(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Biodiversity Heritage Library | Children's Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Edison, hans liv og hans opfindelser"

mÆEu 


wi 




"^ 




^ 





^^^s^ 




7 



EDISON 

HANS LI\^ OG HANS OPFINDELSER 




kOWVO-&- 



EDISON 

HANS LIV OG HANS OPFINDELSER 

FRIT BEARBEJDET 
EFTER AMERIKANSKE OG ENGELSKE VÆRKER 



AF 



KRISTIAN DAHL 




1'; 












KJØBENHAVN 

GYLDE.XDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL ic SØx\) 

FR. BAC.GES BOGTRYKKERI 

1897 



INDHOLD 



Side ' 

Første Kapitel 1 

Edisons Forfædre. Hans Barndom. Femten Fod Literatur. 
Avisdreng og Bladudgiver. Edison redder et Barns Liv og 
bliver Telegrafist. Hans første Eksperimenter. Hans kørende 
Laboratorium. Femten Aar gammel konstruerer Edison et 
Telegrafapparat. 

Andet Kapitel 39 

Edison som Telegrafist. Hvad der hændte ham i Indianapolis, 
Cincinnati, Memphis og Louisville. Hans avtomatiske Skrift- 
overfører. En opfindergal Telegrafbestyrer. Edison i Pjalter. 
Louisvillepressen giver Festmiddag for ham. „Vagabond- 
Telegrafisterne" og deres Leben. Edisons Døvhed. En Politi- 
betjent skyder paa Edison. Det undersøiske Kabel. Edison 
bortfører et Lokomotiv og kommer til Boston. 

Tredie Kapitel , 65 

I Boston. En munter Gadescene. Da Edison lavede Spræng- 
stof Stemmetælleren. Telegrafi. Dupleks- og Kvadrupleks- 
Systemerne Ankomst til New York. Hvorledes Edison for- 
hindrede en Panik paa Guldmarkedet. Guldnoteringstrykkeren. 

Fjerde Kapitel 88 

Edison vinder almindelig Anerkendelse Hans første Salg 
af en Opfindelse. 40,000 Dollars. Edisons Laboratorium og 
Fabrik i Newark. Hans ejendommelige Administration og 
Arbejdsmetode. En Gf^vinst, som forvandles til Tab. Edisons 
Distraktion. 

Femte Kapitel 102 

Avtomatisk og kemisk Telegrafi. Hastighedsstatistik. Edison 
opfinder Eleklro-Motografen og Kulkontakten. Kultelefon- 
transmitteren. En Opfindelse for Skindode. 



Side 

Sjette Kapitel 118 

Edison gifter sig. Tresindstyve Timers uafbrudt Arbejde. 
Hvorledes Edison sover og spiser. Hans ejendommelige 
Meninger om Mad og Intelligens. Edison bygger Labora- 
torium og Fabrik i Menlo Park. De Indfødte tror, han er 
en Troldmand. Hvad Figaro i 1878 skrev om Edison. 

Syvende Kapitel 137 

Mikro-Tasimetret. Den musicerende Telefon. ^Molekulær 
Musik". Tasimetrets Anvendelse under total Solformørkelse 
og Orkan. Edison benytter et Hønsehus som Observatorium. 
Odoroskopet. Tasimetrets Anvendelse i Skibsfarten. Mikro- 
fonen. 

Ottende Kapitel 149 

Megafonen og Aerofonen. Samtale paa Miles Afstand uden 
Tr:.ad. Frieri pr. Luft. Da Edison talte privat med Bonden. 
Den sladrende Brolemaskine. 

Niende Kapitel 158 

Hvorledes Edison opfandt Fonografen. Dens oprindelige og 
dens nuværende Mekanisme. Vanskelige Forsøg. Hvad Fono- 
grafen kan bruges til. Alle Menneskers Modersmaal? En 
Abe-Menneske-Ordbog. Edison sender sit første Fonogram 
til England. 

Tiende Kapitel 1 84 

Mere om Fonografen. Dukker, som kan tale. Et levende 
Lilleput-Menageri. En Spøg af Edison. Det talende Ur. 
Fonograf- Industriens Omfang. Gennem Edisons Fonograf- 
Fabriker. Hvorledes en Fonograf laves. Paa Pariserudstil- 
lingen 1889. Da Indianerhøvdingen talte i Fonografen. I 
Kongers Paladser og blandt Aandens Fj'rster. 

Ellevte Kapitel 202 

Hvad der blev skrevet om Fonografen. 

Tolvte Kapitel 210 

Fonomotoren. En Gardinpræken som industriel Drivkraft. 
Edisons Torpedo Nye Telegraferingsmetoder. Telegrafering 
fra et korende Jernbanetog. Et Middel mod Jernbaneulykker. 
Fonopleks Telegrafen. Telefonen. Den pyromagnetiske 
Motor og Generator. Den magnetiske Bro. 



Side 

Trettende Kapitel 224 

Elektrisk Jernbanekørsel. Da Edison var Lokomotivfører. 
Det elektriske Lokomotiv paa Chicagoudstillingen. Dead- 
Bead Galvanometret. Den elektriske Pen og Mimeografen. 

Fjortende Kapitel 236 

Det elektriske Lys. Buelamper og Glødelamper. 

Femtende Kapitel 255 

Paa Jagt efter Fibre til Glødelamperne. Mc Gowans Eks- 
pedition til Amazonfloden. I Urskovene. 

Sekstende Kapitel 282 

Mr. Ricaltons Rejse efter Bambus til Ceylon, Indien, Kina 
og Japan o. s. v. Afrejse, Æventyr undervejs, Hjemkomst. 
Edisons Berømmelse. Udviklingen af Lamperne. 

Syttende Kapitel 304 

Bidrag til Edisons Karakteristik. Da Edisons Hoved blev 
sat i Gibs. Mrs. Edisons Død. Goerck-Street Fabrikerne. 
En eksploderende Dynamo. En Indianerbande i Laboratoriet. 

Attende Kapitel 331 

Kritik og offenlig Anerkendelse af det Edisonske Lys. Ud- 
stillinger af Glødelamper. Forskelligartet Anvendelse af det 
elektriske Glodelys. 

Nittende Kapitel 353 

Den industrielle Udvikling af det Edisonske Lys. Glødelysets 
dekorative Virkning. Et vidunderligt Springvand. 

Tyvende Kapitel 366 

Naar Edison fører Proces. Processerne om Glødelampen. 
Sawyer-Mann-Sagen. Goebel-Sagen. 

Enogtyvende Kapitel 378 

Oprettelsen af Orange Laboratoriet. Da Edison blev spærret 
ude fra sine egne Lokaler. Gennem Laboratoriets Rum. 
Biblioteket. Oplagsrummet. Det underste Maskinværksted. 
Hvor de fineste Apparater laves. Vakuumpumpe-Rummet. 
Hvor Lamperne prøves. 



Side 

Toogtyvende Kapitel 394 

Hvorledes Edison behandler Samlingen af sine egne Op- 
findelser. Mikrofotografi. Spredte Træk af Edisons Karakter. 

Treogtyvende Kapitel 408 

Kinelografen og Kinetoskopet. Hvorledes Edison opfandt 
de levende Billeder. Opfindelsens Udviklingsgang. Det 
kinelografiske Teater. Kinetografisk Fremstilling af mikro- 
skopiske Dyr. De nj'este Apparater. Fono- Kinelografen. 
Levende Billeder, som taler og synger. 

FlREOGTY\'EXDE KaPITEL 450 

Fra mikroskopiske Sysler til Bjærgværksdrift. Hvorledes 
Edison uddrager Metallet af Klipperne. Erts-Separatorer. 
Dødsstraf ved Elektricitet. Farlige Eksperimenter. Hvor- 
ledes Edison rekreerer sig. Hans Laboratorium i Florida. 

Femogtyvende Kapitel 469 

I Edisons Hjem. Glenmont. Edisons anden Hustru. Op- 
finderens ^.Hule". Gaver og Medailler. Edisons Mening om 
Ordner og Titler. Hædersbevisninger. Edison i Paris. 

Seksogtyvende Kapitel 49J 

Danske hos Edison. I Minerne. Edisons Fremtidsplaner. 
De næste Opfindelser. Slutning. 



Dette Værk er en Bearbejdelse af de bedste engelske 
Og amerikanske Skrifter om Edison og hans Opfin- 
delser; særlig støtter det sig til W. K. L. Dicksons og 
Antonia Dicksons omfangsrige Arbejde, T?ie life and inven- 
tions of Thomas Alva Edison, til hvilket Edison selv har 
ydet meget væsenlige Bidrag, ligesom ogsaa hans for- 
nemste Medarbejdere har været delagtige i Værkets Til- 
blivelse. 

Ved Udarbejdelsen af den danske Udgave har Hr. 
Ingeniør Carl Lorentsen, Bestyrer af det nyoprettede 
elektro-tekniske Institut i København, velvilligt ydet sin 
værdifulde tekniske Assistance, for hvilken herved bringes 
ham en forbindtlg Tak af 

Bearbejderen. 



FØRSTE KAPITEL 



EDISONS FORFÆDRE. HANS DARNDOM. FEMTEN FOD LITERATUR. 
AVISDRENG OG BLADUDGIVER. EDISON REDDER ET BARNS LIV OG 
BLIVER TELEGRAFIST. HANS FØRSTE EKSPERIMENTER. HANS KØ- 
RENDE LABORATORIUM. FEMTEN AAR GAMMEL KONSTRUERER EDISON 
ET TELEGRAF APPARAT 




ET nittende Aarhundredes kraftige Intelli- 
gens, dets videre Maal for Virksomhed og 
dets friere Syn paa Liv og Mennesker har 
fostret nye Ideer og store Opfindelser, der 
under Middelalderens Mørke vilde være 
blevne kvalte i Fødslen som Djævelens 
onde Paahit. Menneskene har rystet af sig Overtroens 
hindrende Svøb, og frit har Videnskabens Forskerøje 
kunnet udgranske Naturens dybe Hemmeligheder. 

Da man opdagede den trolddomsagtige Kraft, som 
hedder den elektriske Strøm, gjorde man et af de største 
Skridt henimod Naturgaadernes Løsning. Men Studiet af 
den elektriske Videnskab gav i Begyndelsen højst ufuld- 
komne Resultater, og i adskillige Aar skete der kun saare 
ringe Fremskridt. Det var først ved Midten af dette Aar- 
hundrede, at den videnskabelige Verden begyndte at fan 



2 EDISON 

Øjnene op for den næsten ubegrænsede Anvendelse, der 
kunde gøres af den nye, eminente Opdagelse. 

Paa dette lykkelige Tidspunkt blev Thomas Alva 
Edison født. Og om end han i sin Barndom og første 
Ungdom, som man senere vil se, havde Mangt og Meget 
at kæmpe imod, mange Hindringer at overvinde, har hans 
Liv dog formet sig lykkeligt, ti han har som Faa været 
greben af Tidens Idéer, og han har besiddet Ævnen til at 
føre dem frem i klarere Lys. 

Edisons Slægt kan ikke følges tilbage i Tiden stort 
længere end et Hundrede Aar før Opfinderens Fødsel. 
Man véd, at hans Familie er af hollandsk Oprindelse, og 
at den udvandrede fra Amsterdam til Amerika i Aaret 
1737. Ved den Tid gjorde Thomas Edisons Oldefader, 
John Edison, sig fordelagtigt bekendt som Bankier paa 
Øen Manhattan. Der er Grund til at antage, at Stam- 
tavlen ved omhyggelig Efterforskninger vilde kunne føres 
meget længere tilbage; men ethvert Forsøg paa at skaffe 
til Veje det fornødne Materiale til Slægtens Historie stran- 
der paa dens berømteste Descendents totale Ligegyldighed 
for sine tidligere Forfædre. 

Revolutionen havde ikke blot politiske Omvæltninger 
til Følge, men medførte ogsaa paa det sociale Omraade 
Forandringer, som lidet tiltalte de velhavende Borgeres 
fornemme Konservatisme. John Edison var blandt dem, 
som trak sig bort fra Revolutionens Skueplads. Han 
rejste fra New York til Ny Skotland, og her fødtes 
hans Sønnesøn, Samuel Edison, Opfinderens Fader. Den 
loyale Sympati for Moderlandet, som John Edison saaledes 



EDISON 3 

havde lagt for Dagen, fik sin Belønning. Der blev tilstaaet 
ham et Stykke Jord i Kanada, seks Hundrede Acres Land 
stort, og desuden fire Hundrede Acres for hans Søn og to 
Hundrede for hvert af hans Søns Børn. For at erhverve 
sig Besiddelsen af disse Jorder gik John Edison nogle 




Edison i Fireaars-Alderen. 

Aar senere, den 14. Juni 1811, i Land i New York og- 
rejste derfra ad vildsomme Veje til Kanada. Han maatte 
lade sig befordre til Vogns, med Forspand af Okser; 
Rejsen var møjsommelig og langvarig, men endelig kom 
han da over Grænsen og slog sig ned i Bayhams Distriktet 
ved Eriesøen. 

1' 



4 EDISON 

Mange Aar gik. Og atter greb de politiske Urolig- 
heder forstyrrende ind i Familien Edisons Liv. De naaede 
deres Højdepunkt under Folkerejsningen i Aarene 1837 og 
1838 under Louis Joseph Papineau for Nedre Kanada og 
William Lyon Mc. Kenzie for Øvre Kanada. John Edisons 
Sønnesøn, Samuel, var paa den Tid Hotelejer i Vienna, 
Bayfield; han stod i Opposition til Regeringen og havde 
med den stærke Uafhængighedsfølelse som kendetegnede 
hans Karakter, afslaaet at modtage de to Hundrede Acres 
Land, som tilkom ham. Ophidset af den Uret, der efter 
hans Mening var tilføjet hans Parti af de Konservative, 
sluttede han sig til Oprørerne, og under Dr. Duncombs 
Anførsel avancerede han til Kaptejn. Men Opstanden blev 
slaaet ned, og en almindelig Flugt paafulgte. Militære 
Eksekutioner og brændende Huse betegnede det sejrende 
Partis Fremskudt. De, som undgik Dødsstraffen, blev af 
Lord Dunham forviste til Bermudaøerne. Blandt disse var 
Samuel Edison. Han syntes imidlertid, at han havde lidt 
nok for sin ulykkelige Fædrelandskærhghed, og han beslut- 
tede sig til at flygte. 

Der var i de Dage kun faa Rejsebekvemmehgheder, 
og paa den Rejse, Samuel Edison nu skulde foretage, var han 
i hvert Fald udehikket fra at benytte dem. Han maatte 
rejse under fremmed Navn, og bestandig maatte han være 
paa sin Post, at Ingen skulde faa Færten af, at han var 
en Flygtning. Til al Lykke for ham og for den Viden- 
skab, hvis store Mester hans Søn skulde blive, besad han 
imidlertid en enestaaende fysisk Styrke, der overvandt 
alle Strabadser. Tre Alen høj og rank som en Indianer,^ 



EDISON 5 

med stærke Muskler og smidige Lemmer var han en af 
sin Tids forste Atleter, og han fandt ikke sin Ligemand i 
hurtigt og udholdende Løh. Han tilbagelagde et Hundrede 
og toogfirsindstyve Mile*), og under hele Flugten sov han 
næsten aldrig, hvilte sig kun yderst lidt og savnede næsten 




Edisons Fader. 



ganske Mad og Drikke. Alligevel naaede han velbeholden 
Floden St. Clair, satte over den og kom til Byen Marine. 
Her var han udenfor Fare og kunde søge en Smule Hvile 
efter de overmenneskelige Anstrængelser, han havde budt 
sit Legeme. 

*) Ved Mil forstaas overalt engelske Mil. 



6 EDISON 

Familien Edison er en Slægt med lang Levetid, en 
Kendsgerning, paa hvilken man tør bygge de gunstigste 
Forhaabninger om, at ogsaa vor store Opfinder endnu 
maa have et langt Liv for sig. Hans Bedstefader blev 
103 Aar og 17 Dage, hans Oldefader 102 Aar og 8 Maa- 
neder, men en af hans Tanter har dog sat Rekorden: hun 
blev 108 Aar gammel. Mr. Samuel Edison var ialfald 
indtil for et Par Aar siden endnu bestandig rask paa 
Legeme og Aand. Han færdedes meget i fri Luft og trods 
sine 90 Aar djrkede han selv sin Jord i Florida. Han 
levede et fuldkommen regelmæssigt Liv med helt spar- 
tanskeVaner, og han har derfor ogsaa næsten kun kendt 
Sygdomme af Navn. 

Thomas Alva Edison blev født den 11. Februar 1847 
i Milan, Erie County i Ohio. Hans Moder, Nancy Elliot, 
fodtes i Chenango County; hun blev opdraget i Kanada, 
men af Herkomst er hun skotsk. Saaledes mødes i vor 
Helts Aarer de to nationale Strømninger, den teutoniske 
og den keltiske, som i højeste Grad har været bestem- 
mende for Verdenshistoriens Udvikling. 

Fru Edison var en karakterstærk Personlighed, men 
over hendes Væsen hvilede der et ejendommeligt Skær af 
Mildhed; i Kanadas Højskoler havde hun erhvervet sig 
solide, om end ikke meget omfattende Kundskaber. Som 
Opdragerinde besad hun sjældne Ævner, og tidligt synes 
liun at have haft Forstaaelsen af, hvad der spirede i 
Sønnens rige Tankeliv. Naar Thomas Edison allerede som 
Barn og ganske ungt Menneske udviklede sig saa hurtigt 
og sikkert i Retning af det, han skulde blive, skyldes 



EDISON 



dette uden Tvivl væsenlig hans Moders, mindre Faderens, 
Indflydelse. 

Mellem Moder og Søn herskede der et ejendommeligt 
kærligt Forhold. Mrs. Edison vilde helst bestandig have 




Edisons Fødested. 



sin lille Thomas hos sig, og Drengen nærede paa sin 
Side den ømmeste Hengivenhed for sin Moder. Dels af 
denne Grund dels fordi Fattigdommen i den Edison'ske 
Familie snart nødvendiggjorde den yderste Økonomi, paa- 
tog Mrs. Edison sig ganske paa egen Haand at undervise 



3 EDISON 

sin Søn. Før hun blev gift, havde hun været Lærerinde, 
og hun var derfor i Stand til at give Drengen en ialfald 
nogenlunde tilfredsstillende Undervisning i de almindelige 
Skolefag. Thomas Edison har saaledes i hele sit Liv kun 
i to Maaneder frekventeret en Skole. 

Dette har avlet Krøniken om, at Edison er en Mand 
uden synderlig Dannelse og Kundskaber, og man har villet 
hævde, at hans hele Opdragelse, baade i praktisk og 
videnskabehg Retning, er saare mangelfuld. Intet kan 
være mere forkert. Naturligvis, Edison er en self-made 
Mand; de Kundskaber, han raader over, har han saa godt 
som udelukkende erhvervet sig ved Selvstudium; men 
netop hans medfødte Trang til Kundskab har underbygget 
hans Viden med den solideste Grundvold. Universitets- 
mennesker, der møjsommeligt har slæbt sig gennem en 
Række Studier, blot for at erhverve sig en Stilling, Stue- 
lærde, dyppede i en svag Opløsning af Kundskab, Døgnets 
Skribenter, hvem Ingen spørger efter den Dag, de ophører 
at skrive — alle disse har opkastet sig til Dommere over 
Edison, og Verden har betragtet deres samstemmende 
Domme som inappellable Kendelser, Sandheden er imid- 
lertid den, at Edison foruden at være den geniale Opfinder 
tillige er Manden med den hurtige Intelligens, de klare og 
originale Tanker og med en Viden, der strækker sig over 
de forskelUgste Omraader. 

Hvor stærk Edisons Kundskabstrang var, hvor stor 
hans Samvittighedsfuldhed, vil man forstaa, naar man 
hører, at han kun tolv Aar gammel — en Alder, i hvilken 
Drenge plejer at pønse paa ganske andre Ting — gennem- 



EDISON 9 

pløjede Værker som Burtons Anatomy of Melancholy, Gib- 
bons Decline and Fall of tJie Roman Empire, Humes 
History of England og History of the Reformation, Ures 
Dictionary of the Sciences, The Penny Encyclopedia og 
Newtons Principia. Sidstnævnte Værk havde han dog en 
Smule ondt ved at magte; men Newtons Amanuensis for- 
tæller jo ogsaa om, hvorledes de Studerende, som skulde 




Edisons Moder. 

høre Filosofens Forelæsninger, næsten altid udeblev, saa 
at den store Mand i Reglen maatte tale til de tomme 
Vægge. Var Edison bleven født et Par Aarhundreder tid- 
ligere og havde været blandt Newtons Elever, havde han 
vel gjort som de. 

Det uklare og tekniske Sprog i Principia forvirrede 
ganske Drengens Begreber om, hvad Meningen var, men 
han opgav ikke derfor Ævret. Han vilde forstaa Newton, 



10 EDISON 

Og han kom til at forstaa ham. Han raadspurgte en 
Mand, der kun havde saare ringe videnskabelig Uddan- 
nelse, og denne Mand forklarede ham Indholdet af Prin- 
cipias knudrede Sætninger paa en saa naturlig og hgefrem 
Maade, at det, der før havde s\-ntes ham gaadefuldt, nu 
blev næsten som Fod i Hose for ham. Og den liQe 
Edison bestyrkedes i sin allerede den Gang ret stærkt 
udviklede Antipati for matematisk Bevisførelse. „Denne 
Mand," har Edison senere sagt, „forklarede mig Problemet 
med jævne Ord og uden at anvende Spor af Matematik. 
Og jeg sagde til mig selv, at Newton kunde have spredt 
sin Viden i langt større Udstrækning og gjort meget mere 
Nj'tte, hvis han havde forstaaet sig mindre paa Tal. Det 
gav mig en Afsmag for alt, hvad der hedder Matematik, 
som jeg senere altid har bevaret. Hvis jeg skulde for- 
klare Fonografen for en Mand, der ikke kender den, vilde 
jeg dog ikke begj^nde at remse op alle de Redskaber og 
Maskiner, der er anvendte for at tilvejebringe Instru- 
mentet. Men jeg betragter Tal og Talstørrelser som ma- 
tematiske Redskaber, der er benyttede ved Udformningen 
af Ræsonnementets logiske Resultat, og jeg mener, at de 
ingenlunde er nødvendige for at hjælpe En til kyndig 
Forstaaelse af dette Resultat." 

Trangen hos Edison til at udgranske Naturens Fæno- 
mener gav sig Udtryk allerede i hans tidlige Barndom. 
Hans eneste Søster har fortalt en lille pudsig Historie 
herom. Den bile Thomas var knap seks Aar gammel, 
da han en Dag til sin store Forbavselse saa, at nogle 
Æg, som en Gaas i længere Tid havde hgget paa, var 



EDISON 11 

blevne til Gæslinger. I nogle Dage gik han omkring og 
spekulerede over, hvordan det kunde gaa til. Saa en 
Morgen var han sporløst forsvunden; Time efter Time 
ledte man forgæves, der blev forhørt hos Naboerne, Ingen 
havde set noget til Thomas den Dag; hans Forældre fryg- 
tede for Alvor, at der var tilstødt Drengen en Ulykke. 
Endelig langt op ad Dagen, fandt Faderen ham i Hø- 
stænget. Her havde han lavet sig en Slags Rede, som 
han havde fyldt med Hønse- og Gaaseæg, og nu sad han 
trofast paa Reden og ventede paa det højtidehge Øjeblik, 
da Æggene skulde forvandles til Kyllinger og Gæslinger. 
Han vilde se, hvordan det gik for sig. 

Thomas var ikke mere end syv Aar gammel , da 
hans Fader pludselig mistede sin Formue, og der skete 
en hel Omvæltning i Familiens Forhold. Søkyst-Jærn- 
banens Aabning medførte en Formindskelse af Indtægterne 
ved Milankanalen, og dette foraarsagede atter en vidt- 
forgrenet Nedgang i Handelsforretninger. Samuel Edison 
var blandt dem, der ramtes haardest. Han maatte for- 
lade sit smukke Hjem og begynde forfra paa bar Bund i 
Byen Port Huron i Michigan. Dette skete i Aaret 1854. 

Den lille Thomas var allerede paa den Tid en sand 
Læsehest. Han slugte hver en Bog, han kunde faa fat i, 
med en Appetit, der var ganske foruroligende, og man maatte 
formelig passe paa Drengen, at han ikke proppede sig 
altfor stærkt med Læsning. Han var endnu en ganske 
lille Fyr, da han tog den faste Beslutning — om hvilken 
han naturligvis ikke underrettede sine Forældre — at 
sætte hele Folkebibliotheket i Detroit til Livs. Han be- 



12 EDISON 

gyndte med den nederste H3ide og havde allerede gen- 
nemlæst femten Fod af tæt sammenstuvede Bind, da han 
blev opdaget og stoppet i Farten. 

Denne besynderlige Dreng syntes ikke at vide, hvad 
Træthed var; han havde ikke Tid til at hvile sig; be- 
standig var han i Aktivitet, snart læsende, snart arbej- 
dende med sine Hænder, og han var aldrig kvikkere, end 
naar han havde rigtig meget at tage Vare paa. 

Smaat med Indtægterne i Hjemmet var det bestandig 
under hans Opvækst, og saa tidhgt som det blot var mu- 
ligt, maatte Thomas se at tjene noget til Livets Ophold. 
Han gjorde det med godt Humør og med 'en Opfindsom- 
hed, som viste, hvilket hurtigt Hoved han var. 

Allerede i Fjorten — Femtenaarsalderen var han be- 
gyndt at sælge Aviser paa den store Pacifikbane. Han 
valgte sig en Strækning saa lang, at han, naar han tog 
afsted om Morgenen, akkurat kunde være hjemme igen 
ved den Tid om Aftenen, da Forældrene gik i Seng. Det 
var et anstrængende Liv. De amerikanske Avissælgere 
nøjes nemlig ikke med at falbyde deres Blade paa Sta- 
tionerne; de følger med Toget og sælger Aviserne under- 
vejs. Ad Gangbrædtet udenfor Vognene vandrer de, mens 
Toget er i fuld Fart, fra Kupé til Kupé, putter Bladene 
ind til de Rejsende og modtager Pengene for dem; og 
naar de saa har forsynet alle Passagerer med Aviser, gaar 
de en lille Stund efter den samme Tur og stikker Kurven 
med Forfriskninger, Sodavand, Konfekt, Frugt o. 1., ind 
ad Kupévinduerne. 



EDISON 



13 



Da Edison en Gang, mange Aar senere, blev spurgt, 
om han havde været en af de Jærnbanedrenge, som solgte 
Figner i Æsker med en halv Tomme tyk Bund, svarede 
han med et muntert Smil i de graa Øjne: 




Edison i Fjortenaars-Alderen. 



„Hvis jeg ikke husker fejl, var Bunden i mine Figen- 
æsker aldrig mindre end en god Tomme tyk!" 

Alligevel tjente Thomas mest paa Avissalget, og det 
„interesserede" ham ogsaa mere end denne Handlen med 
Knas. Men han manglede Driftskapital; han maatte altid 



14 EDISON 

nøjes med et forholdsvis ringe Antal Blade, og ofte kunde 
han have solgt langt flere. 

Det var i April 1862. Fjendtlighederne mellem Nord- 
og Sydstaterne var paa Højdepunktet, og Bladene var 
overfyldte med sensationelle Efterretninger fra Krigsskue- 
pladsen. Saa kom Slaget ved Pittsburg Landingsplads 
med dets 50,000 Døde og Saarede. Nu, tænkte Edison, 
maatte der da endelig være noget at gøre. Og han und- 
fangede en snild Plan. 

Han saa', med hvilken Spænding Pubhkum fulgte 
Krigsbegivenhederne, men han forstod ogsaa, at hvis man 
paa Forhaand kunde give Folk en Antydning af, hvilke 
Begivenheder de ventede Blade bragte Meddelelse om, 
vilde Spændingen stige yderligere og Chancerne for Blad- 
salget blive betydelig større. 

Nu havde han blandt Typograferne i Detroit Free 
Press en god Ven, som ofte havde fortalt ham Et og 
Andet om de opsigtvækkende Begivenheder, det først 
udkommende Numer vilde bringe. Thomas ilede op i 
Sætteriet, løb Telegrammerne igennem og noterede ned i 
€n flyvende Fart det, som han syntes var det vigtigste. 
Derefter løb han over til Telegrafisten paa Jærnbane- 
stationen og foreslog ham følgende Overenskomst: 

„De telegraferer disse storartede Nyheder til de for- 
skellige Stationer, hvor jeg sælger Aviser, og formaar 
Stationsforvalterne til ved Opslag paa de officielle sorte 
Tavler i Stationerne at kundgøre Nyhederne. Til Gengæld 
faar de af mig gratis en Harpers WeeMy, en Harpers 
Monthly og et Dagblad i et halvt Aar fra Dato." 



EDISON 15 

Telegrafisten gik ind paa Forslaget, og han udvirkede de 
respektive Stationsforstanderes Samtykke til Offenlig- 
gørelsen af de sensationelle Meddeleler paa den Maade, 
Edison havde ønsket ; i Løbet af mindre end en Time var 
den Ting bragt i Orden. Dette skete sent paa Eftermid- 
dagen; først næste Morgen tidlig udkom det paagældende 
Numer af Bladet. 

Øjeblikkelig gik Edison derefter til Udgiveren af 
Detroit Free Press, Mr. William F. Story og sagde 
til ham: 

„Jeg vil sælge Deres Blad, men jeg har ingen Penge 
at købe det for. Giv mig 1000 Eksemplarer paa Kredit; 
jeg skal betale Dem, naar jeg har solgt Bladene." 

Mr. Story, der allerede havde hørt om Reklame- 
opslagene paa Telegrafstationerne, og som vidste, at det 
var Edisons Idé, følte sig naturligvis stærkt tiltalt af den 
femtenaarige Drengs spirende Forretningstalent og gav 
ham de Tusinde Eksemplarer af Bladet, han ønskede. 

Næste Morgen drog Edison afsted med sin mægtige 
Avispakke. Og Udbyttet af den Rejse, han nu foretog, 
oversteg hans dristigste Forventninger. 

Edison fortæller selv herom følgende: 

„I Utica, tolv Mil fra Detroit og den første Station 
paa Strækningen, plejede jeg kun at sælge to Aviser, og 
den almindehge Pris var fem Cents. Da vi den Dag nær- 
mede os til Stationen, og jeg stak Hovedet ud af Vognen, 
saa jeg forude paa Perronen en større Gruppe Mennesker ; 
jeg tænkte, det var et sluttet Selskab, der skulde paa en 
Udflugt. Men da vi kom nærmere, og de saa', at jeg 



16 



EDISON 



havde en halv Snes Aviser i Haanden, begyndte de at 
raabe og fægte med Armene og løb henimod Vognen, 
hvor jeg stod. I en Fart sprang jeg tilbage og greb en 




To Minutter efter var Bonnemodet udsat. 

hel Dynge Aviser, og næppe var jeg kommen ned paa 
Perronen, for jeg havde solgt fyrretyve Eksemplarer. 

„Den næste Station var Mount Clement. Allerede før 
vi naaecle den, saa' jeg Folk fare frem og tilbage paa 



EDISON J7 

Perronen, der var ganske sort af Mennesker. De raabte 
og hylede; man skulde tro, der var Oprør. Men snart 
forstod jeg, at hvad alle disse Mennesker begærede var 
blot at faa Nyt at høre fra Slaget ved Pittsburg. Jeg var 
Mand for at kunne tilfredsstille dem; jeg satte Prisen op 
til 10 Cents pr. Numer og solgte i det Par Minutter, 
Toget holdt, Hundred og halvtresindstyve Blade. Jeg 
havde aldrig før solgt mere end ti— tolv i Mount Clement. 
Ganske paa samme Maade gik det med de følgende Sta- 
tioner, vi naaede; men i Port Huron kulminerede min 
Avisforretning. 

„Stationen laa en Mil fra Byen; da Toget holdt, steg 
jeg ud og vandrede med mit Bundt Aviser paa Nakken 
ad Byen til. Jeg var ikke kommen Halvvejen, før jeg 
mødte en Mængde Mennesker, der ilede mod Jærnbane- 
stationen. De talte højrøstet i Munden paa hverandre 
om Pittsburg; — jeg kunde aabenbart spare dem for 
videre Ulejlighed. Jeg havde mødt dem lige udenfor en 
Kirke; her standsede jeg nu og bød Aviserne ud. Fem- 
ogtyve Cents for hver. Jeg begyndte at indsamle en lille 
Formue! Men inde i Kirken holdtes der Bønnemøde, og 
Larmen af de mange Mennesker, der formelig sloges om 
først at faa fat i Aviserne, trængte ind under Kirkens 
stille Hvælvinger. To Minutter efter var Bønnemødet ud- 
sat. Kirkegængerne kom farende ud for at købe mine 
Aviser, og de betalte dem saa højt, at jeg maa antage, 
Kirkebetjenten ikke havde gjort sin Ronde med Kollekten, 
før jeg kom." 

Det storartede Held, Edison havde haft med sit Avis- 

2 



18 



EDISON 



salg, gav ham Lyst til selv at udgive et Blad for egen 
Regning. Og han realiserede øjeblikkelig sin Idé. Af 
Detroit Free Press købte han et Sæt aflagte Typer, og 
hvad der ellers var nødvendigt til et primitivt Trykkeri ; 
han fik Lov at installere sig i en noget forfalden Jærn- 



iim 









*i ^.- 






fsi I 






•..^s js^, biTsoij ten ati}«»» ruSic« 
J-.T ny.-^.-r-né I '3^o<be kis<:st «>»ilJ' 

•-*UiTaf7» QfaTjD« PorttT.iMii 

c W, ud is ir*\ ris« «h£«, «»«a Uat 

.•v» !•'■«;, ^cV rt orepb ob'bf^S jl i» 
f'-ra. U »tl^ itiVM^ *he» tt«n la riTD 

i. g. P. E*U»KT«3r- »^14 t dwly 6u^ fru, tt* i to. « 



T&« •■« w^ K^øavå »p r» •>#T ilifSKdi 

■C'r:'t'» fcia.bwl »hi« 

tvicd for €>•■ I(W* 1-« k«l 

rrisnoc Sdr Tcb- 










wpcg' e- -r * «* T g < Kl k«T» rp 



iE»^e 



'H »trw^ti. c«:l 



nerr iriH fcjrrafcå 



S«iiib,«*»>rts? tU,*^«»c•»lrf"S>■ 
-^ lU lort T»L«e ia bi» 'HC'l^'^ ^ 



Faksimile af Edisons Avis. 



bane-Godsvogn, den blev hans Redaktions- og Trykkeri- 
Lokale, — og kort Tid efter overraskede han Verden med 
det første og sidste Blad, der nogensinde er bleven ud- 
givet i et Jærnbanetog. Han gav Bladet det imponerende 
Navn Ghxind Trunk Herald. Idéen var ny og overraskende, 
den „tog" Publikmu, og i Løbet af ganske kort Tid kmide 



EDISON 



19 



Edison trykke sit Blad i fire Hundrede Eksemplarer. Han 
vandt den berømte Ingeniør, Stephensens, Velvilje, og 
London Times udtrykte i en Notits sin Beundring for 
den unge Bladudgiver. 

Grand Trunk Herald var en lille bitte Avis, kun tolv 



ctnj -ily. Ti^r 



• hCHT :W atv#ff t*iart 3tt(i«» _.„» JL 




Faksimile af Edisons Avis. 



— seksten Tommer lang. Dens Indhold bestod væsentlig 
af Jærnbanekrøniker, Børskurser og Meddelelser, som 
kunde tænkes særlig at interessere de Rejsende. Jærn- 
banens Personale viste det ny Foretagende en levende 
Opmærksomhed, og adskillige af Funktionærerne var flit- 
tige Medarbejdere i Bladet; alligevel blev Thomas, der 



20 EDISON 

foruden selv at udgive et Blad stadig solgte Andres 
Aviser, snart nødt til at engagere tre-fire Drenge for at 
kunne bestride sin omfattende Virksomhed. 

„Nyhederne i min Avis," fortalte Edison senere, „var 
i den Grad lokale, at næppe et Menneske udenfor den 
Jærnbanestrækning, hvor jeg redigerede og trykte Bladet, 
vilde forstaa at vurdere dem. De lod f. Eks. saadan: 
„Pakmesteren paa James' Creek Station, John Robinson, 
faldt igaar paa Perronen og slog sit Ben meget slemt. 
Jærnbanedrengene er meget kede af, at John er kommen 
til Skade." Eller saaledes: „Burlington Lokomotiv Nr. 3 
er ført til Maskinhuset for at undergaa en Reparation." 
Jeg prøvede ogsaa at fiske Abonnenter ved at kildre deres 
Forfængelighed og skrev saaledes en Gang følgende Notits: 
„I Løbet af faa Uger vil enhver Abonnent paa Grand 
Trunk Herald faa sit Navn trykt i Bladet." Det viste sig 
at være en udmærket Idé : jeg fik mange Abonnenter paa 
den Notits. Naturligvis var jeg umaadelig stolt af mit 
Blad, og jeg følte mig i den Kres, hvor jeg færdedes, som 
en ganske indflydelsesrig og meget hterær Personlighed." 

Vedføjet findes et Faksimile af Edisons første Blad. 
Den ledende Artikel i dette Eksemplar af Avisen lyder i 
Oversættelse saaledes: 

Præmier. — Vi har hørt, at Grand Trunk Railway 
hvert halve Aar giver Præmier til dem af deres Maskin- 
mestre, som bruger mindst Brændsel paa den sædvanhge 
Dagsrejse. Nu har vi kørt med Mr, E. L. Northrop, en af 
deres Maskinmestre, og vi tror ikke, at De kan nævne 
nogen anden Maskinmester, som behandler sin Maskine 



EDISON 



21 



med større Omhu og Opmærksomhed; han er den paalide- 
hgste Lokomotivfører, som vi nogensinde har kørt med 
(og vi mener at kunne dømme derom, da vi har kørt paa 
Jærnbanen til Stadighed i mere end to Aar), altid venlig 
og høflig og altid paa sin Post. Vi er sikre paa, at hans 
Maskine i Reparationer ikke koster en Fjerdedel af, hvad 
de andre Maskiner koster. Vi ønsker i Ærbødighed at 




Edison paa Perronen. 

anbeffile ham til G. T. R. -Bestyrelsens velvillige Over- 
vejelse." 

Henrykt over den Sukces, han havde haft med sit 
første Foretagende, fattede Edison hurtigt en større Plan, 
som gik i samme Retning. Han vilde udgive en rigtig 
Avis, som skulde kunne nævnes Side om Side med Free 
Press. Saa gik han i Kompagni med den Medarbejder 
ved Port Huron Commercial, som skrev under Mærket 



22 EDISON 

dev4J, og de døbte deres nye Blad Paul Pry. Baade i 
redaktionel og i teknisk Henseende stod det behdeligt 
over sin afdøde Forgænger; men alligevel fik det en brat 
Ende med Paul Pry. Edisons Kompagnon, der som dsD 
Ældre og mest erfarne blev udnævnt til „Chefredaktør", 
syntes at have valgt sit Mærke i Port Huron-Bladet med 
noget Kendskab til sine særlige Ævner som Journalist; 
han havde virkelig noget af Lucifer-Naturen i sig, naar 
han skrev, og det nye Blads Tone blev saa kaad og over- 
given og ondskabsfuld, dets Angreb saa personlige, at 
man aldrig dér paa Egnen havde oplevet noget Lignende. 
Paul Pry døde, efterat en Kraftkarl af en fornærmet Abon- 
nent en Dag havde kastet begge dets Redaktorer i St. Clair- 
Floden, op af hvis dunkle Vande de kun med Nød og 
Næppe reddede sig. 

Det er med Uheld som med visse Fugle, de kommer 
i Flok. Det samme Aar, som var Vidne til Paul Prys 
sørgelige Tilintetgørelse, saa' ogsaa Edisons kørende La- 
boratorium lagt øde. 

Med en paafaldende Forkærlighed holdt Edison sig 
bestandig til Jærnbanen. Her tjente han som Bladsælger 
sine forste Penge, her udgav han sit første Blad, og 
her havde han ogsaa sit første Laboratorium. I en 
yderst forfalden Godsvogn havde han faaet Lov at ind- 
rette sig med sine Instrumenter og Kemikalier. Her eks- 
perimenterede han, mens Laboratoriet og han selv fo'r 
afsted hen over Jærnbaneskinnerne. 

Da skete der en Dag et fælt Uheld. Vognen var 
uden Fjedre og rystede slemt; ved denne Bysten løs- 



EDISON 23 

nedes Proppen i en Flaske med Fosfor, Flasken faldt 
mod Gulvet, og Fosforet satte Ild i Vognen, Det gik 
let nok med at faa Flammerne slukkede, men Kon- 
duktørens Vrede lod sig ikke dæmpe. I adskillige Maa- 
neder havde denne Mands Lugteorgan følt sig stærkt 
irriteret af den gyselige Stank, som Edisons Flasker og 
Krukker udbredte, og hans Nerver var blevne angrebne 
ved de smaa Eksplosioner, som fulgte med Eksperimen- 
terne. Han var forstaaeligt nok mere tilbøjlig til at be- 
tragte den unge Mand som en højst besværlig Passager 
end som et opdukkende Geni; og nu var her endehg en 
Lejlighed til at blive ham kvit. Et Øjeblik efter fandt 
Edison sig staaende paa Perronen, uden at han rigtig 
vidste, hvordan han var kommen der, og hans Laborato- 
riums dyrebare og noget skrøbehge Inventar susede ham 
om Ørerne. 

Denne Episode har givet Anledning til talrige humo- 
ristiske Beskrivelser og Tegninger; Ingen synes at have 
haft Blik for Situationens triste Alvor. Edison hang med 
en rørende Kærlighed ved sit Laboratorium; dér tilfreds- 
stillede han sin bestandige Tørst efter ny Viden. Sikkert 
har den elendige Godsvogn med dens tarvelige Udrustning 
været Drengen endnu kærere, end det fejlfri Laboratorium 
blev for den lykkelige Videnskabsmand. Mange alvorlige 
Omvekshnger indtraf senere i Edisons Liv; men noget 
mere trøstesløst kan næppe tænkes end Billedet af denne 
fattigt klædte Dreng, som stod der alene tilbage med sine 
eneste Ejendele, der var som Stykker af ham selv, spredte 
i Stumper rundt omkring, og stirrende efter sit kære 



24 EDISON 

Værksted, der forsvandt for hans Øjne — saa hurtigt som 
Lokomotivets Røg. 

Dog, Edison lod sig den Gang saa lidt som senere 
kue af Modgang. Næppe var Toget ude af Syne, før han 
roligt samlede Resterne af sine Instrumenter sammen og 
vandrede hjem, hvor han straks installerede sig med sit 
„Laboratorium" i Kælderen til sin Faders Hus. Han næ- 
rede en levende Interesse for Telegrafi ; et Værk, der om- 
handlede denne Videnskab, studerede han Dag og Nat, 
samtidig med, at han nede i Kælderen forsatte med sine 
Eksperimenter. 

Det første Forsøg paa at konstruere en Telegraflinje 
foretog Thomas Edison i Forening med sin Ven, James 
Ward; de to Drenge, hvis Forældres Huse laa ikke ret 
langt fra hinanden, blev enige om, at de skulde prøve 
paa at knytte en telegrafisk Forbindelse mellem deres 
respektive Hjem. 

De skaffede sig en almindelig Metaltraad, isolerede 
den ved Flasker og anbragte den ved Hjælp af et Stykke 
gammelt Kabel, som var fisket op fra Detroit- Flodens 
Bund, under det befærdede Stræde, der adskilte de to 
Huse. De første Magneter blev omvundne med Metal- 
traad, indsvøbt i gamle Klude, og en Stump Fjeder skulde 
erstatte Telegrafnøglen. 

Men hvorledes fik man nu tilvejebragt elektrisk Strøm? 
— Edison, der synes allerede den Gang at have haft en 
taaget Forestilling om statisk og dynamisk Elektricitet, 
vidste gode Raad. Han sikrede sig to Brobdingnaggian- 
Katte med særhg vulkansk Temperament, bragte dem ned 



EDISON 



25 



i sin Faders Kælder, hvor Linjen udmundede og fik med 
uhyre Besvær og ikke uden adskilhge blodige Rifter af 




Edison frelser lille Jimmy. 

Kattenes Klør bundet en Metaltråd omkring deres Ben. 
Hvad ænsede han, at Blodet randt ham ned over Hæn- 
derne — nu skulde han jo se Resultatet af det store 



26 E D I S o X 

Forsøg! Med febrilsk Iver gned han paa det hæftigste 
Kattenes Rjgge, og i aandeløs Spænding ventede han paa 
den underfulde Virkning heraf — — 

Ak! Kattene havde ikke Forstaaelsen af, at de var 
Medier i Videnskabens Tjeneste, de rev sig løs og flygtede 
under øresønderrivende Skrigen og Mjaven. Alligevel var 
Eksperimentet ikke resultatløst; der fremkaldtes et klart 
elektrisk Lys og en mægtig lokal Strøm; den vilde blot 
ikke virke paa Linjen. Men Edison havde lært af For- 
søget, og han var tilfreds. 

„Dette Drengens første Eksperiment," siger Edisons 
mangeaarige Medarbejder, Mr. Edvard H, Johnson, „er 
karakteriserende for Manden. Den Dag i Dag foretager 
han med den yderste Omhu og med den mest beundrings- 
værdige Taalmodighed saadanne Forsøg, om hvilke han 
kan sige sig selv, at de ikke vil bringe ham større direkte 
Udbytte end den Katte-Telegraf, som var hans Debut. 
Men han trættes aldrig; han skærper sin Indsigt og øger 
sin Viden, og det er netop disse tilsyneladende resultat- 
løse Forsøg, der fører ham til Iagttagelser, Ingen har gjort 
før ham, og som er Betingelsen for de mange overraskende 
Opfindelser, til hvilke han har knyttet sit Navn. 

Uden at lade sig forknjtte af de Uheld, der i Begyn- 
delsen mødte ham, fortsatte Edison sine Undersøgelser; 
og ved at nægte sig selv alt, hvad der ikke netop hørte 
til Livets aller tarveligste Fornødenheder, fik han Raad 
til at anskaffe sig en Del gamle Instrumenter og andet 
Materiale, hvormed han arbejdede saa godt det lod sig 
gøre. løvrigt solgte han endnu stadig Aviser fra Port 



EDISON 27 

Huron-Toget, og derved tjente han en Del. Men nogen 
Udsigt ti] lysere og bedre Livsvilkaar havde han ikke. 

Dog, Fortuna staar den Kække bi, og Edison fik 
Held til at fange en af den lunefulde Ljkkegudindes flyg- 
tige Solstraaler. Den Bedrift, hvorom her skal fortælles, 
betegner et Vendepunkt i Edisons Liv. Den er skildret 
af Forstanderen paa St. Clemens Jærnbanestation i Mi- 
chigan, Mr. J. U. Mackenzie. 

„Det var," fortæller Mr. Mackenzie, „i Sommeren 1862. 
Den femtenaarige Edison — eller „Al" som vi den Gang 
kaldte ham — var paa dette Tidspunkt Avisdreng paa det 
blandede Tog, der løb mellem Port Huron og Detroit. 
Han tjente ganske gode Penge ved sit Avissalg, men han 
beholdt selv yderst lidt af, hvad han tjente. Hver Morgen 
før han kørte ud paa en ny Tur, gav han sin Moder en 
Dollar af den foregaaende Dags Fortjeneste. Al havde 
gjort sig meget afholdt af Stationsforstanderne, Telegra- 
fisterne og deres Familier langs hele Linjen; ogsaa jeg 
fandt Behag i den raske Knøs, der saa pligttro gjorde sit 
Arbejde og gav sin fattige Moder Lønnen. Da det blan- 
dede Tog altid ved St. Clemens skulde have Gods ind- og 
udladet og sætte Vogne af paa Sidespor, holdt det i Reglen 
her en halv Times Tid. Al benyttede naturhgvis Tiden 
først og fremmest til at gøre Forretninger med sine Avi- 
ser; naar han var færdig hermed, morede han sig med at 
se paa mit Fjerkræ, eller han legede med min halvtredje 
Aar gamle Søn, Jimmy, og han syntes at holde meget af 
Drengen. 

„Da var det en smuk Sommermorgen Kl. IOV2, det 



28 EDISON 

blandede Tog var kommen og havde ladet Passager- og 
Bagagevognen staa paa Hovedsporet ved den nordlige 
Ende af Perronen; de andre tolv— femten Vogne var ran- 
gerede ind paa Varedepotets Sidespor, men en enkelt 
stærkt ladet Godsvogn blev skubbet tilbage ad Hoved- 
sporet med saa megen Fart, at den uden Anvendelse af 
Bræmsen akkurat kunde naa Bagagevognen. Al, som 
havde staaet henne ved Hønsegaarden og kigget paa nogle 
Kyllinger, vendte sig tilfældig om i dette Øjeblik og saa' 
til sin Forfærdelse lille Jimmy staa midt ude paa 
Hovedsporet, leende op imod Solen, mens han kastede 
Smaasten bagud over sit Hoved. Godsvognen rullede frem 
imod Drengen, der vendte Ryggen til den og ikke anede, 
hvilken Fare han svævede i. 

„I et Nu havde Al kastet sin Avispakke fra sig paa 
Perronen ; Hatten fløj af ham, og han styrtede ud over 
Skinnerne for at redde Barnet. Han kom tidsnok til at 
frelse Jimmy, men det var paa et hængende Haar, at han 
selv havde sat Livet til. De havnede begge paa Ho- 
vedet i en Grusdynge, og Blodet randt dem ned over 
Ansigterne, da vi hjalp dem op; ingen af dem havde dog 
taget videre Skade. 

„Pakmesteren, Tommy Sutherland, som havde set det 
hele, fortalte mig, at hvis Al var kommen blot et Sekund 
senere, vilde han have mistet den ene Fod, ja maaske 
være bleven dræbt; Jærnbanevognens Hjul havde berørt 
hans ene Støvlehæl. Jeg sad i Billetkontoret, da jeg 
hørte et gennemtrængende, angstfuldt Skrig; jeg ilede ud 



EDISON 29 

Og kom netop tidsnok til at se Togfunktionærerne bære 
de to Drenge ind paa Perronen. 

„Da jeg sad med en lille Gage og som de fleste Jærn- 
baneembedsmænd levede over Ævne, var jeg ikke i 
Stand til med Penge at belønne mit Barns kække Red- 
ningsmand. Jeg gjorde ham da paa Stedet følgende 
Forslag : 

„Ser du, Al, de ni Tiendedele af din Forretning med 
Aviserne ligger jo mellem Port Huron og Mt, Clemens; 
nu faar vi Tommy Sutherland til at besørge dine Aften- 
aviser for dig, og saa standser du her fire Dage om Ugen, 
og holder et Øje med Jimmy, at han ikke kommer til 
Skade; til Gengæld vil jeg lære dig at telegrafere og for- 
berede dig saa vidt, at du kan blive Nat-Telegrafist med 
mindst 25 Dollars i maanedlig Gage." 

„Vil De det?" spurgte han i glad Overraskelse. 

„Ja, Al, det vil jeg." 

„Det er en Aftale," sagde han; og vi gav hinanden 
Haanden paa det. 

„Et Par Dage efter tog vi fat paa Arbejdet, og Al 
var en sjælden lærvillig Elev. Men da der var gaaet en 
Uge eller to, blev han borte i nogle Dage, og jeg hørte 
Intet fra ham. Jeg kunde ikke begribe det; han, som 
havde været ivrigere i Tjenesten end nogen Elev, jeg 
tidligere havde haft med at gøre; at han pludselig var 
bleven meget syg, var den eneste Forklaring, jeg kunde 
finde. 

Men saa en Formiddag, jeg sad i mit Kontor, traadte 
han ind ad Døren til mig; og nu erfarede jeg Grunden til 



30 EDISON 

hans Udeblivelse. Op af Lommen trak han en ganske 
lille Pakke, aabnede den for mig og spurgte, hvad jeg 
sj^ntes om det, han der havde lavet. Det var et komplet 
Sæt Telegrafinstrumenter, saa smaa, at de næppe dækkede 
en almindehg Konvolut. Jeg stirrede forbavset paa Dren- 
gen og spurgte, hvordan han havde baaret sig ad med at 
lave dem? — Jo, han havde læst en Del om Telegrafering, 
og efter at han i en halv Snes Dage havde syslet med 
Telegrafinstrumenterne i mit Kontor, havde han ment, at 
han nok selv kunde lave saadant noget. Han havde da i 
Løbet af de faa Dage, han var udeblevet, forarbejdet In- 
strumenterne med egne Hænder i Fisker & Longs Vaaben- 
forretning i Detroit. 

„Apparaterne var gjorte med megen Nøjagtighed og 
vilde paa en almindelig Telegraflinje virke upaaklageligt. 
Men Al havde allerede tænkt sig en særlig Anvendelse af 
dem. Sammen med sin Ven, Rowland Benner, min Hu- 
strus Broder, anbragte han sine Instrumenter i Bill Highs 
Materalistforretning nede i den lavere Del af Byen, og de 
To lavede saa en Telegraflinje fra denne Forretning og 
op til Jærnbanestationen. Hertil anvendte de hærdet 
Jærntraad, som anbragtes henover nogle Pæle af et gam- 
melt Stakit, og Traaden isolerede de ved Hjælp af almin- 
delige Søm. I ganske tørt Vejr virkede Linjen udmærket, 
men naar det regnede eller blot var lidt taaget, kunde der 
ikke høres en Lyd. 

„Denne Linje var Edisons første Spekulation. Der 
blev fastsat en Takst af I2V2 Cents pr. Telegram, og Fir- 
maet Edison Se Benner indkasserede i Løbet af en Maa- 



EDISON 31 

ned det imponerende Beløb af 37 7o Cents. Saa nedlagde 
de Forretningen. 

„Al kastede sig med al sin Iver over Telegraferingen 
for saa hurtigt som muligt at erhverve sig den Uddan- 
nelse, han havde behov for at kunne beklæde en lønnet 
Stilling som Telegrafist. Han gjorde forbavsende hurtige 
Fremskridt, og at han havde Rowland Benner, der ogsaa 
skulde uddannes til Telegrafist, at kappes med, drev ham 
kun til yderligere Anstrængelser. Al modtog paa den 
Tid Pengehjælp fra Bale Waaner i Detroit, Johnnie Tho- 
mas, Jack Mortimer i Port Huron, J. E. Smith og Agent 
Ridgeway, der alle bør nævnes med Ros blandt de Mænd, 
som har ydet den store Opfinder Støtte paa de første 
vanskelige Trin af hans glimrende Løbebane. 

„Efter kun tre Maaneders Forløb," slutter Mr, Mackenzie 
sin Beretning, „var det Al, som kunde undervise mig og 
ikke omvendt; og jeg kunde ikke blot med god Samvit- 
tighed, men endda med en Smule Stolthed anbefale ham 
til den Plads i Stratford i Kanada, som jeg havde skaffet 
ham. Han kom før sin Afrejse ofte paa Western Unions 
Kontor i Port Huron, og her var det, at han udførte den 
beundringsværdige Bedrift at fordoble det store Port 
Huron — Sarnia- Telegrafkabels Ydeævne. Det havde den 
største Betydning for Trafiken, men jeg tvivler om, at han 
nogensinde har modtaget en eneste Cent for dette værdi- 
fulde Arbejde." 

Edison forblev i Port Huron i tre Maaneder og gav 
i den Tid ogsaa andre Beviser paa sin overordentlige 
Dygtighed. Præsidentens Budskab til den lovgivende For- 



32 EDISON 

samling blev netop udstedt i de Dage, og det var Bladene 
i Port Huron meget om at gøre at faa en hurtig og fuld- 
stændig telegrafisk Beretning herom. De aftalte med 
Agenten for Western Union, at han for 60 Dollars skulde 
skaffe dem denne, og Edison fik det Hværv at tage imod 
Depeschen; det var en Aftale, at han skulde have 20 
Dollars for dette Arbejde. Men næppe havde han udført 
det, før Agenten erklærede Aftalen for ugyldig og nægtede 
ham ethvert Honorar for det store og vanskelige Ekstra- 
arbejde. Denne Mands uhæderlige Optræden vakte hos 
Edison en saadan Forbitrelse, at han øjeblikkelig forlod 
Port Huron og afrejste til Stratford for at overtage den 
Stilling som Nattelegrafist, der var sikret ham af hans 
Ven, Mr. Mackenzie. 

Han mældte sig da paa Jærnbanestationens Telegraf- 
kontor og fik straks den lovede Ansættelse. Men længe 
blev Edison ikke i Stratford. 

Lønnen var kun 25 Dollars om Maaneden, og Tele- 
grafbestyreren var en meget striks Herre, der ikke taalte 
den mindste Sløjhed i Tjenesten. For at forsikre sig om, 
at Nattelegrafisterne passede deres Telegrafnøgle og ikke 
faldt i Søvn, havde Bestyreren givet Ordre til, at de nøj- 
agtig hver halve Time med Telegrafapparatet skulde gen- 
tage Ordet six. Nu var det ikke Edison muligt at holde 
Øjnene aabne, naar han om Natten Time efter Time 
skulde sidde uvirksom paa Kontoret, og han spaserede 
derfor omkring i de stille Gader den halve Time, indtil 
han skulde møde for at repetere sit six. Men ofte havde 
han Lyst til at foretage længere Spasereture, og da han 



EDISON 33 

fandt denne natlige six-Tjenesie ganske taabelig, speku- 
lerede han ud, at Kontoruret maatte kunne vikariere 
for ham. • 

Han lavede et Hjul med visse Indsnit i dets ydre 
Kant, anbragte det i Urværket, og ved to Metaltraade 
satte han det i Forbindelse med Telegrafapparatet. Me- 
kanismen virkede, og til sin store Glæde saa' Edison, at 
Uret nu nøjagtigt hver halve Time lod Apparatet sige det 
forhadte Ord six. 

Fiffet blev imidlertid opdaget. Men den lille Opfin- 
delse bar i sig Spiren til den nuværende Lokal-Telegraf; 
der blev senere gjort praktisk Anvendelse af den. Patent 
blev udtaget, og Opfindelsen blev solgt til det amerikanske 
Distrid Telegraph- Company. 

Edisons næste Pligtforsømmelse som Telegrafist — i 
Toronto — var af mere alvorlig Art. Telegrafisterne 
skulde nu og da paa Forlangende fra fjærnereliggende 
Stationer standse visse Tog og derefter telegrafisk under- 
rette Togafsenderen om deres Ankomst til Stationen. Det 
galdt Menneskeliv, at disse Ordrer blev nøjagtigt fulgte, 
thi i Reglen var de motiverede ved, at der kom Ekstra- 
tog fra den modsatte Side ad samme Linje. 

Da hændte det en Gang, at Edison, før han havde 
givet Stopsignal til Toget, underrettede Stationsforstan- 
deren, som havde afsendt det, om dets Ankomst, og da 
han derpaa ilede ud for at standse det, var det for sent. 
Toget var forbi Stationen og næsten ude af Sigte. Men 
Edison vidste, at Togene ofte standsede nogle Øjeblikke 
ved et Varedepot et Par Hundrede Alen ude ad Linjen, og 

3 



34 EDISON 

i aandeløs Angst styrtede han afsted i vildt Løb efter 
Toget. Natten var mørk, Skrækken over den Ulykke 
der vilde ske, hvis han ikke fik Toget standset, lammede 
ham; han styrtede hovedkulds ned i en Grusudgravning 
og mistede et Øjeblik Besindelsen, Da han kom til sig 
selv, var Toget forsvundet i det Fjærne. 

Blødende og skælvende, næsten ude af Stand til at 
faa et Ord frem, tumlede han ind paa Telegrafstationen 
igen, kastede sig hen foran Apparatet og jog sit „Stands 
Toget!" henad Linjen til den næste Jernbanestation. Dog 
det var for sent. De to Tog havde allerede mødt hin- 
anden paa Jærnbanestrækningen mellem -Stationerne, og 
naar et Sammenstød afværgedes, skyldtes det alene begge 
de paagældende Lokomotivføreres Aarvaagenhed. 

En saa grov Pligtforsømmelse kunde selvfølgehg ikke 
gaa ustraffet hen, og Edison blev anmodet om ufortøvet 
at indfinde sig hos Overbestyreren, Mr. W. J. Spicer, en 
stræng Herre, af hvem han kunde vente sig det Værste. 

Edison har selv beskrevet dette Møde, og hvad der 
fulgte efter. Det tør dog maaske formodes, at han ikke 
netop i det givne Øjeblik har haft den Sans for det hu- 
moristiske i Situationen, som kommer til Orde i hans 
senere Beretning. 

„Unge Mand," sagde Mr. Spicer, idet han stillede sig 
lige foran mig. „den Forseelse, De har gjort Dem skyldig 
i, er af den alvorligste Art, og det er min Agt at statuere 
et Eksempel med Dem. Jeg kan sende Dem i Forbed- 
ringshuset i fem Aar, og . . ." 

„Længere naaede Mr. Spicer ikke. I dette Øjeblik 



EDISON 35 

traadte et Par fornemme engelske Herrer ind i Kontoret 
for at hilse paa ham, og Mr. Spieers frygtindjagende Mine 
forvandledes pludselig til det elskværdigste Smil. Snart 
var de tre Herrer inde i en ivrig Samtale. Skulde jeg 
staa dér og høre, hvad de talte om? Skulde jeg gøre 
mig skyldig i en saadan Indiskretion? — Nej, jeg vidste 
dog heldigvis, hvordan en beskeden ung Mand havde at 
opføre sig i et saadant Tilfælde. Mr. Spicer havde øjen- 
synlig ganske glemt mig; jeg trak mig stille hen til Dø- 
ren, aabnede den sagte og slap ud. 

„Øjebhkkelig styrede jeg ned mod Godsbanegaarden, 
hvor et Tog straks efter skulde afgaa til Sarnia. Jeg 
kendte Togføreren, og efter at jeg havde bundet ham en 
Historie paa Ærmet, som han var saa skikkelig at tro 
paa, fik jeg Lov at køre med. Snart tabte jeg af Syne 
Telegrafstationen, hvor Mr. Spicer formodentlig endnu sad 
og underholdt sine Englændere; men rohg blev jeg ikke, 
før Færgebaaden mellem Sarnia og Port Huron havde 
landsat mig i den sidste By. Jeg har aldrig senere sat 
mine Ben i Toronto, og heller ikke har jeg funden Anled- 
ning til at kræve det Gagebeløb, jeg havde tilgode, da jeg 
echapperede." 

I Port Huron fik Edison snart Lejlighed til at øve en 
Bedrift, som vakte en kolossal Opsigt. Vinteren havde 
været usædvanlig stræng, og henimod dens Slutning over- 
skar Ismasserne Telegrafkablet mellem Port Huron og 
Sarnia. Floden, som paa det Sted er halvanden Mil 
bred, var ganske ufarbar, og al Forbindelse var saaledes 
afbrudt. Dette voldte de alvorligste Ulæmper, og mange 



36 



EDISON 



gode Hoveder spekulerede forgæves paa, hvordan man 
skulde bære sig ad med at bringe en Forbindelse til 
Veje. 

Edison hittede paa Raad. En Dag, da en vigtig 
Efterretning fra Port Huron skulde bringes til Sarnias 
Kundskab, sprang han op paa et Lokomotiv og sendte 
over de isbundne Vande en gennemtrængende Fløjten i 
rytmisk Takt efter Morse-Alfabetet. 

„Hallo, Sarnia! Sarnial horer De, hvad jeg siger?"' — 
Intet Svar fra Sarnia-Telegrafisten. Atter og atter gentog 
Edison Sporgsmaalet ; atter og atter formede de korte og 
lange Signaler med Lokomotivflojten sig -til Telegrafiens 
Prikker og Streger, og paa Flodbredden omkring Loko- 
motivet, hvor Edison stod, havde der efterhaanden samlet 
sig en Mængde Mennesker, som i den yderste Spænding 
lyttede efter Svar fra den modsatte Flodbred, der laa ind- 
hyllet i Taage. Endelig, efter mange frugtesløse Forsøg, 
kom Svaret. Klart og bestemt og fuldkommen forstaaeligt 
for Edison lod det frem gennem Taagen, og Mængden brod 
ud i begejstrede Raab. Forbindelsen mellem de to Ryer 
var genoprettet. 

Denne lille Regivenhed, saa simpel og fordringsløs 
den i og for sig synes at være, bragte den unge Telegra- 
fists Navn frem for Offenligheden, og i Virkeligheden var 
det den, som lagde Grundstenen til hans internationale 
Rerømmelse. 

Edisons Ævner som Telegrafist var nu saa alminde- 
ligt kendte, at han ikke havde nogen Vanskelighed ved at 
finde Reskæftiaelse. Han fik forst en Ansættelse i Adrian, 



EDISON 37 

Michigan, senere i Fort Wayne i Indiana, og hans Dygtig- 
hed vandt megen Anerkendelse. Men hans gode Humør, 
der af og til gav sig Udslag i lidt Spasmageri under Tje- 
nesten, og endnu mere hans Hang til at eksperimentere 
bragte ham ikke saa ganske sjældent i Kollision med de 
Forskrifter, der var givne Telegrafisterne. I Indianopolis 
havde disse i Virkeligheden ret uskyldige Uregelmæssig- 
heder endog hans Afskedigelse til Følge. 

Han tog sig dette meget let. Ti han havde allerede 
paa den Tid i en Alder af sytten Aar, gjort en ny Opfin- 
delse, som stærkt beskæftigede hans Tanker. Det var et 
telegrafisk Instrument, som var i Stand til at overføre 
Skrift fra en Linje til en anden uden nogen Telegrafists 
Hjælp. 

I et nylig udkommet telegrafisk Værk omtales denne 
avtomatiske Skriftoverfører som „det simpleste og skarp- 
sindigst udtænkte Apparat i sin Art", og det tilføjes, at 
den har vist sig at arbejde godt i Praksis. „Den er," 
hedder det, „navnlig meget brugbar, hvor det i Anledning 
af indtrædende Forstyrrelser paa Linjen gælder om at 
klare sig i en snæver Vending." 

Edison havde nu faaet Uro i Blodet. Han spekulerede 
stadig paa nye Opfindelser samtidig med, at han maatte 
døje det ensformige Slid, hans Pligter som Telegrafist 
paalagde ham. I den Alder, hvor tilstrækkelig Søvn og 
rigelig Ernæring er allermest nødvendig for Menneskets 
aandelige og legemlige Udvikling, havde Edison mindst af 
alt Tanke for at sove og spise. Ofte glemte han ganske 
Maaltiderne; og hans Lampe brændte ikke blot til lanst 



38 EDISON 

over Midnat, tidt og mange Gange blandede dens Lys sig 
med det graa Skær fra den gnende Dag. Den unge Op- 
finder stjal til sine Studeringer og Eksperimenter de Ti- 
mer, om hvilke Lægerne fortæller os, at i dem er Livs- 
kraften i sin laveste Ebbe og mest afhængig af „Naturens 
milde Vederkvæger." 




ANDET KAPITEL 



EDISON SOM TELEGRAFIST. HVAD DER HÆNDTE HAM I INDIANA- 
POLIS, CINCINNATI, MEMPHIS OG LOUISVILLE. HANS AUTOMATISKE 
SKRIFTOVEKFØRER. EN OPFINDERGAL TELEGRAFBESTYRER. EDISON 
I PJALTER. LOUISVILLE -PRESSEN GIV^ER FESTMIDDAG FOR HAM. 
„VAGABOND-TELEGRAFISTERNE" OG DERES LEBEN. EDISONS DØV- 
HED. EN POLITIBETJENT SKYDER PAA EDISON. DET UNDERSØISKE 
KABEL. EDISON BORTFØRER ET LOKOMOTIV OG KOMMER TIL BOSTON. 




iDT efter lidt vaagnede hos Edison Bevidst- 
heden om de store Ævner, han sad inde 
med, og samtidig hermed skød hans Ær- 
gerrighed Vækst. Han vilde vise, at han 
som Telegrafist kunde præstere noget 
dygtigere end de ældre Kolleger, og det 
lykkedes ham ogsaa at vække sine Foresattes Forbav- 
selse. 

Sammen med en jævnaldrende Kollega, der var hge- 
saa ivrig i Tjenesten som han, paatog han sig at modtage 
de store Nattelegrammer til Bladene, et Arbejde, som 
ellers paahvilede en af de ældre og mere øvede Telegra- 
fister, og som krævede en betydehg Rutine. De to unge 
Mænd sled tappert i det, og en Tidlang gik det taaleligt 



40 EDISON 

godt. Men saa blev der i Cincinnati, hvorfra de fleste af 
Telegrammerne indløb, ansat en usædvanlig hurtig Tele- 
grafist, og nu forstod Edison, at de maatte give tabt, hvis 
ikke de kunde hitte paa ganske ekstraordinære Hjælpe- 
midler. 

Saa var det, at Edison opfandt sin avtomatiske Skrift- 
overfører. 

Han satte to Morse-Instrumenter i Forbindelse med 
hinanden; det første af dem modtog Telegramstriralen med 
dens Streger og Prikker saa hurtigt, som Telegrammet 
blev afsendt, og Skrifttegnene overførtes derpaa gennem 
det andet Instrument i et langsommere Tempo. Appa- 
ratet virkede udmærket, Telegrammerne blev absolut nøj- 
agtige — hvad de ikke tidligere havde været — , og Be- 
styreren af Telegrafstationen var umaadelig glad for sme 
to unge Mennesker, hvis Dygtighed forekom ham næsten 
overnaturlig. De havde bevaret Opfindelsen af Skrift- 
overføreren som en dyb Hemmelighed. 

Men galt endte det alligevel. En Nat indløb der et 
kæmpemæssigt Telegram, som blev afsendt med en rivende 
Hurtighed; selv ved Hjælp af det nye Apparat kunde 
Edison og hans Ven ikke holde nogenlunde Trit med 
Afsenderen, de kørte fast, og Telegrammet, som var af 
stor politisk Betydning, kom et Par Timer for sent ud. 

Bladredaktionerne klagede, Telegraf bestyreren under- 
søgte Sagen, og Hemmeligheden med den avtomatiske 
Skriftoverfører afsløredes. Denne Opfindelse, som i Virke- 
hgheden bar i sig den første Spire til Fonografen, blev 
af Telegraf bestyreren reduceret til „det rene Hokus- 




rortræt af Edison fra 1893. 



EDISON 43 

Pokus", og de to unge Mænd fik paa staaende Fod deres 
Afsked. 

Imidlertid havde man jo paa Telegrafstationen i Cin- 
cinnati haft Lejlighed til at overbevise sig om Edisons 
Dygtighed, og han opnaaede her straks efter en Ansæt- 
telse som Dag-Telegrafist med en Maanedsgage af 60 Dol- 
lars. Hans Iver i Tjenesten var ikke ringere nu end før; 
naarsomhelst kan kunde faa Lov at „arbejde med Traa- 
den" om Natten med, gjorde han det. 

Kort efter Edisons Ankomst til Cincinnati forefaldt 
der en Episode, som fik en vis Betj^dning for ham. 

En Kres af Cleveland-Telegrafister kom en Dag ned 
til Cincinnati for der at danne en lokal Afdeling af Tele- 
grafisternes Forening. Fra de ældste Tider har det jo 
været Skik at styrke den broderlige Enigheds Baand med 
rigelig alkoholisk Væde, og Cleveland-Telegrafisterne var 
ikke til Sinds at bryde med Traditionen. Edison, der 
imidlertid den Gang som senere var yderst afholdende, 
erklærede, at hans Kameratskabsfølelse ikke trængte til 
noget Stimuleringsmiddel, og at han hellere vilde blive 
ved sit Telegrafapparat. Hans Kolleger og de fremmede 
Telegrafister begav sig saa til Soldet, som var arrangeret 
i et Lokale i Nærheden af Stationen. 

Paa Telegrafkontoret blev ingen Andre tilbage end 
Edison og Drengen, som skulde løbe med Telegrammerne. 
Apparaterne begyndte at dikke; der skulde modtages og 
afsendes Depescher; der var nok at gøre for to— tre 
Mand. Men de kære Kolleger, som sad midt i deres 
Bakkanal, var allerede saa omtaagede, at Ingen af dem 



44 EDISON 

formaaede at tage Affære. Edison maatte da klare det 
hele paa egen Haand, og hans enestaaende Dygtighed 
bragte ham ogsaa over alle Vanskehgheder. Efter Nattens 
anstrængende Arbejde sad han endnu Klokken otte om 
Morgenen paa sin vante Plads, da Bestyreren traadte ind 
i Kontoret. 

Edison var altfor god Kollega til, at han skulde tale 
om sine Kameraters Pligtforsømmelse; han nævnte ikke 
et Ord om det store Ekstraarbejde, han havde gjort. Men 
Telegrafdrengen var ikke sén til at fortælle Historien. 
Edison vandt nu sine Overordnedes varige Bevaagenhed, 
som — mærkehgt at berette, men saare ' behageligt for 
ham — gav sig Udtryk i klingende Mønt: hans Gage blev 
forhøjet til 105 Dollars om Maaneden. 

Ganske vist blev der ogsaa samtidig hermed lagt et 
større Ansvar paa den unge Mands Skuldre. Louisville- 
Ledningen blev betroet til ham, og det var den vigtigste 
af alle Ledninger, fordi samtlige Beretninger fra Syden 
passerede igennem den. Her krævedes en ganske særlig 
dygtig og udholdende Telegrafist; og saa ung Edison var, 
havde han jo allerede gjort sit Mesterstykke. Under Be- 
tjeningen af Louisville-Linjen udspandt der sig iøvrigt en 
livlig Kappestrid mellem Edison og en Mr. Robert Martin, 
der i vide Krese blandt Telegrafister var bekendt for at 
kunne aflevere en Depesche hurtigere og tydeligere end 
de fleste. Den dagligt fortsatte Konkurrencekamp med 
denne udmærkede Kollega blev ifølge Edisons egne Ud- 
talelser af afgørende Betydning for Udvikhngen af hans 
Ævner som Telegrafist. 



EDISON 45 

Fra Cincinnati kom Edison til Memphis i Tennessee. 
Her liavde Telegrafisterne 125 Dollars om Maaneden, men 
til Gengæld var de under stræng militær Dieiplin. Kol- 
legerne var jævne Slidere, hvem det ikke noget Øjebhk 
faldt ind at anerkende det unge Talent, som var dumpet 
ned iblandt dem; men paa den anden Side var ogsaa en- 
hver Tanke af Misundelse dem ganske fjærn. Helt ander- 
ledes forholdt det sig med Bestyreren af Telegrafstationen. 
Han troede om sig selv, at han var en stor Opfinder; det 
var en fiks Idé hos ham, som hans Venner og Slægtninge 
forgæves havde søgt at kurere ham for. Bestandig havde 
han en „Opfindelse" under Arbejde; da Edison tiltraadte 
sin Plads paa Stationen, syslede Manden med en Skrift- 
overfører — naturligvis uden Held. 

Edison tog sig vel i Vare for at fortælle sin Foresatte, 
at han allerede forlængst havde opfundet et saadant Ap- 
parat; han saa' hvor ophidset den stakkels Mand blev, 
naar Talen faldt paa Andres Opfindelser. Imidlertid kunde 
Edison umuligt lade være med selv at eksperimentere; og 
takket være hans lykkelige Haand og hans geniale Indfald 
skabtes der for første Gang en telegrafisk Forbindelse 
mellem Louisville og New Orleans. 

Da den opfindergale Telegraf bestyrer erfarede dette, 
kom han i et sandt Raseri. At saadan en ung Knægt, 
der tilmed var ansat paa hans eget Kontor, skulde gaa 
og gælde for større Opfinder end han selv, det var mere, 
end han kunde finde sig i! Og paa Grundlag af en op- 
digtet Beskyldning gav han ham øjebhkkelig sin Afsked. 

Det var et haardt Slag for Edison. Han havde tænkt 



46 EDISON 

sig, at han foreløbig skulde blive, hvor han var, saa han 
havde slet ingen Penge lagt til Side. En stor Del af sin 
Gage havde han sendt hjem til sine fattige Forældre, 
Resten af den havde han forlængst omsat i Bøger og In- 
strumenter. Hans Helbred var medtaget af mange Nætters 
overanstrængende Arbejde; han var træt og en Smule 
modfalden, han trængte i dette Øjeblik mest af Alt til en 
Moders kærhge Pleje. Og nu rejstes der nye og svære 
Krav til hans Energi, der allerede havde brudt saa mange 
Skranker. Ikke et Menneske havde han at støtte sig til, 
Penge var det ham umuligt at skaffe til Veje, han havde 
end ikke saa meget som til en Jærnbanebillet. 

Dog, Energien svigtede ham heller ikke denne Gang. 
Syg og svag, som han var, besluttede den syttenaarige 
Knøs at gaa paa sine Ben til Louisville i Haab om der 
at finde Beskæftigelse. Han havde vandret Hundrede 
Mil, før han var saa heldig at faa fri Rejse et Stykke af 
Vejen; og til Fods ankom Edison til Louisville. 

Det var en kold og trist Morgen i Begyndelsen af 
Vinteren; Kirkernes Taarnure slog netop seks, da han 
traadte ind i Gaderne, og den store By var næppe vaag- 
net endnu. I det dæmrende Morgenlys skimtede han de 
tunge, truende Skyer, som lavt over hans Hoved gled 
langsomt frem, — de syntes ham onde Varsler om det, 
som ventede ham; et tyndt Islag dækkede Brostenene og 
Husenes Facader, — han følte det, som tog en kold Haand 
ham om Hjærtet; det var, som strømmede der Kulde ud 
imod ham fra denne By, hvor han vendte sig hen. 

Edison havde aldrig følt noget saadant før; aldrig 



EDISON 47 

havde saadaniie uliaandgribelige Ting gjort saa stærkt et 
Indtryk paa ham. Men Forklaringen Hgger jo ganske 
nær. I flere Dage havde han lidt af Sult, han var nu 
forfærdelig træt og næsten lammet af Kulden. Saalerne 
var slidte ud af hans Sko, der hang i Laser om de op- 
hovnede Fødder; paa Hovedet havde han en Straahat, 
og over den tynde, lyse Sommerdragt, der var stærkt 
medtaget, bar han kun en elendig Lærreds Støvfrakke. 
Alle hans rørlige Ejendele fandtes i en lille Bylt, som han 
bar paa Nakken. 

Nu stod Edison foran Telegrafstationen. Skulde han 
vove sig derind og spørge, om man havde Brug for ham? 
Nyttede det noget at forsøge? Vilde man ikke udle ham, 
Vagabonden, og bede ham forføje sig bort? Saa modløs 
var han, at han virkelig et Øjeblik tænkte paa helt at 
opgive Ævret. Men saa tog han sig sammen. Havde han 
udstaaet alle d.e haarde Strabadser for fejgt at vige af, 
naar han endelig stod foran Maalet! 

Hurtigt bankede han paa og traadte ind i Telegraf- 
kontoret. Han fik straks Bestyreren i Tale og spurgte i 
frejdige og sikre Ord, om der var Brug for ham som 
Telegrafist. Hverken Telegrafisternes haanende Smil eller 
Bestyrerens mistænksomme Mine undgik Edisons Opmærk- 
somhed; men han lod som Intet. Han fortalte om sin 
tidligere Virksomhed, om Aarsagen til, at han var bleven 
afskediget i Memphis, og han forklarede, hvorfor han saa' 
saa miserabel ud i Klæderne. Sluttehg bad han om 
Tilladelse til straks paa staaende Fod at aflægge en Prøve 
ved Telegrafapparatet. 



48 EDISON 

Bestyreren lyttede med stigende Undren til hans For- 
tælling, lod ham prøve — og forbavsedes i den Grad over 
den unge, lasede Mands Perfektibilitet, at han uden Tø- 
ven engagerede ham. 

Edison blev i Louisville i to Aar. 

I Begyndelsen fandt han sig meget ilde tilpas blandt 
sine Kolleger. Det var nogle temmelig raa og fordrukne 
Kavallerer, og til Tider vilde de gerne drive Spas med 
ham. Men det varede ikke længe, før hans overlegne 
Dygtighed og hans rolige Væsen afvæbnede dem, og da 
han altid var villig til at gøre dem Tjenester ved at paa- 
tage sig deres Arbejde, naar de ønskede at være fri, 
endte det med, at de kom til at sætte Pris paa deres unge 
Kollega. 

Mens Edison var i Louisville, kom Rejselysten over 
ham. Han havde hørt æventyrlige Beretninger om de 
Rigdomme, der var at hente i Sydamerikas Bjærgegne, og 
sammen med to af sine Venner, Kean og Warren, tog 
han afsted. Men han naaede ikke længere end til New 
Orleans; her traf han en gammel, erfaren Spanier, som 
kom lige fra Sydamerika, og som fortalte ham, at det var 
Digt og hensynsløs Reklame, hvad man berettede om de 
Egne, hvortil Edison agtede sig. Saa opgav han sit For- 
sæt, gjorde en bile Afstikker til sit Hjem i Port Huron 
og vendte snart igen tilbage til sit Arbejde paa Louisville 
Telegrafstation. 

Efterhaanden samlede han sig Instrumenter og Kemi- 
alier til et helt lille Laboratorium, han indrettede sig et 
beskedent Trykkeri, ja, han fik endog et diminutivt Ma- 



EDISON 51 

skinværksted stablet sammen. Hans Lyst til at eksperi- 
mentere var i stadig Stigen. Men iøvrigt havde han fuldt 
op at gøre paa Telegrafstationen, og som den flinkeste af 
alle Telegrafisterne var det altid ham, der skulde tage 
imod de store Telegrammer til Bladene. 

Saaledes ekspederede han en Gang et uhyre stort 
Telegram om Præsidentens Budskab og om et meget langt 
og overordentlig vigtigt Lovforslag. Han arbejdede her- 
med uafbrudt fra Kl. 872 om Eftermiddagen til Kl. 472 
næste Morgen. Men han nøjedes ikke med blot at modtage 
og nedskrive Telegrammet; gammel Bladmand som han 
var fra sine Drengeaar, forstod han, at det vilde være 
umuligt for Bladene at faa denne uhyre Depesche med i 
Morgennumrene, hvis der ikke blev gjort særhge Anstræn- 
gelser. Han sendte dem da Telegrammet i ganske smaa 
Partier, en Mængde Bude var hele Aftenen og Natten i 
uafbrudt Løb frem og tilbage mellem Telegraf kontoret og 
Sætterierne, og saa nøje afpassede han det, at alle Sæt- 
tere stadig var i Aktivitet, hver enkelt kun med nogle faa 
Linjer „paa Haanden". Faa Timer efter at Edison havde 
lagt sit trætte Hoved mod Puden, udkom Bladene med 
Spalte paa Spalte fyldt af Nattens sensationvækkende 
Telegram. 

Louisville-Pressen viste sin Taknemlighed mod Tele- 
grafist Edison og sin Beundring for ham ved at foran- 
stalte et stort Festmaaltid til hans Ære. 

Der var paa den Tid blandt en stor Del af Telegra- 
fisterne i de forenede Stater paatænkt en Kappestrid om, 
hvem der kunde afsende et Telegram med størst Hurtig- 



52 EDISON 

hed. Edison formaaede at nedskrive de modtagne De- 
pescher hurtigere end nogen af de Telegratister, han liavde 
kendt, men han telegraferede forholdsvis langsomt. Det 
maatte der bødes paa. Og længe varede det ikke, før 
Edison havde lavet sig en selvvirkende Maskine, ved 
Hjælp af hvilken han efter at have optegnet Telegrammet 
langsomt og nøjagtigt kunde reproducere det med en stærkt 
forøget Hurtighed. Desværre blev der ikke noget af den 
paatænkte Konkurrence, i hvilken Edison nu vilde have 
været en sikker Vinder. 

Forholdene paa Louisville Telegrafstation ud^'iklede 
sig efterhaanden paa en mindre heldig* Maade. Selve 
Stationen og dens Apparater var mod Slutningen af 
Krigen i en tarvelig Forfatning, Bestyreren holdt ingen 
Diciplin, og Edisons Kolleger tillod sig de groveste Ud- 
skejelser. 

Edison har selv fortalt Et og Andet herom: 
„En Nat da jeg var i Færd med at modtage et Tele- 
gram, hørte jeg en frygtelig Larm paa Trapperne udenfor, 
og et Øjeblik efter væltede en af mine ældre Kolleger ind 
ad Døren. Han stod et Minut og samlede Kræfter, saa 
ravede han henimod Kakkelovnen og sparkede den om- 
kuld, saa at Soden fra Røret væltede ud over Gulvet. 
Og nu begyndte han en sand Bersærkergang. Han kastede 
Omvekslingsbrædtet over Ende, flyttede alle Telegraf- 
bordene ud fra Væggen og dyngede dem med Instru- 
menter og det hele sammen i ét Kaos; saa gik han løs 
paa Batteriværelset. Ogsaa her ødelagde han saa meget, 
som han kunde overkomme; Hylderne rev han ned, en 



EDISON 53 

Flaske med Salpetersyre knustes, og dens Indhold trængte 
igennem Gulvet og spolerede Bøgerne i Kontoret neden- 
under. Da alt dette var besørget, forlod tian Lokalet, 
synlig tilfreds med sig selv. 

„Med stort Besvær fandt jeg den Traad, gennem 
hvilken jeg var i Færd med at modtage Telegram, da jeg 
paa en saa radikal Maade blev afbrudt ; det lykkedes mig 
paany at knytte Forbindelsen, og jeg fik Depeschen eks- 
pederet. Men Ødelæggelsen i Kontoret kunde jeg ikke 
raade Bod paa, og Alt laa i den Tilstand, hvori min vær- 
dige Kollega havde efterladt det, da Telegraf bestyreren 
Kl. 8 om Morgenen traadte ind ad Døren. 

„Et Øjeblik blev han staaende paa Tærskelen, stum 
af Forbavselse. Saa traadte han henimod mig og sagde: 

„Hvad i Alverden er her gaaet for sig? — Hvem har 
gjort dette?" 

„Jeg nølede lidt med at svare, men maatte jo ud med, 
at det var Billy, som ikke havde været ganske ædru. 
Bestyreren krydsede et Øjebhk frem og tilbage over Gul- 
vet mellem Ruinerne af Kakkelovnen og Bordene og 
sagde saa følgende besindige Ord: 

„Hvis Billy gør det én Gang til, saa afskediger jeg 
ham!" 

„Jeg tror, at jeg var ikke langtfra at smile. Jeg kom 
til at tænke paa, at jeg et Par Gange tidhgere i mit Liv 
var bleven afskediget for „Forseelser", der maaske var en 
Smule mindre end denne". 

Edison fortæller videre: 

„En Gang var jeg nær bleven slaaet helt fordærvet 



54 EDISON 

af en af mine bakkusdyrkende Kolleger. Da jeg aldrig 
gik med til deres Drikkelag, udnævnte de mig til deres 
Kasserer; og naar de saa skulde ud sammen paa Sold, 
havde jeg det behagelige Hværv at uddele til dem af 
deres egne Penge saa store eller smaa Beløb, som an- 
tagehg lod sig omsætte i Spiritus, uden at de Paagæl- 
dende blev ganske uarbejdsdygtige til det Tidspunkt, hvor 
de skulde møde og overtage Vagten. Mine gamle Kol- 
leger fandt denne Ordning umaadelig praktisk, og en ny 
Mand, som senere var traadt til, undergav sig ligeledes 
villigt min Kasserermyndighed; — indtil den første Ud- 
betaling til Sold skulde finde Sted. Formodentlig har jeg 
vurderet min nye Kamerats Ævne til at taale Spiritus for 
lavt, thi han blev aldeles rasende over „det Par Skilling" 
jeg tilstod ham; og da jeg ikke vilde give ham mere, 
overfaldt han mig, slog mig til Jorden og var godt i Færd 
med at mase mit uskyldige Hoved, da de Andre rev ham 
væk og gav ham en saa forsvarhg Livfuld Hug, at han 
maatte paa Hospitalet, hvor de brugte tre Uger til at lappe 
ham sammen." 

Edison selv var i en permanent Pengeforlegenhed. 
Han købte en Mængde Bøger og var en af Antikvar- 
boghandlernes bedste Kunder; han havde allerede samlet 
sig et helt lille Bibliotek. De Penge, han ikke brugte paa 
denne Maade, plukkede hans mer og mindre nødhdende 
Kolleger ham for. Der havde paa den Tid udviklet sig 
et Slags Proletariat blandt Telegrafisterne i Louisville og 
omhggende Byer. Antallet af „Vagabond-Telegrafisterne", 
som de kaldtes, fordi de aldrig var beskæftigede mange 



EDISON 55 

Uger paa hvert Sted. var i stadig Stigen. Edisons Ædrue- 
lighed sj'ntes dem fænomenal, og de sluttede heraf, at 
han maatte være Velhaver. Altfor ofte var han godmodig 
nok til at give dem, hvad han havde i Lommen. Han 
havde ondt af disse Fyre, der, ligesom han selv i sin Tid, 
i Reglen kom vandrende til Staden uden Saaler i Støv- 
lerne og uden Penge til at skaffe sig Husly for. Under- 
tiden tog han saadanne omflakkende Kolleger i sin Vare- 
tægt for en Nat og lod dem sove i sit Værelse; men det 
hændte nu og da, at de ilde lønnede hans Godmodighed. 

Saaledes havde Edison en Gang paa en Avktion er- 
hvervet sig halvtresindstyve Bind af North American Re- 
view, og henrykt over at have kunnet skaffe sig alle disse 
Bøger bar han dem hjem og stillede dem sirligt op paa 
Reolens Hylder. Netop samme Aften maatte han tage 
imod seks vagabonderende Kolleger; han installerede dem 
i sit Værelse og begav sig til Telegrafstationen for at ud- 
føre sin Nattjeneste. Men da han kom hjem, var de seks 
Kamerater forsvundne med de halvtresindstyve Bøger. 
Han fandt de seks brave Mænd døddrukne paa et Værts- 
hus ; de havde ærhgt og redehgt betalt deres Rus med de 
Penge, en Pantelaaner havde betalt dem for de halv- 
tresindstyve Bøger. 

Ved en anden Lejlighed, da Edison vendte hjem Kl. 
4 om Morgenen efter en Nats anstrængende Tjeneste, 
fandt han til sin store Forundring Døren indvendig fra 
barrikaderet med Bord og Stole; han anede ikke, at han 
havde Fremmede, før han saa' to af Vagabond-Kollegerne 
liggende i Sengen med Støvlerne paa. 



56 EDISON 

„Jeg fandt," siger Edison, „at dette dog var for store 
Fordringer at stille til Gæstfriheden; jeg slæbte dem der- 
for ud paa Trappen og lod dem ligge dér til Afsvaling." 

En Gang var Edison nær paa en meget følelig Maade 
kommen i Konflikt med Politiet. Han fortæller herom 
følgende lille Historie: 

„Det hændte ikke saa sjældent, at jeg efter at have 
gjort større Indkøb hos Antikvarboghandlerne maatte be- 
give mig direkte til Telegrafstationen, og naar jeg saa i 
en sén Nattetime var færdig med mit Arbejde dér, slæbte 
jeg Bøgerne med mig hjem. Saadan kom jeg gaaende 
henad Gaden en Nat Klokken halvfire med en stor Bunke 
Bøger i en Sæk paa Ryggen, da en Politibetjent raabte 
mig an. Paa Grund af min Døvhed anede jeg ikke, at Nogen 
havde raabt efter mig ; derimod hørte jegtæt ved mig Knaldet af 
et Pistolskud. Politibetjenten havde troet, at jegvarenTyv,der 
vendte hjem fra en natlig Ekspedition; naturligvis var 
han bleven bestyrket i denne Formodning, da jeg ikke 
standsede ved hans Raab, og saa havde han fyret efter 
mig. Han blev ikke saa lidt forskrækket, da han kom 
nærmere og genkendte i mig Telegrafisten, som Louis- 
ville-Pressen havde bespist." 

Den Døvhed, Edison lider af, og som han allerede 
her selv omtaler, har han den Togfører at takke for, der, 
som foran omtalt, kastede ham ud af Godsvognen paa 
den store Pacifikbane. Togføreren gav ham et saa vold- 
somt Slag paa Øret, at Trommehinden sprængtes, og 
Ondet har senere ikke kunnet hæves. Det er betegnende 
for Edisons rolige Finden sig i det Uundgaaelige, at Ingen 



EDISON 57 

nogensinde har hørt ham klage over denne Svaghed, der 
dog har voldet ham, Opfinderen af de mange Lydbrin- 
gere, saa store Ulæmper. 

I Louisville udgav Edison sin første Afhandling om 
Elektricitet; og her udviklede han sin Skrivefærdighed og 
tilegnede sig den faste Haandskrift, af hvilken neden- 
for er givet en Prøve. Den er, som man ser over- 
ordentlig t3'delig og ganske ensartet, og allerede paa dette 
Tidspunkt var han i Stand til at skrive fem og fyrretyve 



C4.t/e "Wu ocDM idecu4_, o/vid 1 loLke. 



-tfcatTi,^ oi^cxij^ eAo^c^eJ tA,J^ eccg-ixIvieUt^^ 
l^c<n^ioli»rxcu <M^cJr(X^xxl Kind c^lixn^. 

Edisons Haandskrift. 

Ord i Minuttet; det vil sige, at han kunde skrive ligesaa 
hurtigt, som en Telegrafist ved et Morse-Apparat kunde 
afsende Depeschen. 

Den gamle Stationsbygning blev snart afløst af et nyt, 
rummeligt Hus, som ved sin hele Indretning og ved de 
udmærkede Instrumenter, hvormed det blev forsynet, i 
fortrinlig Grad gjorde Fyldest overfor den bestandigt 
øgede Telegramtrafik. Samtidig med at man flyttede ind 
i de nye Lokaler, kom der bedre Orden i Tingene, og en 
strængere Diciplin indførtes. 

4a 



58 EDISON 

Sin Telegraftjeneste passede Edison stadig med den 
største Samvittighedsfuldhed, men hans idelige Eksperi- 
menteren bragte ham i Kollision med de Ordensregler,^ 
som nu blev fastslaaede. 

Fremtidig maatte Telegrafinstrumenterne ikke flyttes 
fra de Steder, hvor de stod, og heller ikke Kemikalierne 
maatte fjernes. „Det var," fortæller Edison, „Bestem- 
melser, som jeg umuligt kunde overholde; jeg skulde jo 
bruge alle disse Sager til mine Forsøg, og i natlige Fri- 
timer pillede jeg Apparater, som ikke anvendtes, ud af 
deres Sammenhæng og brugte af S3'rerne, saadan som jeg 
altid hidtil havde gjort. 1 nogen Tid gik. det godt, men 
saa hændte det en Nat, at jeg inde i Batteriværelset kom 
til at vælte en Beholder med Svovlsyre. Den ætsende 
Vædske trængte igennem Gulvet, og hge nedenunder 
havde Telegraf bestyreren sit Værelse ; hans Gulvtæppe og 
nogle Papirer, som laa paa hans Pult, blev ødelagte. Da 
var min Time slaaet. Næste Dag meddelte min Foresatte 
mig, at hvad han havde Brug for var Telegrafister, ikke 
Eksperimentører, hvorpaa han udbetalte mig mit Tilgode- 
havende og sagde Farvel; — han overlod til mig at 
sige Tak." 

Edison fik straks efter Ansættelse i Cincinnati. Her 
begyndte han at studere Lokomotivets Indretning, hvilket 
væsentlig skyldtes den Tilfældighed, at Lokomotivremisen 
laa i umiddelbar Nærhed af Telegrafstationen. Edison til- 
bragte næsten al sin Fritid inde i det store Rum, hvor 
Maskinerne stod; og en Dag, mens Lokomotivføreren og 
Fyrbøderen tog deres Middagslur, fattede han den raske 



EDISON 

Beslutning at forsøge sig som Lokomotivfører. Han fy- 
rede selv op under Maskinen, og kort efter dampede Mr. 
Edison afsted forbi Telegrafstationen med sit Lokomotiv. 

Ingen havde iagttaget denne ejendommelige Udflugt, 
■og den unge Amatør-Fører havde maaske næppe selv 
nogen Forestilling om den Fare, som var forbunden med 
den. Det lykkedes ham virkelig ganske paa egen Haand 
at faa Lokomotivet styret tilbage i Remisen, og da dets 
retmæssige Herre vaagnede af sin Middagssøvn, stod Ma- 
skinen paa sin Plads, og Edison sad inde paa sin Kontor- 
stol og prikkede med Telegrafnøglen, som om det var 
det eneste Apparat, hans Fingre nogensinde havde sat i 
Bevægelse. 

Men da Lokomotivføreren lidt efter kom til at se paa 
Maskinen, blev han højlig forbavset. Han vidste, at den 
var pudset og blank, da han for en Time siden lagde sig 
til at sove, og nu bar den tydelige Spor af at have været 
brugt, tilmed af en Ukyndig; Kedlen maatte have været 
overfyldt, thi Maskinen var ganske tilsølet af Sod og 
grumset Vand. Det gik hurtigt op for Lokomotivføreren, 
at Forbryderen ikke kunde være nogen Anden end Edi- 
son, og denne aflagde ogsaa straks i spøgende Ord fuld 
Tilstaaelse. Men hvem der ikke lo ad Spøgen, var Tele- 
grafbestyreren, — og Edison saa sig snart forflyttet til 
Telegrafstationen i Port Huron. 

Imidlertid havde han allerede i Cincinnatis Telegraf- 
kontor og Lokomotivremise undfanget de første, endnu 
uklare Tanker, som senere skulde føre til Opfindelserne 

4a» 



60 EDISON 

af Dupleks-TelegraferiDgen og den elektriske Jærnbane- 
kørsel. 

Om Edisons Liv i Port Huron, hvor han blev i atten 
Maaneder, er der ikke meget at fortælle. Han passede 
sit Arbejde som Telegrafist og fortsatte ved Siden heraf 
sine Studeringer, hvortil han, ligesom i Louisville, erhver- 
vede sig en Mængde brugte Bøger. Under sit Ophold i 
Port Huron var det. at Edison gjorde den skarpsindige 
Opfindelse, ved hvilken det lykkedes at benytte et under- 
søisk Kabel til to Strømløb. Der opnaaedes herved en 
væsenthg Besparelse, og Opfindelsen blev antaget af det 
store Pacifikbaneselskab. Selskabets Bestyrelse gav Edi- 
son fri Rejse til Boston, hvor der paa Franklin Telegraf- 
kontor ventede ham en Ansættelse, som var sikret ham 
af den Mand, der er bleven hans Ven for hele Livet, Mr. 
Milton Adams. 

Denne Jærnbanebillet var Alt, hvad Edison fik for sin 
Opfindelse, og han ejede i det Øjeblik, han skulde tiltræde 
sin Rejse, kun nogle faa Dollars. Han havde stadig 
maattet sende Penge hjem til Hjælp ved Familiens Under- 
hold; fattige Kolleger, som ikke kunde faa Ansættelse, 
holdt bestandig til hos Edison, der ikke nænnede helt at 
afvise dem; og den Smule, han saa fik tilovers til sig 
selv, brugte han til Instrumenter og Lignende. Han be- 
høvede ikke at tælle sine Penge for at overbevise sig om, 
at der ikke kunde blive Raad til at anskaffe de nye Klæ- 
der, han saa haardt trængte til. 

Edison har selv fortalt om sin Debut i Boston: 

„Efter at have rejst i fire Døgn kom jeg til mit Be- 



EDISON 61 

stemmelsessted. og jeg gik straks til Telegrafkontoret. Jeg 
var noget udmattet af Rejsen og saa' vel i det hele lidt 
derangeret ud; Telegraf bestyreren iagttog mig med et 
skeptisk Blik og spurgte mig, om jeg straks kunde tage 
fat paa Arbejdet. Jeg svarede Ja, og han anmodede mig 
saa om at møde paa Kontoret om et Par Timer, nøjagtigt 
Kl. 5,50 om Eftermiddagen. 

„Jeg drev om i Gaderne saa længe og følte mig ikke 
saa hdt benovet i den store By, hvor jeg ikke kendte et 
Menneske. Præcis til det angivne Klokkeslet mødte jeg 
paa Kontoret, hvor jeg blev præsenteret for mine nye 
Kolleger. Jeg lagde straks Mærke til, at de var ganske 
anderledes velklædte end Telegrafisterne i Vesten ; de be- 
tragtede mig da ogsaa med forbavsede Miner og kun 
halvt dulgte Smil. Som jeg senere erfarede, aftalte de 
straks med hverandre, at de skulde drive Gæk med 
„Bondedrengen fra Vesten.'' 

„De betroede mig Linjen New York Nr. 1, og efter en 
Ventetid paa henved en Time blev jeg anmodet om at 
komme over til et særligt Bord for at tage imod et stort 
Specialtelegram til Boston Herald. Mine kære Kolleger 
havde i Forvejen sørget for at faa en af de hurtigste 
Telegrafister i New York til at sende Telegrammet. Uden at 
ane noget ondt satte jeg mig til Telegraf bordet, og New York- 
Manden begyndte langsomt paa Depeschen. Jeg havde 
allerede for længe siden lagt mig efter en hurtig og simpel 
Haandskrift uden Sving og unødvendige Streger, og ved grad- 
vis at gøre Bogstaverne mindre kunde jeg sætte Farten op fra 
femogfyrre til fire og halvtres Ord i Minuttet, hvilket var en 



62 EDISON 

adskilligt hurtigere Skrift end nogen Telegrafist i de for- 
enede Stater kunde præstere. Snart forøgede New York- 
Telegrafisten Hurtigheden; jeg afpassede min Skrift der- 
efter og fulgte magelig med. Nu satte han fuld Kraft 
paa. Jeg kom tilfældig til at se op; der stod alle Tele- 
grafisterne bag min Stol og rakte Hals og lo til hverandre 
og fulgte over mine Skuldre med spændte Miner Arbejdet. 
„Ah ha! de har sat Dig paa Prøve!" Nu gik det op for 
mig, hvad Meningen var. Jeg fortsatte, spidsede nu og 
da en Blyant for at vise min Overlegenhed og indhentede 
New York-Manden. Endelig syntes han at være kørt træt; 
han begyndte at jaske med Ordene, lod. dem løbe sam- 
men og holdt nu og da pludselig inde. Jeg syntes, at det 
nu kunde være nok med den Spas, og da vi kun havde 
en mindre Del af Telegrammet tilbage, afbrød jeg ganske 
rohgt Forbindelsen og sagde til New York-Telegrafisten: 

„Hør, kære Kollega! Hvil Dem hellere hdt. De har 
vist anstrængt Dem over Ævne." 

Da mistede han ganske Humøret og overlod til en 
Anden at fuldende Telegraferingen." 

Fra det Øjeblik af havde Edison sikret sig Respekt 
hos sine Boston-Kolleger, og „Bondedrengen fra Vesten" 
blev af Alle betragtet som den fremragende dygtige Tele- 
grafist, han var. 

Han vandt sig hurtigt Venner ; navnlig Mr. Adams og 
Mr. G. F. Millikin viste ham megen Hengivenhed og støt- 
tede ham paa mange Maader. Samtidig indtraf der en 
lykkelig Forandring i hans Forældres økonomiske Forhold. 



EDISON 



63 



Alt dette bidrog til, at Edison blev sikrere i sin Optræden 
og genvandt sit gamle Humør. 

Man var paa den Tid i Franklin Telegraf kontor pla- 




Edison i Krisr med Kakerlakerne. 



get af en uhyre Mængde Kakerlaker. Telegrafisterne 
havde længe ligget i Krig med denne Hær af hornede 
Sangere, hvis natlige Serenader pinte deres Nerver. De 
satte Gift for dem, trampede dem ihjel, hvor de saa' dem. 



64 EDISON 

forsøgte at lokke dem i Vandfælder; men det nyttede alt- 
sammen Intet. Kakerlakerne formerede sig med en for- 
uroligende Hurtighed, snart var der ikke den Krog i 
Kontoret, hvor ikke Dyrene fandtes, og man saa deres 
Spor paa Bøger, Papirer. Instrumenter, overalt. 

Da rykkede Edison frem med Elektricitetens lysende 
Lanse og besejrede hele Kakerlakhæren. Paa Kontorets 
Vægge opklæbede han en hel Del skinnende Tinfolio- 
strimler, besmurte dem med et Stof, som Kakerlaker hol- 
der af, og satte alle Strimlerne i Forbindelse med et 
kraftigt elektrisk Batteri. Dyrene myldi»ede op ad Væggen 
for at gøre sig til Gode paa de blanke .Strimler, men i 
samme Øjeblik var de brændte op og dryssede i en tæt 
Regn ned over Borde og Gulv. 

Edison høstede større Tak for sin pudsige Idé med 
dette Kakerlak-Krematorium end for nogen af de Opfin- 
delser, han hidtil havde gjort. 




TREDIE KAPITEL 



I BOSTON. EN MUNTER GADESCENE. DA EDISON LAVEDE SPRÆNG- 
STOF. STEMMETÆLLEREN. TELEGRAFL DUPLEKS- OG KVADRUPLEKS- 
SYSTEMERNE. ANKOMST TIL NEW YORK. HVORLEDES EDISON 
FORHINDREDE EN PANIK PAA GULDMARKEDET. GULDNOTERINGS- 
TRYKKEREN 




ER hændte nu det, at Mr. Milton Adams, 
som havde skaffet Edison Ansættelsen i 
Boston, selv mistede sin Stilling og 
maatte ty til sin unge Protegé, der bro- 
derligt delte sit Værelse og sine Penge 
med ham. Edison følte sig lykkelig ved 
at kunne give Adams Beviser paa sin Taknemlighed, og 
Venskabsbaandet mellem de To knyttedes herved kun 
endnu fastere. Naar Edison ikke havde Tjeneste, var han 
bestandig sammen med sin Ven; Dag efter Dag foretog 
de „Opdagelsesrejser" i Smaagaderne, hvor det ofte lyk- 
kedes dem hos Marskandisere at finde Instrumenter og 
gamle Bøger, som Edison havde god Brug for til sine 
Studeringer. Edison var glad som et Barn, hver Gang 
han for en Bagatel havde erhvervet sig Noget, hvorved 

5 



66 EDISON 

han kunde berige sin Viden, og de to Venner var i saa- 
danne Øjeblikke parate til alle Slags Løjer. 

En Dag, da de var paa Vejen hjemad med noget 
gammelt Skrammel, hvori Edison saa' en kostehg Skat, 
fordi han mente at kunne anvende noget af det til et 
Apparat, han havde under Arbejde, kom de til et Sted. 
hvor en stor Mængde Mennesker fyldte Fortovet og det 
halve af Gaden. De borede sig igennem Mængden og saa', 
at Opløbet galdt to konkurrerende Manufakturforretningers 
vilde Reklamer. 

Begge Forretninger havde i Vinduerne store Opslag 
om, at de udsolgte et Parti Strømper paa fem Tusinde 
Par til en latterlig lav Pris. Nedenunder dette Opslag 
anbragte saa den ene Forretning en Kæmpeplakat, hvor- 
paa der stod: „12 Cents Parret". Et Par Minutter efter 
kom der i Naboforretningen en Plakat, som forkyndte: 
„10 Cents Parret". Saa gik den første ned til otte Cents, 
den anden fulgte straks efter med seks, og hver Gang 
anbragtes der i de respektive Vinduer nederst en Strim- 
mel, hvorpaa stod at læse: „Vi har ingensomhelst Forbin- 
delse med Firmaet ved Siden af." 

Mængden paa Fortovet voksede, snart var der flere 
Hundrede Mennesker, som under Latter fulgte denne hid- 
sige Konkurrencekamp. 

Edison, der selv har fortalt den lille Episode som et 
Vidnesbyrd om, hvor fremskreden Reklamen var i Ame- 
rika allerede for en Menneskealder siden, fortsætter: 

„Tilsidst var man i den ene Butik naaet til at byde 
fem Par Strømper for én Cent. Imidlertid var der øjen- 



EDISON 67 

synlig ingen af Tilskuerne paa Gaden, der opfattede det 
som Alvor, i alt Fald gik Ingen ind for at købe. Saa siger 
Milton til mig: „Hør, Edison! jeg er ganske blank, giv 
mig en Cent, jeg vil prøve!" Han faar sin Cent og gaar ind 
i Biitiken, medens Mængden spændt afventer Resultatet. 
Jeg følger med til Døren for at se, hvad det kan Mi ve til. 
Han kaster flot Pengestykket paa Disken og beder om 
fem Par Strømper. Ekspeditricen betragter ham med 
udsøgt Foragt og rækker ham — fem Par Dukke- 
strømper! 

„Jeg glemmer aldrig det Hyl og Latter, hvormed han 
blev modtaget, da han kom ud paa Gaden igen og trium- 
ferende foreviste sine Strømper. Vi kastede dem i Grams 
til Gadeungerne, og Mængden spredtes." 

Efterhaanden fik Edison dannet sig baade Laborato- 
rium, Værksted og Bibliotek, altsammen naturligvis efter 
en meget beskeden Maalestok, men dog saa komplet, at 
det foreløbig tilfredsstillede ham. Naar undtages de Ti- 
mer, hvor han strejfede om i Byen med sin Ven for at 
købe ind, var han bestandig i Aktivitet. En stor Del af 
sin Fritid tilbragte han i Bostons offentlige Biblioteks 
Læsesale; BibHoteket raadede over to Hundrede og fir- 
sindstyve Tusinde Bind, og Edison forstod at finde netop 
de Bøger, som han havde Brug for. 

Hans gryende Opfindertalent voksede under disse 
Studeringer; han havde selv Forstaaelsen deraf, og en 
Følelse af Fryd gennemstrømmede ham. Blandt sine Kol- 
leger havde han ingen Misundere, hans Foresatte fulgte 



5* 



68 EDISON 

hans Udvikling med venlig Forstaaelse, Vejen til lykkelig 
Forskning laa ham aaben. 

„Tidlig og silde," fortæller Mr. Adams, „var Edison 
optaget af sine Bøger og sine Eksperimenter. Vore Væ- 
relser i Harrison Avenue laa en Mil borte fra det Sted i 
Hannover Street, hvor vi indtog vore Maaltider; og tidt 
og mange Gange var Edison mest tilbøjelig til at stryge 
Frokosten eller Middagen for at kunne blive i sit Labora- 
torium. Ofte maatte jeg tage ham med Gevalt, for at 
han dog ikke helt skulde udsulte sig selv. 

„En Dag havde han købt alle Faradays Værker om 
Elektricitet, og efter at han om Natten havde udrettet 
sin sædvanlige Tjeneste paa Telegrafstationen, vendte han 
hjem Kl. 3 om Morgenen med sin store Bogpakke. Han 
satte sig straks til at læse, og da jeg vaagnede Kl. 8, 
sad han der endnu ved sin Lampe, bøjet over Bøgerne. 
Da jeg saa var klædt paa, fulgtes vi ad Hannover Street 
til for at spise Frokost. Toms Hjærne arbejdede med 
alt det, han havde læst om Natten; jeg mærkede det paa 
de adspredte Svar, han gav paa mine Spørgsmaal. Plud- 
selig standsede han paa Gaden og sagde: 

„Milton, jeg har saa uendelig meget at udrette — og 
Livet er saa kort. Jeg maa skynde mig!" 

„Hvorpaa han satte afsted i rasende Løb gennem 
Gaderne. Da jeg kom til Spisekvarteret var han allerede 
færdig med Frokosten." 

Edison gjorde under sit Natarbejde Bekendtskab med 
en ung Mekaniker fra en Fabrik for telegrafiske Instru- 
menter, og denne Arbejder delte hans Hang til at anstille 



EDISON 



69 



alle Slags tekniske Forsøg. De eksperimenterede i Fællesskab 
og havde en Gang nær beredt hinanden en altfor tidlig Død. 
„Jeg havde," fortæller Edison, „i et videnskabeligt 
Tidsskrift læst om, hvorledes man bar 
sig ad med at lave Nitroglycerin; og 
jeg var saa forbauset over de vidunder- 
lige Egenskaber, dette Stof skulde 
besidde, at jeg selv maatte forsøge 
at tilvejebringe det. Jeg fik fat i min 
Mekaniker, og i Fællesskab lavede vi 
en Blanding efter den Opskrift, jeg 
havde læst. Vi tog saa, hvad vi selv 
ansaa for en ganske lille Portion, og 




Edison sænker, Sprængstoffet i Kloaken. 




70 EDISON 

forsøgte, om det duede. Kun altfor godt duede det. 
Der fremkaldtes en frygtelig Eksplosion, som voldte for- 
skellige Ulykker i Værelset, hvor vi stod, og det var vist 
et rent Under, at vi slap levende fra den Historie. 

„Klokken seks næste Morgen hældte jeg Spræng- 
stoffet i en Flaske, handt et Stykke Sejlgarn fast om 
Halsen af den, og saa begav vi to heldige Eksperimen- 
tører os ud i Byen, hvor vi paa Hjørnet af State Street og 
Washington Street ubemærkede lagde os ned paa Bro- 
stenene og sagtelig sænkede den farlige Genstand ned i 
Kloaken." 

Kort efter sin Ankomst til Boston var Edison begyndt 
at eksperimentere med Opfindelsen af et elektrisk Apparat 
til Optælling af Stemmer ved Valg. Han havde Held med 
sine Forsøg og i 1879 erhvervede han sig Eneret paa sin 
Stemmetæller. Det var Edisons første Patent. Hvad der 
havde ledet ham til denne Opfindelse, var Tanken om det 
Spild af Tid og den Mangel paa Nøjagtighed, som var en 
Følge af den hidtil anvendte Metode for Stemme- 
afgivning. 

Apparatet af hvilket vedføjet findes et Par Afbild- 
ninger, kan kortelig forklares paa følgende Maade. 

Den, som skal afgive sin Stemme, drejer en Strøm- 
skifter til Højre eller til Venstre, eftersom han stemmer 
Ja eller Nej ; derved flyder Strømmen fra et Batteri gen- 
nem en Elektromagnet, sætter dens Armatur i Bevægelse 
og driver et Tandhjul frem, hvortil er fastgjort en Viser, 
der peger paa Ja eller Nej. Samtidig sætter Strømmen i 
Bevægelse et Urværk, der drejer to Metalvalser, af hvilke 



EDISON 



7t 



den øverste er ganske spinkel og glat, medens den 
nederste — som det sés paa Afbildningen — er forsynet 
med et dobbelt Sæt Typer, der angiver Kandidaternes 




Stemmetælleren. 



Navne, vedføjet Ja eller Nej. Henover Typerne glider en 
Strimmel kemisk præpareret Papir. Strømmen passerer 
nu fra den øverste Valse gennem Papiret til de ophøjede 
Typer paa den nederste Valse; saaledes fuldendes Kres- 
løbet, og Typerne efterlader paa Papirstrimlen et tydeligt 



72 EDISON 

brunt Aftryk. Strimlen rulles derefter op, saaledes at 
den er synlig for Alle, og man har derved en absolut sik- 
ker Kontrol med Afstemningen, 

Anvendt i Rigsdagen vilde Opfindelsen i sit ydre 
Apparat tage sig saaledes ud: Foran hvert Medlem er 
anbragt en Ja-Knap og en Nej-Knap, fra hvilke der gaar 
Ledninger hen til Formandsstolen; her er rejst en fir- 
kantet Ramme, i hvis øverste Del er indfattet en Skive 
for Ja og en for Nej ; nedenunder disse Skiver findes et 
Tavl af smaa Plader, en for hvert Medlem. 

Naar der nu skal stemmes, trykker Medlemmerne 
blot paa Ja- eller Nej-Knappen, og i samme Øjeblik træ- 
der Stemmerne for og imod frem paa Formandsbrædtet. 
Formanden behøver da blot at kaste et Blik paa Tavlet 
for straks at kunne forkynde Stemmegivningens Resultat. 

Edison havde anvendt megen Omhu paa denne Op- 
findelse; han havde ogsaa det Held at faa en Pengemand 
til at interessere sig for den, og sammen rejste de til 
Washington for at forelægge den for en af Kongressens 
ledende Mænd, 

„Det blev," fortæller Edison selv. ,.en artig Skuff"else. 
Sikker i min Sag udviklede jeg med megen Iver Appara- 
tets fortræffelige Egenskaber og ventede som Svar at høre 
et Udbrud af Beundring og Glæde. Man tænke sig min 
Forbavselse, da Kongresmanden smilende og med et Skul- 
dertræk siger: 

„Unge Mand, det er vist udmærket fundet paa. Men 
— Apparatet kan slet ikke anvendes. Det er netop, hvad 
vi ikke vil have!" 



EDISON 



73 



„Jeg stod maalløs og stirrede paa ham og fik endelig 
fremstammet et: Hvorfor? 

„Manden smilede stadig, idet han svarede: „Naa, ja! 
det gaar ikke Altsammen saa retlinjet, som De synes at 
tro, der maa nu og da anvendes visse tricks, 




Udkast til Stemmetælleren. 

kort sagt, De er med Deres Opfindelse gaaet ud fra lidt 
forkerte Forudsætninger, og De vil desværre vistnok ikke 
faa videre praktisk Fornøjelse af den." 

„Manden fik naturligvis Ret. Min Stemmetæller naa- 
ede aldrig længere end til Patentkontoret. Men siden den 
Tid har jeg gjort mig det til Regel altid nøje at under- 



74 EDISON 

Søge Nytten af en Opfindelse, førend jeg forsøgte at bringe 
den til Anvendelse i det praktiske Liv." 

Straks efter at Edison var vendt tilbage til Boston 
fra sin mislykkede Washington-Rejse, begyndte han at 
udvide det lille Værksted, han her havde indrettet sig. 
Og samtidig med at han passede sin Nattjeneste paa 
Western Union Telegrafselskabs Kontor, arbejdede han 
om Dagen i Værkstedet, lavede mekaniske Apparater og 
oprettede private Telegraflinjer for forskellige Firmaer. 

Paa den Tid undfangede han ogsaa Idéen til en Obli- 
gations-Noterings-Trykker, ved Hjælp af hvilken man hur- 
tigt kunde meddele Kursen paa Papirerne til Veksellerer- 
forretningerne rundt om i Byen. Han begyndte at lægge 
Linjer og anbringe Instrumenter; men da heller ikke den 
Idé i Øjeblikket slog videre godt an, opgav han den fore- 
løbig og kastede sig i Stedet for over Studiet af Dupleks- 
telegrafien. Imidlertid varede det, som man senere vil 
se, ikke længe, før han under den berygtede Guldkrise 
høstede rige Frugter af de Erfaringer, han havde gjort 
med Hensyn til Kurstrykkeren. 

Til Trods for de Uheld, Edison saaledes, rent praktisk 
set, havde haft med sine første Opfindelser, var hans 
Navn som Opfinder dog allerede kendt; og saa ung han 
var, kun toogtyve Aar gammel, modtog han en Dag An- 
modning om at holde en Forelæsning i et fint Akademi 
af kvindelige Studerende. 

Bestandig fordybet i sine Eksperimenter glemte han 
ganske Indbydelsen, og da hans Ven, Mr. Adams, paa 
den fastsatte Dag i det yderste Øjeblik kom for at 



EDISON 75 

hente ham, opdagede han ham paa Taget af et Hus, 
hvor han, iført sine Arbejdskiæder, ballancerede om- 
kring med akrobatisk Behændighed for at fastgøre en 
Telegraftraad. 

De to Venner styrtede øjeblikkelig afsted gennem 
Gaderne til Lokalet, hvor Forelæsningen skulde holdes. 
Edison var i den Tro, at det var Drenge eller unge Stu- 
denter, han skulde tale for, og han gav sig derfor ikke 
Tid til at skifte Klæder. 

Han iler, fulgt af sin Ven, ind i Salen — men standser 
forskrækket lige indenfor Døren; foran sig ser han et 
tætfyldt Avditorium af unge, smukke, elegant klædte Da- 
mer. Han vover sig dog hen til Katedret, men fra mange 
skælmske Øjne og hvide Tænder lyser ham spodske Smil 
i Møde, og han bliver ganske forfjamsket. Tungen klæber 
fast til hans Gane, han ser det hele i en Taage, og for- 
tvivlet tilkaster han Vennen et Blik, der udtrykker en 
Bøn til ham om at tage Affære. Men Mr. Adams, der 
selv er noget benovet, forstaar ikke Meningen. Da tager 
Edison sig pludsehg sammen, kaster sig hovedkulds ind i 
sit Æmne, glemmer efterhaanden alt Andet for det, han 
taler om, og giver nu en saa klar og livlig Fremstilling, 
at Avditoriet ved Forelæsningens Slutning genlyder af 
mange smaa Hænders ivrige Klappen. 

De unge Damer havde fundet Edisons Undseelse for- 
tryllende, de var begejstrede over hans Foredrags utvungne 
og anskuelige Form, han havde erobret dem Alle. Fra 
den Dag af ødslede de søde kvindelige Studenter mange 
Smil og fortrolige Nik paa Edison, der efterhaanden blev 



76 EDISON 

Genstand for sine mindre begunstigede Kollegers hæftigste 
Misundelse. 

Telegrafien havde altid været Edisons Yndlingsstudium, 
og han kastede sig nu over det med en Iver, som ikke 
stod tilbage for den, hvormed han i Drengeaarene udførte 
sine primitive Eksperimenter. 

I denne Forbindelse kan anføres en lille Anekdote, 
som en Barndomsven af Edison for nogle Aar siden for- 
talte en amerikansk Journalist. 

„Jeg hører," sagde denne Mand, „at Edisons Formue 
nu anslaaes til 3 Milhoner Dollars; jeg kendte ham, da 
han som barbenet Dreng sprang omkring ved Fort Gra- 
tiot i Michigan. Han syslede allerede den Gang idelig 
med Telegrafvæsen, og han tvang formelig mig til at gøre 
det Samme. Vore Forældres Hjem laa kun nogle faa 
Huse fra hinanden, og Tom havde anbragt en Telegraf- 
linje fra sit Hjem til mit; vi telegraferede til hinanden, 
og Apparaterne virkede udmærket. Jeg kunde nok selv 
telegrafere hdt, men jeg havde ondt ved at forstaa, hvad 
der blev telegraferet til mig. Jeg løb da ud og klatrede 
op paa Plankeværket, hvorfra jeg kunde se over til Tom, 
og jeg raabte saa og spurgte, hvad det var, han havde 
sagt. Det ærgrede ham i en utrolig Grad ; han opfattede 
det nemhg som en Kritik over hans Telegraflinje, og vi 
blev tidt Uvenner i den Anledning. Men en Dag, da han 
formodenthg havde telegraferet overmaade tydelig, og jeg 
alligevel ikke havde forstaaet ham og derfor ridende paa 
Plankeværket raabte over for at faa Besked, blev han al- 
deles rasende. Han satte afsted henimod Plankeværket 



EDISON 77 

Og vilde have sprunget over det for at give mig en Dragt 
Prygl; jeg slap kun ved at redde mig ind i min Moders 
Stue." 

Indtil det Tidspunkt, paa hvilket Edison anstillede 
sine Undersøgelser, havde Telegrafien gjort meget smaa 
Fremskridt. Det var i 1832, at Professor Morse undfan- 
gede Idéen til en elektrisk Telegraf, og fem Aar senere 
blev det første brugelige Apparat taget i Anvendelse. 

Det bestod af en lille Træflade, paa hvilken en Elek- 
tromagnet var fastgjort, og over denne blev en Armatur 
eller et Stykke blødt Jærn bevæget i en Rundkres. Paa 
den ene Ende af Armaturen var der en Staalspids, under 
hvilken var anbragt et Ark Papir, som atter var sat i 
Forbindelse med en riflet Cylinder, der af et Urværk blev 
bragt i en ensartet roterende Bevægelse. 

Elektromagneten, der nu laves af en Kærne af blødt 
Jærn, omvunden med isoleret Traad, bevirkede, naar 
Strømmen sluttedes, at Armaturen blev tiltrukken, saa 
længe som Strømmen flød gennem Magnetens Vindinger, og 
Strømslutteren blev i den Tid holdt nede. Der frembragtes 
herved en Række af længere og kortere Mærker, som 
Telegrafisten var Herre over at anbringe, som han ønskede 
paa en bevægelig Rulle Papir. Prof. Morse ombyttede 
senere Staalspidsen med en Pen, og anbragte en lang, 
smal Strimmel Papir til Paatrykning af Prikker og 
Streger. 

Saa udmærket Morse-Systemet var i sine Grundprin- 
cipper, havde det dog visse Mangler, og Edison satte al sin 
Ævne ind paa at afhjælpe disse. Hans Eksperimenter i 



78 EDISON 

saa Henseende begyndte i 1869 og strakte sig over et 
Tidsrum af seks Aar. De førte til et Telegrafsystem, som 
var billigt og let at arbejde med, og ved hvilket Hurtig- 
heden i Telegramekspeditionen fremmedes i en betydehg 
Grad. Dette System, som i sine Hovedtræk har holdt sig 
gennem Aarene, og de mere detaljerede Former, som har 
udviklet sig heraf, kan ikke i et Værk af nærværende 
Art forklares i Enkeltheder. Her skal blot gives nogle 
Antydninger. 

Ved Dupleks- og Kvadrupleks-Telegrafien, som skyldes 
Edisons Opfindelse, er opnaaet det overordentlig store 
Fremskridt, at henholdsvis to og fire Telegrammer kan 
afsendes samtidigt gennem en enkelt Traad. I samme 
Øjeblik som en Telegrafist paa Station A. sender en De- 
pesche til Station B., kan Telegrafisten her gennem samme 
Traad depeschere til Station A. Det er Duplekssystemet 
i praktisk Anvendelse. 

Opfindelsen af Kvadruplekssystemet maa betragtes 
som Edisons Mesterværk paa Telegrafiens Omraade. 
Alene i Amerika har denne Opfindelse medført den enorme 
Besparelse af 15 Millioner Dollars. 

Kvadruplekssystemet kan i store Træk forklares saa- 
ledes: Der er anbragt to Nøgler i Afsender-Strømløbet og 
to Relais, der hver har en TraadruUe saavel i Linjen som 
i Kompensationsstromløbet. Den ene Nøgle er saaledes 
anbragt, at naar Vægtstangen trykkes ned, skifter Batteri- 
forbindelsen, hvorved samtidig Strømretningen skifter; 
medens den anden Nøgle er saaledes konstrueret, at 
Trykket paa Vægtstangen øger Batterikraften i Strømløbet 



EDISON 79 

saa meget, at Strømstyrken forøges tre Gange. Relais'et 
ved den ene Ende svarer nøjagtigt til de Strømme, der 
sætter Streger og Prikker uden Hensyn til Strømmenes 
Styrke, medens Relais'et ved den anden Ende kun paa- 
virkes, naar den stærkere Strøm kommer, og da arbejder, 
enten Strømmen er negativ eller positiv. 

Hvor glimrende Resultater der end er opnaaede alle- 
rede ved dette System, har Edison ikke kunnet slaa sig 
til Ro hermed. Han har senere anstillet en Mængde For- 
søg paa at tilvejebringe et Sekstupleks- eller endog et 
Oktupleks-System. hvorved altsaa seks å otte Telegramnier 
samtidig skulde kunne ekspederes ad én Traad. Endnu 
arbejder hans utrættede Hjærne med disse Planer; men 
Edison fortæller aldrig Noget om Forberedelserne til sine 
Arbejder, før de foreligger fuldt færdige. Maaske over- 
raskes man da en smuk Dag ved at erfare, at Oktupleks- 
Telegrafien er opfundet og Verden sparet for nye Milh- 
oners Udgift. 

Men vi vender tilbage til den jævne Udvikling af Op- 
finderens Historie. 

Allerede 1869, det Aar i hvilket Edison for Alvor 
kastede sig over de telegrafiske Eksperimenter, blev de 
første Prøver paa den endnu ganske ufuldkomne Dupleks- 
telegrafi foretagne. Edison rejste til Rochester for at 
prøve sin nye Opfindelse paa Paeifik- og Atlantic-Telegraf- 
selskabets Traade, men paa Grund af, at de Telegrafister, 
som betjente Ledningen i New York. ikke forstod at an- 
vende det nye og indviklede Apparat, blev Forsøget uden 
Resultat. Heldigere faldt en anden Prøve ud, som blev 



80 EDISON 

foretagen under Samarbejde med Western Union Telegraf- 
selskabs Patentagent, Mr. Pope. Trods de betydelige 
Mangler, der endnu klæbede ved Opfindelsen, blev det 
aabenbart, at her laa Spiren til noget stort og epoke- 
gørende. 

Edison havde en ubestemt Følelse af, at nu var 
Boston bleven ham for lille. I New York maatte han 
fuldføre sine Planer om Dupleks- og Kadrupleks-Telegra- 
fien; dér var større Mulighed for store Planers Gennem- 
førelse. At Vanskeligheden ved at naa frem i Lyset i de 
nye, store og fremmede Forhold voksede i samme Grad, 
— det skænkede han ikke en Tanke. 

I tre Uger havde Edison opholdt sig i New York uden 
at have nogen Beskæftigelse. Penge havde han ingen af; 
i Boston havde han efterladt sig en Gæld paa to — tre 
Hundrede Dollars, som maatte betales; hans Humør var 
ikke højt. Under det vagabonderende Liv, han levede, 
vidste han næppe den ene Dag, hvordan han skulde skaffe 
sig Føden den næste. 

Men Lykken stod ham bi. En Krise var paa den 
Tid i Anmarsch paa New Yorks Guldmarked. De to store 
Finansspekulanter Jay Gould og James Fisk jr. havde 
truffet Aftale med New Yorks Veksellerere om, at de 
skulde opkøbe alt Guld indenfor Stadens Grænser for der- 
ved at fremkalde en Stigning i Guldets Pris. Brændpunktet 
for denne Finansoperation var Laws Gold-Reporting Com- 
pany i Wall Street. Her bestemtes Kursen, og gennem 
et vidtforgrenet System af Indikatorer meddeltes de hur- 



EDISON 



81 



tige Kurs-Svingninger øjeblikkelig fra Selskabets Kontor 
til Stadens seks Hundrede Veksellererforretninger. 

Kursen var allerede drevet op fra 144 til I62V2. Op- 
hidselsen i New Yorks Børsverden var enorm. Man havde 
ikke Tanke for politiske eller sociale Begivenheder; Guld- 




Wall Street. 



spekulationen fangede al Interesse. Mange solide Forret- 
ninger blev ruinerede, fordi deres Indehavere ikke var 
forberedte paa den kolossale Stigning i Guldprisen; Tu- 
sinder af Menneskeskæbner svingede som Siv for Vinden ; 
paa Gaderne stimlede Folk sammen i tætte Klynger, og 
Guldet var det bestandige Samtaleæmne; de, som tabte, 
rasede i afmægtig Forbitrelse; de, som tjente Formuer, 

6 



8^ EDISON 

hidsedes op til den vildeste Lidenskab efter at skrabe sig 
mere og mere Guld sammen; ingen havde Tanke for den 
Ødelæggelse, der ramte Tusinder af Hjem. Først da der 
indløb Efterretning om, at Sekretær Boutwell fra de For- 
enede Staters Finansdepartement havde bragt fire Milli- 
oner Dollars Guld paa Markedet, faldt Guldet pludseligt. 
De Herrer Gould og Fisk trak sig tilbage med en Gevinst 
af mange Millioner. 

Den 24de September 1869, den saakaldte „Sorte Fre- 
dag", havde Ophidselsen været paa sit højeste. Tusinder 
af Øjne var rundt omkring paa de mange Hundrede Vek- 
sellererkontorer naglede til Indikatorerne, .som viste Kurs- 
svingningerne. Uhyre Interesser var jo afhængige af, at 
man nøje fulgte Kursens Stigen; man vil da forstaa, 
hvilken Panik det maatte fremkalde, hvis pludselig Cen- 
tralapparatet, der viste Kursen, gik i Staa. 

Det var netop det, som skete. Kursnoterings-Tryk- 
keren i Laws Gold-Reporting Company nægtede at gøre 
Tjeneste, Hjærtet i det hidsigt arbejdende Legeme ophørte 
med Et at slaa, — de seks Hundrede Indikatorer rørte sig 
ikke mere. 

I Wall Street gaar alt med Jærnbanefart, og der var 
næppe forløbet to Minutter, før alle de tilstødende Gader 
var opfyldte af tætte Skarer af Bude, som fra Veksellerer- 
Forretningerne styrtede afsted, alle imod det samme Maal, 
Gold-Reporting Companys Kontor. Man stormede Trap- 
perne for at faa hurtigst mulig Besked om, hvad der var 
paa Færde; snart kunde ikke flere komme ind, og paa 



EDISON 



83 



Pladsen foran Bygningen rejste der sig et tusindstemmigt 
Raab. 

George Laws var en meget nervøs Mand, og hans 
Bestyrer Mr. Frank Pape, var af et ikke mindre uroligt 
Temperament. Overfor pludseligt indtrædende Kalamiteter 
plejede de gensidig at ophidse hinanden i en saadan Grad, 




Hvorledes Edison forhindrede Paniken. 



at ingen af dem var i Stand til at tage en blot nogen- 
lunde fornuftig Beslutning. I dette Øjeblik var de ganske 
ude af sig selv. De anraabte Himmel og Helvede om 
Assistance, løb til Vinduerne og skreg uforstaaelige Ord 
ned til Mængden, mens de vildt fægtede med Armene i 
Luften ; de viste i det hele taget betænkelige Tegn paa et 
spirende Vanvid, og man tør maaske gaa ud fra, at de 

6* 



84 EDISON 

selv har haft en dunkel Følelse af, at de ikke var Situa- 
tionen ganske voksen. 

Tilfældig befandt Edison sig blandt den hujende 
Mængde, der kæmpede sig op ad Trapperne mod Døren. 
Det lykkedes ham at slippe ind. Han hørte, hvad der 
var Aarsag til det frj^gtelige Spektakel, og i den almin- 
dehge Forvirring var der Ingen, som lagde Mærke til, at 
den tarveligt klædte unge Mand gik gennem Kontoret hen 
til Apparatet, der havde gjort Strejke. 

Edison foretog en hurtig Undersøgelse af dets Meka- 
nisme; det hele stod kun paa nogle faa Minutter, og 
endnu havde Ingen ænset ham. Saa gik- han hen til Mr. 
Laws, der stadig for hensigtsløst omkring og rev sig i 
Haaret af Fortvivlelse, og i en rolig Tone bemærkede 
Edison: 

„Jeg tror, Mr. Laws, at jeg kan vise Dem, hvor 
Fejlen ligger. Der er en Fjeder, som er gaaet itu og er 
falden ned imellem et Par Tandhjul; derfor er Værket 
gaaet i Staa." 

Forbavset stirrede Mr, Laws med store Øjne og aaben 
Mund paa det unge, ukendte Menneske, der, uden at 
Nogen anede, hvor han var kommen fra. pludselig stod 
her foran ham som en frelsende Engel, Men hurtigt tog 
Edison fat paa Apparatet, og efter faa Minutters Forløb 
var det lykkedes ham atter at faa det til at virke. Indi- 
katorerne omkring paa Veksellererkontorerne bevægede 
sig atter — den truende Panik var afværget, 

Mr. Laws omfavnede henrykt Edison, for hen til Vin- 
duet og raabte ned til Mængden, at Alt var i Orden, — 



EDISON 85 

Og kort efter sad den unge Vagabond med de luvslidte 
Klæder og de smudsige Sko i Mr. Laws Privatkontor og 
gav Chefen for det store og indflydelsesrige Firma gode 
Raad. Forhandlingerne fortsattes næste Dag; man for- 
bavsedes over den unge Mands indgaaende Kendskab til 
det komplicerede Apparat og hans hele tekniske Viden, 
og Mr. Laws, der ikke for alt i Verden vilde have en 
Gentagelse af Historien fra den foregaaende Dag, tilbød 
Edison en Stilling i Firmaet med en Gage af 300 Dollars 
om Maaneden. Det var omtrent tre Gange saa meget, 
som Edison nogensinde før havde tjent, og naturligvis slog 
han straks til. 

Befriet for økonomiske Bekymringer og opmuntret af 
den Tillid, der vistes ham af hans nye Foresatte, kom 
Edison nu frem med mange af de Idéer, som hidtil havde 
ligget bundne i hans Hjærne, fordi han havde savnet 
baade Midler til deres Udførelse og et Virkefelt, hvor de 
kunde bringes i Anvendelse. 

Indikatoren for Guldnoteringen blev betroet i hans 
Hænder, og lidt efter Kdt forbedrede han Apparatet i ikke 
ringe Grad. Det blev imidlertid senere kasseret og afløst 
af en Obligationsnoterings-Trykker af Edisons egen Opfin- 
delse; den havde vist sig at arbejde saa tilfredsstillende, 
at Mr. Laws ikke skyede nogen Udgift for at indføre den. 
Kort efter blev den indrettet særligt med Guldmarkedet 
for Øje, saaledes at den med et dobbelt Typehjul kunde 
trykke Bogstaver, Tal eller Tegn. 

En kort Forklaring af dette Apparat : Strømmen gaar 
igennem to Elektromagneter, der er stillede Side om Side 



86 



EDISON 



i det modtagende Instrument; den virker paa et Type- 
hjul, som, idet det drejer sig, gør en næsten umærkelig 
Standsning ved den første Magnet, hvorefter det bevæger 
sig over mod den anden Magnet, som afgiver Drivkraften 
til Trykkemekanismen. Magneternes Virksomhed kontrol- 
leres ved en snild Anvendelse af Urværk og Tandhjul, og 




Obligationsnoterings-Trykkeren. 

de afsendende og modtagende Instrumenter arbejder nøj- 
agtigt sammen, saaledes at Papirstrimlen, hvorpaa Tallene 
skal trykkes, ved en øjeblikkeligt pulserende elektrisk 
Strøm pludsehg bringes op mod Typehjulet. Hvert elek- 
trisk Stød fører Papiret et lille Stykke videre, og ved at 
Hjulet bringes i Berøring med en Filtvalse, mættet med 
Tryksværte, frembringes de onskede Tal eller Tegn. 

Det nye Instrument virkede saa ypperligt, at Mr. 



EDISON 87 

Laws ganske distancerede sine Konkurrenter. De søgte 
da en Sammenslutning med ham i et stort Aktieselskab, 
og Følgen af, at denne Sammenslutning kom i Stand, var 
den, — at Edison mistede sin Stilling. Aktieselskabet 
gjorde ham dog kort efter et Tilbud, men han afslog det, 
idet han foretrak at indtræde som Deltager i et stort 
Firma af Elektrikere, der havde ønsket ham som Kom- 
pagnon. 

Mens Edison arbejdede i dette Firma, fandt han paa 
yderligere Forbedringer i Konstruktionen af Guldnoterings- 
Trykkeren; Firmaet fik startet en indbringende Forretning 
paa Basis af det nye Patent, han nu udtog. Og det 
varede ikke længe, før Mr. Laws Aktieselskab maatte 
købe Forretningen. 



*l^ 



FJERDE KAPITEL 



EDISON VINDER ALMINDELIG ANERKENDELSE. HANS FØRSTE SALG 
AF EN OPFINDELSE. 40,000 DOLLARS. EDISONS LABORATORIUM 
OG FABRIK I NEWARK. HANS EJENDOMMELIGE ADMINISTRATION 
OG ARBEIDSMETODE. EN GEVINST, SOM FORVANDLES TIL TAB. 
EDISONS DISTRAKTION 




DisoN var nu endelig kommen paa den 
rigtige Side af Tilværelsen. Fra den slet 
lonnede Telegrafist var han bleven Op- 
finderen, med hvem forretningsdygtige 
Folk ivrigt søgte at komme i Forbindelse. 
Det Elektrikerfirma, i hvilket han 
var indtraadt, forstod imidlertid kun altfor godt at drage 
Nytte af hans store Ævner. Det blev Edison, som gjorde 
alt det værdifulde Arbejde, medens hans Kompagnoner 
høstede Størstedelen af Lønnen. Selv i sin underordnede 
Stilling hos Mr. Laws var han økonomisk bedre situeret 
end nu. Det varede da heller ikke længe, før Edison trak 
sig ud af Firmaet. 

Umiddelbart derefter traadte han i Forbindelse med 
General Left'erts, som den Gang stod i Spidsen for Guld- 



EDISON 89 

Og Obligations -Telegrafselskabet. General Lefferts satte 
Edison i Stand til at arbejde uden økonomiske Bekym- 
ringer, og i Løbet af kort Tid naaede den unge Opfinder 
til glimrende Resultater. Han konstruerede en Mængde 
Obligationstrykkere og telegrafiske Trykapparater til 
privat Brug, og det Selskab, hvis Leder Lefferts var, fik 
hurtigt Øjet op for, hvilke store Værdier disse Opfindelser 
repræsenterede. 

Nogle Medlemmer af Selskabets Bestyrelse gjorde da 
en Dag Edison deres Opvartning for at forhandle med 
ham om Eneretten til de nævnte Opfindelser. Vi giver 
her Edison Ordet: 

„Jeg befandt mig under disse Forhandlinger i en 
pinhg Forlegenhed, thi jeg havde sandt at sige ikke 
mindste Anelse om, hvad mine Opfindelser var værd. 
Som Forretningsmand var jeg endnu ganske ukyndig. 
Jeg syntes imidlertid, at jeg ikke burde være altfor be- 
skeden, og den Sum, jeg tænkte mig at forlange, hvis jeg 
endelig ikke kunde blive fri for at nævne en Sum, var 
da fem Tusinde Dollars. Ganske vist havde jeg i Avi- 
serne læst om, at andre Opfindelser, som jeg syntes var 
mindre værdifulde, blev betalte med højere Summer; men 
paa den anden Side var fem Tusinde Dollars en uhyre 
Mængde Penge for mig; og for at blive i Stand til at fort- 
sætte mine Forsøg under de friere Forhold, som jeg 
ønskede mig, var en saadan Sum nødvendig. 

„Vi havde talt en Stund frem og tilbage om Opfin- 
delserne, uden at Pengespørgsmaalet var bragt paa Bane. 
Pludsehg spurgte saa et af Bestyrelsesmedlemmerne: 



90 EDISON 

„Og hvad vil De nu sælge disse Opfindelser for?" 

„Jeg svarede, som jeg tænkte, at jeg ikke vidste, 
hvad de var værd. Man trængte ind paa mig, men jeg 
holdt mig endnu stiv; jeg fik i dette Øjehlik den Idé, at 
fem Tusinde Dollars vist var altfor meget, og jeg bad 
Manden gøre mig et Tilbud. 

„Efter en lille Pavse spurgte han ligesom forsig- 
tigt prøvende sig frem: 

„Hvad mener De om fyrretyve Tusind Dollars?" 

„Saa forbavset blev jeg, at jeg ganske sikkert har 
set ud, som om jeg skulde tabe baade Næse og Mund. 
Da jeg endelig fik mig samlet, sagde jegr 

„Jo — Tak — det gaar jeg gerne ind paa. 

„Dermed var den Forretning foreløbig afsluttet, og 
Herrerne sagde Farvel og gik. 

„Jeg var ude af mig selv af Glæde. Jeg syntes, der 
var sket et Under. Hurtigt fik jeg Tøjet paa, jeg kunde 
ikke holde ud at blive inden Døre; og nu stormede jeg 
Gade op og Gade ned, mens Tallet fyrretyve Tusind atter 
og atter gentog sig i min Hjærne. Jeg lagde Planer for 
Fremtiden, mine mange idéer til nye Opfindelser, som var 
halvglemte, fordi jeg ikke havde haft Udsigt til at kunne 

fremme dem, krydsede hinanden; da standsede jeg 

pludsehg og sagde til mig selv: De har holdt dig for 
Nar! der ligger en eller anden Wall Street-Snedighed 
bagved ! 

„Jeg havde for mange Aar siden læst om disse Wall 
Street-tricks, og jo mere jeg tænkte over Sagen, des mere 
overbevist blev jeg om, at jeg havde været Genstand for 




Det sidste Portræt af Edison. 



EDISON 93 

en saadan kaad Spøg. Først blev jeg forbitret, men 
efterhaanden vendte Uvisheden tilbage, og efter en søvnløs 
Nat ventede jeg den næste Dag i Spænding paa, om jeg 
skulde høre noget nærmere fra Selskabets Bestyrelse. 
Dagen gik, uden at Nogen viste sig, og mit Mod sank 
atter. 

„Men den følgende Dag kom to af de Herrer, som 
havde truffet Aftalen med mig, og forelagde mig en Kon- 
trakt, som jeg skulde underskrive. Jeg læ.ste den igennem 
— og forstod ikke et Muk af den. .Jeg arbejdede mig 
endnu en Gang igennem dens Labyrint af juridiske Fiks- 
fakserier, men det var og blev Hebraisk for mig. 

„De to Herrer betragtede mig, som jeg syntes, med 
et halvt skjult Smil og sagde til mig, at naar jeg blot 
vilde underskrive Dokumentet, saa skulde de udlevere mig 
en Anvisning, paa hvilken jeg kunde hæve de 40,000 Dollars 
i Banken paa Hjørnet af William Street og Wall Street. 
Naa, jeg skrev under, modtog min Anvisning og begav 
mig straks med bankende Hjærte hen til det nævnte 
Pengeinstitut. 

„Jeg havde aldrig før været inde i en Bank, og 
naturhgvis gik jeg forkert i de vidtstrakte Lokaler, blev 
vist hid og did og fik endelig at vide, at det vilde vare 
en lille Stund, inden min Tur kom. Jeg satte mig paa 
en Bænk mellem nogle Drenge foran Kassererens Pult; 
vistnok en Snes Gange følte jeg til Lommen, hvor jeg 
havde Anvisningen, og jeg syntes, det varede en Evighed, 
inden jeg kunde faa den afleveret. 

„Endelig kom det store Øjeblik. Kassereren saa' paa 



94 EDISON 

Anvisningen og betragtede mig — jeg syntes paa en noget 
nærgaaende Maade, og saa sagde han en hel Mængde til 
mig, som jeg paa Gnmd af min Døvhed ikke forstod. 
Han gentog sine Ord hurtigere og noget ntaalmodigt; og 
da jeg stadig ikke begreb, hvad Manden mente, gav han 
mig min Anvisning tilbage, og jeg blev puffet ud af 
Rækken. 

„Altsaa — den duede virkelig ikke! Yderst modfalden 
og med tunge Skridt vandrede jeg ud af Banken. Jeg 
satte mig ned paa Trappen udenfor og betragtede Anvis- 
ningen, som i mine Øjne nu kun var en værdiløs Pa- 
pirslap. Var Nogen kommen til mig dér og havde budt 
mig et halvhundrede Dollars for den, saa havde jeg med 
Glæde solgt den. 

„Imidlertid gik jeg dog tilbage til Selskabets Kontor 
og fortalte, hvad der var hændet mig i Banken. En af 
Fuldmægtigene forklarede mig nu, at hvad Bankkassereren 
havde forlangt, var sandsynligvis blot, at jeg skulde legi- 
timere mig; han fulgte mig straks derhen. 

„Hvor forbavset og henrykt blev jeg ikke, da jeg nu 
virkelig fik hele den store Sum udbetalt! 

„Snart var jeg i Gang med alle mine dristige Planer, 
og jeg tøvede ikke med at bringe dem til Udførelse, eller 
rettere at skabe Grundlaget for deres Virkeliggørelse, idet 
jeg med meget store Bekostninger indrettede mig mit eget 
rummehge Værksted." 

Her gjorde Edison en Række Opfindelser, navnlig paa 
Tryk-Telegrafens Omraade, og nogen Tid efter kom han 
i Kompagni med en Del Kapitalister, som dannede det 



EDISON 95 

saakaldte Automatiske Telegrafselskab. De ejede en vis 
Mr. Littles Opfindelser, paa Grundlag af hvilke de havde 
oprettet en Telegraflinje mellem New York City og Was- 
hington ; det viste sig imidlertid, at disse Opfindelser ikke 
kunde anvendes i Praksis, og i sin Forlegenhed var det 
at Selskabet henvendte sig til Edison. Han løste Pro- 
blemet, og Telegraflinjen blev hurtigt aabnet for Forret- 
ningsforbindelser. 

Imidlertid voksede Edisons Anseelse med rivende 
Hurtighed. Western Union Telegrafselskab, Guld- og Obli- 
gations-Selskabet og flere store og rige Firmaer søgte 
hans Bistand. I 1873 sluttede han en Overenskomst med 
de to nævnte Selskaber, der betalte ham et stort fast 
Honorar, for at han udelukkende kunde beskæftige sig 
med Udviklingen af Telegrafiens Teknik. Ved Siden heraf 
indeholdt hans Kontrakt med Selskaberne en Bestemmelse 
om, at han mod meget betydelige Godtgørelser skulde ind- 
rømme dem Forkøbsret til alle de telegrafiske Opfindelser, 
han maatte gøre. 

Det blev da nødvendigt for Edison at skabe sig et 
større Omraade for sin Virksomhed, rummehgere Lokaler 
og langt flere Medhjælpere, end han hidtil havde haft. 

Han valgte en stor, centralt beliggende Bygning i 
Ward Street i Newark; dens Ydre var ganske fordrings- 
løst og uden al arkitektonisk Skønhed, men Edison fik 
bag dens Mure indrettet sig et udmærket Laboratorium 
og en med alle nødvendige Maskiner forsynet Fabrik; og 
han fik her under sig en Arbejdsstyrke paa tre Hundrede 
Mand. 



96 EDISON 

Det var saa langt fra, at Ledelsen af denne store 
Bedrift oversteg den seksogtyveaarige unge Mands Kræfter, 
at han tværtimod først nu var rigtig i sit Es. Sammen 
med sin Kompagnon, Mr. William Unger, øvede han en 
enestaaende Mandighed over sine Ingeniører og sine Ar- 
bejdere. 

Imidlertid var hans Administration af Etablissementet 
og hele hans Arbejdsmetode mildest talt ejendommehg. 

„Jeg betalte altid med Anvisninger," fortæller Edison; 
„jeg gemte Regningerne og gav Veksler i Betaling. Den 
første Meddelelse om, at en Veksel var forfalden, modtog 
jeg gennem Protesten; saa maatte jeg ud at rejse Pen- 
gene. Jeg slap derved for det Humbug, man kalder Bog- 
holderi, og som jeg aldiig har forslaaet mig paa, og des- 
uden var denne Ordning billigere, ti Protestomkostningerne 
beløb sig kun til en Dollars og halvtresindstyve Cents. 
Trods denne noget originale Form for Forretningsførelse 
var alle villige til at akceptere Vekslerne, og min Kredit 
var udmærket i de Aar, jeg drev Ward Street Fabriken." 
Edisons Uvilje mod Bogholder i- Humbug sk3'ldtes 
maaske delvis en trist Erfaring fra Newark-Fabrikens 
første Aar. Han havde ved Etablissementets Start ansat 
en Bogholder, fordi man havde sagt ham, at det virkelig 
var ganske nødvendigt. Men den Hædersmand, som kom 
til at beklæde denne Post. opdagede snart, at hans høje 
Chef ikke skænkede Bøgernes Talrækker synderlig Op- 
mærksomhed, og han førte derfor Regnskabet paa sin 
Maade. Hans Opgivelser af Driftens Resultater havde nu 
og da overrasket Edison en Smule, men denne havde 



EDISON 



97 



Andel at tage Vare paa end at sætte sig til at granske i 
Bøgerne. 

Da det første Aar var tilbagelagt, og Bøgerne skulde 
gøres op, meddelte Bogholderen, at der var en samlet 
Nettofortjeneste paa 7500 Dollars. Edison var over- 




Edisons Laboratorium og Fabrik i Newark 1S73 

ordentlig velfornøjet med dette Udbytte; han tænkte sig 
ikke straks, at Bogholderen kunde have opgivet forkert, 
og øjeblikkelig gav han Ordre til, at Folkene i Anledning 
af det brillante Aarsresultat den følgende Dag skulde have 
et større Sold. 

Imidlertid, jo mere han tænkte paa dette Overskud 
af 7500 Dollars, des mere forbavset blev han. Der var 

7 



98 EDISON 

jo i dette første Aar anskaffet en Mængde nye Ting; store 
Arbejder var udførte, uden at Gevinsten, de forhaabentlig 
vilde indbringe, endnu var tilflydt Kassen; mange Ekspe- 
rimenter, hvis Resultater først langt senere vilde foreligge, 
havde kostet store Summer. Kort sagt, Edison vilde have 
været meget tilfreds, naar Regnskabet blot havde udvist 
Ballance; han vilde endda have fundet det rimeligt, om 
der havde været et mindre Underskud. 

Sent paa Aftenen, da Alle var gaaede hver til Sit, og 
der var stille i det store Hus, satte Edison sig ind til 
Bogholderens Pult for selv at gennemgaa Bøgerne. Det 
var et brydsomt Arbejde for ham, der -ikke var vant til 
at tumle med Tal, og det blev Morgen, før han var færdig. 
Men da var han ogsaa naaet til det mindre fornøjehge 
Resultat, at Regnskaberne i Stedet for en Gevinst paa 
7500 Dollars udviste et Tab paa 15,000. 

Der blev ikke Noget af Gildet den Gang. Og fra den 
Tid besluttede Edison at hjælpe sig uden Bogholderi. 

Arbejdstiden i Fabriken var ikke mindre uregelmæssig 
end Forretningsførelsen, og hvis der ikke havde hersket 
et saa udmærket Forhold mellem Arbejdsgiver og Arbej- 
dere, som Tilfældet var, vilde en Strejke hurtigt have 
grebet forstjTrende ind i Opfinderens Virksomhed. Men 
det var, som om den begejstrede Iver, der havde hjulpet 
Edison frem til det, han nu var, og som han endnu be- 
standig lagde i sit Arbejde, smittede alle hans Undergivne 
saa at de ligesom glemte, at de arbejdede for Andre, og 
viste en Glæde over Arbejdet og en Udholdenhed, vidt 
forskellig fra den træge, tvungne Flid, man finder i saa 



EDISON 99 

mange andre Fabriker. Edison var selv med i de mindste 
Detaljer, han rakte den simpleste Mekaniker en hjælpende 
Haand, naar det trængtes. Han opmuntrede sine Folk paa 
utallige Maader, han gjorde sig til Kamerat med dem, og 
de holdt af ham som af en trofast Ven. „Vi havde," 
siger Edison, „aldeles ikke nogen bestemt Arbejdstid; én 
Dag arbejdede vi meget længe, en anden Dag ganske 
kort; men det var saa langt fra, at Folkene havde noget 
at indvende mod denne Uregelmæssighed, at de tvært- 
imod ofte bad, om de maatte faa Lov at arbejde længere 
for at komme til Ende med Eksperimenter, som de vidste 
laa mig i særlig Grad paa Sinde." 

Der var Øjeblikke, hvor Edisons sprudlende Livsglæde 
formelig kogte over og skyllede al Ting med sig i en 
Flod af drengeagtig Kaadhed. Saaledes en Gang da han 
kom hjem til sin Fabrik efter en heldig Udflugt til New 
York, hvor han paa meget fordelagtige Betingelser havde 
faaet solgt en Opfindelse, som han selv satte megen Pris 
paa. Idet han traadte ind i Værkstedet, udstødte han et 
Indianerhyl, rev sin Silkehat af Hovedet og kylede den 
ned i et Kar med Olie, og gjorde Mine til at lade Over- 
frakken følge efter, da en af hans Folk standsede ham og 
anbragte Chefens Tøj paa en mere praktisk Maade. Ved 
saadanne umiddelbare Glædesudbrud i Arbejdernes Nær- 
værelse vandt han deres Hjærter, uden at han selv var 
sig Aarsagen bevidst. 

Naar Edison lod foretage Forsøg, der var af særhg 
Betydning, og hvis Tilendebringelse i Løbet af kort Tid 
var nødvendig, plejede han at gaa igennem Laboratoriet 

7* 



100 EDISON 

fra den ene Arbejder til den anden, talende med hver 
Enkelt og uddelende Gaver med rund Haand; eller han 
slog Væddemaal af med En og Anden om, at denne umu- 
ligt kunde faa sit Arbejde tilfredsstillende udført indenfor 
saa og saa lang Tid. Saa tog Folkene fat med en Iver, 
der helt ud stod Maal med Edisons egen Energi. 

Til Tider, navnlig naar Edison var stærkest beskæf- 
tiget med at udklække Idéer til nye Opfindelser, kunde 
han være grumme distræt; og hans Distraktion spillede 
ham nu og da slemme Puds. Han har selv fortalt en 
lille Episode herom: 

„Jeg havde Hovedet fuldt af Planer -til Kvadrupleks- 
Telegrafen. Dag og Nat arbejdede min Hjærne med Løs- 
ningen af dette vanskelige Problem; det krævede en 
ganske særlig Anspændelse af Tænkeævnen, saaledes at 
forestille sig mange forskellige Ord og Sætninger sam- 
tidigt glidende ad samme Plan; der var Timer og Dage, 
hvor jeg intet Andet sansede end dette Ene. 

„Jeg havde saaledes glemt at betale mine Skatter, 
indtil jeg modtog den korte og fyndige Meddelelse, at hvis 
jeg ikke den følgende Dag inden et bestemt Klokkeslet 
havde indbetalt Pengene, vilde jeg komme til yderligere 
at erlægge 12^/2 Procent af Beløbet. 

„Næste Dag begav jeg mig saa op paa Raadhuset, 
hvor Skatten skulde betales, og tog Plads bagest i den 
lange Kø af Efternølere, der maaske ikke Alle, som jeg 
havde glemt den yderste Termin, men tværtimod med 
Forsæt havde oppebiet den. Der var i alt Fald omtrent 
et Hundrede Mennesker foran mig. 



EDISON 101 

„Det varede længe, inden min Tur kom, men Tiden 
var ingenlunde spildt for mig. Jeg tænkte ligesaa ufor- 
styrret og intensivt paa min Kvadrupleks her i Mylret af 
Mennesker som hjemme i mit stille Arbejdsværelse. 
Imens gled jeg nærmere og nærmere mod Kassererens 
Bord, uden at jeg selv mærkede det. Jeg havde glemt 
Alt omkring mig, da jeg endehg stod lige foran Skatte- 
opkræveren. 

„Naa, unge Mand!" udbrød han. „Skynd Dem lidt! 
Hvad er Deres Navn?" 

„Jeg saa' paa Manden. Jeg vidste ikke i Øjeblikket, 
hvad han vilde mig. Jeg havde meget vel hørt, at han 
spurgte mig, hvad jeg hed; men i dette Nu var det mig 
end ikke muligt at huske mit Navn. Forvirret stam- 
mede jeg: 

„Det — det véd jeg ikke!" 

„Han stirrede paa mig et Øjeblik med aaben Mund. 
Saa gik det vistnok op for ham, at jeg maatte være en 
stakkels Idiot, der ved en Fejltagelse var kommen ind i 
Skatteydernes Række, ti han skubbede mig utaalmodigt 
til Side og ekspederede den næste. 

„Dér stod jeg. Der var kun en halv Snes Minutter 
tilbage, inden Skatten skulde være betalt; det kunde ikke 
nytte, at^jeg atter stillede mig i Kø. Jeg maatte, takket 
være min Distraktion, ofre de 12^2 Procent paa den 
ufødte Kvadrupleks' Alter." 




FEMTE KAPITEL 



AVTOMATISK OG KEMISK TELEGRAFI. HASTIGHEHSSTATISTIK. 

EDISON OPFINDER ELEKTRO-MOTOGRAFEN OG KULKONTAKTEN. 

KULTELEFON-TRANSMITTEREN. EN OPFINDELSE FOR SKINDODE. 




AMTiDiG med at Edison gjorde sine første 
Opfindelser paa Kvadriiplekstelegrafiens 
Oniraade og fuldførte Guld- og Obliga- 
tionsnoterings-Trykkeren, opfandt han sin 
avtomatiske Telegraf, en Maskine, hvis 
Bestemmelse var at gøre Telegrafien fuld- 
stændig uafhængig af menneskelig Berøring. 

Mange vigtige Opfindelser af denne Art var i For- 
vejen gjorte; her kan nævnes Navne som Alexander Bain, 
Sir Charles Wheatstone, Lefferts, Hummaston, Bradley, 
Craig og Little. Tanken var saaledes ikke ny, men den 
havde ikke hidtil været helt tilfredsstillende udfort. De 
forskeUige Systemer arbejdede for besværligt og langsomt; 
navnlig havde der for Opfinderne rejst sig uoverstigelige 
Vanskeligheder med Hensyn til den hurtige Præparering 
af Papiret og Kontrolleringen af de elektriske Stromme. 
Netop i disse Henseender havde Edison et langt For- 



EDISON 



103 



spring for dem. Allerede i 1870 lavede Edison et Apparat, 
hvorved Papiret hurtigt kunde præpareres; samtidig her- 
med var det, at han opfandt de snilde Mekanismer til 
hurtigere Afsendelse og Modtagelse af Telegrammer. Et 
Aar senere lykkedes det ham at udgranske de Love, der 
gælder for elektriske Bølger, som drives med stor Ha- 
stighed over lange Afstande; og ved at anvende Loven 




Udkast til den avtomatiske Telegraf 

(Den afsendte og den modtagne Strinnnel) 



for Induktions-Udligning paa Bølgerne udviklede han disse 
sarte elektriske Strømme meget betydeligt og gav dem en 
i Videnskabens Annaler hidtil ukendt Hastighed. 

Edisons avtomatiske Telegrafsystem er sammensat af 
tre Maskiner, en, som gennemborer eller udhugger Papir- 
strimlen med Morse-Tegn, en, som afsender Telegram- 
merne, og en, som modtager dem. 

Den første Maskine, Perforatoren , er i Stand til at 



104 EDISOX 

udhugge mindst halvtresindstyve Ord i Minuttet. En lang 
Strimmel løber gennem den anden Maskine, Transmitteren 
eller Afsenderen, som bestaar af en Valse, der drejer 
rundt med en jævn Hastighed og staar i direkte Forbin- 
delse med Hovedtelegraflinjen. Den udhuggede Strimmel 
føres hen over Valsen, og Strømmen sluttes ved Metal- 
spidser, der er sat i Forbindelse med Batteriet og med 
Jorden. Disse Metalspidser naar ned igennem de udhug- 
gede Huller, kommer i Berøring med Metalvalsen og sender 
en Række af Strømimpulser gennem Linjen. Virkningen 
heraf er den, at der ved den anden Ende af Linjen ved 
Hjælp af en elektro- kemisk Dekomposition optegnes 
paa kemisk Papir en Række korte og lange Streger 
af mørkeblaa Farve nøjagtigt svarende til de udhug- 
gede Tegn ved Afsendelsesstationen. Den kemiske Papir- 
strimmel paa Modtagelsesstationen er anbragt paa en opteg- 
nende Metalvalse, hvis Metalspidser er i Stand til øjeblikkelig 
at overføre hver Strømimpuls til Papirets Overflade. 

Den avtomatiske Telegraf er i sin Konstruktion lige 
saa simpel, som Kvadruplekstelegrafen er indviklet, og 
dens Ydeævne kan forøges i det Uendelige ved Anvendelse 
af flere Perforatorer. 

Selskabet for Avtomatisk Telegrafi i New York tøvede 
ikke med at sikre sig Patenterne paa denne fortrinlige 
Opfindelse, og Systemet blev udnyttet i stor Maalestok. 
Et ledende teknisk Tidsskrift omtaler saa tidligt som i 
1873 Edisons avtomatiske Telegrafsystem i de stærkest 
rosende Udtryk og siger, at det er helt utroligt, hvad der 
opnaaes ved dets Anvendelse. Tidsskriftet meddeler nogle 



EDISON 105 

interessante Oplysninger om den Hurtighed i Depesche- 
afsendelsen, som allerede den Gang var opnaaet gennem 
den avtomatiske Telegraf. 

Presse-Telegrammer fra New York og Philadelphia til 
Washington kunde sendes med en Hastighed af 1000 Ord 
i Minuttet uden Hensyn til Vejrforholdene, der griber 
alvorligt forstyrrende ind ved Anvendelsen af andre Sy- 




Perforator med latinske Bogstaver. 

stemer. Mellem New York og Charleston i Syd Carohna, 
hvor Telegraflinjen maaler en Afstand af 1050 Mil, kunde 
der nu ekspederes Telegrammer med en Hastighed af 
300 Ord i Minuttet, og paa denne Linje kan hverken 
Morses eller House Hughes' Apparater bringes i direkte 
praktisk Anvendelse. En enkelt Linje mellem New York 
og Washington var ved Brugen af Edisons Opfindelse i 
Stand til at præstere et Arbejde, der næsten svarede til 
hele Korrespondancen mellem disse to Trafikcentrer. 



106 EDISON 

Disse Tal fra den første Tid, da den endnu ufuldkomne 
avtomatiske Telegrafi var i Anvendelse, viser, af hvilken 
uhyre Betydning denne Opfindelse var. 

Men Edison slaar sig aldrig til Taals med en Opfin- 
delse, førend han har uddybet den indtil dens sidste Mu- 
lighed. Til Trods for de glimrende Resultater, han alle- 
rede havde opnaaet med sit avtomatiske Telegrafsystem, 
arbejdede han ihærdigt paa dets videre Udvikling, søgte 
at forbedre de Mekanismer, som allerede var i Anvendelse, 
og undfangede Idéer til nye Apparater. 

Saaledes opfandt han et kemisk Telegrafsystem med 
latinske Bogstaver; det arbejdede med en saa forbløfiende 
Hurtighed, at Edison ved Hjælp af det afsendte fra Phila- 
delphia til New York paa tre Linjer 7000 Ord i Minuttet. 

Dette Telegrafsystems Perforator eller Udhugnings- 
maskine, af hvilken hosstaaende findes en Afbildning, 
virker omtrent paa samme Maade som en større Skrive- 
maskine, idet den har en Nøgle for hvert Bogstav i Alfa- 
betet ligesom ogsaa for Tegn og Tal. Et større Antal 
Metalspidser anvendes ved Apparaterne for Afsendelse og 
Modtagelse. Ellers er Maskinen med de latinske Bog- 
staver indrettet ligesom den med Morse-Tegnene. 

Det var medens Edison anstillede Forsøg med kemisk 
Telegrafi, at han førtes til Opfindelsen af Elektro-Moto- 
grafen eller rettere til de Grundprinciper, hvorpaa den 
er bj^gget. Thi først efter seks Aars strængt Studium fik 
Motografen den Skikkelse, den nu har; og den vil efter 
Opfinderens egen Mening endnu kunne forbedres be- 
tydeligt. 



EDISON 



107 



Opfindelsen er grundet paa den Kendsgerning, at visse 
kemiske Salte forandrer deres kemiske Egenskaber, naar 
de udsættes for Virkningen af en elektrisk Strøm. Ved at 
tage denne Grundsætning til Udgangspunkt naar man til 
et System af kemisk Telegrafi, i hvilket det er muligt at 
undvære den almindelige Relais-Magnet, et System, i 
hvilket stærkere og svagere Gnidning træder i Stedet for 
den magnetiske Kraft i Relaiset. 

Endskøndt den Strømstyrke, der benyttes, er omtrent 



* 9« « •« 




/ 



Afsendte og modtagne Papirstrimler. 



forsvindende, er Hastigheden, hvormed Apparatet arbejder, 
næsten ti Gange saa stor som den, der kan tilvejebringes 
ved et hvilketsomhelst magnetisk Instrument; og det er 
det eneste Apparat, der er i Stand til at gentage eller 
overføre fra et Strømløb til et andet Signaler fra Telegraf- 
systemer med meget stor Telegraferingshastighed. Men 
lad os se lidt nærmere paa dette Apparats tekniske Ind- 
retning. 

En Kridtcylinder, mættet med et Kviksølvsalt og en 
stærk alkalisk Opløsning, bevæger sig ved Omdrejning af 
en Krumtap rundt med regelmæssig Hastighed. Den ene 



j 08 EDISON 

med Palladium forsynede Ende af en Messingstrimmel 
holdes ned mod Kridtcylinderen ved Hjælp af en Fjeder, 
og den anden Ende af Strimlen er fastgjort til et udspændt 
Glimmerblad, som staar i Forbindelse med Apparatets 
modsatte Side ved en lille Spiralfjeder. Ved at dreje 
Krumtappen bort fra Glimmerbladet, vil Gnidningen af 
Strimlen, der presser mod Kridtet, foraarsage, at Glimmer- 
bladet bevæger sig. Skulde Gnidningen pludselig blive 
formindsket, da springer Glimmerbladet tilbage i sin op- 
rindelige Stilling, hvorved en stærk Lyd frembringes. 

Altsaa, den elektrokemiske Dekomposition af det 
præparerede Kridt og den Glathed i Kridtet, som bhver 
en Følge heraf, staar i Forhold til den større eller mindre 
Styrke af de elektriske Bølger; disse veksler i Styrke 
ganske paa samme Maade som de Strømimpnlser, der 
frembringes af den menneskelige Stemme gennem Edisons 
Kultelefon-Transmitter; her er Strømimpulsernes Styrke 
alene afhængig af, om den Talende hæver eller sænker 
Stemmen. 

Hvad Edison meddeler om de Omstændigheder, der 
førte ham til Opfindelsen af Motografen, er ganske inter- 
essant. En Dag, da han eksperimenterede med den avto- 
matiske Telegrafi tog han i sin Haand den Metalspids, 
hvorigennem Strømmen ledes til det kemiske præpare- 
rede Papir, og efter at have sluttet Strømlobet slap 
han Metalspidsen og lod den hvile paa Papiret. Til sin 
store Forundring saa' han, at ved Slutningen af den elek- 
triske Strøm, der hidførtes ved Metalspidsens Bevægelse 
henover Papiret, mistede dette lidt efter lidt den ru 



EDISON 



109 



Tekstur og antog et blødt og glat Udseende. Efter flere 
Timers omhyggelige Undersøgelser kom Edison til det 
Resultat, at ved at den elektriske Strøm gik igennem 
Metalspidsen, formindskedes dennes Gnidning mod det 
kemisk tilvirkede Papir i betydelig Grad, og han saa', at 
Papirets glatte Overflade fremkaldtes ved den skiftevise 
Aabning og Slutning med Nøglen. 




Kemisk præpareret Papir og Metalspids. 



Tilfredsstillet ved dette foreløbige Resultat indstillede 
han sine videre Forsøg for at kaste sig over andre Op- 
findelser. Men da han efter nogen Tids Forløb vilde fort- 
sætte Eksperimenterne med det kemiske Papir, var det 
ham ikke muligt at tilvejebringe blot de samme Resultater, 
som han første Gang havde naaet. 1 Maaneder og Aar 
arbejdede han forgæves hermed. Det var, som om hans 
Apparater var forheksede. 



j 10 EDISON 

Først i Sommeren 1876 løstes Gaaden for ham, til- 
syneladende ved en ren Tilfældighed, og de Principer, 
der ligger til Grund for Elelvtro-Motografen, blev nu af 
Edison anvendte i Praksis ved en Række Opfindelser. 
Blandt disse kan nævnes Telefonerne, ved hvilke Tale, 
Sang og Musik gengives, og en Motograf til Signalisering 
ved Hjælp af Klokker, der er uafhængige af Elektro- 
magnetisme. Ved dette sidste Apparat benyttes en op- 
retstaaende Klokkehammer i Stedet for det ovenfor om- 
talte Glimmerblad, og denne Hammer, der frigøres ved 
Strømmens Slutning og Afbrydelse, slaar paa Klokken, 
som er anbragt tæt op imod den. 

Dette Princip er med Held bragt i Anvendelse, hvor 
det gælder at formindske den Gnidning, som i et Ma- 
skineri fremkommer under hurtig Bevægelse ; og det har 
haft særlig Betydning ved Forbedringer af den transatlan- 
tiske Telegrafi. 

Til Brug ved Afsendelse af transatlantiske Telegrammer 
konstruerede Edison en egen Slags Elektro-Motograf. Af 
særligt tilberedt Kridt formede han en meget glat Skive, 
som drejedes rundt ved Hjælp af et Urværk, paa hvilket 
hviler en Metalarm, fastgjort i Midten ved en Fjeder. Paa 
den yderste Ende af denne Arm er anbragt en Blyants- 
stift, under hvilken der bevæger sig en Strimmel Papir. 
Naar Skiven drejer sig, og Strømmen ophører, tegner 
Stiften kun en enkelt lige Linje, men hvis en Elektricitets- 
bølge afbryder Gnidningen, forandrer Stiften øjebhkkelig 
sin Stilling. Ved at danne Tegn i Overensstemmelse her- 
med kan man let konstruere et Signalsystem. 



EDISON 



111 



Elektro-Motografen har i Forbindelse med Kultele- 
fonen været anvendt med afgjort Held, hvor det drejer 
sig om at konstatere, hvorvidt et Menneske er død eller 




Motograf til Signalisering. 

skindød. I mange Tilfælde, hvor Lægevidenskabens 
Ypperste har sagt: Død, har Teknikens Mester ved Hjælp 




Cylinder og Glimmerblad. 

af sine genialt opfundne Apparater afgivet Erklæringen: 
Skindød. Og Dommen, som Edisons Apparater fælder, er 
uomstødelig. 

Metoden er yderst simpel. Over den formentlig Af- 



112 EDISON 

dødes Hjærte anbringes en Kul-Receiver — o : Modtageren, 
Apparatet, som opfanger Lyden, — af særlig følsom 
Beskaffenhed. Ved Traade og et Element er den sat i 
Forbindelse med en Elektro-Motograf, der er saaledes 
konstrueret, at den forstærker Lyden, som naar til den, 
mangefold. Kullets fint modtagelige Overflade opfanger 
Hjærtets allersvageste Pulsslag, og gennem Traadene for- 
plantes Pulsslagets Lyd og fremkalder en Række Sving- 
ninger i Elektro-Motografens Glimmerblad. 

Angsten for Skindød er saa vidt udbredt, at denne 
Opfindelse, der vistnok hidtil har været lidet kendt, tør 
paaregne almindelig Opmærksomhed. 

Den Maade at forstærke Lyden paa, som her er om- 
talt, staar i det Hele langt over den Lydforøgelse, som 
kan tilvejebringes ved Mikrofonen ; ikke mindst fordi man 
ved Kultelefon og Elektromotograf baade kan fremkalde 
den stærkere Lyd og samtidig bevare Lydens særegne 
Art. Overhovedet kan der ved Mikrofonen ikke opnaaes 
noget Resultat, som ikke ved Elektro-Motografen kan til- 
vejebringes endnu fuldkomnere; og ved videnskabelige 
Undersøgelser er dens Resultater langt at foretrække. 

Samtidig hermed var det, at Edison opfandt Kulkon- 
takten, og hvad der staar i Forbindelse med denne. 

I 1873 beskæftigede han sig meget med Forsøg, som 
gik ud paa at afhjælpe de Mangler, der klæbede ved Tele- 
grafering ad lange undersøiske Kabler. Han konstruerede 
nogle Rheostater eller Instrumenter til Regulering af Mod- 
standen i en elektrisk Strømkres; visse pulveriserede 
Stoffer som Kul, Blyant og Lignende indesluttede han i 




Motografen 



EDISON 



113 



Glasrør, og han lagde Mærke til, at Kullets Modstand mod 
de elektriske Strømme var forskellig i Forhold til det 
Tryk, der anvendtes. 

Men netop Kullets overordenthge Følsomhed blev ham 
en Kilde til meget Bryderi; og efter længe forgæves at 
have prøvet at overvinde Vanskelighederne opgav han 




Motograf til transatlantiske Telegrammer. 



sine Forsøg paa ved Hjælp af Kullet at tilvejebringe den 
nøjagtige Regulering. 

Det var først i 1877, at han gentog disse Forsøg og 
satte dem i Forbindelse med Eksperimenter paa Telefonens 
Omraade. En Mængde værdifulde Opfindelser blev Resul- 
tatet heraf. Vi nævner Telefon-Transmitteren, Mikro-Tasi- 
metret eller Instrumentet, hvormed man kan opdage 
umærkehge Varmegrader, Tryk-Relaiset, Kul-Rheostaten, 



114 EDISON 

Hygrometret, som tjener til at maale den ubetydeligste 
Fugtighed, og Odorometret, som er et Apparat, ved Hjælp 
af hvilket man kan konstatere Tilstedeværelsen af de 
allersvageste Luft- og Gasarter. 

Man kan ikke værdsætte for højt Betydningen af de 
Grundsætninger, paa hvilke Elektro-Motografen og Kul- 
kontakten hviler. Om hin er det med Sandhed bleven 
sagt, at hvis Elektro-Magneten ikke var bleven opfundet, 
vilde Elektro-Motografen have været tilstrækkelig til at 
udføre alle Arter af Telegrafi. Edison har selv udtalt, at 
med Elektro-Motografen har han fundet „det vigtigste af 
alle Midler, hvorved Bevægelse kan tilvejebringes." 

Det har saaledes været muhgt at faa et telegrafisk 
Relais til ved Hjælp af et Element at udføre Arbejdet 
fuldkomment tilfredsstillende gennem en Modstand paa 25 
Millioner Ohm*. Telegraferingshastigheden er saa stor, 
at Relais'et kan gentage Signaler, der sendes avtomatisk 
fra et telegrafisk Strømløb til et andet med en Hastighed 
af tolv Tusinde Ord i Minuttet. 

Anvender man Relais'et som Telefon, vil man i et 
stort Værelse kunne høre Samtale, som er sendt ad en 
adskiUige Hundrede Mile lang Linje, medens den almin- 
delige Bell-Receiver maa holdes tæt til Øret. Dette 
Apparat menes sikkert at ville blive almindeligt benyttet, 
saasnart de mange Patenter, som træder i Vejen for dets 
Anvendelse, er udløbne. 

Under Stridighederne mellem Telegrafkonkurrenterne 



*) En Ohm er Enheden for Modstanden i galvanisk Elektricitet. 



EDISON 



115 



for adskillige Aar siden ejede et af Selskaberne det saa- 
kaldte Page- Patent, en Opfindelse, ved Hjælp af hvilken 
man kunde kontrollere Anvendelsen af en Magnet, der 
virkede som et Relais; men Motografen, der var grundet 
paa en ny og ejendommelig Opfindelse, undgik fuldstændig 
Patenterne. Et af Selskaberne blev derfor nødt til at 




købe Patentet af Edison, der fik udbetalt 100,000 Dollars 
for det. 

Edison har meddelt Følgende om den praktiske Start 
af hans Telefonopfindelser: 

„Min Agent havde dannet et Selskab i England for 
at faa Kultelefon-Transmitteren bragt i Anvendelse, iøvrigt 
den samme Transmitter, som nu benyttes i udstrakt 



116 EDISON 

Maalestok i Telefonien. Bell-Selskabets Agenter var imid- 
lertid ved at komme mig paatværs med deres Telefoner, 
og det saa' ud, som om en Sammenslutning mellem de to 
Selskaber blev uundgaaelig. i\Iin Agent telegraferede til 
mig, at der var ikke Andet for at gøre end at gaa i 
Kompagni med Bell. 

„Man bød mig imidlertid kun en Trediedel af Ud- 
byttet, og hermed var jeg ikke tilfreds. Jeg svarede 
telegrafisk min Agent, at han skulde holde Underhand- 
lingerne svævende i tre Uger. I dette Tidsrum haabede 
jeg at skulle være i Stand til at opfinde en Receiver, 
som var uafhængig af Bells Patent. 

„Jeg eksperimenterede paa den Tid med det elektriske 
Lj^s, men lod nu det fuldstændig hvile for at kaste mig 
over Telefonien. Og det hkkedes mig i Løbet af en 
Uge at faa konstrueret en Telefon, som virkede tilfreds- 
stillende. Seksten Dage senere var tyve Instrumenter 
fuldførte, og to Sagkyndige blev sendte til England med 
dem. De blev anbragte i en ny oprettet Børs i London. 
Og nu kom Sammenslutningen med Bell i Stand paa de 
Betingelser om lige Deling, som jeg havde stillet. løvrigt 
viste Bells Patent paa Transmitteren sig senere at være 
uden Værdi, medens mit Apparat stod sig og holdt 
Telefon-Eneretten i England i mange Aar. 

Om end vi allerede noget har forrykket Tidsordenen 
for Edisons Opfindelser, maa vi endnu her bemærke, at 
„den højttalende Telefon" gjorde overordentlig Lykke i 
England. Til Publikums store Forundring viste det sig, 
at ved Anvendelsen af et særligt Instrument kunde Talen, 



EDISON 117 

som lød i Telefonen, til Trods for Svækkelsen ad Linjen, 
gøres stærkere end selve den Talendes Stemme. De For- 
domme, med hvilke denne nye Opfindelse i Begyndelsen 
havde at kæmpe, blev hurtigt overvundne, Folk fik Øjnene 
op for dens store Fordele, og den vandt hurtigt Fodfæste 
i Forretningsverdenen. 

Kun et mindre Antal af de Opfindelser, Edison gjorde 
under sit Ophold i New York og Newark fra 1869 til 
1876, blev fuldstændigt eller delvis udførte og fastholdte 
ved Patenter. Langt flere Opfindelser var kun i deres 
Vorden; af disse er allerede nævnt adskillige. En kort 
Beskrivelse af dem vil følge senere i kronologisk Orden. 
Skulde der gives en udtømmende Oversigt over Edisons 
Opfindelser, vilde det blive til et helt lille Bibliotek. 

Enhver, som vil prøve paa at trænge igennem blot 
den simple Fortegnelse over alle hans store og smaa Op- 
findelser, vil sande, hvad Chefen for de Forenede Staters 
Patentkommission sagde om Edison, allerede da denne 
var midt i Tyverne: 

„Det er en ung Mand, som vil slide Vejen til Patent- 
Kommissionen hul med sine Fodtrin." 



SJETTE KAPITEL 



EDISON GIFTER SIG. TRESINDSTYA E TIMERS UAFBRUDT ARBEJDE. 
HVORLEDES EDISON SOVER OG SPISER. HANS EJENDOMMELIGE 
MENINGER OM MAD OG INTELLIGENS. EDISON BYGGER LABORA- 
TORIUM OG FABRIK I MENLO PARK. DE INDFØDTE TROR, HAN 
ER EN TROLDMAND. HVAD ^FIGARO" I 1878 SKREV OM EDISON. 




IDTIL havde Videnskaben hersket uind- 
skrænket over Edison. Alle hans Tanker 
kresede tidlig og silde om Instrumenter 
og Kemikalier, og Elektriciteten havde 
været hans første og eneste Kærlighed. 
Han blev seksogtj^ve Aar uden at 
have haft Tid til at opdage, at der var andre Kvinder til 
i Verden end hans Moder. Eller om han nu og da i flyg- 
tige Øjeblikke havde gjort denne Opdagelse, havde den i 
alt Fald ikke fæstnet sig i hans Bevidsthed paa en saadan 
Maade, at hans første Kærlighed led noget Afbræk derved. 
Nu indtraadte der en Forandring i dette Forhold. 
Edison forelskede sig i en af de unge Piger, som arbej- 
dede i hans Fabrik, en Miss Mary E. Stillwell. Uden et 
eneste overflødigt Ord spurgte han Mary, om hun vilde 



EDISON 119 

være hans Hustru; hun betænkte sig ikke paa at sige Ja, 
og kort efter — det var i 1873 — stod Brylkipet. Edisons 
Fader var til Stede ved denne Fest og glædede sig over 
sin allerede berømte Søns fordomsfrie Valg; hans Moder 
var forlængst afgaaet ved Døden. 

Mary Stillwell skildres som en udmærket Kvinde, der 
kun levede og aandede for sin Mand og delte alle hans 
Interesser, saavidt hendes Forstaaelse rakte. Hun glemte 
ingensinde, at hun, før hun blev Mrs. Edison, havde været 
den hlle beskedne Fabrikspige ; sine tidhgere Arbejds- 
kamerater omfattede hun bestandig med den største Hen- 
givenhed, og de fik hendes Indflydelse meget at takke 
for. Udadtil viste hun en fin Takt, som i Betragtning af 
hendes ganske mangelfulde Opdragelse kun kunde over- 
raske. 

Mrs. Edison skænkede sin Mand tre Børn, en Pige og 
to Drenge. Pigebarnet blev kaldt Marian efter sin 
Moder, men Edison gav hurtigt Barnet Kælenavnet Prik; 
naturligvis kom da Drengen, som fulgte efter, og som 
døbtes Thomas Alva, til at hedde Streg. Det tredie Barn 
fik Lov at beholde sit Kristennavn, William Leslie. 

Før sit Ægteskab havde Edison inddelt Døgnets 
Timer til Arbejde og Hvile paa den vilkaarhgste Maade. 
Havde han Noget for, som stærkt optog hans Tanker, 
ænsede han ikke, om det var Dag eller Nat; han blev 
ved at arbejde, indtil Trætheden overvældede ham. Nu 
lyttede han dog som Regel til sin Hustrus kærlige For- 
maninger om at unde sig Hvile og om helst at søge 
Hvilen i Nattens stille Timer. Det kunde vel hænde, at 



120 EDISON 

selv hendes Bønner Intet magtede overfor hans brændende 
Iver efter at iidforsJve Naturens Gaader. Men det Eksempel 
paa hans Arbejdsmetode, som er nævnt af en af hans 
Biografer, og som her skal anføres, ligger dog forud for 
hans Ægteskab. 

Edison havde modtaget Bestilling paa Levering af 
Kursnoterings-Trykkeren i et stort Parti til en Værdi af 
30,000 Dollars. Instrumenterne var færdige, da han gjorde 
den uhyggelige Opdagelse, at de af en eller anden ube- 
gribehg Grund ikke vilde virke. Fejlen maatte findes; 
Arbejdet skulde gøres; og Fristen var kun kort. Saa 
stillede Edison sig, omgivet af nogle af sine ivrigste Med- 
arbejdere, indenfor Døren i Fabrikens øverste Etage og 
gav dem den opmuntrende Meddelelse, at de maatte blive 
paa Stedet, indtil Apparaterne var i Orden. Og derpaa 
holdt han følgende lille Tale til sine Arbejdere: 

„Hør nu, Kamerater! Her er et Stykke Arbejde, som 
vi skal have færdigt i en Fart; og vi maa allesammen 
hjælpe hverandre, ellers gaar det ikke. Jeg har nu laaset 
Døren af, og I bliver altsaa her, til Arbejdet er gjort." 

De blev. Ikke En gjorde Indvendinger. Og Edison 
arbejdede selv strængere end nogen af sine Medhjælpere. 
I tresindstyve Timer blev de ved med dette Arbejde, der 
krævede baade fysisk og aandelig Anstrængelse ; Edison 
sov ikke et Øjeblik i disse halvtredje Døgn, og han gav 
sig næppe Tid til at spise et ordentlig Maaltid Mad. Men 
Fejlen i Apparatet fandt han, og Arbejdet blev fuldført i 
dets hele Udstrækning, — førend han drejede Nøglen om 
i Laasen og aabnede Døren. Efter seksogtredive Timers 




„I bliver altsaa her, til Arbejdet er gjort!"' 



EDISON 123 

Søvn vaagnede han styrket og klarhjærnet og parat til at 
tage fat paa nye Arbejder. 

Naar Edison Ivunde byde sin Hjærne og sit Legeme 
saa overmenneskelige Anstrængelser, skyldtes det natur- 
ligvis først og fremmest hans medfødte kraftige Konstitu- 
tion. Men det maa tilføjes, at han heller aldiig har 
svækket sit Legeme ved nogen Art af Udskejelser. Han 
behøvede ikke noget Stimuleringsmiddel for utrættet at 
arbejde uafbrudt i et Tidsrum, der var mange Gange 
længere end en blot nogenlunde normal Arbejdstid. Edison 
har aldrig smagt Morfin, Opium eller Kokain; han be- 
tragter disse Sager som Gift, og hans Mening om Spiritus 
er omtrent den samme. Han var den Gang og er be- 
standig totalafholdende, og man forstaar, at Amerikas 
ivrigt agiterende Totalafholdsmænd atter og atter fører 
Edison i Skranken som et glorværdigt Eksempel paa deres 
Principers Ufejlbarhed. 

Men Edison besidder en anden sjælden Ævne, som 
gør, at han saa stærkt kan indskrænke den Tid, han 
under sig til Hvile. 

Hos de Færreste, der beskæftiger sig udelukkende 
eller væsenligst med aandeligt Arbejde, ophører Hjærne- 
spændingen i samme Øjebhk, som Arbejdet lægges til 
Side. Man kan ikke saaledes straks kommandere Hjærnen 
i Hvil; Tanker, Billeder, Forestilhnger kreser endnu en 
Stund for Ens Bevidsthed og holder Søvnen borte. An- 
derledes hos Edison. Selv om hans Tanker har været 
anspændte til det Yderste, formaar han ligesom at stryge 
det Altsammen fra sig i det Øjeblik, han vil søge Hvile. 



124 EDISON 

Edison sover næsten i samme Nu, som han lægger sit 
Hoved mod Puden. 

Hans Søvn staar ogsaa bestandig i nøje Forhold til 
hans Arbejde. Har han arbejdet meget længe, da følger 
ogsaa derefter en meget lang Søvn, medens han paa den 
anden Side efter en Dag, hvor han har været forholdsvis 
lidt beskæftiget, vaagner, før andre Mennesker tænker paa 
at staa op. 

Om Mad har Edison sine egne aparte Meninger. Han 
er en stor Gourmand og har om Levemaaden dannet sig 
bestemte Teorier, som han tillægger megen Vægt. 

Noget af det Første, han sagde til sin unge Hustru 
efter Brylluppet, var dette : 

„Du maa endehg sørge for, min lille Ven, at vi aldrig 
faar den samme Ret to Gange i en Maaned." 

Man tænke sig den arme Kones hjælpeløse Fortviv- 
lelse! Selv havde hun jo ikke grumme megen Forstand 
paa Madlavning, og selv de dygtigste Kokkepiger, hun fik 
fat i, erklærede, at den Fordring kunde de ikke opfylde. 
Det endte med, at Mrs. Edison en Dag ved Middagsbordet, 
hvor hendes Mand rynkede paa Næsen ad en Kødret, som 
han havde faaet for et Par Uger siden, sagde til ham 
med et oprigtigt Suk: 

„Du maa dog huske, jeg er ikke stillet, som Mrs. 
Noah var! Men jeg forsikrer Dig, jeg vilde synes, at en 
Syndflod var en ringe Straf, hvis den bragte mig alle 
Jordens Dyr til Slagtning og Tilberedning. Saa kunde jeg 
maaske opfylde Dit Ønske!" 

Edison smilte og spiste sin Lammesteg uden at kn}'. 



EDISON 125 

Det var ikke saadan. at Edison „gjorde Bugen til 
sin Gud" ; tværtimod afskyede han lange og tungt fordøjelige 
Maaltider, hvor i Timevis den ene Ret afløser den anden. 
Men han har en yderst kræsen Gane og sætter Pris paa 
mange smaa delikate Retter, som han selv udgransker, 
men som meget ofte overskrider Kogekunstens Grænser. 

Hans Teori gaar ud paa, at der hersker en nøje 
Overensstemmelse mellem den fysiske Ernæring og den 
aandehge Udvikling, og at man ved en omhyggehg 
Udforskning af det Materielle, af de Fødemidler, som an- 
vendes, vil kunne kaste et klarere Lys over det menne- 
skelige Sjæleliv. Ikke blot, siger han, er Menneskets 
Gane ligesaa afhængig af Fødens Beskaffenhed og dens 
Forskellighed, som Aanden af dens intellektuelle Næring; 
men Styrken og Udstrækningen af de aandelige Ævner 
vil altid bero paa, i hvor vid Udstrækning Fordringerne 
til god og omhyggelig Levemaade sker Fjddest. 

Saa levende interesserer denne Teori Edison, at han 
endog har skaffet sig Talangivelser over de forskeUige 
Nationers Hovednæringsmidler ; han har dannet sig en 
hel lille Statistik paa dette Omraade, og paa Grundlag af 
den fører han sine Beviser med megen Skarpsindighed. 

Hovedresultatet, han er naaet til, er da dette: For- 
andring fryder, — men den gavner endnu mere; de Na- 
tioner, som spiser mest forskelligartet Mad, er de største. 

Denne meget afgørende og tilsyneladende noget paro- 
doksale Bemærkning fremkom Edison med en Dag, han 
sad paa en Restauration og til sin Ærgrelse saa' de tre 
Gjæster, som sad ham nærmest, spise henholdsvis Jord- 



126 EDISON 

bærkage, Jordbær med Fløde og Æblebudding. Og Edison 
docerede videre: 

„Risædende Nationer vil bestandig staa i Stampe; — 
disse Folk, som evindelig forlanger Ris, Ris, Ris! — hvad 
skal de blive til? — Se til Irlænderne: de spiser Kartofler 
og mørkt Brød og atter Kartofler; oprindelig er dette 
Folk udrustet med en klar Forstand, men de stakkels 
Mennesker er jo blevne ganske ødelagte og svækkede ved 
denne ensformige Føde. Betragt de Halvvilde, som bebor 
de mørke Skove! Hvor ringe Variation er der ikke i 
deres Kost, — og hvor langt staar de ikke tilbage i intel- 
lektuel Henseende! — Paa den anden Side; hvilken Nation 
er, naar Alt kommer til Alt, den sparsommeligste, den 
mest talentfulde og den, som besidder den højeste Dan- 
nelse? — Lad os ikke prøve paa at nægte, at det er 
den franske. Og hvorfor? — Fordi Kogekunsten i Frankrig 
er naaet frem til en større Fuldkommenhed end i noget 
andet Land ; fordi Kogekunsten i Frankrig navnlig lægger 
Vind paa at opfinde et Utal af forskellige Retter. Da det 
romerske Kejserrige var paa sit Højdepunkt, da Karthago 
var i sin Glans, da var Taflet dér et Vidunder af Vari- 
anter. Der diskedes op med et Mylr af lækre Retter, 
de drev det saa vidt som til at spise Nattergaletunger." 

Da en Ven af Edison, som med et skeptisk Smil 
havde lyttet til Opfinderens Veltalenhed, derefter spurgte, 
om han da hyldede den fønisiske Grundsætning, at Maven 
er Visdommens Sæde, svarede han fyndigt og afgørende: 

„Forsaavidt — ja! Jeg véd nok, man siger, at jeg 
vender om paa Tingene, og at Forholdet er dette, at den 



EDISON 127 

forskelligartede Føde snarere er Resultatet af høj Civili- 
sation end Aarsagen dertil; men jeg er fuldt og fast over- 
bevist om, at jeg har Ret. En Nation begynder intellek- 
tuelt og moralsk at forfalde, saasnart som Kogningen fra 
at være en Kunst er sunket ned til at blive en Reskæf- 
tigelse." 

Det var i 187S, Edison fremsatte disse ejendommelige 
Anskuelser; han har senere vedkendt sig dem; men efter- 
haanden som han er bleven ældre, har hans Interesse for 
Eriiærings- Teorien tabt betydeligt i Styrke, og man mener, 
at han næppe nu vilde underskrive sine Udtalelser fra 
den Tid uden først at underkaste dem en lille Revision. 

Men vi lader foreløbig Edisons Privatliv hvile og 
vender tilbage til hans Opfindelser. Det var i 1874, at 
han opfandt sin Kvadruplekstelegraf, af hvilken der alle- 
rede foran er givet en kort Reskrivelse. Naturligvis frem- 
kaldte en saa overordentlig vigtig Opfindelse megen Mis- 
undelse og det manglede ikke paa Konkurrenter, som 
mente, at deres Opfindelser af lignende Art var bedre end 
Edisons, og som endog vilde gøre gældende, at han havde 
benyttet deres Idéer. Der kom flere indviklede Processer 
ud deraf, men forholdsvis hurtigt blev det fastslaaet, at 
Edisons Opfindelse var de Andres ganske overlegen og 
helt uafhængig af disse; og hurtigt spredtes Edisons nye 
Telegraf-System over Verden. 

Forsøgene med Kvadrupleks-Telegrafen blev foretagne 
i Newark Laboratoriet med den størst muhge Hurtighed, 
og de blev senere fortsatte i Western Unions Telegraf- 



128 EDISON 

kontorer i New York , hvor man anvendte adskillige Maa- 
neder til Prøver med de nye Apparater. Saasnart et 
fuldstændigt Sæt var bleven forarbejdet, sendte Edison en 
af sine Ingeniører til Boston, hvor Instrumenterne blev 
stillede op og betjente af kyndige Telegrafister. Det viste 
sig straks, at Afsendelsen af Telegrammer kunde foregaa 
hurtigt og præcist med de nye Apparater. „Selv Eng- 
lænderne" bemærker Edison til en Ven, „maatte bøje sig 
for min Opfindelse og betale mig Patentafgift i mange Aar." 

Fire Aar senere skrev Præsidenten for Western Union 
i sin Aarsberetning, at „Opfindelsen er en af de betyd- 
ningsfuldeste for Telegrafien, som nogensinde er gjort; 
den har sparet Selskabet for en aarlig Udgift af 600,000 
Dollars." Endnu i dette Øjeblik betyder Kvadrupleks- 
Telegrafen en Besparelse af Traade og Stænger til en 
Værdi af mange Millioner Dollars. 

Imidlertid modtog Edison for denne epokegørende 
Opfindelse kun en meget beskeden Sum, som han helt og 
holdent anvendte til sine videregaaende Forsøg med Oktu- 
pleks-Telegrafen. 

„Jeg førte aldrig disse Forsøg til Ende,* skriver 
Edison. „I Stedet for gav jeg mig til at eksperimentere 
med den akustiske Telegraf, den saakaldte Tyd-Telegraf, 
der førte til Opfindelsen af Telefonen. Jeg var imidlertid 
ikke ene om disse Forsøg. Mine Konkurrenter, Bell og 
Graj-, eksperimenterede med samme Iver paa det samme 
Felt. 

„Bell, som arbejdede i Philadelphia, fik Patent paa 
en Lyd-Telegraf, der senere viste sig i Stand til at gen- 



EDISON 129 

give tydeligt udtalte Ord. Samtidig opfandt jeg en Trans- 
mitter, i hvilken Trækul anvendtes til Overføring af Lyd 
til elektriske Bølger. Og Gray havde søgt Patent paa en 
Opfindelse, der gik ud paa at anvende Vand til Forandring 
af den elektriske Strøm. 

„Nogle Kapitalister i Boston købte Bells Instrument 
og søgte at gøre det anvendeligt i Praksis, medens Western 
Union erhvervede min Opfindelse. En hidsig Konkurrence 
opstod. Men snart gik det op for Bell-Mændene, at deres In- 
strument vanskeligt lod sig bruge uden i Forbindelse med 
min Transmitter; og paa den anden Side indsaa Western 
Union, at kun ved en Kombinering med Bells Receiver 
vilde mit Apparat kunne gøre Fyldest. Jeg forsøgte 
at afhjælpe Manglen ved min Opfindelse, og det lykkedes 
mig ogsaa; men først da det var for sent. Western Union 
havde allerede afsluttet en Overenskomst med Bell- 
Mændene, hvorved de to Opfindelser kom til paa en 
naturlig Maade at supplere hinanden. Den Sum, jeg for 
min Part skulde have, betingede jeg mig at faa udbetalt 
ikke paa én Gang, thi saa vidste jeg af Erfaring, at jeg 
snart vilde have brugt det Hele til nye Forsøg, men i 
maanedlige Rater indenfor et Tidsrum af sytten Aar. 
Naturligvis gik Selskabet med Glæde ind herpaa." 

Hvor rummelige og velindrettede Lokalerne i Newark 
Laboratorium end var, blev de dog efterhaanden Edison 
for smaa. De vidtløftige Arbejder, som Gennemførelsen 
af hans mange store Planer nødvendiggjorde, krævede 
Maskiner, til hvilke der ikke var Plads i Newarks 
Arbejdsrum. 



130 EDISON 

Man kan danne sig en Smule Begreb om Omfanget 
af Edisons Virksomhed i Newark, naar man hører, at han 
her i Aarene fra 1870 til 1876 havde ikke mindre end 
45 forskellige Opfindelser i Arbejde. I Forhold hertil 
synes det økonomiske Resultat ikke imponerende. Ud- 
byttet ved Salg af Patenter og af Apparater, som udgik 
fra Fabriken, var i disse Aar 400,000 Dollars. Største- 
parten af Pengene anvendte Edison til nye Maskiner og 
nye Forsøg. 

Imidlertid, det var ingenlunde blot Hensj^net til de 
noget for indsnævrede Lokaler, som drev Edison bort fra 
Newark. Efterhaanden som hans Ry voksede, strømmede 
Besøgende i større og større Tal til hans Laboratorium. 
Nogle kom af Interesse for den Videnskab, Edison dyrkede, 
og blev vel modtagne; men den store Mængde var Nys- 
gerrige, hvis Paatrængenhed undertiden kunde være utaa- 
lehg. Daglig blev Edison og hans Folk forstyrrede i 
deres Arbejde af disse Skarer af Besøgende, som det ikke 
altid var muligt at afvise. Dette bidrog meget til, at Op- 
finderen tog den Beslutning at forlægge sin Virksomhed 
til et fjærnere liggende Sted. 

Saa flyttede han da med sin Famihe og med alle 
sine Maskiner og Apparater bort fra Newark og ud til 
Menlo Park, en landlig Egn fireogtyve Mil fra New York, 
i Nærheden af New York — Philadelphia Banen. 

Her byggede han sig et Laboratorium saa stort og 
indrettede det saa fortrinligt, at det blev det første Etab- 
lissement i sin Art, som nogensinde var sét. 

„Naar Publikum jager mig væk herfra," sagde Edison, 




t 




EDISON 131 

da han endelig havde faaet sit nye Laboratorium i Stand, 
„saa er der ikke Andet for mig at gøre end at flygte ud 
i Skovene." 

Store Summer anvendte han for at skabe sig et saa 
fuldkomment Arbejdsmateriale som muligt. Alene til 
Apparater, som skulde bruges ved Undersøgelser af for- 
skellig Art, medgik der 100,000 Dollars; og omtrent 
lige saa meget anvendte han til nye Maskiner og andet 
Tilbehør. 

Hans Værksted i Menlo Park var Hundrede Fod langt 
og femogtredive Fod bredt, og enhver tænkelig Ting, som 
hører til et fuldkomment mekanisk Værksted, fandtes her; 
men næsten hver eneste Ting havde sin aparte Form, 
konstrueret som den var efter Edisons eget Hoved. Der 
var Drejebænke, Mejsler, Boremaskiner, Høvle, Knuse- 
maskiner o. s. V. , og Drivkraften til alle disse Maskiner 
ydedes af en Browns Dampmaskine af firsindstyve Hestes 
Kraft. Der fandtes de fineste Maaleinstrumenter, Modeller 
til Maskiner og færdige Maskiner, Morse-Instrumenter, 
Galvanometre, Sikkerhedslaase, Telegrafnøgler og et Utal 
af andre Genstande, hvis Opremsning vilde fylde flere 
Sider. Edisons Glæde over, at han havde været i Stand 
til at anskaffe sig alle disse Sager, var stor. 

En ikke ringe Del af Bygningskomplekset optoges af 
det kostbare og omfangsrige Bibhotek, Edison efter- 
haanden havde samlet sig, og som stod aabent for alle 
hans Medhjælpere. 

I den øvre Del af den store Bygning var Væggene 
dækkede af en uendehg Mængde brede og smalle Hylder. 



132 EDISON 

Her saa' man Hundreder af Flasker og Krukker med 
Kemikalier staa opmarscherede i tætte Geledder; der var 
sjældne Mineralier, Glas med Snoge og andet Kryb i 
Spiritus, en Mængde botaniske Prøver, Kasser af forskellig 
Størrelse, Papirtragte af seks Fods Højde. Desuden var 
der et M^lr af Forsøgsapparater, som Mikroskoper, Isola- 
torer, Luftpumper, Generatorer, Litermaal o. s. v. 

I det ene Hjørne af det store Arbejdslokale stod op- 
stillet et Orgel og en mindre Spilledaase. Edison brugte 
disse musikalske Instrumenter, naar han mente, at hans 
Arbejdere trængte til at blive kvikkede op. Saasnart han 
kunde spore nogen Træthed hos dem, satte han Spille- 
daasen i Gang, eller han lod en Mand spille paa Orgelet. 
Det hjalp i Reglen, — maaske ikke mindst fordi Arbej- 
derne vidste, hvad det betød, naar Musiken begyndte 
at lyde. 

Overalt i Lokalerne hang svære Bundter af Telegraf- 
traade ned fra Loftet. De Fremmede, som gæstede Labo- 
ratoriet, betragtede ofte disse Traade med en vis sky 
Ærbødighed og gik forsigtigt uden om dem, som om de 
mente, at Traadene var i Stand til at forsyne dem med 
Pas til en anden Verden. 

Egnens mindre oplyste Befolkning saa' i Edison et 
Slags overnaturligt Væsen og kaldte ham i daglig Tale 
for „Troldmanden i Menlo Park". Der var i Maaden, 
hvorpaa Egnens Folk talte om hans Opfindelser, en egen 
ængstelig Betagethed, og ingen Bedrift vilde synes dem 
for stor for hans hemmehghedsfulde Magt. Om Himlen 
over Menlo Park pludselig var bleven formørket af en 



EDISON 133 

Flaade af Luftskibe fra Planeten Mars, og Edison var bleven 
set i Skyen, bydende Krigsgudens kommanderende Ad- 
miral en Pris, vilde Opfinderens brave Naboer blot have 
optegnet dette Faktum som et nyt, men ikke særdeles 
overraskende Vidnesbyrd om hans Trolddomsmagt. 

løvrigt fremkom der ogsaa paa den Tid hist og her 
i Udlandets Presse de mest overraskende Beskrivelser af 
Edisons Liv og hans Opfindelser. Saaledes skrev det 
franske Figaro i 1878 et lille rart Stykke om Cet étonnont 
Eddison. 

Edisons nye Opfindelse, Aerofonen, var bleven sendt 
til Pariserudstilhngen, og Figaro beskriver Apparatet med 
følgende Ord: „Det er en Dampmaskine, som kan gøre 
den menneskelige Stemme hørlig i en Afstand af otte 
Kilometre. De taler ind i Damprøret; en Ven, som be- 
finder sig i den nævnte Afstand fra Dem, og som i For- 
vejen er bleven underrettet om, at De vil passiare med 
ham, kan høre hvert Ord, De siger; og lad os tilføje, at 
Deres Ven kan svare Dem paa samme Maade." Som 
man senere vil se, naar vi kommer til Beskrivelsen af 
Aerofonen, har Figaro akkurat vidst, at Byen hed Snærpe. 

Endnu fornøjehgere er det dog at læse, hvad Pariser- 
bladet skriver om Eddison's Liv: 

,,Det bør vides, at Edison ikke tilhører sig selv; han 
er Telegrafselskabets Ejendom. Det huser ham i New 
York i en pragtfuld Bygning, skænker ham en overdaadig 
Levevis og betaler ham et uhyre Honorar for at være ene 
om Indtægten af hans Opfindelser. Men til Gengæld 
holder Telegrafselskabet Edison under stadig og stræng 



134 EDISON 

Bevogtning. Selskabet har engageret paalidelige Mænd, 
som ikke noget Øjeblik viger fra Opfinderens Side. I 
Laboratoriet, paa Gaden, ved Spisebordet, kort sagt overalt 
følger disse Vogtere ham. Han er under Opsyn som den 
farligste Forbrj^der, og den stakkels Mand kan ikke et 
Øjeblik hengive sig til sine egne Tanker, uden at en af 
hans Vogtere spørger ham: „Mr. Edison, hvad tænker 
De paa?" 

Man vil allerede af det Foregaaende forstaa, hvor 
uendelig fjærnt denne haarrejsende Skildring er fra Sand- 
heden. De Firmaer og Aktieselskaber, med hvilke Edison 
stod i Forbindelse, nærede den mest ubetingede Tillid til 
ham, og der var selvfølgelig intet Øjeblik Tale om en 
Udspionering eller blot en Kontrol af den Art, som Figaro 
har skildret. Havde man forsøgt at byde Edison noget 
saadant, vilde hans Selvstændighedsfølelse øjeblikkelig 
have brudt alle Skranker uden Hensyn til, hvad Følgerne 
kunde være blevet. 

Edison var i Menlo Park saa heldig at sikre sig en 
Kres af fortrinlige Medarbejdere, der i Stort og Smaat 
formaaede fuldstændig at gaa op i Mesterens Idéer. Ved 
Siden heraf havde han under sig et stort Korps af de 
dygtigste Mekanikere; Alle vilde jo gerne arbejde under 
Edison; det betragtedes som en Hæder at høre til hans 
Stab, og det var for en Mekaniker paa hans senere 
Løbebane den bedste Anbefaling, han kunde møde med. 

Den ypperste af Edisons Medhjælpere var Englænderen 
Mr. Charles Bachelor. Ikke blot var han en fremragende 
teknisk Dygtighed, men han besad tillige i stort Maal det 



EDISON 



135 



Forretningstalent, som Edison ganske savnede. Han var 
uundværlig for Opfinderen, sammen med hvem han havde 
arbejdet siden 1870. Med Hensyn til det Forhold, der 




Edison og hans Hovedmedhjælpere i Menlo Park 1878. 



bestaar mellem de to Venner og Kompagnoner, er det 
bleven sagt: „Hvis man tør drage en historisk Parallel, 
da er Mr. Bachelor for Edison, hvad Fader Mersenne var 
for den store Pascal." 



136 EDISON 

Mr. Bachelor havde under sig elleve af de dygtigste 
Instrumentarbejdere og Maskinister, som var at opdrive, 
og ofte naaede han store Resultater med dem. 

De videnskabelige Eksperimenter, til hvilke Edison 
altid selv gjorde Udkastet, lededes af Prof. Mac Intyre, 
en Lærd, hvis Viden rakte vidt. Mr. L. S. Griffin, tidhgere 
Telegrafbestyrer og iøvrigt en gammel Ven af Edison, 
fungerede nu som Opfinderens Sekretær; ved sin nidkære 
Hengivenhed fremmede han i høj Grad Edisons private 
Interesser. Mr. John Krenzi var Navnet paa Edisons 
første og udmærket dygtige Maskinmester i Fabriken; og 
i William Carman havde Opfinderen endelig fundet en 
Bogholder, som forsonede ham med, hvad han tidhgere 
havde betragtet som Humbug. 

Hele denne Styrke og naturligvis alle de Underord- 
nede med var ansatte paa almindelige Lønningsvilkaar ; 
alene Mr. Bachelor modtog en vis Andel af Udbyttet for 
hver Opfindelse, der blev solgt. 

Samarbejdet mellem Edison og hans Folk var ligesaa 
fortrinligt i Menlo Park som i Newark Laboratoriet. Alle 
saa op til Edison i den oprigtigste Beundring; og Alle 
holdt de af ham som den jævne og elskværdige Arbejds- 
herre, han var. 



SYVENDE KAPITEL 




MIKRO-TASIMETRET. DEN MUSICERENDE TELEFON. „MOLEKULÆR 
musik". TASIMETRETS ANVENDELSE UNDER TOTAL SOLFORMØR- 
KELSE OG ORKAN. EDISON RENYTTER ET HØNSEHUS SOM OR- 
SERVATORIUM. ODOROSKOPET. TASIMETRETS ANVENDELSE I SKIBS- 
FARTEN. MIKROFONEN. 

IKRO-TASIMETRET 61' et Instrumeiit, ved Hjælp 
af hvilket man kan inaale uendelig smaa 
Grader af Varme. Opfindelsen er grundet 
paa Kulstoffets variable Modstand overfor 
den elektriske Spænding. Navnet er 
dannet af to græske Ord, der betyder 
henholdsvis Udvidelse og Maal, idet Instrumentets Opgave, 
taget i sin store Almindelighed, er at maale Udvidelser 
af hvilken som helst Art. 

Dets fine Mekanisme beskrives saaledes af Edison: 
„Apparatet bestaar af et Stykke Retortkul, der er 
anbragt mellem to Metalplader. En elektrisk Strøm pas- 
serer igennem den ene Plade og flyder derefter igennem 
Kullet og Pladen paa den modsatte Side. Et Stykke 
haardt Gummi eller Ebonit er anbragt saaledes, at det 
kan presse imod disse Plader, og det Hele er sat i For- 



138 EDISON 

bindelse med et Galvanometer og et elektrisk Batteri. 
Varme faar Gummistrimlen til at udvide sig og presser 
Pladerne nærmere sammen om Kullet, tillader mere Strøm 
at passere igennem og faar Galvanometrets Naal til at 
gøre et Udslag. Kulde formindsker Trykket. Ved Hjælp 
af dette Apparat er det muligt at maale en Milliondel af 
en Grad Fahrenheit." 

En ganske ejendommelig Opdagelse gjorde Edison 
under et af de første Forsøg med Tasimetret. Han op- 
varmede en Dag Haandtaget paa en Telefon og talte 
umiddelbart derefter gennem Telefonen til sin Kompagnon, 
Mr. Ciiarles Bachelor. Denne svarede øjeblikkelig noget 
overrasket: 

„Hvad tager De Dem for, Edison? Hvor kommer den 
Musik fra?" 

Edison svarede, at der var ingen Musik dér, hvor han 
stod. Men gentagne Prøver med Opvarming af Telefon- 
Haandtaget frembragte de samme Virkninger, og det blev 
slaaet fast som en Kendsgerning, at en særegen blod og 
klar musikalsk Tone kunde fremkaldes med Mellemrum 
af fem Sekunder; ved de Undersøgelser, som nu blev an- 
stillede, konstateredes det, at Telefonens musikalske Præ- 
station fremkaldtes ved Molekulernes gradvise Sammen- 
trækning under Afkølingsprocessen. Dette besynderlige 
Fænomen blev af Edison benævnet „molekulær Musik". 

Den første afgørende Prøve med Tasimetret blev 
foretaget den 9de Juli 1878 i RawUngs i Wyoming Terri- 
torium. Den Dag indtraf der paa dette Sted en total 
Solformørkelse, og Edison vilde nu forsøge ved Hjælp af 



EDISON 



139 



sit nyopfundne Instrument at maale Varmegraden af 
Solens Corona. 

Det blev en Prøve med Forhindringer. 

Da Edison ankom til Stedet, opdagede han til sin 
store Ærgrelse, at der allerede var lagt Beslag paa hvert 
eneste Rum, hvorfra der kunde være Tale om at gøre 
Observationer. En Mængde Astronomer var strømmede 
til Rawlings og havde installeret sig med deres 




Mikro-Tasimetret 



Instrumenter, og en endnu større Mængde Dilettanter i 
Videnskaben var ankomne og bredte sig med en Vigtighed, 
som Edison vilde have fundet komisk, hvis ikke netop 
alle disse Herrers Nærværelse havde spærret ham Ud- 
sigten til med Held at kunne anstille sine vigtige Eksperi- 
menter. 

Han forsøgte overfor En og Anden af dem for gode 
Ord og Betaling at faa dem til at vige Pladsen, men han 
opnaaede kun, at de følte sig krænkede. Han valgte da 
at tale til deres videnskabelige Interesse og forklarede 



140 EDISON 

dem, af hvor stor Vigtighed det var, at hans gansl^e nye 
Opfindelse ved dennne sjældne Lejlighed blev underkastet 
en Prøve. Men de trak paa Skuldrene og smilte over- 
bærende, som om de vilde sige, at de jo kun gjorde ham 
en Tjeneste ved at afslaa hans Anmodning; han sparedes 
derved for en styg Skuffelse. 

Endelig fandt Edison et gammelt, forfaldent Hønse- 
hus, og han besluttede sig til at indrette det til Obser- 
vatorium. 

Men en Hovedbetingelse var det, at Instrumenterne 
kunde opstilles paa en fuldkommen fast og jævn Flade; 
ellers vilde det følsomme Apparat give ganske upaalidelige 
Resultater. Et saadant fast Grundlag fandtes naturligvis 
ikke i det gamle, raadne Skur, som kun havde fire tynde 
Bræddevægge med større og mindre Kighuller i samt en 
Hønsestige. Edison fik sig endehg sammentømret et Slags 
Bord, og han begyndte at stille Apparatet op. 

Da rejste der sig en hæftig Storm, som med hvert 
Minut tiltog i Styrke. Edison var fortvivlet. Hans Hønse- 
hus rystede saadan, at han hvert Øjebhk ventede at se 
det styrte sammen ; den Væg, som vendte imod Vindsiden, 
var allerede blæst ned. Hatten var fløjet af ham, og Stormen 
legede med hans Haar. Det ænsede han ikke. Han søgte kun 
at skærme sine Apparater og tænkte blot paa, hvordan 
han skulde faa sit Observatorium udbedret i den korte 
Tid, der var tilbage, inden Solformørkelsen begyndte. At 
faa et nyt Skur bygget op i Løbet af det Par Timer var 
jo en Umulighed. 

Saa styrtede Edison efter at have indhyllet Appara- 



EDISON 141 

terne i sin Frakke afsted hen til en Tømmerplads, som 
fandtes i Nærheden, og hvor en Del Folk var beskæftigede. 
Han stormede ind paa Pladsen og raabte, at han skulde 
bruge ti Mand, men at de maatte møde øjeblikkelig med 
Værktøj og Tømmer. 

Arbejderne saa' paa ham med betænkelige Miner; 
de troede aabenbart, at Manden var bleven gal. Men han 
gentog med stigende Energi sin Anmodning og forklarede 
dem i en rivende Ordstrøm, hvad det drejede sig om; og 
de forstod nu, at det virkehg var Alvor. De indvendte, 
at de dog ikke saadan uden videre kunde forlade deres 
Arbejdsplads; men Edison bød dem en saa høj Betaling, 
at der hurtigt mældte sig tyve for ti. Han tog de yngste 
og kraftigste blandt Svendene, befalede dem at slæbe en 
Bunke Brædder med fra Pladsen, — og med Tømmeret 
under den ene Arm og Værktøjet under den anden løb 
nu de ti Mand med Edison i Spidsen, saa hurtigt de kunde, 
hen til Hønsehuset. 

Efter en god halv Times Arbejde havde de stivet det 
gamle Skur af og havde rejst et højt Plankeværk paa dets 
ene Side. 

Da disse Forberedelser var til Ende, var Klokken 
halvto ; og tretten Minutter over to skulde Maanen begynde 
sin Gang mellem Solen og Jorden. Tasimetret blev ind- 
stillet. Men Stormen var imidlertid taget saa meget til, 
at Apparatet trods den forholdsvis solide Afstivning af 
Hytten atter begyndte at ryste. Hurtigt slyngede Edison 
nogle Tov om Bræddevæggene og fastgjorde dem ved 
Plankeværkets Pæle, og atter indstillede han Instrumentet. 



142 EDISON 

Da hørtes fra en af Astronomerne Raabet: „Dér er 
den!" Hundreder af sværtede Glas rettedes mod Solen, 
og man saa' nu, at Maanen begyndte at glide frem for 
den lysende Klode, hvis Skive langsomt mindskedes. 

Da Klokken var fem Minutter over tre, var Syvottende- 
delen af Solen formorket, og Landskabet traadte svagt 
frem i dunkelt Lys. Et Kvarter over tre var Formørkelsen 
total; alt dyrisk Liv hvilte, og Mørket rugede over Egnen. 
Endnu hylede Stormen, og Tasimetret gav kun altfor 
tydeligt Svar paa de rasende Elementers Tiltale. Atter 
og atter rettede Edison paa Instrumentet; endnu var det 
ikke lykkedes ham at bringe det i fuldstændig Ro det 
korte Øjeblik, som var nødvendigt, for at det kunde virke 
efter Bestemmelsen. 

Han havde næsten opgivet at faa noget Resultat ud 
af sit Forsøg. Kun et kostbart Minut var tilbage af Tiden 
for den totale Formørkelse, — da stilnede Orkanen af i 
nogle faa Sekunder; det var, som om Stormguden et Øje- 
blik trak Vejret; i dette Nu stod Tasimetret ganske stille, 
og Edison fik samlet Straalerne fra Solens Corona i dets 
Aabning. 

Galvanometrets Naal viste, at Solkransen udstraalede 
omtrent femten Gange saa megen Varme som Stjærnen 
Arcturus, der Natten før af Edison var bleven gradet med 
Tasimetret. 

Nøjagtigt blev ganske vist Resultatet ikke; dertil var 
Observationstiden for kort; men Instrumentet havde vist 
sig at virke godt, og det var for Edison Hovedsagen. Det 
eksakte Tal brød han sig naturhgvis mindre om, naar 



EDISON J43 

blot han vidste, at Apparatet under gunstige Betingelser 
var i Stand til med Nøjagtighed at udføre Maalingen af 
de uendelig smaa Varmegrader. 

Denne Begivenhed, som i en fremragende Grad hen- 
ledte Opmærksomheden paa Tasimetret, gav blandt Andet 
Anledning til en meget gunstig Omtale af den ny Opfin- 
delse i The Scientific American for Oktober 1878. Det 
hedder her: 

„Tasimetret er mere følsomt end noget Apparat, man 
hidtil har kendt. Det rækker langt højere op i Ætheren, 
end man hidtil har kunnet naa. Der aabner sig herved 
Muligheder for at trænge ind i Regioner, som tidligere 
var os fremmede. Sandsynhgvis vil man ved Hjælp af 
Tasimeret kunne naa hgesaa langt ud over Kikkertens 
yderste Grænse, som man ved dette Instrument naaede 
ud over det blotte Øjes Rækkevidde. Umuligt er det ikke, 
at Edisons Opfindelse vil kunne bringe Bud om en Mængde 
Kloder, udbrændte Sole og svagt straalende Planeter, hvis 
Eksistens man tidligere ikke har anet.'' 

De Eksempler paa Tasimetrets Følsomhed, som an- 
føres , lyder helt æventyrlige ; deres Troværdighed tør 
imidlertid ikke omtvistes, thi det er Opfinderen selv, som 
nævner dem. I et Brev, Edison et Par Maaneder efter 
den omtalte Solformørkelse skrev til Mr. W. F. Barrett ved 
det kgl. Videnskabernes Kollegium i Dubhn, siger han 
blandt Andet: 

„Varmestraalerne fra en tændt Cigar, der holdes ad- 
skillige Fod borte fra Tasimetret, kan maales paa dette. 
Ved at forøge Galvanometrets Finhed kan Apparatet gøres 



144 EDISON 

saa følsomt, at Varmen fra Deres Legeme i en Afstand af 
otte Fod kan spores. Varmestraalerne fra et Gasblus i 
100 Fods Afstand foraarsager under de samme Forhold en 
synlig Svingning af Galvan om etrets Naal." 

Paa samme Maade som den svageste Varme maales, 




Odoroskopet. 

kan ogsaa den allerubetydeligste Fugtighed gøres til Gen- 
stand for Udmaaling. 

Hertil anvendes Odoroskopet, som kun er en lidt for- 
andret Udgave af Tasimetret, og som har faaet sit Navn 
efter dets først opdagede Ævne til at konstatere Tilstede- 
værelsen af den svageste Lugt. Som Fugtighedsmaaler 



EDISON 145 

har imidlertid Odoroskopet sin største Betydning, og de 
Principer, som ligger til Grund for det, yder et fortrin- 
ligt Materiale til Fremstilling af Barometre, Hydrometre 
og andre Instrumenter, ved Hjælp af hvilke man maaler 
Forandringer i Atmosfæren. 

Mens Edison eksperimenterede med Tasimetret, for- 
søgte han en Dag at anbringe en Strimmel Husblas mellem 
de opretstaaende Kulstykker. Han holdt saa en Strimmel 
fugtigt Papir i en Afstand af tre Tommer fra Husblaset; 
og til sin store Glæde saa' han, at Eksperimentet straks 
lykkedes. Husblas-Strimlen udvidede sig, og Naalen paa 
Galvanometret, som var sat i Forbindelse med Apparatet, 
flyttede sig otte Grader. Han fortsatte sine Forsøg, og 
det viste sig blandt andet, at en Draabe Vand paa Spidsen 
af hans Finger, holdt fem Tommer borte fra Apparatet, 
bevirkede, at Naalen svingede elleve Grader. Dermed var 
Principet for Fugtighedsmaaleren fastslaaet, og den nye 
Opfindelse havde staaet sin Prøve. 

I det praktiske Liv kan Tasimetret f. Eks. anvendes 
paa Skibe, som er i Ishavsfart. Det er muligt ved Hjælp 
af dette Instrument at undgaa Sammenstød med Isbjærge. 

Tasimetret anbringes i en lukket Kasse, som fastgøres 
til Skibets Køl, og ved Traade er det sat i Forbindelse 
med et uforanderligt og svagt Daniell Batteri og videre 
med et Galvanometer, som har sin Plads i Kaptejnens 
Kahyt. Den forøgede Kulde i Vandet, som Nærheden af 
et Isbjærg foraarsager, faar straks Tasimetrets Kulstykker 
til at trække sig sammen, og i samme Øjeblik vil Galva- 
nometrets Naal oppe i Kahytten svinge. Kaptejnens Op- 

10 



146 EDISON 

mærksomhed er da vakt, og han vil i Tide kunne foretage 
de Manøvrer, som er nødvendige for at undgaa Sammen- 
stød med Iskolossen. 

Man vil forstaa, at Tasimetret paa lignende Maade 
kan anvendes til Signalisering af pludselig opstaaet Ild 
saavel paa Landjorden som til Søs: thi idet Kullet ud- 
vider sig ved Varmen, gør Galvanometrets Naal straks et 
Udslag. 

Efter at Edison havde tilendebragt disse Opfindelser, 
kastede han sig over en Række Eksperimenter, som gik 
ud paa at optegne og forstærke Lyde. Mikrofonen, Mega- 
fonen, Fonografen og Aerofonen blev opfundne. 

Mikrofonen, som væsenlig hører hjemme i Telefonien, 
er et forbedret Afsenderapparat. Ved Hjælp af Mikro- 
fonen varierer man Modstanden i ét Kresløb {det pri- 
mære Kresløh), hvorved der fremkaldes Induktionsstrøm i 
et andet {det sekundære Kresløb). Under Udførelsen af 
Instrumentet gik det op for Edison, at da Kullets elektriske 
Modstand staar i Forhold til det Tryk, der fremkaldes, maa 
Modstanden kunne forøges i en overordenlig Grad, naar 
Kuldelene kommer i indbyrdes løs Berøring i den elek- 
triske Strømkres. Denne Grundsætning faar en udstrakt 
Anvendelse i alle Mikrofoner, som benyttes i Forbindelse 
med Telefonien. 

Slaaet af Lydenes forøgede Styrke, der hidrørte fra 
Kuldelenes indbyrdes Berøring fandt Edison paa at kon- 
struere en Mikrofon med en Række opretstaaende Kul- 
stykker, der hvert for sig støttedes af en let Fjeder. 
Til Membranen er fæstet en Kulstift, imod hvilken det 



EDISON J47 

første Kulstykke hviler; og Svingningerne i Membranen 
forplanter sig nu fra det første Kulstykke til det andet og 
saaledes videre. Resultatet er, at Lyden, som gaar gen- 
nem Telefonens Traade, forstærkes i en forbavsende Grad. 

Under Arbejdet med Mikrofonen havde Edison en, 
som det synes, ret hensynløs Modstander og Konkurrent 
i Professor Hughe. Det kom til en meget skarp Avisfejde 
mellem de to Herrer. Edison, som ellers plejede at be- 
vare sin Sindsro under alle Livets Tilskikkelser, kom 
under denne Konkurrencekamp helt ud af Ligevægt. Han 
gik sluttelig af med Sejren; men som et Eksempel paa 
Tonen i de Herrers Polemik kan anføres, at Edison om 
Prof. Hughes Mikrofon skrev: 

„Det er et af de frækkeste Tyverier, der nogensinde 
er begaaet. Den er rapset lige fra min Telefon!" 

Der forlyder Intet om, at denne noget ligefremme 
Meningsudvekslen — Professoren gav ikke Edison noget 
efter i Aabenhjærtighed — efterfulgtes af Injurieprocesser. 
Begge de to udmærkede Mænd havde vigtigere Ting at 
beskæftige sig med. 

Imidlertid havde Edison udviklet Mikrofonens Virkeævne 
i en Grad, som grænser til det Utrohge. Han lod Haanden 
ghde hen over en Hattebørstes bløde Haar; den svage 
Lyd, som fremkaldtes herved, forstærkedes gennem Mikro- 
fonen saaledes, at man troede at høre en mægtig Storm- 
vind suse gennem en Skov af Kæmpegraner. Myggenes 
Summen lød som en hel Bataljon Soldaters Marseh. Et 
Urs Dikken, ja selv Hjærtets Slag kunde gennem Mikro- 
fonen høres tydehgt i en Afstand af 100 Mil. 

10* 



148 



EDISON 



En af Edisons mest fremragende Medhjælpere staar 
inde for Troværdigheden af disse mirakuløse Eksempler. 
Saa vi faar ikke tvivle. 

Saa meget mindre, som vi endnu langtfra har naaet 
Underværkernes Kulmination. 




OTTENDE KAPITEL 



MEGAFONEN OG AEROFONEN. SAMTALE PAA MILES AFSTAND 

UDEN TRAAD. FRIERI PR. LUFT. DA EDISON TALTE PRIVAT MED 

BONDEN. DEN SLADRENDE BRØLEMASKINE 




EDENS man hidtil dog har haft Traaden al 
holde sig til, slipper denne ganske her, 
hvor Talen bliver om Megafonen og Aero- 
fonen. Ved Hjælp af disse Apparater 
forplanter Lyden sig uden Traad, det 
Haandgribelige svinder bort, — der er 
tilbage Intet andet end Luften som Lydbringer. 

Disse to Opfindelser er noget af det mest overraskende, 
Edison nogensinde har frembragt. Deres Anvendelse i det 
praktiske Liv er imidlertid Fremtiden forbeholdt, og de er 
foreløbig kun lidet kendte. 

Megafonen er en Opfindelse, ved hvilken fjærne Lyde 
gennem Atmosfæren kan bringes indenfor den menneske- 
lige Høreævne. 

Den Beskrivelse af Apparatet, som er givet af Edison 
og hans Biografer, er yderst simpel og kortfattet; som det 
sj^nes ogsaa en Smule ufuldstændig. Den lyder saaledes: 



150 EDISON 

Paa en tre Alen høj Trefod er anbragt to store kegle- 
formede Rør, som ved Mmidingen liar en Diameter af to 
Fod og seks Tommer, og ved hvis spidse Ende er fast- 
gjort Gummislanger med Rør til at anbringe i Ørerne. 

Det er godtgjort, at Personer, som befandt sig i ad- 
skillige Miles Afstand fra hinanden, uden mindste Vanske- 
lighed igennem Megafonen har kunnet høre hinandens 
Tale. Som paa hosstaaende Billede vist, kan man saa- 
ledes staa paa Strandbredden og sige et sidste Farvel til 
den Bortdragende paa Skibet ude i det Fjærne, hvor 
Himmel og Hav mødes ; og findes der en Megafon ombord, 
kan man faa sit Farvel tydeligt besvaret. • Mere end det, 
der kan føres en hel Samtale; Ting, man har glemt at 
faa sagt, inden Skibet lagde fra, — Ord, som man havde 
vanskeligt ved at sige Vedkommende, mens man stod 
Ansigt til Ansigt med ham eller hende, de føres nu gen- 
nem Luften til den, man ikke længer ser. 

Hvilken herlig (3pfindelse for de begavede Mennesker, 
der altid bagefter kommer i Tanker om det, de burde 
have sagt! Hvilke vidunderlige Muhgheder aabner der 
sig ikke for Frieri pr. Luft! Et Jaord, udtalt af en usynlig 
Mund, men med den Elskedes kendte Stemme, baaret 
mange Mile gennem Rummet paa Æterens Vinger, — kan 
man tænke sig noget mere poetisk? 

Besynderligt, at et saa praktisk Instrument endnu ikke 
har funden praktisk Anvendelse! Det eneste konkrete 
Eksempel, som i Værkerne om Edisons Opfindelser anføres 
om Megafonens Ydeævne, er — man tilgive, at vi dumper 
ned i Prosaen — dette, at man ved Laboratoriet i Menlo 



f 



I '^ 






^^ 




f^: 



Megafonen i Anvendelse. 



EDISON 153 

Park gennem Apparatet har kunnet høre Køer, som laa 
paa Græs i seks Mils Afstand, tygge Drøv. Eksperimentet 
blev udført en Sommernat, da Naturen sov, og alle Lyde 
tav. Som en monoton Melodi lød Drøvtyggeriet gennem 
Megafonens Rør, — i den eksperimenterende Opfinders 
Øren en skønnere Melodi, end noget Instrument kunde 
frembringe. 

Aerofonen er en, om muHgt, endnu vidunderligere 
Opfindelse. Edison har ved Apparatets Konstruktion an- 
vendt den samme Trommehinde, som findes i Fonografen; 
men Aerofonen arbejder ikke paa samme Maade som 
denne. I Fonografen gengives den menneskelige Stemme 
ved Fotografering af Lydbølgerne; i Aerofonen ved at 
nogle fint mærkende Ventiler aabner og lukker sig. Disse 
Ventiler, som er anbragte inden i en Dampfløjte eller 
Orgelpibe, tjener til at kontrollere det nødvendige Maal af 
Damp eller Luft. Taler man nu ind i Apparatet, kom- 
mer Membranen i stærke Svingninger, der forplan- 
ter sig til Ventilerne, som aabner eller lukker sig 
ganske efter Tonefaldet af den Talendes Stemme. 
Dampen eller Luften reproducerer disse Svingninger, og 
Resultatet er, at almindelig Tale forstærkes to Hundrede 
Gange og derfor bliver hørlig i en uendehg lang Afstand 
fra den Talende. 

Ser man bort fra de tekniske Forskelligheder, kunde 
man sige, at Aerofonen er Fonografen ført ud i en ond- 
skabsfuld Overdrivelse. 

Medens Fonografen beskedent og fornuftigt nøjes med 
at opfange og optegne de Ord, der tales ind i den, for 



154 EDISON 

atter at gengive dem med samme Styrke og i samme 
Tonefald, snapper Aerofonen hvert uforsigtigt Ord, der 
udtales i dens Nærhed, og brøler det ud over Byen og 
Landet med en ugenert Brutalitet, som ubetinget over- 
skrider Grænserne for Privatlivets Fred. 

Naturligvis gik det da ogsaa saadan, at Edison med 
sin Aerofon vakte en levende Forbitrelse imod sig. 

Beboerne af Egnen omkring Menlo Park var hoved- 
sagelig uoplyste Almuesfolk. De havde altid med en vis 
sky Ærefrygt sét op til Edison, hvem de, som allerede 
foran sagt, troede i Stand til at udføre rent overnaturlige 
Ting. Hidtil havde imidlertid hans Trolddomsværk ikke 
generet dem personligt, og saa længe han lod dem i Fred, 
lod de ogsaa ham passe sig selv. Men Aerofonen bragte 
en Forandring i dette Forhold. 

Der fortælles herom en morsom Anekdote. En Dag 
ønskede en skikkelig Bondemand fra Nabolaget Foretræde 
hos Edison. Han vilde klage over en af Opfinderens 
Folk, og Klagen fremførtes paa hans unge Datters Vegne. 
Edison tog ham ind i sit Arbejdsværelse, og Manden gik 
straks til Sagen. Hans Datter havde været forlovet med 
en ung Mand paa Laboratoriet; der havde udviklet sig et 
intimt Kærhghedsforhold mellem de To, og Forholdet 
sjmtes ikke at skulle blive uden Følger. Men nu vilde 
den unge Mand ikke mere vide Noget af hans Datter at 
sige. Det var skammeligt; og Faderen tænkte sig, om 
Edison ikke kunde have Hjærte og Vilje til at tage den 
unge Mand for sig og formane ham til at vandre Plig- 
tens Vej. 



EDISON 



155 



Bonden og Edison havde naturligvis talt sammen 
under fire Øjne om denne overmaade private Affære. Den 
Ene vidste ikke, og den Anden huskede ikke, at der var 
en livløs, men derfor ikke mindre opmærksom Tredjemand 
til Stede. Paa et Bord tæt ved, hvor de sad, stod en 
Aerofon, og den havde fanget hvert Ord, som var 
bleven talt. 




Edison og hans Hovedmedhjælpere i 1889. 

Nu vilde Ulykken, at Edison kort efter at den bedrø- 
vede Fader var gaaet sin Vej, gav sig til at eksperimentere 
med Instrumentet. Og pludselig raabte Aerofonen med 
Tordenstemme ud over Egnen de hemmelige Ord, som var 
betroede dens Opfinder! — 

Ilsomt lukkede han Munden paa Sladremaskinen. 
Men Folk havde hørt tilstrækkeligt til, at de kunde stave 



156 EDISOX 

Og lægge sammen; saa meget havde Aerofonen allerede 
faaet sagt, at Hemmeligheden var brudt. Det var en 
gruehg Historie. 

Man var udenfor Laboratoriets Mure ingenlunde til 
Sinds at se Episoden fra dens humoristiske Side. Man 
forbitredes over den Krænkelse af Privatlivets Fred, som 
Edison, eller rettere hans Maskine, havde gjort sig skyldig 
i. Men samtidig styrkedes man i Troen paa, at den store 
Mand i Menlo Park virkelig kunde gøre Mirakler. 

En af Edisons Biografer, Mr. Dickson, anstiller i denne 
Sammenhæng nogle vidtsvævende Betragtninger. Han 
springer fra Fortid til Fremtid og siger:' 

„Har der ikke i gammel Tid ligesom været Varsler 
eller Forudanelser om disse det nittende Aarhundredes 
Underværker? Alexander den Store lod sig lave et mæg- 
tigt Talerør, gennem hvilket han mente at kunne udraabe 
sine Befahnger, saaledes at de hørtes i de fjærneste Dele 
af Hæren. Tanken var her den samme som den, Edison 
bragte til Udforelse. Og de mystiske L}de fra Memnon- 
statuen? — Hersker der ikke en gaadefuld Forbindelse 
mellem dem og Edisons lydfrembringende Apparater? — 
Og gælder ikke det samme de sindrige akustiske Opfin- 
delser, som anvendtes ved ægyptisk og græsk Gudsdyr- 
kelse? — En Vismand, som syslede med Naturens dunkle 
Gaader, har ud fra den Betragtning, at Intet i Verden 
gaar til Spilde, slaaet fast som sin sikre Overbevisning, 
at alle Lyde, som er hørte siden Jorden blev til, kreser 
omkring vor Klode i bestandig fjærnere og fjærnere Af- 
stande. Og han udpønskede et Apparat, ved Hjælp af 



EDISOX 157 

hvilket han skulde kunne indfange alle disse Toner og 
gengive dem, som de lod, den Gang de frembragtes. 
Hvert Aarhundrede eller hver en Del af et Aarhundrede 
havde sit Indsnit paa dette Instrument; man behøvede 
blot at stille det ind, saa kunde man kalde til sig og 
lade klinge Melodier fra de fjærneste Tider. 

„Er ikke denne Idé i Slægt med Edisons veritable 
Vidundere? Og hvilke Lofter giver ikke de Opfindelser, 
Mesteren allerede har gjort? — Vi hører i Fantasien 
uanede Hemmehgheder i Lydenes Rige aabenbarede for 
vor Sans. Vi lytter til den fine Klokkeklang af Fe- 
hammere, som danner Krystallets og Ædelstenenes straa- 
lende Facetter. Vort Øre vederkvæges af de ensformige 
Toner fra det dryppende Vand, som former Stalaktitets 
og Stalagmitets Hulebygning. Vi horer Ilden knitre i 
Jordens Skød." 

Overfor disse noget hojtstemte Fordringer af Opfin- 
derens Landsmand mener vi at være beskedne, naar vi 
hofligt henstiller til Edison at sætte os i Stand til at 
høre Græsset sro. 




NIENDE KAPITEL 




HVORLEDES EDISON OPFANDT FONOGRAFEN. DENS OPRINDELIGE 
OG DENS NUVÆRENDE MEKANISME. VANSKELIGE FORSØG. HVAD 
FONOGRAFEN KAN BRUGES TIL. ALLE MENNESKERS MODERSMAAL? 
EN ABE -MENNESKE -ORDBOG. EDISON SENDER SIT FØRSTE FONO- 
GRAM TIL ENGLAND 

iLSYNELADENDE skvldes EdisoDS Opfindelse 
af Fonografen en af de Tilfældigheder, 
som spiller en saa stor Rolle i al ekspe- 
rimenterende Videnskab. 

Men allerede et Aar, for han gjorde 
sin geniale Opfindelse, syslede han med 
en Mekanisme, der bar i sig Spiren til Fonografen. Han 
taler her om en ny Metode, ved hvilken man kan op- 
tegne almindelige telegrafiske Signaler: Man lader en 
mejselformet Stift udhugge Fordybninger i et Stykke 
Papir, der er lagt omkring en Cylinder, idet Stiften be- 
væger sig henover en Fure, som er skaaren i Cylinderens 
Overflade. — se hosstaaende Skitse; — man vil da være 
i Stand til gennem de i Papiret frembragte Fordybninger 
at sende den til Apparatet givne Meddelelse avtomatisk 
gennem en anden Traad. 



EDISON 159 

Edison fortæller selv om, hvordan han undfangede 
den første Idé til Fonografen: 

„Jeg stod med Mundstykket af en Telefon, den saa- 
kaldte Musik-Transmitter, i Haanden, og jeg sang ind i 
Apparatet. Ved de Svingninger, min Stemme fremkaldte, 
blev Apparatets Staalspids sat i Bevægelse, og den be- 
rørte en af mine Fingre. Ved den dirrende, stikkende 
Fornemmelse i Fingeren kom jeg til at tænke paa, at 
hvis man kunde optegne Staalspidsens Bevægelser og 




Første Skitse af Fonografen. 

(Efter Edisons Original-Udkast.) 

bagefter lade den samme Stift glide hen over den Flade, 
hvor den havde sat sine Mærker, saa var der en vis Sand- 
sj^nlighed for, at den Stemme og de Ord, som havde 
frembragt Mærkerne, kunde gives tilbage, og at man paa 
den Maade kunde konstruere et Apparat, som var i Stand 
til at tale. 

„Tanken herom fyldte ganske mit Sind, og jeg 
tøvede ikke med at anstille Forsøg. Det lykkedes saa 
vidt, at jeg fik Bekræftelse paa min Formodning. Jeg 
brugte først en Strimmel Telegrafpapir, og til min Glæde 



160 EDISON 

saa jeg, at Staalspidsen, naar jeg talte ind i Apparatet, 
blev sat i Bevægelse og paa Papiret optegnede en Række 
Bogstaver. Jeg raabte: „Hallo! Hallo!" og nu skulde jeg 
altsaa forsøge at lade Papiret løbe tilbage under Staal- 
spidsen. I aandeløs Spænding lyttede jeg; og virkelig 
hørte jeg mit „Hallo! Hallo!" gengivet ganske svagt. Paa 
Grundlag af dette Forsøg besluttede jeg at lave en rigtig 
Maskine, som kunde arbejde nøjagtigt og om muligt gen- 
give Ordene tydeligere. Jeg gav mine Medhjælpere de for- 
nødne Instruktioner, idet jeg antj^dede for dem, hvad det 
var for en Opdagelse, jeg havde gjort. De lo af mig. 

„Det er hele Historien: Fonografen er Resultatet af 
et lille Stik i en Finger!" 

Omtrent samtidig hermed kom en Dag afdøde General 
Butler ind i Edisons Laboratorium, hvor han med stor 
Interesse satte sig ind i Telefonens Mekanisme. Da han 
havde prøvet Apparatet og udtalt sin Beundring om den 
Tydelighed, hvormed Ordene blev gengivne, sagde han: 

„Nu tør vi maaske vente af dem, Mr. Edison, at De 
ogsaa finder paa et Apparat, ved Hjælp af hvilket Ordene, 
man udtaler, kan optages og gengives." 

Det var i Generalens Mund kun en spøgende Be- 
mærkning, og han havde sandsynligvis selv glemt den 
kort efter, at den var udtalt. Men Edison blev slaaet af 
den besynderlige Tilfældighed, at han netop nu af en 
Andens Mund skulde høre udtalt det, som mest beskæfti- 
gede hans Tanker. Han stirrede i stum Forbavselse paa 
General Butler og følte det, som havde han en Tankelæser 
for sig. Men senere, da Fonografen var en Kendsgerning 



EDISON 



161 



var det Generalen, som blev forbavset, ikke mindst da 
Edison mindede ham om hans egne Ord og sagde ham, 
at han den Gang allerede var godt paa Veje til at udfinde 
Talemaskinens Hemmelighed. 

Nogle Uger efter dette første Møde med General 
Butler kom Opfinderen en Dag ind i Smithsonian-lnstitutet 
og foretog her en nøje Undersøgelse af Fonoavtografen, 
et Apparat ved Hjælp af hvilket man var i Stand til at 




Den første Tinfolie-Fonograf. 



maale Lydbølger. Og straks gik det op for ham, at blot 
man anbragte en Staalspids og et Stykke Tinfolie i 
Forbindelse med dette Apparat, saa havde man Fono- 
grafen. 

Den første Tinfolie -Fonograf, som nu er ud- 
stillet i det Britiske Patentkontors Musæum i London, var 
konstrueret paa følgende Maade. 

Omkring en Metaltromle, som paa hele Overfladen 
var forsynet med smaa Riller, var fastsvøbt et Stykke 

11 



162 EDISON 

Tinfolie, hvis to Ender pressedes sammen i en paa langs 
af Tromlen skaaren Fordj^bning. Membranen, imod hvilken 
man talte, var sat i Forbindelse med en Naal — Optegner- 
naalen — , som gengav de Svingninger, den Talendes 
Stemme tilvejebragte i Membranen, og overførte dem til 
Tinfoliet. Tromlen bevægedes ved Hjælp af et Haand- 
sving, der virkede paa en skrueskaaren Aksel, som atter 
hvilede i Lejer, svarende til Akslen. Denne blev, i det 
Øjemed at opnaa en ensartet Hastighed, forsynet med et 
tungt Svinghjul. Paa den anden Side af Tromlen var 
anbragt en anden Membran og en anden Naal — Gentager- 
naalen, — hvis Bestemmelse det var nøje at følge og 
gengive den første Membrans og den tilsvarende Naals 
Bevægelser. 

I den nuværende forbedrede Fonograf, der drives 
enten ved Vandtryk eller ved elektriske Motorer, anvender 
man i Stedet for Tromlen og Tinfoliet en Cylinder, der er 
lavet af en egen Vokskomposition. Spidsen af Optegner- 
naalen er formet som en Hulmejsel, der, naar Fonografen 
er i Bevægelse, udskræller af Cylinderen ganske smaa 
Partikler Voks, paa samme Tid som Akslen, der for hver 
Tomme har 200 spiralformede Vindinger, fører Naalen 
hen over Cylinderens Overflade. Gentagernaalens Spids 
er kugleformet og falder saaledes let ned i de mikro- 
skopisk smaa Fordybninger, som Hulmejslen har ud- 
skrællet i Vokset. Membranerne, hvortil Naalene er fast- 
gjorte, er her lavede af ganske tynde Glasblade. Den nu- 
værende Fonografs fuldkommen jævne Bevægelse, som er 



EDISON 



163 



en nødvendig Betingelse for, at Apparatet kan virke godt, 
er tilvejebragt ved en avtomatisk Hastighedsregulator. 

Saaledes som Fonografen nu er indrettet, er dens 
hele Mekanisme saa overordenlig simpel, at der kræves 
liden eller ingen Øvelse for at kunne benytte Apparatet. 

De Mærker, som den fonografiske Naal sætter i Voks- 
cylinderen, er saa nøje afhængige af den Talendes Stemme, 
saavel af dens Art som af dens Styrke, at man næsten 




£n lidt ændret Konstruktion af Fonografen. 



kunde bruge Betegnelsen synlig Tale. Edison har da og- 
saa hævdet, at disse Mærker er tilsrækkelig faste og ud- 
prægede i Formen til, at Folk, som vilde gøre sig til et 
Studium at læse Talen op af Vokscylindereren, maatte 
kunne gøre det. Og i de senere Aar har virkelig enkelte 
Videnskabsmænd kastet sig over dette Studium og kon- 
stateret, at Edisons Formodning var rigtig. Her kan 
nævnes Navne som Professorerne Fleeming, Jenkin og 
Evv^ing ved Universitetet i Glasgow. 

Skønt de i Vokset udmejslede Mærker var ret uens- 

11* 



164 EDISON 

artede, alt efter de forskellige Menneskers Udtale, efter 
Styrken af deres Stemme og efter den Hastighed, hvor- 
med Cylinderen roterede, saa var det dog muligt at klassificere 
dem og tilvejebringe et Slags Grundlag for en Udtydning 
af Ordene, som de stod i Vokset. Men ganske vist kræ- 
vedes hertil et indgaaende og taalmodigt Studium. 

Konsonanterne frembringer de dybeste Mærker i 
Vokset, ganske naturligt fordi de under Talen udstødes 
med større Kraft end Vokalerne. Ejendommehgt nok har 
Fonografen her Noget tilfælles med de gamle Runer, i hvis 
dybt furede Skrifttegn Konsonanterne spillede en frem- 
trædende Rolle. 

„Allerede ved mine mikroskopiske Iagttagelser af Fono- 
grafens første Tinfolieark," skriver Edison, „bemærkede 
jeg, at de feminine Medlemmer af Alfabetet var mindre 
voldsomme i deres Fremfærd end deres maskuline Kolleger. 
Dog var der at notere en enkelt Undtagelse fra Reglen: 
Det store E hævdede sin Ket til kvindelig Frigørelse ved 
Lydtegn, der under Mikroskopet havde en paafaldende 
Lighed med et Par Indianerkøller. Til Gengæld var de 
Mærker, som frembragtes af de blødeste Vokaler, saa 
uendehg smaa, at de unddrog sig mikroskopisk Under- 
søgelse; enkelte af dem var ikke en Milliondel af en 
Tomme dybe." 

Gengivelsen af de finere Afskygninger i Lyden voldte 
Edison de største Anstrængelser. Navnlig Hvislelyde og 
Aandelyde var det i lange Tider ikke muligt at faa Fono- 
grafen til at gentage. I seks — syv Maaneder arbejdede 
Edison daglig — undertiden femten til tyve Timer i Døgnet 



EDISON 165 

— med det genstridige Apparat for at faa det til at gen- 
tage de Ord, han ønskede. Time efter Time kunde han 
sidde og raabe ind i Fonografen Ordet Spezia. Pesia 
svarede den tilbage i en affektert læspende Tone. Edison 
gjorde sin Stemme stærkere og dybere og brølede paany: 
Spezia. Pezia lød det atter ud fra Voksrullen med en 
irriterende halstarrig Tilbageholdenhed. 

Opfinderens Medhjælpere undrede sig over, at han 
ikke ganske mistede Taalmodigheden. De hørte ham 
Hundreder af Gange raabe de samme Ord, bestandig uden 
at opnaa det Resultat, han ønskede. De ventede hvert 
Øjeblik at se ham fare op og rive Apparatet i Stykker 
eller knuse det mod Gulvet; thi paa hans Stemme kunde 
de høre, hvor ophidset han efterhaanden blev, naar Fono- 
grafen i flere Timer havde drillet ham. Men han blev 
siddende Dagen lang ved sit Apparat. Kun nu og da 
gav han sin Utaalmodighed Luft ved at slaa i Bordet eller 
fare med Stormskridt frem og tilbage over Gulvet et 
kort Minut. Men naar saa endelig hans overmenneskelige 
Anstrængelser kronedes med Held, var han ogsaa straa- 
lende glad. 

Under de første Forsøg gav Edison Fonografen kun 
ganske enkelte Ord og Strofer at sige. Med Omhu valgte 
han Sætninger, i hvilke Vokaler og Konsonanter stod i 
et bestemt afvejet Forhold til hverandre. Havde han saa 
fundet en Sætning, som syntes ham særlig egnet til For- 
søg, blev han utrættelig ved at gentage den, idet han lod 
Stemmen stige for bagefter ogsaa at kunne maale ved 
Mikroskopet Virkningen af Stemmens Styrke. 



166 EDISON 

Han anstillede ikke altid disse Eksperimenter alene. 
Til Tider tog han nogle af sine ældste og dygtigste Med- 
arbejdere til Hjælp, lod dem tale hver i sit Apparat og 
prøve Resultaterne, de opnaaede; thi det galdt jo ogsaa 
om at lære at kende den forskellige Virkning af Menne- 
skers forskelligt lydende Tale. 

En Strofe, han særligt havde forelsket sig i, var 
denne: 

„Marj' had a little larab, 

a little lamb, lamb, LAMB."" 

Dér sad Edison og henved en halv Snes andre alvor- 
lige Mænd paa Rad og raabte Time efter Time med sti- 
gende Styrke den fuldkommen ligegyldige Ting, at Mary 
havde et lille Lam. En Fremmed, som var kommen ind i 
Laboratoriet under disse Fonograf-Taleøvelser, og ikke 
vidste, hvad det drejede sig om, vilde upaatvivlelig have 
haft Følelsen af at være sluppen ind i en Galeanstalt. 

Vi lader Forsøgene hvile for at vende os til en Un- 
dersøgelse af de Muligheder, som aabner sig for Fono- 
grafens Anvendelse i det praktiske Liv. 

Foreløbig betragtes jo Fonografen i alt Fald herhjemme 
mere som en Kuriositet, der tjener til Underholdning, end 
som et Apparat, der kan være til Nytte. Edison selv 
hævder imidlertid stærkt Apparatets mangeartede Anven- 
delighed, og der tør vel heller næppe være Tvivl om, at 
det 20de Aarhundrede vil give ham Ret. En saa genial 
Opfindelse maa nødvendigvis i Tidens Løb bære rige 
Frugter. 



EDISON 167 

Vi gengiver det Fremtidsperspektiv, Edison allerede i 
1878 udkastede for sin nye Opfindelse. Han ordner det 
punktvis i et hurtigt opstillet Register. Vi giver Registeret 
en noget fyldigere Udførelse, idet vi dog nøje holder os 
til det Reelle i Edisons Punkter. 

1. Fonogrammet vil træde i Stedet for Brevet. Ste- 
nografen, hvem man nu dikterer sin Korrespondance, vil 
blive overflødig; Fonografen optegner Ordene med en 
Nøjagtighed, som overgaar al menneskelig Fuldkom- 
menhed. 

2. De ulykkehge Mennesker, hvem Synet er berøvet, 
har hidtil kun ved Hjælp af Følelsen kunnet læse; møj- 
sommeligt har de med Fingerspidserne maattet stave sig 
frem gennem de ophøjede Skrifttegn. Nu vil der kunne 
tilvejebringes fonografiske Bøger, som til de Blinde 
taler det levende Ord. 

3. Fonografen vil kunne blive den j^pperste Lærebog 
i Veltalenhed. Kun sjældent forundes det os at høre de 
store oratoriske Mestre, og vi hører i alt Fald deres Ord 
kun i de flygtige Minutter, hvor de taler; Ordene dør i 
Luften, og Tonefaldet svinder i vor Erindring. Men i 
Fonografens Voksrulle vil Ordene og Stemmens Lyd kunne 
opbevares og gengives til enhver Tid og paa ethvert Sted, 
og Taleren vil saaledes hjemme i sit Studereværelse, ene 
med sig selv og Fonografen, være i Stand til at uddanne 
sig efter de bedste Mønstre. 

4. Alle Arter af Musik og Sang vil kunne reprodu- 
ceres gennem Fonografen. Tonestykker, som er spillede 
paa den modsatte Side af vor Klode, vil kunne høres her 



168 EDISON 

i afdæmpet Gengivelse. En Øjeblikkets Inspiration i 
Toner lader sig fastholde, indtil Tonerne kan nedskrives 
paa Papiret. 

5. Fonografen vil blive som en Familie-Stambog, en 
Protokol af uskatterlig Værd, hvor levende Stemmer taler 
ud fra Voksbladene. Ord, udtalte i Livets afgørende 
Øjebhkke, vil kunne opbevares netop saaledes, som de 
blev udtalte; en døende Faders eller en elsket Ægtefælles 
sidste Ord vil fra denne Stambog kunne lyde manende 
og vækkende til de Efterlevende, mange Aar efter at 
den, som udtalte Ordene, er smuldret hen i Graven. 

6. I Retssalen vil Fonografen faa den største Betyd- 
ning. I alle Tilfælde, hvor der afgives et vigtigt Vidne- 
udsagn eller aflægges en betydningsfuld Tilstaaelse, vil 
Fonografen være det ufejlbarhgste Middel til at undgaa 
Tvist om Protokollationens Ægthed. Naar Vidnets eller 
Forbrj^derens Ord kan gengives nøje, saaledes som de i 
det givne Øjeblik blev udtalte, maa al Tvivl forstumme. 

7. Paa det rent underholdende Omraade kan Fono- 
grafen anvendes til Spilledaaser og til alle Slags Legetøj 
med Musik. 

8. Paa halvt spøgende, halvt nyttig Vis lader Opfin- 
delsen sig praktisere i Ure, som taler til En. For Eksempel: 
Den travle Forretningsmand, der har ondt ved at huske 
Tiden, naar han skal hjem at spise, og som derfor nu og 
da maa høre Ubehagehgheder af sin Kone, indstiller sit 
Fonografur til ved et bestemt Klokkeslet at sige — med 
Fruens Stemme — : „Nu skal Du gaa hjem til Middag!" — 
Eller: En ung Mand, som har den bedste Vilje til at be- 



EDISON 



169 



grænse sine natlige Vidtløftigheder, men hvis Ævne til at 
glemme Tiden er ikke mindre udpræget, betror, før han 
gaar hjemmefra, med fast Stemme sit Ur, naar han vil 
hjem; og naar saa i den sene Aftentime Urets Viser er 
naaet til den indstillede Streg, siger Kronometret med 




Edison og hans første Fonograf. 



Mandens egen bydende Stemme: „Se saa, min Ven! nu 
holder vi op!" 

9. Men ogsaa paa anden og mere elementær Maade 
kan Fonografen virke opdragende. I en Tid, hvor Pæda- 
gogerne holder for, at Eleven bør læse saa lidt som mu- 
ligt og i den videste Udstrækning erhverve sig sine Kund- 
skaber gennem Øret, vil Fonografen jo netop være paa 



170 EDISON 

sin Plads. Den kan gentage for Eleven Lærerens histo- 
riske eller geografiske Udvikling Gang efter Gang, til den 
staar banket fast i hans Hjærne; han kan saaledes sidde 
magelig i sin Stol og lære sin Lektie uden at have aabnet 
en Bog. Hvor let vil ikke paa den Vis vore Børnebørn 
kunne tilegne sig Kongerækker og Grammatikers Ord- 
remser og Melleraevropas Floder! 

10. I det rent Sproglige vil Fonografen kunne være 
til uvurderlig Nytte. Det er ikke netop alle Sproglærere, 
som raader over en fuldkommen korrekt Udtale. Nu kan 
de spare sig et kostbart Ophold i det fremmede Land, i 
hvis Sprog de skal undervise. Nogle Fonorgrafcylindre fra 
dette Land vil lære dem ikke blot den korrekte Udtale, 
men ogsaa Sprogets særegne Tonefald. 

11. Endelig kan man sætte Fonografen i Forbindelse 
med Telefonen, saaledes at endog de paa mange Miles 
Afstand udtalte Ord fæstnes og opbevares til senere Gen- 
givelse. At man derved kan fange Folk, som netop taler 
gennem Telefonen, fordi de ikke for nogen Pris vil „give 
noget skriftligt fra sig," kan jo i visse Tilfælde blive et 
Fortrin mere. 

Saa rige var de Forventninger, Edison stillede 

til Fonografen ganske kort efter dens Opfindelse. I hans 
store Hjemland er de allerede i det Væsenlige blevne op- 
fyldte. Men endnu flere Muligheder for Fonografens An- 
vendelse har senere aabnet sig. 

Lægevidenskaben har taget den i sin Tjeneste og 
anvendt den mod Øresygdomme. En af Amerikas mest 
ansete Specialister paa dette Felt, Dr. George H. Leech i 



EDISON 171 

Washington, har udtalt, at han med stort Held har be- 
nyttet Fonografen til at kalde til Live Ørets hvilende 
eller tilsyneladende helt udslukte Funktioner. Ved at 
fremkalde med regelmæssige Mellemrum en Række Sving- 
ninger i Apparatet og lade dem fra Vokscylinderen for- 
plante sig til det syge Øre, skal dette være bleven helt 
eller delvis helbredet. Svingningernes Karakter, deres 
Hyppighed og StjTke ordnes i Overensstemmelse med det 
særegne Tilfældes Natur og Haardnakkethed. 

Den Døvhed, Edison selv lider af, har dog Fonografen 
ikke kunnet fjærne. 

For faa Aar siden fik nogle af Edisons Landsmænd, 
som levende interesserede sig for hans Opfindelse, den 
Idé, at man ved Hjælp af Fonografen maatte kunne 
udødeliggøre Abernes Sprog. De mente, at man derved 
vilde kunne yde et værdifuldt Bidrag til Spørgsmaalet om 
Dyrenes Intelligens; hvis man virkehg kunde udgranske 
disse begavede Væsners Pludren og Brummen og finde 
Mening i den, vilde man have forøget Menneskehedens 
Indsigt i Naturhistorien i en overordenlig Grad. 

Saa sikre var de i deres Sag, at de virkehg fik 
dannet en Ekspedition til Sydafrika i det nævnte Øjemed. 

Bladet New York Phonogram gav Ekspeditionen føl- 
gende i fuldt Alvor holdte Opmuntring med paa Vejen: 

„Hvis vi virkelig nedstammer fra Aberne, er det kun 
Menneskets sønlige Pligt at søge at udgranske Abernes 
Sprog. Lykkes det denne Ekspeditions Førere at komme 
i nøje Forbindelse med Aberne og senere ved omhygge- 
ligt Studium at lære at forstaa dem, saaledes at det første 



172 EDISON 

Grundlag for en Abe-Menneske-Ordbog er tilvejebragt, da 
har disse Mænd indlagt sig en uvisnelig Fortjeneste, og 
da vil hele Menneskeheden til alle Tider med Tak mindes 
at det var Fonografen, som hjalp Jordens Beboere til at 
lære deres Modersmaal at kende." 

Vi tilføjer med Beklagelse, at der ikke forehgger 
Nogetsomhelst om Resultatet af denne Ekspedition. 
Maaske har dens Medlemmer befunden sig saa vel blandt 
deres Stamfrænder i Urskovene, at de ganske har glemt 
Fonografen og er blevne hos dem for at fortsætte Studierne 
— efter Naturen, 

Eller hersker der en Forbindelse meltem denne Eks- 
pedition og den Professor Garner, hvis Bog, Speech of the 
^nonkeys, har vakt saa megen Opsigt og, navnlig i den 
engelske Presse, er bleven livligt diskuteret? Vi er ikke 
i Stand til at afgøre Spørgsmaalet. Men saa meget er 
vist, at Professorens Metode er den samme, som den syd- 
afrikanske Ekspedition anvendte; det er ved Hjælp af 
Fonografen, at Prof. Garner har studeret Abernes Sprog. 
En kort Redegørelse for de Resultater, hvortil han er 
naaet, er da paa sin Plads i denne Bog. 

Hans Bestræbelser gik ud ,paa at opfange i Fono- 
grafen de Lyde, Aberne udstøder, og at sammenligne dem 
og sætte dem i System efter de særegne Omstændigheder, 
under hvilke de fremkom. 

Den første Iagttagelse, Prof. Garner gjorde, var, at 
Aberne udmærket forstaar hinandens Sprog. Han havde 
ikke tvivlet om, at de gjorde det, men Maaden, hvorpaa 
han overbeviste sig derom, er ganske morsom. 



EDISON ns 

To Aber, en Han og en Hun, som i længere Tid havde 
siddet i Bur sammen, blev adskilte og levede i et Par 
Uger hver for sig. Denne Tid benyttede Prof. Garner til 
at optage deres Tale i to Fonografer. Saa gik han en 
Dag ind i Buret, hvor Hannen sad, og lod sin medbragte 
Fonograf aflevere Hunnens Pludren. Hanaben spidsede 
straks Øren og saa' sig forbavset om. Først undersøgte 
den nøje, men dog med megen Skepsis, Professoren, for 
at overbevise sig om, hvorvidt det virkelig var ham, der 
spillede den borteblevne og haardt savnede Ægtemages 
Rolle. Men snart gik det op for Aben, at det var fra 
Fonografen, Lydene kom. Med et yderst forbavset Udtryk 
i Ansigtet kresede han omkring Apparatet; han hørte 
stadig sin Kone tale, men saa' hende ikke; og han fattede 
ganske naturhgt ikke, at hun kunde være inde i det lille 
Apparat. Nu og da gav han til kende Tegn, der tydede 
paa Forstaaelse af, hvad Fonografen sagde. Og saa gjorde 
han Forsøget paa at faa fat i Madame. Han strakte sin 
Arm lige til Skulderen ind i Fonografens store Tragt, 
rodede længe rundt derinde med et saare eftertænksomt 
Udtryk og saa' yderst skuffet ud, da han trak Haanden 
tilbage uden at have fundet den, han søgte. Han kiggede 
atter og atter ind i Tragten afvekslende med, at han dybt 
grundende betragtede Professoren. En lignende Scene 
fandt Sted, da Prof. Garner lod Fonografen med Hannens 
Stemme lyde i Hunnens Bur. 

Abernes Tale er lidet sammensat — en naturlig Følge 
af, at disse Hdet udviklede Væsners ForestiJlingskres na- 
turligvis er meget begrænset. 



174 EDISON 

Et af de første Abeord, Professoren forstod Betydningen 
af, var who, eller rettere wh — oo — w, paa Dansk lydende 
saaledes: H—uu — hv, med stærkt Tryk paa U-Lyden og 
fremstødt i en hahi; fløjtende Tone. Det betyder Mad, 
men det synes ogsaa med et lidt ændret Tonefald at 
være et Udtryk for behagelige Fornemmelser i al Almin- 
delighed eller for et glad overrasket Goddag. 

Af Vokalerne gør Aberne særhg Brug af u, medens e 
og o slet ikke har været at opdage i Fonografen; ogsaa de 
fleste af Konsonanterne var meget sløjfede. Medens U-Lyden 
væsenlig synes at skulle udtrykke Velbehag, har Prof. 
Garner opfattet den sjældnere forekommende I-Lyd som et 
advarende Raab, der anvendes, naar en Fare nærmer sig. 
Naar denne Lyd udstødtes haardt, kunde den undertiden i 
Fonografen komme til at se saadan ud : I — c — g — k, 
Konsonanterne stærkt sløjfede. løvrigt maa — efter 
Professorens Udsagn — Lyden nærmest betegnes som den, 
der fremkommer, naar man trykker Bagsiden af Haanden 
let imod Læberne og giver den et langt Kys. En anden 
Lyd, som synes kun at være beregnet paa at vække 
en anden Abes Opmærksomhed, tegnede sig i Voks- 
cylinderen som ch — i. 

Prof. Garner nævner i sin Bog enkelte Eksempler 
paa, hvorledes han har kunnet gøre sig forstaaelig for 
Aberne efter gennem Fonografen at have lært nogle af 
Gloserne i deres Sprog. 

„En Abe af Cebus-Arten, som var meget angst for 
Fremmede, blev — fortsætter Professoren — min gode 
Ven, efter at jeg et Par Gange havde tiltalt den i dens 



EDISON 175 

eget Sprog. Saa tidt jeg kom hen til dens Bur i den 
zoologiske Have, nærmede den sig Gitteret og lod mig 
klappe sig paa Hovedet, mens den legede med min anden 
Haand ; dog betragtede den mig stadig med stor Forbavselse. 

„Mens vi en Dag saaledes stod og kælede for hinanden, 
udstødte jeg den Lyd, som betyder, at noget Ondt pludselig 
vil ske, og i samme Nu fo'r Aben op i Toppen af Buret, 
gemte sig i sin Køje, fo'r ud af den igen, gemte sig paany 
og var i det Hele ganske vild af Skræk. 

„Jeg forsøgte nogle Dage efter at alarmere Aben paa 
samme Maade, men denne Gang stod jeg i en Afstand af 
tyve Fod fra Buret. Virkningen var den samme. Først 
efter flere Ugers Forløb blev Aben og jeg igen gode 
Venner; og Venskabet genoprettedes dog kun ved en 
ganske særlig Omstændighed. Der var en Negerdreng, 
som min lille Abe, uvist af hvilken Grund, beærede med 
et glødende Had; en Dag, da han stod foran Buret, lod 
jeg, som om jeg pryglede ham. Det vandt Abens aller- 
højeste Bifald. Jo stærkere jeg slog, des gladere blev 
den, og bagefter shkkede den taknemmeligt min Haand." 

I den zoologiske Have i Cincinnati kom Professoren 
en Aften forbi Abeburet og saa', at alle Aberne sad stille 
hen, som om de sov, kun en enkelt jille intelligent ud- 
seende Abe sad og plirede træt med Øjnene, men ænsede 
iøvrigt Intet af, hvad der foregik omkring den. Garner ud- 
stødte nu Lyden H—uu — hv! — og i samme Øjeblik rejste 
den lille Abe sig, betragtede ham opmærksomt og hentede 
derpaa i en Krog af Buret en lille Skaal, som var tømt 
for Mælken, der havde været i den ; Aben svarede igen med 



176 EDISON 

H—iiii — hv og rakte ham Skaalen. Han fik den fyldt med 
Mælk og gav den tilbage til Aben, som nu drak med Be- 
gærlighed. Imidlertid var ogsaa de andre Abers Opmærk- 
somhed bleven vakt, og de flokkedes alle foran ham bag 
Gitret og klappede og kælede for hans Haand, som han 
rakte ind til dem, — ganske som om de troede, at han 
var en af deres Egne. 

Et andet Ord eller maaske rettere det samme med 
en anden Betoning, udtrykker Ønsket om at faa Noget,, 
som en Anden har. Prof. Garner har ved at frembringe 
denne Lyd gentagne Gange faaet Aberne til at række sig 
Genstande, som de legede med. 

Variationerne i Tonefaldet, siger Garner, er saa rige. 
Ordene saa faa og Abernes Tale saa hurtig, at det kun 
ved Hjælp af Fonografen er muligt gennem omhyggeligt 
og langvarigt Studium til en vis Grad at lære at forstaa 
disse vore Stamfrænders Udtryksmaade. 

Fonografens Anvendelse i Forretningslivet volder de 
mindst mulige Vanskeligheder. Der stilles i Virkeligheden 
ingensomhelst Fordringer til den, som vil betjene sig af 
Apparatet, Der er Folk, som bilder sig ind ikke at kunne 
føre en Samtale pr. Telefon; intet Menneske vil tro sig 
ude af Stand til at tale i en Fonograf og modtage en 
Meddelelse igennem den. 

Man taler med sin naturlige Stemme og med sæd- 
vanlig Hurtighed; og naar man har sagt, hvad man vil, 
tager man Fonogrammet, o: Voksrullen med de usynlige 
Mærker, ud af Maskinen os sender det til den, for hvem 




cd 



P4 



to 

o 

EU 
O 

fe 



EDISON 



177 



Ordene er bestemte. Naar han har modtaget Vokscylin- 
deren, anbringer han den simpelthen i sin Fonograf, 
sætter den i Bevægelse og hænger de smaa Glasrør, der 
med Gummislanger er sat i Forbindelse med Apparatet, 
i Ørerne; saa har han Meddelelsen, given nøjagtigt med 
Afsenderens Stemme og med det særegne Tonefald, hvor- 
med Ordene er blevne udtalte. 




Edisons første Fonoffram. 



Til Fonogrammernes Forsendelse med Posten har de 
fonografiske Etablissementer forfærdiget smaa særegent 
indrettede Æsker, og disse saavelsom Vokscylinderen er 
af forskeUig Størrelse, alt efter Fonogrammets Længde; de 
største Cylindre kan optage indtil 4000 Ord. 

Der gik dog adskillige Aar hen, inden Edison for- 
søgte at sende Fonogrammer med Posten. Dette skete 
først i 1888, da Fonografen udstilledes i Krystalpaladset i 

London. 

12 



178 EDISON 

Det første Fonogram, som Edison sendte over Havet 
til den gamle Verden, var et Privatbrev til hans Repræ- 
sentant i London, Oberst Gouraud; det indeholdt henimod 
et Par Hundrede Ord. Da Gouraud havde modtaget Voks- 
cylinderen, indbød han et Par af Husets nærmeste Venner 
til at komme og høre Edison tale. 

Man samledes i Dagligstuen i Oberstens Hus, Little 
Menlo, hvor Apparatet var opstillet. Fonogrammet blev 
anbragt i Maskinen, og i den yderste Spænding gik man 
nu til Forsøget. Det faldt over al Forventning gunstigt 
ud. Fonogrammet havde saa godt som Intet lidt under 
Forsendelsen; Edisons Stemme lød klar og forstaaelig, og 
Gouraud genkendte øjeblikkelig dens ejendommelige Tone- 
fald. Selv et Par Smaafyre, som var tilstede, kunde forstaa 
hvert Ord, Fonografen talte. 

Fonogrammet var et ganske almindeligt Forretnings- 
brev. Det lød saaledes: 

„I mit Laboratorium i Orange, New Jersey, 
16. Juni 1888. Kl. 3 Morgen. 

Kære Gouraud ! 

Dette er det første Fonogram, jeg sender med 
Posten. Det afgaar med den almindelige Postdamper 
fra New^ York via Southampton, Dampskibet Eider af 
Nordtyske Lloyd. 

Gennem Mr, Hamilton sender jeg Dem en n}^ Fo- 
nograf, den første af den nye Model, som netop nu er 
bleven færdig fra min Haand. Den er bleven lavet i 
al Hast og er, som De vil se, ikke ganske komplet. 
Jeg har sendt Dem en Del Fonogram-Blanketter, saa- 



EDISON 179 

ledes at De kan tale tilbage til mig. Med hver afgaa- 
ende Post vil jeg nu sende Dem Fonogrammer med 
Tale og Musik, indtil vi har fundet den bedste Form 
for Postforsendelse. 

Mrs. Edison og den Lille befinder sig vel. Barnet 
taler tilstrækkelig højt, til at Fonografen kan optegne 
Ordene, men Udtalen er endnu en Smule utydelig; den 
kan blive bedre, men af et første Forsøg at være er 
det ikke ilde. Med venlige Hilsener 

Deres 
Edison." 

Ved Fonografudstillingen i Krystalpaladset var det 
første Numer paa Programmet, der indeholdt baade Musik 
og Tale, en Hilsen fra Fonografen selv til Londons Presse : 

„Mine Herrer! Jeg bringer Dem en Hilsen fra Edison, 
hvis sjældne Geni og hvis utrættehge Energi jeg skylder 
min Tilblivelse. Jeg takker Dem for den Ære, De beviser 
mig ved Deres Nærværelse her i Dag. Min eneste Sorg 
er, at min store Mester ikke selv kan være til Stede for 
personligt at hilse paa Dem, men at han maa nøjes med 
at tale til Dem gennem mig. Imidlertid vilde jeg undlade 
at opfylde en kær Phgt, hvis jeg ikke benyttede denne 
Lejlighed til at bringe hele den store Stad Londons Presse, 
baade dens tilstedeværende og dens fraværende Repræ- 
sentanter, en Tak for den smukke Modtagelse, De har 
givet mig, og den smigrende Maade, hvorpaa De har 
forkyndt for Verden min Ankomst til Moderlandet." 

12* 



180 EDISON 

Efter at denne Hilsen var overbragt, talte Fonografen 
i eget Navn og i bunden Stil: 

Jeg fanger Talens Lyd; jeg gemmer hen 
Musikens Klang, at den paany kan klinge, 
Fortrolig Hilsen, sendt fra Ven til Ven. 
Er det mit skønne Hverv at overbringe. 

Mit Navn er Sandhed, ej jeg kender Svig; 
Jeg er den lydige, den blinde Slave. 
For mig er Dødens Mørke Livet lig — 
Jeg maner Røster frem af Dødens Have. 

Derpaa fulgte en Række musikalske Ydelser lige fra 
en Operaaries høje Soprantoner ned til åen dybe Brum- 
men af en Kontrabas. Det magiske Instrument inter- 
esserede i en overordenlig Grad Alle, som hørte det. 

Senere fik Oberst Gouraud en Række af berømte og 
fremragende Mænd til at tale tilbage til Edison gennem 
Fonografen. Vokscylindrene, i hvilke deres Tale var 
præget, blev pakkede ned i en lille Egetræskasse af knapt 
en halv Alens Længde og sendte til Edison, der først 
modtog dem i Januar 1889. 

Der var Fonogrammer fra Gladstone, Sir Morell 
Mackenzie, James Knowlton, Udgiver af The Nineteenth 
Century, Jarlen af Aberdeen, Jarlen af Mead, Lord Rowton, 
en Slægtning af Lord Beaconsfield, og mange Andre. 

Sir Morell Mackenzie udtalte Haabet om, at det maatte 
forundes ham snart at gøre Opfinderens personlige Be- 
kendtskab. Andre af de nævnte Mænd forsikrede i stærke 
Udtryk Edison om den Beundring, de følte for ham. 



EDISON 



181 



Gladstone, hvis Røst Edison særligt havde ønsket at er- 
hverve sig, udtalte Følgende: 




Fra Fonograf- Udstillingen i Krystalpaladset. 

„Jeg føler mig dybt i Gæld til Dem, ikke blot for 
Underholdningen, Fonografen har ydet mig, men ogsaa 




Vokscylinder med optegnet Tale. 

for den Belæring, jeg har høstet ved at gøre mig bekendt 
med Deres geniale Opfindelse. Den Aften, jeg tilbragte 



182 EDISON 

ved Fonografen, er en af de vidunderligste, jeg nogensinde 
har oplevet. Deres store Hjemland er banebrydende og 
viser Vejen i Opfindelsernes Rige; hjærteligt ønsker jeg, at 
det maa vedblive dermed. Og overfor Dem som en af 
dette Lands største Berømtheder maa jeg have Lov at til- 
kendegive mine varme Ønsker og mine alvorlige Bønner 
om, at De maa leve længe og blive Vidne til Landets 
store Sejre i Alt, hvad der vedrører Menneskeslægtens 
Velfærd." 

Fra Tid til anden fik Edisons Musæum af Menneske- 
stemmer værdifulde Forøgelser. Dronning Viktoria sendte 
saaledes Opfinderen et smigrende Fonogram. Henry 
Irving og andre berømte Skuespillere og Skuespillerinder 
udødeliggjorde deres Stemmer i det Edison'ske Voks. De 
ypperste Sangere og Musikere lod deres Toner klinge 
gennem Fonografens Tragt. 

Men det i teknisk Henseende fortrinligste Resultat 
opnaaedes ved Handel-Festen i 1888 i Krystalpaladsets 
Koncertsal. Fire Tusinde Stemmer, et vældigt brusende 
Orgel og et Kæmpeorkester forenedes i Udførelsen af Israel 
i Ægypten. Denne titaniske Lydstyrke med dens Modsæt- 
ninger af Lys og Skygge opfangedes af en Tragt af uhyre 
Størrelse, som fra Pressens Balkon strakte sig ud over 
Musiktribunen, og forplantedes til Fonografen. Den Fuld- 
kommenhed, hvormed Fonografen gengav disse vældige 
Tonemasser, var næsten mirakuløs. 

Den overordenlig værdifulde Håndel- Cylinder tillige- 
med en Række andre betydningsfulde fonografiske Opteg- 



EDISON 



183 



nelser blev sendte Edison. Og forsynet med et ypperligt 

Repertoire gik saa Fonografen paa Tourné i de største 

amerikanske Byer og samlede overalt talrige Skarer af 
Tilhørere. 




TIENDE KAPITEL 



MERE OM FONOGRAFEN. DUKKER, SOM KAN TALE. ET LEVENDE 
LILLEPUT-MENAGERI. EN SPØG AF EDISON. DET TALENDE UR. 
FONOGRAF-INDUSTRIENS OMFANG. GENNEM EDISONS FONOGRAF- 
FARRIKER. HVORLEDES EN FONOGRAF LAVES. PAA PARISER-UD- 
STILLINGEN 1889. DA INDIANERHØVDINGEN TALTE I FONOGRAFEN. 
I KONGERS PALADSER OG BLANDT AANDENS FYRSTER. 




VIS Edison ikke var bleven Ægtemand og 
Fader, var det maaske aldrig falden ham 
ind, at Fonografen kunde anvendes til 
Legetøj og særligt til Dukker. Det for- 
tælles, at det er hans lille Datter, Marian, 
som har bragt ham paa den Idé. 
En Dag, hun stod og legede med sine Dukker, blev 
hun pludselig misfornøjet med dem og kastede dem fra 
sig. „De dumme Unger!" sagde hun, „de kan aldrig svare 
naar man taler til dem." 

Edison hørte Barnets utaalmodige Udbrud; og i samme 
Øjeblik gik det op for ham, at han vistnok maatte være 
i Stand til at tilfredsstille den Lilles Ønske om at høre 
Dukkerne tale. Der maatte jo kunne konstrueres smaa 




Edisuii under Arbejdet med Foiiugrafeii. 



EDISON 



187 



Fonografer, som lod sig anbringe inden i Voksbørnene, 
og naar saa Fonografens Maskineri blev sat i Gang, maatte 
Dukken kunne tale. 

Efter at have tænkt lidt over Sagen tog han Barnet 
op paa sit Knæ og sagde : 

„Hør, lille Prik, det. Du dér siger er meget fornuftigere, 




Fonografisk Apparat til Dukker. 



end du selv véd af. Nu skal Fa'r forsøge at lave en 
Dukke til Dig, som kan svare."' 

Prik blev ikke en Smule forbavset over at modtage 
dette Løfte af sin Fader. Som alle Børn nærede ogsaa 
hun en klippefast Overbevisning om, at Far kan gøre, 
hvad det skal være; og hun havde den Gang endnu 
næppe nogen Forestilhng om, at hendes Tillid til den 



188 EDISON 

faderlige Opfindsomhed var en Kende mere begrundet end 
andre Børns. 

Edison begyndte straks at eksperimentere med Fono- 
grafer til Dukker. Hans Forretningssans, som med Aarene 
var bleven noget mere udviklet, sagde ham, at her var 
et Omraade, paa hvilket der kunde tjenes store Penge. 
Dukker, som med spæde Stemmer kunde fremsige de 
kendte Børnerim, synge Den lille Ole med Paraplyen, le 
og græde og pludre, — det maatte jo bhve et hæftigt 
attraaet Legetøj for Alverdens forvænte Børn. 

Og Tanken maatte kunne føres videre. I Stedet for 
den kedelige Noahs Ark med dens stive 'Dukker og Dyr 
maatte der kunne tilvejebringes hele smaa Menagerier 
med brummende Løver og vrinskende Heste og brægende 
Lam; med Haner, som galer, og Katte, som mjaver, og 
Hunde, som siger Vov-vov! Og naar saa alle disse Dyr 
blev indrettede jtil at bevæge sig mekanisk, maatte den 
fuldkomne Illusion af et Lilleput-Dyrerige være tilveje- 
bragt. 

Endnu videre. Hvilke Dukketeatre vilde der ikke 
kunne laves! Hvad vilde det ikke gøre for en pudsig 
Virkning, naar de smaa kostymerede Dukker, som bevæger 
sig paa Brædderne i Børnenes Teater, selv kunde sige 
Stykkets Rephker og tale med Stemmer og med en Be- 
toning, som passede til Rollerne, de skulde spille! Hvor 
vilde ikke Børnene le, naar den fire Tommer høje Helt 
med Basstemme udraabte sit Kommandoord, og naar den 
ligesaa velvoksne værdige Fader i dybttonende Ord for- 
manede Stykkets Ingenue! 



EDISON 



189 



Saa optaget var Edison af disse fornøjelige Muligheder 
for Fonografens Anvendelse, at han i lang Tid ikke tænkte 
paa Andet. Han, som ikke tidligere havde haft synderhg 
Tid til at beskæftige sig med sine egne Børn, endsige 



r 





Mekanismen i den talende Dukke. 



tænke paa Andres, befandt sig nu med Et midt i Børnenes 
og Legestuernes Verden. 

Hans Forsøg lykkedes over al Forventning. Snart 
havde han konstrueret et fonografisk Apparat, som med 
Lethed lod sig anbringe i en almindelig Dukkekrop, og 
hans første Prøvedukke fik Prik i Fødselsdagsgave som 
Tak for, at hun havde bragt sin Fader paa den udmær- 



190 EDISON 

kede Idé. De næste tre fuldt færdige Dukker med Fono- 
graf i Maven blev sendte som en Gave fra Opfinderen til 
den lille Dronning af Holland, der skal have været uendelig 
henrykt over saadan pludselig at have faaet tre smaa 
levende Prinsesser. 

Det er allerede i forrige Kapitel sagt, at Edison 
tænkte sig at anvende Fonografen i Ure. Denne Tanke 
bragte han til Udførelse omtrent samtidig med, at han 
lavede sine første fonografiske Dukker. 

Der er om disse talende Ure en lille pudsig Historie, 
som viser, at Edison, hvor optaget han end bestandig var 
af Arbejde, dog nu og da ogsaa havde Tanke for en 
kraftig Spøg. 

En Ven af Edisons Fader, en ældre Mand fra hans 
Fødegn, var kommen for at aflægge den store Opfinder, 
hvem han havde kendt som bile Dreng, en Visit. Edison 
bad ham blive Natten over, og den Gamle tog glad imod 
Indbydelsen. Han var træt efter Rejsen og gik tidlig til 
Ro. Allerede i et Par Timer havde han hvilet i dyb 
Søvn, da han, netop som Klokken slog tolv, vækkedes 
ved, at en dyb, rungende Stemme langsomt udtalte disse 
rædselvækkende Ord: 

„Midnatstimen er inde. Bered Dig til at møde Din 
Gud!" 

Manden for op i Sengen og stirrede skrækslagen frem 
for sig i Mørket. Han havde ikke drømt det. Ordene 
var virkelig udtalte inde i denne Stue, hvor han alene 
befandt sig; og Døren havde han lukket i Laas, før han 
gik i Seng. Han lyttede: nu var der ganske stille. 



EDISON 191 

Hastigt tændte han et Lys, — der var intet Menneske at 
se i Værelset. Han kastede et Blik paa Uret, — ja, ganske 
rigtigt, Klokken var netop Tolv. 

Han sad endnu op i Sengen, stirrende omkring sig 
med vidtopspilede Øjne, — da Stemmen atter lød oppe 
over hans Hoved, udtalende de samme frygtelige Ord med 
den samme dybe, aandeagtige Røst. Han kastede sig ud 
af Sengen, ilede med rystende Knæ henimod Døren, fik 
den aabnet og styrtede ud — i Armene paa Edison. 

„Hvad er der dog, gamle Ven? Har De ikke sovet 
godt? Hvad er der paa Færde?" 

Manden snappede efter Vejret og kunde kun frem- 
stamme Ordene: „En Aand — en Aand!" 

„Herregud da!" udbrød Edison leende, „det er jo blot 
Uret, der hænger over Deres Seng, som har tilladt sig at 
sige et Par Ord." 

Næppe var det bleven almindelig bekendt, at 

Edison havde opfundet det talende Legetøj, før der fra alle 
Kanter strømmede ind til ham i Tusindvis Anmodninger 
om at faa disse Sager at købe. I Slutningen af 1887 
startedes da det Edisonske Fonograf- Legetøjs Selskab med 
en Kapital af 600,000 Dollars, hvoraf de 400,000 gik med 
til Patenter og Lignende. 

Man regnede ud, at det aarlige Begær efter kostbare 
Dukker hele Verden over allerede paa dette Tidspunkt, 
før Edison gjorde sin Opfindelse, repræsenterede en Sum 
af omkring 700,000 Dollars; og man kunde jo rohg gaa 
ud fra, at Omsætningen vilde blive langt større, efter at 
den talende Dukke var indfort paa Markedet. 



192 E D I S O X 

Det Edison'ske Selskab modtog da ogsaa i Lobet af 
ganske kort Tid efter dets Stiftelse Bestillinger paa fono- 
grafiske Dukker alene til de forenede Stater for et Beløb 
af 200,000 Dollars; fra andre Dele af Amerika blev der 
gjort Bestillinger til en Sum af 80,000 Dollars; endvidere 
blev der til Pariserudstillingen sendt fonografiske Dukker 
til en Værdi af 200,000 Dollars. Endelig indløb der til 
Opfinderen en Række Tilbud paa Erhvervelse af Eneret 
til Salget i Evropa; disse Tilbud varierede fra 165,000 til 
300,000 Dollars. Der blev nu i Løbet af kort Tid oprettet 
Fabriker i Evropa, som alene beskæftigede sig med at 
lave Dukkekroppe; i hele Skibsladninger sendtes de over 
Havet til de fonografiske Fabriker, som var rejste i 
Orange i New Jersey, og her udstyredes de med det for- 
nødne Taleapparat. Hvor omfattende denne nye Industri 
blev, forstaar man, naar man hører, at disse fonografiske 
Fabriker i 1889 havde en Gennemsnitsindtægt af 3000 
Dollars om Dagen. 

I det Hele har Fonografen, set fra et forretnings- 
mæssigt Standpunkt, vist sig at være en saare frugtbar 
Opfindelse, og der var straks fra Begyndelsen af stor Tiltro 
til dens økonomiske Værdi. Allerede i 1878 blev der paa 
det ny opfundne Apparat stiftet et Aktieselskab med en 
Kapital af 600,000 Dollars. Kun seks Mænd foruden 
Edison var Aktionærer i Selskabet. Dette udbetalte Edison 
forlods en Sum af 10,000 Dollars, og det blev bestemt, at 
han senere bestandig foruden sit ordinære Udbytte skulde 
have tyve Procent af hele Bruttoindtægten. 

TJie Microscopic Companij i London sikrede sig alle- 



EDISON 



193 



rede den Gang Eneretten til Fonografen paa britisk Grund 
for en Sum af 1500 Pund Sterling som Garanti for en 
senere stipuleret Patentafgift. Paa lignende Maade blev 
Edisons Rettigheder sikrede i Rusland, Frankrig og andre 
evropæiske Lande, og der skabtes paa denne Maade en 
usædvanlig solid økonomisk Grundvold for en Opfindelse, 




Fonograf, dreven ved Haandkraft. 



der efterhaanden vandt Indpas snart sagt over hele 
Verden. 

For Øjebhkket er den fonografiske Industri repræsen- 
teret ved Agenturer i fire og tredive Stater og Territorier, 
og det nordamerikanske Fonografselskab i New York er 
Centret for Forhandlingen af Fonografer. Det ejer et af 
de pragtfuldeste og bedst udstyrede Forretningslokaler i 
den store Verdensstad. 

Ikke mindre fortrinhgt indrettede er Edisons Fonograf- 

13 



^94 EDISON 

Fabriker i Orange. De ligger i Nærheden af hans nye 
Laboratorium og bestaar af fire store Bygninger, som 
hver er omtrent 350 Fod lang. I Hovedbygningen findes 
Maskinværkstedet. Dets Indre frembryder et imponerende 
Skue af de utallige Maskiner, Høvle- og Drejebænke, Bore- 
og Skæremaskiner o. s. v., som anvendes til Udførelsen af 
de enkelte Led, hvoraf Fonografen er sammensat. Det 
tilsyneladende saa simple Apparat bestaar af ikke mindre 
end 418 forskellige Dele. Blot man hører dette Tal, faar 
man Respekt for den Hjærne, der har formaaet at samle 
alle disse enkelte Stykker til et Hele af saa sikker og 
overraskende Virkning. 

Der findes i Fabriken særlige Afdelinger for Lakering, 
Polering, Nikkelplettering o. s, v., og naar alle Fonografens 
mange Dele er færdige, føres de til Samle-Rummet, hvor 
hvert Stykke nøje undersøges og prøves, før det føjes ind 
i Mekanismen. De færdige Maskiner føres derpaa til 
Varerummet, hvor den omhyggelige Indpakning finder 
Sted. Afsendelsen af Fonograferne er bleven betydehgt 
lettet, siden Frie Jærnbanen er bleven anlagt: Jærnbane- 
vognene, som skal lades med Fonografer, løber lige hen 
foran Døren til Fabrikens Varedepot. 

Safir-Afdelingen er maaske det interessanteste Rum i 
hele Fabriken. Valget af Materiale til Mejslen eller Griflen 
som præger Ordene i Vokscylinderen, har voldet Edison 
mange Vanskeligheder; en Mængde mer og mindre util- 
fi'edsstillende Forsøg blev gjorte, forend Opfinderen stand- 
sede ved Safiren som det Stof, der var bedst egnet. 

Arbejdet med at forme, slibe og polere den raa Ædel- 



EDISON 195 

sten kræver en overordenlig Nøjagtighed og Paapassenhed, 
navnlig fordi de Dele af Stenen, som skal behandles, er 
saa uendelig smaa. Safiren saves først i Skiver, som kun 
er en Tyvendedel af en Tomme tykke; derpaa deles hver 
Skive igen i en Mængde bitte smaa Tærninger. Naar nu 
disse Tærninger af Safiren skal formes til Optegnings- 
griflens og Kuglegriflens Spidser, maa de underkastes en 
omstændelig Hærdnings- og Shbningsproees; endelig po- 
leres Safiren med et meget fint Diamantpulver. Hele 
dette Arbejde kan kun udføres under et stærkt Mikroskop. 

Særlig vanskelig er Forfærdigelsen af Kuglegriflen. 
Først formes den ved Hjælp af et uendehgt bile Stykke 
Værktøj, der er gjort af en Diamant; derefter anbringes 
den i en egen lille Maskine, hvor den afslibes og poleres 
med Diamantstøv, indtil den har sin kuglerunde Form. 
Og naar den er færdig, maaler dens Kuglespids i Diameter 
akkurat — en Femogtyvetusindedel af en Tomme. 

Vokscylinderen, hvorpaa Tale eller Musik er skrevet, 
kan atter og atter benyttes til nye Meddelelser. Selv om 
det er et Orkester af Blæseinstrumenter, hvis Præstationer 
optages i Fonografen, er de Mærker, der sættes i Vokset, 
saa svage, at man tredive — fyrretyve Gange kan slibe 
Cylinderen af for at give Plads for nye Optegnelser. I 
dette Øjemed er enhver Fonograf forsynet med en saa- 
kaldet Afslibningskniv. Af disse Knive fabrikeres der 
omtrent tresindstyve ad Gangen; Knivbladene fastgøres 
med Cement til en Blok, hvor de slibes og poleres paa 
Siderne, og derefter anbringes de i en Maskine, som 

13* 



196 EDISON 

sliber Eggen, indtil den har akkurat den Skarphed, som 
er nødvendig. 

I Cylinder-Afdelingen hersker der, som naturligt er, 
den største Hemmelighedsfuldhed. Thi Voksets Sammen- 
sætning og Tilberedning er den store Gaade, hvis Losning 
foruden Opfinderen kun en eneste højtbetroet Mand kender. 
Edison kunde jo umuligt ofre Tid paa selv at blande 
Vokset til de mange Tusinder af Cylindre, som skal bruges; 
han maatte da betro sig til En. Men den Mand, hvem 
han har skænket denne enestaaende Tillid, stoler han og- 
saa paa som paa sig selv. Voksmanden arbejder i et 
Rum for sig selv, og Ingen tør vove sig ind til ham, 
medens han arbejder. Men ogsaa Formningen og den 
nøjagtige Tilpasning af Cylindrene kræver et saare om- 
hyggeligt Arbejde, som ikke lader sig tilendebringe paa 
mindre end fire Uger. 

Edison har opfundet en Metode, hvorved det bliver 
muligt at mangfoldiggøre de fonografiske Optegnelser, 
hvilket jo i en Mængde Tilfælde kan være af den største 
Betydning. Han har imidlertid ikke ønsket endnu at 
aabenbare Hemmeligheden ved denne Opfindelse, men 
nøjes med at oplyse, at den Fremgangsmaade, han 
anvender, er let og simpel, og at Omkostningerne ved 
Reproduktionen er forsvindende. At forme Apparatet 
saaledes, at den første Optegnelse bliver tydehg og klar, 
kræver et omhyggeligt og vanskeligt Arbejde, men har 
man først Skriften i Cylinderen, kan der uden meget Be- 
svær tages et uendelig stort Antal Aftryk. I alt Fald 
har Opfinderen endnu ikke fundet Grænserne for Re- 



EDISON 



197 



produktionsævnen, og Aftrykkene synes ligesaa holdbare 
som Originalen. Sandsynligvis vil de kunne opbevares i 
Hundrede Aar eller mere og til den Tid gengive Talen 
lige saa tydeligt, som da den prægedes i Vokset. 

Paa alle de Verdensudstillinger, der har været af- 
holdte siden 1878, har Fonografen været fremme og har 




Det Indre af en Fonosraf med elektrisk Motor. 



bestandig samlet om sig Skarer af stærkt interesserede 
Tilhørere. Medaljer har den ikke faaet; men den har 
kunnet undvære dem ; der har ingen Konkurrence været 
paa dette Punkt. Der var overalt kun én Fonograf, og 
det var Edisons. Men saagodtsom alle de Udmærkelser, 
der er blevne Opfinderen til Del, sk3ldes dette hans 
Genis enestaaende Produkt. Intet Barn af Edisons Hjærne 



198 EDISON 

har heller modtaget saa omhyggelig Røgt og Pleje som 
netop Fonografen. 

Paa Parisenulstillingen i 1889 samlede Fonografen 
Besøgende af alle Folkeslag. Ikke uden Grund udbrød 
Edison, da han senere hjemme i sit Laboratorium hørte 
de mange nye Vokscjiindre fra Udstillingen tale til sig: 

„Dette er, som kunde jeg tænke mig en Opmar- 
schering af alle Babelstaarnets Beboere I" 

Bestyreren af Fonografafdelingen paa UdstiUingen, 
Mr. Hammer, har anslaaet Tallet af Besøgende, som vilde 
høre Instrumentet tale, til ikke mindre end 30,000 om 
Dagen. Der var ialt opstillet femogfyrretyve Fonografer; 
de fleste fandtes i Maskinhallen, hvor Edison tillige havde 
udstillet en Mængde af sine andre Opfindelser; en Del var 
anbragte i den særhge Fonografpavillon, som han havde 
ladet opføre i Industrihallen. 

Paa de friske Vokscylindre, som skulde bringe nyt 
Repertoire hjem til Edison fra Paris, blev optaget Sang 
og Deklamation af berømte Kunstnere og Kunstnerinder, 
Musiknumre, Brudstykker af kendte Politikeres Taler ; selv 
Eifielkanonens Knald reproduceredes i Vokset. 

Blandt berømte og fremragende Personer, som talte i 
Fonografen kan nævnes afdøde Præsident Carnot og hans 
Familie, Prinsen og Prinsessen af Wales, Mr. og Mrs. 
Gladstone, den bekendte Afrikarejsende de Brazza og — 
ikke at forglemme — Buffalo Bill, 

De Brazza førte med sig femten Repræsentanter fra 
forskellige Stammer i Afrika; deres hojst ejendommelige 
Sprog, som Ingen forstod, blev omhyggeligt optegnet i 



EDISON 



199 



Fonografen for senere mulig at gøres til Genstand for 
filologiske Undersøgelser. De Brazza omfattede Fono- 
grafen med den mest levende Interesse, thi han nærede 




Fonograf, dreven ved Vandkraft. 



den Overbevisning, at den vilde kunne blive til stor Nytte 
overfor de mer og mindre vilde Stammer i Sydafrika. 
Om fire — fem af disse, som var repræsenterede paa Ud- 
stillingen, galdt det, at de ikke kendte noget Alfabet og 
overhovedet ikke benyttede Skrifttegn til at gøre sig for- 



200 EDISON 

staaelige med overfor hverandre. Det var da heller ikke 
muligt for Udenforstaaende at træde i nogen Art af 
skriftlig Forbindelse med dem. Men dette voldte de for- 
skellige Handelsselskaber, som ønskede at afslutte Forret- 
ninger med dem, betydelige Ulæmper. Nu havde man i 
Fonografen pludselig et Middel, hvorved man kunde holde 
deres Tilbud fast. 

Megen Fornøjelse havde man af Sioux-Indianernes 
Besøg i Fonograf-Udstillingen. En af Høvdingerne i Buf- 
falo Bills Følge blev anmodet om at tale i Fonografen. 
Med en Værdighed, som var et naturligt Udtrjk for hans 
høje Rang, traadte han hen foran Apparatet og talte ind 
i Tragten, naturligvis uden at have nogensomhelst Fore- 
stilling om, hvad Virkning dette havde. Men da han en 
Stund efter blev placeret foran Fonografen for at høre, 
hvad den havde at sige ham, og hans egne Ord blev 
givne ham tilbage, for han forfærdet op fra Stolen, rev 
Glasrørene ud af Ørerne og kastede dem fra sig, hvorpaa 
han hurtigt trak sig baglænds bort fra Apparatet, stadig 
stirrende paa det i stum Rædsel og ligesom værgende for 
sig med fremstrakte Hænder. Da man spurgte ham, 
hvad han havde hørt, svarede han med bævende Stemme: 

„Den store Aand har talt til mig." 

Fra dette Øjeblik holdt Indianerne sig bestandig i 
ærbødig Afstand fra Fonografen. Det var ikke muligt at 
bevæge dem til at komme den nærmere end paa ti Alen; 
men de kresede om den og betragtede den tilsyneladende 
med den dybeste Ærefrygt. 

Fra Udstillingerne fandt Fonografen senere Vej til 







^ife" 






c 



*n/ 




bD 



EDISON 201 

Evropas Hoffer. I 1890 blev den efter Kejserens Anmod- 
ning forevist ved Berlinerhoffet, og Kejseren viste en 
overraskende Sagkundskab paa den fonografiske Tekniks 
Omraade. Efter at Apparatets Hovedbestanddele var tagne 
fra hinanden, gjorde Kejseren det Kunsstykke uden nogen- 
somhelst Vejledning at sætte dem sammen igen. Senere 
talte og sang flere af det kejserh'ge Hofs Medlemmer i 
Fonografen. Edison opbevarer naturhgvis disse Cylindre 
i sit Musæum af berømte og fremragende Personers 
Stemmer. 

Czaren, som den Gang besøgte Berlin, fik ogsaa efter 
Ønske Fonografen at høre, og han udtalte sig om Opfin- 
delsen i de mest beundrende Ord. Senere aflagde Fono- 
grafen Visit hos Kejser Franz Joseph, Prins Ferdinand af 
Bulgarien, Prinsesse Charlotte af Preussen, Hertugen af 
Sachsen-Meiningen og hos de to Bismarck'er og Feltmar- 
skal Moltke. 

Under denne Tourné faldt der nu og da Ytringer, 
som antydede nye Muligheder for Fonografens Anvendelse. 
Saaledes henkastede Herbert Bismarck den Tanke, at 
man kunde benytte hemmelige Fonografer til Optegning 
af vigtige diplomatiske Forhandlinger. Men gamle Bis- 
marck havde sine Betænkeligheder: 

„Det vil ganske vist vænne Diplomaterne til ikke at 
sige noget uovervejet Ord. Men det vil ogsaa tvinge dem 
til i alle Forhold strængt at holde sig til den nøgne, skin- 
barhge Sandhed." 



^ 



ELLEVTE KAPITEL 




HVAD DER BLEV SKREVET OM FONOGRAFEN. 

F ALLE de Edisonske Vidundere var Fono- 
grafen det, der i hojeste Grad satte Pub- 
likums Fantasi i Bevægelse. Amerikanske 
og engelske Skribenter forstod det, og i 
Blade og Tidsskrifter skrev de Spalte paa 
Spalte om den nj' Opfindelse; de ud- 
pønskede bestandig nye Muligheder for dens Anvendelse, 
og de granskede i gamle Skrifter for at finde Forudsigelser 
om Fonografen eller i alt Fald Krøniker og Anekdoter, 
hvis Indhold ledte Tanken hen paa Edisons geniale Op- 
findelse. Som man nedenfor vil se, nægtede de sig ikke 
Noget i den Retning. 

De gik saa langt tilbage som til Plutark og Antifanes 
og mindede om, at den sidstnævnte Forfatter, der som 
bekendt levede i det fjerde Aarhundrede før Kristi Fødsel, 
havde fortalt om de frosne Ord. Kulden havde en Vinter 
været saa voldsom, at den Ene ikke kunde hore, hvad 
den Anden sagde; thi Ordene frøs, saa snart de blev ud- 



EDISON 



203 



talte, og først da der henad Sommeren indtraf Tøvejr, 
blev de hørlige, og flød da gennem Luften i en rivende Strøm. 
„Paa samme Maade," skriver en amerikansk Forfatter, 
der troede at være aandrig, „gik det med de fortræffelige 
Forskrifter, som Plato indpræntede sine unge Elever ; først 
da de blev Mænd og stod i deres Livs kraftige Sommer, 
blev Vismandens Ord levende i deres Bevidsthed!" 




En af de forste Fonografex* med elektrisk Motor. 



En afdød engelsk Forfatter, Rudolph Erich Raspe, 
som i sin Tid udgav en Oversættelse af Baron Miineh- 
hausens Æventyr, paapegede Ligheden mellem Antifanes' 
Historie og Miinchhausens Kronike fra hans Rejse i Sibi- 
rien. Baronen kørte med Ekstrapost ad en snæver 
Hulvej og bad Postillonen om at blæse i sit Horn for at 
advare Rejsende, som mulig maatte komme kørende fra 
den modsatte Ende. Postillonen blæste, men ingen Lyd 
hørtes. De naaede en Kro, hvor de nød nogle Forfrisk- 



204 EDISON 

ninger; og kort efter begyndte Hornet, som hang paa 
Væggen, af sig selv at tude. Tonerne var frosne fast i 
det og blev først hørlige nu, da de inde i Stuevarmen 
tøede op. 

„Gemmer der sig ikke,'* skriver Amerikaneren, „i 
denne fantastiske Historie ligesom en Forudanelse af Fo- 
nografens vidunderlige Hemmelighed! 

„Og videre. Franqois Rabelais skrev i Begyndelsen 
af det sekstende Aarhundrede om en mystisk Oplevelse 
paa en Rejse, der blev foretaget i de nordlige Isegne. De 
Rejsende, som befandt sig om Bord paa et Skib ved 
Sommertid, blev forfærdede ved pludsehg omkring sig at 
høre Heste vrinsken, Klirren af Vaaben, Skrig og Raab, 
uden at de noget Steds øjnede levende Væsner, der frem- 
bragte disse Lyde. Men Skibets Fører beroligede dem: 
„For nogle Maaneder siden, midt i den strænge Vintertid, 
da Søen var tilfrossen, stod her paa Isens vidtstrakte 
Flade et blodigt Slag; men Kulden var saa stærk, at alle 
Lyde frøs; nu først høres Kampens Bulder." Atter det 
samme Sagn i en ny Skikkelse om de frosne Lyde, 
som toer!" 

Et andet Sagn fremdrages af en engelsk Skribent: 

„I Kina levede en Gang en vidunderlig skøn Kvinde, 
som besad alle menneskelige Fuldkommenheder. Hendes 
Stemme havde en saa henrivende Klang, at Alle, som 
kendte hende, med Sorg tænkte paa den Dag, da de ikke 
mere skulde høre hendes himmelske Røst. Hendes Venner 
raadførte sig da med en Vismand, der var berømt for 
sine magiske Ævner, og han gav dem et Bambusrør, som 



EDISON 



205 



besad den gaadefulde Egenskab, at hvert Ord, som taltes 
ind i det, kunde opbevares til sene Tider. Den skønne 
Kvinde talte ind i Røret, hvorpaa det blev omhyggeligt 
forseglet og gemt. Mange Aar efter aabnedes det, og 
Ordene, som den forlængst Afdøde havde betroet det, lød 




Den fuldtfærdige Fonograt. 



tydeligt og klangfuldt ud af Rørets Munding. I aandeløs 
Spænding lyttede man til den vidunderlige Tale ; men 
snart døde Ordene hen, og de kunde aldrig gentages med 
den samme Røst." 

Ganske interessant er det nu at læse, hvad den 
engelske Forfatterinde, Jean Ingelow, har skrevet i sin 
Bog, 1972, som blev udgivet i 1872, altsaa seks Aar før 
Edison opfandt Fonografen. 



206 EDISON 

Bogens Helt taler om en ny Opfindelse paa Lydlærens 
Omraade og siger herom blandt Andet Følgende: 

„Fotografien er Kunsten ad kemisk Vej at fremstille 
et synligt Billede. Men hvorfor skulde det ikke være 
muligt paa lignende Maade at tilvejebringe et hørligt 
Billede? Vanskehgheden ligger blot i, at medens Billedet, 
som skal fremstilles ved Fotografien, er samlet til Stede 
for Øjet, maa det af Akustigrafiet fordres, at det frem- 
stiller de spredte Lyde i den Følgerække, hvori de frem- 
kommer. Et Apparat, der samler alle Tonerne af et 
Musikstykke eller den Talendes Række af Ord for der- 
efter at aflevere den hele opsamlede Lydjnasse paa én 
Gang, vilde man jo ikke have synderlig Glæde af. Hertil 
naaede man først. Men hurtigt lærte Videnskaben at an- 
vende en Metode, ved hvilken Lydbilledet blev nøjagtigt 
skitseret, saaledes at det fremstod i samme Skikkelse, 
som det oprindelig havde haft; og det er nu lykkedes at 
give dette Lydbillede en saa vid Udstrækning, som man 
ønsker; i saa Henseende kendes ingen Grænser." 

Jean Ingelow anede ikke, da hun skrev disse profe- 
tiske Ord, at den Opfindelse, hun henlagde til sidste 
Halvdel af det tyvende Aarhundrede, allerede skulde se 
Lyset mindre end et Decennium efter, at hendes fanta- 
stiske Skildringer gik i Trykken. 

En anden engelsk Forfatterinde, Miss Amelia Blandford 
Edwards, har paa lignende skarpsindig Vis forudsagt 
Talemaskinens Opfindelse. Og allerede i 1839 skrev 
Thomas Hood i sin Comic Annual: 

„Vi lever i Opfindelsernes Aarhundrede. Og efter at 



EDISON 



207 



man har opfundet et selvvirkende Tegnepapir, ved Hjælp 
af hvilket usynlige Genstande kan kopieres, hvem véd da, 
om ikke en Fremtidens Niepce eller Daguerre eller 
Herschel eller Fox Talbott opfinder en Slags Skrive- 




Fonografen fortæller noget Morsomt. 

papir, som er i Stand til at gentage de Ord, der tales 
til det." 

Endehg har Edison, allerede den Gang de første 
Tanker om Fonografen gærede i hans Hjærne, og Ingen 
endnu for Alvor havde tænkt sig Muligheden af en saa 
fuldkommen Opfindelse som den, der senere saa Lyset, 
skrevet Følgende til en Ven: 



208 E D I S O X 

»Jeg skal af det døde Stof konstruere et Apparat, 
som kan tale, skondt det hverken har Tunge eller Tænder 
eller Gane, hverken Strube eller Svælg. Det skal kunne 
tale med Din Stemme, sige de Ord, Du har sagt; og Aar- 
hundreder efter at Du er smuldret til Støv, skal det for 
nye Slægter ikke blot bevare Dit Navn, men tillige gen- 
tage for dem hvert alvorligt Ord, hvert muntert Indfald, 
som er udgaaet af Din Mund foran dets tynde Mem- 
bran. Jeg vil skabe dig og alle Mennesker Udødelighed, 
saavist som Menneskets levende udtalte Ord er uforeneligt 
med Doden." 

„Aldrig" — siger en af Edisons Biografer — „er et 
Løfte bleven bedre holdt. Den nuværende Fonograf er 
Fuldkommenheden nær. Den fastholder menneskehg Tale 
i ubegrænset Tid, og den gengiver den med en fænomenal 
Troværdighed. Dag for Dag øges de uforgængehge Op- 
tegnelser af Tale og Musik. Videnskabsmænds og Dig- 
teres vægtige Ord, Sangeres og Musikeres skønne Toner 
reddes fra Forglemmelsen; indristede i de smaa Voks- 
cvhndre vil de bestandig kunne trodse Tidens Tand. 1 
Ordets fuldeste Betydning kan vi nu siges at være Ar- 
vinger til alle Tidsaldre, 

Og den amerikanske Forfatter fortsætter i saa patetiske 
Vendinger som disse: 

„Fortidens ufuldkomne Gengivelse af det talte Ord 
maa vige for den levende og fuldttonende Beretning, som 
naa'r til os gennem Fonografen. Men vor Glæde over 
dette uhyre Fremskridt er blandet med Smerte; vi gribes 
af en Tvivl om, hvorvidt det er godt og rigtigt saaledes 



EDISON 209 

at styrke den guddommelige Mnemosynes Magt. Er det 
ikke formasteligt at fremmane fra Gravens Dyb Lyden 
af den Dødes Stemme? — Skal ikke de Døde, som er 
sænkede i Jordens Skød, have Lov at hvile i Fred ? — 
Hvorledes skal Naturen kunne fuldkomme sit Værk, hvis 
ej Forglemmelsen mere kan lægge sin fløjlsbløde Haand 
paa de trætte Øjne og de bristende Hjerter? — Er der 
pludselig bleven rejst en Dæmning i Letheflodens Strøm? 
— Ak! Ja, saaledes er det! 

„Og dog — hvor skønt, hvor herhgt, at Fortidens Lys 
kan skinne for os i sin fulde Klarhed ! Hvor vidunderligt, 
at de Døde til alle Tider kan fremtræde for os med 
levende Stemmer. Hvor ubegribeligt, at vi saaledes kan 
trodse den store, strænge, ubønhørlige Hersker, Døden, i 
hans Bud om evig Tavshed! 

„Sindets Ædelsten har mange Facetter. En straaler 
i Lys og Glæde, en Anden dølger sig i Smerte og dyb 
Bekymring. Vi kalder det „modstridende Følelser". Med 
saadanne modstridende Følelser er Fonografen bleven 
modtaget, fordi den griber saa voldsomt ind i Menneskets 
Forestillinger om, hvad der er Digt, og hvad der er Vir- 
kelighed. Men tilbage bliver Beundringen over det Geni, 
som gjorde Digtet til Virkelighed!" 




14 



TOLVTE KAPITEL 



FOXOMOTOREN. EN GARDLNPRÆKEN SOM INDUSTRIEL DRIVKRAFT. 
EDISONS TORPEDO. NYE TELEGRAFERINGSMETODER. TELEGRAFERING 
FRA ET KØRENDE JÆRNBANETOG, ET MIDDEL MOD JÆRNBANE- 
ULYKKER. FONOPLEKS-TELEGRAFEN. TELEFONEN. DEN PYRO- 
MAGNETISKE MOTOR OG GENERATOR. DEN MAGNETISKE BRO. 




^^^^sssiiNDER Forsøgene med Fonografen undfangede 
Edison Idéen til Fonomotoren, et Instru- 
ment, ved Hjælp af hvilket man kan 
maale Lydbølgerne og forstærke dem i 
en saa overordenlig Grad, at Lyden kan 
anvendes som mekanisk Drivkraft. 
En Paastand om, at man ved Hjælp af dette Apparat 
skal kunne udføre det hemmelige Kunstykke, at „tale 
Hul igennem et Bord", lader vi dog staa ved sit Værd. 

Membranen og Mundstykket ligner de tilsvarende 
Dele af Fonografen. Til Midten af Membranen er fastgjort 
en Messingstang, som forer en Staalspærhage. Denne 
sætter i Gang et Spærhjul, der er forsynet med en Række 
meget skarpe Tænder og er befæstet paa en fmt afbalan- 
ceret Akse med Svinghjul. Dette Hjul paavirkes stærkt 



EDISON 211 

af de forholdsvis svage Lyde, som den menneskelige 
Stemme frembringer foran Membranen, og det besvarer 
disse Lyde med en forbavsende Hurtighed. Hvis man 
anvender Lyde, som virker kontinuerligt, gaar Svinghjulet 
rundt med en saadan Hastighed, at der maa en anselig 
Kraft til for at standse det. 




Symaskine dreven af Fonomotor. 

Hvert Ord, talt ind i Fonomotoren, frembringer en 
mekanisk Kraft; en Melodi, som synges foran dens Mem- 
bran, kan sætte et Maskineri i Bevægelse. Paa ovenstaa- 
ende Billede ser man saaledes en ung Dame ved Sang 
sætte sin Symaskine i Bevægelse, mens hun hviler Fød- 
derne, der ellers maa arbejde paa Trædebrædtet. 

Hvilken udmærket Opfindelse for de Snakkelystne, 

for Sladresøstrene ! Nu vil de kunne indrette sig saa 

praktisk, at ikke et Ord gaar til Spilde; og aldrig mere 

14* 



212 EDISON 

vil man kunne bebrejde dem, at de taler unyttige Ord, 
thi hvert Ord har sin bestemte industrielle Værdi. 

En arrig Kones Gardinpræken er nu ikke længer 
omsonst. Mens Konen skænder, besørger Fonomotoren, 
anbragt i hendes Nærhed, f. Eks. en Bunke Fyrrebrænde 
skaaret net itu til Optænding, og mens Konen saaledes 
plager Manden, hjælper hun Pigen i hendes Morgengerning. 
Men falder Manden i Søvn under Ægtehalvdelens Ord- 
strøm, og han har den stygge Vane at sove med aaben 
Mund, da anbringes blot Fonomotoren ved hans Seng, og 
hans Snorken vil fuldføre det Arbejde, som Fruen i sin 
Veltalenhed begyndte. 

Altsaa, man kan endog arbejde, mens man sover — 
det skulde synes at være Opfindelsernes Toppunkt! 

Den næste Opfindelse, Edison gjorde, var af en helt 
anden Karakter end de, om hvilke vi hidtil har hort. 
Bestandig havde Opfinderen holdt sig paa Fredens Ene- 
mærker; — nu konstruerede han en Ødelæggelsesmaskine 
til Krigsbrug, nemlig den saakaldte Edison-Simens Tor- 
pedo. Det var en undersøisk Torpedobaad, som blev 
dreven ved Elektricitet. Den egenlige Torpedo udgøres af 
et Hylster, som indeslutter den eksploderende Ladning og 
den elektriske Motor. Efter at den er sænket adskillige 
Fod ned under Vandfladen, kontrollerer man den fra et 
nærliggende Skib eller fra Kysten ved Hjælp af et elek- 
trisk Kabel, hvorigennem alle Strømme, som bestemmer 
Torpedoens Hastighed og Retning, sendes. 

Kurtisere og hurtigere, som Aarene gik, fulgte de 



EDISON 



213 



nje Opfindelser. Telegrafiens frugtbare Mark gav ny Sæd, 
næsten Maaned for Maaned. 



^,0^ 








f/- 



Telegrafering fra en Pulraans Salonvogn i et kørende Jærnbanetog. 

Den harmoniske Miiltipleks- Telegraf blev opfunden. 
Den bestaaer af et vist Antal Stemmegafler eller Stemme- 
rør af forskellig Størrelse og Tonehøjde, anbragte parvis 
ved hver Ende af Linjen, to og to nøjagtigt svarende til 



214 EDISON 

hinanden, og enhver uafhængigt paavirket af Elektromag- 
neten og forsynet med saavel Nøgle som Lj'dapparat. 
Hver modtagende Stemmegaffel svarer harmonisk kun til 
sin egen Tonehøjde eller sit eget Antal Svingninger i 
Sekundet, saaledes at et stort Antal Stemmegafler kan 
anvendes og altsaa et tilsvarende Antal Meddelelser sendes 
uafhængige af hverandre ad en enkelt Traad ved Hjælp 
af det almindelige Morsealfabet. Edison har med dette 
Apparat paa én Gang afsendt seksten Telegrammer, otte 
i hver Retning. 

Maaske den interessanteste af disse nye Opfindelser 
paa Telegrafiens Omraade er den, som er kendt under 
Betegnelsen „Telegrafering fra et kørende Jærnbanetog." 
Her benyttes ingen særlig Traad: fra Apparatet i Toget 
føres de elektriske Strømme gennem Luften over til de 
almindehge Telegraftraade , der løber langs med Sporet. 

Induktionen eller den forunderhge Kraft, hvorved 
Elektricitet kan udvikles i et Stof ved Indflydelse af en 
i Nærheden af det ophobet elektrisk Strøm, er Forkla- 
ringen paa, hvad der maaske kunde se ud som en dunkel 
Gaade. De inducerede Strømme er i Stand til at cirku- 
lere, uden at nogetsomhelst hindrer dem. 

Et almindeligt Batteri, et Par Telefon-Receivere, en 
Induktionsrulle med Vibrator og en Morsenøgle udgør 
Apparatets Dele. Induktionsrullen omdanner Strømmen 
fra Batteriet til en Strom. der skifter meget hurtigt, og 
denne frembringer en hgnende Strøm i Traadene paa 
Linjen. Den summende Lyd, som fremkaldes under Tele- 
graferingen, brydes og forandres ved Hjælp af Nøglen til 



EDISON 



215 



de velkendte Prikker og Streger i Morse-Alfabetet. Paa 
Jærnbanevognenes Tage anbringes Traade, der er satte i 
Forbindelse med hverandre og med Instrumenterne i Vog- 
nene, som atter gennem Vognhjulene og Sporet er for- 
bundne med Jorden. 

Metoden er praktisk og lidet bekostelig, og Togtele- 
grafien anvendes allerede i Amerika i temmelig stor Ud- 




Fonopleks -Telegrafsystemet. 



strækning. Det er konstateret, at man paa denne Maade 
kan telegrafere gennem Luften over en Afstand af fem 
Hundrede Fod fra Jærnbanevognen til Telegraftraadene. 

Nytten af at kunne telegrafere fra et korende Tog er 
indlysende. Den travle Forretningsmand spilder ikke den 
Tid, han benytter til sin Rejse; han kan sidde i sin Kupé 
og besørge sin telegrafiske Korrespondance. Politimanden, 
som er paa Jagt efter Forbryderen, kan til enhver Tid 



216 EDISON 

sende sine Depescher ud og derved maaske hurtigere faa 
Flygtningen standset. Men fremfor Alt er denne Togtele- 
grafering praktisk som Sikkerhedsmiddel mod Togsammen- 
stød. Fra Iltoget kan Togføreren paa ethvert Punkt af 
Linjen underrette den kommende Station om, at Toget 
nærmer sig, og man vil da her i Tide kunne sørge for, 
at det holdende Tog føres ind paa et andet Spor. 

I Amerika, hvor der ret hj^ppigt sker Jernbaneulykker, 
har man straks haft Øje for denne sidste Anvendelse af 
Togtelegrafien. Ogsaa herhjemme har den efter den store 
Jernbaneulykke i Gentofte faaet en sørgehg Aktualitet. 

Edison tænker sig iøvrigt Muligheden 'af ogsaa at an- 
vende Principet for Togtelegrafien om Bord paa Skibe, 
uden at han dog endnu nærmere har angivet, hvorledes 
Forbindelsen med Land skulde tilvejebringes. 

Fonopleks-Telegrafen er udsprungen af den samme 
Tanke, som ligger til Grund for Dupleks-Telegrafen, og 
danner ligesom et Led mellem Telegrafi og Telefoni. Fono- 
pleks-Systemet besidder imidlertid det store Fortrin, at 
det ikke paavirkes af urolige Vejrforhold, som for Morse- 
Systemet medfører Afbrydelser paa Linjen. 

Medens Fonopleksen paa de Edison'ske Opfindelsers 
Stamme er en Gren, som endnu ikke har avlet nye Skud, 
gælder lige det Modsatte om Telefonen. Her finder man 
en saadan Mangfoldighed af Former, at hvis hver enkelt 
af dem skulde omtales blot nogenlunde udførhgt, vilde 
det blive til et helt omfangsrigt teknisk Værk. Der er 
Vand-Telefonen, den kemiske Telefon, den elektro-statiske 
Telefon, Inertia-Telefonen, Kviksølv-Telefonen, Voltasøjle- 




Apparater til Telegrafering fra et kørende Jærnbanetog. 



EDISON 219 

Telefonen, musikalske Transmittere o. s. v. — altsammen 
Opfindelser, som skyldes Edison. 




Edisons første Mikrofon -Transmitter. 

Det er lidt vanskeligt at sige, til hvilken Art den 
Telefon, vi almindeligt benytter, skal henregnes. Det bliver 




Den pyromagnetiske Motor. 

maaske nærmest den elektro-statiske; men den er et Pro- 
dukt af saa mange Bestræbelser for at forbedre og simpli- 



220 EDISON 

ficere, at selv Telefonteknikere er utilbøjelige til at give 
den nogen Tillægs- eller Artsbetegnelse. 

I den Del af Telefonen, som sættes for Øret, findes — 
hvad Enhver, der benytter Telefon, vil have lagt Mærke 
til — en lille blank Plade; det er den saakaldte Mem- 
bran, som vi oftere har omtalt, og som gengiver de Sving- 
ninger, Talens Lyd frembringer. Bagved Membranen ligger 
gemt i Haandtaget en Magnet, som kan være enten en 
Stangmagnet eller en Hesteskomagnet; den sidste er at 
foretrække og anvendes nu næsten overalt i de gode 
Telefoner. Denne Magnet er omgivet af en Traadbevik- 
hng, som fortsættes ud i Ledningen, og gennem hvilken 
Lyden forplantes fra Sted fil Sted. 

Det er ikke nødvendigt her nærmere at omtale, hvilket 
uhyre Opsving Telefonien har taget i de senere Aar. Der 
er jo i alle Jordens civiliserede Lande næppe den Flække, 
som ikke har sin Telefonstation med sit Næt af Traade 
ud til Abonnenterne og til omhggende Byer. Telefonen 
har til den Grad vokset sig ind i alle forretningsdrivende 
Menneskers Bevidsthed, at man næsten ligesaa godt kunde 
berøve dem Telegrafen eller Postvæsnet som det lille 
blanke Apparat med de grønne Snore, der staar paa deres 
Bord. Saa ny en Opfindelse Telefonen er, er den allerede 
bleven ganske uundværhg. 

Telefonien er nu saa stærkt udviklet, at man ikke 
blot kan føre Samtaler fra Land til Land og paa en Af- 
stand af flere Hundrede danske Mil — der er f. Eks. 
Telefonforbindelse mellem Xew York og Chikago — ; men 
der er overhovedet ingen Grænser for, hvor langt man 



EDISON 



221 



kan tale i Telefon ; Ledningsmateriellet vil kunne indrettes 
saaledes, at der kan føres Telefonsamtaler fra den ene 
Side af Jorden til den anden. Alligevel vil Telefonen 




Det Indre af den pyromagnetiske Motor, opvarmet med Kul. 

næppe nogensinde gøre Telegrafen overflødig; men den 
vil bestandig være et fortrinligt Supplement til denne. 
I Forbindelse med Telefonen maa omtales de magne- 



£ D I s o X 

tiske Eksperimenter, som Edison nu foretog, og som førte 
til Opfindelsen af den pyromagnetiske Motor og den 
pyromagnetiske Generator. 

Disse Opfindelser støtter sig paa Undersøgelser, der 
blev foretagne allerede i Slutningen af det sekstende Aar- 
hundrede af en lærd Læge ved Dronning Elisabeths Hof, 
Sir William Gilbert. Denne Mand, hvis vægtige Bidrag 
til den elektriske Videnskabs Fremme har skaffet ham 
Benævnelsen deu første Elektriker, udgav i Aaret 1600 et 
Værk, De arte Magnetica, som først for ganske faa Aar 
siden er bleven oversat og udgivet af John Wiley & Sons 
i New York. Det er mærkehgt for sin Tid ved Klarheden 
i den tekniske Udvikling, og hvad det søger at bevise er, 
at den magnetiske Kraft i Jærnet formindskes, naar det 
udsættes for meget stærk Varme, idet Magneten ikke ind- 
virker paa det rødglødende Metal. 

Edison overbeviste sig om, at denne Paastand holdt 
Stik, og han konstruerede saa sin pyromagnetiske Motor. 
Det er en Maskine, i hvilken en afbalanceret Stang af- 
vekslende ophedes og afkøles, og idet den elektriske 
Magnet trækker Stangen til sig, naar den er kold, og 
støder den fra sig, naar den er varm, kommer denne 
Stang i en stadig omdrejende Bevægelse. 

Den pyromagnetiske Generator støtter sig væsenlig 
paa det samme Princip, og Hensigten med den er at frem- 
bringe Elektricitet direkte af Kullet. 

„Kunde man," siger Edison, „med forholdsvis ringe 
Bekostning forvandle den umaadelige Kraft, som hgger 
gemt i Kullet, til elektrisk Kraft, da vilde mange af de 



EDISON 223 

nu anvendte Metoder i Industri og Fabriksvirksomhed 
blive grundigt forandrede, og man vilde være naaet et 
langt Stykke videre ad det tekniske Fremskridts Vej. 

„Men ogsaa i private Hjem vilde en saadan fuld- 
kommengjort Opfindelse bringe en hel Omvæltning. Ved 
Hjælp af en ganske almindelig, fordringsløs Kulovn kunde 
man da skaffe elektrisk Lys til hele Lejligheden, Varme 
til alle Værelserne, Ild til Køkkenets Kogesteder o. s.v. 
Dickens skrev i sin Tid om den fæle Kulovn, der i enhver 
amerikansk Forretning var anbragt midt i Lokalet, hvorfra 
den lig en anden Heksekedel udsendte sin kvælende hede 
Aande. Den Tid vil maaske ikke være fjærn, da Kul- 
ovnen i Form af den pyromagnetiske Generator ogsaa af 
den afdøde store Digters Landsmænd vil blive betragtet 
som en saare attraaværdig Ting." 

Inden vi slutter dette Kapitel, maa vi endnu nævne 
en Edison'sk Opfindelse, som kaldes den magnetiske Bro. 
Den er bygget paa de samme Principer, som hgger til 
Grund for W^heatstone-Broen, der benyttes ved elektriske 
Maahnger, og den tjener til at opdage mulige Fejl i Staal 
og Jærn. Navnlig anvendes den magnetiske Bro til Un- 
dersøgelser af Jærn, som skal bruges til Dynamoer. 



*m 



TRETTENDE KAPITEL 



ELEKTRISK JÆRNBANEKØRSEL. DA EDISOX VAR LOKOMOTIVFØRER. 
DET ELEKTRISKE LOKOMOTIV PAA CHICAGO-UDSTILLIXGEX. DEAD- 
BEAT GALVANOMETRET. DEN ELEKTRISKE PEN OG MIMEOGRAFEN. 




EN elektriske Kraft var for Edison en uud- 
tømmelig Kilde til nye Opfindelser. 

Fra Drengeaarene, da han hang paa 
Gangbrædtet og solgte Aviser ind ad 
Kupévinduerne, mens Toget for hen over 
Skinnerne, havde han bevaret en levende 
Kærlighed til Jærnbanen ; og han var nu fuldt optagen af 
Tanken om at konstruere et elektrisk Lokomotiv. Han 
var vis paa, at der ved elektrisk Drivkraft vilde kunne 
tilvejebringes større Hurtighed i Jernbanekørslen; men 
iøvrigt interesserede selve Opfindelsen, ganske bortset fra 
dens praktiske Betydning, ham i overordenlig Grad. 

En Dag havde Edison Besøg af en Forfatter, som 
netop havde sendt ham sin sidste Digtsamling. Edison 
takkede ham for Bogen og sagde derpaa med et Smil: 
„Og nu skal de faa Lov at se mit sidste Digt." 
Poeten betragtede forbavset Edison, som op af sin 



EDISON 225 

Skrivebordskiiffe tog en meget tyk Bog i lille Format. 
Han aabnede den og bladede i den, i det han sagde: 

„Ser De, jeg har endda selv illustreret mit Digt." 

Paa hver eneste Side i Bogen var der tegnet Skitser 
og Udkast med Tekst omkring, nedskrevet med smaa faste 
Bogstaver. Det var Bogen om det elektriske Lokomotiv, 
de vidtløftige Forarbejder til Edisons nyeste Opfindelse, 
med hvilken der snart skulde foretages praktiske Forsøg. 

Et af de første af disse Forsøg faldt mindre heldigt 
ud; men det var rigtignok ogsaa en ganske særlig Afart 
af den elektriske Jærnbane, som prøvedes. 

Samtidig med at Edison konstruerede sit Lokomotiv 
for almindelig Jernbanekørsel, lavede han en bjærgklatrende 
elektrisk Jærnbane, for hvilken han mente, der vilde være 
god Anvendelse særhg i Sydamerika. Han lod lægge 
Jærnbaneskinner op ad en Høj, der skraanede under en 
Vinkel af fjTretyve Grader, og Hjulene paa Lokomotivet 
var forsynede med Klør, som greb ind om Skinnerne. 
Paa denne Maade skulde Toget kunne klatre op ad 
Højen og atter løbe ned med en passende reguleret Fart. 

Det gik godt én Gang; men anden Gang, Forsøget 
skulde gøres, havde det nær kostet et Menneske Livet. 
En lille rask Dreng havde faaet Lov at sætte sig op paa 
Lokomotivet, og han var eneste Passager. Langsomt be- 
vægede Maskinen sig op ad Bakken, og Drengen jublede, 
mens Edison ved Foden af Skrænten tilfreds betragtede 
sit Værk. Men da saa Lokomotivet skulde køre tilbage, 
gik Hjulenes Klør itu; med en rasende Fart rutschede 
Maskinen ned, og den lille Passager blev — som Edison 

15 



226 EDISON 

senere udtrykte sig — „slynget saa langt bort, at 
han dumpede ned i den næste Stat." Til alt Held faldt 
han i blød Engbund, saa han slap med Forskrækkelsen. 

En anden Prøvekørsel, som blev foretagen paa en 
almindelig Jærnbanelinje, fik et vist komisk Anstrøg. 

Edison havde indbudt de lokale Jærnbaneembedsmænd 
og Banens Aktionærer til Prøveturen. Han havde udsendt 
fine, trykte Indbydelser, og han modtog sine mange 
Gæster med en udsøgt Formalitet, som ikke var almin- 
delig hos den store Opfinder, der havde Andet at tænke 
paa end selskabehge Dikkedarer. De Herrer Direktører 
og Aktionærer var synhgt imponerede og' førte sig med 
megen Højtidelighed; Ingen af dem saa', at der nu og da 
blinkede et lunt Smil i Edisons alvorhge Øjne. 

Til Lokomotivet var koblet et Par aabne Passager- 
vogne, i hvilke de Indbudne tog Plads. Edison sprang 
derefter op paa Maskinen; han vilde selv fungere som 
Lokomotivfører. 

Nu gav han Signalet, og de kørte. Det gik fortræffe- 
Ugt, og Jærnbanemændene kunde ikke finde tilstrækkelig 
smigrende Ord om den geniale Opfindelse. Edison stod 
med Ryggen til og lod, som om han Intet hørte. Han 
vidste, at Piben snart vilde faa en anden Lyd. 

Han satte Farten op; hurtigere og hurtigere for 
Toget henover Skinnerne; snart havde han naaet en 
Hastighed af halvtresindstyve Mil i Timen. Saa mistede 
en, saa en anden af Passagererne sin Hat, der suste bagud 
og i næste Nu var forsvundet for sin Ejermands Øjne. 
Edison hørte dem begynde saa smaat at bande der bag- 



EDISON 



227 



ved. Men han øgede blot Hastigheden. Nu raabte os 
skreg de, at han skulde mindske Farten — han satte 
endnu mere Kraft paa Maskinen. Med en vanvittig 
Hastighed fløj det lille Tog frem over Skinnerne, og jo 




Edison førende sit første elektriske Lokomotiv. 

mere Passagererne raabte, jo hæftigere deres Angst blev, 
des stærkere kørte Edison. Kaadhedsdjævlen var faret i 
ham; han morede sig som en Skoledreng over deres For- 
skrækkelse. 

Endelig standsede han, og hurtigt sprang han hen til 
sine Gæster: 

„Undskyld, at jeg først nu takker Dem for de mange 

15* 



228 EDISON 

smukke Ord, De sagde mig allerede ved Kørslens Begyn- 
delse." 

De saa paa hverande, som om de vilde sige: 

„Gør han Nar af os? Eller hvad er Meningen?" 

Nogle af dem var blege, som om de led af Søsyge. 
Ingen kunde i første Øjeblik finde et fornuftigt Ord at 
sige. Saa udbrod en gammel skaldet Herre, der præsen- 
terede sig barhovedet: 

„Vi kørte jo løhsk, Mr. Edison!" 

Og de Andre faldt i med: 

„Ja, det var sandelig lidt foruroligende. Vi kørte jo 
virkehg løbski" 

„Mine Herrer!" svarede Edison smilende, „De tager 
fejl: vi kørte blot med Elektricitet!'' 

— — Et Par Ord om Systemet i Edisons elektriske 
Lokomotiv. 

Til de første Prøvetog leveredes den elektriske Strøm 
fra Laboratoriet og førtes gennem en Ledning til Skinnerne, 
som var isolerede fra Jorden og hævede et Par Tommer 
1 Vejret. Strømmen ledtes ind igennem den ene Skinne 
og gik herfra op gennem Hjulene, der ogsaa var isolerede 
fra Akslen; fra Hjulene flød Strømmen ind i Motoren og 
derfra ned i Hjulene paa den anden Side af Lokomotivet. 
Den elektriske Bevægkraft, som den Gang anvendtes, 
havde en Spænding af 125 Volt, og Motoren var en af 
Edisons Dynamoer, som senere er bleven kendt under 
Benævnelsen Type Z eller 60 Lys-Dijnamoen. 

Naturligvis blev Edison heller ikke fri for Konkur- 
renter paa delte Omraade. Allerede kort efter at Menlo 



EDISON 229 

Park-Fabrikerne var blevne indviede, og Opfinderen havde 
anstillet sine første Forsøg med det elektriske Lokomotiv, 
traadte et Par Ingeniører, Siemens og Field, frem og hæv- 
dede hver for sig, at de havde gjort lignende Opfindelser, 
som efter deres Mening blot adskilte sig fra Edisons der- 
ved, at de var meget værdifuldere. Med Siemens førte 
Edison Proces og vandt den, hvorefter han gik i Kom- 




Det Indre af Edisons elektriske Lokomotiv. 

pagni med Field; og de to Herrer fik startet Det elektriske 
Jernbaneselskab i de Forenede Stater. 

Kort efter aabnedes Chikago-Udstillingen 1883. Skøndt 
Tiden var altfor knap og Materiellet utilstrækkeligt, be- 
sluttede Edison og Field at udstille deres elektriske Jern- 
banetog i Virksomhed. Realiseringen af denne dristige 
Idé var forbunden med overordenlig store Vanskelig- 
heder; alligevel lykkedes Forsøget, og de Udstillingsbesø- 



230 EDISON 

gende skænkede den elektriske Jærnbane den mest levende 
Interesse. 

Lokomotivet, som efter Mr. Fields Onkel, Overdommer 
Field, fik Navnet Dommeren, var tolv Fod langt og fem 
Fod bredt og vejede omtrent tre Tons. Et Spjæld, som 
lignede det, der nu bruges ved Regulering af Hastigheden 
paa de amerikanske Jærnbaner, satte Lokomotivføreren i 
Stand til at kontrollere den elektriske Kraft og sagtne 
eller fremskj^nde Farten. Edison konstruerede ogsaa et 
Apparat til Omskiftning af Strømmen, saaledes at man 
kunde bakke med Lokomotivet. Dette Apparat var for- 
synet med en elektrisk Klokke, som havde en Modstand 
af 300 Ohm, og som tjente til Sikkerhedssignal for det 
Tilfælde, at Strømmen traadte ud af Motoren. 

Sporet til det elektriske Jærnbaneanlæg blev lagt paa 
Galleriet i Udstillingens Hovedbygning. Det løb langs 
med Galleriets indre Side, og ved hver Ende gjorde det 
en brat Svingning med en Radius af 64 Fod; hele Spor- 
længden var omtrent Vs ^^il- Der var tre Spor, af hvilke 
det midterste benyttedes til Strømledningen, medens de 
to yderste tjente til at sikre Strømmens Tilbageløb. 

Efter den oprindelige Plan skulde Maksimumshastig- 
heden være tolv Mil i Timen, og to Passagervogne skulde 
kobles til Lokomotivet. Men det viste sig, at Galleriets 
Konstruktion ikke taalte en saa stærk Fart og en saa 
tung Vægt; man maatte derfor slaa af paa Fordringerne 
og nøjes med en Fart af ni Mil. 

Det elektriske Lokomotiv var i Virksomhed paa 
Chikago-Udstillingen i tretten Dage; det udførte i den 



EDISON 



231 



Tid 1588 Ture og befordrede 28,805 Passagerer, den sidste 
Dag alene 194 Ture med 3580 Passagerer. Efter denne 
lovende Debut blev Dommeren sendt til en stor Udstilling 
i Louisville, hvor en elektrisk Jærnbane i dette Øjemed 
var bleven anlagt ; og her blev Sukces'en for den udmær- 
kede Opfindelse fastslaaet. 




Dead-beat-Galvanometret. 



Imidlertid trængte den til Forbedringer i forskellig 
Retning; Edison var den Første, som havde Øje 'derfor, 
og han eksperimenterede videre med sit elektriske Loko- 
motiv. Men andre Opfindelser lagde samtidig stærkt Be- 
slag paa hans Kræfter; han var stadig optaget af de nye 
Former for Telegrafi og Telefoni og af Fonografens videre 
Udvikling, og hertil kom snart hans vanskelige og over- 
ordenlig omfattende Forsøg med det elektriske Lys. 
Mesteren har dog ingenlunde opgivet Tanken om at føre 



232 EDISON 

det elektriske Lokomotiv frem til en langt højere Grad af 
Fuldkommenhed, og han har selv udtalt, at han forudser 
den Tid, da vi pr. Elektricitet vil kunne fare henover 
Jorden med en Hastighed af over Hundrede Mil i Timen. 

Edison .s} siede ogsaa paa denne Tid med Forbedringer 
af Galvanometret. Han opfandt det saakaldte Dead-heat- 
Galranometer, som adskiller sig fra andre Instrumenter af 
denne Art derved, at det ikke har de sædvanlige Traad- 
ruller og Magnetnaale. Dets Virksomhed grunder sig paa 
den Varme, Strømmen udvikler, og som foraarsager, at 
en fin Platin-Iridium Traad, anbragt i et Glasrør, ud- 
vider sig. Derved bliver en Spiralfjeder' sat i Bevæ- 
gelse, og den virker atter paa en afbalanceret Aksel, til 
hvilken er fastgjort et ganske lille Spejl. Ved Projektion 
af Lysstraalerne fra Spejlet kan man da paa en hgeoverfor 
dette anbragt Skala aflæse Galvanometrets Maalinger. 

Kort efter, i 1883, opfandt Edison den elektriske Pen 
eller, som den ogsaa kaldes, den avtografiske Trykker. 
Den er beregnet paa Mangfoldiggørelse af Dokumenter, 
Tegninger o. 1., og da det I3 kkedes at fremstille den for- 
holdsvis billigt, og det viste sig, at den arbejdede med en 
farbavsende Hurtighed, varede det ikke længe, førend man 
i den amerikanske Forretningsverden begyndte at anvende 
den. Man opnaaede med dette Instrument omtrent de 
samme Resultater som ved Litografi, men den elektriske 
Pen havde den Fordel, at der krævedes ingen særhg Dyg- 
tighed for at bruge den. 

Instrumentet ser ud som et almindeligt Penneskaft. 
Dette Skaft er hult, og indeni det er anbragt en Staal- 



EDISON 233 

aksel, til hvilken er fastgjort en fin og meget spids Naal. 
Drivkraften til denne Naal, der bevæger sig op og ned i 
Skaftet med stor Hastighed, kommer fra en ganske lille, 
let Motor, der sidder paa Skaftets øverste Ende, som ved 
en Traad er sat i Forbindelse med Batteriet. 

Idet Pennen føres let henover Papiret, gennembores 
dette af Naalen med saa fine Huller, at de kun er syn- 
lige, naar man holder Papiret op for Lyset. Man lægger 




Den elektriske Pen. 

nu et nyt Ark Papir under det gennemborede Blad og 
lader en Valse, mættet med Sværte, gaa henover dette; 
og det viser sig da, at Hullerne, som Naalen har frem- 
bragt, sidder saa tæt, at de kopierede Skrifttegn frem- 
træder i sammenhængende Linjer, som om de var skrevne 
med en almindelig Pen. Naturligvis kan man paa denne 
Maade tage en Mængde Aftryk. 

Edison kom paa Tanken om den elektriske Pen ved 



234 EDISON 

en tilfældig Ytring af en af hans Venner, en større For- 
retningsmand, som førte en betydelig Korrespondance. 

„De finder paa saa mange nyttige Ting, kære Edison," 
sagde Manden, „kunde De ikke en Gang tage Dem for at 
opfinde Noget, som kunde spare os det meget dumme 
Kontorskriveri? En stor Del af det er jo rent mekanisk 
Arbejde." 

Edison tav nogle Sekunder, mens han ufravendt be- 
tragtede Vennen med sine alvorligt forskende Øjne. Saa 
udbrød han: 

„De har fuldkommen Ret. Ogsaa det maa Elektrici- 
teten kunne bruges til. Besynderligt, at jeg ikke har 
tænkt paa det før! — Men jeg haaber, at De snart skal 
faa Deres Ønske opfyldt" sagde Edison, idet han hurtigt 
tog Afsked med ham og begav sig lige til sit Laborato- 
rium, hvor han øjeblikkelig begyndte at gøre Udkast til 
den ny Opfindelse. 

Næppe var den fuldført, før Opfinderen gav sig i 
Færd med at omdanne og forbedre den. Resultatet af 
disse Forsøg var Mimeografen. Den er i sin Konstruktion 
simplere og i sin Anvendelse mere økonomisk end den 
elektriske Pen. 

Paa omtrent samme Maade som ovenfor beskrevet 
anvendes en glat Stift, forsynet med en fin Staalspids; 
men der skrives paa et Ark tyndt, med Voks præpareret 
Papir, som hviler paa en Staalplade, der er ru som en 
ganske fint hugget Fil, saaledes at dens Overflade frem- 
byder en Uendelighed af smaa bitte Fordybninger. Ved 
at Staalspidsen hugger ned i disse frembringes der fine, 



EDISON 235 

skarpt afgrænsede Huller i Papiret. Til Kopieringen an- 
vendes den samme Sværtevalse som ved den elek- 
triske Pen. 

Det er muligt ved Hjælp af Mimeografen at tilveje- 
bringe ikke mindre end to Tusinde Kopier af en Skrivelse, 
alle klare og letlæselige. Anvendt i Forbindelse med 
Skrivemaskinen medfører Mimeografen en Besparelse af 
Tid og Penge saa stor, at man maa undres over, den ' 
endnu ikke har vundet større Indpas udenfor Opfinderens 
Hjemland. 

Hvilket Kæmpespring fra hine Tider, da de gode 
gamle Ægyptere paa Papyrusruller nedskrev deres vel- 
overvejede Tanker, da i Norden Runer ristedes i Egenes 
Bark og i Klippernes Granit, og da i Middelalderens 
Klostre Munkene anvendte Uger og Maaneder paa at 
prænte paa Pergamentet de snørklede Ord, som skulde 
opbevares til sene Slægter! 




FJORTENDE KAPITEL 



DET ELEKTRISKE LYS. BUELAJIPER OG GLØDELAMPER. 




ER er en Kronike om, at da Fader Jupiter 
fra sin Tronstol i Skyerne opdagede nede 
paa Jorden den første elektriske Gnist af 
menneskeligt Fabrikat, blev han greben 
af et rent guddommeligt Raseri. Han 
foranstaltede øjeblikkelig et gruopvæk- 
kende Fyrværkeri. Lyn efter Lyn slyngede han mod 
Jorden, og Flammerne slog op fra antændte Bygninger, 
og Mennesker blev dræbte. Men det Eneste, Papa Jupiter 
egenlig brød sig om at tilintetgøre, var det Menneske, 
som havde formastet sig til at gaa ham i Bedene paa det 
elektriske Omraade. Og det mislykkedes. Det var, som 
om Huset, i hvilket Mennesket havde fremstillet det elek- 
triske Lys, pegede Fingre ad Guden. Og Fingrene, som 
straktes i Vejret fra Tagene, tog med rolig Venlighed 
imod den Gamles ildfulde Hilsner og gjorde dem ganske 
uskadelige. Da forstod Jupiter, at Menneskene for Alvor 
havde beskaaret hans Magt. Han svøbte sig i sin graa 



EDISON 



237 



Kappe og fældede en Styrteso af Taarer over sin egen 
Afmagt. 

Siden har det elektriske Lys vundet i Styrke, og dets 
hvide Skær spredes nu over den hele Jord. 




Edisons forste Lampe. 

Vi skal korteligt forklare, hvorledes det elektriske 
Lys tilvejebringes. Her maa imidlertid bestemt skelnes 
imellem Biielijset og Glødelijset, som bliver til paa helt 
forskellig Maade. Den elektriske Strøm kan frembringe 
Lys enten ved paa en kort Strækning at passere gennem 
Luften eller ved at gaa igennem et traadformet, fast Le- 
geme. I det forste Tilfælde opstaar der en Lysbue, i det 



238 EDISON 

sidste bringes Traaden til at gløde: herfra stammer Be- 
nævnelserne Buelys og Glødelys. 

Hovedforskellen mellem de to Slags Lys ligger i 
Farven. Glødelyset afviger jo i Farve ikke meget fra 
Gaslyset; Buelyset derimod indeholder langt flere bryd- 
bare Straaler, og Følgen heraf er, at det viser sig for 
Øjet som et rent hvidt Lys, der kommer Sollyset nær- 
mere end noget andet. Derfor anvender man fortrinsvis 
Buelyset i alle saadanne Fabriks- og Forretningslokaler, 
hvor det af Hensyn til Farvers Bedømmelse er ønskeligt 
at kunne tilvejebringe en lignende Lysvirkning som den, 
Dagslyset giver. 

Da Buelampernes Lys jo er betydeligt kraftigere end 
Glødelampernes, anvender man det første tillige ved Be- 
lysning af Torve og Pladser, til Lysekroner i Teatre og 
Lignende. Naturligvis er der Intet til Hinder for at til- 
vejebringe den samme Lysstyrke ved Hjælp af Gløde- 
lamper, men Buelamperne er i saadanne Tilfælde et be- 
kvemmere og billigere Belysningsmiddel. Hvor man 
derimod ønsker Lyset ligeligere fordelt og har Brug for 
talrigere Lyspunkter, maa ubetinget Glødelyset anvendes. 
Man maa ogsaa ved Anvendelsen af Buelyset tage i Be- 
tragtning, at det, hvis ikke særlige Foranstaltninger er 
trufne, kun kaster Skæret ud i bestemte Retninger i 
Rummet, medens der falder Skygger over andre Dele af 
det Rum, som skal belyses. Ved Anbringelse af Skærme, 
Spejle o. 1. kan denne Mangel afhjælpes. 

Det elektriske Buelys opstaar, som bekendt, derved 
at en stærk elektrisk Strøm gaar over fra en Kulspids til 



EDISON 239 

en anden, der er fjærnet et lille Stykke fra den første. 
Det blændende Lys fremkommer ved, at uhyre stærkt op- 
hedede og uendelig fmtdelte Kulpartikler passerer fra den 
positive til den negative Elektrode; og Lysbuen tilveje- 
bringes, idet man først lader Elektroderne, Kulstykkerne, 
berøre hinanden og derpaa igen fjærner dem fra hin- 
anden. 




Charles Bathelor læsende ved Edisons forste Lamper. 

For at den elektriske Strøm kan overvinde den Mod- 
stand, som Kulstykkerne frembyder ved Strømmens Gen- 
nemgang, maa der være en elektromotorisk Kraft til 
Stede ved Enderne af de to Kulstykker. Denne er ved 
Lamper for ensrettet Strøm i Almindelighed 30 til 58 
Volt stor. 

De glødende Kulpartikler, som flyver fra den ene 
Elektrode til den anden, spredes ogsaa — som man kan 



240 EDISON 

se det ved enhver Buelampe — straaleformigt ud i det 
fri Rum omkring Kulstyklcerne. Men Forstøvningen af de 
to Elektroder er ikke lige stor; fra det positive Kulstykke 
river Partiklerne sig løs i langt større Mængde end fra 
det negative, hvorfor man ogsaa, naar en Buelampe har 
brændt en Tid, kan se, at den positive Kulelektrode er 
udhulet, saa at den danner ligesom et hvidglødende 
Krater, medens den negative bevarer sin Form. 

De største Vanskehgheder ved Buelyset ligger i 
Kullets utilstrækkelige Modstand, i dets hurtige For- 
støvning og i den Omstændighed, at der udkræves et 
temmelig udviklet Maskineri for at kunne vedligeholde en 
regelmæssig Strøm gennem Kul-Elektroderne. Ved Gløde- 
lyset derimod gaar Strømmen gennem et Stof, der har 
stor Modstand og ringe Ledeævne. 

Den første Prøve paa i Praksis at fremstille elektrisk 
Lys blev gjort i 1812 af Sir Humphrey Davy. Han til- 
vejebragte et fire Tommer langt Buelys; og ved at anvende 
et Batteri paa 2000 Celler og en lufttom Beholder, lykkedes 
det ham at forlænge det til syv Tommer. Udgifterne ved 
denne Lysproduktion var imidlertid saa kolossale, og der 
frembød sig desuden saa store tekniske Vanskeligheder, 
at Sir Davy opgav alle videre Forsøg; og i mange Aar 
var der Ingen, som genoptog dem. 

Først i 1834 var der atter en Videnskabsmand, Pro- 
fessor Dumas i Paris, som gav sig i Kast med Buelys- 
Eksperimenter. Men det Lys, han tilvejebragte, kostede 
ikke mindre end seks Dollars i Minuttet, saa det fik 
selvfølgelig heller ikke nogen praktisk Betydning. To 



EDISON 



241 



Aar senere bragte Daniell i Handelen et Element, der 
indeholdt to Væsker, hvorved man skulde kunne sikre sig 
en stadig elektrisk Strøm. I 
1839 opfandt Grove nogle elek- 
triske Generatorer, hvorved Op- 
mærksomheden paany vaktes for 
Buelyset. Og i 1844 fandt Fou- 
cault paa at anvende Kullet fra 
Gasværkernes Retorter, som paa 
Grund af dets Haardhed og dets 
betydelige Modstand mod Varme 
viste sig særlig egnet. 

Nu var man naaet saa vidt, 
at en større Prøve kunde fore- 
tages, og i Vinteren 1844 — 45 
blev under Ledelse af en Elek- 
triker ved Navn Délénil Concor- 
depladsen i Paris oplyst med 
elektriske Buelamper. En Række 
mer og mindre tilfredsstillende 
offenlige Forsøg fulgte efter ; den 
hidtil mest glimrende Udfoldelse 
af Buelyset saa's ved Czar 
Alexander den Tredies Kroning. 

Det bedste Buelys, man 
den Gang havde, var de Jabloch- 
koff'ske Lys, som navnlig vandt 

stort Indpas i Frankrig og England. Allerede i 1846 havde 
Staite gjort Forsøg med at fremstille Buelys uden nogen- 

16 




En af Edisons forste 
Glødelamper. 



242 EDISON 

somhelst regulerende Mekanisme, idet han vilde frem- 
bringe Lysvirkningen ved saakaldte elektriske Lys; Jablocli- 
koif har imidlertid Fortjenesten af at have indført de første 
brugbare Lys af denne Art. 

Jablochkoff-Lysene bestaar^af to Kulstifter, omtrent en 
Ottendedel Tomme i Diameter, der er anbragte ved Siden 
af hinanden, og som holdes adskilte ved et imellem dem 
anbragt Gibslag, der tillige tjener som Isolationsmateriale. 
Ved Lysenes øverste Ende er der fastkittet en lille Klods, 
som er lavet af Kulstøv og et tjæreagtigt Stof. Naar nu 
Strømmen, som i dette Tilfælde er en Vekselstrøm, bliver 
ledet ind, saa brænder først Klodsen iDort, og derpaa 
danner Lysbuen sig imellem Kulspidserne. Da Kulstif- 
terne stadig har samme Afstand fra hinanden, beholder 
Lysbuen ogsaa den samme Længde. Og da denne Lys- 
bue i Form meget ligner Flammen fra et almindeligt Lys, 
kaldte man Kulstifterne for elektriske Lys. 

Jablochkoff kom først til Paris med sine Lys, og de 
fandt her rig Anvendelse. De var meget praktisk indret- 
tede saaledes, at man kunde anbringe saa mange, man 
ønskede, umiddelbart efter hinanden i Rækkefølge; men 
de havde ogsaa Mangler, og en af de væsenligste var, at 
naar man slukkede et enkelt Lys, gik alle Lysene ud, idet 
Strømkresen derved blev afbrudt. Værst var det dog, at 
Brændetiden for et Lj^s kun var to Timer, saa at man 
hver anden Time maatte indsætte et nyt Lys. 

Det var denne Mangel ved det Jablochkoff ske System, 
som vakte Edisons Opmærksomhed og fik ham til at sætte 
sin Energi ind paa at frembringe et hvidglødende Stof. 




Bainbusfiber. 



O 



Monkey 

Bainbusfiber. 




Manilla 
Harap. 



White wood. 
hugget paa Maskine. 



Pahneblade. 




Fibre af en gammel Hestehov, 
før og efter Forkulningen. 





O 

Sydamerikansk 
Barabus. 





Sydamerikansk 
Fiber. 




Jutefiber. før og efter Forkulningen. 

Forskellige Kulstof-Traade, benyttede ved Edisons første 
Glodelampe-Forsøg. 



EDISON 245 

Allerede tidligere havde forskellige Elektrikere beskæftiget 
sig med den samme Opgave, men Ingen af dem var 
kommen til saa udmærkede Resultater som de, Edison 
naaede. 

En Amerikaner, Mr. Starr, udtog i 1845 Patent i Eng- 
land paa den første praktiske Anvendelse af Platin som 
det hvidglødende Stof i Lampen. I 1847 foretog Dr. Draper 
fra New York en Række Forsøg med stærk Ophedning af 
Platin. Og i 1849 anstillede Despretz interessante Under- 
søgelser med hvidglødende Trækulstifter, indesluttede i en 
Glaskugle, af hvilken Luften var udpumpet eller erstattet 
med Kvælstof. 

Fireogtyve Aar senere, i 1873, var Depretz' Eksperi- 
menter, der ikke havde fundet Anvendelse i Praksis, 
gaaede saa fuldstændig i Glemmebogen, at man, da Andre 
gjorde ganske lignende Opfindelser, betragtede disse som 
nye og belønnede dem med Medaljer og Diplomer. Saa- 
ledes skænkede St. Petersborg-Akademiet en Medalje til 
en Elektriker, Lodyguine, som havde faaet en Kulstift til 
at gløde i Kvælstof; og senere blev der udfærdiget Patent- 
breve til to Herrer Sawyer og Mann for den samme gen- 
fødte fireogtyve-aarige Opfindelse. 

Det var i Marts 1877, at Manglerne ved det elektriske 
Lys først tog Edisons Opmærksomhed fangen; han beskæf- 
tigede sig med Lys-Opfindelserne næsten uafbrudt indtil 
Januar 1878, da Fonografen, som jo den Gang endnu var 
i sin Vorden, lagde Beslag paa hans Ævner. Edison havde 
i disse ti Maaneder opnaaet saa store Resultater med 
Glødelyset, at Forretningsfolk i stor Udstrækning begyndte 



246 EDISON 

at anvende det. Og i Oktober 1878 stiftedes Edisons 
elektriske Lyskompagni med en Aktiekapital af 300,000 
Dollars. Dr. Xorvin Greene blev Præsident for Selskabet, 
Calvin Goddard Sekretær, og i Bestyrelsen sad foruden 
Edison elleve andre indflydelsesrige Mænd. 

Men Edison slog sig ikke til Ro med. hvad han alle- 
rede havde naaet. Der var endnu store Mangler ved 
Glodelyset, og i Efteraaret 1879 kastede han sig med for- 
nyet Iver over dets videre Udvikling. Der kom nogle 
Dage og Nætter i Oktober Maaned, hvor Edison arbejdede 
med en Udholdenhed og en jærnhaard Energi, som næppe 
har sin Lige. 

Den 16de Oktober mente han at have fundet en Me- 
tode, hvorved en Kulstof-Traad kunde indsættes i en 
Lampe og dog være stabil, det vil sige ikke rives over, 
naar den elektriske Strøm gik igennem den. Først an- 
vendte Opfinderen en Bomuldstraad ; i en Nikkelplade blev 
der hugget en Fure i Form af en Haarnaal og saa bred 
at den akkurat kunde holde Traaden, som blev trykket 
ned i den. Pladen blev derpaa stillet i en lille Nikkel- 
form, fyldt med Trækul. Fem Timer anvendtes til Kar- 
boniseringen eller Forkulningen, og da Traaden saa blev 
taget ud af Furen, var den saa skrøbelig, at den straks 
gik i Stykker, selv i saa øvede Hænder som Mr. Charles 
Batehelors. 

Man gentog Forsøget den ene Gang efter den anden, 
men stadig med det samme uheldige Resultat. Endehg 
den 18de i en fremskreden Nattetime lykkedes det at redde 
den forkullede Traad i ubeskadiget Tilstand ud af Furen; 






Blytraad. 



Fiber af Papring, før og efter Forkulningen. 
Papirmasse. 




Forkullet Bambustraad. 



O 



Tværsnit af Bambus. 



i 



Færdige Bambus-Kultraade. 



r\ 



n .. 

Bambus-Kultraade, udsatte for Kulbrinte-Dampe. 



i i 



De forskellige Trin i Tilberedningen af de Bambusflbre, som nu anvendes 

Forskellige Kulstof-Traade, benyttede ved Edisons første 
Glødelampe-Forsøg. 



EDISON 249 

men idet man vilde fastgøre den til Ledningstraaden, 
brast den, og saa var man lige nær. 

Edison og Batchelor havde ikke sovet, siden de den 
16de Oktober begyndte paa disse Eksperimenter; og henad 
Morgenstunden den 19de raabte Edison i sin nervøse Op- 
hidselse over de stadig forfejlede Forsøg: 

;,Batchelor! vi lægger os ikke til at sove, inden vi 
har en ordenlig Glødelampe færdig. Enten laver vi Lampen,' 
eller vi dør under Forsøgene derpaa!" 

Mr. Batchelor nikkede bifaldende ; han vidste af Erfa- 
ring, at man i saadanne Øjeblikke umuligt kunde sige 
Mesteren imod. 

Endnu en Dag og en Nat arbejdede de to Mænd; en 
Mængde Kulstoftraade tilvejebragtes, stadig med smaa 
Forandringer i Fremgangsmaaden ; men de gik alle itu, 
naar man vilde sætte dem i Forbindelse med Ledningen. 
Først den 20de om Morgenen, efter at man paa alle muhge 
Maader havde forsøgt at fastgøre det skrøbelige Stof til 
Ledningstraaden, lykkedes Forsøget. Men da saa Mr. 
Batchelor, henrykt over Resultatet, forsigtigt vilde bære 
den fastgjorte forkullede Traad fra Laboratoriet over til 
Glaspusterbygningen, blæste den itu og forvandledes til et 
fint Pulver. 

Nu mistede den brave Mand Taalmodigheden. Han 
kastede Genstanden, han holdt i Haanden, fra sig, styrtede 
ind til Edison og raabte: 

„Saa, nu kan vi begynde forfra. Den er bleven til 
Støv, forsvunden for Vinden. Men jeg er syg og træt o«- 
ked af det Hele; i fire Døgn har jeg ikke sovet og næppe 



250 EDISON 

faaet Tid til at spise. Jeg holder det ikke ud længere, 
og jeg mener forresten ogsaa, at Sagen er ikke al den 
Møje værd." 

Edison saa' roligt paa sin udmærkede Medarbejder, 
rystede paa Hovedet og sagde: 

„De er paa Nippet til at miste Humøret, ser jeg. Naa, 
jeg forstaar det ; jeg selv føler mig heller ikke stærkt op- 
livet ved de Resultater, vi har naaet; men De véd, at vi 
maa fortsætte. Der er ikke Andet for, vi maa bhve ved, 
indtil vi har Lampen.'* 

Mr. Batchelor vilde, hvis han roligt havde tænkt sig 
om, før han talte, have kunnet sige sig selv, at han af 
Edison vilde faa netop dette Svar og intet Andet. 

De fortsatte da; og endelig efter fireogtyve Timers 
Forløb, den 2ide om Morgenen, kronedes deres overmen- 
neskelige Anstrængelser med Held. De fik den forkullede 
Traad anbragt i en Lampe, og Lampen lyste. I Edisons 
og hans Medhjælperes og Venners Øjne var dens Lys 
skønnere end selve Solens; alle Laboratoriets Eksperimen- 
tører samledes om Lampen og iagttog den naturhgvis med 
den mest levende Interesse. 

Edison, Batchelor og de af Laboratoriets Folk, som 
havde assisteret ved Forsøgene og uden at kny havde 
arbejdet baade Dag og Nat i fem Døgn, lagde sig nu 
til at sove paa vel fuldført Gerning. Men Edison fandt, 
trods sin overvældende Træthed, ikke Ro i Søvnen. 
Lampen brændte. Dens Lys vævede sig som en gylden 
Traad ind i hans Drømme, og han vaagnede efter faa 
Timers Forløb for at overbevise sig om, at det Hele var 



EDISON 251 

Virkelighed, og at Lampen brændte endnu. Han maatte 
nærmere undersøge sit nye Værk, og med den største Til- 
fredsstillelse saa' han, at Kultraaden endnu ingen Skade 
havde taget, og at Lyset stadig var jævnt og roligt og af 
samme Styrke. 

I flere Dage blev der omhyggeligt vaaget over den 
fine, skrøbelige Lystraad; og Edison besluttede nu at for- 
øge Lysstyrken betydeligt for at erfare, hvor længe Traa-' 
den kunde modstaa Spændingen. Der opnaaedes en større 
Lysstyrke, end Opfinderen i sine dristigste Forhaabninger 
havde turdet vente, og endnu i to Døgn brændte Lampen 
under den usædvanlig stærke Spænding. Da svandt 
Gløden, og den tynde Traad smæltede. 

Dette var Pioneren for det Edison'ske Glødelys. 

Men næppe havde denne første Lampe brændt i fire- 
ogtyve Timer, før alle Laboratoriets Eksperimentører blev 
sat i Arbejde med nye Glødelys-Forsøg; og de kastede sig 
over den interessante Opgave med en Iver, som ikke gav 
Mesterens egen Energi synderligt efter. De prøvede at 
forkulle ethvert Stof, som der kunde være Mulighed for 
at anvende; Traade af Iridium, Platin, Bly og andre Metaller 
blev lavede; man anstillede Forsøg med Traade, som var 
gnedne med Kultjære og lignende Stoffer. Senere eks- 
perimenterede Edison med Fibre af en Hestehov og op- 
naaede hermed det hidtil bedste Resultat. Helt tilfreds- 
stillede det dog ikke Opfinderen. Hvad han ønskede var 
et Traadstof, hvis Modstandsævne sikrede et fuldkommen 
ensartet Lys af større Varighed end de, som tidligere var 
opfundne. 



252 EDISON 

Nat efter Nat brændte Studerelampen i Edisons Arbejds- 
værelse, og han granskede gamle og nyere Skrifter for 
mulig at finde Et eller Andet, der kunde lede ham ind 
paa en Vej, som førte ham nærmere til Maalet. 

Hans Studier blev ikke resultatløse. Hos Humholdt 
fandt han et Sted omtalt en bestemt Art af Bambus, som 
vokser ved Amazonflodens Bredder, og som skulde besidde 
Egenskaber, der maatte gøre dens Fibre særligt egnede 
til de Forsøg, hvorom her var Tale. En nærmere Under- 
søgelse af den store Naturforskers Beskrivelse overbeviste 
Edison om. at han alene i Plantetrævlerne vilde finde det 
ideelle Stof til sin Glødelampe, og at netop disse Bambus- 
fibre sandsynligvis ganske vilde tilfredsstille de Krav, han 
maatte stille til Lampens Kultraad. 

Der var da ikke Andet for: Edison maatte selv ud- 
ruste Ekspeditioner til de fjærne Egne , hvor Bambus'en 
gror. 

Han gjorde det med den hurtige Beslutsomhed, som 
er ham egen, og som har bidraget ikke lidt til at gøre 
ham til den store Mand, han er. 

Den Første, Edison udsendte for at finde Bambusfibre, 
var en Mr. William Moore, som allerede i 1875 havde 
været saa heldig at stifte nærmere Bekendtskab med den 
store Opfinder. Mr. Moore rejste i 1880 for Edisons Reg- 
ning til Kina og Japan og anstillede her omfattende Un- 
dersøgelser. Han kom hjem med en stor Mængde Bam- 
busprøver, og enkelte af dem viste sig at være anvendelige, 
løvrigt ventede Edison ikke efter denne første Opdagelses- 
rejse at modtage netop den Art af Bambus, som bedst 



EDISON 



253 



egnede sig til Glødelampen; det var ham foreløbig nok at 
faa konstateret, at Bambus var det Stof, som skulde an- 
vendes. Og det opnaaede han tilfulde ved Mr. Moores 
Rejse; han vidste nu, at Bambusfibren var en Leder, som 
havde den nødvendige Modstand, og at den i saa Hen- 



å 




•%. 



/ 



i» 




Mikrofotografisk Gennemsnit af Bambus. 

seende overgik alle de Stoffer, han hidtil havde anvendt. 
Da William Moore i 1883 afbrød sin Forbindelse med 
Edison Company for Isolated Lighting, modtog han fra 
Opfinderen en Skrivelse, i hvilken denne udtalte sin 
varme Anerkendelse af hans Arbejde i Selskabets Tjeneste 
og navnlig fremhævede, at hans Rejse til Kina og Japan 



254 EDISON 

havde lagt den solide Grundvold for fortsatte Under- 
søgelser. 

Edisons sikre Overbevisning om, at disse Undersøgelser 
alene maatte gaa i Retning af Bambusplantens Fibre, 
holdt Stik. Bambustraaden anvendes endnu i Glødelamper, 
og den Edison'ske Opfindelse har gennem Aarene hævdet 
sin Ov^erlegenhed. 







FEMTENDE KAPITEL 




PAA JAGT EFTER FIBRE TIL GLØDELAMPERNE. MC GOWANS EKS- 
PEDITION TIL AMAZONFLODEN. I URSKOVENE. 

EDENS Mr. Moores Rejse til Kina og Japan 
kun frembød den Interesse, som knyttede 
sig til Resultatet, var Mr. Frank Mc Go- 
wans Ekspedition til Amazonfloden i 
samme Øjemed i sig selv et helt Æventyr. 
Edison besad en sjælden Ævne til at 
finde de rette Mænd til de rette Ting; til den farefulde 
Rejse ad Amazonfloden og ind gennem Urskovene, som 
omgiver den, kunde han næppe have valgt nogen bedre 
Mand end Mc Gowan, en Kelter, hvis Uforfærdethed og 
Energi var ikke mindre end hans Lyst til det Æventyrlige. 
Edison overlod til ham selv at vælge de Mænd, som skulde 
følge ham paa Ekspeditionen; at de, som man senere vil 
se, Alle med Undtagelse af En faldt fra saa snart Rejsens 
Farer begyndte, vidner ikke om, at Mc Gowans Menneske- 
kundskab stod paa Højde med hans personlige Mod. 

Men førend vi omtaler selve Ekspeditionen, maa vi 
sige et Par Ord om Amazonfloden, der danner Rammen 
om Billedet. 



256 EDISON 

Denne mærkelige Flod blev først i Midten af det 
sekstende Aarhundrede opdaget af Evropæerne. Det var 
en spansk Ekspedition, som udrustedes med det Formaal 
at undersøge den hvide Flod og dens Bredder. Man havde 
hørt Noget om, at her laa i Sandet det røde Guld og 
glimtede i Solen; de Indfødte kendte ikke dets Værd, de 
benyttede det til Husgeraad, ligesom man i Evropa brugte 
Kobber og Blik. Bare man bukkede sig ned og tog nogle 
Haandfulde op ved Amazonflodens Bredder, var man en 
rig Mand. 

Det var nu en lille Overdrivelse. Men Guld var der 
i Floden, og Spanierne fiskede en Del af dét. En af Eks- 
peditionens betroede Mænd blev sendt hjem med det til 
Madrid. Men undervejs bestemte han sig til selv at be- 
holde det Hele, og saa lavede han en Røverhistorie om, 
at han var bleven overfalden af en Hærskare af de Ind- 
fødtes Kvinder, gullokkede, nøgne Amazoner, som havde 
dræbt hans Mænd og røvet alt Guldet. Spanierne troede 
paa Historien, og Floden har faaet sit Navn efter disse 
Amazoner, som kun har eksisteret i en dreven Æventyrers 
Fantasi. 

Amazonfloden, som udspringer midt i Andesbjærgene, 
har en Længde af henved 5,600 Kilometer; en Mængde 
Bifloder strømmer ned imod den fra Bjærgene paa begge 
Sider, og enkelte af disse Bifloder er 3000 til 3300 Kilo- 
meter lange. Saavidt man véd, er Amazonfloden og dens 
Bifloder sejlbare paa en Strækning af over 80,000 Kilo- 
meter, men først for tredive Aar siden blev dette uhyre 




Sejlads gennem Urskoven. 



EDISON 



259 



Flodnet, som gennemskærer nogle af de frugtbareste Egne 
paa hele Jorden, aabnet for Sejlads af alle Nationer. 

Den hvide Flod er Amazonfloden bleven kaldt. Det 
vilde være rimeligere at benævne den den gule Flod, thi 
dens Vand, som er ferskt og grumset, har en saa stærk 
gullig Farve, at dens Udløb mange Mile ude i Atlanter- 
havet kan skelnes som gule Striber i det blaa salte 
Vand. 

For Mc Gowan, der higede efter at naa sit Maal og 
længtes efter Æventyr, var det, som om Floden strakte 
sine lange, gule Arme ud i Havet for at byde ham Vel- 
kommen; gerne tog han Afsked med det friske Hav, som 
kedede ham, fordi han kun betragtede det som en Stræk- 
ning, han skulde tilbagelægge for at naa frem til de 
ukendte Egne, hvor han vilde møde en ny Natur og nye 
Mennesker — og den Bambus, han var sendt ud for at finde. 
Snart var Damperen, paa hvilken han befandt sig med 
sine Folk, inde i Floden, og Mc Gowan hensank i Besku- 
else af de fremmede og forunderlige Omgivelser. Grønne 
Øer svømmer i det gule Vand, og inde ved Flodens 
Bredder er der ingen Bjærge, som pludselig spærrer for 
Udsigten, ingen dyrkede Agre, som aabner for den; der 
er Urskov og intet Andet end Urskov, saa langt Øjet 
rækker. I Afstand ser den ud som en grøn Mur, opbygget 
i fantastiske Former, men naar Floddamperen nu og da 
gled tæt ind mod Bredden, kunde Trær og Planter skelnes 
fra hverandre. 

Der var Palmerne med deres høje, slanke Stammer 
og yndefuldt hængende Kroner og i Modsætning dertil de 

17* 



260 EDISON 

kolossale tykstammede, vilde Figentrær; der var Ceder- 
træerne med deres mægtig brede Kroner og Kautschuk- 
træerne, hvis blanke Stammer lyste som Sølv mellem alt 
det mørke Grønne. Og over de Hundreder af forskellige 
Trær slyngede sig Lianerne som et filtret Net, et Slør, 
hvis Traade ingen menneskelig Haand formaar at udrede, 
og i hvis grønne Fletværk var indvævet et broget Mylr 
af pragtfulde Blomster, Orchidéer i gule, rødviolette og 
hvide Farver. 

Time efter Time sad Mc Gowan og betragtede disse 
Naturens Undere, som gled forbi hans Blik ; og han glemte, 
hvorfor han sad der paa Dækket, og at der levede en 
Mand, som hed Edison, der havde sat ham paa dette Dæk 
— ikke for at drømme og ikke for at beundre noget saa 
unyttigt som Orchidéers Pragt, men for at se paa Bam- 
busstængler og finde det, der kunde faa en elektrisk 
Lampe til at lyse stærkt og længe. 

Da Mc Gowan vaagnede til denne nøgterne Erken- 
delse, spejdede han uvilkaarligt straks mod Flodbredderne 
efter Bambus. Men i den uendelige Variation af Planter, 
som Urskoven frembød, syntes det, som om Bambus'en 
netop var den Eneste, der manglede. Mc Gowan slog sig 
imidlertid til Taals med, at det ogsaa navnlig var i Egnene 
omkring den øvre Amazonflod og maaske ved et Par af Bi- 
floderne, at han skulde søge Bambusplanten. Og han hen- 
gav sig, befriet for enhver Pligtfølelse, til fortsat Besku- 
else af Urskovens vilde Skønhed. 

Lange Strækninger sejlede de, uden at noget Menneske 
saas paa Bredden. Da kunde der pludselig aabne sig 



EDISON 



261 



Udsigt til en lille Plet, hvor Urskovens Trær var ryddede, 
og Bananer voksede i en Have, i hvis Midte laa en ussel 
Indianerhytte. Og foran Hytten stod Indianerne, Pater 
familias med Kone og mange Børn; de brunrøde, nøgne 




Ung Indianerpige. 



Kroppe skinnede i Solen, det lange sorte Haar flød ned 
over den ranke Ryg; Mændene havde i Reglen paa Be- 
nene en Smule laset Tøj, der skulde forestille Bukser, 
nogle af Kvinderne var dekorerede med en rød Særk, 
som imidlertid syntes at være en Luksusgenstand: i alt 
Fald var de Fleste ganske nøgne. 



262 EDISON 

Opfyldt af Rejsebegejstring og henrykt over alt det 
Nye, han saa', spurgte Mc Gowan ivrigt Floddamperens 
Besætning ud om Indianerne, og han fik at vide, at her 
levede de virkelige mide Indianere — med hvilke han 
senere selv skulde stifte Bekendtskab — i Hytter, de selv 
havde bygget af Urskovens Trær og Blade; Taget var 
Palmeblade. Væggene Bambusrør. 

Bambus! — Mc Gowan blev paany mindet om Plig- 
terne, som forestod, og han forhørte sig hos Besætningen 
om Bambusplantens Arter og dens Udbredelse i de for- 
skellige Egne langs Amazonfloden. Men herom vidste 
Ingen Besked. Forbavset betragtede man den Fremmede; 
man forstod ikke hans store Interesse for Bambus'en; 
Ingen anede jo, at man ved Hjælp af dens tynde Fibre 
skulde blive i Stand til at sprede selv det Tropernes 
ravnsorte Mørke, som netop nu pludseligt, i Løbet af faa 
Minutter, sænkede sig over Skibet og den gule Flod. 

Mc Gowan og hans Folk søgte at gøre sig det bekvemt 
for Natten. Men det var lettere sagt end gjort. Heden 
var utaalehg, og en Sværm af Moskittoer syntes, i samme 
Nu som Natten faldt paa, at være vaagnet til Liv. Ka- 
hytterne i Floddamperen var smaa og lumre ; at sove der- 
nede var en Umuhghed. Man maatte da se at indrette 
sig paa Dækket, som man bedst kunde. Hængekøjerne 
kom frem, og der blev en Leden efter Kroge, i hvilke de 
kunde fastgøres; saa skulde Moskittonættene spændes 
over Køjerne; og at faa dem udspændte saaledes, at de 
giftige Insekter ikke kunde finde Vej ind under dem, var 



EDISON 



263 



ingen let Opgave. Langt om længe kom dog alle Ekspe- 
ditionens Medlemmer til Leje. Og den tropiske Nats 
blanke Maane og straalende Stjærner lyste over et Dæk, 
hvor en halv Snes afklædte unge Mænd, hvilende i d^b 
Søvn, gyngedes blidt i Hængekøjerne mellem Mast og 




Mc Gowans Indianere. 

Takkelage, højere oppe mod Mærset og længere nede mod 
Dækket i malerisk Tilfældighed. 

Saa pludselig som Natten var kommen, brød Dagen 
frem, og hurtigt var alle Mand paa Benene. Toilettet var 
besørget paa ét Minut: et Par Bomuldsbenklæder over 
Skjorten, det var Alt. Og Dagen forløb som den foregaa- 
ende ; Urskovens bestandige Palmer begyndte at trætte ; men 



264 EDISON 

Mc Gowan, der var en stor Jæger, adspredte sig med sin 
Bøsse. Time efter Time sad han stille paa Dækket og 
jagede og fik Ram snart paa en Flok grønne Papegøjer, 
der pludrende hang næsten lige over hans Hoved, snart 
paa en af de mange smukke Vadefugle, som spankulerede 
omkring ved Flodens Bredder. Men undertiden rettedes 
ogsaa Bøssepiben ned mod Vandet, naar en Søko med sin 
vældige lyserøde Krop, større end en Okses, dukkede op 
for i et Nu at sende et Par Vandstraaler i Vejret og for- 
svinde igen i Dybet; eller naar en Flodslange — ikke at 
forveksle med det bestandig uopklarede Sommerens Fæ- 
nomen, Søslangen — bugtede sin ti Alen lange Krop gen- 
nem Vandskorpen. 

Saaledes gik Dagene og Nætterne, indtil man var 
naaet op til den øvre Amazonflod, som ikke kunde besejles 
af Dampere. Men Mc Gowan maatte længere op ad Floden 
for at finde de rigtige Bambusarter, og en Afstikker ad 
Napofloden hørte ogsaa med til Rejseplanen. De Indfødte 
skildrede imidlertid disse Egne med de mørkeste Farver; 
her var efter deres Sigende saa fuldt op af vilde Dyr, af 
Slanger og Krokodiller, at en Rejse derop var omtrent 
ensbetydende med den visse Død. Mc Gowans Ledsagere, 
som hørte disse Beretninger, blev yderst benovede; de 
vilde nok opleve Æventyr, men ligefrem livsfarlige 
Æventyr betakkede de sig for. Og netop Dagen før Mc 
Gowan skulde bryde op for at sejle videre i Kano, mødte 
hans Folk alle med Undtagelse af én Mand og erklærede, 
at nu vilde de ikke være med længere. Mc Gowan svor 
og bandte og bad og forsøgte sluttelig at vække deres 



EDISON 



265 



Æresfølelse; men Intet hjalp. De havde Livet kærere end 
Æren, sagde Farvel og Tak og sejlede tilbage ad Floden 
med den først afgaaende Damper. 

Men Mc Gowan mistede ikke Humøret for det. „Jeg 
vil føre Ekspeditionen til Ende og gøre min Pligt eller 
dø!" sagde han til Ulykkesprofeterne, som havde skræm- 




En indfødt Frisør. 

met hans Folk bort. Han hværvede nu en Flok Indianere, 
som syntes at være uforfærdede nok til at ville modstaa 
de Farer, der ventede dem; de mødte med deres Kano, 
og Farten begyndte. 

Det blev ikke nogen videre bekvem Sejlads. Kano- 
erne, som anvendes paa Floden, er lange, smalle og lave 
Baade, udhulede af ét Stykke Træ; her at rede sig en 
Køje var en Umulighed. Indianerne førte Aarerne, Mc 
Gowan og hans ene trofaste Ledsager sad i Agterstavnen; 



266 EDISON 

de maatte skiftes til at sove, thi naturligvis kunde de ikke 
have overvættes stærk Tillid til disse Indianere, i hvis 
Magt de var, og som lod til at være nogle yderst stridbare 
Herrer. Med smaa Mellemrum hændte det, at de kom i 
indbyrdes Klammeri og truede med at kaste hverandre i 
Floden; kun ved at optræde med den største Myndighed 
lykkedes det Mc Gowan at hindre dem i at udføre deres 
Forsæt. 

Men der var ikke gaaet mere end et Døgn, før Indi- 
anerne gjorde Mytteri og forlangte at faa deres Løn for 
straks at forlade Ekspeditionens Fører. De havde inde 
paa Flodbredden faaet Øje paa enkelte Indianere af 
Stammer, som var dem fjendtlige, og de mente at være 
altfor faa til at tage en Kamp pp med dem. Til alt Held 
var Mc Gowan Indianernes Sprog mægtigt i en saadan 
Grad, at de forstod ham som en af deres Egne, og takket 
være hans Veltalenhed lod Indianerne sig bevæge til at 
blive. 

De sejlede videre op ad Napofloden. Afstanden fra 
det Sted, hvor Sejladsen i Kano begyndte, og til Quito, 
som var Mc Gowans foreløbige Maal, var ikke mindre end 
500 Mil. Det var smaat med Provianten, og man maatte 
forsyne sig undervejs; men langs Napofloden laa der kun 
nogle enkelte smaa Landsbyer, og hvad der kunde op- 
drives til Køkkenet, var yderst tarvehgt; væsenlig levede 
man af Planteføde, naar man da ikke netop fik Ram paa 
noget Spiseligt blandt Urskovens Djt. 

Hver Dag foretog Mc Gowan Undersøgelser i Urskovene 
langs Flodens Bredder; i Reglen sørgede han for afvende 



EDISON 



267 



tilbage til Kanoen, inden Mørket faldt paa. Indianerne, 
han havde med sig, var Alle med Undtagelse af en Enkelt, 
der af sine Stammefrænder betragtedes som en yderst 
svagt begavet Person, uforbederhge Tyveknægte. Denne 
ene dumme Hædersmand maatte stadig holde Vagt over 
Mc Gowans Ejendele i Kanoen. Han gjorde det med en 




Efter en Udflugt i Urskoven. 



Samvittighedsfuldhed, som gjorde ethvert Tyveri umuHgt; 
men hans Kamerater følte sig saa skuffede ved at være 
berøvede Udsigten til at stjæle, at de endelig gjorde 
Alvor af deres Beslutning om at forlade Ekspeditionen. 

Atter stod den ulykkehge Mc Gowan alene tilbage 
med sin ene Mand. Kun ved betydelige Ofre fik han 
andre Indianere til at følge sig, og videre gik det op ad 
Floden. 



268 EDISON 

Nu var Edisons utrættelige Udsending endelig saa 
heldig at finde Egne, hvor Bambus'en groede i rig Mang- 
foldighed; og oftere hændte det nu, at han maatte tilbringe 
Dage og Nætter i Urskovene. Det galdt om at trænge 
længere og længere ind i Skoven, og skulde han hver 
Aften søge tilbage til Floden, vilde altfor megen Tid gaa 
til Spilde. 

Forsynede med skarpe Økser huggede Mc Gowan og 
hans Indianere sig da frem gennem Vildnisset. Træer 
maatte fældes, filtrede Buskader formehg gennemskæres; 
kun et ganske lille Stykke vandt man frem hver Dag. 
Temperaturen var 35—40 Grader; der faldt ingen kølende 
Regn, thi selv stærke Regnskyl naaede ikke ned gennem 
Skovens tætte Løvtag, men hørtes kun som en Susen i 
Luften; ingen Vind bevægede Træernes Blade. 

Om Dagen var Alt stille. Men saasnart Mørket faldt 
paa, vaagnede Urskoven til Liv. Med Moskittoernes be- 
standige Summen som Grundakkord rejste der sig den 
uhyggeligste Koncert af Pumaers, Un^aers, Tigres og andre 
vilde Dyrs Brølen og Skrigen, som lød snart fjærnere, 
snart saa tæt ved det Sted, hvor Ekspeditionen havde 
slaaet Lejr, at man hvert Øjeblik kunde vente at føle 
Bestiernes skarpe Tænder i sit Kød. Desuden havde man 
den behagelige Bevidsthed om, at de farligste af alle Ur- 
skovens Dyr, Slangerne, bevægede sig lydløst henover 
Skovbunden eller hang ned fra Træerne over Hovedet at 
En med den giftige Tunge spillende ud af Gabet. 

Der findes i Urskovene et Utal af Slangearter, lige 
fra den kæmpemæssige Kvælerslange, der kan blive en 




Indianere i Urskoven. 



EDISON 271 

Snes Alen lang, indtil nogle ganske smaa, der kun maaler 
to — tre Tommer, men hvis Bid er absolut dødbringende. 
Mc Gowan var heldig nok til ikke at gøre nærmere Be- 
kendtskab med Slangerne. En Morgenstund, da han i 
Urskoven efter en af de Nætter, hvis uigennemtrængelige 
]\Iørke havde rummet saa frygtehge Rædsler, saa' sig om, 
hvor han laa, opdagede han kun et Kvarter fra sit Hoved 
en vældig Boa constridor, som havde fæstet sine blanke 
Øjne paa ham. Med et Sæt, som var der en Staalfjeder 
i hans Ben, var han oppe, og i næste Nu rettede han sin 
Bøssepibe mod Slangens Hoved. Han ramte godt; lang- 
somt gled den mægtige Slange, som havde snoet sig om 
en Træstamme, ned mod Jorden og var død. Mc Gowan 
fik Indianerne til at trække Skindet af den, og han gemte 
det sammen med andre Jagtrelikvier i Bunden af Kanoen. 

Ved en anden Lejlighed kom vor Rejsende pludsehg 
til at staa Kgeoverfor en Tiger. Øjeblikkelig gav han 
Signal til sine Indianere, der i faa Alens Afstand var 
beskæftigede med at høste Bambus. Tre— fire af dem 
var i næste Nu ved Siden af ham; men Tigeren satte i 
Spring imod dem, og den var næppe tre Alen fra Mc 
Gowan, da den, ramt af hans Geværkugle og af Indianernes 
Pile, sank om med en Stønnen og var død. 

En Dag, de som sædvanlig huggede sig en Sti igen- 
nem Urskoven, hørte de den Indianer, som var forrest, 
udstøde et Hyl, der betød, at han havde opdaget noget 
højst overraskende. Mc Gowan troede, at det var en ny 
Bambusart og ilede forventningsfuld hen imod ham. Men 
Indianeren pegede fremad mod en Lysning i Skoven, 



272 EDISOxX 

der kun kunde forklares ved, at her maatte være en 
ryddet Plads, altsaa et Sted, hvor der boede Mennesker. 

Saaledes forholdt det sig ogsaa. Mc Gowan og hans 
Folk befandt sig pludselig foran en lille Slette, hvor en 
Indianerhyttes Palmetag var det Første, de saa'. Udenfor 
H3^tten sad paa en Træstub en nøgen Indianer, hvis lange 
sorte Haar næsten helt dækkede hans rødbrune Ryg, og 
foran ham stod hans Hustru, der var nøgen som han, 
med et lille Barn paa Armen; et Par andre Børn legede 
tæt ved. Og omkring i Udkanten af Sletten laa Indianere 
med deres Buer paa Vagt efter Vildt. Det var den skøn- 
neste Idyl. Mc Gowan, som ellers ikke besad nogen 
stærkt udviklet æstetisk Sans, stod som fængslet til Stedet 
i stum Beskuelse af dette levende Naturbillede, der var 
som klippet ud af en Æventyrbog. 

Hans første Tanke var: „Hører disse Indianere ikke 
til en af de Stammer, som er mine Indianere fjendtligt 
sindede? Thi i saa Fald vil der komme til at staa en 
blodig Kamp, og jeg vender da maaske ene tilbage." 

Hurtigt viste det sig imidlertid, at denne Mc Gowans 
Frygt var ugrundet. Indianerne, de var trufne paa, hørte 
til den store Caraibiske Stamme, og de modtog deres 
Frænder og den hvide Mand med en kun lidt sky og 
ængstelig Gæstfrihed. 

At fortælle videre om alle de Æventyr, Mc Gowan 
oplevede, vilde fore for langt. Vi skal da indskrænke os 
til at berette de Kendsgerninger, som endnu staar til- 
bage. 



-«-i-^ 



EDISON 



275 



Af større Byer ved Amazonfloden med Bifloder 
gæstedes Manåos og Yquitos. I den første By, som ikke 
har mere end 16,000 Indbyggere, saa' Mc Gowan til 
sin Forbavselse saagodtsom alle Jordens Menneskeracer 
repræsenterede. Der var gule Kinesere og røde Indianere, 




Kede af at blive fotograferede. 



lysebrune Kreolerinder, sorte Negre og hvide Amerikanere 
og Evropæere — mange hvide Mænd, som ønsker hurtigt at 
tjene en Formue, og som for at opnaa dette ikke tager i 
Betænkning at udsætte sig for den nærliggende Muhghed, 
at de forinden dør af gul Feber. Yquitos har mere 
Karakteren af en større Landsby; dens Gader er ikke 
brolagte, og dens lave Huse beboes væsenhg af Indianere. 

18* 



276 EDISON 

Under Sejladsen ad Floden hændte det nu og da, at 
Mc GoAvan og hans Folk var paa Nippet til at drukne. I 
Kanoen kunde de, som tidligere sagt, vanskeligt sove ; de 
valgte da, naar Vandstanden i Floden var lav, at lægge 
sig paa de haarde Sandbanker ved dens Bredder; men da 
Vandet undertiden ganske pludselig steg, var det altid 
nødvendigt at udsætte en Vagt, som kunde varsko de 
Sovende, naar det var Tid for dem at bjærge sig. Imid- 
lertid skete det et Par Gange, at den Indianer, som stod 
paa Flodpost, faldt i Søvn og selv følte Vandet skylle op 
omkring sig, før han kunde raabe Allarm til de Andre, 
der endnu halvt sovende søgte at redde sig hen til 
Kanoen, som altid i saadanne Tilfælde var bunden til 
et Træ. 

Først efter 85 Dages Rejse naaedes Quito, hvor Mc 
Gowan fandt gode Bambusarter, om end ikke netop de, 
han søgte. Han rejste da videre til Quajaquil, derfra med 
Dampskib til Buanaventure, saa med Jærnbane tolv Mil 
til Cordova; det var al den Jærnbane, der fandtes paa 
dette Sted. Efter at have læsset sin Bagage paa et Par 
Mulæsler begav Mc. Gowan sig nu til Fods ud for at 
undersøge den 75 Mil lange Strækning mellem Cordova og 
Cah eller Caucodalen. 

De Bambustrær, han fandt paa denne Tur, var højst 
4 Tommer i Gennemsnit og 40 Fod i Højden. Egnen ved 
Cauca viste sig at være betj^delig frugtbarere, og næsten 
overalt mellem Cali og Papayan eller Begyndelsen af 
Caucadalen voksede Bambus'en i en Højde af 75—100 
Fod og havde et Gennemsnit af 6 — 9 Tommer. Navnlig 



EDISON 277 

nede ved Bredderne af Caucafloden fandtes den stærkt 
eftersøgte Plante voksende sjælden frodigt; den ragede 
højt op over Træerne med sin fint bøjede Top, — og 
Mc Gowan fandt, at det var det skønneste Træ ved 
hele Aniazonfloden med samtlige Bifloder. 

Oppe ved Bjærgstrømmene, der flyder til Caucafloden, 
fandt man baade paa Sletterne og i Bjærgene store Stræk- 
ninger, der næsten udelukkende var bevoksede med 
Bambus. De vandes af Kilder, som har Udspring hist og 
her i Bjærgene, og saa kraftigt er Planten udviklet her, 
at der er tolv— tretten Tommer mellem Leddene i dens 
Stængler, som maaler ikke mindre end otte— ni Tommer 
i Diameter. I enkelte af disse svære Bambusarter mente 
Mc Gowan at have fundet det Stof, Edison havde Brug 
for, og han betragtede hermed sin Ekspedition som endt. 

Han havde fulgt Amazonflodens Løb i en Længde af 
2300 Mil, og han havde undersøgt det store Fastland, som 
grænser til Floden, fra Atlanterhavet og næsten helt ud 
til Stillehavet. Saa ucivihserede var de Egne, han fær- 
dedes i, at han i 116 Dage ikke smagte Kød, men alene 
var henvist til at leve af Urskovens Frugter og den 
Smule Proviant, han endnu havde i Behold; i 98 Dage 
skiftede han ikke Klæder, hvilket dog var en mindre 
følelig Ulæmpe, eftersom Klæderne i Løbet af faa Minutter 
lod sig vaske i Floden og tørre i Solen. 

Vi har i det Foregaaende kun kunnet give svage 
Antydninger af de Farer, Mc Gowan var udsat for paa 
sin æventyrhge Rejse. New Yorker-Bladene beskæftigede 
sig ivrigt med Ekspeditionen og bragte ved dens Hjem- 



278 EDISON 

komst spaltelange Beretninger om de farefulde Æventyr, 
Mc Gowan havde oplevet blandt Urskovens Indianere og 
vilde Dyr. „Ingen Sagnets Helt," skriver et Blad, „har 
øvet større Bedrifter end Mc Govv^an, denne Civilisationens 
uforfærdede Forkæmper, som med Døden for Øje vovede 
sig frem i Egne, hvis Farer selv de indfødte Indianere 
ikke turde møde." 

Det ikke mindst interessante ved denne Ekspedition 
er imidlertid, at dens Leder umiddelbart efter at være 
vendt hjem og have afleveret hele sin Bambusladning til 
Edison, sporløst forsvandt. Opfinderen erklærede overfor 
Mc Gowan, at han var meget tilfreds med Resultatet af 
Rejsen; endnu vidste han ganske vist ikke med Sikkerhed, 
hvor meget eller hvor lidt af den hjembragte Bambus, 
der kunde anvendes, men der var et Utal af Prøver, og 
han havde faaet Materialet, hvorved han kunde erhverve 
sig den Kundskab om Bambusarterne ved Amazonfloden, 
som han ønskede. Mc Gowan syntes meget fornøjet med 
den Modtagelse, han havde faaet af Edison. De skiltes i 
bedste Forstaaelse. 

Et Par Dage efter var der Ingen, som vidste, hvor 
den allerede helt berømte Opdagelsesrejsende var bleven 
af. Han var rejst sin Vej uden at sige, hvor han agtede 
sig hen. Man tænkte, at han var taget ud for at rekreere 
sig et eller andet Sted i Ensomhed ; men der gik Uger og 
Maaneder, og han vendte ikke tilbage. Al Eftersporing 
var frugtesløs, han var og blev borte. 

Efterhaanden bredte sig imidlertid den Opfattelse, at 
Mc Gowan var rejst tilbage til Amazonfloden for at gense 




3 

cr 



EDISON 



281 



den unge Indianerinde, hvis nøgne Dejlighed havde 
fængslet ham saadan, at han for hendes Skyld nær havde 
ladet Bambus være Bambus. Ekspeditionen havde ikke 
paa sin Vej mødt nogen alvorligere Fare end den, som 
rejste sig ved Mc Gowans Møde med dette syttenaarige 
Naturbarn. Kun ved Opbydelsen af al sin Energi og 
Pligtfølelse lykkedes det ham at rive sig løs fra hende og 
fuldføre Rejsen. 

Hvad var da rimeligere, end at den unge, æventyr- 
lystne Mand, da Arbejdsdagene var til Ende, gav efter 
for sin eksotiske Tilbøjelighed og drog tilbage til den 
Indianerlejr, hvor hans Lykkes Blomst groede i den frie 
Skov? 




SEKSTENDE KAPITEL 




MR. RICALTONS REJSE EFTER BAMBUS TIL CEYLON, INDIEN, KINA 

OG JAPAN O. S. V. AFREJSE, Æ VENTYR UNDERVEJS, HJEMKOMST. 

EDISONS BERØMMELSE. UDVIKLLINGEN AF LAMPERNE. 

ATURLiGvis var den Mulighed ikke udelukket, 
at der andre Steder paa Kloden kunde 
findes Bambusfibre, som egnede sig endnu 
bedre til Glødelamperne end de, Mc Go- 
wan havde bragt hjem fra Amazonfloden. 
Edison kunde ikke vide Noget derom — 
han var jo den Første, der overhovedet lod foretage disse 
Undersøgelser — , men for den blotte Muhgheds Skyld ud- 
rustede han senere en ny Ekspedition, som fik til Formaal 
at afsøge Ceylon, den indiske Halvø og andre omhggende 
Egne for at finde vegetabilske Stoffer saavel af Bambus 
som af andre Planter, hvis Fibre og Trævler kunde tænkes 
anvendehge. 

Manden til hvem Edison denne Gang henvendte sig, 
var en Mr. Bicalton, der allerede i Forvejen var bekendt 
som Rejsende. Af borgerlig Livsstilhng var han Skole- 
forstander i Maplewood i New Jersey; Naturvidenskaberne 



EDISON 283 

var hans Fag, og navnlig paa det botaniske Omraade sad 
han inde med en dybtgaaende Viden, som maatte bUve 




Klatring efter Bambusfibre. 

ham til den største Nytte under hans forestaaende Rejse. 
Thi han havde ikke erhvervet sig sine Kundskaber 
væsenhg i Studerekamret; han havde høstet dem ude i 
Alverdens fri Natur. 



284 EDISON 

Allerede førend Edison henvendte sig til ham, havde 
han paa lange Rejser tilbagelagt en samlet Strækning af 
45,000 Mil. Rejselysten sad ham i Rlodet fra Barn- 
dommen af; han var kun en lille Dreng endnu, da han en 
Dag, uden at Forældrene anede Noget derom, indskibede 
sig som Dækspassagér paa en lille Skruedamper, der gik 
til Michigan. Pengene til Billetten havde han i al Hem- 
melighed sammensparet i et helt Aar. 

At Mr. Ricalton var en Mand i en moden Alder og 
dertil gift og Fader til adskillige Børn, tiltalte ogsaa 
Edison, efter at han havde sét, hvordan det var gaaet 
den unge Mc Gowan. 

Mr. Ricalton har selv fortalt om sit første Møde med 
Edison, da der blev truffen Aftale om den store Rejse: 

„Det var en Eftermiddag i Januar 1888, jeg sad i 
min Skolestue og underviste i Zoologi, da det bankede 
paa Døren, og et Bud traadte ind med et Brev til mig. 
Til min store Forbavselse saa' jeg, at Brevet var under- 
skrevet Thomas A. Edison. Jeg havde altid med den 
dybeste Ærbødighed set op til min geniale Nabo, og ofte 
havde jeg ønsket at gøre hans Bekendtskab; men endnu 
havde jeg aldrig vekslet Ord med ham. Naar man saa' 
ham udenfor Laboratoriet eller Fabriken, hvilket sjældent 
hændte, gik han altid med bøjet Hoved, som om han be- 
standig grundede, og jeg havde aldrig vovet at forstyrre 
ham. Nu bad Edison mig i dette Brev komme til sig 
endnu samme Eftermiddag; der var en vigtig Sag, han 
ønskede at tale med mig om. 

„Dette Brev gjorde mig yderst distræt. Hvad kunde 



EDISON 



285 



han, Troldmanden, have at tale med mig om? Havde 
han Noget at beklage sig over paa Naboskabets Vegne, 
eller skulde jeg kunne være ham til Nytte paa en eller 
anden Vis? Var det Skolemanden, han havde Bud efter 
til sin nUe Tommie, — eller var det Videnskabsmanden, 
der skulde raadspørges af ham, der vidste Alt og kunde 




Hjørne af et Kokken paa Ceylon. 

Alt? Disse Tanker krydsedes i min Hjærne, jeg hørte 
næppe, hvad Eleverne svarede paa mine Spørgsmaal, og 
tilsidst glemte jeg helt at spørge. 

„Til den fastsatte Tid stod jeg i Edisons Laboratorium. 
Maskinernes Larm overdøvede mine Ord, da jeg spurgte 
efter Mesteren ; der var en Travlhed og et tilsyneladende 
Virvar, som jeg ikke havde gjort mig nogen Fore- 
stiUing om. Man førte mig ind til Edison, som mod- 



286 EDISON 

tog mig i sin Arbejdsbluse og med et elskværdigt Nik 
bad mig tage Plads. 

„Han gik lige til Sagen: 

„De holder af at rejse, ikke sandt?" spurgte han. 

„Jeg vidste endnu ikke, hvor han vilde hen, men 
svarede, at det var min største Glæde. 

„Godt," sagde han, „jeg har Brug for Dem. Jeg skal 
have en Mand, som vil rejse Jorden rundt for at finde et 
Fiberstof til min Glødelampe. De forstaar Dem paa Planter. 
Vil De paatage Dem det Arbejde?" 

„Jeg var saa forbavset og saa henrykt over dette 
Tilbud, at jeg et Øjeblik ikke kunde faa Svaret frem. 

„Naa," udbrød Edison, ligesom en Smule utaalmodig, 
„har De Betænkeligheder? For i saa Fald nytter det vist 
ikke Noget." 

„Nej, nej!" skyndte jeg mig at svare. „Jeg vil Intet 
hellere, jeg blev kun lidt overrasket. 

„Godt. Naar kan De rejse?" 

,Jeg svarede, at jeg jo først maatte indhente Skole- 
direktionens Tilladelse til foreløbig at fratræde min Stil- 
ling, at en Stedfortræder maatte skaffes til Veje, og at 
jeg vel ogsaa maatte have lidt Tid til at træffe Forbe- 
redelser til Rejsen. 

„Jeg havde tænkt mig, at De kunde rejse i Morgen," 
svarede Edison hurtigt, idet han gav et utaalmodigt Kast 
med Hovedet. 

„Men, Mr. Edison," indvendte jeg, „det tager dog nogen 
Tid at rejse Jorden rundt, jeg kommer vel næppe hjem 



EDISON 287 

før om et Aarstid eller saa. At begive sig saa hovedkulds 
afsted paa en saadan Rejse . . . 

„Naa ja," afbrød Opfinderen mig, „dette er jo ganske 
vist noget af et Foretagende. Men Sagen maa vi i alt 
Fald have afgjort nu, straks. Jeg har meget Andet at 
beskæftige mig med, og jeg er vant til, at Forretningerne 
gaar hurtigt fra Haanden. Tiden er kostbar, Mr. Ricalton! 
— Altsaa, her er Tale om en Rejse, som kan tage Dem 
tre Aar, men som De ogsaa, hvis De er heldig, kan til- 
endebringe paa seks Maaneder med godt Resultat. Be- 
tænkningstid forlanger De ikke (jeg rystede paa Hovedet), 
men en Smule Tid til Forberedelser. Vel. De indgiver 
da straks i Aften Deres Ansøgning om Rejsetilladelse, jeg 
paategner den, og vi anmoder den høje Skoledirektion 
eller Skoleraadet, hvad det hedder, om hurtigt Svar. I 
Løbet af et Par Uger kan De vel have fundet en Vikar, 
og i den Tid bør De daghg komme paa mit Laboratorium 
for at sætte Dem ind i den Specialitet, her er Tale om, 
og selv anstille Forsøg. Samtidig besøger De flittigt mit 
Bibliotek for grundigt at studere Tropernes Plantevækst. 
De lærer at kende Egenskaberne hos de forskellige Arter 
af Bambus og andre Trævleplanter. Dernæst tegner De 
Dem selv et Kort over Irrawady- og Brahmaputraflodernes 
Bifloder og andre Egne, som De vil faa Lejlighed til at 
afsøge. Imens skal jeg lade lave Dem et fuldstændigt 
Sæt Redskaber, ved Hjælp af hvilke De overalt, hvor De 
kommer frem, straks kan prøve om de Planter, De faar 
i Hænde, kan afgive de ønskede Fibertraade til mine 
Lamper. — Maaske," sluttede Edison sin Instruktion, der 



288 EDISON 

var givet stødvis, i hurtige Sætninger, „kan paa denne 
Maade Ventetiden blive til nogen Nytte. Thi, ikke sandt, 
Mr. Ricalton, det gælder bestandig om ikke at spilde 
Tiden!" 

„Dette var," skriver Mr. Ricalton, „Indholdet af min 
første Samtale med den verdensberømte Opfinder, med 
hvem jeg nu ikke blot havde stiftet Bekendtskab, men 
hvis betroede Mand jeg med Et var bleven." 

Og Mr. Ricalton fortæller videre: 

„Skoledirektionen indrømmede mig uden Vanskelig- 
heder den Rejsetilladelse, jeg havde begæret, og efter at 
jeg i to — tre Uger havde studeret i Edisons Laboratorium 
og Bibliotek, afrejste jeg endelig den 22. Februar til 
Indien via Liverpool, London, Brindisi og Suezkanalen og 
naaede den 1ste April Colombo paa Ceylon. 3V2 Maaned 
tilbragte jeg nu i dette Paradis af tropisk Yppighed. Og 
jeg fandt henved hundrede Arter af Bambus og Palmer, 
hvis Fibre jeg alle prøvede med de Instrumenter, Edison 
havde givet mig med. 

„Det Første, jeg gjorde efter at være kommen til 
Ceylon, var at tage i min Tjeneste en Del af de Indfødte, 
en lille Skare singalesiske Førere, som ikke blot kendte 
Øen fra Kyst til Kyst, men som tillige var dygtige Jægere 
og havde noget Kendskab til de forskellige Slags Bambus ; 
thi jeg var efter de Studier, jeg havde gjort, ganske enig 
med Edison i, at Bambusfibrene var de bedste til Gløde- 
lamperne; det galdt blot om at finde den rigtige Art af 
Bambus. 

„Jeg gennemstrejfede da i disse halvfjerde Maaned 




O) 



EDISON 291 

hele Øen paa Kryds og Tværs. Ofte maatte jeg i ube- 
boede Egne sove om Natten med mine Folk inde i det 
tætte Junglekrat, hvor vi sankede tørre Grene sammen til 
en Lejrild; to Mand holdt bestandig Vagt, mens vi andre 
sov. løvrigt var det mig, navnlig i Begyndelsen, næppe 
muligt at sove ude under aaben Himmel ; giftige Insekter 
og ækelt Kryb plagede mig og holdt mig vaagen. Land- 
Iglen var mine Nætters værste Fjende ; den ligner den 
Igle, som bruges af Lægerne, men er meget mindre; dens 
Ævne til at suge Blodet ud af et Menneske er imidlertid 
næppe ringere. Naar jeg vaagnede om Morgenen, vidste 
jeg, at jeg havde Igler paa mig; det hændte mig en 
Morgenstund, at jeg pillede af mit Ansigt, mine Hænder 
og min Krop ikke mindre end tyve af disse Igler, fyldte 
med mit Blod. Man vil forstaa, at en saadan Nats Søvn 
var mere udmattende end styrkende. 

„En prægtig Art af Bambusfamilien, som stammer fra 
Burmah, fandt jeg paa Ceylon. Den kaldes almindehgt 
Kæmpe-Bambus og er indtil 120 Fod høj og ti til tolv 
Tommer i Diameter; man ser den vokse i Grupper paa 
100 til 200 Trær, og der er en ejendommelig Skønhed 
over disse højtragende Bambuspletter i de store Skove." 

Mr. Ricalton fortsætter Beretningen om sin Rejse, idet 
han dog væsenlig indskrænker sig til at angive Ruten, 
han har valgt. At han imidlertid ogsaa har haft Øje for 
andet end Rejseplan og Bambus, ser man af de mange 
Billeder, som her findes strøet omkring i Teksten, og som 
alle skyldes Mr. Ricaltons Fotografiapparat. 

Men vi lader atter Ricalton tale: 

19* 



292 EDISON 

„Fra Ceylon tog jeg over til Indien og gik frem fra 
Kap Comorin, yderst mod Syd, til Himalaya. Paa Vejen 
mod Nord gjorde jeg gentagne Gange Afstikkere ind i 
Landet for at undersøge de Bambusegne, her fandtes. 
Jeg bar mig ad ligesom undertiden paa Ceylon: jeg ud- 
satte Præmier til de Indfødte for Fund af nye Bambus- 
arter. Det hjalp svært paa dem, naar de begyndte at 
blive trætte og kede af den noget ensformige Søgen. 

„Efter at have gennemstrejfet Junglekrattene i Om- 
egnen af Pandicherry, Bangalore, Madras, Bombay og 
Delhi prøvede jeg de forskeOige Træsorter, som vokser 
ved Foden af Himalayabjærgene, og derpaa banede jeg 
mig Vej i Højlandene saa langt som til Sutlejfloden. 
Civilisationen er her saa ringe, at det end ikke er muligt 
at opdrive en Baad; i Stedet for Baade benytter man op- 
pustede Oksehuder. Vanskeligheden ved at gøre dem 
lufttætte er saa stor, at man skulde synes, de Indfødte 
maatte have lettere ved at sammentømre en Baad. Men 
den Kunst kender de nu en Gang ikke, medens Behandlingen 
af Huderne er Noget, de har lært, fra de var smaa. Vi 
stagede os da, hængende over Maven af disse luftfyldte 
Okser, over Floden. Det var den mærkeligste Sejlads, jeg 
nogensinde har været med til. 

„Fra Sutlej vandrede jeg ned paa Sletten og fulgte 
Gangesfloden til dens Munding. Nord for Kalkutta besteg 
jeg igen Himalayabjærgene og naaede op til en Højde af 
GOOO Fod. Her fandt jeg nogle ualmindelig fine Arter af 
Bambusfamilien, af hvilke jeg tog mange Prøver med. 



EDISON 



293 



„Efter at være steget ned af Himalayakæden igen 
kom jeg til Assam, og jeg sejlede nu adskillige Hundrede 
Mil ned ad Brahmaputra, idet jeg undervejs hvert Øjeblik 
gjorde Ophold og undersøgte Plantevækster i Egnene om- 
kring Floden, adskillige Mil ind i Landet. Over Dacca 
vendte jeg tilbage til Kalkutta. 

„Herfra sejlede jeg til Rangoon i Burmah. Jeg fulgte 




Sejlads paa oppustede Oksehuder. 



saa Irrawadyfloden til Mandelay og foretog stadig Under- 
søgelser, hvor jeg kom frem. Videre for jeg til Singapore 
i hvis Omegn jeg gjorde god Fangst af brugehge Plante- 
fibre. Jeg rejste saa til Hongkong og Kanton, hvor jeg 
ogsaa havde det Held at finde Et og Andet, som jeg 
mente kunde bruges. I .Japan lettedes mine Undersøgelser 
meget ved de fuldstændige Samlinger af Bambus, som 
fandtes i de botaniske Haver og i Musæet i Tokio. 

„Da jeg før Rejsen tog Afsked med Edison i hans 



294 EDISON 

Laborcatorium, gav han mig i Haanden en Bambusprøve 
og sagde: 

„Tag den med Dem og sammenlign til enhver Tid, 
hvad De finder, med denne. Bringer De mig hgesaa god 
Bambus, da er jeg tilfreds." 

„Nu havde jeg," skriver Mr. Ricalton videre, „paa to 
Steder af det tropiske Bælte, gennem hvilket jeg rejste, 
fundet Bambusfibre, som bestod Forkulningsprøven bedre 
end det Stykke Bambus, Edison gav mig; først senere 
har jeg erfaret, at min Bambus vanskeligere lod sig spalte 
i Traade. Egenlig var det Meningen, at jeg ogsaa skulde 
undersøge Plantebestanden paa Java, Bofneo og andre 
ostindiske Øer; men jeg var ganske sikker paa, at de to 
Fiberstoffer, jeg allerede havde fundet, og af hvilke jeg 
bragte ret betydehge Mængder med mig hjem, var fuld- 
stændig tilfredsstillende, og jeg opgav derfor den tilbage- 
værende Del af Rejsen. Jeg fik nogle af de Indfødte til 
at sammentømre mig Kasser, i hvilke jeg under Hjem- 
rejsen, kunde opbevare den kostbare Bambus, og jeg 
vendte saa Kursen mod San Francisko. 

„Den 22. Februar 1889, netop Aarsdagen for min 
Afrejse, var jeg hjemme igen. 

„Den første Meddelelse, jeg modtog, endnu førend 
jeg havde hilst paa Edison, var ikke opmuntrende. Man 
sagde mig, at under min Fraværelse havde Edison fundet 
paa at anvende til Glødelampen et kunstigt Kulstof, som 
syntes ham saa vel egnet, at han i Øjeblikket var til- 
bøjehg til at lade det træde i Stedet for Bambusfibren. 



EDISON 



295 



„Jeg glemmer ikke mit første Møde med Edison efter 
min Hjemkomst. Jeg indfandt mig i Laboratoriet for at 
bede en af Folkene mælde mig hos Chefen, da denne 




Bambuskasserne tømres. 



selv i samme Øjeblik traadte ind for at foretage sin sæd- 
vanhge Inspektionsronde. Han strakte smilende Haanden 
ud imod mig og sagde: 

„Naa, fik De fat i det?" 

„Men førend jeg kunde faa svaret paa hans Spørgs- 



296 EDISOX 

niaal, var han ilet videre til de Tusinde andre Ting, som 
beskæftigede hans bestandigt arbejdende Hjærne. 

„Jeg stod forbavset og — jeg tilstaar — lidt slukøret 
og stirrede efter Edison. I et helt Aar havde jeg været 
borte. Jeg havde rejst Jorden rundt for hans Regning. 
Jeg havde udsat mig for alvorlige Farer for at udføre det 
Hværv, han havde paalagt mig, saa godt som muligt. Jeg 
havde paaført ham en Udgift saa stor, at Summen for 
Mange vilde være en hel Formue. Men for Edison syntes 
disse Tusinder af Dollars Intet at betyde, og hans Tanker 
dvælede intet Øjeblik ved Aaret, som var forløbet. Jeg 
eksisterede kun for ham i det Nu, hvor haii tilfældigt fik 
Øje paa mig og flygtigt forhørte sig om Resultatet. 

„Jeg fik, som jeg stod der alene tilbage, en trykkende 
Følelse af, hvor hlle og betydningsløs en Person jeg var. 
Rundt om mig arbejdede Snese af Mennesker hver paa 
Sit, og Ingen havde Øje eller Tanke for mig; de var, hver 
Enkelt af dem, et hlle Hjul i et stort Maskineri ; men jeg 
stod der og var tilsyneladende til ingen Nytte. Thi han, 
som satte hele det mægtige Maskineri i Revægelse, ænsede 
mig knapt. I et Aar havde jeg været Helten i utalhge 
Æventyr, den, om hvem Alt drejede sig, den, til hvis 
Ordrer Alle lyttede. Dette Aar rummede for mig en 
Verden af Oplevelser; men Ingen her syntes at forstaa 
det, eller i alt Fald havde Ingen Stunder at tænke derpaa. 
Jeg havde, kort sagt, forestillet mig, at min Tilbagevenden 
til Edisons Laboratorium skulde forme sig som noget af 
en Begivenhed; — og saa blev det Hele slet ikke en Smule 
anderledes, end om jeg efter en Geografitime i min Skole- 




K^ 



EDISON 



299 



stue, hvor jeg havde rejst Jorden rundt paa Kortet med 
en Pegepind, var spaseret over i Laboratoriet. 

„Naa, jeg forvandt jo snart min Skuffelse og kom til 
Forstaaelse af, at en Mand, der gør en halv Snes Opfin- 
delser om Aaret, og paa hvem hele Verdens Øjne hviler, 
ikke kan ofre en enkelt Mand og en maaske forsvindende 




En Væverske. 



lille Del af en enkelt Opfindelse stor Opmærksomhed, 
løvrigt havde jeg naturligvis senere en Sammenkomst 
med Edison, hvor jeg kortelig aflagde Beretning om min 
Rejse og forelagde ham Resultaterne. Han udtrykte sin 
Tilfredshed. Men om der nogensinde er gjort praktisk 
Brug af de Bambusfibre, jeg bragte hjem, har jeg aldrig 
erfaret." 



300 EDISON 

Mr. Ricalton slutter sine Optegnelser med nogle Er- 
faringer om Edisons Berømthed: 

„Jeg vidste, da jeg begav mig ud paa min Opdagel- 
sesrejse, at jeg tjente den Berømteste af alle Nulevende, 
og jeg var stolt og glad derover. Alligevel maatte jeg 
paa mine Rejser Gang efter Gang forbavses over, hvor 
langt Edisons Berømmelse rakte. Selv i halvt civiliserede 
Egne havde de uvidende Indfødte, som hverken kunde 
læse eller skrive, lært at sætte hans Navn i Forbindelse 
med det elektriske Lys. 

„Min unge Æseldriver i Kairo anstrængte sig for paa 
gebrokkent Engelsk at fortælle mig Noget om Khediven, 
og jeg spurgte ham derpaa, om han kendte Navnet paa 
vor amerikanske Khediv. Han rystede paa Hovedet, og 
jeg nævnte saa Harrisons Navn; han havde aldrig hørt 
det saa lidt som noget andet Navn paa de vekslende 
Præsidenter i De Forenede Stater. Men da jeg derefter 
nævnte Edison, smilte han og nikkede og sagde med 
noget Besvær Ed— ee— sone, idet han pegede op mod det 
elektriske Lys foran Hotellet. Min Fører i Marokko blev 
helt veltalende, da han hørte, at jeg rejste for Edison; 
skøndt han aldrig havde gaaet i en Skole, vidste han at 
fortælle om adskillige af den store Mands Opfindelser. 
I det Hele har jeg gjort den Erfaring, at Navnet Edison 
er et Hverdagsord fra den ene Ende af Jorden til den 
anden." 

Ikke mindre end tre Tusinde forskjellige Slags Plante- 
fibre, deraf firsindstyve Arter af Bambus, blev efterhaanden 



EDISON 301 

prøvede i Edisons Lcaboratorium, og det viste sig, at af 
denne Mængde var der kun tre, som besad de Egenskaber, 
der var nødvendige for Glødelampens Kultraad. Det 
eneste Stof, som i disse enkelte Plantearter kunde an- 
vendes, var de fine Fibre, som ligger lige under Barken; 




En indfødt Skønhed. 

og der krævedes endda hos Planten en bestemt Grad af 
Modenhed, for at Forkulningsprocessen, ved hvilken alle 
flygtige Bestanddele uddrives, og en egen celleagtig 
Struktur dannes, fuldstændig kunde lykkes. 

Lampernes Form var forinden undergaaet væsenlige 
Forandringer. 



302 E D I s O N 

I 1879 anvendte man til Glodelampen en næsten 
kuglerund Glasbeholder med en temmelig lang Hals og 
med Skruegænger. Platin-Ledningstraadene blev smæltede 
ind i den øverste Ende af Glasbeholderen, hvis nederste 
Ende var trukken ud i en Spids; der anvendtes Platin- 
Klemmer til Befæstelse af Kultraaden. 

Men i Lobet af faa Maaneder blev Lampens Form 
forandret; Glasbeholderen blev gjort betydelig storre, idet 
man antog, at Lampernes mangelfulde Brændeævne skyldtes 
det altfor ringe Omfang af Glashylstret, som omgav 
Lederen. Man foretog en delvis Udpumpning af Luften 
fra Glasbeholderen, men Tilsmæltningen af den efter Ud- 
pumpningen var ikke ganske paalidelig. 

I Foraaret ISSO fandt man paa for at opnaa en fuld- 
komnere og tættere Tilsmælting at anbringe en Slags 
hvidt tysk Glas paa det Sted, hvor Platintraadene for- 
enedes med selve Glasbeholderen. Men allerede et halvt 
Aar efter gik man bort derfra, idet man nu afskaffede 
Kugleformen og i Stedet for anvendte en Glasbeholder af 
aflang, pærelignende Form, som bedre passede til Bambus- 
fibren. 

Den næste Forandring, som hurtigt skete, gik ud paa 
at gøre Spidserne ved Glasbeholderens Ender kortere, 
ligesom Platintraadene. der forte ind gennem Beholderens 
Bundstykke, nu blev befæstede paa en solidere Maade; 
mens de endnu var varme og lette at behandle, blev de 
pressede saaledes. at de fik nøjagtigt den Form, man 
ønskede, de skulde have. 

Omtrent samtidig hermed konstruerede man en Lampe, 



EDISON 303 

der var forsynet med et Træ-Bundstykke, og hvor Traa- 
dene, som kommer fra Lampen, var loddede fast til 
Kontakt-Ringe, der var isolerede fra hverandre, og af 
hvilke den ene var flad og de andre spiralformede i den 
Hensigt at opnaa en bedre Berøring ved Bundstykket. 

I Jaimar 1881 blev der gjort Forsøg med at sætte 
billigere Metaller som Sølv eller Kobber i Stedet for Pla- 
tinet, der anvendtes ved Klemmernes Konstruktion, og 
Befæstelsen af Kultraaden til Platintraadene blev væsenligt 
forbedret. Ogsaa andre Fremskridt er at notere fra den 
Tid; man anvendte nu til Glasbeholderens Bundstykke 
Gibs i Stedet for Træ, man fandt Bambusfibre, som havde 
større Modstand end de hidtil benyttede, og det lykkedes 
ved Fabrikationen af Lamperne og de enkelte Dele af 
disse at opnaa større Symmetri og bestemte Dimensioner. 

Forskellen mellem den Lampe, som da anvendtes, og 
den nuværende er ikke meget stor; den bestaar hoved- 
sagelig i, at man nu bruger forskellige Kulstof-Former, at 
Glasbeholderen som Regel er uden Spids i den yderste 
Ende, at der anvendes tyndere Fibre, og at en Messing- 
Kontakt og en Spiral Messingring er anbragte i Stedet 
for de ovenfor omtalte Ringe. 

I Foraaret 1881 opnaaede Edison det første udmær- 
kede praktiske Resultat af sine Eksperimenter med elek- 
trisk Lys, idet en Glødelampe, han havde konstrueret, 
brændte i 1589 Timer med en Lysstyrke paa seksten 
Normallys. 




SYTTENDE KAPITEL 



BIDRAG TIL EDISONS KARAKTERISTIK. DA EDISONS HOVED BLEV 
SAT I GIBS. MRS. EDISONS DØD. GOERCK STREET-FABRIKERNE. 
EN EKSPLODERENDE DYNAMO. EN INDIANERBANDE I LABORATORIET. 




ENNEM de Episoder af Edisons Liv, som 
allerede i det Foregaaende er givne, vil 
Læseren have dannet sig en Forestilling 
0111 i alt Fald visse Sider af den store 
Opfinders Personlighed. Vi skal nu, før- 
end vi gaar videre i Beretningen om 
hans Opfindelser, og hvad dertil knytter sig, søge, saavidt 
hans Biografers noget sparsomme og spredte Meddelelser 
rækker, at supplere Billedet af Mennesket Edison. 

Man har set, hvorledes Edison i de første Aar, han 
var Leder af en stor Bedrift, undertiden lod alle sine 
Folk arbejde Dage og Nætter i Træk og selv arbejdede 
med. Naar vigtige og vanskelige Eksperimenter skulde 
gøres, kunde han endnu stadig stille saadanne Fordringer 
til sine Medarbejdere, dog i Reglen kun til dem, som 
viste en personlig Interesse for de Arbejder, som blev 
foretagne, og fuld Forstaaelse af deres Betj^dning. 



EDISON 305 

Men Edison vidste ogsaa at belønne og opmuntre 
sine udmærkede Medhjælpere. Det hændte ikke sjældent, 
naar et Forsøg efter anstrængende Arbejde havde bragt 
det Resultat, han ønskede, at Edison kommanderede hele 
Styrken — ofte Fabrikens Arbejdere med — ud paa en 
Lysttur, som han selv ledede. Han valgte altid Søen til 
disse Rekreationsture. Og det blev ikke en Dampskibs- 
udflugt paa en Eftermiddag eller saa. Edison havde for 
Skik i saadanne Tilfælde at leje en stor Slup, som laa i 
Havnen i Woodbridge, og som ellers anvendtes til Trans- 
port af Mursten; den blev forsynet med Fiskeriredskaber 
og med rigelig Proviant, og saa styrede de ud paa Havet 
paa Fiskeri. 

Muntert gik det til paa disse Ture, og Edison selv 
var den Lystigste af dem Alle. Han kunde ved saadanne 
Lejligheder være kaad som en Skoledreng, der har faaet 
Ferie, og hans utvungne Munterhed smittede hans Om- 
givelser. Intet Øjeblik glemte de, at han var den store 
Mester, men de fornøjede sig over Friheden som han, 
og glemte som han for en Dag eller to alle alvorlige 
Sager. 

Det er vanskeligt at sige, om der i Alt dette var 
nogen Beregning af Edison; om han gjorde sig det klart, 
at han paa denne Maade knyttede sine Folk fastere til 
sig. Der er saa meget af Naturbarnet tilbage i den store 
Opfinder, at det hele Arrangement meget vel kan skyldes 
øjeblikkelige Indskydelser og hans personlige Optræden 
alene være Udtryk for en Trang til at slaa sig løs. 

Men en Kendsgærning er det, at Solidaritetsfølelsen 

20 



306 EDISON 

styrkedes ved disse Udflugter, hvor Edison viste sig som 
sine Medarbejderes gode og muntre Kamerat, og at hans 
Folk sluttede sig til ham og hans Arbejde i større Hen- 
givenhed. 

Hvad der ogsaa sikrede ham hans Medarbejderes 
Sympati, var den Omstændighed, at han bestandig og ved 
enhver Lejlighed var rede til at dække dem mod Uden- 
forstaaendes Kritik, selv i Tilfælde, hvor de kunde an- 
gribes. 

Saaledes skulde en af hans unge Ingeniører en Gang 
forklare for nogle Avtoriteter et indviklet elektrisk Pro- 
blem, og han kom derved til at begaa nogle Unøjagtig- 
heder. Man gjorde Indvendinger og viste paa en lidt 
nedsættende Maade den unge Mand til Rette. Men Edison, 
som var til Stede, kom ham til Hjælp og hævdede, at 
Ingeniørens Forklaring i Virkeligheden var korrekt; han 
vendte og drejede Sagen saaledes, at det kom til at se 
ud, som om hans Medarbejder aldeles ikke havde begaaet 
nogen Fejl; og Avtoriteterne tav. 

Men da de var gaaede, vendte Edison sig imod ham 
og sagde: 

„Jeg saa' naturligvis straks, at De havde gjort et Par 
Bommerter; De er vel ogsaa nu selv paa det Rene med, 
hvori Fejlene stikker?" 

Forbavset betragtede den unge Mand Opfinderen og 
sagde : 

„Men, Mr. Edison. De var jo for et Øjeblik siden 
ganske enig med mig i den Forklaring, jeg gav?" 

„Nej, nej, min Ven! Men forstaar De ikke: jeg undte 



EDISON 



307 



ikke disse Dummelioveder den Tilfredsstillelse at kro sig 
over Dem!" 

Edison er overfor de Unge, som søger Uddannelse 

paa hans Laboratorium eller hans Fabriker, den jævne og 
ligefremme Mand. Møder de ham med en forlegen og 




Edisons Larapefabrik i Menlo Park lysu. 

stakaandet Ærbødighed, forstaar han altid med et god- 
modigt Smil og en hurtigt henkastet Spøg at gøre dem 
klart, at han ikke ønsker at betragtes som den paa 
Piedestal ophøjede, og de genvinder da snart den Sinds- 
hgevægt og Selvstændighed, som Edison sætter mere Pris 
paa end den blinde Ærbødighed. 

Han føler sig mest tiltalt af den rolige og forstandige 
Beskedenhed, som er naturlig hos den, der endnu Intet 

20* 



308 EDISON 

kan; og hvad han først og fremmest sørger for er at faa 
pillet de fine Fornemmelser ud af de unge Mænd, som 
skal arbejde under ham. Selv har Edison aldrig kendt 
til disse Fornemmelser, og ligesom han aldrig for sit eget 
Vedkommende har lagt nogen Vægt paa det Ydre, saa- 
ledes er han ogsaa tilbøjelig til at betragte med nogen 
Mistillid unge Aspiranter, som præsenterer sig for ham i 
pertentlig elegant dress. Han S3'nes at gaa ud fra, at de 
..ikke duer til at bestille noget", at de er ..bange for at 
tage fat". 

Undertiden har naturligvis Erfaringen givet ham Ret 
i denne Betragtning. Saaledes hændte det en Gang, at 
en særdeles velklædt ung Mand af fin Familie efter at 
være bleven antaget paa Prøve i Edisons Laboratorium 
vægrede sig ved at udføre noget af det grove Arbejde, 
der var forbundet med et vigtigt Forsøg. Edison, som 
tilfældig befandt sig i Nærheden, hørte det og gik straks 
hen til Eleven. Han kom ikke med Bebrejdelser og blev 
ikke vred, tværtimod; han bukkede smilende og med ud- 
søgt Høflighed for det unge Menneske og sagde: 

„Jeg beder Dem meget undskylde, at man har an- 
modet Dem om at gøre dette altfor simple Arbejde!" Og 
idet Mesteren vendte sig til den Ingeniør, som ledede 
Arbejdet, fortsatte han: 

„Hvor kunde det dog falde Dem ind at bede denne 
fornemme unge Herre , denne udmærkede Aspirant til 
Opfinder-Berømmelse, beskæftige sig med legemligt Ar- 
bejde? Han vilde jo ikke kunne undgaa at tilsmudse 
sine fine, soignerede Hænder!' 



EDISON 309 

Og Edison smøgede selv sine Ærmer op og gjorde 
Arbejdet. Da han var færdig, bukkede han høfligt for 
den unge Mand, der af Skamfuldhed næppe vidste, hvor 
han skulde vende sig hen, og sagde smilende: 

nSe saa! nu staar kun tilbage for Dem at lade Deres 
Aands Lys skinne over Værket ; — her tør jeg ikke driste 
mig til at yde Dem Hjælp!" 

Irettesættelsen viste sig at være probat. Den elegante 
unge Mand nægtede aldrig mere at udføre noget af de 
Forsøgsarbejder, som blev paalagt ham. 

Efter den Tid havde Edison for Skik at sætte de 
unge Aspiranter, som henvendte sig til ham, paa en Prøve. 
Efter at have meddelt dem, at de skulde begynde helt 
fra neden af og først og fremmest vænne sig til legem- 
hgt Arbejde, føjede han til, tilsyneladende i fuldt Alvor: 

„I det første Aar har De hver Morgen at feje Gulvet 
i Laboratoriet." 

De, som gjorde Indvendinger imod denne fingerede 
Fordring, lod Edison helst gaa. Men efterhaanden blev 
Fiffet almindeligt bekendt, og saa duede det jo ikke mere. 

Opfinderen har vel i de senere Aar i sin prægtige 

Villa, Glenmont, indrettet sig en meget luksuøs Bohg; men 
selv sætter han ringe Pris paa Luksus, og navnlig i tid- 
ligere Aar lod han haant om al ydre Bekvemmelighed. 
En af Edisons Medhjælpere fra Begyndelsen af Firserne 
giver saaledes et lille Billede fra Fabriken i Menlo Park: 

„Ofte, naar et vigtigt elektrisk Problem skulde løses, 
arbejdede vi her Dag og Nat uden at forlade Lokalerne, 
og Mesteren arbejdede strængere end Nogen. Han havde 



310 EDISON 

aldrig Tanke for at gore sig det mageligt i de faa Timer, 
hvor han nødvendigvis maatte sove. Mens Nogle stod ved 
deres Arbejde, og Maskinerne gik, saa' man Andre ligge 
sovende rundt om i Krogene paa Gulvet, paa Borde og 
paa Bænke; og Edison selv slumrede blideligt midt i al 
Larmen paa et Leje, der ikke var blødere end det, den 
simpleste Arbejder kunde unde sig. Udstrakt paa en 
smal Træbænk laa han med Hovedet hvilende paa et 
Stykke Brænde, som han hastigt havde viklet ind i sin 
Overfrakke. Støjen fra Maskinerne og Hamrene og Fi- 
lene forstyrrede ham ikke, — men maaske vilde han 
være vaagnet, hvis Alt omkring ham pludselig var bleven 
stille. ISaar han saaledes efter tolv Timers uafbrudt 
legemligt og aandehgt Arbejde havde sovet blot i tre — fire 
Timer, sprang han op og tog fat igen, frisk og styrket 
som efter en hel Nats Søvn i en god Seng. Han fortalte 
smaa morsomme Historier, havde kaade Indfald og forstod 
kort sagt paa en vidunderlig Maade at sætte Humor i hele 
Flokken." 

Edison kunde ogsaa godt gaa ind paa en Spøg af 
sine Undergivne, selv om den var af en noget vovet Art. 
Der fortælles en hlle Historie herom : 

Alle Mand i Fabriken havde arbejdet fra den tidlige 
Morgen til langt ud paa Aftenen, og naturligvis var de 
noget trætte. Edison havde lagt sig paa sin Bænk for at 
tage en lille Lur. Næppe var han falden i Sovn, før en 
af de unge Elektrikere drejede Viseren paa det store Ur i 
Lokalet fem— seks Timer frem. Da Edison en Times. Tid 



EDISON 311 

efter vaagnede, saa han til sin store Forbavselse, at 
Klokken var fire. 

„Naa, hvor jeg har sovet! Hvorfor har I dog ikke 
vækket mig før?" udbrød han, henvendt til et Par af sine 
nærmeste Medhjælpere. Disse, som var med i Spasen, 
saa' blot lidt ængsteligt smilende til hinanden. Hvordan 
mon den Historie vilde spænde af! 

Edison gav Ordre til straks at standse Maskinerne og 
forlade Arbejdet. „Det var ikke Meningen," føjede han 
til, „at vi skulde arbejde saalænge i Nat. Jeg havde tænkt 
mig, vi skulde holde op ved Midnat." 

Snart var der stille og mørkt i Fabriken. Alle var 
gaaede. Edison var den Sidste, som forlod Lokalet. 

Men da han kom ned paa Gaden, standsede han for- 
bavset ved at se, hvor livhg Trafik der var paa denne 
Tid af Natten; og nu mylrede netop Tilskuerne ud fra et 
Teater, som han passerede. Han rev sit Ur op af Lom- 
men — halvelleve! Da forstod han, hvad der var gaaet 
for sig paa Fabriken, mens han sov; og som han gik 
dér alene paa Gaden, brød han ud i en hjærtelig Latter. 
Han mødte i det Samme en god Ven. 

„God Aften, kære Edison!" raabte Vennen, „hvad er 
der paa Færde? Har Du oplevet noget morsomt?" 

„Aa, det er blot en af mine Folk, som har haft en 
god Idé." 

„En ny Opfindelse?" frittede Vennen. 

„Vi kan godt kalde det saadan. Men Patent paa den 
faar han ikke!" Og Edison gik leende videre. 

En amerikansk Journalist, Mr. Lenier, som for tre 



312 EDISON 

Aar siden interviewede Opfinderen, spurgte ham, hvor 
meget han nu arbejdede, og om han ikke havde valgt sig 
en bestemt daglig Arbejdstid. 

„Aa, nu arbejder jeg ikke strængt," svarede Edison. 
„Jeg kommer paa Laboratoriet hver Morgen Kl. 8 og 
gaar hjem til Te Kl. 6. Derefter studerer jeg i mit Ar- 
bejdsværelse eller i Biblioteket til Kl. 11. Det er min 
Sengetid. 

„Altsaa en Arbejdsdag paa fjorten — femten Timer. 
Det kan ikke netop kaldes Lediggang." 

„Naa, for femten Aar siden," svarede Edison, „arbej- 
dede jeg gennemsnithg tyve Timer i Døgnet." 

„Der er," siger Mr. Lenier, „Intet ved den store Op- 
finders Person, som tyder paa Overanstrængelse. Hans 
Ansigtstræk er bestemte, næsten som mejslede, men Ud- 
trykket er mildt og venligt, og han kan have et ejendom- 
melig barnhgt Smil. Hans Væsen er præget af en munter 
Velvilje, og han er saa jævn og ligefrem, saa ganske 
fordringsløs i sin Optræden som kun de meget store 
Mænd." 

Intervieweren gaar videre og spørger Edison: 

„Hvad er den egenlige Drivfjeder i Deres uhyre store 
Arbejde? Hvor finder man Forklaringen paa, at De be- 
standig lige utrættet kan paabyrde Dem selv aandelige 
og legemlige Anstrængelser, som Andre vilde segne under? 
Thi De har ofte nok vist, at De tænker forholdsvis lidt 
paa Pengene, Arbejdet indbringer Dem; og Berømmelsen 
skænker De jo næppe en Tanke?" 

„Jeg holder af at arbejde," svarer Edison med et 



Vk **K1 


■^ VA\: . 


■ ™^f - - _^^_^ 


IJSCfSHHHH^^^^^ _,r -^^ 




% m.Hii ^»r^msm 


rt^-^i^-Æ^S^^mn 


t|||||H|^^HR^^^^^ErV^^/ "^ 






P'^E'- 


* i_ ^^w^^^^^^B- 




»^^"^ ^E^hB^ ■« 


"■ * **" >^r ■*- 


. K ■* ^^^^^^^^^^F^K - 


^ 


v^^b^B^^Hmb 


1^^ -'-mg ^^-1 


a\ ^^^BH^^B f: 


'\ 


\aBftr^^^^H 


wS& 


U^H'^ ^ 






*« A^aifS 


*mt^^ 


W\Wl^^mfÉmmm 




' 


■^ 


•s/ 




i^fc^ 


^^% 




'^^ 

,;-<:,, 


'X& 


^v. 




^ - aifc£l--^' 


ij|. 


^mm\m\ 


^ 




BsaS 




^^^^^U^ÆSk > ^' 


., ^■~ - . 


^^^^ÉjK 


igifej -^ 




^B^^^^^^bandx. 


""^^ - 




i^^lEl 


:t 


^^WiLSS^^ 


^ 




• ;fi' ^ 




"■i^ 








o 

00 
00 



:^ 



'13 



EDISON 315 

Smil. „Det er det Hele. Arbejdet i sig selv er mig en 
Glæde, min største Glæde. De ved, der er Folk, som 
samler paa Frimærker; det bliver dem en ren Lidenskab. 
Arbejdet er nu min Passion. Har jeg først begj^ndt paa 
en Opfindelse, faar jeg ikke Ro, før jeg har fuldendt den. 
Men saa vender jeg mig ogsaa helt fra den; — jeg kan 
sige, jeg hader den!" 

„Hader den?" spørger Mr. Lenier, forbavset over det 
kraftige Ord og den næsten hæftige Tone, hvori Opfin- 
deren udtaler det. 

„Ja; naar jeg er færdig med en Ting, og den er lyk- 
kedes helt for mig, kan jeg ikke udstaa at se den for 
mine Øjne. Jeg har f. Eks ikke i ti Aar benyttet en 
Telefon." 

At Edison til Tider kan være yderst distræt er en 

naturlig Følge af, at hans Tanker altid er saa fuldstændig 
optagne af det Problem, hvis Løsning han i det givne 
Øjeblik har sat sig til Maal. Han er i Stand til saa ab- 
solut at stænge alt Uvedkommende ude fra sin Bevidst- 
hed, at han hverken ser eller hører noget til sine Om- 
givelser. At han da ogsaa Time efter Time kan glemme 
andre vigtige Ting for det Ene, hvormed han netop er 
beskæftiget, er let at forstaa. Men én Gang gik hans 
Glemsomhed for vidt. 

Det var, mens Edison endnu havde sin første Fabrik 
i Newark. En sen Aften kom en Ven af ham forbi hans 
Arbejdsværelse i Laboratoriet og saa', der var Lys der- 
inde. Han bankede paa Ruden og raabte ind: 



3i6 EDISON 

„Hallo, Tom! Det er sent; skal Du ikke hjem i Seng, 
saa kan vi følges ad?" 

Edison saa' adspredt op fra Bøgerne og Papirerne, 
han havde for sig; han var endnu ikke paa det Rene 
med, hvem det var, som talte, og hvad Manden havde 
sagt. Vennen gentog sine Ord og føjede til, at det var 
over Midnat. Edison tog sig nu med Haanden til Panden 
og gned sine Øjne ; saa aabnede han Vinduet og sagde til 
Vennen med et Smil: 

„Ja, saa er det nok paa Tide, jeg kommer hjem. 
For ser Du, min Ven, jeg har holdt Bryllup i Dag — i al 
Stilfærdighed; — men det er jo ikke umuligt, at Mary 
allerede er begyndt saa smaat at undre sig over, hvor jeg 
bliver af." 

Og Edison fortalte paa Vejen hjemad, hvorledes han 
kort efter Middagen pludsehg havde faaet en udmærket 
Idé med Hensyn til Konstruktionen af et nyt Apparat, 
som netop i de Dage voldte ham store Vanskeligheder. 
Han maatte hen paa Laboratoriet med det Samme, men 
han havde sagt, at han om en Times Tid vilde komme 
tilbage. Og saa havde Studierne og Eksperimenterne 
saadan opslugt alle hans Tanker, at han ikke vidste af 
Dag eller Time eller Brud eller Noget. 

Om Edisons sjældne aandelige Bevægelighed for- 
tæller en ung Kunstner, Mr. Francis Lathrop, der, mens 
Opfinderen levede i Menlo Park, gæstede ham for at 
tegne hans Portræt til et stort illustreret Tidsskrift. 

„Da jeg kom til Menlo Park," skriver Mr. Lathrop, 
„fandt jeg til min Forundring Opfinderen siddende foran 



EDISON 317 

et Orgel, fuldt optaget af ganske elementære Øvelser. 
Jeg fik at vide, at han nylig havde købt sig dette Instru- 
ment, at det var hans Hensigt at lære sig selv at spille 
paa det — det var ham en Slags Rekreation, sagde han 
— og at Orglet skulde opstilles i Fabriken til Opmuntring 
for hans Arbejdere. 

„Edison havde kun Tid at sidde for mig en Times 
Tid om Natten. Men bedst som han sad — han pas- 
siarede altid livligt, imens jeg tegnede, — kunde han 
springe op og forsvinde ud af Døren. Et Øjeblik efter 
hørte jeg Orgeltoner i det Fjærne. Det varede kun nogle 
Minutter; og saa sad Edison atter foran mig. Omkring 
ham paa Gulv og Borde laa spredt en Mængde Bøger; de 
fleste af dem var opslaaede, som om de ganske nyhg 
var blevne benyttede. Nu hændte det ikke sjældent, at 
Opfinderen pludsehg, mens han sad og talte til mig, af- 
brød sig selv og kastede sig — bogstavelig talt — paa 
Maven ned over Bøgerne, som laa paa Gulvet. Dér kunde 
han saa hgge en halv Time eller længere med Hovedet i 
sine Hænder, fordybet i Studier saaledes, at han øjen- 
synhg ganske havde glemt, at jeg var til Stede. 

„Man kan," fortsætter Mr. Lathrop, „kalde dette for 
Stundesløshed; men hos Edison var det snarere et Vidnes- 
byrd om den lykkelige Ævne, han besad, til i et Nu at 
kunne aflaase sin Hjærne for det, den sidst arbejdede 
med, og lade den helt og holdent beskæftige sig med 
noget Nyt. Jeg har aldrig kendt et Menneske, der med 
et saa øjeblikkeligt virkende Klarsyn forstod at trænge 
ind til Dvbden af en Sag. 



318 EDISON 

„Jeg saa' ham en Dag i Selskab med et Par af sine 
bedste Venner; vi sad i hans Arbejdsværelse, men Edison 
havde ikke Tanke for Arbejde. Han spøgte og lo og 
sagde Vittigheder; Vennerne smittedes hurtigt af hans 
Munterhed, og Lystigheden blev kaadere og kaadere. Da 
bankede midt under Latteren en af Opfinderens Ingeni- 
ører paa Døren. Han forelagde Mesteren en saare van- 
skehg Opgave, som Laboratoriets første Ingeniører i et 
Par Timer forgæves havde brudt deres Hoveder med, og 
hvis Løsning var ganske nødvendig, for at Arbejdet med 
en ny Opfindelse kunde føres videre. 

„I samme Øjeblik, Edison saa\ hvad det drejede sig 
om, var enhver Antydning af Munterhed som strøget af 
hans Ansigt Med et kort „Undskyld!" vendte han Ryggen 
til os — Øjnene var i et Nu ligesom sunkne dybere ind 
i deres Huler, — han strøg sig med Haanden over Panden 
og sad vel i to— tre Minutter tavs grundende. Saa krad- 
sede han med febrilsk Hast noget ned paa et Stykke 
Papir, rakte det til Ingeniøren med et Par hurtigt for- 
klarende Ord og lukkede Døren efter ham. Og straks 
efter kastede Edison sig atter ud i den næsten drenge- 
agtige Lystighed, som virker saa forbløffende hos Verdens 
største Berømthed, men som klæder hans glatte Ansigt 
og mærkeligt barnlige Smil saa kønt." 

— — Det var ogsaa under Opholdet i Menlo Park, at 
der til Brug for Fowler 6c Wells' frenologiske Samling blev 
taget et Gibsaftryk af Edisons Hoved. Historien herom 
med dens pudsige, om end for Edison noget ubehagelige. 
Biomstændigheder er fortalt af Maleren J. E. Kelly, der 



EDISON 319 

overværede hvad Edison selv spøgende benævnte: Ekse- 
kutionen. 

„Jeg var," siger Mr. Kelly, „kommen til Menlo Park 
for at tage et Studie af den store Opfinders Hoved: men 
de Herrer Frenologers Udsending, Modelløren Mr. Austin, 
var indtruffen noget tidligere end jeg, og Edison havde 
allerede stillet sig til hans Disposition. 

„Oppe i Laboratoriets øverste Etage havde Edison 
sat sig i en Lænestol med et Haandklæde om Skuldrene, 
som om han skulde barberes. Den bile Modellør vimsede 
omkring med opsmøgede Ærmer, og en Del ældre Herrer, 
som nok var ansatte i Laboratoriet, havde samlet sig i en 
Kres omkring dem og saa' stærkt interesserede til. 

„Først gned Modelløren Edisons Haar og Ansigt ind 
i Olie, derpaa blandede han hurtigt Gibsen, og saa be- 
gyndte han at dynge den op paa hans Baghoved og Isse, 
medens han endnu lod Ansigtet og Halsen være ubedæk- 
kede. Da Gibsen var stivnet, lukkede Mr. Austin læmpe- 
ligt Edisons Øjne, dækkede dem med et Par Stykker 
Silkepapir, som han trykkede ind mod Øjelaagene, og 
derpaa rullede han af Papir to smaa Kegler eller Kræm- 
merhuse, som han med den aabne Spids udefter anbragte 
i Edisons Næsebor. 

„Efter at der paa denne Maade var sørget for, at han 
kunde faa Luft, begyndte Modelløren at dække Ansigtet 
til. Omhyggeligt havde han først indsmurt Kanten af 
den bageste Form i Olie. Nu var Øjnene skjulte under 
den hvide Masse; den klistrede sig ned over Næse og 
Kinder „Farvel Kellv ! Farvel Allesammen!" raabte 



320 EDISON 

Edison i en grædefærdig Tone, som fik os Alle til at le; 
— og i næste Øjeblik havde en Haandfuld Gibs lukket 
hans Mund og, som vi tænkte os, foreløbig afspærret ham 
fra alt Samkvem med Omverdenen. 

„Hele Hovedet var at se til som en stor død Gibs- 
klump, og underligt var det at tænke paa, at i denne 
hvide Gibskugle udklækkedes nogle af de genialeste 
Tanker, Verden har kendt. Det var tydeligt at se, at 
Edison havde ondt ved at holde sit Hoved oprejst; det 
var naturhgvis bleven umaadelig tungt. Og hans Nevø, 
Charley Edison, sprang da til og støttede det mod sin 
Skulder. Han kunde ikke lade være at smile, da han 
tæt ved betragtede sin berømte Onkels Hoved, hvis eneste 
fremstaaende Punkter var de lange Papirskegler, som stak 
ud af Næsen, og som nærmest lignede et Par Hugtænder. 

„Men nu famlede Edison efter den unge Mands 
Haand, og da han fik fat i den, begyndte han at dikke 
paa Haandfladen med sin Pegefinger. 

„Han telegraferer!" raabte de Alle i Munden paa hver- 
andre. „Han taler til os! — Hvad siger han? — hvad 
siger han?" — og de trængte sig nærmere ind imod den 
unge Mand og ventede i spændt Alvor paa at høre noget 
meget Interessant. 

Charley lo: „Han siger: Hvis jeg nu i dette Øjebhk 
falder ned af Stolen, saa brækker jeg min fordømte 
Hals!" 

„I det samme," fortsætter Mr. Kelly, „hørte jeg Lo- 
komotivets Fløjten hge overfor ved Jærnbanestationen ; 
jeg kunde endnu naa at komme med det Tog hjem, og 



EDISON 321 

da jeg kunde forudse, at der ikke senere paa Dagen vilde 
blive levnet mig Tid til at tage mit Studie, greb jeg hur- 
tigt Edisons Haand, trykkede den til Farvel og ilede ud. 
Men inden jeg var naaet over Gaden, blev jeg indhentet 
af en Mand, som sagde, at Edison ønskede, jeg skulde 
blive til Toget, der gik Kl. 11 om Aftenen. 

„Hvoraf véd De det. Mand?" spurgte jeg forbavset. 

„Mr. Edison kan da telegrafere, véd De ! I samme Øjebhk 
De havde sluppet hans Haand, strakte han Haandfladen 
ud og forlangte ved en utaalmodig Virren med Fingrene, 
at vi skulde med Telegraftegn sige ham, hvem det var, 
som gik. Saa dikkede jeg ham Deres Navn inden i Haan- 
den; og øjebhkkelig svarede han paa samme Maade til- 
bage. Det Hele var gjort paa et halvt Minut." 

„Jeg gik tilbage, og Edison lod mig forstaa, at han 
nok skulde være disponibel senere paa Aftenen. Saa 
forlangte han en Telegrafnøgle, og nu begyndte Spasen: 
— „Hvis denne levende Gibsfigur, som maltrakterer mig 
saa rædsomt, da ikke forinden har faaet mig kvalt" — 
føjede han til. Og han fortsatte med en detaljeret Be- 
skrivelse pr. Telegrafnøgle af, hvorledes Gibsen, efterhaanden 
som den størknede, snærede og strammede Huden, saa 
at han virkelig følte det, som om hans Ansigt stivnede i 
Døden. „Saadan tænker jeg mig i alt Fald, det er," 
sagde han," naar Døden kommer og ta'r En; saa har 
man vist ogsaa en Fornemmelse i Ansigtet, som om man 
fik Maske paa. — Men," føjede han til efter en hlle Pavse," 
skal vi forresten tillade denne vimse Vipstjært af en 
Morder at fuldføre sin Forbrydelse?" 

21 



322 EDISON 

Vi brast Alle i Latter, og den lille Modellør, som var 
den Eneste, der hverken forstod Telegraferingen eller fik 
at vide, hvad Edison sagde, lo pligtskj^ldigst med i den 
Tro, at det var vort Ukendskab til hans Haandværk, der 
bragte os til at le ad dets foreløbige Resultat. 

„Saadan blev Edison ved med den ene kaade Spøg 
efter den anden, og Alt, hvad hans Fingre sagde, virkede 
jo dobbelt pudsigt, fordi han selv sad der som en halv- 
færdig Gibsstatue, der endnu hverken havde faaet Næse 
eller Mund. 

„Et Par af hans Folk havde, saalænge Gibsen helt 
dækkede hans Ansigt, haft travlt med at vifte foran 
Kræmmerhusene, han havde i Næsen, for at han kunde 
faa rigelig Tilførsel af Luft. Nu kunde endehg Masken 
fjærnes, og Mesteren nikkede til os og smilede fornøjet, 
mens han holdt begge Hænder for Øjnene; Dagslyset 
blændede ham naturligvis, efter at han en Stund havde 
befunden sig i den sorteste Nat. 

„Endnu sad Gibsen paa Baghovedet, og forfra saa' 
Edison ud, som om han havde taget et lille Barns krusede 
Kyse paa Hovedet. Mens vi stod og talte derom, blev 
Modelløren, der var beskæftiget med at fjærne Formen, 
synlig nervøs, og nu erklærede han med Fortvivlelse 
præget i alle Miner, at han vidste ikke, hvordan han 
skulde faa Gibsen af igen; Mr. Edisons kraftige Haar 
maatte have opsuget mere Olie, end han havde tænkt sig 
muligt. 

„Naa, det er der vel Raad for," svarede Edison roligt 
og kaldte paa en af sine Maskinister: „Tag et tyndt Staal- 



EDISON 323 

baand," sagde han, „og pas det ti] i Form af en Segl 
efter min Nakke; slib det, saa det bliver dygtig skarpt, 
og naar det er gjort, saa kom hen og skræl den Kapsel 
af mig!" Faa Minutter efter sad han med Fødderne pres- 
sede imod Vinduskarmen, og Torturen begyndte. Det 
skarpe Staal blev trykket ind under Formen, men det gik 
for dybt, og Blodet piblede ud over den hvide Gibs. Saa 
forsøgte man at trække Formen af, men Haaret blev 
reven ud med i hele Totter; endelig lykkedes det da at 
at faa de sidste Rester af Gibs fjærnede. 

„Alle, som overværede denne ret pinagtige Historie, 
forbavsedes højlig over den fænomenale Haardførhed, 
Edison udviste. Ikke en Lyd kom over hans Læber, da 
de skar Hul i hans Nakke, eller da de bagefter rev 
Haaret ud ; han lukkede Munden fast i, og der var næppe 
en Trækning at spore i hans Ansigt. Og da han bagefter 
saa' sig i Spejlet og betragtede sit Hoved, der var tilsølet 
af Blod og Fedt, medens Haaret sad i spredte Tjavser, 
vendte han sig om til mig og sagde blot: 

„Det gør mig ondt, at jeg fik Dem til at blive, og 
De maa undskylde mig! Dette Hoved faar De nok ingen 
Fornøjelse af. Men jeg kunde jo ganske vist ikke vide, 
at den Gibser vilde mishandle mig saadan!" 

„Jeg fik alligevel mit Studie; efter at Edison havde 
renset sit Ansigt og med hastig Haand ordnet de tilovers- 
blevne Lokker, var han til min Tjeneste; han smøgede 
Skjortelinningen ned og stod taalmodig i et Kvarter, 
indtil jeg havde fæstnet hans Træk paa Papiret. 

„Senere erfarede jeg, at da Modelløren, Mr. Austin, 

21* 



324 EDISON 

havde sin Form af Edisons Hoved færdig, viste den 
Munden trukken lidt ned til den ene Side: det var Virk- 
ningen af den pludselige Overraskelse, da jeg, førend 
Gibsen i hans Ansigt endnu var stivnet, greb hans Haand 
for at sige Farvel." 

I 1881 mistede Edison sin Hustru. Han tog sig hendes 
Død meget nær. Hun havdeværet ham en trofast og for- 
staaende Livsledsagerinde og en god Moder for deres tre 
Børn. I nogle Dage viste Edison sig kun i faa Timer 
paa Fabriken, og hans Folk, som aldrig havde sét ham 
forsømme Noget, forstod, at hans Sorg maatte være dyb 
og ægte. 

Dog, Arbejdet tog ham snart fangen. Til en Ven, 
som allerede Dagen før Begravelsen saa' ham som sæd- 
vanhg ihærdigt arbejdende i Laboratoriet, og som udtrykte 
sin Forbavselse herover, sagde Edison: 

„Tiden er kostbar; jeg har uendelig meget at udrette; 
og det er jo ørkesløst at hengive sig til sin Sorg; — 
det er en Luksus, som jeg ikke kan unde mig." Og 
Edison arbejdede støt videre; men der gik mange Uger, 
før nogen af hans Folk saa' et Smil paa hans Ansigt. 

Et Par Aar senere var det, at Edison sendte 

fem af sine bedste Mænd til Paris for der at arrangere en 
Forevisning af Glødelamper paa den elektriske Udstilhng 
1883. Den voldsomme Energi, de udfoldede, den utrætte- 
hge Ihærdighed, hvormed de varetog deres Chefs Inter- 
esser, forbavsede i høj Grad Pariserne; de saa' med 
Undren disse Mænd slide baade Das: os Nat til Gunst 



EDISON 325 

for en Arbejdsherre, som var Tusinder af Mile borte, og 
som heller ikke ved Stedfortrædere førte nogetsomhelst 
Tilsyn med deres Arbejde. Udstillingen, de fem Ameri- 
kanere bragte til Veje, var et værdigt Resultat af deres 
store Anstrængelser. 

For at skaffe sig rigeligere Plads til Udviklingen 

af de Maskiner, der frembragte Elektricitet, indrettede 
Edison sig nu store Lokaler i den Bygning i Goerck-Street 
i New York, som tidligere benyttedes af Etna-Jærnfabri- 
kerne. En Kres af hans fornemste Medarbejdere fulgte 
ham herhen. Deres Navne er, i alt Fald i den gamle 
Verden, lidet kendte, men de fortjener at nævnes, fordi 
de i væsenlig Grad har bidraget til de store Resultater, 
Edison i Aarenes Løb har opnaaet. 

Der var W. S. Andrews, en Mand, hvis store praktiske 
Dygtighed Opfinderen paa mange Omraader gjorde Brug 
af. Han blev Overbest^Ter af Forsøgsafdelingen, en Stil- 
ling, der senere blev overdraget W. K. L. Dickson, For- 
fatteren af en af de Bøger om Edison og hans Opfindelser, 
som ligger til Grund for dette Værks Udarbejdelse. Saa 
var der Charles Edgar, et noget uroligt Hoved, men en 
saare talentfuld Tekniker ; han er senere bleven ansat som 
Bestyrer af Edisons Elektriske Lys-Kompagni i Boston. 
H. N. Marwin, der har gjort sig bekendt som Opfinder af 
det elektriske Bor, paa Grundlag af hvilken Opfindelse der 
dannedes et Aktieselskab, Marwins Elektriske Bor- 
Kompagni. Endvidere George Grawer, J. C. Chamberlain 
og Nicola Tesla. 

Tesla betegnes af sin Kollega, Dickson, som „en straa- 



326 EDISON 

lende Stjærne paa Videnskabens Himmel," og det siges, at 
han allerede i Goerck Street-Fabrikerne „gav tj^delige Be- 
viser paa det Geni, som har gjort ham til en af Nutidens 
største Avtoriteter paa det tekniske Omraade." Han var 
Teoretikeren, der med en glimrende Veltalenhed udviklede 
sine originale Tanker, helst kun for den snævre forstaaende 
Kres. Disse Edisons mest fremragende Medarbejdere slut- 
tede sig nær til hverandre og havde hyppige Sammen- 
komster; der var ingen Misundelse iblandt dem, intet Kon- 
kurrencenid; som gode Kamerater anerkendte de hver- 
andres Fortrin og kendte deres egne Ævners Begrænsning. 

Goerck Street-Fabrikens Bygning var tarvelig at se 
til, og den laa i et af de grimmeste Kvarterer i den store 
By; men dens mange Værksteder var ypperhgt indrettede, 
og der var rigehg Plads til de store Maskiner. De Aar, 
Edison arbejdede her, var frugtbare for hans Idéers Ud- 
vikhng; og det var først i 1886, at han flyttede fra disse 
Lokaler til det prægtige Etabhssement, Schenectady. 

Det var i Goerck Street-Fabriken, at Edison lod fore- 
tage en Dynamoprøve, hvis Udfald let kunde være blevet 
skæbnesvangert for ham. 

Han havde ladet lave en ny Dynamo-Type, betydelig 
mindre end de sædvanlige Dynamoer, men i Stand til 
at præstere et overordenlig stærkt Lys. Edison kom 
til en Dag, da nogle af hans Folk var i Færd med 
at anstille Forsøg med den nye Dynamos Ydeævne. Han 
fik da det Indfald at ville prøve, med hvor stor Omdrej- 
ningshastighed Dynamoen kunde løbe uden at flyve i 
Stumper og Stykker. Selv om dette skulde ske, vilde 



EDISON 327 

han regne det for en ganske ligegyldig Ting, naar han 
blot ved Forsøget høstede den Viden, han tragtede efter. 

Maskinen var naaet til sin sædvanlige Omdrejnings- 
hastighed, da Edison gav Ordre til at lukke mere op for 
Dampen og kommanderede: 

„Fyr væk. Folkens! Lad den løbe!" 

Sammen med nogle af sine første Teknikere stod 
Edison i en passende Afstand fra Dynamoen ; men da den 
begyndte at vise Tegn paa at løbe løbsk, trak snart En, 
snart en Anden sig længere tilbage, og i Løbet af et 
Minut var de Alle forsvundne ud af Døren og stod og 
kiggede ved Døraabningen for dog at være Vidne til Eks- 
plosionen. Kun Edison selv var bleven tilbage. Men nu 
raabte Alle til ham, at han maatte være forsigtig og 
komme ud til dem, og langsomt gik han baglæns hen 
imod Døren, stadig med Øjnene fæstede paa Dynamoen, 
der snurrede med en vanvittig Hast. 

Edison var næppe kommen over Tærskelen, da der 
lød et øredøvende Bulder, og i næste Øjeblik sprang 
Hoveddamprøret, som førte til Maskinen. Dynamoen 
splintredes i smaa Stykker, og de skarpe Jærnprojektiler 
for ud i Lokalet med en Kraft, som var de skudte ud af 
en Kanon. Et af Stykkerne trængte ind i Dørkarmen, 
foran hvilken Edison et Par Sekunder i Forvejen havde 
staaet. Han saavelsom alle hans Folk slap helskindede 
fra det farhge Forsøg, men naturiigvis blev Lokalet fælt 
ramponeret. Dog, det ænsede Edison ikke. Han syntes, 
at Forsøget var lykkedes aldeles fortræffehgt, og efter at 
have overbevist sig om, hvor hurtigt Dynamoen havde 



328 EDISON 

løbet, indtil den eksploderede, vadede han glad og tilfreds 
omkring mellem Stumperne af den sprængte Maskine. 

Edison modtog i Goerck Street-Etablissementet Besøg 
af Folk fra alle Lande, som ønskede mer og mindre grun- 
digt at gøre sig bekendt med Opfinderens ejendommeligt 
indrettede Arbejdslokaler. De, som kom blot af Nys- 
gerrighed, blev altid afviste. Edison gjorde dog en enkelt 
Undtagelse. 

En smuk Dag modtog han Meddelelse om, at den 
store Indianerhøvding, Sitting Bul, den næste Morgen vilde 
ankomme til New York, og at han ønskede, ledsaget af 
sit Følge, at bese Edisons Laboratorium og Fabrik. Na- 
turhgvis kunde der ikke være Tale om at lukke Døren i 
for Hans indianske Majestæt, og Edison sendte straks Bud 
til Fabriken med Ordre om at forberede Alt til Mod- 
tagelsen. Der rumsteredes i to fulde Timer, men saa var 
ogsaa hver Ting paa sin Plads og hele Lokalet i den 
skønneste Orden. 

Til den fastsatte Tid holdt Indianerbanden under stort 
Tilløb sit Indtog i Goerck Street. Det tog sig temmelig 
pragtfuldt ud. Rødhuderne havde placeret sig ovenpaa en 
Række Omnibusser, og der sad de, galaklædte, iførte 
deres brogede Skrud og med al deres Krigspjnt, og 
skuede overlegent ned paa Mængden. Deres alvorsfulde, 
højtidelige Miner forstjTredes ikke ved Gadeungdommens 
Hujen og Pegen Fingre; de betragtede Alt omkring sig 
med et urokkeligt Flegma. 

Da de naaede deres Bestemmelsessted, steg de med 



EDISON 329 

værdig Langsomhed ned og begav sig ind i Fabriks- 
lokalerne uden at ænse en Herre, som hørte til Fabriken 
og som vilde have ført dem omkring. Da han nærmede 
sig, betragtede Sitting Bull ham et Sekund, og da han saa', 
at det ikke var Edison selv, rynkede han sine Bryn og 
tilkastede ham et Blik, som tydehg nok sagde, at den 
Person vilde han virkelig ikke nøjes med som Ledsager. 

Saa viste Edison sig, og Indianerhøvdingen hilste paa 
ham med naadig Nedladenhed. De gik omkring og besaa' 
alle Maskinerne, ét og andet Eksperiment blev foretaget, 
et Par nye Opfindelser blev foreviste og forklarede, men 
hverken Høvdingen eller nogen af hans Folk gav ved 
Ord eller Mine tilkende, at det var noget Nyt og Over- 
raskende, som kom dem for Øje; sløvt betragtede de Alt, 
som om det var Ting, de havde kendt fra deres Barn- 
dom af. 

Det morede Edison at se disse Skovens ukultiverede 
Mænd bære en saa besynderlig Blaserthed til Skue, og 
det drev ham til et Forsøg paa at forstyrre dem i deres 
overlegne Bo. 

Han gav Ordre til at standse en af Dynamoerne og 
befæstede derefter en Traad, der var anbragt langs med 
Væggen, og som var stærkt isoleret med Bomuld, med 
begge Ender til Dynamomaskinen. Derpaa bad han 
Indianerne stille sig op i Bække tæt ved Traaden og 
nøje betragte den; og mens den nu begyndte at blive 
rødglødende, iagttog han opmærksomt deres Ansigter. 
De stirrede ufravendt paa Traaden, fra hvilken en hvid 
Bøg langsomt steg i Vejret, eftersom Bomulden brændte. 



330 EDISON 

Skøndt de naturtigvis ikke havde mindste Anelse om, 
hvordan det gik til, syntes de aldeles ikke forbavsede 
derover; men da Røgen samlede sig til en tæt Sky om- 
kring dem og sved i Øjnene, faldt de ud af deres Ro. 
Med et skingrende Hii — li! for de tilbage midt ud 
paa Gulvet og gned Øjnene hæftigt. Deres overlegne 
Holdning var forsvunden. Med en sky Ærbødighed tog 
de hastigt Afsked med Edison, hvis Trolddomsævne nu 
var bleven dem aabenbar. 




ATTENDE KAPITEL 




KRITIK OG OFFENJLIG ANERKENDELSE AF DET EDISONSKE LYS. 

-UDSTILLINGER AF GLØDELAMPER. FORSKELLIGARTET ANVENDELSE 

AF DET ELEKTRISKE GLØDELYS 

I vender tilbage til det elektriske Lys for 
at se, hvilke Kvaler og Glæder det for- 
voldte Edison. 

Næppe var Lyset fra hans første 
Glødelamper naaet fra Laboratoriets Rum 
ud i det praktiske Liv, før Kritiken 
vaagnede. Der var naturligvis Nogle, som aabent er- 
kendte, at Edison her var naaet til glimrende Resultater 
og havde frembragt noget virkeligt Epokegørende. Men 
der var Flere, som fordybede sig i en smaalig Ransagning 
af Enkeltheder ved Opfindelsen, og Misundelsen skød 
mange giftige Blomster. 

En Professor Morton ved Stevens teknologiske Institut 
var en af Edisons hæftigste Modstandere. Han havde 
med megen Omhu udarbejdet en vidtløftig Forelæsning, 
der næsten udelukkende drejede sig om Manglerne ved 
den ny Glødelampe; han holdt sin Forelæsning for de 



332 



EDISON 



unge Studerende, og Resultatet, lian ved sine teoretiske 
Undersøgelser naaede til, var dette, at Edisons Gløde- 
lampe aldrig vilde faa nogen virkelig praktisk Betydning. 
Naar Kritiken blev altfor nærgaaende, kunde det 
hænde, at Edison tog til Genmæle. Saaledes gav han 
oifenhg Professor Morton følirende Svar: 




Foran Glasovnene i Lampefabriken. 

„Naar min Glødelampe er bleven udviklet til den 
Fuldkommenhed, som jeg sikkert haaber den vil naa, da 
skal jeg rejse Professor Morton, denne Videnskabens Ravn. 
en Statue med Indskrift: „Det er den Mand, som paastod. 
at Edison-Lyset aldrig vilde faa nogen praktisk Betydning.'" 
Og jeg skal indfatte Statuens Hoved i en Straaleglorie 
af Glødelamper, som tændes ved passende højtidelige Lej- 
ligheder." 



EDISON 



333 



Blandt de mange Indvendinger, der lilev gjorte mod 
Edisons Lampe, var den, at det ikke var nogen original 
Opfindelse, men at længe før Edison begyndte at sysle 




I Glaspusteriet. 

med Glødelyset, havde fremragende Videnskabsmænd løst 
det interessante Problem paa en ganske tilfredsstillende 
Maade. 

Nu har Edison aldrig gjort Fordring paa at blive 
nævnt som Opfinderen af det elektriske Lys; men hvad 



334 EDISON 

han med uomtvistelig Ret hævder er, at i hans Hænder 
blev hans Forgængeres spredte og upraktiske Forsøg sam- 
lede og udviklede til et symmetrisk Hele. Han gør gæl- 
dende, at det er ham, som har fort det elektriske Glødelys 
fra Laboratoriets Forsøgsborde ud i det praktiske Liv, og 
at det ved hans Arbejde fra at være et kostbart Legetøj, 
hvis Fremstilling endda var forbunden med store tekniske 
Vanskeligheder, er bleven en forholdsvis let tilvejebragt 
nyttig Ting. Edison anerkender fuldt ud det Talent, tid- 
ligere Videnskabsmænd har lagt for Dagen under deres 
Arbejde med det elektriske Lys, og den Energi, hvormed 
de har søgt bestandig at forbedre det; men han peger 
med samme Ret paa den Kendsgerning, at Lyset før hans 
Tid brændte ustadigt og svagt, og at Bestræbelserne for 
at fjærne disse Mangler og at fremstille det med en Be- 
kostning, som muliggjorde en praktisk Anvendelse af det, 
ganske var mishkkede. 

Den første offenlige Udstilhng af den elektriske Gløde- 
lampe fandt Sted i Vinteren 1880 i Opfinderens Labora- 
torium i Menlo Park, i de Lokaler, hvor Lampen var 
bleven til. Videnskabsmænd og store Forretningsfolk fra 
alle Egne i De Forenede Stater søgte i de Dage til Edison ; 
Tilstrømningen var saa stor, at det i den Anledning blev 
nødvendigt at sætte særhge Tog i Gang paa den penn- 
sylvanske Jærnbane mellem Jersey By og Menlo Park. 

Udstilhngen omfattede 700 Lamper, der var fordelte 
paa den mest virkningsfulde Maade inde i Lokalerne, paa 
Bygningen, i de tilstødende Gader, og omkring paa de 
Arealer, som hørte til Etablissementet. Den største Del af 



EDISOX 



335 



Ledningerne var, som man kendte det med Gasrorene, 
lagte under Jorden, og man fik saaledes en tydelig Paa- 
visning af, at der heller ikke med Hensyn til Lednings- 




Der pustes Lamper. 

nettets Anbringelse var noget til Hinder for at anvende 
elektrisk Lys til Forretningsbrug. 

Medens de tilstedeværende Videnskabsmænd endnu 
beskæftigede sig med Opfindelsens Enkeltheder og under- 
søgte dens Teori, var Forretningsmændene som først og 



336 EDISON 

fremmest saa' paa det praktiske Resultat, helt begejstrede 
over Glødelamperne. Selv de forsigtigste Pengemænd 
kappedes om at lægge Planer for Fabrikation af Gløde- 
lamperne; de tilbød Kapital, saa stor som Edison maatte 
ønske den; Alle som En vilde de Intet hellere end at faa 
Lov at skyde Penge ind i Foretagendet. 

Den Opmærksomhed, som ved denne første Udstilling 
overalt vaktes for Glødelampen, havde saaledes en saare 
heldig Indflydelse paa det allerede stiftede Aktieselskabs 
økonomiske StiUing; Aktiernes Kurs steg til en næsten 
vanvittig Højde: Aktier, hvis nominelle Værdi var 100 Dol- 
lars, betaltes med 3000 Dollars. Bladene beskæftigede 
sig fra Dag til Dag med Udstillingen af den epokegørende 
Opfindelse, Alle talte om den, og de som endnu skum- 
lede, blev mødte med Latter. 

Troen paa Edisons Opfindsomhed var, ikke mindst i 
Egnene omkring Menlo Park, ubegrænset. Netop paa den 
Tid, her er Tale om, havde man et morsomt Eksempel 
derpaa. 

Der viste sig hver Aften paa den vesthge Himmel 
over Ramapos og Sufferns Landsbyer et stærkt og ghm- 
rende Lys, og Skolelæreren i Suffern erklærede straks, 
at dette Lys skyldtes Edison. Han havde med en Inter- 
esse, der maaske var større end hans Forstaaelse, fulgt 
Edisons Eksperimenter med det elektriske Lys, og han 
havde nu nyhg været tilstede ved UdstiUingen af de elek- 
triske Glødelamper i Menlo Park. Da han kom tilbage til 
Landsbyen igen, talte han ikke om Andet end Edison, 



EDISON 



337 



hvis Navn han satte i Forbindelse med ethvert mer og 
mindre gaadefuldt Naturfænomen. 

Nu mente han altsaa at kunne sige med Bestemthed, 
at det Lys, som skinnede over Ramapo-Bjærgets Top var 




Tilsraæltning af en Lampe. 



en Stjærne, tændt af den geniale Opfinder i Menlo Park. 
halvtresindstyve Mile derfra. Med indgaaende Sagkund- 
skab udviklede Skolemesteren sine Tanker for Lands- 
byens Spidser, Lægen og Købmanden: Edison eksperi- 
menterede netop nu med at fremstille elektrisk Lys i en 
Ballon, som var sendt Tusinder af Favne til Vejrs; han 

22 



338 EDISON 

vilde have konstateret, hvor længe et elektrisk Lys kunde 
brænde oppe i de høje Regioner, og hvor stærkt det kunde 
lyse; thi — forklarede Skolelæreren — man har i Admi- 
nistrationen under Overvejelse at benytte elektrisk Lys 
i Ballon under Krigstjenesten og som Fyr ved Kysterne. 

Den Eneste, som stillede sig noget skeptisk til denne 
Forklaring, var Byens Postmester ; han var mest tilbøjehg 
til at henføre Lysfænomenet til Stjærnerne og sagde, at 
det havde en betænkelig Lighed med Planeten Venus. 
Skolelæreren og hans Troende fandt det formastehgt af Post- 
mesteren at tvivle om Edisons Ævne til at forøge Stjær- 
nernes Tal, og den stakkels Postmand var ikke langt fra 
at blive ugleset af sine Bysbørn i den Anledning. For 
ganske at knuse Tvivleren tog man sig for at indhente 
Oplysninger om Sagen i Menlo Park-Laboratoriet. Svaret, 
som man modtog, blev imidlertid holdt omhyggeligt skjult, 
og — Postmesteren smilte. Hvad Edison og hans Folk 
ikke nøjedes med, da de modtog Landsbyskolelærerens 
højtidelige Epistel. 

Edisons Glødelampe af 1881 var jo langtfra saa fuld- 
kommen som den, der nu anvendes; alligevel gjorde den 
mægtig Furore paa den elektriske Udstilling i Paris, som 
kort efter blev afholdt, og Edison modtog fra Udstillingen 
ikke mindre end fem Guldmedaljer og et Æresdiplom, 
den højeste Udmærkelse, som blev nogen Udstiller til Del. 
Fra Udstillingens Dommerkomité modtog Opfinderen føl- 
gende Kabeltelegram: 

„I den officielle Liste over Medaljerne, som afsluttedes 
i Dag, staar De i Opfindernes højeste Klasse. Ingen anden 



EDISON 



339 



Udstiller af elektrisk Lys har modtaget en saa stor Ud- 
mærkelse. Swan, Fox og Maxim er komne i anden Klasse. 
Under- Juryerne havde tildelt Dem fem Guldmedaljer, men 
ved den endelige Bedømmelse blev det vedtaget at give 
Dem Æresdiplomet. Dette er den største Hædersbevisning, 
man er i Stand til at yde." 




Den første Glødelys-Centralstation i Verden. 



Professor Barker fra Pennsylvanias Universitet, som 
var til Stede ved Udstillingen, telegraferede ogsaa til 
Edison og udtalte sin Stolthed og Glæde over, at hans 
berømte Landsmand havde modtaget den højeste Aner- 
kendelse. Men ikke mindst kærkommen for Opfinderen 
var en Depeche, han modtog fra sin Konkurrent i London, 
Mr. Swan, Patenthaveren af det saakaldte Swan-Glødelys, 

22* 



340 EDISON 

der anvendtes meget i England. Skøndt det naturligvis 
var et haardt Slag for Mr. Swan, at hans Glødelampe 
kom i Klassen under Edisons, telegraferede han straks, da 
Resultaterne af Bedømmelsen forelaa, til den amerikanske 
Opfinder: „De har modtaget den højeste Udmærkelse, 
Juryen kan yde. Jeg lykønsker Dem." 

Det Edison'ske Glødelys vistes herefter paa en 
Række af Udstillinger og i de forskelligste Former. Alle- 
rede i det følgende Aar, 1882, tiltrak det sig den største 
Opmærksomhed paa den elektriske UdstiUing i Krystal- 
paladset i London. Øjet berustes af den Skønhed, der 
udfoldedes i de sindrigt drejede Ildlinjer, og ved den 
skjulte Glød, som farvede Springvandets Straaler og de 
kunstige Blomsters Bægre. 

I en af Salene var ophængt en mægtig Lysekrone, 
formet som en pragtfuld, fyldt Blomsterkurv. Fra Kurven, 
som var af udhamret Messing, vældede Blomster og Blade 
frem; i deres hule Messingstængler laa de elektriske 
Traade, og Metallet og Glasset, hvoraf Løvet og Blom- 
sterne var fremstillet, var saa kunstigt forarbejdet og saa 
nøje afstemt i Farverne efter Glødelysets Virkning, at 
Illusionen blev fuldstændig i samme Øjeblik, som Lyse- 
kronen tændtes. Man gør sig en Forestilling om denne 
hængende Blomsterkurvs féagtige Pragt, naar man hører, 
at den rummede en Flora af tre Hundrede og halvtre- 
sindstyve Blomster, belyste af Hundrede smaa usynlige 
Glødelamper; der var Solsikker og Narcisser, Tigerliljer 
og Orchidéer, Roser og Nelliker og mange andre Blom- 
ster; hver Bøjning i Blomsternes Kronblade, hver Farve- 



EDISON 



341 



nuance i deres Bægre fremhævedes af den rolige Glød i 
deres Indre. 

Edison forærede Prinsen og Prinsessen af Wales en 
Miniaturmodel af dette Vidunder af en Lysekrone. Den 




En af Edisons første Dynamoer, 1880. 

bar følgende Indskrift: „En Erindring om Deres konge- 
lige Højheder Prinsen og Prinsessen af Wales' Besøg paa 
den elektriske Udstilling i Krystalpaladset i 1882 med de 
bedste Ønsker fra Thomas Alva Edison." En af Edisons 
amerikanske Biografer skriver i den Anledning følgende 
højtstemte Ord: 

„Er der nogensinde bragt Danmarks skønneste Rose 



342 EDISON 

en skønnere Hyldest? O, mægtige Troldmand! Du for- 
dunkler ved Dit Snille selv Østens fabelagtige Pragt, og 
vi mindes de fantastiske Skildringer af Paradisegne, hvor 
Ædelstene funkler i Skæret af et evigt Lys, og hvor Alt 
opløser sig i guddommelige Harmonier!" 

Edison-Udstillingen var ikke begrænset til saadanne 
Luksusgenstande, som her er omtalt; der var tillige givet 
Prøver paa alle de smaa og store Bekvemmeligheder, som 
ved Hjælp af det elektriske Lys kan tilvejebringes i det 
daglige Liv, i Forretningslivet saavelsom indenfor Hjem- 
mets fire Vægge. 

Med uforbeholden Ros udtalte baade den tekniske 
Presse og Dagspressen sig om Edisons Glødelys; man 
fremhævede dets rolige, milde og dog stærke Skær, som 
var saa vidt forskelligt fra Buelampernes skarpe Lys og 
deres urohge Bhnken og Sprutten. „Edisons pragtfulde 
Udstilling i Koncertsalen," skrev et Blad, „tiltrækker sig 
stadig mere Opmærksomhed end noget Andet." Og i et 
andet Blad hed det: „I hele Krystalpaladsets Udstilling 
er Edisons Afdehng ubestrideligt den smukkeste og inter- 
essanteste; den bærer Sejrspalmen hjem." Illustrated 
London News betegnede Edisons Udstilling som enestaa- 
ende og tilføjede, at efter at man havde gjort sig bekendt 
med hans Glødelys, vilde sikkert den Modstand, der hidtil 
havde været mod Anvendelse af Elektricitet til Belysning 
inden Døre i mindre Lokaler, forsvinde. 

Senere udstillede Edison sine Glødelamper i Milnchen 
1882, i Wien 1883, i Philadelphia 1884, i Paris 1889 og i 



EDISON 



343 



Minneapolis 1890. Hertil kommer endnu nogle Udstil- 
linger 1 de senere Aar. 

Den elektriske Belysning udgjorde en fremragende 
Del af Edisons Udstilling paa Pariserudstillingen i 1889. 




En anden af Edisons Dynamoer fra 1880. 

I Betragtning af Edisons eminente Bidrag til den ekspe- 
rimentale Videnskab var der her indrømmet ham et 
Areal af ni Tusinde Fod, og hele denne Gulvflade var 
optaget af den berømte Amerikaners mangfoldige Opfin- 
delser. 

I Midten af Edisons store Udstilling var rejst en 



344 EDISON 

kæmpemæssig Kandelaber; den var fyrretyve Fod høj, og 
Lysgloben i dens Top var sammensat af ikke mindre end 
tyve Tusinde Glødelamper, der oplyste hele det Indre af 
Hovedhallen. Paa begge Sider af Kandelabren var an- 
bragt franske og amerikanske Flag, bestaaende af kulørte 
Glødelamper. De lyste, siger en amerikansk Forfatter, 
som Ædelstenene i Aladdins magiske Hule! 

En overordenlig stor Dynamo, det udmærkede Re- 
sultat af ovei" ti Aars Eksperimenteren med elektriske 
Generatorer, ydede Drivkraften. Lig Vulkan mellem 
Nymfer var den anbragt midt inde i dette Straalehav, 
som strømmede ud fra de mange Tusinde smaa Lyskilder. 
Ved Udførelsen af denne og hgnende Maskiner havde 
Edison anvendt store og tunge Magneter i Stedet for de 
overordenlig lette, som han i Begyndelsen brugte ved 
elektrisk Belysning, og han opnaaede herved en Virkning, 
som man ikke tidligere havde drømt om. 

Gennem en Række Kort, der var ophængte paa Væg- 
gene i Edisons Udstilling, kunde man følge Udvikhngen af 
Dynamoen lige fra den første enkle Generator, der kun 
bestod af en Elektromagnet, foran hvilken var ophængt 
en mægtig Stemmegaffel, som af Magneten bragtes i 
Svingninger. Blandt de senere Former er særhg at mærke 
den, der kendes under Benævnelsen Type Z, og som har 
en Styrke, svarende til tresindstyve Lamper, hver med 
en Lysstyrke af seksten Normallys. Adskillige Maskiner 
af denne Type anvendte Edison i Menlo Park for at frem- 
bringe Strøm til de syv Hundrede Lamper, som paa én 
Gang brændte i Fabrikens Bygninger. Type Z hører til 



EDISON 



345 



de saakaldte Shunt-Maskiner; man har paa Dansk ingen 
anden Benævnelse for dem. 




En af de første horizontalt liggende Dynamoer. 

Et Par vejledende Ord om de forskellige Dynamoer 
vil her være paa sin Plads. 




Dynamo fra 1881. 

Der er tre Typer af Dynamoer: Serie -Maskinen, 
Shunt-Maskinen og Compound-Maskinen. 

I Serie-Maskinen flyder Strømmen fra Ankeret gennem 
Magnetvindingerne og derpaa gennem den ydre Strømkres 



346 EDISON 

tilbage til Ankeret. Denne Maskine har den Fordel at 
være billig, men der klæber den Mangel ved den, at den 
ikke virker tilfredsstillende, før en vis Omdrejnings- 
hastighed er naaet. Den kan heller ikke anvendes til 
Ladning af Akkumulatorer eller til Elektrolyse, o: galva- 
nisk Udfældning. 

Ved Shunt-Maskinerne deler den Strøm, der kommer 
fra Ankeret, sig i to Dele. Den største Del af Strømmen 
gaar gennem den ydre Strømkres, medens den mindre 
Del gennemløber en tynd Traad, der i mange Vindinger 
er viklet om Magneten. De to Strømme forenes igen og 
gaar tilbage gennem Ankeret. Disse Marskiner kan an- 
vendes til Glødelysanlæg og blandede Anlæg saavelsom 
til at lade Akkumulatorer med og til galvanisk Udfæld- 
ning. Men for Dynamoer, som skal afgive en høj Spæn- 
ding, bliver Shunt-Beviklingen for kostbar. 

De to omtalte Dynamo-Typer har bestemte, hinanden 
modsatte Fortrin og Mangler. Det laa derfor nær at an- 
tage, at man ved en Kombination kunde opnaa en Bevik- 
lingsmaade, hvorved de to første Systemers Ulæmper blev 
fjærnede. Dette er i Virkeligheden ogsaa lykkedes ved 
Compound-Maskinerne. I disse Maskiner føres to forskel- 
lige Traade om Elektromagneterne. Compound-Maskinerne 
fordrer imidlertid en regelmæssig Omdrejningshastighed ; 
man maa derfor anvende dem, hvor der forlanges en 
konstant Spænding. 

I Edisons Type Z af Shunt-Maskinerne var Magnet- 
kærnerne betydelig længere end i de Dynamoer, som nu 
anvendes. Som man af de sidste tre-fire Dynamo-Billeder vil 



EDISON 



347 



se, forøgede Edison Antallet af Magnetkærnerne, som her 
ligger horisontalt og parallelt med hverandre. Efterhaanden 
gik det op for ham, at det var uheldigt at gøre Mag- 
neterne saa lange og at sætte saa mange paralelle Vin- 
dinger sammen, og han konstruerede da Dynamoerne med 
kortere og tykkere Magneter, saaledes som de findes i 
den nuværende fuldkomne Dynamo. 




Edisons direkte koblede Dynamo fra 1881. 



Et fremragende Eksemplar af Edisons elektriske Ge- 
neratorer var den saakaldte Jumbo-Dynamo, som blev 
forfærdiget i 1881 og første Gang vistes offentlig paa 
Pariser-Udstillingen samme Aar; senere har den været 
udstillet i London, Milan og New York og vakte overalt 
stor Opmærksomhed. 

Paa UdstiUingen i Paris fandt man ogsaa et stort, 
allegorisk Billede med Titlen „Menlo Park, Glødelampens 



348 EDISON 

Fødested", og en Række Kort, paa hvilke var afbildet en 
Mængde af de største og mest monumentale B^^gninger i 
Verden, i hvilke man allerede da anvendte det Edisonske 
Lys. Desuden var der illustrerede Beretninger om Edisons 
Metoder til Frembringelse af elektrisk L3S og elektrisk 
Kraft. Saa rig en Anvendelse var der gjort af disse Me- 
toder, at alene i de Forenede Stater maalte i 1881 
Længden af de underjordiske Ledninger sammenlagte en 
Strækning af syv Hundrede Mil. Udstillingen omfattede 
iøvrigt ethvert Hjælpemiddel til Udvikling, Regulering og 
praktisk Anvendelse af det elektriske Lys; saaledes f. Eks. 
Edisons Maaler, Resultatet af vidtløftige 'og omhyggelige 
Eksperimenter; man saa' den i alle dens Variationer, og 
alle dens Dele, Urværk, Motorer, Elektromagneter og 
Fjedre, Elektrolyse og elektrisk Udfældning, og det blev 
klart fremstillet, hvorledes Apparatet kunde være i Stand 
til nøjagtigt at optegne den Strømmængde, som afgives 
til Forbrugerne. 

De mange UdstiUinger af Edisons Glødelys banede 
Vej for det til næsten alle Jordens Lande. De Bomme, 
som national Fordom hist og her havde sat, maatte 
sprænges af de ubestridelige Fortrin, Edisons Lys besad 
fremfor andre Glødelys-Systemer. Selv England maatte 
tilsidst bøje sig for Søsterlandet hinsides Atlanterhavet. 
Der galdt i England en Lov af 1880, hvori det hed, at 
alle elektriske Lysanlæg efter tyve Aars Forløb skulde 
overgaa til Statens Besiddelse. Følgen heraf var, at man 
holdt sig til sit eget og ikke indførte Forbedringer udefra. 
I nogle Aar var Stemningen i England ubetinget for at 




s 

a 
Q 






EDISON 351 

støtte det nationale Arbejde paa det elektriske Omraade; 
man blev ved det Gamle og søgte at overbevise sig om, 
at det var det Bedste. Men efterhaanden blev det klart 
for Englænderne, at Udviklingen af deres elektriske 
Industri gik altfor langsomt, og at det var nødvendigt at 
give frit Raaderum for fremmede Impulser. De havde jo 
allerede to Aar efter, at Loven af 1880 traadte i Kraft, 
paa den elektriske Udstilling i Krystalpaladset sét, at Edi- 
sons Glødelys besad store Fortrin fremfor det Glødelys, 
deres Landsmænd havde Patent paa, og som hidtil væ- 
senlig benyttedes i England; og, som meddelt, bekræftede 
Medaljeuddelingen tilfulde dette for den nationale Stolthed 
saa triste Resultat. Dog blev den omtalte Lov først op- 
hævet i 1888; men fra den Tid har ogsaa den elektriske 
Lysindustri, væsenlig repræsenteret af Edisons Opfindelser, 
haft en hurtig Opblomstring. Nu har selv den mindste By 
i England sit elektriske Ledningsnæt. 

Men længe førend Edison erhvervede sig Koncessioner 
paa de britiske Øer, var hans klare Lys trængt ud til 
Romantikens fjærneste Egne. Det skinnede i Orientens 
Templer og Basarer, hvor mystisk Dunkelhed havde ruget 
i Aarhundreder. Det straalede i Middelalderens Klostre 
over Nonnernes hvide Lin og spejlede sig i Munkenes 
ragede Isser. 

Og det lyste ikke blot paa Jorden, men i Jordens 
Dyb og paa Havets Bund. 

Glødelampen fulgte Bjærgmanden og Dykkeren som deres 
gode og paalidelige Ven; trods Luftens Tæthed i Skakterne 
brændte Lampen roligt og klart, og ingen Ulykke kunde 



352 EDISON 

den foraarsage paa deres farefulde Færd. For Øjet viste 
sig i fjærne Egne uanede Vidundere af underjordisk Byg- 
ningskunst, formede af taalmodige Hænder i en ubestem- 
melig Fortid. Ædelstene funklede i dybe Bjærghuler og 
aabenbarede deres i Aartusinder skjulte Skønhed. 

Hemmeligheder droges frem fra Havets Dyb. Og der 
kastedes Glans over Koralhaver, fra hvis Bede gennemsig- 
tige, rosenfarvede Stængler strakte sig som sitrende Arme 
op mod Lyset. 



§^ 



NITTENDE KAPITEL 



DEN INDUSTRIELLE UDVIKLING AF DET EDISON SKE LYS. GLØDE- 
LYSETS DEKORATIVE VIRKNING. ET VIDUNDERLIGT SPRINGVAND. 




DisoNS Glødelys-Industri voksede med rivende 
Hast og antog snart et Omfang, som Ingen 
fra Begyndelsen af havde anet. 

I 1882 oprettedes The European Com- 
pany, som etablerede Lysanlæg i de 
største af Evropas Byer; en Slags Filial 
af dette Selskab var Edison London Company. Men na- 
turligvis var den industrielle Fremgang i Amerika endnu 
langt større end i Evropa. Lige fra det Øjeblik, den 
første Udstilling i Menlo Park var aabnet, strømmede 
Kravene om Lysanlæg ind i stedse stigende Mængde, og 
Edisons Elektriske Lyskompagnis beskedne Lokaler afgav 
langtfra tilstrækkeligt Rum til Fyldestgørelse af disse 
Krav. 

Edison indsaa' Nødvendigheden af at udvide Fabri- 
kerne, og Oprettelsen af Værkstederne i Goerck Street 
var det første Skridt. Senere føjedes hertil et Etablisse- 
ment i Fifth Avenue, Desuden indrettedes der en mindre 



354 EDISON 

Lampefabrik i Menlo Park. Og der blev omtrent samtidig 
hermed rundt om i forskellige amerikanske Byer rejst 
Hjælpeetablissementer for underjordisk Rørlægning; disse 
samledes snart efter i ét stort Selskab, Electric Tube 
Company, og Brooklyn var den første By, hvor det nye 
Selskab overtog et Anlæg. 

Selskabets Virksomhed galdt ikke blot elektriske Lys- 
anlæg, men overhovedet enhver Nedlægning af Rør, som 
var nødvendig for Udnyttelsen af Edisonske Opfindelser. 

Ved Anbringelsen af de første underjordiske Telefon- 
traade efter Edisons Anti-Induktionssj^stem havde man i 
hvert Rør lagt fra to Hundrede og halvtresindstyve til 
fire Hundrede Traade. For hver tyvende Fod var anbragt 
en Kasse i det Øjemed at ophæve Induktionen, hvilket 
skete ved at adskille Traadene og holde dem adskilte i 
den næste Rørlængde. Denne Metode med underjordiske 
Ledninger slog saa stærkt an, at Staden New Yorks Admi- 
nistration allerede Aaret efter lod alle Traade over Byens 
Gader fjærne. 

Efter at der var foretaget et særhgt Glødelys-Anlæg 
i en stor Mølle og Fabrik i New^burgh i Staten New York, 
rettedes der ogsaa fra andre fjærnere liggende Steder An- 
modninger til Edison om at etablere lignende Lysanlæg. 

Der blev da i dette Øjemed i 18S1 oprettet et nyt 
Selskab under Navn af Edison Company for Isolated 
lAghting. Det fik nok at tage Vare paa; og efter at 
der 1 Løbet af et Aar var foretaget en Række Gløde- 
lysanlæg omkring i en Mængde Byer, fik Edison i 1884 
oprettet en Centralstation i Pearl Street i New York, hvor- 



EDISON 355 

fra der leveredes Strøm til alle disse Anlæg. Central- 
stationen havde Ledninger ude til en Længde af halvtre- 
sindstyve Mil og kunde forsyne ialt to Tusinde Lamper. 
Dens Virksomhed lettedes i høj Grad ved Edisons Opfin- 
delse af Treledersystemet; alligevel blev det nødvendigt at 
supplere Hovedstationen med en Række Hjælpestationer, 
der spredtes viden om. 

Efterhaanden som Kravene udefra steg, udvidedes 
ogsaa Goerck Street- Værkstederne, og de blev da omdøbte 
og fik det mere imponerende Navn: The Edison Ma- 
chine Works. I den store Fabrik i Newark i New Jersey 
stiftedes Edison Lamp Company; Hensigten med dette 
Selskab var at udnytte den forbedrede Glødelampe; senere 
blev ogsaa det udvidet og gik sluttelig op i Aktieselskabet 
Lamp Works of fhe Edison General Electric Light Com- 
pany, som fik sit Sæde i Harrison i New Jersey. 

Den største Fabrik, som hører under dette Selskab, 
er vistnok Lampefabriken i Newark. Dens Virksomhed 
er i stedse stigende Vækst; i 1894 leverede den ikke 
mindre end femogtyve Tusinde Lamper om Dagen. Det 
store Elektrikerfirma i New York, Sigismund Bergmann & 
Comp., fik af Selskabet overdraget Eneretten til Fabri- 
kation af Metalarme og Rør, og hvad der ellers skal bruges 
af Metal til elektriske Lamper og Lysekroner. Man vil 
faa et Begreb om, hvor stort Omfanget af den Edison'ske 
Glødelampe-Industri er, naar man hører, at dette Firma, 
som dog kun havde med en enkelt Specialitet at gøre, i 
Løbet af faa Aar i Fabrikerne i Avenue B og Seventeenth 
Street kom til at beskæftige over Tusinde Mand ; og senere 

23* 



356 EDISON 

har man endda maattet udvide Bedriften ved at oprette 
nye Etablissementer i Twentyseventh Street og First 
Avenue. 

I 1885 sluttede Selskaberne Edison Electric Light 
Company og Edison Company for Isolated Lighting sig 
sammen under Navnet Edison Electric Company, og ved 
en Sammenslutning af interesserede Fabrikanter dannedes 
der en Aflægger af dette Selskab under Navn af Edison 
United Manufacturing Company. 

Saaledes gik det ene Aktieselskab op i det andet, og 
stadig stiftedes der nye Selskaber, og næsten ligesaa 
hurtigt tilvejebragtes der nye Sammenslutninger. Imid- 
lertid indsaa' Edison — eller maaske snarere hans Raad- 
givere i det Forretningsmæssige, hvormed han selv kun 
beskæftigede sig i store Træk, — at det blev nødvendigt 
at skabe en Overledelse af alle disse mer og mindre side- 
ordnede Virksomheder, en Centraladministration, som holdt 
alle Traadene i sin Haand. Og i 1889 skete da den ende- 
lige Sammenslutning af alle Selskaberne for Frembringelse 
af elektrisk Lys og elektrisk Kraft; det store nye Aktie- 
selskab døbtes med Navnet Edison General Electric Light 
Company. Dette Selskabs Lampefabriker, som foran er 
omtalt, blev en Underafdehng af det. 

Det nye Selskab stiftedes med en Aktiekapital af 
femten Millioner Dollars. Hovedforretningen aabnedes i 
en Række prægtige Lokaler i Broad Street i New^ York; 
men ved Siden heraf havde man i Fifth Avenue et vidt- 
strakt Bygningskompleks til Udstilling af de færdige 
Lamper, af Metalarme og Standere, og omkring i de for- 



EDISON 357 

skellige Dele af New York laa jo spredte de talrige stort 
anlagte Fabriker. Filialer var oprettede i Boston, Chikago, 
Toronto, San Francisko, Portland, Denver og Atlanta, og 
betydelige Fabriker fandtes rundt om i Staten New York 
— Etablissementet i Schenectady er det største, — i Harri- 
son, New Jersey, og i Petersborough, Ontario. 

Alene Hovedforretningen i Broad Street gav i 1891 
Beskæftigelse til flere Hundrede Ekspedientei'. Omsæt-' 
ningen var omkring en Million Dollars om Maaneden. 
Aarsomsætningen har i de følgende Aar varieret mellem 
ti og femten Millioner Dollars, og henved fire Millioner 
Dollars indestaar ofte i Raamaterialer. 

I det samme Aar leverede Edisons Lysstationer Strøm 
til ikke mindre end 1,371,000 Lamper; og hertil kom saa 
det kolossale Antal Lamper, der anvendtes ved de sær- 
skilte, fjærntliggende elektriske Anlæg, hvis Tal gaar op i 
Tusinder, og af hvilke mange har en Lysævne af indtil 
10,000 Lamper. Om Udvikhngen af Edisons elektriske 
Jærnbaneafdeling faar man en Forestilling, naar man hører, 
at Motorerne, som for et enkelt Aar leveres hertil, be- 
sidder 27,679 Hestes Kraft og Generatorerne 22,836 Hestes 
Kraft. Men desforuden leverede de Edison'ske Etablisse- 
menter Elektricitet til Mølleanlæg, Minearbejder, Elevatorer, 
Dynamoer til Frembringelse af telegrafiske Strømme og 
faste Motorer af forskellig Størrelse og til forskelligt Brug. 
Alle de Aktieselskaber, som efterhaanden blev stiftede i 
disse Øjemed, gik op i den store Organisation, Edison 
General Electric Light Company, som endnu bestaar i sit 
fulde imponerende Omfang. 



358 EDISON 

For Dyrkere af den elektriske Videnskab er et Stu- 
dium af de Edison'ske Fabriker for Glødelys naturligvis 
af den største Interesse; de ser her, hvorledes Glødelyset 
og Lampen, som omslutter det, bliver til fra den første 
Begyndelse, og indtil Glødelampen har naaet sin fuld- 
komne Skikkelse. Men ogsaa den, for hvem Elektro- 
tekniken er en lukket Bog, og som kun ser paa det mildt 
straalende Lys med Æstetikerens Blik, vil finde rig Kilde 
til Glæde. 

Den Tid er jo allerede fjærn, da man alene nøjedes med 
at indeslutte den fiberfine, lysende Traad i en krystalklar 
eller matsleben Glasblære. Edison og de Mænd, som staar 
ham bi, fik hurtigt Øje for Glødelysets dekorative Virk- 
ning, og de har i saa Henseende udfoldet en Opfindsomhed, 
der næppe endnu har naaet sine Grænser. 

Vi har hørt om de pragtfulde Lysvirkninger, der frem- 
bragtes paa Udstilhngerne i Paris og London; men man 
er langtfra bleven staaende herved. De Edison'ske Fa- 
briker for Metaldele til Lamper, Lysekroner og Kande- 
labrer har ikke blot lagt Vind paa at forme disse i be- 
stemte Stilarter, afpassede efter det givne Rums Karakter; 
de har ogsaa — paa Mesterens eget Initiativ og ofte efter 
Udkast af ham — udfoldet en Rigdom af Variationer i 
Retning af kunstnerisk Arrangement ved Lysets Ind- 
fatning. 

Vi skal nævne nogle enkelte Eksempler. 

I en amerikansk Rigmands Spisesal havde man ind- 
lagt Loftet med Arabesker af farvet, slebet Krystal, hvor 
hvert Stykke var indfattet i udhamret Guld eller drevet 



EDISON 359 

Sølv; bag disse slebne Krystaller var skjult smaa Glødelys. 
Blot man drejede paa den elektriske Nøgle, skød der i et 
Nu Tusinder af prismatiske Straaler frem fra Loftet, der 
syntes tæt besat med funklende Ædelstene. 

Hos en anden af New Yorks Pengematadorer var der 
i Anledning af hans Datters Bryllup fremstillet i Sølv en 
stor Gruppe med en Gondol, i hvis Agterstavn sad et 
elskende Par. Gondolierens Aarer var bevægehge; ved 
en skjult Mekanisme førtes de ned imod det ypperligt 
imiterede blaaVand; og idet Aarerne berørte det, tændtes 
der langs deres Sider smaa elektriske Gnister, hvorved 
der frembragtes en Lysvirkning ganske lig den Fosforglans, 
Havet udstraaler. 

I Edisons Villa, Glenmont, var der en Gang ved en 
festlig Lejlighed truffet et nydeligt Lysarrangement. Bag 
Lysekronernes tætte Krystalfryndser var der anbragt en 
Mængde Glødelamper af de forskelligste Farver, og de var 
saaledes forbundne med de elektriske Lyskilder, at der 
kunde tændes enkelte eller flere, snart hist, snart her. 
Saaledes straalede Lysekronernes Krystaller snart som 
Rubiner, snart som Smaragder for i næste Øjeblik at 
mødes med Skæret fra lysende Safirer og Ametyster. 
Ved samme Lejlighed knejsede paa Bordet som Opsats 
Edisons Livkage. Det var et Alfeslot med gyldne Taarne 
og med Træer og Blomster af fint hamret Sølv, og inde 
i Slottet lyste en elektrisk Glød, der skuffende lignede en 
funklende Diamant. Den syntes indfattet i utallige smaa 
lysende Stene af forskeUig Farve; det var Glødelamper, ikke 



360 EDISON 

meget større end D .\X * hvis Glans gav Liv .e- 

slottets fine Arkite 

Som scenisk Effekim.Jdel er Glødelyset uvurderligt. 
Første Gang, det anvendtes paa Teatret efter en mere 
udstrakt Maalestok, var ved Opførelsen af et Stykke, som 
hed TJie foresters, paa Dalys Teater i New York. Her 
skinnede Edisons Lys roligt og mildt som Stjærner paa 
Himlen, og det glimtede frem som Stjærnernes Spejl- 
billede fra Skovbækkens rislende Vand; det blev til St. 
Hansorme, som lyste i Natten mellem Skovens Trær; det 
funklede i Diademer, straalede ud fra Troldmandens Stav 
og formede sig til den pragtfuldeste Illumination i alle 
Regnbuens Farver. 

Det mest imponerende Resultat af Glødelysets An- 
vendelse i dekorativt Øjemed opnaaedes ved Fremstillingen 
af et kæmpemæssigt Springvand paa ChikagoudstiUingen. 
Vi skal forsøge at skildre dette tekniske Vidunder og den 
Skønhedsvirkning, det udfoldede. 

I Springvandets underjordiske Kamre findes det ind- 
viklede Maskineri, som driver Vandet og frembringer 
Lyset i dets Farveskiften. Her er en Mængde store og 
smaa Hjul, som drejer sig hastigt rundt, og som en Ikke- 
Tekniker umuligt han hitte Rede i; her er Reflektorer og 
kulørte Skærme, Bræmser med omdrejende Bevægelse og 
saakaldte Omskiftere, mægtige Vandrør og en hel Del elek- 
triske Apparater. 

Paa den Del af Springvandet, som ligger over Jorden, 
ser man nitten Støbejærnsrør, som alle bøjer sig svagt 
indad. Mellem dem og det underjordiske Kammer er der 




p 
C 









EDISON 363 

lagt klare Glasplader, som er knapt en halv Tomme tykke, 
og under hvert Rør, adskilt fra det ved Glasset, er an- 
bragt et elektrisk Lys, som har en Styrke af 25,000 Nor- 
mallys. Hvert af disse Lys er omgivet af en kraftig Re- 
flektor, og samtidig med at det stærke Lysskær kastes opad 
i Rummet, hvor Vandstraalerne spiller, farves det ved 
Drejning af de kulørte Skærme. 

Pumpeværket, som driver Vandet, har en Ydeævne- 
af henved 270 Tdr. i Minuttet eller ca, 417,000 Tdr. daglig, 
hvilket er mere end det dobbelte af hele Københavns daglige 
Vandforsyning. Fra Pumperne føres Vandet ind i Rør, 
som maaler tredive Tommer i Diameter; Rørenes Længde 
er tilsammen fem Hundrede Fod, og hver Tomme har 
kostet en Dollar. Disse Rør fører ind i Springvandets 
nederste Kammer, og herfra drives altsaa de uhyre Vand- 
masser op i de nitten overjordiske Rør. Ud fra disse kan 
fem Hundrede Straaler skyde i Vejret, og af dem kan 
der atter dannes halvtresindstyve forskellige Springvands- 
Billeder. 

Til Betjening af Springvandets Maskineri fordres 
kun fire Mand. En regulerer Pumpeværket, en Anden 
befinder sig i Springvandets nedre Kammer, hvor han 
dirigerer Straalerne, en Tredie passer de kulørte Skærme, 
og den Fjerde sidder oppe i et Taarn i en nærliggende 
Bygning, hvorfra han styrer det Hele. Fra Taarnet fører 
elektriske Ledninger ned til Pumperummet og til Omskift- 
ningsbordet, og blot Manden i Taarnet trykker paa et 
Par elektriske Knapper, skifter Straaler og Farver; det 
kan ske med en Hurtighed af tyve Sekunder. 



364 EDISON 

Arrangementet af Straalerne er saaledes: I Midten 
den store Geyser, omgiven af seks mindre Straaler, der 
atter kan deles i Hundrede ganske spinkle Straaler, kun 
en Fjerdedel af en Tomme i Diameter; disse Hundrede 
Straaler lader sig i et Nu forvandle til en Kaskade af 
Skum. Omkring dette indre Parti er der en Kres af Rør, 
hvorfra endnu finere Straaler skyder i Vejret; de virker, 
som om den tykke Straale, ved hvis Fod Skummet koger, 
var indhyllet i et Slør. ]\Ien uden om dem er der igen 
fire Cirkler af forskelhgartede Straaler: først de saakaldte 
Ringstraaler, saa Parabolerne, der hæver sig op i en spids 
Kegle, derpaa tolv svære, lodrette Straaler og endehg i 
den j^derste Kres tolv Spiralstraaler, der former sig som 
store Kornneg. 

Men lad os sætte os paa Tilskuerpladsen og iagttage 
Farvernes Spil i de brusende Vande. 

Langsomt hæver sig en krystalklar Bygning op af 
Bassinets Bund. Endnu er de mange Straaler i Midten 
kun mandshøje, men de stiger og stiger. Flere skyder 
frem omkring dem, de rækker op imod de første som for 
at naa dem; og lidt efter lidt vokser der Søjler op i de 
ydre Krese, — det er som et Æventyrtempel , bygget i 
Minutter. Saa falder der Glans over Templets Arkitektur, 
og Mure og Søjler faar Farve. Et roligt, blødt, gyldent 
Lys, som det milde Skær fra Sommeraftenens synkende 
Sol, hviler nogle Øjeblikke over Billedet. 

Men pludsehg skinner Straalerne inderst inde i det 
skæreste Rubinrødt, og udenom lyser de i Safirens, Ame- 
tystens og Topasens Farver. Da rejser Kornnegene sig 



EDISON 365 

i den yderste Kres. Som flydende Guld, der slynges ud af en 
Digel, skyder de i Vejret. Negenes Straa sitrer, man synes 
at kunne skælne hvert enkelt, og det er, som om gyldne 
Korn rystedes af og dryssedes ødselt omkring. 

Berust af al denne Skønhed synker man hen i stum 
Beskuelse. Men pludselig gaar der ligesom et Stød igen- 
nem Tilskuernes Rækker: med titanisk Kraft har den store 
Geyser banet sig Vej gennem Vandmasserne, og staar der- 
i et Nu, som tryllet frem af Jorden, i sin skinnende Maje- 
stæt, halvfemsindstyve Fod høj. 

Det er nu, som var alle Æventyrets dæmoniske 
Magter slupne løs; det bruser og stønner, det larmer og 
syder i vildt Raseri, og Farverne jager i hastig Skiften 
hen over de skummende Vande. Et Øjeblik senere, og 
alle Farver svinder og opløser sig i et Hav af skinnende 
hvidt Sølv. Atter skifter det. Midt inde i alt det kolde 
Hvide skimter man en ganske lille rubinrød Plet; den 
vokser og breder sig, og snart er hele den vældige Vand- 
masse overgydet med Rødt. Ganske langsomt daler 
Midterstraalen — for derefter paany at skyde frem som 
en herhg Jaspissøjle, hvis Fod omskylles af en uophørligt 
sydende Bræmme af Skum, der lyser med fosforagtig Glans. 

Og saaledes videre i et uendeligt vekslende Spil af 
Form og Farve. — Vi sidder som fortryllede, fængslede af en 
magisk Kraft — indtil selve vor Personlighed synes fanget ind 
og opløst i Vandenes Leg, og vi ganske glemmer, at vi 
befinder os paa en Udstilling foran et af Edisons mindre 
Underværker. 



TYVENDE KAPITEL 



NAAR EDISON FØRER PROCES. PROCESSERXE OM GLØDELAMPEN. 
SAWYER-MANN-SAGEN. GOEREL-SAGEN. 




ATURLiGvis har Edison saa lidt som nogen 
anden Opfinder af Betydning kunnet und- 
gaa at føre Proces om sine Patentrettig- 
heder. Patenter — det vil sige de, som 
har nogen Værdi — afføder næsten altid 
Processer; der findes altid En eller An- 
den, som mener, at Idéen til denne eller hin Opfindelse 
er taget fra ham. 

Edison har nu en Sagfører, som bestandig staar paa 
Vagt for at værne den store Opfinders Rettigheder. Han 
varetager alle hans økonomiske Interesser og fører hans 
Processer, og han har saa fuldt op at gøre dermed, at 
han overhovedet ikke kan faa Tid at bestille andet. Han 
har kun én Klient, men den Ene er bedre end Hundrede 
andre, og Manden sidder og samler sig en Formue paa 
Edison. 

Selv beskæftiger Opfinderen sig kun yderst lidt med 
sine Pengesager og sine Processer. Med største Ro hører 



EDISON 367 

han paa sin Sagførers Beretninger om de Nederdrægtig- 
heder, hans Konkurrenter har udspekuleret; han trækker 
paa Skulderen og smiler og mener, at det klarer hans 
Prokm-ator nok paa bedste Maade. Naar der nu og da i 
en Avis har staaet en Artikel, som gaar imod ham, vil 
han altid læse den; men selv de giftigste Angreb preller 
af paa hans urokkelige Overbevisning om, at Intet af den 
Art kan skade ham. Ingen har set Edison blive ophidset- 
over en Avisartikel eller en Proces; derimod er det ikke 
sjælden hændt, at han har taget sig en hjærtelig Latter 
over de Angreb, som rettedes imod ham. 

Vi skal ikke komme ind paa alle de mange Processer, 
Edison har maattet føre om Telefonen, Telegrafen og andre 
store Opfindelser; undertiden har de drejet sig om endog 
meget betydehge Formuer, men Edison har vundet de 
fleste. Her skal kun omtales et Par Processer, som førtes 
om Glødelyset, fordi de har interesseret Edison mest og 
vel ogsaa været af større Betydning for ham end nogen 
anden. 

Den første af disse Sager var baseret paa den meget 
omfattende Ordlyd af et Patent, der i 1885 var givet de 
Herrer Sawyer og Mann, og ved hvilket de fik Eneret paa 
en elektrisk Lampe med en hvidglødende Leder, bestaa- 
ende af forkullet Fiberstof eller vævet Stof i Bue- eller 
Hesteskoform. Sagen rejstes samme Aar, og Edison tabte 
den. Men fire Aar senere blev den genoptaget og fik da 
det modsatte Resultat. 

Under Processen blev der givet en Oversigt over den 
elektriske Belysnings forskellige Stadier og over de stri- 



368 EDISON 

dende Parters almindelige Fortjenester af det elektriske 
Lys' Udvikling. Edisons Sagfører, der naturligvis efter- 
haanden er bleven noget af en Tekniker, hævdede med 
stor Bestemthed, at Sawyer-Mann-Lampen simpelthen var 
uanvendelig, idet Lederen var lavet af en forkullet Strim- 
mel Papir, som paa Grund af den Ilt, der fandtes i det 
luftfortyndede Rum, hurtigt brændte bort. Han fremsatte 
den Paastand, at Glødelampen først blev en eftertragtet 
Handelsvare, da Edison havde indrettet den efter sit System 
og gjort det ikke alene muligt, men nødvendigt til det 
hvidglødende Stof at anvende en fin Kulstof-Fiber. Og 
han gjorde yderligere gældende, at Sawjer & Mann ikke 
var Opfindere af et saadant Fiberstof, og at deres Lampe, 
selv om den fremstilledes med et stærkt luftfortyndet 
Rum, ikke lod sig anvende i Edisons Belysningssystem, 
eftersom deres Leder var altfor stor. Konklusionen af 
Bevisførelsen var, at da det ikke var lykkedes Klagerne 
at fremstille en praktisk Lampe, der passede for Forret- 
ningslivets Tarv, saa kunde der ikke indrømmes deres 
Patent en Forret fremfor Edisons patenterede Metoder, 
som baade i Privathvet og i Forretningslivet havde vist 
sig at være til uvurderhg Nytte. 

Sawyer og Mann hævdede paa deres Side, at de i 
Virkeligheden var de egenhge Opfindere af Fiber-Lederen, 
som jo er Glødelampens væsenligste Faktor; og de be- 
nægtede Udsagnet om, at deres Leder brændte bort; ved 
en foretagen Prøve havde Lampen brændt i 150 Timer. 

Da den Mængde modsigende Bevismateriale, som var 





Goebels første Glødelamper. 



EDISON 371 

bragt til Veje, blev lagt paa Rettens Vægtskaal, kom 
Dommeren til følgende Resultat: 

Ingen af Parterne kunde hævde nogen Patentret til 
de Glaskugler, i hvilke Lederen indesluttes; thi de var 
allerede blevne benyttede i 1845 af King, i 1846 af Gree- 
ner, i 1852 af Roberts, i 1872 af Konn og i 1875 af Ris- 
loff og Andre. Endvidere var det notorisk, at den buede 
Form af den lysgivende Traad, Lederen, indeni Glas- 
hylstret havde været kendt og anvendt allerede i 1848. 
Det Eneste, til hvilket man altsaa nu kunde sikre sig Pa- 
tentret, var derfor selve Fiber-Stoffet, den rigtige For- 
mindskelse af Fiber-Lederen og dens Indeslutning i et 
luftfortyndet Rum; men dette var ganske vist ogsaa saare 
vigtige Ting, af hvilke Lampens praktiske Værdi i højeste 
Grad afhang. 

Efter disse vidtløftige Præmisser konkluderede Retten, 
at den omstridte Opfindelsesret tilhørte Edison, hvis Me- 
tode var Sawyer & Manns ganske overlegen, og hvis Pa- 
tent iøvrigt ogsaa var dateret en Maaned før det, paa 
hvilket de to Herrer grundede deres Ret. 

Dommen blev senere appelleret til højere Instanser, 
men fik det samme for Edison gunstige Udfald. 

Næppe var denne Proces bragt til Afslutning, før der 
indlededes en ny. Det var en i New York bosiddende 
Tysker, Heinrich Goebel, som gennem The Beacon Vacuum 
Pump Company i Boston rejste den Paastand, at Edisons 
Glødelampe kun var en Efterligning af en af ham op- 
funden Lampe. Edison General Electric Company maatte 
anlægge Sag mod Aktieselskabet i Boston for Krænkelse 

24* 



372 EDISON 

af Patent; og under Processen formulerede Heinrich 
Goebel nu sin Paastand nærmere. Han hævdede, at den 
Glødelampe, han allerede i 1854 havde opfunden, var i alt 
Væsenligt den samme Lampe, som Edison langt senere 
udgav for sin og tog Patent paa, at det Goebel'ske Patent 
var bleven udnyttet i hele den mellemliggende Aarrække, 
og at Edisons Patent derfor maatte betragtes som ugyldigt. 
Samtidig gav han en vidtløftig Oversigt over hele Udvik- 
lingen af det elektriske Lys, førend Edison udtog sit 
Patent, og Navnene fra den foran omtalte Proces, Starr, 
King, Roberts o. FL maatte paany figurere i Akterne. 

Men Edison svarede Goebel, som han havde svaret 
Sawyer & Mann, at han dog var den Første, som havde 
konstrueret en Glødelampe, der var praktisk anvendelig. 

Retten syntes fra første Færd at være tilbøjelig til at 
give Edison Medhold. Saaledes bemærkede Dommeren, 
Mr. Colt, under de indledende Retsforhandlinger: „Naar 
vi gennemgaar den Literatur, som gik forud for Gløde- 
lampens Opfindelse, og naar vi tager i Betænkning de 
uhyre Vanskeligheder, der har været at overvinde, før 
Lampen blev brugelig, og den enorme Opsigt, denne 
Edisons Opfindelse har vakt hele Verden over, saa synes 
det ganske vist utroligt, at den Edisonske Glødelampe i 
Virkeligheden skulde være opfunden og konstrueret af 
Heinrich Goebel her i New York for henved fyrretyve Aar 
siden." 

Om Goebel og om hans Opfindelse, der har Interesse som 
et af de famlende Forsøg paa Tilvejebringelsen af det 
elektriske Glødelys, kan der meddeles Følgende: 



EDISON 



373 



Han var Elev af Professor Munchhausen i Hannover, 
hos hvem han havde studeret Naturvidenskab og Fysik. 
Paa egen Haand eksperimenterede 
han ivrigt med Indretningen af 
galvaniske Batterier og Frembrin- 
gelse af elektrisk Lys, og han lærte 
nøje at kende Principerne for Bue- 
lyset og de Metoder, som Edisons 
Forgængere havde anvendt. Saa- 
ledes kom han Ind paa en Række 
Forsøg med FremstilHng af Gløde- 
lys; og han naaede til den Over- 
bevisning, at der maatte kunne 
fremstilles en Glødelampe ved i en 
udpumpet Glasbeholder at anbringe 
en lille Stift af sammenhængende 
Kulstof og derefter lufttæt tilsmælte 
Beholderen. 

Da han kort efter, i 1848, kom 
til New York, hvor han etablerede 
sig som Optiker og Urmager, førte 
han straks sine Teorier ud i Praksis. 

Den første Glødelampe, han for- 
færdigede, kaldte han Violinbuen. 
Den bestod af et udpumpet Glasrør, Goebels Ifaamaai-Lampe 

hvori Traadene var indsmæltet; Navnet skyldes den ejendom- 
melige Form af Traadene, hvorimellem Kulstof-Brænderen 
var fastgjort. Senere lavede han en anden Glødelampe, 
som efter den Form, der var givet Kullet, kaldtes Haar- 




374 EDISON 

naalen. En tredje Konstruktion, hvor Traadene og Kullet 
var fremstillede i en lige Linje, blev hurtigt opgiven som 
utilfredsstillende. 

Der anvendtes ved disse Lamper Traade af Platin, 
Jærn og Kobber, og Kulbrænderne blev lavede af Hør og 
Sivtraade, som var en Hundrededel af en Tomme tykke. 
Goebel forsøgte ved Hjælp af en almindelig Luftpumpe at 
drive Luften helt ud af Glasbeholderne; men Forsøget 
vilde ikke lykkes. Saa fyldte han dem med Kviksølv, 
vendte dem om og smæltede dem til, efter at Kviksølvet 
havde uddrevet alt overflødigt Stof; før Tilsm æltningen 
blev Kultraaden svagt opvarmet, hvorved Kviksølvet, som 
havde hængt sig fast omkring den, ved en let Rystelse 
gav Slip. Enderne af Tilføringstraadene blev gjort flade 
og derefter snoede ind i et Spiralrør, i hvilket Kultraadens 
Spidser blev stukne ind. Som Tætningsmiddel anvendte 
Goebel i Reglen ophedet Kakkelovnssværte; han forsøgte 
imidlertid ogsaa en anden Metode, idet han ad galvanisk 
Vej overtrak Kultraadens Ender med en Hinde af Kobber, 
og Sammenføjningerne blev da tættede med en Blanding 
af Guld og Kviksølv, som forenede sig med Kobberhinden; 
eller han anvendte i dette Øjemed en Platinsvamp og frem- 
bragte den elektriske Strøm ved kemisk Virkning fra 
Batterierne. 

Goebel hævdede under Processen med Edison, at 
Violinhue- og Haarnaal-Lamiperne i Tidsrummet fra 1850 
til 1880 havde været almindeligt kendte, at de ikke blot 
havde været foreviste i hans Hus i Grand Street i 
New York, men at de ogsaa havde været paa en Udstilling 



EDISON 375 

i Cooper-Institut paa Union Square, at de Principer, som 
laa til Grund for disse hans Opfindelser, var fuldkommen 
originale, og at han havde været ganske uvidende om 
Edisons Metode, hvilket blandt^ andet kunde forklares 
derved, at han havde et yderst mangelfuldt Kendskab til 
det engelske Sprog. Han gjorde endvidere gældende, at 
Bambus'ens Egenskaber, Platinets Anvendelse ved Til- 
føringstraadene og Kakkelovnssværte som Tætningsmiddel 
altsammen var Noget, han havde kendt længe før 1872, 
og at Lamper af hans Konstruktion med de nævnte For- 
bedringer brændte paa dette Tidspunkt. 

Under de Vidneforklaringer, som blev optagne, støt- 
tedes disse sidste Paastande imidlertid kun paa Heinrich 
Goebels og hans Søns Udsagn; alle de andre Vidner, hen- 
ved et Halvhundrede, vidste kun at berette om de gamle 
.Goebel'ske Lamper fra Aarene før 1860. 

Der var en paafaldende Lighed mellem disse og Starrs 
endnu ældre Lampe med dens Kulstift, anbragt i et saa- 
dant luftfortyndet Rum, som kunde opnaaes ved et Torri- 
celhsk Rør; Dommeren lagde megen Vægt paa denne 
Lighed og fremhævede, at der var et mistænkelig plud- 
seligt Spring fra den gamle Goebel'ske Lampe og til den 
nye, som fremtraadte i en forholdsvis fuldkommen Skik- 
kelse og i saa meget lignede Edisons Glødelampe. Han 
ansaa' det for umuligt, at denne nye Form havde eksi- 
steret allerede i 1872 og udtalte sin Forundring over, at 
Hr. Goebel i saa Faldji alle de mange Aar havde stillet 
sit udmærkede Glødelys under en Skæppe. 

For en Del Aar tilbage, førend Edison havde gjort sin 



376 EDISON 

Opfindelse, havde en Mr. Dreyer søgt at stifte et Aktie- 
selskab for elektrisk Belysning, og han havde i det Øje- 
med faaet Forkøbsret til alle Goebels Opfindelser paa 
dette Omraade. Hr. Goebel havde herfor modtaget en 
Sum af 925 Dollars. Nu mente Retten jo, at hvis den 
tyske Opfinder virkelig allerede paa den Tid, som han 
paastod, havde konstrueret en Lampe, der gjorde Edisons 
Patent ugyldigt, saa var 925 Dollars en mere end be- 
skeden Sum for Eneretten til en saadan Opfindelse. 

Men iøvrigt var Goebels Fordringer ogsaa tidligere i 
en Proces mod de Forenede Staters Electric Light Com- 
pany, som oprettedes i 1885, og under Sav^^yer-Mann- 
Sagen blevne gjorte til Genstand for en omhyggelig Un- 
dersøgelse, og man var allerede den Gang kommen til det 
Resultat, at de manglede Berettigelse. 

Konklusionen af den overordenlig vidtløftige Proce-. 
dure mellem den amerikanske og den tyske Opfinder blev 
da, at Edison Electric Light Company vandt Sagen. Her- 
med skulde man tro, at Hr. Goebel endelig var kørt træt. 
Men for tre Aar siden kom han igen med et nyt Sags- 
anlæg paa Glødelampen, og Edison maatte atter føre 
Proces med den ihærdige Tysker. 

Det engelske Blad Electrician skrev i Anledning af 
alle disse Processer om det elektriske Lys: 

„Der er et Punkt, ved hvilket de høje Dommere altid 
standser: det er ved Ordet Fiberstof. Denne Benævnelse, 
som er opfundet af Edison, synes at trodse enhver For- 
klaring. Hvad forstaaes ved Fiberstof? Ingen kan sige 
det. Snart er det Plantetrævler, snart et vævet Stof. 



EDISON 377 

Men er det disse Stoffer i raa Skikkelse? Er det noget 
som uden Arbejde er færdigt til Brug? Eller forstaar 
man ved Fiberstof det forkullede Stof, ligegyldigt hvoraf 
det oprindelig bestaar? Nogen retslig Afgørelse heraf har 
ikke kunnet træffes. Dette er ét blandt mange Vidnesbyrd 
om, hvor vanskeligt det er i en Proces at faa sproglige 
og juridiske Spidsfindigheder og tekniske Finesser til at 
gaa op i en højere Enhed." 

Listen over de mer og mindre miskendte Opfinder- 
Genier omkring i Verden, som har ført og stadig fører 
Proces med deres berømte Kollega, rækker stærkt hen 
imod selve Leporellas klassiske Liste. Edison selv véd 
næppe mere Tallet paa sine Processer og kender end 
ikke Navnene paa alle de Herrer, som har gjort ham den 
Ære at sagsøge ham. 




ENOGTYVENDE KAPITEL 



OPRETTELSEN AF ORANGE LABORATORIET. DA EDISON BLEV SPÆRRET 
UDE FRA SINE EGNE LOKALER. GENNEM LABORATORIETS RUM. 
BIBLIOTEKET. OPLAGSRUMMET. DET UNDERSTE MASKINVÆRKSTED. 
H\^OR DE FINESTE APPARATER LAVES. VAKUUMPUMPE-RUMMET. 
HVOR LAMPERNE PRØVES. 




EDENS den industrielle Udvikling af Edisons 
Opfindelser tog Fart, og Processerne flo- 
rerede, blev Orange-Laboratoriet oprettet. 
Edison havde i Firserne vundet mægtigt 
frem. Hans Telegrafsystem anvendtes i 
den gamle som i den nye Verden, og 
Telefonen bredte snart sit fine Næt af Traade over den 
ganske Jord. Fonografen var naaet frem til alle Lande 
og havde hævet Edisons Navn op til Berømmelsens højeste 
Tinde. Nu lagde det elektriske Lys, Edisons sidste epoke- 
gørende Opfindelse, den evigt straalende Glorie om Navnet. 
Som man foran har sét, var den ene Fabrik efter den 
anden kommen i Virksomhed, og nye Aktieselskaber skød 
frem Aar for Aar, — den naturhge Frugt af Opfinderens 
rige Udsæd. Da var det, at Laboratoriet i Menlo Park 
blev for snævert, og Edison gjorde hurtige Forberedelser 



EDISON 



379 



til at oprette et Etablissement, som kunde danne en pas- 
sende Ramme om hans omfangsrige og mangesidede Virk- 
somhed. I 1886 byggedes da Laboratoriet i Orange, New 
Jersey, 

Det er et mægtigt Bygningskompleks, som ligger tem- 
mehg isoleret ved Foden af Orange Bjærgene. Selve 
Laboratoriet er indrettet i en treetages Murstensbygning, 
som er 250 Fod lang og 60 Fod bred. Omkring Hoved-- 




Orange Laboratoriet. 



bygningen grupperer sig fire mindre enetages B3^gninger; 
hver af disse er 100 Fod lang og 25 Fod bred. Det Hele 
er omgivet af et mere end mandshøjt, solidt Plankeværk, 
i hvilket der kun findes én Port, som holdes strængt be- 
vogtet. 

Edison er i Aarenes Løb bleven saa stærkt plaget af 
nysgerrige Turister, af mer og mindre berømte Fagmænd, 
som vilde bringe ham deres Hyldest, af Journalister, som 
vilde interviewe ham, og af mange Andre, at han har set 
sig nødsaget til at opslaa en Plakat af følgende Indhold: 



380 EDISON 

„Mr. Edison maa af Hensyn til sit Arbejde afslaa alle 
Anmodninger om personlig Sammenkomst/ Og hertil 
føjes, som for at sikre sig imod, at Nogen overhovedet 
slipper ind: „Det kan ikke tillades Besøgende at betræde 
disse Lokaler." 

Porten i det høje Plankeværk aabner sig ikke for 
nogen Fremmed, ligegyldig hvem han er, medmindre han 
i Forvejen har sikret sig Adgang. Portneren har de 
strængeste Ordrer, og han følger dem blindt, uden Persons 
Anseelse. 

En Gang hændte det pudsige Tilfælde, at Edison selv 
blev stænget ude fra sit Laboratorium. Der var kommen 
en ny Portner, som aldrig havde sét Opfinderen; og da 
Edison den første Morgen, efter at Portneren havde til- 
traadt sin Plads, vilde gaa ind gennem Porten, blev han 
standset med et brysk: 

„Her er ingen Adgang!" 

Edison studsede og smilte og sagde Manden, hvem 
han var. Men Portneren lod sig ikke binde Historier paa 
Ærmet; han var klogere end som saa. Han holdt sin 
Port lukket, mens han maalte Manden fra Top til Taa; 
og efter Vurderingen af hans ydre Habitus — Edison er, 
naar han gaar til sit Arbejde, altid meget tarveligt klædt 
— var Portneren forvisset om, at det ikke kunde være 
den store Opfinder, men at det var en fræk Karl, der 
vilde tiltvinge sig Adgang uden Hensyn til, at han derved 
voldte en skikkelig Portner alvorlig Fortræd. 

Edison bad den pligtopfyldende Mand om at kalde En 
eller Anden fra Laboratoriet hid. Men Portneren forstod 




Edison arbejdende i sit Laboratorium i Orange. 



EDISON _ 381 

jo nok, at det var en ny Fælde, den snedige Fyr her 
stillede op for ham. Naar han forlod sin Post, vilde den 
Fremmede naturhgvis benytte Lejligheden til at smutte 
ind. Og nu stillede Portneren sin Fælde. „Kan Du sige 
mig, hvad jeg hedder?" spurgte han. Opfinderen, som jo ikke 
selv engagerede sin Portner, maatte indrømme, at han ikke 
havde den Ære at kende ham, og nu var den strænge Cer- 
berus sikker i sin Sag. Hoverende smældede han Porten i, og. 
Edison maatte blive staaende udenfor sit eget Laborato- 
rium, indtil der tilfældig kom en af hans Folk forbi. 
Han morede sig kostelig over Historien; og Portneren, 
som troede, at der vilde ske ham al Landsens Ulykke, 
fik nok endda et lille Ekstragratiale for sin Paalidelighed. 

En Vandring gennem Orange Laboratoriets mange 
Rum er lønnende ikke blot for Fagmanden, men ogsaa 
for den, som kommer uden teknisk Ballast. En af Edisons 
fornemste Medarbejdere har givet følgende Skildring af, 
hvad man faar at se indenfor den store Bygnings røde 
Mure. 

Først træder vi ind i Biblioteket, et prægtigt Rum, 
fyrretyve Fod langt og ligesaa højt og halvtresindstyve 
Fod bredt; — og uvilkaarlig mindes vi, at Edison for blot 
en halv Snes Aar tilbage maatte nøjes med en elendig 
Hybel, der havde ikke saa lidt tilfælles med Miss Mitfords 
Sovekammer, hvor det var muligt at tænde op i Kakkel- 
ovnen, lukke Døren og aabne Vinduet uden at staa ud af 
Sengen. 

Paa de tre Sider hæver sig paa slanke Jærnpiller et 
fint udskaaret Galleri. Under det staar langs Hallens 



382 EDISON 

Vægge høje, blanktpolerede Bogskabe, forfærdigede af 
sjældne Træsorter og fyldte med gamle og nye Bind, der 
indeholder Videnskabens ypperste Høst gennem Aarhun- 
dreder. Der er Bogskabe og Reoler fra Gulv til Loft, 
selv oppe i Galleriets Nischer staar Bøgerne i tætte Rækker. 
Biblioteket indeholder ialt 40,000 Bind. 

Midt i Biblioteksrummet er der arrangeret et stort 
pragtfuldt Bed af blomstrende Planter og høje Palmer, og 
her knejser Bordigas berømte Marmorstatue, Lysets Genius, 
som med Foden paa de knuste Rester af en Gaslampe i 
sin højre oprakte Haand holder en straalende elektrisk 
Glødelampe. Edison købte dette Kunstværk paa Pariser- 
udstillingen 1889. Væggene i Bibhoteket er prydede med 
Billeder af fremragende Videnskabsmænd, med Buster af 
bekendte Naturforskere og Elektrikere og med en Række 
halvt allegoriske Tegninger, der fremstiller Glødelysels Sejre. 

Paa Bogskabene staar Dynamo-Modeller og Glober, 
og Øjet fanges af de blanke Piber i et elektrisk Orgel. 
Mesteren har bevaret sin Kærlighed til dette Instrument, 
og det, han her har ladet opstille, besidder en sjælden 
fyldig og velklingende Tone. 

Men Intet fanger dog vor Opmærksomhed som den 
berømte Tififany-Kuntz'ske Samhng af Mineraller og sjældne 
Stene; ogsaa den anskaffede Edison sig paa Pariserudstil- 
lingen. Den er anbragt i Nischerne paa det første Galleri. 

Her er Krystaller, klare og gennemsigtige som Kildens 
Vand, andre, som har Vinens dybrøde Farve; atter andre 
er karmoisinrøde, rosa, søgrønne, og endelig er der nogle 
vidunderlig skønne, der sj^nes ligesom gennemvævede af 



EDISON 



383 



Solstraalernes Regnbuefarver eller af Maaneskinnets matte 
hvide Straaler. Her er Dynger af Ædelstene, slebne og 
uslebne, mørke Granater, Ametj^ster, Beryler og Topaser; 
Arabesker af Kobber paa Basaltplader med Spor af Ild 




Et Hjørne af Biblioteket. 



og varierende i Farver fra det hvide Sølv til det mørkeste 
Røde. Her er en kolossal Meteorsten fra Mexiko, som 
vejer 1500 Pund; Prøver af Svovl- og Arsenikertser, der 
rummer de skønneste Farver af dunkel Smaragd og Rødt; 
endvidere et prægtigt Stykke Stibnit eller krystalliseret 
Svovlantimon, i hvilket man finder Spiraler af mørktfarvet 
Sølv, og som har en Vægt af tredive Pund. 



384 EDISON 

Vi gaar videre og finder de fineste Broderier af kry- 
stalliseret Guld ved Siden af koldt skinnende Antimon- 
krystaller; Gallenit-Tærninger, grupperede i Tusinde fan- 
tastiske Former, rosa og æblegrønne Piller af Tourmalin, 
Stykker af Krocidolit, der skinner gult som Kattens Øjne 
i Mørke; en stor Mængde Kisel, hvidt, uigennemsigtigt og 
højt optaarnet; skinnende Asbeststykker; Blokke af fløjls- 
blødt Malakit i alle mulige Former; Knuder af Kvarts; 
Agater, hvis Aarer snor sig i blaa og gule og broncegyldne 
Farver; Markasit og Sfalerit, der ligner Brudstykker af for- 
stenede Regnbuer, 

Øjet blændes, og Sanserne forvirres af dette Kaos af 
straalende Farver i fantastiske Former, Men Edison, som 
netop i de sidste Aar har beskæftiget sig meget med Erts- 
Undersøgelser, ser naturligvis paa alt dette mindre med 
Æstetikerens end med Forskerens Øje. Naar han sætter 
saa overordenlig megen Pris paa sin sjældne Samling af 
Mineraller, er det væsenlig fordi den er ham en Kilde til 
meget nyttigt Studium, 

Bibliotekssalen i Orange Laboratoriet har ikke altid 
haft sit nuværende smukke Udstyr; i den første Tid efter 
Laboratoriets Indretning var den uhyggelig og kold at se 
til; den indeholdt Bøger og Modeller og intet Andet. Men 
paa Edisons toogfyrretyvende Fødselsdag undergik den en 
hel Forvandling. 

Et Par Dage før Fødselsdagen var Edison fraværende 
paa en Rejse, og den korte Tid benyttede hans Medar- 
bejdere til Udsmykning af hele Bibhoteksrummet. Det 
store Gulv blev dækket af tykke Smyrnatæpper, der blev 




o 



EDISON 



385 



hængt Malerier op paa Væggene, en Gartner arrangerede 
det store Blomsterbed midt i Salen, Lænestole blev spredte 
ud over Gulvet, og i Vinduesfordybningerne anbragtes 
mange Læseborde og smukt udskaarne Egetræsstole, hvis 
Læderbetræk bar Edisons Monogram. 




Fra Oplagsrummet. 



Man var en Smule bange for, at Edison, naar han 
kom hjem og saa' de store Forandringer, der var fore- 
tagne, straks skulde blive misfornøjet, saaledes at den 
tilsigtede Fødselsdagsglæde forvandledes til Ærgrelse. Men 
denne Frjgt viste sig ugrundet. Edison var ikke blot 
taknemmelig for den Opmærksomhed, hans Folk havde vist 
ham; han var næsten barnlig glad for den Hygge, der 
var skabt i hans kære Bibliotekssal. Naturhgvis kunde 

25 



386 EDISON 

han selv forlængst have indrettet sig saadan; men af sig 
selv vilde han aldrig være falden paa det. 

Noget af det kønneste i Bibliotekssalens Udstyr er 
iøvrigt den gammeldags formede Kamin og Partiet om- 
kring den med de dybe Lænestole og de smaa Borde. 
Ilden kaster sit Skær hen over det forkullede Brænde og 
den hvide Aske og gyder Liv i Tæppernes østerlandske 
Farver. Der er stille som paa Landet en Vinteraften. 
Man tror at sidde i en gammel hyggelig Dagligstue, og 
man glemmer ganske, at man befinder sig midt i Opfin- 
delsernes store Rige, da man vækkes af Fabrikernes Piben 
udenfor. Og nu opdager man, at selv den gamle Kamin 
med det flakkende Ildskær rummer en Opfindelse: de 
store, mosbedækkede Brændestykker, som er pudrede 
med Aske, deres hvide Bark og Gløden, som synes at 
fortære dem, er Altsammen ikke Andet end en skuffende 
Efterligning. Brændet er fremstillet af drevet Jærn og 
Asbest, og Lyset og Varmen kommer fra en Mængde Gas- 
blus, som, usynlige, er tændte i Kaminens Indre. 

Fra Biblioteket træder vi ind i Oplagsrummet, som 
indeholder den vidunderligste Mangfoldighed af mineralske, 
dyriske og vegetabilske Stoffer. Her er Prøver af ethvert 
Materiale, hvis Anvendelse ved Edisons Eksperimenter kan 
tænkes mulig. Det har kostet uendelig meget Arbejde at 
tilvejebringe denne Samling, men Opfinderen har ikke skj^et 
nogen Udgift eller Ulejlighed for at gøre den fuldstændig. 
Naar han faar en Idé, søger han altid øjeblikkeHg at 
bringe den til Udførelse, og det voldte ham i hans yngre 
Aar en ubeskrivelig Ærgrelse, at han da undertiden mang- 



EDISON 387 

lede de Ting, han nødvendigvis skulde bruge til sine For- 
søg. Nu, mener Edison, er hans Samling saa komplet, 
at der vanskelig skal kunne nævnes noget organisk eller 
uorganisk Stof, som ikke findes i hans store Oplagsrum. 

I Tidens Løb er Opfinderen gaaet videre end til at 
anskaffe de nødvendige Ting ; han har tilvejebragt en hel 
naturhistorisk-fysisk-kemisk Samling, i hvilken der endda 
findes mange Sager, som falder udenfor dette omfattende- 
Begreb. 

Vi træder ind i Rummet, og det Første, som møder 
Øjet, er en stor udstoppet Krokodille, som er ophængt 
under Loftet. Længere inde i Salen svæver en mægtig 
Skildpadde over vort Hoved, og rundt om sér vi paa 
samme Maade anbragt sjældne Arter af store udstoppede 
Fisk i mærkelige Skikkelser. Og paa Hylderne, som 
strækker sig fra Gulv til Loft hele Salen rundt, er ophobet 
alle de forskelHgartede Ting. Her er Kranier og Knogler 
af Dyr, Huder, Horn, Tænder og en prægtig Samling af 
Fuglefjer; her er skinnende Metaller og lysende Kry- 
staller, alle Slags Mineraller i broget Farveblanding; her 
er Koraller og Søplanter, Mos og Skaller, hentede op fra 
Havets Dyb. 

Paa andre Hylder finder man duftende Krydderier og 
Gummi, forskellige Kridtstoffer, Harpiks, mange Arter af 
Salte og en ødsel Mangfoldighed af Kemikalier, blandt 
hvilke findes enkelte, der repræsenterer en Værdi af 300 
Dollars pr. Unze. 

Samlingen omfatter imidlertid ikke blot raa Produkter, 
men tilhge et Utal af Prøver paa industriel Virksomhed. 

25* 



388 EDISON 

Der er Stabler af vævede Stoffer lige fra det groveste 
Sækkelærred til et Gazestof saa fint og luftigt, at en hel 
Klædning af det vilde, som Æventyrprinsessens, kunne 
trækkes igennem Prinsens gyldne Fingerring. Side om 
Side hermed finder man tunge Plader og Stænger af 
Metal, Guld og Platin, Sølv og Kobber, Jærn, Bly, Zink, 
kort sagt ethvert Metal, som hidtil er uddraget af Jordens 
Skød. 

Paa Gulvet er opstablet Dynger af Tovværk og Metal- 
traad. Bundter af Messing- og Jærnrør, en Mængde for- 
skellige Sorter Papir, Olieklæde, Guttaperka, Læder, større 
og mindre Blokke af Granit, Marmor, Skifer, ertsholdige 
Stenarter o. s. v. 

Og saa er der en ubeskrivelig Mængde af Værktøj og 
Maskindele. Her finder man en blanktsleben Økse, som 
synes at høre hjemme i en Slagterbod, hist en Is-eréme- 
Frysemaskine, som den bruges af Konditoren; og der er 
Hakker og Save, Kaffemøller, Skubkærrer og Stiger, Am- 
bolte og Hamre og Brækjærn — — , man bliver formehg 
ør af at betragte den uendelige Mangfoldighed af Gen- 
stande, som er ophobede i dette Rum. 

Det er — maaske dog med en mild Overdrivelse — 
bleven sagt, at Edisons Oplagshal indesluttede det Meste 
af, hvad der hører til en Manufaktur-, Urtekram-, Apo- 
teker-, Isenkram-, Glas-, Fedevare-, Olie-, Papir-, Gummi-, 
Læder-, Fjer-, Korn-, Galanteri- og Kemikalieforretning; 
og at der næppe kan nævnes nogen Brugsgenstand eller 
nogen Maskine, ligefra en Støvleknægt til et Lokomotiv, 



EDISON 



389 



til hvis Fabrikation man ikke kan finde de nødvendige 
Materialer i dette Varehus. 




£t af Værkstederne. 



Vi forlader nu Oplagsrummet og stiger ned i det 
underste Maskinværksted, der alene er viet Konstruktionen 
af de sværere Mekanismer, som anvendes i Dynamoer, 
Ertsknusemaskiner og Lignende. 



390 EDISON 

Her er en ustandselig dundrende Larm af tunge 
Hamre, en klingrende Raslen af Jærn, en skrigende 
Snurren af utallige Hjul. Det er som en uophørlig Stønnen 
og Jamren af Metalkæmperne, der maa arbejde i Menne- 
skets Tjeneste. Hvor man vender Øjet hen, er Alt i Be- 
vægelse, Hjulene drejer saa hastigt rundt, at de former 
sig som graa Taagepletter i Rummet, og h^nsnart tændes 
og slukkes kolde Glimt i Staalet fra Bore-, Hugge- og 
Pressemaskiner. Men den uimodstaaelige Magt, som sætter 
hele dette mægtige Maskineri i Bevægelse, er usynlig. 
Og vi mindes Holmes' Ord om, at det, som yder Driv- 
kraften i Verden er de Ting, der ikke lader sig veje: 
Varme, Elektricitet og Kærlighed. 

Men lad os tage Maskinerne noget nærmere i Øjesyn. 
Paa den ene Side finder vi en Mængde svære, massive 
Minebor, paa den anden en Række Matorer, ved Hjælp af 
hvilke Elektricitetens skjulte Kræfter omsættes i den me- 
kaniske Virksomheds synlige Former. Til Kontrollering 
af disse Motorer er der midt i Værkstedet anbragt et 
Omvekslingsbord, et Apparat, hvormed man kan forandre 
Strømmens Retning, saaledes at det er muligt at lede den 
elektriske Kraft, hvorhen man vil. I Dynamorummet ved 
Siden af findes forskelhge Typer af elektriske Genera- 
torer, som udvikler den Strøm, der anvendes til Belys- 
ning af Laboratoriet og Edisons Privatbolig. Drivkraften 
til Laboratoriets Maskineri afgives af en Brown-Damp- 
maskine paa tresindstyve Hestes Kraft, og Dynamoerne 
drives ved Armington og Sims Dampmaskiner. Der an- 
vendes Babcock og Wilcox Dampkedler med tilsammen 



EDISON 391 

to Hundrede og femogtyve Hestes Kraft. løvrigt benyttes 
Magnetismen saa stærkt i denne Afdeling af Laboratoriet, 
at de Besøgende altid anmodes om at lægge deres Ure 
fra sig, før de træder ind i Værkstedet. 

Ser man paa de Mænd, som er beskæftigede hernede, 
vil det ikke være muligt at opdage, hvem der er de 
Ledende, og hvem der er Arbejderne. De er Alle lige 
grumsede at se til, sværtede i Ansigterne af Sod og Støv 
og Bluserne bedækkede af skinnende Smuld og Smaa- 
spaaner af Metallet, som de forarbejder. Hos Edison maa 
Alle tage fat med egne Hænder; Ingeniørerne nøjes ikke 
med at give Ordrer, de viser selv, hvordan Tingene skal 
gøres. Fra den Øverste til den Laveste er Edisons Folk 
Alle Arbejdere — og sætter en Ære i at være det. 

En Elevator fører os fra det grove Maskinværksted 
op i anden Etage, hvor vi træder ind i den saakaldte 
Præsicionsafdeling eller Værkstedet for de finere og mere 
ømfindtlige Apparater. Her forarbejdes Fonograferne med 
deres vibrerende Membraner og omhyggeligt slebne Safir- 
naale, og andre Instrumenter som Kinetoskopet og Kineto- 
grafen, om hvilke der senere skal fortælles. Naturhgvis 
kan der i denne Afdeling, hvor Akuratesse og overlegen 
mekanisk Dygtighed er nødvendige Egenskaber, kun an- 
vendes meget duelige Folk; de lønnes derfor ogsaa be- 
tydelig højere end Ingeniørerne i de andre Afdelinger. 

I samme Etage finder man Glaspusteriet, hvor alle 
Forsøgslamperne konstrueres. Morsomt er det at iagttage 
Glaspusternes lynsnare Bevægelser og den uhyre Færdighed, 



392 EDISON 

hvormed de behandler det flj^dende Glas, som former sig 
til blanke Kugler og Bundter af skinnende Traade. 

Ved Siden af denne Afdeling ligger Kviksølv- Vakuum- 
pumperummet, hvor Luften udpumpes af Lamperne, efter 
at Kultraaden er fastgjort indeni dem. 

Dybere inde i anden Etage kommer man til en Række 
Værelser, hvor de nye Opfindelser udarbejdes af Edisons 
mest fremragende Medarbejdere paa Grundlag af hans 
løst henkastede Skitser. Og i Forbindelse med disse 
Værelser staar nogle Rum, som er forbeholdte Jagten efter 
Væggetøj. Hermed menes ikke netop de ækle Dyr, som 
trives i malpropre Hotellers og Pensionaters Senge. 
Væggetøj er et Ord, som har hjemme i Opfindernes Argot, 
og som betegner de smaa Fejl og Mangler, som er meget 
vanskelige at opdage i det omtrent fuldførte Apparat. 
Væggetøjs- Jagten drives i Edisons Laboratorium med en 
Ihærdighed, som svarer til de Krav om det Fuldkomne, 
den store Opfinder altid stiller sig selv. 

Oppe i Hovedbygningens øverste Etage findes Lo- 
kalerne, hvor Glødelamperne prøves. Hver enkelt Lampe 
bliver set efter, dens Lysstyrke bliver nøjagtigt prøvet, og 
man undersøger, om den er i Stand til at brænde i det 
Tidsrum, som fordres. De ubetydehgste Mangler bliver 
fjærnede, før Lamperne forlader Laboratoriet; eller Lam- 
perne bliver kasserede. Edison holder meget strængt paa, 
at dette virkelig sker. Denne indgaaende Undersøgelse 
kalder man paa Laboratoriet for Livsprøven. 

Det tager sig smukt ud, naar om Aftenen et tilfældigt 
spredt Mylr af Glodelamper er tændt oppe under Loftet i 



EDISON 393 

det store Rum. De mange lysende Glaskugler former sig 
ligesom til Stjærnebilleder i nye og overraskende Kon- 
turer; men de er noget mindre paalidelige end Planeterne. 
Det kan hænde, mens vi staar og stirrer op i deres 
gyldne Straaleglans, at der pludselig farer en Sitren gen- 
nem alle Lamperne, en ganske fin Raslen og en Klang 
som af en uendelig lille Sølvklokke høres, og i næste Nu 
falder der med Brøkdele af Sekunders Mellemrum kun 
spredte Lysstænk over os, idet de kunstige Stjærner der- 
oppe flimrende slukkes. 




TOOGTYVENDE KAPITEL 



HVORLEDES EDISON BEHANDLER SAMLINGEN AF SINE EGNE OP- 
FINDELSER. MIKROFOTOGRAFI. SPREDTE TRÆK AF EDISONS 

KARAKTER. 




ELLEM Orange-Laboratoriets mange Lokaler 
var der indtil 1889 et enkelt, som i ganske 
særlig Grad tiltrak sig den Besøgendes 
Opmærksomhed. Det var den store Hal 
i hvilken Opfinderens Arbejder udstilledes. 
Man fandt her, kronologisk ordnede, alle 
Edisons Opfindelser i deres forskellige Udviklingstrin ; man 
iagttog, hvorledes den tilsyneladende ubetydelige Spire i 
Tidens Løb havde skudt Vækst, indtil den sluttelig naaede 
sin modne Fuldkommenhed; man saa' de forskellige Dele 
af de mange sindrige Apparater, og man saa' dem sam- 
lede til det beundringsværdige Hele. Fagmænd kunde her 
gøre de interessanteste og værdifuldeste Studier, og Læg- 
folk kunde faa et Indblik i Opfindelsernes Rige, som lod 
dem ane Styrken og Omfanget af den store Mesters Ge- 
nialitet. 



EDISON 395 

Desværre er denne enestaaende Samling nu næsten 
helt lagt øde. Edison har selv aldrig interesseret sig 
synderlig for den. Sjælden satte han sin Fod i Udstillings- 
hallen; det var hans hengivne Medarbejdere, som stadig 
sørgede for, at Samlingen blev suppleret, og som vaagede 
over Slvatkamret med den Ærbødighed, de nærede for 
ham, hvis Livs epokegørende Resultater, man her havde 
for Øje. Naar de saa' ned over den lange Række af Op- 
findelser og foreviste dem for den Besøgende, følte de 
noget af den Stolthed over Resultaterne, som er Edison 
fremmed. 

„Hvorfor," siger Edison, „skulde jeg spilde Tiden med 
at tænke paa det, som er fuldført? Der er jo nok af nye 
Opgaver, som venter paa at blive løste." 

Det var i Anledning af Pariserudstillingen 1889, at 
Samhngen blev splittet. Da han bestemte sig til at del- 
tage i denne Udstilling, var det samtidig hans faste Be- 
slutning at lade sig repræsentere saa smukt og fyldigt 
som muligt, og mange af de Mønsterapparater, som fandtes 
i hans egen Udstillingshal, maatte da gøre Rejsen over 
Atlanterhavet. Da de kom tilbage fra Paris, lod han 
en stor Del af dem ligge i de Kasser, hvori de var ned- 
pakkede, og dér ligger de endnu. 

Andre Apparater, som blev staaende i Laboratoriets 
Udstillingshal, har Edison senere pillet fra hinanden. Med 
koldt Blod lemlæster han sin Hjærnes Afkom, naarsom- 
helst han har Brug for et eller andet Stykke til en ny 
Opfindelse. 

Naturligvis vil det ikke være umuligt paany at bringe 



396 EDISON 

til Veje en Samling af Edisons Opfindelser som den, der 
fandtes før 1889, og at supplere den med de nye Appa- 
rater, som senere har sét Lyset. Men da Edison anser 
det for ganske overflødigt og unyttigt og vil betragte det 
simpelthen som et tidspildende Arbejde, er der ringe 
Sandsynlighed for, at det vil blive gjort. 

Inden vi forlader Laboratoriets Hovedbj-gning, maa 
endnu nævnes Forevisningshallen. Den blev i sin Tid be- 
nyttet til de vidtløftige musikalske Eksperimenter, som 
foretoges med Fonografen; almindeligt anvendes den til 
Forelæsninger og Demonstrationer for de unge Ingeniører, 
som uddanner sig hos Edison. 

I Sidebygningerne optager de fotografiske Atelierer 
megen Plads. De ligger hge for, naar man træder ind ad 
Plankeværkets Port, og falder straks i Øjnene med deres 
vidtstrakte Glastage. I det almindehge Arbejdsrum, en 
meget stor Sal, er baade Taget og Væggene af Glas, og 
de store Ruder kan overalt skydes til Side. Her ligger 
altid en hel Række af Cameraer, forsynede med fine 
Linser, parate til at anvendes naarsomhelst. Der fotogra- 
feres til alle Tider af Døgnet; det Arbejde, man ikke er 
bleven færdig med om Dagen, kan udføres om Natten. 
En stor Gruppe af Buelamper, der tilsammen har en 
Stjrke af femten Tusinde Normallys, og en Række Cal- 
cium-Apparater erstatter Dagslyset. 

Der tages naturligvis almindelige Fotografier af alle 
Maskiner og Apparater, eftersom de bhver færdige fra 
Opfinderens Haand, hgesom der tages Plader af Udkast 
til Opfindelser og af Apparaternes enkelte Dele. Men den 




Edison eksperimenterende med Miliro fotografi. 



EDISON 399 

betydningsfuldeste Virksomhed i Ateliererne er dog baseret 
paa Mikrofotografi, den forstørrede Gengivelse af mikro- 
skopiske Genstande. 

Her har Zeiss' ypperlige mikrofotografiske Apparater 
været Edison til uvurdedig Nytte. Han har anvendt dem 
ved Bakterieimdersøgelser, men navnlig har han haft Brug 
for dem under Arbejdet med Glødelampen, idet det var 
af megen Betydning at kunne fremstille et forstørret Bil- 
lede af de haarfine Fibre, som anvendes i Lamperne. 

Arbejdet med Forsølvning, Trykning, Montering, Re- 
touchering og Polering udføres altsammen i denne Sal. 
Et stort Arbejdsbord og en Drejemaskine, som er opstillet 
i et Hjørne, er bestandig optagne af de kinetoskopiske og 
kinetografiske Forsøg. 

Andre Rum er forbeholdte Kopieringen; atter andre 
anvendes alene til Eksperimenter med Lysets Projektion. 
I et Værelse for sig er opstablet over Tusinde negative 
fotografiske Plader, og flere kommer stadig til. 

De saakaldte Mørkekamre ligger i en lang Række ; de 
er udmærket ventilerede, er om Vinteren opvarmede ved 
Damp og oplyses af rubinrøde Glødelamper, hvis Lys kan 
dæmpes efter Behag. De er indrettede omtrent som Is- 
kamre, idet Væggene er dobbelte og Mellemrummene 
fyldte med Savspaaner; derved er det muhgt selv paa 
den varmeste Sommerdag at holde en passende kølig 
Temperatur. Her behandles de tynde kinetoskopiske 
Plader; ofte er det nødvendigt for Fotograferne at arbejde 
i Bælgmørke, idet Pladernes overordenhge Følsomhed 
nødvendiggør Udelukkelse endog af det dæmpede røde Lys. 



400 EDISON 

Ligeledes i en af Sidebygningerne finder man Kemi- 
kernes Værelse. Arbejdsbordet er fyldt af Flasker, Krukker 
og Glas, rundt om ses Retorter, Tragter, Skaale og 
andre kemiske Apparater, og paa de Hundreder af smalle 
Hylder staar opmarscherede i Række Flasker, hvis Eti- 
ketter næsten er overflødige for Edison, thi han véd saa 
omtrent, hvad der er i hver eneste af dem. Edison synes 
at nære en vis Forkærhghed for dette Kemiens Værksted. 
Man finder ham meget ofte her, klædt i en gammel Bluse, 
som en Gang har været brun, men nu er prydet med 
underlige Tegn i Magentarødt, Arsenikgrønt og Svovlgult. 
De skarpe, giftige Dunster generer ham øjensynlig ligesaa 
lidt nu, som den Gang han syslede med sine første Labo- 
ratoriesager i Godsvognen ved Port Huron. Men han be- 
handler nu sine Kemikalier med noget større Forsigtighed ; 
og forhaabenhg vil aldrig Katastrofen fra Jærnbanetoget, 
hvor hele hans Laboratorium eksploderede, gentage sig. 

Den Fremmede, som ser Edison sidde her, bøjet over 
sit Arbejde — et Arbejde, som tilsyneladende er det 
samme. Tusinder af Kemikere udfører — vil umuligt 
kunne falde paa den Tanke, at det er den store Opfinder 
selv. Og dog, ser man nøjere til, og fanger man blot et 
Strejf af hans Blik, naar det en kort Stund løftes fra det, 
han har mellem Hænder, da vil man i alt Fald straks 
vide, at man staar overfor en Forsker; en saadan Sum af 
Tænkning lyser ud af de smukke graa Øjne. 

Naar Edison rejser sig fra sit Arbejde for at give 
sine Medarbejdere Vejledning om dette eller hint eller ud- 
tale Ønsket om at faa Et eller Andet gjort, da gør han 



EDISON 



401 



det ikke som Chefen, der taler til sine Underordnede. 
Han optræder som deres Ligemand, der blot tilfældigvis 
véd bedre Besked om, hvordan Tingen skal gøres. Han 
behøver heller ikke for at hævde sin Myndighed at vise 
nogen Art af ydre Overlegenhed; Alle, som arbejder under 




Kemikernes Værelse. 



ham, ser op til ham i ærbødig Beundring. Og hænder 
det, at en af hans Ingeniører har en anden Mening om 
Konstruktionen af et Apparat end Mesteren, da véd han, 
at han altid hos Edison finder villigt Øre for sine Indven- 
dinger. 

Perfidi af enhver Art vækker som intet Andet Edisons 
Harme. Han gaar med Iver i Ilden for sine Venner og 

26 



402 EDISON 

Medarbejdere, naar de angribes med smudsige Vaaben. Er 
det ham selv det gælder, da finder han ofte de bitreste 
Udtryk for den Foragt, han føler for sine Modstanderes 
Fejghed og Lumpenhed. Selv en løst henkastet Bemærk- 
ning, holdt i en spøgende Form, kan, hvis den rummer 
blot den svageste Antydning af Tvivl om det Ærhge i 
Motiverne til en af hans Handlinger, bringe ham i Harnisk. 
Paa det Punkt er Edison Alvorsmand, om end han ellers 
saa godt som Nogen forstaar at skatte en Spøg. Han 
gemmer dog aldrig ret længe paa sin Vrede ; hans Arbejde 
lader ham hurtigt glemme alle Fortrædeligheder. Ved 
Siden af dette sj^ies alt Andet ham uvæsehligt. 

Saa fuldstændig opsluges Edison af sit Arbejde, at 
han saagodtsom aldrig faar Stunder til at dyrke nogen 
Selskabehghed ; det tiltaler ham heller ikke at være Gen- 
stand for den store Opmærksomhed, der naturligt vises ham 
ved selskabelige Lejligheder. Man har ofte hørt ham ud- 
tale sig i den mest nedsættende Tone om unge Mænd, der 
efter at have gjort en enkelt Opfindelse, som vandt Bifald, 
har kastet sig ind i Selskabslivet for at nyde den Virak, 
der blev ofret dem, i Stedet for roligt og ihærdigt at ar- 
bejde videre. 

„De bliver aldrig til noget, den Slags Fyre!" siger 
Edison. „De forsumper i det Udvendige. De mangler 
Ævnen til at holde Hjærnen klar." 

Saadanne Ting ynder han undertiden i Frokostpavserne 
at tale med sine unge Medarbejdere om. Sjældent giver 
han sig Tid til at forlade Laboratoriet for at spise Frokost 
eller Lunch; og har han rigtig travlt, kan man se ham 



EDISON 403 

sidde med JYokostkurven paa sine Knæ og spise af den. 
Maaltidet tager ham da ikke mange Minutter. 

løvrigt kan det undertiden hænde, naar han de fore- 
gaaende Døgn har arbejdet meget om Natten, at han 
pludsehg efter at have sat Frokosten til Livs falder hen i 
en let Søvn. Ejendommeligt er det at se den store Op- 
finder sidde dér, midt i Fabrikslarmen, paa en Bænk med 
Muren til Rygstød, overvældet af en Træthed, som kun er 
altfor naturlig, men som han nødig vil gøre større Ind- 
rømmelser end højst nødvendig. 

Saadan er den Mand, hvis Rigdom vel langtfra kappes 
med hans Berømmelse, men som dog ejer en selv efter 
amerikanske Forhold ganske betydelig Formue. 

Hvad Edison skylder denne Formue, derom har han 
selv for nogle faa Aar siden udtalt sig. En af hans Venner 
udbrød en Dag, da han mødte ham: 

„Det glæder mig, Edison, at se, at Du er Dine tre 
Millioner Dollars værd!" 

„Jeg har saa vist ikke tjent de Penge paa mine Op- 
findelser," svarede Edison. „Hvad jeg ejer, har jeg faaet, 
efter at jeg begyndte at gøre Forretning, ved at lave mine 
Maskiner i mine egne Fabriker. Det er den eneste 
Maade, hvorpaa en Opfinder kan sikre sig en sorgløs 
Eksistens. Nøjes han med at sælge Patenterne paa sine 
Opfindelser, da dør han sluttehg af Sult. Du ser altsaa: 
det er Maskinfabrikanten Edison, ikke Opfinderen, der 
har samlet sig en Formue paa tre MiUioner." 

Edison har ganske sikkert udtaget flere Patenter end 
noget andet Menneske i Verden; Tallet nærmer sig stærkt 

26* 



404 EDISON 

de Tusinde. Men naar netop undtages Blandingen af 
Voks til Fonografens Valser har han aldrig brudt sig 
om at holde Noget af, hvad der angik hans Opfindelser, 
hemmeligt. Naar han efter Etableringen af Orange Labo- 
ratoriet traf Bestemmelser, som vanskeliggjorde Frem- 
medes Besøg, skete det kun i den Hensigt at skaffe sig og 
sine Folk Ro til Arbejdet. Er en Fremmed forst kommen 
ind i Laboratoriet, da staar Alt ham aabent; Edison nærer 
ingen Frygt for, at Nogen skal løbe af med hans Idéer. 

En Gang kom en amerikansk Ingeniør til Orange for 
at gøre sig bekendt med den store Opfinders Etablissement. 
Mesteren havde overladt en af sine første Medarbejdere 
at tage imod ham og vise ham omkring. Under deres 
Vandring gennem Laboratoriet kom de ogsaa ind i Edisons 
Arbejdsværelse, og den Fremmede kastede et Blik i en 
stor opslaaet Bog, som laa paa Bordet, og som indeholdt 
løst henkastede Skitser med talrige Noter. Da han saa', 
at det drejede sig om en ny Opfindelse, trak han sig 
diskret tilbage og sagde med et Smil: 

„Dette er nok private Ting, som ikke er bestemte for 
Fremmedes Øjne." 

Men hans Ledsager lo og svarede: 

„Privat! Nej, her er Intetsomhelst privat. Kig De 
bare paa Sagerne, saa meget De vil, og er der Noget, De 
ikke forstaar, vil Den Gamle med Fornøjelse selv forklare 
Dem det, hvis bare han har Tid!" 

Hertil maa dog føjes den Bemærkning, at Edison meget 
sjældent har Tid til at indlade sig paa Forklaringer over- 
for Fremmede, som af den ene eller den anden Grund 



EDISON 405 

besøger hans Laboratorium. Hans tiltagende Døvhed gør 
ham det ogsaa noget pinligt at tale med Folk, han ikke 
kender; og ser han i sine Lokaler en Fremmed, der gør 
Mine til at nærme sig ham, kan det hænde, at han gør 
brat omkring og forsvinder ud ad Døren for at gemme 
sig i sin Hule, hvor Ingen tør søge ham uden i Forret- 
ningsanliggender. 

Der kan jo imidlertid være Tilfælde, hvor Edison selv 
maa tage imod en Gæst. Det vil da af hans Optræden 
overfor den Fremmede altid kunne skønnes, om han i den 
sidste Tid har haft Held med sine Opfindelser eller ej. Har 
der vist sig Vanskeligheder, som han endnu ikke har 
kunnet overvinde, da er han indesluttet og uelskværdig, 
synes aldeles Intet at kunne høre, falder i Tanker, mens 
den Besøgende siger ham de skønneste Komplimenter, og 
vaagner først, naar Gæsten rejser sig for at gaa. Saa 
kan han betragte den Fremmede med et Par store, for- 
bavsede Øjne, som om han først nu opdagede, at han 
ikke var alene. Og med nogle hastigt udtalte Ord tager 
han Afsked med ham. Saadan er han, uden mindste 
Hensyn til, hvem der er hans Gæst. 

Men er man saa heldig at blive forestillet for Edison 
paa et Tidspunkt, hvor han er tilfreds med de seneste 
Resultater af sit Arbejde, da ser man en ganske anden 
Mand for sig. Da er han livlig og meddelsom og benytter 
sig af pudsige Slang-Ord; Hørelsen er ligesom en Smule 
bedre, og han viser en englehg Taalmodighed under For- 
klaringen af Maskiner og Apparater. 

I et saadant lykkehgt Øjeblik havde Edison en Gang 



406 EDISON 

Besøg af en meget højtstaaende Evropæer. Opfinderen 
har selv fortalt om dette Besøg, idet han dog diskret for- 
tier den Fremmedes Navn. 

„Min Gæst", siger Edison, „var meget videbegærlig. 
Han syntes at ville sætte sig ind i Alt, hvad jeg havde 
opfundet. Jeg tænkte, at det maaske var af Høflighed 
mod mig, da han i Følge sin Stilling ikke kunde antages 
at sidde inde med Forudsætninger for at forstaa alle disse 
tekniske Finesser. Jeg fandt, at en saadan Høflighed var 
noget overdreven, og vilde derfor gaa let hen over Et og 
Andet; men han holdt mig fast og lod mig ikke slippe, 
før jeg havde forklaret enhver af de betydeligere Op- 
findelser i dens Enkeltheder. Han fulgte med, stærkt 
interesseret, og syntes at forstaa det Hele. 

Imidlertid var jeg sprungen over Telefonen, da jeg gik 
ud fra, at dens Indretning var kendt. Men idet vi gik 
forbi et Apparat, raabte min Gæst: 

„Men, Mr. Edison, Telefonen har vi glemt, og den 
interesserer mig allermest, thi den benytter jeg selv 
daglig. Den maa De endelig forklare mig!" 

„Naa" — fortsætter Edison — „jeg gav mig da til at 
forklare Telefonen for ham ; og ligesom da jeg gennemgik 
de andre Apparater, indskød han nu og da et ivrigt: 
„Ja vist!" eller: „Jeg forstaar det fuldkomment!" eller: 
„Hvor det dog er simpelt og ligefremt!" 

„Endelig var jeg færdig med min Forklaring; der var 
ikke mere at sige om Telefonen. Og jeg glædede mig jo 
over i denne meget fornemme Mand at have haft en saa 
forstaaende og og livhgt interesseret Tilhører. Det er 



EDISON 407 

ikke altid, at de meget fornemme Mænds Forstaaelse af 
tekniske Sager rækker saa langt. 

„Imidlertid gled der nu ligesom en Skygge over min 
Gæst Ansigtstræk ; han syntes at grunde dybt over Noget. 
Og efter en lille Pavse udbrød han: 

„Ja, Mr. Edison, jeg forstaar det Altsammen udmærket 
godt, hvad De har sagt mig om Telefonen. Der er kun 
et enkelt Punkt, som er mig ganske uklart: „Hvordan 
kommer Lyden ud af den igen?" 

„Jeg bød min meget fornemme Gæst en god Cigar. 
Hvorefter vi talte om Hofferne i Evropa." 




TREOGTYVENDE KAPITEL 



KliXETOGRAFEN OG KINETOSKOPET. HVORLEDES EDISON OPFANDT 
DE LEVENDE BILLEDER. OPFINDELSENS UDVIKLINGSGANG. DET 
KINETOGRAFISKE TEATER. KLXETOGRAFISK FREMSTILLING AF MI- 
KROSKOPISKE DYR. DE NYESTE APPARATER. FONO-KINETOGRAFEN. 
LEVENDE BILLEDER, SOM TALER OG SYNGER. 




INETOGRAFEN Og Kinetoskopet, Apparaterne 
ved Hjælp af hvilke levende Billeder frem- 
stilles, hviler paa Principet om Øjets ejen- 
dommelige Modtagelighed for Indtryk. 
Naar vi ser en eller anden Ting, optages 
dens Billede paa Øjets Baggrund og tegner 
sig lynsnart paa Nethinden for straks at forsvinde. Er 
den sete Genstand lysende eller stærkt belyst, fæstner 
Billedet sig i Øjet og forsvinder først lidt efter lidt, selv 
om Genstanden straks er bleven fjærnet. 

Om den, som i længst forsvunden Tid hittede paa at 
lave det Legetøj, der kaldtes Zoetropen, har været sig 
dette klart bevidst er ikke godt at sige. Men Zoetropen 
er den første Begyndelse til Kinetoskopet. 

Den bestaar af en lodret stillet Cylinder, som i 
Reglen er ti Tommer i Diameter; oventil er den aaben, 




Hvordan man nyser 

Kmetogratisk Fremstillina 



j^%k #f^ik ,. 



m^ m<^ mm<mm! 



^øtÆW^ ^feølw^^ oBl^Mk i9v9P^^ 

^Mt^fm^^. iJW*WB^ ^^-^W^tk. IvIlrHm 



fm ^m . 



^Ik^mtsf^^l^m 



ffi^ ^^Ék'flfP^Mfik 






MiVirm.Mf% frm 



Hvordan man nysep 

Kinetografisk Fremstilling 



EDISON 411 

Og i dens nederste Halvdel er der indvendig anbragt en 
Række Billeder, som gengiver enhver Stilling, det afbil- 
dede Legeme indtager under en bestemt Bevægelse, 
Springning, Fægtning, et Dyrs Løb, en Fugls Flugt og 
Lignende. I Cylinderens øverste Halvdel er der fine, lod- 
ret skaarne Spalter, og naar man, idet Cylinderen sættes 
i en hurtigt drejende Bevægelse, kigger ind igennem disse 
Spalter, skulde det ene Billede glide over i det andet, 
saaledes at Øjet kun opfattede ét Billede af et Legeme i 
Bevægelse. 

I Begyndelsen anvendte man i Zoetropen højst ufuld- 
komne Gengivelser af tegnede Billeder, og der var saa 
store Spring i Bevægelsens Udvikling, at der ikke selv 
ved en hurtig Omdrejning kunde tilvejebringes noget Ind- 
tryk af et sammenhængende Hele. Da man lærte at tage 
Øjebhksfotografier og anbragte dem i Cylinderen, blev 
Resultatet gunstigere; men endnu formaaede man ikke at 
tage Billeder med saa korte Mellemrum, at deres Omrids 
ved Drejning af Cyhnderen flød sammen. løvrigt maatte 
man ogsaa nøjes med at give Zoetropen et forholdsvis 
ringe Omfang, og det blev da blot et mindre Antal Bille- 
der, som kunde anbringes i dens Indre. Man har nu 
Zoetroper med en Diameter af en Alen; men da hvert 
enkelt Billede ikke godt kan være mindre end et Par 
Tommer i Bredden, bliver det alligevel kun til en Snes 
Billeder, hvilket er altfor lidt. 

Det er altsaa disse Iagttagelser, som ligger til Grund 
for Opfindelsen af Kinetograf og Kinetoskop. 

Edison anvender begge disse Benævnelser. Med Kine- 



412 EDISON 

tografen optages Billederne, ved Hjælp af Kinetoskopet 
forevises de; men disse to Appareter griber saaledes ind 
i hinanden, at de i Virkeligheden kun bhver Dele af det 
samme Apparat. 

Førend Edison gjorde sin Opfindelse, havde alle- 
rede andre Opfindere baade i Amerika og i Evropa be- 
skæftiget sig med lignende Opgaver. En Mr. Janssen 
havde i 1874 lavet et saakaldet Revolver-Fotografiapparat, 
hvis Bestemmelse dog navnlig var at gengive Himmel- 
legemers hastige Bevægelser. Mr. Muybridge i San Fran- 
cisko holdt sig derimod til Jorden, og det lykkedes ham 
at tilvejebringe en Række Fotografier af Genstande, som 
bevægede sig; han benyttede hertil flere Cameraer, for- 
synede med Objektiver, hvis Blændere aabnedes ved Elek- 
tricitet med passende Mellemrum. Videre i samme Ret- 
ning gik Mr. Marey, som med stort Held anvendte Kro- 
nofotografien til Fremstilling af Menneskers og Bjrs 
Bevægelser, ligesom han overhovedet studerede en 
Mængde fysiologiske Fænomener af stor Bevægelses- 
hastighed. Der forehgger mange værdifulde Resultater af 
hans Arbejde, og denne særhge Gren af Fotografien skylder 
Mr. Marey meget. Senere har Mænd som Tyskeren 
Anschiitz og Franskmanden General Sébert med Held ar- 
bejdet videre paa det samme Grundlag. 

Men alle disse Opfindere og Videnskabsmænd havde 
ladet sig nøje med at tilvejebringe Betingelserne for 
en Analyse af Bevægelsen. Antallet af Billeder, som 
fremstillede den enkelte Bevægelse, var forholdsvis ringe, 
og de maatte studeres hver for sig. At sammenstille 



EDISON 413 

dem saaledes, at de kom til at virke som et Hele, at 
skabe hvad man kunde kalde Bevægelsens Synthese — 
det var en Opgave, med hvilken endnu Ingen havde be- 
skæftiget sig, og hvis Løsning man mente laa langt ude i 
Fremtiden. 

Da var det, at Edison, som har sin Opmærksomhed 
henvendt paa de tilsyneladende mindste og ubetydeligste 
Ting, kastede sine Øjne paa det gamle Legetøj, Zoetropen, 
og udfandt, at man ved at føre Principet, som hgger til 
Grund for det, videre maatte kunne naa til Fremstillingen 
af virkelig levende Billeder. 

Og i Begyndelsen af Halvfemserne kunde han udstille 
sit Kinetoskop, som vakte den største Opmærksomhed 
baade i den nye og den gamle Verden. Ved at lade en 
lang Række af Fotografier, forestillende den samme Gen- 
stand i Bevægelse og tagne med uendelig korte Mellem- 
rum, glide forbi Øjet opnaaedes det fuldkomne Indtryk af, 
at Genstanden virkehg bevægede sig. 

Vi skal nu dvæle noget ved Edisons besværlige For- 
arbejder til denne Opfindelse. 

Ved de første Eksperimenter optog han mikroskopiske 
Fotografier paa en Cylinder, der ikke var større end 
Voksvalsen i Fonografen. Han mente, det galdt om at 
samle Billederne paa den mindst mulige Overflade, for 
at de under Omdrejningen kunde følge tilstrækkelig hurtigt 
efter hinanden. Denne Billedrække maatte da ses gennem 
Mikroskop. 

Dette var en Mangel. Men endnu værre var det, at 
man ikke kunde faa Fotografierne tilstrækkelig tydelige. 



414 EDISON 

De fotografiske Materialer, som stod til Raadighed, var 
naturligvis de bedste, som overhovedet eksisterede; alli- 
gevel kunde man ikke i disse for det blotte Øje usynlige 
Fotografier opnaa saa klare Omrids, at de ikke udviskedes 
under den fænomenale Hurtighed, hvormed Billederne efter 
Edisons Mening skulde passere Øjet. 

Opfinderen søgte da at komme over disse Vanske- 
ligheder ved at dække Cyhnderen med en Celluloid-Masse, 
overtrukken med Bromsølv-Emulsion, og optage Fotogra- 
fierne herpaa. Men dette Forsøg rummede nye Vanskelig- 
heder. Den Bromsølvforbindelse, som anvendtes, viste 
Tilbøjelighed til at udskille sig fra Celluloid-Massen; og 
naar man iagttog Billederne gennem et Dobbelt-Mikroskop, 
fremtraadte Bromsølvet som en saa grov og ujævn Masse, 
at Totahndtrykket af Billederne ganske forstyrredes. 

Jo stærkere Mikroskop man anvendte, des mere 
iøjnefaldende blev naturligvis denne Mangel, og Edison 
indsaa' nu, at de mikroskopiske Billeder ikke duede. Han 
kasserede alle de Apparater og Billeder, han hidtil havde 
benyttet, og greb Sagen an paa en ny Maade. 

Han tog Fotografier, der kunde sés uden Mikro- 
skop, og anbragte dem paa en Skive, som blev sat i 
hurtigt drejende Bevægelse. Under Midten af Billederne 
var der fæstet Naale, og idet Skiv^en drejedes rundt, 
sluttede hver enkelt Naal Kontakt med et Geissler- 
Rør. En elektrisk Gnist tændtes i det Øjebhk, Naalen 
med Billedet passerede forbi, oplyste det i en Brøkdel af 
et Sekund for atter at slukkes, og saaledes kastedes der 
Lvs over hvert enkelt af de smaa Billeder. 




Serpentinedans. 



EDISON 417 

Dette var et betydeligt Skridt fremad, men helt til- 
fredsstillende var heller ikke denne Fremgangsmaade. 

Edison eksperimenterede nu atter med Cylindre, men 
paa en anden Maade end ved de første Forsøg. Han an- 
bragte paa Cylinderen en Flade af præpareret Celluloid, 
hvis Kanter trykkedes ned i en smal Sprække paa 
Cylinderens Overflade, omtrent paa samme Maade som 
ved den gamle Tinfolie-Fonograf. Billederne optoges paa 
Celluloidfladen saaledes, at de fulgte efter hinanden i en 
Spiral, der strakte sig fra den ene Ende af Cylinderen til 
den anden; der blev taget ialt henved to Hundrede ganske 
smaa Billeder, under hvilke der anbragtes smaa Messing- 
naale ligesom paa den foran omtalte Skive. 

Cylinderen var gennemsigtig; og idet den drejedes 
rundt, tændtes der ved Naalene elektriske Gnister, som 
kastede Lys over Billederne. Som man vil se, afviger 
dette Apparat ikke særdeles meget fra det, hvor Billederne 
var anbragte paa en Skive. 

Edison havde imidlertid allerede til Brug ved denne 
Cylinders Omdrejning fundet paa en Mekanisme, hvorved 
Drejningen ikke forløb ganske jævnt, men skete med 
umærkelig smaa Standsninger. At saadanne Standsninger 
er nødvendige, vil man forstaa, naar man erindrer, at 
Billedet, som opfanges af Øjet, bliver staaende paa Net- 
hinden, omend kun en ringe Del af et Sekund. Den be- 
standig jævnt og hastigt glidende Billedrække havde for- 
met sig for Øjet i altfor løse og udglidende Omrids. 

Opfinderen kastede sig da med Iver over den Opgave 

27 



418 EDISON 

at regulere Drejningen saaledes, at Bevægelse og Stands- 
ning kom til at staa i det rette Forhold. 

Samtidig hermed gik han over til at anvende en 
Celluloid -Strimmel, som førtes hen over Valsen. Strimlen 
var først kun af en halv Tommes Bredde; men efter et 
enkelt Forsøg blev den kasseret, og Edison valgte en halv- 
anden Tomme bred Strimmel, paa hvilken Billeder af en 
Tommes Bredde fotograferedes i en lang Række. I den 
Fjerdedel af en Tomme af Strimlen, som var tilovers paa 
hver Side af Billedrækken, blev der hugget smaa Huller 
med korte, regelmæssige Mellemrum, svarende til Af- 
standen mellem Tænderne i den Stoppefnekanisme, som 
blev sat i Forbindelse med Valsen, over hvilken Strimlen 
skulde løbe. 

Naar saa Billederne af en Person eller Ting, der be- 
vægede sig, skulde tages, blev Strimlen drejet rundt om 
Valserne paa den Maade, at den holdtes fast i de ni 
Tiendedele af en SeksogfjTretyvendedel af et Sekund, 
medens en Blænder aabnede sig og lod en Lysstraale 
trænge igennem Strimlen, hvorved Billedet fæstnede sig. 
I den tilbageværende ene Tiendedel af det seksogfyrre- 
tyvendedels Sekund har Blænderen, som drejer sig rundt, 
lukket for Lyset for straks efter at aabne sig igen og give 
Adgang for en ny Lysstraale. Og saaledes videre indtil 
der altsaa er taget seksogfyrretyve Billeder i et Sekund. 

Det er en Fotograferingshastighed, som svarer til 
2760 Billeder i et Minut eller 165,600 i en Time; hvilket 
lyder ganske imponerende, men forsaavidt er uden prak- 




n 
n 

RI 




TI 




Brudstykker af en Celluloid-Strimmel. 

Negerkomikeren. 



EDISON 42J 

tisk Interesse, som man jo ikke sætter sig hen og tager 
Fotografier timevis til levende Billeder. 

I Begyndelsen tog Edison alle Billederne til Kineto- 
skopet i sine fotografiske Atelierer og udelukkende ved 
kunstigt Lys. Han troede det elektriske Lys nødvendigt, 
hvor det galdt om at tage en Mængde Billeder i en saa 
rivende Hast; naar Lyset for hvert enkelt BiUede kun 
maatte virke i en ganske ringe Brøkdel af et Sekund, gik 
han ud fra, at dette Lys maatte være af en sjælden Inten- 
sitet. Han anvendte først fire Magnesiumlamper med Pa- 
raboler, senere tyve Buelamper, hvis samlede Lysstyrke 
svarede til omtrent halvtresindstyve Tusinde Normallys. 
Dette blændende Lys blev af mægtige Reflektorer kastet 
over de Personer eller de Scener, som skulde optages i 
Kinetografen. 

Medens Mr. Muybridge ved sine Eksperimenter af 
lignende Art altid havde benyttet en Række Cameraer, 
brugte Edison kun ét, hvilket var en ubestridelig Fordel. 
Naar han saa havde sin negative Strimmel færdig, lod 
han den sammen med en ny Bromsølv-Strimmel gaa igen- 
nem en Maskine og tilvejebragte derved de positive Bil- 
leder, som da efter at være underkastede den sædvanlige 
fotografiske Behandling blev indsatte i Kinetoskopet. 

Den oprindelige Form for dette var et Apparat, der 
lignede et lille Skab, i hvilket var anbragt en elektrisk 
Motor, som ydede Drivkraften til den Mekanisme, der 
førte Strimlen med Billederne frem. Enderne af Strimlen 
var fastgjorte til hinanden, saa at det Hele dannede et 
sammenhængende Baand, hvis Længde var fra halvtresinds- 



422 EDISON 

iy\e til et Hundrede og halvtresindstyve Fod. For at faa Plads 
til det inde i Kinetoskopets Kasse var det anbragt saa- 
ledes, at det løb mange Gange op og ned over en Række 
parallelt liggende Valser. Billederne førtes da hen under 
det Forstørrelsesglas, gennem hvilket man skulde se dem, 
og idet en Blænder, anbragt paa en Skive, der drejede 
sig rundt, lukkede til og atter aabnede sig for Billederne, 
fik disse Liv. Med den samme Hastighed, hvori Billederne 
var tagne, seksogfyrretyve i Sekundet, gled de nu forbi 
Øjet. 

Imidlertid var denne uhyre Fart i Fotograferingen og 
Forevisningen ikke blot unødvendig, men tilmed meget 
uheldig. De kantede Bevægelser, som skulde fremstilles 
blev bløde, det hurtige Spring blev for langsomt; skulde 
et Legeme vises i Fald, kom det til at se ud, som om 
det dalede ned under en usynlig Faldskærm; en rask 
Gallopade tog sig ud som Sagtevals. Jo hurtigere man 
gik frem, jo flere Billeder man tog af den enkelte Be- 
vægelse, des langsommere viste Bevægelsen sig. 

Det er let forstaaeligt. Billedet af en middelstærkt 
belyst Genstand bliver staaende paa Øjets Nethinde i de 
to Femogfyrretyvendedele af et Sekund. Naar den altsaa 
viser sig for Øjet blot i den ene Femogfyrretyvendedel, 
ser vi den i Virkeligheden i en Femtendedel af Sekundet. 
Tager man da femten Billeder i Sekundet af en Ting, 
som bevæger sig, og lader disse Billeder passere forbi 
Øjet med samme Hastighed, maa Indtrykket, man mod- 
tager, kommer til at falde nøje sammen med Indtrykket 
af Virkeligheden; medens de seksogfyrretyve Billeder i 



EDISON 423 

Sekundet ligesom overlæsser Øjet og derved giver de alt- 
for stærkt udpenslede Bevægelser et blødt og glidende 
Præg. 

Dette har man forlængst indset, og femten Billeder i 
Sekundet er nu altid Normen ved de kinetografiske Fore- 
visninger. 

Edison ændrede snart disse Forevisningers Karakter. 
Det var naturligvis meget morsomt at sidde og kigge ned 
i en Kasse, hvor Mennesker og Dyr løb omkring, som om 
de var levende; men bedre var det dog, om man kunde 
faa dem ud af Kassen og lade dem agere paa en Tribune. 

Det arrangeredes meget nemt. Celluloid-Strimlen med 
Billederne anbragtes bag et Forhæng imellem et stærkt 
koncentreret elektrisk Lys og et Forstørrelsesglas, som 
passede nøje ind i en lille Aabning i Forhænget ; og naar 
saa alt Lys blev slukket paa Tilskuerpladsen, førtes Bil- 
lederne med fornøden Hastighed forbi Forstørrelsesglasset 
og kastedes i naturlig Størrelse over mod en hvid Skærm, 
der var rejst paa Tribunen — ganske paa samme Maade, 
som almindelige Lysbilleder forevises. 

Hidtil havde Edison foretaget alle sine kinetografiske 
Eksperimenter og Forevisninger inde i Ateliererne. Men 
efter nogle Maaneders Forsøg blev det ham klart, at det 
stærke elektriske Lys ved Fotograferingen var unødven- 
digt, og at Billederne endog blev bedre, naar han tog dem 
i Sollys. Da han nu tillige havde Brug for en Scene, 
hvor de Billeder af Livet, han ønskede at forevige, kunde 
fremstilles, besluttede han sig til at bygge et helt lille 
Teater. 



424 EDISON 

Efter et Par Ugers Forløb var Teatret rejst. Men det 
er jo heller ikke netop nogen Pragtbygning. Det ligger 
inde mellem Rækkerne af de lave Huse, som omgiver den 
store Laboratoriebygning, og det er det mindste af dem 
alle. Ikke desto mindre falder det straks i Øjnene, naar 
man begiver sig ind paa Laboratoriets Enemærker. 

Det kinetografiske Teater er en lav, aflang Hytte 
af et højst uregelmæssigt Udseende. Omtrent den ene 
Halvdel af den er dækket med et fladt Tag, som ved en 
simpel Mekanisme kan aabnes og lukkes efter Behag; der- 
efter hævei" Taget sig i Midten meget stejlt, og i den 
modsatte Ende er Tagkonstruktionen atter en anden. 
Hele Bygningen er opført af Tjærepap, og blandt Labo- 
ratoriets Folk kaldes den aldrig andet end Sorte Marie. 

Træder man ind i Teatret, møder Øjet den skarpeste 
FordeUng af Lys og Mørke. Under det ene Tag er der 
mørkere end i den sorteste Nat, under det andet ligger 
Rummet badet i Solens Straaler. Men førend man endnu 
har vænnet Øjnene til Lyset, mærker man en underlig 
Usikkerhed i Grunden under sine Fødder, og man opdager, 
at hele Huset langsomt og lydløst drejer sig rundt; og 
Lys og Skygge veksler atter. 

Bygningen hviler i Midten paa en Tap, og under dens 
fire Hjørner er anbragte Hjul, som løber paa .Jærnskinner, 
der er lagt i en Cirkel ligesom ved en almindelig Dreje- 
skive. Edison har indrettet sit kinetografiske Teater paa 
denne Maade, for til enhver Tid af Dagen at kunne faa 
SoUys ind i en hvilkensomhelst Krog af Bygningen. 

Dog er der ét Rum i Teatret, hvor der bestandig 




Carmencita. 



EDISON 427 

hersker Mørke; det er det lille Kammer, i hvilket Bille- 
derne fremkaldes, og Celluloid-Strimlerne skiftes om fra 
Fotografiapparatet til det kinetografiske Camera. løvrigt 
er det saa praktisk indrettet, at Apparaterne ikke skal 
bæres frem og tilbage, men der er lagt Spor, ad hvilke 
de glider fra det ene Rum til det andet, hvor de skal 
anvendes. 

Teatrets Scene er ikke stor, men behøver heller ikke 
at være det; det er jo ikke Masseoptrin, som skal foto- 
graferes. Den er hævet godt en Alen i Vejret, og Bag- 
tæppet er af sort Klæde eller Fløjl. Mod denne mørke 
Baggrund træder de solbelyste Figurer, som skal fotogra- 
feres, skarpt frem; de kommer til at staa næsten som 
Relief af Alabast paa Ibenholtgrund, og Billederne paa 
Celluloid-Strimlen bliver derved overordenlig tydelige. 

Mangfoldige er de Scener og Optrin, som er gaaede 
over Brædderne i Edisons kinetografiske Teater. Snart 
engagerede Opfinderen en Jonglør, hvis hurtige Leg med 
Kugler og blinkende Knive egnede sig fortrinhgt til kine- 
tografisk Gengivelse; snart var det en Mimiker, hvis veks- 
lende Ansigtsudtryk nøjagtigt optegnedes ; snart igen havde 
Edison den Fornøjelse at se paa sit Teater berømte Danser- 
inder, som sparkede ud og viste deres Kniphngsskørter 
i Hundreder af smaa Fotografier eller i Serpentinedansen 
slyngede de lyse Gevandter i urolig Bølgen om deres 
slanke Legemer. Der kom Badutspringere, som slog Sal- 
mortaler, og Taskenspillere, som, ængstelige for at disse 
femtendedel Sekund-Billeder skulde afsløre deres Fif, brugte 
Fingrene med dobbelt Behændinghed. Der optraadte Bry- 



428 EDISON 

dere og Boksere, Trapezkunstnere og Fægtemestre; og nu 
og da lod Edison ogsaa tage smaa Scener fra det daglige 
Liv, saaledes som man ser det paa omstaaende Billede. 

En Dag engagerede han en Trup Zigeunere til at give 
en Forestilling med deres dresserede Bjørne paa det kine- 
tografiske Teater. Men det blev betydet Zigeunerne, at 
hver enkelt Del af Forestillingen nødig maatte vare 
mere end ét Minut. Det forstod disse Bjørnetrækkere 
naturligvis ikke; de var vante til, at Folk helst vilde 
have saa meget som muligt for Pengene, og de havde 
heller ikke Lyst til at overanstrænge deres skikkelige 
Bamser. Men da de hørte, der var Tale om at fotogra- 
fere dem og deres Dyr, lavede de Tableau: den ene Bjørn 
blev placeret paa Halen i en stor Lænestol, den anden 
stod ret med en Stok bag om Nakken, saadan som en 
velopdragen Bjørn rettelig bør lade sig fotografere, og den 
tredie blev kommanderet til at lægge sig ned, hvorpaa 
Zigeunerne arrangerede sig i en malerisk Gruppe med 
Hovederne hvilende paa Dyrets bløde Skind. 

Endelig gik det op for dem, hvad det drejede sig 
om, og nu kom der Liv i Bjørnene. De dansede 
lystigt imellem hverandre, og de brødes med deres Førere, 
saa de Allesammen tumlede henover Scenegulvet og en 
Bjørn og en Mand sluttelig trimlede ned af Forhøjningen. 
Det var overmaade vellykket. 

En anden Gang havde Edison faaet Fingre i nogle 
halvvilde Indianere, af hvis ejendommelige Krigsdans han 
ønskede en kinetografisk FremstiUing. Kun efter mange 
Overtalelser og mod Gaver, som stærkt fristede de ucivi- 



EDISON 



429 



liserede Mennesker, fik man dem til at springe paa Te- 
atres Scene, og Kinetografen tog nogle Tusinde Billeder 
af Dansen i dens forskellige Faser. Ingen fortalte dem, 
hvad Hensigten med deres Optræden var, og de tænkte, 
at man blot af Nysgerrighed havde ønsket at se deres 
Dans. 




I det kinetografiske Teater. 

Men senere, da Billederne var fremkaldte og færdige 
til at forevises i Apparatet, indbød Edison Indianerne til 
at overvære en lille Forestilling paa Teatret. De blev 
placerede paa Bænkene foran Skærmen, der var rejst paa 
Scenen; Taget, som havde staaet aabent, klappede i, saa 
der i et Nu blev fuldstændig mørkt; en brummende Lyd 
hørtes — det var den elektriske Motor ved Forevisnings- 



430 EDISON 

apparatet bag Tæppet, som blev sat i Bevægelse — , Skær- 
men skinnede pludselig i stærkt hvidt Lys, og Indianerne 
saa' foran sig nogle Skikkelser springe frem. De havde 
allerede begj^ndt at vise Tegn til Uro, da der blev mørkt 
omkring dem; men da de nu opdagede, at det var dem 
selv, der lyslevende sprang omkring dér faa Alen fra, 
hvor de sad, for de op og udstødte vilde Hyl og Angst- 
skrig, flygtede mod Udgangen, kunde ikke finde den i 
Mørket, blev alligevel dobbelt forfærdede, da Rummet 
pludselig igen laa i fuldt Sollys, og stjTtede saa ud i en 
saadan Hast, at de var lige ved at rive den gamle Portner 
omkuld. 

Naturligvis følte de sig overbeviste om, at de havde 
set deres egne Dobbeltgængere, og at de var blevne lok- 
kede ind i en Troldmands Hule. Det var, som Læseren 
vil erindre, ikke første Gang, Edison blev betragtet som 
en Mand, der staar i Pagt med overnaturlige Magter. 

Saadanne muntre Scener var, navnlig i den første 
Tid efter at det kinetografiske Teater var bygget, ret al- 
mindelige, og de tjente jo i høj Grad til at oplive Hu- 
møret hos de Folk, der arbejdede med den nye Opfin- 
delse. 

Mesteren selv overværede sjældent disse sceniske 
Præstationer. Da han var færdig med Eksperimenterne 
og saa', at Apparaterne virkede som de skulde, trak han 
sig tilbage for at granske over nye Opgaver. 

Vi tager da foreløbig Afsked med Sorte Marie og 
følger Edison op i et af de store fotografiske AteUerer, 
hvor vi finder ham paany sysselsat med Mikrofotografi. 



EDISON 431 

Da Opfinderen først havde tilendebragt Opfindelsen af 
Kinetografen, faldt det ham ind, at man ogsaa maatte 
kunne tage kinetografiske Billeder af mikroskopiske Dyr 
og vise dem i Bevægelse, ligesom overhovedet alle usyn- 
lige Naturprocesser maatte kunne afsløres paa en Maade, 
som gjorde dem let tilgængelige for et indgaaende Stu- 
dium. Et nyt og overordenlig værdifuldt Materiale til natur- 
historisk Anskuelsesundervisning lod sig her bringe til 
Veje. 

Det gik dog ingenlunde saa let, som Edison havde 
tænkt. 

Han begyndte med at ville fotografere de mange 
Smaadyr, som tumler omkring i en Draabe Vand. Men 
der var store Vanskeligheder forbundne med at finde det 
Objektiv, som passede bedst, ligesom det ogsaa viste sig 
nødvendigt at kaste et stærkt Lys over Vanddraaben, naar 
den skulde fotograferes. Her mødte han atter den 
Ulæmpe, at Lysstraalerne brødes i Vandet. Elektrisk Lys 
kunde ikke anvendes. 

Mange Dage eksperimenterede Edison Time efter Time 
med sin Vanddraabe og sine Fotografiapparater ; det syntes 
ikke at ville lykkes. Hundrede af Celluloid-Strimler brugte 
han; der viste sig stadig kun Billedet af en taaget Vand- 
masse. Men Edisons Taalmodighed er, naar det gælder 
at løse et interessant Problem, ubegrænset. Hver Morgen 
tog han utrættet fat, hvor han slap om Aftenen, forsøgte 
atter og atter nye Metoder, og tilsidst kronedes hans An- 
strængelser med Held. 

Ved at kaste et stærkt Kalklys hen over Vanddraaben 



432 EDISON 

og samtidig anbringe nogle Aliinceller saaledes, at de op- 
fangede Størstedelen af Varmestraalerne, fik han tilveje- 
bragt den rette Belj^sning, og ved at ændre Kinetografen 
lidt, saaledes at Blænderen drejede sig hurtigere rundt, 
lykkedes det ham endelig at indfange de springske Vand- 
trolde paa sin Celluloid-Strimmel. De stod dér tomme- 
store, ganske som om det var Mennesker, der var foto- 
graferede. 

Ue positive Billeder blev fremkaldte, og nu viste 
Edison sig atter i sit lille Teater. Den værdifulde Strim- 
mel blev indsat i Forevisningsapparatet, og gennem For- 
størrelsesglasset kastedes nu ud mod den hvide Skærm 
levende Billeder af tre Fod høje Skikkelser, i de særeste 
Former; de vred sig og sprang omkring i den vildeste 
Hurlumhej, og man blev næsten uhyggelig tilmode ved 
Tanken om, at dette Mylr af ækle Dyr hørte hjemme i 
— en Draabe rent Vand. Pudsigt tog det sig ud, naar 
Billederne af disse Dyr passerede ind i Linsens Brænd- 
punkt og ud af det igen; med et Sekunds Hastighed vok- 
sede de til deres tre Fods Højde for i næste Nu at skrumpe 
ind til faa Tommer, hvorefter de atter skød i Vejret og 
paany svandt hen. 

Edison har senere anstillet Forsøg med kinetografisk 
Fremstilling af Insekters Aandedræt, af Blodcirkulationen 
i en Frøs Ben og lignende for det blotte Øje usynlige 
Bevægelser i Naturen. Men Vanskelighederne herved har 
vist sig saa store, at Opfinderen af Hensyn til andre Ar- 
bejder har maattet lade disse Eksperimenter hvile, forinden 
han var naaet til en endehg gunstig Løsning. Ogsaa ved 




Det nyeste kinetografiske Forevisningsapparat. 



EDISON 435 

det ovenfor omtalte Forsøg, hvis Resultat for Anskuelig- 
hedens Skyld er fremstillet som fuldkommen lykket, 
klæber der Mangler, som Edison ikke vides endnu at 
have fjærnet. Imidlertid har han vist, at hans sublime 
Tanke lader sig udføre, og det er da formodenlig kun et 
Tidsspørgsmaal, naar Tanken bliver til Virkelighed under 
saa fuldkomne Former, at den kan komme Videnskaben 
til Nytte. 

Hidtil er Edison, saavidt vides, ene om Eksperimen- 
terne med kinetografisk Fremstilling af mikroskopiske 
Væsner, og hans Forsøg har vistnok kun været lidet 
kendte. Derimod har andre Opfindere med megen Iver 
kastet sig over de almindelige kinetografiske Resultater, 
som Edison har tilvejebragt. De har søgt at føre Re- 
sultaterne videre, men har, som det synes, kun opnaaet 
at gøre dem enklere, saaledes at Fremstillingen af de levende 
Billeder kunde ske under mere praktiske Former. Imid- 
lertid har jo ogsaa dette sin Betydning. 

Franskmanden Carpentier er vistnok den, der har 
haft det bedste Greb paa Tingene. Det er hans Konstruk- 
tion af Kinetografen eller, som han kalder den, Kinema- 
tografen, der anvendes i Københavns Kinoptikon. løvrigt 
siges Edisons nyeste Forbedringer af Opfindelsen at falde 
temmelig nøje sammen med, hvad Carpentier har udpøn- 
sket, og vi skal da give en kort Beskrivelse af Kineto- 
grafen paa dette dens seneste UdvikHngstrin. 

Som det fremgaar af foranstaaende Billede er den 
elektriske Motor forsvunden, og Celluloid-Strimlen drives 



436 EDISON 

frem ved Haandkraft. Det kunde synes at være et Til- 
bageskridt, idet den mekaniske Drivkraft altid maa an- 
tages at give en mere regelmæssig Bevægelse. Imidlertid 
var der ved Anvendelsen af elektrisk Motor Mangler, som 
vanskelig lod sig afhjælpe; der spildtes Tid ved at sætte 
Motoren i Gang og standse den igen, og den gjorde en 
ubehagelig Støj. Med nogen Øvelse er det heller ikke 
vanskeligt at dreje Haandtaget, der nu findes paa Fore- 
visningsapparatet, netop med den Hurtighed, som kræves. 

I den aabne Kasse bagved Haandtaget sés to Kul- 
spidser; her udvikles et stærkt elektrisk Lys, som kon- 
centreres i Linsen foran og derefter kastes ud mod 
Celluloid-Strimlen, mens denne hurtigt glider ned forbi 
den mindre Linse, som forstørrer Billederne. Denne 
messingindfattede Linse passer nøje ind i et lille Hul, som 
er skaaret i Skærmen, der dækker Forevisningsapparatet 
for Tilskuernes Øjne ; der anvendes nu i Reglen en Skærm 
af Pap eller Træ i Stedet for det sorte Forhæng, som 
oprindelig benyttedes. 

Maaden, hvorpaa Strimlen med Billederne rulles frem 
bag Linsen, er ogsaa forskellig fra den, som anvendtes 
ved de tidligere Apparater. Hele det omstændelige Arran- 
gement med mange Valser er bortfalden, og i Stedet for 
et sammenhængende Baand har man nu Strimlerne i smaa 
faste Ruller, der hurtigt lader sig anbringe paa en Stift 
mellem to Metalstandere over Apparatet. Idet der drejes 
paa Haandtaget, ruller Strimlen sig op og glider ned 
igennem den tidligere omtalte Stoppemekanisme, hvor et 
Tandhjul griber ind i de smaa Huller paa Strimlens 



EDISON 



437 



Sider og derved lader Billederne passere forbi i smaa 
Stød, samtidig med at Blænderen drejer sig rundt og 
lukker og aabner for Linsen. 




Det øverste af Forevisningsapparatet. 



Hver Celluloid-Strimmel, der fast oprullet ikke maaler 
mere end et Par Tommer i Diameter, har en Længde af 
halvfjerdsindstyve Fod, og der er paa en saadan enkelt 
Strimmel ni Hundrede til Tusinde Fotografier, som til- 
sammen altsaa udgør ét levende Billede. Foreviseren har 



438 EDISON 

sine smaa Ruller liggende paa en Hylde i Apparatets 
Underb3'gning, og med Mellemrum af et Minut eller endnu 
hurtigere kan han lade det ene Billede følge efter det 
andet. 

Undertiden ser man i de forstørrede Billeder, som 
viser sig paa den hvide Skærm, mindre og større Pletter, 
der forsvinder lige saa hastigt, som de kommer til Syne. 
De kan undertiden skyldes usynlige Fejl i enkelte af Foto- 
grafierne paa Strimlen, men ofte er ogsaa saadan en stor 
sort Plamase Følgen af, at blot et hlle bitte Fnug har 
revet sig løs af den Flojlsbelægning, over hvilken Strim- 
len glider inde ved Blænderen. 

Apparatet, hvormed man optager Billederne, og som 
omstaaende er gengivet, er kun lidet forskelligt fra Fore- 
visningsapparatet. Den væsenligste Forskel er den, at den 
præparerede Celluloid-Strimmel, der jo maa holdes i 
Mørke, er indesluttet i en lystæt lille Kasse, som er an- 
bragt ovenpaa Apparatet. Paa Billedet er selve Apparatet 
aabnet, for at man kan se dets Indretning, men under 
Fotograferingen maa naturligvis Døren være lukket i ; og 
idet man da drejer Haandtaget rundt, ganske som paa 
Forevisningsapparatet, trækkes Strimlen fra Rullen oppe 
i Kassen ned bag Objektivet og ruller sig straks op igen 
paa en lille Valse, som er anbragt i Apparatets Bund. 

Det Hele er saa simpelt og ligefremt, at enhver 
Amatørfotograf med lidt Øvelse maa kunne tage kineto- 
grafiske Billeder. Og man har nu opdaget, at disse Bil- 
leder meget vel lader sig tage ude i fri Luft, paa Gaden, 
i Skoven, hvorsomhelst man ønsker; der kræves ikke en- 



EDISON 439 

gang Sollys, om end Solen, som ved al Fotografering, er 
en god Hjælper. Naturligvis er det en stor Fordel, at 
man ikke behøver hele Teater-Apparatet med den sorte 



Optagelsesapparatet. 

Baggrund og det stærke Lys; der har herved aaabnet sig 
Muligheder for at optage Billeder af Livet, som virker 
med hele det Umiddelbares Styrke, fordi de Personer, som 
er fotograferede, ikke har anet Noget om det Overfald, 
de har været Genstand for, og derfor er saa ganske sig 



440 EDISON 

selv. Hele Apparatet fylder ikke mere, end at man til 
Nød kan have det under Overfrakken. 

Dog vil det næppe i den nærmeste Fremtid blive 
almindeligt, at Folk løber omkring med Kinetografer og 
gør Gaderne usikre. Dertil er de en Smule for kostbare. 
Endnu saa sent som i Begyndelsen af Aaret 1896 forlangtes 
der i Paris for de Apparater, her er beskrevne, en Sum 
af 20,000 Francs. Det havde ganske vist sin Forklaring 
deri, at der paa det Tidspunkt endnu kun eksisterede 
nogle enkelte Eksemplarer af den ny, forbedrede Kine- 
tograf; siden er Prisen gaaet ned til under det Halve. 
Men i adskillige Aar vil det dog vistnok* blive fire-chiff- 
rede Summer, man maa regne med; og et blot nogen- 
lunde billigt Legetøj bliver Kinetografen aldrig — saa 
lidt som Fonografen er bleven det — , dertil kræver 
Apparaterne en altfor nøjagtig teknisk Udførelse. 

Men naturligvis har driftige Industrimænd gjort talrige 
Forsøg paa at udnytte en Opfindelse, hvis Princip var saa 
letfatteligt, og hvis Indretning for en flygtig Iagttagelse 
ikke syntes at kunne frembyde meget store Vanskelig- 
heder. Der er bleven bragt Kinetografer paa Markedet, 
som kun var daarhge Karrikaturer af Edisons Opfindelse, 
og som endda maatte betales med ret betydelige Sum- 
mer. Saavidt vides, har Mesteren heller ikke fundet det 
Umagen værd at skride ind imod disse Efterhgninger. 

Kinetografen er for Øjet, hvad Fonografen er for 
Øret. Begge gengiver de, uden Hensyn til Tid og Sted, 
det levende Liv. Og førend Edison var begyndt paa sine 



EDISON 



441 



kinetografiske Eksperimenter, mens Opfindelsen endnu 
kun var til i hans Hjærne, opstod den Tanke hos ham, 
om det ikke skulde være muligt at skabe et Samarbejde 
mellem Fonograf og Kinetograf saaledes, at det levende 
Billede fik Mæle og talte med sin egen Stemme. 

Saa tidligt som i 1887 undfangede Edison denne 
geniale Idé, og det var ikke mindst den, som drev ham 




Blænderen. 



til med en saa hidsig Iver at kaste sig over Udviklingen 
af Kinetografen. Han ventede heller ikke, til denne havde 
naaet sin fuldkomne Skikkelse, med forsøgsvis at bringe 
sin Tanke til Udførelse. 

Hvad det galdt om var altsaa med aldeles nøjagtig 
Samtidighed at optegne et Menneskes Tale paa Fonogra- 
fens Voksvalse og hans Bevægelser og vekslende Ansigts- 
udtryk paa Kinetografens Celluloid-Strimmel. Allerede 
paa det Tidspunkt, hvor Edison kun var naaet til at eks- 



442 EDISON 

perimentere med den kinetografiske Cylinder, paa hvis 
Flade mikroskopiske Billeder optoges med altfor stor 
Hastighed, gjorde han sit første Forsøg paa at konstruere 
det Apparat, som han har kaldt Fono-Kinetografen. 

Han slog ganske simpelt de to Apparater sammen i 
ét. Fonografens Valse og den kinetografiske Cylinder blev 
anbragte Side om Side paa en Akse og drejede sig saa- 
ledes rundt med samme Hastighed, medens de hver for 
sig arbejdede paa sin Vis. Fonografen gjorde sine Ting 
ligesaa godt, som naar den optraadte solo, men de levende 
Billeder var jo endnu langtfra at illudere. Naar man bag- 
efter kiggede gennem Mikroskopet, samtidig med at man 
puttede Fonografens Glasrør i Ørerne, saa' man et for- 
virret Billede uden klare Omrids bevæge sig, uden at det 
var muligt at overbevise sig selv om, at det var dette 
Skyggebillede, som talte til En. 

Edison lod da foreløbig disse Dobbelt-Eksperimenter hvile. 
Han indsaa', at Kinetografen maatte bringes op til en 
langt højere Grad af Fuldkommenhed, førend der kunde 
være Tale om med Held at benytte den i Forbindelse 
med Fonografen. 

Vi har set, hvorledes Opfinderen langsomt arbejdede 
sig frem Skridt for Skridt, indtil det tilsidst lykkedes ham 
at blæse Liv i Billederne, saa de næppe var til at skælne 
fra Virkeligheden. Først da genoptog han sine Forsøg 
med Fono-Kinetografen. Men ved at Celluloid-Strimlen 
havde afløst Cylinderen, blev jo den først anvendte Me- 
tode umulig, og Edison forstod snart, at det overhovedet 
ikke lod sig gøre saadan at putte Fonografen ind i Kine- 




Brudstykke af en Saltomortale. 



EDISON 445 

tografen eller omvendt; de to Apparater maatte holdes 
ude fra hinanden, og det galdt saa om at skaffe en For- 
bindelse til Veje imellem dem, hvorved de kom til at 
virke absolut samtidigt. 

Det voldte uhyre Vanskeligheder. Det drejede sig jo 
om smaa Brøkdele af Sekunder, og den allerubetydeligste 
Unøjagtighed forstyrrede ganske Totalindtrykket. Ofte 
var Edisons Ingeniører paa Nippet til at opgive det Hele, 
men Opfinderen forstod at holde dem til Ilden, og hans 
khppefaste Tro paa, at Forsøgene tilsidst maatte lykkes, 
indgav dem ny Iver. 

Paa foranstaaende Billede af det kinetografiske Teater 
ser man, hvorledes Dobbelt- Apparatet er opstillet. Til 
Højre Kinetografen, til Venstre Fonografen, og to elektriske 
Traade fører fra det ene Apparat til det andet. Den fælles 
Drivkraft ydes af en elektrisk Motor, fra hvilken Led- 
ninger er lagte direkte til Kinetografen. Men at regulere 
Hastigheden for de to Apparaters Bevægelse var en bryd- 
som Opgave. Den blev dog løst, og Edison, som ikke 
for sin Død kan udstaa at høre Ordet umuligt, fik atter 
Ret. Hullerne i Celluloid-Strimlens Kant og Blænderens 
Omdrejninger, hvorefter Tiden for Lysets Virkning ind- 
deles, blev med fænomenal Nøjagtighed afpassede efter 
Fonografnaalens Indsnit i Vokscylinderen. Og stor var 
Opfinderens Glæde, første Gang han hørte sine levende 
Billeder tale. 

Om han nu virkelig, saa tunghør som han er, kunde 
opfange Lyden af den fonografiske Tale saa tydeligt, at 
det kunde overbevise ham om det lykkehge Resultat af 



446 EDISON 

Forsøgene, derom tvivler hans Medarbejdere, der var til 
Stede ved denne Lejlighed. Han sad med de fonografiske 
Glasrør i Ørerne og stirrede med spændte Miner paa den 
hvide Skærm, hvor et Menneske skulde springe levende 
frem og deklamere; men hastigt spejdede hans Blik ogsaa 
efter Udtrykkene i de Andres Ansigter, og da de saa' 
glad forbavsede ud, Ijste det op i Edisons Øjne. Man 
kunde se, han anspændte sin Høreævne til det Yderste. 
Og da Manden oppe paa Scenen pludselig forsvandt, 
kastede han Glasrørene fra sig og sprang omkring paa 
Gulvet, henrykt som en Dreng, der har faaet den Julegave, 
som stod øverst paa Ønskesedlen. 

Nu fulgte i de kommende Uger en Række fono-kine- 
tografiske Forsøg, som alle nærmest havde Karakteren af 
smaa sceniske Forestillinger. 

Tilskuerpladsen blev behængt med Sort, og Sammen- 
føjningerne i de bevægelige Tage blev tildækkede, for at 
der ikke skulde trænge blot det svageste Lysskær ind i 
Rummet. Alle de elektriske Lamper slukkedes paa en 
Gang, og i et Minut eller saa rugede der et Gravens Mørke 
i Salen. Da skød, pludselig som et Lyn, en Lyskegle frem 
fra den lille Aabning i Skærmen bag Tilskuerne, og i samme 
Sekund sprang de levende, talende Skikkelser frem paa 
Scenen, 

Edison varierede Forsøgene i det Uendelige. Den ene 
Dag fremstilledes en lille Markedsscene med en Gøgler, 
der spillede paa Lirekasse, mens en Abe sprang omkring 
paa hans Skuldre og paa Lirekassens Laag; man hørte 
tydelig Melodien, mens man saa' Manden dreje paa Svin- 



EDISON 447 

get og Abekatten springe. Den næste Dag var det en 
berømt Sanger, som i Kostyme foredrog et Brudstykke 
af en Opera; og det var, som om Tonerne virkelig udgik 
af hans Mund, og hver Gestus svarede nøje til Sangens 
Tekst. Eller der fremstilledes et Smedeværksted, hvor 
man hørte den klingrende Lyd i samme Øjeblik Hamren 
faldt mod Amboltens Jærn, og hvor Hesten vrinskede, 
mens Smeden beslog dens Hove. Der vistes Fægtere, hvis 
lynsnare Bevægelser blev gengivne med fuldkommen Natur- 
troskab, mens Lyden af Staalklingernes Klirren naaede 
Øret. Danserinden svang sig i rytmisk Takt til et stort 
Orkesters Toner, og den, som havde den skarpeste Hørelse, 
mente endog, naar Musiken tav, og Damen deroppe ved- 
blev at danse, at kunne opfange Lyden af hendes lette 
Fodtrin. 

jj |I Begyndelsen maatte man sidde med Fonografens 
Rør i Ørerne, men senere førtes Lyden ud til Tilskuerne 
gennem den store Messingtragt, som blev anbragt paa 
Talemaskinen, og med hvilken Fonografen nu altid er for- 
synet, naar den skal gengive musikalske Præstationer. 

Imidlertid er Fono-Kinetografen endnu langt fra at 
have naaet Fuldkommenheden. Medens de levende Billeder 
lidet eller intet lader tilbage at ønske i illuderende Virk- 
ning, og den fonografiske Lydgengivelse ogsaa kommer 
Virkeligheden nær, naar Lyden forplantes direkte til Øret, 
volder det bestandig Vanskeligheder at gengive Menne- 
skers Tale saaledes, at Stemmens Styrke og Klangfarve 
ikke udviskes, naar Lyden skal passere gennem Luften. 

Der har i Edisons Laboratorium været eksperimenteret 



448 EDISON 

længe og med stor Ihærdighed for at afhjælpe denne 
Mangel, men Resultaterne er endnu ikke kendte. Samtidig 
har man søgt at udvide de fono-kinetografiske Fremstil- 
linger til at omfatte Dialoger og større Optrin; men heller 
ikke disse Forsøg synes endnu at have baaret Frugt. 

Edison er ogsaa paa dette Omraade bleven sit Princip 
tro: ikke at slippe en Opfindelse ud til Oflfeniigheden, 
førend den har naaet en saadan Fuldkommenhed, at den 
kan staa for Kritik. Men om sine fono-kinetografiske For- 
søg har Edison selv for et Par Aar siden udtalt Følgende : 

„Jeg nærer ingen Tvivl om, at jeg en Gang vil naa 
det Maal, jeg har sat mig. Maaske om ét Aar, maaske 
først naar vi har overskredet Grænsen til det tyvende Aar- 
hundrede, men det skal komme. Vi skal en Gang naa dertil, 
at den store Opera i New York kan gives i enhver Landsby 
i de Forenede Stater å ti Cents. Tournéerne vil blive 
overflødige, men Kulturen vil stige; den Kunst, som nu 
kun de Faa kan nyde, skal blive Allemands Eje. 

„Og ikke blot de Levendes Kunst skal mangfoldig- 
gøres; de døde Kunstnere skal genopstaa, man skal se 
dem agere, høre deres Tale og deres Sang. Adelina Patti 
skal synge. Hundrede Aar efter at hun er død. Og Stats- 
mænd og Politikere skal foreviges paa en Maade, som 
vel aldrig vil gøre Malernes og Billedhuggernes Kunst 
overflødig, men hvorved de kunstneriske Fremstillinger 
paa Lærredet og i Broncen suppleres og kontrolleres. 
Mac Kinley skal staa paa Talerstolen og tale til sene 
Slægter om sin Bill; de nulevende Irlænderes Børnebørns- 
børn skal se Gladstone træde frem og holde en af sine 



EDISON 449 

ildfulde Taler om home-rule. Saaledes skal vi i det 
tyvende Aarhundrede skrive Historien i levende Billeder. 

„Det lyder maaske en Smule utroligt," føjer Edison 
til, „men i Virkeligheden er det Hele jo ganske simpelt 
og naturligt." 

Edison er ikke nogen Fantast, og han plejer ikke at 
love mere, end han er vis paa at kunne holde. Hans 
Ord om Fono-Kinotografen fortjener derfor den største 
Opmærksomhed. 

Hvilken Guldgrube vil den ikke i sin fuldkomne Skik- 
kelse være for Udøvere af scenisk Kunst og for den, hvis 
Opgave det er at studere Fortidens Scenekunst! Det 
skrevne Ord og de billedhge Fremstillinger, som nu staar 
til Raadighed, og som, hvor ypperlige de end kan være, 
dog kun giver et ufuldkomment Begreb om den Afdødes 
Kunst, vil blive supplerede med levende Gengivelser af 
Kunstneren i hans genialeste Ydelser. Som han stod og 
gik paa Scenen, vil han træde frem for Tilskueren, og 
man vil kunne studere hans Minespil og Gestus og hans 
Betoning af hver enkelt Replik. Et uvurderligt Grundlag 
for scenisk Tradition vil være bragt til Veje. 

Fono-Kinetografen bliver i Tidernes Løb den Sandheds- 
kilde, til hvilken Alle, som vil gøre Rede for Fortids- 
begivenheder, flittigt maa søge. 




29 



FIREOGTYVENDE KAPITEL 



FRA MIKROSKOPISKE SYSLER TIL BJÆRGVÆRKSDRIFT. HVORLEDES 
EDISON UDDRAGER METALLET AF KLIPPERNE. ERTSSEPARATORER. 
DØDSSTRAF VED ELEKTRICITET. FARLIGE EKSPERIMENTER. HVOR- 
LEDES EDISON REKREERER SIG. HANS LABORATORIUM I FLORIDA. 




EN ene Dag kan man se Edison sidde i 
Atelieret bøjet over sit Mikroskop eller 
syslende med Fonografens og Kineto- 
grafens Miniatur-Mekanisme; den næste 
Dag finder man ham arbejdende mellem 
Kæmpemaskiner, der skal male Klippe- 
blokke til Støv og drage Metallet ud af den haarde Sten. 
Edison har Hundrede Idéer i sit Hoved og han ken- 
der ikke til Favser. Har han ført en Opfindelse frem til 
et Resultat, der endehg eller foreløbig tilfredsstiller ham, 
eller paa Grundlag af hvilket hans dygtige Teknikere kan 
arbejde videre paa egen Haand, kaster han sig øjeblikkehg 
over en ny Opgave, som han i sin utaalmodige Iver synes 
har ventet altfor længe paa at blive løst. 

Nu har han indtil videre givet de fono-kinetografiske 
Forsøg i Hænderne paa et Par af sine mest fremragende 



EDISON 451 

Medarbejdere for selv at beskæftige sig med nye Metoder 
for Bjærgværksdrift. 

Nogle af Sidebygningerne til det store Laboratorium 
er forbeholdte de Forsøg med Ertsknusning og Metallets 
Uddragning af Malm, som i de senere Aar har lagt saa 




Galvanometer-Afdelingen. 

stærkt Beslag paa Opfinderen. Men førend vi betræder 
Erts-Møllen og de Lokaler, som omgiver den, kaster vi 
et Blik ind i Galvanometer-Afdelingen, som for Teknikere 
skal være noget af det Interessanteste i hele Laboratoriet. 
Det er et langt Rum, hvor Lyset strømmer rigeligt 
ind gennem høje Vinduer, og langs Væggene er anbragte 
svære, solide Fodstykker, paa hvilke Instrumenterne er 

29* 



452 EDISON 

opstillede, de fleste under Glas. Der findes her en næsten 
enestaaende Samling af de værdifuldeste elektriske Appa- 
rater; der er Galvanometre og Magnetometre, Elektro- 
metre og Fotometre og Kronografer og mangfoldige andre 
Instrumenter, ved Hjælp af hvilke de allerubetydeligste 
Mængder af Elektricitet eller Tid kan udmaales eller op- 
tegnes. 

De overordenlig fintmærkende Instrumenter taaler 
ikke i deres Nærhed Jærn eller andre Stoffer, der kan 
paavirkes magnetisk, og alt det faste Inventar er derfor 
lavet af Messing. Der har været store Vanskeligheder 
forbunden med Indretningen af Rummet for Galvanometer- 
Afdelingen. Det galdt om at tilvejebringe en absolut fast 
Grundvold for Bygningen, idet blot den svageste Rystelse 
vilde paavirke Instrumenterne og svække deres Paali de- 
lighed. Man nødtes da til at lægge Murstensgrund i en 
Dybde af tyve Fod, og ovenpaa blev der lagt svære 
Stenplader, paa hvilke Fodstykkerne for Instrumenterne 
hviler. 

En af Bygningerne for Ertsknusning tjener til Oplags- 
rum. Man finder her uhyre Stabler af Tønder, Kasser og 
Fade, som alle indeholder Guld-, Sølv-, Kobber- og Jærn- 
erts fra snart sagt alle Verdens Egne. Kigger man ned i 
Tønderne, da ser man Metallet glimte frem fra Sten- 
blokkene i gyldne og hvidgraa Aarer; og man forstaar, 
at denne sjældne Samling, som har en kolossal Vægt, 
tillige er af meget betydelig Værdi. Saagodtsom alle 
Ertsprøverne har været underkastede den omhyggeligste 




Edison i Erts-MøUen 



EDISON 



453 



Behandling, og deres Art og Værdiklasse er angivne med 
Navn og Numer. 

Tusinder af lignende Prøver i mindre Pakninger findes 
opstablede i et af de øverste Værelser i Hovedbygningen, 
som er fuldstændig udstyret med smaa Maskiner, Knusere, 
Valser, Prøveovne og Lignende. Det er Ertsknusningens 
Forsøgsafdeling. Her kan man ofte finde Edison beskæf- 




Den magnetiske Erts-Separator. 

tiget med at prøve en eller anden Erts eller i Færd med 
at udvaske Guldet af den knuste Guldmalm med samme 
Iver som Guldgraverne i Klondyke — om end det mindst 
af Alt er Guldtørst, som driver ham. 

Vi skal nu omtale Edisons magnetiske Erts-Separa- 
torer, som findes opstillede i Ertsraøllen, og som er af 
den største Betydning for al elektrisk Bjærgværksdrift. 
To forskellige Typer af disse Erts-Knusemaskiner er 



454 EDISON 

iøvrigt i Anvendelse i Ogden-Minerne i New Jersey, som 
ejes af Edison. 

Den Maskine, der anvendes til den første Knusnings- 
proces, arbejder meget ensartet, har ingen slidbare Dele 
og er i Stand til at bearbejde paa én Gang en stor 
Mængde Malm. Disse Egenskaber gør den særlig anvende- 
lig til Behandling af Malme, der kun indeholder mindre 
Mængder af Metal. 

Det er interessant at se, hvorledes de fem— seks 
Kæmpemagneter, som staar i Forbindelse med Maskinen, 
udskiller Metallet fra Malmen. De øverste Tragter er 
fyldte med Erts og aabne forneden, og den knuste Malm 
st3rtes i en ganske smal Strøm, kun en halv Snes Tom- 
mer bred, men tredive Fod lang, forbi Magneterne, uden 
at berøre dem. Magneterne tiltrækker nu de metalliske 
Dele i den knuste Malm og lader de ikke-metalliske Dele 
fare uhindret videre; derved deler Strømmen sig i to 
Dele, som yderligere adskilles ved Skillevægge af Træ. 
Støvskyerne, som rejser sig og hvirvler omkring i Arbejds- 
rummet, fanges af store Centrifugalvifter og føres bort til 
lukkede Rum, hvor særlig konstruerede Støv-Separatorer 
anvendes for at udskille Jærndelene i Støvet. 

Den næste Proces bestaar i yderligere at knuse de 
metalliske Dele, der fra Træ-Skillevæggen blev førte til 
en særskilt Beholder. Dette sker ved at lade dem passere 
mellem Valser saalænge, indtil den hele Masse ligner 
grovtkornet Krudt. 

Naar man er kommen saa vidt, føres endelig de kor- 
nede Metaldynger hen til en anden Type af den magne- 



EDISON 455 

tiske Erts-Separator, Rensemaskinen, som nedenstaaende 
findes afbildet. Den er indrettet med skraatstillede Ræk- 
ker af Magneter, der under en bestemt Vinkel er an- 
bragte saaledes, at de er aldeles ubevægelige. Forbi 
disse Magneter glider med stor Hastighed hen over Valser- 
ne, som er fastgjorte i Maskinens svære Træstel, et otte Fod 



Den magnetiske Erts-Rensemaskine. 

bredt og tredive Fod langt sammenhængende Bælte. Ved 
den Fart, hvormed det bevæger sig, frembringer det et 
saa stærkt Lufttræk opefter, at den fintdelte Malm, som 
skovles hen under Maskinen, sættes i en uophørlig hvirv- 
lende Bevægelse op mod Magneterne. De lettere, ikke 
metalliske Bestandele renses saaledes fra, medens Magne- 
terne drager Massen af Metalkorn opad; og ved den 
øverste Magnetrække fanges denne Masse af Spande, som 



456 EDISON 

er anbragte i en Afstand af tre Fod fra Bæltet, og som 
tømmer deres Indhold ud i en langs Bæltets indre, lod- 
rette Side anbragt Kasse. 

Saasnart Edison havde overbevist sig om, hvor for- 
trinligt hans magnetiske Erts-Separatorer virkede, gjorde 
han Skridt til selv at bringe dem i praktisk Anvendelse. 
Det var med dette for Øje, at han skaffede sig Ogden- 
Minerne; her knuses og sorteres nu ved Hjælp af de 
magnetiske Separatorer daglig 5000 Tons Erts. I Løbet 
af ganske faa Aar har Virksomheden i disse Miner, der 
tidligere laa øde hen, taget et saa kolossalt Opsving, at 
der nu beskæftiges to — tre Hundrede Mand. 

Ogden er bleven til en hel lille Bj-, og Stedet har 
skiftet Navn. Byen hedder Edison efter den Mand, som 
har skabt den. 

Orange-Laboratoriet har i de senere Aar været Skue- 
pladsen for Forsøg, der ved et flygtigt Øjekast kunde 
synes at falde ganske udenfor Rammen af de Bestræbelser 
for at højne Kulturen, som har kendetegnet al Edisons 
Virken. Man bør derfor kende disse Forsøgs Forhistorie. 

Da man for nogle Aar siden i de Forenede Stater 
begyndte ivrigt at debattere Sporgsmaalet om Dødsstraf 
ved Elektricitet, tøvede man naturligvis ikke med at spørge 
Edison til Raads. Hvad Verdens største Sagkyndige paa 
Elektricitetens Omraade mente om Sagen vilde jo være af 
afgørende Betydning. Men man fik af Opfinderen et Svar, 
man ikke havde ventet: 

„Jeg vil aldeles ikke udtale mig om den tekniske 



EDISON 459 

Side af Spørgsmaalet, som De ønsker besvaret. Jeg vil 
det ikke, fordi jeg principielt er en Modstander af Døds- 
straffen. Den strider imod min Forstand som imod min 
Følelse ; den er Intet andet end en Levning fra Barbariet, 
som nødvendigvis maa forsvinde med Civilisationens Frem- 
skridt. Man bør arbejde paa at tilvejebringe sociale For- 
hold, som kan mindske Antallet af Forbrydelser, og man 
bør støtte alle forebyggende Foranstaltninger. De store 
Forbrydelser, som alligevel bliver øvede, straffer man 
haardt nok ved livsvarig Indespærring. Udsigten til en 
saadan Straf vil virke tilstrækkelig afskrækkende, og ved 
at give Fangerne et Arbejde, som passer for deres Ævner, 
er det endda muligt, at de endnu kan blive nyttige og 
gode Mennesker. Arbejdet styrker og renser Menneskets 
Sind. Og i ethvert Menneskes Sjæl kan der være uanede 
Muligheder, som ikke bør tilintetgøres af en brutalt straf- 
fende Haand." 

Det er ikke nogen ny Betragtning, Edison her har 
gjort gældende, men den fortjener at fremføres som et 
Vidnesbyrd om den store Opfinders hele humane Livssyn. 

Naar han til Trods for disse Anskuelser aUigevel se- 
nere beskæftigede sig med Forsøg paa elektrisk Ekseku- 
tion, var det kun, fordi Dødsstraffen nu en Gang af Lov- 
givningsmagten fastholdtes som et nødvendigt Onde, og 
fordi man paa Basis af Undersøgelser, til hvilke Edison 
intet Bidrag ydede, havde vedtaget Loven om Døds- 
straf ved Elektricitet. Under disse Forhold blev det en 
Humanitetsgerning at opfinde den mindst smærtefulde 
elektriske Eksekutionsmetode. 



460 EDISON 

Dog er Edison maaske næppe skredet til noget For- 
søg med mindre Lyst. Da man efter Lovens Vedtagelse 
gentog sin Forespørgsel, om hvorledes Eksekutionen lettest 
kunde gaa for sig, svarede Edison straks i et Slags Gal- 
genhumor : 

„Lej Forbryderne ud som Ledningsarbejdere til New 
Yorks elektriske Lyskompagnier!" 

Edison mente hermed, at naar disse Folk, som jo 
ikke forstod at behandle Ledningerne, af Vanvare kom 
til at røre ved en Ledning, der fører højtspændt Elektri- 
citet, — f. Eks. den, der i Gadens Midte fører Strøm til 
de elektriske Sporvogne — , da vilde de straks være 
dræbte. 

Imidlertid optog Edison i sit Laboratorium Forsøgs- 
arbejdet med den Alvor, som Sagen krævede, og efter- 
haanden som Forsøgene skred frem, følte han sig mere 
og mere overbevist om, at den elektriske Eksekutions- 
metode besad store Fordele fremfor alle andre Former for 
Dødsstraffens Udøvelse. 

Han anstillede Sammenligninger mellem Virkningen 
af ensrettede Strømme og af Vekselstrømme, og han kom 
til den Slutning, at en Vekselstrøm paa tolv til femten 
Volt vilde være tilstrækkelig til øjeblikkelig at berøve et 
Menneske Livet. 

Forsøgsobjekterne var i Begyndelsen Hunde; senere 
valgte man større Dyr. Det var Edisons Ven og for- 
nemste Medarbejder, Mr. Charles Batchelor, som ledede 
Forsøgene. Der gives en Beskrivelse af, hvorledes en af 
disse Eksekutioner forløb. 



EDISON 461 

Man ønskede at bruge Vekselstrøm, og da de store 
Dynamoer i Laboratoriet kun afgav ensrettet Strøm, var 
Mr. Batchelor henvist til at anbringe et Omvekslings- 
apparat ved en elektrisk Generator, der tjente til Belys- 
ning af Gaderne i Etablissementets Nærhed, og som ud- 
viklede Strøm med en Spænding af tolv Hundrede Volt. 
Til denne Dynamo fæstedes to Traade, af hvilke den ene 
var sat i Forbindelse med en Tinplade, som laa paa Jor- 
den, medens den anden anbragtes i et Fad med Vand, 
som var stillet ganske tæt ved Tinpladen. 

Da disse Forberedelser var trufne, blev Køteren, der 
skulde ofres, trukken frem. Men den opførte sig, som 
om den ved en eller anden vidunderhg Indskydelse havde 
faaet en Anelse om den store Udmærkelse, der var til- 
tænkt den. Meningen var, at den skulde gaa hen paa 
Tinpladen og drikke af Vandet. Strømløbet vilde da være 
sluttet; fra Hundens Tunge vilde den elektriske Strøm 
gaa gennem dens Hoved, Krop og Ben til Tinpladen, og 
Stødet vilde dræbe den. Man fik Dyret til at spasere hen 
paa Pladen, men der satte den sig paa sin Hale med 
Næsen i Vejret, som om den vilde give til Kende, at den 
var ligesaa klog som Mr. Batchelor. Saa maatte man 
lægge et Reb om Halsen paa den og tvinge dens Hoved 
ned imod Vandet. Og i samme Nu, Berøringen skete, 
sank Hunden død om; ikke en Lyd, ikke en Bevæ- 
gelse, som kunde tyde paa, at Dyret følte Smærte, kun i 
mindre end et Sekund en ganske svag Trækning i Musk- 
lerne. 

Ved en anden Lejhghed var Mr. Batchelor paa et 



462 EDISON 

hængende Haar ved at bringe sig selv som Offer paa 
Videnskabens Alter. Han skulde udbedre en Fejl i et 
Apparat, der stod i Forbindelse med en elektrisk Lampe, 
og han syntes, han havde taget alle tænkelige Forsigtig- 
hedsregler. Imidlertid viste et lille Brandsaar, der senere 
fandtes paa en af hans Fingre, at han uden at ane det 
maa have dannet en sluttet Strømkres ved at tage den 
ene Traad i Haanden, medens den anden berørte hans 
Legeme. 1 samme Xu, som Forbindelsen saaledes var 
tilvejebragt, tumlede han bagover i en Stol. I mere end 
et Kvarter sad han her, ude af Stand til at røre sig, ba- 
det i en iskold, dødlignende Sved, lammet fra Hoved 
til Fod. 

Da Mr. Batchelor kom til sig selv igen, sagde han, at 
han aldrig havde oplevet noget frygteligere. Han havde 
følt det, som om en kæmpemæssig grov Fil var bleven 
stødt med voldsom Kraft gennem Legemets sitrende Fibre, 
og en rædselsfuldt snurrende Smærte havde boret sig 
gennem Hjærte og Lunger. 

1 et Par Dage var Mr. Batchelors Nervesystem gen- 
nemrystet; saa genvandt han atter sine Kræfter. Men 
Edison, hvem dette Uheld beredte en alvorlig Angst, følte 
sig overbevist om, at hvis der ved den paagældende Lej- 
lighed tilfældig var bleven benyttet en Dynamo for Veksel- 
strøm i Stedet for den mindre stærkt spændte ensrettede 
Strøm, da vilde hans Ven ikke have været blandt de 
Levendes Tal; og det er mere end sandsynligt, at selv 
denne noget svagere Strøm vilde have gjort Mr. Batchelor 



EDISON 463 

til et Vrag for hele Livet, hvis han ikke netop havde 
været af en særlig stærk Konstitution. 

Da Edison var færdig med sine Eksekutionsforsøg, 
nedsatte Nevv^ York Stat en Kommission, som skulde 
prøve de foreslaaede Metoder. Kommissionen bestod af 
fire Medlemmer, Dr. Mac Donald, Overlæge ved Auburn 
Sindssygeanstalt for Forbrydere, Dr. Edward Tatum fra 
Pensylvania Universitet og som tekniske Sagkyndige Dr. 
A. D. Rockwell, en af det nittende Aarhundredes berøm- 
teste Elektrikere, og den ligeledes højt ansete Elektro- 
tekniker Mr. Harald P. Brown. Opfinderen gav Kommis- 
sionen Tilladelse til at benytte en bagved Laboratoriet 
liggende Bygning, som var rigelig forsynet med- elektriske 
Apparater; og han stillede yderligere nogle af sine bedste 
Mænd til Kommissionens Raadighed. Man eksperimen- 
terede først med fire Hunde, derefter med nogle Kalve, 
og sluttelig dømte man en ældre, sejglivet Droskehest til 
Døden og eksekverede Dommen med al ønskelig Applomb. 
Efter dette gunstige Resultat var Kommissionen ikke i 
Tvivl om, at '^Elektrocution er den heldigste Form for 
Dødsstraf. 

Senere har der jo, om man kan |tro Beretningerne i 
Bladene, i Praksis vist sig uhyggelige Tilfælde, hvor For- 
brydere har været mere sejghvede end Droskehesten, som 
skabte den elektriske Dødsmaades teoretiske Sukces. 

Men Edison beskæftigede sig kun personlig med hele 
denne Sag i dens første Forsøgsstadier, og han saa' ikke 
med Utilfredshed Eksperimenterne afløste af andre, hvis 
Formaal var Liv og Fremskridt. 



464 EDISON 

Edison trænger naturligvis som alle Mennesker, der ud- 
fører et betydeligt aandeligt Arbejde, nu og da til en Smule 
Rekreation. Han ynder imidlertid ikke at rejse; skulde han 
søge Hvile, raaatte det være paa et fra al Civilisationens 
Larm fjærntliggende naturskønt Sted. 

Edison fandt et saadant Sted Tusinde Mile Syd 
for New Jersey i den lille Landsby Fort Meyers i Florida 
ved den fosforlysende Calahoutchieflod. Her under den 
tropiske Sol udfolder sig det rigeste Dyre- og Planteliv. 
Over Palmernes Kroner suser Sværme af rødstrubede 
Kolibrier; Papegøjerne med deres karmoisinrøde og 
smaragdgrønne Fjer hopper om fra Gren til Gren og 
pludrer gemytligt, mens Skovskader, hvis Vinger har 
Himlens lyse, blaa Farve, skændes lystigt om Intet og 
Alt; over Engenes gule Blomster sværmer Sommerfugle i 
spraglede Farver og Biller klædte i straalende Pansre; 
selv Alligatoren, som ved Flodens Bred strækker sin 
smidige Krop i det hede Sand, bliver fredsommelig og lad 
midt i denne paradisiske Naturrigdom. 

Her byggede Edison sig en smuk Villa, udstyrede 
den med alle Bekvemmeligheder og fik anlagt en prægtig 
stor Have omkring sit Hus. Opfinderens gamle Fader, 
Samuel Edison, der nu er godt oppe i Halvfemserne, til- 
bringer den største Del af Vinteren her sammen med 
en gammel Ven, Mr. James Symington. Vintervejr i 
Florida er som Junivejr i Danmark. Samuel Edison er 
trods sin høje Alder endnu fuldkommen aandsfrisk, og 
hans Søns Verdensberømmelse er hans Alderdoms store 
Glæde; han er ogsaa saa legemlig rask, at han kan ud- 



EDISON 467 

føre endog temmelig strængt Havearbejde, og i det tid- 
lige Daggry saavelsom i Dagens varmeste Timer kan man 
se den Gamle grave og plante med en Ihærdighed, som 
om han arbejdede paa Timebetaling for Brødet. Men 
selve Arbejdet er ham en Livsfornødenhed. I dette har 
Opfinderen taget Arv efter sin Fader. 

Og paa hvilken Maade rekreerer nu Thomas Edison 
sig i Fort Meyers? — Ved at fortsætte det Arbejde, han 
forlod i Orange! For den store Opfinder er Lediggang 
ikke Rekreation; han har aldrig kunnet begribe, at et 
Menneske kan finde Hvile ved Dag ud og Dag ind, var 
det end blot for en Uge eller to, Intet at bestille. 

Det Første, Edison gjorde efter at have købt Ejendom 
i Fort Meyers, var da ogsaa at udkaste Planen til et La- 
boratorium, som skulde opføres samtidig med Villaen og 
i umiddelbar Nærhed af den. Og nu staar her en Byg- 
ning, som er den nydeligste Miniaturudgave af det store 
Orange-Laboratorium. Det er forsynet med Dynamoer og 
Dampmaskiner, elektriske Maaleinstrumenter, Bore-, Dreje- 
og Høvlemaskiner — kort sagt hele det store Udstyr, som 
er nødvendigt, for at den ferierende Opfinder ikke skal 
dø af Kedsomhed. 

Der er Maskiner, som udvikler Gas, og der er en 
særlig Afdeling for kemiske Undersøgelser; det fornødne 
Vand har man skaffet til Veje ved besværlig Brøndboring, 
og Vandet pumpes ved Hjælp af en Vindmølle op til en 
Beholder, som er anbragt over Taget. 

I det landlige Fort Meyers har man nemlig intet 
Vandværk, og man kender heller ikke til elektrisk Belys- 

30* 



EDISON 

ning. Edison tilbød at levere den lille By gratis Elektri- 
citet til Gadernes Belysning og forlangte kun, at Byen 
selv skulde betale Lygtepælene. Det vilde man imidlertid 
ikke; man indsaa' overhovedet ikke, hvad Glæde man 
kunde have af det elektriske Lys. 

Edison studsede lidt, da han i en højtideligt affattet 
Skrivelse modtog dette Svar. Men saa trak der et Smil 
op paa hans Ansigt, og idet han puttede Brevet i Lommen, 
sagde han til en af sine Ingeniører, som var tilstede: 

„Pudsige Folk hernede i Syden! Man føler sig lige- 
som udenfor Amerika. — Imidlertid, vi slaar os til Ro 
med Maaneskinsidyllen!" 




FEMOGTYVENDE KAPITEL 



I EDISONS HJEM. GLENMONT. EDISONS AXDEX HUSTRU. OP- 
FINDERENS „hule", gaver og medaljer. EDISONS MENING OM 
ORDENER OG TITLER. HÆDERSBEVISNINGER. EDISON I PARIS. 




fter den lille Udflugt til Florida vender vi 
tilbage til New Jersey. Her i Nærheden 
af det store Laboratorium har Edison sin 
prægtige Villa, Glenmont. Den ligger 
inde i den smukke Lewellyn Park, Øst 
for New York, i fuldkommen landlige 
Omgivelser og dog saa nær ved den store By, at Edison 
paa mindre end en halv Time kan naa ind til New Yorks 
Centrum. 

Man undrede sig, da Opfinderen for nogle Aar siden 
købte Glenmont og udstyrede Villaen og Parken med 
en næsten fyrstelig Pragt. Alle vidste jo, at Edison aldrig 
havde brudt sig om Luksus. Forklaringen lod dog ikke 
længe vente paa sig. Edison giftede sig paany. 

Hans anden Hustru er en ung og meget smuk Dame, 
Datter af en Rigmand i Ohio, fra den samme Egn, hvor 
Edison som Dreng solgte Aviser paa Jærnbanen og udgav 



470 EDISON 

sin egen lille Avis. Mrs. Edisons Fader er selv noget af en 
Opfinder og har blandt andet konstrueret en Del udmærkede 
Landbrugsmaskiner. Selvfølgelig nærede han da den 
største Beundring for den fattige Dreng, der i Løbet af 
faa Aar ved sine Opfindelser havde skabt sig Verdens- 
berømmelse. Bekendtskabet blev knjttet, eller maaske 
rettere fornyet, endnu før den vordende Mrs. Edison var 
fuldvoksen. Opfinderen fandt Behag i den smukke og 
muntre unge Pige; i de følgende Aar saas de hyppigere, 
og en Dag blev de enige om, at de kunde gøre hinanden 
lykkelige. Men Ingen vidste noget derom, førend Bryl- 
lupet skulde staa. 

Mrs. Edison synes at være sin Mand en udmærket 
Hustru. Fra Hjemmet er hun opdraget til at have Inter- 
esse for mekaniske Sysler, og efter at være bleven gift 
har hun sat sig saa meget ind i tekniske Sager, at hen- 
des Mand kan tale med hende om sine Opfindelser og 
møde en Forstaaelse, som ikke er almindelig hos Damer, 
naar det drejer sig om Ingeniørvidenskab. Mrs. Edison be- 
sidder desuden en alsidig og usædvanlig Dannelse og en fin 
kunstnerisk Smag; hun er meget musikalsk — Edison 
elsker Musik — , og hendes glade og muntre Sind gyder 
Solglans over Hjemmet. 

Paa Glenmont bor den største Del af Aaret Edisons 
gamle Fader, der tager sin Del af Arbejdet i Laboratoriet, 
og hans første Hustrus Søstre, som jo er af tarvelig Her- 
komst. Forholdet imellem dem og Mrs. Edison er imid- 
lertid det bedste. løvrigt bestaar Familien af de to 
Sønner, Thomas, som er henved en Snes Aar, og William, 




-a^' 



Mrs. Edison. 



EDISON 



473 



som er 17 Aar gammel. Tom uddannes paa Laboratoriet 
og skal arve sin berømte Faders store Virksomhed. Om 
han har arvet Geniet, vil Tiden vise. Det tredie og ældste 




Madeleine. 



Barn af første Ægteskab, Mary, blev for et Par Aar siden 
gift med en sachsisk Officer. Men der er ogsaa Smaafolk 
paa Glenmont. Med sin anden Hustru har Edison to Børn, 
Madeleine som nu er seks Aar, og Charles, der er et Par 
Aar yngre. 



474 



EDISON 



Efter saaledes at have gjort Rede for Husets Beboere 
tager vi selve Huset i Øjesyn. Dets Arkitektur er, som 
man af vedføjede Billede vil se, ganske ejendommelig, 
med mange spidse Gavle og mange Altaner. Herfra har 




Madeleine osr Charles. 



man vid Udsigt over Plæner, hvis grønne Flade brydes af 
Busketter og Blomsterbede med sjældne Planter, og] ad 
brede Spaserestier naa'r man ind i den skyggefulde Park. 
Villaens Indre er i god Harmoni med dens herskabe- 
lige Omgivelser. Forstuen er efter god engelsk Skik ud- 
styret med samme Omhu som Værelserne. Det er et 
stort, bredt Rum, hvor Træværket i Loft, Vægge og Gulv 



EDISON 



477 



bestaar af fint forarbejdet Mahogni i matrød Farve, som 
danner en virkningsfuld Baggrund for de orientalske 
Tæpper, hvormed der er dekoreret. Over en gammel 
Kamin, som er omgiven af læderbetrukne Stole er ophængt 
en Række af middelalderlise Rustninser. 




Biblioteket. 

Til Højre for Forstuen ligger Biblioteket, hvor Lyset 
falder dæmpet ind gennem de høje Vinduers blyindfattede 
Glasmalerier. Her findes mange udmærkede Billedhugger- 
arbejder i Marmor og Bronce og nogle faa Malerier, blandt 
hvilke kan nævnes en fortrinlig Kopi af Guido Reni's 
„Aurora" og Sauvage's „Meditation". Paa en høj Sokkel 
staar en Buste i Legemsstørrelse af Opfinderen. 



478 EDISON 

Fra Biblioteket gaar man tilbage til Forstuen og be- 
gaver sig ad en bred, poleret Mahognitrappe, der faar Lys 
gennem et højt Buevindue af prægtig Glasmosaik, til 
Spisesalen. Den er tungt møbleret i Eg med rigt og 
kunstnerisk udført Billedskærerarbejde, forestillende Jagt- 




Hjørne af Dagligstuen. 

Og Hyrdescener, og Mrs. Edison sørger for, at de mange 
blanke Jardiniérer til enhver Tid af Aaret er fyldte med 
duftende Blomster. 

Saa er der en hel Række af Modtagelsesværelser og 
en stor Salon, alle luksuøst udstyrede, væsenlig efter 
parisisk Mønster. Edisons Biografer henfalder i begejst- 
rede Udbrud over al den Pragt, som møder Øjet, hvor 
man vender sig hen indenfor Glenmonts Mure. Højde- 




'3 



EDISON 



479 



punktet naar de under Omtalen af Fruens Boudoir. Ordet 
Boudoir, siger de aandrige Amerikanere, kommer af det 
franske houdere, at surmule, at være gnaven; — hvor 
urimeligt at benytte et saadant Ord om dette Rum, der 
mest af alt lisner en stor Bonbonæske i Emaille og Guld! — 




Hjørne af et Modtagelsesværelse. 



hvor er det muligt at være gnaven i dette Alfegemaks 
rosenfarvede Luft! 

Hele Glenmonts øverste Etage er forbeholdt Børnene, 
de store saavelsom de smaa, kun et enkelt rummeligt 
Værelse undtagen; det er Billardsalen. Billardet staar 
der, fordi det nu en Gang hører med til et vel udstyret 
Herresæde; men det er maaske tvivlsomt, om det nogen- 
sinde er bleven benyttet. Den Kunst at støde en Ball — 
har Edison i sit Liv aldrig haft Stunder til at lære. 



480 



EDISON 



Sluttelig fører vi Læseren ind i det interessanteste 
Rum i Glenmont, Edisons private Arbejdsværelse. Eller 
Dagligstue er maaske en rigtigere Betegnelse, forsaavidt 
som man, naar Talen er om Edison ved Arbejdet, tænker 




Salonen. 



paa Eksperimenter. Hjemme læser han kun. Selv kalder 
Opfinderen denne Stue for sin Hule. Ordet svarer ingen- 
lunde til Værelsets Karakter. Der er bredt og rummeligt 
i Stuen og højt til Loftet. Hele Møblementet er af 
hvidt Mahogni, Væggene er mørke, og Loftsmalerierne, 
som skyldes en berømt Kunstner, er omgivne af Felter, 




Hjørne af Salonen. 



EDISON 483 

sammensatte af utallige smaa, buede Glasplader, der i det 
elektriske Lys glimrer som Fiskeskæl. Her findes Piano 
og Orgel, en Laterna magica, en Fonograf og mange 
andre underholdende Sager, samt naturligvis en Mængde 
Bøger. 

Men hvad der giver Hulen Interesse fremfor de øv- 
rige Værelser i den store Villa er den Samling af kost- 
bare og kuriøse Genstande, som Edison Tid til anden har 
modtaget fra Beundrere i alle Lande, og som findes 
spredte omkring paa Bordene og paa Kamingesimsen. 

Der er to prægtige Malakit-Statuetter, en Gave fra 
den afdøde Czar Alexander III.; senere sendte Czaren 
Edison et kostbart Cigaretetui af Guld, emailleret i Rødt 
og Blaat. Det var en Tak for Opfindelsen af Fonografen, 
og en Afbilding af Talemaskinen er ciseleret i Guldet 
tilligemed nogle smigrende Ord til den geniale Opfinder. 
Fra Ingeniører i Japan er der nogle gamle og meget 
sjældne Vaser. Og fra Krupp i Essen et Skrivebords- 
Garniture, bestaaende af Miniaturkanoner og Bomber og 
andre Krigens Mordredskaber, altsammen naturligvis af 
Kruppsk Staal; Lysestagerne er formede som Kanon- 
viskere, Blækhusene er overskaarne Bomber, og Penne- 
viskeren er proppet i Mundingen af en Kanon. Sikkert 
har Edison følt sig tiltalt af den SymboKk, som maaske ikke 
netop var tilsigtet af Giveren, men som straks springer i 
Øjnene og kortelig kunde udtr^^kkes saaledes: Pennen 
bør sejre over Kanoner og Bomber — det skrevne Ord 
afløse Krigens Barbari! 



Foruden de mange Gaver finder man ogsaa i Edisons 

31* 



484 EDISON 

Værelse alle de Medailler og Dekorationer, der i Aarenes 
Løb er blevne Opfinderen tildelt. Selv nærer Edison ikke 
overvættes megen Interesse for disse Sager, men hans 
Hustru „samler paa dem" og har anbragt de pæne Kors 
og Guld- og Sølvskillinger paa en Baggrund af sort Fløjl, 
hvor de tager sig nok saa nydelige ud. 

Der er Medailler fra videnskabelige Instituter i New 
York og Boston og fra Udstillinger i Sj'dney og i Paris 
1879, i Krystalpaladset i London 1882 og samme Aar fra 
en Udstilling i Milan; senere fra Udstillingerne 1889 i Mel- 
bourne og i Paris. Endnu senere, i 1892, modtog Edison Prins 
Albert-Guldmedaillen fra Londons Society 6f arts. ledsaget 
af en egenhændig Skrivelse fra Prinsen af Wales, og en 
Medaille fra det fotografiske Selskab i Frankrig som Udtryk 
for den Beundring, Frankrigs Fotografer følte for Opfinderen 
af Kinetografen. 

Edison har modtaget Dekorationer som Officer, Ridder 
og Kommandør af Æreslegionen og som Kommandør af 
den italienske Krone; disse Dekorationer er anbragte paa 
den sorte Fløjlspude — under Medaillerne. Paa Edisons 
Kjoleopslag faar de aldrig Plads. Den store Opfinder 
synes, at Ordensvæsenet er en temmehg naragtig Ting, 
og han vilde finde det latterhgt, om han pyntede sig med 
den Slags Dingeldangel. Den samme Ringeagt føler han 
for Titler. Naar evropæiske Videnskabsmænd, som be- 
søger ham i hans Laboratorium, titulerer ham Professor, 
svarer han — med et Smil, der lyser af lun, godmodig 
Ironi — : 



EDISON 



485 



„Jeg har ikke som De, Hr. Professor, den Ære at 
bære denne Titel. Jeg er kun Mr. Edison.^ 

løvrigt er Professortitlen gentagne Gange bleven tilbudt 
den store Opfinder, men han har høfligt frabedt sig den. Lige- 




Edisons „Hule". 

ledes gaar der et Rygte om, at den italienske Konge en 
Gang skal have tilbudt Edison Titel af Greve. Det fandt 
den berømte Amerikaner saa pudsigt, at han brød ud i 
en hjærtelig Latter, da han modtog Regeringens højtideligt 
affattede Skrivelse, og det skal have voldet ham nogen 
Vanskelighed at formulere sit Afslag i en tilsvarende 
Tone. 



486 EDISON 

I 1889 gæstede Edison, ledsaget af sin unge Frue, 
Pariserudstillingen. Han var særlig indbuden af Præsident 
Carnot, men havde ikke destomindre haft store Betænke- 
ligheder ved i en Maaned eller mere at forlade sit Arbejde 
i Laboratoriet. Mrs. Edison erklærede imidlertid, at der 
slet ikke kunde være Tale om at sige Nej til Indbydelsen. 
Hertil kom, at Edison selv ogsaa nok kunde have Lyst til 
at gøre Bekendtskab med denne Ingeniør, der var bleven 
Præsident. Og de rejste. 

Bekendtskabet mellem Sadi Carnot og Thomas Edison 
blev til gensidig Glæde. Præsidenten lagde for Dagen sin 
dybe Beundring for den berømte Gæst, og han talte med 
ham som den beskedne Ingeniør med den store Mester. 

Der blev i Paris ydet Edison fyrstelige Hædersbevis- 
ninger. En Festforestilling blev givet til hans Ære i den 
store Opera, og Præsidenten havde stillet sin Loge til 
Edisons og hans Frues Disposition. Huset var smykket 
med amerikanske og franske Flag, og da Edison traadte 
ind, lød fra Orkestret den amerikanske Nationalsang. 

Ogsaa Befolkningen tog Del i den Hyldest, der vistes 
den store Opfinder. Da han en Aften med sin Frue havde 
overværet en spansk Koncert, og de efter dens Slutning 
vilde stige til Vogns, fandt de sig omgivne af en uhyre 
Menneskemængde, der længe havde ventet udenfor Koncert- 
lokalet for at faa et Ghmt at se af den berømte Mand. 
Og ned gennem Gaderne lød det ustandseligt: Vive Edison f 

Hos Pasteur aflagde Edison et Besøg og studerede 
med levende Interesse hans Indpodningsproces. Paa Eiffel- 
taarnet, hvis Konstruktion Opfinderen beundrede, traf han 





d 


'^^^^^B i I^^H 


1 




1 


^^W^ 




ril 


^U^^^H^^H^IBr III iiifS^^.r- 


i^^^^'f^ 






te 


^ 


^"^^^^m ' /^^ 



Edison i Hjemmet. 



EDISON 



489 



blandt andre Berømtheder Gounod, der straks efter dette 
Møde improviserede en Komposition, som han tilegnede 
Edison. Figaro gav en glimrende Fest for ham, og ved 
en Banket for Frankrigs Mairer var der reserveret Æres- 
pladser for den berømte Opfinder og de, som ledsagede 
ham. 




Indgang til Glenmont og Parken. 



Mrs. Edison har i en lille fin Mappe gemt adskillige 
Breve og Indbydelser fra denne Pariserrejse, som voldte 
hende saa megen Glæde, ikke mindst fordi hendes Stolthed 
over den Mand, hvis Navn hun bærer, fik saa rig Næ- 
ring. Der er Breve fra Præsidenten og fra hans Frue, og 
der er fra BuJBfalo Bill en kuriøs Indbydelse, som tillige er 
underskreven af flere af de indbudne Gæster, blandt 
andre Ada Rehan, Maleren A. Anderson — hvis Billede, 



490 EDISON 

Efter Ballet, findes paa Glenmont over den store Indgangs- 
trappe — og den berømte Indianerhøvding, Rockey Bear, 
der, ude af Stand til at skrive, har erstattet sit Vildmands- 
navn med et stort Kors. Fra Dronningen af Italien findes 
der en Udtalelse, som Edison iøvrigt modtog gennem en 
Fonograf straks efter sin Ankomst til Paris. Dronningen 
siger: 

„Kvinder hele Verden over staar i dyb Taknemmelig- 
hedsgæld til Mr. Edison, fordi han har sat dem i Stand 
til at høre kære Fraværende tale, som om de var dem 
ganske nær." 

Edison kunde ikke andet end være • tilfreds med sin 
Rejse til Evropa. Alligevel var han gladere, da han atter 
sad i sin plettede Bluse ved Laboratoriets Bord, end da 
han befandt sig midt i Festtumlen, hvor Tusinder tiljub- 
lede ham. 




SEKSOGTYVENDE KAPITEL 



DANSKE HOS EDISON. I MINERNE. EDISONS FREMTIDSPLANER. 
DE NÆSTE OPFINDELSER. SLUTMING. 



ATURLiGvis er Størsteparten af de Mænd, 
der beskæftiges paa Edisons Laborato- 
rium, Amerikanere, og det gælder navnlig 
hans mest betroede Medarbejdere, blandt 
hvilke endnu Mr. Batchelor og Mr. Dick- 
son staar i første Række. Men iøvrigt 




er der Folk af alle Nationer, og enkelte Danske har 
ogsaa studeret og arbejdet under Edison. 

Først maa nævnes Hr. Georg Kirkegaard, som i en 
Aarrække indtog en ret fremragende Plads i Opfinderens 
Stab. I Begyndelsen var han beskæftiget paa Fabriken 
for de finere Maskiner; men snart saa' Edison, at den 
unge danske Mekaniker sad inde med betydelige Ævner, 
og han tog ham da fra Fabriken og anbragte ham paa 
Laboratoriet. Her har Kirkegaard taget Del i de vigtigste 
Eksperimenter, og ofte anstillede han med Held Forsøg paa 
egen Haand. Men for nogle Aar siden forlod han Edison 
for selv at starte et stort Elektrikerfirma i New York. 



492 EDISON 

Han har ogsaa gjort Opfindelser paa egen Haand, saaledes 
en særegen Art af elektrisk Lys, som bærer hans Navn, 
og som er anvendt til Belysning af et Par af Nev^" Yorks 
større Gader. Nu ganske nylig har han opfundet en elek- 
trisk Rottefælde, der skal være uhyre snedigt indrettet. 

En anden dansk Mand, som fra simpel Arbejder er 
avanceret frem til en Slags Inspektørstilling, er John 
Hansen, en Brodersøn af afdøde Folketingsmand I. A. 
Hansen, Under en Arbejdsnedlæggelse paa Edisons Lampe- 
fabrik nægtede John Hansen at gøre fælles Sag med sine 
Kamerater, der havde soleklar Uret og derfor ogsaa 
hurtigt blev nødte til at frafalde deres Fordringer. Edison 
lønner sine Folk saa højt og behandler dem med en saa 
udsøgt Humanitet, at han mener at burde være fritaget 
for Strejker. Da nu John Hansen desuden var dygtig og 
paalidelig, overdrog Edison ham Opsynet med en Af- 
deling i Lampefabriken, hvor henved Hundrede unge Piger 
er beskæftigede med Fibrene til Glødelamperne. 

En af Københavns Kommunelærere, Hr. Johannes 
Petersen, har for faa Aar siden en Tidlang arbejdet hos 
Edison. Han mindes navnlig Opfinderen fra en enkelt for 
ham selv højst ubehagehg Episode. 

„Vi var," fortæller han, „i Fonograffabriken, hvor jeg 
arbejdede, i Færd med at flytte en Maskine. Under dette 
Arbejde fik jeg min ene Fod temmelig alvorligt saaret. 
Der blev straks telefoneret herom til Laboratoriet, og et 
Øjeblik efter holdt der udenfor en Vogn, som førte mig 
det lille Stykke Vej op til Laboratoriebygningen. Den 
Første, som kom mig i Møde, da jeg blev baaren ind, var 




Edisons Børn ved Drivhuset i Glenmont 



EDISON 



493 



Edison selv. Han gav sig god Tid til at spørge mig ud, 
undersøgte Saaret og sprang saa pludselig hen til et Skab 
og hentede en stor Flaske, af hvilken han skænkede mig 
et bredfuldt Bæger. Det var Whisky. „Drik det," sagde 
han, „det er foreløbig den bedste Medicin! Jeg har selv 
en Gang prøvet det i et lignende Tilfælde." 




Sø i Parken. 



Og Edison satte sig atter ned og passiarede med mig, 
som om han ikke havde Andet i Verden at tænke paa 
end min daarlige Fod. Senere, da jeg laa syg hjemme, 
fik jeg min fulde Løn udbetalt Uge efter Uge." 



Edison er for Tiden stærkt beskæftiget enten paa 
Laboratoriet med Undersøgelser af Erts eller ude i selve 
Minerne i hans egen lille By, hvor de „bryder Bjærgene 
ned", som det hedder mellem Edison og hans Folk. Her 



494 EDISON 

gaar den store Opfinder og Driftsherre omkring og tilser 
Arbejderne, selv klædt som en Arbejder, med tilsølede 
Fødder og støvet Bluse og en gammel Bulehat paa Hovedet. 
Saa meget ligner han i det Ydre en af sine egne Arbejdere, 
at den Fejltagelse, en nyantagen Formand en Dag gjorde 
sig skyldig i, var højst undskyldelig. 

„Hej, De der! Hvad gaar De og driver efter? Skal 
De ingen Ting bestille?" raabte han efter Edison. 

Opfinderen lo, idet han vendte sig om, lettede paa 
Hatten og sagde: 

„Goddag. Jeg er Edison." 

Og da Arbejderformanden forskrækket fremstammede 
nogle Undskyldninger, afbrød Edison ham: 

„Gør ikke noget. Men forresten er mine Arbejdere 
ikke vante til en saa brysk Tiltale." 

Undertiden lader dog Edison Miner være Miner og 
lægger Ertsklumperne til Side. Og i Ensomhed forbereder 
han saa nye Opfindelser, som vil forbavse Verden. 

Meget meddelsom er Edison ikke, naar Talen er om 
en Opfindelse, der endnu er i sin Vorden, eller som end 
ikke er naaet videre end til Idéens Undfangelse. Et 
og Andet kan vi dog fortælle om Opfinderens nyeste 
Planer. 

For nogle Uger siden gik der gennem evropæiske 
Blade en Meddelelse om, at ved Minerne i Byen Edison 
havde den store Opfinder rejst en Kæmpemagnet og plantet 
Telegrafstænger med isolerede Traade i en Mils Omkres 
udenom Byen. Paa denne Maade vilde han uddrage Jærn 
af Klipperne; men Følgen havde været, at der rejste sig 



EDISON 



495 



voldsomme elektriske Storme, som voldte Naboerne de 
største Ulæmper. 

Historien lyder jo noget mystisk, og en af Edisons 
første Ingeniører meddeler os i et Brev, at det er ren 




Vinter ved Glenmont, 



Digt. Sandsynligvis sigtes der til en ny Opfindelse, Edison 
har under Arbejde, og med hvilken der er anstillet Forsøg, 
den saakaldte Erts-Koncentrator, en forbedret Form af de 
foran omtalte Erts-Separatorer. Medens man ved Hjælp 
af disse kunde behandle fem Tusinde Tons Erts om Dagen, 
vil den nye Koncentrator kunne uddrage Jærnet af tyve 



496 EDISON 

Tusinde Tons daglig, og hele Arbejdsst3Tken, der behøves^ 
er ti Mand, arbejdende i to Hold. Det vil herved blive 
muligt at fremstille Jærnet betydelig billigere end hidtil. 

En anden af Edisons Planer, som endnu ikke er bragt 
til Udførelse, gaar ud paa at tilvejebringe en ny og bedre 
Metode for Signalisering til Søs. Tanken er grundet paa 
den Kendsgerning, at Svingninger forplantes lettere gennem 
Vandet end gennem Luften. Edison vil da anbringe paa 
Skibene under Vandgangen Instrumenter, ved Hjælp af 
hvilke man kan give og modtage Signaler efter en inter- 
national Code paa en Afstand af omtrent ti Mil. 

Den Døvhed, Edison lider af, har bragt ham til at 
tænke paa, om der ikke kunde konstrueres et Instrument, 
som i betydehg Grad forstærkede Hørelsen. Opfinderen 
siges at have fundet Principet for Orofonen — saaledes 
har han døbt det nye Apparat — men udført det har 
han endnu ikke. løvrigt skal Edisons Hørelse i Løbet af 
det sidste Aars Tid have bedret sig noget. Det er glædeligt 
for ham selv — men maaske mindre trøsterigt for Al- 
verdens andre Døve. 

Naar endnu er nævnt, at Fono-Kinetografens videre 
Udvikhng staar i første Række blandt Opfinderens Fremtids- 
planer, bliver kun tilbage at omtale et enkelt Problem, 
som i høj Grad beskæftiger Edison, og hvis Løsning vil 
være epokegørende som de største af hans hidtidige Op- 
findelser. Det gaar ud paa at omforme den Kraft, der er 
i Kullet, direkte til Elektricitet. 

Nu er jo Forholdet det, at man brænder Kullene for 
at tilvejebringe Damp, der sætter i Bevægelse den meka- 




Spastiegang i Parken. 



EDISON 



499 



niske Kraft, hvorved Elektriciteten udvikles. Edison har 
regnet ud, at før Kraften i Kullene ad denne Omvej har 




Parkens Udkant. 



naaet Dynamoen, er seks Syvendedele af den gaaet tabt. 
Kunde man altsaa naa til at gøre Dampmaskinen over- 

32' 



500 EDISON 

flødig for Tilvejebringelse af Elektricitet, vilde den meka- 
niske Kraft i Verden med samme Kulforbrug være syv 
Gange saa stor som nu. Den Hede, som staar op af 
Dampkedelrummets Skorsten, er spildt Kraft, ligeledes den 
latente Varme, som tilvejebringes ved Vandets Omform- 
ning til Damp. Ethvert Barn vil kunne forstaa, at dersom 
dette Spild af Kraft kunde undgaas, da vil uhyre Summer 
være sparede. 

En livilkensomhelst Genstand, som fabrikeres ved 
elektrisk Kraft eller ved Dampkraft, vil kunne fremstilles 
langt billigere end hidtil; og der er jo snart sagt ikke 
den Nødvendighedsgenstand eller den Luksusting, som ikke 
nuomstunder helt eller delvis bliver til ad mekanisk Vej. 
De store Passagerdampere, som farer over Atlanterhavet, 
vil ikke blot hurtigere kunne føres fra den gamle til den 
ny Verden end de nuværende Oceanflyvere; de vil ogsaa 
kunne gøre Farten meget billigere, idet Forbruget af Kul 
bliver langt ringere, og dette vil atter have Indflydelse 
paa Fragtforhold og Passagertakster. Der bliver desudei> 
bedre Plads i Skibene, idet Dampkedel og Dampmaskine 
forsvinder, og Kulrummet kan indskrænkes til en Brøkdel 
af dets nuværende Omfang. 

„Kan Tanken gennemføres," har Edison nylig sagt^ 
„da vil uendelig meget være vundet, og Civilisationen vil 
være rykket et langt Skridt frem. Og jeg er vis paa, at 
det skal lykkes at naa Maalet. Dette, tænker jeg, skal 
blive min næste Kampagne." 

Den 11. Februar 1897 fyldte Edison halvtresindstyve 
Aar. Han er endnu saa rask, som da han var tyve. De 



EDISON 503 

blaa Øjne har bevaret deres Glans, Skikkelsen har med 
Aarene vundet en robust Kraft, der er næppe en Rynke 
i Panden. Men Haaret er bleven graat. 

Da man paa hans Fødselsdag lykønskede ham, sagde 
han: 

„Jeg maaler ikke mit Liv efter Antallet af Aar, men 
efter mine Kampagner, efter det jeg udretter. Til min 
første Kampagne regner jeg Obligations-Trykkeren, Kva-, 
drupleks-Telegrafen og Telefonen. Saa kom Fonografen 
og de andre mindre Sager. Og saa Glødelampen, som 
har kostet mig mest Arbejde, men vel ogsaa er mit 
Hovedværk. Først da blev jeg fuldkommen uafhængig af 
Andres Kapital, saa at jeg ganske uhindret har kunnet 
arbejde videre paa nye Opgaver.'' 

Ved samme Lejlighed udtalte Edison: 

„Man har villet gøre mig til Videnskabsmand. Det 
er en Misforstaaelse. Det er jeg slet ikke. Jeg studerer 
ikke Naturens Love, som en Newton, en Kepler, en Faraday 
har gjort det. Jeg gransker ikke Naturens hemmelige 
Kræfter for at finde nye, store Sandheder; jeg fandt da 
ogsaa kun faa — og halvt uforvarende. Hvad jeg stræber 
imod er blot at finde paa Noget, som kan være til Nytte 
og Glæde for Mennesker. Jeg er kun en professionel Op- 
finder." 

Saa beskedent taler den Mand, som mere end nogen 
anden Nulevende har bidraget til at fremme Verdens- 
udviklingen. Det er det Store ved Mennesket Edison, at 
han saa lidt henfalder i Beundring af sit eget Geni, at han 
vel næppe nogensinde skænker det en Tanke. Edison er 



504 



EDISON 



maaske, naar det kommer til Stykket, den Eneste, som 
ikke véd, at Navnet Edison er det berømteste i hele 
Verden. 

Ikke for at vinde Ære, ikke med Tanke om egen 
Fordel har han lagt Sten paa Sten til den B3'gning, det 
nittende Aarhundredes Civilisation har rejst. Han har 
gjort det, fordi han kunde ikke andet. 

Man forstaar det, naar man hører hans egne Ord: 
„Jeg maa bestandig se det vokse om mig, — og jeg 
haaber, at jeg aldrig skal føle Trang til varig Hvile. For 
mig er det lykkeligste Liv et Liv i Arbejde." 




"'"-ijéijjii 



N.R LERCHES 

BOGBINDERI 

SKAGEN 









"% 

f^^ 




% 

PLEASE Db NOT REMOVE 
CAROS OR SLIPS FROM THIS POCKET 

UNIVERSITY OFJORONTO LIBRARY 



TK 
1^4-0 

E3D3 



Dahl, Kristian 

Mison, ha^s liv og hans 
opfindelser... 







m 



Engin 






^ 



,jiitjk^-; 



lør 



.j$^- 




(•? f»-^ /^