Full text of "Et foraar; digte, aeldre og nyere"

See other formats

Le * * 


. — 


— NON 5 a Bi — 


4,4288950 


A 


BOOGIE 
— e 


— 
* 
' 
FRE 
* 
n 


Digitized by the Internet Archive 
in 2011 with funding from 
University of Toronto 


http://www.archive.org/details/etforaardigteael00kaal 


ar ze 


— — —— — 


Digte, 


e ldreog nyere 


H. U. Kaalund. 


Kjobenhavn. 
Jacob Lunds Forlag. — Louis Kleins Bogtrpkteri. 


1858. 


* 


N FEDE HE 97 


Forord. 


Uagtet denne Digtſamling indeholder en Deel nye Digte, 
beder jeg dog Leſeren nærmeft betragte den ſom en Af— 
ſlutning af en tidligere poetiſk Virkſomhed, 5: en Op— 
gjerelſe med en lyriſk, romantiſk Ungdom, over hvilken jeg 
troer at være kommen ud, uden derfor at være kommen 
ud over Poeſien. Dog dette maa Fremtiden afgjore! 
Saameget er viſt, at jeg, efter en mangeaarig Taushed, 
ſeer tilbage paa mine tidligere Frembringelſer med et 
temmeligt uhildet Blik, der gjor mig iſtand til at erkjende, 
at der er Meget, ſom jeg har Grund til at onſke utrykt. 
Mine ældre Digte findes adſpredte i forſtjellige Samlinger, 
Tidsſkrifter og Blade, de ere ikke naget langt ud i Pub— 
likum og ere for Storſtedelen udgivne i en ungdommelig 
Periode, uden Valg og Kritik. J denne uheldige Skik— 
kelſe vil jeg nødig flytte min poetiſke Fortid med over 
i Fremtiden; derfor har jeg nu foretaget en Reviſion af 
mine Ungdomsarbeider, hvis Reſultat er denne Samling af 


Digte. De nye flutte fig i Karakteer og Tone til de 
ældre, og disſe ere faa lidet kjendte og tildeels faa om— 
arbeidede, at de mulig kunne gjelde for nye. Reſten 
af hvad jeg har ſkrevet overgiver jeg — med Undtagelſe 
af de „Halvhundrede Fabler for Born“, ſom jeg har 
udgivet i Forening med afdøde Maler Th. Lundbye — 
til Forglemmelſe. 
9. U. K. 


Indhold. 


Side. 
hing Sommerfuglene . AB. c e ABIAg 1. 
eeghlenſchlager . e, des. . e. 4. 
WW ENERET EDER DE ER ENN HER D 2 
FREE N IR S HOU AIDT EN 3 nn 13. 
fl. mene 16. 
e ERR ASE SER BEES RERESAN EN TE TU SLÅR 1%. 
HD ee REESE SIE SER ES SEE ANE] 19. 
Mels Ebbeſens Mindeftøtter sis 2. eee le eee 21. 
ei i Frederiksdal . orerer are te ARR W. 
il Hiſtorjemaler Adam Müller „ or Hr 28. 
enn fettes Dod 40 0 30. 
Til Hiſtoriemaler, Profes ſor Eckersberg ſͤÜ-ꝑPP . 35. 
VTV ͥ ĩↄ̊ͥ BE RES KEE EPE 1.3 Fe ra NÅ 37. 
VVJVVVVJVCVCVCVTVVVVVVVVVVVCCcCc CC ˙» 0 ˙ SES ERE SLE] BET 39. 
WCCW)))))))) lk SÅ | IT N1S JR 41. 
EEECC) c 42. 
// K »»ẽůu TET LE IS KS AFTES SE LUST FREE 46. 
VVV“ ² RENSE SE Ü ;—ĩf. 48. 


VI 


Side, 
Kom glade SDvetgiben hed se TE er re NES RE 52. 
For hun var VOVER as ere see re Tr ET EEN Se REDER 55. 
Da hun var IT EN  e e r E e EENEER 58. 
Tankens ElwEöh)n . STM NOEENED Sl 1. EMEA 60. 
Naar Du er tr. „% BASERE 62. 
Naturens Uforanderlighed : RER 64. 
Den flyvende Sommer DES EEEERR 66. 
Jeg hviler med mine Mindet. 3. rn DE ERR 67. 
Sankeſfihge rere RE SEE ee e ES ORSA 68. 
En Dremm nens... 70. 
Den fürbenede Proleta ns SEERE PE SEERESESEEs 72. 
Do Hender FE vi er EET ERR 176. 
Forbandet Kain udi Orken gik det eee MN. 
O, jeg har ſiddet engang ſom Drone. 78. 
Oeigelů lk ER GERE SEERE RENNER 19. 
Til Franfebgr ls sene. elefejemve less KEE ENE SERN ERR ARR 81 
Eſterſomm eren RER 84. 
For Seynen 1 e 87. 
Friſkt Vein ðĩ . 88. 
Sommeraftenens Tusmorke . „ e, e 91. 
Mismoed e f b SER RER 93. 
Keiſeren og⸗den fattige. Kone. ; e ee 94. 
Epigrammer md eee 97. 
Hvor, ſkal jeg ſoge Sandhed srt. ss e ee 101. 
J Efteraar eee „„ RR 103. 
Efter: Uveir en e EEN SENERE I. 
Mork Simmel 114. 
Korſ ee ]?é?? ERE 175. 
Nisſerne paa BANDEN, ego. eger eger ri ege rer er FEET SKEER 116. 


Lyſeis Flugt⸗ „ EEG HERRER 121. 


Side 
erl. b 124 
Bjørnen ſom Rytter (Fortælling for Born) ··p[Tꝛnſ 126 
Familien i Preſtegaarde n 131 
/// ·—w- · mw ae 138 
CCCCCCCCCCCCCCCVCCTVTVTTTVPCCGVTVTTVGTVGGTTC(T0CTTſTTTſTT(TTTT JS MIRA ac 140. 
Ff re rear. 141. 
rr skare SE UNGE. e SENER Rå 142. 
g ge re MERNE 144. 
eee e e 145. 
FC » y ͤ , ̃ͤ ͤ DES ESE BESS SITE vt: 146. 
r ark Re NERE ØRE 149. 
Tae SSD E RE eres KNEE ENGER 151. 
FFC ³⁰¹¾i1AAAA u ²˙ A See 2ed er ARE 1525 
FCC / Aa NR 154. 
VVCCCcCc˖(%ô˙§%.H f N e 156. 
CCC ĩĩ̃ĩ˙i¾•;Q· ²˙¹¹wm ] *ůmuòdd . r 157. 
hr 159. 
%%%“ V 160. 
e e PENDEL Os EEE, 162. 
Efter Majferaden ....... ZZ SE STEL EN 164. 
Revolutionstiden (1848): 
ccc eee 165. 
Cl!!! RER SNEDE BESS RUE] 168. 
rr. NEEDS SEE ENERET ER . 
de banſte Folk (184cũ/ 6 176. 
Ved Adam Oehlenſchlägers Do Bd Bd” dpDðdꝛ d i. 178. 
„ ENS RE MLe fee tade Set ee See se Sel dre 186. 
C)) ĩ¾ » » 181. 
hc 183. 


%%% ↄ .ßß ĩ˙W‚³AA].; = ns 184. 


Sinde 
Gaos . ron Per pe NERE RE NERE ER ENES SENERE 186 
Det gamle Sa. e A Ek eee 187. 
Kun en Draa be 1 e eee SSR 189. 
Fred Spibhe nnd 191. 
E... SEE SEERE 192. 
Serviſt Folkepoeſi (efter Falmi) 2: rs are ene RER 194. 
Nygreſt (efter F. Daumer ) ER ERR 197. 
Helligkilden e , RAR ONES REE 199. 
Den lille Evada tterrn „„ ERNE 203. 
Dil Natufe nnn. ERE ERE 208. 
Abet 210. 
Gontraſ terne 213 
Magſle!njnur 216 
Dil c Hende ee e e TAERPR NEUEN 218. 
De igrenne Blade e e R REFERERE 222. 


Indledning. 


Sommerfuglene. 


En Sommerfugleſamling er disſe mine Sange. 
De flagred i mit Indre, der tog jeg dem tilfange. 


Jeg vilde dem med Jubel i Verden udſende; 
Men ak, da var de døde, — jeg kunde dem ei fjende. 


Dog ſynes mig nu, da jeg dem atter bringer 
Som ſpiller af min Ungdom et Skjer paa deres Vinger. 


See derfor har jeg draget dem frem for Lyſets Straale, 


De blege Falener og ſtukket dem paa Naale. 
Kaalunds Digte. 1 


2 


Ja, ftuffet dem paa Naale! og nu vil Verden dømme 
Fra disſe døde Sange til mine Digterdromme. 


Og den vil troe mig fattig, og den vil haanligt tenke: 
„Er det Din hele Rigdom, det Bedſte Du kan ſtjenke? 


Det er jo kun Froſtmol fra Din Vaar, den forſvundne, 
Kun Tusmerkeſvermere i Damringen fundne. 


Selv, efter lange Aar, Du atter Dig nærmer, 
Og er kun hvad Du var — kun en Tusmorkeſpermer.“ 


O nei! o tro det ikke! o vent til de næfte! 
De røre fig derinde! der gjemmer jeg de bedſte. 


Som Pupper har jeg baaret dem ſkjult i mit Hjerte, 
Som vingeloſe Orme, ſom Tvivl og ſom Smerte. 


De krob mig ind i Sjælen med Livets Strid og Jammer, 
Og hvad jeg led det veed kun mit eenſomme Kammer. 


Men af de ſtille Pupper og af de blege Larver 
Kan blive Sommerfugle med alle Livets Farver. 


3 


Jeg ſynes, jeg mærfer at Forvandlingen er omme; 
Jeg venter kun den varmende Solſtraales Komme. 


Som ſtore Sommerfugle de rore ſig derinde, 
Med alle Livets Farver, med Vinger ſom ffinne. 


Maaſkee ſkal det mig lykkes engang dem at fange; 
Maaſkee ſkal ud de flyve ſom jublende Sange! 


Til Adam Oehlenſchläger. 
(Tilegnelſesdigt med min forſte Digtſamling.) 


Nordens Homeros! Hvad kan jeg Dig ſige, 
Som alt ei Tuſind' har ſagt? 

Du, ſom Din Stav over Aandernes Rige 

Har lig en Troldmand udſtrakt. 

Priſe Din Storhed? Den Viſe er gammel, 
Sjungen af Mange for mig — 

Ak, faſt jeg troer, fra jeg ſad paa min Skammel 
Elſked ſom Fader jeg Dig! 


Saae jeg med Thor Dig til Ragnarok age 
Vældig mod Afgrundens Orm, 

Tyktes mig kraftig min Arm til at tage 
Himlen og Jorden med Storm; 

Sang Du om Axel og Valborg, og maled 
Rort Du Correggio's Dod, 

Var det ſom Englenes Vinger mig ſvaled 
Kindernes brændende Glod! 


5 


Da Du blev født, til Din Vugge nedſtege 
Muferne, fmilende hver. 

Sophokles, Shakſpeare, og Osſian, den blege, 
Svæved uſynlig Dig ner; 

Malere, Spillemend, Viismend og Skjalde 
Kysſed Din Pande og Kind; 

Derfor Dit Prisma fik Glands af dem alle, 
Deiligt med Syyſtjernens Skin. 


Fulgt jeg Dig har i det Dybe, det Hoie, 
Fulgt Dig til Kamp og til Leg; 
Driſtig, ſom Freier, med ſpeidende Oie, 
Op paa Dit Hlidſtjalf jeg ſteg; 

See, ſom den deilige Gerda, da roved' 
Muſen mit Hjerte, min Ro, 

Ikke jeg dveled, for blomſtrende Lovet 
Favned os Elſkende to. 


Tilgiv nu Skjald, at fig Ynglingen nærmer, 
Fort af Begeiſtringens Ild. 

Kald ham ei Daare, og fald ham ei Sværmer ! 
Skjenk ham kun venlig et Smiil! 

Thi af Din magtige himmelſke Lue 

Faldt i hans Sjæl dog en Gniſt; 

Og hvis Du dybt i hans Bryſt kunne ſkue, 
Vilde Du elſke ham viſt! 


6 


Meislen i Haanden man gav mig og Leret; — 
Ak, det blev dodt for min Haand! 

Træerne grønne og Solſtraaleſtjeret 

Drog til Naturen min Aand. 

Penslen da greb jeg, men kaſted den atter. 

Nu forſt forſtager jeg mig ſelv! 

Nu mig med fvulmende Bølger omfatter 
Sangens henrivende Elv. 


Tag da, Du Rige, hvad kjerligt jeg byder; 
Tro mig, jeg veed det er lidt! 

Blomſterne vilde paa Gjerdet dog fryder 

Meer end de kunſtige tidt. 

Tag dem til Tak for Din Digterſols Straaler; 
Men for Dit Hjertes ifær, 

Du, ſom det Hoie i Sole, Violer 

Endnu ſom Barnet har kjer! 


—1 


Til Danmark. 


Hi dig Du Nordhavets 
Deiligfte Datter, 

Stille, velfignede 
Fedreneland! 


Oernes, Sletternes 
Yndige Dronning! 
Axebekrandſet, 
Sagnrig og ſangrig, 
Speiler Dit Aaſyn 
Mildt Du i Havet, 
Det aldrig hvilende, 
Himmelblaage. 


Ei har Du Klipper, 
Trodſige vilde, 

Ei tordnende Vandfald, 
Ei ſvulmende Floder: 
Fager mig tykkes 


8 


Er dog Din Græsmart, 
Yndig Din Strand. 
Saftgronne Boge 
Skygge i Skovene; 
Himmelens Hvalving 

J Vinternatten 
Udſpender frit 

Sit funklende Telt. 


Markerne bølge med 
Bældige Grave, — 
Kongers og Heltes; 
Underligt ſuſe 

Om Runeſtenen 
Oldtidens Sagn. 


Lyſtigt ved Stranden, 
Paa Fiſkerleiet, 
Solbrendte Sogut 
Boder ſit Net. 
Kirkebyer 

Og Bondergaarde, 
Krandſed' af Haver, 
Ligge paa Markerne; 
Rygteren driver, 
Hvor Kemperne blodte, 
Hjorden tilvands. 


9 


Storken hvert Foraar 
Kommer fra Aſiens 
Og Nilens Palmer, 
Hvor Crocodillen 
Snofter mod Solen, 
Hilſer Din grønne 
Lerketorvstue 

Med knebbrende Næb. 


Iſefjordsbolgen 

Og Kongedybet, 
Bugten ved Kjoge 
Og Kolbergerheide 
Sjunge en Drapa 
Hoit til Din Header, 
Herlige, ældgamle 
Fedreneland! 


Mindes Du dengang 
Arken i Oſten 

Paa Ararat landed? 
Slægten af Japhet 
Drog ſom Nomader 
Op imod Norden, 
For at befolke 

Den hellige Jord. 


10 


Længe de føgte 
Efter en Hjemſtavn: 
Yndige, Danmark, 
Dig da de fandt! 
Venlige Lunde 

Loe dem imøde, 
Fiſkrige Fjorde, 
Bolgende Enggræg, 
Sprudlende Vald. 


Glædestaarer + 

Steg da de ſterke 
Kæmper i Oiet; 
Danmark de nævned 
Det yndige Land. 


Hytter ſig reiſte, 

Og vidt udbredtes 
Slægten i Nord. 
Moder Du blev til 
Cimbrer og Angler 
Og ſtolte Normaner; 
Sagnrige Slagter 
Som Verden beherſked 
Udgik fra Dig. 


11 


Ak, nu forlengſt, 
Herlige Moder, 

Er jo Din ſvundne 
Storhed en Saga. 
Yndig Du ſmiler dog 
Axebekrandſet, 
Havombeltet, 

Deilig ſom for. 


Fattig man kalder Dig, 
Dog jeg Dig elſter, 
Dog jeg mig nævner 
Midt i Din Armod 
Stolt ſom Din Son! 


Ja, om jeg ſtod nu 
Midt i Arabiens 
Paradis-Dal, 

Eller ved Indus, 
Eller ved Tiber, 
Bilde jeg lenges 
Efter Din Skovvang, 
Bilde jeg ſtrakke 

Ud mod Din Tue 
Barnlig min Favn! 


12 


Sfjænf mig en Hytte 

J Dine Lunde, 

Tæt ved det friſke 
Rullende Hav! 

Hellige Moder, 

J Dine Arme 

Skjenk mig to Fodsbred 
Jord til en Grav! 


13 


fhjilfen til Thorvaldſen. 


Ver velkommen Son af gamle Norden, 
Ver velkommen til Din Moders Bryſt! 
Henrykt foler hun hvad Du er vorden, 
Du, ſom ved Dit Veerk forbauſer Jorden, 
Nævner Dig fin ſvage Alders Lyſt. 


Længe har forgjeves hun imode 
Aabnet Dig fin moderlige Favn. 
Hendes Kempe-Sonner ere døde, 
O, men de hun har endnu, de glode, 
Mens de juble hoit Dit Brodernavn. 


Tak da for den ſtkjonne, rige Gave, 
Tak for Wren, ſom Du ffjænfte dem! 
Tak fordi Du fjernt i Sydens Have, 
Længtes til de gamle Keempegrave, 
Til Dit fattige, Dit ſimple Hjem! 


Skjondt Dig flyder Fyrſteblod i Aaren, 
Blev Du ei blandt Rigdoms Glimmer fød 
Til den Hoihed ſom forblinder Daaren; 
Nei! i Armod er Du fod og baaren, 
Og til Foſtermoder fik Du Nod. 


14 


Al Din Rigdom var Dit ſtore Hjerte, 

Din begeiſtrede, Din lyſe Aand. 

Som Prometheus greb Du Himlens Kjerte, 
Stjænfed Leret Liv og Fryd og Smerte, 
Trylled Guder frem med Sfaberhaand. 


Lille Bertel, fom med valne Hender 
Og i Armods Klæder ufjendt gik, 
Sender nu fit Navn til Verdens Ender, 
Hyldes overalt, hvor han fig vender, 
For den Adel han fra Oven fik. 


Og, naar de, ſom kappes om at bære 
Dig, beſkedne Thorvaldſen, paa Haand: 
„Jordens Magtige,“ forglemte ere, 

Da ſkal Skjalde ſjunge til Din re, 
Da ſkal Du henrykke ved Din Aand. 


Frem af Jorden gamle Marmorreſter 
Haves ſkal og tale underfuldt, 

Som det Eviges, det Skjonnes Praſter; 
Vidne ſkal de om den ſtore Meſter, 

Naar i Muld Du lengſt har ligget ſtjult! 


See, beundrende Dig hylder Jorden! 

O, men hun, ſom tog Dig forſt i Favn, 
Meeſt Dig elſker dog; det gamle Norden 

Foler dybt, hvad hun ved Dig er vorden, 
Jubler moderom Dit Sonnenavn! 


15 


Men tilgiv, hun i ſin Fryd maa ſukke: 
Alt har Aldrens Snee din Isſe dæft — 
Her i Danmark gynged jo Din Vugge, 
O! hvi vil Du her ei Diet lukke, 
Slumre blandt den gamle Helteſlegt? 


Vil Du ſtrax fra Hjemmet Afſked tage 
J det forſte Gjenſynssoieblik? 

Hor Dit gamle Danmarks Moderklage: 
Bliv dog her, hvor Dine Barndomsdage, 
Hvor Din Ungdoms-Foraarsalder gik! 


Her er intet fjælent, yppigt Eden, 

Her er ingen evig Blomſterflor; 

O men Fuglen bygger ſelv paa Heden, 
Der hvor Stormen ſuſer over Reden, 
Hvor kun hiſt og her en Lyngblomſt groer. 


Og en Udork, hvor ei Vaaren kommer, 

Er Dit Fodeland dog heller ei; 

Kort, men ſkjon er Nordens grønne Sommer! 
Fremmed ſtager Du hiſt blandt Sydens Blommer 
Med Dit Dies blaae Forglemmigei! 


Kvindens Skabelſe. 


Tidens Morgen frembrod i ſtraalende Glands over Eden, 

Herlig fig Solen opſvang paa flammende Vinger af Mulmet, 

Ormen krob ydmygt i Støv, og Ørnen ſteg høit imod 
Skyen. 

Dybt i Beſkuen fortabt ſtod Manden, den nyſkabte Adam; 

Henrykt ved Skaberens Verk han ſukked med ſvulmende 
Lengſel: 

Ak! hvi kan jeg det Alt til mit bankende Hjerte ei trykke! 

See, da danned bam Gud dets Billed af Roſer og Lillier: 

Ildens med Vandets Natur han blanded, og Slangens med 
Duens, 

Klippens med Sivets: og ffabt for Adam ſmilede Kvinden — 

Englen, ved hvilken er tabt, men atter gjenfundet et Eden! 


17 


Aftenſkumring. 


Hver en Smaafugl blunder 
J den dunkle Lund, 

Med ſit Hoved under 
Vingens blode Duun; 
Hellig Taushed troner 
Over Mark og Vang; 

Fra det Fjerne toner 

Kun en Vandrers Sang. 


Svobt i Duggens friſke 
Lette Perleſlor, 
Elverpiger hviſke 
Mellem Søens Rør; 
Medens Alfer kigge 
Frem af Buff og Krat, 
Engens Blomſter nikke 
Tuſinde Godnat. 


Kaalunds Digte. 


18 


Trættet af fin vilde, 
Stolte Kæmpegang, 
Bølgen nynner ftille 

Paa fin Aftenſang; 
Bugten mod den ſtrekker 
Blomſterarme to, 

Som et Barn den lægger 
Sig deri til Ro. 


Ogſaa jeg vil folge 
Længflen i mit Bryſt, 
Som den vilde Bolge 
Soge Fredens Kyſt! 

Vidt min Sjæl, Du flakked 
Uden Ro og Riſt; 

Nyd da nu en ſtakket, 

Ak, kun ſtakket Friſt! 


Ephemer-Gleden. 


Klart ſtraaler Slottet i feſtlig Glands 
Af tuſind blendende Kjerter; 

Der hvirvle ſig oppe i lyſtig Dands 
De ſtolte Menneſkehjerter. 


Men ude ruger den ſorte Nat 

Med Storm og med Lyn og Torden; 
Det ſuſer faa vildt over Vei og Krat, 
Mens Regnen pladſker paa Jorden. 


De høre ei Sangen af Nattens Storm, 
Der pidſker Regnen mod Rude: 

„Ja tuml Dig kun, Du ſtakkels Orm, 
Snart er med Din Lyſt det ude! 


Snart veirer jeg hen Dit ugle Støv — 
Saa dands Du kun luyſtigt derinde! 
Snart dandſer Du om bag visnet Lov, 


For ſuſende Hvirvelvinde! 
2 * 


20 


J Secler jeg fang over Tidens Hav: 
Stig kun Du raſtloſe Bølge! 

Snart tumle fig Andre paa Din Grav; 
Men Alle de ſkulle Dig folge!“ 


Niels Ebbeſens Mindeſtotte. 


„En Bautaſteen paa gammel ærlig Viis 
Vil Danmark for fin fjæffe Martyr reife, 
For Ridder Ebbeſen fra Norreriis, 

Paa Randers Torv ffal Asreſtotten kneiſe; 
Der ſkal i Seclers Storme ſtolt den ſtaae, 
Paa Heltedaaden pegende tilbage, 

Og Slægterne ſom komme og ſom gage, 
Skal føle Hjerterne til Storverk ſlage 
For gamle Dannemark i Trengſlers Dage.“ 


Saa haved nylig ſig en liflig Roſt 

Vlandt Larmen af de travle Arbeidsbier, 
Den klang faa fedrelandſk med Liv og Lyſt, 
Som Tonen i de gamle Melodier, 

Som Hedeleerkens Foraarsſang den lød, 
Og herlig hæved fig i Manges Minde 
Den Tid, da Atterdagens Sol frembrod, 
Og Ebbeſen dens Morgen farved rod 

Med Blod af Danmarks frygtelige Fjende. 


22 


Men nu er atter Alt faa dødt og tyſt, 

Om Mindeſtenen høres knap en Stemme; 

Og denne Taushed har en Ugleroſt, 

Som Livet af det bedſte Haab kan ffræmme. 
See, derfor lyder hoit mit Harpeſlag, 

Som mig mit Fodelands Natur det lærte 

J Lerkens Pindſeſang, i Stormens Brag; 
Kjæft vil jeg tale, Ebbeſen, Din Sag 

Med Toner, hented' dybt fra Danmarks Hjerte! 


Hvi er det da faa tyſt? Fordi, o Skrak! 

Fordi vort undertrykte Lands Befrier 

Som Morder pletted er — med holſteenſk Blak; 
See derfor Danmarks Folk forſigtigt tier! 

Vi kunde lettelig fornærme Een 

Af hine Pennehelte, ſom os love 

J Gottorp at opreiſe Geert en Steen; 

Slig Strid os kunde vorde let til Meen! 

Og derfor lade vi nu Sagen ſove. 


O nei, mit elſkte Fædreland, faa dybt 

Jeg kan ei troe, Du er i Afmagt ſunken! 

Du, ſom med Daad har Verdens Studſen kjobt, 
Er Du en Olding uu faa ſvag og lunken? 

Er flukt Dit Orneblik, er koldt Dit Blød, 

Som blusſed ſtolt, ved Danmarks Navn, i Kinden. 
Er Egen marvlos, trøffet i fin Rod? 

Saa lad os jevne ud, o Dannebod, 

Den Vold, ſom ſterk Du reiſte imod Fjenden! 


23 


Ja, hørte Du, hvis trætte Heltebeen 

Fem Secler har paa Arens Laurbær fovet, 
Til Dværgefvæffet mod Din Mindefteen, 

Du vilde ryfte paa Dit ædle Hoved 

Og ſukke høit, ei for Dit Navns Forliis, 
Men over Folket, ſom Du Frihed kjobte, 

Da Du dets Boddel flog paa Ridderviis, 

Det Folk, ſom Secler ſtemte i Din Priis 

Og nys med ffjændigt Mordernavn Dig døbte! 


Dog nei, det ligner ei, Du Danffe, Dig! 

Det er kun fremmed Klint, ſom ſtkjuler Hveden, 
En fremmed Faarekyllings heſe Skrig, 

Som rover Fædrelandet Modergleden. 

Du vil ei glemme Broderheltens Lon, 

Og lade feig Dig ſkroemme ham at hædre 

Med Mindets Krands, ſom blomſtrer evig gron. 
Du er dog ei en faa vanſlegtet Son 

Af Moderen til hine ſtolte Fædre! 


Ham kan Du takke for, at DanfÉ er til, 

At Du et Fædreland urgammelt eier, 

At med ſit Frelſenskors i Kampens Ild 

Det himmelfaldne Dannebroge vaier. 

Ja, ham hvis Kæmpefværd Tyrannen flog, 
Ham kan Du takke trindt i Mark og Skove, 
At end Du trylles af Dit Fadreſprog 

J Skfjaldeſang, i Tale og i Bog, 

Og at Du bygger under danſke Love! 


24 


Naar Hedens Lyng i Blomſter atter ſtager, 
Da er det nu femhundred Somre ſiden, 
At Danmark ſaae det ſtore Jubelaar, 

Da Folket vaktes efter Jammertiden; 

O, lad Niels Ebbeſen da reiſe ſig 

Ved Kunſtens Trylleſtav igjen af Graven! 
En Aseresſtotte bliver det for Dig; 

Men lytter Du til hint udanſke Skrig, 
Da over Dig Du ſelv vil bryde Staven! 


1— 
Ot 


Konen ved Ledet i Frederiksdal. 


Naar gjennem det deilige Frederiksdal 
J den varme, duftende Sommer 

Du drager hen gjennem Bogenes Sal 
Og aander den Luft, ſom kjolig og ſval 
Fra Fuurſoens Bølger kommer, 

Da ſeer Du paa Veien i Skoven et Led, 
Du behøver ei længe at ſoge: 

Den fattige Ledkone bygger derved 

J Ly af de megtige Boge. 


Fra tidligſte Morgen til Aſtenen ſeen, 

J Støv og i brændende Hede, 

Og enten Du kommer paa bare Been, 
Eller ager afſted ſom en fornem Een, 

Er altid hun villig tilrede. 

Naar Hjulenes Rumlen og Heſtens Galop 
Og Fodtrin paa Skovveien lyde, 

Da ſpringer fra Finlapperſtolen hun op 
For Ledet tilbage at ſkyde. 


26 


Selv har hun en Hytte ved Veien fig bygt 
Af nedfaldne ſamlede Grene; 

Af ældgamle Boge er Taget beffyg't ; 

Som Fuglen i Reden, faa luunt og faa trygt, 
Hun boer der i Skovhytten ene. 

Med duftende Granriis er Taget belagt, 

Og rundtom er luget for Nelder, 

J Lenke ved Doren en Mops holder Vagt 
Med udklippet Halsbaand og Bjalder. 


Den Hytte mig volder et hjertligt Behag, 
Skjondt mere den ligner en fe, 

Og ſtjondt kun den hele beſtager af et Tag, 
Skjondt ei den er byg't i den gothiſke Smag, 
Den romerſke eller den graſke; 

Og hvergang jeg gjeſtede Fuurſoens Bred 
Og Møllen og Bakken og Slottet, 

Jeg forſt dog en Stund ved det venlige Led 
Ved Synet af Hytten mig gotted. 


Saa mangen en Gang har jeg titted derind 
Fra Bogene og fra det Grønne, 

Forunderligt rørt af det kjerlige Sind, 
Hvormed det enfoldige, fattige Skind 

Har villet fin Armod forſkjonne: 
Smaabilleder, klipped af Fiirfkillingsark, 

Og Guldpapiir Væggene ſmykke, 

Af Blomſter og Urter fra Skov og fra Mark 
En Ramme omkrandſer hvert Stykke. 


27 


Den fattige Pyntning, den er mig faa fjær, 
Den adler den kunſtloſe Hytte, 

J den jeg en hellig Beſtrabelſe ſeer, 

Som ſelv midt i Armoden tenker paa meer 
End det ſom kan ſandſeligt nytte; 

Enfoldig og ſmaglos og underlig vel 

Den her i fin Barndom fig vifer, 

Men bærer dog Preg af den evige Sjæl, 
Og derfor den Hytte jeg priſer. 


Naar Vinteren flygter med Storme og Slud, 
Og Lerkerne ſlage i Skjerſommer, 

Og Jorden ſtager ſmykket ſom ſmilende Brud, 
Og atter Du iler til Fuurſoen ud 

Og hen gjennem Skovledet kommer, 

Da ſtands ved den fattige Ledkones Bo, 

Og hvis den ſom mig kan Dig fryde, 

Da ffjænf hende venlig en Hvid eller to, 
Hvormed hun den bedre kan pryde.“ 


28 


Til Hiſtoriemaler Adam Müller. 
(Ved hans Afreiſe til Rom). 


J Oſterland leved en Yngling engang, 

Han elſked en funklende Stjerne; 

Ved den kun hans Hjerte faa inderligt hang, 
Mod den gik hans Vei i det Fjerne; 

Det herlige Lys i det natlige Blage, 

Mod det han kun ſtrebte, mod det han kun ſage— 


O! Du ſom forlader den hjemlige Strand, 
Hvor Mindet om Barndommen ſmiler, 

Du ligner hin Yugling fra Palmernes Land, 
Hvor Kunſten Dig vinker, Du iler; 

Til Jorderigs Dronnings den blomſtrende Grav, 
Til Hoienes Stad Du nu flytter Din Stav. 


Din Aand ſom har aabnet fin ſvulmende Knup, 
J Syden fig rigt ſkal udfolde. 

Du kraftige Skud af den herlige Stub, 
Opvoxed i Norden det folde; 

Beſkeden og ſtille Du vandrer Din Vei. 

Hvo ſkued Dit Arbeid, og elſker Dig ei? 


29 


Lad Syden fun fee, at Barbaren fra Nord 
Som Sværdet kan Penſelen bruge. 

Af Blomſterne hiſt i den evige Flor, 

Som Bien Du Honning kal fuge, 

Og bringer den ærlig til Oreſunds Kyſt, 
Den hjemlige Kube til Stolthed og Lyſt! 


Thi hvor Du end flytter Din Vandringsſtav frem 
J Verden den vide derude, 

Du vil ei forglemme Dit fattige Hjem, 

Hvor Jisblomſter groe paa vor Rude; 

Du vil ei forglemme de Brodre, ſom her 

Har Hjerte og Sands til at ffatte Dit Verd. 


Lad Kvinderne ſorge, vi ville ſom Mend 
Med Munterhed Afſked nu tage; 

Og freidigen haabe, vi ſees vel igjen 
Engang i de kommende Dage. 

Vi onſke Dig Sundhed og Hæder og Held! 
Vor nordiſke Broder, Farvel! Farvel! 


30 


ved Frederik den Sjettes Dod. 


En Sphinx med Fingeren paa fin Mund, 
J Dæmring Fremtiden ruger, 

Mens Kongegraven ved Leire-Lund 

Sit Bytte hungrig opfluger. 

Som tuſindaars Olding Kirken ſeer 
Veemodigt ned paa den Jordefeerd, 

Mens Hjerteſukket fra Norden 

Henſuſer vidt over Jorden. 


Nu ſtager den kjerlige Drot forladt 
J Graven blandt ſine Aner, 

Hvor Vinden ſukker i ſorte Nat 
Igjennem de revne Faner, 

Hvor ingen Tjenere paa hans Vink 
Tilrede haſte ſom Lynets Blink, 
Hvor Faarekyllingen gnaven 

Er Kammerſanger i Graven. 


31 


Af Letet fvæver, naar Midnat flaaer, 

En Skare med gyldne Kroner: 

Kong Svend hos Vilhelm i Choret ſtager, 
Ved Alteret Axel troner; 

Da glider Skyen fra Nattens Sol, 

Den ſkinner paa Saxos Munkeſtol, 

Det klinger bag Murens Stene 

J Haralds muldnede Bene. 


De ſamles Alle foruden Stoi 

Som Helteſkygger ved Lethe; 

Rolf Krake fvæver fra Markens Hoi, 
Hiſt hæver fig ſtolt Margrethe, 

Fra Kjeldren famler Kong Chriſtian op, 
Paa Sværdet han ſtotter fin Kempekrop. 
De Volmarer tre i Vrimlen 

De ſtraale ſom Stjerner paa Himlen. 


De horte den gamle Kongeport 

J ruſtnede Hengſler dundre; 

Ind bare de Bonder en Baare ſort — 
Vel maatte de Døde undre: 

Det var jo ret ſom ved Balders Dod, 
Da Alles Oine i Taarer flod; 

Ja, ſelv fra Palmernes Zone 

Farvel imod Norden tone. 


32 


Som Vindenes Suk i et bladløft Krat, 
De tale blandt Fortids Reſter: 

„Hvo er Du, Du ſom i Gravens Nat 
Fra Kongeſalen os gjaſter? 

Stat op en Stund af Din Dodningſeng! 
Hvad har Du virket for Danmarks Veng? 
Thi ſiden ældgamle Dage 

Ei hortes til Liigtog Mage. 


De Bonder, ſom bare Dit dode Muld, 

Vel dreves af Fogdens Svobe? 

Maaſkee man maatte for lumpent Guld, 

Som Leieſvende dem kjobe? 

Hvi fletter man Dig den Hederskrands? 
Du vandt vel Seire til Lands og Vands 
Og hævede Danmarks Valde, 

Saa andre Folk bleve Tralle?“ 


Da reiſer den gamle ſolvgrage Drot 

De trætte Lemmer fra Baaren; 

Med Mildhedsſtraalen i Oiet blaat, 

End vædet af Affkedstaaren. 

Kong Chriſtian knap han til Skuldren nager, 
Dog kongelig han blandt Skaren ſtager. 
Omkring den ſalvede Gamle 

Sig Danmarks Konger forſamle. 


33 


Han peger hen paa fin Kiſtes Skrift — 
Paa Hjerte riig, ei paa Ordet — 
»Der fan I læfe mit Livs Bedrift, 

Og hvi jeg med Graad blev jordet.“ 
Og alle de ſee paa Baaren med Lyſt, 
De ſkue Sandhedens Folkeroſt 

Ved Maanens bleggule Straale, 

Og undrende Gubben maale. 


„Ja, Du har vundet en Seier ſtor, 
Som ingen af os har oplevet! 

Den Bonde ſom Aaget tynged til Jord, 
Ham har til Frihed Du havet! 

Du loſte den ſorte Negers Haand 

Af Slavehandlerens Boddelbaand! 

Du ſtager ſom Fader omringet 

Af Folkeraadet paa Thinget! 


„Ja, ærligt har Du fortjent Din Krands!“ 
Saa raabe de rerte Alle, 

Og Hænderne lægge de hver i hans, 

Og Folfe-Køngen ham falde. 

Kong Chriſtian trykker ham i fin Favn, 
Og begge velſigne de Danmarks Navn, 
Mens Vinden ſuſende griber 


J Orgelets ſolverne Piber. 
Kaalunds Digte. 3 


34 


„J Fred og Krig vil med Ild og Lyſt 

Vi Folket til Daad beſfjale, 

Og aabne det ſtolte Kongebryſt 

For Friheds driſtige Male! 

Thi Magten ſnart med Deſpoten doer, 
Hans mægtige Scepter er dog kun et Rør! 
Men Kjærligheds hellige Velde 

Sit Hoved til Folket kan hælde!” 


Til Hiftoricmaler, Profesſor Eckersberg. 
Bed hans Halvphundredegars Jubilæum. 


Vi bringe Dig vor Hylding, fjære Gamle! 
Foruden Faklers Glands kun med en Sang, 
Vi ved Dit Vindue os i Natten ſamle; 

Ei Opſigt elſked Du paa Livets Gang. 

Om af den yngre Slægt den Wldre glemmes, 
Vi vil dog ikke folge Modens Viis; 

Af vore fulde Hjerter her iſtemmes, 

Beſkedne, gamle Eckersberg, Din Priis! 


Mens Tvivl og Uro gjare trindt i Livet, 
Mens Ormen gnaver ffjult i Tidens Eg, 
Er Kunſten ſom en deilig Drom os givet, 
J den ſig neier Sol og gyldne Neg. 

Mens Verdens Babler ſtyrte i Ruiner, 

Du ſidder der med Haaret ſolvergraat, 

O Kunſtens Son, og ſeer med milde Miner 


Paa Livet, ſom fra et Morganaſlot. 
3 * 


36 


Naturen elffed Du, og glad Dit Die 

Hang ved Guds Himmel og det friſke Hav, 
Et Straa, lidt Solſkin kunde Dig fornøie, 
Og hvad Du fane, Din Penſel ſandru gav; 
Dog for Din Sjæl blev hvert et Billed ringe 
Mod Verket af Guds Almagts Fantaſie, 

Dig Kunſten paa Naturens Ornevinge 

Er kun en liden deilig Kolibri. 


Som Lærer har Du ærligt vidſt at gavne: 
En Küchler, Marſtrand, Bendz og mange fleer 
Skal hæve med europakjendte Navne 

Dit Meſterverd, naar Du er ikke meer. 

Og medens Verden Danmarks Thorvald arer, 
O Eckersberg, Din Roes kal ei forgage: 
Som Kunſtner ſtor og heitfortjent ſom Lærer, 
Som Menneſke jaa elſkelig ſom Faae! 


Fred med Dit hvide Haar paa Livets Aften! 
Langt fra Din Tærffel vige Sorgens Aand, 
Ut længe Du bevare Kunſtnerkraften, 
Dit ſikkre Øie og Din faſte Haand ! 


Fred med Dit Liv, til Du hos Juul fager hjemme 


Hoit paa Udodeligheds lyſe Bjerg! 
Vor gamle Lærer, aldrig vi forglemme, 
Vor Ven, vor elffelige Eckersberg! 


37 


Kjærligheds Trang. 


Dig Kjerligheds veemodsfulde, 
Hellige Trang! 

Dig vier i Verdens Kulde 
Jeg denne Sang. 


O elſk mig! leer i fin Vugge, 
Det lille Noer; 

Ved Graven høre vi ſukke 
De famme Ord. 


O elſk mig! trygler hver Alder 
Paa Stevets Vei; 

Det jamrer i Livets Haller: 
Forſtod mig ei! 


Og Kvindens ſpulmende Hjerte, 
Og Mandens Bryſt, 

Og Veemod, Glæde og Smerte 
Har ſamme Roſt. 


38 


Saa flager, fuffer og vaander 
Det dybe Savn, 

Og Aander knuge med Aander 
Sig tæt i Favn. 


Ja, Kjerligheds hellige Velde! 
J Verden vild 

Du Puden er jeg vil hælde 
Mit Hoved til. 


O, ber mig pan bløde Arme 
Over Tidens Strom, 

Mig, og min brendende varme 
Begeiſtrings Drom! 


Ja, hæv mig mod Lyſets Porte 
Med Guddomskraft, 

Skal ei i Natten den førte 
Min Sjæl gage tabt! 


39 


Aftenſkyerne. 


Naar Aftenen breder om Jorden ſit Slor, 
Da ligge i Veſten de deiligſte Oer; 

Fra ſkinnende Sletter, hvor Alferne boe, 
Henſuſer om Jorden den himmelſke Ro. 


Og Menneſkeſjalen fig ſtirrer faſt blind 
Med Længfel i Paradisdalene ind; 

Den drømmer at fee paa den rodmende Sky 
Bag gyldene Bjerge Seraphernes By. 


Som Barn, naar jeg leged i Damringen for, 
Jeg ſkued med Undren de deilige Oer; 

Da tenkte jeg: naar jeg engang bliver ſtor, 

Til dem vil jeg gage om den rullende Jord. 


Ja, dem vil jeg ſoge bag Bjerg og bag Hav, 
Med Randſel paa Ryggen og Pillegrimsſtav; 
Naar rigtigt jeg ſoger, jeg finder dem viſt, 
Og bygge hos mig ffal de Elſkede hiſt. 


40 


Ak, nu er jeg voren — Arabiens Heſt, 
Saa rap og faa vild ſom den ſuſende Blæft, 
Med Sporer i Siden og flagrende Man 
Mig bringer ei til det forjættede Land. 


Og gik jeg om Jordkloden modig min Vei 
Over ſvimlende Bjerge, jeg naaede det ei, 
Hvad enten jeg flyver mod Veſt eller Oſt 
Med uendeligt Savn i mit Menneſkebryſt. 


Ak, Elſkte, jeg er ei uſkyldig ſom for! 
J Taage forſvinde de himmelſke Oer; 
Og var ſelv et Eden den rodmende Sky, 
Hvad ſkulde jeg Daare i Englenes By! 


41 


Alverden er ſyg. 


Alverden er ſyg, Alverden er mat! 
Mig tykkes den ganger paa Held; 
O, jeg gad lyſtigt ſvinge min Hat 
Og beſtige det hoieſte Fjeld. 


Den ſmaalige Klogſkab, den visne Fornuft 
Gjor Barmen hernede trang; 

O, jeg gad indaande den renere Luft 

Og fole mig ung engang! 


Ja, Verden ſynes mig ganger paa Held, 
Den har ſaa vrantent et Smiil! 

O, jeg gad beſtige det hoieſte Fjeld, 
Vel over Jorden en Miil. 


O, jeg gad ſtige paa Bjerget op 

Og juble og ſvinge min Hat; 

Og greb mig en Hvirvelvind paa dets Top — 
Da ſyge Verden: God-Nat! 


42 


Den ſtumme Sorg. 


Kom liden Thora, kom og ſid 
Soſterlig ved min Side! 

Alt i Morgen mig ſeer i Strid 
Solen i Oſterlide. 


Hvesſet er nu min lette Piil, 
Skerped' Gangerens Hove; 
Kvelden kaſter fit Afſkedsſmiil, 
Gjennem de dunkle Skove. 


Sladdre vil vi i Aft'nens Stund, 
Sladdre fom gamle Venner; 

Sid ved min Side og rak mig kun 
Dine ſneehvide Hender! 


Barn Du var, da vi fkiltes ad, 

Nu alt en Jomfru ſtille. 

Huſker Du, da paa mit Knæ Du fad, 
Deilige Thoralille? 


43 


Nu ffal atter i Kamp jeg bort, 
Falder maaſkee i Morgen; 
Vikingen kan kun dvæle ført, 
Har ikke Tid til Sorgen. 


Derfor vil vi nu ſammen lee, 
Barnligen os forneie. 

Kan Du ei meer ſom fordum ſee 
Kjærlig mig i mit Øie? 


Hovedet ryſter Du taus og bleeg — 
Er Du ei meer den Gamle, 

Siden Du voxed fra Barnets Leg, 
Voxede fra Din Skamle? 


Lidet til Livets milde Lyſt 

Kjender den haarde Kæmpe ; 

Frygter maaſkee Du min ſterke Roſt, 
Bil jeg den gjerne dæmpe. 


Kampens Bulder og Sværdeflag 

Herder en Vikings Stemme; 

Naar man har raabt gjennem Stormens Brag, 
Kan man vel Moer ffræmme. 


44 


Kan maaffee Dig mit barſke Skjeg 
Og mit Øie forftræffe, 

Bil jeg tage min Hjelm fra Væg 
Og mit Hoved bedakke. 


Taus og bleg Du i Hytten gaaer, 
Siger ei hvad Dig feiler; 

Thora, ſiig om Dit Hjerte flaaer 
Hemmeligt for en Beiler. 


See! jeg giver Dig alt mit Guld, 
Da kan Dit Bryllup ſtande; 
Lykken mig bliver vel atter huld 
Paa de ſkummende Vande. 


Seieren og den raſke Daad 
Mere end Guld jeg ſkatter. — 
Hvorfor briſter Du ud i Graad, 
Deilige Kampedatter? 


Har man krenket Dig? er Du ſyg? 
Hvad har bleget Dig Kinden? 
Kvinden er kun en Lillie myg, 
Visner for Nattevinden. 


45 


Gaa og læg Dig til Slummer hen! 
Let udfover Du Sorgen. 

Langt fra Dig er Din Barndomsven, 
Naar Du vaagner i Morgen. 


Megtigt lokker ham Kampens Gru, 
Han maa fin Lykke friſte. 

Ræf ham Munden til Afſked nu; 
Det er maaſkee den ſidſte. 


Bleg og ſtille Du ſtager ſou for, 
Taus Du Dit Hoved ryſter. — 
Nu, ſaa Farvel da! ifald jeg doer, 
Mindes mig da ſom Soſter! 


46 


Fortroſtning. 


Jeg fad og ſaae 
Mod Skyen graa, 
Og veed Du hvad jeg tenkte paa? 


Jeg tenkte, Ven, 
Engang ſom den 
Vil Livets Kummer ſvinde hen! 


Vi ſkue til 
Ved Skyens Spil, 
Og finde hver hvad ſelv vi vil. 


Ja, hver vil ſee 
Kun ſin Idee, — 
Man græde maa derved og lee. 


Hvor jeg ſaa grandt, 
Kun Myggen fandt 
Min Nabo faae en Elefant. 


47 


Men Sfyen gaaer, 
Og Sol opftaaer 
J Oſten ſom for tuſind Aar. 


Saa gaaer dernæft 
Den ned i Veſt 
Hver Aftenſtund, trods Regn og Blæft. 


Dog fra dens Bei 
En Tomme ei, 
Den rokker ikke Du og jeg. 


Og derfor fro 
Jeg gaaer til Ro, 
Og holder paa min ſimple Tro: 


At Skyen gaaer, 
Men Sol opſtager 
J Oſten ſom for tuſind Aar! 


48 


Vor Tid. 


Nu ſkriver faſt Alle den deiligſte Stiil, 
Man digter og rimer faa yndigt ; 

Kritiken gaaer efter med Høvl og med Fiil, 
Og det faa det neſten er ſyndigt. 

Saa priſer man Literaturens Held; 

Men det ſmager ikke af Livets Veld. 


Forſtanden driver faa klogtigt et Spil, 
Den alt i Syſtemer vil foie; 

Ja viſt ſkal af Oine der ſkarpe til 

At træde et Synaaleoie! 

Men Muſen dog aldrig fødte et Fjeld — 
Som for græder Aanden for Livets Veld! 


Ja Verden, den bliver faa led og faa kjed, 
Den gaber og ſtaber fig kreſen; 

Saa kildrer man den med lidt Vittighed 

J Siderne og under Naſen, 

Og Narrenes Brixe ſlaae Smeld i Smal; 
Men det ſmager ikke af Livets Veld. 


49 


Heel broget er Smagen fra Faa og til Top, 
Modern, antik og romantiſt 

Min Stol pompeianſk og kineſiſk min Kop; 
Dog ſtaber fig Dværgen gigantiſk: 

Et Been i Dalen og et paa Fjeld; 

Men det ſmager ikke af Livets Vald. 


Effekten! Effekten! tilbeder vor Slægt: 
Man ſkyder paa Fyrſter og Konger, 

Saa kappes Ens Hoved med megen Effekt, 
Man nævnes af tuſinde Tunger; 

Der præfes og gjøres urimeligt Spræl — 
Men det ſmager ikke af Livets Vald. 


Lidt Nyt maa det vere! ja viſt noget Nyt! 
Nu trenge vi til det Pikante; 

Saa vender man Tingen paa Vrangen, Byt! 
Til Pirringen ere vi vante. 

Den Nyhedslyft er mig forſkruet og grell, 
Aeldgammelt ſom Livet er Livſens Vald. 


Med Dampen man ſeiler, trods Veir og trods Vind 
Og falder fig Krefternes Herre; 

Man damped fig gjerne i Himmelen ind, 

Men bliver dog ude, desværre ! 

Som før er af Hunger og Død man Træl — 

Af Kuldamp ſmager ei Livets Veld! 


Kaalunds Digte. 4 


50 


Ja, trods al vor Kløgt og vor ſmukke Stil, 
Og alle de mange Mafkiner, 

Vor Tid har om Munden faa ſygt et Smil, 
Og ſorgende ere dens Miner. 

Det tykkes mig tidt ſom det lider mod Kvæld, 
Som vi ſtal gjenfodes i Livets Veld! 


Naar Bølgen fig løfter, den ſynke maa 

For after fig mægtigt at hæve — 

Saa lad det fun falde, hvad ei kan beſtage, 
Hvad Aanden tilherer ſkal leve! 

Jeg troer det forviſt, det hæver fig vel 
Med ſeierrig Pande af Livets Veld! 


Jeg troer det forviſt, jeg ſtoler paa Gud! 
Til Life for Menneſkeſorgen, 

Den Kamp for Lyſet ſkal kempes ud, 
Og Damringen følges af Morgen, 

Ja friſkere Slegter til Jorderigs Held 
Opdukke, forklared', af Livſens Veld! 


Men naar ſkal den komme, den ſtore Idee, 
Som Tiden forjetter at føde? 

Skal fjernere Slægter dens Straaler forſt fee, 
Naar vi, ſom den aned, er døde? 

Jeg havde faa gjerne fvæget min Sjæl 

Ved Livets evige Sundheds Veld. 


51 


Jeg havde faa gjerne hilſet med Sang 

De lyſere, ſkjonnere Dage! 

Men Tiden henvandrer urokket ſin Gang; 
Det hjælper flet ikke at klage. 

Thi maa jeg end ſynge ſom Lerken i Kveld, 
Jeg jubler ſom den dog for Livets Vald. 


45 


52 


Kom glade Overgivenhed. 


Kom glade Overgivenhed 
Og Fryd for Ingenting, 
O, kom og tag mig atter med 
Til Dands og Leg og Spring! 


Min Kind har Skjeg, dyb er min Reſt, 
Og jeg er ſtiv og ſat; 

Kom overgivne Barndomslyſt, 

Flet Blomſter om min Hat! 


O drag mig ud til Skov og Eng, — 
Jeg kjedes ved min Bog; 
Drag mig, ſom naar den vilde Dreng 
Du for til Frihed drog. 


Ja, gjor mig glad og let og mild, 
Som fordum Du mig fandt, 

For Verdens Alvor gjor mig til 
En mork og ſtiv Pedant. 


53 
Nu ſporger koldt mit Hoved, om 
Min Glæde har en Grund, 
Hvis ei, da er den Latter tom, 
Som toner fra min Mund. 


O, hvad ffal Fryd med ydre Grund! 
Alverdens Sorg fom Fjer 

Bortvifter jeg jo med min Mund, 
Naar jeg ſom Barnet leer. 


Hvad hjalp det vel om Jordens Guld 
Man lagde i min Haand? 

Det blev kun Muld ſom andet Muld 
For en mismodig Aand. 


Og ſteg jeg end til Arens Top, 
Vandt jeg min Glæde der? 
Uhyre ſvulmer Onſket op 

Og hviſker altid: Meer! 


See, Verdens Herre ſeer ſig midt 
J Pragten arm omkring — 

Den ſande Fryd behøver lidt, 
Den leer ad Ingenting. 


Naar Barnet jubler fjælefrø 
Spørg det engang: for Hvad, 
Ult hvad det veed, er at det Io 
Fordi dets Sjæl var glad. 


54 


O, kom min gamle Glæde, Du! 
Jag mine Griller hen; 

Jeg vil jo være noiſom nu, 
Gjor mig til Barn igjen! 


Man bliver en Forſtening ſtiv 

J Tidens kolde Elv; 

Giv mig de Indfald, fuld' af Liv, 
Som ſprudle af ſig ſelv. 


Giv mig den friſke Barndomslyſt 
Og Fodens lette Jil, 

Det raſke Blod, det aabne Bryſt 
Og glade Ungdonsſmiil. 


Kom tag mig atter, tag mig med 
Til Dands og Leg og Spring, 
Min gamle Overgivenhed 

Og Fryd for Ingenting! 


55 


For hun var voren. 


For da til Valſen 
Jeg hende bod, 
Da blev til Halſen 
Hun naſten rod. 


Da var hun ſtille, 
Da var hun bly, 
Og kom jeg, vilde 
Hun altid fly. 


Men nu — nu purrer 
Hun i mit Haar 

Og ſtjelmſt mig Burrer 
Paa Fraffen flager. 


Saa let i Flugten 
Er ingen Hind; 
Som Ferſtenfrugten 
Er hendes Kind. 


56 


Med forte WErmer, 
Paa bitte Skoe, 

Hun om mig fværmer ; 
Jeg har ei Ro. 


See den Poliſke, 
Nu ſtager hun der, 
Med gule Piſke, 
Og hjertensleer. — 


Du ſode, lille, 

Forfloine Skarn! 
Ver nu et ſtille, 
Fornuftigt Barn. 


Min Kind hun klapper, 
Men ſtrax igjen 

Af Haanden ſnapper 
Hun mig min Pen. 


Nu er Du fangen, 

Du Vildkat, Du! 

Hvad fager for Sangen 
J Lon jeg nu? 


Ja, vend Dit Hoved 
Og hviſk kun: tys! 
Har Du ei lovet 
Mig tuſind Kys? 


57 
At bryde Pagten, 
Det gjælder ei — 
Her er Contrakten, 
Og her er jeg. 


Nei, nei, nu bliver 
Det alt for galt! 
Kvittering giver 
Jeg ſtrax — betalt! 


58 


Da hun var voren. 


Med milde Blikke 
Du paa mig ſeer — 
Du kan ſlet ikke 
Forſtaae mig meer. 


Du er ſaa ſtille, 
Du er ſaa bly; 
Jeg er den vilde 
Forrevne Sky. 


Ved Kildevoven 
Du venlig gaaer, 
Mens jeg foroven 
Paa Baffen ftaaer. 


Du elffer Freden, 
Dit Sind er let; 
Jeg troer, af Eden 
Jeg ſnart blev træt. 


59 


Naar Stormen dundrer 
Jeg lyſtigt leer; 

Men Du, Du undrer 
Og paa mig ſeer. — 


Og dog Du hænger 
Saa omt ved mig, 
Og dog jeg trenger 
Saa dybt til Dig. 


60 


Tankens Elv. 


Den larmende Dag maa fvinde, 
Men i mig felv 

Uroligt ftyrter derinde 
Sig Tankens Elv. 


Om Hjertet ſkylle dens Vover 
Med raſtlos Jil, 

Og Mindet boier derover 
Sin Taarepiil. 


Slet Intet fan Strømmen ſtandſe; 
Erfarenhed 

Ophenger visnede Krandſe 
Hver Dag derved. 


Min Sjæl paa Bølgerne gynger, 
Ved ei hvorhen; 

Mod Stjernerne de mig flynger 
Og ned igjen. 


61 


Forſvundne Verdener dølger 
Den ſtride Elv; 

Men evigt bruſe dens Bolger 
Dybt i mig ſelv. 


Og om jeg lukker mit Ore 
For Verdens Larm, 

Jeg kan dog Brendingen høre 
J egen Barm. 


62 


Naar Du er trat. 


Naar Du er tret, naar Du er kjed 
Af Verden og dens Smaalighed, 

Da ffynd Dig fra den trange Muur 
Ud i Guds mægtige Natur. 


Og naar Du Dig paa Sletten feer, 
Hvad eller mellem Skovens Træer, 
Da kaſt Dig ned i Grasſet, boi 
Din Ryg tilbage mod en Hoi. 


Og ſkam Dig ei for Du er ſtor: 
Læg Dig kun paa den grønne Jord, 
Men ſee Dig forſt forſigtig om, 
Du arme Trel af Verdens Dom. 


Dog hvis Dit Blik foroven ſeer 
Kun lutter Vind og lutter Veir, 
Da reis Dig atter, gage Din Bet, 
Thi Kjære, Du forſtager mig ei. 


63 


Men Du, ſom Aandens Kampe ſtred, 
Kom, leg Dig træt paa Hoien ned, 
Og feſt en Stund Dit Øie paa 
Det grendſeloſe Himmelblaa. 


Henover Dig gager Luftens Strom, 
Du ſynker i en ſtille Drom. 

Vend kun Din Ryg til Verden her, 
En Verden gaaer da op Dig der — 


En Verden ſammenſat af Alt, 
Hvad Støvet aldrig gav Geſtalt, 
Hvad Anelſen kan male fun 

Med Himmelguld paa Himmelgrund. 


Det fvæger Øie, Sjæl og Sind, 
At ſee i Himmeldybet ind, 

Hvor Intet minder os om Stov, 
Hvor Intet raaber: Tanke, tov! 


Og fee derop til Du er træt, 
Indtil Dit Hjerte bliver let, 

Da reis Dig atter, Stovets Son, 
Og Du vil finde Verden ffjøn. 


64 


Naturens Uforanderlighed. 


J Verden op og ned det gaaer; 
Naturen leer derad. 

Blaaoiet, ſom for tuſind Aar, 
Den ſmiler endnu glad. 


J Haven bagved Bondens Skuur, 
J den bag et Palads 

Er, evigtvirkende Natur, 

Dig ligegodt tilpas. 


Du ſmiler til vor Kjærlighed, 
Du ſmiler til vort Had: 

Ved Brudehuus og Retterſted 
Groer lige grønt Dit Blad. 


End kommer Svalen fondenfra 
Med ſamme Jil og Haft, 

Som dengang, da paa Golgatha 
Vor Frelſers Oie braſt. 


65 


End ruller ftolt fig Cuphrats Flod 
J Oſtens Paradiis, 

Som da den badede Din Fod 
Engang, Semiramis. 


End nynner Verdenshavet paa 
Sin gamle, dybe Sang; 

Den ſamme Stjernehvalving ſaae 
Chaldæerne engang. 


Som fordum fmiler Jorden grøn 
Og Himlen lyſeblaa — 

Men jeg, ſom Tidens lette Son, 
Veemodig feer derpaa. 


Blandt ſjunkne Grave Livet leer 
Med tuſind Oine fro: 

Juſt derfor fylder Veemod her 
Med Taarer mine to. 


Og derfor knuger jeg mig varm 
Op til Naturens Bryſt 
Og trygler: flip ei af Din Arm 
Mig og min rige Lyſt! 


Et Barn i Vuggen var jeg nys, 
Snart ſlager min Afſkedsſtund 
Og derfor trykker jeg et Kys, 
Et varmt, paa Livets Mund. 


* 


Kaalunds Digte. 


66 


Den flyvende Sommer. 


En Spindelvæv flagrer i Solens Skin, 
Naar Vaaren med Sangfugle kommer, 

En Tomme af Guld paa Himmelens Vind, 
Man kalder den: flyvende Sommer. 


Med Regnbuefarver den fvæver faa let: 
En Væv af den ſpindende Lykke; 

Og Vaveren flytter omkring med fit Net 
Og ſoger det Sted, han vil bygge. 


Saa flyver og jeg omkring med min Sang, 
Den bærer mig høit mod Guds Himmel, 
Paa den har jeg fvævet faa mangen en Gang 
Over Livets brogede Vrimmel. 


En Roſe mig rakker engang vel fin Green, 
Hvorpaa jeg kan hvile og bygge; 

Der ſpinder vel Silke paa Kjerligheds Teen 
Min Sangs den uſtadige Lykke. 


67 


Jeg hviler med mine Minder. 


Jeg hviler med mine Minder 
Under Livets gronne Tra; 
Som Born med blege Kinder 
De ſidde paa mit Knæ. 


Jeg ſidder ved Glædens Kilde 
Med Roſer om min Lok, 
Men hos mig ſidder den ſtille 
Erindrings Engleflok. 


Jeg jubler med mit glade, 
Mit friſke Ungdomsmod; 
Som visnede Roſenblade 
De dandſe om min Fod. 


De gamle, fjære Minder, 

De nævne mig ømt ved Navn; 
Naar Dagens Lys oprinder, 
Jeg vaagner med dem i Favn. 


Naar engang Livets Varme 
Forſvinder fra min Kind, 
Med dem i mine Arme 
Jeg ſover ſtille ind. 


68 


Tankeſpillet. 


Kjender Du det Tankeſpil, ſom ſindrigt 
Sammenſat af Stykke tæt ved Sthykke, 
Foier ſig til et harmoniſk Billed, 

Til et Billede af Edens Have, 

Eller til en Dal med Trylleſlotte 

Og en deilig Udſigt i det Fjerne? 


Ofte har ſom Barn med det jeg leget, 
Skilt det ad og prøvet, om jeg kunde 
Sammenfætte det, og længe prøvet 
Og forkaſtet, til det ſkjonne Billed 
Atter ſamlede ſig til et Hele. 


Som et ſaadant Tankeſpil mig ſynes 

Er min Sjæl. Engang i ſvundne Dage 
Laage den udbredt lys og klar for Verden; 
Men den kolde Tid, ſom Alt forſtyrrer, 
Kom og greb deri og tog mit Veſen 

Fra hinanden, ryſtede det ſammen 


69 


J Adſpredelſernes vilde Hvirvel, 

Og af mit forſvundne Edens Have 
Gav den mig kun Stykkerne tilbage. 
Derfor ſidder jeg nu her i Verden 
Tankefuld og grunder paa, hvorledes 
Jeg det fære Tankeſpil ſkal ſamle 
Og af Stykkerne, jeg har tilbage, 
Sammenſctte mig mit Eden atter. 


En Drøm. 


Et Samlingspunkt jeg trengte til 
Hvorved jeg fæfte kunde 

Hvad der var ſpredt i Livets Spil 
Og gaaet halvt tilgrunde. 


Fra Himlen blinked Stjernen ned 
Med Evighedens Gaade; 

Da feſted jeg med Suk derved 
Mit Jordlivs bruſtne Traade. 


Og bort fra Stovet jeg mig ſneg, 
Fra al dets Sorg og Trengſel, 
Og opad jeg mod Stjernen ſteg 
Med min uhyre Lengſel. 


Og opad ſteg jeg, Trin for Trin, 
J det Uendelige; 

Jeg raabte: Herre, luk mig ind 
Til Dig i Lyſets Rige! 


71 


Jeg kommer ſom en Flygtning hid, 
Nedtynget dybt af Stovet; 

Endnu har ikke Livets Strid 

Mig Guddomspraget røvet. 


O luk mig faldne Engel ind, 
Fra Lyſets Hjem forvildet, 

For Verden pletted har mit Sind 
Og krenket dybt Dit Billed. 


J Univerſets Rum jeg hang, 
Ei Stotte var for Foden; 

Jeg fane hvor Alt i Bolgegang 
Sig væltede paa Kloden. 


Min Haand alt efter Stjernen greb, 
Da vaflede jeg fvimmel, 

Da braft den lette Spindelvæv, 

Og jeg ſank fra min Himmel. 


Som for jeg gaaer i Støvet her, 
Og i det vide Fjerne 

Som for til mig veemodig ſeer 
Den ſtille Nattens Stjerne. 


72 


Den fiirbenede Proletar. 


See Puddelen med det purrede Skind; 
Hvor boltrer den ſig med lyſtigt Sind 
J Sneen derude paa Pladſen! 

Det gaaer afſted over Steen og Stof 

Med hele den brogede Hundeflok, 

Og Pudlen agerer Bajadſen. 


Den er hverken vadſket, redt eller fjæm't; 
De lakkre Retter blev aldrig gjemt 

Til den fra det rige Kjokken; 

Ei veed den af Herre, Huus eller Hjem; 
J Verden maa ene den fagte fig frem — 
Den blev ikke født til Lykken! 


Blandt Hvalpene tog man den grimmeſte ud 
Og kaſted den, ret ſom en anden Klud, 
Over Bolverket ud i Kanalen; 

Dog flap den igjen paa det Torre op 

Og ryſted i Solen ſin vaade Krop 

Og bjeffed og logred med Halen. 


73 


Den Spog var lidt grov, men Badet var ſundt; 
Den tænfte ei, det var meent den faa ondt, 
Den holdt fig til det der var faktiſk: 

Den havde jo reddet fit fattige Liv — 

Var Pudelhvalpen ei ſpekulativ, 

Saa var den desmere praktifk. 


J lyſtig Frihed fin Ungdom den nod; 
Vel vanked der ofte Prygl og Stød, 
Dog bjerged den ſig ſom den kunde. 
Hvor blev dens Brødre, de andre Smaa? 
Bevares vel! de kom høit paa Straa, 
De fif Embed — ſom Lankehunde. 


Men den, den har intet Tegn til ſin Hals; 
For Hundefangerens Vogn tilfals 

Den flakker omkring i Staden; 

Dog Pudlen er ſnild, den hytter fig nok! 
Thi hvergang den ſeer en mistenkelig Stok, 
Den ſmutter om Hjornet af Gaden. 


Med ſtjaalne Blikke og varſomme Skridt 
Og ſenket Hale man ſeer den tidt 

Ved Slagtertorvets Boutikker — 

Er Frygten ſtor, faa er Sulten ſtorſt; 
En Gang eller to ſpadſerer den forſt 
Forbi og ſkotter og kikker. 


74 


Saa gjør den med Et et behændigt Hop — 
„Stop Tyven!“ raaber man, „ſtop ham, ſtop!“ 
Ja, da maa Pudelen lobe! 

At ftjæle, det er nu dens Erhverv; 

Den eier jo aldrig en eneſte Skjeerv, 

Og forſtager fig kun lidt paa at kjobe. 


J Solſkin og Regn, i Slud og Bind, 
Den gaaer i det ſamme laadne Skind, 
Den har kun den eneſte Frakke; 

Men enten nu Peltſen er vaad eller tor, 
Har Pudlen dog altid et pregtigt Humeur, 
Og tager med Alt tiltakke. 


Nu leger den der paa den aabne Plads, 
Gjor Krumſpring og agerer Bajads 
Blandt Kjøtere, Spidſer og Mopper; 
Saa lyſtig en Fyr de aldrig faae, 
Snart er han underſt, ſnart ovenpaa 
Med tuſinde ſkjelmſke Spilopper. 


Og der er nu Urtekremmerens Hund, 
Og Perle, den lille Slikkemund, 

Og Grevens fornemme Stover, 

De ruſke i Pudelens uldne Paryk; 
Lad hele Verden kalde ham ſtyg, 

En fiirbenet Tyv og Rover — 


75 


De fjende fun lidt til Stand og Rang, 
Til ſtive Manerer og fornem Tvang, 
Til Verdens Nykker og Noder; 

Med Poterne favne de Pudelens Hals, 
Saa fore de op en feiende Vals 

Med deres lurvede Broder. 


Og han, den fattige, usle Hund, 
Han mangler Intet, han er jo ſund, 
Han har jo Luften og Solen, 

Den gyldne Frihed og Venner nok, 
Af Kammerater en lyſtig Flok, 

De foragte ham ei for Kjolen. 


76 


To Hender fik vi. 


To Hender fif vi til at trykke 

J Favn Alverdens Herlighed; 

Men ak! de gribe kun dens Skygge, 
Og trætte ſnart de ſynke ned. 


To Oine fif vi til at ſkue 

Med rene Hjerter op til Gud; 
Men ak! dem blender Lyſets Lue, 
Og Mismod hyller dem i Slud. 


Moiſommeligt ved Vandringsſtaven 
Paa tvende Fødder frem vi gage; 
De bære haſtigt os mod Graven, 
Dog Haabet kan de aldrig nage. 


Men for den Verden at udſjunge, 
Hvortil vort Hjerte fattes Rum, 

Vi eie kun den ene Tunge, 

Og den gjør Fryd og Smerte ſtum. 


77 


Forbandet Kain udi Ørken gik. 


Forbandet Kain udi Orken gik, 
Og Eva hviled paa Baare; 

Da faldt fra Oldingen Adams Blik 
Den forſte brændende Taare. 


Og da han grov i den ſtille Dal 
En Grav for ſin dode Mage, 
Da floited den forſte Nattergal 
Sin forſte ſmeltende Klage. 


Og da han ſukked ved Nedgangsſol 
Alene i Dodningehaven, 

Da aanded den forſte Natviol 

Sin himmelſke Duft ved Graven. 


Forſvundne er mange tuſind Aar; 
Sodt klager end Nattergalen, 

Og Veemodsblomſten tungſindig ftaaer 
Og aander ſin Duft i Dalen. 


End keemper Livet med Sorgens Her, 
Det bære eller det briſte! 

Den forſte Taare blev fulgt af fleer 
Men naar, naar flyder den ſidſte? 


O, jeg har ſiddet engang ſom Drot. 


O, jeg har ſiddet engang ſom Drot 
Paa Fantaſiens Throne; 

Men Tiden kom og ſtyrted mit Slot 
Og rovede mig min Krone. 


Nu maa jeg forjage den gyldne Drøm, 
Nu ſnige ſig Timerne tunge; 

Dog ſynes mig tidt ved Tidens Strom, 
At jeg er en falden Konge. 


79 


Orgelet. 


Det er mig engang for Sandhed ſagt, 
At mellem Kirkerne findes 

En broſtfeldig En, jeg veed ei hvor, 
Dens Navn kan ei heller jeg mindes. 


Den Kirke ſkal eie et Orgelverk, 
Hvorpaa man ei vover at ſpille; 
Thi hvergang Hymnen bruſer derfra, 
Da bæver den ormſtukne Pille. 


Da vakler Bygningen i ſin Grund, 

Da ſittrer den høie Halle, 

Som Hvalvingen fkulde ſprenges derved 
Og Kirketaarnet nedfalde. 


Man ter ikke ſpille det Orgel fuldt; 
Dog Orgelet bærer ei Skylden, 

Men Kirken, ſom er for ſvag og trang, 
Som rummer ei Tonefylden. 


80 


Man tor ikke ſpille det Orgel fuldt, 
Men maa efter Kirken fig læmpe, 
For ei at nedryſte det vaklende Taarn 
Maa Tonernes Fylde man dæmpe. 


O Du, ſom dadled mig tidt, fordi 
Jeg med min Folelſe leger, 

Fordi jeg ſkjuler bag lyſtig Spog 
Hvad dybt mit Indre beveger — 


O milde, fagre Veninde! viid, 

Som Orgelet faa er mit Hjerte: 
Det har et Omfang fra hoieſte Fryd 
Og til den dybeſte Smerte. 


Naar Tonerne vakkes, ſom ſlumre deri, 
Jeg føler mig mægtigt ryſtet, 

Hvis Orglet derinde jeg ſpillede fuldt, 
Jeg troer, det ſprengte mig Bryſtet. 


81 


Til Trankebar! 


Til Trankebar, til Trankebar! 
Ak, hvo der dog en Sømand var! 


Mens Middagsſolen brænder hed, 
Til Havnebroen gaaer jeg ned. 


Man bliver kold, man bliver ſtiv 
J dette matte Hverdagsliv. 


Den brune Sogut til mig ſeer 
Og lunefuldt i Skjaget leer. 


Hil Dig, Du frie Konge af 
Det ſtore, vilde Verdenshav! 


Jeg ſukker, naar jeg tenker paa 
Alt hvad paa Jordens Bold Du faae: 


Det brændende Batavia 
Du bringer friſke Hilsner fra. 
Kaalunds Digte. 6 


82 
Du faae bag Cubas Sufferrør 
Den rige Kjøbmand for fin Dør — 


O Himmalaya! Chinas Kyſt! 
O Tryllenavne, rige Lyſt! 


O, var jeg fri og glad ſom Du! 
Et temmet Huusdyr er jeg nu. 


Paa Jorden her er Alt ſaa ſmaat, 
Men Havet ruller himmelblaat; 


Og ſtaager jeg ved det ſtolte Dyb, 
Jeg føler mig et lidet Kryb. 


Med haarde Neve, brune Kind 
Du leer ad Hav og Nordenvind. 


Men jeg gaaer atter til min Pult 
Med Hovedet af Tanfer fuldt. 


Der griber jeg til Pen og Bog — 
Ak, Verden ſkriver fig faa klog! 


Men Tiden har faa ſlappe Trak, 
Den ſtriver ſig ſin Sundhed vak. 


Til hjertlig Latter og til Daad 
Har Ynglingen ei længer Raad. 


83 
O, var jeg dog en Sømand nu, 


En lyſtig, ſorglss Gut ſom Du — 


Da ryſtede jeg Stovet af 
Og floi derud paa Verdens Hav; 


Da blæfte vel en Norden vind 
De ſyge Griller af mit Sind. 


6* 


84 


Efterſommeren. 


Her, hvor den gresrige Slette 
Stoder til Strandens Næs, 
Bil jeg paa Skrenten mig fætte 
Dybt i det bolgende Gras. 


Efteraarstiden nu kommer, 
Svalerne ſamle ſig — 

Nordiſke heldende Sommer, 
O, hvor fortryller Du mig. 


Snarlig Du Afſted vil tage, 
Skoven er dunkelgron; 
End Dine vndige Dage 
Fryder dog Sletternes Son. 


Toner fra Harpen fig trænge: 
Det er Dit Aandepuſt 
Gjennem de bevende Strenge, 
Hoſtlige, milde Auguſt. 


85 


Vinden fra Havet mig fjøler; 
Medens jeg ungdomsfro 

Sidder paa Stranden, jeg føler 
Sjælens forklarede Ro. 


Længe Du gjeſted mig ikke, 
O, Du min Genius! 

Ilden i Sangerens Blikke 

Brendte ſom hektiſke Blus. 


Nu paa de ſuſende Haie, 
Friſk ſom en Nordenvind, 
Seer Du igjen i mit Øie 
Stille og ophøjet ind. 


Herlig jeg ſkuer Dig atter! 
Mildt Du bebreider mig, 

At jeg med letſindig Latter 
Glemte for Vrimmelen Dig. 


Hjertet i Ungdommens Alder 
Friſtes af daarlig Lyſt; 
Tilgiv, min Engel! jeg falder 
Angrende jo til Dit Bryſt. 


86 


Ikke fan Hjorten, den vilde, 
Kvæges ved Skovens Veld 
Som ved Din ſpulmende Kilde 
Styrkes og ledſkes min Sjæl. 


Derfor af Glæde jeg bæver; 
Thi en guddommelig 
Genius, føler jeg, fvæver 
Salig i Livet om mig. 


87 


For Søvnen. 


Paa mit Kammer nu jeg Lyſet ſlukker: 
Morket hviler paa den trætte Jord, 
Medens Drommens Verden ſig oplukker, 
Underfuld og ſtor. 


Som en Konge ſtager min Sjæl derinde; 
Ak, men Støvet vil ei lyſtre den, 

Hvert et herligt Haab og lifligt Minde 
Maa den lægge hen. 


Og den tager af fin Krone, kleder 
Sig for Gud ſin Flitterkaabe af, 
Ham, ſom den en Orms Fornodenheder 
Her i Støvet gav. 


Alt den føler fin Bevidſthed vige, 

Foler fig faa underlig forladt, 

Som et Barn, der nof engang maa fige 
Moderen Godnat! 


88 


Frifkt veir. 


Det dufter til Regn 

Fra rodmende Skovroſers Hegn, 
Blandt Moſer og Dale og Bakker 
Enſomt jeg flakker 

Saa fri og ſaa frank og ſaa fro; 
Til Hinden ved Gjærdet 

Jeg raaber: Halo! 

Halo! og den flygter forfærdet. 


Hvor Huulveien brat 

Danner Grendſen for Skovdybets Nat, 
Jeg milevidt ffuer den brede 

Slette dernede. 

En Vogn, hvis Hjul ei er ſmurt, 

Jeg hører nu knirke; 

Her nikker en Urt, 

Og hiſt ſtaager en Gruppe af Birke. 


Hvor herlig og vild, 
Med en eenſomt ſvaiende Piil, 


89 


Er den bakkede Egn! Ved Moſen 
Boier ſig Roſen; 

Der hænger en blomſtrende Tjern 
Over Graphoiens Stene; 

En ſpeidende Orn 

Flyver oppe i Skyverdnen ene. 


Nu hæver fig ſtor 

En truende Regnſky mod Nord; 
Dybere Morket fig ſenker, 
Vinddraaben ſtenker; 

Jeg ſtiller mig under et Træ, 
For Regnens Stremme 

Det yder mig La, 

Mens Himmelen Sluſerne tømme. 


Dog ſtiger paany 

Den ſtraalende Sol af ſin Sky; 
Taager ſom gyldene Fjelde 
Over den hælde; 

Med Farvernes funklende Spil 
Regndraaberne henge 

J Solens Ild 


Og glimre paa Marker og Enge. 


Henover jeg maa 
Den regnopſvulmede Aa; 


90 


Mens Frøen bag Vandaxet dukker, 
Liljen jeg plukker; 

Der vrimler af Urter og Straa, 
Som ikke jeg fjender, 

Mens Biller ſmaae 

J hvirvlende Cirkler ſig vender. 


O herlige Stund! 

Jeg er ung, jeg er glad, jeg er ſund; 
Svermerens ſygnende Fagter 

Dybt jeg foragter; 

Ikke med Verden i Strid, 

Feig for min Broder 

Flygter jeg hid; 

Jeg kun ſoger Naturen, min Moder. 


Bruſer hun vild, 

Eller ſmiler hun blomſtrende mild, 
Mig hun paa Eng og paa Hede 
Volder kun Glæde, 

Aabner for Storhed mit Bryſt, 
At jeg maa ſmile 

Ad Livets Dyſt 

Og lenges i Striden at ile. 


91 


Sommeraftenens Tusmorke. 


Jeg Baaden har paa Land nu ſat 
Og ſtandſet Aarens Slag. 

Endnu et Blik, og faa Godnat, 
Du ſtkjonne, lyſe Dag! 


J Veſt en deilig gylden Rand 

Af Kvalden ſees endnu; 

Den mindſte Myg med Vingen kan 
Slaa Seens Speil itu. 


Fjernt pipper end en liden Fugl 

Paa Soens anden Kyſt, 

Nu ſvandt den dybt i Skovens Skjul, 
Og nu er alt faa tyſt. 


Imellem Lys og Merke ſtager 
Min Sjæl faa veemodsfuld; 
Dens Isſe over Stjernen nager, 
Dens Fod i Gravens Muld. 


92 


Det er ſom Død og Evighed 

Vil fordre deres Krav, 

Halvt drages jeg mod Mulmet ned, 
Halvt op mod Lyſets Hav. 


Mit Veſen foler med et Gys 
Sin dobbelte Natur, 
Og drikker glad det ſidſte Lys 
Fra Himmelens Azur. 


Det ſidſte Omrids, ſom jeg ſeer, 
Den ſidſte Livets Lyd 

J ſagte Suus af Buff og Træer 
Jeg hænger ved med Fryd. 


Jeg elſker Livets Farveſpil, 
Jeg er ei Morkets Ven — 
Det er ſom Intet meer var til, 
Og jeg ſtod kun igjen! 


Ved Lyſets Smiil jeg dvele maa, 
Jeg ſuger Mod deraf, 

Som fvævede min Sjæl derpaa 
J Intets ſtore Grav. 


93 


Mismod. 


Tungt paa den vaade Skovvei Vognen henrasler; 
Ud fra Gjerdet ftræffe fig visne Hasler; 
Taarnede vildt, ſom høie Bjerge, af Blæften, 
Aftenens Skyer flamme ſom Ild i Veſten. 


Og paa fjerne, kobberfarvede Hoie 
Sidder Stormens Engel; for mit Oie 
Kjendte Steder glide; hver en Bolig, 
Hver en Hytte vinker min Sjæl fortrolig. 


Gjennembruſet megtigt af Ungdomsflammen, 
Blusſed jeg nys; nu ſynker Stoltheden ſammen; 
IJ den dunkle Kveld under ſukkende Graner 
Leer jeg ad mine egne Hoihedsplaner. 


Og paa de ode Hoie, hvor Vindene bruſe, 
Mismod griber mit Indre. Hellige Muſe, 
Fyld mit Hjerte atter med Manddomskraften 
J den vilde, den tungſindige Aften! 


94 


Keiſeren og den fattige Kone. 


En Keiſer lod bygge et Tempel til Guds re, 
De ſtolteſte Soiler ſkulde Hvelvingen bære. 


Saa herlig en Bygning var aldrig ſeet tilforn; 
Alt hæved fig mod Solen det vældige Taarn. 


Blytekkeren, ſom hang paa dets overſte Spidſe, 
Sage ud ſom berørte han Himlen med fin Isſe. 


Naar fra fit høie Sede til Jorden han ſage, 
Ham ſyntes Folk dernede faa underlige ſmage. 


Selv Keiſeren, den mægtige, blev ganffe lillebitte; 
Biytæfferen ham kunde blandt Vrimlen neppe hitte. 


Ham, hvem man kaldte ſtor, hvis Magt var nhyre, 
Saae ud fra Taarnets Spiir kun ſom en lille Myre. 


Paa Pladſen foran Templet, der fad han paa Stolen; 
Hans Guldkrone blinked naar han vendte ſig i Solen. 


Det frydede den mægtige Keiſer at fee, 
At Smeden brugte Hammeren og Mureren fin Sfee. 


95 


Det fryded ham at fee hvordan Oxerne flæbte; 
Det fryded ham at raſtlos man med Bygningen ftræbte. 


Saa lod han paa Muren en gylden Indſtrift ſatte, 
Som ſkulde hele Verden hans Idrat berette; 


Som ffulde berette med forfængelig Bram, 
At Hederen for Templet tilhørte kun ham. 


Men neppe var paa Muren den gyldne Indſkrift fat, 
Da ſkete et Mirakkel i den ſtille, dunkle Nat. 


Den næfte Morgen tidlig med Undren man ſaae 
Et andet Navn i Guld over Keiſerens ſtaae. 


Ja, over Keiſernavnet med Scepter og Krone 
Stød Navnet paa en gammel, en tiggeferdig Kone. 


Da Keiſeren erfoer det, ſit Bud han udſendte 
Og lod den gamle Kvinde frem for ſin Trone hente. 


„Ha, blege, runkne Kjerling! hvordan er det fat? 
Har Du med Hexekonſter Dit Navn paa Muren ſat? 


Vil ſnedigt Du med Trolddom min Hæder Dig tilvende, 
Da, ved min Keiſerkrone, da ſkal paa Baal Du brænde!” 


„Ak Naade, Herre Keiſer!“ ſaa bad den Gamle blidt, 
„Min Brode kjender Gud jeg bekjender den frit! 


J Himmelen at ære, jeg fulgte Dit Exempel — 
Du eier ſtore Skatte, Du bygged Gud et Tempel. 


96 


Men fattig ſom jeg er, en ſtakkels gammel Enke, 
Hvad ſkulde jeg i Verden vel have at ſkjenke? 


Jeg grunded i min Hytte ſorgmodig derpaa, 
Saa gik jeg ud paa Veien og ſamlede Straa. 


Jeg ſanked Straa og Korn, ſom fra Hoſtvognen faldt, 
Til Oxerne ved Templet jeg ſkjenkede det Alt. 


Til Oxerne, ſom flæbte den ſtore Marmorblok; 
De aad det af min Haand, og aldrig fik de nok. 


Tilgiv mig min Brode, tilgiv den, Herre Drot ! 
Jeg ſtakkels Enfoldige, jeg meente det faa godt.” 


Da Keiſeren fornam den gamle Kvindes Ord, 
Da boied han fit Hoved og knalede paa Jord. 


Nedkaſtet i Støvet, paa fit Anſigt han bad: 
„Almeegtige Gud, mig mit Hovmod forlad! 


Nu fatter jeg, hvi Navnet paa den fattige Kone 
Stager høit over mit, ſom prydes af en Krone. 


Dig kan man ei bedrage med Verdens falſke Skin, 
Du ſeer kun paa det fromme, det ydmyge Sind! 


Jeg bygged Dig et Tempel; men hun gjorde mere, 
Da hun et Halmſtraa offred til Himmelens re!” 


97 


Epigrammer. 


Naar Du er dum, 

Da var blot ſtum, 
Men med en kritifk Mine — 
Strax gyſer Hver, 

Som til Dig ſeer, 

Og tenker: Dod og Pine! 


„Jeg,“ raabte Vintren, ,,flæder Jorden 
Og frem den nøgne Sandhed viſer.“ 
Men mildt til Gjenſvar Vaaren gav: 
„Jeg dæffer fjærligt Jordens Grav, 
Og derfor Sfabningen mig prifer.” 


O Pige! jeg vil ikke fee 

Hvordan Din Hat kan flæde; 

Men vel om Du med Aand kan lee 
Og kan med Hjerte græde. 


Kaalunds Digte. 7 


98 


Den Mand er ikke ſtort bevendt, ſom praler af fin Hjerne; 
Det er jo kun den ſkrumpne Nod, ſom rasler med fin 
Kjerne. 


Natur, hvor Lidt har Menneſket Du paa dets Vandring 
givet! 

Den plumpe Bjorn Du knapper ſelv en Foerverkspelts om 
Livet, 

Paa Faarets Fødder træffer Du de varme uldne Strømper 

Og giver Saal til Heſtens Skoe; men hvad fif jeg, jeg 
Stymper! 

Jeg Støvler kjobe maa og Skoe, om Hatten ei at tale, 

Og bøde ſelv med Kjoleſkjod paa Mangelen af Hale; 

J Faar og Heſte har den frit, hvor jeg misunder Eder! — 

Her har en Regning jeg igjen nu faaet fra min Skrader! 


Af Recenſent fager man Navnet nu, 
Naar man kan ſkrive: Du Fe! 
Til Feiekoſt kan det Smaakrat due, 
Som ei har Marv til et Træ. 


Ja, Stof til Sang har hver en Tid 
Mens Lys og Skygge parres, 

Om ei ved ſine Heltes Strid, 

Saa dog ved ſine Narres. 


99 


De Viſes Steen. 


Den er Din Oieſteen, o Almagts Gud, 
Jeg kan det ikke anderledes raade, 

Din Oieſteen, ſom oploſt feer hver Gaade, 
Og den vil Grublervanvid rive ud. 


Dadl ei Den, ſom, blind for Livets Glæde, 
Efter Glæde ſukke kan: 

Kan man ei paa Verdenshavet grede 

For en Draabe Kildevand? 


Shakeſpeare. 
Leer jeg af Hjertet med Dig, jeg kunde bevæget dog 
græde; 
Brifter i Graad jeg med Dig, da funfler mit Øie af 
Glæde; 


Det er Din uhyre Kraft, ſom Skyggen og Lyfet omfatter, 
Boier min Alvor til Smiil og ſmelter i Taarer min 
Latter. 


Voltaire. 
En Digter fang: hvor Smaae kan vare ſtore! 
Men feer jeg Dig i al Din Storhed ſtaae 
Og ſaare Hjertet for med Vid at more. 
Jeg ſynger: ak, hvor Store tidt er ſmage! 


7 55 


100 


Grundtvig. 


Heel ſelſomt det i Verden gaaer: 
Forundring hos Beundring ſtaaer — 
Hvo af de to Du vakked meeſt, 
Det har jeg aldrig rigtig vidſt. 


Schak Staffeldt. 


Schak Staffeldt, de dybeſte drømmende Savn 
Du nævner med ſolvklare Toner ved Navn. 
Man kalder Dig myſtiſk og ei populair — 
Naar gik det ei ſaadan det Himmelſke her! 


Til —. 
Jeg favner Noget! ſkal jeg Napnet ſige? 
Midt i Din Digterverdens Trylleland 
Jeg favner — Nei, nei ingen lille Pige, 
Men — tilgiv mig, o Digter! men — en Mand. 


101 


Hvor ſkal jeg ſoge Sandhed? 


„Hvor ſkal jeg ſoge Sandhed? hvor? 
Jeg ſeer kun lutter vilde Spor; 

En mener faa, en Anden faa — 
Men, hvor er Veien jeg ſkal gage?“ 


Saa klager Du, og paa Dit Sind 
Hver Tvivlens Djævel ſtormer ind, 
Til, huusvild i Dit eget Bryſt, 
Du drukner Dig i Verdens Lyſt. 


Forſag ei Broder! ver Dig ſelv! 
Og faa for Hobens Dom ei ſkjalv. 
Trods hver en fiin, ſpidsfindig Roſt, 
Tro paa Guds Stemme i Dit Bryſt! 


O, den er let at ffille fra 
Forfengeligheds tomme Ja 

Paa Onſkets Spørgsmaal, den har Klang 
Som Himmeriges Engleſang. 


102 


Den toner i den ſtille Nat, 

Naar Du af Verden ſtager forladt, 
Naar Du er, ſaaret og miskjendt, 
Hjem til Dit ſtille Kammer vendt. 


Den kalder Dig med Livets Roſt 
Fra Dybet af Dit eget Bryſt, 
Den er Din Engel, uden den 

Er Du et Blad for Vinden, Ven! 


Ved den jeg vil mig holde faſt 
J Livets vilde Bolgekaſt! 

Om hele Verden raabte Nei 

Jeg fulgte dog min Engels Vei! 


103 


I Efteraaret. 


Jeg ſvober mig i Kappen lunt og tet 

Og vandrer ud, alene med min Tanke, 

J Efteraarets ſorgende Natur. 

Det blæfer koldt derude. Ved hvert Vindſtod 
Jeg maa mig ſtride frem; men det forfrifker, 
Naar man er glad og fuld af Ungdomsmod, 
At keempe raſk mod Elementerne 

Og lade Stormen lege med ſit Haar. 


Hvor ode og forandret er dog Alt! 

J Haven, hvor ſaa mangen Sommermorgen 
Jeg traadte ud og ſage de krumme Gange, 
Heelt feſtligt revne, kun med lette Spor 

Af Jomfrufodder; her hvor Frugtalleen 

Hang fuld af Kirfebær paa alle Kviſte, 

Her ligger Alt nu falmet og forladt 

Og fugtigt efter ſidſte Uveirsbyge; 

Det lune Drivhuus, hvor Melon og Græsfar 
Og gule After ſpulmede i Solen, 


104 


Er dæffet nu med Maatter tet for Kulden; 

J Dammen ſoge Fiffene til Mudret 

Og ſnappe ikke meer i Aftenſolen 

De lette Myg; i Grasſet ligger Ruſen. 

— Hor hvor det ſuſer! det er Dodens Engel, | 
Som gaaer uſynlig over Sivet hen 

Og hviſker det fin ſorgelige Londom; 

Det boier fig og hviſker til det neſte, 

Og Londomsordet gaaer fra Siv til Siv, 

Saa Gyſen farer gjennem Alnaturen. 


Ud over Gjærdet mellem visne Hasler 

Jeg kaſte maa et Blik paa Landsbygaden. 
Ei blomſtrer meer ved Kirkegaardens Muur 
Siren og Guldregn; ingen Holſteensvogn 
Med Kjobſtedfolk i lette Sommerkleeder 
Mig farer nu forbi; kun et Les Brænde 
Fra Skoven ruller til en Vinterarne. 

— Nu ruſker det faa ſmaat. Der kommer Katten! 
Den vender hjem til Bondegaardens Lo, 
Trœt af at jage efter rappe Markmuus; 
See, hvor den ſoger ſig forſigtigt ud 

De rene Steen, at Poten ei ſkal fmudfÉes. 


Men Blikket ſtroifer videre omkring, 
Til Horiſonten og de fjerne Skove 
Og ned til Søen hiſt. Du ſkjonne So! 
Hvor ofte har jeg vugget paa Dit Speil 


105 


J Sommeraftnen, fnart i lyſtigt Selſkab 

Og ſnart alene med en Bog i Haanden; 

Nu fraade dine Bølger vildt med Sfum 
For Kaſtevindens Stød. Ei meer paa Benken 
Jeg hviler mig nu ved Din Bred ſom for; 
J Haven langtfra hører jeg Din Bruſen. 
Det er mig ſom igaar, da her jeg ſtod 

En deilig Juniaften. Hiſt i Lunden 

Var Bordet dæffet til et landligt Maaltid: 
Fra Marken kom en Duft af Ho, og Lerken 
Sang ſodeligt ſin Aftenſang i Skyen. 

Med ſtjenne Piger gik jeg op paa Hoien, 
Hvor Aſketræer ſeygge, og vi loe 

Og ſogte Lignelſer til Skyerne; 

Og alt ſom faa vi ſpogte, Aftenroden 
Udfolded ſin uendelige Pragt: 

Fra Solen gjennem Luften ſtrakte fig 

En Vifte liig af Guld; det var ſom fane 
Vi gjennem Himmeriges gyldne Porte, 

Og Alle taug, udødelige Lengſler 

Gik gjennem Hjerterne. Viſt aldrig glemmer 
Jeg dette ſkjonne, flygtige Moment! 

— Hvo ffulde fee paa denne Himmel nu, 
Det er den ſamme? Vilde Skyer ile 

J ſorte Masſer frem med Hagl og Kulde 
Og ſterke Vindſtod. Det er Vintrens Børn. 
Ret ſom uhyre Svampe ſvulme de — 


106 


Et Tryk af Stormens Haand, da ſtyrter ned 
Skybrudets Stromme over Mark og Skove. 


Hvad raſler der? tys! Det er kun et Fiirbeen; 
Henover visnet Lov i Havens Gang 

Det ſoger fig et Smuthul under Gjerdet. 

— Her fniger fig en Orm; hvor den har Haft; 
Inſtinktet lerer den, det er paa Tide 

At ſtunde til den ſtore Vinterdvale. 

Frygt ei! jeg vil kun hjælpe Dig paa Bei, 

Du fvage Kryb. Det er Naturens Herre, 

Som fkuer ned til Dig; dog ſukker han, 

Af Sult og Søvn og Dod en Træl ſom Du; 
En mægtig Skjebnes Magt ſtager over ham 
Og ſmiler ad hans Afmagt ſom han ſmiler 

Ad Din. Godnat! Jeg dæffer Dig med Muld; 
Naar Sneen ſmelter, vil Din Skaber finde 
Dig i Dit Skjul og vaekke Dig til Livet. 
— Herovenpaa er Alt nu dodt og koldt, 
Forfaldet ſom et Huus, hvor Moderen 

Er død og Vinden træffer gjennem Ruden. 
De dunkelrode Hoſtens Georginer 

Og Aſterne ſee ud, tilredt af Blaſten, 

Som Kvinder, der i Dagens blege Demring 
Stage trætte af en gjennemvaaget Balnat 
Og nikke ſovnige med ſpredte Lokker. 

Alt feer faa ſorgeligt, faa livsmet ud! 


107 


Dog, jeg er ung, og midt i Efteraaret 
Jeg bærer Livets Foraar ui mit Hjerte. 


Tys! atter ſukker dybt det i Naturen: 
Den drysſer visne Blade om min Tinding 
Ret fom den vilde ſige: Daare, der, 

Der har Du Krandſen til al jordiſk Lyſt! 
Vel! jeg vil gribe den og flynge ind 

De visne Blade mellem Haabets Roſer 
Og vie mig i Livets friſke Morgen 

Til Savn, til Alvor og til Veemod ind! 


Der faldt et Able ned foran min Fod, 

En Gravenſteen, forglemt af Gartneren. 

Du ſkjonne, modne Frugt, o hvor forfriſter 
Du i den visnende Natur mit Syn! 

Derinde rasle Dine modne Kjeerner 

Og gjemme Livets evigunge Spire. 

O, maatte jeg, naar og min Høft er kommen, 
See Frugten af mit Liv faa ſkjon ſom Du! 


Her forer Havelaagen ud til Marken. 

Jeg aabner den og trader udenfor, 

Imens jeg trykker faſtere min Hue; 

Thi voldſomt over Hoiene gaaer Vinden. 
En gammel Kjerling med et Knippe Grene 
Har ondt ved hjem at ſtride til fin Hytte, 
Som ligger hiſt ved Ledet; Vogterdrengen 


108 


Er frøben ind blandt Kæmpegravens Stene 
Og titter ud, om Bygen fnart er ovre. 

Paa Hoien maa jeg op. See, Faarene 
Forferdet flygte ud til alle Sider, 

Og Drengen efter dem. Stakaandet flager 
Jeg nu paa Overliggeren, hvor Lyngen 

Har trængt fig ind i muldopfyldte Spræffer 
Og nikker med fin lille, røde Blomſt. 


Jeg veed ei felv! jeg føler mig faa vel 
Med denne vilde Himmel over mig. 

Kun lidet pasſed jeg til hiin Natur, 

Hvor Alting blomſtrer i et evigt Foraar, 
Der ſank jeg hen til en umandig Drommer; 
Men Norden med ſin underlige Alvor, 

Med Elementers Kamp, og Skumringen 

J lange Efteraars- og Vinteraftner 
Opvekker Eftertanken i mit Bryſt. 

Derfor Du friſke Storm, bruus Du kun luyſtigt 
Din Sang, Din dybe Alvorsſang, og luft 
Det ſyge Mismod bort og Smaaligheden 
Fra denne Slægt, ſom færdes nu i Norden, 
At gammel Aerlighed og Heltekraft 

Maa atter reiſe fig af Fedres Muld! 


Foroven ſkilles nu fra Himlens Blaa 
De tunge Skyer, og deiligt kaſter Solen 
En Straale paa de morkebrune Skove. 


109 


O, det er Sommeren, ſom end engang 

Til Affked vender fig og feer tilbage; 

Nu vil hun atter over Alperne 

Nedſtige til de ſkjonne Sydens Dale, 

Hvor vilde Roſer og Levkoier gløde; 

Det milde Solglimt er et Kys, hun kaſter 
Til hver en Bak, til hver en Hei og Eng, 
Hvor hun har hvilet, med Fioler krandſet. 
Farvel Du Solens Barn, Du Fluygtige! 
Jeg kommer ikke hid for ſyg at klynke; 
Jeg vil kun tage nu en kjerlig Afſted 

Og takke Dig for hine ſkjonne Dage, 

Du atter ſkjenket har mig i Din Favn. 
November med fin Sludtid nærmer fig, 

Da Dag og Nat man horer Regnen pladſke 
Fra Tag og Rende, og kun Uveirsfugle 

J ſtore Flokke ſprede ſig i Luften; 

Men Menneſkene ſlutte tæt fig ſammen, 
Hver ſoger til fit Hjem og ſkotter kun 
Igjennem Ruderne ud til Naturen. 

Den er ei død, den ſamler fig kun Kræfter 
Ved Almagts Barm. J Sviblens lille Log, 
J Myrens Bryſt, i Svalens i Moradſet, 

J Fro og Tra, ſelv i den kolde Bolge 
Dybt under Iſen banke Livets Pulſe 
Uhorlige, med aldrig udtømt Kraft. 

Den hviler kun! jeg veed det jo forviſt; 
Derfor, imens Forgengeligheds Billed 


110 


Sig hæver for mit Blik, jeg ængfteg ei; 
J Undergangens førgelige Spor 

Udvider ſig mit Bryſt ved Folelſen, 

At Aanden ſtager udødelig derover. 
Veemodig, men med roligt Smiil jeg feer 
Tilintetgjorelſen i Siet ind. 

Lad kun den Svage gyſende ſig vende 
Fra Sorgeſynet bort og priſe Vaaren — 
Jeg priſer Efteraaret; thi det viſer 

Mig ikke Haabet ſom et ſorgloſt Barn, 
Men ſom en Cherub, der paa Dodens Nakke 
Stolt fætter Foden, og udødelig 

J Undergangen peger op mod Gud. 


111 


Efter Uveiret. 


Renſet er Luften. Naturen ſom gjenfodt ſig fryder, 
Tordenen flyer; 

Pregtigt i Guldglands den ſtraalende Sol gjennembryder 
Splittede Skyer. 


Og gjennem dunkle Alleer og ſkyggende Lunde, 
Aandende Duft, 

Vandrer jeg ene, ombolget af Nordhimlens ſunde, 
Herlige Luft. 


Torſtig min Lebe den drikker, hver Nerve forfriſter 
Kjoligt dens Bad. 

Hor, hvor de ſpogende Vinde om Kjærlighed hviſker 
Bag hvert et Blad. 


See, hvor en Krands af Regnens Juveler omſlynger 
Lilliens Knop; 

Hoit i den renſede, lyſeblaa ther fig gynger 
Solvpilens Top. 


112 


Gjennem den bølgende Rug, over Rapsmarker gule 
Dandſer en Hind; 

Skovmuſen foran fin lille mosdakkede Hule 
Soler ſit Skind. 


Der hvor i Bolgen de tindrende Solſtraaler ſpille, 
Roer jeg fra Land 

Sagte i Baaden, blandt Aakander, ud paa det ſtille, 
Speilklare Vand. 


Mellem to Himle jeg glider; forneden og oven 
Seer jeg det Blaa; 

Baaden henſvommer ſom Skyen, imens jeg paa Voven 
Drommer derpaa. 


Hil Dig, Du yndige Sø og Du luyſeblaa Himmel, 
Gresgronne Jord! 

Verden, hvor er Du med al Din utallige Vrimmel 
Herlig og ſtor! 


Skjonne Natur! maa jeg raabe, og Echo mig fvarer : 
Skjonne Natur! 

Henover Søen til fjernere Skove det farer: 
Skjonne Natur! 


113 


Saa ffal det fvinde hvert Kummerens Uveir, ſom truer 
Skummelt mit Fjed; 

Luttret engang for det Støv, ſom mig fengſler, jeg ſkuer, 
Herre, Din Fred! 


Skjelvende jeg Dig tilbad, da Du nys i Din Velde 
Heved Din Røft, 

Nu, ſom det gladeſte Barn, maa jeg jublende helde 
Mig til Dit Bryſt! 


Kaalunds Digte. 8 


114 


Mork himmel. 


Novemberaftenen bruſer mork 
Henover Skove og Byer. 
Deroppe i Himmelens vilde Ork, 
Der jage de tunge Skyer. 


For Elementernes barſke Strid 
Sig ſtjule Fuglene bange, 

Mens Bladene hvirvles hid og did 
J Lundens fugtige Gange. 


Og jeg, den lille Menneſkeorm, 
Jeg ſidder nu her og lenges 

Og lytter efter den dybe Storm 
Og ſeer hvor Skyerne trenges. 


Jeg ſidder bag Ruden og feer derpaa 
J Le for de folde Vinde — 

O, kunde en Plet af Himmelens Blaa, 
En eneſte Plet jeg finde! 


Thi opad flyver min Kjearlighed 
Som en vildfarende Due; 

— O, var der en Plet at hvile ved 
Paa Himmelens morke Bue! 


115 


Korſet. 


Naar Menneſket fin Favn udſtrakker, 
Hvad ſynes Du det ligner da? 
Et Kors af Stov, ſom Tanken vakker 
Om Smertens ſtore Golgatha. 


Naar Glædens Roſer os omflynge, 
Naar vi i Livets Morgen ſtage, 
Da marke vi ei Korſet tynge, 
Det Kors af Støv vi bære paa. 


Men haſtigt ſvinde Livets Glæder, 
Som Roſerne de falde af, 

Og lengſelsfuld Din Favn Du breder : 
Et Kors ſelv paa Din Lykkes Grav. 


Saa ſtaager Du med udſtrakte Hænder, 
Belyſt af Livets Aftenſol; 
Du ſeer Din Skygge, og Du kjender 
Din egen Lidelſes Symbol. 


O, lad ei Stovets Kors Dig kue! 
Naar Tiden farver Isſen graa, 
Da daler Fredens hvide Due 
Med ſtrakte Vinger ned derpaa. 


116 


Nisferne paa Vandring. 


De arme Smaanisſer, de undes ei Ro; 
Slet Ingen har nu den gamle Tro, 

At Lykke de bringe til Huſet; 

Selv pasſer Bonden ſin Heſt og Ko 
Og fkaffer fig Moſt til Kruſet. 


J Staderne herſker den travle Kløgt, 
Der blive de ſtore Fabrikker bygt, 

Med Gas man Gaden belyſer. 

For Stedernes Larm har Nisſerne Frygt, 
Dem Larmen og Ferdſelen kyſer. 


Forjagne, fordrevne fra By til By, 
Forgjaves de ſoge om Huus og Ly; 
De kan ei Oplysningen taale, 

For Bøger og Lærdom i Skjul de tye 
Og blinke for Solens Straale. 


117 


Alt længe maatte de lysffy Smaa, 

Fra Sted og til Sted forjagede gane, 
Et hjemligt Skjul at oplede; 

Saa kom de en Nat til en By, der laa 
Forfalden midt paa en Hede. 


Der kjendte man ei til Skolegang; 

Deng Huſe var ſmage, dens Gade trang, 
Dens Folk vankundigt og ſlovet; 

J Stuer og Kamre Spindelvæv hang, 
Og tykt laa paa Hylderne Støvet. 


See, det var juſt efter Nisſernes Smag; 
De ſmuttede ind under Skuur og Tag 
Som tuſinde Vandringsrotter 

Og flog fig til Ro og lagde Beſlag 

Paa Gryder, Pander og Potter. 


Og der blev en Myldren i hvert et Huus, 
Smaanisſerne ſmutted omkring ſom Muus, 
Snart hamred de nede i Tonden, 

Snart vælted en Kjedel, ſnart klang et Kruus, 
Snart raslede Lenken i Brønden. 


Om Natten ſnurrede Rok og Haſp, 
Og der blev filet med Smedens Raſp 
Og hamret paa Heſteſkoen; 

Naar Uglen tuded i Gran og Aſp 
Stod Nisſeballet i Loen. 


118 


Paa Rivejern og paa Spakkebrat 
De ſpilled til Dandſen nok ſaa net 
Og bleſte Trompet i Tragten, 
Der dandſedes Riil og Menuet, 
De gamle Nisſer ſlog Takten. 


Forbauſet horte den Herremand, 

At Nisſerne fra det hele Land 

Sig havde boſat i Egnen; 

Til Nisſebyen han drog paa Stand, 
Ham fulgte Preſten og Degnen. 


Der ſkulde reiſes et Skolehuus; 

Man bragte Tommer, man bragte Gruus, 
Men Verket fif ingen Ende, 

Det larmed i Grunden med Suus og Bruus, 
Og Murene faldt overende. 


Det voldte de Nisſer ved Midnatstid; 
Saa mange de vare, de ſtimlede did 

Med Hammer og Hakke og Spade; 

At Bønderne vaktes til Kundffab og Flid, 
Det kunde de ei tillade. 


Og der blev bygget i Aar og Dag, 
Men endnu havde ei Skolen Tag, 
Det voldte Smaanisſerne Glæde; 
Endnu laa Bonden og ſov i Mag, 
Endnu var Marken en Hede. 


119 


Da viedes Huſet af Preſt og Degn; 

Paa Muren gjorde man Korſets Tegn, 
At Engle den ffulde beſkytte; 

Da jamred det trindt i den hele Egn; 
Thi da maatte Nisſerne flytte. 


Paa Vandring maatte de after gage; 
J Skolen ſendtes nu Bondens Smage, 
Af Dvalen vaktes de Slove; 
Smaanisſerne peeb i hver en Vraa, 
De turde ei lengere tove. 


Saa brode de op en Morgenſtund, 

For Lærfen vaagnede af fit Blund, 

Der blev ei en Nisſe tilbage; 

Kun Storken paa Taget og Bondens Hund 
Og Hanen ſage dem bortdrage. 


Og Kattene fulgte et Stykke med, 
De ſagde Farvel ved Byens Led, 
Veemodig var Affkedsſtunden; 
Saa vandred Nisſefolket afſted 
Og fvandt bag Heden, i Lunden. 


Derinde monne en Bak fig ſno. 

— Ved Sivene under den hvalte Bro, 
Blandt mosbevoxede Rødder, 

En Hyrde laa og flumred i Ro, 

Da vakte ham Larmen af Fodder. 


120 


Saa vevre, faa lette, de trippende Smaa 
Han hørte hen over Broen gage, — 
Han kunde det vel forklare! 

Det var ſom det ſkulde ei Ende faage, 
Thi ſtor var Nisſernes Skare. 


Nu flakke de huusvilde om paa Jord, 
Og hvor de ſoge, i Syd og Nord, 
Er alt det Gamle forandret — 

J Duggen vi fee det myldrende Spor, 
Som viſer den Vei de har vandret. 


121 


Eyſets Flugt. 


See, hvor Aftnens Straaler drage 
Veemodsfulde ſig tilbage, 
Langſomt ſtille, Fod for Fod, 
Ret ſom om de ſtride mod, 

Ret ſom om de nodigt ville 

Fra den ſkjonne Jord fig fkille, 
Fra hver lille Plet derpaa. 

Ak, det nytter ei, de maa; 

Over Skov og Sø og Ager 
Natteſkumringen dem jager, 
Glider, fold og mork og graa, 
Opad hvert et lille Straa, 

Opad hver en Buſk og Stamme 
Og fordriver Solens Flamme, 
Under Lyſet ingen Friſt 

Paa den mindſte Green og Kvift, 
Skrider frem med Skygger folde 
Over Mure, over Volde, 

Hyller Alt i Damring ind. 

— Kun paa Kirketaarnets Tind 


122 


Og paa Stadens høie Tage 
Er endnu en Reft tilbage 

Af det gyldne Aftenſkin. 
Deiligt dvæler det deroppe, 
Ret fom om det der vil ſtoppe, 
Ret ſom det i Flugtens Haft 
Klynger ſig til Jorden faſt, 
For endnu engang at ſige 
Sit Farvel til Land og By, 
For det maa for Morket vige 
Op til Luftens ſtille Rige, 
Til den gyldne Aftenſky. 


Et Par flygtige Sekunder, 
Længer fager det ikke Stunder; 
Hoit paa Kirkens Spiir tilſidſt 
Funkler kun en gylden Gniſt — 
Nu er ogſaa den forſvunden, 
Nu har Morket Seier vunden, 
Doekket af dets Sorgeflor 

Ligger nu den ſkjonne Jord. 


Men den førte Skygge trænger 
Længer op, og altid længer, 
Løfter fig alvorlig, ftum, 

Hoit i Luftens vide Rum, 

Og fit forte Hoved ræffer 

Op fra Sky til Sky, og ftræffer 


123 


Sig beftandig meer og meer 
Mod de fjerne Stjerners Hær. 
Ogſaa dem vil den fordunkle; 
— Men de klare Stjerner funkle 
Hoit paa Himmelen hos Gud, 
Slukkes ei af Morket ud. 


Der har Lyſet Friſted fundet — 
Fryd Dig, det er ei forſvundet! 
Du, ſom ſorged ved dets Flugt, 
Fryd Dig, det er ikke ſlukt! 
Hisſet oppe i det Fjerne, 

Paa den lille gyldne Stjerne 
Glimre end dets Straaler ſmukt. 


124 


O var jeg en Jæger! 


Nu ſuſer den folde Octoberbleſt 
Og voldſomt Egen bevæger — 
O havde jeg nu en fyrig Heſt, 
O var jeg en lyſtig Jeger! 


Om Stormen ſuſed med Hagl og Snee, 
Om Solen brendte mig Kinden, 

Jeg vilde juble, jeg vilde lee 

Og give min Sorg til Vinden. 


Og ſkued jeg mægtig Usſelhed 

Den Svage i Støv at bukke, 

Med Bosſen knalded jeg Hogen ned, 
Som vilde Duerne plukke. 


Ja, var jeg en Jager, da jog jeg hen, 
Halo! over vilden Slette! 

For Horn og Bosſe jeg bytted min Pen, 
Det var noget Andet end Dette! 


Hvor ſkulde jeg aande i dybe Drag 
Den ſtyrkende Luft derude! 

Hvor fulde jeg hilſe den gryende Dag 
Og ſpringe glad fra min Pude! 


125 


Og blev mig Barmen engang for fuld 
Og ſmelted mig Veemods Lue, 

Jeg trengte dybeſt i Skovens Skjul, 
At Ingen fkulde det ſkue. 


Jeg boied de vilde Grene ned, 
Som vilde mig Veien ſperre, 
Og langt fra Vrimlen jeg knelede ned 
For Livets og Dodens Herre. 


— Og funklede Stjernen i Nattens Stund, 
Mens Verden hviled i Slummer, 

Da ſatte jeg Hornet for min Mund 

Og bleſte min dulgte Kummer. 


Naar Skove og Bakker gjentog dens Reſt, 
Og dunkle, dommende Dale, 

Maaſfkee etſteds da et kjerligt Bryſt 
Fortroligt fatted dens Tale. 


— Og red til Marked jeg ind i By, 
Med Taſke og Jagertreie, 

Maaſkee ved Ledet i Morgengry 

Mig hilſte et kjerligt Øie. 


Jeg vilde dandſe, jeg vilde lee 

Og tømme det fyldte Bager, 
Mens Landsbupigerne hviffed: See, 
Der er den lyſtige Jæger! 


126 


Bjørnen fom Rytter. 
Fortœlling for Børn. 


En Bjorn engang gik ud paa Rov, 
Da traf den paa en Nordbag liden, 
Som toiret ſtod bagved en Skov, 
Thi det var juſt i Sommertiden. 

Da Bjornen nu var meget flau 

Og, ſkjondt et ærligt Skind forreſten, 
Ei kjendte Pligterne mod Næften, 
Den meente, at den havde Lov 

At tage for ſig frit af Heſten 

En lille Bid til Huusbehov. 


Og flux begyndte der en Jagen, 

Et Veddelob, ſom gik i Ring, 

Med flig en Fart, omkring, omkring, 
Saa man viſt aldrig har ſeet Magen; 
Det kunde varet hele Dagen 

Og blevet dog til Ingenting, 

Men Bjornen gjorde ſnildt et Spring 


127 


Til Siden — det forandred Sagen! 
Thi Heſten, ſom var i Galop, 

Fik ikke Tid at holde op, 

For Bjørnen med et vældigt Hop 
Alt fad den overſkrevs paa Bagen 
Med ſin uhyre laadne Krop. 


Af Raſeri fik Heſten Krafter, 

Den ſprengte til, faa Toiret braſt, 
Og jog afſted med Vindens Haſt 
Den kjendte Vei ad Hjemmet efter. 


Forbloffet, holdt fig Bjørnen faſt; 
Den havde aldrig lært at ride, 
Ballancen var dens fvage Side; 
Og uden Sadel, kjere Born, 

Det kan J Alle ſagtens vide, 
Det var for meget for en Bjorn. 


Dog der var ikke Tid til Dumpen, 
Thi lyſtigt gik det: hop, hop, hop, 
Afſted i ſuſende Galop 

Igjennem Krattet, langs med Sumpen, 
Og Bakke ned og Bakke op, 

Saa Bjørnen, der forſtodte Gumpen 
Bed den forfærdelige Humpen 

Og ikke kunde raabe Stop, 

Fandt Farten neten meer end lumpen. 


128 


Den vilde hjem, den vilde ned, 
Den havde faaet nok af Spogen, 
Og fnyſte, overmaade vred; 

Men da den ffued Skorſteensrogen 
Og Byen og det aabne Led, 

Da ſvandt dens Bjorneverdighed, 
Da lob den Alting rundt i Panden 
Og ud ſprak Angſtens kolde Sved, 
Ja, den gik neſten fra Forſtanden. 


Nu ſkulde det fig netop hende, 

At Heſtens Eier, Bonden, ſtod 

Foran fin Gaard og kloved Brænde; 
Sin Nordbags Lob han kunde kjende: 
Trap, Trap! Det var dens lette Fod; 
Forundret monne han fig vende, 

Han faae og faae igjen og fane — 
Ja viſt, der kom jo Heſten henne, 
Men Hvo var Rytteren derpaa ? 


Eia! hvor maatte Bonden grine, 
Da Bjørnen forſt ſaa ner ham kom, 
At han fif ſeet dens fære Mine; 
Han lo, faa han fif Mavepine, 

Han lo og holdt fig pan fin Vom 
Indtil han næften trimled om, 

— Dog var det Bedſte end tilbage. 
Thi hor nu Loier! Alle Dage 


129 


Var Porten luft for Bondens Hjem; 
Ikkun en Laage eller Lem 
(Hvorledes man det nu vil tage) 
Tillod den lille Heſt at jage 

Derind i Gaarden ligefrem, 

Og denne Vei var ganſke nem 

For Heſten, men for lav desverre 
For den ubudne lodne Herre. 


Maaſkee, hvis han med megen Haft 
Behendigt havde Banden buffet 

Og fiddet ret i Sadlen faſt, 

At han foruden Overlaſt 

Derind i Gaarden kunde ſtukket; 
Men Bamſen Oinene kun lukked 

Og lød ſtage til: om Gaardens Port, 
Hvad eller og hans Bjornehoved 

Var af det bedſte Tommer gjort — 
Et Nu, da var Forſoget vovet! 


Det var et Skrald, det var et Brag, 
Som for ei hortes nogenſinde 

Paa denne Side Dommedag! 

En Kat faldt ned fra Huſets Tag 
Af Skrak, og Honſene derinde 

Som ſoled ſig paa deres Pinde, 
Floi op til Huſets Dueſlag 

Og dandſed ſom for Hvirvelvinde. 


Kaalunds Digte. 9 


130 


Dog Porten holdt, og Huſet ſtod; 
Men Bjørnen, ſom lob Banden mod 
Og drak den frygtelige Skalle, 

Var værft dog faren af dem Alle, 
Thi han flap ei med Naſeblod. 


Han blev aldeles flad paa Snuden, 
Og Panden braſt, ffjøndt den var tyk, 
Saa miſtede han desforuden 

Det Overſte af Hovedhuden, 

Som Bondekonen, hvem hint Tryk 
Mod Porten lokked hen til Ruden, 
Antog for Rytterens Paryk; 

Kort, Bjørnen dratted paa fin Ryg 
Og opgav Aanden med en Tuden, 
Som Lankehunden ſelv fandt ſtyg. 


At Bonden fik en Vinterfrakke, 
En lodden Vams for Regn og Blaſt, 
See, derfor kunde han ſin Heſt, 
Sin raſke, lille Nordbag takke. 


131 


Til Familien i Præftegaarden. 


Her ſidder jeg ſtakkels Spøgefugl 


— 


J Stuen nu atter fangen. 
— Hvi fkulde jeg lægge paa Hjertet Skjul? 
Hvert Minde om den deilige Juul 

Beveger mit Bryſt til Sangen. 

Af Latter met og af Spogen træt, 

Jeg ſidder nu her paa min vante Plet; 
Mens Hjertet fordrer fin ftærfe Ret 


Jeg giver efter for Trangen. 


Naar Dagen helder, i Sfumringen, 

Da fager man faa lyfe Tanker, 

Da drømmer jeg glad hver Fryd igjen, 
Og fidder faa taug, naar Den og Den 
Til Doren kommer og banker. 

Ja, hvor jeg vandrer og hvor jeg ſtager, 
Sin lette Vinge min Langſel ſlager 

Til den velſignede Preſtegaard, 
Omſlynget af grønne Ranker. 


9 


132 


Herinde feer Alt faa vrantent ud, 
Og taaget er Kongeſtaden; 

Man tramper om i en evig Slud 
Med Paraplyer paa Gaden; 

Og hvor man vender fit trætte Blik: 
Kun Lapfe og Gadedrenge, 

Og ſtive Damer og kolde Nik, 

Og ſaa kun Tale om Politik 

Og Penge! Penge! Penge! 


Ja, De kan troe, at jeg har min Nod, 
Jeg ſtakkels Drommer, med Albueſtod 
Og Regnvandsdryppet fra Muren; 

Som Barnet jeg bliver om Hjertet blød 
Af Lengſel efter Naturen. 

Og naar jeg faa har mit Dagverk gjort 
Jeg iler op over Byens Port; 

Thi det gjør Hjertet faa varmt og ſtort 
At længeg efter Naturen! 


Der ſtager jeg paa Volden i Blæft og Regn 
Og ſeer paa den ſorte Krage 

Og ſender et Suk til min Yndlingsegn, 

Til Søen og til de levende Hegn 

Og Landsbyens gjaſtfrie Tage, 

Til Bæffe og til de klare Ager, 


133 


Til Sægerbaffen og Ledet — 

Men af, jeg Stakkel, ſom der jeg ftaaer, 
Jeg ligner Møllen, der Vingen ſlager, 
Men kommer ikke af Stedet. 


Saa fvøber jeg mig i min Kappe tet 

Og Luftkaſteller mig bygger: 

Et Huus og foran en Haveplet, 

En Bank under Lindeſkygger, 

En pileomkrandſet Fiſkedam, 

En Gaard med Aender, en Eng med Lam, 
Et Gjerde af vilde Roſer, 

Og Udſigt fjernt over Skovens Kam 

Til Soer og ſorte Moſer. 


O, min Lykſaligheds Ideal! 

Ei nogen glimrende Marmorſal! 

Ei Gulvet bonet derinde! 

En venlig Stue, en Bogreol, 

Et gjeſtfrit Bord og en Leneſtol; — 
Og ſaa tilſidſt, alle Onſkers Sol, 

En from og elffelig Kvinde! 


Saa mindes jeg hiin Natur, hvor vi 
Har vandret og fværmet ſammen: 


134 


Det ffovomfranfede Kalfbrænderi, 

Og Dalen med Molledammen; 

Jeg feer det igjen fan klart og vift: 
Her Præftebaffen og Kirken hiſt, 
Men Praſtegaarden dog forſt og ſidſt, 
Det Andet bliver kun Rammen. 


Ja, hvor jeg vandred ved Danmarks Soer, 
Paa alle de ſtjonne Steder, 

Mig aabnedes aldrig fan gjeſtfri Dor, 
Saa kjerligt et Hjem jeg fandt ei for, 
Med patriarkalſke Sæder. 

O, det er mere end Smiger tom! 

Viſt aldrig jeg fandt, hvorhen jeg kom 
Saa aabne Hjerter, faa mild en Dom, 
Som, Elſkelige, hos Eder! 


Hver Dag henrandt ſom en landlig Feft, 
J Glasſet perlede Vinen, 

Og venlig ſpoged den gamle Preſt 

Og ſpilled paa Fiolinen. 

Mens Solen ſkinned ad Ruden ind 

Der toned yndige Sange; 

Da maatte jeg ud i Aftenens Vind 

At kjole mit bevægede Sind 

J Havens lovrige Gange. 


135 


Naar Marken dufted af Kløverhø, 

Vi ſtodte Baaden fra Landet: 
Valdhornet klang paa den ſtille Sø, 
Her flog en Fiſk, der plumped en Fre, 
Og Solen glimred paa Vandet. 

Med Sommerbloufe og Straahat paa 
Jeg roede for de Skjonne, 

Og Himlen ſyntes mig mere blaa 

Og Skovene mere grønne. 


Og alt ſom Dagen gik meer paa Held 
Og Svalerne luyſtigt piilte, 

J Nordens deilige Sommerkveld 

Min Haand over Aaren hyvilte, 

Og Maanen ſteg, og Solen ſank, 

Og ſagte blev Lærfens Trille, 

Og Søen, den var faa blanf, faa blanf, 
Og alle Oine faa milde; 

Da ſtemte vi i det fulde Chor, 

Og tyſt laa Himmel og tyſt [aa Jord, 
Og Stijernerne funklede ſtille. 


O, Dage rige paa Ungdomsluyſt 

J Vaaren og i den gyldne Hoſt, 

J efteraarsſtille Skove, 

Naar Maagen ſkreg med ſkingrende Roſt, 


136 


Og Søen vælted fin Vove! 

Og Köjoretoure til fjerne Byer, 
Forvovne Streger og Eventyr, 

Og Andejagter bag Sivet! 

Og Den og Den og Den og Den! 
Jeg glemmer Dem aldrig meer igjen! 
Jeg glemmer Dem aldrig i Livet! 


2 Forſpunden er nu den ſkjonne Tid 
Med Sommerens deilige Dage; 

Nu fyger Vinterens Snee faa hvid 
Om Landsbyens lave Tage, 

Og Storken ei mere paa Reden ſtager 
J Aftenroden paa Preſtens Gaard, 
Nu ſuſe de kolde Vinde, 

Og Lyſet tændes, og Rokken gaaer, 
Og Ovnen buldrer derinde. 


— 


Og jeg alvorlige Spogefugl, 

Jeg ſidder nu atter fangen, 

Mens Rumlen af de evige Hjul 
Forſtyrrer mig tidt i Sangen; 

Den heſe Skraalen med Torv og Aal 
Forvirrer mig rent mit Verſemaal — 
De høre det viſt paa Klangen. 


137 


Dog flyv, min Længfel, med dette Blad, 
Flyv fra den larmende Kongeſtad 

Til Præftens hjemlige Stue, 

Til alle de blomſtrende Pigers Rad i 
Og til den venlige Frue; 

Og fiig, hvad hos mig Du hørte og fane, 
Alt hvad mig Staffel paa Hjertet laa, 

Og bring mig jaa after med Svar derpaa 
Et Blad, ſom en Arkens Due! 


138 


Naturens Graad. 


„O Menneſke, Du Jordens halve Gud, 

Lad til mit Moderbryſt, mig ømt Dig trykke! 
Kom, Du mit Barn, min Stolthed, kom herud, 
Med friſke Roſer vil Dit Haar jeg ſmykke! 


Hvi vil Du dvæle hiſt i Stadens Pragt, 
Hvor mine Blomſter maa i Skyggen falme? 
Kom, flyv ſom Eſau til den vilde Jagt, 
Og hvil ſom Jakob under Dalens Palme!“ 


Saa ſang Naturen i ſin Foraarspryd 
Af Roſer, Liljer og af gyldne Klokker; 
Paa hendes Haand flog Iriſken af Fryd, 
Og Morgenroden krandſed hendes Lokker. 


Og fee, fra Stadens Porte flux hun faae, 
Som naar man ved en Myretue pirrer, 
En myldrende, en broget Vrimmel gaa 

Af pyntelige Damer og af Herrer. 


139 


Forbauſet ſkuede Naturen paa 

Sin Stolthed, ſine Born; ak, hvor forandret, 
Fra dengang de ved hendes Hjerte laa 

Og nøgne under Edens Palmer vandred! 


Alvorlig rynkede hun Skyens Bryn, 

Til Uveir trak det op paa Himmelpanden, 

Fra Oiet foer i Harme Lyn paa Lyn — 

Men hendes Born af Skrak lob mod hinanden. 


Og Livets ſtore Moder braſt i Graad; 

„Ak,“ raabte man, „ak ſee, der har vi Regnen! 
Min nye Hat! min Kjole bliver vaad!“ — 

— Men hendes Taarer ſtremmed over Egnen. 


Her vendte ſig en Silkeparaply, 

Hiſt tabte Een fin Viſkela'rsgaloſche; 
Men Alle ſogte de til Stadens Ly — 
Jeg ſelv var med, jeg rulled i en Droſche. 


Og Alt laa atter i den gamle Ro, 

Uveiret ſvandt, og Jord og Hav blev ftille; 
Men mildt Naturen gjennem Taarer lo 

Og troſted fig ved Nattergalens Trille. 


Paa Bagſiden af hvert af Keiſerkronens 


140 


Keiſerkronen. 


„See, hvilken Blomſt, hvor rank og ſkjon!“ 
Udbrod et Barn i Gledens Tone. 

„Ja,“ fvared Gartneren, „min Son, 

Den hedder ogſaa Keiſerkrone.“ 


Og Gartneren med varſom Haand 
Den ſkjonne Blomſt af Stilken plukked, 
For Barnets videlyſtne Aand 

Det ſkjulte Beger han oplukked. 


Og fee! bag hvert et prægtigt Blad 
Sad gjemt en Draabe liig en Taare. 
„O,“ raabte Gartneren, „o lad 

Dig aldrig, Barn, af Pragten daare!“ 


Seer Du hvad Blomſten gjemmer her: 
En Taare ffjult for Mengdens Blikke. 
Saa Hoiheds ydre Glands man feer; 
Men hvad den ſkjuler feer man ikke. 


Anmarkning. 


findes en Fordybning, ſom indeſlutter en ſtor, klar Draabe. 


Blomſterblade 


141 


Edderkoppen. 


Du Edderkop, vil Du til Hakken ſpinde? 
Hvor kan Du Vei over Strommen finde? 
Om Dag og Nat Du løber Din Vei. 

Den bruſende Bek omgaager Du ei. 

„Tys, Vandringsmand, hvor ei Flid forflaaer, 
Man ofte ved Taalmod Maalet nager.“ 


Nu ſad den der med ſit lette Spind, — 
Da ſuſed en ſagte Aftenvind, 

Den ſvevende Traad fig til Hekken bandt, 
Saa den liden Spinderſke Veien fandt; 
Den havde jo ventet fan ufortroden, 

Nu fad den derovre i Aftenroden. 


Saa ſidder Du ſelv ved Tidens Strom, 

O Menneſkebarn, med Din Fremtidsdrom! 
Dit Haab, det er den flagrende Traad, 
Som Du haver vedet med Lengſels Graad. 
Forſag kun ikke, det kan vel lykkes: 

Paa Himmelens Hjelp kan Meget bygges! 


Billedſtotten. 


Til Stranden ſkylled op et halvpfuldendt, 
Et herligt Billed, Meſterhaanden værdigt. 
Man fandt det; Kunſtneren var ubefjendt, 
Man priſte det og ønffede det færdigt. 


J ædle Træf det bar fin Skabers Aand, 
Men raat det ſtod endnu i Marmorbloffen. 
„Hvo vil fuldende det med Kunſtnerhaand?“ 
Udraaber Fyrſten til Beſkuerflokken. 


Og Mange meldte ſig; de glatted hiſt, 
De glatted her i Netter og i Dage; 
Og Alle tenkte de faa ganſke viſt, 
Det Billed maatte blive uden Mage. 


Den ſidſte Politur nu Varket fik, 
Afſlores ſkulde det fuldendte Billed. 
Igjennem alle Gader Trengſlen gik 

Til Torvet, hvor det blev til Skue ſtillet. 


143 


Og neppe Sløret man tilfide traf, 

For Mængdens blinde Bifald alt var vundet. 
— Der ſtod en pyntet Nikkedukke, ak! 

Det meſterlige Anlæg var forſvundet. 


Ikkun en Kjender raabte: „Daarer ſeer, 
Nu er jo Billedet et ganſke andet!“ — 
Saa gaaer det! Man udſletter Pregets Værd 
Og falder faa den ſlebne Dukke dannet. 


144 


Solen og dens Skygge. 


(Engang faldt Solen paa 
At fee fin egen Skygge; 
Da dæffed Bjerg og Straa 
Den ſnildt bag deres Rygge. 


Hvorhen hans Naade gik 
Og ſtraaled med ſin Lue, 
Ei kunde dog hans Blik 
Den mindſte Skygge ſtue. 


Og da han Ingen ſaae 
(Begribelig er Tingen) 
Faldt Excellentſen paa, 
Han havde heller ingen. 


145 


Indſigt og Overſigt. 


En Zræorm i en Vinduespoſt 
Et Hul dybſindig monne gnave; 
Da flagred ind i Stuen juſt 

En Sommerfugl fra Huſets Have. 


Men Ormen titted af ſit Hul, 
Den tenkte: Herre Gud, der flyver 
Den Svermer af en Sommerfugl, 
Mens jeg i Verden mig fordyber! 


Den grov og grov fig længer ind. 
Men jeg, ſom hviled mig ved Muren, 
Jeg tenkte i mit ſtille Sind: 

Saa gaaer det ei blot i Naturen! 


Saa er Din Indſigt, min Herr Lord! 
Naar for ſpidsfindigt Haar at dele, 
Du glemmer, hvad dog meſt har Veerd 
Er Overſigten af det Hele. 


Glad flap jeg atter Pſychen ud, 
Den boltred ſig i Morgenflammen. 
Tak, raabte jeg, tak, gode Gud, 
At den og jeg vi hore ſammen! 


Kaalunds Digte. 10 


146 


Cocosnodden. 


En Cocosnod 

Paa Havet flod, 
Omtumlet vildt af Voven. 

Fra Aſiens Kyſt 

En Storm i Hoſt 
Den rev fra Cocosſkoven. 


„Ak,“ klaged den, 
„Hvor ſkal jeg hen? 
Hvi blev min Kjerne moden? 
Blandt Hval og Hai 
Jeg kan jo ei 
J Dybet fæfte Roden.“ 


Men Herren lo; 
Han flæder jo 

Hver Roſe og hver Lilje. 
Det mindfte Frø 
Kan iffe dø, 

Naar et det er hans Vilje. 


147 


Bag Havets Band, 
Der, vidfte han, 

Laa Øen i det Fjerne; 
Med frugtbar Grund, 
Men uden Lund, 

Den vented paa fin Kjerne. 


Og Nodden drev 
Op paa dens Rev 

Fra Verdenshavets Vove; 
Den feſted Rod, 
Og Oen ſtod 


Snart dæft med Cocosſkove. 


Hvert Sandheds Ord, 
Udtalt paa Jord, 
Med Nodden er at ligne: 
Det er et Frø 
Paa vilden Sø, 

Men Gud kan det velſigne. 


Som Hiin en Kyſt, 
Et aabent Bryſt 

Kan det i Verden finde; 
Og vedſt Du vel, 
Om ei en Sjæl 

Det kan for Himlen vinde? 


10% 


148 


Zal Ordet ud 
Og ftol paa Gud, 
Lad Strømmen det bortrive! 
Et Palmetrae 
Til Slegters Le 
Kan Sandhedsordet blive! 


149 


Planeten og Kometen. 


J fit Syſtem en meget lærd Planet 
Formanende ſin Stemme haved, 

Da gjennem Univerſet en Komet 

J fin gigantiſke Elipſe fvæved. 


„Stands,“ raabte hiin, „min bedſte Ven, og drei 
Dig om min Sol, og lad Dig kjerligt raade! 
Ubendig, uden Klarhed paa Din Vei, 

Du holder med Din Flugt flet ingen Maade. 


Hvert Skridt af mig kaldes abſolut. 

Min Stilling her og der man kan fra Jorden 
Med Kikkerter udregne paa Minut — 

Det kan man kalde Klarhed dog og Orden!“ 


„Ti!“ fvarede den bruſende Komet. 

„En ſtorre Orden er, end den Du drømmer; 
Har det uhyre Alt Du overſeet, 

Da Du faa driſtigt om min Bane dommer? 


150 


Din lille Sol den eneſte Du troer! 

O Blinde, rundt om den er tuſind andre; 
Sig disſes Baner om en ſtorre ſnoer, 
Og denne ſtorre maa om ſtorre vandre! 


Det ſande Middelpunkt ei Nogen veed — 
Af Tidens Haand vi Alle lenked bliver; 
Om Almagts Sol ikkun en Evighed 

Sin uudgrundelige Bane ffriver.” 


Noddeknekkeren. 


Noddeknakker, hvad er Du ſtiv! 

Nodder Du knakker Dit hele Liv. 

Har i Dit Hoved Du flet ingen Hjerne? 
Smag dog engang paa den deilige Kjerne. 
At knakke Skaller den hele Dag, 

Det maa dog være en kjedelig Sag. 


Noddeknekkeren var kun af Tre, 

Han ſvarede hverken Bu eller Ba: 
Hvergang en Nod man i Gabet ham ſtak, 
Klemte han til faa Skallen knak; 

Han agted kun lidt at Kjernen var læffer 
— Men det var jo ogſag en Noddeknakker! 


152 


Uveirsfkyen. 


„O, Menneſte, hvor vil Du fly?“ 

Saa buldrede en Tordenſky 

Og traf fig om det høie Bjerg, 

„Hvor vil Du henflye, Støvets Dværg?” 


Og meer og mere trak det op 
Omkring den ſteile Klippetop, 
Og alle Hjerter ſukked: Nei, 
For Himlens Lyn er Friſted ei! 


Kun Een, kun Een ei Modet veg; 
Ad Fjeldets Sti han rolig ſteg, 
Imod den morke Sky han gik 
For den forbauſte Mengdes Blik. 


Trods Storm og Lyn ſteg Manden did; 
Han vidſte: Ro kun naaes ved Strid! 
Tilſidſt ved Maalet glad han ſtod 

Med Jordens Uveir for ſin Fod. 


153 


— Deroppe, over Skyen, laae 
Den hele Himmel lys og blaa; 
Og Bjerget lofted mildt fin Top 
I evig Ro og Solglands op. 


Da faldt han ydmygt ned paa Knee 
Og raabte: „Gud, hos Dig er La! 
Hvo, ſom til Dig tor kraftigt ty, 

Staager hævet over Jordens Sky!“ 


154 


Guldfifkene. 


En dobbelt Boble, hvelvet af Kryſtal, 
Heel pregtig ſpillede i Solens Lue; 
Paa Marmorbordet i den rige Hal 
Det ſkrobelige Pragtverk ſtod til Skue. 


Den indre Kuppel hvalvede ſig huul, 
Mens Vandet kjoligt i den ydre ſtrommed, 
J hiin man fkued en Kanarifugl, 

J denne nogle gyldne Fiſke ſvommed. 


De driede og dreiede ſig om, 

Ret ſom de Verden ei et Blik gad ſkjenke; 
Det gik i ſamme dumme Kredsgang, ſom 
De følte fig for ſtolte til at tenke. 


Det var et fornemt Liv! De gjorde Cour 
Og logrede med Finne og med Hale. 

— Men gjennem Vinduet, fra den fri Natur, 
Der tittede en fattig lille Svale. 


155 


Den faae Kanarifuglens Tidsfordriv, 

Den faae de gyldne Fiſke Ryggen krumme; 
Da fryded den ſig ved fit frie Liv 

Og tenkte: Gud hvor Fiſkene er dumme! 


O, ſiig mig, Kjere, har Du aldrig feet 

Med friſke Dine ind i Selſkabsſalen 

Paa Fornemhedens ſtive Gravitet 

Og ſiig mig, har Du aldrig tenkt ſom Svalen? 


156 


Skralden. 


„Jeg,“ raabte høit en Skralde 
Og overdoved Alle, 

„Gjor ſelv den Viſe taus!“ 
Hvad melder Du da, Kjere? 
Det maa vel Perler vere. 

Lad ſee — da var det Snaus. 


Matfiolen. 


„O,“ bonfaldt alle Markens Blomſter, „ſtraal, 
Du rige Sol!“ og ſom de bad, det ſkete. 

Da lukked ſig den ſtille Natfiol 

Og boiede fit Hoved imod Lethe. 


Og jeg var ung, i Morgenrodens Glands 
Mit Liv jeg vied til letſindig Glæde; 

Af Roſer bandt jeg til mit Haar en Krands, 
Men for jeg merked det var Solen nede. 


Og jeg var trattet, ſkuffet og forladt — 
Hver Roſe lukked fig, og Wfpen baved. 
Men i den hoitidsfulde Stjernenat 
Den ſtille Natfiol ſit Hoved haved. 


Mod Stjernerne fin Duft den aanded hen, 
Jeg boied mig bevæget ned derover; 

„Hvo er Du,“ ſukked jeg, „Du Sorgens Ven, 
Som vaager, medens trindt Naturen ſover?“ 


158 


Den fvared, „Vandrer, Taalmod er mit Navn; 
Blandt Glædens Vrimmel finder Du mig ikke, 
Jeg aander bort Dit Hjertes bittre Savn 

Og haver over Jorden Dine Blikke.“ 


„O,“ raabte jeg og kaſted Letſinds Krands, 
„O, det er let for Gleden kun at leve; 
Men det er ſtort, forladt af Lykkens Glands 
At kunne Hovedet af Støvet hæve!” 


Sommerfugl. og Øfters. 


„Hpad fif hiin Oſters Skallen til? 
Og jeg, hvi fik jeg ingen? 

Hver nesviis Dreng kan, naar han vil 
Mig plump befamle Vingen.“ 


Saa klagede en Sommerfugl, 

Men mild Naturen fvared: 

„Hvad var Du, hvis det plumpe Skjul 
For Lyſet Dig bevared? 


Dog giv mig Dine Vinger to 
Og Dine Dine begge, 

Da ſkal Du tryg i Støvet bo 
Og fage en Skal til Dakke. 


Der horer, og der ſeer Du ei, 
Der engſtes Du ei mere“ 

„Nei,“ tænfte Sommerfuglen, „nei, 
Gid Pokker Oſters være!” 


160 


Den hoiere Dresfur. 


Mellem Fjellebodens Aber 
Dandſer jeg ſom Puddelhunden. 
Sfjøndt jeg fjeder mig og gaber, 
Ei jeg dog min Anſtand taber, 
Holder Poten ſmukt for Munden. 


Stive Flipper maa jeg bære; 
Kjæft paa Ho'det ſidder Hatten; 
Jeg maa lyſtre, jeg maa lære, 
Aldrig gjo og bide mere, 
Aldrig mere pudſe Katten. 


Som en lille Hvalp ubendig 
Har man taget mig i Skole; 
Nu ſpadſerer jeg behændig, 
Cultiveret og anſtendig 

Om i Buxer og i Kjole. 


161 


Jeg kan tale med om Smagen, 
Sidde ſirligt ved et Taffel, 

Som en dannet Hund, paa Bagen 
Med en Serviet om Hagen, 
Holde ſmukt paa Kniv og Gaffel. 


Paa min Herres Vink jeg venter 
For jeg tor paa Maden ſmage, 
Bukker og gjor Complimenter — 
Sligt betaler ſig med Renter: 
Jeg fager Sukker, jeg fager Kage. 


Dog jeg nægter ingenlunde 
Hellere fra hele Klatten 

Lob jeg ſtrax, ifald jeg kunde, 
Ud blandt Gadens frie Hunde, 
For med dem at pudſe Katten. 


Kaalunds Digte. 11 


Til Rofen. 


Roſe, yndige Roſe! naar jeg Dig ſeer, 

Er det ſom Glædeng Engel til mig leer, 
Som Du vilde med barnlig Uſkyld ſporge: 
Menneſke, ſiig, hvor er det muligt at ſorge, 
Er ikke Jorden gron og Himlen blaa? 
Skjonne Roſe, Du ſeer ei Skyen derpaa! 
Du er faa ung, ſaa friſk og faa deilig, Roſe! 


Livsfro er jeg vel end og ung ſom Du, 

Men til Aandernes Verden ſtaaer min Hu — 
Jordens Syner har forvirret mit Øie; 
Derfor kommer jeg hid, for mig at boie 
Over Dit Bager, for at ſkue deri, 

Blive reen og nyde den Harmoni, 

Som omſvaver Dit Hoved, deilige Roſe. 


Menneſket ligner ved Dig fin Kjærlighed — 
Lidet Du dog af jordiſk Elſkov veed; 

Solen dier Du og til Naturen hælder 

Træt Din rodmende Kind, naar Dagen kvalder. 


163 


Lykkelig Du! det dunkle Valmueſkin, 
Som udbreder fin Flamme over vor Kind, 
Det er ei Din uſkyldige Rodmen, Roſe. 


O, hvorofte blev ei i Sang og Digt 

Taget Dit himmelſke Navn forfengeligt; 
Skjonheds Dronning! aldrig trættes mit Øre 
Dog af Dit Navn i Sfjaldenes Sprog at here. 
Uforkrenkelig er Du! Kronen Din 

Funkler herlig med Smaragd, Rubin, 

Naar af Morgenduggen Du bades, Roſe. 


Nattergalens Sang og Din reneſte Duft, 
Stjerneſkuddet, ſom glimter i natlige Luft 
Ere jo Soſtre, deilige Bobler, ſom ſpille 
Frem i evig Rigdom af Skabelſens Kilde. 
Menneffefjælen ftandfer midt i fin Drøm, 
Seer og lenges og bliver faa underlig øm, 
Foler fig felv en Engel ſom Du, o Roſe. 


Efter Mafkeraden. 


Her ſidder jeg alene 

Med Haanden under Kind, 
Fra Livets Narreſcene 

En flygtet Harlekin, 


En Gjogler ſyg og trattet 
Af Pobelens Behag, 

En Fraadſer overmattet 
Med bitter Efterſmag, 


En ſminket Glædesmafte 
Med blege Alvorstræk — 
O kunde jeg nu vadſke 
Den falſke Sminke væf! 


For Verdens Smiil at vinde 
Jeg kaſtede mig hen — 

O kunde jeg nu finde 

Mig ſelv, mig ſelv igjen! 


165 


Revolutionstiden. 
(1848.) 


1 


Giganten var ſtyrtet; paa eenſom O 
Maatte han ſom ryſtede Verden døe. 
Og der var Fryd i Philiſternes Leir, 
Nu havde man vundet den ſtore Seir; 
Nu havde man lenket med ſeige Baand 
Omvaltningens higende Kæmpeaand ; 
Nu vared vel Freden til evig Tid; 

Nu kom det ei meer end til Penneſtrid. 
Og Dagene kom, og Dagene gik, 

Og der blev blandet en Dvaledrik, 

Og der blev oſt med et bundloſt Sold, 
Og præfet om Fred og Maadehold; 
Men Misfornsielſens Djævel ſneg 

Sig over Jorden og drev ſin Leg; 
Den liſted ſig ind i Hytte og Slot 
Med engſtende Tvivl og isnende Spot; 
Den rokked ved Alt, den gnavede ſtjult, 
Saa Alt blev tomt og underlig huult. 
Og Tiden ligned en ſminket Gjæf, 


166 


Der ſkjulte med Smiil de flappe Træf: 
Den mærfed Øren ved Træets Rod, 

Den aned Vulkanen, hvorpaa den flod. 

— Og der blev født en Slægt uden Ro, 
En Slægt uden Tillid og Barnetro. 

Den hvirvlede fig i den vildeſte Dands, 
Den gabede midt i Blendverkets Glands; 
Hvad Tænferne ſkrev, hvad Skjaldene fang, 
Det havde for den ei Livsfyldens Klang; 
Den lyttede med Forventningens Vee, 
Som ffulde nu brat det Magtige ſkee; 
Den vented og vented paa Sfjæbneng Dom, 
Den raabte: Kom ind! men Ingen kom; 
Den nye Mesſias, den nye Prophet, 
Som Sveemerne ſpagede, blev ikke feet, 
Og Ingen tændte det Sandhedslys 
Hvortil man trængte i Tvivlens Gys. 
Hvad hjalp den grublende Menneſkeklogt, 
De Viſes Steen blev forgjaves ſogt. 

Det ſyntes Alt ſom et Kredslob dumt, 
Hvori det Krumme blev evigt krumt. 

Det var ſom Livet i Fredens Skjod 

Var viet ind til en langſom Dod, 

Det var ſom ſkulde dets Pulſe ſtaae — 
Hvad eller Gjenfodelſens Time ſlage. 


Den kom, den kom, den anede Stund, 
Den braſt under Foden den hule Grund, 


167 


Den mørfe Sfy har fit Lyn udfendt, 
Og Freden, „den evige Fred,“ er endt. 
J Opror vælter fig Tidens Flod, 

Dens Bølger er røde af Menneſkeblod; 
Deng usleſte Bundfald af Had og Nag 
Er ſteget for Lyſet og kommet for Dag; 
Og alle de Suk, ſom i Stilhed lod 
Om gammel Uret og gammel Nod, 

Om ſvegne Løfter og ſkuffede Haab, 

Nu ſvulme til et Befrielſesraab, — 

Et Raab, der henfarer med Stormens Suus, 
Saa Troner vakle og ſtyrte i Gruus; 
Og Folkevilliens Kempe ſtor 

Oplofter vild ſit Hoved fra Jord; 

Den kneiſer i Sky med Titanens Trods: 
„Jeg vil ei behandles ſom dod Kolos! 
Imens J feired Blendverkets Feſt, 
Stod jeg derude i Slud og Blaſt. 

Nu vil jeg ſmage den Lykke engang 
Hvorom ſaa friſtende Ordene klang. 

Til Lykkens O forer vel en Bro, 

Hvis ellers jeg kan mine Drømme tro, 
Og kan jeg ikke derover nage, 

Eia, lad da Dommedagskampen ſtage!“ 


Det vafler, det brager ved Kempens Gang, 
Og Dodsſkrig fig blande med Seiersſang. 
Den hoieſte Stordaad, den plumpeſte Vold 


168 


Oplofter Sjælen og isner den fold. 

Og Alt ſig blander faa fært iflæng : 

Hiſt ſtreker fig Betler i Kongeſeng; 

Mens Jordens Magtige huusvilde gaae. 
Tage Tiggerens Born deres Guldkroner paa. 
Ydmuget er Alt, ſom kneiſte i Sky; 

Det Gamle er ſtyrtet, men hvor er det Nye, 
Det Nye, det Nye, ſom blev forberedt? 

— En Herlighed, ſom Ingen har ſeet! 

Det er ſom vi ſtage mellem Verdner to 

Og har kun en Spindelvevstraad til Bro. 
Vi ſee omkring os et Syndflodshav, 

Men ikke den Jord, ſom ffal ſtige deraf 
Med klarere Lys, med renere Luft, 

Vi merke ikke dens Blomſterduft, 

Vi famle endnu i Mulm og Nat. 

— Hvoor findes det frelſende Ararat? 


5 
Til de Gamle. 


Foler Du, Gamle, Dig traettet og tung, 
Sporger Du Nyt kun derhjemme i Stolen? 
Var ogſaa Du begeiſtret og ung, 

Steg Din Aand ſom en Orn imod Solen? 
Sværmed engang Du for Frihedens Sag? 
Har Du den mægtige Keiſer beundret, 


169 


Lyttet med Fryd til de tordnende Brag, 
Da i hundrede Slag 
Over Verden med Seier han dundred? 


Seer Du nu, met af Erfaring og Aar, 
Tvivlende til ved den brogede Ferden? 
Længes Du under de graanede Haar 
Efter Fred midt i Ufredens Verden? 
Viſer man ikke Din Alder Reſpekt, 
Kommer man ei Dine Onſker imode, 
Vender ſig bort den opvoxende Slagt, 
Har Dit Ord ingen Vægt, 
Vinker Savnet Dig hen til de Døde? 


Endt er Din Ungdoms begeiſtrede Drøm. 
Fremmed forlengſt for hver ny Aabenbaring 
Kemper Du ſvag mod den rivende Strom 
Som et Barn med Din Oldingserfaring. 
Roſer man Tiden, Du kalder det Vind, 
Finder, at Alt i Din Ungdom var bedre: 
Da var der Alvor i Daad og i Sind; 
Hvor de Unge kom ind, 
Stød de taus blandt ærværdige Fædre. 


Underligt hafted Dig Tiden affted, 
Barnet faſt blev Dig for klog paa fin Skamle; 
Tidsſtrommen rulled, Du fulgte ei med, 

Du holdt faſt ved det Vante, det Gamle. 


170 


Mod Din hellige Eenfold, Din Fædrenetro 

Satte fjæft man Syſtemer pan nyefte Mode, 

Duunhaget Dreng horte Grasſet at groe; 
Naar de Vittige loe, 

Loe de ikke fom Rahbek og Tode. 


Siig mig, Du Gamle, hvad tykkes Dig nu? 
Bliver Dig Verden alt verre og verre, 
Synes Dig Jorden ſlagen med Gru 
Og forladt af fin Skaber, fin Herre? 
Rammer det Dig med Aarhundreders Vægt, 
Det Uhyre, ſom ſkeer; troer Du Verden fkal bløde, 
Bløde af Saar, ſom Du meente var legt, 
Og den levende Slegt 
For fit Letſind forfærdeligt bøde? 


Gamle, fornem dog et trøftende Ord, 
Hor det, det lyder til Dig fra de Unge: 
Seire forviſt ffal Lyfet paa Jord, 
Det er ſagt med Propheternes Tunge. 
Han, ſom for Dagenes Fodſel var til, 
J de rullende Tider bag Stjernerne vaager. 
Livet er intet Tilfældighedsfpil — 
Der maa ſkee, hvad der vil, 
Det ſkal dages trods Uveir og Taager ! 


Vakler end Alt i det flygtige Dogn, 
Velte ſig vildt Nationer i Krampe, 


171 


Styrte forviſt ffal hver kneiſende Løgn, 

Der er Fred bag de raſende Kampe! 

Taalmod, Du Gamle! Striden er lang, 

Mange maa lide, og Mange maa ſukke; 

Menneſkets Slægt ſkal dog juble engang 
Den Lykſalighedsſang, 

Som i Paradiis lød ved dens Vugge! 


Fred om Din Alder! Fred om Din Tro! 

Hoit over Uveiret Stjernerne tindre. 

Rover Dig Verden Din Alderdomsro, 

Luk da Oiet og tye til Dit Indre. 

Fred ſkal Du finde bag Evigheds Hav. 

Herren er Herren, hans Navn vare lovet! 

Tager han end hvad paa Jord han os gav — 
Over Menneſkets Grav 

Løfter Menneſkeſlegten fit Hoved! 


3. 
Til de Unge. 


Du, ſom med det kjaekke Sind, 
Med de ſtolte Kempeplaner 
Styrter Dig i Kampen ind, 
Er den Seier, ſom Du aner, 
Broder, meer end Hjerneſpind? 


172 


Er Du meer end Tidens Gjak? 
See den Gamles ſlappe Træf — 
Kæmper blive kan til Dværge, 
Muus er født faa tidt af Bjerge; 
Du med Dine ſtolte Planer, 

Du vil flytte Bjerge vak! 


Herlig, herlig er Din Drom: 
Verdensfrihed, Verdenslykke! 
Gjenfodt ffal nu Livet dykke 
Op af Tidens vilde Strom 
Og bortkaſte karſk fin Krykke, 
Gledestempler ſkal det bygge 
Blive ſom en feſtlig Leg — 
Ingen, Ingen ſidde bleg 

J den folde, mørfe Skygge. 


Nermer fig alt Seirens Dag, 
Jubler Du den alt imode? 

Sank i Graven, med de Døde, 
Tuſindaarige Bedrag? 

Krymper ſig for Sandheds Velde 
Lognen i den ſidſte Strid? 
Stage vi for en gylden Tid 
Uden Herſkere og Tralle? 


Aander Du dens rene Luft, 
Falder fra Dit Oie Bindet? 


173 


Tor nu Ingen meer forblindet 
Sætte Vanvid mod Fornuft? 

Har det Evige maaſkee 

Sig paany da aabenbaret? 

Er hvert Sporgsmaal alt beſparet, 
Kan den vantroe Thomas ſee, 
Lægge Fingren ſelv i Aret? 


Broder, det er Sveermeri! 
Bag de ſfkjonne Illuſioner 
Leer den bittre Ironi. 

Paa Tyranners kauſte Throner 
Er dog ikke Verden fri; 

Der er blodigt Had og Trods 
Mellem Jordens Millioner — 
Ak, og ingen ny Forſoner 
Vandrer kjerlig mellem os! 


Ham, ſom Fredens høie Ord 

Talte her i Stovets Zone, 

Ham gav man en Tornekrone, 

Han blev ikke hort paa Jord. 
Fremad bruſte Tidens Elv, 

Riger ſank, og nye blev grundet — 
Lykken blev dog aldrig fundet: 
„Elſt Din Neſte ſom Dig ſelv.“ 
Denne Seir blev aldrig vundet. 


174 


Man har fæmpet, man har lidt, 
Man har prøvet, man har vraget; 
Men fra Lykken ligevidt 

Staaer man, ſkuffet og bedraget — 
Du vil gjøre Kempeſkridt, 

Du vil brat en Verden forme, 

Uden Kampe, uden Storme, 

Give Hver, ſom ſavner, Sit! 


Broder, det er Spermeri! 
Kampen raſer paa vor Klode — 
He os, ſtyrk os, gjør os gøde; 
Da, forſt da er Verden frie. 
Ak, thi, Broder, Tidens Orm, 
Verdensnoden, Verdensſkaden 
Ligger ei paa Overfladen, 

Ei blot i den ydre Form. 


Sog den i Dit eget Bryſt, 
Der ſkal Du Tyrannen fælde; 
Kun ved Kjerlighedens Velde; 
Kan Du ende Verdens Broſt, 
Skabe Menneſker af Træile. 
Alt det Andet flager ei til, 
Ender Kampen ei herneden, 
Renſer Klinten ei fra Hveden, 
Er kun Tant og Gjogleſpil. 


175 


Broder, jeg er ung ſom Du, 
Deler Savn ſom Du med Tiden, 
Jeg maa med ſom Du i Striden, 
Frem til Lyſet ſtager min Hu. 
Det ſkal ſeire, ja forviſt, 

Morket meer og meer ſortrenges! 
Ogſaa jeg i Støvet lenges, 

Har ſom Du ei Ro og Riſt. 


„Fremad mod det fjerne Maal!“ 

Vere Losnet paa vor Klode. 

Frem mod Lyſet, men med Taal; 

Lang er Kampen for det Gode. 

Længe vil endnu vi rave 

Frem mod Maalet, Skridt for Skridt — 
Broder, naar Enhver fager Sit, 
Smuldre vi i vore Grave. 


Sang for det danſke Folk. 
(Den 22de Marts 1848) 


Opmand Dig, Du Danſke! lad Verden nu. fee, 
At ei Du vanſlegted i Tiden. 

Skal Dannemark rammes af Sfændfel maaſkee? 
Nei, for ſkal vi knuſes i Striden! 


End ruller derude det ſortladne Hav, 

Det bruſer om Fedrenes Seire; 

Paa Kempernes Høje, paa Heltenes Grav 
Skal Voldsmend ei haanligt ſig leire! 


For Frihed, for Frelſe i Trengſelens Stund 
Vi fæmpe faa mange vi ere, 

Og Den ffal vi falde den feigeſte Hund, 
Som fvigter fit Fedrelands Wre. 


Vi drives jo ikke af Trods eller Had, 

Vi keempe for Danmark, vor Moder. 

Bort ældgamle Land vil man ſplitte os ad 
Og bortrive Broder fra Broder. 


177 


Vi raſe jo ikke med Ulvenes Mod, 
Med Lov vil vor Frihed vi bygge; 
Vi føle ei Torſt efter Menneſkeblod, 
Men Torſt efter Menneſkelykke! 


J Kreds om vor Konge ſom Muur vil vi ſtaae, 
Thi danſk er hans ærlige Tanke; 

Og Fjenden ffal træffe det korteſte Straa, 
Naar Løven forſt reiſer fin Manke. 


Ja, Seiren, den lyſe, ſkal folge vor Sag, 
Saaviſt ſom med kneiſende Pander 

Vi vende vort Oie mod Frihedens Dag 
Og Ryggen mod Verdens Tyranner! 


Kaalunds Digte. 12 


178 


ved Adam Oehlenſchlägers Dod. 


At, det herlige Lys er ſlukket, 

Stum er den magtigſte Harpe i Nord! 
Skjalden, den ſtore, Oiet har lukket, 
Hakons Digter ſkal ſenkes i Jord. 


Der hvor han ſang til Orglet ſom Lille, 
Rede de nu bag Kirken hans Seng, 

Der ſkal han ſove hos Moderen ſtille — 
Konge blandt Skjalde blev hendes Dreng! 


Pragtig ſom Sol af vinterlig Taage 
Heved han ſig med Aarhundredets Gry; 
Gjennem den lille Kirkegaardslaage 
Beres han nu med det evige Ry. 


Aldrig de herlige Toner ffal ſvinde, 
Som fra hans malmfulde Harpe klang! 
Aldrig, mens Norden eier et Minde, 
Glemmes Roars og Helges Sang! 


179 


Oldtiden vaagned! Heltene leved! 
Som en Aladdin, af rugende Muld 
Skatten, den glemte, atter han haved, 
Sangens pureſte, funklende Guld. 


Livet med al dets Jubel og Smerte 

Lod i hans dybe, begeiſtrede Roſt; 
Baldur og Jeſus fyldte hans Hjerte, 
Smelted med Veemod hans mandige Bryſt. 


Hisſet til alle de herlige Dode 
Stiger han nu, til Evigheds Glands; 
Fortidens Store gage ham imode, 
„Heltenes Hender hænge i hans.“ 


Ikke vi klage tor ved hans Baare — 

Endt er hans Storverk, fuldbragt hans Kald! 
Ikkun Beundrings hellige Taare 

Greeder Norden for Hakons Sfjald. 


125 


180 


Bryllupsfang. 


Der er paa Jord et helligt Baand, 
Saa ffjønt fom intet andet, 

Af Kvindeng lette, bløde Haand 

Og Mandens flærfe dannet. 

Den fvage Haand, hvor har den Magt, 
Naar ſterkeſt Lænfe glipper; 

J Mandens Hoire trofaſt lagt, 

Den aldrig mere flipper ! 


Og flig en Haand er bleven Din, 
O Brudgom, føl Din Lyffe! 

Den vil, faa lille, ſkjer og fiin, 
En Lykkens Borg Dig bygge, 

Et Fredspaulun for Verdens Kiv; 
Og henrykt ſkal Du merke, 

At Kvinden i det ſtille Liv, 

J Omhed er den ſterke. 


Og tro ei hvad ſaa tidt er ſagt, 

J lykkelige Tvende, 

At naar forſt Haand i Haand er lagt, 
Romanen er tilende. 

Nei Stoffet er beſtandigt rigt, 

Og det kan aldrig tømmes ; 

For Eder blive det et Digt, 

Saa ffjønt ſom det kan drommes! 


Raſtlos Higen. 


Ved hvert Maal, hvortil jeg higer 

Lengſelsfuld paa Livets Vei, 

Ved hvert Trin, hvortil jeg ſtiger, 

Finder jeg dog Hvile ei. 

Neppe har jeg Glæden favnet, 

For den ſvinder, falmet, hen — 
Savnet, Savnet, 

Ene Savnet bli'er igjen! 


Ingen Hvile i min Viden, 
J min Tanke, i min Dont! 
Under mine Fodder Tiden 
Dreier raſtlos Hjulet rundt. 
Neppe kan jeg Foden fæfte, 
For den atter loftes maa 
Til det neſte 
Skridt, og altid, evigt ſaa! 


182 


Haabets Fugl, ſom kjakt jeg jager, 

Aldrig under den mig Friſt; 

Stedſe mig dens Sang bedrager — 

Altid nær, dog evig hiſt! 

O, hvor ofte træt til Døden, 

Synker jeg i Slummer hen — 
Morgenroden 

Bæffer mig til Strid igjen! 


183 NS 


Den brudte Straale. 


Du priſer kun Skjalde af forſte Rang, 
De mindre kan Du ei taale; 

Du vil kun høre udødelig Sang, 

Ei fvagere Harpers bevende Klang — 
O Daare, har Du til Lyſet Trang 

Og ſkyer dog dets brudte Straale! 


Det Lys, ſom Tiden ſkal klaret fee 

Maa brydes i tuſinde Sjæle; 

Med anende Lengſel, med ſtammende Vee 
Maa Tuſinde græde, maa Tuſinde lee, 
For Tiden fin megtige Tolk ſkal fee: 
Den Skjald, ſom giver den Male. 


Thi yder min Sang blot et uſeet Fro 
Til Aandens evige Sommer, 

Da lad kun mit Navn forglemmes og do! 
Koraldyret lig i den dybe So, 

Jeg bygger dog med paa den voxende O 
Og bereder den Verden, ſom kommer! 


184 


De to Kamre. 


Tvende Kamre har Dit Hjerte. 
Fra det ene lyder Sukket; 

Thi derinde, der har Sorgen 
Sig for Verden indelukket. 


Men ved Siden, i det andet 
Kammer, boer den vilde Spiller, 
Boer den toilesloſe Glæde. 

Tynd er Veggen, ſom dem fkiller. 


Enſom, ſtille ſidder Sorgen, 
Som en Nonne i ſin Celle; 
Medens Glæden overgiven 

Ryſter med fin Narrebjelde. 


Ikke ligne de hinanden, 

Born dog af den ſamme Moder; 
Og forgjæves falder Nonnen, 
Sorgen, paa den vilde Broder. 


185 


Dag og Nat paa Sfillevæggen 
Banker hun, han vil ei høre; 
Ud han flagrer, ud i Verden, 
Ud i Livets Larm og Rore. 


Sildig vender han tilbage, 
Tung af Ruſen, overmattet, 
Som en Spiller, der er fkuffet, 
Som en Svirebroder trattet. 


Hoiere da falder Sorgen. 

Men den tynde Væg adffiller, 

Som en fjendtlig Muur, de Tvende: 
Nonnen og den vilde Spiller. 


Ak, det hjælper ei hun banker 
Paa den tynde Muur og kalder; 
Skilleveggen ſtyrter ikke, 

Forend hele Huſet falder. 


186 


Chaos. 


Styrtet er min dromte Verden, tabt, 
Kaſtet ned i Chaos og i Ode! 

Skjonnere end hiin, af Onſket ſtabt, 
Vil jeg af min Sjæl en anden føde. 


Undergangen har jeg ſelv fremkaldt. 
Af min faldne Fortidsverdens Stykker 
Triumferende en ny jeg bygger 

Og med Skaberhaab omſvaver Alt. 


Ak, men lange Aar er ſvundne hen — 
End i Morket famler jeg iblinde: 
Skaberordet kan jeg ikke finde; 

Hvad jeg bygger ſtyrter jeg igjen. 


End er ei Forventningskvalen omme — 
Naar ſkal Aanden med dens Skaberkraft 
Finde Glæde ved hvad den har ffabt? 
Ak, og naar ſkal Hviledagen komme? 


Det gamle Øs. 


Det ſuſer faa tungt i den visnede Bøg, 
Det hvisler i Tidſlernes Toppe. 

Paa Bakken gresſer et Udgangsog, 
Saa eenſomt ſtager det deroppe. 


Hvad grunder Du paa, Du gamle Kræ? 
Jeg ſyntes, jeg hørte Du ſukked. 

Med hængende Hoved og ſtive Knæ 

Du ſtager ſom af Steen udhugget. 


Omflagret i Aftenens døende Skjer 
Af ſkrigende Uveirsfugle, 

Du ſtirrer fra Bakken faa eenſom der 
Mod Solens ſynkende Kugle. 


Tungſindig ſtager Du og ſtirrer mod Veſt, 
Med Blikket mod Aftenroden. 

Du ligner jo faſt i den ſuſende Blæft 
En Knokkelganger for Døden. 


Den magre Rytter Du venter maaſtee? 

— Ja viſt! Naar Dagen er omme, 

Naar Stjernerne tendes, da vil med fin Lee 
Og med Timeglasſet han komme 


188 


Og klappe Din Man og fvinge fig op; 
Og høit vil Du vrinſke af Glæde 

Og jage med ham i vildeſt Galop 

Ud over den ſkumrende Hede. 


Afſted vil Du fare ved Syyſtjernens Lys, 
Afſted gjennem Morket derude. 

Den enſomme Vandrer vil ſtandſe med Gys, 
Og Landsbyens Hunde vil tude. 


— Dog, hvis, ſom jeg troer, Du eier en Sjæl 
Og ei blot er ffabt til at lide, 

Da vil Du, ſporet af Dodens Hal, 

Vel finde den Vei, Du ſkal ride — 


Mod Sſt! Mod Sſt! mod en lyſere Dag, 
Fra Verdens Trældom og Plage; 

Hernede fik Du kun Utak og Slag. 

— Mod Opſtandelſens Sol vil Du jage. 


O tag mig med! Sfkjondt et Menneſkebarn, 
Naturens Konge og Herre, 

Jeg agter det lidt, om Du agede Skarn, 
Om Du drog for den usleſte Kerre! 


Jeg agter det lidt! Lad mig ride med, 

Fra Menneſkeaaget og Sorgen! 

Saa farer med Dig jeg og Døden afſted — 
Hurra! mod den evige Morgen. 


189 


Kun en Draabe. 


Tag friſfke Roſenblade — hundred Pund — 
Sænf i et Kar med Vand de ſkjonne Blade; 
Lad Masſen gjere dybt paa Karrets Bund, 
Da pibler frem lidt Skum paa Vandets Flade. 


See dette Skum, det maa Du ſamle let 
Med Bomuld i en lille Pennepoſe; 

Men puſt ei bort det med Dit Aandedræt: 
J det er Duften gjemt af hver en Roſe. 


Og derfor maa Du pasſe vel derpaa. 
Fra alle Dine døde Roſer ſtige 

De ſkjonne Sjæle op i Bobler ſmaae 
Med Roſenolien, den koſtelige. 


Af hundrede Bund Roſenblade fager 

Du kun en Draabe, kun en enkelt, liden, 

Een Draabe kun med Duft af evig Vaar 

— O Menneſke, hvad nager Du meer i Tiden? 


190 


Hvad er et hundred, hvad et tufind Aar 

Med Alt hvad der blev dynget op af Viden! 
Hvor ſtort er Reſultatet ſom Du nager? 

Vei det, og ſiig, hvad kom der ud af Striden? 


Lidt Roſenſkum paa Glemſels dybe Hav, 

En Draabe, i hvis Duft det Bedſte gjemmes, 
Det Bedſte, det ſom Millioner gav, 

Som lever, medens Slægterne forglemmes. 


Vend mod den ſtore Oltidsgrav Dit Blik: 
Hvad blev der vel af hine ſtolte Dage, 

Af hine Verdensriger, ſom forgik? 

Kun Sagnets Duft, ei meer er der tilbage. 


En enkelt, lille Draabe kun Du fager — 

O Menneſke, hvad vil Du meer forlange! 

J Draaben er de dode Roſers Vaar, 

Og ſvundne Seclers Duft i Sagn og Sange. 


Fredspiben. 


Jeg var en Vild, ſom Fuglen fri, 
Mig ſkulde De ikke tæmme! 
Til Urſkoven i min Fantaſie 
Jeg flygted, der havde jeg hjemme. 


Der fvoer jeg de Tamme en evig Krig — 
Men hvad kan ei Tiden forandre! 
Nu har jeg buden min Haand til Forlig 
Og er bleven ſom alle de Andre. 


Men teer jeg mig end ſom en tam Perſon, 
Jeg er dog den Gamle derinde, 

— Jeg ruyger kun ſom den vilde Huron 
En Fredspibe med min Fjende. 


192 


Lærken. 


Det lakked hen mod Pintſe, dog lage paa Marken Snee; 
Endnu var ei Vinteren omme. 

Tungſindig blev min Sjæl, jeg tenkte: Maaſkee 
Bil aldrig mere Foraaret komme! 


Den Orm, ſom i Dvale ſaa tillidsfuld krob, 
Skal evigt den af Muldet bedakkes? 

Og Sommerfuglens Larve i visne Blades Svob 
Skal aldrig den af Solſtraalen vakkes? 


J Netter og Dage kun Sneefog og Regn 
Og ſuſende Storme fra Norden; 

Og ei noget Solglimt, og ei noget Tegn 
At Livet ſkal fornyes paa Jorden! 


Da pludfelig med Eet gjennem Stormvinden klang 
En ſittrende, en jublende Trille — 

O, det var Naturens Opſtandelſesſang, 
Og Sangeren var Larken den lille! 


193 


Ja, Lærfen, den lille, bevingede Prophet! 
Den agted ei den isnende Vinter ; 

Den jubled for den Vaar, ſom endnu ei var ſeet 
Og ſang om Fioler, Hyacinter, 


Om Spiren under Sneen, om det livsvarme Frø, 
Som rorer ſig uſynligt i Furen; 

Den fang om det Liv, ſom aldrig ffal doe, 
Om Aanden, den ſtore, i Naturen. 


O lær mig, lille Lærfe, faa freidigt og fro 
Som Du, forend Vintren er omme, 

At ſynge prophetiſk med jublende Tro 
Om Fremtidens Vaar, ſom ſkal komme! 


Kaalunds Digte. 13 


Serviſk Folkepoeſi. 
(Frit efter Talwi.) 


le 


Hemmeligt en Yngling og en Pige 
Elſkede hinanden, og de modtes, 
Vaſked ſig i en og ſamme Kilde, 
Torred fig med et og ſamme Klæde. 
Forſte Aar fik Ingen det at vide; 
Men det næjte blev de Tvende robed, 
Og de ſtrenge Frender uden Maade 
Skilte dem, ſom elffede faa trofaſt. 


Da med Stjernen lød han hende ſige: 
„Elſkte, de paa Ugens ſidſte Aften! 

Naar paa Lordagaften Stjernen tendes 
Vil jeg dø med Dig i ſamme Time.“ — 
Og det ſkete, — og de døde begge 

J den ſamme Stund, da Stjernen tændtes 
Og i Døden blev de To forened; 


195 


I den ſamme Grav de blev begraved; 
Grønne Wbler fif de med i Haanden, 
Grønne Wbler, ſom ei Solen modned, 
Som en Storm for tidlig rev fra Grenen. 


Ikke mange Maaneder derefter 

Spired frem af Pigens Grav en Roſe, 
Og af Ynglingens fremſkod en Poppel, 
Og om Poplen ſlyngede fig Roſen. 


2. 


Tvende Elſkende hinanden kysſed, 

Og de troede intet Oie fane det. 

Men det grønne Gres paa Engen ſage det, 
Og det grønne Gres til Lammet ſladdred, 
Lammet robede det ſtrax til Hyrden, 

Han fortalte det til Vandringsmanden, 

Og da Vandringsmanden naaede Havet, 
Sladdred han det ud til Skibscap'tainen. 
Skibscap'tainen robed det til Skibet, 
Skibet ſladrede igjen til Vinden — 

Og den hele Verden fik at vide, 

At de To hinanden havde fysfet. 


13% 


196 


3. 


Sneen fyger paa St. Georgsdagen, 

Alle Himlens Fugle have ſtjult ſig; 

Men paa nøgne Fødder gjennem Sneen e 
Vandrer Pigen med ſin yngre Broder. 
„Fryſer Du om dine Fodder, Soſter?“ 

— „Nei, min Broder, men mit Hjerte fryfer. 
Det er ikke Sneen, ſom det isner, 

Men vor ſtrenge Moder, der vil give 

Mig til Manden, ſom jeg ikke elſker.“ 


Nygraſk. 
(Efter Daumer). 


Ned paa Olympos' høie Top 

En mægtig Ørn fig ſenker; 

Den bærer i fin ſkarpe Klo 

Et blodigt Heltehoved. 

J ſnevre Pas, hvor Kampen ſtod, 
Det lage blandt døde Kroppe. 

Med Trods og Haan det ſmiler end 
Foragteligt i Døden. 

Og ſom nu Ornen ſidder der 

Og ſtirrer paa ſit Bytte, 

Den ſporger: „Blege Hoved, ſiig, 
Hvo var Du, da Du leved?“ 
„Forter kun, Fugl, min vilde Kraft, 
Min Marv, min Manddonsſtyrke; 
Engang fan ſterk, engang faa bred 
Da bli'er Din Klo og Vinge! 

J Luros og Keromeros, 

Der var jeg Armatole, 


198 


Tolv Aar jeg i min Rede ſad 

Som Klephte paa Olympos. 

Jeg mangen mægtig Aga flog 

Og brendte deres Byer. 

Jeg meied Tyrker ned for Fod 

Og Albaneſerhelte. 

Nu veed Du Alt, ſporg ei om meer, 
Men ſtil paa mig Din Hunger — 
Du er Dit ſtolte Bytte verd, 

Du mægtige Rovpfuglklephte! 


199 


Helligkilden. 


Gjennem Hedelyng og Sand. 
Under Klinten ved Tidsvilde 
Slynger ſig Helenes Kilde 
Yndig til den ſalte Strand. 
Med det klare Veld forbinder 
Sagnet fig og ſkjonne Minder, 
Blomſterſmykte Krykker finder 
Du ved Kildens grønne Rand. 


Fort af from, eenfoldig Tro 
Komme Folk fra fjerne Steder 
For i Valdet fig at toe; 
Blinde, Halte did man leder: 
Vandet, mener man, helbreder, 
Hellig nævnes Kilden jo. 


Febre ſkal den kunne ſtandſe, 

Give Den, ſom Gigt fortrak, 

Kræfter til at gage og dandſe. 
Disſe Krykker, disſe Krandſe 

Vidne om Helbredtes Tak. 


200 


Prunklos, mellem Blomſter vilde, 
Risler den beſkedne Kilde; 

Intet Gitter, ingen Muur 

Har man om dens UÜdſpring bygget, 
Af den hellige Natur 

Er kun Helligkilden ſmykket. 


Kjobſtadfolket med Foragt 
Smiler ad de ſyge Stakler, 
Som kan troe, at flig en Magt 
Er i denne Kilde lagt. 

Bonden ſelv i Troen vafler, 
Lærde Dokt're har ham ſagt, 
At der ſkeer ei fleer Mirakler. 


Længit er Veldet underſogt, 
Chemiſk har man prøvet Bandet: 
Kalk og Kiſel — intet Andet! 
Vandt de lærde Dokt'res Kløgt. 
Kilden er for fimpelt blandet! 

— Kun de lærde Dokt'res Kløgt 
Bør man trø, naar man er dannet. 


Har, min Ven, en ſlap Cultur 
Dig forkunſtlet og forkvaklet, 
Smiler haant Du ad Miraklet 


201 


J den evige Natur? 
Prov da den moderne Cuur! 


Reis til fjerne Sundhedsbronde, 
For at blive ſund og ſynde 
Paa den gamle Viis igien; 
Sog til de beromte Bade — 
Neppe der Du ſinder, Ven, 
Frelſen for den indre Skade! 


Gnaver Tidens Orm Dit Sind? 
Har fig dens Blaſerthed ſneget 
J Din Sjæl, Dit Hjerte ind; 
Fik af Livets ydre Skin, 

Af dets Blendverk Du formeget? 


Vil Du atter vorde ſund? 

Boi Dig, for det er forſilde 

Mod Naturens Helligkilde, 

Boi mod Livets Bæld Din Mund! 


Det har Legedom for Sjæle! 
Ved dets Kraft kan Blinde faae 
Deres Syn, og Halte gage, 
Stumme vinde deres Malle. 


Sporg ei, hvor det er at finde, 
Dette Veld, faa klart og purt 
Som den forſte Mand og Kvinde 


202 


Saae i Paradiis det rinde — 
Hellig Eenfolds grønne Urt 
Bil Du ved dets Udſpring finde. 


See, det risler Dig forbi, 
Ei paa Moden, ringeagtet; 
Himlen ſpeiler ſig deri 
Veldet er ei bortforpagtet, 
Curen er for Alle fri. 


Den lille Evadatter. 


Overgiven er Du, glad og vild 

Som et Barn, og dog, Du lille Slange, 
Med de ſtore brune Oines Ild 

Prøver ſkjelmſk Du Hjerter alt at fange. 


Neppe har Du Legen glemt endnu; 
Nylig døbte jeg jo ſelv Din Dukke. 
Dog maa ikke meer jeg ſige Du, 

Froken ſkal jeg falde Dig og bukke. 


Kan Dit lille Hoved ei forſtaae, 

At jeg gaaer omkring faa ligegyldig 

Og behandler Dig ſom andre Smaa, 
Dig, hvis unge Barm alt ſpulmer fyldig? 


Deilig er Du! Ja, jeg ſeer det nok. 
Sporg kun Speilet ad med ſtjaalne Blifte, 
Mens Du retter paa Din forte Lok — 
Billedet i Speilet lyver ikke! 


204 


Friſk ſom en bedugget Roſenknop, 
Blusſende i yndig Pigerodme, 

Lukker Du to Rofenlæber op, 

Bag hvis Smiil man aner Kysſets Sodme. 


Straalet har Du paa de Voxrnes Bal, 
Hele Natten var Du engageret, 

Og en Candidat, ſom venter Kald, 
Siger man, blev dødeligt charmeret. 


O, men Du! hvad havde Du vel Sands 
For hang Foredrag i Acſthetikken! 
Sylfelet Du floi afſted i Dands, 
Gjennem Salen, baaret af Muſikken. 


Neppe femten Aar og alt koket! 

Alt en ægte, lille Evadatter! 

Huſker Du den ſtakkels Sscadet, 

Ham, hvis Suk Du lonner kun med Latter? 


Daglig gaaer Dit Vindue han forbi. 
Kold og gruſom ſidder Du deroppe, 

Har kun Kys og Kjertegn for Joli, 
For Din Tantes fede Yndlingsmoppe. 


205 


Ogſaa jeg ſkal hildes i Dit Garn — 
Ikke ſandt, Du ſmukke, lille Slange, 
Jeg, der kun vil ſee i Dig et Barn, 
Jeg, der ikke teer mig ſom de Mange? 


Mener Du, at jeg kan ikke ſee, 
At den lattermilde, ſkjolmſke Pige 
Er forvandlet til en deilig Fee 
Med et Trylleſcepter uden Lige? 


Synes det Dig Oprør mod Din Magt, 
At ei disſe Oine, dunkelbrune, 

Disſe ſorte Lokkers rige Pragt, 

Kan berove mig mit gode Lune? 


Ja, jeg veed det! Derfor er Du mut, 
Tirret ved min overlegne Tone, 

Naar jeg kalder Dig min lille Glut, 
Sporger, om Du være vil min Kone. 


Mellem os er der en ſtille Krig, 
Ingen af de Andre kan det merke. 
Vogt Dig, Lille, ſlut med mig Forlig, 
Jeg er dog i denne Kamp den Staerke! 


206 


Jeg har leſt forlængft Romanen ud; 
Spille Helt deri kan ei mig more. 
Fra den lille Eros, Legens Gud, 
Har jeg loftet Blikket mod den ſtore. 


Skudfaſt er jeg mod den lilles Piil; 
Vaaget har jeg, bleg, i Natter ſorte 
For at vinde dette glade Smiil. 

Jeg har vævet ſelv min Seiersſkjorte — 


Ei af Drømmen fra min Ungdomstid, 
Mens jeg flagred let paa Glædens Vinge; 
Jeg har vævet den i Verdens Strid, 
Maſkerne deri er Tankeringe. 


Miſtet har jeg dog i Livets Dyſt, 

Ikke Sandſen for dets Fryd og Smerte; 
Bag det folde Pantſer om mit Bryſt 
Slager endnu et varmt, bevæget Hjerte. 


Jeg kan elffe, jeg kan lee ſom før — 
Det er netop Kunſten maa Du vide! 
Tuſinde, ſom fane bag Drommens Slor, 
Fandt kun Tomhed paa den anden Side. 


207 


Tro dem ikke! Livet er ei huult, 
Briſter end dets ſkjonne Illuſioner, 
Bagved Sløret ligger Templet ſtjult, 
Hvor den ſande, ſtore Eros throner. 


Har man naaget den ſtores Helligdom, 
Kan man lege med den lilles Bue; 
Derfor gaaer jeg nu faa rolig om, 
Kan med Smiil Dig ind i Oiet ſkue. 


208 


Til Naturen. 


O ſtore, evige Natur, 

O lad mig ei i Savn forgaae! 
Opluk, opluk mit Fangebuur, 

Lad mod Din Sol mig Bingen flaae! 


Du er fan riig, du er faa ſkjon, 
Guldfloder ſtromme ved Din Fod. 
O lad mig ei forgaage i Lon 
Midt i Din rige Overflod! 


Selv har Du buden mig til Gjæft; 
Og, mægtigt af Din Sfjønhed rørt, 
Med Sang jeg hilſet har Din Feſt; 
Min glade Jubel har Du hort. 


Af Dig jeg Digterilden fik. 
Beruſet af Din Harmoni, 

Jeg megter ei med Krammerblik 
At gage Din Sfjonhed kold forbi. 


209 


Et Blad, ſom fvømmer paa en Bak, 
En Blomſt, et Siv, et lille Straa 
For mig er underfulde Trak, 

Som gjør, at jeg maa ſtille ſtage. 


Endnu har jeg ei Sangen glemt, 
Den lyder kun, Natur, om Dig. 
O Moder, har Du ikke gjemt 

En Plads ved Livets Feſt for mig! 


Kaalunds Digte. 14 


Livet. 


En Tyran, forfærdelig og grum, 

Lod et kunſtigt Marterkammer bygge; 

Skjult han kunde paa en Fjeder trykke, 

Da blev Fængflet mindre, af dets Rum, 

Af dets Muur forſvandt hver Nat et Stykke. 


Pregtigt han det Fengſel ſmykke lod, 
Som et Glædestempel var dets Indre. 
Ak, men Redſel isned Fangens Blød: 
Hvelvingen fig ſenked Fod for Fod, 

Med hver Nat blev Rummet ſtedſe mindre. 


Med hver Nat et Vindue ſvandt derpaa, 
Et nu, et igjen — og ſaa det ſidſte 
Med det ſidſte Glimt af Himlens Blaage; 
Og den ſorgelige Martervraa 

Lukked fig — og blev den Kvaltes Kiſte. 


Er vort Liv et ſaadant Fengſel her? 

Svar mig Du, ſom, hærdet i dets Jammer, 
Haant Din glade Ungdomsdrom beleer, 

Er vort Liv ikkun et Marterkammer, 

Som forkrobler Sjælen meer og meer? 


211 


Fores vi ſom til en Feſt derind, 

For at føle Tiden langſomt fvæle 
Hvert begeiſtret Forſet i vort Sind? 
Skrumpes Sjælen ſom vort Legem ind? 
Er en Kiſte Enden paa det Hele? 


Redſelsfulde Tanke! Er det fan? 

Er det dette, Du Exfaring kalder, 
Denne Viisdom, ſom Du pukker paa, 
Mens Du praler af Din modne Alder, 
Er det denne Viisdom, jeg ſkal nage? 


Ogſaa Du har elſket, ſvermet, drømt, 
Ogſaa Du gik ſom en Helt i Slaget; 
Træt af Striden ſtager Du nu, bedaget, 
Som en Krobling ud af Kampen romt, 
Uden Rodmen over Nederlaget. 


Svermer, falder Du mig, Sværmer, Drommer! 
Alt det Herlige, hvorpaa jeg troer, 

Dyd og Kjærlighed er tomme Ord! 

Som en Pebling, mener Du, jeg dommer, 
Seer for Blomſter ei den ſorte Jord. 


Ak, jeg veed det! Trindt paa Torv og Sti 
Prakes daglig denne visne Lare, 

Og hver aandig Krobling ſtemmer i: 

„Kun en Drom er Livets Poeſi, 


Kun en Svermerdrom og intet Mere!“ 
14* 


212 


Nei, o nei, trods Tidens tunge Aag, 

Trods den Modgang, ſom jeg ſelv har prøvet, 
Bedre Lære jeg af Livet drog! 

For hver Sorg, ſom mig til Jorden flog, 
Voxede min Udſigt her i Støvet. 


Lad kun Lykken tage Reiſepas, 

Lad kun Tiden fræve Sit herneden! 
Smertesfengſlet med den ſnevre Plads 
Bore ſkal dog til et Storpalads, 
Der ſig taber ud i Evigheden! 


Contraſterne. 


Du ſtodes ved min Tale, 
Du fan flet ikke fatte 
Deng underlige Volter 

Fra det Høie til det Platte. 


Du troer, jeg mangler Alvor — 
Din Smag er ſaa poetifk! 

Min Legen med Contraſter, 

Du finder uceſthetiſt. 


Selv noies Du, forſigtig, 
Med Sagens ene Side. 

Den Venden Alt paa Vrangen, 
Den kan Du ikke lide. 


Om Livet og dets Sporgsmaal 
Du har Din Mening færdig; 
Din Holdning er ſaa ſikker, 
Din Anſtand er ſaa verdig. 


214 


Høiftærede, tillad mig! 

Der er dog De, der mene, 

Ut Tingen ret bør vendeg, 

For man kommer paa det Rene. 


J denne ſere Verdens 
Uhyre Pulterkammer 

Een feer kun lutter Glæde, 
En Anden lutter Jammer. 


Een ſoger Idealet 
J høie Regioner; 
En Anden har kun Ore 
For Raab af Fiſkerkoner. 


To Sider eier Sagen. 
Det nægteg kan af Ingen. 
Men hvilken er den Rette? 
Ja, det er netop Tingen! 


Det var dog verdt at prove 
De Tvende at forſone. 

See, det er netop derfor, 
Jeg leger Plat og Krone. 


Som Mont jeg kaſter Verden 
Heel lyſtig op i Luften — 
Det ſynes Dig barnagtigt 
At ſtride mod Fornuften. 


215 


Ja viſt! mod Etiketten, 
Og mod den gode Tone. 
Men hele Livet raaber 
Jo netop Plat og Krone. 


Og Mangen, ſom paa Kronen 
Sin Lyffe ene fatte 

Blev bankerot i Tiden 

Og endte i det Platte. 


Som Verden er, min Kjeere, 
Saa maa vi den annamme. 
Trods ſine tvende Sider, 

Er Monten dog den ſamme. 


Maaſkee! 


Jeg vil et Ord Dem nævne, 

Saa fuldt af Saab, fan fuldt af Vee, 
Det er det lille, jevne, 

Beffedne Ord: Maaſkee. 


Paa det maa Hjertet bygge 

Sin Fremtidsdrom, fit Saab paa Jord: 
For mig al Livets Lykke 

Paa et Maaſkee beroer! 


Fra Dybet af mit Hjerte 

Det er til Dem mit Affkedsraab; 
Jeg nævner det med Smerte 

Og dog med Gjenſynshaab. 


— Sart ruller Lykkens Terning. 
Den ſkjonne Drøm, den var faa fort! 
Mig falder Livets Gjerning 

Til andre Egne bort. 


217 


Jeg drømte nær mig Hjemmet, 

Jeg ſtrakte ud mod det min Favn — 
Nu gaaer jeg bort ſom Fremmed, 
Alene med mit Savn. 


Men om mit Hjerteg Gaade 
For Dem ei aabenbaret blev, 
De ſkal engang vel raade 
Den Rune her jeg ſtrev. 


Paa Haabet vil jeg bygge: 

Vil Gud, jeg ſkal Dem atter fee! 
Til da er Livets Lykke 

For mig kun et Maaſkee. 


218 


Til Hende. 


Mens Vinterſolen daler bag den rodmende Sky, 
Min ſode, lille Brud i det Fjerne! 

Jeg ſender Dig min Hilſen fra den fremmede By, 
En Hilſen med Aftenens Stjerne. 

Den funkler og til Dig nu i Damringens Stund, 
Den feer Dig blandt Fiſkerleiets Huſe 

Paa Stranden, hvor Du boer ved det deilige Sund, 
J Hjemmet, hiſt hvor Poplerne ſuſe. 


Det er den ſamme Stjerne, ſom ſage mig faa tidt 
J Skumringen langs Kyſten at ile 

Til Gaarden, ved Havet, bag det gronne Stakit — 
Nu ſkilles Du og jeg af mange Mile! 

Nu ſidder jeg herovre i det halvtydſke Land, 
Adſkilt fra Dig ved Sunde og Belter, 

Og ikke ſkal jeg gjenſee min fjære, kjere Strand, 
For Sneen i Foraarsſolen ſmelter. 


219 


Hvad Under om jeg lenges, min føde, lille Brud, 
Og drømmer om den Stund, jeg ſkal Dig favne! 
Men fee: ſom jeg længeg vore Vingerne mig ud, 
De Vinger, jeg faa længe maatte favne ; 
Og Brevet, jeg ſkriver, ja, tenk Dig engang! 
Det er jo et Mirakkel, Du Lille, 
Det bliver til en ſpermeriſk Kjerlighedsſang, 
En jublende Nattergaletrille. 


Du troede vel, Din Elſker var af Gratierne forladt” 
Du mente vel i Stilhed, ſom faa Mange, 

At han havde ſagt de Himmelſke Godnat 
Og havde ikke Raad meer til Sange; 

Du ſukked vel i Lon for Dine tyve Aar 
Og tenkte: Hvi fandt jeg ham ſaa ſilde! 

Til mig har han nu neppe en Sang fra den Vaar, 
Der blomſtred i hans Bryſt, da jeg var lille! 


Jo, end har i mit Bryſt en Vaar jeg faa riig 
Af Roſer, uvisnelige, rode, 
Og mine Mandoms Sange, dem har jeg gjemt for Dig, 
Som Roſer ſkal de dufte Dig imode; 
Jeg fletter dem til Krandſe for Dig, min lille Viv, 
Og ſlynger dem om Hjemmet, vi ſkal bygge; 
Ja der ſkal blive Sang og Solſtin i Dit Liv — 
Lad Sorgen faa kun komme med fin Skygge! 


220 


(Endnu har jeg dog Ild, endnu har jeg dog Aand, 
Trods Alt hvad jeg præfer om Fornuften; 
Endnu kan jeg kurre ſom en Due paa Din Haand 
Og ſvinge ſom en Ørn mig i Luften; 

Endnu kan i Sang jeg forherlige Dit Navn, 
Trods Livets de kummerlige Pligter — 

Og derfor ſkal Du kysſe mig og tage mig i Favn 
Og føle at Du elſkes af en Digter! 


Saa dybt har jeg dukket mig ned i Livets Strom, 
Saa dybt at knap min Sjæl kunde bunde, 
Saa driſtigt har jeg provet paa Jorden min Drom; 
Men aldrig gik dog Drømmen tilgrunde. 

For mig blev ikke Livet en usſel Parodi, 
For mig blev det fan kraftig en Skole: 
Jeg aner gjennem Striden en evig Harmoni, 
Fra Støvet fil de yderfte Sole. 


te 


Og fidder jeg end fangen her fom Fuglen i Buur 
Og fæmper for Livet, det reale, 

Jeg kan dog ei, Du Kjære, fornægte min Natur, 
Den vaagner, den vaagner af fin Dvale. 

Fornem det paa Rhythmernes jublende Dands 
Paa Verſet, ſom ſpulmer og ſom klinger, 

Endnu har min Sjæl for det Herlige Sands, 
Endnu kan den lofte ſine Vinger. 


221 


Frygt iffe, Du Søde, at de vingede Ord, 
Skal bringe mig til Livets Krav at glemme! 
Jeg elſker jo ſom Du denne deilige Jord 
Og foler mig paa den juſt ſom hjemme. 
Jeg hvirvler mig med Sang kun ſom Lærfen i det Blade, 
Den ſynger for ſin Mage dernede, 
Sin føde, lille Mage, og jeg gjør ligeſaa — 
Ak, havde jeg ſom den blot en Rede! 


1 
no 
IND 


De grønne Blade. 


Igjennem Plantens Liv der gaaer en Lengſel: 
Sin Blomſt, fit Bedſte ftræber den at nage. 
Fra Spiren bryder frem af Froets Fengſel 
Er hvert et Blad kun et Forſog derpaa. 


Den Skjonhedsform ſom Blomſterkalken eier, 
Naar Planten pranger i ſin fulde Flor, 

Den er en langſomt vunden, ſtille Seier; 
Fra Blad til Blad Du folge kan dens Spor— 


Thi agt de grønne Blade ikke ringe! 

Den Kraft, ſom drømmer ſtjult i Fro og Log, 
Som vil fit Wdlefte for Lyſet bringe, 

Den nager kun Seir ved famlende Forſog. 


Fra Blad til Blad den maa mod Lyſet hige; 
Og disſe Blade, disſe gronne Skud 

Er Blomſterſjelens lille Lengſelsſtige, 

Hvis Trin den fore op til Gjennembrud. 


223 


See, hvor de forſte følges af de næfte, 

See, hvor de trænge frem til Solens Daab: 

Det Bedſte vil de yde, ja, det Bedſte! 

Men af — hvert Blad bli'er kun et ſkuffet Haab! 


Et ſkuffet Haab — ſom hvert af disſe Digte, 
Et Tillob kun til hvad jeg vilde meer — 
Men dog et Vidne, ſelv naar Ord mig ſvigte, 
Om Blomſten i min Sjal, ſom ei Du ſeer! 


Hvad Bladet lover, det ſkal Blomſten holde. 
O kunde disſe Blade Du forſtage! 

Det er mit Veſens Blomſt, jeg vil udfolde, 
Min Digterlengſels Krone, jeg vil nage! 


KJ 0 "al 


* ie ki 


i 
ende 


N 


' Msn And ER datt mch a ) 
1 1 „ eee (STER h 

en e ee, 
nn lie 


int i si ÆDT in N 
4 ann 6 
bandt ae e ee ee m n 


1 


9 1 in U NED 0 
vad" 30 LUE 


D sondre 1 b (ig 


mm „Eben 


Wi 0 18 5 
1 ' OM 60 
' I. 
nn * Trak såre 600 
r 
W. Din 
tr 1 
g Meet II 109 
KHR MR 11 | 
N yt THY 
15 I. N. 
1 dg le mM E le Weng E Fab 
1 . U i AAN W F N N! 1 KU" om 0 


e * ran 


PLEASE DO NOT REMOVE 
CARDS OR SLIPS FROM THIS POCKET 


UNIVERSITY OF TORONTO LIBRARY 


Kaalund, Hans Vilhelm 
Et foraar 


E 710 80 80 20 EL 6E 
I WIL SOd 4THS AVE JONVYH 0 


| 


DT 


MSIASNMOd LV If 


—
Internet Archive Audio

Featured

Top

Images

Featured

Top

Software

Featured

Top

Books

Featured

Top

Video

Featured

Top

Mobile Apps

Browser Extensions

Archive-It Subscription

Save Page Now

Full text of "Et foraar; digte, aeldre og nyere"

See other formats
