Full text of "Icthyologiske bidrag til den grönlandske fauna"

See other formats

KYLE DN i is
137; Kj i!
ig i, i i i

UT AGN
ve HAN

ig
by,

KKG
(el

KERNE TEA i
Pr NÅ spr FRANKEN NG
NNE else
HAN: SAD, AN
ON

Digitized by the Internet Archive
in 2011 with funding from
University of Illinois Urbana-Champaign

http://www.archive.org/details/icthyologiskebid0Orein

ICTHYOLOGISKE BIDRAG

TIL

DEN GRONLANDSRE FAUNA,

JOHANNES REINHARDT,

PROFESSOR.

L”

åndledning,
indeholdende
Tillæg og Forandringer i den fabriciske Fortegnelse

paa gronlandske Hyvirveldyr.

HDer er forlåbet mere end halvtredsindstyve Aar, siden Fabricii Fauna
Grønlandica udkom i Trykken. I dette noksom bekjendte Værk har
den beråmte Forfatter sågt at bestemme og benævne systematisk alle de
Dyrarter, som han havde Leilighed til at see, eller om hvilke han var
istand til at skaffe sig Kundskab i de 6 Aar (fra 1768—1774), i hvilke
han opholdt sig i Grénland. Den særegne Beliggenhed af Landet, den
store. Mangel paa tilforladelige Efterretninger om 'dets forskjellige Dyr-
arter, Omfatningen af det hele Dyrerige og de: mange grundige Beskri-
velser,” tildeels af nye Arter, som Bogen indeholder, maatte love
Årbeidet fortjent Anerkjendelse af Europas da levende Zoologer, hvil-
ken ogsaa i håi Grad er bleven det tildeelt. Seer man hen til de Om-
stændigheder, under hvilke Fauna grånlandica blev udarbeidet, til den
. Tilstand, i hvilken den beskrivende Deel af Zooløgien dengang, over-
ladt til sig selv og uden Veiledning' af den sammenlignende Ånatomie,
> befandt sig, og til den Forberedelse i Videnskaben, . som dén op til

Grønland gaaende Missionær havde kunnét, tilegne isig, vil man finde

Anledning til at &nske, at Forfatteren havde i en sildigere Periode af
sit naturhistoriske Studium havt Leilighed til at foretage en paa nye
og umiddelbare Sammenligninger bygget Omarbeidelse af sit Arbeide;
men formodentlig har Vanskeligheden i at erholde de til en saadan Re-
vision nådvendige Dyrarter indsamlede i Grønland været den største
Hindring for et saadant Foretagende. I sin lange og til Naturhistorien
ofte henvendte Virksomhed sågte imidlertid Fabricius ved flere Afhand-
linger, deels i det RK. Videnskabernes Selskabs Skrifter, deels i Natur-
historie-Selskabets Skrifter, at berigtige, fuldstændigjére og foråge de i
hans Fauna givne Efterretninger om de i den optagne Dyrarter.
Grønland er ved sin store Udstrækning næsten at betragte som et
Fastland, og skulde saaledes i sin Fauna vise stårre Eiendommelighed
end Øerne pleie at vise. Det danner formedelst sin Beliggenhed imel-
lem Island og Spitsbergen paa den ene Side, og Labradorkysten tillige-
med Landene Norden for Hudsonsbugten paa den anden Side, saa at
sige, en Overgang imellem Europa og Amerika. Det frembyder derfor
et fortrinligt Sammenligningspunkt i Undersøgelserne om Forskjellen af
Formernes Fordeling efter den geographiske Længde i den nordlige
polare Zone. Holde vi os nu i denne Sammenligning til de systema-
tiske Benævnelser i Fabricii Fauna grånlandica, hvorved vi ville ind-
skrænke os blot til Betragtningen af Hvirveldyrenes Række, saa træffe vi
kun meget faa Navne, som ikke erindre os om den europæiske polare
og nærmest tilgrændsende Zones Fauna, og saaledes fremgaaer den euro-

pæiske Character deraf.

A. Paitedyr.
Iblandt Pattedyrenes Navne minder et Stykke af Pandeskallen

af en Moskus-Oxe, som paa en Iisblok fandtes drevet ind i det gron-
landske Kysthav, og som gav Anledning til at optage Bos grun-
niens (moschatus) i den gronlandske Fauna, os om de ligeoverfor

liggende Ryststrækninger og Oer af det boreale Amerika, hvor denne
store Oxeart træffes om Sommeren. Selv paa Melville-Oen indfinder
den sig om Foraaret. Iblandt Vandpattedyrene træffe vi vel en for den
europæiske Fauna den Gang ubekjendt Art, Ænarnaken, (Monodon
spurius), men som sildigere ogsaa er truffet i det europæiske Nordhav.
De åvrige fremmede Navne, som Ursus luscus og Phoca ursina, grunde
sig paa Beretninger af de Indfådte, hvortil maa bemærkes, at Ursus
luscus dog vilde være det samme Dyr som Mustela Gulo, hvis Fabricii
systematiske Navn paa Amarok grunder sig paa en Grænlænders Beskri-
velse, hvilket ikke er troligt. Det er ikke usandsynligt, at Æmarok er
den nordamerikanske Ulv, som efter nyere Sammenligninger er forskjellig
fra den europæiske. Dette Dyr traf Ross paa Melville-Oen, og de hun-
grige Ulves Streiferier strække sig ofte langveis, saa at det vel kunde
tænkes, at nogle enkelte tilfældigviis af og til ogsaa kunde komme til
Grønland, hvor de ligeledes træffe Rensdyr, hvis besynderlige Træk-
ningsforhold i disse Egne endnu ikke er tilstrækkeligt oplyst. De
Forandringer, som Fabricii Pattedyr - Fortegnelse har erholdt ved
nyere Sammenligninger og Opdagelser, ere ikke betydelige. Haren
er af nogle Naturhistorikere erkjendt som en ny Årt, der er forskjellig
fra den især i det nordlige Europa forekommende Hare, der bliver hvid
om Vinteren (Lepus variabilis), og har faaet Navnet Lepus glacialis;
men Andre finde ikke tilstrækkelig Grund til en saadan Adskillelse mel-
lem dem. Scoresby har paa Østkysten af Gronland imellem 749 og 720
N. B. opdaget en Art af Gnavernes Orden, som af Dr. Zrail er bleven
kaldet Mus (Hypudæus) grønlandicus.. Begge disse Årter forekomme
ogsaa paa Østkysten af de Norden for Hudsonsbugten liggende Lande
og Oer. De grønlandske Sælarter have siden deres Naturhistories Be-
arbeidelse af Fabricius ingen Tilvæxt erholdt. I det kongelige Museum
findes imidlertid tvende udstoppede Sælhunde, som fortjene en nåiagtigere

Undersøgelse end den Tiden denne Gang tillader. Den ene er indsendt

i sin Tid fra Godthaab af Rapt. Holboll, som en Varietet af Phoca
hispida, den er af en sortebruun Farve med smaae uregelmæssige og
adspredte Pletter, og har hiins Haarvæxt. Den anden er indsendt af
kjobmand Fleischer i Ømenak. Den er guulagtig hvid af Farve, uden
Pletter, og har en reen glindsende og glat Haarvæxt. Endelig var
Grindehvalens Forekomst ved de gronlandske Kyster Fabricius ubekjendt;
det: naturhistoriske Museum har erholdt flere Cranier af denne Art fra

forskjellige Handelssteder.

BB. Fugle.

Iblandt de grønlandske Landfugle forekommer et Par systematiske
Benævnelser, som minde os om de vesten for liggende Lande, men
begge disse amerikanske Arter ere optagne efter Gronlændernes Beskri-
velser.. Med Hensyn paa den ene af disse er der siden 50 Aar ingen
Fugl blevet bekjendt fra Gronland, som kunde fremkalde Forestillingen
om Parus bicolor. 1 Henseende til Strix AÅsio finde vi i de nyere Op-
dagelser Grund til at antage, at Fabricius har taget Feil i at forklare
et bestemt Udtryk i Gronlændernes mundtlige Beskrivelse af denne Ugle.
Thi det er Angivelsen af store Oren, som har fvranlediget den systema-
tiske Bestemmelse i Fauna grånlandica. Fabricius har nemlig hentydet
hiin Angivelse paa de forlængede Fjer i Pånden, men Grånlænderen har
uden al Tvivl med sit Udtryk meent de virkelige Oreklapper, som hos
nogle Uglearter have en udmærket Størrelse, saaledes som virkeligt
Tilfældet er hos Strix brachyotos, paa hvis Oreklapper Ordene: $auri-
culis margine ciliatis” i Fabricii Anmærkning fortrinligt passe, og tjene
til at bekræfte min Mening. Mosecuglen (Strix brachyotios) er for mange
Aar siden blevet mig tilsendt af daværende -Coloniebestyrer i Juliane-
haab, Hr. Monrad. Exemplaret var skudt i Bugten 7unnudliorbik,

just der, hvor Fabricius siger, at Strix Asio skal findes. For et Par

Aar siden har jeg erholdt et andet Exemplar ligeledes. fra Julianehaabs-
distriktet... Da Strix brachyotos er en for Europa og Nordamerika fæl-
leds Art, da jeg ogsaa har erholdt Exemplarer af den fra Færwéerne,
hvor den efter" skriftlige Meddelelser skal ankomme skjéndt i meget
ringe Åntal regelmæssigt hvert Foraar, saa bliver det håist sandsynligt
at den ogsaa forekommer i Island, og at den ubekjendte Ugleart, som
Olafsen har afbildet Tab. 46, og som har været forskjelligt benævnet;
ligeledes er Strix brachyotos.. Hvorvidt nu den store Lighed mellem
de nordeuropæiske Fortegnelser paa Landfuglene og den i Fauna gron-
landica leverede hidrårer fra ejendommelige europæiske Arter celler fra
Mængden af arctiske Årter, som altsaa ere fælleds: for- den hele aretiske
Zone, og fålgelig ikke kan give den grånlandske Fauna en særegen
Characteer, eller fra Urigtighed i Navngivningen i Fauna grånlandica,
er her ikke Sted at undersøge”). De sikkreste Vejledere i disse Under-
sågelser ville de Fuglearter være, som kun i Udrugningsperioden såge
op til den arctiske Zone, men tilbringe Vinteren i Nærheden af den
tropiske Zone eller i samme. Af saadanne Fugle har Grånland kun en
eneste aldeles europæisk Årt, nemlig Saxicola Øenanthe; da denne
mangler aldeles i de forskjellige amerikanske Faunaer, da selv Slægten
Sawxicola kun har en sig nærmende Repræsentant i. Saæicola Sialis "),
saa maa denne Årt trække til Grønland og derfra igjen tilbage til Syden

over Europa, hvilket ligeledes maa være 'Tilfældet med Numenius

”) En til de mindste Maal- og Farvenuancer sig strækkende Sammenligning af gron-
landske og europæiske Individuer, har vel i de nyere Tider ladet i de grønlandske
Orne, Falke, Ryper, Struntjægere, Ederfugle, Havimbre 0. s. v. see eiendom-
melige Arter, som skulde være forskjellige fra de' europæiske, hvis systematiske
Navne de hidindtil have fort; men det synes som den angivne forskjellige Localitet
har havt stor Indflydelse paa disse Adskillelser.

”) Selv som Slægtsform er denne Art saa forskjellig fra den europæiske Saxicola-
Slægt, at nyere Systematikere danne en egen Slægt af den.

Vid- Sel. uaturvid. og mathem. Afh. VEI Decl. M

Phæopus, der synes at forekomme regelmæssigt men i meget ringe Ån-
tal 13 Grønland.

Vandfuglene, som udgjore det største Antal af grånlandske
Fugle, ere i Europa fortrinsviis Polarfugle, hvad enten de saa ere
Standfugle, eller de blot opholde sig der i Udrugningsperioden, og
dette er Aarsagen til, at .de for en stor Deel blive fælleds for den
gamle og nye Verden; vi træffe heller ikke i Fabricii Fortegnelse en
eneste Årt, som vi jo ikke kjende fra de europæiske Faunaecr.

De Forågelser, som Fortegnelsen paa de gronlandske Fuglearter
har erholdt, især i de sidste 8 Aar, ere meget betydelige, og da de
tildeels forandre Characteren af denne Fauna, synes det passende at give
en Oversigt over dem i denne Indledning, hvis Bestemmelse er at vise
Overvægten af eiendommelige eller amerikanske Hvirveldyr over de
udelukkende europæiske i Gronland. Denne Tilvæxt skyldes især Capi-
tainlieutenant HMollboll, den af Grønlands naturhistoriske Undersøgelse
fortjente Reisende Wahl, og forskjellive Andre, som have gjort Sen-
dinger af Naturalier til det kongelige Museum.

Vi ville, for at lade den geographiske Oversigt af Fordelingen
desto tydeligere fremtræde, anfåre disse nye tilkomne Fuglearter under

følgende Rubrikker.

1. Tilvæxt af Fuglearter, som ere fælleds for Europa

og Nordamerika.

1. Farco PEREGRIYUSs: kun de Endividuer har jeg seet fra (Grønland.
Denne Årt opholder sig efter Richardson om Sommeren omkring
Hudsonsbugten og ved Itysterne af det arctiske Hav. Parry bragte
flere Exemplarer med fra Melville-Oen.

2. STRIX BRACHYOTOS, hvis Forckomst i Gronland i det Foregaaende

er udførligt omhandlet, findes i Nordamerika meget hyppigt i Pels-

landene om Sommeren. Richardson traf den indtil den 679 N. B.
Ved Fortet Franklin blev en Hun skudt den 20de Mai; den havde
store Blommer i Æggestokken ”).

AnxtHus agvarticus. Saavel Charles Bonaparte"), som Richard-
son) gjør Alauda rufa Wilsonii til samme Årt, som den euro-
pæiske Anthus agqvaticus.. Museet har erholdt flere Exemplarer fra
forskjellige Steder mellem Sulianehaab og Holsteinborg af en An-
thus-Årt, som stemmer oyvereens med /”ilsons, men hvis Næb er
noget tyndere, og hvis bagerste Taacs Kloe er lidt mere båiet end
hos Ænihus agvaticus. Ogsaa i Størrelsen, men især i Nuancen
af Farven, er Forskjellen mellem de europæiske og grånlandske
Individuer mærkelig. To Individuer, Han og Hun, bleve af Pald
fangede ombord paa Skibet den 134 April 4828 under 590 44/
N. B. og 20 9” Vesten for Gråonland.

ÅLAUDA ALPESTRIS, af hvillken Art Hr. Capitainlieutenant Holbøll
har truffet et Exemplar ved Godthaab, som nu findes opstillet i det

kongelige Museums europæiske Samling. Individuet har været en

BSy

Temminck fortæller i det åIste Supplement til Manuel dornithologie pag. 44, at
han har erholdt tvende Exemplarer af Strix lapponica, dræbte i Gronland. Vi
have iblandt de talrige Individucr af SGwx nivea, som i et Tidsrum af 16 Aar ere
indsendte til Musect fra alle Districter i Grønland aldrig erholdt denne Ugleart
derfra. Angivelsen af den Vei, paa hvilken de tvende Individuer ere bragte, og
paa hvilket Sted 1 Gronland de ere skudte, skulde have sikkret denne nye Localitet
imod Tvivl, som let vil opstaae hos den der veed, at Benævnelsen "«Gronlandsfarer”
anvendes paa alle de Skibe, som udrustes fra Elbegnene og fra Dannemark til
Sælhunds-, Hvalros- og Hvalfiskefangst, saavel Osten som Vesten for Gronland, af
hvilke kun ct saare ringe Antal communicerer med Landet selv. Imidlertid ligger i
de climatiske Forhold ingen Modsigelse, da efter Richardson Strix cinerea, som
kal være synonym med S£. Japponica, ræliker i Nordamerika til den 689 N. B.,
imedens Sfrzx mivea endnu træfles paa den 75? N. BB. Med denne sidste Arts
langt nordligere Forekomst lader ogsaa dens Talrighed i Gronland sig let forene.

Annals of the Lyceum of natural history of Nev-York, Vol. El. pag. 90, hvor han
kalder den Anthus spinoletta.

") Fauna bercali-amerieana, Vol. AT. pag. 251. Tab. 44.

(Sid

gammel Han i fuldkommen Sommerdragt, som sees af den gule
Farves større Intensitet, og: deraf, at de mattere farvede Fjer-
spidser paa Hovedet allerede ere afslidte. Af denne ene Erfaring
lader sig intet slutte om denne Arts Forekomst i Grønland; som
bekjendt er den i Nordamerika om Sommeren en meget hyppig
Polarfugl, imedens den tilbringer Vinteren i Mellemstaterne og i de
sydlige Stater. Den forekommer ligesaa hyppigt i Asien, hvor den
er Vinterfugl i det sydlige Siberien; kun faa komme til det syd-
&stlige Europa. Museet besidder et Endividunm, som er skudt i
Nærheden af Dresden.

Lo0X1A LEUCOPTERA synes ikke af Naturen bestemt til at finde sin
Næring i det for Naaletræer blottede Groånland, og kun et Tilfælde
kan have sat det Individuum, som Museet besidder derfra, i saa
ugunstige Naturforhold. Exemplaret, der er indtårret som en Mu-
mie, er af en Gronlænder fra Østlandet, der søgte til en Handels-
loge paa Sydlandet blevet medbragt, som en stor Sjeldenhed og
i Tuskhandel kommet til daværende Kjobmand Monrad i Juliane-
haab, der har foræret det til Museet. Nogle Fjær i Halen og i den
ene Vinge ere udrevne, forresten er det fuldstændigt, men forkrållet.
Årten er lkjendelig fra de almindelige ved sin ringe Størrelse, sit
svagere Næb, og sine tvende hvide Tyerbaand paa Vingerne. Det
har en frisk råd Farve paa Brystet og derefter at dåmme er det
en Han. Denne i Europa sjeldne Art skal ogsaa forekomme i
Asien, men heller ikke der hyppigt, dens egentlige Hjem synes at
være Nordamerika, hvor den træffes tvers over hele Fastlandet fra
Ost til Vest som Standfugl indtil den 689 N. B.

CALIDRIS AREN ARIA skal efter Angivelse være sjelden i Grønland,
hvorfra Museet kun har erholdt eet Exemplar indsendt.

VANELLUS MELANOGASTER. Museet har kun erholdt et eneste
Exemplar af denne Art fra Godthaabs-Distriktet. Efter mundtlig Med-

10.

14.

delelse skal den forekomme enkelt mellem Flokkene af de egentlige
Brokfugle (Charadrius pluvialis). Da den efter Ztichardson træffes,
skjøndt ikke talrigt lige ind til Amerikas nordligste Polargrændse
bliver dens regelmæssige Forekomst i Grånland sandsynlig, hvor
den vel forvesles med Brokfugle, som det indsendte Exemplars
systematiske Navn viste paa den tilheftede Seddel.

TRINGA ISLANDICA forekommer, men som det synes sparsomt, i det
sydlige Grånland i Rugetiden, da jeg har faaet derfra saavel gamle
Individuer i Sommerdragt, som unge Fugle; den skal blive hyp-
pigere Nord paa især imellem Jacobshavn og Omenalk: efter Hr. Pahils
Angivelse. Den har været truffet saa langt, som de engelske Ex-
peditioner have naaet mod Norden af Amerika.

Popicers cornutus. Det eneste Individuum, som, saavidt jeg
veed, er kommet fra Grånland, og som lader tillige formode, at
denne Årt maa yngle der i nogle Fjeldsåer, er indsendt af Hr.
Vall. Det er en ung Fugl, skudt den 42te November 4828 ved
Nennortalik i Julianehaabs-District. Maaskee kunde den uagtet sin
Ungdom, have befundet sig paa 'Trækket fra Island, og være blevet
kastet ved Storm ud af sin Retning.

Lanvs LEUCOPTERUS; denne af Faber ved hans Ophold i Island
først opdagede, beskrevne og benævnte Årt findes i stårste Mængde
op allevegne langs de gronlandske Ryster fra Cap Farvel indtil
Omenal: — baade Vinter og Sommer — den yngler i store Skarer
paa Fjeldsiderne.

Larvs SABINI optages under denne Rubrik efter Iagttagelser af
Sabine, som har truffet denne nye Årt ogsaa ved Spidsbergen. De
forste Exemplarer bleve bragte til Europa af Professor Giesecke.
De (Han og Hun) vare blevne skudte paa Hundeeiland i October
Maaned 1806 af Kjobmand Mørck. Begge Stykker bleve af Gieseske

forærede til det Reiserlige Museum i Wien. Denne Art fattes endnu
i de herværende Museer.

JESTRIS POMARIN A. Deraf besidder Museet kun tvende Endividuer,
af hvilke den ene er en gammel, den anden en ung Fugl.
Lestris Burronir eller den tyndnæbbede Struntjæger synes ikke
at være sjelden i det nordlige Gronland, hvor den skal udruge paa
de yderste Øer.

Purrinus ÅNGLoORUM, hvoraf Museet kun har erholdt et eneste
Exemplar, som er skudt under Grønlands Kyster, er af andre Iagt-
tagere ikke funden i Grønland, hvorimod

PUFFINUS CINEREUS ifølge Capitainl. Molbélls Meddelelse ilike saa
sjelden i stærk Taage kommer fra Havet langt ind i Bugterne. Mu-
seet har erholdt tvende Individuer af denne Art fra Grønland.

Om Forel:iomsten af Trac assinroma LEacuii i Grønland havdes
kun ubestemte Efterretninger fra Ikjobmand Møller i Frederikshaab,
da Hr. Holbøll hjembragte fra Godthaab tvende Exemplarer, som
han forærede til det Rongelige Museum. De svare aldeles til den
Beskrivelse af Arten, som Hr. 7emminck har leveret i sin Manuel
d' ornithelogie. Efter Hr. Holbølls eddelelse forekommer denne Årt
ikke sjelden ved de grønlandske Kyster, endog i de stårre Havbugter.
Charles Bonaparte beretter, at den ikke er sielden ved New Found-
land”); Arten er første Gang bleven bestemt efter Individuer fra
de nordlige brittiske Oer.

CYGNUSMELANORYNCHUS. Et Exemplar af denne Art blev skudt af
Capitain Graah indenfor Cap Farvel, det eneste, saavidt jeg veed,
som er truffet ved Grønland. Skindet af den befindes i det natur-
historiske Muscum. Der er ingen Grund til at ansee den i nogen

Maade forskjellig fra den islandske, hvilket dog den syngende Svane

Så

S. Annals of the Lyceum ef natural history. Vol. 2, pag. 367.

vw
JI

i Pelslandene i Amerika efter Michardson skal være, som kalder
den Cygnus Buccinator.

AS. ÅNSER HYPERBOREUS. Denne Årt maa forekomme i Udrugnings-
tiden i Grønland; thi de tvende Exyemplarer, som Museet har erholdt
fra Grånland, ere begge i de unge Fugles Dragt og ere skudte
om Efteraaret.

19. Anxser arvirrons. Det er ilike usandsynligt at det i en Afhand-
ling i Tidsskriftet for Naturvidenskaberne 7. Hefte omtalte Indivi-
duum af Ænser segetum, som var et særdeles slet aftrukket Skind,
er blevet af mig urigtigt tydet, og at det har været en ung Anser
albifrons, af hvilken Art jeg senere næsten hvert Aar har erholdt
et eller andet Excemplar, saavel af gamle som unge Fugle; kun et
eneste Exemplar havde Bugen næsten ganske sort. Den skal i stor
Mængde udruge sine Æg paa Holmene i en Fersl;vandssåe henved
den 689 N. B.

20. Avas acuta. Denne Årt, som efter Richardson opholder sig for-
nemligen paa Søerne i de nordlige Districter, og som udruger ved
barren grounds i Nordamerika, træffes, skjønt vistnok sjælden, i
Nordgrønland. Museet har fra Rjobmand Fleischer i Omenak,
henved 7å9 N.B. erholdt en Han i fuldkommen Dragt. Ogsaa fra
Fiskernæsset er et Exemplar blevet indsendt.

21. Axas CrEecca. Denne Årt, som Hr. Pahl traf en eneste Gang paa
Østkysten, forekommer, efter de modtagne Individuer at slutte, hist
og her paa Vestkysten indtil Jacobshavn, som er det nordligste Sted,
fra hvilket jeg har erholdt den; dog synes den i alle DBistricter at
være sjelden.

22. ÅNAaS PERSPICILLATA"). Bet synes, som om den af Capitain Graah,

i hans Reise pag. 445, omtalte Fugl, der fangedes ved Tisblin-

”) Denne Art findes aftegnet i Nilsons Illuminerade Figurar til skandinavisk Fauna,
14. Hefte Tab. 115.

ken Colberger Heide, 649 10" N. B., og hvoraf Hovedet er afbil-
det paa 'Tab. 8 Fig. 4, maa have været en Han af denne Art.
I den arctiske Zone af Amerikas Fastland forekommer den efter
Richardson rugende ved hysterne af Havet, og opholder sig paa
Efteraarstrækket omkring Hudsons-Bugten og paa Ferskvandssåerne
inde i Landet saa længe Vandet er aabent. Senere har Museet af
Capitainlieutenant 4Zolbøll erholdt et meget godt Exemplar af en

gammel Han i Vinterdragt, som cer skudt i Godthaabs District.

2. Tilvæxt af Fuglearter, som ere eiendommelige for den

&stlige Hemisphære.

å. PANELLUS CRIsTatus. EtExemplar af denne Årt blev skudt i Åaret
1820 den 7de Januar ilike langt fra Fiskernæsset, og af afdåde Kam-
merraad Heilmann ved hans Hjemkomst givet til Museet. Det slet
behandlede Stykke var en fuidvoxen Han. Det er iiike vor Mening
at indføre denne Fugl i den grønlandske Fauna som en den til-
hørende Årt, men kun at opbevare denne mærkværdige Afvigelse
fra den sædvanlive 'Præknings-Retning. Viben vil ligesaalidt kunne

anseces for en gronlandsk Art, fordi den engang er skudt der, som

den sorte Fbis (Fbis fulcinellus) kan optages som en den islandske

Fauna tilhårende Art, fordi en Flok af 10 tlf 19% Hedividuer i Be-

gyndelsen af Sommeren 4824 viste sig paa den sydlige Ende af

denne oceaniske Oe”). Ogsaa Aarstiden, i hvilken Viben blev
skudt, er mærkværdig; den viser hen paa en længere Omflakken
fra Sted til andet. Faber bemærker i sin Prodromus der islåndichen

Orniihologie, at Viben, som aldrig udruger i Island, undertiden

”) De fleste bleve skudte, hvorved det kongelige naturbistoriske Muscum kom i Be-
siddelse af 5 Stykker, af hvilke tvende bleve udstoppede og opstillede. Alle 5 In-
dividuer vare fuldfarvede.

i det sildige Efteraar forvilder sig derhen, og at navnligen i

Aarene 1818 og 1820 dette fandt Sted.

Nvmenivs PHæorvs. Denne curopæiske Årts Forekomst i Gron-
land ved Siden af en nordamerikansk Art af samme Slægt, som
vil blive anført i næste Afsnit, er først i de sidste Aar bleven iagt-
taget. Den synes at være sjælden. Museet har i Aarene 4851—35,
kun erholdt 5 Exemplarer, fra Colonierne QOmenal: og Godhavn i
Norden, og fra Frederikshaab og Julianehaab i Syden. Alle vare
fuldfarvede og aldeles udvoxne; det ene af disse bår paa Grund af
det længere Næb antages for at være en Hun. Foruden disse fem
have vi Efterretning om et Par Individuer, som ere trufne ved
andre Handelsloger; men der fattes os Rundskab om Fuglens Ud-
rugning og hele Opholdstid i Grånland, imidlertid bevise de erholdte
Individuer, at den forekommer fra den nordligste til den sydligste
Deel af Landet, og da disse ere skudte i forskjellige Aar, synes den
ikke at være en til Grønland tilfældigviis ankommende F ugleart. Denne
Årt forekommer, som bekjendt, i Island meget hyppigt. Dens An-
komst til Landet skeer der efter Fabers Beretning i Slutningen af
April og i Begyndelsen af Mai; og allerede i Midten af September

er den igjen aldeles forsvundet.

5. Tilvæxt af Fuglearter, som ere eiendommelige for

Nordamerika eller fortrinsviis forekomme der.

. Sycvra — ? (Tab. 4. Fig. 4). Vi kan ikke med Niiagtighed
bestemme til hvilken Art denne lille Græssmutte henhører, da det
eneste Exemplar Museet besidder, og som er skudt ved Godthaab,
har tabt nogle Fjær. Den kommer nærmest til Sibillatrix iblandt
vore europæiske Sylvia-Årter, med Hensyn paa Farve og Udseende,
men den er kjendeligt mindre, dens Næb er lidt kortere og stærkere

Vid. Sel. naturvid. og mathem. Afh. VIL Dccl. N

Den gronne Farve er mere levende, og videre udbredt, Underdelen
er pronlig guul, Midtbugen hvidagtig; der sees ingen guul, eller
anderledes farvet Streg over Omene. Den skal efter en Sammen-
ligning, som er anstillet med den i Berlmer-Museet, have meest Lighed
med en under Navn af Sylvia Mexicana der opstillet Årt, men dog være
forskjellig fra den. Richardson anfører kun een Sylvia-Årt, som træk-
ker i Nordamerika saa høit mod Norden, at det kunde være muligt
at den ogsaa kom til Sydgrønland. Denne er Sylvia æstiva, som
udruger endnu paa den 689 N. B., sljøndt dens Vinterzone ligger
hen imod Vendecirklen. Dog en Hun celler ung Fugl af denne
Årt kan den grønlandske Sylvia ilike være.

TROGLODYTES ParLustRris. Deraf besidder Museet ct Exemplar, som
jeg: tidligere har angivet og tildeels beskrevet i en Afhandling om
Grønlands Fuole”), men som den Gang af Mangel paa literaire
Hjelpemidler ikke med Sikkerhed kunde navngives. Den blev skudt
i Midten af Mai Maaned ved Godthaab. Saa vidt jeg veed er
denne Fugl ikke siden blevet fundet i Grønland, og man kan altsaa
ikke bestemme om den er en der redebyggende Art; imidlertid
synes dette ikke antageligt, då Arten tilhører en sydligere Zone, i
det mindste efter PAlchardson, som kun har truffet den indtil den
559 N. B., åstlig for the rochy Mountains, og der kun sjelden og
blot som redebyggende; dens Udrugningszone optager efter ham
Strækningen imellem den 400 og 559 N. B.; Vinteren derimod
tilbringer den 1 Florida og Louisiana. Museets Exemplar, som
blev skudt ved Fiskernæsset af Kjoåbmand IZcilmann den 108 QGeto-
ber 1823, har et stærkere Næb end den europæiske Gjerdesmutte ;
Hovedet er ovenpaa brunsort, i Midten fra Næbroden til Bag-

hovedet noget lysere. Fra Næseborene løber paa hver Side over

”) Tidsskrift for Naturvidensk, Zden Aargang Åste Ilefte pag. 74.

Oinene et graahvidt Baand imod Baghovedet. Fra Oreregionen paa
hver Side trækker sig et smalt rådligbrunt Tyerhbaand, som forener
sig fra begge Sider i Nakken, neden for samme ere Qverhalsens
Fjær brune med en hvid Plet langs med Skaftet. Grundfarven
oven paa er rådbrun, paa Ryggen uden mårke 'Tverbaand, som
heller ikke findes paa Halens åverste og nederste Dækfjær. Ingen
lyse Pletter paa det udvendige Skjæg af de store Svingfjær, som ere
spidsere end hos den europæiske Froglodytes. Ligesom hos denne
ere de rådbrune Halefjær, Svingfjærene af anden Orden og de
indvendige Vingedækfjær tegnede med smalle sorte Tverbaand.
Struben, Underhalsen, Brystet og Bugen ere graalig hvide, til
Siderne lidt trækkende i det rådlige.

FRrRINGILLA LEUCcoPHRYS (Tab. I. Fig. 2) synes regelmæssigt som
redebyggende Fugl at besåge Grénland. Om Efteraaret er den seet i
smaae Flokke i Mellemgronland; ogsaa i Begyndelsen af August
Maaned er den truffet af Hr. Holbøll; en gammel Han fra denne
Aarstid er opstillet i det Kongelige Museum. Den blev skudt den
iGde August 1824, 42 Mile dybt ind i Landet. Hr, Holbåll hørte
tydeligt paa dens Lokkestemme, at dens Mage eller dens Unger
vare i Nærheden. Fuglens Rede er imidlertid endnu ikke blevet fun-
det nogensteds i Grånland, ligesaa lidet som dens Ankomst og Bort-
gang er iagttaget. Richardson angiver, at dens Udrugnings- Zone
strækker sig i Nordamerika paa den dstlige Side af rocky Mountains
imellem 35% og 689 N. B., at den allerede i den sydlige Deel af
denne Zone er Standfugl. Dens Vinteropholdssted er i de nordlize
og mellemste amerikanske Stater, men allerede i Egnen af Phila-
delphia paa 409 N. B. er den en sjelden Vinterfugl efter Charles
Bonaparte... Dens Forekomst som en regelmæssigt redebyggende
Fugl i Groénland, stemmer saaledes aldeles overeens med de climatiske

Forhold, under hvilke den er fordeelt paa det nordamerikanske Fast-

Evy

100

land. Denne smukke Fugleart henhårer til samme Afdeling af Finke-
slægten, som de europæiske og asiatiske Arter Fringilla rustica og
Fr. Pithyornus, til en Overgangsform imellem Finkerne og Værlin-
gerne (Emberiza), og blive derfor af nogle Faunister satte i den
ene, af andre i den anden Slægt. Museets Excmplar er en Han.
Hele Overliovedet og Nakken er sort, hvilken Farve afbrydes ved
tre hvide Længdebaand, af hvilke det Mellemste, som tager sin Be-
gyndelse lidt ovenfor Capistrum, er det bredeste. De andre to ere
smallere og begynde hver paa sin Side umiddelbart over og foran
Oienlaagene. Alle tre låbe sammen i Naliken, som derfor næsten
zanske er af hvid Farve, og har paa hver Side et sort Tyerbaand ;
Mellemryggens Fjær og de store Vingedækfjær have en hvid Plet.
Bagryggen og ØOvergumpen ere brune, Struben hvid, Siderne af
Halsen og Brystet blaaliggraae, Mellembugen graalighvid, Under-
gumpen smudsigt rådligguul. Halen lang, dens Fiær ligesom Vin-

gernes med smale lysebrune ydre Kanter.

. HIRUNDO AMERICAN A Wi11s. Denne Svalearts Forekomst i Gronland

maae vel ansces for tilfældigt, da det eneste mig bekjendte Indivi-
duum derfra var, da det fangedes, aldeles ubekjendt for Gronlæn-
derne; det blev taget ved Fiskernæsset efter en meget hæftig Storm
fra Sydost, og indsendt til Museet af Hr. all. Paa det ameri-
kanske Fastland gaaer denne Årt indenfor Polarcirkelen, og Richard-
son") har truffet den redebyggende ved Fortet good Hope under
6710 N. B. I 'Femperaturforholdene synes derfor ikke at ligge
nogen Grund for, at den ikke skulde kunne foreliomme regelmæssigt
i det mindste i Sydgrønland, dog er Yngleperiodens Temperatur
maaskee stårre paa Fastlandet selv under den 679% N. B. end i

Grønland paa 639.

”) 1. c. pag. 529

101

5. Numenius munsonrcus (Borealis WWils.) (Tab. HH). Det er mærli-
værdigt, at tvende Årter af Regnspaaer-Slægten (/Numenzus), en fra
hvert Fastland, trefle sammen under Udrugnings-Perioden i Gronland,
at altsaa den ene Årt om Efteraaret trækker mod Sydost for at såge
sit Vinterqvarteer i den gamle Verden, imedens den anden såger mod
Sydvest for hen imod den strænge Åarstid at naac over til Amerika.
Vi have i det Foregaaende sågt at godtøjåre at Numenius Phæopus
i faa Individuer udruger i Grønland fra den 60 til den 709% N. B.,
en Udrugningszone, som omtrent falder sammen med Årtens euro-
pæiske Redezone. At ogsaa /Numenius hudsonicus, skjøndt i endnu
ringere Antal, kommer regelmæssigt til Grønland, synes de 2de Ex-
emplarer, som Museet har faaet tilsendt derfra under Navn af Nu-
mentus Phæopus, at vise, thi de ere fra forskjellige Steder, det ene
nemlig fra Jakobshavn, det andet fra Godthaab; de ere fangede i
to forskjellige Aar, som gjér det mindre rimeligt at deres Ankomst
har været tilfældig; med denne Mening synes imidlertid Richardsons
Jagttazelse ikke at stemme overeens, efter hvilken denne Arts nord-
ligste Grændse i Nordamerika som redebyggende Fugl antages at
være den 609 N. B. Men det er sandsynligt, at den er sat noget
for sydligt, thi efter samme Forfatter er Arten paa den 549 N. B.
endnu blot en til Redezonen, og derfra igjen til Vinterzonen, som
sættes henimod Vendekredsen, gjennemtrækkende Fugl. Denne Årt,
som har de tre hvide Længdebaand paa Hovedet tilfælleds med
Numenius Phæopus, adskiller sig fra denne derved, at Bagryggens
Farve ikke er hvid som hos denne, men af samme Farve som den
ovrige Ryg, hvori den har Lighed med den europæiske større Art
Numenius arquata. Museets opstillede Exemplar er efter Hr. FZ0i-
bølls Angivelse en Hun. Den er kjendelig mindre end en med den
sammenlignet Han af Phæopus, ligeledes fra Grønland. Længden

af' Fodroden er hos den sidste to Tommer fire og en halv Linie:

102

hos hudsonicus kun to Tommer en og en halv Linie. Mellemste
Taa hos forste en 'Tomme og fem Linier, hos sidste en Tomme
fire og en halv Linie. De mellemste Halefjær have hos Phæopus
9 lyse Tverbaand, Fjærenes lyse Spidse deri indbefattet, hos hudsoni-
cus er derimod Antallet 44.

ScozoraxGrisEa. Da Muscet kun er i Besiddelse af et eneste Skind
af denne Art, som i Aaret 4824 blev indsendt til samme fra Fisker-
næsset, lader det sig ikke bestemme, om det har været blot tilfældige
Aarsager, som have fordrevet dette Endividuum til et forArten usædvan-
ligt Opholdsted. Da den imidlertid efter Richardson har den 764% Grad
N. B. som nordlig Grændse for sin Udrugningszone, saa vilde der
ikke være noget paafaldende i dens regelmæssige Ankomst hvert Aar
til Grønland. Skindet var ved Modtagelsen meget forkrållet og til-
smurt, dog kunde Årten tydeligt erkjendes paa den korte Huud, som
forbinder den udvendige 'Taae med den mellemste indtil Enden af
forste Fingerled, paa de tolv Halefjær med talrige Tverbaand, paa
det hvide Skaft af den første Svingfjær, og endelig paa den hvide
Bagryg. Forresten passer dets Farve og "Tegning bedre til den Be-
skrivelse som Professor Nilsson har givet af det Paikulske Exem-
plar”), end til den af Zemminck leverede. Formodentlig har saavel
det forstnævnte som det grønlandske været skudt om Efteraaret, og
fålgelig i deres Vinterdragt.

RaLLus carkROLINUS maae vi regne iblandt de Fuglearter, som tilfæl-
digviis fordrives til Gronland. En fuldvoxen Hun af denne Art blev
skudt ved Colonien Sukkertoppen (659 207 N. B.) den 3die Qecto-
ber 1823. Det slet behandlede Skind erholdt Museet Aaret derpaa;

til Sammenligning ved dets Bestemmelse tjente et fra St Croix

”) Man er nu blevet overtydet om. at dette Exemplar ikke er skudt i Sverrig, og
saaledes bortfalder det vigtigste Beviis for denne Arts Forekomst i Europa.

105

indsendt Endividuum af en Hun af samme Årt. Ødichardson har
truffet Ballus carolinus som udrugende Fugl indtil den 620 N. B.
Pratyrvs Barnowiti, træffes regelmæssigt men meget sparsomt i
Grønland, hvor den vist har sine endnu ubelijendte Rugepladser.
Den sædvanlige slette Beskaffenhed af Skindene, som ere bragte
hertil, har foraarsaaget, at man i det højeste har anseet den for en
Varietet af Platypus Clangula, og saaledes har det ældste Exemplar
i det kongelige Museum været i de første Aar betragtet, og hvortil
det i Revisionen af Gronlands Fuglearter nævnte Individuum”) er
at henfåre. Det var først det af Gapitain Graah bjembragte og til
Museet skjænkede bedre Exemplar””), som fremkaldte en nåiagtigere
Undersøgelse. Edet synes nu endogsaa efter hvad Museet besidder,
tvivlsomt om Platypus Clangula forekommer i Grønland, skjåndt den
er hyppig i det nordlige Island, og udruger sime Unger især ved
Myvatn, hvorimod Platypus Barrowii skal forekomme meget sjelden
paa denne Oe. Da begge Arter ved første Giekast ligne hinanden
saa meget, at de let kunne forvexles, naar man kun har een af dem
for Oie, og da Afbildningerne af Platypus Barrowii endnu. fore-
komme sparsomt i de mere tilgjængelige ornithologiske Værker, er
en efter Museets Exemplar forfærdiget Tegning besørget stuliket i
Kobber paa denne Afhandlings Tab. MI. Det er især den stårre Ud-
bredning ned ad Halsen af Hovedets sorte Farve, og dennes Spillen i
det blaa, tilligemed den triangulaire Form af den hvide Plet imei-
lem Øiet og Nebroden hos P. Barrowii, som vækker den første Op-
mærksomhed paa en Forskjel imellem begge Årter, da den ikke saa

langt sig strækkende sorte Farve af Hovedet spiller stærkt i det grånne

") 8. Tidsskrift for Naturvidenskaberne 2den Aarg. Iste Hefte pag. 55 Nr. 10.

”) S, Underségelses- Øcise til Ostkysten a? Grænland af 77. 4. Graah pag. 194, hvor
den bliver betegnet med det grønlandske Navn Mualortalik; Anas Clangula hos
Fabricius fører det grænlandske Navn Rærtlutorptarsuk.

104

om den hvide Plet næsten er rund hos Hannen af Platypus Clan-
gula. Ved fortsat nåiere Sammenligning: finder man flere Forskjellig-
heder; saaledes strække de lange Fjær i Baghovedet hos Barrowii
sig ogsaa langt ned paa Overhalsen, og ere baade længere og spid-
sere, hvorved Toppen bliver længere og fuldstændigere hos denne
end hos Clanqula. Paa Vingerne er hos den første mindre Hvidt
end hos den sidste. Næbbet er hos Barrowii noget håiere og bredere
ved Roden, og noget smallere mod Spidsen end hos den anden.
Fodrodbenet er en Tomme og sex Linier langt hos Barrowii og
kun en Tomme og tre Linier hos Clangula. Richardson har truffet
begge Arter Osten for the rocky Mountains som Trækfugl, dog
Clangula med en langt håiere mod Nord liggende Grændse for dens
Udrugningszone, nemlig den 68% N. B., imedens denne Grændse
falder for Barrowii paa den 579 N.B.; derefter skulde man snarere
formode at træffe Pl. Clangula i Grønland.

9. PratYrus ÅLBEOLA er den sidste nordamerikanske Fugleart, som
vi have at anfåre, men maaskee blot som en tilfældig 'Tilvæxt for
den grønlandske Fauna. Det Exemplar af denne lille And, som
Museet er i Besiddelse af, er en fuldvoxen Hun, som af Hr. Mol-
boll er truffet ved Godthaab, og det eneste mig bekjendte fra
Grønland... Om denne Art siger Ztichardson, at den forekommer
i stort Antal paa Floderne og Ferskvandssåerne i Pelslandene til-
ligemed Platypus Clangula, hvilken den ligner i Levemaade, og i
Dykningsfærdighed. Han sætter Grændsen for dens nordlige Fore-
komst at være den 68? N. B.

Hermed sluttes: Fortegnelsen paa den Tilvæst, som den gron-
landske Fugle-Fauna, for saavidt den er kommet til min Rundskab,
har erholdt i de sidste Decennier. En betydelig Deel af disse Arter ere
vistnok tilfældige, men deres Anførelse kan med 'Tiden bidrage til at

oplyse de Aarsager, som bevirke den ikke sjelden forel:ommende For-

105

flytning af en Fugl til et usædvanligt Opholdsted. Andre derimod ere
uden Tvivl regelmæssige Trækfugle skjøndt i faa Individuer. Ved denne
Tilvæxt have de eiendommelige amerikanske Årter faaet Overvægten over
de Arter, som udelukkende tilhåre den åstlige Halvkugle, og derved er
ogsaa Hovedforsljellen imellem den islandske og grånlandske Fugle-

Fauna bestemt.

CC... Fiske.

Den Forogelse, som den grønlandske Fiske-Fauna har erholdt
siden Fabricii Bearbeidelse vil, for saa vidt som jeg enten af Autopsie eller
ved andres Beskrivelse er kommen til Erfaring derom, være bragt i Over-
sigt i den Fortegnelse med oplysende Anmærkninger, som leveres i denne
Indledning”). Jeg har anseet det for beqvemt for Læseren, at lade en
anden Fortegnelse gaae foran, som er uddraget af Fabricii Fauna grånlan-
dica, og indeholder Navnene paa alle de Fiskearter, som af Forfatteren
ere blevne optagne i hans Værk, for at Forandringerne saa meget tyde-

ligere kan falde i Oine.

Fabricii Fortegnelse over de grønlandske Fiskearter, uddraget

af Fauna grønlandica og ordnet efter Cuviers System.

Anmærkning. Ve Artsnavne, som i den fålgende Fortegnelse ere trykte
med cursiv Skrift, ere i Fålge nycre Sammenligninger blevne urigtigt
anvendte af Fabricius, og kunne ikke overfåres som Synonymer til

de europæiske Arter, der bære samme Navne.

”) Da adskillige af de nye Arter kun haves i Museet i et encste Individuum, og dette
undertiden er besliadiget, saa vil den fuldstændige Beskrivelse af disse vel nogen
Tid udsættes i Forventning af flere og bedre Exemplarer. Denne Venten er ogsaa
Aarsagen til, at denne Indledning kommer saa silde ud.

Vid Sel, naturvid. og mathem Afh. VII Deel. o

106

De Artsnavne som intet Låbenummer have, og som ere indslut-
tede i Parenthese, bør aldeles udgaae af den grånlandske Fauna,
uden at man vil være i Stand til at sætte andre Navne i; Stedet
for dem.

En Stjerne (+) foran Låbenummeret betyder at.jeg har erholdt
Arten tilsendt fra Grønland.

Et Kors (+) efter Artsnavnet er Fabricii Mærke paa at Arten
er af ham optaget blot efter Grénlændernes Beskrivelse, eller efter
andre Forfatteres Angivelse.

Det efter Artsnavnet folgende Nummer er det Lobenummer,
som Årten har i Fauna grønlandica

En Stjerne (+) efter det bageste Nummer betyder, at Fabri-
cius ansaac Arten for nye.

åste Orden. Pisces Acanthopterygii.

"4. Cortus ScorPrius ..... Faun. Gr. Nr. 443.
+92, Corrus ScorPrIo1Dzs ..... Faun. Gr. Nr. 4447.
+3. Corrtus Gos1i0........- Faun. Gr. Nr. 445.
+4. Cortus caTarHRACTUS .. Faun. Gr. Nr. 442.
XR

B. PEerRCA NORVEGICA ....... Faun. Gr. Nr. 1921.
%6. Gasterostevus acureatus Faun. Gr. Nr. 492.
x9- BLENNIUS GUNELLUS.... Faun. Gr. Nr. 408.

+8. Brennius Lumrenus ..... Faun. Gr. Nr. 409.

Fabricius bemærkede ikke, at denne sidstnævnte Fiskcart var en nye
og ubeskrevet Art; han ansaae den for at være Linnæi Blennius Lumpenus
Syst. nat. Ed. XII. Tom. 4. part. 1. pag. 444, hvilken Anskuelse han i
en senere Afhandling i Naturhistorieselskabets Skrifter 2den Deel, Ødet
Hefte pag. 86 har forsvaret. Men hiin Linnæiske Art, som fårst er
optaget i Systemet af Årtedi, er efter min Mening kun en Navneart eller

et Synonym til Blennius viviparus.. Årtedi grundede Årtsmærket for

107

Lumpenus paa en Beskrivelse, som FWilloughby (historia piscium p. 120)
har leveret af en Fisk, som han havde truffet paa Fisketorvet i Antwer-
pen under Navn af Lumpen. Læser man Beskrivelsen med Opmærlisom-
hed igjennem, vil man i mange Træk gjenkjende Blennius viviparus ; især
erindrer den angivne Form af Rygfinnen aldeles om denne Art. Vel
aniorer /VWilloughby ogsaa Blennius vivip«arus som en egen Årt, men som
han kun kjendte af Sehåneweldts Beskrivelse. Årisnavnet Lumpenus har
saaledes i Fauna grønlandica faaet sin bestemte og egne Betydning, hvor-
imod det forhen kun var et Synonym, og kan nu derfor beholdes; men
uden tilstrækkelig Grund giver Fabricius den islandske og norske Årt

samme Navn.
+9, BLENNIUS PUNCTATUS . . ... Faun. Gr. Nr. 416.

Fabricius har i Naturhistorieselskabets Skrifter den Peel det Hefte

pag. 84 leveret en Revision af denne nye Årt.

+40. Anaraicnas Lurus...... Faun. Gr. Nr. 97.
(AÅAnarnicmas mInor+) ....... Faun. Gr. Nr. 97 b.
(Zeus Garcust)........... Faun. Gr. Nr. 416.
14. Lanrus EXOLETUS ....... Faun. Gr. Nr. 420.

æden Orden. Pisces Malacopierygii abdominales.

+42. Sarmo Sarard......... Faun. Gr. Nr. 423.
415. Sarmo Carrio ......... Faun. Gr. Nr. 124.
=44. Sarmo arrinus (?)....... Faun. Gr. Nr. 425.
+45. SALMO STAGNALIS ....…..…. Faun. Gr. Nr. 41267.
46. Sarmo RIVAlIs......... Faun. Gr. Nr. 4277.
+47. SALMO ARCTICUS........ Faun. Gr. Nr. 41987.
+48. CrurEAa HARENGUS ....... Faun. Gr. Nr. 429.

+49. Crurea EeNncrasicHoLus.. Faun. Gr. Nr. 4350.

108

gdie Ørden. Pisces Malacopterygii Thoracici.

+90. Gavbnus ÆGLEFINUS..... Faun. Gr. Nr. 100.

Fabricius har sin Æfhandling om Fjeldræven i den nye Samling
af det KR. D.V. S. Skrifter 5ie Deel pag. 458 Anm. k. selv yttret Tvivl
om Rigtigheden af denne Bestemmelse, hvor han siger, at han ”dog ikke

er ganske vis paa om den er den rette Kuller”.

FOR. Gadus CALLARTAS TR DE Faun. Gr. Nr. 101.
+99. Ganus Morrnuua (?) ..... Paun. Gr. Nr. 102.
+23. Ganbus BAaRBATUS ...... Faun. Gr. Nr. 405.
+94. Gabus vrrenst ....... . Faun. Gr. Nr. 104.
25. Ganus Merruccius 4... .. Faun. Gr. Nr. 405.
26. Ganus Morvat ........ Faun. Gr. Nr. 106.
27. Ganus Brosmet ....... Faun. Gr. Nr. 107.

+98. CoryrHÆNa ruresrtRris ,. Faun. Gr. Nr. 441.
99. Preuronecres Hrrocrossus Faun. Gr. Nr, 1417.

+30. Preuronecres Cynoezossus . Faun. Gr. Nr. 448.

Denne Årts urigtige Benævnelse har Fabricius sildigere fuldkom-
men overbeviist sig om; i hans nye zoologiske Bidrag, indrykkede i det
K. D. V. S. naturvidenskabelige og mathematiske Afhandlinger åste Deel
pag. 45 kalder han den Pleuronectes pingvis.. Den i hiin Ahandling
leverede Afbildning, udkastet med Pennen af Forfatteren selv, er, ligesom

de to andre Afbildninger af Flynderarter sammesteds aldeles forfeilet.
+34. PLEURONECTES PLATESSOIDES. Faun. Gr. Nr. 419.”
I de ovennævnte Bidrag læses en revideret Beskrivelse af denne Årt.

+39, Cycrorrerus Lumrus ..... Faun. Gr. Nr. 92.

55. Cycrzorrerus seinosus .... Faun. Gr. Nr. 98.

Denne Årt har Fabricius i en Afhandling, som er trykt 1 Natur-
historie Selsk, Skrifter 4de Deel 2det Hefte pag. 26 0. fl. rigtigen erkjendt

109

for at have været nye og ubeskrevet, da han optog den i sin Fauna grån-

landica. Da det givne Årtsnavn er taget fra en Årt, som idetmindste

ikke har hørt til Cyclopterus-Slægten, kan ingen Forvexling ved det for-

anlediges.

Fabricius give

r en Afbildning af Fisken i den foranfårte Af-

handling; en anden har Schneider leveret i Systema ichthyolog. Tab. 46.

i ed

Æde Ørden.

56.

"57.

+ 38.

+59.

&te Ørden.

CycLOPTERUS MINUTUS ...

. Faun. Gr. Nr. 94.

Cycrorrerus Liraris (?) . . Faun. Gr. Nr. 95.

MUuURÆNA ANGVILLA

CNRRT RE SE ER SR

Orminiun VIRIDE

CSE. SET REE JE SE DK 3

Ammovdyres ToBbianus

SQUALUS CARCHARIAS .

Pisces Malacopterygii Apodes.
Faun. Gr. Nr. 96.

Faun. Gr. Nr. 99.7

Pisces Chondropterygtii.
. Faun. Gr. Nr. 89.

. . Faun. Gr. Nr. 98.

Skjoøndt Benævnelsen er urigtig er den dog overeensstemmende

med de nordiske Faunisters Benævnelse

og i cen langt sildigere Periode.

(SQuaLus rristIs +)

SQuALus ÅCANTHIAS
SQUALUS MAXIMUS .....…
RaJA FULLONICA

SE SDR. RE TET CENT >

MyXINE GLUTINOSAP ....

sli, Re

. Gr.
. Gr,
. Gr.
. Gr.
. Faun. Gr.

Nr.
Nr.

af samme Art baade til den Tid

. 87.

". SÅ.

Man har ikke taget i Betænkning at udelade Låbenummere af tre

Arter i denne Liste, ikke blot fordi man har Grund til at antage, at de

til Navnet svarende Fiske ikke forekomme i denne systematiske Betydning

i Grønland; men ogsaa fordi vi aldrig med nogen Grad af Sandsynlighed

ville kunne gjette, til hvilke Arter disse Navne vel kunde henhåre, saa-

ledes som vi dog kunne finde det rimeligt, at Gadus Brosme, som endnu

1106

ikke cer truffet iblandt de fra Grånland indsendte Fiske, kan formedelst
en misforstaact Opfatning af Gronlændernes Beskrivelse af Fabricius være
bleven forvexlet med en Årt af Slægten Motella, af hvilken det gron-
landske Iysthav har trende Arter. Hvor vanskeligt det vil være at
udfinde, hvorhen Navnet ÆÅnarluchas minor hårer, som Fabricius har
optaget efter Glahn, indseer let enhver, der veed, at denne Årt selv er
håist tvivlsom. At Zeus Gallus skulde findes i det grånlandske Hav er
højst urimeligt, og endelig er Sgualus Pristis ikke engang optaget ifølge
Gronlændernes Beskrivelse, thi da vilde man ved en saa udmærket Form
gaae ganske sikkert, men blot som en litterær Tilgift, hentet med Tvivl
af Forfatteren selv fra Optegnelser hes Martens, Anderson o. fl. — Det
fortjener at ljemærkes som et Beviis paa Gronlændernes Opfatningsevne
for Formerne, og paa deres Bestemthed i at udtrykke sig, at af de Arter,
som Fabricius har optaget blot efter de Beskrivelser , som Gronlænderne
meddeelte ham, ere tre i de sidste 4 Aar blevne indsendte fra Grønland ;
to af disse: Salmo Salar og Myxine glutinosa, ere virkelig de Arter, hvis
Navne de føre, og Gadus virens eller Seyen nærmer sig idetmindste sin
Årt saa meget, at enhver, som ilike har havt Leilighed til at see den
norske Sey, men kun, som Forfatteren af disse Bemærkninger, kjender
den af ufuldstændige Beskrivelser, blot kan anføre enkelte 'Pvivl om den
fwronlandske Årt skulde være identisk med denne.

Som ØQvergang til den folgende Fortegnelse ville vi slatte Frem-
stillingen af den grønlandske Zehthyologte, saaledes som den maa opfattes
efter Fabricii Fauna gronlandica og de der brugte systematiske Benæv-
nelser, med følæende Ord af den flittige Forsker, hvormed han ender
sin Beskrivelse af de gronlandske Fiske: +Sine dubio adhuc alios pisces
diversos continet mare groenlandicum, præsertim in tractibus australioribus,

gut posteritatt detegendit reliqguuntur.,”

4414

Nye systematisk Fortegnelse over de grønlandske Fiskearter,
udkastet efter Fauna grønlandica, efter siidigere Cpdagel-
ser og Sammenligninger, og efter de Fiske, som + Efter-
aaret 1855") fandtes opstillede i den grønlandske Samling

i det kongelige naturlustoriske Muscum.

Denne uye Fortegnelse har beholdt Navnene, deels af alle de
Arter, som ere ved Sammenligningen befundne rigtigt benævnte i Fauna
grønlandica, deels af alle de, hvis Sammenligning ikke kunde finde Sted,
enten fordi Fisken endnu slet ikke er bleven indsendt fra Gronland, eller
fordi de indsendte Exemplarer ikke have været af den Beskaffenhed, at
paalidelig og tilstrækkelig Undersøgelse kunde foretages; kun de tre i fore-
gaaende Liste betegnede Arter ere her blevne aldeles udeladte; dog kan
der ikke være nogen Tvivl om, at ved en sildigere revideret Fortegnelse
endnu flere af de tidligere Arter maa vige, f. Ex. Spinax Åcanthias 0.s. v.
Derimod har den modtaget de Forandringer i Arternes Benævnelse, som
sildigere Sammenligninger have gjort nådvendige, og er bleven foråget
med alle Arter, som, efter Udgaven af Fauna grønlandica, ere blevne
opdagede i det gronlandske Rysthav'””). Den største Deel af denne Til-
væxt er forst bleven bekjendt i de 6 sidste Aar; kun den mærkværdige
Campylodon blev for flere Aar siden beskreven og afbildet af Otto Fa-
bricius efter et eneste fra Colonien Godthaab til ham indsendt Exemplar.
De systematiske Slægtsnavne i denne nye Fortegnelse ere optagne efter
Cuviers Regne animal 2den Udgave. Run i de Par Tilfælde, hvor Slægts-

formerne af de nye Årter i Overeensstemmelse med den nyeste Syste-

”) Denne Indledning er redigeret i Foraaret 1855; dog cre de ved fortsatte Sammen-
ligninger fundnc rigtigere Anskuelser senere tilføjede.

”) At de Opdagelser, som engelske Sofarere i Polarhavene have gjort, ikke alle ere
blevne optagne, ligger deels i Ufuldstændigheden af de angivne Arters Pestemmelse,
deels i at de synes at tilhøre det modsatte eller nordamerikanske Kysthav.

112

matiks Grundsætninger maatte ligeledes ansees for nye, eller hvor den
bekjendte Art ikke kunde henføres til den Slægt, hvis Navn den forte,
f. Ex. Ophidium viride, er et nyt Navn foreslaaet for den nye Slægt.
Naar et andet Årtsnavn maatte tillægges den grønlandske Art, er den
Forfatters Benævnelse optaget, som først har bemærket Feiltagelsen, eller
naar denne ikke tilforn har været angivet, er et nyt Navn, som nødvendigt,
blevet brugt; i dette Tilfælde staaer Mus. Beg. efter Arlsnavnet, hvilket
betyder, at Årten er under denne nye Benævnelse opstillet i det kongelige
naturhistoriske Museum.

Iblandt de Årtsnavne, som cre optagne, enten uden umiddelbar Sam-
menligning eller efter en ufuldstændig Sammenligning, ere nogle tvivlsomme,
iblandt de første, fordi den geographiske Fordeling synes at være derimod,
f. Ex. Labrus exoletus; iblandt de sidste, fordi det ikke var mueligt af et
eneste eller flere slet conserverede Exemplarer at bestemme med N6oi-
agtighed Artens Selvstændighed. Et Spørgsmaalstegn er sat efter Årts-
navnet for at gjåre opmærksom paa saadanne Tvivl. De &vrige vedsatte
Tegn have samme Betydning, som i den foregaaende Fortegnelse.

De betydelige Indsamlinger af zoologiske Gjenstande, især af Fiske-
elassen og de lavere Dyreclasser, som ere blevne foranstaltede i de fire
sidsle Aar ved de forskjellige Etablissementer i Gronland have gjort det
muligt at redigere denne nye Fortegnelse. Foruden Botanikeren Pahl,
som har bereist Gronland i flere Åar i naturhistorisk Hensigt og som har
leveret ikke faa vigtige Bidrag til Fortegnelsens Fuldstændighed, og Dr.
Philos. Pingel, som medbragte fra sin Reise adskillige interessante Fiske
og Bløddyr, have flere i Grønland ansatte Mænd med Beredvillighed med-
virket til at samle Materialier”), hvoraf en nye Udgave af Fabricii Fauna

grånlandica kunde med Tiden udarbcides,

”) I Sommeren 18382 cer Begyndelsen skeet med at anlægge en separat Samling for den

grønlandske Fauna. Denne Samling er bestemt til at optage alle i Gronland og

1415

Uagtet disse forenede Bestræbelser i flere Aar, har dog mere
end en tredie Deel af de af Fabricius anfårte Dyrarter endnu ikke
kunnet blive sammenlignet, endskjøndt Antallet af de Arter, som i de
forskjellige Classer ere nye for den grånlandske Fauna, og tildeels ube-
skrevne, er voxet meget betydeligt. Da Indsamlingen endnu fortsættes
tor vi vel haabe, at see det Manglende efterhaanden formindsket og det
Ny hetydeligt formeret. Det vilde være overflådigt at anfåre i den
folæende Fortegnelse Endsenderens Navn ved hver Fiskeart, kun ved de
nye eller af Fabricius ikke seete Arter har jeg angivet Navnet af de
forste Indsendere. I de umiddelbar efter Fortegnelsen følgende An-
mærkninger skal nogle forelåbige Oplysninger om enkelte Arter blive
meddelte, hvorimod den fuldstændigere Beskrivelse af de nye Arter vil

indeholdes i de følgende enkelte Bidrag.

dets Hav forekommende Dyrarter af Fiskenes, de leddede Dyrs, Bløddyrenes og
Straaledyrenes Classer. Over de hidtil erholdte Fiske er den systematiske Forteg-
nelse, i hvilken Antallet af Straalerne i Svommefinnerne, og de vigtigste Maal ere
blevne uddragne af de fuldstændigere Beskrivelser, allerede færdig. Disse Fiske ere
opstillede i 112 større og mindre hvide cylindriske Glas med Glaslaag. Desforuden
ere af Bloddyrenes, Leddyrenes og de usymetriske Dyrs Rækker 80 Arter blevne
opstillede, over hvilke Fortegnelsen ligeledes er forfattet, ihvorvel af disse Dyreræk-
ker det betydeligste Antal Arter endnu henstaae i Magazinglas, Denne Samling
vil blive af Vigtighed for Sammenligningen af Dyrformerne indenfor og i Nærheden
af den arktiske Zone under forskjellige geographiske Længdegrader; naar lignende
Samlinger opstaae for Labradorkysten og Kysthavet norden for Hudsonsbugten, for
Nordlandene og Finmarken, for KRamschatka og Beringsstrædet vil Sammenligningen
imellem disse forskjellige Landes Fauner først med Noiagtighed kunne anstilles. —
Den storste Nytte, som zoologiske Samlinger kunne have for Videnskaben er, at
de gjore den umiddelbare Sammenligning muelig, idet en af deres Opgaver er at
sammentrænge i samme Rum og Tid alle de vidt og bredt adspredte, og ved større
elier mindre Tidsrum fra hinanden adskilte Formafvigelser, hvis hele Forskjel ofte
kun er grundet i Alderen eller Aarstiden, eller i den geographiske Indflydelse paa
Formerne.

Vid. Sel. naturvid. og mathem. Afh. VII Deel. P

”)

114

Pisces Acanthopterygii.

Corrtus GronLandicus. Cuv. ......Fn. gr. Nr. 145.
Corrtus scorriomnes. Fabr. .......Fn. gr. Nr. 444.
Cortus Tricusris. Mus. Reg. .....Fn. ør. Nr. 4145.
Corrtus uncinatus. Mus. Reg... ... Åroée, fra Nennortalik.
Tricrors Pinceru. Mus. Reg. .... Dr. Pingel. Frederikshaab.
ÅsrInormorus DEecAaGonus. Bl......Fn. ør. Nr. 412,
Asrinormorus MONOPTERYGIUS. Bl. .. Dr. Pingel. Frederikshaab.
SEBASTES NORVEGICUS .......... + Fn. gr. Nr. 121.
Gasrerosrteus Loricatus (?). Mus. Reg. Engholm. Frederikshaab.
GASTEROSTEUS DimIDratus (?). Mus. Reg. Fn. gr. Nr, 122.
Camryronon Farricu. Mus. Reg. .. Nat. Sel. Skr. 4. D. 2, Heft.
Crinus unimacuLatus. Mus. Rec. .. Rielsen, fra Fiskernæsset,
Fleischer, fra Omenak,
Åråée, Julianehaab”).
Cornus runctatus. Fabr.........Fn. gr, Nr. 410.”
. Fn. gr, Nr, 100.

. Rielsen. Fiskernæsset.

Crinus Lumrenus. Fabr.......
Crinus menius. Mus. Reg......
Cvinus acureatus. Mus. Reg... ... Fasting. Godhavn.
Gunezzus rasciatus. Bloch.......Fn. gr. Nr. 408.

Gunerxus arrinis. Mus. Reg... .... Wahl. Julianehaab.

Lvycones Vauru. Mus. Reg. ..... Vahl. Julianehaab.
Funch. Omenak.

Jeg har .senere foreslaaet at danne af denne nye Art og af Clinus punctatus en
nye Slægtsform under Navn af Stichæus (S. V. Selsk. Aarsberetning 1835—1886,
hvor pag. 11 Linie 5 staaer Giællebuer i Stedet for Ganebucr). Da jeg siden 9 Aar
har bearbeidet de grønlandske Fiske, og navngivet denne Art i Aaret 1834, maac
man undskylde, at jeg lader min Benævnelse blive staaende. At Hr. Krøyer senere
erholdt denne Fisk, og tidligere har ladet sin Benævnelse trykke, er bekjendt,
men han vidste dog, at jeg havde et omfattende Arbeide siden længere Tid for

over Gronlands Fiske.

145

=90. Lycones reticurartus. Mus. Reg. . .. Måller. Fiskenæsset.

Funch. Omenak.
21. Anarnuicaas Lurus......... go Fnør: Nr; 97:
o

2. CRENILABRUS EXOLETUS (?)..... ".. Fn. gr. Nr. 420.

Pisces Malacopterygii abdominales.

FOSS SSATMOSSÅ DAR lv sete Re rer .…. Fn. gr. Nr. 423.
Vahl. Godthaab.
24. Sarmo. Carrio (7?) .....… SØ EE aen Fn. ør. Nr. 124.
125 SESKE MO EPIN US (SD) FE Searle E Fn. gr. Nr. 125.
FOGESATLMOSSTAGNATTS Se eee ET Fn. gr. Nr. 426".
SC SATL MO RIVATIS EOS EN ANE SEND SSD SE RER Fn. gr. Nr. 127”,
+98. MALLOTUS ARCTICUS ....0000 .….……. Fn. gr. Nr. 128",
129. ParALEPIs BOREALIs. Mus. Reg... .. Wall. Julianehaab, og

Engholm. Frederikshaab.
"50. Scorerus Gracratis. Mus. Reg. . ... Funch. Jacobshavn.

FSLASGLUPEA HARENGUS 40 NERE GO .. Fn. gr. Nr. 129.

Pisces Malacopterygii Thoracici.
132. Ganus acizis. Mus. Reg.........Fn. gr. Nr. 100.

FBO GADUS CALLARTAS 2 ale VE ENE Fn. ør. Nr. 101.

154. Gadus Moruua (?)4 ........ .…… Fn. gr. Nr. 402.
Engholm. Frederikshaab.

+35. Ganus Ovar. Mus. Reg. ..... .…… Fn. gr. Nr. 405.

+36. MERLANGUS VIRENSY ....0000404… Fn. gr. Nr. 104.
Engholm. Frederikshaab.

57. MERLUCCIUS VULGARISP.......… .… Fn. gr. Nr. 105.

38. Morva vurGari:st .........+.. . Fn. gr. Nr. 406.

39, BROSME VULGARISP 2002000 80 00e Fn. gr. Nr. 107.

%40. Morerca Musrera Lin..........., Holbøll. Godthaab
pP=

"61.

116

Morertra Ensis (?) Mus. Reg... ... Fleischer. Omenak.
MoteLLa ArGEnNTATA. Mus. Reg. ... Wahl. Julianehaab.
Byrwires ruscus. Mus. Reg....... Ttielsen. Fiskernæsset.
Macrurus rurestris. Bl.........Fn. gr. Nr. 4414.
HirroGLossus VULGARIS 222200840 Fn. gr. Nr. 447.

Hærocrossus rinGvis. Fabr....,.. Fn. gr. Nr. 448.

Cirmarus PratEssorDes. Fab. ..... Fn. ør. Nr. 119”.
Cycrorterus Lumeus ..,......4+ . Fn. gr. Nr, 92.
CyCLOPTERUS SPINOSUS ......+…++ + Fn. gr. Nr. 95.
CycLortERUS MINUTUS ..... .…….… + Fn. ør. Nr. 94.
ARTS (Or s .….…. + Fn. gr. Nr. 95.

Pisces Malacopterygii Apodes.
ÅnGVILLÆ Srecies (?) .......... Fn. gr. Nr. 96.
GYMNELIS VIRIDIS. .44444244++…+ + Fn. gr. Nr. 99".
Gymnenis runctuLatus. Mus. Reg... . Moller. Fiskernæsset.
Gymneis Linecoratus. Mus. Reg. . . Motzfeld. Julianehaab.
AÅmmoDyYtEs pusius (?). Mus. Reg. .. Fn. gr. Nr. 98.

Pisces Chondropterygii Selachii.

SELACHE MAXIMA 00 eee eeee Fn. gr. Nr. 90.
SPinax ÅCAanTHIAS (?) .,.200444… Fn. gr. Nr. 88.
Srinax Farricn. Mus. Reg. ..... . Monrad. Julianehaab.
Scumnus BorEaLis. Scoresb. ..... . Fn. gr. Nr. 89.
Rasa radiata. Flem. (?) .......- Fn. gr. Nr. 87.
MYxINE GLUTINOSA FS … 40 ved sene Fn. ør. Nr. 554.

Monrad. Julianehaab.

Tillæg.

HimantororHus GRrOnNLAnNDicus, Mus. Reg. Molboll. Godthaab.

117

Oplysende Anmærkninger til forestaaende Fortegnelse, efter

Arternes Løbenummer.

Nr. d. Cuvier havde allerede paa Grund af nogle afvigende Træk
i Fabricii Beskrivelse faaet det Resultat, at den grønlandske Cottus
Scorpius maatte være forskjellig fra den europæiske. Umiddelbar Sam-
menligning imellem flere Individuer fra Gronland og her fra Sundet har
overbeviist mig om Rigtigheden af denne Mening. Det betydeligt større
Hoved udmærker strax den grønlandske, naar begge Arter læges
ved Siden af hinanden. De mange Afvigelser i Farven og i Antallet af
Beenknuderne i Nakken hos denne Årt kunde opfordre til at opstille flere
Arter, hvis ikke Overgangene imellem de forskjellige Varieteter gjorde
Adskillelses-Kjendetegnene tvivlsomme; ved den totale Mangel paa Iagt-
tagelser over Levemaade, Stedforhold og Forplantningstid knnde man

let forledes til at opstille tomme Navnearter.

Nr. 5. Cottus tricuspis har jeg i en tidligere til Selskabet given
Beretning (jfr. Oversigten over det kongl. V. Selsk. Forhandlinger i
Aarene 1829—350) angivet at være en for den grånlandske Fauna nye
Fiskeart. Jeg finder nu, efterat have erholdt flere Endividuer, og anstil-
let nye Sammenligninger, vel at den er allerede optaget i Fauna grån-
landica ; imidlertid er det ikke Fabricii ufuldstændige Beskrivelse af Coltus
Gobio, som kunde overbevise mig om, at jeg havde taret Feil, og det
saa meget mindre, som Cottus tricuspis ved Mangel af Tænder paa
Plovskjærbenet endog bortfjerner fig fra Ulkeslægtens Character, og som
altsaa i en sammenlignende Beskrivelse ved Siden af de to andre gron-
landske Arter ikke burde have manglet; men det er den Sandsyniighed,
som Bearbeidelsen af en indskrænket Fauna frembyder til at udfinde
Synonymerne hos Forgjængerne, derved, at iblandt de eneste fundne
Årter maa ogsaa den af en ældre Forfatter slet betegnede Art befinde

118

sig, der har bevæget mig til at ansee Cottus tricuspis for at være den
Art, som Fabricius urigtigen kalder Cottus Gobio. Jeg har nemlig i de
5 sidste Åar erholdt mange Ulker fra Grånland; af disse passe tvende
Arter meget godt til Beskrivelserne af Cottus Scorpius Fn. Gr. og af
Cotlus scorpioides, den ådie Art, skjøndt ikke overensstemmende med
Cottus Gobio, maa altsaa vel være den saaledes i Fauna grønlandica
benævnte Fisk. Hertil kommer at jeg har erholdt Endividuerne af disse
5 Arter just i det Mængdeforhold, som svarer til det af Fabricius angivne
'Palrighedsforhold af Arternes Endividuer i Grønland, saaledes at der
er blevet indsendt de fleste Individuer af Cottus grånlandicus Cuv., færre
af' Cottus tricuspis Mus. Reg, og meget faa af Cottus Scorpioides, som
efter Fabricii Udtryk ogsaa skal være den sjeldneste”). At Artsnavnet
Gobio ikke kan beholdes bliver af det Foregaaende klart. Cottus tricus-

pis kommer meget nær til Cotlus ventralis Cuvier fra Kamschatka-Havet.

Nr. 4. Denne nye Årtsform af Ulkeslægten blev fundet imellem
flere Individuer af Cottus grånlandicus og Cottus tricuspis, som Formand
Dorph indsendte fra Nennortalik i Aaret 1855. Denne interessante Årt
afviger fra de åvrige derved, at den har Tænder paa Ganebuerne; de
meget tælstaaende Oine, og det ringe Antal af Straaler i Rygfinnerne
gjor den ligeledes kjendelig ved første Qiekast. En udførligere Efter-
retning om den findes i Oversigten over det kongelige Videnskabernes
Selskabs Forhandlinger, og jeg haaber at kunne senere levere en Teg-

ning af den.

Nr. 5. Af Triglops Pingeli har jeg ved Artens første Offentlig-
gjorelse troet at burde danne en egen Slægtsform under Navn af

Triglops (jfr. det kgl. Vid. Selsk. Forhandlinger 1. c.). Det bliver imid-

'”) End yderligere bekræftes denne Mening derved, at kun hos Exemplarer af denne
Art har Hr. Krøyer truflet Fabric Lernæa gobina; hos de andre tre Arter har
dette Snyltedyr ikke været fundet. See Krøyers naturhist. Tidsskr. Heft. 3, pag. 280.

119

lertid kun den lidt stårre Brede af Oierandsbenet, Formen af Brystfin-
nerne, de talrigere Straaler i Ryg- og Gadbor-Finnerne og især i Hudens
Forhold eller dens Squamæ verticillatæ, hvorved den faaer nogen Lighed
med Trigla pini og Frigla Uneata, som gjér denne Slægtsform forskjel-
lig fra den egentlige Ulkeform. Det Exemplar af denne Årt, hvor-
paa den første Beskrivelse grundede sig, blev hjembragt af Dr. Pingel;
dette Individuum pilkedes op iblandt Ulkearter ved Udstedet Rangelinek
(Quannesen) to Mile sonden for Frederikshaab den 27de April 4829 paa
en Dybde af 20 Favne. Forst 4 Aar senere erholdt jeg ct andet, men
noget yngre Individuum af denne Årt fra Sydpråven ved Formand
Dorph, og endelig et 5% Individuum, en fuldvoxen Hun med fyldt
Rognsæk i Aaret 41834 fra Nennortalik ved Kjåbmand ÆÅrée, hvilke tre
Exemplarer ville være tilstrækkelige til at forfærdige en fuldstændig Be-
skrivelse af denne nye Årt, dog haaber jeg endnu at erholde yngre
Endividuer.

Nr. 6. At Fabricii Cottus cataphractus ikke er den europæislie
Årt er i en tidligere Beretning blevet oplyst; at den sandsynliæviis er
Blochs Agonus (Aspidophorus Lac.) decagonus, som jeg den Gang for-
modede, skal blive fuldstændigere fremstillet ved Beskrivelse og Afbild-
ning i et af de fålgende Bidrag.

Nr. 7. 1 den oftere citerede Aarsberetning bliver det ligeledes
godtgjort, at Aspidophorus (Agonus) monopterygius ikke er en tranqve-

barsk Fisk, som Bloch har angivet, men en grønlandsk.

Nr. 9 & 10. Naar man vil fålge de Grundsætninger, som have
bevæget Cuvier til at adsplitte de europæiske Hundesteiler (Gasterosteus)
i 7 forskjellige Arter, saa blive de fra Grønland indsendte talrige Indi-
viduer at henfåre til 2 Arter, begge, som det synes, noget forskjellige
fra de hidindtil beskrevne, dog vil fårst en umiddelbar Sammenligning
imellem alle Arter kunne begrunde en afgjårende Mening derom.

120

Nr. 21. Denne Årt er beskrevet af O. Fabricius; men efter et
slet conserveret Exemplar, i Naturhistorieselskabets Skrifter 44 Deel
Ødet Hefte pag. 21. Tab. 9. Omtrent til samme Tid blev en Fiskeart,
efter Sigende fra Ostindien, beskrevet og afbildet af Bloch i hans Værk:
die auslåndischen Fische Tab. 4541 under Navn af Nothacanthus, som
har den største Lighed med Campylodon Fabrici. ÅL samme Forfatters
Systema Piscium, i hvilket den tidligere givne Afbildning er gjentaget
Tab. 77 under Benævnelsen af Åcanthonothus Nasus angives Fisken at
være fra det islandske Hav; og et begyndt men ikke udført Citat af
Naturhistorieselskabets Skrifter lader formode, at enten Bloch eller Udgive-
ren Schneider har anseet den for at være af samme rt som Fabricii Fisk.
Cuvier har senere havt det Blochske Exemplar til Eftersyn og har derefter
i 8de Decl af Histoire des poissons pag. 467 0. fl. leveret en nye Beskri-
velse, og givet Tab. 241 cn nye Afbildning, hvorefter de mørke Tver-
baand paa Legemet, som ere angivne i den Blochske 'Tegning, aldeles
mangle, fordi Cuvier ved det i saa mange Aar i Brændeviin opbevarede
Exemplar ikke saae de ringeste Spor til dem.

Cuviers Beskrivelse og Afbildning er ogsaa i andre Henseender
noget afvigende fra den Blochske.. Det Exemplar, hvorefter Fabricii
Beskrivelse og Aftegning er udkastet er endnu tilstede, men som et
halvt tørret Skind, der engang har været befæstet paa ct Stykke
Pap over en Udfyldning af Blaar. Ved at sammenligne dette Stykke
med Cuviers Tegning og Beskrivelse falde nogle Afvigelser i Oinene,
af hvilke den, som Bugfinnerne vise, er den største; Cuvier angiver en eneste
og meget kort Pig foruden de otte ledede Straaler, af hvilke disse Finner
sammensættes, Fabricii Exemplar kar derimod tre Pigge, af hvilke den
udvendige kun rækker cen Linie, den mellemste to Linier over Huden,
den tredie derimod, som er tvedelt i Spidsen, er omtrent halv saa lang
som Finnernes længste Straaler. Dette Antal af Pigge har Fabricius

oøsaa bemæket 1 sin Beskrivelse... Da Bloch anfårer to Pigge i Bugfin-

nerne maa den ene være blevet udreven, inden Exemplaret kom i Cuviers
Hænder. Cuvier og Bloch angive 10 Rygpigge, Fabricii Exemplar har
kun 9. Efter de fårste er der 43 Pigge foran Gadborfinnen, efter den
sidste 44, hvilke jeg ogsaa har talt. Fåies hertil nogle relative Maal
kunde det synes som Campylodon Fabricii og Nothacanthus Nasus vare
to forskjellige Arter af samme Slægt; da imidlertid begge de Exempla-
rer, hvorefter disse Fiske ere beskrevne, kun ere i meget maadelig Til-
stand, maae vel fremtidige Sammenligninger af bedre Exemplarer oppe-
bies, inden man kan erklære sig for en bestemt Mening.

Nr. 12. Denne nye Årt, som jeg erholdt i Efteraaret 1834 fra
Fiskernæsset, antog jeg i Begyndelsen for en Varietet af Clinus punctatus,
såa stor er Ligheden i deres Omrids, men ved at udtage Fisken af
Glasset erkjendtes den mærkelige Forskjel imellem begge, og da den
har i Begyndelsen af Rygfinnen tæt ved Basis en stor mårk Plet med
lysere Omfatning, fik den Navnet unimaculatus. Samme Efteraar mod-
toges ogsaa det første Exemplar af den fra Umenak 709 41” N. B. og
fra Sydpråven i Julianehaabs District: Den har foruden den åverste
ogsaa hos C. punctatus forekommende, forkortede, med Sliimaabninger
forsynede Sidelinie endnu tre andre ligedannede Linier, af hvilke den
midt paa Siden er den længste, dog naaer den ikke Halefinnen og den
nederste paa Bugprofilet låbende og tildeels med den fra den anden Side
sammenlåbende, den korteste. Denne Åris nåiagtigere med Tegning led-
sagede Beskrivelse skal fålge i et andet Bidrag. Individuernes Stårrelse
er fra 77 27 til 8” 10/7, Straalernes Antal i Rygfinnen er £8; alle
Straaler ere Pigstraaler, i Gadborfinnen tælles 2 Pigge foran, derpaa
blåde Straaler, hvorpaa igjen fålge to korte Pigstraaler.

Nr. 15. Benne Fisk anseer jeg for at være forskjellig fra C. Lum-
penus og at henhåre til en nye Art. Den er aldeles censfarvet, har et
kortere Legeme, et baade længere og tykkere Hoved, hvis Underkjæve

er omtrent ligesaa lang som Overkjæven. Gadboret ligger noget len-
Fid. Sel. naturvid. og mathem. Afh, VII Deel. (0;

129

pere tilbage end hos Zumpenus. Den har f4 Straaler i Brystlinnerne,
og den relative Længde af disse er forskjellig fra den hos Cl. Lumpenus,
hvorved Finnen faaer en anden Form; derimod er Antallet af Straalerne
i Ryg- og Gadborfinnen det samme. Membranen fra Ryg- og Gadbor-
finnen fortsættes til Midten af de yderste Straaler i Halefinnen. Med
Hensyn paa det stårre Hoved nærmer den sig til den fåløende Art, fra

hvilken den ivrigt ved flere Kendetegn let adskilles,

Nr. 16. Denne nye udmærkede Art adskiller sig ved flere let
opfattelige Rjendetegn fra de ovrige grånlandske Chinus-Årter. Dens for-
holdsviis store Hoved har langt større Oine og en kortere Underkjæve,
end de forrige Arter, De forreste meget korte Pigge i Rygfinnen ere
ikke forbundne med hinanden ved en fuldstændig Membrane, men staae
næsten frit. Brystfinnernes Form er ligeledes forskjellig, idet Længden
af de mellemste Straaler er aftagende, og Finnen saaledes lidt indskaaret
i Randen. Den korte Halefinne har en lige Rand (pinna ægualis),

medens den er stærkt tilrundet hos de ovrige Arter.

Nr. 17. Læser man med Opmærlisomhed Beskrivelsen af Blen-
nius Gunellus i Fauna grønlandiea, opstaaer der Tvivl om AÅrtsnavnets
rigtige Anvendelse, og Tvivlen bliver til Vished naar man sammenligner
i Virkelighed den grønlandske Fisk med den europæiske. Den har
derfor tidligere været omtalt af mig som en nye Årt under Navn af
grønlandicus. Imidlertid passer den ufuldstændige Beskrivelse, som
Bloch har givet af Centronotus fasciatus i Systema piscium pag. 165, ret
vel til den, skjøndt den dertil leverede Tegning Tab. 57 kun i Hoved-
sagen, nemlig i de 2de mårke Tverbaand ved Øinene har Lighed med
den grønlandske Fisk. Det vigtigste, som kunde siges imod en saadan
Mening er, at Centronotus fasciatus skal efter Bloch være fra Tranque-
bar; men den tidligere af mig godtøjorle Urigtighed i det angivne

Findested af Aspidophorus decagonus og af Asp. monopterygius svækker

denne Indvending aldeles. Det synes derfor rigtigst at lade den af
Fabricius beskrevne grånlandske Gunellus beholde Artsnavnet fasciatus.
Ved mit korte Ophold i Berlin 4851 befandt de blochske Exemplarer
af de af ham beskrevne nye Fiskearter sig hos Cuvier i Paris; jeg veed
derfor ikke om det blochske Exemplar af Centronotus fasciatus endnu
kan sammenlignes.

Nr. 18. Denne Årt er i Tegning aldeles forskjellig fra Gunellus
fasciatus, hvis Straaleantal den heller ikke har i Rygfinnen. Den nær-
mer sig meget den europæiske, men Rygfinne-Pletternes ovale Form, og
det at de strække sig håiere paa Siden af Finnen selv, tilligemed nogle
andre smaae Forslijelligheder, synes imidlertid at fordre dens Adskillelse fra
denne, saameget mere som denne Forskjel ogsaa viser sig efter Alders
og Rjonsforhold. Den er temmelig udbredt igjennem det hele mellemste
og sydlige Rysthav fra Holsteinborg til Julianehaab.

Nr. 179. Denne Fiskeart (Lycodes Pahlii) henhårer til de interes-
sante Combinationer, som forbinde forskjellige Slægtsformer med hin-
anden. Den har i 'Tandforholdet noget tilfælleds med Såeulven
(Anarrhichas Lupus), imedens den i Finnernes Antal og Stilling stem-
mer overeens med Slægten Zoarces Cuv., hvorimod Formen for Skjæl-
bedækningen er den samme hos alle tre. Den har især megen Lighed
med den nordamerikanske Aaleqvabbe, MZitchills Blennius Labrosus+),
fra hvilken Tandforholdet imidlertid aldeles adskiller den. Det første
Exemplar, paa hvilket Slægten Lycodes blev grundet, og som omtales i
Oversigten over det kongl. V. Selsk. Forhandlinger i Aaret 1850—34,
blev fundet af vor naturhistoriske Reisende i Grånland, Hr. Pahl, i

Maven af en ved Julianehaab fanget Scymnus borealis. Exemplaret var

”) Jevnfor The Fishes of New-York described and arranged by S. L Mitchill, M. Dr.,
i Transactions of the litterary and plalosophical Society of New-York. Vol. di. pag.
355—492. Afhandlingen er ledsaget af 6 Kobberplader. som give maadelige Af
bildninger af et stort Antal Fiske.

124

altfor beskadiget til at Artskjendetegnet kunde bestemmes. I Efteraaret
1854 modtog jeg fra Hr. Pastor Funch i Omenak et mindre, men vel
conserveret Exemplar, paa hvilket saavel Skjellene, som Tegningen er
fuldkommen erkjendelig. Jeg har havt til Eftersyn fra Hr. Dr. Thien-
nemann i Dresden, en under Navn af BWlennius Lumpenus fra Island ham
tilsendt udstoppet Fisk. Exemplaret er slet udstoppet og noget mutile-
ret, imidlertid beviser det, at Slægten Lycodes ogsaa træffes i Havet om-
kring Island; dog er jeg ei i Stand til at bestemme om Årten er Pahlii,

med hvill:en den i Henseende til Tændernes Form stemmer overeens.

Nr. 20. ET Efteraaret 1855 erholdt jeg en Rognfisk af denne nye
Årt, indsendt af Kjobmand Møller, dengang paa Fiskenæsset. Den var
ogsaa taget ud af en Haifisks Mave, dog var saavel Tegningen som Skjæl-
lene vel vedligeholdte; da den imidlertid ikke kunde sammenlignes i den
Henseende med Pals Exemplar af foregaaende Art, blev det ubestemme-
ligt, om den var af samme Årt; et af Pastor Funch i Efteraaret 4854
modtaget Æxemplar med samme Tegning og Skjælbedækning og som
var en Melkefisk, viste, at begge maa danne en egen Årt, der er væsent-
lig forskjellig fra den foregaaende baade ved en mindre Udbredning af

Skjællene og ved den netformige Tegning paa Siderne af Legemet.

Nr. 25. Hr. Vahl har indsendt fra Godthaab den Laxeart, som
Grønlænderne kalde KRapisalirksoak, og i hvis Beskrivelse Fabricius
troede at gjenkjende den almindelige Lax,(Salmo Salar). Det kan ikke
nægtes, at det indsendte Exemplar er saa overeenstemmende med Laxen,
at den ikke meget store Forskjel i nogle faa relative Maal, f. Ex. Hove-
dets Længde, Afstanden af Rygfinnen 0. s. v. og den ligesaa ubetydelige
Forskjel af cn Straale mere eller mindre i nogle Finner ikke bør begrunde
en Årtsforskjel efter et eneste 20 Tommer langt Endividuum, som var

en Han, og som blev umiddelbart sammenlignet med et 30 Tommer langt

125

Individuum af en Rognfisk fra Bornholm. Indtil videre beholder den

derfor Årtsnavnet: Salar.

Nr. 24—26. Jeg kan vel iblandt de Individuer af Orredarterne,
som Museet besidder fra Grønland, erkjende i det mindste 2 forskjellige
Årter, men til hvilke Fabriciske Benævnelser de svare, maa jeg endnu
lade staae uafgjort, indtil et stårre Antal bedre conserverede Individuer
sætte mig i Stand til en fuldstændig Sammenlining af Formerne igien-
nem forskjellige Aldere, da ingen Efterretninger om de erholdte Stylikers

Levemaade og specielle Opholdssted ere blevne mig meddelte.

Nr. 29. Jeg tager ikke 1 Betænkning at ansee Clupea Encrasi-
cholus i Fabricii Fauna grønlandica for at være den her opstillede nye
Art Paralepis borealis. Det ev vist usandsynligt, at hiin Art skulde
forekomme i det grånlandske Hav. Den bliver allerede meget sjelden
hos os og i det norske KRysthav; heller ikhe bliver den anført i Mitchills
citerede Afhandling om Fiskearterne i en Zone, der strækker sig saa
langt mod Syd af Nordamerika, at den tildeels optager i sig de clima-
tiske Forholde, som tilkomme Middelhavet, og hvor den i Folge sit syd-
lige Opholdsted maatte forekomme, hvis den gik saa langt imod Vesten,
og hvor den tillige vanskeligt kunde oversees, da den lever i saa store
Flokke. Det er meget rimeligt, at Fabricius, som vist ikke af Autopsie
kjendte Clupea Encrasicholus, har urigtigen tydet”) de Stykker af den sålv-
blanke Fisk, som han ofte traf i Sælhundenes Mave, og at disse have
været af Paralepis borealis, som efter Breve fra Pahl og flere Corre-
spondenter i det sydlige Grønland, meget ofte træffes i Maven af Sæl-
hnnde. Slægten Paralepis er her bleven henstillet i Laxefamilien paa
Grund af at saavel dens Rygfinne som Gadborfinne ikke blot har ledede.

") Hane (Clupeam Encrasicholwm) sæpe in ventriculis Phocarum invent, semper autem

tam multlatam, ut descriptionem ritam dare non potuerim. Fn. gr. pag. 1853.

126

men endogsaa delte Straaler (Radii compositi), og at disse allerede
begynde med den anden Straale forfra talt. Den anden Rygfinne er
en virkelig Fidtfinne (pinna adiposa) af samme Textur, som Fidtfinnen
hos Scopelus og hos Lodden (Mallotus arcticus). Den grønlandske
Fiskesamling i Museet har ikke erholdt flere, end de to i Oversigten
af det kgl. D. V. Selsk. Forhandlinger i Aaret 4829—50 omtalte
Exemplarer. Derimod erholdtes i Efteraaret 4835 et individuum af
denne Årt fra Island, hvilket blev indsendt af Hr. Landphysicus Thor-
stensen. Det var taget ikke langt fra Reikavig. Det stemmer aldeles

overeens med de grånlandskeExemplarer.

Nr. 50. I Aaret 1852 blev et eneste Exemplar af denne nye
Scopelus- Årt indsendt fra Jacobshavn af Hr. Missionær Funch. Det
har lidt betydeligt ved Rivning paa Overfladen, saa at det sålvglindsende
Overtræk næsten allevegne var forsvundet og kun faa af de fordybede
Punkter langs med Bugprofilet paa begge Sider vare tilbage. En stor
Deel af Halefinnen var brækket. En fuldstændig Beskrivelse af denne
Årt vil efter dette Individuum ikke kunne affattes, dog er Årten selv
ved Antallet af Straalerne i Rygfinnen, hvilket stiger der til 12, og i
Gadborfinnen, som cr 47, at erkjende som forskjellig fra den af Strøm
1 Naturhistorieselskabets Skrifter Ødet Bind, Ydet Fefte pag. å5 beskrevne,
og Tab. i Fig. 2 afbildede, men ikke navngivne Årt, hvilken af Profes-
sor Nilsson er bleven kaldet ”Scopelus borealis. Wen skal efter Strøm
have 9 Straaler i Rygfinnen og 10 i Gadborfinnen (15 Straaler derimod

efter Nilsson i den sidste).

År. 52. Denne Årt er forsijellig fra Rulleren, hvis systematiske
Navn den fører i Fauna grånlandica, derved, at Cverkjæven er lidt
kortere, end Underkjæven, at Hagetrevlen er kort og haarformig, og at
Halefinnen ikke er vinkelformigt, men bueformigt indskaaret. Den har

ogsaa en smal ligefarvet Sidelinie, imedens Kulieren har en bred og

sortfarvet, og den mangler, som Fabricius bemærker”), den sorte Plet
strax bag Brystfinnerne. Jeg har forelåbigt, da jeg ikke kan finde dens
Navn iblandt de amerikanske 'Porskarter kaldet den Ægilis efter dens

lette og hurtige Bevægelser.

Nr. 54... Af Grånlændernes Saraudlirksoak, som Fabricius efter
den ham meddelte Beskrivelse holdt for at være Gadus Morrhua, har
jeg kun erholdt et eneste 25 'Tommer langt Exemplar. Det er i Teg-
ningen betydeligt, og i de relative Maal noget forskjelligt fra den
Torskart, de nordiske Faunister kalde Gadus Morrhua, idetmindste fra
Kattegattet. Indtil den

liøt store Exemplarer, vil intet med Sikkerhed kunne aføjéres i Henseende

grønlandske kan sammenlignes i flere og forskjel-

til Artens Selystændighed. Den har derfor ikke erholdt et bestemt Arts-
navn, såa meget mindre som vi ikke kan ansee det for afgjort, om
Kabliauen fra Newfoundland er eensartet med den skandinaviske. Dr. ZMit-
chill antager vel ligefrem denne Identitet”); men Arten er saa vidt jeg
veed ikke umiddelbart sammenlignet, og Forfatteren anfårer endnu i
Differentia specifica det paa den nordiske Kabliau ikke anvendelige Lin-
næiske Udtryk.

Nr. 55. Fabricii Gadus barbatus er meget forskjellig fra den
europæiske Gadus barbatus Bl. og er overhovedet ingen af de bekjendte
europæiske Arter. Begge Kjæverne ere omtrent lige lange ved lidt
aaben Mund, eller Underkjæven er kun ubetydeligt kortere, end Over-
kjæven, naar Munden er lukket. Halefinnen har et meget fladt bueformigt
Udsnit, og den paa sædvanlig Maade båiede Sidelinie har samme Farve
som Siden. IRroppens Farve og Tegning ligne meget den almindelige
Torsk, Gadus Callarias. Indtil denne Årt kan sammenlignes med nord-

”) Licet multa hujus species individua contemplatus sim, nunquam maculam nigram ad
pinnas pectorales indagare valui. Fn. gr. pag. 143.

"”) Mitchill 1. c. pag. 365,

amerikanske Arter af Morrhua-Slæøten, er den blevet opstillet i Museet
under det grønlandske Navn: Ovak.

Nr. 56. Ved en senere gjennemfårt Sammenligning med et Exem-
plar fra Norge af Pirens, som jeg: dertil erholdt af Professor Nilsson,
er jeg kommen til den Overbeviisning, at Fabricii hypothesiske Bestem-
melse er den rigtige, thi den ubetydelige Forskjel, som nogle relative
Maal give, blive meget usikkre, da Museets Exemplarer have været
nedlagte i fort Salt, og derfor uregelmæssigt sammenkrympede. Straale-
Antallet i de uparrede Finner stemmer, med Hensyn paa Rygfinnerne,
ganske overeens med det, som Linné anférer for Pørens i Fauna
svecica, nemlig: første Rygfinne 15, anden Rygfinne 20, tredie Ryg-
finne 49. Gadborfinnerne afvige noget fra him Angivelse, thi første Gad-
borfinne har 26 Straaler og anden 22. At det ikke kan være Sabines
af Dr. Leach benævnte Gadus polaris, viser Antallet af Straalerne i
begge Gadborfinnerne; om den derimod er at ansee for Gadus carbona-
rius Sabine, som blev fanget paa Vestkysten af MDavidsstræde, kan vel

ikke saa let afgjøres, da intet Kjendemærke tilføres.

Nr. 41. Den her opstillede nye Art af Slægten Motella er endnu
meget uvis, da den kun er bygget paa tvende Endividuer, som blev
udtaget af Maven af en Klapmydse (Phoca cristata), der blev fanget ved
Omenak imellem 749 og 729 N. B. Begge Individuer ere beskadigede.
De udmærke sig ved Længden af den fårste Straale 1 den forreste
uudviklede Rygfinne, hvilken Straale næsten er ligesaa lang som Hovedet.
Den har kun tvende Trevler, en ved hvert Næsebor; og Gadhoret sidder

længere tilbage, end hos Motella AFustela.

Nr. 42. Denne nye Årt af samme Slægt adskiller sig fra alle
europæiske Arter derved, at Halefinnen er fladt bueformigt indskaaret.
Den bærer tvende Hud-Trevler paa Spidsen af Hovedet, en for hvert

Næsebor; og en Hudtrevl under Hagen. Den har en hvid sålvglindsende

129

Farve. Straalernes Antal i Gjellehuden er det normale for Torskeslæg-
ten, nemlig syv. Den nederste Mavemunding omgives af otte enkelte
Blindtarme. Intet Spor fandtes til Svommeblære. Af de ti Individuer,
som jeg efterhaanden har erholdt, var intet under 2 Tommer og 7 Linier,
og intef over 2 "Tommer og 44 Linier. I de Exemplarer, hvis Bughule
blev aabnet, fandtes ingen tydelige Spor til Forplantningsorganer; man
har altsaa Grund til at antage, al Endividuerne af den angivne Stårrelse

ere af en meget ung Alder.

Nr. 45. Da denne nye og mærkværdige Fiskeart vil blive afhandlet
i det andet Bidrag, som trykkes tilligemed denne Indledning, vil den fuld-
stændige Udvikling af de Grunde, der have foranlediget mig til at opstille
en nye Slægt for den, blive gjort gjældende i Bidraget selv. Den er
fanget ved Fiskenæsset, og indsendt af Hr. Coloniebestyrer Rielsen under

den grénlandske Benævnelse Æmersulak.

Nr. 44. I en endnu ikke trykt Afhandling, som blev meddelt
Selskabet”), har jeg ifålge umiddelbar Sammenligning beviist, at den
grønlandske Berglax er en fra den ved de norske Ryster forekommende
og af Strøm og Gunnerus beskrevne, forskjellig Art. Da Betydningen af
Benævnelsen Macrurus rupestris var Icthyologerne almindeligst og
fuldstændig bekjendt efter den Beskrivelse og Afbildning, som Bloch
har leveret”), og som ere forfærdigede efter Exemplarer fra Grånland,
saa syntes det rigtigst, at den gronlandske Art blev i sin tidligere Besid-
delse af det systematiske Navn Macrurus rupestris Bl., og at den norske
Art fik et nyt Årtsavn, til hvilket den første Opdager af denne mær-
kelige Slægtsform burde give Anledning, hvorfor jeg kaldte den
”) See Oversigt over det Kgl. danske Vidensk Selsk. Forhandlinger i Aarene 1828 —29
"”) Auslåndische Fische. Tab. 477.

Fil. Sel. uaturvid. og mathem. Afi. WII Dect R

130

Macrurus Stroemii. Professor Wilsson har”), hvis hans Årt er den
samme som Strøms, hvilket er at formode, endskjåndt det opstillede
Artsmærke ikke passer til det bergenske Individuum, som jeg har

sammenlignet, kaldt den Lepidoleprus norvegicus.

Nr. 47. Bet synes som, at Pleuronectes platessoides tilligemed
Pleuronectes Limandoides Bloch bor, maar man vil fålge de samme
Grundsætninger, som have bestemt Cuvier til at danne de i hans Regne
animal opstillede Underslægter, ogsaa danne en egen Underslægt, hvis
Plads vil være imellem Platessa og Hippoglossus; denne Underslægt har
ligesom Platessu 'Fænderne i Kjæverne stillede i en eneste Rad, men
adskilles fra denne ved det stårre Gab og de meget spidse, længere fra
hinanden staaende og i Kjævernes forreste Deel længere Tænder, som i
begge Mellemkjævebenene sidde med regelmæssigt aftagende Længde
ligened til Mundvinkelenden af disse; imedens hos Platessa Tænderne
ere stumpe, omtrent af lige Længde, i Overkjævebenets håire Arm
(paa Qiesiden af Hovedet) staae enten ingen, eller fra 2 til 4 Tænder.
Denne nye Underslægt vil have det store Gab og spidse Tænder tilfælleds
med Hippoglossus; men hos denne ere Tænderne fortil i Kjæverne stillede
i flere uregelmæssige Rader og ere afvexlende i Størrelse, imedens de
ere stillede i en Bad med regelmæssigt aftagende Længde hos den nye
Slægt, som ved otte Straaler i Gjællehuden adskiller sig baade fra Platessa
og fra Hippoglossus, hvilke, ligesom de åvrige af mig undersågte Under-
slægters Arter kun have syv Straaler. Vi kunde kalde denne Underslægt
Citharus efter en af BRondelet navngivet Citharus asper fra Middelhavet,
som Cwvier anseer for at være Pleuronectes Limandoides Bl., der findes
i Nordsøen; men Individuer fra begge Localiteter synes endnu ikke at

være umiddelbart sammenlignede.

”) Prodromus Ichthyologiæ scandinavicæ auctore S. Nilsson, pag. dt.

'r. 55. At Fabricii Ophidium viride ikke kan henføres under
Slægtsformen Ophidium, endskjåndt den nærmer sig mere til denne,
end til Aaleslægten, er blevet oplyst i en tidligere Meddelelse til Viden-
skabernes Selskab”). Den danner en egen Slægtsform, som bærer
Navnet Gymnelis af den aldeles någne Hud. Iblandt de fra flere
Steder i Sydgrønland og Mellemgrønland i de sidste 3 Aar indsendte
Individuer viser sig en betydelig Forskjel i Rygfinne-Pletterne og i
Kroppens Tegning, men kun en ringe i de relative Maal. Det har endnu
ikke været mueligt at bestemme, om disse Individuer henhåre til
forskjellige Arter; men jeg haaber, inden det Bidrag i hvilket denne
Slægtsform skal afhandles, vil blive færdigt til Trykken, at kunne ved
bedre Exemplarer blive sat i Stand til at have en bestemt Mening
derom. De mest paafaldende Varieteter ere forelåbigt i Fortegnelsen
betegnede med egne Navne, men ikke optagne som Arter under

Lobenummerne.

Nr. 54. Beskaffenheden af de indsendte Exemplarer af 7obis
har ikke tilladt ved en fuldstændig gjennemført Sammenligning at afgjore
til hvilken af de europæiske, i den senere Tid adskildte Arter, Fobianus
og Lancea, den grønlandske Tobis henhårer, eller om den er en fra
begøe forskjellig Art, dog skulde jeg af flere Grunde erklære mig for
den sidste Mening, hvorfor den ogsaa cr optaget i den grønlandske
Samling under Navn af Æmmodytes dubius. Hos denne Art tager Ryg-
finnen sin Begyndelse ligefor Spidsen af den til Kroppens Side udstrakte
Brystfinne, ligesom hos Æmmod. Tobianus, med hvilken den ogsaa har
de smaae med en kort Pandestilk forsynede Mellemkjæver fælleds, men
dens Hoved er betydeligt kortere end hos den sidste, hos hvilken Hovedet
forholder sig til Totallængden som Å til 44 efter Farrell, hvorimod

Hovedet indeholdes 6 Gange i Totallængden hos dubius; hos et Indivi-

") Beretningen om det kongl. Vidensk. Selsk. Forhandlinger 1830 og 1838.
R

1352

duum af sidste af otte Tommer og en ILinies Længde gav Hovedet et
Maal af en Tomme og fire og en halv Linie. Oinenes Stilling nærmere
til Mundspidsen end til yderste Kant af Gjællelaaget, og det lidt sammen-
trykte Legeme har den grånlandske Art fælleds med den europæiske
Ammod. Lancea. Den har ogsaa et storre Antal af Straaler i Ryg-
finnen og Gadborfinnen, nemlig i første 64 og i sidste 35"), hvorimod
efter Yarrell Ammod. Tobianus har 55 i Rygfinnen og 29 i Gadbor-

finnen, Lancea 54 i Rygfinnen og 25 i Gadborfinnen.

Nr. 56. Fabricius taler om Squalus AÅcanihias i Udtryk, som
lader formode, at den ikke burde være sjelden i det sydlige Gronland.
Han siger: ”Usus et caplura eliam communis; capilur tamem præsertim
hieme per foramina glaciei”. Og dog har jeg ikke endnu kunnet erholde
denne Art, hverken fra Julianehaab eller fra Frederikshaab, hvorimod
jeg fra begge Steder flere Gange har bekommet den næstfølgende Nr. 57,
som er en nye Årt, hvilken jeg tilforn har beskrevet under Navn af Spinax
Fabricii"”), det synes derfor rimeligt at antage, at Fabricius har troet i
den nye Årt at erkjende Sgualus Åcanthias, hvilken sidste altsaa burde

udslettes af Fortegnelsen påa de grønlandske Fiske.

Ved Slutningen af disse Anmærkninger vil jeg meddele Efter-
retning om en i flere Henseender mærkværdig grønlandsk Fiskeart, men
som desværre er modtaget i en saadan 'FPilstand, at det ikke er muligt at
bestemme med Nåiagtighed dens systematiske Plads, eller at give en
tilfredsstillende Beskrivelse af den. Det modtagne Individuum blev, efter
skriftlige Meddelelser fra Capitainlieutenant Molbåll, fundet og opkastet
paa Stranden ved Godthaab efter en meget svær Storm, BRavne og

Maager havde allerede opædt den største Deel af Bugfladen fra Gad-

”) Fabricius har talt 67 og 34.

””) See Beretningen om det kongl. Vidensk. Selsk. Forhandlinger i Aaret 1828—29.

boret til Halefinnen og udhakket flere Stykker af Hovedet, hvis Becn
vare stærkt forknuste. Af Gjæller, Sandseorganer var intet, og af ind-
volde kun Stumper tilbage. Den blev nedlagt i Saltlage og ankom til
Museet i en halv flydende 'Filstand.

At den henhårer til Beenfiskene viser Texturen af Benene tilstræk-
keligt. Disse ere fibråse, dog ere de i samme Grad cellulåse som hos
Cyclopterus, Lophius, og endnu nærmere som hos Ørthagoriscus Mola.
Endvidere kan den systematisk henstilles iblandt de Beenfiske, som have
bevægelige Rjæver, thi Mellemlijævebenene og Sidekjævebenene forholde
sig paa den sædvanlige Maade, saavel i Henseende til Dannelse og
Beliggenhed, som i Henscende til Bevægelighed, og ere begge besatte
med flere uregelmæssige Rader koniske, spidse og hule 'Tænder, af
hvilke de i den bageste eller indvendige Rad ere de storste; de aftage i
Størrelse i de udadfålgende Rader, og i den yderste eller udvendige
Rad rage de neppe op over Hudens Overflade. De storre Tænder ere
ikke fastvoxne i kjævebenene, men kun forbundne dermed ved en elastisk:
Hud, hvorfor de kunne båies ned imod Svælget ligesom mange af
'Tænderne, især Ganetænderne hos Gjedden (Esox Lucius) og andre Fiske.

Gjællerne vare udrevne af de rummelige, med en glat Hud
beklædte, og i en stor rund hudrandet Aabning bag Brystfinnernes
nederste Hjørne næsten som hos Lophius piscatorius sig endende
Giællehuler. At den henhårer til de blådfinnede Fiske vise Straalerne i
Rygfinnen, som alle ere ledede, og af hvilke allerede den anden er tve-
deelt. Da Bugranden fra Gadboret af fortil indtil Begyndelsen af
Struben er heel, synes det ikke urigtigt at antage, at hvis den skulde
henhåre til bugfinnede Fiske, maatte man enten kunne see Bugfinnerne,
eller Spor til det Sted hvor de havde siddet, og da dette nu ikke er
Tilfældet, bliver det sandsynligt, at vor Fisk har henhårt, enten til
de brystfinnede eller til de barbugede Fiske. Uagtet den i meget har
Lighed med Cyclopterus-Slægten er jeg dog mere tilbåielig til at hen-

15£

føre den til de barbugede Fiske, hvor den dog vilde staae ganske isoleret
og uden Overgang til nogen af denne Ordens Slægter. Exemplaret er
fra Spidsen af Underkjæven, som rækker lidt ud over Overkjæven, til
er Spidsen af Halefinnen, 23 Tommer langt. Legemets Omrids kan
kun ved Tilnærmelse bestemmes; det er ved Mundvigen næsten ligesaa
bredt som høit, dog er Breden noget mindre, henimod Halen bliver det
mere og mere sammentrykt, og tilsidst bliver Håiden flere Gange større,
end Breden; Bugen synes at have været convex og hængende. Den
stårste Hide over Bugens Midte indeholdes omtrent 21 Gang i Total-
længden. Fiskens hele Form har nogen Lighed med Arterne af Slægten
Antennarius, kun er Hovedet ovenpaa meget fladt. Huden erindrer
meget om Cyclopterus spinosus; den er besat med en Mængde store, lavt
kegleformige Beenplader, hvis Midtpunkt ender sig i en kort, glat,
stump Spids, nedenfor hvilken der udgaaer dybe uregelmæssige Furer til
kanden, saa at deres Overflade bliver stjerneformigt stribet. De have en
Diameter af 10—14/7 og en Axe som er 2—4/" og staae omtrent paa
14—496'" Afstand fra hinanden. Paa Hovedet findes ingen saadanne
Plader. Membrana branchiostega har 6 Straaler. Brystfinnen er kort og
sammensat af 412 Straaler. Rygfinnen sidder tæt ved Halefinnen og har
9 Straaler. En Deel af Halefinnen er afrevet, og i det tilbageblevne

Stykke tælles 5 Straaler.

Den Deel, som især giver den ct paafaldende Udseende, og hvor-
ved man forledes ved første Oiekast til at see i den cen eller anden Årt
af' Antennarius eller af Lophius, er en 61 Tommer lang og 2 Linicer
tyk Beenstraale paa Midten af Hovedet. En tyk med smaae dybtliggende
Skjæl besat Hud bedækker dette Been, hvorved Straalen i sin Heelhed
faaer en Diameter af 447”, eller en Tykkelse af en Ørns Pennepose.
Beenstraalen selv er artikuleret til et bevægeligt Grundbeen ligesom

Straalerne i en Rygfinne, kun med den Forskjel, at det ligger horizon-

155

talt paa Profilet af Craniet i en fordybet Rende, i hvilken det kan be-
væges noget frem og tilbage ved egne Muskler. Fra dette Been gaae
andre Muskler til den nederste Ende af Straalen, ved hvilke denne be-
væges fra den horizontale til den perpendikulaire Stilling. Man kan see
den samme Dannelse, men efter en formindsket Maalestok ved de meget
tynde, men lange Straaler paa Hovedet af en Bredflab (Lophius pis-
catorius). Ved Straalens &verste Ende udbreder den samme bedækkende
tykke Hud sig i en rhombisk Lap eller Skive, hvis Sider ere parallele
med Hovedets Sider. Fra denne Skives overste Hjørne udgaaer en tyk,
noget sammentrykt Hudtrevl, der deler sig i tvende korte Trevier, som
vistnok have været betydeligt længere, end de nu ere, da deres Ender
vise en afrevet Rand. Fra hvert Sidebjørne udlåber cen lignende, men
meget længere Trevl, hvoraf den bagerste er dobbelt tvedeelt, og
har, maalt til Spidsen af den længste Fibrille, en Længde af 5 'Tom-
mer og 4 Linier, den forreste derimod kun tredeelt og har en Længde
af 4 Tommer og 8 Linier. Ved Basis af Skiven begynder en kort Dob-
beltrad af Trevler i den åverste Ende af Straalen og paa dens bagerste
Rand. Hver Rad sidder paa den udvendige Side af Randen, og be-
staaer af 5 paa hinanden folgende tæt til hinanden staaende og i Læng-
den betydeligt aftagende Trevler; begge Rader tilsammen have saaledes
5 Par Trevler. Det åverste Par af disse Trevler dele sig i tvende ulige
lange Grene, af hvilke den kortere igjen er tvedeclt. Længden af disse
Trevler fra Roden til Spidsen af den længste Gren er henved 8 Tom-
mer, De følgende 4 Par ere udelte; det første af disse er 64 'Pomme
langt, og det nederste 44 Tomme langt. Huden paa Trevlerne er lige-
ledes bedækket med smaae runde, dybtliggende Skjæl. See Tab. IY.
Saa ufuldstændig end den meddelte Beskrivelse maatte blive, vil
man dog heraf see, at denne Fisk danner en mærkværdig Overgangs-

form, der forbinder flere fra hinanden staaende Slægtsformer med hin-

156

anden. Denne nye Fiskcart betegnes indtil videre med Navnet: Himan-
tolophus groenlandicus.

Vende vi nu tilbage til en Sammenligning imellem de tvende, i
det foregaaende leverede Fortegnelser vil det strax falde i Oinene, at An-
tallet af de gronlandske Fiskearter, efter Udslettelsen af fire Arter i den
fubriciske Fortegnelse, er steget fra 45 tlf 60 i den nye Fortegnelse.
Blandt hine tre og fyrgetyve ere otte, for stårste Deel europæiske Arter,
som jeg hidindtil ikke har kunnet erholde fra Grønland, hvis Forekomst
der altsaa ikke kan ansees for bekræftet ved denne Fortegnelse,
skjøndt der neppe kan være Tvivl om, at en eller anden af disse Arter,
virkelig findes der, f. Ex. Sgualus mawximus, Pleuronectes Hippoglossus,
en Åaleart 0. s. v. De tilbageblevne fem og tredive Årtsnavne ind-
befatte tretten, som maatte forandres, af hvilke otte, og deriblandt
det nye Slægtsnavn Gymnelis viridis ikke forekomme i den curopæiske
Fauna; en Årt, nemlig Paralcpis borealis (Fortegnelsens Clupea En-
crasicholus) er siden ogsaa fundet i det islandske Hav. Allerede ved
den nødvendige Forandring af saa mange Årtsnavne i Fabricii gron-
landske Fiske-Fauna, har denne faaet en stor Tilvæxt af saadanne
Træl:, som gjør den forskjellig fra den europæiske, hvilke i den ældre
Fortegnelse indskrænke sig kun til nogle faa Arter, som Cottus scor-
pioides, Pleuronecies platessoides 0. s. v.… Men denne Forskjel foråges
endnu betydeligen ved de atten, i den anden Fortegnelse tilkomne
nye Årter. Iblandt disse gives der fem Slægtsformer, nemlig Frig-
lops med cen Årt, Lycodes med to Årter, Campylodon (Notacanthus)
med en Årt, fZythites med cen Årt og Himantolophus med en Årt, som
ere nye; kun en eneste af disse Slægter er nyligen bleven bekjendt at
forekomme i Europa, nemlig Lycodes i det islandske Rysthav, med en
endnu ikke fuldkommen bestemt Art. Af de tilbageblevne elleve Arter

findes kun en i den europaiske Fauna, nemlig Motella mustela; en er tvivl-

437

som som nye Årt, Gasterosteus dimidiatus, de &vrige ere hidindtil kun
trufne i det grånlandske Hav.

Der fremgaaer saaledes som Hovedresultat af denne Sammenlig-
ning, åt den grånlandske Fiskefauna er baade i Slægts- og Artsformer
betydeligt forskjellig fra den europæiske, og at næsten Halvdelen af dens
Arter endnu ikke ere fundne i det saa nærgrændsende islandske kysthav.

En Sammenligning imellem den grønlandske Fiskefauna og dens
Modsætning efter den geographiske Længde, eller de Fiske-Årter, som
træffes i Havet uden for Ramschatka vilde her have været paa sit rette
Sted, og det gjør mig ondt, at jeg ikke er i Stand til at overvinde de
Vanskeligheder, som staae i Vejen for en saadan Sammenligning, hvor-
iblandt den vigtigste naturligviis er Mangel paa Materialier.. For Kam-
schatkas Fiske kan jeg kun benytte Pallas Zoographia rosso-asiatica, og
de af Tilesius i Skrifterne af det kaiserlige Akademie i Petersborg leve-
rede Monographier, men hos begge ere Beskrivelserne ofte saa ufuld-
sfændige, at man, uden at see Øriginalerne, hvilket Cuvier tildeels har haft
Lejlighed til, ikke vil være i Stand til at have nogen Mening om Arten.
Vel er en Deel af disse Fiskearter reviderede i Cuviers og Palenciennes's
store Værk, men dette indeholder endnu kun den stårste Deel af de pig-
finnede Beenfiske; ved de vanskeligste og paa Arter i begge Have tal-
rige Slæøter Salmo og Gadus savnes der endnu saadan Kritik. Hertil
kommer, at skulde Sammenligningen i sin Detail give paalidelige Resul-
tater, maatte enten de grønlandske Fiske sammenlignes blot med de ved
Asiens Ostkyst, men i Fortegnelserne er det ikke altid angivet, om en Årt
er truffet i det asiatiske eller amerikanske Kysthav, og man maa altsaa tage
begge sammen, eller ogsaa maatte paa den anden Side tillige Østkysten
af det nordligste Amerika føjes til Gronlands Fauna, men deels levere
de engelske Polarreiser for lidt og for ubearbeidet Material, deels kan
man i det, som Amerikanerne have leveret, ikke komme ret langt udover

den 559% N. B. Imidlertid giver ct Blik paa de Fortegnelser, som man
Vid Scl, nalurvid. og maihem Afh. VII Peel. Ss

158

kan udkaste over begge Haves Fiskearter, dog nogle ikke uvigtige
Resultater. Antallet af Arterne vil omtrent blive det samme i begge,
naar man sælter den sydlige Grændse for Ramschatkahavet at være den
500% og den nordlige at være den 669 N. B.; det vil saaledes strække
sig fra de nordlige kuruliske Øer til Osteap påa den asiatiske og til
Kotzebue-Bugten paa den amerikanske Side. Den grønlandske Fauna
derimod vil indsluttes imellem Sydkysten af Julianchaabs -District og
Colonien Upernavik, som det nordligste Punkt, hvorfra Museet har
erholdt Bidrag, eller imellem den 600 og 759 N. B.

Der gives kun faa og for storste Deel de samme Familier i; begge
Faunaer , hvortil disses Fiskearter henhøre; det er Familierne Cyelo-
stomi, Plagiostomi, Anguillares, Biscoboli, Pleuronectini, Gadini, Clupe-
oides, Salmonei, Gobioides dog kun sammes ene Afdeling eller Under-
familien Biennioides, og endelig Familien Scorpioides, som forekommer
paa begge Steder. Den gronlandske Fauna viser i den fabriciske Slægt
Campylodon, som Cuvier henregner til Familien Scomberoides den eneste
Undtagelse herfra, thi Forekomsten af Labrus ewxoletus efter Fabricius er
endnu alt for uvis til, at man kan optage Familien Labroides i denne
Sammenligning. Kamschatkas Fauna har i Trichodon Stelleri CuvX) en
Repræsentant af Familien Percoides forud for den grønlandske, foruden
den mærkværdige Slægt Chirus, hvis man af den vilde gjøre en egen
Familie”). Maaskec kunne endnu Familien Cyprinoides tilféies, som i
Grønland aldeles mangler.

De Familier, som have de talrigste Arter i den ene Fauna har

dem ligeledes i den anden. Det er Ulkene, Sliimfiskene, Torsliene og

”) fiistoiwre naturelle des poissons, Vol. 3. pag. 154. Tab. 57; Pallas zoographia rosso-
astatica, Vol. Hl. pag. 235, hvor den kaldes Prachtnus Trichodon. Tilesius har 1
Mem. de TV Acad. tmp. de Petersb., Tom IV. Tab. XV fig. 8—9 leveret en Afbild-
ning af den.

”) Med Hensyn paa Antalict og Betydningen af Sidelinierne har denne Familie en
analog Form i Grønland iblandt Sliimfiskene, nemlig Clénus unimaeculatus.

159

Laxegruppen, som i begge have de fleste Arter. Saaledes finde vi af
den første Gruppe otte, eller tages Labradorkysten og de norden for
samme liggende Landes Fiske med i Regningen, ti Årter i den gron-
landske Fauna, imedens det asiatisk-amerikanske Hav tæller tolv Arter.
Af Sliimfiskene, Soeulven (Ænarrhichas lupus) indberegnet, gives i Gron-
land otte Arter, og omtrent det samme Antal findes ved Kamschatka;
det sidstes Hav nærer sex Årter af Torskefamilien, hvorimod der opholder
sig af denne Familie i det mindste ti Arter i det Grønlandske. De til
Laxefamilien henhørende Fiske udgjåre i det sidstnævnte Hav syv til otte
Årter, hvorimod Kamschatka-Havet vist nok vil have et noget stårre An-
tal, naar man engang bliver istand til noicere at bestemme de i Pallas's
Loographia rosso-asiatica derhen hørende Arter, men disse synes at hen-
høre til et færre Antal Slægtsformer. I enhver af de sammenlignede
Faunaer indeholde altsaa de anførte fire Familier betydeligt mere end
Halvdelen af deres samtlige Årter.

Den stårre Deel af Slægterne af de pigstraalede Beenfiske er
fælleds for begge Faunaer, saaledes finde vi Coltus, Aspidophorus, Se-
bastes, Gasterosteus, af Sliimfiskene i det mindste Gunellus og Clinus, og
endelig Ænarrhichas; ogsaa af de andre Familier gives flere fælleds
Slægter, saaledes Salmo, Mallotus, Clupea, Gadus, Merlangus, H:ppo-
glossus, Cyclopterus, Liparis, Anguilla og Ammodytes iblandt de ledstraalede
Beenfiske.. Men der gives ogsaa i enhver af Faunaerne flere Slægts-
former, som findes i den ene, men mangle i den anden. Saaledes treffes
i det grønlandske Hav iblandt de pigstraalede Beenfiske Slægterne Tri-
glops, Lycodes og Campylodon, som alle tre mangle i Havet ved Ram-
schatka, hvorimod dette igjen har forud Trichodon, Femilepidotus, Blepsias
og Chirus. Næsten alle disse syv Slægter ere tillige eiendommelige for
de tilsvarende Have. Ogsaa iblandt de straalefinnede Familier har den
ene Fauna nogle Slægter forud for den anden; Paralepis, Scepelus, Mo-

tella, Macrourus, Bythites, Citharus og Gymnelis findes blot i Grånland:
S+

140

Slægten Platessa forekommer ved Kamschatka, men ikke 1 Grånland.
Af de rundmundede Bruskfiske har Grønland Slægten Myxine, KRam-
schatka derimod Petromyzon forud.

Vende vi os nu til Sammenligningen af Arterne paa begge Steder,
ville vi finde, at Forskjellen bliver endnu større. Det forstaaer sig af sig
selv, at de Slægter, som en af Faunaerne have forud, allerede meddele
til denne en betydelig Forskjel i Arterne; saaledes har Grånland ti
Slægter iblandt Beenfiskene, som ikke forekomme ved Ikamschatka; disse
indedolde i det mindste fjorten paa det sidste Sted manglende Arter, hvilke
udgjåre betydeligt mere end en femte Deel af dets samtlige Arter. Under-
sågelsen vil altsaa kun omfatte de fælleds Slægter, hvis Antal for Been-
fiskene belåbe sig til sytten. Disse frembyde især hos de pigstraalede
kun liden eller ingen Overeensstemmelse med Hensyn til Indhold af
Årter, som det følgende vil vise. Af de grønlandske Ulkearter fore-
kommer efter den Revision, som Slægten har været underkastet i Cuviers
og Walenciennes's histoire des poissons, ikke en eneste Art i Havet ved
Kamschatka. Vi finde kun imellem nogle Arter en stor Lighed, f. Ex.
imellem Cottus grønlandicus Cuv. og Cottus Jaoh Cuv., og imellem
Cotius tricuspis Mus. Reg. og Coltus ventralis Cuv., hvorimod Cottus
Scorpioides og Cottus uncinatus Mus. Reg. ikke synes at have nogen
tilsvarende Årt i det åstlige Hav, som derimod i Cottus pistilliger og
Cotius diceraus har Arter, med hvilke ingen grånlandsk kan sammenlignes.
Aspidophorus decagonus Bl. er i mange Henseender forskjellig fra Aspid.
acipenserinus Pal. og den anden gronlandske Art eller Æspid. monopte-
rygius staaer endnu ganske allene i Systemet. Den grønlandske Sebastes,
som er af samme Årt som den nordeuropæiske eller Sebastes norvegtcus,
afviger fra den nordasiatiske, som Pallas kalder variabilis, ved de færre
& mindre udviklede Pigge paa Hovedets Been, ved det afvigende Straale-

5
antal i Finnerne, og endelig ved Farven af Legemet. Af Sliim-

fiskenes Arter er der ingen, som findes i begge Faunaer, undtagen Såe-

141

ulven (Ænarrhichas Lupus); Arterne af denne Familie, som forekomme
i Havet ved IRamschatka, synes, efter Pallas's korte Beskrivelser at
dåmme, endog tildeels at frembyde Former af Underslægter, som ere
forskjellige fra de gronlandske; imidlertid udgjåre de Arter, hvis rudi-

mentaire Bugfinne bestaaer fornemmelig af en kort spids Pig, eller

g,
Gunellus-Formen, det stårre Antal. Blennius rosaceus Pal. synes endog
at forene Gunellus-Slægtens Form for Bugfinnerne med den Form for
Halefinnen, som den gronlandske Slægt Lycodes har. E det mindste er
den ene af KRamschatkas Arter af Slægten Hundesteile (Gasterosteus)
nemlig G. Obolarius angivet som forskjellig fra den gronlandske. Af de
22 i foregaaende Fortegnelse opstillede pigstraalede Fiskearter forekom-
mer altsaa kun Såeulven ved Ramschatka. De ledstraalede Fiske synes at
opvise nogle flere fælleds Arter end den forrige Afdeling, i det mindste
anføres i begge Faunaer Gadus morrhua, Gadus Callarias og Hippoglos-
sus vulgaris. I det hele vil, naar man følger begge Faunaers reviderede
Fortegnelser, saaledes som de for Tiden kan gives, neppe mere end syv
grønlandske Fiskearter forekomme i Havet ved Ramschatl:a.

Den samme Forågelse og tildeels forandrede Benævnelse, som
efter det Foregaaende treffer den fabriciske Fortegnelse paa de gron-
landske Hvirveldyr, vil ogsaa udvide sig til hans Fortegnelser paa de
ringede Orme (Annelides), Rrebsdyrene (Crustacea), Blåddyrene og
de usymetriske Dyr, thi saameget fremgaaer af de rige Materialier,
som ere opstillede i det kongelige Museum, at der forestaaer ogsaa
for den Deel af Fabricii Fauna grånlandica, som indbefatter hine
Dyreklasser, en betydelig Forandring saavel med Hensyn paa den syste-
matiske Benævnelse, hvilken man i nogle Tilfælde neppe kan ane efter
Fabricii Beskrivelse, som ogsaa paa Antallet af Arterne. I alle de nævnte
Grupper ere nye Arter, i nogle endog nye Slægisformer blevne beskrevne.
Museet besidder saaledes flere Arter af Ånnelider fra Gronland, end

Fabricius har optaget i sin Fauna, uagtet næsten alle hans Lumbrict og

142

Slægten Spio endnu ikke ere blevne indsendte, og dog synes kun 7—8 Arter
at kunne tilbageféres paa Artsbenævnelserne i Fauna grønlandica. Ablandt
de opstillede forekomme Ærter af Slægterne Nereis, Phyllodoce, Nephtys
og Glyceris i Nereidernes Familie; af Slægterne AÅricia, Ophelia og
Ctrrhatula i Familien "Mriciens” ; og foruden den egentlige Ærenicola er
blevet opstillet en nye til samme Familie henhørende Slægt Eudora.
Lignende Tilvæxt frembyde Crustaceerne og Bloddyrene; af den sidst-
nævnte Række er foruden adskillige nye Arter ogsaa en nye Slægtsform
opstillet, der er nær beslægtet med Blainvilles Bursatella. Af Dyrerigets
sidste Række indeholder den grønlandske Samling ligeledes adskilligt Nyt,
iblandt andet foruden en Sipunculusart, ogsaa en nye Underslægt i HMolo-
Uwria-Familien og en gigantisk til Comatula-Slægten henhørende Haar-
stjerne (crinoide), hvis enkelte Straaler have en Længde af otte Tommer.

De ichthyologiske Bidrag, for hvilke det Foregaaende tjener tillige
som forelåbig Oversigt, vil decls indeholde Bestemmelser af nye Slægtsfor-
mer, hvor saadawnes Indførelse ansces overeensstemmende med de af Cuvier
faløte Principier tilligemed Beskrivelse af disses nye og grønlandske Arter,
deels Beskrivelser af nye Arter i allerede opstillede Slægter. Da den
Orden, hvori Bidragene ville folze paa hinanden, har været afhængig af
de tilstrækkelige Materialiers Ankomst i Museet, og hvorvidt disse have
været i en saadan Tilstand, at derefter strax kunde forfærdiges gode
Tegninger, saa turde den systematiske Orden neppe blive den, som vil
komme i Anvendelse.

Efterat Trykningen af Indledningen var rykket fremad, erholdt Mu-
seet den tredie Deel af Dr. Richardsons Fauna boreali-americana, som
handler om Fiskene, og som er udkommet forrige Aar i London. Jeg
seer mig derved i Stand til at tilfåre i et Tillæg til Anmærkningerne
over den af mig givne Fortegnelse nogle Efterretninger om, hvorvidt
hiint vigtige Arbeide giver Oplysninger om og Bidrag til den gronlandske

Fiske-Fauna, idet jeg her vil gjennemgaae de i Bogen anførte Årter, forsaa-

vidt som de henhåre til den sidstnævnte Fauna. Efter Planen skal Pårchard-
sons Værk optage alle Fiskearter, som forekomme i en Strækning fra Vest-
kysten af Nordamerika tversover Fastlandet til Østkysten af Gronland.
Breden af dette Belte, som begynder imellem den 709% og den 759 N.B. er
håist ulige og strækker sig saa ubestemt imod Syden, at nogle af de nordlige
Fristaters Fiskearter ogsaa blive beskrevne. Det er kun det store mellemste
Stykke af dette Belte, som Forfatteren hår bereist; det er derfor især
Ferskvands-Fiskene af Slægterne Cyprinus, Salmo, Corregonus, Åcipenser
0. s. v. i det paa Floder og Ser saa overordentligt rige Endland eller i
de saakaldte Pelslande med deres nærmeste 'Tilgrændsning, som han har
undersågt og beskrevet efter Naturen, men hverken den vestlige eller
åstlige Ende af Zonen har han besågt. De amerikanske Fiskearter
paa Vestkysten har han derfor, uden at kunne meddele nyere Op-
lysninger om dem, anført fornemmelig efter Pallas og Tilesius, og
tillige benyttet de Dele af Cuviers Histoire des poissons, som indtil Fuld-
endelsen af hans Værk vare udkomne. De grønlandske Fiskearter frem-
stilles for os med faa Undtagelser saaledes som Fabricii "auna grånlandica
giver Veiledning dertil, og det synes ikke, at Forfatteren har i de engelske
Museer fundet Leilighed til at see Fiske fra denne Localitet og at sam-
menligne dem med Exemplarer fra andre Steder. Hvad vi saaledes her
alene kunde spårge om, er, om Fiskearterne i Fabricii Fauna gronlandica
ere trufne ved de amerikanske Kyster af Polarhavet? om Fabricii urigtige
Bestemmelser ere rettede? og om de nye Arter ere blevne fundne af
Forfatteren ?

Af Cottus-Familien ere kun Cottus grånlandicus (Cuv.) og Sebastes
norvegicus (Cuv.) blevne fundne ved de nordamerikanske Ryster. Af den
første leverer Forfatteren en Beskrivelse og en god Afbildning (Tab. 95,
Fig. 2) efter et Exemplar fra Newfoundland, og bemærker tillige, at
Kapitain J. C. Ross anseer Cotius guadricornis, der anføres i Appendix

til Parrys og John Ross's Polarreiser, for at være denne Art. Cottus

444

uncinatus finder jeg ikke iblandt de amerikanske Cottus-Årter, men vel en
anden Årt, som ligeledes har Tænder paa Ganebuerne ligesom hiin, men
denne Årt er en Ferskvandsfisk fra Columbiafloden. Den er ved sine
talrigere Straaler i Ryg- og Gadbor-Finnerne og ved sin skarpe Hud
tilstrækkeligt adskilt fra den græonlandske Art, og har faaet Navn af
Vottus asper; den er afbildet 'Tab. 95 Fig. Å. €. scorpioides og C. gobio
F. Gr. (lricuspis Mus. Reg.) anføres blot efter Fabricius. Det samme er
Tilfældet med Cottus (Aspidophorus) cataphractus, hvorimod han optager
Aspidophorus monopterygius efter Cuvier som en ny grønlandsk Art.

Foruden Notacanthus Nasus ( Campylodon f"abricii Mus. Reg.),
som han angiver efter Bloch og Cuvier, optager han i Stedet for Zeus
Gallus Fab. efter Cuviers Hypothese Lampris guttalus i den gronlandske
Fauna, hvortil han finder en Grund meer fordi Jerome Smith anfører den
iblandt Massachusetts Fiske, men samme Forfatter fortæller ogsaa, at Zeus
Faber nyeligen er truffet i Bostonbugten”), og denne Årt passer vist nok
bedre til den af Grønlænderne beskrevne Fisk.

De fabriciske Arter af Familien Gobioides optages under de samme
Årtsbenævnelser som i Fauna grånlandica. Der beskrives under Navn
af Blennius Gunellus Lin. et i Brændeviin aldeles afbleget Exemplar, som
Richardson har erholdt fra Labradorkysten; Straaleantallet i Rygfinnen
stemmer overeens med det hos den europæiske Art (Gunellus vulgaris),
og hos den anden grønlandske Art (Gun. afftnis Mus. Reg.), imidlertid
restaurerer han den ved Brændevinet tilintetøjorte Farve ved at overdrage
den fra Fabricii Beskrivelse af en anden Art i Fauna gronlandica! Af
Clinus-Årterne omtales kun de to fabriciske Arter pmunctatus og Lum-
penus, men af hvilke han ikke har truffet nogen. Be tre nye Årter af
Clénus forekomme ikke i Bogen, og med Hensyn til de tvende Årter af

Slægten Lycodes ere vi lige nær med Bestemmelsen af Sabines Blennius

”) Jfr. Natural History of the Fishes of Massachusetts by Jerome, VW. C. Smith, M.D
Roston 1838, pag. 308.

145

polaris, da Fauna boreali-americana kun gjentager, hvad Sabine og Ross
tidligere have ladet trykke.

Det er især i Laxefamilien, at denne Fauna vil tilbyde Ichthyologerne
vigtig Hjelp til Arternes Sammenligning; ved den ville vi ogsaa sættes i
Stand til at bestemme nåiagtigere de grønlandske Arter, naar forst fuld-
stændige Exemplarer kunne erholdes. Pichardson nævner kun foruden
den egentlige Lax, som han il:ke selv har truffet, de fire fabriciske Arter
uden at optage dem med Låbenummer iblandt de amerikanske Årter,
hvorved han yttrer, at Salmo Carpio Fabr. vel kunde være hans $. Hoodii,
Sal. alpinus Fabr. hans S. nitidus og S. stagnalis Fabr. hans Alipes ;
Sal. rivalis Fab. vilde derimod, hvis den ikke er et meget ungt Indivi-
duum af en af de tre forannævnte Arter, være en virkelig nye af ham i
Nordamerika ikke fundet Art. Fiskearter, der kunne henføres til Slæg-
terne Paralepis og Scopelus, blive ikke omtalte.

I Fabricii Gadus Ægleftnus og Gadus barbatus har Forfatteren,
og som det synes uden at have seet dem, erkjendt tvende Årter, som ere
forskjellige fra de Arter, hvis Navne de bære. Han har givet Navnet
Gadus Fabricii til den forste, som i vor Fortegnelse fører Navn af Gadus
Agqilis, og han har kaldet den sidste Gadus Øgak efter de boothiske Es-
qvimoers Benævnelse af en 'Forskeart, som ikke videre beskrives. Gadus
virens Fab. ansecer han for at være Gadus polaris Fab., og ved Gadus
Brosme Fabr. bemærkes, at en den lignende Årt Brosme flavescens fore-
kommer ved Newfoundland. Der bliver ikke en eneste Årt af Motella
anfort, og der forekommer ingen Fiskeart, der kunde henføres til den
nye Slægtsform Bythites. Med Hensyn paa den gronlandske Berglax, som
ikke er forekommet Forfatteren, følger han Cuvier, der som bekjendt
antog, at den grånlandske og norske ere af samme Årt og overeensstem-
mende med den ene Årt fra Middelhavet.

Ophidium viride med dens mange Varieteter synes ikke at være

bleven fundet paa Østkysten af Nordamerika, og vi kunne altsaa ikke
Vid. Sel naturvid. og mathem. Afh. VII Decl. T

146

erhølde nye Oplysninger om den; selv om Ophidium Parrii, der vel er
en Årt Gymnelis faaer man ikke fuldstændigere Underretning end den
J. €C. Ross har meddeelt. Sandaalen fra Newfoundland faaer Navn af
Ammodytes Lancea Cuv.; derimod mener Forfatteren, at Fabricii gron-
landske Art skulde være Am. Fobianus Cuv. eller den Art, som Bloch
har afbildet Tab: 72, Fig. 2.

Første Bidrag.

Slægten Lycodes og dens to gronlandske Arter.
Tab. V. og PT.

I de i Vinteren 4854 til Videnskabernes Selskab meddelte Bidrag til
den grønlandske Fauna, til hvilke. nogle i Aaret 4850 af den natur-
historiske Reisende, Candidat Pall, i Grønland foranstaltede Indsamlinger
ved Nennortalik, omtrent under 60% N. B., havde leveret Materialier,
blev en Fiskeart forelåbigen omtalt, som, saavidt Undersågelsen og
Sammenligningen af et eneste, i Maven af en Haifisk (Scymnus borealis
Scoresb.) fundet og noget forrevet Individuum tillod en Dom, maatte
betragtes :som en nye og ubeskrevet Artsform. De ledede og deelte
Straaler i Ryg- og Gadborfinnerne forlangte denne Fiskearts Optagelse i
Hovedafdelingen %de blådfinnede Fiske” (pisces malacopterygii), ligesom
Stillingen af dens Bugfinner (pinnæ ventrales) under Brystet henviser
til denne Afdelings anden Orden, eller til Cuviers Malacopterygii thora-
eici (Malacopierygiens subbrachiens, Malacopterygii subbrachiati Latr.).
Da Bugfinnerne sidde foran Brystfinnerne vilde den være at henregne
til denne Ørdens anden Familie, eller til de torskartede Fiske (Gadia);
men den ringe Udvikling af Bugfinnerne, Mangelen af Svåmmeblære,

Mavens Dannelse og den hele Kropform giver den megen Lighed med
==

148
Aaleqvabben (Zoarcæus viviparus), som Cuvier har ladet blive forenet
med de åvrige Slægter af Blennius-Formen, til hvilken den oiensynlig
gjør en Overgang fra Torskefamilien.. Denne nye Art maa altsaa i
den Cuvierske Inddeling fålge Aaleqvabbens systematiske Forflytning
til Familien Gobioides iblandt de pigfinnede Fiske (Ordenen Æcanthopte-
rygii).. Derhen bragte Cuvier ogsaa den eensomt, for sig selv staaende
Slægtsform Soeulv (Ånarrhichas), som i nogle Formforholde viser nær-
mest Lighed med Aaleqvabben, og ved den med andre Slægter af
Familien Gobioides. Da nu den omtalte nye Årt har Formen af de
uparrede Finner, (da disse nemlig forene sig i Spidsen af Halen), de
rudimentaire Bugfinner og 6 Straaler i Gjællemembranen tilfælleds med
Aaleqvabben, hvorved den udelukkes fra Soeulven, hvorimod 'Tandformen,
især med Hensyn paa 'Tændernes Stedforhold, giver den Overeensstemmelse
med Såeulven, hvorved den igjen udelukkes fra Aaleqvabben, imedens
Skjællenes Form og Stilling er den samme, som findes hos begge Slæg-
ter, syntes det her passende at opstille i den grønlandske Art en nye
Slægtsform som Forbindelsesled imellem de tvende nævnte. Den blev
benævnet, for at udtrykke Analogien med Anarrhichas Lupus, Lycodes,
og Navnet Pahlii blev tillagt Arten. Imidlertid syntes det upassende at
give offentligen en bestemtere og fuldstændigere Analyse af Slægtskjende-
legnene, end den, der meddeles i Oversigten af Selskabets Forhandlinger
fra Såte Mai 1850 til Site Mai 1851, da kun ct eneste, og dertil slet
conserveret Exemplar, som var en Han, havde tjent som Grundvold
for Slægtens Dannelse, og vi troede at burde oppebie Sammenligningen
af nye Exemplarer, inden dette skeede. Forst i Efteraaret 1833 erholdtes
fra Kjøbmand Møller paa Fiskernæsset, noget norden for den 659 N. B.,

en lignende Fisk, under det grønlandske Navn ÆAkulliakitsok”), der lige-

”) Dette grønlandske Navn tillægger Fabricius 1 sin Fauna gronl. baade Blennius
(Clinus) punctatus og den, som grønlandsk aldeles tvivlsomme Gadus Merluccius

(Merlucctus vulgaris).

ledes var tåget ud af Maven af en Haifisk, men som desuagtet var meget
godt vedligeholdt baade med Hensyn til Belenes Form, til Farveteg-
ningerne og til Skjællene. Den henhårte unægteligen til samme Slægt
som det ”alilske Exemplar, og bekræftede alle tidligere opstillede Slægts-
kjendetegn; derimod lod nogen Forskel i de relative Maal, et afvigende
Straaleantal i de uparrede Finner og en liden Afvigelse i Tændernes
Form Uvished tilbage, om den var af samme Årt som den Pallske.
Da det Mållerske Exemplar var en Hun, og da Rjonforskjellens Udtryk
i Kroppens Farve og de ydre Deles Form hos Fiskene endnu ikke har
kunnet lade sig bringe under bestemte Regler, var det muligt, at Af-
viwelserne, som dette Endividuum viste, kunde hidrøre fra Kjønsforskjellen
og fra det første Exemplars Ufuldstændighed. For nu ikke at opstille
tvende Årter, forfårt ved en sig i Farve og Maal udtrykkende KRjåns-
forskjel, hvor Naturen kun havde dannet een, eller paa den anden Side
ikke at sammenblande tvende Arter under et Navn, blev Aføjårelsen af
Sporgsmaalet udsat til et fuldstændigere Materiale kunde levere flere
Elementer til Sammenligningen. I Efteraaret 1854 erholdtes tilsendt
af Hr. Missionær Funch i Omenak (noget sydlig for den 7409 N. B.)
tvende ret vel conserverede Fiske af samme Slægt under Navn af Mi-
sarkornak”), som begge vare Hanner, af hvilke den ene i de relative
Maal, 'Tegning og Straaleantal stemmer overeens med det Mållerske
Individuum; den anden, som viser en fuldkommen opfattelig, fra forrige
aldeles forskjellig Tegning, har omtrent samme relative Maal og Straale-
antal som det ”alilske Exemplar. Det bliver saaledes aføjort, at Slægten
Lycodes tæller tvende Arter i det grånlandske Hav; af den ene af disse
Arter besidder det kongelige Museums grånlandske Samling kun en Han

og en Hun, og af den anden flere Hanner og en Hun.

”) Denne grønlandske Benævnelse hører efter Fabricius ligeledes til Gadus Æglefinus
(Gadus agilis Bus. Reg. Hafr.). See Vidensk. Selsk. Aarsbcretning 1834—85.

150

Legemets Form i denne Slægt er langagtig, den største Hoide
forholder sig til Længden som Å til 9 eller 40. Hovedet er meget
førere end Kroppen, idet Brede og Håide i Nakken ere omtrent lige
store, hvorimod IØKropppen strax bag Brystfinnerne bliver stærkt sammen-
trykt i den Grad, at den lange Hale bliver aldeles klingeformig. Hovedets
Forhed foråges ved den stærke Fyldighed af den Muskel, der lukker
Underkjæven.

De runde, tynde, smaae Skjæl ere fladt nedsænkede med deres hele
Rand i Huden, og overtrulne med Overhuden; de staae paa Afstand
fra hinanden, og give, da de ere lysere i Midten, denne Udseende af at
være tegnet med en stor Mængde cirkelrunde smaae lyse Punkter. Med en
Pincet kunne de skiveformige Skjæl låftes ud af deres Grube i Huden.
De ere blåde og straaleformigt stribede. Denne Forbindelsesmaade af
Skjællene med Huden, som ogsaa er fælleds for Anarrhichas og Zoarcæus")
er meget sjelden hos Fiskene, og opfordrer derfor end mere til at stille
disse 3 Slægter sammen i en Gruppe.

Skjøndt Tændernes eensidige Virksomhed i Fiskeklassen ikke giver
dem den Betydning i Slægtsformernes Dannelse, som hos Pattedyrene,
op vi derfor i mange conseqvent dannede PFiskeslægter træffe ikke ubetyde-
lig Forskjel i Tandforholdet hos de enkelte Arter af Slægten, imedens
de åvrige Kjendetegn blive de samme, saa udtrykker dog ogsaa Formen,
Størrelsen og Stedet af Tænderne et vist Forhold til den Styrke og Sik-
kerhed, hvormed Rovet gribes og fastholdes, og følgelig ogsaa til Fode-
midlets Størrelse og Modstand, og bør derfor nåiere bestemmes i enhver
Slægtskarakter.. Hos Slægten Lycodes vidne Tænderne om en stor Kraft
til at gribe et Rov, der endog kunde gjøre en betydelig Modstand i For-
hold til den Gribendes Størrelse. De ere stærke og koniske, af et fast

”) Blochs Afbildning af denne Art i Deutschlands Fische Tab. 72 cer forfærdiget med
saa ringe Hensyn paa Skjælformen, at den fremstiller denne Fisk med sguamis
imbricatis.

451

Udseende, ved Basis udvidede og uden Email. De findes paa Underkjæven,
paa de korte, men stærke Mellemkjævebeen, paa Plovskjærbenet og paa det
forreste Stykke af Ganebenene; da Underkjæven er betydeligt kortere end
Overkjæven, slaae de fleste af Underkjævens 'Tænder sammen med Tæn-
derne under Ganen, og de forreste af Overkjævens Tænder synes saaledes
mere bestemte til at huge fast i Rovet; de ere her derfor størst fortil.
I Underkjæven derimod ere de mindre fortil, end paa Siderne. I Hen-
seende til 'Fandforholdet staaer den nye Slægt imellem den svage Aale-
qvabbe og den stærkbidende Såøeulv. Gjellemembranen underståttes af
sex Straaler eller splintformige Been i Længde og Brede noget tiltagende
fra det forreste til det bagerste; Membranen selv fra begge Sider gaaer
strax foran Brystfinnerne over i Brystets Hud og udgjøor et med den,
hvorved Gjælleaabningen bliver trang og vender ganske bagtil;- desuagtet
er Gjellehulen rummelig, da Membranen er saa viid, at den ikke kan
trækkes ind under det meget korte Gjællelaag. Hos Aaleqvabben findes
aldeles den: samme Form for Gjellemembranen, og hos Såeulven er kun
det afvigende, at den har syv Straaler og ikke sex, som Forfatterne i
Almindelighed anføre.

De af fire Straaler sammensatte Bugfinner, som sidde betydeligt
foran de brede tilrundede Brystfinner, ere meget korte, udgjøre kun
73 Deel af Legemets hele Længde, og ere sex Gange kortere end Bryst-
finnen. Åt saadanne Finner ikke kunne bidrage noget til Svåmningens
Hurtighed, og vist uendelig lidt til en Forandring af dens Retning er
klart, og vi have fuldkommen Ret til at betragte dem som Rudimenter,
eller som materielt Udtryk for en Virksomhed, som er sjunket til et
uangiveligt Minimum, eller ogsaa aldeles forsvundet. Disse Rudimenter
mangle aldeles hos Søeulven, og have et formindsket Antal af Straaler
hos Aalequabben, skjåndt de forholdsviis hos den sidste ere noget læn-
gere. Saavel i Ryg- som i Gadborfinnen ere Straalerne tydeligt ledede,
og, med Undtagelse af første og anden i hver Finne, deelte. De ere begge

lange idet Rygfinnen tager sin Begyndelse hen imod Enden af Rygproflets
forreste tredie Deel, og Gadborfinnen hen ved Midten af Bugprofilet. De
fortsæites begge til den yderste Spidse af Hvirvelstotten, hvor begge Fin-
ners sidste Straaler støde til hinanden. Sidelinien forekommer ikke, hverken
med Hensyn paa Sliimafsondring, eller som Grændse for Muskelbundterne.

Legemets Længde, den fuldstændige Udvikling kun af det ene
Par Svommefinner og Mangelen af Svommeblære vise hen paa, at denne
Slægt lever paa Bunden af Havet, og dens sjeldne Forekomst synes at
stemme overeens dermed, og saaledes har den samme Opholdssted som
dens nærmest staaende, ofte allerede med den sammenlignede Slægter.

De i den rummelige, omtrent en Femtedeel til en Fjerdedeel af To-
tallængden optagende Bughule indsluttede Fordoielsesredskaber have meget
ulfælleds med de benævnte nærstaaende Slægter, og igjennem dem med
de fleste åvrige Blennius-Slægter efter Cuvier. Maven bestaaer af et
rummeligt i en rund Bund sig endende Cardia-Partie, som under en
ret Vinkel båier sig om i et meget kort, afstumpet kegledannet Partie,
svarende til den nederste Mavemunds. Begyndelsen af Tyndtarmen er
særdeles viid, og meget tyndhudet paa denne udvidede Strækning. Den
hele Tarmekanal gjør tvende Vendinger, og den udvider sig i den sidste
Femtedeel af sin hele Længde i en Tyktarm. Leveren tolappet, Lap-
perne langagtige. Galleblæren hænger frit i Vinkelen imellem Leverlap-
perne. Melkesækken dobbelt, Rognsæliken derimod enkelt. Nyren er
udeelt, lang og smal, tykkest i den nærmest Gadboret liggende Deel; den
optager i sig Halevenen. Urinblæren næsten rund.

De foranstaaende Udviklinger af Organisations-Forholdene hos denne
nye Slægt ville vi sammendrage i følgende, i Kunstudtrykkene affattede

Hjendetern.

455

Genus LYCODES.

Corpus elongatum, antice incrassalum, rostro obtuse conico,
trunco compresso, cauda ensiformi.

Sqvamæ corporis rotundæ, minutæ, tenuissimæ, cuti immersæ.

Os dentibus validis, intermaxillartbus, mandibularibus, vome-
rinis et palatinis armatum; Råictus medtocris.

Membrana branchiostega sexradiata utrinque jugulo connata,
apertura branchiali angusta postica.

Pinnæ ventrales obsoletæ brevissimæ lattusculæ Jjugqulares.

Pinna dorsalis et pinna analis longisstmæ, apicem caudæ cir-
cumdantes; radiis articulatis divisis.

Vesica natatoria nulla.

Inter Zoarcæum et Ånarrhicham genus medium.

Denne Slægt tæller tvende Arter i Grønland:

1. Lycodes Vahl. (Tab. V.)

AÅrtsmærke:

Corpore fasciato, capite postice parum depresso; pinnis, dorsali 6
andali, syvamis minutissimis adspersis, illaradiis HELT, hacradiis
D3; anno ante medium gastræum sito.”)

Legemet er langt, den stårste Håide, som falder noget bag Bryst-
finnerne, forholder sig til Totallængden hos nogle som Åå : 9, hos andre

som 4:40, medens den største Brede, som falder over Rinderne, kun

”) Synonymer synes ikke at forekomme, hvis det ikke skulde være Pennants pustu-
lated Blenny i hans Tillæg til Æretic Zoology. Sabines Blennius polaris: imberbis,
pinnds, analt, caudalt dorsalique unitis kan ikke formedelst Pigstraalen i Bugfinnen
henføres hertil.

Fid. Sel. naturvid. og mathew. Afh. V11 Dccl. U

454

er ubetydeligt storre, eud hiin Hoide. Fra Nakken af aftager Breden
efterhaanden, men stærkt, imedens Hoiden fra Brystfinnerne til Gadboret
kun bliver lidt ringere, saa at Håoiden ved Gadboret er dobbelt saa stor
som Breden, og tre Tommer fra Halespidsen er den første næsten tre
Gange saa stor som den sidste. Legemet låber fålgeligt klingeformigt
ud i Halespidsen, hvilket end mere foråges derved, at Ryg- og Gadbor-
finnen forene sig i Halens Ende. Bugprofilet er, ligesom ogsaa Ryg-
profilet, tileundet. Gadboret ligger noget ud over Enden af Legemets
forreste Tredie-Decl. Hovedet, især dets forreste Trefjerde-Deel, er
mærkeligt nedtrykt, og tillige er det Legemets bredeste Deel. Der er
ikke Spor til nogen Sidelinie, hverken under Form af en fordybet
Linie som Grændse imellem Muskellagene, eller som en Rad af Sliim-
huller. Det er først efter Hudens Aftrækning at Grændselinien imellem
Muskellagene kan sees.

Hovedet tilligemed Brystfinnerne ere någne. Den åvrige Deel af
Kroppen derimod besat med smaa tynde Skjæl, der næsten ere cirkel-
runde og have en straaleformigt stribet Overflade. Skjællene ligge ikke
tagsteenformigt, paa den sædvanlige Maade; men i en liden Afstand
fra hinanden, ganske nedsænkte med deres hele Rand i en flad Grube i
Huden. Da de ere af en lysere Farve, give de paa Kroppens mårkere
Grund en fiinplettet Tegning. Skjællene aftage i Storrelse, saavel i
Retningen fra Hovedet til Halen, som fra Midten af Siden til Ryg- og
Bugprofilet. De største ere % Linie i Diameter. Paa Rygfinnen rækker
Skjælbedækningen indtil to Trediedele af Finnens Hoide; paa Gadbor-
finnen derimod ikke ganske til den halve Hoide. Legemets Grundfarve
var hos de, næsten i et Åar i Brændeviin opbevarede Individuer, mærk
graabrun, lysere paa Hovedet og Gadborfinnen. Paa denne mårke Grund
nedstige sex sadelformige, brede, graagule Tverbaand fra Rygfinnens
Rand, af hvilke det forreste er det smalleste og korteste; de følgende

brede og dybere nedstigende mod Gadborfinnen, til hvilken det femte

Baand rækker, imedens det bageste eller sjette aldeles optager hele
Halespidsen ”).

De lidt nærmere hen til Hovedets Spidse, end til Nakken liggende
Oines Længde-Diameter indeholdes fem Gange i Hovedets Længde.
Formedelst den, cornea bedælikende Huds ulige Gjennemsigtighed, synes
de aflange; de ligge nær op til det kjølformige Pandeprofil, og derfor
nær til hinanden, saa meget mere som Pandebenet selv uden Hud kun
er d1/” bredt. Iris er rodlig guul. Jeg har kun fundet det ene Næse-
bor paa hver Side, hvilket aabner sig i Enden af et kort, noget legle-
formigt Rør, omtrent 4/7 langt. Tungen er kort, meget tyk, med en
convex Overflade, som dannes af en blåd glat Hud. Mundens Lulike-
muskel er særdeles voluminås, og det er især den, som giver Hovedet
det brede Udseende. Hvert Mellemkjævebeen er pyramidalsk, med den
brede Ende fortil, og den spidse vendt bagtil og noget ned ad. Det er
kort, kan indeholdes næsten fem Gange i Hovedets Længde, dette maalt
til Spidsen af Gjællelaaget; det er tvende Gange kortere end de splint-
formige Sidekjævebeen, der danne en meget spids Vinkel med Plovskær-
benet, og nærmer sig derved den horizontale Stilling, naar Munden er
lukket, hvilken Stilling ogsaa Underkjæven har. Saavel Mellemkjæven,
som den korte Underkjæve ere bedækkede af en tyk læbeformig Hud.
Gabet er stort, skjåndt det ved første Oiekast synes mindre ved Under-
ljævens Korthed.. Tændernes Stedforhold er allerede angivet i de
almindelige Bemærkninger over Slægtens Kjendetegn; hertil ville vi føre
en nærmere Beskrivelse af Tændernes Form. De ere overhovedet cylin-

drisk-koniske med noget tilrundede Spidser. De ere ved Basis noget

”) Det er kun i den yngre og mellemste Alder, at disse Tverbaand ere skarpt tegnede ;
jo ældre og større Fisken bliver, jo lysere bliver Grundfarven, og det ikke cens-
formigt, men pletviis, og saaledes bliver den baandformige Tegning med Alderen
utydeligere. Det Individuum, hvorefter Tegningen er forfærdiget, havde kun en
Længde af ti Tommer. Allerede ved Exemplarer af tolv Tommers Længde bleve
Tverbaandene mindre tydelige,

156

iykkere og uden Email, og staae saaledes paa en kort Beenknude.
Tandens Åxe er i to 'Prediedeel af sin Længde huul. Det første Lag
omkring denne Åxe synes at være af en anden Substants end det udven-
dige Lag. Seer man igjennem Tanden, forekommer det som om en
mælkehvid Kegle er indsluttet af en næsten gjennemsigtig ydre Kegle,
af hvilken sidste den ikke afslidte 'Tands Spidse allene dannes. Over-
skjæres 'Tanden i Midten af Længden viser den kredsrunde Snitflade i
sit Midtpunkt en Aabning, som omgives af en smal mælkehvid Cirkel,
hvorpaa folger en udvendig bredere Cirkel. Paa de korte Mellemkjæve-
been staae Tænderne foran i tvende uregelmæssige Rader, af hvilke den
forreste indeholder de længste, og iblandt disse ere igjen de mellemste
de stårste. Den bageste Rads Tænder ere meget skjævt stillede, med
Spidsen vendt mod Svælget. Paa den nederste Decel derimod sidde de
i Størrelse aftagende og noget spidsere Tænder i en enkelt Rad. I Un-
derkjæven er Forholdet af Tændernes Størrelse omvendt, da de kortere
'Pænder sidde her fortil i flere urewelmæssige Rader. Den kortere
Underkjæves forreste Tænder træffe ikke paa "Tænderne i Mellemkjæve-
benet, men påa de i Plovskærbenet; disse ere kortere end hine, men af
samme Skikkelse, og sidde i en rund Gruppe paa Benets forreste Deel.
Den enkelte korte 'Tandrad paa Ganebenene bestaaer af otte 'Pænder af
samme Form, og omtrent af samme Størrelse, som de sidstnævnte; de
staae meget tæt til hinanden. Den udvidede, beenagtige Basis, som blev
bemærket ved Underkjævetænderne, gjenfindes hos alle de åvrige. Syvælg-
benenes Tænder ere de mindste. Ved Brugen forandre Mundhulens
Tænder sig betydeligt; ved et fjorten Tommer langt Individuum ere
Tænderne paa Kjævebenene meget korte og stumpe, og paa Plov-
skærbenet og Ganebenene danner Endefiaden et Ruglesegment,

Da Huden, som bedæliker de nederste QCicrandbeen (Øssa infra-
orbitalia), er temmeliw tyk, bemærker man uden Præparation intet til

disse; men præpareres Huden bort, findes den hele Række af flade Been

157

at strække sig fra Næsegruben til det bag Orbita liggende Hjørne i en
stor nedhængende Bue. Det forreste af disse Been er, som sædvanligt,
det storste, og flere Gange stårre, end de fålsende. Ved de første sex
af disse Been, der, som alle flade Been, sammensættes af tvende Plader
med mellemliggende Diploe, rækker den underste eller her indvendige
Plade ud over den åverste og er i dette Partie tynd og cartilaginås;
derved fremkommer i begæe Pladers Foreningsvinkel en Rende, i hvilken
der ligger en Hudkanal, som rækker hen til Præoperculum og op til
Nakken; denne Kanal staaer i Forbindelse med en anden, som begynder
paa den forreste Spidse af Underkjæven, hvor den har en liden Aabning,
og fortsættes igjennem en Rad af Gruber med mellemliggende forbindende
Furer, som ere indøravede i den underste Kant af kjævebenet, op til
den beskrevne Canal i Gjællelaagets Forplade (Præoperculum)... Her
findes saaledes paa begge Sider af Hovedet et lignende System af
Canaler, som det man træffer hos flere Torskarter, hos Berglaxen, og
især 1 Familien Scrænoides.. Naar Huden bliver noget tor, synker den
ned i Gruberne, og disse blive saaledes synlige paa den udvendige
Overflade uden nogen Slags Præparation. Disse IRkanalers physiologiske
Betydning, hvor man hidindtil anatomisk har eftersporet den, er Sliim-
afsondring og Sliimbortføren.

Gjelleaabningen er temmelig trang, fordi Gjællemembranen fort-
sætter sig i, og er sammenvoxet med Ifuden under Halsen strax foran
Brystfinnerne, fuldkommen som hos Aalemoderen (Zoarcæus viviparus),
og hos Soeulven (Anarrhichas Lupus); dog har den hos vor Årt en
større Hoide, idet denne udgjør fire Femtedele af Hovedets Hoide, der-
imod kun to Trediedele hos de sidstnævnte Slægter. Gjællerne selv ere
korte og lave; den forreste eller nederste Arm af den yderste Gjællebue,
der som sædvanligt er den største, hår kun en Sjettedeel af Hovedets
Længde, og den bageste eller Gverste Arm har kun en Trediedeel af den

forreste Årms Længde. Gjællebuernes indvendige, eller Mundhuleflade

158

er besat med to Rader korte kegleformige Beenknuder, af hvilke de i
den indvendige Rad ere de længste. Der gives Spor til accessoriske
Gjæller, bestaaende af sex til syv efter hinanden fålgende Fibriller paa
det sædvanlige Sted.

Bugfinnerne kunne formedelst deres ringe Stårrelse let oversees;
de sidde foran og i en Afstand, som kun er lidt stårre end deres
egen hele Længde fra Brystfinnerne. De sammensættes af fire ledede
Straaler, af hvilke den udvendige er udecit, de &vrige i Spidsen tvedelte.

De brede runde Brystfinner, der meget ligne Soeulvens, ere stillede
saaledes, at deres Grundlinie, ligesom hos den nævnte Årt, staaer næsten
perpendiculair paa Legemets Axe. Basis, som begynder ved Bugpro-
filet, har mere end Legemets halve Højde paa dette Sted. Finnens
Længde indeholdes otte og en halv Gang i 'Totallengden, og den natur-
ligt udspændte Finnes stårste Brede er omtrent saa stor som dens
Længde. Antallet af Straalerne er hos tvende Exemplarer 49 til 20%).
Den syvende Straale (talt fra oven) er den længste, den forste eller
overste er en Trediedeel kortere, og den nederste, som er den korteste,
er ilike halv saa lang som den syvende. Alle Straaler ere, med Und-
tapelse af den første, delte. De tiltage noget i Tykkelse fra de åverste
til de nederste. Den dem beklædende Hud er, ligesom hos Såeulven,
temmelig tyk, og er ved de sidste ette Straaler lidt udskaaret i Banden,
hvorved Straalens Spidse rager frit frem.

Rygfinnen tager sin Begyndelse i Enden af den første Fjerdedeel
af Legemets Længde, og fortsættes til Spidsen af Halen eller til sidste
Ryghvirvel, i hvis Ende den træffer sammen med Gadborfinnen, saa at der
ilike gives nogen særskilt Halefinne. Den beholder i sin største Længde

omtrent den samme Håøide, og med Undtagelse af den forreste og den

7) Hos et Exemplar tælles i venstre Finne 19, i bøire derimod 20 Straaler; en Af-
vigelse fra Symetrien, som ikke er sjelden ved Fiskenes Brystfinner.

159

bageste Deel af Finnen have Straalerne samme Længde, dog faaer
Finnen ikke den Højde, som Straalernes Længde skulde lade formode,
da disse ikke kunne reises lodret, fordi de ere forenede til hinanden ved
en tyk Hud. De største have en Længde af tretten og en halv Linie;
de som sidde i Spidsen af Halen ere kun fire Linier lange hos det
omtalte atten "Tommer lange Individuum. Antallet af Straalerne talte
indtil Midten af Halespidsen fandtes paa et Exemplar at være fl6G og
påa et andet 147. Alle Straaler ere ledede; kun den første og de i
Halespidsen siddende ere udelte, de åvrige ere tvedelte, og de paa det
stårre mellemste Stykke af Finnen endogsaa to Gange tvedelte. At Finnen
op imod Randen er besat med smaae Skjæl, bringes for Fuldstændig-
hedens Skyld i Erindring.

Gadborfinnen, som begynder noget foran Legemets halve Længde,
og paa kort Afstand fra Gadboret, har aldeles samme Dannelse, Hud-
bedækning og Straaleform som Rygfinnen. Den er ubetydeligt lavere
end denne. Fra dens Begyndelse til midterste Straale i Halespidsen har
jeg talt 95, hos et andet Exemplar 95 Straaler, og hos et tredie 91.

Efterat have angivet de vigtigste ydre Formbeskaffenheder, skulle
vi nu vende os til den anatomiske Undersågelse af Fisken; men de
anvendte Individuers Beskaffenhed sætte os herfor Grændser, og min
ringe Øvelse gjor, at jeg kun kan meddele nogle Bemærkninger over
enkelte Organer.

Hulen, i hvilken Hjertet og dets Dele ligøer, har, som sædvanligt
hos de benede Fiske, Formen af en stump kegle, igjennem hvis fortil
vendende Spidse Aorta træder ud til Gjællerne, og hvis Grundflade dan-
nes af Diaphragqma eller den Hudvæg, som adskiller den fra Bughulen,
og som gjennembores af de fra Leveren og Nyrene kommende Vener.
Hvælvingen af denne Hule dannes af de nederste Svælgbeen med deres
Muskler, Siderne og Bunden af den nederste og horizontale Arm af

Brystfinnernes saakaldte Beenbælte (eingulum osseum) , eller den forreste

166

Deel af Overarmsbenet med de Finnerne bevægende Muskler. Hos vor
Fisk er denne koniske Hule kort og stump, dens Længdeaxse er kun ti
Linier”), og Diameteren af dens Grundflade fem Linier. Hulen er ind-
vendig beklædt med en tynd Brysthinde (Pleura), som slutter sig ganske
tæt til Hulens Vægæe, og ikke afoiver nogen BDuplicatur til at danne
en egen Hjertepung (Pericardium), men med hvilken det fritliggende
Hjerte kun er forbundet ved den foranliggende venåse Sæk (Saceus
venosus), og ved den udtrædende Aorta, til hvilke begæe Brysthinden
er fastvoxen. Den rummelige venåse Sæk ligger paa tvers ganske i
Diaphragma med sin bageste Flade, i hvilken Venerne fra de bag Dia-
phragma livgende Dele indmunde, imedens Venerne fra Elovedet træde
forfra ind og danne Sækkens Ender. Ben er ved en kort Canal for-
enet med det store paa Ryggen af Hjertekammeret og Aortekeglen
liggende Hjerteore, hvis Længde er otte Linier, og som med sine
Sider omfatter mere end til Hælften Hjertekammeret; det fandtes, lige-
som Venesækken, stærkt udspændt af coaguleret Blod.

Det trekantede Hjertekammer med stumpe kanter og afrundede
Hjorner vender med sin Grundflade mod Skiillevæggen og med sin skraae
Spidse fortil. Dets Længde-Åxe cer sex og en halv Linie, Diameteren
af dets Grundfiade fire Linier. Væggene ere muskulåse, men ingen
afsondrede Muskelbundter sees paa den indvendige glatte Overflade.
Fra Hjertedret aflulkes det, saa vidt jeg kunde see, kun ved en triangulair
Klappe. Aortekeglen, der er af samme lys-rådbrune Farve som Hjerte-
kammeret, skjåndt den hos de fMfeste Fiskearter, scm jeg har undersågt,

har en hvid Farve, slutter sig med sin skjæve Grundflade til den skraae

”) Da det til Undersøgelsen anvendte Individuum er 18” og 4” langt, saa indeholdes
Axen af den Hule, i hvilket Hjertet ligger, 21 Gange i Legemets Længde, celler
sammenlignet med Bughulens er den fire og en halv Gang kortere end den sidstes;
dog maa ikke tabes af Sigte, at hiin Hule kun er cen Becl af et Pattedyrs Bryst-
hule, og at dennes største Rum maa hos Fisken søges i Gjællehulerne paa hver

Side af Hovedet.

161

Flade af Hjertekammerets Spidse, saa at de gribe noget over hinanden;
dens Længde-Axe er kun fire Linier lang, og dens Basis to Linier
bred, den trækker sig fortil umærkeligt sammen og fortsættes som Åorte.
Dens Rlapper kunde jeg ikke tydeligt adskille. Den fra Keglen låbende
Aorte afgiver strax efter at den er traadt ud af Brysthulen paa hver
Side to tæt til hinanden staaende Grene, af hvilke den bageste er den
mindste; den stiger op i den bageste (indvendige) eller fjerde Gjællebue;
den tæt foran samme udtrædende anden og noget stærliere Green søger
derimod til den følgende eller tredie Gjællebue. Efter et Mellemrum,
der er ligesaa langt som det imellem Aortekeglen og den fårste Aføiven
af Grene, udgaaer igjen fra hver Side en Årterie, som er tykkere end
den sidste, og som begiver sig til den anden Gjællebue; efter et omtrent
ligesaa langt Mellemrum klåver den tilbageblevne Stamme sig og sender
igjennem sine Grene Blodet ind i det forreste eller første Gjællepar.
Hos de fleste Fiske antyder Gadboret den bageste Grændse
for Bughulen; Undtagelserne herfra, hvor denne Hule fortsættes bag
Aabningen i et Rum, enten for flere Indlem eller for Generationsorga-
nerne alene, ere ikke saa hyppige. Hos vor Fisk finde vi Regelen stad-
fæstet. Gadborets Afstand fra Mundspidsen paa det atten Tommer lange
Individuum, som har tjent til Udmaaling, er syv Tommer og to Linier,
eller udgjår omtrent to Femtedele af Legemets Totallængde. Gadboret
ligger i den forreste Ende af en aflang, fladeonvex, rynket Fremragning,
i hvis bageste Ende Urinaabningen befinder sig; altsaa er heller ikke
hos denne Årt, ligesaa lidt som hos Fleertallet af Fiskene nogen C/oaca,
hvilken saa mange Zoologer endnu angive som almindelig i Fiskeklassen.
Ved Bugens Aabning falder strax den sortebrune Farve af Bug-
hinden (Peritonæum), der beklæder Bughulen, i Gine. Dette brune
Overtræk smitter af paa Fingrene og forholder sig saaledes som det sålv-
glindsende Overtræk, der træffes paa Bughinden af andre Fiskearter.

Den brune Farve bemærkes ogsaa paa de som stærke og fuldkomment
Vid. Sel. naturvid. og mathem. Afh. VII Deel. X

162

sammenhængende Mesenterier fra Bughulens Hvælving til Maven, Tarme-
kanalen og Generationsorganerne gaaende Forlængelser af Bughinden.
Bughulens Længdease udgjør en Femtedeel af Totallængden; hos det
anførte Individuum har den en Længde af tre Tommer og ti Linier.
Den tomme Maves umiddelbart fra Svælget udgaaende og længste
Partie, som svarer til den &verste Mavemunds Partie (pars cardiaca),
er cylindrisk, og har en Længde, som udgjør noget over det Halve af
Bughulens Længde. I sin bageste Ende båier det sig under en ret
Vinkel om, og fortsættes et Stykke til håire. Dette Stykke danner den
nedre Mavemunds Partie (pars pylorica), hvilket henimod sin Indmunden
i Tolvfingertarmen trækker sig noget sammen. Mavens Vægge har en
fast 'Textur og dens Muskellag er tykt. Paa den indvendige Overflade
lobe fra Svælget flere Længdefolder, som længere tilbage ved Fver-
folder forenes med hinanden, hvorved dannes større Celler, i hvis Bund
mindre nelformige Celler sees. Folderne blive lavere jo nærmere Mavens
Bund og Cellerne låbe mere efter Længden; i Pylorus-Partiet ere de
meget lave. Mavemunden selv er stor og kun ved en ringformig, frem-
ragende og tynd Folde adskilt fra Tolvfingertarmen, der formedelst sin
storre Vidde rager ud over den hele Peripherie af Indmundingen.
Tarmens Længde udøjår tre Femtedele af Legemets Længde
eller her elleve Tommer og otte Linier, som er tre Gange længere end
Bughulens Axe hos samme Individuum. For at faae Plads til denne
Længde båier den sig i flere skraas låbende Tverlag og et Par korte
Længdelag. 'Parmen begynder som Tolvfingertarm med en Vidde, som
næsten en halv Gang overtræfler Vidden af Pylorus-Partiet. Efterhaanden
bliver den trangere og beholder omtrent samme Diameter, indtil den i
Begyndelsen af sin sidste ottende Deel udvider sig paa ny som Tyktarm.
Tolvfingertarmen viser tæt ved Pylorus paa to modsatte Sider en meget
flad Fremragning, som kan ansces som den begyndende Dannelse til

tvende Blindror. Tarmens Vægge ere tynde, indvendig har Overfladen

165

omtrent samme Udseende som Mavens mellemste Stykke, kun ere Cellerne
lavere. De stårste og: meest sammensatte forekomme i den forreste udvidede
Ende af 'Tolvfingertarmen; dernæst folge Cellerne i Tyktarmen, som ere
stårre og mere sammensatte end de i 'Tyndtarmens åvrige Dele. Tyk-
tarmen adskilles fra 'Tyndtarmen tillige ved en ringformig, dog ikke
langt ind i Tarmhulen fremragende Hudfolde, der som en ufuldstændig
Klap vanskeliggjér en Tilbagetræden af Tyktarmens Indhold. i den
nederste 'Trediedeel af Tyndtarmene fandtes flere Tveskaller ligæende
fuldkommen hele og med tilsluttede Klapper, skjøndt indvendig ganske
tomme, deriblandt vare to Endividuer af Nucula aretica Gray, hvoraf et
var en Tomme langt, tvende af Nucula tenuis og en Hiatella byssifera.
'Tarmeslimet indeholdt tolv Exemplarer af en Biistoma af aflang oval
Form med en Sugegrube i Spidsen af Legemet, og en anden stårre i
Midten af samme. De ere to Linier lange og en halv Linie brede.

Leveren er kun lidt længere end Maven og af ringe Omfang. Dens
forreste samlede Masse (Basis hepatis) optager i Længden ikke engang en
Fjerdedeel af Leverens hele Længde; denne Masse er af en trekantet Form,
fortil afrundet; dens åverste Flade, paa hvilken Maven (Fisken staaende
paa Bugfladen) hviler, er noget concav, den underste derimod kjåldan-
net; Kjolen låber fortil ud i en konisk til Mellemgulvet sig strækkende
Tap. Leveren deler sig i tre Lapper, af hvilke den mellemste er meget
kort; den håire den længste, den venstre den smalleste; begge blive
meget tynde, næsten bladformige mod bageste Ende, som er bred og
tilrundet ved håire og spids ved venstre Lap. Imellem de tre Lapper
ligger den kugelrunde Galdeblære, næsten ganske frit hvilende paa
Randen af mellemste Lap, og kun ved Galdegange og nogle Traade af
Buglhinden heftet til Leveren. Galdeblæregangen er rummelig og aabner
sig bag den ene omtalte Fordybning i Tolvfingertarmen.

Milten, omgivet og fastholdt af Mesenteriet, er begrændset af tre

Flader, af hvilke den forreste og længste slutter sig ganske tæt til Ma-
Xxt

164

vens Bund og er efter den udhulet. Den åverste og den underste brede
Flade ståder sammen i det skarpe bagtilvendende mellemste Hjørne og
fra samme udgaaende Kanter. Hiornerne ere tilrundede, dog er det
højre Hiorne mere udlåbende.

De samtlige Individuer, som Museet har haft, ere tagne langt
uden for Forplantnings-Perioden; thi Melkesækkene eller Testiklerne ere
lynde, næsten baandformigt sammentrykte, aflange Legemer, hvis Længde
er Are til fire Gange saa stor som Breden; de ere ved Forlængelser af
Bughinden fastheftede til Bughvælvingen i sammes sidste 'Trediedeel paa
hver Side af 'Tyktarmens Mesenterium. De have en guulgraae Farve.
Den højre Sæk er mærkeligt længere end den venstre. Ved deres bageste
Ende forener sig begges Udførelsesgang til en rummelig Sædgang, der
bliver tydeligt smalere i det den lægger sig til Urinblærens Hals, og
aabner sig saa vidt jeg kan see i en fælleds Munding med den.

Iblandt syv Individuer findes kun en eneste Rognfisk, hvis Længde
var 421 Tomme; den adskiller sig fra en ligesaa stor Han- eller
Melkefisk ved et forholdsviis kortere Hoved, og derved at Gadboret lig-
ger noget længere tilbage. Dette sidste Udtryk for Kionsforskjellen
troer jeg at finde hos flere Fiskearter, det angiver en stårre Bughule.
Vor Fisk har kun en eneste Rognsæk som ikke engang fortil har noget
Indsnit.. Den ligger i Bughulens bagerste 'Prediedeel, er af en oval
Form og ganske sammenfalden. Den indvendige foldede Flade er besat
med en Mængde meget fine runde Korn.

Nyren begynder som tvende tynde Lapper paa hver Side under
Nakken, hvilke forene sig snart til en under Bughulens Hvælving lig-
gende og til den fastvoxet af Bughinden bedækket smal Masse, der fort-
sættes med tiltagende 'Tykkelse tl Bunden af Hulen, hvor den i sin
bageste Ende optager den store vena caudalis, der efter Professor
Jacobsens Opdagelse fordeler sig arterielt i Nyresubstansen. Tilstan-
den af Indvoldene tillod ikke at undérsåge om denne Vene staaer i For-

165

bindélse med Leverens Portaaresystem, som paa forskjellige Maader viser
sig hos de fleste Beenfiske. Nyren afgiver kun en eneste Nyrevene, som
låber noget til håire Side paa Overfladen, imedens den langt tyndere
Uringang, låbende i modsat Retning, ligger til venstre Side. Denne Gang
træder imod Enden af Nyren over i den langstrakte Urinblære, hvis
Aabning allerede er omtalt.

Hvirvelståtten sammensættes af 112 Hvirvler af hvilke 25 ere
Bughvirvler. Den forreste ev uden Ribbecn, de åvrige 24 have alle
Ribbeen. Det forste af disse er det længste og, ligesom det andet, arti-
kuleret umiddelbart til Hvirvellegemet (corpus vertebræ). Det tredie
Ribbeen befæstiges allerede til den korte Sidetorn, de følgende Side-
torne blive efterhaanden længere, og desto kortere blive Ribbenene, som
bæres af dem. Af de 85 Halehvirvler have de første en noget stårre
Længde end Hide, efterhaanden blive begge Dimensioner omtrent lige-
store, og endelig træder det modsatte Forhold ind, og bestandig: med mere
aftagende Volumen jo nærmere man kommer mod Hyvirvelstøttens Ende.

Med Hensyn paa Artens Fordeling i det grønlandske Rysthav,
bevise de til den groniandske Samling indsendte Stykker, at Lycodes
Vahlii forekommer paa en Ryststrækning af omtrent ti Bredegrader.
Det forste Individuum blev indsendt af Hr. Candidat Pall fra INennor-
talil: 1 Julianehaabs District, hvorfra efter fire Aars Forldb et andet
Exemplar erholdtes. Hr. Coloniebestyrer O. /W. hielsen har sendt fire
Stykker fra Fiskernæsset, og endelig har Hr. Missionair Funch truffet
den, som det fra ham erholdte Individuum viser, ved Colonien Omenak.
Om det er denne Art, som efter det af Professor Thienemann erholdte
Exemplar at dåmme, ogsaa forekommer ved Island, maae tilkommende
Sammenligninger yderligere vise. De gronlandske Individuers Størrelse
gaaer fra ti til atten og en halv Tomme.

Denne Fisk lever sandsynligviis paa store Dybder. Alle de Indi-

viduer, angaaende hvilke nogen Meddelelse er skeet om Maaden, hvor-

166

paa de erholdtes, ere tagne ud af Maven paa nyeligt fangede Havkalve
(Scymnus borealis Scoresb.).

Denne Fiskearts sædvanlige Næringsmiddel kan endnu ikke angi-
ves, da Maven fandtes aldeles tom hos alle Exemplarer; at tveskallede
Bløddyr udgjér en Deel deraf, synes de i Tarmekanalen fundne Skaller

hos tvende Individuer at bestyrke.

Udmaaling.
Legemets hele Længde maalt fra Spidsen af Munden til
Enden af mellemste Straale i Halen . . . . . 18”
Hovedets Længde maalt til Spidsen af Giællelaagets Hudrand 57 40/7
Underkiævens Længde fra dens Spidse til dens Årticulations

Flade . . .. EEN EEN SET REESE TE
Til Midten af Pro. ERE RE ERE LÆNE EDT,
Fra Mundspidsen til Basis af Re REE BREDERE TEE RESEN; TERE 5 TL0
— til Basis af Brystfinnerne . . . … fu

== til Spidsen af den tiltrykkede Bois .— 67 4gw
== til Begyndelsen af Rygfinnen . . . .. 47 10”

ER til Midten af Gadboret . . . . . .. 77 941
Hovedets Hide ved Midten af Pupillen. . . ..... 77 21%
ET Brede SE EN eN ES SE Sae. SENER SOE 4247

— Hoide over Tyggemuskelen. . 2.2.2... 7 74

er Brede — == SE Re 2% 34
Legemets Hoide ved Basis af Brystfinnerne . . .... 4” 10”
zk Brede sammesteds . 2 2 eee eee eee ÅR By

E Håøide ved Gadboret . . . 2 0 eee eee ÅU) Hør

— Brede sammesteds . . .. 141//

== Hoide ved Begyndelsen af SER Fan åg
Totallængden . . 1.00 e 1017

== Brede sammesteds . . 2 2 ae eee eee 5/4

167

Bugfinnernes Længde

Brystfinnernes første Straale .

fjerde Straale . ......-

ottende Straale som tillige med syvende og

niende ere de længste
tolvte Straale

nittende Straale

Rygfinnens første og udelte Straale

ellevte Straale

fire og tyvende Straale

fire og halvtredsinstyvende Straale
tre og: halvfemsinstyvende Straale

Straaler 1 Enden af Halen .

Gadborfinnens første Straale

fire og tyvende Straale

fire og tredsindstyvende Straale .

fem og fiirsindstyvende Straale

2. Lycodes reticulatus.

Årtsmærke:

(Tab. VI)

B///
A//
44 404
24 4w
i KL FSL
101
61
101
4” 11/7
44 44
1144
F/ELLI
104
1144
4
64,

Corpore reticulato; capite postice compressiusculo; pinnis, dor-
sali analique, nudis; ilda radiis D5, hac radiis 35; amo fere in
gastræo medio sito.

Den Udforlighed, hvormed den foregaaende Art er blevet afhandlet,

tillader en stårre KRorthed i Beskrivelsen af denne Årt.

En Melkefisk

af omtrent fjorten "'Tommers Længde har tjent til Undersøgelse.

Legemets Form er saa overcensstemmende hos begge, at det

kun er ved den nåiagtigere Sammenligning at Forskjellen viser sig.

168

Legcmet er i Forhold til sin Længde noget håiere. Hos dette Individuum
er den stårste Hoide tre Tommer og ti Linier, hvilket ogsaa er Hoiden
af den atten Tommer lange Lycodes Pahlti. Hoiden aftager mindre
stærkt imod Halespidsen, hvoraf fålger, at Haleenden er hos Å. reticulatus
baade håiere og stumpere eller mere tilrundet, end hos den første Art.

Den har endvidere et lidt stårre Hoved, hvilket Sammenligningen af
begge Arters Udmaalinger vil godtgjåre, til hvilke jeg henviser. Hovedet
er hos L. reticulatus ligeledes i sin forreste Halvdeel nedtrykt, men Hoiden
tiltager henimod Nalkke-Regionen, hvorved denne bliver noget sammen-
trykt, hvilket adskiller den fra Lycodes Pallii, thi hos denne sidste
forholder Hoiden i Nakken sig til Breden sammesteds som 149 : 27; hos
reticulatus derimod som 22 : 21.

Skjællene ere af samme Form som hos den forrige, men ikkun
halv saa store som hos den, og bedække et mindre Partie af Legemet,
thi foruden Hovedet og Brystfinnerne ere ogsaa hele Bugfladen, et stårre
Stykke af Siden bag Brystfinnerne, den forreste Deel af Hoiryggen og
begge de uparrede Finner, aldeles någne, saa at kun en Strimmel af
Siden foran Gadboret og den hele Side bag Gadboret er besat mad Skjæl.

Farven er den samme som hos den forrige, men Tegningen er
forskjellig, i det de lyse Tverbaand optage den hele Håide af Siden og
de mørke Tverbaand fem i Tallet ere netformigt tegnede; fra det første
'[verbaand låber en sort Linie skraas over Rygfinnen til dens Rand, fra
andet og tredie gaae to saadanne Linier, et fra hvert Hjørne. Hovedet
er ligeledes paa den graabrune Grund tegnet med sorte netformigt sig
krydsende Linier.

Oine, Næsebor og Tunge ere af samme Beskaffenhed som hos forrige
Årt, ligesom ogsaa Mundens Dannelse er den samme, kun er Mellem-
kjævebenet noget stærkere og længere; hos dette Exempiar er dets abso-
lute Længde lige saa stor som hos den 18 Tommer lange Lycodes Palla.

'Tænderne frembyde ingen vigtige Afvigelser; de findes paa de

169

samme Steder og ere af samme Textur. De ere samtlige kun stærkere,
have en spids-konisk Form og en større Boining, og Mellemrummene
ere stårre end hos forrige Art. Underkjævens Sidetænder ere betydeligt
stårre end Mellemlijævens, paa hvilken de ere tre Gange mindre end
paa hiins forreste Ende. Paa Plovskjærbenet sidde kun fem Tænder;
de paa Ganebenene, ti i Tallet, ere meget stårre og staae længere fra
hinanden, hvorved Tandraden bliver længere end hos £. Pahlii; det er
mærkeligt, hvor meget Brugen afslider alle Tænder hos den sidstnævnte
Art, imedens den indtil en langt håiere Alder kun har ringe Indflydelse
paa 'Tandens Spidse hos Lyc. reticulatus.. Sammenliwnes tvende ældre
Individuer, et af hver Årt og omtrent samme Stårrelse, viser .sig kun
tilrundede Stumper tilbage hos den første, hvorimod den sidste Årt har
næsten alle sine 'Pænder endnu fuldkommen spidse.

Gjælle-Membranen, som understøttes af sex Straaler, forener sig
med Halsens Hud, hvorved Gjælleaabningen faaer samme Form som
hos foregaaende Art. Gjællebuerne og Gjællekammen ere omtrent af
samme relative Størrelse som hos hiin.

Bugfinnerne have fire Straaler, som ere omtrent fire og en halv
Linie lange, og staae meget tæt sammen.

Brystfinnernes Længde indeholdes næsten otte Gange i Total-
længden; de ere altsaa forholdsviis noget længere end hos £. Pahdlii;
der er kun ringe Forskjel i Længden af Straalerne indbyrdes fra den
tredie til den tiende, hvorved hele Finnens Rand bliver mere afstumpet.
Der tælies tyve Straaler i hver Finne, af hvilke de nederste rage noget
frem over den indskaarne Hudrand. Disse Finner have saaledes den
samme Hovedform hos denne Årt, som hos den foregaaende.

Rygfinnen begynder noget længere tilbage hos denne Art, i det
Afstanden fra Mundspidsen til forste Straale i samme indeholdes tre og
en Fjerdedeels Gang i Totallængden, eller med andre Ord, fårste

Straale sidder lidt foran Enden af Totallængdens første Trediedeel.
Vid. Sel. uaturvid. og mathem. Afh. FIM Deel. Y

170

Den er fortil lavere, men bliver efterhaanden noget håiere end hos den
foregaaende Årt, derved bliver Haleenden end bredere og mwre tilrundet.
Man tæller indtil Midten af Halespidsen 935 Straaler, som ere ledede og,
med Undtagelse af den første, deelte.

Gadborfinnen, som tager sin Begyndelse i Midten af Bugprofilet,
er noget højere end Rygfinnen. Den sammensættes af 75 Straaler, som
alle ere ledede og, med Undtagelse af den forreste, deelte. Den Straa-
lerne forbindende Hud er tyndere og négen, hvorfor disse Finner

kunne rettes mere i YVeiret.

Bughulen er beklædt med en hvid noget sålvglindsende Bughinde
(Peritoneæum), som fra sin Midtlinie under Ryghvælvingen udsender
stærke Mesenterier, der holde samtlige Indvolde i deres Leie. Hulens
Lænedeaxe indeholdes tre og en halv Gang i 'Totallængden, hos vort
Individuum har den en Længde af fire Tommer og tre Linier. Det
stårre Hoved, den stårre Vidde af Gabet og de stærkere og spidsere
Tænder tyde hen paa en kraftigere Ernæringsmaade hos denne Årt end
hos den foregaaende; ogsaa den fremadskridende Bevægelse maae her
være noget hurtigere, da Halen, som Legemets vigtigste Bevægelses-
redskab, har en storre Håide hos Å. reticulatus. Hertil svarer Rumme-
ligheden af Bughulen, Længden af Maven, og Vidden af Tarmen, hvilke
forholdsviis ere stårre end hos L. Puhli. Maven har fra Mellemgulvet
til sin Bund en Længde af to Tommer og ti Linier; den er af samme
Form og Beskaffenhed som hos den sidstnævnte Art. Dens indvendige
Flade er med største Bestemthed deelt i tre Zoner; i den forreste har
ELængdefolderne Overvægten, mellem dem findes kun faa Celler; i den
midterste Zone er derimod den cellede Form den herskende, de større
Cellers fremstaaende Rand er lav, og de af dem indesluttede mindre
Celler meget hyppige, endelig er Bunden af Maven næsten ganske glat,

og bliver først imod den nedre Mavemund igjen foldet. Mavemunden

171

selv adskilles ved en fremragende Ringfolde fra "Tolvfingertarmen; denne
er i sin hele Længde rummeligere end hos L£. Pahlii; dens indvendige
Overflade er besat med stærke, hyppige og skjæve Tverfolder, ligesom
Gjentagelser af Mavemundens Klappe og blot lavere; imellem disse Tver-
folder ere smaae og lavere, skjæve Længdefolder. Overfladen faaer
derved hos denne Årt et andet Udseende end hos den fårste.. Endnu
mere udmærket bliver Tolvfingertarmen derved, at de smaae Frem-
ragninger paa hver Side af Tarmen strax udenfor Mavemunden ere her
korte, tykke, kegleformige Blindror (appendices pyloricæ). Vi træffe saa-
ledes her en fra den ene til den anden Årt tiltagende Udvikling af Blind-
rørene, de ere i den fårste Årt endnu ganske rudimentaire, og befinde sig
i samme Grad som den hos et Foster i forste Udvikling sig befindende
Udføringsgang af et Secretionsorgan. Hos den anden derimod ere de
mere uddannede, som den efter nogen 'Tid i en større Udvikling frem-
rykkende og længere Gang. I den åvrige Deel af den rummelige Tarm,
blive Folderne mindre høie; Tyktarmen adskilles ogsaa her fra Tynd-
tarmen ved en Ringfolde, som er anbragt en og en halv Tomme fra
Gadboret.

Leveren, Milten og Nyren have samme Dannelse som hos £. Pallå
den første ogsaa sammes absolute Størrelse, skjéndt der er Forskjel af
fire Tommer i de sammenlignede Individuers Længde. Milten derimod

er næsten dobbelt saa stor hos Å. reticulatus.

Melkesækkene eller Testiklerne ere hos vort Exemplar sammen-
faldne og fladtrykte, af en aflang Form, i Midten ubetydeligt bredere
end ved de tilrundede Ender. De have samme Beliggenhed og Befæstelse
som hos den forrige Art. Deres Længde er to Tommer og tre Linier;

Breden sex Linier, og Tykkelsen er en og en halv Linie.

Museet besidder ogsaa en Rogufisk eller en Hun af denne Årt.

Kjonsforskjellen i Legemets Form viser sig paa samme Maade her som

An >

172

ved den foregaaende Årt, nemlig ved et mindre Hoved, en længere Bug-
hule og svagere '”ænder. Hos den beskrevne Hanfisk af Zycodes reticulatus
indeholdes Hovedets Længde 44 Gang i Totallængden, hos denne Hun
derimod 41 Gang. Hos den første, som har en Længde af fjorten
Tommer og fem Linier, er Gadborets Afstand fra Mundspidsen sex
Tommer og elleve Linier; hos den ti 'ommer lange Rognfisk derimod
fem Tommer. "Tænderne ere hos Hunnen mere afslidte end hos den
meget stårre Han, som lader formode, at hiin er ældre og at fålgelig
Hannen opnaaer en betydeligere Størrelse. Der finder, saa vidt jeg kan
see, ingen Afvigelse Sted i Mavens og 'Tarmelkanalens Dannelse; Leveren
har ogsaa samme Form, men den er forholdsviis af stårre Volumen, thi
uagtet den betydelige Forskel i Legemets Stårvrelse, cer Leverens absolute
Størrelse lige hos begge de sammenlignede Individuer. Milten er der-

imod forholdsviis mærkeligt mindre hos Rognfisken.

Rognsækken eller Æggestokken er enkelt, tyndvægget og uden
Indsnit; i dens af næsten fuldbaarne Rognkorn udspændte Tilstand,
saaledes som den forekommer hos dette Exemplar, er den af en pære-
dannet Form, dens Længdeaxe er en Tomme og sex Linier; 'Pyveraxen
i den forreste Ende er en Tomme og en Linie, i den bageste Ende otte
og en halv Linie; Udføringsgangen er meget kort, cg aabner sig bag
Gadboret.. Ægøene eller Rognen er af en brandguul Farve, af el
Hampekorns Størrelse. Hvis Tiden havde været angivet, paa hvilken
Endsender?n havde erholdt dette Endividuum, kunde Rogngydningstiden

i det mindste ved Tilnærmelse have ladet sig bestemme.

Denne Årt strækker sig ligesaa langt imod Norden som Lycodes
Vahlii; om den ogsaa gaaer ligesaa langt imod Syden, er mig ubeljendt;

det sydligste Sted, hvorfra Museet besidder den, er Fiskernæsset.

175

Udmaaling af den beskrevne IWelkefisk.

Totallængden
Hovedets Længde
Længden af Underkjæven . ;
Fra Mundspidsen til Midten af Pupillen 2
— til Basis af Bugfinnerne
= tl Basis af Brystfinnerne .
— til Spidsen af samme
== til første Straale i Rygfinnen
= til Midten af Gadboret.
Hovedets Håoide ved Midten af Pupillen .
— Brede paa dette Sted
— Hoide over 'Pyggemuskelen
— Brede sammesteds
Legemets Håoide ved Gadboret
— Brede paa samme Sted

— Håide i Begyndelsen af sidste Fjerdedeel af

Totallængden
— Brede sammesteds ....-
Længden af Bugfinnerne .
Længden af Brystfånnernes fårste Straale
— — fjerde Straale
— — oltende Straale .
— — tolvte Straale
— — sidste Straale
Rygfinnens fårste Straale
— ellevte Straale
— fire og tyvende Straale .

— fire og fyrgetyvende Straale .

Ål VAL
5

(KZ

i KLA

474

Den midterste Straale i Halen . .......….… 64”

Gadborfinnens første Straale . . ........…. 67”
— fire og tyvende Straale. ....... 10
— otte og fyrgetyvende Straale. . . ... 17 21/4
an otte og halvtredsindstyvende Straale . . . i”.

Andet Bidrag.

Slægten Bythates og dens Årt.
Tab. VII. og VIIT.

Hrtandt adskillige deels nye deels sjeldne grønlandske Fiskearter, som
Colvnibestyrer O. ”. Rielsen indsendte fra Fiskernæsset i Sommeren
18354, fandtes en Årt, som ved sit fra alle bekjendte gronlandske Slægts-
former afvigende Udseende strax tildrog sig Opmærksomheden. Det
forste Forsog paa at henfåre den til en navngivet Slægt i Cwviers
«Regne Animal” fremkaldte en Sammenligning med Underslægten Bro-
tula”) af Torskefamilien, som er den eneste Fisk i den linnæiske Slægt
Gadus, hos hvilken Gadborfinnen og Rygfinnen forene sig sammen i en
spids Halefinne, hos hvilken endvidere Bugfinnerne synes at være een-
straalede, og hvis Krop er bedækket med meget smaae Skjæl”%, Egen-
skaber, som ogsaa træffes hos vor grånlandske Fisk, men de otte
Straaler, som den sidste har i Gjællemembranen, dens Tænder paa

Ganebuerne, og endelig det mærkværdige Ydrelem ved Gadboret frem-

”) Jfr, Cuvier Regne Animal Tom. Il. pag. 335. Jeg kjender denne Fiskeart kun
af de korte og ufuldstændige Beskrivelser, som Systematikere give af dens mest
i Oime faldende udvortes Beskaffenheder, da jeg ikke har kunnet erholde Parras
Værk, hvori den forste Beskrivelse af den forekommer,

”) Jfr. Blochii Systema Ichthyologiæ pag. 52, hvor den under Navn af barbatus

henstilles i Slægten Enchelyopus tilligemed Gadus Lota, Gadus Mustela, Gadus
Brosme 0. s. v.

byder en saa stor Afvigelse fra den linnæiske Torskeslægt (Gadus), at
denne Sammenstilling snart maatte cpgives, og der blev intet andet
tilbage end at epstille en egen Hovedslægt af den, hvis nåiere Be-
stemmelse vil indeholdes i det Folyende.

At vi henregne denne Fiskeart til de blådfinnede Fiskes Afdeling,
og sætte den i de brystfinnede Fiskes Orden, (celler Cuviers System i
Ordenen Malacopterygiens subbrachiens) synes ikke at behåve noget
vidtløftigt Forsvar, da Svommefinnernes Besliaffenhed, Antal og Stilling
fordrer det, i hvor vel det ikke kan nægtes, at det linnæiske System,
som intet strængt Hensyn tager til Straalernes Beskaffenhed, med nogen
Ret kunde optage den iblandt Slimfiskene. Imidlertid ere alle Straaler,
saavel i Ryg- som i Gadborfinnen, tydeligt ledede, den anden Straale i
Rygfinnen er allerede svagt deelt, den tredie derimod dybt klåvet; i
Gadborfinnen er endogsaa den første Straale dybt splittet. Vor Fisk
har endvidere tvende Par Svommefinner, af hvilke Bugfinnerne sidde
foran Brystfinnerne og synes at være eenstraalede. At det iblandt de
tre Familier, af hvilke denne Orden bestaaer, kun er Familien Gadini
eller Torskegruppen, til hvilken vor Fisk kan henføres, fålger nu af sig
selv, ligesom ogsaa at det er Underslægten Ørotula, med hvilken den
har den stårste Lighed, og at Underslægten Phycis folser nærmest
derefter. Hudens smaac tagsteenlagte Skjæl, og Tilstedeværelsen af en
Svommeblære formerer dens Slægtskab med 'Torskefamilien. At den
har otte Straaler i Gjællemembranen kan ikke afgive nogen Grund imod
denne Classification, thi 'Torskefamiliens anden Hovedslægt MMaecrurus
har sex Straaler i Gjællemembranen, imedens samtlige mig bekjendte
Arter af den linnæiske Slægt Gadus have syv Straaler. Heller ikke kan
Tandforholdet hos denne Fisk, skjøndt forskjelligt fra begge de nævnte
Hovedslægters, i en saadan Grad formindske Ligheden af dem, at man
derfor skulde ganske bortfjerne den fra Familien, da der gives ikke saa

faa Exempler af forresten eensformige Fiskeslægter, som igjennem deres

177

Arter vise et indbyrdes afvigende Tandforhold; vi ville af den grånlandske
Fauna nævne Årterne Cottus uncinatus, Coltus scorpioides og Cottus
tricuspis, af hvilke den fårste har "Tænder baade paa Plovskjærbenet og
paa Ganebuerne, den anden blot paa Plovskjærbenet, som alle europæiske
Arter, den sidste derimod har ingen Tænder, hverken paa det ene eller
det andet af disse Been, og dog vise disse tre Årter en stor Overeens-

stemmelse indbyrdes i de andre Slægtskjendetegn.

En langt stårre Afvigelse fra 'Torskefamiliens Form er derimod
den betydelige Forlængelse især af Sædgangen og Urinroret uden for
Bugens Overflade, i hvilken disse Kanalers Aabninger ellers pleie at
ligge, og deres Forening i et kort, foran Gadboret begyndende, næsten
horizontalt bagud fremragende, Ydrelem”), som forekommer hos denne
nye Fiskeart. Et spidst og bag Gadboret begyndende, Yderlem træf-
fes undertiden hos Beenfiskene; det «udmærker enkelte Familier, iblandt
hvilke især Cuviers Gobioides af Ordenen Pigstraalede (Acanthopterygii)
maa nævnes, hvor det forekommer meget hyppigt, men blot hos Melke-
fiskene, f. Ex. i Hovedslægterne Blennius, Gobius og Callionymus; Cuvier
regner derfor udtrykkeligt denne Beskaffenhed med til disse Slægters
Rjendetegn. Denne Dannelse frembringer en Overeensstemmelse imellem
dem og Slægten Bythites, hvorved man kunde fristes til at sætte den
som en Overwangsform i Familien Gobioides, hvor allerede nogle andre
Slægter med blåde Finner have faaet Plads, og fra hvilken Familie den
heller ikke bortfjerner sig i Henseende til Digestionskanalens Form,
ligesom ogsaa dens Tandform passer bedre til Clinus punctatus og til
Lycodes Pahlii end til Gadus. Paa den anden Side er derimod Svomme-
blæren et for de hidindtil iblandt Gobicides Cuwv. henstillede Slægter saa

aldeles fremmed Organ, at rimeligviis kun faa Systematikere vilde bifalde

”) Tab. VIE, b. og Tab, VII, d. og d”.
Vid. Scl. naturvid. og mathem. Afh. VII Deel. Z

178

Fiskens Optagelse i denne Familie. Hertil kommer, at hiint saa mange
Arter Gobioides udmærkende Ydrelem dog forekommer hist og her hos
enkelte Arter af andre Familier, saaledes f. Ex. hos Cotius tricuspis og
hos Triglops Pingelii fra Grånland.

Foruden disse, i den foregaaende Undersøgelse om denne Fiskearts
Classification allerede omtalte, Organer, vise sig ogsaa adskillige Egen-
heder i andre Dele, 1. Ex. i Skjælbedækningen, i Sidelinien, i Sliim-
hullerne 0. s. v., som alt vil fremgaae af den følgende Beskrivelse af
det eneste Individuum, efter hvilket baade Slægten og Årten er antaget,
og vi indskrænke os derfor her til at fie et kort Slægtskjende til det

foregaaende.

Genus BYTHITES.

Corpus breve compressum antice incrassatum, ore fere trun-
cato, cauda ensiformi.

Sqvamæ corporis rotundæ minutæ imbricatæ.

Linea lateralis tubulis exsertis cutaners compacta, interrupta.

Os dentibus acutis intermawxillaribus, mandibularibus, vome-
rinis et palatinis armatum; BRictus mediocris.

Membrana branchiostega utriusque aperturæ invicem eon-
nata sub isthmo libere suspensa; radius octo; apertura
ampla infero-postica.

Pinnæ ventrales obsoletæ uniradiatæ filiformes longiusculæ,
gjugulares.

Pinnæ, dorsalis et analis, longæ, apicem caudæ eircum-

dantes; radius articulatis divisis.

179

Membrum conicum crassum pone anum horizontaliier por-
rectum, apice triphyllo papilligero.

Vesica natatoria ecanali pneumatico nullo.

Bytlates fuscus. (Tab. VII.)

Formen af det aflange, især bagtil meget stærkt sammentrykte
og spidsudlåbende, fortil afstumpede Legeme, som har sin største Brede
og Håide i Nakkeregionen, vil tydeligst fremstille sig for Læserens Éie
ved Sammenstillingen af nogle enkelte relative Maal.

Den stårste Hoide af Legemet, hvilken, som overfor er angivet,
falder i Nakken, indeholdes fem Gange i 'Totallængden, denne maalt fra
Spidsen af Munden til Enden af de i Halen staaende Straaler. Gadboret
staaer omtrent lige langt fra Mundspidsen og fra Halespidsen. Hoiden
aftager ubetydeligt i den fårste Trediedeel af Længden, først bag Gad-
boret bemærkes en betydelig Aftagelse, thi i Begyndelsen af Legemets
anden Trediedeel indcholdes Hoiden”) blot fem og en Trediedeels Gang
i Totallængden, imedens den i Begyndelsen af Legemets sidste Trediedeel
indeholdes otte og en halv Gang i den. Paa det første Sted eller i
Nakkeregionen forholder Tykkelsen sig til Håiden som 2 : 35, paa det
andet Sted som 4 : 2 og paa det sidste Sted som Å : 4.

Farven er ved det næsten to Aar i Brændeviin opbevarede Indivi-
duum sortebrun, faldende noget i Graat; imod Bugproflet bliver den
lysere, og antager under Bugen Udseendet af svagt anlåbet Sålv. Fin-
nernes Farve er noget mårkere end Ryggens.

Huden er paa Hovedet, Hoirygøen, omkring Brystfinnerne, under

Bugen og langs med Basis af Ryg- og Gadborfinnerne ganske någen,

”” Ved disse Hoidemaal ere de uparrede Finners Hoide ikke maalte med, som be-
tydeligt vilde forandre de angivne Forholdstal.

Z +

180

paa Siderne af Kroppen derimod er den bedækket med meget smaae
Skjæl, som paa Halens sidste Halvdeel række lige til Basis af Finnerne.
Skjællene ligge tagsteenformigt (imbricatim); de største ere en halv
Linie i Diameter, deels cirkelrunde, deels ovale; naar man betragter
dem under en stærk Forstårrelse vise de concentriske lysere og mårkere
Ringe; de mårke Ringe dannes igjen af afvexlende mårke og lyse
Punkter. Paa Hovedet er Huden besat med meget korte koniske 'Prevler

Sidelinien, som tager sin Begyndelse noget ovenfor Gjællelaagets
Årticulationsvinkel, låber parallel med Rygprofilet og paa kort Afstand
fra det någne Partie af Hoiryggen. Den ophårer aldeles i dette Lob
omtrent lige for Gadboret, men tager igjen sin Begyndelse dybere ned
omtrent paa Midten af Siden, og fortsættes derfra i lige Limie henad
mod Halens Ende; den danner saaledes, som hos adskillige andre Fiske,
f. Ex. Arter af Sparus og Labrus, en afbrudt Sidelinie (Linea lateralis
interrupta). Den har en afvigende Bygning hos denne Fisk, i det den
ikke dannes af smaae i Hudens eller Skjællenes Overflade liggende
Aabninger, som fålge efter hinanden, men af meget korte og i smaae
Mellemrum paa hinanden folgende fremragende Hudror, der aldeles
ikke staae i nogen Forbindelse med de i Sideliniens Lob liggende
Skjæl, men træde frit ud af Huden imellem tvende Skjæl.

Hovedet, hvis Længde, maalt paa sædvanlig Maade fra Mund-
spidsen til bageste Spidse af Gjællelaaget, indeholdes fire og en Fjerde-
deels Gang i Totallængden, er Legemets tykkeste og højeste Deel.
Pandeprofilet låber bredt ned i Mellemkjæven, og Underkjæven er noget
opadstigende, hvorved det forreste Profil bliver meget stumpt og

tilrundet, hvilket giver en stor Lighed med Hovedets Form hos de

egentlige Blennius-Årter, især med Blennius ocellatus; dog er Hoiden
af Hovedet i Forhold til dets Tykkelse stårre hos denne end hos By-
thites…… Henimod Randen af Overkjæven ligge i den læbeformigt

opsvulmede Hud næsten parallelt med Læberanden paa hver Side tre

181

Aabninger”). Blæses Luft ind i en eneste af disse Aabninger, saa
opsvulmer flere Gange eller Ranaler under Huden paa begge Sider af
Hovedet, især i Regionen af Beenbuerne under Oiet (ossa infraorbitalia),
af det forreste Been af Gjællelaaget (Præoperculum) og af Nakken; med
det samme opblæses ogsaa en Kanal paa den underste Flade af hver
Årm af Underkjæven, i hvis Spids der ligeledes ligger en Aabning paa
hver Side”). Vi træffe saaledes her den samme Slags sliimafsondrende
Kanaler, som vi i det foregaaende Bidrag fandt hos Slægten Lycodes,
og som forekommer saa hyppigt i 'Torskefamilien og især hos Berglaxen,
kun ere Aabningerne her i forskjellige Antal og anderledes fordelte.

Munden er stor, og Gabet temmelig vidt, da Længden fra Mund-
spidsen til Mundvigen næsten udgjor Hovedets halve Længde. Mellem-
kjæverne ligge i rolig Tilstand skjulte under den læbeformigt opkastede
Hud, paa samme Maade som hos Lycodes, flere Sliimfiske og hos
Motella-Slægten. Mellemkjævebenene udgjåre to Trediedele af Over-
kjævens Rand paa hver Side, det &vrige nærmest Mundyvigen dannes af
Sidekjævebenet og den samme bedækkende Hud. Deres Rand er besat
med korte, spidse og svagt båiede Tænder, som sidde tæt til hinanden i
flere uregelmæssige Rader, hvilke danne tilsammen en lang, smal, fortil
kun lidt bredere Gruppe.

Det smalle, i nederste Ende noget bredere Sidekjævebeen, som
rækker ud over Mundvigen, og som er med de sædvanlige Ligamenter
heftet til Underkjævens Mundvigdeel, og til Mellemkjæven, er aldeles
uden Tænder.

Paa det forreste Partiec af Plovskjærbenet findes en Tandgruppe,
der har Formen af en ligebenet med Basis imod Svælæet vendende

Triangel, hvis forreste Hjørne er afstumpet. Hos Torskeslægten har

”) Tab. VII. a.
”) Tab. VIN. n.

182

denne Tandsruppe Figuren af en saa kaldet tyrkisk Halvmaane eller en
i Grundlinien dybt indskaaret Triangel. "Tænderne ere af samme Form
som de paa Mellemlijæven, men næsten dobbelt saa lange. Ganebuernes
forreste Stykke er ligeledes besat med flere i en langagtig Gruppe tæt-
staaende Tænder af Storrelse som Plovskijærbenets. "Tænderne i Under-
kjæven afvige hverken i Størrelse eller Form fra Mellemkjævens, de
staae tættest og ere længst fortil; 'Tandstrimmelen bliver smallere (d. e.
de uregelmæssige Rader blive færre), og Tænderne blive kortere henimod
Mundvigen.

Svæløbenene ere besatte med de korteste og stumpeste Tænder,
som ere pressede tæt til hinanden. De underste Tænder danne tvende
smalle, men korte Strimler. De åverste 'staae paa hver Side i en ind-
vendig stor Gruppe og to udvendige meget smaae Grupper af et rund-
agtigt Omrids.

Øinene sidde langt fortil og tæt op til Pandeprofilet. Afstanden
af Pupiliens Midtpunkt fra Mundspidsen indeholdes tre og en halv Gang
i Hovedets hele Længde. Ved denne Beliggenhed af Oinene opstaaer
en nye Lighed imellem Bythites og de egentlige Blennii. Øiets Dia-
meter er næsten sex Gange mindre end Hovedets Længde; Farven af
Regnbuehinden er endnu stærkt guulagtig.

Det bageste og tillige stårste Næsebor paa hver Side ligger meget
nærmere lil Øieringen end til Mundranden; det andet og mindre ligger
midt imellem begge; det kan lukkes ved en fra Randen udgaaende lille
Hudlap. Næsehulen selv optager paa hver Side ikke fuldt det halve
Rum imellem Øieranden og Mundranden. Den igjennem en af Næse-
borene indblæste Luft oppuster blot Næsehulen, men ingen af Siiim-
kanalerne, ligesaa lidt trænger den i disse indblæste Luft ind i Næsehulen.
En lignende Stilling og Dannelse af Næseborene viser Blennius Plolis,
hvorimod de andre Blennius-Årter som ocellatus, Pavo, 0. s. v. have de

mewet smaae Næsebor paa hver Side staaende tæt sammen.

185

Den korte, brede, foran tilrundede Tunge er i sin hele Længde
fastvoxet til Mundhulens Bund, med hvilken allene den kan hæves og
synkes.. Dens Overflade er glat og blåd.

Gjælleaabningen er meget stor, i det Gjællelaaget articulerer sig
høit oppe, og Gjællemembranen først henad imod Underkjævens Vinkel
forener sig med den fra den anden Side, hvorved den hele Zsthmus bliver
frie og synlig. Denne Forbindelsesmaade imellem hver Sides Gjællemem-
brane er den samme som hos de grønlandske Clénus-Årter, men aldeles
forskjellig fra den, som vi træffe hos de egentlige Blennii, hos Pholis,
hos Åscanii Brosme toupee og hos Småordolkene (Gunellus), den er
ogsaa, men dog mindre, forskjelliv fra den, som forel:ommer hos Torske-
arterne. Gjælleaabningernes stårre Vidde er en naturlig Fålwe af en
saadan Forbindelsesmaade. Den lige Linie fra Gjællelaagets Articulation
til Foreningen af begge Membraner, og som er Chorden til den Bue,
som dannes af den bageste og af den nederste Rand af Gjællelaaget og
af Gjællemembranen, er en Tomme og en Linie lang, imedens Hovedets
hele Længde kun er en Tomme, fem og en halv Linie. Gjællemembranen
er saa viid, at den ikke faaer Plads under Gjællelaaget; den udspændes
og støttes ved Hjælp- af otte næsten trinde Straaler, af hvilke den forreste
som sædvanligt er den korteste.

Gjællerne . ere meget smaae, som ikke saa meget hidrører fra
Gjællebuernes Korthed, som fra de meget lave Gjællekamme, der kun
ere en og en Fjerdedeels Linie høie. Hver Gjællebue er paa den ind i
Mundhulen vendende Flade besat med tvende Rader smaae, glatte og
halv kugleformige Knuder. Der gives ingen Bigjæller paa den ind-
vendige Flade af Gjællelaaget, men igjennem den tynde Hud skinner et
lignende blaat Legeme igjennem, som det der sees hos Torsken.

De lange, traadformige Bugfinner sidde langt fortil paa Struben
eller foran Basis af Zsthmus. De synes hver at bestaae af en eneste i

Spidsen klåvet Straale, og kunde i Beskrivelsen benævnes eenstraalede

184

Finner, men aftrækkes Huden, finder man, at den indeslutter tvende,
meet tynde, ganske tæt til hinanden liggende ledede Straaler, der låbe
ud i en næsten haarformig Spids. Hele Straalens Længde er ti Linier,
som er noget mere end Hovedets halve Længde.

Brystfinnerne sidde ubetydeligt nærmere til Bugprofilet end til
Rygøen. Da Mellemhaandsbenene ere noget længere end sædvanligt,
synes Straalerne at staae paa en kort og bred Arm. Finnerne ere i
udspændt Tilstand meget brede, dog mere formedelst det store Antal
af Straaler, af hvilke man tæller en og tredive i hver Finne, end forme-
delst disses Forlighed og den imellem dem liggende Huds Vidde. De
meget tynde Straaler ere tydeligt ledede, og de længste ere delte indtil
Midten. Finnens Form, for saa vidt den er afhængig af de paa hin-
anden følgende Straalers relative Længde, vil fremgaae af folgende
Maal: den første eller &verste Straale og den næstsidste eller tredivte
ere omtrent liwe slore, og tre og en halv Linie lange; den syvende og
den tre og tyvende Straale have en Længde af omtrent otte og en halv
Linie, og endelig er den sextende og den syttende, som ere de længste,
tolv Linier lange. De mellemliggende Straaler tiltage eller aftage i
Længden i lige Forhold. Den udbredte Finne vil saaledes have et
stumpt-ægformigt Omrids. Denne Form, saavel som ogsaa Straaleantallet,
er meget forskjelligt fra det, som vi træffe hos Berglaxen (Macrurus)
og hos de Slægter af Gadus Lin., som have tre Rygfinner; derimod
bliver Formen af Finnen mere svarende til den, som forekommer hos de
ovrige Torskeslægter, som Molva, Motella, Brosme, og især" Raniceps.
Med Sliimfiskenes Brystfinner er Ligheden i Formen endnu stårre, men
ogsaa her er Antallet af Straalerne ringere, thi selv hos Lycodes tæller
man kun indtil tyve Straaler.

Ryg- og Gadborfinnen låbe sammen i Enden af Halen og omgive

denne med Straaler, men som ilike afsondre sig fra hines i en selvstændig
Halefinne.

185

Rygfinnen tager sin Begyndelse i Enden af 'Totallængdens forreste
Trediedeel.. Den er neden til bedækket med en saa tæt någen Hud, at
Straalerne slet ikke kan sees igjennem den, hvorimod den sidste 'Tredie-
deel af Straalernes Længde er frie. Disses Ender rage som haarformige
Fibriller ud over den tykke Hud. De forreste Straaler. ere de korteste.
Længden tiltager efterhaanden, indtil den allerede i den fårste Fjerdedeel
af Finnen har opnaaet otte Linier; i Enden af Halen ere Straalerne
syv og en halv Linie lange. Der er ved øjentagne Tællinger fundet fire
og halvfemsindstyve Straaler til Midten af Halespidsen. Samtlige Straaler
ere ledede, og med Undtagelse af den første, som er enkelt, dybtdelte,
og hver Gren er igjen klåvet i Spidsen; den anden Straale og faa andre
imellem de åvrige ere kun engang delte, og det blot i Spidsen.

Gadborfinnen begynder lidt bag for Midten af Legemet, dens
forreste Straale staaer lige over for den otte og tyvende Straale i Ryg-
finnen. Jeg tæller indtil Midten af Halespidsen, eller til den sidste
Straale 1 Rygfinnen fem og halvfjerdsindstyve Straaler. Disse ere af
samme Beskaffenhed og Længde som de i Rygfinnen, kun er allerede
den første Straale i Gadborfinnen dybtdeelt.

Beskrivelsen af det kegledannede ydre Lem i hvis Basis Mast-
tarmen og i hvis Spidse Sædgangen aabner sig, ville vi optage i de
faa Bemærkninger, som vi ere istand til at gjøre over Ørganerne i
Bughulen; disse Bemærkninger ere vel ufuldstændige, da det eneste
Exemplar maatte skaanes til Opstilling i Samlingen, dog ville de bidrage
til end yderligere at karakterisere den nye Slægt”).

Bughulens Længdediameter er en Tomme, ti og en halv Linie;
den har sin stårste Vidde fortil, og bliver saavel lavere som smallere
henad imod Gadboret. Den er indvendig beklædt med en hvid, glindsende,
tyk og meget tæt Bughinde (Peritonæum), hvis fibråse 'Textur er tydelig

”) Hertil horer Tab. VIN.
Vid. Sel, naturvid. og mathem Afh. VII Dcel. Aa

186

endog for det blotte Oie.. Denne Hud spændes”) i det den ikke slutter
sig umiddelbart til Hvælvingen, i den halve Høide af Bughulen, som et
horizontalt Mellemgulv imellem den underste Decel af Hulen, hvori
Digestionsorganerne, Melkesækkene og Urinblæren ligge, og den åverste
Deel af samme, hvori den selvstændige Svommeblære og Nyren befinde
sig. En saa fuldstændig Afdeling af Bughulen i tvende Etager eller i
tvende Huler, den ene over den anden, er mig ikke bekjendt iblandt
nogen af vore indenlandske Fiskearter. I Bughulens bageste Trediedeel
stiger Bughinden umiddelbart op til Hvælvingen og beklæder Overfladen
af Nyrens Endestykke, saa at der kun er en eneste Hule i dette Partie.
Hiin Beliygenhed af Bughinden i Forening med dens Textur, de fortil
igjennem den gaaende Blodkar-Strænge””), og den i dens bageste Deel
udtrædende Uringang”") giver den megen Lighed med Torskens Svomme-
blære. Jeg antog den ogsaa, inden den blev opskaaret, for at være
Svommeblæren, saa meget mere, da den ved Tryk af Fingeren gav
efter, som om den indehodt Luft. Imidlertid har den ikke den stærke
convexe Overflade, som udmærker Torskens Blære, og heller ikke de
mange Folder i Randen, hvor Blærens udvendige fibråse Hud er fast-
voxet til Bughulens Sidevægæe; heller ikke beklædes den igjen af
nogen anden Hinde, hvilket derimod finder Sted ved Torskens Svomme-
blære.

Efterat den fra Svælget”+F) nedstigende Ranal er igjennem et
Indsnit i Bughindens forreste til Brysthulens Skillevæg stådende Rand

traadt ned i Bughulens underste Rum, udvider den sig efterhaanden

”) Tab. VIII, h. og Iv.
ss) Tab. VIII
”…) Tab. VIII. k.
””) Jeg traf i Svælget tvende Exemplarer af en Praniza, som har megen Lighed med
den af Montague i Transactions of the linæan Society Tom XI. Part. I. beskrevne
Art, der har faaet Navn af Praniza cærulata.

4187

som Mave”). Den forreste Deel eller Cardia-Partict er en Tomme, en
og en halv Linie lang; det under en stump Vinkel bøjede Pylorus-Partie
har derimod kun en Længde af tre Linier og trækker sig kegleformigt
sammen i den bageste Mavemund. Fra Svælget af låbe mange fine
Folder efter Længden paa den indvendige Overflade; de forene sig
nærmere ved Pylorus-Partiet i færre, men bredere Folder med en
Mængde smaae lave Celler paa deres Overflade og i de mellemliggende
Furer. Mavens nederste Mund er ved en stærk Ringfolde adskilt fra
Tyndtarmen, Denne, som har i Begyndelsen, hvor den skulde være
Tolvfingertarm, en stårre Vidde end den åvrige Tarmekanal, er meget
tyndvægget og forsynet fortil med tvende korte, kegleformige, lige over
for hinanden staaende Blindror'””) (appendices pyloricæ), som aabne sig
saa tæt til Pylorus, at dennes Ringfolde maae ved Gjennemgangen af
Chymus trykkes mod Aabningerne og tillulike dem. Efterhaanden bliver
'Tarmekanalen mindre rummelig og faaer den halve Diameter af Tolvfin-
gertarmens Begyndelse. Forst otte Linier fra Gadboret udvides den igjen
noget, og blive dens Vægge tykkere. Dette lille Stykke er ved en lav
Ringfolde, som sædvanligt hos Fiskene, adskilt fra den foranliggende
Deel, og er vel at betragte som Tyktarm, eller rigtigere som sammes
Endestykke eller Masttarmen. Paa den hele indvendige Overflade af
Tarmekanalen sees en Mængde Masker, som i Begyndelsen af Tolvfinger-
tarmen og i Tyktarmen ligge tættest til hinanden. Den hele "'Tarmekanal
er fire Tommer og sex Linier lang. Den låber to Gange fortil hen-
imod Brysthulens Skillevæg, og to Gange tilbage, og ender sig sidste
Gang i Basis af det omtalte Yderlem, hvor den aabner sig i Gadboret.
Den hele Digestionskanal, Mundhulens medberegnet, faaer altsaa en

Længde af over syv Tommer, som er mere end Legemets hele Længde.

”) Tab. VIL a.
-) Tab. VIN. b.

188

Den forholdsviis ikke meget store Lever er ufuldstændigt tolappet.
Den venstre Lap er næsten lige saa lang som Bughulen selv, men flad
og saa smal, at dens næsten overalt lige store Brede indeholdes sex Gange
i dens Længde. Den højre Lap er meget kort, kun en Femtedeel
saa lang som den venstre. I den indspringende Vinkel imellem begæe
disse hænger den ægformige Galdeblære”), som strax ved Bugens Aab-
ning faldt i Oinene baade formedelst dens usædvanlige Størrelse og det
store Forraad af en lys graaegrån Galde, som den indeholdt. Iblandt
vore indenlandske Fiske gives der ikke nogen Årt, hvis Galdeblære i
Henseende til Storrelse nærmer sig denne, og det er blot hos Uranosco-
pus scaber at den forekommer mig endnu større. Hos Bythites, hvis
Bughule kun er en Tomme og ti Linier lang, har Galdeblæren en
Længdediameter af omtrent ni Linier, og dens største 'Tverdiameter er
sex og en halv Linie lang. Den udsender sin Galde igjennem en ni
Linier lang Galdeblæregang, som aabner sig i Tolvfingertarmen strax
bag det ene Blindror. Den optager Galden fra Leveren igjennem flere
Hovedstammer, som indmunde i Gangen tæt ved Blærens Hals. I Be-
gyndelsen af Gangens sidste Trediedeel udvider den sig igjen i et lang-
agtigt ovalt Partie, som igjen trækker sig sammen i en smal Gang.
I dette udvidede Partie optages ligeledes et Par Hovedstammer af de
fra Leveren kommende Galdegange.

Milten er af ringe Stårrelse; den er fladtrykt, af en oval Form og
ligger ved Siden af Mavens Bund.

Alle disse Organer ere heftede ved Hjelp af temmeligt stærke
Mesenterier til den som et Skillerum horizontalt udspændte, forhen
beskrevne Bughinde.

Melkesækkene eller Testiklerne””), der ligeledes ved et Baand ere

befæstede til Bughinden, hver paa sin Side af Tarmekanalens sidste,

”) Tab. VIN, c.
”) Tab, VIII. f.

189

lige til Gadboret gaaende Læg, ere næsten cylindriske, kun ubetydeligt
smallere i deres forreste Ende; bag til forene de sig i en fælleds Grund-
deel (altsaa Festiculi didymi) omtrent af deres halve Længde, fra hvilken
den kortere Udforingskanal udgaaer, som taber sig i det oftere omtalte
Yderlem.

Af Urinveiene sees kun den Bughinden gjennemborende Uringang,
som begiver sige lige til den imellem Melkesækkenes fælleds Basis og
Bughinden liggende Urinblære”). Denne har sin største Diameter paa
tvers, og begge sine lange Sider noget indknebne; i det derved frem-
komne Indsnit træder Uringangen ind, og paa den anden Side Urinråret
ud af Blæren, som saaledes har i Formen megen Lighed med Urinblæren
hos Frøerne. Urinråret forsvinder snart paa samme Sted, hvor Sæd-
gangen taber sig.

Inden vi gaae over til at undersøge, hvad der ligger over Bughulen
i det &verste Rum, synes det passende nåiere at betragte efter ydre
Form og indre Bygning det omtalte Yderlem, i hvilket vi have seet
Masttarmens Endestykke, Sædgangen og Urinråret at tabe sig.

Dette Lem””) danner paa Bugprofilet, omtrent lige langt fra
Mundspidsen og Halespidsen, en bagud fremragende, næsten horizontalt
liggende, afstumpet Kegle, hvis skjæve Grundflade fortsættes fortil umid-
delbart i Bugkanten. Det er fem Linier langt, har ved Basis en Dia-
meter af to og en halv Linie, henimod Spidsen derimod af to Linier.
Gadboret liøger en og en halv Linie inden for Lemmets Basis
I Randen af Reglens stumpe Ende forlænger Huden sig bægerformig
omkring Endefladen. Dette udvidede Hudbæger er deelt i Randen i tre
Flige (Lobi); tvende af disse, hvilke udgaae fra den åverste Deel >)

”) Tab. VIII. g.
”) Tab. VII. b. og Tnb. VH. d. og dv.
””) Ved Beskrivelsen af dette Organ har man betragtet Fisken hvilende paa sin Bugkant,
hvorefter altsaa Udtryk som: "føverst”, "fnederst”, for” og bag” blive at forstaae

190

af Randen ligge tættere sammen og ere adskilte ved et mindre dybt
Indsnit, derimod er enhver af dem ved en dyb Indskjæring adskilt fra
Randens nederste Flig. Alle disse tre ere noget tilbagerullede og
nyreformigt udskaarne ved et lidet Endsnit i Midten af Randen. Fra
den indvendige Side af den nederste Flig, dybt ned i Grunden, opstaaer
en kegleformig Tap af en Trediedeels Linie i Diameter ved Basis og af
to Liniers Længde. Den rager noget ud over Randen, og kunde
sammenlignes med et Pislil, der rager ud af Bægerets Bund. I Spidsen
befindes en Aabning, igjennem hvilken en Svinebårste blev indbragt.
Det synes, som at det fornemmelig er denne Papille, der bår ansees for
at være Parringsorganet. Indvendig udfylder et låst Cellevæv og Fidt
Mellemrummene imellem Huden og Sædgangen tilligemed Urinråret, thi
disse to Kanaler ere de længste, da Masttarmen strax ved Basis af
Keglen aabner sig ud ad. Sædgangen blev præpareret lås fra det
omgivende Cellevæv, og en fiin Sonde blev indbragt i den fælleds Basis
af Melkesækkene, og ført igjennem den hele Gang ud igjennem Spidsen
af den omtalte kegleformige Papille. Nogle Muskelstrænge gaae fra
Hudens indvendige Flade til hiin Papille, og synes at kunne virke som
en tilbagetrækkende Muskel. Det fra Urinblæren kommende Urinrår
(Urelhra) låber ikke ind i Papillen, men ender sig i Bunden af Bæ-
zeret, lige over for Sædgangens Indtræden i Papillen, foran det Åndsnit,
som adskiller de tvende åverste Flige fra hinanden, i det mindste stand-
sede en Søonde, som indbragtes i Urinråøret, paa dette Sted.

Der staaer endnu tilbage at betragte de oven for Bughinden i
det åverste Rum liggende Organer, Nyren og Svommeblæren, hvilke
forst komme tilsyne efterat hiin tykke, ugjennemsigtige Hinde er blevet
aabnet.

Den rådbrune Nyremasse”) er, som hos saa mange Fiske, tykkest

”) Tab. VIN. k,

191

i den bageste, nærmest ved Gadboret liggende Deel, hvor den udfylder
hele Mellemrummet imellem Ryghvivlerne og Bughinden, saa at denne
her befinder sig i tæt Berorelse med den. Den bliver efter en Længde
af otte Linicr paa en Gang betydeligt baade tyndere og smallere; den
fortsættes som et smalt Baand fortil, i en kort Strækning synlig, men
derpaa over Svåmmeblæren, og bedækket af den, men tæt trykket til
Hulens Hvælving; under Baghovedet bliver den igjen noget tykkere og
bredere. Den er i sin hele Lænøde sammenvoxet til en eneste Nyre,
der er forsynet med een Uringang (Ureter). Hvor denne Gang gjennem-
borer Bughinden, for at begive sig til Urinblæren, er allerede i det Fore-
gaaende blevet angivet.

Svommeblæren”) ligger i Afdelingens forreste Decl, og ræliker
fra den bageste Ende af Svælget til Midten af Hulen. Ved Bughindens
Aabning fandtes Blæren stærkt udspændt af den indesluttede Luft, og
viste da en regelmæssig oval Form. Den sammensættes af tvende Hinder,
af hvilke den udvendige er ligesaa tyk som Bughinden, og ligesom den,
tæt og af en fibrås Testur. Dens Farve er melkehvid. Den indvendige,
som meget let låsner sig fra den udvendige, er i sine Dele kun lidt
sammenhængende, smitter af paa Fingrene, og har en sålvglindsende
Farve; den ligner saaledes ganske den indvendige Hinde i Torskens
Svåmmeblære. Fra den udvendige Huds Overflade, især hvor samme
vender imod Ryghvælvingen og Siderne, udgaac mange Trevler ligesom
Ligamenter, hvorved den hæftes til disse Dele. Blæren er med lignende,
men langt færre 'Trevler fasthæftet til Bughinden, saa at der er et
langt friere Mellemrum imellem Blæren og Bughinden end imellem den
forste og Bughulens Hvælving. Svommeblæren er indvendig, paa det
Sted hvor Blodkarrene”) træde ud, forsynet med en Riertel af samme
Form, Tesxtur og Farve som den i Torskens Blære.

”) Tab. VIN. i.
”) Tab. VIL. 1.

192

Da vi kjende denne Art kun af det eneste her beskrevne Indivi-
duum, kan vi blot gjentage hvad der deels i Inledningens Anmærkning til
denne Årt, deels i Aarsberetningen for 1854 og 35 er blevet anfort.
Efter Rielsens Skrivelse skal denne Fisk leve paa store Dybder, over-
maade sjelden fanges, og efter Grånlændernes Udsigende blive saa stor
som en Fjordsæl (Phoca hispida). Emod denne sidste Efterretning synes
den fuldkomne Udvikling af Melkesækkene hos vort omtrent sex 'Tom-
mer lange Exemplar at tale. Grånlænderne vide intet om dens Forplant-
ningsmaade.. Da Maven og Tarmekanalen, befandtes tomme, kan vi
heller intet tilféie om dens Fådemidler. Det er muligt, at de to i
Svælget fundne Exemplarer af Praniza cre tilfældigviis komne derhen.

Maal.

'Votallængde taget fra Mundspidsen til Enden af Straa-
lerne i Halespidsen . 2... 67. 3”
— tl Enden af Ryghvirvelståtten. . . ... DANES
Fra Mundspidsen til Midten af Gadboret .....- SLAM
— til Gjællelaagets Spidse . . .. 77 51/7”
— til Spidsen af den tiltrykkede Brystfinne MR er
— til Brystfinnernes Basis ......-. : RET EL
— tl Bugfinnernes Basis. ...... 47 34"
— til første Straale i Rygfinnen . . .. VDS
— til første Straale i Gadborfinnen . . . 5" 31”
— til Midten af Pupillen . ...... 52”

Fra overste Ende af Mellemkjævebenet til nederste Ende
af Sidekjævebenet 210 am sl sølle et ale ed ale 1911
Længden af forste Ganebues forreste Arm. ..... 8”
Legemets Håide over Nakken. . .....4… 44. 54

Breden over Rinderne. . . . 2 0 eee eee 10

193

Høide ved: Gadboret . . 2 20 0 te eee re eee 47 4177
Brede; sammesteds 127 sin. ametrøn dl, alene ene er 6”
Hoide i Begyndelsen af Legemets sidste 'Trediedeel . - 9

Tykkelse sammesteds 21,

Tillæg
til
den systematiske Fortegnelse over Grånlands Fiske.

E terat den nye Liste over de gronlandske Fiske var færdig, erholdt
jeg tvende for denne Fauna nye Arter, som altsaa bringe Antallet af
Fortegnelsens Fiskearter til to og tredsinstyve.

Den ene af disse er en Hundesteile (Gasterosteus), der er blevet
mig meddeelt fra den naturhistoriske Forenings Samling, som en fra
Grånland dertil indsendt Fisk. Den er forsljellig fra den i Fortegnelsen
benævnede Gasterosteus Loricatus M. Reg. ved fire Pigge foran den
blådstraalede Rygfinne, ved den fuldkomment någne Hud paa det hele
Stykke fra Bugfinnernes Grundbeen til Halefinnen, ved Mangel af Rjol
paa Siden af Halen, og endelig ved den kortere Afstand imellem Spidsen
af Munden og Gadboret. Fra Fortegnelsens anden Art Gasterosteus
dimidiatus M.. Reg., med hvilken den har Lighed med Hensyn paa
Skjællene, viser den sig ligeledes forskjellig ved de fire Pigge, og des-
foruden ved et spidsere Hoved, ved mindre Oine, en lavere Krop og
ved forholdsviis længere Brystfinner. Den synes mig at komme nærmere
til den europæiske Gasterost. Leiurus Cuv. Indtil en umiddelbar Sam-
menligning med den kan anstilles har den faaet Navn af Gasterosteus

Gymnurus.
Pid. Sel, naturvid. og mathem Afh. VII Decl. Bb

194

Den anden Årt, af hvilken jeg i dette Efteraar har erholdt tvende
Exemplarer i en Sending fra Fiskernæsset, er en for Grånland nye Art
af Lumpenus (Clinus), som forelåbigen har faaet Navn af Gracilis.
Den afviger fra de åvrige gronlandske Arter”) ved Mangel af Tænder
paa Ganebuerne”), og den er ved sit mindre Hoved, og den kortere
Afstand imellem Mundspidsen og Gadboret, endvidere ved den smekkrere
Krop, de større Oine og længere Brystfinner, adskilt fra den af Hr.
Krøyer beskrevne islandske Art”), hvis Straaleantal, nemlig 73 i Ryg-
finnen og 50 i Gadborfinnen, den har. Denne Art maae sammenlignes
med den norske, til hvilken den synes mig at staae nærmest, inden dens

Selvstændighed kan afgjøres.

”) Ved denne Leilighed vil jeg rette en anden Skriv- eller Trykfeil, som forekommer
i Beretningen om Vidensk. Selsk. Forhandlinger 1835—36, hvor der pag. 10 i sidste
Linie maae læses Ganebuerne i Stedet for Plovskjærbenet.

”) De grønlandske Arter af Lumpenus-Formen kunde efter Tænderne bringes i folgende
Afdelinger :

a) Tænder paa Ganebuerne: hertil Clinus Lumpenus og Clinus medius.

b) Tænder paa Ganebuerne og paa Plovskjærbenet: hertil Clinus aculeatus; og
endelig

c) Uden Tænder paa Ganebuerne og paa Plovskjærbenet; hertil Clznus gracilis.

…) Jfr. Naturhistorisk Tidsskrift, iste Hefte pag. 32,

195

Forklaring over Robberne.

Tab. I.

Fig. 1. Den grønne Græssmutter fra Gronland (Sylvia mexicanæ affinis ).
Fig. 2. Den hvidbrynede Finke (Fringilla leucophrys ).

Tab. II.

Hudsonbugtens Regnspaacr (Numenius hudsonicus Lath., hvortil Numenzus
borealis VVilson. er Synonym).

Tab. TIL
Barrows And (Anas Barrowii Richards. ).

Tab. IV.

Pandebusken af den nye Fiskeart Himantolophus gronlandicus Mus. Reg.
Jfr. Indledningen, hvortil disse fire Kobbertavler henhåre,

Tab. VP.
Lycodes Vahlii. Jfr. forste Bidrag.

Tab. VI.
Lycodes reticulatus. Jfr. første Bidrag

Tab. VIT.

Bythites fuscus. Jfr. andet Bidrag.
a) De tre Sliimaabninger paa venstre Side af Overlijæven,

b) Det ved Gadboret fremragende Yderlem.
Bb"

196

Tab. VIL

Bughulens Organer hos Bythites fuscus. Jfr. andet Bidrag.

a)
b)
ce)

Maven.

Den bageste Mavemunds Blindrår ((appendices pyloricæ ).

Galdeblæren med den sig udvidende Galdeblære-Gang og de fra Leveren
kommende i den sidste sig aabnende Galde-Gange.

Y derlemmet.

Papillen i sammes Ende tilligemed den bægerformige Fordybnings tre
Flige.

Gadboret.

Urinblæren.

Den aabnede Bughinde, inden for hvilken sees i deres naturlige Leie.
Svommeblæren og

Nyren med Uringangen.

Den fra Svåmmeblæren kommende, Bughinden gjennemborende Streng,
som indeholder Svåmmeblærens Blodkar.

Den overskaarne Mavepibe.

Sliimaabningerne paa Spidsen af Underkjæven,

fad: Salske naturvid, og mathedfhe FIL DeL. ER
Rewnhardis Bidrag til Grønlands Fauna.

fg]

4SCltaeerdoe el 25 I GÆT SEG

Vid: Selsk: naturvid. og matt: Afh: PIL. Del: Fab d7
Pewmhardts Bidrag til Gronlands Fauna.

Shcæesiin ed. ZIP tarme sr:

EJ. ER 2 Ra
Lid-Selsk: naturvid og matte Afh PII. Deeds Rernhardts Bidrag til Grønlands Faure. ECZÆZLLA

727 LSI Skarsære re.

Vid: Selsks naturvrd ng nurthædyhe VIL Derl.

Lernlmardts Balruc til Grønlands Plrrenet.

Tab dir

Searle med FILER ran r=

Fid. Selsk. naturveid. va miath. Ah. FILD. Rednhardts Bidrag til Grønlands Fauna VETO I

Vid Selsk. naturvid. og math…dfh. VI/ D. Rernhardts Bidrag til Crønlands Fauna, 7ab. VY.

BD Piterse

Aid. Selsk. naturvid. og math. Afh. KI. Deel 746. FIT.
Kehardts Bidrag til Crønlands Panna

"27;

Tid. Selsk. naturvid. og math-Afh. FI Decl.
Reinhardts Bidrag til Grønlands Fauna.

ae-.]

Tårb. F7/1:

sy
J D- Petersen re,

N
NRK

Internet Archive Audio

Featured

Top

Images

Featured

Top

Software

Featured

Top

Books

Featured

Top

Video

Featured

Top

Mobile Apps

Browser Extensions

Archive-It Subscription

Save Page Now

Full text of "Icthyologiske bidrag til den grönlandske fauna"

See other formats