenfor. -Gt-rudfif agn om Magnus's Død
, : femmer, fom vi ville fre, mærmeft med, ben lslaudſte Beretning.
- 3) Dipl: Nørv HL 397.:

5) Ger nysanførte Brev fra Provſt Hermann I Låbed.- Jfr. nidenfør S. 45

verft. N stred makt an

4874.. Song Magyue' 85

Saadant bedrøveligt Endeligt fil Kong Magnue, efter-en lang og urolig
Megfering, i fit 59ve Aar. De, der ved hans Viltrævelfe til Megjeringen
fom fulpennndig Konge betragtede Forholdene, faaledes fom de alene viiſte
fig pag Overflaben, maatte prife ham fyttelig fom em af de mægtigfte blandt
Øuropaö Fyriter paa den Kid. To Kongeriger fød jo under hans Scepe
tere, og dermed havde han forenet en ſtor Deel af det tredie; hans Herres
dørame ſtralie fig lige fra Ladoga til Befterhavet, over Øer og Lande i dette
lige til bet pderſte Nordveſten, og lige fra Nordiisbavet til Halvøens
pderſte pilfe ted Øfterføen. Før dem maatte det fynes utænteligt, at
han ved fin Dør tun ſtulde have nogle faa Landſtaber tilbage af den
hele Herlighed, og ſels disfe egentlig: kun i Felleoſtab med fin Søn.
Men for Gøpver, der. par nær Hold iagiteg alle Forhold og lærte dem
nøjere at fjende, funde ber uipttelige ending, . ſom hans politifte Livs⸗
bane tog, ifte være operraftende. Det maatte forlængit have været dem
indipfrude, at allerede Gtormandå-Meldet og Stormandg-Gelvraadigheden
i Sverige afege bar mere:end not til endog at funne drive en fraftigere
og forftendigere Mand end Magnus til Forivivielfe, mdfige at han ved
Øihen:brvaf ogſaa fuldeitunne overtage at vedligeholde og befefteen Union,
Der allerede i: fin Stiftelfe bar Spiren til fin Oyløsning i fig. Kong Mage
aus arbeidede fag godt han kunde og. med den bedſte Vilje mod Strømmen
i begge Metninger, men Strommen var ham for flert, og han maatte butte
ander før ben. Vi have feet ham modigt og ufortrødent gjøre idefige Fore
føg pan at hevde Kronens og Foltets Met lige over for: de anmasfende
Gtormend.: - Bi hate feet ham roosverdigt heftjeftiget med at forbedre
Lovgivningen, ideligen arbeidende paa at-løsrive fine Underfaatter fra et
ydmygende Handeldaag, benyttende Leiligheden til at vinde en fordeelage
tig Vilvert for bet ene af fine Miger, medens han berved ogſaa fiktrede
det en tryggere Ørændfe, forfvarende fine Niger mod raa Barbarers
Angreb i Oſten, uophørtigt reifende fra det ene af Migerne til det andet
for itte at forfømme noget af dem, og fornemmelig velgende fin Reſidens
pan :Grænbfen, hvorfra han paa een Gang kunde holde Oje med dem
begge, og hvorved tidlige Bevidfiheden om Unionens Vilværelfe maatte
blive" mere frvende hos Indbyggerne i dem begge: fort, vi have feet ham
udfolde en Virtſomhed, der legger for Dagen, at. han baade klarligen
var fig fine Pligter bebidſt, og harde den redeligfte Vilje til at opipfde
dem. Under gunftigere Forholde. vilde han: maafter endog hare. glimret
fom en udmerlet egent. : Men her vare Forholdene ej alene det mode
fatte af. gunflige, men endog faa fortvivlede, at felv en langt mere brga-
vet Fyrſte end Fan neppe vilde have kunnet øyervinde hem, end mindre at
Magnus, :med. fine aabenbart kun tarvelige Evner, fulde kunne vede
fig ud af dem med Held, ifær da bet tillige var ham beftittet at

3*

36 Haafon Maguusfør. -

hade tvende ſaa overfegne liftige og henfynekøfe Meddejlere at kap⸗
peg med fom Ulbredt af Medlenburg og Valdemar af Danmark. Endog
en Mand med Kong Gterres Talent og Udholdenhed vilde her have haft
Banftelighed ved at holde Stand. En og Anden vil maaſtee indvende,
- at: Margrete Baldemarsbatter, - fjønt fun en Kvinde, fenere fotmaaede
at jevne Vanſtelighederne og gjøre fig de ſtridige Gemytter underdanige.
Det fan heller ikke negtes, at hun i Handletraft og Statsklogſtab viſtnok
flod langt over Magnus. Men man maa erindre, at hun ei traadte
frem og gveb ind, førend en Reaction var indtraadt, og dade famme foenfte
Gtormend, der engang havde været: faa ivrige i at faa Magnud førjaget;
nu vare ligeſaa ivrige i at gjøre fit Bert om igjen, og at de fåndfontige
viis, om Magnus da hdvde' fevet, paa famme Øaade vilde have henvendt
fig til ham. Det er forøvrigt en Kjendgjerning, ſom man altid maa
Dave för Øje, naar man bedømmer Magnus's Gharakter og Birffomhed,
åt det Antal af hans Underfaatter, ber holdt af ham, langt vvervejéde
det, fom var ham fjendtligt, og at dette fjendtlige Parti derhos var-det
flettefte og meft -upatriotifte, - men 'at han har haft det færegne Uheld,
at hans Liv og Levnet egentlig tun har været frildret for Eftervetdenen
å det hadefulde Lys, hvoridette Mindretal, der blev det ſejrende, fandt for
godt at fremftille bet, medens de Yttringer til hans Roos, fom hørtes
fra Fleerheden, og man tan fige fra Kjernen af begge Nationer, ere
blevne forgfemte eller lidet paaagtede. Thi Magnus's Liv :6g Megjering
er, fom vi allerede førhen have nævnt, fornemmetigen bleven fremſtillet
og bedømt efter de Gtildringer, der forefindes deels i den rimede ſvenſte
Krønite, fom forfattedes et Par Generationer efter hans Tid, og fom
fun gjengiver det bam fjendtlige Stormandspartis hadfte Domme, deels
Å den: noget "fenere: fevende uppfalfe Geiftlige Erit Olafsſons (Erici Dlai)
foenfle Kronike, der før det mefte ev bygget paa Rümkroniken, men dess
foruden har benyttet og tildels "misforftaget de Udtavelfer om Kongens
og Dronning Blanthes foregivne Feil, der findes i St. Birgittas, Aaben⸗
bareffer”, Hvilte igjen, hvad bette angaar, tun grunde fig påa de Stil⸗
Sringer, fom hendes egne Frænder og Benner, der naften famtlige hørte
til Kongens Fjender, fendte hende under hendes langvarige Ophold i Rom.
De eldre, fvenfk Krøniker, der dog heller ikke eve famtidige, meddele
. å fine førte Notitſer tun meget lidet og affolde fig fra at give nogen
beſtemt Dom om Kongens Cyarafter eller Dygtighed. Men vi have
feet, at Almuen i Uppland, efterat have fmagt Medtendurgermed og
Stormendeneg Herrenælde i nogle Mar, onſtede Magnus' igjen på Vro-
nen og fafdte ham fin ,ærlige og gode Herre; vi: ville fee; hvorledes
der ſtrax i Begyndelfen af det følgende Aarhundrede klagedes over famme

1374. Kong WMagnne'6 Død og ftermæle. av

$Herrevelde fom ,Vyrannerd forvorpne Regimente“ '), og endelig er det

"en mertelig Omftænbighed, at der fra Rorge itte findes et enefte dad»
fende Ord udtalt om ham, medens vitvertimod have feet, at de islandfte
Annaler, der viſtnok ifær udtryfte Folfemeningen i Norge, faamegetmere
fom Øen felv itte tunde roſe fig af fynderlig Lytte under hans Regjering,
yttre, at fan efter fin Død anfanes for hellig, og en anden islandſt Op»
tegnelfe, nedſtreven itte mere end 13 ar efter hans Dad, kalder ham
„den gode" 2). At hine partifte og ufordrelagtige Fremftillinger blev
de, der åfær lagdes til Grund før nyere biftorifte Forfatteres Arbei⸗
der, var for faa vidt naturligt, fom de var de enefte, der indehofdt noget
tigere hiſtoriſt Stof og meddelte en fammenhærgende Fortælling, medens
derimod de nysnævnte mere umiddelbare Uptryt af hans Samtids og de
flefte af hans Underfaatters Dom om ham tildeeld vare ubekjendte, Man
tan altſaa i Korthrd fige, 'at be. uftaanfomme og ufordeelagtige Domme
om. Kong Magnus mere tilhøre en fildigere. Viddalder, og blandt hans
Samtid fun en enkelt forholbapiis lidet talrig, men mægtig Klasſe, ber
folte fine Fordringet .og uberettigede Viltag truede ved hans Foranftalt
ninger; og at derimod den ſtaanſomme eller endog fordeelagtige Bedom⸗
melſe af hans Ferd tilhører hans Gamtid og udteykfer den Mening om
ham, ber herftedei hele Morge og hos den ſtorſte Fleerhed af hans foenfte
Underfaatter. Gjelder altſaa her, fom ellers, det Udfagn, at Samtidens
Bedemmelſe af en Mand i det Hele taget ev rigtig, da har Gamtidens
Stemme, der overvejende erklærer fig til Bedfte for Kong Magnus, dere
ved ogfaa givet ham et Vidnesbyrd, fom udvifter de flefte af de Petter,
hvilke en ubillig og partift Efterflegt har fat paa hans Minde.

Det er allerede forhen nævnt, at faavel Kong Magnus, fom Dronning
Blanche havde beftemt at ville begraves ved Vadſtena Klofter, og til det Øjes
med fljentet en overvetteg ftor Pengefum 3). Denne Beftemmelfe blev neppe
efterfulgt. Da Dronning Blande døde, var Badftena Kloſter langtfra faar
ledes iftand, at bet funde modtage Liig til Begravelfe, og vi have ogfaa feet,
at hun efter en næften famtidig Beretning frulde være begraven i Danmark ;
dette er nu viſtnok neppe rigtigt, da hun fnarere blev begraven i Sundberg,
men man feer dog faa meget deraf, at hun itte antages at være begraven i
Vadſtena. Heller itte ved Magnus*& Død var Badftena Klofter fommet
vet iftand. At Magnus*s Liig under den nærværende Krigs- eller ufittre
Fteds- Tilſtand frulde være ført derhen i hans og hund Sons Fjen-
ders Omraade, er lidet tvoligt, og ber ev ogſaa en — viftnok ikke

3) Klage fra Linkoplugs Domtapitet.

2) See Flatøbogen 1. S. 28. Fornaldar sögur Nordrlanda Il. 6. 14. 15.
Han foldes ſaaledes Iffe mindre end tre Gange.

3) S. foregaaende Bind, S. 478.

38 Haakon Maguusføn.

af efdre Bidnesbyrd fløtet — Beretning om, at bet blev ført enten Al
Gudheems eller Barnheems Klofter i Beftergøtland*). Det fandfyntigfte
ſynes ellers at være, at bet blev ført til Bergen, fiden Kongens Død
indtraf far nær benne Stad. Men noget Sagn om, at han flulde have
været begravet der, findes dog ikke. Det ev itte umiligt, at Kong
Magnus, da Gverige var falden fra og havde taget fig en ny Konge,
forandrede den Beſtemmelſe i fit-Veftamente; hvori det forordneded, at
Han flulde begrates i Vadſtena, og vålgte fig et nyt Begruvelfesfted,
men at bette Villæg til hans Veftamente tan være tabt. Vi finde idet-
minbfte, at han fljenfede Gaarden Henden paa Raumarike til Chors bro⸗
drenes Commune ved Domtirten i Oålo*). Hans tidligere, i fin
Batndom afdøde,' Børn — Der flal Have været tre: døde —— ac biebae
begratne ved Aas Klofter i Halland. -

Kong Magnus maa have efterfadt en betydelig Gjeld. var: det førfte
var endnu itfe det fore Laan "Af. de pavelige Penge tilbagebetålte. . Derhos
maa der eüdnu have være meget udetakt af Hans Leſeſum⸗ Og mbekig
erfarer man, at han ſtyldte de flefte Kitter i Givefysfel:tre Uargange
Tiende af Krengodfet, förmodentlig for den Tid; ba Han havde fradigere
Mefidens paa Baagahnus Slot. Det er muligt, at har. tar hade ſtyldt
figefaameget til andte Kirter, men fom da rigtignok ikke tan have ligget i
Oslos Biffopsdømme, efterfom ingen faadanne tilbageſtaaende Fordrin-
ger opfsres for disfe. Dog feer det ikke ud til, af Somen har plaget
fig med at faa disfe Gjeldspofter betalte, thi de førefomme endnu faa
fildigt fom 1393 opført blandt de næften opgivne Gjelvsfordringer *),
og vi ville fee, at ogfda han frod i en lignende Gjeld til de felofamme
Kirker. Der maa ellers ved disfe Viende-Margange have været en egen

1) Mesfenius, Scondia T. M. S. 27, T. XII. 204. Paa forſte Sted nævnes
Barnbeem, vaa andet (I Apologien) Gudheem, og nogle Annaler paaberaabes.
Hvilfe disſe ere, vided itte: de ere idetmindſte Iffe nu til. J Bavitenas An»
maler nævnes der heller iffe noget om, at Magnue's Llig fenere flyttebes ber
hen, og flige Bintninger plejede altid at omtales.

3) Biftop Gniteins Jordebog fol. 123. Sammeneds, fol. 56, faar der, at Han
gav 1 Mt. B. Audighav I Lider til Hraaner Kirke for Tiende.

%) Fillægget i Biſtop Eyfteins Jordebog fol. 3—8. Kirferne, tilhvem han føyldte,
ere Thoresby, Bjorland, Ejove,, Thorsland, Gyfrey, Valte, Mariefifen å
Kongehelle, Ditraby, Karlaby, Jorland, Holte, Rymaland, Gvitfarjod, Gol+
Berg, Moreim, Aubsmadl, Auffand, Grindarjodt, Lyng, Miktarjord, orføle,
Vifdluland, Maggarjodr, Bevje, Herekfad, Haukaas, Skriksvik; Gjelbeu til
enhver af bem var 3 Margange, undtagen til Lhoresby, hvem ber fun yldtes
fo. Bi funne her tilføje, at ovenjar (fort. Bi &. 668), hvor de Kirker ope
regnes, hvilfe Hr. Orm ſtyldte Liende, ere Thoresby, Bjorland, Harundar⸗—
flav, Sjove, Thorsland, Gyfrey, Bakke, Marie (i Kongehelle) og Rymaland
nbeglemte. :

1374. Rong Magnus Død og Eftermale. 39

Gammenhæng, fom un itte lader fig godt oplyfe, fiden Hr. Orm Ey—
fleinsføns Bo, fom vi have feet, var disſe famme Kirker, eller de flefte af
dem, tre Uargange fyldige. Thi vel tan dette, og maa det for en Deel
have været Filfeldet paa Grund af,-at han havde Privat-Gjendomme inden
Gpflen, men bet ſynes ogfaa at have maattet flaa i Forbdindelfe med den
Myndighed, han fra 1355 af fom Kong Magnus's Drottfete udøvede,
om han maaftee fan have været førlenet med Baagahuus Slot og Syflen,
og at dette maaftee tan have paabraget ham Forpligtelfer, fom ellers
paahbilede Kongerne felv.

Der findes i enkelte Haandfrrifter af de gamle novgørodffe Annaler
under Navn af , Kong Magnus's Veftament” eller „Haandſtrivelſe“ em
Advarſel til de Svenffe om at opføre fig vel og fornemmelig holde Fred
med Rusſerne, affattet i Kong Magnus's eget Navn, og, hvad der er
det forunderligſte, efter hiint Uheld paa GSøen 1374, der blev hans Død,
men fra hvilket han, fom bet her foregived, fal være bleven frelſt og
omſider være fommen tif et rusfiftt Kloſter, hpori han fom angergiven
Synder (ed fig optagt, og hvorfra han da feneve. paa fin Gottefeng
ſtulde have ladet Skrivelſen udgaa. til fine foenfte Underfaatter, i hvilken
fan til pderligere Adnarfel flildrer fine egne Misgreb med be mørtefte
Farver. Strivelfen begynder faaledeg 1): „Jeg, den fyndige Magnus
Gveatonge,. fom i den hellige Daab har faaet Navnet Gregorius, men
fom fnart vandrer heden til et andet Liv, byder herved mine Brødre,
mine Børn og hele Svea Land at leve i Fred og Kjærlighed, afhorde
fig fra Gvig og Ufandhed, Overdaadighed, Drukkenſtab og falftt Spil,
iffe at foruvette Mogen eller bruge Bold mod Nogen, ikte overtrede
Korékysningen, og ikke gaa over til Nusfernes Land, førend Fred bliver
fluttet og Korſet kysſet, da vi deraf ikke have nogen legemlig Fordeel,
men Gjælen fortabes“. Derpaa gjennemgaaes i Korthed de Svenſkes
tidligere Krigsforetagender mod Rusland for at vife, at de fun havde
Gtade deraf. Byrge Jarl, figes der, trængte frem til Neva med en
Krigshær, men blev flagen paa Flugten af Fyrſt Alexander Jaroflavitfd ;
fiden gjorde Marftalten (Marften Thorgils Knutsføn) et Vog til Neva
og anlagde en- Stad ved Oåta, hvor han efterfod en ſterk Befetning 2);
derefter var der Ufred med Nusferne i 40 Aar, indtil der fluttedes Fred
med Gjorfyrft Jurje Danilovitfd paa 40 Aar, med befeglede Breve;
men uden at agte bette drog Magnus 30 Aar derefter med hele Svetiges

%) De novgorobfte Ann. Enomi f. 1848, 6.101—104, jfr. fr. B. 6. 524, 525.
%) Øyrge Jarl kaldes her , Kaas og Befalingsmand Belgerb*; Thorgils Knuts
fon, ligefom aflerebe I be novg. Annaler ved 1300, pMaftalfa" (d. €. Marftalt,
Marft) famt Kongens, Broder», det vil fige ,Brænde”. Der figtes til Anleggel:
fen og Grobringen: af Borgen Landekomr ved Neva og Ochta 1300 og 1301.

40 $aafon Maguuefon.

Magt mod Musferne for at tage dem til Fange, fordi de ike vilde gaa
over til hans Lære, lod ogſaa mange af dem døde, indtog Dredov og
eftertod en Beſetning der, men faafnart han var bragen hjem over
Havet, erobrede Mongoroderne Staden tilbage og dræbte Beſetningen.
Desuagtet, heder det videre, fom han Uaret efter tilbage med en Krigg=
hær for at angribe Oredov, vendte fig, ba den var forfvaret af en ruse
fift Hær, til Koporje, og flygtede fiden derfra over Havet, men miftede
en Del af fin Hær ved en flert Storm i Munvdingen af arva; fide
den Vid havde Guds Brede hjemføgt Sverige med Hungersnød, Peft
og indbyrdes Hejde. „Og mig arme Synder”, heder det derpan, „har
Gud for:mine mange Cynders Skyld berøvet Horftanden, og jeg har
fiddet fangen å mit Stor et Aar, fuftfmeddet til Veggen ved en Jærns
fjeve. Siden fom min Sen Haakon ") fra Norge til mig og tog mig
ud af Slottet, og da han betragtede mig og faa, Hvorledes jeg var bles
ven mert af Farve og udtæret, mine Øjne indfaldne, mine Hænder og
Fodder afmagrede, Huden og Aarerne fafttørrede til Benene, og at jeg
næften itte tunde faa Gtemmen frem, faa at min Roſt lignede en fvag
Biefurren; og alle, fom faa mig, feldte Vaarer: da faldt han af Bedrøs
velfe til Jorden, førgede og græd over mig. Han førte mig derpaa
til fit Land Norge, og jeg gif atter ombord paa et Fartøj. Men paany
opftod ber en heftig Storm, faaat man ej kunde fee vore Skibe og Sejl

"blandt Bolgerne, og faa druknede alle mine Folk, men jeg felv blev frelft

efterat have foømmet om paa Kjølen i tre Dage og tre Mætter; og Gud
førte mig med inden til Floden Polnaja tætved ben hellige Frelfers
Kloſter *), og de derværende Munte føftede mig op og bare mig ind å
Kloftret, hvor jeg tog Muntedragten og af dem blev indviet til Munke⸗
liv og Rlofterdragt. Alt dette haver Gud fadet mig times for min Hov-
mobighed og mine Indbildninger om mig feld, og min Gvigagtighed,
thi der findes ingen i Verden faa hovmodig,- ondftabsfuld og fyndig,
fom jeg, og berfor har Ulyften rammet mig. Jeg har i Mangt og
Meget overtraadt Korskysningen, "og øvet Bold mod det rusfifte Rige,
men Gud har ydmyget mig og fadet mig døje ufigeligt ondt. Og nu
befaler jeg Eder, mine Brødre og Børn og hele Sveriges Rige, at I ej
frulle elfte Svig og Ufandhed og denne Verdens forgængelige Vant, thi
alt forfoinder fom en Møg og en Drøm og farer forbi fom em Stygge.
Øver itfe Bod mod Rusfernes Land, overfalder det itte; og -overtreder
itte Korskysningen, paa det at I ej fulle gaa til Grunde. Men den,
fom overfalder Rusland og overtveder Korskysningen, han har imod fig

1) Haakon kaldes, maaffee fun ved Fejilfeift, „Sakun“.
2) Sfølge Suomi, I. c. 6. 104, fulde der være et Sagn, fom angiver dette
Klofter at bære Balamo Klofter I Ladoga.

1374. Rong Magunf's Død og Eftermele. 41

Gud, I og Sand, hvormed han har frraffet mig for min Ugudelighed,
min Bedragerflhed og Ufandferdighed, min Indbildſtbed og Hovmod, og
min Voldſombed, Ubarmbjertighed og alt det andet onde, jeg har beganet.
Alt dette har Gud ved fit guddommelige Forfyn gjort til min Gjeld
Frelfe". Ut dette Brev firar efter Kong Magnus's Død ev -fammene
fat af en eller anden rusfiſt Geiftlig, der i det Hele taget — enlelte
Undtagelſer fraregnede — har været vet vel bekjendt med de Begivenheder,
fan berører, er pjenfonligt, faavelfom at hans Henfigt man have været
den, derved at afftrefte de Gvenfte, idetmindfte Grændfrboerne, fra at
øve Fjendtlighod mod Nusferne, ifær efterat der, fom man maa antage,
netop å Maret 1974 var indgaaet em ny Fred eller fængere Stilſtand
mellem Rusland og Sverige. Men at Forfatteren felv for Alvor flulde
fate troet, at Kong Magnus endte fine Dage i et rusſiſk Kloſter, er
utenkeligt; han maatte bog vide bedre Befteed: han maatte idetmindfte
vide, at om Magnus end havde overftaart Faren ved Lyngholmen, faa
var han Dog i alle Fald itfe fommet til noget rusſiſt Kloſter. . Naar
fan alligevel foregiver Dette, fam man neppe forklare. det anderle⸗
des, end at han har troet at funne benytte fig af den Omftændighed, at
Magnus omkom i Norge, faa langt fra de pderfte Grændfer mod Rus⸗
land, til at indbilde de fvenffe ØGrændfeboer noget faadant. Dog er bet
ifte umufigt, at ber yaa bisfe Kanter virtelig herftede nogen Uvished
om, Hvorvidt Kong Magnus var omfommen ved hiint Ulykkestilfelde eller
tj. J de Tider kunde det not vare længe, inden man erfarede den ſikkre
Sandhed om en Vildragelfe, der havde fundet Sted i faa fjerne Egne,
ifær ba der nu endog var et fyendt Forhold mellem Norge og Sverige,
og Nygter eller Beretninger om Begivenheder i bet veftlige Norge der-
for vel og maatte have ſtorre Wanſtelighed ved at arbeide fig frem til
Sverige og - gjennem bette, indtil Ve naaede be yderfte Grændfeftrøg i
Øften. Naar Forfatteren lader det være 40 Aar mellem Thorgils
Knuts ſons vusfifte Krig (1293—1300) indtil Freden i Dredoveg 1323,
famt 30 Mer mellem denne og Kong Magnus's Log til Kusland i
1348, da tør det vel hende, at disfe Ungjagtigheder alene ere at ſtrive
paa fenere fljødegløfe Uffriveres Megning, ſtjont man ogfaa meget godt fan
tænte fig, at Forfatteren, nagtet vel bekjendt med Begivenhederne over-
hoved, ikfe faa nøje erindrede Aarene. Stildringen af Sveriges ulyttes
lige Vilftand under Magnus" Regjering, hvorvel noget overdreven, lemmer
not faa godt med, hvad vi andenftedåfra vide om Forholtene det. Ber
frivelfen over Kongens haarde Fangenftab og elendige Udfeende, da han
omfider blev befriet deraf, tør maaftee paa bet nærmefte medføre
GSandhed. Den vifer os her udtrykteligt Haakon ganfte fom den
fjærlige Søn, vi ellers alene funne flutte 08 til, at han maa have

ap $Hanfon Magunsføu.

været: Hbad der fortælles om Ulykkestllfeidet paa Gjøen, fom Magnus
fifølge denne Beretning fulde have overftaaet, ſtemmer befynberligt noje med
den islandſte Fortælling, og bet ev maaftee enbog muligt, near det fommer
iL Styttet, at dennes Billæg om, at Magnus var Hellig, unde fraa i nogen
'Gammenhæng med ben Yro, at han flulde være bleven vptagen.i et
Kloſter og der have endt fine Dage. Herom faar man vel: tente, hvad
shan vil: vi have itte villet undlade at meddele -et Uddrag af dette bi
ſynderlige Product, fordi det. dog altid indeholder Oplysninger, ben; hvor
daarlige de. end i fig felv -ere, ved em ſaadan Mangel af urførkige
diſt oriſte Beretninger, fom den, der herfter med Henſyn til * —*
nusrs Biporie, dog itte ere at foragte: :

' å. Kirkelige $ildragelfer. Ny Bavetiende* paabudt. *

å på de Brteige Forhold og Vidragelferne inden Kirtens Onraade
de forſte Mar efter Fredens Gjenoprettelfe: viden Åke meget / andet, end
Hvad Her Pod ĩ Forbindelſe Med: de pavelige Pingefordringer og Jude
Hræbninger. Allerede Pave Urbanus den Ste havde, fondet i bet: Jørée
gaaende er omtalt; i:4363 paalagt: én ny Treaarstiende og ubnærnt
Guido af Croir til fin Mundus og Obetindfamler for Norden. Moed
Stutningen af hans Levefid bede Guido"), og fan beftikkede nu i hans
Sted den forrige Nuncius, Henrik Biféop, dev imidlertid var bleven
”Biftop'i Slesdig?). Han havde endnu itte tiltraadt fin Gendelfe, da
Utban døde dg Gregorius den Alte blev Pave; men Gregorius beteæf-
føde fam i hans Hverd og overdrøg ham tillige at indvrive alke de For-
bringer, bet pavelige Rammer paa nogen Maade kunde habe til Gode i
Danmark, Sverige og Morge, idet han tilbagekaldte enhver af de hidtil
"fungerende Nuncier og Collectorer.”pad en Maade, ber hæften ſynes at
tiftjendegite Misfornojelſe med dered Ferd, ſom om de ikke med tilbørlig
Redelighed eller tilſtreektelig Kraft havde udført. fit Hrerv. Biſtkop
iØenrit-fib meget udſtrakt Fuldmagt til at handle paa Paveftolens Vegne,
fagføge de Gjenfirdige med Unvendelfe af de kirkelige Thangsmidler,
indgaa. Forfiig 0. f. b., men det blev udtrykkeligt paalagt ham ikke at
site Mogenfomhelft Henftand påa kængere Kid end to Uar*). Faa

- %) Guido omtales nemlig fom død I Pavedrev af 290e Marts 1312, og bet ev
faalebeø tybeligt, at hans Død var arfagen I Biffop Genelte Beftffelfe.
3 Denne Veftiftelfe, bateret Tde Mal 1371, ver tillige I Originaferpebittomen
indeholder ben, fom Pave Meban havde givet Bifop Henrik, aber t Regest.
2. Gregor. XI. Seer. de Curia ans. I. fol. 182,
3) Beg. Gregor, XI. Bullæ Camerales ann, I, fol. 33. Unberligt not, er Stri-

1371 1324. Pavelige Pongelrav. 8

Uger derefter betjendtgiorde Paven, at da han til Veſtridelſe af: Rammer
rets mangfoldige Udgifter nødfagedes til at anvende alle mulige honette
Midter, fulgte han fin Forpængers Grempel og forbehodt fig, faalænge
han ej efter fit Godtbefindende maatte beflemme andertedes, IJudtægtevne
af alle de geiftlige Embeder eller Beneficier, der enten allerede vare, eller
herefter maatte blive ledige bed Gurien og faalebes vare hand umiddel⸗
bare Dispofition forbeholdte, imdtil de bleve befatte?). Disſe Indtæg⸗
ter kunde vel itte for Rorges Vedkommende afgive faa meget, da der her
forholdsbiis ej blev faa mange Beneficier ledige ved Curien, men deſto
mere indbragte de å be øvrige romerſt⸗katholſte Lande, hvor Lytteføgeriet
og Provifonsværenet var mere gængfe. Ved en ny Skrivelſe af 27de
Movember 1374 fit Biſtop Henri pderligere Jnfiruetjon om at judkræve
faavel Rumaftatten fom den af Pave Urbanus paalagte Treaarstiende sg
en ſaalaldet Procuration -eller Biſitatsafgift, hvilken Paven. nys fynes
at have fordret af: Nordens Griflige alene, men hborxem der forpvrigt in⸗
ge nærmere Ophysning forefindes; flulde han trænge til den nad, 2ide
Hitobet) -nbnævnte Eriediftop. Thronds Biſtand, da kunde: han frit hen⸗
vende: fig: til ham og benytte hans Naad, da har baade: for:Paven:povde
viiftfig villig dertil, og denne desuden udirnkkeligt havde paalagt ham
det2). Det famme- Hverd oberdroges for Spdersernes Bedfonmende,
der endnu beftandigt betragtedes fom henhørende under Nidaroos Kirke⸗
prøving, til. Archidiaconen af Down i Island, Jon Doncan, en fød
Manboee 3). Biftop Henrit. maa omtrent paa denne Tid have begivet
fig til Norden, da ber findes en Strivelfe fra Paven til Kong Utbredt
i Sverige, datevet den 13de Marts 4372, hvori Paven, fom habde hørt,
at Kongen lagde Kammerets Gollectover Hindringer å Vejen ved -pereg
Sndfamlinger å Sverige, bad ham nu at høre op dermed og heller at
modtuge Biftop Henrit vel og, om bet behøpeded, meddele ham
Leidebrev 4). Omtrent famtidigt dermed, tun idet fenere, fandt. Paven
fig nødfaget til at gjentage fin Tilbagekaldelſe af alle de tidligere : ude
nævnte Collectorer, fanfom han havde bragt i Grfaring, at flere af dem,

velfen derom af et tidligere Datum,. end ber egentlige Befræftelfe af Biſtop
$enrifs Befittelfe til Nuncius.

1) Reg. Gregor. XI. cod. chart. T. XV. fol. 85.

7 Sammeſtebs, Secr.-de Car. ann. I. fol. 809.

3) Chronic. Regum. Manniæ, ly. af 1860. 6. 182. Jon Doncan var lige
fom Blſtop Henrik allerede beitet til Munckuø af Vave Utban, det i Jan.
4367 havde utnævnt Gam, fom da var Gognepref til Tamelin I Downs Bir
fopøbømnre, til Mdjibiaconus fammefiebs. Chron. r. M. 8. G. 176.

%) Grlfe, Bullar. 6. 133. : ,

44 HDaakon Magnnsføn.

fom Guido af Croix havde beftiktet, flet ikke vilde give Skip paa Be
frillingen ').

Btrar efter fit Biftop Henrik det færftilte Hverv at indfardre og
'ab retslig Bel fætte Kammeret i Beſiddelſe af alt Løsøre, der havde til⸗
Hørt Erkebiſtop Olaf, og ſom Paven allerede inden dennes Død Havde
fagt Beflag paa, ſaaledes fom det allerede i det Koregaaende er omtalt *).
Alt dette rørlige Gods, indeftaaende eller ubeftanende, ſtulde Biftopett
frætte og mobtage, hvori det faa beftod, og hvem det fan var, Ver fad
inde dermed, tvingende enhver den, fom fatte fig derimod, han maatte
endog beffæde ben hojeſte geiftlige eller verdslige Merdighed, : faavel med
tirkelige Straffe fom ved Paaberaadelfe af den verdslige Mynvighed,-
$018 den udfordredes, og naar alt var inddrevet, ſtulde han fende det til
Kammeret fa fnart fom muligt. Dog ſtulde det fradrages, hvad Erke⸗
biſtopens Bo ſtyldte for Udgifter til fin egen" og Airkens unndganelige
Mødbendigheder; Hvad hans Begravelfe føftede, hvad ber maatte flyldes en
og anden i Gtadeserftatning, hand. Tjeneres Lør, og de Bøger og andre
Sager; ſom Erkebiſtoben havde erhvervet ved Arv eller eget Urbeide eller,
af Airkens Gods; ligeledes flulde de ſaakaldte Legitimparter afglves til
ans Arvinger, om han hådde faadanne,- og derhos ſtulde man ikke. ber
fatte fig med de Bøger eller kirkelige Prydelfer, fom hørte til Kirken og
Grtkeſtolens Inventarium. Imidlertid var det kommet til Pavens Kundz
frab, at Erkebiſtop Thrond uberettiget havde fat flg i Befiddelfe af ene
deel af det ſaaledes forbehokdte Gods og heller ikke nu vilde give Slip
derpaa; derfor befalede Paven ved Strivelfe af 2050 Mai Biftop. Hens
vit, faafremt biin ej godvillig vilde affaa det, at indſtevne ham
til at møde bed Pavehoffet inden fer Maaneder for der at modtage
Dom efter Mettens Medfør»). Kong Haaton blev af Paven ved en
færegen GStrivelfe anmodet om at være Biftop Henrit eller hans Under»
collectoter behjelpelig. Biſtop Henrit fik ſiden den Befaling, der allerede
tivligere havde været Johan Doncan paaldgt, at remittere, hvad han
maatte faa indfamfet, til nogle udtrøfkeligt natngivne florentinfte Kjob⸗
menb, der udførte Curiens Forretninger, i London eller Briigge, imod
dereg Qvittering, der ſtulde være tilftræltelig til hans Legitimation 4).

Hvor meget ber ved denne Leilighed tilvejebragtesi Norge, eller

1) Pavebrev af 29de Marte 1372, Reg. Greg. XI. Secr. de Curia, ann. 2.
fol. 105.

%) Reg. Gregor, XI Seer, de Curia. aun. Il. f. 126.
5) Dipl. Norv. V. 272. 373.

% Regest. Greg. XI. Bull. Camera. ann. Il. fol. 87. efalingen"er bateret
ben ben Gepibr. 1372.

1971—4874. Develige Pangetrav. 45

om Griebiftopen virtelig maatte flevned, inden han gav Slip paa det
fordrede Løsøre, vides itte, ba man fun kjender til Miftop Heuriks
Birtjomhed i Sverige under denne Gendelfe. Han gik her ſtrengt til
Berte imod Biftop Gottſtalk af Linteping, idet han i Februar 1873,
ba fan oppoldt fig i Gtodhotm, erklærede Bortfall .og hans Gapitel
forfalne under. Gzeommunwicarions Gtraf, fordi ve-ikke i vette Kid havde
betalt Zreaarstienden, og befuldmegtigebe derhos fin Capellan til gt ind⸗
drive hos dem. ej alene benne Tiende, men ogfan andre Gjeldøfordringer;
bvoriblandt 200 Mr. brendt, fom de endnu ſtyldte i. Kraft af:den i fin
Zid for Kongens Vaan indgaaede Gaution*). - Oafaa umiddekhart til
&ong Magnus fein henvendte Biftop Henrit fig, fom vi have feet, om
Indfrielſen af dette Laan, ved en Strivelſe fra Gjodholm af LAVE Sep⸗
tember 43732), og beſpaderligt nok angaves bet her endnu, uagtet de
flere Udbetalinger, ber havde fundet Sted, til 45000 Guldgylden.

Øen . imidlertid havde ogſaa Pave Gregsrius ved Bulle af.13de
Januar 1373 paalagt em my Viende af geiftlige Jndtægter, fom; vigtige
not itte ſtulde firette fig videre end eet Aar. Den frulde, heder Vet.
anvendes til Gjenerhvervelfe og Forfoaret af Hirtens Landftaber, hvortil
Paveftolens egue Midler itte forſlog ligeoverfør be endnu filoversblenne
$jender?). Tienden, for han, forſikkrede han, tun hoiſt nodigt paalagde,
ſtulde wgues for et Mar fra Bullens Udftedelfesdag og indbetales i to
Terminer, Halvdelen næfte Allehelgensdag, og Halvdelen den paafølgende
Paaſte ). - Den egentlige Inddrivning paalagdes Biftoyerne og de af
dem udnævnte Collectorer. Men Pengene, fom indkom, ſtulde udbetales
til Elias af Bodron, Cantor i Saintes, pavelig Nuncius, der ved fin
Strivelfe af 20de Januar fit det udtryttelige Hver at foreftaa Indſam⸗
lingen af denne Getaardticnde. i Tydſtland, Ungarn, Bøymen, Polet,
Sverige, Vanmart og andre Lande. Hvad det blev gjort for at ind⸗
brive denne Viende i Norge. vides ikke, da Gfterretningerne om deslige
Sager fra disſe Vider ere yderft fparfomme. Ut Biftoperne ej torde
fide Pavens Bud overhørige, og at der ſaaledes vel altid. indtom en
Deel frå Morge, maa man antage, men det ev not muligt, at vet fo
meget feent frem. Endnu engang, og bet efter Kong Magnus's Døv,

1) Gelfe, Bull. 6. 133. 134.

%) Eammefeds, &. 135. E , ,

9) Under Gregor ben .1yte fuldførtes nemiig Paclfcatlomen af det meolige Mor
magua, fee bl. a. Theinet, Codex diplomat. Domin..S. Sedis T. N. 6. VI.
vu. sa .

) Regest. Gregor. XL Sen de Cur.-aun. 8 fol. 11-43. >>.

%) Gammefteds, fol. 13. J

4 vaalen annen

horer man nøget om Hans Gjeld- til Pabeſtelen Å Anledning, af det fore
Laon, idet Provf Hermann i Låved,: Biftop:Henrits Fuldmegtig, den
4352 Abril 1875- meddeelte Biftop Nikolas af. Skara Ovittering for
18 SME. brenbt Sølv i:Aforag paa 25 MÅ, for har feykdte fom Gau-
HOR for den ſalig Konges Laan: en Udbetaling,“ fom Biftop: Milolas
dog fiken; nemlig t'Movember 1877, -førdride: tilbage, efterfom. Provſt
Hermanns Hero fom Collertør ſtulde vare oppørt, da: hlin Betaling
Dette er · forreſten den ſidſte Gang, 'af dette aan: bommer: paa
le fleſte Gantionifer våt vir hu for bet: meſte døde, fær at man
itte Yatbe: nogen 'egenMlig at holde flå Vil, og Schismet, fom ſiden inde
fraf, maatte gjøre det vanftefigt fot Gviktenfomhet of begge De indbyr ⸗
des fjendelige Paver at førdre det med Streughed iadfriet. Derfor er
det heller ikke nogenſinde blevet indfriet, oh Geldsbredet ſamt de prrige
dertil førende Dueumenter ligge-endnu i det pavelige: Aviv: : > 1
- Om Erkebiſtob Thronds Virlſoinhed og Embevdaførelfe i dieſe Aar
verd man fotuden det lidet, fom allerede dr omtalt, intet andet at berette, end
at har førdrede Palbehjelp ogſaa af IBland; du der ndtryktetgtfortalles,
åt Biflop Dbddgeik til: Skaalholt, der (1353 fom: tilbage: fra: on: Melfo
fit -Morge, ogſaa havde Bre med fra Erkebiftopeit, -Hvovi dennes. Hjelp
fordredes). Det ev meget muligf, ja endog heel fardfynligt, at Dhronds
Forgengers ligeleded Hande fordret den, men der ev i alle. den intet
uötryfteligt nætnt derom. på
«Rott for Rong Magnus's Død. bles slet, faavbot viet, ben ſidſte
Biſtod til Syderøerne indviet, over. hvilltn Ertebiſtopen af Nidarvos

. endnu ubtråtteligen erkjendtes at have Gupremati fom 'Metrepokitan:

Dette var den føromtafte Jon Voncan,- Ardidiaconus i Boipn.. Biftep
William døde ben 2ide Ugril 1374, og den åfte Juni vakgte Geiſtlig ⸗
eden paa Man denne Jon Doncan, .der var manft af Føufel og mn
maaftee netop befandt fig: pan Øen i Anledning: af fit Collectorhverv,
til. fans Gfrerfølger. Han begav fig da flrar HL. Pavefæret og blev
fjer ogſaa den Gte. November derefter bekræftet i Merdighæen, men metr
tefigt nof, ved Proviſion, uden at dog det tidligere Balg,- ſom det ellers
var fedvanligt, omtales eller casſeres. Blandt de feprankige Anbefalinger
ſtrivelſer udſtededes ogſaa em til Ertebiftopen i Nidaroos. Han inde
viedeg ben 25de November af en Cardinal og begav fig flrar paa Hjem»

) Gelfes Bullarium, 6. 136, Breve bet fr Rigearchiv. Y Brevet af 1377,
Ver er batetet” Abe November, talet Biffop Nicolas om ben hele Sum af 25
* S øRf bt. fort afferede Betalt. Warfoger, hvorfor Provit Germanke Hverv fom
uUndercollectot ulbe aufees fom ophørt, var formobentlig ben, at Biftop Hen»
vif af Glesvig, der havde anfat ham, fuktet > vat bød. .
3) Jel. Annaler, Udg. S. 324. PP

1375. Wleranber be le Mod vad. Drfngerne. 47

vejen, mek blet'i Boulogne, der figes ikke hnarfor, grrben vg: fongflett
fan bled vet fiden:løstjøbt for 500-Mt., men neppe førend efter å
Aars Forlob, thi førft den 26de Jantar: 1376. holdt hon fin Indtre⸗
deift . vor icnge han foreſtod Biſtopsſtolen, dides ikke: fun-ar:det
viſt, at han fevede 148802)... Gjter Hand: Tip lede geppe Biſtoberne
ader Syderserne mere udnævnte ved pavelig Prvvifion, og deraf fulgte
min, at at » te lengere og nezen Motita 4 Bteitagen | Hidurood

å 80 $aafen indftter grand; de le Ard til doredsmend paa; Ditnd
”g laber Jemen ferge fig Troſtabseed. Dronning Mart Mors
: - - gengave. . i Å

fong forſte Foretagende efter at hade erfaret Federens
ot at tage de Landftabet i Beſiddelſe, fom hidtil havde
tilført denne. : Med, Beftemthed vide vi dette ikke, uden om Jolund
fvor, Kong $Haaton, uagtet man forhen havde fvoret | ham Troſtabbeed
der, Da, hane, gay av fagen til Fange, nu atter fapeftet,, at, en faae
dan; Bypfahøerd ſtulde aflegged, førft paa Althinget af tre Fvlfr Bon⸗
der, fil iden enterivifd i i Spflerne*). Hans Ophold paa Tung eigejuug
i Sanar 1375 og, fom det (aber, indtil over Paaſken havde Upndr

tvisfeligt famme Øjemed, og maa man berfor ligeledes formode, åt pai

i ſamme Grende bar obet paa Oſtſiden, i Borgefysiel, ”Manrife, og å
veſysſel. Oyſaa ovey Orknserne forføjede hån, idet han paa et Raads⸗
møde i Oslo, hvor nabnlig Or. Sigurd Hafthorsſon var tilflede, den
30te Juni 1375 forlenede den forhen nævnte Alexander de le Ho, Dat⸗
terſon af Maliſe Jarl, med. Jarledømmet for et Aar, det vil fi fige indtil
næfle St. Hansdag *). Denne Ulerander, der havde begivet fig over
til Norge, fom det heder, for at gjøre ſig fortjent til Kongens Maade
og Belvilje, fit Forleningen paa de Biltaar, at han af de ”tongelige Sop
tægter, ber ej førte til Gagøren, frulde have det Halve, og ſende den
anden H obeet fil Bergens Febirdſle men at fam frulde beholde den
hele Cagøre nndtagen Thegngilde og ”Ubodemaal, hvilte Kongen, forbol⸗
der fig fefv.. Heller itte fit han Jarletitel, men kaldes alene Kongens
oheſdige i dömand og Gjemmer" 5), formodentlig. ogſaa ofte. Hird⸗

oi buron Reg. Manniæ; udgaven af 1860 PÅ 31, 184.

3) Sammeſteds, &. 189. -

3) Søk: Aauoler, Ubgaven S. 828. :Qm :Tipen,' dø: deune Hylding Ale, fre
: medenfor, - J

9 Dipl. N. 1. 1378. 04 od tee tar

5) I Brevet, ber ev affattet paa Latin, faar der ,veram et —— oapiia⸗

48 * — $Gaafon:Maguusfon.... -

fljore", holttet: vilde fige det famme. Af en Skrivekfe til Oringingerne
åf famme Dag, hvorved Kongen bekjendtgjorde dem. dette, idet han ud⸗
teytteligt erklærede at have truffet denne Beftemmelfe med fir kjøre
Grande Sigurd Hafthorsjøns og flere fine gode: Mends Mand, erfarer
man, at Benne Forlening kun ⸗var foreløbig, indtil Alerandet havde fulde
ſtondigt gobtgjort fin Ucveret til Jarldømmet, vg atdet viſtnok maa
have været Kongens Henfigt, hvis Beviſerne vare fyldeftgjøuende, virkelig
at udnævne ham til Jarl eller idetmindfte at meddele ham Forfeningen
paa lengere Vid. Thi det paalagdes ham til næfte St. Hansdag (alte
faa i 1376) atter at indfinde fig hos Kongen ,;for at dflegge Ham Bee
vilsning paa, hvad Met og Stjel han figer fig at have til Herredommet
eller Jarledømmet, famt derhos aſttgge fuldftændigt Mede for Kongens
Sndtægter, fom han allerede havde oppebaaret eller herefter fom til at
oppebære, og oplyfe, hvorledes det har flg med Vrætten mellem ham
og Biftopen. Imidlerfid fide han kunne afſette og indſette
Ombubsmend og foreftaa Laidet og Almuen paa Kongens Vegne,
ſaaledes fom han vilde fvare for Gud og gode Mend. Hvis nogen
fred *bjemføgte Lanbet, frulde Lagmanden faavelfom den hele Almue
være jam og hans Ombudsmend behjelpelige til alt; hvad der kunde
gatne Landet og maatte fotlange, og fornemmeligen paalagdes det Bir
ftop Biljam ſaabelſom alle de fongelige Mend at underftøtte ham, lfæt pvis
udentiindfle eller indenfandfte Mend vilde tvinge hart eller hans Om⸗
budsmend fra fin Net ,eller gjøre Landet Stade. Overhoved paalagdes
det Alle, Lærde fom Læge, at være ham og ingen anden lydige og vil-
fige talt, hvad de vare Kongedommet og Jarlen fyldige efter Landfens
Met, faafandt fom ingen af dem vilde betragte fom Landraademand mod
Kongen * 04. Norges Krone. Ligeledes tilholdtes Alexander og hans
Ombudsmend at tale Lov og Met til Enhver, dg med Skaanſel, pvor
det funde behøves, men itte at tynge Mogen mod Lot og Met; og utg
trytfetigen blev det fremhæret, at Kongen ikke havde overdraget ham
Bandet paa anden Maade, end fom fin „veldige Hebedsmand, Gjemmer,
bg reite Sysfelmand" '). Magt Rongen i dette Sysjelbren udtrykle⸗
figt bød Ortndingerne iffe at Tyde nogen anden end Alexander og at
undetſtotte ham mod Angreb af indentandfte eller udenlandſte Menb, faa
fan han vel i Almindelighed have haft de andre Prætendenter for Die,
ber fom Etlinger af Malife Jarl gjorde, Fordring paa Jarldømmet

: nedmr ét eudfodein*,! hvtttet I vet paa Morft afattedi Brev til Ortnslnger:
ne, fom vl rar nedenfor omtale, gjengives med ,som våram völdugam
höfabømanni, geymara ok rötum sfalamannit. >

+ Vy Dipb Norvedls 488: natt *

1375. alerander be le Ard pan Osfserne. 49

eller en Deel deraf, men nærmeft har gan dog vel tæntkt paa Erngiſl
Jarl, der fremdeles bibeholdt Vitlen, uagtet han um havde underfaftet
fig Kong Albredt, og faaledes, om han juft itte egentlig havde frillet fig
i noget fjendtligt Forhold til Kong Haakon, dag i alle Fald ikke længer
tunde. betragtes fom hans Mand eller Vaſall. Erngiſls Nettigheder til
Jarldommet fynes. ogfaa uu ganfte at maatte være ophørte, ba hans
anden Huſtru, med hvem han fit det, Aunot Malifeddatter, forlengſt var
død uben Arvinger, og han allerede [ænge havde været gift med fin tres
die Hufru, Ingeborg Magnnddatter, Ente efter Hr. Benedict Thures⸗
føn. Man finder ogſaa, at han efter denne Tid flundom kaldte fig flet
og vet Ridder og en enkelt Gang , Baron"; men fom ofteft bibeholdt
fan bog Jarfetitten'). Af andre Pratendenter, der unde melde fig,
og maaftee alerede havde meldt fig, maa Henrik af St. Clair og
Malife Guthormsføn Sperra, begge to Datterfønner af Malife Jarl,
have været de fornemfte. -Bi ville i det følgende fee, at det lykkedes den
førfte at erhvesde Vavlevetdigheden; hvorfor dette itte flete ſtrax, vides
ilte. Jormodentlig maa hans Fetter Alexander, fom Søn af Malife
Jarls eldſto Datter, have været anfeet for bedft berettiget; han arvede
ogfaa, heder bet; Hovedgaarden, der tilhørte Jarldømmet Katanes, og
ſtal endog have faaet Titel af Jarl derover; men folgte faavel Gaarden
fom Titlen til Hong. Robert Stuart i Skotland; han ſtal ligeledes fom
Arvedeel efter fin Moder have faaet Beſiddelſer paa Ortnøerne. Ut han i
Gyenftad af fongelig Hobedsmand eller Hitdftjore tog. Øerne og Slot-
tet å Kirkevaag i Befiddelfe, tan man itte tvivle paa. — der fortælleg
udtryffeligt, at han ,,gererede fig fom Gysfelmand og Høvding over
Orinøerne" ?), — men om han efter Beftemmelfen fom tilbage til Morge
med fine Beviisligheder i 1378, ev et flørt Spørsmaal. Der nævnes
iffe et Ord berøm. i Annaler eller Breve, vg maa man derfor helft
flutte, at han efter vel at være fommen til Øerne, har føgt at gjøre fig
uaffængig, eller idetmindfte ladet haant om at opfylde fin Horpligtelfe,
og at dette har været Hovedaarfagen, hvorfor han ej alene ikke fit Jar-
Teverdigheden, hvad der dog aabenbart har været den oprindelige Beſtem⸗
melfe, men endog efter fire Wars Forløb maatte give Slip paa Hoveds⸗

%) at opregne alle de Gange, Grngifl Eunesføn falder Ag og kaldes Jarl Inde
HL fin Død 11392, vilde være for vitløftigt. I Diarinm Vazstenense (Ser.
r. Sv. I. 62107), hvor hans Død, 26de Decbr. 1392, omtales, kaldes han
plærl, et comes Orcadensis*, 3 fit fifte Teftament af 19be Jan. 1392
alder Han fig bog felv fun , Kidder (miles). I fine tidligere Gavebreve af
23de Mpril 1978 og 23de Jan. 1379 falver hon fig ,Jarl*. Dertmob faldes
fan uBaron* I et Brev af 200e Octdr. 1977, og felv folder han fig flet og
ret idder“ I et Brev formodentlig af 1382.

% Gre Symbolæ ad hist. ant. Norvegiæ, 6. 24. 25.

Mundo Oifarie. Unden Qovedafvelisg. 11, : 4

50 Soatlon Måguusjøx.

mandå-Embedet, hvortil han efter det førfte Aars Forlød ikke mere vilde
have nogen Met, naar denne ej var bleven udtrytteligt fornyet.

Fra Island begav Hirdftjoren Andres Sveinsſon og Lagmanden,
forhen Hirdftjore, Thorſtein Eyjulfsſon, fig over til Norge i 1375,
upaatvivleligt enten ifølge Indkaldelſe af Kongen, eller ved Efterretnin⸗
gen om Kong Magnus'8 Død, for faa fnart fom muligt at føge Be-
træftelfe i fine Embeder. Denne fit de ogfan; de vendte i 1376 begge
to tilbage til Jeland, Andres fom Hirdftjore over hele Landet, og Thor⸗
ſtein fom Lagmand over Mordlandet og Veftlandet. Det er viſtnok upaa-
tvivleligt disſe to Mend, hvilke Kongen overdrog at tage den føromtalte
Troſtabs⸗Eed af Jslendingerne; men da de ikke tom ud til Øen førend
i October 1376, unde bet ej fler førend paa følgende Aars Althing,
og fiden ſysſelviis, fom bet ovenfor er nævnt 1). Dog vedblev ogſaa An»
dreg Giflesføn af Mart, der 1358 og 1366—867 var Hirdſtjore, fremdeles
at talbeg , Kongens Ombudsmand“: han kaldes netop ſaaledes i et Brev,
fom Kongen udgav i Upril 1375, og havde da bragt endel Gods til
førende Kongen, maaftee Skatten, fra Island; men paa Vilbagereifen til
Island omfom han paa Skibet „Sunnivesſuden“, der gik til Grunde*).

Hvorledes det forholdted med den fydøftlige Deel af.Landet, Baaga»
huus med Elveſysſel, der maaftee var pantfat til Hanfeaterne, vides ikke
med Bished. Forſt langt fenere hen i Viden erfare vi at Baagahuus
med Tilliggende, altfaa netop Elvefysfel, var Dronning Margretes Mors
gengave?). Men da dette Landftad paa den Tid, da hun egtede Haa—
fon, nemlig i 1363, endnu tilhørte Dronning Blande fom Morgengave
eller rettere fom WGqvivalent for hendes tidligere Morgengave, fan det ikke
da have været givet til Margrete, men i det højefte fun være lovet hende.
midlertid hare vi feet, at det allerede lidt før Blandes Dead i et Par
Mars Vid var overladt til Kong Valdemar eller dennes Ombudsmand

1) De ist. Aunaler, I. c. Herved er forøvrigt at bemerke, at HlatøsAnnalerne
lade Undres og Thorftein fomme ud til Jøland i 1375 og Troffabseben blive
aflagt 1376, hvilket visfelig fynes at være rimeligere, emd at begge Dele
ftulde ryffed et Aar frem, iſer da det jo udtryfteligt figes, at de anfem til Js—
land lidt før Binterbag, hvilket netop var rimeligt, naar de vendte tilbage
fra Morge efter allereve tidligere paa Sommeren at være bragne hjemme
fra... Thi at bet baade låa I deres egen og Kongens Iuteresfe, at de faofnart
fom muligt ventte tilbage til Seland og iffe lag et heelt Mor uvirffomme I
Morge, er aabenbart. Men Jon Eigurdsføn feed dog i ,Safa til Sögu fslands*
1. I. 6. 71 at antage 1376 og 1377 for de vette Aar, og udder ben førgelige
Sorvirring, hvori Udgaven af Annolerne har bragt Tidøregningen, maa man
vette fig efter hans, den I disfe Materier meft Kyndiges Untoritet, indtil em
my fritiff Gjennemgaaelfe af de forkjellige Aunalhaaudſtriftet har fundet Sted.

3) Dipl. N. Il. 435. Jol. Ann. S. 325. Gunnivesfuden havde I 1373 gjort to
Melfer frem og tilbage mellem Norge og Joland.

5) Ser Euhm XIV. S. 237.

1375. Dronning Margrete faar Civefysfel i Morgengave. 51

Hertug Erik af Saren, ber igjen lod det beftyre af Tydſteren Gottftalt
Gtarpenberg. Dette flod, fom det ogfaa tidligere af os er paapeget,
upaatvivlelig å Fordindelfe med den Overdragelfe af Stuane m. m. til
Margrete fom Morgengave, hvilken af en enkelt Forfatter omtales; men
da vi nu fee, at Vardbergs Overdragelfe til Kong Valdemar var Betins
gelfen for Baagahuus's Vilbageleverelfe til Kong Magnus (eller Haakon
under Faderens Fangenfrad), med andre Ord at Baagahuus ſtilledes fom
midlertidigt Pant for Vardbergs Afſtaaelſe, og dette virkelig i 1366 blev
øverfadt til Kong Valdemar), medens Baagahuus atter Fit en af Kong
Haakons Mend til Befalingsmand, ligger den Slutning nær, at der
allerede i 1363, fort før Kong Magnus ophørte at kalde fig ,Staaned
Konge", blev fluttet en Dvereenskomſt om, at Baagahuus med Eivefys-
"fel, eller maaffee endog alle de Landſtaber, ber tidligere havde udgjort
Dronning Blandes Morgengave å Morge, nu ſtulde tilfalde Margrete
fom Morgengave iftedetfor Skaane og Halland m. m., og at dette egent»
ligen har været den Tractat om Skaanes godvillige Afſtaaelſe til Kong:
Valdemar, htorover der af Kong Magnus's Fjender i Sverige fiden
blev gjort faa flore Ophævelfer. Under denne Forudfetning, fom vel er
den rette, at Baagahuns med Elvefysfel nu betragtedes fom egentlig til-
hørende Dronning Margrete, beſtyredes det formodentlig å hendes Navn
af forftjellige Hobedsmend, indtil Kong Magnus var tommen paa fri
Fod, og det — maaftee — overlodes i Pant til Hanfeaterne, hvorved der
da rigtignof maa have været ſtillet Margrete nogen anden Gitterhed,
pvad det nu fan hare været. Om det ſtod i nogen Fordindelfe hermed,
at Dronning Margrete idetmindfte fort Vid efter var i Befiddelje af
Elfsborgs Slot (hvortil og den gøtifte Deel af Hifingen hørte), eller hun
arvede bet efter fin Fader, og denne havde haft det i fin Befiddelfe lige
ſiden 1366, ev af Mangel paa tiffrættelige Oplysninger nu umuligt at
afgjøre. Derimod maa det anſees for temmelig vift, at Baagahuus under
alle Omftænbigheder blev tilbagegitet efter itte faa lang Tids Forløb. Men
den danfte Kong Valdemars Dad, fom indtraf allerede paa denne Vid, gav
Tingene en aldeles ny vg til de fildigfte Marhundreder virkende ending.

5. Danſte og foenfte Vilftande. Kong Valdemar Ghriftophersføns Død.
Junker Olaf, Kong Haakons Gøn, velges til Danmarks Konge.

Kong Valdemar var, fom det forhen er omtalt, kommen tilbage til
Danmart efter fin lange Fraværelfe i Slutningen af 1371 eller den førfte

1) $vad ber ferom I bet Horegaaende ev nævnk, fon fuppleres dermed, at Kong
* Baldemar af de ,AGidfte Danffe Migsregikraturer" I. S. 156 fres I 1368
at have været I Mordrehalland (navnlig pan Kougebatte) og da formos
bentlig far taget det I Befivvelfe.
a*

52 Hoston Maguusfon.

$Halvdeel af 1372 vg tilbragte de fna Mar, han derefter levpde, fargem=
melig med VBeftræbeljer for fremdeles at indloſe og ſammenſanke til
Kronen de mange Hereder og Slotte, fom endnu befandt fig i forftjøflige
Wanthaveres Hænder. I Særdeleshed fynes Gjenforeningen af GSøyder-
jylland med Riget at have ligget ham paa Hjertet, hhortil ber mu ogfan par
faa meget bedre Udfigt, fom den fidfte Hertug af Abels Gtamme, Hen-
vit Valdemarsſon, ingen Børn havde. Det Iytfeded Kongen enteltpjis
at faa flere af de fønderjydfte Slotte med tilliggende Hexeder å fin Bes
fiddelfe, fom Haderslev, Aabenraa, Lille Vønder, famt Slottene pan Als.
ØOgfaa Slesvig og Gottorp føgte han at indføfe fra de holftenffe Gre—
ver, der havde.haft dem i fin Befiddelfe lige fra Grev Gerhards Dage,
men de negtede reentud at give dem tilbage, wagtet Valdemar tilbød hem
WPantefummen: det var dem nemlig altfor magtpaaliggende fefv at habe
et Fodfefle i Hertugdømmet, fom be gjørde Fordring paa, deels paa
Grund af fit Stegtftab med Hertug Henrit, deels i Kraft af Forliget
i Nibe 13301). Denne deres Fordring, fom de ifte lagde Dolgßzmagl
paa, tar de Danfte intet mindre end behagelig: de mindedeg npffgre,
Hvad ondt de allerede havde udſtaaet under Tydſternes Belpe. Herom bpød
imidlertid Greverne, bet vil da egentlig fige „den jernfaſte“ Grev Hen-
vit, fig itfe fynderligt; han ſtolede paa fin Magt og Krigaduelighed faavel-
fom paa fine Forbindelfer i Tydſtland. Foruemmelig faa det i Forhol-
denes Natur, at de maatte have Interegfer fælles med Medlenbyrgerne,
med hvilte de deguden vare nøje forbundne ved GSvogerftad. . Gjter Her-
tug Henriks Død, der ſynes at være indtruffen i Midten af 13752),
ſtal det endog allerede være kommet til Fjendtligyeder mellem Kong Balde-
mar og Greverne. Der ſynes ej at funne være nogen vil om, hvor-
vel det ingenfteds tydeligt er ubtalt, at denne aabenbare fjendtlige Holde
ning, fom $Holfterne antog ligeoverfor Kong Valdemar, og fom tegnede
fig til at funne blive en Kamp indtil det Aderſte, ogſaa maatte bidrage
til at foefte Benftabet mellem ham og Medlenburgerne og bringe ham
til at virte hvad han funde for at ſtaffe fin Datter Margretes og hene
de Sons Fordringer Medhold hos Magthaverne i Riget. I alle Fald
maatte Omftændighederne af fig felv føre det med fig, atdet antitydfte eller
patriotifte Parti i Panmart nu var uvenligt findet imod Medtenburgerne,
hvis WEits Erhvervelfe af Danmarté Vrone førft og fremft vilde med=
føre Befeftelfen af det holftenfte Herredømme i Jylland og faaledes blive
ensbetydende med Rigets fuldfomne Underkaftelfe under det tydfte Aag.

% Ser, R. Dan. VII. 6, 400—402. Guhm, XIII. 745, 771.

9) Han levede endnu ben 7de Juli, men var død før 25de September, fer Suhm,
xill. 747.

1375, Spørémaal om Tronfølgen i Danmark. 58

Hvad Dronning Margrete og hendes Mand Kong Haakon i denne

Tid felv have virket for at befordre Sønnen Olafs Jnteresfer i Dane
mart, findes heller iffe nogenſteds omtalt, nagtet bet dog er utæns
feligt, at en Kvinde med faamegen Statsklogſtab og Handlekraft, fom
Margrete, itte afferede hu flulde have fat alle mulige Kræfter å Bevær
gelſe for at bringe Sønnen paa hendes Fader Trone. Der omtales
ingenſteds, hvor Margrete opholdt fig å Maret 1375; men intet fynes rime»
figere, end at hun felv har været nede hos Faderen for baade at paa—
virfe ham og fraffe Sønnen og fig et Parti blandt Nigets Statsmend.
Endog uden Henfyn til de politifte Forhold fynes det i fin Orden, at hun,
efter Faderens lange Hvatærelfe, idetmindfte een Gang endnu aflågde ham
et Beføg og foreflitede håm hans fpæve Dartérføn. Det er navnlig høift
fandfynligt, dt Margrete fin have bæret nede i Banmart om Horten
1374 og henimod FJutétt, medens hendes Mand og Cvigerfader var paa
Beftfanten, og den fidfte afgit ved Døde. Under 14de Marts 1375 udgav
nemlig Pave Gregorias en Strivelfe, hvorved han paa Kong Haatons og
Dronning Margretes Unfagning overdrog den roeskildſte Klert Magnus
Petersſon, Ver flob ĩ deres Fjenefte, et Canonicat i Nocstilde '). Vi hate
feet, at va Kongeparret ned en tidligere Lejtighed føgte Paveftolen om Be—
aunftigetfer for flere geiftlige og verdålige Herrer å Danmark, var det netop
under et Obhold i Hette Rige, og det er derfor ingen driftig Slutning, at de,
idetmindfte een af Vem, ogſaa nu hare opholdt fig der, da de affendte Unføge
ningert, hvilket maa nære frret frenhøftes 1374. Det ev ikke i nogen Maade
ufandfynligt, af Kong Haafon felv, da han om Hoſten vendte tilbage fra
Bergen, eller ſtrax eftet Vilbagefomfen til Øftlandet, har gjort en Neiſe
fil Danmart med fin Dronning for at aflegge Svigerfaderen et Beføg
og for ellers at virfe hvad han funde til Huftruens og Gønnens Bedfte.
Hanfeftæderne, paa hvis Gamtyfte det maatte fomme Prætendenten

til Danmarks Krone faa meget an, fynes ikke at have været Margretes
og Olafs Fordringer ugunſtige. Hertil bidrog flere Omftændigheder.
For det førfe var det dem nu virkelig om at gjøre at bringe Under-
handlingene med Norge til Ende og fad fine Privilegier i dette Land
betræftede, og derfør faa det i deres Jnteredfe at vife fig venlige mod
det norfte Kongehuus, med hvem Be desuden ſtod i Penge-Underband⸗
finger. For det andet flod Danmarks meægrigfte Mand naſt Kongen,
Drottfeten Hr. Henning Putbufd, der i Kongens Fravær havde været
Danmarks Høvebsmand, i den nøjefte Forbindelfe med Gtæderne, faas
fom han endog, lige fra Fredsflutningen af, ifølge en udtrykkeligt med
Gtæderne affluttet Overeenskomſt, paa deres Begne havde overtaget Be

1) Reg. Gregor. XI. cod. chart. T. 23 (ann. 5.) fol. 38.

54 Haakon Maguusføn.

falingen over og Forfvaret af de fire Slotte i Skaane, der ifølge Erac-
taten frulde oberlades Staderne paa femten Aar, mod Fjerdedelen af de
$ Dele af Folden og Jndfomfterne, der ſtulde tilfalde Stæderne. Dette
Øverv funde han ikke have overtaget, hvis der ikke nu havde været den
bedſte Forftaaelfe mellem Kong Valdemar, hvis trø Mand han var, og
Gtaderne'). Og da vi nu i det følgende ville fee Hr. Henning afgjort
paa Margreted og Olafs Side, fynes det heraf at maatte følge, at ogfaa
Stæderne allerede nu vare dem gunftigt flemte. Paa Hanfedagen i Lübeck
ved Midfommertid 1375 lod Buldemar endog allerede fremfette en Unmod=
ning om at maatte faa bisfe Slotte, fom han faldte fin fedrene Arv,
tilbage, og vel troede Gtæderne at maatte afſlaa ham dette, men de
føreflog ham bog en nærmere FPagthingning bderom, og anmodede
fremdeles Hr. Henning om at foreftaa Slottene 2). Paa famme Møde
fød Kong Haafon ved fin Notarius, Wecanen Gottftalt, atter. Klager
fremfette over de tybfte Kjobmends Uftyrlighed i Morge, og Staderne
fvarede paa den allerbofligfte Maave, tiltjendegivende, at de gjerne vilde
holde en Pagtbingning med ham næfte Aars, Iſte Mai, eller før Pints,
og bad ham imidlertid at tage naadigt mod Kjebmendene og deres Fjes
nere, idet de ej tvivlede paa hans Godhed, og at han gjerne vilde lade Alt
blive ovdnet til det Bedfte, hvorimod be ogſaa vilde vife fig velvikige mod
ham. Med Medlenburgerne i Sverige derimod og deres Kilpængere
var han fremdeles paa en fjendtlig od. Foruden de Klager, han tidligere
pavde fremfat over, at entelte af de tydfte Kjøtmend fom hans Uvenner
til Hjelp, Hagede han nu ogſaa over, at da tre Skibe ſidſtforlobne
Het?) vare fomne fra Stockholm til arftrand, ladede med hans
Uvenners Gods og Varer, og hans Volt vilde legge Beflag paa
Godfet, hindrede de tilftebeværende tydfte Kjøbmend dem deri; han funde
tel, yttrede han, felv have taget Hevn over dette, men havde undladt
det, i Haab om at Gtædernes egen Unftændighedsfølelfe vilde tilfige dem
at gjøre, fvad Met var. Med Henfyn til dette, og mere lignende, øn=
frede Kongen at vide, om Gtæderne, ifær Lide, vilde ſtaffe ham hans
Met, eller om han fefv flulde tage fig til Mette. Hvad de HPrivilegier
angaar, fom Gtæderne ønftede fornyede, yttrede Kongen, at han, lige
fiden han tiltraadte Negjeringen, endnu aldrig havde feet de af fine Formend
derom til Stæderne gitne befeglede Breve, og førend han tunde indlade

4) Guhm, XILI. 685, 693.
*) Cammeftedé, S. 737, 738.

) Originalen har her ,autumno proxime transncto", hvilket iffe fan betegne
anbet end Hoſten 1374; altfaa øvedes der ba Fjendiligheder.

1975. Rong Heeton”og Hanfefaderne. 55

fig paa at bekrefte alle de Mettigheder, fom Kjødmendene i Kraft af
dem tilegnede fig, maatte han vide, om de virkelig flod der; det var faar
ledes fans Anmodning, at man maatte tilade hans Sendebud og Klert
Gotrftalt at afftrine dem og lade Afſtrifterne betræfte af Biftopen i
Vibe og andre gode Mend. Man feulde næften formode, at Kongen
og hans Maadsherrer havde haft Mistanke til Stæderne om, at de havde
forfalftet de eldre Privilegiebreve; og mistænteligt fynes det virkelig, at
Gtædernes Raadmend felv aabenbart gjprde Vanfteligheder ved at frems
legge endog fun verificerede Gopier af dem. Men paa den anden Side er
det ogfaa befynderligt, at man iffe ved det norfte Cancelli frulde have
Gopibøger, hvor de famme Breve frode indførte. Maaftee var det dog
netop Ufvigelfen mellem de foregivne Privilegier og de indførte Copier,
fom gjorde Kongen og Raadet mistæntelige. Ungaaende dette faavelfom
alt det øvrige onſtede Kongen en ny Gamtale med Gefandter fra Stæs
derne, hvilte han derfor bad, at man maatte flitte ham, men forfynede
med en fuldtommen Fuldmagt, faa at de kunde afſlutte alt; og han bad,
at man bilde fade ham vide, naar og hvor disfe Sendebud funde møde
ham. Herpaa foarede famtlige Gtæders Deputerede ved et Brev, dateret
fra Lübeck den 24de Juni, at de vare villige til at hvide et Made med
ham paa et befvemt Sted næfte Aars Valdborgsmesſe eller Afte Mai,
og at be gjerne ønftede det flattet før Pintfen (Afte Juni); om alt dette
vilde Gottſtalk funne give ham nærmere Befteed. Imidlertid bad de
ham om, at han vilde med Naade modtage Kjøbmendene og deres Vjes
nere og fade alt berø til bet Bedfte, hvorimod de ogfaa i alle dereg
Befiddelfer vilde vife fig velvilige mod ham"). Det er heraf temmelig
umidfjendeligt, at man nu fra begge Sider for Alvor nærmede fig hine
anden venftabeligt og føgte at bringe et endeligt Forliig iftand, hvilket
derfor ogfaa fyttedes, fom vi ſnart ville faa at fre.

De nysanførte Klagemaal i Kong Haakons Brev til Stæderne vife,
at ber enten alferede var udbrudt Fjendiligheder ved bet medlenburgfte
Parti i Sverige, eller at der idetmindfte obedes faadanne gjenfidige Ube—
bageligheder med Opdringelfe eller Beftagleggelfe af Gods, Paagribelſe
af SPerfoner o. ſ. v., fom omſider maatte medføre en aabenbar Krig.
Kong Ulbredts Stilling i Sverige var intet mindre end misuntelfese
verdig, og der vare alfe Udfigter til, atdet gamle Dynafti atter vilde unne
vinde den fvenfle Krone tilbage, endog uden fynderfig Medvirkning af andre,
ved fun at fade Tingene der flytte fig felv. Thi Kong Magnus's Fordris
velfe og Medlenburgernes Indkaldelſe havde aldrig været Vet egente
lige Holts Gag, men var tun udgaaet fra et megtigt og fefvraadigt

1) Gahm, XIII. 6 738—741.

44 daalen Øognusføn

horer ·man noget åm hans Gjeld: til Paveſtolen Å Anledning. af det føre
Laan, idet Provf Hermann i Låbed,i Biftop:Henrits Huldmegtig, den
4358 Wpril 1875 :meddeelte Biſtop Nikolas of. Stara Ovittering før
18: ME brent Sølv i:Aforag paa 25 ME, fom har ſtyldte ſom -Gau»
HOR "for den "lig: Konges Laan: en Udbetaling, fom Biftop: Milolas
dog fiden, nanlig i Novemder 4372, fordrede tilbage, efterfom Peouft
Hermanns Hverv ſom Collettor fſkulde vare oppørt, da: hlin Betaling
Dette er forreſten den fidſte Gang, ak dette Qaan: bommer: pad
Barie. De flefte” Cautioniſter vår vel -tu for det: meſte døde; fan at man
itte habbe nogen *egenHlig at holde flg HL, og Schismet, fom va inde
tvåf, maatte gjøre det vanſkeligt fot hbilkenſomheiſt of:begge dø'indbyre
des fjenbtlige Paver at førdre det: ned Streughed iadfriet. Derfor :er
bet heller itte nogenſiade blevet indfriet, 04 Gjelbsbvenet ſamt de ptrigt
dertil hørende Dotumentet ligge endnu i det / pavelige Urdiv:: 5 >...
- Om GErkebiſtob Thronds Virkſoinhed og Embedåførelfe i disſe Aar
verd man fotuden det lidet, fom allerede er omatt, intet andet at berette, end
at Han / fordrede Palliehſelp ogſaa af Island, du der udtrytkeligt fortelles,
At Biftop Oddgeir til Ståalholt, Ver i 1373 Lom: Hlbmge fra: on: Mvifo
AE Rorge, -dgfør havde Brev me fear Erkeblftopei, hvori dennes Hjelp
fordredes ). Det ev meget muligt, ja endog hvel ſandſhnligt, at Dhronds
Forgengers ligeledes havde fordvet den, i men Me ei aue ke intet
ubtryfketigt nætnt derom. v
Nort far: Rong Magnus's Død: bles våfet, ”faaviotviket, den fofte
Biftop til Soderverne indviet, over: hvilken Ertebiſtopen af Midarsos

- endnu ubtråttefigen erkjendtes at have Gupremati fom Metropolitan

Dette var ben føromtafte Jon Voncan, Archidiaconus i Dwn. Biftep
William døde ben ide Ugril 1374, 'og den: åfe. Juni vatgte Geiſtlig ⸗
heden paa Man denne Jon Doncan,..der var manft af Fødel og un
maaftee netop befandt fig; pan Øen i Unlemning: af fit Collectorhverv,
til. fans Gfierfølger. Han begav fig da flrar til Pabeſcedet og bly
fer ogſaa den .Gte. November derefter bekræftet i Verdigheden, men metr
keligt not, ved Proviſion, uden at dog det tidligere Valg, ſom det ellers
var ſedvanligt, omtales eller casfered. Blandt de ſedvanlige Anbefalings⸗
ſtrivelſet udſtededes ogſaa en til Erkebiſtopen i Nidaroos. Han inde
viedes den 25de November af en Cardinal og begav fig ſtrax paa Hjem»

1) Geffes Bullarium, 6. 138, Breve I det fo. Rigsardiv: I Brivet af 1377,
bere batdtet" Me Movember, taket Bifop Nicolas om den kele Eum af 25
TS grå bk. ſome allerede betalt. Warfagett, Hvorfor Prost Hermanke dyerv fom

uUndereollector flnlde anfers fom ophørt, var formodentlig ben, at Bifop Hen
vit af Slesvig, der havde anfat ham, Amflerte vat bøt. .
7) Jel. Annaler, Udg. &. 324. Pr

1375. Wleranbee be le Mud vad. Orfnserne. 47.

dejen, mek bled i Buniogne, der Figes ikke: hnarfor, preken. vg: fængfletg
han bled vek føden lødtjødt for 500 Mt., men neppe førend efter Å
Aars Forlød, thi førk beit 25de Jauuar 1376. høldt han fin Jndtrer
beffe). Gvor Tænge han foreſtod Biſtopsſtolen, vides ille, kun-zr:det
vitt at fan feveded:13802).. : Gfter Hand id klede heppe. Biffoperae
sver Syderserne mere udnævnte ved pavelig; Prvvifion, og deraf fulgte
vfen, at de ete fenger og mj Rotiee 4 Grtediftapen ideroen

$... -8ang Gaaten eit stien) de. le Ard til dortdemend paa Dr
”g "fader Zeiendingernt Wwergt fig Troſtabsecd. Dronuing Maret m 4
: gengape. -

8 Batone førfte Foretagende efter åt have erfaret Faderers
Døp par ſtnok at tage de Landfkaber i Beſiddelſe, ſom pidtil havde
tilført denne. ; Øied, Beftemthed pide Vi dette ikke, uden om Håland,
hvor, org. Haalon,.. uagtet man forfen havde fvoret | fam Troftabjerd
der, pa, PE n$ Fader var fagen til Fange, nu atter fageftret,, at en [age
da —— ſtulde aflegges, førft paa Althinget af tre Fyr Bj
der, pen enetiviid i Syſlerne ꝰ). Hans Ophold paa Tuns ergefuns
i Samar 1375 09, fom bet fader, indtil 'oper Paaén havde, upiade
tvineligf famme Øjemed, og maa man berfor ligeledes formode, At pa

i ſamme Grende var ovst paa Oſtſiden, i Borgefysjel, Manrite, og. El—
— Døfaa oper Orknserne forføjede han, idet Han paa et Raads⸗
møde i Oslo, pvor nabnlig Hr. Sigurd Hafthorsſon var tilflede, den
30te Juni 1375 forlenede den forhen nævnte Alexander de le Ard, Dat
terføn af Malije Jarl, med. Jarldømmet for et Aar, det vil fi fige indtil
næffe St. Hansdag *). Denne Ulerander, der havde begibet fig over
til Norge, fom det heder, for at gjere fig fortjent til Kongens Maade
og Betvikje,, fit Foreningen paa de SBiltaar, at han af de ”ongelige Iupe
tægter, der ej. hørte til Sagoren, frulde bave det Halve, og ſende den
anden Haldbdeel fil Bergens Fehirdſle. men at ham frulde behofde den
fele Sagøre nudtagen Thegngilde og Ubodemaal, hvilte Kongen, forhol⸗
der fig fefo... Heller itte fit han Jatletitel, men kaldes alene Kongens
odeldige Hødedsmand og Sjung: 5), formodentlig. ogſaa ofte. ird⸗

23 J 2 GE
eg. Manniæ; udgeven åf 1860 &: åt, 18.
) Gammefletø, S. 189.
3) Søt: Yunaler, Urgaven S. 828.
: medenfor, - E ,
S Dipl. N. 11. 1875. 24 > ee
5) I Brevet, der ev affattet paa Latin, faar 9 der nveram :et —** odpita>

28 -— $oalon: Maguueføn....

fløte", holttet: vilde fige bet ſamme. Af en Skrivelſe til Mekusingerne
Af famme Dag, hvorved Kongen bekjendtgjorde dem. dette, idet han ude
trytteligt ertlærede at have truffet denne Beſtemmelſe med ſin kjøre
Frende Sigurd Hafthorsfønd og flere ſine pode: Mends Madd, erfarer
man; at Benne Forlening. kunvar foreløbig, indtil Alexandet havde. fulde
ſtandigt godtgjort fin Urberet til. Jarldømmet, sy at bet viſtnok maa
have været Kongens Henfigt, hvis Beviſerne vare fyldefgjøuende,. virkelig
at udnævne ham til Jarl eller idetmindite at meddele ham Horfeningen
paa lengere Vid. Thi det paalagdes ham til næfte St. Hansdag (alte
faa i 1376) atter” at indfinde fig od Kongen ,for at dflegge ham Be—
vilsning paa, hvad Met og Stjel han figer fig at have til Hæredømmet
eller Jarledømmet, famt derhos aflegge fuldftændigt Mede for Kongens
Sndtægter, fom han allerede havde oppebaaret eller herefter fom til at
oppebære, og oplyfe, hvorledes det har flg med Vrætten mellem ham
og Biftopen. Imidlerkid ſkulde han” kunne affette og * indfette
Ombudsmend og foreftaa Laidet og Almuen påa Kongens Begne,
ſaaledes ſom fan vilde fvare for Gud og Gode Mend. Hvis nogen
fred *bjemføgte Landet, ffulde Lagmanden faavelfom den hele! Mimue
være ham og hans Ombudsmend behjelpelige til alt; hvad der kunde
gavne Landet og maatte fotlange, og fornemmeligen paalagdes det Bi
ſtop Biljam Tfaavelfon alle de fongelige Mend at underitøtte harm, lot Hvis
ydenfåndfte eller indenfandfte Mend vilde tvinge ham eller fans Oma
budsmend fra fin Net ,eller gjøre Landet Stade. Øterhoved paalågded
det Alle, Lærde fom Bede, at være ham. og Ingen anden fydige og vil
Tige Valt, hvad de vare Kongedømmet og Jarlen flyldige efter Landfens
Met, faafandt fom ingen af dem vilde betragtes ſom Landraademand mod
Kongen og Norges Krone. Ligeledes tilholdtes Alexander og hans
Omdubsmend at tale ov og Met til Enhver, dg med Skaanſel, hvor
det unde behebes, men ikke at tynge Mogen mod Lov og Net; og udg
trytteligen. blev bet fremhavet, at Kongen ikte havde overdraget ham
Bandet paa anden Maave, end fom fin ,veldige Havebsmand, Gjemmer,
bg rette Sysfelmand" '). Magt Kongen i dette” Sysjelbrev udtrykke⸗
Tigt bed Ørtnpingerne itfe at Tyde nogen anden end Alexander og at
undeiſtotte fam mod Angreb af indenlandſte eller udenlandſte Mend, faa
tan fan vel i Almindelighed have haft de andre. Prætendeiter for Øje,
der fom Eilinger af Malife Jarl gjorde Fordring paa Jarledemmet

noum év éustodein*,: hørttet Å bet paa Norſt affaltebe Brev HL Orknolnger⸗
ne, fom ol fvar nedenfor omtale, gjengives med psom våruni Faldugam
höfadsmanni, geymarn ok röttum sjalumanni*.

+ 9) Dipb Norvik 488, 19 ot ket karat

1376. Wleronber be le Urd paa Orfnøerne. 49

eller en Deel deraf, men nærmeft har han dog vel tænkt pas Erngiſl
Jarl, der frembeled bibeholdt Viten, uagtet han mu havde undertaftet
fig Kong Albredjt, og ſaaledes, om han jaft itte egentlig havde flillet fig
i noget fjendtfigt Forhold til Kong Haakon, dog i alle Fald itte længer
tunde betvagtes fom hans Mand eller Vaſall. Erngiſls Mettigheder til
Jatoømmet fynes. ogfan mu ganfte at maatte være ophørte, da hans
anden Huſtru, med horm han fit det, Amnot Malifeddatter, forlengſt var
død uden Arvinger, og han allerede fænge havde været gift med fin tres
die Huſtru, Ingeborg Magnusdatter, Enke efter Hr. Benedict Thures⸗
føn. Man finder ogſaa, at han efter denne Tid ſtundom kaldte fig flet
og. xet Ridder og en enkelt Gang Baron”; men fom ofteft bibeholdt
han bog Jarletitlen 1). Af andre Prætendenter, der unde melde fig,
og maaftee afferede havde meldt fig, man Henrik af St. Clair og
Malife Guthormsføn Sperra, begge to Datterfønner af Malife Jarl,
have været Deformemfte. Bi ville i det følgende fer, at det lykkedes den
førfte at evhvesve Javleverdigheden;. hvorfor dette ikke flete firar, vides
itte. Formodentlig maa Hans Fetter Ulerander, fom Son af Malife
Jarls eldfte Datter, have været anfeet for bedft berettiget; han arvede
ogfaa, heder bet, KHovedgaarden, ber tilhørte Jarldømmet Katanes, og
ſtal endog have faaet Vitel af Jarl derover, men folgte faavef Gaarden
føm Viten til Kong. Robert Stuart i Skotland; han ſtal ligeledes fom
Arvedeel efter fin Moder have faaet Befiddelfer paa Ortnøerne. Ut han i
Egenſtab af fongelig Høvedamand etter Hitdfljore tog. Øerne og Slots
tet i Kirkevaag i Befiddelfe, tan man itte tvivle paa. — der fortælles
ubtrytteligt, at han ,gerevede fig fom Gysfelmand og Høvding over
Oringerne” 2), — men om han efter Beftemmelfen fom tilbage til Norge
med fine Beviisligheder i 1378, er et flørt Spørsmaal. Der nærnes
ilfe et Ord derom i Annaler eller Bree, og maa man derfor helft
flutte, at han efter vel at være fommen til Øerne, har føgt at gjøre fig
uaffjængig, eller idetmindfte ladet haant om at opfylde fin Forpligtelfe,
og at dette har været Hovedaarfagen, hvorfor han ej alene itte fit Jar-
Teverdigheben, hvad der dog aabenbart har været den oprindelige Beſtem⸗
meffe, men endog efter fire Mars Forlob maatte give Slip paa Høveds»

1) at opregne alle be ange, Erngiſt Eunesfen falder fig og foldes Jarl Inde
HL fin Død 1392, vilde være for vibtløfiigt. I Diarium Vazstenense (Scr.
r. Sv. I. 6:07), hvor hans Død, 26de Decbr. 1392, omtales, kaldes han
plærl, et comes Orcadensis*. % fit fivfte Feftameit af 19de Jan. 1392
falber han fig bog felv fun ,Mibber* (miles). I fine tidligere Gavebreve af
23de April 1378 og 23de Jan. 1379 kalder han fig „Jarl“. Dertmod kaldes
Han ,Baron* I et Brev af 20be Oetdr. 1977, og felv folder han fig flet og
vet guider" i et Brev formodentlig af 1382.

1) See Symbolæ ad hist. ant. Norvegiæ, 6. 24. 28.

Munde Giforie. Mnden devedaſdelins. 11. -

50 Soaton Måguisføn.

mands⸗Embedet, hvortil han efter det førfte Aars Forlød ikke mere vilde
have nogen Met, naar denne ej var bleven udtrytkeligt fornyet.

Fra Island begav Hirdftjoren Andres GStreinsføn og Lagmanden,
forhen Hirdſtjore, Thorſtein Cyjulfsføn, fig over til Norge i 4375,
upaatvivleligt enten ifølge Indkaldelſe af Kongen, eller ved Efterretnin⸗
gen om Kong Magnus's Død, for faa fnart fom muligt at føge Be-
fræftelfe i fine Gmbdeder. Denne fit de ogfaa; de vendte i 1376 begge
to tilbage til Island, Andres fom Hirdftjore over hele Landet, og Lhors
ftein fom Lagmand over Nordlandet og Beftlandet. Det ev viſtnok upaa⸗
tvivleligt bisje to Mend, hvilte Kongen overdrog at tage den føromtalte
Troſtabs⸗Eed af Jslendingerne; men da de ikke fom ud til Øen førend
i October 1376, unde bet ej flee førend paa følgende Yard Ulthing,
og fiden fysfelviis, fom det ovenfor er nævnt 1). Dog vedblev ogfan An⸗
dre Giflesføn af Mart, der 1358 og 1366—867 var Hirdſtjore, fremdeles
at falde8 , Kongens Ombudsmand“: han kaldes netop faaleded i et Brev,
fom Kongen udgav i April 1375, og havde da bragt endeel Gods tile
hørende Kongen, maaftee Statten, fra Jsland; men paa Lilbagereifen til
Seland omfom han paa Skibet /Sunnivesſuden“, der gik til Grunde*).

Hvorledes det forholdtes med ben fydøftlige Deel af Landet, Baagas
Huus med Elveſysſel, der maaftee var pantfat til Hanfeaterne, vides ikke
med Bished. Forſt langt fenere hen å Fiden erfare vi at Baagahuus
med Tilliggende, altfaa netop Elvefysfel, var Dronning Margretes Mors
gengate?). Men da dette Landfrab paa den Vid, da hun egtede Haa-
fon, nemlig i 1363, endnu tilhørte Dronning Blande fom Morgengave
eller rettere fom WGqvivalent for hendes tidligere Morgengave, tan det ikke
ba have været givet til Margrete, men i det højefte fun være lovet hende.
Imidlertid have vi feet, at det allerede lidt før Blandes Død i et Par
Mars Vid var overladt til Kong Valdemar eller dennes Ombudsmand

1) De ist. Annaler, I. c. Herved er forøvrigt at bemerke, at Hlatø-Annalerne
lade Andres og Thorftein fomme ud til Jøland I 1375 og Troffabseden blive
aflagt 1376, hvilket visfelig fynes at være rimeligere, emd at begge Dele
frulde ryktes et Aar frem, (fær da det jo ubtrytteligt figes, at de anfom til Ise
iend livt før Binterdag, hvilket netop var rimeligt, naar de vendte tilbage
fra Morge efter allereve tidligere paa Gommeren at være dragne hjemme
fra. Thl at det baade Ida I deres egen og Kongens Juteresfe, at de faofnart
fem muligt vendte tilbage til Seland og iffe laa et heelt Mor uvirkfomme I
Morge, er aabenbart. Men Jon Eigurdsføn ferd dog I ,Saka til Sögu falandu*
1. I. 6. 71 at antage 1376 og 1377 for be vette Aar, og under ben førgelige
Sorviering, hvori Udgaven af Annalerne har bragt Fidsregningen, maa man
vette fig efter hane, ven I dløfe Materier meft Kyndiges Uutoritet, indtil en
ny fritiff Gjennemgaaelfe af de forffjellige Annalhaandfrifter har fundet Sted.

3) Dipl. N. I. 435. 9el. Ann. 6. 325. Gunnivesfuden havde I 1373 gjort to
Melfer frem og tilbage mellem Morge og Seland.

5) Crr Euhm XIV. S. 237.

1975. Dronnlug Margrete faar Glvefysfel I Morgengave. - 51

Hertug Erik af Saren, der igjen lod bet beftyre af Vydfteren Gottftalt
Skarpenberg. Dette ftod, fom det ogfaa tidligere af os er paapeget,
upaatvivlelig i Fordindelfe med den Overdragelfe af Skaane m. m. til
Margrete fom Morgengave, hvilken af en entelt Forfatter omtales; men
ba vi nu fre, at Vardbergs Overdragelfe til Kong Valdemar var Betine
gelfen for Baagahuus's Vilbageleverelfe til Kong Magnus (eller Haakon
under Faderens Fangenfrad), med andre Ord at Baagahuus ſtilledes fom
midlertidigt Pant for Vardbergs Ufftaaelfe, og dette virkelig i 1366 blev
overfadt til Kong Valdemar»), medens Baagahuus atter fit en af Kong
Haakons Mend til Befalingsmand, ligger den Glutning nær, at der
allerede å 1363, fort før Kong Magnus ophørte at kalde fig , Skaanes
Konge”, blev fluttet en Overeenstomft om, at Baagahuus med Elvefys-
fel, eller maaftee endog alle de Landftaber, der tidligere havde udgjort
Dronning Blandes Morgengave å Norge, nu ſtulde tilfalde Margrete
fom Morgengave iftedetfor Staane og Halland m. m., og at dette egente
ligen har været den Iractat om Skaanes godvillige Afſtaaelſe til Kong
Valdemar, hvorover der af Kong Magnus's Fjender i Sverige fiden
blev gjort faa fore Ophævelfer. Under denne Forudfetning, fom vel er
den rette, at Baagahuns med Elveſysſel nu betragtedes fom egentlig til-
hørende Dronning Margrete, beftyredeg det formodentlig i hendes Navn
af forftjellige Høvedsmend, indtil Kong Magnus var kommen paa fri
Fod, og det — maaftee — overlodes i Pant til Hanfeaterne, hvorved der
ba rigtignof maa have været fillet Margrete nogen anden Gitterhed,
hvad det nu- fan have været. Om det flod i nogen Fordindelfe hermed,
at Dronning Margrete idetmindfte fort Vid efter var i Befiddelfe af
Elfsborgs Slot (hvortil og den gøtifte Deel af Hifingen hørte), eller hun
arvede bet efter fin Fader, og denne havde haft det i fin Beſiddelſe lige
fiden 1366, ev af Mangel paa tilftrættelige Oplysninger nu umuligt at
afgjøre. Derimod maa det anſees for temmelig vift, at Baagabuus under
alle Ømftænbigheder blev tilbagegitet efter itte faa lang Tids Forleb. Men
ben danſte Kong Baldemars Ded, fom indtraf allerede paa denne Tid, gav
Zingene en aldeles ny og til de fildigfte Aarhundreder virkende Bending.

5. Danfte og fvenfte Tilftande. Kong Baldemar Chriſtophersſons Død.
Junker Olaf, Køng Haakons Gøn, velges til Danmarfs Konge.

Kong Valdemar var, fom det forhen ev omtalt, kommen tilbage til
Danmark efter fin lange Fraværelfe i Stutningen af 1374 eller den førfte

*) $vab ber herom I bet Foregaaende er navat, fan fuppleres dermed, at Kong
Valdemar af de ,AGldfte Danfe Migsregifraturer* I. S. 156 fres I 1368
at have været Å Mordrehallanb (navnlig paa Kongébalke) og da formes
dentlig har taget bet I Befivvelfe.
a*

52 Haaton Maguusfon.

Halvdeel af 1372 og tilbragte de faa Mar, han derefter levede, fargem-
melig med Beftræbelfer for fremdeles at inbløfe og fammenfanke til
Kronen be mange Hereder og Slotte, fom endnu befanrt fig i forſtjeſlige
Wanthaveres Hænder. I Særdeteshed fynes Gjenforeningen of Gønder-
jylland med Riget at have ligget ham paa Hjertet, huortil her mi ogſaa par
faa meget bedre Udfigt, fom den fidfte Hertug af Abels Gtamme, Hene
rit Baldemarsføn, ingen Børn havde. Det lykkedes Kongen endkeltviis
at faa flere af de fønderjydfte Slotte med tilliggende Hepeder å fin Bes
fidbelfe, fom $Haberslev, Aabenraa, Lille Vønder, famt Skottene paa Als.
ØOgfaa Slesvig og Gottorp føgte han at indløfe fra de holftenffe Gre-
ver, der havde-haft dem i fin Befiddelfe lige fra Grev Gerhards Dage,
men de negtede veentud at give dem tilbage, uagtet Valdemar tilbød dem
Pantefummen: det var dem nemlig altfor magtpaaliggende fel gt hape
et Fodfefte i Hertugdømmet, fom de gjorde Fordring paa, deels paa
Grund af fit Slegtftab med Hertug Henrik, deels i Kraft af Forliget
i Nibe 13301). Denne deres Fordring, fom de ikte lagde Døfgåmgnl
paa, var de Danfte intet mindre end behagelig: de mindedeg mokføre,
Hvad ondt de allerede havde udftaaet under Tydſternes Velde. Herom brød
imidlertid Greverne, det vil da egentlig fige ,den jernfaſte“ Grev Henz
vit, fig itte fynderligt; han ſtolede paa fin Magt og Krigsduelighed faavel-
fom paa fine Fordindelfer i Fydftland. Fornemmelig lan det i Forbol⸗
dene Natur, at de maatte have Jnteresfer fælleg med Medtenburgerge,
med bvilfe de desuden vare nøje forbundne ved Svogerſtab. Gjter Herz
tug Henrits Død, der ſynes at være indtruffen å Midten af 1375*),
ſtal det endog allerede være kommet til Fjendtligyeder mellem Kong Balde-
mar og Greverne. Der ſynes ej at funne være nogen vivl om, hvor»
vel det ingenſteds tydeligt er udtalt, at denne aabenbare fjendtlige Holde
ning, fom Holfterne antog ligeoverfor Kong Baldemar, og fom tegnede
fig til at funne blive en Kamp indtil det Yderfte, ogſaa maatte bidrage
til at [vette Benfrabet mellem ham og Medlenburgerne og bringe ham
til at virte hvad han funde for at ſtaffe fin Datter Margretes og hens
deg Sons Fordringer Medhold hos Magthaverne i Riget. I alle Fald
maatte Omftændighederne af fig felv føre det med fig, atdet antitpdfte eller
patriotifte Parti i Panmart nu var uvenligt findet imod Medlenburgerne,
bris WES Erhvertelfe af Danmarts Trone førft og fremft vilde med=
føre Befeftelfen af det holftenfte Herredømme i Jylland og faaledeg blive
eensbetydende med Rigets fuldkomne Underfaftelfe under bet tydſte Aag.

4 Ser, R. Dan. VII. 6, 400—402. Guhm, XIII. 745, 771.

9) Han levede endnu ben 7de Juli, men var død før 25de September, fer Suhm,
XIIL 747.

1375, Gpøremaal om Yronfølgen i Danmart. 58

$tad Dronning Margrete og hendes Mand Kong Haakon i denne

Tid felv hate virket for at befordre Sønnen Olafs Jnteresfer i Dan»
mart, findes heller iffe nogenſteds omtalt, uagtet bet dog er utæn»
feligt, at en Kvinde med faamegen Statsklogſtab og Handlekraft, fom
Margrete, itte afferede hu flulde have fat alle mulige Kræfter i Bevæs
gelfe for at bringe Sønnen paa hendes Faders Krone. Der omtales
ingenfted8, hvor Margrete opholdt fig å Aaret 1375; men intet fynes rimes
ligere, end at hun felv har været nede hos Faderen for baade at paa
virfe ham og ſtaffe Sønnen og fig et Parti blandt Riget Statsmend.
Endog uden Henfyn til de politifte Forhold fynes vet i fin Orden, at hun,
efter Füderens fange Fravarelfe, idetmindfte een Gang endnu aflågde ham
et Beføg og foreflitede håm håns fpæde Darterføn. Det er navnlig høift
fandfynligf, åt Margrete: fun have bæret nede i Panmart om Hoſten
1374 og henimod Jutéff, medens hendes Mand og Cvigerfader var paa
Beftfanten, og den ſidſte afgit ved Døden. Under 14de Marté 1375 udgav
nemlig Pave Gregorius en Skrivelſe, hvorved han paa Kong Haatons og
Dronning Margretes Anføgning overdrog den roestildfte Klerk Magnus
Petersſon, Ver flob i deres Tjeneſte, et Canonicat i Noeskilde!). Vi have
feet, at da Kongeparret ved: en tidligere Lejlighed føgte Paveftolen om Be—
gunfligeffer for flere geiftlige og verdålige Herrer å Danmark, var det netop
under et Obhold i ette Rige, og det er derfor ingen driftig Slutning, at de,
idetmindite een af dem, ogſaa nn have opholdt fig der, da de affendte Anføge
ningen, hoillet maa være fleet feenhøftes 1374. Det er ikke i nogen Maade
ufandfynligt, af Kong Haakon fele, da han om Høften vendte tilbage fra
Bergen, eller ſtrax efter Vilbagefomften til Øftlandet, har gjort en Neife
fil Dånmart med fit Dronning for at aflegge Svigerfaderen et Beſog
og for eflerd at virfe hvad Han funde til Huftruens og Gønnens Bedſte.
Hanfefkederne, par Hvis Samtykke det maatte fomme Prætendenten

fil Danmarks Krone faa meget an, fynes ikke at have været Margretes
og Olafs Fordringet ugunfrige. Hertil bidrog” flere Omftændigheder.
For det førfte dar det dem nu virkelig om at gjøre at bringe Under-
handlingerne med Morge til Ende og fad fine Privilegier i dette Land
befræftede, og derfor faa det i deres Intevesfe at vife fig venlige mod
- det norfte Kongehuus, med hvem de desuden flod i Penge-Underhands
finger. For det andet flod Danmarks meægtigfte Mand næft Kongen,
Drottfeten Hr. Henning Putbufd, der i Kongens Fravær havde været
Danmarks Høvedsmand, i den nøjefte Forbindelfe med Staderne, faar
fom fan endog, lige fra Fredsflutningen af, ifølge en udtrykkeligt med
Stederne affluttet Overeenskomſt, paa deres Begne havde overtaget Be

1 Reg. Gregor. XI. cod. chart. T. 23 (ann. 5.) fol. 38.

54 Haafon Maguusføn.

falingen over og Forfraret af de fire Slotte i Skaane, der ifølge Lrac-
taten frulde overfade8 Gtæderne paa femten Aar, mod Fjerdedelen af de
$ Dele af Folden og Jndtomfterne, der ſtulde tilfalde Stæderne. Dette
Hverv tunde han ikke have overtaget, hvis der itte nu havde været den
bedfte Forftaaelfe mellem Kong Valdemar, hvis tro Mand han var, og
Gtæderne )). Og da vi nu i det følgende ville fer Hr. Henning afgjort
paa Margreted og Olafs Side, fynes det heraf at maatte følge, at ogſaa
Stæderne allerede nu vare dem gunftigt femte. Paa Hanfedagen i Låded
ted Midfommertib 1375 fod Valdemar endog allerede fremfette en Unmod=
ning om at maatte faa disſe Slotte, fom han faldte fin fedrene Arv,
tilbage, og vel troede Gtæderne at maatte afflea ham dette, men de
foreflog ham Dog en nærmere Dagthingning bderom, og anmodede
fremdeles Hr. Henning om at foreftaa Clottene*). Paa famme Møde
[od Kong Haakon ved fin Notarius, Decanen Gottftalk, atter. Klager
fremfette over de tybfte Kjobmends Uftyrlighed i Merge, og Staderne
frarede paa den allerbofligſte Maade, tiltjendegivende, at de gjerne vilde
holde en Pagtbingning med ham næfte Aars Ifte Mai, eller før Pints,
og bad ham imidlertid at tage naadigt mod Kjebmendene og deres Fjes
nere, idet de ej tvivfede paa hans Godhed, og at han gjerne vilde fade Alt
blive ordnet til det Bedſte, hvorimod de ogſaa vilde vife fig velvikige mod
ham. Med Medlenburgerne i GSterige derimod og deres Filpængere
var fan fremdeles paa en fjendtlig od. Foruden de Klager, han tidligere
havde fremfat over, at enkelte af de tydfte Kjøbmend fom hans Uvenner
til Hjelp, tlagede han nu ogfan over, at da tre Stibe ſidſtforlobne
Hoſt?) vare fomne fra GStodholm til Marftrand, ladede med hans
Uvenners Gods og Varer, og hans Folk vilde legge Beflag paa
Godfet, hindrede de tilftedeværende tydſte Kjøbmend dem deri; han funde
vel, pttvede han, felv hate taget Hevn over dette, men havde undladt
det, i Haab om at Stæderned egen Unftændighedsfølelfe vilde tilfige dem
at gjøre, fvad Met var. Med Henfyn til dette, og mere lignende, øn=
frede Kongen at vide, om Gtæderne, ifær Lübeck, vilde flaffe ham hans
Met, eller om han felv frulde tage fig til Mette. Hvad de Privilegier
angaar, fom Gtæderne ønftede fornyede, yitrede Kongen, at han, lige
fiden han tiltraadte Negjeringen, endnu aldrig havde feet de af fine Formend
derom til Gtæderne givne befeglede Breve, og førend han kunde indlade

2) Suhm, XII. 685, 693.
%) Cammefedé, 6. 737, 738.

5) Originalen har fer ,autumno proxime transacto*, bvilfet iffe fan betegne
andet end Høften 1374; altfaa øvebes der da Fjendtligheder.

1975. Rong Heefon”og Ganfefederne. 55

fig paa at betræfte alle de Mettigheder, fom Kjødmendene å Kraft af
dem tilegnede fig, maatte han vide, om de virkelig flod der; det var faar
ledes hans Anmodning, at man maatte tillade hans Sendebud og Klerk
Sotrftalt at afftrive dem og lade Afſtrifterne betræfte af Biftopen i
Lübeck og andre gode Mend. Man ſtulde næften formode, at Kongen
og hans Raadsherrer havde haft Mistante til Stæderne om, at de harde
forfalftet de efdre Privilegiebreve; og mistænteligt fynes det virkelig, at
Stedernes Raadmend ſelv aadendart gjørde Banfreligheder ved at freme
fegge endog fun verificerede Copier af dem. Men paa den anden Side er
det ogſaa befynderligt, at man iffe ved det norfte Cancelli ſtulde hate
Gopibøger, hvor be famme Breve frode indførte. Maaſtee var det dog
netop Ufvigelfen mellem de foregivne Privilegier og de indførte Copier,
fom gjorde Kongen og Maadet mistænkelige. Ungaaende dette faavelfom
alt det øvrige onſtede Kongen en ny Gamtale med Gefandter fra Stæs
derne, hvilte han derfor bad, at man maatte ſtikke ham, men forfynede
med en fulbfommen Fuldmagt, faa at de kunde afflutte alt; og han bad,
at man vilde fade ham vide, naar og hvor disfe Sendebud funde møde
ham. Herpaa fvarede famtlige Gtæderd Deputerede ved et Brev, dateret
fra Lübeck den 24de Juni, at de vare villige til at holde et Møde med
ham paa et befvemt Sted næfte Aars Baldborgåmesfe eller Afte Mai,
og at be gjerne ønftede bet fluttet før Pintfen (Afte Juni); om alt dette
vilde Gottftalt funne give ham nærmere Beftecd. Imidlertid bad de
ham om, at han vilde med Naade modtage Kjøbmendene og deres Vjes
mere og fade aft bero til det Bedfte, hvorimod de ogfaa i alle dereg
Beſiddelſer vilde vife fig velvillige mod ham"). Det ev heraf temmelig
umistjendeligt, at man nu fra begge Gider for Alvor nærmede fig hin
anden venftabeligt og føgte at bringe et endeligt Forliig iftand, hvilket
derfor ogfaa lykkedes, fom vi fnart ville faa at fee.

De nysanførte Klagemaal i Kong Haatons Brev til Stæderne vife,
at der enten alferede var uddbrudt Hjendtligheder ved det medtendurgfte
Parti i Sverige, eller at der idetmindfte obedes faadanne gjenfidige Ube—
bageligheder med Opbringelfe eller Beflagfeggelfe af Gods, Paagribelſe
af Perfoner 0. f. v. fom omfider maatte medføre en aadendar Krig.
Kong Uldredts Stilling i Sverige var intet mindre end misundelſes—
verdig, og der vare alle Udfigter til, atdet gamle Dynafti atter vilde funne
vinde ben fvenfte Krone tilbage, endog uden fynderlig Medvirkning af andre,
ved un at fade Tingene der fiytte fig felv. Thi Kong Magnus's Fordris
velfe og Medlenburgernes Indkaldelſe havde aldrig været Vet egent
lige Holts Gag, men var kun udgaaet fra et megtigt og felvraadigt

1) Suhm, XI, 6. 738—741.

56 $Haafon Magunsfon.

Ariſtokrat⸗Parti, tildeels endog mod Folkets Onſte, ſom den hele Tid
ſynes gt have haft meft tiloverd for ,den ærlige og gode Herre”, Kong
Maqnus. Alene ved at frøtte fig til dette Uriftokrat-Parti tunde Kong
Albrecht vente at holde fig paa Tronen, og naar det førft vendte ham
Myggen, vilde det fnart være ude med hans Kongedømme, Hans loge
Fader, Hertug Albredt, havde viftnok efterhagnden føgt at gjøre fig og
Gønnen uafhængige af Stormendene ved at tilvende fig fom Pant eller
Gjendom faa mange fafte Slotte og Befibdelfer inden Sverige fom mue
ligt, og betro dem å medlenburgfte Herrers Hænder, paa hvis Vroftab
de naturligvis tunde lide. Men han havde heri aabendart gaaet altfor
taftt frem, og overhoved var bet hans, fom de øvrige tydfte Herrers,
navnlig de holftenfte Grevers, Feil, at de ſtolede før meget paa fin
Krigsmagt og Beliddelfen af fafte Slotte, wden at tage Foltets Gtem-
ning med i Beregningen. Forbittrelfen over Tydfternes Velde i Sverige
havde ifær været Aarſag i Opftanden 1371, og feiv de ſyenſte Stør-
mend, fom da ſtod paa Albrechts Side, harde dag før far pidt gjørt
fælles Sag med Inſurgenterne, ſom de, medens Kong -Haaton fra fin
Sejr paa Norrmalm truede Stockbolm med Betejring, aftvang den rande
og bjelpeløfe Kong Albrecht en Overeenskomſt, hvorved denne maatte
overfade afie fine Stotte og naſten af fin kongelige Megt til Randet —
det vil fige Gtormendened fornemſte Ledere, Derped var allerede Spi-
ven lagt til et virteligt Uvenftab mellem ham og Stormendene, følgelig
til hans Undergang. Det faa i Gagens Natur, at en Overeenskomſt
fom denne, aftvungen Kongen i Farené Øjeblit, og fom herøvee han
det meite af hans Magt og em ſtor Deck af hans IJndtægter, ej kunde
betvagte8 af fam og bhang Tilhengere uden med Wegrelſe, og at der
itfe fra deres Gide kunde pære Bale om nogen famvittighedsfuld Over
holdelſe deraf. Den vilde ſaaledes ingenfunde være ſtilket tik at fores
bygge nye Gtridigheder, om den end havde været langt mere beftemt
affattet, end den i Birteligheden var. Den Beſtemmelſe, at Slottene
ſtulde overlades til Maadet, før at man faokeded kunde bline fri før de
tydffe Slotsherrer, blev ikke ordentligt overholdt. Hertug: Slbrecht fad
endnu inde med alle fine Yante:Lehn, vagtet Kongen ſtulde hane fet KA
at indløfe bem, for at avergite dem til Maabet. Det var udtrytkeligt
beftemt, at Viborgs, Tavaſtehuus og Borgholms Glotte ſtulde obergites tik
Bo Jonsſon paa Raadets Vegne, men endnu i-1375 inbehanded det ſidſte
af en medlenburgft Høvding paa Hertugens Begna, og der vær ikk Vale
om at overlevere det, førend Bo Jonsføn betalte Pantefummen >». Mu
er bet vel faa, at Kongen formodentlig mangtede Penge tik at udlaſe fin

1) Styffe, Bidrag Mo. 56, S. 153.

1971—1975. Mulig ion» I Gverige. 7

Fader og be prrige Under-Panthavere og faaledes for en ſtor Deel
endog med fin bedfte Bilje itte kunde opfylde fit givne Vilfagn — tl om
uden Bidere at tage et bortpantet Slot fra Jndehaveren kunde ber i de
TZider blot være Vale, naar man faa i aabendar Krig med ham; — men
ber er heller ingen Grund til at tro, at han eller Faderen gjorde fig nøgen
færdefes Umage for at fraffe Penge til Beje, thi det lan altfor meget i
deres Interesſe at have GSlottene befatte med Vydflere, til at be frulde
fremftynde den Tid, da de maatte give Etip-paa dem. Det fyned endog
mæften, fom om Albrecht itte følte fig teyg, uden han var omgiven af
Vydftere, - og mere end een Gang fendted tydfte Krigsmend af Hertugen
over til Sverige før at gaa i Kong Uldredts Vjenefte').

Saaledes vare de Klager, fom havde været fremførte over de. tybfle
Høvdingers Haardhed og Unmasfdjet, ikke afbjulpne, og Tilſtanden fors
faavidt endog vetre end før, fom ben Magt, de fornfte Stormend havde
tiltrodſet fig paa Kronens Bekoftning, ogſaa løfte dem fra ae Henfyn.
Piyndring, Privatſejder, Boldgjeftning og alle Anarchiets Diver hørte mi
til Dagens Orden. Vet gif faa vidt, av endog Biſtop Gottſtalk paa en
Meife blev overfaldt og drebt af Ridderen Hr. Marthiad Gøtftavsføn meb
Følge, og Gods ranet fra hans Tjenere (3 Febr. 4374), uden at der
fra ben verdslige Magis Cite flrte noget Stridt vik at lade ham unde
øjefde defor; tvettimøb var dette Vegnet for flere af de nærmefte tydfte
og Wenſte Hovedsmend til at- felte. fig i Beſiddelſe af den drebte Bin
fløps Sødpøre og Biſtopsſtolens Gods og Indtægter. Forſt imod Slut«
ningen af 4376 flillede Hr. Mattias Biftop Gottftaks Eftorfolger,
Nikolas, noget Jordegods til Pant for et Pengeſum, der ſtulde aaven⸗
vendes til Oprettelfe af en Præbende i Domtirten for -Gottftalts Sjel,
og ifte førend å 1370 blev Gagen fuldftændigt bilagt. Imod Høften
4374, da Kong Albrecht atter fom over fra Mecklenburg til Sverige,
var Spendingen mellem Kongen og de fvenfte Stormend meget betæntes
fig. Det lader til, at han, for at flaffe Penge til Beje, enten havde
paalagt eller vilde paalegge alt Gods i Miget, endog Pantekehnene, en
Stat eller Udredfel, og dette kunde ikke andet end vekte Forbittrelſe hos
Stormendene, der netop forbrede Skattefrihed og havde gjørt Opſtand
mod Kong Magnus, juft fordi han vilde indffrænte den. Fornemmelig
fynes den nysnævnte Bo Jonéføn, fom vi allerede i det foregaaende
have haft Anledning til at omtale, og fom nu var den megtigfte og. rigefte
af alle de ſvenſte Stormend, at have flaaet paa en fpendt Fod med Kon-

. % Serom, ſaavelſom det nærme følgende, jøvnfør dei fortrialige Fremfilling
1 Ginfjet ,Bidrag%, S. LXU.—LXVL, hvilten feg Idet væfentligfte har
fulgt. : *

58: $aafon Maguusføn,

gen. Denne Bo Jonsføn, en Mand af fornem WEtt, og fom formodent⸗
fig allerede ved Arv havde erhvervet flore Migdomme, havde i fin Vid
været en af Kong Uldredts ivrigfte Vilhængere, blev i 1367 Heveds⸗
mand paa Stockholms Slot, var eller blev ogſaa Heredshøvding over
.Dalarne, og udnætnteg i 1369 til fongelig General-CEmbedsmand famt
Sagmand i Øftergetland 1). Gin Magt og Jndfipdelfe anvendte han til
uafladeligt, og ofte ved libet rogverdige Midler, at forøge fine Rigdomme
og Vefiddelfer?). Bed Rorliiget i Eedsviken nævnes han udtrykteligt
fom inbehatende flere Lande og Gtæder paa Kongens egne. Bed
Dtvereendfomflen med Kong Albrecht i 1374 blev han naturligviis en af
de tolv Raabemedlemmer, og uagtet han fun nævnes langt ude i Retten,
ba han ej var, heller itte nogenfinde blev Nidder, er det dog anbenbart,
at. han betragtedes fom Naadets førfte Medlem, thi det beftemtes færftilt,
at fan paa Raadets Begne flulde modtage Slottene Viborg, Vavafte-
huus og Borgholm*>). Om Gommeren og Høften 1374 opholdt han
fig i Finland for at underhandle om en ny Fred eller Stilfland med
Nusferne, da den forrige fnart var udløben*); og hvor uvenligt
Forholdet ba maa have været mellem ham og Kongen famt Hertugen, der
imidlertid var anfommen til Sverige, ferd bedit deraf, at han fandt det
nodvendigt at fade dem udſtede et Lejdedrev for ham og hans Benner famt
Ljenere, at fomme til dem til Stockholm eller andenfteds, og bagtbinge
med ben 9). Den følgende Sommer fandt vel ted Hertugene Befiræ»
belfer et Slags Megling Sted, men ſaaledes, at den fnarere havde Ud—
fernde af en GStilftand mellem de Svenfte og Tydſte fom to frigførende
Magter, end af en venftadelig Overeenstomft mellem Konge og Underfaate

3) Styffe, Bidrag, 6. LXXII. og LXXIV,, fofr. Lagerbring, Ul. S. 663—666.

9) Som færdeles beteguende for hans Henfynsteshed, naar det gjaldt Gods og
Benge, fan anføres, hvad et Brev I det fv. Rigsardiv vifer, at han, da hans
førfte Huſtru Margrete, Datter af Peter Borfe, bøte i Kalmar 1360 i Barr
felfeng, lod han hendes Lilg nabne for at bevife, at Barnet havde levet læne
gøre end hende, og faaledes at fomme I Befivvelfe af Urven efter hende; fiden
laa han henved fire Mar I Etrid derom med hendes Haver og Clegtuinger.
Sør. Etyffe, I. c.

9) See Hadorph, Rilmkr. II. 6. 35—38.

% See herom Vo Joneføns Brev til Grirbiffopen fra Aabo af de Mal 1334
Jvorved han yitrer, at han derfra fralde brage til Wabo for at underhandle
med Musferne, Frol, Skrifter od Hantling. till Upplyan. af Ev. Kyrdor oG
Meform. Hiftorie 11. 351. 352. 1V. Jfr. Styffe, I. c..S. LXIV., Not. 2.

9) Stoffe, Bidrag, No. 55, S. 150. J dette Brev fres der fork at have racet
et Gorbehold om Beffatning af Bo Vonsfens og hans Fjemereø Panter og
Gode, „ſom af andre Panter og Gods I Riget”, men fom man har maattet
overfteyge, naturligviis fordi han ef vilde finde fig dert. N

1375. Danefongen Baldemar Whrikopherføne Død. 59

ter. En heel Deel faavel frenfte fom tydfte Hovedsmend, Middere og
Stene, forfamledes og vedtog for tre War en almindelig Landefred,
bvorved alle private Fejder, Boldgjeftning o. f. v. forbødes, og alle
Rigets Indbdyagere, ſpenſte fom tyde, tilholdtes at befverge den").
Ligeledes maatte Kongen med fin Faders Samtykke udſtede en Bekreef—
telfe paa faavel det geiftlige fom det verdslige „Frelſes“ Privilegier,
Svorved det udtrykteligt forbødes hans egne og Hertugene Fogder at ber
byrde Kreffemendene og deres Landbender med Paaleg. Bo Jonsføn.
blev Migets Brottfete og fit derved ben øverfte Dommermyndighed i fine
Hænder. Ogfaa udnævntes der en Marft, nemlig Steen Benuediets⸗
ſon, en Gtifføn af Erngifl Jarl, viltet vifer, at Erit Ketileføn, fom
egentlig ſtulde indehave denne Merdighed, ikte længer anfaaes verdig for at
bettæde den, effer vel endog nu betragteded fom Hjende. Hertugen maatte
nu gjere Alvor af at afftaa til Kongen eller vel rettere til Bo Jonsføn
enbeet af fine Pantelehn, og oberhoved fynes hans Indfiydelfe i Riget at
være bleven ringere, uden at hans Gøns Stilling berved blev fort
bedre). J

Strar efter hans Tilbagekomſt til Mecklenburg afgik Kong Valde⸗
mar ved Døden, den 24de October 1375 2). Mu gjaldt det altſaa, hvo
der ſtulde blive den lykkelige og vinde Danmarks Krone, Hertug Albrechts -
Gønneføn Ulbredt, eller Kong Haafons Søn Olaf. Som ECagerne
nn flod, var bet næften at forudfee, at Ufgjørelfen af dette CSpørsmaal
ogfåa i Fidens Lob vilde beftemme Sveriges Stjæbne, om bet ſtulde
forblive under det medlenburgfte Dynafri, eller vende tilbage til det
foltungfte, thi bet af bisfe tvende, fom beherftede Danmart, vilde derved
faa en afgjort Overvegt over bet andet. Udfigterne var førfaavidt gun⸗
flige for Hertugen, fom han havde faget Kong Valdemars Tilſagn I
4374 og Seifer Karls Betræftelfe derpaa, og Lenne juft i den famme
Sid var anfommen til Låbed og frar efter begav fig til Mismar, hvor⸗
fra han faaledes befto eftertrytteligere maatte funne fraa ham bi. Der»

1) Hadorph, BjørførMetten, 6. 27.

3”) Styffe, I. c. Ro. 63, 64 (6. 161, 163), jfr. S. LXVI.

%) Rong Baldemars Død indtraf efter de flefte og bedfte Unnaler paa den 24de
eller 255e Detbr.; Dagen betegnes deeis fom ,Dagen efter Et. Geverinsvag
eller Dagen før Geifvini, eller endelig felve Grifpins Befdag; Geverini Dag
var 230e og Grifvlni (og Grifoiniani) ven 26be; Sor.r.D. I. 41. 192. VI. 533.
Ølen befynderligt er det, at Detmar (G. 303) nævner Et. Manritil Dag, ben
22de Geptbe,, og figer, at han døde vaa Gøborg, ba be donde Annaler eMlerø
ete enige om at lade ham bø paa Gurve eller Gurre. Dette fan ike være
andet end en Bejltegelfe, hvis iffe hane Omglvelfer (og maaſtee Margrete
felv) veentud have fjult hans Død indtil 24de Ditober.

6G Haaldn Maguasfon.

hos havde Albrecht et megtigt Parti for fig blandt Danmarks Stormend.
Men Hertugens ſedvanlige Statsklogſkab ones her at have forladt ham.
Han forbafieve fig ved allerede ſtrar at fade den unge Utbredt antage
Titlen , Konge i Danmark“ og Bet banfle Migsvaaben, fom om han
vertil var arvederettiget ?): en Paaftand, fom de danfte Herrer, der holdt
faa flinfjat paa fin Balgret, iffe funde andet end forarges øver. Det=
hos fil han Keiſer Karl til at tilſtrive det danſte Rigsraad et Unbdefas
lingsbret før den unge Afbredt, viltet, foruden at Meifeven derbed til
tog fig en Mondigbed, Ber ej tilkom ban, maatte være be Dumſte faa
meget mere ubehageligt, fom han faa Dage forud endog Harde anmatfet
fig Overherredemmet over Søndetjylland ved at give de holſtenſte Gre-
ver Gtadfrftelfetbrev pan en Vold, de havde paakagt i Gottotp; idet ban
udtrykteligt ertfærede det flesvigfte Biſtopsdomme for et Lehn af det
tydfle Mige*). Men imidlertid havde Dtonning Margvete frar begie
vet fig fil Dannark med fin femaarige Sea, om hun itte — hvad der efter
bdet:otenfor puapegede man anfees for det fandfynkigfte vår der alerede
før Faderen8 Død, — og havde, fom man fer, med den flørfte Klog⸗
frab benyttet Aden tit FStilhed at ftaffe fig og fit Søn et Parti.
Det er vin, at hun allerede den 10de November var i Kalundborg %)::
Hendes Mand Kong Haakon lod heller ikte kenge vente efter fig; thi
fan var der. allerede å de førkte Dåge af :Dedember, og bet lader tik,
at han efene har føvet ſaa farge med Afreiſen, indtil han fil friaber
førmenen de nødvendige Penge *). Margretes Beftræbelfer for at flaffe
fig Tikhængere. kunne ſtjonnes deraf, at Hun i Slagelſe den 7de Decem=
ber oberlod Biftopen af Noeslilde Nebbe Slot paa Gjæland med Vite
liggende for hendes Faders Gjæl, i Erftatwing fordi harv havde haft
Kjøbenhavn faa longe i fin Befiddelfe m. m.; ligeſaa panrfatte hun ham
og hans Kirke flere Hereder og de tre forgelige Parter af Roeskilde
Stad med Vold, Bafaller, Bønder oi f. d. før 3000 Mi. Sølv. J
Bredet herom, hvarmer tillige et ligelydende udfledtes, befegket af hendes

1 Suhm, XIV. 6. 1. ,

) SAL. Holft. Laucub. Urfunden 11. &. 309. No. 239. Brevet er dat. Biemar,
Site October.

3) Dante Magazin, IV. S. 291.

%) Der råde Norbt. var Kongen endnu I Vnnederg og udſterte Ya Qutttering
HL Fehlrden I Bergen; CErlend Phlllpeſen og Jon Hallvardeſon før de 15
Pund Sterling, fom de havde udbetalt til hans Klerk Brovt Henrik Henriks⸗
føn (D. N. Ik 4419, Den Te havde Provfien, llgeledes I Tunaberg, qvitteret
for femme Gum, der her benevnes 100 ENN Grovt (0: 100 Sons' grvø Tours
molg, hvoraf enhver === 3 SH: St; altfaa 300 == 15 £. St.) Gammer
ſteds 440. Gormodentlig ev mange fandanne Smaaſummer Indbetalte *

1375. Margretes heldige Beſtrabelſer for at fan Gønnen paa Danmarks Trone. 61

Sand og Gønnen, famt de fornemfte. Lanfte Raadshorrer, kaldes denne
endnu tug flet pg ret Junker Olaf”, og hun felv fader fig Morged og
Gverigeg Dronning famt Datter og Urving of Kong Balpemar»).: Her⸗
ved antydeg bel egentlig kun, at hun par Urming til hans private Gfter-
ladenſtaber og ingen Arberet havde Kl Riget, Hvilket Hilde have været
betagnet ped-Drdane , Dapmarld Niged Arving”, men det var Dog allevede
en Dispoſitien over igeté Lehn, der alene tilkom den, regjerende Monge,
fom her var fleet, og de fornemfle Raadsherrer, Ver vare med at bør
ſegle Brevene, maa ſaaledes allexede have pæret enige pm at ville velge
Dlaf til Konge *). En pderligere Grtjendelſe af hendes Met til at fore -
føje over Hrønens Lehn bar det og, at hun den Låde December fit. fig
pverladt Holbek Slot, og By med Tilbehor uben Vederlag af ide banær
rende Befipparr, ng at hun fan Dage derefter pantfatte det for 400 ke.
brent til Dupttfoten Hr. Henning Pusbufd, der her, ligeſaahel fom
bine Slottes forrige Befipdere, allerede kaldte Hende , Dronning i Rorge,
ØSyerige og Panmartx 3). Herved havde Hr. Henning faa godt fom
Allerede antydet, at han betsagtede hende ng Hended San fom nonne
berettigede zil Trønen.

Ox. :Henning, havde ſitrar efter Valdemars Ded anmentelut diecde⸗
berxerne til et Møde å Odenfe. for at vandfian om Kongebalg, og. her
vttrede endnu tre Meninger fig, idet nogle vifte velge Junker Olaf,
detls fordi han par Margrete Valdemarsdatters San, deels ogfaa fordi
Marge og Panmart derved vilde blive forenede, andre ette for Al⸗
bredt af Medlenburg, og atter Andre, uden at femme for denne, dag
nitte fandt det pasfende, at Danmark, der var et frit Valgrige og kunde
føde fin egen Konge, ſtulde give fig under Norge, fom var et Arverige“,
hvorfor de helft vilde, at man flulde velge en indfød danft Adelsmand til
Konge*). Sagen fom ej til nogen Ufgjørekje paa dette Møde, Hvis

1) Enhm, XIV. 6. 493—495.

2) 3 Margretes Gavebrev til Roeokilbe Biffop faar det udtryffeligt, at de kle
gelybende Brave derom, fom &. Haafon og K. Olaf havde udfredt, vare ber
feglede af. ude fornemite banffe Raadsherrer“ (sigillis potiorpm consiljariorupm
regoi Daciæ). Hendes eget ev medbeleglet of de Faanffe Herrer Jakob Olaſo⸗
føn, Tuvé Galen og Anders Jakobeſon. Gavebrevet famt den Pantfettelfe
af visfe Hereder, Hvorom ber ovenfor tales, blev ogfan umiddelbart efter K.
Diafs Balg udtrykteligt bekreftet (Euhm. XVI 20).

5) Hr. Hennings Brev af 28de December 1375, hos Suhm XIV. 495.

9) $nitfeld, S. 555. Gan fones her at have haft de originale Ferhondlinge-
protpfoller for fig. Maar Iahu (Damm. politifemilltære Hit. under Unloner
fongerne 6. 5) figer, øt $r. Henning fammenfalvie et ,Danehof* I Duenfe,
og at bet var ber, be tre Meninger gjorde fig gjeldende, frrider dette mod
$ultfelds udtryttelige Ord, og han er bog her den enefte Kilde. Et Daner
hof lod fig desuden ille faa hurtigt fommentolde. —

62 $Haafon Maguneføn.

Afboldelſestid itte angives, faa at man ej fan fre, om den indtraf tide
ligere eller fenere, end Kongens og Dronningens Ophold i Slagelſe.
Under alle Omftændigheder maa de her forfamlede nypperfte Raadsherrer“
Have været de famme, fom i Odenſe ertfærede" fig for Junter Olaf, og
deres Parti vær aabendart allerede det flerkefte. Den Idee, at velge en
inbfød Adelsmand, fynes fart at være bleven opgiven, og fan heller
itte have været næret af ret mange, ba ben gjenfidige Gtinfyge dertil
var for flor. ;
Det var ligefrem i Medfør af den fidfte mellem Danmart og Hanſe⸗
. - ftæderne fluttede Fredstractat, at det danſte Rigsrhad tilfkrev disfe om det
foreftagende Kongevalg og, fom det fynes, eftede deres Mening. Men
felv uden nogen faadan ubtryttelig Beftemmelfe var deres Stilling nu
faadan, at Spørsmaalet om Valgets Udfald fornemmelig beroede paa dem.
Ligevegten mellem begge de flridende Hovedparter var faa nøje afpasſet,
at deres beftemt ubtalte Ønfte og Tilſagn om Underføttelfe under ens
hver Omftændighed maatte gjøre Udflaget. Dette vidfle og følte ogſaa
begge Parter og deres Benner altfor vel og henvendte fig derfor frar
til dem med Breve og Foreftillinger, hver i fit Jnteresfe, og det ev let
at forftaa, at Gtæderne heller itte [od denne Leilighed gaa ubenyttet til
at baretage fine politifte og commercielle Fordele. Ven 20ve Januar
. holdtes det førfte Møde om denne Gag, i Wismar, af Sendebud fra
denne By felv famt fra Lübeck, Moftod, og Stralfund. Tiden havde
været for fnap til at indfalde Gendebud fra de fjernere nederlandſte og
preusfifte Stæder. Da var der indfommen Foreſtillinger baade fra Her⸗
tug Albredt af Mecklenburg og fra Kong Haaton og Dronning Margrete.
Ogſaa Keifer Karl, hvem det ikte koſtede fort at udferdige Strivelfer, men
fom fjelben underftøttede dem ved Handling, havde den 16de Januar tile
flrevet Såbederne et Brev, hvori han, i Betragtning af, ,at Albrecht,
Hertug Henrits Søn af Mecklenburg, var en Søn af Kong Valdemars
eldfte Datter, og han, men itte den norfte Dronnings Søn, havde nogen
Met til Danmarts Krone, og han desuden felv flod i en faa venftadelig
Forbindelſe med fine medlenturgfte Frænder, at han ej vilde forfage
dem, men hjelpe dem til fin Met”, bød Lidederne alvorligt, faafandt de
vilde nyde hans Huldfrad, „ikke at underftøtte famme Dronnings
Søn imod den medtlenburgfte Fyrfte og ikke hindre denne fra at erhverve
Kongedømmet å Danmark, hvortil han var berettiget; alt hvad de gjorde
imob ham, vilde Keiferen betragte, fom om bet var gjort mod ham felg” 1).
Men i disfe Ord ligger allerede umistjendeligt en Mistante om, at Lås
beckerne heldede til Olafs Side, og da Lübeck var den fornemfte Stad i

7) Uteytt Brev I det Vådedfte Archiv.

4376. Underhaadlinger om Tronfølgen I Danmart. 68

Forbundet, fom det ifær an paa, Hvad den befluttede, om end Mismar
og Roſtock, fom medlenburgfte Stæder, vanftefigt funde undlade at ſtaa
paa Hertugens Eide. Da tun faa faa Staders Deputerede vare fam=
lede, tunde ber ved dette Møde ingen Beflutning tages om Hovedſpors⸗
maalet; man vedtog tun at holde et nyt Møde i Lübeck den 23de Marts
og dertil at indbyde Deputerede fra de øvrige Stæder. Der blev da i
dei Anledning den 20de Januar udfærvdiget Gtrivelfer faavel til de Mer
derlandſte, fom til de Preuskifte, hvori man meldte Kong Valdemars
Død, at begge hans Datterfønner opflilledes fom Kronprætendenter, og
at foavel Hertugen paa fin Side, fom den norfte Konge og Dronning
paa fin lovede at ftadfefte Stedernes Privilegier og „giore mere mod
dem, end nogen anden Fyrfle kunde gjøre", efterfom de erklærede fig for
den ene, eller den anden; men at de ikke paa egen Haand havde kunnet
afgjøre noget derom, og at bet berfør var deres indftændige Bøn, at de
øvrige Stæder, efter nøje at have overlagt Sagen, vide lade møde til
den beftemte Vid for at tage en Beflutning paa famtlige Gtæders
Begne?). Dette Møde blev ogfaa holdt, dog, formodentlig af Frygt for
$Holfternes og Medlenburgernes Nærhed, ikke i Libet, men i Straffund.
Men heller itte her var der nogen Deputerede fra de preuskifte Stæder
tilftede, og af de Nederlandſte tun fra Kampen; faaledes blev der foa- .
vet ſaavel de banfte fom de mecklenburgſte Sendebud, ber havde indfunder
fig, at man endnu intet endeligt Svar funde gire, men at der den 18de
Mai ſtulde holdes et nyt Møde i Straffund for at treffe en endelig:
Beftemmelfe og at frede Søen*). Men ved at fette en faa fang Friſt,
Hvor der frævedes en faa fnar Ufgjørelfe, fynes det næften, fom om
Staderne med Flid have villet undgaa at give nogen beftemt Erklæring,
førend Gagen allerede, tilfyneladende uden deres Medvirkning, var ble
ven ordnet. : -

- Syi Sagen var nu allerede paa det nærmefte afgjort til den norfte
Kongeføns Fordel, og Afgjørelfen var fremſtyndet ved den retmæsfige
Uvilje, fom ale Danſte, ſaabel de fande Fæbdrelandåvenner, fom de paa
fin egen Magt flinfoge Stormend, maatte føle ved Mecklenburgernes
vedholdne Trodfen paa fin foregivne Met, og deres — man kunde nærften:
fige forblindede — Forføg paa at hevde denne ved Vaabenmagt, iftedete
for at gaa Underhandlingernes fovlige Vej. Hertugens utlogefte Skridt
var viftnof, at han den 21de Januar tiligemed fin Sønneføn Utbredt
fluttede et formeligt Krigsforbund mod de holftenfte Grever om Dan-

1) Suhm, XIV. 6. 8.
3) Sammeſtede, 6. 13.

64 haalen Sagnnsfan.

marfg Gupbring og forpligtebe ham, fremdeles under. Bitten , Pen
matt, Konge”, ſaavelſom flg felp ved tre færflilte Brev til at fore
fraffe - dem hele Hertugdømmet Julland (d. e, Gønderiplkand) med Als
og Gangeland 9. ſ. %., oherdrog dem bet til arvelig Beſiddelſe, fatte
dem til Brugspant for. 30000 Me Gøl pg alle Kriggomkoſtuinger
Agaland med Ualholys og Ravnshorgs Glofte, Kolding, Ribe, het
føngelige Frisland m. m., indtil De i dets Sted kunde. ſtaffe den Fyn
men Filbebor, og farbligtede fig KL å ben ſoreſtaaende Krig at gode
Hjende de Heidebrere, fom Greverye møgtte udflebe”). - Medlenhurgerae
opførte fig altfag fom om be allerede bare Daumerfs Herrer, Osſaa
Kong Albrecht af Gyerige gjorde fallet Gag med fine Frender, fluttede
fig til Forbynpet og ogteg bet danfte Vaaben i. fit. Skjold. Og de
holſtenſte Grener flrehe flrar til at ferie ſig i Beſiddelſe af Sonderjh laud,
Hvor bet fykkeded dem deels ved Magt, deels ved Fovrmheri eller. Mod»
losbed af vedkommende Havedsmend at fag flere af de nardfleønigfte Slotte
i fin Bold. Alt dette var det vel, fom nu bragte Jyderne tik at fatte on naft
Beſſlutning om at velge Olof til Konge, ſaafremt kun Gfaaningerne vare
enige. med bem Devi. : Og aldrig fagfngrt hare de ſtaanſte Herrer underrettede
bexom, førende ped-en Sktripelſe of Ade Morte, udſtedt of Exkebiſkoben
oa flere. andre geiſtljge og verdslige Herrer, tilljendegab, at ogſaa dette har
dexes Hnſte, og af: de deri vilde underftøtte dem, forudſat at Junker Olaf
vilde tiffiktte dem deres Privilegier, Friheder og Rettighoder, fom ve
hidtil bayde- 49067). Samme Bag indgit: Hertug Bugiglav af Stettin,
Fyrſte af. Rigen, der flod Haa en fpendt Fod med ſine medlenburgfte
Maboer, paa Aalholms Slot (paa Laaland) et beftamdigt Forhund med
Kong. Ofaf og hans Foreldre, hvorved han. allerede kaldte Hlaf
Konge of Hanmart, erkjendte ham fom fin. Lehnebeyge for Nåpen,
og tilfagde ham fin Troſtab fom Vafall, med andre Ord, aflagde ham
fin Lehushylding?). Nu betæntte Jyderne fig ikfe fænger, men valgte
Olaf til fin Konge paa Bibotg Ihing, par famme Tid, fom: hiin
Hanſedag Holpteg å Gtralfunp*). Man. man formode, at- de øvrige

1) Diefe 4 Breve, der alle forefindes I det ſchwerinſte Atchlo, med famtlige
vedhængende Segl (Byrfternes og en Mængde Medforlovered), ete afteykte
1 EGIL. Holft. Lau. Urt. B. I. S. 315—321 fom Ny. 244247.

2) Ørepene. meddeles af Huitſeld, &. 556; beraf erfarer man og,. at; Iyderne

. havde befemt fig for Olaf.

5) duitfeld, S. 560.

9) Mt et faadant Thing holdtes paa den Tid, ſees af bet hos Suhm (XIV. S.
496) medberlte Brev fra Jens Muus, Høvebsmand, pan Langeland, til ,Iyk: -
fands Subvaanere og alle de Øvrige, der beføgte Ullherjarthinget I Biborg*, *
vort han famtyffer I, at Olaf velges tl Konge, par det Viltaar, at han

4376. Brebønnberhandlinger I Kalundborg og Korsør. 69

legier og befræfte Fredsflutningen med Kong Valdemar. Her fan man altfaa
tente fig tvende Ving, emten at de tydfte Udfendinger ved Ankomſten til
«Morge, der maatte have fundet Sted fidft i Juni eller førft i Juli, ikke
traf Kong Haakon, men fit høre, at han allerede var afreift til Danmart,
og derfor vendte om igjen, famt fiden aftalte en ny Sammentomft i Kalund-
borg, ubfettende ogfaa Forhandlingerne med Danmart til famme Vid,
eller at baade de Gefandter, der gik til Norge, have haft en Gammen-
tomft med Kong Haakon og hans Raad i Lødet af Juli Maaned, f. Er.
i Zunsberg, og famtidigt be Sendebud, der afgik til Danmark, have fors
handlet med de banfte Maadsherrer og Dronningen, enten paa Bording-
borg eller anbdenfleds, og at dette paa begge Steder var de egentlige
Hoved⸗ Underhandlinger, hvorved alle enkelte Punkter bleve drøftede og en
endelig Beflutning fattet, men at Brevenes Udftedelfe udfattes til Sam»
menfomften i Kalundborg og Korsør, deeld fordi fandfynligviis uopfette-
lige Grender (fom f. Er. den medlendurgfte Fejde) kaldte Kongen til
Danmart, deels ogſaa fordi det maaſkee anfaaed for ønfteligt, at Kong
Haakon felv var tilftede og gav fit Samtykte tiltjende, inden noget Brev
udferdigedes paa Sønnens Begne. Denne fidfte Antagelfe, at der førft
har været underhanblet foreløbigt i Danmart og Norge, og at den fidfte
Haand lagdes paa Fredens Ufflutning i Danmark, har unegteligt meft
for fig. Der underhandledes endogfaa her paa to Steder, i Kalund-
borg og Morsør; bift med Kong Haakon, her med det danfte Raad,
men Afſtanden mellem begge Steder var ikke førre, end at Kongen og
de danfte Underhandlere fnart kunde naa hinanden, vis de havde noget
at overfegge om. Egentlig var bet vel ogſaa med Kong Haaton i Ka-
fundborg, at ben. vigtigfte Underhandling førtes.

Det var en talrig Sammenkomſt, fom nu holdtes i Kalundborg.
I Følge med Kong Haakon var flere af hans Raadsherrer, nemlig Hr.
Erik Ketilsføn, Hr. Narve Ingevaldsføn, Hr. Ulf Jonsføn, "Haafon
Jonsſon, Gaute Critsføn, AF Haraldsſon, Erlend Philipsføn og Gud»
brand Alfsſon; pan Stædernes Vegne mødte Borgermefter Jakob Ple-
ſtow og MRaadmanden Hermann von Ofenbrågge fra Libed, Borgermes
ſtrene Bertram Bulflam og Hans Ruge fra Stralfund, Maadmanden
Henrit Geupelenderg fra Greifswalde, Borgermeftrene Hans Bolmeften
fra Elbing og Eberhard Borfe fra Kampen, famt Raadmanden Hans
Meinhardsfon fra Amſterdam, befuldmegtigede paa de øvrige Stæders
Begne. Man maa have været famlet i de førfte Dage af Uuguf. Om
Underhandlingerneg Gung, enten i Norge (forudfat at der her blev une
derhandlet) eller i Kalundborg, veed man itte andet, end at Borgerme=
ſteren Jakob Pleſtow denne Gang virkelig forelagde Kongen de meget om=
talte Privilegier, og hvad man forreften af Underhandlingernes Udfald

|
x

7 $Haafon Magnueføn. So

fan flutte fig til. Kongen befræftede nu virkelig disfe VPrivilegier, faa
meget bet end fyne8 at hate foftet ham. Men Godfjendelfen af Sønnens
Kongeterdighed og Betryggelfen af Hanfeftædernes Benftab var nu faa
meget mere at eftertvagte, fom bet itte funde være Kongen og hans
ØOmqivelfer ubetjendt, at Hertugen af Medlenburg allerede udruftede en
flor Hær og Flaade mod Danmart, og vel ogfan mod Norge, alt efter-
fom Krigens Gang tunde falde. Imidlertid var Kongen faft befluttet paa,
heller iffe at indrømme Gtæderne en Vøddel mere, end hvad der inde=
deholdtes i de eldre Privilegier. Dette fer man noffom af de Foranftalts
ninger, fom han fenere traf, og føm vi i det Følgende komme til at omtale.
Det Fredsbrev, fom Kongen udftedte paa Kalundborgs Slot den 14de
Muguft, indehofder, at Kongen med de ovennævnte Uffendinger fra Stæ-
derne og ved dem med famtlige Stæder felv, (nemlig Lüͤbeck, Stralfund,
Hamburg, Bremen, Noftok, Wismar, Greifswalde, Antlam, Kolberg og
MNeuftargard; Riga, Dorpat og Pernau; Kulm, Vhorn, Elbing, Dan-
åig, Königsberg og Braunsderg; Kampen og de øvrige i Utvedts Bi
ftopsdømme; Sivikzee, Briel, Middelburgh og Arnemuyde i Jeeland;
Dordredt, Umfterdam, Enckhuyſen og Moringen i Holland; Harder⸗
wyck, Zütphen, Ellburg, Deventer å Geldern; Stavern og Hindelopen i
Frisland), havde ſluttet fuldfommen Forliig, Fred og Enighed paa føle
gende Vilkaar:

1. Ut disfe Stæders Borgere og Indbyggere herefter altid frit og
uhindret ſtulde funne beføge Norge for at handle, faavel til Lands fom
til Bands, og der nyde fuldkommen Sikkerhed ſaavel paa Henreifen fom
paa FVildagereifen, baade for Perfon og Gods.

2. Stadernes Borgere og Jndbyggere frulde i Norges Rige, dets
Gtæder, Havne, og inden dets Grændfer nyde alle de Friheder, Mettige
Heder ag Privilegier, fom de nogenfinde meft uhindret havde nydt; men
for at Gefandterne og Gtædernes øvrige Indbyggere frulde finde Kon—
gen8 Naade faa meget fordeelagtigere og virkfommere og fefv blive faa
meget mere telvillige mod Kongen og Riget, befræftede han herved med
Maadsherrevne8 Samtykke for alle Borgere og Kjøbmend af de nævnte
Stader og de øvrige tydſke Hanfeftæder alle de Rettigheder, Friheder,
MNaadesbeviisninger, Privilegier og Bedtægter famt Breve, der havde
været dem tilftanede og forundte af hans Fader Kong Magnus og bans
øbrige Forgængere, og fornyede, ratificerede og fradfeftede dem ved nære
værende Brev.

3. $0i8 nogen Indlending eller Udlending forbrød fig mod Kon—
gen eller hans Love, faaledes at han derfor feldtes til Pengebod, ſtulde
førft hans Gjeld til andre udredes af hans Gods, forend Boden blev

1376. grevefintuing I Kalundborg mellem Morge og Staderne. 71

ubdrebet. — Dette ev fimpelthen en Unvendelfe af en af Lovbogens egne
Artikler.

4. Det ſtulde være ethvert Skib tilladt at lobe ind i Havnen ved
en af fire fornemfte norſte GStæder med faafaldet Lop-Caftell paa Maften,
men maatte itfe legge til Bryggen eller føyde Landgangsbro i Land,
førend efterat Vop»Caftellet var nedtaget. Herved vide man vel fore
bygge en Overrumpling og overhoved hindre de fremmede Kjøbmend fra
at udøve Bold.

Denne Traktat med dens enkelte Artikler lovede Kongen og de
nætvnte Maadsherrer med ham ubrødeligt at holde og befeglede alle
de herom udferdigede Breve. Stadernes Gjenbreve, der fom fedvanligt
fiden udſtedtes enkeltviis, efterat der her foreløbigt blev udferdiget til Kone
gen et Forfitringsbrev derom, indeholdt fun den ene Artikel om Fred
og Guighed og tilſikkrede Kongen og hans Underfaatter den famme Frie
Hed til at beføge Gtæderne og handle der, fom der i Kongens Brev var
tilſtaaet Stedernes Indbyggere. Hiint Forfitfringsbrev blev overles
veret Kong Haakon famme Dag, og det flulde gjelde faa fænge, indtil
Kongen hatde modtaget Stadernes færftilte Gjendreve, hvilte alle
ſtulde være indfendte til Baagahuus inden forſtkommende Mortensdag.
De lubeckſte Gefandter gave dog Kongen allerede nu en Afſtrift af det
Brev, han da fulde faa. Det beftemtes udtrykkeligt, at hvis Roſtock
og Bismar vilde være indbegrebne i Freden — man havde for en Sik⸗
kerheds Skyld nævnt dem —, da maatte de, foruden at fende fine Frie
hedsbreve, ikte tiljøje Kongen eller hans Hjelpere nogen Stade, eller
bielpe fine Herrer de medlenborgfte Hertuger imod ham, uden hvis
Han gjorde Indfald i Hertugernes eget Land, ligefom ogfaa Hertugerne
maatte funne fjøbe Hefte og hverve Holt hos dem; vilde de hjelpe de
Mecklenburgſte udenfor Hertugdømmets Grændfer, med andre Ord, hæve
Freden, da frulde de opfige den et Fjerdingaar forud. Kampens Bor-
gere fit allerede ſtrar af Rongen et Bekræfteffesbrev paa Privilegierne;
det er meget muligt, at et faadant ogfaa udftedteg til enhver af de øvrige
Gtæder, der havde fendt Gefandter 2).

Den famme Dag blev det ogfaa paa Korsør Slot afgjort mellem Be»
fuldmegtigede fra Gtæderne og det danſte Raad, at Kong Olaf med fit

1) Kong Haafons Fredsbrev af 14de Auguft er aftrylt hos Th. Torvesſon,
Hist. Norv. IV. 6. 500—502, og paa %ybft I Millebrands ,Hanflide Ghror
mit" Il. S. 32—34. Gtadernes Gjenbrev til Kong Haakon findes fom Bis
lag til bet Girfulære fra Lübecks Raad til de eſtlandſte og Uflandffe Stader,
fvorom ber her nedenfor tales, og fom ev afteytt I unges Liv. GR. Rur
Urfundenb. Ill. 6. 322—326, No. 1122. Kongens Brev til Kampen findes
f Dipl. N. V. 294. Suf. forreften Suhm, XIV. 6. 23, 24.

72 Haalon Magnueſen.

Raad flulde give Stæderne fit aabne beſeglede Stadfeſtelſesbrey pan alle
De tidligere med Kong Valdemar fluttede Overeenstomfter, faavelfom paa
den fidfte ,evige Fred”, navnlig hvad de ſtaanſte Slotte angik, famt paa
Gtæderneg famtlige Privilegier. Men det egentlige Hovedbrev, hvorved
Gtæderne opnaaede Lønnen for, at de erkjendte Olaf fom Konge, udſted⸗
teg itte førend den 16de Auguft, viſtnok fordi Kong Haafon og Dronning
Margrete da ført anfom til Korsør; den 15de var nemlig idetmindfte
Dronningen endnu paa Kalundborg). Her meddeltes da de forlangte
Stadfeſtelſer, fornemmelig paa Beftemmelferne i Fredsbrevet af 1369
og 1370, vedfommende Glottene og Privilegierne ved Gildefangften paa
Gtaaned Kyfter, fom derved forblev næften ubeluttende i Stædernes Hænder,
hvorimod Artiklen om deres temme ved Kongevalget og Befettel-
fen af Vardbergshuus til Gitterhed for de ſtaanſte Stader udtrytkeligt
undtoges. J deres Gjendrev fraftrev Gtæderne fig udtrytkeligt begge
disſe Mettigheder og erklærede, at Vardbergshuus med deres fri Vilje
var tilbagegivet 2). Bed at underhandle med Kong Olaf og i fine
Gjenbreve at give ham Kongetitel havde Gtæderne allerede i Gjerningen
gobdfjendt hans Valg; ved biin Forſtrivelſe blev enhver udtryktelig God⸗
tjendelfe fra deres Side overflødig.

Saaledes var da Freden med Gtæderne gjenoprettet og dere Sam»
tytte til Olafs Ophøjelfe paa Danmarks Trone ſikkret, — hvilket paa det
nærmefte ogfaa var bet famme, fom om Olafs Kongeverdighed felv var
fiftret — paa faa taalelige Biltaar, fom man efter Omfændighederne
funde vente. Hvad Norge angaar, da havde Kong Haakon dog ikke
jort Gtæderne nye Jndrømmelfer, om han end havde feet fig nødfaget
til at betræfte de tidligere, fom han i Førftningen havde tæntt at funne
faa afftaffet. Det er vel muligt, at han endnu en Lidlang vilde have
betæntt fig paa dette Stridt, maaftee endog flet itte befvemmet fig dertil,
hois der ej havde været Vale om at flaffe Sønnen Danmarks Krone, og
det fan vel derfor ikke negtes, at dette Henfyn, der paa en vis Maade
funbe ſynes at være Norge uvedfømmende, her væfentligt beftemte hang

1) Suhm, I. c. 6. 25.

3) Guhm, I. c. 6. 24. Bunge, |. c. 326, fofr. Jahn, Unicnehiftorien S. 7.
Mot. 3. Kong Olafs Vekræftelfesbrev paa den fidſt fluttede Fred, medbe⸗
feglet af mange geiflige og verbølige Maabsherrer, men merteligt mot itte af
Kong Haakon og Dronning Margrete, er-aftryft hos Bunge I. c. S. 320—
322, Ro. 1121. De øvrige tvende af Kong Olaf udſtedte Breve (den udførs
lige Befroftelfe af Beftemmelferne om Glottene og Stadernes Privilegter
ved de ſtaanſte Biftepladfe, famt Ovhævelfen af Befiemmelfen om Stadernes
Godkjendelfe af Kongevalget og Beſettelſe af Vardbergshune) ev endnu ef
tryft, men findes Å Recessus Hansæ,

. 1376. Olaf Haafonsføn hylbes fom Danmarks Konge. 68

Zandſtaber ſtrax fulgte efter. Cndogfaa Visbys Jndbyggere paa Gotland
ſendte Kong Olaf fit Hyldingsbrev, frjønt itte førend i Uuguft, hvorved
be for fig og Gfterfommere lovede fedfe at blive ham fom deres rette
„Arveherre“, og Hans Arvinger, fanvelfom Danmarks Krone troe, aldrig
at velge nogen Mand i fit Raad, fom ej føor Danmarks Konge Tros
frab, at betale en aarlig Stat 60 ME. brendt, og aldrig tage nogen Hevn
øver de Hertuger, Herrer, Grever, Middere, vene, eller Skibsfolk,
føm Havde hjulpet Kong Valdemar til at erobre Staden". Det forftaar
fig, at med Gtaden Visby fulgte ogſaa hele Øen Gotland'). Det var
mm fun næften en Latterligheb, at Mecklenburgerne endnu Lode fig give
Vilfagn om Biftand af Reiferen og Betræftelfer paa Albredts foregivne
Met til den danſte Vrone. Uden at enfe faadant, fandfynligviis endog
utidende derom, tog de danſte Rigsflænder paa et Danehof i Glagelfe
ben 3die Mai 1376 Junker Olaf til fin Konge, imod at-han felv,
og hans Foreldre, ber begge vare tilffede, paa hans Vegne vedtog og
befeglede den fremlagte Haandfeſtning ). Ganbfynligviis reifte nu idet»
mindfte Droming Margrete om med Sønnen i de enkelte Landfraber,
for efter den fedvanlige St at fade ham hylde fom Konge. Ut han
iallefald blev hyldet paa Viborg Ving, ved man med Bished, thi
48 Mar fenere bevidnede en gammel jydſt Midder og Raadsherre, at han
felt havde feet Kam aflegge Hyldings⸗Eeden 3).

6. Det nye Unionsforhold til Danmark. Fred med Hanfeftæderne.

Saaledes var da den norfte Kongeføn og Tronarving valgt til
Danmarts Konge, og Udfigterne vare ſaaledes for Haanden til en Per-

lover at befrafte og overholde be Danfles Cove og Mettigheder; Brevet er
bateret Fredag før Gønbdagen Lætare, altfaa Ude Marte. Tinget var
fandfynligvite berammet til Hiln Søndag.

1) Hvad Gotland og Bieby amgaar, da have vi feet, at Albrecht af Medlens
burg efter em rigtignof heel ufilter Beretning ffal have landet paa Gotland
og tiltvunget fig Hylding vaa Relfen til Stodholm i 1363 (f. fort. DB. S.
754), og bet er vift, at han fiden pantfatte Staden og Øen til Grev Henrik
(6. 758); men I faa Falb maa de have været tilbageerobrede ved Kong Haakons
og Hertug Grils Grpedition til Øland og Kalmar 1366, ſiden de I Overe
eenskomſten paa Malholm omtales blandt be Glotte og Landſtaber, der aller
rede vare i Balbemars Befivdelfe (6. 777, 779, 782, 783). Men fandfone
Tigvite havde hverten Kong Albrecht eller Grev Henri nogenfinde fanet Øen
egentlig I fin Bold, og den foregivne Hylding var maaſfee fun fremtvungen
af de nærmeftboende Bønder ved em plubfelig Landgang, uten at efterlade
videre Bølger.

%) Suhm, XIV. 496 —500,

9) Scr. R. Dan. VII. 6. 412, 413. Ridderen heed Jens Milsføn og var, da
Kan bevldnede det I 1424, 80 Mar gammel.

Mundo Oiftorie. Anden Hovedafdeling. 17. 5

66 $aaton Maguusjøn.

fonal-Union med Danmark, af famme Slags, fom den, der nys havde
fundet Sted med Gverige. Ja, egentlig var denne Union allerede ind⸗
traadt, forfaavidt fom bet faldt af fig fel, at den femaarige Konges Forel-
dre optraadte fom hans Formyndere og handlede ganfte paaa hans Vegne.
Gvorledes man i Morge dømte om denne Forening, findes ingenfteds
anført. Der er al Anledning til attro, at man idetmindfte i Førftnin-
gen var not faa flolt deraf, da den Omftændighed, at Olaf var norft
Kongeføn og i fin Vid frulde blive Morges Urvekonge, efter de
Tiders Foreftillinger paa en vis Maade ſtillede Danmart under
Morge — hvad der ogfan havde vakt nogen Betentelighed hos flere af
de danfte Maadsherrer. Man frygtede endnu neppe for, at danſte Mend
ſtulde fomme til at inddraged i Norge og begunftiges paa de Indfødtes
Betoftning. Overhoved var paa denne Vid, idetmindfte hos de mere
hojtſtaaende og toneangivende Ment, Foreftillingen om Kongens Magt»
fuldfommenhed og hans Met til at-forføje over hvilkenfombelit af de
ham undergivne Landftaber, føm om det var hans Gjendom, der kunde
bortgives, felged eller pantfetteg, bleven faa almindelig, at Nationalitets⸗
henſyn fun livet fom i Betvagtning. Desuden havde Foreningen, faa længe
Kong Haakon levede, endnu fun Udfeendet af et Statsforbund; Omflæne
Dighederne medførte, at Kong Haakon forholdsviis fun idet befat-
tede fig med de danfte Megjerings-Anliggender -og Formynderftabet for
Gønnen, men overfod dette til fin Huſtru Dronning Margrete, der fra
denne Vid af næften ſynes at have taget fit fladige Ophold i Danmart.

De nys forenede Niger dannede ogfaa en ganfte fammenhængende
og tet godt afrundet Landffabömasfe. Thi foruden at Kyftfandene, Vi-
ten og Halland, biint et norſtt, dette et danſtt Landfrab, allerede næften bes
rørte hinanden, havde, fom bet allerede er viift, Kong Haafon endnu
Magten over Bermeland, Dal og den veftlige Deel af Veftergøtland,
uuedens ben fydligfte Deel af dette Landftab og formodentlig Finnveden
og Verend eller det ſydveſtlige af Smaaland, var i danſte Hobedsmends
Hander. Den virkelige Øftgrændfe for de forenede Miget 7 git faaledeg
fra Bleting af i nordbeftlig Retning omtrent til Kindeviten i Benern,
og fra Venerns nordøftligfte Hjørne i Nordveſt og Mord til Fjeldegnene
mellem det daværende Øfterdalen, (hvortil ogſaa Idre og Gerna hørte),
Dalarne og Herjedalen. I Gammenligning hermed var det, fom Kong
Albrecht endnu havde tilbage af Sverige, temmelig ringe, og endog deraf
havde han felv egentlig den mindfte Deel; det mefte var i Henderne
paa Bo Jonsføn og andre GStormend, ber nu fun var lldet at ſtole paa,
og ganfte filter funde han egentlig ifte være paa andet, end hvad der
var under tydfte Høvedsmend eller Fogder. Ut han ike uden fremmed
Hjelp vilde kunne beftaa i den nu i dobbelt Henſeende uundganelige

4376. Borhandlinger med Hanfeftæberne om Kongevalget. 67

Strid med Norge og Danmark, fynes at maatte være indlyfende for
Enhver.

Kong Haakon forblev efter Sønnens Hylding ikke længe å Danmart,
men reifte tilbage til Morge, hvor vi allerede de fidfte Dage af Mai og
førft i Juni 1376 finde ham i Bergen, beftjeftiget med allehaande Regjes
tings-Anliggender '). Dog kan dette neppe have været Hovedhenfigten med
hans Reiſe til Bergen, der maa være fleet umiddelbart fra Danmart;
man maa berfor antage, at bet førnemmelig var den endnu ikke af:
fluttede Underhandling med Gtæderne, fom førte ham did for at.unders
føge og ordne flere Forhold og fomme til en faa venftabelig Forligelfe med
Kjøbmendene, fom det efter Omiftændighederne lod fig gjøre. Et Beviis
paa denne hans Henfigt torde det være, at han ved et Brev, udftedt. hiin
24de Mai, gav de tydſte GStomagere i Nidaroos Tilladelſe til at udføre
faa mange af fine Barer til Bergen, fom udfordredeg til at dekte et her
optaget Caan paa 44 ME. brendt, fom de efter et af Otte Rømer, Fe-
hirden, iftandbragt Forliig havde maattet betale i Bod for et af dem i
felve Ghriftkirten beganet Drab paa en vis Hans Panne?). Thi Laas
met var ganfte vift gjort hos de tydfte Kjebmend og deres Lagsbrødre
Sutererne eller Stomagerne i Bergen, og det var en Begunſtigelſe for
disſe, naar deres Landémend i Throndhjem fit Lejlighed til fnart at bes
tale dem deres Gjeld. Det af Hanfeftæderne til den 18de Mai
berammede Møde i Straffund blev vel holdt, og Biftop Nitolas af
Moestilde faavelfom den ſtaanſte Ridder Hr, Anders Jakobsſon indfandt
fig ogfaa for at modtage Befteed paa begge Rigers Vegne, men endnu, heed
Det, funde man itte afgjøre noget om de banfte Unliggender, det vil fige,
Hvorvidt man frulde godkjende Kong Olafs Valg, faafom heller ilkke denne
Gang nogen Uffendinger fra de preusfifte Stæder havde indfundet fig,
og heller itte nogen fra be nederlandfte, undtagen fra Kampen. Derfor
aftaltes Der et nyt Møde i Stralfund til den 19de eller 20de Juni for
at afgjøre med hine Sendebud, hvad de havde at affandte, og 8 Dage
derefter ſtulde Stæderne fende fine befuldmegtigede Sendebud til Bor-
dingborg for at underhandle med Kong Haakon og det danſte Raad om de
mange Sing, hvorover Stæderne havde at befvære ſig?). Nu, da Succedz
fionsfpørsmaalet i fig felv allerede var afgjort, fynes det, fom om Gtæderne
ved denne Udhaling alene fan have haft til Henfigt at gjøre fin Ertlæring

- faa foftbar fom muligt og berved tilvende fig de ſtorſtmulige Handels

3) See den her ſtrar efter anførte Forordu. af 24de Mai 1376, og Brev af
adle Sunt 1976 (Dipl. N. I. 436), begge ubfledte fra Bergen.
2) Morges gl. Løve III. S. 195. Mere herom nedenfor, S. 93.
5) Suhm, XIV. 6. 21.
5

68 $aafon Maguueſon.

fordele, thi egentlig laa ber allerede en ſtiltiende Erkjendelſe af det flete
i deres Svar. Det er ellers merkeligt og betegner allerede Unionen
fom indtraadt, at be to danffe Herrer her ogfaa optvaadte paa Norges
egne. Mødet blev holdt, og der indfandt fig omfider Befuldmegtigede
faavel fra de preusfifte Stæder Elbing og horn, fom fra de neder-
fandffe Kampen og Sitphen, men derimod ingen fra Roſtock og Mis-
mar: et tydeligt Tegn paa, at disfe Gtæder anſaa Forhandlingerne fom
ſtridende mod deres Fyrſters Interedfer og derfor ikke torde eller vilde
beeltage i dem *). Kong Haakon var imidlertid nu i Norge, faa at der
itte funde underhandles med ham og ben danſte Megjering under eet, heller
itfe laber bet til, at de danſte Gefandter havde indfundet fig. Raadmendene
befluttede derfor at fende nogle af fin egen Midte baade til Danmart
og Norge. I en Gtrivelfe, fom man derom udferdigede til Raadet i
Meval den 24de Juni, heed det, at man havde fendt Raadmend til Dan-
mart for at faa fine Friheder og Privifegier erkjendte og befegleder af
„den danffe Konge", og til Morge for at underhandle med dette Lands
Konge om Fred mellem ham og Stæderne faavelfom de forenede Kjob⸗
mend. J dette Brev tog man faaledes ej længer i Betænkning at fade
Olaf „Danmarks Konge”, med andre Ord, man var allerede faft beftemt
paa at anerfjende ham fom faadan, men vilde fun fette den offentlige
Anerkjendelſe fom Betingelfe for hiin Vilfaaelfe og Betræftelfe af Fri-
heder og Privilegier. I Brevet heed det tillige, at til at beſtride Ud—
gifterne ved disſe Gefandtftabsreifer, faavelfom ved de Stibe, fom de hele
Gommeren igjennem maatte holde frydfende i Søen for at frede Farvan-
dene, flulde der et Aar, og maaſkee mere, hæves den ſaakaldte Pundgjeld 2) ;
Dog blev man enig om, at Kjøbmendene i Bergen unde hjelpe noget til
med Udgifterne ved Gefandtftadet til Morge *). Hiint Brev vifer, at Ges
ſandtſtaberne virkelig afgit. Men der tales dog hverten om Forhandlinger
i Norge eller Danmark, det være fig nu i Vordingborg eller andenftedd, faa
at det ev meget uvift, om faadanne virkelig have fundet Sted. Derimod
ev det vift, at Kong Haakon fluttede den i hiint Brev omtalte endelige
* Fred med Stæderne den 14de Uuguft i Kalundborg, og at der famtidigt i
Korsør fluttedes en Obereenskomſt mellem Befuldmegtigede fra Stederne
og det danfte Raad om, at Kong Olaf flulde fladfefte alle deres -Priviz

1) Suhm, XIV. 6. 21, 22.

2) Dette merkelige Brev findes aftrykt hos Bunge, Liv. GR. Curl. Urf. B. M.
6. 318 (Mo. 1119), og fljønt vet mangler Narstal, er det fammeftebs, -i
Megefterne, S. 192, fuldfænigt godtgjort, at bet hører til 1976.

5) Suhm, 1. €. Dette beftyrfer endvidere Migtigheden af, at bet nysomtalte
Brev hører til dette Aar.

1870—1377. Krig mellem Danmark og Medlendurg. kid

til Ubførelfe. Saaledes indtraabte det fjendtlige Forhold paany, fljønt
det rigtignok fader til, at Krigsforetagenderne nu meft beftode i Kaperier
pua Søen, udøvede af Begge Partiers Vilhængere, medens Hertugen
indferæntede fig til at befæfte fin Magt i Gtaane vg vinde flere Vil-
hængere blandt dette Landſtabs Adelsmend. Thi flrar efter dette Dane-
hof var det, at Tuve Galen, ber felv havde deeltaget deri, og Anders
Safobaføn den Ade Auguſt i Bismar tilfagde Hertugens Datterføn fin
Hjelp. Ligeledes føgte de holftenffe Grever ved Lift og Magt at til»
dende fig mbnu flere af de fønderipdfte Slotte, og faldte fig uden Videre
„Herrer til Sønderjylland 1). Hertugen paakaldte derhos fremdeles den
tydſte Keiſers Biftand mod det danfte Raad, og denne ndftevnede virke
fig i Geptember en heel Deel danfte Glots-Høvedsmend til at fraa
til Mette for fin Bomftol*). Men herom brød man fig naturlig
viig ikke å Danmark, og Keiferens Vilfagn om at underfiøtte det med.
lenburgſte Huus i dets Fordring paa Danmarks Trone blev faalebed af
ingen Mytte. Aligevef maa denne Rrigstilftamd i Længden have været
ubehagelig mot for Danmark, deels fordi en ſtor Deel af Skaane, faa
ledes fom bet allerede ev nævnt, var i Mecklenburgernes Hander, deels
ogfaa fordi Høvedsmendenes Selvraadighed og Boldfomhed ved Krigstilftane
den fil en ny Næring, da enhver af dem, ifær de, ber, havde Glotte
i Forvaring, under de nn herftende Forhold kunde optræde næften fom en
felvftændig liden Fyrfte, bvilten Haakon og Margrete maatte være mængfte
lig for at ſtode for Hovedet, medens Medlenburgerne viftnok ikke fpa-
tede paa de bedfte Tilbud for at vinde dem. Saaledes have vi feet, at
tre ſtaanſte Adelsmend fit hvert fit Hered til Pantelehn og fovede til
Gjengjeld at uubderftøtte Medlenburgerne i Krigen mod Danmark med et
itte ubetydeligt Antal Krigsfolt. Soen foruroligedes af Kapere baade
fra Danmark og Medlenburg, der fværmede om i Farvandene og hins
drede Stibsfarten, faa at Hanfeftæderne og Kong Haakon maatte holde
Krydfere ude for nogenledes at frede den*). Paa denne Viis gik Tiden

1) Rudloff, I. c. 6. 500, Gtyffe, Bidrag S. LXVIN. Keiferens GStevnebreve
ere baterede ben 12te Geptember 1377, altfaa er vel Anmodnlugen berom
fra Hertugen indgiven i Juli eller Auguft.

% Sor. r. D. VIL. &. 99. 100.

5) Allerede pan Ganfedagen I Gtralfumd 1977 taltes ber om at udruſte Kogger
mob Sørøverne, ligeledes handledes berom paa Hanfedagen beu 25de Jannar
og 30te-Mal 1378, 0. A. ſee Suhm, XI. S. 87, 53—655. Det ſees her, at
Wismar og Moftod Ingen Glibe vilde ubrufte mod Sørøverne, faa længe fom
Hertugen af Medlenburg var uforliigt med Danmark; fun naar et faadant
Forliig var fommet ifand, og Gørøverne ba angreb dem, fulde be udrede
Krigsfolt Uigefom de andre. Deraf fan man flutte, at Kaperne, ffær I den
førfle Tid, fornemmelig udgik fra medlenburgffe Havne, og fandfynligvils

78 Haakon Magnuejøn.

> fen, uden at Medlenburgerne fom nærmere mod fit Maal, men ogfaa uden
at man fra banft Gide udrettede fynderligt mod dem. Der underhande
ledes frembele8, af og til, under Stedernes Megling, og man feer, at Here
tug Albrecht altid fun henvendte fig til det danſte Raad, da han ej vilde ere
fjende Olaf fom Konge og følgelig heller itte Haaton og Margrete fom hans
Formyndere. Men ved den talentfulde og driftige Hertug Ulbredts Død
(den 18de Februar 1379 *) ophørte for det førfte al Fare for det foltungfte
Dynafti i Danmart fra Mecklenburgernes Side, om end hans Sønner fenere
fornyede Fjendtlighederne, der i nogen Vid fynes at hate ganeti Gtaa.
ØOgfaa mellem Gverige og Morge var der i denne Tid ført Krig,

og denne Krig var vel for en ſtor Deel Stylden i,.at Kong Albrecht
itfe funde fomme fin Fader og Broderføn til Hjelp. Men man tjender
Åtte de nærmere Omftændigheder derved. Ganſte fredeligt havde det vel
ingenfinde fiden 1374 været mellem Rong Ulbredts og Kong Haakons
Mend, men efter Kong Magnus'8 Død maatte et aabendart Krigsfors
hold mellem begge Kongerne indtræde, da Kong Haakon fremdeles be—
Holdt de vefilige foenfe Landftaber, uagtet det var beftemt i Kong Mag-
nus”8 Befrielfes-Vractat, at disſe Landfkader, eller Jndtægterne deraf,
tun flulde tilfomme ham for Livstid og følgelig ved hans Død falde
tilbage til Albrecht. Men fra Haakons Gide fynes der itte at have
været Vale om nogen Vildagegivelfe; derimod behandlede han disfe
Landſtaber, eller hvad han deraf havde inde, fom fin retmesfige Befide
delfe. I 1377 forlenebe han faafedes en vis Gudmund Grein, i Be-
tragtning af hans tro Tjeneſte, med Kongsgaarden Utveim i Aalehered
ved Ljodhuus?). Ut hans Vilhængere, Hr. Erik Ketilsføn, Knut Al—
gotsſon, Uff Jonsføn o. fl. fremdeles havde Tilhold, Befiddelfer og
Myndighed i Vermefand, paa Dal og i Veftergøtland, er allerede forhen
omtalt, og endnu fort før hans Død vedblev man i Bermeland at be—
tragte Haakon fom fin Landsherre?). Elfsborg, fom Dronning Mar-

endog fra Wismar og Moftod felv, Mgefom fenere, ba Bitalianerne udfendtes.
'Genere nævnes dog ogfaa donſte Herrer og Slotshovdinger, fom Johan
Grubendal, Høvebsmand paa Søborg, Johan Lembefe, Hevedemand paa Mide,
og Mifolas. Svarteftaaning, paa Vardderg, (I 1382 ligefan Henrif Barbenz
berg og Vaſchedach Hovedamand paa Abrumsthorp, fre Suhm, XIV. S. 104,
106, Bunge, Urt. 8. Ill. No. 1188, S. 397. Men af dem var- Johon Lems
bete gaaet Å Forbund med Medlenburgerne, fee Rublofi, I. c. 6.500, Suhm,
l.c. 6.9. Gormodentlig ubruftedes ber flige Rapere fra be flefte ved Soen
beliggende Glotte, og maaftee ffær af Medlenburgernes Lilhænyere I Gtaane.

1) Gaaleded opgives Dagen hos Deimar, S 310.

2) Brevet, udſtedt paa Utershuns den Bvie Broer 4377, ev aftrylt hos Suhm,
XIV. &. 509.

5 Giyffe, Bidrag No. 73. S. 177.

AD

1376—1380. &rig mellem Morge og Gverige. 79

gtete tidligere havde givet den danfte Høvding Jakob Muus til Pante⸗
lehn, indføfte hun under fit Oppold i Lund i Geptember 1377).
Saaledes var nu, efter Hertug Eriks Ufitaaelfe af Openſteen, hele den *
Del af Beftergøtland, der grændfede til Kong Haakons Befiddelfer,
fommen under hendes umiddelbare Maadighed. Det var formodentlig
ifær Krigen med Ulbredt, eller, fom Kong Haakon, der ej vilde erkjende
Albrechts Met til Kronen, udirykte fig, „de Tydſke i Sverige”, der feent
ud paa Uaret i 1376, firar efter hiin Vractat med Hertug Erik, faldte
$Haafon tilbage til Norge, hvor han formodentlig tilbragte Julen i Oslo, fiden
vi finde ham der ved et Raadsmøde i Januar Maaned?*). Det var firar
efter, nemlig den Zdie Februar, at han paa Akershuus fljentede hiin For
ling ved Ljodhuus til Gudmund Grein: et Tegn paa at han da var
beftjeftiget med at ordne Forfoaret paa Grændfen. Om Vaaren gjorde
han en Meife over Oplandene lige til Throndhjem >), maaſtee for en
Del i den Henfigt at frede Grændfjen og opbpde Leding eller fordre
Krigshjelp, da vi erfare, at en faadan ,Utgreidfle" fordredes af Jvre
og Gerna Gogne, fom dengang hørte til Øfterdalen, og at den blev
vdet i Idre, men derimod negtet i Serna, hvor en vis Hallvard Smid
fatte fig å Spidfen for Almuen og fit flere til at fette fig op imod den
fongelige Befaling. Denne Gag blev fiden bilagt i Bergen, den 30te
Mai 1378, hvor Kongen, fom da befandt fig i denne Stad, tilgav Serna⸗
boerne deres Ulydighed, fornemmelig paa Maadsherren Hr. Narve Inge—
valdsføns Forbøn*). Denne trøe Vilhænger af Kongen maa faaleded
have haft noget over hine Bygder at fige, og fnareft ſtulde man formode,
at Kongen har overdraget ham Befalingen over alle GrændfesLandftaderne
nord for Vermeland, nemlig Øfterdalen, eller den oſtlige Deel deraf, Hers
dalen og Jemteland. Thi nogle Aar ſenere finde vi ham udtrytteligt nævnt
fom Hovedsmand over dette fidfte Landftab, og det famme Embede beklævte
han viſt allerede nu, da der neppe fan være nogen Vvivl om, at det var
han, fom, faa Dage efterat han havde udvirket Vilgivelfe for Sernaboerne,
fit Kongen, frembeles i Bergen, tilat betræfte det Megulativ for Prefte-
Sndtægterne i Jemteland, fom Kong Haafon Magnusføn den eldre havde
udgivet å 4305, og udtrykkeligt forbyde den uppfalfte Erkebiſtops Provſter
og andre Geiftlige at tynge dem med andre Paaleg og Fordringer, end Megus
fativet bjemlede*). Hr. Marve ev altſaa rimeligvis fommen til Kongen

% Suhm, XIV. 6. 507.
3) Den 2ode Jannar var Kongen I Oelo, Norges gi. £. M. S. 198.

5 Den 4de Marts var Kongen vaa Thotn (Dipl. N. IN. 497), den Hte Mat I
Mibaroos (Norges gl. . IL. &. 900.

% Dipl. N. VI. Dipl. Dalekarl. Ro. 84.
5) Morges gå. £. IL. 6. 201.

80 $Haofon Magunsføn,

for at madflen med ham om Grendfens Ferfvar. og om andre vigtige
Anliggender i hine Egne og har da baade bedet om Haade for Serna—
boerne og medbragt Megulativet til WBetræftelfe, for at hindre de
føenfte Geiftliges Anmasfelfer. Kongens Ophold i Bergen, der fore
mobentlig flratte fig lige fra Høften 4377 til Sommeren 1378,
fynes for en ſtor Deel at Have haft til Henfigt at anordne Sø-
førfvaret og treffe Forholdsregler i Forbindelſe med de tydfte Kjøbmend

. til at flandfe Raperierne. Thi paa en Hanfedag, fom holdtes i Stralfund
den 30te Mai 1378, 'indløb der et venftabeligt Brev fra ham, hvorfor
de forfamlede Raadmend i fin Gvarftrivelfe takkede, idet de bad Ham
med fine Mend „at frede Søfarten=, og anmødede ham om at fende nyt
Styts (formodentlig dog kun RKaftemaftiner) faavelfom -Mandfrad ti
Skibene 13. Hervaf feer man, at han enten felv har haft Stibe ude, eller
Bjulpet til at udrufte og bemande Hanfeaternes Krydſere.

I Juli 1378 var Haakon fommen tilbage til Tunsberg 2); men ud
paa Høften finde vi ham nede i Ranrike, fammen med Marften Hr. Erik
Ketilsføn 3), oppebærende Penge og formodentlig i fuld Birtfomhed med
Krigen mod Sverige. Gamtidigt opholdt Kong Ulbredt fig i Ve»
ſteraas og føgte at filtre fig fine fvenfte Høvdingers vakfende Hen»

. givenhed ved at gite bem en ny Forfittring om, at de frulde nyde fine gamle
Friheder, at han aldrig vilde betynge Frelfemendene med Stattepaaleg, og
at det ſtulde være de foenfte Mend, der ej torde opholde fig å Riget, tilladt
at fomme tilbage inden en vis Dag. Ut der denne Hørt og den påaføls
gende Binter øvedes Fjendtligheder, og det endog itte faa ganfte uheldigt
fra Albrechts Side, feed deraf, at en vis Olaf Magnusføn, der maa
have flaaet i Kongens Vjenefte, den 15de Metoder i Køping vverdrog Hr. -
Karl Ulfsføn af ofta, hvis Fange han var, noget Jordegods for at
føstjøbe fig, og at Kong Ulbredt felv den 19de Januar 1379 overlod fin
Marſt Steen Benedictsføn nogle Gjendomme i Beftergøtland, fom han havde

1) Guhm, XIV. 55.

2) Man har et Landsvlſtbrev af Haakon, dateret Tunsberg ben 29de Iull 1378
Dipl. N. I. 451.

%) Den Sde November var Kong Haakon ved Tuneims (nu Tannms) Kirke I
Manrife, og modtog ber Penge af ufin Tjener" Ivar Ludvigsfon (D. N. VL),
famme Dag var Hr. Grif Ketilsføn paa Knee I Tunelm og overbrog Jorde»
gods til Kongen, hvilfet Jordegods benhe 6 Dage efter, ved Mefine Kirke
der f Marheden, henlagde HL om af fine Gaarde. Dipl. N. I. 452, 453.
Gamme Dag, nemlig ben 44de Novembet, uhgav Kong Albrecht fra Veſter⸗
aas hiin dorſilkring (Haborph, Rlimkr. I1. S. 37, 38). Som Medbefegler
nævnes hans Fader Hertug Albrecht og Broder Hertug Maguue; men om de
have været tilftede, ev vel et fort Gpørsmaal; de kunde fenere have lavet
Brevet befegle.

1976. Jrebollutning med Staderne. 78

Handlemaade. Men paa den anden Side maa det indrømmes, at Nors
ges Stilling i denne Vid var faadan, at bet dog omſider fenere eller tid»
figere maatte have givet efter, naar bet itte paany flulde fee fig hjemføgt
af en farlig og ødeleggende Krig; og desuden anfaa viſtnok, fom vi allerede
ovenfor have antydet, baade Kongen felv og de Flefte med ham det fom em *
Fordeel for Morge, at blive faa nøje forbundne med Danmark, og derved
at funne vinde Overvegten over Sverige. Ut dette Forbund nu allerede
anſaaes fom etflag8 Union, ſees bedft deraf, at Stæderne betvagtede begge
de nys fluttede Overeenskomſter fom en enefte Fellestractat. Da Lübecks
Raad den Gte Septbr. udſtedte fine Gjenbreve, baade til Morge og Dan»
mart, fendte de Gopier deraf ogfaa til de liflandfte og eftlandfte Ste⸗
der, Riga, Dorpat, Reval og Pernau, med en Circulær-Anmodning
til famme Steders Raad, om at ogfaa disfe, fiden de forbundne Gtæder
mu efter en Dagthingning i Danmark havde med Vilfidefettelfe af alt
forhenværende Uvenftab indgaaet en venffabelig og beftandig Fred med
Kongerne Haafon i Norge og Olaf i Danmart, vilde fnareft muligt
inbfende til Sibed fine Gjenbreve efter medfølgende Copier, faafremt
de ellers ønftede at være indfluttede i Freden, for at Lådbeds Raad
derpaa kunde fende dem til Kongerne, helft inden næfte Midjelsdag, men
ogfaa inden et Aar derefter, ,faaledes fom det var dagthinget med More
ges Konge”. Herved er altfaa ligefrem ubdtalt, at Kong Haakon førte
$Hovedunderhanblingen og affluttede den endelige Overeenstomft baade paa
Norges og Danmarfs Begne. Lignende Gtrivelfer fendtes formodentlig
ogfaa til alle be øvrige Gtæder, ber ej havde haft Gefandter i Danmart.
Stralſunds Gjenbrev udftebtes den 8de September; omtrent paa famme
Sid blev vel disfe flefte af Gjenbrevene udſtedte, undtagen de eſtlandſte,
forfaavidt de overhoved bleve givne, da nemlig hiint Circulære fra Lå-
bed itte ſendtes fra Dorpat til Reval førend den 21de October, og derfor
neppe fan have circuleret rundt førend ved Aarets Udgang 1).

7. Krigen med Medlenburgerne å Danmark og Norge.

Det var en ligefrem Følge af denne Oveereenskomft, at Hertug
Albrecht af Medlenburg, fom imidlertid havde udruftet en megtig Hær
og Flaade, ſtrax gik i Søen for at angribe Danmart. GSandfynligviis

1) Bauge I. c. Her meddeles fom Mo. 1192 bet dorpatffe Maads Gtrivelfe til
bet revalſte af 21de October, hvor dette igjen meddeler Lübecks Naade Girs
enlære med de to Goples fom Bilag. Givenlæret er bateret 7be Geptember.
Libeds Gjenbreve eve iſolge Suhm I. c. baterede den Gte og The Geptdr.,
Stralſundso den Be.

'

74 $aafon Magnueføn.

avde han ventet faalenge, for at fee, hvad Parti Hanfeftæderne tog. Han
fral ogfaa have anmodet fin Søn Kong Albredt i Sverige om at fomme
ham til Hjelp. I den Anledning var det vel, at han om Baaren, fam-
tidigt med Kong Olafs Udnævnelfe i Danmark, endnu engang havde beføgt
Sonnen i Stockholm. Voget, der udgit ſtrax efter den 8de Septbr., ſynes
nærmeft at have gjeldt Staane, hvorfra Hertugen letteft kunde fette fig i For-
bindelſe med Kong Albrecht, og Hvor han tillige fynes at have haft flere Fil-
Hængere, blandt hvilfe den megtige Tuve Galen, Gjaldtere for hele Staane,
faavelfom de nysnævnte Anders Jafobåføn, en af Landets meft anferde Mend.
Disfe to Herrer gav idetmindfte fenere Hertugen fit Forfittringsbrev. paa,
at be af al Magt vilde hjelpe til at flaffe den unge Albrecht hans
„Arveret å Danmark“ 1), uagtet de baade havde været med at opførdre
Jyderne til at velge Olaf og deeltaget i andre vigtige Gtatsforhand=
linger, ſom om de itte agtede at frille fig fra fine Medborgere. Der
antydes ogfaa, at mange vare enige med dem, og vift er det, at Albrecht
ej fænge derefter var i Befiddelfe af flere Hereder i den øftre Deel af
Staane, fom han pantfatte til andre ſtaanſte Adelsmend ). Det er faa-
ledes itte ufandfynligt, at allerede nu flere af disſe Beſiddelſer faldt i hans
Hander. Men", figer den gamle lübeckſke Chroniſt, „Riget vilde ikke indlade
fig paa at gjøre hans Søn (vettere , Sønneføn”) til Konge, fordi det havde
flørre Hengivenhed for den norfte Kongeføn, der var ligefaa nær fød til
Tronen fom hans Datterføn, og de fit Hertugen ved Dagthirigninger og
venlige Ord til at drage bort igjen”. Hertil bidrog maaſtee ogſaa den

Omftændighed, at hans Skibe led meget ved en heftig Storm, fom den

fiibedfte Chroniſt rigfignot førft fader indtveffe efter Dagthingningen 3).

1) Tuve Galens og Anders Jakobeſons Breve af 4be Auguſt 1377, I bet ſchwe-
tinffe Archlo, ev aftryft hos Styffe, Bidrag Mo. 68, &. 171. Her faar
viftnof itte ubtryfteligt, at be vilde forhjelpe Ulbredt til Danmarfs Krone;
der tales alene om hans ,Arv og Rettighed*, og herunder kunde man ogfaa
blot forftaa be Glotte og Gobfer, fom han I privat Arv efter Balvemar var
berettiget til. Men da hans Morfader altid udtrytfeligt paaſtod hans Arve⸗
vet tl Danmarts Krone, er bet bog aadenbart bette, fom her er meent, lfær
ba begge Herrer love at hjelpe hane Urveret med fin ganffe Magt og med
alt bet, be Funne nbrette, og med alle fine Benner, fom de funne fan dertll,
famt med alle fine Befninger og Glotte og Gods, fom be have I Konger
tiget Danmart*. Mere herom nedenfor.

2) Sammeſteds, No. 69—71, S. 173—175; jof. nedenfor.

3) Tingenes rimeligfte Gang ſynes viſtnok at være ben, at der førft indtraf em
Etorm, og at beite bevegede Hertugen til at dagthinge. Gaalebes forteller
ogfan Mublof, Medl. Gefd. II. &. 500; han figer, at Blaaden affejlede dem
13be Geptember og blev firar ved Ufejlingen faalebes hjemføgt af Storm,
at $ertugen derl faa et Bint til at prøve Underhandlinger. Men han ans
giver ingen Mutoritet, og man fan berfor iffe vide, om han her har haft

1376. Arlg med Medlendurgerue. 78

Denne ſluttedes i Kjøbenhavn, hvorhen Hertug Albrecht og hans Søn
Henrit med fov af deres fornemfte Mend begav fig den 21de September,
altſaa efter et meget fort Felttog. Uden at erkjende Olaf for Konge,
fluttede han her en Otereensfomft med Kong Olaf og hans Moder Mar-
grete -— Kong Haakon maa formodentlig ſtrax efter Fredsflutningen i
Kalundborg være dragen til Morge ') — om at overlade Afgjørelfen af
det Gpørsmaal, hvorom der firedes, til en eller flere, Voldgiftsmends
Dom, faaledes at Kong Olafs Valg ikke frulde omme ben unge
Albrecht til Hinder effer Stade. Uagtet der ej tales udtrytteligt om
nogen Gtilftand, ligger det dog i Sagens Natur, at en faadan maa være
bleven indgaaet, om end fun for en fort Tid. Ut Margrete betvemmede
fig til at indgaa paa en faadan Ordning af Vrætten, der antydede Mu.
ligheden af, at Kronen funde blite fradømt hendes Søn, fom faa nys
Dar valgt og hyldet, fan neppe være fræet i anden Henfigt end at vinde
Vid og undgaa Faren for Øjeblittet; Hertug Ulbredt anfaa maaftee
Spillet allerede for faa godt fom vundet, naar han blot funde faa Sagen
bragt under Boldgift, og følte vel, ved nærmere at lære Stemningen at
fjende, at fan for Øjeblittet itte kunde uvrette mere. Som Voldgifts⸗
mend opftilledes ført Martgrev Frederik af Meisfen, dernæft, Hvis han
tj vilde paatage fig Hvervet, Borggreven af Nürnberg, eller Hvis benne
itte vilde, Kongen af Frankrige, famt hvis heller ikke denne vilde det,
Kongen af Ungarn, og endelig, hvis alle disfe vegrede fig, em ſammen⸗
fat Gommisfion af lige mange danſtke og medlendurgfte Maadsherrer.
Formodentlig hade Utbredt det bedfte Haab om, at hans Ben Keiferens
Indflydelſe vilde gjøre fig gjeldende Hos Voldgiftsmendene. J denne
Stilſtand indbegrebes ogſaa alle Hertugens „Hjelpere“, hvoridlandt Kei—
ſeren, og bet beſtemtes udtrykkeligt, at de holſtenſte Grever ſtulde give

nogen ſaadan for fig, eller er gaaet efter Giening. Derlmod udtrykler Det⸗
mar fig aldeles befemt ſaaledes: ,Gamme Aar, ved vor Frue Høbfelsbags:
tilber (8de Geptember), havde Hertug Albrecht famlet en heel Deel Bolt og
brog dermed til Danmart; med Dagthingningen 0. f. v. afvlife de ham, faa
at han brog, tilbage og fom fejlende hjem I fior Nød paa Soen, mange af
Hans Golf drufnebe, og faaledes fik han intet Gavn, fun Gtade, åf Reifen
(Deimar, &. 304). Da Detmar var famtidig med vløfe Begivenhever, burde
fan bog antages at vide god Beftecd derom. Og ufanbfynligt kunde det vel
heller itte pare, af Albrecht ef faa meget ved Gtormen, fom ved Raadets
fate Holdning har ladet fig beftemme til at indgaa Dagthingningen, hvorved
han bog iffe opgav noget af fin Datterføns foregivme Met, men alene føgte
Gpørømaolet afgjort ved Bolvgift, Ikebetfor ved Krig. I een Ling feiler
bog Detmar, nemlig at hon antager Aibrechts Gøn Henrik, ikke dennes Gøn
Albredjt, for Prætendenten til ben danfte Krone.

1) Rong Gaafon uævnes nemlig itke fom beeltagende I Dagthingningen, ber
tales fun om Olaf, Margrete og Danmarte Jndbyggere.

76 $aafon Maguneføn.

fit Forfitringsbrev derpaa). Noget faadant vides rigtignok ikke at være
ubftedt; imidlertid fynes det næften at falde af fig delv, at ogſaa de føde
Vaabnene hvile lige faa længe fom Hertugen. Kort efter at denne var dra⸗
gen bort, fluttede Kong Haakon, der imidfertid var kommen tilbage til
' Danmark, den 21de October i Roeskilde paa Gønnens og egne Vegne
et Forbund med be pomerffe Hertuger, hvorved disfe lovede at flaa dem
Bi i alle deres rige, navnlig mod Medlenburgerne 2); og den Iſte Mos
vember indgif han i Kalundborg et lignende Forbund med Hertug Grit den
yngre af Saren (Søn af den eldre, fom ovenfor oftere er'nævnt), og lovede
at fende ham $Hjelpetropper, om han for Olafs og Haakons Styld blev
angreben i Tydſtland, famt for en betydelig Pengefum at indløfe Slottene
ØOpenfteen i SBeftergøtland, Falkenberg og Lagaholm, hvilte hans Fader
altſaa maa have beholdt i Pant fiden den fidfte Krig?). Dette vifer, at
man bar forberedt paa, at Freden ej vilde være af Barighed. Mogen
Boldgiftsdom fynes heller ilke at være bleven affagt, hvad enten nu ingen
af be nævnte Boldgiftsmend vilde paatage fig Hvervet, eller Stilftandstrac-
taten imidlertid være bleven overtraadt. Herfor gav idetmindfte Medlens
burgerne Kong Haakon og Margrete Skylden, idet de den Ode Januar
1377 lod udgaa en bhøjtidelig Proteft mod den norfte Konges og Dron-
nings tractatſtridige Skridt — hvad enten Ver nu her ſigtedes til Fors
bundet med de pomerſte og farifte Hertuger, eller til de Fjendtligheder,
fom imidlertid fandt Gted imellem Kong Haaton og Kong Albrecht i
Øverige4). Man føgte nu at faa en Megling iftand ved Stadernes
Hjelp, og faavel Hr. Henning Putbufd fom to medlenburgfte Herrer
anmobdede paa en Hanfedag i Lübeck den 2Ade Juni 1377 Gtæderne om
at fende Gefandter i dette Øjemed til et Danehof, der flulde holdes i
Nybotg den Lfle Juli, og hvor medlenburgfte Gefandter ſtulde under-
handle med Migsraadet*). Danehofet blev vel holdt og en almindelig *
Landefred vedtagen*), men ber tales ikke et Ord om tydſte Gefandters
Mærværelfe eller noget Meglingsforføg, derfor er Sagen neppe fommen

1) Zractaten er aftrykt hos Suhm, XIV. S. 500—508, —-

2) $uitfeld, 6. 560. :

3) Tractaten ev aftryft hos Suhm, XIV. S. 503—505, hos Gåeldt, v. deutſchen
Mel, Mantisfa, S. 368, og efter denne i Schl. H. L. Urf. Il. S. 323—324.

%) Rudloff eiterer ubtryffeligt benne Proteft (I. c. S. 502), figende, at ude med»
Tenburgffe Gertuger berved forvarede fig mod ale det norfe Hofo tractat-
mesfige Sfridt*; men bedverre gjengiver han ikke Indholdet mærmere, og
Driginalbrevet ſels maa nm være tabt, ſiden det Iffe findes blandt be Breve
i bet ſchwerinſte Ardiv, fom Styffe har meddelt i fine , Bidrag".

*) Suhm, XIV. 6. 36, 37.

%) Gammefteds, S. 30.

4978—1380. &rig mellem Morge og Gverige. 81

frataget Hr. Jon Hafthoxsſon, fordi benne havde været og fremdeles var
Rigets Fjende '). Det tyder ogfaa paa noget mere end almindeligt, at
Dronning Margrete, der ellers plejede at oppolde fig i Danmark, nu
havde begivet fig til Norge og, fom det fynes, tilbragte Vinteren der*).
$un ver berimod den næfte Sommer atter i Panmart 3). Men Kong Haa
ton fynes at have holdt fig i GrændfeEynene Størftedelen af der føl
gende ar, og Dit har fitteyt ifær været for Krigens Styld. I Begyne
delfen af Auguſt Maaned var han i Marftrand, omgiven af fine ppperfte
Mend, nemlig Halthorsfønnerne, Hr. Agmund Finnsføn, Hr. Narve
* FIngevaldsføn, Hr. Jon Ovdesføn, Hr. Ulf Holmgersſon, Her. Ulf Jonés
føn, Hr. Gynther af Bedhaufen, Hr. Jøn Dansſon, og Hr. Haafon
Givindeføn, ”famt Haaton Jonsføn, Ulf Haraldsfen, Guute Eritsføn,
Erlend Ppilipsføn og Otte Rømer. Der blev her vel afgjort Sager,
fom itte flod i Forbindelſe med Krigen, men Hovedhenfigten af alle disfe
Mends Sammentomit fra faa fjerne Dele af Riget, og paa en Kant faa
nær den foenfte Grændfe, tan neppe have været nogen anden end at krige
med Kongens Fjender i Gverige*). Imidlertid blev der dog futtet en
Stilſtand eller, fom bet hever, taget en Dag. Man tjender hvere
fen Tiden eller de nærmere Beftemmelfer, fun faameget erfarer man, at
den, ſom fedvanligt, frulde funne opfiges fra höilkenſomhelſt af Siderne,
og med Henſyn til Viden bliver det rimeligft at antage, at dette fete den
famme $Høft, da Kongen havde alle de nævute Herrer hos fig, faa at vi
vilde finde deres Nabne paa Gtilftandstractaten, om ben endnu var til.
Imidlertid. vedblev Kong Haakon at ferdes paa disfe Kanter, fom om
ban ilkke ret trøede Freden. Sidſt i November maa han have været paa
Daleborg ved Benern, fiden han i Nærheden deraf, ved Holms Kirke,
tog ben fvenfte Høvding Nisſe Knutsføn til Naade og i fin Vjenefte,
* Pvordan nu GSammenhængen ev dermed 5). Vi høre nu intet fra Kong
Haakon førend anden Paaftedag (26de Marts) 1380, da han. befandt

1) Breve I det foenffe Migsardiv; jfr. Styffe, Bidrag 6. LXX.

* 2) er bet hos Suhm S. 59 I Uvdrag meddelte Brev af 21de December 1378,
hvor Margrete figer, at hun ,for Forvetningers Skyld" var dragen til Norge.

%) Den 10de Iuli 1379 var hun I Fund, Guhm & 64.

*) Dipl. Norv. II. 459, I. 458. Jevnfør nedenfor S. 99.

%) Brev af 269e Novembeg, Dipl. N. V. 314. Han tilgiver her ,velbaarne
Mano” Mloſe Kuutsfon, der nu ev traadt I hans Tjemefte, hvad han har
forbrubt fig imob ham, paa bet Vilkaar at han forliger „de tvitende Varter“
(målsézande), uden at man faar nøjere Underretning om, hvem disſe Parter
var. Misfe Kunteføn gif dog not atter ſiden iAlbrechts Ljenefte, ſiden han
4 Mart6 1381- var Herebshovding I Mærife.(Br. I fo. Rigsardiv). Gor-
moventig havde han været tagen til Bange ef Kong Haatons Mend.

Mundo Giporie. Anden Huvebafvelisg. 11. 8

82 Oaakon ragunsfon.

fig pan Tunsbergshuus og derfra lod udgaa Ledingsobbud til Indbyg⸗
gerne å Sogn, faafom „de Tpdſte i Sverige havde opſagt den Dag,
fom de havde med ham og hans Rige, og faa nu ferdige med deres hele
Magt til at angribe ham felv, Hans Rige Morge, og Almuen“. Der
opbødes Fjerdedeeld Leding af Folk og fuld Almenning af Koft; de ſtulde
være fuldftændig indfribede inden en Maaned efter at Brevet var dem
forkyndt, og berpaa drage fyd til ham ved Landsenden bet raſkeſte de hunde.
Stibsftyremendene flulde efter Lovens Bud opnævne bein, der frulde fare.
Og desforuden bød Kongen alle fine Kjenete, haandgangne Mend og Gvene
ufortøvet at inbfinde fig hos ham med Vaaben ved Landsenden til Mi
gets Vern '). Lignende Breve ere naturligvis udganede til de øvrige
Fylter i Norge, og riften formodentlig angiven forftjellig efter Afſtan⸗
den, for at alle Kunde indtreffe nogenlunde famtidigt.. I Sogn blev
bet ej fortyndt førend omkring den öte Mai*). Anledningen til
ut Freden faa ſnart blev opfagt, vides ikke: formodentlig od dettei For⸗
bindelſe med et Tog, fom Kong Utbredt ved disſe Tider fynes at have
foretaget fil Staane og Halland. Men Nordmendene og de Danſte
hebnede dette ved et Indfald i Beftergøtland og det veflige Smaaland,
ja endog i Mætite og Beftermanland, hvorted Skara med dens Domlirke,
Ørebro, Veſteraas og Staden Jøntøping opdrendtes. '' Sandfynligviis
Par Kong Haakon eller hans Mend, maaftee under Unførfel af Hr. Erik
Retilsføn, førft taget Vejen mod Arevall, for at erobre denne Borg, og
de danſte Høvdinger paa Openfteen og-Ørefteen m. m. vettet fine Be—
ſtrobelſer mod Jøntøping og Mumblaborg. Dette Tog foregit fandfyns
ligviis i Juli Maaned, ſaaſom det ej fan have begyndt førend en god
Tid efter hiin Ste Mai, og Kongen, fom vi ville fee, endnu efter Mide
ten af Juni var i Vunsberg; Verimod maa bet. være tilendebragt inden
SBegynbelfen af Auguſt, idetmindfe var Jonkoping da allerede af-
brendt *). Kong Haakons Død, der fort efter indtvaf, har formos

1) Dipl. N. 11. 461.

) Baa den Dag udflebtes uemlig Gjenpart deraf å Bik I Gogu, aabenbart til
Dolæsuing for Amuen, Dipl. N. Il. 462.

3) Toget henføres I Ghron. Sor. R. D. I. S. 68 til 1380. I de visbyfte
Minoriters Ghron. (fleds S. 45) figes ber ogfan, at Glara og Iønføping
brenbies, men ber angives intet Marstal, berimob figes bet udtrykteligt, at dette
Snbfald af Danffe og Rorſte fete for at hevne Kong Alhrechts Herjetog til
Staaue og Halland. Uti alle Falb Jønkøpinge Brand maa have fundet
Sted nogen Tid før den 7de Auguſt 1380 ſees deraf, at Høvedbsmanden i
Oſtergotland, Grit Karlsføn, denne Dag paa Kong Albrechte Begue tilſtod
Jonkopings Borgere Gtattefrihed I fire Mar, paa Grund af ben Brand og
Odeleggelſe, Staben havde lidt. Brev I Jonkopiugs ByMrdlv, Handl. rør.
Stand. Hif. 32 B. S. 374, Giyffe, Bidrag S. LXXL.

1377. acbamøde 4 Date. Ganbelsfororduing. 88

dentlig ſtandſet Rrigsforetagenderne paa disſe Kanter, medens Ulbredjt
fornemmelig vettebe fine Beftrædeffer mod Skaane og Halland. Haakon
beholdt de omſtridte Landſtaber faa længe han levede.

8. Kong Haatons Beftræbelfer for at indſtrenke Hanfeaterne og ordne
$Handeløforholdene paa den Underfaatterne fordeelagtigfte Maade. Myntforhold.

Bi have.nu fulgt Kong Haakon i hans Beſtrabelſer for at hevde
fit Dynafties Mettigheder, udvide dets Befiddelfer og frede Rigets Grænde
fer. Bi ville her betragte den itte ringe Virkſomhed, fom han i de faa
Mar, han overlevede fin Fader, udfoldede med Henfyn til Rigets ind=
vortes Mnliggender, fornemmetig for faa meget fom muligt at ordne
$Handelsforholdene til Underfaatternes Bedſte og hindre de hanfeatifte
Rjøbmend fra at anmasfe fig endnu flørre Friheder, end Fredaflutningen
i 1377 og be eldre, derved bekræftede, Privilegier allerede tilſtod dem.
$Han havde ubentvivl ikke vinge Hjelp herved af Provften Hr. Henrik
Henriköføn, der fremdeles foreftod Cantfler-Gmbedet, uden dog at ops
hojes til denne Berdighed, og fom i hans Fraværelfe beførgede de fø-
Sende Grpeditioner, medens hans Embedsmyndighed i Kongens Nærværelfe
fynes ganfte at være ophørt*). I Januar 1377, altfaa Binteren efter
at Kongen havde affluttet Freden med Gtæderne, holdt Kongen et
Raadsmede i Oslo, hvor flere Biftoper, Middere og Gtene vare tile
frede 2). Mefultatet af Raadflagningerne var en Forordning vedtommende
$Hanfens Privilegier, der tydeligt vifer, hvor meget det var ham om at
gjøre itte at tilſtaa Hanfeaterne en Vøddel mere, end Privilegierne indes
holdt. „De fleſte“, begynder han, vide viſtnok, at de tydfte Kjøbmend
af Hanfen have tiltaget fig Sing, fom vi og vort Rige have haft fror
Stade af, og fige, at de have haft disſe Ving af vore Forfedre8 Naade
og Privilegier. Men nu, da felve Søftæderne8 Mend, nemlig Borger-
mefteren å Luͤbeck, Hr. Jakob Pleſtow, have overgivet og i vor egen Haand
de Ørivikegier, fom vore Forfedre have undet dem, og vi af vor Naade
have ſtadfeſtet disfe famme Privilegier, faa ville vi, atde ftadigt fulle overs
holde dem efter vore Breves Lydelfe, medens vi derimod paa ingen Maade
ville taafe af dem de Ving, fom de have tiltaget fig uden Hjemmel af Pris
vilegierne; og have vi derfor gjort denne Beftemmelfe med vort Rigs⸗

1) Den den Februar 1376 udſtedte faaledes Hr. Henrik å Kongens Mavn et

+- Øtanbat;for Oslo, Dipl. N. ll: 494 og iL 402, hvorved Kongen ,ej var til

». fepe ben hane Nørsarelje, ille omtales; han var nemlig da vifinok I
Danmark.

3) Grtebiffopen, og flere Biffoper Havde juſt været ved Gonellinm I Bergen,
ſidſt å November eller forſt i December (Dipl. N. I. 441). Zlere af Biſto⸗
perne maa ſaaledes fra Bergen have begivet flg. til Oslo. .

6

84 , $aafon Mugnusjøn

raads Gamtytte, fom nu var hos 08, baade Biftoper, Mivdere og
Svene, og ville fiden gjøre end yderligere Forbedringer derved, naar vort
flørte. Nigsraad fommer fammen, ſaaledes fom vi da blive enige me dette,
og fral denne Forordning ubrødeligt overholdes i alle vore Kjøbftæder, og
byde vi vore Lagmend at dømme herefter fom Lov, ligeføm og vore Sys⸗
felmend og Gjaldferer at fagføge derefter”. De enkelte Urtitler, fom i
denne Forordning paabodes, vare. følgende:

4. Ale indenlandfte Barer, enten de til Lands eller Bands føres
til Rjebftaden, frulle bringes paa Forvet, dog ſaaledes at der af Korn,
Matt, Meel eller Ruug, der udftibed i Lefte- eller Stippundeviie, blot
fral bringes en Prøveftjeppe paa Vorvet, hvor'da Handelen efter denne
fan ſluttes. ' '

2. Ingen indenlandfte Barer maa felges Å Gaardene, og heller ikke
maa noget Gods føres til Byen, uden naar Sol er oppe; Overtrædelfe
af disſe Forbud fraffes med Godſets Fordrydelfe til Kronen, og Ven,
der kjober eller felger andenfteds end paa Vorvet, flal bøde B Ertoger
og 13 Mir. i Bretebrud. Maar den fongelige Ombudsmand eller Foged
mistenter Mogen for at drite Gaardhandel med indjørte Varer, ſtal denne
verge fig med Tremands-Eed.

3. Ingen Friller maa felge noget Gods, faat eMlet frort, uden
hvad der er dereg eget, og de kunne betræfte at date dette med deres egen
og to fljelige Kvinders Eed.

4. Ingen Udlendinger maa indfjøbe noget'i Landet, uden alene
paa Forvet; heller ikke maa de felv brygge noget Mungaat” (fimpelt
Oh enten til eget Brug eller Udfalg, men de fulle alene tjøde det fra
Borgen.

5. De maa ikke indkjobe mere Spifevarer, end hvad de behøve til
deres egen Kokt, og fler itte noget til Salg eller Udførfel.

6. De maa itte felge Kornvarer uden i Stippundeviis, eller Bjør
(tydft ØD og Mjød uden å Tondeviis.

7. De maa itte indføre andet Gods, end Hvad der tilhører dem
felt eller de Kjøbmend, der ere i Hanfen.

8. Forvet filler Kongen under Guds Maretegt og tager det i fit
Bern, førbydende Enhver voldeligen at tage eller røve fra nogen Mand
det Gods, han bringer til Torbs for at felge; Overtræderen dømmes
utlæg.

GSamenligne vi disſe Urtiller, ber sjenfynligt vife fig fun at være,
vad ber å Indledningsordene antydes, foreløbigt opfakte Puntter, med de
eldre SPrivilegier af 1294 og 1296, fom vel egentlig ifær var de, Stæs
derne paaberaabte fig og nu havde faaet fornpede "), da ville vi fee, at

1) See ovenfor, IV. D, 2 B. S. 234—243.

1377. $anbefefororbuing vedfommende Hanfeaterne. 85

de virkelig heller ingen Indgreb gjøre i disfe, men kun fette en Skranke
for, at Tydſterne itte frulde tiltage fig endnu ſtorre Rettigheder, end Pris
vilegierne fjemlede dem. Man tan være temmelig vis paa, at ethvert
af de Forbud, Forordningen indeholder, er rettet mod et egenmegtigt
Tiltag af de Tydſte, og giver ſaaledes middelbart Oplysning om, hvori
disfe Viltag beftod. For det førfte fee vi, at de tydfte Kjødmend frem-
deleg føgte at overtrede eller eludere de udteyttefige Forbud mod Land-
prang og Horprang, eller mod Horhandling af indenlandſte Barer anbens
ſteds end paa Torvet, men at de deels felv gjorde Indkjøb paa Landet,
ej alene til eget Forbrug, men vgfaa til Udførfel, deels føgte at fotte
dem, ber førte Barer til Vorvs, til fig i Guardene, for der, uhindret af
nogen Opfigt fra Øvrighedens Gide, og med Vilfidefettelfe af Kongens
Fortjobsret at forfyne fig med hvad de ønfkede til billigere Kjob, og
naturligviis ogſaa imod andre af dem felv indførte Barer, trodé Forbue
det mod at felge disfe i fmaa Partier. IJa man maa endog af Forord-
ningens Ord i ben ſidſte Artikel flutte, at de i deres Overmod flundom
vovede aabenlyſt at anholde dem, der bragte Varer til: Torvs, og med
Magt at fratage dem disſe, formodentlig vel itte uden at betale dem nos
get berfør, men dog med Bold og fret Vilfidefettelfe af Lovens beftemte
Forbud. Overhoved feer man, at de føgte at førtrænge de indfødde
Kjøbmend fra Handelsmarfedet, eller reent ud at hindre indfødde
Kjøbmend fra at fomme op. Men desforuden takes der her for førfte
Gang om en Uftil, der vet ogfaa tidligere havde fundet Sted, men føre
modentlig iffe i en faa foruroligende Grad, fom i de fidfte Tider, og
fom giver os en Foreftilling om, hvor freft de fremmede Handelsmend
traadte ben offentlige Anftændighed under fine Fødder, nemlig at de ganſte
aabenlyſt holdt Friller, der drev Gmaahandel, og at de endogfaa benyte
tede fig heraf. til at eludere hine Forbud mod at udfelge dereg Barer i
Smaat, idet de-lod hine „Friller“ felge dem ud fom fine egne Barer.
At de i Byerne bofatte tydfte Handelsfactorer holdt Friller og overhos
ved førte et højit udfoævende Liv, var en ubehagelig, men viſtnok uund=
gaaelig Følge deraf, at de ikke havde Lov til at gifte fig, for ej derved at
drages ind å andre Jnteresfer, end deres Principalers; men at Forhol⸗
det var faa aabenlyſt, at disfe „Friller“ endog, fom bet ſynes, dannede
en egen anerfjendt Klasfe Fruentimmer, der levede for fig felv og havde
Filladelfe til at drive GSmaahandel, vifer, hvor flap den offentlige Mora-
litet omfider var bleven?). En egen Omftændighed, hvorom der ikke

1) See herom ovenfor, IV. D. 2 B. 6. 246, 247, De omtalte „Friller“ ere
formodentlig be famme Glags løfe Fruentimmer, der ogfaa omtales I ,den
norſte So", i Malfendorffs Transactioner med de Contolrſte, o. fl. St; der

86 $uafon Magunsføn:-

tidligere nævnes noget, ev ben, der fynes merkelig nok, at Udfalget af
det fimplere Ol eller faakaldte Mungaat var blevet et Monopol for Kon»
gen8 Borgfolt, idetmindfle fan maa itte anderledes forklare de Ord, at
Udlendingerne frulle fjøbe det ,fra Borgen".

Med denne Forordning kunde Gtæderne, ber. for fem War fiden
blandt andet udtrytteligt havde førdret Villadeffe til at drive Vufthan-
del, neppe være tilfreds; men da ingen Indgreb flete i Privilegierne,
var der vel intet andet for dem at gjøre end at finde fig deri, .og overlade
det til Kjøbmendene frfv at eludere eller vbertrede deres Bud, efterfom
de faa Lejtighed dertil. Ved de Tilleg vog*Forgrdninger, fom Kongen
havde fovet at faa iftand, naar han funde famles med „det flørre Rigets
Maad*, altfaa holde et formeligt Hørdingemøde, kan: han neppe have
foreftaaet andet end en fuldftendig Handelsanordning. En faadan- blev
ogfaa given, men desverre kjender man itte Viden, da Dateringen mang»
fer i de faa og daarlige Ufftrifter, fom vi have tilbage deraf I). Der
flaar fun, at Kongen havde givet ben med Rigsraadets Samtykke, da han
nu i Sundberg var ſamlet med dette, og at han der i Sundberg havde ladet
den fundgjøre for Al muen og vedtage med Baabentag. - Dette vifer altſaa, at
et Raadsmode har været holdt i Tunsberg. Men naar der tales om,
at Almuen havde været famfet og vedtaget Unordningen med Vaabentag,
faaat den herefter flulde anſees fom Lov, da fan bette kun betegne en Bed»
tageffe paa Haugathing *), og gjør det nødvendigt at antage, at Kongen
fiden har ladet eller villet lade den-famme Anordning vedtage paa Froſta⸗ og
Gula⸗Thing for de to andre Stæder. Da flige Førordninger i de Vider ikke
udferdigedes eenslydende for alle Stæder, men i færftilte Gjenparter for hver

beretteø, at baade Mjøbmendene og de tydffe Haandberkere havde hver em
naabenbar Skjoge, ber borde paa Øyregaden og i Byen”, og at der var
nligefaamange Skjoger ved Bryggen, fom Garpehunde" (d. e. Hunde til at
Bevogte de Tydftes Hanbelefiuer og Pafboder). Ger Sagen og Vols, Ver⸗
gene Beftriveljen, &. 137, 155, 157. Vi ville firar hernedenfor fer færftilte
Beftemmelfer vedkagne imod bem for Bergens Bedfommende, hvor de Frem-
medes Mangde og derfor ogfaa Uvælfenet par ſtorſt, og hvor vi faa Mar fenere
fee Bifop Jatob give em frygtelig Gtildring af ben herfende Ufebelighed.

1) Sngen af Haandſtrifterne er eldre end Midten af bet 155e Uarhundrede, unde
tagen een (nu I det fgl. Bibl. I Stodholm), ber ev fra c. 1400, men denne
indeholder neppe em Trediedeel af den hele Anotdulng. De øvrige ere meft
Dverfettelfer, ligeledes med flere Udeladelſer og Bortortninger. Ste Notges
gl. &: Ill. 6. 203—210.

2) Et Thing ved Tunsberg maatte være Hangathing, fljønt det ikle udtryftelig
nævnes; men bette Thing traadte nu, efter de fløte Lagthinge AdRMelfe,
ganfte vift I Gtedet for det fanfaldte Borgarthing, efterfom Lagmanden havde
fin faſte Reſidens i Tunsberg og der ogfan pandømte Gager vedkommende
Borgefysfel.

1380. Raabamøde I Tuneberg.' Ulmindelig Metterbob vedtagen. 87

enfelt Stad, faaledes at tun denne nævutes, og der alene hentydedes til
dennes Stedforhold, medens Hovedindholdet bog blev eens for dem alte,
er det ogſaa i fin Orden, at det Gremplar, hvorefter bhiin Ufftrift er
tagen, og fom ſees at have været det, ber udferdigedeå til Oslo, tun
omtaler Tunsberg og Haugathing, under bhviltet Oslo tilhørte. Spors⸗
mafltet bliver nu fun: naar fan et flørte Naadamøde have været holdt
mellem Januar 1377 og Høften 1380, ſaaledes at den nu vedtagne Fors
ordning fidenefter tunde blive vedtagen paa Froſta- og Gulathing? Thi
om noget Mar før 1377 tan ej være Vale, ba Unordningen aabenbart er
ben „Forbedring“, der bebuded ved den nysnævnte Forordning af 29de
Januar i hiint Aar, og den desuden utrykkeligt omtaler Stæderneg bekreftede
* Privilegier.: Man vil vanfteligt findenoget Aar mellem 1377 og 4380,
hvor et Rigsmøde kunde være afholdt, med mindre det ſtulde være om
Sommeren 1380, fort før Kongens Død, da han i længere Vid fynes
at have opholdt fig i Kunsberg 1). Men da bliver der igjen ingen Vid
til at Fororbuingen funde være vebtagen i Bergen og Throndhjem. Alli—
gevel maa man blive flaaende derved og heller antage at Medtagelfen paa
de øvrige Thing: pi fandt Sted førend efter hans Død, 'og at dette
maaſtee endog fan være Uarfag i, at de Afſtrifter, vi have, fun nævne
Oslo, da nemlig i faa Fald Haakon felv itte naaede at udferdige nogen
Gjenpart til de øvrige Steder, for hvilte Forordningen ligefaa meget var
beftemt *). Ja den gjaldt egentlig bet hele Land, efterfom den ogſaa
indeholder nogle Artikler, deels af almindeligt Indhold, deels vedkom-
mende Landdiſtricterne; fort, den er egentlig en af disſe frørre, almin⸗
lige Metterbøder, fom Kongerne ſtundom ubftedte, i tidligere Dage hyp-
pigere end i ben fenere Tid, faa at altfan Kong Haakon her fynes at

1) Rongex var viftnok | Tunsberg I Juli Maaned 1378 (fee ovenfor), men Ans

ordningene egne Ord antyde, at Raademedet gik umiddelbart forud for dens
Bedtagelfe, og da nu denne maa have fleet paa bet fedvanlige Lagthing,
der Begynbte ved otulføvake, den 17de Sunt, fan Kongen, der den
46de Sunl 1378 endnu var I Bergen, (Morges gl. £. S. 201), ikke have vær
vet I Tunsberg enten firar før, eller under bette Ware Haugathing. Om
1977 fan ej være Vale, t$i da var han ben 155e Mai I Ehvondhjem og
veifte fandfonligvile derfra til Bergen, hvorfra han neppe Fom til Øflandet
førend mellem hiin 16de Juni og 29be Juli 1378: Gommeren 1379 var han
formobentlig ved Migsgrændfen, beffjeftiget med den fyenfte Krig. I 1380
var Han berimod, fom vi ville fre, læge I Tunsberg, netop om Gommeren,
og havde da ganffe vift flere af fine Raadsherrer hos fig.

5 Mt Mnorbuingen ogfan anfaaes for gjeldende Å be andre Stader, vifer ej
alene dens almindelige Gharalter af bens Indhold, men og fær ben Oms
flænbighed, at ber I em af Afrifterne flaar ,Throndhjem" iftebetfor Oslo,
og å en af Dverfettelferne Byen»,

88 $aafon Maguueføin.

hate villet gjenoplive en gammel og røosverdig GÅ, der var nær ved
at gaa af Brug.

Forordningens Jndhold er i Korthed følgende?

4. At Kongen vil fefv holde og lade holde fin Mynt faa god, fom
den tar, da den blev flagen, faa at den ſtal være gid og gængfe alle
Mand imellem; de, der vurdere fin Barer højere for rede Penge emfor
Barer, fral bede Brevebrud, 8 Ertoger og 13 Mk.; den, der ligefrem
vrager Kongens Mynt, ftal førfte Gang bøde dobbelt Brevebrud, anden
Gang være utlæg, og dog bøde det famme, tredie Gang have fordrudt -
baade Liv og Gods; vet paalagdes Sysſelmendene udtrytkeligt at veffe
flige Perfoner ,til Liv og Gods" efter Anordningens- Bud.

2. Alle Barer, indens og udenlandfte, fral føres til Kjøbftad,
felge8 og kjobes for rede Penge paa Vorvet eller paa de Steder, Loven
byder; Overtradelfen ſtraffes med Brevebruds Bod.

3. Ingen, enten Læg eller Lærd, ſtal drive Tuſthandel -(varnin-
gaskifti), hemmeligt eller aabenbart, under Brevebruds Straf; migtænteg
nogen, renſe fig ved Gettareed.

4. Sangen maa fare om paa Landet eller Gtrandene med Smaa⸗
handel for enten at kjøbe eller felge, og heller itte maa Bonderne ſelge
Naut, Sauder, Sviin, Smør, Galt, Baadmaal, Lerred, Høns, Gjæs,
eller andet deslige, uden hvad vejfarende Mend funne behøte til eet Maal»
tid eller to, men alle Barer frulle føres til: Kjobſtaden; heller itte maa
nogen Gtipper bryde fin Laft i Havner udenfor Rjøbftæverne til Udſalg,
uden hvad der behøves til at kjobe Mad for, medens Etidet lades, eller
andet nødvendigt Erende beførges. Ogſaa i disfe Vilfelde ſtraffes Over-
træbdeffen med Brevebrubd,

5. Gamme Straf paabydes for Kjøb eller Galg af Varer, der
fra Landet føres til Kjobſtaden, inde i Gaardene og itte paa Torvet.

6. Ingen Udlendinger maa fjøde Sperrer, Bordtømmer, Spirer,
elfer anden indenlandft Bare til Udfalg indenfandå, hvilket ogſaa er fore
budt i deres Privilegier. Heller ifte maa nogen Bonde eller Heredg-
mand, Læg elfer Lærd, tage Sild, Klæde eller andet Gods hos Kjob⸗
mendene og fiden felge disſe Barer ud for Sperrer, Vømmer eller Maut ;
ØOvertrædelfen firaffes med Brevebrud og Varernes Forbrydelfe.

7. Maar udenlandfte Kjøbmend fomme til Staden med fine. Barer
og itte ville felge dem for den Fart, Kongen og Raadet har foreftrevet,
da er Straffen ligeledes Varernes Horbrydelfe og Brevebrud.

8. Ingen Folt paa Landet maa have Huusmend eller Huuskoner
å fine Hufe, men alle de, der eje mindre end 12 Mt. Peningers Berdi,
frulfe tage fig Tjeneſte og arbeide for Middere, Prefter eller Bønder,
mod faadan Løn, fom fra gammel Vid har været brugelig. Heller itte

1380. tor Metterbod. 89

maa Biftoper; Riddere eller andre føngelige Mend tage Arbeidsfolk eller
Lejedrenge i „Hobgaard“, b. e. paa dere Herregaard, uden til faadan
Gyøfel, fom de ere opfødte med; løber nogen fra fin Vjenefte Hos Prefter
eller Bønder, ſtal Sysfelmanden firaffe ham efter Loven.

9. Udlendinger, der fommer til Byen"), maa ej jøde Naut eller
Fødevarer til Udforſel, men alene til deres Kortæring, medens de opholde
fig i Landet, og bette fun paa Vorvet. Overtrævelfen firaffes med Va-
vernes Forbrydelfe og Brevebrudd Bod.

40. Ingen Indenfandfte maa fegge Fellig med nogen Udlending
enten om at bygge Stid, eller andet deslige.

11. Sutererne eller GStomagerne*) maa ikke opljøde flere Huber,
end de behøve til fin Haandverksbedrift, under Brevedrud8 Bod og Barers
nes Korbrydelfe. Mistænkes de, verge fig med Settareed.

12. Komme Skibe til nogen Stad i Norge og der betale Kronen
den fyldige Told, da betales ingen yderligere Told, om nogle af de inds
ladede Barer fiden indføres til en anden Kjødftad, men Leding frulle
Gjermendene frare paa hvert Sted af faameget Gods, fom ber anfommer.

13. Maar Klæde udfribes og Klædespakker aabnes, har Kongens
Foget Met til Pattelinerne og Omſlagsdugene. Uadnes flige Hatter
uden hans Villadelfe, bødes 1 Mart for hvert Stukte. :

14. Ingen Nordmand ſtal indſtibe eller udſtibe Varer, førend der rin⸗
ges til Ottefang ved Gmaatirferne, under 4 Mart Sølvs Bod for hver
Mordmand, fom gjør det til anden Vid; Uvlendingen fral i faa Fald
losſe tilbage igjen, bede paanp om Tilladelſe til Jnd- eller Udfidning,
og bøde 1 Mart Sølv for hvert Stytte, fmaat eller frørt.

45. Man fan ftevne til Lagmanden før. Annfredstid faaledes, at
be Dage, denne omfatter, itte regnes med, naar alene de foregaaende og
efterfølgende fammentafte ubgjør den rette Stevnefrift.

16. Lagmanden fral dømme efter alle disfe Artikler fom Lov.

Der faftfettes ogfaa overeensftemmende med den 7de Artikel Varter
for indenlandſte og udentandfte Barer. Til disſe Varter ville vi ſenere
fen fomme tilbage. Muligt, at de, faafedeg fom de forefomme i Af—
ferifterne, fun gjelde for Oslo, thi ber findes et Brudſtykke af en lige
nende Anordning for Bergen *), maaftet endog af den bergenfte Gjen-

1) Ger aar der I den fuldfændlgfte Tert, vi have, „Delo“, men det ev aabens
bart, at denne Mrtifel ogfaa gjelder de øvrige Byer.

9) er faar ligeledes mi Oslo", og det er maaffee nok mullgt, at denne Artikel
glelder Oslo alene, ba Gfomagerne I Throndhjem og Bergen havde førre
Briheder.

9) Norges gl. Love INN. S. 59. Brudfiykket ev her fat blandt Kong Haakon
ben Stes ubaterede Metterbøder, dog med den udtrykfelige Bemertning, at vet

90 Saelon Maguneføn.

part ſelb, hvor ber ogfaa faftfettes Varter, i enfelte Dele noget afvigende
fra bisfe. Der er endog Grund til at antage, at disfe Varter fra Vid
til anden ere blevne førandrede, medens Forordningen felv beftød uføre
andret fom Grundlaget for den gjeldende Handelskovgivning. J
Det er nu for os en let Sag at indſee de flere Misgreb, fom i
denne Anordning begaaes, førft og fremft deri, at den lovgivende Myn⸗
bighed med et Magtfprog vil opftille Regler for Myntcours, Mareprifer
m. m., og bernæft, at ben overhoved legger for meget Baand paa Hane
betsforholdene. Men faadanne vare i den Kid over hele Eurona de
herſtende Grundfetninger i Handeispolitiken; - hverken Kongen elter hans
Maadgivere eve at dadle, fordi be ilke havde tilegnet fig et friere Blik i
dette tykke, end nogen anden paa deres Lid, og de hanvdlede kun efter
bedſte Overbebiisning til Bandets Bel, idet de ſogte at opbjelpe Kjob⸗
flæderne og filfee de indenlandſte Handelsmend Markedet -kigroverfør de
vigere og klogere Ublendinger. Ut det deg i Længden vilde være førgje=
veg at fæmpe mod Overfegenhed i Capital og Handeistiogftab, indſaa
man ej. Men man maa vgfaa holde fig be tydſte Gtæderd og Kjølmends
ideligen fligende Handelstyranni vet klart før Øje for at finde det begrides
+ ligt, ja endog førtjenfiligt, at Kongen og Naadet føgte at indſtraute bet faa
meget fom muligt. vor Marpt de Have haft dette far Øje, ſees navnligt
af ben 3dir Urtilel, hvor det ,varningaskifti" udtrykleligt forbydes, fom
Staederne ved Mødet i Kunsberg 4372 havde bedet Kongen-om at tilftede,
J Horbindelfe med denne Handels⸗Anordning ſtaar filtert: ogfan en,
fom bet fynes af Bergens Byfoged og Raadmend bedtagen Gamling af
Statuter, (elfer, fom det heder i Privilegierne for Oslo af 1358,
nSetninger, fom Lagmanden, Raadmendene og Gjaldkeren fette, fame
tytte, og tundgjøre paa Bymødet")'), ber egentlig kun flutte fig til
beftemte Lovbud, men i enfelte Stykker indeholde nærmere Beftemmelfer,
ffær vebfommende Politiet. En lignmde Samling af Statuter havde alles
rede i Januar 4377 været vedtagne i Nidaroos, altſaa førend der tunde
være Vale om Hanfens Privilegier, hvilte da helter itte vedklom Nidar⸗
008 fynderligt, eller om biin Auordning. Om hiin bergenfle Statuts
famling fige8 ber tun, at „den fletei Bergen pan Kong Haakons Lid” 2).
Flere af Beftemmelferne ere, fom fagt, Gjentagelfer af eldre Lovbud,
fom f. Gr. at Udlendinger ikke maa opljøbe Barer til Udfalg, at de

ilte er vift, om bet er at henføre til ham eller til Haakon ben Yngre. De
anførte Priſer fynes at tybe paa ben femere Tid, og I et, rigtignok yngre,
Gaandfrrift er Brudfyfket ganffe flaaet ſammen med ,Getningerne" for
Mibaroos af 1977, hvorom her firar nedenfor. N

1) Gaalebes faar der å Kong Maguue's Privilegier for Dolo, Norges gl. Love
NM. 166, 177.

7) Morges gl. Love Il. S. 210—212.

4890. Beftemmelfer om Gandelen og Byforholdene. 91

Udlenbinger, ber ſidde om Vintten og ej bringe Kornvarer til Landet,
beiler iffe maa fjøde Smør m. m., om Urveføgsmaal efter udenlandſte
Mend, fom dø inden Miget, og fremdeles de fleſte Artikler af Privi⸗
legierne for Gtæderne af 42041). Men desforuden indeholder ben en»
telte færegne Beftemmelfer, der fynes at være givne af Kong Haakon
eller paa hans Vid, og fom ere merkelige nok. Disſe ere: a) at i de
loblige (det vif vel flge „dertil berettigede”) Gaarde maatte ØL ikke udiap⸗
pe8 ved Andre end ved Gaarbsbønderne felv, eller ved fljellige Dandekvins
der, fom be felv ville paatage fig Unfoar for, men ikke ved Friller elter
føfe Rvinder; b) at ingen Huusbonde mantte i fit Huus under Huſets
Fortabelſe hate Hoorkvinder eller Vyve, Meenredere og andre Udnadsfolt,
Mend eller: Kvinder, huilte fulle fare af Byen og aldrig fomme tilbage
igjen; ſtete dette, ſtelde be umifte Øret og drage Steen af By“; 0) at
da Egteſtabet bør holdes i Ave; var bet og pasfende, at Dandekvinder
faavel vige fom fattige, hver efter fin Stand, nød førre Heder end føfe
vinder og Friller, og for ſaaledes at tjende hine fra disſe, ſtulde
»egte Dandekvinder bære faadan Kladeboned, fom Gud havde givet bem
Maad til, dog hun efter Landets gode. Sedbane hver efter fn Stand,
medens føfe Puter eller almindelige Koner” ej maatte bære bedre Klæbe
end flet og vet Baretlæde, hvoraf Alnen gjaldt to SH. engelft; par
famme Maade ſtulde og en Kont, der var fin Mand utro, bære flig
Frilledragt, indtil hun havde bødt til Gud: og fin Hunsbonde, og han
havde tilgivet hende; d) ingen filfipttende Haandvertomenb, indenlandfte
eller udenlandfte, maate fette noget Verkſted op i Byen, førendde havde
været hos Lagmanden og Raadmendene og ,feftet Borgerſtab og fooret
Staden Troſtabseed, og ladet fit Navn indftrive i Stadsbogen“, under
em Bod af 3 Mir. for hver Dag, han fad dette Bud overhørigt; det
fame gjaldt Oprettelfen af Krambod eller Høterudfalg. Endelig gives
der fer en nøjogtig Beftemmelfe for Gjaldterens eller, fom han her,
og ved denne Vid allerede fedvanligt kaldes, Byfogdens Malg og Em-
bedsſyfler. „Saa bør det at være; heder bet, efter Kongens Aunordning,
at Lagmanden eg Raadmendene frulle udvelge Byfogden; den, fom: bee
lleder dette Embede, ſtal være Kongen og Byen huld og tro, (0. f. v.
her følger hete Gedsformularen), aflegge Reguſtab øver Skatter, Gagøre
og andre Byens Inbtegter hver Maaned, gaa idekigen om i Bye og
føre efter, om nogen Sovovertrædelfe feer, og faa Fald anlegge Søgse
maal o. f. 0.5 å Søn for fit Arbeide ſtal han have en Trediedeel af
Sagøren. De ovenfor omtalte throndhjemfte „Setninger“, vedtagne,

1) Man gjenfjender (M. gl. £. 6. 211) Art. 4, 6, 9, 11, 13, 14, 15, 16, 17
af Privilegierne af 1294, f. o. IV. D. 2 B. S. 236.

92 $Heafon Magnuefan.

font bet heder, paa Stadens Lagtbing den 19de Januar med Samfytte
af Maadmendene og hele Lagretten uden og inden Bebaandene, famt
Søverbagen derefter (den 24de) paa almindeligt Thing og Møde famtyt
tede af. alle Byens Mend, inden= og udenlandfte, lærde og lage, 'inder
bofde fornemmelig endeel arter og derhos nogle faa Beftemmelfer, fær
om Olbrygning og Øltapning, der her, fom i de øvrige Byer, var en
meget yndet Bedrift, men fom faavidt muligt indftræntedes fra Øvrige
hedens Side, faavelfom Udfrjentning af ØL Mjed og Bin, for at hindre
det overveftes Fylderi, der ſaarere var i Tiltagende end i Aftagende *).
Uagtet de tybffe Skomagere i Stæderne, fornemmelig i Bergen,
opførte fig: langtfra fom be burde, men ofte tillød fig alſtens Boldfom-
beder og. trobfede ben lovlige Øurighed, frjentede Haafon dem deg, lige—
fom ogfaa hans Fader havde gjort, megen Maade og tilſtod dem betyde»
Vige Worrettigheder. Hans Grunde dertil ere nu.vanftetige at gjette, thi
vel feder det i et af hans Breve, dem angaaende, at det var udgivet i
nBetragtning of ben Nytte, :Afmuen. havde af deres CSto-Gjerning og
Stofelg". Men denne Nytte fynes dog ikke at kunne opveje de Uleme
per, de gjorde. Vi have allerede omtalt deres Trodſighed angaaende
fienden i den føvfte Deel af Aarhundrevet; af .og til hører man om
andre Af deres Handlinger, der vife, at de maa hate været yderft ber
fværlige Mebindvaanere i de Stader, Hvor de oppoldt fig, ikke at tale
om, at naar der opftod alvorlige Sammenftød mellem deres Landsmend,
de tydſte Rjøbmend, og Landets egne Borgere, da vare de altid rede til
at yde de førfte fin Hjelp. Det er i det foregaaende nævnt, at under
Krigen med Gtæderne i 1368, 1369; havde de tydſte CSkrædere i Ber-
gen endog drebt en Broder af Erkebiſtop Oiaf?); det var fanledes vel
itte egentlig GStomagerne, fom her vare be brødefulde, men alle be tydfke
* Qaandverfere i Bergen dannede, fom bekjendt, et fort Samfund, benævn-
teg meget ofte, ifær i fenere Vider, under ert „Skomagere“ og vare
visfelig lige gode om alle de Utilbørfigheder, ber udøveded enten under
Skomagernes, eller andre Haandvertered Mavn. Men dette hindrede,
fom vi hate feet, itte Kongen fra, i 1370 at give dem fri for Vold,
Stat og Fyngfel, imod at de tilfammen betalte 20 Mir. Peninge aar-
ligt å Afgift til Kronen, og to Aar efter forbød Kongen endog alle An-
dre at brite Gtomagerhaandtering i Bergen, uden de, fom Biftopen
holdt i fin Gaard for fig og fine Folt, men heller ille disſe mantte

1) M. gl. € m. 6. 198—198.
3) See fore. B. S. 816.

1376—1380. Gfomagerue | Gtæderne, Mynten. 98

felge ud til Mndre'). Giden have vi ogſaa feet (S. 87), hvorledes
Stomagerne i Midaroos havde været med at began et Drab i felve
Chriſttirken, for hvilket de naturligviis havde maattet bøde, og. bet itte
faa ubetydeligt — 44 Me. brendt Sølv, — hvoraf de maatte lgane ene
deel å Bergen; men det var faa langt fra, at Kongen fiden var, dem
unaabig, at han endog for at lette dem Vilbagebetalingen af Laanet ti
fød bem at udføre fit Arbeide til Udfalg andenſteds, indtil Laanet var
betalt. Gudvidere gav han bem under fit Oppold i Nidaroos øm Vaa-
sem 1877 (16de Mai) tyve Aars Friped for at ,gaa Vaabengang“, fom
det kaldtes, bet vil fige at indfinde fig paa det aarlige Vaabenthing, hvor
hver voren Mand frulde made frem pg forevife fine lovdefalede Vaaben
til Gfterfyn; og naar de tyve Mar vare omme, var bet nok, at een Mand
indfandt fig fra hver Bod?). Derhos fatte han en vet fordeelagtig Taxt
paa bere Barer, f. Er. for det bedſte Glags Støvler omtrent:$ Mi.
eller henped 2 SH. engelft Parret, hvilket efter vore Priisforhpld ny
vilde foare til henved 44 Spy.*). Alt dette. kunde. fade fig høre, pvis
ingen anden i Landet forſtod at fy ordentligt Stotøj. Men da man feer,
at der idetmindfte i Bergen var andre, fom fyede Sko, og faa forfvare
figt, at endog Biftopen og hans Mend var tjent dermed, kan heller ikte
dette have været Grunden, hvorfor hine ſaaledes begunſtigedes. Vi ville
i det Følgende fre, til hvilken foruroligende og oprørende Grad deres
Vøjtesløshed git.

$Hvad Mynten angaar, om hvilken det i ben ſtore Fororduing be⸗
ſtemmes, at ben fremdeles ſtal gjelde fom før og ikke vrages, da er det
betlageligt, at der ikke nu findes noget Pengeſtykke, der med Bished fan
henføres til Haakons Vid, og hvoraf vi faaledes funne erfare Myntens
Gehalt. Naar man affluttede PemgesLaan eller verdfatte Jordegods og
andet Søsøre, tegnede man fedfvanligviis efter Mart (Ører — Ertoger)
brendt Sølv, eller efter forngilde Mart 0. f. v., der forholdt fig til
det brendte Sølv fom 1:3; men der angives fjelden, hvor mange myne
tede Penge af et vif Elags der frulde til for at udgjøre ben opgivne
Sum. Vi have feet, at Forholdet mellem myntede Penge vg brendt
Sølv ved Midten af Aarhundredet var eller ſtulde være omtrent fom 1
til 5, men at man ted 1353 flog en ny Mynt, fom. man med
et Magtſprog vilde tvinge op i Courfen 4 Mart Peninge = 1
Sol Gtos Vournois eller 3 Sh. Cterling (dette gjør Forholdet

3) ee ovf. 6. 27.

3) M. gl. Love Il. 6. 201. Om Baabengangen ved Mivfaftetider, fer ben nyere
Bylov, Landvernsbaalten Gap. 13, Rorged gl. &. II. S. 207.

3) Brifen ev angivet at.vare 4 Gpann; hvorledes dette Mal beregnes, antydes
her frax nedenfor.

da baaton Magnusføn.

4: 441), Det fader til, at Rong Haakons Mynt var af fame, eller
endnu flettere Gehalt, fiden han fremdeles vedblev med-at forbyde at
vrage ben, og med et Magtfprog faftfatte Courſen til-den oprindelig
Beftemte, er ej fan have været nogen anden end 1 Mart = 3 SY.
Sterling, ſiden han felv i fine egne Breve vegner ſaaledes, men hvorned
Dig en endnu førre Forringelfe giver fig tiltjende, fiden Magtſprog
maatte befyøves til, endog nu, at holde hlin Cours faft, efterat de engelſte
Penge felv havde tadt 10 til 15 pCt. i Gehalt, fanat Horholdet mel
fem vent Sølv og myntede Penge nu maa have været 1: 5 vier 4:
5g. Thi deels finder man, at en Mart brendt nu frundom beregnedes
445 SH. engelft 2), iftedetfor 434, hvilket betegner et Lab i Gehalt
af 40 p&t., og hvorved den norfte Mart, der ſtulde holde I Sh., blev
ſanmeget tingere, eller forholdt fig til-4 Mart vent Sølv ſom 1 til 5.
Deels fee der, åt man i det Throndhjemſke regnede et Spann, der ſtulde
indehvide tre forngilde Ører, for ikke ubetydeligt mere end 20 engelfte
Peninge eller 14 SH., hvillet endog antyder en'Forringelfe af over 45
vet. 3). Og nar nu de myntede Penge endda iffe uden'ved Tvang

* 1 Ger f. B. S. 883, 884.
2) rep af 17de Upr. 1972, Dipl. K. m. 378. 'Her tales det om forffjellige
Summet, to Mr. Sølv Hå 15:sh. for hver Mark, og 3 Hart Gøkv til 13-
sh. 4 8. (0: 13% sh.) for Marken; ber figtes faaledes KL engetfe Penge af
forgiellige Myntninger. Mu verd man, et, Rong Edward bein Bble iMaret 1344
Tob mynte Solv, hvoraf ert Pund Gterling, uden at foroges Å Vegt og Ger
halt, bog fom til at indeholde 266 Pencé, og I 1346 endog lod mynte Pence,
Hvdraf ver gif 270 og følgelig 221 EN. paa Pundet. Disfe Ehillinger for-
Holde fig netop til det normale, 20 &. paa Punbet, fom 15 til 43%, og faar
ledes maa pet være Ghillinger og Pemce of denne Myntuing, hvortil ber I
pet nysanførte Brev ſigtes.

3) Dette fres tydeligt af de nysomtalte Tarter for Siomagerne i aidaroos. Her
Heder bet, at det bedfte Slags Gtøvler frulle fote 1 Cypann, det midlere 20 engelfte
Venee, og det fimplete & Ører, Ger fak iffe be myntede norffe Penge være
meent ved „Spann“ og LØrer", thl efter Gourfe 1 === 3 OG. engekt vilde
man ba fam bet fimplefte Par til at fofte 8 engelfte Pence, hvilket var alts
for libet I Borhold til det midlere, og det bedfte Slags vilde fofte mindre
enb dette, nemlig 13%. Mu fan bet heller ikke være brent Sølv, fom menes,
thi da vilde igjen det fimplefte Bar fofte mete mb det mellemſte, nemlig
(eftet Botholdet 1 : 44) 207. Altfaa fan der alene meneg forngilde Benge.
Men regnede man her. efter bit oprindelige Forhold, at den brendte Mart
indeholdt 1345 SK. eller 10 Pence, og den forngilde faaletes 53% Pence,
vilde %, deraf eller 1 Gpann (= 3 Ører) netop utgjøre 20 Peuce, altfaa
Priſen for det bedfle Slags være bet famme fom for det midlere. Det er

* "faalebes Hart, at a dorhold fom 1 Mt. br. === 15 SG. eller deromfring
ligger fil Grunden; ved bette Borhold; hvorved ben forngilbe Mart faar 60

-Senee, og Øren T/y Benet, bliver Priſen -paa be bedfe Gtøvler 22%, og
for de fimplefte 15 Bence; men man flulde endog fuarere antage, dt'Spannet

1370—1900. Øbpatvafenet og Gourfen. 95

tunde holdes i denne Cours, og vel heller ikke doldtes ber, kan mun
vift antage, at be i Birkeligheden neppe have været af bedre Gehalt, end
1:6, et Forhold, fom ogſaa allerede i længere Vid fynesat have været
det gængfe å Sverige. Denne Ufitkerhed i Courſen gjorde, at man nu
uftere end forhen ved Kjob og Galg angav Pengebelobene I udenfandfte
Pengeſorter, førnemmelig Pund Sterling eller franfte Gros de Tours,
naar man ille bibeholdt den nationale Beregming efter ,forngie Mart"
v. ſ. d., Doilten nu eftethaanden gil mere og mere Mf Brug. Kong
Haakon felv angav oftere de Gummer, han modrog eller fod udbetale, i
fremmede Myntforter, wagtet hans Forbud med åt dråge hans egen
Mynt; viſwok følger ike heraf, at ogſaa Betalingen felv fete i frem
mede SPenge, thi man hunde jo ubgive faa meget å ben flette norſte Mynt,
fom fvarede til den angitne Sum, men Paaftanden, at faſtholde en ber
fmt Cours, var dog derved allerede opgivet. Endog å Varterne for de
tydſte Skomageres Arbeider i Throndhjem, paabudae af Kongen felv,
habe vi feet, at Angivelſen + engelfte Penge vg forngilde Ører afverle
med hinanden. I det følgende ville vi fer den tydfle Myntfort 9
den" at blive ben, hvori Gummerne hyppigt angaves.

9. Henrik af St. Glair bliver Jarl paa Orkno. Begivenheder paa Jöland
og Grønland.

Saa Orlnøerne fynes det i denne Vid at have herftet megen Uro,
men vi have desberre Fun faa Efterretninger derom. Det er alerede for-
talt, at faa tidligt fom i 1369 var der en alvorlig Strid mellem Biftop
Billjam og ben daværende fongelige Ombudsmand Haakon Jonsſon, deelg
fom Vet fyned, paa dennes egne, beeld paa Kongens Vegne. Striden bleb
da paa en Maade bilagt og et Forliigsdocument oprettet, men det kan
itte have varet lenge, førend ben atter luede op igjen, ſiden Kong Haa-
fon, da han udnævnte Alerander de fe Ard til Hobedsmand paa Ortnø,
udtrykkeligt paalagde ham blandt Andet at gide Underretning om, hvorledes
det nu ſtod fig med Fejden mellem ham — bet fan da her alene betegne
Kongedømmet eller Kongens Repræfentant — og Biftopen. Om Ulers
anders Beftyrelfe af Øerne vides der intet, men vift er det, at Biftopens
fiendtlige Forhold til Kronen vedblev. Imidlertid optrandte Malife Jarls

Ber regnedes for 2å og Øren for 8 Vence, hvilfet gav Gradåtisnen 24—20—
hå og antydede et Borhold mellem ben myntede Mart og reeut Gølv, fom

1:5%. Dette Forfold, hvorved ben fotuglide Mart ſit 64 Pruce (6 SK.
4 8.) og ben breudte Mart 18 Sh., er allrrebe udirykteligt angivet i et Brev
ef 1345, fee Dipl. N. n 207.

96 Haalon Magnueføn.

mare. Datterfønner, Henrik af St. Clair, Herre til Rofslin i Stot-
land, og Maliſe Sperra, med Fordringer paa Jarledemmet. . Uler-
ander, der egentlig fun var udnærnt til Hirdftjore paa eet Mar, og. hige=
fom paa Prøve, fynes ikke at have beftaaet denne og at være falden i
Kongens Unaade, thi han blev itte betræftet i fin Forlening, og end
mindre ophejede Kongen ham til Farleverdigheden. Af denne Aarſag
var bet vel, at de to nygnærnte Mend, Cønner af hans Moders Halve
fyftee, i 1379 meldte fig til Forleningen og. Jarfetitlen, Kongen: gav
Henrit St. Clair Fortvinet. Formodentlig harde Malife Sperra alle
rede nu givet Prøver paa den Urofighed og Eyenmegtighed, ſom han fiden
lagde for Dagen. Hans fenere Opførfel giver al Grund til at tro,. at
begge disſe Medbejlere allerede nu havde betriget hinanden indbyrdes, ligeſom
be tidligere, Jarler ſtundom havde plejet, og at Kong Haakon eter. fine
Forfedres Exempel flevnede dem over til Morge for i Forening med
Maadet at dømme imellem dem og ende deres Fvift, Men der er intet
udtrykkeligt berettet derom;- alt hvad vi vide med Mished er, åt bande
$Henrit og Malife om Gommeren 1379 med fere:af:fine Porfte Benner
og Frænder fom over til Norge, og at Kongen i Morftrand, hvor
Han fandfynligviis opholdt fig paa Grund af Krigen med Sverige, ude
næbnte Henrit til Jarl og ej alene forenede ham med Orfnøerne, men
overdrøg ham ogſaa Horfvaret af Hjaltland, der fige fiden Kong Svet-
xe8 og Harald Jarls Vider harde været frilt fra hine og lagt umide
delbart under Kronen. Paa hvilten Dag og hvilken Maade han udnævntes
til Jarl, vides itte; vi hane fun hans Vorfitringsbrev, udſtedt den 2den
Muguft til Kongen og ferten verdslige Raadsherrer 1), efter at han alle
rede havde faaet Jarlenavn. Men da en faadan Højtidelighed, fom en
Dpbhøjelfe til Jarleverdigheden, fedvanligviis plejede at fee- paa en af de
førre Højtider, er det fandfynligt, at den denne Gang havde fundet
Sted paa St. Olafs Dag, fire Dage forud. I det vidtløftige Forſik—
vinggbrev, fom endnu haves*), og hvori Henrik udtrykkeligt erklærer,
at Kongen af fin Naade havde ophøjet ham år Jarl over fine Lande
ØOrtngerne, hvorfor han med Kys paa Haand og Mund havde hyldet
Kongen fom fin Lehnsherre og fooret ham Troſtabs-Eed *), vpregnes.

3 Da ingen Geiflige nevnes iblandt dem, fynes det temmelig Hart, at de have
febfaget Rengen vaa Grund af Krigen mod Evsrige, og Iffe formeligt været
fammentaldte til Møde i Anledning af venne Sag.

3) Bifiuok ikfe I Original, men å verifceret Gopi, tagen I 1426. Denne ev
aftrytt faavel I Torfæi Orcades S. 174—177, fom i Dipl. N. II. 459.

5 J Gorbindelfe hermed maa det omtales, at Th. Torvesfen I fin Orcades S.
474 fortæller, at Henrik, Jarl af Et. Clair, allerede 1369 forefod Ortaserne
nåduciario jure” (fom midlertidig Beylyrert) og ved Brev af itte Juni ane

1379. Henrit Et. Clalt bllver Jarl par- Orkus. 97

de enfelte Artikler, til Hvis Overholdelſe Jarlen heitideligt forpligtede
fig, ſaaledes: a) at han frulde inden eller udenfor Ortnø tjene Kongen
med 100 eller flere gode fuldruftede Mend, naarfombelft han ved Bude
frab eller Brev blev behotigt titfagt derom, i tre Maaneder, dog paa
Kongens Kokt, HUis de maatte indfinde fig hos ham og følge ham.
b) $0t8 Mogen fjendrligt angreb Ortnøerne eller Hjaltland, ſtulde
Jarlen forfvare disfe Landſtaber med al den Styrke, han kunde opdrive
itte alene åf Øerne felv, men ogfaa ellers hos fine Frænder og Vjenere
(altfaa fra Skotland); c) derfom Kongen nodfagedeg ril at angribe noget
fremmed Land eller Mige, ſtulde Jarlen være ham bebjelpelig med at fin
Magt. å) Han frulde ikt uden Kongens Samtyite opføre Borge eller
Befefrninget paa Øerne. e) Han frulde forfvare Ortnøerne og alte
deres Åndbyggert, geiftlige og verdslige, rige og fattige, i Nydelſen
af deres Nettigbeder. MN Huan fulde afdrig Hurrfelge, eller pantfette,
efler paa anden Maade 'ufyende fra Kongen eller Miget enten Helt arte
demmet eller dt dertil hørende Der, eller fin nu ervervede Net dertil.
£) Bbis Kongen eller hans Efrerfølgete, enten for at forfvare Øerne
ler af ånden riinelig Aarſag, felv begav fig derhen eller fendte fine
Maadeberret vg Mend derhen, fulde Jarten med hele fin Magt være
dem debielbelig og forione dem med alt Hvad de behøtede til deres
pasferrde Udgiftet. by Han ſkulde hrerten med Udenlandſte efter Inden⸗
landſte beåyhde nogen Feide, hvorded Kongen elker Miget etter Øerne
funde fide hagen Stade. 5) Hvis Jarlen titfojcde nogen Bland paa
Oerne nogkt Merkelig Forurettelfe, fom medforte Doden eller Lemleſtelſe,
ellet Ejendrmsberobelſe, ftulde Han Paa Sagfagetne til Nette for Kon-
gen og Rachet Og fare for Broden efter Landets Love. k) Maar
Kongen indkaldte Hamn til fig til-almindefigt Møde, eller af anden Aars
fag, fridde han Wvægerligt indfinde ſig og tjene Kongen med Mand og
Daad. V-'Den Kred, fom Kongen måatte have fåttet med Uden- eller
Indenlandſke, og den Grid og Leide, han muatte have tilftaaet Mogen,

Boldt hos Kong Haafon om at befræftes I tenne Beflvrelfe, hvilket han ogs
faa I 1370 opnaaere paa viefe Betingelfer. Dette åa vare em Beiltagelfe,
frjent Anlevulngen vertil nn ef fan poaveges. BIR et vet, at Henrik ef blev
Jarl føreno I 1370, eg at ban, em han umidtelbart før 138e Juni 1369
havre foreflaset Øerne, nøvvendigvils maatte have været omtalt I det paa
fit Eted berørte Forlilgedecument af 25ve Mai 1369 mellem Biſfop Villjam
og Haafen Joneſon, og entvidere, om han I 1370 havde opnaaet hiin Vee
"Fraftelfe Å de Breve, fem Kongen uvierdigete I 1875, va han gjerde Mteranz
ver de fe Ard til Veialingerand. Hvis Henrit El, Glair omtales I biint
Deenment af 1369, va er det alene fom en af Binerue, og fet og ret une
der Benavnelfen ,Genry Willlamoſon“. Er foreg. B. 916. Ivir. Dipl. N.
1 404. i
Mundo Hiforte. uden Govebafvriisg. 1. 7

98 - . $aafon Maguusføn.

frulde Jarlen itte bryde, men derimod efter Evne hevde, og anfer Kone
gens Bundsforvandte fom fine egne. m) Han frulde itte uden Kongens
Gamtytte indgan noget Forbund med VBiftopen af Ortnø eller flutte
noget Venſtab med ham, men derimod hjelpe Kongen mod Biftopen,
inbtit denne havde gjort ham fin Net, og hvad der. var hans Elyldige
hed i de Dele, hvorfor Kongen antlagede ham. n) $Hvis Jarlen døve,
ftulde Jarldømmet med alle Øerne falde tilbage til Kongen elier hans
Arvinger, og efterlod Jarlen fig Børn, frulde den af Sønnerne, fom
attraaede Jarldømmet efter ham, anholde om. Kongens eller hans
Efterfolgers Samtykke dertil. 0) Førftfommende Martingmesfe (Alte
November) flulde Jarlen udbetale til Kongen eller” hans Ombudsmand
å Tunsberg 1000 engelfte |faataldte Mobler. p).Jarlens Frænde
Malife Sperra ſtulde aldeles tabe.og frafige fig al den Met, han maatte
tjendes at have til Øerne, faaledeg at Kongen eller. hans Efterfolgere
ingen Ulemper havde at lide af ham eller hans Arvinger, og derfom
Jarlen indgit noget Forliig med fin Feænde Ulerander de fe Urd, ſtulde
han tage den famme Forpligtelfe af ham. Ult dette lovede ej alene Jars
fen ſelb, men ogfaa, i Forening med ham, een for alle og alle for een,
Hans Benner og Frænder, Simon odde ng Billiam Palvell, Riddere,
Malife Sperra,. Billiam Crykton, David Crytton, og fire andre, Svene,
til Kongen, hans føritefødte Søn Kong Olaf, og hans Mend og Raads—
ferrer, Hr. Jon Haithorsſon, Hr. Sigurd Hafthorsføn, Hr. Ugmund
Jinnéføn, Hr. Grit Ketilsſon, Hr. Narve Ingevaldsjøn, Hr. Jon Od»
dersjøn, Hr. Ulf Holmgersføn, Hr. Ulf Jonsføn, Hr. Gynter. af Bede
. Haufen, Hr. Jon Dansføn, Hr. Haafon Eivindsſon, Niddere, famt $Haa-
fon Jonsſon, Ulf Haraldsføn, Gaute Eriksſon, Erlend Philipsſen og Otte
Mømer, Svene. Vil pderligere Gitterhed lovede Jarlen at fraffe befeglet
Forlofte paa alt dette af ti fornemme florfte Herrer, geiſtlige og · berds⸗
lige, hvoriblandt Biſtoperne af Et. Andrews og Glasgow, Will iam Jarl
af Douglas og Georg Jarl af March, m. fl. Og indtil dette Forloftes⸗
brev blev overleveret Kongen og hiin Pengefum beralt, frulde hans Ven»
ner og Frænder, Billiam Dalyell, Malife Sperra, David Crykton og
Simon Noddes Son Alexander blive tiltage å Norge fom Gifler, .og
disſe forede felt, at de itte frulde forlade Kongen eller det Sted i Norge,
han maatte anvife bem til Opholdeſted, førend alt var efterfommet —
ber figtes naturligvis deels til Pengelaanet, deels til Forloftedbrenene. —
Endelig lovede Jarlen itte at befatte fig med de Landſtykker eller Nets
tigheder, fom Kongen eller hans Forfedre færftilt harde forbeholdt fig, og
gav ben bøjtidelige Ertlæring, at hvis nogen af de her opførte Forplige
telfer ej blev eftertommet, frulde hele Forleningen bortfalde.
Man feer heraf for det førfte, at Kongen og Maadet have benyttet

1979. $enrlt-Gt. Gale Jarl raa Dikno. 99

Seiligheden til, fom de vel maatte, at gjøre Baandet mellem Jirldemmet
og Riget faftere, end det forhen havde været, ved alene at tildele Jarlen
Foreningen paa Livstid, og mod Forpligtelfer, hvortil de forrige Jar
fer itte vare bundne. Men hvad der ved førfte Ojekaſt vetter Forune
bring, er at Malife Sperra, der faaledeB gik Glip af Jarldømmet, felv
indtraadte fom Medforlober for et Document, hvori han udtrykteligt fore
pligtedes til at frafige fig al Fordring derpaa, og fiden endog ſtilledes ſom
Bisjel for Opfyldelfen af Betingelfer, der yderligere ſtulde udelukte ham
fra $vad han anfaa for fin Net. Men det er vjenfynligt, at han fun
nødtvungen har gjort bet, og at Jarlen formodentlig endog har brågt ham
med, mere føm en Art af Fange, end efter hans frivillige Onſte, og hu
ladet ham blive tiltuge i Norge føm Gisfel for berved at vide fig faa
meget mere fiftret mod hans Forføg paa at tilvende fig Jarldommet.
Bi ville i det Følgende fee, at han dedrøg fig heri. Giſlerne anviiftes
Dypodafed i Tunsberg, og de maatte give fit færftitte Brev paa ikke
at forlade Byen, førend be ovennævnte Korpligtelfer vare opfyldte, lige⸗
fom man ogfan feer, at de have givet færftilte Breve paa åt vilke pvers
tage tilfammen at betale 480 Mobler af de ovennærnte Fufende?).
Denne Sum, fom Jarlen forpligtede fig-til faa fnart at udbetale, 1000
Mobleg, par heel betydelig.: Den fvarede dengang tilamtrent 330 Pund
Sterling, ler: det, tidobbelte nuomfunder*). Vet var maaftee til Hjelp
ted Udredelfen af disſe Penge — vis det ellerd itte var til andre Øjer
. med, fom Cancelli-Sportler, Gratificationer til Hoffoltene 0. f. v. —
at Jarlen laante af Huaton Jonsſen 200 Nobler, hvoraf han forplige
tede fig at tilbagebetale det halve til foritfommende Pinds, og det øvrige
til næfte Mars Mortensmesfe, begge Dele i Kirferaag, til Haakon felv
eller denne8 Fuldmegtig 3). En merkelig Omftendighed herved er, at
han itte flillede Haafon noget Pant, idetmindfte omtales ingen faavan i
Gjeldsbrevet. Men da Haaton Jonsføn tidligere felv havde været Bes
falingsmand paa Orkno og havde Beſiddelſer det, bliver det heel fande
fynligt, at han og Henrik St. Clair fænge havde ſtaaet å nærmere For-
bindelfe med hinanden, og at denne maaſtee endog nærmeft fryldte Haa»

1) See nedenfor S. 101.

%) Rong Grward ben Idle lod i 4344 udmynte Guld-Robler til en Cours af
6% Ebillinge; famme Slags Møbler ubmyntedeg, ogfaa efter hans Død 1377
under Gftermanden Ridard den Idle. Det. er altſaa dette Slags Nobler,
fom ber menes! 1000 af dem fvarer til 6666% Shillings, hvilke, efter den
fedvantige Inddeling af 20 Eh. I ert Vo. Stetling ungjør 3334 Pv., men
hvis her mens de flette Ghillings af 22% paa Pundet, bliver det fun
296%7 ap

5) Dipl, N. LI. 344. -

i 78

100 Haakon Maguueføn:

fon Jonsføns magtige Beftyttelfe fin Ophujelfe til Jarfeverdigheden,
Hvad der ogfaa beſtyrkes deraf, at han fremdeles, fom vi ville fre, vede
blev at fraa i Forbindelſe med Ham og fane Penge af ham.

Om Henrit af St. Clair vide vi forreften itte frort andet, end
Hvad der allerede i det foregaaende er nævnt, at Han var BDatterføn af
Malife Jarl, og at han beſad faavel Herftadet Roſslin itte langt fra
Edinburgh fom Godjer ved Aberdeen, uvift om ved Urv eller ved fit Gif⸗
termaal med Jøneta, en Datter af Walter Haliburton, Lord Dirleron.. Det
erfareg endvidere, at hans Moder Jfabelle, Malife Jarls Datter, endnu
var i Lite, ja endog overfevede ham, hvilket vifer, at han måa Have været
en ung Mand, da han blev Jarl, at hun havde arvet en Deel af Kata
nes og Godfer faavel å Ortnøerne fom paa Hjaltland, og hun foruden
Henrik ogſaa havde en Søn ved Navn David, hvem Jarlen i 1391
overlod fine Godfer Newburgh og Auchdale ved Aberdeen, imod at Da
vid afitod ham fin tiffommende Led af Godferne paa Øerne*). Uf alt
Dette fynes man at maatte flutte, at.Henrit St. Clair var: en temmelig
bemidlet og i Ctotfand anfeet Adelsmand. Det. er: forhen bevift, at
Wtten St. Clair allerede før fynes at have haft noget Fodfeſte i Orkn⸗
øerne, forfaavidt fom Thomas af St. Ctair i 1364 var Kong Haatons
Gysfelmand paa Øerne, og en Ulerander St. Clair nærnes I Forbin⸗
delſe med ham*). I Aaret 1324 var en Henrit af St. Clair Kong
Mobert Bruces Befalingsmand paa Katanes *): det er Ikke ufandfynligt,
at Dette hat været en Fatfader af Hemrit Jarl, vg at det har været
benne hans Stilling, fom ogſaa bragte ham nærmere i Berørelfe: med
Orknoerne og foranledigede Giftermaalet mellem Sønnen William og
Malife Jarls Patter. WEtten St. Clair (udtalt ,Cinclar”, paa Latin
„de Sancto Claro*), ber nu fit Jarfedømmet paa Øerne og beholdt det,

!

3) At han var gift med Soneta af Dirleton, foavelfom at hang Moder overler
vere ham og havde arvet em Detl af Katanes, medens den Deel, hvortil
Jartenavnet var fnyttet, var folgt af Alerander le Mid til Kong Mebert
Etuart, figes I det fore Vrev af 1443 om Orinsjarlernes Mit (Symbole
ad hist. ant. rer. Norv. p. 24. 25), meb Silføjende af at flere da endun
levende Golf havde feet hende og talt med hente; om hans Broder Daviné
Miftaaelfe of fin tilfemmende Medrenearv paa Derne imod Godferme ved
Aberdeen handle Dipl. N. li. 524, 830.

7) Han nævnes I det-af oG forhen (f. BS. 133) omtalte Brev fra Kong Mor
Bert Bruce til de norſte Svsſelmend vaa Øerne af 1321 men fom hos Euhm
XIV. 176) er urigtigt hetført UIL Nebert Etuatt og 1988. Walter af Halls
Burton, Henrif Jarls Evigerfaver, var em af de fotke Herrer, hols Forlofte
han å Gorfitringsdrevet af 1379 tevete at ffaffe. Gn-anben af dem, Uleranr
der af Halidurton, var manffee hans Eveger.

5) En Jon Ginclar nævnes ogfaa i Borlligabrevet af 1369. -

1380. Genrif Jarle Forallgtelfer. 101

faa længe be flod under Norges Herredømme, var oprindeligt af norde
mannift Hertomft og en af de Etter, der kort efter Englands Erobring
af Mordmannerne i 1066 ogfaa erhvervede Beſiddelſet i Skotland og
derved indlemmedes i dette Riges Ariſtokrati. Fen var allerede forhen
anfeet og, føm bet fader, meget talrig og fit ved Henrits Ophøjelfe til
Jarldømmet forøget Glands.

Stray efter vendte Henrik Jarl tilbage til Gotland, Hvor «ban. alle
rede den 11te September i St. Andrews udftedte et nyt Forfitrings⸗
brev 2), beſeglet ej alene af de ti i forrige Brev : nevnte: Hevn gen .
ogfaa to andre til, fom Forlovere, faa at der nu i alt var fold af viste.
Forfaavidt' var alt godt og vel. Men alligetel var dette Brev ikke paa
fangt nær foldeftgjørende, tpi bet indeholdt itte nogen anden Artikel end
den, at han itte frulde afjende eller pantfette Jarledommet eller nogen
Deel deraf uden Kongens Samtykke: det var altfaa denne hans Forpligs
telfe, fom Forloftet gjaldt, men ingen af de øvrige; dertil udfordredes,
efter de Tiders Forretningsſtiil, at hele hans Forfittringsbrev af 2den
Auguſt eller hver enkelt Artitel deraf ſtulde have været optaget i For-
føftebrevet, og at Dette ifte er fleet, er vanfteligt not at forftan, med
mindre man flulde antage, at Jarlen paa en underfundig Maade føgte
at unddrage fig Dpfyldelfen af fine Forpligteffer — hvad dog heller ikke
fans fenere Herd giver ret Unledning til attro. Kongen anfaa fig imide
lertid, fom venteligt var, brøftholden dermed, ba Brevet endelig var blevet
ham operſendt med en frenft Geiftlig ved Ravn Jobannes, men, fom det
fyne8, ikke førend i det følgende Aar. De tre Gifter, der allerede da
ſtulde have faart fin Frihed, maatte. nu, den Alte Juni 1380, da
Kongen var i Tunsberg, erkjende, at de frembeleg vare forpligtede til at
folde fig frille der i Gtaden, indtil Forpligtefferne tare opfyldte. Men
deduagtet gav Kongen dem Tilladelſe til at vende tilbage til Skotland
imod deres MEredord paa, at de frulde ſtaffe Kongen det attraaede Fors
løfte af de ſtotſte Herrer paa alle Ariiklerne og fende det, tilligemed
de 180 Mobler, føm de ſelb overtog at betale, til Kongen inden næfte
Mortensmesſe, famt at de, hvis dette ikke fete, frulde felv indſtille fig
igjen å. Tunsberg inden denne Dag?). Men der er ille Fegn til, . at
de enten bendte tilbage eller faffede de forlangte Breve. Kong Haakons
Død, der indtraf, før hiin Frit var udloben, gav dem formoventlig An—
ledning elfer Paaftud til at udeblive, vilket vel ogſaa Malife Sperra
under atle Omftændigheder vilde have gjort. Og nu fynes en vild og
urolig Lid at have begyndt paa Oerne. Biftopen, hvilten allerede Jar»

1 Dipl. N. I. 460. Y
9) Dipl. N. M. 465.

102 Haafon Magirusføn.

lens Forfitkringsbrev vifer 08 flaaende paa en meget uvenſtabelig Fod
med Kongen, blev endog drebt i 1382, 1381 eller 1383"), og Malife
Sperra fatte fig ulovligt i Befiddelfe af Ejendomme, der tilhørte Haf-
fyorsfønnerne og deres Børn, ſaaledes vel ogfar Haakon Jonsſon, Jarlens
Ben. Ut imidlertid denne itte havde til Henſigt at foige fit Troſtabs—
føfte til Norges gone og hans Efterfølgere, fres baade deraf, at ban
Be norſte Raadsfothandlinger, og: at han endog fiden
førte dñ Fiſde "mod. fin Frende Malife, der endte med dennes Drab,
fy: ved et. gterfelgende ſtal fortelles. Men med alt dette var han
Bog I "sir ligbeden kun en ſtotſt Magnat, hvis Interesſer fornemmelig
drejede fig om Skotland og dets Anliggender, og fom formödentlig ogſaa
lebede mere i Skotland, end paa Orknø, og fom omgav fig naſten
udelukkende med Stotter, hvis Antal faaledeg blev endnu Hyppigere paa
Øerne énd før og bidrog meget til at fremftynde den Denationaliſerng
af Befolkningen, der allerede var i ſterk Gang.

Ogſaa paa Island ſynes der at have forefaldt mange boldſomme
Stener, thi der tales i Aarbegerne fåa hyppigt om Drab og Henrettel:
fer: Blandt en af dem, der ſaaledes henretteded, var Nikölas VBrodded-
føn, der i 1363, fom ber fortælleg, fom ub med: Beftittelfe til Lag-
mand, men paa Althinget Sommeren efter blev befunden åt være Vand
raademand, hvilket maaftee fral betegne, at han havde fraffet flg em fulft
Beſtikkelſe. Han maatte da forlade Landet og drage til Morge, vor han
havde det Uheld at-blive plyndret af Gottſtalk Skarpenderg paa Baagas
Huus, men uden at han fra Kongens eller Negjeringens Side fynes at
Båve lidt nogen Förfølgelfe. Men'i 1376, eller, efter en anden Berete
ning, ef førend i 1383, blev han henrettet paa Jeland efter Dom. I
4377 blev en Preſt drebt i felve Kirken pan Pelersmesſedag, og figeler
des en Bonde paa Ihingø Fjerdinggrhing i Borgatfjorben, htor Lage
mendene Thorſtein Cyjulfaføn og Sigurd Gudmundsſon felv var tile
ſtede 2). Maaftee var det paa Grund af åfle disfe Uroligheter, at Bi-
fröp Ovdgrir og Andres Hirdftjore i 1379 ſeid reiſte over vil Rorge,
hvorfra Andred ej fom tilbage førend'i 1382; og Oddgeir flet itte, da
fan. øde under Oppholdet å Norge. Ogſaa af Landeplager hjemføgtes

1) get. Annaler 6. 336.

7) Et nyt Grempel paa, hvor for Forvirring der herffer I ve islandſte Annaler,
idetmindfte Utgaven, med Henfyn tlf Fibsangivelfen, ev det; at hlin Vreſts
(Mitolas Petersfons) Drod.omtalet uader. 1375. åg at Menfilfea of den Kirke;
hvort han blev bredt (Holt iAnundfford) ved Bifop Oddgeit, omtales under
4377. (Ung. S. 328). Dette er det vette Uar, hvilket noffom fred af vet Brev,
udſtedt af Biſtop Oddgeir fra Batnsfjord paa Beitlandet ben 13ve Jull 1377,
fom Ginn Jonnføn meddele I fin tel. Kirkehiftorie UG +27.%.

1375—1380.- Begfvenhéder paa Seland. 103

Sandet. I Aarene 4373 til 1376 vare Vintrene faa haarde og lange
varige; at man fnareft kunde fige, at de alle tre bannede en enefte fam»
menbengende Binter. Allerede bet førfte Aar var der næften ingen
Gredtert nordenlands, og Hav-Ifene. faa til heelt ud i Slutningen af
Muguft Maaned. J det andet Aar døde Fattigfolt i hundredeviis, og
Roden var faa for, ifær paa Mordlandet, at Biftop Jon foreftrev og
fit vedtaget baade af Page og Lærde, at man, for at nyde den hellige
Somfru Maria Forbon hos Gud om Frelfe for al den Froft og Snee,
fom nu rugede over det hele Biftopådømme, ſtulde herefter højtidelige
pode hendes Undfangelfesdag, den 8de December, fom en frørre Feftdag,
og at enhver, fom ejede ti Hundreder og berover, feulde give den Fats
tige, der fom til hans Huus i Lobet af de tre Dage, efter-at denne Fore
anftaltning var vedtaget Å Sognet, et fuldt Maaltid, medens de mindre
Bemidlede ſkulde fæfe Mariemesfen fem Gange. Dette Bud udgit Kyn-
delmisfedag 1375. Men Froften og Sneen vedblev, om end maaſtee
itte fuldt faa flrengt fom før; der blev faa fidet Hø indbjerget, at i
den følgende Vinter var Kvæget paa Sordlandet naſten udfultet ved
Faftefavnstider. Da befluttede de fornemſte lærde og læge Mend paa
Nordlandet med Biftop Joné Sumtytte, at man frulde paatalde den
hellige Biſtop Gudmunds Fortøn, og at man flulde give en Alen af
pvert Hundrede (altfaa 1åy eller & Procent af fin Ejendom) for at fraffe
de nødvendige Penge til at fende et Par Mend: til Paven og hos har
udbirfe Gudmunds formelige Canonifation'). Der fom vgfan mange
Penge ind, og man havde virkelig den Veøft, at Bejrliget bedredes, og
at Kyaget itte bortdade å dette Aar. Med den indfamlede Pengefum
affendtes to Prefter Sigurd Loftsføn og Vhorftein Brynjulfsføn, men
der fortelles intet om Udfaldet af deres Meife; der figed tun, at Sigurd
Loftsſon døde det følgende Mar: Muligt, at han og Thorſtein itte ene
gang naaede frem til Gurien, thi det var netop om Hoſten 1376, paa
den Tid, da hine to Prefter maa antaged at være fomne affted, at Pave
Gregorius. den Alte forlod Avignon og begav fig til Mom. Herom
tunde man ej være unberretet i Morden, og det er ſaaledes fet tænteligt,

3 Baabubet.om Hojtideligheden af Ifr. Marlas Undfangelfesbag 8de December
(vet vil fige ſimpelthen Mimaaneberédagen før Bde Gevtember, hendes antagne
Børfelsrag) erfares af det Brev, fom Biffop Jon havde udftedt, og fom er
meddelt hos Binn Jonefon, I. S. 211, 212; Beflutningen, at udvirfe Bifop
Gubmundé Ganonifotion, nævnes I Annalerue, Utg. &. 326, 328., Jmivlere
fv ev der ogfaa, fer Uvished med Henfya fil Marstallene, foaat bet ef fan
anfeeø. aldeles ufgjort, om iffe be teg Uaar var 1372—1375, og at den ſidſt
omtalte Beflutnlng var famtidig med Paabudet om Højtideligholdelfen af
Mariæ Undfangelfesvag. '

104 : Haakon Maguneføy.

at begge Prefter drog afſted, fit i Frankrige høre, at Paven ej læge
ger var å Avignon, og vendte tilbage med uforrettet Gag. Ut Biftop
Gudmund afvrig blev. canoniferet eller af den romerfte Kirke har været.
anertjendt fom en Helgen, er vift nok, "

Fer fom i denne Tid heller ikke mange Stibe til Zeland Det
ublide Bejrligt hindrede dem. Om Gunniveiudens Undergang I 1375
er- der allerede talt, og i det Mar fom der ingen Skibe til Jöland, fordi.
alle de øvrige, der føb ub fra Morge og agtede fig derben, maatte gjøre
Bendereife. I 1376 frulde ni Stibe fra Norge: paa til Jeland, men
fun fer af dem ankom. Det lader ogfaa til, at Megjeringen eller. Kongen
å Norge med altfor ſtor Wngftelighed føgte at holde de. faatuldte Uberet ·
tigede ude fra at fare paa Jsland, og ar derved flere, fom. kunde have
fraffet Øen Tilforſel, hindredes derfra, medens de Berettigede ikke altid
formaaede bet eller fandt det lonnende. Der fortelles fanledeg, at da
Biftop Jon med et Stib, han felv havde ladet gjere og faldet , Marie-
bollen", fom til Norge, formodentlig i 1375, erklærede Kongen — Vet
vil da formodentlig fige vedkommende Febirde i. hans Navn — Skibet
for fin Gjemdom. Grunden dertil angived ikke, men vet maa tel være
den, at han itte har været anfeet berettiget til at lade det byage. eller
at bet maaſtee har været bygget af Tommer, hugget uden Fillodelie. i
Kongens Stove, eller en anden fignende. Marfag. Ver tales intet om,
at Biftopen fit det igjen; Ver berette kun, at han Aaret efter fom til-
bage til Island og landede paa Beitmannøerne ').

Fil Uaaret og Manglen paa Livets Medvendigheder fom ogfan
Emittſott, der fandfynligviis fandt defto ſtorre Mæring i Folkets ufle
Filtand. I Norge git paa denne Vid Kopperne frertt, uden at der fore
veften talet om, at de medførte nogen betydelig Dødelighed. Men i
1380 fom ber fer Skibe fra Norge til Jsland, der alle havde Kopper

1) dinn Jonsføn mener (I. S. 205), at Bifey Jon ved Filbagefomfen med»
Bragte et Barmararbrev frå Kong aafonj velte grunder har:vaa el Bidnede
byresbrev berom, fom han egſaa pepdpter: (G. 2139 prÅspt, fom. det angi
ve6, ben Ifte Juli I Keng Magnué'6 56de Nar. Men vette vilde blive
1375, og ved ben Tid var det utænleligt, at iffe engang Lagmend raa J6s
lan», fom Thordein Gvjnliafen, der er en af Urflederne, frulve vere vitende
om Maynue'6 Død. Men va man feer, at Fhorfteln CGvjulfeføn' og Orm
ESnorresſon omtales fom Lagmend, og Olaf Betersfen fom Hirdnjote, er det
temmellg fart, at Brevet maa være fra 1965, da netor Fherfein daade var
Lagmand fammen med Orm sg Hlivhjore ammen med Olaf (fer f.B. S.
942—926) Ligeledes omtales Biter Ihorarin, fem om Han enten enn
levede. eller I alle dald for kert Lid Aven havte været I Rive. * Der aar
faatéves I Dateringen ved BÅL pfjortugu ok sertanda” Meberfer pfjor-
fugta ok seltå.

1375—1380. Vegloenheder paa Jolaud. 198

fygdom ombord, pg fra dem udbredte Smitten fig over hele Øen, antar
gende en meget ondartet Ghuratterr, ſaa at ben blev til ,en for Mande»
død”, ”fom det føder. Sotten vedvarede ogſaa det følgende Map, medeng
Bejrliget. vedblev at være Haardt og ugunitigt for Gresberten og Høs
bjergningen 2). Dette var ganfte vift et af de førgeligfte idørum, fom
Ørn havde gjennemgaaet, og negted fan det vel itte, at den Afbangig⸗
ped af Morge, hvori Landet havde. frillet fig endog med Henfyn til-Hans
delsdriften og. Grjladfen, ſaaledes at dets Forfyning med Nødrendighedö»
attitler. fornemmelig ftulde bære ben norſte Negjeringé Gag, og ikfe
fanger Gjenftand for privat Foretagelfegaand og Kappelyſt, ogfan før er
for Perl maa have bidraget til at foette al faadan Foretagelfedaand og
Kappelyft hos Foltet felv, faa at det i flige ulvttelige Lider, fom de
fer ſtildrede, følte fig hielpeloſt og raadloft, Men det ukloge Forbud
mod, at fremmede Kjobmend befejlede Skatlandene, gjorde Ondet værre.

$vad- der ber ev fagt om Jöland, gjelder end mere om ben fjerne
Goloni Grønland; der nu formodentlig flet ikke fan andre Stibe, end
den norfte Grønfandåtnare, der hopedſageligt fynes at have været ude
tuftet. for fongelig Megning, og Ve enkelte Jslandsfarere, fom af Stors
men fordreves. faa fangt imod Beften. Der tales et Par Gange om, af
Gronlandsknarren forliifte ved Norges Kyft, 1367 og 1369, maafter ev
det en og famme Begivenhed, hvortil der hør figtes, men henført til et
forſtjelligt Mar i de forftjellige AUnnalhaandftrifter?). J Uaret 1378
døde Biftop Alf paa Grenland, men faa ringe var Forbindeljen med
Norge, at man ikke erfarede dette Dodsfald førend paa fjette Aar ders
efter, i 1383, ba et Stib anfom, fom i to ar havde ligget over i en
grønlandfr Havn 3). - I bet folgende Mar, 1379, rammedes Colonien af
et badedt Stod, idet nemlig Strælingerne eller de indfødte Eſtimoer
berjede «paa Gofonifterne, drebte 18 af dem og førte to Drenge bort
med fig å Srældom 4). Vet ev i det Foregaaende 5) nævnt, at det fore
modentfig var et Lignende Unfald af Strælingerne, der.bevirkede, at Veſt⸗
bygden blev forfadt i 4342; men beite Ungreb i 1979 ev det førfte, der
udtrytfeligt omtales, og bet maa hare gjeldet Hovedcolonien eller Oſter⸗
bygden. Dette er faafrdeg et Tegn paa, at Eftimoerne, eller Stam⸗
fedrene. til Gronlande nuvarende Befolkaing. ved den Tid man være

1) Zel. Uynaler, Ubg. . 330
9.301. Wnnater, Utg. 6. 318, 320.

” Samnireds, 380, 334; Jevnſor Groalande hif. Nindesmerler· JM. 6.
32:34.

9) 36L Munaler, Utg, 6. 330. rørt, hif. M. IL, S. 82.
%) See foreg. vd. &. 314. ,

108 Gaafon Maguuefon:” ”

ryttede hærmere md den chriſtne Colonies Enemerker, end hidtil. For—
mobentfig vår det her omtalte Angreb heller itte det enefte; men kun det
meeft ødeleggende og ſaaledes merkeligfte af dem, der ted denne Vid fandt
Sted. Der foreviiftes endhu henimod NMeformationstiden to grønlandfte
Kajaker, opbwngte over den veſtte Indgangsportal til St. Halvards.
Kirten i Oslo, og det heed Va, at de ſtulde være tagne fra „gronlandſte
Gørøtere" paa et Søtog, fom Kong Haafon foretog imød dem). Nu
var viſtnok itte Kong Haakon nogenfindei Grønland, ligefaalidet form man
fan antage, at noget faadant Vog, fom bet her omtalte, nogenfinde har
fundet' Sted; men fiden Baadenes Cryvertelfe tilftrives Haakon, er det
Mart, at de maa være bragte til Morge I hans Vid, vg paa hans Be-
faling opbengte over Kirke-Indgangen; de vidne altfaa dog om Gam-
menftød, fom å hans Vid have fundet Sted mellem Gofonifterne og Efti-
mverne, og dette kunde maaftee have været i-1372 eller 1873, da hans
$Hirdmand Ciquid Kolbeinsføn å hand Ombud havde været i Gronland,
fyl var bet ſteet i 1379, da vilde itte Kong Haakon künne figes at pave
evhtervet Baadene, ſaaſom der efter 1378 eller vel endog ſiden 1373 in-
tet Stib fom fra Grønland til Norge førend i 1383. Angredet' af
Skrelingerne i 1379 fynes itte at have haft videre Felger, men ſiden
Blev Angrebene Byppigere, og: vi ville i det Følgende fee, hvorledes de
omſider forte til Eoloniens Undergang.

nå

40, Andie Didrogelſer under. Kong: Haakon⸗ Gnpregiwent.

gorevbrigt er der ingen Begivenheder af. færbdeleg, Bigtighed omtalte
fra Kong, Haakons ſidſte Megjeringsaar. Ingen frørre- almindelig Ulytte,
fom Misvert, Sygdom eller anden Plage fynes at have. rammet Landet,

1 Det er den Beffendte foenfte Gefeblfop Olans Moqnis, ber'bereiter herom I
no ft Berk de gentihus Septemtrionis*, lib. 11. cap. 9, vg han fler, at han
fely faa begge Efinbbaabene henge over Er. Hallvards Kirkebør | Maret 1505;
og naturligvis har man ba underrettet ham om ten foregivne Mnlevning til
deres Grhvavelfe. Han figer, at visfe Baade havde tilhørt et Elagd So—

. tibtte, ber faudtes å Granland, og fom plojede * at efterfirabe' Rjøbmentened
tide vev at gjennembore Etraget uedert ved Kjølen. Canvfynligvils har
bette fun været de forevifende Nordmenvø Gjetning, hentet fra Vaavenes lange
og foidfe Form. Thl at Gffimoerne paa ben Maave ſtalde angribe Kjøbmene
benes Skibe, ev lidet rimeligt. Derimod ev det Heel fandiynligt, at-Baadene
Save tilbørt. Ggimoer, der ellers fom for at rave og, plyndre i Land, og paa
en Bild funne de faaledes not faldes ,Euraverbaare”. . Jvir. Grønloade hiſt.
SMindeømerfer 1. S. 464, 465. At det foreprigt ev Haafon WMagnuefen Den
wngre, fom her meneg, er Mart, ba ber I Goafon ben etoréø Tid ej ai
om Gfrælinge-Mngreb. EE

1375—1380. $r. Hallvard evas Drab. 207

naar undfiges hiin Koppefogdom i 1378 eller 1379, vg fom deg di
fan have været faa dedelig, fom den var paa Island, da der ikke -findes
et eneſte Beftament fra ben Tid '). Landet nød i det Hele tager Fred
da Mo, baade udvortes og indvortes, og det var nu vift en temmetig
eneftaaende Vildragelfe, at en faa fornem og anfeet Mand, fom Ridderen
og Fehirden i Oslo Hr. Hallvard Jonsfen Næpa, i Aaret 1375 ble
drebt med to af fine Svene af en vid Thorbjorn Koll. Uagtet Drabet,
fom bet heed, var „uoverlagt“ Cåfyrirsynju), maatte dog not, fom rimer
figt var, Zhorbjørn udrede betydelige Bøder, og emdnu i 1381 vare
disſe ifte betalte. For Hr. Halvards GSjæl frjentede hans Enke, Fru
Cecilie Haatonsvatter (Bolt) fiten i 1382 Gaarden Utheim i Aas Sogn
paa Follo til Mariefirten å Oslo, dog ſaaledes 'at den førft ſtulde tile
fafde ben Afdedes Son, Halvard Hallvardsſen, og tun for det Vilfel
de, at denne døde barnløs, falde'tilbage til hende felv, Hvis hun da endnu
levede, eller til Mariekirfen, hvis hun da var bad. Ligeleded ſtulde
denne Gare ogſaa være for hended forrige Mands, Ion Uefursføns,
Sjal. * Om Hallvard Hallvardåføn har været hendeg tjedelige Søn
eller Ctifføn, tan ilte ſees; det fidfte fyned bog næften at maatte antar
ge. Foruden Sønnen Hallvard havde Hr. Hallvard ogfaa en. anden
Arving, ved Navn Ragnvild, hvis Slegtſtabsforbold med han ej betege
ne8, men fom for hans Ejæl frjenkede til Marietirken den rige Gave:af
6 Mir: Boot i Gaarden Rovhool i Holte Sogn å Rordlæm paa Rauma»
vite, bvilten Gare Kong Haakon fiden bekræftede ved fit. Brev fra
Hof paa Vyoten den 4de Marts 1377. Hun var gift med en Ugmund
Aſlaksſen, om hvem forreften intet vides?).

Af de Mend, ber kunde rofe fig af Kong Haakons Yndeft, ſynes
faa at have flaaet højere, énd Biftop Jakob i Bergen, hvad nu Uave
fagen dertil tan have varet. Mfandfynligt er det ikke, at han tan have
ydet Kongen god Tjeneſte ved Underhandlingerne med Hanfeftæberne.og
de tydſte Kjøbmend. I et fenere Brev af "Dronning Margrete heder

1) Der kunde dog maaffre være Sporsmaal, om det ef var i denne Sygdom, at
Hufteue Glin Viljamsdatter vaa' Biunin og fandfynligvils "hendes og hendes
> Mand Botuli Gindrivesfons to Sanner døre, f. foreg. Bd. 6. 973;- Dipl. N.
I. 462, Hfaofald er Brevet derom ubitedt omtrent famtiv!
4) De her anferte Data, vedfommende Hr. Halvard Næva; hans bufiru: Geettia
Haakonsdatte r og hans Con Hallvard Hallvørrefan, findes i Dipl N. II 439,
447, 469; IV. 611, 771, 772. Dpfoa em vis Gunnar Emidaføn Caltfarl maa
have været beflegtet med Hr. Hallvard, thi ban ejede en Deel af Gaarden
Møvhool (Dipl. N. 1V.470, V.286), og Ragnhild, Hr. Hallvards Urving, gjorde
ogfaa til Betingelfe for biin Gave af 6 Martebool I denne Gaatd, at Guns
. narø Martib verfor Fulde holdes. Em Bru Cecilia Haakenodatter, fre forreſlen
ovenfor foreg. Bo. S. 399. Hr. Hallvard, Napa [elv var indaſtee Son af er
* År. Jon Galttarl, fom levede endnur't 1345. Dipl: N: I. 292. r

108 ' * — Goalou: Magnusføn.

det udtrylleliat, at han havde ydet Kong Magnus; Kong Haakon og
bendes Søn Kong Olaf tro og huld Ljenefte, og derfor havde han alle⸗
vede. af: dem faaet „Naader og VPrivilegier”, fom hun fiden bekreftede og
ubvidede. Det -fynes, fom om em af disfe „Naader“ var Forleningen
med Lindaas og Herdle Stibreder?). Rong Haaton medderlte. ogſaa
Frihedåbreve, der næften allerede kunde kaldes Aveldpatenter. Saaledes
gav ban ved Brev af 28de Mai 1380 fin ,elftelige Tjener”, Lykke Pe⸗
tersføn, for den hulde Yjenefte, han havde pdet og fremdeles frukde pde
ham, fri for alle Gtatter, Volde og Panlegg, og. ligeſaa hans Huftru
Yafa Grimsdatter. Ligeledes hates der. en af hans Eftermand udftedt
Bekraftelſe paa ikke mindre end to Breve, hvorved han tog fin Tjeneſte⸗
mand Jon Basfat med Huitru, Børn, Stene og Undergivne i færdefes
SBeprytfelfe og frjentede vem ,Privilegier og Frelſe“ *). Hvori disfe
APrivilegier og Frelſe“ beftod, figes itte, men Udtryttene felv give An»
fedning til at tro, at de ſtillede Indehareren i en Stilling, der nærmede
fig ben, fom Grelfemendene i Sverige indtog. Og visfe Breve vare
vift itte de eneſte af dette Slags, fom üdſtedtes af Kong Haakon. De
flefte Stormend, i en højere og mere anſeet Stilling end Jon Basfat,
maa: have faaet lignende, ber fun tilfeldigvis itte ere opdevarede, Vi
erfare ogſaa, at Kong Haakon forevrigt ved Gaver og mindre Forlenine
ger befønnede fine Mend før deres tro Fjenefter. Saaledes forlenede
fan en vid. Andres Guldklepp paa en vis Tid med fine Befivdelfér å
Cjuvetiil i Lytte Sogn, Elvefyefel, em Forlening, fom fiden fornyedes
af Dronningen; og for en anden af ſine Mends, en Hallſtein Baardoſons,
. tro Fjeneftes Skyld, gav han hans Datter Thurids Børn Halvdelen af
Gaarden Gyltan i Bergen, bvilten Hallſtein vel havde ejet, men fom,
uviſt hvorledes, fres at være fommen under Kronen. Thurid og hendes
* Mand Jon Eriksſon folgte den fiden (1383) til den rige Botulf Gin-
dridesſon paa Finnen *).

J de fidfte Mar of Kong Haakons Regjeringstid holdt Ertebiftop
Thrond ikte mindre end to Provincialeoncilier, et å Bergen, formodente
Tig om Hoſten 1376, og et andet paa Hamar, ved Midten af Auguſt
4380:%). Men man ped intet om, hvad der her forhandledes: Paa

3) Dipl. XN. U. 514. Der faar her, ot Biffop Jafob ſik ,beholde" Lindaas og
Oeidle Etlbrene; hvillet fymes at antyde, at han havde den før og ifte fik
dem ved. denne Gejligbed (1389) af Dronning Margrete.

9) Dipl. N. 11. 403, 504, jfr. f. B. €. 348.

5) Dipl. N. I. 436. 481.

9) Mt ber I 1376 holdtes et Provtnsiafeenellinm I Bergen, ulfer Dipl,N. I. 419,
fom ev et her ben 4de Degember 1376 uditedt Brev af Abbed Erlend og to
andre Mend fil Vidnesbyrd om, at Konrad Gygerteføn folgte Erlebiſtep

4978. Urbanus b. Gte Pave. Echlema. 409

denne Tid var det forargelige ſaakaldte Schisma indkraadt Å Kirken
og 946 Pavemagten fit verfte Knat. Det er forhen omtalt, at Pave
Gregorius den Alte om Høften 1376 harde forfadt Avignon for at bes
give fig til Mom og var antommen bid i Januar 1377. Misnojet
over, at Paberne oppoldt fig fan fangt fra Vere rette Sade, var blevet
faa afminbeligt og ålvorligt, at allerede Gregorius's Forgænger Urbanus
den Ste i 1347 itfe [ænger troede at funne trodfe det, men begav fig
til Mom, Hvor ban dog ikke holdt længer ub end til 1370 og vendte
tilbage til Avignon fort før fin Ped famme Uar. Gregorius tænkte
ogſaa paa at flytte til Avignon igjen, da Vevden overraftede ham Ven
27de Marté 1378. De tilftedeværende Cardinaler valgte nu Erkebiſtop
Barthotomæns af Bari til hans Efterfolger, og denne troneded den 185e
April næftefter under Savnet Urbanus den Gte. Men hans Strenge
fed, og maaftee endnu mere hans italienfte Hertomft vakte fnart Miss
nøje hos et fort Parti blandt Cardinalerne, -hvoraf faa mange nu vare
franfte; under Puaftud af, at Romerne ved Vrufler- harde fremmunget
Balget, ertlærede de det for ugpivigt, begav fig til Fondi i det Meapelis
tanfte og valgte der den 21de September 1378 Franſtmanden Tardinal
Modert af Genf, under Navn af Clemens den 7de, tit Pave. Penne
fiyttede Maret efter med fine Vilhængere blandt Gardinalerne til det for disfe
faa fjære Avignon og blev anerkjendt å Krantrige, Spanien, Skotland;
Sicilien, og Cypern og Rhodos, medens den overvejende Deel af den
romerfe-fatholfte Chriſtenhed ertlærede fig for Urbanus, og deriblandt De
nordifte Niger. Det navnes udtryfktigt, at Kong Haakon fetidte hamn
em Syfonfrnings-Strivelfe. Vette ſtete fandfynligviis vel endnu, forend
Cplirtelien var feet og Movdpaven' valgt, mer orden vedblet dog at
holde faft ved Urdun. Imidlertid Hev der bag ganfte vift raadfladet blandt
dens Geiſtlighed om, hvad Parti min ſtulde tage, og det et itte uforide
fynligt, at en faadan Raadſlagning ber holdt paa hiint Gencifium pod
Hamar 1380. Men ven egentlige Anledning dertil var dog vel en
Bulle, fom. Pave Urban den 15de October havde ladet afgaa til Mors
dens Grtebiftoper, hvori han indftærpede Afboldelſen af National-Con⸗
tilier for at overfegge om Kirkens Anliggender og fiden at indfende til
Gurien en udførlig Beretning om de tagne Beflurninger. Denne Bulle
fremtafdte å Sverige et Contilium i September 1380, og derfor maa

Thrond en Gaard paa Thoten. Her ſiges der, at Konrad allerede paa det nu
flo offolbfe Gonellinm havde lovet Grfbiforen at overlade ham Penne
Gaard. Conciliet tan ikke have været afholdt faa fænge forud, da Brevet
vifer, at Grfebiffoven endnn ved dets Udfledelſe var I Vergen. Om Goneiltet
aa Hamar og Grfebifobens Marværelfe der uævnes fun Hos Extå, XIV.
S. 92, men han anfører lfe fin Hjemmel,

410 ä bealon Magnusføn.

vel det norſte Concilium være fremkaldt af. ſamme Aarſag '). Maaſtee
har der ogſaa været fattet Beſlutning om at lade opleſe den Bannbulle,
fom Urbanus hade udftedt mod fin Medbejler — thi begge Paper for-
fulgte hinanden naturligvis med Bannbuller — ved alle Kirker i Morgei
thi det berettes udtrotteligt, at denne Oplæsning fandt Gted ved enhver
Kirke i Morge og formodentlig ogſaa paa Island, i 1380, 1381 eller
1382*). Men denne Vilflutning til Urbanus den Gte maa have gjort
fuldtommen Ende paa det aflerede faa frage Baand mellem Cyderørrned
Biftopaftol og Metropolitanfædet i Nidaroos, tpi Syderøerne fulgte her
det øvrige Skotlands Grempel og holdt fig til Clemens, og da Side
met; fangt: om længe vat over, var vel og biin eldre Forbindelje gaaet i
Øfemmebogen. - Pave Urbanus fendte ellers ogfag ſtrax efter Clemens's
Balg en Cardinal, Pileus af. Ravenna, til Tydſtland og Norden, men
han fom itte fænger end til Tydſtland, hvor han: endnu faa i. 1380, og
vided itte at hate fat fig anderledes i Forbindelſe med Nordens Geiftligs
fed, end.ned en bøjft ublu og urimelig Bordring. paa Koflpruge af den
fyenfte Geiſtlighed %).

Dry ftadelige Proviſionsveſen, der ikke mindre end felte e diome
bidrog til at undergrave Pabeſtolens Anſeelſe, vedelev vel endnu og gjorde
fig mere end, eengang pjelgende å Morge. , Men i :to Pronifionsbulker
over norſte Beneficier fra Pave Geegors fenere Uar finde vi-den merker
lige Betingelje, der ej er indtagen å nogen af de tidligere, og heller ikke
findes i nogen af De famrjdige og efterfalgende for andre Lande end Morge,
nemlig at din udnævnte Candidat ſtal Funnetale Landeté Sprog:
Den ene, af. disfe Proviſionsbuller gjelder et Ganonicat med Præbende
ped. Grifrtieten i Nidaros, fom en Halldor Ormsfen -havde beſiddet.
Denne Halldor var død under et Ophold ved Gurien, formodentlig å
4874 — bet figes ifte i hvad Grende —, og hans Beneficier vare faar
ledes ,fedige ved Gurien" og ifølge be pavelige Meferpationer forbe⸗

1) Gagerbrings Sv. Hiftorie ML. 615. Bullen, fom her omtalek, erivel fun ilet
HiL Erkebiſtop Byrge i Uppfola, men man fan vare vis vag, at kigelyvende
Buller have været udftedte til Nordens tvende andre Grfebiftover, og at de

"fun I Tldernes Lob ere tabte. I Pave Urbans Megefter findes venne Bulle
iffe, men dioſe Megeter ere yverit flet førte og mangelagfige, medens Clemens

: ben, 7peøare Å bepfte Stand. Det er tydeligt nok av fer, at bet varede em
gov Sid, førend man efter Blytningen fra Avignon til Rom fit Gancelllet og
Gontorvæfenet bragt | Orden.

3 961. Annaler, Udg. S. 334... Da Bullen ev dat. 30te Novrmber 1378, (Ray-
naldi 'ann. 1378, 105—115), er vel 1380 bet vette Mar, Iretminvfe for Ope
Tedningen I Norge.

4) Suhm XIV. 6. 61, 101. Garbinaf Pileus var paa Chriſtl Legemsdag, 24de

Wal, med den romerſte Konge Mengeflav I Macjen, Detmar, S. 314,

1375—1380.- Provifloner. 11

holdte Pavens egen VBefettelfe. Panen bortgav dem derfor ved Provis
fionsbulle af 18be Januar til Peter Strué, en pomerft Klert, alene
under ben Beringelfe, ,at han fan tale de Egnes Eprog, hvoraf Nidar⸗
0088 Kirfeprovins beftaar”, og befalede i faa ald Biftoperne i Ber
gen og Gtavanger, faavelfom Decanen ved St. Agricoli Kirke i Avig-
non at indfette ham i Beneficierne '). J det følgende Uar overdrøg Paven
ved Bulle af 28de Auguſt den hamarfte Klert Jon Alfsſon det Canoni—
tat med tilhørende Præbende, fom Biſtop Jon i Oslo havde haft, da han
ophejedes paa Biftopsftolen, og fom ligeledes vare blevne ledige ved
Gurien, fordi han der havde modtager fin Judvielje. Biſtopen af Sta-
vanger faavelfom Provſten ved Marietitken i Oslo Biftop Jons Official
fit den fedvanlige Befaling om at indferte ham i Benrficterne, dog atter
under den Betingelje, pat hun er fød i Nidaroos's Kirfeprovins eller
en bettil grændjende, famt fan tale og forftan det Eprog, fom Ctaden
Oslo's Jndbyggere an tale». I det ſidſte Tilfelde var Betingeljen
viſtnot overfivdig, å det førte derimod meget nyttig. Men netop den
Omftændigped, at den ogfag findes indført, hvor den er overfledig, vifer,
at der ved Curien maa have været vedtaget em Veftemmelfe om, at den
ſtulde indflyde i alle Provifionsbreve vedtommende Norge, og da en (aa
dan Beftemmelfe ej tan være bleven vedtagen uden efter inbtrængende
Foreftilinger fra Landet felv, det være fig nu Geiftligpeden, eller fra
Kongen, eller fra en Deel af Landets mange Indbyggere — vøder vette
en Ombu for Nationaliteten .og Foltefproget, og en Ertjendelſe af den
Geiſtliges Kald fom Foltelærer, Der gjør bande Nationen felv og dens
Geiitlighed Wre. Det vilde være af ſtor Interesſe gt vide, hva
det var, fom fil denne Beſtemmelſe fat igjegnem ved Paveftolen. Det

7) Reg. Gregor. XI. cod. chart T. 26. ann. 5 fol. 198. Snbtagterne af Gar
monicatet og Bræbenven anflaaes her til Iffe over 40 Gulegylen aarligt.
2) Sammeſteds, T. 73, ann. 5. fol. 38. Den Præbende, fom denne Jon Alfår
føn fif titligemed Ganonteatet I Dølo, fres af Dipl. N. It. 442 at have
været Gjerpen Brifegjeld, og faaledes betræftes herved fulvfændigt ven ovenr
for (S. 10, Mote 4) fremfatte Bormovning, at Bigop Jon før fn Ovbøjelfe
van Biffopsiolen var Preit tif Gjerven. De famlede Juttægter af Ganont-
catet og Prabenden (vet vil da vel egentlig flge af Preftekoldet alene) angl⸗
ves tli ille at overitige 30 Guldghlden aarligt. En Gulvgylden regnedes å
de Tider omtrent lige med 1 Mart Venninger. eller 3 SG. .Cterling; og hive
30 Gulbgylden vilde ſaaledes foare til 44 Pd. Eterling, Hvilket, om man
endog tegner bet for at repræfentere det, Sivobbelte I vore huværende Venge,
202% Epblr., dog, er meget livet for et Bredefald of Gjerpens Etørrelfe.
Maar Jon Alfeſen figes at være Klert under Hamars Discefe, felyer te
beraf, at han hørte hjemme paa Hamar. Gandfynligviis var han Pref ete

* fledø å den hamarffe Deel af Tjelemarfen,

412 $Haafon Magnusſon.

er ifte imindſte Maade ufandfyiiligt, at Kong Haakon ſelb kan * Gåte
indgivet en Foreſtilling deromz; ellers maatte man narmeſt gjefte Paa
Erkebiſtop Thrond. Fog blev det, fom man feer, erklaret tilftrættetigt,

Aadt Candidaten var fra Sverige eller Danmark, og under Ve daværende *

politifte Forhold, faatelfom de Forandringer, Sproget hade unvdergaaet,
var bette ogfaa ganfte timeligt. Der fete i famme War, 1376, ogſaa
en tredie Ptoviſion inden Nidaroos Kirteprorins, men Hvor ingen ſaa—
dan Betingelfe faſtſattes, da ven vedfom Orknoerne, hvor allerede det
ſtoiſt⸗engelſte Sprog herftede ligeſaameget, idetmindſte blandt Geifttigbeden,
förr vet Notſte: den Kde Marts gav nemlig Pabe Gregor en William
Epynie, Doctor å Decreterne, det Canonicat med tilbotende Prabende
ved Domtitken i Orkno, fom den af Urkanus den Ste tott for band
Did tiBiltop i Katanes udnevute Maltolim havde deſiddet. Det hadde,
ſiger Paben her, været nogen Svikt vin, hvorvidt han uden Videre kunde
bottgivk ſaadanne ſiden Hörmandens Tid ved Cutlen ledigſtaaende Bene⸗
ficier, hris Beſettelſe denne Håvde reſerveret fig demme Tolvl Hævede
Hah nu ved en beſtenit Erklerlng om; åt en ſaadan Bortgirelſe kulnde
ſtee, vg vrerdrog ſaaledes bite Beneficier fit Wittiam, uanfeet* at allé
rede eh ortneiſt Mert, Gilbert Erlendsſon, vår bommen i Beſiddelſe
deraf; formbdentlig ved Capitlets Valg. Hetté er faaledes anet Grene
M Han de Utemper, fom Yrövifiohdvæfenet Medforter)y.

Den Mislighed for Norge, fom obſtod deraf, at Lcnrelunde hørte
imder Uppſatas Biſtvpsdemme, met for til bn ME Gtad bat brhert,
elfer bbetiiihdfte mindre fotelig, faa firnge Rorge og Sverike vate Fot
nede; Måattk naturligriis atter gjøre ſig gjelderde, da Foreningen 'dp-
horte, dg dette Å kvngt højere Grad, haar bedge Niger nd t Krig med
hinanden. Det er endog vanfteligt at begtibe, hvorledes Landſtabet i
hele denne Vid kunde bevares for Morge, thi Geiftligheden, afbængig af
Ertebiftopen, og vel endog for en for Peel fvenft af Kovfel, tan neppe
have undladt at paabirke Snbbyggerne til Fordel fot Sverige. Men
Albrecht var, fom vi have feet, itte populær blandt Benverne, hvis
Gympathier var for Magnus og Haafon, og Jemteland talte viſtnok
faa Mend udenfor Bondeftanden blandt fine Indbyggere. Disſe behø-
vede itte dt gaa lengere end til Nabobygden Helfingeland for at fee,
Hvor haardt de fvenfte Bønder nu betvugedes, faa, at Helfingelenderne
endog i en færftilt Etrivelfe til Hertug Albrecht klagede over den Mide
handling, de maatte fide, bade om Friragelfe for Martegjeld, Hefteudred-

%) Reg. Gregor. XI. Bull. divers. ann. 6, T. 3 Pol. 461. Vifop Miltolm var
Katanes havde neppe negenſinde været reſiderende Ghordbroder vad Orknø,
men formodentlig alene nyvt vette Beneficiam med fete andre, hver at være
forpligtet til at holde nogen Reſidens.

1375—1380. Semteland. — SMebrand I Oelo. 113

fel og andre flige Paaleg, og om felv at maatte velge fine Lagmend,
m.m"). Saadant kunde vel afſtrekke Jemtefendingerne fra idetmindfte
mu at gide fig under Sverige. Desuden flod be neppe engang paa en god
Fod med den foenfte Provft og andre af de foenfte Geiftlige, der fynes at
babe fordret førre Ufgifter, end de vare berettigede ti. VHi å det førs
omtalte Brev, hvorved Kong Haakon betræftede Regulativet af 1303,
forbød Kongen udtrytfefigt Provften og andre lærde Mend at betynge
Bønderne prerligere, end Megulativet tillod, og bød disfe ligefrem itte
at underfafte fig nogen Xyngfef for Kirkens Vedkommende udover hvad
der hidtil havde været gjeldende Met. Han ertlærede ogfaa, at denne
Betræftelfe fel fun var midlertidig, indtil han med fit Raad fit givet
en anden Anordaing derom, fom funde være bem og Landet nyttig.
Endelig førgede viſtnok Kengen ogfaa for at have paalidelige Befalingsmend
igandftabet, faadanne fom Hr. Narve Ingevakdsføn, hvilten, efter hvad
vi have feet, formodentlig: var ben, der tog fig af Bøndernes Sag mov
Geiſtlighe den og fif Kongen til at udftede hünt Betræftelfesbrev *). Paa
denne Maade forklares det vel bedft, at Vemtelendingerne ej faldt fra.

I Aaret 1870 rammedes Staden Oslo af en Ildebrand. Denne
maa have været flor, fiden Provſten Hr. Henrit Henviksføn i et Brev
af 2ode September 1383 yttrede berom „at Byen nu for fire Aar fiden
afbreudte. Blandt de Gaarde, fom førtæreded, var de tydſte Skoma⸗
arret Gaard, ligeſaa den fantaldte ,HjalpareGaard", paa begge Sider
of Elven, hvoraf idetmindfie en Deel endnu i 1381 fun omtales fom en
„Tomt“. Det maa faaledeg i alle Fald være den fydligfte Deel af
Byen, nærmeft Given, fom blev lagt i UM).

11. Song Haakons Død og Eſtermale.

Kong Haakon tibragte den fængfte Vid efter fin Vilbagefomft fra
den foenfte Grændfe paa Tunsbergshuus, hvor vi forefinde ham alle-
tide ved Paaſtetider. Haa anden Paaſtedag udſtedte han nemlig Brevet
til Gogningerne om, at de Tydſte i Sverige havde opſagt Stilftanden.
Bi finde ham der ligeledes I Mai og Juni. Formodentlig havde han

1) Gtyffe, Bittag, Ra. 47, &.. 141.

5 med Giben af om uævnes Olaf Galvesjøn fom ve 1 Semteland fra
1374 til 1391. $am ubførte, fom man frer, Gysfelmands-Forretningerue I
Or. Rarves Fraværetfe og formodentlig ogfaa for en ſtor Deel, naar han var
tilſtede.

5) Provſt Henrils Brev, der findes I Mofods mrdiv, er aftryft hos Guhm,
XIV. 6. 532, fvf. Dipl. N. V. 324.

Munda biferis. Moden Gevedafbeling. 17. 8

114 ” Gaafon Megunsføn.

ogfaa tilbragt Julen der, og det er endog heel fandfynligt at han. efter
Faderens Død, da Tunsberg, Skiensſpsſel m. m. faldt tilbage til Ham,
gjorde Tunsberg til fin Hovedrefivens og fit egentlige Hjem, hvor han
helit opholdt fig, naar han itte var paa Reifer, fom: paa Oplandene, i
Trondhjem, Bergen, i Danmark; eller i Krigdanliggender ved den ſpenſte
Grandfe. Der give nemlig flere Brebe, udſtedte af: ham i denne Tid
fra Tunsberg, end fra noget andet Sted '). - Søm et Slags Tegn paa,
at Zunsberg nu blev Hovedrefidens, fan det tel ogſaa anfers, at Biftopen
å Oslo, for hvem det af flere Grunde matte være of Bigtighev at
funne opholde fig å Kongenå Maærhed, netop. paa famme Vid lod den til
Biſtopsſtolen hørende Gaard Teige paa Mjøtarø lige ved Tunsberg
iftandfette, og, fom bet lader, indrette til fradigere Beborlfe. I 1377
accorderebe han med en Bygmefter om at- indrette en ny ,Sommerhal”
ber — et Arbeide, fom git langvarigere fra Haauden end paarrgnet, for»
medelft Bygmeſterens Uefrerrettelighed —*), og fidenefter finde vi: hans
Eftermand, om itte fludigt, faa Dog meget hyppigt åt opholde fig par
Dette ſmukke Sted, der endog oftere blev kaldet „Biſtopsgaardes Teige".
Der findes. tun et enefte Brev, udſtedt derfra af:noger tidligere: Biftop,
nemlig af Biftop Eivind i 12933), et Beviis paa, af: Gaarden lige til
Biftop Jons Tider kun meget lidet har været. bebver af Biſtoperne. Ut
Kongen fornemmelig.flog fig ned Her, Lader fig godt forklare af den , Nodven⸗
bighed, det ifær efter Kong Valdemars Død var for ham at kunne være faa

1) TIL lettere Overfigt hidſettes her under vet de fitkert betjente Dateringer,
hvoraf bet erfares, hvor Rong Haafon opholdt fig ſiden Baberens Død. I
1375: 1ffte Januar, Tansbergéhuus; 28ve Avril, fammefteve; 80te Juni,
Delo; 13de Movember, Tunsbergehuus; 7de December, Elagelfe I Danmart.
9 1376: Marté, paa Yalholms Glot I Laaland; vie Mai, Elagelfe; Tver
Mal, ſammeſteds; 24ve Mal, Bergen; vie Juni, fammeftebs; 14ve og 15de
Mai, Kalundborg; 26de Detober, fandfynligt I Moestilde; Afte November,
Kalundborg. 3 1377: 28be Januar, Oslo; vie Februar, Afershuus; 4te
Marte, Thoten; 15de Mai, Nidaroos. J 1378: 13de Uvril, Bergen; 29de
Juli, Tansberg; Bve til 14de Movembér, Fumelm og Refine I Ranarie. I
1379: Bren Uuguft, Marfiranb; 260e Rovdr., Holm i Dalsland. I 1380:
26de Januar, Tuusbergohuus; 28ve Mai fammefteds; 10de og. Alte Iuui,
ſammeſteds.

2) Brev af 16de Febr. 1377, Dipl. N. 1. 409, og af 12te Juli 1378, famme:
flere No. 419. Bygmefteren eller ,Gmeden*' Gunnar Herinlføjøn- havde I
1378 (ffe ubjørt Mebeldet efter Gontracten- og. bad derfor spga fine Kuer"
Biffopen om Tilgivelfe, fom. han ogfan fik, levende ar bedre det Manglende
og iffe vaatage fig audet Arbeldt, førend dette var ferbigt;. barfør v fatte fan
fine fafte Gjendete I Pant.

») Dipl. N. IL. 44.

1380. Meng $aafons Død. 115

nær ved Haanden fom muligt for i Haſt at ile til Danmark; vel vide han
fave været nærmere paa Baagahuus eller i Ljødhuus, men hvad Baa-
gahuus angaar, da var bette maaſtee endnu pantfat til Stæderne, og i
Ljodhuus funde han neppe anfee fig ganfte filter for Overfald af Kong
Albrechts Vilhængere. Om han å Mellemtiden mellem 26de Marté, da
han fendte Udbudet til Gogningerne, og den 28de Mai, da han i Tuns⸗
berg gav Bytfe Petersføn Frihedsbrev, havde ført Krig i Sverige, ops
lyſes ingenſteds, fondfynligt er det Dog itte; Voget til Sverige foreto⸗
ges vifinet, fom allerede antydet, førft efter Midfommerstider. Kong
$aafon oppoldt fig i Tunsberg endnu den 10de Juni, da han der uds
fledte et Landsvifldbrev, fom befegledes i hans Overvær, og den 11te, da
fan modtog de orknoiſte Giſlers ForfitringsBrev om, at de til en bee
flemt Vid vilde vende tilbage til Tunsberg, derfom de itte udrettede hvad
de haabede. Hvis nu — hvad der ifølge det Forangaaende bliver fande
fynligt — biint Hangathing, paa hvilket den fore Retterbod om Hans
delen m, m. blev vedtaget, holdtes i 4380, da har Kongen, fom ifølge
Metterbodens egne Ord da var tilftede med fit Raad, endnu oppoldt fig
i Tunsberg under Vhingtiden, altfaa mellem 17ve og 24ve Juni. Men
nogen fifter pg beftemt Underretning har man ifte om, hvor han efter biin
itte Juni opholdt fig eller hvad han tog fig fore, indtil hans Dod, fom
indtraf i eller ved Oslo — fandfynligviis paa Atershuus ') — endnu famme
Sommer eller Høft, men byis Dag vi desverre heller ikke kjende. Der
babes et Brev, udſtedt i Mitebal, fydligft paa Raumarite og Mabodbygd til
Døtohered, den Itte Juli 1380, hvorAaret angives fom Kong Haakons
25be Megjerngsaar 3). Dette vifer, at Kong Haafon endnu maa have
levet paa den id, thi da han døde i Oslo, vilde man itte længe have
tunnet være uvidende derom i Mitedal, hvorfra der rimeligvis Dagligt
git Bud baade til og fra Byen. Endvidere feer man, at Kong Haakon
maa have overlevet fin Hyldingsdag, hvormed hans 26de Megjeringdaar
Begyndte, hvad enten denne nu var Ode, 10de, 15de eller 16de Auguſt,
(fee forr. 8. S. 609, 610). Thi for det førfte findes der to Breve,
udfledte det ene paa Berg i Skrauthval i Valdres den 21de December
1380, og bet andet i Gandehered paa Beftfold den 16de April 1381,
der ere daterede i hans ,,26ve Regjeringsaar” 9); nuvar han viftnok paa
1) Mt Rong Haafon dede I Oslo figes ubteykteligt I de visbyfe Minoriters
Srønite:Optegnelfer, Ser. r. Sv. I. 6. 45, Ser. r. Dan. I. 260.
%) Dipl. N. IV. 520.
3) Dipl. N. I. 468, II. 430. Ved dette fibfte Brev, fom er dat. Magnusmesfe, have
Ubgiverne af Dipl. N. meent at burde antage ,Magnusmesfe* for at betegne
Ole Geptbr,, alfaa en anden Dag end den, ber I morfte Breve fedvanligt fals
p 8

116 $Haaon Magnusfon. T

den Vid død, og hans Død ganfte vift bekjendt paa begge Steder, men
Udſtederne funde dog ikte have vegnet efter hans 26de Megjeringsaar,
Hvis han var død, førend det begyndte; de have kun fortfåt med denne
Maade-at betegne Aaret paa, fordi de nu engang vare vante dertil, og hans
Gfterfølger endnu ikke var hyldet, faaat de kunde regne Aarene fra ham.
For det andet haves der et Brev fra Ullinsvang i Hardanger, bdateret
Tirsdag efter Seljumannamesfe, altfaa Ode Juli, i Kong Haakons ,fidfte
Mar” 1), Dette tan ej væré 1380, da Kong Haakon, fom vi hare feet,
endnu var i Live idetmindfte den Iite Juli 1380, og Udftederne dog ej
unde tale om hans mfidfte Aar”, førend efterat han var død. Ultfaa
maa det tære 4381, og Kong Haakon faaledes have overlevet fin Hyldings⸗
Dag, i Auguſt Maaned, fra bvilten hans fidfte eller 26de Uar, om
han havde fuldendt det, vilde have quaet til famme Dag af Auguft i
1381. Derimod maa han være død idetmindfte nogle Dage forud for den
Aſte October, da et Brev, udftedt fra Gteinarud i Øyjamart eller Ode⸗
mart (paa Marker øftenfor Rakkeſtad) figes at være udſtedt i Ugen efter
Michelsdag (altfan fra 30te September til Gte October) ,i førfte Aar efter
Kong Haakons Frafald“?). Altſaa havde man ved den Lid erfaret Kone
gens Død i Øvemart, hvorhen Gfterretningen berøm fra Oslo neppe i
det tidligfte har tunnet naa frem i mindre end fire eller feit Dage, om
man end maa antage, at Jilbud derom ſtrax afgik tir Hr. Erik Ketits-
føn og Hr. Knut Algøtsføn famt flere anfeede Mend paa Dal, og
at dette Iilbud formodentlig tog Vejen om Ødemart 'eller Egne itte
langt derfra. Saaledes fader da Kong Haakons Død paa en Dag mel»
fem Midten af Auguft og de fidfle Dage af September. Nærmere kan
man itfe beftemme Siden, med mindre aldeles nye, Hidtil ubetjendte, Op-
Iygninger ſtulde fremfomme*). Hvad han feretog flg fra Tiden mellem

bed ſaaledes, nemlig Magnus Jarle Dag, d. 16de April, ſaaſom bette maatte blive
16de April 1381, og Kong Haakon da forlængft var bød. Men hos og fjendte
man neppe nogen anben Magnusmesfe end den paa 16de April, og ligeſaavel
fom man baterede efter Rong Haakons Megjeringsaar I December 1380, liger
faavel fnnde man gjøre det i April 1981; man var mu engang vant til at
betegne Maret efter Kongens Regjeringsaar og havde endun ingen ny Konge
at datere efter. Ellers faldte man, fom vi ville fre, dette Mar indtil 29de
Juli 1381, da Gønnen blev tagen til Konge, ,Maret efter Kong Ganfons
Brafafo*,- eller „Kong Haafons Brafaldsagr".

5) Dipl. N. IV. 519.

2) Dipl. N. Ill. 431,

3) Man har almindeligviis antaget ben Ifte Mal for Haakons Dødødag, fordi
Huitfeld figer det &, 565. Men vette er, fom de ovenfor anførte Breve nok:
fom vife, en reen Fejltagelfe. Man kunde formode, at den var opflanet ved
en Misforfiaaelje af ben Unglvelfe, H. maaſtee kunde have forefandet, f. Er.,

1380. &oyg Qaafoné Døvstid. p 117.

den 1Ute og 24de Juni, pvor vi tabe ham af Sigte, indtil fans Død, derom
dides, fom fagt itte bet ringefte. Men for det Vilfelde, at han felv deel⸗
tog i det Indfald, fom i dette Yar efter Gtilftandens Opfigelfe blev
gjort i bet fydbeftlige Sverige, og efter al GSandfynlighed fidft i Juni
eller førft i Juli 4380), da har han altfaa paa den Tid været ved
Gtara, og maaſkee endog heelt øfter ved Veſteraas, og er i Glutningen
af Juli eller de førfte Dage af Auguft vendt tilbage til Norge, hvor
han frar har begivet fig til Oslo. Denne Untagelfe har meget for fig.
Mf hana Opdudsbrey til Sogningerne feed det, at han felv agtede at fette
fig i Gpidfen for fine Krigsfolt ,fyd ved Landsenden“, og der findes
ingen Antydning til, at han da eller fenere hen i Juni Maaned
var fyg eller foagelig. Toertimod antyder de to orknsifte Giflers For-
filtringsbrev af 11te Juni, at Kongen ventede at opleve famme Aars
Mortensmedfe (11te November). Altſaa maa et pludfeligt Sygdomstil-
felde have rammet ham, hvad enten det var efter hans Hjemfomft til
Dölo eller under felve Krigstoget, fom maaſtee derved fan være blevet
aftortet før Liden.

Dette er alt, hvad vi vide om Kong Haakons Død. Ut han, ifær
ſiden han døde i Oslo, blev begraven ved Mariekirken der i Byen, tan
vel anſees fom viſt, uagtet intet udtrytteligt haves derom, og hans Veftas
ment, føm han dog fittert maa have efterladt, forfængft ev tabt. Ut
fan ej blev begraven ved St. Hallvardd Kirke, maa man flutte deraf,
at der å Fortegnelfen over dennes Jordegods ikke nævnes et Ord om, at
Kong Haaton har givet noget dertil ,for Lejeſted“. Heller itte vide vi,
om hans Huftru, Dronning Margrete, var tilftede ved hans Dodsleje.
Man fan neppe antage bet, thi bet er vift, at hun den 18de Mars var
i Roeskilde 2), og der var faa meget at tage vare paa Å Danmart, at
hendes Mærværelfe der 'nof tunde være nødbendig. Derimod erfare vi,
at hun fort efter hans Død var i Norge, og formodentlig er hun da

at ber havde flaaet ,Tiredag før Koromesſe“, og at H. havde fortlaret dette
fom Tirsdag før Idle Mai eller Korømesje om Baaren, medens ber meentes
Tirsdag før 14be Geptember eller Korsmesfe om Høften. Ciler maaffee der
har flaaet pferia secunda* (b. e. Mandag) før Koremesfe (nemlig om Hør
fen), og at$. fom faa mange andre uvigtigt har forflaret beite med ,to Dage
før Korsmesfe" (om Baaren). Maubagen før Høft-Korsmesje er 100e, Tirs—
bagen er 11te Geptbr. Denne Antagelfe har visfelig meget for flg, hvis man
itte ellerø ſtulde tro, at Huitfelb har forverlet Haafon ben Ste, der bøde Sde
Mal, med Haakon den 6te, og maaſtee overfeet et ,octava* foran ,Philippi
et Jacobi", Men dette ev iffe faa fandfynligt fom den anden Gjetning.

1) Sør 7de Auguſt maa, fom vi have feet, Jønkøping være afbrendt, og dette
frete famtidigt med bette Tog. —

%) Suhm, XIV. 6. 81.

104 - —, Øaafon.Mogunsføy.

at begge Preſter drog afted, Ål i Frankrige høre, at Paven ej læge
ger var å Avignon, og vendte tilbage med uforrettet Sag. Ut Biftop
Gudmund aldrig blev canoniferet eller af den romerfte Kirke far bæret
anertjendt fom en Helgen, er vift nok, D

Fer fom i denne Tid heller ikke mange Stide til Jalaid, Det
ublide Vejrligt hindrede den. Om Sunniveſudens Undergang i 1375
er der allerede talt, og å det Mar fom der ingen Skibe til Island, fordi:
alle de øvrige, der lob ud fra Morge og agtede fig derben, maatte gjøre
Bendereife. I 1376 ſtulde ni Stibe fra Norge. gag til Island, men
tun fer af dem ankom. Det fader ogfaa til, at Regjeringen eller. Kongen
i Norge med altfor ſtor Wngitelighed føgte at holde de. ſaakaldte Uberet ·
tigede ude fra at fare paa Jsland, og at derved flere, fom. kunde have
ſtaffet Øen Tilforſel, hindredes derfra, medens de Berettigede ikke altid
formaaede bet eller fandt det fømnende. Der førtekles fanledeg, at da
Biftop Jon med et Stid, han felv havde fadet gjøre og kaldet ,Marie-
bollen”, fom til Norge, formodentlig å 1375, ertlærede Kongen — det
vil da formodentlig fige vedkommende Febirde i hans Navn — Skibet
for fin Gjendom. Grunden dertil angived itte, men Vet maa vel være
den, at han itte har været anfeet berettiget til at Inde det bygge, eller
at det maaſtee har været bygget af Sommer, hugget uden Filladelie i
Kongens Stove, eller en anden fignende Aarſag. Ver tales intet om,
at Biftopen fit det igjen; Ver beretted tun, at han Aaret efter fom til
bage til Island og landede paa Beitmannøerne ').

Fil Uvaret og 'Manglen paa Livets Nodvendigbeder fom ofta
Emittſott, der fondfynligviig fandt deſto flørte Næring i Folkets ufle
Filftand. I Norge git paa denne Vid Kopperne ſterkt, uden at der fore
teften tales om, at de medførte nogen betydelig Vøvdelighed. Men i
1380 fom ber fer Skibe fra Norge til Jsland, der alle havde Kopper

1) Binn Jonøføn mener (n. S. 205), at Bife» Jon vev Filbagefomfien med⸗
Bragte et Barnavarbrev fra Kong Gaafon; velte arunder har:vaa el Vidaré
byresbrev derom, fom han egfoa pepdpier:(€. 2139, pohetht, fom. det angie
ves, den tie Juli I Keng Magnoe'ø Ste Mar. Men vette vilde blive
1375, og ved ben Tid var det utænkeligt, at iffe engang Fogmend ran Jo⸗
land, fom Thordeln Gvinliefen, der ev em af Utfleverne, frulve vere vitende
om Mognus's Død. Men va mon feer, at Therſtein Cvjulfeøn og Orm
Enorresfen omtales fom Lagmind, og Olaf Petersfen fom Hirdikjore, er det
temmelig flart, at Brevet maa være fra 1765, da netor Therfte in baåte var
agmand fammen med Orm ég Hirdfjere fammen med Olaf (fer f. B. S.
942—926) Ligeledes omtales Biffen Fhorarlu, fom om han enten entun
levede. eller I alle ald for Tert Tid fen havde været F ve. Der Roar
faaléves I Dateringen ved veliſtriſ nljortugi ok sertanda" ifeberfer pfjor-
fugta ok selta.

1975—1380. - Gegivenheber paa Seland. 108

fygdom ombord, og fra dem udbredte Smitten fig over hele Pen, anta-
gende en meget ondartet Charakteer, faa at den blev til men ſtor Mandex
død”, fom det heder. Sotten vedvarrde ogfaa det følgende Aar, medeng
Vejrliget vedblev at være hardt og ugunitigt for Gresverten og Hør
bjergningen '). Dette var ganfte vift et af de førgeligfte Fidsrum, fom
Øren havde gjennemgaaet, og negted fan Vet vel itte, at den Afbangig ⸗
bed af Norge, hvori Landet harde ſtillet fig endog med Henſyn fil Han⸗
delsdriften og. Sejladfen, faaledes at dets Forfyning med Nedrendigheds⸗
artikler fornemmelig frulde være ben norfte Regjering Gag, og ikke
fanger Gjenftand for privat Foretagelſesaand og Kappelyft, ogfan før en
for Decl maa hare bidraget til at foekte al faadan Furetagelfedaand og
Kappelyft 008 Foltet felv, faa -at det i flige ulvttelige Fider, fom de
her ſtildrede, følte fig bjelpeleft og raadloſt. Men det utloge Forbud
mod, at fremmede Kjobmend befejlede Skatlandene, gjorde Ondet værre.

$vad. der ber er ſagt om. Jöland, gjelder end mere om ben fjerne
Goloni Grønland; der nu formodentlig flet ikke fan andre Skibe, end
den norfte Grønlundsknarr, der Hovedfageligt fynes at have været ud⸗
vuftet for fongelig Regning, og de enkelte Jelandsfarere, fom af Stors
men fordreves. faa langt imod Beften, Der tales et Par Gange om, af
Gronlandskuarren forliifte ved Norges Kyft, 1367 og 1369, maaſtee ev
det en og famme Begivenhed, hvortil.der hør figtes, men henført til et
forftjehigt ar å de forftjellige Unnalhaandftrifter?). I Uaret 1378
døde Biftop Alf paa Grenland, men faa ringe var Forbindelſen med
Norge, at man itfe erfarede dette Dodafald førend paa fjette ar dere
efter, å 1383, da et Ctib anfom, fom i to Aar havde ligget over i en
grønfandfe Havn 3). J det folgende ar, 1379, rammedes Colonien af
et badtdt Sted, idet nemlig Strålingerne eller de indfødte Eſtimoer
herjede -paa Gofonifterne, bræbte 18 af dem og førte to Drenge bort
med fig i Srældom4). Det er i det Foregaaende 5) nævnt, at det for-
modentfig var et lignende Unfald af Strælingerne, der.bevirkede, at Befts
bygden btev forladt i 1342; men dette Ungreb å 1379 ev det førfte, der
ubdtrytfeligt omtales, og bet maa have gjeldet Hovedcofonien "eller Oſter⸗
bygden. Fete ev faafedeg et Tegn paa, at Eſtimoerne, eller Stam»
fedrene til Grnlane nupærende Befoltuing, ved den Kol maa: være

D 3ø. Unnaler, Udg. S. 330. :

5.960. Unnater, Utg. S. 316, 320. EE

3 Sammreds, 6. 380, 334; Devnſor LØrønlande Bik. Nindeemerlet · på 6.
38,34. :

9) det. Annaler, lig, 6. 330, Grønt, hif. M. IL. 6.32.

%) Ger foreg. vo. 6. 314.

108 * aaton -Magnusføn:”* >>

rytfée hærmere nivd den Griftne Colonies Enemerker, end Hidtil. For—
mobentfig vår det her omtalte Angreb heller ifte det enefte; men fun det
meeft ødeleggende og ſaaledes merkeligſte af dem, der ted denne Vid fandt
Sted. Der foreviiftes endhu henimod Meformationstiden to grønlandfte
Kajaker, opbwngte over den veftre Indgangsportal til St. Halvards.
Kirken i Osto, og det heed da, at de ſtulde være tagne fra ,,grønlandfre
GBørøtere" paa et Søtog, fom Kong Haaton foretog imød dem). Mu
var viſtnok ikke Mong Haakon nogenſinde i Grønland, ligeſaalidet fom man
fan antage, at noget ſaadant Tog, fom det her omtalte, nogenſinde har
fundet Sted; men ſiden Baadenes Cryvertelfe tilfrites Haakon, er det
Mart, at de maa være bragte til Morge I hans Vid, og paa hans Be-
faling ophengte over Kirke-Indgangen; de vidne altfaa dog om Gam-
menftød, fom å hans Vid have fundet Sted mellem Gofonifterne og EPli-
mverne, og dette funde maafteé have været i 1372 eller 1873, da hans
Hirdhand Eigurd Koldeinsſon i hané Ombud havde været-i Grøntand,
fyl var det ſteet i 4379, va vilde itfe Kong Haafon Minne figes-at have
erhbervet Baadene, faafom der efter 1378 eller vel endog fiden 1373 in=
tet Stib fom fra Grønland til Norge førend i 1383. Angrebet af
Strælingerne i 1379 ſynes itte at hate haft videre Følger, men fiden
Blev Ungtedene byppigere, og vi ville i det Folgende frr hvorledes de
of Ver: førte til Eoloniens Undergang.

at
gr 40, Andit Didraglſer under. Rong Haakons GEnsregiment.
' Forøvrigt er der ingen Begivenheder af ſerdeles Bigtighep omtalte

fra Kong, Haakons ſidſte Regjeringsaar. Ingen frørre- almindelig Ulytte,
fom Misvert, Sygdom eller anden Plage fynes gt have. rammet Landet,

19 Det er den befjendte ſveuſte Grfedifop Olans Magnus, der beretter Hetom I
ni: fk-Bert „ae gentihug Septemtrionis*, lib. I eon 9, vg tan ſiger, at han
. felv faa begge. Etindbaadene henge over Et. Hallvardé Kirfedør I Maret 1508;
og naturligvis har man ba underrettet ham om ben foregivne Mnlevning til
beret Grhvivvelfe. Gan figer, at dieſe Baade havde tilhert ek Slags Egs
. tanete, der fandtes å Granlaad, og fom plojede at efterfrebe Kjøbmenvenes
Etibe vev at gjennembore Etroget nedert ved Kjølen. Canvfpnligviiø har
bette fun været be forevifenbe Nordmends Gjetning, hentet fra Baadenes lange
og fvidfe Form. Thi at Gffimoerne paa den Maade ſtulde angribe Kjobmen⸗
benes Etibe, er livet timeligt. Derimod er det heel fandiynligt, at Voadene
hove tilhørt Gølmoer, der ellers fom for at rave og plyndre Iand,.og par
"en Vils funne be ſaaledes nok kaldes ,Eøreverbaate". vir. Grønlonds hiſt.
Minvesmerter 111. S. 464, 465. Ut vet forevrigt er Haakon Wognusføn peu
yngre, fom her menes, er Hart, da der I Huafon ben eldres Tid 4 vat Tale
om GtrælingesUngreb. rå

1375—1380. $r. Hallvard Ravas Drab. 207

mar undinges hiin Koppefogdom i 1378 eller 1379, vg fom deg ej
fan have været faa dedelig, fom den var paa Island, da der ikke findes
et enefte Beftdment fra ben Tid '). Landet nød i det Hele tager Fred
da Mo, baade udvorted og indvortes, og det var nu vift en temmelig
eneftaaende Vildragelfe, at cn faa fornem og anfeet Mand, fom Ridderen
og Fehirden i Oslo Hr. Halvard Jonsfen Napa, i Aaret 1375 bleg
bredt med to af fine Svene.af en vid Ihorbjørn Roll. Uagtet Dradet,
fom bet heed, var ,uoverlagt" Cåfyrirsynju), maatte bog not, form rimer
figt var, Thorbjorn udrede betydelige Bader, og endnu i 1381 vare
disſe itte betalte. For Hr. Halvards Sjæl fljenfede hans Enke, Fru
Cecilie Haatonsvdatter (Bolt) ſiden i 1382 Gaarden Utheim i Aas Gogn
paa Follo til Marietirten i Oslo, dog ſaaledes 'at den førft fulde tile
falde den Afdedes Eøn, Halvard Hallvardsſen, vg fun før det Vilfels
de, at benne døde harnløs, falde'tilbage til hende felv, Hvis hun da endnu
fevede, eller til Marieticten, hvis hun da var bad. Ligeledes ſtulde
denne Gave ogſaa være for hendes forrige Manne, Jon Asſursſons,
Sjal. : Om Hallvard Hallvardåføn har .været hendes: fjedelige Søn
eller Stifføn, tan itte ſees; det fidfle fyned beg næften at maatte anta-
ges. Foruden Sønnen Hallvard havde Hr. Hallvard ogſaa en. anden
Arving, ved Navn Ragnhild, hvis Slegtſtabsforhold med han ej betege
nes, men fom for hans Cjæl frjenfede til Mariekirken den rige Gave: af
6 Mir. Boot i Gaarden Nøvhool i Holte Sogn å Rordlæm paa Raumas
vite, bvilten Gare Kong Haakon fiden betræftede ved fit. Brev fra
Hof paa Vyoten den 4de Marts 1377. Hun var gift med en grund
Aſlaksſen, om hvem forreften intet vides 2).

Af de Mend, der kunde rofe fig af Kong Haakons Yndeft, ſynes
faa at have flaaet højere, énd Biftop Jakob i Bergen, hva nu Uare
fagen dertil tan have været. Mfandfynligt er det itte, at han fan have
ydet Kongen god Vjenefte ved Underhandlingerne med Hanſeſtederne og
de tydfte Kjøbmend. I et fenere Brev af *Dronning Margrete heder

1) Der funde bog maaftee være Sparsmaal, om bet ej var. i. benne Sygdom, at
Huilrue Clin Viljamødatter paa Flunin og fandfynligvils hendes og hendes
= Mand Botulf Gindrivesfons to Gønner dode, f. foreg. Bd. S. 973; Dipl. N.
I. 462, Haafald er Brevet derom uditedt omtrent famtivigt. —
1) De ber anførte Data, vedfommente Hr. Hallvard Nara; -hane Hufiru. Ceellla
$aafondvatter og hans Eon Hallver» Halivarvsfan, Andes I Dipl N. II 439,
447, 469; IV. 611, 771, 772. Dpfaa en viv Gunnar Cmivafen Caltfarl maa
have været beflegtet med Hr. Hallvard, thl ban ejede em Deel af Gaarden
Rovhool (Dipl. N. IV.470, V.286), og Rugnbild, $r. Hallvarde Arving, gjorde
ogfaa til Betingelfe for bin Gave af 6 Warfebool I denne Gaard, at Gunr
7 mare artiö berfor Malde holdes. Cm Bru Cecilia Haatonedatfer, fee forteſten
ovenfor foreg. Bo. S. 399. Hr. Hallvard, Mæpa felv var måaftøe En of en
"gt. Jon Galtfarl, fom levde endmr't 1345. Dip: Nil. 292

108 Soaglon Maguusfon.

det ubtrylteligt, at han havde ydet Kong Magnus; Kong Haakon og
hendes Søn Kong Olaf tro og huld Yjenefte, og derfor harde han akes
ved. af: dem faaet „Naader og Privilegier“, fom hun fiden bekreftede og
nubvidede: Det -fynes, fom om en. af disſe „Naader“ var Forleningen
med Lindaas og. Herdle Gtibreder:). Rong Haafon meddeelte ogſaa
Frihedsbreve, der næften allerede funde kaldes Adeldpatenter. Saaledes
gav han ved Brev af 28de Mai 1380 fin. ,elftelige Tjener", Lytte Pez
tersføn, for den hulde Fjenefte, han havde pået og fremdeles ſtulde pde
ham, fri for alle Gtatter, Volde og Panlegg, og. ligeſaa hans Huſtru
Yafa Grimsdatter. Ligeledes haves der en af hans Eftermand udſtedt
Betræftelfe paa ifte mindre end to Breve, hvorved han tog fin Tjeneſte⸗
mand Jon Basfat med Huftru, Børn, Stene og Undergivne i færdeleg
Beſtytielſe og frjentede vem ,Privitegier og Frelſe“ 2). Htori disfe
oPrivikegier og Frelfe” beſtod, figes itte, men Udtryttene felv give Un»
fedning til at tro, at be ſtillede Indehaveren i en Stilling, der nærmede
fig ben, fom Frelſemendene i Sverige indtog. Og disfe Breve vare
vift itte de enefte af dette Slags, fom idftedteg af Kong Haaton. De
flefte Stormend, i en højere og mere anſeet Stiling end Jon Basfat,
maa: hate fadet lignende, ber fun tilfeldigvis itte ere opbevarede, Vi
erfare ogſaa, at Kong Haakon forevrigt ved Gaver og mindre Forlenin⸗
ger. belønnede. fine Mend for deres tro Fjenefter. Saaledes forlenede
fan en vid Andres Guldklepp paa en vis Tid med fine Befirdelfer å
Sjuvetiil: i Lytte Sogn, Eivefpefel, en Forlening, fom fiden fornyedeg
af Dronningen; og for en anden af fine Mendé, en Hallſtein Baardoſens,
tro Tjeneſtes Etyld, gav han hans atter Thurids Børn Halvdelen af
Gaarden Gyltan i Bergen, bhvilten Hallſtein vel havde ejet, men fom,
wift hworledes, fred at være fommen under Kronen. Thurid og hendes
Mand Jon Eriksſon folgte den fiden (1383) til den rige Botulf Gin-
bridesføn paa Finnen 3).

I de fidfte Mar of Kong Haafons egjeringstid holdt Erkebiſtop
Thrond itte mindre end to Provincialconcilier, et i Bergen, formovdente
Tig om Hoſten 1376, og et andet paa Hamar, ved Midten af Auguft
4380*). Men man ved intet om, bred der her ſorhandledes. Paa

5) Dipl. N. V. 514. Der faar her, at migep Safob fr — kindaae og
Sendte Eklbrede, hvilket fymes at antyde, at han havde den før og ille fik
dem ved. Denne Gejligbed (1389) af Dronning Margrete.

3) Dipl. N. 11. 403, 504, jfr. f. B. 6. 348.

5) Dipl. N. 1. 436. 481.

9) Mt ber I 1376 holdtes et Brovincialcenellium I Bergen, vifer Dipl. N. I. 419,
fem ev et her ben 4be December 1376 udſtedt Brev of Abbed Erlend og to
andre Mend fil Vidnesbysd om, at Konrad Gygertsføn folyte Grfebiffop

4878. Urbane b. 6te Pave. Cålema. 109

denne Tid var bet forargelige ſaakaldte Schisma indtraadt i Kirken
og gati Pavemagten fit verte Knæt. Det er forhen omtalt, at Pave
Gregorius den Ate om Heften 1376 havde forladt Avignon for-at bes
give fig til Rom og var antommen bid å Januar 1377. Misnojet
oter, at Paberne opholdt fig fan fangt fra deres rette Sade, var blevet
faa afmindeligt og ålvorligt, at allerede Gregorius's Forgænger Urbanus
ben 5te i 1367 itte langer troede at funne trodfe det, men begav fig
til Mom, Hvor ban day ifte holdt lenger ub end til 1370 og vendte
tilbage til Mvignon fort før fin Pod famme Yar. Gregorius tæntte
ogſaa paa at flytte til Avignon igjen, da Teden øverraftede ham ven
27ve Marte 1378. De tilftedeværende Cardinaler valgte nu Erkebiſtop
Bartholomæus af Bari til hans Cjterfølger, og denne kronedes den 185e
Abril næftefter under Mavnet Urbanus den bte. Men hans Streng»
bed, og maaftee endnu mere hans italienfte Hertomft vakte fnart Mise
møje hos et fort Parti blandt Garvinalerne, -Yvoraf faa mange nu vare
franfte; under Paaftud af, at Romerne ved Truſler havde ftemtvunget
Valget, erflærede de det for ughldigt, began fig til Fondi i det Meapolis
tanfte og valgte der den 21de Septeinber 1378 Franſtmanden Tardinal
Mobdert af Genf, under Nabn af Clemens den 7de, til Pave. Penne
fiyttede Aaret efter med fine Vilhængere Mandt Cardinalerne til Vet for disfe
faa fjære Avignon og blev anerkjendt i Frantrige, Spanien, Skotland,
Sicilien, og Cypern og Rhodos, medens den ovirvejende Deel af der
romerft-fatholfte Gyriftenhed ertlærede fig for Urbanus, vg deritlandt De
nordiſte Niger. Det nærnes udtryfkdigt, at Kong Haakon ſendte ham
en Lykonſtnings⸗Skrivelſe. Dette fete fandfynligniis vel endnu, førend
Cplittelfen var feet og Modpaven vakgt, mer Norden vedbleb Vog at
holde faft ved Urban. midlertid tet der dog ganfte vift raadſtaaet blandt
dens Geiftlighed om, hvad Parti min ſtulde tage, og det ev itte ufaride
fonligt, at en faadan Raadſlagning bleb holdt paa hiint Concikium pod
Hamar 1380. Men den egentlige Unledning dertil var dog vel en
Bulle, fom. Pave Urban den 15de October havde ladet afgaa til Mor-
deng Erkebiſtoder, Hvori han indftærpede Afboldelſen af National-Con⸗
cilier for at overlegge om Kirkens Anliggender og fiden at indfende til
Gurien en udførlig Beretning om de tagne Beflutninger. Denne Bulle
fremtaldte å Sverige et Coneilium i September 1380, og derfor maa

Thrond en Gaard paa Thoten. Her figrs der, at Konrad allerede paa det nu
flo ofholbte Gonellinm Gawde lovet Urfebifoven at overfade ham venne
Gaard. Concillet kan lfte have været afhotdt faa lange forud, da Brevet
vlſer, at Grfebiffoven endnu ved beta Udflebelfe var I Vergen. Om Concillet
paa Hamar og Gitebifforens Mærværelfe der uævnes fun Yos Suhm, XIV.
6. 92, men han anfører life fin Hjemmet.

410 EE Haakon. Magnusføn.

vel det norfte Gonciliumvære fremtaldt af. (amme Aarſag 1). Maaſtee
har der ogfaa værer fattet Beflutning om at fade opleſe den Bannpulle,
fom Urbanus harde udftedt mod fin Medbejler — thi begge Parer for
fulgte hinanden naturligvis med Bannbuller — ved alle Kirker i Rorge;
thi Det bevetted udtrytteligt, at denne Opfædning fandt Sted ved enhver
Kirke i Norge og formodentlig ogſaa pan Island, i 1380, 1381 eller
1382*). Men denne Vilflutning til Urbanus den Gte maa have gjort
fulpfommen Ende paa det afferede faa frage Baand mellem Sydereernes
Biftopsftol og Metropolitanfædet i Nidaroos, tpi Syderserne fulgte her
bet øvrige Skotlands Exempel og Holdt fig til Clemens, og da Schis—
met; fangt om fænge vat over, var vel og biin efdre Forbindelſe gaaet å
Ølemmebogen. Pabe Urbanus fendte ellers ogfag ſtrax efter Clemens's
Balg en Cardinal, Pileud af Navenna, :til Tydſtland og Norden, men
ban fom itte (ænger end til Tydſtland, hvor han endnu fan i, 1380, og
videg ikke at hare fat fig anderledes å Forbindelſe med Nordens Geiſtlig⸗
fed, end ved en hyjft ublu og urimelig Zordring paa Koſthenge af den
fyenfte Geiſtlighed *).

Det fradelige Provifignsvæfen, der ikke mindre. end feide Sdiome
bidrog til at undergrape Paveftoleng Anfeelfe; vedålev vel endnu og gjorde
fig mere end engang gjeldende å Morge. Men ;i :to Propiſionehuller
over norſte Beneficier fra Pave Gregors fenere Aar finde vi-den- merker
lige Betingelje, der ej er indtagen i nogen af de tidligere, og heller ikke
findes i nogen af De famrjdige og efterfalgende for andre Lande enn Morge,
nemlig at din udnævnte Candidat ſtal Funnetale Landeté Sprog:
Den ene. af. disfe Provifionsbukler gjelder et Canonicat med Prabende
ped. Chriſitirken i Nidaroos, fom en Haldor Ormsſon harde befiddet.
Penne Halldor var død under et Oppold ved Curien, formoventlig i
1874 — det figed ifte i hvad rende —, og hans Beneficier vare fane
ledes „ledige ved Curien“ og ifølge de pavelige Meferpationer forbe⸗

7) Bagerbringe Sv. Hiftorle NL. 815. Bullen, fom her omtales, er-vel fun filet
til Grfebiffop Byrge i Uppfala, men man fon være vis vag, at kigelybende
Buller have været udftedte til Mardené fvende andre Grfebiffover, og at de

* fun I Eldernes Lob eve tadte. I Pave Urbans Regefter findes venne Bulle

itte, men biøfe. Regefter ete vderſt flet førte og mangelagfige, medens Clemens

den 7pessare I bepfle Stand. Det er tydeligt nok av fee, at bet varede em
god Tid, førend man efter Blytningen fra Uvignon til Rom fik Cancelllet og
Gontorvæfenet bragt | Orden.

"9 Zel. Annaler, übs &. 334.. Da Ballen ev dat. 30te Moyember 1378, (Ray-
naldi "ann. 1378, 105—113), ev vel 1380 bet vette Mar, fretmindfte for Ope
lesningen I Norge.

-. 2 Suhm XIV. 6. 61, 101. Cardinal Pileus var paa Ghvifi kegemsdag, 2dde

Wal, med ben tomerffe Konge Mengeflay I Moden, Detmar, S. 314,

1375—1380. . Provlfioner. Ad

holdte Pavens egen Befettelfe. Paten bortgav dem derfor ved Provis
fionsbulle af 18de Januar til Peter Strus, en pomerft Klerk, alene
under den Beringelfe, ,at han fan tale de Egnes Eprog, hvoraf Midar-
0088 Kirteprovins beſtaar“, og befalede i faa Fald Biftoperne i Ber-
gen og Gtavanger, faaveljom Decanen ved St. Agricoli Kirke i Uvige-
non at indfette ham i Beneficierne '). J det følgende Aar overdrøg Paven
ved Bulle af 28de Auguit den hamarfte Klert Jon Alfsſon det Canoni—
cat med tilhørende Præbende, fom Biftop Jon i Oslo havde haft, da han
oppøjedes paa Biftopsftolen, og fom ligeledes vare blevne ledige ved
Gurien, fordi han der havde modtager fin Jndvielje. Biftopen af Sta-
tanger faavelfom Provſten ved Mariekirken i Oslo Biftop Jons Official
fit den fedvanlige Befaling om ar indferte ham i Beneficierne, Dog atter
under den Betingelje, „at han er fød i Nidaroos's Kirteprovins eller
en bettil grændjende, famt fan tale og forftan det Sprog, fom Ctaden
Delos Jndbyggere kan tale». I det fidfte Tilfelde var Veringeljen
viftnok overflødig, i det førfte derimod. meget nyttig. Men netop den
Omſtændigbed, at den ogfan findes indført, hvor den er overfledig, viler,
at der ved Curien maa have været vedtaget en Beftemmelfe om, at den
ſtulde indflyde i alle Provifionsbreve vedkommende Norge, og da en fane
ban Befterumelfe ej tan være bleven vedtagen uden efter inptrængende
Foreftilinger fra Landet felv, bet være fig nu Geiſtligbeden, eller, fra
Kongen, eller fra en Feel. af Landets mange Indbyggere — røder dette
en Ombu for Nationaliteten .0g Foltefproget, og en Ertjendelje af deg
Geiſtliges Kald fom Foltelærer, der. gjer baade Nationen felv og dens
Geiſtlighed Wre. Det vilde være af ſtor Interesſe at vide, hv
det var, fom fil denne Beftemmelje fat ipjegnem ver Pavefiolen. Det

1) Beg. Gregor. XI. cod. chart T. 26. ann. 5 fol. 198, Subtagterme af Gar
monicatet og Bræbenden anflaaes her til iffe over 40 Gulryyiden aarligt.

%) GammeftedG, T. 73; ann. 5. fol. 38. Den Præbende, fom venne Ion Alfa-
ſon ſit titligemed Ganontcatet I Deto, ſees af Dipl. N. IN. 442 at have
været Gjerpen Vreſtegſeld, og faaledes befræftes herved fuldfændigt ven ovenr
for (S. 10, Mote 4) fremfatte Bormovning, at Bigop on før fin Ovbojelse
van Biffopskolen var Brei tif Gjerven. De ſamlede Judtagter af Ganont-
catet og Prabenden (vet vil da del egentlig ſige af Preſtekaldet alene) angl⸗
ves tli iffe at overiige 30 Gutvgylven aarligt. En Guldgolden regnedes i
de Tider omtrent lige med 1 Mart Penulager eller 3 EG. Sterling; og hine
30 Guldgylden vilde føaledes foare til 44 Vd. terling, viltet, om mon
endog regner bet for at revræfentere bet Tidobbelte I vore nuværende Benge,
202% Evdlr., deg, er meget lidet for et Preietald pf Gjerpens Etørrelfe.
Maar Jon Alfeſen figes at være Klert unver Hamars Diøsefe, felger Itte
deraf, at han hørte Gjemme paa Hamar. Gandfyuligviis var han Pt ete
T Aedø fden hamarfte Deel af Thelemarfen.

419 $Haafon 'Magnudføn.'

er itte U mindfte Maade ufandſynligt, at Kong Haakon fel" tan Fate
indgivet én Foreſtilling derom; ellers. maatte man nærmeft gjefte Paa
Erkebiſtop Thrond. Dog blev det, fom man feer, erklæret tilftrætteligt,
naar Candidaten var fra Sverige eller Danmark, og under de Datærende *
potitifte Forhold, faatelfom de Forandringer, Sproget havde uhvdergadet,
var bette ogfaa ganſte timeligt. Ver fete i famme Uar, 1376, ogfan
en tredie Ptoviſion inden Nidaroos Kirkeprovins, men Hvor ingen fade
Ban Beringelje faftfatter, da den vedkom Orknoerne, hvor alerede Vet
Prörftengelfte Ebrog herftede ligeſaameget, idetmindſte blandt Geifligbeven,
förr vet Norſte: ven 2Rde Marts gar nemlig Pabe Gregor en William
Epynie, Zoctor å Decreterne, Vet Canonicat med tilbotende Prabende
ved Domtitken Å Öttno, fom Ben af Urhanus den Ste kort for hand
Did til Viſtod i Katanes udnevute Meteolir babde deſiddet. WU hårde,
ſiger Paben her, været nogen Toibl vik, bvorbidt han uden Videre kunde
bottgivk ſaadanne ſiden Foͤrmandens Vid ved Gutten ledigſtaaende Bene⸗
ficler, bris Befertelfe denne Harde reſerveret fig; denne Voiol hirvede
han no ved en beſtenit Grikering om; at en ſaadan Borrgiverfe kilnve
ſtee, vg vverdrog ſaaledes hine Beneficier til Witllam, uanſeet dr allt
rede en orkneift Klert, Gilbert Erlendeſon, Vær komtnen hVeſiddetſe
deraf; formbdeirtig bed Capitlets Valg. Detté ev fadteves anet Øyet
pi Pat'de Ulemper, fom Provifivnsbeſenet Medførter).:

Den Mislighed for Norge, fom vpfod deraf, at inttelund Hørte
imber Uppſatas Biſtopsdemme, men fork ril bn Ma Grad but vygørt,
efter idetmindſte mindre fotetig, faa lienge Rorge og Sverige vate För.
nede; Måattk naturligriis atter gjøre ſig aheldende, da Foreningen 'bp-
horte, åg Vette lDlangt hojere Grad, naar Sigge Riger lad å Mrig- med
hinanden. Det er endog vanfteligt at begtibe, hvorledes Landftadet i
fele denne Vid unde bevares for Morge, thi Geiftligheden, afbængig af
Erkebiſtopen, og vel endog for en for Deel ſoenſt af Kerfel, tan neppe
hate undladt at paadirte Jndbyggerne til Fordeel for Sverige. Men
Albrecht var, fom vi have feet, ikte populær blandt Bonderne, Hvis
Gympathier var for Magnus og Haakon, og Jemteland talte viſtnok
faa Mend udenfor Bondefranden blandt ſine Indbyggere. Disſe behør
vede itte at gaa fengere ehd til Mabobygden Helſingeland for at fee,
fvor baardt de, fvenfte Bønder nu detyngedes, faa at Helfingelenderne
endog å en færftilt Strivelfe til Hertug Albrecht Magede over den Mid»
Handling, de maatte five, bade! om Fritagelſe for Martegjeld, Oeſteudred⸗

1) Reg. Gregor. XI. Bull. divers. ann. 6, T. 3 fol. 161. Bifføp Malkolm vaa
Katanes havde nevpe negenfinde været refiverente Ghordbroder. vad: Orfng,
men formodentlig alene nydt veite Beneficiam med flere andre, åden at være
forpligtet til at holde nogen Reſidens.

1375—1380. Jemteland. — Srdrand I Oelo. 113

fel og andre flige Paaleg, og om fel at maatte velge fine Lagmend,
m.m). Saadant funde vel afftretfe Jemtelendingerne fra idetmindfte
mu at give fig under Sverige. Desuden flod de neppe engang paa en god
Fod med ben foenfte Provft og andre af de ſbenſte Beiftlige, der fynes at
bave fordret frørre Ufgifter, end de vare berettigede til. VHi i det førs
omtalte rev, hvorved Kong Haafon befræftede Regulativet af 1303,
forbød Kongen udtrytkefigt Provften og andre lærde Mend at betynge
Bønderne .prerligere, end Megulativet tillod, og bød disfe ligefrem itte
at underkaſte fig nogen Wyngfel for Kirtens Vedkommende ubdover hvad
der hidtil havde været gjeldende Met. Han erklærede ogfaa, at denne
Betræftelfe fel fun var midlertidig, indtil han med fit Raad fik givet
en anden Ynorbaing berom, fom kunde være dem og Landet nyttig.
Endelig førgede viſtnok Kongen ogfaa for at have paalidefige Befalingsmend
iandftabet, faadanne fom Hr. Marve Ingevaldsſon, hvilten, efter hvad
vi have feet, formodentlig var ben, ber tog fig af Bøndernes Sag mov
Geiſtligheden og fit Kongen til at udſtede hünt Betræfteffedbrev 2). Paa
denne Maade forllares det vel bedft, at Jemtelendingerne ej faldt fra.

J Aaret 1870 rammeded Gtaden Oslo af en Jldebrand. Denne
maa have været flor, ſiden Provften Hr. Henrit Henrifsføn i et Brev
af 28de September 1383 yttrede berom „at Byen nu for: five Aar fiden
dfbrendte: Blandt de Gaarde, fom fortæredes, vur de tydſte Skoma⸗
gere Gaard, ligeſaa den ſaakaldte ,HjalpareGaard”, paa begge Sider
of Elven, hvoraf idetmindfte en Deel endnu i 1381 fun omtales fom en
„Tomt“. Det maa faaledes i alle Fald være den fydligfte Deel af
Byen, nærmeft Glven, fom blev lagt i Af»).

11. Kong Haakons Død og Eftermale.

Kong Haakon tibragte den længfte Vid efter fin Vilbagetomft fra
den foenfe Grændfe paa Tunsbergshuus, hvor vi forefinde ham alle-
rede ved Paaftetider. Vaa anden Paaftedag udſtedte han nemlig Brevet
til Sogningerne om, åt de Tydſte i Sverige havde opfagt Stilftanden.
Bi finde ham der Vigeledes i Mai og Juni. Formodentlig havde han

1 Styffe, Bitrag, Ra. 47, &. 441.

%) Bed Given af ham uævnes Olaf Salvesjøn fom PN f Zerieland fta
1374 til 1201. Han udførte, fom man feer, Sysſelmands⸗ Forretulugerne I

Or. Rarves Fraværelfe og formodentlig ogfaa for em for Deel, naar han var
tilftede.

5) Brovſt Gentile Brev, der findes I Mofods Urdiv, er aftrytt hos Guhm,
XIV. 6. 532, jvf. Dipl. N. V. 324.

Mundo Hiferie. Unden Guvedafbeling. 11. 8

114 * Oaalon Magunsføn. .:

ogfaa tilbragt Julen der, og det ev endog hrel. fandfynligt, at han. efter
Faderené Dev, da Tunsberg, Skiensſpsſel m. m. faldt tilbage til Ham,
gjorde Tunsberg til fin Hotedrefivens og fit egentlige Hjem, hvor han
helit opholdt fig, naar han itte var paa Neifer, fom paa Oplandene, i
Throndbjem, Bergen, i Danmark; eller i Krigdantiggender ved ben ſvenſte
Grændfe. Der gives nemlig flere Brebe, udſtedte af ham i. denne Tid
fra Tunsberg, end fra noget andet Sted '). - Som et Slagd:Xagr. paa,
at Tunsberg nu blev Hovedreſidens, fan det vel ogſaa anſees, at Biftopen
å Delo, for hvem det af flere Grunde maatte være af Bigtighed at
tunne opholde fig å Kongens Mærhed, netop. paa famme id fod den til
Biſtopsſtolen hørende Gaard Teige paa Mjutaro lige ved Vunsberg
iftandfette, og, fom bet fader, indrette til fradigere Beborlfe. I 1377
accorderede han med en Bygmefter om at- indrette én. ny Sommerhall"
ber — et Arbeide, fom git langvarigere fra Haenden:end paarrgnet, for»
medelft Bygmefterenå Ueftervettelighed —*), og: fidenefter finde vi hans
Eftermand, om itte fludigt, faa Dog meget byppigt.åt ophotde fig par
dette fmukte Sted, der endog vftere blev kaldet „Biſtopsgaardes Leige".
Der findes. tun et enefte Brev, ndftedt derfra af:noger tidligere: Biftop,
nemlig af Biftop Eivind i 12833), et Beviis paa, af: Gaarden lige til
Biſtop Jons Tider tun mejet lidet har været bedvet af Biftoperne: Ut
Kongen fornemmelig log fig ned Her, laber fig godt forklare af den: Rodven⸗
bighed, det ifær efter Kong Valdemars Død var for ham at funne bære faa

1) u lettere Dverfigt hidſettes Ger. under eet de filkert.kefjendte Daterluget,
Bvoraf bet erfareg, hvor Kong Haafon opholdt fig fiten aberens Død. I
4375: ffte Jannar, Tunsbergshuus; 28de April, fammefteds; 30te Juni,
Dolo; 13be Rovember, Tunebergehuus; 7de December, Elagelfe I Danmart.
9 1876: Marte, paa Aalholms Slot I Laland; Idle Mal, Clagelfe; 7dr
Mal, fammefteds; 24de Mal, Bergen; Ble Sunt, fammeftevs ; 145e og 15de
Mal, Kalundborg; 26de Detober, fandfynligt I Moestilde; Afe Movember,
Kalundborg. % 1377: 28be Januar, Oslo; 3die Februar, Aferøhuus; 4te
Marte, Thoten; 15de Mai, Nidaros. J 1378: 13de Uvril, Bergen; 29de
Jull, Tunsberg; Bre til 14ve November, Funeln og Mefine i Ranarife. I
1379: den Auguſt. Marftrand; 26de Novbr., Hefm Å Dalsland. I 1380:
26de Januar, Tunsbergohuus;, 280e Mai ſammeſteds; 10de og Ille Juni,
fammeftedø. p

3) Brev af 16de Bedr. 1377, Dipl. N. m. 409, og af 12te Jull 1378, famme-
ſteds Mo. 419. Bygmeteren eller LGmeden*" Gunnar Herjulføføn- hadde I
1378 (tfe ubjørt Arbeidet fjer Gontracten- og: bad derfor spma fine Kua"
Biffopen om ZTilgivelfe, fom. han ogfan fil, levende at behve det Manglende
og iffe vaatage fig audet Arbeide, ſorend dette var fervigt; burfør fatte han
fine faſte Gjendele i Pant.

%) Dipl. N. U. 44,

1380. Mong Haafons Død. 115

nær ved Haanden fom muligt for i Haſt at ile til Danmark; vel vilde han
have været nærmere paa Baagahuus eller i Ljodhuus, men hvad Baa—
gahuus angaar, da var dette maaſkee endnu pantfat til Stæderne, og i
Ljodhuus unde han neppe anſee fig ganfte fitter for Overfald af Kong
Albrechts Vilhængere. Om han i Mellemtiden mellem 26de Marte, da
han fendte Udbudet til Gogningerne, og den 28de Mai, da han i Tuné»
berg nav Bytte Petersføn Frifedsbrev, havde ført Krig i Gverige, ops
lyſes ingenfteds, fandfynligt er det dog ikke; Voget til Sverige foreto»
ges viftnet, fom allerede antydet, førft 'efter Midfommerstider. Kong
$Haafon oppoldt fig i Tunsberg endnu den 10de Juni, da han ber ude
fledte et Landsvifldrev, fom befegleded i hans Overvær, og den 11te, da
fan mobtog be orknøifte Giſlers Forſikrings⸗Breb om, at de til en ber
flemt Zid vilde vende tilbage til Tunsberg, derfom de itte udrettede hvad
de haabede. Hvis nu — hvad der ifølge det Horangaaende bliver fands
fontigt — biint Hangathing, paa hvilket den flore Retterbod om Hans
delen m, m. blev vedtaget, holdtes i 4380, da har Kongen, fom ifølge
Metterbodens egne Ord da var tilftede med fit Raad, endnu opholdt fig
i Zunsberg under Vhingtiden, altfaa mellem 17de og 24ve Juni. Men
nogen fitfer pg beftemt Underretning har man ifte om, hvor han efter biin
itte Juni opholdt fig eller hvad han tog fig fore, indtil hans Død, fom
indteaf i eller ved Oslo — fandfynligviis paa Atershuus > — endnu famme
Sommer eller Høft, men hvis Dag vi desverre heller ikke kjende. Der
haves et Brev, udfledt i Mitebal, fydligft paa Raumarite og Nabodbygd til
Delohered, den Iite Juli 1380, hvorAaret angives fom Kong Haatons
250e Megjeringsaar 7). Dette vifer, at Kong Haafon endnu maa have
levet paa den Vid, thi da han døde i Oslo, vilde man itte længe have
tunnet være uvidende derøm i Mitedal, hvorfra der rimeligvis dagligt
gif Bud baade til og fra Byen. Endvidere feer man, at Kong Haaton
maa have overlevet fin Hyldingsdag, hvormed hans 26de Megjeringdaar
begyndte, hvad enten denne nu var Yde, 10de, 45de eller 16de Auguſt,
(fee forr. B. S. 609, 610). Thi for det førfte findes der to Breve,
udfledte det ene paa Berg i Strauthval i Valdres den 21de December
1380, øg bet andet i Gandehered paa Beftfold den 16de April 1381,
der ere daterede i hans ,26de Regjeringsaar" 5); nu var fan viftnok paa

5 at Rong Haafon døde I Oslo flges udtrytteligt I de visbyfte Minoriters
Krønite-Optegnelfer, Ser. r. Sv. I. 6. 45, Scr. r. Dan. I. 260.

%) Dipl. N. IV. 520.

9) Dipl. N. 1. 468, III. 480. Ved dette fibfte Brev, fom er dat. Magnuemesie, have
Ubgiverne af Dipl. N. meent at burde antage ,Magnuemesfe* for at betegne
bte Geptbr,, alfaa em anden Dag end den, der I morffe Breve febvanligt fals

. ' på

116 $Haaton Magnusfon. .

den Vid død, og hans Død ganſte vift bekjendt paa begge Steder, men
Udſtederne funde dog ikke have regnet efter hans 26de Regieringsaar,
Hvis han var død, førend det begyndte; de have tun fortfåt med denne
Maade-at betegne Naret paa, fordi de nu engang vare vante dertil, og Hans
Gfterfølger endnu itte var hyldet, ſaaat de kunde regne Aarene fra ham.
For det andet haves der et Brev fra Ullinsvang i Hardanger, dateret
Tirsdag efter Seljumannamesfe, altfan Ode Juli, i Kong Haakons ,fidfte
Mar” 1), Dette fan ej være 1380, da Kong Haafon, fom vi have feet,
endnu var i Live idetmindfte den Bite Juli 1380, og Udftederne dog ej
unde tale om hans „ſidſte Mar”, førend efterat han var død. Altſaa
maa bet være 1381, og Kong Haafon faaledes have overlevet fin Hyldings⸗
dag, i Auguſt Maaned, fra hvilfen hans fidfte eller 26de Yar, om
Han havde fuldendt det, vilde have qaaet til famme Dag af Auguft i
1381. Derimod maa han være død idetmindfte nogle Dage forud for den
Aſte October, da et Brev, udftedt fra Sveinarud i Øyjamart eller Ødes
mart (paa Marker øftenfor Rakkeſtad) figes at være udſtedt i Ugen efter
Michelsdag (altfan fra 30te September til Gte October) „i førfte ar efter
Kong Haatons Frafald”*). Altſaa havde man ved den Vid erfaret Kone»
gens Død i Ødemart, hvorhen Efterretningen berøm fra Oslo neppe i
det tidligfte har funnet naa frem å mindre end fire eller. fen Dage, om
man end maa antage; at Jilbud derom frar afyit til Hr. Erik Ketils-
føn og Hr. Knut Algøtsføn famt flere anfeede Mend paa Dal, og
at bette Jilbud formodentlig tog Bejen om Ødemark «eller Egne ikke
fangt derfra. Saaledes falder da Kong Haakons Dod paa en Dag mel⸗
fem: Midten af Auguft og de fidfte Dage af September. Nærmere fan
man itte beſtemme Viden, med mindre aldeles nye, Hidtilubekjendte, Op⸗
lysninger frulde fremfomme>). Hvad han feretog fig fra Viden mellem

bes ſaaledes, nemlig Magnus Jarls Dag, >. 16be April, fanfom bette maatte blive
16ve April 1381, og Rong Haafon da forlængft var død. Men hos os fjendte
man neppe nogen anden Magnusmesfe end den paa 16de April, og ligefaavel
fom man baterebe efter Rong Haakons Megferingeaar I December 1380, liger
faavet funde man gjøre bet I Mpril 1384; man var mu engang vant til ak
betegne Maret efter Kongens Regjeringsaar og havde endnn ingen ny Konge
at datere efter. Ellers kaldte man, fom vi ville fre, bette Mar indtil 29de
Jull 1381, da Gønnen blev tagen til Konge, ,Maret efter Kong Haakons
* Brafafd*, eller .nKong Haakons Brafaldsagr".

) Dipl. N. IV. 519.

2) Dipl. N. Ill. 431.

5 Man har almindeligviis antaget den Afte Mal for Haakons Døbsbag, fordi
Hultfeld figer bet S. 565. Men vette er, fom be ovenfor anførte Breve noke
fom wife, en teen Bejltagelfe. Man kunde formode, at den var opfaaet ved
en Misforftaaelfe af den Ungivelfe, H. maaftee kunde have forefundet, f. Cr.,

1380. &oug Qaafone Dødstid. , 117.

den te og 24de Juni, fvor vi tabe jam af Sigte, indtil hans Død, derom
vibes, fom fagt ifte det ringefte. Men for det Vilfelde, at han fel deel⸗
tog å bet Indfald, fom i dette Aar efter Stilftandens Opfigelfe blev
gjort i det fpdbeftlige Sverige, og efter al GSandfynlighed ſidſt i Juni
eller førft i Juli 1380), da har han altfan paa den Vid været ved
Gtara, og maaſtee endog heelt øfter ved Mefteraas, og er i Slutningen
af Juli ellev de førfte Dage af Uuguft vendt tilbage til Norge, hvor
han ſtrax har begivet fig til Oslo. Denne Untagelfe har meget før fig.
Af hans Opbudsbrey til Sogningerne ſees det, at han felv agtede at fette
fig i Spidfen for fine Krigsfolt „ſyd ved Landsenden“, og der findes
ingen ntydning til, at han da eller feneve hen i Juni Maaned
var fyg eller fvagelig. Tvertimod antyder de to ovknøifte Giflers Fore
fitringsbrev af 11te Juni, at Kongen ventede at opleve famme Aars
Morten smesſe (Itte November). Altſaa maa et pludfeligt Sygdomstile
felbe have rammet ham, hvad enten det var efter hans Hjemtomft til
Oslo eller under ſelbe Krigstoget, fom maaſkee derved fan være blevet
aftortet før iden.

Dette er alt, hvad vi vide om Kong Haakons Død. Ut han, ifær
fien han døde i Oslo, blev begraven ved Mariekirken der i Byen, fan
vel anſees fom vift, uagtet intet udtrytteligt haves derom, og hans Teſta⸗
ment, føm han bog filfert maa have efterladt, forfængft ev tabt. Ut
han ej blev begraven ved St. Hallvard Kirke, maa man flatte deraf,
at der å Fortegnelfen øver dennes Jordegods ikke nævnes et Ord om, at
Kong $Haafon har givet noget dertil , for Lejefted”. Heller ikke vide vi,
om hans Hufteu, Dronning Margrete, var tilſtede ved hans Dødsleje.
Man fan neppe antage bet, thi bet er vift, at hun den 18de Mars var
i Roeskilde 2), og der var faa meget at tage vare paa i Danmark, at
hendes Nærværelfe der nok kunde være nødvendig. Derimod erfare vi,
at hun fort efter fans Død var i Morge, og formodentlig er hun da

at der havde flaaet , Tirsdag før Koremesſe“, og at H. havde forklaret dette
fom Tirsdag før Idle Mat eller Korsmesſe om Vaaren, medens ber meentes
Tiredag før 14be Geptember eller Koromesſe om Høften. Glier maaffee der
Bar flaaet ,feria secunda* (db. e. Mandag) før Korsmesſe (nemlig om Hør
Ren), og at $. fom faa mange andre urigtigt har fortlavet dette. med nto Dage
før Korsmesſe“ (om Baaren). Manvagen før Høft:Korsmesje er 10de, Tirs⸗
bagen ev 1ite Geptbr. Denne Antagelfe har visfelig meget for fig, Hvis man
itte ellers ſtulde tro, at Huitfelb har forverlet Haafon den Ste, ber bøde Sde
Mai, med Haafon ben Gte, og manffee overfeet et ,octava* foran ,Philippi
et Jacobi", Men dette er Iffe faa fandfynligt fom den anden Gjetning.

') Bør 7de Anguft maa, fom vi have feet, Jønkøping være afbrendt, og dette
fete famtibigt med beite Log.

*) Euhm, XIV. 6. 81.

118 Oaakon Maguneføn.

flrar ved Efterretningen derom ilet derop for at føretage de nødvendige
Skridt i Anledning af Sønnens forefraaende Vhronbeftigelfe og Hylding.

Da Kong Haakon døde, var han i fin bedfte Alder, ifte mere end
40 Yar gammel og funde ſaaledes efter Naturens Orden: have: gjort
Meqning paa et meget længere Liv. Hané virkelige Regjeringsnd var
for fort, til at vi kunne gjøre os nogen beftemt Foreftiling om hans Regje⸗
rings⸗Talenter. Men at hans Bilje var god, fremlyfernotfom af alt hvad
han føretog fig, og hvad han felv pttrede i fine Forordninger. Ut han
itte formaaede at ftandfe fit Folt i dets ſtadige Synken og opfrifte dets
benfygnende Kraft, var ifte hans Skyld. Det fulgte deels af Tidsomſten⸗
Dighederne, deels deraf at Norge altfor tidligt huvde naaet et Modene
hedstrin, der flod i Misforhold til dets egne Kræfter, faanekfom til
Datidens Vilkaar: dette efterfod en Slappelſe, fom det ej flod i nogen
Konges Magt at forebygge, og fom lod Norge, ved bet Tidspunkt,
bvormed vi her beftjeftige 06, ſtaa hartad fom en ubkevet Olding ved
Siden af dets to Frændenationer, der netop nu ligefom vaagnede op til et
nyt Liv. I fit Forhold til Faderen have vi feet Haakon fom en kjærlig,
øpoffrende Gøn; ligeledes hade vi feet, at der herftede den bedfte Forſtaaelſe
mellem ham og pang $Hufteu, frjønt hun ganfte vift var ham langt over:
fegen i Talenter og egjeringsdygtighed. Haakons Underfaatter vidſte
derfor ogfaa at fette Priis paa hans Dyder og elftede: ham: meget.
„Folk anfaa ham for en god Mand", faar der i de faa Aar efter hans
Død paa Island ſtrevne Flatø-Annaler, hvor hans Død omtales ').
Og ben betjendte Forfatter Wneas Sylvius Piccolomini, der blev Pave
under Mavnet Pius den 2den 78 Aar efter Haakons Død, 53 Aar game
mel, og fom ſaaledes meget godt i fin Ungdom kunde have talt med Folk,
der (evede paa Haakons Vid, figer om ham: „han flal have været en her:
fig Mand, forunderligt elftet og adlydt af fine Underfaatter*)". Mord:
mendene8 Sørg over hans Død maa derfor ganfte vift have været
meget ſtor.

Da vi itte tjende Kong Haakons Veftament, vide vi heller ikke,
pvor fore Gaver han har ſtjenket til Kirker og Kloſtre m. m., og til

1) Zolandfte Annaler, Udg. S. 382.

9) YGenas Sylvlus, Cosmographia Gap. 33. Hans Ord ere følgende: In håe
terrå (Daniå) patrum nostrorum memoriå Valdemarus regnavit, in Sveeiå
Magnus, Aquinus in Norvegiå, quem ferunt divinum fuisse bominem,
miro provincialium amore et obsequio cultum; huic conjux Margarets
fuit Valdemari filia. —Sevnfør Reyfer, 0. M. Rirtes Hitorie, n. €. 397,
YGneas'6 egne Ord vidne, at han har nedffrevet Hvad han havde hørt af
Bolt, der tilførte ben foregaaende Generatlon.

1380. omg $aotons Gjeld. 119

fine enter .og Vjenere. Man tan meppe tvitle paa, at det har været
en god. Deel, men til Kirterne idetmindſte fun i rede Penge, fiden der
i Fertegnelſen over Oslo Domfirted og Biſtopsſtols Gods, hvilte han
deg maa have-detæntt, ej findes opført noget af ham ftjentet Jordegods.
Men ſaadant gav. heller itte. hans Fader, og det var aabenbdart ikke mere
Stit og Brug, at Kougerne paa den Maade bortgav Jordegods, fom
aldrig funde fafde tilbage under Kronen. Ult, Hvad der findes om Kong
Haakons Save til nogen Kirke, ev at han gar fem Me. Bool i Tuneim
(nu Tanum) i Nanarité til Vuneimis Kirke, og felv dette var fun til
Bederfag mod andet Jordegods, fom Kirken ejede før, men fom formo—
dentfig fan Iængere borte og derfor itte faa belejligt*).. Candfynligviis
far Mariekirken faaet meſt: den var uu engang Kongernes And⸗
lingstapell. Men $Haafon efterlod ogfan, fom Faderen, en ikke ubetyde⸗
fig Gjeld. Det feer endog næften ud, fom om han intet har betalt af
hvad Faderen. ſtyldte og endda dertil felv gjort ny Gjeld. Saaledes ere
farer man, at vgfaa efter Hans Død ej alene de føromtalte Viende-Aare
gange af Krongobfet i Elveſysſel, .hvormed Kong Magnus ſtod til Meft,
endnu vare ubetalte, men at Kong Haakon flyldte ligefaameget til de amme
Mirter, — altfaa, ba han naturligvis fom enefte Arving maatte overtage
Faderens fele Gjeld, itte mindre end 6 Aargange til 23 Kirker, 5 til een,
og 4 til een —famt derhos een Margang til 9 Kirker i Ranarite, 2 til
ten ſammeſteds, og 3'til een i Gtvefpsfel, hvilte famtlige intet havde til gode
af hand Fader»). Formodentlig var heller itte Faderens Løfefum endnu
fuldftendigt betalt. Hvorledes det. hang fammen med de mange Penge,
fom hans Foreldre havde teftamenteret til Vadſtena Klofter, og for hvilke
de havde fat Øen Ordooſt i Pant, vides ikke; men faa meget ev vift,
at Hr. Erik Ketilsføn ved disſe Tider — uvift om før eller fenere,
maa hate haft Ordooft i Forvaring, og da han tillige feed at have
flaaet i nøje Forbindelfe med Kloftret, ev bet ej ufandfynligt, at dette
fan have været paa Kloftretd Vegne?). Ut Favderens Gjeld til Paves

1) Biffop Byfteins Jorbebog fol. 126. a.

2) See ovenfor, 6. 38. , De Kirfer, hvilte Haakon, og Iffe Magnus fyldte
Tiende, vare Bru, Lyſe, Bragafete, Uffelm, Berufjarbardal, Losfine, Botne,
Koilde, Gtedjohof (alle I Ranrife) 1 Nargang hver; Roelm (ogfaa I Ran:
rife) 2, Margange, og Harundarfiav (I Glvefysfel) 3 Aargange; Biffop Ey⸗
fins Jorbebog, fol. 3—8.

3) See Bedr: ,AEldfe Ardivregifraturer", 1. 6. 80. Her tales om, at Urel

.- Mrilløføn (ver Å Harene omkring 1366 havde Glisborg, f. fort. B. 774, og
formobentlig var en Broder af Hr. Crit) havde ved fit Brev opladt Dronning
Margvete Bermelpud, Ugnaholm, Ordooſt og Goløer. og folgt hende det
Guds, : fom Marflen (Grif) havde erhpervet i Viten, paa Ordookt, I Bermes
laud og va Dal. Hans Son Ketil blev drebt paa Ordooſt lenge før hane

120 Haolon Magunsføn.

ſtolen å Anledning af det flore Laan i 4354 endnu ikfe var betalt, for»
ſtaar fig af fig fel; men nu var Schismet indtraadt, og Gjeldabrviferne
laa formodentlig i Avignon, under Modpaven Clemens's Verge: da nu
han itte erfjendtes i Morden, kunde han heller ikke gjøre det gjeldende,
og ba Schismet fangt om længe ophørte, kunde der ej mere være Vale
øm at indfræve Dette .gamle, praſcriberede Vilgsdehavende. Endvidere
feer man, at be bolſtenſte Grever betragtede fig fom berettigede til 100
Mt. Gølv, hvorfor Kong Haakons Fader og han felv i 1360 havde
givet Forftrivning: en Fordring, der dog ligeledes maa betvagtes fom
præftriberet 1). Men endelig ſtyldte Haakon ogfaa Penge i Landet felv,
og disſe Gjeldspoſter var maaſtee de meft trykkende. Vi kjende viſtnok
fun een af dem, men der fan neppe tvivles paa, at der og var flere
lignende. Han flylbte nemlig Fogden paa Utershuus, Benedict Miko-
lasføn, en Sum Penge, der idetmindfte fenere med enkelte LVilleg løb op
til 200 ME. brendt, og det lader til, at han for denne Sum havde fat
ham ben tilliggende Gysfel, nemlig den egentlige Oslo⸗Sysſel med Skog⸗
beimshered, Myrehvarven og Hudreim, I Pant 2). Benedict fagdes (iden
af Dronning Margrete at hate tjent baade Kong Haakon og hans Søn
Olaf huld og tro, men ved Siden deraf førgede han ogfaa ivrigt før
fin private Velferd, og benyttede hertil, fom det lader, fin Iudflpdelfe paa
en ej ganfte tilbørlig Maade. Han havde allerede ved fit Giftermaal med
ulfhild, en Datter af Hirdmanden Vhorgaut Jonsføn, erhvervet flere
Gjendomme i Oslohered m. m., og fom Gysfelmand havde han den bedſte
Anledning, ben han ogſaa, ligefom de flefte andre Sysfelmend, fynes at

Død, fee Diar. Vadstenense, Sor. r. Sv. I, 109, og Urel har formodentlig
atvet ham. At Arel I 1396 havde Befibbelfer paa de Kanter, fees af Biftop
Gyftelns Jorbebog fol. 3, ber ubvifer, at han da flyldte Thoredby Kirke I
Glvefysfel 2 Aargange Llende. Mere herom det følgende.

*1) Ber. r. Dan. VII. p. 347, 352, 359, ifr. for. 8. 6. 653.

2) Menrdiet fit nemlig å 1388, fom bet uebenfor. nærmere Mal omtales, af Dron:
ning Margrete Gter, Modeim og Fverbaleue (Gigbal og Krødshered m. m.)
meb Rronens Indtægter og al Fongelig et unbtagen Ubodemaal, til Lehu for
fig, $uftru og Arvinger, famt Paut for Ve Penge, Kong Haafon var ham flyl:
big, en Borlening, fom fiden bekreftedes af Kong Grit; og da Sønnen Thor+
gaut Benedictsføn fiden havde den famme Forlening, er bet tydeligt nok, at
Gjelben endog da iffe var betalt (Dipl. N. I. 511, 539). Men ba det ef er
tænfeligt, at Benedict indtil da ingen Gitferhed havde haft for fin Gjeld, og ha
vi af et BrevsBrubdfiyfte fra 1381 erfare, at han ba var Foged paa Atershune,
hvilfet Gmbede Agmunb Bergthoreføn deiladte efter 1388, er det aabenbart, at

han indtil 1388 har haft Oslo Sysjel i Pantelehu og da ombyttet bet med
Gfer, Modeim 9, f. v., hvad enten han nu fandt dette forbeelagtigere, eller
Dronningen udtrykteligt øuftede det. Der aar beøuden I Klint Forleningsbren,
at hans nye Syoſel ogſaa ſtalde holde ham fladesløs ,for be Penge, han
endnu ifte havde oppebaaret af „Alla“ (Her fol vift læfes Aslöar) Gysfel".

1380. Rong Olef, roing tl Morges Krone: 121

fane benyttet, til at tage fafte Ejendomme i Betaling for Sagøre; ja,
der findes endog et Brev om, at han fom Foged' pan Akershuns lod en
Mand faggive og hode fengflet, indtil en af hands Benner løfte ham ud
ved at betale en Pengefum*). Det ev fet at fljønne, at Kong Haakon
felv itte Har funnet ſtaa i Gjeldéforhold til en Mand fom Benedict
uden at have maattet fille overflødig og for Creditor fordeelagtig Sib⸗
kerhed. Og Benedict var neppe Ven enefte, til hvem han paa denne
Maade ſtyldte Penge. -Men man fan ej undres faa meget derober: hans
mauge Fejder maa have oftet ham meget; han maatte overtage Faderens
Forpligtelfer og havde filtert ogfan mange Udgifter i Umtedning af
Sønnen, for at underftøtte hans Balg å Danmart, om end bisfe Ude
gifter ingenſteds ere optegnede.

12. Kong Olaf hyldes fom Konge. Union med Danmark. >

Kong Haakon efterfod fig fun den ene Søn Olaf, Danmarks Konge,
der ſaaledes var ubeftridt Arving til Norges Krone. Om Haakon havde
haft flere Børn med Margrete, vides ikke; de maa i alle Fad være
døde fom Børn. Der taltes viſtnok fiden om, at de ogfaa ſkulde have
haft en Son ved Navn Henrik, men det kan neppe forholde fig fan; vi
ville å det følgende fomme til at handle nærmere herom. Det er ovene
for nævnt, at man ej med Bished ved, om Dronning Margrete var
tilftede ved Haakons Død. Der er intet, fom hindrer i at antage det;
i alle Fald maa det anfees fom vift, at hun ſtrax ved Gfterretningen om
Mandens Død haftede til Norge for at gjøre de nødvendige Stridt til at
faa Sønnen hyldet, men man hører dog ikke om hendes Nærværelfe i
Morge førend i de førfte Dage af det næfte Aar. Da det imidlertid
itte ev rimeligt, at hun veifte op ved Bintertide, maa hun i det allere
ſildigſte have forfadt Danmark i October, altfaa fort efter Haakons Død.
Hvad Høvdingerne i Norge nu ſtrax føretog fig, vides itte. Biſtoperne
vare maaftee endnu forfamlede til Goncilium paa Hamar, men der nævs
nes intet om, at de gjorde nøget afgjørende Skridt. Ifølge de gamle
Lovbeftemmelfer ſtulde Erkebiſtopen fammenfalde Rigets Høvdinger til et
Møde for at overlegge om Gtyrelfen og afgjøre, hvo der frulde blive
ben afoøde Konges fterfølger. Muligt, at bette er fleet, ihvorvel
intet beftemt vides berom. Men da Olafs Urveret var utvivlfom, og
ſaaledes hans Untagelfe vis, — faa vis, at man allerede i danfte Bree

1) Deite erfare af et Brev fra 1401 (D. R. IV. 720), hvoraf man ogfan feer,
at fan havde været Foged paa Alerohnus.

128 Dlef Haakonsen. — ' -

fød ham kalde fig ‚Norges Konge" 1) — fyned Margrete, fom for det førfte
fade efterladt ham i Danmark, uden Hinder eller Modſigelſe midler ⸗
tidigt at have overtaget Megjeringen paa hans Megnes thi Den Ate
Januar 1381 fadfeftede hun paa. Akershuus, „med MigstS Raada Sam»
fylte og i fin Gass Navn, alle de Rettigheder og Privilegiex, føm Ma⸗
vietirten i Oslo hidtil harde nydt, indtil Gud af fin Naade forundte
bende, at. hendes .Ljære Søn Kong Olaf ſeld tom” 2). - Olaf tom- ført
fønger. ub paa Maret, men naar eller hhørkedes, er ingenſteds omtalt;
alt, $vAD vi vide -derom er, at han paa Gr. Olafs Dag, den Mde Juli,
blev tagen til Konge i Nidaroos, altjan paa Øretbing efter den
gamle Stilt, hviffet viſer, at han ej fan være reift fra Danmark fegere
end i Quni Maaned. Formodentlig har Margrete heller ikke villet lade
den tiaarige Dreng tiltræde den lange Reife, førend” den mildere Harstid
var indtraabt, og hun imidlertid havde aftalt med bet norfte Raad, hvor»
ledes Sthrelſen frulde indrettes i Olafs Mindreaarighed. Thi at For-
handlinger, og bet af færdeles Bigtighed, maa have fundet Sted derom
mellem Margrete og Raadet, forftaar fig ej alene af fig felt, men det fan
ogfaa fljønnes deraf, at vi lige fra Hyingsdagen atter fee ped ben unge
Konges Side en Drottfete eller Rigsforftander, nemlig Hr. Agmund
Finnsſon, der faaledes hu atter indtog denne Berdighed, og frrår efter en
Gantfler, nemlig Provſten ved Marietirten, Hr. Henrik Henriksføn,
der altfan ni førft fit Vitlen, efter længe at have beflyret Embedets For»
retninger. De Kongebreve, der ere udfedte i Olafs Mindreaarighed,
vife, at disfe to Mend tilfammen beftyrede de løbende Megjeringsforvete
ninger, og begge benyttede Kongefegl, faaledeg at Drottfeten alene i
Kongens Navn udfledte alle Brevé, der vedkom den udøvende Myndighed,
Krigåvæfenet, Finantferne m. m., og befeglede dem me) Kongefeglet, ſaa⸗
velfom med fit eget, medens derimod alt hvad der hørte til den døme
mende Mynbighed, altfaa Bekræftelfe paa Domme, og formodentlig ogfaa
Landsviſtbtebe, udferdigedeg af Cantfleren å Kongens Navn og befegleves
af fam alene. Kun Breve af flørre Bigtighed, fom Betræftelfer paa Privie
fegier 0. a. d. udferdigedes i Kongens Navn af Drottfeten og Gantfleren i
Forening, ſaaledes at det udtrytkeligt tilføjedes, at Cantſleren befeglede
med Kongens Segl. Men i Kongens, det Vil fige hans og Dromningens,
'Mærværelfe, bortfaldt baade Drottfetens' og Cantflerens Mondigbed;
ba heed det fun fom fedvanligt „indſeglet i vor Mærværelfe”, og lige⸗
faa befegledes de VBeflutninger, der under Kongens Navn fattedes paa
Maadsmøder, af alle de tilftedeværende Maadsherter, blandt hvilke altid

1) Brev nd I Slagelfe d. 19de Januar 1381.. Suhm XIV. 03, 94.
5) Dipl. N. V. 320. i . :

1980 —1381. Befemmeljer om Migsfyrelfen. 198

Drottfeten, men fjeldnere Cantfleren nævnes?). Heraf.maa man altſaa

flutte, at ber mellem Dronningen og Raadet umiddelbart før Kroningen er

truffet en Overeenetomit, der omtrent har indeholdt disſe Hobed⸗Artikler;

4. Dronningen fører bet egentlige Formynderftab for fin Søn,

og udfører alle egjerlagshandlinger Å hans Nabn, nar hun ev i
fet -

Maar, hun ev udenfor Landet, føres Megjeringen af Brottften

” fifien å Kongens Navn, faaledes at hiin har alt det egentligt

1) Da det er af Bigtlgheb at funne danne fig em Flat og nøfagtlå Forekilling
hero, blbfette vi Å drenotogift Orden en Borteguelfe Haa alle hidtil bøljendte
baterede Breve, udftedte I Keng Olafs Navn indtil Udgougen af 1385, med en
Fort Antydning af deres Indhoid og Befegling, Bra 1381:-Nibaroos den 29de

. Bill, Kroningddagen, Befyttelfesbrev for Semteland; da dette Brev er ndſtedt
paa et Roadomode, ev det fndfeglet baave af Droitfeten og Hr. Gigurd Hafa
thorsſon, men ej af Eantfleren, formodentlig forbi man endau Intet Gtor-Gegl
havde foaet. (9. gl. 8. Ill, 213). Mivaroos den 7de Ayguft, Velteftelſe paa
Gtomagerneø Briheder, under Kongens og Drottſetens Gegl (ſ. ſebds S 214);
fer var ligeledes neppe noget Gtorfegl ferdigt. Oelo v. Øde Oetober, Svere
braelfe af en Kronen Hlfommende Bengeforbring, under Kougens og Drotte
fetens Gegi, (Dipl.-N.;lk, 469). Bra 1382: Oslo den ble Hebr, Bekerftelfe
paa Marielirtens Rettigheber, under Kongens og Drottfetens Segl; CGontfleren
Befeglede med. (Dipl.N. V. 325). Yunøberg d. 20ve April, Tilladeiſe til Inbbyge
gerne t to Stibreder at bygge ef nyt Landevernsftid; under Kongene og Drottfer
tenø Segl. (ſ. ſteds I. 470). Bergen d. 16be Juni, Stadfeſtelſe af Audunargaar⸗
dens Griheder, under Kongen og Drottfetens Segl (Dipl. N. Il. 470); dette
var fun en ligejtem Gølge af, at Marlefirfens Privilegier betræftedes, derfor
ubfordrebeg her ej Gantflerens Befegling. Bergen d. 23de Juni, Etevninger
Brev til nogte Bolt fra Ryfolke, fandfynligvlle af Hirbmandsklasfen,' tudf.
af Drottfeten og Gontjleren. Bergen ben 26de Juni, Gtadfeftelfe par Mans

. teliv. Kloſters Privllegler, under Kongens og Drottfetens Gegl, Gantfleren bes
feglede med (Muntelivb. S. 19). Oslo den 13de Auguſt, to Landeviſtbreve
befeglete Kongens Mærvarelfe*; hverfen Drottjete eller CGantfler nævnes,
(Dipl. N. I. 474, 476). Bergen den 27de Oetober, Metterbod om Gølandes
farernes Sold, vedtagen paa Raadsmede og medbefeglet af Maavsherrerne,
(orgeé gl. Love Il. 215. Gra 1383: Tunsberg den 26de Uuguk, Metterbod
om $old m m. vedtagen og befeglet paa Raadsmode af Raavsherrerne (N.
gl. &. I. 216). Bergen den 23te Detdr., Betreitelfe af et Kjeb, befeglet af
Kongen :og Drottfeten (Vipl. N. I. 483). Fra 1384: Bergen den 23ve Juul,
Metterbod vedtagen paa et Raadsmøde og befeglet af Raadsherrerue (fammes
ideds 6. 218). Bergen d. 195e Uuguft, Retterbot, igefaa (ſammeſteds S.
222). Tunsberg d. 22de, Etadfeftelfesbrev paa en Dom, beſegiet af Gontfle-
ten, uden at Drottfeten nævnes (Dipl. N. I. 491); Drottfeten kunde desuden
va ej engang være tilftebe I Eunøberg, ba han dem 19de var med Raabet i
«Bergen. Aterøhune den Gte December, Befaliug til Mariekistens Debitorer
at betale hvad de ſtyldte; indfegtet I , Kongens Mærværelfe", uden of. Drottfete
eller Gantfler omtales. Da ev det og vift, at Margrete felv var tilftede,
fiben Bun 14de Jannar var I Dale, (Dipt. N. 1. 488), altfaa tilbragte Sue
len ber.

128 Dlef $oatontfor. ·. -

lod am falde fig „Norges Konge") — fyned Margrete, fom for det førkte
havde efterladt ham i'Danmart, uden Hinder eller Modſigelſe midlene
tidigt at bave prertaget Hegjeringen pan hans Megnes thi den Ate
Januar 1381 fadfeftede hun paa. Akershuus, „med Migsté Raadd Sam»
fytte og i fin Gass Navn, alle de Rettigheder og Privilegien, føm På»
vietirten i Oslo pidtil havde nydt, indtil Gud af fin Raade forundte
bende, at. hendes tjære Søn Kong Olaf felv tom" 2): - Olaf fom ført
Sænger. ub paa Aaret, men naar eller hyorledes, er ingenſteds omtalt;
alt, bvad vi: bide derom er, at han paa St. Olafs Dag, den 29de Juli,
blen tagen til Konge: i Nidaroos, altfan :paa Øretbing efter. den
gamle Sit; hvilket viſer, at han ej fan. være reift fra Daumark ſenere
end i Juni Maaned. Formodentlig har Margrete heller: ikke. villet lade
den tiaarige Dreng tiltræde ben lange Reiſe, førend” den mildere Aarstid
var indtraadt, og hun imidlertid havde aftalt med bet norfte Raad, vore
ledes Gtyrelfen frulde indrettes i Olafs Mindreaarighed. Thi at For-
handlinger, og bet af færdeles Bigtighed, maa have fundet Sted, derom
mellem Margrete og Raadet, forſtaar fig ej alene af fig felt, men det fan
ogfaa frjønnes beraf, at vi lige fra Hyldingsdagen atter fee ped den unge
Konges Side en Drottfete eller Rigsforſtander, nemlig Hr. Agmund
Finnsføn, der faaledes nu atter indtog denne Berdighed, og frrår efter em
Gantfler, nemlig Provften ved Marietirten, Hr. Henrik Henriksføn,
der altfaa vi førft fit Vitlen, efter Iænge at have befyret Embedets For»
retninger. De Kongebreve, der ere udftedte i Olafs Mindreaarighev,
vife, at disſe to Meid tilfammen beftprede de lobende Regjeringsforrete
ninger, og begge benyttede Kongefegl, faaledeg 'at Drottfeten alene i
Kongens Navn udftedte alle Brevé, der vedkom ben udøvende Myndighed,
Krigavæfenet, Finantferne m. m., og befeglede dem med Kongefeglet, fans
velfom med fit eget, medens berimod alt hvad der hørte til den døme
mende Mondighed, altfaa Betræftelfe paa Domme, og formodentlig ogfaa
Landsviſtbreve, udferdigedes af Cantfleren i Kongens Navn og befegleveg
af ham alene. Kurt Breve af førre Bigtighed, fom Betræftelfer paa Privie
Tegier 0. a. d. ubferdigedeg i Kongens Nabn af Drottfeten og Cantfleren i
Horening, faaledes at det udtrytteligt tilføjedeg, at Cantfleren befeglede
med Kongens Segl. Men i Kongens, det vil fige hans og Dronningens,
'Mærværelfe, bortfaldt baade Drottſetens og Cantſlerens Mondighed;
da feed det fun fom fedvanligt ,indfeglet i vor Mærværelfe”, og liges
faa befegledes de Beflutninger, der under Kongens Navn fattedeg paa
MNaadsmøder, af alle de tilftedeværende Raadshetrer, blandt hvilte altid

3) Brev ndf. I Glagelfe d. 199e Januar 1381.. Suhm XIV. 03, 94.
3) Dipl. N. V. 320. . 9

13801381. Geftemmelfor om beigoſtyrelſen. 128

Drottfeten, men fjeldnere Gantfleren nævnes?). Heraf maa man altſaa
flutte, at ber mellem Dronningen og Raadet umiddelkart før Kroningen er
truffet en Overeenetomft, der omtrent har indeholdt disſe Hoved⸗Artikler
4. Dronningen fører bet egentlige Formynderſtab for fin Søn,
og udfører alle Megjeriagshandlinger Å hans Man, nar hun er i
fet DE
Naar hun er udenfør Landet, føres mregjeringen af Beorkfeten
” Gaute å Kongens Navn, faaledes at hiin har alt det egentligt

1) Da det er af Bigtlgheb at funne banne fig em lar og nøfogtig Foreſtilliug
Beren, hidſette vi.t drenotogift Orden em Hortegueffe. paa alle hidtil befjendte
baterebe Beye, ubftedte I. Keng Olafs Navn indtil Ubgangen af 1385, med en
fort Antydning af bereø Indhoid og Befegling. Fra 1381:-Nibaroos den 20de
Sill, Kroningsdagen, Befyttelfeabrev for Jemteland; da dette Brev er nvftedt
paa et Raadomode, et bet ladſeglet baade af Drottfeten og Hr. Sigurd Haf⸗-
tjorsføn, mene af Gantfferen, formodentlig fordi man endnu intet GtorsGegi
havde faaet. (M. gl. &. Ill. 213). Mibaroos den Ude Ayguf, Befreftekfe vaa
Gtomagerues Brihjeber, under kongens og Drottjetens Gegl (f. eds S. 214);
fjer var figelebes neppe noget Gtorfegl ferdigt. Oelo d. Ge October, Overe
braelfe af en Kronen Hilfommende Pengeforbring, under Kougens og Drott⸗
fetens Gegi, (Dipl.-N.:lb. 469). ra 1382: Deio ben 6te Hebr, Bekrrftelfe
vaa Mariefirteno Rettigheder, under Kongens og Drottfetens Segl; Contfeven
befeglede med. (Dipl.N. V. 325). Tunsberg. 20ve Avril, Tilladeiſe til Indbyg ⸗
gerne I to Stibreder at bygge ef nyt Landevernoſtib; under Kongene og Drottfes
tend Segl. (f.feds I. 4TO). Bergen d. 16de Juni, Gtadfeftelfe of Audunargaar⸗
vene Friheder, under Kongen og Drottfetens Segl (Dipl. N. Il. 470); befte
var fun en ligefsem Gølge af, at Mariefirfens Privilegier betræftedes, berfor
ubfordrebes her ej Gantflerené Befegling. Bergen d. de Juni, Etevninger
Brev fil nogle Bolt fra Myfulke, fandfynligeile af Hirbmandetlasfen,' indf.

* af Drottfeten og Gontfleren. Bergen den 2G8e Juni, Gtadfefelfe par Mans
feliv. Klofters Privilegler, uuver Kongens og Droitfrtens Gegl, Gaptfleren ber
ſeglede med (Muntelivb. & 19). Osfo ben 13de Augnſt, to Lanvsvifbreve
befeglete i uongene Mærværelfe*; hverfen Drottfete eller Gantfler nævnes,
(Dipl. N. I. 474, 476). Bergen den 27de Detober, Retterbod om Iølandes
farerneg Told, vedtagen paa Raabömede og medbefeglet af Raavsherrerne,
(Sorges gl. Love Ni. 215. Bra 1383: Tunsberg den 26de Uuguk, Metterbod
om Told m m. vedtagen og befeglet paa Raadsmode af Maavsherrerne (N.
gl. &. Ill. 216). Bergen den 28de Oetbr., Befreitelfe af et Kſeb, beſeglet af
”Mengen og Drottfeten (Dipl. N. I. 483). Fra 1384: Bergen ven 23ve Iani,
Metterbod vedtagen paa et Raadsmøde og befeglet af Raadsherrerue (fammer
fleds S. 218). Bergen d. 19de Auguſt, Metterbot, ligefaa (ſammeſteds S.
222). Yunsberg d. 2206, Etabfeftelfesbrev paa en Dom, befeglet af Gantfle-
ren, uden at Drottfeten mævnes (Dipl. N. I. 491); Drottfeten funde desuden
ba ej engang være tilflebe I Lunøberg, da han den 19de var med Raabet I
Bergen. Aferøhuns den Gte December, Befaling til Marleklxkens Debitorer
at betale hvad de flyldte; indfeglet I , Kongens Rærværelfe*, uden ai, Drottfete
eller. Gantfler omtales. Da ev det og vit, at Margrete felv var tilfede,
føden hun 145: Yanmar var i Dele, (Dipl. N. Ul. 488), gan tilbragte Ju:
len ber.

122 Diaf $aafonefon.

Adminiſtrative og hvad der hører til Krigsvæfenet, denne alt Hvad der

- vebfommer ben bømmende Myndighed, under fin Baretægt. - Kun vigtige
Beflutninger, fom Betræftelfer eller Vilftaaelfer af Pvivilegier 8. f. v.
dfajøres og befegles af Drottfeten og Cantfleren i Fellesſtab. Naar
Dronningen felv ev tilfede, bortfafder begges Myndighed.

3. Sovgivningsfager, fom Metterbøders Udſtedelſe 0. f. v., fores
li og afgjøres fun paa Raademoder, ej af Drottfeten eller Cantſleren

paa egen Haand.

Man feer heraf, at Naadet intet havde imod, at Dronningen førte
Megjeringen og udobede Kongemagten, naar hun var i Landet, men at
de kun vilde forebygge, at Regjeringen flulde føres fra Danmart af,
neppe faa meget af Brygt for, at danft Indflydelſe ſtulde gjøre fig gjele
dende — thi det kunde jo dog altid fee, naar Dronningen var i Landet
—- fom for at den Ulempe frulde indtræde, der under forrige Union
med Sverige oftere havde fundet Sted, at de Iøbende Forretninger
og Ørpeditioner ved Megentens Fraværelfe ganſte gif i Stan. Den
Tillid, fom Raadet her viifte Margrete, indeholder et merkeligt Vidnes⸗
byrd om hendes overlegne Dygtighed og den Yudeft, hun maa have
forftaaet at vinde hos Mordmendene. Formodentlig var det hende uder
futtende forbeholdt at raade over Gyflerne og Krongodfet, fan at Drott-
feten og Cantſleren ej paa tgen Haand kunde give Forleninger, dog findes
ber ej nu SBreve, fom udtrytteligt handle derom. I de Brave, fom
Drottfeten udſtedte i Kongens Navn, brugtes fedvanligviis den Formel:
„vi have med Raad og Gamtytte af vor kjærefte Drottfete Hr. Agmund
Finnsſon befluttet, eller givet 0. f. v.-; og tilfidit under vort og vor
Drøttfetes Indſegl“. I de Brede, fom Cantfleren udftedte å Kongens
Stavn, nævnes derimod kun ,Maadet” i Almindelighed, og de ende
med nProvften ved Marietirten i Oslo, vor Cantfler, Hr. Henrit Hen»
vitaføn, inbfeglede". Da bet er aadendart, at Drottfeten ofte befeglede
fine Brede, medens Cantfleven var langt borte, og omvendt, er det umu⸗
figt, at de begge to funne have brugt eet Segl, men Drottfeten maa
have brugt det mindre Kongefegl, eller Secretet, Cantfleren Storfeg-

- fet '); beøverre mangle Geglene paa alle de føromtalte Brede, faaat intet
beftemt Vidnesbyrd derom haved.

1) Dette fres bedft ved at ſammenholde den nysanførte Metterbod, bateret Ber»
gen ben 1900 Auguſt 1384, med Befteftelfeabrevet, bateret Tuneberg ben 22de
Auguſt f. A.; begge figes at være befeglede med Kongens Gegl, men hvis

- ber fun var et, funde bet ef være I Bergen den 199e og I Tunoberg ben
22be Uuguft. Altſaa feer man, at Drottfeten, ber ben 19ve var med at bes
fegle Å Bergen, havde ert Gegl, og Gantferen I Lunsberg d. 22de et andet.
Nu er det vif, at bet Segl, Gantfleren bevarebe, aktiv var Gtorfeglet, føl
gellg maa Drottfeten have haft Secretet.

1380—1381. Gormobet Unlonsact med Danmart. 125

Man ſtulde formode, at der ogfaa fluttedes en Overeenskomſt med
det danfle Raad, etflags Unionsact, i Liighed med den, der i 1349 flute
teded med det føenfte. Den danfte Hiftovieftriver og Cantſler Arild
Huitfeld, fom førev noget over 200 Aar fenere, figer ogfaa, at det hol⸗
des for, at Dronning Margrete og Rigets Raad i Morge (dem.- igjen
til Bilje i Danmark, fom tilforn vare eens til at famtykte Kong Olef
til Danmarf) en Forpligt at være gjort og ganget imellem, at Dan»
mart og Norge fedfe ſtulde blive tilfammen under een Konge"). Hans

. Mdtryt „det holdes for“ vifer vel, at ej engang han har kjendt nøget
derom oprettet Øren eller har haft noget filtert Vidnesbyrd derom;
imidlertid. fan beg benne Untagelfe ej ganfte være greben af Luften, og
faavel den tidligere Analogi fra Foreningen med Sterige, fom Margre⸗
tes velbetjendte Beftræbelfer for at knytte Unionen faftere og udvide den
til det hele Rorden, giver ben al mulig Gandfynlighed. Blandt Bil
farene å benne Umionsact, hvilke de nu end ellers Funne have været,
maa der ifær have været eet, ber filtrede hvert Mige fin Selvftændighed
lige over for bet andet og føgte at forebygge Indtrængen af bet ene
Miges Mend i det andet Riges Raad, Slotte, Syſler eller Lehn. Over.
hoved maa Indboldet paa det nærmefte have flemmet med den ſenere
ſtorre Unionsact for alle tre Miger. Men, fom fagt, hverken i Dan.
mart eller Norge har i be fidſte trehundrede Mar nogen ſaadan Forenings⸗
att været ſunden, enten i Original eller Afftrift. Sandſynligviis har
den, ligeſom den fenere flørre Act, alene været udſtedt i meget fan Gjen»
parter, og ej været - beftemt til Offentliggjørelfe, hvorfor den fiden deſto
lettere funde forfomme. Man har vel ikte engang lagt nogen fynderlig
Begt paa den, efterat ben var bleven gjort overflødig ved Foreningen
mellem alle tre Miger og den nye ct, fom derom udſtedtes.

Margrete forbeholdt fig, fom Skik og Brug var, fin egen Livge-
Ding eller Morgengave, hvilken, fom det allerede er omtalt, paa det nær-
mefte var ben famme fom Dronning Blandes, idetmindfte Elvefysfel og
Ranrike med Bettahered, undtagen Ordooſt m. m., maaftee ogfaa Borges
fysfel 2). Tillige er det af flere Breve aadenbart, at hun paa famme

1) $ultfeld, S. 565.

3) Ser ovenfor 6.50. Fil pderligere Beſtyrkelſe herpaa fan anføres, at hau
l 1385 gav Biſtop Jous Landboer paa dolkeſt ad I Bettahered Gritagelfe for
feding, Slat og Told m. m. I fit eget Ravn og under fit eget Gegl. Thl

4 bet er aabenbart, af om Laudſtabet ef havde ſarftilt tilhørt hende fom More
gengave; men flaaet under Koug Olaf, da maatte Brevet have været udſtedt
Å bennes Mavn, om hun enbogfaa felv mot faa meget var den raadende. Kan
faa Uger forub udſtedtes, fom vi have feet, Å Rong Olafs Navn em Befaling

196 Diaf Hadfonsjøn.

Meade ogfan havde Nordre⸗Halland med Tilhehsr, hvad enten dette,
naar det fom til Stykket, dog ſtrev fig fra Egteſtabscontratten 1363;
efler det fenere var hende overdraget"). Saaledes udgiorde hendes fær-
flilte Beſiddelfer et fammenhængende Heett, fra Svinefund til Falkenderg.
Der fan neppe være nøgen Vvivl om, at de Dele-af- Sverige, ver ikke
adied Kong Utbredt, og fom grændfede til. hine Befiddelfer, oyfad ber
tragtedeg fom nærmeft. fydende under hende; og ot Slottenes Befalinga⸗
mend. holdt disſe, fom det heed, til hendes Hand ?). - For at dogte
disſe Befibdelfer og iagttage Kong Albrechts Bevægelfer var det: vel,
et. Dronningen ilte-ledfagede fin Søn: til Throndbjem, men: forblev føne
denfjelds og fandfynligviig endog: frar begav fig til Halland, da hun
den 28de Juli, altſaa Dagen før.Giønnens Hylding i Ridarøvg; var paa
Bardbergs Slot og her fotlenede em af fine meſt betrørde Mend,
der ſiden ſpillede en betydelig Rolle, og hvis Etlinger ogſaa havde meget
at ſige i Rorge, Nisſe eller Nikolas Jensſon Svarteftaaning, med
bet: Godt i Fjeraas Hered, fom Magnus Porſe og Thorkel Erngiſlſon,
der havde forladt hendes Tjeneſte, hidtil havde befiddet3): - Hun. havde
faampget mere Uarfag: 1 at frygte for Ufrev: par: disſe Kanter, fom
Rong Albrecht under hender Ophold i Norge — formodenslig ved Fejde
eller Zrufel om Fejde, havde fanet Gtuaningerne til at aabne Underu
handlinger i Skeninge ved et Grfandtfub, for: hvilket Lrlebiftap Mage
aus af Sund og Tuve Gaten flod i Spidſen, og paa egen Hand at
frutte: en Gtilftand smed ham den 7de April, der ſtulde vare til nærte
Var: Midſomner, og hvorved han forbeholdt ſig, hiinfides Øvefund at

til Narieklrkens Debttorer at betale fin Gjeld, og Brevet derom befegledes Å
hans Rærværelfe; ber er jo Ingen Tvivl om, at hun ogfan var den egentlige
Udfederinde heraf, men hun lod bog Brevet udſtede Å Gønnens Ravn; enhver
anden Gorm Gavde været ugyldig. I Margretes Brev. Maar der enkpdermere,
at hine Landboer frulle nyde af den Brihed 0. f. v., fom hendes egne 'og

hendes haandgangne Menda Fjenere nyde I uhendes Lehn og Belde”,
Øittfaa regner hun her Mettahered HL ft eget ehm og Velde", di e. fin
Morgengave.

1) Dette fon ogſaa fluttes ej alene beraf, at det mdtryffeligt figet, at hun fit
$alland til Morgengave, men ogfaa deraf, at vi vaa lignende Maade fre hente
Bortgive Borleninger Å Nordre Halland I fit eget Navn; faaledes til Misfe
varteftaoning, fom bet ſtrax nedenfor omtales; og til Abraham Broversføn,
Hvem un før Rovember 1382 vantfatte en Deel af Kongsbatte Slot t (Brev
I bet fo. Rigsardiv).

2) BE have allerede feet, at hun havde Elfsborg. Openſteen var vel I 1376 afs
fraaet af Gertug rik HER. Otaf, men I 1382 holdtes bet paa Dronnime
gens Begne af Johan Lifte (Suhm XIV. S. 105).

3) Suhm, XIV. & 95. Det var fanbfynligvile endeel of Kongsbalk, hvorfra
hau femere (I 1385) baterede et Brev, Bunge, &. C. K. Uk. 1225.

4381. Olaf dageø til Konge paa Øreihing. 137

tynne: unberfløtte - fine Brødre mod Danmart, medens Juddyggerme i
Staaue og Halland frutde unne hjelpe fin Konge Olaf i enhver Krig
undtagen mod Gverige'), Hovedaarfagen til dette befynderlige Skridt
fra Etaaningermes Side var vel, at en faa flor Deel af Staane endnu
flod under Hanſeſtaderne, faa at Margrete eller det danſte Rigsraad
ej uden at fløde disſe for Hovedet kunde befatte fig dermed og
ſaaledes maatte overiade Landſtabet til fig felv. Men den Omftans
bigped;: at :vi finde Tube Galen blandt Underpandlerne, lader: bog. fore
mede, at ber: og var nogen Underfundighed med i Gpillet fra Gtapninr
gernes Side?). Imidlertid maa man beundre Margrete, her fag
tjelt flillede fig paa Magt med Medlendurgerne i Sverige ng. var vede
til af modtage og møde ethvert Ungreb fra den Kant, medens Sønnen,
fjernt i Morden, mediog MNordmendenes Hylding.

At Kong Olaf ved denne Hylding ledfagedes af mange Maaböher:
ver, og at der har været en glimrende Forfamling i Ridaroos, er vift
not, men blandt bem eve fun Dvotfetens og Hr. Sigurd Hafthorsføns
Manne opbevarede: De have memkig befegler et Beſtyitelſesbrey for
Semteland, med Bekræftelje paa dets Nei og Friheder, fom Kongen ude
gedte pas ſeipe Kroniugsdagen). J dette Brev figrs der udirptteligt,
utt Drottſeten og flere gode Mend af. Raadet havde tilfvøret Mtmuen
over Hele Norge at overholde og pua Kongens Vegne at lade qverhnide
gammel Net og Lov, og at han -felv havde givet Almuen Tilſagn om at
fulle blive ved af deres gamle Met og Lov ſaaledes, fom deres Forfedre
havde mydt den af Øengens Forfedre og Forgængere paa Lrpnen". Bre⸗
vet, aar der ogfaa, famtyktes af Dvottjeten-og flere gode Mead. Det
vil firar nedenfor fres, at Haakon Jonsſon fandfynkigviie. var een af de
Raadsherrer, der overvar Kroningen; i faa Fuld er der ej ufandfynligt,
at det var fam, fom efter gammel Etit gav Oiaf Kongenavn, thi før
Mar vfter fre vi Ham par lignende Maade bilfe Olafs Efterfølger
fors Konge. Dog var neppe nogen Erkebiſtop tilſtede: Ertebiftap
Zhrond var fandfynligviis ganfte nyligt afgaaet ved Døden, eller døde
under felve Hyldings=Højridelighederne. Hvad Drottfetens Udnævnelfe
angaar, da ev det rimeligft, at han forſt var valgt af Raadet, ligeſom forben
Sr. Ørling Bidtunnsføn, men at Kongen, umiddelbart efterat have faset

i) Gahm, eiter Originalen i det vanffe Geh. Urdiv, XIV. &. 521—685.

2 Imidlertid var bog ogfan Uyel Metilsføn med, manffee for em oler enden
- Borg Å Eøxdrehalland, og hon man antegrs at have været Dronningens
torige Tilbænger og at have varetaget hendes Iuterebfer.

7) Norges gl. &. I. 6. 314. Der Raar mdiryffeligt, at Brevet er mvkedt I
Trondhjem .paa Dlafsvalebag førre, ba vi bleve tagne til Konge, det førfte
Mar af vor Megjering". -

138 Duief Hastonbjøn. -

Kongenavnet, gav ham Drottfete-Mavn. Han var ſaagodtſom ſelvſtreden
dertil, da han allerede før havde baaret det. Og naar der flulde udnævnes
en Gantfler, turde der ej være Vale om nogen anden end Provk Hen⸗
vit, ba-biint Gmbede var henlagt til Provfdømmet. Men man funde
have undladt at ubnævne Mogen, og at det fete, maa vel enten, ligeſom
med Hr. Paal Baardeføn fordum, tilftrives Geiftkighedens Indflydelfe,
eller og ev: det fleet efter Dronning Margretes eget Onſte. Unegteligt
maatte det ogſaa lette Megjeringsforretningernes Gang, at en Cantfler
kande beførge de lobende Gager, medens Drottfeten ſerdedes omkring for
at: holde Orden i Landet.

At - Olaf ved denne Lejlighed ogſaa blev Frønet, fom etftebs angi.
ves 7), ev muligt, men: neppe fandfynligt. Denne Hojtidelighed plejede
helſt at ubfettes, til Rongen naaede StjelssMar. Sammeſteds forfittres det
ogfaa, at Kong Olaf lod fin Fader ,hederligen begrave”, i 1881%).
Dette er heller itte fandiynligt, med mindre man antager, at Kong Haa-
kons Biig firar-efter hans Død har været forelødigt bifat, og Ven:egente
lige Hoejtidelighed ved Begravelfen udfat til Olafs Ankomſt om Vaaren
eller Begyndelſen af Sommeren.

Allerede ved Olafs Hylding i Slagelſe 1876 havde Kong Hatton
og Dronning Margrete, eller maaſtee ogfaa det danſte Raad, efter-Kvng
Baldemars Grempel, ladet ham antage, foruden den gammle danſke Konge-
titel, „Daners og Slavers (eller Venders) Konge", ogfaa den af , Goternes
Konge", forat betegne fin Met til Øen Gotland. Dette Villeg bibeholdt
Dlaf ogfaa å fin norfte Kongetitel; men nævnte her ikke, Skaverne",
fanat hans Vitel i norfte Breve derfor lyder: „Olaf, med Guds Naade
Morge8, Daners og Goterd Konge". Man feer heraf, hvilten Vegt
hans Moder fagde paa Befiddelfen af Gotland. Derimod opgav man
før Olaf for det førfte den Vitel af , Sveriges Konge", fom hans Fader
havde ført, og fom det fynes, at han flulde Have arvet efter han, med
Fordring paa Foltungernes. Vrone. Men Margrete. har vel for Øje-
bliktet villet undgaa at ſtode de Svenſte ved en faadan Demonftration.
Sed Haakon var det en anden Sag: - Han havde virtelig. baaret Sveriges
Krone, det havde Olaf itte. Siden optoges dag Titlen , Sveriges Av-
ving". Maar berimod Margrete taldte fig „Norges og Sveriges Drons
ning", var bet fordi hun fom Cute beholdt Mandens Vitel. Men i de
hanfeatifte- Documenter taldes hun tun , Dronning til Norge", thi dette
var jo dog egentlig bet Rige, hvorfea hendes Dronningtitel ubfytang.
Fra denne Hyldingsdag af, den 20de Juli, begyndte man ſaaledes at

1) Quitfeld, &. 566.
3) Gammeftebs, S. 565.

1381. Rong DIM foldes I Nidaros. 129

regne Koag Dinfø Regjering, og at datere Breve derefter. Hidtil harde
man i Metlemtiden fra hans Faders Død deels hjulpet fig med at nævne
Mardtaklet efter Chriſti Fodſel, hvad der Å norfte Breve ej Har faa bruge-
figt, derfø bateret ,i Maret efter Kong Haatons Frafald“, ,i Kong
$aatons FrafalvsAar”, eller å hans „ſidſte Mar", ja endog, føm vi
have feet, flet hem i Kong Haatoné Aar“, uanfeet at han var død").
Den unge Konge, og formodentlig ogſaa de forfamlede Herret, vare
endnu den ve Muguft å Throndhjem, thi denne Dag udſtedtes en Bee
treftelfe pan de bergenfte Gtømageres Frihedsbrev?). CSandfynligviis ev
hele Meltemtiden Gengadet med atudftede lignende Breve til mange forftjels
lige Game, men man har itte Funnet velte at beſegle dem alle, fom det til
Jemtrlaud, paa felve Hyldiagsdagen. Men ej længe efter man Kongen *
og Gerrerne have tiltraadt Vilbagerelfen, thi allerede ven 280e Auguſt
var Drottſeten og fleve:andre Maadåperrer, (Biftop Jen I Oslo, Drott⸗
feten, Provſt Binalde (Magiſter Capellarum), Provf Henrik, Haakon
Jonsſen, Gante Eriksſon, Benedict Mitoladføn, Henrit Michels⸗
torp, MIF Haralbsſon, Jon. Martinsſon, Jon Meidarsfen Darre og
Amund Bergthorsfon Bolt), hvoriblandt flere fanrynligviis havde
varet å Nidaroos, førfumkede i Horndorefand 3) — uvift om det paa
Ugdefiden eller det paa Vitſiden —; og Hvad eten de nu ført vare
dragné øver Land til Oslo og derfra til Søs, eller de huvde taget Søs
dejen lige fra Torondbje langs Kyfterne, fan maa de, for at funne
tomme før tidligt til Hornberefund fom den 280e Auguit, have forladt
Throndhjem meget fmart efter den 1406. Spørsmaalet, hvad Mej de

1) De bldtil befjendte Breve fra Mellemtiden mellem Ifte Septbr. 1380 og 29de
Sull 1381, ver ef ere baterede efter Marøtal, men efter Kong Haakens Deds—⸗
ver eller Megirilnqaaar, ere følgene fem: Dipl. N. I. 431, c iſte Detbr.
4380, fra Øyamart ,fyrstu åri fråfalls B. K* Dipl. N. I. 466, 2106
Drcdr. 1380, fra Baldreø, ,26dm åri rikis H.K.* Dipl. N. V. 321, 23de
Marte 1381, fra Saude paa Grenland, ,fyrstu åri frafalls H. K.* Dipl. N.
Mi. 430, 160 April 1381, fra Saméhered paa Veåfold ,26 åri rikis H, KA
(fet er Øaafon foldet ,Nöregs,; Svia ok Dana konugr* et Tegn paa,
Yrorbevr6 Goreningen met Danmart un Rød Holt for Hovedet). Dipl. N. IV.
519, 1906 Juli 1381, fra Ullenøvang, msfbaste åri H.K.*. Bua den Tid
vide man ber fiffert allerede, at Olafs Hyldlug om faa Dage vilde fee.
Syr. odfr. S. 176. Gom ei Ggenhed maå vet aufers, at der finded et Brev
ef Gte Sutil 1982, Ver endog er dateret Ldet Mar efter Roug Hanfons Dad,
Pipt. N.,11., 478; Stedet anghves fffe, øg muligt fam det have veret fan
affitee beliggende, at man deg endnu itfe havde erfaret Kroningen. Der fal
ogfaa have været et af 1382 eller 1383, der var bateret I det Hole. (Blandt
norr Brede paa Mecehune 1624, Suhm XIV. 130). -

Noitzer al. Cove, Uh 6. 214 - :

%) Dipl. N. I. 469.

Mundo Hiforis. uden Hovebafdriing. M. 9

130 Dlaf Haafonsføn.

have taget, er itte unigtigt, thi bbis de have taget Sobejen, da fan maaſtee
deres Opbold i Hornporefund alene være foranlediget deraf, at de nu vare
paa Filbagepejen og agtede fnart gt files av, figefom detda og maa an»
ſees vit, at de flefte af dem havde været med i Thrandhjem, iføær da be,
paa Binalde nær, alle hørte hjemme paa Øftlandet; fom de derimod fra
Oslo, maa de hare været fammenkaldte af Dronningen og ſtulde i faa
Hald indfinde fig hos hende paa Bardberg eller andenſteds til Raadſlag⸗
ning"). Desverre veed man heller itte, hvor Dronningen paa den Tid
ophofdt fig. Maaftee blev Olaf omtrent paa famme Tid bragt ned til
Banmart, hvor der i Ringfted den 11te December udſtedtes et Brev i
hans Navn. Cittert fan man dog itte heraf flutte. hans Tilbagekomſt
til Danmark, da man ogfaa her oftere udftedte Breve i hans Navn og
under Nigsfeglet, uden at han var nærværende. Med langt førre Vide
fed fan man derimod antage, at han idetmindſte harde forladt Morge (og
følgelig var fommen tilbage til Danmark, å Detober 1381), fordi et i
hans Navn den Yde October i Oslo udftedt Brev ev befeglet af Drotte
feten, uden at hans Mærværelfe udtrykkeligt nxvnes. Thi tun naar dette
fler fan man være fifter paa, at han, og formodentlig da ogfar Mor
deren, har været tilflede. Qverhoved forfvinder han I disfe Umpndige
hedsaar næften ganfte fom Perfonligped. Hvor han fom Konge fral
fremtræde perfonligt, er det Pronningen, fom handler I hans Navn;
ellers beforges de fedvanlige Grpeditioner i hans Mavn paa ben allerede
angivne Maade. Kun nogle faa Gange erfare vi paa nysnævnte Viis
hans Nærværelje i Norge, ellers er det aldeles uvift, hvor han oppoldt
fig. Det er ej engang fittert, om han har været tilftede ved de Naads⸗
famlinger, å Bergen og andenſteds, hvor Netterbuder ere udgitne. Hans
Mærværelfe var der ikke mere nodvendig, end ved andre Lejligheder, og
hans Moder, fom viftnok ved en faadan Lejlighed vilde hare fulgt med,
var idetmindfte neppe nogenfinde efter Haatons Død i Bergen.
Saaledes var da nu den unge Olaf bleven Konge baade i Norge
og Panmart, og en Forening var oprettet mellem begge Niger, der uns
der forftjellige Omverlinger flulde vedvare i 433 Aar, og fom maaſtee
Margrete allerede nu tæntte paa at pjore fedfevarende, men fom de flefte
Mend i begge Niger neppe tænkte fig anderledes end midfertidig, faa
edeg at ben atter ſtulde blive oploft, hvis Kong Olaf i fin Tid fit
tvende Sønner. Hvad man i Norge meente om Foreningen, uævned
ingenfted8. Mange vare viftnok femte for den. Endeel Vetragtede den

3) Mt deg Jon Martineføu ef havde været I Midaroog, feed uf et Brev, vateret
200 Suli 1381, der vifer, at Gan den Dag var paa Holm I Dalsland. (Dipl.
N. 1. 464). -

1381—1387. Dronning Margretes overlegne Talenter. 131

tel med Ligegpfdighed, fom en uundjaaelig Etjebne, og fun de Farreſte
fynes at have betragtet den fom et Oude. Ur Ctemningen å Norge nu
tar langt mere før denne Union, end den tidligere var: for Unionen
med Sverigé, ev umistjendeligt. Det famme var formodentlig Filfeldet
i Panmart. Bed ar velje Olaf havde man viiſt, at man onſkede Fore
ningen! fun de, ber hodt med Medlenburgerne, tunde figes at være
misførnnjede dermed. Denne gunftige Stemning hos Fleerheden å begge
Miger fan vel for en Brel være kommen af Folelſen af, at de gjenfivigt
trængte til hinanden; men for en for Deel ſtyldes den dog vilt ogſaa
Margretes Statsklogſtab. Dverhobed, jo nøjere man betragter de
politifte Tiſdragelſer i orden paa denne Vid, deſto tydeligere træver
Margrete I Forgrunden fom den, der overfaa og beherftede Forbofdene,
99 bis overlegne Mand ledede bet Hele. Ut hun, fom Entelte hare
meent, fan gradeviis, efter Omftændighedernes og Vilfeldets Medfor,
ſtulde være fommen paa den Fante, at forene ordens trende Niger,
og ej lige fra forſt af ſtulde have flillet fig dette Maal for Øje, ev
neppe tænteligt. — Endog hendes. egen Vitel, „Norges og Sveriges
Pronning*, maatte fladigt erindre hende derom. Mationerne felv havde
ubevidſt ſtrabt derhen. Forſtjellen mellem ve tvende Cprog, fom talteg
i Morden, var allerede for en ſtor Deel udjebnet. Tronningens egne
Sar · Beſiddelſer dannede allerede etſlags nærmere Forening af norſte,
danſte og ſvenſte Landsdele, ver maatte gjore den Tanke, paa famme
Maade at forene Hovedrigerne felt, baade naturlig og Udfigten Verril
ſandſynlig. Endog de hyppige Provifioner af Geiftlige fra der ene Nige
til det andet maatte begunſtige Filnærmelfen, og i den nye Birgittiner⸗
Drden, der nu omfider tog fit Sade og begpndre fin Virkſomhed i Bad»
flena, havde man hvad man kunde falde en unionett Planteſkole for
griftlige Kræfter og for Uvbredeljen af den norvifte Eenbeds-Idee.
Siden var aabenbart fommen til at begynde Bertet; Margrete var en af
de førfte til at indfee dette, og hun begondte det med al fin overlegne
Kraft. At hun derved nærmeft havde fin egen og fit Dynaſties Hore
herligelſe for Øje, og ej faameget tæntte paa felve Mationernes Fordeel,
er vel muligt, og efter de Da herftende Foreſtillinger endog fandivnligt.
Men den flore Vante var ligefuldt undfanget og Haanden fagt paa
Bertet.

13. Anſeede Mend. Biſtoper og andre Geiftlige.

Efter ſaaledes at hare feet -Koreningen mellem Norge og Danmark
fliftet og den unge Kong Olaf hyldet fom begge Rigers Konge i et Navn,
9*

132 Olaf Haafonslon,

mebeng hang Moder i Birkeligheden ſtyrede det Hete, man vi 'hatragte
de enten ved fin Eumbedsflilling, eller fin Byrd; eller fine Falenter frnme
tagende og indflydelſesrige Perfoner, fom par denne Tid fevede i Lage
det, og hois Bifland Dronningen mere ekjer mindre ſtulde henpste i Ud-
førelfen af Megjeringené Gyfler. En ny. Slegt hayde gu ganfle-aføft
den, der raadede i Landet, da Unionen med Gverige ſtiftedes i 4349.
Endog de eldfte gjenlevende Veteraner fra tidligere Rage, Hakthorsføn
nerne, tare engang fun Barn og kunde neppe erindre neget am BVegi⸗
venheden fel, om de. end i ſin Ungdon havde levet fammen med
Unionens. Gtiftere. De fleſte vare allerede døde fon mere ed. et
Suees Aar tilbage; mange af dem vareallerede blerne Offere for Mane
dedøden i 1350. Med disfe Mend fra 1319 taalte de fra 4380 neppe
at ſammenlignes. Bi føge i 1380. forgjeves Mend fom Erling Vidtunns⸗
føn, Finn. og Jver Agmundsfønner, Bjarne. Audunsſon, Erlabiſtonerne
Eiliv og Paal. . Men lige faa langt; fom Mendene fra 4880 ſtaa tir
bage før dem fra.1319, ligefag langt ſtaa igjen disſe tiltage fordedyge
tige og. teldige Herrer fra 1280, med. de ſtore Grindringer. fra: Hapton
Haakonsſons glimrende Fiber; en Bjarne Erlingsſon, Thore Hagtonge
føn, Audun Hugteitsfan, Undres Plytt, Exling ULaføn og UK Griingér
føn, og Pralater fom Grfehiftop Jon. Gaa vi eypnu højere pp i
Siden, til Kong Haaton Haafonsføns kraftigſte Dage, da føde vi
paa endnu mere fremragende Perfonligheder, ſom kej. at.tale om. Kangen
felv) Arnbjørn Jonsføn, Dagfinn Bonde, Jon Gtaal, Biftop Haakon i
Oslo, og — tredå hang fjendtlige Forhold til Kongen — førft og fremft
Hertug Gule. Saaledes have vi det førgelige Stue af en jevn Stigen
nedad, en ſtadig Gvinden of Kræfter, ligefom hos. Oldingen, eller
endog fom hos den i fig feld oj faa. bedagede Mand, der for Uarenes
Gtyld endnu kunde være raſk og rorig, men fom i Ungdommen. aktfor
meget har ødflet med fine Kræfter. Og bog var denne Hedadfrriden
ingenfunde bevirket eller fedfaget af en tilfvarende Uftagen i materielt
Belnære. Tvertimod, det lader: til, at der, efter at Mandedadens sjeblike
felige Birkninger vage nøgenlunde overſtaaede, herftede temmelig jevn Vel⸗
frand, og maaſkee endog i faa meget flørre Mon-end før, fom der mu var
færre Folk om NMationalformuen. Der mertes ikke andet, end at idetmindſte
alle Folt af nogen Betydenhed eller Unfeelfe havde rigeligt Udtomme,
mange tare endog vverordentligt rige. Det var de aandelige Kræfter,
bvorpaa der frortede. Det var, fom om bisfe næften vare udtømte, eller
faa overanftrengte, at be behørede em fang, fang HVietD- for atter at
bore frem, ligefom Agerlandet maa ligge brak for at udhvile efter alt for
flert:-Byrkning. Og denne Huriletid- udeblen heller ille: lange, marte Aar⸗
huudreder, hvori Nationen: lag i Duake. Den kan fra et viſt Sygspyuatt

1991 fag. Blsper. 138

med ſuld Mer kAdes en Hedrøvelig Kid, men Htålen var ike desmindre
noddendig og har bag tilſidſt viiſt fig at være velgjørende.

Bi digynde med Biftoperne ved Kong Olafs Lrondeftigelfe. Flere
af disfe havde nylig tiltraadt fine Embedet, eller bleve fort efter beftike
kede doctil, fan at Biſtopsſtifterne paa det nærmefte vare ſamtidige med
Kongeftiftet. Men med Biſtopsſtolenes Befettelfe- dar der nu megen
Bringfen og Ubeſtemthrd. I famme Mar, fom Kong Haakon, døde Bi-
flop. Magnus- of Hamar, og ſtrax derefter, endnu i 1380, efter førkt i
1381, ' døde Biftep Bøtulf i Gtavanget'). Vil Bötulfs Eftermand
valgtes, formodentlig paa fovlig kanoniſt Mej, en af Stavanger Kirted
Ghordbeødre, Sira Hallgeir Asmundsſon, og han indvieder af Erkebi⸗
flop Thrond *).. Ølen vi lenge efter døde ogſaa dene, i 1381, fand»
føtgnli 3 gif Øranes ud og Enpittet valgte enflemmigt Sira Haa»

1y Biftor Magnnere Sød omtales fai I ek enkelt af be lel. Annalhaandfteiſtet, og
Beiførkd "ti 1390. Det fidſte Brev, hvoti ham omtaleg, er fra Februar 1318.
Dipl. N. bl. 408; Siſtov Botulfs Død angives I Unnöletué formjelligt, til
1379,. 1380, 4384; ba hans af Gavitlet udvalgte Gitermand sallgetr invvier
bes af Grfebiffop Thrond, fom felv itte levede Aatet 1381 til Ende, ev Bot⸗
nlf bød enten før I dette Mar, eller fivil I 1380. Han omtales endnu fom
Jønende den -B2be- Fannar 1379, Dipl. N.-IV. 542.

1.961. Kanaler, Ung; &.-332.-

% De HL. Annaler (1.-0.): henfoter Ahtonde Død til 1379, 1380, 1381;
flafte bog til dette Max, hvad ber sg maa være bet velte, thi at han —*
iebede ben 18de Bebruar.1381, og at Gira Haaton Jvarsfon, ver af Capitlet
valgted fil hans Gitermånd, $a endnu life var Clectus, fres af Ghorsbror,
derea Agmund Olafsførs Leftamente, ubkedt våa den Dag, hvor de begge
to mapnes (fre nedenfor) Out mogrt Mat femert end 4381 ev ifte Fate,
og fan ber heller itte være, thi allerede d. 8de Novbr. 1382 var den af Paven
udnævnte og indviede Grfebifop Nicolas Rufer fommen til Danmark, fom
bet mevenfor bil fres. I fin Uvgave af Miarium Vazstenense hat Bengelius
6. 243 mebbeeft en Hörtegtretfe vad de norfe Grfeblifoper eftet em Medde⸗
lelſe af 25. Torvesfon, fom al have fandet ven i et ielandſt Haandftrift;
den ev atter afteyft i Ser. r. D. VI. 616, og ber findes Tiden, naar enhver
Biſſor belædte At Cmbede, a n, frjent juſt (fe ganfte rigtigt, bag fors
modentlig avere ed Aiſtrlverens, end Forfatterens Befl, ba verne fynes at
være nøje underrettet, ffør om de frnere Gitebiffoper, fra Paal af: Bed
Aheead heder det, ok han var Griebifop I 13 or, minus 2 Macneder, 2
Uger.og 3 Dage. Dette er nu vifnok urigtigt; da ben anførte Lid vilde
fer Thtond, fam indviedes ben 22de October 4374, give Maret 1384, da
Throad forkængft var dad. Men da Ungivelfem er altfor nøjagtig, til at man
ek fnlbe autage ben forſte Medfiriver deraf for at vide ged Beffed, maa em
veſt ve ben feuere Hffeivning være ladloben, og denne fynes fuareft at
maatte hane værst ben, at man har bakt 13 ifebetfor 10, paa ben Maabe,
at Fafleb 10, fom bet-oftere fleet, ev betegnet ved xm (b. e-decem, liger
fom.åjjjonerd. 0. quafoar), og. at bet m, ber Sun: tilfjenbegiver ſidſte Bogftav
af decem, ev læft fom iii, hvorved 13 fremfommer. Thi var Throud Erke

131 Dlaf Haafonsføx.

Fon Jvarsſon, en blandt de met anferde af dets egen Midte. Haakon
begav fig i 1382, formodentlig tidligt om Baaren, pan Vejen til Rom
for at faa Pavens Betreftelfe. Men han var itte fommen lenger end
til Todſtland, førend han, fom det heder i de ist. Annaler, fit hare; at
en danft Lrgmand ved Navn Nikola, med Filnavn Ruger, Nufare
eller Ruzare, allerede var var bleven indviet i Gurien til Griebiftop I
Midaroos. Samtidigt harde Paven ogſaa ved Provifion udnævnt en vis
Olaf til Biftop i Stavanger. Candiynligviis var denne Olaf den famme
fom $Hr. Olaf Brand, om hvem Biſtop Nitolas af Lintoping i et udateret
Breb af 1382 til Biftop Byrge i Uppfala berettede, fom en af de fidfte
Nyheder fra Nom, at hon var beven Biſtop i Hamar, faavelføm at
pen vis Hr. Nitolas Nufare” var bleven Erkebiſtop i Midaroos ).
Thbi Magnus Clangethorps Eftermand paa Hamar heed ikke Olaf, men
Sigurd, og ver fan neppe bave været nogen imellem. vem, udnævnt i
1382, da Sigurd allerede å Februar 13R3 omtales, fom om han i nos
gen Sid harde været i Embedet. Men Biftop Nikolas tan hate hørt
eller erindret fejl og ferevet , Hamar" iftederfor „Stavanger“, eller ogs
faa er Vet itte fan ufandfynligt, at Olof virkelig førft fan have været
udnævnt til Hamar, men at han ligefom Sigfrid forben, der fit ombyts
tet Stavangers Biſtopsſtol med Oslos, bevæyede Paven, hos hvem han
maa have ſtaaet i Yndeft, til at give ham Stavangers Biftopsftol iftedetfor
Hamars, der anſaaes for den Daarligfte af Norges Biftopsitole. Om
Sigurds tidligere Forhold o3 Omftændigbederne' ved hans Udnærnelfe
vides intet. Muligt, at han var Preft paa Njardarhov paa Ningerike,
"ba han fiden forærede en Klofte til Kirten der *). Formoventlig var
ban valgt af Capitlet paa fovlig Maade, ligefom Hallgeir, men havde

bife Utl Mar, paa 2 Maaneber, 2 Uger og 3 Dage nær, ba folder hans
Dev vaa den dte Auguũ 1381, altjaa fomtidigt med Kong Tlais Hylring
Å Nidaroos, og bet forflarer da meget gort, hvorfer ham ej nævnes ved
tenne. p

1) Brevet, ber, endun Ilke er trokt, findes I Bopftena Klofers Brevbog. Det er
vel ubateret, men metop ben Omænvighed, at Mifølas Ruferé Udnævnelfe
omtalet, vifer, at vet er fra 1382.

3) aAf Jnbkfriften paa en Kleffe I Norberhevø Klrke fere bet, at Elgurd fors
ærrede ben dertil. (Wareberetning fra Eelfabet for Gortivem. Bevaring, 1855
S. 7) Det var itte ufevvanligt, fa muaffee endog altid Skt og Muy, at
en Biffop betænkte ven Mike; hvorved hon tlbhyere havde været Preit, med
en eller anten Gave. Saaledes frer man of Jndkriiten vaa em Kalt I
Elivre Kule, at den foræreves vertil of Viffov Salemon i Høto. (Urda 2 B.
&. 64). Hon havde været Chorebroder I Stavan,er ag I renne Ggenftab fors
mobentlig haft Slidre Prefegjeld fom Brærmvartald. Vifte Jon jentere,
fom vi ville fee, Borshelmøskvernerne til. Gerpen Kirke, hvorved han før harde
været. Preũ.

1381 fog. Bifoper. 135

Biſtops · Stolens foregivne Minghed i Jndtægter at takke for, at han bes
holdt den, og at det Uvejr, der førft truede ham, nu gik ud over Hallgeir.
Tbi baade denne og Haakon Ivarsſen git Glip af de Biſtopsſtole,
pvortil de vare valgte. Til Haakon hører man intet mere: formodentlig
veifte han hjem. igjen og maatte nøjes med fit Ganonicat. Hallgeir,
fjønt han allerede var indviet Biftop og havde taget Biftopsftolen i Bes
fiddelfe, maatte rømme for Olaf. Efter de tanonifte Beſtemmelſer tunde
den biftopelige Berdighed ikke berøves ham, og vi finde ham 1384 I
Ridaroos, maafte fom Bicebiftop for den nye Erkebiſtop; i April 1392
butter Han op fom Biftop paa Færøerne, men med Stutningen af famme
Yar nævnes han atter fun fom VBiftop uden Biftopsitol og fom ertebis
ſtopelig (2) Gommisfær i Stavanger 1). Siden høres der ej mere til ham.

Om Ertebiſtop Thronds Birkfomhed i hans fenere Uar vides der,
fom fagt, næften intet, og heller itte om Stedet, hvor han døde.
Det ev ikke ufandfynligt, at det fan have været paa Hedemarken, hvor vi
aflerfidft finde fam, og hvor han maaſtee oprindelig hørte hjemme fiden
han ejede en Deel af Gaarden Dalby paa Ringsaker og i fit Veftament
ſtjenkede dette. til Erteftolen *). Om hans Eftermand, Nitolas Ruler,
ved man heller itte frort. De islandfte Aunaler kalde ham, fom vi
have feet, en Sægmand; det var han ogfaa idetmindfte paa den Vid, da
vi aflerførft høre noget om ham. I Proces⸗Akterne af 1424 om Here
tugdømmet Sønderjylland oplyfes det nemlig, at Kong Valdemar havde
befiddet Glottene paa Øen Als og givet dem i Forvaring, forſt til
Midderen Hr. Jatob Olafsſon, dernætt til Hr. Mitolaé Nuzer og hans
Broder Peter Finkenoge, og endelig til Henning Meynftorp, der efter
Kongens Ded forræder folgte dem til de holftenfte Grever?). Her

1) See Dipl. N. V. 308. IV. 508. 516. II. 456. Suhm, XIII 566. Vipl. N.
VI. 616. ao bet fvkuevnte Sted (Bole Decbr. 1392) faldes han *episco-
pos et commissarins domini mostri a ...-.. %, bvilfet fire Ord fynes
vanfteligt at funne uvfolded anderledes end parchiepiscopi", frjønt det er
umuligt at paoftaa det med Blshed.

3) I Grtebiftop Aflaf Belte Jertebog over Erkeſtolens Gors S. 103. ftaar ver,
at uGrfediffor Thrond ejede Dalby paa Hedemarken og gav dette til Erles
flolen*. Gan falres I Dipl N. Ul. 374 Fhrond ,Mardarefan*, I Provifionss
Brevet gThrondu Gerderi*. Sfulde ban moaffer tettere here Thrond Gerds⸗
føn og være en Sen af Gerd Smldeſen, ter var Eysfelmand paa Raumas
vife I 13497 erd fan ba hove været en eldre Mand paa henved 60 Mar,
og Thrond være fed omfring 1320.

% Ser. r. Dan. VII. S. 400. Her faar der viftnof I Aftrnffet Ikke , Petra Fin-
kenoge*, men ,Petro Rukenhuge*; men ta Mavnene I bløfe Proces:Atter
meget ofte ere højå forvanſtede ved Brillæsning, (faaledes ſtrives paa funme
Sted ,Mexostorp- IRedetjor ,Meynstorp"), anfeer jeg vet aldeles vit, at der
t Driginalen har faaet puiokenoghe", uden rik over i, hvor da U, fom

138 . Olaf Haafonsføn.

optreder faaledes Rilolas i Egenſtab af Clotsfoged: Han man hare
gjørt fig meget fortjent af Baldemar, og Margrete maa hate haft megen
QYndeft for ham, da vi af et ſenere Brev erfare, at Kong Olaf, det :vi
naturligvis -fige Margrete i hans Matn, fljentede ham paa. Livsnd
Landsbyen Brondbybeſtre m. m. og en Mølle beliggende paa Sjæland. 1).
Dog maa han, trods de islandſte Unnalers Ufagn, omtrent. paa ben
Tid været traadt ind i den geiſtlige Stand, thi i et Brev, . fom han i
December 1379 befeglede tilligemed fin Brader Peter Finkenoge og fin
Ben, den megtige danfte Adelsmand Johan Ruut, lades Han Canoui⸗
eus (Ghordbroder) i Roeskilde, og det var vel i denne Egenſtab, at
han fit hine i Sjæland liggende Gjendomme?). Men den islandſte For-
fatter fan dog paa en Biis Have Ret, thi han var aabenbart en af hine,
ubenfor Morden allerede ej fjelden foretommende Geiftfige af Mann, der
fit geiſtlige Præbenper for at funne nyde godt of Jndtægterne, uden derfor
fefv at udføre geiftlige. Forretninger, ja uden engang at modtåge Ordis
nation, idetmindfie iffe tilde højere Grader. En faadan Halvgeiftlig havde
f. Ex. den pavelige Runcius Johan Gullaberti været (fee korr. Bd. S.
530). Pa Nikolas Nufer flod i faadan Andeſt Hos Margrete, ev det
ingen driftig Slutning at antage, atdet fær var hende, for dren hans
Udnænnelfe, .og, da det ej nar at tænte paa ot faa ham valgt of Capit-
fet ad canonift Bei, ſtyndte fig uden dettes Vidende at frude ham aften
til Rom med Anbefaling og Unføgning til Paven, for. at han kunde
tomme den Candidat, Capitlet maatte velge, i Horkjøbet. Urband Stil
ling var mislig; Det tar for ham en betæntelig Cag at legge fig ud
med Nordens megtige Dronning ved at negte hende Opfoldelfen af herr
des Bøn; hro veed endog, om rj Nikolas kan farve underføttet den ved
vegtige Gaver? , Paven befinder fig vel, men er ſaare fattig”, flrev Bie
flop Nikolas af Linkoping netop å bet Breb, hvori han meldte Rikolas
Ruſers Udnætnelfe til Erkebiſtop. Han fom om Høften 1382 tilbage til
Danmark, ej fom ,Elecius*, men fom virkelig „Erkebiſtop af Guds og
det apoſtoliſte Sedes Naade", en Titel, Jngen før å Norden før ham
bande antaget. Gtrar efter fig Tilbagekomſt til Danmark aftraadte han
ved fit Brev af de November til Dronning: Margrete de vysemtalte
Gjendomme, fom Kong Olaf harde frjentet ham. Dgfaa bette Brev befege
ledes, til Bitterlighed, af hans Ben, Hr. Johan Nuut, og Hans Broder

ofte feer, har været at laſe fom bet tyde V, oltfon fom Fz (mon finder
ſaaledes meget ofte ,Uide v Uigen" Ifevetfor ,Bife eller side v. Bien"),
men hver pui har været urigtigt læft fom ,ru*. Suhm har ped at gjengive
Stedet (XIV. 11.) egenmegtigt læft ,Rukenhop*. Der faar Intet p I Altſtyltet.

1) Brev, aftryft hos Suhm, XIV. S. 529. .

3) Suhm, XIV. 65.

1901 fag. BiPoper. 137

Øetet Jakobeſen Finkenoge:). Man flulde iiteften formede, åt def
allerede ved haus Udfart til Rom havde været em filtiende Uftale mel⸗
fem fam og Dronningen, at han, Hvis han opnaaede hvad han vilde,
ſtulde give Disfe Ejendomme tilbage og derved .manftee afgritte, hvad
Dronningen havde forftraft ham med Kil hans Øjemedd Kremme.

Det ov heraf bart, at hvor ſtore Fortjeneſter denne Nifolad end
an hate haft af Dronningen og den banfte Krone, faa var han dog intet
verdigt Subjett at fette paa en Erkeſtol i hvilketfombelft Band. End
mere utifberlig var hand Befordring til Norges højefte geiſtlige Verdig⸗
Bed, da han ej var indfødt Rordmand, ja endog, naar det Com til Styk⸗
ket, neppe engang danſt af Fodſel, thi Matmet ,Hintenoge" vidner ſterkt
om tydft Herfomft. Men Margrete øuftede vel netop at have denne
pealidelige Mand i en fan indftydetfedriig Stilling i Gorge, og vi vike
Besuden i det følgende fer, at det juft var hendes Politit at bringe faa
mange banfte Mend fom maligt ind pas Morges Biſkopsſtole: neppe
i anden Henſigt end at faffe de danfte Juteresfer Judflydelſe 1 det norſte
Maad, hvortil fngen danft Lægmand hunde faa Udgang. Denne Ves
frræbelfe behøver ikke derfor at være udgaaet fra nogen egentbig Fortjær»
Hiahed før Danmart, men fan maaſtee alene have Haft til Henſigt at knytte
Unionen faftere. Imidlertid var den uheldig, fordi den sjenfynfigt ſatte
ondt Blod i Norge, og fordi hun, ifær i Førfmingen, ikke git frem med
den tilbørlige Forfigtighed og det vette Maadeholb. Siden blev Hun
noget forfigtigere. Hvor lidet man i Merge fyrtes om Nikolas's Udnev⸗
melfe vif Ertebiſtop, fan godt ſtimtes gjennem de. islandfle Unnalers
Omtafe af ham. Det heder, fom fagt, at Han var en Lagmand, ja at
$an endog ved fin Antomſt til Norge itte havde Pallium. Bigeledes heder
bet, fvor hand: Død omtales i 1380, at han i den Vid, han var I
Norge, itte harde gjørt nogen biftopelig Forretning, fe forrettet nogen
Bielfe, itte fermet Børn*). Det fidfte forholder fig vift ganfte rigtigt,
men hvad Pallium angaar, da maa han dog have haft det, La bet itte
er-tænteligt, at Papen ſtulde hare udnævnt ham og: lødet ham indeie,
uben at han ogſaa havde givet ham VPallivm. Men Mandens hele
Døtræden har formodentlig været hojſt utirkeligt, og allerede den Maade,
hvorpaa den ſvenſte Biftop omtaler ham, vøder iden Agtelſe. Vil Torge
fom ban itfe førend i det næfte Aar, da han, fom vi ville fee, i Auguſt
var fømfet med alle de øvrige Biftaper i Tunsberg, dog fnavere til
Maadsmøde, end til Goncilium *). Vil Midaroos tom han vek ogfaa

1) Ger førombolte. Brev Hos Guhm, XIV. &. 529.
3) Søt. Mnnaler, Udg. &. 336.
3) Morges gi. Love; lik S. 248.

138 Diaf Haafonefvn.

fort efter for at tage Grteftolen i Befiddelfe, men i Midten af 1386
var ban atter nede i Danmart 2), hvorfra han ej mere fom tilbage, da
fan bøde endnu famme ar. Imidlertid harde han ført med fig til
Danmart en Mengde Koftbarheder, Bager og andre Sager, tilhørende
Nidaroos Erkeſtol, hvilket vidner om, at det var hans Henfigt at flaa fig
ned der og derfra flyre fin Discefe og fin Provins. Det maa under
disfe Omftændigheder anſees fom et Held, at han ikke betlævte Erkeſtolen
mere end i henved fire Mar. -

Om ben flavangerfte Biftop Olafs Herkomſt — hån være nu
den af Biftopen i Linteping omtalte af Brand, eller en anden —
vites flet intet. Saaledes fader det fig ikke her med Beftemtbed fige,
om ogfaa ban var en Danft Mand, ver feoldte Margretes megtige Anbe⸗
faling fin Forfremmelfe, efier ej. Det forfte er viftnot det fandfyntigfte,
og. ifær bvis han virkelig var Olaf Brand, tpi-faadanne Vilnavne vare
pan denne Vid brugeligere å Danmark end å Morge. Ven Maade, hvor⸗
paa Biftopen i Linteping omtaler ,Hr. Olaf Brand", fynes ellers at
vife, at ban var en i orden bekjendt Mand, og den Untagelfe ligger
nær, at ban var en af de mange pavelige Udfendinger, der i denne Vid
veifte omfring *). Men er Olafs Hertomft uvis, da er en tredie ved
disſe Tider ogſaa paa uregelmesſig Maade i ven norfte Kirke anfat Bie
ſtops deſto visjere. I Aaret 1331 var Biftop Oddgeir af Skaalbolt
bed i Bergen, føm det angives ved et Ulytkedriffelde, d. 13de Uuguft *),
og Biſtopeſtolen flod nogen Vid utefat, |andfynligviis fordi Ertebiftop
Tbrond omtrent paa famme Fid var dad, og Capitlet i Nidaroos vane
ſteligt tunde feride til nyt Valg, førend hans Eftermand var fommen.
Men imidlertid blev en Ponitentiarius for Norden ved Ven påares
lige Curie, Michael, danft af Wir, beftittet til Bitop i Skaalbolt
(1383 *).. Muligt, at Margretes Indflydelſe ogſaa her gjorde fig gjele

1) Gubhm, XIV. 6. 160. Dipl. N. IV, 530.

9) Olaf nævnes Ide forhaandenværende Breve nevpe førend I Uuguft 1383,
Siaerd paa-Hamar allerede før Bedr. 1363. Morges gå. LL. 8.5. Dipl. N.
n. 479.

'

3) Dagen angives I Jel. Aupaler, Utg. S. 332. Flnn Jonsfen forteller I fn
Kirtebiftorie I & 122, at han ombord raa et Elib I Bergens Havn faldt
ned fra Detfet I det rybefte af Etibsrummet og flog flg ihjel. Han tilfejer,
at Dorgeir blev Begraven ve Ghridtirfen I Bergen, hvad er og I fig felv
er timeligt mef, da Gan havde været Chorebroder der.

%) Jel. Annoler Urg. S. 334. Dgfaa her vakles der med Maret, det nogle
$aanvffrifter angive 1381, andre 1382, men da vi ville frr, at 1385 ev vek
vette Mar for Midjaels Autemil til Jeland, bliver ogfaa 1983 vet vekte Aar
før hans Udnævnelfe Deeuden levede Oddgelt endnu I Febrmar 1381 (Dipl.
N. 11. 468), og bet var (ffe vimeligt, at endnu famme Mar bande Oftereeinlngen

1381 fag. tffoper. 139

dende, imidlertid er det ej nedvendigt at antage det, ba vi alerede have
feet Grempler not paa, at Ponitentiarius+ Embedet ved Curien var, hvad
man nu vilde fafde en Befordiingspoſt, faaledes at enhver Jnvdehaver
deraf allerede var defigneret til den førfte Biftopåftol af ringere Ind»
tægter, fom maatte blive fedig, og fom ban felv ønftede. Det er flet itte
umuligt, at Olaf Brand, udnævnt til Biftop I 1382, har været Mi»
chaels Forgenger, og at denne ſaaledes itte betlædte Ponitentiar-Em⸗
bedet mere end eet Mar. Midael fom ikke til Island førend I 1385 '),
og hans Optreden der var vderſt upopulær.

Med Beietteljen af Væroernes Biſtopeſtol fynes det at hane gaaet
endnu uregelmedfigere ril. Maar Biftop Arne Svæla, tll hvem man
intet horer ſiden 1364, afgit ved Doden, vides ikte, men det fete ſand⸗
fynligviis omkring 1380, thi i Begpndelfen af 1381 omtales en Une
bred fom udvalgt Biftop paa Færa, og paa den Maade, at man feer,
at han far været Ghorsbroder enten i Mivaroos eller Bergen, og par

ſedranlig Bie nys udvalgt enten af Vet bergenfte eller det thrond⸗

hiemſte Gapirel*). Men i 1391 omtales bande en anden Chorsbroder Å
Midarsos, Poilip Gudbrandsſon, paa lignende Maade fom udvalyt Vår
frop ril Færøerne, og ved Gurien en Bikbold fom der indvict Biftop?);
Maret efter optreder i famme Egenſtab den nysomtalte Biftop Hallgeir,
men nævneg endnu famme ar uden denne Vitel, hvorefter Vitbold omfider

om hans Død funde femme tll Mom og Eftermanden blive mtucævnt. Under
dieie Omitrnblghever ev vet ogfaa fanrfonligere, at Midjaels Formand I Ver
uitentiar:Gubevet fan være bleven befordret I 1381.

1) Jel. Annaler Utg. S. 337. Opfaa ber varierer Annalernes Angivelfer mels
lem 13A3 og 1383. Men at 1383 ev bet rette ar, ſees beraf, at Veretnins
gen om Michaels Anfomft til Joland tilfejer. hvetledes baare bet Etib, bvore
paa ban bavde været, og fire andre Skibe bleve fordrevne til Grenlan», amt
at Bjøra Ei og Sigerd Hvilttolt, fom vare ombord vaa et af tem, ef
fom fra Grenland førend to Mar verefter, altfaa I 1987. Thl at 1387 er
bet vette Mur for deres Tllbayefomft fra Grenland, fan fjennes teraf, at
det I ,Øranl. Gift. Mindesmerfer” IN. S. 139 meddelte Brev af 1399 ude
trytfeligt henfører beres Anfomit til Morge, ter flete Maret efter Hjemfoms
flen fra Grenland, til 1388.

9) Dipl. N. Ii. 468.

9) Bipl. N. Il. 627. Urbani VI et Bonif. X divers. regest. 1399-1391. No.
1980. fol 235. ildold pdei gratin episcopus Pharensis in provincia
Nidrosiensia*, faar ber den 4te Mart 1391 Qvittering fer at have indbe⸗
folt endeel af ve fedvanlige Eervitspenge, et Tega paa at han er proviberet
vev Gurin Men va han itte felv iurbetalte dem, men teite fete ved den

- månderfte Brei Lippold af Beyu, fralde man antage, at han allerede havde

*forlavt Rem og var vaa Vejen til fin Biffopskol. Maaftee bon egfaa felv
var fra det Miåntterffe. Pbilip Gudbraudoſon nævnes fom Ghorsbrover aller
rede å 1382, fee Dipl. N. Il. 473.

149 Dlaf Gualonfrn:

fres at være fommen i Beſiddelſe af Biſtopsſtolen. Det er ille ufandfyn»
. Bgt, at Andtes virkelig er bleven indviet til Biſtop, og at efter hare
Død ført Philip Gudbrandsfen har været valgt, men er død ſtrar efter;
at Hallgeit derpaa er valgt i hans Gted, men at imidfertid Vikbold,
der ſones at bane været en Todſter, har faaet Proviſion ve Cus
virn, og Hallgeir foaledes auden Gang haft den Brgrelſe atmantte vige.

Af de førre Prælaturer i Norge betlædtes Probſtedemmet vår
Marietirfen i Oslo, fom vi have feet, af Cantſieren Hr. Henrik
Henritsføn, fvenft af Fadfel, men en mangenarig Tilhenger, og —
naar vndtages ven forte Misforkaaelfe i 1371 — Men af Kong Haa
fon, fømt, efter bred man maa dømme af flere Omftænvigheder, end
mere af Dronning Margrete. Han var filtert en dygtig og øvet For»
vetningønend;, hvordan nu end Hans geiflige Mirten: var beſtaffen.
Magiſter Capellarum og Provit ved Apoſtellirken i Bergen, alkfan den
førfte af de tøngefige Grifllige; var Hr. Vinalde Heuriksſon, Hvis
tidligere Bane vi allerede have berørt. Han var i Befiddekke af mange
Beneficier. Foruden at have er Ganonicat ved Oslo. Domfirke, førs
bundet med Rivferne par Thjorn, fom Biftop Jon havde. givet Ham til
bage, eftemt han tidligere havde affanet dem, blev han og, fom -pvenfor
næent, fongelig: Alert og Chorsbroder ped Mariekirken i Oslo, fant
midlertidig. Beftyrer af CantfjerdEmbedet: J 1375 -finde vi ham tillige
fom Befidder af et Ganonicat ved Nidaroos Domkirke. Kort efter, fors
modentlig å 1377, blev han efter Thorſtein Hallgrimsføn udsærnt til
Magifter Capellarum, ved hvilken Lejlighed han da maturfigviis man have
pivet Slip paa Canoniratet ved Marielirten, medens han derimod beholdt
fine øtrige Beneficier. - Derhos feer man, at Kong Haafon overdrog
ham Syſlen paa Bors'). Ut Vinalde var Dronning Margrete færdeles
hengiven, nifer nokſom hans fenere Ferd.

Saaledes var der næ blandt Maadetd geiftlige Medlemmer mindft
fre; paa bvis Medhold og Biftand Margrete fiktert kunde regne, nem—
lig. Grfebiftop. Nikolas, Biftop Jakob i Bergen, danft af Fedſel, og
begge Provſterne ved de to fornemfe- kongelige Capeller. Ut derhos
ogfaa Olaf i Stavanger var hende forbunden, er af det foregaaende
fandfynligt, og at der har været ſtort Benftab mellem hende og-Biftop
Son i Oslv; maa fluttes deraf, at Margrete t fit Brev af 140 Januar
1385 udtrykkeligt kaldte ham fin ‚gode Ben" og fritog, faa fænge han
lebede, hans Landboer paa Foltefad i Gtedjohfs Sogn i Vattahered
for Leding og ale andre biverte Støtter?) Man drev, m-Mar-
grete å Norge fulgte den famme Poktit, fom bun ogſaa me Held

3) Dipt MM. 453.
%) Dipl. N. 11. 488.

1381 føg: Wefedde Blige. 141

anvendte i Danmark og fiden i Sverige, nemlig at holde fig til Bend med
Geiſtligheder. Da Omfændighederne vare nu ogſaa dertil fordeles gun⸗
ſtige, da Kirkefplittetfem gjorde det npdvendigere end hidtil for Guifllige
heden at ty fil ben verbflige Magis Beſtytielſe.

Blandt de mvrige Geiſtlige af em vis Mang fynes paa denne LIV
føa at have faset-t fasdan Anſeriſe fom Eyſtein Aslaksſon, Chore ⸗
broder i Oslo, -Han var af en anfert og formanemde MG1 paa Veſtfols
fom det vr af megen QJuteresfe at betragte noget nærmere fra Weng
føre Fremtræden. Faderen, Aslak Steinarsſon, kaldtes ſedvanlig⸗
biis Aslat paa Ekaauste, efter fin Odelagaard Gtaansr (nn Stkaane
ved Frebergsvih i Nytirte Sogn ved Horten?) Han forefommer å Brevet
mellem Aatene 1954 og 1371 og befad betydelige Gjendomme ej alene
pan Sdeffoke,- mn ogfos å Oåtoheved; paa Raumarikk og fere Steder.
Saaledes ejede han en Deel af. Gaardene Stuggeflad og Fader, Kle og
Hole i Mamues Sagn, og Bjertnes i Eifteløyteefogn pa Sanvdérero *y.
$a. fil vgfen en Veel-efter fin eidre Broder, Urnukf Cteinarsføn,
Chorsbroder i Osto. Denne var ligeleded em bemidler Mand, faateved
ejede han Hufe å Ghorsbrøpeegaarden, fom han i fin Tid fjøvre for BO
Mt. Fiøfegenge, og arvede derhøs Gone efter en lidt før 1840 afded
Øodsejer: Sigurd Ribb. hvoribiandt em Weel af Hovin i Mosnvut,
Fond i Gtarapoarven å Fenſtad Soyn paa Manmarike, m. mi,
Arnulf git formodentlig i 1340 ind i Hove Kloſter, men teftamens
terede forud Hovin til Gumunds-Utteret i St. Hallbards⸗Kirle, og fint
Huſe i Ghorøbrødregaavden' halvt til Biftopsfoten, halve et vik fige
de vid Galget deraf indtomne Penge) til de Fatkige*): Det øvrige af

1) Saaledes kaldes han et Par Gange I det af hans egen Gan, Cykeln, indeste
tede Regiſter over Kirkegodſet I Dølo Biffopsdømme, fol. 47 .b
2) Dette fers beels af Gyfeins egifter, deels af forfkjellige Brene. ,
%) Gigurb Nibb fjøbte Fors famt Jodar. I Mosferol 1315 af em Frederik
Mflafeføn, Dipl. Norv. IV. 111; $alvdelen af Hovin fjøbte han I 1323,
Dipt. N. 11. 133; berhog ejede han em Deel of Gogn I Ostohered; men I
4340 blev hans Mevinger, nemlig Gtra rnulf, Cagmandet Thord titsføn,
* (ted Botffen altfaa Memnlf var beftegtet), og nogle andre enige om et Jor
beftifte, hvorved Arnalf og en Atle Hallvardsføn ſit Gaarde I Spnabakke og
Thrva ſtad Sogne, farmt-Fore; men draforuden man erhver Mrving have faaet
meget møre, navalig feer man, at Gers og Hovin fom pua Mrnklfs Part,
fien. han funde bortgive det fiofte, og Broverfonnen Gyſteln erfvetvede
' bet førfte. Gvorfor netop Mrnnlf og ifte hane Brødre arvede Gigurd, fom
averhovrd· hoillet Jorhold der par melde. dem, fan ej foré, men at de maa
have været megetuærbeflegtede, ferd ogfan benaf; at be tidjammen.fenfede 2
ME, Beol I Steldamo I Kife- paa Raumarite til Capitlet i Dale: Bykelne
Meg. fol. 123 9. 4
%) Teftamentet findes I Dipl. N. w. 250. $an gav derhoe. st ſtord Mieſale til

142 . — Dof. Haafonsføn.

pans Efterladenſtaber, med Undtagelfe af. hvad han medbragte til Kloſtret,
fynes at have gaaet til Brødrene, af hvilte navnlig Aslat fit Ford par
Naumarike. Arnulf blev allerede ſtrax efter Abbed i Kloftret, i hvilten
Egenſtab vi finde ham allerede i 4351. Han tefrittedes i dette Aar, fom
vi bave feet, til Overcollector af den pavelige Firraarstienden). Ver var
endnu to andre Brødre, Helge og Thord, ligeledes bemidlede; Helge ejede
Gaarden Figreftytningen i Oslo, og Was i Ramnes paa Veſtfold, faavele
fom Næling paa Naumarike. Thord rjede Gaarden Stogen i Oslo, fom
hans Gønner Marve og Sigurd fiden arvede efter-ham *). Aslak fynes
at hane oberhobed 'og for en Del arvet fine Brødre, idetmindſte er det
viſt, at han efter Arnulf fit endeel Jordegods, hroraf hlint Fors paa
Maumarite, fom Arnulf havde faaet efter Gigurd Ribb. Aslak harde
fovuden Gennen Gyſtein ogſaa en Patter, ved Man Asgerd, fiden bes
fjendt under Havnet Huſtru Asgerd paa Berg; hun var førft i fn
tibfigfte Ungdom giit med Rolf Saulesſon paa Berg eller Kirteberg
paa Gter, og fiden med Hirdmanden Guthorm Nolfsføn, ver ogſaa
enten hørte hjemme paa Eker, eller i alle Fald ved Giftermaalet med
hende nebjatte fig der, og deels allerede befad, deels ogfaa erhvervede,
en *Mænade Jordegods fornemmelig paa Eter, men ogſaa å NatorHeres
derne Lider, Gandéverv, Rordal (Hofs Sogn), Ramnes, o. fl.3).
$vad Tid Evſtein Aslaksſon traadte ind i den geiklige Stand, vides
itte. Den førfte Gang, man hører fra ham, ev i 1367, da han allerede
var Ghorébroder og Jndehaver af den ſaakaldte Rodeims Præbende4).
Hans Fader Aslak forærede ham å 1371 alt det Jordegoda, fom han
felv havde faget efter Broderen Sira Arnulf, og fom denne igjen havde
artet efter Sigurd Nibb3); de omtalte Guarde i Oslo, der havde til

'

Kirten. Til Greeutorer indfatte han Grfepreft Hallvard Bjarnesføn, (der Aden
blev Bifep), Gurd, (ver ligeledes blev Vifov), og fine Brødre Helge og
Øiflat. Therd var formodentlig tivligere bød.

5 Dipl. N. 1V. 354. Jvir. ovenf. fereg B. 6. 536.

9) Dipl. N. IV. 355. 387. Det forefommer fenere en Ghorsbroder I Qolo Etels
nar Thordsfon, der efter Navnet at dømme ogfaa ſtulde fynes at have været
en Sen af Thord Steinarsfen. i

5) Herom mere nedenfor; at Møgerd var Ayfteins Eukter, ſiges uttryffeligt I Hue
fra Mafa Salmunvsrarters Feitament af 13v0e Mart6 1396, Pipl. N. IV. 660.

9) Dip!. N. VI. 463, 464, jevnfør Gyitelnø Meg. fel 128 b. Denne Brabente
bavde fit Navn efter den fornemite dertit henbørende Gaatd, Rodeim I Kraaks
flad Sogn, men deraf havde Gyftein felv givet halviemtenve Øres Baol; 4
Drers Boel havde tilhørt Aymund Volt, ſaaat bet futre fonet, fom om
Gyiteln felv havde friftet Pradenden. CEyſteins Meyiftr. fol.-128. 8.

9) Dipl. N. 11. 421. Dette Brev ev dateret paa Jadar, Ramue6, ben Zöde Mor
member 1374. '

4381 fag. Unfeehe Øelflige. 148

ført Aslaks andre Brødre, Vare imidlertid. blevne bortfolgte. Aslak
døde ifte fang Tid derefter. Han gav ogſaa beipdelige Gaver i fit Keftas
ment til Ramnes og Lauvø Kirter, faavelfom Hoſpitalet i Tunsberg
og Ghorébrødrene Commune i Oelo '), men det er dog at antage, at
den flørfte. Peel af hans rige Uro gik til Børnene Eyſtein og Asgerd.
Eyſteins ſtore Formue maatte vifinet fraffe hom fler Anſectſe I Capitlet,
og dertil fynes han-efter alt, bvad man merter af hans, Virkſomhed,
at Have været en briftig,. virtjom og nidkjær Mand. Der er al Sand⸗
fynligped for, at han ved Erteprefen Halvard Arnaldeſons Tod, der
iadtraf noget efter 1873, felv en Tid forvaltede dette Embede, hvormed
Bognepreft-Embedet til Haugs Kirte paa Eter var forbunver?), thi vi
fre ham ferdes om i Kirkene Erende fom eiſlags Formand før de øprige
Choxsbrodre, og dertil kjøbte han af og til Jordrgods i Lider, Rab»
beredet til Eker, hvor desuden hand Syſter borde i en anſeet Stilling,
og hvor han derhos felv maaſtee allerede i Utv efter Faderen havde
itte faa Befiddelfer. Men fiden maatte han vel opgive dette Gmbede,
da han — formodentlig i 1383 — blev Provft i Oslos Propſti, rpi I
famme ar vifiterede han i denne Egenſtab ved Hauge Kirte, hvile
ter vel itte havde fundet Sted, hvis han havde været Sognepreſt der
ved). Den daværende Ertepreft var formoventlig allerede Kolbjørn Gis
lifsføn, ber fra denne Tid af nærnes med denne Fitel. Men i Uaret
4385, ba Biftop Jon laa paa fit Aderſte, ſteeg Cyftein et Trin endnu
højere; da han — maaftee of Biftopen felv — blev udnævnt til dens
ug Hjelper eller. Goadjutor og Oificial. Derved fit han allerede den
hele Beſtyrelſe af Birtopsitolen, og vet faldt ſaaledes næften af fig ſelb, at
han ved Biftopens Dad blev hans Eftermand“). Herom, og om den
uſedvanlige Birtfomhed, han upviklede, vil der i det følgende blive talt.

1) Gyteins Vegiſte. fol. 47, 48, 81, 107, 125.

%) Nemlig ved pavelig Bulle af 1323, Dipl. N. VI. 107.

5 Dipl. N. m. 482

9) Dipl. N. 11.:494 (af 230e Mnquft 1985) og Ul. 464. Her nævnes vitnet ti
Goitein, ber Roar Fun ,Coadjutor et offriulis%, men ba mon feer, at beite
ef or Grfepreiten Rolbjern, hvilten udtrnffeligt nævned. og at ver'med Guftelg
fra venne Lid ef mere forefommer fem Chorebroder, fan ver ej være Poiol
vm, at bet er bam, der menes. Cvieln var ennu Ikke Geabjutor Fen 180e
Auguit, va Bifep Jon felv udferte et- Brev anaaaende Eira Arnalf Stein⸗
arefene Gave af dennes uke I Gherebrebergaarden; fm Dage derefter man
Jon have været faa foag, at han itfe kunde beiatte fig med negen Horretning,
fden Geanfuteren da -optræder; hane ilgtern (hvorom nedenfor) vifer, at han
døde I September.

144 . Diga ·daalonelon

Oer har OG kun villet gibe em kort Fremſtilling of en fandak anſeet og
megtig Klerts: Opkomſt og Bikfomhed.

Blandt de Geiſtlige ved de øvrige Biſkopeſtole finder man su arppe no»
ten faa fremragende Mand ſom Eyftein, idetmindſte omtales ingen:faa hype
pigt. Dette tan mu vel for em Deel have ſin Grund deri, at man fra
denne Tid har langt flere Brebſtabet fra Oslos Biftøpsdømme end
fra de øvtige, men bet maa ogſaa tildels fortiarss deraf, at elns
Biſtopodomme G alene vår vet fydlågfte, og inden hvis Dmraade de fleſte
Begivenheder af Migtighed na tildtog fl, men av det ogfar i Virkelig
heden var et ſtotſte og vigefte, hvor formodentlig de meft talentfulde
Mend, ogſaa af Klerefiet, føgte in, naar de kunde, ba Ve. fandt der den
videfle Virkekreds for fre Valenter og havde kerteft Umtedning til at til ⸗
ftedsftille ſin MEraforrigped. Med- andre Ord, Oolo var nu bleven
Landets egentlige Hodedſtad, og Nidardos og- Bergen, med al den: ene
Siads gammeitirtelige Glands og den andens travie Handelsliv, vare
dog funtne med til Prodindsſteder. Hvad der gav Bergen fin egentlige
Øegt, var desuden 4 længer det nationale, men det fremmede Handelge
fit, og Vette, igefom ve tydfte Kjødmends hele Politit oberhodeb, bidreg
til mere at iſotere Gtaden fra vet ødrige norſte Gtatdkw, end til at
give den nogen Jndfipdekfe paa dette.

Et andet anfett Medlem af Copirket i øslo pan dioſe Lider, og
før fynes. ør have flaart Å nøje Forbindetſe med ve fornemſte Elegter,
var Ghorsbrodæren Marve Matthiasfon, tillige Sogneprefd til as
pak Follo, i hvilken Gyenftab han nævnes i forftjelkige Breve, lige fra
4857 til 1320. Witen fynes at hare haft hjemme i FJgnadatte Sogn,
$vor hans Broder Hallvard: Matthlasføn borde. J 1301 var han paa
Capitleto egne hede- i Rauarike, forreften fynes han, hud der i de
Tider hørte til Sjeldenhederne, at have levet og virket ved fin Hoved-
tirte. Førft da han var gammel, faa Uar før fin Død 1385, flyttede
han til Oslo og fjøbte da Tredieparten af.de Hufe ved often i Chords
brødregaarden, fom Urnulf Gteinnréføn førft havde ejet ng teftamenteret
til Fattigfolt, og fom Ertepreften, Kolbjørn Eilifaføn, nys havde Kjødt
for 13 Mk. Penninge, men fom han nu led: Narve far i ſit Sted, imod
ut overlade Domkirken 20 Ores Bool Å Holte i Ramnes Sogn paa
Veſtfold 1). * Her gjorde han, 2den Paaftedag (19de Upri) 1389, da
Han [aa paa fit Yderfte, fit Veftament *), hvoraf man erfarer, at han var
en meget bemidlet Mand, ifær da det ſandſynligons tun var en ubetpbelig

+3) Set herom. Dipli Ni U. 368, 320, 430,: 455, I. 29 had 1Y.-408, 436,
V. 302.

9) Dipl. N. IV. 564.

1381 fog, Mnforde Gelflige. 145

Deel:af hans Gjendomme, fom han bortteftamenterede. Sit Gravſted
valgte han å Domtirfen ved Siden af fin Frænde Mefter Agmund Ber-
fert og gav derfor til den ſaakaldte Bergs Prædende hele 3 Me. Boot
i Mo å Duraalen paa Eidsvold, faavelfom den nys omtalte Bolig, han
havde fjøbt i Ghorsbrødregaarden, til beftandigt Uartidehotd. Vil at
beftride Omkoſtningerne med MBorlys og Offer ved hans Begravelfe for-
ordnede. han, at en af hans Hefte, der flod hos hans Broder Hallvard,
frulde felges. as Kirke gav han fit Breviar med Moder. Fru Cecis
fia Haatonsvatter (Enten efter Hr. Hallvard Næpa) fit hans ,Etind-
fjortel og Beverftinds-Feld", Preften Sira Vhore paa Hovin hans fore
tvebyrde Kaabe med Hette, fom han fit af Biftop Jon, en Ragnhild
Zhomasdatter hans brume GStindkaade, Kjortel og Hette, hans Befleg-
tede Magnhild Eyfteinsdatter hans flore mørteblan Hverdagskjortel med
vide Ermer; hans Vicar Sira Ciliv. (paa Aas) for Chorhold og Sjæles
medfer hans ,blaamengebe Underſtakk“, og Klokkeren for fin Møje hans
»lysblaa Underitatt". Maar faadanne Klædningsftytter bortftjentedes til
Kvinder, fan bet neppe have været i anden Henfigt, end at de fkulde
gjøre fig faa ſtor Fordel af dem, fom de kunde, ved Salg; thi bære
dem funde de dog viſtnok itte. Imidlertid ſeer man heraf, at de Geift
lige paa benne Tid bar meget forftjeligt farvede dg verdsligt udfeente
Klæder, hviltet igjen forudfetter en temmelig verdslig Leveviis. End
mere fremlyſer dette af et Veftamente, fom den throndhjemfte Chorsbro⸗
der Agmund Olaféføn Kaabein, Preft til Hordeſegl (nu Hadfel) i Nord⸗
and gjørde den 18de Februar 1384), og fom derfor her fortjener nær-
mere Omtale, faa meget mere fom bet giver en endnu anftueligere
Foreftilling, end Narve Matthiasføns, om de Rigdomme, faadanne vel
aflagte Geifllige kunde famle fammen, og tillige vifer, hvad lags
Læsning og Dannelfe. disfe fornemme Geiftlige ifær lagde fig efter.
Gproget er en befynderlig Blanding af Morft og Latin, da Brevet be—
synder å bet fidfle Sprog, og gaar derfra uden videre over i Norft,
fom ubgjør Hovedmasfen, men afbrydes af og til af fatinfte Ord og
Falemaader, faaledes at en Getning, der begynder paa Norſt, fan flutte
paa Latin, og omvendt. Sit Gravfted valgte han nærmeft udenfor den
nordlige Indgangsdør til Chriſtlirken, dog inde under Portalet, over
fviltet St. Midaeld=Capellet er 2), hvis Erkebiſtopen og Chorsbrødrene

5) Dipl. N. 11. 468. Det ev I dette Teftament, hvor, fom ovenfor berørt, baade
Grfeblffop Trond og Eira Haafon Jonsſon omtales, og hvoraf man faale-
des fan erfare, at be paa denne Tid (18de Febr. 1381) endnu levere.

7) Dette Portal, med Et. Midaels Capel ovenover, (at det har været indvlet
St. Midae!, fan ſees deraf, at denne Erke⸗Gugel ev afdildet udentil, og bere

Mundo Oiferie. Unden dovedaſdeliat. II. 10

146 OSlaf $aafonsføn.

tillød det. Derfor gav han Gud og Et. Otaf frm Mand Sterling i
Nobler, til Kirtens Vedligeholdelſe, hvorimod han betingede flg ved fin
Liigferd fem Pund Vorlys vg pacfeligt Offer. Erkebiſtop Thtond fit
7 Mtr. brendt og en Bolle, Capitlet å Ridaroos fit under'eet, imod
at holde tre Ejalemesſer aarligt for ham, alle hans fida og ſtore theo⸗
fogifte Bøger, hvortil han fojede en Bibel, et Compendium vin Theolo⸗
øien, og nogle Netsformularbøger. * Jligemaade fit Capitlet ,e Hot,
fom tager fyr Kander“. Hver Kirke i Byen fit to Gtytter -Marctlade,
ligeſaa Predikebrodrene, Auguftinere, Hoſpitalet, Holms, Batte, Reins
og Tuterss lufter. Chorsbrodrenes Commune fit tit: fit Bord m
Selvſtaal med Jomfru Marias og Et. Olafs Billede i Bunden, og en
Solvſtee. Viftop Oddgeit i. Skaalholt fit en Guldfingerring, fom Ugr
mund før havde faart af Biftopen i Bergen, famt et forgyldt Kruus
med Lang. Hans Colleger Gunnar, Haafon og Jon fit, den førfte en
Gølrbolle, den anden et Solvbeger med Afbildning af St. Margretes
Legende i Bunden, den fidfte et Spinbeger. Andreas, udvalgt Biftop
til Færø, og formodentlig ogfan Chorsbroder, fit vet Sølvbeger tilbage,
fom fan havde foræret Aymund å Oslo. En fjerde eller femte Chors⸗
broder, Thorgeir, fit den bedſte Node”, ſom han ejede, af druuut Klede
med „Kotardi“ 1), fodret med „Bukram“, og em Kaabe fodret med blaat,
famt en Hette. Helga Paalsdatter (maaftee hans Folgekone“) fit em
halv Left Strud, en opredt Seng, et Hyende,. et Autkede og en Kiſte
famt et Skriin. Den famme Helge og hans øvrige Folt fit til. Koft
3 Pund Meel og 2 Pund Matt, Smear, Kjød og andet dettil hørende.
Agmund Ginarsføn paa Berg fit den Baad igjen, fom han feld havde
givet ham, med Naa og Nedftab, to Untertoug, 4 Etippund Ulv, eet
Gtippund Jærn, og 48 Stippund Byg. . Agmund Klementsfon: fit et
Pandfer, Sverd, Jærnhatt og Staalhandſte, Ivar Jonsſen vet ſterſte
Sverd, han ejede, Staalhandſter, Pandfer, en Staalbue, og Beehvanten.
Hans Frænde Olaf Jvarsføn fit tre. Pund Sterfing, Sira Thorgils,
Vicarien elter Lejepreften der nordpan fik et Par Waabenklade“ af godt
engelft Klade. Hopdeſegls Kirke fik tit beſtandig Afmindelſe et Breviar i
to Bind, fom han harde faaet af Biftop Oddgeir, rn Pſalter, og det frørfte
Ektib, han ejede, med Nor og Nedftab og alt dertil hørende, fom mg, til
Vedligeholdelſe, 40. Stytter Baretlæde; ligefaameget Ktæde gav han Sort

lands Kirke, endel til Urnes Kirke, famt derhos til forftjellige enkelte

for. har allerede Schonlng antaget det, I fin Beførivelfe of Geifiticken),
findes endnu, ftlaut rigiignof Gapellek mu.er I em daarlig Harfarning.

1) Herved forfaas eiflage Livtjortel, pan franft cotte bardie. — ,Bukram*,
fom ſtrar efter forefommer; koldes endux pan — Fuad man hetene
fevvanligvile kalder ,Rullebuk*.

4381 fog. Aufeede Geiftlige. 147

Perſoner flere førre eller mindre Gater, - hvoriblandt til hans Syſter
Soldeig tre Vefter Barctlæde, til Helge Paalsdatter en Karfe med Naa
og Nedſtab, m. m. Vit Executorer indfotte han fine Medbrødre Gunne
Jarnſidesſen og Haakon Ivarsſon, den famme, der fiden blev valgt til
Grtebiftop. Naar man her læfer om faa mange verdflige Klædningge
flyfter, ja endog Baaden, hos en Geiftlig, og om ben Uforbeholdenhed,
hvormed han faa rigeligt betæntte hiin Helge Paalddatter, der cj fan
have været andet end hans Folgekone eller borgerfige Huftru, faar man
en befynderlig Horeftiling om bet Lin, fom han, og fandfynligviis be
flefte hojere Geiſtlige, påa ben Vid førte. Hermed pasſer ogſaa den
Stildring af Geiſtlighedens Leynet i Morge omkring ar 1400, fom
Dietrid af Niem, Biftop af Verden, ſiden af Cambray, gav i fit om-
fring 4400 frrevne Bert ,Nemus Unionis*. „J Norge", figer han,
pleje baade Klerker og Lægfolt at drikke lige meget, og hvis En itte
over af Maade tan berufe fig Å ØL, fynes han ej, at han er lyttelig.
Den Ene fordrer af den Anden, at han flal gjøre ham Fyldeft ved at
brite figefaa meget fom han, og Ingen, fom itte faa vet, frulde tro,
hvor meget baade Mend og Kvinder der funne drifte paa een Gang,
og dette ſteer fan fænge, indtil man fafder drutfen omfuld. Den, fom
hedft fan tømme fit Beyer, holdes for at overgaa de andre i Legems⸗
flyrfe og Mafthed. I de famme Cane er det tilladt Biftoper og Pres
fler offentligt at holde Friller, og naar Biffopen to Gange om Uaret
vifiteren de ham undergivne Prefter og Sognekirkers Beftyrere, fører han
Frillen med til disfe Prefters Hufe, og hun tillader itte engang fin
biſtopelige Elſter at vifitere, uden at hun er med, deels fordi hun da
lever bvjt Hos Prefterhe med disſes Friller og dertil faar Gaver af
dem, Hos hvem der vifitered, deels ogfaa fordi hun vil pasfe pa fin
Gifter, at han ikke flal blive forelftet å en anden, der er fmuktere.
Gtulde tilfeldigviis em Preft ingen Frille have, da betragtes han fom
den, ber foiger en god gammel Skik og maa udrede dobbelt Kofthold
til ben bifiterende Biffop. Ligeledes nyde ogfaa Prefternes Friller eller
Huſtruer å hine Lande Forrangen baade å Kirken og ved Bordet, og
have Gang og Sade foran andre Fruer, endogfaa foran Nidderes 1).

1) Ste Theod. de Niem, Traci. VI. c. 35, aftr. I Pontoppidans hist. eccl. 11. S. 26.
Dieſe Bemerkninger, heder bet der, gjelder Geifligheden i Morge og paa Irz
fand, hvilte fo-Bande han omtaler under eet, fom be yderfte mod Merden og
Deranet. Men der ev et fort Epørsmaal, om life Forfatteren her har fore
verlet 3øland med Irland og dervaa gjengivet bette met bet fedvanlige
Tatinffe Navn ,tfibernia*, famt tiffølet en Bemerfning om bisfes Hrugtbar-
hed. Beffrivelfen over de Gelſtliges Ferd pasfer idetmindſte allerbedi paa,
Hvad vi fun Livet fenere forefinde paa Ieland. Der nød visfelig Prefternes

' 10*

148 : Dlaf Haalonsjøn.

Indeholder nu end denne Skildring tjendelige Overdrivelfer, ifær
Hvad den Unfeelfe angaar, hvori Prefternes riller ſtulde faa — og
bog er det et Gpørsmaal, om de itte idetmindfte paa Island, hvor
Coelibatet aldrig vet var blevet indført, nød faadan Unfeelfe — faa er
den dog ganfte vift i det Veſentlige fandferbig. Forfatteren, der før
fin Befordring til Merdens Biftopsftol havde været Copiſt i det pave
lige Gancellie, havde god Unfedning til at indhente nøjagtige og paalide-
lige Underretninger endog om de fjernefte Cane af Cyriftenheden. I eet
maa ber nødbendigriig være en Overdrivelfe, nemlig at Biftoperne felv
paa en Maade frulde tvinge fine underordnede Geiftlige til at holde Fril⸗
fer. Get er, at de underhaanden funne have feet igjennem Fingre der
med, ja maaſtee endog ikke faa ugjerne feet bet, et andet at de forme
«figt veb at presfe Penge ſtulde nøde dem til at rette fig efter den her
følende Gtif. Endnu i den bergenfte Biftop Haakons Dage anfaa Biſtoperne
fig endog forpligtede til, nu og da at advare de Prefter, fom holdt Friller,
og true bem med Gufpenfion eller Affettelfe, hvis de ej lod dem fare; og
faa meget funde bog itte Opinionen have forandret fig omtrent 50 Aar
berefter, at bet nu næften ſtulde være blevet til Pligt, hvad der dengang
var anfeet for frrafftyldigt. Men tydeligt ev det i alle Fald, at den
Glaphed, fom Schismet medførte i Kirkens Overbeftyrelfe, ogfaa gjorde
fig gjeldende ved de forftjellige Localfiprelfer, og maaſkee meft i faa fjerne
Egne fom Norge, ifær faa fænge endnu de alene ved pavelig Gunft,
uben flørt Henfyn til deres Dygtighed og Fortjenefter udnævnte Biſto⸗
per fade ved Roret. Thi forfaavidt Schismet dog flulde have een god
Følge, maatte det ellers være den, at den erfebiftopelige og biftopelige
Myndighed, fom Paverne i lang Vid med Stinfyge havde føgt at fvette,
nu igjen hævede fig. Men for at dette frulde medføre nogen fand Nytte,
maatte ogſaa de Geiſtlige felv, ifær Biftoperne, være andre, mere famvit-
tighedsfulde Mend, end de var paa denne Vid, da langvarige Misbrug
havde flappet Geiſtlighedens Moralitet og foektet dens Pligtfølelfe.

14. fremragende Perfonligheder. Verdelige Embedamend.

Blandt de verdslige Embedsmend paa den Vid, da Olaf Haakons—
føn byldedes fom Norges Konge, var, fom vi have fret, Drottfeten

og Biftoperned Briller faa for Anfeelfe. Men at lige Briller ogfaa I bet øvrige
orden fvetmindfte vare almindelige, frer man deraf, at deres febvanlige Benævs
nelfe ,fylgjukona* (Bølgefone), I Tidens Leb forvanttet til.Gylgtjer (udtalt
næften fom ,Gørtjer) I Norge, og nyde" eller aflida, I Gverige (Ugefom
frændkoua er blevet til ,Frænte*) omfiver antog Betydningen af Vige" I
Wimindelighed og Ibktmindfte I Gverige uden alt obløft Bidegred.

4381 fag. Anſeede Mend og Etter. 149

Yamund Finnsſon nu den fornemfte. Bi have allerede ovenfor oftere
haft Unledning til at omtale ham, faa at nogen ubførlig Fremftilling af
fang tidligere Livsbane ej er nødvendig. Som Søn af Hr. Finn Ug-
mundsføn og Broderføn af Hr. Jvar Agmundsføn, og, faavidt man
fan fljønne, $Hovedarving efter dem begge, maa han allerede paa' denne
Maade have faaet betydelige Befiddelfer, foruden hvad han fit paa anden
Biis, gjennem fin Moder, Hr. Sæbjørn Helgesføns Datter, og maaftee
fra fjernere Glægtninge, blandt hvilte” ogſaa Gaute Haakonsſon paa
Zolga og Cidfa-Foltene maa have været, fiden vi finde ham i Befids
delſe baade-af Volga og af Eidſa (Ivfø). Af forfrjellige Brevftader og
andre Slags Oytegnelfer fra de Vider fred det, at han foruden disſe
Gjendomme og fin Ette⸗Odel Heftbø paa Finnø ogſaa ejede Gods i
Sendhordland, navnlig ved Framnes, ligefaa i hele Nyfylte figetil Aaen
Sire, og paa Grønland, vet fidfte formodentlig fom Urv efter Farbro⸗
deren Hr. Ivar Agmundsføn'). Da han, fom vet tidligere er nævnt,
var fød før Midten af 1321, (men dog fandfynligviis i dette Aar), var
fan altfaa paa den Vid, da han nu overtog Regjeringen fom Drottfete,
allerede en Mand paa fine 60 Aar. Desuagtet fan det ej have været
faa fang id forud, at han var fommen i Egteſtab med den føromtalte
Katharina, Datter af Hr. Knut Algotsſon og Fru Mareta Ulfadatter ;
thi da dennes Børn med Hr. Knut neppe vare fødte før 1350, kunde
Katharina, der vift itte engang var den eldfte af dem, ej have været voren
eller gifteferdig førend henved 1370, ba Gr. Agmund idetmindfte var 50
Mar gammel ?). Man ftulde friftes til at antage, at han havde været
tidligere gift, førend han egtede Katharina, dog er der ikke den fjernefte

1 At Hefdø var Ettens Odelsgaard er allerede ovenfor omtalt. I 1321 gav
Morfaveren Hr. Sabjørn Helgesfon ham (der her foldes ,lille Mgmund*)
Mndaftad I Ryfylke, fanbfynligvlle til Fadbergave (Dipl. N. ll. 143). Ut
Ban ejede Lolga og Gibfa, fres af hans Gave af dieſe Gaarde til fin Huken,
Hvorom nedenfor. Allerede hans Fader ejebe Gods I Gtavanger, felv fljene
fede han feuere Romsholmen ved Framnes (Oos Gogu) m.m. paa Gønds
hordeland til Munkellvs Klofter (MIL. B. S. 139). Paa fit Dedsleje fjene
lede han til Ghorsbrøbrenes Gommune I Gtavanger alt fit Gods mellem
Stavanger og Aaen Gire undtogen Gaarden Bit paa Jederen (Dipl. N. VI.»
549). Og for fin Broder Hr. Ivars Begravelfe ved Glmes Klofter' gav
han til dette embeel of Gaarden Nes paa Grenland, upaatvivleligt af hvad
Han havde arvet efter Jvar (Gyfteins Regifter fol. 32 2). J

1) 3 Chronicon St. Birgitte" ſtaat ber ubtryfteligt, at Katharina var Fru
Daretas anden Datter, og Ingegerd, Dronning Margretes egefyfter, den
førfte; un var Margrete fød 1353, altſaa flulde vel ogfaa Ingegerd være af
famme Alder, og Katharina noget Yagre. Desuden levede Gigvid Midblng
enban I 1345, og maaffee nogle Mar berefter, fan at man neppe fan fette
Bru Maretas Giftermaal tibligere end 1350.

150 Dlaf Haaloneføn.

Yutydning dertil, og tvertimod er det af andre Omftændigheder fandfyne
figt, at han idetmindſte itfe var gift i 1351—541). - Hans Bryflup
med Katharina fete i Kong Haatons Dage, det ev alt, hvad man veed
om Fiden, og Kongen fljentede dem begge tilfammen i Brudegave 300
Mer. brendt, bvorhos ogſaa Katharina felv bragte ham en Medgift af
100 Mir. brendt*). Som Fru Maretas Datter var. Katharina ej
alene Medlem af den Ett, der paa denne Vid viſtnok anfaaes for den
vpperite og berømmeligfte i hele Sverige, St. Birgitta's, men hun var
tillige tommen i den nærmefte Berørelfe med Dronning Margrete, havde
vel, om endog noget yngre end hende, dog vift ligeſaabel fom Syſteren Inge»
gerd været hendes Barndomsveninde, og ſtod fremdeles, lige til fin Død,
bøjt å hendes Gunft?). Den Slutning ligger derfor nær, at hendes
Forbdindelfe med Hr. Ugmund Finnsføn fornemmelig var Dronningens
Bert — vi ville fre, hvorledes hun fenere netop føgte at bringe faa
danne Forbindelfer mellem fornemme Mend og Kvinder fra fine forftjellige
Niger iftand — og at dette Giftermaal faaleded mere var en politift-Ope»
vation fra Dronningens Side, end noget Bert af Kjærligjed mellem den
mere end femtiaarige norfte Herre og den fyttens eller attensaarige fornfte
Jomfru. Deres Egteftab blev ogfaa børnkøft. I UAaret 1385 var de
begge faa overdeviifte om, at de ingen Børn vikle faa, at de gjorde en
gjenfidig Overeensfomft, hvorved Hr. Agmund fljenfede Fru Katharina
Gaardene Cidfa og Volga, hvorimod hun- for fig og fine Arvinger ope
gav ben Fordring paa fin Medgift, 100 Mi. brendt, ber ellers vilde
tilfomme hende, fiden ber ej var Børn*). Men venne Omftendighed,
at Hr. Agmund var gift med Katharina, og. at dette Parti fandfynlig=
vile var Dronningens Vert, vifer ogfaa, at han felv maa have fraaet i
ben nærmefte Forbindelfe med Dronningen og fandfynligviis meget højt
å hendes Gunft, — hvoraf man da igjen maa flutte, at hans Udvelgelfe
til Drottfete og Nigsforftander faa langt fra har været hende ubehages
lig, at hun meget mere felv har virket for den og anfeet ham fom en
af fime og fin unge Søns fornemfte Støtter i Norge. Hr. Agmund
ſynes, fom vi i det følgende ville fee, med Iver at have vøttet fine For»

3) Dette fynes at maatte fluttes af et Var Confesſtonaler eller Tilladelſer, med⸗
belte af Baven til at velge en egen Efriftefader, ber kunde meddele almindes
vellg Abfolution 0. f. 9., Gi medens ſamtidige Gonfesfonater for andre Herrer,
f. Gr. $r. Drm Gyfteinsføn, ogfan nævner Hufruem med, er der for Hr.
Agmunde Bedfommende fun Tale om ham alene,

3) Dipl. N. I. 493.

9) Det vil I bet følgende blive omtalt, at Dronning Margrete udnævnte hende
til Hovmefterinde høs den unge Dronning Phillppa.

%) See nysnævnte Brev af 14de Februar 1382, Dipl. N. 1. 493.

1381 fag. Wuferde Mend og Atter. 151

retninger fom Rigsſtyrer, reift om i Landet, holdt Raadsmoder, 0. f. 4.
Bed Siden af Rigsforftanderftabet beholdt han, fom det fynes, ligefuldt
fin Gysfel i Nyfykte, ja det er vel endog et ſtort Spørsmaal, om han
itte freudeles tillige bar Hirdſtjore å hele den veſtlige Deel af Landet.
Caavidt man tan fer, ned han overalt for Agtelfe og førte fig op med
megen Berdighed. Da han i Aaret 1384 tæntte paa at foretage en
Reiſe — formodentlig en Gefandiftabéreife — til England (hvorom
nærmere nedenfor) fit han fra Kong Richard den 2den et Lejdebrev, hvori
fan kaldtes „Baron af det norfte Rige“ (baro regni Norvegiæ), og
fom lød paa ham felv med fyrretyne Middere, Hefte, og alt Vilbehør,
for et heelt Aar *). Naar han her faldtes Baron", var dette tun en
Yantydning, deels af hans fore Unfrelfe og høje Mang, der egentlig fatte
fam over Ridderne, deels af hans Gtiling fom Medlem af Riget
Mad. Det er altfaa let at fljønne, hvor højt agtet og anfeet han mag
håve været.

Sed Siden af Hr. Agmund Finnsfen. man Hafthordfønnerne
ftemdeles mæbnes fom de ypperfte Mend i Norge. Egentlig ſtod de endog
oter ham å et vift Henfeende paa Grund af fit Slegiſtab med Konges
hufet, og Derfor fre-vi ogſaa Gigurd udtrykkeligt nærnt fom Kongens
Frænde ſtrax efter Drottfeten i den paa felve Hyldingsdagen udfedte
Betraftelfe af Jemtelendingernes Mettigheder, uden at nogen afde øvrige
Stormend nevneg. Ligeledes nevnes han umiddelbart efter Drottfeten,
og foran. be øvrige Raaddherrer, i flere af be andre Forordninger og
Beſtemmelſer, fom vedtøged paa de i de nærmeft paafelgende Uar afe
holdte Raadsmoder. Derimod nevnes ved disſe famme Lejligheder aldrig
$r. Jon Saftborsſon, men tun Sønnen, Haakon Jonsſon, uagtet
Jon visfelig endnu var i Live; deraf maa man flutte, at han nu var

1) Ere Bymeri føedera, Udg. af 4740, M. J Vorbludelfe hermed bør bet
bemerfes, at ter ogſoa findes et Brev af 17de Upril 1372, hvorved Kong
Grvard in i Gugland giver Efatmeteren og Kæmereren ved hans ,Ercho-
quer* Dedre Hil at give ,Aermand de Fynstone, Chivaler au Roy de Nor-
wege*, vi futt ubarbefoet Gølvfab med Sande (un sriper ove un hannp d'ar-
gent susorrez eteymellez ove un enwer ite le hanap esteant sur
troys dragons et le pomel eymellez ove quatre roses poisantz dys
mares dys soldt et dys denjers.de nostre doun) fee Balgrove, yKnlendars
and Inventories of hs. Maj. Exchequer*, Il. 275. Denne Ridder Hermand
de Fynstone, hvis Mava aabenbart er forbrejet, maa enten være Hermann
v. Bigen, hvilfen vi I bet foregaaende Mundom have omtalt, men fom vi
tigtignof faarere flulde vente at finde blandt Rong Albrechts Ment, elier og
— maafter frarere — Hr. Agmund Binnéføn. (Agmund — Amund funde
let forbrejes til Mrmund — Armand — Hermand; endmere kunde Titlem
Hert Ugmund” opfattes fom Hermann).

152 Olaf Hoafonefen.

fad gammel og foag, at han aldeles havde draget fig tilbage fra
det offentlige Liv og holdt fig frille vaa fine Gjendomme i Borgefysfel,
det være fig nu Borgagerde ved Sarpsborg, eller Huſeby i Odenss.
Viſt er det, at han, uagtet han endnu levede i 13881), aldrig mere
omtales ved nøgen offentlig Forhandling. Hr. Sigurd Hafthorsføn
fynes fremdeles at have beholdt Syslen paa Raumarike, eller maaftee
Hirdſtjore-Verdigheden paa Oplandene, ſtjont hans frørfte og vigtigfte Bes
fidbelfer, Bjartø og Gifte-Godfet, lan i det Nordenfjeldfte. Det ev ej
ufandfynligt, at han omtrent ved be Vider, hvormed vi her beftjeftige
8, ligeledes tæntte paa at drage fig tilbage fra det offentlige Liv og
oplade de flefte af fine Ejendomme til fine Børn, Haakon og Ugues,
der. omtrent ved disfe Fider maa være blevne gifte, Haakon med Sig
rid, en Datter af Erlend Philipsføn paa Losna, og Agnes med den
oftere omtalte vermelandffe eller dalſte Godsbefidder Jon Martinéføn,
der allerede bar optagen i Kongené Maad. Maar Haaton blev gift,
vides ej med Bished; faa meget er kun betjendt, at han endnu i 1378
anfaae8 fom umyndig, da Faderen, paa hans Begne, uden hans udtrykke⸗
lige Gamtytte, bortftjenfede noget Jordegods 2); men at han var gift
ved Juletider 1388, og at hans førfte Barn ikke blev født førend i
13905). Heraf ſtulde man flutte, at hans Giftermaal ej fandt Sted
førend henimod 1388. Agnes derimod var gift allerede i 1882, ti fra
den Vid fre vi hendes Mand Jon Martinsføn have fit ſtadige Tilhold
i Norge og fornemmelig paa Gubreim, Gvigerfaderens Ettegaard, der
fremdeles blev i hand og hans Efterkommeres Befiddelfe*). Heraf maa
man altſaa flutte, at den gamle Hr. Sigurd allerede nu oplod ham
Gudreim .med tilliggende Gods, forbeholdende fin Son Haafon de fore
nordenfjeldſte Befiddelfer, eller Arnmedlingeſtammens Ettegods. Hvor
han og hans Huftru Fru Ingeborg Erlingsdatter, ber ogſaa fremdeles
fynes at have været i Live, tog fit Opphold for fine fidfte Dage,
vides itte; førmobentlig var bet dog vel enten paa Sudreim eller i Oslo.
midlertid var dog Gigurd endnu faa rørig, at hani1382 kunde deeltage
å et Raadsmode i Bergen, og 1383 i et lignende i Lunsberg; idet føl
gende Aar, 1384, nævnes han derimod ej blandt de da i Bergen for
ſamlede Maaddherrer, og faaledes har han vel ved denne Vid draget fig

1) Han og Broderen Sigurd nevntes af Hr. Agmund Finnsføn, da denne I
1388 faa paa fit Dberfte, fom dennes nærmefte Arvinger, Dipl. I. 1444, fort.
IL. 549.

9 Dipl. N. I. 448.
) Gammeftebs No. 537.
%) See foreganende Bind, S. 903.

4881 fag. Wnforde Mend og UEtter. 453

tilbage. Heller ifte hører man mere. tif ham i offentlige Forhandlinger
fra denne Vid. Hans Dodsaar er ej bekjendt, og man verd kun, at han,
ligefaavelføm Broderen, endnu fevede i 1388. R
Bet or allerede forhen omtalt, at Hr. Jon Hafthoreføn havde

Gømerne Ulf og Haakon, af hvilte Ulf var den eldfte, mange War
elbre end Haakon, faaat det endog heraf bliver rimeligt, at han ej, fom
vi forhen anteg, var fed i hans Egteſtab med Birgitte Knutsdat»
ter, men i et tidligere, bvorom ber ingen Gfterretninger ere os levnede.
Men at Ulf og Haafon vare Halvbrødre, beſtyrkes end mere, og bliver
endog til fuldfommen Øished af den Omftændighed, at ba der efter
Kong Olafs Død et Ojeblik var Vale om, hvo der var nærmeft arves
berettiget til Øronen, blev der alene Spørsmaal om Haakons, itte om Ulfs
Yrveret, uagtet bog Ulf baade var eldre og perfonligt tilſtede ved Fore
handlingerne. Denne Omftændighed, faavelfom at der ba ej engang var
Fate om Hafthorsfønnerne felv,:vifer ogſaa med Beſtemthed, hvad
vi tidligere fun hate vovet fragt at antyde, at Hr. Jon Hafrhorsføns*
anden Huſtru, Fru Birgitta Kuutsdatter, ber i 1350 var Medarving
med Hertug Knut Porfes Sønner til Hamarø Gods i Nordre=Halland,
fverten var mere eller mindre end Datter af Kuut Porfe og Hertug-
inde Sngeborg, og ſaaledes Halvfyfter til Kong Maqnué, hvors
ved faaledes Kong Haakon og Haakon Jonsføn blev Syftendebørn ').
Ulf Jonsføn, uagtet eldre end Haakon, overlevede ham dog i mange Uar,
fom vi i bet følgende ville fre. Haakon Jonsſon fynes at have været
en meget brugbar og bygtig Embedsmand, fom anvendted i forftjele
lige Grender. Vi have feet ham fom Sysfelmand i Nobygdelaget, fom
fongelig Ombudsmand paa Ortnø; for Viden fynes han at have været
Gysfelmand ellee kongelig Ombudsmand i Bergen, idetmindfte betlædte
han dette Embede i 1380, fom vet i det følgende vil omtales 2). Ut
han maa have været en meget viig Mand ferd deraf, at han kunde fors
ſtrekte Henrit Jarl paa Orkns med et faa ſtort Laan, fom det af os
svenfor omtalte, og man frulde næften formode, at hans Beftrædekfer
mere gif ub paa at ſamle fig en ſtor Formue, end at flaffe fig politiſt

1) Dette vil nærmere blive udviklet I bet følgende.

3) Grønlands hiſt. Mindeømerker II. S. 139. Da Grlend Phllipsføn, fom vi
ville fre, paa bed Tid endun var Fehirbe I Bergen, hindrer Ikfe den Oms
ſtendlghed, at han bekladte dette Gmbede lige fra 1381, fra at antage, at Haa
fon Jonsføn ved Elven af ham funde være Gysfelmand eller maafter Gjaldkere.
Og bet beftyrfes deraf, at bet ham tilhørende Skib, ver forliifte ved Jolaud
4988, havde en , Gudbrand i Mubdnnargaarden* til Befallngemand, thl dette
vifer, at ietmindfte Slibet maa være udgaaet fra Bergen.

156 Diaf 'Haalensjen.

Anſeelſe eller hoj Mang, thi uagtet fit nøje Frendſtab med Kongehufet
blev han ej engang udnevnt til Midder, hvad der vel ikke havde været
ham faa vanfteligt, om han habde fagt an derpaa, og vi ville fee, hvor
ledes han heller ikke tragtede efter Kongeverdigheden, magtet han maaftee
kunde havde haft nogen Adfomf dertil. Ferimod havde han tide i
Søen; et flørt Stib, fom han ejede, og fom foer paa Island, under
Befaling af en Gudbrand fra Audunsgaarden i Bergen og em Brand
Thordsſon, havde ikte mindre end 90 Mand ombord; da bet flrandede
paa Jslands Øfttyft i 1383 eller 13841). Saaledes mag man vel
antage, at Haakon levede fin mefte Vid i Bergen, beftjeftiget med fine
Embedsſoſler og fine Handelsfperulationer, vg at han kun af og til efter Ope
fordring inbfandt fig ved Raadsmederne, hvorfra han fom et af Raadets
fornemfte Medlemmer ej vel funde udeblibe. Haakon var gift med en
Mærpaarørende af Hr. Sigurd Hafthorsføn, ber endog, fom. vet fynes,
i'fin Vid: flod under dennes Hormynderftab. Der opſtod nemlig fiden en
Tviſt mellem Hagfon og Hr. Sigurd om noget Gods, benne havde
tjøbt af Mrvingerne efter Fru Ingeborg Vetersdatter paa Huusſtad, og
$Haafon paaſtod fidenefter, at Hr. Gigurd ligefaavel havde givet hans
Huſtrues Penge derfor fom fine egne, hvortil Sigurd foarede umdvigende,
„at han iffe tunde kives med fin Frænde om den. Sag, og at de helft
burde fifte mellem fig, fem de bedft tunde”*). Af denne Aarſag bliver
det hojſt fandfynligt, at Haafons Hufteu itte var nogen anden end Mar»
grete, Datter af Giliv Eilivsſen paa Nauſtdal og Gyrid Erlingsdatter,
der begge omfom paa Gøen i 1358, hvorved Margrete fonr forekdreiøft
Barn maatte fomme under Sigurdö Bergemaal?). Tyl i det følgende
ville pi fee, at det famme Gods netop. bannede et Tbiſtens Eble mellem
Haakon Gigurdsføn og Margrete Cilivødatters Mand i et ſenere Egte⸗
flab*). Børn ſpnes Haalon itte at have haft. Hans Broder Ulf

1) Set. Mnnaler, Udg. S. 236. 1

% Dipl. N. U. 572.

5) See foreganende Bind, S. 621.

9) Dipl. N. 11. 470. Det fynes Hart, at begge Breve: vedfommende Huneftads-
gobfet høre fammen, og etvet var I Gyenffad af Margretes Gytemend at ført
Daakon, ſiden Tivefe Båtenndter tvikete med Giftemendene besom. -Margrete
var nemlig I 1408 gift med Fivete Mikenader eller Måtenader. Denne var I
alle Hald dengang eubun ef Øivder; men fiven hun allerede å 1396, ba han fande
fonligviis endnu ej var gift med Libefe, faldes ,Gru Margret”, maa hun efter
fit Giftermaal med Haalon endnu have haft em Maud, der var Rider faafom

"bet ov vik mot, at Haalon aldrig omaarde benne Verdlghed og siter fin
Dad aldrig benævaers Hr. Haafou Jousfon".

1384 fag. Mnferbe Mend vg Biter. 158

Jonsſon var, fom ber figed, gift med em foenft Huften og havde betyde
lige Gjendomme i Sverige, men kunde dog vel neppe opholde fig i Nær
rile, hver hans Hobedgods Eervalla var beliggende, faa længe Kong
Albrecht var ved Roret. Han har derfor rimeligvis tilbragt den mefte
Eid paa fine Gjendomme i Bermeland, ifær da han og harde Befivdel-
fer paa Golger. Jon Hafthorsfen havde ogſaa en Datter, Cecilie,
fandfonligviis født i hans Egteſtab med Birgitte Knutsdatter. Denne
Cecilia var gift mer den oftere omtalte balb foenfte, halv norſte Ridder
Ulf Holmgeirsføn, Medlem af det norfte Rigsraad, men hjemmehørende
i Bermeland, hvor han endog fyned at have haft Part i Borgen Ag⸗
naholm tilligemed Marften Hr. Grit Ketilsfen, faafom han i 1386 med
fin Huſtru Cecilias Samtykke gjorde ,fovligt Skifte" med Hr. Grit, idet
fan overfod denne bele fin Deel af Lille-Aaroos i Ugna= eller Amna⸗
Herd imod Halvdelen' af Store i Berge Sogn i Goløer, vg dertil å
Liqvidation for Gjeld afſtod ham fin Deel af den Holm, paa hvilten Slottet
Ygna» eller Umnaholm og Forborgen flod). Hr. UK flyttede maafter
nu ganſte til Norge, hvor han blev begraven ved Ide Kirke, medens
fans Huftru, der ej døde førend å 1411, blev begraven ved Badftena*).

Af pavelige Brevflaber erfares, at Hafthorsfønnerne vare den barne
loſe Hr. Agmund Finnsfens nærmefte Urvinger. Hvorledes dette For»
held var beftaffent, findes ingenſteds nøjagtigt oplyft: men det maa fora
modentlig have beſtaaet deri, at Hr. Bidtunn, Erling Drottfetes Fader,
og Agmund den eldre pan Heſtbe, Hr. Finns og Hr. Ivars Fader,
Vare ner beflegtede eller befrøgrede. I Bullen, der 1294 gav Hr.
Bidtunn Grlingsføn og Gyrid Andresdatter Villadelfe til at egte hinan=
den, ſtjont beflegtede i fjerde Grad, heder det, at Gyrid hørte under
Gtavangers Diøcefe, altfaa ligger det mærmeft at antage, at hon og den
eldre Hr. Agmund paa Heftbø have været Paarørende. Men paa denne
Maade dannede nu Drottfeten Hr. Agmund Finnsføn, begge Hafthord-
fønnerne, og bered Gønner og Svigerſonner en overhaands megtig Fa⸗
milietrebg, der ved fit Frondſtab med Kongehuiet, fine uhyre Vefivdele
fer, og fine høje Embedsſtillinger, maatte være iftand til, naar den holdt
fammen, at oterfløje alle andre Wtter i Landet, og felv at holde Konge»
magten tangen. Derfor var det viſtnok meget klogt betæntt af Mar»

1 Brev af 22de Marts 1386 t vet fornfe Migsardiv.

2) Henbes Død og Begravelfe I Badftena 4411, Hgefom hendes røvere or
WF Jonsjone I 1415, nævnes I Diar. Vazstenense; bet flges-ubtrytfeligt om
$r. Ulf, at han ejede meget Jordegods I -Gverlge. I Eyſtelne Megifter fol.
201 og 202 findes bet aulegnet efter 1300, men bog ef fenere end omfring
1400, at Bru Cecilla for fin Mand Hr. Ulfs Vegravelfe ved Idde Kirke gav
Deel of em Gaarden Uølatshelder famt hele Gaarden Haavardérad.

156 DOlaſ Saafonsfon.

grete, (thi man fan ej tvivle om, at det var hendes Berk, at fad den
megtige Hr. Agmund fnpttet til den med hende faa nøje forbundne
Mlgøtsfamilie ved hiint Giftermaal mellem Hr. Ugmund og Katharina
Knutsdatter.

Vil denne Kreds knyttedes nu ogſaa andre mere eller mindre mæg=
tige Mend og Etter ved Svogerſtab. Vi have allerede omtalt, hvor-
ledes den vermelandſte Jon Martindføn blev Hr. Gigyrds Svigerføn og
Arving til de flefte af hans oſtlandſte Befiddelfer. Otte Rømer, Fehir-
den og Hirdftjoren i Throndhjem, var, fom bet allerede er nævnt, efter
al Sandfynlighed gift med Gerthrud, en Datter af Hr. Erling Bidtunns-
føn og fit med hende det flore Gtovreims-Gods. Vil den ſtore Frænde=
ſtabs⸗ og Svogerſtabs⸗Kreds, der nærmeft grupperede fig om Fru Mæs
veta, Ot. Birgittas Datter, hørte, ved fit Giitermaal med Mæretas
Datter af førfte Egteſtab, Ingegerd, ogfan Gaute Eriksſon, fom vi
allerede oftere have omtalt, og da Ingegerd var død, formodentlig ome
fring 1380, traadte han igjen ved fit Giftermaal med Margrete Otted-
datter Rømer ind i hiin anden megtige og omfattende FamiliesForbins
delfe. Gaute Eritsføn var i denne Vid, formodentlig ved eller ſtrax
efter HyDingen, bleven forfremmet til den vigtige Poſt at være Frhirde
paa Tunsbergshuus, i hvilten Stilling vi finde ham allerede i Oetober
1381. Hermed var ogfaa Gysfelen over Beftfolden fandfynligviis for⸗
bunden. Siden, i 1386, fit han Skiens Sysfel efter Bjørn Thorleifö-
føn paa Bjørnthveit og efterfulgtes paa Vunsbergshuus af Jon Mei-
darsſon Darre). Gaute Eriksſons egentlige MEtte-Befiddelfer laa, fom
det allerede er: omtalt, i Gulathingslagen?), fljønt han tilbragte fin mefte
Tid paa Øftlandet og tillige erhvervede ſtore Gjendomme ber. Hans
Gpyfter, Gyrid, var gift med Gunnar Kane?), ber ogſaa ſenere ops
træder fom Raadsmedlem, og havde med ham tre Børn, Vhoralde, Niko»
lag og Gigrid, der i det følgende ville blive omtalte.

En af de meft anſeede YWttehøvdinger paa denne Vid, og i den
nøjefte Forbindelſe med den Gifte-Heftbøfte Familietredö, var Erlend PHi-

1) Gaute Grilsføn nævnes fom dehlrde paa Tunsberghus i Brev af 27be
ØDetober 1381, Dipl. N. Ill. 435. Derimod finde vi ham udſtedende et Brew
fra Glmsø, altfaa fom Gysfelmand I Efiens Eysfel, den 17de Juni 1387,
(Brev I det fo. Rigsardiv). Og da vi mu allerede omtrent eet Mar forud
(14be Juni 1388) finde Jon Darre fom Syeſelmand paa Beffold (Dipl. N.
Il. 496) bliver bet temmelig vir, at Gautes Forflyttelfe til Stien maa være
fleet ved denne Tid eller Fort fornd.

9) See foreg. Bind, S. 403 og 910, 011.

3) Saaledes angives det I N. Gamll. IV. 6. 555, uden at nærmere Hjemmel
anføres.

1981. fag. Maferde Mend og UEtter. 157

Fipsføn til Losna i Sogn, hvis Herkomſt vi allerede i det føregagende
have omtalt."). Det ev her viift, at Erlend var en Søn af Philip Er⸗
feabsføn i dennes andet Egteſtab. Muligt, at Poilips anden Huſtru
og Erlends Moder, hvis Navn ej kjendes, hørte til SlindesYStten, og
at Erlend gjennem hende fom til at avve Glinde-Godfet i Sogn; muligt
ogſaa, at Erlend felv var gift med Arvingen til Slinde, thi vi finde
dette Gods, endnu medens han levede, i hans Gvigerføns Befiddelfe, og
da der ej findes mindfte Spor til, at Sigurd Hafthorsføn ejede det —
fom overhoved Giftemendene indtil Haaton Sigudsſon ejede lidet eller
intet å Sogn — bliver der overvejende Sandfynlighed for, at det tilhørte
Grind, og at han gav det i Medgift med fin Datter. Bi finde Erlend
Pilipsføn allerførit nævnt ved Underhandlingerne i 1369, berpaa den 14de
Mai 1370, da han i Bergen med Haakon Jonsføn, Thorgaut Jonsføn,
Holte Gunnaréføn, Lagmanden Gunnar Hjarandesføn og Gunnar Ulfeføn,
efter Kong Haakons Befaling, dømte i Arveſagen mellem Haaton Stumye
og Huftru Margrete Villjamsdatter i Skaften ?), Heraf feer man, at
han allerede ba var Hirdmand, ba dette var en Hirdfag, og de øvrige Med⸗
dommere ligeledes hørte til de haandgangne Mends Val. Siden finde
vi ham fom Fehirde i Bergen, lige fra 1375 til 13895), og famtidigt
dermed, ibetmindfte i 1386, fom Sysfelmand i Nordfjord, hvor han ejede
Gemlaftad i Gloppen *). Hans Befiddelfer maa have været overordent⸗
lig flore. Gaaleded erfare vi, at han til Erkeſtolen i Nidaroos fljentede
hele Gemlaftad, ikke mindre end 20 Maanedmaters Bool*). Foruden
Ettegodſet Losna havde han andre Ejendomme i Sogn og formodente
lig paa Hørdeland 9). Derhos maa han have haft Befiddelfer i Nyfylke
og have flaaet i Fornindelfe med Tolge⸗ og HeftbørYEtterne, fiden han
optvaadte fom Merge for en Gunnar Anundsføn og dennes Syfter Holm»
frid, da ben fidfte i Juni 1366 paa fele Gaarden Volga i Nyfylte
holdt Bryllup med en vis Ingemund, Søn af Uthyrme paa Dal i Rene
ness 7). Bed denne Lrjlighed lod Erlend den betydelige Arv, fom var
tilfafdt begge hine Syſtende — den beløb fig til ikte mindre end 3674
forngilde Mkr. — fifte imellem bem ved fer Mend, og Ingemund maatte

1) Gre foregaaende Bind S. 407.

3) Dipl. N. II. 408, foft. foregaaende Bind. 909.

3) Ge fornemmelig Dipl. N. II. 435, 440, 453, III. 451, 481.

9) Dipl. N. III. 465.

9) Afat Bolte Jordebog S. 108.

) Hans Eon Gludride ejede ipetmindfle Gods I Samnanger og Ofter, fre Mie
B. S. 128.

7) uthyrnie paa Dal nevnes 1328 og 1332 I Dipl. N. IV. 174, V. 93,

158 ODiliaf Gaatonfon.

ſtille Erlend Borgen pan Drengen Gunnars Begne for at denne itte
ſtulde fide noget Tab, ved at Syſteren Holmfrid nu obertog Bergemaalet
for fam). — Erlend vilde vet neppe Have optraadt paa Lenne Maade,
Hvis Han itte felv havde været beflegtet med dem, og maaſtee endog haft
Gjentomme paa den Kant. Man feer ogſaa, at da Gaute Haatonsføn
paa Volga var ded *), optraadte baade Ingemund paa fin Huſtrues Begne
«(hendes Broder omtales ike og maa vel imidlertid være død) og Er»
fend med Fordringet paa Arv efter hamn, ben ſidſte dog rigtignok- itte i
fit eget, men å fin Frende Thorgeir Thotſteinsſons Ravn. Erlend ſted⸗
nede Sagen ind for Lagmanden, fom titdømte ham Halvdefen af det
omtviſtede Gods, og Kong Haaton fradfeftede Dommen med Raadets
Samtykke; imidlertid maa man antage, at Ingemund, der allerede havde
fat fig i Befiddelfe af Godfet, fremdeles føgte Udflugter, thi om Som⸗
meren 1373, da mange Maadsherrer vare forfamlede å Bergen, og Kong
Magnus ligeledes var tilftede, fandt denne, der førte etflags Megjering
i Gønnené Navn, det nedvendigt at overdrage Erkebiſtop Thrond, Hr.
, Agmund Finnsfen og Haafon Jonsfon vet Hverv med de andre gode
Mend, fom de felv vilde nævne i Dom med fig, at afgjøre Vrætten.
Disſe Valgte Thorſtein Hallgrimsſon, Provft ved Apofteltirten, Hr. Marve
Ingebaldsſon, Otte Nømer, Biljam Eritsføn, (formodentlig en Søn af
Grit Biljamsføn til Torge), Gunnar Lagmand og Jon Darre, fan at
Dommen i alt beftod af ni Medlemmer, der famledes i Sommerhallen
$os Gjorsbrødrene ved Cyrifttirten. Dommen fød ſaaledes, at Lag»
mandsdommen og bet ovennævnte kyngelige Stadfeftelfesbren ſtulde gjelde,
indtil Kong Haaton fefv med fit Raad nærmere overtejede Sagen og
maaſtee fandt andet rettere efter Loven, eller færfritt udnævnte Mend
til 'at granfte den; hvis Erfend, fom Ingemund paaſtod, desuden
fad inde med Odelsjorder, fom tilhørte Holmfrid, frulde Ingemund føge
- dem efter Loven, ſaaledes fom foreftrevet var om Ovelebrigde, vg lige
ledes frulde Griend føge Ingemund efter Loven for de færlige Fordrins
ger, han maatte have paa ham %). Uagtet denne Dom egentlig itte var
endelig, fynes bog Sagen dermed at være afgjort, da man tj hører mere

1) Etiftebrevet of ben Juni 1366 (Dipl. N. IV. 457) ev fordeles merfeligt ved
fin Ubførlighed. . Blandt de Gfecter, fom her ovregnes, er vgfan em Bog
inbeholbende ,Beveré Cagå tilligemed mange andre gede Eagaer", Vigefaa
fy andre Beger, baade Tivebøger og Gagabøger.: Dette er formodentlig
den fote Gang, at Eagabøger omtales I norffe Brevffader.

5) Da Gonte Haafoneføn paa Tolga neppe var bød I 1966, man det -vate hos
ham, at Brytlupet Rod.

9) Dipl. N. ilt. 384. Joft. ovf. 28, 20.

1381 fag. Auſetdt Mend og Etter. 159

til den. Grend ble ſaaledes formodentlig å Befiddelfe af ikke ubetyde⸗
fige Gjendomme i Nyfylte. I 1383 erhvervede Erlend ogfaa Pant i
fofte Gjenbomme paa Vors, idet Greip Ivarsſon, den fidfte Wiling af
den berømmetige Enes. Ett, og fom maaſtee allerede da var udnærnt
til Sysfelmand ma Færeerne, å hviltet Embede vi kort efter finde ham,
gav ham Gaardene Geiraftad og Rykken til brugeligt Pant i tre Aar før den
Ctibefragt, han var blenen ham ſtyldig, nemlig 20 Hundreder Baadmaal 1).
Da Greip fremdeles var i Pengemanget og tilſidſt endog maatte pantfette
fin Odelsgaard Harteberg til Gaute Eriksſen, er det heel ſandſynligt, at Er⸗
lend omſider er bleven Gjer af hine Guarde *), Tigefom Gaute blen Gjer af
Hatteberg. Bi fee faaledes, at han forftod at værne om fig, naar dette gjaldt,
og benyttede de Lejligheder, der tilbød fig, til at udvide fine Beſiddelſer.
Men ellers havde han et godt Lov. Han var, hevder det i de islandſke
Annaler, blandt alle Norges Bønder en af de merteligfte for flere Om⸗
ſtendigheders Skyld, ifær den, at han aldrig vilde blive Nidder, uagtet
Kongerne felv tilbød ham bet, ligefom han ogfaa troede Islendingerne
bedre end andre norfte Mend og havde dem fomofteft Å fin Tjeneſte 3).
Denne hans Fortjærlighed for Islendingerne bidrog Vel meget til, at
den isfandfre Annaliſt prifer ham faa hejt, men faameget er vift, at det
forholder fig ganfte rigtigt med den Angivelſe, at han aldrig vike blive
Midder, thi han dede fom flet og ret Hirbmand uden Herretitel; efterat
hans Son, Eindride, forlengſt havde opnaaet Nidderverdigheden. Men
merteligt ev det, at ban, hvor han efter denne Tid var i Dom eller
Møde fammen med fin Son, dog trods dennes Midderverdighed næve
nes førend ham, formodentlig i Betragtning af hans faderlige Mere
dighed ). Erlends Datter Cigrid egtede, fom det allerede, forhen er
nevnt, Haakon, Sigurd Hafthorsſons Søn, og bragte ham fandfyntige
viis Slinde i Medgift, hor arret endog ſones at have boet, indtil He.
Sigurd var bød, og de funde tiltræde Gifte; men Viden, naar dette
Brollud ſtod, er, fom fagt, ikke betjendt. Men foaledes var ogſaa denne
anſeede og megtige Losna-LEtt dragen ind i Giſte⸗Wttens Interesfer.

1) Dipl. N. lit 451. Om Grev Ivareſen, hvis Fader Jvar Thoresfen endun
Tevede vaa ben Tid, da Pantfettelfen fete, fiden Wreip lovede at faffe hans
Samtyfke dertil, fee foreg. B. S. 403. Eee ogfaa nedenfor.

7) Grip nævnes fom Eysfelmand paa Færøerne — men ſaaledes at han aller
rede fynes at have været bet I nogen Tid — ved 1386 I de øl. Unnaler S.
340. Den Etibsafglft, han-var bleven Griend fyldig, funes ogfan at tyde
paa, at Skibet, fom han lejebe, foor enten paa Jøland eller paa Færserne.

%) Jel. Yunaler Utg. S. 382.

% See Dom af 4de Oetbr. 1402, Dipt. N. Il. 581. Dog var her rigtignok ins
gen andre Middere tilſtede, thl hvis dette havde været Tilfeldet, funde man
vel meppe for fane Slyld have gjort nogen Undtagelfe.

160 Dlaf Gaafontføn.

En anfeet. Godsbeſidder i Gulathingslagen, der ligeledes flod i For⸗
bindelſe med Gifte-AEtten og fandfynligviis endog var beflegtet med den,
uben at man fan paapege hvorledes, var Erling Einarsſon, ogfan
talet Erling i Hildegaarben, fordi han ejede den ſaakaldte Hildegaard i

"Bergen. Denne Gaard havde fit Navn af en fornem Frue ved Navn
Hild, der levede i anden Halvdeel af det foregaaende Aarhundrede og var
gift med en Aamunde, hvis Son med hende var Erling Hamundesføn,
ogfaa faldet Erling i Hildegaarden eller Erling Hildesføn, hvilken vi i
det Horegaaende oftere have haft Anledning til at nævne fom en af de
fornemfte og i be offentlige Mnliggender meft indgribende Baroner under
Kongerne Erit Magnusføn og Haaton Maguusføn). Erling den
Yngres Fader, Gindride, der nærnes blandt de meft anferde Hirdmend
i Bergen mellem Aarene 1322 og 1330, tigeledes med Villegget „i Øile
degaarden“, var fandfynligviis en Son af Hr. Erling Hamundesføn, og
optaldt efter ham. Ettens Befiddelfer vare mange og fynes fordet-
mefte at have ligget i Sogn, tildeels ogfaa i Hardanger *), ja endog i
Myfylte, hvor Einar i Aaret 1360 eller 1361 folgte ikke mindre end
20 Mmbool i Kirtebøen i Høyland i Gands CGogn?). Erling ejede
foruden Gildegaarben ogſaa den faakaldte Urnegaard paa Gtranden i
Bergen, hvilten han i 1369 folgte til den famme Mand, ber tidligere
pavde aftjøbt ham Høyland i Ryfylte*). I 1378 overlod Hr. Sigurd
Hafthorsſen ham ved fit Brev fra Bergen den Ye Juni, paa fine, fin
Son Haakons og fin Vatter Agnes's Vegne, fom det heed, nogle Gaarde
i Aurnes i Sogn, hvoriblandt Kinfedal og Kroken), men Aarſagen
hertil angives itte; formodentlig har der været et Slegtſtabsforhold, fom
nu iffe fjendeg, fiden Haakon Gigurdsføn og Fru Margrete Eilivsdatter
fiden tviftede om Gods efter ham). Det famme Gods, og meget mere
til, bvoriblandt ogfaa i Søndfjord, gav han fin Datter Ingeborg i Medgift,
da hun i 1380 blev gift 7), formodentlig med en vis Gudbrand, der fenere
optræder fom en Hr. Gudbrand (Criingsføn?), uden at man dog fjender

1) Se IV. B. 2. Del, S. 369, 388, 433, 585, 623, 663. Han maa ikte førr
verleø med ben famtidige Hr. Erlend Hamunbesføn, fer f.febé S. 279, der
bog maaftee oftere I flette Brev-Mffrifter er bleven forverfet med ham.

9) Dipl. N. I. 180, hvoraf bet feed, at Ginar Hildegaarden, Grlinge Bader, fad
finde med Gods I Harbanger, fom Gaute Jfatsføn I Tolga havde ſtjenket
Meibar Dagfinneføn, da benne trolovedes med Jomfru Sigrid Mflafsdatter.

) Dipl. N. 1V. 607.

%) Gammeftedé IV. 487.

9) Dipl. N. I. 448.

9) Dipl. N. II. 566.

7) Dipl. N. I, 463.

4381 fag. Unferde Mend og Etter. 161

nærmere til fam), eller maaftee og med Nikolas Galle, om hvils
ten nedenfor. J 1380, og maaftee tidligere, var Erling Cinars-
føn Gysfelmand i Sogn, et Tegn paa, at hans flefte og vigtigfte Ejen—
domme faa her 2). Ellers omtales han itfe ved de Raadsmoder, fom i
de førte ar af Kong Olafs Regjeringstid holdtes i Bergen, faa at
man ſtulde formode, at han enten allerede var død før 1382, eller at
han ej var Medlem af Rigéraadet, pvortil han dog ifølge fin Embedö-
filing og øvrige Unfeelfe fynes at maatte have været felvftreven.

Om Otte Svaalesføn Rømer er der forhen talt. Han bettædte
frembeleg fin, anfeelige Embedsſtilling fom. Hirdftjore og Fehirde i Thrond⸗
bien, og, ligefom Faderen, forbandt han dermed ogfaa Syflen paa nordre
$aafogaland, der ſaaledes ſees at have ligget til denne Hirdftjore fom et
Zilbehør 3). Med denne Sysfel var viftnok ogſaa fremdeles den inde
bringende Handelsret med Finnerne og StatteOptrevningen iblandt dem
forbunden. Beſpynderligt er det, at han, uagtet han faa lenge harde bes
Hedt et faa hejt Embede, og derhos var Maavdsherre, famt havde fraget
faa højt i Kong Magnus's og Kong Haakons Gunft, dog ikke opnaaede
Midderverdigheden under dem, og itfe engang under Kong Olaf, men
førft ved Aarhundredets Slutning, da han maa have været en gammel
og udlevet Mand. Man frulde derfor næften tro, at han itte:har ſtaaet
fig godt med Dronning Margrete. Og dog er der heller ingen beftemte
Tegn hertil. Hans Huſtru Gertrud var, fom det oftere er omtalt,
fandfynligviis en Datter af Hr. Erling Vidkunnsſon og bragte ham i
Medgift Stovreims-Godfet, hvormed han felv forenede det flore Gods i
Firdafylte, fom havde tilhørt Uudun Hugleitsføn, og fom Kongerne
Magnus og Haafon havde frjentet ham. Med Gerthrud havde han den
føromtalte Datter Margrete, der, formodentlig omkring 1380, blev gift
med Gaute Eritsføn, og besforuden Gønnen Svaale, der allerede i
1388 var Hirdmand og Medlem af Nigåraadet 4); famt endvidere Dot⸗
trene Glfebe og Sigrid. Elſebe blev gift med Jakob (ogſaa kaldet
Sappe) Faſtulfsſon, en af de foenfte Herrer, der holdt fig til den gamle

1) Om benne $r. Gudbrand, Raadsherre I 1388, 1389 og 1397, tales ber I en
Dom, affagt af Gagmanden I Funeberg 26de Morts 1400, hvorved ugle
Bønder paa Gter tllpligtedes at betale Bru Ingeberg Grilngsvatter hvad der
enban flod tilbage af Kſobeſummen for bet ENG, fom Benderne paa Eter
havde fjøbt af ham. Denne Hr. Gudbrand maa faaledes enten have været
Bru Jugeborgs Mand, eller hendes rober, og fam ej være nfen efter Hr.

Elgurd Hafthoreføn. Men venue Qvereensfemmelfe i Navn mellem begge de
famtidige Bruer gjør det ſtundom fe fet at fljelne mellem dem.

9 Dipl. N. 11. 462, joft. N. Gamll. IV. S. 108.

7) Dipl. N. I. 496.

9 Dipl. N. ul. 477;

Minnie Oiforir. Maben Gosbofbelisg. 8. 11

162 Olt Hanken oon

Konge⸗Wtt og derved kom ti at betragted fot norfte Undechaaluit, fan
at ban i Maret 1388 foretommer fom Medlem: af Norges Maad
Bet et Høfft fandfynligt, at dene Jakob Faſtulfsſon hat været en
Grande, maaſtee endog en Brodersføn, af ven oftere omtalte Hr. Marve
Sngevaldeføn, der ligefeded var halv foenft, halv norſt. Fra Ialob
Faſtulfsſon og Elfede Rømer flammede i de fenere Led flere af Norges
vpperſte og megtigfte Mend og Kvinder.

Af den allerede å det foreganende omtalte Ett Bolt, ber fremdragte
faa mange anfeede Øtend baade i bette og i det følgende Uarhundeede, dar paa
denne Did ifer Alf Baraldsſon og Agmunb Bergthorsſon be met
fremragende. Alf Hataldeſon finde di førk omtalt i Maret 1369, da
fan allerede fom Medlem af Naadet deeltog i Mødet paa Alershuns ben
190e Mei vm at fende Gefandter til Tydſtland for at underhandle med
Stavene *). Siden deeltog har med flere andre Herver i Opftandem
mod Rong Ulbredt om Maaren 4374 og dar en af dem, ſom ſluttede
Stilſtanden i Geddviten den 15de April 1971 %). Derefter forekommer
han hyppigt, baade i Gtutdakter og private Brevſtaber, lige til 1842, ba
dan døde; og der ev faa vigtige Stats- Fothandlinger, hveri han ej fers
at fane deøktaget. Hvad der gav Anledning til, at han I 1371 gjerde
fælles Sag med de frenfle Fnfurgenter, vided ikke, med mindre mun maa
antage, at ban har haft Befiddelſer i Sverige, Mi alene af Hengidenphed
for Kong Magnus og Kong Haaton kam det neppe have været, da fan
mange andre Nordmend, der ej vare dem mindre hengivne, dog itte befate
tede fig dermed. Som Medlem af Bolte-Wtten, idelmindſte den fønden-
fjeldfte Green, havde AG Haraldsføn Odel i den fore Gaard Thumn, af
$vids føndre Deel han ejede det Halve, medens ben anden Halddeel til
hørte Jon Thorgilsſon, der ogſaa ſynes at have været af famme Er,
(fre nedenfor), og Ugmund Bergthorsfan erfvervede fig den nordre,
ber for en Tid var kommen til MEtten Stumpe *). Men besforuden
ejede fan meget andet Jordegods i Viten, paa Follo og i Borgefysfel,
navnlig Vhorshon i abygge Stitrede og Veitang Eekum) i Eids-
berg 5), og ber ev ſaaledes ogſaa megen CSandfynlighed før, at han fan
Pave erhvervet Gods hiinfides den foenfte Grændfe, paa Dal eller i

2) Dipl, N. M. 477, jofr. M Samll. IV. &. 558 fyg.

2) See Lappenbergs' Udg. af Gartorius I. S. 670, fevnfør foregarende Bind
6. 818. Han var ogfaa med i Møtet paa Hiftngen, f. A., ven Bir Sevtbr.
ba Ctilfanden med Studerne ratificersdes; ſammeſteds S. 810, fr. Lappen⸗
berg 1. c. 6. 874.

3) See foregaaende Bind &. 832.

4) Gre foregaaende Bind S. 906, 907.

%) Ste herom iſer N. Gamll. IV. &. 535—538, hvor bet mefte ov famket af
Hvad: man verd om Alf Haraldsføne Perfomklon

4381 fag. Weforbe Met og dEtiet. 168

Bermeland, hvorved han fit Anledning tik av optrede fom foenft Herremand.
Sandſymigdiis flod han ogfaa allerede da i neje Forbindelſe med Jon Mar»
tinsſyn paa Dal, ber fort efter blev Hr. Sigurd Hafthorsføns Svigerſon,
69 da Jon beeltog i Voget tit Gedsvitei, er det at formode, at vet iſer
et hån, ber havde overtalt Alf til at følge med: Denne Forbindelſe
npttedes fiden endnu faftere, ba UH egtede Katharina, en Datter af Jon
Nartinsſon I hans Egteſtab med Agnes Gigurdsdatter, trods ven flore
Aldersforſtjet, Ver man Have været imellem dem, da nemlig Jon og Alf
fynes at have været jevnaldrende, medens Katharina itte fan være fød
frort tidligere énd 1882, tretten Aar femere end Alfs førfte Optreden
fom Medlem of Naddet 1). Untages UK faaledes i 1369 mindſt at hate
ære 30 Aar gammel, var han itte mindre end 44 ar eldre end fin
Hulen, og ved Giftermadlet, der neppe kan have fundet Sted, førend
fun idermindſte var 16 Mar gammel, var han faaledes henrved de 60.
Ogſaa med fin Huſtru fit han ſtore Ejendomme, fom vi I det Følgende
ville fer. Bet uke ellers ſynes rimetigt, at han ogſaa tidligere havde
tæret gift, men herom mangfer imidlertid enhver Oplyening. Forreſten
feid det af hvad vi her have anført, at han ej fan være bleven gift med
Katharina Jonedattér forend henimød Har 1400, og ſaaledes beftod der
i den ER, vi nærmet have for 08, intet Svøgerftab mellem ham og
Son Martinsføn. En Mand i faa anfeelige Forbindelfer, og med faa
ſtore Beſiddelſer fom han, maa fittert have været Sysſelmand, men der
findes ingenſteds angivet, hvor har havde Syſlen 7).

Om Agmund Bergthorsſon Bolts nærmere Familieforhold er
det allerede i det Horegadende handlet). Com Medlem af Naadet
ncednes fan aferførft i 1381, men -fidørt hyppigere, og der er overho=
ved fan Stormend paa hans Tid, hvis Mavn faa hyppigt forefommer
i offentlige Horbandlinger, fom hans. Hans Cmbsdeftiking indtil
1388 fynes at have været Kongens Ombud i Borgefysfel, eller idete
mindſte endeel deraf; der flaar nemlig udtrytkeligt i et Kongebrev fra

1) Det ér firar ovenfor viik, af om Martineſons Gtftermaaf med Jomfru Age
nes Sigurdsdatter fe Fon have fundet Steb førend I 1381 eller 1382, og
an ffulde helit antage, at Kathorina ej engang var fød I 4383, for at hun
iffe ffal blive altfor gammel ved fin Død, ba hun mmlig endnu var I Live
4480 (fes Dipl. N. V. 358) og neppe bøbe førend 1481 (Dipl. N. I..932).

5) Bør ben fife Marte 1401 mna hor have været gift, da han paa henne Dag
fit Guldmagt af Haakon Gigurdøfon HA at fapføge Aldele Måtemater og
Bra Margrete Cillvødatter om Arven efter Fru Hvedlis og Erling Ginarsr
føu (Dipl. N. Il. 566); bøtte vifer memlig, at han da var konimen lud Å
Gifte Atten.

3) Gre foregagende B. S. 906, (før Noten.

110

164 Olaf Haatonsfon.

1387, at Agmund Bolt havde Kongens Aleje⸗Maal i Syflen). Strar
efter blev han Foged paa Akershuus efter Benedict HMitolasføn*) og
fit derved ogfaa Oslo⸗Sysſel under fin Beſtyrelſe; dog fær man, at han
fremdeles en Tidlang udøvede GSysfelmandsforretninger i Bime og Rode
Skibteder 3), hvoraf man maa flutte, at han havde været forenet med dem
paa fengere Vid, tildels endog fom Pantelehn, ifær da GSagejaldet
virtelig gif i hans egen Kasſe. Formodentlig har da Borgefysfel været
deelt mellem ham og Hr. Jon Hafthorsføn, faa lenge denne levede, og
derpaa maaffee mellem ham og hans Frænde Ulf Haraldsſon, der ogſaa
Hørte hjemme der, Hvis ike denne ellers har haft Sysfel i Viten. Muligt
endog, at bealle tre, og end flere, have haft Syfler i dette velbefollede Land-
ſtab. Paa den nys omtalte Maave, nemlig ved Gagefald, erhvervede
han i 1393 nordre Thumn, fom ven fidfte Gjers Datter afſtod ham i
Biqvidation for Drabsdøder*), og hvortil Stumperne fort efter frafagde
fig Odelen (fee nedenf. S. 168), fiden fit han af Jon Thorgilsføn dennes
Deel af føhdre Thumn, hvormed han ogfan, efter dennes Død, forenede
ben øvrige Deel, fom han fynes at have tjøbt af Alf Haraldsføn *), og
endelig fit han fin og Alf Haraldfens Frænde, Hallvard Alfsſon paa
Cundbu'i Gudbrandsdalen, Sysſelmand over den nordlige Peel af dette
Landfrab, til at afftaa han den Ovelsret, ogfaa han maatte have til Thurn 9),
faa at han nuvar Ene⸗Ejer og Odelsmand til det hele Gods. Imidlertid
havde fan ogſaa med fin Huftru Gunhild Bergfveinsdatter arvet meget
Gods i Oslo⸗Sysſel, fom han ogfaa ideligt forøgede. Den vigtigfte af
hans Erbvervelſer paa denne Kant, hvilken han bog maa have faaet ved Kjeb,
itte ved Arv, var Throndſtad i Hudreim, der førhen havde tilhørt hans
Formands Huſtru Ulfhild, en Datter af Yhorgaut Jonsføn, Hvorom
mere nedenfor. Sandſynligbiis fil han denne Gaard noget efter 1393 7),

1) Dipl, N. II. 501,

3) at han blev Foged paa Ufershuns I 1388 maa fluttes deraf, at Benedlet
Mitkolasføn I vette Aar fif Gfer, Modhelm og Tverbalene. Ugmund omtales
ef ubtryfteligt fom Indehaver af Gmbedet førend I 1390. (Dipl. N. I. 524).

3) 3 1393 holdt han en Ombudsmand paa Bime (Dipl, N. IV. 619, jofr. 640),
figefom han ogfaa oppebar Sagfald I Rode, fom bet nedenfor vil fres.

*) Dipl. N. II, 537, 641.

%) Dipl. V. Ill. 550, 563, V. 441; ben vette Gammenbhæng, ifær med MIF Har
raldoſono Jnvblanding herl, ev ilke vet Har. Viſt er det, at Ugmund Bolt
Berefter vår Gne:Gjer af Thumn. '

%) Dipl. N. III. 566.

7) Det førfte Brev, han udſtedte fra Throndſtad, ev af Gte Ortbr. 1393 (Dipl.
N. V. 359); men ba tilhørte Gaarden aabenbart endan den forrige Gjer,
Thotgils Thorgilsføn, fre nedenfor S. 470. i

1381 føg. Wajeebe Mend og UGtter. 165

da Benedict Hikolasføn ſtulde arve den, og Agmund maaſkee har reift
Ddelsføgsmaal, Fra ben Vid af lader det til, at Throndſtad blev
fans Hovedrefidens, ligefom det og forblev fom Odelsgods i hans Ett.
Ogfaa i Gudbrandsdalen havde Agmund Gjenbomme '). Hos Dronnin»
gen maa han have flaaet færdefes vel anftreven, fiden hun betroede ham
faa vigtige og indbringende Pofter. Forleningen i Borgefysfel var
maaftee endog færfigt udgaaet fra Dronningen, forfaavidt .man fan ane
tage, at. Borgefysfel hørte. til hendes faataldte Morgengave.

Om Jon Reidarbføn Darre ev der allerede forhen lejlighedsviis
telt. Som Hirdmand og maaſkee Raadsmedlem nevnes han alerførft i
1373, ba han var Meddommer i Gagen mellem Erlend Pyilipsføn og
Sngemund Uthyrmesføn. Udtrykkeligt nævnes han fom Medlem af Naas
det å 4884, da han med Drottfeten og de øvrige Medlemmer laa i
Hornboreſund og fandfynligviis nys var fommen tilbage fra Hyldingen
i Throndhjem. Hans Embedsſtilling forøvrigt kjendes ikke, førend å
1386, da fan afføfte Gaute Eritsføn fom Fehirde paa Tunsbergshuus
og Sysfekmand paa Beftfold. Siden tom han i famme Grilling til
Bergen, hvor di finde ham 1392 aftøfeade Haakon Jonsfen*). Det
var formodentlig under hans Opphold i Tunsberg, at han blev gift med
Ingerid Karlsdatter, en Svyſter af Jon Karlsſen, der fra 4396 til
1422 betlædte Lagmanda-Gmbedet i denne Stad. Han maa hare flaaet
i nøje Forbindelfe med Agmund Bolt, da han baade fom Gysfelmand i
Tunsberg og femere havde hans Fuldmagt og udførte Retsſager paa
hans Begne *). Jon Darres flefte Beſiddelſer laa i Biten, hvor. han
ejede en Masſe Jordegods, blandt hviletden bekjendte Herregaard Moland
i Otdooft *). J Tunsberg ejede han Gautagaavden, ſaaledes kaldet efter
em Gaute (Gaute Aflaldføn?) hvis Gøn Aasmund fljentede den føndre

1) Han fjenfede til Marteklefen å Oslo flere Gaarde I Gudbrandsdalen, navne
lig Haug i Ringebo Dipl. N. IM, 520, 524.

3) Dipl. N. V. 352.

9 Dipl. N. I. V. 524. 352.

9 Bed Skifte efter ham, der holdtes paa Moland ben 7be Juni 1430, fik em af
hans Arvinger, Evigerfønuen Guthorm Civindé ſon, Moland og dertil em heel
Mængde Gaarde f Moland, Ctangeneé, Bragefetet, Bru, LGoresby, Hæres
Rad, Ettitsvik, Eaurbø, Eoteneé, Moretm og Ljung, (Dipl. N. IL. 702);
ben anden Evigerføn maa have fanet Ligefaa meget, og Cønnen Karl Darre
faa meget fom Begge tilfammen. Hans Medarvinger efter uderen froldte
Tlende til Gvarteborgs Kirke, hans Vader byttede Jorbegod6 med Boknes
Kitke, felv afhendede han Gode I Tunelms Sogn, og berhos gav en Jon
eldarøføn Darre, ent han felv eller hans Garfaber, endeel af Øen Herfvl til
$valsernes Riste. Dipl. N. Ill. 584, Gyfteins egifr. 184. b. 1. b. 203. b.

166 Def Goatonefon.

Deel deraf til Marietirten i Tunsberg for fin Begeavelfe, ag hvis nordre
Deel altfaa Jon enten maa have tjøbt eller fanet med fin Huftru. Si
den ſolgte han den til Gaute Eritsføn). Hans Frhirdeftad i Bergen
fit en hurtig og bedrøpelig Ende ved be ſaakaldte Mitalianered Augreb,
fom det i det følgende fral viftet; fidenefter ferdedes han kum paa Oſt⸗
fandet. Fra ham nedftammede en berømmelig St.

Den. med Aten Bolt paa flere Maader nær forbundne UG
Stumpe have vi i det foregaaende omtalt *), navnfig Haakon Mun-
aanéføn Stumpe, der paa Denne Tid var VØtens førnemfte Medlem
og gift med Hr. Haaten Civindsføns Cute Fru Elin Bergfveind-
Datter, en Syſter af Gunbild Vergfveinddatter, der var pift med Age
mund Bolt. Haakon Gtumpe var Medlem af Maadet i 1388 og
1389 5), og fandfynligviis øgfaa tidligere; han døde 1390 eller 13%.
$Hans flefte Befiddelfer fan i Oslohered, paa Raumarike, i Borgefys-
fel og å Bilen, men endeel heraf havde han vel vafaa faget med fin
Huſtru, hvad enten det var hendes Arvegods, eller hendes førfte Mands
Efterladenſtab. Saaledes frer man, at han fljenkede Gapittet i Oslo en
Deel af Vefen i Oslohered, ligeledes endeel af Sande i Duraalen i Gids⸗
votd, og for fin- Svoger Guthörm Bergfbeinsføns Gjæl 12 Orers Bool
i Gtotlandårgg paa Gjeleid, hand Huſtru Elin gav for hand egen Gjol
4 Me. Bool i Leitvalle i After til Ufter Kirte, hele Gaarben Skeide
i Matteftad til Rakkeſtads Kirke, og endeel af Heltebet i GSteimtirte
Sogn i Bilen til denne Kirke, ligefom hun for fin førfte Mands Sjel
og fin egen Havde fljenfet Haugs Kirte paa Eker ender af Gaardene
Midater og Kolbeinsrud 4). Det ev derhos forhen nævnt, at Hanen
Munaansføn, hvis Moder Clin Nagnvoldédatter var en Syſter af Jon
Magnvaldsføn (Smer), ogſaa arvede endeek Gods efter denne, altſaa
paa Beftlandet 5), hvilte Huftru Margrete Biljamsvatter i Skaften, der
fenge fad inde dermed, pmfiper ped Dom blep tilpligtet at afftan. Haa-

1) Dipl. N. VI.

9) See foreg. B. S. 905—909.

3) Dipl. N. il. 477. 478. 460.

9) Biſter Gyfteins Regifter, fol. 122. b. f. 151. b. f. 61 b. f.53. p. Endvis
bere figeø ber I. 56 a, at Olaf Haafonsføn gay for ſiae Horeldres Sjal en
Duel af fandre Reinffog I Bider HL Branner Rtrte fommefene, Vigefaa f. 61
a, at Haafon og Fru Clin omtrent ved 1395 afhendede til Uter Kirke hele
Gaarden Koden, fom Guthorm Bergfvelueføns Urvinger havde glvet til
Aartidehold for ham.

5) Mt han havde Gods paa Agder eller I Ryfylfkfers deraf, at ham gav Rat:
feftad Rirfe 4 Lanper Laud i Mo, enten paa Agder siler I Gifrlands Gogu i
Gogubal veftenfor Aaen Gire,.Gyftelns Reg. f. 90 b.

1981 fag. Miforde Økend og Etter. 167

fon Stumpes og Fru Elin Bergfrinddatters Gøn heed Dief Han
konöſon, hvilten ogfaa i det Følgende indtog em fremragende Stilling
fom Naads⸗ Medlem og riig Godårjer '). Det er tidligere mævut, et
faatel Stumyes fom Boltertten betragtede Gaarden Thumn fom fit
Drel, uden at man nn fan paavife Merfagen bertil, der formodentlig bes
flaaer i et efdre Glegtftabsforhold, fem nu ej længer kjendes, og at det
nabalig tar ordre Thunm, til holllen Stumperne anfog ſig odelsbe⸗
tettigede. — Saaledes hevede der famtidigt med Haaton Stumpe en
Munaan Therleiſsſon Etumpe, der mar have været nær beftegtet
med Ham, og fom ifær beſad Jordegoda paa Heggen og nedre Raumae
tie. Denne Munaan Thorleifsfon følgte i Maret. 1370, i Agmund
Bolts og Hand ader Bergthora Paahør, ,hele Gaarden Thuma“ ti
Sira Ulf Olafsføn, Preſt pan Baaler, og erkjemdte, at han havde ope
baaret af Betalingen derfor, dog vigtignot med Vilksjelfe af den Clau⸗
ful, at Hvis Thumn ikte blev Gira Ulf ,freld”, da ſtulde han have helr
Dos I Bergs Soga, hvilet Munaan allerede mu fatte ham å Pant 2).
Dette vifer, at Munaan egentlig lun folgte fin Førdring paa Thumn,
og at fan i alle Fald iffe havde elfammen å fin Befirdrife. Saavidt
man fan fer, tilhørte idetmindfie Mordre Thumn ikfe Munaan fel, men
en Gyrid Havaldsvatter, for hvilten han var Verge, og fom rimelige
vil var band Brederdatter. Og formodentlig var bet allerde fra
denne Vid af, at Aqmund Bott lagde mn paa at erhverve den hele
Gaard til Ddel og Gje, ſaaledes fom vi allerede hare ſert. Da Munr
oa Thorieifoſon bortgiftede Hin Gyrid Haraldsdatter til en Kolbjørn
Hernunbsfon, apfted der Strid mellem dem, ſaavel om Mevdgiften, fom
mm Gyrids Urvepart, og den -Untagelfe ligger her nær, at Striden for-
nemmelig brejede fig om nordre Zhwmn. Ved Agmund Boltd og Haar
lon Stanpes Melemkomf blev Sagen i 1888 valdgiven til Billøp Ey⸗
fleins Rjendeffe*), og denne man uamnlig have tildomt Gyrid Rordre
Thumn, fiden hun faa Aar efter feed at have været i Beſiddelſe deraf.
Thi i 1393, rimeligvis efter Mandens Død, overfod hun, fom vi have

) Med Diaf Haakonsføn har bet megen Banfteligheb at afgjøre, om han var
$r. Haafon Givtndsføns efler Haafon Stumpes Gøn, det flfte fynes bog
vimefigft, ba han, fom vi ville fre, havde Odel paa Thumu, desuden tilføjes
ber, ba Mfaaelfen fete, udtryfteligt, at handa var ,fulhiba* (b. €. myndig);
formobentlig havde han da netop fyldt ft 10de Mar, og Agmund Bolt, der
"allerede havde fjøbt Gaarden I 1393, Fun ventet herpaa for at faa hans
Affaaelfe; under denne Forubfetuing er han fød 1384, paa hvilfen Lid Gr.
$aafon Givindsføn vift alerede var bød.

%) Dipl. N. IV. 498.

3) Dipl. N. IV. 552.

168 Diet Hastonsfen.

feet, Aamund Bolt Nordre Thumn i Liqvidation for Drabsbøder, fom
bendes Fader havde været Agmund fryldig. Maar vi have for Øje,
vor ivrigt og vedholdende Agmund beftrædede fig for at blive Ene⸗Ejer
af Gaarden, er det ikke faa driftigt at antåge, at han allerede fra førft
af ved fin Indflydelſe drev det dertil, at Kolbjørn og Gyrid fit Gaar-
ben, for at han fiden kunde faa den af hende. Aaret efter betræftede
Gyrid Transactionen, der nu fit Navn af et fedranligt Kjeb; og i
Begyndelfen af 1399 afftod endelig ogfaa 'Haaton Stumpes Søn Olaf
og Moderen Fru Clin ham fin Odelsret til Mørdre Thumn, faa at
han nu fuldkommen havde opnaaet fit Øjemed med denne Part af Gaar-
den og kunde ſtride til at erhverve den føndre Part, der tildeels var i
Alf Haraldeføns, tildels i Jon Thorgilsſons Eje, hvilket vgfan, fom
ovenfor viift, aldeles Iyftedes ham: Munaan Vhorleifsføn var felv gift
med en Gudrid Anundsdatter, der fynes at have bragt ham enderl For
degods i Medgift'). Man finder itte Munaan omtalt efter Aaret 1391,
da han paa Thrygſtad Preftegaard folgte Biftop Eyftein 8 Mi. Boot i
Berg i Sudreims Sogn paa Ranrike før 128 Køers Verd, og for det
Tilfelde, at noget af Berg blev Biftopen lovligt fravundet, pantfatte
Ham ligefaa meget i Freyhof i Thrygſtads Sogn *). Caavidt man fan
fee, blev Munaan paa fin gamle Alder Nidder, det vil fige at han
overfevede Maret 1397, hvor ben førfle Midderudnævnelfe fandt Sted
fiden Kong Haafons Død; thi der tales i 1399 om en ved denne Lid
eller fort forud afdød Hr. Munaan, ber neppe fan være nogen anden
end han. $Han maa sgfaa have haft Gjendomme baade i Bettahered i
Øiten og I Vbjodling paa Beftfotd, da hans Arvinger flyldte Penge til
Stedjohofs og Thjodlings Kirter, og desuden fjenfede den fidfte en
Halv Mart Boot i Gaarden CSyndfteviik 3).
Bi have allerede i det foregaaende haft. Anledning til at omtafe
Benedict Nikoladføn, Foged paa Utershuus indtil 1388, og fra den

3) Dipl.N. Ill. 336. IV. 477. 498. I. 455. IV. 552.

2) Dipl. N. IV. 589.

3) Biffop Gyftelns Regifter fol. 8 a, 19 2. Der nævnes imidlertid ved Given
af udr. Munaan" ogfan em ,Munaan Etumve*, hvis Arvinger ligeledes
flyldte Tiende til Sterjohofs Kirte, fjenkde Raffeitad Kirke Gardene Tvers
føtja og halve Runeſtad (fammeitevs f. 90), og Idde Kirke V% ME. Bool I
Rarraberg I Bergs Sogn (fammefters f. 201). Dette fan maofee have været
Haafon Stumpes Fader, hvis han ellers ike er ben famme fom Munaou
paa Skog, ber maa have boet paa Skeg (ved Etipthveit I Vorgefysfel)
men ejere Gods I Dalsland, fom han folgte (Dipl. N. II. 479). levede endnu
I 1381, II. 433), og gav 3 Dres Bool i Ruud til Efogs Kirke, (Gykeins
Req. f. 96). Der nævnes ogfaa, at en af Munaans Arvinger gav Gvardftad
I Raffefad til Gpjotabergs Kirfe fammeftede, bette er formobenttig ogſaa
Manaan Stumpe.

1881 føg. Wnfecde Mend og Bier. 169

Vid af forlenet med Syflen i Modheim, Eker og Kverdalene fom bruger
ligt og arvefigt Pant, indtil han havde faaet faameget, fom Pantefummen,
200 SME. brendt, belød fig til. Hans Hertomft og tidligere Livsbane
hendes itte; Hvor han førfte Gang fremtræder, er det allerede fom em
formaarnde Mand, ber harde laant Kong Haakon Penge og rimeligvis
allerede af fam war bleven forlenet med Oslo⸗Sysſel. Man ſtulde
friftes til at antage, at han egentlig hørte hjemme paa Hedemarken, fiden
fan å 1380 tjøbte halv Gte Me. Bool i Steide paa Rumedal 1), imidlers
tid vil dette ikke fige fort, da Benedict kjøbte Gods paa faa mange
andre Gteder. Sandſynligviis var det hans Embedsvirkſomhed form
Gysfelmand i Oslo Sysfel, der bragte ham i iForbindelfe med den
tige Huſtru Ulfhild paa Throndſtad, Datter af. Thorgaut Jonsføn
og Ente efter Kolbjørn Thorgilsſon paa Throndſtad. Han egtede hende,
uvift naar, deg neppe før 1380, og fynes fra denne Tid af fornemmelig
at have famtet Gods paa Eker og Lider, hvor ogſaa meget af Huftruens
Gods fynes at have været beliggende, fljønt han, eller fnarere hans
Huftru, havde ogfaa Gjendomme i Rygge Sogn, af hvilte de gav I Ør. B.
i Bjørdfen for Thorgaut Jonsſons og dennes Huftru Gerthruds Sjæl 2).
Fra 1381 af nævnes Benedict fom Medlem af Raadet og var bet fands
fynfigviis en god Vid før. Han tjøbte i 1888 og 1280 3 Mt. Bool
i Gvidre i Sider, 1380 6 Ør. B. i veftre Røren paa Eker, og drev
det til i 4304 at tilvende fig et Fife, fom han paaftod at høre under
Gvidre, og fom ben hidtilværende Befibder ej alene maatte afſtaa, men
ogfaa dermed indrømme Benedict fri Vej til og fra Fiſtet over fin egen
Gjendom *).. Men Benedict var, fom vi have feet, heller ikke faa nøjer
regnende med de Midler, han anvendte, naar det gjaldt at ſtaffe fig
Fordele *). Han fynes at være død lidt før 1400*), men hans Hue
fru Ulfhild Vhorgautsdatter overlevede ham i mange Mar, fremdeles i

1) Dipl. N. V. 317. .

3) Biffop Gyktelns egiker fol. 204. Oofaa I Antn I Rygge blev ver Mentet
Gods til famme Kirke for Thorgauts og Hufteu Gerihruds Sjel, men ver
figes ef udtryfteligt af hvem.

%) Dipl. N. IV. 554, 556, 566, 545, 676.

% See ovenfor &. 121.

%) Han maa have været død noget før 1401, da Brevet, Dipl. IV. 720, blev
frevet. Den 23ve Marte 1400 Høbte Ulfhild Jordegods paa Ringerike (Dipl.
N. IV. 706); altfaa maa hun ba have været ute, thi ellers vilde Manvden
være optraabt fom Rjøber. Det fynes ogfaa, fom han maa være død, førend
den Deel of Gyhelns Megifter, der angaar Oslo Provfti, bli ttet, thi
her omtales (fol. 53, 54) Gaver af Fru Ulfhild for hendes Mant Benedicte
Sjel. Ru mangler vel det Gted, form augiver Maret, da denne Deel blev
affattet, men fort femere end 1402 fan det bog ej have været.

170 Diaf Haefonbfn.

”Beføsdelfe af Forleningen '), der endog fiden nebarvedes til Henbes og
Benediets Søn Vhorgaut Benedictsføn, et Tegn par, at Pantefummen
fremdeles Me var tilbagedetalt, og at Pantharerne maa Have udfundet
et ellet andet Paaſtud til at foregive, at Forleningens Iundtægter endnu
itte havde bettet Øjeben. Men faavel Venediet, fom Hær Huſtru Ulf-
Bild, gav'rigelige Gaver til Kirken, viltet i de Vider obdejede meget,
der ej var, fom det flulde være. Foruden Hvad de tilfammen havde givet
for hendes Foræfdres Sjal, gav hun ogfaa færftilt 9 Ør. B. å føndre
Midaker paa Eker til Hangs Kirke, frembeles vil famme Kirke 1 Mt.
Bool i Ballaftav I Syllingdal, en Deel af Lid paa Eker, og 6 Øv.
Bool I Bingen pan Eker, famt endelig andet Jordegods, bande til
Fraunec Kirke paa Let, og til Hovs Mirte paa Hudreim, deels, og
fornemmefig, fil Aartidehoſd for fin Mand, deels ogfan for andre 2).
Maaflee trvede han dermed at gjøre godt, hvad Manden havre gjørt
ide. Uagtet man ej med Gitterhed kan paapege Hvorledes, ev Vet dag
umistjendeligt, at Benedict og Ulfhild maa have ſtaaet i nærmere For—
bindelfe med Agmund Bolt, end den, der beſtod deri, at den ene fulgte
ben anden i Gmbedet, og at det er denne Fordindelſe, fom vel ifær
hav foranlebiget, at Agmund omfder blev Cjermand af Throndſtad >).
I famme Gtilling ſom Benedict Rikolasſon, og ligeledes em Miand,
der vev Giftetmaal erhvervede Migdomme, var Peter Nikolasſon, vil
ten vi tfdfigere Dave haft Anledning til at omtale, og fom man unde
være ftiſtet HE at autage for en Broder af Benedict. Vi finde Ham
Alerforſt "fom Fehirde påa Fundbergshund efter Mane Eivnveføn; vet
vat han, hvem Mong Maguua overdeog, i Horbindekfe med et Mar

1) J 1406 erhvervede hån ſaaledes Gjendom pan Ber (Hodokkad), der afhem

bdebdes hende i Mongene Geløre".

2) Gyfteins Megifter fol. 53, 54, 58, 59, famt 55; her er det dog ikke ganffe vik,
om bet er hun, eller em auben, der menes; der faar uemlig fun, at nithind⸗
gav til Frauner Kirfe paa Lider 2 Ør. B. i Stranm for Gyrd vaa Hval
og hans Kone Uafas Sjal. Allerſtdſt findes Huften Ulfhild nevnt I 1413,
ba Kun frembeled fjødte Gods paa Mingerift (I Hval I Hangs Gogn). Dipl.
N. IV. 791.

5 Den fandfynligfe Forffaring er den, at Ion Lhorgilsføn vad Thuum, Thor»
gile Tjorgiiøføn pan Thromdfad og Kolbjørn Ehorgilsføn par Khrondfiad,
Huſtwu Ulfyllde førte Mand, alle tre vare Gønner af Thorgile Alføføn fam»
meſtede, og at denne har været en Bolt, famt Gjer baade af Throndſtad og Søndre
Thams at Kolbjøra, fam ben eldite, fit Throndfiad, men døde allerede før
4380, at berpaa Thorgile fulgte ham I Befibbeifen af Fhrandfiad, vor han
endnu var å 1398 (Dipl, N. V. 354), og at Jon fil CGumm, fomt at Ag:
mund Velt ſiden erhvervede Throndſtad pan ſammu Maade fom Thumm. Det
er heller (ffe ufandfynligt, at MI Haraldeføn, der egſaa havde Deal I føndre
Thumn, varen Gønnefon af Ulf var Throndſtad.

1884 fag. Waferbe Send og BOtter. GH

andre Mend, at optage Jnventarium over Dronning Blaudjes efterladte
Lessre. Han var ogfan gift med em Datter af ane, og bet ev derfor
meget muligt, at bet var Denne, der ved fin Judflydelſe hod Kangen
wdbirfede, at han. blev hans Gfterfølger. ane hører man ikke mere til
efter 1362, og ſaaledes er han vel bød i dette eller i det følgende Aar,
og Peter har umiddeldart derefter tiltraadt Embedet. Hoo verd endog,
om han ej tan have haft Fehirdſlen af Dronning Blande og Maquus
fom Pantelehn? Nane var nemlig en meget riig Mand, og det fornemmelig,
fom det fynes, ved fit Giftermaat med Huftru Unfa Salmundsdatter
paa Selvik (i Sanden Sagn), Cute efter en formodentlig i Peften afe
død Ormſtein Thorkelsſon, med hvis Arvinger Mane havde nogen Strüd
om Eſterladenſtabet, indtil den i 1351 bifagbes ved mindeligt Forliig,
ſaeledes at Jon Hallbardaſon, ber fymed at have været Hovedarsingen,
oberlod Mane 5 Mt. Boel i Knive og 24 Me. Bool å Soleim, begge
i Glage Sogn, i Modtgjørelfe for 440 forngilde Mart, fom Uofa ſtulde
fave å Bentegave og Frftegave?). Maue og Aaſa havde to Børn,
Elin, der bled gift med Peter Ritoladføn, og Eidind, der formpdente
lig var et Bars ved Faderené Død. Aaſa, frdvanligviis kaldet , Hufiru
Aaſa pag Selvik”, averkevede fin Men i mange Mar, thi hun gjorde
førk fit Teſtament 4396 og var da endan, fom det heed heri, ,fig
dea Legeme“. J dette Veftament, der er udſtedt pra Gelvil den 139
Martö, valgte hun fi Grapfld i Graabrøder- (Minpriter-): Kloſtret å
Tunsberg ved Giden af fin Manda, og fljenfede derfor 30 Me. Per
ninger. — Vil Domfirten i Oslo og Hovedø Klofter gav hun den før-
omtalte Gaard Knive, halvt til hver, imod at hendes egen og hendes to
Mends Aartid fulde holdes paa een Vag med Barlys, Ringen og Ul-
midfer til Fattige. — Frauner og Sanden Kirker. fit hver 40 Ør.
Bool i Oyulfſtad i Lider; Skoge Kirte de ovennævnte 24 Me. Bool i
Soleim, imod at holde aarlige Gjælemesfer for hende, hendes førfte
Mand Ormftein eg dennes Forefdee, famt flere andre, blandt hvilte ogs
faa Uffpild paa Vhrondftad, hvilket faaledes antyder et Frendſtab mel
fem dem, der nu ej fan eftervifed. Til Hofs Kirke i Rørdal gav hun
7 Ores Bool, fig felv og Eivind Ranesføn til Aartidehod; Gtrømmens
Kirte fit til Vedligeholdelſe 6 Ores Bool i Myre; Thrygſtads Kirke i
Bargefysfet 40 Øres Book i Ormſtad, hende fekv og hendes Fader til
Aartidehold, og Laurentii Kirke i Tunsberg en Solvſtaal, Vadſtena Kloſter
et Par Mesſekleder med Vilbehør, Biſtop Eyſtein to Sølvboker, hans
Syſler Huſtru Asgerd pag Berg et Spende, hans Moder en Guldring ;
til Executorer indfatte hun Biſtopen, der tilligemed GSvigerfønnen Peter

7) Dipl. N. 1V. 351.

173 2, Diet Gaatonsføn. *

Mitolasføn befeglede Veftamentet *). Maar Huften Aaſa kunde bortgive
faa meget til helligt Brug, maa de Gjendomme, fom hun og hended Arvin⸗
ser beholdt tilbage, hate været overordentligt fore, og Peter Rikolas⸗
fen maa ſaaledes i Elin Ranedatter have faaet en ſaare riig Huſtru.
Han fynes endnu at have været i Embedet paa Tunstergshuns i 13677);
men i 1369 bar han efterfulgt af Ludvig eller Lodin Eivindsſon 3), maaftee
en Broder af hans Svigerfader, og han felv derimod forflyttedes til Haalo⸗
galand, fom Sysſelmand i Alaſtarhaugs Sysfel, hvillet Embede han indehave
bei 4382, hvad enten det nu var under Otte Rømer, eller at denne Sysfel
ej var indbegreben under Otte Rømers Hirdftjorn *). Imidlertid fynes
han ofte, eller fange Stunder, at have opholdt fig i Bergen, hvor han
og beeftog å et Maademøde 13825). Endelig fee vi ham fra 1390
fom Gysfelmand i yfylte, å hvilken Egenſtab han ogſaa døde, formo-
bentlig I 4405 eller 14069): — Imidlertid øpholdt. han fig dag ogſaa
fremdeles byppigt i Bergen, ligefom han af og til fynes at have feet til
fine Gjendbomme paa Øftlandet og deeltog i MRaadsmøder 7). Under et
Opbold i Bergen ſtjenkede han den 25de Geptember 1391 til Chors⸗
brødrenes Commune i Nidaroos alt hvad han ejede i Krokſtad i Hufeby
Sogu i (Byrgfe:) Stan, Orkdølafylte, fig og fin Huſtru Elin til bes
ftandigt Bønnehold og Gtraafetning. Denne Gaard havde han faaet i
Gjeld af en Haakon i Herøerne, 'altfaa i hans egen Sysſel i Nordland,
og bet ev ſaaledes al Sandfynlighed før, at denne Gjeld var Gag»

1) Dipl. N. IV. 660, jvft. Gyfteins Reg. fol. 56, 58, 59, 81, 125.

3) Han var den 13de Bedr. 1367 tilligemed Bifop Hallvard og Ufat Steinars⸗
ſon tilſtede paa Brenne I Rørdal for at høre Bidnesbyrd om ef Møllebrug;
bet maa have været I Ggenffab af Eysfelmand (Dipl. N. V. 257).

3) Ger foregaaende Bind, S. 750.

% Morges gl. &. II. 6. 215. Ut hans Eysfel var laftarhangs Gyefel I Gers
$Halvfylfe, altfaa omtrent bet nnværende føndre Helgeland, fres deraf, at be
Gaarde, han fljenfede til Grieftolen og Gommunen 1 Mibaroos, netop
laa ber.

8) % Bergen var han ved aadsmødet I October 1382 (M. gl. *. I. c.), liger
faa den Bble Oetbr. 1388 (Dipl. N. III. 481); 1fte Bebr. 1388 deeltog han I
Maabsmøbet I Oelo, hvor Margrete valgtes til Megentiade, (fåede Nl. 477).

9) allerſorſt forefommer han fom Gysfelmand I Ryfylke ben 18de Detbr. 1390
(Dipl. N. I. 527), ſiden oftere, fee Dipl. N. IV. 594, 609, 616, 624, 753.

7) Om han allerede var Gysfelmand I Gtavanger, ba han I 1388 baade var I
Oslo og I Bergen, ev mvift frjønt det er fandfynligt; I 1396 var han paa
Selvik, va Evigermoderen gjorde fit Teſtament. I 1385 fjødte han Gods paa
Gter, men hvor han da opholdt fig, angivrs ef; det fam bog gjerne have bæret
I Øesgen, da det ligelebes var, her, at han I Detoder 1388 Høbte Gods
van Cier af Huſtru Brynhild Joſephsdatter (Dipl. N. N., 481).

1881 føg. Maforde Men» og Otter. 173

øre). Selv fjentede han til Erkeſtolen en Deel af Gaarden Syfting i
Veſſen, der ogſaa uden al Vvivl var tilfalden ham paa fammeiis, og til
Dilo Biſtopsſtol gav han 1 Mt. Bool i Eit paa Uler?). Endelig
gav han, formodentlig paa fine ſidſte Dage, 1405, Chorsbrødrenes Com»
mune å Gtavanger em Deel af Adſthuus paa føndre Karmt *), om hvil
fet ogſaa den Formodning opſtaar, at den var erhvervet fom Ligvidatien
for Bøder. Siden hører man ej mere til ham, og ſaaledes maa han
vel ved den Tid være død.

Til famme Klasfe fom be npsnævnte Mend, om han end
neppe blev Gysfelmand, hørte den ovenfor omtalte Guthorm Nolfé-
fn paa Kirkeberg i Ger, Gira (fiden VBiftop) Epſtein Aslaks—
føns GSvoger. Oprindeligt fynes han at have hørt hjemme i Nan»
tie, hvor han havde ikke ubetydeligt Gods i Svarteborgs Sogn, der
maa have været hans fedrene Odel +), men ved fit Giftermaal med As—
gerd Uflatedatter, Biftop Eyfteins Syſter, blev han en af. de førfte
Godsbefiddere paa Eker og i de tilſtodende Egne. Asgerd havde da været”
to Gange gift, ført med Nolf Sauledføn paa Berg eller Kirteberg,
der allerede var død før 13715), ſiden med en Thorbjørn %), om hvem
intet nærmere vides. $Hendes Giftermaal med Guthorm Rolfsføn
fandt fandfynligviie Sted omkring 1385, thi i Begyndelfen af 1387
forefommer han fom bofat paa Eker, og faavidt man fan fer, i
Egenſtab af Sysfelmands-Ombudsmand 7). Asgerds førfte Many,
Molf paa Berg, ejede foruben denne Gaard, der efter Kirken, fom ſtod
der, faldtes Kirkeberg, ogfan meget andet Gods, navnlig Hobolſtad paa
Gter, af hviltet han fiden gav fem Ores Bool, tilligemed ligefan meget

'

3 Dipl. N. 1 527.

) Grfebifop Mflaf Bolts Jurbebog S. 88. Cyſtelns Meg. fol. 1148.

3) Dipl. N. IV. 753.

%) Dette ſees af Dipl. N. IM. 631, ligefaa deraf, at Sonnen Molf Gutjormeføn
optreber fom Gobsefer I Gvarteborg8 Sogn, fre nedenfor.

%) Eee Dipl. N. V. 266; her omtales Rolf den 1fte Jull 1381 fom død, og as⸗
gerd optteder paa egen $aand, felvftændigt, ligefaa I 1372 (fammefteds Mo.

* 271), altfaa var Gun da Gufe og endun ej glit igjen.

%) Dette maa flultes heraf, at Aøgerd havde en Datter ved Mavn Jugerid, der
allerede var gift før Guthorms Dad c. 1415 (hun daldes nemlig ,Gru Inger
ae", Dipl. N. hi. 631), og fom fenere optreder under Mavnet Bru Ingerid
%horbjørnsdatter (fer nedenfor), fan at hun altfaa horten var Datter af
Molf eller af Gathorm.

7) Guthorm nævnes I Brev af 10de Marts 1287,- udfebt, pan Gpelren, Ger,
ført blandt tre Mend, der bevibne et Jordeljob; dette betegner Ham idet
mindfie fom em meget aufert Mand. (Dipl. N. V. 336).

174 i - te Bastoneføn. *

i Stoppen i Lwer til Gangs, og 23 Ores Bool til Bergs Kirte 1),
en Deel deraf (der nordre) tilhørte Svein Rolfsſon, Bicarius tik Hangi
Warne 1381—1390 %), og formøbentfig en Søn af Molf I et tĩdligere Egte ·
ſtab, briten ligeledes frjentede den til Haugs Kirke >), den øvrige (Ven
fønbdre Peet) derimod forblev naffendet og fom med Adgerd å Guthorms
Gje, indtil de begge å 1414 Mmageftiftede endert til Huſtru Utfbild Thor⸗
gautdbatter mod andet Gods). Guthormé egentlige Velmagtsdage
falde mellem 1387, ba han førft nævnes, og 1414 eller 1415, da han
med Huſtru Aogetds Samthkke gav Preften paa Namnes 1 Mt. Bool
t Mfokarteig ſammeſteds 4, eftet der Lib er der Intet Bred' fra Hans
Haand, og Ii 1417 var hand Huſtru Cnte%). Ut han var haandgangen
Mand, fred af Titlen ,Heverlig Mund”, er titfegges ham *), og fom
no Ver en temmelig fedbantig Titel for Hirdmenvdene eller de fantafete
Vabnere. Hans Gjendomme fax, foruden I Biken, fornemmelig paa
ter og i Sandſberb, dog havde han vgfaa Beftddeifer andenſtede. Med
fin Huſtru Asgerd, ber oderfevede ham i mange Mar (hun lebede du
å 14329), havde han Gønnen Rolf, der fyned at have tiltraadt Fedre⸗
negodſet i Bik”), og en Datter ved Navn TYurib, ber endun før

») Eyſtelns Regifter, fol. 53. a. og fol. 55. B. Heraf ſees vet ogfan tydettgt,
at Rolf paa Berg», fom han van føre Gteb kaldes, og ;Molf Sauleoſou“,
faa foibes Han vad det antet Sted, ev mn og fomme Mand, og at bet ej Fam
Yave været Guihorms Fader Moli, der var ben oprladellge Gjer af Kirkeberg,
vad Navnet I Haft funde frifte til at antage.

%) Han nævnes allerførkt I denne Etilling 1371 (Dipl. N. V. 266), afferfdf I
4389 (Dipl. N. IV. 566). Da $augs Gogn paa Gfer laa til Grlepreft-Gm-
bedet f Oslo, var Goguepreften altid her fun er Bicarins.

3) Gyftelns Megifter fol. 53 a.

9) Dipl. N. VI. (Brev af 1411).

%) Dipl. N. V. 513,

9) Dipl. N. MI. 631. Her giver Hufttu Aøgerd, altfaa fom Eule, Viduesbyrd om,
fvab Gods de begge havde givet bere Datter og Datterbørn. Men formor
bentlig var Guthorm da ganffe uyligt død.

7) Dipl.N. Ul. 638. Som $irbmand overvar han ogfaa et Yordeftifte fammen med
Gaute Grifsføn og Giliv Thorgautefen I Funsberg ben 27de Sunt 1400,
Dipl. N. V. 399. J et Brev of 21de Auguſt 1401 kalder Evogeren Biffop
Gyftein ham ufin Ben", og han indfegler foran en Chorobroder og Sognepres
flet. (Dipl. N. I. 595). g

Qun fjøbte den 30te Movbr. 1432 4 MU. Bool I Bibanes I Gyltedygden
paa Gler of en Hallvard Thorgelrøføn. Hendes Gulgerføn Thoralde Kane
var med at bevidne Rjøbet. Dipl. N. Il. 713.

9 Rolf Guthormeføn gav Ifølge Gyfteinø Meg. fol. 168. b nordre Elaltefjere
med Koerneforfen og Blfet under Ganbebaffe, famt Halvbeleå af Bergørnd,
alt I Gvarteborgs Sogn, til Evarteborgs Kirke, fi Faders Sjal fil Marit:
dehold. Dette ev iudteguet omkring 1430.

1381 fag. Waferbe end og tter. 17%

Federens Did blev gift med Uhoralbe Gunnardføn Kane chrorom i
det følgende) og i Geimanfylgje fit 5 Me. Boot i Fosſen, ligeſaameget
i Zømter, 7 Ores Bool i Myinedalen (Mjøndalen), altſammen paa
€%, 6 Mt. Bool i Sledareag m. m. og 1 Mi. Boot i Bit, 2 ML.
Boel i Oefrberg i Glagens Sogn og hele Fykisberg farseffom Stog og
Stogsfosfene I Svartebusg Sogne I Bilen. Oyfad hendes Børn Rolf
og Helga ſit, hiln to Gaarde i Gvarteborgs Soga, denne nedre Hvals
berg å Stolte Sogn paa Veſtfold ').. Wii Haugs Mirte gav hån for
fin Son Molf 15 Mt. Boel I Muud ved Fiſtheim, far fig og fin Hu-
fru 24 Mart Bool i Hamar og 1 LL. Boot i Giten, femt en Veel
af Hoftvelt iSandeſderd; andre Gaarde, fom endeel af Paule i Fiſteim,
af Soolberg og Varlaa m. m. afpendede han mod Vederlag; hans Hu-
fru gav for hane jul 5 Orers Mool i øfter Hole til amnes Kirke,
og endelig frjenfede hun 13 ME. Boel i føndre Hobolſtad, fandfyntige
vile alt hvad Familien endnu havde tilbage af Gaarden, til Haugö Kirke
fom Gjelp til dens Vedligeholdelſe2). Hetaf fer man, Hvor flore Ejen⸗
bomme Guthorm og Uſtrid maa Vave befiddet, og hvor meget der måa
nære gaaet i Arv til beres Børn, af hvilke Datteren Thutid fynes at
fate faaet Kirkebetg ſaavelſom det mefte af Mødrenegodfet*), iſer da
Sendes Mand, Thotalde Rate, lader til at have Hørt hjemme paa de
Kanter, nadnlig i Stabobygden Sandfverv. Ogfaa Guthorms Stifbat-
ter Fru Jngerib maa have faset en god Deek, men da man ej verd, HUD
hendes Mand var, fan det heller ikke oplyfes, hvor hendes Befiddelfer
lan, eller hvor hun havde fit formemfte Fithold. Kun faameget er vift,
at hun fevede endnu å 4446 fom Cute og da opholdt fig paa Eter 4).

Etten Kane, til hvilten Guthorm Rolfsſons GSvigerføn hørte,
fjendeg itte længer op i Tiden end til Thoralde og Gunnar Kane,
der fevede omtring 1400 og maaſtee vare Datterfønner af Hr. Jon
Thoraldesſen. Der var paa den Tid ogfaa en Thoralde Sigurds⸗

% Dipl. N. Ill. 631, Glebavaag (nu dalkenſteen) var formodentlig Mrvegobs
efter Aegerde Bader Uflak, der ejede og om Tid beborde bet nærliggende
Ctaansr, hl i Cyſtelns Reg. fol. 48 n anføres, at Ufak Gteinarsføn til:
byttebe fig 1 Øre Bool I Ctaansr af Canvs Kirke for Mgefaameget I Gler
bavaog.

%) Gykeius Meg. fol. 61, 53, 54.

5 Bi finde ſiden hendes Son Molf Thoraldesſon bofat paa Kirkeberg, Dipl.
N. Vi

% Hun nævnes enbun I 1448 Unledulng af et Galg af Gaarden Mes I
Gaudfoero, foretaget af hendes Eykerføn Rolf Lhoralbrsfon Kane. Mon
gnlde veraf formove, at nn ſeld Borde enten paa Ber eller Sandſoerv.
Ge Brøve af 4ve Yull, 20be September og Afte Octeber 1440, I Dipl.
NvL

176 Dlaf Haafonsfon.

føn, Medlem, af. Raadet i Marene 1388 og 1389, Ridder fiden 1397,
og bød før Midten af 1403), men hvorvidt han var den famme fom
hiin Thoralde Kane, er meget uvift,. thi denne omtales i et Brev fra
1400 endnu flet og vet fom ,Huusbonde Thoralde Kane» 2), medens
Thoralde Gigurdsføn, allerede da Nidder, frulde have hevet ,Hr.
Thoralde · Imidlertid feed det dog, at Hr. Thoralde Sigurdsſon
havde Gjendomme i Gtiringsfal paa Veftfold, altfaa i famme Can, hvor
Kanernes Jordegods fynes at have ligget. Den norfte Ett Kane fol
efter fenere Mngivelfer være den famme fom den brandenburgfte Ett
Canitz, og Baabenet er i alle Fald overeensftemmende *) ;. ifaafald maa
den, ber forplantede Slegten til Norge, enten være fommen fra Noftod eller
fra Gtraffund fom Handelsmand til Norge tidligt i, det 14de Marhundrede,
ja maaftee endog før, da baade dei Wtten brugelige Nabne, og felte For-
vanftningen af „Canitz“ til , Kane" tyde fen paa, at den ved 1380 var
bleven fuldfommen nationaliferet. Vhøralde Kanes Broder var formos
dentlig den forhen nævnte Gunnar Kane, der var Medlem af Raadet i
1398 og 1409 %), men fynes at være bød før 1413 9). Gaavidt man
tan fee, var hans Hjemftavn og havde han fine Gjendomme paa Veſtfold
i Ganen om og ved Logen *).. Han var gift med en Syfter af Gaute
Gritsføn, der flal have hedet Gyrid 7), og med hende havde han Børnene
Thoralde, Nikolas og Sigurd, af hvilte Thoralde blev gift med den
npsnævnte Thurid Guthorm Molfsføns Datter og derved ogſaa erhver-

7) Dipl. N. I. 477. 484. Thorelde Sigurdeſon var, fom det fonee, førk gitt
med en Ragnhild, for hvem han gav 2 Ørers Boel i Baale til Baale Kirke
paa Beffolb (Gyfteins Reg. fol. 48 b) dernæft med Fru Avallz Gelingsdat:
ter og havde med hende Datteren Ghriftina, der var 4 Gange gift, Dipl.
N. V. 948, foft. I. 588.

9) See Brev af 199e. Mai 1400, Dipl. N. Ill. 552. Dette Brev er em Anmod⸗
slag fra en Moguns Gebjørneføn, for Øjeblikfet paa Gøndmøre, til em Jusſe
Maguusfon om at ndføre flere Grender for ham, blandt andet at ſtaffe ham
endeel Zommer, ligefaa Grier og Bønner til Udſad, famt fende vet ,nordefter*
Bviltet vifer, at Jueſe, der ogfaa havde et Grende til ,Huusbenden Thoralde
Kane", levede ſondenfſelds eller paa Øflandet.

%) Se D. Adelslericon, 1ſte B. S. 277.

9 Dipl. N. V. 382. I. 621.

9) Dipl. N. 1V. 790. Haus Sonuer optrebe her fom vorne Urvinger, og han
felv nævnes flet Ilke.

%) Man feer fiden Gunnars Søn Thoralde og dennes Gøn jøde eller ig
Gods I Eandfverv, Lagardal, Etiringefal, paa Neſet m. m. Dipl. N.
514. 1. 769. Ill. 770. 1. 788).

7) Saaledes auglves bet efter ElegtbogeUnteguelfer i N. Gamll. IV. 555, og
ba mar feer, at Gunuard Gyuuer tage Arv ejter den børnlgje Hr. Gante, er
Magivelfen højft fondfynlig.

1384 fag. Meferbe Menb og Gtter. 177

vede Godö: paa Eker m. m. Der nævnes ogſaa en Botulf Kane i
Krilde Sogn i Viken omkring 1400, men om han hørte til den famme
9Ett, vide. iffe 1). Eten blev fiden end mere anfeet og nøjere fore
Sanden med de øvrige fore Gttet i Landet, fom. det i det følgende paa
fit Sted vil erfares;

G det mærmefte Naboſtab til Kane⸗LGEtten levede paa denne. Vid en
anden Ett ved Ravn Galle og hevede fig ligeſom hiin fiden op til
fror Anfeelfe. Om Gallerne fra gammel Vid havde boet i Egnen, eller
halde faaet Fodfeſte der med Giftermaal; vider itte: det ſidſte er dog
det ſandſynligſte. Et af: de førfte Medlemmer af Witen, fom nævnes,
Mikola8 Galle, erhversede nemlig Hovedgaarden: Brynlaa. i Tuneims
Sogn · paa Neset, ganſte nær væ Gtavern, ved Giftermaal med den
rige Gule Huſtru Margvete paa Brynlaa, der maa have været meget
eldre end fan, og fom vår død allerede før 1376; medens Nikolas derie
mod levede mere end tyve Mar derefter 3). $Hvo. der var Huſtru Mar-
gveteg: førfte Mund — hendes Vitel: Huſtru“ vifer, at det maa have
veret en- haandgangen Mand — vides ike; man veed tun, at hendes
tette. Arving, maaſtee Datter af førfte Egteſtab, heed Jorunn. og havde
ligeledes været to Gange gift, anden Gang med Paal Gyrdsføn, Sy-
ſterſon af Hr. Jon Thoraldesføn og Gøn af Hirdmanden Gyrd Haa»
tnsføn, ber ligefom- Hr. Jon hørte hjemme å Oslo-Hered 5). Huſtru
Margrete pak Brynlaa gav i fit Veftamente til Vuneims Kirke 2 Me
Boot i Gaardene Jadar, med en Trediedeel af nordre Dolvin i Bergs
Soga og den tilliggende Mollefos, for at hendes Aartid ſtedſe ſkulde
foldes, og .en GSjælemesje læfes for hende hver Uge. Efter hendes
Død blev disſe Gjendomme ogfaa rigtigt afhendede til Kirken af Ni—
kolas Galle og Vaal Gyrdsføn*), der felv fliftede hendes efter-
ladte Gods imellem fig i Januar 1376. Bed denne Lejlighed faldt
Gaarden Sjøge i Thjødling og Spveit i Kodal. faavelfom Hallefosfen og
5 Gyteins eg. fol. 7 b.

5 At Margrete paa Brynlaa var Cuke, førend hun blev gift med Nikolas Galle,
ſees deraf, at hun paa egen Gaand bortfjenfede Godø; thi da hun døde førs
end Nikolas, fam hun ej have bortgivet det I Ggenftab af hans Cafe. At hun
allerede ba kaldtes „Huſtru Margrete paa Brynlaa", vifer, at hun ejede denne
Gaard før Giftermaalet med Mifolas, og at han erhvervede den ved at egte
heude; bet ſees desuden af Skiftebrevet, der her ſtrax nedenfor omtales.

5 Dipl. N. I. 434. Ut Paal Gyrbeføn maa have været em Gøn af Gyrd Haa-
Fongføn, ber. nævnes blandt Girbmend I Oelohered og paa Ringerike i 1358
(Dipl, N. I. 340), ſees deraf, at de havde Baaben (et Bifehoved) fælles, fee
M. Gamll. IV. S. 131. $r. Gyrd Gyrdøfon, der førte famme Baabden, var
ſaaledes hans Broder, faavelfom Undres Gyrbsfou, (frr S. 185). Ut
Hans Morbrober var Hr. Jon Thoraldesſon, fres af Dipl. N. I. 409.

9 Eyſteins Megifter, f. 38. b.

Mundo Gifsrie. uden Hovsbafbeling. 11. 12

178 Olaf Haaloneføn.

en Deel af det rige Larefifte i Hoblands⸗Iden, der før Havde ligget til
Brynlaa, i Paals eller rettere hans Stifsſon Nitolas's Gje, men Niko—
las Galle beholdt Brynlaa og meget andet Gods, formodentlig endog det
mefte af hvad hun efterlod fig '). Nikolas nævnes fom Medlem af
Maadet i Aarene 1388 og 1389, var Gysfelmand i Robygdelaget omkring
13942), blev tort efter Ridder og døde 43983). Han giftede fig
anden Gang med en Ingebjørg (maaftee Erling Einarsføns Datter), og havde
med hende Sønnen Erling, der fader til at være død. før Faderen, famt
Datteren Sigrid, der ſaaledes var GnesArving til det fløre Brynkaa-Gods.
Hans Enke Fru Ingebjørg gav for hans Sjæl til Vuneimé Kirke en
Mart Bool i Lidvardsnes, og til Vaale Kirte paa Veſtfold 2 Ør. Bool
faavet for Nikolas's fom for Sønnen Erlings GSjæl+*). De øvrige
Medlemmer af Wtten Galle, der hyppigt forefomme i anden Halpdeel
af det femtende Aarhundrede, funne ſaaledes itke være WEtlinger af Ni—
folas Galle, men de nedftammede maaftre fra m Haavard Galle, der
fynes at have været famtidig mrd Nikolas — maaftee hans Broder —
og at have haft hjemme i Borgefysfel 5). Der er Omftændigheder, fom

1) Dipl. N. I. 434. $er anføres egentlig fun hvad der fom paa Nifolas's Bart
af bet endnu ufiftede. Men desfornden have vif Jorunn og Paal Gyrds-
føn faaet meget mere, og blandt bet var vel de fire Mie. Bool I Heidrefés
Holt (Heldsholt) I Hollen Sogn paa Grenland, fom Baal operlod Lunde Kirke
paa Grenland for 1 MF. Bool I Hellenes og 4 Laupers Land I Lund i
Lundahered. Eyſtelns Regifler fol. 28. a. Thi Paal Gyrdsſons Bædrenegods
faa neppe paa denne Kant.

2) Dipl. N. Ill. 477. 484. IV. 636.

3) At hon før fin Død blev Ridder, fres deraf, at hans Huftru blev Faldet
Bru ,Sngedjørg"; altfaa oplevede han MidbersUbnevnelfen 1397; men at han
bøde før 1399, fluttes af, at Fru Ingebjørge Gave til Taneims Kirke for hans
Ejæl er indtegnet I Cyftelns Regifter ſidſt i 1398 eller førft I 1399.

*) Gyfteins Reg. fol. 48. b; indteguet omkring 1405. Det tales Imlvlerttd I
famme egifter fol. 42. b ogfaa om em ,Gamal Galle”, gift. med Hufru
Ingebjørg, der fljenfede 2 ME. Bool I Berg og 6 Ør. Bool I Hovland til
Thiodiings Kirke; om bette ev Nitolas Galle, der iſaafald plejede at faldes
ugamle Galle", og om Gaven faaledes er fleet, førend han blev Ridder, eller om
bet ev en eldre Galle, og. da fandfynligvils hans Fader, er uvift. Det førfte er
bog bet rimelige. Maar man feer hen til, at Mitolas's og Ingebjørgs Gøn
heed Grling, bliver bet hojſt fanbfynligt, at denne var opfaldt efter Inges
Bjørge Bader, og at hun faaledes heed Fru Ingebjørg Grlingsbatter. Men da
bliver bet ogfaa rimeligt, at hun enten var ben Datter af Grling Cinarsføn
i Hildegarden, ber blev gift 1380 (fee ovenfor S. 160, 161), eller at hun
var en Gyfter af Hr. Gudbrand Grlingsføn og den famme, der fiden (1400)
optraabte paa Gfer fom hans Arving. (Dipl. N. l. 562). Bormodentlig er
belte ogfaa ben Fru Ingebjørg Grlingsdatter, ber noget før 1413 havde Oms
ub for Giméø Klofter I Nordland; Dipl. N. I. 639.

5) 3 Gyfteiné Meg. fol. 204. a figes ber, at der blev ſtjenket et Veger HU Kol:
Bergs Kirke å Ovensø for Haavard Galles Sjal.

1381 føg. Wuferbe Mend og HEtter. 179

tyde fen paa, at Gallerne, idetmindſte Nidolas Galle, var beſbogret faa-
vel med Gaute Eriksſon fom med Kanerne'), hvad der ogfaa i fig ſelv
ev timeligt, da han levebe i deres nærmefte Naboftab. Men nøjagtigt
tan Gvogerfkabet ikke eftervifes. -

Blandt de haandgangne Mend å famme Egn paa Oſtlandet ved
Aarhundredets Skutning nævnes hyppigt Simon Thorgeirsføn, hvilken
maa have været :en Søn af hiin Ridder Thorgeir Simonsſon, ver
nævnes fom Medlem af aadet omkring 1319*). Simon ejede Gods
pan Oplandene, nemlig tette i Redal, Uftvit i Land og Berg i
Stkeidsmo Sogn, derhos ejede han Thorshov i Oslohered fammen med
Chorsbroderen i Oslo Sira Erit Thorkelsſon; ligeledes ejede han en
Part i Steenbygningen i Gaarden Ugaten I Oslo; men alle disfe Ejen—
domme følgte han efter$aanden, formodentlig fordi hans egentlige Hjem
var paa Veſtfold, hvor han borde paa Fosnes i Urndald Sogn. Men
desforuden Yavde fan andre Befiddelfer i Oslo, Bergheims- og Gtoge
heims⸗Hereder, og ejede endog em Deel af Borgagerde (Borregaard) i
eller ved Garpsborg, nemlig å Mto. Bool, fom han gav til Tune Kirke
for fin og. fin Huftrus Sjel. - I et af de Breve, han udftedte, figer
fan udtryfteligt, at han var i Frændftab med Vhorftein Ragnvaldsfen
Stumpe, altfaa har han vet ogfaa været beflegtet med flere af de fors
nenme Ytter paa den Lid. I 1388 og maaftee allerede før var han
Medlem af Raadet. Allerſidſt nævnes han fom fevendeiAaret 1415 3).

En meget anfeet Mand i det nærmefte Nabdoftab af Kanerne og
Gallerne var Bjørn Thorleiföføn, hvilten vi allerede oftere have haft
Unledning til at omtale fom Gysfelmand i Stidufpsjel efter Ketil Vige
leitgføn, fra Tiden omtring 1370 indtil 1386. Han havde mange Bes
fiddelfer, ifær paa Grenland og i Nærheden af Stidan, dog kjebte eller
tilpantede han fig ogfan Gods andenfteds, f. Er. Brekke paa Idd eller
rettere å Gnnindalen, fom Gjeren, der havde faaet det i Medgift med
fin Huſtru, forſt pantfatte ham i 1368, og denne Huſtru ſiden i 1370,

1) Blandt andet fan anføres, at I een og famme Gaard, Baale I Baale Gogu
vaa Beffeld, gav Gaute Erifeføn 4 Ør. Bool, Fru Ingebjørg 2 Ør.B. for
Mifolas Galle og Gøunen Criinge Cjel, Hr. horalde Gigurdsfon 2 Ør.
B. for Moar Roarsjøne og fin Kone Ragnhilds Ejæl, altfammen til Sog⸗
nets Kirke. CEyſtelus Reg. fol. 48 b. Ogfaa Aſlat Steinarsfon gav Va
Laups Land I famme Gaard.

5) Sie ovf..f. B. S. 3,6. Thorgeir Gunonsføn var gift med Gigrid Bjørner
batter og ejede Jorbegobs paa Follo (Dipl. N. Ul. 121).

3) Dipl. N. Ill. 363. 364. V. 248. II. 383. IV. 490. IL. 444. 448. Ill. 435. 478.
IV. 526, DL 550. IV. 751. I. 646. II. 637. Gyfeins Reg. fol. 199.

12

180 Diaf:Saelntføn.

da hun var blefen Enke, ganſle afflod han). Gow Gysfelmand. hunde
han vel fit. forvemſte Tilhold paa Bramsbarg, men hans: Govedgaard,
fom han elevs maa. hope behort, var: Mjarnarthneit eller Bjørnthveit,
ganffe nær ved det nuværende Porsgrund, Hoikket Sted niſtuah :0gfan i
den Kid allerede benxyntag ſaaledes, om- bat: end, ikke da. var nogen
egentlig By, thi Navnet nytter fig sjenfynligt: til Arunden, hoor yen
fenere fremfiod.*). Bjørn. døde formodentlig henvedi.1386, da han ved
den Vid efterfulgtes af: Gaute Gritdføn, og. fenare be. novnes:3>; han
fljenfebe Preſten til Saude Kirke paa Grenland. 46 Vanpeps: Gant i
Nordſtes Saude der i Sognet til Aartidehold, pg NLGernen Kirke pan Ga»
vund hh Ores Boal. i: Røftvall: (Nasballz. Hana: Huſtru, kaldet Gar
ſtru Elin paa Bjørnthoeit't, onerievche han i fem an og: ſtjendede
ligeledes 6 Orers Boot i NRebepall til Geopen: Kirke 4.: Dan næemes
paa denne Xid ogfas en Huſtzu Margrete: pan Mjøratbpeit, men det
fan ej feed, om hun tør beffegtet med Bjørn eller and: Huſtru). Deter
itte ufandfynligt, at hun bebordedet.Bjørnthveit, ven ligger pan Veſtſiden af
Given i Solcims Sogn, ſiden hun ſtjenkede endeel Gode. 7 er. B. i Mttar⸗
Holt i Gerpen) til Soleims Kinfe. Ved Gihen af Bjørn menned vgſaa
endnu Medfemmarne af. den gamle Witt pan Mordin. (nn: uvigsigt kaldet
Mela) veh Slidan ſom megtigeog anfeede. Deteriovenfor mævnt, at: Afte
Bergulfsſon nos Mardin var Syaſelmand å Stidafyfla omkriug 1954
—1356. Han fljenfede 7:Mt. Boal i Hvannanes i Gunde Sogn og
12 ØQrerd, Bool i Arares i Mråhered pan Grenland: til Garpens Sog⸗
neprefigmbede for. Martide: og Bønnehøld: en betydelig Gave. (tilfammen
Så Mt. Boo; og Hufteu Ingegerd paa Mardin, fandfnlignids hans
Huſtru, fljenfede famme Gognepreftembede 5 Marfebool i nordre Fall

1) Dipl. N. I. 398. 405, Det førfte Brev ev dateret ben 26de Dechr. 1368 fra
Klever t Gaudehjered paa Grenland, hvor han faalebes allerede da opholdt
fig, et Tegu paa, at. han høste. Hjemme. paa. denne ant. Det andet er dar
teret fra Gerpen.

3) Mavnet ev nemlig fammenfat af , Pors" (der endnu vorer I Mougdeviis par
Sletterne og Myrene nedenfor Bjørnthvelt) og .Grund", Stedets Beliggene
Bed Å Narheden af. Elvens Udløb I Frierfjord gjør dei hojſt fandfynligt, at
der fra gammel Tid har været. en Bebhyggelfe af Nauſt, Putbober og diſter⸗
Bytter, ber gav Stedet et bymesfigt Udfeende.

3) Det fenefte Brev, hvort Bjørn omtales, er af 20de Juni 1985; her uævnes
fan fom Sysjelmand, idet hans ,Ombudémanb" erklærer em Mand, ver
havde. Løbet bort med em Moinde, ,fpit og ledig" pan Rongens Begue.
(Dipl. N. IV. 527).

%) Gyfteins Reg. fol. 28 a, 37.0. Disfe Jubteguelfer ere ſteevne RI 1398

- eller førft £ 1309, og. her omtales: Huftvn.Glin .egbnn fom levende:

5) Gyfteius Meg. fol. 30 2,

1881 fag. Mide Dleib og iter. f81

fet NE Bonnchold for Pre af fine Slegtninger; Pans Broder Rolf
gav 21 Mes. Bool i Kramer). Da Nabnene Me og Berguif ſyncs
at Save ſteftet i denne MOI fra Fader til Son, maa man arifage, åt en
Herbjørg Vrrgulfsdatter Paa Neerdin, ber lebede 1400 og var gift me
en Thoruivd Banhjorskøn, var AMSB Sonnedatter. Hun og hended
Mand 'ufod å dette Aur ſondre Mærdin til Hr. Saute Eriksſon, mor
at bet bed donnes Død. ſeulde falde tilbage til be"); det var altſau
enga Pantfeitelſe / men Fadvdbt mon tan fee, ſtete intet ſaadant Vibage⸗
fild, og Seaarben gif herved vå af LEtten. Den notdlige Dil finde vi
fer ter Å en dauſt Rands, Derlang Vederſons, Berge, om boen det
i det følginde vil GEM Bale.

rundt de wenſte Herrer, der idet Striden mellem Konh Mug-
16 og NMettlenburgerne en Adlang holdt Med ben førfte, have vi alle
rede Å Det fobegaaradr vtale Jupunheb, Joues eter Jon Grtgkrepon
Steine. - Han føk farten Vaabenmerke fort CENT Stnesføn, Jarl
å Ortns Ghemflg én Baad), og Var fanleved fornsdentlig vet beſlegtet
mid jant, $vad ogfåa Jarlens og hakd Huders fælis Navn beſtyr⸗
ter») Han mess allttebe I 4957 fom Middet og en af de Raads⸗
herrer, ber Var tilſtede ved Hoktiidet I Iutøding den BED: Abril 1357
mitt Roy Mugrils sy Vale SG Erit e). Siden deeltog han i

ty Gåmniiekide fol. Vb.

% Øipl. N. IV. Fs.

9 Soſua ben Idet foregaddudt bffere oulali⸗ tjen Gera resfon Badrini føite
år Bål GRS, og deraf ſtulde mau visfelig formode, at han og hans
Deoder dr. Khut Grugifrøfon ligeledes hørte til den fomuie BEH. Dog ſy⸗
mes Ehorfil ved Gibex af Skjoldet eller over dette osſaa at have ført et
$jerfe I Seglet (Bi. I fo. Higsardiv, dat. 12te Decbr. 1374). Navnet Crngifl
HåvDE Ve formideitig alle dfter Hr. Wrigiil Foneføk (Baat), hols Ardhiger
Vanfé Bolet Jonvſon, Hiielens Gåderbtoder, og Gr. Adel Motenungéeſon, em
rober af He. Genghl Neslonungeſon (Mat og Dag), i 1842 udtrytkeligt
fagde fig at være, Dipl. Sv. 3017.

% See foregaaende Bind, 6. 647, Mot. 1, ſammenholdt med Brevet Mo. 20
(6. 34—36) I Gtyffes ,Bidrag”. Her faldes han I Ferten , Johannes Hjerne*,
medeng hans Gigi, med ovennævnte Gtjolbmerte, fører Overftriften ,,5. Johan-
mis Eringidlezoné*. Hetaf, fiabelfori af Hvad ber I det følgende anføres,
fremgaar bet, at bet er em Feiltagelfe, naar det IM. Gamll. m. S. 608—
0413, og IV.:6. 544, autages, at Jon Grngiffesføn Hjerne er den fomme
fom ben morffe Ridder Hr. Jon Thoraldesføn, ber endog førte et ganffe ans
bet Baaben, nemlig Bifehovedet, Vigefom hane Sykerfønner Gyrdsfønnerne.
Denne Beiltagelfe har igjen medført andre, iſar ba hertil endnu Fommer ben,
at Gen Margrete, Datter af Eillv Cilldsføn til Nauſtdal (f. o. S. 154), er
diffagét at væte Ål Datter af eit Eiliv Gjerne, der ſtulde have levet I det
tilbe Marhundridé, Poti Grund of rik Paateguing paa et Brev af 1935 (Dipl.

N. 11. 208), ber bog ført er ſtert å Midten af bet 1de Marhundrede, i

182 Dlaf aatousføn.

Biint uheldige Geſandtſtab til Tydſtland, der fluttede bet egenmegtige For⸗
bund med Gtæderne mod Kong Valdemar, den Ode September 1361 1),
men far førmodentlig hørt til dem, der her befandt fig i Minoriteten
og bleve overftemte af fine Colleger, da han ligefom fin Frænde Jar»
fen o. fl. ved det frrar efter følgende Brud mellem de fvenfte Stor»
mend og Kong Magnus i Unfedning af disfe felvfamme Forhandlinger
blev Kong Magnus tro?). Han var endog en af de aatte Befuld»
megtigede, fom Kong Haafon den 12te Juli 1370 ubnævnte til at une
derhandle med Kong Ulbredt og hans Mend om Kong Maquus's Fri-
givelſe 3). Enten forblev han da indtil videre i Sverige og forenede fig
fjer med de Herrer, ber gjorde Opftand mod Kong Albrecht, eller. han vendte
tilbage til Rong Haafon og ledfagede ham paa hans Vog-til Stockholm
om Sommeren 1371, thi vift ev det, at han var her tifftede, og da
Kong Ulbredt den de Uuguft 1371 for nogenfunde at. frelfe- fig maatte
flutte biint Forliig med Herrerne, hvorved han faagadtfom ganfle over»
* drog fin Magt til Raadet, nævnes ogſaa Hr. Jen Hjerne fom en af
dettes tolv verdslige Medlemmer *). Hvorvidt han nn, figeføm Laurents
Bjørnsføn, Ulf Jonsføn (Blaa) og Erngiſl Jarl, affondrede fig fra Kong
Magnus og fluttede fig til -det fornfle: Rand, eller han ligefom Hr.
Grit Ketildføn fremdeles holdt faft ved Kongerne Magnus og Haaten,
tan itte tydeligt ſees; det var vel ogfaa for en for Deel afhængigt af,
hvorvidt hans Ejendomme lan i de Dele af Sverige, ber fremdeles bleve
under disſes Herredømme eller itte. Der findes et Par Breve af ham
1376 og 1387, ber dog ej tilfulde oplyſe dette *). Men formodentlig havde
han dog vift allerede da indgaaet et Egteſtab, der, om det end ilte frar
flaffede ham Befiddelfer i Morge, dog aabnede ham Udfigter dertil og
derhos ſtillede ham i et nært Gvogerftabsforhold til Dronning Margrete.
Han ſees nemlig at have været gift med en Chriſtina Nitolasdatter,
om hvis Herfomft og Livsomftændigheder intet andet vides, end at hun
paa fedrene Side nedftammede fra Jarlen Alf Erlingsſon og den af
Drabet paa Danefongen Erik 1286 bekjendte Rane Jonsføn, altfaa

Anledning af en Proces, fom den da levende Giliv Jönsføn Hjerne havde, og
fun vedfommer denne

1) See foreg. Bind S. 711, 712, fofe. appenbergs Gartorius, II. &. 500.

2) Se foregaaende Bind S. 748.

-3) Gammeftebs, &. 828.

%) Gammeftebs, &. 837, 839, Not. 4.

5) Begge Breve findes i det foenffe Rigsardjiv, det eme ev udſtedt paa Aaſa
(hvor?) den sfte Detbe. 1376, bet andet, et Pantebrev til Ejegat Mitolaøe
føn, paa Linderaas (hvor?) dem Ate Decbr. 1387. -

4381 fag. Wnferbe end og Etter. 183

formodentlig fra en Søn af dennes Egteſtab med Chriſtine Alfsdatter 1),
famt at Dronning Margrete felv faldte hende fin Frændfone, og at hun
ejede betybeligtJorbegods i Miten, navnlig i Gotenes» og Vunge-Here»
ber, over hvilte hun endog ſees at have førføjet, medens hendes Mand
endnu levede ). Disſe Omftændigheder fynes faaledes at maatte have draget
hendes Mand ind i Kong Haakons og Kong Olafs Interesfer, hvilket ogſaa
beftyrtes deraf, at Dronning Margrete, fom vi ville fee, firar efter hans
Død, ber formodentlig indtraf i 1390 3), tog hans Enke Fru Chriſtine
i fin Beftyttelfe og „giengav hende”, fom bet heed, „alt hendes fedrene
Gods", fom , Milder Alf“ og Rane Jonsføn havde befiddet 4). Men
bvorledes hun var beflegtet med Dronningen lader fig af de nu fore
haandenværende Kilder ifte paavife*). Om hun virkelig ogſaa fom til

p

1) See ovenfor, IV. Deels 2. B. S. 183, 219, hvor Chriftine Alfedatters Til-
mærelfe, følgelig ogſaa hendes Giftermaal med Mane Jonsføn, betvivles.
Øen va benne Tolvl ubtaltes, var det Brev, der omtaler Fru Ghriktina Ri-
Folaøbatter6 MedRammelfe fra Alf Jarl og Raue Jonsføn, endnu. ikke ber
jendt; og Bifen, fom omtaler hilnt Ggtefab, har faaledes beg kiifidia nok Met.
Hormodentlig var Bru Chriftina endog opfaldt efter Chriaina Alfødatter.
Da Mane fom til Rorge I 1287 og blev aflivet 1294, falder hans Gifter»
maal I Mellemtiden, og hane Børn Funne ej være fødte fort ſenere end det
fibfnævnte Mor, medens Fru Chriſtina formodentlig neppe ev født femere end
4360, ba hun i 1387 optrebet fom felvftændigt handlende og ej nævnes efter
1400. Mellem Ranes Giftermaal og ru Ghrifinas Fodfel ligge ſaaledes
omtrent tre Generatlouer, og hentes Fader Mifolas maa følgelig have været
enten en GSønueføn eller eu Datterføn af Rane Jonsføn og Ghriftina Alfs-
datter. Men hvo denne Mifolas har været, lader fig iffe paapege. Man
feer fun, at han maa have haft Befibdelfer I Rancife, ba bet er tydeligt nok,
at Fra Chriſtina, ef hendes Mand Jon Hjerne, var ben egentlige Arving
HL og Gjer af blefe.

2) Dette ete nemlig den 16de Full 1387 (Dipl, N. IV. 539, jfr. Gytelns Reg>
fol. 119 b. 173. a.), og Hr. Jon Hjerne levede endun I September 1389
ifølge et Brev I det foenfte Migsardiv. Man fan nevpe antage, at hun i
1387 var Gule efter et tidligere Giftermaal, og fork efter denne Lib blev
gift med Hr. Jon, da denne døde allerede I 1390.

3) Da Hr. Jon, fom vi mys have feet, levede endun I Geptdr. 1389, men omtales
fom bød t Rovbr. 1390, maa hans Død være indtruffen moget tidligere i
fidfinavnte ar.

%) rep af 11te Movbr. 1890, Dipl. N. IV. 586. Merkelig er her Falemaaden
mglengive", ber endog fynes at indeholde en Misbilligelfe af AF Jarle Utlegd,
Tigelebes ſees bet og, at allerede ba bet af Viſen bekjendte gaadefulde Navn
«Milder MIF", brugtes. Gfter Brevets Bogftavering frulde mon næften ane
tage, at Dronningen egenhændigt havde førevet det.

%) Det maa nødvendigvis have beſtaaet deri, at hendes Fader Nikolas enten
Bar egtet en Glegining af bet banffe Rongehuns, eller felv paa mødrene eller
fedrene Side været beflegtet dermed. Mærmeft ligger bet at antage, hvad
Mavnet Nifolas og de tidligere Vorbindelfer mellem ve Fredløfe, faavelfom

184 Olaf Haatonsfon.

Befiddelfe af Godſet, der ſaaledes, merkeligt not, lige fiden Alf Jarls
Utlegd i 1287 maa have været beſtyret fom en foærftilt Masſe, i Lig
fed med Hr. Audun Hugleitsføns, vides ille, men filtert er det, at Fru
Chriſtine i 1400 pantfatte en heel Deel Gods i Hardanger, der muligens
fan hate hørt dertil 1). En Søn af hende og Hr. Jon Erngiflesføn
var formodentlig Hr. Jones Hjerne den yngre, hvilken vi idet følgende
oftere ville faa Anledning til at omtale mellem Uavene 1420 og 1440,
og fom ganfre fynes at have tilhørt Norge 2).

Der nævnes ved denne Tid flere anfeede Mend af Navnet Michel
torp eller Michelsdorf, en Ætt, Hvis Oprindelſe efter Navnet at døm
me, maa have været tydft*), men fom herimed Enden af det Låde
Aarhundrede havde erhvervet Befiddelfer og Unfeekfe baade it Sverige og
Norge. En Henri Michelstorp deeltog fom Medlem af det norfte
Migsraad i Forhandlingerne med KHanfeftæderne 1369 og 1370, og i
4371 nævnes den famme Henri Midjelstorp blandt de ſbenſte og norfte
Mend, fom ſtode i Gpidfen for Opftanden mod Kong Albrecht og flut-
tede Giilftanden i Eedsviten den 15de "April med dennes Tilheengere,
blandt hvilte ligeledes en Ghriftopher Mideldtotp ved denne Lejlige
fighed nævneg *). Uagtet de ſaaledes flode fjendtligt over før binanden,
fan der dog neppe være nogen Vvivl om, at be vare Brødre 5). Des⸗
foruden var der endnu en tredie Broder, ved Navn Otte, der ligeledes
avde nedfat fig i Norge og fynes at have flaaet i Kongernes Vjenefte.
Chriſtopher var gift med Mareta, en Datter af den foenfte Herre Bo
Boesføn, og døde allerede før 1381, Hvorefter hun-egtede Utgøt Mage
nusføn (Sture), fom vii det følgende oftere ville faa Anledning til at
omtale; ved denne Lejlighed opgjorde Otte Midelstorp den ZOte Auguft
1381 i Salmar et. Arvefordrag med Hr. Bo og Ulgøt Magnusføn 9).
Henrik Midelstorp nævnes ille efter 13887), hvorfør Han vel neppe
— —

Bellggenheden af Fru Chriſtinas Cjendomme befiyrke, at Nikolas's Foder eller

Moder har nedſtammet fra Grev Jakoh af Halland.

3) Dipl. N. I. 870.

2) Ogſaa Jønes Hjerne den. uge førte Baaden fom - GSkjolbmsrke, fer N.
Samli. NI. 613.

%) Gu gammel Glegt i Schleſien ſtal Have hedet Miselddorfi, fre N.'Samll.
Ul. 6. 572.

4) Ste foregaaente Bind, S. 819, 832.

5) Dette vil fremgaa af hvad ber flrar nedenfor omhandles. Naar Ghriftopher var
en Broder af Otte, hvilket er vif, og Diteigjen aderbroder til Gr. Chri-
flopher ben Yngre, der iffe fan have været Søn af nogen anden end Henrik,
maa Ghriftopher den eldre følgelig have været Henriks Broder.

%) Brev I det foenffe Rigsardjlv.

7) Han uævnes blandt ,Migfens Raadglvere" ben 416be Bebr. 1388, fer Paludans

' Miller obss. critt. S. 105,

1981 fag. Mufebe Mmb pg dEtier. 485

far oderledet dette Mar; han :fljentede em eig i Brelte å Hvalgerne til
dieſe Oers Kirke, Hvilket vifer, at han har haft Beſiddelſer paa disfe
Kantet t). En Søn af ham maa Hr. Chriſtopher have været, der
fenere, omtring 4440, frjentede to Ørers Bool i Lid til Hvakserne,
og ligefanmeget i Gandbrektei Hvalserne til Borge Kirke 2), famt der⸗
pos fynes at have haft Befibdelfer i de nærmeft tilftødende Egne af
Ranarike, navuligt Tuneim8 Sogn. Utle disfe Befiddslfer har Henrik
Midelåtorp fandfynligviis faaet ved Giftermaal med en Datter eller
Sonnedatter af den af os tidligere (fee foreganende B. S. 28) smtalte
i 1319 eller 1320 -afoøde Hr. Nagavald Uflalsføn: Der figes -nenlig
mdiryffeligt, at Hr: Chriſtopher paa fin Moders Magne var em af Med
arviagerne fønvel efter Hr. Naguveld, hvis Bo endnu i 1309: ſtyldtr
Zuneims -Kirte i Biten.30 førngilde Mart, fom efter Aſlak Ragnvaldsſon,
der ej tan have været nogen anden end en Søn af Hr. Ragnvald Aſlaks⸗
føn og flyldte Tuneims Kite en lignende HPengefum *). Da Uftal
agnvaldsføn levede i Aarene omkring 1335 — i dette Har var han
nemlig Sysfelmand paa Øvre Raumarike“) — bliver det vel det rime»
ligfte, at Henrik Midjelstorp Har egtet em Broderdatter af Ham, hvil
tet ogſaa beftyrtes deraf, at Gønnen Chriſtopher udteykkeligt figes
at være Arving alene til den femte Deel af Hr. Ragnvalds Ef⸗
terladenſtab. Hr. Nagnveld havde viftnot -mange Gjendomme paa
forftjellige Kanter af Riget, men bog ifær, føm det fader, i den ſyd⸗
oſtlige Deel, Ya hans Søn Aſlak fees at have ejet Jordegods i ordre
Biten, og en anden Mand, der udtrykkeligt nævnes ſom Hr. Chriftophers
Medarving, Audres Gyrdsſon, havde Ejendomme ilke alene i Nordre
Bilen, men ogſaa paa Raumarike og Veſtfold, nanfig i Stirmgsfal,
bvor hån ejede Gaarden Skardaberg 5). Undres Gyrdsſon man have

1: Gyfelns Meg. fol. 208 b.

3) GSammefteds, fol. 199. 203.

3) Sammeſtede, fol. 8. a.

9 Dipl. N. V. 109.

5) BI have feet, ut Hr. Maguvald, efterat have været paa Orlnserne, Hev bes
graven i Midarood Ghrifkirfe, Hvor han havdeoprettet et eget Gapitil, Dette
tyder paa Befibdelfer ifær I det Lhrondhjemfe, hvitte Han bag kænde have
athvervet ved Øiftermaal. Men Hr. Aal agnvaldefun, ber visfelig maa
have -været hans Bader, hørte Hjemme I bet fydlige Norge, ba ham 'ved 1308
var Gysfelmand I-Gidrfyfla (Dipl. N. I. 116), og Mak Maguvaldsføn den
yngre, Ragnvalds Søn, folgte i 1384 paa Nes (I Tunelms Gogu) arter af
«Øaerdene Shingvalle paa Naverfød (Dipl. N. IV. 210), Hgeforn øgfaa Gys
ſtelns Regiſter vifer at baade Ragavald sgAflal have ejet Jordegebs'i Tuns
eimø Gogn, fiden de unde blive Tunelmé Kirke faa meget fyldige Tiende.
Andres Gyrds ſan nvnes fom anfeek Mand I Tansim 1380, (Dipl. N. IV. 847),

186 Olaf Haafonsfon.

været en Søn af den føromtalte Hirdmand Gypd Haakonsſon og
faaledeg enten Halv: eller Heel-Brover af de ligeledes omtalte Hird:
mend og Maaddherrer Paal Gyrdsføn og Gyrd Gyrdsſon, hvil:
ten fidfte fiden blev Midder. Var han deres Heelbroder, da var han
ogſaa en Syfterføn af Hr. Jon Vhoraldesføn, og vift er bet i alle
Fald, at flere Omftændigheder tyde hen paa et Slegtſtabsforhold mellem
denne, Gyrdåfønnerne og Midelstorperne 1). Saavitt man tan fer,
døde Hr. Chriſtopher tidligere end Otte Midelstorp og uden at efter
fade fig Børn, faa at denne arvede ham; men det lader heller ikke til,
at Otte havde Efterkommere 2). Den Gjetning har været fremfat, at
Midderen og Raadsherren Jon eller Jens Henriksføn, der levede om⸗
tring 1397, og fra hvem den fenere ſaakaldte GyldenføvesYEtt fammede,
var en Søn af Henrit Midelstorp (og følgelig en Broder til Hr.

flyldte ben føromtalte Gudbrand Crlingeſon Penge i 1392 og udſtedte Gjelds⸗

* rev berfor I Oslo (fammeftede IL. 529), ejede ogfaa Jordegods paa Rauma:
rife og Thotn (fammefteds IV. 612, 646), og afhendede I 1414 HI Oslo Ble
fropøftol Halvdelen af Linen I Funeims Goqu (fammefteds V..501). J 1408
frabfeftede Gan fin Moders Jordefiifte med Hr. Geirmund Thorgeirsføn om
13 Øres Bool I nordre og 12 I midtre Skardeberg, og ben den Mat 1420
paa Andunftad I Kraferøen, Borgefysfel, formodentlig paa fin Dødsfeng, ber
freftede han beite Bytte for Geirmunds Sønner, tilbagefaldende em I Fors
glemmelfe gjort Gave deraf til Olafskloſtret I Tunsberg (Dipl. N. I. 607,
669). Andres Gyrdeſons Moder, fom her omtales, var maafter Huftru Mar»
grete paa Gtardeberg, der nævnes I Gyfteins Meg. fol. 42.

1) At Undres Gyrdsſon var en Son af Gyrd Haafonsføn, betræftes lfær deraf,
at han førte famme Vaaben fom denne og Hr. Gyrd Gyrdsføn, nemlig Flftes
fjovedet. Hans Huſtru heed, fom det af Dipl. N. IV. 812 erfares, Uafa Ger
Tingebatter. Bed Afhendelfen af halve Lingen til Biffoyen 1414 var ogfaa
Hr. Gyrd Gyrdsføn og Hr. Mflaf Petersſon, der ligeledes fynes at have hørt
til Grænbffabet, Vidner (Dipl. N. V. 501), og Å 1400 fer vi Hr. Gyrd
Gyrdsſon, Otte Midelstorp og fire andre Mend, fom valgte Dommere I en
Sag mellem Hr. Alf Haraldeſon og Hr. Aſlak Petersſon, fladfefte et eldre
Gtifte mellem Hr. Alf og Hr. Jon Thoralbesføn, blandt hvis Arvluger Hr.
Wiflaf faalebes maa have bæret (Dipl. N. Ill. 550). 3 Gyfteins Meg. fol. 8
a figes ber, at Undres Gyrdsføn var Arving til 4 Dele og Hr. Ghriftopher
til ben femte Deel, faavel efter Hr. Ragnvald Aflatsføn, fom Uflaf Ragm-
valbeføn. Gu Deel af Skardeberg tilhørte c. 1350 ogfaa Clviud Herleitø-
føn, hyle Son Herleif, død før 1377, efterlod Datteren Ragnhild, ver blev
gift med en Brand (Søn af Lagmand Thoralde Brandsføn og maafte Bros
der til Hr. Jon Thoraldesføn), med hvem hun havde to Gønner, Eivind, der
døde c. 1424 før hende, og gav fin Grændfone Fru Gigrib Mifolasbalter
(Galle) vaa Brynlaa flere Gjendomme (Dipl. N. IM. 286. 411. NI. 311. 633.
I. 682. 708. 710. Eyſtelns Reg. fol. 41. 42). Eudeel af Gtarbeberg til
hørte 1439 Rolf Kane, hvad der let forklares af Kanernes og Gallernes
Brændffad. - Dipl. N. I. 769.

2) af Gykeins Meg. fol. 199 og 203 fres, at de Gaver, Hr. Chriſtopher jenfer

2

1381 fag. Uaſeede Mend og Biter. 187

Chriſtopher), men ben beſtyrkes ikke af hvad der her ovenfør er oplyft!).
Heller itte foretommer den nysncevnte Sr. Gjriftopher i notfte Breb⸗
fader, fan at man man antage, at han har haft fit mefte Tilhold i
Sverige, hvor han maaſtee arvede Gods efter Farbroderen, hvis Mann
han bar.

Ligeſom de fidfmævnte Familier paa Oſtlandet, ſaaledes dannede
un øgfon. flere af be tidligere omtalte Etter paa Bord og i Sogn *)
m. m. en egen nøje forbunden Familjekreds, hvis indbyrdes Frendſtabs⸗
forhold itte attid ubtrykteligt lade fig eftervife, men fom ilke befto mins
dre av utvivlfomt. Det er forhen nævnt, at Botulf Eindridesſon paa
Finnen, Gjer af bet føre Finne-Gode, fit til fin anden Huftru Aaſa
Saavardsdatter af Rogn, hvorved han ogſaa fit en Deel af det rige
Mogne-Gods. Uafas Fader Haavard var en Broder af Odd Halles⸗
føn paa Rogn, der formodentlig var gift med Brynhild Sigurdsdat.
fer, ſedvanſigriis foldet Huftru Brynhild, fom bog overlebede baade
ham og be Børn, hun havde med ham, faa at hun derved blev Arving
til bet mefte af hans Gjendomme*). Brynhild egtede ſiden en Valthjov
Baardsføn, der i 1370 indgik et Forliig med Botulf om de Fordrine -
ger, denne funde have paa Huften Brynhilds Arv; Balthjov beholdt
Godfet imod at udrede til Botulf 20 Lauperé Verdi“). Botulf udvi⸗
dede fiden fremdeles fine Befiddeljer; i 1383 kjøbte han Halvdelen af
Gaarden Gylten i Bergen og fit frrar efter kongelig Betræftelfe paa
Kjødet 5). - I 1984 optraadte han fom Ovelsmand til indre Hvamm i

de til Rirler, afhendedes af hans Farbroder Otte, hvilket vifer, at deune maa
have overlevet og arvet ham. Borreften fres af det ovemomtalte Brev I det .
føenfte Migsardiv, at Chriſtobher den eldre efterlod en Gøn ved Navn Hens
vil. Men om-ham hører man intet I Rorge.

1) Gre N. Gamll. ll. S. 572, joft. 475.

%) See foregaaende Bind S. 411, 412, 912—914.

3) Dette fynes umiskjenbeligt at fremgaa af Brev af 20de Gepiember 1370
(Dipl. N. 11. 411), hvor bet heder, at Brynhild, althjov Baardsføns Huktra,
anfaa fig arvederettiget til bet Gods, fom Ovd Hallesføn havde fjøbt, og fom
Sun nu avvede efter fine Børn. Ut denne Brynhild er Huſtru Brynhild
Gigurdsbatter, fremgaar deraf, at denne I 1353 gav Baard Valthjovsføn (aa
Benbart hendes Etifføn) Brubegave, ba han egtede Odds Brodepbatter Gyrid
Guthormødatter (Suhm XIII. S. 289). Det har været antaget (N. Gamll.
IN. 624), at Brynhild havde været gift med Ovds Broder Gvein, men da
dennes Datter Margrete endnu levede å 1384 (Dipl. N. II. 494), funde Bryne
bild, hvis hun var Svelns Gule, ikke allerede I 1370 hape arvet Børnene.
Brynhild var en Datter af Sigurd, Søn af em Hallvard Gujalle, ber om⸗
tales 1304.

9 Dipl. N. 11. 411.

) Gaarden Gyltan I St. Peters Kirfefogn tilhørte Å 1308 en Arne Lang (Dipl. N.

198 Def BfnMføn

Hafelo, der, Fin 'vi Have fort, havde tilført hane Oldefader 1). J
4887 fil han en Del af Gaarden Ulvaldeſtad pua Bora, fom -Grnd
Huſtrus Syftendebava Margrete Sveinddatter, Matter af Gvrin Halles⸗
føn Pna Mogn, tee Har forud havde forkeret 'em gommel Hunstjent
høre, der nu gav den tilbage til Botulf, eller egentlig til Mafa, ber
ogſaa finere lod fig denne Gave betrækte af Bhoved Børn». Botulf
døde, formodentlig i 1988, efterladende Enken, Huſtru Mafa, dg tre
Børn, Haavard, Odd og Raga. Uafa havde allerede i 4887 par
egne og Borns Megne en Prwors at udholde Hed Brynjulf Cilivafm,
en Helobroder of Botulfs forſte Huftru Chin, 'om Bet Guds, fom Botuik
og «Gin. å 1365 Harde obbrladt hendes Mod Ingebjørg, med Cun, for
bet fynes, før Bivstib, vg fom berfør imidlertid var filer lbsøye di
Botidk, fvsrmd Mopntulk fandt fig brvſtholden. Me Dommi øket
des dea Alde Juni 1980 of Bergens og Galathings Laguikd Atnulf
Gunsarsføn :penfte til Gifter Unfad Fordel >). Endmert GBE re
vervede fun i Bidens Lob, Hær par Mors, fom det He vilde blive
for vibtføftigt at opregne. Imĩdlertid var Hira Unfas ogen Odel,
Mogn, kommen å Hundetne paa Jorund Urmedfon fra Hore pr Hjel
meland i Mpfylde, der fynes at habe veret en Indling af Gr. gmund
Binneføn og formobtnfig habde dam at alte for, at han omkring 1376
beftyrede Griflen $aa Bera, dog viftnet fan ſom Ombudsmand før Mer
gifter Capekartim, med hvis Embide denne Gysfl par denne Aid og
fenere fytes at have bæret fotenet ). Jorand, der allerede i 1874 kje
de Mingheim og fandfynligvils var beflegtet med Rogne⸗Wtten Gan
havde endog været Huſtru Aaſas Fovmyader i hendes Barndem 5), inde

I. 101.) $alvdelen deraf Hjøbte Hallftein Baarbsføn I 1367 af Bjørne Svelus⸗
føn (Dipl. N. Ii. 392, 424), og ben tilfaldt ſiden Rong Haakon, men Men
frbes af denne 1376 til Gallfeins Datter Thurids Børn (Dipl. N. I. 436),
hvorpaa Botulf i 1383 kjobte den af hurlb og hendes auben Mand Jon
Etlloſon, (fantmeflivs I. 481, 483), men Betaltrgen Blev ej faldt erlagt føre
end I 4401, lenge efter Botuljø Død (Dipl. N. MH. 580).

1) Dipl. W. I. 488.

3) Dipl. N. II. 484. 499. 528. 534.

%) Dipl. N. I. 015.

Zeruad var 1 1385 tilgetnéd Laginanben I Nykyite Vivarr ve Ge. Agmunds
Gawebrev til fin Huſtru EDipl. N. I. 493). Han nevnes fom Gysfilmand
paa Mors I 1976, men I 1878 nævnes Vrvvſt Dinaldé udtrykteligi I denne
Gyerffab (Dipl. N. Ni 454), og hans Eftetſolger Mrabjørn Gunutfoføn fynes
ligeledes af have haft om Gyefehmanvs Mettighed (Dipl. N. 1. 572). Jørund
Ørnesføn var gift med Gyrid Hallbjørnsdatter paa Onarelkt Søikbhorder
land, ber fevede her eudan I 1410 (Dipl. N. Il. 442. 570. 611.

9) Dipl. N. V. 208. :

4381 fog. Wnfirr Mbnb- og Otter. 180

git 1378 en Contract med: Huſtru Brynhilb, Ver alkfnv paa denne
Vi mar have været Enke, hvorved hun „gik tit hans Flet og Bord
og: overflod: Ham: halde Gnarden Rogn, 20 Maanedmaters Book, mob at
han foret: andet: War: flulde- ſtafft hende „en Rjortel og Hetter, ſamt
hwern Oiavs-3: SØR8: Lerred, og: derhos holde ende ig: Kolt- fom flg fi
og hans: egen: Huftru*): Gibden: angrede Huſtru Bryndild denne Uftale,
praftody at hun ſlet ikke havde famtytt i: Overeenskomſten; og klagede fin
ag for: Kong Haabon og Naadet, de har I April 4578: oppeter fig i
Vergen. — Songen" indſtevnede Jorund ſtrax Kl Bergen: for at för Ga-
gen paalſendt af Diffopen; Magifter Capellarum Hr: Binakde- for Sys⸗
ſtinand, Fehirden Gtkend Philipoſon og fo andre Mend:9. Men-ene
ten maa Dommen: bære- ubſaldt til Fordeel for Vørund, eller Skgen: af
flg: fed: vere opørt ved Huften Beynhilda Død: der fynes at være ind⸗
truſſen ſtrap efter; thi hende Broderføn: og Arving Sigurd Guthorms⸗
føn: betreeftede i 1880: Gomimreten:*), og Jørund: førblen- i Beſiddelſe af
Sogn DL fit Død 4402; Var han: paa fit yderſte erkleerede, at Garden
ſtuldo tilfalde Botulfo og Aafas Gønner; ſaaſom det var: dered vette
Odel a. Huſtru Wafø maatte ogſaa ndholde en Prores herom med: en
Øivind: Gigurbsføn, ber havde egter Halvfyfterbatter: af: Jørund; men
fom Givind maa have: tabt, ſiden Gnarden: forbkev: i Botulfsfønnernes
Gje 5). Den driftige Huſtru Aaſa døde henved: 14209, efterkidende
de forhen noævnte Børn, Haavard, Odd og Datteren Ragna. Disſe
axbede. ej, alene. Forceldrene, men fil ogſaa iffe ubetydelige Gjendomme af
deres Beſlegtede, Huſtru Brynhild Inlephåhatter, en Datter af bin
Sofeph Karlshovedsſon paa Kaupanger, der omtrent 1363 var Lagmand-
i Bergen 7). Hvorledes Glegtfadet var beftaffent, vides itte. Det erfares

7) Dipl. N. HB, 442, V. 208.

%) Dipl. N HI. 453.

5) Dipl. N. IL 468.

*) Dipl. N. I. 580, 634,

9”) Dipl. N.. V. 419. 11.584.

9) Gun nævnes Ike: efter dette Mar, Diph. Ni lt. 614. Af dekte Brev famt flere
andre (navulig M 571, 576); ſees at der melbem Aaſa og Jørund Arues⸗
føns Gnfe Gyrid var et meget Indviket Meflemværende.

Ty See foregaaende Bind GS. 868, Joſeph afløfte I Gunnar Gjarapdesføn
fom Lagmand, hvilfen I 1381 betladte deite Gmbede, hvar vi atter finde ham t
1366. Men Joſeph fynes agfaa I 1361 at have været Genømand ellér Sysfel-
manbé-Ombubømand I Goqn, fre Dipl. N. I. 370, Af Brevene Dipl. N. I.
848 og II. 357 fees bet, at han ogfaa havde Beflbbelfer I Haddingdal (Guus
ven Å Aals Gogn), og at hans Qufru hegd Aaſa. Joſeph nar igjen Søn
af: Karlehever 4 Saupangr, ber nævnes fom Hirbmand omkring 1320, fer
fore. B. S. 410, 411.

190 Dlaf Haalonsjøn.

fun af et andet Brev, at Huſtru Brynhild var Arving efter Sigrid
Thorfteinsdatter, Botulfs CSyftendebarn; men Maboftabet mellem hendes
Faders Gaard Kaupanger og Botulfs Fedrenegaard Hvamm forklarer
det notfom. Heller itte vides det, med hvilten Hirdmand Huſttu Bryn
bild har tæret gift; man feer tun, at denne Mand baade maa have ejet
en Deel af Enes i Søndhordeland og flere Gaarde paa Eker, hvoraf
sman faafedes maa flutte, at bet har været en Mand, der var beflegtet
med Gaute Eriksſon eller Kanerne 2). Fenne Huftru Brynhild traadte
å Movember 1380 ind i Badftena Klofter, dog, fom man feer, ej fom
Monne, da hun ogſaa efter den Tid ferdedes om i Rorge, altſaa vel kun
fom indftreven Syfter 2). Men i denne Uniedning var det vel, at Hun
folgte baade fin Deel af nes og fit Gods paa Oſtlandet (Oetpr. 1388)
og forærede (i Juni 1389) „ſit Frendebarn" Ragna Botulfsdatter paa
Finnen 1 Laupé Bool i Kalvhage, fin Etts Odel, famt at hun i det
følgende. Mar (Mart 1390) afſtod til Nagua og: hendes to Brødre al
den Arv, hun kunde fordre efter den nysnævnte Gigrid Thorſteinsdatter 3).
Det er imidlertid et Gpørgsmaal, om hun overlevede Gigrid, ſiden hun
døde allerede i 13094). Men hvad enten Botulfs Børn fit denne rv
eller ej, var de ligefuldt nogle af de rigefte Urvinger i Landet, fom derfor
ogſaa ſiden ved Giftermaal indlemmedes i be meægtigfte af de ovenfor
omtalte Slegtkredſe, fom det i det Følgende vil fres *).
15. Lagmend, Gysfelmend og haandgangne Mend.

Det var de her nævnte Familier, faavefjom flere andre af amme Ans

feelfe og Ctilling i Samfundet, men fom det her vilde blive for vidtløf.

af aelat Bolts Jordebog S. 108 ſees det, at Huftrn Brynkild Iofephødatter
og $olte Sonsføn folgte hele MEues I Cøndhorbeland, Halvdelen hver, til
Grkeſtolen; ligeledes vifer Dipl. N. Ill. 481, at hun i 1388, under et Ophold
4 Bergen, folgte til den ovenomtalte Peter Nifolasføn 18 Marfebol I Sosfen,
Viſtheim, GIf og Røyfen, alt paa Gter. Denne Holte Jonsføu, fom her nov»
med, var formodentlig em Sonneſon af Hirbmanden Holte Gunnarsføn, der
levede omfring 1360, og flod I et møjere Borhold HL Hr. Sigurd Hale
thorsføn (fee fort. B. S. 867, 868). Holte Gunnarsføn var formodentlig
Bader til Jon og Gunuar Holtetfønner der nævnes paa Ranmarife ved 1391
(Dipl. N. IV. 588), og fom begge havde Hver fin Son ved Navn Holte, alt
faa $olte Jonsſon og Holte Gunnarsføn ben Pugre. Muligt, at Hufru
Ørynhilb har været gift med Ion Holtesfon, og faalebes Moder til Holte
SJonsføn. Ufandfynligt er det Ifte, at benne Ett Aammede fra den Jon Hol:
tesføn, fom Hr. Anders Huglelfeføn arvede 1279, fre Dipl. N. Il. 49, f. 0.
IV. D. 2. B. 6. 351.

?) Gee Diarium Vazstenense Ser. R. Sv. I. S. 103.

5 Dipl. N. I. 515, 11. 518.

h Diar. Vazst. I. c.

8) See ogfaa N. Gamll. lil. 8. 583—627., hvor udforligere Giterreininger om
denne GI er famlet.

1381 fag. Segment. 191

tigt færfigen at berøre — hvis Medlemmer fornemmelig afgav det Per»
fonafe, hvoraf be daværende Gmbedömend, Sysſelmendene og deres
Ombudsmend, famt Lagmendene, udvalgtes. Imidlertid fynes det dag,
fom om Lagmends⸗Embederne nu noget mere end GSysfelmendépofterne
have ſtaaet gabne for Mend, der var af ringere Herkomk, eller itte ſtreugt
taget hørte til derP Klasſe af Hirdmends⸗ Wtter, fom i de Tider hos os
tunde kaldes, om juſt itte egentlig em del, fan dag idetmindfte va Ro⸗
bilitet å den Forſtand, hvori dette Ord toges i den romerfte Republits
Velmagts dage. Legger man Merke til Lagmendenes Mavue og borgere
lige Gtilling overhoved, da vil man endog i de flefte Vilfelde, der fores
tomme i bette fildigeye Tiderum, have Vanftelighed ved at paavife noget
Slegtſtab mellem dem og de nys omhandlede Hirdmenda-AEtter, ligeſom
det nu heller itte længer, fom tidligere 1), i de flefte Vilfælde fynes at
være Megelen, eller endog tan godtgjøres, at Lagmendene vare haande
gangne SMend, hver auſeede de forrefteg funne have været. . Det ligger
ogſaa i Sagens Natur, at man ved Befætteljen af Lagmandö-Embederne,
der nødvendigviig fordrede en vis Grad af Lov-Kundftad, ike faa godt
tunde tage Henſyn til Byrd og Familieforbindelfer, fom ved Overdras
gelfen af Syſlerne, hvorved ingen andre Qvalificationer ubfordreded, end
faadanne, fom vare uadſtillelige fra enhver Mand af Stand i hine Vie
der. Men denne Omftændighed, der ſaaledes aabnede Manden af ringere
Stand eller Hertomft Adgangen til indflydelſesrige Embeder, der tildeels
endog var flengt- for de mere Højbyrdige, naar de itte befad de fornødne
Kundftaber, havde ogfaa her den famme Følge fom paa de flefte Steder,
fvor der findes et Slags Ariſtokratie, at Embedet-felv, iftedetfor at tile
tage faa meget mere i Unfeelfe, fom det forudfatte Valenter og Kunde
fraber hos Ihændehaveren, tvertimod fant faa meget lavere i Uriftokras
terneg Øjne, fom det itte udelukkende kunde forbeholdes Uriftokratiet,
men maatte føge fin Mand uden Henfyn til Byrd og Gonnerioner, og
vel endog i de flefte Vilfælde blandt de forholdavils ringere Samfunds⸗
Masfer. Dette falder firar i Øjnene, naar man enkeltvis forfølger Lage
mendeneg Livdbaner paa denne Kid, faavidt det lader fig gjøre, og det
tr endog merfverdigt at iagttage, hvor langt anfeeligere den Gtilling
var, fom Sagmendene indtog i Aarhundredets førfte Halvdeel, end den,
fom de ſyntes at have indtaget i det Tidsrum, vi her have for o8. I
Kong Erik og Haaton Magnusføns Tid opnaaede om ikke alle, faa dog
mange eller endog be flefte Lagmend Ridderverdigheden, bleve Med⸗
lemmer af aadet, og hørte aabendart til Uriftokratiet, f. Er.
$r. Sigurd paa Aga, Hr. Haut Erlendsſon, Hr. Guthorm

1) Ste foregaarnde D. S. 869.

193 - ef Bantenoføk.

Koldjornsſon, Hr. Eindride Simonoſon 0. Fl. Men af de Mint, der
F Biden: ved: Kong: Olafs Thronbeſtigelſe betlædte Lagmands⸗Embederne,
fiube 91 får elev ingen; ber enten var Midder, eller endog haandgangne
SEN; endfige Raadsniedlemmer, ligeſom vi og, ſom fagt, neppe engang
Alene pauviſe noget Frændſtab mellem Lagmendene og Hirdmends ⸗ Witerne.
Sagmand i Salo vatendniri Dorte 18830 Guthorm · Gubbrandsſoni), ber
ort: efter aflbſtes af Thorbjorn Asgrimsſon, Broderſon af-en Gilin
Gtertt. Tjorbjørh omtales fom fooren Lagrettesmand i Oslb 1378-04
43887), og fom: Lagmand allerforſt i 1883; paa fit Aderſte i 18885).
Main fitder intet Tegn til at nogen af disſe to-Mend- endog vare haande
gangne Mend; hvad Thorbjorn angaaer, da var det endog viſt, ar han
ef bande denne Meng; da harr i et Breb, hvor har omtates: fom en- af
Parterne, ej faar Vitlen „erlig Mand“ eller hedetlig Mand”, hoilken
paa den BD altid andendes om de haandgangue Mend:*), Heller ilke
lader det "fig paabege, at de vare beſlegtede eller befrøgrede med nogen
af de føromtatte, anſeede Mtter. Dg dog vår de viſtnok bande vige og
anſtede. Guthorm / betkædte fit vigtige Embedet henved 30 Avr; han
get ilke ubetydelige Ghver-faavel til · Mariekirken för fin Datter Sigrids
Øravfted; ſom til Biſtopsſtolen, formodentlig. for ham felv-%. Wor⸗
bjørn ejede:ef-Deel af Hjalparegnarden: i Oslo, fom han bebyggede efter
Branden, og: af: hans Teſtament, ſom vi-endnu håve, feid det, at han
ſtenkede Vomtitken og Glemenskieken i Oslo meget Jordegods i Verg⸗
heimshered, hvor han altſaa var en betydelig Godsbeſidder 9). Da Thor⸗

1) Om Guthorm Gubbrandsføn f. 0. S. 10. Gom fagmand nævnes han aller
førft d. Tbe-Mpril 1351 (Dipl. N. IV. 358), men fiunbom afløfr af Thrond
Bjarnesføn (før for. B. S. 514); allerſibſt nevues han d. Ge Maris 1880
(Dipl. N. V. 317).

%) Dipl. N. Ill, 400, 1V. 509, '

5) Dipl. N. 11. 482, IV. 563. Det fldfte Brev, der ev hans Teftament, ev dateret
d. 3die April 1389; her figes det ubirytfeligt, at han er „krauk I Legeme“,
altfaa at fan ligger paa fit Dberfte.

*): Brøv af. bie Aug. 1381, Dipl. N. V. 324. Her vikne tre Mend, at Thorbjørn
Hjøbte øvre Hjalparegaarden, ba endun ſiden Brapdeu em. Tami, paa begge
Elder af Aaen

- %) Guthorm gav til Bønneholp og Lejeſted for fin Datter Sigrid tl Marlekirten
47% Øres Bol I Ginarsrub I Bjørge Sogn paa Hadeland (Dipl. N. IV. 497),
og med fin Huſttu gav han til Bifopsftolen et Heffeldebool I Berdal (Sy⸗
ſteins · Reg; fol: 128 2.) Han førte foakedes hjemme pan Qylandene.

9 Ahorbjørn: Habte, fom ovenfor. nævnt å 1981. Toten , Dare $jalparegaarden
med Gorpligtelfe. HL at: overtage Anſvaret, fordi der af famme Tomt ej var
sbet Kongedømmet ben fovlige Met; hermed meente man formodentlig, at Lom»
ten ef å behørig T1d var bebygget efter Branden. Dette var vel ogfaa Mar:
fagen til, at Thorbjørn ved Kougebrev (udattret, ment formedentlig famtbigt)

1384 fog. agent. 198

bjørn Aegrimsſon gjorde fit Teſtament, var han ej længer Lagmand og
talbte heller itte fig ſeld faaledes; hans Gygdom og Svaghed havde vel
nødfaget ham til at frafige fig Gmbedet, thi hans Gfterfølger, Harald
Kolbjørnöføn, uævnes allerede fom Lagmand ben Ade Februar 1389 1).
Denne Mand, der forblev i Gmbedet til Tiden omkring 1409 2), var
upaatvivleligt en Son af den forhen omtalte Kolbjørn Hermundsføn og
Gyrid Haraldsdatter paa Thumn, og ſaaledes viſtnot beflegtet baade med
Vokterne og Gtumperne, men alligevel er der itte Spor af, at han nor
genfinde blev optagen i Maadet, om han end maaftee fan have været
haandgangen Mand, hvad der dog ingenfinde med Gitterhed tan ſees *).

Sågmand paa Oplandene var, idetmindfte i 1834, Finnboge Thor-
tåføn, der ogfan var i Embedet 1393), og fom fynes at have haft
Girndbomme paa Hadeland 5), men om hvem intet forreften vide *).
Bunsbergs Lagmand var fra 1365 til hen i eller efter 1380 den forom⸗
talte Berg Hermundéføn, Søn af Hermund Bergsføn Klert. Han
idetmindſte var haandgangen Mand, thi hans Huſtru Ingerid, der tillige
med ham blev begraven i Glymeima (Gleminge) Kirke ved Sarpsborg,
laldes „Huſtru Ingerid 7)". Det fynes ogfaa, fom om han, førend han

ſit Tomten, „der lovligen var falben under Kongedømmet", fig overdraget
(Dipl, N. VI). 3 Teftamentet af Idle Upril 1989 gav Thorbjørn for fit
ejefted, fom han valgte I St. Halvards Kirke ved Siden af fin dader ⸗
Broder Giliv Gtente, Vy Mt. Bool I øftee Ringin, famt Iigefaameget fammer
freds for fin Huftru Gunnbjørg, naar hun døde; endvidere 3 ME. Bool og 6
Dres Bool I øftre Ringin og 6 Øres Bool i Gata, altfammen I Tuneimé
Sogn I Bergeimøhered; ligeledes til Glemenøktefen I Oslo; 14 ME. Bool
4 Thoresftad I Aſter Gogn. Heri maa der ſenere være fleet em Forandring,
t6t I Gyfteins Regifter fol. 124. b. faar der, at Thorbjørn gav til Domkirkens
Gommune 5 MÅ. og 5 Ørers Bool I øftre og vefire Ringin, og f. 141. b, at han
gav 12 Ør. B. I Thoresftad til Clemenskirken.

) Dipl. N. IV. 559,

%) Han nævnes allerſidſt I September 1408 (Di
Sabjorn Dagsføn, forhen Raadmand, næv:
1412 (Dipl. N. V. 483).

9) Det enefte, der nogenledes funde antyde, at han var haanbg. Mand, er, at han
i Brev af te April 1392 (Dipl. N. Ill. 504) nævnes foran Giltv Thorgauts-
føn, der fbetmindfte fenere baade var haandg. Mand og Medlem af Raadet,
bog er bet meget muligt, at Gillo endnu ikke var bleven Hirdmand I 1392.

% Dipl. N. UIL. 458, 510.

% Dipl. N. IV. 560.

5) $vab ber ovenfor (6. 11, 2. 9 f. n) anføres, at Thorftein Gynnarsføn al:
levebe Å 1384 nævnes fom Lagmand paa Oplandene, grunder fig paa eu An
givelfe I et Brev, der ved nærmere Underføgelfe vifer fig at være forfalffet
og fammenfmedet I en laugt filbigere Tid, hvorfor denne Vell herved vektes.

7) Bifop Cyſteias Megifter fol. 10.
Mundé Viferie. daden Qovebafbriing. E.

I. N. m. 589); fans Gftermanb,
allerførft fom Cagmand I Suni

13

194 Det Hastonsfon.

blev Lagmand, udførte en Sysfekmande Forretningeri øvre Rhelemarlen,
da han havde en Ombudsmand der i 1358 til: at optage Forhør; maaſtee
han da beflyrfede Syflen i Orm Eyfteinsføns Navn, og i far Fald har
han vift været haandgangen Mand. Ellers maa han have haft bjemme
i Borgefysfel, da han ej alene blev begraven ved Glymheim Kivte, men
ogfaa var tiendepligtig til Mode Kirke 1). Bergs Gftermand var maaſtee
Brand Gunnardføn, der dog ilke nævnes fom Lagmand førend i 1390.
Gmbedet beholdt han til hen i 1395, da han afløftes af Jon Kartdføn,
dog feer det ud til, at han levede nogen Vid længer. Ogfaa Brand fynes
at have været haandgangen Mand; han havde formodentlig hjemme i
ærheden af Lundberg eller Gtivingsfal, og ufandfpnligt ev bet derfor
dj, at han har været gift med den føromtalte Huſtru Ragudild Herteits-
datter paa Gfardaberg, Givind Brandsføns Moder, og nærbeffegket med
Kanerne 2), Hvo der efterfulgte Sigurd Gyrböføn fom Lagmand i
Glen, vides ikke. Som Lagmand nevnes han udtrykkelig for ſioſte Gang
i 1373; men endnu å 1378 udftedte han tilligemed en anden Mand et
Bidnesbyrd om en Galgsindgaaelfe fra Gaarden Gerpen i MMerheden af
Kirken, der førte famme Navn; da nu denne Gaard lige indtil Vagmanda-
Embedernes Ophævelfe i 1797 var Embedsgaard for Skiens Lagmand,
er der højft fandfynligt, at Sigurd ogſaa nu beboede den og: udftedede
Breve derfra i denne Egenſtab ). Der nevnes nu ikke nogen Lagmand

1) Sammefteds fol. 8, Dipl. N. I. 359. Berg og hans Faber Hermund førte
Baabenftjold. Gtjoldet var beelt I to Helt, med to Glraabjeller I vet Højre,
en ubabvendt Halvmaane I det Benftre. Dette Baaben førte ogfan Thrond
Krakesføn. Jfr. om Berg Hermundsføn N. Gamil. IV. S. 543.

2) Dipl. N. I. 525, II. 549, Ill. 496, I. 534, 535, 536, 542, IV. 618, III. 516,
I, 547, IV. 645, Det ſidſte af disſe Breve, hvort han nævnes, er dateret
19be April £395; hans Gftermand Jon Karlsſon nævnes fom Lagmand allers
førft b. 16be Detober 1395. Dipl. N. II. 542. Ifølge Eyſtelns Regiſter S.
421. a, gav Brand til Biffopsfolen 2 Laupers Land i Gjelpaland I SGvarva-
ſtads Gogn I Lagardal; dette er tilføjet noget efter 1396, aitſaa fynes Brand
enbun iffe at være bød i bette Aar. Der nævnes ogfan em Brand Gunnars-
føn I Lumulands Gogn i Ranrife ved 1408 (Dipl. N. lil. 587, jfr. Wyfeins
Meg. £. 153 a), men dekte fan meppe være ham, Om fit Baahenfjold, ber
var beelt i to Berticalfelbt, em Buad med Makt: I højre, em: halv Lilje I. venfire
Beldt, pan Hjelmen ligeledes em: Daad med- Mak eller Kora, ſtai han have
haft Omfriften S: HERBRANDI (iftøtetfor BRANDI) GUNNARI, fee N.
Gaml. IV. &. 321. |

9) Dipl. N. Ill. 287, V. 308. Det er tybeligt mot at fee, at. Sigurd udſteder
dette ſidſte Brev fra fit Hjem, og at Barterue Have begivet fig HL ham for
at afgfve Bedtagelfe. Cller rettere var bet Fun een Part, da nemlig Meldar
Andresføn ogs«Hufru Gudrun Gunulfsdatter vedgik at Have folgt aſdede Aflak
Stelnareſon (Stra Gyftelns Fader) 11 Dres Bool I Bjertnes I Sandsfverv.
Slgurd ſtal, følge N. Gamll. IV. 123, endnu Have levet I 1415; dog er det
vel ufilfert, om bet er den famme Berfon, ber nævnes I bette Aar.

"1984 fag: Lagmend. 495

i Glim ſorend Harald Haakonsſon i 1395, om. hvem intet forreſten
videk, uden ak han belfrdie Embedet indtil efter 1407, da han fidfle Gang
nevnes"). Om han umiddelbart afløfte Sigurd Gyrdsſon, eller der var
nøgen imellem dem, hår hidtil ikke Funnet udfindes. Ingen af disfe tvende
Mend fynes at have hørt til de fornemmere Etter 2),

I Bilen. eller Sanafylke nævnes. ved disſe Vider fom Bagmand den
føvemtate Thoralde Steinbjørnéføn, idet hans Eftermand, Gæmund
Shorgilsføn, der allerførft nævnes i Embedet 1391, bekrefter en af ham
affagt Orſturd 3). Altſaa man Vhoralde have været Lagmand før dette
ar, men: nagr, og nøjøgtigt til hvillen Lid, vides ej. Sæmund ber
Hædte Embedet. til langt ind i det følgende Aarhundrede.

FI Ryfylke 0. e. Agvabsnes Thinglag, hvortil ogſaa Agder hørte,
nævaes der. ingen Lagmanp mellem Torleif Gudmundåfan, ber føre-
tommer i et Par Breve fra 1362, og Haavard GSigurdåføn, der
nævnes allerførft i Februar 13835. Haavard har da fandfynligviis
allerede længe været i, Embedet, da han. allerede i Februar 1385 havde
fanet en Eftermand i Jar Sveinsſon, der foreftod Embedet til efter
1388, ba han. afløftes af Fhorbjørn THoraldesføn, fom forblev i Em⸗
bedet til noget efter Marhundredets Glutning *). Ingen af disſe Mænd
eve forgyrigt befjendte eller fynes at have hørt til de fornemmere Gleg-
ter. Det famme fynes ogſaa at have været Vilfædet faavel med Gun-
nar Sjaramdedføn, der var Bergens og Gulathings Lagmand i den
lange Zid fra 1361 og 1366 (fee forr. B. S. 866). indtil henimod

) Dipl. Ni I. 550. 552, li 559. 593. Gr benne Harald den famme. Harald
Haalonoſan, der. nevmed fom tredie Medudſteder af et Brev, bateret Gool-
brette I Odens⸗ 10be April 1385, da hørte han hjemme I Borgefysfel og var
ba endnu Lagmaud. (D. N. 1. 494). Men det ev vel meget mvift, om han
var ben famme Perſon, ba begge bisfe Navne ere faa hyppige.

2) Maar Gyfteins Meg. fol. 1998 og 203 melder, at Harald Lagmanb gav Va
Mt. Bool i Gkeldulfsthorp til Borge Kirke, Ugefan meget Å famme Gaard —
og å nordre Malrelm til Holms Kirke i Lhorsned, da Fan dette ligeſaa gjerne
være benne Harald, fom. Cagmanben I Oslo Harald Kolbjørnsføn, og faa-
meget hellere ham, fom ben fidfinævnte levede Længere, end Notitſerne indførtes
å Bergen.

%) Dipl. N. I11.587. Gammb Lagmand omtales allerførft I Biffop Gyfteins
Megifter fol. 176. b fom tilfebeværende ved em Gave til Tunelms Virke, der
maa være vebtagen før 1394, efterføm Motitfen berom ev tilført, da Biffopen
å dette Mar viſtterede Raurikes Provftl. Ge fol. 165. a.

%) Dipl. N. Ik 370, IV. 429, I. 476.

% Biph N. I. 493, ØM. 4, 6. 148; her nævnes Ivar fom aqmand I Falt 1388,
og fenere finder man ham ef omtalt; Gftermanden Thorbjørn navues førft
fom $agmaub i Juni 1891 (Dipl. N. IV. 598).

13*

196 Olaf Haatonsjøn.

1380-1), fom med hans Eftermand i begge Embeder, Jon Aslaksſon,
der næbvnes allerførft i 1382 *> og i Detober 1386 var afløft af Arn-
ulf Gunnarsføn 3). Hvorledes det forholdt fig med Froftåthinget og
Nidaroos Stads Lagmands-Embeder, om ogfaa disſe nu vare forenede,
fom Bergens og Gulathingg, eller adftilte, vides itte; næften lige fra
SMandedødens Vid og indtil Aarhundredets Udgang nævnes tun een Lag-
mand i Nidaroos, Jardar Erlingsſon i 1382, og ingen for Frofathing.
$eller ikke kjendes nogen anden Lagmand paa Haalogaland i iden mel
fem 4356 og 1400, end Jon Thorgildføn i 1388 og 1389, maafter
den famme, der egentlig hører til Vhrondflad-UStten og em Vid ejede
føndre Zhumn *). J Jemteland nævnes efter Besſe Bergthordføn, der
forefommer i 1352, ingen førend Thorfinn, der betlædte Embedet i
1365 og 1376, og bernæft en Sveinung Thordsſon, der forekommer i
Breve mellem 1391 og 1406 5). Vhorfinn fynes at have hørt hjemme
i SBorgefysfel, hvor han ejede Jordegodd i Bergs Sogn 9).

Af alt dette faar man et temmelig beftemt Indtryk af, at Lagmands⸗
Embedet, faa hederligt og anfeet det end i fig felv tunde være, dog ikte
fænger regnedes blandt de fornemfte Embeder i Landet, eller betragtedes
fom færfritt forbeholdt de ariſtokratiſte Etter. Det dannede neppe en-
gang bet førfte Stridt paa Embedsbanen for den hidtil lidet betjendte,
men fremadfiræbende Mand af ringere Herkomſt, der føgte at arbeide fig
op til Rigets højefte Berdigheder; thi hertil var det førft og fremft
nøbbenbdigt at bære haanbgangen Mand eller Væbner, fom det nu ogſaa
pyppigt faldes, og felv denne Mang opnaaedes nu, fom vi have feet,
tun fjelden af Lagmænbdene, om de end not faa længe forblev i Embedet;
og opnaaede be ben, var det fnavere pan Grund af deres Stilling og

1) Gunnar $Hjarandesføn nævnes for fifte Gang d. 13de Juli 1379, Dipl. N. u.
458. J fit Baaben førte han fnn et Monogramm, fee N. Gamll. IV. 544.

3) Meml. M. g. £. Ill. 6. 215 og Dipl. N. VI.

5) Dipl. N. I. 501.

9) Dipl. N. Ill. 494. Grønt. hift. Mindesm. NI. 139. Ift. ovf. S. 164. 168.

%) Dipl. N. III. 342. 408. 499, 501. 582.

%) Zhorfinn Lagmant, flaar ber i Eyſteins Megifter fol. 200, gav halve Val:
gardorud, 2 Laup Land, til Bergs Kirke. Der findes ingen anden Thorfinn
Lagmand, fom bette kunde være, end hlin, og da bet, fom vi ovenfor have
vliſt, aetop fynes at have været em hypplgt anvendt Forfigtighedsregel at
fenbe Gmbedsmend fra andre Cane til Jemteland, bliver bet iffe i minde
Maade ufandfynligt, at Thorfinn fan være fendt derhen fra Borgefysfel. Paa
famme Maade blev maaſtee ogfaa Jørund Lagmand fendt derop fra Ranrite,
betmindfte omtales en Jørund Cagmand at have været fyldig Penge til Klaus
vadals Kirke I Glvefysfel, hvilken Jørnnd neppe fan være nogen anden end den
jemtelandfte. (Gyfeins Regifter fol. 152. b.).

1384 fag. Lagmend. 197

Familieforhold forøvrigt, end fom Løn for langvarig og hederlig Em-
bedøførfel. Sagen var den, at Forberedelfen til Lagmands-Embedet
allerede fra Begyndelfen af ſtillede den, ber føgte at gjøre fig friftet
dertil, under ganfte andre Livsvilkaar, end den, der ved Hirdtjenefte føgte
at erhverve Syſler, blive Hirdftjorer, Raadsherrer o. ſ. v. Hiin Fore
beredelſe maatte være mere klerkemesſig, idet ben vordende Lagmand ganſte
vift maatte fære til Fuldfommenhed at ſtrive og omgaaes med Bøger,
maaſtee endog noget Latin for at forftaa fig fidt paa den kanonifte et;
og disſe Kundſtaber erhvervede han da vel i Regelen paa en anden
Lagmandö Skriverſtue eller Gontoir, fom hans Striverdreng eller, Klerk 1)",
ſiden fom hans Ombudömand eller Fuldmegtig, indtil han var ganſte
udlært og kunde overtage et felvftændigt Lagmands⸗Embede. Men denne
Forberedelfe var i det Bæfentlige, hvad man nu vilde fade civil, og
fviften tan i de Lider neſten betvagtede fom halvgeiftlig, medens derimod
den Bane, fom de, ber attraaede Syſler m. m. betraadte, nu
mere end forhen var afgjørt militær. De vordende Sysfelmend maatte
begynde med Hoftjeneften og. væfentligt forberede fig dertil ved at
erhverve Baabenferdighed. Var end Stitkene ved Hoffet nu viftnok bes
tydeligt forandrede fra hvad de var paa den Vid, da Hirdftraaen blev given,
og fempede efter hvad der var brugeligt ved andre, idetmindfte de fvenfte
eller danſte Hoffer, faa var dog Hirdftraaens Hovedbeftemmelfer endnu
fuldkomment gjeldende, og ben beri antydede Bane før de unge højbyrdige
Mend fremdeles den, de havde at betræde for at naa de højefte Verdige
føder i Riget. Hvorvidt der endnu fljelnedes mellem Kjertefoend, Gefter
og virkelige Hirdmend, ev vanfteligt at fige: man tan af de forhaanden-
værende Brede ej fee det, og det fader næften til, at man nu tun brugte
tre Grader, nemlig a) begyndende haandgangne Mend, der endnu ikke vare
blevne virkelige Hirdmend ; b) Hirdmend, der ſtode nærmeft for Haanden til at
funne blive Middere, og faaledes indtøge den famme Gtilling, fom de
faataldte Svener, Midderfvene, Knaper, Riddermendamend, WVæbnere,
eller Mend „aa Vaaben“, indtoge i Sverige og Danmark, hvorfor de
ogfaa nu fædvanligviis faldte fig „aa Vaaben“, paa Latin ,armigeri 2);

) Deraf endnu Benævnelfen Clerk i England om enhver Gontorift. At f. Gr
agmanden Berg Hermundsføn hørte til en faadan ,Klerke*sSlegt, og for»
mobentlig fel havde faaet em fanban Oplærelje, ſees deraf, at hans Fader
frundom faldtes „Hermuud Klerk“. Ger Gyftelns Regifter fol. 10.

%) Benævnelfen maa Vaaben“ var mere banff, „Svener“ mere foenft, derfor
brugtes ben forſte fildigere end ben anden. I norfe Breve finder man neppe
uogen falbet ,å våpn" førenb efter 1400, fRjønt Benævnelfen allerede anvendtes
I BorgersMetten, f. M. gl. . lil. 6.144. Borrefien var bet endun indtil
Unionen hyppigft i norffe ſtrevne Breve ikke at bruge nogen Titel for Hird⸗
mendene.

198 i Dlaf Hasfonsføn.

og endelig c) Riddere, der, fom vi huve feet, oprindeligt kaldes Sutel⸗
foeiner. Man feer ogfan af de Bree, ber eve tilbage fra hine
Fider, at Titelen „Herte“ fremdeles var forbeholdt Mivderne, der ogſaa
ved Siden deraf flundom i Omtale kaldtes ,,velborne Mend“, og hvis Hu-
fruer ligeledes ſtedſe kaldtes , Fruer", ligeſom Hirdmendenes eller Burde
nernes altid kaldtes „Huſtru N. N.“; derhos vife en Mongde Grempler,
at allerede Hirdmendene eller Bæbnerne fædvanligvlis kaldtes „cerlig
Mand N. N." eller hederlig Mand N. R.“: én Vitel, der ej fynes
at være bleben nogen haandgangen Mand til Deel, førend han Kunde
falde fig å våpn *). Men fordi om disſe Bencrvnelſer nu var blevne mere
brugelige, end de eldre, der opfikkes i Hirdfkran, er det derfor rikke fagt,
at dennes Beftemmelfer ike efter Bogflaven fulgtes. Det er faaledes ej
alene muligt, men endog bojſt fandfynligt, at Kongerne fremdeles paa de
i Hirdſtraaen foreffrebne Maader har udnævnt Kertefveiner, Gefer,
$Hirdmend og Riddere, men at man fun i daglig Vale Havde vphørt at
ſtjelne mellem andre Grader end de nypånævnte tre, „Ittehirdmend“,
Hirdmend eller Vebnere, vg Riddere. Alle 'disfe tilſammen ubgjvrde
ſaaledes hvad man nu vilde kalde denegentlige Miritoærftund, og af venne
valgtes nu ſaagodtſom udelukkende Sysſelmendene og Hirdſtjorerne, saltføn
de hojere Befalingamend; i det Can alene betragtes ſom Unbtagekfer,
at entelte Syſler vare overdragne til Geiſtlige, f. Er. Gyflen:paa Follo
til SProvften ved Mariekirken i Oslo, og felv døme fød dog de egentlige
Sysſelforretninger ubføre ved verdslige Ombudsmend, der viſtnok vare
ligeſaa meifitære fom nogen af de øbrige Sysſelmend eller Underſyoſel⸗
mend. At Sysfelmendenes Embeder, uagtet Ve omfattede GEivil Veſty⸗
relſen, dog væfentligft havde en militær Charakter, ligger i Sagens Sia-
tur og den Maade, hvorpan Beſtyrelſen ſtete å Kengme Havn, endog
der, vor det egenflige Heudalværen ikke Herflide. Civil og Militer⸗
Beftyrelfe vare i de Vider -uadfillelige. 'Sysfelmanden repreſenterede
Kongens Perfon i fit Diftrict, paa den dømmende Myndighed nær, altſaa
var netop ben militære og den executib⸗cibile forbeholdt ham, vg felv den
ſidſte kunde ide Sider, da alle vorne Bægsend'bare Banben-etlør hurde Met
til at bære bem, itte godt haandhæves uden paa militær Biis; naar
Domme frulde 'udføres, Udnddsmerd opſoges og fordrives, Stat inddrives
v. f. v., faa maatte det å denne Vid altid fee ved væbnede Vjenere;
idetmindſte fuldt bet neppe Mogen ind at ubføre faadanne Hver uden
at være bevæbnet og omgiven af et bevædnet Følge. En endnu mere
afgjort militær Charakteer fil Gysfelmands-Curbederne vÅ de -af og tid-

1) Guthorm Rolfefen paa Ger, fom vi ovenfor have pmtalt, talbes faaledes

endun Itte , hederlig Mand" i et Brøv af 1318 (Dipl. N. 11. 552), uren berimod
tet af 1404 (ſſteds 1. 595). Altfaa er han vel i Mellemtlden bleven Bæbner.

1381 fag. Gaanbg ge Mend. 199
ligere omtalte Beſtemmelſer, vedtague pan Hicdmøderne i Tunsberg
og Bergen 1273, hvorved Gysfelmendene forpligtedes til i Krigö-
få at holde hver et mit Antal vænede Mend, en Forpligtelfe,
fom ba tillige paalagdes Lendermendene og alle Beitflemend, og fom maa
værre vedbleven for disſe fidite, -efterat Gendermandaverdigheden var bleven
offlaffet. For den unge Mand, der vilde begynde fin Bane fom Kriger
og vordende Militær» og Civil-Befalingsmand, var det derfor viſtnok
(naar han ikke var faa højbyrdig og megtig, at Han firar tunde blive
vptagen blondt Kongens Hirdmend og fan en GSysfel) det almindelige,
at ban ſtuttede fig Kil en eller anden fornem Mand, der holdt væbnede
Sjenere, i Megelen vil en Bysfelmand, og gik i hans Tieneſte fom ,Hot-
mand" eller Aonmand". Saaledes taldte man allerede i den Vid flige
Ijenere Hos Befalingömendene, der udførte deres Grender, indkrevede
Skat, 9. 4. v., og Benckvneiſen vedblev fiden indtil langt ned i Ti⸗
den vg ophørte neppe, førerd efter den faalaldte Sonverainetets Jnde
førelfe å 1600 '), da Beftyrelfen, der indtil da væfentkigen havde været
ført paa den gamle BS, blev fat pan en ganſte anden Fod. Ut tage
Jieneſte paa denne Maade kaldtes ligeledes „at gan å Hovgaard". Bel -
var nu Forfremmeiſen paa denne Bane upaatvivkeligt meget afhængig af
Byrd og Farnikieforbindelfer, og for den Minge og Ubemidlede var det
neppe det at flige hejt, men Udſigten dertil var dag ikle ganfte luktet;
Dgtighed, Mandighed og Heldige Omrftændigheder unde dog altid hjelpe En
ferm, og ſaaledes var bet naturligt, at alle be ærgjerrige unge Mend, der
attraarde Bitter, Magt og Wafeelfe, flottedes om at gaa å Hobgaard“
for dermed at begpnde fin Bane. Dette feer man tydeligt not af den
allerede ovenfor berørte Wet. Bi den føre Retterbod af Kong Haakon,
ber fandfynligviis vedtoges om Sommeren 1380 4. obf. S. 87—88).
Det heder her udtrykleligt: „Ikle ville vi heller, at Biſtoper, Riddere
eller andre vore Mend tage Arbeidsmend eller Lejedrenge i Hovgaard,
uden 4il vårfeligt Arbeide og fnadan Bedrift, fom de eve opfødte med;
men Gnhver, der lober fra Bønder eller Prefter, fral veffes af Sysfel-
mand, efter føm Loven og vore Forfedred fadvelfom vor egen Beftemmelfe
tilfiger". . Heraf feer man -tydeligt, at unge Mend, endag af ringere
Stand, fom vare opfødte ved almindeligt Gaardarbeide paa Landet og

1) Denne Benævnelfe Lever fondfynligoiis end i Almuens Grindring, og der
er mange Sagn, fom knytte fig dertil. Ordet ubtales ofte fom ,Haamand
Dat Lader til, at Benævnelfen felv endog har overlevet ben Tid, ba Hovmands⸗
tjeneften vicfelig var Milttærtjenefte, og at ben endog brugtes om be mere
frebeligt amrelfende Gogedfaldmægtige. Førend Benævnekfen yHovmand" blev
almindelig, påtjebe man vel ogfaa ofte at Fafde bem,Banter", fer bette Berte
Ade Deels Zdet Bind, S. 265, jfr. Aum. 3.

200 Dlaf Heafonsfon.

ellers plejede at gane i Vjenefte hos Bønder eller Prefter fom Gaards⸗
tarle eller Arbeidsmend, nu ofte af Wrgjerrighed og Forfengekighed ſlog
Vrag paa denne beftednere Stilling og gik til bem, der holdt Hovmend, for
at antage8 blandt bisfe, ej til det Urbejde, de før havde udført, men til
$Hovmandstjenefte. Ut Biftoperne her nævnes blandt dem, der havde
«$ovgaard”, tommer deraf, at de, fom bekjendt, vare berettigede til at
holde haandgangne Mend, tidligere endog Stutelfveiner, foruden at viſtnok
vafaa de flefte Biftoper havde Syfler, fom perfonligt var dem overladte 1).
Bed Midderne „og andre vore Mend" forftaaes her aabenbart nærmeft
Gysfelmendene, da det fan anſees fom givet, at enhver MKidder var
Sysfelmand, foruden de Væbnere, der ogſaa fil Syfler. Argjerrigheden
bos de unge Holt og deres Vilftrømning til Hovgaardene maa have
været uforholdsmesſig ſtor og utilbørlig, fiden man maatte ſtride ind der-
imod med et ubtrytkeligt Forbud. I denne Vjenefte erhvervede nu de
unge „Hobmend“ den nødvendige Ovelſe i Maaben og i de almindelig
forefaldende Forretninger. De kunde da formodentlig i alle Fald frige
til at blive Sysfelmendenes Lensmend, det vil fige deres Underfysfels
mend eller Fuldmegtige i be mindre Diſtricter, og hvilte efter Retter-
bødernes udtryktelige Beftemmelfe itte uden Bondernes eget Samtykke
maatte bære haandgangne Mend, da de ellers fet kunde misbruge fin Magt
til ar undertrytfe Almuen, men frulde i Regelen være indfødte Bønder af
Bygdelaget 2). Denne Beftemmelfe blev dog i-Videns Lob neppe omhyage
ligt overholdt, og i alle Fald kunde det ej være faa vanfteligt at erhverve
Bondernes Gamtytte, thi vift er det, at der” omtales flere Bensmend, der
tillige fyne8 at have været haandgangne. Dette var idetmindfte Vilfeldet
med be faafaldte Ombudsmend for Hirdftjorer eller Befalingsmend, der
itte ſelb funde beftyre Gyflerne; faadanne Ombudsmend vare i fig felv
virkelige Sysſelmend i Mt uden Navnet *). Lang og tro Hovmands-
tjenefte og Dygtighed, eller Gunft og Beftyttelfe, eller anfeet Byrd banede
vel omfider, paa GSysfelmandens Anbefaling, Vejen til den umiddelbare

1) Bi have faaledes feet, at Biffopen af Hamar I 1333 havde Gyflen paa Nes
og Mingsaler (f. foreg. B. S. 425), ligefom Biffop Jakob af Bergen Liudaas
og Herdle Stibreder (f. o. S. 108, og nedenfor).

2) MN. g. &. Il. 6. 21, 30; ft. foreg. B. S. 671.

3) Bi fee allerede t 1347 Brynjulf Brynjulfsføn, der i 1340 fun var , Sens:
mand” paa Bors, at faldes , Kongens Ombudsmand" ſammeſteds, han maa
altfaa ba vel have været haanbgangen (Dipl. N.1. 268, 304). Bergnif AResfen
paa Mardin var Hr. Jvar Agmundsſons ,Ombubsmand* I Sklduſyoſel i Aa⸗
rene 1338—1340; Gønnen Afte Bergulfsføn vardvirtelig Sysfelmand (Dipl.
N. I. 245, 269, 336, 341), og haus Koue Ingegerd kaldes ,Huftru Jugegerd
paa Mardin, altfaa var han haandgangen. Man finder oftere I de Tider en
Gysfelmands Ombudemand tillige faldet , Kongens Ombudemand“, fre f. Er.
Dipl. N. V. 445, ſammenholdt med ll. 590.

1381 fag. Saaudgaugne Menb. 201

tongelige Tjeneſte, det vil fige til at blive haanbgangen Mand, medens
det forflaar fig, at Medlemmerne af de fornemfte og rigefte Etter
neppe behøvede denne Forberedelfe, men ſtrar enten i Navn eller i Virkelig⸗
ped bleve Kongens Mend og forfremmedes hurtigt til højere Berdigheder.
De haandgangne Mend, forbeelte over hele Riget, og vel fordetmefte
endog begunftigede med mindre Beitfler eller Forleninger af Krongods,
vare forpligtebe til at pbe Gysfelmendene al den Haandrekning, de bes
fødede, og med dem at baage over Bandets indre og vdre Sikkerhed
de af dem, fom havde Meitfler, vare ogfaa forpligtede til at frille væds
nede Mend i Krigstid, og faaledes have vel ogfaa de flefte af dem holdt
ÉHovgaard" i en mere indftræntet Maaleftot. Deres fremdeles fredfindende
Forpligtelfe til at indfinde fig hos Kongen i Krigstid efter Vilfigelfe
fres tydeligt not af Kong Haakons Opdud til Gogningerne i Marts
1380 (f. 0. 6. 82). „Vi byde“, heder det her, ,alle vore Vjenere,
fambgangne Mend og Herrefvene iblandt Eder, og hvem det forreften
tilfommer, at være rede med fine Vaaben og fomme fyd til Landsenden
til 08 til Rigets Bern uden Opphold". Man fan, fom det ovenfor
er ytttet, viftnof temmelig trygt antage, at be meft anfeede og formuende
Bønder i enhver Bygd fenere eller tidligere vare vptagne blandt de
faandgangne Mend. En længere eller fortere Vjeneftetid fom faadan
aabnede Vejen til at blive virkelig Hirdmand eller Bæbner, og faa-
vidt man fan fee, maatte man nødvendigvis have opnaaet denne Grad
for at funne blive Gysfelmand eller Medlem af Maadet. I det mindfte
nætne8 aldrig nogen Gysfelmand eller Raadsherre, der ikke tidligere var
Svein eller „Armiger“. Derimod var Midderverdigheden ikke hertil
nødbendig, og flundom kunde ben vel endog være vanftelig at opnaa,
forfaavidt fom det fader til, at den nu ikke meddeeltes uden ved førre
Hojtideligheder og af en virkelig tronet Konge, thi vift er det, — fom
det og idet følgende vil ſees, — at ingen Ridder blev udnævnt i Norge
fra Kong Haatons Død og indtil Kong Olafs Eftermand var kronet i
1397 7). Paa den her antydede Viis var det nu vel altid muligt for
Mend af ringe Hertomft, men med Dygtighed og Fraftig Bilje, at avs
beide fig op til de højere Berdigheder, men bet ligger i Gagens Natur,
at bet havde fine ſtore Banfteligheder, og at det fornemmeligt fom an paa
at høre til eri af de Mtter, der nu engang plejede at betragtes fom de mere
anſeede, og hvilte figefaavel her i Norge dannede et Glegts-Ariftokratie,
fom Frelfemendene i Sverige, om de end ikke kunde opvife faa beftemte
Adkomſter dertil, fom disſe; ja de kaldtes endag idetmindfte i Pavebreve
altid ,nobiles* b. e. Adelsmend. De indtog overhovedet i Gamfundet

1) Gert turde man ogfaa funne føge det bedſte Bevlis for, at Kong Olaf ikte
blev Fronet; der blev memlig Ingen Mibdere dubbede I hans Megjeringetid.

202 Olaf daakonoſvn

aldeles den famme Stilling, fom de danſke og fvenfte Adelsmend, og
førte Tigefom disſe fafte, arvelige Stjøfdemerter. Foreningen førft med
Sverige, fiden med Danmart, bidrog naturligsiis end mere UL at frille
deres Etter paa lige Hod med disfe Landes Adelsſlegter 1).

Den væfentlige Forſtjel med Henfyn til Sysſelmendenes og Lag-
mendenes Stilling i Samfundet var altſaa nu ej alene ben, at hine vare
militære, disfe eivile, men ogfan den, at de førfte hørte vil Ariſtokrutiet

1) J Vavebreve, ideimindſte fra det 13de Aarhundrede af, Faldes Konger og
TDronnbuger ,fllasteest, men Kongefønner, Hertuger og alle Adeleniend, Aber
"ba, ber anſaces jeongebe mid fandanke, mobilen. At alle Riddere nufanes "for
nøbilas, forfar fig pf fig felv, men for dem, der -el var Mibderg, maatte det,
idetmindſte naar de vare morffe, være vanffeligt not for bet pavelige Cancellle
at vide, naar MNodiliteteprædieatet Vnlbe anvendes, faafom det ei Hrugtes I
Morge fel. At det ær Ukføjet efter Mint of norſte, mid Horhokdee ber
Hjenbte Guiftlige, fan vel Me vartolples, men af ſtor Iuterroſe vilde det dag
have -vævet, om vi nøjere havde kjeudt be Regler, de her fulgte. Maar man
fral gjette paa noget, bliver intet rimeligere, end at bet var Oyptagelfen I
$itden, eller blandt de hanndgangne Mendes Lal, ver omfodes at berettige
an dekte Bratolent. (Trempler paa Ahvakvilfen dj Ditlen ;mobilis* fre Bipl.
'N. il. 79.-808). Hvad Stjolbemerkerne angaor, da 'vil man finde udførlig Un⸗
derretning berom, deels I bet banffe LMbelslerifon", deels ag ifær, I de (ber
verre ufuldendte) ;heralbiffhiforiife Optegneljer" af Munthe, i %. Samll. N.
Bbie og Ade Dedl, hvor ojifaa 'en Mengve Badbenmerker frides ufbildede. Mit
fretmgaar uriif, åt fafte, "arvelige Buabensterfer -beyyndde aklevede at bruges
"med Slutnlngen · af det 180e Aaohundrede, men bæeve ikke :ret almindelige,
faalødes at man filfert fan ſtele paa bem ved genealogiffe Underføgelfer, før-
end hen i bet 14be. Endog Gaffhorsfønnerne, fjønt Brødre, førte Iffe br

ſamme Baobenmerfer, og Hr. Jon Hufthorsføn -ej engang VI alle Tiber det
Hanne. MBttbodibønet, Fon ioétntubke Baberen bragte, varen Mufe Kbøraf
ogføn bet fenere den foenffe Green af AGiten tillagte Famikenavn;Moes*); men
$r. Jon optog dette Merke førft efter 1347, thi 1330—40 brugte han Fun en
flor $jelm med frore Bjerbulfe, og I 1347 én kvindelig Figur, fom Holdt
én Krone over en Hjelm med utydelige Merker. Hr. Sigurd derimod
førte et Vizold, berlt I do Født baaksere; I vet "nedre Daldbeien -af Mofen,
Dedereno 'Mexte, I det øyre derinod Halvdelen af den uorffe Love med Øren,
aabenbert for at tilfjendegive fin Fongellge Herfomf; og af denne Omfæn:
dighed, fanvelfom flere andre, navnlig ben, at Sigurd, Vjørt Yngre Bruder,
Aarene 4333—1839 Allldve ſig tree ufgjørt I Oppofitten mod Romgen, ef
Bon, og bedste weſtenttere Hvem med midje Fordrieter, ſſtulde men virtelig
frifes Hat dro, ot be Enn vare Halvbrødze, og at almer Gigard $afthorsføn
var født I Faderens Egteſtab med Konge-Datteren Agnes. Jons Søn, Haa:
Ton Sonsføn, havde atter et fra daderens og Barbrøberent forrjelligt Vaabden,
nemlig en ſpringende øve efler Gulf manffoe med in Skanbjille Fra Benftre tl
Møre. ee M. Samil. 1V. S. v24—120, 583 fpg; før. nedenfor. Maar men
Meds. &. 130) finder Guthorm Gafthorsføn og Gagmanden Gigurd Hafthorsføn
at have ført et verticalt deelt Baabenftjold, hvori atter den halve Rofe og en
Hermetinsfiribe, beſtyrker deite det af og ovenfor Anførte, at Sigurd Lagmand
var beffegtet med Hafthorsfønnerne.

1391 fag. Gydjohmend. 208

og MNobiliteten, de fide ikke. Men Foreningen og den nærmere Berøs
rele med begge Nabolandene havde frembragt enduu en Forandring i
Gysfelmendenes, Suilling i Lighed med hvad der hyppigft eller vel endog
i Regelen fandt Sted i didfe, nemlig at Sysfelmenbene nu bleve forkenede
med Gyflerne, ſaaledes at de alene foarede Kronen en vis Ufe
gift, imod at beholde de øvrige Indtegter, eller at det tillodes dem
at beholde, uden Regnſtab, visfe beftemte Indtegter, fom Vaar eller Høft-
Sedingen, eller Sagoren uf de ringere Forbrydelſer, e. a. d., imod at
aftevere Negaſtab for det Øvrige. Og -bette ledede da :igjen til, hvad
der var fan aimindeligt i Sverige og Danmart med de faalaldte Behn,
at den, der blet Sysſekmand, fil Syftm forlenet fom Pant for en eller
anden Fordriug pan Mronen. I Sverige og Danmark var denne Frem⸗
gangamaade allerede i længere Vid fanatfige bragt i formeligt Syſtem.
Lehnene med de Bertil hørende Børge, eller omvendt Borgene med
de dertil liggende Lehn eller Fogderier blebe, fom det Mader til, i
hele Aarhundredets Qøb fjelden eller aldrig 'sverbragne til nogen Befa-
fingsmand, uden imod at han enten betalte eller overtog nt betale en
Sum, ſom da naturligviis ſtulde godtgiores ham, naar Gan igjen gav
Clip paa Forleningen, forfaavidt itte Iudtegterne af denne betragtedes
fom Aſdrag. Han fit faalebed, folv en virketig Panteret, fom
itte ved et renſidigt Magtfprog af Lehmsherven Cunde berøves ham, men
fom endog mil øver til haus Arviuger, indtil Summen vår besatt, enten
ligefrem af Lehnsherren, ter gradriis vÅ de aarlige Indtegter, naur disſe
betragtedes fom Afdrag, Hvillet undertiden udtrytkeligt betingedes, under⸗
tiden ille 13. Men magtet Befmåherren ſaaledes herved paa en vis Maade
mibørtibigt fraſtrev fig fin Net bil at bofatte fig med dehnet, vg Marite
haveren endog var berettiget til at modſtaa ethvert Forſog fra hans
Gide paa at fete fig i milborlig Befiddetfe deraf med vædnet Haand,
opførte derfor :iffe Hans Førpligtelfe til at tjene Lehnøherren å Krig med
bet beſtemte Antal Mend, «ftertomme hans Kaldeifer itil Møder og ſtrigs⸗
tog, mdføre Hans Grender, .og fremfor alt nt forføare Lehnene mod Hand
Fieidor, famt ikke paa nogen Maade tifldde, at de kom i disſes Herder,
boorfor det vgſaa ſedvanligdiis udttyfkeligt indførtes i Overeensfomferne om
flige Pantefvrbeninger, at Oehnene eller Borgerne ſtulde holdes til Lehns⸗
herrens ,tvøe Haand“, og aldrig under nogen Omſtandighed vvergibes
til andre end ham eller den, hvem han maatte overdrage fin Met. Dette

Undertiden Bord bet Kbtryffeligt, at Sehnstageren Falde Tmne tilegue ſig Ind⸗
tegterne fom Gubtgjørelfe for Uvrufnings-Omfofintnger; undertiden beftemtes
ber ligeſaa adtrylkeligt, at Jndtæyterne, eller em vis Deel af dem, ſtulde ber
tragtes fom Aførag paa Capltalen. I fidfte peler maatte da Reguſtab af:
legges, I førfle formobentlig ille.

204 Dlaf Haafonsføn. -

bindrede dog ikke Panthaveren fra, — hvad vi alferede oftere bave fret
Grempler paa —, igjen paa fit Anſvar at overdrage Lehnet eller en Deel
deraf til en eller flere andre, atter imod én Pengefum, og paa de famme
Bilkaar. Ved flørre Pantfettelfer, fom de megtigere Fyrfter overtøg,
var denne Fremgangsmaade endog den fedvanlige, faaledes at de under
Get forbandt fig til at give en ſtor Sum for et heelt Landſtab med alle
dets mindre Lehn og Borge, men i Virkeligheden un bragte Summen,
eller bet mefte deraf, til Beje ved enkeltvis at bortforlene de mindre
Dele til flere af fine Mend paa famme Vis, og ej fjelden hendte det
da, at en og anden af disſe endnu foretøg en lignende Under-Pantfettelfe.
Iſer fete flige Panteforleninger og Unbderforleninger, naar en Fyrſte
med bæbnet Haand havde erobret et Landftad. Hans førfte Skridt · var
Da fedvanligviis at gide Borgene med tilhørende Fogderier i Pantelehn
til paalidelige Mend; derved fit han tildels Krigsomtoftningerne godt
giorte og gjörde desuden Panthaverne faaatfige til Med-Interesfenter i
Foretagendet, faa at han defto filtrere kunde regne paa, at de vilde for-
ſvare Grobringen. Det indviklede Gyftem, fom herved fremkom, og
$vorbed Penge-Interedferne fpillede en overvejende Rolle, kunde nu vel
ifær efter de Tiders Betragtningsmaade ſiges at medføre visfe Fordele,
navnlig den nysnævnte, at Panthavernes Jnteresfer derved knyttedes
flærfere til Overherrens, fra hvem de udledede fin Ret, omtrent ſaaledes
fom nuomftunder indenlandføe Statslaan antages at gjøre de Borgere,
der have anbragt fine Capitaler deri, dobbelt interesferede i at opretholde
Staten, med hvis Vilværelfe eller Vrufel deres egen Udfigt til at faa
fine SPenge tilbage flaar og falder. - Men bet er dog let at indfee, at
Ulemperne af Gyftemet maatte langt overveje Fordelene. For det førfte
blev dog Kongerne eller de regjerende Fyrfter i Birteligheden altfor lenge
udelukkede fra deres vette Herredømme over de bortforfenede Landsdele og
fra den Control, de ſtulde udøve over Befalingsmendene; for det andet
havde disſe, ved Manglen af denne Control 1, og i Følelfen af, næften
at have Gjenbomsret til Forfeningen, al mulig Friftelfe til at begaa ale
ſtens Uretferdigheder og undertrykte Indbyggerne; og endelig var Vil-
bagegivelfen af eller overhoved Horføjningen over et faadant i Over» og
Under-Pant bortgivet Landſtab fomofteft forbunden med faa mange Ban-
freligheder, grundede i be forffjellige Pengefrav, at det ſtundom vif

1) Winder Horhanblingerne paa Baagahnus (f. f. B. S. 833,) undfyldte Kong
Haakon fig felv for al Deelagtighed I de Kaperier, Høvdingen paa Vardberg,
Thorkil Baarun, havde tilladt fig, med at denne ef vilde luſtre ham, og neppe
engang tilftebe ham Adgang paa Slottet (f. f. B. S. 752). Thortil befiyrede
ba Slottet maaftee I den rette Panthavers, Kong Valdemars, Ravn; fandfyne
ligvite havde han Igjen frillet Valdemar en Pengefum til Sillerhed.

1381 fag. Gysjelmen». 205

maatte fynes haadløft at faa den tilvejebragt. Thi om end, hvad der dog
fun fjelben var Vilfeldet, Landsherren eller nogen anden paa hans Begne
havde Penge til at indløfe Pantet med, var det ikte derfor fagt, at Over-
panthaveren firar kunde udløfe Underpanthaverne, og imidlertid henſtod
Landſtabet eller entelte Dele deraf i en Mellemtilftand, uden nogen bee
flemt Overherre. Beda Ufftaaeljer af Landfrader eller Tilbagegivelſer af
erobrede Landsdele var det heller itte not, flethen at fordre eller betinge
dette i Overeenstomſten derom, men Modtageren maatte ogſaa overtage
at ubløfe de enfelte Underpanthavere, og ſaaledes fremfom altid de tryk⸗
tende Pengeſporgsmaal paanp, ſaaledes fom vi have feet for Kong Mage
aus Eriksſens Bedfommende med Grhvervelfen af Skaane; og desuden
funde bet ba ofte hende, at Stillingen blev faa forviklet, at endog den
fambittighebefulde Panthaver dog tilfidft kunde anſee fig berettiget
og foranlediget til at lade fig udløfe af En, i hvis Hender hans Over
herre aflermindfi ønftede at vide Forleningen, ej at tale om de mange
virtelig trolsſe Panthavere, der for at vinde Pengefordele og Magt liger
frem foeeg Forpligtelfen til, under enhver Omftændighed at holde Lehnet
til dereg vette Overherres troe Haand, og gik over med bet til Fjenden 1).
At dette Syftem kunde blive faa almindeligt i de Tider, har man nu
vanfteligt ved at forftaa, da man ej længer kjender nogen Bortforfening
af Landſtaber med fuldftændig Dppebæren af alle fongelige Inbtægter,
men alene ØBeftyrelfe mod en vis Løn af Statskasſen; i hin id var
derimod Overgangen dertil fra det fedvanlige Forlenings-Syſtem meget
naturlig; det var egentlig tun em Misbrug af dette, og en lignende Miss
brug vil overalt kunne indfuige fig, hvor Diſtrictsbeſtyrelſen antager en
Forlenings Charakteer, idet Oppebyrgflen og Forvaltningerne af Statse
indtægterne er forenet meb ben egentlige Beftyrelfe hos em eneſte Perfon,
og fornemmelig, hvor FJnbtægterne tillige forpagtes til denne, faa
at han intet egentligt Regnftab har at aflegge. I Norge, hvor Gysfel-
mendene ifølge Hirdftraaen virkelig ſtulde indfende og aflegge Regnſtab for
de tongelige Indtægter, og hvor dette endnu omfring 1340 maa have været

) Grempler herpaa haves I ben folgagtige Overdragelſe af Haderslev, Aaben-
raas og Villetønders Slotte tll de holfteenffe Grever efter Kong Balbemars
Død, hvorom ber udtrykkeligt tales i Forhanblingerne 1424 ( Ger. R. D.
Vil 6. 400). Baldemar havde betroet disſe Glotte til Henulke Mitttop,
en Gpider og em Peffen, men af diøje skjødte, heder det, Greverne dem
baade imod Judbyggerues og Rigefyrelfene Bilje. Paa famme Maade har
bet venteligt forholdt fig med ben befjendte Giftorie om Midder Griand Kalv,
ber forſt gif over til Golferue med bet Glot, han havde af Kongen, og den
vendte tilbage under Kongens Gaand baade med dette og med to andre, han
havde faaet af Øreverne.

206 fttaf: Saalonoſan

bet febvantige 1), havde: dog Syoſelbeſtyrelſen væfentlig hine ſamme Bor
tingeffev for, at en virkelig Bontforlening og Pantfettelfe ogfaa der. kunde
tive mulig, om end ike i fan. paafaldende Mon fom i: Naholgnden,
fordi der ej fandted fan mange Borge, hvilte: ifør udgiorde Gje»
ſtanden for flig Forlening. Men. at den. dag. ogfaa tidligt anbendtes i
Norge, feed. nokſom deraf, at allerede Kong Haafon den eldre oberdrog
Gyflen paa Follo. til Mariekirlen i. Oslo, og i 1345 gav Paal Guild
fan Fferdedelen af alle de flørre Sagefald (Alejemaal, Thegugilde,
Bxevebtud og Fredtjeb) i Glnefysjel; en Rettighed, fem. han igjen over
drog til. Mariefirfen, men fom. dag neppe unde: vedvare i længepe Vid,
ond: Hr. Paal felv. levede. Siden finde vi flere Exempler fer: paa
flige Forleninger, hvorved enkekte Klasſer af Indtæegter, fom f. Cr.
Maarledingen eller Høfikedingan, eller visfe Sagefaldspoſter, fuldftendigt
flulde tilfalde Lehushaverne, med andre Orh, batragtes fom hang. Ind-
icegt, hvorimod det da vel faldt af fig, felt, at det: øvnige: ude ind
ſondes med behørigt Regnſkab. Ogſaa ev det allerede vilt, hvorledes
Hirdſtjornen paa Jsland bortforpagtedes paa visſe Aax. Men: herfen
var da Obergangen til Pantſettelſe af hele Syſlen eller enkelte Indteg ⸗
ber meget let og naturlig. Bi have ſeet, at der oftere tar Vale om at
pantfette Baagahuus paa denne Maade, og at det virkelig; ogføa en
Stund var pantfat til Hertug Grit af Sane, der lød det bafipre ved
Gottſtalk Stawpenberg. Kong: Magnus pantfolte i fit Beffament. Øen
Ordooſt i Elbeſysſel til Vadſtena's vordende Kloſter før ben, dertil
legerede Sum, ,med alle fongelige Nettigheher, undtagen Sagsren“, alt
fan med Seding, Landſtyld, Lok og, Kougåkjøb: en. Pantietselfe; med
enfon til fvilfen det bog er tvivkfomt; hoorbidt den. er blaben fat i
Bert 2). Vi have allerede feet, at: Kong Haalon pantatte Oslo Sysfel

1) I Fovmularen. for Gysfelmendenes Mevevskren. til. Kongen; ben opfilkes i
Hirdſtt. Gan. 26. fom vebtague I Lunakerg; 1272, ovføres uktvgkteligt fom
en of Gysfelmanbens Borpligtelfer, at han fol inbfomme paa ben og ben
ib og det og det Sted, med Reguſtab og ret drag af Mente", og Vis-
øven eller be visfe Jndtægter fulde endog i hvert Brev udtrykkelig ſpeciſi ·
ceres. Altſaa fer vi heraf, at Gysjelmanden maatte gjøre fuldftændigt
Meguffab og tubfende Hvad han havde opfrævet, Fun fradragende, hvad der
var ham forunbt til Indtegt. Bi fre ogfan af dorhandlingerne i +340 (fer
foreganende B. S. 249), at de af Gysfelmendene atte Benge fulde

= inbfendes med behørigt Megunffab HE Jehirdſlerne.

2) Det ev allerede ovenfor (S. 27, 38) handlet om, hvorvidt Maguue's Lilg
blev begravet! ved Vadſtena; da dette ef ſynes at have været Tilfeldet, det:
mindfte å be førfte Mar efter Hans Død, fynes det ogfaa, fom om Pantfettel-
fen burde gaa tilbage. - Imidlertid finde vi Hr. Grit Ketllaſen ve visfe
famme Tider fom Befalingsmand over eller Panthaver af Ordooſt, og da
han tillige ſees at have haft meget med Badftena at beftille, og uavulig at

1384! fog: Gysfeimend. 207

til Benedict Nivlasſon, formodentlig paa famme Vilkaar, hoorpaa han
fen omliyttede den med Gker o. ſ. di, altſaa med alle kongelige Jude
tægter, undtagen Ubodemaal, hvonaf han dog ſtulde have 20 ME: for
fort, altfammen til Mfdrag pan Pomtefummen. - Det ev ikfe nfandfyn
ligt, at Dette Pantſettelſesſyſtem ved Kong. Haalons Død. var temmelig
almindeligt i Morge, om man end ej med Sitkerhed tan pavife beftemte
Grempler. Gaute Gvitsføn fynes ganſte vift at have været en ſaadan
Panthaver. J L40% (vi komme i bet følgende til at handle nærmere
derom) erklævede han udtryfteligt alle de Bree for magtesloſe, ſom han
harde faaet af. Kongerne Magnus og Haakon: par ,Lehn, Penge, Gjer
eller Slyſd⸗ 1). for ſtulde det fynes, fom om de Syſler eller Forle⸗
ninger, en Søn fres at have beholdt: efter fim Fade, f. Er. Hirdfjon
nen i Throndhjem under Mømorno, var: bortgisne paa denne Maave.
Gtundom- inddroges faadanne- Horleninger igjen, f. Er. i 1368 af Kong
Haalon 2), uden at det dog nu lader fig paavife, hvorledes man dm afe
ſandt fig. med Pantbaverne. Sandſynligdiis maatte dog: dereg Fordrin-
ger inbfries, par hvad Maade nu end Vette ſtote, men man maa derhod
formode, at døv anſtilledes ſtarpe Gfterregninger over det of Panthaverne
oppebaarne Velpb for at erfare, hvor meget heraf man kunde betvagte
fom virfelige Mforag, og faaleded aftorte i Betalingen. I Regien ſtulde
ogſaa alle Syfler og Horleninger fornyes. ved Throuſtiftorne, men Hane
telehnene man dog: her have dannet en Udtagelfe.

Dette Fodenings og Pautſettelſes ⸗ Syſtem medførte i Norge øjena
fynligt de ovenfor mævnte ſtadelige Virkninger. Gu haard og famvittige
fedsløs. Sysfelmand, der bande havde Metdplejen'og. Oppehpvaften i fin
$aand, maatte aid tunme anvende den Myndighed, hin: medførte, til
ot gjøre fig denne mere end tilborligt forbeelagtig. Maar Gagefulhet gi
å fans Lomme, maatte det ligge i hans Interesſe at faggive faa mange
fom muligt, altfaa.at fare frem med ſtorſt mubige Gtrenghed, ver ba. vek
itte fjelden: gi over til Uvetferbighed; naar ben, der ſtulde betale Bøder
elle Afgiſt til Kongen, ikke hunde ſtuffe Penge, var der ligeledes Anled⸗
ning; til at gjøre fig Fordeel, ifær, fom det fynes, ved at paatage fig
Udlegget eller give Henfland imod. Pant i Jordegods, der da: endte med
at blive Sysſelmandens Gjendom, formodentlig for Gpetprila. Det ev

have opseltdt: bet! meget Godø i Bermefand og andenſtebs, ligger bør Fors
mobuing: (if ſag fjern, at han fan have befigret Orheoſt haa loftkele Brgne;
eller vettete at bette Bar overladt ham fin Panteret deri mod andet Jorde
gods, ber laa det Belejligere.
9 Dipl. N. I. 575. Gaute. betmindfte. fenere havde. Glianefyafel (Pant, vil
å bet følgende blive viift, jvfr. My banfte Magafiu: VI.G. 258.
% Ge foregaarnde Bind, S. 811.

240 ' Olaf Haakoneſon.

handlede de Ringere 1). Men for en ſtor Deel grundede dette Uværen
fig paa den foreldede Criminal⸗Lovgibning, Wet de fleſte Forbrpdelſer
endnu funde affones med Bøder. Thi naar Gagefaldet tilfaldt Syoſel⸗
manben, maatte det endog være en Fordel for deune, at faamange For-
beydelfer fom muligt bleve begaaede, og heraf fulgte igjen, at jo mere
havefyg en Sysfelmand var, befto mindre Jnteresfe maatte Han have af
at forebygge Forbrybelfør, faat han ej tan have lagt fonderlig Bind
derpaa, men desmere paa at opdage og forfølge dem, ber allerede vare
begaaede, og giøte fig dem faa forderlagtige fom muligt.

Efter faaledes at have betragtet Gysfelmendenes Stilling, der nu
itte væfentligt avftilte fig fra Lehnsmendenes i Sverige og Danmart,
ville vi i Korthed gjennemgan GSyflerne enkeltvis, og angive, hvo der
beftyrede enhver af dem ved Kong Haakons Død og i de mærmefte ar
derefter, forfaavidt Oplysning derom forefindes. Hvad Dolo angnar,
da Have vi allerede feet, at Benedict Rikolasſon maa have været Foged
paa Akershuus, hvortil den fydveftlige Deel af Osloſysſel hørte, alke
rede i Kong Haakons Vid, lige til 1388, og at Han havde denne Spå
fel fom Pant. Den øvrige Deel af den oprindelige Osloſysſel, nemlig
Meftre-Bergheim, Lomedal og Margretedal, hørte fremdeles tilligemed
Follo til Marieticten i Oslo, hvis Provft altſaa — for Tiden Hr.
Henrik Henritsføn — var faft Gysfelmand. Paa Befbføld havde Ketil
Bigleiksføn endnu Syflen i 1376; fiden nærnes ingen i dette Embede
førend Jon Reidarsſon Darre i 1886—1320, og formødentlig til
1392, hvorhos Gaute Eriksſon, fom vi have fest, var Fehirde paa
Tunsbergshuus fra 1381 til 1386. Om Ketil ogfaa betlædte dette
Embede, tør vel være tvivlfømt, da han ilfe fynes at have været fan
bøjbyrdig, at en faa anſeelig Poſt efter den da herſtende Sit og Brug
tunde betroes ham: Derimod fan man neppe tvivle om, at Jon Darre
havde Embedet, . da fan å 1390 udtrytkelig kaldes „Sysſelmand paa Lund»
bergshuus“ og i 1393 førfiyttedes til Bergen fom virkelig Fehirde. Hvo
der var Benedict Mitolasføns Forgænger i Syſlen over Eker, Modeim
og Tverdalene, ber formodentlig ogſaa indbefattede Lider, Sigdal og
Krødshered, (og ſaaledes omtrent det nuveerende Buſteruds Fogderi, med
Undtagelſe af Møen og Hudreim), vides ikfe, fljønt mon dog tan være
temmelig filfer paa, atdet har bæret en af de anfeede Mend, fom vi oven⸗
for have omtalt, helft i den Frændfrabstreds, hvortil Thorgaut Jonsføn,

1) Gvorvldt Gysfelmenbenes Tyranni kunde gaa, vifer iſer ben ſtauuſte Almues

Klager af 1424 og 1425 over den daværende Foged eller Syofelmand Her:

mann. Moltefe (Dipl. N. 11. 680, 681, 888), men da be Tildragalfer, hvor:

om ber handles, ligge faa langt efter bet Tidorum, vi her have for 06, ville
vi her ef foregvibe Hortællingens Gang ved at anføreden..

1381 fag. -Gyefelmend. 211

Shrerfdftadfolkene og Sira Gyftein Aslakoſen hørte. Det er ej ufandfyn-
ligt, at Peter Mitolasføn, Rane Civindsføns Gvigerføn, foren Vid fore
flyttedes bid efter førft at have været i Alaſtarhaugs Sysſel pan Haa
lbogeland, va at han iffe førend i 1388 git til Nyfylke, vigende Pladſen for
Benediet, thi i 1385 fre vi ham fjøbe Guds paa Eker. Dog tør intet
paaſtaaes derem med Bished'). Sysfelmand eller rettere Hirdfljore i
Borgefysiel -var vel, fom vi have feet, Hr. Jon Hafthorsføn, dag
hetde ogſaa Agmund Bolt, fom det heder, Kongens Uleigemaal i famme
Sysfel ved 1887 og forefted Syſlen idetmindfte i den øvre Deel
endr å 1398), efterat han allerde var bleven Foged paa Utershuus.
Dette Forhold er ille vet Uart. Hormodentlig har Hr. Jon Hafthorsføn
fom Hirdftjore neppe befattet fig med alle entefte Forretninger, efterat
han blev gammel og fong, men har fundet fig i, at en Deel lev overladt
Agmumd, eller at denne idetmindfte blev forfenet med visſe Indtegtspoſter.
Det lader endog til, at endnu flere Mend ved Siden af Ugmund og Hr. Jon
ber have haft mindre Horleninger >). Gvo der havde Manvife-Sysfel
og Glve-Sysfel, det fidfte tilligemed Baagahuus, er uvift. Det fofte
nevnes meget fjeldent og var maaftee, fom vi allerede have nævnt, pantfat
ti Sterderne. JSkidn⸗ eller Skiens⸗Sysſel have vi allerede nævnt Bjørn
Worleifs ſon paa Bjørnthveit fom Indehaver af Syſlen ligefra 1372 til
1385, faa at han altſaa maa være betvæftet i Gyflen af Dronningen
ed Mromtiftet; maaftee han ogfaa for en Deel har haft den i Pant.

» Om afle ve her nævnte Mend og Tiden, maar be havde Syſlerne, er der
ållørebe I bet ſoregoaende handlet, faa at vi kun behøve at henvife dertil.

% Bipl N. M. 501. iV. 619. $er ſiges hon at heve en Ombubsmand paa
Bime; ba Han I 1393 lod Gyrid Hallvardsdatter afſtaa fig nordre Thumn
før hendes Faders Bader, fynes han og at have handlet I Taenſtab af SGys-
felmand for benne Deel af Borgefysfel. Imidlertid fedr man af Nlcolaus
Gørges Optegnelfer om danffe og norfre Lehn omkring 1425, altfaa (ffe fuldt
150 Mor eſter Roug Olafs Tronbefigelfe, at Vime Skibrede da laa til
Mterøhuns Elot, og ben fynes efter Ubtryttet at dømme, at have ligget lauge
dertil, ba beite ej omtales fom nogen nyligt ffeet Gorfojning. Der er ſaaie⸗
bes al Grand til at antage, at Gtlbreden allerede paa Agmund Bolts Tid
var forenet med Fogderlet pan Afershuns, maaſtee for at forbedre Judtag ⸗
terne. Manfiee var det eudeg netop Agmuad Bolt, ber fik denne Foranfalt
ung tilvejebragt, ba han formobentlig har haft Pant i Bime Gtibrede og
derfor Uffe Fnnde fravige ben.

3) Det ev nemlig iffe ufandfynligt, at Borgefysfel allerede um var udſtykket I
flere Smaa:Lehu, nemlig Idde og Aabygge Gtibreder, Inge dal, Gljæderg, Mar»
aftt, Gibsberge Gilbrede, Brølande Gtibrede, Bime Stibrede, Gtauns Etlbs
tide, Tune Gkbrede, Rode Gtibrede, Mygge Glibrede, Odenes. (—See nye
dauſte Magazin, VI. 6. 324). Bi finde f. Gr. Hr. Gyrd Gyrdeſon allerede
+ 1808 fom Sysfilmand: 1 Frølanbe GKbrede, -og der er al Gandfynlighed
for, at han ba allerede t hug Tid havde været det. (Dipl. A. W. 754).

14!

212 Diaf Haafonsføn.

Om Gysfelmendene i be Syfler, hvaraf Egdafylke beftod, ved man tun
liden Beſteed. Vi have feet, at Haakon Jonsſon havde Sysfel i Ro—
byggelag ved 1368; fiden nævnes en Thorleif Gregorinéføn, om hvem
intet forreffen vide8, i 1378, og berefter itte førend i 1394 Nikolas
Galle; fom ovenfor er omtalt. Vigeledes var Finn Gyrdéføn, fom
ovenfor er nævnt, Sysſelmand ipaa Vifter, eller den veftre Deel
af Agder, i 1389). Paa denne Vid maa altfan formodentlig
ben Inddeling allerede være fleet af Syflerne i Egda-Fylte, ber fiden
blev ben fedvanlige, og fom ligger til Grund for den nuværende, nem⸗
fig faaledes at det forrige Øfter-Agder var deelt i to Syſler, det egent
lige Oſter ⸗ Agder eller Nedenes · Sysſel og Robyggelags · Sysſel, og det
forrige Veſter⸗ eller Nord⸗Agder ligeledes i to, Midfydfel og Liſter⸗
fysfel. Gysfelmanden i Mobyggelag fynes, naar han opholdt fig i
Spflen, at have haft fit Vilhold paa Vhveit i Hamlids Sogn, og Sys-
felmanden i Øfteragder paa Nidarnes eller Nedenes Kongsgaard. Mid»
fyflens Sysfelmand har formodentlig haft fit Vilhold i eller ved det nu-
værende Mandal, ved Halsaug, hvor Fyltesthinget holdtes *), og det
torde ej være ufandfynligt, at Gaute Eritsføn ved Giden af fin Forle-
ning med Stiensfysfel ogfan har haft denne, fanfom han idetmindfe fenere
fees at have haft Gjendomme der. GSysfelmand i Ryfylke var formo—
bentlig Hr. Agmund Finnéføn, faalenge han levede, altſaa indtil
4388. Gyflerne i Hørdeland og Sogn vare formodentlig allerede nu
om itte ganfte, dog tildels ſaaledes udſtykkede, fom de fenere forefindes.
Hardanger nævnes fom en egen Sysfel allerede i 1342 7), men da den
var liden og iffe inbbragte fort, var ben formodentlig overladt til en
eller anden af be flørre Syflers Indehavere, der fød den befiyre ved
Lensmend eller Ombudsmend. Saaledes finder man i 1380 en Arnvid
Cighvatsføn, kensmand i Hardanger, og 1397 en Magnus Asfurs-
føn, «Kongens og Thoraldes Ombudsmand“ i Hardanger *). Denne
Thoralde var formodentlig den før nævnte Thoralde Gigurdsføn. Men
ufanbfynligt er det ej, at Gaute Eriksſon ogfaa her en Vid har ført
Befalingen, fiden han ejede faa meget Jordegods der, og derhos udtryk⸗
teligt ſiges at have haft flere „Breve paa Syfler eller Lehn". Sønd-
hordeland [aa formobentfigen nu, fom fenere, til Kongsgaarden i Ber-

1) See Brev af 1389 I Grønlands bhiftorife Mindeømerker IL. S. 139.
Thorleif Øregorinsføn forefommer I Brev af 15be Marte 1378, Dipl. N.
IV. 507.

%) Dipl. N. IV. 997. *

3) Dipl. N. IV. 243.

9 Dipl. N. IV. 519. I. 560. Magnuns Uefursføn uævnes cadun, manfer |
famme Gmbede, 1408 og 1417 (Dipl. N. V. 459 og I. 655).

1381 fag. Gysfelmend. 218

gen, og foreſtodes ſaaledes af Hehirden ſammeſteds, paa denne Lid
Erlend Philipsſon til Losna. Vors faa, fom det allerede er nærnt,
til Mpoftelfirfen og havde maaftee endog i lengere Vid ligget derunder,
ligeſom bet endnu faa derunder 150 Mar fenere; den egentlige Sysfel-
mand var altfaa Magifter Capellarum, men han lod Forretningerne ber
fiyre af en Ombudsmand eller Underfysfelmand. Som faadan finde vi i
1376 Jørund Arnesſon paa Bord i Hjelmeland, Gjer af Mingheim m.
m., efter ham Arnfinn Oddsføn, fom »Kongens Ombudsmand“, 1392, og
efter ham igjen Alfinn Brynjulfsføn, der ligeledes kaldes, fongelig Ombuds⸗
mand paa Vors“ '). Nordhordeland faa figeledes under Kongsgaarden
eller Fehirde-Gmbedet i Bergen, med Undtagelfe af de mindre Dele, fom
ſerſtilt tunde være flilte derfra, f. Er. Lindaas og KHerdle Stidreder,
pvilte, fom vi have feet, vare forundte Biftop Jakob. Sysſelmand i
Sogn i Kong Haakons fidfte Lid var upaatvivligt den ovenfor nævnte
Erling Einarsſon i Hildegaarden?), men hvo bans Efterfolger
var, fan ikke ferd. Syflen i Nordfjord havde Erlend Philips
føn famtidigt med Fehirde-Embedet i Bergen, og da ben endnu i 1525
faa under Kongsgaarden, maa man formode, at Underfeggelfen er fleet
meget tidligt. Sondfjord faa i hiint Mar til Muntelivs Klofter, og det
er itte ufandfynligt, at dette allerede har været Vilfeldet paa den Vid,
vi ber have for os. Syſlen i Habdingdal var i Kong Haakons Vid
forundt Mariefirfen i Oslo 5): om dette fremdeles blev faaledes ved,
vides itte, figefaalidt fom hvo ber paa denne Vid havde Valdres,
Søndmøre, Raumédal og Mordbmøre. Gaute Eritsføn fit fiden
Nordmøre, men det var neppe førend efter 4400. Muligt og at alle
vede nu enfelte mindre Behn her vare fraftilte, navnlig Folſten med
Edo. Ut Haaton Gigurdsføn, Hr. Sigurd Hafthorsføns Gøn og
Arving til Gifte, idetmindfte fit Søndmøre, tan vel neppe betvivles 4).
Gtørftedelen af Thrøudelagen maa formodentlig have flaaet under Fe-
$irden i Nidaroos, nu Otte Rømer, fom derhos tillige havde en eller
flere af de nordligfte Syfler i Nordland. Men endeel af Throndelagen
laa, fom bet fynes, ftadigt til Erkeſtolen, dog vides det ikke nøje, hvilken
det var; Gauldalen og Stjørdalen fynes at have været undtagne derfra,
og ligeledes GSparbyggjafylke, der færftilt forundtes Biſtop Nikolas's
Gfterfølger paa Grieftolen, faa lenge han levede, altfan tun perfonligt

*) Dipl. N. 11. 531. I. 402.

2) See ovenfor, S. 160.

%) Dipl. N. IV. 452. .

9) 3 4398 nævnes en Olaf Peterøføn fom Gysfelmaud der, manffer egentlig
fun fom $aafon Gigurdaføns Ombudsmand,

214 Dlaf $uafonsføn.

for ham 1). Man man antage, at hvad ej Erkebiſtopen havde, flod under
Fehirden, til hvem ogfan Erkebiſtopen maa have aflagt Negnfinb for den
Afgift, han foarede. Den fydlige Deel af Haalogaland eller Wlefter-
baugsfyfla (maaſtee ogſaa Bodins Sysfel) forvaltedes i 4382, og fande
fynligviis fra 1384 til 1388, af Peter Nikolasſon ). I Jemteland
var Hr. Narve Ingevaldsſon Høvedsmand, fom han kaldtes, 1382
og 1383, fandfynligviis til fin Død, og ved Siden af ham wævnes
Olaf Salvesfpn fom Foged. Hvad Oplandene angaar, da var de
ogfaa deelt i flere Syſler, hvis Udftrætning 'og indbyrdes Gxændfer vi
itte fuldftendigt tjende. I Gudbrandöbalen finde vi ben evenfor om:
talte Hallvard Alfsſon paa Sundbu udtrykkeligt nædnt fom ESysfels
mand i 1384; han var det maafte allerede under Kong Haakon, men
maa i alle Fald være bleven betræftet i Syflen ved Kong Olafs Vrone
beftigelfe. Sandfynligviis betfædte han Embedet lige til fin Død, der
itte indtraf førend efter 1428, da der endnu fra 1412 og 1445 findes
Breve, udfledte af hans Lensmend, deels i nordre, deels i føndre Gud»
brandsdalen 3). Om SØfterdalen, hvorved man i denne Lib endnu
meft forſtod den fydlige Deel, eller Elbereim med Uamoot, Reindalen
og Tryſil, famt Gerna og Idre, vides ingen vet Befteed. Uſandſynligt
ev det ej, at det tilligemed Jemteland og Herdalen en Vidlang har fart
under Hr. Narve Ingetveldåføn; men fidenefter feed. det; uviſt hvor
lenge, at have været forenet med Solper, og over bette fynes Mar-
flen Hr. Erik Ketilsſon at have haft Myndighed eller ſnarere Pan-
teret *), bhvilten endog efter hand Ded 1396 git i rv til hane Bader

1) Mye banff Mag. XI. S. 236.

7) Ger ovenfor 6. 170.

5) Ballvard nevnes uben nogen Vitel i 1979, Hødende Jordegods I Fom (Wipl.
N. I 457); Sysfelmand i Gudbrandsdalen Faldee- fri Marts 1881: (Bipl.
N.. HL 453), Medlem af Migstaabet og armiger 1398 (fommeftsbér V. 382);
t 4412 omtales Haakon Retilsføn, hans Lensmand i føndre Gudbranbøbalen
(f.flebe MI. 610), og I 3415 Hans Cenemand Andres Jonsfon fom tikede ved
en Gorretnlug paa Lom, altfaa Å ordre Gudbrandsdalen: (ſammeſtebs IL
623). Imidlertid fynes bet og, fom om Marielirken i Oslo ved 1894 havde
Sysfel I føndre Gudbrandsdalen (Dipl. N. IV. 658); maafee Hallvard ba

, fun havde bet mordre, hvilket beſtyrkes af. at vi 1405—1408 finbe Hallvard
Bergthorsføn fom fongelig ,Ombudamand* I oldebn, alkfaa I føndre Gud»
braudedal (hvis dette ellerø ilke var forenet med Bardal). Hallvard Alføføn maa
være bleven meget gammel, ba han levede endnu i 1428 (fammeftedø Ill. 694)
Gaarden Gunbbu, hvortil han flrives, fi har med fin Huftru Jarthrud
Baalsbatter, der fynes at have nedfammet fra Merkesmauden Hr. Paal
Grifsføn, maaſtee at have været hans Datters Gønnedatter (Dipi. N. ll. 85.
Il. 70: I. 284. 288. l11. 623.

%) Beder, LAldſte dauſte Ardiv-Megifzaturer, I. S. 80. jvfr ovenfor &. 155.

1881 føg: Gvrfeimnn. 215

Axel Metifsføn. Men fvorvidt Oſterdalen har været forenet med
det, bliver altid tvivffomt. Uagiet Solser regueded til Raumarike i vidt
løftig Forftand, man dette dog ſaaledes alerede nu have dannet en Sys⸗
fel eller Forlening for fig. Det øvrige Raumarite var maaſtee ogſaa
allerede nu belt i to Syſler, det egentlige Raumarites Sysfel (øvre
Manmotikt eller Ullenshobs og Med Kredinger) og Sudreims Vreding.
Med denne ſidſte — maaſtee med dem begge — var vel Hr. Sigurd Haf⸗
tjordføn forenet til fin Død, og efter ham GSvigerfønnen Jon Mar-
tinsføn. Hedemarken var deelt i to Gyfler; ben nordlige var neppe
m mere fom før lagt under Biftopsftolen i Hamar; men hvo der havde
den, vides ej; i den fydlige nævnes ved 1383 en Sunnulf: Jvardføn,
der ogſaa foretommer i 1395, uden at man fan fee, om han da enduu
fade Gabedet '). Af Landftaderne veftenfor Mjeſen og Raumavite ude
gjørde i den fenere Vid baade Thotn, Bardal, Band, Hadeland og Rine
gruite egne Syſler eller Forleninger, men om dette allerede var Vilfel-
det å 4380—41400, Mn ej af de forhaandenværende Brevſtaber fres.
Bit er det, at Juøjold Guthormöføn paa Oo, gift med Hr. Sigurd
Hofthorsføns uegte Datter Cecilia, var Sysſelmand paa Lhotn i 1361,
men men: verd ifke, hvo der fom efter ham; ligeledes have vi feet, at
Modheinr tilligemed Tyerdalene (Snarvei, Sigdal 0. fl.?) der egentlig
førte tit Ringerife i: vidtløftig Forfland, idetmindfte i 1388 floges fam-
men med Ger og Lider pan Veſtfold til em enefte Sysfel under Be»
mediet: Nifvdadføn. Forevrigt er det ikke ufandfyntigt, at flere af de her
nebute Gysfelmend og andre; pvis Ravn ikke tjended, men fom foreftod
de mindær Giyfler,. egentlig kun have været Underſysſelmend eller Om»
budswend under ert: Hirdftjøer for hele Oplandene, fom da neppe fan
have været nogen ander end Hr. Sigurd Hafthorsføn, faa lenge denne
lebede.

16. Zorhandlinger med Hanſeſtederne. Vekræftelfe af deres Privilegier i
Horge udſettes. Bronningen faar de Maanfté Glotte tilbage og forliger fig
med Sreverne af Holten.

Etter ſaaledes at have nærnt de meſt fremragende Mend og Kvin-
der i Norge under Kong Olafs kbrte Megjering og de nærmefte Mar
derefter, famt antydet deres Familieforhold, Stilling og hvad der ellers

Dere hot vir at Gu. Grit Ketltøføn I 1386 overlod Hr. ulf Holmgetreføn
Goder paa Golser midd hans Drel af Agnahokm.
3) Dipl: N. VI: V. 388:

216 bit $antonsføn.

fan bibrage til at give en nogenfunde vigtig Foreſtilling om deres Per-
fonligfed, optage vi atter Fortellingens Traad og vende os førkt til
$Hanfeftæderne, hvilte man nu næften funde falde den herftende Magt i
orden. Disſe vare viftnok itfe fynderligt tilfreds med, at Kong Haa
ton havde føgt at fette en beftemt Grendfe før nye Anmasfelfer fra de
tydſte Handelsmends Side og Overgreb ud over de fidft befræftede
Privilegier. Ligeledes var dei flet Lune over alle de Kaperier, der nu
fandt Sted i de danffe Farvande, og fom føleligt hindrede deres Skibsfart.
Det ſtod ikke til at fragaa, at de Kaperftibe, fom mange danfte Slotsherrer
ubruftebe, ilfe tegnede bet faa nøje med at opbringe og plyndre Stibe, der
tilhørte Stederne — den Omftændighed at tvende af dem, Wismar og
Noſtock, flod under mecklenburgſt Højhed, laante vel for en fror Deel Paas
ſtud dertil — og det var derfor itte faa forunderligt, at GStæderne gav
— Dronningen Gtylden, fom om hun hemmelig begunftigede de faakaldte
Gørøvere, ifær da flere af Slottene, hvorfra Røverierne foretoges, vare
fongelige, fom Cøborg og Ubrumstorp, men pantfatte til egenmeg-
tige Øøvdinger, faa at hun endnu itte havde tilſtrekkelig Raadighed
over dem. Ligeſaa ſtor Aarfag til Misnøje gav det, at Sysfelmendene
og de føngelige Ombudsmend i Norge, efter ben fremdeles herftende Be⸗
ſtemmelſe, at ingen Konge kunde give Veitſler eller Friheder for fengere
Tid end fin egen Bevetid, nu betragtede de nyg betræftede Privilegier
fom ophørte ved Kong Haakons Død, og paa Grund deraf, fonr bet
paaſtodes, trykkede Kjøbmendene med utilbørlige Paaleg. Under Dron⸗
ningens Ophold i Morge om Vaaren 1381 fandt det danfte Rigsraad
det endog tilraadeligt at fende Befuldmegtigede til en KHanfebag, fom
Lite, . Roſtock, Mismar og GStralfund holdt i fidfmævnte Stad, for
ubtrytteligt at forfikte, at Dronningen var uſtyldig i Kaperierne, og for
at melde fra Hr. Hennning Putbufdj og Konrad Moltete, at disſe vilde
øjøre fit Bedfte for at flaffe Staderne Erftatning '. Den nærmere
Behandling af denne Sag blev Henftudt til en ny førre Dag, der holdtes
i Lübeck ved St. Hansdags-Tider, og hvor der indfandt fig Deputerede
baade fra de liflandfte, preusfifte og nederlandſte Stæder. Her klagedes
over den Overlaft, de tydfte Kjøbmend feed i Skaane, faavel af Foltet,
vem de viſtnok var meget forhadte, -fom af Herverne paa de Slotte, der ej var
flillede dem til Pant, fom Lindholm, Yftad m. fl. Men Sagen om Sørø-

') uddrag af Recessus Hansæ hos Guhm XIV. S. 96. Det funde efter Refe—
vatets Ord endog fynes, fom om Hr. Henning og Konrad Moltete felv var
tilſtede ved Mødet; tybeligt er bet I alle Fald ikke, om de perfonligt havde
indfundet fig, eller overbraget Gefandrerne at fremføre deres Forfitring.

1381 fag. Borhærdiinger me Hanfeftederne. 217

verne fom alligenet itte fynberligt til Behandling her; derimod inde
fandt ber fig Ubfendinger fra be tydſte Kjødmend i Tundberg og
Dölo med Klager over, at de fvarfigen forurettedes og beſtattedes af
Fogderne tvertimod Privilegierne; man havde vel i Breve til Drons
ningen og Fogderne gjort Foreſtillinger derimod; men Fogderne havde
ligefrem fagt, at Wrivilegierne ej gjaldt efter Kongens Død. Det blev
derfor paa bette Møde beftuttet, at Gtæderne frulde tilftrive Rigg.
raadet i Norge med Anmodning om at faa Sagen ordnet paa den bedfte
Maade '). Men førinden noget Brev herom kunde blive ferdigt og an-
tomme til Morge, var idetmindfte den ſtorſte Deel af Raadet paa Bejen
til Throndhjem før Hyldingens Skyld, idetmindfte var man faa opta-
gen af Forberedelſerne til denne, at man itte førend den var omme kunde
give Stæderne noget Svar. Dette fete ſaaledes førft den 28de Auguit,
medens Drottfeten og endeel andre Maadsherrer, fom vi ovenfor have
berettet, vare forfamlfede i Hornborefund, hvad enten be nu var paa Vejen
tilbage fra Vhrondhjem, eller de havde famlet fig efter Vilbagetomften
for at begive fig ned til Dronningen. Svaret, der affendtes under Bir
flop Jon af Oslos, Drottfetend og Haakon Jonsføns Segl, gav kun den
Befteed, „at man havde forenet fig med Dronningen og overdraget hende
Kong Olafs og Rigets Hverd med Henfyn til Stæderne, faa at hvad
hun dagthingede med dem om Fred og VPrivilegier, Vet ſtulde fraa ved
Magt, indtil Kong Olaf fom til fine myndige Aar”. De øvrige Raads⸗
herrer, fom tiltraadte dnne Erilæring, var Provft Binalde Henriksføn,
Magifter Capellarum, Cantfleren Provft Henrit Henriksføn, Gaute Eriks⸗
føn, Benedict Ritolasføn, Henvit Midjelstorp, Alf Haralbåføn, Jon Mare
tinsføn, Jon Darre og Agmund Bolt *). Dette Brev maa altfaa være
blevet fremlagt paa et Møde, fom GStæderne atfer ved Midten af Sepe
tember : holdt i Skaane, fornemmelig angaaende de Ulemper, fom her
fandt Sted med Henfyn til deres Handel og Fifterier. Bed dette Møde
henvendte de Deputerede fig til Dronningen felv, der enten var tilftede eller
iafle Fald itte langt borte; med fornyet Anmodning om, at hun vilde ſtad⸗
fefte Stædernes Privilegier i Morge. Hun foarede hertil, noget undvigende,
at hun visfelig havde Fuldmagt dertil og vilde bruge den paa et fenere
Møde, men at baade hun og Rigsraadet var enige om, at ,,nu, da Kon»
gen var Død, var ogfaa Privilegierne døde": et Svar, fom de Deputerede
not fandt noget befynderligt, fiden de befluttede i Forhandlingerne: at
indføre biint Brev fra Rigsraadet, med den Bemertning, at Rigsraadet

2) Ger Ubbrag af Recessus Hansw hos Guhm XIV. S. 97, 98.
9) Dipl. N. I. 469. :

As Diet $eclvnofen.

hadde tilſtrevet dem: faafebee” 1). At Dronningen vilde hale Gugen ut,
ev øjenfynligt, og Henfigten tan vei neppe havde været nogen ander, end,
fom man figer, at holde dem i Stat, derls for at afftrætte Stavene
fan meget mere fraat begunflige Medlenburgerne, deels vet ogfaa for. at
have et ſterlere Baand paa dem til at holde fig Fredsflutmingen af 1870
efterrettelige, ved hvilten de efter femten Aars. Forlsb, hvilte Termin ru
ſterkt nærmede fig, ſtulde tilbagegive de pantfatte ſtaanſte Støtte. Dg fan
vidt man fanrfee, blev der ingen Fornyelfe af Privtlegierne i Morge ud⸗
fevdiget, faa lenge Rong Olaf: fevede, ſtjont der ogſaa i 1984 og fore
modentlig ofteve blev klaget over be Forurettelfer, Kjøbmendere i Norge
meente at have lidt. Disfe Førurettelfer funne dog: neppe have været far
ſtore, fom Kjebmendene ſtildrede dem. Disſe maatte dog: nu ved fir
Migbom: og ben: Penge⸗Afherngighed, hvori uden al Vuivk em Mengde
af Mordmendene flod til dem, have fanet fin Handels DOverirgenhed fan
faft begrundet, at be Indftrænminger, der paalagded vem, ikke fanne
have haft fynderligt at betyde. Det verfte var formiadentlig, lat
flere Befalingsmend, under Paaſtud af at Stæderned og Kjødmens
denes Vrivilegier, og ſaaledes ogfan dem Urtifel: i disſe, der forbøv
Rordmendene at befatte fig med Brag og ſtibbrudent Gods, der tilførte
Stwderne, vare ophørte ved Kong Haakons Død, sjeblikkeligt efterat denne
havde: Begyndt at gjøre Strandretten gjeldende mø harfeatifte Stibe
ligefaatel: fom mob anbre, og tilegnede fig: baade Vreg og: Gods 2).
Horom ſynes ifær: Kjebmendenes Klager at have drejet: fig. Stederne
felts vor. bog aabenburt langt mere optagne med Kaperiedhe i: de danſtt
Farvande og med der ſtaanſte Anliggender. I Visfe Kaperier, der,
fom: ovenfor nævnt, før en flor Deel breves for danfte Glotfe, endog
tongelige; men: fta faadanne, over hvilte Dronningen endnu itte havde
tilbørlig Raadighedi3), deeltog ogfan em: Hr. Günther, ber alerede

3) Gorhandlinderne paa dette Møde finder' ej I den lũdeckſte, men å den wismarfte
Robessob Hanse: Dronnligen. vær: paa denne Vb: ente I Gallanb;. hvor
«hen var ben 2850 Juli, eller: var maaſtee endog: allerede Fommen tilbøge: til
Gjeland; under alle Omfændigheder funde man have hendes Svar, medens
Mødet endun holdtes.

3) Bette fremgaaer af hvad ber nedenfor berettes om Klagerte over Hr. Gin: .
ther of MBedbhonfenr

%) Som: ber fornrinfte Blandt: Ghrøverne- uabnes) Johan Giupendat, Slbicherre
tl Gøborg, ogsenritSacbenberg: amt: Roſchtdegh Gtotøhreter: 4 Ubenmé»
torp, begge fo Fongelige Glotte. Af en OQvittering, fom be to ſidſtucvnte
udſtedte ben Iite Octbr. 1382, fres det, at de indtil da Havde haft Adrums⸗
torp med tilliggende Fogderi i Pant og. førft da vare bleyne udloſte (ſee Suhm
XIV. 6. 104, 105). Ganbfynligvile har dorholdet været bet famme med
Søborg.

1381 fag. Borhondlingee med Hanfekaderne. 21

i Rong Haakons Vid havde foret en Borg, Sysfel eller anden Beſid⸗
delfe i Norge, og fom faaledes neppe fan være nogen anden end der
Ginther af Medhonfen, der nævnes fom Medfem of Raadet under
Kongens Ophold i Marftrand om Sommeren 1374, hvorfor bet ogſaa
bliver ſandſynligt, at hans Forlening netop har været fidftnævnte Sted; ver
lag faa betvemt til at øve Kaperier 1). Ligeledes nævnes Nisſe Suarte-
flaaning i Halland blandt Kaperherrerne. Den Omftændighev, at Dron⸗
ningen ikke havde faa flor Myndighed over de førøverfte Herrer, at hun
ved et Magtſprog unde bringe dem til at holde inde med deres Utæfen,
gjorde, at Gtædrrne felv maatte tage fig til Mette imod dem og: ubrukte
de ſaakaldte Fredsflide til at renfe Farvandene, uden at dette ſtulde ane
ſees eller ble anfeet fom noget Fredsbrud mo» Dronningen. Om
en ſaadan Udruſtning enedes man paa den før omtalte Hanſedag i
fibed om Sommeren 1381, og dette har maaſkee været Aarſagen til,
at Slotsherren pan Søborg Jopan Grupendal tilligemed en anden Hære,
Thomas v. d. Hagen, indfandt fig paa den Hanfedag, der afholdtes til
fomme Vid: og paa famme Sted det følgende Aar, og fluttede fær for.
fig: og flere andre Herrer, der ifte mødte, Fred eller Stilſtand til næfte
Mortensdag, med fire Ugerd Opfigelfe fra begge Sider 2). Benner
Gtilfland blev fiden — Dagen angives ej udtrykkeligt, men hær formo-
dentlig været om Baaren i det følgende Aar — forlenget og nbvidet *),

%) Man kunde vel nærmet tænfe paa felve Baagahuns, hviltet Margrete ved
benne Vid maa have faart tilbage, om forveften dets Bantfetkelfe til Sti:
derne virkelig havde. fundet Sted, hvad et og andet, ſom vi have feet, ſynes
at antyde. Men da det er aabenbart, at Guͤnther allerede maa have haft fin
Vorlentng, hvilfen det ma monne være, lige fra Rong Haafons Tid, fan dette ej
have været Baagahuns, med mindre man anteger, at Pantfeltelfen til Hanſeftæ ⸗
birme ef fanbt Gted. Der har: hidtif ej været opdaget noget Beevfab eller
mogen. anden Ovlysning, ber fan bringe denne Sag: paa det Meme.

7) tlbbrag.af Recessus Hansæ os Guhm XIV. S. 105.

3) Bunge, Llv.s, Gf.«Kuvl.-Urfundenbud, No. 1188. Beretningen ex.aftrylt-efter
el Blad Papiir I det revalffe Ardiv, ber fynes at have været en Meddelelfe-
fra Raadet I en af be andre Hanfeftader til det revalffe. Den er ef forfynet
med Datum, men antages af Bunge (Megefler No. 1404) at figte tll negte
Morhandliinger, fom Stederne i 1382 havde med: Gørsverne i Midmar.
Bunge henvlfer her. til Bartholds ,Gefdidte der deutſchen Hanfa", Ul. S.
210. Imidlertid nævnes der I den lübeckſte Recessus Hansæ intet om noget
faavant Wlyde I Miemar, og fanvidt man har funnet bringe I Crfaring,
forefommer heller iffe i ben midmarfte” noget derom. Et fandant Møde
maatte have funbet Sted ved Mortensmesfe, da Gtilftanden, fom fluttedes
veb Mibfommertib 1382, udløb; men om ogfaa et faadant Mode har været
holdet, fatt bet dos ef have været paa bette, at ben her omfpurte Fred flate
tedes, thl dene blev aabenbart iadgaaet om Baaren, fden det! udiryfteligt
figes, at Friſten til førfe Marlemesje (15be Mnguk) var forføre om den til

200 Dlat $qatonefon.

og de førøverfte Herrer maatte nu endog frille hver een eller to andre
Herremend til Gitterhed for, at de virkelig vilde holde Stilſtanden, Jo⸗
ban 'Grupendal paa Søborg, famt Henvit Wardenberg og Paſchedag paa
Abrumstor; til næfte Mariemesfe (altſaa vel d. 15de Auguft), og Nisſe
Gvarteftaaring m. Ål. til næfte Kyndelmesfe. Hine, der un fit Fred
til Mariem:8fe, vilde gjerne," heed det, have faaet den paa længere Vid,
men da de havde meſt at tade, vilde Stæderne ej give dem den længere Dag:
et tybeligt Tegn paa, at Stæderne nu havde Overtaget. Som etflags Beniis
paa, at Dronningen ej ſpillede under Dette med Sørøterne, maa det vel ane
ſees, at Hr. Henning Putbuſch felv tilligemed to andre danfte Raaddherrer mod»
tog bine Forføfter paa Stædernes Begne. Imidlertid holdt Stæderne flere
Møder og underhandlede ogfaa flittigt med Dronningen, fom da om-
fider tilligemed Hr. Henning Putbufd og andre danſte Raadsherrer inde
fandt fig paa em Hanfedag, der holdtes i Gtralfund den 24de April
1384, og levede, føm bet heder, efter mange Dagthingninger og For⸗
handlinger, at hun og Raadet med fuldtommen Troſtab vilde hjelpe Stæ-
berne mod Møverne med O Stkibe og 100 Bevæbnede, der frulde møde
frem til næfte Aars Pinds. Vil nærmere at beftemme Crftatningen for
den Stade, Kjobmendene havde lidt, fiden Kaperierne begyndte, berammeves
et nyt Møde i Staane til den 8de Septdr.; hertil vide Dronningen og
de nærværende Naadsherrer indkalde det hele Maad faavelfom dem, der -
havde Rigets Slotte, navnlig Hr." Giinther, for at fvare til den Kjob⸗
mendene tilfrjede Stade; udebley nogen af dem, over hvilke Stæderne
havde faget, da vilde Dronningen og Maadet hjelpe Stæderne til fin
Met Hos der. Lil Sommeren vilde Stædérne underføge, paa hvilte
Slotte Røverne havde fit Vilhold, og hvis man da fandt for godt at
belejre disſe Slotte, ſtulde Dronningen og Raadet af al Magt hjelpe til
dermed. Deg forbeholdt Dronningen fig nærmere at handle med Raadet
om benne Sug og give Svar derom paa det aftalte Møde). Dette
blev af Warfager, fom nedenfor ſtal nævnes, ej holdt faa tidligt, fom
berammet, men førft en Maaned fenere, den Ode Octbr., paa Falſterbod 2).
Her indfandt Dronningen og det danfte Raad fig, fom aftalt, og lige-
fedeg mødte Hr. Günther frem, men derimod itte de danfle Slotsherrer,
fom det var lovet. Da Ginther nu blev manet, fom det kaldtes, angaa⸗
ende den Stade, han havde tilføjet Stæderne, tilftod han ligefrem, at
ban efter fin Herre Kong Haakons Død havde taget ibbrudent Gods

Kyndelmesfe. Der man ſaaledes her figtes til et Møde om Baaren eller
*. orjommerea 1383, der ef fan være det, fom Barihold omtaler.
1) Uitbe. af Recessus Hanse hos Guhm, XIV. 6. 133.
2) Sanmeitedø, S. 136—137.

1381 fag. Gorhaadlinger med Hauſeſtaderne. 221

og hvad der fandted i Søen, men erklærede fig villig at give det tilbage,
hois man ved mæfte Sammenkomſt mellem Morges Raad og Stæderne
fandt, at han deri havde gjort Uret. Heri vilde dog Stæerne ej finde
fig, men meente, at hans Uret var foletlar, og at han derfor alle»
rede nu burde gjengive Govfet. - Dronningen fagde, at hun not ſtulde
førge for, at Hr. Ginther og alle hendes Mend flulde opføre fig. ſaaledes
imod Gtæderne, at disſe vilde tafte dem derfor. Med denne temmelig-fvær
vende Forſikkring fynes Stæderne før det førfte at have maattet ladet fig nøje.
Zil deres Unle over, -at de danfte Slotsherrer itte efter Løfte ' havde
indfunbet fig, foarede Dronningen og Raadet, at den flore Nød med den
sæværende Driog, (nemlig mod Kong Ulbredt, fom det i det Følgende
vil blide omhandlet) havde gjørt det umuligt at medbringe dem, hvilket
ogſaa var Grunden til, at dette Møde holdte fenere end bet oprindeligt
var berammet. Derimod vilde hun og Raadet-gjerne holde et Møde i
Helſingborg med Gtæderne paa den Dag, da Slottene i Staane flulde
gives tilbage ifølge Brevenes Lyvelfe. Dette Forflag vilde bog de De».
puterede itte antage, men fagde, at de førft vilde høre fine egne Raads
Mening derom.

Det Unliggende, fem her var paa Bane, var maaftee den fornemfte
Drivfjeder til, at Margrete og det danſte Rigsraad nu sjenfynligt føgte
faa meget fom muligt at holde Gtæderne ved godt Lune vg give
dem be bedſte Løfter. Ifølge Fredsflutningen af 1370 vilde den Tid af
femten Aar, i hvilte Stæderne frulde befidde de fire ſtaanſte Slotte og
Fogderier, være udløben i 1385, og de flulde da gives Dronningen til:
bage. For hende maatte det nu være dobbelt magtpaaliggende at faa
dem igjen, da Kong Ulbredt havde begyndt Krigen paany og muiigtviis
hunde benytte fig af, at de vare i Yydfternes Hænder, til at faa dem i
fin Vold. GStæderne fyntes endnu ikke at have været ganfte enige med
fig ſelb om, bvorvidt de nu vilde opfyde dette Bilkaar. De vedtog
tun at holde et nyt Møde i Lübeck Idie Søndag i HFaften det
følgende Mar for at raadflaa herom, faavelfom om den Gtade,
Kjøbmendene havde lidt fra Danmart, m. m. ); vverhoved fynes
de temmelig tybeligt at have givet at forflaa, at deres Villighed
til at opfylde Biltaaret vilde blive afhængigt af Dronningens og
Raadets Billighed til at fraffe dem Erſtatning før den lidte Gade.
Imidlertid er bet ogfan paa den anden Side umiskjendeligt, at det i og
for fig itte fan have været Stæderne faa meget imod at blide hine ſtaanſke
Slotte qvit, da deres Bevaring koſtede dem uforholdsmesſigt mange
Penge; men dette var naturligvis noget, fom de ej omtalte for Dron-

1) Uddtag af Recessus Hansæ, hos Suhm, XIV. S. 197,

222 Diaf-Qastonsfon. -

ingen 1). Den frembeles vedvarende Krig Hindrede imidlertid Mrun-
mingen fra at indfinde flg til -Hiint 'Møde i Liubeck, og Gtaderne indbed
herde Derfor ſtriftligt 111 at lade møde ved en ny Gamling Å Stralfund,
hvortil hun felt mærmere kunde befemme Tiden 2). Denne Gamling blev
'ogfan Holdt ved St. Hansdags Vider. Men allerede førinden maa det —
man erfarer itte hvorledes — ej · alene have været dfgjørt, at Skottene ſkulde
titdagegives, men Overdragelſen man endog allerede været ſteet, da der Pa
dette Møde fremlagdes et Brev, affattet I Kong Olafs, Dronningens og aa
ders Navn, og dateret fra Helfingborg Chriſti Himmelfartsdag d. Ute Mai
4885, hvori be førmeligt erkjendte Modtagelfen af Glottene og gate
tæberne fin Qvittering derfør*). Og allerede den 27de og 28de Mai,
tan faa Duge efter Hint Brevs Udftedelfe, havde Kong Olaf lavet fig
bylde af Skaaningerne, deels paa St. Liborii Høj, verke i Lunds Dom-
titte, uden at det lader til, at Staderne gjørde nogen Indfigelfe herimod 4).
un: til at ordne, -hvad der endnu flod filbage, og formodentlig før for
at føre Beſcetningerne 'ub fra Clottene, befluttede Stoderne pan bet nyå-
nævnte Møde at fende to Gefandter til Stanne *). Men ſaavidt man kan
fee, var alt dette afgjort inden Aarets Udgang eller ſtrax derefter, fan at
Kong Olaf og Margrete i hans Mavn fra Begyndeljen af 4386 unne
figes at have dæret i ubeftvidt Beſiddelſe af dette vigtige Vandſtabs for-
nomſte Dele s en Vilvert i deres Omrande, der i å beonelig Mon forøgsde
deres Magt og Unfeelfe.

1) Det er forhen omtalt, hvorledes Omfofiningerne ved Glottenes Bevaring var
Gjenftand for Hyppige og alvorlige Forhandlinger paa Hanfebagene. Ulem⸗
peone herved Bleve øjenfynligt ſtorre og førte, efterfom Ulmuen I Gfaane
blep mere og mere mtaakmodig over bet fremmede Regiment, og herhpsMed:
Tenburgernes Tilhengere yppede Uroligheder paa fin Side. I 1382, forteller

Chroniſten i Ser. r. D. VI. 6. 534, miſtede Tuve Galen, Staanes Gjeldfere, Slot: -

tet Sburftorpfø, og Kidderen Hr. Holmzer blev bredt, formodentlig I em
Dvftend; femtidigt Hagedes ber over, at de banffe Glotehorrer I Trelleborg,
Øftad og Gymreshavn idellgt fornrettede Kjøbmendene,-at Borgermeſteren og
Bolket i Malmø ef vilde tillade Kjøbmendene at blive der længer end til de
Detoder (1381), at Glottene Å Skaane mindtoges" (1983), at Yep Mune paa
etndholm havde nebbrudt Boberne paa GStansr (1388). En af de tydſte Ber
falingsmend, Wulf Wulflam, ertlævede i Maret 1888-temstud, at han ef vilde
beholde Glattene langer and til Iafobømesje f. M, hois han ej fk flere Venge
end hidtil (Guhm. XIV. 117), 0. f. 9., Mitfammen Tegn paa, at den Are og
Tilfredoſtlllelſe, at beſidde de ſtaauſte Slotte, maa have været Stæderne meget
dyrefjøbt.
: 9) · Sammeſtede, 6. 182—144.

%) Summefins S. 145. .

%) Chron. Å Scr. r. Dan. VI. &. 594.

% Guhm, XIV. 6 14% . .

"18841 fag. Greverne.of Golfen forleuede med Gønderjyllan». PRE

Giftevat benne vigtige Sag var.ajgjovt, ſtroed Dronningen og Maddet til
at bringe et andet, ilfe mindre paatrængende, Anliggende å Orden, om mid
iffe paa en ligeſaa tilfredeſtillende Maade, dog i alle Fald faa godt, Fom det
efter Omflanbighederne kunde ventes. Det danfle Kongehuus havde mu
lige fiden Grev Gerhards Dage ligget i Strid med de holſtenſte Grever
om Gøsberjpkand, hvortil De meente at have Arveret ifølge Kong Ghri-
flaphers Fonfifringsbrev af 1330. "Den tappre og navnfundige Grev
$enrit, bviften vi i det føregaaende faa ofte Have haft Anledning til at
ontale, var bød 1381, efterladende fig umyndige Sanner, men hans Gupder,
Grev Mitolas eller Claus, levede enda og tilkjendegev nokfom fit Bikje,
ti at· gide Gilip paa Hertugdømmet, idet han i fin Vitel talde fig ,uet Ar⸗
ving” dertil 2). Erſaringen havde nu viift Dronning Margrete, at bet
under de nærtænende Omftendigheder ej var at tante paa, :at hanne fra-
vite rederne Hertugdømmet, og at det faaleded maatte være fordeelag⸗
tigere at obexlade dem det med bet Gade, knytte dem til fig fom fige
Vaſaller, og pan den Maade filter fig ej alene Fred fra deres Kant,
men eudog beres Biſtand, end iveligen at foruroliges af dådfe megtige
Fyrſter ng fre dem vede til, maar det ſtulde være, at gjøre felles Gag
mod honde med fine Frænder, Medlenburgerne. Gan beſluttede fig brrfar
til et Stridt, der fiffert man Have været meget tungt, og fomiGurm-
tiden ftulde ubøve en Sadeligere Bivfning pan Dammarks indre Lykke og
Velvcore, end man da havde nogen Umelje om, nemlig at oberdrage Øra»
verne Gønderipfland til arveligt Lehn. Hun begav fig i det Ojemed
felv til Jylland, bror hun harde em Sammenlamſt med Greverne vg
foreløbigt aftalte bet fornødne. Den højtidelige Forlening fete fiden paa
et Danehof, der holdtes i Nyborg i de førte Dage af Iuli-1386, og
fer, foruden bet danfle Maad og en Mangde andre Herrer, ogſaa hen
. mye Gxtebiftop af Midaroos, Nikolas, og den nys udnævnte Biſtop Høn-
vit af Grønland var tilffede*). Her blev nu en fuldtømmen Fred mel» -
fem Danmart og Holften indgaaet, faaledes at Grev Gerhard fom eldſte
Søn af eldſte Broder, altjan Familiens Hoved, forlenedes med Hertug⸗
demmet til rv i nedfligende Linje, Barn efter Barn, imod at han og
de mmrige Grever flulde føare det danſte Nige Mandflnb og Vjenefte;
dog ſtulde af alle dem, der famtidigt Herflede å Holfen, kun een ad au»
gen vegjeve i Hertugdømmet og føre'Litel af „Hertug i Giedvig" (altſaa
itte af Jylland, formodentlig til Forebyggelfe af pderligere Horbuinger

1) See bet af Guhm (XIV. S. 151) citenade Brev, trytt t Weſtphals Mona-
menta Il. 373,

% Ste Detmar, S. 338, jfr. Dipl. Norv. IV. 530, Grønlands HlPorifte Mindrø:
vesnerfer, ll S. 198—190 og Suhm, XIVS. 180—102, Foo $rt-pkgtigftr,
denne Gag vedkommende, findes famlet. i

.224 Olaf Haatonsføn.

paa dette Landſtab); herefter ſtulde ingen Hejde finde Sted mellem begge
Parter, og al Fvift mindeligen afgjøres ved Voldgift. Den ene af Par-
terne ſtulde underftøtte den anden mod hans Fjender,. naar dette forlans
gedes, og det beftemtes udtrykkeligt, at Gveverne flulde foerge at oprete
holde Rigets Landefred til Lands og Bands mod Røverne. Herpaa af-
lagde faavel den unge Hertug fom hans Brødre og deres gamle Far-
broder Grey Claus højtidelig Eed, men det er fet at forſtaa, at uagtet
Øerhard førte Hertugnavnet, var dog Claus den, der egentlig havde
Magten og: førte Regjeringen, faa leenge han levede. Havde Margrete
funnet forudfre, hvilte Lidelfer denne Forening mellem Holften og Sles—
vig bilde bringe over Riget, da havde hun maaftee heller udfat fig for
at have Holfterne til Fjender endnu. en Tidlang, end indladt fig derpaa.
Men.. faa fremfynet var-man ej, og det er endog et flort Spørgsmaal,
bvorvidt man i de Tider, felv om man havde, kunnet forudfee den
Denationalifering af Stesvig, hvortil denne Forlening aadnede Vejen,
vilde hane haft Forfand paa at erkjende den for en fa ſtor Mational-
Ulytte, fom den nu vifer fig at have været. Dog viifte. de førfte flade
lige Følger af Foreningen fig tidligere, end maaſtee endog Margrete felv
havde tæntt fig muligt. Imidlertid havde. hun dog nu fanet Fred. fra
-den Kant, og Gamtiden fandt bette hendes Stridt at være færdeles vel
betæntt. Man betragtede- hende nu, efter de ſtaauſte Glottes Gjener-
pvervelfe og Fredens Oprettelfe med Holfierne, fom mange Gange mege
tigere end før. ,3 Maret 1386", figer den famtidige luͤdeckſte Chroniſt,
„tom Dronningen. af Norge igjen i Befibdelfe af Danmarts Rige ligeſaa
futdftændigt fom hendes Fader Baldemar havde. haft det. Dette magede
Hun med flor Dygtighed, og paa den Maade, at hun førft fit Staane
tilbage, og fiden holdt en Dag med fine Modſtandere Greven af Holften,
forenede fig ganfte med dem til en evig Fred, og forlenede den arveligt
med Hertugdømmet Slesvig. Da dette var fleet, faldt der en Ungft og
Bæven over alle Mend i Riget, der maatte erkjende denne Frues Vis»
døm · og Styrke, og fom nu bød fig hende og hendes Søn til Vjenefte.
Hun indflevnede til fig Bogederne i Landet, drog fra Slot til Slot og
fød fig hylde, og forfiyttede hoilkenſombelſt Foged fra det eme Slot til
det andet, ligeſom en Klofterforftander ſtikker fine Munte fra Kloſter til
Klofter. Dette ſtete endog i et Fjerdingaars Kid inden .Kyndelmesfe
(berved menes formodentlig Februar 1387), og bet er højligen at forun-
dres over, at en Kvinde, der før var faa fattig, at hun ikke uden Benners
Hjelp tunde give et Maaltid Mad, fordi alle hendes Slotte ſtode ude
og vare beheftede mere ved Magt end med Met, nu tilligemed fin Søn blev
faa meglig i Lobet af et Bjeringur, a at der intet mangle hende i hele
Miget".

1381 fag. Berhandlinger med Hauſeſtaderne. 225

Denne Stildring af hendes tidligere fortrykte Omftændigheder og
den Sending til bet bedre; fom VBegivenhederne i 1386 medførte, er
heel mertelig; ben tør vel være noget overdreven, men medfører dog
viſtnok i det Hele taget Candhed. Flere Omftænbdigheder vife, at hendes
$ænder vare mere bundne før den Tid, end fidenefter, da hun
idetmindfte i Danmart tunde fette igjennem næften Hvadfomhelft hun
bilde *). Mu maatte ogſaa de Sørøvere indgaa Fred, fom ikte havde
beeltaget i ben tidligere Fredaflutning. Paa et Befag, fom Dronning
Margrete felv aflagde ved Hanfedagen i Luͤbeck den 13de Juli, og fom
vii det følgende nærmere tommer til at omtale, førte hun nu et andet
prog. mod Gtæderne end hidtil. Thi da der var Fale om at beramme et
Mode for at bringe en endelig Fred med Sørøverne iftand, vegrede hun
fig ved at ubfette Liden fenger end til Midten af førffommende Septem⸗
ber, ppaa Grund af vigtige Erender, hun havde at udrette i Norge" (formo⸗
mobentlig i Anledning af Kongens Myndighedö» Crilæring, fom det i det føle
gende vil feed); til den Vid maatte Stædernes Gefandter fee til at indfinde fig å
Bordingborg; Kong Olaf, fagde hun, vilde ej lenger fidde for Stadernes
Maning (plages med ivelige Erftatningstrav) af Gtæderne, og hun vilde
no vide med Beftemthed, om Staderne i Betragtning af den Fordeel,
de funde have af Kongen (nemlig Betrærftelfen af Privilegierne), vilde forlige
fig med ham (vet vil vel fige opgive alle Erftatningsfrav) hvad GSørøs
derne angit. Staderne fandt felv, at Met og Billighed bød dem at føje
fig herefter 2), og faaledes blev Fredsmedet holdt, paa aftalt Tid og
Sted. Her blev der ogfaa virkelig baade paa Danmarks og Stadernes
Begne fluttet Fred, om erd tun paa fire ar, med de GSøravere, fom
itte allerede forhen havde indgaaet Stilſtand, og hvilte nu, ligefom ine,
maatte flille hver to andre Adelsmend til Borgen for Fredens Overhol»
delfe. Hermed opphørte vel itfe Kaperierne ganfte, men man hører bog
iffe paa længere Sid tale berom, førend de faatuldte Bitalianere begyndte
at forurolige Farvandene; men bisfe udruftedes fra medlendurgfte, ikte
fra banfte eller norſte Havne.

1) At flere af de fornemfte Herrer enbuu å 1384 vare ligefaa megtige fem Drons
ningen, ja filbeelø enbog megtlgere, fynes at fremgan af Beftemmelfen van
$anfedagen i April 1384 om de I Etibe, ber fra Danmark fulde udrufes
mob Eørsverne. Dronningen paatog fig nemlig fun at folie to, Hr. Hene
ning Bulbufd ligefamange, og Konrad Moltete endog tre; to andre Herrer
ver eet. (Euhm, XIV. S. 133).

9) See Uddrag af Stadernes Brev til de prendfiffe Stæder I Recessus Hansæ, hos
Euhm XIV. S. 162. 163. Her tales ogfan om, at Norges Riges Raad fulde
indfinde fig I Bordingborg tilligemed det banfte, men deraf ſynes bog Intet av
være blevet,

mente Opel. Baden Govedeolg. 11 15

226 Diaf Ganhonefør.

17. Song Albbrecht i Sverige pad en ſwendt Jod med be fornfe Herrer.
Dronaing Margvett føger at våede ben. Albrechte Mrigåtog 1 Serdrchalland

Det ev ovenfor nævnt, at Kong Utbredt under disfe Forhandlinger
mellem Dronningen og Havfeftæderne atter forføgte Baabenlyften imod
hendes Befiddelfer. Lige ſiden den fidfte Stilftand med Skaaningerne
fynes han at have forberedt fig til et nyt Felttog, og forføgte endog
famme Yar at faa fluttet et Forbund med den megtige Kong Ludvig i
Ungarn og Polen, i hviltet Øiemed han den 7de Geptember gav fin
Broder Hertug Henrit og fin Gvoger Grev Henrit af Holſten Fuldmagt
til at underhandle med ham '). Men Grev Henri døde faa Uger efter,
og Hertug Henrit i 1383 2), bet er derfor ikte fandfynligt, at noget
Geſandtſtab er afganet, eller noget Forbund fluttet. Hans Forføg
paa at vinde Gtæderne for fig havde heller itte fynderlig Virkning.
midlertid tunde hans Forberedelfer til Fjendtfighedernes ornyelfe neppe
forblive nogen $Hemmelighed. I Norge var man belavet paa at faa
Ufred med bet førfte; dette vifer et Brev, udſtedt af Drottfeten i Kong
Olafs Navn den 20de April 1382 fra Vunsberg, hvorved det tillades
SIndbyggerne i Slagns og Baale Gtibreder, paa Grund af deres Fat-
tigdom, at bygge fig et nyt Landevernsſtib, der alene var tyve Alen langt
i Kjølen, og at bruge dette til Landets Forfvar, indtil Kongen blev myn⸗
Dig; det blev dem desføruden tilladt at benytte Sømmene i det gamle,
casſerede Skib Borrabranden til det nye, og fiden at brende dette op, dog
altfammen med ben Forpligtelfe, at det nye Stib med Redſtab og Tilbehør
ſtulde være ferdigt inden tre Aar, og at de, om det imidlertid feulde
blive nødvendigt at verje Landet, ſtulde leje eller fjøbe et ligeſaaſtort
Slib, der I alle Dele var forfvarligt 3). Dette Brev fynes at være
udſtedt paa en Reiſe om i Landet, fom Drottfeten foretog om Vaa-
ven og Gommeren 1382. Ved Sancthansdagstider var nemlig baade
Drottfeten og Cantfleren i Bergen, fremdeles udſtedende Breve i Kon-
gens Navn. Om Kongen felv var med, ev uvift, man verd kun, åt
Han ved Midten af Auguſt befandt fig i Oslo 4). Der er faaledes idetmindfte
en Mulighed for, at han om Baaren ev fommen op fra Danmart for

1) Styffe, LBibrag", Mo. 7, &. 480.

) Grev Henrif Gerhardeſon I Golften døde 1381, men Dødsdagen er ubefjendt,
(fee Guhm, XIV. 6. 101). Hertug Henrik (Suspensor) i Medlendurg døde
Marte 1383, (f. fammefteds S. 128).

3) Dipl, N. I. 470. '

9 Ger Fortegnelfem paa de i Kong Olafs Rave indiil 4385 avfødte Breve,
avenfor, G. 129, Moten. Her vil bet fres, at to Ranbøvikadeeve, ubftedte af
Kongen I Oølo den 13de Muguft 1382, eve befeglede ,i Kongene Rærnærelfer.

1381—1362. Tegu 448 mye Bjenhtllgjeder med Gverige. 227

at gjøre en flig Rundreiſe med Drottfeten, og det bliver å ake ald
fendfyntigt, at en af Reifens fornemfte Henfigter har været at efterfer
og opbjelpe Forfvardanfalterne, og at flere Breve af famme Slags fom
det 998 omtalte vedfommende Ledingsſtibene og Landevernet have været
ubfledte, men fenere ere tabte. Hvorvidt Dronningen ogſaa fulgte med
pa denne Seife, turde være endmere tvivkfomt; men at hun i alle Fald var
tilftede i Oslo, da Kongen i Auguſt var fommen tilbage dertil, maa efter
det ovenfor (GS. 122) paapegede anſees vift, da Kongen ellers neppe
vilde funne have udftedt Breve, om end blot Landsviſtsbrede, uden
Drottfetens eller Cantſlerens Medbeſegling *). Formodentlig er ber
ogſaa blevet holdt en Gftertegning med Bønderne om Deres Gtatte-
Odelſer, thi alerede å October 1384 blev en ſaadan anſtillet af Drottfeten
og Fogden paa Utershuus Benedict Nikolasſon, famt flere andre Kongs»
mend, med Bonderne paa Follo *), og det ligger derfor nær at antage, at
fignende Øfterregninger have været holdte i enhver af de øvrige Sysler,
gjennem hvilte Drottfeten lagde Brjen. Omtrent paa famme Vid befandt
$r. Rarve Ingevaldsføn fig i fin Syefel Jemteland, beftjeftiget, fom det
fynes, med lignende Forretninger *). Forholdet med Sverige var her
faa uvenligt, at enbogfan Erkebiſtopen af Uppfala maatte udvirte færftilt
beidebrer af Hr. Marve for nogle af fine Geiftlige, fom han om Høften
1382- fendte op til Vemteland for at underføge en for flere Forfeelfer

') Der findes ingen andre Brede fra Baaren og Gommeren 1382, der antyde,
at Kongen eller Dronningen da opholdt fig I Danmart.

7 Dette ſees af et Brev, der fidem har været fønderklippet I Memfer, for at
bisfe funde bruges fom Seglremmer ved et andet af 16de Detober 1381, (Dipl.
N. VI.), men faalebes at mon endun ved at legge Remferne fammen fan læfe de
førfte Binjer beraf. Her faar, mat Hr. Ugmund Finnsfon, Kongens og Ri
gets Drottſete, med Samtykle af Benedict Mifolasføn, Foged paa Alershuus,
og flere Kongens Mend, gave endeel navngivne Bønder paa Oelo fvlt for
vleſe Stytler Kvag» — formodentlig I Mfgift eller Bisøre. Den fdfte Deel
og Datum mangler, men det er tydeligt mot, at Brevet har været omtrent
famtibigt med bet, hvori Remferne eve befeglede, ſiden Hr. Agmund kaldes

- Drottfete, hvillet Han ej blev førend ved Hyldiugen, og fom han altfaa ef
Fande Falbe flg I Dele, hvor Brevet mnbenbart er ffrevet, førend efter Lil-
Bagefomfen fra Lhrondhjem. Af Dipl. N.-11. 469, hvorved Kongen, vet vil
fige Drottfeten I hans Navn, overdrager Tidefe Elytte og Gudbrand Er—
Uingeføn Kronens Gorbring hos Thorbjøru Koll for Drabet pas Hr. Hallvard
apa, fres det, at Drottfeten d. Ide Octbr. 1381 var I Oslo, beftjeftiget med
Megjeringsfager. Gaaledes har vel han og flere Raadsherrer opholdt fig ber, paa
venne Maade beftfeftigede, fen Filbagefomfen fra Hornborefand d. 28ve Angnft.

3 Bed Brev af 24de Maris 1983, udſtedt paa Jemtemotet, altfan fra Berg paa
Brøsaen, friffendte Hr. Marve en vis Hon af Afre for ben Befyldning at
Save underſlaaet et Gtatteflind for Kongen. Dipt. N. N. 447.

15*

228 Olaf Haalonsføn.

antlaget og fordreven Probſts Sag). Seent om Høften 1382 blev
der holdt et Høvdingemøde i Bergen, hvor Drottfeten atter var tilſtede
tilligemed Hr. Gigurd Hafthorsføn, alle de tre fornemſte Fehirder, nem-
fig Erlend Philipsføn i Bergen, Otte Rømer i Vhrondhjem og Gaute
Gritsføn i Vunsberg, foruden Provft Binalde, Peter Nicolasſon, Sys-
felmand paa Haalogaland, Lagmanden i Bergen Jon Aslaksſon, og
flere andre; muligt at Kongen ogſaa nu var tilftede, idetmindſte udfer-
Digedeg der Breve og Metterbøder i hans Mavn*), dog er det itte
fandfynligt 3). Droningen var i alle Fald reift til Halland og Sjæland.
Man veed fun lidet om Forhandlingerne, men at de før en ſtor Deel man
babe gjeldet Kongens Indtægter og Ledingsvæfenet, fynes man allerede
af de tre Fehirders Mærværelfe at maatte funne flutte. Et lignende
Møde blev i det følgende Aars Auguft Maaned (d. 26ve) holdt i Luns-
berg, hvor ligeledes Drottfeten, Hr. Sigurd Hafthorsføn og de tre Fer
Birder vare tilffede, og hvor derhos den nye Erkebiſtop Nitolas — der
nu for førfte og fidfte Gang aflagde et tort Beføg i fin Kivteprovins —
tilligemed alle de fire Biftoper, Jon af Oslo, Jatod af Bergen, Olaf af
Stavanger og Sigurd af Hamar vare nærværende *). Heller itte om For-
bandlingsemnerne paa dette Møde, hvorfra ber ogfan udſtededes Kongebreve,
frjønt Kongen da neppe var i Norge 5), have vi fuldſtendig Efterretning, men
ben Gjetning ligger nærmeft, at de tildeels vedtom den daværende Krigs-
ſtand, og formodentlig ogſaa Sporgsmaalet om, hvorvidt Hanfeftædernes
Privilegier ſtulde bekræftes eller ej. Å

$vad der hindrede Kong Albrecht fra at begynde noget nyt Felttog
mod Kong Olaf og Dronning Margvete allerede i 1382, var neppe no
get andet end en ny Uenighed, ber var opftanet mellem ham og hans
Maad, famt de øvrige Stormend. De nærmere Omftændighever derved
tjendes ifte, men faa meget fan man flutte fig til, at Kongen, utaalmodig

1) See Hr. Narves Brev fra Horberg af 7be Gepidr. 1382, ſtiede. Mo. 441.
%) M. gl. Love M. 6. 215.

3) Den Itte Oetober var hun fandfynligviis paa Bardberg, eller andenfteds i
$alland, fiben Johan Lifte, Hovedsmanden paa Oppenfteen, nævnes fom nær
værende ved et Brev, hun udſtedte. See Aunaler f. Nord. Oldkynd. og Hiftorie
f. 1855, 6.12, 13, hvor bette Brev (om Abrumstorps Jndløsning) er aftrytt.
Gem Dage fenere var Heurlk Wardenberg, der ved bette Brev quilterede for
400 ME. Sølv, Pantefummen for Abrumstorp, paa Fandsthinget i Sjalaud,
Suhm, &. 526, og fandfynligviis var Dronningen ogfaa her tllfede.

) N. gl. Love I. S. 216.

5) De ist. Annaler (udg. &. 336) melde, Flats Annalerue for 1384, Gfoal
holts· Annalerne for 1383, og fagmanbs-Wnnalerne med nogle Brudfiytter for
1382, nat Kong Olaf reifte til Danmark". Det fifie Aarstal fynes at være
bet rette.

-

1883. Rong Mlberdt I Gverige paeny ybmyget af Gtormendenr. 220

over den Umyndighedstilfand, hvori han befandt fig lige over for Raadet
og Høvdingerne, havde gjort nye Forſog paa at aftafte Uaget, og ſaaledes
gjørt Brud paa de højtidelige Vilfagn, han tilforn havde maattet give.
Men alle faadanne Attentater kunde ej andet end lede til nye Kræntelfer
- for ham, ifær da han nu ej Tænger havde fin megtige og ſtatskloge Fader
at ty til. Saaledes maatte han paa Gripsholm den 18de September 1383 ude
frede en højft pdmygende Forſtrivning, hvori han erklærede, at han „af fit
bee Hjerte og fin Vante havde borttaftet al Mistytte, Misftemning, Mis—
tro og Tvedragt, der paa nogen Maade og i nogetfomhelft Stytte havde
funnet veife fig mellem ham og hans Raadgivere, navnlig Drottfeten Bo
Sonéføn, famt alle de øvrige i Miget boende Mend, høje og lave, læge
eller lærde"; Uenigheden flulbe betragtes, fom om ben aldrig havde fundet
ted, og Kongen flulde aldrig brages det til Minde, fom indtil denne Dag
havde Funnet afftedfomme nogen Stade eller Uvilje; og for at al faadan
Uvilje og Mistro ganfte kunde forebygges, oberlod og lagde Kongen fig
umed hele fin Tro ind til Rigets Raadgivere, om al hans egen og Ri
gets Beftaaen, og om alt hvad der kunde angaa ham felv, Riget eller
Sndbyggerne, og vilde han i alle Grender eller Stykter vette fig efter
deres Bilje og i ingen Maade derfra afvige, men med oprigtig Troſtab
og Kjærlighed omgaaes dem, flyrke dem i al deres Met, og med god
ro lade dem blive ved alle de Breve og Mettigheder uforkrænkede, fom
før maatte være givne dem eller nogen enkelt af dem. Thi det maatte
fan nu ertjende, at med Rigets Raadgiveres Raad kunde han bedft ramme
MigetS og Underfaatternes Bedſte“ 2). Dette var altfaa hverken mere
eller mindre end en pdmygft Beden om Forladelfe og Kryden til Korfet
fra hans Side; han havde modtaget Strub, fom en GStoledreng. Men
faa langt fra, at fligt tunde fremkalde hos ham det venlige og tillidde
fulbe Gind mod Raadet, fom bette fordrede, maatte bet tvertimod have
opirret ham bobbelt imod bet, medens Raadet og Herrerne paa deres
Side vift heller itte et enefte Øjeblit tvivlede om, at hans Løfter hverken
bare eller kunde være oprigtige, og at alene Frygt og Ufmagt afholdt
fam fra at prøve nye Forføg paa at afryfte Aaget og hevne de lidte
Kræntelfer. Det ev faaledes let at begribe, paa hvor foage Fødder
Gnigheden mellem Konge og Folt ſtod i Sverige, og hvor lidet der fulde
til for at afftedfomme et aabenbart Brud imellem dem. Det er af de
paafølgende Begivenheder umistjendeligt, og i fig felv naturligt, at jo
fængere Vid der hengit efter Kong Magnus's og hans Gøns Fordris
velfe, deſto mere traadte Grindringen om hans foregivne Daarligheder
i Skyggen, faameget mere fom mange af disfe endog fun vare ham paa⸗

) Brevet er aftrykt i Tillegget til Hadorphs Udg. af Riimkrøniten S. 39.

210 ' Olaf $aafonsføn.

handlede de Mingere 1). Men for en for Deel grundede dette Uvæfen
fig paa den foreldede GriminalsBovgivning, idet de fleſte Forbrydelſer
endnu tunde affones med Bøder. Thi naar Sagefaldet tilfaldt Sysſel⸗
manben, maatte det endog være en Fordel for deune, at faamange Hor-
brydelfer fom muligt bleve begaaede, og heraf fulgte igjen, atjo mere
Bavefyg en Sysfelmand var, befto mindre Interedfe maatte Han have af
at forebygge Forbrybelfer, faat han ej tan have lagt fonderlig Bind
derpaa, men desmere paa at opdage og forfølge dem, der allerede vare
begaaebe, og gjøre fig dem faa fordeelagtige fom muligt.

Efter ſaaledes at have betragtet Gysfelmendenes Stilling, der nu
itte væfentligt avflilte fig fra Lehnsmendenes i Sverige og Danmart,
ville vi i Korthed giennemgaa Syflerne enkeltvis, og angive, hvo der
beftyrede enhver af dem ved Kong Haakons Død og i de mærmefte Aar
derefter, forfaavidt Oplysning derom førefindes. Hvad Dolo angnar,
da Have vi allerede feet, at Benedict Nikolasſon maa Have været Foged
paa Akershuus, hvortil den fydveftlige Deel af Holofysfal hørte, alle—
rede i Rong Haakons Vid, lige til 1388, og at Han havde denne Spø-
fel fom Pant. Den øvrige Deel af den oprindelige Ostofysfel, nemlig
Meftre-Bergheim, Lomedal og Margretedal, hørte fremdeles tilligemed
Follo til Marietivten i Oslo, hvis Provft altſaa — for Tiden Hr.
Henrik Henritsføn — var foft Gysfelmand. Paa Beftfald havde Ketil
Bigleitsføn endnu Syflen i 1876; ſiden nævnes ingen i dette Embede
førend Jon Reidarsſon Darre i 1986—13890, og formadentlig. til
1392, hvorhos Gaute Eriksſon, fom vi have fest, var Fehirde paa
Tunsbergshuus fra 1381 til 1386. Om Ketil ogſaa betlædte dette
Ømbede, tør vel være tvivlfomt, da han ilfe fynes at have været fan
bøjbyrdig, at en faa anferlig Poft efter den da Herflende Skik og Brug
tunde fetroes ham: Derimod fan man neppe tvivle om, at Jon Darre
havde Embedet, .da fan å 1990 udtryttelig kaldes , Sysfjelmand-paa Tuns⸗
bergshuus“ og i 1393 forflyttedes til Bergen ſom virkelig Fehirde. Hvo
der var Benedict Nitolasføns Forgænger i Syſlen over Eker, Modeim
og Tverdalene, ber formodentlig ogſaa indbefattede Lider, Sigdal og
Krødshered, (og ſaaledes omtrent det munærenbde Buſteruds Fogderi, med
Unbtagelfe af Roken og Hudreim), vides ikfe, fljønt mon bog kan være
temmelig fiffer paa, atbet har været en af de anfeede Mend, fom vi oven-
før have omtalt, helft i ben Fræendſtabskreds, hvortil Thorgaut Jonsføn,

1) BGvorvldt Gysfelmendenes Tyranni funde gaa, vifer lær ben fannffe Almues
Klager af 1424 og 1425 over den daværende Fogeb eller Syefelmand Her:
månn. Moltefe (Dipl. N. 11. 680, 681, 688), men da be Vidrageifer, hvor
om ber handles, ligge fan langt efter bet Tidørmm, vi her have for 06, vie
vi her ef foregride dort alllugens Gang ved at onføee ben.

1381 fag. -Gysfelmend. 211

Throndſtadfolkene og Gir Eyſtein Aslakoſen hørte. Det er ej ufandfyn-
figt, at Meter Nifolasføn, ane Civindsføns Gvigerføn, for en Vid for»
fiyttedes Vid efter førft at have været i Alaſtarhaugs Sysſel paa Haar
loguland, vg at han iffe førend i 1388 git til Ryfylke, vigende Pladſen for
Benediet, thi I 1595 fee vi ham fjøbe Guds paa Eker. Dog tør intet
paaſtaaes derøm med Bished”). Sysfelmand eller tettere Hirdſtjore i
Worgefysiel -var vel, fom vi have feet, Hr. Jon Hafthorsføn, deg
"havde ogſaa Agmund Bolt, fom det heder, Kongens Uleigemaal i famme
Sysjel ved 1887 og forefted Syſlen idetmindfte i den øvre Deel
endnu i 13082), efterat han allerede var bleven Foged paa Utershuus.
Dette Forhold er ille vet Uart. Hormodentlig har Hr. Jon Hafthordføn
fom Hirdftjøre neppe befattet fig med alle enkelte Forretninger, efterat
han blev gammel og foag, men har fundet fig i, at en Deel blev overladt
Agmund, eller at denne idetmindfte blev forlenet med visſe Indtegtspoſter.
Det lader endog til, at endnu flere Mend ved Giden af Ugmund og Hr. Jon
ber have haft mindre Horleninger >). Hvo der Havde Manvife-Sysfel
og Elve · Sysfel, det fidfte tiligemed Baagahuus, er uvift. Det ſidſte
| nævnes meget fjeldent og var maafkee, fom vi allerede have nævnt, pantfat
til Sterderne. JSkidu⸗ eller Skiens⸗Sysſel Have vi allerede nævnt Bjørn
Worleifsſon paa Bjørnthveit fom Indehaver af Syſlen ligefra 1972 til
1385, faa at fen altſaa maa være betvæftet i Gyflen af Dronningen
med Tronſtiftet; manftee han ogſaa før en Deel har haft den i Pant.

» Om afle de her nævnte Mend og Tiden, maar be havde Syflerne, er der
allerebe i bet foregamende handlet, faa at vi tun behøve at henvife dertil.
9)-pipl. N. MI 501. WV. 619. $er ſiges hon at høve en Ombubsmand paa
Bime; da Han I 1393 lod Gyrid Hallvardsdatter afſtaa fig nordre Thumm
før hendes Faders Bader, fynes han og at have handlet i Cagenſtab af Sys-
felmand for benne Deel af Borgefysfel. Imidlertid ſeer man af Nicolaus
- Børge Opteguelfer om danfe og norfre Lehn omkring 1425, altfaa Itfe Fuldt
150: Yor siter Roug Olafs Trombeftigelfe, at Vime Skibrede ba lag til
Mterøhuns Elot, og ben fynes efter Udteytfet at bømme, at have ligget Længe
dertil, ba beite ej omtales fom nogen nyligt fleet Borføjning. Der er faaler
bes al Grund til at antage, at Gklbreden allerede paa Agmund Bolts Tid
ar formet med Fogderiet pan Aerøhuns, maaſtee for at forbedre Iudtage
terne. Magfter var det endog uetop Agmuad Bolt, ber fit denne Foronfolt
ning tilvejebragt, ba han formodentlig har haft Pant i Bime Sklbrede og

derfor iffe funde fravige den.

3) Det er nemlig iffe ufandfynligt, at Borgefysfel allerede nu var udfiyftet I
flere Smaas Lehn, nemlig Idde og Aabygge Sklbreder, Ingedal, Sjøberg, Mars
ft, Gibsberge Gilbrede, Frølande Stibrede, Bime Gtibrede, Slauus Stib»
tede, Tune Glibrede, Rode Glibrede, Mygge Gtibrede, Ddensø. (Ger nye
dauſte Magazin, VI. 6. 324). Bi finde f. Gr. Hr. Gyrd Gyrdeſon allerede
+ 1906 fom Sysfelmand:1-Brølands Stibrede, -og der er al Gandfynlighed
for, at har da allerede t laug Tid havde veret det - (Dipi. N.-FV. 754).

14*

212 Olaf Haafoneføn.

Om Sysfelmendene i de Syfler, hvoraf Egdafylke beſtod, ved man kun
liden Befteed. Vi have feet, at Haakon Jonéføn havde Sysfel i Ro-
byggelag ved 1368; fiden nævnes en Thorleif Gregorinsføn, om hvem
intet forteſten vide8, i 1378, og berefter itte førend i 1394 Nikolas
Galle; fom ovenfor er omtalt. Ligeledes var Finn Gyrddføn, fom
ovenfor er nævnt; Sysſelmand paa Vifter, eller den veftre Del
af Agder, i 1389). Paa denne Vid maa altfaa formodentlig
ben Inddeling allerede være feet af Gyflerne i Egda-Fylte, ber fiden
blev den fedvanlige, og fom ligger til Grund for den nuværende, nem⸗
fig ſaaledes at bet forrige Øfter-Agder var beelt i to Syſler, det egent-
lige Oſter⸗Agder eller Medenes-Sysfel og Robyggelags · Sysſel, og det
forrige Beftere eller Rord⸗Agder ligeledes i to, Midfysfel og Lifter-
fysfel. GSysfelmanden i Mobyggelag fynes, naar han opholdt fig i
Syflen, at have haft fit Tilhold paa Vhpeit i Aamlids Sogn, og Sys-
felmanden i Øfteragder paa Midarnes eller Nedenes Kongsgaard. Mid⸗
fyflens Gysfelmand har formodentlig haft fit Vilhold i eller ved det nu-
værende Mandal, ved Halsaug, hvor Folkesthinget holdtes *), og vet
torde ej være ufandfynligt, at Gaute Eriksſon ved Siden af fin Forle⸗
* ning med Skiensſysſel ogfan har haft denne, faaføm han idetmindfie fenere
feeg at have haft Gjendomme der. GSysfelmand i Nyfylte var formo-
dentlig Hr. Agmund Finnsføn, faalenge han lebede, altfaa indtil
1388. - Gyflerne i Hørdeland og Sogn vare formodentlig allerede nu
om itte ganfte, bog tildels ſaaledes udſtykkede, fom de fenere forefindes.
Hardanger nævnes fom en egen Sysfel allerede i 1342 3), men da den
var liden og itte indbragte fort, var den formodentlig overladt til en
eller anden af de ſtorre Syſlers Indehavere, der lod den beſtyre ved
Lensmend eller Ombudåmend. Saaledes finder man i 1380 en Arnvid
Sigbvatsſon, Fensmand i Hardanger, og 1307 en Magnud Asſurs.
føn, Kongens og Thoraldes Ombudsmand“ i Hardanger *). Denne
Thoralde var formodentlig den før nævnte Thoralde Sigurdsſen. Men
ufandfynligt er det ej, at Gaute Critsføn ogſaa her en Vid har ført
Befalingen, fiden han ejede faa meget Jordegods der, og derhos udtryk⸗
teligt figes at have haft flere Breve paa Syfler eller Lehn". Sønd-
hordeland laa formodentligen nu, fom fenere, til Kongsgaarden i Ber-

1) Ger Brev af 1989 I Grønlands biforiffe Mindeemerter MI. S. 139.
Thorleif Gregorinsføn forefommer I Brev af 15de Marts 1978, Dipl. N.
IV. 507.

%) Dipl. N. IV. 997. »
5) Dipl. N. IV. 243.

*) Dipl. N. IV. 519. I. 560. Magnus Wefursjøn nævnes endun, manffee I
.famme Gmbede, 1408 og 1417 (Dipl. N. V. 459 og I. 655).

1381 fag. Svsfelment. 218

gen, og føreftobes ſaaledes af Hehirden fammeftebe, paa denne Tid
Erlend PHilipéføn til Losna. Vors laa, fom det allerede er nævnt,
til Apoſteltitken og havde maaſtee endog i lengere Vid ligget derunder,
ligeſom bet endnu faa derunder 150 Aar fenere; den egentlige Sysſel-
mand var altfaa Magifter Capellarum, men han lod Forretningerne be-
fyre af en Ombudsmand eller Underfysfelmand. Som faadan finde vi i
1376 Jørund Arnesføn paa Borg i Hjelmeland, Ejer af Ringheim m.
m., efter ham Arnfinn Ovdsføn, fom -Kongens Ombudsmand”, 1392, og
efter ham igjen Alfinn Brynjulfaføn, der ligeledes kaldes , tongelig Ombuds-
mand paa Vors“ 1). Nordhordeland faa ligeledes under Kongögaarden
eller Fehirde-Embedet i Bergen, med Undtagelfe af de mindre Dele, fom
færflilt kunde bære flilte derfra, f. Gr. Lindas og Herdle Stibreder,
$vilte, fom vi hate feet, vare forundte Biftop Jakob. GSysfelmand i
Sogn i Kong Haafons fidfte Tid var upaatvivligt den ovenfor nævnte
Grling Cinarsføn i Hildegaarden?), men hvo hans fterfølger
var, fan itte feed. Syflen i Nordfjord havde Erlend Philips—
føn famtidigt med Fehirde-Embedet i Bergen, og da den endnu i 1525
faa under Kongögaarden, maa man formode, at Underleggelfen er fleet
meget tidligt. Sondfjord faa i hiint War til Muntelivs Klofter, og det
er itte ufandfynligt, at dette allerede har bæret Vilfeldet paa den Liv,
vi her have for 06. Syſlen i Haddingdal var i Kong Haalons Vid
forundt Mariefirten i Oslo?) : om dette fremdeles blev faaledes ved,
vies itte, igefaalidt fom hvo ber paa denne Tid havde Valdres,
Søndmøre, Naumsdal og Nordmøre. Gaute Erifsføn fit fiden
MNorbmøre, men bet var neppe førend efter 1400. Muligt og at alles
rede nu entelte mindre Lehn her vare fraftilte, navnlig Folſten mev
MEdp. Ut Haaton Gigurdsføn, Hr. Sigurd Hafthorsføns Søn og
Arving til Gifte, idetmindfte fil Søndmøre, tan vel neppe betvivles 4).
Størftedelen af Throudelagen maa formodentlig have ſtaaet under Fes
hirden i Midaroos, nu Otte Rømer, fom derhos tillige havde en eller
flere af de norbligfte Syfler i Nordland. Men endeel af Vyrøndelagen
laa, fom det fynes, ſtadigt til Erkeſtolen, dog vides det itte nøje, hvilken
det var; Gauldalen og Stjørdalen fynes at have været undtagne derfra,
og ligefedes GSparbyggjafylte, der færftikt forundtes Biſtop NMitolas's
Gfterfølger pan Erkeſtolen, faa lenge han fevede, altfaa tun perfonligt

1) Dipl. N. 11. 531. I. 402.

?) See ovenfor, S. 160.

5) Dipl. N. IV. 452. i

*) 3 1398 nævnes en Olaf Petersſon fom Gysfelmand ber, maaffee egentlig
fun fom $aafon Gigurdsføns Ombudemand.

214 Dlaf Huafonoføn.

for ham 1). Man maa antage, at hvad ej Griebiftopen havde, fod under
Fehirden, til hvem ogſaa Erkebiſkopen maa have aflagt Regnſtab for den
Afgift, han foarede. Den fydlige Deel af Haalogaland eller Alaſtar ·
baugsfyfla (maaftee ogfan Bodins Sysfel) forvalteded i 4382, og fande
fynfigviis fra 1384 til 1388, af Peter Nikolasſon ). J Jemteland
var Hr. Narve Ingevaldsføn Høvedsmand, fom han kaldtes, 1382
og 1383, fandfynligviis til fin Død, og ved Siden af ham wævnes
Olaf Salvesfyn fom Foged. Hvad Oplandene angaar, da var be
ogſaa brelt i flere Syſler, hvis Udſtrekning og indbyrdes Graudſer vi
itte fuldftendigt fjende. I Gudbrandsdalen finde vi den evenfor om-
talte Halvard Alfsſon paa Gundbu udtrytteligt nædut fom Spoſel⸗
mand å 1384; han var bet maafte allerede under Kong Haakon, men
maa i alle Fald være bleven betræftet i Syflen ved Kong Olafs Tron»
beftigelfe. Sandfynligviis betlædte han Embedet lige til fin Død, der
iffe indtvaf førend efter 1428, da der endnu fra 1412. og 1415 findes
Breve, udftedte af hans Lensmend, deeld i nordre, deels i føndre Gude
brandsdalen 3). Om Øfterbalen, hvorved man i benne Kid endnu
meft forftod den fydlige Deel, eller Elvereim med Aamoot, Meindalen
og Vryfil, famt Gerna og Idre, vides ingen vet Befterd. Ufandfynligt
ev det ej, at det tilligemed Jemteland og Herdalen en Tidlang har Maet
under Hr. Marve Ingevaldsføn; men fidenefter ſees det, uviſt hør
fenge, at have været foremet med GSoløer; og over dette fyned Mar»
flen Hr. Erik Ketilsſon at have haft Myndighed eller ſnarere Pan⸗
teret 4), hvillen endog efter hans Ded 1396 gir i Arv til hans Bwder

1) Mye dauſt Mag. XI. S. 256.

2) See ovenfor 6. 170.

5) Hallvard mednes uden mogen Vitek i 1979, Hødeåde Jordegedo I om (Wipl.
N. 1. 457); Sysfelmand i Gudbrandsdalen kaldes han i Marts 1881: Bipl.
N.. III. 453), Medlem af Rigsraadet og armiger 1308 (fammeftedér V. 382);
1412 omtales Haakon Ketilsſon, hans Lensmand I føndre Gudbrandsdalen
(f.fleds NL. 610), og I 3415 hans: Lenemand Andres Jonsſon fom tilſtede ved
en Gorretutug paa Som, altfaa å Hordre Gubbrambsdalen: (fammeftebs LL:
623). Imidlertid fynes det og, fom om Marlekirfen i Oslo ved 1894: havde
Sysjel I føndre Gudbrandsdalen (Dipl. N. IV. 648); maafee Hallvard da

. fm havde bet mordre, hvllfet beftyrkes af. at vi 1405—1408 finde Hallvard
Bergthorsføn fom kongelig ,Ombubsmand* I Foldebn, alkfaa I fønbre Gud
brandsdal (hvis bette ellers iffe var forenet med Bardal). Hallvard Alføføn maa
være bleven meget gammel, ba fan levede endnu i 1428 (fammefteds Ill. 694)
Gaarden Sundbu, hvortil han ſtrives, fi har med fin Huftrn: Jarthrud
Vaaledatter, der fynes at have nedfammet fra Merkesmaudem Hr. Paal
Grifsføn, maaftee at have været hans Datters Gønnebatter (Dipi. N. U. 85.
Ill. 70, I. 284. 288. Ill. 623.

9) Beder, Alde danſte UrdivMegikzaturer, 1. S. 80. jfr. ovenfor G. 155.

1881 føgi Gysfelmnn. 245

Axel Ketiisſon. Men hvorvidt Oſterdalen har været forenet med
det, bliver altid tvivlſomt. Uagiet Soløer regnedes til Raumarite i vidts
løftig Forftand, maa dette deg faaledes allerede nu have dannet em Sys⸗
fl eller Forlening for fig. Det øvrige Raumarife var maaſtee ogſaa
allerede nu deelt i to Syſler, det egentlige Raumarikes Sysſel (øvre
Naumatike eller Ullenshovs og Med Vredinger) og Gudreims Vreding.
Med denne ſidſte — maaſkee med dem begge — var vel Hr. Sigurd Haf⸗
tjorsføn forlenet til fin Død, og efter ham Gvigerfønnen Jon Mar-
tinsføn. Hedemarken var deelt i to Gyfler; ben nordlige var neppe
m mere fom før lagt under Biftopsftolen i Hamar; men hvo der havde
den, vide ej; i den fydlige nævnes ved 1383 en Sunnulf: Jvardføn,
der øgfaa: førefommer i 4395, uden at man fan fee, om han da endnu
havde Gubedet '). Af Sandftaderne veftenfor Mjøfen og Raumavite ude
gjorde i den fenere Vid baade Vhotn, Bardal, Band, Hadeland og Nine
gerike egne Syſler eller Forleminger, men om bette allerede var Vilfel-
det å 4380—1400, Mn ej af de forhaandenværende Brevflaber fres.
Viſt er det, at Ingjald Guthormöføn paa Oo, gift med Hr. Sigurd
$afthorsføns uegte Datter Gecilia, var Sysfelmand paa Vhotn i 1361,
men mn" bed iffe, hvo der fom efter Fam; ligeledes have vi feet, at
Modhrim tilligeened Tverdalene (Snaveim, Sigdal 0. fl. ?) der egentlig
førte fit Ringerike: i: vidtløftig Forſtand, idetmindfte i 1388 ſloges fame
men med Eker og Lider pan Beftfotd til em enefte Sysfel under Ber
nebiet: Nitvkadføn. Forovrigt er det ikke ufandfynligt, at flere af de her
mebute Gydfelmend og andre, vis Ravn ikke kjendes, men fonr foreftod
de: minder · Syſler, egentlig tun hare været Underfysfelmend eller Om»
budsmend* under een Hirdftjøre for hele Oplandene, fom da neppe fan
have været nogen ander end Hr: Sigurd Hafthorsføn, faa lenge denne
levede.

16. Forhandiinger med Hanfeftæderne. Bekreftelſe of deres Privilegier i
Mørge ubfettes. Dronningen fanr de ſtaanſte Glotte tilbage og forliger fig
med Sreverne af Holften:

Gfttr ſaaledes at have nævnt de meſt fremragende Mend og Kvin-
der å Nbrge under Kong Olafs kbrte Megjering og be nærmefte War
derefter, famt antydet deres Familieforhold, Stilling og hvad der ellers

Det 'er her vik at Hr. Ertl Ketlteføn Å 1386 overlod Hr. Ulf Holmgetrsføn
Gods paa Golver mdd hans Deel af Ugnahohm.
1 Dipl. N. VI. V. 380:

216 "pit $antonsføn.

fan bidrage til at gibe en nogenfunde rigtig Foreſtilling om deres Per-
ſonlighed, optage vi atter Fortellingens Vraad og vende os forſt til
Hanfeftæderne, hvilte man nu næften tunde falde den herſtende Magt i
orden. Disſe vare viſtnok itke fynderligt tilfreds med, at Kong Haa
ton havde føgt at fette en beftemt Grendfe for nye Anmasfeljer fra de
tydſte Handelsmends Side og Overgreb ud over de ſidſt befræftede
Privilegier. Ligeledes var dei flet Lune over ale de Raperier, der nu
fandt Sted i de danfte Farvande, og fom føleligt hindrededereg Stibsfart.
Det flod itte til at fragaa, at de Kaperftibe, fom mange danſte Slotsherrer
ubruftebe, itte vegnede bet faa nøje med at opbringe og plyndre Skibe, der
tilhørte Stæderne — den Omftændighed at tvende af dem, Wismar og
Noſtock, flod under medlendurgft Højhed, laante vel før em ſtor Deel Paa

- feud dertil — og bet var derfor itte faa forunderligt, at Gtæderne gav

Dronningen Skylden, fom om hun hemmelig begunftigede de faataldte
Sørøvere, ifær da. flere af Slottene, hvorfra Røverierne foretoges, vare
fongelige, fom Soborg og Ubrumstorp, men pantfatte til egenmeg
tige Høvdinger, faa at hun endnu ikte havde tilftrættelig Raadighed
over dem. Ligeſaa for Aarſag til Misnøje gav det, at Sysfelmendene
og de fongelige Ombudsmend i Morge, efter den fremdeles herftende Be⸗
flemmelfe, at ingen Konge kunde give Beitfler eller Friheder for lengere
Sid end fin egen Levetid, nu betvagtede de nyg bekræftede Privilegier
fom ophørte ved Kong Haakons Død, og paa Grund deraf, fonr det
paaftodeg, trykkede Kjøbmendene med utilbørlige Paaleg. Under Dron-
ningens Ophold i Morge om Vaaren 1381 fandt det danfte Rigsraad
det endog tilraadeligt at fende Befuldmegtigede til en Hanfedag, fom
Lůbeck, Roſtock, Mismar og Gtralfund holdt i fidfnævnte Stad, for
ubtvytteligt at forfitve, at Dronningen var uftyldig i Raperierne, og for
at melde fra Hr. Hennning Putbuſch og Konrad Molteke, at disſe vide
gjøre fit Bedfte for at flaffe Stæderne Erſtatning '. Den nærmere
Behandling af denne Sag blev Henftudt til en ny førre Dag, der holdtes
i Sibed ved Gt. Hansdage-Vider, og hvor der indfandt fig Deputerede
baade fra de liflandfte, preusfifte og nederlandfte Stæder. Her klagedes
over den Overlaft, de tydſte Kjøbmend led i Skaane, faatel af Foltet,
Hvem de viftnok var meget forhadte, -fom af Herrerne paa de Slotte, der ej var
flillede dem til Pant, fom Lindholm, Yftad m. fl. - Men Sagen om Sørø-

1) Ubbrag af Recessus Hansæ hos Suhm XIV. &. 96. Det kunde efter Refe⸗
vatets Ord endog fynes, fom om Hr. Henning og Konrad Moltefe felv var
tilftebe ved Mødet; tydeligt er bet Å alle Hald Ikke, om de perfonligt havde
indfundet fig, eller overbraget Gefandrerne at fremføre beres Forfitring.

1981 fag. Borhærdiinger med Hanfeftaberne. 217:

verne kom alligevet ifte fynderligt til Behandling her; derimod inde
fanbt ber fig Ubfendinger fra de tydſte Kjødmend i Tunsberg og
Dölo med Klager over, at de foarligen forurettedes og beftattedes af
Fogderne tvertimod Vrivilegierne; man havde vel i Breve til Dron⸗
ningen og Fogderne gjort Foreftillinger derimod, men Fogderne havde
ligefrem fagt, at Privilegierne ej gjaldt efter Kvngens Død. Det blev
derfør Paa bette Møde beftuttet, at Gtæderne frulde tilftrive Miggs
vaabet i Norge med Anmodning om at faa Sagen ordnet paa den bedfte
Maade*). Men forinden noget Brev herom kunde blive ferdigt og an-
tomme til Norge, var idetmindfte den Nørfte Deel af Raadet paa Bejen
til Throndhjem før Hydingens Skyld, idetmindſte var man faa opta-
gen af Forberebelferne til denne, at man itfe førend den varomme funde
aive Gtæderne noget Svar. Dette flete faaledes ført den 28de Auguit,
medens Drottfeten og endeel andre Maadsherrer, fom vi ovenfor have
berettet, vare forfamfede i Hornborefund, hvad enten de nu var paa Vejen
tilbage fra Bhrondbhjem, eller de havde famlet fig efter Vilbagetomften
for at begibe fig ned til Dronningen. Svaret, der affendtes under Bis
flop Jon af Oslos, Drottfetens og Haakon Jonsføns Segl, gav hun den
Befteed, „at man havde forenet fig med Dronningen og overdraget hende
Kong Olafs og Migets Hverv med Henfyn til Stæderne, faa at hvad
hun Dagthingede med dem om Fred og Privilegier, Vet ſtulde faa ved
Magt, indtil Kong Olaf fom til fine myndige Aar". De øvrige Raads⸗
herrer, fom tilteaadte danne Erklering, var Provft Vinalde Henriksføn,
Magifter Capellarum, Cantfleren Provft Henrik Henritsføn, Gaute Eriks⸗
føn, Benedict Ritolasføn, Henrit Midjelstorp, Alf Haraldeføn, Jon Mare
tinsføn, Jon Darre og Agmund Bolt *). Dette Brev maa altfaa være
blevet fremlagt paa et Møde, fom Gtæderne atfer ved Midten af Sep
tember holdt i Skaane, fornemmelig angaaende de Ulemper, fom her
fandt Sted med Henfyn til deres Handel og Fiflerier. Ved dette Møde
henvendte de Deputerede fig til Dronningen felv, der enten var tilftede eller
i alle Fald itfe.langt borte, med fornyet Anmodning om, at hun vilde ſtad⸗
fefte Stædernes Privilegier i Morge. Hun foarede hertil, noget undvigende,
at hun visſelig havde Fuldmagt dertil og vilde bruge ben paa et fenere
Møde, men at baade hun og Migsraadet var enige om, at ,nu, da Kons
gen var Død, var ogfaa Privilegierne døde": et Svar, fom de Deputerede
not fandt noget befynderligt, fiden de befluttede i Horhandlingerne at
indføre biint Brev fra Rigsraadet, med den Bemerkning, at Rigsraadet

3) See uddrag af Recessus Hans hes Guhm XIV. S. 97, 98.
%) Dipl. N. I. 469.

As Diet Gaalvuofon.

bande tilſtrevet dem: faafebes” 1). At Dronningen vilde hate Gugen ut,
ev sjenfonligt, og Henfigten fan vei neppe havde været nogen anden, end,
fom man: figer, at holde dem i Skat, derls for at afftrætte Stade
far meget mere fraat begunftige Medlenburgerne, deels vel ogfaa forat
hade et ſterlere Baand paa dem til at holde fig Fredsſlutaingen af 1870
eftevrettelige, ved hvilten de efter femten Aars Horløb, hvilten Kermin ru
flevtt nærmede fig, ſtulde tilbagegive de pantfatte ſtaanſte Støtte. Da fan
vidt man fanrfee, blev der ingen Fornyelfe af Privilegierne i Morge ad»
fevdiget, faa lenge Rong Ølaf levede, ſtjont ber ogfna i 1384 og for:
modeutlig oftere: blev klaget over de Horuvettelfer, Kjøbdmendere i Norge
meente at have lidt. DisfeFørurettelfer funne dog: neppe have været far
ſtore, fom Kjøbmendene ſtildrede dem. Disſe maatte dog: nu ved fir
Stigdom- og ben: Penge-Mfhungighed, hvori uden al Voivk em Mengde
af Nordmendene flod til dem, have faret fin Handels Overirgenhed far
faft begrundet, at be Indftræmtninger, der paalagded dem, ike kanne
have haft fynderligt at betyde. Det verfte var formædentlig, lat
flere Befalingsmend, under Paaftud af at Stædernes og Kjøbmen»
denes Hrivilegier, og ſaaledes ogfan den Uvtifel: i disſe, der forbøv
Rordmendene at befatte fig me Brag og flibbrudent Gobs, der tilhørte
Sicederne, vare ophørte ved Kong Haakons Dod, sjeblitkeligt efterat demme
havde: Begyndt at gjøre Gtrandretten gjeldende med hanfentifte tide
ligeſaabel fom mob andre, og tilegnede fig: baade vag: og: Gods 2):
Herom ſynes ifær: Sjøbmendenes Klager at have drejet: fig. Stæderne
felts var. dog acbenbnrt langt mere opfagne med Kaperiethe i de danſte
Fordande og med de faanfte Anliggender. I visfe Kaperier, der,
fom ovenfor: nævnt, før en flor Deel dreves fra danſte Slotfe, endog
kongelige, men: fta faadanne, over fvilte Dronningen endnu ille havde
tilbørlig Maadighed>), deeltog ogfan em: Hr. Ginther, ber allerrde

1) Gorhanbdlinderne paa dette Made fluber' ej I den lübeckte, men I den wismarfte
Robsssab Hanse: Drotttlkgen: vær: pot deime LT: erter I Hallånd;. hvor
høn: var den 2850: Juli, eller: var maaflee. endog: allerede. kommen tilbage: til
Sieland; under alle Omftændigheder funde man have hendes Svar, medenes
Modet endnu holdtes.

3) Dette fremgaaer af hvad der nedenfor berettes om Klagerde over Hr. Gin: .
ther af Bedhonfent

5) Soun De fotaemſte blandt: Gørøverne: nebnes! Johan" Grupendat, Slbicherre
ti Eodorg,. og:Pearit Watdenderg ſamt Voſchedagh. Stotohatter · til Abenwa ·
torp, Begge to fongelige Slotte. Af em Ovittering, fom de to fidfnævate
ubfiedte ben Site Oetbr. 1382, fers bet, at de indtil da Havde haft Mdrume:
torp med tilliggende Bogderl i Pant og. førft da vare blevne udløkte. (fer Guhm
XIV. 6. 104, 105). Gandfynligvile har Forholdet været det famme med
Søborg.

1381 fag. Borhandlingee med Ganfefederne. DF

i Keng Haalons Vid havde faaet en Borg, Sysfel eller anden Befib-
delfe i Morge, og fom faaledes neppe lan være nogen anden end ber
Gunther af Vedhouſen, der nævnes fom Medlem af Raadet under
Kongens Ophold i Marſtrand om Gommeren 1371, hvorfor bet ogſaa
bliver fandfynligt, at hans Forlening netop har været fidftnævnte Sted; ver
lag faa befvemt til at øve Kaperier?). Ligeledes nævnes Nisſe Suarte-
flaaning i Halland bfandt Kaperherverne. Den Omftændighed, at Dron-
ningen itfe havde faa flor Myndighed over de førsverfte Herrer, at hun
ved et Magtfprog kunde bringe dem til at holde inde med deres Uvæfen,
gjorde, at Stederne felv maatte tage fig til Mette imob dem og: ubrufte
de ſaalaldte Fredsſtibe til at renfe Farvandene, uden at dette ſtulde ans
ſees eller blev anfert fom noget Fredsbrud mod Dronninger. Om
en ſaadan Udruſtning enedes man paæ ben før omtalte $Hanfedag i
Libed om Gommeren 1381, og dette har maaſtee været Aarſagen til,
at Slotsherren pan Søborg Johan Grupendal tilligemed em anden Herre,
Thomas v. d. Hagen, indfandt fig paa den Hanfedag, der afholdtes til
famme Tid og paa famme Sted det følgende Uar, og fluttede fær for.
fig og flere andre Herrer, der ifte mødte, Fred eller Stilftand til nærie
Mortensdag, med fire Ugerd Opligelfe fra begge Sider 2). Denne
Slilſtand blev fiden — Dagen angived ej udtrykteligt, men hær formo-
dentlig været om Baaren i det følgende Aar — forlenget og ubvidet *),

) Man kunde vel nærmeft tænfe paa (elve Baagchnus, hvilket Margrete ved
Senne- Zi man have faaet tilbage, om forveften det Pantfetbefje- tl Sti
berne virkelig havde. fundet Sted, hund ei og. andet, ſom vi have feet, fyrer
at antybe. Men da det er aadenbart, at Giuiher allerede maa have haft fir
Gorlening, hollken det nn monne være, lige fra Rong Haakons Lib, fan dette ej
Have været Baagahuns, med mindre man antager, at Pantfettetfen til Hanfeffæ»
derme: ef ſaudt Eted. Der har: hidtil ef veret opdaget uvget Brevftab eller
mogen anden Oylysning, ber fan bringe denne Gag paa det Rem.

7) Udbrag:af Recesaus Hanse hos Suhm XIV. S. 105.

3) Bunge, Liv.:, Eſt.Kurl. Urkundenbuch, No. 1188. Beretningen er.aftrykt-efter
dd Blad Bapilr I det revalffe Archlv, ber fynes at have været en Meddelelſe
fra Maabet I em af be andre Hanfetader tll det revalffe. Den er ef forfynet
med Datum, men antages af Bunge (Megefler. No. 1404) at figte Ul nogte
Horhandlinger, fom Gteberme i 1382 havde med: Gørøverne i. Micmor:
Bunge henvlfer her til Bartholds ,Gefdidte der deutſchen Hanſa“, Il. &
210. JImidlertib nævnes ber I ben låbedffe Recessus Hansæ intet om noget
foadant Mide I Mismar, og ſaavidt man: har Innnet bringe I Crfaring,
forefommer heller iffe 1 ben mismarfe noget berom. Et faabant Møde
maatte have fundet Sted ved Mortensmesfe, da Stilſtauden, fom fluttedes
ved Mibfommertib 1382, udløb; men om ogfaa et faadant Pløde har været
holdet, fan bet bog ef have været paa dette, at den her omſpurte Bred flate
tedes, thl denne blev aabenbart indgaaet om Baaren, ſiden det! ubtryfteligt
figes, at 'Briften tll førfe Marlemesje (155e MugnA) var forkere. om den til

220 Diat Haatonsfon.

og de førøverfte Herrer maatte nu endog fille hver een eller to andte
Herremend til Gitterhed for, at de virkelig vilde holde Stilfanden, Jo⸗
ban 'Grupendal paa Gødorg, famt Henrik Wardenberg og Pafdedag paa
YAbrumstor» til næfte Mariemesfe (altfaa vel d. 15de Auguſt), og Nisſe
Gvarteftaaning m. fl. til næfte Kyndelmesfe. Hine, der fun fit Fred
til Mariemesſe, vilde gjerne, heed det, hate faaet den paa fængere Vid,
men da de havde meſt at tade, vilde Stæderne ej give dem den længere Dag:
et tydeligt Tegn paa, at Stæderne nu harde Overtaget. Som etflags Bevis
paa, at Dronningen ej fpillede under Dette med Sørønerne, maa det vel an⸗
ſees, at Hr. Henning Putbuſch felv tilligemed to andre danfte Raadsherrer mod ·
tog hine Forløfter paa Stædernes Vegne. Imidlertid holdt Stæderne flere
Møder og underhandlede ogfaa flittigt med Dronningen, fom da om»
fider tilligemed Hr. Henning Putbuſch og andre danfte Raadéherrer ind⸗
fandt fig paa en Hanfedag, der holdtes i Gtralfund ben 24de April
1384, og levede, fom bet heder, efter mange Dagthingninger og or-
handlinger, nt hun og Raadet med fuldfommen Troſtab vilde hjelpe Stæ-
derne mod Møverne med O Skibe og 100 Betræbnede, der flulde møde
frem til næfie Mars Pinds. Vil nærmere at beftemme Erftatningen for
den Stade, Kjøbmendene havde lidt, fiden Kaperierne begyndte, berammedes
et nyt Møde i Staane til den Bde Geptbr.; hertil vilde Dronningen og
de nærværende Naadsherrer indkalde det hele Maad faavelfom dem, der
havde Rigets Slotte, navnlig Hr." Ginther, for at foare til den Kjøbe
mendene tilfrjede Skade; udeblev nogen af dem, over hvilte Stæderne
havde. faget, da vilde Dronningen og Raadet hjelpe Stæderne til fin
Met hos det. Til Sommeren vilde Stædérne underføge, paa hvilte
Slotte Røverne havde fit Vilhod, og hvis man va fandt for godt at
belejre disſe Slotte, ſtulde Dronningen og Naadet af al Magt hjelpe til
dermed. Dog forbeholdt Dronningen fig nærmere at handle med Raadet
om benne Sug og give Star derom paa det aftalte Møde). Dette
blev af Marfager, fom nedenfor ſtal nævnes, ej holdt faa tidligt, fom
berammet, men førft en Maaned fenere, den de Oetbr., paa Falfterbod 2).
Her indfandt Dronningen og det danfte Raad fig, fom aftalt, og lige
fedeg mødte Hr. Giinther frem, men derimod itte de danfle Slotsherrer,
fom det var lovet. Da Ginther nu blev manet, fom det kaldtes, angaa⸗
ende den Skade, han havde tilføjet Stæderne, tilſtod han ligefrem, at
ban efter fin Herre Kong Haatons Død havde taget ſtibbrudent Gods

Kynvelmesfe. Der maa faaledes her figtes til et Møde om Baaren eller
. Borjommerea 1383, der ef fam være bet, fom Barthold omtaler.
1) Ude. af Recessus Hausæ hos Guhm, XIV. 6. 138.
2) Sammeftebø, 6. 136—137.

1381 fag. Gorhandlinger med Hauſeſtaderne. 221

og hvad der fandtes i Søen, men erflærede fig villig at give bet tilbage,
hois man ved næfte Sammenkomſt mellem Morges Raad og Stæderne
fandt, at han deri havde gjort Uret. Heri vilde dog Staderne ej finde
fig, men meente, at hans Uret var ſoleklar, og at han derfor alle
rede mu burde gjengide Godfet. ' Dronningen fagde, at hun not ſtulde
førge for, at Hr. Gånther og alle hendes Mend ſtulde opføre fig faaledes
imod Gtæberne, at disſe vilde tatfe dem derfor. Med denne temmelig. føre
vende Forfiltring fynes Stæderne for det førfte at have maattet ladet fig nøje.
Fil deres Une over, -at de danfte Glotsherrer itte efter Løfte havde
indfundet fig, føarede Dronningen og Raadet, at den ſtore Rod med den
næværende Orlog, (nemlig mod Kong Ulbredt, fom det i det Følgende
vil blive ombhandlet,) havde gjort det umuligt at medbringe dem, hvilket
ogfaa dar Grunden til, at bette Møde holdtes fenere end det opvindeligt
var berammet. Derimod vilde hun og Raadet- gjerne holde et Møde i
Helfingborg med Gtæderne paa den Dag, va lottene i Skaane flulde
gives tilbage ifølge Brevenes Lydelfe. Dette Forflag vilde dog de Des
puterede itfe antage, men fagde, at de førit vilde høre fine egne Raads
Mening derom.

Det Anliggende, fem her var pan Bane, var maaftee den fornemfte
Drivfjeder til, at Margrete og bet danfte Rigsraad nu vjenfynligt føgte
faa meget fom muligt at holde GStæderne ved godt Lune og give
dem be bedfte Løfter. Ifølge Fredsflutningen af 1370 vilde den Vid af
femten ar, i hvilte Stederne flulde befidde de fire ſtaanſte Slotte og
Fogderier, være udløden i 1385, og de ſtulde da gives Dronningen tile
bage. For hende maatte det nu være dobbelt magtpaaliggende at fag
dem igjen, ba Kong Ulbredt havde begyndt Krigen paany og muligtviig
tunde benytte fig af, at de vare i Vydfternes Hænder, til at faa dem i
fin Vold. Stæderne fyntes endnu itte at have været ganſte enige med
fig felv om, pvorvidt de nu vide opfylde dette Biltaar. De vedtøg
tun at Holde et nyt Møde i Lübeck Idie Søndag i Faſten det
følgende Mar for at raadflaa herom, faavelfom om den Skade,
Kjøbmendene havde lidt fra Danmart, m. m. ); overhoved fynes
de temmelig tydeligt at have givet at forflaa, at deres Villighed
til at opfylde Vilkaaret vilde blive afhængigt af Dronningens og
Raadets Villighed til at flaffe dem Erſtatning for den lidte Stade.
Imidlertid er det ogfan paa ben anden Side umiskjendeligt, at det i og
for fig itte tan have været Stæderne faa meget imod at blive hine ſtaanſte
Slotte qvit, da deres Bevaring foftede dem uforholdsmesſigt mange
Penge; men dette var naturligvis noget, fom de ej omtalte for Dron-

1) Ubbrag af Recessus Hansm, hos Gubi, XIV. S. 197,

202 Dlat-Hastonsjon. -

ningen 1). Den: fremdeles vedvarende Krig Hindrede imidlertid Dron⸗
ningen fra at indfinde fig til hiint Møde i Luübeck, og Sterderne indbed
Hede derfor ſtriftligt til at fade møde ved m ny Samling å Stralfund,
hvortil hun felv nærmere Vunde beftemme Tiden 2). Denne Gamling blev
ogfaa Holdt ved St. Hansdage Tider. Men alkerede forinden man det —
man erfarer ifte hvorledes — ej alene hate været afgjort, at Skottene fiukde
titdagegives, men Overdragelfen man endog allerede været fleet, da der åa
dette Møde fremlagdes et Brev, affattet Kong Olaf, Dvonningens og Raa
ders Navn, og Vateret fra Helfingborg Chrifti Himmelfartsdag d. Ukte Mai
4885, hvori be formetigt erkjendte Modtagelſen af Slottene og -gave
Stoderne fin Dvitteving derfør *). Dg allerede den 27de og 28de Mei,
fan faa Duge efter hiint Brebs Udſtedelſe, havde Kong Olaf ladet fig
-bykde af Skaaningerne, deels paa St. Liborii Høj, deels i Lunds Dum
titte, uden at det lader til, at Staderne gjorde nogen Indfigelfe herimod 4).
un: til at ordne, hvad der endnu flød tilbage, og formoventlig ifør for
at føre Befætningerne ud fra Clottene, beflurtede Stoderne pan det nys-
nævnte Møde at fende to Gefandter til Stanne»). Men fanvidt man kan
fee, var alt dette afgjort inden Aarets Udgang eller frrar derefter, fan at
Kong Olaf og Margrete i hans Mavn fra Begyndeffen af 1386 funne
figes at have næret i ubeſtridt Beſiddelſe af dette vigtige Vandſtabs for-
nomſte Dele: en Vilvert i deres Omraade, der i betydelig Mon førøgede .
deres Magt og Unfeelfe.

1) Det er forhen omtalt, hvorledes Omfofningerne ved Glottenes Bevaring var
Gjenftand for Hyppige og alvorlige Forhandlinger paa Hanfebagene. "Uten
verne herved bleve jenfynligt ſtorre og ſtotre, eftevfom Almuen I Skaaue
blev mere og mere ataalmodig over det fremmede Regiment, og derhos Med:
fenburgernes ilhængere yppede Uroligheder paa fin Side. I 1382, forteller
Ehromaen i Ser. r. D. VI. 6. 534, mitebe Tuve Galen, Efaanes Gjeldfere, Slot
tet Zhurftorpfø, og Midderen Hr. Holmger blev bredt, formodentlig I em
Dyftand; famtiblgt klagedes der over, at de danſte Glotshorrer I Trelleboeg.
Vſtad og Gymreshavn idellgt formrettede Kjøbmendene, at Vorgermefteren og
Bolfet I Malmø ej vilde tillade Kjøbmendene at blive der længer end til de
Detobet (1381), at Slottene Å Gfaane minbtoges" (1383), at Jep Muns paa
2indholm havde nebbrudt Boberne-vaa Stfanør (1384). En af de tybfe Ber
faliugemend, Bulf Mulflam, ertlærebe I Maret 1888:remtnd, at han ej vilde
beholde Glattene længer and til Jafobamesfe f. A., hole han ej fit flere Penge
enb hidtil (Suhm. XIV. 117), 0. f. v., Mltfammen Tegn paa, at den Are og
Tilftedoſtillelſe, at beſidde be Faanffe Slotte, maa have været Stæderne meget
byrefjøbt.

9) Ganmeftebö, S. 142—144.

*) Gammellws S. 145. .

4) Chron. i Scr. r. Dan. VI. 6. 534.

% Guhm, XIV. 6. 146 se fer ker rm peer

"4981 fag. Greverne.of Golfen ſorleuede med Sonderlylland. PRE

Giftevat benne vigtige Gag var afgjort, ſtreed Dronningen og Maddet til
at bringe et andet, ilfe mindre paatrængende, Anliggende å Orden, om eid
iffe paa en ligeſaa tilfredeſtillende Maade, dog i alle Fald fan godt, fom det
efter Omſtandighederne kunde ventes. Det danfte Kongehuus Havde mu
lige ſiden Grev Gerhards Dage ligget i Grid med de Holftenfte Gvever
om Gønberjplland, hvortil de meente at :have Arveret ifølge Kong Chri-
fophers Fonfikringsbrev af 1330. 'Den tappee og mavnfundige Grev
Henrit, bvilten vi i det foregaaende faa ofte Have haft Anledning tif at
smale, 'var bød 1381, efterladende fig umyndige Sanner, men hans MGupder,
Ørev Nikolas eller Claus, levede endan og tilkjendegev nolfom firt Bikje,
tj aks give Glip paa Hertugdømmet, idet han i fin Titel talde fig ,vet Ar⸗
ving” dertil 2). Erſaringen Harde nu viift Dromning Margvete, at bet
under de nærværende Omſtendigheder ej var at tante paa, at kunne fra-
rive Greverne Hertugdømmet, og at det ſaaledes maatte være fordeelag-
tigere at aberlade dem bet med det Gode, knytte dem til fig fom fine
Bafaller, og pan den Maade fille fig ej alene Fred fra deres Kant,
men endog deres Biſtand, end iveligen at foruveliges af dådfe megtige
Fyrſter og fee dem vede til, aaar det ſtulde være, at gjere feiles Sag
mod hende med fine Frænder, Mecklenburgerne. Han :befhuttede-fig derkar
til et Stridt, der fiffert man Have bæret meget tungt, og fomiguem-
tiden Mule ubøve em Maddigere Virkning paa Dammarks indre Lytte og
Velvære, end man da hatde nogen Umelje om, wemlig at overdrage Øre»
verne Sønberipiand til arveligt Sehn. Hun begav fig i det Øjemed
felv til Jylland, bror hun havde em Gammentemft med Greverne og
foreløbigt aftalte bet fornødne. Den højtibelige Forlening fete ſiden Han
et Danehof, der holdtes i Myborg i de førfte Dage af Juli 1386, og
faer, foruden bet Danfle Raad og en Mangde andre Haver, ogſaa ben

. nye Erkebiſtop af Nidaroos, Nikolas, og den nys udnævute Biftop Gen»
vif af Grønland var tilflede *). Her blev nu en fuldtemmen Fred melr .
fem Danmart og Holften indgaaet, faaledes at Brev Øerhard. fom eldſte
Søn af eldfte Broder, altfan Familiens Hoved, forkeneded med Hertuge
dømmet til rv i nedfiigende Linje, Barn «fter Barn, imod at han og
be ønrige Grever flulde føare det danſte Rige Mandſtab og Tjeneſte;
bog føufde af alle dem, der famtidigt herffede i Golfen, tun-cert ad Øan»
gen tegjere i Hertugbømmet og lore Titel af „Hertag i Slespig“ (altſaa
itte af Jylland, formodentlig til Forebyggelje af vderligere Fordringer

1) See det af Suhm (XIV. GS, 151) citerabe Brev, tryft i Weſtphals Monu-
menta IN. 373. '

5) Gre Detmar, &. 338, jfr. Dipl. Norv. I. 530, Gtøulands hlſoriſte Nindes.
dedmerfer, ll S. 198—130 og Sum, KIV:G. 180—102, -foor $et-åytigft,
denne Gag vedkommende, findes famlet.

224 Olaf Hastonsføn.

pan dette Landſtab); herefter ſtulde ingen Fejde finde Sted mellem begge
arter, og al Fvift mindeligen afgjøres ved Boldgift. Den ene af Par-
terne ſtulde underftøtte den anden mod hans Fjender,. naar dette forkane
gedes, og bet beftemtes udtrykkeligt, at Greverne flulde føerge at oprete
bølde Rigets Landefred til Lands og Band mod Røverne. -Herpaa af-
lagde faavel den unge Hertug fom hans Brødre og deres gamle Far-
broder Grev Claus højtidelig Eed, men det er let at forſtaa, at uagtet
Gerhard førte Hertugnavnet, var dog Claus den, ber egentlig havde
Magten og førte Regjeringen, faa kenge han levede. Havde Margrete
tunnet forubfee, hvilte Lidelſer denne Forening mellem Holſten og Sles—
vig vilde bringe over Riget, da havde hun maaftee heller udfat fig for
at have Holfterne til Fjender endnu en Tidlang, end indladt fig derpaa.
Men.. faa fremfynet var-man ej, og det er endog et fort Gpørgsmaal,
bvorvidt man i be Zider, felv- om man havde kunnet forudfee den
Denationalifering af Slesvig, hvortil denne Forlening aabnede Vejen,
vilde have haft Forfand paa at erkjende den for en faa ſtor Mational-
Ulytte, fom ben nu vifer fig at. hate været. Dog viiſte de forſte flade
lige Følger af Foreningen fig tidligere, end maaftee endog Margrete felv
bavde tæntt fig muligt. Imidlertid havde hun dog nu faaet Fred. fra
den Kant, og Gamtiden fandt dette hendes Stridt at være færdeles vel
betæntt. Man betragtede- hende nu, efter de ſtaanſte Slottes Gjener-
pvervelfe og Fredens Oprettelſe med Holfierne, fom mange Gange mege
tigere end før. ,3 aret 1386", figer den famtidige kidedfte Chroniſt,
utom Dronningen af Morge igjen i Befiddelfe af Danmarks Nige Vigefaa
fuldftændigt fom hendes Fader Baldemar havde haft bet. Dette magede
fun med ſtor Dygtighed, og paa den Maade, at hun førft fit Staane
tilbage, og ſiden holdt en Dag med fine Modſtandere Greven af Holften,
forenede fig ganſte med dem til en evig Fred, og forlenede den arveligt
med Hertugdømmet Gledvig. Da dette var fleet, faldt ber en Ungft og
Beven over alle Mend i Riget, der maatte erkjende denne Frues Vis»
døm · og Styrke, og fom nu bød fig hende og hendes Søn til Vjenefte.
Hun indftevnede til fig Fogederne i Landet, drog fra Slot til Slot og
fød fig holde, og forfiyttede hoillenſomhelſt Foged fra bet eme Slot til
det andet, figefom en Klofterforfiander flikter fine Munte fra Kloſter til
Klofter. Dette flete endog i et Fjerdingaars Vid inden Kyndelmesſe
(herved menes formodentlig Februar 1387), og det er højligen at forun-
dreg over, at en Kvinde, der før var faa fattig, at hun itte uden Venners
Øjelp tunde give et Maaltid Mad, fordi alle hendes Slotte ſtode ude
og vare befeftede mere ved Magt end med Met, nu tilligemed fin Søn blev
faa meglig i Lobet af et Fjerdingaar, at ber intet manglede hende i hele
Miget". 5 pe >

1381 fag. Berhandlinger med Hanfeftaderne. 225

Denne Gtildring af hendes tidligere fortrykte Omftændigheder og
den Vending til det bedre; føm Wegivenhederne i 1386 medførte, er
heel mertelig; ben tør vel være noget overdreven, men medfører dog
viſtnot i det Hele taget Sandhed. Flere Omftænbdigheder vife, at hendes
Hender vare mere bundne før ben Vid, end fidenefter, da hun
idetmindfte å Danmart kunde fette igjennem næften hvadſomhelſt hun
bilde 1). Mu maatte ogfan de Gørøvere indgaa Fred, fom ike havde
beeltaget å ben tidligere Fredaflutning. Paa et Beføg, fom Dronning
Margrete felv aflagde ved Hanfedagen i Lübeck den 13de Juli, og fom
vii det følgende nærmere tommer til at omtale, førte hun nu et andet
Eprog.mod Gtæderne end hidtil. Thi da der var Vale om at beramme et
Mode for at bringe en endelig Fred med Gørøverne iftand, vegrede hun
fig ved at ubfette Tiden fenger end til Midten af førftfommende Septem⸗
ber, , paa Grunb af vigtige Grender, hun havde at udrette i Norge" (formo⸗
modentlig i Anledning af Kongens Myndigheds» Erilæring, fom det i det føle
gende vil ſees); til den Tid maatte Stædernes Gefandter fee til at indfinde fig i
Bordingdorg; Kong Olaf, fagde hun, vilde ej fenger fivde for Stædernes
Maning (plages med idelige Erftatningstrav) af Staderne, og hun vilde
m vide med Beftemthed, om Ctæderne i Betragtning af den Fordeel,
de kunde have af Kongen (nemlig Betræftelfen af Privilegierne), vilde forlige
fig med ham (vet vil vel fige opgive alle Erſtatningskrar) hvad Gørøs
derne angit. Staderne fandt felv, at Met og Billighed bød dem at føje
fig herefter 2), og faaledeg blev Fredsmedet holdt, paa aftalt Tid og
Sted. Her blev der ogſaa virkelig bande paa Danmarks og Stadernes
Begne fluttet Fred, om ed tun paa fire Aar, med de Sørsvere, fom
itte allerede forhen havde indgaaet Etilftand, og hvilke nu, ligefom hine,
maatte ſtille hver to andre Adelsmend til Borgen for Fredens Overhol⸗
delſe. Hermed ophørte vel itte Kaperierne ganfte, men man hører dog
itte paa længere Tid tale berom, førend de faataldte Bitalianere begyndte
at forurolige Farvandene; men disſe udruftedes fra mecklenburgſte, itte
fra banfte eller norfte Havne.

1 at flere af de fornemfte Herrer endnu i 1384 vare ligefaa megtige fom Dron»
ningen, ja tildeels endog megtigere, fynes at fremgaa af Befemmelfen paa
$anfebagen i April 1384 om de 9 Etibe, ber fra Danmark fiulde udrnfes
mob Cørøverne. Dronningen paatog fig nemlig Fun at frafie to, Hr. Hen⸗
ning Vutbuſch Iigefaamange, og Konrad Moltefe endog tre; to andre Herrer
ver eet. (Suhm, XIV. 6. 133).

9) See Uddrag af Etadernes Brev til de prendfifte Stæber I Recessus Hansæ, hos
Enhm XIV. S. 162. 163. Her tales ogfaa om, at Norges Riges Raad fulde
indfinde fig I Borbingborg tilligemed bet banffe, men deraf fynes dog Intet ar

* være blevet. '

Mnde Oiferle, Unben Govebafbelisg. 17. 16

226 Diof Qanloneføn.

17. Song Albrecht i Sverige pad en ſwendt Jod med be foenfe Herrer.
Dronaing Marguett føger at våsde bent. Albrechto Mrigdtog til Gønbsefalland.

Det er ovenfor nævnt, at Kong Albrecht under disfe Forhandlinger
mellem Dronningen og Hanfeftæderne atter forføgte Vaabenlykken imod
bendes Befiddelfer. Lige fiden den fidfte Stilftand med GStaaningerue
fynes han at have forberedt fig til et nyt Felttog, og forføgte endog
famme Yar at faa fluttet et Forbund med den megtige Kong Ludvig i
Ungarn og Polen, i hviltet Øiemed han den 7vde Geptember gav fin
Broder Hertug Henrit og fin Gvoger Grev Henvit af Holften Fuldmagt
til at underhandle med ham '). Men Grev Henrik døde faa Uger efter,
og Hertug Henrik i 13832), bet er derfor ikke fandfynligt, at noget
Gefandiftab er afganet, eller noget Forbund fluttet. Hans HForføg
paa at vinde Gtæderne for fig havde heller ikke fynderlig Birkning.
Imidlertid tunde hans Forberedelfer til Fjendtlighedernes Fornyelfe neppe
forblive nogen Hemmelighed. I Norge var man belavet paa at faa
Ufred med bet førfte; dette vifer et Brev, udftedt af Drottfeten i Kong
Olafs Navn den 20de April 1382 fra Tunsberg, hvorved det tillades
Indbyggerne i Slagns og Vaale Gtibreder, paa Grund af deres Fat-
tigdom, at bygge fig et nyt Landeverneftib, der alene var tyve Ulen langt
i Kjølen, og at bruge dette til Landets Forfvar, indtil Kongen blev myn-
big; bet blev dem desforuden tilladt at benytte Gømmene i det gamle,
casſerede Gtib Borrabranden til bet nye, og fiden at brende dette op, dog
aftfammen med ben Forpligtelfe, at det nye Stib med Redſtab og Vilbehør
ftulde være ferdigt inden tre War, og at de, om det imidlertid ſtulde
blive nødvendigt at verje Landet, frulde leje eller fjøbe et ligefaaftort
Slib, der i alle Dele var forfvarligt 3). Dette Brev ſynes at være
udſtedt paa en Meife om i Landet, fom Dvottfeten foretog om Baa-
ven og Gommeren 1382. Ved Gancthansdagstider var nemlig baade
Drottfeten og Cantfleren i Bergen, fremdeles udftedende Breve i Kon-
gens Navn. Om Kongen felv var med, er uvift, man ved kun, åt
han ved Midten af Auguft befandt fig i Oslo *). Der er faaledes idetmindſte
en Mulighed for, at han om Baaren er tommen op fra Danmart for

) Grey Henrik Gerhardsføn i Golfen dode 1381, men Dødsdagen ev ubekjendt,
(fee Guhm, XIV. 6. 101). Hertng Henrif (Suspensor) I Medlenburg døde
I Marte 1383, (f. fammefedø S. 128).

3) Dipl. N. I. 470. '

9 Ger Forteguelfem paa be i Kong Olafs Mava indil 4385 udfødte Breve,
ovenfor, &. 123, Moten. Her vil det fred, at to Laudaviſtabreve, ubfedte af
Kongen i Oslo ben 13de Muguft 1382, eve befeglede ,i Kongens Narverelſe“

1) Gtyffe, Bidrag", No. 75, &. 480. |

1381—1382. Tegu til mye Hjenbiligheder med Gverige. 227

ot gjøre en flig Mundreife med Drøttfeten, og det bliver å alke Hald
fanbfyntigt, at en af Reifens forneniſte Henfigter har været at efterfer
og opbhjelpe Forføarsanftalterne, og at flere Breve af famme Slags fom
det my6 omtalte vedfommende Ledingsftibene og Landevernet have været
ubfledte, men fenere ere tabte. Hvorvidt Dronningen ogfaa fulgte med
paa denne Meife, turde være endmere tvivkfomt; men at hun i alle Fald var
tilſtede i Oslo, da Kongen i Muguft var fommen tilbage dertil, maa efter
det ovenfor (S. 122) paapegede anſees vift, da Kongen ellers neppe
vilde funne have udſtedt Breve, om end blot Landsviſtsbrede, uden
Drottfetens eller Gantflerens Medbefegling 1). Formodentlig er der
ogſaa blevet holdt em Gftertegning med Bønderne om deres Gtatte-
Melſer, thi allerede å October 1381 blev en ſaadan anftillet af Drottfeten
og Fogden paa Akershuus Benedict Mitolasføn, famt flere andre Kongé»
med, med Bonderne paa Follo *), og det ligger derfor nær at antage, at
lignende Gfterregninger have været holdte i enhver af de øvrige Sysler,
gjennem hvilte Drottfeten lagde Vejen. Omtrent paa famme Tid befandt
$r. Marve Ingevaldsføn fig i fin Sydfel Jemteland, beftjeftiget, fom det
fynes, med lignende Forretninger >). Forholdet med Gverige var her
faa uvenligt, at enbogfaa Erkebiſtopen af Uppfala maatte udvirke færftilt
beidebrer of Hr. Marve for nogle af fine Geiktlige, fom han om Høften
1382. fenbte op til Jemteland for at underføge en for flere Forſeelſer

') Der findrø fugen andre Brede fra Vaaren og Gommeren 1382, der antyde,
at Kongen eller Dronningen da opholdt fig i Danmart.

5 Dette ſees af et Brev, der den har været fonbertlippet I emir, for at
bisfe funde fruges form Gegfremmer ved et anbet af 16de Detober 1381, (Dipl.
N. VI.), men faaledes at mon eubnn ved at legge Remferne fammen fan læfe de
førfte Linjer beraf. Her faar, nat Hr. Ugmund Finnsføn, Kongens og Rir
get6 Drottfete, med Gamtyffe af Benedlet Mifolasføn, Foged paa Ufershune,
og flere Kongens Mend, gave enbeel navngivne Bønder paa Oslo folt for
vleſe Etyifer Kong» — formodentlig I Afgift eller Bisøre. Den Mvfte Deel
og Datum mangler, men bet er tydeligt nof, at Brevet har været omtrent
famtibigt med bet, hvori Memferne ere befeglede, ſiden Hr. Agmund taldes
Drottfete, hvilfet han ej blev førend ved Hyidingen, og fom han altfaa ef
funde falbe fig I Delo, hvor Brevet anbenbart er frrevet, førend efter Til-
Bagefomften fra Trondhjem. Af Dipl. N.-11. 469, hvorved Kongen, vet vil
fige Drottfeten I hans Navu, overdrager Tidefe Skytte og Gudbrand Er—⸗
Tingsføn Kronens Fordring hos Fhorbjørn Koll for Drabet paa Hr. Hallvard
apa, fres det, at Drotifelen d. Øde Delbr. 1381 var I Delo, befjeftiget med
Megjeringsfager. Saaledes har vel han og flere Raadsherrer opholdt fig der, paa
denne Maabe beffjeftigede, fen Tilbagefomften fra Hornborefund d. 280e Auguft.

% Bed Brev af 24de Marte 1983, udſtedt paa Jemtemotet, altfaa fra Berg paa
Brøssen, feifjendte Hr. Marve en vis Jon af Afre for den Befylbning at
hade muberflaget et Statteſtlud for Kongen. Dipt. N. Ul. 447.

15"

228 Dlaf Haalonsføn.

antlaget og fordreben VProvfis Sag *). Gent om Høften 1382 ble
der holdt et Høvdingemøde I Bergen, hvor Drottfeten atter var tilftede
tilligemed Hr. Sigurd Hafthorsføn, alle de tre fornemfte Fehirder, nem⸗
lig Erlend Philipsføn i Bergen, Otte Rømer i Throndhjem og Gaute
Eriksſen i unsberg, foruden Provft Binalde, Peter Nicolasføn, Sys-
felmand paa Haalogaland, Lagmanden i Bergen Ion Uslatsføn, og
flere andre; muligt at Kongen ogfaa nu var tilſtede, idetmindfte udfer⸗
bigedeg ber Breve og Metterbøder i hans Mavn*?), dog er det itte
fandfynligt 3). Droningen var i alle Fald reift til Halland og Sjæland.
Man veed tun idet om Forhandlingene, men at de for en ſtor Deel maa
Have gjeldet Kongens Indtægter og Ledingsvæfenet, fynes man allerede
af de tre Fehirders MNærværelfe at maatte kunne flutte. Et lignende
Møde blev i det følgende Aars Auguft Maaned (d. 2600) holdt i Tuns⸗
berg, hvor ligeledes Dvottfeten, Hr. Gigurd Hafthorsføn og de tre Fe-
birder vare tiltede, og hvor derhos den nye Erkebiſtop Nikolas — der
nu for førfte og fidfte Gang aflagde et fort Beføg i fin Kirteprovins —
tilligemed alle de fire Biftoper, Jon af Oslo, Jakob af Bergen, Olaf af
Stavanger og Sigurd af Hamar vare nærværende %). Heller ille om For
Handlinggemnerne paa dette Møde, hvorfra der ogfaa udſtededes Kongebreve,
frjønt Kongen da neppe var i Norge 5), have vi fuldftendig Efterretning, men
den Gjetning ligger nærmeft, at de tildeelé vedtom den daværende Krigs-
fland, og formodentlig ogſaa GSpørgömaalet om, hvorvidt Hanfeftæbernes
Privilegier ſtulde betræftes eller ej. p

$vad ber Hindrede Kong Ulbredjt fra at begynde noget nyt Felttog
mob Kong Olaf og Dronning Margrete allerede i 1382, var neppe nor
get andet end en ny Uenighed, ber var opftanet mellem ham og hans
Maad, famt be øvrige Stormend. De nærmere Omftændigheder derved
tjendeg ikke, men faa meget fan man flutte fig til, at Kongen, utaalmodig

1) See Hr. Marves Brev fra Forberg af Te Sepibr. 1382, ſſtede. No. 441.

9) M. gl. Love Nl. 6. 215.

%) Den 31te Oetober var hun fandfynligvile paa Bardberg, eller audenfteds i
$Halland, fiben Johan Lifte, Hovedsmanden paa Oppenfteen, nævnes fom nær
værende ved et Brev, hun udftedte. Gere Aunaler f. Mord. Olbfynd. og Hiftorie
f. 1855, 6.12, 13, hvor bette Brev (om Mbrumstorps Indløøning) ev aftrytt.
em Dage fenere var Henrif Marbenberg, der ved dette Brev quitterede for
400 SNF. Solv, Pantefummen for Abrumstorp, paa Lanbsthinget I Sjaland,
Suhm, &. 526, og fandfynligviie var Dronningen ogfan her tlfede.

SRM. gå. Love Ill. S. 216.

9) De tel. Annaler (Udg. S. 336) melde, Flats Annalerne for 1384, Gfoal
foltesAnnalerne for 1383, og Lagmanbss-Annalerne med nogle Brudfiykter for
1382, nat Kong Olaf reifte til Danmart*, Det fidfle Aarstal fynes at vare
bet rette.

på

1983. Rong Albrecht I Guerige paany ybmyget of Gtormenvene. 220

over ben Umyndighedstilftand, hvori han befandt fig lige over for Raadet
og Høvdingerne, havde gjort nye Forføg paa at aftafte Uaget, og faaledes
gjørt Brud paa de højtidelige Vilfagn, han tilførn havde maattet give.
Men alle faadanne Attentater kunde ej andet end lede til nye Kræntelfer
- for ham, ifær da han mu ej Tænger havde fin megtige og ſtatskloge Fader
at ty til. Saaledes maatte han paa Gripsholm den 18de September 1383 ude
ſtede en højft ydmygende Forftrivning, hvori han ertlærede, at han ,af fit
hele Hjerte og fin Tante havde borttaftet al Mistytte, Misftemning, Mis—
tro og Vvedragt; der paa nogen Maade og i nogetfomhelft Stytte havde
funnet reife fig mellem ham og hans Naadgivere, navnlig Drottfeten Bo
Jonsføn, famt alle de øvrige i Miget boende Mend, høje og lave, læge
eller færde”; Uenigheden ſtulde betragtes, fom om den aldrig havde fundet
Sted, og Kongen frulde aldrig drages det til Minde, fom indtil denne Dag
havde funnet afftedtomme nogen Stade eller Uvilje; og for at al faadan
Uvilje og Misteo ganfte kunde forebygges, overlod og lagde Kongen fig
med fele fin Tro ind til Rigets Maadgivere, om al hans egen og Ris
gets Beftaaen, og om alt hvad der kunde angaa ham felv, Riget eller
Sndbyggerne, og vilde han i alle Grender eller Stykter vette fig efter
dere. Bilje og i ingen Maade derfra afvige, men med oprigtig Troſtab
og Kjærligjed omgaaes dem, flyrte dem i al deres Met, og med god
Ero fade dem blive ved alle de Brede og Mettigheder ufortræntkede, fom
før maatte være givne dem eller nogen entelt af dem. Thi det maatte
fan nu erfjende, at med Rigets Raadgivere8 Raad kunde han bedft ramme
MigetS og Underfaatternes Bedfte” 1). Dette var altfaa hverken mere
eller mindre end en. pdmygft Beden om Forladelfe og Kryben til Korfet
fra fans Side; han havde modtaget Strub, fom en Gtoledreng. Men
faa langt fra, at fligt tunde fremtalde hos ham bet venlige og tillidde
fulde Sind mod Maadet, fom dette forbrede, maatte det tvertimod have
opirret ham bobbelt imod det, medens Raadet og Herrerne paa deres
Side vift heller ikke et enefte Ojeblik tvivlede om, at hans Løfter hverten
vare eller kunde være oprigtige, og at alene Frygt og Afmagt afholdt
ham fra at prøve nye Forføg paa at afryſte Aaget og hevne de lidte
Kræntelfer. Det ev faaledes fet at begribe, paa hvor vage Fødder
Enigheden mellem Konge og Holt ſtod i Sverige, og hvor lidet der flulde
til for at aſſtedkomme et aabenbart Brud imellem dem. Det er af de
paafølgende Begivenheder umistjendeligt, og i fig felv naturligt, at jo
fængere Vid der hengi efter Kong Magnus's og hans Gøns Fordris
velfe, defto mere traadte Erindringen om hans foregivne Daarligheder
iStyggen, faameget mere fom mange af disfe endog tun vare ham paa=

1) Brevet ev aftrykt i Tillegget til Hadorphe Udg. af Rilmrøniten S. 39.

286 Diaf Hantorsføn.

Digtede af et felvraadigt, havefuldt Patti, medens derimod hans Mildheb,
Øenlighed og mange gode Sider nu ſikkert oprigtigere erkjendtes og
paaſtjonnedes end forhen, og Hengivenbeden for det gamle Köngedynafi
atter Begyndte at røre fig hos Folket, blandt Hvis ringere Kladfer den
beller itte nogenfinde var uddøet. Det maatte nu være indlyſende for
Enhver, at den Clendighed i Miget, for hvilken man gav Magnus Skyl-
den, var bleven” tifod flørre under Albrechts Regimente. Defelvtadvige
Størmend maatte nu have indfeet, at den Magt, de havde franriftet
Kongedømmet, og de Forrettigheder, de havde tilvendt fig paa det pvrige
Holts Betoftning, hverken havde bragt dem felv eMér Miget de Hore
Bele, fom de fynes at have vettet. Udlendinget havde tvængt flg ind i
Båndet til de Indfødtes Ulempe de beherſtede Kongen) og vate altid
ved Haanden og rede at fætte ham op mod Landets egne Sønner;
betydelige Landflader havde filt fig fra Miget og Vare endnu teke gjen-
forenede bermed. Og under alt bitte far man be nys forenede Riger,
Danmart og Morge, jevnt tiltage i Magt og Anſeelſe under Den gåthle
Kongeftammes fidfte Wtlitig og Hans forftandige og falentfulde Moders
vife Styrelfe. Intet Under derfor, om det Omflag å Opinibnen med
Henſyn til de ſidſte Foltungers Regjering, hvortil ſikkert alerede for kongete
Sid fiden de førfte Tegn havde begyndt ut yttre fig, au fekk med
rivende Fart, faameget tere fom det ikke ubetydelige Antal af
fvenfte Herrer, Det våre blevne Follungerne troe og derfor Hadde
maattet forlade Landet og altid længedes eftet åt vende tilbatze,
'og fra fit fille Tilhold i Moörge, i Halland eter Staane,
eller de ſbenſte Landſtaber i Veſten, viſt ikke undlod uaflabellgt at
bearbeide fine Landsmend for åt faa Veit HU ar ſtille fig af med
de mecklenburgſke Herrer og atter flutte fig KI den gamle Konge⸗LEtt.
Maar vi ſaaledes I Matét 1381 finde Kong Haakons troe Vilhtnger Hr.
Eit Ketilsføn i Vadſtena, for et sverdrage det endun ikle tet orgonifer
rede Kloſter nogle Gjendomme, ſom var bet tilfafdne i Vermeland, til
ſammen med Erhgifl Jarl 2), og maaſter flere andre foerfre Hetter, hbis
Bengibenhed for Kong Albrecht vat heel tolvlfom, Yan an deppe tdible
om, at fan ogfan håt benyttet Leſligheden il at apitete mod Kvig A⸗
brecht og for Kong Otaf og Hans Moder. I Juli 1882 holdtes bet,
føm det ſynes, i Vadſtena, en Forſamling af Rigets Lagmend, faavelfom
Erngiſl Jack, Drotrfeteh Bo Jonsføn, og Marſten Steen Benrdirtsfun,

%) af Tilfanden I Sverige og Stemningen, der giver Milmirøuifen (Ser. R. Sv.
I. 58, 59) en meget mørt Gfildring, fom vel fynes at være noget overdreven,
men fom bog vifinot I fine Hoved-Drag medfører Gandhed.

%) Brev I det fo. MigdeArdto af Tde April 1981.

1383—1384. Wgitutlener med Rong albrecht. 281

før at vedtage en tot til Mlofteret, det ſaalaldte Jomfru Marias
Peniag '), og i Mpril 1388 vare ligeledes Crugil Jarl, Hr. eter
Porfe, Ulf Jonsføn (Blaa) vg flere andre Herrer ſorſamlede der *).
Sed fandanne Sammentomfer pan denne Tid, da Horholdet med Kongen
var faa fpendt, fan man trygt antage, at Gamtaler Have været holdte
og MRaadflagninger plejede, ber ikte funde være gunflige for Long Ul
bredt og bane Megimente, i Sardeleshed i Vadſtena, der ej alene formedelſt
fin kirkelige Fredhellighed og den Wreftygt, fom Fru VBirgitteb Havn
udbredede becover, mu var det emefte Sted i hele den ⸗ſtlige Deel af
Soerige, hvor bet efdre Kongehufes Vilhængere kunde møded med fine
Qandømend, wden at frygte for Efterſtrabelſer af Rong Utbredt eller
bend Mend, men hvor nu endog dem blotte Luft faa at fige aundede til
Matgvetes Fotdeel, efterat hun ved fin Opbragelfe hos Fru Mareta Ulfe⸗
datter var fommen å den indevligfte Forbindelfe md hele St. Birgittas
Huus .og havde indyndet fig hos dettes indflydelſesrige Medlem⸗
met, tildels endog dem, ber tidligere havde velft fig mod Kong Mage
me. Overhoded tam men. vel med fuld Met fige, at Madfena
Klafler blev et ligeſaa virtſomt Urnefted for Ugitationerme til For»
deel for Margrete og hendes ME mod Medtenburgerne, fom i fin Tid
St. Olafs Heligdom i Nidaroos blev det til Bedſte for dennes VE:
mod Mayulingerne, og at man fan tilftrive dette Kloſter, der nøtop fil
fin Organifation i denne Writifte Lid, en betydelig, for ei at fige dem vig-
tigfle Anderl å, at Mecklenburgerne fan fort devefter bleve flyrtede, og at
Macgrete ſpillede Meftre: em Fortjenefte, fom Margrete ogſaa nolfem
ertjeudte, og Svorfor hun lagde fin Taknemmelighed klart mot for
Dagen, det Hun ſiden under fin hele Regjering vilſte Kloſtret den flørfte
Hengivenhed og ved alle Lejligheder gav det Bevifer paa fin Andeſt.
Om der allerede under ben fidfle Uenighed mellem Kong Albrecht
og de foenfte Høvdinger bavde fundet nogen Vifnærmelfe Sted mellem
disſe og Dronningen, og om enkelte af dem alerede nu I al Hemmelige
bed vare overtalte af hendes Benner eller hende felv til at forfage Al—⸗
brecht og fitte fig til Olaf, naar den førfte betvemme Geilighed gaves,
fabet fig af Mangel paa fittre og fuldftendige Rider ikke vplyfe. Men

1) Brev af te Jult 1382, I det fo. Migsardiv. Her nævnes vel tfte Udſte⸗
belfes: Stedet, men da Brevet angaar Vadſtena, er det formodentlig ogſaa
ubftedt ber, iſer da vel neppe Hr. ril Kettlefon Huvde Bred andenfteds.
Blandt de het forfamlede Lagmend nevnes ogfaa Laurents Bjørnsføn I
Beftergolland, forhen Kong Haatons hojtbetrvede Mand og viftmot ogfaa heel
vemffabeligen fudet mod hand Syn.

2 Brev af Ue yet 1383, å det fo. Migsatdiv, $vorved Hr. Peter Porfe felger
Gode til Bavfiena, I Overvær af Cragil Jarl, Hr. Byrge Ulfeføn, Hr. Jo⸗
jan Moltefe, gift med Katharina, Cute efter Hr. Karl Ulføføn, og Uf Jonsføn.

282 Diaf Haafonsfon.

der ev unegteligt et eller andet, fom beftyrter en ſaadan Gjetning. Pas
faldende er det, at Glottene Dreſteen og Oppenſteen i det fydveftlige
Beftergøtland, hvoraf det fidfle og formodentlig ogſaa det førfte endnu
mob Udgangen af 4382 var i Margretes eller hendes Slotsfogders
Hender, og Kinds Hered, der endnu ved Midfommerstid 1383 fynes
at fate tilhørt hende '), i den førfte Deel af 1384 vare fomne i Drott-
feten So Jonsføns Befiddelfer >). Det maa altfaa være fleet i Lobet
af 1383, netop paa den Tid, da den fidfte alvorlige Tvift herftede mel-
lem Kong Albredt og Naadet, eller, fom man nu. ligefaagodt fan
fige, Bo Jvnsføn, hvis Magt i Sverige førmedelft hans uhyre Nig-
dom og de mange Forleninger, han efterhaanden havde tilpantet fig, nu
var faa flor, at Kongens egen i Forhold dertil fvandt ind til en Ube—
tydelighed, og hvem man vel derfor er berettiget til at betragte fom Hoved⸗
manbden for de Foranftaltninger eller Truſler, der aftvang Kongen den nys⸗
omtalte ydmygende Grtlæring. Men hvorledes vare vel hine tvende Slotte
faldne i hans Hender? Noget Krigstog, hvorved de fratoges Margre—⸗
teg Glotsfogder, omtales ingenfted8 og fynes heller ike at have fundet Sted.
Saadant maatte desuden under det banærende fyendte Forhold mellem Kongen
og Bo Sonsføn være foretaget af denne paa egen Haand, viltet ikke
ev videre fandfynligt, ligefom man neppe engang fan paapege nogen Vid
i 1383, ba et ſaadant Krigstog med nogen Rimelighed kunde antages at
hate gaaet for fig, faafom de itte faa Brevſtaber fra dette Aar, hvori
Bo Jonsføn omtales, vifer, at han i den mefte Vid af Sommeren og
Hoſten ferdedes i det øftlige Sverige 3). De nævnte Slotte med tilhøs
vende Hereder (Kind og Mart) maa faaledes av fredelig Vej, efter Dag»
thingning og mod Udbetaling af en beftemt Pantefum, have været over-
———— *

1) J bet mys omtalte Brev af Bite October 1982, vedlemmende Udløsningen af
Abrumstorps Sloi, nævnes fom HForlover Johan Lifte, Hovedomand vaa Op⸗
penfteen for Dronningen, altfaa holdt han bet da endnu for hentes Megning.
Og da Ørefteen og Dypenfteen, ber faa nær hinanden, fom ofte navnes
fammen, ofte flod under een Høvding, og forbetmefte fynes at have veelt
Etjebne med hinanden, bliver det fandfynligt, at ogfaa Ørefteen 4 Marks
Hered, der. laa Vardberg meget nærmere, famtidlgt var I Dronningens Hender.
Og bet Brev I det fo. Migdardiiv af 290 Juni 1383, formodentlig nbfebt enten
paa Kongsbalfe, eller paa Vardberg, fiden Misfe Cvarteffaaning nævnes fom
Bibne, forføjer Karl Nifolasføn over Gods ſaavei I Halland fom I Kindøhered.
Dette vifer aabenbart at Kindshered (og ſaaledes Oypenfteen) ba endnu ſtod
4 nærmere Forbindelſe med Halland og altfag ablød Dronningen.

7) Bo Jonsføn opreguer dem nemlig blandt fine Pantelehn I fit Teamente af
175e April 1384, fom vi I bet følgende nærmere fomme til at omtale.

5) Bo Jonsføn var ben Uuguft 1383 I Badftena, 280e Eeptbr. I Veferaaé,

199e November I Myføping, 13de December paa Bjerkø (Breve I det fv.
Migsardin).

4303. Wglttioner mob Rong Mbrest. 283

dragne ham eller hans Befuldmegtigede, fort før eller efter Kongens
Ydmygelfe paa Gripsholm, en Antagelfe, ber i høj Grad bekræftes og
ſaagodtſom bliver til Vished ved den Omftændighed, at den famme Foged
eller Høvding, fom havde Slottene for Dronningens Regning i 1382,
Johan Vifte, ogſaa efter Overdragelfen til Bo Jonsſon vedbdlev at føre
Befalingen der *). En faadan Vransaction behøvede efter de Viders Fore⸗
filling itte at flemple Bo Jonsføn fom den, der fpillede under Dette med
Kongens Fjender, ja den tunde endog ſynes fortjenftlig, forfaavidt fom
han ved egne private Midler bidrog til at erhverve de fraftikte Landfta»
ber tilbage for Riget. Men naar man tager Henfyn til ben afporlige
Misſtemning og sjenfidige Mistillid mellem ham og Kongen, og til de
8 omtalte Sammentomfter, da opftaar visfelig en overvejende Formod⸗
ning for en nøjere og for Kong Albrecht farligere Vilnærmelfe mellem
fam og den kloge FoltungesDronning, der fra fine ſerſtilte Enke-Be⸗
fiddelfer i Halland og Givefysfel havde let for at underhandle med de
foenfte Stormend, mobdtage Beføg af dem og udfende genter, uden at
Albrecht eller hans paalidelige Vilhængere kunde blive det var eller
hindre det 2). Denne Formodning beftyrfes end mere ved en Beftemmelfe
i det Seftament, Bo Jonsføn oprettede firar efter Paaften det følgende
Mar, idet for Albrecht uheldfvangre Vadſtena, idet han nemlig, til Fores
byggelje af, at hans Pantelehn og Gjendomme ſtrax efter hans Død
ſtulde adfplittes, indfatte to Biftoper og aatte megtige verdslige Herrer
til Erecutorer af Veftamentet og Formyndere for fin Cute og Børn, og
desforuden udnævute ren Suppleant for enhver af disfe aatte, der maaftee
tunde afgaa ved Døden, førinden alt fom i Orden, ja gav Crecutorerne,
om de endda ikke flulde blive fuldtallige, Muyndighed til felv at udfylde
Yallet 3). Den hele Beftemmelfe var øjenfynligt — og dette viifte fig

1) See Kong Albrechts Leibebrev for Bo Jonsſons Teftamientereentorer og Slots⸗
fogeber af 23de Geptbr. 1386 (Etyffe, Bidrag No. 79, 6. 188), blandt hvilke
ogfan Johan eitte nævnet, hvilket ef fam være for noget andet Glot end Dys
penfteen, faameget mete fom Algot Maguueføn, der I Lefbebrevet ogſaa
nævnes blandt Bo Jonfons Glotsfogder ved Siden af Johan fe, allerede
I Sunt 1985 havde Ørefteen (Brev I fo. Rigsardiv).

7) Maar man har for Øje, hvorledes Margrete femere, fom vi ville fee, føgte
at bringe Glftermaal lfond mellem Medlemmer af megtige Etter for at
fremme bigtige politiffe Formal, ligger bet meget nær at antage, at hun
ogfaa mu forføgte bet famme — vi have feet, at Drottfetens Giftermaal med
Katharina Knntsdatter fandfynligvis var hendes Bert — og faalebes bliver
vet højit fandfynligt, at det ogſaa var hende, fom omtrent ved denne Eid
bragte Giftermaalet mellem ben ovenomtalte Hr. Jon Hjerne og Chriftine
Mifolasdatter tAand for; derved at vinde ham, der fom Medlem af Rigs⸗
taadet I Gverige havde meget at fige, for fine Juteresjer. .

5) Teſtamentets Indhold anføres hos Lagerbring III. &. 684, 692, 699, 823.

24 Ølet Guatorvfon.

ogfaa tydeligt mol i bet følgende — Hær tettet mod Mongen for at
binder ham fra at fan hilne Pantelehn tilbage, eller fra at tiltage fig
bet inbflpbetfesvige Formyaderſtab. Og hov var vel be adneevnde Gre
toret? En af dem var. Hr. Erik Ketilsſon, Hollungernes inrigfte
Biljænger og Albrrechts affagte Fjende! Ver var ogſaa Karl Ulfsfn af
Zofta og St. Birgittes Søn Byrge Ulfsføn, der, hvør uvenligt femte
de md i fin Ad Ane have været mod Kong Magnus, au vit itte
var Albrecht mere gunftige; Marftet Steen Benedlctsføn, Stifføn af
Gengifl Jarl; Ulf Jonsſon (Blaa), forben Kong Haatons Mand, Det»
dager I Tozet til Geboniten, og ſitkert itte Utbredt Hengiven. Ut de
morige faavdfom Suppleauterne Vare af famme Sind fom Hine, derom
hade vift en fin klog Mand fom So Jonsføn odetbediiſt fa, førend han
ubmævnte bem. En af Guppkanterne var Ulgøt Magnsfan, 180 Jonsſons
Foged paa det YS erholdte Oreſteen, en af de førte, der ſiden erkkevede
fig aabenbatt for Margrete. Bo Jonsſon lagde ſaaledes herved tydeligt for
Dagen, hvor fjendtlig ſindet han var mod Kongen, uagtet han dog mu for et
Syns Skyld ſtulde lade forligt med ham, fan at han endog beghndte Ve-
ſtamentet med be Od, „at hun fandt det taadeligſt at opſette det, fordi Han
anbe tentt, med Guds Hjelp, for Rigets Gavn og Erende at følge fin
tjære Herre dg Gølbaarne Forfte Kong Albrecht til Fiende-Bundi)“. J
denne Handling, farvelfom i den Stemning, det nu dverhoved randede
mellem de føenfte Heret, vg å den Bare, de fort efter bettaadte netop
å Anledning af Dette Teſtamente, fan man altſaa viftnet Fragtetne af
pine Hemmelige eller nnbenbare Sammenkomſter i Bavftena er anden.
ſteds, og overhoved af Dronning Margretes og hendes Berners friulte,
ett ef fttreve og ruſtloſe Vitken ).

Det er dateret fra Vadſtena Roſthugnedagen (Søndagen Qussimodigeniu)
altſaa 17de April 1384. Saume Dag dyttebe Bo Bonsføn Jordegdds med
Wrngif Jarl (Brøv I det fo. Migdardtv).

1) Bagerbring, 1. c. &. 692.

%) $angvarige Underfondlinger mellem de misfornsjede formffe Herrer og
Dronning Margrete lenge førend deres aabenbare Opftand fynes ogs
faa Milmfrønifen (1. c. Side 58, 59) at antyde, khvorvel ben fom
ſedvanligt, forbrejer mangt og meget, fær Ghronologien. Overhoved fin⸗
be ber, manr man nøjere unberføger Brevene fra hine Tider, Legu til et
briynderligt Samvirfen og mistenfeligt Venſtab mellem Albrechts og Drone
ningens &lotøherrer ved den hallandffe og veſtergotſte Grandſe. De omtalte
Breve, Johan gifte paa Oppenſteen vebfommende, vidne allerede tildeels bere
om. Men man feer enbbibere, at ba be Glotsherrer, der havde vet Kaperier,
fluttede hlin føromtalte Enmnand, formobentlig I 1383, var bet Heurik Au-
bersføn, ber gif I Borgen for Misfe Gvarteffaanning, og den fomme Henrit
Anderoſonꝰ ſik Maret efter, fom vi ville fre, bet nyd erobrede Lagaholms
Slot I Pantelehn af Kong Ubredt, Mjønt manftee itte med hemmes gode Bilje.

1384. Rong Wlbredt gjor ot Krigeten til GønbrenGalan». 986

Imidlertid opaaaede dog Albtecht i 1384, formodentlig om Somme⸗
ven"), fanmeget at han fifet Krigstog iſtand mod den danfle Gteendſe, ded
bviltet ogfaa Bo Jonsføn, fom Ordene i hans Teſtament antydede, dar
med, ellet idetmindſte finde være med, ligeføm vel og flere andre ſoenſte
Herrer, uden at man bog fan fee, at de ydede ham mogen virkelig Hjelp.
Tdi hans fotnemſte Krigsſtyrle fynes at have beftanet i de Troppet,
ſom fans Vilhængere og Behnoherrer å det øftlige Skaane, nemlig begge
Duverne, Jakob Urelsføn, vel ogfan begge Snakenborgerue, Gerhard vg
Heyne, Bitte v. Viken i Kalmar og flere af hans tydfke Venner, fraf
føde ham 9). Han brød ogfan fun ind i Skaane vg i føndre Hallan»,
Høner han var heldig mol tif at erobre Bagaholmö Slot. Da Kong Albrecht
vå Panftetider akerede var iferd med at begynde Toget, havde Dron⸗
tingen enbmn neppe nogen Tanke om, at det vilde gan for fig, Fork
hun begav fig til Hanfedagen i Stralſund (den 24de Mpril) og ver af»
tålte et nyt Møde med Sttedernes Grfandter I Skaane til den 8de Sep⸗
teinb et. Dette bår vel ogſaa Matfagen til Albrechts Fremgang I Beghn-
belfen. Men da Margrete og Henning Drottfete harde ſamlet en Hær
og mid ben ilede Utbredt møde, fygtede Han firar tilbage til Sverige

Abraham Brodersføn van Kougsbafte, en af ve megtigfe Mind i Halland,
der fiden fom til at ſpille en betydelig Rolle og var Dronningen tvrigt
fjengfven, Sep Muus paa Sinbholm (der lidt fenere havde Bardberg) unde
Tod vift heller ikle at agitere for Dronningen.

1) Maret 1384 engives ubtryfteligt å bet danfte Gjvonteon af 1989, (Ser. r.
Dan. VI. 534), og Ungivelfens Rigtighed bukræftes faavel af Ve Ionsføne
Teſtament, font af Dronning Margretes ovenfor meddelte Undffyldning til
$Hanfeftaderne, at hun for Krigens Styld ilte efter Løfte havde kunnet møde
bere Gefandter I Grptember 1384, eller tl dette Møde tadfalde fine Glota-
herrer. Huitfeld (S. 569) henfører Rrigstoget, uagtet Han øjenfyaligt om:
taler bet efter bet felvfomme Ghromison, urigtigt til 1883, hvilfen ejl ſiden
av gaast over I aubre, uyere Bereiminger, faaledes I Jahws Unlomshiftorie
6. 11, Naar det her heder, at Uldredjt i 1882 faldt ind i Slaane og ber
megtigedg fig Turftorpsø, hvor ben Fongelige Gtatholders Broder blev drekt,
ba er belte em aldeles vilfaarlig Forklaring af hlint Chronicons fimple og
Forte, af os ovenfor omtalte, Ord, at Gjalbferem Gr. Tuve Galen miftede
Slottet Turftorpsø, og at Hr. Holmger, en flaanff Midder, der blev bredt.
Snarere var det Dronningen, ber lod ham det fratage; thi I 4386 var det I
hendes Bold, (1. c.) og Tuve Galen havde vliſt fig venfadeligt ſiudet mod
Medttenburgerne (fee svenfor &. 74). Huitfeld figer (S. 571) efter felve
Wavebrevet, at hun havde kjobt det af Ham, neppe med hans gode Bilje.

% I nyenævnte Chronicon figes det ubtrytfeligt, at Kong Albrecht efterat have
faget til fig iffe faa Mibberømend fra Glaame (adjungis sibi non paucis
militaribus de Seaniå), brød ind i kane og Halland og tog Lagaholm.
Det maa altfaa ffær have været de Herrer, til hvem Hertug Albrecht I 1378
havde puntfat Gerde, Jereftads og Wølnge Hereder I Stanne, (fee ovenfor
6. 74); dog var Jereſtade Hered før 1387 fommet I Heyne Suakenborgs
Bold (fer det famme Chton. S. 535). At Bide v. Bigen og Gnakenbore

286 Dlef -Hastonsføn.

med den Stam, heder det hos en famtidig Ghvonift '), ikke at have
vovet 'at oppebie en Kvinde. Hermed endte Fjendtlighederne for denne
Gang, og fornpedes ikke for det førfte, da Albrecht neppe følte fig
iftand dertil og optoges derhos mere end forhen af fit fedrene Hertuge
dømme Medtenburgs Unliggender, efterat hans Brødre Henrik og Mags
nus begge vare døde (1383 og 4385). Ufandfynligt ev bet ikke, at Bo
Jonoſon tan have meglet en GStilftand, fiden Kong Albrecht i November
4384 var i Jøntøping, hvilken Stad tilligemed Rumblaborgs Lehn og
en Deel af Finveden nu ogſaa hørte til Bo Jonsføns Befiddelfer, og
derfor paa en vis Maade unde betragtes fom et neutralt Verritorium.
Thi under dette Opphold i FJøntøping pantfatte Kong Utbredt Lagaholm
til en Henrit Andersføn, der fynes at have været en ſtaanſt eller
ballandft Herremand og fnarere at have heldet til Dronningens, end
til Kong Ulbredts Parti, med den Forpligtelfe, at holde det aabent
for ham, og give ham eller hans VBefuldmegtigede det tilbage, naar
Pantefummen, 100 Me. brendt, betaltes: en Overdragelfe, fom Albrecht
dog neppe fynes at kunne have betvemmet fig til med fin gode Vilje 2).
Merteligt er det ogſaa, at tvende af det gamle Kongehufes Vilhengere,
Tubbe Critsføn og Jon Ovdesføn, omtrent paa famme Vid ogfan
ophobdt fig i Jøntøping*). Maaſtee var Stilftanden endog noget tide

gerne var med, maa man flutte af Heurik Auderſons Horfifringebrev af 195:
Mpril 1387 (Styffes Bidrag S. 189, jfr. nedenfor). Vide v. Vigen havde
enduu Kelmar (fee Guhwi XIV. S. 861. Man faar faaledes bet Judtryt,
at Kong Ulbredt formemmelig, eller næften udeluklende, havde ſine tydfe
$errer og Faanffe Tilhængere med fig paa Loget, og faa eller ingen fornfte
derrer. Det feer endog nb til, at han holdt fig faa fydligt og maafer
Begyndte Toget fra det øilige Gkaane af for at undgan at fomme I Berør
relfe med Bo Jonsføn og hans Fogeder. Det lader ikke til, at Vo Jonse
føn, ba bet fom til Gtyffet, ydede ham videre Hjelp, Mjønt han havde ber
budet bet I fit Teftament. Derimod har han fuarere været rede til at megle
Gtilftand. J *

) Memlig I bet oftere paaberaabte Chonicon af 1389 (Ser. R. Dan. VI 534).

2) Bed Brev af 26de Novbr. 1884 erfjendte Henrif Audersſon, at han havde
Lagaholms Glot med tilhørende Landffab til Pant af Kong Albredt for
100 Marf brendt, og lovede ved Pantefummens Betaling at give bet
tilbage, (Styffe, No. 77, Side 183). Men denne famme Henrlf Un»
derøføn var bet, fom omtrent ved famme Tid glt I Borgen for Misfe
Svarteffaanlng, Dronningens Gloteherre paa Kongsbalfe, da han og de
øvrige uSørøvere" Indgik ben føromtalte Fred; altfaa maa Henrik ibetmindfte
have været em Ben af ham, og formodentlig og af $r. Henning Putbufd,
der var med af megle Breden. (Ger Bunge, I. c. 6. 1382).

3) Brev af Kong Ulbredt, dat. Jøntøping d. 27de Movbr. 1384, og af Tubbe
Grifsføn, dat. fammefteds den 20de Movbr. om en Pantfettelfe af Jordegods

på

1386. Gammenfomft mellem Margrete og Rong Uibredt. 287

ligere meglet i Auledning af den ſtore Feft, fom nu fejredes i Vadſtena,
idet de førfte Monner og Munte den 23de October højtideligt bleve ind⸗
førte af Biftop Nitolas af Lintøping, i Dvervær af Erkebiſtop Henrik
i Uppfala famt Biſtop Vhord i Strengnes: en Feft, der ſaaat fige ved»
tom hele Rorden og derfor not kunde fræve en almindelig Fred. Dron-
ningen, der for Fjendtlighedernes Skyld ikke havde kunnet indfinde fig
til det beftemte Møde i Geptember, og heller ikke efter Løfte havde funnet
indfalde fine Slotsherrer, da hun benyttede dem i Krigen, famledes, fom
vi have feet, med de hanfeatifte Befuldmegtigede den Ode October, og
ba ſynes al Krigsfare at have været forbi. I bet følgende ar reifte
Albrecht over til Medlenburg og underftøttede Luͤbeck, Roftod og Wis⸗
mar fraftigt mob endeel røverfte Herrer, hvis Borge bleve nedbrudte ').
Men da Ulbredjt benyttede Lejligheden til at fremftan paa Hanfedagen i
Gtralfund ved St. Hansdags Vider og anholdt om Gtædernes Vis
fland mod Danmart, fit han fun det undvigende Svar, at mhver Stad
vilde forelægge Unmodningen for fit Raad *), og imidlertid vare de
ſtaauſte Slotte blevne uvægerligen affaaede til Dronningen, medens hun
allerede tybeligere gav fine Forhaadninger med Henfyn til Sverige tilljende,
idet hun lod fin Søn Olaf, der ved denne Vid naaede Myndigheds⸗Al⸗
deren, antage Vitel af , Arving til Sverige"3). Gaameget har dog
maaſtee Albrechts Anmodning til Stæderne udrettet, at disſe fit et pere
fonligt Møde mellem Albredt og Margrete bragt til Veje for at prøve
mindeligt Forliig. Thi ved den føromtalte Hanfedag, fom holdtes den 13de
Juli 1386, indfandt fig” bande Kong bredt og Dronning Margrete, og
foruben dem flere nordtydſte Fyrfter, navnlig Hertug Erit af Saren og
de holftenfte Grever, med hvilte Margrete umiddelbart forud havde flute
tet Fred og Forbund, famt mange andre Herrer. Det figes udtrykke⸗
figt, at ber her blev dagthinget vedkommende Migerne Danmart og Sve-

å Mlehereb (ved Ljobhuns) i Beftergøtland (altfaa I bet Verritorinm, der
endun lød under Dronningen) til Ragnvald Pampe, i Qvervær af Jon
Dbbesføn. Begge I det fo. Migsardiv.

') Detmar, S. 331.

5) Nlbbrag af Recessus Hanse hos Guhm XIV. 6. 148.

) Ger K. Olaf Brev af 11te Mal, hvoraf Suhm meddeler Uddr. XIV. S. 145, efter
Rec Hanse. Det er Qvitteringsbrevet for be ffaanfte Glotte og revet
paa Piattydf. Olafø Titel lyder der ,konink to Denemarken und Norwegen
und war erfname des rikes to Sweden". Denne Titel bruger bog Ikke
Dlaf I norffe Breve, ligeſom bet og er vift nok, at den fired mod den fornfte
Gtateforfatning. Men man er deri maaſtee berettiget til at fee et Tegn paa
ben flørte Gitterhed, Hvormed Margrete nm Imødefaa den foenffe Krones
Grhvervelfe, og dette fan alene have været paa Grund af hendes Borbindelfer
med be ſvenſte Gtormend.

288 Dinf Gaafonefn.

vige ). Altſaa er det aabenbart, at der ev forføgt Megling, men er
fattatet fjenbes ilfe, uden forſaadidt man maa gutage, at em ny Stil:
fland eller Forfengelfe af Stilſtand ev bragt iland, og at Albrecht maa ⸗
ſtee bar frafagt fig de øfteftannfte Slotte. Saaledes flod Gagerne hen,
fan fenge Kong Olaf fevede, indtil Margrete næfte Gang rifle fig med
Song Albrecht, for i fort Vid at berøve ham baade Frihed og Nigr,
ſaalrdes fom det i bet Følgende vil blive berettet.

18. Snbenfandføe Forhandlinger og Raademoder. Vororbninger om Yö-
tanbsfarerned Ufgifter m. m. Mudferne herje å Nordland og Finmarken.

Medens Dronningen faaledes ved Underhandlinger og Feider føgte
at filtre fin Søns Niger med udvortes Fare, og om muligt at vinde
Sberige tilbage for Foltunge-Atten, udbviklede Drøttfeten og Maadet i
Merge en itte ringe Birffomhed med Henfyn til Rigets indvortes An-⸗
Higgender: en Virkſomhed, der i alke Fald vidner om god Bikje, om den
end ilke i alle Deele fan ſiges at have været heldig. Man fan neppe
under Rong Ragnus's og Kong Haatons Regjering paavife faa mange
Raadsmoder i et fort Viddrum, fom de, der nu holdtes i Olafs Umyndigheds⸗
aar mellem 1381 og 1385, og allerede øvenfor tildeels ere berørte. Der
boldtes mindft eet hvert Aar, maaffee endog flere. Foruden den flørre
Sanmenkomſt, der fandt Sted ved HyMingeni Ridaroos 1381, holdtes
ber og, fom vi Have feet, en mindre i Oslo feenføftes famme Aar, hvør-
ved ber anſtilledes Efterregning med Kronindtægterne. Om Gommeren
4382 var Drottfeten og Cantfleren i Bergen, uden at dog noget
flørte Møde da fynes at Have været holdt, men i October famme Har
ſamledes Drottfeten, de tre fornemfte Fehirder for Nidaroos, Tunsberg
og Bergen, Biftopen fammefteds og Provft Binalde, Hr. Sigurd Hafthors⸗
føn, og flere andre Herver og Embedsmend, i fidftnævnte Stad. IAuguft
1384 høldteg et lignende, men Gørce Møde i Tunsberg, hvor den nys⸗
wdnævnte Erkebiſtop Rikolas og de fire øvrige Biftøper, Hr. Sigurd
Hafthorsſon, de tre ovennævnte Fehirder, Haaton Jonsføn, AM Haralds⸗
føn og flere andre Herrer famledes med Dvottfeten. Ved Midfommers-
tider 1384 ſamledes Drottfeten og Cantfleren med Biftop Jakob, Provft
Binalde, Haakon Jonsføn, Erlend Philipsføn og Alf Haraldsſon i Bergen,
hvor en eller maaſtee flere Forordniuger gabes, og hvor ſaabel Drottfeten,
fom be fleſte øvrige af be nævnte Herrer fynes at være forblevne indtil
Hen å Muguft, ba be ogſaa å denne Maaned ubitedte en Retterbod fra Ber»

5) Deimar, S. 386, 197, Recemus House, meg for if, AV. S.
162, 168.

1981—1384. Saabömeder I Bergen og Tunsberg. 289

gen, medens Gantffeven imidlertid vendte tilbage tif Øftlandet for at beførge
be lobende Cancelli-HForretninger. Mefultaterne af disſe Sammenkomſter og
oderhoded af Drottfetens Embedsreiſer vedkømme, forfaavidt vi Hende dere,
mærmeft ben indvortes Gtyrelfe, fljønt man dog, form ovenfor pitret, ikke
tan tvidle om, at Forholdet til fremmede Magter, navnligt tit Hanfeftæderne -
og til Sverige, have været Gjenfland før megen Randflagning. I Før
ningen, fornemmelig paa Drottfetens Omveife i 1382, bleve vel ifær
Varnadarbreve moftedte og Frihedsbreve fornyede, forfaavidt det ikke aller
tede var ſteet ved Hyldingen. Saaledes betrveftedet den 16de Juni
1383 de Friheder, fom Kong Haakon Magnusføn den eldre havde for
nadt Gaarböbonden i Wudunargaarben paa Stranden å Bergen, da han
førærede ben til Marieftefen i Oslo, og fom Kong Magnus og Haa
ten ben yugre ligeledes havde ſtadfeſtet, dog lagdes ber wdtryfteligt til,
at Betreftelfen itte gjaldt lenger, end indtil Kongen var bleben myndig 1).
Jaa Dage derefter (ben 26de Juni) udſtedtes Marnadarbrev for Munde-
fins Mofter i Bergen, ved hviltet Grev den famme Claufut inbførtes »).
Det ov allerede svmfor omhandlet, at man ej med Miidhed deed, hvorvidt
Kongen har været med våd denne Lejlighed. Derimod var har, fom det alle»
vede er nært, i slo med Midten af Auguſt, upaawivleligt fedfaget af ſin
Moder, ſaaſom han da udſtedte Bandsviflbreve 3), der befegleded i hans
egen Mardærelfe, uden at enten Drottfeten eller Cantſleren nævnes og vel
beller itfe have bæret tilflede, mebens man bog paa den anden Side umue
figt fan antege, at ben toldaarige Dreng fluide have været i Morge ude
nogen Opfigt og paa egen Haand udført Megjeringsforreminger. Det
er allerede forhen nævnt, at der ej findes noget Brevftab eller nor
gen filer hiſtoriſt Beretning, fom vifer, at Dronningen i Midten af
Muguft 4382 var andenftede, end i Rorge, hvor ber ogfam visfelig var
not for hende at tage vare paa, blandt andet at forberede Gempiterne
paa Nikolas Mufers Udnævnelfe til Erkebiſtop. Desuden man hun vel
i alle Fald have fundet det nødvendigt med fin Søn at overvære Bryl-
lupsfeſten hos Kongehuſets Frende Hr. Gigurd Hafthorsføn, nemlig
mellem hans Datter Agnes og ben foenfte Herre Von Martinsføn, hvile
tet Bryllip netop ved denne Vid fores at have fundet Sted 4), faa
megetmete fom bet ille er wfandfynligt at dette Giftermaal har været

3) Dipl, N. 1.478. Øujm, XIV. 6.50, Ved on on bripnderlig esltogelfe har
Suhm, hvor han S. 84 giver at fort Uddrag af Brenete Judhold, ,Bønr
berne paa Slyngſtad I Straud“ iſtedetſor Bonden I Mudnurnrgrerden paa
Stranden»,

3) Munfelivøkogen S. 12.

5) Bipl. I. 1.473. 474.

%) See ovf. S. 152. Den 16de Novbr. 1382 er Jon Martinsføne førfte bekjendte

240 Olaf Haatonsfjon.

hendes ert, for at den i Bermeland og Dalsland anſeede og indfly-
delfesrige Jon deſto faftere kunde knyttes til Morged og. Kongehufets
Snteredfer. Siden — formodentlig i September — forfod hun atter
Rorge og drog til Halland, famt fenere til Sjæland, hvor Hun modtog
den juft fra Curien tilbagekomne Erkebiſtop Mitolas, fanledes fom. det
forhen ev berettet. Ut hun ogfaa havde Kong Olaf med fig tilbage, er
efter det ovenfor anførte fandfynligt, fljønt det ej med Beftemthed fan
paavifes 1). Drottfeten derimod og Hr. Gigurd Hafthorsføn begav
fig til det ovenomtalte Raadsmode, ber holdtes i Bergen heuimod Slut⸗
ningen af October Maaned, og hvor navnlig de tre Fehirder vare til
flede 2). Deres Nærværelfe antyder allerede, at financielle Spørsmaal
maa have været under Horhandling. Det ev itte ufandfynligt, at netop
i ben Anledning Thurid Hallfteinsdatter og hendes Mand Jon Grils-
føn fit Provft Binalde til felv anden, den 43de October, at udſtede en
betveftet Copi af det Brev, hvorved Kong Haakon havde frjentet den
Deel af Gaarden Gyltan, fom Hallftein Baardsſon havde ejet, til hans
Datter Thurids Børn; det var maaftee nemlig at befrygte, at de før-
famlede Raadsherrer under deres Granftning efter Kronens Ejendomme
og Mettigheder vilde gjøre Thurid denne Gjendom flridig. Ligeledes er-
fares bet, at den fongelige Ombudsmand i Staben tlagede over, at flere
af Jelandsfarerne gjørde Kongen og Kronen for Stade deri, at de ikke
vilde erlægge den faataldte Sekkegjeld af de Barer, fom de førte til
Landet, en Femprocent-Afgift, paabuden af Kong Magnus og hans
Maad, og indflærpet af Kong Haaton *). Efterat have granftet Sagen

Brev fra Sudrelm dateret (Dipl. N. Il. 477), fjønt det angaar Gaarde
Hjøb paa Dal I Gverige. Før ben Tid daterer han fra Dal, fivrnefter edfe
fra Gubreim, Oelo eller andenſteds i Norge (Dipl. N. Il. 480. 485. I. 485);
bette vidner umisfjendeligt om, at han I 1983 er flyttet til Morge, altfaa
vel fjer haft Bryllup med Agnes Gigurdadatter.

1) Det ev forhen omtalt, at de islaudſte Udfagn uKong Olaf foor til Danmark*
(6. 336) itfe afglver nogen fifter Tidøbeteguelfe, fordi den I de forffjellige
$aandfrrifter henføres fuarft til 1382, fart tif 1383, fæart til 1384.

FYR. gl. &. IL. S. 212. Ger er Dagen vel fun angivet fom de fo Apoſtlers
MedfesUften og kan faalebes betegne baade IOte Upril (Philips og Jar
obo) og 27be October (Simons og Jube); I førfte Fald vilde Maret blive
1383. Men at Hoſt⸗Feſtdagen menes, ſees deels deraf, at 3Ote April 1383
ev Chriſti Himmelfartøbag og vilde faaledes blive betegnet fom „Helligthors⸗
bag”, beelø at ber tales om nysanfomme Jalandsforere, hvilte ej funne have
gjort Relfen fra Jeland I Marte og April, men heller om Sommeren, faaat
de fom hjem feenhøftes.

35) Af deeldre Paabud haves der mn ingen Gjenpart, faa at man ef engang verd,
maar be bleve mdftedte, eller Hvilken Maguns bet var, fom allerforſt paar
lagde bet.

1381. Raads- og Mifopomsbe I Tunsberg. 241

og efterfeet Koug Magnus” oprindelige Forordning derom, udſtedte de
forfamlebe Herrer i Kongens Mavn en ny Forordning til de nys ane
tomme Jolandsfarere faavelfom alle dem, der femere funde fomme, at de
ſtulde holde fig be eldre Beftemmeljer efterrettelige og ordentligt udrede
Afgiften; navnlig ſtulde Jslandsfarernes Svene itte unddrage fig Yvdel-
fen, ſaaledes fom de en Kidlang havde gjort. Dog tilføjedes ogſaa her,
at Fororduingen alene flulde gjelde, indtil Kongen blev myndig, faafremt
han da fandt bet raadeligt at gjøre nogen Forandring deri. Hvad der
mere eg forhandlet paa dette Møde, vides ikke.

Det næfte Møde, der holdtes i Tunsberg, var, fom vi have feet,
talrigere; natulig var alle Morges Biftoper der tilftede, og det havde
ſaaledes Præget af et virkeligt Migömøbde, hvilket vel ogfan er Grun-
den fit, at de her fattede Beftemmelfer ej ligefom de, der vedtoges paa be
forrige Møder, fun evtlæredes gjeldende under Kongens Umyndighedstid 1).
Her var bet ikke alene em Deel af Raadet, der fattede Beflutninger paa
fit eget Auſvar, med Forbehold af pderligere Betræftelfe, men det hele
Raad funde give fine Beftemmelfer fuld og varig Gyldighed. Saa—
ledes vedtoges her og udſtedtes ſiden under ben 26de Uuguft i Kong
Olafs Navn forftjellige Beftemmelfer, famlede i Retterbodform. En af
disſe Beftemmelfer var en my Indfterpelfe af GSettegjeld-Ydelfen. Der
tlagedeg frembeles, heder bet, over, at bet Gods, der tom fra Island,
blev udſtibet, førend Gettegjeldet var erlagt til Kronen, og derfor blev
an enhver ſaadan Udflibning forbudt under Brevebrudsftraf. Men deg-
foruden blev ber og truffet et Par andre Beftemmelfer, af hvilte man
tande ønfte, .at idetmindfle den emne aldrig havde været udklekket, faa øde
leggende ble ben og maatte den i Tidens Løb blive for Morged Hane
beldrørelfe og ſtore Landſtabers Melvære. I Unledning af de hype
pige Klager, der fremdeles hørtes over, at de Mend, der vilde holde
fit Hunevæfen og fit Landbrug vedlige, itke kunde faa Arbeidsfolt, fordi
de flefte unge Mend fagde fig paa Kjøbferd, tvertimod Kong Magnus's
og Haalons Beſtemmelſe, blev denne ſtrengt indferpet, ſaaledes at ingen
herefter maatte fejle i jøbferd, fom ifte ejede indtil femten forngilde
Mart gjeldfrit. Dette tunde døg endnu nogenledes lade fig høre. Men
desforuden blev det beftemt, at til Horebyggelfe af, at Landet. ,,ftulde mere
ligge øde, end Konge og Holt kunde være tjent med”, frulde herefter ingen
osten i By eller Bygd have Villadelfe til at bygge noget Kjøbmands=
ſtib for .bermed at frjfe nord i Landet eller til Glatlandene, undtagen be,
fom formaaede at gjøre bet af fit eget Gods uden at optage Laan en-

NM. gl 2. IM. 6. 216—218.

rene Ofere. Uaden Guosbafvelisg. 10. 16

242 Diaf Haafonsjøn.

ten hos Landamend eller Fremmede, og aflagde Eed herpaa. Overtres
derne af dette Forbud frulde bøde 8 Ertoger og 13 ME. i Brevebrud
og derhos have Gtibet forbrudt. Endvidere forbødes det alle fongelige
Ombudsmend, fornemmelig Fehirden i Bergen, at taale eller tillade, at
nogen byggede Gtib imod dette Forbud, men berimod påalagdes det
bem at confiftere Gtibet for dem, fom handlede derimød, ligeſom ogſaa
Sagmendene frulde dømme dem efter Loven, ſom Sysſelmendene fagføgte
før deres Domftol i Anledning af dette Forbuds Overtredelfe.

Dette Forbud maatte, naar bet ſtrengt overholdtes, legge fan mange
Hindringer i Vejen for de unge foretagelfesiyfne Rordmend, ber endnu
føgte at arbeide fig op ved Handelsdrift, at man fet fan friftes til at tro,
at de kloge Hanfeater, der havde al Grund til at frygte Opkomſten af en
indenlandſt og formuende Handelsſtand i Norge, Havde ved alſtens Midler,
maaftee endog mindre hederlige, faaet Raadsherrerne til at udſtede bet.
Hi naar alene de Mordmend, der allerede vare Capitalifter, ſtulde have
Sov til at handle, og ingen ung Begynder maatte grunde fine Forret-
ninger paa fremmede Gapitaler, er det jo kart, at ingen felvftænvig
norft Handelsftand — ben mannu juft trengte meft til — funde fomme
op ved Siden af Hanfeaterne. Dog, naar man har den totale Utyndig
ped i den vette Handelspolitit før Øje, fom i denne Vid og lenge efter
herſtede hos de Styrende ej alene i Morge, men i hele Norden, vil man
godt funne forftaa, at neppe nøgen faadan Jndblæsning fra Hanfeftæderne
behøvedes for at forlede Maadsherrerne til dette falfte Stridt. Vi have
allevede forhen feet, hvilken Frygt der herftede hos Magthaverne for, at
„Landet ſtulde legges øde, Jorden favne Dyrking og Statterne forrin-
ge8, naar altfor mange vilde ſlaa fig paa Handelen;" og denne Frygt var
fittert tilftvettelig til at funne fremfalde bet her omtalte, ja endnu verre
Misgreb, uden at der fra Hanfeftædernes Side udfordredes anden Judvirk⸗
ning — om oterhoved en faadan har fundet Sted — end bet ubetyde-
ligfte Bint, Forbudet gjaldt vel egentlig fun Farten paa Nordland,
Finmarken og Statlandene, men faavidt man tan fee, var denne Han-
deldfart den enefte, der nu beftjeftigede norfte Kjobmend og. norfte
tide, medens Handelen paa Udlandet ganfle var i Hanfeaternes Hene
der. Og ſaaledes arbeidede Regjeringen, i fin MEngftelfe for at Kronind-
tægterne ſlulde forringes, ligeſom flagen med Blindhed, til det Maal, der
omfider desverre opnaaedes, nemlig at den fidfte Reft af STordmendenes egen
$Hanbelsrørelfe paa det nærmefte tilintetgjordes, og at de fjernere Skat-
lande, hvis Velferd nu, paa Grund'af Megjeringsmonopolet, afpang af
Forfyningen fra Morge, oftere fom i den pderfle Nød, medens Serj-
fabfen til Grønland omfider ganſte ophørte, faaledes føm det i det føl-
gende vil blive viiſt.

— — — —ñ ——

1384. Raabomode I Bergen 1384. 243

Bed Mødet i Bergen om. Sommeren 1384, der fynes at have
vedvaret lige fra St. Hansdagstider til hen i Auguft, medens Dron-
ningen ferdedes nede i Danmark og havde trablt med at unbderhandle
med Gtæderne om de ſtaanſte Slottes Gjengivelfe m. m., fom. atter
Handels⸗ og Arbeids⸗Forholdene paa Bane. Ved en i Kongens Navn ude
fldt Forordning af 28de Juni ') beftemtes der førft en heel Deel nye
Baxter for Haandverters Arbeide, og foreftreves det om Mynten, at den
uftulde gaa, fom ben fra gammel Lid havde gaget”. Men desforuden
beſtemtes der, at be fongelige Ombubsmend frulde fordele Arbeidsfolkene
paa Landet rundt om til geiftlige eller verdslige Huusbønder. Det fore
bodes Gnhver paa Landet at tage avbeidsføre vinder i Hulet, og Fog-
derne frulde om Hoſt og Baar „tjore“ de Mend og Kvinder ud af
Kjøbfiederne, fom vare ardeidsføre not til at arbeide paa Landet og di
havde feſtet fig i faft Tjeneſte. Muligt at Affoltningen fiden Mander
bøden havde bevirfet en Mangel paa Arbeidskrefter, fom de Fleſte fandt
betentelig; men denne umiddelbare Indgriben fra Regjeringens Gide var
bag figefuldt utilbørlig. I Jndledningen til Forordningen heder bet,
at en Mengde Uftikte havde fiden Kong Magnus's og Kong Haakons
Død indfueget fig, ej alene Kongens egne Thegner og Underfaatter, men
ogſaa alle udenfra tiltommende Mend til Tyngſel, ifær i Kjobſtederne,
og blandt dem igjen fornemmefig Bergen, der var den førfte i Norge:
Uftitte, der ifær bidrørte fra dem, der ſtulde ernære fig af fit Ars
beide. ed en anden i Kongens Navn udfledt Forordning af 190e
Auguſt, henvendt til alle Inddyggerne i Finmarten, Haalogaland, Naum- .
dal, Zhrondhjem, Hordrøre, Raumsdalen og Søndmøre, vverhoved alle
dem, der boede nordenfor Gtad, føgte Regjeringen at verne om Kjøle
flederneg Mettigheder, og fornemmelig verved holde Liv i de fmaa Kjob⸗
fleder ved. Befterhavet, Borgund paa Søndmøre, Veds i Raumsdalen
og Baagen paa Haalogaland, der allerede var paa god Vej til at forfalde
aldeles. Maadet og Kongen, heed det, kunde not merke, at Bergen og
Throndbjem, faavelføm hiine Gmaatjøbfteder, fordervedes og odelagdes
derved, at Sejlingsmend itte fejlede med fine Barer til dem efter gammel
Etit; og, da fu faavel Kong Magnus fom Kong Haakon havde forbudt
Fjordetjøb og Ber-Kjøb (Smaahandel inde i Fjorden og ved Fifteverene),
beſtemtes det herved, at ingen maatte fejle med fine Varer til andre
Kjobſteder, end til Byerne, nemlig de fra Finmarken og Haalogaland
til Baagen, de fra Naumbal og Vhrondhjem famt Nordmøre til Thrond⸗
hjem, de fra Raumsdal til Medø og de fra Søndmøre til Borgund.

1 8. gl: 4. MI S. 218—220.
19 gt sg

244 Dlaf Haaloueſon.

Dog frulde Bymendene i Bergen fom hidtil unne Brage til Vaagen
og der holde fin Kjøbftevne.

For Finmarkens og Haalogalands Indvaanere indfferpedes For-
budet mod at fejle med fine Barer andenfteds end til, Baagen endnu
yderligere, og deres Overtredelfe deraf blev endog erklæret for en Land-
raadeſag, fordi Rusſerne og Karelerne havde opfagt Dagen (til
flanden) med Nordmendene, og hine Landftabers Indbyggere derfor
maatte være paa fin Poft og gjøre Hine Fjender Modſtand, naar de
vilde tilføje Norges Indbyggere Stade. Den nærmere Sammenheng
meb denne Opfigelfe tjendes ikte. Man tan vel med Sikkerhed antage,
at Gtilftanden oftere har været fornyet fiden 43511), men ingen G-
terretning er opbevaret om de Forhandliuger, fom desangaaende fandt
Sted. CSandfynligviis har den, fom tidligere, hver Gang været førnpet
fun paa ti Aar *), og faaledes vel og paa det nærmefte hvert tiende
Har, forfaavidt ingen Hindringer fom ivejen og forhalede Fornyelfen.
Tillige er det fandfynligt, at Fornyelfen lete, om ej juft under eet, faa
dog paa det nærmefte famtidigt for Morges og Sveriges Vedkommende,
endog efter Adſtillelſen; thi Gtilftanden i 1351 fluttedes for begge Mir
ger unber eet, og ſaaledes maatte den vel ogſaa føde ud paa ſamme Tid for
begge. Bi have feet, at Bo Jonsføn underhandlede om Stilſtand mel
lem Sverige og Rusland i 13743), og deraf funde man maaftee flutte,
at der til famme Tid ogfaa har været underhandket fra norft Side, og
at Der blev indgaaet en Gtilftand paa ti Mar, vilken faaledes lob ud
1384. Om Krigen felv vides ikke andet, end, at Musferne enten maaftee
allerede i dette Mar, eller i et af de paafølgende — Viden angives for-
fjelligt — gjørde et Indfald i bet nordlige Norge, drebte Mandsper-
foner, men tog Kvinder og Børn til Fange, og ranede deres Henge*).
Mon maa faaledes antage, at der, trods Advarſlen til Indbyggerne af
Mordland og Finmarken om at være paa fin Poft, dog ikke er gjort
Hletfelige Anſtalter til at modftaa Rusfernes Ungreb. Noget fynes dog
fra det Offentlige Gide at være foretaget å ben Anledning, thi efter al
Sandfynlighed var det med Henfyn til denne Krig, at der blev paalagt
hele Almuen i Nordfjord en overordentlig Afgift til Ubbebring af Syflens

1) Se foregaaende Bind, S. 527. Da ogfan Nordmendene deeltog I den Krig,
fom da førtes med Musferne, er bet vimeligt, at vøfea Gtilfanben blev
fluttet for deres Bebfommende.

2) Zreden eller Gtilfanden af 1826 fluttedes, fam vi have fort, paa K Mar.

3) See ovenfor S. 53.

%) Selandfle Aunaler, Udg. S. 338. Motitfen findes ej i FlatssManalerne, men
fan i Skaalholts⸗ og LagmandssMnnalerne, I de førfte for 1388, de 'Adfe
for 1385.

1385, 1986. Rusferne herje Binmarfen. 245

Bangftib, hvilket vel faaledes tvaadte i Stedet for famtlige mindre
Stibe, formodentlig 7 Femogtyvefesfer, fiden hele Fylket udgjorde
femten Skibreder, ſtjont man itfe ved, naar denne Forandring fete.
Udbedringen oberdroges en vis Fon Holmsføn, der til den Ende
ogſaa oppebar. Afgiften og efter fuldbragt Arbeide aflagde Regnſtab der-
oser paa Vinreid den 12te Marts 1386 for GSysfelmandens, Erlend
Hhilipsføns, Ombudsmand Peter Haafonsføn, faavelfom to Mend af
foer Stidrede, tilkaldte med Erlends Samtykke'). Lignende Forans
faltninger have formodentlig ogfaa været gjorte i andre Syſler norden-
fjeld8, men Brevftaberne derom have delt Stjebne med faa mange andre,
der eve fporløft forfoundne. Gtade, at man ſtal vide faa liden Beſteed
om denne Gag. De vusfifte Aarbøger berette heller ikte noget derom.
Nusfernes og Karelernes Unfald paa disfe Cane fynes efter den Tid
foarere at have tiltaget i Hyppighed og Grumhed, end aftaget, og noget
over tredive Mar fenere lød Klagerne fra Mordland8 og Finmartens
Indbpggere faaledes, at Musfer og Hedninger „lenge havde gjort dem
grov Stade, at de felv maatte ligge å Orlog Binter og Sommer uden
anden Gjelp end af ben fattige Almue og entelte Ombudsmend, famt
at Rusferne itfe overholdt nogen Gtilftandtractat med dem" 2). Den
famme Tilſtand herſtede vift allerede paa de Tider, vi nu have for os.
Forfvaret paa de pderfte MNordøfigrendfer fynes at have været mere, end
Megjeringen kunde overtage.

19. Begivenheder paa Jsland, Grønland og i de øvrige Gkatlande.

Kort efter Kong Olafs Hylding i Morge, formodentlig i 1382,
eflagde ogſaa Jölendingerme fin Troſtabs⸗Eed til ham i Lagretten paa

7) Dipt.-N. I. 445. røvet ev ubfedt af Preken (il Gyge og Binreld famt
fem audae Mend, oltfaa ilke af alle de tilfaldte Mend, ber tilfommen i bet
mindfie maatte gjøre et lige Lal. Men der figes udtrytteligt, al ogfaa mange
anbre vare tllftede. Regnfadet er ef uden Interesſe, jønt man ef deraf fan fer
Yen hele Gum, fom Jon havde oppebaaret. Der nævnes kun hvilte forſthellige
Wiglftopefier Hope enfelt Ubreber havde ydet, (Lo-ThveiterszEolden til Iubs
falter, Lhveltestolden til Fremrelde, Malestolden til Gejls:Ubbedring) ſamt
entelte færfiilte Summer, 28 Lauper af Gert paa Sand og Eſteln paa Binr
ved, fom de var Ulmuen fyldige, og tolv Lauper af Judbyggerne paa Møer
i Gtibsleje, da de foor øftenfra; altfaa havde de lejet Sidet, fom man feer,
vit til Gvab Log. Efter nøjagtig Granffning af Megnffabet Gtidrede for
Slibrede efter Mandtallet viifte det fig, at Jon Holmsføn havde udlagt 6G
Sanper mete, end han havde modtaget, men ,ba han vilde fer vel for fin
Ge", flog han af 16 Lauper; berpaa aflagde han Lyriter:Ced, at han havde
gjort rigtigt Regnffab for Wfgiften, dog Udfarelebingen heri ef idereguet.
$eraf fres det, at Ufgiften var overorbentlig.

5 Dipl. N. I. 670.

246 Olaf Haafonsføn.

Althinget. Imidlertid havde Kong Olaf, eller de, der fyrede i hans
Navn, allerede tidligere beftiktet baade Hirdftjore og Lagmend i Landet.
”Hirdftjore blev fremdeles Undres Sveinsſon, der i 1379 var fommen
over til Norge tilligemed Biftop Oddgeir, og fom vel derved des lettere kunde
udvirke, at han befræftedes i fit Embede. Efter nogle Haandftrifter af
de islandſte Annaler fral han allerede være fommen ud til Island i 1380,
og Troſtabseedens Ufleggelfe, der formodentlig frete ved hans Foran
fraltning, have fundet Sted i 1381; andre Haandftrifter fade ham fomme ub
i 1381, og Geden blive aflagt i 1382; endnu andre flytte begge
Begitvenheder fremdeles eet War lengere frem. Det fandfynligfte er,
at hans Udnævnelfe førft fandt Sted efter Hyldingen i Norge,
altfaa om Gommeren 1381, at han famme Høft fom ud. til Is⸗
land, og at Troſtabseeden faaledes blev aflagt paa bet følgende Al—
thing, nemlig førft i Juli 13821). J 1384, formodentlig famtidigt
med Andresꝰs Fornyelſe i Hirdfljornen, beftittedes vgfaa Rafn, en Søn
af ben før omtalte Hirdſtjore Botulf Andresføn, og Svigerføn af Thorſtein
Gyjulvsføn, til Lagmand før Nord= og Veft-Fjerdirigen umiddelbart efter denne,
og bet anmerkes udtrytkeligt, og altſaa fom en GSæregenhed, at Embedet
betroedes ham før Livstid *). Navn havde ligefom Andres Sveinsſon
været i Morge, da han udnævnte8, og var faaledes formodentlig reift
over med Anbefaling fra fin Svigerfader, der nu maa have bæret gam-
mel og føag og berfør vel onſtede at fravige Embedet, men naturligviis
ogſaa felft at have Gvigerfønnen til Cftermand. Navn beflædte dog
Gmbedet itte fængere end til 1389, da han omkom ved et forferdeligt
Jordfald, der ødelagde hans Gaard Langelid i Hørgaardal (d. 18de No⸗
vember), faalebes fom det i det følgende nærmere vil blive omtalt, og
den gamle Bhorftein maatte da endnu engang overtage Embedet 3). Lag
mand fyd og øfter var formodentlig en vis Bjørn, kaldet KlovasBjørn,
der udnævntes i 1377), men man verd forrefen aldeles intet om ham.
Filftanden paa Jöland i denne Vid beftrives fom pverft førgelig. Der
dannede fig Flokker 0. e. Ufreds⸗Flokker) og herftede Fredløshed, heder
bet 5), og derhos rafede fremdeles Sott og Mandedød over hele Bandet 6).
Annalerne nævne ogfaa flere anſeede Mend, fom i denne Vid døde, for»
mobentlig fom Offere for Sygdommen. Der tales om Manddrab, om

1) gel. Annaler, Udg. S. 334.

3) Gammeftebø, S. 332. i
3 Gammeftebe, S. 346,, joft. Safn til Sögu Äalands II. 6. 72. 73.
4) Jel. Annaler, udg. &. 328.

%) Gammefteds, ved 1382, 6. 384,

%) Gammefiebö, ved 1381 og 1382, S. 332, 334.

1381—1387. Begivenheder paa Seland. 247

$Henrettelfer, og andre Tegn paa en mislig Samfundstilfland, men da
man forreften verd lidet eller intet om de Perfoner, fom enten udførte
disſe Handlinger eller vare Offere før dem, ville vi her ej dvele udføre
ligere derved, men fun omtale et Par af de meft Haracteriftifte Lildras
gelfer. I Aaret 1385 i Julen, førtælles der, reed Gubmund, en Søn

- of ben tidligere omtalte Lagmand Orm Suorresſon, der endnu levede,

tiligemed en Erik Gudmundsføn hen til en vis Thord Jonsføn, ber
boede i Borgarfjorden, tog ham til Fange i hans eget Gjem og lod
ham halshugge, altfammen ifølge en af Orm Snorresſon affagt og dere
for nu mindft 10 Yar gammel Dom. Dommen fyrnes at have været
aretferdig, idetmindſte betragtedes den faaledes, og Gudmunds og Eriks
Handling vakte derfor almindelig Harme. Vaa Vyinget famme Aar blev
Gudmund og hans Fader Orm, fom det fortelles, betrængte ved Manda
gang, bet vil fige, truede og angrebne af forbittvede Folkehobe, og Erik
Gudmundsføn maatte Maret efter forlade Landet. Imidlertid havde Gud⸗
mund, faavidt man fan frjønne, ført et halv fredløft Roverliv, thi der
fortælleg, at hans Mend begit Man og Vyverier over hele Veſt⸗ og Syd⸗
Fjerdingen. Dog maatte ogſaa han endnu famme Aar fortrætte; om
fan fom til Norge, vides ikke, men i 1388 var han paa Færøerne, hvor
hart en Nat, fom ber berettes, førfvandt paa en uforklarlig Maade, og
Gysfelmanben, den oftere omtalte Greip Jvarsføn, inddrog paa Kongens
Begne alt hans Efterladenſtab, da dette ifølge en over ham affagt Dom
var forfaldet til Kongens Kasſe, formedelft hans ſtore Misgjerninger.
$Heldigere var Grit Gudmundsjøn, bder endog drev det til at ubnævnes
til Hirdftjøre af Drottfeten, medens denne endnu førte Megjeringen,
fom det å det følgende vil blive berettet; men allerede Aaret
efter blev han bredt !). De Ulykker, der ſaaledes overgit begge
Thord Jonsføns Drabsmend, betvagtedes formodentlig fom anbenbare
Tegn paa hans Uſtyld, thi i 1389 blev hans Been efter Officialens
Foranftgtning og hele Geiftlighedens Samtykke flyttede til GStavholts
Kirkegaard, og han felv betvagtet fom en Helgen, fanat man* endog til-
ſtrev en Bøn til ham, at et Mennefte blev reddet i et frort Jordſtred
paa $Hjelleland, der indtraf omtrent famtidigt med bet nys omtalte paa
Langelid 2). Der nævnes ligeledes om en megtig Mand ved Navn Vige
fuus Flofesføn, fom i 1384 formedelft fløre Forbrydelfer var bleven
fat i Gann, med Paaleg at drage lige til den pavelige Curie at faa
Abſolution. Han veifte ogfaa affted næfte Mar, men fom ikke til Rom,
thi han fit fuld Mbfolution for alle fine Forfeelfer af den til Biftop i

1) Gammefedé, &. 338,.340, ved 1385, 1386, 1387, 1388.
7) Gammeftebé, ved 1389 og 1390, S. 342, 346.

248 - Dlef $astonsfon.

Gronland udnævnte Henvit, der opholdt fig deels i Danmark, dets i
Morge, og fandfynligviis ved fin Udnævnelfe hadde fanet em almindelig
Fuldmagt til at meddele faadanne Abfolutioner i fit fjerne Biftopedømme,
$vorfva bet i de fleſte Vilfelde var umuligt at fomme til Rom; men
bvilten Fuldmagt dog vift ikke gjaldt andetfteds. Med denne Abſolution
vendte Bigfuus filbage i 1391, men opførte fig fremdeles føm en Volds⸗
mand, faaat han omfider atter blev bannfat*). Der nætnes enddidere
øm Folk, der havde begaaet flere Snigmord, og fom ſtraffedes med at
blive levende begvavne: en Straf, fom dog ingenfteds findes i Loven.
ØDafaa Elementerne vare å Oprør. I 1384 var der faa livet Gres,
fom ber i Mands Minde havde været, men derimod regnede det mere,
end nogen funde mindes; heraf fulgte igjen føære Jordſtred og Steen⸗
ſtred, endog der, hvor man hidtil ej havde feet dem, til ſtor Gade for
Matt og Jord 2). Uveiret og Gtormene voldte igjen Skibbrud. I 1380
eller 1381 blev et Stib fordrevet til Grønlands Kyft, kaldet Olafebollen
eller Olafsſuden, og Folkene maatte overvintre der; næfte Aar (1381 eller
41382) forliifteet Sb, tilhørende Biſtopsſtolen i Staalholt, men Mandſtabet
reddede fig, næften fom ved et Underverk, paa en aaben Baad til Grøn-
land, hvor de traf Folkene paa Olafsſuden og fom med Ven: derfra 3).
J 1382 omføm den rige og mMegtige Bonde Einar Guiksføn i
Batnsfjord, af den gåmle Vatnsfjord-AStt, med flere Folk, paa Ifa-
. fjørden (0. 20de Marta) 4). Hans Søn Bjørn, der iden blev en meget
anſeet og navnkyndig Mand, havde i 1885 det Uheld at blide forbreven
til Grønland, formodentlig paa en Neife til Norge, med- et af fine egne
Stibe, thi ikke mindre end five Iſslandsfarere, berettes ber, bleve da før-
drevne til Grønland, og paa dem var Bjørn Cinarsføn:faavelføm en Si
durd Loftsſon, kaldet Hvittoll, der fynes at have været Hans: fortrolige
Men og Vilhænger. De havde været i den yderfte Fare formedelft Drive
iis, faat de endog aflagde det højtidelige Løfte, at de vilde forrtage en
Pilegrimsreiſe til det hellige Land, hvis de nu bleve frelſte. De fom,
føm fagt, til Grøntand, fljønt efter at have lidt for Stade par Skibene,
og de blede nu nødfagede til at opholde fig der i to Aar, formodentlig
paa Grund af Storm og Jisgång. Imidlertid havde de ogfaa'andre Vane
fleligheder at fæmpe med. Da de vilde kjobe Bevnetsmidler og andre
uundværlige Fornødenheder af Indbyggerne, vægvede disfe fig ved at
felge dem noget, uden at de ogfaa kjobte af de egentlige faakuldte grøn»

1) Sammeſteds, ved 1384, 1385, 1391, &. 336, 338, 350.

3) Sammeſtede, S. 332.

3) Gammefteds, S. 384, jvfr. Grønlands hiſt. WB H. S. a4, 61.
Zol. Annaler, Udg. S. 884.

*+1881—1387. Begivenheder paa Joland. 249

landſte Barer eller Udførfels-Mrtitler, uagtet bet dar flrengeligen forbudt,
da Denne andel tilhørte Kronen. Ja Indbyggerne vedtog Vette endog
vita fit MMing, i de Fremmedes MRærværelfe. Dieſe havde ſaaledes
intet andet Malg. Og da de, formodentlig i Ven Henfigt at gjøre Kro⸗
nn en Tjeneſte til Gtftatning for den nødtvungne Overtrævelfe af dens
Enehandelsret, tilbød fig at føre Kronens Barer over til Morge, dilde
Kongens Ombudsmend ilke indlade fig derpaa, da de intet Brev harde
at forenife derøm. Alt dette bragte dem fiken i ikke vinge Forlegenhed,
thi da be, efterat være fomne i god Behold tilbage til Hvalfjor-
ben paa Island 1387, og det følgende War reifte over til Norge,
blev de ved Untomften til Bergen af Haakon Jonsſon tiltalte
for ulovlig Handel med Grønlendingerne. Sagen blev ført paadømt
den 17de Mai å det paafølgende Mar, ved en af Fryirden Gtfend PYk-
lipsføn nedfat Dom, hvoriblandt Arnulf Gunnardføn, Lagmand i Ber
gen, Ion Vhorgildføn, Lagmand paa Haalogaland, og «Finn Gyrds⸗
føn, Sysfelmand paa Vifter. Dommen faldt dog ud til deres Forded.
Da intet andet Midnesbyrd kunde haves, maatte man: nøjes med dered
egen og Mandſkabets Eed om, hvad der havde bragt dem til Grønland,
og efter at have oplyft hvad ber ovenfor er meddelt, famt at de ikke
habde fjøbt noget af Kongens Gods, bleve de fritjendte 7).

Den her omtalte Bjørn Einarsſon var forsvrigt maaſtee Islands
mertefigfte Mand paa ben Vid, formedelft de ſtore Udenlandsreifer, fan
foretog. Faderen Einar nedffammede, fom fagt, fra Snorre Gturfasføns
Datterføn Einar Thorvaldsſon i Vatnsfjorden i Idie Led *), og var,
efter hans Teſtament at dømme, hvoraf der endnu Hhaves em Aſſtrift,
tagen 4882 efter hans Død, en overmaade riig Mand; Han fljenfede
nemlig flete Gaarde famt en Kalt til Olafskirken i Bamnskjord, hvor han
Valgte fit Bejefted, og endvidere til 48 forſtjellige Kirker ike mindre end
43 Hundreder, fymt til tre Kirker desforuden visfe Herlighedet, for Liligz
fed og Gjælemesfe tolv Hundræder, til Fattige fem Hundreder, og til
fattige Frænder tyve Hundreder, altſaa i Mlt tilfammen 85 KHundreder
foruden de øvrige Gaver 3). Bjørn havde allerede gjørt een Reiſe til

1) Jet. Annaler, Udg. S. 336, Brev af 17de Mai 1389 I 4Grønlande hiftor.
Mindeømerker* Il. 139, Bel ere Berfouerne, fom anklagedes for ulovlig

evne, iffe nævute ved Navn I Brevet, men ved Sams
Beretning feer man dog tydeligt, at bet netop er
Bjørn Ginarsføn og hans Medrelfende, fom menes; det er ogſaa faaledes ans
taget og paavlik i ,Grøul. hift. M.“ 1. c. S. 138.

3) Slegtregiſtret findes I BoliorUdgaven af Suorre Gturlasføn, I. XLVIN faaledes :
Giuar — Vilborg — Grit — Ginar.

5 Bun Jonsſons (øl. Kirkehiforie, N. S. 130. iblsjen er batevet en 10de

250 Olaf Haafonsføn.

Som, førend Han gjerde hiin ufrivillige Reiſe til Grønland. Siden
gjorde han flere Meifer, hvoriblandt den mertelige, der har forftaffet ham
Tilnavnet Bjørn Jorfalafare, og fom i det følgende fral omtales, faas
velføm hvorledes han blev Hirdfljore, og overhoved førte et meget uro»
ligt Liv. Han forfattede ogfaa Beftrivelfe over fine Reifer, fom des⸗
verre ev tabt. Han holdt en Stad i fin Fjenefte, der fulgte ham
paa hans Reiſer for at underholde ham og hans Huſtru ved fine Kvad
visfe Dage om Ugen; af flere af disfe Kvad ere endnu Levninger opbe⸗
varede 1).

Som et merfeligt Bevis paa, hvor megen Bind Jöslenbingerne endnu i
bisfe urolige og for Landet faa ulykkelige Tider lagde paa Bidenftadelighed
og fremfor alt paa Opbevarelfen og Ufftrivningen af deres hiſtoriſte Sagaer,
ma bet enføreå, at ben frørfte, fuldflændigfte og i et vift Henfeende endog
den bedſte Samling af norfte Kongefagaer, fom endnu er til, blev ſtreven
netop i Mareye mellem 1387 og 1393, og bet endog fun af to Mend,
Preſterne Jon Thordåføn og Magnus Vhorhallsføn. Dette er den ber
tjendte Flatøbog, faataldt, fordi den fandtes paa Flatø i Breidafjorden,
da den i det 17de Marhundrede erhvervedes for det fongelige Bibliothet
i Kjøbenhavn. Hovedplanen med denne Ufftrivning fyned at have været
ben, at levere en faavidt mulig fuldftændig Gamling af de Gagaer, fom
vedfommwe Norges tvende vegjerende Fvrfte-Gufe, Kongehufet, og de
orknoiſte Jarlers tt. Saaledes indeholder bey Kongefagerne i deres
vibtløftigfte Bearbeidelfe, med faamange indftudte mindre Fortellinger om
merfelige Islendinger, -der fom i Berørelfe med Kongerne, fom muligt;
desforuden findes det gamle Kvad Hyndluljod, formodentlig fordi det
indeholder endeel Slegtregiſtre, der ogfan forefomme i det gamle Sagn
om Norges førfte Bebyggslfe, et Eventyr om Erik Vidfarle (uvift hvor-
for), og endelig fortfattede Annaler, der flutte med Aaret 1394, og fom
før de fidfte ti til tyve Aars Hiftorie ere af megen Bigtighed, frjønt de
iffe altid angive Aarstaliet nøjagtigt. Uden denne ſtore Gaming, hvis

April, og Ginar falbes ubtrykfeligt ,gödrar minningar*, altfaa var han ba
bød Ude Marte forud, og Aaret 1382, hviltet HolesMunalerue angiver fom
Hans Dødsaar, bliver bet rigtige.

1) Gre herom Grønlands hit. Mindesmerker, I. GS. 110. Det & forreften vif.
mot en Geiltagelfe, naar bet her heder, at han ikfe førend paa: fin fidfte Keiſe
fom til Grønland og anløb de fabelagtige Gunnbjørnefter, thi be iel. Un
ualer henføre ubtrytfeligt hans Ovhold paa Grønland til 1984—1386, hvad
ber ogfaa beftyrfed af uysanførte Brev, og hans Iorfaleferb derme til
1406. %t Ban, fom det I et Ulbdrag om hans Meife (1. c. 6. 149) heder,
under fit ufrivillige Opholb i Grønland havde Gysfel I Gritsfjorden efter
Grønlendlngernes egen Befutning, er idet fandfynligt;-hitet Brev taler fo
netop om ben fongelige Ombudømant, ber iffe engang vilde betre ham de til
Kronen beftemte Barer.

1381—1387. Seglvenheder paa Iøland. 25f

Yfftrivning man have foftet uttolig Flid og Møje, vilde vi favne mange
Dplysninger, fom alene der forefindes 1).

Hvorledes Biftop Ovdgeir i Gtaalholt døde under” fit ejeld i
Morge 1381, og den danfte Preditebroder og Ponitentiarius, Midael,
tt Par War efter beftitedes til hans Gftermand, ev forhen berettet I).
Nichael tom til Island i 1385, formodentlig fra Bergen, paa et Skib,
der tilførte Gufteu Margrete, enten Hustru Margrete i Staften, eller
Margrete Eilivsdatter, Haafon Jonsføns Huftru. Han lod fig fette i
Sand med 10 Mend øftenfor Mydal, men Stibet, fom fortfatte fin Vej,
blev fiden af de famme Storme, der bragte Bjørn Cinarsføn til Grøn:
land, brevet ud til Hads og ſaaledes ødelagt, at Befetningen omtom,
og Gtytter af Braget fiden fandtes ved Færøernes og Hjaltlands Ky⸗
fler 3). Biftop Midael begyndte ej lenge efter fin Gmbedstiltrædekfe med
at gjøre mange Forandringer, der ikke behagede de egenrandige Preſter,
af hvilte ogſaa mange bleve affatte; ja ikke engang Abbediaſe Thorgerd i
Kirkebs ſtaanedes, men maatte give Slip paa fit Embede, ber overdroges
til Halldora Munulfsdatter, hvilken det dog endnu i famme Aar ikke gik
bedre. Over alt dette ſteeg Forbittrelſen imod ham faa Højt, at der omſider
paa Althinget i 1388 blev indgivet og oplæft en Proteft imod hans Ferd,
fom inbeholdt en Mengde Beftyldninger imod ham. Den gamle Annas
fik, der forteller Dette, figer, at Beftyldningerne vare ufandferdige, * og
formodentlig” har Michael ogfan i det Bæfentlige haft Met, men tun itte
forftanet at opføre fig med den førnødne Barfomhed. Proteſten havde imide
lertid den Virkning, at Midjael endnu i famme War maatte forlade Lane
det efterat have indfat Sira Arne Gunlaugsſon til Official i fit Sted. ).
Zillige veifte en Moængde Prefter fra Bandet, og heraf frulde man fore
mode, at en Klage oter Midaels Ferd har været indgiven enten til Erke⸗
biſtopen eller endog til Gurien, og at faavel Biftopen fom hime Prefter

1) Glatøbogen mbglves mu I Trykfen af Prof. Unger I Ghriftlania og vil om
et Mars Tid være ferdig. I Begyndelfen (Udg. I. S. 2BY, hvor Kongerefken
«anføres, flaar ber ubtrykkeligt, at Rong Olaf var Konge, da denne Bog blev
begynbt at frelves 1387, ligeleded omtales hans Død eller orfoinden, og
Margretes Uduævaelfe til Rigofyrerinde; da nu Annalerne, der flutte Berket,
ophøre med 1394, have vi ſaaledes Tiden, I hvilken Afrloningen fandt Sted.

3) 6. ovenf. S. 138.

3 3øl. Aunaler, Udg. S. 386.

% Gammefteø, S. 340, 342. Disfe Begivenheder henføres fom fevvanligt I de
forftjellige Haandſtrifter til forffjellige Mar, faalebes har Hlatø-Unnalerne Mir
chaeis ortreife fra Island ved 1389, HolesMnnalerne ved 1388, og Lage
monbø-Annalerne ved 1387; men ba be vende fidfte fette den famtidigt med
Bjørn Cinarsjøns Meife til Morge, der Ifølge Brevet af 1389 fe 1 1388,
bliver altſaa dette Mar bet tette,

259 Olaf $antonsjøn.

perſonligt havde villet føre fin Gag. Imidlertid var Tilſtanden her
mislig i Biftopsdømmet. Den af Midael indfatte Official døde allerede
1389, mange Preſter vare døde, mange borte fra Landet, og de flefte,
der endng vare tilbage, berøvede fine Gmbeder. Michael, der for det
førfte havde flanet fig til Mo i Danmart, beftittede derfra i 1390 em ny
Offieial, Thorſtein Snorresſon, efter førft at have indviet ham til Abbed
i Helgafells Kloſter; ligeledes udnævnte han en Provft, men frar der
efter frafagde han fig fit Biſtops. Embede 1). Maar han døde vides ikke.
Imidlertid fad den gamle Jon Eriksſon Skalle i god No fom Biftop
i Gole, efterat Gofjørdingerne endelig i 1371 havde underkaſtet fig ham.
Om hans Beføg i Norge 1375—76 er der ovenfor talt; forveften er
der intet af Migtighed at berette om hans Gmbedsførfel i de fidfle Aar
af hans Liv. Seabidt man fan fer, var man i det Hele. taget vel til
freds tned ham, og han fynes å alle Fald at have haft et vaagent Oje
med Biſtepsſtolens Ejendomme og Indtægter 2).

Om Begivenheder pan Grønland og Coloniens Handelsforbindelſe
med Norge ev der ej ført andet at berette, end hvad der frar ovenfør
ur anført vedkonmende Bjørn Einarsſons Opphold der. Man tan beyaf
danne fig en Foreſtilling om, med hvilten fmaalig og ufornuftig Skin⸗
fyge Megjeringen og dens Ombudsmend vaagede over Kronens Enehandel
med Jadbyggerne. Det betragtebes, feer man, fom en Forferlfe endog
Win at anløbe Sandet med fri Bitje uden udtrytkelig Villapelje, og ifte-
betfor at fornuftig Politit heller ſtulde have tilraadet at lette Farten der
fen, og opmuntee fan mange ſom muligt til at handle herpan, ped at til:
flaa dem allehaamde Bettelfer, føgte man tvertimob at udeflænge faa mange
fom mukigt fra denne Sejlads og at vanfteliggjøre Adgangen. til Bandet
ved alle sptæntelige Indffræntuinger. Under ſaadanne Omftænbdigheder
maatte det være ummfigt for ben allerede i fig felv foage Colonie at
funne beftaa i Længden. Coloniſterne, der leed faa føleligt under Vryt-
tet, ot de, fom vi have feet, benyttede fig af de rige Udlendingers An⸗
tomft til endog at tiltvinge fig Affetning paa fine Barer, maatte alene
fænges efter at tomme berfra; itte not med at de ibeligt havde at frmpe
mob en ublid Statur, at de ofte å hele ar vare afftaarne fra den- øvrige
civiliſerede Berden, og at de nu dertil hvert Oieblik unde vente fig ødes

5 9el. nnaler, Udg. S. 344, 348, de tre nydnæynte Unnalhoaubffrifter have
ogfan hver forfjellige Mar; da man imidlertid fam fer faameget, at Urne
Gunnlaugsføn døde Naret efter fin Udnævnelfe til Officlak og at den uye
Official fom til Jelaud I det paafølgende Mar, have vi ſaaledes Marene 1389
og 1390 beftemte, og Glatø-Unualerne fefle, naar de flytte Begivenheden et
Mar længer frem.

5) Gre Finn Jonejøns fel. Kirtehigorie 11. S. 205.

1381—1387. Gronlaudſte Tilbragelfer. 258

feggende Angreb af Eftimoerne, havde be ikke engang den Opmuntring
at tunne gjøre fig fine møjfemmelige Erhderv fan frugtbringende fom mu.
ligt; bet ev endog at formede, at de til fine Zider have dt nirketig
Mangel. Saaledes maa man antage, at Mntallet af Coloniflerne afteg
Mar for Mar, medens ogfan Untallet af de Skibe, der beføgte Colonien,
Yar for Mar blev ringere, og frart endog Courfen derhen fun tjendtes
af nogle Faa. Et Beviis paa, hvor vinge og fjelden den far ſtinſpgt
bevogtede Gamferfel med Norge var, have vi i ben akerede vvenfor (GS.
103) omtalte Omftændighed, at Biftop Alfs Død i Mavet 1378 ikte
blev betjendt å Rorge førend paa fjette Nav derefter, da det forhen om⸗
talte Skib Olafsfuden, der i to Uar havde ligget faft i Grønland, ankom
til Mørge 2). Under faadanne Forhold er bet mere at undres øver, at
Colonien endnn i over femti Aar vedblev at frifte etflags Lilværelfe,. end
at man efter den Vid ikke hører mere til den. J den afdøde US Gted
indbiedes, formobentlig i 13852), den forhen nævnte Broder Henrit
til Biftop i Grønland. Hvorfra han var, og hvorledes det gik til mø
hans Indvielſe, vides ike; man hører intet om ham, førend vi finde
fam paa Danehofet i Rydorg å Juli 4386 tilfammen med Erkebiſtop
Magnus af Lund og Mitvlas af Nidaros fomt Biftoperne, Jens af Ride,
Jakob af Viborg og Sven af Børglum. De -udfedte her i Forening
iffe færre end aatte, maaſke flere, Indulgensbreve til forfljellige Kirters
Dybjelpelfe, af hvilte Mariakirken i Oslo var een, og de øvrige danfte;
Brevene ere daterede paa forfljellige Dage fra 15de til 29de Juli; det
for Rariakitken paa den 205e*). Formodentlig er Henrit, fom bet fed.
vanligt flete i de Vider, bleven ubnævnt ved pavelig Proviflon og indbiet
ved Gurien. Hans Vitel Broder Henrik" vifer, at han var Ordens⸗
geiftlig, 'og formebentlig har han ſaaledes været en af de mange paa
denne Vid begnnftigede Predikebrsdre, der fil Viftopsfole, ja maaſker
Sar fan endog været Pønitentiarius efter Midacl, der fom til Staalholt.
Han maa tillige være bleven begunftiget med flere Bemynbdigelfer, ej alene

1 Der aar vel tie udtryttellgt I Mnnalerue (SG: 334), at det var Olofefden,
der bragte Gfterretaingen til Morge, men bet.er dog at tage og føle paa, at
et av ben, fom menes.

7 De føl. Wunaler, Udg. S. 344, joſt. Gul. hifi. Mindeøm. Ul. S. 34, valle
mellem 1385, 1886, 1387 og 1389; men ba vi af Jnbulgensbrevene fra Ny:
borg å Sult 1386 fre at han allerede ba havde faaet Embedet og Iubvielfen,
bliver bet fonbfynligf, at 1385 ev bet rette Mar. Længere Tid fan man heller
ffte "godt" antage fjenpaaet efter Mudfladet om Biffap Me Død, der I 1383
maaede Mårge, og Gurien formodentlig ef feuere end 1384, inden em uh Biffop
udnævateo.

% Ste Grønlands hit. Mindedmerker I. 'c,, Dipl. N. IV. 580. Naretallet er
her Borte, men de øvrige Breve oplyfe nokfom, at bet Fun fan være 1386.

254 Olaf haalonsſon.

de ſedvanlige, fom gjerne plejede at tildeles enhver Biſtop af Curien
vek hans Proviſien, fom f. Ex. til. at dispenſere vordende Geiſtlige fra
SMangel ved deres Hødfel, reconciliere vangelligede Kirter, heftitte La-
bellioner: 0: f. 0., men derhøs ogſaa færegne, i Betragtning af at hans
Biſtopsſtol faa faa fjernt fra den øvrige Verden, nemlig at udſtede Ine
dulgenſer og give Abſolution for veferverede Vilfælde,. fiden han funde
deeltage i Udſtedelſen af de nys omtalte Jndulgendbreve, 9g fiden han
fenere kunde meddele Bigfuus Flofesføn Abſolution for den Greommunis
cation, fom ifølge efter bet ham paalagte Skrift ſtulde føges i Rom. Men
Genrils Udnævnelfe blev dog for ham fun etflags Udnævnelfe in parti-
bus, thi bet lader ifte til, at han nogenfinde fom til Grønland. J1388
var -han nemlig, fom vi ville fee, enbnu-i Norge, maaftee og i 1390
eller 1394, fiden det ubtrytteligt angives, at Bigfuus Flofesføn, der i
1391 fom tilbage til Island, under fin Fraværelfe fra Øen havde ladet
fig .abfolvere af ham, uben at gaa til Rom '). Siden den Vid hører
man ille mete om Henrit. Bel nævnes itte hans Gftermand førend ved
1408, og $Henrit funde faaledes dog meget godt omfider være kommen
til. Grønland og død der, men fandfynligt er det ej, at noget faadant er
fleet, og man tan med: temmelig Gitterhed antage, at ingen af de aatte
Biffoper, der herefter udnævntes indtil Reformationen, nogenfinde fatte fin
Fod i det fjerne Land, men at de fun lod Embedet beftyre ved en Oficial.
Gaaledes blev Colonien alt mere og mere opgiven af dem, der ſtulde
verje og forsftaa den, og den gik med flerte Stridt fin Undergang imøde.

Færøerne eve gjennem hele det Vidsrum, vi her have før os, bes
grabne, fan man fige, i næften fuldkommen Tabshed. De omtales tun
en eller anden: fjelben Gang i de islandſte Unualer, naar Stibe paa Fars
ten til eller fra Island blee drevne did af Stprme, eller forliife der,
eller Embedsmend og andre anferde Perføner af en eller anden Aarſag
fom til at anlabe bem og opholde fig der. .$Hvor idet man endog verd
Beſteed om VBifloperne paa Øerne, have vi idet foreganende feet. Syse
felmand paa disſe Øer fynes den forhen omtalte Greip Jvaréføn, af
den gamle Enes⸗Slegt, at have været i em lang. Hette af Aar, maaſtee
lige fra 1380 til: 1400. De islandfle Annaler omtale ham udtrytkeligt
fom faadan i 1387, men allerede i 1383 ſynes han at have været i Gm-
bedet, da han i dette Aar med fin Faders Samtykke pantfattte Erlend
Pyilipsføn, Fehirden i Bergen, to Gaarde paa Bord for tyve Hune

1) Genrif nævnes blandt he Brælater, der Å Februar 1388 vare forfamlede I
Dolo og everdtog Migsftyrelfen fil Margrete. Det er meget muligt, at Vige
funs Blofesføns Mbfolutton foregit pan famme Tid, thl af den Omkendighed,
at han ført fom til Jalaud 1390. eller 1391, følger juſt ilke,. at kan Bley ab ·
ſolveret umi ddelbatt forud.

1383 fag. Greip Ivarsjøn Gysfelmand paa Færøerne. 255

dreder Vaadmaal, fom han var ham ſtyldig i Skibslejer, halft i Patte-
Badmaal og halft i det ſaakaldte Havnevaad: Varer, der netop udgjorde
nogle af be vigtigfle Udforſels-Artikler fra Færøerne og Jéland').
Siden erfare vi af de islandfte Annaler, faaledes fom bet ovenfor er
Berettet, at fan i 1387 paa Kronens egne lagde Beflag. paa den
vofdfomme islandſte Magnat Gudmund Ormsføns Gods, da Denne under
fit Oppold paa Øerne var forfounden paa en myſtiſt Maade. Den
Formobdning ligger nær, at det var Greip feld, fom hemmeligen havde
ladet ham ,forfvinde”. Imidlertid var dette tun en Gtraf, fom han
med fine Misgjerninger havde forftpidt. iden den Kid høre vi intet
om Greip Jvareføn, førend i 1399, da han d. 12te Mai 1399 opholdt fig i
Stien og kjobte af fin Frænde Gaute Eriksſon et Stib, hvormed han vilde
frjle til Færøerne, for 200 Mt. og 24 Paller færøiftt Vaadmaal, hvils
ten Sum flulde betales i Bergen, faafnart hans Gods fom fra Færøerne,
og for boilten han ſtillede til midlertidig Pant og Gitterhed Gaardene
Hatteberg i Kvinnhered faavelfom Haufaa i Kinnfervits Sogu i Hardans
ger; enbvidere overlød han ham fin Ret til Uga og Jaaftad i Ullens⸗
vangs Sogn, alt fit Gods i Færøerne, og alt hvad han kunde
erhverve i Hjaltland, for det Vilfelde at han døde, førend Hine Penge
vare betalte *). Det maa antages, at Betalingen ej har fundet
Sted, fiden Hattederg, og faaledes vel ogſaa de øvrige ovennævnte
Gaarde, i 1412 var tommen i Gaute Eriksſons Cje*). Van den Vid
var Greip, fom imidlertid var bleven Midder, død, og hané Spſter
Huſtru Clin Jvarsdatter famtyktede i, at Gaute overdrøg Hatteberg til
fin og hendes Frændkone Sigrid Gunnarsdatter Kane, gift med Gvaake
Jonsſon Smør. Mere vides ikke paa lang Vid at berette om Fær-
øerne, og man maa haabe, at den blotte Vaushed idetmindſte vidner om,
at ingen færdeles Ulptter have rammet dem, og at Indbyggerne i det
Hele taget have været tilfreds, ihvorvel de, fom Jndbyggerne af de øvrige
Gtatlande, lede under ryktet af det ſtrenge og urimelige Kron-Mo-
nopol.

Paa Orkuserne var, fom vi vide, Henrik St. Clair eller Sin-
elaiv i1379 bleven indfat til Jarl, og Hjaltland var ligeledes lagt under
hans Beſtyrelſe, efterat det lige fiden Forliiget i Bergen 1195 mellem Kong
Sverre og Harald Jarl havde været adſtilt fra Oringerne. Hvorledes
han ved fin Udnævnelfe frillede trende Gifler, hvoridlandt fin Frænde
den utolige Malife Sperra, til Sitterhed for Opfyldelfen af de -For-

% Dipl. N. m. 451.
5) Dipl. N. 0. 659. .
5) Bren af. 11t Juni 1412, Dipt. N. VI. J

256 Diaf Haatonsfon.

pligtelfer, Han havde indgaaet, og Hvorledes de dag Aaret efter fil Hi
ladelſe fil at vende. tilbage til Skotland paa fit WresxOrd, for per-
fonligt at paadrive Dpfyldelfen, er ovenfor berettet (S. 96). Det mar
å denne Kid have fret uroligt ud paa Øerne. Biſtoh Billjam, der
allerede legge havde ligget i Strid med Kranens Ombudsmiend, indtog
fremdeles en mob bisfe fjendilig Stilling, uagtet han i 1360 havde
maattet indgaa biint Forliig med Haafon Jonsføn, Hvorom der å det
foregaaende er talt. Thi een af Forpligtelferne i Jarlens Forfitrings-
brev tif Kongen var den, 'at han ikke uden Kongens Samtykle ſtulde
indgaa noget Forbund med Biftopen eller flutte .noget Venſtab med
Ham, men berimod hjelpe Kongen imod ham, indtil denne hapde ydet
Kongen fin Met og gjort hvad ber var hans Gkyldighed i de Gtylter,
Hvorfor Kongen anklagede ham. At denne Strid egentlig har været en
, Matienakftvid mellem de indfødte Oboere af norft Hertomft, og de efter
Haanden mere og mere indtrængende Gtoter, der begunftigees af Bi
flopen og vel overhoved af den højere Geiflighed, hvis Medlemmer
famtlige fynes at have været af ſtotſt Herkomſt, have vi i det føregagende
føgt at paavife?). Det ev Stade, at vi ikke have nøjere Gftervetnin-
ger om benne Strid, hvis hele Gang og Entkeltheder bet vilde have
været af den ſtorſte Jnteresfe at kjende. Den maa have været ført med
den frørfte Heftighed, fiden endog Biſtop Biljam ſelb miftede Livet der-
ved, og det endog, fom det fynes, faaledes at hans Modftandere af
Forbittvelfe mod ham og med velderandt Hu [ode ham drebe; Beret⸗
ningen derom i be islandſte Annaler lyder nemlig ſaaledes, „at der i
Ortnoerne ſtete den harmelige Tildragelſe Aar 1382, at Biſtop Villjam
blev drebt”, eller, „at Biſtop Viljam blev drebt ved en harmelig Død” 2).
Et faadant Drab fynes fnarere at maatte være fleet i et ſtort Folte
Oplob, end i en Feide mellem Jarlen og Biſtopen alene. . Det er lidet
fandfynligt, at Jarlen, der felp par ſtotſt af Fødfel, fulde have omfat-
tet de norflfødte Oboeres Interedfer med fandan Heftighed lige overfor
Biftopen og fine øvrige Landsmend, at han endog vovede det farlige
Stridt at lade Biftopen drebe, Hvor fro og lopal han end fynes at
Have været mod den norſte Kvone, og hvor for Boldfonhed per end
pleiedes at obes å Fejder mellem frøtfte Magnater baade da og fidigere.
$eller itte er der nogen Gteeening pm, eller eg mindfte Tegn til,

2) Ger foreganende Vind, S. 06.

2) Sel. Unnaler, Udg. S. 336. Maret angives forfrjelligt, 1383 af diat⸗⸗an
malerne, 1382 af Slaalholt⸗Annalerne, og 1881 af Lagmaude⸗Aunalerne;
men ba bet nbtrytfeligt tilføjes, at Drabet fete famme Aar, fom Cinar
Gvitsføn i Batnsfjorben omkom, og dette, fom ovenfor vilt, med Sillerhed
Tan godtgjøres at være fleet I 1082, bliver ſaaledes bette Mar det vekte.

1381—1387. Begldrnheder paa Orkuoerue. 287

at Henrik Jarl blev ercommuniceret, hviftet- upaatvivleligt vide være
blevet hans Lob, hvis Biftøpens Drad havde været tilegnet ham. Men
deſto mere ev bet at bellage, at vi itte fjende de nærmere Omftænbdige
heder ved Denne merkelige Sag. Ufandfynligt er det ej, at der har fore»
gaaet Voldsſcener af famme Slags, fom de, der flete fyrretyve War
fenere, og fom vi paa fit Sted komme til at omtale, at halvvide Høje
lendere, lige ſom baade da og fidenefter, havde herjet hift og her paa Øerne,
og at overhoved andre Prætendenter paa Jarldømmet, begunftigede af
Biſtopen; have foruroliget Indbyggerne. Viſt er det iallefald, at Uro—⸗
ligheder maa have været øvede af den løsflupne Malife Sperra, trods
hans Wresord om at vende tilbage til Norge inden faa Maaneders Frift.
Han tilegnede fig nemlig, der figes ikte af hvad Grund, det Gods, fom
Fru Herdis Yhorvaldsdatter havde ejet paa Hjaltland, og hvortil Hr.
Jon Hafthorsføn og Hr. Sigurd Hafthorsføn faavelfom deres Sønner
vare de lovlige Uvvinger, ja fom de endog havde befiddet, faavidt man
fan fee, uanfegtet efter hendes Død, lige indtil Malife tiltog fig Ret
deroder og indfatte fine Ombudsmend i Ejendommene uden nogen Dom
eller Bemyndigelfe: hvilte Viltag neppe kunne have fundet Sted
uden Voldſomheder, thi de forudfette, at Malife førft maa have fordrevet
Hafthorsfønnernes Ombudsmend. Da disfe Uroligheder forefaldt
noget før 1386, altſaa paa det nærmefte famtidigt med Biftopens
Drab, maa man formode, at begge Dele flod i den nøjefte Gam»
menhæng, ſaaledes at Malife og Biftopen havde gjort fælles Gag
med hinanden mod Jarlen og Hafthorsfønnernes FVilhængere. Bi
have feet, at Biftopen i fin Vid flod fjendtligt lige overfor Haakon
Jonsſon, der naturligvis repræfenterede Hafthorsfønnerne, medens Jarlen
derimod flod i den nøjefte Forbindelſe med Haaton Jonsføn, fit Penge
fant af ham ved fin Udnævnelfe i 1379, og fremdeles i 4389), fom
det i det følgende vil —— omtalt. Saaledes ſynes Partiernes
Stilling paa Oerne at væte temmelig nøje betegnet. Vaa den ene Side
Biffopen og Skoterne tilligemed Maliſe Gperra og maaſtee flere frotfte
Wrætendenter, paa den anden Jarlen, be indfødte Øbvere, Hafthorsføn-
nernes Vilhængere og de øvrige kongeligt findede. Der blev ndgivet
Klage, formodentlig af Hafthorsfønnerne fel, over Malife Sperras
Fremferd, og Gagen blev paadømt af Drottfeten og en Deel af andet,
fom i October 1386 vare forfamledei Bergen. Dommen lød faaledes,
at da Malife havde taget Godfet uden Lov og Dom, og uden at Haf-

9) Dipl. N. II. 515. af bet eldre Gjelbøbrev af 1379 findes tvende bekræftede
Gjenparter ubftebte, em I 1380, en anben I 1383 (Dipl. N. I. 465. Ill. 455),
altfaa var vel Gjelden endnu iffe betalt I fidftnævnte Uar.

Mundo diterie. Unden Qovsbafoeling. a. 17

258 > Olaf Haafonsføn.

thorsſonnerne eller deres Børn vare tiltaldte eller adfpurte, finde famme
Gods fremdeles tilhøre disſe, indtil det paa fovlig Bei blev dem fra-
vundet, og befalede Drottfeten herved alle deres Landhønder, der fad
paa hine Gjendomme, herefter itte at betale Landſtyld deraf til andre
end dem fel eller deres Ombudsmend '). Om Malife holdt fig denne
Dom efterrettelig, evfares ikke, men at bet dag paa en eller anden Biis
maa være fommet til et Forliig mellem ham og Jarlen faavelfom Nor⸗
ges Negjering, funne vi flutte deraf, at han i 1389 var Medlem af
Raadet og tilligemed Jarlen tilftede i Morge paa det flørre Maadö-
møde, hvorved Grit af Pommerns Urveret til Norges Vrone betræfter
bes 2), ſaaledes fom det i det følgende vil blive viift. Da var Malife
endog bleven Ridder 5); men da der ingen Midder-Udnævnelje havde
fundet Sted i Norge fiden Kong Haatons Død, maa det være Kongen
aftotland, fom havde givet ham denne Vite: en Beſtyrkelſe mere paa,
at han optvaadte i Øerne fom frotft Adelsmand og fom Forfegter af
Skoternes Interesfer. Det ev meget muligt, at han havde tiltvunget
fig et Forliig, gunftigere end han egentligt fortjente, ved at tage Jarlen
til Fange, hviltet ifølge de islandſte Annaler virkelig lykkedes ham,
frjønt det ej angives naar, og bet er endog ikke fan ufandfynligt, at et
nyt Saan af 140 Pund flotft Sterling, fom Jarlen fit af Haalon Jons⸗
føn under fit Ophold ved Raadsmødet om Sommeren 1389,. blev optaget
for at ſtaffe tilbeje en Deel af den Løfefum, fom han efter de Viders
Skit upaatvivleligen maa have forpligtet fig til at betale. Men efter
Filbagetomflen til Øerne hevnede han fig, overfaldt Malife Sperra paa
$Hjaltland og bredte ham, bog fun, fagvidt man kan fljønne, efter et haard⸗
nattet Forfoar, thi der fortælles, at der foruden Maliſe falt fyv af dennes
Mend, medens fun en Sven undkom paa en Seræring og flap over til
Morge +). * Ifølge et Sagn paa Hjaltland ſtal denne Kamp have fun-

1) Dipl. N. 1. 501. Domuien afjagdes dem Bde October 1386, og famme Dag
ubftedte Jon, Ghorsbroder ved Apoſtellirlen og Lagmanden Arnulf Gunnars⸗
føn den befræftede Gjenpart beraf, efter hvilken Brevet er aftrykt.

9) PalnbanMiller, Observationes criticæ etc. S. 108.

3) Han falbes faalebes udtrykkellgt I nysnævnte Brev af 1389, ligeledes Faldes
han Hr. Malife Sperra I de islandſte Annaler, hvor hans Drab beretter.
Bed Brevet of 1389 hænger endnu hans Segl, foreſtillende et Gkold med
to Sparrer, ben ene over ben anden, Haus Slegtſtab med be ſvenſte Svar:
ver maa vel derved aufers beftyrfet; men da han, fom man tydellgt fam fer,
var fød I Glotland og havde levet fin mefte Tid ber, ev det ej at undres
over, at han fam optreder fom Gtotte.

) Sel. Annaler, udg. S. 342. Der figes her udtrytkeligt, at han form
havde fanget Jarlen, og da Drabet, fom bet førar nedenfor vil ſces, maa

1381—1390. Begivenheber paa Detnserne og Hjaltland. 259

det Sted pan Vejen mellem Sealloway og det nærliggende Thingvold,
og om ber opreift høj teen være et Mindesmerke om Vildragelfen 1).
Dette ev å fig felv mot faa fandfynligt, da Lhingvold og dets Havn
Scalloway i den Vid var be vigtigfte Punkter paa Øen, og Malife
Sberra rimeligvis endog havde fit Tilhold i Scaloway, ligeſom flere af de
ſenere Jarler. iden, da Drabdet fete, angives forfjelligt, til 1388,
til 1389 og til 1394. Det førfte Aarstal er naturligvis urigtigt, da
Malife, fom vi have feet, levede endun i 1389; men berimod er det
meget fanbfynligt, at Overfadet har fundet Sted om Høften 1389,
maaflee netop fom Malife og Jarlen vare tomme tilbage fra Mødet.
Saa fildigt fom i 1391 fan bet neppe have været, thi allerede den 23de
April 1304 overdrog Jarlen fin Broder David fine Godfer Newburgh
og Auchdale i Skotland for hans tro Tjeneſter og fom Erſtatning for
den mødrene Arv, der maatte tillomme ham i Øftne*); og denne
Dverdragelfe vijer, at Jarlen nu anfaa fig at være i filter Befiddelfe af
fit Arvegods i Øerne, ligefom ogfan de jenefter, Broderen fan have
vift ham, neppe have beftaaet å andet, end at han har hjulpet ham med at
overvinde Malife Sperra. Siden den Vid fynes Jarlen at have herftet
i Fred og Ro. Erngiſl Sunesføn førte vel endnu flundom Jarletitlen,
men ſynes forlengft at have opgivet alle Fordringer paa Øerne eller
nogenfombelft Deel deraf. Som VBiftop efter Villjam nævnes en vis
Henrik 3), om hvem intet forreften vides. Han forekommer alerførft i
et Brev af 1394, udftedt paa et Møde i Helfingborg, hvor flere norfte,
foenfte og danſte Biſtoper vare forfamlede; men han var død inden
Sommeren 1397, thi da var hans Eftermand Jon allerede i Befibdelfe
of Biſtopoſtolen. ro

20. Rong Olaf opnaar Myndigheds-⸗Alderen, men afgaar ej lenge derefter
uformodentligt ved Døden. Ugtundede Beftyldninger, fenere fremfatte mod
Dronningen i den Unledning.

Smidlertid havde Kong Olaf mod Udgangen af 1385 fyldt fit
femtende Mar. Tiden var faaledes fommen, da han kunde erklæres

Have fet Gteb om Høften 1389, ligger altſaa Jarlens Faugenſtab forud
for Beføget I Morge 1389, hvilket og I ſig felv er det rimeligſte.

1) See herom Hibbert, deser. of Shetland S. 268 og 458, ſaavelſom N.
Samll. VI. 491, hvor ogſaa de ſorvirrede Gagu eve anførte, fom Hibbert ved
fit førte Beſog pan Stedet hørte angive om Narfagen til hlint Steen ⸗Min⸗
deemerkes Dyrettelfe.

%) Dipl. N. II. 525. '

5) Pontoppidan ann. ecc. II. 243. Guhm, XIV. 6. 382.

17*

260 27 Dlaf Haalonsſon.

myndig, idetmindfte før Norges Bedtommende.: - Men- hvorvidt en far
dan Act har* fundet Sted, er af de forhaandenværende 'Brevftaber og
fpatfomme hiſtoriſte Efterretninget umuligt at ubfinde med Silkerhed. At
Dronningen neppe fan have haft nøget derimod, maa man antage, for-
nemmelig afden Grund, at hendes Magt oter Sønnen viftnot figefuldt
vilde vedblive uforandret, ja at hun fiden endog vilde kunne herfte endnu
mere uhindret i hans Navn, end forhen fom hans Formynderfle med
Raadet ved fin Side. Dog er der ingen Spor af, at Olaf om GSom-
meren 1386 — thi da maatte vel nærmeft Myndighedserklæringen hate
fundet Sted — har været i Norge. Der findes et Varnadarbrev, - ude
ftedt å hans Navn fra Oslo den 15de April 1386 for en Civind paa
ØDttarfjø i Jemteland med Hufteu og Børn, og hvorved Kongsgaarben
Øttarfjø overdroggg ham og hans Børn paa Livstid mod ſedvanlig Af-
gift og Tjeneſte fom andre Kongens Vhegner 1). Men dette Brev er
inbfeglet af Gantfleren paa famme Maade fom biint af Cantfleren i Kon-
gens Fravær befeglede Betvæftelfesbrev af 22deUuguft 1384; der næe
neg itte et Ord om, at Kongen var tilflede, og forfaavidt bevifer Dette
Brev itte frort. Dverhoved vilde vel de flefte faadanne Kongebreve,
om vi havde dem fuldftændigt, bevife lidet eller intet; fiden allerede de,
der ubferbigedes under hans Mindreaarighed i Dronningens Nærværetfe,
fledfe udſtedtes hans Navn, uden at enten Dronningen, Drottſeten el-
fer Gantfleren nævneg, medens ombendt de Breve, der i hans Fravær»
relſe udftedteg af Drottfeten eller Cantfleren,' felv om han var erklæret
myndig, dog ikke kunde være affattet paa anden Maade end de tidligere;
der ev ſaaledes ingen Anledning til at antage, at hand Myndighedser-
tlæring vilde gjøre nogen væfentlig Forandring i Brevenes- Affattelſes⸗
maade. — Imidlertid fan det viſtnok ikte betvivkes, at en faadan Myn-
digheds⸗Erklering var uundgaaelig, idetmindfe for Norges Vedkommende,
thi Folket var nu engang vant til at fee en Konge føre Regjeringen, om
end fun af Navn, naar en faadan fandtes, vg han havde den lovlige Al⸗
der. Desuden have vi ſeet, at alle Fornyelfer af Privilegier, Friheder
0. a. desl., der hidtil vare udſtedte Rong Olafs Navn, ja endog flere
Sovbeftemmelfer, fom den om Jolandsfarernes Sekkegjeld, udtrykkeligt
ertlæredes fun at være midlertidigt gjeldende, indtil Kongen opnaaede
nfine lovlige Aar“: de vilde ſaaledes ligefrem blive ugyldige ved Kon-
gen8 femtende Fødfelsdag, hvis han ikke da, eller fnaveft muligt derefter,
erlleredes myndig for at funne fornye dem: en Yct, hvortil tun han eller
den, hvem han overdrog fin Fuldmagt, var berettiget. Og denne Om-
ſtendighed gjør, at bet nysomtalte Barnadarbrev af 15de Upril 1388,

5 Dipl. N. II. 466. *

1385. Rong Olaf opnaer Myndigheds-Alberen. 261

ſtzont fin udferdiget af Gantfleren, dog bliver af nogen Bigtighed med
Henſyn til Spørsmaalet, om Kong Olaf erklæredes myndig eller itte.
Det indeholder nemlig ikke hin Clauſul om at fulle gjelde indtil Kongens
Myndighedsaar, fom bet dog, lige faavel fom andre Barnabarbreve,
upaatvivleligt maatte have indeholdt, hvis Kongen endnu betragtedes fom
umyndig; :og. ber maa ſaaledes dog ved Kong Olafs Jndtrævekfe i
fang 46de ar være foregaaet noget ſaadant fom en foreløbig Myn⸗
digheds⸗Erklering, maaftee ledfaget af en lignende foreløbig Fornpelfe af alle
pine midlertidigt udſtedte Forordninger og Frihedsbreve. En faadan Er-
tæring fan være fleet ved en fimpel Betjendtgjørelfe i Kongens Mavn
under Drottſetens og Cantflerens Befegling, medens den højtidelige
MyndighedöErtlæring og Vilbageleverelfen af Storfeglene maatte udfettes,
indtil Kongen ſeln funde: fømme til Morge og famles med Maadet.

Denne Act havde Dronning Margrete altſaa formodentlig i Sinde at
lade foretage om Høften 1386, fiden hun paa Hanfedagen i Lide den
13de Juli evtlærede ikfe at funne føje Stæderne i at beramme bet næfte
Møde i Bordingborg med deres Deputerede fenere end til den 15de Septbr.,
paa Grund af flore og vigtige Grender i Norge. Disſe uopfettelige Eren—
der fynes fornemmelig at maatte have været en Myndigheds-Erllæring
og hvad dermed frod i Fordindelfe. Men da hun tillige bebudede, at hun
ventede begge Rigers Raad, Norges faavelfom Danmarks, til dette
Møde, er det ogſaa muligt, at hendes Henfigt har været førft at lade
Myndigheda-Grilæringen fee i Danmark, under eet for begge Niger, og der⸗
paa at drage til Norge med den unge Konge, for at anordne, hvad der
maatte faa i Forbindelſe med denne Act. Vaa en faadan foreftaaende Myn=
digheds · Ertleering, bet være fig nu for begge Niger, eller for Norge
alene, hjenpeger ogfaa hendes Yttring til Gtæderne.paa det famme Møde
i Sidet, nat Kong Olaf nu ej lenger vilde fidde for Stedernes Mae
ning”, og „at hun med Beftemthed vilde vide, om Gtæderne vilde for-
fige fig med ham. i. Betragtning af den Førdeel, de kunde have af ham".
Thi det fuldftændige Opgjør, Hvorom hun paa Sønnens Begne frem»
fatte" et faa beftemt Ønfte, fynes nærmeft at flaa i Forbindelfe med Kon-
gens foreftaaende Optreden fom felvftændig egent, idetmindfte af Navn,
ved fvilten han heel vimeligt maatte onſte at faa det indvikfede For-
fold bragt paa det Mene, faa at han herefter ikke mere behøvede at pla-
ges dermed; .og ved de Fordele, fom Gtæderne frulde kunne have af
Kongen, fan hun ej have forſtaaet andet end den Betræftelfe af deres
Privilegier, fom be faa lenge forgjeves havde ventet paa, og fom
nu allerbedft og med frørft Gyldighed funde meddeles dem af Kong
Olaf felv å Egenſtab af Morges fuldmyndige Konge.

Dette Anliggende var det vel faaledes ifær, der paakaldte Dronning

262 Olaf Gaafonsføn.

Mar gretes Nærværelfe i Norge, og for hvis Sky hun, fom det lader til,
gjerne endog var braget tidligere paa Aaret herop, hvis ille de vigtige

- Forhandlinger” med Greverne af Holften, og ſiden med Hanfeftæderne
famt maaftee med Kong Albredt havde holdt hende tilbage i Danmart.
Men fanvidt man tan fee, blev der intet af, at de norſte Maadsherrer
inbfandt fig ved Mødet i Vordingborg, ſaaledes fom Dronningen havde
bebudet. Der ev intet Spor af deres Nærværelfe, tvertimod fan man
endog bevife, at de førnemfte Raadsherrer ej vare tilffede der, men meget
fangt borte. Thi Mødet fluttedes ikke førend efter den 20de September '),
bvad enten nu Forhandlingerne vare langvarige eller, trodd Dronningens
foregivne GHaftvert, begyndte fenere end aftalt, og derimod var Norges
Drottfete Hr. Agmund Finnsſen, der mindft af alle unde have manglet
ved et faadant Mode, den Bde October i Bergen tilligemed Vere andre
Maadsherrer og affagde da hiin føromtalte Dom i Sagen mellem Malife
Sperra og Hafthorsfønnerne. Ut Hr. Agmund og maaſtee flere Raads⸗
berrer med ham frulde have været ved Geptember Maaneds Udgang
å Sordingborg og allerede den Bde October næftefter kunde være i god
Mo i Bergen og der affige en vigtig Dom, hvortil vift flere Dages For»
beredelfe ubfordreded, maa vel betvagtes fom en Umulighed.

Af alt dette fynes man ſaaledes at maatte flutte, at Droumingens
og Kong Olafs paatæntte Reife til Morge fremdeles udhaledes, ind⸗
til det blev for fildigt at tænte derpaa i dette Uar. Imidlertid var
der bog indtruffet en egivenhed, ber fynes at maatte have gjort det
dobbelt magtpaaliggende for Dronningen perfonligt at gjefte Norge.
Erkebiſtop Nitolas Rufer var nemlig 'død — Viden kjendes ikke møje,

. men bet maa vel have været i September, October eller November 3) —
og bet maatte ſaaledes være ønfteligt for hende nu at funne være tilftede i
Landet før des bedre at funne indvirfe paa Valget af hans Efter⸗
mand. Maar der alligevel ikke blev noget af Reifen, maa Aar
fagen formobentlig føges i langt vigtigere Unliggender, der paa denne Vid
trævede hendes Mærværelfe i Staane. Der er nemlig, fom førud antydet,
al Anledning til at trø, at Kong Albredt ved Sammenkomſten med Margrete i

1) Paa denne Dag fluttebes Freden med Gørsverne, f. o. S. 225.

7) $an nævnes udkryffeligt fom Medudfteder af det ſidſte blandt Hine føromtalte
Indulgensbreve, bateret d. 29de Juli 1386, altfaa levebe han vel enban I
Begyndelfen af Auguft. Men fenere end I October fan Han neppe være død, ba
man altid maa betegne nogen Tid, for at hans Gfterjølger Vinalde I Bergen unde
erfare Dodofaldet, begive fig førf til Dronningen, ſiden til Itallen, famt tomme
tilbage til Danmart I det allerfildlgfte ved Begyndelfen af Ungufi Maaneb I
bet følgende Mar. Ifølge Grieblffopslifen User, r. D. IV. 616 fral Nikolas have
fibbet fom Griebiffop I fem Aar, hvilket vil flaa mogenledes til, naar vi fette
Hans Indvielſe til Høfen eller Bintrens Begyndelfe 1384.

1986, 1387. Gtoane vinbes fulbftendigt tilbage. 268

Sidet om GSoinmeren 1386 ved Stæderned og de øvrige forfamlede Fyrſters
indſteudige Megling 7) er bleven devæget til at gaa ind paa en Stilftand eller
en Overeensfomft, hvorved han forbandt fig til-at rømme de Hereder og Slotte
i bet øftlige og ſydoſtlige Staane, fom han eller vettere hans tydfte Lehns⸗
herrer. endnu havde inde (Gøinge, Gerde, Jereſtads og fandfynligviis
HerveftadssHereder), faafnart han unde faa -udløft Panthaverne, og at
Margrete dar begivet fig til Skaane for at ordne dette Unliggende og
paaftynde Rømningen. Det er. endog ikfe ufandfynligt, at hun eter
hendes Benner underhaanden funne have haft nogen Deel i en Bonde»
Opfand, der juft nu vafede i hine Hereder. Det. berettes nemlig, at Kone
gens Foged paa Bjerghunshoim (i Herveftadshered ved Uſtad), ved Mavn
Widelsbad — formodentlig Geward Büdelsbach, der flod i nøje Fore
bindelfe med GSuafenborgerne og Vide v. Vigen i Kalmar — anret⸗
tede ved Faftelannstider (17de Hebr.) 1387 et ſtort Rederlag paa Bøn-
derné ved Uqfum Kirke i GerdesHered, og at „den tydfle Syran Snas
tenborg” (formobentlig Heyne Guatenborg) fra Gjøterp Slot ved Yftad
tilføjede dem et lignende Mederlag; og begge disſe Mend- flod visfelig
endnu i Kong Albrechts Vjenefte?). Ru er det viſtnok faa, at deres
Megimente vel under alle Omflændigheder var haardt mot til at bringe
Bonderne til Fortvidlelfe; men at Opflanden juft nu udbrød, fynes dag
at maatte hate en nærmere Foranledning, og man har faaleded al Grund

1) At Gtøderne maa have været meget interesferede I at faa de medlenburgffe
«Gerrer vet fra Skaaue og overhoved i at faa em Bred eller Gtiland bragt
fftand for Gkaaucs Bedfommende, maa man flutte af de Klager, fom I 1381
tåbføb til Sanfedagen I Gåbed over Fogderne I Frelleborg, Dølad og Eym-
teshavn, at de jevnligen havde fadet og formrettet Kjøbmendene (Suhm, XIV.
97); bette maa metov have været medlenburgffe Bogeber, da idetmindſte Pad
(4 Herveftashereb) og Gymreshavn (I Jereftadøhered) frode under faadaune;
dleſe Uordener fete viftnok under Baafud af Beiber mellem Medlenburgerne
og bet banffe Songehuuø.

2) Giron. af 1389 I Ser. r. Dan. VI. 534. Maar Båbelsbad her kaldes Ron:
gens Goged* (advocatus regis) ffulbe man let funde antage bet for at være
&ong Olaf, fom her menes ved uKongen". Men at det maa være Mbredt,
for menes, fres deraf, at han sjenfynligt er paa famme Parti fom, og fore
bunden med, Heyne Guatenborg, ber fffe underkaſtede fig Margrete førend
efter Glaget ved Falføping, hvor han fired paa Albrechts Give, fom det I bet
følgende vil viſes, og fom un figes udtryfteligt at være Foged I Vereftads Her
16, filet Medlenburgerne i 1378 pantfatte til Peter Duve (f. 0. S. 74),
ver formobentlig igien har overladt bet til Gam; eudvidere fre vi Büdelsbach
flaa Bønderue ved Uafum I Gerdesered, hvillet Medlenburgerne I 1378
pantfatte tif Safob Mrelsføn (1. c.), medens Guafenborg vandt fin Gejr nærs
ved Biådelobadje Lehnsſlot. Geward Bådelsbad nævnes tilligemed Vide v.
Wien den yngre o. fl. fom Vorfover for Heyne Snakenborg, da han efter
Mederlaget ved Falføping gif HL Accord med Dronningen; fiden ludgik han
ogfaa Forløfte for Dronningen paa et Gjelbebrev til Medege Bugenhagen
(Guhm XIV. 259).

264 Diaf daaloneſon.

til at antage, at om den end ikke ligefrem fete efter hendes Vilftelning,
og om Bønderne endog tun, ligefom Jyderne i 1340, have grebet til
Vaaben for at fremflynde det fængfelfuldt imødefeede Øjeblit, da de unde
blive de fremmede Herrer vit, faa flete dette bog i hendes Interesfe. I
alle Fald havde hun den flørfte Opfordring til at forblive i Skaane indtil
Videre, for paa nærmefte Hold at varetage fin Vard og faavidt
muligt at hjelpe fine Benner. Og om end Bønderne tom uheldigt der»
fra, faa lader bet bog til, at Margrete opnaaede fit Ønfte, at fas hele
Gtaane famlet under fit Herredømme, idet nemlig de fremmede Herrer
maa have fundet det faa vanfteligt at holde fig der, at de deels have
ladet fig affinde med en ubetydelig Løsningsfum, eller beels endog ligefrem
undertaftet fig hende. Idetmindſte fee vi een af Albrechts forrige Mend
og Tjenere, der i fin Vid var nær forbunden med Raven Barnekow ag
andre medlenburgfle Høvdinger, Hr. Henrik Parow, fra nu af at
optræbde fom banft Adelsmand og Dronningens ivrige Vilfænger, faa at der
viftnot er al Sandfynlighed for, at han netop ved denne Lejlighed er
vunden af hende, og at han har haft en Forening i det øftlige Stanne,
ber ſaaledes er fømmen tilbage under den danfte Krone 1). Og faavidt man
fan fee, findes der ikke Tegn til, at et enefte af Staanes Hereder efter
denne Vid flod under Mecklenburgernes Højhed.. Ultfaa er. der den ſtorſte
Sandfynlighed for, at Skaanes fulbtomne Underkaftelfe under Margrete
og Olaf netop flriver fig fra dette hendes Ophold der *). Bi finde

1) $enrif Parow nævnes allerede Å Raven Baruefows Regnſtab af 1365 fom
en af bennes Gtalbrødre (Styffe, Bildt, S. 82); endvidere I 1370 fom Forlover
for Johan og Bide Ummereyfe, Under-Hantelehnohavere af Hertug Aldeedjt
paa Giefeholm m. m., ber flyldte Benge til Johan Båpow og berfor vante
fatte bette Glot med andre Befidbelfer (fftebé. S. 125, 127). CEndvidere uæve
nes han fom medlenburgff Gefant til Hanfedbagen I Juni 1377 (Suhm, XIV.
37, efter Recessus Hanse). Men i Muguft 1387 nævnes han blandt de
danſte Herrer, der I Lund hyldebe Dronning Margrete, og han faldt lempende
vaa hendes Side I Glaget ved Falkøping 1389. Hans Overgang ligger fan
Lebes imellem 1377 og 1387; og ben flørte Gandfynlighed er viftnet for, at ben
maa føyes under Margretes Ophold i Gaane og Bonbetrigen der 1386—
1387. Det var altfaa vel ved denne Lejlighed, at Keng Olaf ved fit Brev
„undte ham at føfe Beterstorp (paa Laalaud) af Midman von ber Landen";
Beder, Aldſte danſte Archlvregiſtraturer 1. 6. 115.

?) Jbetmindfie maa Dad være fommen I Margretes Befiddelfe, fiben Kong Olaf
tunde opholde fig ber I Iull 1387 (fee Behrmann, om Koug Olafs Død, S.
3, 4), og bet var vel netop her, hvor Büdelobach var Foged. Ogſaa Laga»
holms Yildagegivelfe fynes my at været bleven forberedt; ibetmindfie overbrog
Kong Albredt fin Panteret berover til Vide v. Bigen, begge Snakenborgerne
(Geyne og Gerhard) og Magnus Peterøføn ; ved Brev af 195e April 1387
lovede nemlig Henrif Underøføn efter et halvt Mar fra Dato at tilbagegive
baade Glot og Land tl disfe Herrer eller Hvemfomhelft af dem, og, for det
Tilfelde, at de forinden døde, tll ben, fom fom med Kong Albredte Brev og

1387. Binalde Gearifvfjøn Griebigop i Mibarces. 265

hende i Gfaane ført før Juul 1386 *), og ligefaa baade hende og hendes
Søn ogfaa i det følgende Aar >). Stade, at der ikke flal findes nære
mere. Oplysninger om disſe for alle tre Rigers fremtidige Stjebne faa
vderft vigtige Forhandlinger.

Denne Dronningens Fraværelfe fra Rorge hindrede dog ikke Erie»
biſtopsvalget fra at ubfaldeefter anhes Ouſtt, tpi Nikolas Ruſers Ef:
termaud blev hendes paalibelige Ben Provft Binalde,'Magifter Capel-
farum. Det ev endog høift rimeligt, at han flet itte blev valgt, men at
Drouningen ſtrar efter Erlebiſtop Nikolas's Død ſtikkede Bud efter ham
og fendte-ham til Paven med fin Unbefaling for at faa ham udnævnt ved
HProvifion. Det famme havde hun viſtnok tidligere gjort med hans Fora
mand Nikolas Ruſer, og maaſtee med flere; det fan desuden anſees fom
ganfle vift, at Paven, faaledes fom bet dengang var Skik og Brug med
alle Biftopsftole, allerede ved Nikolas's Udnævnelfe havde referveret
Erkeſtolens næfte Befettelfe for den pavelige Provifion, faa at Binalde,
om fan endog var løvligt valgt af Gapitlet, alligevel vilde have maattet
finde fig i at fee dette Balg casferet, og i dets Sted at modtage Ude
ævnelfen provifionsviis. Bi finde ham atter i Danmart i de forſte
Dage af Auguſt i det følgende Aar *), og da var han neppe umide
delbart fommen tilbage fra Rom. Bi ville fer, at han her optrandte
fom en af Dronningens fornemfte Vilhængere; men hvad bet er paa⸗
faldende er, at han ogſaa optræder fom danft Prælat eller Lehnsherre
— bvillen af Delene det nu. har været, dag fnavere det førfte. Det maa
altfaa antage8, og fan næften anſees fom vift, at han ved Margretes Ind⸗
flydelfe har faget en eller flere Præbender i Danmark, hvad enten nu
Dette ev fleet tidligere, eller at Pave Urban VI. averdrøg ham dem ved
Sndvielfen. Dette maa nu være fom det vil, vift er det, at Margrete
maa have forflaaet at vinde denne megtige, og fom det ogfaa lader, fære
deles forffandige og forretningsdygtige Mand fuldtommen for fine Inter⸗
edfer og knytte ham til fig med varig Hengivenhed. Som hans Efter⸗
mand i Provſte⸗ og Magifter-Capellarum-Cmbedet nævnes Hr. Arnbjørn
Sunnulfsføn, men rigtignot ikke førend ved 1400), faa at man ikke

gjorpe Rede for Pauteſummen. (Gtyfe, Bidrag Ro. 81, 6.189). Om Gølnge
og om Renneby I Bleking f. uedenf. S. 268.

') Den 16de Decbr., formodentlig I und, udſtedie hun Brev pan den førems
meldte Gave of Turftorpeø til unde Grirftol, f. Guhm XIV. 167.

3) Den 16de Jaunar 1386 var Kong Olaf over I Gjæland, I Nefived (Guhm,
XIV. 177), men længer ud paa Gommeren var han I Glaane og døde, fom vi
ville fre, paa Balferbod. ;

) Hon berltog I Hyldingen I Cuud d. 10ve Auguſt, fom det frar herefter vil fres.

%) Dipi. N. I. 572.

266 ' Diet Boafonsføn.

med faldfommen Bished fan vide, om han fulgte umiddelbart efter ham,
eller om ber var nogen imellem.

Maret før Nitolas Rufer, eller 1385, var ogſaa Biftop Jon af
Oslo afganet ved Døden. Det er allerede ovenfør nævnt 1), at: han tide
Tigere havde været Preſt til Gerpen og fandfynligviis ogſaa hørte hjemme
paa den Kant, fiden han i fit Teſtamente fortrinsviis fynes at have be=
tenkt Gjerpens Mitte, faavelfom det nærliggende Gimsø Kloſter og det
faatafbte Michels. Berg, en Hule i Kitpyefiden paa den øfilige Bred
af MNörnfjø (nu Norfjø), der betragtedes fom et helligt Gted og havde
et Alter, hvorpaa der af og til holdtes Mesſe, og hvor der offredes
Gater 2). Vil Gerpen fljenfede Jon alle Kvetnerne væ nedre Forsheim
Hvor det nuværende Fosfeims Jernvert er beliggende, og hvilte ſaaledes
made have været hans Gjendom. Det ev ligeledes omtalt, at Jon maaſtee
ganſte ført Vid før fin Død, da han allerede maa have følt fig meget
foag, overdrog Biftopsførretningerne til en Coadjutor og: Official, der
iffe nebnes ved Savn, men fom dog umuligt fan have været nogen anden
end hans Gftermand Gyftein USlaksføn >). Denne Goadjuter og Offi⸗
cial har faaledes udſtedt Breve baade af 28de Auguft og 190e September
1385. Men ved den fidfinævnte Vid maa dag vel Jon være død, ti
af bane Liigſteen, ber for ikke lang Vid fiden endnu var nogenledeg i
Behold, fred det, at han døde eller blev begraven i September 1385 4).
Forholder det fig fanledes — hvad man neppe fan betvivte — at Cp-
flein var hiin GCoadjutor, da maa man ogfaa antage, at han af Capitlet
er formeligt bleven valgt til Jons Gfterfølger, ja man tunde af Vitlen
Coadjutor endog friftes til at antage, at Jon før fin Død havde fadet
Ham meddele biffopelig Indbielſe. Men under alle Omftændigheder man
han efter den paa de Tider herflende Misbrug, der nu var bleven en
næften ufrabigelig Megel, have været nede ved Curien og der fnarere
faaet fin Udnevnelfe ved Provifion, end Betræktelfe paa fit Valg. Som
Biſtop har ban hidtil ikte været fundet nævnt førend i et af ham felv
å Oslo den 22de September 1388 udftedt Brev, der vedkom det ſamme
Salg af et Herberge å Ghorsbrødregaarden, fom han felv i Egenftad af

% 6. ovf. 6. 10, Not. 1.

%) Om Michelsberget, fre Langes Meddelelſe I Unnaler for Oldkyndighed og Hi:
forte 1850, &. 288. Jvfr. Gyfteins Megifter, fol. 29. b.

3) S. ovenf. 6. 143.

%) Gienen, der tidligere maa have ligget I Domkirken, men fiden ev bleven brugt
til Trappetrin, og endun for et Snees Mar fiden var at fee udenfor et Huus
i Oslo, er afbilbet I Gjøborgs Fornfemn. 1. Tab. 36, men Fun enkelte
Gtyffer af ben Deel, ber inbeholder Marstal og Maaned, funne læfes. Dog
ſees her tybeligt not Marstallet 1385 og Maanebsnavnet Geptember.

1386. Gyhetn Weleloføn Bifoy | Oslo. 207

Coadjutor paa Bifop Jons Begne havde forstaget fort før dennes Død *),
hvoraf man vel tør flutte, at han ba nys var kommen hjem: og havde
tiltraadt⸗ Biſtops⸗Eubedet: der var altfaa rundelig Wid for ham til at
veife til Gurien og modtage Indvielſen der. Han fader til at have været
en af be nidfjærefte og bygtigfte Biftoper, fom paa lang Tid havde været
i Sørge. Strar efter hans Hjemtomft finde vi ham allerede paa Mifis
tatøreife heelt oppe i Thelemarken, hvis Indbyggeres Bidhed'fynes at have
ligget Ham tungt paa Hjertet, og fom han fenere .ved et indtrængende
$yrdebvev føgte at raade Bod paa *). Fra dene Mifitatsreife fom han -
itte tilbage førend i Februar eller Marts det følgende Aar). Om hans
virtſomme Foranſtaltninger til at optegne alt Kirkegodſet i Hane Dioceſe
og fette Prædenderne paa en bedre Fod, vil der i det Følgende blive
haudiot. Allerede i Marts 1387 udvirkede han hes Gantfieren en i
Kongens Navn udferdiget Stevning til et Par Bønder i Enindalen, fom
uden 200 og Dom havde tilegnet fig Ualefiffet ved Elgelid, ver fagdes
at tilføre Biftopsfiolen, om at møde paa Berby næfte Botulfsmesfe før
hans Official, Kongens Ombudsmand Hr. Agmund Bolt, og en af Bi»
frøpen tilfalbt Lagmand, for at bevife deres Net og fiden modtage Dom.
Denne Dom faldt ogfan ud til Biſtopens Fordel og bekeæftedes af
Dronningen ſaabelſom Grtebiftopen i 1388).

Brenning Margrete og Kong Olaf fynes imidlertid, fom ovenfor
viift, at have tilbragt Storſtedelen af Baaren og Forfommeren I Skaane 5);

1) Dipl. N. 11. 497. Det Herberge, fom folgtes, var bet, fom Eyſtelns egen Fare
broder Gira Arnulf Gtelnareføn havde ejet (f. o. S. 144), og fom un Erke⸗
preſten Rolbjørn fjøbte, men fdenefter overlod til Gira Marve Matthlosføn.
Brevet af 23be Augaſt 1385 omhandler Kiødet, det af Ade Geptmbr. 1886
er Biffop Eyſteins Ooittetlng for den fide Deel af Kjøbefommen.

7) Den Te November var Biffop Eyſtein I Flaabygden I Thelemarfen, hvor han
mobtog Bøder af en Mand, der I tolv Aar ej havde ydet Diſtopoſtat eller

gjort Nelbe”, famt taget Gacramentet i Forbud, og iffe Holdt den fam før
Nanddrab ilagte Gift. Dipl. N. IV. 534.

3) Den 3die Decbr. var han paa Gtoffe (Beffold), den 10de Decht. pan Selge,
Hvor han formodentlig tilbragte Julen, dem The Hebruar 1387 pan Hof I
Mørbal (Veſtfold) og endelig den 13de Marte I Oslo (Dipi. N. I. 506. IV.
536. Ul. 474. 11. 501).

%) Dipl. N. Il. 501. 502. 508,

5) At Song Olaf I 1387 flulde have overværet et Goncilinm i Tunsberg,

hvor alle Norges Biføper vare famlede, fom Bontoypidan figer I

fin Micfehiforte (MN. 231), er fan Weget mindre fondfynligt, fom ver

meppe engang blev holdt noget Coucilium paa ben Tid, da ber ingen

Grfebiffqp var I Landet. Formobentlig grunder Angivelfen fig paa em Fell:

tagelfe eller en uvigtig Beregning af Aarstallet. Man maa nærmeft tænte paa

Grfebifop Nifolas's og be øvrige Biffopers Mærværelfe I Tunsberg d. 26de

Aug. 1383; bog findes Ingen paa den Dag eller ved den Tid ndgiven For»

orduing af faabant Iudhold, fom P. angiver, memlig ,at de Geiflige ſtulde

have Deel.i alle Bøder*, hvilket og I fig felv ev lidet fandfynligt.

268 Diaf Huatonsjør:

og Dronningen var formodentlig den hete Lid ivrigt sefjetige me
Unbderhandlinger og andre Foretagender, der figtede til at fan be endnu
. ille gjenvundne Slotte og Lehn tilbage. Ut dette ogſaa lykkedes hende,
have vi mys feet; navnlig erfare vi, at Herveftadshered med
Oſtad, og Gøinge Hered, hvilket fidfte Medlenburgerne i 4378
havde - pantfat til Jesſe Duve, nu vare fomne å hendes Bold,
thi den 10de Juli var Kong Olof felv i Aſtad og betræftede
den leting fle Stad Mønneby's Privilegier 1) — en Omflændighed
Fvoraf: man ogfan tan flutte, at de oſtlige Landſtaber nu vare fomme
tilbage: til ben banfte Krone — og allerede i. December 1386 var: Jesfe
Duve hos Dronningen, da hun overdrog Lurftorpfø til Lunds Domtirke.
Dronning Margrete var felv i nye Underhandlinger med Kong Albrecht,
og en Dag. var berammet imellem dem %). Formodentlig underhandlede
hun endnu ibrigere med be megtige fvenffe Gtormend, Bo Jonsſons
Teſtament · Executorer, der netop paa denne Vid vare fomne i den hefe
tigfte Strid med Kong Albrecht om delte Veftamente, og: der var viſtnok
de. bedfte Ubfigter for Haanden til, at et overvejende Parti blandt de
foenfle: Herrer vilde erklære fig for Olaf, og denne faaledes kunde vinde
fine Forfedres Trone tilbage, — da enhver fandan Forhaabning, hvor ftert
eller hvor foag den tan have været, for det førfte kuldkaſtedes ved den. unge
Konges pludfelige og uformodede Død. Hvad der har foranlediget
den, om bet var en heftig Spgdom eller et Ulykkestilfelde, vides ikke.
Alle de nærmere Omflændigheder, man fjender derved, ere fun, at han
døde paa Falfterbod Slot, medens Dronningen endnu var i Yftad for
at underhandle med Kong Albrecht, og at han havde mange Middere og
Svene om fig, navnlig Hovmefteren Hr. Benedict Bjug, Brødrene Hr.
Midael og Hr. Jens Ruut, Hr. Folmar Jatobsføn og den føromtalte
$r. Jesſe Duve 3). Derimod er hans Dødsdag itte ganfte filter, thi
den nætnes kun å et Chronicon, Der førft er fammenftrevet efter 1523,
og angives het til Inventio Stephani eller Zdie Auguft 4), hvilket er
* 4) See Klinge dissertatio de nomarchia Medelstad, berigtiget af Bebrmann
nom Kong Olafs Død" S. 3, 4. Da Dagen. her opgives ,die bent Regis
et Martyris*, nden at noget Mavu uævnes, fan bet ligefaa gjerne være St.
&ants Dag, 10de Juli, fom Olafsdagen, der of Behrmanu antages for den
rette, og faa meget heller hlin, fom ben er fjermere fra den Dag, ba Kongens Liig
blev aabnet og balfameret, nemlig d. 4de Auguſt.
3) Det figes ubtryfteligt i Raaddherrernes Gtrivelfe til den tydfte Gøjmefter af
1402, fee Behrmann, I. o. 6. 36.
3) Dette figes llgeledes ubtrytteligt I bet nysomtalte Brev til Højmefteren af 1402,
Behrmann &. 35.
%) Ghron. af 1523 I Ser. Rer. Dan. VI. 6. 229. Dette Chron. har Petrus Olat
iglen —— udſttevet og derfra hentet ſamme Dageagul, Ser, rer.
Dan. I.

4387. &0ag Olafs Død. 2809

fidet fanbfynligt, naar man betænter, at hans Liig ifølge en ſamtidig og
fitter Kilde blev ført til Sorø for der at begraves, allerede Dagen efter,
den 4de Auguſt, efterat det var aabnet og balfameret, : amt. Indvoldene
udtagne, for at bringes til und og der nedlegges i Domkirken foran Bor
Frues Alter, hvilket ogfan formodentlig firar efter fete). Thi det er dog
itte rimeligt, at den Aſdodes Omgivelfer ſtulde have vovet at foretage akt
dette I fypende Haft uden ſporge Dronningen ad; men et Bud, om bet end
fyndte fig not fan meget, kunde dog i hine Vider .neppe. titbagelegge den
henved fer norſte eller over aatte danſte Mile lange Vej fra Falſterbod
til Yad paa fortere Kid end en Dag *), og om han endog frrar i al
Haſt vendte: tilbage igjen, kunde han, fel for det Vilfelde, at Olaf var
død om Morgenen den Bdie Muguft, neppe indtreffe faa betids i Fale
flerbod, at man allerede Dagen efter ſtulde tumne være færdig med Bal
fameringen 0. f. 0. Desuden er det Højft rimeligt, at Dronningen felv
efter Modtagelſen af Dodsbudſtabet begav fig til Falfterbod for at fer
Sønnens Liig og foranftakte det Fornødne med Henfyn til hans VBegravelfe,
og før hende var bet vel endnu vanfreligere at reife faa hurtigt. Man
tan ſaaledes viftnot, endog med. temmelig Sitterhed, antage, at Hiin Dags⸗
Yngivelfe beroer paa en Feiltagelfe, der af de forhaandenværende. Kilder.
tj fader fig eftervife, og at Olafs Død indteaf tidligere. Med
alt dette bortfalder den Beſtyldning, føm har været ført imod Margrete,
at hun paa en upasfende Maade ſtulde have haftet med at faa Søn»
nens Liig aabnet og bortbragt for fiden en Vid at tunne holde hans Død.
hemmelig, indtil hun. havde ſikkret fig Regjeringen efter ham. Snarere har
hun holdt Hans Død nogle Dage hemmelig, førinden Liget aabnedes og.
bragte bort; men længe fan dog denne Hemmeligholdelfe ej have varet, hvor
faa mange vidſte Beſteed derom. Og flete Mabningen og Ligets Bortbrin⸗
gelfe Dagen efter hans Død, funde hun jo neppe engang felv have været
vidende om. eller givet Befaling dertil; men hvo af bans Page
ſtulbe vel have:driftet. fig dertil paa egen Haand?

1) Chroun. af 1389, Ser. r. D. VI. 534, ber ubtrytteligt angiver Gøndagen før
Laurentil, hvilfen i 1987 falber paa 4de Auguſt, fom Dagen, da hans Lilg bragtes
bort. Behrmaun (1. c.) begaar her ben uforklarlige Bejl at antage denne
Gsatag for de Auguft, og Aaretß Gøndagsbogfav for B ifebetforF. Dette
pasſer paa 1384 og 1390, mem paa ingen af be mellemliggende Mar. (Ifr.
Kepfer, den N. Kirkes Hif. 11. S. 408). Behrmann begaar ſammeſteds ogfaa
en anden væfentlig Beil, idet han nemlig eiterer Petrus Dlål, under Navnet
»Dlans Petri", og hlint Chron. af 1528 fom indbyrdes naffengige og pomtrent
famtibige” Biduesbyrd for Idie Auguſt fom Døbsdagen., Biduesbyrdet er fan
tet, da Petrus Olal har udſtrevet Krøniken, og benne ev mindft 136 Aar yngre
end Begivenheden.

7) Øian. man endre, Hvor ette vik: Bejene I de Lider vare i Gammenligning
med uuom finder.

270 Diaf Haafonsjøn.

En anden og langt mere kraukende Beflyldning, det ogſaa, og det
endog. temmelig tidligt har været fremfat imed Margrete, nemlig at hun
felv flulde have ladet fin Søn tage af Dage ved Gift) for at kunne *
beflige Bronen i hans Sted er endnu meve urimelig, og derfør dobbeit
utilbørlig. Thi om hun endog havde været uuaturlig not til at lade fin

egen Gøn rydde af Bejen for at tilfredsſtille fin Herſteſpge, fan er det af hvad
vi ovenfor haveunført, og end mere af hvad der nedenfor vil biſes, Tet at indfer,
at hun aldeles intet havde at vinde, men derimod oberordentlig meget at tabe
ved hans Død, iſer da den Udfigt, hun ganſte vift havde til, at de mis⸗
førnøjede fornfte Herrer med det førfte vilde erklære fig for Olaf og fylde
ham ſom deres Konge, nu atter blev filet mere i det fjerne.

Gi mindre ufandfynlig ev derfor den Beftyldaing, fom ogſaa har
været fremfat, at Margrete alene ſtulde have udgivet Olaf for at være
bød, men hemmeligt have holdt ham fangen, og atdet virkelig ſtulde være
ham, ber, fom bet heed, efter at være undtommen af Fangenſlabet, frem-
traabte i 1402 fom Kong Olaf og: ved hendes Foranftaltning blev brendt
fom en Bedrager, hviltet paa fit Sted nærmere vik blive omhandlet.
Om man: end kunde tiltro Margrete en ſaadan Unaturlighed — hvortil hendes
hele øvrige Ferd ike giver mindſte Anledning —, faa maatte dog, fom nys
paaviift, Olafs Død juft paa denne Vid være faa ubelejlig for hendes
Planer, at den WErgjerrighed og Herftefyge, ber ſtulde bære flert
mot til at fvæle alle moberlige Føleljer hos hende, ſnarere vilde have til
feyndet hende til at anvende alt hvad der ſtod i hendes Magt for at holde
fan i Rive, ja endog til heller at udgive ham for levende, fljønt han
var bød, end tif at udgive ham for død, edens han enduu levede.

At der imidlertid har været gaadefulde Omſtendigheder forbundne
meb Kong Olafs Død og Begravelfe, der kunde give Untedning til nogen
Mistanfe om, at bet dermed ej var gamet ganſte vigtigt til, maa man
flatte deraf, at hlin Bedrager virkelig kunde fremflaa og finde Tiltro Hos
Flere, ſaaledes fom vi i det følgende ville fer. Paa hvilfen Dag end Olaf
er afgaaet ved Døden, var ben dog viſtnok faa nær forud for Begravelfesdagen,
at Beboerne af Rigets fjernere Egne og overhoved alle de, der ikke befandt

1) Denne Befyldning ev førft antydet of den ſamtidige Johannes v. der Pufite, utg.
af Boigt 6.153. Gtedet anføres ogfan hor Behrmahn, 6.28. Mesfrrilus hentar
fler den bog med nogen Uvished, (Diaf, figer han, omfåm af Å ubefjendt Sygdom,
maaffee veb fin Øtobers herffefyge Gvig) I Scondia, I: Ill. & 31;' t Apulogia (XU.
6.207) hefber han mere HL ben ro, at Bebragervn 11402 var” dem egte Olaf,
mer omtafer hans Gremivæden fan forvirret, at det mæften ſeer nd, fom om
han henførte den til 1887. Dalin figer I fim Hiftorie (1. S. 575, ot.)
«Margrete flegtede paa fin Haber og var ej ulilg Dronning Blonde, (hvilken
han, vel at merke, autager for, at have ladet fin Son forgive), men jeg fan
berom intet bømme". Gigtelfen er imidlertid henfaftet.

1387. Rong Olafs Død. 271.

fig inden ben førfte Dagsreife fra Falferbod, neppe erfardde hans Dod,
førend famtidigt med Gfterretningen om Begtavelſen. Det unde ſaaledes
for dem Letteligt fynes, fom om man havde brugt et ufømmeligt Haft
vert, og ved Forføgene paa at forklare dette kunde vel enkelte for tar»
grete mindre forbeelagtige Gjetninger opftan, ber efterhaanden gik over i
Folfetroen. For Mordmendene maatte bet uventede Budſtab om
den unge Konged Død i hans blømfirende Ynglingg-Ulder være dob⸗
belt førgelig og nedflaaende. Ej alene maatte bet fmerte dem bbt,
at ben gamle Kongeflamme, ber nu i et halvt Aartuſende havde fyret
Miget, og paa hvis pugre, af et kvindeligt Led fremfpisede Green de
havde overført al den varme og inderlige Hengivenhed, hvormed de havde
hengt ved ben ældre, nu med eet ſtulde ubdø. Men desforuden havde de
i biin lange Bid faaet det arvelige Kongedømme felv kjært, ligefom dette
ogfan å fig felv var meft overeensfemmende med Foltets Retobegreber
og Juftitutioner og afgav ſtorſt Betryggelfe for Landets fremtidige Blomfiren
og Belvære, fanat Konge-WSttens plubfelige Uddoen allerede i og før fig
funde give Anledning tilbe ængfteligfte Unelfer for Fremtiden, ifær da det
ubefdigviis endog dar tvivlfomt, hvorvidt der overhoved fandted nogen lob⸗
lig Tron⸗Arding, eller, om en faadan enb kunde findes, hvorvidt han vilde
være Follet tjenlig. Alle disſe Betragtninger, forenede med den Vee⸗
mob, hvormed man altid erfarer en haabefuld ung Mand eller Kvindes
uventede Endeligt, maatte gjøre Smerten over Olafs Død dybere og
mere afmindelig, end den maaſtee under andre Omftændigheder vilde have
været. Og Sorgen har vimeligviis bragt Nordmendene til at fmytte ham
med Dyder, fom han neppe engang havde haft Mnledaing til at legge for.
Dagen, og til at anfee Forhaabninger med ham begravne, fom de efter fit
ringe Kjendftad. til ham neppe endnu å Birkeligheden vare berettigede. til at
nære. Det var derfor heel naturligt, at mange af dem ikke engang ſtrax kunde
gjøre fig fortrolige med Kanten om hans Død, men klyngede fig til den
ro, at han endnu var i Live, og med iden not vilde fremftaa igjen,
ligeføm mani fin Vid havde troet det famme om Olaf Xrygvesføn, da
han var falden i Svolder-Glaget. Denne ro, der fra Norge ogfaa
maatte ubbrede fig ril Island, ubtaler fig i nogle famtidige islandſte Une
nalers Udſagn ved 1387, idet de omtale Olafs Død tun fom en Fore
foinden (hvarf) 2). Ligeledes heder det i den 98 omtalte islandſte Saga-
ſamling, kaldet Flatøbogen, ved Stutningen af en Fortegnelfe paa Norges
Konger fra Olaf tilbage til Harad Haarfagre: „Et Aar fenere end før
ev fagt (Der figes ſtrax ovenfor ubtrytteligt, at Bogen: var paabegyndt
1) Søl. Wmpaler, Udg. S. 340. Det et de HL 1396 uanende Gole-Unnaler,
vor dette fintes. Vi ville ogfaa firax herefter for, hvorledes man paa flere
Steder I Morge endnu 1389 baterede efter Rong Olafs Megjeringssdar, fom
om han ef var bød.

272 Olaf Haalonsſon.

1387 under Kong Olaf Haakonsſons Regjering) forſpandt Kong Olaf
Haakonsſon; Danerne ſagde, at han var død, men Nordmendene vilde
iffe trø bet” 1). . (Viden angives til 1388, fordi Efterretningen formodent-
lig førft da er kommen til Island). Muligtviis menes ogſaa Kong
Olaf, hvor det i de Unnaler, der flutte hin famme Flatødog, fortelles
ved 1393, at Olaf Margretesføn efter Enkeltes Sigende ſtal have gaaet
ub, bet vil fige, være veift udenlands eller draget i Pilegrimsferd, famtidigt
eller maaffee endog tilfammen med nogle Islendinger, 'der havde deeltaget
i en blodig Kamp med Bjørn Cinarsføn og drebt eller faaret
flere af dennes Følge, hvorfor det, fom det fynes, i GStriftemaalet var
blevet dem paalagt at gjøre en flig Pønitens-Meife. Rigtignok ſtulde man
efter Sammenhengen ſnarere antage, at denne Olaf Margvetesføn ligeledes
var en Jelending; men da en faadan af vette Navn ikke andenſteds om»
tales, bliver det i alle Fald ikke umuligt, at Kong Olaf er meent *).
Men i faa Fald flulde man dog næften formode, at der her tydes hen paa
et Sagn, der ej lenge efter Olafs Død fynes at være opkommet i Ita⸗
fien og endnu fortelles idetmindfte i Perugia. I Uaret 1415, heder det
nemfig, ben 135e Marts, „dode i Perugia Henrif eller Grit, en Søn af
Kong Haakon og Dronning Margrete, Medlem af St. Francifus's
tredie Orden. Han havde fra Barndommen af haft meft Vilbøjelighed
for ben géiftlige Stand, og hverten hans Moder Margrete eller Rigets
Store tunde formaa ham til, enten ved fin Faders, eller ved fin Bro-
der Olafs Død, at modtage Kongedømmet eller gifte fig for at faa Børn,
men for at undgaa alt Overheng herom flygtede han bort til et'affides,
øde Sted, traadte ind i St. Franciſcus's tredie Orden: og henlevede flere
Mar å den yderfte Armod, optagen af aandelige Øvelfer, Bønner og
Betragninger. — Imidlertid. blev han omhyggeligt efterføgt af Sine, og
tilſidſt opdaget og bragt tilbage til Riget, hvorved han fit Anledning til
at forherlige fit hellige Liv ved et Mirakel. Nigets Store vilde nemlig
overdrage ham Regjeringen, men Moderen, Hvad enten hun nu.nødigt
vilde give Slip paa Magten eller ikle troede, at han var hendes Søn,

1) Glatøbogen, bg. I. 6.28. Stedet finde ligelebes I Fornaldar Sögar Nordr-
landa, II. 3..16. Det har ogfaa fom Overſtrift ,Avarf Ölafs Konungs Håk-
onarsuner” (Koug Olaf Haafoneføna Vorfoinden), hviltet ere de felvfamme
Ord, der anføres paa nysomtalte Sted I Hole-Aunalerne, faat man uæften
ftulde antage, at disſes Nedſtriver har haft Blatøbogen for flg.

3) Jølaudffe Uunaler, Ubgaven, S. 358. Ordene: På sGgda sumir menn at
Ölafr Margrötarsun hefbi åtgengit, ſtaa midt inde't Øeretuingen om Glaget
ved Guup mellem Bjørn Ginarsføn og Thord Sigmundsſon og dets Følger
for Deltagerne, faa at man visfelig ved førfte Øjekaft ſunareſt ſtulde falde
paa, at denne Olaf Margretesføn var en Jelending, der ſejlede äfſteh I famme
Stib fom hire.

1387. Rong Dlafe Død. 278

fåafom hane haarde Gpægelfer havde gjort ham. ukjendelig, lod ham
gride og baſte paa et fort Baal, hvor han dog flod en Tidlang ganfte
uftadt, medens alt Folket faa. derpaa og erkjendte bet for et Jertegn.
Imidlertid brød Han fig itte om at benytte dette mod fin Moder for at
faa Kongedømmet, men forlod atter Miget, vedblev med fit ſtrenge Lev»
net og gjorde en fang Pilegrimsreiſe til Italien for at beføge Apoſtler⸗
nes Grav og St. Francifeus's Hvilefted. Men medens han var i
Perugia, døde han af em Feber, efterat have aabenbaret, hvo han var.
Bed hans Død ringede Klokkerne i St. Undreaskirten af fig felv, og
da Biftopen hødte dette, fom han til med hele Klerefiet og lod Liget
begrave i famme Kirke. Da Keifer Sigismund nogle War fenere paa
Meifen til Rom tom igjennem Perugia og hørte bette, gik han ind i
* Mirlen, fysfede Gravftedet, tilbad hans jordiſte Sevninger, og bad om
at maatte faa Deel i den hellige Mands Fortjenefter" 1). Liget eller
idetmindſte Graven forevifes endnu i Perugia, og der flal endog fore
findes flere ſtriftlige Optegnelfer derom i famme Kirkes Urdiv*). Ut
der å Perugia virkelig paa Hin Dag er død en Mand, der paa
fit pderfte afgav en faadan Betjendelfe om fig felv, er meget muligt og
medfører maaftee endog Sandhed; men heraf følger ikke, at Feberpatiene
tens Angivelſe er fand, eller endog rigtigt opfattet af de Kilftedeværende.
Fortellingen handler desuden om em foregiven Broder af Kong Olaf,
hborom hverken de danfte eller de norſte Kilder vide at berette det aller-
mindfte, og fom heller ikke fynes at have været til. Man har derfor
tæntt fig, at de, ber førft nedftrev Beretningen, funne have fejlet i at
antage den foregibue Kongeføn og Helgen for at have været en Broder
af Kong Olaf, men at han var denne felv, der altfaa ej flulde være
død, og fiden paa en faa vidunderlig Maade frelft fra Baalet. Men Beret-
ningen bliver ikke derfor mindre ufandfynlig, og det enefte merkelige ved
den er, at den har funnet opſtaa og vedligehode fig i det fjerne Italien."
Det vilde derfor altid være af megen Jnteresfe at tjende de nærmere
Omfteæabigheder ved dens Oprindelſe.
J Sverige maa der ogfaa være opkommet et Rygte, om at det ilfe
hang ganfte faalebes fammen med Kong Olafs Død, fom man foregav,
fiden ben foenffe Forfatter Ericus Olai, ber compilerede fin Krønike lidt efter

1) Badding, Annales Minorum, Ed. 1734. T. XI. p. 375. jvfr. Gram, Notæ ad
Meursuim 1. IV. p. 541. Wadding paaberaaber fig her to dorfattere, Mari—
nus Glorentinns (c. 8) og Marcus Ulisfiponemfis (1. I. c. 31), af hvilke han
nbtryffeligt figer, at ben førte næften var ſamtldig med ben foreglvne Henrik.
Den forſte of disfe Forfattere er eudun iffe udgiven I rykten, og den auden
findes i alle Fald-neppe I nordiffe Bibliothefer. .

%) Dette ev I Rom blevet Forfatteren meddelt af Geiftilge, der ſelv havde været
4 Berngla og feet faavel Optegnelſerne fom ben foregivne Helgens Grav.

Munde Giferle. Unden Hovebaforling. 11. 18

274 Olaf Haafonsføn.

Midten af det 14de Uarhundrede, yitrer fig om Olafs Død paa følgende
Maade: „hvor der blev af hans (Haakons) Son Olaf, eller hvor og
paa hvad Maade han døde, vides ikke, undtagen at hans Moder fød en
vis Olaf, der taldte fig hendes Søn, opdrende" '). Men disfe Ord fyr
mes at vile, at Rygtet neppe. ev opfommet, førend efterat den falfte Olaf
var fremftaaet og afftraffet, da Stemningen i Sverige var bleven mindre
gunftig for Margrete, og.de mange, der havde imod hende, med Glæde
greb alt hvad der kunde figes til hendes Stade, medens detimod Tilſtanden
og Forholdene paa den Vid, da Olaf døde, ej lenger var i faa friftt Minde
hos Mengden, at det kunde være. denne ret kart, hvor urimelig Be-
flyldningen var. I de nærmefte Aar efter Olafs Død har vit itte
en enefte Stemme reift fig mob Margrete i denne Anledning, thi ingen-
ſteds maatte det ſtaa faa Mart for Enhver fom netop i Sverige, hvilken
ubetimelig Afdrydelfe Olafs Død maatte gjøre i Margretes Planer.
Har man der endog firar fundet Omftændighederne ved hans Død noget
mistentelige, da tunde bog Mistanfen umuligt vette fig mod Margrete, men
, maatte fnavere bende fig til ben modſatte Side, nemlig mod Medlenburger-
me og deres Tilhængere, thi Albrechts Gager flod visfelig nu faa flet,
at hans fidfle Haab om at funne beholde Gveriges Trone maatte knytte
fig til, at ben gamle Konge-WEtt aldeles uddøde paa Mandsfiden, og
de Svenſte derved maaftee vilde blive nødfagede til endog mod deres
Bilje at beholde ham. Heller itte tan man antage, at de foenfle Her-
ver trodd Olafs Død omfider vide have taget Margrete til fin Her-
flevinde, berfom>nogen ſaadan Mistanke havde hvilet pan hende. Og
derhos fan man være temmelig forvisfet om, at om endog fun den fva-
gefte Antydning til en faadan Mistante havde været fremkaftet, vilde
Albrecht ilke have imdladt at opdiſte den blandt de andre Uartigheder
og grove Beftyldninger, han pitrede mod Margrete, da hun aabenbart
havde flillet fig i Skranken mod ham.

Det for Margrete fræntende Rygte, at hun frulde have villet lade

fin Søn forgive, maa ellers, fom vi ovenfor have feet, temmelig tidligt være

opſtaaet i de pommerfte og preusfifte Stæver, fiden det var fra denne

Kant, at Bedrageren fremftod. Imidlertid tør det not være muligt, at
Mygtet felv allerførft blev fammenfmedet umiddelbart før Bedragerens
Fremtomf. Der maa her ogſaa have gamet et andet Rygte, hvilket dog
muligtviis førft har dannet fig i meget fildigere Lider, nemlig at Kong
Olaf flue være omfommen paa Søen å en Storm, medens flere
af de øvrige, ber var ombord paa Gtibet, frelſte Livet, og nogle endog
paaftod, at Kongen felv ſtulde være fommen levende derfra, men under
faa mislige Omftændigheder, at man itte hørte noget til han, førend

% Ser. r. $. II. p. 112.

1387. Rong Olafs Død. 275

man gjenfandt ham fom-en fattig og ringe Månd i Graudeng ') : en Op-
digtning, ber var alt for urimelig, til at man frulde antage, at nogen
Samtidig virkelig for Alvor har troet den *).

Margrete flaar faalebes fuldkommen teen for enhver Beſtyldning,
fom Uvittighed eller ond Bilje fenere fan have vovet at fremfette imod
hende paa Grund af Sønnens pludfelige Død. Men at det not kunde
have været hendes Ønfte at frjule Dødsfaldet faa lenge fom muligt, og
bet maaftee ej faameget før de Danftes Styld, paa hvis Hengivenhed
hun vel i alle Tilfelde kunde ſtole, fom fnavere før at hendes Planer med
Benſyn til Sverige itte ſtulde lide nogen Standsning, er baade højft
timeligt og meget undſtyldeligt. Dog end itte dette fød fig gjøre i
faa lang Vid, at hun kunde have nogen Nytte deraf, thi om endog
Dlaf var bød fort efter den 10de Juli, da han endnu var i Live i
Aſtad, bliver der alligevel i det hojeſte hun tre Uger til den 4de Auguſt,
da iget blev bragt til Sorø. Og da vi erfare, at faavef de holftenfte
Grever, fom en Mengde andre anſeede Mend og Kvinder af begge Mie
ger, Danmarf og Morge, vare tilftede ved Jordfefningen, fom maa
have fundet Gted umiddelbart efter Ligets Ankomſt til Sorø, maa

1) See den- prensfifle Gtribent Caſpar Hennebergers Beretning i hans „Erklä⸗-
ung ber preuoſiſchen gröfern Ganbtafeln”, &. 87, meddeelt in ertenso af
Behrmann, 1. c. 6. 16—18, Henneberger flrev ved Midten af det 16de
Marhunbrede og beraaber fig paa den eldre Simon Grunau.

9 Her fan man ogſaa merke, at Ifølge et fvenf Sagu fulde Smaalendingerne
have bredt Rong Olaf og hugget ham iRylfer Led for Led, fordi han fom
ind & Landet mden Gisfel, fee Merlanff, ,de hellige tre Rongers Kapel”, S:
68, hvor ,Ewenffa Batburen" VII. S. 103 eltere, og det her anførte Til:
leg «fom ånna tilſeendes år uti Nopelskyrka“, meddeles med den Hormodning,
at ber herved forftaaes Nöbbeleds Kirke I Kongahered I Gmaaland, medens
ber bog fuarere menes Chriſtianopels Kirke I Bleking, da denne Stad I dage
lig Tale altid faldes ,Mopet" eller ,Mobel". Dette Gagn knytter fig fand-
fynligvlis oprindeligt til ben Midberfigur af Marmor fra bet 14de Harhune
brede, ber findes i nysnævnte Gapel I Moeskilbe, og fom ev beſtreven famt
afbildet I hlint Gtrift af Weriauff & 65 fag. Denne Bigur beftaaer neme
lig af 13 forffjellige Gtytter HiL at fette fammen, men fom rimeligvils aldrig
have været fammenfatte, og hero Har ba det Gagn været gængfe, at Figur
rens Beffoffenhed ulde betegne enten den Liland, hvori de Gvenfte have
tilbagefendt Olafs Legeme, eller ben Maabe, hvorpaa de truede med åt ville bes
handle ham, hvis han faldt I deres Hender (Merlauff I. 0.). Ultfaa maa enten
Figuren have givet Anledning til Gaquet, eller man dette, om det oprindeligen
var uaffænglgt af Biguren, tibligt have været fat I ordindelfe dermed, faa at
man næften frufde antage bet for em Beiltagelfe, naar ,Sv. Fatduren* nævner
aMopel* og itte Rorstfilde. Hvad Bigurem felv angaat, da har Merlauff (1.
c. 6. 70, 71) vilt faagobtfom til Gvibens, at dem mepve Fom forefile nogen
anden end Kong Valdemars i Juni 1363 afdøde Søn Hertug Ghriftopher (fee
foreg. B.S. 737), og at den har været beftemt til at fmyffe hans Gravfed.

* 18*

276 Diaf Hoelonsſon

de Have bæret ubteydfeligt indbudne eller tilfagte til at svermære ben;
og denne Vilkigelfe fynes idetmindfte at maatte have Fundet Sted nogle
Dage forud, om ber end ille godt fam være Vale om andre norffe Mend,
men Kvinder, end dem, føm allerede da befandt fig i Danmark, enten ved
Hoffet eller andenfteds. Man faar faaledes ikke flørt lengere Vid end
14 Dage, i hvilken Kongens Død kunde holdes ſtjult for dem,- ber ikke
havde været tilftede ved hans Dødsleje, forfaavidt ellers nogen faadan
$Hemmeligholdelfe funde have været mulig, hviltet faar faa derhen.
Men der ev jo endydermere al Sandfynlighed for, at hans Død ike
forefaldt faa ganſte mær efter hiin 10de Juli, paa hvilken han, fom man
maa antage, endnu fuldkommen frift og vel befandt fig i Aſtad med fin
Moder.

Kong Olafs balfamerede Lilg blev altfaa, fom bet nys er omtalt,
begravet i Sorø Kloftertivte, hvor hand Fader øg Farfader hvilede, i
Dvervær af de holſtenſte Ørever og mange andre geiftlige og verdslige
Herrer, Fruer og Jomfruer, faavel fra Norge fom fra Danmart. Maar
- der blandt hine geiftlige Herrer fynes at være Tale om mere end een
Erkebiſtop, fan man fun have meent Erlebiſtop Magnus af Lund og
den formodentlig allerede fra Gurien hjemfomne Binalde af Nidaroos,
vilken vi faa Dage efter ville finde blaudt dem, der i Staane allerførft
byldede Dronning Margrete fom Danmarks Nigsforftanderfte. Hvilte
de øvrige tilftedeværende norſte Mend eller Kvinder monne have været,
fader fig nu ilte angive. De fidfte maa have hørt til hendes Hof;
andre norſte Kvinder have neppe paa denne Tid opholdt fig i Danmart,
og blandt dem funde man vel nærmeft tænte paa ben førsmtalte Fru
Ghriftina Nikolasdatter, Alf Jarls Wtling sg Dronningens CSlegt-
ning og færdele8 Beninde, fom det fader; thi vel var hun den 16de
Juli i Vunsberg 2), men bette hindrer dog ikke, at hun frar efter unde

1) Dette figes nbirytkeligt I bet ovemomtalte Brev fra de danffe Herrer til Høj:
mefteren af 175e Inni 1402 (Behrmann S. 36): ,der (I Sorø) heder bet,
Blev han ſtedet til Jorden med alle be Højtibgligheder, Hvormed em Konge
ylejer at begraves; tilſtede derved var de holftenfte Herrer med beres Maad,
Grfebiffoper og Lydblſtoper og mange gode Prælater og mange gode Mivdere
og Gvene og Fruer og Jomfruer og andre gode Folk fra Gtæderne I de to
aongeriger Morge og Danmart.

4) Den 16de Juli 1387 indgik hun paa Biffopsgaarben Telge ved Tunsberg et
Borlilg med Biffop Eyſtein af Oslo, hvorved hun aſſtod HI Tosfene Kirke
paa Gotanes I Ranrife Gaardene Uppfale og Øvrebø, mod at Biffopen opgav
Kravet paa al den Tiende, hun flyldte Gognets Kirke. Dipl. N. IV. 530.
Det er merkeligt nok, at Maret her angives med Marstal, ifke efter Kong
Dlafs egjeringsaar. Slkulde man allerede da have erfaret Kong Olaf
Dod? Det er dog neppe rimeligt.

Kong Olafs Død. . 277

have begivet fig til Danmart, da det forefommer os højft fandfynligt, at hun
plejebe fladigt at bære om Dronningens Perfon. Olafs Gravfted forefindeg
endnu i ors Kirkes Chor paa Alterets nedre og venftre Side, frem-
vifende i Midten hans Gtjøld med den norfte Løve, og Overfkriften
HIC JAGET OLAVS FILIVS MARGRETE REGINE QVEM GENVIT EX HAQVINO
REGE NORVEGIE" 1), —Mogle andre, verfificerede latinſte Gravftrifter
over ham ete fra fildigete Lider 7).

Den danfte Chroniſt Huitfeld flriver om Olaf, at ,han var en
405 og fram Konge, fille og dydelig, hodt god Fred i fin Vid, holdt
fver Mand ved Lov og Met, og havde gjerne nogen af fit Raad med
fig, hvor han foor frem, famt hørte gjerne Sager" 3). Det er øjenfynligt,
at denne Dom ej ton være hentet fra famtidige Beretninger, men
alene føtter fig paa de i hans Navn udſtedte Domme og andre Brev-
fader, fom Huitfeld benyttede ved Uffattelfen af fin Krønike. Olaf var
ved fin Død for meg og havde udviklet for liden Gelvvirkfomhed, til at
man overhoved kunde danne fig nogen Foreftilling om hans Perfonligs
fed, eller at de Efterlevende kunde tillegge ham nogen færegen Character eller
beftemte Megent-Dyder. MNordmendene elftede i ham den fidfte mandlige
Etling af deres Kongeftamme og førgede over hans Død, faavel fordi
den Stamme nu uddode, ſom vel og fordi de ynkedes over ham, at han
ſtulde blive børtepftet i en faa ung Alder. Men til perfonkigt at lære at
tjende og. elfle ham havde vel fun de færrefte haft Vid eller Lejlighed.

21. Dronning Margrete hyldes fom Rigeftyrerinde, førft i Danmart,
fiben i Norge.

Bi hare allerde omtalt den Forlegenhed, hvori Kong Olafs plud⸗
felige Død nødvendigeikd mantte bringe Dronning Margrete. Den var
fan ſtor, at mangen en Mand i hendes Sted viftnok vide have anfeet
fin Sag for bt, og det BM alene have været i Bevidfljeden om fin
oberlegne Dygtighed og Statsklogſtab, at hun vovede at holde Stand og
fortfette fine Beftræbelfer til Nordens Forening. At der ikke for det førfte

1) Suhm, XIV. 6. 184.

2) Den lengere af disſe Gravffrifter, ber begge meddeles af Haltfeld S. 572 og
af Suhm (I. c.) er forfattet af Ivar Bartholin c. 1570; den fortere antager
Gtm for at være ,gannnet*, hvormed han vel mener ,famtidig*; men faa
vel Latiniteten fom Indholdet fynes at vidne om en filbigere Tidsalder. Dess
foruden mebbeler Huitfeld ogfaa em Gravſtriſt Brofa, om hvilken vi Ikke
behove at melde. mere, end at den laber Olaf arve Norges Kougedømme, førs
end han blev Konge i Danmark (1). Ingenſtede anføres bet, hvor I
Kirken disfe Gravftrifter egentlig aa eller flod; paa den lille Liigfteen Fan
deg ille være.

3) Huitfelb S. 573.

278 . Olaf Haatonsføn.

funde være nogen Vale om at vinde Fodfefte i Sverige, er natur
figt. Men dette var maaſtee endda ikke det verfte. Betænteligere var bet,
at hun tunde blive nødfaget til at fravige baade Danmark og Norge.
Hidtil havde man nemlig ej haft noget Grempel paa, at en Kvinde var
valgt til Sronfølgerinde i Danmart, om hun end var en Konges Datter,
. 68 Guceesfionen i Danmark var desuden ved Vractaten af 1376 paa en
vis Maade forbeholdt hendes Syfterføn Hertug Utbredt af Mecklenburg,
forfaavidt fom bet her var vedtaget, ,at Kong Olafs Valg itte frulde
fomme ham til nogen Gtade med Henfyn til hans fremtidige Fordringer
paa Kongedømmet» 1). I Norge kunde der ogfaa, fom vi ville fee, være
grundet Spørsmaal, om ikke den famme Albrecht var nærmeft arveberettiget
til Tronen, medens berimod Margrete fom Movder af den afdøde Konge
tun havde en tvivffom Arveret og dertil faa langt ude, at den næften kunde
betragtes, fom om den ej var til 2). Hvis Hertug Albrecht havde været det
eneſte Medlem af fin Gtamme, vilde hun maaftee ikte have betæntt fig
paa firar at faa ham valgt og antaget til Rongeibegge Niger. Det vilde
faalede8 da ike findes nogen anden, der funde gjøre hendes fremdeles
Indflydelſe over ham frridig. Men Ulytten var, at hans Farbroder
Kong Ulbredt i Sverige levede, havde formodentlig været hans For-
mynder, og vilde vel'ogfaa efter hans Ophøjelfe paa Danmarks og Nor⸗
ges Trone udøve frørft Magt over ham. Paa denne Vronfølge var det
faaledeg itte for det førfte at tænte, om den maaſtee og tilfidft vilde have
ledet til en varigere Forening af Nordens Riger, end den fom det lykkedes
Margrete at bringe iftand. Imidlertid var en anden Arving, der pasfede for
Margretes Planer, ikke let at finde, uden at man dog holdt fig til den famme meck⸗
lenburgſte YEtt, fom ved de tidligere fratstloge Hertuger Henriks og Albrechts
Fremfynethed havde giftet fig ind i begge de da vegjerende nordifte Konge
YStter og derved vundet Arveret efter dem begge. Det er derfor højft rimeligt,
at Margrete allerede nu havde kaftet fine Øjne paa en yngre Etling af
Biint Furftehuus, men fom allerede flod Kong Ulbredt fjernere, nemlig
Grit, en Søn af den pommerfte Hertug Bartislav VIL. og Hertug Albrechts
Syſter Maria, følgelig Margretes Syfterdatterføn og ſaaledes heller itte
uden Urveberettigelfe til Norge, fom det idet følgende vil feed. Men
til at faa hans Udkaarelſe bragt å Orden udfrævedes der Tid, og for
det førfte maatte det være Margrete magtpaaliggende, at Vingene gik i
* fin fedvanlige Orden, idet hun midlertidigt blev bekræftet i Megjeringen,

1) Sre ovenfor, S. 75.
7) Dm alle bisfe Arveſorhold vil der nedenfor blive handlet ubførligt.

4387. Dromning Margrete hyldes fom Megentinde I Danmart. 279

førend Hertug Albredt unde gjøre fin Fordring gjeldende og flaffet fig
et Parti. Dette lykkedes det hende ogſaa at ubvirke, og det endog fangt
fnavere, end man frulde have formodet: et umistjendeligt Vegn paa, hvor —*
ſtor hendes Yndeft og Unfeelfe maa have været, og hvor bygtige Hjel-
pere hun maa have haft til at agitere for fig. Thi hvad der nu flete,
var unegteligt et Haſtverls⸗Skridt, paa hvilket der i flere Henfeender kunde
være meget at fige. Det forfar fig af fig felv, at hun førft føgte at filtre fig
Megjeringen i Danmark, deels fordi hun juft nu var tilftede der, deeld ogſaa
fordi hun fom banft Kongedatter og Kong Valdemars faavelfom Kong
Olafs Arving idetmindfte efter den private Arveret her maatte have ſtorſt
Udfigt til at betvagtes føm den nærmefte til Rigsftyrelfen, om juft itte
ligefrem efter Soven, fan bog ifølge Billighed og Folkets Ønfte. Saaledes
blev hun allerede ben 10de Auguft, tun fer Dage efter Kong Dlafa Liig⸗
ferd, i Lunds Domtirfe og pan Stanne Landsthing, af flere geiſtlige og
verdslige Herrer, faavel fra Skaane, fom fra alle de andre Landsdele,
udvalgt og antaget og hyldet til ,furdmegtig Frue og til Huusbonde
og til hele bet banfle Riges Formynder i alle Maader, indtil hun og
de tilfammen eendregtigt kunde fomme overens om at velge en Konge, dog
ſaaledes, at de itte ſtulde ſtilles fra hendes Vjenefte og Hjelp, førend hun felv
viiſte dem fra fig til amme med hendes og deres Raad og Vilje udvalgte Konge».
Som Beteggrunde til Balget anføres, at Dronning Margrete, , Norges
og Sveriges Dronning", fom hun kaldes, var Kong Valdemars Datter
og Kong Olafs Moder, hvilte begge havde været deres Herrer, og at
deimange Maader havde prøvet hendes gode Bilje og Gunft”. De og
hun, heder bet fremdeles, vare fomne indbyrdes overens om, at de ikke vilde
tage nogen Herre eller Høvding eller Konge, eller drage nogen Mand indi
Danmark, eller tage nogen Mand til Hjelp, der var imod dette, eller nogens
fombelft anden uden hendes Raad og Vilje; flige Mend vilde de derimod med
hende føge at „forderve“. Derimod havde hun tilfagt Dem, at de flulde nyde
Stjel og Net og de Privilegier, fom hendes Forfedre og Søn havde givet
dem 2). Det merkeligfte ved dette Brev er, at Erkebiſtop Binalde af
Throndhjem nævnes allerførft blandt Ubftederne, medens derimod ikke den
lundſte Erkebiſtop Magnus nævnes blandt disfe, uagtet bet udtrytkeligt
heder, at faavel Udftederne, 14 i Vallet, fom „Erkebiſtoper og Lydbi-
ftoper, Riddere og Svene, og flere Riget Mend og Menighed af alle

+ 5 Bidnesbyrdet om denne Raaring og Hylding findes enbun I vet danſte Ge⸗
beimerlirin; bet ev efter Originalen aftrytt i Molbedis og Peterfens ,Ub»
valg af banffe Diplomer og Breve*, I. Mo. 10. (6. 11—12).

280 Dronning Margrete.

Danmarks Lande” havde deeltaget i Balget 1). Det førfte fan forkkares
paa den af o8 ovenfor anførte Maade, nemlig at Binalde ved Dronnin-
gens Indflydelſe allerede tidligere havde faaet en Proælatur ved Lunds
Domtirte, faaat han derved var berettiget til at optrede mellem Danmarls
Geiftlige 2). Men at Erkebiſtopen af Lund ikke nævnes blandt Udſtederne,
uagtet han dog faavelfom Biftoyerne af Ribe og Aaruus var ved Hykdingen,
bliver altid en Befynderlighed, fljønt man tan fige, at hans Deektagelfe i
Brevet Udſtedelſe itte var abfolut nødvendig, da dette fun indeholder et
Bidnesbyrd om, hvad der flete, ligeſom vi ogſaa ſenere ſee Roeskildes Biftop
paa famme Maade nævnt i Bidnesbrevet om Hyldingen pas Cjæ-
lands Landsthing, uden felv at have deeltaget i Udſtedelſen af dette. Mu-
ligt ogfaa at Biftoperne have givet færflilte Breve. Saameget an
man ellers vift trygt antage, at Erkebiſtop Vinaldes Indflydelſe bidrøg
meget til at befordre Margretes Valg; men det mefte mør bog vel
den megtige og anſeede Drottfete Hr. Henning af Putbufé have udrettet,
hvilken ogfan nærnes førft iblandt de verdslige Herrer. Af Geiſtlige
næbnes foruden Erkebiſtop Binalde tun Biftop Pedev af Aaruns. Winndt
de verdslige Herver forefomme den afvøde Konges Hovmefter Hr. Bene⸗
diet Bjug til Gunnerskevholm og den føromtalte Hr. Henri Parow,
der ſaaledes nu optrandte ſom danft Herremand, Jakob Muus til Lind»
holm, 0. fl. Glleve Dage derefter, den 21de Auguſt, aflagde Biſtopen
af Roeskilde med øvrige Prælater, Middere, Svene og Hele Almaen af
- Gjæland, Møn og Laaland famt andre Rigets Mend en ligtiende Hyt
Ding i St. Knuts Kirke i Ningfted faavekfom pan Sjælandsfare Lands⸗
thing fammefteds, og her ſees ligetedes Hr. Henning af Putbufd at have
været virfføm, thi han er atter den førfte af de Herrer, der have udfledt
Bidnesbyrd derom 3). Lengere Vid tog bet, inden Fynboerne efterfuigte

1) udſtederne eve, forben Griebiftop Vinalde: Hr. Henning af Putbuſch, Drott:
feten; Jens Andersføn, Benedict Bjug, Henrik Parow, Reimer Breide, ol
mar Jafobsføn, Riddere; Otte Jensfon, Hennele Olafsføn, Konrad Molteke
den yngre, $afob (ep) Muns, Etilg Petersſon og „Albertus ·

2) Hvis Brevet fn omtalte Hyldhtgen, fom em et, hvortil Udffeberme en
havde vætet Vidne, men hvori øtmindfte ille alle havde beeltøiget, ba vilde
Grleblſtop Binaldes Optræden blandt dem ille være uøget paafaldende, men
ber ſtaar nbtrykfeligt: oi og mange flere Riget Mend — — taarede, av
nammede og ubvalgte" — 9. f. v.

3) Bidnesbrevet findes ligeledes I det banffe Geheimeardifo og ev aftrytt blandt
ovenanførte „Udvalg af Diplomer" etc. Mo. 11, 6. 13. Om Dagen, hvilken
baade Jahn (6. 16) og Huitfeld (G. 574)angive urigtigt, ophøret ved Bette aficyt
af Originalen al Toivl. Udftederne ere Hr. Henning af Pulbufd, Jens Then»
gilsſon, Canbebommer I Gjæland, Benedlet Bjug, Jens Runt, Høvebemand paa
Borbingborg, Michael Runt af Gtjoldenes, Riddere ; Jesſe Offtoſon af Egede,
dinkenoge (en Broder af Erkebiſtop Mifolas) og Hartvig Bruſte.

Dronning Margrete hyldes fom Megentinde I Danmart. 281

Gtaaningerned og Cjælandsfarernes Grempel, hvad nu Warfagen fan
have været dertil; thi Hyldingen i St. Knuts Kirke i Odenfe og paa
Fyns Bandsthing flete ikke førend den 20de Oetober af Biftopens Kulde
megtige, Prelater, Riddere, Niddersmends-Menb, Kjobſtedsmend og AL
mue m. in. fra Gyn, Langelund og Thorsland 1). En lignende Hylding
flal og være fleet i Møree Iylland, altſaa vel paa Viborgs Landsthing,
men ber findes itte fenger moget Brev derom*). Saavidt man fan
fee, fandt den Sted tidligere end Hydingen i Odenfe, og denne man faar
ledes havre været ben fibfte 3).

Maret var nu allerede langt hentedet, og bet gjaldt for Dronningen
at flynde fig til Norge for ogſaa der at filtre fig Megjeringen. Jnvide
lertid fød hun Griebiftop Binade drage forud berhen for at kanne
bearbeide Øemptterne og forberede Sagen til hendes Ankomſt. Thi
den Bre Geptember modtog Crtebiftop Minade paa WBordingborgs
Sist af Befalingsmanden femmeftéds, Hr. Jens Ruut, paa Dronnins
gens og bet banfte Rigsraads Begne, alle de Bøger og Klenodier m. m.
fom hand Formand Erkebiſtop Mitolas havde ført til Danmart, og fom
efter hans Død feed at have været opbevarede der paa Slottet under
Dronningens og Raadets Anfvar; og i Qvitteringsbrevet, fom Erkebi⸗
frøpen ſamme Dag ubftedte, heder bet udtrykkigt, at han ligeledes frukde.
ſtaffe fit Capiteld Kvittering, feafnart Dronningen fom med ham til
Norge, mer om hun itke fom med han, frufde han inden Aar og Dag
nedlegge den hos Hovedsmanden paa Vordingborg eller pan Kalunddurg 4).
Dette ſynes at wife, at Erkebiſtopen mr var reifeferdig, men at det var
uviſt, om Dromingen kunde wife op paa famme Vid. Da hun nu ej
fan være Tommen affieb førend efter Fynboernes Hylding ven 20de Oe⸗
tober, er det Mart, at Grhbdiftopen man være reift alene. '

Imidlertid havde man maturligvils allerede for fænge fiden erfaret
Kong Ohfo Død I Morge. Der findes et Brev, bateret fra Oslo ven
13de Detober nå det Aar, da Kong Olaf døde", men allerede fra de

1) Brevet, ber ej, fom de to andre, er affattet pan Dauſt, men paa Latin, med:
deles af Hultfeld, S. 574, 575, og em Motarlalakt verover Hos Guhm XIV.
843. Ubfledevae ére Qunnife Dlufsføn, Jøvebomand paa Nyborg, Vernete
Glinfel paa Hinsgavi, Gennele Berg: paa ajeſtrv Glotm, Otte Glinfel,
Sanbédommer, Dite Gtrangesføn af Vange, Tuve Mifolasføn, Borfvarb
Slkinkel af Koltſted, Borfvard Lembefe, Svene. Om Dagen, der angives til
Levervag (Subbatam) før Gtmons og Javee Dag 1387, km ver ef være.

nogen Bvivt, jort Pal. Måler (obas. Auon 6. 8) attgiver 6. 27be October,
og Rotarialaften har d. 16de.

3) Huitfeld omtaler Hyldingen (1. c.), men figer mdtryfteligt, at San tutet Brev
har fundet.

) Suhm. XIV. 194.

9) Dipl. I. I. 508.

282 Dronning Margrete.

førfte Dage af September findes der Breve, i hvis Datering Aaret an.
gives med Marstallet, ej, fom fedvanligt, efter Kongens Megjeringsaar:
et - temmelig utvetybigt Tegn paa, at Udftederne håve erfavet Kongens
Død *). Og merteligt ſtulde det være, om det ej var en blot og bar Vile
felbighed, at bet føromtalte Brev fra Veige af 16de Juli om Overeenss
komſten mellem Biftop Cyftein og Fru Chriftine Nitolasdatter ligeledes
ev dateret efter Aarstal, thi iſaafald kunde man dog let friftes til at tro, at
Kongen allerede var død frar efter den 10de Juli, og at idetmindfle Fru
Ghriftine og Biftop Cyftein vare vidende derøm. Dette er nu vel mindre
fandfynligt, men vift ev det, at idetmindfte efter Begravelfen maatte Efterret⸗
ningen ſnart komme til Norge, og Erkebiſtop Vinalde maatte. faameget-
mere fole ſig opfordret til at ſtynde ſig derop, ſom det Tilfelde vel nu
kunde anſees for indtraadt, der omtales i Landslovens Chriſtendomsbaalk,
Gap. 6, nemlig at ingen ſaadan Tronarving var til, fom Konge⸗Arvetallet
omhandler, og at alle Biftoper, Prælater, Hirdftjorer, Sysfelmend
og ubvalgte Bønder flulde famles med Erkebiſtopen for at raadflaa om
nyt Kongevalg, og det faa fnart, at de ſtulde have begivet fig affted inden
en Maaned efter at de havde erfaret Kongens Død. Nu heed det jo
rigtignot, at denne Sammenkomſt flulde free i Nidaroos, nemlig „at de
alle ſtulde føge nord til Nidaroos til St. Olaf for at raadflaa med
Erkebiſtopen“. Men dette forudfetter fom givet, at Ektebifføpen var i
Nidaroos. Naar derimod, fom bet nu var Vilfeldet, Ertebiftopen juft
fom - tilbage fra fin Indvielſe og landede i den fydlige Deel af Riget,
tunde ber vift ifte være noget i Vejen for, at han berammede Mødet f.
Gr. til Oslo, faamegetmere fom dette viftnok for de flefte var et langt
belejligere Sted, end Nidaroos. Da nu et Raadsmøde, dette Anliggende
vedkommende, blev holdt i Dslo frar i Begyndelfen af det følgende Mar,
og Deeltagerne deri formodentlig allerede havde famlet fig til Julen, me-
dens Gejladfen endnu var lettere, maa vi antage, at Erkebiſtopen er tom»
men op til Morge i Lobet af September og firar har fadet Indkaldelſer
ubdgaa. Men der fynes ikke fenger at have været Vale om nogen bog-
flavelig Gfterfølgelfe af Landslovens Bud, hvilket udtrytkeligt foreftrev, at
foruden Biftoper, Prælater og verdslige Høvdinger ogſaa tolv Bønder
fra hvert Biftopsdømme, opnævnte af Biftoperne, frulde deeltage i Møe
det. Man havde nu et Rigs⸗Raad og anfaa det, fom det fynes, til-
fvætteligt, naar fun faa mange fom muligt af bettes Medlemmer modte
frem. Forfaavidt fom de itte alle vare Sysfelmend, kunde vel endogfan flere

') Brev af bte September, ligeledes et fra Solelm ved Skien af 27de Gep:
tember, begge med Marstal, aftrykte I Dipl. N. V. 357 og Ill. 476. Brevet
af 135e October, på det Mar, da Kong Olaf døde", er aftrykt ſſteds. IV. 540.

1388. Maabe:øde I Delo. 283

af dem regnes blandt hine faafaldte Bønders Val, fljønt de rigtignok kun
ubgjørde en ubetydelig Deel af ben Mengde (told fra hvert Biftopsbømme,
altfaa i alt ferti), der ſtulde opnevnes. Heller itte lader det til, at Ind⸗
taldelſen nasede faa langt fom til Bergen og Vhrondhjem, eller at de
fer boende Naadsherrer vandt Vid til at indfinde fig ved Mødet. Thi
faavidt vi funne fee, var der tun Mend fra Øfttandet, Agder og Ryfylke
tilflede. De, fom nævnes, og fom fidenefter udſtedte de paa Modet fat»
tede Beflutninger, uden, ligefom det var fleet i Danmark, ogſaa at ome
tale andre unavngivne Deltagere i Forhandlingerne, vare, foruben Erke⸗
biftøp Binalde, Biftoperne Eyſtein af Oslo, Olaf af Stavanger, Sige
urd af Hamar og ben før omtalte Hentik af Grønland, der nu ope
traadte i Egenſtab af norft Raaddherre; Rigskanſleren Provft Henrik
Henrilføn, Ridderne Ulf Holmgeirdføn og Ulf Jonsføn, og Hird⸗
mendene Haakon Jonsføn, Gaute Eriksſon, Jon Martinsføn, Alf
Haraldsføn, Benedict Nitolasføn, Agmund Bolt, Jou Darre,
Haakon Stumpe, Peter Nikolasſon, Rikolas Galle, Finn Gyrdö-
før, Gudbrand Erlingsſon, Thoralde Sigurdsſon, Herleif Uas-
ulfsføn, Maguus Stoltefarl, Haafon Topp, Jappe Faftulfsføn
og Svaale Pttedføn. Af disfe vare Svogrene Ulf Holmgeirsføn og
Ulf Jonsføn, fom vi have feet, næften mere foenfte end norfte, ſtjont
den fidfte var Jon Hafthorsføns Søn; i alle Fald havde de fine
Befiddelfer og Syfler i den fydøftlige Deel af Landet, faavelfom i Bermes
land og-paa Dal. Haakon Jonsføn var viſtnok maafter for Liden kongelig
Ombudsmand — Underfehirde eller Gjaldkere? — i Bergen, men
han hørte dog egentlig hjemme paa Øftlandet og havde desuden
fine færegneg Grunde til at indfinde fig, fom det frrar vil fres.
Gaute Eriksſon havde Stidufyfla, Jon Martinsføn hørte nu hjemme paa
Naumarike, Alf Haradsføn formodentlig i Borgefysfel, (f. o. S. 164),
Benedict Nitolasføn havde hidtil været Foged paa Atershuus, Ugmund
Bott tongelig Ombudsmand i Borgefysfel, Jon Darre var Fehirde paa
Tunsbergshuns og Gysfelmand paa Beftfold, Haakon Stumpe havde Be»
fiddelfer i Oslohered og paa Raumarite m. m., famt vimeligviis ogfaa
em Sysfel etſteds i de Cane; Peter Ritolasføn havde vel tidligere været
Sysfelmand paa Haalogaland, men fynes i denne Vid at have haft
Sysfel paa Eker (f. o. S. 211), ligefom han ogſaa vimeligviis havde
fine fornemfte Befiddelfer paa Veſtfold; Nikolas Galle hørte hjemme paa
Veſtfold og havde maaftee allerede nu Sysſel i Robyggelag, Finn Gyrds⸗
føn havde itetmindfte Maret efter Sysfel paa Vifter. Gudbrand Erlings⸗
føn fynes ligelebes at have hørt hjemme paa Beftfold, Thoralde Sigurds-
føn ligefaa (f. 0. S. 161, 176), Herleit Aasulfsføn, om hvem. førreften
intet fynderligt vides, nævnes idetmindfte i 1405 fom opholdende fig i

284 Dronning Margrete.

Tunsberg )), Magnus Gtoltefarl havde Ejendomme baade i Bilen og
paa Valdres, forveflen vides intet nærmere om ham 2); Haaton Topp
nedflammede fandfynligviis fra Eril Kopp, Sysfefmand i Gudbrandsdalen
1320, '0g har i faa Fald enten hørt hjemme i Bien eller paa Hedemar⸗
ten %). Jappe eller Jakob Faſtulfsſon, fornuft af Fødfel, var, ligefom
Gaute Grilsføn, Svigerføn af Otte Rømer, Fehirden i Throndhjem, og
Svaale Ottesføn var demmes Søn, men heraf følger dog itte, at nogen af
disſe tvende hørte hjemme i det Throndhjemſte, hvor Oite' Rømer alene
ophoidt fig.i Egenſtab af Fehirde, medens Witen ifær havde mange Beſid⸗
delſer paa Oſtlandet +). Altſaa ſeer man, at der ingen Embedsmend
eller megtige Goddejere fra den egentlige Gulathingslag og Froflathings»
hagen vare tilftede, og nadnligen iffe be meeft anſeede af dem alle, begge
Fehirderne, —ligefaatidet fom Biſtop Jakob i Bergen. Men man
fan jo viſtnok fige, at idetmindfte Otte Rømer var vepræfenteret
ved fin Gøn og begge fine Cvigerfønner; og overhoved betragtede
vet ingen af. disfe Raadsherrer fig egentlig fom Nepræfentant for noget
entelt Diſtrict, men tun fom Medlemmer af en Forfamling, der var be-
rettiget til med Gtemmefleerhed at fatte en Befiutning om Tronarven
og. Rigsſtyrelſen. Imidlertid vifer den Omftændighed, at ingen fra
Bergen og Throndhjem var tilſtede, kjendeligt not det Haftverk, man har
haſt for at fan et Møde og en Beflutning ifend. Det famme-tan og
faa fljønnes deraf, at man ilfe havde oppebiet Jarken af Ortnø, Norges
fornemfte Bafall, fljønt han ſikkert enten allerede var, eller ogſaa fvar
efter blev indkaldt, da wi ville fæ, at han fenere indfandt fig. Bed føvfre
Øjetaft tan det ogfan ſynes befynderligt, at Drottfeten, Hr. Agmund
Finnsføn, og begge Hafthordfønnemme ikke vare nærdærmde. Men de
ſidſte vare nu aabenbart fan gamle og fvage, at de ganfte havde draget

on fig tilbage fra alle offentlige Forhandlinger, og overgivet alle fine UWn-

liggeader til fine Sønner og Svigerfønner. Det ev endog kun titfeldigviis,

1) Gerfelk Aasulfeſen meste tilligemeb Hr. Gyrd Gyrdefin, Kivete Måtenader
og Lagmauden Jon Karlsfon Ven Abe Moi 1408 i Tandberg Bidurebyrd ok
en Oveteenotomft mellem Hr. Alf Haralboſen og Qr. Agmnud Bolt, veken:
mende Thumn. Dipl. N. V. 4t

2) Magnus Groltefarl gav før 1396 18 Laupers Land I Biflin I Hordini Soga
paa Baldres Al Biffopsftolen I Oslo, ligeledes 4 Mie. Bool I Thorp i Aas:
gretn å Virtelntø Sogn i Notdre Biler til Tuneims Kirke. (Siſtop Ey-
deius Megler, fol. 121. b. og 178. b).

35) Om Gui Topp fre forsg. Vind, S. 426. Hans Huſtru Jagerib Alfedatier,
bød Ode Octbr. 1318, blev begraven I Ringsaker Kirie, fee Nitolayſen, Rorfe
Hornlevnfuger. 6. 81), og fenete vår ber en Ødegddtd I Homodald Gogn,
talbet Voppen Cmuaftee eftet denne Ut), fer Dipl. N. n. 1043), mår 1399
frie Grit Topp at have vætet på Gler å Stedjøhovs Gogn I Bilen.

9) Ser foreganende B. &. 406.

1388. Daaba-Mode I Oslo, 485

at man erfarer, at be endnu paa denne Vid mar i Vine, faa ganfle havde
de begravet fig i Stilhed 1). Jon Hafthorsføns Plade udfyldtes af
hans Gønner og Svigerfønnen Ulſ Holmgeirsfon, Sigurd Hafthorsføns
af Svigerfønnen Jon Martineføn. Hvad Dvottfeten angaar, da var
hans Gmbedamyndighed fom faadan egentlig allerede ubløben med den
offitielle Gfterretning om Kong Olafé Død, og bet er faalebes le ufande
fynligt, at han ved Erkebiſtopens Untomfi til Morge, Hvis han forøvrigt
da var i Oslo, og ikke fremdeles opholdt fig i Bergen, vefignerede fin
Myndighed i hans Hender og begav flg hjem til Heſtbs i Ryfylke, fan
meget mere fom bet man antages, af han allerede har følt fig foag og
aftvæftet, og at ben Sygdom havde begyndt at pitve fig hos den gamle
Mand, der allerede ben 14de Mpril 1388 lagde ham Å Graven. Af
benne Aarſag var det vel heller ikke at tænte paa, at han fulde funne
indfinde fig til Raadsmodet i Oslo, fan meget mere fom vi erfare,
at han i fin fidfle Sygdom, maaſtee for bedre Plejes Skyld, manfter
og af veligiøfe Gunde, havde begivet fig til Halsnø Kloſter, hver han
bøde og formodentlig ogfaa blev begraven*). Hans Fraværekfe kan
ſaaledes itte betegne nogen Ulyft til at betræfte Drønningen å hendes
Megjeringsmyndighed; tvertimod maa man antage, at hans Hufteu, Dron-
wingené Plejeſpſter, har flemt Ham paa det fordeelagtigfte for hendes
Planer.

Mere paafaldende er bet, at ingen Bagmand nævnes fom tilſtede⸗
værende, uagtet en af be vigtigfte Forretninger ved Mødet maatte være
den, at granſte Loven, for at afgjøre, hvo ber flulde erkjendes for den
vette Arving. Men dette vidner end mere om, hvad vå allerede i det
foregaaende have viift, at Lagmendene ej lenger indtog den anſeelige Stil⸗
ting fom hidtil, og at de itte betvagtedes fom Medlemmer af Maadet,
uden at de tillige vare Hirdmend eller Riddere. Da itte engang Dage

5 3 Dipl. N. I. 640 figes der nbfrnkkeligt, at He, Aqmund Binnsjøn I fin yderſte
Zime, altfaa 14be April 1388, erflærede, at Hafihorsfønnerne vare hans enefte
Arviuger; dette ſtulde faaledes fynes at vife, at de endnu levede ved den Tid.
Men det er ogfan meget muligt, at be forimben unde være bøde, uden at
Drottfeten havde erfaret det. '

9) Dipl. N. 1V, 549. Brevet indeholder et Vidnesbyrd af Mbbeden og Capitlet
1 Halsnø om, at de ben 14de Upril 1388 I det lille Gonventhuns hørte, at

* Drottfeten, fyg I Legene, men ved fin fulde Bevidfihed, gav for fin Gjel og
til Sjelemesfer betydelige Gaver HI Ghorsbrødrene | Gtavanger. Brevet ev
udſtedt famme Dag, og ba der efter Drottfetens Mavn indſtydes ,Gud have
Hans Sjal“, fres det, at han imidlertid var død. Det er forreften meget muligt,
at han fiben fit Ophold I Bergen I Detober 1986 ilke mere vendte tilbage til
Delo, hvorfra man heller iffe har noget af ham udftedt Brev, men at han
forblev deels I Bergen, deels paa Heflbø, indtil hans ſidſte Sygdom.

284 : Dronning Margrete.

LØ æret tilftede i Byen,
Tunsberg *), Magnus Stoltekarl har 7 —* G har været tilfeldig,

paa Valdres, forreften vides inte

nedſtammede ſandſpnligbiis fr- Å fig, man Dronning Mar-
1320, os har i fa Gal Æ, tt re den 2den Februar, da

ten 5). QJappe ell Gr været tilendebragte, og da
Gaute Eritsføn, € 7 ap efterat Gejladfen var ophørt før
Gvasle Dittesføn 1 ,at hun har førfadt Danmark i Lobet
diene tvende. dert : December Maaned, ſaaledes ogſaa
opholdt fig.i E⸗ Maaned, i Oslo. Raadsherrerne
dlr Eg for hun da vift ikke har undladt at
eler megtie 7 — — rholde dem med ſaa prægtige Jule—

logen var Er fr M aongens Død kunde tilſtede. De egentlige
Fine maa have fundet Sted i Januar, efter
I møt have været anſtillet Underføgelfer
De mwemepr= mm æmvemel ing var. De, fom flod den afdøde
€ på * ei Slegtſtab, at de muligtviis tunde komme i Betragtning,

ea xtug bredt af Medlenburg. Hans Moder ' Ingeborg
per po0ning Margretes kjodelige, egtefødte eldre Syfter; han var faa-
Dr goog Olafs Soſtenebarn paa mødrene Side, eller, fom det hos
talted, „Syſtrung kommen af famfedre Syſtre“, det vil fige, de vare

, tende famfedre Syſtres Børn.

599) gong Albrecht af Sverige, Son af Cuphemia Critsdatter,
gong Magnus's, Olafs Farfaderé, Gyfter. Albrecht og Olafs Fader,
Kong Haaton, vare faaledes hvad man hos os taldte „Syſteneborn
tomne af ſamfedre“, det vil fige Børn af Broder og yfter, der havde
felles Fader *).

co) Erik, Søn af Hertug Bartislav d. 7de i Pomern og Dronning
Margretes Gylterdatter Maria. Denne Maria og Olaf vare faaledes
Syſtrunger af famfedre Syſtre, og Erik var altfaa beflegtet med Olaf
efter den kanoniſte Regnemaade i Zdie og det Led.

1) Bed at fette Gtavelfen gin til den omlydte Rodſtavelſe ſad (af fair), mod
(af mobir) og syst (af syster) Betegnede man i vort eldre Sprog en Samling
af to eller flere nærbeflegtede af forftjelligt Kjøn, faalebes febgin d. €. Fader og
Datter, mæbgin ». e. Moder og Gøn, og systkin (eg. systgin) >. €: Gyfter
og Broder. Af ,øystkin* fommer vort „Syſten“, men medené ,Gyftener
børn* nn Fan betegner Bettere og Gonfiner i Almindelighed, betegner det I
vort gamle Gprog kun dem, der fraa I et faadant Betterfad, at den enes
Vader er den andens Morbrober, og ben audens Moder er hilns Favderfyfter.
Gettere, der eve to Brødre Børn, falbes bræbrungar, og to Syſtres Børu
systrangar.

Ed

1389. Raabsmsbe I Délo. Rærmete Lronarving. 287

då) Haakon Jonéføn, efter det ovenfor paaviifte upaatvivleligt en

n af $r. Jon Hafthorsføn i andet Gateftab med Birgitte, Hertug Knut
eg og Hertuginde Ingeborgs Datter. Birgitte og Kong Magnus
valebeé ſammodre Gyften, og Olaf maatte med Henfyn til Haakon

sjøn efter Lovens Udtryt faldes hans , Syftenebarns Barn, kommen af
.«mmødre Syften". Ut Haaton, fom det efter foenfte Glegtbøger tidligere
har været antaget, flulde være en Søn af den fvenfte Raadsherre Hr.
Jon Magnusføn af Glegten Læma, og Uafa, Ara eller Anna, en Date
ter af Kong Magnus Gritsføn'), er faa meget mere ufandfynligt, fom
der ingenftebe ellers omtales, at Kong Magnus ſtulde have haft nogen
faadan Datter, ligefaalidet fom man nogenfteds finder Gpor af, at
Haakon flod i et faa nøje Forhold til Kong Magnus, medens man der:
imod erfarer, at han var fan nær beflegtet med Sigurd Hafthorsføn, at
han endog fandt det upasfende at tvifte med ham om fin Huſtrus Arv *).
e) Hr. Sigurd Hafthorsføn og dennes Søn Haakon Sigurds⸗
før, forfaavidt fom de nedftammede fra Kong Haakon den femted Dat»
ter Agnes. Maar vi her itte tillige nævne Hr. Jon Hafthorsføn, da
ev bet, fordi bet efter nærmere Underføgelfer er blevet os end mere

1) See herom Vagerbring, NL S. 699. Han paaberaaber fig Peringfføle

frevne Attebog og andre Genealogifer. Dalin (6.577) vil besfornden *

have Haafon Junsføn tll at medfamme fra Kant Jarl, Haakon Galens
Søn. Lagerbring har Imidlertid i fit 4Sammendrag* af Sveriges Hifterte
forlabt blin Mening og ev gaaet over til dem, fom Thorkelin allerede efter
Brantenau har opfillet i fine Avalecta, p. XXIII, føg., fee R. Gamll. I. 40, Ill.
484, og fom ſenere ev bleven ben febvanligt antagne; nemlig at Haafon Joner
føn var en Son af Hr. Jon Hafthordføn, og at denne ſtalde være em Son

af Agnes, Rong Haakons Datter, hvilket dog mot heller ille ev vigtigt, ſee

nedenfor. Sine fornffe Genealogifer fynes iffe engang at antyde, at den
foreglvne Mafa flulbe have været negte født: altſaa funde hun ej være ført
tidligere end 1386; og ba hun un vel heller ille kunde have haft nogen
Søn, førend hun var 16 eller 17 Mar, altſaa ved 1352 eller 1358, bliver
$aafon derved for ung til at kaune have været Sysfelmand allerede I 1368
og 1369. Det lader mæfen til, at en forvirret Gfterretning om aignes, Kong
Haakons Datter, har forefoævet Genealogiferne, og at Aaſa er Ugues,
men inbfat paa et urigtigt Sted. Mt Haakon ej fører Faderens, Hr. Jon
Hafthorsføns Bamiltevaaben, Rofen, lader fig forklare deraf,-at han efter ve
Tiders GE, naar Mødreue-AEtten var meget anfeet, har antaget enten More
faderens eller Mormoberens Vaaben, enten Knut Porfes Grif (om han ellers
førte en Grif, og ef en Løve) eller Hertuginde Jugeborgs norſte Løye, med
en Gtraabjelfe. (diguren fynes nemlig paa de faa Gremplarer, man har af
hans Baaden, ille at være ret tydelig). Paa famme Maade optog Haakon
$r. Sigurd Hafthorsføns San, fin Morfader Hr. Grling Vidkunns⸗
, fom Arving tl GifeGobfet.

% Dipl. N. IL. 572.

286 Dronning Margrete.

manben i Oslo nævnes, uagtet han dog maa have været tilſtede i Byen,
ev det tybeligt. not, at Lagmendenes Udeluttelfe ej har været tilfeldig,
men grunbet fig paa en beftemt Bedtægt.

Allerede før end Raadsherrerne famlede fig, man Dronning Mar»
grete være antommen. Vi finde hende i Oslo den 2den Februar, da
de vigtigfle aadflagninger allerede maa have været tilendebragte, og da
man neppe fan antage, at hun reiſte, op efterat Sejladfen var ophørt for
Yarstidens Skyld, maa man førmode, at hun har forladt Danmart i Lødet
af Movember og har tilbragt hele December Maaned, faaledes ogfan
Sulen, og den paafølgenbe Januar Maaned, i Oslo. - Raadsherrerne
eve formodentlig fomne til Julen, Hvor hun da vift ikke har undladt at
mobtage bem paa det bedſte og underholde dem med faa prægtige Jule-
Gilder, fom Gorgen over Kongens Død kunde tilftede. De egentlige
Maabflagninger og Forhandlinger maa have fundet Sted i Januar, efter
SJule-Højtidelighederne.

$er maa der da førft og fremft have været anſtillet Underføgelfer
om, fvo ben nærmefte Tronarving var. De, fom flod den afdøde
Konge faa nær i Slegtſtab, at de muligtviis unde komme i Betragming,
vare følgende:

2) Hertug Albredt af Medrenburg. Hans Moder 'Ingeborg
var Dronning Margretes tjødelige, egtefødte eldre Syſter; han var faa-
ledes Rong Olafs Gyftenebarn paa mødrene Side, eller, fom det hos
os taldted, „Syſtrung fommen af famfedre Syſtre“, det vil fige, de bare
begge tvende famfedre Syſtres Børn.

b) Song Albrecht af Sverige, Søn af Euphemia Eriksdatter,
Kong Magnus's, Olafs Farfaders, Gyfter. Ulbredt og Olafs Fader,

* Kong Haakon, vare faaledes hvad man hos os faldte ,,Syftenebørn
fomne af famfedre”, det vil fige Børn af Broder og Syfter, der havde
felles Fader *).

co) Erik, Søn af Hertug Bartislav d. 7de i Pomern og Dronning
Margretes Gylterdatter Maria. Denne Maria og Olaf vare faaledes
Syſtrunger af famfedre Syſtre, og Erik var altfaa beflegtet med Olaf
efter den kanoniſte Megnemaade i Zdie og det Led.

1) Bed at fette Gtavelfen gin til den omlydte Modftavelfe fad (af fair), mod
(af mobir) og syst (af syster) beteguede man i vort eldre Sprog en Samling
af to eller flere nærbeflegtede af forffjelligt Kjøn, faaledes febgin d. e. Fader og
Datter, mæbgin d. e. Moder og Gøn, og systkin (eg. systgin) d. e. Gyfter
og Broder. Af ,øystkin* fommer vort ,Gyffen*, men medens ,Gyffener
børn* un Fun betegner Bettere og Couſiner I Amindelighed, betegner bet I
vort gamle Sprog fun bem, ber flaa I et faadant Fetterſtab, at ben enes
Fader er den andens Morbroder, og den anbens Moder ev hiins daderſyſter.
Bettere, der ere to Brødres Børn, faldes brædrungar, og to Syſtres Born
systrungar. p

1388. Raabbmøbe I Oslo. Rærmefte Tronarvlug. 287

d) Haakon Jons ſon, efter bet ovenfor paaviifte upaatvivleligt en
Søn af Hr. Jon Hafthorsføn i andet Egteſtab med Birgitte, Hertug Knut
Porſes og Hertuginde Ingeborgs Datter. Birgitte og Kong Magnus
vare ſaaledes fammødre Gyften, og Olaf maatte med Henfyn til Haakon
Jonsſon efter Lovens Udtryt faldes hans , Syftenebarns Barn, fommen af
fammødre Syften". UtHaaton, fom det efter foenfte Slegtbøger tidligere
har været antaget, ſtulde være en Gøn af den foenfte Raadsherre Hr.
Jon Magnusføn af Glegten Lema, og Uafa, Ara eller Anna, en Date
ter af Kong Magnus Eritsføn'), er faa meget mere ufandfynligt, fom
ber ingenftebs ellers omtales, at Kong Magnus frulde have haft nogen
ſaadan Datter, ligefaalidet fom man nogenfteds finder Gpor af, at
Haakon flod i et faa nøje Forhold til Kong Magnus, medens man der:
imod erfarer, at han var faa nær beflegtet med Sigurd Hafthorsføn, at
han endog fandt bet upasfende at tvifte med ham om fin Huftrus Arv 2).

e) $r. Sigurd Hafthorsføn og dennes Søn Haakon Sigurds⸗
føn, forfaavidt fom de nedflammede fra Kong Haaton den femtes Dat»
ter Agnes. Naar vi her itte tillige nævne Hr. Jon KHafthorsføn, da
er Det, fordi bet efter nærmere Unberføgelfer er blevet os end mere

1) See herom agerdring, ML O.C. Gan paaderaber fig Peringkolde
ffrevne Mttebog og andre Genralogifer. Dalin (6.577) vil desforden *
have Haafon Junsjøn tll at medfamme fra Kuut Jarl, Haafon Galens
Gu. Gagerbring har imidlertid I fit ,Gammendrag" af Gveriges Hiforte
forlabt hlin Mening og er gaaet over til den, fom Thorfelin allerede efter
Brantenau har opfrillet I fine Analecta, p. XXIII, føg., fee N. Samll. I. 40, IL.
484, og fom femere er bleven ben febvanligt antagne; nemlig at Haakon Jones
føn var em Gøn af $r. Jon Hafthorsføn, og at denne ſtalde være en Gym
af Agnes, Kong Haakons Datter, hvilket dog mot heller ille er vigtigt, fre
nedenfor. Sine foenffe Genealogifter fynes iffe engang at antyde, at ben
foregivne Uafa fſtalde have været negte født: altſaa funde hun ef være født
tibligere end 1386; og da hun nu vel heller iffe kunde have haft mogen

Søn, førend hun var 16 eller 17 Mar, altſaa ved 1352 eller 1353, bliver

derved for mug til at unne have været Syeſelmand allerede I 1368

g 1369. Det lader uæften HL, at en forvirret Gftercetning om Ugues, Kong

$aafons Datter, har. forefoævet Genealogiferne, og at Aaſa er Ugnes,
men indſat paa et nrigtigt Sted. At Haakon ej fører Faderené, Hr. Jon
Hafthorsføns Familtevaaden, Mofen, Lader fig forklare beraf,-at han efter de
Tiders SM, naar Mødrene-Atten var meget anfeet, har antaget enten More
faderens eller Mormobderens Baaben, enten Kant Porfes Grif (om han ellers
førte en Grif, og ef en Løve) eller Hertuginde Ingeborgs norſte Løve, med
en Ghraabjelfe. (Glguren fynes nemlig paa be faa Gremplarer, man har af
hans Baaden, ilke at være vet tydelig). Paa famme Maade optog Haakon
Gigurdefsn, Or. Gigurd Hafthorsføns Søn, fin Morfader Hr. Crling Bidkunnes
fone 1, fom Arving HI Giſte-Godſet.

% Dipl. N. I. 572.

288 Daouning Margrete.

Hart, at Hr. Ion Gafthoraføn tun var hans Halbbroder, født af et
tidligere Egteſtab, førend Hr. Hafthor Jonsføn egtede Kongedatteren
Aanes. Kyi medens Hr. Jon Hafthorsføn og hans edfie Søn Caf
førfte Egteſtab) Hr. Ulf Jonsſon, med deres Etlinger, alene bidehøldt
fine fedrene Vaabenmerke, Roſen, fre vi Hr. Sigurd Hafthorsføn at
førene denne med det norfle Rigs- ag Konge-MBaabenmerke, Løven med
Øren; å Uroligheberne, fom udbrød fort efter at Kong Magnus blev
mpubig, var det Sigurd, fljønt den pugre Broder, ber ſpillede Hoved»
røflen, medens ben eldre tun unbderftøttede ham i Forſtningen og fenere
dros fig tilbage; man finder heller itte, at Kong Maguus, Kong Haafon
eller Kong Olaf nogenfinde har faldet Hr. Jon ,fin Frænde", hvorimod
de byppigt og tilfidf alt benævnte Hr. Gigurd faaledes 1). Sigurd
nedſtammede i andet og hans. Søn Haakon i tredie Led fra Kong Haa»
fon den femte; Haafen Gigurdsføn var faaledes efter Lovens Udtryt
„tredie Mand i Frændfrab" med Koug Haakon, Olafa Fader, og denne
„fierde Mand" fra felles Gtamfader; Slegtſtabsgraden var altfaa, fom
vi ville frr, ifte ganfte udeluftet i Loven fon Arveret.
5) Dronning Margrete felv fom den" afvøde Konges Moder, og
under visfe Betingelfer avveberettiget efter den private Avvegangsfov.
Der maa vel ogfaa have været Spørsmaal om, hvilten Tronarve=
fov ſtulde anſees for den gjeldende, enten den, der oprindeligt fandtes i
Landsloven, eller den, fom Kong Haakon den Ste havde bragt iſtand
1302. Det heder rigtignok i Slutningen af denne, at ,,400 der lader
fig tage til Konge eller gjør Fordring paa Morges Rige, Mand eller
Svinde, andexledes end det foreftrives i dette Arvetal, er frar at anfee
fom Guds og alle Helgenes Uven og fom Ubobemand, medens de, ber
famtyfte med ham eller hjelpe ham, have forbrudt fit Liv og Gods*. Men
Loven fynes aldrig at have faget den højtidelige Vedtagelfe, fom egentlig ud⸗
fordredes, og faavidt man tan fee, blev den og formeligt afffaffet paa Rigs⸗
mødet den 17de Juli 1344, hvor det udtryfkelig beftemtes, at hvis Kong
$aafon, Kong Magnus's Søn, der nu beftemtes til Konge, døde uden
nogen egteføbt Søn, da ſtulde der forholdes efter den rette og gamle
Konge⸗Arv i Norge: en Betegning der netop fynes at udelutte den
nye og tvivlfomme Konge⸗Arv af 1302). I nærværende Vilfelde vilde
bog Sporsmaalet itte have været af faa for prattift Bigtighed, forme»
delft de Arveberettigeded fjerne Slegtſtabsgrad, nar det ej var for to
Omſtcendigheders Skyld, nemlig førft at det gamle Urvetal aldeles ude»

1) Jevnfør ovenfor S. 202, og Rorges gl. Love ll. 6. 218.
2) See foregaaende Bind S. 298, 299, og IV. 2 B. S. 402, 403; Pipl. N.
I. 290. J

1385. Raabemøbe i Oslo. Rørmefe Lronarvinger. 289

lukkede Mvinder, medens bet nyere under visſe Betingelfer ſtedede dem
til Mronfølgen, bernæft, at fun bet yngre udtrykkeligt paabød, at Slegt-
ſtabsgraden ſtulde regnes fra ben ſidſt afoøde Konge, medens det eldre
alene inden felve Konge-Arvetallet fynes at fordre Slegtftabsgraden regnet
fra bviltenfombelft Konge, ber havde fiddet paa Morges Trone. Det
ev faaledeg Hart, at bet yngre Arvetal viftnok maatte være noget fordeels
agtigere for Dronningens Planer, end det eldre. Men flor var Forſtjel⸗
len ej å nærværende Tilfelde, og hun.tam ikte have fundet noget af dem
efter fit Ønfte, da de begge opftillede den ufravigelige Fordring, at
Yronfølgeren ſtulde være ,af ben rette norfte Konge-Wtt", og desuden
enbogfaa bet fidfte fun fredede Kvinder til Arv, forfaavidt Mend ei fandtes.
Saaledes vilde hun, fljønt den afvøde Konges Moder, i ethvert Lil-
felde blive udeluftet fra Tron⸗Arven, naar man ſtrengt ſtulde følge
Lobens Bud. Thi hendes Nedſtammelſe fra den norſte Konge-UErt
var umulig at bevife, om man. end git not faa langt op å Ziden. Og
bog var det Hovedfagen at flaffe hende Kongemagten.

Den nærmefte Arving vilde efter det eldre Arvetal være Kong Ul-
bredt af Sverige fom Kong Magnus's famfedre Syfterføn*), forfaavidt
dette itfe udtrykkeligt fordrede, at man frulde regne Frændftadet fra den
ſidſt afdøde Konge. Men hans fjendtlige Stilling ligeoverfør Norge
og Rongehufet gjorde det umuligt at lade ham tomme i Betragtning.
$Han maatte anfees at have forbrudt fin Arveret.

Noærmefte Arving vide derneſt efter begge Urvetal være Her-
tug Albrecht af Medlenburg fom den afdøde Konges „Syſtrung af ſam—
fedde Syſtre tommen” eller famfedre egte Moderfyfters Søn, hvis tun
iffe ogſaa her den Fordring opſtilledes, at begge Syftre frulde være „af
den vette Konger". Det eldre Urvetal fetter dette Slegtſtabsfor—⸗
hold i tolvte, det Yngre i ellevte Klasſe, men forreſten er Beſtemmelſen
Jaa begge Steder eensiydende. Imidlertid kunde vel denne Feil nogen»
lunde opvejes ved, at Albrecht (elv nedſtammede fra Konge-Etten gjen-
nem fin Farmoder Euphemia og derved var ,fjerde Mand" fra Kong
Haakon den Ste, famt faaleded ogfaa ellers arvederettiget fenger ud i
Relken. Men der hunde dog af andre Prætendenter oplaftes grundet
Vivi mod hans Arveret fom Syſtrung, og da nu ogſaa Maadsher-
verne, fom vi vilte fee, ikke onſtede ham til Konge og fandt, at han havde
forbrudt fit Met, ved at han og hans Hrænder havde ført Krig mod
Norge og dets Konger, maatte han altſaa for det førfte fettes ud af
Betragtning. '

1) Gamfedre Syſterſon faar I det eldre Arvetal I de, I det yngre I 10de
Klasje.
Mundo Oiforie. Unden Govsbafveling. 11. 19

290 *— Dronning Matgrete.

Af de øvrige, der kunde nævnes fom Prætendenter, var ber ingen
faa-nær, at de føm ind under de i Konge-⸗Arvetallet opſtillede Ktasjer.
Men begge Arvetal forordnede, at man, hvis det var nødvendigt at gaa
fjernere i Frændftabet, ſtulde forholde fig efter den private Arvelov,
dog med den Forſtjel, at det eldre Arvetal aldeles udelukkede Kvinder,
det myere berimod ſtedede dem til Arv, forfaavidt ingen mandlige Arvin
ger var til. Her -er der imidlertid igjen et Gpørsmaal, om Ordene
nda tage Kvinder ligeſaa nær beflegtede. jafnskyldar)" flal forſtaaes
ſaaledes, at Kvinder i nærmere Sed frulde udelutke Mend i fjernere,
eller om endog ben fjerneft beflegtede Mand ſtulde gan forud for den
nærmeft :beflegtede Kvinde. I førfte Vilfelde vilde Dronning Margrete,
fom Moder, have været den nærmefte (i tredie Klasfe), hvis Hun fun
felt havde været af den norfte Konge-YBtt.

Hvis man nu ogfaa fremdeles, efterat Have. forladt det egentlige
KongeArvetal, ſtulde regne Glegtftadet fra hviltenfomhelk tidligere
Konge, vilde efter den eldre Arvelob ingen være nærmere end Haakon
Jonsſon. Thi han var Kong Magnus Cvitsføns fammødre Gyfters
egte Søn, og denne Glegtftabsgrad filler det private Urvetel i 8de
Klasfe. Men det ligger aabenbart i Sagens Natur, at naar man førft
var fommen udenfor biint fongelige Arvetal, hvorved Lovgiveren mere
fan tæntes at. have feet paa fongeligt Blod, end paa Frændflab med
den ſidſt Afdøde, og man var gaaet over til den private. UArvegang,
hvorved der alene er Spørsmaal om Slegtſtab med Urveladeren, funde
der heller ikke være Vale. om at regne Glegtftabet fra andre. end Kong
Olaf. I faa Vilfelde vilde vel rigtignot ogfan Haakon Jonsføn blive arve»
berettiget, men tun i tolvte Klasfe, hvor, fom det heder, ,,en Mand tager
ro efter Syftenebarns Barn af ſammodde Syftene kommet", det vil
fige mefter fin Moders fammødde Broders GSønnebarn".. Dog kunde
der vel ogfaa her være Tvivl om, hvilten Fortokkmingsmaade var den
vette. Bar Haafon ærgjerrig og havde et Parti for fig, kunde han not
med etflags Skin af Ret paaftaa at frulle opſtilles i hiin nærmere Klasſe,
ifær ba ban tillige funde have den Fordel, virbelig at hore til Konge⸗
Wtten.

Narmeſt efter Haakon Jonsſen, om denne fattes i 8de, men foran
ham, om han fattes ned i 12te Klasſe, fom Erik Vartislavsſon af
Pomern. Hans Glegtftabsgrad faldt i Vde og 10de Klasfe. I niende
opſtilles nemlig bet Vilfælde, at en Mand arver fm Syftrungs Bara
tommet af famfedde Syftre, det vil fige fin Moders ſamfedre Gyfters
Gønnebarn, — to Led paa Urvetagerens, tre paa Arveladevens Side —;
i tiende Rlasfe, at der under forreften famme Forbold eve tre Led paa
begge Sider; altfaa ligger Eriks Vilfelde, — tre Led paa Urvetagerens,

, 1998. Baabémøbe.1 Oslo. Mermefe Tronarvinger. 291 *

to pan -Mrvefaderens ide — i Midten, eller vel endog nærmere den
niende Kladfe. | Hertil. havde Grit den Fordeel, at hans Moder. Maria
fom Gønnedatter af Euphemia Eriksdatter nedflammede fra den norfte
Konge-YEtt.

Gnbdelig fulgte Hr. Sigurd Hafthorsføn, hvis Glegtftabsgrad
viſtnot funde henregued til Zdie Klasfe, endog foran den Ufdødes Moder,
hois man git ud fra hvilkenſomhelſt Konge, men da man her maa have
gaaet ud fra Olaf, falder hans Grad kun i 13de Klasfe, der opftiller
de ſaalaldte Fermenninger“ eller Etlinger i Ade Led fra fælles Stam—
fader (uæfte Grad efter Mærfyftenebør); thi vel nedftammede han ſelb
fun i andet Sed fra Kong Haakon, men Kong Olaf førft i fjerde Led
fra denne. Det lader heller itte til, at der har været Spørsmaal om
ham eller hans Gøn, fiden der -fandtes faa mange nærmere berettigede.

Med alle Prætendenters Met var der faalede8 nogen Tvivl. Kunde
man end anſee hver entelt af dem berettiget, om han flod alene, maatte
man bag bære meget uvis om, Hvad Net man ſtulde tilkjende ham lige over
for de øvrige. Eu Beftemmelfe var derfor vanftelig at treffe, og det
tunde heller ikle ligge i Dronningens og. hendes Venners Interesſe at
føge denne Banftelighed hævet, førend hun førft havde filtret fig Mage
ten figefom i Danmart: - Deres, og blandt dem vift fornemmelig Erke⸗
fifføp Vinaldes Baeftnebeljer, faavelfom hendes egen Indflydelfe, og vel
feller ille mindſt ben Omſteendighed, at hun allerede havde fanet Regje⸗
ringen i Danmark; maa derfor tilfammen have bidraget til, at man fulgte
dette Bands Grempel og overdrog hende Rigsftyrelfen. Norge kunde
maaffee endnu mindre eud Danmark taale i lengere id at favne et
Dverhaved, der udøvede Kongemagten, og Omfændighederne vare nu
ſaadanne, at Miget mere end ellers trængte til at have en ſtatsklog og
kraftig Herfler. Bi ville fee, at man antog en Krig at fraa for
Døren... Kong Ulbredt faa allerede. i aaben Feide med de foenfte
$øvdinger, Hvis Jnteredfer nu ogfag mange af. Norges Raaddherver
derlte. Det var neppe muligt for Mørge at undgaa at tage Parti,
thi hois Albrecht fil Overhaand, maatte man vente, at han under
enhver Omſtcendighed vilde paaføre Morge Krig, naar man der tilfider
fatte Hans -eller-hans Brodersføns Arveret til Vronfølgen; og disfe to
tunde og / vilde man nu:engang ikke vide af. Hertil fom vel ogfaa den
Betragtning, at Drowning Morgrete var i Befiddelfe af det vigtige
Baagahuus og de :ødrige til hendes Morgengade eller Livgeding hørende *
Landſtaber, hvilte Norge endog let funde komme til at tabe aldeles, om
man iffe fatte hende ſelb i Spidlen for Regjeringen. Thi at hunda let
funde fomme si set mindre venſtabeligt Forhold til Morge eller den, der
bie Ronge;:forfanvidt fom det ej tar hendes Gyferdatterdfan, maatte.

19*

292 Dronning Margrete. '

Enhver kunne forudfee, og hine VBefiddelfer vilde ſaaledes i Birkeligheden
blive frilte fra Norges Interesfer og nærmere forbundne med hendes
banfte Rige, medens hun paa den anden Side var for megtig, til at
man flulde funne fratage hende dem. Saaledes enedes man da om,
ligefom man i Danmark havde gjort, at overdragehende Rigsſtyrelſen, idet
de forfamlede, ovenfor novnte Herrer, ,efterfom Fru Margrete, af Guds
Naade Dronning til Norge og Sverige, og ret Arving og Fyrſtinde til
Miget i Danmart, var dered kjære Herre Kong Haakons Huusfrue og
deres fjære Herre den nys afbøde Kong Olafs Moder, og formedelft hendes
Gunft og gode Bilje, fom de altid af hende havde befundet og fremdeles
haabede at nyde af hende, paa eget og hele Rigets Vegne eendrægtigt
annammede, ubbalgte og antog hende med god Bilje til alle deres og
hele Norges Niges megtige Frue og rette Huusbonde“. Det er tyde⸗
ligt not at fee, åt man endog havde formet Beflutningens Ord efter de
danfte Hybdingsbreve. Men man git endnu videre end i Danmark, thi
medens man her fun havde overdraget Margrete Kongemagten, indtil et
Kongevalg var fleet, overdrøg man hende den i Morge frar paa Livé-
tid. , Førnævnte Dronning Margret", heder det nemlig videre, „ſtal være
fuldmegtig at foreftaa og raade Norges Styrelſe megtigt og vekdeligen i
alle Stykker over hele Riget i Norge, baade Land, Slot, Fefninger og
Thegner faavel føndentil fom nordentil over alt Norge og dets Gat:
lande i alle hendes Lebedage med Guds Hjelp, og vi alle foranftrevne
faavelfom enhver færdeles for fig fral fyrte og hjelpe hende i al hen
bed Net og intet hindre, -fom hun har Net til”. Endvidere enedes Here
verne om, at ingen af dem ſtulde holde flere Huuskarle og Sedefvene
(setusveinar) >. e. fafte Huustjenere; end Lovbogen og Hirdſtraaen føreftvev.
SMan feer altfaa, at be megtige Mend fremdeles have plejet at omgive fig
med et førre Antal Folt eller ,Hovmend", til Skade for Landefreden.
Endelig famtykkede de forfamlede Herrer i, at paa Grund af den. Nod⸗
vendighed, fom nu paalaa Riget baade nordentil og føndentil, ſtulde Almuen
å et Mar udrede fuld Almenning over hele Norge fra Ende til Ende.
Dette vifer altfaa nokfom, at man anfaa Krigen uundgaaelig. Paa
Grund af disfe Befluninger aflagde alle de Herrer, fom havde deel⸗
taget deri, Huldſtabs⸗ og Vroftabs-Ced til Dronningen, medens hun
igjen aflagde ben fedvanlige Konge-Eed paa at holde Lov og Landfens
Met, faa lenge hun levede. Herom udferdigede derpaa de famme Herrer
et aabent Brev til alle Mend i hele Norge faavelfom i Statlandene,
under deres Inbfegl, hvori de meddelte Veflutningerne og bad og raa⸗
dede alle og Gnhver at aflegge den famme Troſtabs⸗Eed, fom Sysfel:
menbene ſtulde modtage, hver i fin Sysfel, famt overhoved at være
hende og hendes Ombudsmend lydige og føjelige, faa meget mere fom hun

1388. Migsfyrelfen I Norge overbrages Dronnjugen. 2 293

paa fin Side havde befalet alle Sysfelmendene og deres Ombudsmend, at
mhver i fin Sysjel ſtulde holde og fiyrke Lov .og Bandfens Net. Brevet
er dateret fra Oslo, den 2den Februar 1388, formodentlig umiddelbart
efter at Beflutningen felv var fattet).

At denne Foranfaltning afveeg fanvel fra Norges fredne offentlige Net,
fom fra Hvad der hidtil fra umindeligeider havde været Gtit og Brug,
tiler de da levende Mend og deres Forfedre oplevet, lader fig ikk negte.
At den deduagtet blev fat igjennem, vidner faavel om Dronningens Magt
og Anfeelfe, fom om hendes ilhængeres ivrige Beftrædelfe for at filtre
hende Megjeringen. Som hørende til disfe Vilhængeres Val maa man
ſaaledes vel førft og fremft betragte Brevets Udftedere eller tettere dets
Beſeglere, nemlig fire og tyve eller fem og tyve af de ovenfor nævnte
fer og tyve geiftfige og verdslige Herrer; thi uagtet de alle nævnes
fom WUbftedere, er der dog den Befynderlighed, at een eller to af dem

ifte har villet eller funnet befegle med, faafom aldrig flere end fire

og tyve eller fem og tyve Segl have været feftede ved Brevet *). Og
da nu desuden flere af Geglene eve affaldne eller ſterkt beftadigede, er
det ifte engang muligt med Gitkerhed at fre, hvilke de opvindeligt mang⸗
lende fade været, eller med andre Ord, hvilten af de opregnede Herrer
manffee fan antages at have været uenig i Beflutningen. Man frulde

1) Brevet findes endum I det fgl. banffe Gehelme⸗Archlv og ev derefter aftrykt I
i Dipl. N. Ill. 477, faavelfom Guhmé Nye Gamll, m. 385, 387, og Grøn
lands hiſt. Mindesm. Ill. 131—134. "

9) I Dipl. Norv. figes der at have hængt 25 Segl ved, I Grønt. hift. Mindes—
merfer bertmob fun 24.. Altſaa maa sen eller to af de nævnte 28 Udſtedere
have umblabt at befegle. 3 Dipl. N. figes ber, at ber af be Segl, der ops
vindelig hang ved, un fun findes 14 hele, nemlig 1, 2, 3, 9, 10, 14, 16,
17, 19, 20, 21, 22, 23, 25; men berimob flges der Ikke, hvilke af de øvrige
re aldeles bortfaldne og hvilfe Fun beftadigede. Hine hele Gegl ſtulde faar
ledes, forubfat at fun ben 26de Ubftebers Segl manglede, være Crlebiſtopens
(1), Biffop Gykeins (2), Biffop Olafs (3), Haakon Jonsføns (9), Gaute
Grifeføne (10), Agmunb Bolt (14), Haafon Gtumpes (16), Peter Mifolas-
føns (17), Binn Gyrdefsns (19), Gudbrand Griingsføns (20), Thoralde
Sigurdåføns (21), Herleif Aasnlfsjøns (22), Magnus Stoltefarls (23) og
Jappe Faftulføfons (25). Med hvis nu f. Er. em af de førfte 8 Udftedere
høvde unblabt at befegle, vilde Haafom Jonsfsns Gegl blive vet Bde, og
det fommer ba an paa, om bet Bor Gegl fun ev beffadiget, eller affaldet.
I Srøul. hiſt. Mindesmerker ſiges ber, at 15 Gegl ere beffadigebe (altfaa llle
egentlig mangle) men ba bet derhos ubtryfteligt angives, at Biffop Henrite
Segl hænger ved, fønt beffadiget og med ulæfelig Omfrift, faa at man
alene har funnet gjenkjende Séglet fom hane af dets kjendelige, aflange
Form og dets Plads, er det faalebes Mart, at ingen af de fem Biffoper have
unbbraget fig Befeglingen. Det maa altfaa være en eller to af de verdslige
Herrer, fom ej har villet være med. Mogen vet Beffecd faar man ef herpaa
uben ved en nærmere Underføgelfe af felve. Originalbrevet.

294 Dronning Mavgrete.

lettelig falde paa at tro, at Haafon Jonsføn førft og fremft Hatde været
en af disfe, naar man itte af hans egen Erklæring, fom ſtrar nedenfor
vil blive omhandlet, vidfte at han flet-ilte tæntte pan at gjøre fin Arve-
ret gjeldende, eller endog betragtede fig fom arveberettiget lige overfor
Grit Bartislavsføn. Vi fee ogfaa af. hele hans øvrige Ford, at han
maa have været Dronningen oprigtigt hengiven. . Gndeligt maa Han tel
ogfaa have fljønnet, at om han end havde været ærgjerrig mot til at
stragte efter Kronen og for Kougeverbigheden at fette Landets Fred og
Mo, ja maaſtee endog dets pdre Sikkerhed i Fare, vilde han vel neppe
engang funne ſtaffe fig et Parti: ſterkt mot til at fette: fine Fordringer
igiennem. Thi den Omftændighed, at man endog gik videre end de
Danfte og tilftod Margrete Regjeringen paa Livåtid, viſer nokſom,
Hvor flor hendes Unfeelfe og Indflydelſe var, og hvor vel -idetmindfte |
Fleerbeden anfaa fig tjent med hendes Styrelfe. Haakon Jonsføn, der
altid fynes at have været en rolig og forfigtig Mand, mere betæntt paa
at forøge fin Formue end *byften efter at indlade fig i venelige Fores |
tagenber, maatte berfor; hvad end hans inderfte, egentlige ttvaa monne
Have været, fuldkommen indfee, at bet bedfle, han funde gjøre; var at
Holde gode Miner, og ikke engang at udtale noget ærgjerrigt Onſte).
Bi have allerede nævnt, at Dronningens Udvelgelfe til Rigsfor⸗
flånderfte med! fuldfommen Kongemagt var erempelløs i Norges Hiftorie.
Men den er ille det enefte Exempel paa, hvorledes Rordmendene nu
friltiende begyndte at åfvige fra hidtil herftende Bedtægter, . efterſom det
tydfle Lehnsberſen og de i Forbindelfe dermed ftaaende flatsretlige Be—
greber ved den i de fidfte Vider faa hyppige Berørelfe med Nordiydft-
fand og Indfirømningen af tydfte Fyrſter og Herver,- iſcerdeleshed i
Danmart og Sverige, begyndte at faa Jndpas i Norden. At man ved
at nedlegge faa ſtor Myndighed i Margretes Hender for Livstid havde
før Øje, at hun idetmindfte efter den private Urvelov var fin Søns
nærmefte Arving, er vel utvivlfomt, men da begge Vvonfølgelove paa
bet beftemtefte udeluktebe Myndigheden 'af at dverdrage hende Kronen
fom formelig Arv, og ſaaledes gjøre hende til Dronning i hendes egen
Met, var der ingen anden Udvej før dem end den, fom de her havde
valgt. - At Margrete, fom det af em entelt Hiftoriegvanfter*) har

1) Dalin (. c.) har her atter med fin fedvanlige Driftighed fremfillet en ſelv⸗
gjort, fulbfommen urigtig Gjetning ekker Gombination fom et-ubeftrideligt og

dotoriſt Gactum, idet han lader Dronningen Åtte fig Haafon Jousføns
SPerfon" og derved aftvinge ham hans Frafigelfe af enhver Fordring vaa
Tronen.

3) Paluban Måler, I hans ypperlige, farpfindige Wthantling om Raimarniz
onen (Observationes crilicæ o. f. v. S. 9).

1388. Bigefyrelfen I Morge overdrages Dronningen. 295

været udtalt, ſtulde væ ſaaledes at lade fig Kronen overdrage have
haft vil Henfigt at tifveiebringe et nyt Udgangspuntt for Veregnin-
gen af Arvevetten til Kronen og derved gjøre Grit Bartislavsføns
et emdnu mere utvivffom, bliver uantageligt endog af den Grund alene,
at Margrete lod fig udnævne til Migets ,,megtige Frue og Huusbonde",
ej til ,vegjerende Dronning". Men desuden var dette Stridt unodven⸗
digt for at fraffe Erik Sronfølgen, maur hun fun var filter paa Haar
ton Jönsjøn, at iffe denne opftiflede nogen Fordring. Endelig funde
der vek og, Hvis Margrete førft var bleven ertjendt fom Dronning ifølge
fin egen Met, eller om man faa tunde fige, fom tvindelig Konge, fra
fvilten herefter Arveretten ſtulde regnes, itte være Vale om at granſke
Arveretten nærmere, eller ophøje nogen til Konge, faaledes fom vi ville
fee, at bet flete med vit, førend Margrete var død. Men- Sagen var
fvertimød ben, at bet under alle Omftændigheder var nødvendigt at ud⸗
nærne en-Konge, deels fordi Nordmendene nu engang vare vante til at
have en Konge, idetmindfte af Mavn, og itte godt kunde finde fig i at
undvære en faadan, deels ogſaa fordi Kongenavnet virkelig. var uundvær=
ligt tif at give visfe Rets⸗ og Regjerings-Handlinger Gyldighed, faafom
Landsviſtbreve og andre lignende Cancelliſager. Men førat den faaledes
udnævnte Konge itte felv, naar han var myndig, ſtulde tage Magten
fra Dronningen, eller at man endog i hans Mindreaarighed frulde funne .
ovdne Megjeringen paa en Maade, hvorved hun indftrænteded for meget
å fin Myndighed, (od hun fig vifeligen denne Megjeringsmyndighed over.
brage paa Livstid, førenb Tronfølgen endau var erkjendt. I Danmart
havde hun vift gjerne. feet, at den var hende overdraget paa lige faa fang
Sb, og har vel heller itte undladt at gjøre hvad hun funde for at fette
det igjerinem, men Naadsherverne maa ikke have været at formaa dertil.
Vi ville ogſaa fre, at hun ogfan i Norge fnart maatte opgive denne
Fordel. 3
Saaledes var da Margrete ogſaa bleven Herfterinde i Morge, idete
mindſte den fønbenfjeldffe og fydveftligfte Deel; men med temmelig fitter
Udfigt til, at ogſaa de nordenfjeldfte Raadsberrer vilde følge de øbriges
Grempel. Hun ſtreed ogfaa ſtrax til Udførelfen af alle Regjeringshande
linger, hvortil en Konges Mellemfomft ikke var unndgaaeligt nødvendig.
Allerede den Toe Februar betræftede hun og Erkebiſtop Vinalde i Fore-
ning den af Officialen i Oslo og Lagmanden afjagte Dom om Aalefiftet
i Enindals⸗Aaen, fom svenfor er omtalt). Det herom udfedte Brev
tr itte mebbefeglet af Gantfleren, uagtet han var tilftede i Osfo. Men

*) Dipl N. JI. 508, joft, ovenfor S. 267.

296 . Dronning Mergrete.

bans Gantfler-Gmbede var ogſaa nu egentlig. til Ende ved Megjeringens
- ØOverdragelfe til Dronning Margrete, fan at han derfor firar. efter tun
optveder fom Provft til Mariekirken. Et noget fenere Brev vifer døg,
'at Dronningen atter overdrøg ham Embedet fom fin og Rigets Cantſler.
Imidlertid ſtreed de forfamlede Herrer til at behandle. Spørsmaalet

om Sronfølgen, og derom fom man fnart til Enighed. Gyentlig havde
man bel allerede underhaanden opgjort, hvad Mefultatet ſtulde blive.
Dronningen førelagde Raadet, heder det, det Gpørsmaal, hvo der var
nærmeft Arving til Riget og til at fyre det fom Kange, naar hun var
afgaaet bed Døden. Hun havde, tilføjede hun, helft feet, at hendes
Gyfterføn Hertug Albredt af Medlenburg kunde blite Manden. Ut
dette flulde være hendes oprigtige Mening, er viſtnok højligen at betvivle.
Hun var, fom vi fnart ville fee, allerede faa godt fom enig med de
migfornøjede foenfte Herrer om at fløde hans Farbroder Kong Ulbredjt
fra Sveriges Trone og overhoved at gjøre det umuligt for Mecklen⸗
burgerne at erhverve yderligere Fodfefte i Sverige; hvor lidet rimeligt
er det itte da, at hun i famme Øjeblit ſtulde have vprigtigt ønflet at
fee Ulbredt den yngre fom fin Efterfølger? Men hun kunde trygt
fremfette -Ønftet, da Gagen vel allerede underhaanden var afgjort,
og hun ſaaledes altfor vel vidfte, at der ej var nogen Fare for, at Naa-
det vilde indlade fig derpan; men imidlertid tog det fig godt ud i den
Kunbdgjørelfe, der fiden blev udſtedt om disſe Forhandlinger, at hun,
uanfeet det fjendtlige Forhold mellem hende. og Kong Utbredt, dog itte
havde undladt at legge et godt Ord ind før hans Broderføn, der tillige
var hendes Syfterføn. Raadsherrerne „beviiſte ogſaa ſtjelligen“, heder det,
efter deres Lov, at Hertug Albrecht og hans „fedrene Foreldre", der
Havde været imod Norges Riger og dets Konger, ikke med nogenfome
helft Met unde vorde Arvinger af og Konger i dette Mige, men at
derimod Kong Olafs Moder Dronning Margretes eldſte Syfterdatterføn,
nemlig Hertug Bartislav af Pomerns Søn, var bden vette Urving til
Miget og flulde være Konge derover, famt at hans rette Urvinger, Søn
om han er til, Broder og fedrene Frænder, om hine ej er til, igjen
ved hans Død flulde arve Tronen efter ham, een efter den anden, ſaale⸗
deg at KongeeUrvetallet nu flulde begynde fra ham. For det Vil-
felde, at denne Dronning Margretes Gyfterføn og hans Benner „kunde
det forſtylde af hende”, at hun vilde have ham til Konge i Norge endnu
i fin Sevetid, og bette virkelig flete med hendes Maad og Vilje, da
ſtulde hun dog beholde fin fulde Magt til at foreſtaa Riget, faa lenge hun
levede. Da vi ville fee, at Grit allerede i det følgende Aar ogfaa virkelig
blev tagen til Konge, og der faaleded ingen videre Lejlighed havde været for
Hans Benner til at , forftylde det af hende”, uden maafte førfaavidt fom de ej

1388. Grit af Bomern erklæres for Tronfølger. 297

tog Parti med Kong Albrecht, og at endnu mindre Erik felv, der kun var
et Barn, havde funnet gjøre fig faa fortjekt, er det Mart, at denne hans
Dphøjelfe paa Kongetronen allerede har været en mellem Raadet og Drons
ningen aftelt Sag, og at den vel endog var et Offer, hun bragte de
norſte Statsinflitutioner og Stemningen i Landet, medens hiin Valemaade
om at gjøre fig fortjent til Yronen og hendes Samtykle alene var em
Bending, man gav Gagen af Høfligheds=Henfyn mod hende. Beſlutnin⸗
gen herom blev ubferdiget allerede den 16de Februar paa Alershuus
af nitten Maadsherrer, nemlig Erkebiſtopen, Biftop Cyftein, Biftop
Olaf, Biſtop Sigurd og: Vitulærdiftopen Hallgeir; Provft Henrik, der
her ilke fader fig Gantfler, Haafon Jonsføn, Gaute Eriksſon, Hens
vit Midelstorp, Jon Martinsføn, Alf Haradsføn, Benedict Nikolas⸗
føn, Aamund Bolt, Jon Darre, Haaton Stampe, Peter Nitoladføn,
Simon Ahorgeivsføn, Mitolas Galle og Finn Gyrdsføn'). Man:
feer altfan, at af de 26 Herrer, der 14 Dage forub udſtedte Brevet om
Megjeringens Overdragelfe til Dronning Margrete, vare nu ti fravær
vende, nemlig Biſkop Henrit af Grønland, Hr. Ulf Holmgeirsføn, Hr.
Uff Jeneføn, Gudbrand Ertingsſon, Thoralde Sigurdsſon, feit
Masulfaføn, Magnus Stoltekarl, Haakon Kopp; Jappe Faftulfføn og
Gvaale Ottarsſen, medens der var tre andre, fom bin Dag ej havde
været med, nemlig Biftop Hallgeir, Henrit. Midelsterp og Simon
Tborgeirsſen. Disſe trende Mend hate fandfynligviie førft nu naaet
frem til Mødet; muligt endog at Henrit. Midelstorp har været i
Dronningens rende i Sverige før at underhandte med en eller ane
den af de misfornøjede føenfte Herrer, navnlig den med hans Bro»
ders Enke gifte Ulgøt Magnusſen; og paa famme Biis er Det
bojſt vimeligt, at Svogrene Hr. Ulf Holmgeirsføn og Hr. Ulf
Sönsføn, der begge havde Befiddelfer i Sverige, firar efter Beſlutnin⸗
gen af 2den Februar ere afreifte til Bermeland eller Dal for at. melde
den til: Hr. Grit Ketilsføn og Dtonningens øvrige Vilhængere paa den
Kant, medens derimod de fyr andre Herrer, endnu fun Hirdmend og vifte
not de yngre i Laget, ſiden de nævnes fidft, ere blevne affendte til forftjela
lige fjernere Kanter af Landet før at befjendtgjøre Beflutningen og paaſtynde
Troſtabsedens Afleggelſe. Biſtop Henrit er formodentligt bleven fyg eller
er reiſt fin Vej, ſaaſom man efter denne Vid ej mere hører ham omtale.

Smiblertid maa ber dog not have pitret fig enkelte misbilligende

1) Brevet findes endnu I bet banffe GeheimeMrdhtb 'og ev afteytt I Pal. Mål:
lers ,Observ. criticæ* 6. 105—108. Af de uitten Segl, fom oprindeligen
have hengt ved, mangle un det 9de (Henrik Midjeløtorpe), det 1080 (Ion
Martineføus) bet 14de (Jon Darres), vet 15de (Qaafon Stumpes), det
Nde (Gimon Thorgeirsføne).

298 i Dromaing argoete.

Stemmer mod Vet udenlandſte Fyrftebarns Ophøjetfe paa Rorges
Brone, «faa lenge der blandt Landets egne Børn fandtes en faa anfeet
og dygtig Mand, fom Haakon Jonsfon. Thi ellers vilde vel Dron⸗
ningen iffe Have. fundet bet: nødvendigt, to Dage efter at Grit var er⸗
tleeret for den rette Bronarving, at fade Haakon udftede en udtrykkelig
Grklerring om, at han hverken havde tragtet eftev at blive Kunge i
Norge, eller havde nogen Met dertil. En faadan Erklering afgav Haa
ton Jensføn virkelig under Ecd paa Utershuus den 18de Februar 1388
i Overvœer af Dromingen felv 'og flere geiftlige og vervåkige Naadsher-
ver, blandt hvilte Erkebiſtop Vinalde, Biſtoperne Olaf og Sigurd,
Øante Eriksſon, Benedict Nitolasføn, Haalon Gtumpe, Jon: Darre,
Simon Vhorgeirsføn og Finn Gyrdsføn udſtedte et fovformeligt Vid⸗
nesbyrd berom, faa lydende, at Haaton Jonsſon, perfonligt fremftanende
i Dronningens, bere og andre Naadsherrers Mærværelfe, lagde Haand
pan Bogen og fvor, og bad den almegtige Gu», hans hellige Moder og
alle hellige end i Himlen faa ſandt at hjelpe fig, fom han aldrig havde
Lagt am paa at blive Konge i Norge, tilfted at han ilte-å mindile Maade
havde nogen Net tif eller Fordring paa Norges Rige, og aldrig vilde
mragte derefter efter befalte fig dermed; hvitet altſammen han befvor og
ertlcerede itte tvungen, men aldeles frivilligt. Vit Betræftelfe paa dette
Bidnesbyrd fatte bine ni Udſtedere fine Segl derfor>). Da det hr
adtrytteligt figes, at Haakon afgav denne Erklering af fin egen fri Bilje,
dg dur han heller ikke fiden tilbagekaldte den eller filkede:fig å nogen Oppo-
fition mob Dronningen, er man heller itte berettiget til at antage, at

nogen legemlig eller morafft Lvang her har været anvendt. Imidlertid

Sar bog den Gigtelfe virkelig været hentaftet, at Dronningen ſtulde have
demegtiget flg Haakons Perſon og derved tvunget ham til at frafige fig
fin Met: en Gigtelfe, ber maaſtee for en Deel kum frøtter ſig dertil, at
Frafigelſen ſtete paa Akershuus Slot, Höor Haafon da muligtvits kunde
være. bragt i Forvaring. Men den Omſtendigbed forklarer fig fimpelt
hen beraf, at Akershuus Slot nu, efter Regjeringens Overbragelfe til

9 Det berøm pad Latin udftedte Btev fludes endnu I det fyl. banffe Meheime
Wrdjlv, og er affrytt I Dipl. N. HL. 478. Alle Gegleue henge ogfar ved.
$uitfelb meddeler bet S. 578, men figer. ved brune Lejlighed frjlagtigt om
$aafon Jonsføn, at ham var Drottfete; idetmindſte maa man vel faalebes
forfaa hans Ord: ,Baa de Lider levede em Herremand I Rorge, ved Ravn
Haagen Jonsſon Droft, fød af fongelig tamme, fom og aatte Godo mi
Sverige". Den utigtige Ungivelfe, at han var Dådkfete, fjønt Hr. Ag⸗
munb endnu iffe var bød, og Ingen Droitfete ubnævntes efter ham, er fiden
fommen ind Ide flefte hiftoriffe Verker, hvor disfe Begivenheder omtales,
ogfaa I Haandffr. af de lolandſte Unnaler, Udg. S. 351, indtil Munthe paa
pegede Beiitogelfen FRØ. Samll. 1V. 6. 590, 594.

1388. $aafon Jonofon eulldrer fig ubrettiget til Kronen. a90

Økargrete, var hendes Mefidens. Ogſaa Beflutningen af den 16de Fe⸗
bruar, om Gris Arveret, blev udſtedt her, og Haalon Jonoſen var en af
- dflederne; han tan dag aabenbart ikke have deeltaget heri føm Fange. - Og
Hvar mete er, $Haafon var jo. med i at fatte Beflutningen af den Hedv.,
der egentlig allerede afftar ham alt Haab om at blive Konge; hvilket
han faafedes endog ba maatte hate flaaet af Vanterne, om han elevs
nøgenfinde havbe næret bet; men Forhandlingerne og Beftutmingen
herom ſtete i Dale, altfaa udenfor Mtershuus Slot, og ſaaledes at em
$ver Vante om Fvang, anvendt mod Haafon, her maa fade bort. Vi
heve: alferede ovenfor berørt be vegtige Ørunde, Han maatte have til
at holde fig volig, og itte at fade fig forlede af WSrajereighed til noget
farligt Gteidt. Hadde ber fra hans Gide fleet mindſte Tegn dertil,
vilde iffe Dronningen fremdeles have viiſt ham fuldkommen Vili, og i
det: følgende Aar, maaſtee endog medens Udfaldet af Krigen med Kong
Albrecht endnu ille var afgjort, have betroet ham en faa vigtig og ane
foarsfuld Poft, fom Hirdfrjore og Fehirde-Gurdedet i Bergen. '
Efterat faaledes bande Regjeringen var ordnet og Sporsmaaler om
Tronfolgen var bragt i Rigtighed, fluttede, fom man maa formode, Raadet
fine Forhandlinger, wagtet Grtediffopen faavelfom Biftoperne i Stavanger
og $jamar -frembeies en- Kidlang bleve tilfebe i Dale 1); Grtebiftopens
MBeftræbelfer kunde. Margrete vel foraemmelig tilftrive, at att git hende *
faaledes efter Ønfi, og ſaabidt man fan fee, undlod hun Heller itte at
vife ham fin Vatnemmetighed ved betydelige Gunftberiianinger. Det ar
allerede ovemfør omtalt, at hun forundte ham Cypardyggefylke ſom Lehn
eller Øysfel paa Livstid, en Overduagelfe, ver vifmot flete nu, eller i
alle Fald tørt derefter. . Ogfan erfarer man, at ogſaa de øvrige Biftopet
eller deres Mivter-vigelig betænttes uf-hende: I fit Beftammnt, fom hum
vprettede i alle Fald før Midten af det følgende Mar, gad hun Ber-
gens Demlivke hundrede: Mart brendt Sølv, og en lignende Sum fljen-
lede Jura filert ogſaa hver af De øyrige Kirker, da Vet var Stit og
Brug ej at give den ene mere end den anden 2). Met var fanledes
formodentlig den -felvfamme tefiamentarifte Gave, hvorfor Dronningen
allerede Den, Gte. Marts 4388 ſtillede Biftopen af Oslo og Capitlet Lider og
Riotars til Pant, idet hun tillige gav den nærmere Beftemmelfe, at
ber for bisfe Penge flulde bygges et nyt Ulter i Kirken og fjøbed For-
degods til Beſtridelſe af Mesſeholdet, ſaavelſom til Preftens Underholdning,
bvillen hun og hendes Gjtevfølgere ſtulde preſentere — dog kum en
Mordmand — og fom hver Dag ſtulde holde visfe foreftrevne Mesfer 3).
1) Det var der den Gte Marte, fre nedenfor.

5) Dipl. N. II. 814.
5) Dipl. N. 1. 510.

300 Dronning. Margrete.

Ogſaa Biftop Jakob i Bergen, der dog ikke havde været tilftede
ved MNaadsmødet, blev i bet følgende Mar perfonligt betæntt, fom det
allerede I bet Foregaaende ev berørt!), og herefter nærmere vil blive
omtalt. De øvrige førre geiftlige Stiftelfer fom vift heller ike: til at
favne vegtige Bevifer paa den Iver, hvormed hun føgte at filtre fig
Geiftlighedens Gunft. Ut hun den 13de Marte ſtadfeſtede Privilegierne
før Marietirten i Oslo *), var vel mere en fimpel Forretningsfag, men
desforuden har den upaatvivleligt modtaget andre rige Gaver: r
De øvrige Herrer, der havde bidraget til at ordne Sagen paa en
fyr hende faa fordeelagtig Maade, havde hun Lejlighed mot til at vif
fin Grtjendtlighed ved at bekræfte dem i deres Syſler, forfiptte dem til
fordeelagtigere, eller gite dem færflilte Fotleninger; thi det var nu
naturligvils nødvendigt, fom ved alle Tronſtifter, 'at der udſtedtes nye
Sysſelbreve. At de flefte betræftedes i de Syſler, fom: de alerede
pavde, fan man af flere Omflændigheder Putte; bag fete der ogſaa ene
telte Forflyttelſer eller Ombytninger. Saaledes have vi allerede feet,
at Agmund Bolt nu blev Foged paa Agershuus, medens Benedict Ni—⸗
tolasføn, ber hidtil: havde været det, fit paa fin egen, ſin Huſtrus og
fime Børns Levetid, Eiker, Modheim og Vderdalene, med alle Kronens
visfe Judtægter og al Sagørene, Thegngilde og: Fredkjøb, overhøved al
* Kongelig Met undtagen Ubodemaal, hvoraf han hver Gang kun ſtulde
have 20 Mir. ; frembeles Koparviten i Dramn med Stibstofd og Kongs-
tjob, altfammen til at gjøre fig faa nyttigt fom han unde, føm Pant
baade for de Penge, Kong Haafon allerede var ham flyldig, og tillige
før bem, han endnu ikke havde opbaaret af Oslo Sysfel, indtil ben bety⸗
belige Sum af 200 Mt. brendt var bleven ham eller hans Urvinger
ubbetalt af Kronen. Brevet herom er befeglet af Erkebiſtopen, Biftoperne
i Delb, Stavanger og Hamar, Haakon FJonsføn, Gaute Gritsføn og
Jon: Martinsføn *), og da det er dateret fra Utershuns d. Gte Marts,
famme Dag Biftop Cyftein udſtedte fin Kundgjørelfe om, at Dronnin⸗
gen havde ſtjenket hine 100 Mt. Sølv til Domtirten og frillet Lider
og Mjotarø til Pant, maa man formode, at alle de nye Syaſelbreve,
idetmindfte for Gysfelmeidene i bet fydlige Norge, paa denne Dag bleve
ubferbigede.
Margrete ubnævnte, fom ovenfor nævht, Provft Henrik atter til Cant⸗
fler, å Egenſtab af , hendes og Rigets Cantfler”, men han betlædte det ikke
lenge, ba han fynes at være bød i famme eller i Begyndelfen af det følgende

1) Sre o: 6. 108.
5) Dipl. N. VI. Danft Magafiu, I. 6. 339.
5) Dipl. N. I. 511, ivfr. odfr. 6. 120, 169.

1388. Margrete tiltzeber Megjerlugen I Rorge. 301

Mar); allerede i 1300 nævnes hans Gfterfølger, baade fom. HProvft og
Gautfler. De førfte Breve, fom hun udfledte, har hun formodentligen befeglet
meb fit Secret, og tilBetræftelfe ved faadanne, hvortil egentlig Storfeglet
udfordredes, ladet flere Herrer af Raadet indfegle med fig *). Hvad Uarets
Betegnelfe i Brevenes Datering angaar, da fete den, naar man ikke anvendte
Aarstal, fedvamligviis ved at vegne fra hendes Untagelje til Rigsſtyrelſen
>. 2den Febt. 1388. Denne Beteguelfe (pi det førfte ar, fom vi vare
tagne til Norges Riges Styrelſe) brugte hun i Sysfelbræet for Bener
diet Nitolasſon af Gte Marts 1388, og faaledes har den og vel været
anvendt i alle de øvrige?). Man finder den anvendt allerede i et
Brev fra Gjeleid (veftre Skeidsmo) paa Nedre Raumarike af 10de og i
et fra Hadeland af 25de Februar 1388 *), en Beſtyrkelſe paa, at Be
flutningen af 2ben Februar ejeblikteligen maa være bleven omfendt til
Kundsjørelfe og Vroftabseden aflagt, thi fornden ben har man vel itte
paa noget Sted begyndt den nye Mardregning. Dog findes der ogſaa
entelte Breve, hvor Aaret vegnes fra Kong Olafs Død; ſaaledes et
fra Oodalen af 1tte Februar 1388 (,famme Aar fom Kong Olaf døde”),
og et andet fra Moland i Fyresdal, ſpdveſtligſt i Thelemarken, af 26de
April 1388 (andet Mar fra Kong Olafs Frafalb".5); men da det førfte
udſtedtes i Oodalen, havde man der neppe endnu faaet Efterretningen
om hvad der var fleet den 2den Februar, og i em faa afſidesliggende
Egn fom Fyresdal tunde bet nok være muligt, at man itte engang i
April 1389 vidfte nøje Befted om Regjeringens Overdragelfe til Drons
ning Margrete, eller fvoret hende Troſtabseed. Beſynderligt er det, at
der findes et Brev fra Hvamshered I Øvre Valdres af 14de Marta
1388, og et andet fra Birkreim i det Judre af Ryfylke af 7de April
1388, fra „Kong Olafs, Norges, Daners og Goters Konges 7de Mer
gjeringsaar”, fom om han endnu ifte var død*). Men det er hojſt
fandfynligt, at man iffe paa noget af disſe Steder endnu havde aflagt
Troſtabseeden, faamegetmere fom Valdres viſtnok hørte til den Deel af
Bandet, hvorfra ingen Sysſelmand eller Raadsherre havde indfundet fig
ved Mødet, og Sysfelmanden i Myfylte, Hr. Ugmund Finnsſon, å
Begyndelfen af April laa paa fit Yvderfte; og allerede den 14de afgit

7) Derrit namnet for far Gang I hilat Beivileglebren for Martelisten af 1306-
Marte 1888. Her foldes han vor og Migets Gantfer-,

2) Gaaleded fete det ogfag, fom nye paaviik, I Lehusbrevet for Benedict Mi:
Folasføn af Gte Marte 1388. N

9) 3 Befrafteljsbeevet of Tbe Februar bragtes der Fan Maretal.

9) Dipt. N. IV. 542, II. 479.

5) Dipl N. IV. 541. V. 330.

9) Dipl, N. IL. 509. 1V. 546.

302: : or. Dronning Wargrete

væ Døden: Man foretrak ſaaledes maafler at betegne Aaret, enten mek
Aarstal, eller. efter Kong Olafs Regjeringsaar, fan meget nere. fom. jø
Rordmendene, eller idetmindfie en Derk af dem, ifølge de islandſte Au⸗
nalers Udfagn itte. vilde tro, at. Køng Olaf. var død, hvilket vel ifær
gjelder om bem, der boede fjernere fra de Steder, hvor man kunde have
nøjagtig nderremming om de nærmete Omfændigheder ved hans Død og
Begravelfe.. Eudnu længere hen paa Sommeren, ba den ye Gydfel
mand rimeligvis bar anfommen, daterede Vagmanden i Nyfylke, Jvar
Sveinsſon, et Brev, fom han Wdfiedte paa Eidſa, for bte Juni vi Koug:
Dlafö af Guds Naade Norges, Dans og Sveriges Konges 7de Regie⸗
ringsaar, og i forſte Aar af Dramning Margretes Rigsſtyreiſe“: dette
tunde maaſter ublegges fom et Vegn paa, at uagtet Margeste nu man
Have bæret. hyldet paa de Kanter, var dog ille engang Lagmanden ganfle
filter paa, at Mong Olaf nar død). De endau opbebarede Brede fra
danne Vid, Der eve udfledte i Bergen eller de nærmefte Landſkaber, have
alle tun Aaratal, indtil et Brev fra Børs, udſtedt den 27de Mai 1990,
før: førfte Gang regner Aaret efter Dronning Margretes Antagelſe til
Migsflyrerinde. Da et tidligere Brev, dateret fra Vors den 2ppe Fe-
bruar 4389, ua :fetter Marstallet, ſtulde man vel ſaaledes flutte, at
Margrete førft i Mellemtiden :mellem Februar og: Mai 1389 har været
hyldet paa de. Kanter ?). Fra det Ehrondhjemkte : have vi ingen Bret
fraber udſtedte i de Mar,

Der findes ingen Efterretning om, psørledes Margrete. efter
Gantflerens Død ordnede Regjeringen i Narge for den Lid, hun var
udenfor Landet, og der findes ikke engang noget Brev, hvoraf man
"med Gitferhed fan flutte bet, ungtet ber bog viſt maa have indtvuffet
Bypdige :Tilfelde, hvor der var Gpørémaal om Uhøvelfer idet⸗
minbfte af de føbende Zoruetninger, der effers, plejede at heførges
ved. Cantſleren. Man tan dog itte godt antage andet, end at Raades⸗
herrerne hape andraget om em ſaadan Foranſtaltning, og bet imde
flenbigt nok; mer man man ogſaa -formode, at Dypaningen tun
mødigt bar villet indlade fig dernaa, og at fun virkelig har kæntt fig
Mulighehen af iat Kunne fipse Norgefra Danmark eller Gvcrige af, og at
hun helft vilde bringe det dertil, at Indbyggerne af det ene af de forbundne
Riger itle fænger ſtulde betragte det andet fom fremmed Jordbund*). Men

1) Dipl. N. 1V. 550. 3 et andet rev, fom famme Lagmaud udſtedte fra Gtar
vanger ben 23be Junl, betegnede han Maret med arstallet, maaftee med
$lid, for at unbgåa hin dobbelte, om hans Lvivt vidnende; Beteguelfemaade.
(Munteliveb. S. 118). . fi ve

%) Dipl. N. I. 514. 512. , te

5) Brevet af 20de Juni 1389, hvorved hun —E den bergenfe vir Bar

1388. Motgrele Hittenber. Megjeringen I Norge: 909

ſaadant har neppe vundet Rordenendenes Bifald, og pu be rad. for det
førfte fandt fig beri, faa maatte Dog fnart faa mange Ulemper opflaa ved
Gavnet af et Gancellie eller Megjeringscentor i .Morge, Hvorfra de lør
bende Forretninger unde afgjøred, at dette fandfynligviis endog ifær har
fremftyndet den nys antagne Tronarvings Udnævmelfe til Konge og den
væfentlige Forandring i ben tidligere Beftemmelfe, at. hendes Styrelfe og
Raadighed over Miget ikke frulde vedvare længer, end indtil den unge
Konge naaede Myndigheds⸗Alderen. Herom vikke vi.idet følgende tomme
til at handle normere; nu bliver bet nødvendigt at gan moget tilbage i
Biden for at betvagte Forholdene i Sverige og vife, Hvorledes det lyl⸗
ledes Margrete ogfaa her at vinde Magten.

22. Tildragelſer i Sverige. De foenffe Gtormend i aabenbar Heide met
Kong Ulbredt, Henvende fig til Margrete og mverdrage hende Styrekfen.
Kong Albrecht flagen og fangen ved Fallsping.

Det er allerede forhen omtalt, hvorledes Misfornøjeffen med Kong
Albrecht mere og mere tiltog å Sverige fiden hans feneft uheldige Forføg
paa at affafte Raadets og Gtormendenes Mag, og Hvorledes Dronning
Margrete og hendes Tilhengere fandfynligviis allerede da benyttede enhver
Lejlighed til at udvide Bruddet og bringe de fvenfte Høvdinger til atter
at flutte fig til fin gamle Konge-YEtt, hvis eneſte Repræfentant hendes
Søn nu var. Vi have ligeledes feet Kong Albrechts forgjeves Forſog
paa at erhverde de tydſte Gtæders Biſtand mod Dronningen paa Hanſe⸗
dagen i Stvalfund 1385, hvorimod det itte er ufandfynligt, at han fan
have fraffet fig flere Bundsforvante blandt endeel nordtydſte Fyrſter,
fom unber hans Ophold i Tydſtland om Gommeren 1386 beføgte, ham
i Bismar, hvor han holdt en pregtig Furnering, der varede i flere
Dage *). Imidlertid fynes det bog, fom om han frar efter paa Hanfer
dagen i Luͤbeck, hvor han perfonligt fom fammen med Dronningen, bled
nødfaget til at indgaa en ny GStilftand, ja endog til at give Slip paa

føbe Briheder og -forfensde ham med to Skibreber, er fadledes ubftedt I
Øelfinghorg (Dipl. N. U. .514), men tigtignet; fom det møbenfor: vil
feeé, va et Møde af -norfe Raadaherrer, og faaledes bevifer bekte-svbda
iffe faa meget. Maar man fun havde Landsvifsbreve for 1388 og førke
Walvbeel af 1389, ba vilde be give meft Dplysning, men faabanne findes ef, og
man ftulde halv om halv formobe, at ingen har væretndftedt efter Gantflerens Dør,
, netop forbi ber el, par nedſat magen Begjering I Marge, der Taube /nbfrrbige døm.
1) Dette fortelles af Grang, Vandalla €. I. IX, Gap. 14. Blandt Fyrferne næve
nes Mengeflav Hertug af Garen, Bugislav Hertug af Molgaf, Grit Hertug
af Garen-Lauendutg, Nikolas Greve af Holſten, Adolf Greve'af Schauen -
burg, Otto Greve af Hoya, Ginther Greve af Lindow, Laurentius Herre til
Bette. Af disje frord neimindfe GintGer af Liudow pan Albrechte Side I 1389.

3804 Drouning Margrete.

de Dele af det øftlige Staane, fom hans Mend endnu: havde inde,. faar
ledes fom bet i det foregaaende er viift, .og bet er ifte ufandfyntigt, at
netop den Omfendighed, . at Kong Ulbredt nys forud havde haft faa
mange Fyrfter hos fig, hvis Benftad og Biftand han kunde have filtret
fig, var Hovedgrunden til, at Margrete felv indfandt fig i Lübeck og
unberfaftede fig Ubehageligheden af en perfonlig Sammentomft med fin
Fjende for deſto eftertvytteligere at kunne mobdarbeide de Planer, han
+ maatte have aftalt eller vilde aftale.

Da Albrecht efter dette Møde tom tilbage m Gverige, i Auguſt eller
September 1386, foreftod der ham nye uventede Ubehageligheder. Drottferen
Bo Jonéføn var død, i Midten af Auguft Maaned !), og Spørsmaalet
opſtod ſaaledes om Iverkſettelſen af hans teftamentarifte Forføjninger.
Det ev allerede ovenfor (S. 58, 232) nævnt, at Bo Jonsføn Haa denne
Sid var den rigefte og megtigfte Mand i Gverige, langt megtigere end
Kongen felv. Han var Drottfete og Generalembedsmand og havde efter-
haanden vidft at tilvende fig Slottene Vavaftehuus og Viborg, fenere
abo med Yaland og Korsholm, faa at han havde helé Finland, fremdeles
Mytøping, Steteholm og Ringftadholm med en ſtor Deel af Øjftergøtland,
Numblaborgs Lehn med Jøntøping i Smaaland, Forsholm med den til-
liggende Deel af Beftergøtland, hele Helfingeland, en ſtor Deel af Da-
farne m. m. foruben fleve Lagmends⸗Embeder, og havde endelig, fom vi
have feet, i ben fidfte Tid ogfaa faaet Openfteens og Oreſteens Slotte
med Kind og Marts Hereder i Beftergøtland *), formodentlig efter vene
ſtabelig Overeenskomſt med Dronning Margrete, hvem han maaſtee al»
fevede havde givet Løfte om, at han vilde virte for hendes Søn Olaf og
flaffe hendes Søn hans Forfedres Krone i Sverige. Hans Veftament,
fom $an opfatte i Vadſtena ben 17de April 1384, fynes ogfaa, fom vi
allerede have antydet, tjendeligt. at vidne om en faadan Forftaaelfe. De
aatte Grecutorer, fom han ubnævnte, vare Biftoperne Nikolas i Links⸗
ping og Thord i Gtrengnes, Midderne Karl Utfsføn (af Tofte), Byrge
Ulfsføn (St. Birgittes Søn), Erik Ketilsføn (den gamle Kongeæts
tro Bilhænger), Steen Benedictsføn (Marft, Erngiſl Jarls Gtifføn),
og Grngifl Nitolasfan, famt Svenerne Ulf Jonsføn (Blaa), Steen Bos
esſen Bo Jonsſen nærmefte Fedrenefrende), og Karl Matthiasføn ; og
Suppleanterne for enhver af disfe (fee ovf. S. 233) vare: Knut, Karl
Ulfsføns Søn, Algøt Magnusføn, Ketil Jonsføn, Vhord Bonde, Mage
nus Sale, Knut Boesføn- (Cantor i Lintøping, Steen Boesſons Broder)

1) Geer de Bisbyfte nie ion Ser. r. Sv. 1..34,.08 BadfrenaDiarif
freds. 6. 102.

% Om Bo-Jonsføns Befidelfer, fre lſar Gtyfirs Bidrag S. LAK. frag-

1386, 1387. Uenigheb i Sverige om Bo Joneſons Letament. 305

19 Mrvid Benedictsføn. Ut flere af disfe, foruden Hr. Erik Ketilsføn,
allerede maa have været Kong Olaf og Margrete mere hengivne end
Albrecht, ev mere end fandfynligt, og man fan deraf not flutte, hviltet
arti Bo Jonsføn felv vilde have taget, om et længere Liv havde været
fam undt. Imidlertid. vidfte Kong Albredt neppe endnu vet Beftecd om
Teſtamentets Indhold og hilfede derfor viſtnok Efterretningen om Bo
Jonsføns Død med Glade, ej alene fordi han nu var befriet for en faa
befoærlig Unberfaat, men ogfaa i Haabet om, at han å Egenſtab af Fore
mynder for hans Enke og Børn fel frulde faa hans ſtore Befide
delſer under fin Saadighed. Men juft dette havde Bo Jonsføn føgt at
forebygge ved at udnevne hine Executorer og overdrage dem Formynder-
flabet. ¶ Kong Albrechts Forſog paa at tilvende fig dette modte ſaaledes
flrar Modftand, og derved maatte det igjen indtræde et meget ſpendt
Forhold mellem ham og Executorerne. Ullerede den 23de Geptember
indlaldte han Executorerne, faavelfom alle Bo Jonføns Fogder og Om⸗
budsmend, til at møde for ham med de Beviisligheder, de kunde frem-
legge for fig, under ſikkert Lejde, der frulde vare indtil næfte Kyndet-
mesfe, og for dem fra Finland endnu kænger, hvis Iis eller Uvejr ike
tilld dem at Drage hjem. førend fenere 1). Altſaa feet man heraf,
at han endog felv ej ventede, at Executorerne uden Leide vilde inde
finde fig hos ham, nagtet Hr. Erik Ketilsføn, hans aabendare Fjende,
ifte engang var indkaldt. Blandt Slotsfogderne nævnes Johan Lift,
for faa Mar tilbage Dronning Margretes Høvedsmand paa Oppenfteen,
og endnu viftnot i famme Stilling under Bo Jonsføn: ligeledes et Tegn
paa den hemmetige Forftaaelfe, der maa have fundet Sted mellem denne
og Dronningen. Det lader itte til, at Executorerne lyſtrede Indkaldelſen,
medens de derimod uden Videre foretog Pantſettelſer af flere til den Af—
dødes Efterladenſtab hørende Gjenbomme og faaledes tydeligt not lagde
for Dagen, at de ikke agtede at give Slip paa den dem overdragne Be-
fiyrelfe 2). Dog erklærede de fig efter nogen Tids Forfød villige til at
fade Gpørsmaalet afgjøre af uvillige Mend blandt Rigsraadet, hvis
Kjendelſe baade Kongen og de lovede at underkafte fig; og til den Ende
udſtedte han ben Ade Juni 1387 et nyt Leidebrev før dem, hvorefter
de i Fred og Gitferhed med Benner og Vjenere ſtulde kunne indfinde fig

2) Leldebrevet findes i bet ſchwerluſte Mrdhiv og er aftrylt blandt Giyffes BL
brag Mo. 74, &. 186.

") Den 26de Detober pantfatte Hr. Steen Benedletsføn, Hr. Byrge Ulføføn,
$r. Grngifl Mifolasføn, ulf Jonsføn, Steen Boesføn og Karl Maguusføn,
fom Greentorer af Vo Jonsføns fibfte Bilje, endret Iorbegods, hvoriblandt
Dluſtra I Oſtre Refarne Å Sødermanland. Brevet berom, bateret fra Veſter⸗
nag, findes i det ſvenſte Rigsarchiv.

Mundo Oiforie. Unden Hovebafveling. 11. ' 20

306 Dronning Margrete. '

i Aungshayn ved Stocheim for der at fan Sagen aføjort'). Men
allerede to Dage efter tiltog Kongen. fig av forføje over Aabo Slot og
Lehn, uden at afvente nogen faadan Bokdgiftskjendelfe, paaflydende, at
Bo Jonsføns Enke, Greta Dume, der fynes at have været tydſt af
Fodſel, efter hendes Bennerd og Frænders Raad havde valgt ham til
fin og fine Børns Formyuder og Befljermer 2). Dette vifer, at der ej
lenger var Vale om noget mindeligt Forliig mellem Kongen og Grecuto-
verne, fvad enten han nu aldrig havde ment for Alvor at underfte fig
nogen Voldgiftstjendelſe, eller Grecutorerne havde føretaget noget, fom
han anfaa at være et Brud paa Overeenstomfien. Der tales ogſaa om
andre BvifteGmner, ej alene mellem han og Grerutorerne alene, men
ogfaa med hele ben øvrige Freffeftand. Han fral nemlig have fordret hver
tredie Gaard tilbage af vet fordums Krongods, fom Frelfemendene og
deres Forfedre havde tilvendt fig, eller han har maaftee idetmindfle truet med
at bille foretage en ſaadan Reduction, ber i fig fekv var billig og retferdig
not, men fom det dog var pderft ukføgt juft nu at bringe paa Bane *).
Bift ev det, at allerede inden Udgangen af Auguft var Opftanden akmins
delig og den indvortes Krig i fuld Gang, faa at Biftøp Ritolad af Lin-
føping i et Brev til Ardidiakonen i Roeskilde ſtildrede Vilftanden med
de mørtefte Farver. „Ingen“, fagde han, „kunde gan frit og fittert
fra og til fit Hjem, eller veife fra Gted til amdet, uden at være udfat
for at tages til Fange og mifte baade Gods og Hefte". Paa famme
Sid rafede Bondekrigen, føm vi have feet, i de øfilige ſtaanſte Land»
fraber, ber endnu flod under Albrechts Herredømme, men un forførfte
delen fom i Kong Olafé eller rettere hans Moberg Bold, medens hun
felv opholdt · ſig i Staane og viſtnok hvert Øjeblit ventede pan, at de
misfornøjede Herrer vilde henvende fig til hendes Sen og tilbyde ham
hans Forfedres Krone. Ogſaa Kong Albrecht maa i denne Rod have

1) Sagerbring, Sv. H. lil. S. 701, 703, jofr. Rong Albredte Brev af famme Dag
til Jeppe Abrahamsføn paa Aabo Glot, om at befiyre Lehnet for Guken og
Børnene, under Forhehold af at undenkafte fig. Kjendelfen; Styffers Bidrag,
Mo, 82, &. 191.

2) Rong Albrechts nye Fulbmagtabren for Jeppe Ubrahamsjøn, dat. Ade Juni;
ſammeſteds Mo. 83, S. 193. Her nævnes hendes fire Brødre, der alle have
tydſte Mavne. See ogfan nærmere herom freds. Fortalen S. LXXVI.

% Om denne haus Fordring eller Truſel nævmes der ingenfteds. I de famtidige
Brevffaber, men alene i de visbyffe Minoriters Chronicon (Sor. r. Sv. I.
6. 45) og I Rilmkrønilen (frede. S. 58), faaat det nok turbe være muligt,
Hvad Giyffe halv om halv antager (Bidrag S. LXXIK), at fen hele Beret:
ning er en Gammenblanding, af Albrechts Tvif med Feftament-Crecutorerne
og Margretes Reduction, om hvilte kegge Dele hnerken hyint Chroxicon eller
Milmfrønlfen melder bet allerringefte.

1387, 1338. De fenife Gerrer underfondle med Margrete. 307

nærmet fig hende og gjort hende Bredsforflag, fiden det heder, at hun juft
fulde holde en Dag med ham, da hendes Søn døde. Hun beherfede fans
ledes aabenbart Gtilingen, og denne vilde vel allerede om Sommeren
1387 wære fommet til Udvitling, hvis Olaf var bleven i Live.

Men Olafs pludfelige Død maatte nødvendigvis medføre en Stands⸗
ning heri, faafedes fom vi allerede i bet Foregaaende have paapeget.
For de foenfle Herrer maatte der være ſtor Forſtjel paa at undertafie fig
Olaf, deres egne Kongers fidfte MEtling, under Margretes Formynderſtab,
og efter Olafs Død vg Folkunge-USttens Ophør at underkafte fig
hende alene, fom ſelb ikle ved Blodets Baand var forbunden med den
gamle Ett, og dertil med var en Kvinde. Desuden maatte det førft
og fremft være Margrete magtpaaliggende at filkte fig Regjeringen i
Danmark og Morge. Gaavidt man fan fee, undgit hun endog med Flid
at gjøre be førfte Skridt til et aadenbart Forbund med de foenfte Herrer
mod Ulbredjt, vel vidende, at hun kun behøvede at fee Tiden an, for at
de dog omfider flude blive nødfagede til at føge hendes Biftand paa
bvilkefamshelft Villaar. Ulene vilde de nemlig vanfteligt funne faa Bugt med
Ulbredt. Af tydſte Fyrfter havde de haft nok, og faalebes var der dog
tilſidſt ingen anden, de unde henvende fig til, end hende, fom desuden alles
tide var i Befiddelfe af itte ubetydelige Stykker af Miget, hvilte man
derved funde haabe at fre gjenforenede med dette 1). Margvete lod ſaa—
ledes Krigen i Gverige gaa fin Gang, roligt afvæntende Øjeblitket, da
de ſpenſte Herrer maatte ty til hende og tilbyde hende egjeringen paa de
Biltaar, hun vilde foreffrive. Naar disfe Underhandlinger aabuedeg,
vide iffe, ligeſom man overhoved favner enhver Underretning om, hvad
der flete å Sverige ligefra Slutningen af Auguft 1387, da Biftop Ni-
tolas gav hiin førgelige Skildring af Villanden, og til Begyndelfen
of bet følgende Mar. Sandſynligviis begyndte de firar efter at
Margrete var fommen op til Oslo i November eller December 1387,
vis hun ifte — hvad der ej er ufandfynligt — har lagt Vejen om
Bardberg, eller Baagahuus og her modtaget Udfendinger fra de misfor-
nøjede fornfle Herrer. Formodenllig have dog de forelsbige Underhand-
linger været førte i Bermeland og paa Dal, under Hr. Erik Ketilsføns
Ledning. Thi vel havde endun ikke han og de øvrige Herrer i de Dele
af Sverige, der forblede Folkungerne tro, formeligt hykdet hende,
og de væntede vel førft Paa, hvad Mordmendene vide gjøre, men
faa meget ev bog aabenhart, at deres Hengivenhed for hende ikke i mindfte
Raade var rokket. Ligeledes fynes ivrige Underhandlinger at have været

1) Denne. Gjenforening tilfagde Margreke, fom vi ville fee, ubtrykkeligt be
Svenfte, ba de underkafiebe fig hende.
20*

308 Dronnlug Margrete.

førte mellem hendes paalidelige Mend i Halland, nemlig Risſe Svarteftaaning
og Abraham Brodersføn paa Kongsbalke famt Jalob Muus, der nu var Be
falingsmand paa Bardberg, og de foenfte Grændfehøvdinger paa den Kant, thi
ved deres Medvirkning maa det vel ifær have været, at Algøt Magnusføn,
der hidtil paa Bo Jonsføns og Urvingers Vegne havde haft Slottet
Ørefteen, og nu tillige havde faaet Openfteen, allerede den Ste Januar
aabenbart erklærede fig for Dronningen og udſtedte fit Reversbrev, hvorved
han erfjendte, at han havde modtaget hine tvende Slotte med tilhørende
Lehn, Mart og Kind af fin , Frue Dronning Margrete”, hverken for
Want eller Penge, men for at være hende behjelpelig med dem og holde
bem aabne for hende til enhver Vid, ligefom han ogſaa lovede uvæger:
ligt at give dem tilbage, naar hun maatte forlange bet, og, hvis hun
døde, førend hun havde trævet dem igjen af ham, da at overgive dem til
Biftoperne af Roskilde, Ribe og Aaruus, famt tvende danfte Niddere.
Satob Muus, Nisfe Svarteftaaning og Abraham Brodersſon befegfede
felt tilligemed flere andre Herrer fom Medforlovere dette Brev, der ud⸗
ſtedtes paa Eekholm, et Sted, fom formodentlig maa føges i Nærheden
af Grændfen mellem Halland og Beftergøtland 1). Det er forreften ilde,
at vi ej fjende den nærmere Gammenhæng med denne Vransartion, thi
det kunde jo not være muligt, at det allerede ved Overdragelfen af disſe
Slotte til Bo Jonsføn var aftalt mellem ham vg Dronningen, at de
efter hans Død frulde fade tilbage til hende. Imidlertid feer man dog
faa meget heraf, at Algøt Magnusføn allerede nu havde underkaftet fig
Dronning Margrete, og bet endog faaledes, at han paa en Maade er
tjendte Forleningerne fom henhørende under den danſte Krone, fiden bet
alene var banfte Herrer, til hvem” han i Vilfelde af Dronningens døde
fige Afgang flulde overgive dem.

BGvorledes Hovedelinderhandlingerne forreften have været drevne, og
hvad Indflydelſe de kunne have haft paa det norfte Raads Beflutninger,
vides itte, fun fan meget fer man af Mefultatet, at Margrete maa have
gjort fig toftbar, og at hun ikke gav noget Vilfagn, førend hun fit Be—
tingelferne vedtagne ſaaledes, fom hun vilde have dem, og hvorved de

1) Brevet er meddeelt å banft Paraphrafe hos Huitfelb, S. 580. Hvor Date
ringsftedet Gefholm ligger, vldes ej med Bløhed. Luneld (Sv. Gesgr. Il.
6. 287) nævner en Herregaard ved Mavn Gekholm I Beftergstland, men har
i fit Bert anvendt den ufornnftige Methode alene at opregme de førre Gobfer og
Sadegaarde alphabetiſt, uden færftilt at angive deres Beliggenhed. Andre Gaarde
af Navnet Gefholm nævnes i Øftergstland (6. 71), og Å Gmaaland (6.
148), men om bem fam ber her ej være Tale, fnarere om en I Bermeland
(6. 328) og I Gunnarsnes Gogn paa Dal (6. 341, fofr. Lignell, Beftr. af
Dal, 1. 6. 53). Men de hallandffe Herrers Mebbefegling gjør det fandfyn-
ligſt at føge Gelholm i Narheden af den hallandffe Graudſe

1388. Regjeringen I Gverige overbrages til Margrete, 309

foenfte Herrer maatte gjøre Indrømmelfer, fom de fra førft af neppe
havde. været forberedte paa, og fom bet aldrig havde kunnet nyttet Kong
Albrecht at forføge paa at fette igjennem. Det ev forhen nævnt, at
Gvogrene Hr. Ulf Holmgeirsføn og Hr. Ulf Jonsføn, fanpfynligviis kort
efter Margretes Hylding i Morge, begav fig til Bermeland og Dal for
at meddele Gfterretning om denne og maaftee ogfaa aftale en Sammentomft
mellem Dronningen og de fvenfte Herrer. Denne Gammenfomft fandt
Sted paa Daleborg ved Venern, hvor Hr. Grit Ketilsføn boede, eller
idetmindſte etſteds ganfte nær derved, Palmeføndagen den 22de Marts
1388, fort efter at Dronningen havde forladt Oslo, hvor hun endnu
opholdt fig ben 13de Marte. Paa Veftament-Grecutorernes Vegne indfandt
fig Hr. Byrge Ulfåføn og Hr. Steen Benedictsføn, famt paade Ane
dres Vegne Steen Steendføn og Arvid Benedictsføn. De øvrige af
Grecutorerne, Opftandend egentlige Hoveder, fynes itte at have været
tilffede ). Hine Herrer optraadte her ganfte, fom om de havde Fulde
magt fra hele bet foenffe Folk, eller, fom de udtrykte fig ,paa alle deres
Venners, Frænderd, Hjelperes, menige Rigets Mends og felve Rigets
egne", en Fuldmagt, fom Grecutorerne vift havde tiltaget fig uden at
fpørge Menigmand ad. De erkjendte og erklærede Dronning Margrete
for alle deres og bet foenfte Riged ,fuldmegtige Frue og vette Huus-
Bonde", lovede aldrig at lade fig dagthinge fra hende, aldrig at flutte
Fred med Kong Ulbredt og hans Hjelpere eller hendes øvrige Fjender,
uden med hendes Gamtykte; forpligtede fig og deres Med-Grecutorer til
at overlevere og oplade hende alle de Glotte og Lande, fom By Jonss
føn havde haft, naar hun fom ind Å Gverige og frævede dem; endvidere
fovede de at være hende behjelpelige til at faa alle de Slotte og Land»
flaber tilbage, fom havde tilhørt Sveriges Krone, over hele Riget;
figefaa at be fvenfte Mend, ber nu borde i Danmark og Morge, kunde
faa de Gjendomme i Sverige tilbage, fom de havde miftet. De og hele
Sveriges Rige ſtulde beholde Margrete fom fuldmegtig Frue og vet
$Huusbonde, i Nød og Lyft, fan lenge hun var å Live og ej felv overgav
det; ja de fovede endog, at den, fom hun vilde, at de og Sverige
Nige ſtulde have til Konge, enten i hendes Bevetid eller efter hendes

1) I Matifleattonsbrevet af 20be Mai 1388 tales der udtryfkeligt Fun om Hr.
Byrge og Gr. Gteen fom Befuldmegtigede hos Dronningen, og blandt dette
Brevs Udfledere mævnes fer af Grecutorerne, ber ogfan omtales fom Udſtedere
af Syldingsbrevet; det er ſaaledes tydeligt, at de ej have været tilftede
ved Udſtedelſen af dette, men enten fat fine Segl for en af Hine to Herrer
mebbragt Blanket, eller tilføjet Seglene bagefter. Derlmod feet man af Mars
greteb Brev fra Ljobhune af 28de Aril, at Steen Gteensføn og Arvid Be⸗
nedleteføn ogſaa havde været hos hende.

308 Dronning Margrete.

førte mellem hendes paalibelige Mend i Halland, ner; fom fin vermesfige
og Abraham Beodersføn paa Kongsbalte ſamt ;dpe dem mod Kong Ul
falingsmand paa Bardberg, og de fvenfte Gr za dem, førend Krigen var
ved deres Medvicfning maa det velifær Aend, ver i fin Stand, Be-
der hidtil paa Bo Jonsføns os fom af forrige Konger var dem *
Ørefteen, og nu tillige havde * til Sverige. Men hun vilde
aabenbart ertlærede ſig for Ajer. Over alle de Slotte og Land-
han erfjendte, at han far, pt overbrøg hende, eller hun fiden ved
Lehn, Mart og Kind 5 pm forføje, fom ben foenfte Sovbog beftemte;
Pant eller Penge, * va je under vidfe Betingelfer Rykoping med
dem aabne for br. mfand, halve Dalarne med det halve af Kok:
ligt at give de -- Zur , famt Biborg i Finland med Vilbehør, og fel
babe, fører" sa 8 aabne før hendes Holt, hvis det behøvedes.
Biſtoper⸗ På på — og Landſtaber flulde overgives til hende; be, fom
Jarob —— bende eller ſiden gik over til hende, kunde vel bee
felt ødfer og Hereder, fom de havde i Pant, -men ingen
fre Kr — Derimod lovede hun, at naar alt dette var bragt i
Lå fun lade Sveriges Landemerker blive faaleded, fom
mners Tid havde været, det vil ſige gjenforene Vermeland,
FÅ pe øvrige i faa lang Vid fraftilte Landſtaber med Miget. Ull
* * ſbenſte Fuldmegtiges Ojne yderſt haarde Betingelſer, under⸗
* de fig dog, da de nu engang ikke havde noget andet Valg. Gaavel
rrerned $Hyldingsbrev fom Dronningens Gjenbrev til dem udferdigedes
me — Ede Marts), det forſte i ſamtlige verdslige Exerutorers
flere andre Herrers Navn, undtagen Biſtopernes og Hr. Eritk Ketils⸗
ſons —* ſidſte Dagen efter paa Daleborg gav fit færegne Brev paa,
at han havde været nærværende ved Overeenskomſten, at den var fleet
i alle Maader og med hans Bilje, og at han i Egenſtab af Executor
vilde holde alle de Breve, fom hans Med-Grecutorer havde udftedt. De
to Biftoper, der ogſaa vare indfatte til Executorer, nævnes vel i Dron
ningens Brev, men bderimod ikte i HyMdingsbrevet: de have ſaaledes
neppe endnu vovet at erklære fig aabenbart for Dronningen, og Biſtop
Thord af Gtrengne8 modtog endog endnu i Juni 1388 et Beftyttelfes-
brev af Kong Ulbredt. Men paa den anden Side traadte de heller ikke
fjenbtligt op mod Margrete, og faaledes var deres Forfigtighed ikke til
videre Hinder for hendes Planer. Gamme Dag, fom Overeenstomfen
med Margrete blev Nuttet, oberdrog de fvenfte Herrer hende ogſaa Fuld⸗
magt til at underhandle med de holftenfte Grever om den Panteret, de
havde i Kobbervertet, og indløfe eller ftadfefte den, efterſom hun fandt
bet tjenligt; ligelede fit hun fuldtommen Frihed til at dagthinge paa
Herrernes Vegne med Vice v. Viken i Kalmar og betræfte de tydſte

4388. Regjeringen i Gverige overdrages til Margrete. 811

ders og Rjøbmenda Hrivilegier i Sverige. Det er mertiligt nok at

%e overmodige Herrer, der før ikke havde villet lyſtre nogen lovlig

» ed, nu vife fig faa eftergivende dg underdanige mod Margrete 1).
. daleborg begav Dronningen fig til Egnen ved Gøta-Clven,
23de April finde hende i Ljodhuus. Formodentlig havde

* ve Tilbold paa Baagahuns, der hørte til hendes Livgeding.
«etilsføn og de fire føenfte Udfendinger fynes at have ledfaget

-v at aftale nærmere Førholdsregler, thi paa hiin Dag udferdigede

, upaatvivleligt til Afſendelſe med hine Udfendinger, der nu vendte tilbage,
etflags Proklamation til Indbyggerne i Øftergøtland, Vhjuft og Kind, hvori
Det Hecd, at da Hr. Grit og hine fire Herrer faavelfom andre Rigets Mend
| å Sverige Havde været hos hende og højligen klaget over den Nød og
| — Stade, føm de længe og bdagligen havde lidt af Kong Albredt og hans
$Hjelpere i Boldgefninger, Nov; Brand, ulovlige Statter m. m., var hun
nu fommen overens med dem om, at hun vilde forhjelpe alle dem, ber
med Kjærlighed og Troſtab traadte i hendes Vjenefte, til Fred, Lov og
: Met, naar Gud vilde, at hun fom til Syerige og ved Guds og deres
$Hjelp blev bet megtig, hvorfor hun raadede dem til at lyde de førnævnte
Herrer å alt, hvad disſe paa hendes Begne unde tilfige dem, og
gjøre alt efter deres Bilfagn. Breve af famme Indhold er formo=
dentlig ogſaa blevne udferdigede til Indbyggerne i de øvrige foenfte
Landſtaber, og med disfe Breve vendte da Udfendingerne, i Følge
med Hr. Grit Ketilsſon, tilbage til de øvrige Herrer, Ver nu ej længe
efter — den 20de Mai — fra Nykøping tilfttev Dronningen fit
Betræftelfesbrev, hvori de „takkede hende ydmygeligen for den ſtore Kjær-
lighed, hun faa mangfoldigt havde beviift dem, og fom de gjerne vilde

vife fig verdige, hvor de kunde”; forſikkrede hende, at de med al Kjære
lighed og Troſtab og alles Samtytte vilde holde og eftertomme alt, hrad
bine Herter med hende havde dagthinget og afgjort, og bad hende endelig

itte at lytte til, hvad mange maaftee funde ville tale mellem hende og
dem, for at fette Splid, faafom hun maatte være forvisfet om, at de med
Ttoſtab og Kjærlighed, fom bet fømmer Daubemend, vilde blive ved

hende 2).

Saaledes var da det afgjørende Gtridt gjort, og Margrete i aaben

Feide med Kong bredt om. Sveriges Krone. Denne fyned i Førft-
ningen at være bleven mere forbittet end forflrættet. Han ſtal endog
I fil Trods have antaget Vitel af Norges og Danmarks Konge, hvortil :
han vel nærmeft tog Anledning af fin Broderføns, Hertug Albrechts

1) Hyldingebrevet, fer Huitfeld S. 582, Margretes Forfiftringshrev, ſ. Hadorph S. 51.
3) Sagerbring, IM. 6. 709. Doſaa I danff Paraphrafe hør Huitfeld, S. 584.

810 Dronning Margrete,

Død, ham ſtulde de ogſaa erkjende og beholde fom fin vetmesfige
Konge. Dronningen lovede igjen troligt at hjelpe dem mod Køng UL-
bredt og hans Vilhengere og ikke at files fra dem, førend Krigen var
bragt til Gnde, famt tilfagde alle foenfte Mend, hver i fin Stand, Be-
træftelfe af alle Friheder og Privilegier, fom af forrige Konger var dem *
forundte, førend Kong AMredt Fom til Sverige. Men hun' vile
beller itte tilftaa dem en Vøddel mere. Over alle de Slotte og Land-
ſtaber, fom Rigets Mend i Sverige overdrog hende, eller hun fiden ved
deres Hjelp kunde faa, vilde hun forføje, fom den fvenfte Lovbog beftemte ;
fun indrømmede hun Grecutorerne under visfe Betingelfer Nytøping med
tilliggende Fogderi, Veftmanland, halve Dalarne med det halde af Kob:
berberget og Jærnberget, famt Viborg i Finland med Vildehør, og felv
bisfe Slotte flulde holdes aabne for hendes Holl, hvis det behøvedes.
Alle de øvrige Slotte og Landfiader ſtulde overgives til hende; be, fom
nu havde underfaftet fig hende eller fiden gik over til hende, kunde vel bre
Holde de enkelte Godfer og Heveder, fom de havde i Pant, -men ingen
Slottẽ eller Lehn. Derimod lovede hun, at naar alt dette var bragt i
Orden, vilde hun lade Sveriged Landemerker blive ſaaledes, fom
de fra Alders Tid havde været, det vil fige gjenforene Vermeland,
Dal og de øvrige i faa lang Vid fraftilte Landſtaber med Riget. Alle
disſe i de foenfte Fuldmegtiges Øjne yderft haarde Betingelfer, under
faftede de fig bog, da de nu engang ikke havde noget andet Valg. Saavel
Herrernes Hyldingdbrev fom Dronningens Gjenbrev til dem udferdigedes
famme Dag (22de Marts), bet førfte i famtlige verdslige Erecutorers
og flere andre Herrers Navn, undtagen Biftoperned og Hr. Erik Ketils⸗
ſons, Hvilten fidfte Dagen efter paa Daleborg gav fit færegne Brev paa,
at han havde været nærværende ved Overeenskomſten, at den var fleet
. alle Maader og med hans Vilje, og at han i Egenſtab af Ererutor
vilde holde alle de Brede, fom hans Med-Grecutorer havde udftedt. De
to Biftoper, der ogſaa vare indfatte til Crecutorer, nævnes vel i Dron⸗
ningen8 Brev, men devimod ikke i Hyldingsbrebet: de have ſaaledes
neppe endnu vovet at erklære fig aabenbart for Dronningen, og Biftop
Thord af Strengnes modtog endog endnu i Juni 1388 et Befkyttelfes-
brev af Kong Albredt. Men paa den anden Side traadte de heller itte
fjenbtligt op mod Margrete, og faaledes var deres Forfigtighed ikke til
videre Hinder for hendes Planer. Gamme Dag, fom Overeenstomfen
med Margrete blev fluttet, overdrøg de fvenfle Herrer hende ogſaa Fuld-
magt til at underhandle med de holſtenſte Grever om den Panteret, de
havde i Kobbervertet, og indløfe eller fradfefte den, efterfom hun fandt
bet tjenligt; ligeledes fil hun fuldkommen Frihed til at bagthinge paa
Herrernes Begne med Vicke v. Vigen å Kalmar og belræfte de tydfte

1388. egjeringen i Gverige overdrages til Margrete. 811 *

Steders og Kjobmends Privilegier i Sverige. Det er merkeligt nok at
fee disſe obermodige Herrer, der før itte havde villet Iyftre nogen lovlig
Myndighed, nu vife fig fan eftergivende dg underdamige mod Margrete 1).

Fra Daleborg begav Dronningen fig til Egnen ved Gøta-Eiven,
bvor vi den 28de April finde hende i Ljohhuus. Formodentlig havde
hun fit egentlige Tilbold daa Baagahuns, der hørte til hendes Livgeding.
Hr. Erik Ketilsføn og de fire foenfte Udfendinger fynes at have fedfaget
hende for at aftale nærmere Forholdsregler, thi paa hiin Dag udferdigede
hun, upnatvivteligt til Afſendelſe med hine Udfendinger, der nu vendte tilbage,
etſlags Proklamation til Indbyggerne i Øftergøtland, Vhjult og Kind, hvori
det Heed, at da Hr. Erik og hine fire Herrer faavelfom andre Rigets Mend
å Sverige havde været hos hende og højligen klaget over den Nød og
Stade, føm de længe og dagligen havde lidt af Kong Albredt og hans
Hjelpere i Boldgefininger, Nov; Brand, ulovlige Statter m. m., var hun
na fommen overens med dem om, at hun vilde forhjelpe alle dem, ber
med Kjærlighed og Troſtab traadte i hendes Vjenefte, til Fred, Lov og
Met, naar Gud vilde, at hun fom til Sverige og ved Guds og deres
Hjelp blev bet megtig, hvorfor hun raadede dem til at lyde de førnærnte
Herver i alt, hvad disfe paa hendes Vegne kunde tilfige dem, og
øjøre alt efter deres Bilfagn. Breve af famme Indhold er formo-
dentlig ogſaa blevne ubferbigede til Indbyggerne i de øvrige foenfte
Landſtaber, og med disſe VBreve vendte da Udfendingerne, i Følge
med Hr. Grit Ketilsſon, tilbage til de øvrige Herrer, der nu ej længe
efter — den 200e Mai — fra Nykøping tilfttev Dronningen fit
Betræftelfesdrev, hvori de „taklede hende ydmygeligen for den ſtore Kjær-
lighed, hun faa mangfoldigt havde beviift dem, og fom de gjerne vilde
vife fig verdige, hvor de kunde”; forſikkrede hende, at de med al Kjære
lighed og Troſtab og alles Samtytte vilde holde og eftertomme alt, hrad
bine Herrer med hende havde dagthinget og afgjort, og bad hende endelig
itte at lytte til, hvad mange maaftee funde ville tale mellem hende og
dem, for at fette Splid, faafom hun maatte være forvisfet om, at de med -
Broftab og Kjærlighed, fom det fømmer Dandemend, vilde blive ved
hende 2).

Saaledes var da det afgjørende Skridt gjort, og Margrete i aaben
Feide med Kong Albrecht om Gveriges Krone. Denne fyned i Førft-
ningen at være bleven mere forbittret end forftrættet. Han ſtal endog
til Trods have antaget Vitel af Norges og Danmarks Konge, hvortil
fan vel nærmeft tog Anledning af fin Broderføns, Hertug Albredjts

1) Hylbingebrevet, fee Huitfeld &.582, Margretes Forfiftringebkren, f. Hadorph S. 51.
2) agerbring, 111. 6. 709. Dafaa I banft Paraphvafe høs Huitfeld, S. 584.

- 312 Dronning Margrete.

Død, der indtraf ved denne Vid, thi han har maaſtee betvagtet fig fom
nærmefte Arving efter ham 1). Han ſtal derhos have givet fin Forbit-
tvelfe Luft i allejaande Smæde-Ørd og Øgenavne mod hende og føgt
at tilføje hende anden perfonlig Haan. Men imidlertid merkede han
fnart, efterfom Gtørftedelen af Landet ifølge Hybdingsbrevet tom i hens
deg Hender, at han itte i Landet (elv havde tilſtrekkelig Styrke til
at gjøre hende Modftand, og begav fig over til Medlenburg for der at
ſtaffe fig Forſterkning, efterat have forordnet, at i Vilfelde af, at han
døde eller blev fangen, flulde hans Son Erik blive Konge efter ham,
famt om ogfaa Grit døde eller fangedes, hans Broder Magnus's Søn,
Hertug Johan. Stockholms Borgerftab maatte udſtede Forfitring paa,
at bet i disſe Tilfelde fun vilde holde fig til disfe tvende Herrer (24de
Juli *). Efter at være anfommen til Vydfkland føgte han at fette
Himmel og Jord i Pevægelfe for at reiſe Fjender mod Margrete, eller
idetmindſte at tilvejebvinge Megling af andre, ham gunſtige Magter.

Saaledes indfandt han fig paa en Forfamling af Deputerede fra Lå= *

bed,. Bismar, Gtralfund og Roſtock i denne fidftnævnte Stad ved
Midten af September Maaned og betlagede fig paa det bittrefte over
Dronningen, de danſte Herrer og fine egne Underfaatter af Sverige, ber,
fom han fagde, inden Felighed (Grid) og en ſikker „Haand⸗Fred“ dog
havde tilføjet ham ſtor Ubillighed og Gtade, hvorfor han forbeholdt fig
fin Met og Retferdighed, „for Herrer, for Fyrfter, for Middere, for
Svene, for Benner, og ifærdeleshed for hine fire Gtæder”, da de
ligeſom han felv itte unde undvære fin Met formedelft den Vve-
dragt, der nu herftede mellem ham og Dronningen. De forfamlede
Raads⸗Sendebud lyttede ogfaa forfaavidt til hans Klager, fom de ſtrax (d.
19de Geptember) tilffrev Dronningen derom og udtalte fit Ønfte om,
at hun vilde beramme en Dag paa et belejligt Sted, hvor begge Par-
ter funde medbringe fine Benner for at forføge, om en Megling kunde
tilvejebringes, da bei modſat Fald befrygtede, at flørre Stade kunde opſtaa,
vorved baade Land og Folk fordervedes; de bad Dronningen at foare
med Overbringerne af Brevet. Om Dronningen har foaret, vides ikke,

1) At Albrecht antog hine Titler, ſiges af Huitfeld & 579 og Mudlof, Medl.
Grid. 11. 516. Det forholder fig vel derfor faalebes, nagtet vi ej mindes
at have feet Breve, hvori han kalder flg faalebes, Hvad Tid paa Maret
$Hertug Albredjt døde, vides ikfe, men fun, at han døde I 1388, (Detmar 6.
343), og fanbfynligviis i ben førfte Halvdeel, ba Albrecht ellers vif vilde
have opført ham fom eventuell Tronfølger efter fin Søn Grif, ba han den
24be Juli, tog den Gorfiftring af Gtodholmerne, fom firar medenfor fol
omtale. '

3) Styffe, Bibr. 6. LXXXL. Rudloff, S. 517.

1388—1389. Krig mellem. Margrete og Kong Albrecht. 813

men fun bette; at hun ikke enfebe Opforbringen '). Albrechts Opraab til
Fyrfterne var derimod ikke frugteskøfe; flere Fyrfter famlede fig til ham,
lig Grev Ginther af Lindow, Herre til Ruppin, Grev Albrecht af. Hol⸗
flen, uanfeet at han for fo Mar fiden havde føoret den danfle Krone Tro⸗
ſtabseed, Hvis han ikke ellers nu betragtede Albredt fom Danmarks
vette Konge»). Maaſtee havde denne allerede aftalt med flere af dem ved
Sammentomften i Wismar 1386, at de i et faadant Vilfelde fom dette
ſtulde hjelpe ham. Han ſtal paa denne Maade have faaet em ſtor og vel-
udruſtet Herſtyrke famlet. Vil Betryggelfe af fit Arveland Medlenburg
indgik han ben 28be Movember en Fordundstractat med Markgrev Joſt
af Maͤhren og Brandenburg 5)... Derpaa ilede. han i Hjertet af Binteren 4)
tilbage til Sverige med fin tydſte Hær og fine Bundsforvandte og ſtal
nu bhave-anfeet fig faa filter paa Gejren, at han fendte Dronningen et
formeligt Fejdebrev, hvori han erklærede at vilde bringe fine oprørfte
Underfatter til Sydighed, og fravaadede hende at befatte fig med dem,
men ſtal tillige have ledfaget Brevet med mange Gravheder 5).
Dronning Margvete avde imidlertid allerede begyndt Fjendtlighe-
derne, forinden Maret var omme, og mod Udgangen af dette dar hun
nede paa de danfte Øer %), formodentlig for at famle en Hær, og vel
ogfaa for at holde Øje med Kong Albredt. I Norge havde hun alle-
vede med Naadets Samtykke udbudt fuld Almenning, fom det ovenfor
er berettet. Hun ſtal ſaaledes have tilvejebragt en betydelig Styrke, baade

1) Goncepten til Brevet, revet paa et løft Stylke Papir, og bateret Moftod,
Søverdag f Ovatemberugen efter Korsmesfe om Høften, findes i det wismarſte
Archiv, henlagt i em Pale for 1376, men Datum og Judholdet vifer nokfom,
at Brevet ikke fan henhøre til noget andet Mar end 1388.

2) Denne Ginther af Lindo og Ruppin, fom hos Cagerbring og Flere urigtigt
falbes Otto, var en Gønneføns Søn af Ulrik af Arnftein og Lindow, Drons
ning Guphemia'e, Kong Haakon den bles Gufteurs, Broder. Naar Cagerbring
(Ill. &. 710) efter Ghemnig figer, at en ,Greve af Lindow var med at føre
Tropperne til Sverige", fynes Han ilke at have bemerket, at denne netop er
den famme fom Greven af Ruppin.

3) Endnu den 16de Decbr. var han å Medlenburg, fee Rudloff, S. 517.

9 Om denne Krigserklæring fortælles der af Erlcus Olai og I Kæmpeviferne,
men "itte af famtidige Ghvonifer. Heller iffe vide disſe at fortelle om Als
bredjte Grovheder.

) Rudloff, 11. 6. 517.

5) Den 30te November var Dronningen t Gvenborg I Fyn og fadfeftede her
Byen Boborgs Brlheder. Suhm, XIV. S. 547. Maaffer gjorde hun endog
et hurtigt Beføg i Holften for at forvise fig om Grevernes Troſtab (jønt
forgjeves), ti I Pløn den Gte December qvitterebe Grev Adolf hende for et
Aſdrag paa hans Tilgobehavende fra Kong Baldemars Tid (eds).

814 Deoining Margoite.

til Bands og Bands *), fom hun lod drage ind i Sverige for at forene
fig med de foenffe Herrer 'og møde, Kong Albrecht. Formodentlig
ankom de norſte Udbudstropper, fom fedvanligt ved flige Lejligheder,
til Elven, medens de danſte fandfynligviie famlede fig ved Mardberg,
Hvor Hun ſeld begav fig Hen for der at afvente Stridens Udfald *).
Men hvor mange Stridsmend hun fit fra Morge, og hvilte norfte Her
vær ber anførte dem, berom have vi desverre ingen Underretning. Ut
de flefte of Gysfelmendene, idetmindſte fra de fyblige Landſtaber, vare
med, torbe man maafte funne flutte deraf, at der metop fra det Tid, da
Rrvigstoget flod paa, ikke forefindes et enefte. Bred, udſtedt i Norge af
nogen Sysfelmand. De fvenfte Herrer fynes i den lengfte Vid at have
holdt fig famlede i eller ved Mykøping under Dverbefaling af Hr. Grit
Ketildføn, ber nn atter indtraadte i fit Embede fom Sveriges Marft,
mebdens Hr. Steen Benedictsføn aflagde denne Vitel 5). Her have maaſtee
ogfan "allerede enkelte dauſte Herrer indfundet fig enten med Hjelpe
tropper eller fom Udfendinger fra Dronningen; thi allerede i October
finde vi den megtige og anfeede Jakob Muns, Høvdingen par Varde
. berg, tilligemed en anden danſt Herremand, Gtiig Pedersføn, paa det
nogle faa Mile fydvefttigt for Mytøping beliggende Slot Ringſtadholm
ved Braavifen, et af dem, fom Bo Jonsføn havde Haft til Pant.
Men imidlertid havde Margrete ladet paabegynde Belejringen af det vige
tige Axevalls Slot, ber beherftede Bejen fra Veftergøtland til øvre
Sverige. Da Høvedsmanden og Befetningen, der maa have været Kong
Albrecht færdeles troe og derfor fandfynligviis vare Tydſte, ikke vilde
opgive Glottet,' og hun vel heller ikke endnu havde fan mange Tropper
famlede, at man funbe ftørme det, lod hun det blokere for ved Hunger
at tvinge det til Dvergivelfe. Dette Foretagende betroedes Hr. Nisſe
Svarteftaaning paa Kongsbakke; thi Dronningen lod, fom der figes, bygge
en Gtandfe foran Arevall, og fatte Nisfe Svarteftaaning til Hoveds⸗
mand derober. Efter en Vids Forløb blev derfor ogſaa Befetningen

paa Slottet bragt i den yderſte Hungersnød 5).
Da landede Ulbredt med fine tydfe Hjelpetropper i Sverige, for»

1) Dette figes ubtrykkeligt i Ghron. af 1389, Ser. r. D. VI. 535. -

2) Gaaledes Detmar, S. 345.

3) Bi have feet, at de fornffe Herrer var I Nykøping, da de rakificerede Over⸗
vensfomften med Margrete, og findes Hr. Crik Ketilsføn og flere paa bet
nærliggende Ningſtadholm i Oetober. Dette fynes at vife, at de meftendeels
have holdt fig paa beite Slot, et af dem, der ved Overernsfomften var fors
beholdt Herrerne. >

) Brev af 12te Detober, mebdeelt I Uddrag af Guhm, XIV. 223.

) Detmar ved 1388, S. 354.

1389. Krig mellem Margrete og Rong Ulbredjt. 815 |

modentlig i Begyndelfen af Februar. Han ſtal være gaaet i Banv i Kalmar,
viltet ogſaa å fig felb er det fandfyntigfte, ifær ba Overreifen derved blep
fortere, hvilket paa denne Aarstid maatte være af for Bigtighed "). Øjeblik-
feligt begav han fig paa Bejen for ot fømme det betvengte Uyevall til Hjelp,
og maa underveis have bemegtiget fig Rumblabsrg-ved Jønkøping, fiden vi
erfare, at bet fidenefter var befat af hans Foll. Men imidlertid havde
Dronningen ogfaa faaet fine Tropper famlede og affendte ſtrar em Hær
af femtenhundrede væbnede Nyttere — Fodfollets Antal angives itte —
under Anførfel af Henri Parow, hvad enten hun nu allerede vidſte Be—
fred om Kong Albrechts Forehavende, og hun ſaaledes vilde hindre
dette, eller hendes Henfigt fun var at paaſtyude Urevalls Indtagelſe.
Blandt disfe af Henvit Parow anførte Vropper var formodentlig ogſaa de
norfte Sedingsfolt og Udbudstropper, fiden han udtryffeligt i en famtis
Dig Kronike kaldes „Norges Høvedsmand" (Capitaneus Norwegiæ 2);
men det ſtorſte Antal, idetmindfte af de , Bæbnede", var dog vel Danfte
under Anførfel af Hr. Ivar Lytte, Filte Nordby og Lyder Kabolt3).
Da denne Hær fom til Jøntøping — den maa altfaa være gaaet ud
fra Vardberg over Openfteen +) — var Kong Ulbredt allerede nær ved
Wrevall; men aldrig faafnart fit han høre, at Fjenden var fommen til
Søntøping 9), førend han, begjerlig efter Striden, fom bet heder, ſtrar
ilede imod bem, vg det faa hurtigt, at flere af hans egne Foll itte
unde følge med: Men imidlertid. havde ogſaa de foenfte Herrer under

3) Mt han landede ved Kalmar, ſiges udtrylkeligt, jønt uden nogen Ungivelfe
af Rilbe, hos Guhm, XIV. S. 227. Det beftyrtes af, at Rumblaborg fres
at være fommet i hans Bold, hvilfet vanfteligt fam have feet ved anden
Lejlighed end denne, ligeledes at Vide v. Viken, Befalingsmanden I Kalmar,
havde fluttet fig til Hæren og deeltog I Slaget.

2) Chron. af 1389, Ser. r. D. VI. 535. Maaſtee var hon fun Høvedsmand
paa Baagahuns,

5) Huitfeld, S. 584.

%) De Norfe kunne vel ogfan være dragne den lige Vej fra Baagahuns og
Save forenet fig med be audre undervejs

5) Bt idfette her Detmars Beretning I nvjagtig Overfettelfe: ,3 Maret 1389,
St. Matthias Dag, flod der I Sverige en for Strid ved Urevall. Drons
ningen af Norge havde fendt bid vel femtemhundrede Vabnede, hvis Hoveds⸗
mand var en Midber ved Navn Hr. Henrik Parow. Da de fom Hl Jøn-
føping, fil Kong Albrecht det at vide, medens han allerede var paa Relfen
og vilbe unbfette Urevall. Da lod han af, og drog mod fine Fjender, ,neme
fig Danerne og em Deel af de Gvenfte". Det er fybeligt nok, at Læfemaas
den ,Jønkøping*, fom findes I det Uddrag af Detmars Krønile, der meddeles
i Gerdes's de Sammlung medl. Urkunden, 1744, S. 49, er rigtigere end
oRytsping*, fom findes i Grautoffs Udgave af Dehuar, S. 344, ti bet er
umuligt, at Henrit Parow kunde være kommen lige til Nykøping, førend Kons

316 Drowning Margrete.

Hr. Grit Ketilsføn Marft begivet fig veftover, formodentlig ved Efterretnin⸗
gen om Kong Albrechts Ankomſt og Log til Arevall, og havde forenet fig med
den danftnorfte Hær. Saaledes tom det til et Hovedflag, da begge Hære
møbte hinanden omtrent halvveis mellem Arevall og Jønkøping, nemlig paa
Falen, eller Sletterne ved Falkoping 1), >. 24de Februar 1389 2). Kong

gen vendte fig imod Gam, og at Glaget alligevel unde faa ved Falksping.
$vorlebes vi end forflate Ordene og tænte os Kongens Marſch, bliver det
aabenbart, at han var fommen ganffe nær ved Arevall, ba han fil høre om
Gjendernes Antomft ril Jøntøping, famt at han da rar vendte fig imod dem og
møbte dem paa Galen. Cudog om Kongen var landet ved Stockholm og havde
taget Bejen over Ørebro, vilde bette alligevel life Have forandret hans Gtil-
Ving ligeoverſor hans Bjender; ham har dog under alle Omflændigheder for
bet førfte opgivet at gaa mod Axevall og har vendt fig fydefter mod Henrik
Parow. Men flørt Rimelighed er der, fom fagt, for, at Kongen er fommen
fra Kalmar, flden han havde Vide v. Bigen I fit Følge og erhvervede
Sumblaborg, og beite funde vel forflare, hvorfor Henri Parow gik heelt HI
Jonkoping (nemlig for at gjenerobre Mumblaborg) iſtedetfor at gaa mere lige
til Arevall, over Borgefund, Hvis man ellers ikle maa antage, hvad der bog
vel bliver det fandfynligfte, at bet allerede forud var beftemt, at han i Sønkøping
frulde modes med be fornfte Herrer, der fom fra Myføping, og neppe Funne

hadre toget anden Bef end over Mingftabholm, Morrøping, Linkøping og
Holaveden. Om de Svenftes Forening met Margretes Har tales der, merteligt
mot, itfe et enefte Ord, fljønt man beraf, at de var med i Glaget, og at Hr.
Grif Ketllsføn endog førte Overbefalingen, noffom fan flutte, at Foreningen
havde fondet Sted. Hr. Erik var vel brudt op fra Nykøping omtrent fams
tlblgt med albrechts Opbrud fra Kalmar og maa, ligefaavel fom Henrik
Parow, være fommen til Jønkøplng flrar efterat Kong Albrecht havde været
ber og var bragen mordefter; deres Haſt for at Indhente eller forefomme
Ham og undſette Blokadeſtyrken fortlarer nokſom, at de ilke frar føgte at tage
Mumblaborg tilbage.

1) Galen og Falføping nævnes fom Stedet, hvor Glaget flod, I de flefte Kilder.
Tyende Krøniker fra Midten af 15de Aarhundrede, ber dog fynes at have
benyttet een og famme Rilbe, men forreften høre til be paalideligere, uævne
Asle b. e. bet nuværende Aasled, en Kirke og Gaard noget øftenfor Fal-
tøping, fom Gtedet. Formodentlig Far Slaget ſtaaet mellem Falføping og
Aasled. Jahns Mening, fom Gan fremfetter faagodtfom med fulbfommen
Bished (6. 25), at Slaget formemmelig flod ved bet endnu fydligere Leaby,
bliver derved mefterrettelig, at han :grunder dem paa den Forudfetning, at
Kongen fom fønbenfra, de Allierede norbenfra.

2) At dette ev ben rigtige Dag, og Ikke, fom Rilmkrøniken og Huitfeld antage,
2ide September (forverlende St. Matthiæ Dag med Matthæi Dag), fres ej
alene af be elbfte og bedſte Kilders ernftemmige Viduesbyrd, men ogfan af

et Brev å det fo. Rigsardjiv, udſtedt af Hr. Heyne Gnatenborg I Kalmar .

den 155e Geptember 1389, hvort han allerede omtaler bet Glag, hvort ML:
bredt blev fangen, fom em forbigangen Tildragelfe. Iofr. Styffe, Bidrag
6. LXXXI, hvor bog Heyne Guafendorgs Brev nrigtigt figes at være af 21de
Geptember. Jahn, der (S. 13—27) giver en, paa de faa ſikkre Data vg
forteften paa Gisuinger grundet, ubførlig og meget findrig Defrivelfe over

t .
1389. Slag ved Faitsplug. Kong Albrecht fangen. 817
Albrechts Hær, der angives til 18,000 Mand, flal have været meget tal
tigere, end ben foenfle, danſte og norfte tilfammen, men hans altfor ſtore
Hidſighed berøvede ham dog Sejren, fom han formedelft fin Foltemon auſaa
fig vis paa. Bi ville her ikke opholde os ved Entelthederne af dette merkelige
Slag, der afgjorde Rordens Stjebne for alle fommende Tider, og fom vif
ej alene var det flørfte, der i lange Vider havde ſtaaet i Norden, men ogs
faa et af de mere blodige — forfaavidt der i denne Tid tan være Vale
om blodige Slag, ba man mere fynes at have lagt an paa at tåge hine
anden til Fange, for Loſepengenes Skyld, end at flaa hinanden ihjel—;
Udfaldet blev, at Albrecht, uagtet han aabenbart havde mange flere og
bedre bevædnede Holt, end hans Modfrandere, dog blev aldeles flagen
og fangen med fin Søn Grit og alle de nysnævnte tydſte Fyrfter, famt
tyve Midbere, hvad enten dette nu ſtyldte hans egen Uforfigtighed, eller
Hr. Gerhard Snakenborgs Feighed eller Focræderi, om hvem der fore
tælles, at fan famme Dag var dubdet fil Midder, men desuagtet fivar
efter Slagets Vegynbelje tog Flugten med ferti fornemme Strids⸗
mend. Blandt de mange Riddere og Stene, der ſtulde være faldne paa
Begge Sider, nævnes af Albrechts Mend Vide v. Viken, Befalingse
manden i Kalmar, og af Dronningens Mend "Hr. Henrit Parow 1).
Om nogen af Riddersmendene faldt, vides itte. Da Dronningen, fom
viſtnok med ængftelig Forvæntning havde oppebiet Gtridens Udfald paa Bard»
berg, fit Bud om den vundne Sejr, begav hun fig ſtrax i for. Glæde
til Baagahuus og fod her fine fornemme Fanger; der imidlertid vare
førte til Ljodhuus, bringe for fig. Hun flat nu, fortelles der, have
gjengjeldt bredt i fuldt Maal de Forhaanelfer, han før i fin blinde
$Harme og Overmod havde fremført mod hende 2): en Gjengjeldelfe, der
viftnot tunde ſiges at være mindre ædel mod en vergeløs Fange, men
fom han dog ogfaa paa en vis Maade havde forſtyldt ved fine uridder-
fige Ubladelfer mod en Kvinde, og dertil en Dronning. Mindre vilde
det fade fig undftylde, at hun den paafølgende Nat ſtal have ladet ham

Saget, hvilfen dog HUADR fun bliver et hantafivert, vil (6. 23), at
Glaget flod paa em Hredag, hvilket er nvigtigt, da Soudagebogſtavet for
4389 var c, og ben 24de Bedr. faaledes faldt paa en Onsdag.

1) Chron. af 1389, Ser. r. D. 6.535; Detmar, S. 344, 345. De visbyfte
Minoriters Chron. af 1412, Ser.r. Sv. I. 46, af 1415, fl. S. 59; de øvrige *
Befleivelfer over Glaget ere Yugre og Have liden Berd, allermindf Eras:
mus Latues latinffe Heltedigt af 1574, hols Udfagn meddeles hos Guhm,
XIV. 226.

*) Siftorten om den fore Gutte, hun ſtal have fat paa Ham, formedelft Hans
nbefindige Lofte om ef at gaa med Hette, førend han havde vundet Danmart,
faavelfom om hendes haanlige Gpørsmaal er faa bekjendt, at vi ef behøve
at gjentage bet her. Ger Suhm, XIV. GS. 232.

818 Dveuning Mørgrate.

tvinge. ve) legemlige Piinfler til at afſtaa Arevall, Rumblaborg og Øre»
bro ?), om denne Veretning forreſten var fandfyntig, hvilket er heel tvilfomt.
Thi det udhungrede Axevalls Fald fynes heller at maatte have været en umid⸗
delbar Følge af, ot Albrecht ved Nederlaget hindredes fra at fomme det til
Undfetning, faa at ingen Afftaaelſe fra hans Gide var nødvendig; ligefan
fynes det rimeligſt, at Srjerherrevne umiddelbart efter Slaget benpttede fig
of ben førfte Stræt, hosri deres Fiender befandt fig, til at tage Numbe
faborg tilbage; og hvad Orebro angaar, ba legger hin famme Beret-
ning wbtryffeligt til, atbette Slot for bet førfte ikke tom i Dronningens
Gender, fordi betd tydſte Høneråmand førftod fig bedre paa Krigd-
dont, end: de andre. Beretningen grunder fig ſaaledes manfler alene
paa. løft Foltefnat.. Fra Baagahuns bragtes Albrecht og hans Søu
Grit ſiden til Lindholms Glot i Skaane, hvor de. henſattes i fireng
Forvaring, efter Sigende enhog i Baand og Lænter, efter de Viders
Barbarifle SKl. De øvrige fornemme Fanger bleve fenere frigivne mod
Forfteivninger paa Løfepenge 2).

Sejren ped Falløping var i enhver Henfeende afgjørende og bragte
den flørfte Deel af Sverige i Margretea Magt. De flefte Stotghøvdinger
havde allerede undertaftet fig hende og fit beholde fine Lehn; de flefte maatte
.nu følge deres Exempel, ſaaledes overgav Claus v. Bigen, den i Slaget
faldne Bike v. Bigens Søn, der fyned at være bleven fangen i Slaget,
baade Kalmar og Sølvesborg med 4000 Mi. Sølt, og Vilfagn om at
beholde fine Gjendomme i Landet *); og felv Orebro, hvis Høvedamand
intet havde viltet høre om at aabne dets Porte for Margretes Folt
ſtrar efter Slaget, var dog allerede Aaret efter i hendes Vold 4). Gude

1) Det ov Detmar, fom beretter det, Hans Ord ere: ,im devsulven nacbt feet
se koning Alberta so wea døen (0. e. ,fo tel tun"), dat se eme (D. e- pila")
aſschattode Axewalde unde de Rummelhorch; ok wolde ae eme afge-
schattet bebben Orebro, men dat kunde er (d. e. ,ibr") nicht werden;
de sake was: de hovetman, de det imne hade, de was en dudesche,
unde wyste meer van orloges donde, wen en ander”. Denne ,Wfflats
ning” fan afene batyde, at han maatte udſtede Brev til vedfommende Gog:
ber, at be ſtulde overgive Glottene. Men med Arevall og Rumblaborg var
dette, fom fagt, averflødigt, med Ørebro hjalp det til intet. Bemerkes man
bet ogfag, at Gerdes (I. c.) ikke læfer 450 Wee doen*, men ,80 wol doen*.

2). Griens Olai, Far. r. D. Sv. IL 6. 115. 116. Guhm, XIV. S. 231.

) Allerede pan Baagahuus, firar efter Slaget, kle der dagthinget hernm (Suhm.
XL, 294), hvoraf. man altſaa mea flutte, at Gland v. Bigen har været ex
af be daugne.

% Deimar, & 346; Malmarborgernes. ubaterede Hyldiugabrev Pr Margrete,
hos Huitfeld, &. 586, jofr. Glans og hans Brødre Wide og Hermann v.
Bigené Qvitteringskesv til Misfe Gvartefaaning af 280e Nug. 1390, Suhm,
XVL 260. $eyne Gnafenborge Galgabrev til Margrete, dat. Kalmar 25be

1380 Margvete faar Hereebømme I Gverige, 312

og flere af Abbrechts Landomend og Tilhengere, fom Suakenborgerne,
undertaflede fig Margrete 1) og bom føden til megen Heder og Verdige
bed, hvorfor bet vel ikke er faa uſandſynligt, at der vav Forrcederi med
i Spillet, da Gerhard Snakenborg flygtede ved Faltøping: han havde
tidligere viiſt fig troløs mod Koug Magnus. Endnu under fit Ophold
paa Baagahuus, den 14de Marts, udfedte hun et Fordub mod, at
Uvedkommende befattede fig med Vadſtena Kloſters Gods, og det ev hes
tydningsfuldt nok for hendes Forhold til Vadſtena og St. Birgittas
Wit, av dette er det førfte Brev, vi have fra hende fom Gviriged Her»
ſterinde 2). Kun Stockheim, hvor den flørfte eller idetmindfle megtigfle
Deel af Befolkningen beftod af Bydflere,. hodt endnu ivrige falt med
Albrecht, og disſe fibfle lod endog paa en foigagtig Maade alle de venfte
Mend i Staden gride og aflive, af hvem de funde vente nogen Mode
fland (42te Juni 3). Dm Befiddeljen of Stockholm drejede fig nu for⸗
nemmelig Krigen herefter, men blev, fom vi ville fre, ubehagelig not
ſaavel for Sverige, fom de to andre Riger. Men Albrechts Hangen-
ſtab og be foenfte Stormends Undertaftelfe havde dog givet Margvete
et faa fuldftendigt Overtag, at Mbredjts Kongedømme fra nu af kunde
ſiges at være forbi, og hendes Megjesing at tage fin Begyndelfe.

23. Grit af Pomern tagek til Ronge å Norge.

Da Margrete nu ſaaledes ej alene havde ſikkret fig Kongedømmet i
Sverige, men endog Metten til at befette dets Kongetrone, var der Å
fenger meget i Bejen før at fåride til Udnævnelfen af den Konge, der
under og efter hende ſtulde herſte over Rordens tvende Niger. Uagtet
hun allerede havde udfeet fin Syfterdatterføn Erik af Pomern til denne
Berdighed, og. dette formodentlig ej længer var nogen Hemmelighed å
noget af Rigerne, vare bisfe dog endnu ikke faa nøje forbundne, at hun
funde lade fade ham udraabe til Konge å dem alle tre paa een Gang,
viltet hun vifnot helft havde ønflet. Hun magtte lade det fler i hvert
af dem enteltviie, og faaledes var bet naturligt, at fun gjorde Begyn-

Septb. 1389; formodentlig famtidig med Stadens Dvergivelfe, vil uedf. blive
omtalt. Man fulde næften tro, at Gnakenborgerne-efter: Nederfaget havde yet HL
Kalmar.

5) Brev af Gte Mat 1390 i det fo. Migsardiv, Guhm, S. 555.

) Suhm, XIV. 6. 234.

3) Ser, r. Sv. I 2. S. 212; famtibig Beretning. Ievnfar Lagerbring, I. 6.
709—712.

320 Dronning Margrete.

belfen med Norge, hvor Eriks Urveret allerede var erkjendt, og hvor
desuden Ubnævnelfen af en Konge paa Grund af de flatsretlige For⸗
bold var mere nødvendig. Hun udftrev i den Henfigt paanp et frørre
NRaads⸗Mode til St. Hansdags Vider, hvortil Indtaldelferne allerede
maa have udgaaet næften umiddelbart efter Sejren ved Faltøping, fiden
baade Jarlen af Orø, Erkebiſtopen, Biftoperne af Bergen og Stav-
anger, famt be tvende nordenfjefte Fehirder, Erlend Philipsføn og
Otte Rømer her vare tilftede, hvis ellers itte flere af Herrerne, navnlig de,
der ilke deeltoge i bet forrige Møde i Oslo, allerede havde indfundet fig
ifølge ben ba udgangne Opfordring. Men betegnende før Margretes fremtis
dige Politit og den Maade, hvorpaa hun nu vilde have Forholdet mel-
fem Migerne indbyrdes betragtet, var det, at hun til Samlingsſted be»
flemte $Helfingborg og lod Herrerne famle fig der, udenfor NRigets
Grænbdfer, iftedetfor at hun jo egentlig ſtulde have begivet fig til Norge
for der at famles med dem !). Uden Gyempel var det vel ikke, at flige
Maadömøder bavde været holdte udenfor Riget, faaledes f. Er. Mødet paa
Øardberg 1343; men fra denne Vid af blive faadanne Forfamlinger af
norſte Raadsherrer paa danft eller fvenft Bund mere hyppige, ligefom det
da ogfaa var nødbendigt, naar Foreningen mellem Migerne ſtulde beftaa,
at bet enes Raadsherrer ſtundom famledes med de øvriged. Det ev ikke
ufanbfynligt, at ogſaa danſte Raadsherrer her fom fammen for at raad-
flag med de norffe, og at man paa denne Maade føgte at tilvejebringe
den Sammenkomſt af det danfte og norfte Raad, hvorom Hanfeftæderne
faa ivrigt havde anbraget, og fom allerede tidligere havde været berame
met, men forhindret ved Kong Olafs Død, Krigen og andre Omflæn=
digheder. Imidlertid tales der ikke utvykteligt om nogen faadan Sam—
mentomft af Raadsherrer fra begge Miger.

1)-Bel indeholder hverken ben norſte Gjenpart af den paa dette Møde ubferdi-
gede Grtlæring. (trylt i Paludan:Mållere Observ. Criues &. 108—110),
eller den latinffe (teyft hos Huitfeld & 577, og I Dipl. N. Ul. 484) nogen
Wugivelfe af Sted eller Datum; men at Mødet holdtes I Helfingborg fik I
Santi Maaned, og derfor vel var ſammenlaldt til St. Hansdag, fres deels af
bet oftege omtalte Gtadfeftelfesbrev paa Biffop Jakobs Friheder og Leha,
fom Drouningen ndftedte I Helfingborg den 29de Inni 1389, og hvor Erif
af Pomern allerede omtales fom Rouge og medbeſeglende; deels af Henrif
Jarls Gjelbsbrev til Haakon Jonsjøn, ligeledes udſtedt I Helfingborg d. Ode
Sult 1389 (fee udf.); thi af disſe Breve erfares bet, at uogle af de vigtigfte
Deeltagere i Mødet, nemlig Dronningen felv, Grit af Bomern, Jarlen, Biffop
Jakob og Haafon Jousføn ved ben Tid var forfamlede I Helfingborg, og at
Grils Grfjendelfe fom Konge allerede da maa have fundet Sted. Hultfeld
baterer vel den latinffe Gjenpart fra 1388, men Aftrylket i Dipl. N. vifer, at
ber å Originalen efter octogesimo hverken ſtaar tybeligt octavo eller nono,
men at Tallet enten er udeladt eller halv nvflettet.

4389. Maabewøde I Helfingborg. 3241

De norſte Herrer, fom mødte, vare tyne i Tallet, nemlig Erkebi⸗
flop Bingsde, Henrik Jarl, Biftop Jakoh af. Bergen, Biftop Ey-
frein af Dolo, Bittop Dlaf af Stavanger, Hr. Malije Sperra, —
- bvorlebed det nu end hang fammen dermed, at han kunde vife fig i Norge
efter hans fidfte Utilbørligheder å Øerne; Haakon Jonsjøn, Otte Rø-
mer, Erlend Philipsſon, Gaute. Eriksſon, Benedict Nikolasføn,
Agmund Bolt, Jon.Darre, Nikolas Galle, Peter Nikolasjøn,
Finn Gyrdsføn, Thoralde Sigurdsføn, Gudbrand Grlingtzſon
Herleik Aasulfsſon og Svaale Rømer, altfaa tre Biftoper og tolv
verdslige. Herrer af dem, der havde deeltaget i HyfdingssMødet 1388,
famt desforuden Henrit Jarl, Biftop Jatob og Hr. Malife Sperra;
de, ſom havde været-med i 1388 og nu ifte indfandt fig, vare foruden
Biftoperne Sigurd og Henrit, af. hvilte den førfte maaftee var paa Bir -
fitate 2), den ayden allepede havde forladt Norge, Cantfleven Provft
Henrik, der ped denne, Sid maa pære død; Ulf Jonsføn, Hr. Ulf Holm-
geitsføn, Hr. Jon Martinsjøn og Jappe Faftulfsføn, der formodentlig

- alle ejøde Godſer i Sverige, ſom de nu ifølge Overeenstomften af 22de
Marts 1388 hapde faget tilbage, og. med hvis Indfordring de derfor
maaftee vare beftjæftigede; Alf Haraldaføn, der. ligeledes maa have haft
Gjendom i Gverige, fiden han var med i Farliget til Gedsviten; Haakon
Stumpe, Magnus Stoltetarl og Haaton Kopp. UAltfaa var Forfamlingen
faa fuldtallig, fom man efter Omfændighederne Cunde vente det. Dronningen
medbragte ben fyvaarige Troncandidat, ber formøventfig nu førft var
bleben hentet fra Fedrenehjemmet *),- og paa hvis Urveret man nu var
faa meget visfere, fom Hertug. Albrecht, der kunde gjøre ham den ſtridig,
var bø. - Førhandlingernes Gang kjendes ikke, men det ſynes næften,
fom om Dronningen nu har mødt.noget mere Modſtand, end: ved det fore
rige Møde, forfaavidt føm bet nu blev udtrykkeligt beſtemt, at Dronnine
gens Regjering ej ſtulde vedvare længer, end til Erik bleb myndig, tvert-
imod ben tidligere Beſtemmelſe, at hun flukde beholde Magten for Livs⸗
tid. Da det ikke lan antages, .at hun med fin gode Vilje har foreflaget .
denne Forandring, maa man ſaaledes anſee den for en, idetmindſte ved
Opinionens ie toungen Smrommell, fom hun gjorde Mordmendene,

Ep) 3 1389, fandfynligstis om Gommeren, vifiterede Bifop Gigurd paa fom,
faalebes fom det Fers af Dipl. N, Ul. 485. i

Fy ette Fade uvirykkeligt hos Huitfeld, &.,587.:..Mt at var tilftede ved dette
Mode fers deraf, at han befeglede Brevet af 20de Juni, fom nedenfor om⸗
tales, berimod er ber iybeligt, at han ej var nærværende ved Modet i Febr.
- 4088, hvor man ueppe engang fynes at hane Hjendt hans Navn, Qu det
urigtige Goregivenbe af Micråli, åt Crit ved benne Lid ſtalde have været 18 -
Mar gammel, fre Suhm XIV. S. 239. -

Mundo ditori. Mnden Hovebafbeling. 11, J 21

322 Drounning · Margrete.

der kunde gjøre fig fortrolige med Banken om at håve et. Kbinde i
Spidſen for Megjeringen henger ond hoiſt nødvendig og af hilde maltet
netop de, der ej havde beklaget i fortige Møde, nu vilfte fig mindre
medgjørlige. Beftutningen, fom blev fattet, og hvsrpar: de forſamlede
Herrer udfledte ſit aabne Brev, fom derfor til at lyde ſaaledes: „at
de efter den ombyggelige Granfning af Lovbøgerne i Norge fandt, at
ben norrøne Bon udviifte; at Mong Erik, Hertug Martislavs Søn af
Simen, var ben reite Arving til-at være Konge i Merge og befidde
bet med al den Met, fom Kongene før ham havde befiddet bet; av naar
han døde, tiffom bet hans Son at avve Norges Nige, eller Hand Bror
ber, om Son ej ev bil, eller om Broder ogſaa mangler, Fabderbroder,
fomt om alte disſe fatted, ben nærmefte Frænde, fra Rong Grit: artigne;
at de ſamtykkede og ſtadfeſtede alt dette -pad- egne og hele Rigets Begne,
og annammede og antog herved Kong Grit, eller hand mette Urving efter
ham, til fin og hele Norges Miged Konge og vette Herre; at Dron-
ning Margrete frulde nyde al fin et inden iget-ufertræntet, og fyn-
derligen befidde og beholde fin Morgengave i Merge, nethlig Baaga-
huus og alt hvad dertil lan, faaledes fom: Brevene derom udviiſte; - at
det Teſtament, hun havde gjort, ſtulde holdes, og at hun fremdeles ſtulde
raade over hele Morge, baade Slotte og Heftninger, inde og affette Fo⸗
geder og Sysſelmend, og fuldflændigt forføje over Nigel efter fin Bilje,
indtil Kong Grit eller Arving bom til fin lovlige Alder, og de være
fritagen for alt Megnftab". Vil Bekraftelſe tilføjede alle de tyve Ude
ſtedere fine Segl. Det Brev, hvis Jndhold vi ſaaledes have gjengivet,
ev forfattet paa Gvenft; men ber ubfiebtes ogfan em Gjenpart pan Bar
tin, hvoraf dog Artitlerne, der handle om Dronningens Morgengave og
om hendes Negjeringé Ophør ved Kongens Muyndigheds-Midev, eve ude.
fadte, uvift hvorfor. .3IJ denne. Gjenpart nævnes heller ille Hr. Malife
Sperra blandt Udſtederne, maaftee. fordi. han ved. Affattekfen allerede
bande forladt Modet, of Frygt for: Henrik Jarl og: dennes Benner.
Beſynderligt ev det ogfaa, at Ungivelfe. af Gird og Dag ſavnes i begge
Øjenparter, faa av det ſtulde ſynes, fom om man mad Flid hor viet udelade
dem, fov at Brevene. om en: ſaa vigtig Veſlutning itte ſtulde være date⸗
tede fra udenrigs Sted. Imidlertid fan ber ej være nogen Thivl om
deres Gyldighed, da de hegge endnu eve forfynede med famtlige Udſtederes
Eeg 1). Merkeligt er det, ak Erik allereda her: kaldes Bpnge. og frem⸗
deles vedblev at kaldes fanleded, idenniadiie inden Hoffet, Vagtet. fan. itte

3) Det ov ovenfor navnt, at begge Gjenparter finbet 4. bet bane. Gehlau· rd iv,
og at bet paa Guenfl ev oftrykt i Fenn bles hane ee) bet paa
Latin i Dipl. Norv. Ill.

4380. Geit of Pomern ubr:-HE Monge var Racbamsdet i Gelfingborg. 828

enbnu' var hylſdet par Ørelhing og havde Kongenavn :paa fore
flreven Biis, men alene ved denne Uet var bleden erkæret for Morges
Konge. Grit deeltog endog umiddelbart devefter i Megjeringshandlinger,
og beſeglede allerede med eget-Gegl; faalddes navnlig da Margrete den
20% Juni ſtadfeſtede de Friheder, Biſtop Jakob havde faaet af de for-
vige Kenget, fød - ham beholde Lindaas og Herdle Stibrede paa Livstid
uden · Afgift, friteg Ham for at betalte SeMegjeld af islandfre Barer ril nogen
anden! end hende ſelv eller hendes dertil ſcerſtilt beſtikkede Ombudsmend,
og oberlod hatt. den hende tilførende Aattendepart i Fane-Gtibet, der nu
ventedes hjem frd Island >). Det er allerede ovenfor berørt, at dette
man amfeed for at være en Belønning, fom Biſtopen fit for de Tjene-
ſter, fan å denne bigtige Tid havde viift hende. Ligeledes fete der andre
Ferfremmelſer· Haaten Jonsſon blev endnn-i dette eller bet følgende
Mor ubnævnt til Fehirde og Hirdfjore å Bergen iftedetfør Erlend Phi-
fipeføn, fom fratraadte, formodentlig af Miderbemsfoaghed, da han efter
denne Vid fynes ganſte at have draget! fig tilbage fra alle offentlige
Gmteda-Gyfler, ligeſom Haalon Jonsføn alerede i nogen Vid fynes at
have været flillet ham ved Siden fom Underfehirde 2). Endvidere var
det vel ogſaa ved denne Lejlighed, at Peter Nitofasføn fit Syfteni Ny»
fylte efter Drottfeten. Formodentlig befriftedes ogfaa allerede nu en Provft
til: Mariekirken og Gantfler i den afdøde Hr. Henrit Henritsføns Sted,
nemlig Ht. Urme Sigurdsſon, om hvis tidligere Livsbane intet vides 2) z
thi em Cantſler kunde man iffe undvære til de lobende Megjeringsforret
ninger i Kongens Fravckrelſe, helſt da der itte udnævntes nogen ny

1) Dipl. N. Ul. 514.

7 De føl. Annaler, faavldt det af Udgaven Fan ſees, Holes og Skaalholts-An-
malbene, melde for £390, at ,ber fete Ombytulng af Fehirde I Vergen, vet
Brio» Poitpsfen selagse Cubedet, og Haakon Jonøfen tiltraavte Vet”,
medeas PagmandaUnnalerne fyned at bhenføre Forandringen til 1380, og
$olesAnnalerne til 1394; (Udg. S. 346); men man feer af Blatø:Aunalerue

* fly. S. 380), fammenlignede. med de øvrige, at Haoten Jonsfon I 1389, 90
eller 91 var i Befiodelfe af Gmbedet; det rimeligfte fynes derfor, at han bes
friffebes ved Maadémodet. ME han tillige blev Hirdijore, fers af Brev af
Abe Bibr 1392 4 ManftHved. S. 52, men ar han alerede I Mai 1389 ude
førte Fehlrde⸗Forretninger, erfares af det allerede forhen omtalte Brev, veds
fommende de Jølenvinger, ber havde brevet Handel I Grønland. Criend Bhile
tpsføn nævmes. eudun I nogle foa Breve lige til 1405 (han døve 1407), men
åtte Lønger fom Gunbedsmand, fan fom Hiromand og anfeet Bidne ved Retøfager.
(Dipl. N. U. 511, 1. 589, 604, ll. 587). gane Søn Gindride var imlvlert|b fra
4397 traadt frem fom. Medlem af Raavei, ja endog Ridder, faaledes fom def
V-pet folgende vif ferd. -

5) Det føre Bros, mun- hat fra Aure fom Vrevſt og Gantflar, er fra 12te Juni
- 1399, Dipl: N. Il. 460.

2

3241 Magnus Grifsføn.

Drottfete; og allerede i Midten af det følgende ar fer vi Hr. Arne
allerede i Befiddelje af begge Embeder.

Saaledes var-da Grit, uagtet fin ſpede Ulder, ertiæret før Rorqes
retmesſige Konge. Nu ſtod det tun tilbage at fremfille ham paa Ore⸗
thing for der at lade ham hylde efter eldgammel Stil og Lovens Buy.
Dette flete ogſaa kort efter, og man maa formode, at Dronningen firer
traf de nødvendige Foranflaltminger til, at han umiddelbart fra ſelde
Mødet tunde følge med flere af de hjemvendende Raadsherrer lige: til
Nidaroos og efter fulddragt Hylding atter. ſnareſt muligt bringes tilbage
til hende. — $Hun felv drag ikke den lange Vej til Throndhiem, da Hun
habde faa mange bigtige Unliggender, ber trævede hendes Nærmærelfe i

de fydlige Egne. Det faldt af fig felv, at Grkebiſtopen maatte faa i

Spidſen for de Mend, der fit det vigtige Villipshverv at. føre den unge
Konge til Nidaroos og beførge det Nødvendige med Heafyn til Hy
Bingen; foruden ham nævnes Biftop Epſtein af Halo, Biſtop Sigurd
af Hamar, Haafon Jonsføn, Agmund Bolt, Ulf Haraldsſon og Haakon
Stumpe ). Biftop Gigurd og de to fidftuævnte Hane vel: altſaa fluttet
fig til Følget efter Ankomſten til Morge. Eud flere Raadsherrer, Hvis
Havn itte angiveg, fulgte med, og blandt dem maa. nvdvendigviis Oite -
Mømer have været, der fom. Fehirde og Hirdfljore hørte hjemme å Mid-
aroos. * Formodntlig fom man dog. neppe fra Helfingdorg førend lengſt
hen i Juli eller førft i Auguſt, hvad enten nu de øvrige Horhandlinger
paa Mødet tog faa lang Viv, eller andre Hindringer tom i Bejen. Thi
den Ode. Juli var- baade Haakon Jonsſon og Jarlen endnu .i Helfing-
borg, faafom Haafon paa ben Dag fit et Gjelbåbrev af Jarlen paa 145
Pund flotfte Sterling, der afdragsviis fulde tilbagebetales i fire Aar,
og fom maaftee vare de Løfepenge, Jarlen havde maattet give Malife
Sperra, ber fiden fit undgjelde for, at hun havde ünderſtaaet fig at tage
Jarlen til Fange?). Men den Idie Juli havde Margvete førladt Het:
fingborg, og paa den Tid var da vel ogſaa den unge Konge med fit
Følge tommen paa Bei 3). Vejen lagdes øver Oslo og Oplandene, hvor

1) Dette ſees af Brepet ang. Opdølingerne, fom firar nedenfor omtales.

Dipl, N. 1518.

3) Den 28de Juli, paa Falfterdod, :indgit Hertug Bugislav af Gtettin et For
bund med Danmart og Deenning Mrgrete og forbandt fig in at tjene hende
og Miget. Bed denne eflighed fynes Margrete at maatte have været til:
flede paa Galferbod. Idetmindſte var han I Malmø den Ge Auguſt (Gt.
Girti Dag), thl paa denne Dag: er det Brev dateret, fom kun og Erkebiſtop
Magnus af Lund flrev I Forening til Lapperne; og Hvorom vi-i bet Følgende
Fomme til 'at haddle nærmere. -(Guhm; XIV. 243, 550). - Det flalde ellers
fynes, fom om nogle af Hertug Bugislavs Mand havde værst medi Glagel

1389. vill ef Bomern teges til:Renge vaa Ørething. 325

altſaa vel Biftop: Sigurd af Hamar har finktet fig til Følget, og videre
over Dovre; famt gjennem Opdal. Men førmedelft Tronfolgerens fpæve
Alder bart Meifen ikke Have gaaet burtigt, ifær da man og vel oftere
ſtandſede underdejs for at give Folket Lejlighed til at fee fin unge Konge,
og tillige for at modtage Foreſtillinger fra Almuen og beførge allehaande
forefafdende MegjeringsAntiggendev. Saaledes erfares det udtrykkeligt, at
da man fom til Opdal, fritog Raadåherrerne paa Kongens Vegne Ope
bøtingerne før at udrede mere i Udfareleding end til halvtredie Hamte
paa Grund af den ſtore Bekoſtning, de havde med at flydfe til og fra
Dovrefjeld, vedligeholde Bejene, og modtage Kongen og Raadet til Gjeftz
ning paa Gjénnemreifen 3). Paa denne Maade er det let at forftaa,
at man ej tunde naa frem til Nidaroos førend Hen i September. Dagen,
da Grit blev hykdet paa Ørething, angives ingenſteds, men flere
Omflændigheder diſe, at bet enten maa have været Korsmesfe d. 14de
Ceptember, eller Matthoæusmesfe d. 24de September, eller en af de to
Sondage, den 12te eller 19de September. Den, fom gav Erik Konge
navn 9), var ingen avden end Haafon Jonsføn, end et Beviis paa,
bviltet venftabeligt Forhold han flod til Dronningen og den unge Konge,
og hvor ufandfynligt det er, at Hans Aflald paa al Ret til Tronen ſtulde
have været ufrivilligt. eller fremtvunget. Umiddelbart efter Hyldingen
maa. man have tiltraadt Lilbagereifen, da det allerede var ſeent pan Aaret.
Maar Grit fom tilbage til Margrete, vides ikke; det maa vel have været
i Detober, medens fun maaftee opholdt fig paa Barvberg ellet Baaga⸗
huns for derfra at drage ind i Sverige, fom bet nedenfor vil feed. De
føbende Grpeditioner beførgedes i Kongens Navn af Gantfleren i Oslo 9).

Paa denne Viis var da den pomerfte Hertugsføn bleven Morges
Konge, og Margrete herefter egentlig fun hans Formynderfte, ſaaat endog

ved Falføping og vare blevne tague til Fange, thi han lovede ved hlint Brev
ogfaa, uat de af hané Mend, fom Dronningen for fans Skyld [od Lyd, fulde
aldrig tjene mob hende eller Rigerne". *

1) Øerom- vidner Erkebiſtop Aslals Brev. af. avle Septbr. 1440 (Dipl. N. Ul.
760), hvori han kørteligen meddeler Jndholdet.af ;bet Brev, fom Kong Grit
nbgav, da han føor til Throndhjem og blev tagen til Konge". Her nævnes
ogfaa be nys omtalte Medlemmer af Raadet, ber lebfagede ham. -

- * See herom hvad ber anføres i Diph N. I. &. XXXI, XXXH, jofr. N. Samll.
IV. 588 f. Det godtgjøres her af flere Breve, at Grits Megjeringsnar regnes
fra en Dag mellem 1ite og. 25be Geptbr. 1389; og da en fandan Højtider

lished altid fulbe fee paa em Gøns eller Feſtdag, fan man fun velge mellem
de fire ovennævnte Dage, af hvilke brt bog altid er rimeligft at regne den
tibligfte, ber alligevel indtraf feent mok I Borhold til ben Tid, ba man havde
tiltraadt Reiſen.

). Gaalepes Landayikbrevet af 12te Juni 1390, Dipl. N. Ill. 489.

326 Grit ef Remern og Deomring Mavgrete:

Maret i offentlige Brevſtaber ille fenger. regnedes efter Megjeringens
ØOverdragelfe til Margrete, men fra Etiks Hytdingsbag: den 43te eller
14de Geptember 4389, fom „Erits, af Guds Naade Norges Kanges og
Sveriges vette Urvings Iſte, Aden og Bie d. ſ. v. RegjeringsuNar 1).
At Nordmendene forreften itte var fynderlig tilfreds med at faa ham til
Konge, det være fig nu formedelſt hans Ungdom eller hans fremmede
Herkomſt, flges udtrykkeligt ide ſamtidige islandſte Annaler: „Paa Mre⸗
thing toges til Konge over hele Norge en Mand. ved Maba Erik: Barn
af Uder; Haakon Jonsføn gav ham Kongenavn* og : døde ført efter;
han ſagdes at være en' Syfterføn af Dronning Margrete og at have fin
Fedrene- Ett i Tydſtland. Alle Mordatend tykted daarligt om denne
Forandring, og allermeft i Skatlandene“ *). Det lader her til; at flere
endog have tvivlet om, at bet hang-vigtigt: ſammen 'med” Cuito foregivne
Frændftad til Dronningen, ligeſom ogfan at man maaftee: Har: titftrevet
Haakon Jonsføns Død — der forreftén ikke indtraf Pørend: tre Aar efter
— Gremmelfen over at have været et Redfab:Ht hans Ophøjelfe paa
Kongetronen. Forreſten maatte Vet netep under disfe Omſteendigheder
anſees fom et Gode, at han var et Barn, thi der Har:da al Udſigt til,
at han ved at opdrages i Norden vilde kunne blive. aldeles nationåliferet der.
+ vit par nu omkring fyv War, da han ofter de bedſte plysninger, man
har derom, maa være født 13829)... Hans Bidet, Herlug Bartidiav af

2) Der figes. viinet, at "nogle fag Bteye fulle forefinbes, ntitebte i Kong Grite

Mavn, ber regnet fra et Hbligere Datum, og magtet det I fig felv ikke er fan

Befonberligt, om enfelte, fom blbfe mærmete BekiS om Hovhandihigerne I

$elfingborg, have regnet fra hilmt udaterede Breva, Udſtedelfe, Colifaa-g. Både

Suni 1389), da bet jo-er aabenbart, av Cylk fra.den Lid gj bar Kongetitel,

faa vil bag nok nærmere Underfagelfe vife, at man I hlin Antagelfe har fejlet.

Saaledes ev det viftnok urigtigt, naar Brevet I Dipl. N. I: H13 ev henført til

16ve Mal 1389, fordi den angivne Dag (Gøndag efter St. Hallvard I Kong

Grits førte Mar) vilde I 1390 blive Pintfedag. Det er her faameget mere

ugjørligt at fette Dagen til 169e Mal 1389, fom Crik da itke engang forer

Teblgt havde faaet Rongetitel; hertil fommer, at ved at fammenfigne dette

Brev med, Dipl. N. 11.517, af Site Januer 1390, førr man fybefigt, at dette

maa dere eldre end hlint. Miffaa maa man antage, at trods dem Befyu-

berligheb, at Bintfedagen fun er betegnet fom Sondag efter Hallvarbamesfe,
bliver Brevet dog af 1390, og at Udfederne, Lagmen I Dölo, hyve auſeet

ben foregaaende St. Hallvardsbag for ſaa ſter en Fradag, at Mintfedagen I

Sammenligning dermed blev em Ubetydelighed.:. Denne Datecing er ogfan

vettet å et uf de fenere Bind.

3) Sel. Annaler, Udg. 6. 350.

%) 9 bet vaalidelige, med Begivephederne famtidige Diarinm Vadstenense ſiges
ber ubtrytfeligt, at Grif ved Udvelgelfen til Gveriges Konge d. fite Sunt
1396 var pen Dreng vaa 14 Mar eller ndetydeligt beroper”. Ser. r. Sv.L
409). fr. ogſaa Chrom. af 1415, Ser. r. D. 1.59: : Dm de forkjellige
mindre paalidelige Auglvelſer af Hane Ulder, fre Suhm, XIV. 317, 7.

på

1380. Roy Geit of Pomern holdet 1 Morge. 327

Pomern -Calmindeligvild kaldet den 7de, var em Søn af Bugislav den Ste
Od 1374) Hertug i Bagpomern, og Gønneføn af Vartiolus den Ade bød
1320), bet havde baade Förpomern, hvilten git i Arv til hans eldſte Søn
Barnum den Lt, og Bagpommern, der tilfeldt Bugislav den dte og hans
Broder Battislån den bte. Man vik vide, at Grit ſtal være dobt ,Hens
vit" efter fin Morfader, Men at Navnet ved hans Ankomſt til Norden
forandredes til „Erik“ 1). . Bi ville ikke detregte, at det maaſtee fan fore
holde fig ſaaledes, ifær da man ogfar har andre Grempler paa, at Mavnene
„Henrik“ ng Grit" have pærer forvertede, f. E. ved den nys omtalte
fotegit'ne Gøn af Dronningen, der flulde være dødt Perugia. Men paa
denne Kid var dog Nåvnet , Henri” allerede blevet fan almindeligt i Norden,
at nogen Førandrimg Hk ſynes at kume have været faa nødvendig, medens
paa den anden Side ogſaa Navnet Grit" ved Opkaldelſer fra det danfte
Kongehuns ej var blivet faa fjeldent i Nordtydſtland. Men derimod er
det viſtnok aldeles urigtigt, mar den foenfte Rümkromke ger, at han
førft hocd Mugislaw 9). Dette grunder fig vif paa em Forverfing mel»
lan ham 09 hans Gyfenebarn åf dette Ravn, om Hvem ber i det før
gende vil Mive Vale.

Uagtet Grils Hylding i Gvrrige mdnu foreftod, fan man dog neppe
antage andet, end at de Handftabet af dette Mige, ber faa kænge havde
voret fovenede med Morge, eller idetmindſte flaaet under Rorges Kokger;
nu atter gienforenedes med de øvrige Landſtaber, eller at GSterige „fik
fine gamle Bandemerket tilbage“, ſaaledes fom Margrete havde lovet.
Det var egeutlig hm en naturlig Følge of, at Sverige fom under
Margvetes Hertedømme, thi ogfaa tidligere havde de fun adlydt Kong
$Håaton å Hans Egenſtad af Gveriged Konge, fordi de Maadende blandt
Indbyggerne itle vvtjenite Rong Albrechts Herredømme, vg faa længe
Kong Dlaf ende, ventede de vel altid, at Pan omfider ſtulde vinde fine
Feed Nige tilbage. Imidlertid havde den langvårige potitifte Forbin⸗
detſe mødført: mange vrivate mellem teftføenfle og norfte Familier: inde -
byrdes, for fremdeles heldt fig en idlang, ligeſom ogfan Movdmend
fromdeles ejede Gods i Eyerige; og omwendt 3):

- Hverten: om Margretes, eller om Kong Eviks Hyding paa Jeland

findeg bør nogen beftemt Cfterretning. Det er meget muligt, at Mar-

1) Gre Suhm, XIV. 317.

3 Miinff I Ser. r. Sv. 1-2. 6. 60, Ericus Oi I Ser. r. Sv. ll. 6. 108.
Olaus Petri, udg. af Klemming S. 459.

9 Man" feer ſaaledes, at ba Raabmanden Odlo, Nidfe Bjørnbføn (maaftee felv
Vrrmntlenviugh vat Sø, overbrøg Dtonhliige Diſtob Uyfteln I Oslo og
Hjulet Bort Vet Obers at tjobe Hart Ard I Bermeland, og I den Unlede
nmiug overbrog biofe igjen Lagmanden I Bermeland, Hr. Agmund Hatt, at Inde
Kræve hans udeftaaende Forbringer (Dipt. N. UN. 498),

328 Grit af Bomern og Dronning Margrete.

grete flet itte blev hyldet der, uagtet det beſtemte Bud til alle Sysfelmene
dene, vgfaa i GStatlandene, ber :indeholdtes i Raadets Hyldingabrev af
4388. Thi paa Island herftede der i denne Vid netop. ſtor Forvirring
med Henfyn til Hirdftjornen og Syſlernes Beftyrelfe. Hirdſtjoren An-
dreg Sveinsſon reifte i 1387 over til Norge, formobentlig ved Budſtabet
om Kong Olafs Dad, eftetat have overladt Thorſtein Cyjulfsføn fit Em.
Bede at beftyre; men denne Beftyrelfe tan ikke Have varet mange Uger,
thi endnu fame War fom den forhen omtalte Voldamand Erik Gud:
mundsſon ud til Feland, beftittet til Hirdftjore. af Drottfeten Hr. Ag⸗
mund Finnsføn.” Med ham- fulgte ogfaa Marve Sveinsſon, hyilken
Drottfeten ligeledeg havde udnænt til Lagmand : for ben mme Deel af
Landet. Disfe tvende Udnævnelfer fandt Islendingerne, "heder 'det, at
være noget nyt vg uhørt. De have ſaaledes anfeet dem ulovlige. For⸗
mobentlig maa be da være fleet efter Kongens Død, ba Drottfetens
Embede egentlig ſtulde have ophørt. Imidlertid forvoldte ette ikke no-
gen Banftelighed for Narve, der-fynes at være bleven not faa del mod-
tagen; men Grit Gudmundsføn, ber vifnof var uverdig til at beklæde
en faa anfeelig Poft, og fom alene fan have faaet den ved at indfmigre
fig $o8 Drottfeten, blev drebt allerede Maret efter: et Tegn par, at han
maa have været meget forhadt 1). Altſaa var der nu ingen ovdentligt bes
friftet Hirdftjore, og om Gyflerne, der ved Kongens Død egentlig vare
blevne. ledige, opftod der ſtore Vviftigheder, hvis nærmere Beftaffenhed vi
bog itte erfare. Men under ſaadanne Omftænbdigheder er det ikke ſand⸗
fynligt, at Dronningens Hylding har kunnet foregaa, førend allerede
Grit var bleven udnævnt-til Konge, og da var def vel ham, Hvem Hyl-
Bingen egentlig maatte gjelde ?). Ut han blev hyldet paa Island kan
man vel neppe betvivle; uagtet intet beftemt Udſagn betom forefindes;
thi at ingen faadan et ffulde være foreganet paa Island førend i 1419,
da Thing⸗Almuen tilftrev Kongen, ,at de lovede ham fin tro Vjenefte
og vilde hylde Ham og have ham til fin rette Konge 0. ſ. v.“ 2), erikk
vel tænteligt, og det ſtal derhos paa fit Sted: vifes, at hen egentlige
Henfigt med Brevet af 1419 ſlet itte var-at give 'eller fornye noget
Underſaatslofte, men alene at unberrette Kongen om, at man mod
1) Jel. Unnaler, Ubg. S. 338, 340.

*) um figer vifiner (XIV, S. 290), pt Margrete hyldebes af alle Zoldudere i
1391; men naar man fommenligner det Ubbrag, han her leverer af Aunalerne,
med bisfes Tert, da bliver bet anbenbort, at hine Ord fun ere em unsjoglig
Gjengivelfe af Aunalernes ,béldust oll drörtaingar vald å lslandi*, hviltet
Fun betegner: ¶ paa Jøland vedblev Dronningens, Herredømme fuldfendigte.
Men dette antyder jo viftuok, at hendes Herredømme der var amerfjendt.

%) Safn til söga falends Il. 1. 6.172. ,

N

1989. Gorholbene pne.Sokant, 899

. fin Milje havde været nødfagede til at handle med Fremmede, og
ved at forudſtikke hin Forſikring om fin underfaatlige Troſtab og
Sybighed vilde man tun vefervere. fig mod enhver: Sigtelſe for
Mangel paa Lopalitet. Hine Ord funne derfor fnavere ſiges at
hentyde til den tidligere Hyoldings⸗Act, om hvilen Unnalerne tie. Men
def: er meget muligt, ja endag fandfynligt, at denne Hylding ilte
fandt Gted faa. kidligt, fem Dronningen havde ønflet bet eller hendes
og. Maadets Bree maaftee havde tiffagt: Imidlertid ſeer man dog, at
de Gubebsmend, Dronningen ubnærnte, blev antagne uden. Modfigelfe.
I den drebte Grit Gudmundsſons Sted beftitkede hun til Hivdfjøre
oter hele Bandet Bigfuns Ivarsſon. en Søn af den forhen omtalte .
Ivar Bigfuusføn af:Holm, Hirbftjøre fra 4354 til 1357. Han fynes
ej alene at være bleten vel modtagen og have tiltrandt fit Embede uden
Hinder. men endog at have nydt mere end almindelig Andeſt og Un»
ſeelſe, Ugefom han ogfan forble meget lengere i Embedet, end nogen af
fine Forgængere )).

24, - Margrete .overtager Regjeringen i Sverige. Aris med Medlenbyrgerne.
og Bitaliebrødrene. Bergen herjet af dieſe. Fredeſlutning ved Lindholm.
Kong Albrecht tommer paa fri Fo.

Allerede medens Kong Erik endnu "var oppe i Morge for at hyl
deg paa Ørefhing, var Dronningen ivrigt paa Ferde for at filtre fig

1) Bigfuns Ivarsføns Unfomf beretted I de forftjellige Haandftrifter af Ynnålerne
unber 1388, 1389, 1390 (libg. 6. 344). Men dit rimeligfte er, at Gande

* eden her, fom febvanligt, ligger i Midten, kål Dronningen maatte ført Have

erfaret Grif Gudmunbsføns Drab I-1388, førenh hun hinde ndugvne hans
Gftermand. Maar man fenere finder i Aunalerne, ved 1403 (S. 378): uBig:
funs fom ud med Hirdfjorn og fin Huken Gudrun Ingémundevatter, nor
” af Bødfel, 15 War gammel”, da er dette urigilgt allerede af den Grund, at
Ban var gift med Gudran længe før den Tid; man har faaledes et Bren'af
Side April 1397, hoorved han bekjendtginrde, at banne hans Huſtra ejebe fem
$unbreber, baade par Jaland og I Roge (Saf & s. Éslands Il. I. 6. 76)-
Beretningen faar viſtnot umiddelbart efter em anden, ber llgeſaalldet hører FL
1403, nemlig om Rong Grits Valg til Konge I alle tre Miger, altfaa om Kalmar»
Unionen of 1397, og man kuade ſaaledes obſtille ben Formoduing, at Berets
ningen om Bigfune's Unfomk med fin unge Huſtru hører til dette Mar, famt
at han of Grit var bleven befræftet I fit Gmbede.; Men Unionsacteu fete
ført i Suli, og alerede i Avril 1397 var Bigfune, ifølge det ovennævnte
Brev, mid Gudrun paa Jøland. Man har alfaa fun den Formodning til⸗
age, at ben her medbeelte Motite egentlig hører til 1389 og fam ved em
Vejltagelſe ev fat i Forbtudelfe med Unionsacten af 4397 tedetfor med Valg⸗
arter af 1889 famt at Bigfune før fin Afretfe fra Norge har egtet Gud»
mn. Det ev ev ef mfandfynligt, at denne Gudrun har været en Datter af
den anſeede Hirdmaxd i Øyfyfte Iugemmnd venns og Gem Anundo ·
datter, beflegtet med Tolge⸗Atten (f. ovfr. S. 157).

$80 Gtit 4 Vomern og Btokning Makgret.

Bit ndðerhve tdede Herndømme i Sverige? Men der er et Full Lol;
at en af hentes. førte Handlinger, føre hun Havde betraadt foerfe
Grund, dat i Hodming- med Ertebiſtopen af. Lund, fra Malde den
te Muguft ar tilftrive be hedeuſte Lapper, fornenmelig dem, der ſtod
under ſbeaſt Hertedmme, et rev; hovrl Hun vpfdrdrede dem HC at
anfage Chtiſtendommen, og 'fremfilede dennes Hovmlærhvmme fr
dem Paa en faftelig. Madde. Maa man end ladtemme, åt dame
Madde at tiltale det paa biftnok var Forfejtet, vg at Brebels Ind⸗
Hold aden næomere Foeklaring After vilde hade Dæret def forfanetigt, eidog
dm Bet: Hadde været affuttet I :beres eget prog, endſige pår Latin,
- fåa vilt der Vog:i alle Fald veimørnt. Dette er eilers en uf dr førfter
Varige; Hvor mani hører Måvnet , Lapper” anvendt; det or "øjekfyntigt
oeptommet 4 Sverige og betegner egentlig kun den Deel af Ven finfte
Mation, ſom bavde fr Filhokd i-Gverige og Finland 4). rn Malmø
får dun formodentlig begivet flg gjennem Skare -og. Bling til Soldes⸗
borg og Kalmar, hvilke vigtige Puntter, der endnu vare I. Sitzernes
Bold, hun nu førft og fremft føgte at faa i fin Magt, hvilket ogſaa,
ſom vi have feet, hytkedes hende, Mjønt imod ſtore PengeHpofrelfet.
Ved denne Lejlighed var det vel ogfaa, at Heyhe Gnatendotg, d. 158
September, overlod Hronhingen endeel Gjendomme, fom han havde faaet
med fin forſie Buſtru Birgitte Gotſtadsdatiet 1pvnridlandt Beder⸗
pötm 1 Veſtergetlaud), for Hvilke hun, fom det heder, ga0 ful Betaling,
„mere af fin Naade, Dy», og Godvilje, end for hans Rets Styld“,
fljønt han havde været med i ben Strid, hvori Kong Albrecht Blev fans
gen, og havde her været hans Hjelper og Vjener, faavel imod Dronning
Margrete „af Guds Naade Sverige, Danmarks og Norges Dronning”,
før imod hele Sveriges Mige?). Naar vet Ver Bedet, af Drontingen
tjøbte Ejendomme af. ham for fuld Betaling, flulde man frifteg til at
tro, øt denne Betaling, hun flulde give, fun var Løfepenge, føm hun
eftergad ham, imidlertid feer man deg, «et hun fiden lod ham vdbetale
Penge for dem, og at Vet ſauledes dog Bar været et birkellgt Kjøb,
fljønt det vel er muligt, gt Betalingen ej har været flor. Beyne Snatene
borgs Brodrs Merhard og Johan vare ogſaa tilffede ved denne Met, og
fiden den Tid fremtreder Hr. Heyne Snutenborg ſom em af Dronnins
gens meft beteøede end. Kalmar og Søldedbørg var ſardeles vigtige
Puntter for. den Krig, ſom nu førtes med Kong Albrechts Unberfuatter

og veken eftrt Jor Gun. XV. 550. Mavnet.fapbert forsfomme, faaptdt
-+ idet, allerførft i:Drokkfeten Kaut Joneſons Borv om Helfinger og Birkfarle
of 156e Geptbv. 1908; Dipl: Øv. Ro. 2070; derme bBlatsbogen (Udg. Gap.
406), ber ev fra femme Did fom Droneingens Bar
7 Bet fo grad

1389. Margrete overkager Megjeringin 6 Gvdrige. 381

og :Hjelpere i Tydſtland, thi disſe havde hidtil tunnet lande / ker ſor tt
føre. $åelpetvopper: til Landet; nu: vare alle Havne ſtengte for: dem und⸗
hagen Stockholm. Af de gpvige Slotte, forſaavidt de ſtode vender Crecn ·
terernes Naadighed, bare formodentlig be fleſte allerede fomme i Mar⸗
gretes Beſiddelſor, med Undtagekte af de finlandſke, tit hvis Modtagelfe
fun vet >enbny ie havde: faaet gfort be nodvendige Forgtiſtaltninger;
paa Grund af deres fjerne Veliggenbed. Men. dette” ſtele ms” paret
Møde, fom Hin ide fvfe Dage af Oetsber. hodt å Soderkoping med
aadeds fornriſte geittlige vg berbåfige Medlemmer, fornemmetig Teſta ⸗
ment ·Executorerne, og paa hviftet hun ſaa at ſige førft odertog de
egentlige Regjering af Landet. De forſamlede Herter betjendtgjorde nem⸗
fig her ſorſt og fremft, at de habde modtaget bet Wuefilteingsbrev af
hende, fom: hun havde afgivet den 12te Marts Maret ſorud, og fom: alt⸗
fan formpbentlig: na førft blev offentliggjort 1). ' Mu. viifte det fig, hvor
ſtor hendes Magt" over de hidtil fan myndige vg umedgjorlige frrnfe.
termen allerede:var, eller ogſaa hvor flor be anfad Fanen åt vært,
idet de. nemlig i Betragtning af. ,;den fore Naade, Troft og Giel
fom: den hojbaarne Fyrſtiade, deres kjære Frue, Dronning-Maogrrit,
Sveriges .og Morged Deohning: og Danmarks rette Arding dg Høvding,
havde gjort og beviiſt Miget i denne fløre Drøvelfe og Mød og: denne
føre Dilog vg Ufred, der havde været å Miget, men fom de baabede
vilde med Guds og hendes Raad og Hjelp faa en god og vuft Gude”,
fadvelfom: ogſaa formedefft andet utalligt godt, de havde mydt af feide,
og frembetes. haabede at frulle nyde", vedtog , med Samtykke og god
Bilje 'at give ende en Hjelp over det hele Mige, ſaavel over Biftoper,
Klever, Kirker og Kloſtre, Riddere og Svene, Landbøer og Borduede,
fom over alle Rigets Sbattebouder, i *hvildetfonihelft Bitopodommne
eller Lugfogn 96: 00"; nemlig! ſaaledes at enhder Månd for ſig, Bonde
ellor Landbo, ſtulde inden næfte Falte:udgang have givot herde en
Mart foenfl, enten i vide" Penge eller i Barer til am ved: famme Bøjlige
hed noje beſtemt Vart. En fandan Stat vilde det:meppe have dannet yt
kes Rong Aldvecht at udvirde. - Betedigjørelfen derom ev üdferdiget den
240e Drtoder,. af: Erlebiſtop Henrit i Uppfala; Bitoperne I Linkoping,
Gtvengnes, * Beflraas og Aabo, Grugifl Jurl, Grit: Ketsfun Mart,
Karl Utføføn,. Byrge Utfeſon, Bo Boesfirn, Steen Vonebictsfon, Eru⸗
gift Mitokasføn, Gtephan Ulføføn, UY Ionsjøn, Stren Bossføn, Anund
Jons ſon, Steen Steensſon og Thare Brnivicteføn, alle Riddere 'og

') Subm, XIV. 245. Byrge Ulfsføn og Steen Benedjetsfon Bevibnede, heder
bet het, Å Gøberføping, men før ben Lade Detobet, ,at be og flere Migete
Mend fit et Brev fra Dronningen " Sverigee Borfitring*, ; nemlig det forhen,
omtalte Btev af 1888,

292 Grit of Gomer og Dronning Margrete. .*

Migetd - Manbeiverei Den flutter- med Befaling og inbflændig Ope
fordring :til alle og enhver; om: at. udrede denne Hjelp med go Bitje
og fildfommen Epdighed uden noget Rej eller nogen Forklaring, og at
de Ville tænte paa hendes fore Kjærlighed og Hjelp; der „maa og ſtal
med: Guds og hendes Naade bringe Fred over Riget, faa at' enhver fan
under ret Raad og Laudslov ned fit eget leve og bo” 1). . Kre :Dage
efter (den: 27de October) ubftedte de forfamlede Hevver, iblandt hvilke
mu ogſaa Biſtopen åf Begfjø og flere andre Niddere og Stene nærnes,
en Bembynbdigelfe til Dronningen om at kunne pautſette Gods af Uppfala
Ode :faatekfo m andre Krønejendomme, de murede Glatte. og:Fefninger
unbtagne, for dermed at udrede en Gave af 1000 Mk. brendt, for hun i tak -
nemmelig Ettjendelſe af den Naade; Gud hade viift hende: ved at lade
$Hende npnoa Regjeringen over alle tre Niger med IJndbyggernes..gøde
Silje, og å Betvagtutug: af at Kicten havde. lidt faa. meget af, umilde
Mend“, må med det fvenffe Raads Samtykke havde beflutket at give: til
Domtirken famt be øvrige Kirker og Kloftre: i Miget,- til Hamindekfe
af. hende ſelv, ſaavelſom andre Fyrſter og Herrer, Hvilte hun var Kat
flyfdig. Derhas tilfagde de hende paany. fin Underftøttelfe til Opret-
Holdelfe af hendes Herftad 2). 4Bi. fee her, hvorledes Margrete klogeli⸗
gen: blev fin Politit-tro, at holde fig: inde med Geiftligheden, om det
endog ſtulde koſte betydelige Opofrelſer; det bar bog i: Sangden gade
Frugter før hende. Denne Gave kunde vel endog efter de Tiders Ber
greber paa en vis Mande auſees nødvendig, - efterfom den gjenfynligt
ſtulde foare til, hvad hun. allerede for Danmarfd og Norges Vedkom⸗
mende havde forørdnet i fit Veftament, hvilket idetmindfle i Morge ans
fanes: fan vigtigt, at Det endog: udtrykkligt blev betræftet i Raadets
Føxfiltringsbrev om at tage Grit af Pømern til Konge. Menbe (ventle
Herrers Føjelighed i ført at bevilge hende en betydelig Gat, og here
paa-at tillade heude at pantfette Krongodſet, er berfor ikke mindre mers
blig. Det var dem famme Dag, : paa hvilfen de geiſtlige og verdslige
Gxecutorer of Teſtamentet undervettede Magnus Kafe, hvilken Bo Jonsføn
havde fat til Høvding paa Tabaſtehuus i Finland, om- den med Dronningen
fluttede Obereenskomſt, ifølge hoilken alle Slotte ſtulde ſtilles til hendes Naas
dighed, og devfør befalede harm, faafnart hun frævede det, at oberlevere Tava⸗
ſtehuus med Fogderi til Jaloh Abrahamsføn paa Aabo og Thord Bonde
paa · Raſeborg/ hvilte Dronningen havde..givet fin Fuldmagt til at mødtage
bet 3). Endelig bley der nu ogſaa vettet paa de Ubehageligheder, hvori Grle⸗

- 4). Øriginalen-I bet fo. Migsardiv.: Uddrag beraf hos Guhui XVI. 245, 246.
%) Guhm, XVI. S. 244. i i
9) Arwidsſon, Handl. til upplyen. af Finlands håfder, VIL 4.

- 4889. Margreto.1 Gverigi.: $8g

biftøpen og den :uppfalfte Geiftlighed bidtif: havde befundet fig:med Genfyn
til Jemteland, idet. hun veden Skribelſe af 28he October meldte alle fine
Fogder og Ombudsmend faavelfom. ale andre Bønder og Bokarfe i dett.
Laudſtab, at hun havde taget Griebiftapen og hans undergivne Griftiga
ped famt alt, hvad dem tilførte i Jemteland, under. fin fongelige Beſtyt⸗
telfe, og befalede berfor alle, til-hvem Brevet var: henvendt, at. gjøre
benge fin Stpldigbed '). Hine fore Bevilgninger fynes' frrax at have
fat Margrete iftaun til at indløfe endeel pantfat Gods og afdrage em
deel Gjeld:3).

Dette merkelige Møde: hæveded itte førend efter. Oclober Naanede
Udgang *). Dronningen blev- fremdeles en Tidlang å Sverige, Hvor
hendes Øærpærelfe nu bar paatræengende nødvendig til Fredens faareft
mulige Gjøoprettelfe. Dog fynes hun ført at have villet: filkre
fig fuldtemmen Beſiddelſe af Giattene og ſelbe Landet, førend Hun
ſtreed til noget Angreb paa bet veldefeftede Stockholm, Medtenburgerneg
fidfle Beſiddelſe og Tilhold i Landet, efterat nu ogfan Kalmar .var fals
den i Dronningens Hender og Orebto idetmindfte ført.efter havde ſamme
Stjebne 4. Dog man Forbdindekfen mellem Stockholm og det omlige
gende Land have været temmelig afſtaaret, ſiden endog det itte langt
berfra liggende, vigtige Slot Steket, der beherftede Opſejlingen til Sig ⸗
tuna og Uppfola, var i Dronningens Beſiddelſe og under Befaling af
$rt. Steen Boedføn, en af Grecutorerne 5). Sit egentlige Gtandavat+
tert fynes Dronningen at have taget i fit tjære Badftena, hver hendes
Ungdomsveninde, Jugegerd Kuutddatter, Maret ſorud var bleven høfe
tideligt imbviet til Kloſtrets førfte Abbedisſe *). Men Heller ikke under
fit Ophold her var Margrete ledig, ag man tan 'vel egentlig fige,:at di
å Gødertøping begyndte samde Maadet ogſaa fortfattes i

1) Dipl. N. V. 341. Svfr. Suhm, XIV. 247.

% Den dote Detobet, endnu I Gødertøping: qvitterede Hr. Karl ufør; ag»
mand i Uppland, Dronningen for 400 Mi. breudt Gølv, hvorfor Bjørkefinbé
$ered havde været ham og hans Gøn pautfat. Dette Pant har Hun faales
bes nu tnbløft. Gtrar efter lod hun ogſaa tilbagebetale den holftenffe Miv-
der Benedict af Aleſeld endrel Penge, fom: kje Sane Taant ti Ham.
(Eaha, KVI. 248).

3) Die fres deraf, at han enbun den 30N Orkdr. var I Guderføping, fom det

* ”mysanførte Brev abviſer.

*) Dm Ørebro er der ovenfor talt. Da Dronningen baterede Vetfra den Gte

i Mai, ev det Mart, at hun ba allerede havde det I fin Mugt.

») Brev fra 4r. Gtren Boidføn af Te debr. 1390, dateret fra Winta te,
Ui dert ſo. Rigsarchiv. Lgefaa af 145e Februar.
9) Dette var den 185e Mal 1388, ifølge Diar. Vadstenense, Ser. r. Sv. I. 6.

am Grit of Dem og Dronning Mergrete.

Dadſtena, $v94 vi inden Mobember Maanede Udgang findeftere Biſteper
og: en ſtor Mengde af. Rigets fornemſte Mend forſamlede hos Hende.
De -overbar, heder det, Hojtidelighederne, ba den ovenfor omtalte norſte
Hunufrue· rynpitd VIsfephodatter og - Gyrid Gudleifsdatter, ligeledes
fra Norge, bløte optagne i Kloſtret ben 28de November, faavdlfom tvende
Brødre"), men lan fan være temmelig overbevist. om, at der vår andere
og · vigtigere Aulighender end bisfe Hojtideligheder, der havde faldt :dem
ſammen, em der end ilfe erfares anden umiddelbar Følge sf Dronnin⸗
gens Ophold i Vadſtena, end at hun to Dage efter hiin Høfttvdighed
nudſtedte et MBarnodardrev for Kisftret*). Men der kan vel neppe tviv-
led om, at hun allerede nu ſorboredede ut: vigtigt og for hende pverit
forberfagtigt Stridt, ber fom til Udforelſo pan en my Sanmenfomft, fom

* fam den. .paaføfgende Sommer habde med Erecutorerne paa Slottet Sw-

keborg >); her emebes nemlig bisfe om: at overdrage Beftyreffem af Bø

Jonsſons Geda og de Panter, Dronningen havde killer hans: Børn

iſtedetſor be opladte Ølotte, til Hr. Steen Boesſon alene; fom Børne:

nes nærmefte Freende paa førene Side, medens de øvrige Gyecutorer

herefter flulde være ganſte frie for alt Unfvar, (20de Juli 1390): Here

ved fit nemlig Margrete med han alene ut gjøre, iſtedetſor om hetl Dee
myndige Geer.

IJ hele denne Mid fyno8. Dronninger at Have opfoldt fig i Gve
rige fov at befofle fig. paa Kronen og treffe Foranfisltninger tif fine
Migers Forſbar, naar Hjendkllghøderne atter. brød nd)... I det førfte
War: vfter'Glaged ved Halløping var. endnu alt veligt, wad enten nu
Mecklenburgernes GStridstræfter fov Vet førfte var udtømte, eller — hvad
der vel er det fandfynligfte «at Der hår været indgneet en Stitſtand,
indtil man havde. dagthinget om dø: Fangnes Befrielfn Det er hojſt
rimeligt, at de medlendurgfte Herrer en Vidlang haadede at kunne bes
vite Albrechts Hrigivelfe, og at de faa lenge indflillede alle Fjendtlig-
heder, bog. hindredes. he ogſaa ved en Feſde med Brandenburg 5),

dj Senr. Sv IG. 108. Do x
-2) Bren af Zote Mopbe, å bet fo. Migsardiv.
9) Brev af 2000 Junk. idet fr Mgsardin All⸗ Ersenteverne vare 0 tifede,
unbtagen Marffen. Som Cautlonifer for Hr. Steen Boesſon beſeglede hans
,- Maager Hr. Fhorfil. Hacalbefan- og Ugat Magnygfon;, fom Vidaer Deoms
ningen, Hr. Stephan Ulfsføn, Magnus Benedictefan, Thorb Monhe.ng Kaut
++, Boesſon.
%) Den 22de Jul mar Dronniugen å .Myfaping. (Breri fr. Bigsardl); ven
2ode Auguſt fandfynligpile I Kalmar, da hun indgif. et Ovgior med Drodrene
v. Bigen (Suhm, XIV. 260); den Site Detbr, var hun I inføping (Guhm,
XIV. 561); ben 1706 Movbr. paa Givødorg (Dipl. N. I, 528),
” Medtenburgerne (eller, fom Detmar udtrytler fig, den ſvenſte Kona⸗⸗ Men»

- 140000 1988. Ip om Elbatthaim. 941

Den -famtidige. idedfte Chrouiſt igen: Mdtoykkeligt, at :Deanningen å
Maret 1380 atog mange Tage med Kong: Albrechts Mend; og Stade,
nemlig Roſtoss og Wismar, men: haket ingen",; Det vil ſige, ſudſandt fig
itte, eller fendte ingen Beſuldmegtigede til de aftalte Møyer. Di. :Levger
ud paa. Maret, formodentlig ſeenhoſtes, da Stilſtanden manftee enten var
føben ud, ellev man faa, at. der ikke fom noget ud af Underhondlingerne,
ubrikftebe Sung. Albrechta Farbroder, Hørtug Joben of Medienburge
Stargard ?), en Hær og Flaade for at. tømme Stoshomm. til Hjelp,
men poa Overfarten fit han en heftig Gitorm,. huarve) et af. Glibarz
ſtrandede pan Oland, og de, der vare ombord, nnnge Riddere og Gyene,
deels omkom, derld bleve tagus til Fauge. Et andet Gb førte Vefas
lingsmanden troloſt lige til Kalman, faa at het faldt j Firadeug Hænher
med hele fin Befetning >). Herad nedſagedes Hertugen til at vende life
bage med- uføvrettet. Gag, og ſaaledes forfbansdes Landene i hele dette
Mar for Krigens Onber, naar undtages de fmaa Fegtainger, der. vet
aftid fra Tid til anden have fundet Sted i Dmeguen af Gtoshalm,
hvis Bafetning ag Indbyggere viſt ikke-lob fig affenge fra; det avrige
Land uden Modftanh. :
3 bet følgende ar gjorde Medenburgerne nye Mafrengpkjer før
at unbfette Stockhelm .og vinne ek Hodfefte i Syerige, der kunde ſitkre
Kong Albrechts Frigibelſe. Gtæderne Moffod og Wisman forbandt fig
i Mai. 1394 med KHevtug Jehan af Stargard og hans Ganner, den
unge $ertug Johan Magnusføn, og alle diske Mindete og Guane i
Mecklenburg om at flaa Margrete og hendes Riger imod og akrig ind⸗
gaa negtt Forliig med hende, førend Albrecht var kommen fri. Flere
mindre Gtæder i Medtenburg,. navnligt Schwerin, fluttede: fig, til Fa
bundet. Gertugerne føgte ogfna at faa baade de wydſke Riddere i Vreua -
fen. og ben romerſte Konge: Wenzeslav draget ind i Faobondet
Herved faa Hertug. Johan: fig iftand til atter at ſamle er for; Styrka,
med bvilten han imod Udgangen af Auguft 5) fejlede til Stodholm, idet

' . å Medlenburg) Kjavde I 1389 en for Feſde med be Martife (i andendurg),
og iſar havde br Ulemper of en $ønrit 9. Dilom, builten iſelgz Detmars
sbtrgffelige Udfagn var Marfag til, ot Kang, Albrekt fik fan Uhen Gjelv af
fe egue. Detmar G. 342,

5 Ganmeickt, &. 340

9 for nevnes ubiryffeligt I Det, ſaa at man mon anfeg bettfor ganfe

» vif, at bet var ham og iffe Johan den Dugse, ben drog over. fom fre har
antoget. Johan ben: Mugre fen, fonere tk —

3 Detmet S. 351. :
0) De forffellige Breve herom. Vaterede fra Bdik HL SÅ Mat, — Udtog

- jor Suhm; XV. 278, 218. duft. Audloff ll. G. 500:

) Mellem begge Marlemesfer (159e Ung. og Sde Sepibr.) figer Detmar, S. 358,

886 Grit of Bomern og Dronning Masgreie.

han - anbdervejö *anløb. Bornholm og Gotland og herjede og. bronde
ſtattede pas: bigge Steder, :Da: Han fom til Stokholm, fandt han Staden
indſluttet af en danft Hær, fom Dronningen, der om Baaren havde været
"nede i Danmart, formodentlig havde faaet famler og affendt 1), og til hvilken
vel og endeel ſvenſte Stridomend havde fluttet fig. De Danfle havde bygget
«vende GStandfer foran Staden; den ene tog Medlenburgerne ſtrax, men ben
anden, det faa paa em Kiippe, forfvarede fig faa Tænge, at Hungersnod tilſidſt
tvang begge Parter til at indſtille Fjendrlighederne og bagthinge. Dronnin-
gen; Der atter havde begivet fig til Sperige; underhandlede ſeld med de med»
lenburgſte Herrer, maaſtee i Nytøping, hvor hun befandt fig den ide
October *). Der blev indgaaet en Baabenhvile indtil 8 Dage efter
Pints, eller-Ode. Juni-1392, til hvilken Vid hun ſtulde famles med de
medtenburgfte Fyrſter og Deputerede fra Gtæderne Roſtock og Mismar
paa Falſterbod for at underhandle nærmere om Kong. Albredts og hans
Sons Frigivelje. Dioſe ſtulde imidlertid forblive i Fangenfrab, medens
detimod de Fanger, fom Fyrſterne havde taget, flulde.have Dag indtil
Modet, fom det heder, det vil vel fige fættes i Frihed mod fit Wresord
og Gaution for de Løfepenge, fom de havde at betale. Til dette Møde
ſtulde ogfaa be øvrige Stæder anmodes om at fende Deputerede, formo-
dentlig for at Anderhandlingerne kunde fee under deres. Megling 3). Denne
Unmodning. blev frar efter fremfat paa en førre Hanfedag, fom ved
Mortensmedfe (Ate November) holdtes i Hamburg, til Bileggelfe af en
Uenighed, der i fengere Vid havde herftet mellem den tydfte Hanfa og
de Flamfte; nogen fælles Beſtutning blev dog ikke fattet, men de. Depu-
terede lobede kun at forelegge Sagen hver for fit Stads Maad tilmærmere
Afojovelſe, og ſiden rilftrive: Hine. to Gtæder:-derom. Imidlertid ſtal
$ertug Johan være vendt Wldage til Tydſtland med de øvrige Fyrfer
og fin Hær. Maar. det heder, at han ſtal have provianteret Stokholm,
tan det itte have flort at betyde, fiben bet udtrylkefigt berettes, at Hun⸗

1) Dromuingen var formodentlig d. 1758 Januar I Lund (Suhm XIV. 284), den
6te Marte I Mefived (Suhm XIV. 273, 560); den 6te Upril i Kalundborg
(Suhm XIV. 276, Pontoppidan; Annal. n. 239), den 17e Mat t Molderg
(Suhm, XIV. 277). Ut Ubrafjam Brodersjøn og Alget Maguusføn, fom
Suhm antager (S. 278), fulde have anført denne Hær, er te fandfynligts
ben eueſte, ber omtaler bem fom Unførere for em Velejringshan, er Ericus
Olai, og: han fekter dette tykeligt I Gorbiudelfe med Stodholme anden Beisfeing
:. 1804. See Herom nedenfor. 0

1) I Nyloping udfebte Drounlugen den Ade Detober em bekreftet Gjenpart af
Hr. Gteen Boesſons ovenfor omtalte Overeenslomſt mek de pvrige Grecmtorer
af 20de Juni 19900; Gjenparten er endnu I det foenfe Rigsardiv.

3) Detmar, 6. 38, 34, Reoasnus. Banen, i bie has Suhm av. $. 282"

4399. Krigen fortfettes, 837

ger itte mindre. tvang ham end de Danfte og Svenfte til at indgaa Stil»

Der blev faaleded atter roligt i et halvt Aars Tid; idetmindfe næve
nes ber ilfe om nogen Fjendtligheder i den øvrige Deel af 1391 og den
førfte Halvdeel af 1392. Men defto ivrigere forberedede man fig paa
begge Gider til at optage dem, naar Stilffanden var ude. Det berame
mede Fredsmede paa Falfterbod blev itte holdt. I de islandſte Aqnaker
heder bet, at Tydſterne udeblev ?), og det er heller ikke ufandfynligt, at
Bitaliebrødrene, fom vi ſtrar nedenfor tomme tilat omtale nærmere, aller
vede nn gjorde Farvandene faa uſikkre, at ingen Gefandter vovede at
drage over til Staane. Men Dronningen fynes i alle Fald ikke at have
foigtet Aftalen, uagtet hun endnu i Upril havde holdt et Raadsmøde i
Norge 2), thi hun var i alle Fald tilftede ved Danehofet, der i de forſte
Dage af Juli holdtes i Bordingdorg, faaat hun altſaa var nær ved Haan-
den, og der var her endog foenfte Herrer: tilftede, fom Biftop Vhorftein
af Stara, Gerhard og Heyne Suakenborg, Karl Baat, llgeſom det ogſaa
ev hojſt fandfynligt, at Biftop Thord af Strengnes agtede fig vid, da
han, fom bet nedenfor ſtal beretted, paa Vejen blev anfaldt og tagen til
Fange af hine Sørøvere *). Den fandfynligfte Grund til Medlenburge
ernes og bered Hjelperes Udeblivelfe torde vel være den, at de jmidlers
tid havde faaet Bished om, at de ingen videre Biſtand havde at vente
af de øvrige Studer. Disſe flod vel paa en not faa venftadelig Fod
med Kong Albrecht i hans Egenſtab af medlenburgft Hertug og undte
Ham not faa gjerne Friheden; men derimod vilde de ødigt have ham til-
bage paa Sverigeö Ktone og ønftede for Øjeblitket helit, at Foreningen af
atle tve Riger under Margretes Herredømme maatte edblive, ba de, fom
det heder, deraf fpaaede fig alt muligt godt. Formodentlig havde deres
$anbel lidt faa meget under ben mangeaarige Feide mellem Medlenburge
ene og Dronning Margrete, ifær ved de Gørøverier, hvortil denne
Fejde gav fad vigelig Lejlighed, at de med Glade hilfede en Vingenes
Orden, der lovede dem varig Fred og Ro, idet de vel altid haabede,
ligefuldt at funne hevde fin Handels-Overlegenhed. . Dog ſiges det ogs
faa udtrykteligt, at den formaaende Borgermefter i Lided, Henrit Meft-
Hof, varen perfonlig Ven af Dronningen og benyttede fin ſtore Jndfly-
belfe i benne Gtad, fom var den ledende i Hanfeførbundet, til overhoved at

5 SL. Anngter, ubg. S. 350.

% Memlig den Ste April, om hvilfet Raadsmøde og den ber ubgivite Fororduing
vi urdoa for vile Fomme til at hanke.

% Guhu, XIV. 205. 296: Paa dritt Danehof var bet ogfaa, 'at ben nye Fore
ening fluttebes mellem Dronninger og be holſtenſte Grever, fom vi nedenfor
Fomme til at omtale.

Manda Oiforir. Maden Gevebafbeling. a. 22

338 Eit af Pomern og Dronning Margrete.

ſtemme bette til Gunft for Dronningen og Rigernes Forening *).” Her-
oder opftod megen Forbittvelfe i Roftok og Wismar, og disſe Stader
greb nu til en Udvej, fom viftnot fremftyndede Kong Albrechts Befrielſe og
faalebed pan en Miaade frarede til fin Henfigt, men fom tillige blev pderf
fordærtelig for Stedernes Handel og Stibsfart og ien lang Rette af ar
bragte ufigelige Ulykker over Norden. De lod nemlig betjendtgjøre, at hvo,
der paa egen Haand havde Lyft til at herje paa Nordens tre Kongeriger,
ſtulde finde filter Vilflugt og Biftand hos dem, og kunde frit føde ud og
ind i deres Havne, og ber felge alt det Bytte, de maatte gjøre. Paa
den Maade, figes der, famlede der fig en tøjleløs Moængde af alle Slags
Holt, Hofmend, Borgere fra mange forfjellige Byer, Bønder og andre,
fom fagde, at de vilde tvinge Dronning Margrete til at frigive Køng
bredt, og at de ikke vilde gjøre andre nogen Skade end dem, der un-
derftøttede Dronningen med Gods og Hjelp. Men desuagtet anfaldt
"be baade Benner og Fjender og foruroligede ben hele Sø og alle Kjøbe
men); og fornemmeligt, ſiges det, fral man i Roftod og Bismar have glædet
fig, naar de fom med Bytte, fom var røvet fra Libederne, fordi man
ifær gav disſe Skylden for, at Kong Albreckt endnu holdtes fangen. Sø:
vøverne felv lod offentligt betjendtgjøre, at alle Misdædere, Landflpgtige
og Fredløfe blot funde fomme til dem: be ſtulde frrar blive optagne og
faa fitfert Tilhold i deres Byer, Borge og fafte Steder. De kaldte
fig Bitaliebrødre (egentlig ,Bictualiebrødre”) hvad enten nu
fordi be foregav fom deres egentlige Beftemmelfe at bringe Bictualier
eller Levnet8midler til Stockholm for derved at fette Staden iftand til
at ubbofde Blofaden deſto lenger, eller fordi de feld maatte fraffe fig det
fornødne til fin Underholdning, det vil fige, ved at drive det frjendigfte
Gørøveri I Fleng *). Blandt Anførerne. nævnes ifær en vis Henning
Mandiivel, Arnold Gtute, Nikolas Gylge af Såwerin, Olaf og Heine
Schutke, en vis Gunnar o. fl., hvilte Navne allerede vife,- at de ej alle
vare Tydſte, men at der ogfaa fandtes Nordboer iblandt dem. De føgte

1) Dette ſiges ubtryffeligt af Corner (Gccasd 11. & 1128), hvis Ord det itte er
+— uden Snteresfe her at giengive I fin Heelhed: ,Margrete — blep efter Kong

milbredts Tilfangetagelfe Dronning over de tre Riger med Raad og Biftand
af Gøftaderne, fær Våbed, hvis Borgermefter Henitt Mefthof for en for .
Deel fatte ette I Berk. Af denne Forening mellem Migerne, fom dengang
anfaaes forbeelagtig, fulgte ber foen mange Ulejligheder før hine Stader og
Kjøbmendene",

2) Detmar, S. 359. Corner, S. 1164. Jahn (S. 30) anfører uden at angive
Kilden, at Hertug Johan gav et lignende Tilfagn for Havuene Midnid og
Golluig, fom ben, Rofod og Wismar havde givet.

DE

1392. Bitalle-Brødrene. 339

at flaffe fig fafte Vilhold i flere af Øfterførne Uftroge, hvor det ej var
faa let at angribe dem. Saaledes famlede. der fig allerede"om Høften
1392 over femtenhundeede i de liflandſte Farvande, der føgte at fette fig
faft paa Biftopen af Revals Enemerfer, altfaa formodentlig paa en af
GSmaaperne ved Indløbet til den finfte Bugt; og deres Untal tiltog her
Dag for Vag. - Men ort eftet bemegtigede de fig Gotland i
Kong Albrechts Navn og havde her et endnu belvemmere Mide
Del og Udgangspunkt for fin ftammelige Bedrift. I den fydlige Deel
af Øfterjøen huferede de ſaaledes, at Stæderne indtil videre maatte fors
byde Gildefiftet ved Skaane, og denne indbringende Gysfel ophorte
i tre Aar. I «Sverige opftod ber formelig Dyrtid af Mangel paa
Bilførfel. . Hertug Ulbredt af. Bayern, Greve af Holland, Zee—
fand og $ennegau, fortyndte allerede i Geptember for alle Bore
germeſtre og Raad i de hollandſte og zeelandſte Gtæder, at han havde
faaet Brev fra Bigmar sg Roftod om den flore Krig og Orlog, der
nu vafede mellem Dronning Margrete paa den ene, og Kong Alhrecht og
og. hans Benner og Stæder paa den anden Side, og befalede Berfor de
famme Borgermeftre ikke at tillade Borgere af hine Stæder at fare paa
Danmark, Norge eller Sverige, faa længe Krigen flod paa, end mindre
at befpife eller underftøtte . Dronningens Fjender 1). Lignende Forbud
Have fanbiynligviis ogſaa andre Fyrfter givet. Gørsvernes Frethed git
endog fan vidt, at Arnold Stuke og Nikolas anfafdt Biftop Thord af *
Strengnes, - til Hvem de vel ifær havde et ondt Øje fom en af Teftament-Gyes
cutoxexne, da han smtrent paa famme id med fin Capellan og et fort
Folge ftulde drage til Dronningen forat deeltage i Mødet paa Fal—⸗
ſterbod eller i Vordingborg; de fangede Ham og alle hans Folk og bragte
dem til: Stockholm, hvor Hertug Joban-den yngre af Stargard, Albredts
Fetter, fom imidlertid havde overtaget Befalingen der, holdt dem fængfledei
halbandet Uar, efter det almindelige Nygte endog med Lænter om Hals
og Fødder *). Dronningen gjorde alt hvad dA ſtod i hendes Magt for
at møde bet truende Uvejr, forend det brod los, og ſiden for at ſtandſe
— 5 Dipll N. V. 358. i
3) Bange, Liv-Gf-KurUrfande No. 1933, 1334, fvft. Suhm, XIV. 399. Hine
af Bunge meddeelte Breve ere Gtrivelfer fra Ordensmeſteren i Lifland deels
"til Paven, dels til Drdensprocuratoren I Rom, daterede ben 12te. October;
Å bet fidføe af. Brevene berettes ber om Diſtopens Baagribelfe, og figes der,
at den. unplig" (noviter) havde funbet Gted, hvilket efter de Tiders Brug
ogfaa fan betegne nogle faa Maamedet ford. At han ſtulde til et Raadsr
møde (parlamenium) fees. af bet Bavebrev, hvoraf Suhm I. c. meddeler Ude
+ brag.. Mu fan der aadenbart ikfe være ale om noget andet Raademøde I de
. mærmefe Maaneder før Begyndelfen af October 1392, end netop hlint Møde
paa Falfterbod eller Danehojet i Bordingborg. Men heraf ſees, hvor tidligt

Soroverne allerede var ude.
22

340 Grif af Pomern og Dronning Margrete.

dette Uvefen, men desverre fytteded dette hende ike fan godt; fom
ønfeligt hunde * være, - pad Grund af det Forfald, hvori Gøfør.
fonrsvæfenet nu var fommet, fiden Hanfeaterne havde Vemegtiget fig
Stibsfarten i Norden, og Ledings⸗Indretningen i Danmark og Sverige
neppe engang fænger beſtod af Navn, medens ben i Morge langtfra var
Hvad den tidligere havde været. Hørft og fremft føgte Dronningen at filtre
fig de farlige holſtenſte Grevers Meutralitet ved at indgaa en my Overeens⸗
fomft med dem paa Vet nysomtalte Danehof i Vordingborg, den 2te
Juli 1392, i Følge hvilken der flulde være en evig Fred mellem egge
Pater, og den ene ikle befatte fig med den andens Lande. Dernæft
føgte hun at ſtaffe Krigsſtibe til Beje, og da, fom fagt, den gamle Søforfvars»
Sndretning var aldeles forfalden i Danmark og. Sverige fiden Nuf»
tjeneſtens Optomft, maatte hun endog. fende en Gefandt til Cng-
fand for der med Kong Richards Tilladelſe⸗ at faa lejet Side,
hvilket ogfan ihkkedes, idet Kong Richard ved Bret af 20de April, ,før-
medefft bet Venſtabs Forbund, der var mellem ham og hans fjære Sy.
fler Dronningen af Norge, Sverige og Danmark”, tillod Sven at leje
tvende ſtore Krigs-Stibe, der lag i Havnen ved Lynn, med Befalingg-
mend og Mandftad, og uhindret at føre Vem over til hendes Landes
Forfvar 1). JNorge, hvor Dronningen allerede i April 1392 havde Holdt
et Raadsmode, fom bet nedenfor nærmere flat omtales, lod hun i Rong
Eriks Navn?) ved Brete, udfledte fra Oslo i Begyndekfen af Maris 4393,
- ndgaa Opdud af fuld Almenning , paa Grund af den flore Ufted og Ovlog, fom

* Kongens Fjender, Vydfterne, agtede at gjøre alle Vegne i Kongens Riger og
Lande". Mandftabet flulde være rede med Slide, Vaaben og Levnetsmidler
feneft atte Dage efter Paaftei Osto, til at fare faaledes, ſom Fehirden paa
Akershuus nærmere kulde tilfige, under Landraadeſags Straf for-Overhørig-
bed 3). Fil Jeland fendte hun.allerede om Sommeren eller Hoſten 1392 et
Gendebud, ved Navn Vhjodbjørn, med et Brev, hvori hun fordrede em

,

1) Brevene ere aftryfte Hos Suhm, XIV. S. 574, 575. J

2) Da Utbudsbrevet, ber udſtedtes I Kong Grifs Navn i Oslo den 2beu Marte
1899, itte er befeglet af Cautſleren og overhoved iffe mævmer noget sm Der
fegling, maa man vel antage, at Dronningen ſels har udſtedt bet, og at fun
faaledes har været i Oslo paa ben Tid. Den 25ve Marte var hun paa
. Mrevall i Beftergøttand, fr Guhm, XIV. S. 316; ugerbeing, ML. 747.

Dipl. N. 11. 535. Dette Brev er egentlig fun til Iubbyggerke af Laud, Thor»
pen og Ginnen paa Oplandene, men Jnbholdet vifer, af lignende Berve maa
hade ubgaaet til alle de Øvrige Dele af Riget. Imkoleetko: dr det vel muligt,
at Oslo ffte har været faftfat ſom Gamlingaflb for andre Tropper em dem,
Ser Fom fra Oplaudene; de øvrige ere formodentlig fom ſedvanligt ſtevnede
til Elven eller Landemirket.

1393. Bitatiebrøbeene herje Bergen førte Gang. 341

sberordentlig Stat af een Mart forngild for Hver fattepligtig Mand,
figefede8 under ben Truſel, at Enhver, der vegrede fig ved at betale,
frulde anſees fom Landraademand. Hun ſtottede fig vel her til, at hun ingen
Wrivilegier havde fornyet, ſiden endnu ingen egentlig Hylding havde fundet
Sted. Hvorledes Ulmennings-Udbudet blev optaget af Mordmendene, er
ife befjendt, og Da ber ej fenere tale om, at der udgil noden Leding
fra Rorge, medens vi derhos ville fee, at Fienderne ligefuldt hjem⸗
føgte det, er det not muligt, at, Ledingen er bleven indſtillet eller fit en
anden Anvendelfe. Paa Island mødte Glattepaabudet vel nogen Modſtand,
men havde dog tilfidft ret god Fremgang. I Førftningen, da Thjodbjørn var
fommen med Brevet,. føarede næften alle, at de itte vilde indlade fig
derpaa. Men fiden; da den forhen omtalte Høvding Bjørn Cinarsføn
å SBatnsfjord holdt fin Datters Bryllup d. 14de Oetoder, benyttede
Hirdſtjoren Bigfuus Iharsſon fig af denne Lejlighed, da fan mange ans
feede Mend vare tilftede, til at fomme frem med Brevet, og formodent-
Tig ogfaa paa bedfte Maade at anbefale Sagen; og han havde den Vilfredö=
flillelfe, at mange af de bedſte Mend frar erklærede fig villige til at
underfafte fig Ydelfen. Det følgende Aar fremfatte han Dronningens
Anmodning paa Thinget, og her forbandt alle de bedfte Mend fig, paa
Øyfjordingerne nær, til at give hver 8 Ulen Havnevaad, (almindeligt
Baadmaal) for Vigfuus's Skyld, dog faaledes, at dette itte ſtulde kaldes
nøgen Skat eller oftere fræves. Epfjordingerne vilde flet intet give I).
Denne Yvelfe blev ſaaledes viſtnok ikke faa ſtor, fom Dronnin-
gen havde fordret ben, men noget, og bel ej faa ganffe ubetydeligt, man
dog altid være kommet ind.

Disfe Forberedelſer, og Ledings-Udbudet i Norge, hindrede dog itke,
at Gørøverue framdeles fyillede Mefter i de danſte og norfte Farvande.
De herjede Svenborg og Helſingborg, og hjemføgte endelig Bergen paa en
Maade, der endog minder om Vendernes Angreb paa Kongehelle i 1136.
I Paafte-Ugen 1393, altfaa mellem Gte og 13de Upril, ankom der til
Bergen fire fore GStibe*) med ni hundrede Skytter, formodentlig
Øagelkytter, under Auforſel af en tydft Herre, beflegtet med Kong
Albrecht, hvis Navn i de islandſte Unnaler, der berette herom,- forvane .
ſtes til Enis, og en anden, der kaldes Makenborg eller Meclenburg *),

1) Sel. Wnnoler, udg. S. 362.

7) I de føl, Annaler figes der, at Gkibene vare atten i Tallet. Men vette *

. Zal fynes bog at være vel fort, og derfor have vi holdt oG til ben bergenfe
Miimfrynttes Angivetfe.

9) Det er tybeligt nok, at Manden Fun har været faldet ,Gr. N. N. fra Med:

342 vit of Vomern og Dronning Margreté.

der ligeledes ſtal have været Kong Albrechts Frænde. De paaſtod, ſiges
der, at Kong Albrecht nu var retmæsfig Arving og Konge til Norge,
og derfor maa man førmode, at de, idetmindfte for et Syns Skyld, ops
fordrede Befalingsmanden og Jndbyggerne til at underkafte fig med det

Gode, føpend de fred til Augreb. Jon Darre var nu Fehirde og J

Hirdſtjore i Bergen, efterat Haakon Jonsſon var død Vaaren eller Som-
meten forud?). Fil ham nyttede det ikfe at fomme med en ſaadan Opfor⸗
bring. GSørøverne gjorde derfor Landgang den 175e April indenfør Nord⸗
ne8 2), men Byinendene mødte dem under Jon Darre Unførfel og for=
>fvarede fig med megen Tapperhed, ifær roſes Jon Darre felv og en
Henrik Aslaksſon, der bar Merket. Der faldt mange paa begge Siver,
dog fleft af Vydfferne, blandt dem endog, hiin faataldte Medlenburg, der
blev frudt af en Mordfarer ved Navn Erik. Den haardefte Strid og
det frørfte Mandefald fete indenfor Minoriterkloſtret (nu Domtirken),
bvorhen Sordmendene vel efterhaanden drog fig tilbage. Thi Sørøverne
fit dog omfidet Overhaand, formodentlig pan Grund af fin førre
Mængde og bedre Vaaben; VBymendene havde ogfaa det Uheld, at Be—
faling8manden, Jon Darre, blev fangen, og at Mertegmanden, Henrik
Aslaksſon blev drebt af et Skud gjennem Hovedet, juft fom han løftede
paa Gtaalhuen for at aftøle fig lidt. Byen blev nu priidgiven for den
førætteligfte Plyndring, og mange Mennefter bleve drebte; Røverne fpas
vede hverken Kirker, Kloſtre eller Kvinder og vanede alt hvad der havde
nogen Verdi, og det faa grundigt, fortelles der, at de endog heller fæne
fede ned paa Gjøen, hvad de ikfe unde faa med fig, end at de lod Indbyg⸗
gerne faa beholde det. Ogſaa Skibe med deres Ankere tog de, men et
Anker, der kaldtes Langbein, og fom Kong Olaf ben hellige?) havde
ejet, ſtal de ikke have funnet voktet fra fin Plads. Tilſidſt fatte de Ild paa
Byen. Biffopen og Lagmanden, Arnulf Gunnarsſon, ſaabelſom flere
andre Mend paa Borgerſtabets Vegne, bleve ved Vrufler nødte til at foerge
Kong Albrechts Troſkabs⸗Eed, dog lader det til, at det kun frete med det

fenburg*, og at Nordmendene eller idetminbfte ben, ber berettebe herom til
Ynnalforfatteren, har antaget bette for hane eget Navn,

1) $aafon Jonsføu nævnes I de hidtil forefundne Breftaker allerfjvft fom Hirb-
fljore og Fehirde i Bergen pen 4de Bebruar 1392 (Munfelivsbogen S. 52),
og Son Darre allerførkt i famme Ggenffab den 23de Geptember famme War
(Dipl. N. V. 352); i Mellemtiden falber altfaa Haakons Død:

2) J GlatøsAnnalerne ſtaar der udtryfkeligt, at Sørøverne anfom til Vergem I
Baaffengen og gjorde Landgang Thorödagen derefter, bet vil altjog fige
Thordpagen efter Paaffe-Ugen, eller anden Fhorsbag efter Vaaſte, der I 1393
bliver ben 17de April. HolesUnnalerne nævne derimob fom. Landgangedagen
næfte Dag før Jon Holebiffops Wesſedag, altfaa 22de April. Snarere ulde
man antage, at bette var ben Dag, ba de atter forlod Staden.

1393. Bitallebrødrene herje Bergen. 343

Forbehold: 4 Geden, „om han var Konge med Mette”. Vaa egte Sørø-
verviis lod Hr. Enis fine egne faldne Krigeres Liig bringe ud paa Vaa—
gen og der fænte ned; tun fin Medanfører lod han ordentlig jordfefte,
og det med flor Højtidelighed, ved Minoriterlirken. Inden aatte Dages
Forlød droge de bort igjen, efterfadende en tydft Befetning i Borgen,
og mebbringende fine-Fanger, hvoriblandt Jon Darre!). Et af dereg
Stibe ſtal dog ſtrax efter være blevet erobret, formodentlig af hine i
England lejede Krigefartøjer, der juft paa denne Vid maa have været paa
Bejen til Danmark, og ſaaledes tunde føde fammen med Røverne i Mordføen
eller Kattegattet. Befetningen paa dette Stib, 80 Mand, bleve alle henrettede -
fom Gørøvere*). Den i Bergen efterladte Befetning fit ogſaa friart fin
fortjente Gtraf, thi Fehirden i Nidaroos, Otte Rømer, famlede firar,
fom ber figes, endeel Krigsfoll — maaftee tom han tun tilfeldigvis firar
efter til Bergen med de Vedingstrøpper, fom han ifølge Udbudet havde
famfet — og føgte førft at indhente Røverflibene, men vendte fig, da
disfe allerede havde faaet for flørt Forfpring, mod den tydſte Befetning
i Bergen, der nu, fom der figes, ſtareviis blev drebt 3). Jon Darre
forbfev imidlertid i Fangenſtab, omtrent et Aars Vid, og fom da
paa fri Fod, imod Forftrivning om at betale Løfepenge *). Dog fom han
itte for det førfte tilbage til Norge eller fit Embede i Bergen, hvor Otte
Romer fremdeles ſynes åt være korbleven. Gamtidigt med dette Angreb
påa Bergen, eller maaſtee endogfan tidligere, gjorde Vydfterne i Stod-
holm, eller maaftee fnarere Sørsverne, der nu forfamfede fig der i
Mængdeviis, ødeleggende Tog omkring i de nærmefte Landſkaber, ope
brendte Befteraas, Fentøping, Nykoping og Lintøping, fljendte og brendte
rundt om i Herederne, og nedfablede en Bondehær, ver vovede at gjøre

1 øl. Annaker, Udg. S. 360, 362. *

4) Beretningen Gerom findes fun hos Huitfeld, S. 592. Det vil erindres, at
Bitaktebrødrene forlod Bergen ben 22de April, og at Kong Ridards Ordre til
GStibsbefalingsmendene I Lynn er af 20de April; det er faaledes hojſt rimer
ligt, at begge Gffabrer unde føde fammen. Detmar (G. 360) henfører Bi»
taltebrødrenes Unfald til 1392, hvilfet man frar vil fee ev urigtigt.

5) Bergens Rlimkronike I, Rorffe Magafin" I. 6. 33, fofr. Bergens Fundats

: fammeftedø &. 536, 537. Tiden angjves paa forſte Sted urigtigt til 1397,
bvllfet vel, naar det Fommer til Gtyffet, alene torde være en Gtrivfefl.

%) Ger Udbrag af Recessus Hansæ hos Guhm: XIV. 339, hvor man feer, at
Son Darre var vaa fri Fod i Mai 1395 og havde givet Forftrivning for
Søfevenge før Modet i Gelfingborg, ver holdtes I Midten af Auguk 1394.
$06 Guhm faar der vigtignok ,i Helfingborg*, men beite er urigtigt, ti

. Qriginalrecesfen, aar der peer (D. e. ufør") dem daghe to Helsingboreh*.

344 Grit af Pomern og Dronning Margrete.

dem Modftand, ved Villinge 2) Stort. bedre gik det vel heller ike til i
Omegnen af Bergen, faa længe Røverne holdt fig der. i
Trilſtanden var nu bleven faa utaalelig overalt i de nordifte Fars
vande og paa Kyfterne, og Gtædernes egen Handel og Slibsfart
havde lidt faa vofdfomme GStød*) at de alvorligt maatte være be—
tæntte paa en. virffom Fredömegling. Den 22de Juni holdtes der
en $Hanfedag i Lübeck, hvor der blandt andet blev beſtemt,
at formedelſt Ufredens Skyld maatte endnu å et Aar ingen drage til
Skaane for at nedfalte eller optjøbe Sid 2); men ved famme Lejlighed
blev formodentlig ogfaa et Mode aftalt. og berammet, fom ved Mie
chelsdagstider holdtes i Skanor eller paa Falfterbod, og hvor fanvel
Dronningen og hendes Raad, fom Hertug Sohan af Medlendurg og
Pans Raadgivere indfandt fig for under Gtæderneg Megling at dagthinge
om Freden. . Begge Parter erklærede fig villige til at antagedenne Meg-
ling, dog Dronningen med det Forbehold : ,faavidt hendes Wre tillod det”.
Dronningen fremførte nu fine Retsgrunde og Panflande, medens Her-
tugen førdrede, at man frulde hente Kong Albrecht fra Lindholms Slot,
for at han felv funde fvare dertil. Herpaa vilde dog Dronningen ikke
indlade fig, figende at bette ej ſtod til, hende at gjøre — Hvilket fynes at
antyde, at hun har frillet det frenfle Raad Gitterhed for, at Albrecht ej
flulde tomme ud af Fængflet uden dets Villadelfe — men at der intet
var å Bejen for, at Hertug Johan og hans Naad kunde fan Albrecht i
Bale paa felve Lindholm og der indhente hans Inftructiøner: Dette fynteg
dog igjen Hertugen og hans Raad ikke om; maaftee frygtede de for, at Drøm
ningen og hendes Mend vilde fvige den. Efter megen. Talen frem og
tilbage foreflog endelig Gtædernes' Gefandter. (hvoriblandt Henrit Weſtbof)
følgende Afgjørelfe, der fiden ogſaa blev Grundlaget for den endelige
Fredsflutning: at Kong Albredt ſtulde frigive8 paa to eller -tre Aar med
Forpligtelfe til da igjen at indfille fig i Fangenfrabet, hvis han ikke
imibfertid var bleven forligt med Dronningen, og at Stokholm til Sitterhed
for dette Løftes Opfyldelſe ſtulde overgives til fire Mend af begge Parters
Maad, eller fom opnævntes af Stæderne, for fiden at gives Kongens Mend
tilbage, hvis han atter indſtillede fig i Fengſlet, eller i modfat Fad at
overgived til Dronningen. Herimod havde Hertug Johan itte fynderligt
at indbende, og heller ikfe Dronningen, undtagen at hun ikke fandt Sit

1) De visbyffe Minoriters Diatium, Ser. r. Sv. I. S. 46, fofr. Ctieus Olai,
frede. 1. S. 117. Maar han her figer, at det" Sted, hvor Bønderne bleve
flagne, heraf fif Navnet Bonbaberg eller Skadaberg, ba er belte aabenbart
fun en felvgfort Forklaring eller I alle Fald et utilforladeligt Aimuefagu, thi
„Bondaberkana“ omtales allerede i Petrus Gervaſil's Reguſtab af 1834.

3) Suhm, XIV. 6. 313.

1303. dorgieves Geobbriøbe. Stocholm betefret. 345

terheden betryggende not. Hun undfkyldte fig med, at hun ført maatte tale
med fit norfte og fvenfte Rigsraad, fom nu ikke var tilftede, men fom
havde taget den Forpligtelfe af hende, at hun i denne Sag intet ſtulde
fovetage fig uden bem; fiber, førmodentlig efterat Hertugen allerede var
dragen bort igjen, fagde hun ligefrem til Gefandterhe, at hun gjerne
vilde føje fig efter deres Ufajørelfe, naar tun Stæbderne felv fillede hende
og hendes Niger fuldkommen Gitterhed for, at hun til ben beftemte Vid
enten fit Rongen igjen i fin Forvaring, eller Stockholm i fin og Raadets
Magt. Forreſten lovede hun halvt om halvt at meddele Stæderne, hvat
Beflutning hun og hendes Raad havde taget, naar disſe holdt fin næfte
$Hanfedag, bvilten forelødigt berammedes til førfttommende Kyndelmisſe 1).

Saaledes fom endnu intet Forliig iftand, og de tvende Miger, for-
nemmelig Sverige og Danmark, maatte frembeles lide under Gørsver-
trigens Redſler. Det fral have været i dette Aar, at Røverne endog
vovede at angride et flærft Stralfunderflib, uagtet de meget godt vidfe,
og bet tillige blev dem fagt, at det itte tilhørte de Danſte, men de Vydfte.
Men denne Gang fom de til fort, dered eget SK blev taget, og noget øver
hundrede tagne til Fange, hvilte Gejerherrerne af Mangel paa Baand
og Lænter floppede ind i Tonder og forvarede i Skibsrummet, indtil de
fom. hjem, hvor be ba bleve tagne ub een for een og halddugne*).
Dette vifer, hvor flor Fordittrelfen maa have været imod dem, endog
blandt deres egne Landamend. Siden gjorde ogſaa Dronningen alvore
lige Foranflaltninger til at forjage dem fra Stodholm og vinde denne
Stad tilbage: Hun valgte dertil Bintertiden, maaſtee fordi det da var
vanfleligere for Røverne at fomme Gtaben til Undfetning, og overdreg
Befalingen over Belejringshæren til Abraham Brodersſon og Algot
Magnusføn, der nu var Høvding paa Ørebro >). De danfte Trop⸗
per have faaledes formodentlig ifær været famfede fra Dronningens eget
Landſtab Halland. Seld begav hun fig til Kalmar, hvorfra Hun den
'25be Januar tilſtrev Gtæderne og bad dem undfkylde, at hun ikke
funde fende Rogen af fit Raad med noget afgjørende Svar til Hanfe-
dagen i Luͤbeck, da Liden Havde været for Map til ut faa indhemtet
begge Rigsraads Erklæering; imidlertid havde alle de Medlemmer af
disſe, fom fun enkelwiis Favde talt med, fundet, at hun ligeſaa vel fom
$ertugen tunde betroe fig til Staderne, naar hun kun fit tilbørlig Sik.

1) Receasus Hanse, i Uddtag hos Guhm, XIV. S. 313—317.

%) Gormer, 6. 1166. Meimar Red, hos Grautofi 1. S. 494. Han, honfører
belte, neppe med Mette, til 1392.

) Mt de fo nævnte Herrer vare UAnførere for Belejringeſtyrken ſiges, fom oven:
anført, af Griens Olai. Algøt Maguuoføn folder flg I et Brév af 30te
Mai 1392 (i det fr. Rigsardiv) Høvedsmand paa Ørebro. >

344 Gil af Pomern og Dronning Margrete.

dem Modftand, ved Villinge*) Stort. bedre gik det ver heller ikke til i
Omegnen af Bergen, faa længe Røverne holdt fig der.

Tilſtanden var nu bleven faa utaalelig overalt i de nordifte Fars
vande pg. paa Kyfterne, og Gtæderned egen Handel og Skibsfart
havde lidt faa voldfomme Gtød*) at de alvorligt maatte være ber
tæntte paa en. virkfom Fredsmegling: Den 22de Juni holdtes der
en $Hanfedag i Lübeck, hvor der blandt andet blev —beftemt,
at førmebelft Ufredens Skyld maatte endnu i et Var ingen drage til
Skaane for at nedfalte eller optjøbe Sild 2); men ved famme Lejlighed
blev formodentlig ogfaa et Made aftalt og berammet, fom ved Mie
chelsdagstider holdtes i Stanør eller pan Falſterbod, og hvor fanvel
Dronningen og hendes Naad, fom Hertug Johan af Mecklenburg og
Hans Raadgivere indfandt fig, før under Stadernes Megling at dagthinge
om Freden. . Begge Parter ertlærede fig villige til at antagedenne Meg⸗
ling, bog Dronningen med det Forbehold : „ſaavidt hendes Wre tillod det".
Dronningen fremførte nu fine Metågrunde og Paafiande, medens Her-
tugen fordrede, at man ſtulde hente Kong Albrecht fra Lindholms Slot,
for at han felv kunde foare dertil. Herpaa vilde dog Dronningen ikke
indlade fig, figende at bette ej ſtod til, hende at gjøre — Hvilket fynes at
antyde, at hun. har frillet det foenfle Raad Sitferhed for, at Albrecht ej
flulde tomme ud af Fængflet uden dets Villadelfe — men at der intet
var i Bejen for, at Hertug Johan og hans Maad kunde fan Albrecht i
Vale paa ſelve Lindholm og der indhente hans Inftructioner: Dette fyntes
dog igjen Hertugen og hans Raad ikke om; maaſtee frygtede de for, at Dron⸗
ningen og hendes Mend nilde fvige den. Efter megen. Valen frem og
"tilbage forefløg endelig Gtædernes: Gefandter (hvoriblandt Henrit MBefhef)
følgere Ufgjøvelfe, ber fiden ogſaa blev Grundlaget før den enbelige
Fredsflutning: at Kong Albrecht ftulde frigives paa to eller -tre ar med
Forpligtelfe til da igjen at indfille fig i Fangenfrabet, hvis han itte
imibfevtid var bleven forligt med Dronningen, og at Stockholm til Sikkerhed
for dette Løfte8 Opfyldeffe flulde overgives til five Mend af begge Parters
Maad, eller fom opnævntes af Stæderne, for fiden at gives Kongens Mend
tilbage, $vis han atter indftillede fig i Fængfet, . eller i modſat Fald at
overgives til Dronningen. Herimod havde Hertug Johan ikke fynderligt
at indbende, og heller iffe Dronningen, undtagen at hun iffe fandt Sit

1) De visbyffe Minoriters Diarium, Ser. r. Sv. I. S. 46, jvfr. Cricus Olai,
fitebs. I. 6. 117. Maar han her figer, ot de Gted, hvor Bønderme bleve
flagne, heraf fif Mavnet Bonbaberg eller Skadaberg. ba er belte anbenbart
fun en felvgjort Fortlaring eller I alle Faldet ntilforladeligt Mimuefagu, thi
„Bondaberkana“ omtales allerede I Petrus Gervafil's Reguſtab af 1834.

3) Suhm, XIV. 6. 313.

1993. Bergjeves Beebonsbe. Stocholm befefet. 385

kerheden betryggende not. Hun undflyldte fig med, at hun førkt maatte tale
med fit norffe og fvenfte Rigsraad, fom nu ikke var tilftede, men fom
havde taget den orpligtelfe af hende, at hun i denne Sag intet ſtulde
foretage fig uden bem; ſiden, førmoventlig efterat Hertugen allerede var
bragen børt igjen, fagde hun ligefrem til Gefandterke, at hun gjerne
vilde føje fig efter deres Ufgjørelfe, naar tun Stæderne felv frillede Hende
og hendes Niger fuldkommen Gitterhed for, at hun til den beftemte Vid
enten fit Kongen igjen i fin Forvaring, eller Stocholm i fin og Raadets
Magt. Forreften fovede hun halvt om halvt at meddele Stæderne, hvat
Beſlutning hun og hendes Raad havde taget, naar disſe hodt fin næfte
$Hanfedag, hvilten foreløbigt berammedes til førfttommende Kyndelmisſe 1).

Saaledes fom endnu intet Forliig iftand, og de tvende Miger, for-
nemmelig Sverige og Danmart, maatte frembeles fide under Gørsver-
krigens Redſler. Det ſtal have næret i dette Aar, at Roverne endog
vovede at angribe et ſterkt Stralfunderftib, uagtet de meget godt vidfe,
og det tillige blev bem fagt, at det itte tilhørte de Danfte, men de Vydfte.
Men denne Gang tom de til fort, dered eget SK blev taget, og noget øver
hundrede tagne til Fange, hvilte Gejerherrerne af Mangel paa Baand
og Lænter ſtoppede ind i ønder og forvarede i GKosrummet, indtil de
fom. hjem, hvor be ba bleve tagne ud een for een og haldhugne*).
Dette vifer, hvor flor Fordittrelfen maa have været imod dem, endog
blandt deres egne Landsmend. Siden gjørde ogſaa Dronningen alvore
lige Foranflaltninger til at forjage dem fra Stockholm og vinde denne
Stad tilbage: Hun valgte dertil Vintertiden, maaſtee fordi det da var
vanfteligere for Røverne at fomme Staden til Undſetning, vg overdrog
Befalingen over Belejringshæren til Abraham VBroderdføn og Ulgøt
Maguusføn, der nu var Høvding paa Øredro >). De danfte Trob⸗
per have faaledes formodentfig ifær været famlede fra Dronningens eget
Landſtab Halland. Selv begav hun fig til Kalmar, hvorfra Hun den
25de Januar tilſtrev Gtæderne og bad dem undfkylde, at hun ikke
tunde fende ØTogen af fit Raad med noget afgjørende Svar til Hanfee
dagen i Såbed, ba Tiden havde været for knap til at faa indhentet
begge Rigsraads Erllæring; imidlertid havde alle de Medlemmer af
bisfe, fom hun enteltviis havde talt med, fundef, at hun ligeſaa vel fom
Hertugen funde betroe fig til Stæderne, naar hun kun fit tilbørlig Sik.

1) Receasus Hansæ, i Utdrag hos Guhm, XIV. S. 313—317.

3) Corner, S. 1166. Meimar Kock, hos Grautoff I. S. 404. Han, hrafsrer
dette, neppe med Mette, til 1392.

9) Mt de to nævnte Herrer vare Anførere for Belejringsfiyrken figes, fom oven
anført, af Gricns Olai. Algot Magunoføn falder fig I et Briv af I0te
Mai 1392 (I bet fv. Rigsardts) Høvsbemand paa Drebro.

ME : Brit of: Hometn og Dedaning Mergsrte.

kerhed for fig og fit Mige, bvilfet hun ogfaa haabede, at Stæderne tj
vilde megte hende, da hherfen hun eller hendes Mend med fit Vidende
havde fornærmet dem, ligeſom bet heller ikke var hendes Skyld, at nogen
endelig Fred ej var kommen iftand paa Falſterbod, da hun her itte Havde
tumnet gaa videre Å fine Vilbub. Hun henſtillede bet derfor til Stæderne
* at helde et nyt Fredsmøde med hende i Danmark, og bad om Svar
herpaa, faavelfom om hvorvidt be i Forening med hende vilde bekrige
Sorsberne 1). Imidlertid fortfattes Belejringen af. Stockholm med faa
dant Eftertryk, at Staden .nær havde maattet overgive fig formedelft
$ungersnad, hvis itte Hertug Jøhan i den yderſte Tid. havde fendt
nogle Stibe fra Mismar til Undfetning: Disſe havde vel mange Ban-
fleligheder at kempe med, ba de frøs inde ved, Dalarø og bleve an—
gvebne af en overfegen dauſt Gtyrfe, men ved Unførernes Klogſtab fik de
bog flaaet Angrebet tilbage, og da der ſtrax efter indtraf Køvefr, ubret-
tede be fit Erende vg forfynede Staden med Levnetsmidler. for lengere
Eid, faa at ogſaa denne Belejring blev frugtesløs*). KHuvde det lyte
tets Dronningen, at faa Gtaden indtaget, da er det vel. et Gpørsmaal,
om Kong Albrecht nogenfinde vilde have faaet fin Frihed igjen. Dette
indfan viſt ogfan hans. Kilhængere meget vet, fiden de med faadan
Haardnakkethed forfonvede Staden. Det Held, fom Soroverne havde
med. fig, gjorde dem endun briftigere 'end. forhen. Det var. vifnot
å obermodig Forventning øm; at Gtæderne nu .vare blevne alverligt
bange, : at Hertug Johan og Affendinger fra Roſtock og Wismar ind»
fandt fig paa Hanfedagen i Låbed, der afholdtes em Maaned femere end
efter den førfte Beftemmelfe, og føgte at aflokke Stæderne Løftet om, i
Stødsfald endog med Maadenmagt at ville tvinge Dronningen til at gide
Kongen føs, idet de gav hende al Stylden for, at man ikke. ved forrige
Møde paa. Falferbod var kommen til Fred og Cnighed. Men herpan
vilde Gtæherne naturligvis ikke indlade fig, uagtet de ellers ertlærede
fig villige til at megle Fred; tvertimød vedtog de endog at udrufte en—
deel bevaæbnede Stibe for at frede Søen.— altfaa i Virkeligheden for at
"underftøtte Dronningen —, uagtet hine Sendebud forſikkrede, at man here
efter vilde afholde fig fra at angribe Stæderned Stibe, ja endog til-
bød Grſtatning for den Stade, der allerede var dem tilføjet. Det er
fydeligt not, at Gtæderne ej troede paa didfe Horfitkringer. De u-
fledte endog et Forbud til alle hanfeatifte Stibe mod at fele gjennem
Ørefund, men ferev forøvrigt til Dronningen, at fiden hun ønftede tt
Møde med dem i Danmart, flulde deres Sendebud indfinde fig hos

1) Recessus Hanse, I lbbrag has Suhm, XIV, 6. 322.
*) Gorne, 6, 1168, Gujm, IV. &. 328.

1394. Vorgjenes Brebsmsde I Gelfingborg. 347

hende til St: Hansdag, om hun ellers til den Vid kunde faa fine Maad:
famlede 2). Omtrent famtidig hermed var formodentlig en Gtrivelfe,
fom ben føromtalte Hertug Albredt, Greve af Holland og Jerland,
henvendte til Dromningen, og hvori han underrettede hende om, at Sø:
røverne fra Bismar og Roſtock havde plyndret en Umfterdamer for 6000
Gylden, og at han derfor havde givet fine Underfaatter Viladelfe til at
fejde paa disſe Stæder, hvortil han. anholdt om Dronningens Biftand 2).
Det nyttede bog altfammen intet. Soroverne forfatte fremdeles ſit Ung.
fem. 3 Juli 1394 herjede og opbrendte de Malmø 3), og man erfarer,
at de højt anſeede Mend Hr. Jens Muut fra Danmark og Arvid Bene»
dictsføn fra Sverige omtrent ved benne Vid eller maaftee noget tidligere
vare faldne i Deres Hender og maatte give Forftrivning paa Løfepenge
for at fomme fri. : '

Disfe Uroligheder var maaftee Marfag i, at den Sammenkomſt,
ber frulde holdes i Danmart ved Midfommerstider, blev udfat til de
førfte Dage i Auguft. Den Holdtes i Helfingborg. Om Dronningen
Ber. havde faaet det norſte og foenfte Raad famlede, faaledes fom bet
var aftalt, vide itte, men faa meget ev vift, at der foruden Erkebiſtopen
af Sund var tre danfte Bifoper, tre norfte, nemlig Cyftein af Oslo,
Henrik af Orknø og Bikbold af Færø, og to ſbenſke, Thord af
Strengues og Henning af Vegfjø, tilftede, fotuden en Vitulærbiftop+).
Det ev derfor ikke ufandfynligt, at ogfaa idetmindfte nogle af de verds=
fige Herrer have været ber, frjønt neppe i tilftrætteligt Untal.: Sterder⸗
nes Sefandter indfandt ſig ſtrar efter den 15de Auguſt, men der blev
enten ingen Underhandlinger af, eller ogſaa blepe de fnart afbrudte / for⸗
medelft et vodfomt Glagsmaal, der opflod mellem nogle Danfle og Vydfte
paa et Bertshuus og koſtede en Borgermeſter i Stralfund Livet 5).
Imidlertid Blev dog et nyt Møde aftalt og berammet til førftfommende
Chriſti Himmelfartsdag i 1395 paa Skauor og Falſterbod. Denne Gang
ble Underhandlingerne itfe frugtesløfe. De førtes ogſaa nabenbart med
langt ſtorre Oprigtighed og vedelig Bilje til at faa Freden opvettet, end
forhen. Der indfandt fig nu virkelig Raadsherrer fra alle tre Niger i til

') Recessus Hansæ, I Ulbbrag hos Sühm, XIV. S. 324, 325.

%) Ubateret Brev I Dipl. N. V. 368.

3) Detmar, S. 382.

*) Man har endnu et Par Indulgenobreve, wv die i Gelfingborg den Gte og
10de Auguſt, af be nævnte norffe Biffoper tilligemed Grfebifop Jakob af Lund,
eder af Aarhue, Tette af Odenje, AI af Ribe og Thord af Gtrenguet,
for nogle danſte Kirker, fr Bontoppibans antaler u. S. 243, Suhm, XIV.
S. 382.

5) Detmar, S. 363.

348 Gil af VPomern og Dronning Morgrete.

frvættelig Mengde, fra Morge Erkebiftop Vinalde, Bifkop Cyftein af
Oslo og Biftop Jakob af Bergen, Hr. Ulf Holmgeirsfør, Jon Darre,
Son Martinsføn, Finn Gyrdsføn, Alf Haraldsſon, Otte Rømer og
hans 'Søn Gvaale, Gudbrand Erlingsſon og Haakon Vøppa), fra
Gverige Erkebiſtop Henrik, Biftoperne af Strengnes, Linløping og Aa⸗
bo, Hr. Erik Ketilsføn, Hr. Karl af Tofta, Hr. Steen Borsføn, Hr.
Amund Jonsføn, Hr. Ulf Jonsføn, Hr. Heyne Snakenborg, Jakob
Mbrahamsføn, og mange flere; fra Danmark Grisbiftopen og fire Bi-
froper, føruden en ſtor Mengde verdslige Herrer. Sendebudene fra
Stederne, nemlig Låded, Stratfund, Thorn, Elbing og Danzig, fam-
ledes allerede paa Glanør fra 40be til den 20de Mai, Dronningen an
tom den 24de: Mai, ligeſaa mødte Hertug Johan og Gefardter fra den
tydfte Orden. Der blev ivrigt. underhandlet, førft paa GSkanør og
Falfterbed, og fiden paa Lindholm, fiden Kong Albrecht ogſaa maatte
være tilſtede. Stedernes Gefandter og formodentlig ogſaa mange of
Maadsherrerne maatte her tilbringe 16 Dage i Velte, da Slottet ej
funde rumme dem. Det vilde her blive forvidtløftigt, Gtridt for Skridt
at følge bisfe Underhandlinger; det er tilftretfeligt at anføre, at Betingelferne

omtrent bleve de famme fom de, Stederne allerede ved Underhandfingerne -

11393 havde opſtillet, men med faadanne Garantier for Dronningen, fom
fun funde være tjent med. Det beftemtes nemlig, at Kong Ulbredt og
Hans Søn Hertug Grit fluide fettes paa fri Fod mod en Søfepenge af 60000
Mt. brendt Sølv, ag at-der for det førfte ſtulde være Fred mellem dem
og dereg famt Dronningen og hendes Mend pna tre Aar, fra forſtlommende
Midjelddag at regne. Blev til den Vid hverken Pengene betalte eller
Stodholm overgivet, ſtulde bredt og Hans Søn gan ind i Fangen
ſtab igjen og Freden opfiges med ni Ugers Frift; bleve Pengene betalte,

1) Disfe Herret nævnes nbirykkeligt blandt de mange Medforlovere paa Freds⸗
Drevet af 170e Juni (Suhm, XIV. &. 593, 501, efter Recessus Hanem).
Migtignok exe enkelte Navne heel fordrejede, fom „Ulf Gregerdføn" iRebetfor
„uif Holmgeirsføn* hvilket derlmod faar rigtigere I det andet Horfikfringg-
brev af Sbe September, nemlig uGalingsfen", d. e. Holmgeirsfon, forkortet,
(fammefteds & 602); uu kunde det vel altid være tænteligt, at ilke alle dlefe

Zorlovere have været tilfede, men naar man feer hen til, at Hanfefræbernes
Borfitteingsbrev af Bbe September udtrykfeligt nævner idetmindſte Agmund
Bolt, Alf Haraldsføn, Finn Gyrdsfon, Otte Rømer og Jon Martinsføn, og
at be fre Bifføper endog ere Medudfledere af Hrebsbrevet, er bet Fart, at I
alle Fald disfe 8 have været nærværende. Ut Jon Darre ligeledes var til-
frede, fres af andre Breve; og be øvrige, der beguden, paa Haakon Topp nær,
ogſaa nævnes fom Mebforlovere for Dronningens Forfftringsbrev af Bbe
Geptember, blive ba for faa og tildeels for lidet betydemde til, at man ſtalde
ville have nævnt bem eller eſtet deres Gaution, naar de ilke virkelig havde
været tilftede.

1908. Fredocongres pan Hnbholm. 349

da ffulde den funne opſiges med ert Aars Frift; men. blev. Ctodhalm
obergivet, ſtulde ben. vedvare fremdeles. Kongen, hand Søn og. Hertug
Johan frulde beholde Vioby med den Deel af Gotland, fom deres
Mend havde inde den 24de April, og. Dronningen ligeledes hvad hun
paa den Vid endnu havde inde; kunde be til den Vid ej forliges derom,
ſtulde Freden dog førit hmne opfiges med å Aars Friſt. Saalenge Freden
varede, frulde al Gtidsfart og Handel være fri, og imidlertid ſtulde ingen
bygge nye Glotte i Sverige eller paa Gotland, For Freden indeſtod
de ovennævnte forfamfede Herrer fra de tre Miger paa Dronningené Side,
de tre Eriebiftopsr, ni Lydbiſtoper, femti Middere og tre og. femti Svene;
paa Kong Albrechts og. de mecklenburgſte Hertugers og deres Bilhængeres
famt Steders Vegne ligeledes en Mengde Middere, Svene og anferde
Borgere, hvilke bog ikke alle vare tilflede, men bagefter tikføjede fine
Segl. Det vedtoged ligeledes, av Freden frac ſtulde indtvede til
Søs, og at ingen Kaperftibe ſtulde være I Søen efter 24de Juli; end»
videre at de tre i fin Vid fangne Herrer Jens Munt, Urvid Benedictsfør og
Jon Darve, der allerede før Dagthingningen i Heifingborg havde lovet
Søfepenge, fulde have udieſt fig til næfte Aars Paaſte. Sillerheden
før, at be 60000 Mart bleve betalte, overtog Stæderne at fille, imod at
de imidlertid fil Stofholms Slot og By i Forvaring. De fyv Stæ-
der, Lübeck, Stralfund, Greifamalde, Thorn, Elbing, Danzig og Reval,
ſtulde udſtede fit Forfitringébrev paa, at de under de foranførte Vilkaar
om tre Aar, fra Midelsdag af at vegne, enten ſtulde udlevere Albrecht
og Gøn igjen til Dronningen paa et af de fire Slotte, Kalmar, Bore
bingborg, Helfingborg eller Nyborg, eller og betale hende de 60000 Mi.
brendt, eller endelig overgive Stokholm. Dronningen derimod lovede at ville
med al fin Magt hjelpe dem til at faa Staden tilbage, om den i Løbet af
de tre Aar blev dem fravendt ved Forræderi, Magt eller paa anden
Maade, og forpligtede fig til, om eller naar hun fit Staden igjen, at
betvæfte deng gamle Rettigheder og Friheder, famt overhoved Kjøbmender
nes Vrivilegier i hele Sverige. Va det badve for Stæderne og Dron-
ningen var magtpaaliggende, at Freden ſuareſt muligt fluttedes og for—
tyndtes, før at GSørøverne deſto før unde betages ethvert lovligt Paa-
ſtud til at fortfette fit Utæfen, blede de Brede, der kun vedkom Freden
ſelb, allerede ſtrar verlede og ubferdigede Ven 170e Juni. Kong
Albrechts Frigivelſe kunde derimod ikke finde Sted, førend de Sikkerheds⸗
breve, fom å ben Anledning ſtulde udſtedes, nemlig om Bøfepengene, om
Stockholms midlertidige Overgivelfe til Staderne, m. m. vare beſeglede
og udverlede; men for itte at tade nogen Vis blebe de dog ſtrax ſtrevne,
og baterede ben Sde September, til hvilken Dag man antog, at Befeglins

860 Grit sf Pomern og Dronning Margrete.

gerne fra alle Kanter tunde. være tilvejebragte. Paa denne: Dag ſtulde
Øifatdter fra GStæderne. panny ſamles med Dronningen og hendes Raad
i Helſingborg. for efter Bredenes Udverling at modtage Kongen. Her—
med fiiltes man ad for denne Gang. . De norfte Raadsherrer drog for
mobdentlig hjem, i alle Fald fun paa nogle faa nær, navnlig Jon Darre,
der maaftee itte torde reiſe bott, førend han havde betalt fine Løfepenge.
ØOpfaa de øvrige drøge hver til fit, Gitædernes Geſandter medbringende
de Breve, ſom af de fyr Garant⸗Stader ſkulde befegleg 1). :

Imidlertid var det ikke muligt at faa: alt dette beførget i faa Fort
Friſt, fom Uftalen fød. Forſt nogle fan: Dage før: Midelsdag indfandt
Geſandter fra Luͤbeck, Bhorn, Elbing og Meval fig med de befeglede
Breve i Helfingborg, og Dronningen havde va ikke endun fanet det Brev,
føm Qun og be tvende :MigerS Raad ſkulde udſtede om Stockholm, mere
bid halv befeglet, da der, fom vi have ſeet, vare henbed 114 Indfegl,
font flulde tilveiebringes. Gtæderne vilde derfor i Førfmingen ilke tage
derimod, men denne Vanſtelighed bortryddedes derned, at: Dronningen og
flere Naadsherrer, hvoriblandt Jon Darte, gav fin Forfitring om, at
et nyt og fuofendigt Brev. inden .næfte Midſommer flulde blive indfendt

Det nærmere om dioſ⸗ Borhanblinger har Suhm eflet Recessus Hinsæ med:
deelt XIV. &. 387—348, og tillige aftryft be vigtigfte af de udverlede Breve
fammeftebs & 590607. BI funne derfor henvife hertil. Ger ogfon Lager:
bring Ill. &, 790—734. Ift. Detmar ved 1395 S. 368, 369, og Palndan-

- Millers Observ. eriticæ, S. 25—30. Ogfaa Bunge, Liv-Gf-Kurl. Urfunden.
Her meddeles ogfaa, efter Breve I det Revalffe Raads-Ardiv, en Gtrivelfe
"fra be tre preusfiffe Befuldmegtigede ved Fredscougresſen iL deres Commit-
tenter, bateret. Gfanør den 190e Juni, der indeholder flere interesfante Op⸗
-lygninger. Man feer deraf, at betminofte disſe Gendebud anfom til Gfanør
allerede ben 10de Mai, og at Dronningen fom 14 Dage efter, aitfaa den

* 24be, hvorefter Hoihandlingerne begyndte; men va vet blev Yale sm Gtod:
houn, og Kongens perfoilige Rærværelfe. var. nødvendig, lod Hun Ham og
Hane: Søn bringe til; Lindholm, hvorhen da, ogføg alle de øyrige began fig
og lan 16 Dage paa Marfen (ju Belde) ubenfor Slottet, mdiil Gagen blev
afglort. (Mltfaa var Kongen. og hane Son tidligere itfe paa Lindholm, men
Hvor vare be da?) ' Den 18de Juni fom Gefandterne tilbage til Stanor
+ — og. afventede' Acternes Meenfttidning. Dronningen. ventedes til Balfterbod d.
r .. 4905, og Songen Aulde-blive.Gos hende, indtik Brevene fra de Stader, der
afgave Borløfie- for ham, vare befeglede. De ſendte dette Brev for Gifter
hebs. Gkylb bobbelt og anmodede ben” førfte Stad, der fik det, om at mevdele
$Høfmefteren bet, paa det at hanfirar, ba ingen Lid var at tabe, kunde opforbre
”Mevalerne tl at bringe fit Gegl til Preusſen for at kanne indfegle' med de
øvrige. Denne Opfordring afgit ogfaa allerede måder 27de Juni. - AF Gtodtr
fjolmø nye Befetning Kulde Libed, Gtralfund og Greiſfswalde ubrede Halv:
velen, de preuofiſte Slader og Reval Halvbelen. Man formodede, åt der fra
Begge Sider ſtulde være" 200 Vabnede og Stytter, med gode Plader og
Armbryfi.

1896. Song Albrecht frigives.: - 35$

til! Lübeck. Derimod maatte de fyr Stæder, ſaabelfom potet, Wis mat
og. fefve Stockholm, udſtede et eget Horfikringsbrev: for Rong Albrecht,
om "at fan ubrødeligt ſtulde holde alle: Dagthingningens Artiklet
Saaledes fom. da endelig Utbredt og hans Søn: paa: fri Fod Ven
26de Geptember, eftevat Han havde maattet prøve Fangerftadeti-ligefan
lang Tid, fom Kong Magnus: en merkelig Gjengjeldelfe. Den 205e
September var han anfommen til Traven vg begav fig efter:nogle Fore
handlinger. med det luͤbeckſte Raad til'Roftott, hvor. han faalededefter
6 Wars Fangenflad atter tom til fit Urvehertugdømme og maatte
betefter lade fig nøje med dette, uagtet han endnn hverken opgav Konges
titlen eller fine Fordringer paa GSverige.. Men Margrete Havde nu fil
fret fig faa godt; at: hun itte mere frygtede ham. Stockholm Vare
fenger å hans, men i de med hende fredeligt førbundne Stæders Magt;
hun tjendte for vet hans Hjelpetilder,. :0g vel ogfna hats Sorgloshed
og Ødfelhed, til at Hun itte flulde være vis paa, at det vilde være
ham én. Umulighed at tifvejebringe den ſtore Bøfefum: altfan vilde. hun
dog under alle Omfændigheder funne gjøre fitter Regning paa Stockholm.
Det var maaftee endog den kloge Margrete ikke ſaameget imod, at -Ul-
bredt ej veent ud frafagde fig fin Fordring paa Sverige, thi farlig kunde
han ej lenger bære hende, og hun vilde dog altid derved have-flørre Klemme
paa de felvraadige fvenfte Herrer, naar den Tid fom, at Erik af Pomern
ogfaa af dem ſtulde tages til Konge, og hun derhos,, fom vi ville fee, ryte
kede frem med Paaſtanden om en gjennemgridende Reduction af de Kroer
nen frafomne Gjendomme.:

Freden var nu gjenoprettet mellem de egentlige trigførende Magter;
det ſtod tun tilbage at frede Søen for Bitaliebrødrene. Men dette havde
fore Banfteligheder. Deres Frekhed var fnarere tiltagen end aftagen.
Om Høften 1394 havde de endog vovet. at opbringe nogle Gefandter,
fom $Højmefteren af Preusfen havde. affendt til Dronningen for at
håndle om Kong Ulbredts løsning, fan ut der ikke blev noget af det
hele Gefandtftab '). Det var, fom vi have feet, beftemnt, at Gøen
frulde ertlæres fredet Årar ved, Fredens -Ufflutning den 17de Juni, og
der ſtikkedes ogſaa Sendebud omkring for.at fortynde dette, -navnlig for
Mecklendurgerne og Vitaliebrødrene, tilføjende, at bris disſe ikke havde
rømmet Gøen inden der 25de Juli, eller efter denne Dag gjorde Kjøb-
menbdene nogen Stide, vilde de blive. frafipe 2). Man havde adigeve

9 Er Søjmefterens Gtrlvelte af. 27de Zuri til Mevals Raad, Bunge, Live
GR-Rurl. Url..B. No. 1381.

2) Dette fliges i føromtalte Gtuivelfe fra de vrinsfife: Gent I ' Sianer af
195e Juul, Bunge IV. S. 64.

352 Grit af Pomern og Dronning Murgreie.
itte fynberligt Haab øm, at be vilde vette fig derefter, og derfor var man

allerede enig om at holde en Hanſedag fivar efter Kougens Frigivelfe

før at beflutte, fvad der i faa Fald var at gjøre. De viifte fig ogfar
intet. mindre eud fredelige. Paa famme Tid, fom man underhandlede
å Staaue, drog en ſtor Mengde af dem til Bifland, hvorhen alletede den
unge Hertug Albrecht af Med lenburg- Stargard bemmeligt havde begivet fig
hen og nu opholdt fig hos ben mod den tydſte Orden fjendiligt findede Biſtop
å Dorpat: det heed fig ganfte vif, at dette var on Uftale mellem Sør»
verne og Ulbredt, fom ved deres Hjelp vilde tilføje Ordenen Stade ').
Juſt ved denne Vid gjorde Hr. Knut, Søn af Bo Jonsjøn, Fordring paa fin
Faders Pantelehn i Finland og troede not fnareft at unne opnaa hvad
ban: vilde ved at fløtte fig til Kong Albrecht, der nu fnart ſtulde fomme
paa fri Fod. Han fit endog Jakob Ubrahamsføn til at afftar ham Aabo,
Gafteljolm paa Ualand m. m., mod visfe perfonfige Fordele, og herftede
ſaaledes, da han formodentlig ållerede havde Viborg, næften over hele Fin
fand, og paa bet nærmefte uafhængigt. Heraf fulgte ganfle naturtigt, at han
fom i et venflabeligt Forhold til Vitaltebrødrene, navnlig til dem, der flod
å Forbindelfe med den nysnævnte Hertug: Albrecht, vg at han gav den
Zilhold og Fredland i de finlandfte Havne, hvorfra de nu gjorde de lif⸗
laudſte Stæders Hanveldjartøjer megen Førteed?). Det var derfor

1) See Højmefterens Gtrivelfe af 185e og 10de Juni til Orbenømefteren I if:
land, Hertug Johan i Medlenburg, Borgerne I Moftod og Wiemar, og ven
ved redsrongresfen I Gkaane Uggende Comthut af Schwoh. Der her om
talte ,unge Hertug Albrecht” var em Gøn af Johan af Gtorgasd, og ſaale⸗
des Gyftenebara til Rong Mbredjt. Han maa have været indtraadt I den
geiftlige Gtand, thi Bifopen af Derpat gjorde. ham fort efter til Coadjutor,
men han fom allerede I 1397 tilbage til Medlenborg. See Mudlof, 11. 6.
536, og Detuar, S. 373.

* 5 Kret Boesſons Brev af 155r Huguft 1395,- hvorved han ertjender at have
faaet Nabo og Gaftelholm pan Aalaubd m. ar. af Jalob Abtahameſon, og der:
imob tilfiaar demme vlsfe Fordele, famt tilfiger Fom fir Biftand mod Drones
ningen, er aftryft blandt Styffe's Bidrag, Mo. 26. S. 200. Et Brev fra
Dtvendmiefleren I Liland til -Borgermefteren i Reval oplyfer, at man maatte
verve Hr. Knut Boefyn og Jakob Mbrahamsfan for at faa. det Gode til
Dage, ſom Bitaliøbrodma Gtuls m. Å, der mn flid E den uøjefte Bordhudelfe
met ben ovennevnte Hertug: Albrecht I Dorpat, havde røvet ved Gviaforene.
Dette vifer aabenbart, at Knut, Hertugen og Gørsverne flod I Forbund med
hluanven, (Bunge, I. c Mo. 1187, hvor Brevet forreften ev mrigtigt hem

. ført fil 1881), Ugeſom hur tHint ført omtalte Brev uvityftetigt antyder

Muligheden af, athan kommer til at underhandle med Kong Albrecht. Gude

lig ſees bet af en Skrivelſe fra Rafeborg uden Marstal, men bateret Bredag

- før Ølartemesfe ſiote, fondfyntigvits 7Tde Geptdr. 1397, fra Crugiſt Rifolas:
føn, Steen Boesſon og Thord Bonde, Befalingeniand paa Kafeborg, at Bir
tallebrodrene da havde ilholb I Wabo og anbrnfirbe I Bagderist: (Bauge, I. c.
Ro. 1408). J

0 4395. Bergen hjemføges paany af Sørøverne. 353

paa hoi Lid, at Staderne gjorde Alvor af at renfe Farvandene for dem,
faameget mete fom de ingen Mine gjorde til at lyſtre Fredsbudet, uagtet
Stederne, for at give bette deſto førre Eftertryk, allerede famtidigt
havde fadet. en Flaade føde ub for at krydſe om efter dem lige til efter
Midjelddag, og Gtralfunderne havde været heldige nok til atter at
fange en heel Deel af dem, der næften alle bleve grumt henrettede”).
Alt dette fynes itke at have haft anden Biring paa Fridytterne, end
at en Deel af dem lob ud i Morbføen og vendte fig mod Bergen, der
mn anden Gang blev plyndret og brendt, førend Byen vel endog var
fuldftendigt opbygget igjen fiden den ſidſte Ødeleggelfe i 1393. De ude
plyndrede, figes der, baade de tydfte Kjøbmend og Nordmendene og tog
en Mengde Gods, Ktenodier i Guld, Sølv og dyrebare Klæder, Huus»
gevaad og Skreid. Formodentlig var Otte Rømer endnu ikke kommen
tilbage fra Mødet i Helfingborg, faa at der ej var nogen til at fille fig
i Spidfen for Borgerne og opmuntre dem til Forfvar. Med fit rige
Bytte fejlede Røverne tilbage til Roſtock og Wismar, fandfynligviis
efterat Gtæderned Fartøjer havde endt fit Krydstog, og folgte det der
meb god Fordel, da begge Steders Borgere, fom ber figes, brød fig
fidet om, enten Godfet var vundet med Met eller med Uret*). Men
imidlertid havde Gtæderne holdt den omtalte Hanfedag i Lübeck, ſamti—
digt med Kong Mibredts Frigivelfe, og befluttet, til næfte Aars Paaſte
at udruſte en ny velbemandet Flaade, ligefom de ogſaa fit Kong Albrecht
til at give det Vilfagn, at han ikke vilde tage dem i Forfvar 3). De
fandt det derfor nu raadeligft, idetmindfte pan nogen Tid at!
forfade den fydlige Deel af Ørfterføen. De deelte fig ad; nogle
gik til Notdſoen og herjede paa Frisland, ja lige til den ſpanſte
Sø, hvor de gjorde Handelsſtibene megen Fortred; andre gik til
den finſte Bugt, hvor be famlede fig i for Mængde ved Biborg, lød
ind å Mevafloden og røvede fra Rusferne *), og fremdeles begunfligede

* 1) Suhm, XIV. 6.341, Deimar, S. 366.

2) Detmar, 6. 371. Grang, Norvag. VIII pag. 750. Merkeligt nok, at dette -
nye Angreb paa Bergen fet itle er "omtalt I de" øl. Annaler.

5) Suhm, XIV. 350, efter Recossus Hanse. Jvfr. Stadernes Brev tl Drons
ningen fra amme Hanfebag om Bitallebrødreneo Anfomft til Viborg, Suhm,
XIV. 6. 609.

%) Rufus's Krønike, fee Grautoffs Detmar S. 371. Detmar felv har en eden»
tyrlig Fortelling, ver ogſaa er optagen af Gorner (GS. 1471), om at de fiden
føor vilb pan Soen og fom forbi bet hellige Land og „Caſplen“, hvor Ind⸗
Byggerne anfog dem før at være ,røbe Jøder", og famlede fig-i faadan
Mangor, at de ilke vovebe fig i Land, men ofterat have bredt endeel fra Ski—
bene, ſejlebe videre, Fom til vilde Folkeſlag, og flaffede omkring I Berden, (ude
til be ømvelig fandt em Tydſter, der vilfle dem Belen hjem, hvor de omfider

Ørande ditoric. Unben Goosbafbeling. I. 23

354 Gulf of Pomern og Dronning Margrete.

af Knut Boesføn. Heller itkke lykkedes det Margrete førend efter ter
til fire Mars Forlsb, fom vi mille fee, at tomme i Beſiddelſe af Finland
faavelfom -de nordligfle Dele af Sherige. Men den frørfte og bedſte
Deel af Riget adlød dog Dronningen. Mecklenburgernes Magt i Landet
var fuldftændigt tilintetgjort. Freden var gjenøprettet inden Riget og i
de nærmefte Farvande om alke de tre Niger. Rorden havde faaet Pufter
rum efter ben langvarige ufittre Krigstilfland, og Margrete havde frie
$Hender til at udføre fin længe nærede og forberedede ſtore lan, at
tnptte de trende Miger nærmere. fammen i en blivende Forming - under
eet felles Overhoped.

25. Forholdene i Norge. Biftoperne Jakob og Eyſtein. Dronningen og
aadet udſteder Retterbod. Begivenheder pan Jelaud og. litoligheder paa
, * Feroerne.

Ide fer Aar, fom vare forlobne fra Eriks Ophojelſe paa Norges
Kongetrone indtil Fredens Gjenoprettelfe fynes ingen Begivenheder af
nogen færdefes Merkefighed at have indtruffet i Norge, idetmindſte om-
tales ingen ſaaadan, hvilket iallefald indeholder et middelbart Bidnesbyrd
om, at der ej forefaldt noget, der i væfentlig Grad forſtyrrede Fred og
Mo i Landet. Bergens Piyndring af Bitaliebrødrene fynes at have været
den enefte ſtorre Ulytte, fom bjemføgte Norge. Imidlertid unde man
vel ogfaa fige, at Stadens Jndbyggere trængte til en faadan alvorlig
Dpvetkelje og Straf for det ryggesløfe Levnet, de i den fenere Lid havde
ført, og fom Biftop Jatob i et Apvatfelsbrev, han lod udgaa i Marts
1390, flifdrede i de mørtefte Farver, fljønt rigtignok faaledes, at man
her fnarere maa antage, at han Har haft de tøjleløfe, overmodige tydſte
Handelsmend for Øje, end den norfte Peel af Befolkningen, der dog
vel neppe har funnet undgaa at ſmittes af def daarlige Grempel. „Vi
nødes”, føriter han, ,til at advare Eder mod det 'ureenlige og fyndige
Levnet, fom herffer å Bergen, og aldrig mere end nu, nemlig Frille
Levnet, der obes mere i denne lille Stad end i nogen af famme Gtør-
velfe i hele Gjriftenhedens Hvorfor utallige Folt komme til Stade, baade
til Søs og til Lands, til Liv og til Sjæl, ej alene de, fom felv for-
bryde fig, men ogſaa andre med dem; og Jomfruer, gode Mends Døttre,
fljemmes og vanceres; ligefom og det hellige Egteſtabs Baand foragtes og

anfom, efterat Halvdelen vare omkomne i Kamp og-ved Hunger. Guide der
ligge noget fanbt til Ørunden for bette, faaledes at bisje Gørsvere maaffee have
"været fordrevne til Amerifas Kyſter og ber have beſtaaet em Kamp mod de
Bilde? Og frulde dette manffee igjen fraa I nogen Horbindelje med de Begi:
venheber, ber omtales i Gorbindelfe med Benternes Melfer, hvorom nedenfor!

1390—1397. Biffoperne Jalobs og Cyſteins Virkſomhed. 355

trænted, Heredet legges øde dermed, og alt Landet paadrager fig det daar⸗
ligſte Ord og flørt Banrygte )". Bi ville haabe, at det itte flod flet
faa baarligt til i de andre Egne af Landet, hvor der var mindre Tillob
af Fremmede; men i Oslo og Tunsberg var det dog neppe fort andere
lede, thi vi have allerede ovenfor (S. 85) feet, hvor frekt de fremmede
Handelsmend i Gtæderne tilfidefatte Anftendigheden i det her omhandlede
Henfeende. Biftop Jakob yttvede i fit Brev, at han ej lenger kunde
forfvare at lade bette gaa ſaaledes hen, og fatte Vedkommende en tres
dobbelt Frift af 8 Dage, inden hvilten de flulde have filt fig ved fine
Friller eller ogfaa udelukkes fra Saeramentet. Om denne velmeente Ad⸗
varfel hjalp, erfared itte, men man har desverre ikke fynderlig Grund
tif at antage Det, og derfor kan man friftes til at betragte den Nød,
der overgit Bergen ved Vitaliebrødrenes gjentagne Piyndringer, fom
et Fingerpeg for Jndbyggerne til at gaa i fig felv og forandre fit
Sevnet; i alle Fald gav de dem for det førfte andet og alvorligere Ving
at tænte paa. Dette Brev vifer forøvrigt, at Biftop Jakob roosverdigt
har taget fig af den egentlige Sjæleforg. Denne Roos tiltømmer ogfaa
Biftop Eyſtein i. Oslo, fra hvem vi endnu have et merkeligt Hyrdebrev,
fom han paa en Bifitatsreife, han foretog til Stidufysfel om Hoſten
4395, tort efter fin Hiemkomſt fra Fredscongresfen i Skaane, lod ude
gaa til Indbyggerne af de Hereder i Thelemarken, der hørte under hans
Biftopsbømme, nemlig Hvitegeid, Tyresdal, Nisſesdal, Fyresdal, Stafs»
aa og Mo. Han yitver her, at han allerede for ni Aar fiden, da han
var hos dem (nemlig om Høften 1380, fee ovenfor S. 267), havde
fundet mange Misligheder i deres Seder og Levnet, der vare vaadelige
for deres Sjæle, ligefom de ogfan havde forebragt enkelte Tviſte-Emner,
der herffede mellem dem og Prefterne. Han havde derfor med Raad og
Samtytte af fine Ghorsbrødre og de bedfte Bønder, der til den Ende
indfandt fig 408 ham, gjort en Beftemmelfe, fom han herved fornyede,
fljønt han hidtil, fom han figer, desverre tun havde fporet liden Forde
dring. Førft og fremft fandt han, at det flod daarligt til med den inde
byrdes Kjærlighed imellem dem, da Manddrab desverre forefaldt oftere
blandt dem end i noget andet Bygdelag, og flere endog førft modtog
Gjeld og Bøder efter fine drebte Hrænder, men hevnede fig dog lige
fuldt fidenefter, en Framgangsmaade, der med Nette gjorde dem fore
tjente til at kaldes Gridnidinger og til at ſettes i Klasfe med Forræ:
deren Judas. Dernæft fandt han, at de ikke vogtede fig tilbørligt for
bannfatte Mend eller faadanne, fom var i Kirkens Forbud; faadanne maatte
de fly fom de fulefte Edder-Orme. Den Kirtens Vjenefte, fom alle tog

3 Dipl. Norv. Il. 487.
27

956 Geit af Pomern og Drountng Margrete.

om Paaſten, ſtulde be mobtage med al Wrefrygt og Nmyghed een Gang
om Maret, og ikke af nogen anden end deres Gøgnepreft, uden med dennes
Tilladelſe, heller ifte naar de felv vare i Forbud; han mindede dem om,
at Ghriftenretten fatte Utlegd8 Gtraf for den, fom i fre Mar forfømte
dette. Han gav dernæft endeel færftilte Beftemmelfer med Henfyn til
Udredelfen af Biftopens og Prefternes Mettigheder, hvoraf det forneme
melig fortjener at ubhæves, at han her fljener mellem be Egne, hvor
Tiende pdedes, og dem, hvor dette endnu itte lete; i de førfte ſtulde
Wrefterne modtage og underholde Biffopen paa hats Bifitatfer[uden noget
Tilſtud, i de ſidſte ſtulde Bondernẽ udrede Koft og Heſtehold (Meive),
men i intet Vilfelde ſtulde der tages noget af Kirkens Gods. Da Bøn
derne i Thelemarken havde vedtaget at pde Biftovpen Stat hvert Aar,
og den nysnævnte eide, naar han drog om for at ferme Børn, ligeſaa
Neide til Preften for de to Dele af Vienden, og med den tredie holde
fine Kirker vedlige, beftemte han herved, at hün Biſtopsreide fulde til
den Vid, Bifføpen foreftrev, være famlet og ferdigt leveret under Kirke»
vergens Opfigt paa de Gaarde, hvor Biftopen tog ind; blev der noget
tilobers, funde Bønderne faa det tilbage; flog det indkomne ej til, maatte
de tilſtyde det manglende; Kirkerne maatte i intet Vilfelde tynges. Med
Henfyn' til Prefternes Indtægter beftemte Biftopen, at hvet Preft her-
efter for fuld Udferd eller Liigbegængelfe ſtulde lade fig nøje med en
Ko eller en Koes Verb: en Betaling, der efter vore Foreſtillinger fynes
meget vundelig, og fom better Forefiling om, at GSognepreft-Gmbederne
maa have været meget indbringende. Fattige frulde dog betjenes for
intet, og de, fom itte formaaede at give fuld Udferd, flippe med halv
eller mindre. Dog var Preſten ſtyldig at pde al Vjenefte ,Kjøbeløt",
det vil fige, at han ilfe forud maatte thinge om Betalingen; men paa
fin Side vare Bønderne ogſaa pligtige, efter modtagen Vjenefte at vde
Ham, hvad her var forefkrevet, ja Preften havde endog Met til at tvinge
den Gjenfteidige, faavelfom den, der ikke vilde pde Preflen hans eide,
til at efterfomme fin Skyldighed, ved Trufel om at negte ham alt Kirkens
Embede 1). Dog maatte Preſterne ogſaa vogte fig før at forholde nogen
dette Embede vrangeligen, og de ſtulde overhoved være greide og tjenfte
villige mod fine Gognemend, medens disſe igjen ſtulde hedre fine Preſter,
være lydige og føjelige mod dem, optage deres Lerdom med Kjærlighe», holde

3) Brevet haves ef lenger i Original, men i en Affteift, ndført å Biſtop Og
ſtelns Megifter ved hans Gjterfølger Biflop Jensre Foranftaltuing, og forfynet
med hans Befræitelfe I 1428. Det er aftrykt i Mund & Ungere oldu. Laſe⸗
bog S. 133—136, overfat paa Latin I Pontoppibans Unualer ll. 244—248.
Gt udførligt Udtog, til hvilket vi her Funne henvife, findes I Keyfere Rorfie
Kirlehiſtorie N. S. 426—429.

1395. Biffop Gyksins Hyrbebvev HI Thelebonderne. 357

Guds ti Budord, vogte fig for de fn Hovedfynder, hedre Gud og elfte
fine Medmennefer. De maatte alle omhyggeligt iagttage at yde Ruma-
flat, nemlig hver Mand, der nød Gacramentet, en talt Pening af det
mindſte Slags, der myntedes paa Kongens Mynt. Fremdeles ftulde de
itte forfømme at hojtideligholde Chriſti LegemssFeft. Biſtopen hedrede
endelig deres Kirker med visfe Iudulgenfer for dem, der beføgte dem paa de
frørre Fefidage, Kirtemesfedagene og Kirkehelgensdagene; ligeledes tilgav
han Bønderne i Molands og Mo Sogne for et Opløb, de havde gjort,
da Biftopen fibfte Garig vifiterede, faafom de nu bød fig til at gjøre
Bob og Bedring; men Bønderne af Stafsaa, fagde han, havde gjort
fig felb uverbige til nogen Naade, da deres Krodd og Ondſtab tiltog
iftedetfor at aftage. Derfor fit heller ikke deres Kirker nogen Indulgens.
Dette Brev, der foruden at vidne om Biſtopens kirkelige Midkjærhed og
Forftand til at anvende baade Mildhed ag Gtrenghed, naar det behøvedes,
ogſaa udmerter fig ved fit for den Vid ufedvanligt rene norfte Sprog,
er bateret fra Gimss Kofter den te November 1395. Det fafter et
merfeligt Lys over Tilſtanden i hine Fjeldegne paa de Vider og betræfe
ter, hvad vi ovenfor have pttret om Thelebondernes vedholdende Bilde
bed og Uregjerlighed 1).

1) Gom et oplyfende Grempel paa, hvorledes flere af de ovenfor omtalte Mettig-
hedet føgtes hevbebe, og hvorledes Biffopen felv ogſaa, naar det her gjaldt,
tuude. joa frem med Streughed, tjener et Brev, der udſtedtes netop under
hlin tidligere omtalte Bifitaté, fom Gykein foretog I Thelemarken 1386. Cu
vis Grjotgarb Mifolasføn havde I tolv ar ingen Biffops-Glat ydet, havde
itte ffoffet Melde til Biffopen fom andre Bønder, havde ej udfort den Gtrift,
fom var ham peslagt for Maubdrab, og havde dertil vovet at tage Sacra⸗
mentet, fljønt han var under Hrfeligt Forbud. Da un Biffopen ved hlin
Bifitaté opholdt fig I Flaabygden, maatte Grjotgarb forpligte fig til at ud⸗
betale Biffopen 10 forngilde Merter, famt til Aforag derpaa rar give em
Ore, beregnet for 3 Mir., fomt en Hud, til næfte Paaſte 3 Huber, og endelig

I til ben derefter følgende Betersmesfe 8 Pund Hardftene, hvilket akt til den

beftemte Tid fulde udredes i Glen. Til Gifterhed pontfatte han 1 ME. Bool

I $unbefong I midtre &ile I Hviteselds Gogu (Dipl. N. IV. 534). Denne Giraf

fynes bog Ilfe at have frugtet fynberligt, Mgefom det heller iffe-lader til, at

engene, Qubderne eller Hardſtenene blive udredede, thl da Biffop Gyfteln I 1395

attet var paa Bifitakd i Thelemarken, fort førend han udſtedte hlint Hyrdebrev,

og opholdt fig paa Gaarden Kilen i Hviteseib, maatte ben famme Grjotgard
inbgaa et nyt Borliig, hvorved han ej alene overlod Biffopen til beftandig Gje
endom ben for mi Mar fiden pantfatte Deel af Hundefang, men formedelf
andre færlige Forbrydelſer, der have paadraget ham Bøder baade til Kirken
og Kronen, forpligte fig Hl at ubrede HL Biffopen og Sysfelmanden Gante Eriks
føn ver 8 Bund Harbftene I hvert af de tre paafølgende Aar, altfaa Hilfammen

24 Pund fil hver, hollte hver Gang ſtalde erlegges i Gtien ved Tredievete

(be Juli), og til Gikterhed herfor pantfatte han til Biffopen 12 Øresbool I

Øftenaa ved Bjaalgefund, famt Reften af Hundrfang, ' Mis. Bool, og til

358 Grit af Bomern og Dronning Margrete.

Om be øvrige Biſtopers kirkelige Birkfomhed paa famme Vid verd
man mindre Beſted, Erkebiſtop Vinalde felv ikke undtagen. Bi fee
denne, upaatvivleligt meget dygtige Mand, gribe kråftigt ind i de politifte
Begivenheder og underftøtte Dronningen ved fin megtige Indflydelſe ej
alene å Norge, men ogfaa å Danmark, og maaſtee i Sverige: men hvor
ledes han beftyrede fin egen Kirke og Kirfeprovins, og Hvad han iøvrigt
gjotde, eller om han overhoved gjordenoget for at forbedre fin undergivne
Geiſtligheds Seder og ophjelpe det viſtnok meget forfaldne kirkelige Liv:
derom verd man intet. Gtulde man antage, at der under hans Styrelſe
dog gjordes nogen Stridt tir Forbedring, da kunde man friftes til at
tilffrive dette ej faa meget hans, fom derimod Vronningens Jndflydelſe,
da der af faamange af hendes Megjeringshandlinger og andre Vræt af
hendes Liv umiskjendeligt fremgaar, at hendes Fromhed og Meligiøfitet
efter de Tiders Maaleftok baade var oprigtig og ivrig; og Dertil bidrog
vel allermeſt den Paavirtning, Hun i fin Barndom havde modtaget i Fru
Meærete Ulfsdatters Huus, faavelfom den Indflydelſe, den hellige Fru
Birgittes Lærdomme og Grundfetninger fremdeles maatte vedblive at ud⸗
øve paa hende under hended førtfatte fladige Forbindelfe med denne hellige

Frues Familiekreds og det nys oprettede Kloſter i Vadſtena. Thi hvor |

meget dette maaſkee end ſenere fan være forfaldet i Diſciplin, maa det dog
i alle Fald nu, -umibbelbart efter Oprettelfen, og medens Fru Birgittas
egen Diſciple og Difripelinder endnu vare i Site og vedligehotdt bet frifte
Indtryk af hendes merkelige Perfonlighed, fudfommen have fvaret til den
umaabelige Anfeelfe, det nød, og maa fjern og nær have udøvet en megtig

Sndflydelfe blardt Mordboerne, der. maatte være dobbelt velgjørendei .

disfe ellers faa lovføfe og urolige Vider, og fom igjen omvendt maatte
bidrage overordentligt til at befefte Dronningens egen Magt. Bi have
allerede omtalt, at Rloftret omtrent famtidigt med Margretes Untagelfe
til Sveriges Megentinde fit fin førfte Abbedisſe i hendes Barndomsven-
inde Ingegerd Knutsdatter. Tre War efter, den 27de October 1391,
> flete Fru Birgittes højtidelige Canonifation i Rom ved Pave Bonifarius
- den 9de, ifølge Dronningens og alle Gvenftes ivrige Beſtrabelſer.
Den Unfeelfe, hvori Dronningen flod ved Curien, bidrog vift ikke lidet
til at fremflynde Gagen ).. Om denne Unfeelfe: har man flere Vid
nesbyrd. At Cardinals GoMlegiet ved Pave Urbanus den Gtes Død

Gaute, for hvem Biffopen her optraadte fom Vuldmegtig, 2 MAS. Bool i
Gylatveit i Beuggebergs Gogu, vet fibfte dog under Horbehold af Guntes
Bedtagelfe, hvorfor Grjotgarb ſtulde indfinde fig Hos Gaute, faafnart Bifopen
var fommen til Goleim, Gimsø eller Gerpen (Dipl. N. IV. 652.

1) Giron. I Ser. R. Sv. I. 30. BadftenasDiariet, fåede. S. 105. Ivfr. Éuhm,
XV. 6. 291.

1390. Jubilaum I Rom. 359

(45de October 1380) allerede Dagen efter underrettede hende derom i de
ærbøvigfte Udtryk, vil endda maaftee ikke fige faa meget, thi dette var en
Hoflighed, der viiftes de fleſte regjerende Hyrfter, fom ſtod fig godt med
Gurien 7); men langt mete betydningsfuld er ben Beredvilighed, hvormed
Gurien udnævnte de af herde anbefalede Gandidater til Biſkopsſtole, og ifær
feeg det af et Bren, dateret 15de October 1390, fom Urbanus's Efter⸗
mand, Bonifacius den de, fendte hende med Erkebiſtop Peder af Lund,
der havde været nede i Rom for at hente Pakium. - Han tatfede hende
å dette Brev for de mange Breve og flore Foræringer, hun faavel med
Biftøpen fom med andre havde fendt ham; vofte hende for hendes Tro
og Frombhed, bad hende at vedblive i denne, og forſikkrede hende'om, at han
altid var rede tif at hedre hende med færdeleg Indeſt og Naade, og det
endog i højere Grad end hendes Forfedre, idet han herved fendte hende
et Gignet, hvis Aftryt han førvarede, for at hun med dette kunde befegle
de Breve, hun” tilftrev ham i førre Fortvolighed *). J dette Brev
falder Paven hende „Danmarks, Norges og Sveriges Dronning”, fljønt
hun jo ifte-egentlig var berettiget til den førfte Vitel, og frjønt Cardi-
nalerne i biint foromtalte Brev akene faldte hende „Norges Dronning".
3 1388 havde Pave Urbanus udfkrevet et Jubilæum, der ſtulde holdes
i Rom 1390; og fiden hvert 33te Aar (til Grindring om at Chriſtus
havde naaet denne Alder), men Han 'oplevede det ikke, ſaaledes at det blev
hans Gfterfølger Bonifacius, der fil Wren og Glæden af at holde det
og gav rigelige Indulgenſer for dem, der i dette Aar beføgte Roms
Hovedkirker. Der firømmede ogfan mange. Pilegrime til fra alle Kanter,
Norden iberegnet, og mavnlig beretted bet, at flere Raadmend fra Ber-
gen ſtulle være omkomne i nogle Uroligheder, der ſynes at have fundet
Sted mellem de Fremmede og Stadens Indbyggere 3). Formodentlig

%) Dipl. N. VI. 328.

35) Suhm, XIV. 555.

3) Yel. Mnnaler, Mg. S. 340. Jubilaet er her urigtigt henført til 1387 eller
1388, maaffee. fordl bet paabødes I dette Aar. Annalerne udtrykke flg faaler
bes: „J Rom var ter ſtor Ufred for Pilegrimene; der omfom mange Raad:
men fra Bergen”. Ogfaa Detmar figer (S. 349), ,at ver var ror Tilfrøm-
ning til Mom, faa at ogfaa mange Folk døde der”. Blandt Norſte, der ved
benne Leſlighed drog til Rom, nævnes en Huftru Margrete Brynjulfsbatter,
Gufe efter en Ketil Ginarsføn, der” før fin Afreiſe, den 20de ril 1390,
gjorde fit Tefament, og for det Tilfelde, at hun dode paa Meifen, Fjentede
Mariefivten I Oslo hele ben nordlige Deel af ven faataldte Branbøgaard I
benne Gtad, dog faaledes at em Sigrid Bjarnebatter, der formodentlig var I
Glegt med hende, ſtulde beholde em Stue m. m. deri, faa lenge hun levede.
Da Margrete allerede ben 200e Geptember f. A. omtales fom bød, maa hun
altfaa høre til deres Tal, der bøde paa Pilegrimsferben (Dipl. N. VI. 579,
583). Der omtales ogfan em Gigrib Jonspatter, der I 1390 døde npaa Mor

360 Grit af Pomern og Dronning Margrete. -

var det ogſaa flige Pilegrime, der havde medbragt flere af de avenfor
omtalte Breve og Foræringer fra Dronningen til Paven. Dronningen
fel havde haft ſtor Lyft til at drage affted med fine nærmefte Omgi⸗
velfer, men da bette naturligvis ikke lod' fig gjøre, anføgte hun om
og fit bevilget af Paven (ved Bulle af Yde Geptembér 1390), at
naar hun og hendes Hoffolt beføgte visfe Kirker i hendes egne Niger,
paa famme Maade, fom de vilde have beføgt hine Kirker, kunde hendes
egen Gtriftefader meddele dem famme Indulgenſer, fom de derved vilde
have nydt, dog faaledes, at den Møje og Udgift, fom Pilegrimsreifen
vilde have ubfordret, opvejedes ved andre Fromhedsgjerninger, og at det
Offer, fom de perfonligt vilde have bragt til de romerfte Kirker, ufor-
tøvet og vedeligen ſendtes derhen '). Men da mange andre, der havde
gjort Løfte om at drage derhen, heller ikke fom til at veife, gjorde Paven
paa Dronning Margrete8 Unmodning endog for dem den Lettelfe (ved
Bulle af Afte April 1394), at alle de Perfoner af hendes trende Riger, der
itte efter fit Løfte havde kunnet beføge Rom i Jubelaaret, frulde nyde
famme Indulgens, naar de beføgte Badftena, Hvortil Biftopen af Lin-
føping ſtulde beftitfe tredive Prefter *). Forreſten undlod Gurien itte
paa fedvanlig Viis at fræve ret betydelige Bidrag fra Norden, hvis
Sndfamling omkring 1390 var betroet en Frederik Ditmarbføn, Chors⸗
broder i Roestide. Ved Bulle af 18de April 1394 forlengede Pave
Bonifacius hans Indkrævningsvirkſomhed, ag fem Dage derefter beordrede
han ham. endog til enten felb eller ved Undercollectorer at oppebære paa
Curiens Begne alle Indtegter af ledigblivende geiftlige Embeder, indtil
disſe igjen vare befatte, famt alle afbøde Geiftliged Løsøre og ude
flaaende Fordringer, af hvad Navn nævnes kunde (med Undtagelje
af hvad de havde avvet eller ved perfonlige Arbeider, uafhængige af deres
geiftlige Embede, havde lagt fig til, hviltet ſtulde tilfalde deres Avvinger), en
Mefervation, hvorpda man idetmindſte i Norden hidtil ej havde haft Erempel,
og fom talende vibner om den Vrang, hvori Cuvien nu under Schismet
befandt fig. Siden beftittede Paven ved Bulle af 26de Februar 1395
Biſtop Gyftein til Generalcollector i Norge e), faaat hiin Fuldmagt
for Frederit Ditmarsføn derved middelbart tilbagekaldtes. Det vifer, at
Biftop Gyftein maa have været meget anſeet ved Cuvien. Ligeledes vife,

merferd", gift med en vis Grif, der fynes at have haft Gjemme i Bergheims⸗
hered (Dipl. N. I. 540). Ogſaa ben før omtalte islandfe Høvding Bjørn
Ginarsføn og flere andre Jølendinger drog affted og fom tilbage det følgende
Mar. (3sl. Annale, Utg. &. 348, 350).

1 Dipl. N. V. 344. ' : ag

2) Suhm, XIV. 6. 331, 332. '

3) Dipl. N. VI. 344.

1389 fag. Gmbrbamend i Morge. 361

fom fagt, hine ovenfor omtalte Begunfligelfer, der blev Dronningen
til Deel, at hendes Anſerlſe og Formaaendhed ved Curien maa have
været mere end almindelig. Og faapel herved, fom ved fin Høge Vanlige
bed. mod Geiftligheden hjemme i fine Riger, og fin Gavmidhed mod
Kirker og Kloſtre opnaaede hun igjen en Magt over-denne Geiftlighed,
fom faa Fyrfter før hende fynes at have befiddet, og fom igjen maa
have været hende til ſtor Hjelp ved Udførelfen af hendes politifte Planer.
Mi have allerede feet, at Dronningen efter Eriks Udnævnelje til
Konge fjeldnere beføgte Morge, da Gveriges] Anliggender og Krigen
med Mecklenburgerne for Øjeblittet maatte optage bet mefte af hendes
Sid. De lobende RegjeringöGrpeditioner beførgedes fom fedvanligt af
Gantfleven,. og forreften maa vel Hehirderne, ber nu fedvanligpiis ogſaa
tillige vare Hirdſtjorer, have foreftaaet det Adminiſtrative. Det er i det
føregaaende vijſt, Hvorledes Haakon Jonsſen i 1380 eller 1390 aftøfte
Grlend Philipsſon å disfe Embeder for Bergens Vedkommende og ved
fin Død 1302 efterfulgtes af Jon Darre, der allerede Aaret efter bort
førtes å Fangenſtab af Vitaliebrødrene, famt at Otte Rømer, ber ber
friede Bergen for dem, ogſaa blev hans Eftermand, efter at han pidtil
å en Tang. Nette af War havde forvaltet de famme Embeder i det Thrond⸗
bjemffe. Da Jon Darre forflyttedes til Bergen, var han Fehirde i
Kunéberg; vo. der fulgte ham i dette Embede, tan af de forhaanven-
værende Brevftaber ej tydeligt ferd. Fehirdflen i Oslo fynes at have været
betroet Biftap Gyftein og Hovedsmanden paa Akershuus, Agmund Bolt,
i Forening, eller ogſaa maafter Biftopen fom egentlig Fehirde, med Foge
den ved fin-Side fom Medbhjelper. Idetmindſte fee vi dem tilfammen
udføre Forretninger, der ellers fynes at maatte have paaligget em Fe⸗
hirdet), De fornemfle Maadsherrer og Sysfelmend, der forveften flod ved
Dranningmé Sidei de Aar, vi nn have gjennemgaaet, ere alerede til
fora fejlighedsviis omtalte. i have feet, hvorledes Mendene fra Koug
Magnus's Dage efterhaanden forfvinde, medens nye trede i bere Gted.
Drottfeten, Hr. Agmund Finnsjan, er den førfte; han døde allerede d.
44de April 1388, fom det ovenfor er berettet; og med ham udbøde hand
Ett. Han erklærede felv- oftere før fin Død og ligeledeg paa fin

1) Det ev ſaaledes ovenfor (6. 327, Not. 3) naapeget, hvorledes Drönnlygen
ved Raadmanden I Delo, Misfe Bjørneføne, Død overdrog Biffopen og Ag-
mund Bolt det Hverv at Kjøbe den efter ham faldne Arv, hvorfor de ved
Brev af 28de Juli 1391 overbrog Hr. Amund Hatt, Lagmanden ft Bermer
1anb, atinbfræve hans ubeftaaende Fordringer I dette Landſtab pan deres Begne.
Dipl. N. ML 498. Ligeledes ville vi nedenfor fer, at da Gubbraudedolerne
undſlog fig for at yde Blsøre, klagedes der herover til hine tvende Herrer,
og be tilſtreve de Gjenfirldige det I ben Anledning nødvendige Movarfelebrev.

362 if af Vomern og Dronning Margrete.

Dodsſeng, at hån ingen lovlige Arvinger havde uden Hafthorsfønnerne;
og havde "allerede bed ét tidligere Gavebrev beftemt, at hans Hufteu Fru
Katharina Knutsdatter ſtalde have Eidſa og Tolga, ligeſom hun ogfna
beholdt Hovedgaarden Heftebø efter ham. Dog var ber ogſaa en Thore
WMfpatsføn, kaldet Kogr, fom var ham faa nær beflegtet, at han vilde
have været hans retmesfige Arving, naar hans Fader fun havde været
egtefødt, og han gjorde flere ar bereftet denne et faa eftertryttelig
gjeldende, at han virkelig ÅL fig Arven tildomt; men hvorledes dette hans
Slegtſtabsforhold til Drottfeten har været beſtaffent, tan ikte ſees ').
Fru Katharina blev, fom det fynes, fremdeles boende paa fine Gaarde i
Norge, idet hun Yog af og til beføgte Dronningen eller fine Benner og
Frender å Sverige; i September 1396,- paa famme Vid fom- Bronnine
gen opholdt fig i Sterige i Unledning af Kong Grits Valg m. m.,
ſom det nedenfor vil blive omhandlet; var hun faaledes i Vadſtena og
betræftede der fom Medlem af St. Birgittes Familie alke de Gaver,
fom denne felt; der var hendes Modermoder, hendes Moderbroder Hr.
Byrge Ulføføn, hendes Moderſyſtre Fru Katharina Ulfsdatter og Fru
Cecilie Utfadatter, hendes Halvbroder Hr. Heder Ribbing, og hendes
Gyfter Ingegerd Knutsdatter (nu Abbedisſe) havde fjentet til Kloſttete).
Senere ville vi fee, hvorledes Dronningen ved” Kong Eriks Giftermaal
fød hende hente fra Morge og ubnævnte hende fil Ven unge Dronningé
Hovmefterinde, I hvilten Egenſtab hun fort efter døde).

Dm Haakon Jonsføns Død i 1392 fom ovenfor viift verd
man fun, at ben faldt mellem 4de Gebruar og 28de September
1392. Børn fynes han ej at have efterfadt. Hans Enke Huſtru Mar-
grete Gilivadattet overfevede ham i mange Aar. Hun maa tort efter
Haakons 'Død have giftet fig med en Mand, der var Ridder, fiden hun
faa Mar efter kaldes , Fru Margrete”; men ogfan efter dette Giftermaal
var hun Enke allerede å 1306,- og egtede fort: efter fin tredie Mand,
Ddſteren Tideke Biåftenader eller Meftertader (Navnet rives
forſtjelligt), mjenfynligt til megen Ergrelſe for fine megtige Fræn-
der *). Man ma antage, at Haakon Jonsføns Fader, Hr. Ion
Hafthorsføn, ikke oplevede Sønnens Død; men at han var død noget
før, fljønt vi have feet, at han endnu fevede i 1388. Moderen Fru

y See herom lfær N. Gamll. I11..6, 590—562. Jevnfør Dipl. N. I. 640. II.
674, 875. I. 493, 619, 620.
9) Brev I det fornfte Rigsardiv.
3) Abhedisſe Margretes Chronicon om St. Birgitte, ved Mieh, S. 205. Hun
bøde (1407. og blev begraven ved Vadſtens, fre Vadſtena-Diariet, I Ser. r.
Sv. I 6. 124.
%) See ovenfor S. 154,

1303. $r. Gigurb Hafthorsføne Død. 968.

Birgitte: Kuutsdatter bøde endnu tidligere, men Aaret .vides ikke; man
erfarer tun, at hun bøbe før fin Mand paa Gaarden Hufeby i Ouſe, og
at hun ved fin Død teftamenterede betydelige Gaver til Marirkirken i
Oslo, hvor hun og hendes Mand vilde begraves, og: hvor der ſtulde ob⸗
føres et Altar over deres Gravfed '). Hr. Sigurd Hafthorsſons
Dødsaar er ligeledes ubdefjendt, men man har dog al Grund til at autage,
at bet var 1303, thi da Biſtop Eyſtein i December: 1303 viſiterede paa
Gudreim, havde hans Svigerføn og Arving til Sudreimsgodſet, Jen
- Martinsføn, juſt flødet til Gubreims Kirke Godſet Rordre Veſtby, fom
Sigurd havde fljenter dertil *). Jon Martinsfjøn arvede formedentlig
de flefte af hans oplandſte Beſiddelſer; Giſte- og Bjartø-Godfet berimod
eller Arnungeſtammens egentlige Mttegods, faavelfom be øvrige Ejen⸗
demme, fom Gigurds Huftru Ingeborg Erliagsdatter havde arvet efter
fin Faber, fil Sønnen Haakon Sigurdsføn, der formodentlig ogſaa
fit Syafel paa Søndmøre, og efter.4397 for en fort Vid nævnes fom
Medlem af Rigsraadet. Ut han var gift med Gigrid, Datter af Griend
Philipsføn paa Losna, er tidligere omtalt. Forreſten fyillede han mgen
- fremragende Molle og berømmes endog udtrykkeligt for fin Nojſamhed
og Uegennyttighed. Han maa derfor faavidt muligt have holdt fig
borte fra bet offentlige Liv og ofret fin Virkſomhed paa Beſtyrelſen af
fine ſtore Godfer. Heri fulgte han Svigerfaderen Griend Philipsſons
Grempel, fom un ganſte havde trukket fig tilbage, øverladende det til fin
Son Eindride at indtage fin Plads i Raadet, af hvilte vi finde. ham
fom Medlem allerede i 1397 5).
Blandt Dødsfald i denne Vid, der middelbart vedlom Morge, maa
vi ogfaa nærne Vitulær-Jarlen af Ortnø, Hr. Erngifl Sunesføns Døy
i Maret 4392, den 2den Uuguft. Hans fidfte Huftru Fngeborg Magnus»
datter var død to Aar forud, og de bleve begge begravede ved Vadſtena,
der ligefaavel fom andre geiftlige Stiftelfer betænttes rigeligt af ham
med Gaver+). Fire Uar efter, om Sommeren 1396, døde den: for-

1) Dipl. N. IV. 649, 657.

3) Biffop Gykeins Regifter, fol. 97 b.

3) See ovenfor S. 323, Not. 2

) Badftena-Diariet, S. 104, 107. Allerede I 1360 ſtjenkede han Gobs paa
Øtand til Monnetloftret i Kalmar til Gjælebod for fine to Huftruer Mereta
og Mnnot. Sit egritlige Leftament gjorde han I 1978, og endelig befjendte
gjorde han ved Brev af 10de Jannar 1392 fin fidfte Vilje, hvorved han til
Guds, Jfr. Marias, St. Sigfride, St. Andreas'e og AMehelgeners AEre,
famt til Gjælebod for fin Fader, Hr. Gune Jonsfon, fin Moder Fru Kathas
tina, fin Gyfter Gru Margrete, fin Broder Hr. Peter Joneføn og fine tre
Huſtruer famt andre Brænder, og endelig for fig felv, ſtjenkede eudeel Jorde⸗
gode i Øftergøtland fil St. Andrras:Gapellet i Begfjø Domkirke. Breve I
det fv. Migsardiv.

34 "at of Pomern og Dronning Margrete.

tjente og ved fin virkelige Troſtab. mod Kongehufet hederverdige He.
Grit Metiléføn, Mart, ejerherven ved Faltøping, i ſin Vid Medlem ogs
faa af Rorges Migeö Maad, og Indehaver af flere Forleninger å Norge.
an blev begraven i Vadſtena ſtrar efter den Vide Geptember, og da
blø ogfan hans tidligere afbøde Huftru Fru Ingerid Magnusdatters -
Biig ſtottet Did). Cudnu'ved fin Død havde han endeel Meflvdelfer
i' Nanrites Sysſel, hvoraf noget tilfaldt det kongelige Capell, St. Mie
chaels⸗ Kitken i Vunoberg, eller maaftre egentlig hevdedes for det af Monges
dømmet. Vil Bru Mieke i hiin Sysfel havde Han med fin Huſtrus
- Samtykke givet Gaarden Stu fammefteds; 3 Mt. Bool, paa den Betin-
gelfe, at der hver Uge ſtalde lceſes en Medfe for dem *).

Bi have allerede feet, at Dronningen efter Rigemodet i Oslo 1388
tan fjeldentt gjeftede Rorge, aar man ilfe hertil regner de Vider, da hun
opholdt flg paa Baagahuus, hvilket formodentligt indttaf temmelig ofte,

men fjer 6 tan komme fynderlig I Betragtning, hvor der er Tale om
at optvede å Hjærtet af andet, og I Spidſen for Megjetingen. De
ſbenſte Maliggeder og Krigen opteg hende næften udeluktende, og ſaale-
des maatte hun den mefte Vid opholde fig enten i Gverige, eller ei
langt berfra; - Derfor fee vi ogfan, hvorledes ifær det veſtlige Skaane
blev etflags Middelpunet for alle tre Niger, hvor Raadsmoder holdtes
og: felles Muliggender afgjordes. Man an ej med Beftemthed paavife, at
Dronningen ſiden hiint Møde i 1988 var I Oslo og perſonligt defjeftigede
fig med Stegjeringa-Uinliggender, -førend i April 1392, da hun her holdt
det ovenfor berørte flørreRaadamøde, ved hvilket Erkebiſtopen, Biſtob Jakob
af Bergen, Biſtop Gyftein af Oslo, Biftop Gigurd af Hamar, Vitulær-
biftøpen Hallgeir, der mu kaldte fig Biftop af Færøerne, Gaute Grils-
føn, Jon Martinsføn, Otte Romer, Benedict Nitolasføn, MfHaraa-
føn, Agmund Bergthorsføn, Brynjulf Jonsføn, Jon Darce, Haakon
Stumpe, Jappe Faftulfsføn, Nitolas Gall, Finn Gyrdsføn og Here
feit Masulfsføn nævnes ſom tilftedeværende. 'Hovødøjemedet med dette
Maadsmøde var viſtnok at anholde om Hjelp til Krigen, thi det var
ſtrax derefter, at der, ſaaledes fom det allerede ovenfor ev berettet, ſendtes
Brev til Island med hiin Anmodning om overordentligt Bidrag, ber
førft møbte faa megen Modfland. Heraf ſtulde man maaftee funne flutte,
at noget lignende har været bedtaget for Norges Bedtommende, ifær da
vi hane ſeet, at der, i Kongens Mavn udgik Opbud af. fud Almenning,
en Foranſtaltning, Yoortil not Raadets Samtylke kunde fynes nødvendigt,
Da Bitaliebrødrenes Angreb paa Bergen endnu ikke havde fundet Sted,

1) BavfenarDiarlet, S. 100.
*) Biſtop Eyſteins Megifter, fol. 7, fol. 171. Dipi. N. IV. 873.

1992. Suobemsbe-1 Oslo. N 305

88: ſaaledes neppe mere end Halv Aimenning ifølge be gjeldende Beſtem .
melſer kunde opbhydes. Men: foruden dette er det ilte faa uſandſvymigt
at Maadet har vedtaget at give Dronningen et oberordentligt Keigoſtyr.
Hermed ſtaar maaſtee en Omſtendighed i Hordindelfe, der omtales i et
Har Bievftader, men formedelft Mangel. paa nermere Oplysninger 'itke
tilfredsſtillende fader flg forllare. Mod Udgangen af Maret 1398 kla⸗
gede Provſten ved Mariefieten I Oslo og hans Chotsbredre øver, at
SIndbyggerne af ſoudre Gudbrandsdalen nu ikfe vilde udrede Visøreh
faa faldftendigt-fom før, henholdende fig til nogle Privilegier, fom be
paaftod at have. Men i den Anledning tifftrev Biftop Eyſtein og Ug-
mind Bolt dem Å Egenftab af Hirdftjører og Fehirder ?) fra Oslo den
Gte-Februar 1394 og forefillede dem, - at da di hidtil ikke havde -benyte
tet disſe foregibne Privilegier, og besuden Dronningen; ber ni var
Migets .Styrerfte, ilke havde fadfeftet dem, gjørbe de fornnftigf i at
udrede Bisøren fom før, Metmindfie indeil Dronningen igjen fom til
Migtt og da fålv tinde afgjøre, hvorvidt hun vilde bekrefte Privilegierne
eller ej. Bi Dage efter ubfetdigeded der endog i Kong Griks Ravn,
man erfarer ilke af hvem, fra Akershuus en alverligere Skrivelſe om
denne Gag til famme Almue; Provſten og hans Chordbrødre, heder
bet her, havde Maget over bere Bægring, og dette havde forundret Kongen
faa meget mere, fom denne Ulmue hidtil havde haft det Ord, at ingen
anden faa vel havde efterfommet fin Styfdighed- til Kongedømmet; Ken»
gen befalede dem derfor at udrede Bisøren ligeſaa fulbſtendigt fom før,
og indftevnte de Gjenfiridige til dt møde for ham felv eller Raadet og
Lagmanden i Oslo paa en af de tre Syknedage efter forſtkommende
St. Hansdag før der at flande UL'Hette. Vette Stebningẽbred blev: .
ſtrax fendt affted og læft paa Hver Thingſtebne å føndre Gudbrandsdalen,
og Dette, faavekfom hiint venftabelige Raad fra Biſtod Gyftein og Agmund
Bolt, havde Kl Følge, at de Gjenfridige flrar gab efter; Froons Ulmue
gjorde Begyndelfen den Ye Februar, og fldenefter de øvrige Almuer,
paa Vhingftevne efter Thingſteyne. Ru ſtulde det vel mæften fynes,
fom om denne Misøre fnarere fom Mariekirken, end Kronen til. Gode,
og at den ſaaledes allerede tidligere havde tæret tilflaaet lin begnmfligede
Kirke, 161 det ſees ike rettere, end at Provſt Arne, etan Uagede, het ef
optraadte i Egenſtad af Cantſler, men ban -fom hiin Kirkes Formand.
Sporgsomaalet maa lades unfgjort, da datet nærmere mvddeles om Dennv
Sag». å - - :

Men par det nysomtalte Raadsmøde, fom Dronningen holdt i
April 1392, blev der ogſaa dedtaget em egen Netterbod eller Gamling

1) Bipl. N. 539: IV. 628. 690.

866 Grit af Bomera og Dronning Margrete.

af nye-Befjemmelfer til Udtyduing eller nærmere Forflaring. af Loven,
ſagledes fam bet ogfaa tidligere. havde været febvanligt,; -Disje. Beſtem-
welſer vare: n) at naar en Mand, der intet ejede, men derimod var i Gjeld,
blep bredt, ſtulde Mandeboden for ham anvendes til Afdrag paa denne
Øjeld og itte gaa til hans Arvinger; b) at den Beftemmelfe i Loven,
at den Mandö Gods, ber blev utlæg for Brud mod Ghriftenretten, til-
faldt halvt Kongen, halvt Biftopin, ogſaa flulde tomme til Unvendelfe
men Henſyn til Kronens Vilgodehavende, om endog Ungjeldegde gik til
Øtrift og Bod, førend han blev lyſt utlæg, „ſaaſom onde Gjerninger
altid ſtulde bades, og Refſtens Mildhed gav Mange fri Vøjle til Synd";
€) at naar. nogen, efterat have affvoret en Kone, med hvem han flod i
willadelig :Forbindelfe, fiden brød denne Ce), ſtulde han derfor foare
Kronen hvap Lovbogen foreftren for Meneed, bande Sekt og Utlegd, og
Biſtopen fun hvad Chriftenretten beftemte for ulobligt Samliv vg Eeds⸗
brud; vide han havegred tidligere, end Lovbogen angav, da flulde han
fjøbe ben af Kongen; d) naar Nogen feftede fig en. Kvinne, og uden
at oppebie Kirtené Dom, og levede med hende, fljønt vidende at hans
tidligere Feftetvinde endnu var i Live, ſtulde dette være Utlegdåvert, og
hans Gods være forfaldet til Deling mellem Kongen og Biftopen, Hvis
ban ej aflod fra hende, førend Dommen faldt; e) Ingen ftulde have
flere Herre-Svene og ingen ſordre førre Skerding (Afflag)-i Lediugen,
end Lovene tillod; f) med Landtjob og Gtrandkjøb flulde der forholde
fom før; g) Ingen flulde kjøbe eller felge i Kjøbfteder uden paa det
vette Zoro, og hvis Kongens Foged mistenkte Rogen for at have pvere
traadt bette Forbud, da flulde han verge fig ved Eed felv tredie, -eller
ogſaa firar overlade Fogden det kjobte til Indfjøbs Priis, hvis denne
ønffer def, til. Kongens Behov. — De førfte Artikler fynes at vidne om,
at der ved Behandlingen af de kivkelige eller halv tirtelige Sager, for
bvilte der ogfaa ſtulde bodes til Kronen, havde indfneget fig en for denne
uforderlagtig Praris, idet den geiſtlige Autoritet paa egen Haand efter»
gav ogſaa Kromens Tilkommende, naar Ungjeldende gjørde Bod og
Bedting; viſtnok i Medhold af den Befemmelfe i. Erkebiſtop Jons
Ghriftenret & 62, ,at nar en Mand begaar en Forbrydelfe, der felder
fam til Utlegb efter Chriſtentetten, og gaar til Bob, førend Utlegden er
han paalyſt, da Har Kongen intet at fordre“. Hev fer man ſaaledes et
Grempel paa, :at.Geifligheden fremdeles. holdt fig til Jons Chriſtenret,
fljønt den itte var udtrykkeligt vedtagen, men man feer ogfan, at Dron⸗
ningen iffe lod bet faaledes gaa Hen, og at de-tilftedeværende Biftoper
felv: maatte finde fig i at ertjende hendes Ret. Den Ste Urtitet vidner
atter om, at be fornemme Mend omgav fig med et utilbørligt Antal
„Gobmend“ og fordrede en førre Gtattefrihed, ond Lovene tilſtod dem.

1302: Gtøree Reaomsde | Den. 387

Vil Stutning vedføjes Metterboden den ubtrykkdige Clauful, „at ben blot
ſtulde flan ved. Magt, indtil Kongen klev myebig, og at Kongens
Met. hermed ifke var bortgiven, men ſtulde være ubeſtaaren i alle Dele”.
Man feet heraf, hvor livet RNordmendene funne finde fig i at faa under
en Kvindes Regjering, hvor: dygtig hun end kunde være.. Margrete
har her maattet finde fig i, hvad hun ikke tunde fan endret eller farer
bygget, og hendes Opgave maatte nu fun: være. at filtre fig faa for
Magt over Kongen felv, at hun dog i Birkeligheben blev ben herſtende.
Retterboden, ſamtykt og befeglet af de ovenmævnte griflige og. verdslige
Naadsherrer, ev dateret- fra Oslo Kærfleføndag eller Ste Upril 1392 1).
Paa vet famme Møde fynes det og, fom om Dronningen i Kong Erits
Navn har ftadfeftet endeel Bevillinger og Sysſelbreve; idetmindſte ude
fledtes n faadan under 16de April for Benedict Mitolasføn,:: angaaende
hans: Foriening med Gler, m. m.?), og da Kongen neppe var: tilftede,
eller, om han var ber, neppe havde funnet udøve nogen Regjeringshandling.
paa egen Haand, fasfom han endnu itke var myndig, mag det være
Dronningen fv, der udſtedte Betvæftelfen og befeglede den i hans Havn.

Gfter dette Møde fan det ej paavifes, at Dronningen gjorde
noget nyt Beføg i Oslo, med mindre det ſtulde være i Begyndelfen af
det følgende Mar, ba Rong Eriks forhen omtalte Almennings-Opbud af
2den Marté 1393 er udftedt paa famme Maade fom vet nys omtalte
Bettæftelfesbrev, i Kongens Ravn, men uden at Cantfleren eller over-
hoved nogen Befegling omtales. Det er.i fig felv- ikke ufamdfynligt, at
Margrete. var perfonligt oppe å Norge for at paadrive Udruſtningen eller
idetmindſte Ledingens Udredelſe, øg ba viden 25be Marts, lidt over tre
Uger fenere, finde hende paa Urevall 3), tan hun da gjerne have været
paa Kilbagereifen fra Rorge. Men vfittert bliver det aftid, faa meget
mere fom hiint Stevningsbrev fra Kong Grit til: Gudbrandsdølerne,
Dateret fra Utershuus- den 16de Januar 1394, -ogfan er affattet par
famme Maade fom Hine, uagtet Dronningen da veppe fan have været i
Oslo, fide vi den 25be, altjan ni Dage derefter, finde -hende i Kalmar,
Hvor hun endog fynes at-have været i lengere Kid for at være fin
Hær noget nærmere, faa. lenge. Stockholm belejredes *). Saaledes bliver
det altid ubiſt, hvad man. i Dette Stpkte flal antage. I de nærmeft
paafølgende ar fide ingen . Sega. til, at As vegrnfiade Sarp været
i Rørge. * : p

3 Orig inaien findes endar” å bet. dauſte Grynet 24 ar «ton, p
* " Norv. VI. 338.
3) Dipl. N. I. 538.
5 Guhm, XIV. 6. 308. -
% Gammeftedg S. 322. J '

968 it af Bonera og Dronning Margrete.

+ Der flal i Aarene 1394 og 1392 atter have været en finitfom
Sygdon og Mandedød: i:Morge; fanvel i det nordlige, fom i Biten.
Bore egne Brevftaber- melde intet derom, og bet er endog vanſteligt
efter disſe at panpege nogen betjendt Mand, der unde være bortrykket
af. Gygbommen, med mindre det flulde være Haalön Jonsføn og Haa»
ten Stumpe, hvis Død falde netop i 1302. . Derimod opvegne de is⸗
landſte Aunaler over 50 Islendinger, fom ved denne Lejlighed døde i
Norge, 9. føje til, at der forsiden dem var mange andre, baade islandfke
og norffe, famt at Sotten sphørte ,efter Juul»), uden at man dog
tan. fet, om der hermed menes Julen 4804—1302, eller den følgende.
Under disfe Omftændigheder vidner det forreften om Behjertethed hos
Dronniagen, at hun juft paa den Vid, va Sotten endnu vafede, eller I
atle Fald kun for: garifte Midt fiden havde øphødt, vovede fig op til Monge;
men. paa den auden Side fan man ogfør deraf flutte, hvor pantrengende
nødvendig denne Reiſe var for hende.
Pan Joland var der: å denne Vid et langt mere bevæget Liv, end

her i Norge. Den meft fremragende Perfontighed var ben oftere -om-
talte Høvding Bjørn Einarsſon å Batnéfjord. Det Løfte, han paa
fin ufviviflige Meife til Grønland Havde aflagt, at gjøre en Pilegrims⸗
reiſe til det hellige Band (f. 0. S. 248), udførte han førft fenere, men
derimod drog han-til Mom for at nyde godt af Jubilæet i 1390, og
tom tilbage derfra i 1301. Med fin Huftru Solveig havde har to
Børn, Thorleif og Chriſtine. Den førte, en haabefuld ung Mand,
fludbe. om Øinteren 4391—92 brage til Eyjaforden for- at holde Bryl-
fup, men Gtibet kantrede ude paa Fjørben, og han omforn med alle
Foltene. Efierretningen herom gjorde faa fett 'Indtryt' paa hans
Gyfter, der å lengere Tid havde været (Vag og fengeliggende, at hun frrar
ſted op og blev. friſt. Faderen bortgiftede hende derpaa til den anſeede
Jon Guthormsføn, Broder af Soft Guthormsføn, kaldet ben megtige,
paa Madrevalle, om hvem der å det følgende vil blive Lale*). Bryl,
lupet flod med megen Stadd i Batnafjord omkring den 14de October
1392. - Hitdftjoren, Vigfums Jonsſon, og mange andre anfedde Mend
vare Gjefter, og det var her, at Hirdſtjoren, fom vi have fet, benyttede
fi af Sejligheden til at fomme frem med Drommingens Brev om Mvigd-
fyr, og obertalte Gtormendene fit at gaa ind paa Fordringen. J det
følgende Mar fom Bjørn i Uenighed med en anden megtig Høvding i
Beftfjordene, Thord Sigmunbdsføn, der hande været fammen med ham
paa Momerferben. Uarfagen angides ike; man verd kun, at Striden an=

5 341. Wnnaler, udg. S. 350. 354.
7) Gøpolins fslands srbækr I. 6. 113. 114.

1389 fag. . Xildragelfer paa Iølomd. ' 369

tog en alvorlig Character, thi bet fom endog til et førmeligt Slag mel
fem dem under Ruup i Dyrafjorben, hvorved to af Bjørns Mend
faldt og Han felv faavelfom de flefte øvrige blev haardt ſaarede, (Thors⸗
Dagen ben 20de November). Bjørn flygtede med fine Felt til nærmefte
Kirke og forlod ben ført Dagen efter, Der blev fiden prøvet Forliig
imellem dem, men forgjeves; imidlertid havde flere af Thords Hølge og
Medkæmpere å Slaget forfadt Island (d. 22de November) for at drage
i SPilegrimsferd. Bjørn benyttede Binteren til at veife.om og ſikkre
fig de megtigfte Mends Biftand. Det følgende Uar, den 23de Fuli,
verd Bjørn ifølge med Hirdftjoren, Lagmanden Thorſtein Gyjulfsføn,
flere Preſter og mange andre, i alt henved nitti Mend, de flefte i fuld
Ruſtning, til Thord Gigmundsføn, hvilken Hirdſtjoren nu flevnede til
Mosfell for fig og'Lagmanden til næfte Thorsdag og Fredag, for her
at foare for hine to falne Mends Drab. Til den Vid ,,tog Thord
Dag", fom det kaldtes, af Hirdftjoren og Bjørn. Han indfandt fig
med femti Mand, hvoriblandt tyve vel bevæbneke, men vette hindrede
itte Dommen fra at udfalde faaledes, at han og fem andre flulde være
utlæg, og deres Landsviſt afhængig af Kongens Naade. Imidlertid
blev ber dog ved de hedfte Mends Megling allerede den 23de Auguſt -
indgaaet et miblertidigt Forliig mellem begge Hovedmendene, faaleded at
Bjørn frulde have Balget, om han felv vilde affige Opgjøret, eller nævne
gode Mend dertil. Han valgte det fidfte, nævnede Hirdftjoren, Lag-
manben og endeef andre; og Kjendelfen lød, at Thord frulde udrede
til Bjørn Barer eller Penge til en Verdi af femti Hundreder, fame ind» ,
byde ham med Huſtru og Svene til et fømmeligt Gjeftebud. Dette flete,
og hermed fynes Striden at have faget en Ende i).

Der berettes fremdeles 'om faa mange Landeplager og voldſomme
Maturoptrin, der i disfe Uar hjemføgte Island, at man næften maa an-
tage, at bette har været en af de ſtundom tilbagevendende Perioder,

. Hvor de vultanffe Kræfter i Jordens Indre eve mere" end almindeligt
virtfomme og Elementerne i ufedvanligt Oprør. I 1389 fete der et
voldſomt Udbrud af Hetlefjeldet, med faadban Gny og Døn, at det hør-
tes over hele Landet. To Gaarde, Skard og Vjaldeftad, blev ødelagte;
der faldt faa mange Pimpftene ned, at en Heft drebtes deraf, og Ufte-
faldet øbelagde em heel Deel Fr. Der opfom Ild ej alene fra felve
Fjeldet, men ogfaa i en af de nærmefte Stovftrækninger, ovenfor Skard,
og med faadan Voldſomhed, at der dannede fig to Fjelde med en dyb

. løft imellem dem. Om Høften vegnede det faa ſterkt og vedholdende
paa Nordlandet, at der efter Mortensmesſe blev en Flom, hvis Mage

3) Sol. Annaler, Udg. S. 356—366. .
Mundo diſterie. uden Hovedaforling. A. 24

870 Grit af omern og Dronning Margrete.

man itte i Mands Minde havde feet. En Mengde. Sauder omkom, og
voldſomme Jordſtreder øbelagde Stove og. Græsgange.. Hele Gaarden
Hjalleland i Vatnsdal blev borttagen af en faadan Jordſtrede, og fer
Mennefter omfom derved, ligeledes Gaarden Budarnes med tolv Mand.
men den frørfte Ulykke flete paa Langeid i Øørgaardal ben 18%:
Movember (fee o. S. 246), hvor Lagmanden Ravn Botulfaføn, hans
Kone Ingeborg Vhorfeinsdatter, beres to Børn og flere andre, i alt
ferten Mennefter, miftede Livet. Jorden, figes der, ſprak under. felve
Huſet, faa at der føb Band op'i Stuen, og Gaarden med. tilhørende
Kirke, famt to andre Gaarde, fant med. Der blev firar fat over hundrede
Mand til at lede efter de drebte og deres. Gods; man fandt ogfan nogle af
dem, hvoriblandt Huusfruen, men næften intet af Sodfet. I. det følgende
Mar (1390) var der faa heftigt et Jordſtjelb paa Sønderlandet i Egnen
om Grimsnes, Flen og. Olvus, at fjorten Gaarde mær vare ramlede
ned, tre gif ganſte til Grunde, og Jorden ſprak paa flere Steder, hvor
der fiden fom Band op. Ogſaa Havet var'uroligt, og der tales om
flere Gtibbrud. Dette var maaftee Uarfagen til; at der i 1389 itte
fom noget Gtib fra Norge til Island, medens derimed fyv blev liggende
over ?). — Derved maatte Vilførfelen og Handelen lide hetydeligt og
Filffanden end mere forverres. Og deduagtet fynes. det, fom om Au
toriteterne å Morge nu med fordobblet Strenghed føgte at hevde de ufor-
nuftige Beftemmelfer, ber forbød- Fremmede at handle paa : Landet.
Gtibsfarten paa Island fra Norge fynes nu ene at have været i Hen-
derne paa enfelte fornemme og rige Folk eller geiftlige Stiftelfer i Morge,
Der ejede fine egne Gtide, fom disſes Navne vile, f. Er. Reymars- eller
Rømers-Suden, Sunniveſuden (formodentligt tilhørende Bergens Dom-
firte), Kane-Baaden, Haafon Jonsføns Stib, Huftru Margretes Stil *),
„o. f. 0., og Defto ſtorre Interesſe hapde derfor Magthaverne i Norge
af at filtee fig Monopolet. . De fynes endog ikke fjelden at have gaaet
videre, end Retten hjemlede dem, og ofte ej engang at have villet tillade
Islendingerne felv at ubføre fine egne Varer. Der berettes ſaaledes,
at Haafon Jonsføn tverfatte eller lagde Beflag paa det Gods, den
islandſte Preſt Sira Paal Vhorfteinsføn havde med fig, da denne i
1391 fom over til Norge, men at han rigtignok ogſaa maatte høre ilde
derfor 3). Itte engang Danffe og Svenfle taaltes, - uagtet de nu lød

. 5) Sammeſteds, S. 342 —648.

%) Romersbaaden omtales ved 1370 (Ant. S. 320), Gunnivefaber ved 1375,
(6. 326), Ranebaaden ves 1402 (S. 372), Haaten Jonsfjøns og GHukfru
Margretes Glibe 1384 og 1385 (6. 336).

5) Je Ann. Udg. S. 350.

-4301—1394. Biftopøflifter pan Joland. 371

under famme Scepter fom Norge"). De anfaaes fremdeles. fom Udlens
dinger. Men vi vikle ſee, at denne ufornuftige Handelspolitik tilſidſt
netop, barde de Følger, at engelſte og andre foretagelfeslyfine Fremmede,
fottebe af ben flore Fordel, fom Landets Uffperving aabnede dem, ber
gpndte en Guighandel, fom altfor meget underftøttedes af de Indfødte
fele, til åt det funde lykkes Antoriteterne at forebygge den.

Vi have tidligere viift, at Hirdfijoren paa denne Vid var Bigfuns
Jvarsſon, og Lagmend fra 1387 Marve Gveinsføn og Ravn Bjorns-
føn. Da Ravn var omfommen.ved Ulykken i Langelid, beſtikkede Hird⸗
ſtjoren hane Svigerfader Thorſtein Eyjulfsſon endnu engang til Lag-
mand, og bette Gmbede betlædte han lige til fin Død, henimod 1402.
Denne Thorſtein Gyjulfaføn man nu have været en meget bedaget Mand,
ba fan-alferede å 1358 blev Sysſelmand, og fort derpaa Lagmand, fom
tidligere af os berettet *). — Bifføperne paa Island i 1389, da Crit
blev tagen. til Konge i Norge, var Michael i Skaalholt og den gamle
Fon Skalle paa Hole, fom vi ovenfor have feet (f. S. 252). Men
Michael var allerede i 1388 dragen til Danmark, hvorfra han i 1390
beftittede Thorſtein Snorresføn, Abbed i Helgafell, til Drficial i fit
Sted. Biſtop Jon døde den 24de Auguft 1391. Men imidlertid maa
man ted Paveftolen håve faaet en falft Underretning om, at han alle-
rede tidligere ſtulde være bød, thi i Begyndelfen af April 1391, medens
on endnu levede, beftitfede Paven. ved Proviſion en Cfterfølger, „da
pan", fom det heder, ,havde faaet filter Efterretning om, at Jon var
afgaaet ved Døden" 3). Denne Gfterfølger var atter en Preditebroder
og pavelig Poenitentiarius, famt danft af Fødfel, nemlig Broder Peter
Mikolasføn, der formodentlig havde fulgt Midael i Pønitentiar-Gmbes
Det. Den gamle Einar Havlidesføn forvaltede imidlertid Biftopsftolen
fom Official. Den nye Biftop antom om Høften 1392, med en Deel
danſte Prefter og Vjenere i fit Følge, paa det enefte Stib, fom va git

1) Dette fers af den iølandffe Almues Glrivelfe til Kong Grit af 1431 (Safn
til 8. Isl. I. 175), hvor det blandt andet heder, at de paa Althinget nfagde
be Danfte ub af Landet", Iigefaavet de fom be engelffe og tydffe. Maar bette
funde free I 1434, maa bet end mere have været Tlfeldet 40 Har tibligere.

2) Ger 0. foreg. B. S. 919, 926. ,* '

5) Brev fra Curions Gamerarter af Gte April 1394, Dipl. N. VI.333 Il Ann.
lbg. &. 348. Enkelte; Annalhaandftrifter henføre ogfan Jons Dod til 1389
eller 1390, og var bet tffe forbi Mnnalecne nvtrytkeligt flge, at Gjtermanden
Broder Peter beftitkedes, medens Jon endnu levede, og vi med Vlahed vidſte,
at denne Beftffelfe fete i Apell 13914, funde' vi være frifede til at antage,
at Døbsfaldet fete 1390; thi bet er bog befynderligt, at Brevet af Gte April
1391 ubiryfteligt paaderaader fig den inblødne ,filkre Gftérretning" om Jone
Død. Gtulde Annalerne fanlebes bog have feilet? i

' på

372 > Grit af Bomern og Dronning Margrete.

fra Morge til Island, nemlig den faatadte Petersbolle. Det flrandede
ved Krifuviit, men Biffopen og alle de øvrige, der vare ombord, tom
bag derfra med Livet; han drog firar til Hole og blev uden Mobdfigelfe
antagen, baade af Læge og Lærde. Hertil bidrog maaſtee ikke lidet, at
den ærverdige, hojt anfete Einar Havlidesføn fluttede fig venligt til
ham, ligefom ogfan Biftopen var fog not til indtil videre at lade ham
beholde Officialatet. Dog fyhes ogſaa. Peter felv at have været en dygtig
og nidkjær Mand '). Einar Havlidesføn dode allerede i det følgende

Mar (22de September 1393), 89 Aar gammel, begvædt af.alle?). Han

var uimodfigeligt en af Øens dygtigfte og mefte fortjente Mend paa den

Tid, og blandt hans Fortjeneſter ev dette ikke dem vingefte, at han i fin

Bele Levetid holdt Narbog over de famtidige Begivenheder, fom han op-

levede baade paa Island .og i Norge. Uden disfe Optegnelfer,. fom

dedverre dog ikke nu haves fuldftendige, vilde vi være i Upidenhed om mange
vigtige Begivenheder. Han ferev tillige fin Ungdoms-Beſtytter Biftop

Laurentius's Gaga, faaledes fom det ovenfor er nævnt 3). Biſtop

Midael havde imidlertid ganfte frafagt fig Staalholts Biftopsftol i 1391, og

der beftittedes ham en Cfterfølger i Broder Vilkin, Prior ved Pre-

dikerkloſtret Bergen *). Efter nogle8 Gigende blev han indviet i

Mom, efter andres af Erkebiſtop BVinalde; formodentlig blev han ude

nævnt af Paven ved Provifion, men itte indbiet førend efter fin Hjem

fomft til Morge 5). Den Omftendighed, at han var Øreditebroder,
gjør det højft fandfynligt, at ogfaa han i fort Vid har foreftaaet Poni⸗

tentiar-Embedet efter Broder Peter. Som Prior for Preditebrødrene i

Bergen havde han bygget et Taarn for fit Kloſter, og han ſtal over

hoved have været en virkfom og nidkjær Mand, hvad ogfaa hans Em-

bebøføretfe fom Biftop vifer. Forreften ſtal ogſaa han have været danft*),
fljønt hans Mavn fnarere ſynes at vidne om nedertydft Herkomſt. Fil

Seland fom han itte førend i 1394, og holdt fin førfte Mesfe i Staal

holt Korsmesfedagen den 14de Geptember, ved hvilten Lejfighed han

3) 301. nn, Udg. S. 352.

3) Gammefteds S. 356.

%) See-foregaaende Bind, G. 138.,

%) At han Gavde betlædt dette Embedt, fers af den Bemerfning I el. Annaler
S. 378, hvor hans Død i 1405 omtales, at han ,lod bygge Taarnet ud til
Brødrene, da han der var Prior"; Predllerkloſtrei I Bergen kaldtes nemlig
1 baglig Tale ,t til brædra* medens Minoriterflofiret falbted pinn til brædra".
See Langes Klofterhiftorie S. 329, 339.

5) Jølandffe Annaler, ved 1391, Utg. S. 350, og ved 1394, Utg. 6. 364.

%) Dette figes af Finn Ionsføn I Hans Kirtehiforte IL. S. 135, men ingen
Hjemmel anføre6, og Uunnalerne næyne intet berom.

1390 fag. Bent'ernes Dphold paa Færserne. 373

gjorde et Gjeftebud, hvis Mage i Pragt og Valrighed ingen ba levende
havde feet paa Fsland. Storſtuen, figes der, var befat med en tredob⸗
belt Mad af anfede Mend fra Ende til Gude, og der blev ikke drukket
andet end tydftt Ol og endnu foftbarere Drittevarer. Om hans Birte
fomhed paa Island ville vi'i det følgende komme til at berette.

Om Gtatlandene, og navnligt om Færøerne, iagttage fremdeles bore
egne Kilder en næften fuldfømmen Yavshed. Derimod have vi andenſtedsfra
en dunkel Hentybning til itte uvigtige Begivenheder, fom frulle have fore-
gaaet ber ved disſe Tider, og fom tillige er fedfaget af faa mange andre
merfelige.Omftænbdigheder, at den her fortjener en nærmere Omtale. I
Maret 1390 ubruftede den rige 'og anſeede venetianfte Ridder Niccolo
Zeno et Fariøj, for at fær fig om i Verden og beføge fjerne Lande. Han
ſejlede giennnem Stradet og heelt op i Nordhavet, hvor han blev overfaldt
af Storm, fom ud af fin Cours og frrandede paa en Ø, fom han faldte
Frisland, men fom man tydeligt not af flere Omftendigheder fan ſtjonne var
Færøernes Ogruppe. Han frelſte Mandftadet og den flørfte Deel af Ladninz
gen, men vilde være fommen i den frørfte Nød, da de nærmefte af Beboerne
angteb dem, Hvis itte en mægtig Høvding var fommen til, havde frelft
dem og taget dem i fin Vjenefte. Denne Høvdings Navn fordreies i den
herom forfattede italienfte Beretning til „Zichmni“, hviltet fandfynligviis
er en falſt Opfatning af den færøifte Udtale af Navnet Simon, thi et
Sagn paa Færøerne omtaler netop en Simon Buesføn, Wtling af Sig-
mund Breftesføn, der i denne Vid fral have haft Færøerne i Lehn og
herſtet næften uafjængigt. følge den italienfte Beretning ſtal denne
Sidmni elfer Simon Aaret før Niccolo Jenos Ankomſt have overvundet
den norfte Konge Folt og gjort fig uafhængig. Niccolo blev hos ham
i lang Sid og fulgte ham paa flere Vog til andre Øer; han fendte
endog Bud efter fin Broder Untonio, ber ogfaa udruftede et Stib og
med dette ankom til ,Frisfand* i 1392. Kort efter drog Jidmni med
dem begge, Miccolo fom Unfører for Flaaden til-Hjaltland (fordrejet i
Beftrivelfen til „Eſtland“), føm de herjede, men tvat fig tilbage, da
Kongen af Norge — her menes viftnot Jarlen af Ortnø — fom dem
i Møde med en ogerlegen Styrke; bog edelagdes dennes Gtibe i en
Storm; imidlertid drog Sidmni til Island, hvor han fatte fig faft paa
nogle Ubdøer og efterfød Niccolo med en VBefetning. Niccolo gjorde
herfra en Meife til Grønland (Gngroneland), men døde firar efter Vil-
bagetomften til Færøerne. Hans Broder Antonio forblev endnu ti Aar
hos Simon og gjorde i Løbet af denne Vid med Høvdingen en Ope
Dagelfedveife til nogle fjerne faafaldte Øer i Beften, af hvilke man i en,
fom Beftrivelfen kalder „Eſtotiland“, tror at gjenfjende Mova Seotia.
Her flal Zichmni have anlagt en Coloni. Untonio forblev paa Færøerne

374 Grit af Vomern og Dronning Margrete.

til omtring 1405, bvorpaa han vendte tilbage til Italien. Efter hand
Breve og Meddelelfer er Beretningen om Brødrenes Reiſer fegere. ført
å Pennen af hans Etling i Ste Led, Niccolo Jeno-den yngre. Det ev
vel muligt, ja endog hojſt rimeligt, at der i denne Beretning efter fan
mange Aars Forløb tan have indfneget fig mange Feil, og at ifær Nav-
nene ere blevne end mere forvanffede, end de oprindeligt var; men den
er bog altid heel merkelig, idet den vidner om krigerſte Foretagender og
Opdagelſesreiſer fra Færøerne af, om hvilke vore egne Kilder ganfte tie
fille"). Man fan vanffeligt tilbageholde din Formadning, at efter 1395
ogfaa Bitaliebrødre, af dem, der vare dragne veftover, have kaget Deel
i bisfe Foretagender, og at det er hertil, Detmar fan. have figtet, naar
han forteller om deres eventyrlige Ferd til de fjerne Farvande ved „Ca—
ſpien⸗ NG p

26. Erik af Bomern taged til Konge i Danmart og Gverige og krones i
Kalmar under eet for alle tre Riger. De trende Rigers Forening.

Gfter ſaaledes at have betvagtet de i fig ſelb ikke ſynderlig vigtige
Fildragelfer, fom i disſe fidfte Aar forefaldt i Norge: og Gtatlandene,
fjernt fra Hovedbegivenhederned Skueplads, vende vi atter tilbage til
Dronningen for at iagttage, Hvorledes hun mu, befriet fra Krigens meft
tryttende Gorger, fuldførte fin Untons-Pian.. Bi have allerede feet,
Hvorledes hun. figefra det førfte Ojeblik, da hun fit Magten i Hende
efter Kong Haakons Død, ſtadigt arbeidede til dette Maal, og at itte
engang Kong Olafs pludfelige Dødsfald kunde afftrætte hende derfra,
om bet end rimeligvis voldte nogen'Forhaling, fom ellers ilke vilde
have opftaaet. Men hun vidfte at vvervinde alle Hindringer, faa misligt
det end i Førfningen faa ud. Hun havde dog nu faaet fig felv Megje-
vingsmyndigheden ovetdraget å alle tre Riger; hun havde faset en Tron⸗
følger opftillet, fom i Morge endog allerede var antagen til Konge, me
dens man i Gverige paa Forhaand havde lovet at velge den til Konge,
føm hun maatte foreflan; og Medtenburgerned Fodfeſte og Inbfiydelfe i
Sverige havde hun faa fuldflændigt vidft at tilintetgjøre, at der heller
itte fra Denne Rant unde øjnes nogen Hindring. Hun ſtod altfaa nu
paa bet nærmefte ved Maalet vg havde: alene tilbage at legge den fidfie
Haand paa ertet.

Margrete havde ingenfinde fagt Skjul paa denne fin Henfigt, at
forbinde de tre Miger nærmere og barigere fammen, end en blot og bar

1) Narmere Meddelelſer herom findes i Becbsdorfis Afhondling om Brødrene
Beno's Reiſer, I ,Grønlands hit. Mindetmerter*, Il. S. 320—624.

- 1383—1995. Halonen fostig gaertjendt. 375

Verſonal · Union, tileldigt opfranet, formaaede. Vi have allerede ovenfor.
(6. 125) omtalt, hvorledes der endog er al GSandfynlighed for, at der
efter Kong Haakons Død i 1380 opvettedes en Unions-Act meflem Morge
og Danmark i Viighed med den forrige mellem Movge og Sverige, og.
at: dens Artikler maaſtee endog. hade været de felvfamme, der fiden ope
tøges å den flørre Unions-Act, hvorom vi her tomme til-at. handle. I
fine vigtigere Regjeringshandlinger og i fin -hele politifte Birtfomhed fynes
Margrete med Flid at have lagt an paa at bibringe fine Under-
faatter i de tre Riger den beftemte Foreſtilliag, at disfe herefter lige
over før Uplandet flulde: udgjøre ert, deres politifte Unliggender be=
tragte8 ſom felles, og efgjøres ved felles Raadflagning og under gjenfidigt
Anſvar. Hended Henfigt var aabenbart endog den, med Viden at drive
det dertil, at alle tre Miger kun fom til at danne et enefte Nige, og
Indbyggerne i dem alle et.enefte Folt: deraf formodentlig hendes endog
tildeels førhaftede Beftræbdelfer for at faa danfte Mend ind i vigtige norfte
geiftlige og verdslige Embeder, og — hvo ved om itte ogſaa enkelte
Nørdmend anvendte i Danmarf. Under hele Krigen og de fidfle Freds-
underhandlinger var Unionsprincipet allerede ſaaledes anertjendt endog. af
de meglende tydfte Stæder, at man endog fan fige, at det dannede Grunde
laget for. Underhandlingerne. Vi have feet, at da der i 1393 var Fale
om at give Kong Albrecht fri, ja endag blot om at bringe ham fra
Lindholm til · Falſterbod, ertlærede Dronningen, at hun ej tunde indlade
fig derpaa, uden at have indhentet bet norſte og det fvenfte Naads Sam-
tyfte. Bed Forhandlingerne paa Gtanør, Falfterbod og Lindholm i
1395 var derfor ogſaa alle tvende Rigers Raad tilftede; Raadsherrer og
anſeede Mend fra alfe tre Niger maatte beſegle Dronningens Fredsbrede
fom: Spftesmend, og befydningsfuld bliver ifær Glutningsartiklen i de
fyv Staders Forfikkringabrev til Dronningen om i de ovenfor anførte
Filfelde enten at ville tilbagefende Kong Utbredt eller overgive Stock⸗
holm: „at hpis Dronningen inden den beffemte Lid af tre Aar døde,
eller iffe var inden fine tre Riger, faa ſtulde Koug Grit af Norge ganfte
træde å hendes GSted fom den, til hvem disfe Forpligtelfer ſtulde efter-
kommes, eller hvis han ogſaa Døde, ſtulde dette fire til ,famme Konges og
Dronnings og Arvingers troe Haand, nemlig hendes Niges efterftrevne Raad
og Tjenere“; herefter opregned Naadsherrerne og Høvdingerne fra alle tre
Niger ved Navn. Dette vifer notfom, at Erik, uagtet han endnu fun
var Norges Konge, bog allerede betragtede8 fom Vvonfølger i de tvende
øbrige Niger, og at de tre Rigers Raad tilfammen lige over før Stæ-
derne og det øvrige Udland betragtedeg . fom et enefte Felles-Rigsraad.
Unionen var faafedes allerede i Virkeligheden anertjendt og ganet ind
idetmindfte i Raadsherrernes Bevidithed. Der manglede fun, at Erik

376 Grit af Bomern og Drorning Margrete.

toges til Konge i de to andre Miger, og at en gjenfidig Unionsact ops
rettedes.

Dronningen havde klogeligt benyttet fig af den Omſtendighed, at
Norges Vronfølge Var arvelig i fedvanlig og flrengere Forftand,: ej, fom
Danmarks og Sveriges, med Vakgfrihed inden Kongehufetd Medlemmer,
til at fan Erik tagen til Konge i det førfinævnte Rige. Herved var
allerede bet meſte vundet: Grit havde faaet Kongenavn, og Holtet i de.
tvende åndre Riger maatte derbed blite vant ved at falde ham faaleded,
uben tel overhoved at gjøre fig vet Hart, at han alene var Norges, itte -
ogſaa Sveriges og Danmarfs Konge. Og var man førft enig om, at
Migerne herefter ej ſtulde ſtilles av, maatte Vronfølgen i Sterige og
Danmark allerede derved være ham vis. Fra de Svenfte havde jo Mar
grete desuden hiint udtryftelige Løfte om at erkjende den Konge, hun gav
dem, og hun havde endog ladet Grit antage Vitel af , Sveriges vette
Arving”). Det var altſaa egentlig tun de Danftes GSamtytte; fom
det endnu flod tilbage for Dronningen at indhente. Men hendes An—
ſeelſe å Danmark var faa flor, at hun vift heller itte her havde nogen
Banfteligheder- at frygte for. Gaavidt man kan fee, blev ogfan Grit
valgt til Danmarks Konge endnu i 1295, og maaftee endog paa det
felofamme Møde, hvorved Maadåherrerne vare forfamfede for at under
handle om Freden. Vi allerede den 24de Januar 4396 blev Erik
byfdet fom Danmarks Konge af Jyderne paa Viborg Landstding, og af

. det Forfitfringsbrev, fom Kongen ved denne Lejlighed par hans Begne
udſtedede, ſees bet, at han endog tidligere var bleven fyldet i de øvrige
Vandſtaber : hans Omreife i disſe maa ſaaledes have fundet Sted i de
fidfte Maaneder af aret 1395, ſaaſom hans Antagelſe ſom Danmarks
Konge var tilendebragt, ej begyndt, paa biint Landsthing i Viborg.
Men forøvrigt blev det udtrytkeligt beftemt og vedtaget, at Dronningen
fremdeles frulde føre Megjeringen, indtil han blev myndig *).

Der er endvidere al Grund til at antage, at Dronningen paa hiint
felvfamme Møde i Staane ogfan aftalte det Fornødne med de ſpenſte
Maadsherrer om Eriks Valg eller Antagelfe til Konge i deres Fedre
land." Vyi efter dette Møde havde Dronningen ingen Sammenkomſt eller

1) Gaaledes (Sviårikis réttr erfingi) kaldes rik allerede I on loviſtbreve af
1391 og be følgende Mar, fee Dipl. N. I. 529. 539. 548.

7) See herom ffær Paluban-Miller, obss. critt, S. 34—36, Euhm, XIV. 6.
360—366. At Grit ikke kaldes Danmarks Konge I de Fredabreve, ber dater
tedeg ben Bde Geptember 1395, hindrer iffe, at han bog allerede fan vare
valgt under Mødet paa Lindholm og Halfterbod I Junt Maaned, thl vi have
feet, at hine Breve allerede bleve ferdigtffrevne famtidig med Fredens Afflut-
ning den 179e Juni og alene forfynedes med et ſenere Datum.

1305, 1396. Grit ef Bomern bytdet fom Konge i Danmart og Sverige. 377

Overlegning med disſe Raadsherrer førend i Midten af det følgende Aar.
Og den foenfte Riimkrønike, hvis Uffattelfe neppe ligger 50 Aar fenere
end disſe Begivenheder, figer endog udtryktefigt, at Margrete, førend
Grit hyldedes i Sverige, fammentaldte fit Raad af alle tre Niger og fit
dem til å Forening at beflutte Erits Untagelfe til Konge Å dem alle, for
at Migerne fremdeles kunde blive famlede. Kroniken meddeler endog en-
felte af Forhandlingerne, der fynes at vife, at hun i Forſtningen flødte
paa Banftelighedet, ,Da Herrerne vare komne fammen”, heder det,
„ſagde hun til dem, at-de burde tage fig em Konge, medens hun endnu
fetede, for at Migerne funde blive famlede. Herrerne raadflog da førft
og fagde, uden at frygte før hendes Unaade, at faa lenge Gud fod hende
leve, da ønftede be itte mogen anden Herre. Men da fvarede Dron-
ningen haftigt og meget vred: jeg har raadet (Eder til det bedfte, og vil
I nu ej gjøre det, da flaar Riget i Fare, og efter min Død faar I
Kib, thi Rigerne blive da visſeligt ikke tilfammen; men jeg fan vek tænte,
at I forfmaa den Herre, fordi han er af min WEtt! Da blev aads-
herrerne ifde til Mode og gjorde ganfte, fom hun vilde, for at frille
hendes Brede; de erklærede, at de gjerne vilde følge hendes Raad; hun
takkede dem og lod Grit frrar hylde af alt Rigets Raad“, bet vil da
fige, at hun lod fig give et forelødigt Vilfagn baade af det danfte og
af det foenfte Raad om, at de vilde velge Erik til: Konge '). Hvis det
virkelig ev gaaet ſaaledes til, fan det ej have været paa noget andet Møde
ed det nys omtalte i Staane; og Beretningen er ej alene fandfynlig,
men beftyrfeg endog deraf, at enkelte fvenfte Herrer netop efter dette
Møde feed at have været misfornojede og draget fig bort fra Margrete, ja
endog nærmet fig Medlenburgerne, fom Jakob Abrabamsføn, om hvem vi .
allerede have berettet, at han beeltog.i Fredsmodet, men flrar efter gjorde
felles Sag med den egenmægtige Knut Boesføn i Finland. ,
Fra Jylland, hvor Kongen og Dronningen efrer Hyldingen opholdt fig i
nogle Uger, drog de førft til Asſens i Fyn for at handle med de holſtenſte
Greber om den nye Forlening med Gønderjplland, der nu frulde finde Sted,
men fom dog iffe ſtete formedelft Grev Claus's Betænteligheder *).
Derpaa begav de fig til Sverige, man verd ikke beſtemt naar, men i alle
Fald faa betimeligt, at dei de førfte Dage af Juni kunde famles med
Erkebiſtopen, Biftoperne og endeel verdslige Raadsmedlemmer til et Møde
i Skara, fom formodentlig allerede forud havde været aftalt, og hvor
det egentlige Valg flulde foregaa. Her valgtes han da den Alte Juni
og blev ſidenefter, den 23de Juli, efter foenft Lov og Bedtægt hyldet

%) ser. r. Sv. 2. 6. 60.
% Sammeſtebs, S. 370, 611.

378 Grit of Bomern og Dronning. Mørgrete.

paa Allaberjething ved Uppfala, og ophøjet paa Mora-Stenen, ved hvilken
Lejlighed mange. bleve dubbede til Riddere '), dog vel neppe af Kongen
felt, da han endnu var umyndig, men af en eller. anden anfert Ridder
paa hans egne. J Hyldings-CGeden, fom Grit aflagde, forpligtede han

* fig blandt andet wudtrykfeligt til at beteo Migeta Glotte alene til Inde
fødte, og ilfe at paalegge Stat, men nøje fig med: Rigets ſedvanlige
Indtergter, undtagen i Kriggtilfelde.

At dette Valg ingenlunde var alle de fvenfl erre til Behag, ille.
engang alle dem, der mare tilſtede og famtyftede deri, :tør man faavel af
pvad vi ållevede have feet, fom hoad.der fidenefter ete, antage fom viſt,
og derfom vi nærmere tjendte Hørhandlingernes Gang,--vilde vi fittert
finde denne Antagelfe udtrykteligt betemftet. Flere eve viſt endog ganfte
ubeblevne, navnlig alle de, der gjorde felle Gag med He. Knut Bors-
føn i Finland. Dog finder man heller ikke paa den anden ide, at de
indlagde nøgen Proteft, og Erils Valg og Hylding var ſaaledes fulds
tommen retsgyldigt. Man: fan overhoved her ikle tilbageholde den alle-
rede openfor ubtalte Formødning om, at Margrete med for Klogſtab
bar benyttet ben nu løsflupne Kong Ulbredt fom et Gfræmfel til at
gjøre de føenfte Stormend mere medgjørlige og være den Oppofition,
der ellers tunde reiſe flg iblandt dem: Og navnlig maa" vi pjette paa
noget faabant, naar vi fer den Driſtighed og tillige det Held; -Hvormed
Dun under de .nuværenbe, tilſyneladende faa, ugunflige Forhold, ſik drevet
en, Koranflaltning igjennem, der blandt de Gtore. og Frelfemendene i
Sandet-var ligeſaa forhadt fom nogenfinde de agrarifte Love blandt Op»
timaterne i ben gamle romerfte Republit, og. næften fige faa farlig for
dem, der føgte at fette. den igjennem. . Dette var den Mefkt eller Vindi⸗
cation af: det Kronen i be fidfte typdite Gar frafomne Godd, hvorom
der faa lenge havde været ale, uden atdet døg havde været muligt at

* faa den ubført.- Man fan vel endog fige, at det egentlig var Forſoget
paa at fette em faadan, om end fun derlviis, igjennem, der flilte bande
Kong Magnus, og fiden Kong Ulbredt, ved Kongedømmet. Men Mara
grete forſtod fangt anderledes at fette fig i Reſpect. Hun var: ej alene
Mand for: at fan Maadet til at beflutte Foranftaltningen, men ogſaa for
at faa den bragt. i Udforelſe efter at være befluttet. Der er vifinok faa

1) Badftena-Diarlet, Ser. r. Sv. I. S. 109. -Hyldingedagen angives ubirykfeligt
(fom Søndag efter Marix Magdalenes Dag) I Nyføpinge-Reresjen af 1396,
og ligefehes (fot St. Apolinaris:Dag) i Ghron. af 1430, Sor. r, Sv. I. 6.
66. Begge Angivelfer- betegne ben 23de Juli. Blandt de Middere, fom dub-
bebes, maa Ulgøt Magnneføn og Thord Bonde have været, thi de optræde
herefter med Riddertitel. Uf andre Breve ſees, at Guafenborgerne, Hr. Nisſe
Svarteſtaaning og flere navngivne Herremend Gave været tilſtede.

1396. Bigtige Beflutninger pan ødet i Myløping. 379.

. af ben fore Dronnings Foretagender, der give os en faa Mar Foreftiling
om den overordentlige Indfiydelfe, hun maa have vidſt at udøve paa alte
dem, med hvilte hun fom i Berøvelfe, fom netop denne Ref. Thi vel
havde Stormendene ved hendes Untagdlfe til Megentinde givet fit Til⸗
fagn om, at ex ſaadan Refſt ſtulde finde Stod, men et andet var dog
at tage bem paa Ordet og. gjøre dette Tilſagn til Virkelighed. Saa meget
ønfteligere vilde bet berfør have været, om vi af famtidige Optegnelſer
havde kunnet erfare, par hvad Maade hun git frem for at fag denne
Sag bragt faa vel paa Glid. Vi kjende nu fun Refultatet. I Sep⸗
tember 1396 famledes Dronningen og Kongen med Erkebiſtopen, alle Bi-
føoperne, flere verbålige Raadsherrer, og mange andre Riddere og: Svene
ſamt nogle Prælater paa iet fort Rigsmode i Nykøping, og er blev
der den 20de Geptember vedtaget en Rette af Beftemmelfer, hvoraf de
flefte figtede til atter at inddrage det Gods under Kronen, fom var
den frafommen, fige fiden Kong Albrekt allerforſt fom til Sverige, eller
overhøved at bringe den Gjenbomstilftand med Henfyn til Jordegudfet
tilbage, fom da fandt Sted. Spørsmaalet om, hvilte Gjendomme der
paa ethvert Sted fom ind under denne Refſt, ſtulde afgjøres paa Mefite-
thing, for hvis Afholdelſe endog Kiden beftemtes, faa at det Hele kunde
være afgjørt inden et Mars Forløb, dog med Undtagelfe af Finland, for
viltet. intet endnu funde beftemmed, faa lenge Hr. Knut Boesſon itte
havde underkaftet fig. Der blev ogſaa udtnykkeligt beftemt med Hens
fyn til denne, at Sagen mellem ham og Kronen ſtulde henftaa til førfte
tommende Pints; indfandt han fig da ike og tom til Forliig med Drone
ningen og Kongen, maatte han finde fig i, at de Ejendomme, han fad
inde med, tilbømtes Kronen eller de Bønder, ber før Kong Albrechts
Tid havde ejet dem. Der beftemtes fremdeles, at ethvert Slot, der var
bygget, efterat Kong Albrecht tom til Landet, flulde nedbrydes, hvis Kon-
gen eller Dronningen ej vilde have det flaaende; at de Rigſens Mend af
Sverige, Norge og Danmart, fom i denne Feide havde miftet fit Gode,
ſtulde hver fømme til fit igjen med Nette; at Dronningen frulde beholde
i fin Levetid med al tongelig Net førft. hendes egen Morgengave, alt
Oſtergotland, famt desforuden Rumblaborg og Jønføping med tilhørende
Lehn, Beftergøtland med Kind og Mart, Dal, Bermeland og Mo-Hered,
famt alt hvad der tilhørte Kongedømmet i Skara Biffopsdømme og
Øftergøtland, Befteraas By med Rordbohered og Dalarne, Kobberberge
og SJærnberge; at ligeledes Hr. Abraham Brodersføn frulde beholde
Verend og Finnveden, Hr. Nisſe Svarteffaaning Mart, og et Par andre
Herrer nogle mindre Hereder og Pantelehn paa faa lang Vid, fom Dron⸗
ningens Brev derpaa angav. Dette ere Hovedomridfene af de Beftem-
melfer, der vedtom den egentlige Refſt.

J

380 Grif af Pomern og Dronning Margrete.

Men denne vigtige Sag var ike det enefte, fom Dronningen her
bragte paa bet Nene. Hun gjorde ogfaa et forberedende Gtridt til at
bringe et almindeligt Rigsmode fra alle tre Niger til Beje før at
raadſlaa om Migernes nærmere Forening, idet hun fil følgende Beftem-
melfe vedtagen, der indførtes fom em egen Artikel i den Retes eller ct,
ber udftebtes om Modets Beſlutninger: „Item flulle vi, faa mange vi ere
af Riget i Sverige med fuld Magt, naar vor Herre Kong Erik eller Dron-
ning Margrete os tilfiger og vil, paa -bvad Sted, han eller hun vil,
møde Rigſens Mend af Danmark og Norge og med dem da over
eens vorde paa førnævnte vor Herre Kong Eriks og alt Sveriges Riges
Begne efter førnævnte vor Herred og Frues Raad og Bilje, famt efterdi
vi alle af disſe tre Riger have een Herre og Konge, fom er førnævute

* vor Herre Kong Grit; og ville og fulle vi ba derom ened og gjøre
dem en faadan Fordaring, famt igjen tage en faadan af dem, at baade føre
nætnte bør Herre og Frue og vi alle af disſe tre Riger ere forvarede derved
i alle Stykker efter førnævnte vor Hevres og Frues Raad og Vilje,
fom før ev fagt, og fral det da jo faa bevares af, alke disfe tre Niger,
at iffe et af bisfe tre Niger ſtal nogen Tid orloge eller prange
paa det andet.” Hermed var allerede Grundtrekkene til den vordende
nærmere Forening gidne, og Dronningen havde tydeligt tiltjenbegivet fin
Henfigt, med det førte at fammenfalde alle tre Nigeré Raad for
at bringe denne Forening iftand *).

En faadan Felles · Naadsforſamling blev ogſaa afholdt i Midten
af bet følgende ar. Margrete havde tilbragt hele Mellemtiden i Sve—
.tige:?), hvor hendes Mærværelfe formodentlig maa have været meft nød»
vendig, deels før den nu allerede paadegyndte Reffts Skyld, deels ogſaa

1) Den hele et er aftrykt I danffe Paraphrafe hos Huitfeld, S. 600 fag., ber-
efter igjen hos Hadorph, omfat paa Gvenff; og Aden, efter Deiginalen I det
danſte Geh. Archlv, fom bet heder, men dog nok fnarere efter em der beroembe
Mffrift, hos Suhm, XIV. S. 616—624. Met ved denne Uffrift og Huit-
felds Aftryk er der den flore Afoigelfe, at blandt Udftedernes Mavne favmes
hos Suhm mellem Steen Benebletsføn og Urvid Benedicteføn, de fire Herrer Grus
gift Nitolasjøn, Steen Borsføn, Amund Jonsfen og Thure Benedictsføn, ber
nævnes hos Huitfeld. Udeladelfen ſtyldes maaffer kun en Uagtfomhed hos

* Mlfffriveren, der et fan have frrunget fra det eme LBeyntefon" til det andet,
udeladende hvad ber er fmellem; men frulde virkelig Hine Mavne fovnes I den
Drignal, der findes I Bet danffe Ardiv, vilde dette have megen Betydning,
ba bet I faa ald vidnede om, at Hr. Gteen Borsføn og Grugifl Nifolasfen
m. SL iffe have været tilftede.

2) Hun var ben ffte November I Vadftena (Diariet & 110), hvor hun vel ogs
faa lfær har opholdt fig; den 13de December i jodhune, hvor allerede Reffte-
thing holdtes (Guhm XIV. G. 391), den 17de Februar 1997 paa Arevall
(fftebé. S. 627).

1397. FellessMøde fra alle tre Riger I Kalmar. 381

fordi Hun vel der havde flørft Modfiand at betæmpe og fleft Hindringer
at bortrydde. Det var, ſom man af det fenere paafulgte erfarer, hendes
$Henfigt, allerede at begynde dette Møde med en Yct; der paa den tyder
ligſte og meft iøjnefaldende Maade ſtulde vife, at Rigerne herefter ſtulde
betvagtes itte fom et Statsforbund, men fom en famlet Forbundsfiat,
og Foreningen ej fenger flulde være en blot-og bar Perfonal-Union. Hun
agtede nemlig at fade Grit krone til Konge over alle tre Niger
under eet, Hvorledes hun: har indledet dette, om det allerede var aftalt
paa Mødet i Staane 1395, eller om hun agiterede derfor under Oppholdet
i Sverige, vibes ikke; vi erfare tun, at hun ogfan fatte dette igjennem,
faa paafalbende det end maa have foretommet de flefte. Judtaldelſer
maa i betimelig Vid have været omfendte til Raadsherrerne i de to andre
Miger, og alle de øvrige Mend, om hvis Nærværelje der kunde være
Fale. Vit Samlingsfted beftemtes Kalmar. - Hvorfor dette Sted valg-
teg, og ille heller et i det vefilige Sverige eller Halland, der tunde være
de Danfte vg Norſte belejligere, vides ikke, men der maa have:været
færegne Grunde derfor. Maaſtee ønftede Dronningen og De fvenfte
Herrer netop at være de oſtlige Farvande og- Gotland faa nær fom mu
figt, før famtidigt at funne holde Øje med Bitaliebrødrene og Kong Ul-
bredte Gøn Hertug Erik, der ved deres Hjelp nys havde ſat fig faft
paa den fidftnævnte O, fom det i det følgende vil blive berettet. Her i
Kalmar famlede der fig da ved Pintfetid, henimod Midten af Juni Maa-
ned, en Mængde anſeede Mend fra alfe tre Niger, af hvilte følgende
Nordmend udtrykkeligt nævnes: Cantfleren Provft Arne, Agmund Bolt,
Gaute Eritsføn, Jon Martinsføn, Jon Darre, Alf Haraldsføn, Eind⸗
vide Erlendsſon af Losna, Gudbrand Grlingsføn, Haakon Topp, Gyrd
Gyrdsføn, Sigurd Thoraldesføn, Thoralde Sigurdsſon og Fon Haralds.
føn, famt desforuden Biftop Jon af Orkns, der bog ikke par Mord
mand, og formodentlig aldrig havde været enten i Norge eller i fit eget
Biftopsdømme '). Befynderfigt nok, at hverken Erkebiſtop Binalde eller
nogen anden af de norfte Biftoper vare tilflede. Det er muligt, at Kron-
ingen netop fan have været Skyld deri, da der vel kunde opftaa Spors⸗

1) De Tikebeværendes Navne ljendes Idet Hele taget kun, forfaavidt fom de ſenere
Gave været med at udſtede Rronings-Acten. Men at mange flere have været tilftede, *
fres deraf, at Kongen frnde creete 133 Midbere. Et Jndulgensbrev, meddeelt
4 Bontoppibans Unnaler U. S. 251, vifer, at fornden de danfte Biffoper, der
udftebte Krduingsacten, vare Bifoperne af Mibe og Viborg tilftebe foetmindke
d. Gte Jull. Biffop Jon af Orkus var vel fnareft en Pomrer, da vi I 1389
finder ham fom Beftyrer af Gammins Biffopsfol, fee ango, Pomerania
antiqua, 6. 107. Han har vel endog em Fiblang iffe været betragtet fom
fovligt valgt eller ubmævnt, fiden vi finde Henrit fom Biſtop af Dvtnø 1394
Mi. 0. 6. 259), efter hvem Jon igjen fommer frem.

882 Grit af Vomern og Dronning Margrete.

maal-om, $00 der dar nærmert til at korrette den, Lunds eller Nidar
95618. Ertebiſtop, og åt Binalde : heller valgte at blive borte med fine
Vydbiſtoper, end at indlade fig i noget behagelig Rangfrid?). Deri⸗
mob vare alle be fvenfte Biftopet tilftede, undtagen maaftee Biftopen of
Aabo, og alle de danfte, undtagen Biftopen af Slesvig. - Kroningen
ſtete med. for Højtidelighed Trefoldighedsſondag, den 17de Juni. - Stade,
at: ber ingen nærmere Beftrivelje et os levnet om Maaden, hosrpaa den
fanbt Sted, thi der tan ej. være nogen Toibl om, at nye og. færegue
Former have været anvendte forat betegne, at Kroningen gjaldt alke
tre -Miger ;- det ev "endog. højft ſandſynligt, at em egen:ny Krone har
meæret førferdiget, der betegnede Tredobbeltheden 'af Kongedømmet, ligefom
vi fee, at nye Storſegl indrettedes for hvert af Migerne,- der ved Siden
af vedkommende Riges egentlige Vaabenmerke ogſaa indeholder de tv
andre Rigers?). lt, hvad vå-far at vide om Højtideligheden, er alene
dette, at Kroningen. udførtes. af begge Erkebiſtoper, Jalob af Lund og
Henit af Uppfala, og at Kongen dubbede 133 Mend fra alle tre Riger,
bvoriblandt alle de nys opregnede norſte verdslige Herrer %), og for-
mobentfig ogſaa endeel andre filfebeberende Nordmend, 3 ber - havde

5 Om Grieblffopen af Uppfala tunde ber ej opftaa nogen Yvivl, ba har altid
anfaaes fom .noget ringere end Griebigopen af Lund, ,Gveriges Prinds",

. %) Under Rang Eriks BDetræftelfe af Hauſeſtadernes Brivilegier i Merge af
1398, ber findes I Bådedø Urdiv, hænger endnu hans uorfe Rigsfegl, og
en Afbilbning deraf, faavelfom af det danſte, er meddelt Å ,lufreret Ny
jebøblad" for 4859; Mo. 17. Det norffe Migsfegl fremfiller Kongen fid:
bande paa: fin Troue i Kroningeffeud, med. et Hjerteffjold paa Bryftet, hvori
formedentjig: de tre Kroner, og to-Ghjolde pan hver Side, øver IL. Højre
Morges Løye, nederft fammeftebs formodentlig Gøtaløven (Aftryktet er uty:

beligt); overft til Venſtre maaſtee Danmarks eller i allt dald Jyllands

Waaben, tre elfer, fo Leoparder (ågfan dette er ufydeligt), nedetſt til Benftre ben
pomerfe Grif: Dverffriften er: S.,Erici dei gratis Norvegie Dacie Svecie
Gotoram Slauorumque regis et ducis Pomern. Det banffe Rigsſegl af
famme Aar er noget ſtorre, fremfiller et af em Gugel holdt, ved et Kors fir:
beelt Baabenfrjold, med et Hjerteftjold I Midten, hvort Rorges Løve; det øvere
Feldt til Højre er Daumarks Baaben, de tre Leoparder med millemfrøebe
$jerter og et Rorsbaner, det nederſte Feldt til Højre ev Gøtaløven, det øverke
fil venſtre har de tre Kroner, og bet nederfte til venſtre den pomerfte Grif.
, Overffriften. ev: S. Erici dei Gratia regnorum Dacie, Syecie, Norvegie,
Sclauorum Gothorumque regis ac dueis Pomerarje. Gvifs foenffe Rigsfegl
have vi ej haft Leſlighed HL at fer; men of Analogien fra be to andre at
flutte ſtulde man næften antage, at bet fom Hjertefjold har indeholdt det danſte
Baaben, øverft til Højre de tre Kroner, nederft Gøtalsven, øverft til Benftre
. Morges Løve og nederft Griffen.
. 9) Dette fres deraf, at de i Rroningsacten af 10de Jult alle opirebe fom Mid:
bere, medens tidligere ingen af dem havde benme Berdlghed.

1397. Rong Erik kronet for alke tre Miger under ert. 883

mu. itte. fundet nogen Midderubaævnelfe Sted i Morge fiden Kong Haa⸗
8on8 Dage, og der var faaledes mange, fom funne gjøre Førdring paa
Denne Verdighed.

Herefter begyndte de egentlige gørhandlinger om linionsfpørsmaalet
8 vedvarede, fom man fer, i fidt øver en Maaned. - Men de ledede

- åtte ganfte til bet Mefultat, fom Dronningen fra førft af viſtnok havde

tilfigtet. Der udftedtes fun een fuldgyldig Stats⸗Act pan dette Møde,
og Dette var alene et Bidnesbyrd om Ktoningen, udfiedt den 43de Juli
af 67 geiftlige og. verdslige Raadsherrer og. Migsembedamend fra alle
tte Miger, hvoriblandt de ovenmævnte norfke. Ucten indeholder intet om
Rigernes indbytdes Forhold og handler fun om Kroningen felv, - og
den Iroftab, fom Nigernes Indbyggere flyldte den ſaaledes kronede
Konge 2). Der affattedes viftnot ogſaa en Unions-Act, om hvis Høved-
punkter man: ſynes at være bleven enig, men bet ble kun ved Udtaftet.
Reenſtrebne, befeglede og fuldghldige Gjenparter deraf udferdigehed ikke.
Udfaftet, der endnu er til, indeholder, at efterat de tre Riger nu havde
valgt Erik til fin felles Konge, og han efter alle Migernes gode
Mends Samtykke var bleven fronet i Kalmar fidftleden Vrinitatisføndag,
var ber blevet dagthinget melkem alle tre Migerd Maadgivere om en
ſtadig og ubrødelig Fred og Forbindekfe mellem Rigerne, og med Kone
gens og Dronning Margretes GSamtyfte var man bleven enig om føl-
gende Puntter :

1) De tee Niger fulle herefter fledfe have een Konge øg aldrig
mete adſtilles.

2) Gifter denne Konges Død fral cen Konge. velges over alle tre
Riger, vg ikke flere, og det ene Rige ſtal ikke tage eller velge fig nogen
Konge, men Balget flal ſtee eendrægtigt af alle tre. Riger.

3) Efterlader den fidft afdøde Konge flere Sønner, da flal tun
een af dem velges til Konge over de tre Miger, de øvrige Brødre ſkulde
affindes med Førleninger.

4) Dør Kongen barnløs, fulle Bigerne8 Maadgivere og Mend
efter bedſte Gtjøn og Samvittighed velge hans. Efterfolger med ret Sam⸗
dtegt af alle tre Niger.

5) Alle tre Riger fulle forblive i Sandragi og Kjærlighed, og
bet ene ej drage fig fra det andet; . hjemføyes det me af Orlog elker

Udlendingers Angreb, da flak dette gjelde dem alle, og de ftulle gjenfidigt

bjelpe hinanden.

9 Hvert Rige bliver dog va fin færffilte 200 og Met,: og Kon-

5 Acten er meddeelt hos Huttfeld S. 610 fag. og efter demme igjen hos Suhm,
XIV. 6. 406.

384 Grit af Pomern og Dronning Margreie

gen ſtal flyte bvert af dem bevefter, og: ingen Lov eller Net bør, drages
ud af bet ene Rige og ind i det andet, hvor den hivtil itie har gjelbet.

7) Waafommer der et af Nigerne Krig, da fulle de andre to
Niger, naar Kongen eller hans Ombudemend paa hans Vegne tilfige
dem bet, tomme det troligen til Hjelp, enten det faa er til Lands eller
Bands, dog faaledes, at det Rige, der nyder godt af Hjelpen, ſtal holde
de til Hjelp tommende Krigsfolk med Koft og Foder.: Ingen ſtal heller
berefter unddrage fig fra at vde faaban Hjelp under. det Paaſtud, at han
itte ev pligtig til at gjøre Vjenefte udenfør fit eget Lands Grendfer, thi
nu ſtal den ene hjelpe den anden, efterdi alle tre Miger ere og ſtulle
blive fom eet Mige. ,

8) Al Feide og Vvedragt, fom før har været mellem Rigerne, ſtal
nedlegges.

9) Bliver Nogen i et af Rigerne fredløs for fin Forbrydelſe, da
ſtal han være det i dem alle; ingen flal forfvare ham, og hvor han til⸗
tafe8, der flal han ſtraffes.

10) Steer der nogen Underhandling eller Dagthingning med frem-
mede Herrer eller "Gtæder, eller deres Gendebud fomme til Kongen, da
bar denne, i hvilketſombelſt Rige han monne befinde fig, med fit tilffede-
værende Rand, hvoriblandt der dog bør være nogle Medlemmer fra hvert
Mige, Magt til at beftemme i faa Henſeende, Hvad der ſynes tjenligft
for alle tre Riger.

11) Alle disſe Artikler ſtulle overholdes, fom foreſttevet ſtaar, og
udtydes og menes paa ben Maade, fom bedſt bliver Gud til Wre og
Kongen og Riget til Gavn; handler nogen herimod, fral man af alle
tre Miger hjelpe Kongen .0g hans Embedsmend med god Tro og al
Magt til at raade Bod derpaa og derover at rette, fom vet og ved-
børligt er. ,

12) Dronning Margrete. flal med al fongelig Met beholde og
beſtyre, faa lenge hun lever, "alt hvad hendes Fader og Søn for»
undte hende i fevende Live og i deres Teſtament, i Gverige hendes
Brorgengave og alt andet, fom Rigets Mend havde overladt hende; i
Norge ligeledes hendes Morgengave og hvad hendes Mand Kong Haa
fon og hendes Gøn Kong Olaf have undt og givet hende; ved hendes
Død frulle vel Land og Slotte atter falde tilbage til Kongen, men. de
Gaver og Udbetalinger, Hun forreſten å fit Teſtament tan have foreſtrebet,
frulle faa ved Magt.

13) Gil defto flørre Sitterhed for, at alle disfe Stykter evin-
deligen og ubrødeligt overholdes, ſtal der udſtedes Breve paa Perga-
ment, to for hvert Rige, ganfte af det famme Indhold fom nærværende

4397. Ubfaft til en Unionoret. 385

Ubtaft, og indfegles med Kongens, Dronningens, Rigernes Raads og
Mends, famt Kjøbflædernes Segl.

Udtaftet, der ev forfattet paa Danſt, flutter med en Bevidnelfe af
de tvende Erkebiſtoper, Biftoperne i Roeskilde og Lintøping, og fjørten
andre Herrer fra alle tre Niger, blandt hvilte Mordmendene Provf
Arne, Agmund Bolt, Alf Haraldsføn og Gaute Eriksſon, „at alle disfe
Stykker ere ſaaledes aftalte, og at, de i alle Maader fulle ſaaledes fulde
byrdes, ſom føranftrevet flaar”, hvorom de til Betræftelfe have ladet
fine Segl henge for »dette Brev, der blev ſtrevet i Kalmar St. Mar⸗
gretes Dag (20: Juli) 1397 ').

Men ingen af disfe fytten Segl henger for, derimod findes der kun
ti, eller rettere Spor af ti, fjødesløft paatrykte felve Udkaſtet, der des⸗
uden Am er paa Papir, iffe engang i fedbanlig Dornmentform, og fuldt
af Nettelfer 2). Det er fanleded ene alene et Concept, uden nogen

1) at Dagen er ben 200e, itte, fom mange, og blandt dem Poliban-Mikler,
(Observ. criticæ, S. 46), have amtaget, den 13de Suli, ev fart og efbekes
uimobfigeligt, ej alene af ben Grund, at Kroningsacten, ber er adfedt ven
43de Juli, betegner den fom „Fredag efter St. Knuts Dag", hvilten Ber
tegnelſesmaade ogſaa vilde have været anvendt I Udkaſtet, om det havde
været bateret fra famme Dag; men ogſaa, og fornemmelig, forbi man hvere
fen Å Danmark, Gverige eller Marge forftor nogen amden Dag ved Et.
Margretes Dag, end den 20de Juli. Ieg har I den Unleduing gjemmemganet
Kalendarlerne I alle de banffe og foenffe Misfaler, fom endun haves, faar
velfom en Mengde andre, tryfte og utrytte, og i dem alle findes Margte-
tebagen amfut Hil 200e Iuli, nubiagin I bet fledvigfte, ber-efter tydſt Maade
fetter ben til den 13be. Men dette ev dog vift fun em filbigere, å den less
vigffe Rirfe foretagen Horandring,. og I alle Fald var ber ingen Biffop af
Slesvig tilſtede ved Modet, og om han havde været tilfede, vilbe man dog.
tife have rettet fig efter hart. Ved Margretedagen funde der deguden faa
meget mindre epſtaa nogen Belitagelfe, fom det var Dronningens egen
Navnedag; hun havde bog baade under fin Opdragebje I Fru Mærekas Guus
og be mange Mar, hun henlevede i Norge, været ſaaledes vant til at højtides
ligholde fin Ravner og Gkytehelgens:Dag den 20ve ull, at hun og hendes
Dmgivelfer umuligt fande tage Feſl af Dagen. Formodentlig havde hun famme
Dag endog ays før Udkaſteis Kilbiiven hørt Mesje til fin Gkytepatronindes-
Gre. Den. 13de Inli fom Margretebag ev overhoved ej indfomuren I bange
Almanaler førend efter Meformationen, ved tydſte Aſtronomer eller Almanakſor ⸗
fattere. JNorge regner Mimwen endnu den Ade Juli fom Margretebagen.

2) Documentet ev ført meddeelt af Huitfelb S. 611, og efter ham hos Hadorph
6. 58; fiden nøjogtigere i, Mye banffe Magafin", Ill. &. 64 fag. og derpaa
enbun nøjagtigere hos Suhm, XIV. S. 630, famt endelig Vidieſen af 1425
å Baladan ⸗Müllers ,observ. criticæ*, S. 53 fag. Dette ypperlige Skrift,
der bortrydder alle pe Bildfarelfer, mere eller mindre ukritiffe orfattere have
gjort fig fyldige t, denne Gag angaaende, og fom be endog faaatfige have flaaet
faft i de fleftes Bevldſthed, har jeg her i bet Bæfentlige fulgt, anfeende det unod⸗
venbigt her, atter udførligt at bocumentere, hvad han fuldſtendigt har godtgjort.

386 Grit af Bomern og Drouning Margrete.

Metdgyldighed, og de ti Herrer, der fatte fine Gegl paa, blandt hvilte
man med Visbed verd, at Erkebiſtoperne og Gteen Benedictsſon have
været, funne hermed alene have haft til Henfigt at filtre Udkaftet mod For-
falftning, for det Vilfelbe at der fenere frulde blive Gpørsmaal om at
brage bet frem igjen og benytte det ved nye Forhandlinger om denne
Sag. Førft ved at reenſtrives paa Pergamentet i de fer Cremplarer,
fom Udtaftet antyder, og forfynes med de her foreftrevne Segl, vilde
eten faa bindende Kraft. Men faadanne Gjenparter have aldrig været
ubftebte, og fel om Udkaſtets Vilværelfe vidfte tun de færrefte nogen
Beſteed, førend Erik af Pomern i 1425 fød tage en verificeret Aſſtrift
deraf. Saaledes blev ingen Unions-Act oprettet, uagtet dette aabenbart
havde været Dronningens Henfigt. Aarſagen dertil lader fig ikke tilfreds
ſtillende forllare. Man fan tænte fig, at Sagen har mødt en uformodet
Modſtand hos enkelte indflydelfedrige Mend i Rigerne, og at Dronningen felv
ej har været tilfreds med Beftemmelferne, der itte gif ud paa en faa fuld»
fendig Sammenfmeltning af Rigerne, fom hun maaftee havde tilfigtet, dg at
hun heller valgte at frille Sagen i Bero, end at gaa ind paa, hvad hun fra fit
Standpuntt alene maatte betragte ſom halve Forholdsregler; man fan ende
fig tænte fig, at Modet haſtigt er bleven afbrudt ved et pludfeligt Over⸗
fald af Bitaliebrødrene, og at der fiden er kommet Hindringer å Vejen
før Gjenoptagelfen,af de afbrudte Forhandlinger. Viſt er det fun, at
ingen Unionsact endnu Fom iftand, og at det enefte, fom ved dette Møde
i Kalmar udrettedes til Rigernes nærmere Sammenknytning, men fom i
fig felt var vigtigt og betydningsfuldt not, var Kongens Kroning for
alle tre Riger paa een Gang. Det er faaledes urigtigt, naar man fore
filler fig Kalmar-Unionen i 1397 fom en virfelig Unionsact, en formelig
Overeenskomſt mellem Deputerede fra alle tre Riger.om Foreningens
Biltaar. Unionen beftod fun i FelledsKroningen, og man fan maaſtee
endog med flørte Met regne Unionen fra Mødet paa Falfterbod og ved
Lindholm 1395. Men da biin FelledsKroning dog paa den meft -iøjne-
faldende Maade betegner Unionens factifte Vilværelfe, ville vi itte afvige
fra den nu næften hevdede Skit, at regne Foreningens Stiftelfe fra
dette Møde i Kalmar, og nærmeft fra denne Kroning, der faaledes aab⸗
ner et nyt Vidsrum i vort Fedrelands Hiftorie. i

Chronologiſk Regifter.

1371. Guido be Gruer, pavelig Mi etus og Gollettor for Norden, død. *
Tal. Bifep Gent of Clesvig ubnavnes HL Runciue og Godetor for Morben
1401 Auguſt. Dvereensfomf mellem Kong Baldemar og Hertug Henri af Medlendurg.
Dennes Gvn Ubredt loved Danmarts Krone efter g. Valdemars Ded
den. Song Magnus vvertager atter Befyrelfet af fin Derl af Riget 2
vite Geptember. Begge Konger I Ljobhuns
dabe steder. Pave Gregorius ben 11te:ubnævner Thrond Guano ut stp
21be Rovember. Rong Magnus i Gimøe ++ .
1971—1872. Sunt. songerpe Magnus og Haafon i Dele. . . - -
1372. Bifop Halvard I Døl - -
Son, Gjorsbrodr I Dato, udnavnes HL hans Cftermand'

25be, Ade Jedruar. Begge Konger slo. Er

Sorte og Upril. Begge Konger i Ridaravs. Haabemede
7 Wril. Jalob Jensfon, pavelig kon for Aenden nadna dues til Biri

Bergen, — - -
3 Wei. Rong Hanfon paa Norbnøre er
Muguf. Rongerne Mognus og Haafon i Bergen

ode %nguf.—R. Saalon ubpeber en Gorordaing I Gordeehfor de mote Gtomagere I
Bergen.

8be Geptember. Begge Ronger 1 ånnsberg. sorpanbjinger med $anfekaderne .

30te Geptember. Gtilfanben med Hanfefaderne forlænges paa 2 Uar

1973. 1300 Januar. Pave Gregorius udpeder Bulle om en ny Getgarstiende af str på

Sndtøgter . p
Gebruar. Bifop Henrit I Stodjolm -
8de Marte. Mong Haoton paa Grauner i vider: p
pe Mai. Hanfedag I Låbed. — Gerhandinger om Loipmaalene med oe .
28be Sal. Begge Ronger i Lunsderg . . N
a00e—280e Gull. Raabomebe i Bergen. Mong Magnus tiifede N
1402 Grptember. Bitop Genrit opforbrer 9. Magaus til at inbfei få Bacn
15be Geptember. Rong Haafon fororbuer, at Lomter, ber Tage øde uden at fvare vi

vift, fulle være bjemfalbne tl Rromen — . sn

1878—1874. Suul. Begge Ronger iBergen 22
daard Vinter paa SJøland .
Mndres Sveins ſen Tommer fom $irbfjore til Søtend efter Lhorgant 3

tilbagefalbes .

1374. avie Gerner. Bifop Gonnelt of Linteping bredes af Hibderen Gr. Mania Get
Pavsfon.

ode Maris. Brage Ronger I Bergen, ubpede Gorbud mo Gjordeøb. >

210e Wyril. Biffop Billjom van Gyberserne Mb. 4 22

20be Sull. Rong Haakon i Rarmtfund . 2

$v. Rong Haalon og Dronning Margrete I Danmart

6te Rovember. Pave Gregorius bekrefter Ion Doncans Be H ifop var em

verne . D - p

1 December. Rong Magnus Gritoføn bed i DEE

1974—1375. $aazd Binter og Gungerømed paa Ieland. . ++ «å

1875. lite Samar. Rong Haafen paa Lunsdergshuus. . . ++

Dromning Margrete faar Elvefysfel i Morgengave —. - .

— , Or. Halvard Sonsfen Ry, bredt of Zhorbjørn Vol >.

nfebag i åded. 4 Hacton Mager ved fin Rotasins, Decanen Gottfalt,

aver be tybffe Riøbmends Besd I Rorge "i forlanger — af deres ie
Blebreve

25

EdecaaEaan

-

BESTT 5 Eyr surEEETR oæe

38838

*

388 Å

30te Sunt, Raadem⸗ de i Palo. &. —* forlener Alezander be le Urd med ser
febømmet over Orinserne for eet Har.

Gommer. $ertag Genrit Balbemarsfon af Genberfylland bed ,

Dirbfijoren Undres Sveinsſen og Fagmanden Thorſtein Eyſulfeſon komme hm se

* — Tanb til Rorge og blive bekræftede I fin Embeder

* 8 $aalon befaler alenbingerne at aflagge ham Lrofabøeed .

240e Detober. Rong Baldemar ded

Sronember (eller December). Made i Obenfe for at raadfaa om rele Danmart

40 Rtovember. Dronning Margrete i Ralundborg . .

188e Rovember. Mong Haakon tLunsberg +22

December. Kong Haafon i Kalundborg em

. 7 December. Rong Haakon og Dronning mangt ' ette 2

1975—1376. Suul. Kong Haalon i Danmart? . 2
$aard Binter paa Iøland *

1876. 200: Sanner. Wobe I ADismar af Deputerede fra Låded, Mofod og ora waꝛtiin.
Tebning af bet banffe Eronfalge-Gpergomaal — .
aide Januar. Gering Mlbredt og de boffenfe Grever atte et Mrigsforbund om
Danmarte Grabring, hvortil Kong Uldredt af Gverige futter fig.
dte Marlb. De Rannffe Herrer love av unerfette Syberne I at velge Sunter Olaf
til Songe. — Hertug Bugislav af Gtettin fatter Forbund med Plaf og erkjen-
ber ham fom fin Lehnsperre for Rågen ee
2301 Martd. anfebag I Giraffund. Horhandlinger om den banfte trenflge
Syderne valge Olaf HI Konge paa Viborg Thing + p
- able Mat. Danehof i Glagelfe. Olaf vælges til Danmarls Konge .
18be. Mai. Hanfedag i Gtralfund, hvor Gefandter mode paa begge Migero ar.
Modet heves, ba Uifenbinger mangle fra be fe Gater J -
Mai—Juni. Rong Qaafon t Bergen.
1090 (eller 2000) Sunl.. Hanfedag i Gtratfunb. Borfandiinger om det bane Songealg
Gtaderne fende Grfandter til Rerge og Danmark -
Gommer? Rifolas Brobbesfon, forfen agmend paa Gaten, fensetet
Mugu. Bisby Inbbyggere fende Rong Olaf ft Hulbingsdrev
1600 Moguf. Gred fattes mellem Rorge og Gtatrrne i alunbberg, mellem Danmart-
og Gieberne I Rorser, hvorned bisfe anertjende Olaf fom Danmarts sag: .
16be Muguft. Rong Haakon og Dronning Margrete I Korser i p
September. Hertug UMbredts Log til Glaane
mibe Geptember. - Dagtbingning I Kjøbenhavn medlem $ong Graf og Hertug amet
Het. Krig mellem Rorge og Gverige N
Wave Gregorius ben Lite forlader Mvignen og Begider flg til fom -
tbe Detober. Mong Hanlon i Moeslifbe, flutter Korbunb med de vomerfe Hertuger
ale Rovember. gons Haafon I Ralunbborg, flutter Forbund med etg Erit ben
vngre af Gaxen: >
Rovember eller December). pennen ' ee -
$rig mellem Danmart og Medlenbug . 2
1876-1871. Suul. Rong Gaafon iOslo. W
1877. $r. Binalde Heutileſon ubnævnes til Magiſter Gapellorum . + *
Sanner. gaademede i slo |. .
i98e og 24be Januar. En Gtatu-Gamling for Ridaroos vebtages af Bymendene :

29be Sanuar. Kong Gaafon udfieder en Hanbelsforerbning veblomamende Hanfeaterne

Baaren. Gerna Gogn negter at vde Kongen Vrigshjelp
15be Mal. Rong Haalon I Mibarsvs. De — 1 barett J 20 ard
Bribed for at gaa Baabengang

urofigheder paa Seland. . * . +
Grptember. Deomning Margrete I und, inblofer arten
18771878. Sunl. Rong Haakon i Bergen >. so -
1978. Biflop WF paa Grenfand død. ee WB

me Matt. Pave Gregorius den tite bad.
1800 pel. Ertebifop Brtjelomeue af Bart frenes fom Pave ander Revnet ur
Banas ben Gte. Det faafolbte Sqiema begynder .

vote ai. Rong Gaston I Bergen, tilgver Indbyggerne i Gerna Gogn deres lede

- $Hanfebag I Gtralfund. Gtaberne tiffride Kong Haakon med Knmodaing
om at frede Gofarten

Sunt. Kong daakon Maguusfen den efbret- Fett fe sek Saegene I i sæ
telanb (af 1905) briræftes . .

Sui. Song Haaton I umberg . 22 rv

å

Easssgrgsg

Jarre 28 29 2ara2

EEE

210e Grptember. Et fort Part blandt Garbinalerne erffære Urbanus den Gtes Balg
MND og ole Gebnal ber of Øra HL Den ner Mann af Geuens
dende - p
or. Rong baalon å Ranite vr
1978—1879. Juul. Dronning Margrete i Morge'
1379. Glvalingerne herje ben norffe Goloni I Øperbygden p
Den fydligte Deel af Oslo sbelegges ved Idebrand et
1802 februar. Hertug Ulbeedt af Medlendurg bed
Soppe-Gyibemi I Borge
Biflop Dbbgeir og Undres Sos Or ge over Hi og ae te:
llshederne paa Island - n
100e Juli. Dronning Margrete I Lund .
Ce SullD ng Guan I Marbran, ubnævner denen af Gt.Glatr HI Jarl paa

at * daeibn I Marfrand. Migsnsdet Giiifand nr med > Cole
Rovember. Rong Honfon paa Daleborg ved Benern —. ME
1980. 1880 Marté. Dronning Margrete I Roroliide .
2601 Maris. Rong Haalon paa Lundbergehuus, lader ge ket å ar sm,
— Gogn >
(Baart) Rong Mlbrete Lag tl Ctaane og Hallond
Susi. ong Saalon I Tandberg. Maadsmobe. Mmizbelig Metterbob vedtaten pas

v- Qangatbing - .
361. Rordmænbene og De Danft gøre Subfalb I emiu ” inte ete, Øre»
Bro, Beferaaö og Senloping > .
Stopperne bringes fra Rorge HI Søland . ++ 22
Wugutt. Provinclalconeitium paa Hamar re
Cu eller Geptbr.) Rong aaton bad (paaikterøpunet) =>

Biflop Magnus af Hamas bed, til hans Cfiermand ubnevnes Glyurd .

Biffop Urne paa Færserne bed.

(1381 7) Bilføp Botalf I Giavenger bed. Gira Hallgeir ommnbøfen dier valgt og
inbutet HL Jans Gftrmen, men man ge for Olaf Brand, ber af Hanen
ubnævnes ved. Proviflon -

Ante Samuar. Dronning Margrete paa —8 ud " Marta I Dai
Hbligere gtvne Pristlegter

1900 Joner. Rong Olaf i Glagelfe - se

be Mprl, Glaaningerne fitte en Gtildand med Gong reke >

Mindre utvalgt Bifføp paa Farserne

Suni. Ganfebag i Laded. Ubfendinger fra be tvbfe jobmend I Culo og Lune-
Berg Mage over orurettelfer og Glartepaalæg tvertimab —28 eta»
berne tilffrive å ben Anledning bet morte Migsraad W

aodpe · ey idemien og Misværten debrarer paa Seland... Lå

Ser Juli. Dronning Margrete paa Wardbesgs Got . >. 1

2986 Juli. Olaf bliver tagen til Ronge paa Ørting

fr. Agrtund Flansfon ubnænnes atter Hi Drottfete og Hr. Sent enritofon tl autle ·

Muguf. Grlebifop Thrond Garbarsfen bad. Gira Gaalon Ivarsfon vælger HL hans
Gftermand; Balget ammuleres af Paven, ber ved J ubnævner Ritolas
Rufer—— ar -

me Muguf. Rong Olaf I Mideroos

1500 Maguf. Bifop Obbyer af Glaafpolt bob å Bergen

vade Unguf. Det norffe Migöraad |Hiriver Gtaderne atbig af. jobmendenes
lager og henvifer dem HI Dromningen

Grpiember.- Msbe I Glamne af Deyuterede fra Gtadern. Usderhanblinger med
Dronningen engaaende Gtadernes Privilegter i Merge - > -

(Geptember?) Grev Qenril af Holen dø. ++ 2

9de Detsber. ' Rong Olaf I Danmart p - eee Å

1902. Gil af Pomern fød. ae

mroltgheder paa Ocinserne. Bifop Bilan bredt - .

Wuguf. Rong Olaf og Dronning Margrete 1 Esko ++

Detober. Qevdingemabe å Bergen p 2

åtte Octaber. Dronning Margrete paa Barbberg W

1980. ——
260e Maga. Goobingemode I Tunsberg

1801 Geptember. Rong Ubredt iabgter —R en vage Boll med be

forente Herrer , * . - -

25*

390

Den pavelige Panitentiarius for Norden, Midart, udnavnes til Biftop I Claalpoli .
1984. 17be Upril. Bo Jonsfen opretter fit Leament I Badfena
2400 Mori. Ganfebag I Gtralfunb. Dronning Margretiilfebe over Graberne ae bity
mob Gureverne og aftaler et myt Mode. > p
Mibfommer. Raabem · de i Bergen. p
Sommer. Rong Utbredt gjer et rigstog til Glaane og Gondre-bakand og erobrer
Sagaholms Glot, men fygter —2 til evrige vea Dronning orgelet Rar-
melfe med enger. D ee
Auguß Migsmabe i Lunsberg .
ude et ober. Mobe paa Galferbob melem Dronning Margrete og Gtaberne, ber fordre
Ematning for den dem af Goroverne Hilfølede Stade. . + >
28de Detober. Badficna Mlofer indoles . .+
1885. Hertug Magnus af Medlenburg bed.

Mal. Cteberne tlbagelevere de bem pantfatte Glott I Gtaane

27be, 280e Mai. Rong Dlaf hyltes af Glaaningerne —

$enril Gporøbrober ubnævnee til Biffop Grenland... 1

&ong Olaf epnaar Myndighebe-Hlderen . ar

Bifoy Jen of Oo bed. Gyprin Uslatefon ubnevnes-il ans Gftermand -

1885—86, usferne herje Binmarten .
1986. Suli. Dronning Margrete overdrager Goeverne af Golfen Gonerioland Hr ave-
tigt Sepn ,

130 Sull. unfebagigdbed. Dronning Margrete og Mong dibrecht med fere yrker
Hiffebe.. Dronning Margrete og Rong Ubredt futte en ny GUipand, hvorved
ben fide forbinder fig tl at romme Glaane —. -

Muguf. Drotifee Bo Gonsfen I Everige ted. Uenighed om hans Lefament meden
gong Mlbredt og Gyelutorerne -

15be—280e Geptember. Mode i Vordingborg mekem Dro

2901 Geplember. Gred flutied med Guraverne .

$of. Gelebifop Milolas Rufer bod. > 122

(før Suu). Dronning Margrete i Ctamne . ++ 1

1987. 16be Januar. Rong Olaf I Reftved paa Gjaland => 2 21

inalbe Henrilsfon adnavnes tl Grlebiftop I Mibaroos. J

vite Gøbruer. Rong Ubredts Gogber Gewarb Bideiebad og devn · Gualenborg tl
føie de oprerffe Gtaoninger et frort Mederlag ved afam Mieke I Gerbe Hereb

108e Suli. Dronning Margrete ” Rong pet t —8 under handlinger meb Rong
bredt * * * - *
gult. Meng Dlaf død i Gølkerbod— -

Grit Gubmunbofon Tommer ub HL Gøland fom Gisbhjore

108e Uuguf. Dronning Margrete Vlbes I Lunds Domlie og paa Gtaane anbs-
ting fom Megentinde I Danmark.

. onde Mugufl Dronning Margrete bubes'i Et. Anuto Kirte I Ringfed og van elr
Tanbefare Lanbetbing
a88e Ortaber, Dronning Morgrte barbes i Et. nuts Ate I Ddenfe og var Guns

Lanbstbing -

De fornffe Herrer begynbe at unberbandle med Mani: pg
1897—1888. Suul. Dronning Margrete I Oslo - ee
1888, Januar—Gebruar. Raademode I Oslo 2
2ben Gebruar... Migekyrelfen I org overdrages Dronning Margrete...

160e Bebruar. Gil af Pomer erflæres for Lronfolger -
4 — a88e februar. Gaaton Jonsfon erfarer fig uberettiget tl Morges Krone
$enrit Genrilofon ubnævnes atter til Rigete Cantfler, men der fnart efter
1801 Marté. Dronning Margrete I Oslo re
a20t Maris. Gammentomf paa Daleborg veb Beneen melem Dronning Margrete og
be foenfte Gerrer, ber overbrage hende Megjeringen i Guerige > >
1400 Upril. Drottfete Ugmund Hinnøfen bød i Galens Kiofter .
28be Mpril. Dronniug Margrete i Ljobhuus * .
uti. Kong Mibredt af Gveige drager UlLybiand for at erdorde Hjelp mod Drøm

ning Margrete og be fornfte Herrer — p

nauching pan Island. Misfornojelfen med te ment fa af, at ban maa f
fade Zander. er -
4 Sertug Ulbredt af Medtenburg d.y. ded sa

1889. Bigfuné Jvarsfon udnævnes til Hirdfjore p Seland
Bebruas. Kong Ulbredt vender Hage HE Gers med om Ster ' gr
frras Wrevall til Unbfetning Å ro

ing sargrete og Eiadern⸗

8
åå SEKKER å

248

E$

TEEN

å

Ade februar. Slas ved Galljoping. Kong Mdreåt bliver Magen og Hiligemed fin
vn Grit fangen; de bringes Hl Baagahuus og derfra Hr Vindpolm Clot

1206 Just. De Lydfle I Gtodolm anrette et Blodbad paa de Gene I Gtaden
«Raadsmøde I Helfingborg. Erit af Pomern ubnævnes til Rorges konge -

Yme Giqurbefon bliver Rigscantlei

ete Mugu. Dronning argretr opforbrer apnerne Hi at antoge Gprifenbommen

1282 (eller 1400) Geptember. Grit af Pomern tages tl Konge pan Øretping

op. Henrif Jarl of Drins overfalder og breder Malife Gyerra

Drtsber. Mebe I Gubertoping. Dronning Margrete vertager Regieringen I Everige

15be Detober. Pave lirbanus ben 4be bed. Bonifacius ben Ode biter hane Gfermend,

(tronet 5. ode Rovde. f. M.)

1399—1290. Belbfomme Ratueevoutoner og Sandeylager bjemføge Island .
1990. Pave Bonifacins ubnævmer Frederit Ditmarsfon, Gjrsbrber å Borokibe, il Golles-

1391.

1991—1892. Manbebsb I Norge .
1802. Myril. Gere Raadsmede I Del

tor for Rorben >

ef. Hertug Johan af miedtenburg-Ctargar famler em ær 'og Blood forst tege
Gtodholm til Unbfetning, men man formedelf Gtorm vende tilbage.

Bifbold ubnavnes il Biffop paa Barseene N

Biftop Mikael frafiger fig Gkaalholts Bifopsfor. vir hans Gftermand nbnavnes
Biltin, Prior ved Predlkertlopret I Bergen.

Mat. Rofod og Miemar forbinde fig med Hertug Johan af Gtargarb fans Gn-
mer famt Øertug Johan Magnusfon mod Dr: nning Brargee, indll Rong
albrecht frigtvrs

Auguſt. Hertug Johan af Gtargard drager atter med em tar ene orhen Hi
tnbfetning og gjer Gremgang

u10e Maguf. ift Qun Gtalle paa Hole bød p

arve Oetober. Dronning Margrete I Ryloping, unberpandter med Wedlenbargerne og
flutter en Baabenhoile med dem knbil 9 Qun 1892. .

Adt Detober. Bru Birgitte Fanoniferes ee

Dronning Margrete jer om sir ni
arin·

ste Wpril. En ny Meitebob til Ubtybning af Rosen vebtoges

205e Wpril. song Ridjard af England tilader Penang Meru at teie tvende
fore Krigsffibe mod Bitallebrobrene . .

Baar (eller Gommer). Haalon Jonsfon død

122 Gull. Dronning Margrete paa Danebafet I ordingborg indydar em ny Eoer-
eenøfomf med be holfenfe Grever om em evig Fred

Sommer (eller Heft). Dronning Margrete paabyder en — J Slat ar =
Tanb Hl Hjelp med Bitaliebredrene — . es

ꝛden Wuguft. Gr. Erngif Gunesfon bad

Soft. Peer Rilolasfon, pavelig Panientlarus og ubnævnt ut Bifap I Hole, Fommer
ub tir Gea D

(Bor Juul). Bitaliebrodrene bemegHge flg Gottand I gong abre Ravn

— Mart. Dronning Rare adr ugan pb af fld inennig ove alt Borge

25be Maris. Dronning Margrete I Ureval
17be April. Bitaliebrobrene herje Bergen - - .
(6rftD) Hr. Gigurb Hafihorsfon ded . - -

z20e Grpiember. Gira Ginar Haviidesfon bed
Geptember-Detober. orgleves Qrebømsde I Gtanor ker an Ralferbo> melem

Dronning Margrete og Hertug Joban af Medtendurg under Gtabernes Mei
Gtodbolm beleiret. Hertug Johan undfeter Staden. p
uroligbeber paa Seland .

194. 2566 Samnar. Dronning Margrete I Kalmar, Hlfriver Gtedrene og — ent

1395.

rebamsbes Ufholbelfe og et Forbund mod Gursverne . Å

Juli. Bitaftebrabdrene herje og opbrende Malmo. . 2 2

Muguf. Myt forgieves Frebsmode i Hetfingborg ++ 2

Billin, Bifop i Claalolt, fommer ub H1 Jøland — .

Ooſt. Vitaliebrodrene opbringe ve at Hoimefteren af rensfen til Dronnlng Øtar-

2 grete fant. &. UMbredts Ubleøning affendte Gefandter .

200e Februar. — Pave Banister beftifer Bifop Gyfein HL General-Golertor I
Merge

Mtoi—Sunt. Mode i Gtansr og Folkebad, foretobige unberbanblinger. Brebøton:
gres paa 8

1706 Sunt. Bred fate I paa 8 Mar mellem Dmins Barre og hm ne
Silhængere . - -

945.

392

260e Geptember. Rong MIbredt og hans Gon Grit frigives , >.
fetober? Bergen bjemføget pan ny af Bitaliebrodrene W
Gil of Pomern valges til: Danmarts Konge .
1896. 2480 Sanner. Grif af Yomern byldes fom Monge af Syberne paa Vihoms andetping
1te Suni. Raadomode I Glare. Erik of Homern vaiges til Kenge I Sie p
200 Sa Mg Ori ble pan Ulsjerieing oe Hapi >> .
Gommer. Marft Erit Vetildfen død.
2001 Grptember. Stort Riqsmebde I Myteping. pa ven foenfte front den R.
bredte Lronbeftigelfe frafomne ode tadbrages . .
- 1907. Rong Vibredts Gon Grit fate fig fat van Getfand ved Bitaledröbeenes Gjely
Suni. Ulninbeligt Rigsuede fra alle tre Riger i Malmar ++
17e Suni. Rong Erik frones I Ralmar for alle tre Miger under et.
1892 Suli. 67 geiflige og verbalige Raadsherrer og Migsrmbedsmand fa alle tre
Riger udfede et Bibuesbyrb om Rong Evil Rroning. >. -
200e Suli. Mdkaft ten Umiondet forfattes og vedtager . -

876

BE BESS 333

MA 490 u 400 i JANG

na) 9pn0D 18

"ua uepog s8Q3nBjØ nOgDVG "uajenoguogvnd "IA unvng "meg zus a·ain vaueg

5 I ” "Guss
ja enudogg og Qun ⸗·nius "A ØMUPDLG MA J9G —E epungand *A omudyg MAJNG — 9239%

p p Tut 5
— "Bsogabug "92008 08 MG, 0 foid dn B10qs0uG dogg > Bregsbug
Amer "Å ugj00g "AT 30m3J08 "Å uopong "Ar s0msQjog
. ? 2 1 »

('980—980 '9 39)

"TA JVIG Buogs 113 quioqaooguubaiõ 92209 Bo '0908j5020g gauaæu 24026306 Gupnnoags uaqnaoj auoag ↄꝝaou nag pr) 2 100

s1avp-s1bijas0g

8

ꝛi ave 18 sjans UG BANG NYT uolvo Guo 1 ueju⸗g AG Ca

"us340g Jo gepia 188 321 390
1n0g0g "må 1 LEG 13403)
> oupogg 001 4'uaneg 10 3pD
—* —
208, Jo MIA 00), Banqupi *2981 4 9)
«ns0g Omg m 8 Jo bm nddMnDg 86 30:08
ud 9pDIG KE 1 49008 4 JG

"Dunne Jo 23800 "6501

I Jeger 4 "ammng Jo apup)gr un aper v
Ver 4 9EN å UA ORUBDUG
"0881 4 quonog: 11 2ja06 smug Bnusg *s "un 0 sn
0100") ——— —
— ——
— —n
Goiei A HOJDDG-

— 'B2028 I UNDTIBUOY
T

'13100D-102018

«0101 4 4 "dop
—E

——— pi
"ene mig
"nt 8 NOG

vo
*u 4 19

— —— — — og
og "1480: «squnmdig o

20
mung vOd u0
njeenadi jg Å
jaummig

«vhjeg veg uejøamop NG 1g

u⸗uoe· rvien
hd
unlogsndjg auas
me ——
C4 2803 PD ung sehrejutag 202006
— EET Fa) "PIET 28)
0845. om 8 Brofqadug mj bear
"brer 5 $ ung
— — — ————— 38
"uojenog Anua
10083 vYd VID ueg
u⸗uos · eivvas

*0up03 vva ueleanaa QUID
u⸗uos ·ueog
9

— ig tang

—
"up Ene

ud humle 26 ng

o0m vm mjemog ung 1g
oui + ig UG ved uejøuog MOM 0
u⸗auæs ·r IN? *4UDE

Kj

"4216 g
"uejøqaedg a0uNDE "qndig 28208

*010Q 1 80 "0190 I "12801 092008
"s1euvvID VYÅ mda-AÖig I uitojg I 1 92991 1581
1986 ape Ko —
vu)
u⸗uoo·rasuvoaso
8

*vudoy

muejuvg +r — s9pqug *1
"ort *a 4 "ub Jo davgpgavavng BØR &

godt anm Mp Å

—— + "usumg vod Usjøogigurm hmog

vm Pang

- nnnag mnng So Qumvad

b

,
"amegg usjøne

s8ug 91161005 *
"3UDB 22409900
nn ——jS | s0089 "mi *b
mør om 909 5 —
2 *2387
ED 3
"usjøqsvanog uec | — —
var0apog er
; "usjegpoaniog nog
"sama m908
ol
3 oe
Tenne gr AG
Ko Fed 20 *
Ep me 3* "qngudog — *qppaudog u
do MG ==
ſ
sam v908

"ute D98 0 «uboyg ved 3909

- eigen. i) ar sem urteueeg

—
"amag uejøsajm Novas

"sg g

«some u305

GL

ae Hdg,
p 1 p
eg dk kg

"ude v0d AG
u⸗euos ··uvoic

-u

99%
Gamvqebunan)

——
nag 7 ko å
90 saoeng use) 8 "4 0 on
TE
"snop mna0
*er
aaus aſiva 3310
———
amp og 9
ir) Fra

'qubjø 100106 *910r00g

*p1 80 Og ang >
takhø mons vepi0fg

| "120038 23)
29090HIGI 23320200 *G
vu GE
ung DANNE quB30ug 1 um
—— — 8 "4 "nojøgsp 2000

"Bunge mD5
*el

auja aø1 oGupsgjvgssog usum 1 9 Ba I ↄuiatavꝝ eaonnoq IRIS Cm

*
orgad ”
må ag 5 did EX 2: kå
— å Bunn, gnu
— 0 qi Ger > ge ho

JH anDig uejpavag uoG
Gr tnaenmpaqno

*LI

sjel 608pog m 4
vej
"nqqung veå QuGHDE

*ngqung 18 1996

uvaea vat una
3
19 adjø å

KN

*nqqung 118 Wvjrn ainbs
u⸗nuos naauns

'9r

Alfabrtifh Begifter.

9 dette Megifer ere ,anden Hovedafbelinge" fe og adet Bind betegnede med Bogfaverne a og å.

Ua i Seidalsmo a 892.

Aabo a 69.

Mate Juarsjon a 681.

Aalborg a 807.

Yalholm Slot paa Laaland a 778.

Aamunde Andresſon a55. — Borgars-
føn a 54. 87.

Aaranes Kongsgaard i Kinnahered a
786. 845.

" Mas Giftereionfer-Rlofter i Nordre · Halland a
461. 464. 466. — Gaardi Ramnes b 142.

Aaſa Grimsdatter b 108. — Haavarbö-
batter a 913. b 187 f. — Petersdat·
ter å 257. — Salmundsdatter paa Sel-
vil b 171. — paa Tunin å 218,

Aasbhrette-Broen i Vors a 384,

Aasmund Gautesfon b 165 f.— olje
føn a 892, — Rult a 87. —

Abraham Andresføn a 867. — Brobers-
føn b 308, 345. i N

Adolf, Greve af Holſten a 642 f. 692 f.
719.

Aflangerud paa Helgesen a 579.

Ygaten Gaard i Oslo b 179.

Agder a 44.

Agmund Armfteinsfon, Lagmand a 514.
— Mflatsfon b 107. — Bergthorsføn,
fe Bolt. — Berfert b 145. — Clemens»
føn b 146. — Einarsſen paa Berg b
146. — Finnsſon d. æ., Drottfete a
203. 291. 395. 402. 424. 442. 475.
477. 515. 553. 555. 580. 622. 774.
990. 805 f. :809 f. 814 f. 822. 836.
905. b. 10. 12. 28. 81. 98. 122.
129. 149 >ff. 158, 212. 301. 361 f.
— Jinnsfon d. 4. å 395. — Guth-
ormsſon, $Hirdftjøre & 189. 291.
1993, 417. ANT. ATT, 488. 582.
584. 906 .f. — Mat 4 867. —
”Alitelasfon -a 439 Å. — Olafsjon

eg. 4. Mundo GIR. en dovedaſdel.

a 556. — Olafsfon Kaabein b
145 ff. — Ormsføn a 441. 908. —
Saxesſen a 431. 504. — Slolle 4
55. — paa Gpaanheim æ 396. — Sture
a 43. 45. — Safinnsſon a 323. 379.

Agnes Haakonsdatter a 5. — Sigurds-
batter a 903, b 152. 239,

Agvald snesbusſen, GKb æ 312.

Uker i Stolte a 391.

Akershuus a 204. 224 ff. 241. 421.

Alan, Biſtop paa Gyberserne a 64.

Alberti Antidi, florentinſt Handelshuus
a 603.

Albrecht, Greve af Holften b 313. —
$ertug af Bayern b 339. — Hertug
af Medlenburg a 41. 186 f. 191 fi.
253 f. 275. 277. 494 ff. 565—574.
583—590. 682 fi. 649—653. 659.
689 ff. 743 fi. 753—789. 795—822.
b 59 ff. 73—78. — Hertug af Medlen-
burg-Gtargard b 6. 59 ff. 278 ff. 352.
— Hertug af Saxen a 272. — Konge
å Sverige a 643. 744, 755—789. 795—
822. 826—832. 837 - 840. b 6. 55—
59. 81 ff. 226—238, 303 ff. 311—319,
— Breft a 269 f.

Alexander de fe Urd a 635. 648 f.
914. b AT ff. 95 f. — Brun a132f.,
— af St. Ciait a 918. ;

Alf, Biſtop i Grønland 930. b 105.
— Haraldsſon, fe Bolt. — Jarl ECr-
lingsſen 4 154. — i Kloſttet a 55. 87.
— Petersſon a 226.

Alfgils Sure a 55.

Alfinn Brynjulfsføn :d 213,

Alfvin paa Rokkven a 383.

Algot Benediltsſon a 531. 690 ff. —Gun-
narsfon a 867, — Magnusſon Gture b
184. 234. 304. 308. 345.

Alveim Kongsgaard i Aalehered H.78.

1

Amager

Umager a 282. 806.

Umfterdbam a 797.

Amund Gyvindsføn, Fehirde a 811.

Undanes a 422.

Anders Jatobsfon b 67. 7. TI. —
Offesſon a 801,

Undre, Abbed i Lyfetloftera 339. — Abbed
i Bidø a 309. — Arneeſon, Sysjelm. a
424. — Biſtop paa Færøerne b 139. 146.
— Giſlesſon, Hirdftjore a 919. 922. 926.
929. b 50. — Guldtlepp b 108. — Gyrdé-
føn b 185 f.— Joarsſon, Sysjelm. a 866.
Nitolasſon a 644. 646. 697. — fe Plytt.
— Sigurdsſon a 682. — Sigurdsſon
Kyrning, Gysfelm, a11. 54. 425. 427.
— Sveinsſon, Hirdftjore b 50, 246. 328,
— 9efilsfen å 532.

An drew Hartelam, Jarl af Carlisle a
131 f.

Unger a 384. .

Anibaldi af Frascati, Kardinalbiſtop a
147.

Anklam a 264.-712 f.

Unnot, Mahfe Jarle Datter a 594.

Antonio Malabaya, Kjøbmand fra UG-
ti a 542. 685, — Zeno b 373 f.

Anund Amesjon a 891. — Borgarsføn
a 3. 5. 11, — $att a 831, — $e
mingsføn a 711. — Gture a 95. 102.
531,

Apoftelfirfen Å Bergen 4 19 ff. 34.
849, 897.

Arald, Chorsbroder a 99.

Aranes å Neshereb b 180.

Arnald, Abbed a 320. — Joſteinsſon a
360. 407.

Arnar Thordsføn a 305.

Arnauld af Bofones a 102.

Yrnbjørn Munaansføn å 644 f. 907 f.

- — Sunnulfsſon b 265.

Urne, Abbed å 319. — Alfinnsfon a
381 f. — Andresſon a 226. —Arnthord-
føn, Fehirde a 514, — Aflalsfon, Biffop
å Gtavanger a 342, 444, 475. 482 f. 511.
518 ff. — Biſtop paa Færserne a 557.
— Biſtop i Grønland a 64. 313. 321.
— Biſtop i Gkaalholt 4 27. 62. —
Bondei Holmvik a 404. — Chorsbroder
a 102, — Ginarsfjon (Bade), Erle-

biſtop a 233. 330. 470 f. 490 f.
500. 547 f. — Gjavvaldsføn, Fehirde

Audun

a 55. 327. 378. 421 f. 431. — Gunn-
laugsſon b 251. — Helgesſon, Lagmand
a 327. 378. — Ketiloſon a 549. 553.
555. 563. — Lagmand a 378. — Laur
rentiusſon a 138. — Nitolasſon a 891.
— Ormsſon a 54. — Predilebroder a 338.
— Vriot a 362. — Sigurdoſon, Cantfler
b 323. 381. — Etolemefter a 4. —
Svela, Biffop paa Færserne a 557. 675.
927. b 139. — Taure, Sysfelm. a 42, —
Thordsſon, Hirdftjore a 919, 922 f. —
Thorſteinsſon a 549. 555,

Arnegaarden i Bergen b 160.

Arnfinn Gritsføn 4 43. — Halldorsſon
a 913. — gſalsſen a 410. — Orms-
føn b 213. — Petersſon å 500. —
Gigurdsføn, Lagmand a 378. 422.
429.

Arngeir, Preft a 410.

Arngrim, Abbed a 921. 925.

Urnold. Henritsfon a 823. — Stule b
338 f.

Arnulf, Abbed a 532. 536. 578. 580.
854, — Gunnarsfon, Lagmand b 196.
342. — Steinarsſon a 501. b 141 f.

Arnvid Gøtftavsfon 4 71. — Sig-
hvatsſon, Sysfelm. b 212.

Arvid Benebittsføn b 305. 300. 347.

. U8bjørg Uflalddatter a 395.

Asgerd Uflaksdatter b 142 f. 173 f.

Asgrim, Preft a 309.

Aftevoll i Gøndfjord a 351.

Aftheim i Aas b 107.

Aſkvik i Land b 179.

flat Arnesſon a 308. 333. 451. 470.
624, — Brattsſon å 380 f. — par
Folberg a 395. — paa Lyng 4 405.
Olafsſen a 11. 169. — Ormsfen a
891. — Ragnvaldsſon b 185. — Stei-
narsſon paa Skaanore b 141 ff.

Asleif Hallvardsfon (2) 4 87.

Asſur paa Lyng a 405. — Preft a
670 f.

Afte Bjørgulfsføn, Sysjelmand å 515.
866. b 180.

Aud finn, Biftop i Bergen a 6. 19—25.
30 fi. 63. 72. 78 f. 88 fi. 96 fr. 103
—114. 137 ff. 322.

Audun Jonsføn a 369. — paa Slinde
a 408. 410. 423, — paa Giøble, Preſt
4680. — Thorbergsſen Raude, Biftop

Audunargaarden

i Hole a 7. 27.63. — Bigleitsføn paa
Lyng a 405.

Audunargaarden i Bergen a 893. b
239.

Yupudal i Hardanger a 396.

Aurd al Gaard a 380 f.

Yurland i Sogn 351.

Yvram Tyflatſtoj = 481. 488 f.

Axel Ketilsſon a 774. 831. b 215.

Ygevalle Sløt i Veftergøtland a 6G f.
758. 785. b 314.

Baagahuus (Baahuus) a 15. 240. 359.
363. 421 f. 579. 712. b 2 f. 50 f.

Baage i Baahuus a 899.

Baard a 139. — Bjørnsføn a 549.
551. — Dees b 25. — Eindridesſon a
549, — Givinbsfon a 819. 831. — paa
Graute a 409. — Petersſon, Lagmand
a 107. 395 ff. 421. 424. 429.

Baffinsbugten æ 314.

Batte Klofter a 896.

Balte, Chorsbroder a 167.

Bandjo Davantini, florentinſt Kjøbmand
a 603.

Barnim, Hertug af Pomern a 53. —
IV. Hertug b 327. — Hertug af Gtet-
tin, Fyrſte af igen a 494. 653. -

Bartholomeus, Gulbſmed b 13. —
Bosfadnil a 75.

Bafilius (Vafily), Erlebiftop i Novgo-
rod å 481.

Beatrig, Dronning i Sverige 4 468.
611. 639. 657.

Bettelaget ved Oslo a 577.

Benedikt Algotsſon å 572. 589—595.
610 f. 639—645. 658 fr. 668. 693 f. 736.
— Unefeld a 773, 801. — Biftop af Stara
a 15. — Bjug b 268. — Kolbeinsfon
a 304. 627. 923. — Nilolasſon b 120 f.
129. 165. 168 ff. 210. 283. 300.
321. — XI, Pave 4 342. 344 f.
535. — Philipsſon å 709. 711. 719.
725. 741. 787, 827. 832. b16. —
Mingftab, Biffop i Bergen a 849 f. b

9. — Salmundsſon a 309. — Thureg-
føn 4 531. 915.

Benetin Wulf a 276.
Berg Hermundsføn, Lagmand a 866. b 11,

193.f. — Gottesføn, Abbed a 308 f.

313. 933.

Bjern

Berg paa Eker b 142. 173. — i Skeids-
mo b 179. — i Sudrheim b 168.

Bergar i Medalheim a 890.

Berge-Broen i Bord a 383.

Bergen a 25 ff. 33. 128. 255—259.
269 f. 273 f. 312. få1. 419 f. 429.
507. 514. 519. 552. 610. 674. 729 f.
773 ff. 799. 802. 804 f. 893 f. 897.
b 8. 22 f. 25 ff. 90 ff. 341 ff. 353. ff.

Bergheim a 197. 340 f.

Bergliot a 139.

Bergthor Kolbeinsfon, fe Bolt.

Bernabo Visconti a 842.

Bernard af Mont-Balran, Nuncius a
48. 77. — be Ortolis a 80. 89. 93—
102. 356. 535.

Bernhard, Biſtop paa Syderoerne a GÅ.

Berfe Bergthorsføn, Lagmand a 514, b196.

Berthold Skalle (calvas) a 465.

Bertram Mulflam. b 69.

Bertrand, Biſtop i Lübeck a BA. — de
Gueioliis a 65. 71. 78. 96. 101 f.

Bingen paa ler b 170.

St. Birgitta, fe Birgitta Byrgesbatter.

Birgitta Baarbsdatter a 409 f. — Byr-

gesdatter a 180. 486. — Gøtftavsdatter
b 330. — Snutsbatter a 394. b 153.
363.

Birte paa Vors a 412.

Bjarto a 71. 390.

Bjarnarthveit ved Porsgrund b 180.

Bjarne Umundsfon, Lagmand a 429. —
Audunsſon, Gysfelm. a 3. 5. 11. 27.
62. 421. 445. — Grlingsføn a 114. 205.
223—228. 273 f. 281. 291. 330. 372.
378. 389. 392. 442. 475. 477. 479.
482 f. 523. 620. — Munt å 329. —
Preſt a 388. — paa Strand a 370.

Bjerknes i Elfteloytes Sogn b 141.

Bjordfen i Rygge b 169.

Bjørgulf Aftesføn paa Merdin å 367.
369.435. — Hudfat a 367.

Bjørn Aamundesføn a 54. — Einarsføn
(Sorbfalafare) & 248 fr. 368 f. — paa
Haleſtad a 913. — (Klova-), Lagmand &
246. — Olafsfon, Lagmand a 430. —
Gazbjørnsføn a 368. — Steinarsfon a
383, — Thordsſon, Lagmand a 421.
428 f. 514. — Thoresſon b 28. —
Thorleifsſon b 11. 211. 156. 179 f.—
Thorfteinsføn, Abbed = 308 f.

1*

Blande

Blande af Namur, Norges og Everigeb
Dronning a 185 ff. 319 f. 531 f. 579 ff.
592. 605. 654. 657 ff. 665 fr. 737 ff. 859

Bleita i After a 391.

Bletinge a 282. 26.

Bo, Biftop i Begfjø a 50. — Fall a 643.
697, — Jonsføn, fvenft Generalembedé-
mand a 711. 719. 741. 745. 785. 787.

. 827. 832. b 57 ff. 231 ff. 304. — Ni-
folasføn a 39.

Bode-Broen i Bord a 382 ff.

Boden a 422.

Boigenburg å 700.

Bolt, Agmund Bergthorsføn å 906 f.
b 129. 162 fj. 167 f. 211. 283. 300.
321. 381. — Ulf Haraldsføn a 819. 831,
906. b 69. 81. 98. 129. 162 f. 283.
381. — Bergthor Kolbeinsføn a 906. —
Borghild Haatonsdatter a 400. — Cecilie

4

$Haatonsbatter a 196. 399. b 107. 145. — *

Elin å 196. 399. — Haafon Agmundø-
føn a 27 f. 43. 54. 75. 87.148, 160 f.
185. 291. 398 fr. 425. 445. 505. 906. —
$allvard Ulføfon a 866. 906. b 164.
214.

Bonde Bit æ 790.

Bonifaciug XI, Pave b 359.

Boothild a 54. 555. 593.

Borgar Anundsfon a 475. 482 f.
Audunsſon å 445. — Bjarnesføn, &y-
felmand a 424. — paa $æm a 369, —
Vetrledsføn a 381.

Borgargerbe ved Sarpsborg a 393. b
179.

Borgefysfel a 154 ff. 579. 614 ff.
b. 11.

Borghild Haakonsvatter, ſe Bolt.

Borgholm Glot a 708. 724. 784, 796.

Borgund paa Søndmøre a 895. b 26.

Borrabranden, Glib b 226.

Botulf Andresſon à 305. — Aebjornsſon,
Biſtop i Stavanger æ 549. 553. 555 f.
563. 846. 933. b 10. 133. — Biſtop i
$Hamar a 7. 25. 62. — Eindridesſon a
12. 912 f. b 108, 187 f. — $aafonsføn
a 21 f. — Kane, fe d. O.

Brand Gunnarsføn, Lagmand b 194, —
Thordsſon b 154.

Brafegaard i Kaupanger a 410.

Bratsberg ved Slidan a 897.

Gola

Breande ved Ledingen ær 422.-

Brette i Hvalserne b 185. — paar Id
b 179. — Sogn i Jemtland æ I.

Bremen a 4. 482. 719.

Brui Ranrite b 364. —i Senbjord a 51.

Brunsberg i Bord 4 384.

Brynhild Joſephsdatter b 189 f. 33.
— Gigurdsbatter b 187. 189.

Brynjulf Agmundsføn a 422. — Ei-
livsſon & 188. — Haraldsføn a 349.
556. — Jonsſon paa Hvaal a 387, —
Jonsſon, Cantfler æ 580 f.

Brynlaa å Tuneim b 177.

Buagaarden i Bergen æ 412.

Bubdarnes paa Joland br 370.

Bu gis lav, Hertug af Stettin b 64. —
V, $ertug i Bagpomern b 327.

Burchard Biftop æ 106. — Plofe a
823. .

Bygdsen ved Oslo æ 577.

Byrge Gregoriusfon a 677, 842. — Mag-
nusføn, Konge i Sverige a 1 f. 9. 16.
19. 41. 70..— Petersſen, Lagmanb i
Uppland a 50. 358.— Ulfsſon b 234.
304. 309.

Byy aR.

Cecilie Hanfonsbatter, fe Bolt, — Valt-
batter a 401, — Jonsdatter b 155. —
Gigurdsdatter a 904.

Geciliegaarben i Bergen a 909.

Ghriftine Bjørnsdatter b 368. — Ni-
kolaſsdatter b 182 ff. — Gunesdatter
a 594 f. — Thoresdatter a 133. 392.

Chriſtkirken i Bergen a 897. — i Niz
daroos a 479. 851. b 9.

Gyriftopher, Konge i Danmark ar 17 fr.
36. 48 f. 51 f. 65. 83—86. 115—122.
— Kong Valdemars S. æ 6. 700.
723 f. 737. — Michelstorp de æ. og d.
%., fe bikfe O.

Claus, Greve af Holften a 268. 276.
289. 567 f. b 223 f. — Rembefe a
287. — Gtuefven b 14. — af Berle
a 288. — ». Bien b 318.

Clemens VI, Pave a 343, 345. 348.
390. 450. 470 ff. 507. 535. 543. 546.
— VII, Save b 109.

Clemenskirken i Ridaroos a 896.

Gola di Rienzi, fe Nicolaus.

Daae

Daavs a 68.

Dagfinn Tovesſon åa. 55. 87.

Dale Kirke paa Lufter æ 111.

Dalby paa Ringsaker b 135.

Daleborg ved Benern b 309.

Danftborg å Medlenburg a 37.

Darre, Jon Reidarsſvn b 28. 30.129. 156.
158. 165 f. 210. 283. 321. 342f. 381.
— Reidar Jonsføn,- Fehirde a 514. 810.
866. 923.

David Bruce, Konge i Skotland a 317 f.
915. — Erylton Bb VG, — af SL.
Glair b 100. 259.-

Deme trius Michaelovitſh a 73.

Digreftytninger Guarbi Oslo b 142,

Dolvin i Bergs Sogn & LÅT.

Dordrecht æ 797:

Dorpat a 530.

Dragsmarten, SK a 362.

Dragør a 143.

Duncan Andersfon a 649. 814 f.

Dyngjuhuus & 521.

Dynjande 4 341.

Eberhard Borſe a 823. b 69. — v.
Letzeniz a 280.

Edvardll, Kongei England a 126. 131 f.
— II; Sønge i England æ 317. 319.

Eedsvilen a 832,

Gervalla i Nærife a 905.

Eggard af Brøddorp æ 144.

Ggge i Sokndal a 1.

Ggghard af Basdaw a 685 f.

Egidius Gorrenbiter a 331.

Egil Eyjulfsføn, Biftop i Hole 4 145.
174. 179. 305 f. 308. 321. — Gal-
mundsføn a 303.

Cidesmyrene i Bord a 383.

Eids fiord i Harbanger a 396.

Eit paa Aler b 173.

Giften i Sandsſverv b 175.

Eilif Arnesſon Kortin, Etlebiſtop a 6.
11f. 39. 54. 57f. 89 f. 129. 145. 321.
— Brynjulfsfjøn a 912. — Cilivsføn
a 291. 390. 466 f.
621. 674. — i Ranfidal a 11. — Preft
paa Mas b 145. — Kreft i Oslo a
683. — Skenle b 192. — Thorbjørns-
ſon a 868 f.

Ginar Ambesføn, Fehirde a 87. — An-
bresføn, Cagmand a 385. 430. — Auge

475. ATI. 580..

5 it

a 381, — Gritsfen i Bamstjorv d 248.
— Havlidesſon a 138. 451 f. 6%. 922.
933. b371 f. — Lagmand a 368. —
BPinnung a 412.

Gindride Asbiornsſen, Lagmand a 814.
— Botulfsfen d. æ. a 409 f. — Bo-
tulfsføn d. y. æ 913. — Grlendsfon a
912. b 159. 381. — $vitt æ 409, —
Svarsfon, Sysfelm. a 424. — Peterson
a 11. — Simonefon, Sydfelm: a 423.
429, — Svale a 55. — Tholfsfen, Lag»
mand a 430.

Givind fe Eyvind.

Gifaborg Glot ø 751. b 78.

GElfteleid i Sandeſverv a 891.

Glgefeter Klofter a 406. 896,

Elias af Vodron, Nuncius & 45,

Elin Bergfveinsdatter 4907. b 12. 268 f.
— par Bjørnthveit b 180. — Haa-
konsdatter, ſe Bolt. — VPoarddatter b
255. — Magnvaldbsvatter, fr Smør. —
Ranesdatter b 171. — Vjoreddatter a
61. 133. 391 f. 40B, — Biljamsdatter
a 412, 912 f.

Etiſabeth (Elſebe), Grev Gerhards Dr.
a 709. 732 f. — Øre Gerhards SY-
fler a 118.

Glvefysfel a 579. b dt.

Engelbert, Biftop i Dorpat a 195.

Gngelbredt Lyning a 32 f. 7. 8.
349, — de Berften a 270.

Enis af Medtenburg (2) b 341 fr.

Erb d i Sverige ø 583.

Grit Abbed å 309, — Arnesføn a 411. —
Biſtop i Stavanger 62. '89 f. 98. 173,
321. 327. 329 f. 334. — Grlenbsføn a
A11 f. 912. — Gyfteinsfon a 844. — pa
Forneby a 375f. — Geirmumd a 362.
Gudmunbdsfon b 247. .328, — Hertug
af Jylland a 84. — Hertug af Gazen
a 191. 690 f. 697. 700. 750. 778.
784, — b. 5. Hertug af Gayen a 464.
b 76. — Karlsſen a 741. — Ketilofon
Bute a 8. 75 767. 823. 8% I.
831. 836 ff. b 12. 59. 69. 98. 155.
214. 234. 304. 314. 364. — Å. Al-
brechts S. b 312. 381. — Å. Chriſtophers
6. a 84. 117 f. 121. — K i Dan»
mart & 1. 16 f. — Magnusfon, &. i
Gverige a 229. 273. 287. 292 ff. 468.
554. 638—658, — (Nordfarer) b 342.

Ertebiffopsgaarden

— af Pomern, Unionsfonge b 278. 319
—3986. 374 —378. — Slembe, Lagmand
a 514. — Gteinarsføn, Lagmand a
430 f. — Sveinbjørnsføn, Hirdftjøre p.
Seland a 304. 307. — Thorkelsſen >
179. — Tiuresfon & 9. 39. 50. —
Topp, Sysfelm. a 54. 426. — af
Torge a 197, — Valdemarsføn, Hertug
i Slesvig a 18.
Erkebiſtopsgaarden i Bergen a 893.
Erlend Hauksſon, Lagmand a 134, —
Donsbſon a 681. — Jofteinsfen a 329.
— Karlshovedsſon a 410 f. — Philips-
føn d. æ. å 407. — Philipsſon d. 4. a
408. 434. 823. 909. 912. b12. 30 f.
69. 81. 98. 156 ff. 213. 3%1. 323. —
Gerlsfon a 391. — Silfeſtsſon a 410 f.
— af Upfe, Lagmand a 7.

Erling Alfsſon a 154. — Einarsjøn, Sys -
felm. b 160 f. 213. — Gullesjen &
148, 341 f. — paa Haulavik a 368 f.
— Nilolasſon, fe Galle. — BVreft a
328, — Vidkunnsſon a 3. 7. 11. 47.
54. 58—62. 81. 86 ff. 102. 103—8.
122. 126 ff. 152—163. 203 ff. 218 f.
223 f. 269 f. 289 fj. 312. 330. 363.
389—392, 401. 406. 408. 422 f. 477.
483. 505. 509. 580. 620 f. 674.1

Grngifl Nestonungsfen a 43. 49. 81.
261. — Mikølasføn b 304. — Gunes-
føn æ 318. 531. 580. 594 f. 610 f.
634. 641 f. 644. 648 f. 654. 658. 693.
699. 709. 711. 719. 725. 748. 914 f.
b 17. 49. 363.

Gftland å 278. 285. 457 fi.

Ethra-Aa a 461.

Euphemia, Hertug Erilb Datter a 41.
185 f. 191. 859.

Eurepe a 73.

Euſtathius, Vyfiatfloj a 75.

Ey (Ua) paa Hjaltland a 637.

Eyſtein Arnesſon a 54. — Usgrimsføn a
310. 630 f. 920. ff. 933. — Aſlals-
føn, Biftop i Oslo b 141. 143. 266 f.
283. 321. 347. 355. 360. — Giflesføn
a 55. — Gudmunbdsfon a 55. — Iſals-
føn Mugga a 409 f. — Ormsſen a
668.

Gyjulf Brandeſen 4 920. 924 f. —
Martusfon a 844.
Eyvar Gautesdatter a 360. 402.

6

Pyltisberg

Eyvind Ashjernsføn, Lagmand a 869. —
Hallvardsſon, Lagmand a 431. — paa
Ottarſis b 260. — Ranesfon b 171. —
Gaalesfon å 54. — Cigurdsfon D
189.

Faltenderg Glot a 460,

Fallheim b 180.

Falkoping b 316 f.

Jalfterbod æ 643. 806.

Falu Kobbervert a 473.

Faludals-Skogen i Serna a 672.

Fane Kirke a 20. 34. 479,

Farthegn af Helfingeland æ 583.

Feodor Danilovitfd a 481.

Ferne paa Bord a 396.

Fitte Moltele a 725 f. — Norby b 315.

Finland a 69. 278.

Finmarken a 246. 931 f.

Hinn Agmundsfon a 3. 11. 27. 39. 54.
86 f. 134. 153. 203 f. 368 f. 395.
424, — Gautsſon a 402. — Gyrde-
føn b 212. 283. 321. — $aldsrsjøn a
3. 7. 20. 22. 72. 114 f.

Finnboge Thoresføn, Lagmand b 193.

Jinnegaarden å Bergen a 387.

Finnen paa Vors 4 41.

Finntel Guthormsføn a 395.

Finvid Ragnarsfen a 650.

Firdafylte a 111.

Fivelhellen i Vors a 384.

Fjeld paa Ningerile a 853.

Fjellar Püt a 748. 818, 831.

Flaftemølle a 285.

Flatsbogen b 250.

Floſepeningen a 883 f. |

Folleftab i Glebjohofs Sogn b 140.

Follo a 341.

Folmar Jalobsſon b 268.

Forneby i Jemteland a 375.

Fors i Hardanger a 391. — paa None
marie b 141 f.

Fosnetz i Arndals Sogn b 179.

Fosſen paa Eler b 175.

Frauner i Lider b 24.

Frederik Ditmarsføn b 360. — v. Lo-
chen a 273 f. 276. — Markgreve af Meis⸗
fen b 75. — Guberlanb a 784.

Freyhof i Thrygftad b 168.

Fuleo af Villaret, Gtormefter a 76.

Fylkisberg å Gvartebørg b 175.

Foærserne
Jærserne æ 315. 557. 614. 918. b
254 f. 373 f.

Gaata a 764.

Gadebufd a 42. 700.

Galle, Erling Nitolasføn b 178. —
Haavard b 178, — Rikolas, Gysfelmand
b 161. 177 f. 212. 283, 321. — Gig-
vid Nilolasdatter b 178,

Galtung, Gaute Gritsfon a 403. 818 f.
823. 828, 910 f. b11 f. 14. 18. 69.
81. 98. 129. 156. 181. 210. 283. 321.
381.

Garde i Grenland æ 633.

Gaucelin, Ubbed a 599 f. — Kardinal-
biſtop af Ulbano a 471.

Gauldalen a 388,

Gautagaarden å Tunsberg b 165.

Gaute (Gat) Uslalsføn, Lagmand a
430. 514, — Grilsføn, fe Galtung. —
Gautsſon å 402. — Haalonsſon a 402.
b 30. 158. — Jjalsføn a 410. —
Iſalsſon paa Tolga a 11. 400 f. 44.
— Jonsſon a 402,

Gedimin, Fyrfte af Litauen a 73.

Geirme-Broen i Sogn a 383.

Geirmund Erlingsjon a 368. — Ghors-
Broder av 167.

ØGeitftafeter i Hardanger a 391.

Gemlaftad i Nordfjord b 157.

Georg, Jarl af Mard b 98. — (Jurje
Danilovitfh), ' Storfyrfte af Novgorod
ai 73

Gerd Gmibsfen,
427. 505.

Gerde-Kleven i Sogn a 383.

Gerhard af Attenborn a 823. — v.
Brinde a 823. — Greve af Holſten-
Mendsburg a 42. 51. BA ff. 115—
122. 243 f. — Grev Gerhards Son a
268. 276. — Grev Henrils Søn b 223.
— Kind a 823. — Gnalenborg a 766.
b 235. 317.

Gerlad Spedin a 557.

Gerthrud Erlingsbatter a 406. 621. 910.
— Halldorsdatter a 555.

Gervard Bidelsbad b 263.

Geftgaarden i Gliban a 370.

Gilbert, Biftop paa Gyberserne a 64.
— Grlendsføn b 112.

Gimso Mofter a 897. b 7.

Gysfelmand a 291.

Gudbrand

Gisbrikt, Biftop i Bergen a 330, 503.
509 f. 512. 549. 553. 555. 557. 580,
846, 848 f,

Gifte a 390, — Godb a 620.
Odinshov a 432.

Giſt Elinesføn & 9. 39. 68.

Gifle Pbilipsføn a 624.

Gjavvald Jvarsfjon a 167.

Gladen, Stib a 320.

Glambet i Staane a 37.

Gos win Lodetinsfon a 823.

Gotland a 706 fr. 724.

Gotforp a 84.

Gottftalt, Colleltor a 99. — Falldal,
Biftop i Linkoping a 742. 772. 834 ff.
843. b 57. — Motarius b 54 f. —
Glarpenbrrg æ 750, 759. 769. 801.

— paa

Poe Hallvardsſon a 422.

Grannes nedre, Gaard a 398.

Graute i Lærdal a 409.

Grauten å Bergen a 409.

Greffenffoven a 341.

Gregorius Magnusfon, ſvenſt Drottfete
a 162, 182, 204. — XI, Pave a 851.
b 109. — Hetersfon, Preft a 559. —
Styrbjornsfen a 532. 583. — Giver-
thing a 784.

Greifsmalde æ 264. 280. 24. 694.
712 f.

Greip Jvarsfør a 403. b 159. 254 f.
— Thordsſon, Lagmand a 505. — Tho-
rebſon a 403. 429.

Greta Dume b 306.

Grim Ormsfen a 20. 31. 33. 79. 32.
— Stutasſon, Biſtop i Skaalholt a
62 f. — Thorſteinsſon, Hirdſtjore
paa Island a 7. 303. 305. 385. 454.

Groa Eritsdatter a 375.

Grov ved Steig a 671.

Grund i Gyjafjorpen paa Island a
923.

Grønland a 313 ff. 633. 930 f. b
105 f. 252 ff.

Gudbrand a 135. — Ulfsføn b 69.
— fra Aubunargaarden b 154. — Er-
Tigsføn b 283. 321. 381. — paa Gellin
a 383. — Gubbrandsføn æ 55. —
— Myljan å 55. 87. — Petersſon
Slet å 41,

Gudbrandedalen

Gudbrandsdalen a 426.

Gudheims Kloſter i Sverige æ BY.

Gudlaug a 310.

Gu dleit Eindridetſon a 55.

Gudmund Grein b 78 f. — Ormeſon
b 247. — Sigurdeſon, Lagmand a 308.
— Gnorresfan, Sysſelmand a 62.
631,

Gudrid Anundådatter-b 168. — Hud»
finndbatter a 411.

Gudrun Hoflkteinsvatter a 933. — Fvarb-
batter a 394, — Gæbjørnsdatter a 395.

Guido be Cruce, Nuncius a Bål. 843
— 846. b.42. — Greve af Namur a
186. 319 f.

Guillaume de Bega a 467.

Gullfuden, Stib å 320.

Gunnar Uljsføn a 909. — Anundbfon
& 157, — Chorsbrodet b 146. — Er-
lendsſon ø 395. — Gjarandesføn, Lage
mand a 514. 866. 909. b 11. 30. 158.
195. — $vitt 4 224. 245 ff. 383. 409.
420. 431. 477. 483. 505,'— Stane, fe
». O. — Raafvein a 25. 431. — Thor»
aldesſon a 475, — paa Bambeftad a
374. — Vitaliebrober b 338.

Gunnarspeningen å 883 f.

Gunne Jarnſidesſen b 147.

Gunnhilde Utleddatter a 551, — Berg-
fveinsbatter a 907. b 164.

Gunnvar Gyribddatter a 380 f.

Gunzelin, Greve af Schwerin a 42.

Guthorm Asgrimsſon Eldjarn a 630. —
Bergfveinsføn b 166. — Erilsſon, Sys-
felmand a 55.87. 426. .440 f. 483.
— Gubbrandsſon, Lagmand a 514.
b 11. 192. — $antonsfon ø 405.
— $annarböføn a. 361 f. — Haf-

thorsſon a 395, — $araldsfan, Preft
a 681. — Helgesſon a 3. 5 f. 11. 43.
377. 424. — Sølbjernsføn, Lagmand a
3. 6. 11. 274. 43. 56. 65. 101. 105 ff.
134. 159. 418. 422. 430. — Paals-
føn, Biſtop i Gtavanger.a 114 'f. 210.
247. 335. 408. 420. 50. :477. 502.
610 f. — Rolfsſon b 142. 18 f.
— Gigudsfon .a 11. — Sparre å
818. — Thorlaugsſan, Preſt a Bål.
892.

Gyltan Grarbii Bergen b 108. 187.

Gynther, Greve af Lindow b 313, —

vaavard

Greve af Schwarzburg a 27%. ff. —
af Wedhauſen b 81. 98. 218 ff.

Gyrd Utlesfen, Biffop i Stavanger a
539, 544 f. 552. 554 f. 584. — ØytbS-
fen b 186. 381. — $aafonsjen b 177.
186. — Jvarsføn, Biſtop i Skaalholt
a 329. 510. 636 f. 629 f. 924 fi.

Øyrid Andresdatter a 403. — Erilsdatter
b 156. 176. — Erlingsdatter m 390 f.
466 f. 621. 674. — Øublei'sbatter *
834. — $araldsbatter, fr. Stumpe. —
Ormådatter m 380 f. — Sigurdsdatter
a 360,

Gotftav Arvidsſen a HAL ff. UG. —
Nilolasſon a 142. — Sunebſon m:30.
68, 227. 532. 572.

Haakon :Aamundesfon m .689. — Ug-
munbåjøn, fe Bolt. — Biftop å Gtan-
anger å 4. 7. 12. 25. 27. 31. 62.
— Chorsbroder .a 682. b 146. — Ei-
nartſon å 412. — Gulingsføn, Bi-
ſtop å Bergen a 114, 145. 159 f. 173
—178. 203 fi. 230 fi. 269 f. 306 ff.
312. 315. 3%. 328—835. — Ey⸗
ſteinsſon a 147. — Eyvindsſen b 12.
18. 81. 98..— Guthormsjøn a 405. —
i Gerserne b 172. — SGvarsfon, Erle-
fiffop b 133 ff. 147. — Sønsfon a
394. 823. 828. 836. 865. 901 f. 904 f.
909. 915 ff. b 12. 30. 69. 81.
98 f. 127. 129. 151. 153 f. 158.
283. 287 ff. 294. 298. 321. .323 ff.
362. — Knut Porſes Søn a 119.
505, — 2æma a 43. 49. — V. Mag»
nusſon (Haalegg), Norges Konge a 1 f.
76 f. — VI. Magnusſon, Norges
Konge a 252. 273. 291 ff. 468. 515 ff.
554. 579 f. 609—934, 654 f. 659 f. 661
—675. 709. 717 f. 734 f. 856 ff. 878
—887, b 1—121, 113, ff. — Munaans-
føn, fe Gtumpe. — Notarius a 250.
— Ragnvaldsſon, fe Smear. — Sigurds-
før a 903 f..b 152.863. — Topp >
283. 381. — Thorefføn, Gysfelmand
a 11, 43. 54. 133 fj..366.:636.

$Haalogaland a 7 f.-422. 428. 514.
614 f.

Haavard, Biſtop paa Færserne.a 315.
557. — SBiftop i Hamar .a.512, 639.
545. 549, 552: f..555. 557.:580.1846 f.

Haberslen 9
— Botulfsfon b 188 f. — Galle, fe
d. D. — Jonsſon a 332. 336.
Sigurdsſon, Lagmand b 11. 195.

Haderslev Slot a 84.

$Hafthor JFinntelsjøn æ 395. — Graut
a 54, — $onsfon a 3 ff. 427. —
Thoresſon, Syslelmand a. 426.

Hakaſteins Kirke ved Gliban a 897.

Halland a 282. 286.565 ff. 643. 705 f.
780.

Halldor Agmundsſon a 148. — Eyvinds -
føn, Gysjelmanb a 423. — Jonsſon
a 332. 408. — Dlafsfon Duut a 411 f.
913. — Ormsfon b 110.

Halldora Runuljedatter, Abbedisſe b
251.

Halle Oddsſon æ 412, -

$Hallgeir Asmundeſon, Biſtop i. Stavane
ger b 133, 135. 139 f.

Hallkell Halllellsſon a 11.

$Hallftein Baardeſon b 108. — Joſteins-
føn 4 412. — Petersſon a 531. 640,
644. — Gimonsjøn & 477, — Tjor-
leiſsſon, Sysſelmand a 371. 377.

Hallvard, Ubbed å Halsna a 320, —
Abbed i Midarholm & 509. 854, — Ug-
munbefon, Lagmand a 231. 378 f. 475,
— Alfsføn, fe Bolt. — Arnaldsſon,
Grfepreft b 143, — Biftop i Hamar &
25. 27. 29 fi. 33 f. 49. 54. 62. 79,
8914.96 fi. 157 fi. 204. 207 fr. 26 ff.
321. 327, 425 f. 451. ATT, 479.
483. 490. 502. — Bjarnesføn, Biſtop
i Oslo å 539. 555. 675. 819. 846. b
9. — Erlingeſon a 368. — Hallvardö-
føn b 107. — Jonslon Næpa a 399,
811. 865. b 10 f. 18. 107. — Jons-
føn Smør, fe d. O. — Matthiasfon b
144. — Gmid b 79. — Thordsſen a
370. 377.

St. Hallvardskirken I Oslo mø 898,
b 105.

$Halmftad a 706.

$Halsaug Gaard b 212.

$Halena Kloſter å 111. 329.

Hamar a 895. 898, — Kirlen ø 78, —
å Sandsſverv b 175.

Hamburg & 273 f. 280. 284. 79.

Semerehunt paa Bornholm a 18. 49.

sønradat i Semtelaud a 446,
meg. t. Mundo Gir. 2den Hovebafdel.

$Henning

Hans ». Bud a 275 f. — Klingen-
berg a 280. — Meinhardsfon b 69
— Mynter b 13. — Panne b 67
— Ritter a 280, — Rode æ 196. 261.
— Muge b 69. — VBolmeften 4 823.
b 69.

$Hanfeater a 710—716. 719—728. 744,
773 fi. 789 *826. b 7. 17 f. 53 ff. 67
—73. 216—222. 225.

$Hapfal i Eſtland a 526.

Harald Alfsſon, Lagmand 4 430. —
Gudmundsſon, Sysſelmand a 423. —
Haalonsſon, Lagmand b 195. — Kol»
bjørnsføn, Lagmand b 193. — Mag-
nusſon b 16. — Nitolasføn, Fehirde a -
421. 423, 428. 505. — Gysjelmand a
338. 378,

Hardanger a 424.

$Hardermyd a 797.

$Hatteberg a 402 f. b 159.

$Haugathing a 16.

$Haugs Kirke paa Eler a 77. 349.

$Haut Erlendsſon a 11. 134. 136, 257.
304. 429,

Haukavik Gaard a. 368.

$Hausthveit i Ullensvang a 913.

$Havlide GSteinsføn, Preft a 933.

$Havndfegl (Habfel) å Veſteraalen a
556.

Hedemarken a 425.

$Heilvig, danſt Dronning a 24. 587.

$Heimbalsvatn i Gubbrandsbalen a 394

Heine (Heyne) Schutle b 338. — Gna-
kenborg b 235. 330. — Stywe a 574.

$Hetla paa Island æ 310.

Helga Paalddatter b 148. — Thoraldes-
batter Kane, feb. O.“

Helge, Bifføp i Oslo å 7. 2. 27 3.
54. 62. — Geirmundsføn a 369, —
Hallſteinsſen, a 681. — Jvarsføn Laft
a 250, 431. — Gteinarsfjøn b 142.
— Thordsſon, Abbed a 925. — Thor-
geirbſon a 367.

$Hellebet i Steinfirte Gogn b 166.

$Hellingbern ». Hetvelbe a 280.

$Helfingborg æ 2. 141. 143. 279. 569,
691 ff. 697. 700. 7M ff. — Slot a
151. 652. 655 f.

Heming, Erkebiſtop i Uppfala æ 325.
456, 532. 544. 601.

Henning, Biſtop i Begfjø »b 347. —

2

Henrik

Mandüvel b 338.— Meynftorp b 135.
— ». Putbufd, danft Drottfete a 803.
820. b 53 f. 61. 218, 220. — Øgi-
flesføn a 39.

Henrik a 340. — Undersføn b 236. —
Aſlalsſen b 342. — Bifcop, Chors-
Broder a 607. 676. 679 f. 685—689.
841 fl. b 42—45, — Biſtop i Grøn-
Tan» b 253 f. 283. — Biſtop paa
Ortnoerne b 259. 347. — Einarsſen
4408. -— Erkebiſtop i Uppfala b 382.
— Grev Gerhards S. a- 195. 266—
269. 273 fr. 289. 487. 523. 567 —
574. 583. 690. 700. 719 f. 743.
71. '795—822. b 223. — af Heirpen
a 823. — Henrilsſon, Cantfler a 862 fr.
b 11 f. 83. 122. 129. 140. 283. 300 f.
— Hertug af Medlenburg 4 643.
694. 743 f. b 226. — $ertug Balde-
maré S. a 803. — (Løve) af Medlen-
burg a 37, A—48, 51 f. 65. 85. —
Michelstorp, fe d. O. — Pape a 280. —
Parow b 264. 315. 317. — af Reifad
a 275 f. 278. — Geupelenberg b 69.
— af St. Clair, Jarl af Ortno a 133.
915. 918. b 49. 95—102. 255—259.
321. — v. Gulten 4 280. — Valde»
marsføn, Hertug af Gønderjylland b 53.
— Mardenberg b 220. — Mefthof b 337.

Herbjørg Bergulfsbatter b 181.

$Herdabreid Fjeld paa Island a 311.

Herdiis Thorvaldsdatter a 135.389. 360.
392. 636 f. 737. 760.

Herdla Kirke a 479.

Herlaug Pedersſon b 181.

$Herleit Aasulfsſon b 283. 3.

Hermann v. Eden a 280. — Lyſe a 280.

— af Ofenbriigge, Borgermefter a 816.
823. 835. b 22. 69.— af Owen a 823.
— Provſt i Lübeck b 46. — v. Bidede
a 280. — 9. Bigen 4 719, 722. 732.

Hermund Bergsføn Klert a 866.

$Hermundvanbet i Serna a 672.

$Heyne, fe Heine.

Hilbegaarben å Bergen b 160.

$Hifingen æ 573.

Hijalleland paa Ysland b 370.

$Hjalparegaarben i Oslo b 192.

Hjaltland a 315. 614 f. 636 fi.

$napvavalla-Jøkelen paa Island a
311.

10 Gngeborg

$obolftab paa Eter b 173. 175.

$Holbet a 459 f.

Hole t Ramnes b 141. 175.

Hollrodd paa Ringheim: a 3.

$Holmedalen i Bergen b 25.

$olmfrid Anundsdatter b 30. 157. —
Erlingsdatter a 360.

$oltamanna-Nepp paa Ysland a 310.

Holte Gunnarsføn a 865. 867. 909, —
Thorgrimsføn, Hirdftjore a 383 ff. 429.
454. 625 f. 630.

Horn paa Jæderen a 397.

$Hornborefund b 129.

Hoftveit i Sandsſverv b 175.

Hovden i Uter a 869.

$ovedø Klofter aa 78. 189. 577 f.

Hovin i Mosfebal b 141.

$ugo, Jarl af Roſs a 318. — Konge af
Gypern a 450. — af Lodim a 823.

$Humlaborg Slot a 785.

$Hunaborg paa Raumarile a 361.

$Hunehals a 66 ff.

$Hune» Alfsſon a 372.

$Hufeby i Ons⸗ æ 393.

.$vaal i Sogn a 361. 400 f. 410.

$valberg i Solle b 175.

$Hvamm paa Borgund a 409. —- i Hafslo
a 409 f. b 187 f.

$vannanes i Gaude b 180.

Sveden a 282. 286. 806.

Hviithe im paa Vors a 411.

Syllen paa Vors a 411.

Syndluljod & 250.

Hem Gaard a 368.

$Hængss ved Oslo a 577.

Sonſebus ſen, Stib a 319.

Hoyland i Ryfylle & 160.

Idre Sogn b 79.

Inga Jonsdatter a 400 f.

Jngebjørg, Biſtop Eilivs Syſter a 470.
— Grlendsbatter å 407. — Erlings-
batter 289. 389. 392. 620. 903. b
152. — Jonsdatter a 400 f. — Paals-
datter a 405. — Petersbatter af dø
a 257. 396. — Gimonsdatter a 412.
912. — jfr. Gngeborg.

Ingeborg, danſt Dronning 4 16. —
Erling Cinarsføns Datter b 160. 178.
— Grlingsbatter (Jarl Alfs Syfter) &
134. 392. — $aafonsbatter, Hertuginde

Ingegerd

a 1. 8 fr. 12—19. 20. 35—41. 69. 86.
9193, 132. 143. 230 f. 267 f. 3391.
461. 577 f. 859. — $ertuginde af
Øland a 196. 646. — Magnusdatter
a 915. b 363." — Munaansdatter a
490. — Petersdatter paa Huusftad b
154. — Shorfteinsdatter & 370. —
ulfsdatter Sparre a 593. 595. — Song
Baldemard Datter a 468. 496. 573.
— fr. Ingebjørg.

Jngegerd b 156. — Finnsdatter a 402. -

— Knut Algetsſons Datter a 736. 911.
b 333. — Knut Algotſons Datter (7) a
911. — paa Merdin b 180.

Inge mar Ragnvaldsfjøn a'241. 431.
Sngemund Jonsføn, Lagmand 4 430.
514. — Uthyrmesføn b 30 f. 157 f.
Ingerid a 553. — Brynjulfsdatter a
400. — Sarlsvatker b 165. — Magnus-
batter b 364. — SThorbjørnsdatter b

173. 175.

Sngjald Guthormeføn, Gysfelmand' a
865 f. 904. b 215. — Jonsſen, Prior
a 538, 681. 854.

Qngulf Eivindsſon a 888.

Jnnocentius VI, Pave a 510. 546 f.
509 f. 842

Sfabella, Enledronning i Norge a 131 f.
646. 674. — Malije Jarls Datter b
100. — etersbatter a 403.

Jf at Gautesføn a 400 f. — Thorgilsſon
a 410.

Ysland a 2 fr. 62 f. 136 f. 302—313.
454. 614 ff. 623—633 918—930. b
32 f. 47. 50. 102—105. 245—252.
327 ff. 368—373.

Is rael, Biftop i Vefteraas å 39. —
Byrgesføn, Lagmand i Uppland a 488.
506. 523. 526. 532.

Svar Agmundsfon Nova, Drottfete a 3.
11.27. 43. 45. 56. 62. 87. 92 f. 951.
417. 134, 143. 153. 156 f. 160 fr.
185. 188 f. 202 ff. 222—228. 285 f.

"291. 362. 367 fr. 421 f. 424 f. 42. -

448. 475. ATT. 479. 483. 504. — (atſs-
føn?), Lagmand 4 383. 428. — An-
bregføn, Lagmand a 385. 408. 424.
429. 580. — Yrnesføn a 890. — Ur»
nesføn, Lagmand a 420, — Yubunsfon
a 148. 184. — Baardsfon, Preft a
314 f. 348 f. — paa Bleiden, Gysfel-

1

Søhon

mand a 424. — Gasling ben Gamle
a 394, — $jaralbsføn, Gysfelmand a
427. — $Hviit å 168. — Jonsføn b
146. — Jonsſon Hölm a 632. 918 f.
928. — Kraak a 101. — Sylte b 315.
— Mitolasfjøn a 62. — Olajsfon a 54.
— - Dlafsføn, Cantfler a 3 fr. 11. 38.
47. 62. 316, — Oma a 250. 407. 431.
553, — Gveinsføn, Lagmand b 195.
— SFjoresføn åa 403. — Vigfusføn
$Holm, Hirdftjore a 631 f. 844.

Ja dar i Ramnes b 141. 177.

Jakob Ubrahamsføn b 332. 377. — Ug-
elsføn b 235. — (Jappe) Faftulfsføn
b 161 f. 283. — Jensſon, Biftop i
Bergen b 9. 107 f. 321. 354 f. — Lucæ
af Prato a 557. — Muus b 79. 308.
314. — Nitolasſon, Ertebiftop i Lund
a 640. GA. 653 f. 686. b 382. —,
Olafsſon b 135. — Paalsſen a 288.
— Pleſtow, Borgermefter i Lübech a 794.
835. b 69.

Jama Jngermanland a 524.

Gammelt Thøresføn a 55. 87.

Jappe Faftulfsføn, fe Jakob.

Jardar Erlingsſon, Lagmand b 196.

SJardthrud Paalsdatter a 395. — Cine
bribeøbatter (2) a 409 f. »

SJemteland a 32 f. 371—380. 431.
514. 878 f. b 11. 112 f.

Jena, Biftøp af Roeslilde a 267. — Hen»
tileføn b 186 f. — Nyborg a 164. —
Dffesføn å 144. 219 f. 230, 234. —
Muut'b 136. 268. 347. — Thorbernø-
føn Grand, Erfebiffop af Lund æ 49.

Geslis a 73.

Jesfe Duve b 268.

Gobhan af Borbeaug, Guldfmed i Bergen a
101. — Ghriftinesføn, foenft Generalem-
bedsmand a 442. 454. 488. 531. 697.
748. — Goppenfon a 823. — Frihe a
793 f. — Fule a 917. — Greve af Holften
a 17 f. 42. 65. 84 ff. 115—122. 142 f.
244. 268. 272 f. 276. 288. 457 f. —
Grev Johan af Namurs S. a 186.
— Greve af Namur a 185. — Grit»
pendal b 219 f. — Haſenberg a 234.
— $Hertug Magnue af Medlenburge
6. b 312. 335. 339. — Hertug af Med»
Tenburg-Gtargard d. æ. a 494. b 335 f.

2*

Sohanne

— Karlsføn, ſvenſt Cantfler a 646. —
Konge i Frankrige a 767 f. — Leblane,
Kjøbmand i Oslo a 682. — Liſte b233.
805. — Offesføn, fe Jens. — Batve-
mund a 823. — Preſt b 532. — Ruut,
fe Jens. — be Gerone a 80. 89. 93
—102. 356. 535. — af Marenne, Jarl
af Surrey a 317. — af Merle a 266.
288. — af Binterthur 4 932. — Bit-
tenborg, Borgermefter å Lübeck a 723.
785 f. — Bolmeften, fe Hans.

Johanne, Gir Jon Menteiths Datter
a 318,

Johannes JFaber, Preft & 602. — Gui-
Taberti, Nuncius a 523. 529—543. 545
599—609. 640. 675—689. — $ertug
af Gagen-Lauenburg a 118. — Kyrn a
43. — Maurelli, pavelig Generaltam-
mer-Aubitor a 602. 606 f. — Palafini
a 602. — XXII, Pave a 342. 384.

” Jon alfeſon b 111. — Aflatsføn, Lage
mand b 196. — Aeſureſen 4 196. b
107. — Baardsføn a 367. — Basfat
b 108. — Biftop paa DOrknø b 259,
381, — Biftøp i Oslo b 10. 129. 266.
— Bjarnesføn, Over-Hehtrde a 3. 11.
27. 47. 61. 402. 420. — Vorgarsføn
a 87. — Brynjulfeføn d. æ. 4 400.
580. 620. 674. — Brynjuljøføn ». 4.
a 401. — Ghorsbrover b 146. — Dans»
føn b 81. 98. — Doncan, Biffop paa
Gyderserne b 43. 46. — Gindridesføn,
Biftop å Gtaalholt a 308. 329 f. —
Eritsføn b 108..— Erileſon Skalle,
Biftøp å Hole a 313 f. 336. 510. 549.
553. 558. 919 ff. 926 f. b 108 f. 252.
371. — Erngiſleſon Hjerne a 711. 749.

823. 828. 837. b 12. 181 f. —
Finnsføn å 402. — Gudmundsføn
a 55. — Guthorméføn b. 368.
Guthormeføn Gtraaveiva, Lagmand a
919. 922 ff. 930. — $Hafthorsføn. a
152—163, 205 fi. 2M. 392 fl. 477.

12

483. 580. 584. 643 f. 619.828, 886. *

865. 904 f. b 11 f. 81. 98. 151 f.
211. 362. — $Haldbmrsfan a 408.
Halldorsſen, Biftop i Stalholk å 54.
63. 136 f. 174. 179. 305 ff. 343, 321.
— HSalleſon a 305. — Hallvardeſon b
171, — Hallvardeſon, fr Smear. — Ha-
raldeſen b 381. — Hemingsføn a 422.

Kane-Baaben

— $jerne >. 4, fr Jenes. — Golmé-
føn b 245. — Karloſon, Lagmand »
165. 194. — Ludolisſon, føenft Preſt
a 555. 559, — Martinejøn 4 903. b
12. 129. 152, 239.283: 381. — Rilo-
lasſen a 30. — Oddeſan a 831, b 12.
81. 98. 236. — Breſt paa Tvildesland
a 886, — Breft paa Bangen a 913, —
Magnvaldsfon, fr Smør. — Raud a
395. — Reidarsſon, fe Darre. — Rot-
gerefon, Preſt & 559. — Ganlesjon,
Ragmand a 431. — Gigurbeføn a 381.
— Sigurdeſon, Biftop i Staalholt a
308 f. 334. 623—626. — Silleſtsſon
a 411. — Staal a 400. — Tholfeſen a
39. — Thoraldesſen a 819. — Eordé
fan, Preft b 250. — Thorgilsføn, Lag-
mand b 196. — Thorleiſsſen a 530
— Thorſteinsſon, Lagmand a 430. 454.
625. — Thrugstsføn a 644. — Ødiné-
føn a 546.

Jöneta, Walter Haliburione. Datter >
100.

Jonskirken å Berget a 320.

Jorunn b 177,

Soſeph Karlehovedsſen å 410 f. 62.
866. b 189

Soft, Markgreve af Måhren og Branden-
burg b 313.

Joftein paa Gande a 383.

Surje Danilovitfh, ſe Georg.

Sones Jonøføn Hjerne b 184.

Genteping a 531. 644.

Jørgen ittenbete a 280.

Jørund Arnesſen D 188. 213. — Hafré-
føn, Lagmand a 379, 514. — Vad a
388.

Kalmar a 533. 78A.

Kufunbborg a 27 275. 287. 3 60.

Kalv hage i Fylkkebygben a 411.

Kampen a 187. 262. 270 f.. 610, 794 f.
797.

Kane, Bytulf D.177. — Gunnar b 156.
176. — BSelga Thoraluesbakten & 175.
— Nikolas Gunnartjen b 156. 176.
— Nolf Thoraldesſen b 475. — Sigrid
Gunnarsbatter & 156: 176. — Theralde
b. 175 f. — Thoralde Gunnareføn b
156, 175 f.

Kane-Baaben Gh b 370.

got 13

Karl, Biftøp af Linkoping a9. 41 f. 18 f.
39. 50. 67. — Triebiſtop af Lund a
88 f. 141 f. 164. — Gamalsføn a 867.
— IV Seifer å 498. — af Luxem-
hurg a 494. — Magnusfen b 304.
— Mesfonungsfon a 43. 49. 81,
182. 297. 5. 572. — Eukesjøn a
532. — Ulføføn af Tofta, Vo. Mart
4 644. 693. 709. 711. 719. 741. 701.
827. 832. b 16. 80. 234. 304. —
Ulfsſon af Uliaaſa a 741.

Karldhoved Arngeirsſen a 410. — i
Kaupanger a 410 f.

Kafimir, Konge i Volen a 536.

Kaftelle Kloſter a 584.

Katharina Jonsdatter b 163. — Knuts»
batter æ 905. b 149 f. 362. — Mag-
nuo Orknojarls Huſttu a 31. 133. 17.
891. — be Spina a 214.

Kaupanger a 410. 88.

Kaupmannsnes i Sandsfverv a 900.

Ketil Glyfing a 532. — af Hovland b
14. — Sonsjøn b 304. — Ormsføn a
894. — Thorlalsſen, Hirdftjore paa Jo⸗
Vand 4 7. 27 ff. 136. 304. — Bigleitg-
føn, Sysſelmand a 866. 893. b 11.
210.

Kiel a 719.

Kinfebali Aurnes b 160.

Kirkeberg paa Eler, fe Berg.

Kjøbenhavna267. 274. WU. 282. 806.

Klep i Ramnes b 141.

Klave i Vors a 384.

Knarren, Glib a 633.

Knive i Gloge Sogn b 171.

Knut Algotaſen & GÅA f. 736. 748. 83.
— Boesføn b 304. 352. — Folkesjen
a 227. — $ertug Kunt Porfes Søn å
449. 505. — Sønsfan, Drottfete a 39.
50. 84..428 f. 227.— Kaulsjon b 304.
— Maguusføn, ſvenſt Lagmaud a &
89. 67. 227. — Porſe a 9. 12 fi. 17.
86—548. 56: 64—69. 82—93. 108. 146
råd,

Kolbein Benedictoſan a 687. — Cindri-
hesføn am 553. — pan Falle a 87. —
SGonsfon, Lagmand a 428.

Kolbeins ru d paa Eker b 168.

Kolberg æ 72 f..

Kolbjørn Eiiføføn, Grfepreft i Dato. b
144. — Gamoløjøx a 55. — Gemurbir

Vjøbans

ſon b 167. — Ketilsſen m 819. 923.

. 828. — Thorgileſon b 168.

Kolding 4 266.

Konghelle a 87. 275. 806. 695. 899.

Konrad Ingulfsføn, Vreſt a 559.

Koparvifen ved Dramns-Elven 4 899.
b 300. '

Koporjei Ingermanland a 524.

$ormal, Ardidiaconue par Gyberserne
a 31. 321.

Korskirken i Nidatoos a 896. — i Vebø
a 89%. J

Korsør a 458. b 69.

Kosma Tverbiflavitfh a 488 f. '

Kroken i Aurnes b 460.

Krotftad å Hufeby Sogn (Byrgfe-Claun)
å 472,"

Kvarehval i Vord a 384. -

Køge i Sjæland a 278.

Køln å 793. 797 f.

Laduvoll Gaard a 268.

Lambert Bolbevinsføn a 270,

Langeland a 84.

Rangelid i Hørgaardal paa Jøland b 246,
370.

apper b 330.

St. Laurentii Kirke i Oslo a 349. —
i Sundberg a 5. b 20. 32.

Saurentius Jvnsfox, danſt Drottfete 4
83 fr. 121. — Kalfeſon, Biftop å Hole
a 63 f. 136 f. »

Saurento Bjørnéføn a 811. 818 f. 828.
890. 837. 865. 867. — Gunnarsføn,
Lagmand a 372. 378. — Karleſon a
532. 644. — Metersjøn a 765. — Gu-
nesføn a 867.

Lede Kirke a 479.

Seikan g Eekum) i Gibsherg b 162.

Leil valle i Ufler b 168.

gemmid v. Solem a 896.

Rengjuvit i Finmarhen av 934.

Ribvarb6nes b 178.

Litb paa Eler b 170. — i Hvalserne b
185.

Sitle-Hered paa Zeland a 639.

Lindheim Gaard a 368.

indholm Got a 144. 150. 188. 234.
& 348:

Vifter a 282. 290.

Ljodhuus a 10, 15. 188. 649. 806.

Lodin 14

Lodin, Biffop paa Færserne a 64. — Ei-
vinbeføn a 725. 750. 819. 823. 828,
— Thoresſon a 500. 509. 553. 682.

Lofoten a 422.

Loft Gubmundsføn paa Mabrevalle b 368.

— Thordeſon a 304.

Lohede a 121.

Lomedalen 4 197. 340 f.

Lorenzo Gpinekk, florentinft Kjøbmand
a 603. 843.

Loena i Sogn a 407.

Liibed a 17. 254. 258. 264. 269 f. 273 ff.
280. 284. 574. 583. 664. 694. 712 f.
889.

Ludolf a 280. — af Namur a 447. 583.

Ludvig Albrechtsſon, danſt Mart a 17 f.
49. 52, 88 ff. 117. — af Anjou a 767.
— Seifer a 273. 468, — Markgreve af
Brandenburg a 276. 468. 494 fr.

St. Ludvigs Kirke i St, Denis a 479.

Lund i Gtaane a 52. 648.

Lunds Domlirte a 141.

Lyder Kabolt b 315. — af Kyrn a 43.

Lytte Vetersføn b 108.

Lyng i Berbalen a 405 f.

Lyfebusfen, Glib å 312. *

Lyſekloſter a 340. 520. 578.

Maanfelta a 7.
Madrevalle Klofter paa Jeland a 137,
623.

Magnhild Ketilsdatter a 397 f.
Magnus Asfursføn, Sysjelmand b 212.
— Wiſtop i Børglum æ 697. — Biſtop
å Hamar b 133. — Biſtop i Befteraas
a 725. 787. 842. — Byrgesfon a 19.
— Ghorsbrober a 465. — VEriksfon,
Norges og Sveriges Konge a 1—
934. 122. fi. 139 ff. 179—187, 478 fr.
609 f. 638—661. 679 f..717. 764 f.
889. 856—859. b 1—42. 33 f. —
Erkebiſtop i und b 126. — Gi-
ſleoſen a 531. 583. — (ØGregøriusføn
a 759. 879, — Gudmareſon 4 532.
915. — Hertug af Medlenburg b 236.
— Sonsfon a 680. — Kafe b 304.
332. — Knuteſon a 532. — Magnue-
føn, Ortnsjarl a 7 f. 28. 183 f. 317.
— Mikolasføn, Fehirde a 422. 465. 644.
— Nitolasſon, fvenft Raadeherre a 43.
— Vetersſon b 53. — Porſe b 126. —

Me -

Glangesthorp, Bifop å Hamar a 847.
b 10. — Gtoltefarl b 283. — Sture
a 748. — Thorhalleſon, Preſt & 250.
— Øfteinsføn af Surunda a 463. 467.

Malife Guthormeſen Sperra a 918. b
49. 96. 98 f. 101 f. 257 fr. 321. — af
Stratherne, Jarl af Orkns a 317 f.
634 f.

Malmø a 691.

Mare i Gogn a 410.

Margrete a 400, — Urnbjørnsdatter æ
897. — vaa Bjørnthveit b 180. —
Brynjulfsdatter a 400. — paa Brynlaa
b177. — Gilivsdatter af Nauftbal æ
621. 902. b 154. 362. — Grilsbatter
a 23 f. — $olmfridsbatter a 360. —
— Dttesdatter, fe Rømer. — Peters-
datter a 257. 360. — Philipsdatter a
360: 407 f. — Gvaalesdatter, fe Remer.
— Sveinsédatter b 188. — Valbemars-
batter d. æ. af Danmart 4 468. 496,
Valdemarsdatter, Unionsbronning a
587. 654 f. 734 fi. 830. 860 fi. b 12 fr.
50 f. 60 fr. 121—131. 216— 238. 277
—386. 292. 309. — Biljamsbatter a
909.

Margretebalen a 197. 340 f.

Marie Kirke i Bergen a 329. — i Ni-
daroos a 896. — i Oslo a 5. 7 ff. 47.
148 f. 185. 197. 213. 340f. 417. 479.
584. 674. 898, b 27. 253. 363. — i Stav-
anger a 396. — i Tolga a 556. —
å Tunsberg a 391. b 166. — I Vebø
a 89%.

Mariebollen, GK b 104.

Martland, fr Nova Geotia.

Markus, Chorsbroder a 679.

Martvard Støre b. æ. a 274. 277, —
Stove d. 4. a 274 f.

Marftrand a 579. 712, 806. 899.

Martin af Hude a 41. 43 f. — Tjor-
olføføn å Eidta a 401.

St. Martins Kirle i Gtavanger a 396.

Mathilde, Malife Jarls Datter 635.

Matthias, Abbed a 844. — Gotſtavsſon
b 57, — Ketilmunbefen, Rigsforftander
i Sverige 4 8 f. 14. 38. 43. 45. 49.
— fra Lauten a 55. — Nilolasſen æ
49, — Thorgeirsſen, Fehirbe a 421.

Mauritt af Moray a 318,

Mel paa Genbhordland a 402.

Midjael
Midael, Biftop å Skaalholt b 138, 251,
871 f. — Ruut b 268.
St. Midaels Kirke i Nivaroos a 388.
— ved Tunsberg a 898.
Midelsberget ved Nomfjø b 266.
Midelstorp, Chriſtopher d. æ. b 184.
— Chriſtophet d. 9. b. 185. — Henrit

a 819. 823. 828. 831. b 12. 129. .

184 ff. — Otte b 184,

Midater paa Eker b 166. 170.

Mjøstaftellet ved Ringsaker a 158.

Moland i Ordooſt b 165.

Mora-Gtenene ved Uppfala a 14.

Moſes, Erkebiſtop i Novgorod a 75.

Munaan YAgmundsfen d. æ. a 908. —
Ygmundsfen d. y., fe Gtumpe —
Baardøføn a 11. 43. 908, — Biftops-
føn a 908. — Gtumpe, fe d. O.

Munteliv Klofter a 216. 316. 340. 391.
897. b 239.

Mytlegaarben i Oslo æ 576.

Mylnedalen (Mjenbalen) paa Eler b
175.

Myre å Strømmen b 171.

Meæltolm, Biſtop i Katanes b 112,

Mærbin ved Skidan b 180.

Møæreta a 594, — St. Birgittas Datter
a 736, — Boesdatter b 184,

Manne Ambjørnsjen Sparre a 748.

Narve, Biftop i Bergen a 20. A. 7

- — Hr. a 774, 777. 828. — Jngevalds-
fen a 749. 761. 769. 811. 823. b11f.
28. 30. 69..79 ff. 98. 158, 214, —
Senömand a 425. — Mattbhiasføn, Preft

- b 144 f. — Sveineſon, Lagmand b 328.
— Thordsfon b 142. — Thorlaksjon a

Rebbe Slot paa Gjæland b 60.

Merid Jonsfon a 369.

Nesodden a 341.

Neftved a 457.

Miceold Beno b 373.

St. Nicolai Capell i Undradal a 562.
— Kirle å Garpsborg a 899,

Nicolaus (Cola) di Rienzi a 472,

Nibarholmens Klofter a.896.

Nidarnes Kongsgaard b 212.

Ridaroos a 313. 323 ff. 388. 421. 429.
514. 894, 896. b 25 f. 90. — Sirter a 78.

Rigel Duncam a 132.

15

Noteborg

Nitolas Aalesſon a-531. — Abrahams -
ſon a 697. — Arnbjorneſon 4 39. 185.
227. 531. 583. 644. — Axelsſon, Provft
a 686. — Biftop i Linføping b 57.
304. — Biſtop i Moestilde b 67. —
Biſtop i Glara 'a 678. 709. 827. 842.
— Biornsſen a 49. — Broddesſon,
Ragmand a 930. b 102. — Dannes a
532, — Grifsføn a 773. — Ertebiſtop

- Å Rund a 733. — Galle, fe db. O. —

Glob a 801. — Greve af Holften a
709. 771. — Gunnarsſon Kane, fe d.
O. — Gylge b 338 f. — Hallſteinsſon
a 380, — Ingevaldsſon a 531. — Ja-
tobsfon Ruſer, Erkebiſtop b 134—138.
228. 262. — Jensſon Gvarteftaaning
b 126. 219 f. 308, 314. — embete,
banft Drottfete 4 457. 568. 773. 801.
— Magnusfon a 531. — Marlusſon,
Biſtop i Linkoping = 465. 531. 544.
606 f. 654. 658. 711. 719. 741 f. 787.
827. 832..839, — Munaansfon a 397,
— Olafsſon Bille a 36. 43,:52. —
Paus a 256. 431. 475. 505. — Pe-
tersføn a 816. — Petersſon (Djatn),
Gysfelm. a 373 fi. 378. 380. 446.
515. 583. 720 f. 866. — Petersſon,

- Hirbmand a 867. — Plogpening a
499. — Predilebroder i Nidaroos a
682. -- Predilebrodet i Oslo a 682.
— Preſt a 362. — Ponitentiat a 546.
— å Revlaſte a 532, — Gigurdsføn,
Lagmand a 514. — Gigurdsføn, Sys -
felm. a 422. — Gilfeftsføn a 411, —
Stigsſen a 400. — Thuresſon, foenft
Drottfete a 300. 506. 523. 531 ff. 606.
644, 649, 654. 711. 719. 725. "AL.
745, 761 f.

Nils Evbesjon a 244. 266.

Nis ſe Bjørnsfon a 852. — Knutsfon å
81. — Gvarteftaaning, fr Nilolas.

Mjøtars Kirle a 78.

Mollarteig i Ramnes b 174.

Nonnetloftret å Bergen 897. — å
Oslo a 189. 340. 898.

Nova Scotia (Martland) a 314. b 373.

Novgorod a 7.

Nyborg a 84.

Nytjøbing Slot paa Falfter a 116.278.
806.

Noteborg (Ovedoneh) a 73. 488 f; 524.

Odalen 16
' Dvaten a 46.

Odd Ygmundsfon a 913. — Botuljeføn
b,188 f. — $Hallesfon paa Rogn a
382 fi. 412. — Oddsſon paa Retin a
412, — paa Rogn a 412.

Oddgeir Thorfteinsfon, Biffop i Glaal-
holt a 549. 681. 928. b 46. 138. 146.

Ddeusland i Auſtreim (Kirlebe) Sogn .
a 408,

Olaf (Ole) Misjon a 475. ATT. 483. —
Audunsſon a 891. — Biſtop i Hamar
a 511. — Biſtop i Stavanger b 283.
BU. — Bjarnesføn a 372. — Bjar-
mesføn, $irdftjore paa Itland a 630 fi.
— Brand, Biftop i Stavanger b 134.
438. — Erlebiſtop i Nidatoos æ 503.
509. 539. 549—554. 580. 606 f. 894.
896. 843. 846 f. 850 f. — Erlebiſtop
i Uppſala a 11. 14. 47. 50. 322 f. —
VI Haakonsſon, Norges og Danmarts
Konge 4 830. 861 f. b 61 ff. 124—
277. 268 ff. — Selgesſon a 475. —
Oe. a 102, — $ermanndjøn & 422.
429. 505. — $imftjore 4 867 —
Svaroſen a SÅ. — YJvarsføn d 146.
— Rang 4 316. — Magnusfen b 80.
— Petersſon, Hirdftjore paa Islaud a
928 f. 926. — Preſt å 174. — Pa a
376 f. — Galvesføn, Foged b 11. Ul.
— Schutle b 338. — Simonsſon a
681, — paa Strand a 370. — Ulfs
fin, Sysjelm. a 866.

St. Olafs Kirte i Nidaroos æ 896, —
å Garpsborg a 899. — i Gtavanger a
396.

Dlafshollen, Gh b 248,

Dlafsfuben, GA å 925.

DIvit i Hardanger a 391.

Oo paa Thota a 58.

Dos i Berge Sogn b 167.

Oplandene 4 434. SIA.

Oppenſteen Slot å inter a 771.
b 232.

Opplaa i Gog a (110.

Ordooft i Elvefysfel æ 478 f. 579.

Dredoveh, fe Noteborg.

Orkedalen a 389.

Drinserne a 315—319. 434. 4 fr.
914—918. b 47 f. 95—100. 255—
259.

Dum Ugniundsfon å 569, — Aflalsføn,

Vetaieti

Biſtop i Gole a 169. 308. 310. 450 f.
454. 510. 553. 623—630. — i Beina-
gaarden 4 55. — Eiliveſon Jarl a
908, — Gyfteinsføn, Drottfete a 425.
475. 477. 479. 483 f. 515 ff. 621.
531 f. 555. 580. 584. 593. 596.
602. 606. 610 f. 617 f. 643 f. 663 f.
667. — Munt a 330. — Petersjon a
41. — Snorrebſen, Lagmand a 923.
926. 930. b 247. — Steinsſon, Biftop
i Gkaalholt a 62, — Thorfteinsfon, Bi-
flop i Gtaalholt a 62. — Unberfollektor
a 98.

Ormſtad i Thrygftad b 171.

Drmftein Thorkellsſon & 171.

Oslo 4 4. 6. 53 f. 87. 204. 431. 430.
455 f. 490. 514. 575 ff. 644. 669 f.
802. 853. 894 f. 898. b 113, — Bi-
ſtopsgaard a 10, — Nonnelløfter, ſe d. O.

Defeberg i Glagen8 Sogn b 175.

Dttar paa Lyng æ 405.

Dttarholt i Gerpen b 180.

Ottarfjø Rongsgaard i Jemteland b 260.

Otte i Lufter a 41. — Midelstorp, fe
b. D. — Nagnvaldsjon, fr Smør. —
Svaalesſon, fe Romer.

Dtto, Kong Gjriftophers S. 121, 182.
266. — af Stettin a 49.

Øgnøerne ved Oslo a 577, *

Paal Baardeſen, Erlebiſtop a 2 35.
78. 82. 88 ff. 126. 146 fr. 172—179.
210 ff. 238 ff. 275. 310. 321 ff. 332
—339. 362 f. 445, 491. 469 f. 562 f.
— Ginarsjøn, Lagmand a bb. 122 f.
230, — Grilsfon, Merlesm. a 3 fr. 11.
27. 43. 54. 87. 20% 225. 295. 16.
420, — Erlepreſt a 167. 362. — Gyrhg-
føn b 177.186. — i $oamm & 410.
— Knutsføn, Kagman» & 429. 514.
634. — Mag. a 100, f. — Mattfiasjon
a 55. — Paalsſon a 147. — Styr-
taarsſon Klert a 148. 148. 184. 239.
— Gure & 405. — Thoresſen æ 309.
— Shorfteinsfon, Preft & 370,

Padeborg a 457 f.

Pafdedag paa Ubrumstørp b 220.

Paule i ditheim b 175.

Berogyo Gorfini, flerentinft Kjøbmand &

— a 73.

Veter

Peter, Abbed a 844. — Abo, pav. Po-
nitentiat a 331. — Andresſon, fe Plytt.
— Bonde a 711. 719, — Erilsſon, Cant-
fler a 579 f. 584. 618 f. 662. 674. 752.
818 f. 852. — Grleb. i Lund a 267 f. 280.
282, 286 f. 338 f. 472. 532, 601. 640,
— pan Ginnen a 411. — Fleming a 774.
— af Gent, Nuncius a 528, — $Hall-
borsføn a 303, — Jatobsjøn Finlenoge
b 135 ff. — Jonåfon a 182, — Li-
widsſen a 39. — be Linariis & 102.
331, — Sindormsfjøn a 531. — af
Manhania a 101, — Nilolasſon, Bi-
flop i Hole b 371 f. — Nilolasſon,
fvenft Raadsherre a 43. 45 f. — Nilo-
lasjon, Gysfjelm. a 750 f. b 170 ff.
211. 214. 283. 321. 323, — Olafsfon
a 226, — Petersſon a 395 f. — Phi-
lipsſon, Erkebiſtop i Uppjala 324 fi.
— Porſe a 751. TÅ. — Preft til
Aas a 328. — Preft paa Hamar 47111.
— Strus b 111. — Thorgilsſon, Erke-
biſtop i Uppfala a 343. 472. 531. 536.
544, 606, — i edo 4 257.

St. Peters Kirke i Vedo a 895.

Betersbolle, Stib b 372.

Petersgaarden i Bergen b 25.

Petrus Gervafii, Nuncius a 156. 163
—172. 356 f.

Philip Erlendsſon pan Losna a 360.
407 f. — Grey Johan af Namurs S.
a 186, — Gubbrandsfen, Biffop paa
Særs b 199 f. — Ulfsjen a 39.
50.

Blaue Slot a 700.

Blytt, Andre a 403, — Peter Undret-
føn a 11. 403 fi.

Poel ved Wismar a 496.

Poftolafuden, Stib.a 312.

Preditebrødrenet Mlofter i Bergen a
28.

Magna Botulfsvatter b 188 fj.
Magndid a 406, — Jonsdatter a 136.
Magnhild æ 32. 398. — Eyſteinsdatter
b 145. .— Hallvardsdattet b 107. —
Herleilsdattet b 194. — i Hvamm å
410..— Jonsdattet a 360. — Mun-
aansbatter, fe Stumpe. — Thomas-
batter b 145. — Tregagaas a 138 f.
Magnvald Ablalsſen å 28. 32.. 398. b
Deg. & Mundo Gi. ra Qovedafdel. .

17

Romer

185. — Haalonsſon a 55. — Jonéføn
fe Smør. — Magnusſon å 39. —
Munaansjøn, fe Stumpe.

Raimund af. Galance, Nuncius æ 599.
— af Lamena a 71 f. 78. 102. 168.
331. .

Rakkeby Kongsgaard å Sverige a 591.

Manaiylte a 614 ff.

Mane Eivindsſon, Fehirde a 731. 701
b 170 f. — Jonsſon b 182. p

Mangaarvalle paa Jöland a 311.

Mannveig Reppesbatter a 360.

Ranrite a 579,

Raumarite a 426.

Maundalen i Bord a 384.

Maven v. Barnetom a 763. 765 fj. 785.

Mavn Botuljsfon, Lagmand paa Island
b 246. — Ivareſon paa Glaumbe a
305. J i

Ravund a 3% f. 371.

Reginald, Biftop af Valencia a 602.—
Ghene a 318,

Meidar a 97. — Vonsſen, fe Darre,

Meval a 278. 285.

Midard, konge i England b 340.

Miga a 526,

Mingerite a 425.

Mingheim paa Vors b 188.

Ringſted å 118.

Mobert Bruce, Konge i Gotland a
131 ff..— af Namur a 447.

MRogni Bor a 382. 412. b 187 ff.

Rolf Bergulfsjen b 181. — Guthormé-
føn b.174. — Gaulesfon paa Berg b
142. 173. — Thoraldesſon Kane, fe
d. O. — fe Uppfala-Rolf.

Moftod å 37. 245. 264. 276 f. 280.
284. 494. 565, 575. 583. 694. 712 f.
b 16.

Rudolf, Hertug af Saxland a 42.

Miigen å 494.

Munulf, Preft a 306 f. 330. 451. 624.

Nusland, Rusſet a 69—76. 480 f. 485
—490, 522—52%8. b 244.

Ruud ved Fiſtheim b 175.

Myfylte a 424. 430. 514.

MRygnaholms Slot i Gverige a 693 f.

Mæling paa Raumarite b 142.

Nøfsvall b 180.

. Mamer, Elſebe Ottesdatter b 161 f. —

Margrete Hiteddatter b 156, 161. —
3

Romett · Suden

Margrete Gvaalesdatter a 910, — Otte
Svaalesſen a 406 f. 621. 810. 823.
866. 910. b 10. 12. 26. 28. 30. 81.
98. 156. 158. 161. 213. 321. 343. —
Sigrid Ottebbatter b 161. — Svaale
Alvesſen a 406. 422. 514 f. 580. 910.
— Svaale Ottesføn b 161. 283. 34.

Romers-Suden, Slib b 370.

Mønneby i Blelinge b 268.

Røren paa Eler b 169.

Rotin i Sogn a 412.

Møvhonl i Holte Gogn b 107.

Salomon Thortaldes ſon, Biſtop i
Oslo a 30. 34. 54. 62. 72 f. 87
125. 129. 138. 158 f. 171. 173 f.
205. 321. 327 f. 331. 391. 442. 451.
475. 477. 479. (488. 490. 502. 510.
543. 549, 553.

Galve, Cjorsbr. i Bergen 4 100. —
Ghorsbr. å Stavanger æ 168. —
Steinsſon paa Brelle a 891.

Samſon Botulfsføn a 889, 913.

Samsø a 143 f.

Sandhrekke å Hvalserne b 185.

Sande i Eidsvold b 166.

Ganbdungevandene a 341.

Sarpsborg a 899.

Saude i Gaude Gogn & 180.

Savolag a 73,

Gagegaarben i Oslo a 898,

Gegeberg a 275.

Gettegjeld b 240 f.-

Selvik i Sanden Sogn b 171,

Serna Sogn a 672. b 79.

Seſtra Ua (Syfterbell) a 73.

Sida paa Island a 310.

Sigfrid, Biffop i Oslo a 511. 548 fi.
552. 554 f. 580. 584. 606 f. 674.
— Bitte a 280.

Sigge, Biſtop i Slara a 601. — Hal-
ſteensſon a 9. — Magnusføn a 532.
Gighvat Koldeinsføn, Lagmand a 316.
431, 635. — paa Reirhole 4 11. —

Vigfusſon Lande a 404.

Sigmund, Biftøp i Strengnes a 600, —
Buesfon b 373, — Einarsſen 4 300.
— Grengiflesføn a 39. — Ketilborsføn
439.

Signar, Biftop paa Færøerne a 22. 27.
64. 315. 321. 334. 557,

18

Slaften

Sis rid Eindridebdatter a 409. — Erlende ·
datter a 912. b 152. — Grlingsbatter
a 390. 621. 674. — Ginnsbatter a 908.
— Gunnarddatter Kane, feb. O. —
Guthormsdatter b 192. — Rilolasdatter
a 593, — Rikfolasdatter, fe Galle. —
Sveinsdattet = 135. — Lhorfteinsbat-
ter b 190,

Gigurd a 362. — Amesføn a 11. —
Baardeſon, Lagmand a 430. — Biſtop
i Samar b 134. 283. — Brynjulfefon,
Lagmand a 396. — Eindridesſen a
372. — Eldjarn a 394, — Erileſon,
Lagmand a 514. 868. b 11. — Er-
fenbsføn til Sundbu a 394 f. 621. —
Gautsføn, Fehirde a 420 f. — Gud-
mundsſen, Lagmand a 303, — Guth-
ormsføn b 189. — Gyrdsføn, Lagmand
a 514. b 11. 194. — $afihorsfon a
152—163. 205 fj. 223—228. 289 ff.
889. 392 fr. 427. 431. 477. 4824. 514.
553. 580. 584. 596. 619 f. 759 f.

+ 778 ff. 810. 825. 836. 900 ff. b 10.
12. 47 f. 81. 98. 127. 151 f. 363. —
$ermunböføn Fyrd, Gysfelmand a372.

. 26. — Wareſon, Ghorsbrøder a 553.
681. — Sobgeirbføn Lande a 134. 403 f.
42 f. — SJonsføn, Lagmand a 11.
406. 423. 428, — Kolbeinsſon b 25.
33. — Krafs a 405. — Loftsſon (Hvit
fol) b 103. 248. — Nibb b 141. —
Ottarsfon paa Lyng å 406. — Mei-
barsføn a BAL, — Gighvatsfon, Lag-
mand a 316 f. 431. 635. — Gveins-
føn paa Hvaal a 400. 41. — Thor-
albesføn b 381. — Tjorbsføn b 142.
Binaldesføn, Preft a 556.

Sigvid Mibbing a 234. 262 f. 265.
272. 283. MT.

Simeon, Gtorfyrfte af Rusland a 489,

Simon Freberilsføn a 823. — Gunnars-
føn, dehiwe a 385. 420. — Mode b
98. — Thorgeitsſon b 179.

Sio ge i Thiodling b 177.

Gjæland a 52 f. 278. 287.

Gjøborg å 143, 267. 288, -

Skaalholt paa Island æ 811.

Skaane a 46. 52 f. 141—145. 220 ff.
282. 286. 565 ff. 642. 689—705. b
263 fr.

Skaften Gaard å Bergen a 909,

Slanor

Skanor a 806. — Slot a 643.
Gtara a 49 f. 67. 226.
Stard paa Ysland b 369.
Skardaberg i Gliringsfal b 185.
Skeide i Ralteftad b 166. — i Rume-
dal b 169.
Shkelduvik Gaard i Øftergstland a 151.
Gteninge a 273. 293.
Skevpeningen a 884.
Skidan (Stien) a 430. 514. 673. 894.
897. b 7. E
Stidufysfel a 368 ff. 613 ff.
Stien, fr Glidan.
Stjald breid paa Veſtfold å 5. 54.
Skog i Svarteborg Gogn b 175.
Skogen Gaard i Oslo b-142.
Skoggeſtad i Ramnes Sogn b 141.
Skollegaarden i Kaupanger æ 0.
Støre i Salver b 155. -
Skotlandsegg paa Gjelrib b 168.
Stutu-Grim, fe Grim Gtutasføn.
Gledavaag å Glagens Gogn b 175.
Slinde i Sogn a 408, b 157.
GSluys a 320.
GSmid Andresføn, Hirdftjore a 922 ff.—
Erilsſon a 11.54. 421. 27.

- Smar, Elin Ragnvaldsdatter a 908. b
166. — $aafon Ragnvaldsføn a 908 f.
— Hallvard Jonsfon a 908. — Jon
Hallvardsſon a 908. — Jon Nagn-
valdsføn a 908 f. b 166. — Dite
Magnvaldsføn a 908. — Ragnvald
Jjonsføn a 908, — Gvaale Jonsføn
b 255.

Snara Uslalsføn a 11. 44.

Snorre Narvedføn, Lagmand a 27. 303,

Shæulf Sumarlidesſen, Preft a 179.
306.

Sodge å Raumsdal a 391.

GSognsfloven å 341.

Solberg i Gaahuns a 899. — paa Eler
b 175.

Soleim Gaard i Gloge Sogn b 171.

Solveig i Buagaarben a 412. — Olafs».
batter b 146.

Gpaanheim i Hardanger a 395 f.

Spilde i Graven.a 913.

Stargard a 496,

Stavanger a 894. 897.

Stavern a 797.

Stedje i Sogn å 351.

19

Svein

Gtebdjetollen, GK æ 312.

Steen Benedictsføn, ſvenſt Mart b 59.
80. 234. 304. 309. — Boesføn b 304.
334. — Steensſon b 309.

Gtegeborg paa Møen a 37.

Steigen a 422.

Steigs Gapell a 670 f.

Stein paa Ningerite a 888.

Steinulf Thordsføn a 368.

Steinunn Ravnsdatter a 305.

Stephan, Abbed a 309. — Erkebiſtop af
Toulouſe a 545 f. 602. — Rørilsføn
a 9.39.

Stettin a 72 f. :

Stig Andersfon a 697, 773. 801. —
Haakonsſon paa Mannvil, Sysfelmand
a 135. 159. 202. 224. 367. 391 f.
425. — Bedersføn b 314.

Stigande Gtephansføn,
675.

Gtitleftad Kirke a 479.

Gtodholm a 465. b 319. 345 f.

Stokke i Redal b 179.

Gtoppen i Lider b 174.

Stovreim a 330. 390. 407,

Stralfund a 17, 264. 280. 284. 583.
694. 712 f.

Gtratherne Jarledomme a 317 f.

Stumpe, Gyrid Haraldsdatter? b 167 f
— $aaton Munaansføn a 907 ff. &
166 f. 283. — Munaan a 868, — Min»
aan Agmundsſon a 907 f. — Mune
aan Thorleifsføn b 167. — Olaf Haa-
lonsſen b 167 f. — Ragnhild Mun-
aan8batter a 908. — Ragnvald Mun-
aansſon a 908 f. — Thorſtein agn»

* valbsføn b 179.

Styrbjørn, Biſtop i Strengnes a 44.

Sudrheim paa Raumarile a 393. b
152.

Sundbu i Baage a 906.

Sune Jonsſon a 318.

Sunniva Brynjulfsdatter a 360. 396.

Sunnivesfuden, Skib b 50.

Sunnulf Jyarsføn b 215.

'Gutaregaarben å Bergen b 27.

Svaale Alvesføn, fe Rømer. — Jons-
føn, fe Smør.

Svein (Sven) a 135. — Basfesfon a
829, — Biftop i Aarhuus a 267, 287 f.
— Brynjulfsſon a 396. — Erilsſon a

3*

Erlepreſt a

Sveinung

147. — i Griſen a 107. — af Liod-
Suns a 465. — Rolisſon, Preſt b 174,
— Sigurdsſon paa Hvaal, Fehirde a
62. 105. 108. 135. 159. 389. 391.
400 f. 420.
Eveinung Thordsføn, Lagmand b 196.
Cvelgjande i Bord a 384.
Svidre i Lider b 169.
St. Svituns Kirle i Stavanger a 396,
Syderøerne a 320. b 46 f.
Syfting i Beffen b 173.
Syndfteviiki Fhjødling b 168.
Sæbjørn Helgesfon a 3. 11. 27.

Sæmund Thorgilsfen, Lagmand & 195.-

Soderkeping a 659.
Solvebborg a 656.
Gondmorg a 49.

Sortve Amedfon a 428. 514.

Talleyrand, Cardinalbiſtop af Albano
a 556.

Tappe Hede ved Viborg a 183.

Teige i Jondals Gogn a 913. — paa
Njotars b 114.

Velgarheim a 301. 509.

Tefen i Oslohered b 166.

Thesfevandet a 440.

Thiderit, Provſt a 102.

Thingeyre Klofter paa Island a 187.

Thiodbiorn b 340.

Thjotta a 391. 509.

Tholf paa Eiken 4370.

Thomas, Biftop paa Syberøerne a 32.
513. — Biftop i Begfjø a 536. 606. 842.
— 9. b. Hagen b 219. — St. Clair
a 915. 918. — Thoautſlager æ 270.
— Bithardfon a 917.

St. Thomas Kirle i Canterbury a 479.

Thora Biljamsbatter a 404.

Thoralde Brandsſon, Lagmand a 55.
123. 430 f. — Gunnarsſon Kant, fe
d. O. — Kane, fe d. O. — Sigurds-
føn b 175 f. 283. 391. 381. — Gtein-
bjørnsføn, Lagmand b 11. 195.

Thorarin Pentur a 307 ff. — Sigurds-
føn, Biſtop i Gtaalholt a 926 f.

Thorbjørn Asgrimsſon, Lagmand b
193 f. — Koll b 107. — Olafsſon a
380 f. — Thoraldesſen, Lagmand b 195.
— Thorſteinsſon, Breft a 309.

Thord, Biftop i Gtrengnes b 304. 347.

20 Thorleif
— Bonde i Oslo a 55. — Bonde paa
Mafeborg b 304. 332. — Bonde, ſvenſt
Midder a 39. — Buuk a 87. — Egilsſon
a 303..— Erilsſon, Lagmand a 431. 475.
— Gyjulfsfon, Lagmand a 63. —
Grjotgardsſon å 370. — YJonsfen >
"247, — paa Laduvoll a 368. — Lag-
mand a 55. — Sigmundsſon b 368 f.
— Gteinarsfon b 143, — Lhorgilsfen,
Lagmand a 370. 430. 514.
Thore Biftop a U. — Biſtopsſon, Sys-
felm. a 424. — Bjørgulfsfon „Flitk“,
Lagmand a 430, — Breid a 78. 349.
— Frederiksføn, Vreft a 111. — GantB-
ſon paa $Hatteberg a 402. — Guthorms-
føn a 349. 562. — Haalonsſon, Sys-
felm. a 5.-366. 391. — Halldorsſon,
Lagmand å 430. 514. — Hallvards-
frænde a 349. — Jonsſen a 369. —
Mreft til Fane a 328. — Breft paa
$ovin b 185. — Rolfsfon a 892. —
Thioſtulfsſon, Preft a 551. — Thor-
lellsſen a 549, — Ufpalsfon Kogr b

362.

Thorfinn Etileſon a 549. — Eymods-

ſon Lagmand a 428 f. — Lagmand b
196. — Gigurdsfon, Gysfelm. a 411.

- 423, — Gigvaldesføn, Gysfelm. a 409.

Thorgaut Benedietsføn b 170. — Jons»
føn, Hirdſtiore a 868. 907. 929. b 32.
164, 169. '

Thorgeir, Chorsbroder b 146. — Hr.
a 362. — Preſt a 41. — Simonsſon
a 3. 6. 11. b-179, — paa Stedje &
408, — Gveinsfoen a 396. — Thor
freinsføn d. e. å 500, — Thorfteinsfon

d. 9. b 30. 158, i

Thorgerd, Ubbedisje b 251.

Thorgilé, Chorebroder i Gla a 46.
— Leiepreſt a 329. b 146. — GSmids-
føn, Fehirde a 421. 425, 439 f. 479.
482 f. 505.

Thorkell, Abbed a 309. — Erngiſlsſen
a 711. 748, 751. 759. 766. 790. b 126.
— Mattul, Erkepreſt a 77. 93. 97.
101 f. 349. — paa Balle a 376 f.

Thorlal, Abbed & 137, 309, 623.

Thorleif Bjørnsføn i Vatnsfjord b 368.
— Chorsbroder a 100. — Gregoriug-
ſon, Eysfelm. b 212. — Gudmands-
føn, Lagmand b 11. 195, — Rarvesføn,

Thormod

Lagmand æ 514. — Garbjørnsfon 4
368, — Thorbbføn a 309.

Thormod Valthiovsſen b 181.

Thorsharg a 765.

Thorshov i Aabygge b 162. — i Oslo-
Bjereb .b 179.

Thorftein, Biſtop i Bergen a 335. 450.
ATT, 502. — Botulfsfén a 410. —
Brynjulfsfen b 103. — Butt, Provft
a 309, — Gyjulfsjøn, Lagmand'a 919.
923 fi. 926. 929 f. b 50. 328. 371.
— Gunnarsen, Lagmand b 11. —
$Hallgrimsføn, Provſt a 851 f. > 30.
158. — $Halleføn, Official a 921 ff.
— Jonsſon, Lagmand a 514. — Kunpe
a 349, — Milolasfon paa Gunnars-
Holt 305.. — Gnorresfon, Abbed b
252,

Thorvald Thoresſon af Vapo, Sysfelm. a
135. 636. — SThorvalbsføn a 135 f. 636.

Thorvard Haavarbsfon æ 11. 43. 54.
87. 361.

Thorvid Tjrondsføn, Lagmand = 65.

Thofte I Haalogaland a 72,

Thrond Bjarnesfon, Lagmand æ 514. —
Gardarsſon, Erkebiſtop b 8 f. 30. 46.
127. 133. 135. 146. 158. — Hallvards-
føn a 11. — Kraketſen, Lagmand &
373, 407. 418. 421. 428. 434. 440 f.
ATT. 483. 505, 514. — Reidarsfon a
892. — Stage a 54.

Throndenes a 422.

Therondſtad i Hubreim b 164 f.

Throtte Petersſon a 460. 532. 644.
658. 748,

Thumn i Mode Gogn & 427. 906. b
167 f.

Thure Ketilsføn æ 39.

Thurid Urnesdatter 4 138, — Guthorms-
datter b 174 f. — Gallſteinsdatter b
108.

Thveit i Hamlibs Gogu 5 22. — i
Kodal b 177.

Thyrgils, Biffop i Strengnes a 677.
709, 842.

Tidete Måftenader b 362.

Tidemann Gåftrow m 196. 261. — af
Lübeck av 257 f. — Ulfredbſon a 463.
467, — Bitte a 280.

Tjald eſtad paa Jøland b 369,

21

J Valdemar

Tiuvekiil å eylkte Sogn b 108,
Dole i Bilser a 913,

Tolga t Ryfylte a 400 ff.
Traneljer Glot å 84.
Trobe-Hagen i Vors æ 384.
Troms a 931.

Tubbe Erilsføn b 17. 236.

ute, Biftop af Borglum a 118 f.

-Tuneim i Ranrite b 119.

Tunjum i Gogn a 351.

Tunsberg å 10. 44. 430. 514. 730.
799, 802. 894. 896 ff. b 18 ff. 86 f.
114.

Tunsberghuus a 3, 152. 187. 239.

Tuve Galen, Gjaldfere b 74. 77. 128 f.

vilde i Bord a 382,

Tomter paa Eker b 175.

Ton i Vors a 384.

Mtf Wrnbjørnsføn Gparre a 142. 318.
363, 593 f. — Gudmarsføn a 237. —
$Holmgeirsføn æ 823. 831. b 12. 81.
98. 155. 283. — Jonsfon æ 394, 749,
819, 823. 831. 836. 904. b 12. 69.
81. 98. 153 ff. 283, — Gonsfen Blaa
m 828 f. 831. 836 f. & 234. 304. —
paa Liid a 383. — Dlafsfon, Preſt b
167. — Saxesſon a 39 fr. 87. 154—
163. 206 ff. 216 ff. 291. 442. 475.
483. 505, — Thordsſen, Lagmand a
514. -

NIFHild Thorgautsdatter paa Throndſtad
b 120. 164. 169 ff. 174.

ulfsvits Kirke i Hardanger a 396.

utlinshov i Ulinsaler a 671.

Ulvaldeftab paa Bors b 188.

Une Petersfon, Eysfelm. a 371. 377.

Uppfala 4 14 ff. 301. 323 f. 339.

Uppfala-Molf a 304.

Urbanus V, Pave 4 742, 842 fi— VL
Pave b 109 f.

Us bel Khan a 73.

Utftein Klofter 4 173, 176 ff.

Baagen paa Haalogaland m 422. 895.
b 26. 243.

Vadſtena, Gaard å Øftergotland a 646.
— Aloſter a 478 f. b 37 f.

Baldemar IV Gyriftophersføn, Konge i
Danmart a 242—245. 254. 263—269.
273 ff. 282 f. 285 ff. 301. 447. 457—

Valdres

461. 488 f. 493—497. 537 f. 666-
574, 585 ff. 641 ff. 651. 689—708.
720—737. TIO fi. 718—789. 792- 822,
b 51 ff. 59. — Erilsføn, Kongei Dan-
mart a 8å ff. 119, 243. —
652. 700.

Baldres a 423,

Ballaftad i. Syllingdal b 170.

Balter, Predilebroder av GBL.

Balthjof Baardsfon pan Rogn a 886.

+b187

Vardberg æ 38. 38.240. 285. 289.
642. 780,

Bargshuns Slot a 239. 246 f.

Barlaa paa Eler b 175.

Barna Hofpital-Klofter a 76 f.

Barnemiinde.a 37.

Bartislav IV, Hertug af Pomern a 49.
84 f. b 327. — V, dertug af Pomern
b327, — VIL, $ertug af Vomem a
787. b 326 f.

Bafily, fe. Bafilius,

Bayland de fe Urd a 318.

Bedø i Raumsdal a 895. b.26. 243.

Benreid i Gloppen a 351.

Wenzeſlav, Hertug af Saxland a 42.

Bermeland a 67.

Meftfal b 13.

Beftfold æ 613 fr.

VBettahered a 579.

Viborg Slot i Finland a 7 f. 526.

Vide v. BVijen b 235. 317.

Bigfuus Flofesføn b 247 f. — Vvars-
ſon af Holm, Hirdftjore b 329. — Gons-

føn, Hirdſtjote a 929. — Preft a 170."

Bigleit Aslatsſen a 405 f. — Stallare
a 405.

Bil i Sogn 4 351. — i Stagens Sogn
b 175.

Bitbold, Biffop paa Færserne b 139 f.
347.

Bilen a 431. 544. .

Biling, Lensmand a 423.

23

Øynlfftad

Birlin; Biſtop i Skaalholt b 372 f.

Billjam d. æ., Biftop paa Orkno a 27 f.
3å ff. 64. 79. 82. 89. 137. 315 f. 321.
513. — d. y., Biſtop par Orkno a

+ 316. 321. 513. 635, 915 ff. b 256. —
Biſtop paa Gyberserne a 513. b 46.
— Gryfton > 98, — Dalyell b 98, —
Erilsſon b 30. 158. — Jarl af Dou-
glas b 98. — Jonsfon af Budjan æ 638.
915. 917. — af Pareto, Runcius a 528.
— Planefa a 530. — GSypynie, Dr. b
112. — af St. Clair a 318. 918. —

- Mood a 917,

Binalde Henriksføn, Erkebiſtop å 753.
811. 862 f. b 129. 140, 285. 279 ff.
9.

Visby a 280. 708. 726 f.

Bifingsø Slot a 151.

Wismar a 280. 284, 565. 583. 694.
712 f. 800. b 16.

Bitaliebrøbrene b 338—347. 351 ff.

Bihlav af Rügen æ 49. 84.

Bordingborg a 85. 277, 459 f.

Vors a 382—386. 423 f.

Borfevan gen a 383.

Bæten paa Vors a 408,

DYoſthuus paa Karmt b 173.
Ølve Sysjel a 42.

PE gjebroen i Bok a 385.

Enes i Gøndhordeland b 190.

WE fa Haakonsbatter a 135. 636.
Wsbijorn Blaapanne D 16.

Wsger, Erkebiſtop af Lund a 18. 48.

Diand a 708 fj..T2A. TA.
Ølve Borgarsføn a 369.
Ørefteen Slot b 233.
Øfterbalen a 426. 662. 671 ff.
Øvreftrædet i Bergen 4 105.
Øytren å Oslohered a 503. 853.
Øyulfftad i Lider b 171.

49 Google
8

Forord.

De dette Bind medfølgende Slægt-Tavler har jeg hovebfagelig
ubarbejbet efter bei benne Afdelings Iſte Binb (GS. 389—412 og
900—914) og bet Bind (S. 148—190) indtagne Affnit: „Anſeede
Mand og Atter”, hvor Forfatteren har famlet alt hidhenhorende af
Betybenhed, fom indeholdes å be forhaandenværende Kilder. Til yber-
mete Betryggelfe før deres Paalidelighed har jeg fammenholdt dem *
med be Ubdbrag, ſom Profesfor Mund for Udarbejdelfen af dette Af-
fnit havde gjort af Diplomatarium Norvegicum for bet Tidsrum,
han har behandlet i be foreliggende tvende Bind (1319—1397).

Et Par af SlægtsTavlerne, nemlig No. 2 (Atten Bolt) og 9
(tten Stumpe), ere uforandret meddelte efter rofesjor Munchs
egne Optegnelfer:'

Som man af bette Bind (S. 153, 287 vg ifær 288) vil fe, er
Prof. Mund med Henfyn til Hafthorsjønnerne8 og deres YES (Sudr-
eim⸗ Ettens) Glægtftabsforhold til ben Norſte Konge-At her fom-
men til et Refultat, ber i forffjellige Puntter afviger fra bet af ham
tibligere antagne. Jeg har derfor troet bet nodvendigt at meddele
en ny GSlægt-Tavle over Guvdreim-Atten (No. 17), hvorved Tavle
Mo. 5 i benne Aſdelings 1fte Bind berigtiges.

Med Henfyn til de tvende hosfojede Regiftre har jeg fulgt ben
famme Wlan, hvorefter be tidligere Megiftre til nærværende Vert ere
udarbejdede.

Chriſtiania, 15be October 1863.
Dtto Gr. Lundh.

Google

R Nettelfer.

Eite 24 i Testen, Linje 12 f. n. Februar" I. Maris".

- 201 — — 8f.o Sadr" I. ,Glade",
— BtiMoten — 7 f.n. Gleninger 1. Slesvig”.
— 591 Soten, — 12 f.n. uverbig for" I. ,verbig HEr.
— tt — — fn gmodrt. smed,

GA t Rote, — 2 f.n. MNperartbinget" 1. ,9nsperjortbinger".

— 78 4 Overffiften 7, uRorge" I. Sverige.

— 83 I Zesten, Viale 18 f. 0. midTT" I. 41976".

— 1008 — — 2f.n 882 I. g88r,

— 113 Bed Rote I tilføjes: ,Ogfaa i Biop Evſteins Brev af den Marts 1892 (Dipi. Nore. IV.

601) tafes ber om ben flore Brand I Oslo".

— 107 å Kosten, Vinje 12 f. 0. pde tor Lauder,

— 195 Bed Mote 2 tilfoles: ,MF em Paategning fol. 57 I ben merkelige Codex af morfte Kongefagarr
Mo. 47 fol. I ben arnamagnæanfie Gamling, talbet Mirspomilt, fers, at
ben har tilhørt Grtebiftop Thrond, mebens han var Chorsbrober (Forn-
mannasögur VIII 6. XII)"

186 å Roten, Linje 3 f. 0. upvor Å. get".

191 — Tf. 0. efter ,været" tilfeles: blev brevet tl Barserne og Gjalttand”.

pir

191 — Tf. n. uMidronensia" I. ,Nidrosionsis".
1528 — — fa gidd" l. 4640",

— 166 I Testen, — 18 f. 0. 41390 eller 1391" I. p1992".

— 1758 — 17 en. sUrlb T, Mbgerd"

— 1764 — — 2f. mn „Sigurd“ L Sigrid",

1908 — GÅ pl680” I. g1380r.

— 1984 — — Af. 0.880" I. 880,

— 208 — — 15 f. n. yGreven" i. WGreverae”. J

EE en

— 2876 — — 354. Holdies· I. soldiers å Bibed",

— 258 I Roten. — fen dot. st

— 2686 — — 5f.m mld88" I. 41887".

— 214 t Sesten, — 1 f. 0. ,14be Uarbundrebe" V. ,15be Marbundreder,

— 2161 — — 141.0. aber og Garfader" I. sMorfater".

— 200 — — 6.0. ide" I. ,Morstilder,

— 290 i Moten, — 1 f. n. efter ,Mitolas" Hlfølet et st.

— 296 I Tepten, — 7 f. n. WGyfterfon" I. ,Goterbatterfon",

— 290 I ertem, — 18 f. n. mellem ,berefter” og uDofaa" indffydes: ,9un Mlentede endoidere til
Sibaroos Domlile eller Biflopsfol ben overdetted fore Cum af 1000
st. brendt, uden at man finder omtalt, fvad Bederlag dan fik derfor.
(Dipl. Noro. VI. 357).

— Bt — — 101. 0. yDané" 1. yDanmart', -

— 3001 — — 46. nnfarl Matbiasfen" I. ,Karl Magnusfon".

— 304 I Roten, — 8 fm Dari” 1. ,Diartet",
— oa i Texten — 4 fom. dun" i. „han“.

psseso/ GOOSIE

Google
8

Em

RETURN TO the circulation desk of any
University of California Library
or to the
NORTHERN REGIONAL LIBRARY FACILITY
Bidg. 400, Richmond Field Station
University of California
Richmond, CA 94804-4698

ALL BOOKS MAY BE RECALLED AFTER 7 DAYS

* 2-month loans may be renewed by calling
(510) 642-6753

* 1-year loans may be recharged by bringing
books to NRLF

* Renewals and recharges may be made 4

days prior to due date.
DUE AS STAMPED BELOW

I!
12.000 (11/95) | Å

mg --—— 10002 gm

Det norske |folks Ve

| UNIVERSITY OF CALIFORNIA LIBRARY

bøsse GOOSIE