Georg Brandes 1842-1912: Fra Norge paa syttiaarsdagen

Google

This is a digital copy of a book that was prcscrvod for generations on library shelves before it was carefully scanned by Google as part of a project

to make the world's books discoverablc online.

It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject

to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books

are our gateways to the past, representing a wealth of history, cultuie and knowledge that's often difficult to discover.

Marks, notations and other maiginalia present in the original volume will appear in this file - a reminder of this book's long journey from the

publisher to a library and fmally to you.

Usage guidelines

Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Public domain books belong to the
public and we are merely their custodians. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing tliis resource, we liave taken steps to
prevent abuse by commercial parties, including placing lechnical restrictions on automated querying.
We also ask that you:

+ Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individuals, and we request that you use these files for
person al, non-commercial purposes.

+ Refrainfivm automated querying Do nol send automated queries of any sort to Google's system: If you are conducting research on machine
translation, Optical character recognition or other areas where access to a laige amount of text is helpful, please contact us. We encourage the
use of public domain materials for these purposes and may be able to help.

+ Maintain attributionTht GoogX'S "watermark" you see on each file is essential for informingpeopleabout this project and helping them find
additional materials through Google Book Search. Please do not remove it.

+ Keep it legal Whatever your use, remember that you are lesponsible for ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just
because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other
countiies. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can'l offer guidance on whether any specific use of
any specific book is allowed. Please do not assume that a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner
anywhere in the world. Copyright infringement liabili^ can be quite severe.

About Google Book Search

Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps rcaders
discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. You can search through the full icxi of ihis book on the web

at |http: //books. google .com/l

Google

Dette er en digital kopi af en bog, der har været bevaret i generationer på bibliotekshylder, før den omhyggeligt er scannet af Google

som del af et projekt, der går ud på at gøre verdens bøger tilgængelige online.

Den har overlevet længe nok til, at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. En offentligt ejet bog er en bog,

der aldrig har været underlagt copyright, eller hvor de juridiske copyright vilkår er udløbet. Om en bog er offentlig ejendom varierer fra

land til land. Bøger, der er offentlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der

ofte er vanskelig at opdage.

Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i det oprindelige bind, vises i denne fil - en påmindelse om denne bogs lange

rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig.

Retningslinjer for anvendelse

Google er stolte over at indgå partnerskaber med biblioteker om at digitalisere offentligt ejede materialer og gøre dem bredt tilgængelige.
Offentligt ejede bøger tilhører alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, så har vi taget skridt i retning af at
forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger på automatiserede forespørgsler for fortsat at
kunne tilvejebringe denne kilde.
Vi beder dig også om følgende:

• Anvend kun disse filer til ikkc-konnnerdolt brug

Vi designede Google Bogsøgning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge disse filer til personlige, ikke-kommercielle formål.

• Undlad at bruge automatiserede forespørgsler

Undlad at sende automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af m;iskl-
noversættelse, optisk tegngenkendelse eller andre områder, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os.
Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formål, og kan måske hjælpe.

• Bevar tilegnelse

Det Google- "vandmærke" du ser på hver fil er en vigtig måde at fortælle mennesker om dette projekt og hjælpe dem med at finde
yderligere materialer ved brug af Google Bogsøgning. Lad være med at fjerne det.

• Overhold reglerne

Uanset hvad du bruger, skal du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at dot du gør er lovligt. Antag ikke, at bare fordi vi tror,
at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog
stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt anvendelse af en bog er
tilladt. Antag ikke at en bogs tilstedeværelse i Google Bogsøgning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden.
Erstatningspligten for krænkelse af copyright kan være ganske alvorlig.

Om Google Bogsøgning

Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at gøre dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsøgning
hja^lper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidi g med at det hjælper forfatter e og udgivere med at nå nye målgrupper. Du kan
søge gcnnom hele teksten i denne bog på interncttct på |http : //hooks . google ■ com|

lERK IltY

LIBRARY

UHIVIII$ITY Of
CALirORNIA

GEORG BRANDES

y^ljU-Jv

T(|Dlnc n ChiiiNan Knkg-

GEORG BRANDES

18 4 2-1912

FRA NORGE

PAA SmiAARSDAGEN

» V.M n^-*-'-] CX\<^.-åji\^

GYLDENDALSKE BOGHANDEL • NORDISK FORLAG • MCMXII

Bidragene samlet og utgit av Anders Kvogvig og Einar SkavUn,

Trykt i Ce&traltrykkeriet, KristianU

KNUT HAMSUN

Saa gammel er altsaa Georg Brandes blit at vi kan begynde
at jubilere over hans Ælde. Saa ung er han naturligvis endda
at han trækker sig tilbake fra vor Hyldest — nu.

Det var for en Menneskealder siden vi skulde hyldet ham.

Han blev ikke Professor ved Siden av Paludan. Men man
kom ham imøte senere og gjorde ham til «Professor» ved
Siden av Borchsenius. Endda senere kom man ham mere
imøte og tilgav ham hans Ungdom, man gjorde ham populær.

Brandes populær. Brandes Hvermandsl

For alt dette og meget andet skal han idag staa frem og
bukke.

Folket venter det.

Saa luig er han naturligvis endda at han ikke gjør det.

Hvorfor skulde jeg ønske ham saa «bitter»? Jeg ønsker
ham ikke bitter. Jeg ser ham bare dypt sørgmodig over Vtr^
dens evige Bakvendthet. Saa img er han endda at han frem«
deles vil være det store Eksempel for de endda yngre: han
bukker ikke idag. Han vil for Eksemplets Skyld holde sig
borte fra Gildet i de Tandløses Klub idag.

Hvorfor ønske ham en uforsonet Alderdom? Av Kjærligi*
het til hans uforglemmelige Ungdom. Som den sjeldne Undi>

M876235

KNUT HAMSUN

tagelse han er, forsmaar han naturligvis nu den Ære som til«

kom ham for mere end en Menneskealder siden. Er det da

ikke bedre at æres sent end aldrig? Nei, bedre aldrig.

Jeg underskriver dette som jeg vilde ha underskrevet et

Brev til ham:

I Ærbødighet

^^^Un^VI//^ ^^^A^¥\J^^^A^^^

8

ANDERS HOVDEN

Han stend som ein sol^son

paa Danmarks voll»

rundt i kring honom

rivnar det troll.

Han stend som ein sol^son,

raust og yr,

rundt i kring honom

skuggame flyr.

— Ein Lucifer er han

heruppe i nord,

fridomens djerve

og urædde tolk,

sprakande lyn

er hans raakande ord,

aandsens kvassaste

sverd han svinger,

hans gyllne finger

skreiv nordlandi inn

blandt Europas folk I

o. THOMMESSEN

TAK!

.... «Mit Ønske er at De, naar engang — hvad der er
uundgaaeligt — min personlige Betydning synes Dem meget
svagere end den forekommer Dem nu — lige fuldt vil være
og blive en tro Forfægter af den frie Forsknings Ret o: af
den Anskuelse, at der ikke i Natur og Historie gives En^
klaver, som ere unddragne Historiens og Naturens almindei^
lige Love, og at in specie ikke en ubetydelig Del af Vest«*
asien gjennem et Par Tusend Aar af Oldtidens Historie er
blevet regjeret af andre naturlige og aandelige Love, end
dem, der overalt og til alle Tider have styret den øvrige
Klode og det øvrige Universum. Overbevisningen om Na«*
turens, om Historiens, om Tilværelsens Enhed staar uafhæn«*
gigt af den Værdi, man tillægger en enkelt Talsmand for
denne Overbevisning . . . .»

Jeg var dengang ung student. I et rimbrev, hvis eneste
dyd var inderlig oprigtighet, hadde jeg sendt Georg Brani*
des min tak. I slutten av mårs 1872 fik jeg som svar hans
portræt og det brev, der indeholder det ovenfor anførte.
Mine følelser, da de kom, disse venlige ord fra ham, glemi>
mer jeg aldrig. Han hadde tændt i os som en flanmiende ild.

10

o. THOMMESSEN

Vi svæved høit oppe i en salig befrielse, — og mange, mange
skulde komme efter.

Den rent litterære side ved hans optræden spillet dengang
en næsten underordnet rolle. Det viser jo ogsaa hans eget
brev. I forgrunden stod den fri forskning, lovmæssigheten,
utviklingen. Hvor to og to studenter møttes, bar det straks
løs. Og jeg husker mangen vinternat, da vi kunde gaa gate
op og gate ned til den lyse morgen i kamp om dogmer,
Darwin og den unge uforfærdede lysbringer i Kjøbenhavn.

Det var trange tider for «den fri forsknings. Endnu
flere aar efter nægtet vort Universitet Brandes lokale til en
række foredrag om Søren Kierkegaard. I Studentersamfrm^
det pekte et mægtig flertal haanlig paa «rationalisteme»,
hvis lille flok svarte med trodsige, utfordrende blikke.
Bjørnson stod i mandagsforeningen og kaldte ^rationalist
men» skabbklaae paa folkesjælen. Han talte om Houdons
berømte statu av Voltaire. Der sat den gamle spotter som
paa sprang like lukt ind i Helvede 1

Og hvis nogen i pressen dengang havde været tilstrækket
lig fordærvet til at forkynde den lære om bibelens inspira^
tion, som nu hyldes av Menighetsfakultetet, vilde hans blad
og han inden kort tid ha faldt som o&e for sin vantro.
Fjørtoft redigerede «Fram» fra kaffestuen ved Youngstorvet
og sin hybel, og alt hvad han tjente som lærer, gik med
til at holde det gaaende en tid. Hvad hele landets geistlighet
senere stemplet som «vantro» i min stakkars publicistiske virk#
somhet er utrolig. Sogneprest Klaveness dømte saaledes bor^
gerlig egteskap for uforenlig med kristendommen. Nu ind^
stiller han selv paa den ugudelige reforms indførelse.

11

o. THOMMESSEN

Ak ja!

Her er dog uendelig meget rummeligere — trods altl — for
det oprigtige ordskifte ogsaa i vor presse.

Ingen kan frakjende Georg Brandes en væsentlig fortjene^
ste derav.

Aar er gaat, og vi er biet gamle. I alle aar er jeg personlig
kommet paa mange maater i større gjæld til ham.

Og den tak, jeg idag har faat lov til at bringe ham gjen^
nem disse blade, er ikke mindre oprigtig, men langt dypere
begrundet end den, han for 40 Aar siden fik fra den unge
student.

O r/Agyit^wJ^^'^

12

CHRISTIAN KROHG

Han er et af de faa Fakta, jeg har havt at holde mig til i
mit Liv.

13

SIGRID UNDSET

Vi som blev voksne i det sisste tiaar av det nittende aar^
hundrede, kan vanskelig maale, hvad vi skylder Georg Bran«
des — hvad han har betydd for os.

Indirekte kjendte vi ham, før vi fik hans skrifter i haand.
For os blev ikke læsningen den oplevelse — møtet med alt
det fremmede, nye — som den hadde været for slegten før.
Vi, vi laante Brandes' bøker paa skolebiblioteket, eller vi fik
dem til konfirmation av far og mor, onkel eller tante. Og
disse bøker var hverken oprørske eller kj ætterske for os —
deres tale hadde vi hørt før i vort hjem — eller i en kamerats
hjem — eller av en lærer paa skolen. Ja, gav de os nye tan*
ker, tanker, som aldrig hadde dæmret for os før — saa følte
vi neppe, at de var nye for os, saa godt faldt de i traad med
de forestillinger, vi var oplært i.

Den, som ved overgangen til voksen alder for os ordnet,
klaret og befæstet de forestillinger og meninger, de domme

— og de fordomme undertiden — som vi var opdraget i —
det tror jeg, Georg Brandes var for de fleste av os, som er
født i ottiaarene og opdraget i det, man kalder et almindelig
borgerlig, dannet norsk hjem.

— For mig selv var Brandes utigjennem hele ungdommen

— fra jeg som fjortenaarig læste hans bok om Shakespeare —

14

SIGRID UNDSET

veiviseren i den rikeste og skjønneste digtverden, der gives —
Englands. Først dronning Elisabets England og siden Byrons»
Shelleys, Keats'. Og veiviser i mange andre skjønne digtverdner
ogsaa. Jeg var ikke saa voksen dengang, at jeg tænkte over,
det var den personlighet, jeg møtte i Brandes' bøker — at det
var høkernes levende, smidige, eggende stil, som vakte min
lyst til at gaa paa reise i de verdner. — Hvor megen tak jeg
skyldte veiviseren, det faldt mig først ind længe, længe
effcerpaa.

— Hvad vi hama fra ottiaarene skylder Brandes — vi kan
ikke maale det. Vi fik hans høker av vore forældre. \^ hørte,
men tænkte ikke større ved det — at vore forældre engang
som unge hadde stjaalet sig til at læse de samme skrifter —
at de høkerne hadde været for vore bedsteforældre saa for^
skrækkelige som selveste antikristens huspostil. — Brandes
har præget vore forældres, vore læreres livssyn. Men vi
kan ikke avgjøre, hvad den mand hetyder for os, som betød
saa meget for slegten før os, at han for en væsentlig del har
skapt det aandelige miljø, vi er vokset op i.

Christiania, januar 1912.

C/i'y>i^ V^9<^^ -

15

WILHELM SCHENCKE

Naar tanken i disse dage søker hen til Georg Brandes, da
følges den av glæden over at møte en stor mand.

Om tilværelsen har en mening, — det er faafængt at gruble
over. La os glæde os hvergang vi ser livet naa et høideptmkt
i en stor personlighet, — hver gang vi blir vidne til, hvad et
menneske gjennem trofast arbeide paa sig selv kan række
frem til.

Som Brandes i unge dage brændte efter kundskap, og
maalbevisst nyttet den kostbare tid, staar han som et lysende
eksempel for den ungdom der vil noget.

Selv vilde han være «et villig og kraftig redskap i kampen
for sandhetens seier.» Og frygtløst og djervt har han altid
kjæmpet for det, der for ham stod som sandheten. Et bedre
forbillede for en ^stridsmand i den høiestes tjenestem findes
ikke.

Mot uret og fordom drog han i leding.

Han kunde — sier han i sit «Levned» — næsten ikke nU
holde tanken paa dem hvem der sker uret. «Altid foresvævet
mig billeder av dem, og stadig syntes det mig pligt at virke
for dem . . . Menneskekjærlighet grep og betok mig, . • - og
den utmundet i en omfattende medlidenhet.»

16

j

WILHELM SCHENCKE

Og saa ned med al fordom og dumhetl Til kamp mot
«dem som ikke blot er troende — hvad der er deres ret —
men som priser troen paa videnskapens bekostning I» Levende
staar for mit minde Brandes' skikkelse, da han for to aar siden
i det norske Studentersamfund formanet ungdommen til at
«gi fornuften husly og pleie. Hold den vaakeni La den
ikke sove i kirkens seng. Den seng er altfor bløt! den
svækker.^

Georg Brandes, forrest i den skare som nu kjæmper for
at skaffe plass for retfærdighet og fornuft, — slik, tror jeg,
vil hans billede staa tegnet for efterslegten indtil fjerne tider.

Han har selv sagt at hvad det gjælder om, er at efterlate
livet til de unge en smule mindre usselt og ufrit end det var
i ens egen ungdom.

Og allevegnefra strømmer nu tak og hyldest hen til den
lykkelige, som paa en saa glimrende maate fik løse den opo
gave han fandt sig stillet overfor.

*to^ MutciC^

17

JOHAN SCHARFFENBERG

GEORG BRANDES SOM HYGIENIKER

Naar en radikal læge skal give udtryk for sin vurdering
af Georg Brandes's livsgjeming, ligger det nær at hente en
sammenligning fra hygienens omraade.

En familie lever i en trang, kvalm og mørk bolig, bag tæU
sluttende dobbelte vinduer, som aldrig aabnes, og hvis ruder
aldrig pudses. Ogsaa dørene holdes omhyggelig lukket, og
hver spræk, ja, endog nøglehullet er dyttet med vat og filt,
af frygt for «træk».

Luften er tung af sengeluft og mados og alskens uddunst^
ninger, saa lysene brænder søvnig. Men der er lunt, man
holder godt paa husvarmen, og familien synes selv, at den
trives inderlig godt, og kjender selvtilfreds ikke, hvor kvalmt
hjemmet er, — den forstaar det ikke selv, fordi den aldrig
aander frisk luft.

Saa kommer en ung fremmed gjest stormende ind udenfrra.
Det gufs af tindrende klar vinterluft, som følger ham, isner
de kuldskjære stuegriser. Han snuser til luften, blir kvalm
og river vinduerne op, saa nogle kulørte ruder med helgen<>
billeder gaar i knas.

Familien reiser sig i hellig harme mod den uforskammede
gjest, som understaar sig til at sige, at luften i hjemmet

18

JOHAN SCHARFFENBERG

stinker muggent, og at «træk» er mindre sundhedsfarlig end
mangel paa ventilation.

Men da gaar den frække fyr ovenikjøbet hen og sætter
dørene op, saa der blir den «IivsfarIige3» gjennemtræk, som
kuldskjære folk frygter mest af alt. Lysene blaffer, nogle
slukner, men andre brænder klarere. Der kommer uorden i
papirerne, og bladene i den opslaate familiebibel rasler. Nogle
potteplanters fine blege hjærteblomster fryser bort.

Ud med den frække fant —1 Han faar ingen plads ved
hjemmets dækkede bord!

Gjesten jages paa dør.

Men nogle af familiens ungdom har faaet sin lugtesans
frisket op. De aarker ikke længer at aande denne indestængte
stuelufr. De søger ud og fylder brystet i den frie natur, og
siden kan de ikke trives i hjemmet, før de har aabnet det for
luft og lys.

Utrolig kvalmt, snevert og selvgodt synes de nordiske folks
hjem at have været, før Georg Brandes reiste den farlige
gjennemblæst.

Kanhænde eggede modstanden ham til at gaa for braat frem.
Det kan være klogt langsomt at hærde de kuldskjære og
vænne de lyssky til solen. En brysk fremgangsmaade kan
volde snue og blænding.

Kanhænde frøs der bort^fine spirer, som havde fortjent at
værnes, baade hos andre og hos ham selv.

I mine følelser for Georg Brandes har der altid været et
stænk af vemod og medlidenhed, fordi jeg tror, at han ikke
helt har faaet lov til at udfolde sin sande natur. Jeg tror, at

19

JOHAN SCHARFFENBERG

han oprindelig slet ikke er tænkt til en stridens mand» hvor
godt rustet han end fødtes. En dum og forstokket samtid
drev ham ud i en ensidig kampstilling, som ikke var hans
lyst, men blev hans liv. Dog, nytteløst at klage over det nul
— Hans livsgjeming er en aandshygienisk daad af høi rang.
Han har stærkere end nogen anden indprentet os nødvendig«
heden af at søge ud og at lufte vore hjem.

Derfor er ogsaa den bedste hyldest til ham ikke den at
puste gjennem en brandesiansk «respirator», men at finde sig
selv ude i naturen, aandende dens frie, friske luft til alle
aarstider og i alskens veirlig, i stille og storm, ved morgensol
og ved stjæmeskin.

20

GERHARD GRAN

Sommeren 1830 sat Heimich Heine på Helgoland og læste
i Faul Wame£cieds Longobardernes historie, da han fik efter«
retningen om julirevolutionens utbrud; han glemte alt for
«den tykke avispakke med de glødende nyheter fra fastlandet
Det var solstråler indpakket i trykpapir, og de opflammet min
sjæl i den vildeste brand.»

Noget slikt var det vi følte ved læsningen av Georg Bran«
des' bøker, solstråler indpakket i trykpapir som fortærte en
gammel verden og tændte en ny.

Senere har jeg jo lært, at der også herhjemme var endel
mænd som vidste noget om den nye verden; men de holdt
det hemmelig, og desuten var der ingen av dem, hvis ord
var ild.

Derfor blev Georg Brandes også for Norge de gamle guders
Ragnarok.

^^'''tl/^/i4^^^

21

JOHAN BOJER

Store mænd maales bedst ved sine angiipere. Av de mange,
som samles om den store ild, er der nogen, som brænder sine
fingre. Krænkelsen roper altid høiere end taknemligheten, som
ofte er doven og ikke sjelden feig.

Georg Brandes er sytti aar, men fremdeles ung nok til at
være omstridt. Intet maaler bedre omfanget av hans herren
dømme end anklagerne mot ham. En mand angrer sine pri#
vate synder og vil herefter tro paa Gud. Brandes! jamrer han.
En anden vil se med egne øine paa literatur. Brandes 1 fræser
han. En vil ære kvinden, en anden høine andres moral, en
tredje skrive godt om jyder, en Qerde ændre det politiske
system. Brandes, Brandes, Brandes ! Unge piker er letsindige,
unge mænd slaar sig paa drik — Brandes I Folk gaar ikke
i kirke længer, bøkeme til jul er lumre av erotik — Brandes 1
I sandhet — for at overkomme saa meget maa man være en
stor mand.

Men mange angriper ham ogsaa med mund og pen, skjønt
de er enig med ham i sit hjerte. Det er menneskelig at reise
sig mot en hersker, hvem vil ikke gjeme være noget paa
egen haand. Det sørgelige er, at naar man svigter sin mester
forraader man ofte det bedste i sig selv og staar midt op i
den gamle tragedie om Judas.

22

JOHAN BOJER

Men alt dette blir jo i længen kun et hyldningskor til
hans magt og til omfanget av hans aand. Det er værre for
dem, som prøver at finde sig selv ved at ryste begrepet
Brandes av — og saa staar der husvild og opdager sin egen
armod.

Saa er han altsaa sytti aar. I den germanske og slaviske
verden begyndte hans navn som en fane — saa blev det en
kultur — nu har det formet en generation.

f^yT/^

^

V

23

LUDVIG MEYER

Georg Brandes kan se tilbake paa 50 aars utrættelig arbeide.
Han har været generationens veiviser gjennem mange landes
og mange tiders bokskatte. Hans lys har kastet sine straaler
ind gjennem dype schakter som ellers vilde været os mørke
og ukj endte. Han har reist en række av buster og statuer,
lang og rik som vandret vi gjennem Vatikanets samlinger.
Han tok arven op efter Carlyle og Taine og har paa sit eget
omraade længe været sin samtids største.

Som Carlyle har han ogsaa været en seer, en forkynder og
banebryter. Han har splittet tunge skymasser der laa lavt og
knugende over os, og som ofte bare var røken av forestillinger
der allerede hadde gjort sin tjeneste. Det er ikke mindst
dr. Brandes' fortjeneste naar en ny slegt her i Norden nu paa
alle onuraader arbeider i et ftildere dagslys, med et videre,
klarere og retfærdigere utsyn end fædrene hadde.

Da jeg første gang hørte Georg Brandes nævne, var jeg 14
aar og elev av en liten religiøs pensionsskole. Han som
hadde begyndt denne skole er senere blit biskop paa mis^
sionsmarken. Han tok fat med en brændende tro, med en
grænseløs hengivenhet for sit arbeide og med store forhaap#
ninger. Han hadde ogsaa gode ideer, som endnu ikke er tat
tilstrækkelig op av vore skoler, om haardt legemlig utearbeide

24

LUDVIG MEYER

Og meget friluftsliv paa ordnet yis» awekslende med den bok#
lige undervisning. Men han forstod ikke at fare med lempe.
Ve hver den som ikke vandret Guds veie, til punkt og prikke
som Martin Luther hadde stukket dem op I Svovl og ild
komme over de ugudelige I Religionen blev tvunget ind paa
os, tidlig og sent og i svære portioner.

Jeg var kommet dit vistnok uten megen religiøs følelse,
men ogsaa fremmed for enhver uvilje overfor Kristendommen«
Alt hvad der var i mig av uavhængighetstrang og oprørsaand
reiste sig nu mot denne religiøse tvang. Det var dette som
optok mit sind, da jeg dag efter dag hørte om Georg Brandes*
foredrag i Studentersamfundet over Søren Kirkegaard. Han
blev for mig en St. Georg med det dragne sværd, der skulde
dræpe dragen som suget vor glæde og gjorde dagene graa.

Det blev derfor ganske naturlig Georg Brandes' bøker jeg
ivrigst kom til at læse, da jeg et par aar senere var blit stu^
dent. De bød mig endnu langt mere end jeg hadde ventet.
Hvor jeg syntes de slog vinduerne op til alle verdens hjørner.
For en ild og fart, for krigstoner og for en vaabengnyl Hvor
jeg længtet efter at faa se den mands træk som kunde skrive
saa herlig. Mangfoldige gange slog jeg op paany foran titel#
bladet, for at se om der virkelig ikke skulde findes noget
billede av forfatteren.

Endelig kom den dag, da jeg skulde faa se og høre ham selv.
Han hadde bebudet en række forelæsninger om den roman«
tiske skole i Frankrig. Og bladene hadde meldt, at han
allerede var kommet til Kristiania. Jeg var ute og søkte at
faa et glimt av ham. Tilsidst fandt jeg en mand som jeg
skjønte maatte være Georg Brandes. Han kom opover Slots«

4 25

LUDVIG MEYER

bakken i ivrig samtale med to bekjendte, en liten skjæv mand
med briller og halvt pukkelrygget. Saaledes hadde jeg jo
ikke tænkt mig min helt, min straalende høvding. Jeg søkte
at trøste mig med at lærde folk ser nu engang saaledes ut
Og jeg fulgte efter i nogen avstand gjennem hele parken for
rigtig at indsuge mine indtryk.

Jeg hadde tat feil. Og glad var min overraskelse, da jeg
næste dag i Universitetets festsal fik se ham selv stige op
paa kateteret. Lærd med dype furer efter meget arbeide men
rask og spænstig, elegant og straalende. Og hans foredrag
fuldt av viden, blændende klart og skarpt, spirituelt og form«
fuldendt. Det hele et samlet og overvældende skjønhetsind«
tryk. Der er hos den nye slegt vaaknet en større sans for for«
mens skjønhet. Og Georg Brandes har stor fortjeneste av dette.

Jeg fik ogsaa se at en rikt begavet personlighet, som gjennem
det ihærdigste arbeide har slepet alle sin aands prismer til deres
høieste glans, kan vedbli at være en jevn mand. Jeg saa det
naar han efter endt forelæsning, med sin lette gang og med
sin arm stukket fortrolig ind under Christian Krohgs, gik ned«
over Karl Johan som den mest sorgløse kammerat.

Naar jeg vidste, der var anledning til at faa høre Johan
Sverdrup, sat jeg i mine første studenteraar om formiddagene
oppe paa Stortingsgalleriet. Og naar jeg kom hjem, læste jeg
Georg Brandes. Der var en ikke ringe likhet mellem disse
to personligheter. Det kaster ogsaa lys at stille dem sammen
med Bjørnson.

Forskj ellen var ikke den at Sverdrup var politiker og Bran«
des kritiker, mens Bjørnson var digter. De var alle digtere.
Enhver som skal kunne gjøre et stort og vidtrækkende arbeide

26

LUDVIG MEYER

med dype retter, maa være en digter. Det gjælder like
meget, om det er i cellulose, i kvælstof, i statsmandskunst
eller i arkitektur, han utfolder sig. Han maa ha digterens
evne til at samle skatte i bevidsthetens dypeste kjældere og
i det rette øieblik at kunne bringe dem op i dagens klarhet.
Naar Sverdrup midt under en stortingsdebat om fomorsk«
ningsarbeidet i vort sprog fandt disse linjer av Runebei^:

Lytte til den granens susning
ved hvis rot du fæstet bo

da forraadte han herigjennem en egte sans for poesi. Er
ikke Napoleons historie som en urne av kolossale dimensioner
og av blændende skjønhet, men sprukken i klangen? Eller
Lloyd Georges' sociale virksomhet fuldtonende som et digt
av Byron? Er ikke Bismarcks livsverk et større og skjøn«
nere epos end den bedste digtning, nogensinde skreven i
Tyskland?

Men mens Bjørnson var en lærer umiddelbart for folkets
bredeste rækker, var det til de mere fremskredne, til dem
der selv — hver paa sin vis — burde gaa ut som folkets
lærere, Georg Brandes henvendte sig.

Jeg gjenkalder mig i erindringen hele den kreds av almem
interesseret ungdom, jeg traf sammen med i den første halvdel
av SO^aarene. Strævsomme og dygtige jurister, unge viden<<
skapsmænd, blivende politikere, særprægede forfatterperson«
ligheter, begavede journalister og udmerkede malere. Om
man vilde opfordret dem til hver især at gjøre rede for, hvis
tryllestav det var som ved siden av deres faglærere først og
fremst hadde bragt deres evner til utfoldelse, da var der vistnok
nogen som vilde nævnt Sverdrup. Men de aller fleste vilde

27

LUDVIG MEYER

først ha nævnt Georg Brandes. Og i dette samme lys staar
Georg Brandes for dem endnu den dag idag.

Bjørnson hadde ved siden av andre vældige og lysende
evner ogsaa en brilliant forstand. Men der var samtidig hos
denne store lyriker noget kritikløst troskyldig« som gjorde ham
lite skikket til at være en lærer for lærere. Hans læreri^disciple
gik omkring med hans egne særprægede ord, som om de var
utgit til almindelig skillemynt. De lærte utenad hans mest
karakteristiske sætninger og anvendte dem med en fynd og
en klem som om det skulde været deres eget patent. Der
gaar ikke saa litet av dette igjen endnu den dag idag.

Bjørnson var rødblond nordisk, norsk bonde, hjemlig i et
og alt. Georg Brandes som Sverdrup virket mere ved sit
fremmedpræg. De var som sydens hete vine i trægt nordisk blod
De virket som en skarp raceblanding. Der er i alle de tre folks
liv en ganske anden bevægelighet nu, end der var generationer
tilbake. Og dette skyldes ikke mindst denne raceblanding.

Jeg vil minde om et av Georg Brandes* senere besøk
heroppe, for at gjøre afbigt. Det var i Hans Jægers dage.
De fleste av os, hans venner og omgangskammerater, syntes
at hans standpunkter mindet betænkelig om det skjæve taam
i Pisa. Enhver skakhet i utgangspunktet blev gjennem hans
oprigtige og hensynsløse logiske sans nødvendigvis til en værre
skjævhet, jo længer han bygget videre. Vi indrømmet ham
allikevel uvilkaarlig en central plass mellem os, fordi vi er^
kjendte hans karakters overlegenhet. Han udmerket sig ved
en karakterens uegennyttighet, aapenhet og paalidelighet, langt
ut over det almindelige. Derfor — trots alle hans skjævheter
-- vort sindsoprør, da han blev møtt med en straffeforfølgning.

28

LUDVIG MEYER

Det var ved denne tid, dr. Brandes kom herop paa et be«
søk. Det var jo bare naturlig at han maatte stille sig awen#
tende, vogtende paa hvad disse nye fænomener kunde gjemme
i sit skjød. Vi skulde paaskjønnet at hans holdning var sym«
patisk awentende, præget av hans altid rede tilbøielighet for
ethvert undertrykt mindretal. Vort sindsoprør var imidlertid
steget til en fanatisk lidenskabelighet, og vi glemte for et
øieblik alt, hvad vi skyldte ham.

Brandes, Bjørnson og Sverdrup var, hver paa sit omraade,
alle oprørere og høvdingenatturer. Deres oprør har seiret.
Nye behov melder sig. Og de store foregangskræfter søker
nye omraader. Det er mellem mark og eng og stald ogi^øs,
de mest kommer til utfoldelse i Danmark nu. Og mellem vand^
fald og fabrikpiper her i Norge. Av de skjønne kunster synes
det i begge lande at være arkitekturen, som nu skal ha sin tid.

Men ungdomsblod blir altid hedt. Det er bestandig fuldt
av oprørstrang og altid higende efter at være med paa nye
gjennembrud. Saadanne oprørs^ og gjennembrudsdage er en
farlig tid for biodrik ungdom. Naar saa meget staar for fald,
glemmer man let at ha lovens tavler skrevet i sit sind : Enkle
og strenge pligtbud, omfattet med en saadan religiøs respekt,
at enhver prøvelse er udelukket, naar avgjørelsen staar for
døren. Vore dages ungdom gjennemlever ikke en saadan
bevæget og begivenhetsrik tid som 80<<aarenes gjorde. Men
de kan til gjengja^ld glæde sig ved langt tryggere vilkaar for
utviklingen av sine evner og dueligheter.

Georg Brandets som de andre gjennembruddets høvdinger
maatte slaa til, hvor de slog. Men han hadde alle strenge
paa sin bue. Kun skade, at man i de unge aar og i en kam^

29

LUDVIG MEYER

pens tid som denne ofte ikke har øre for de fredelige og
fineste toner. Før og midt under den heteste strid skrev
Georg Brandes sine «Danske Digtere« og ^Karakteristikker«.
Gjennemaandet av ærefirygt for ethvert menneske, som uan«>
fegtet gjør sit arbeide og blir sig selv tro, likemeget om
dets opgaver er av de store eller mellem de mere stille. Man
finder ikke let et skjønnere og sandere skrift om dagliglivets
værdier end Georg Brandes* stykke om Kamma Rahbek.

Det har ligget utenfor Georg Brandes' arbeidsomraade at
gaa nærmere ind paa de socialøkonomiske spørsmaal. Allike^
vel har han ogsaa her været en av de første, som har slaaet
til lyd for den nye tid. Det skete gjennem hans ildfulde
artikler i «Det 19de Aarhundrede« om Ferdinand Lassalle.
Det var gjennem disse jeg for min del tidlig blev klar over,
at det var socialismen, som gav det rette uttryk for den harme,
jeg følte over samfundstilstandenes uretfærdighet. Og mange
av dem som her i Norden siden har kunnet utrette noget
for en ny og retfærdigere samfundsorden, skylder disse ar^
tikler sin første indskydelse hertil.

Det er til alle tider kun faa git at se tilbake paa et saa
dyptgaaende og firugtbart livsverk som Georg Brandes kan
gjøre det paa sin JO^aarige fødselsdag. Og vi ønsker ham
alle, at han endnu maa ha mange kraftige aar til at vaake
over veksten av alt det, han har saaet og plantet.

9^3?^^ ^.

30

GUNNAR HEIBERG

Som ung mand valgte jeg to lærere, Johan Sverdrup og
Georg Brandes. Den første lærte: Norge for Nordmændene.
Georg Brandes lærte mig: Europa for Norge.

Jeg har aldrig angret mit valg.

31

CARL NÆRUP

Det er en lang Række vægtige og betydelige Værker sam#
menstuvet i de 18—20 statelige Bind» som rummer Georg
Brandes' samlede Skrifter. Med Undren og Beundring tæn^
ker man — og hele dette lille Verdensrige af Bøger er en
eneste Mands Arbeide. Hvilken Flid, hvilken Udholdenhed
i Dage og Nætter, hvilken Troskab mod en byrdetung og
ansvarsfuld Livsgjemingl Sandelig, i den dybeste Livskunst,
i den daglige Handlings Glæde, i Arbeidets Raad og Daad,
i Ordholdenhedens stolte Urokkelighed . . . har Brandes været
en Lærer som ingen anden i Norden.

Maaske er dette det største, som kan siges om en Mand.
Men vel er det endnu bedre for os, som har læst ham i de
30 Aar, at hver eneste en af alle disse Bøger var fulde af Liv
og Blod, af aandende og varmende Menneskekjærlighed.
Brandes har aldrig skrevet en død, aldrig en ligegyldig Side.
Hvert af hans Verker, fra det første Kampskrift mod Akkor«
dens Filosofi i Danmark til hans netop udkomne Apologi
for Armand Carrel, Ridderen uden Frygt og Daddel, har
baaret Farve og Stemning af Dagens Strid. Helt fri og kold^
blodig har Brandes aldrig staat overfor en Personlighed eller
Idé . . . Naar han har naadd til at blive en Talsmand for de

32

CARL NÆRUP

Ulykkelige, en Forsvarer for saa mange Glemte og Oversete,
en Befrier for saa mange af dem, der sidder i ^Uvidenhedens,
Afhængighedens, Dumhedens og Trældommens Fængslers,
saa er det i Kraft af den Fanatisme for Ret og Retfærd, som
er hans Races skjønneste Arve^Klenodium. Georg Brandes
tilhører helt de store Følelsers Aarhundrede. Forkynderen,
Kulturmissionæren, Verdensforbedreren ... fik sin Ilddaab i
Flammen fra den store Revolutions Følelsesbaal.

C é^f aJ d/^M.^

33

J. LØVLAND

Georg Brandes har altid været den kampberedte (rihets^
mand, som møter op overalt, hvor undertrykkelse øver sit
verk, til forsvar for aands&ihet, personlig frihet, religiøs, poli<»
tisk og national frihet. Likesom han aapnede vinduer for lys
og luft i det lumre samfund, der han vokste op, saaledes har
han git forstaaelse og interesse for de personlige og nation
nåle frihetskampe i den vide verden, overalt hvor menneskene
arbeider og kjæmper eller lider for fiiheten: i Armenia, Make«*
donia, Georgia, Ukraine, Polen, Transvaal, Finland, Sønder**
Jylland o. a. st. Han har værget med sine hvasse vaapen som
ved sin autoritet forfulgte og landflygtige, og søkt at raade og
hjælpe dem. For det hjertelag, den troskap, det vidsyn, det
mot, og den rike indflydelse han har git i sine mange
frihetskampe, fortjener han alle nationers tak og hyldest.

34

ODA KROHG

Georg Brandes er en skarpvinklet Z og stærkt cadmiumgul.

Jeg saa det allerede for tyve aar siden i en fest for ham.
Han stak af mod alle de andre, som var blaa — lyseblaa,
vandblaa og komblaa. En enkelt var lilla: Fru Cecilie Krog.

Jeg har seet Georg Brandes mange gange siden. Han har
holdt sig uforandret baade i form og i farve, hvad ikke
mange gjør.

35

ERIK VULLUM

Nu lyder det: Ibsen og Bjørnson — eller hvilket af de to
Navne man vil sætte først — og det synes saa lige til, at de
stilles Side om Side» men saa har det ingenlunde været altid.
I min tidlige Ungdom og ganske langt ned i Tiden var
det Ibsen imod Bjørnson eller Bjørnson imod Ibsen. At
anerkjende den ene var at underkjende den anden. Det
gjalt næsten som noget selvfølgelig, at saa maatte det være,
en maatte være Herre I To Digtere i Landet samtidig
og jevnbyrdige — det var af de Ting, som Sagaen ikke
meldte om.

Vi var dengang en liden Kreds, som søgte at vinde frem
ud over denne Indsnevring. Kristian Eister var vel den, som
var naaet længst af os. Men Eister var altid stærkere i sin
Følelse end i sin Argumentation. Og efter de Dages juridiske
Tilsnit var det Argumenter, det kom an paa. Dem saa vi os
om efter. Vi maatte have Grunde for vor Opfatning. Og i
vor Søgen efter disse var det Georg Brandes begyndte at
blive synlig i Horisonten.

Han var endnu ikke Dr. Han var ikke omstridt engang.
Men det var alt fra første Færd tydelig, at han behandlede
Digtere og Digterværker anderledes end vi var vante til hem

36

ERIK VULLUM

imod Slutningen af Sekstiaarene i det forrige Aarhundrede.
Han kom med en anden Fordring til Literaturen.

Og paa hvilken Side stod saa han i vor hjemlige Digter*
strid? Det var det, vi spurgte og speided efter, grov efter.
Det kunde ikke nægtes: — Georg Brandes var stærk Ib^
sensk.

Man har spurgt mig, om jeg ikke i Anledning af

Syttiaars^Festen havde noget at meddele. Helst en Erindring.
Og hvad j^ her giver, er kun en Erindring, saaledes som
Indtryk har fæstnet sig hos mig, kanske i nogen Grad om«
formet sig ogsaa samtidig med at de gik over til at faa per^
sonlig Liv og Værd. Jeg har ikke undersøgt noget paany,
intet verifiseret. Det er kun en Indtryks^Erindring, — men som
jeg tror ligger Virkeligheden ganske nær.

Henrik Ibsens «Kongsemneme» havde vel fra første Færd
sine forstaaende Beundrere. Men det var kun enkeltstaaende,
og det mangled meget paa at den storslagne Digtning slog
igjennem. Der gik Aar hen, inden den gjorde det. I den
Tid var det, Georg Brandes kasted nyt Lys; jeg fristes til at
bruge Udtrykket: — en digterisk Glans over det tanketunge
Arbeide. Han stilled Ibsens «Kongsemneme» og Øhlenschlæ«
gers «Aladdin» Side om Side. Det synes ikke at ligge nær,
men ingen Tvil om at den fine kritiske Evne her havde boret
sig ind til det centrale. Baade den unge Aladdin og den
unge Kong Haakon var Lykkebarn. Alt lykkes for Haakon,
siger Hertug Skule, og Aladdin dagdrev sig alle Jordens
Herligheder til. Men hvor forskjellig er ikke Forstaaelsen af,
hvad Lykke er, og hvorledes Lykke kommer, hos de to Dig«"
tere. Aladdin slumper op i et vidunderligt Fund og faar to

37

ERIK VULLUM

mægtige Aander til sin Raadighed. Den unge Haakon staar
foran en Gjeming, som maa gjøres. Han faar Folkekravene
over sig. Han mærker, det er ham, som maa gaa foran.
Han føler Veien, som maa gaaes, selv hvor han ikke ser den.
Han har en Gjeming, som maa gjøres, og som ingen anden
kan gjøre end han. Det er Kong Haakons Lykke.

Jeg husker neppe Feil i, at Georg Brandes stempled For^
skjellen her som en Mærkepæl i Digtningens Udvikling. Det
var \^rkelighedsdigtningen, som meldte sig. Vi unge dengang
fik gjennem Georg Brandes* Kritik — om jeg saa maa ud»
trykke det — større Klarhed over vore egne Krav. Med
Klarheden vokset Kravene i Styrke. Og med den voksende
Styrke igjen lettedes Forstaaelsen af de skilte Kræfters Sam«>
arbeide i Tiden.

Vi var jo i Aarene op mod 1870 inde i, hvad vi maa
kalde en stor Digtnings Tid. Virkelighedsdigtningen var be»
gyndt, samtidig med at vi havde «Kongsemneme» og «Peer
Gynt», «Sigurd Slembe» og «Maria Stuart^. Der var Friske
hed, og der var Festiighed. Og alligevel — saa underlig det
kan synes og høres — Digtningen dengang virked ikke paa os
saa læskende, saa forløsende, som man maatte vente efter dens
eget Værd.

Sagen var, at vi endnu leved i den skandinaviske Afstængt«"
hed. Det var strøpende trangt inden de Grændser, Skandi<<
navismen i sin Aflukkethed havde optrukket omkring os.
Det gjalt de store Digtere, som det gjalt os selv. Der var
Mænd, man kan endog tale om Kredse, som fuldt ud leved
det europæiske Aandsliv med. Men de aflukked sig for sig
selv, og meddelte ikke Almenheden af sit aandelige Eie.

38

ERIK VULLUM

Georg Brandes slog ind paa den modsatte Vei. Han be^
holdt intet for sig. Han aabned for Indblik i det større,
rigere Liv. Han stod dengang saa omtrent ene om at være
meddelsom, og han meddelte sin egen Længsel efter Farvers
Pragt, sin jublende Glæde over Evner og Skjønhed. Der
udgik Indbydelse til Symposion med høiere Aander.

Slig er min Erindring, som den umiddelbart har fonnet og
bevaret sig hos mig.

>^ 1/:ttit::^

39

TRYGGVE ANDERSEN

Alle vi» som blev voksne, mens ottiårenes underlige kamp
for politisk og åndelig frihet blev ført herhjemme, står selv#
sagt i dyp gjæld til dr. Georg Brandes. — Det er længe siden
dengang, det er sandt; men det kan likevel være, at der er
enkelte, som mindes denne gjæld og kjendes ved den. Og at
de tænker på ham med takk, fordi de endda har såpas igjen
av det, han har lært dem, at de kan glæde sig over at ta litt
del i den dagligdagse, evindelige småkrig mot det forbund av
chauvinisme og klerikalisme, som nu råder og styrer i Norge.

•Ja^YV^''^ •^'ri^^^.^^'^^cx^ .

40

J

SIGURD BØDTKER

Det kongelige Videnskabernes Selskabs Bibliothek var det
eneste i Byen. Og det var i den Tid — i Begyndelsen af
Ottiaarene — ingenlunde let at faa udlaant Bøger fra Biblioi>
theket. Den langstrakte gamle Overlærer ved Trondhjems
lærde Skole, som i et Par Middagstimer besørgede en Biblio^
thekars Pligter, havde ondt for at forsone sig med den Op^
fatning, at Bøger helst bør læses; tvertimod, Bøgerne burde
blive staaende i Rad og Række, enhver Bog paa sin Plads,
saa vidste man, at de ingen Skade kunde gjøre. Slap man
først de mange Bind løs, vilde ingen kunne beregne Følgerne
i Særdeleshed ikke i disse farlige Tider I

Men ved Vintertid var enhver Laantager dobbelt uvelkommen.
Naar man kom ind i det lille Udlaansværelse, hvor Ovnen
var rød og Luften tung af Hede, saa Bibliothekets højeste og
eneste Funktionær op fra sit Bord med et Blik, som ikke
forstod Spøg .... hvad er De for en paatrængende Person ?
Alle Anmodninger prellede i det længste af paa ham. Endelig,
naar han forstod, at der ikke var Fred at faa, gik der et
smertefuldt Ryk gjennem den lange Krop, der kom et Drag
af bitter Beslutsomhed om hans Mund, og det hørtes, som
det skreg i alle Ledder, da han rejste sig i hele sin overnatur^

6 41

SIGURD BØDTKER

lige Højde. Der blev ikke talt mere. De mange Forberedelser
til Reisen tog sin Tid: først de forede Støvler, saa \^ter<>
frakken med opbrættet Krave, derpaa Skindluen trukket godt

nedover Ørene, endelig de store graa Vanter saadan ud«*

rustet skred han med majestætiske Skridt ind i Bibliotheket.
Et Pust som fra Ishavet smat ind gjennem Døren, da han
gik.

Det var en bitterlig kold Januardag, Bibliothekaren ventede
intet Besøg i sligt et Veir. Han blev ubehagelig overrasket,

da Døren ikke destomindre blev aabnet hvem kunde vel

dette være? Det var en femtenaarig Gymnasiast, en af hans
egne Elever, som var dristig nok til at forstyrre haml Det
var ikke første Gang, han havde Besøg af denne plagsomme
Elev, nu fik det være nok. Sinnet steg i ham, der kom røde
Pletter i det graa Ansigt, og da han skulde tale, stammede

han stærkt. «H vad skal du . . . hvad skal du » længer

kom han ikke. «Jeg skal ha Georg Brandes's Hovedstrøm«
ninger,» forklarede Gymnasiasten.

Hvad var det for et magisk Navn, han havde nævnt? I
selve Lyden laa der en Magt som af en Trylleformel. Den
gamle Overlærer stod midt paa Gulvet og flaksede med Ar«
mene, hans Ansigt var stivnet og Øinene uden Blik, han
lignede en eller anden havareret Kjæmpefrigl fra en fjern
Urtid. Det var et interessant og uhyggeligt Syn.

Endelig kom han igjen til sig selv. Han var øjensynlig
medtaget. Ansigtet fik efter Omstændighederne et forklaret
Skjær, og Stemmen lød mild og forsigtig. Min unge Ven,
saadan omtrent var Tonen, du er inde paa farlige Veje. Tro
du mig, den erfarne, du gaar en ond Fremtid imøde, om du

42

SIGURD BØDTKER

ikke hører paa dem, som vil dig vel. Forleden læste du «Nyt
Tidsskrift« i Græsktimen, det var «Støv» af Bjørnson, du
læste; vogt dig, snart kunde du faa Støv paa din Sjæll Og

nu vil du læse Georg Brandes Georg Brandes I Nej, af

mine Hænder faar du ikke hans Bøger. Kom med \^dnesbyrd
fra din Fader og din Moder, at du skal faa dem, saa maaske
i Guds Navn

Gymnasiasten maatte gaa med uforrettet Sag. Han vidste
ogsaa, at der intet Adgangstegn til den forbudte Literattu: var
at faa derhjemme. Et og andet af Georg Brandes kunde han
nok komme over, forøvrig fik han vente.

Men i hans Sind havde fra den Dag Navnet: Georg Brandes
sin egen Rytme, en kort og kampglad Klang, som kaldte til
Vaaben. Og dette muntre, trodsige Signal blev hørt, Frem<i
tidstoget nærmede sig, han hørte Smæld som af tusen Faner
i Foraarsvind.

Gymnasiasten blev Student. Samme Dag stod han

ude paa Bibliotheket, han havde en HaandkuflFert med sig.
Hvad han ønskede? — Georg Brandes's samlede Skrifter!
Dennegang var det Laantageren, som ikke forstod Spøg.
Han gik stolt nedover Trappen med Kufferten forsvarlig
fyldt.

Det var en Sommer I Saadan skinnede Solen hverken før
eller siden .... Det var et Velvære at strække Lemmerne
efter Skoletvangen, at vaagne fri og let til en ny Dag, at
drømme de tusen forventningsfulde Drømme om det Liv,
som skulde komme. Nu er du en ung fri Mand, sagde Stui*
denten til sig selv, som han laa og frydede sig i Græsset
med en Bog i Haanden. Forfatterens Navn slog Gnister,

43

SIGURD BØDTKER

syntes han, mens han læste, og han holdt fast om Bogen, som
var ham selve Symbolet paa, at han havde sin Frihed.

Han gik ind til sin Ungdom under det flammende Him>(
meltegn, som hed Georg Brandes.

/^ y^^ J'fi/^/te.>f^

44

NINI ROLL ANKER

Om din tænkerpandes
dype alvorsfure
solbris gaar —
hvite vinterlandes
telebundne kræfter
gav du vaar,
og de aapne vandes
rytmer, Georg Brandes,
i din høisang slaar.

^^?>^ ^^ . ^^iny^^-i^^

45

KRISTIAN ELSTER

ET EVENTYR

Der ligger en bygd vesterpaa ved bunden av en trang Qord.
Fjeldene stænger om den paa alle kanter. I den lange høst og
vinter suser regnet dagstøtt gjennem det tunge mørke, elven
larmer og bruser stor om bropillerne, og nedover det graa
fjeld kvitner det av fosser og bækker. Om nætterne hører
folk fjeldet tale med tunge skred. Men naar sommeren kom<i
mer faar bygden sin sjeldne, vemodige skjønhet. Da glider
elven blank mellem orekrattet, og det suser og risler av mange
smaa bækker. Skodden hænger om fjeldsiderne, det damper
over elven, og det dugger over de duftende marker. Husene
ligger i klynger med smaa haver; i havene staar hvite roser
— vaate av den nylig faldne regn. Græsset er saa grønt og
blødt, op over lien staar de hvite bjerker, og hele dalen er
fyldt av en dæmpet, rislende sus.

Nu jager turisttrafikken hver sommer sit liv gjennem byg<>
den; der kommer dampskibe omtrent hver dag, og den har
post flere ganger om dagen. Men for en vel 40 aar siden
var den en stængt og bortgjemt bygd. Den eneste vei som
bandt den sammen med yderverden steg brat og tung op
lien og frem over vidden. Til en slik bygd skulde en tro,

46

KRISTIAN ELSTER

der sjelden naadde bud fra den store, fjerne verden, hvor
tankerne formedes, og ideerne blev til.

Paa bygdens gamle prestegaard vokste der op en flok døtre.
Sterke av naturer gik de og tumlet med tanker, som mange
ganger ikke var saa lette at bære, bundne av overleverede
forestillinger som de var og maatte være. Og med ingen som
kunde hjælpe. Men de hadde bøkeme, og de læste alt hvad
de kunde komme over. Fra bokhandleren i Bergen kom der
saa engang et tidsskrifthefte, og i det stod der en artikel om
H. C. Andersens eventyr. Den var likesom anderledes skrevet
end alt andet de hadde læst, klarere og aandfrildere, sprude
lende fuld av liv var den, og gjennembævet av en brændende
kjærlighet til poesi og kunst. Forfatteren het Georg Brandes.
Ingen av de unge piker hadde før hørt hans navn.

Men der skulde komme større bud fra den samme mand
til de læselystne prestedøtre. Og farligere bud. Hin første
artikel var læst aapenlyst og med stor glæde. De bøker som
siden kom blev læst med brændende interesse, men halvt i
hemmelighet og stundom i stor uro og angst.

Naar høstmørket kom over bygden og med høsten det
stadige regn, sat prestegaardens unge piker og læste Brandes's
«Hovedstrømninger». Her fandt de angrepet og haanet saa
meget av det, som de hadde lært var hellig og ukrænkelig,
her var saa mangt og meget som maatte skræmme, og saa
mangt som var et lysende svar paa deres hemmelige tanker.
Her læste de, at saa meget av det som hvilte som en tyngsel
over sindene, det kunde og skulde et menneske gjøre sig fri
for; mange av de mørke ord og bud som stod for dem som
knugende sandheter, det var bare bedrag og døde ord, og

47

KRISTIAN ELSTER

den befriede tanke gjorde livet rikere og større at leve.
Mange ganger virket den fremmede forfatters ord skræms
mende, stundom til oprør mot det han vilde. Det kunde
ikke være anderledes. Det gamle hvilte over sindene med
slik tung autoritetsmagt, og stundom smertet det tungt at
maatte opgi et bedrag, som saa længe hadde været følt som
et værn. Og de unge piker tumlet med det alt sammen i
ensomhet, hver for sig, de stredes med denne ildfulde aand,
som bøiet deres sind mot nye sandheter og vakte deres
længsler mot større frihet. Hans begeistring, hans stridslyst
og mot, hans blændende aand tvang dem med sig, de forstod
han var farlig, hans mot og hans farlighet betok dem, og
livet blev saa forunderlig rikere der de fulgte ham.

Da jeg selv første gang hørte professor Georg Brandes tale,
var det for mig som et møte, der vakte minder. Brandes var
da en ældre mand, hans berømmelse over hele Europa, det
var seierherren, jeg hørte tale. Jeg sat og saa op paa hans
ansigt, dette mærkelige, lidenskabelige og aandfulde ansigt
med det hvite haar, de bevægelige øienbryn og den sælsomme,
levende mund, og jeg husket alt, min mor hadde fortalt mig
om den gang, hun som ung pike hadde læst hans første bøker
paa den gamle prestegaard. Jeg undret mig over om Brandes
hadde tænkt sig hvor forunderlig langt hans magt hadde
naadd. Da han som ung mand holdt sine forelæsninger over
«Hovedstrømningeme» der nede i Kjøbenhavn, vidste han at
hans ord naadde hele det literære Norden; men gad vite om
han tænkte sig at hans ord skulde finde frem til en ensom
vestlandsk prestegaard og tænde sin ild i de unge døtres sind

48

KRISTIAN ELSTER

bestemme over deres tanker og føre dem ind i ideernes store,
frie verden.

Selv hadde jeg læst Brandes som gut, længe før jeg i
virkeligheten kunde forstaa ham. Men hvad jeg læste betok
mig som et eventyr. Da jeg sat og hørte ham første gang,
og husket alt det, min mor hadde fortalt om ham og hans
magt over hendes sind, dengang hun var ung, saa syntes jeg
igjen at eventyret bølget om ham, et forunderlig, levende
eventyr.

49

REGINE NORMANN

Fra min tidligste ungdom hørte jeg i en avkrok oppe i
Nordland hans navn. Det var presteme som hadde det
travelt med ham. En sa han skrev som en gud, en anden
sa at han var værre end fanden.

Da jeg senere kom ut, var det noget av det første jeg
maatte gjøre at læse alt det jeg kunde komme over, av hvad
denne mand hadde skrevet.

Jeg læste og læste, og £mdt at begge hadde ret.

^7^'

50

REIDAR ØKSNEVAD

Naar jeg tar et bind af Georg Brandes i haanden, mindes
j^ altid den relativt Qeme tid, da jeg som grøn og haabefiild
ungdom læste «Hovedstrømninger» i — cBergens kommunale
kjødbasar.» Paa kjødbasarens loft bodde nemlig — og bor
forresten endnu — den merkelige og velsignede institution,
som heder cBergens^ offentlige bibliotek.^ Her sad jeg en
vaar som nybagt gymnasiast inde i det lille skiunle aflukke
«for voksne» og læste Brandes. Guderne skal vide, at der
ikke var meget af den bekjendte «biblioteksro». Fra kjød«*
hallerne nedenunder lød der livlig træskotramp og mægtig
opsang, hvergang første^ eller andenklasses kvægskrotter blev
heist op eller parteret. Fra udlaanssalen ved siden af klang
skarpe guttestemmer: «Ha'kje Di en kjæk bok te laane meg?»
og assistentens søvndyssende og uendelig langmodige: «Jo,
«Greven af MonteÆhristo* — har De læst den? Eller ^Galti*
slaven Rocambole» — det er ogsaa en udmerket bog.» (.oftsi*
vinduerne pleied at staa aabne, og fra et cirkus eller voks*
kabinet paa Tyskebryggetomten bruste dansemusik og glade
melodier — . Jeg elsked den musik. Da jeg læste cindtryk fra
Polen», klang cirkusmusiken som en frihedens og heltemodets
fanfare —

51

REIDAR ØKSNEVAD

Tiden omkring aarhundredskiftet var for mig en underlig
tid. Jeg leved i en drøm. Jeg sværmed for den nyomvendte
Johannes Jørgensen og for Verlaine, gik i den katolske kirke
og forsøgte at bli «dekadent» og mystiker. Men heldigvis
til ingen nytte. Hver side i Georg Brandes' bøker fortalte
mig, at livet var mere end drømmen, at den ubegrænsede
kundskabstørst, den dybe intellektuelle glæde over livs£æno>(
menemes spil, de klare og vaagne øine var uendelig mere
værd end religiøs jammer og vek kvietisme. Og jeg tror, at
Georg Brandes for overordentlig mange af min generation
har betydd det samme —

52

HAAKON NYHUUS

Deichmanske bibliotek har 150 bind av Georg Brandes.
Det er ikke ét formeget. De laanes og læses med begjærlig>(
het av den intelligenteste ungdom, som styrter løs paa livet
med friske kræfter.

Paa deres og egne vegne sender jeg Dem vor bedste tak.

(X/oM^

53

CHRISTIAN SINDING

I taknemmelig beundring firemkommer min hyldest og hilsen.

O ^ ^^ "^ *^ * '

54

FERNANDA NISSEN

cDeres røst kaldte i ørknen og døbte med frihedens daab»
og vi fulgte røsten saa villig og fik slig fart i skjørteme, at de
snart kan se os ta' de stillinger i staten — som det os behagerl

Men tro ikke dr. Brandes, at De som turde rope os ud af
stilheden har lov til nu at høre til de tauses leir, fordi det
ydre firigjørelses arbeide snart er fuldbyrdet.

Nu begynder det tyngste, det ømtaaligste og det vakreste:
den indre fiigjørelse.

Vi begyndte kampen som et btterlig modsigelsens tegn —
ja vi som krævet ret for kvinden søgte først og fremst at kue
kvinden i os og efterligne manden i sind og guderne tilgi —
ogsaa i skindl

Lad nu Deres røst klinge, lad gnisterne fare fra Deres værksted,
fortærende det uægte, det laante, varmende det som skal gro.

Lær os at frigjøre personligheden i os — lær os at staa ved
vort væsen, saa vi fiygtesløse ser gjennem love, fordomme
og vedtægter ret ind i livets eget ansigt.

De har ikke ret til at hvile før de forreste er naaet frem
til den plads, hvor de saa længe har staaet ensom og fri —
dr. Brandes — jeg tror. De er nødt til at leve mindst 70 aar til.

55

HAAKON LØKEN

Naar jeg skal skildre det første indtryk jeg fik af Georg
Brandes, mens jeg var latinskolegut i Trondheim i 1877, maa
jeg citere Bjørnsons Heltbergdikt :

«Jeg gik paa en liten, meget pyntelig skole,
hvorpaa baade kirke og stat kunde stole.»

Paa den lærte vi intet om nutiden, — bare fortid, ja, endnu
rettere: bare førfortid I Til livet i vor egen tid gav skolen os
saa faa hjælpemidler som mulig. At Brandes da var aldeles
ukjendt for os, er mindre mærkelig, end at selve Bjørnson
var os fremmed, at hans navn var dækket av fordommene.
Hans foredrag i februar 1877 om det Sixtinske Kapel skjøt
den første men avgjørende bresche i al min autoritetstro, og
debatterne om hans Grundtvig<>foredrag og angrep paa vore
fortørkende skoleforhold blev det første som fængslet mig i
samtidens kampliv. Georg Brandes' besøk i Kristiania samme
vaar blev det andet.

Vi hadde læst i historien om religionsfiihet og tvang, og
var biet indbildt at Norge var et frihetens paultm. Da kom
pludselig det budskap, at Norges Universitet stængte døren
for dr. Georg Brandes, da han kom og vilde tale om Søren

56

HAAKON LØKEN

Kierkegaard, og derved om kristendommen. Han var jo «fni*
tænker»» — og de ledende ved Universitetet lot sig lede av
den teologiske trangsynthet* som med Gisle Johnson og Ca^
spary krævet døren stængt for alle anderledes tænkende 1

Dr. Brandes fik jo tale i Studentersamfundet, og hans tili*
hørerskare blev ikke mindre paa grund av nægtelsen, men
skammen var der dog. Og paa os unge virket denne obi*
skurantisme ikke bare som en skam, men den fordoblet vor
lyst til aa tænke selv.

Det var derfor visselig en firukt av Universitets feighet, at
vi med dobbelt iver kastet os i læsningen av slike ting som
Victor Rydbergs værker, og at vi fulgte Bjørnson, da han om
høsten reiste kampen mot obskurantismen i vor kirke.

At jeg ogsaa læste Brandes' værker, er en selvfølge, «Esaias
T^nér», «Benjamin Disraeli«, etc, eftersom de kom, og jeg
gik med spænding hen for aa høre ham, da han omsider fik
adgang til Universitetet og talte om Alfired de Musset, George
Sand m. m. Men den daarlige akustik i den gamle festsal var
en slem hindring.

Av hvad han senere har skrevet har intet gjort saa stort et
indtryk paa mig som hans kamp for de undertrykte folkeslag,
bøkeme om Rusland og om Polen, og hans utrættelige kamp
for sine egne jødiske racefæller. Det klinger som sværdslag
paa blanke skjold, naar han løfter sin røst, som nylig for
martyren Ferrer.

Rent literært og kritisk synes jeg han har leveret det rikeste
(^ bedste værk i boken om Shakespeare. Aldrig har jeg læst
et værk som historisk, kulturhistorisk, kunstnerisk og psyko^
logisk har git et mere straalende indblik i en stor forfatters

8 57

HAAKON LØKEN

liv og virke, og gjort ham levende og helt forstaat. Det var
en fest aa læse det, aa en fryd aa vende tilbake til det igjen,
i tankerne eller til fornyet læsning.

Lillehammer, januar 1912.

fQ'^fo^ouké-'^ v^i^^tec<^

58

ANDREAS AUBERT

Hos Georg Brandes ligger det for mig nær at fremhæve
den kunstneriske begeistring i hans forfatterskap» hans føling
med kunst og kunstnere, og jeg hilser i ham ærbødig Julius
Langes ven. Mest sympatisk for min bevisthet staar billedet
av Georg Brandes tegnet i hans og Julius Langes betydelige
og sjeldne venskap.

Abbedicngen 16-1-12.

59

SIGMUN REIN

Han vil leve som den, der gik i kamp mot «de tre tusen
aar gamle sandheter», som var med at kvæle verden. Og selv
om vi endnu gisper under dem, selv om det tomme spøkelse
endnu altfor ofte slaar tanken overende, saa reiser tanken sig
paany, og spøkelset synker alt mere. Og det er hans uvisnei*
lige fortjeneste. Han slynged forstandens staal og viddets
pilegift mot det seige væsen, han haante systemet som lokker
med guld og skræmmer med ildebrand, han rensed digtet for
tildigtningerne, han satte mands tanke mot bame^overtro, han
hævded fornyelse ogsaa i fetischdyrkelsen; nu var det tid at
de gamle stenstøtter faldt 1

Og de faldt.

Men han hadde kamp til to sider, mot sit land og mot
sin race, hans hugg til det ene var hugg til begge, han kunde
ikke mønstre det ene mot det andet, han stod alene.

Men han stod.

Og han staar.

Selv av «det utvalgte folk» — som synes utvalgt til spott,
er han en av dem som bringer spotteren til at tie beskjæm^
met. Det er ingen tilfældighet, at han ikke alene av aand,
men ogsaa av blod er i slægt med ham, omstyrteren, digteren,
tømmermandens søn.

60

"y-

JOHAN BØGH

HVORLEDES GEORG BRANDES KOM TIL BERGEN

Et Kapitel av mine Erindringer.

Georg Brandes avholdt om Vaaren 1880 en Række Fore*
læsninger om den (ranske Romantik. Han hadde som ht^
kjendt allerede i 1876 holdt sine første Forelæsninger i Norge,
og hadda da oplevet at Universitetet nægtet ham at tale i
et av dets Auditorier. Nu da han kom igjen var Situationen
forsaavidt forandret, som Kollegiet med et knapt Flertal stili*
let Universitetets Festsal til hans Raadighet. Men likesom i
1876 gik ogsaa nu Stridens Bølger høit, navnlig fremkaldt
ved Præsten Schiøms voldsomme Angrep paa Universitetet
og dr. Brandes.

Bergen var dengang en isoleret By. Det er jo egentlig
først Bergensbanen, som har ophævet denne historiske Isola<i
tion, under hvilken Bergen gjennem Aarhundreder hadde følt
sig henvist til sig selv og i mange Stykker blit «seg sjøl
nok», ikke altid til Held for dets baade materielle og aande^
lige Utvikling.

Jeg hadde som Medlem av Styret for Bergens Forelæsnings^*
forening flere Ganger hat den Skuffelse, at baade danske og
svenske Foredragsholdere, med hvem jeg hadde forhandlet

61

JOHAN BØGH

og truflFet Avtale om deres Ankomst til Bergen, i sidste Øie^
blik sa fra, idet de oplyste, at de med Forundring hadde
erfaret, at der ikke var Jernbaneforbindelse mellem Kristiania
og Bergen, og at Rejsen maatte foretas tilsjøs i flere Døgn.
En fremtrædende dansk Videnskabsmand skrev saaledes til
mig: «Naar jeg siger Dem, at jeg føler Søsygefomemmelser
foran et Marinebillede af Sørenssen, saa vil De kunne for«*
staa, at jeg ikke . . . osv.» Men der var jo ogsaa mere mo«*
dige. Det var saaledes lykkedes os at faa saa udmærkede
Foredragsholdere som Troels Lund og Julius Lange til at
trodse Veir og Vind og holde stærkt besøkte Forelæsninger
i Bergen.

Men nu gjaldt det at faa dr. Brandes herop. Han var jo
erklæret i Rikets Akt, saa det var paa Forhaand utelukket,
at faa ham indbudt paa regulær Maate gjennem Forelæs^
ningsforeningen. I dens Styre hersket dengang et Flertal
av hæderlige Samfundsstøtter, som vistnok i alt væsentlig var
enig i Fastor Schiøms Opfatning, hvilket sikkerlig ogsaa
gjaldt den allerstørste Del av Bergens Befolkning, og vore
Anliggender forøvrig styredes av en Kreds av dygtige, men
høikonservative og magtkjære Herrer, som nok skulde vite
at holde sine Tropper i Tømme.

Skulde det lykkes for det forsvindende Faatal, som øni*
sket at se dr. Brandes paa et Katheder i Bergen og prøve
Virkningen av en forfriskende Brise over vort daglige Død«*
vand, maatte man ta Saken i sin egen Haand og løpe Resi«*
koen. For der var virkelig Resiko i mere end én Henseende.
Den Generation, som nu staar i sin Ungdoms Kraft, vil
neppe kunne forstaa, hvordan Forholdene med Hensyn til

62

JOHAN BØGH

Aandsfiihet og Meningsuttalelse var i Bergen for 30*40 Aar
siden. Det stod selvfølgelig ikke bedre til andetsteds i Lan^^
det Bare det at være Venstremand var i og for sig nok til,
at man ansaaes for at være en mere eller mindre anløpen
Person, det at hylde og beundre Bjørnson ansaaes for at
være jevngodt med at hylde Oprør mot Kirken og Staten
(Unionen), og at regnes til dem, som i dr. Brandes saa en
mægtig Forkjæmper for fri Tænkning og fint Ordskifte, var
det samme som at betegnes som Samfimdsfiende og Kristus«
foragter. En av de dengang ledende Mænd i vor By sa mig
saaledes under en Samtale om disse Ting, at vilde jeg nogen«
sinde kunne gjøre mig Haab om at opnaa Fordele til Støtte
for min dengang saa usikre Fremtid, maatte jeg enten opgi
mine «rabulistiske» Meninger eller holde dem for mig selv
og tie.

Dr. Brandes var altsaa i Kristiania. Skulde det lykkes at
faa ham til Bergen, maatte Anledningen benyttes nu, da han
allikevel var i Landet og maaske derfor ikke fandt den lange
Reise til Vestlandet altfor avskrækkende. Jeg var dengang
Medarbeider i «Bergens Tidenden, hvis Redaktør var Olav
Lofthus, og vi besluttet os til i Fællesskap at sende et Tele«
gram til Brandes med Forespørgsel, om han var villig til at
avholde en Forelæsningsrække i Bergen.

Vi fik næste Dag Svar fra Doktoren. Han var villig til
at komme, men kun under Forutsætning av, at der paa For«
haand var tegnet 200 Tilhørere. — 200 tegnede Tilhørere!

Denne Betingelse, som i for sig var saa rimelig og beske«
den, var ikke destomindre et slemt aber. For jeg var saa
sikker som paa noget, at det ikke vildes lykkes, at faa 200

63

JOHAN BØGH

til at gaa ind i en Boklade og tegne sig paa en oflFentlig
Liste med Dr. Brandes som Trækplaster. Man vilde ikke
være i Tvil om, at den Liste sikkert nok vilde bli gjennemi*
gaat av Øjne, som vilde mærke sig Navnene og ikke glemme
dem. Jeg næret ingen Tvil om, at skulde Betingelsen opret*
holdes, var Saken tapt At gaa fra Hus til Hus for underi>
haanden at faa tegnet det forlangte Antal Tilhørere lot sig
av flere Grunde ikke gjøre. Tiden var meget knap. Brandes
maatte ha Svar om nogle Dage, — og hvem skulde man
henvende sig til? Utenfor en yderst liten Kreds, der ikke
fulgte Raadet om at tie, holdt de fleste sine Meninger i disse
Spørsmaal for sig selv.

Der var imidlertid intet andet at gjøre, end at avertere i
Aviserne, at Liste til Tegning av Abonnement paa 5 Forei*
drag av dr. Brandes var utlagt. For ikke at utlægge blank
Liste hadde endel av os paa Forhaand tegnet vore Navne,
for at virke som Lokkeduer (Lofthus, Lægerne Klaus Hans^
sen, Joachim Wiesener, G. A. Hansen, Sparre og et Far til),
men dermed blev det ogsaa. Da Listen hadde ligget ute
totre Dage var der, saa vidt jeg nu erindrer, ikke tegnet over
20 Tilhørere, og den næste Dag maatte dr. Brandes ha Svar.

Nu var gode Raad dyre. Det vilde dog være altfor jam^
merlig at meddele dr. Brandes det jammerlige Resultat av
Listetegningen, og endnu mere jammerlig vilde det være, om
vi paa Grund av Folks Ulyst til at sætte sit Navn i Gapei*
stokken paa den utlagte Liste, skulde gaa glip av dr. Brandes'
Forelæsninger.

Jeg for mit vedkommende var overbevist om, at hvis Bran^
des kom til Bergen vilde der sikkert være 200 Mænd og

64

JOHAN BØGH

Kvinder i vor By, som vilde høre ham» naar de bare uten
forbindende Listetegning kunde løse sin Billet ved Indgangen.
Vilde vi Maalet, maatte vi ogsaa ville Midlerne. Jeg foreslog
derfor for Lofthus, at vi skulde løpe Resikoen og telegrafere
til Brandes at alt var i Orden. Men Lofthus delte ikke min
Tro paa de 200, han var overhodet altid sindig og forsigtig,
naar det kom til Skarpskjæring, hvad jeg ikke anfører som
en Bebreidelse, men som noget for ham karakteristisk, hvori
der laa megen Styrke, — og uagtet jeg søkte at overbevise
ham om, at Resikoen tydeligvis var meget liten, og meddelte
ham, at jeg selvfølgelig vilde henvende mig til endel Mænd
og anmode dem om at stille sig som Garantister for det
mulige Underskud, vilde han ikke være med. Jeg er nu, da
jeg er blit gammel og noget klokere, ikke i Tvil om, at Loft^
hus dengang hadde Ret og jeg Uret.

Men jeg var nu engang opsat paa, at dennegang maatte vi
faa Brandes til Bergen, om det nogengang skulde lykkes.
Brandes hadde jo dengang ekspatrieret sig og bodde i Berlin,
saa det var tvilsomt om han saa snart kom saa langt nord"
paa. Og vi trængte ham netop nu i Bergen.

Men Garanti for det mulige Underskud maatte jeg jo ha.
Jeg gik da til min Ven Klaus Hanssen, fortalte ham om hvori^
ledes Sakeme stod og om min Tro paa de 200, samt meddelte
ham min Plan om at telegrafere til Brandes at Saken var
ordnet og det forlangte Minimumsbeløp sikret. Dette sidste
vilde jo været Tilfældet, hvis jeg kunde ska£Fe Garanti for
Underskuddet.

Klaus Hanssen hadde været likesaa ivrig som jeg for at
faa Brandes til Bergen. Da jeg nu spurte ham, hvem han

9 65

JOHAN BØGH

trodde jeg kunde henvende mig til angaaende Garantien, sa
han disse herlige Ord: «/eg garanterer.« — «Dul — men det
kan jo bli totre hundrede Kroner, Klaus.» — ^Jeg garante<>
rer,» gjentok han med sin myndige Stemme og tilføiet: «Vil
du være Impressario og overta Arrangementet, saa overtar
jeg Resikoen. Jeg tænker vi greier det.» — Dermed var Saken
avgjort, Telegrammet blev avsendt og dr. Brandes kom til
Bergen.

Impressarioen befandt sig ikke rigtig vel den Dag, da den
første Forelæsning skulde finde Sted. Tænk om der bare
kom 40—50 Tilhørere! Det vilde jo være en vældig Skandale,
og hvad maatte dr. Brandes tro om de 150 Abonnenter, som
ikke hadde indfundet sig. Han hadde om Formiddagen ytret
Ønske om at se det Lokale, hvor Forelæsningerne skulde
holdes. Jeg førte ham da ind i Arbeiderforeningens store Sal,
dengang Byens største Forsamlingssal, som rummet over 1000
Mennesker. Som rimelig var, blev Brandes noget forundret
over, at jeg hadde leiet et saa stort Lokale, naar vi kun hadde
200 Abonnenter. Jeg hadde imidlertid valgt Arbeiderforenin«>
gens Sal i en bestemt Hensigt. I denne Sal avholdtes dengang
alle Koncerter, alle større Fester, celebre Foredrag etc, og
Publikum var vant til anse dette Lokale som det eneste der
kunde være Tale om, naar der bødes noget mere betydelig.
Jeg vilde ikke, ved at leje et mindre Lokale, paa Forhaand gi
likesom en Antydning av, at man ved denne Lejlighet ikke
ventet en større Tilhørerkreds. Tvertom.

Der var ogsaa en anden Omstændighet, som gjorde Impres^*
sarioen het om Ørene denne første Dag. Formiddagssalget av
Billetter var yderst ringe og alle hadde kun kjøpt Enkeltbillet

66

JOHAN BØGH

til det første Foredrag, ingen et Abonnementskort til den hele
Serie. Man ønsket ikke at forpligte sig utover den første Aften,
og ønsket tydeligvis først at se Manden og høre om hans
Meninger virkelig var av den Natur, at et nærmere Bekjendto
skap ikke var tilraadelig. Jeg maatte altsaa som saa mange
andre Impressarier «stole paa Indgangen*.

Det var virkelig en spændende Situation I Foredraget skulde
avholdes Klokken halvotte. Jeg formelig stønnet av Sindsi*
bevægelse, da jeg litt over syv nærmet mig Arbeiderforeningen.
Jeg mindedes Ordet om Syndens Sold og lovte i mit stille
Sind, at jeg «aldrig skulde gjøre det mere». Da jeg kom ind
i Lokalet saa jeg, at der allerede hadde indfundet sig henved
100 Mennesker. Det vakte et svakt Haab hos mig, uagtet
Forsamlingen tok sig sørgelig tynd ut i det store Lokale. Jeg
har aldrig med en saa spændt Opmærksomhet vogtet paa en
Dør som i denne halve Time, — en Dør, som var min For««
tvilelse naar den stod lukket et Far Minutter — evige Minutter!
og som forekom mig som en velvillig Medhjælper hvergang
den aapnedes, og en eller flere Tilhørere gled ind i Salen. Jo
nærmere det led ind paa Tiden desto livligere aapnedes Døren,
og tilsidst var saa mange Bænke optat, at det saa noksaa
anstændig ut. Der var da samlet henved 190 Tilhørere. Det
lettet. For jeg var ikke i Tvil om, at de nok vilde komme
igjen allesammen og flere til.

Ja, saa stod da Brandes paa et Katheder ogsaa i Bergen. Det
blev en festlig Aften, for mange tillike en Oplevelse, som satte
Mærkepæl i ens Utvikling. Ikke fordi Foredraget var agresi*
sivt og agitatorisk, hvad vel de fleste hadde ventet og som
enkelte «Spejdere», som var tilstede, maaske hadde haabet

67

JOHAN BØGH

Men fordi man her i en glansfuld Form, fyldt av Kundskap
og Aand, fik Personligheter og Aandsstrømninger, som saa
at si laa utenfor den vanlige borgerlige Samfundsopfatning,
klargjort og fortolket ut fra en retfærdig og dypt menneskelig
Fordomsfrihet, som virket som noget befinende nyt paa en
Kreds, hvis Erfaringer fra saavel den ofiFentlige som den pri«
vate Diskussion gik i helt modsat Retning. Det gav friere
Vingeslag og Følelsen av større Albuerum for den enkelte,
uanset om man stod helt paa Brandes' Standptmkt eller ikke.
Og heri laa Summen av den Virkning, som blev Resultatet
av Brandes' Optræden i Bergen. Flere av mine Samtidige
vil visnok bekræfte dette som en Erfaring vi gjorde i de
efterfølgende Aar.

Men hadde vi et rikt Utbytte av Foredragene, gav den
daglige Omgang med Brandes vore Kundskaper og Opfat^
ninger en ikke mindre Berikelse. Han var dengang kun 38
Aar gammel, stod i sin Aands bedste Kraft, hadde i de nær^^
mest foregaaende Aar vundet et større og større Navn ute i
Europa og besat — modnet og hærdet i uavbdelig Kamp — en
Spænstighet og en Aandslivlighet, som virket i høi Grad elektri«*
serende. Han øste med fulde Hænder av sin Kundskaps og
sin Aands rike Kilder og var altid den elskværdige og underi*
holdende Gjæst, som fordi han følte sig mellem forstaaende
Venner udtalte sig med aapen Tillidsfuldhet i Skjemt og
Alvor.

Blandt de mange interessante «Frivatforelæsninger», som
Brandes en saadan Selskapsaften kunde gi os, husker jeg med
særlig Tydelighet hans av Varme og Beundring farvede Skil"
dring av det første Møte med Stuart Mill og hans Opfatning

68

JOHAN BØGH

av dennes Personlighet og hans Værker, av hvis Grundtanker
han gav os en klar, oversigtlig Ekstrakt. En anden Aften
blev han anmodet om, at gi os en Forklaring av Likheter og
Ulikheter i Schopenhauers og Eduard von Hartmanns pessi'
mistiske Filosofi, og vi fik da en Utredning av det essentielle
i hegge disse mærkelige Tænkeres Systemer, navnlig af Grunde*
tankerne i Hartmanns «Die Fhilosophie des Unbewussten»,
som dengang var stærkt under Diskussion. Den nu 70i*aarige
Forkynder skal idag vite, at der i Bergen sitter endel Vete^
raner igjen fira Kredsen i 1880 (mange er døde), som med
dyp TaknemKghet har bevaret Mindet om Samværet med ham.

Foredragene gik sin Gang. Impressarioen hadde Lampei>
feber hver Foredragsaften, før det tilstrækkelige Antal Tili*
hørere hadde indfundet sig. Men det viste sig, det hadde
ingen Nød. Tilhørerkredsen var trofast, dens Bifald steg for
hvert Foredrag. Antallet kunde svinge fra 190 til 212, og da
Billettøren gjorde Regnskapet op for den hele Foredragsserie
viste det sig, at Brandes* Betingelse om de 200 Tilhørere var
opfyldt. Mærkelig nok omtrentlig paa Øret, da der kun var
et Overskud af 3 Tilhørere.

Imidlertid faldt det sig saa heldig, at Brandes kom til at
holde en Ekstraforelæsning, som reparerte litt paa det magre
pekuniære Utbytte. Som Følge av Dampskibsgangen maatte
Brandes opholde sig to Dage i Bergen efter Avslutningen av
hans Foredragsserie. Som hans Impressario foreslog jeg ham,
at den sidste Dag burde benyttes til et Foredrag om et Emne,
som kunde synes forholdsvis neutralt og tillike angaa norske
Forhold. Brandes var straks med. Han mente at et Emne
som «Henrik Ibsens Dramaer» maatte være godt. Det var

69

JOHAN BØGH

det naturligvis ogsaa. Men da Ibsen den hele \^ter hadde
været drøftet paa kryds og tvers i alle Landets Aviser og i
særlige Brochurer i Anledning av «Et Dukkehjems, mente jeg
for min Part, at Publikum var blit overmæt av Henrik Ibsen
og at Brandes heller burde vælge Bjørnson, som trods alle
motstridende Meninger dog hadde en sikker Plads i de flestes
Hjerter. Jeg følte mig nemlig sikker paa, at der var mange,
som gjeme vilde se og høre den berømte Foredragsholder,
naar det blot kunde ske under en tilsyneladende neutral Eti^^
kette. Brandes bifaldt mit Forslag, og det viste sig at Forut«
sætningen var rigtig, for Foredraget om Bjørnson blev avholdt
for fuldt Hus.

Men før dette Foredrag forefaldt der en Episode, som er
betegnende for hine Dages Forfølgelser likeoverfor dr. Brandes.
Doktoren avholdt sit sidste Foredrag om den franske Romantik
Lørdag den 29de Mai. Samme Aften læstes i «Bei^ens Afteni*
blad» et Angrep paa ham, underskrevet et kjendt Mærke, som
alle vidste dækket en teologisk Kandidat. I dette Angrep
stod bl. a. følgende: «Vi skulde tro, at hans (Foredragshold
derens) polemiske Forhold til' den kirkelige Tro og Forkyni*
delse maa træde klart nok frem, naar han under Behandlingen
av den Retning, som i Frankrig omkring 30i*Aarene grupperede
sig om Victor Hugo, uttaler uten nogetsomhelst Forbehold,
at disse intelligente Mænd forstod, at Læren om Treenig«*
heten var ganmieldags Skolevrøvl.»

Man vil forstaa den Forbauselse og Indignation, som denne
Ut talelse vakte, naar man erfarer, at Brandes hadde nøjagtig
uttalt følgende: «Et lille Mindretal af Frankrigs mest dannede
Mænd og m est intelligente Kvinder indsaa, at de tre Enheder

70

JOHAN BØGH

(Stedets, Tidens og Handlingens i Tragedien) var gammelt
SkolevrøvL*

Jeg glemmer ikke mit Møte med Brandes, da jeg Søndag
Formiddag søkte ham i Hotellet. Han hadde netop læst An^^
grepet. Han gik op og ned i Værelset med hurtige, korte
Vendinger og elastiske Bevægelser. Han mindet mig om en
smidig Fægter, som likesom lekte med en usynlig Motstander,
han saa foran sig. Der var over ham en Blanding av haanende
Foragt for «disse uvidende Sporhunde, som glæfset efter ham
i Blinde», og festlig Humør over en saa kolossal Vandgang.

Da Brandes Dagen efter holdt sit Foredrag om Bjørnson
foretok han i en kort Indledning et Opgjør med sin Angriper.
Hver Sætning, knap og koncis formet, rammet som et Fisken
smeld. Da Angriperen Dagen efter i et Tilsvar indrømmet
sin Forgaaelse og undskyldte sig med, at han ikke hadde
hørt eller opfattet den foregaaende Sætning, hvorved hans
Misforstaaelse (1) lod sig forklare, hadde han den Frimodighet
at tilf øie : « Vor Feiltagelse rører saaledes ikke ved Sakens Realia
tet; den er kun en feilagtig Opfatning av en enkelt Ytring.^
Men den feilagtige Opfatning av denne enkelte Ytring var dog
imidlertid Hovedargumentet i Angrepet.

Hermed ender Fortællingen og Georg Brandes og Bergen.
Den u^jør vistnok kun et yderst ringe Kapitel i Brandes*
Livsførelse, men den gir ikke destomindre sit Bidrag til «Stem^
ninger og Tilstande* under vort Samfunds Utvikling henimot
større individuel Frihet og større Fordomsfrihet.

71

BIDRAG AV

Tryggvc Andersen 40

Nini Roll Anker 45

Andreas Aubert 59

Johan Bojer 22

Sigurd Bødtker 41

Johan Bøgh 61

Kristian Eister 46

Gerhard Gran 21

Knut Hamsun 7

Gunnar Heiberg 31

Anders Hovden 9

Christian Krohg 13

Oda Krohg 35

Haakon Løken 56

J. Løvland 34

Ludvig Meyer 24

Femanda Nissen 55

Regine Normann 50

Haakon Nyhuus 53

Carl Nærup 32

Sigmun Rein 60

Johan ScharfFenberg 18

Wilhehn Schencke 16

Christian Sinding 54

O. Thommessen 10

Sigrid Undset 14

ErikVuUum 36

Reidar Øksnevad 51

10 73

U.C. BERKELEY UBRARIES

coaaaasQsii

t