(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Icthyologiske bidrag til den grönlandske fauna"

L [ B RAR.Y 

OF THE 

UNIVERS ITY 

OF I LLI NOIS 



3 



7.09982 
73 



OGY 



Digitized by the Internet Archive 

in 2011 with funding from 

University of Illinois Urbana-Champaign 



http://www.archive.org/details/icthyologiskebidOOrein 






9 



ICTHYOLOGISKE BIDRAG 



TIL 



DEN GRONLANDSKE FAUNA, 



AF 

JOHAXNES REIMIARDT, 

PROFESSOR. 



: 






A 



■ 






In dl e dnin g 3 

indeholdende 

Tillæg - og' Forandringer i den fabriciske Fortegnelse 
paa gronlandske Hvirveldyr. 



M-Pcr er forliibet mere end halvtredsindstyve Aar, siden Fabricii Fauna 
Grbnlandica udkom i Trykken. I dette noksom bekjendte Værk har 
den beromte Forfatter siigt at bestemme og- benævne systematisk alle de 
Dyrarter, som han havde Ledighed til at see, eller om hvilke han var 
istand til at skaffe sig Kundskab i de 6 Aar (fra 1768 — 1774), i hvilke 
han oplioldt sig i Gronland. Den særegne Beliggenhed af Landet, den 
store Mangel paa tilforladelige Efterretninger om dets forskjellige Dyr- 
arter, Omfatningen af det hele Dyrerige og de mange grundige Beskri- 
velser, tildeels af nye Arter, som Bogen indeholder, maatte love 
Arbeidet fortjent Anerkjendelse af Europas da levende Zoologer, hvil- 
ken ogsaa i hoi Grad er bleven det tildeelt. Seer man hen td de Om- 
stændigheder, under hvilke Fauna gronlandica blev udarbeidet, td den 
Tilstand, i hvilken den beskrivende Deel af Zoologien dengang, over- 
ladt til sig selv og uden Veiledning af den sammenlignende Anatomie, 
befandt sig, og til den Forberedelse i Videnskabon, som den op til 
Gronland gaaende Missionær havde kunnet tilegne sig, vil man finde 



\^ 



86 



Anledning- til at ønske, at Forfatteren havde i en sildigere Periode af 
sit naturhistoriske Studium havt Ledighed til at foretage en paa nye 
og umiddelbare Sammenligninger bygget Omarbeidelse af sit Arbeide; 
men formodentlig har Vanskeligheden i at erholde de til en saadan Re- 
vision nødvendige Dyrarter indsamlede i Grønland været den største 
Hindring for et saadant Foretagende. I sin lange og til Naturhistorien 
ofte henvendte Virksomhed søgte imidlertid Fabricius ved flere Afhand- 
linger, deels i det K. Videnskabernes Selskabs Skrifter, deels i Natur- 
historie-Selskabets Skrifter, at berigtige, fuldstamdigjore og- forøge de i 
haus Fauna givne Efterretninger om de i den optagne Dyrarter. 

Gronland er ved sin store Udstra^kning næsten at betragte som et 
Fastland, og skulde saaledes i sin Fauna vise større Eiendommelighed 
end Oerne pleie at vise. Det danner formedelst sin Beliggenhed imel- 
lem Island og Spitsbergen paa den ene Side, og Labradorkyslen tillige- 
med Landene Norden for Hudsonsbugten paa den anden Side, saa at 
sige, en Overgang imellem Europa og Amerika. Det frembyder derfor 
et fortrinligt Sammenligningspunkt i Undersøgelserne om Forskjellen af 
Formernes Fordeling efter den geographiske Længde i den nordlige 
polare Zone. Holde vi os nu i denne Sammenligning til de systema- 
tiske Benævnelser i Fabricii Fauna grbnlandica, hvorved vi ville ind- 
skrænke os blot til Betragtningen af Hvirveldyrenes Række, saa træffe vi 
kun meget faa Navne, som ikke erindre os om den europæiske polare 
og nærmest tilgrændsende Zones Fauna, og saaledes fremgaaer den euro- 
pæiske Character deraf. 

A. Pattedyr. 

Iblandt Pattedyrenes Navne minder et Stykke af Pandeskallen 
af en Moskus-Oxe , som paa en Iisblok fandtes drevet ind i det grøn- 
landske Kysthav, og som gav Anledning til at optage Bos grun~ 
niens (moschalus) i den grønlandske Fauna, os om de ligeoverfor 



87 



liggende Kyststra>kninger og Oer af det boreale Amerika, hvor denne 
store Oxeart træffes om Sommeren, Selv paa Melville-Oen indfinder 
den sig- om Foraaret. Ildandt Vandpattedyrene træffe vi vel en for den 
europæiske Fauna den Gang ubekjendt Art, Anarnaken , (Monodon 
spurius) , men som sildigere og\saa er truffet i det europæiske Nordhav. 
De (ivrige fremmede Navne, som Ursus luscus og- Plioca ursina, grunde 
sig- paa Beretninger af de Indfodte, hvortil niaa benian-kes, at Ursus 
luscus dog- vilde være det samme Dyr som Mustcla Guln, hvis Fabricii 
systematiske Navn paa Amarok grunder sig- paa en Grenlænders Beskri- 
velse, hvilket ikke er troligst. Det er ikke usandsynligt, at Amarok er 
den nordamerikanske Ulv, som efter nyere Sammenligning-er er forskjellig 
fra den europæiske. Dette Dyr traf lioss paa Melville-Oen, og- de hun- 
grige Ulves Streiferier strække sig ofte langveis, saa at det vel kunde 
tænkes, at nogle enkelte tilfældig viis af og til ogsaa kunde komme til 
Gronland , hvor de ligeledes træffe Rensdyr, hvis besynderlige Tra'k- 
ningsforhold i disse Egne endnu ikke er tilstrækkeligt oplyst. De 
Forandringer, som Fabricii Pattedyr - Fortegnelse har erholdt ved 
nyere Sammenligninger og Opdagelser, ere ikke betydelige. Haren 
er af nogle Naturhistorikere erkjendt som en ny Art, der er forskjellig 
fra den især i det nordlige Europa forekommende Hare, der bliver hvid 
om Vinteren (Lepus variabilis), og har faaet Navnet Lcpus glacialis; 
men Andre finde ikke tilstrækkelig Grund til en saadan Adskillelse mel- 
lem dem. Scoresbij har paa Ostkysten af Gronland imellem 71° og 72° 
N. B. opdaget en Art af Gnavernes Orden, som af Dr. Trail er bleven 
kaldet Mus (Hypudæus) yrbnlandicus. Begge disse Arter forekomme 
ogsaa paa Ostkysten af de Norden for Hudsonsbugten liggende Lande 
og Oer. De gronlandske Sælarter have siden deres Naturhistories Be- 
arbejdelse af Fabricius ingen Tilvæxt erholdt. I det kongelige Museum 
findes imidlertid tvende udstoppede Sælhunde, som fortjene en noiagtigere 
Undersogelse end den Tiden denne Gang tillader. Den ene er indsendt 



88 



i sin Tid fra Godthaah af Kapt. Holbiill, som en Varietet af Phoca 
hispida, den er ;:f en sortehruun Farve med smaae uregelmæssige og 
adspredte Pletter, og har hiins Haaivæxf. Den anden er indsendt af 
Kjohmand Fleischer i Omcnali. Den er guulagtig hvid af Farve, uden 
Pletter, og har en reen glindsende og jylat Haarvæxt. Endelig var 
Grindehvalens Forekomst ved de grønlandske Kyster Fabricius ubekjendt; 
dett naturhistoriske Museum har erholdt flere Cranier af denne Art fra 
forskjellige Handelssteder. 

B. Fugle. 

Ihlandt de ffronlandske Landfundc forekommer et Par systematiske 
Benævnelser, som minde os om de vesten for liggende Lande, men 
begge disse amerikanske Arter ere optagne efter Grønlændernes Beskri- 
velser. Med Hensyn paa den ene af disse er der siden 50 Aar ingen 
Fugl blevet hekjendt fra Grønland, som kunde fremkalde Forestilling-en 
om Partis bicolor. I Henseende til Strix Asio finde vi i de nyere Op- 
dag-eiser Grund til at antage, at Fabricius har taget Feil i at forklare 
et bestemt Udtryk i Griinlænderncs mundtlige Beskrivelse af denne Ugle. 
Thi det er Angivelsen af store Oren, som har foranlediget den systema- 
tiske Bestemmelse i Fauna gronlandica. Fabricius har nemlig hentydet 
hiin Angivelse paa de forlængede Fjer i Panden, men Grønlænderen har 
uden al Tvivl med sit Udtryk meent de virkelige Oreklapper, som hos 
nogle Uglearter have en udmærket Størrelse, saaledes som virkeligt 
Tilfældet er hos Strix brachyotos, paa hvis Oreklapper Ordene: u aiiri- 
cnlis marginc ciliatis" i Fabricii Anmærkning fortrinligt passe, og tjene 
til at bekræfte min Mening. Moscuglen (Strix brachyotos) er for mange 
Aar siden blevet mig tilsendt af daværende Coloniebestyrer i Juliane- 
haab , Hr. Monrad. Exemplaret var skudt i Bugten Ttmnudliorbik, 
just der, hvor Fabricius siger, at Strix Asio skal findes. For et Par 



80 



Aar siden bar jeg erholdt et aodet Exeniplar ligeledes fra Julianehaabs- 
distriktet. Da Strix brachyotos er en for Europa og- Nordamerika fæl- 
leds Art, da jeg- ogsaa har erholdt Exemplarer af den fra Færoerne, 
hvor den efter skriftlige Meddelelser skal ankomme shjondt i meget 
ringe Antal regelmæssigt hvert Foraar, saa bliver del hoist sandsynligt 
at den ogsaa forekommer i Island, og at den ubekjendte Ugleart, som 
Ola/sen har afbildet Tab. 46, og som har været forskjelligt benævnet, 
ligeledes er Slrix brachyotos. Hvorvidt nu den store Lighed mellem 
de nordeuropæiske Fortegnelser paa Landfuglene og den i Fauna yriiu- 
landica leverede hidrører fra eiendommelige europæiske Arter eller fra 
Mængden af arctiske Arter , som altsaa ere fælleds for den hele arctiske 
Zone, og følgelig ikke kan give den grønlandske Fauna en særegen 
Characteer, eller fra Urigtighed i Navngivningen i Fauna gronlandica, 
er her ikke Sted at undersøge*). De sikkreste Veiledere i disse Under- 
søgelser ville de Fuglearter være, som kun i Udrugningsperioden søge 
op til den arctiske Zone, men tilbringe Vinteren i Nærheden af den 
tropiske Zone eller i samme. Af saadanne Fugle har Gronland kun en 
eneste aldeles europæisk Art, nemlig Saxicola Oenanthe; da denne 
mangler aldeles i de forskjelligc amerikanske Faunaer, da selv Slægten 
Saxicola kun har en sig nærmende Repræsentant i Saxicola Sialis **), 
saa maa denne Art trække til Gronland og derfra igjen tilbage til Syden 
over Europa, hvilket ligeledes maa være Tilfældet med Dfiimenius 



') En til de mindste Maal- og Farvenuancer sig strækhende Sammenligning af gron- 
landske og europæiske Individuer, har vel i de nyere Tider ladet i de gronlandske 
Orne, Falke, Ryper, Struntjægere, Ederfugle, Haiinibre o. s. v. see eiendom- 
melige Arter, som skulde være forskjelligc fra de europæiske, hi is systematiske 
Pfavne de hidindtil have fort; men det synes som den angivne forskjelligc Loealitet 
har havt stor Indflydelse paa disse Adskillelser. 

••) Selv som Slægtsform er denne Art saa forskjellig fra den europæiske Snxicvln- 
Slægt, at nyere Systematikere danne en egen Slægt af den 

Vid- Scl. ualttri'id. og tnathein. .4fh. VU Bed. ^J 



90 



Phæopas, der synes at forekomme regelmæssigt men i meget ringe An- 
tal i Gronland. 

Vandfuglene, som udgjore det stbrste Antal af gibnlandske 
Fugle, ere i Europa fortrinsviis Polarfugle, hvad enten de saa ere 
Standfugle, eller de blot opholde sig der i Ldrugningsperioden , og 
dette er Aarsagen til, at de for en stor Deel blive fælleds for den 
gamle og nye Verden ; vi træffe heller ikke i Fabricii Fortegnelse en 
eneste Art, som vi jo ikke kjende fra de europa>iske Faunaer. 

De Forogelser, som Fortegnelsen paa de grbnlandske Fuglearter 
har erholdt, især i de sidste 8 Aar, ere meget betydelige, og da de 
tildcels forandre Charaetercn af denne Fauna, synes det passende at give 
en Oversigt over dem i denne Indledning, hvis Restemmelse er at vise 
Overvægten af eicndonimelige eller amerikanske Hvirveldyr over de 
udelukkende europa'iske i Gronland. Denne Tilvæxt skyldes især Capi- 
tainlieulenant Hollbiill, den af Gronlands naturhistoriske Undersøgelse 
fortjente Reisende f r ahl, og forskjellige Andre, som have gjort Sen- 
dinger af Naturalier til det kongelige Museum. 

Vi ville, for at lade den geographiskc Oversigt af Fordelingen 
desto tydeligere fremtræde, aniore disse nye tilkomne Fuglearter under 
følgende Rubrikker. 

i. Tilvæxl af Fuglearter, som ere fælleds for Europa 

og Nordamerika. 

1. Falco Peregrixvs: kun '2de Individuer har jeg seet fra Gronland. 
Denne Art opholder sig efter Itichardson om Sommeren omkring 
Hudsonsbugten og ved Rysterne af det aretiske Hav. Pamj bragte 
liere Exemplarer med fra Melville-Oen. 

2. Strix brachyotos, hvis Forekomst i Gronland i det Foregaaende 
er udforligt omhandlet, findes i Nordamerika meget hyppigt i Pels- 



01 



landene om Sommeren. Richardson traf don indtil den 67° IV B. 
Ved Fortet Franklin blev en Hun skidt den 20 ,lc 3Iai; den havde 
store Blommer i Æggestokken *). 

5. Antuvs aqtaticvs. Saavel Charles Bonaparte**), som Richard- 
son***) gjor Alauda rufa ffilsonii til samme Art, som den euro- 
pæiske Anthus aqvaticus. Museet liar erholdt flere Exemplarer fra 
forsLjellige Steder mellem Julianehaab og- Holsteinborg af en An- 
thus- Art, som stemmer overeens med f) ilsom, men hvis Næh er 
noget tyndere, og' hvis bagerste Taaes Kloe er lidt mere boiet end 
hos Anthus aqvaticus. Ogsaa i Storreisen, men især i Nuancen 
af Farven, er Forshjcllen mellem de europæiske og- grønlandske 
Individuer mærkelig-. To Individuer, Han og- Hun, bleve af J'ahl 
fang-ede ombord paa Skibet den 13 lle April 1828 under 59« 44' 
IV. B. og- 2° 9' Vesten for Gronland. 

4. Alauda alpestris, af hvillhcn Art Hr. Capitainlieulenant Holbiill 
har truffet et Exemplar ved Godlhaab, som nu findes opstillet i del 
kongelige Museums europæiske Samling-. Iudividuet har været en 



•) Temmincli fortæller i det ls(c Supplement lil Manuel il'ornithologic paj;- 44, at 
han har erholdt tvende Exemplarer af Strix lapponica, dræbte i Gronland. Vi 
have iblandt de talrige Individuer af Strix nivca, som i et Tidsrum af 10 Aar ere. 
indsendte til Museet fra alle Districter i Gronland aldrig erholdt denne Ugleait 
derfra. Angivelsen af den Vei , paa hvilken de tvende Individuer ere bragte, og 
paa hvilket Sted i Gronland de ere skudte, skulde have sikkrct denne nye Localitct 
imod Tvivl, som let vil opstaae hos den der veed. at Benævnelsen "Giiinlandsfarei ' 
anvendes paa alle de Skibe, som udrustes fra Elhegnene og fra Dannemark til 
Sælhunds-, Hvalros- og Hvalfiskefangst, saavel Osten som Vesten for Gronland, af 
hvilke kun et snare ringe Antal conimunicerer med Landet selv. Imidlertid ligger i 
de climatiske Forhold ingen Modsigelse, da efter Richardson Strix cinerea , som 
kal »ære synonym med St. lapponica , rækker i Nordamerika til den C>l}° N. li, 
imedens Strix nivca endnu trælles paa (\vn 75° .>. I!. Med denne sidste Arts 
langt nordligere Forekomst lader ogsaa dens Talrighed i Gronland sig let forene. 

•■) Annals of Ihc Li/ceum of natural histonj nf Pfttv-York, Vol. II. pag. 80, hvor ban 

kalder den Anilins spinolclta. 
"•) Fauna horeali-amcricana , fol 11 pag 23! Tab. 44. 

M* 



02 



gammel Han i fuldkommen Sommerdragt, som sees af den gule 
Farves storré Intensitet, og deraf, at de mattere farvede Fjer- 
spidser paa Hovedet allerede ere afslidte. Af denne ene Erfaring 
lader sig intet slutte om denne Arts Forekomst i Gronland; som 
bekjendt er den i Nordamerika om Sommeren en meget hyppig 
Polarfugl, imedens den tilbringer Vinteren i 3Iellemstaterne og i de 
sydlige Stater. Den forekommer ligesaa hyppigt i Asien, hvor den 
er Vinterfugl i det sydlige Siberien; kun faa komme til det syd- 
ostlige Europa. 3Iuseet besidder et Individunm, som er skudt i 
Nærheden af Dresden, 
o. Loxia leucoptera synes ikke af Naturen bestemt til at (Inde sin 
Næring i det for Naaletræer blottede Gronland, og kun et Tilfælde 
kan have sat det Iudividuum, som Museet besidder derfra, i saa 
ugunstige Naturforhold. Exemplaret, der er indtørret som en Mu- 
mie, er af en Gronlændcr fra Ostlandet, der sogte til en Handels- 
loge paa Sydlandet blevet medbragt, som en stor Sjeldenhed og 
i Tuskhandel kommet til daværende Kjobmand Monrad i Juliane- 
haab, der har foræret det til Museet. Nogle Fjær i Halen og i den 
ene Vinge ere udrevne, forresten er det fuldstændigt, men forkrollet. 
Arten er kjendelig fra de almindelige ved sin ringe Størrelse, sit 
svagere Næb, og sine tvende hvide Tverbaand paa Vingerne. Det 
har en frisk rod Farve paa Brystet og derefter at domme er det 
en Han. Denne i Europa sjeldne Art skal ogsaa forekomme i 
Asien , men heller ikke der hyppigt , dens egentlige Hjem synes at 
være Nordamerika , hvor den trælfes tvers over hele Fastlaudet fra 
Ost til Vest som Standfugl indtil den 68° N. B. 

6. Calidris arexaria skal efter Angivelse være sjelden i Gronland, 
hvorfra Museet kun har erholdt eet Exemplar indsendt. 

7. Vaxellus melaxogaster. Museet har kun erholdt et eneste 
Exemplar af denne Art fra Godthaabs-Distrikf et. Efter mundtlig Med- 



95 



delelse skal den forekomme enkelt mellem Flokkene af de egentlige 
Brokfugle (Charadrius pluvialis). Da den efter Itichardson træffes, 
shjundt ikke talrigt lige ind til Amerikas nordligste Polargrøndse 
bliver dens regelmæssige Forekomst i Griinland sandsynlig, hvor 
den vel forvexles med Brokfuglc, som det indsendte Exemplars 
systematiske Navn viste paa den tilheftede Seddel. 

8. Trin g a islastvicjl forekommer, men som det synes sparsomt, idet 
sydlige Griinland i Rugetiden, da jeg har faaet derfra saavel gamle 
Individuer i Sommerdragt, som unge Fugle; den skal blive hyp- 
pigere Nord paa især imellem Jacobshavn og Omenak efter Ur. Vahls 
Angivelse. Den har været truffet saa langt, som de engelske Ex- 
peditioncr have naaet mod Norden af Amerika. 

9. Podiceps corxvtus. Det eneste Individuum, som, saavidt jeg 
veed, er kommet fra Griinland ; og som lader tillige formode, at 
denne Art maa yngle der i nogle Fjeldsoer, er indsendt af Ur. 
Vahl. Det er en ung Fugl, skudt den l'2 ,e November 1828 ved 
Nennorlalik i Julianehaabs-District. Maaskee kunde den uagtet sin 
Ungdom, have befundet sig paa Trækket fra Island, og være blevet 
kastet ved Storm ud af sin Retning. 

10. Larvs leucoptervs; denne »(Faber ved hans Ophold i Island 
forst opdagede, beskrevne og benævnte Art lindes i storste Mængde 
og allevegne langs de grønlandske Kyster fra Cap Farvel indtil 
Omenak — baade Vinter og Sommer — den yngler i store Skarer 
paa Fjeldsiderne. 

11. Larus Sabini optages under denne Rubrik efter Iagttagelser af 
Sabine, som har truffet denne nye Art ogsaa ved Spidsbergen. De 
forste Exemplarer bleve bragte til Europa af Professor Giesccke. 
De (Han og Hun) vare blevne skudte paa Hundeeiland i October 
Maaned 1808 af Kjobmand Miirck. Begge Stykker bleve af Gieseske 



SK 



forærede lil det Keiserlige Museum i Wien. Denne Art fattes endnu 
i de herværende Museer. 

12. Lestris pomarina. Deraf besidder Museet lain tvende Individuer, 
af Iivilhe den ene er en gammel, den anden en ung- Fugl. 

15. Lestris Bi ffomi eller den tyndnæbbede Struntjæjjer synes ikke 
at va*re sjelden i det nordlig-e Gronland, hvor den skal udrug-e paa 
de yderste Oer. 

II. Pi ffinus .-/.vciori/u, hvoraf Museet hun bar erholdt et eneste 
Exemplar, som er skudt under Gronlands Kyster, er af andre Iagt- 
tag-ere ikke funden i Gronland, hvorimod 

la. Pi ffixvs ciserevs ifolg^e Capitainl. Ilolbblls Meddelelse ikke saa 
sjelden i sta^rk Taage kommer fra Havet langt ind i Bugterne. Mu- 
seet har erholdt tvende Individuer af denne Art fra Gronland. 

1(>. Om Forekomsten af Tiialassidroma Leacuil i Gronland havdcs 
kun ubestemte Efterretninger fra Kjobmand Moller i Frederikshaab, 
da Ur. Molboll hjembragte fra Godlhaab tvende Exemplarcr, som 
ban forærede til det Kong-elig-e Museum. De svare aldeles til den 
Beskrivelse af Arten, som lir. Temininc/i bar leveret i sin Manuel 
tFornithologie. Efter lir. Holbblh Meddelelse forekommer denne Art 
ikke sjelden ved de gronlandske Kyster, endog- i de slorre Havbugter. 
Charles Bonaparte beretler, at den ikke er sielden ved iYeiv Loiind- 
land*); Arten er fdrste Gang- bleven bestemt efter Individuer fra 
de nordlige brittiske Oer. 

17. C i'G.vrs siezanoryxchus. Et Exemplar af denne Art blev skudt af 
Capitain Graah indenfor Cap Farvel, det eneste, saavidt jeg veed, 
som er truffet ved Gronland. Skindet af den befindes i det natur- 
historiske Museum. Der er ingen Grund til at ansee den i nog-en 
Maade forskjellig- fra den islandske, hvilket dog- den syngende Svane 



S. Ammh of ihe Luccum of natur ni histori/. Vol 2, paj;. 3G7. 



95 



i Pelslandene i Amerika efter Richardson skal være, som kalder 
den Cygnus Buccinator. 

18. Anser hyperborevs. Denne Art maa forekomme i Udrugnings- 
tiden i Gronland; tlii de tvende Exemplarer, som Museet har erholdt 
fra Gronland, ere begge i de unge Fugles Dragt og ere skudte 
om Efteraaret. 

19. Anser albifroxs. Det er ikke usandsynligt at det i en Afhand- 
ling i Tidsskriftet for Naturvidenskaberne 7. Hefte omtalte Indivi- 
duum af Anser segeltun, som var et særdeles slet aftrukket Skind, 
er blevet af mig urigtigt tydet, og at det har været en ung Anser 
albif'rons, af hvilken Art jeg senere na-stcn hvert Aar har erholdt 
et eller andet Exemplar, saavcl af gamle som unge Fugle; kun et 
eneste Exemplar havde Bugen næsten ganske sort. Den skal i stor 
Mængde udruge sine Æg paa Holmene i en Fcrskvandssoe henved 
den 68° N. B. 

20. AnfAS acvta. Denne Art, som efter Richardson opholder sig for- 
nemligen paa Soerne i de nordlige Dislricter, og som udruger ved 
barren grounds i Nordamerika, træffes, skjiint vistnok sjælden, i 
Nordgrønland. Museet har fra Kjobmand J'leischer i Omenak, 
henved 71° N. B. erholdt en Han i fuldkommen Dragt. Ogsaa fra 
Fiskernæsset er et Exemplar blevet indsendt. 

21. Anas Crecca. Denne Art, som Ur. Vahl traf en eneste Gang paa 

Ostkysten, forekommer, efter de modtagne Individuer at slutte, hist 
og her paa Vestkysten indtil Jacolfshavn, som er det nordligste Sted, 
fra hvilket jeg har erholdt den; dog synes den i alle Districter at 
være sjelden. 

22. Axas perspicillata*). Det synes, som om den af Capitain Graah, 

i hans Beise pag. 115, omtalte Fugl, der fangedes ved Iisblin- 



•) Denne Art lindes aftegnet i Nilsons lllnminerade Fignrar til skandinavisk Fauna, 
14. Hefte Tab. 115. 



OG 



kcn Colberger Heide, 6i° 10' N. B., og: hvoraf Hovedet er afbil- 
det paa Tab. 8 Fig. 4, maa have været en Han af denne Art. 
I den arctiske Zone af Amerikas Fastland forekommer den efter 
Richardson rugende ved Kysterne af Havet, ojj- opholder sig paa 
Efteraarsfrækket ombring- IIudsons-Bugten og- paa Ferskvandssøerne 
inde i Landet saa længe Vandet er aabent. Senere har Museet af 
Capilainlieutenant llolbiill erholdt et meget g-odt Exemplar af en 
gammel Han i Vinterdragt, som er si. udi i Godthaab.« District. 

2. Tilvæxt af Fuglearter, som ere eicndommelige for den 

ostlige Hemisphære. 

i. J'axellus cnisTATUs. Et Exemplar af denne Art blev skudt i Aaret 
1820 den 7 nc Januar ikke lang-f fra Fiskernæsset, og- af afdode I»am- 
merraad Heilmann ved lians Hjemkomst givet til Museet. Det slet 
behandlede Stykke var en fuldvoxen Han. Det er ikke vor Mening 
at indfore denne Fugl i den g-rijnlandske Fauna som en den til— 
horende Art, men kun at opbevare denne mærkværdige Afvigelse 
fra den sædvanlige Træknings-Retning. Viben vil Jigesaalidt kunne 
ansees for en grønlandsk Art, fordi den engang er skudt der, som 
den sorte Ibis (Ibis falcinellus) kan optages som en den islandske 
Fauna lilhorende Art, fordi en Flok af 10 til 12 Individuer i Be- 
gyndelsen af Sommeren 1824 viste sig paa den sydlige Ende at 
denne oceaniske Oe*). O^'saa Aarstiden, i hvilken Viben blev 
skudt, er mærkværdig; den viser hen paa en længere Omflakken 
fra Sted til andet. Faber bemærker i sin Prodromus der isliindichen 
Ornithologie , at Viben, som aldrig udruger i Island, underliden 



•", De fleste bleve skudte, hvorved det kongelige naturhistoriske Museum kom i Be- 
siddelse af 5 Stykker, af hvilke tvende blcrc udstoppede og opstillede. Alle In- 
dividuer vare fuldfarvede. 



97 



i det sildige Efteraar forvilder sig derhen , og- at navnligen i 

Aarene 1818 og 1820 dette fandt Sted. 
2. Numenius Phæopus. Denne europæiske Arts Forekomst i Gron- 

land ved Siden af en nordamerikansk Art af samme Slægt, som 
vil blive anfort i na>ste Afsnit, er forst i de sidste Aar bleven iagt- 
taget. Den synes at være sjælden. Museet har i Aarene 1851 — 55, 
hun erholdt 5 Exemplarer, fra Colonierne Omeital; og Godhavn i 
Norden, og fra Frederikshaab og Julianehaab i Syden. Alle vare 
fuldfarvede og aldeles udvoxne; det ene af disse bor paa Grund af 
det længere Næb antages for at være en Hun. Foruden disse fem 
have vi Efterretning om et Par Individuer, som ere trufne ved 
andre Ilandelsloger ; men der fattes os Kundskab om Fuglens Ud- 
rugning og hele Opholdstid i Gronland, imidlertid bevise de erholdte 
Individuer, at den forekommer fra den nordligst" til den sydligste 
Deel af Landet, og da disse ere skudte i forskjellige Aar, synes den 
ikke at være en til Gronland tilfældigviis ankommende Fugleart. Denne 
Art forekommer, som bekjendt, i Island meget hyppigt. Dens An- 
komst til Landet skeer der efter Fabers Beretning i Slutningen af 
April og i Begyndelsen af Mai; og allerede i Midten af September 
er den igjen aldeles forsvundet. 

5. Tilvæxt af Fuglearter , som ere eiendommelige for 
Nordamerika eller fortrinsviis forekomme der. 

\. Sylvia — ? (Tab. 1. Fig. 1). Vi kan ikke med Noiagtighed 
bestemme til hvilken Art denne lille Græssmutte henhorer, da det 
eneste Exemplar Museet besidder, og som er skudt ved Godthaab, 
har tabt nogle Fjær. Den kommer nærmest til Sibilhttrix iblandt 
vore europæiske Sylvia-Arter , med Hensyn paa Farve og Udseende, 
men den er kjendeligt mindre, dens Næb er lidt kortere op- stærkere 

fid. Scl. naturvid, og mathem. Afli. fil Deri il 



98 



Den groune Farve er mere levende, og' videre udbredt, Underdelen 
er gronlig guul, Midlbugcn hvidagtig ; der sees ingen guul, eller 
anderledes farvet Slreg over Oinene. Den skal efter en Sammen- 
ligning-, som er anstillet med den i Berliner-Museet, liave meest Lighed 
med en under Navn af Sylvia Mcxirana der opstillet Art, men dog 1 være 
forskjellig fra den. Richardson anforerJkun een Sylvia-Avt, som træk- 
ker i Nordamerika saa liiiit mod Norden, at det kunde være muligt 
at den ogsaa kom til Sydgrønland. Denne er Sylvia æstiva, som 
udruger endnu paa den 68° N. B. , shjondt dens Vinterzone ligger 
hen imod Vendecirklen. Dog en Hun eller ung Fugl af denne 
Art kan den grønlandske Sylvia ikke være. 
2. Troglobytes palvstris. Deraf besidder Museet et Evemplar, som 
jeg tidligere har angivet og tildeels beskrevet i en Afhandling om 
Grenlands Fugle*), men som den Gang af Mangel paa literaire 
Hjelpemidler ikke med Sikkerhed kunde navngives. Den blev skudt 
i Midten af Mai Maaned ved Godtbaab. Saa vidt jeg veed er 
denne Fugl ikke siden blevet fundet i Gronland, og man kan altsaa 
ikke bestemme om den er en der redebvggende Art; imidlertid 
synes dette ikke antageligt, da Arten tilhorer en sydligere Zone, i 
det mindste efter Itichardson , som kun har truffet den indtil den 
i>r>° N. B. , ostlig for the rocky Momilains^ og der kun sjelden og 
blot som redebyggende; dens 5 drugningszone optager efter ham 
Strækningen imellem den 40° og 55° N. B.; Vinteren derimod 
tillmnger den i Florida og Louisiana. Museets Exemplar, som 
blev skudt ved Fiskernæsset af Kjobmand Ilvilinuun den 10 (lc Oeto- 
ber 1825, har et stærkere Næb end den europæiske Gjerdesmulte; 
Hovedet er ovenpaa brunsort, i Midlen fra Næbroden til Bag- 
hovedet noget lysere. Fra Næseborene lober paa hver Side over 



") Tidsskrift for ISnturvidcnst;, 2den Aargang tstc Ilrftc pag. 74. 



99 



Oinene et graabvidt Baand imod Baghovedet. Fra Oreregionen jjaa 
hver Side trækker sig- et smalt rodligbrunt Tverhaand, som forener 
sig- fra begge Sider i Nakken, neden for samme ere Overhalsens 
Fjær brune med en hvid Plet langs med Skaftet. Grundfarven 
oven paa er rodbrun, paa Byggen uden morte Tverhaand, som 
heller ikke findes paa Halens iiversle og nederste Dækfjær. Ingen 
lyse Pletter paa det udvendige Shja'g af* de store Svingfjær, som ere 
spidsere end Los den europæiske Troglodytcs. Ligesom bos denne 
ere de rodbrune Halefjær, Sving fjierene af anden Orden og de 
indvendige Vingedækfjær tegnede med smalle sorte Tverhaand. 
Struben, Underhalsen, Brystet og- Bugen ere graalig hvide, til 
Siderne lidt trækkende i det rodlige. 
5. Frixgilla leucopurys (Tab. I. Fig. 2) synes regelmæssigt som 
redebyggende Fugl at bestige Gronland. Om Efteraaret er den seet i 
smaae Flokke i 3Iellemgionland ; ogsaa i Begyndelsen af August 
Maaned er den truffet af Ur. HolbiJll; en gammel Han fra denne 
Aarstid er opstillet i det Kongelige Museum. Den blev skudt den 
l(i de August 182 i, 12 Mile dybt ind i Landet. Hr. Holbiill borte 
tydeligt paa dens Lokkestemmc, at dens Mage eller dens Unger 
vare i Nærheden. Fuglens Bede er imidlertid endnu ikke blevet fun- 
det nogensteds i Gronland, ligesaa lidet som dens Ankomst og Bort- 
gang er iagttaget, li.ichnrd.son angiver, at dens Udrugnings -Zone 
strækker sig i Nordamerika paa den iistlige Side af rockij Mountains 
imellem oo° og 68° IV. B., at den allerede i den sydlige Deel af 
denne Zone er Standfugl. Dens Vinteropholdssted er i de nordlige 
og mellemste amerikanske Stater, men allerede i Egnen af Phila- 
delphia paa 40° N. B. er den en sjelden Vinterfugl efter Charles 
Bonaparte. Dens Forekomst som en regelma'ssigt redebvggende 
Fugl i Gronland, stemmer saaledes aldeles overeens med de climatiske 
Forbold, under hvilke den er fordeelt paa det nordamerikanske Fast- 

N* 



100 



land. Denue smukke Fugleart henhorer til samme Afdeling- afFinke- 
slægten, som de europæiske og asiatiske Arter Fringilla rustiea og 
Fr. Pithyornus, til en Overgå ngsform imellem Finkerne og Værlin- 
gerne (Emberiza), og blive derfor af nogle Faunister satte i den 
ene, af andre i den anden Slægt. Museets Excmplar er en Han. 
Hele Overhovedet og Natten er sort, hvilken Farve afbrydes ved 
tre hvide Længdebaand, af hvilke det 3Iellemste, som tager sin Be- 
gyndelse lidt ovenfor Capistrum, er det bredeste. De andre to ere 
smallere og begynde hver paa sin Side umiddelbart over og foran 
Oienlaagene. Alle tre liibe sammen i Nakken, som derfor næslen 
ganske er af hvid Farve, og har paa hver Side et sort Tverbaand; 
Mcllcmrvggcns Fja-r og de store Vingedækfjær have en hvid Plet. 
Bagrvggen og Overgumpen ere brune, Struben hvid, Siderne af 
Halsen og Brystet blaaliggraae, Mellembugen graalighvid, Under- 
gumpen smudsigt rodligguul. Halen lang, dens Fiær ligesom Vin- 
gernes med småle lysebrune ydre Kanter. 
i. JIirv x do american a 11 ils. Denne Svalearts Forekomst i Grunland 
maae vel ansees for tilfældigt, da det eneste mig bekj endte Indivi- 
(luuin derfra var, da det fangedes, aldeles ubekjendt for Grønlæn- 
derne: det blev taget ved Fiskernæsset efter en meget hæftig Storm 
fra Sydost, og indsendt til Museet af lir. fald. Paa det ameri- 
kanske Fastland gaaer denne Art indenfor Polarcirkelen, og Richard- 
son*) har truffet den redebyggendc ved Fortet (jood Hope under 
07^° N. B. 1 Temperaturforholdene synes derfor ikke at ligge 
nogen Grund for, at den ikke skulde kunne forekomme regelmæssigt 
i det mindste i Sydgrønland, dog er Yngleperiodens Temperatur 
maaskce storre paa Fastlandet selv under den 67° > T . B. end i 
Grunland paa 63°. 

') 1. c. pag. 32!) 



101 



5. Numenius n u d s o a i c vs (Borealis / Tiis.) (Talj. 18.). Det er mæi •!;- 
værdiget, at tvende Arter af Reg-nspaaer-SIæg ten (VmmjpjjiW), en fra 
hvert Fastland, tre (Te sammen under Udrugrnin es-Perioden i Gronland, 
at altsaa den ene Art om Efteraaret trælsker mod Sydost for at si'ige 
sit Yintcrqvarlccr i den gamle Verden, imedens den anden siiger mod 
Sydvest for hen imod den strængre Aarstid at naac over fil Arner ilia. 
Vi have i det Foreg-aaende sog-t at g-odtg-jorc at Numenius Phæopus 
i faa Individuer udrug-er i Gronland fra den (50 til den 70° N. 15., 
en Udrug'ning-szone, som omtrent falder sammen med Artens euro- 
pæiske Redezone. At ogsaa Numenius huilsonieus, skjondf i endnu 
ringere Antal, kommer regelmæssigt til Gronland, synes de 2 <le E\- 
emplarer, som Museet har faaet tilsendt derfra under Navn af Nu- 
menius Phæopus, at vise, thi de ere fra forskjellige Steder, det ene 
nemlig- fra Jakobshavn, det andet fra Godthaab; de ere fangede i 
to forskjellige Aar, som gjor det mindre rimelig! at deres Ankomst 
har været tilfældig-; med denne Mening- synes imidlertid Rieharthons 
Jag-ttagelsc ikke at stemme overeens, efter hvilken denne Arts nord- 
ligste Grændse i Nordamerika som redebyggende Fugl antages al 
være den 60° N. R. Men det er sandsynligt , at den er sat noget 
for sydligt, thi efter samme Forfatter er Arten paa den a4° N. R. 
endnu blot en til Redezonen, og- derfra igjen til Vinterzonen, som 
sættes henimod Vendekredsen, g-jennem trækkende Fugl. Denne Art, 
som har de tre hvide LæDg-dehaand paa Hovedet tilfælleds med 
Numenius Phæopus, adskiller sig- fra denne derved, at Ragrvggens 
Farve ikhe er hvid som hos denne, men af samme Farve som den 
(ivrige Ryg", hvori den har Lig-lied med den europa'iske stiirre Art 
Numenius arquata. Museets opstillede Exemplar er efter Ur. Ilot- 
hblls Ang-ivelse en Hun. Den er kjendelig- mindre end en med den 
sammenlignet Han af Phæopus, ligeledes fra Gronland. Længden 
af Fodroden er hos den sidste to Tommer fire og en halv Linie: 



102 



hos Itudsonictis hun to Tommer en og en halv Linie. Mellemste 
Taa hos forste en Tomme og fem Linier, hos sidste en Tomme 
fire og en halv Linie. De mellemste Halefjær have hos Phæopus 
9 lyse Tverhaand, Fjærenes lyse Spidse deri indbefattet, hos hudsoni- 
cus er derimod Antallet 11. 

(». S co lopaxgrisea. Da Museet hun er i Besiddelse af et eneste Skind 
af denne Art, som i Aaret 1824 blev indsendt til samme fra Fisher- 
næsset, lader det sig ikke bestemme, om det har været blot tilfældige 
Aarsager, som have fordrevet delte Individuum til et forArten usædvan- 
ligt Opholdsted. Da den imidlertid efter Richardson har den 70 de Grad 
IV. B. som nordlig- Grændsc for sin Lfdrugningszone , saa vilde der 
ikke være noget paafaldende i dens regelmæssige Ankomst hvert Aar 
til Gronland. Skindet var ved Modtagelsen meget forkrollet og til- 
smurt, dog hunde Arten tydeligt erkjendes paa den korte Iluud, som 
forhinder den udvendige Taae med den mellemste indtil Enden af 
forste Fingerled, paa de tolv Halefjær mod talrige Tverhaand, paa 
del hvide Skaft af den forste Svingljær, og endelig paa den hvide 
Btigrvg. Forresten passer dets Farve og Tegning bedre til den Be- 
skrivelse som Professor Nilsson har givet af det Paikulske Exem- 
plar*), end til den af Temminck leverede. Formodentlig har saavel 
del forstnævnte som del gi-finlandske været skudt om Elleraarel, og 
folgelig i deres Vinterdragt. 

7. Rjllus cAKOLiNua maae vi regne iblandt de Fuglearter, som tilfæl- 
digviis fordrives til Gronland. En fuldvoxen Hun af denne Art blev 
skudt ved Colonien Sukkertoppen (63° 20' N. B.) den 3^ Octo- 
ber 1825. Det slet behandlede Skind erholdt Museet Aaret derpaa; 
til Sammenligning ved dets Bestemmelse tjente el fra St. Croix 



•) Man er uu blevet overtydet om . at dette Exeinplar ikke er skudt i Sverrij;, oj> 
saaledes bortfalder det vigtigste Beviis for denne Arls Forekomst i Europa 



I0."5 



indsendt Individmini af en Hun af samme Art. llicliardson har 
truffet Rallus carolinus som udrugende Fugl indtil den 62° IN'. EJ. 
8. Pljtypvs Bjnnon n, træffes regelmæssigt men meget sparsomt i 
Gronland, hvor den vist har sine endnu ubel:jendte Rugepladser. 
Den sædvanlige slette Beskaffenhed af Skindene, som ere bragte 
hertil, har foraarsaaget, at man i det hoiestc har anseet den for en 
Varietet af Platijpus Claugula, og saaledes har del ældste Exemplar 
i det kongelige Museum været i de forste Aar betragtet, og hvortil 
det i Revisionen af Gronlands Fuglearter nævnte Individuum*) et- 
at henfore. Det var forst det af Gapitaiu Graah hjembragte og ti! 
Museet skjænkedc bedre Exemplar**), som fremkaldte en noiagtigere 
Undersøgelse. Det synes nu endogsaa efter hvad Museet besidder, 
tvivlsomt om Platijpus Claugula forekommer i Gronland, skjiindt den 
er hyppig i det nordlige Island, og udruger sine I nger især ved 
Mwatn, hvorimod Platijpus Bnrrawii skal forekomme meget sjelden 
paa denne Oe. Da begge Arter ved forste Oiekast ligne hinanden 
saa meget , at de let kunne forvexles, naar man kun har een af dem 
for Oie, og da Afbildningerne af Platijpus liarroivii endnu fore- 
komme sparsomt i de mere tilgjængelige ornithologiske Værker, er 
en efter Museets Exemplar forfærdiget Tegning besorget stukkel i 
Kobber paa denne Afhandlings Tab. III. Det er isa-r den storre Ld- 
bredning ned ad Halsen af Hovedets sorte Farve, og dennes Spillen i 
det blaa, tilligemed den triangulaire Form af den hvide Plet imel- 
lem Oiet og' ISebroden hos P. liarroivii, som vækker den forste Op- 
mærksomhed paa en Forskjel imellem begge Arter, da den ikke saa 
langt sig strækkende sorte Farve af Hovedet spiller stærkt i det gronne 



') S. Tidsskrift for Natur\idcnskahcrnc '2den Aarg. 1ste Hefte pag. o'o Nr. 10. 

•') S. Undersøgelses- Reise til Ostkvsten af Grenland af IV. A. Graah pag. 194, hvor 

den bliver betegnet med det gronlandskc >'avn Aualorlalik; Anns Cltuifjnla hos 

Fabricius forer det gronlandskc >'avn Hærilutorpiarsnk. 



104 



og den hvide Plet næsten er rund hos Hannen af Plalypus Clan- 
tfula. Ved fortsat noiere Sammenligning- finder man flere Forskjellig- 
lieder; saaledes strække de lange Fjær i Baghovedet hos liarrowii 
sig og'saa langt ned paa Overhalsen, og' erc Lande hengere og' spid- 
sere, hvorved Toppen hliver Længere og 1 fuldstændigere Los denne 
end Lo« Clangida. Paa Vingerne er Los den fijrste mindre Hvidt 
end Los den sidste. Næbbet er Los Barrowii nogæt hoiere og bredere 
ved Roden , og- noget smallere mod Spidsen end Los den anden. 
FodrodLenet er en Tomme og - sex Linier langt Los Barrowii og 
hun en Tomme og' tre Linier Los Clangida. Bichardson har truffet 
begge Arter Osten for the roc/uj Mountains som Trælsfugl , dog 
Clangida med en langt hoiere mod Nord liggende Grændse for dens 
Udrngningszone, nemlig den 68° IV. B., imedens denne Grændse 
falder for Barrowii paa den *i7° IV. B.; derefter skulde man snnrere 
formode at træffe /'/. Clangida i Gronland. 
J). Platypvs Albeola er den sidste nordamerikanske Fugleart, som 
vi have at anfore, men maaskee blot som en tilfældig' Tilvæxt for 
den griinlandske Fauna. Del Exemplar af denne lille And, som 
Museet er i Besiddelse af, er en fuldvoxen Hun, som af Hr. Hol- 
biill er truffet ved Godthaab, og det eneste mig- bekjendle fra 
Gronland. Om denne Art siger Bichardson , at den forekommer 
i stort Antal paa Floderne og Ferskvandssøerne i Pelslandenc til- 
ligemed Plattj/nts Clangida, hvilken den ligner i Levemaade, og* i 
Dyhningsfærdighed. Han sa-lter Grændsen for dens nordlige Fore- 
komst at være den 68° N. B. 

Hermed sluttes Fortegnelsen paa den Tilva'xt, som den griin- 
landske Vugle-Fanna , for saavidt den er kommet til min Kundskab, 
har erlioldt i de sidsle Deecnnier. En betydelig Deel af disse Arter ere 
vistnok tilfældige , men deres Anfbrelse kan med Tiden bidrage til at 
oplyse de Aarsager, som bevirke den ikke sjelden forekommende For- 



io;; 



flytning' af en Fugl til et usædvanligt Opholdsted. Andre derimod ere 
uden Tvivl regelmæssige Trækfugle skjiindt i faa Individuer. Ved denne 
Tilvæxt have de eiendommelige amerikanske Arter faael Overvægten over 
de Arter, som udelukkende tilhore den iistlige Halvkugle, og derved er 
ogsaa Hovedforskjellen imellem den islandske og gronlandske Fugle- 
Fmina bestemt. 

C. Fiske. 

Den Foriigelse, som den gronlandske Vishc-Fmma har erholdt 
siden Fabricii Bearbejdelse vil, for saavidt som jeg enten af Autopsie eller 
ved andres Beskrivelse er kommen til Erfaring derom, være bragt i Over- 
sigt i den Fortegnelse med oplysende Anmærkninger, som leveres i denne 
Indledning*). Jeg har anseet det for beqvemt for Læseren, at lade en 
anden Fortegnelse gaae foran, som er uddraget af Fabricii Fauna gronlan- 
dica, og indeholder Navnene paa alle de Fiskearter, som af Forfatteren 
ere blevne optagne i hans Værk, for at Forandringerne saa meget tyde- 
ligere kan falde i Oine. 

Fabricii Fortegnelse over de gronlandske Fiskearter, uddraget 
af Fauna gronlandiea og ordnet efter Cuviers System. 



Anmærkninq. De Artsnavne, som i den foldende Fortegnelse ere trykte 
med eiirsiv Skrift, cre i Folge nyere Sammenligninger blevne urigtigt 
anvendte af Fabricius , og kunne ikke overforcs som Synonymer til 
de europæiske Arter, der bære samme Navne. 



") Da adskillige af de nye Arter kun haves i Museet i et eneste Individuum, og dette 
undertiden er beskadiget , saa vil den fuldstændige Beskrivelse af disse vel nogen 
Tid udsættes i Forventning af flere og bedre Exemplarer. Denne Venten er ogsaa 
Aarsagen til, al denne Indledning kommer saa silde ud. 

f'id Set. naturvid, og mathem Afh. Vil Deel. O 



10f> 



De Artsnavne som intet Løbenummer liave, og som ere iudslut- 
tede i Parentbese, bor aldeles udgaae af den grønlandske Fauna, 
uden at man vil være i Stand til at sætte andre Navne i Stedet 
for dem. 

En Stjerne (*) foran Løbenummeret betyder at jeg- bar erboldt 
Arten tilsendt fra Grønland. 

Et Kors ( f ) efter Artsnavnet er Fabricii Mærke paa at Arten 
er af barn oplaget blot efter Grønlændernes Beskrivelse, eller efter 
andre Forfatteres Angivelse. 

Det efter Artsnavnet følgende Nummer er det Løbenummer, 
som Arten bar i Fauna gronlandica 

Eu Stjerne (*) efler det bageste Nummer betyder, at Fabri- 
cius ansaae Arten for nye. 



lste Orden. Pisces A-canthopterygii. 

*1. Cottus Sconi'ius Faun. Gr. I\r. 115. 

*2. Cotti's Scorpioides Faun. Gr. IVr. 114*. 

*5. Cottus Gobiu Faun. Gr. i\r. Ho. 

*4. Cottus catapiiractus . . Faun. Gr. Nr. 112. 

*5. Perca norvegica Faun. Gr. IVr. 121. 

*6. Gasterosteus aculeatus Faun. Gr. Nr. 122. 

*7* Blennius gunellus . . . . Faun. Gr. Nr. 108. 

*8. Blenmus Lumpenus Faun. Gr. Nr. 109. 

Fabricius bciua'rkcde ikke, at denne sidstnævnle Fiskeart var en nye 
og ubeskrevet Art; lian ansaae den for at være Linnæi Blennius Lumpenus 
Sijst. nat. Ed. XII. Tom. 1. part. 1. pag. 444, hvilken Anskuelse han i 
en senere Afhandling i Naturhistorieselskabcts Skrifter 2 ,,c " Deel, 2 llct 
Hefte pag-. 86 har l'orsvaref. Men hiin Linnæiske Art, som forst er 
optaget i Systemet aSArtedi, er efter min Mening- kun en IVavneart eller 
et Synonym til Blennius viviparus. Artedi grundede Artsmærket for 



J07 



Lumpenus paa en Beskrivelse, som ff^illougfibij (liistoria piscium p. 120) 
har leveret af en Fisk, som han havde truffet paa Fisketorvet i Antwer- 
pen under Navn af Lumpen. Læser man Beskrivelsen med Opmærksom- 
hed igjcnnein, vil man i mange Træk gjenkjende Blennius viviparus; især 
erindrer den angivne Form af Rygfinnen aldeles om denne Art. Vel 
aniorer ffilloughby ogsaa Blennius viviparus som en egen Art, men som 
han kun kjendte af Sclioneweldts Beskrivelse. Artsnavnet Lumpenus har 
saaledes i Fauna gronlandica faaet sin hestemie og- egne Betydning, hvor- 
imod det forhen kun var et Synonym, og kan nu derfor beholdes; men 
uden tilstrækkelig' Grund giver Fabricius den islandske og- norske Art 
samme Navn. 

*9. Blennius punctatus Faun. Gr. Nr. 116. 

Fabricius har i Naturhistorieselskabets Skrifter 2 tlcn Deel 2 dct Hefte 
pag. 84 leveret en Revision af denne nye Art. 

* 10. Anarhiciias Lupus Faun. Gr. Nr. 07. 

(Anarhiciias MiNon-j-) Faun. Gr. Nr. 97 b. 

(Zeus Gallus-}-) Faun. Gr. Nr. 416. 

11. Labrus exoletus Faun. Gr. Nr. 120. 

»den Orden. JPisees Malacopterygii abdominales- 

*12. Salmo Salar| Faun. Gr. Nr. 123. 

lo. Salmo Carfio Faun. Gr. Nr. 124. 

*14. Salmo alpinus (?) Faun. Gr. Nr. 12a. 

*13. Salmo stagnalis Faun. Gr. Nr. 126*. 

16. Salmo rivalis Faun. Gr. Nr. 127*. 

*17. Salmo arcticus Faun. Gr. Nr. 128*. 

*18. Clupea harengus Faun. Gr. Nr. 129. 

*19. Clupea enchasicholvs . . Faun. Gr. Nr. 150. 

O* 



JOS 



3dic Orden. Pisees Malacopteryf/ii Thoraeici. 

*20. Gadus Æglefinvs Faun. Gr. Nr. 100. 

Fabricius har sin Afhandling' om Fjeldræven i den nye Samling 
af det K. D.V. S. Skrifter 5 die Deel pag-. 138 Anm. fe, selv yttret Tvivl 
om Rigtigheden af denne Bestemmelse, hvor han siger, at han "dog ikfee 
er ganske vis paa om den er den rette Kuller*'. 

*21. Gadus Callarias Faun. Gr. Nr. 101. 

*22. Gadus Morrhua (?) Faun. Gr. Nr. 102. 

*25. Gadus barbatus Faun. Gr. Nr. 103. 

*2i. Gadus virens \ Faun. Gr. Nr. 104. 

23. Gadus MERLUcciusf Faun. Gr. IVr. 103. 

26. Gadus 31olva| Faun. Gr. Nr. lOG. 

27. Gadus Brosme| Faun. Gr. Nr. 107. 

*28. Cortpuæna bupestris . . Faun. Gr. Nr. 111. 

29. Peeuro>ectesHippoglossus Faun. Gr. IVr. 117. 
*30. Pleuronectes Cynoglossus . Faun. Gr. I\r. 118. 

Denne Arts urigtige Benævnelse har Fabricius sildigere fuldkom- 
men overheviist sig om; i hans nye zoologiske Bidrag, indrykkede i det 
K. D. V. S. naturvidenskabelige og mathematiske Afhandlinger l st( ' Deel 
pag. 45 kalder han den Pleuronectcs pingvis. Den i hiin Ahandling 
leverede Afhihlning, udkastet med Pennen af Forfatteren selv, er, ligesom 
de to andre Afbildninger af Flynderarter sammesteds aldeles forfeilet. 

*31. Pleuronectes platessoides. Faun. Gr. Nr. 119.* 

I de ovennævnte Bidrag læses en revideret Beskrivelse af denne Art. 

*32. Cyc.loptep.us Limpus Faun. Gr. Nr. 92. 

*33. Cvcloptehus spiisosus .... Faun. Gr. Nr. 93. 

Denne Art har Fabricius i en Afbaudling, som er trykt i Natur- 
historie Selsk. Skrifter 4 ,le Deel 2 dct Hefte pag. 26 o. fl. rigtigen erkjendt 



i 00 



for al have været nye og- ubeskrevet, tla lian optog: den i sin Fauna gron- 
landica. Da det givne Artsnavn er laget fra en Art, som idetmindste 
ikke har hort til Cyclopterus-Slægten , han ingen Forvexling" ved det for- 
anlediges. Fabricius giver en Afbildning: af Fishen i den foranforte Af- 
handlings en anden har Schneider leveret i Syslema ichthyolog. Tab. 46. 

54. Cvc.lopterus minutds .... Faun. Gr. Nr. 94. 
*55. Cvclopterus Liparis (?) . . Faun. Gr. Nr. 95. 

4de Orden. Pisces Malacopterygii Æpodes. 

56. MuRÆNA ANGVILLA Faun. Gr. Nr. 96. 

*57. Opiiidhjm viride Faun. Gr. Nr. 99.* 

*58. Ammodytes Tqbianus . . Faun. Gr. Nr. 98. 

5*e Orden. Pisces Chondropteryyil 

*59. Squjlus carcharias . . . Faun. Gr. Nr. 89. 
Skjondt Benævnelsen er urigtig- er den dog- overeensstemmende 
med de nordiske Faunisters Benævnelse af samme Art baade til den Tid 
og i en lang-t sildig-ere Periode. 

(Squalus PRiSTisf) Faun. Gr. Nr. 91. 

40. Squalus Acanthias Faun. Gr. Nr. 88. 

41. Squalus maximus Faun. Gr. IVr. 90. 

*42. Raja fvllomca Faun. Gr. IVr. 87. 

*i5. Myxine GLUTiNOSAf Faun. Gr. IVr. 554. 

Man har ihke tag-et i Betamkning- at udelade Lobenummere af tre 
Arter i denne Liste, ikke blot fordi man har Grund til at antage, at de 
til Navnet svarende Fiske ikke forekomme i denne systematiske Betydning 
i Gronland ; men ogsaa fordi vi aldrig med nogen Grad af Sandsynlighed 
ville kunne gjette, til hvilke Arter disse Navne vel kunde henhore, saa- 
ledes som vi dog- kunne finde det rimelig-t, at Gadus Brosme, som endnu 



110 



ikke er tinnet iblandt de fra Grønland indsendle Fisl;e, l;an formedelst 

en misforstaaet Opfatning af Grenlændernes Beskrivelse af Fabricius være 

bleven forvexlet med en Art af Skegten Molella , af hvilken det gron- 

landske Kyslhav bar trende Arter. Hvor vanskeligt det vil være at 

udfinde, hvorhen Navnet Anarlvichas minor horer, som Fabricius har 

optaget efter Glalin, indseer let enhver, der veed, at denne Art selv er 

hoist tvivlsom. At Zeus Gallus skulde lindes i det grønlandske Hav er 

hoist urimeligt, og endelig er Squalus Pristis ikke engang optaget ifolge 

Groulændernes Beskrivelse, thi da vilde man ved en saa udmærket Form 

gaae ganske sikkert, men blot som en lilSerar Tilgift, hentet med Tvivl 

af Forfatteren selv fra Optegnelser hos Mariens, Anderson o. 11. — Det 

fortjener at bemærkes som et Beviis paa Grønlændernes Opfatningsevne 

for Formerne, og paa deres Bestemthed i at udtrykke sig, at af de Arter, 

som Fabricius har optaget blot eller de Beskrivelser, som Grønlænderne 

meddeelte ham, ere tre i de sidste 4Aar blevne indsendte fra Grønland ,- 

to af disse : Salino Salar og Myxine (jlutinosa, ere virkelig de Arter, hvis 

Navne de fore, og Gatlus virens eller Sejen nærmer sig idetmindste sin 

Art saa meget, at enhver, som ikke har havt Leilighed til al see den 

norske Scy, men kun, som Forfatteren af disse Bemærkninger, kjender 

den af ufuldstændige Beskrivelser, blot kan anføre enkelte Tvivl om den 

f'Tonlandske Art skulde være identisk med denne, 
ii 

Som Overgang til den følgende Fortegnelse ville vi slutte Frem- 
stillingen af den grønlandske Ichthyoloqie, saaledes som den maa opfattes 
efter Fabricii Fauna griinlandica og de der brugte systematiske Benæv- 
nelser, med følgende Ord af den flittige Forsker, hvormed han ender 
sin Beskrivelse af de grønlandske Fiske: "Sine dubio adltuc alios pisces 
dieersos anilinet mare groenlandicuin, prieserliin in tractibus australioribus, 
qui posteritati dclcijendi reliquuntur." 



111 



Nye systematisk Fortegnelse over de gronlandske Fiskearter, 
udkastet efter Fauna gronlandica, efter sildigere Opdagel- 
ser og Sammenligninger , og efter de Fiske, som i Efter- 
aaret I S5o*J fandtes opstillede i den gronlandske Samling 
i det kongelige naturhistoriske Museum. 

Denne uye Fortegnelse har beholdt Navnene, deels af alle de 
Arter, som cre ved Sammenligningen befundne rigtigt bena'vnte i Fauna 
gronlandica, deels af alle de, hvis Sammenligning ihhe hunde linde Sted, 
enten fordi Fishen endnu slet ihhe er bleven indsendt fra Gronland, eller 
fordi de indsendte Exemplarer ihhe have været af den BeshafTenhed, at 
paalidclig og tilstrækkelig Undersbgelse hunde foretages; hun de tre i fore- 
gaaendc Liste betegnede Arter ere her blevne aldeles udeladte; dog han 
rier ihhe være nogen Tvivl om, at ved en sildigere revideret Fortegnelse 
endnu liere af de tidligere Arter maa vige, f. Ex. Spinax Aeanthias o.s. v. 
Derimod har den modtaget de Forandringer i Arternes Bena'vnelse, som 
sildigere Sammenligninger have gjort nodvendige, og er bleven foroget 
med alle Arter, som, efter Udgaven af Fauna fjriinlandica , ere blevne 
opdagede i det grcinlandshe Kysthav**). Den slorsle Deel af denne Til- 
væxt er forst bleven behjendt i de (i sidste Aar; hun den mærhværdige 
Campylodon blev for liere Aar siden beshrcven og afbildet af Otto Fa- 
bricius efter et eneste fra Colonien Godlhaab til ham indsendt Exemplar. 
De systematiske Slægtsnavne i denne nye Fortegnelse ere optagne efter 
Cuviers Regne animal 2 dcn Udgave. Kun i de Par Tilfælde, hvor Shegts- 
formerne af de nye Arter i Overeensstenimelse med den nyeste Syste- 



•) Denne Indledning er redigeret i Foraaret UioO; do;; ere de ved fortsatte Sammen- 
ligninger fundne rigtigere Anskuelser senere tilfdicde. 

") At de Opdagelser, som engelske Sofarerc i Polarhavene have gjort, ikke alle ere 
blevne optagne, ligger deels i Ufuldstændigheden af de angivne Arters Bestemmelse, 
deels i at de synes at tilhore det modsatte eller nordamerikanske Ilysthav. 



112 



inatiks Grundsætninger maatte ligeledes ansecs for nye, eller hvor den 
bekjendtc Art ikke kunde henforcs til den Slægt, hvis Navn den forle, 
f. E\. Ophidium viride, er et nyt Navn foreslaaet for den nye Slægt. 
Naar et andet Artsnavn maatte tillægges den gronlandske Art, er den 
Forfatters Benævnelse optaget, som forst har bemærket Feiltagelsen, eller 
naar denne ikke tilforn har været angivet, er et nyt Navn, som nodvendigt, 
blevet brugt; i dette Tilfælde staacr Mus. Ilcg. efter Artsnavnet, hvilket 
betyder, at Arten er under denne nye Benævnelse opstillet i det kongelige 
naturhistoriske Museum. 

Iblandt de Artsnavne, som ere optagne, enten uden umiddelbar Sam- 
menligning eller efter en ufuldstændig Sammenligning, ere nogle tvivlsomme, 
iblandt de forste, fordi den geographiske Fordeling synes at være derimod, 
f. Ev. Labrus exolclus; iblandt de sidste, fordi det ikke var mueligt af et 
eneste eller flere slet conserverede Exemplarer at bestemme med Noi- 
agtighed Artens Selvstændighed. El Sporgsmaalstegn er sat efter Arts- 
navnet for at gjorc opmærksom paa saadanne Tvivl. De (ivrige vedsatte 
Tegn have samme Betydning, som i den foregaaende Fortegnelse. 

De betydelige Indsamlinger af zoologiske Gjenstande, især af Fiske- 
el assen og de lavere Dyreclasser, som ere blevne foranstaltede i de fire 
sidste Aar ved de forskjellige Etablissementer i Gronland have gjort det 
muligt at redigere denne nye Fortegnelse. Foruden Botanikeren Vahl, 
som har bereist Gronland i flere Aar i naturhistorisk Hensigt og som har 
leveret ikke faa vigtige Bidrag lil Fortegnelsens Fuldstændighed, og Dr. 
Philos. Pingrl, som medbragte fra sin Reisc adskillige interessante Fiske 
og Bloddyr, have flere i Gronland ansatte Ma-nd med Beredvillighed med- 
virket til al samle Materialier *), hvoraf en nye Udgave af Fabricii Fauna 
grSnlandica kunde med Tiden udarbejdes. 



•) 1 Sommeren 11.32 er Begyndelsen skeet med at anlægge en separat Samling for den 
gronlandske Fiiiina. Denne Samlin;; er bestemt til at optage alle i Gronland og 



115 



Uagtet disse forenede Bestnebelser i flere Aar, har dog mere 
end en tredie Deel af de af Fabricius anftirfe Dyrarter endnu ikke 
kunnet blive sammenlignet, endskjijndt Antallet af de Arter, som i de 
forskjelligc Classer ere nye for den gronlandske Fauna, og tildeels ube- 
skrevne, er voxet meget betydeligt. Da Indsamlingen endnu fortsættes 
tor vi vel baabe, at see det Manglende efterbaanden formindsket og- det 
I\'y betydeligt formeret. Det vilde være overflodigt at an fore i den 
fiilgende Fortegnelse Indsenderens Navn ved hver Fiskeart, kun ved de 
nye eller af Fabricius ikke seefe Arter bar jeg angivet Navnet af de 
forste Indsendere. I de umiddelbar efter Fortegnelsen fiilgende An- 
mærkninger skal nogle foreløbige Oplysninger om enkelte Arter blive 
meddelte, hvorimod den fuldstændigere Beskrivelse af de nye Arter vil 
indeboldes i de fiilgende enkelte Bidrag. 



dets Hav forekommende Dyrarter af Fiskenes, de leddede Dyrs. Bloddyrenes og 
Straaledyrenes Classer. Over de hidtil erholdte Fiske er den systematiske Forteg- 
nelse, i hvilken Antallet af Straalerne i Svommelinnerne, og de vigtigste Maal ere 
blevne uddragne af de fuldstændigere Beskrivelser, allerede færdig. Disse Fiske ere 
opstillede i 112 storre og mindre hvide cylindriske Glas med Glaslaag. Desforuden 
ere af Bloddyrenes. Leddyrenes og de usymetriske Dvrs Rækker 80 Arter blevne 
opstillede, over hvilke Fortegnelsen ligeledes er forfattet, ihvorvel af disse Dyreræk- 
ker det betydeligste Antal Arter endnu henstaae i Alagazinglas, Denne Samling 
vil blive af Vigtighed for Sammenligningen af Dyrformerne indenfor og i Nærheden 
af den arktiske Zone under forskjelligc gcographiskc Længdegrader; naar lignende 
Samlinger opstaae for Labradorkysten og Kysthavet norden for Iludsonsbugten, for 
Nordlandene og Finmarken, for Ilamsehatka og Beringsstrædet vil Sammenligningen 
imellem disse forskjelligc Landes Fauner forst med IVoiagtighed kunne anstilles. — 
Den storstc Nytte, som zoologiske Samlinger kunne have for Videnskaben er, at 
de gjore den umiddelbare Sammenligning muelig, idet en af deres Opgaver er at 
sammentrænge i samme Bum og Tid alle de vidt og bredt adspredte, og ved storre 
eller mindre Tidsrum fra hinanden adskilte Formafvigelser, hvis hele Forskjel ofte 
kun er grundet i Alderen eller Aarstiden. eller i den geographiske Indflydelse paa 
Formerne. 

Vid. Sel. naturvid, og mathem Afli. Vil Deei P 



114 



Pisces Æcanthopterygil 



*i. 

*3. 

*4. 

*o. 

*6. 

*7. 

*8. 

*9. 
*10. 

11. 
*12. 



*13. 
*14. 
*15. 
*16. 
*17. 
*18. 
*19. 



CoTTUS GRONEANDICUS. CllV. . . . 

Cottus scori'ioides. Fabr 

COTTUS TRICUSPIS. 31llS. Reg\ • • 

Cottus uncinatus. Mus. Reg. . • 
Triglops Pingelii. Mus. Reg. . 

AsPIDOPHORUS DECAGONUS. RI. . . 
AsPIDOPHORUS MONOPTERYGIUS. RL . 

Sebastes NORVEGICUS 

Gasterosteus loricatus (?). Mus. Reg- 
Gasterosteus dimidiates(?). Mus.Reg 
Campvlodon Fabricii. Mus. Reg. . 

Cj.IIVUS UMMACUEATUS. 3IllS. Reg. . 



Clinus punctatus. Fabr. 

Clinus Lumpenus. Fabr 

Clinus medius. Mus. Reg" 

Clinus aculeatus. Mus. Reg- 

GlINELLUS FASCIATUS. Rlocll 

Gunellus affinis. Mus. Reg".. .... 

Lycodes Vaulii. 3Ius. Reg 



. Fn. gr. Nr. 113. 

. Fn. gr. Nr. 114.* 

. Fn. gr. Nr. 115. 

. Aroe, fra Nennortalils. 

. Dr. Pingel. Frederikshaab. 

. Fn. gr. Nr. 112. 

. Dr. Pingel. Frederikshaab. 

. Fn. gr. Nr. 121. 

. Engholm. Frederikshaab. 

. Fn. gr. Nr. 122. 

. Nat. Sel. Skr. 4. D. 2. Heft. 

Iiiclsen, fra Fiskernæsset, 

Flcischer, fra Omenak, 

Aroe, Julianehaab*). 

Fn. gr. Nr. 110.* 

Fn. gr. Nr. 100. 

Kiclsen. Fiskernæsset. 

Fasting. Godhavn. 
Fn. gr. Nr. 108. 
Vahl. Julianehaab. 
fald. Julianehaab. 
Funch. Omenak. 



*) Jeg har senere foreslaaet al danne af denne nye Art og af Clinus pitnctatiis en 
nye Slægtsforra under IS'avn af Stichceus (S. V. Sclsk. Aarsberetuing 1835 — 183C, 
hvor pag. 11 Linie 5 staaer Giællebuer i Stedet for Ganebuer). Da jeg siden S) Aar 
har bearheidet de griinlandskc Fiske, og navngivet denne Art i Aarct 1834, niaac 
man undskylde, at jeg lader min Benævnelse blive staaende. At Hr. Kroyer senere 
erholdt denne Fisk, og tidligere har ladet sin Benævnelse trykke, er bekjendt, 
men han vidste dog, at jeg havde et omfattende Arbeide siden længere Tid for 
over Gronlands Fiske. 



115 



*20. Lycodes reticulatus. Mus. Reg. 



*2i. Anarriiiciias Lupus 

22. Crenilabrtis exoletus (?) . . 



*23. 



*23. 
*26. 



*28. 
*29. 

*30. 
*31. 



*52. 



*oo. 



*55. 
*56. 

37. 

38. 

39. 

*40. 



.Pisces jfÆalacopterygil 
Salmo Salar 

SvLMO CvRPIO (?) . . 

Salmo alpinus (?) . . 
Salmo stagnalis . . . 
Salmo rivalis .... 
3Iallotus arcticus . 

PaRALEPIS BOREALIS. MlIS. Reg. 



SCOPELUS GLACIALIS. MllS. Reg. 

Clupea harengus 



Fisces JTIalacopterygii Thorucicl 



Gadus agilis. Mus. Reg 

Gadus Callarias 

Gadus Morhua (?)-j- 

Gadus Ovar. Mus. Reg 

Merlangus -virens -j- 

MeRLUCCUS VULGARIsf 

molva vulg4ris-j" 

Rrosme vulgaris-}- 

Motella Mustela Lin Holbbll. Godthaab 

p* 



. . Miillcr. Fiskenæssel. 

Funch. Omenak. 
. . Fn. gr. Nr. 97. 
. . Fn. gr. IVr. 120. 

abdominales- 

. . Fn. gr. I\r. 123. 

Vahl. Godthaab. 
. . Fn. gr. Nr. 124. 
. . Fn. gr. Nr. 123. 
. . Fn. gr. Nr. 126*. 
. . Fn. gr. Nr. 127*. 
. . Fn. gr. Nr. 128*. 
. . Vahl. Julianebaab, og 

Enyholm. Frederikshaab. 
. . Funch. Jacobsbavn. 
. . Fn. gr. Nr. 129. 



Fn. gr. Nr. 100. 
Fn. gr. Nr. 101. 
Fn. gr. Nr. 102. 
Enyholm. Frederikshaab. 
Fn. gr. Nr. 103. 
Fn. gr. Nr. 104. 
Engholm. Frederikshaab. 
Fn. gr. Nr. 103. 
Fn. gr. Nr. 106. 
Fn. gr. Nr. 107. 



110 



*41. 

*42. 



45. 
*46. 
*47. 
*48. 
*i9. 

50. 
•5-1. 



MoTELLA EnSIS (?) MllS. Reg. . 
3l0TELLA ARGENTATA. MllS. Reg 
IJVTHITES FUSCUS. MllS. Reg. • 

Macrurus rupestris. Bl. . . . 

IIlPPOGLOSSUS VULGARIS . . . 

Hippogi.ossus pingvis. Fabr. . 
Citiiarus platessoides. Fab. 

CvCLOPTERUS IjUMPUS ...... 

Cyclopterus spinosus 

Cyclopterus mimitus 

LlPARIS (?) 



. . Fleisclier. Omenals. 
. . fald. Julianchaal). 
. . Iiielsen. Fiskernæsset. 
. . Fn. gr. ISv. 111. 
. . Fn. gr. Nr. 117. 
. . Fn. gr. Nr. 1 18. 
. . Fn. gr. Nr. 119*. 
. . Fn. gr. Nr. 92. 
. . Fn. gr. Nr. 93. 
. . Fn. gr. Nr. 9i. 
. . Fn. gr. Nr. 95. 



Pisces Itlalacopterygii Apodes- 

52. A.NGVILLÆ Species (?) Fn. gr. Nr. 9G. 

*53. Gymnelis viridis Fn. gr. Nr. 99*. 

*a. Gymnelis punctulatus. Mus. Reg. . . Moller. Fiskernæsset. 

*h. Gymnelis Lineolatus. Mus. Reg. . . Motzfeld. Julianehaab. 
*5i. Ammodytes dubius (?). Mus. Reg. . . Fn. gr. Nr. 98. 



Pisces Chondroptet 

55. SELACnE MAXIMA 

5G. Spinax Acantiiias (?) .... 

*57. Spinax Fabricii. Mus. Rcg. 

*58. ScUMNUS BOREALIS. ScorOsl). 

*59. Raja radiata. Flcm. (?) . . 

*60. 31yxine glutinosa-J- 



ygii Selachii- 

Fn. gr. Nr. 90. 
Fn. gr. Nr. 88. 
Monrad. Julianchaal). 
Fn. gr. Nr. 89. 
Fn. gr. Nr. 87. 
Fn. gr. Nr. 534. 
Monrad. Julianehaab. 



Tillæg. 
*(ii. Himantolophus gronlandicus. Mus. Reg. Hulboll. Godthaab. 



117 



Oplysende Anmærkninger til forestaxiende Fortegnelse, efter 
Arternes Lobenummer. 

Nr. 1. Cuvier havde allerede paa Grund af nogle afvigende Træl; 
i Fabricii Beskrivelse faaet det Resultat, at den grønlandske Cottus 
Scorpius maatte være forshjellig fra den europæiske. Umiddelbar Sam- 
menligning imellem flere Individucr fra Griinland og her fra Sundet har 
overheviist mig om Rigtigheden af denne Mening. Det betydeligt storre 
Hoved udmærker strax den grønlandske , naar begge Arter lægges 
ved Siden af hinanden. De mange Afvigelser i Farven og i Antallet af 
Becnknuderne i Nakken hos denne Art hunde opfordre til at opstille flere 
Arter, hvis ild;c Overgangene imellem de forskjellige Varieteter gjorde 
Adskillelses- Kjendetegnene tvivlsomme; ved den totale 3Iangel paa Iagt- 
tagelser over Lcvemaade, Stedforhold og Forplantningstid hunde man 
let forledes til at opstille tomme Navnearter. 

Nr. o. Cottus tricuspis har jeg i en tidligere til Selshabet given 
Beretning (jfr. Oversigten over det fcongl. V. Selsh. Forhandlinger i 
Aarene 1829—50) angivet at være en for den grønlandske Fauna nye 
Fisheart. Jeg finder nu, efterat have erholdt flere Individuer, og anstil- 
let nye Sammenligninger, vel at den er allerede optaget i Fauna gron- 
lamlica ; imidlertid er det ihhe Fabricii ufuldstændige Beskrivelse af Cottus 
Gobio, som kunde overbevise mig om, at jeg havde faget Feil, og det 
saa meget mindre, som Cottus tricuspis ved Mangel af Tænder paa 
Plovskjærbenet endog bortfjerner lig fra Ulkeslægtens Character, og som 
altsaa i en sammenlignende Beskrivelse ved Siden af de to andre grøn- 
landske Arter ikke burde have manglet; men det er den Sandsynlighed, 
som Bearbeidelsen af en indskrænket Fauna frembyder til at udfinde 
Synonymerne hos Forgjængerne, derved, at iblandt de eneste fundne 
Arter maa ogsaa den af en ældre Forfatter slet betegnede Art befinde 



118 



sig-, der har bevæget mig lil at ansee Cottus tricuspis for at være den 
Art, som Fabricius urigligen kalder Cottus Gobio. Jeg bar nemlig i de 
,"> sidsJe Aar erholdt mange Ulker fra Gronland; af disse passe tvende 
Arier meget godt til Beskrivelserne af Cottus Scorpius Fn. Gi: og af 
Cottus scorpio'ides , den 3 t,,c Art, skjondt ikke overensstemmende med 
Cottus Gobio, maa altsaa vel være den saaledes i Fauna gronlandica 
benævnte Fisk. Hertil kommer at jeg har erholdt Individiierne af disse 
3 Arter just i det Mængdeforhold, som svarer til det af Fabricius angivne 
Talrighedsforhold af Arternes Individner i Gronland, saaledes at der 
er blevet indsendt de fleste Individner af Cottus gronlandicus Cuv., færre 
af Cottus tricuspis Mus. ltcg., og meget faa af Cottus Scorpioides, som 
efter Fabricii Udtryk ogsaa skal være den sjeldneste*). At Artsnavnet 
Gobio ikke kan beholdes bliver af det Foregaaende klart. Cottus tricus- 
pis kommer meget nær lil Cottus ventralis Cuvicr fra Kamsehatka-Havet. 

Nr. 4. Denne nye Artsform af Ulkeslægten blev fundet imellem 
flere Individner af Cottus gronlandicus og Cottus tricuspis, som Formand 
Dorph indsendte fra Nennortalik i Aaret 1835. Denne interessante Art 
afviger fra de (ivrige derved, at den har Tænder paa Ganebuerne, - de 
meget tætstaaende Dine, og det ringe Antal af Straaler i Rygfinnerne 
gjor den ligeledes kjendelig ved forste Oiekast. En udfurligcre Efter- 
retning om den findes i Oversigten over det kongelige Videnskabernes 
Selskabs Forhandlinger, og jeg haaber at kunne senere levere en Teg- 
ning af den. 

Nr. 3. Af Triglops Pingelii har jeg ved Artens forste Oflentlig- 
gjorelse (roet at burde danne en egen Slægtsform under j\avn af 
Triglops (jfr. det kgl. Vid. Selsk. Forhandlinger 1. c). Det bliver imid- 



') End yderligere bekræftes denne Mening derved, at kun lios Exemplarer af denne 
Art har Ur. lo dyer truffet Fabricii Lcrntcn rjobina; hos de andre tre Arter har 
dette Snyltedyr ikke v;cret fundet. See Iirdyers uaturhist. Tidsskr. Heft. 3, pag. 280. 



119 



lertid lam den lidt sliirre Brede af Oierandsbenet, Formen af Brystfin- 
nerne, de talrigere Straaler i Byg- og- Gadbor-Finnerne og især i Hudens 
Forhold eller dens Squrnnw vcrticillaUe, hvorved den faaer nogen Lighed 
med Trigla pini og- Trigla lineata, som gjor denne Slægtsform forskjel- 
lig- fra den egentlige Llkeforni. Det Exemplar af denne Art, hvor- 
paa den forste Beskrivelse grundede sig-, blev hjembragt af Dr. Pingel; 
dette Iudividuum pill;edes op iblandt Ulkearter ved Udstedet liangelinek 
(Quanne'oeii) to 3Iile sonden for Frederikshaab den 27 dp April 1829 paa 
en Dybde af 20 Favne. Forst 4 Aar senere erholdt jeg- et andet, men 
nog-et yngre Individuum af denne Art fra Sydproven ved Formand 
Dorph, og endelig- el 5 tljc Individuum, en fuldvoxen Hun med fyldt 
Bognsæk i Aaret 1854 fra yennortalik ved Kjobmand Aroe, hvilke tre 
Exemplarer ville være tilstrækkelige til at forfærdig-e en fuldstændig- Be- 
skrivelse af denne nye Art, dog- haabcr jeg- endnu at erholde vngre 
Individuer. 

Nr. 6. At Fabricii Cotlus cataphraeliis ikke er den europæiske 
Art er i en tidligere Beretning blevet oplyst; at den sandsynlig viis er 
Blochs Agonus (Aspidophovus Lac.) deeagomis , som jeg den Gang- for- 
modede, skal blive fuldstændig-ere fremstillet ved Beskrivelse og Afbild- 
ning- i et af de folgende Bidrag-. 

Nr. 7. 1 den oftere citerede Aarsberetning- bliver det ligeledes 
godtgjort, at Aspidophorus (Agonus) monopterggius ikke er en tranqve- 
barsk Fisk, som Illoch har angivet, men en gronlandsk. 

Nr. 9 éf JO. Naar man vil folge de Grundsætning-er, som have 
bevæget Cuvier til at adsplitte de europæiske Hundesteder (Gasterosteus) 
i 7 forskjellig-e Arter, saa blive de fra Grbnland indsendte talrig-e Indi- 
viduer at henftire til 2 Arter, begg-e, som det synes, noget forskjellige 
fra de hidindtil beskrevne, dog- vil forst en umiddelbar Sammenlig-ning- 
imellem alle Arter kunne beg-runde en afgjorende 3Iening- derom. 



120 



.AV. Il- Denne Art er beskrevet af O. Fabricius; men efter et 
slet conserveret Exemplar, i Naturhistorieselsfeabets Skrifter 4 (le Deel 
odet Hefte pag. 21. Tal). 9. Omtrent til samme Tid blev en Fiskeart, 
efter Sigende fra Ostindien, beskrevet og afbildet af Bloch i hans Værk: 
die auslandisehen Fische Tab. 451 under Navn af Nothacanthus, som 
bar den storste Ligbed med Catnpijlodon Fabricii. I samme Forfatters 
Syslema Piscium, i hvilket den tidligere givne Afbildning er gjentagel 
Tab. 77 under Benævnelsen af Acanthonothus Nasus angives Fisken at 
være fra det islandske Hav; og et begyndt men ikke udfort Citat af 
IVaturhistorieselskabets Skrifter lader formode, at enten Bloch eller Udgive- 
ren Schneider har anseet den for at være af samme Art som Fabricii Fisk. 
Cuvicr har senere havt det Blochske Exemplar til Eftersyn og har derefter 
i 8 Jc Deel af Ilistoire des poissons pag. 467 o. fl. leveret en nye Beskri- 
velse, 0f* givet Tab. 214 en nye Afbildning, hvorefter de morke Tver- 
baand paa Legemet, som ere angivne i den Blochske Tegning, aldeles 
mangle, fordi Cuvicr ved det i saa mange Aar i Brændeviin opbevarede 
Exemplar ikke saae de ringeste Spor til dem. 

Cuvicrs Beskrivelse og Afbildning er ogsaa i andre Henseender 
non-el afvipende fra den Blochske. Det Exemplar, hvorefter Fabricii 

O O l 

Beskrivelse og Aftegning er udkastet er endnu tilstede, men som et 
halvt tonet Skind, der engang har været befæstet paa et Stykke 
Pap over en Udfyldning af Blaar. Ved at sammenb'gne delte Stykke 
med Cuvicrs Tegning og Beskrivelse falde nogle Afvigelser i Oinene, 
af hvilke den, som Bugfinnerne vise, er den storste; Cuvier angiver en eneste 
og meget kort Pig foruden de otte ledede Straaler, af hvilke disse Finner 
sammensættes, Fabricii Exemplar har derimod tre Pigge, af hvilke den 
udvendige kun rækker een Linie, den mellemste to Linier over Huden, 
den tredie derimod, som er tvedelt i Spidsen, er omtrent halv saa lang 
som Finnernes længste Straaler. Delle Antal af Pigge har Fabricius 
ogsaa bemæket i sin Beskrivelse. Da Bloch anforer to Pigge i Bugfin- 



12fl 



nerne maa den ene være blevet udreven, inden Exeniplaret kom i Ciixicrs 
Hænder. Cuvier og Bloch angive 10 Bygpigge, Fabrieii Exemplar har 
kun 9. Efter de fiirsle er der 15 Pigge foran Gadborfinnen, efter den 
sidste 14, hvilke jeg ogsaa har talt. Foios hertil nogle relative Maal 
kunde det synes som Camptjlodnn Fabrieii og JSolhacanlhus Nasus vare 
to forskjellige Arter af samme Slægt; da imidlertid begge de Exempla- 
rer, hvorefter disse Fiske ere beskrevne, kun ere i meget maadelig Til- 
stand, maae vel fremtidige Sammenligninger af bedre E xenipiarer oppe- 
bies, inden man kan erklære sig for en bestemt Mening - . 

Nr. 12. Denne nye Art, som jeg erholdt i Efteraaret 1834 fra 
Fiskernæsset, antog jeg i Begyndelsen for en Varietet afClinus punctatus, 
saa stor er Ligheden i deres Omrids, men ved at udtage Fisken af 
Glasset erl;jendtes den ma^-kelige Forskjel imellem begge, og da den 
har i Begyndelsen af Rygfinnen tæt ved Basis en stor mcirk Plet med 
lysere Omfalning, fik den Navnet unimaculatus. Samme Efteraar mod- 
toges ogsaa det forste Exemplar af den fra Umenak 70° 41" N. B. og 
fra Svdproven i Julianehaabs District. Den har foruden den overste 
ogsaa hos C. punctatus forekommende, forkortede, med Sliimaabninger 
forsynede Sidelinie endnu tre andre ligedannede Linier, af hvilke den 
midt paa Siden er den længste, dog naaer den ikke Halefinnen og den 
nederste paa Bugprofilet lobende og fildeels med den fra den anden Side 
sammenlobende, den korteste. Denne Arts noiag tigere med Tegning led- 
sagede Beskrivelse skal folge i et andet Bidrag. Individliernes Stbrrelse 
er fra 7" 2'" til 8" 10'". Straalernes Antal i Rygfinnen er 48; alle 
Straaler ere Pigstraaler, i Gadborfinnen tadles 2 Pigge foran, derpaa 
bliide Straaler, hvorpaa igjen folge to korte Pigstraaler. 

Nr. 13. Denne Fisk anseer jeg for at være forslyellig fra C. Lum- 
penus og at henhore til en nye Art. Den er aldeles eensfarvet, har et 
kortere Legeme, et baade længere og tykkere Hoved, hvis Lnderkjæve 
er omtrent ligesaa lang som Overkjæven. Gadboret ligger noget læn- 

f'id. Sel. naturvid og mathem. Afh. Vil Deel Q 



122 



gere tilbajye end hos Lumpemis. Den har 1 i Straaler i Brystfinnerne, 
og den relative Længde af disse er forskjellig fra den hos Cl. Lumpemis, 
hvorved Finnen faaer en anden Form; derimod er Antallet af Straalerne 
i Ryg- og Gadborfinnen det samme. Membranen fra Ryg"- og Gadbor- 
finnen fortsættes til Midten af de yderste Straaler i Halefinnen. Med 
Hensyn paa det storre Hoved nærmer den sig til den folgende Art, fra 
hvillæn den iovrigt ved flere Kjendetegn let adsliilles. 

Nr. 16. Denne nye udmærkede Art adsl;iller sig ved flere let 
opfattelige Kjendetegn fra de (ivrige griinlaudske Clinus-\rter. Dens for- 
holdsviis store Hoved har langt storre Oine og en kortere Underkjæve, 
end de forrige Arter. De forreste meget korte Pigge i Rygfinnen ere 
ikke forbundne med hinanden ved en fuldstændig Membrane, men staae 
næsten frit. Brystfinnernes Form er ligeledes forskjellig, idet Længden 
af de mellemste Straaler er aftagende, og Finnen saaledes bdt indskaaret 
i Randen. Den korte Halefinne bar en lige Rand (pinna æqualis), 
medens den er stærkt tilrundel hos de iivrige Arter. 

Nr. 17. Læser man med Opmærksomhed Beskrivelsen af Blen- 
nius Gunellus i Fauna gronlandica, opstaaer der Tvivl om Artsnavnets 
rigtige Anvendelse, og Tvivlen bliver til Vished naar man sammenligner 
i Virkelighed den gronlandske Fisk med den europæiske. Den har 
derfor tidligere været omtalt af mig som en nye Art under IVavn at 
gronlandicus. Imidlertid passer den ufuldstændige Beskrivelse, som 
Bloch har givet af Ccnlronolus fascialus i Sijsteina piscium pag. 16o, ret 
vel til den , skjondt den dertil leverede Tegning Tab. 57 kun i Hoved- 
sagen, nemlig i de 2 de morke Tverbaand ved Oinene har Lighed med 
den gronlandske Fisk. Det vigtigste, som kunde siges imod en saadan 
Mening er, at Ccntronolus fasciatus skal efter Bloch være fra Tranque- 
bar; men den tidligere af mig godtgjorte Urigtighed i det angivne 
Findested af Aspidophorus decagonus og af Asp. monoplcrggius svækker 



12" 



denne Indvending- aldeles. Det synes derfor rigtigst at lade den af 
Fabricius beskrevne grønlandske Gunellus beholde Artsnavnet fasciatus. 
Ved mit korte Ophold i Berlin 1831 befandt de blochske Exemplarer 
af de af ham beskrevne nye Fishearter sig- hos Cuvier i Paris; jeg veed 
derfor ikke om det blochske Exemplar af Centronotus fasciatus endnu 
kan sammenlignes. 

Nr. IS. Denne Art er i Tegning aldeles forskjellig fra Gunellus 
fasciatus, hvis Straaleanlal den heller ikke har i Rygfinnen. Den nær- 
mer sig meget den europæiske, men Rygfinne-Pletternes ovale Form, op- 
det at de strække sig hoiere paa Siden af Finnen selv, tilligemed nogle 
andre smaae Forshjelli'gheder, synes imidlertid at fordre dens Adskillelse fra 
denne, saameget mere som denne Forskjel ogsaa viser sig efter Alders 
og Kjonsforhold. Den er temmelig udbredt igjennem det hele mellemste 
og sydlige Kysthav fra Holsteinborg til Julianehuab. 

Nr. 19. Denne Fiskeart (Lycodes T'ahlii) henhorer til de interes- 
sante Combinationer, som forbinde forskjellige Slægtsformer med hin- 
anden. Den har i Tandforholdet noget tilfælleds med Soeulven 
(Anarrhichas Lupus), imedens den i Finnernes Antal og Stilling stem- 
mer overeens med Slægten Zoarces Cuv., hvorimod Formen for Skjæl- 
bedækningen er den samme hos alle tre. Den har især megen Lighed 
med den nordamerikanske Aaleqvabbe, Jlitehills lilennius Labrosus*), 
fra hvilken Tandforholdet imidlertid aldeles adskiller den. Det forste 
Exemplar, paa hvilket Slægten Lycodes blev grundet, og som omtales i 
Oversigten over det kongl. V. Selsk. Forhandlinger i Aaret 1850 — 31, 
blev fundet af vor naturhistoriske Reisende i Grunland, Hr. f'ahl, i 
Maven af en ved Julianehaab fanget Scymnus borcalis. Exemplaret var 



*) Jevnfur The Fiskes of New-York described and arranged bij S. L Mitchill, SI. Ur., 
i Tvansaetions of the litterary and plulosophical Socicty of Ncw-York. Vol. i. pa;;. 
355—402. Afhandlingen er ledsaget af Kobberplader, sara give maadelige Af 
bildninger af et stort Antal Fiske. 



12 i 



altfor beskadiget til at Artskjendetegnet l;unde bestemmes. I Efteraaret 
1854 modtog- jeg- fra lir. Pastor Funch i Omenak et mindre, men vel 
conserveret Exemplar, paa hvilket saavel Skjellene, som Tegning-en er 
fuldkommen crkjendelig. Jeg- bar bavt til Eftersyn fra Hr. Dr. Thien- 
nemann i Dresden, en under Navn a.fBlennius Lumpenus fra Island ham 
tilsendt udstoppet Fisk. Exemplaret er slet udstoppet og noget mutile- 
ret, imidlertid beviser det, at Slægten Lycodes ogsaa træffes i Havet om- 
kring Island; dog er jeg- ei i Stand til at bestemme om Arten er Vahlii, 
med hvilken den i Henseende til Tiendernes Form stemmer overeens. 

Nr. 20. I Efteraaret 1833 erholdt jeg en Rognfisk af denne nye 
Art , indsendt af Kjiibmand Moller, dengang- paa Fiskenæsset. Den var 
ogsaa taget ud af en Haifisks 3Iave, dog- var saavel Tegningen som Skjæl- 
lene vel vedligeholdte; da den imidlertid ikke kunde sammenlignes i den 
Henseende med f r ahls Exemplar af foregaaende Art, blev det ubestemme- 
ligt, om den var af samme Art; et af Pastor Funch i Efteraaret 183i 
modtaget Exemplar med samme Tegning- og- Skjælbedækning og- som 
var en Melkefisk, viste, at begge maa danne en egen Art, der er væsent- 
lig forskjcllig- fra den foregaaende baade ved en mindre Udbredning- af 
Skjællcne og ved den netformige Tegning- paa Siderne af Leg-emet. 

Nr. 25. Hr. Vahl har indsendt fra Godthaab den Laxeart, som 
Gronhi'nderne kalde Ixapisalirhsoak , og- i hvis Beskrivelse Fabricius 
troede at gjenkjende den almindelige Lax (Salmo Salar). Det kan ikke 
nægtes, at det indsendte Exemplar er saa overeenstemmende med Eaxen, 
at den ikke meget store Forskjel i nogle faa relative Maal, f. Ex. Hove- 
dets Længde, Afstanden af Rygfinnen o. s. v. og- den lig-esaa ubetydelige 
Forskjel af en Slraale mere eller mindre i nogle Finner ikke bor begrunde 
en Artsforskjel efter et eneste 20 Tommer langt Individuum, som var 
en Han, og- som blev umiddelbart sammenlignet med et 30 Tommer langt 



I2li 



Individ uu ni af en Rognfisk fra Bornholm. Indtil videre beholder den 
derfor Artsnavnet: Salar. 

Nr. 24 — 26. Jeg ban vel ihlaudt de Individuer af Orredarterne. 
som Museet besidder fra Gronland, erhjende i det mindste 2 forshjellig-e 
Arter, men til hvill;e Fabriciske Benævnelser de svare, maa jeg- endnu 
lade staae uafgjort, indtil et storre Antal bedre conserverede Individuer 
sætte mig i Stand til en fuldstændig Samnienliuing af Formerne igien- 
nem forskjellige Ahlere, da ingen Efterretninger om de erholdte Stykkers 
Levemaade og specielle Opholdssted ere blevne mig meddelte. 

Nr. 29. Jeg tager ikke i Betænkning al ansee Clupea Encrasi- 
cholus i Fabricii Fauna ijrbnlandica for at være den her opstillede nye 
Art Paralepis borcalis. Det er vist usandsynligt, at hiin Art skulde 
forekomme i det groulandske Hav. Den bliver allerede meget sjelden 
hos os og i det norske Kysthav; heller ikke bliver den anfort i Mitchilh 
citerede Afhandling om Fiskearterne i en Zone, der strækker sig saa 
langt mod Syd af Nordamerika, at deu lildeels optager i sig de clima- 
tiskc Forholde, som tilkomme Middelhavet, og hvor den i Folge sit syd- 
lige Opholdsted maattc forekomme, hvis den gik saa langt imod Vesten, 
og hvor den tillige vanskeligt kunde oversees, da den lever i saa store 
Flokke. Det er meget rimeligt, at Fabricius, som vist ikke af Autopsie 
kjeudte Clupea Encrasicholus, har urigtigen tydet*) de Stykker af den solv- 
blanke Fisk, som han ofte traf i Sælhundenes Mave, og at disse have 
været af Paralepis borcalis, som efter Breve fra Vahl og flere Corre- 
spondenter i det sydlige Gronland , meget ofte træfles i Maven af Sæl- 
hunde. Slægten Paralepis er her bleven henstillet i Laxefamilien paa 
Grund af at saavel dens Rygfinne som Gadborfinne ikke blot har ledede. 



*) Hane (Clu/ienm Encratichnlitm) sirpe in vetitrictilis Phocannn inveni, semper tiutem 
tam wittilalam, ut rlescriptionem ritam dåre non potuerim. Fti. gr. pog- 185. 



i 26 



men ondogsaa delte Straaler (Rad'u compositi) , og at disse allerede 
begynde med den anden Straale forfra talt. Den anden Rygfinne er 
en virkelig: Fidtfinnc (puma adiposa) af samme Textur, som Fidtfinnen 
hos Seopclus og hos Lodden (Mallotus arclicus). Den grønlandske 
Fishesamling i Museet har ikke erholdt liere, end de to i Oversigten 
af det kgl. D. V. Sclsk. Forhandlinger i Aaret 1829 — 30 omtalte 
Exemplarer. Derimod erholdtes i Efteraaret 1833 et Individunm af 
denne Art fra Island , hvilket blev indsendt af Hr. Landphysicus Thor- 
stensen. Det var taget ikke langt fra Rcikavig. Det stemmer aldeles 
overeens med de gronlandskcExemplarer. 

JVr. 50. I Aaret 1832 blev et eneste Excmplar af denne nye 
Seopclus- Art indsendt fra Jacobshavn af Hr. Missionær Funch. Det 
har lidt betydeligt ved Rivning paa Overfladen, saa at det solvglindsende 
Overtråd; næsten allevenne var forsvundet ojv kun faa af de fordybede 
Punkler langs med Rugprofilet paa begge Sider vare tilbage. En stor 
Deel af Ilalefinnen var brækket. En fuldstændig Reskrivelse af denne 
Art vil efter dette Individunm ikke kunne affattes, dog er Arten selv 
ved Antallet af Sfraalerne i Rygfinnen, hvilket stiger der til 12, og i 
(iadborfinncn, som er 17, at erkjende som forskjellig fra den af Strom 
i Nalurhislorieselskabets Skrifter 2 llct Bind, 2 ,lft Hefte pag. la beskrevne, 
og Tab. 1 Fig. 2 afbildede, men ikke navngivne Art, hvilken af Profes- 
sor JVilsson er bleven kaldet Seopclus borealis. Den skal efter Slrom 
have 9 Straaler i Rygfinnen og 10 i Gadborfinnen (15* Straaler derimod 
efter Nilsson i den sidste). 

iYr. o2. Denne Art er forskjellig fra Kulleren, hvis systematiske 
Navn den forer i Fauna qronlandica , derved, at Overkjæven er lidt 
kortere, end Fnderkjæven, at Hagetrevlen er kort og haarformig, og at 
Halefinnen ikke er vinkelformigt, men bueformigt indskaaret. Den har 
ogsaa en smal ligefarvet Sidelinie, imedens Kulleren har en bred og 



127 



sortfarvet, og- den mangler, som Fabricius bema^rker *), den sorte Piet 
strax Lag Brystfinnerne. Jeg bar forelobigt, da jeg ibbc lian Unde dens 
INavn iblandt de amerikanske Torskarter kaldet den Agilis efter dens 
lette og burtige Bevægelser. 

Nr. 54. Af Grønlændernes Saraudlirksoak, som Fabricius efter 
den barn meddelte Beskrivelse lioldt for at være Gadus Marrhua , har 
jeg kun erboldt et eneste 25 Tommer langt Exemplar. Det er i Teg- 
ningen betydeligt, og i de relative Maal noget forskjelligt fra den 
Torskart, de nordiske Faunister kalde Gadus Morrhua, idetmindste fra 
Kattegattet. Indtil den grønlandske kan sammenlignes i flere og forskjel- 
ligt store Exemplarcr, vil intet med Sikkerhed kunne afgjbres i Henseende 
til Artens Selvstændighed. Den bar derfor ikke erholdt et bestemt Arts- 
navn, saa meget mindre som vi ikke kan ansee det for afgjort, om 
Kabliauen fra Newfoundland er eensartet med den skandinaviske. Dr. Mil- 
chili antager vel ligefrem denne Identitet**); men Arten er saa vidt jeg 
veed ikke umiddelbart sammenlignet, og Forfatteren anforer endnu i 
Diffcrentia specifica det paa den nordiske Kabliau ikke anvendelige Lin- 
nu'iske Udtryk. 

Nr. 53. Fabricii Gadus barbatus er meget forskjellig fra den 
europæiske Gadus barbatus Bl. og er overhovedet ingen af de bekjendte 
europæiske Arter. Begge Kjæverne ere omtrent lige lange ved lidt 
aaben Mund, eller Underkjæven er kun ubetydeligt kortere, end Over- 
kjæven, naar Munden er lukket. Dalefinnen bar et meget fladt bueformigt 
Udsnit, og den paa sædvanlig Maade boiede Sidelinie har samme Farve 
som Siden. Kroppens Farve og Tegning ligne meget den almindelige 
Torsk, Gadus Callarias. Indtil denne Art kan sammenlignes med nord- 



•) Licet mitlla hujus species individua contcmplatus sim, nunquam mnculnm nigram ad 

pinnas pectorales indagarc valni. Fn. gr. pag. 143. 
") MitchM 1. c. pa S . 3«5. 



128 



amerikanske Arter af Morrhua-Slægten, er den blevet opstillet i Museet 
under det gronkindske IVavn: Ovak. 

Nr. 56. Ved en senere gjennemfort Sammenligning med et Exero- 
plar Ira Norge af f "trens, som jeg dertil erholdt af Professor Nilsson, 
er jeg tommen til den Overbeviisning, al Fabricii hypothesiske Bestem- 
melse er den rigtige, thi den ubetydelige Forskjel, som nogle relative 
Maal give, blive meget usikkre, da 3Iuseets Exemplarer have været 
nedlagte i fort Salt, og derfor uregelmæssigt sanimenkrympede. Slraale- 
Antallet i de uparrede Finner stemmer, med Hensyn paa Rygfinnerne, 
ganske overeens med det, som Linnc anforer for J'ircns i Fauna 
svecica, nemlig: forste Rygfinne 15, anden Rygfinne 20, tredie Ryg- 
finne 19. Gadljorfinnerne afvige noget fra hiin Angivelse, thi forste Gad- 
borfinne har 26 Straaler og anden 22. At det ikke kan være Sabines 
af Dr. Leach benævnte Gadtis polarts, viser Antallet af Straalerne i 
begge Gadborfinnerne; om den derimod er at ansee for Gatlns earbona- 
rius Sabine, som blev fanget paa Vestkysten af Davidsstræde, kan vel 
ikke saa let afgjores, da intet Rjendemærke tilfoies. 

Nr. 41. Den her opstillede nye Art af Skegfen Motella er endnu 
meget uvis, da den kun er bygget paa tvende Individuer, som blev 
udtaget af Maven af en Klapmydse (Phoca erislala), der blev fanget ved 
Omenak imellem 71° og 72° IV. B. Begge Individuer ere beskadigede. 
De udmærke sig ved Længden af den forste Straalc i den forreste 
uudviklede Rygfinne, hvilken Straale næsten er ligesaa lang som Hovedet. 
Den har kun tvende Trevler, en ved hvert Næsebor; og Gadboret sidder 
længere tilbage, end hos Motella Mustela. 

Nr. 42. Denne nve Art af samme Slægt adskiller sig fra alle 
europæiske Arter derved, at Halcfinnen er fladt bueformigt indskaaret. 
Den bærer tvende Hud-Trevler paa Spidsen af Hovedet, en for hvert 
Næsebor; og en Hudtrevl under Hagen. Den har en hvid solvglindsende 



129 



Farve. Straalernes Antal i Gj eliebud en er det normale for Torskeslæg- 
len, nemlig- syv. Den nederste Mavemunding omgives af otte enkelte 
Blindtarme. Intet Spor fandtes til Svoniniebhrre. Af de ti Individuer. 
som jeg efterhaanden har erholdt, var intet under 2 Tommer og 7 Linier, 
og intef over 2 Tommer og 11 Linier. I de Exemplarer, hvis Bug-hule 
blev aabnel, fandtes ingen tydelige Spor til Forplantningsorg-aner; man 
har allsaa Grund til at antage, at Individlierne af den angivne Storrelse 
ere af en meget ung Alder. 

IVr. 45. Da denne nye og mærkværdige Fiskeart vil blive afhandlet 
i det andet Bidrag, som trykkes tilligemed denne Indledning, vil den fuld- 
stændige Udvikling af de Grunde, der have foranlediget mig til at opstille 
en nye Slægt for den, blive gjort gjaldende i Bidraget selv. Den er 
fanget ved Fiskenæsset, og indsendt af Ur. Coloniebestyrer Kielsen under 
den gronlandske Benævnelse Amcrsulak. 

Nr. 44. I en endnu ikke trykt Afhandling, som blev meddelt 
Selskabet*), har jeg ifolge umiddelbar Sammenligning beviist, at den 
gronlandske Berglax er en fra den ved de norske Kyster forekommende 
og åtStrom og Gunnerus beskrevne, forskjellig Art. Da Betydningen af 
Benævnelsen Macrurus rupestris var lelliyologerne almindeligst og 
fuldstændig bekjendt efter den Beskrivelse og Afbildning, som Bloch 
har leveret**), og som ere forfærdigede efter Exemplarer fra Gronland, 
saa syntes det rigtigst, at den gronlandske Art blev i sin tidligere Besid- 
delse af det systematiske Navn Macrurus rupestris III., og at den norske 
Art fik et nyt Artsavn, til hvilket den forsir Opdager af denne mær- 
kelige Sheglsform burde give Anledning. hvorfor jeg kaldte den 



•) Sec Oversigt over det Kgl. danske Vidensk S<lsk. Forhandlinger i Aarene 1{J£8 -Uf> 
'*) Auslanrlisclie Fische. Tab 177. 
f'iil Sti. naturvid, on mathem. slfh fil Dvcl n 



430 

Macrurus Stroemii. Professor Nilsson bar*), hvis hans Art er den 
samme som Stroms, hvilket er at formode, endskjondt det opstillede 
Artsmærhe ikke passer til det bergenshe Individimm , som jeg: har 
sammenlig-net, huldt den Lepidoleprus norvegicus. 

Nr. 47. Det synes som, at Pleuronectes platessoides tilligemed 
Pleuronectes Limandoides Itloch bor, naar man vil fiilge de samme 
Grundsætninger, som have bestemt Cuvier til at danne de i hans Hegne 
animal opstillede Underslægter, ogsaa danne en egen Underslægt, hvis 
Plads vil være imellem Platessa og Jlippoglossus; denne Underslægt har 
ligesom Platessa Ta'nderne i Kjævernc stillede i en eneste Rad, men 
adskilles fra denne ved det storre Gab og de meget spidse, længere fra 
hinanden staaende og i Kjævernes forreste Deel længere Tænder, som i 
begge Mellemhjævebenene sidde med regelmæssigt aftagende Længde 
ligened til Mund vinhelenden af disse; imedens hos Platessa Ta'nderne 
ere stumpe, omtrent af lige Længde, i Overkjævebenels hoire Arm 
(paa Oicsidcn af Hovedet) staae enten ingen, eller fra 2 til 4 Tænder. 
Denne nye Underslægt vil have det store Gab og spidse Tænder tilfælleds 
med llippoglossus ; men hos denne ere Tænderne fortil i Kjæverne stillede 
i flere uregelmæssige Rader og ere afvexlende i Storrelse, imedens de 
ere stillede i en Rad med regelmæssigt aftagende Længde hos den nye 
Slægt, som ved otte Straaler i Gjællehuden adskiller sig baade fra Platessa 
o*" - fra llippoglossus, hvilke, ligesom de ovrige af mig undersogtc Under- 
slægters Arter kun have syv Straaler. Vi kunde kalde denne Underslægt 
Citharus efter en af Ilondelet navngivet Citharus asper fra Middelhavet, 
som Cuvier anseer for at være Pleuronectes Limandoides 1?/., der findes 
i Nordsoen; men Individuer fra begge Loealiteter synes endnu ikke at 
være umiddelbart sammenlignede. 



•) Prodromus Ichthijnlogiw SCandinnvicæ nuelorc S. Nilsson, pag. SI. 



131 



AV. 5J. At Fabricti Ophidium viride ikke kan benfores under 
Slægtsformen Ophidium, endskjondt den nærmer sig- mere til denne, 
end til Aaleshegten, er blevet oplyst i en tidligere Meddelelse til Viden- 
skabernes Selskab*). Den danner en egen Slægtsform, som bærer 
IVavnet Gumnclis af den aldeles niigne Hud. Iblandt de fra flere 
Steder i Svdgronland og Mellcmgri'inland i de sidste 3 Aar indsendte 
Individuer viser sig en betydelig Forskjel i Ilygfinnc-Pletterne og i 
Kroppens Tegning, men Lun en ringe i de relative Maal. Det bar endnu 
ikke været mueligt at bestemme, om disse Individuer henhore til 
forskjellige Arter; men jeg baaber, inden det Bidrag i hvilket denne 
Shrgtsform skal af bandles, vil blive færdigt til Trykken, at kunne ved 
bedre Exemplarer blive sat i Stand til at have en bestemt Mening 
derom. De mest paafaldende Varieteter ere forelobigt i Fortegnelsen 
betegnede med egne Navne, men ikke optagne som Arter under 
LObenummerne. 

Nr. 34. BeskafTenbeden af de indsendte Exemplarer af Tobis 
har ikke tilladt ved en fuldstændig gjennemforl Sammenligning at afgjijre 
til hvilken af de europæiske, i den senere Tid adskildte Arter, Tobianus 
og Lancca, den gronlandske Tobis henhorer, eller om den er en fra 
begge forskjellig Art, dog skulde jeg af flere Grunde erklære mig for 
den sidste Mening, hvorfor den ogsaa er oplaget i den gronlandske 
Samling under IVavn af Ammodyies dubius. Hos denne Art tager Byg- 
finnen sin Begyndelse ligefor Spidsen af den til Kroppens Side udstrakte 
Brystfinne, ligesom hos Ammod. Tobianus, med hvilken den ogsaa har 
de smaae med en kort Pandeslilk forsynede Mellemkjæver fælleds, men 
dens Hoved er betydeligt kortere end bos den sidste, hos hvilken Hovedet 
forholder sig til Totallængden som 1 til i^ efter Yarrcll, hvorimod 
Hovedet indeholdes 6 Gange i Totallængden hos dubius; hos et Indivi- 



') Beretningen om det bonjjl. Vidensk. Selsk. Forhandlinger 1830 og 1833. 

B 



152 



■ hmm af sidste af otte Tommer og- en Linies Længde gav Hovedet et 
Maal af en Tomme og fire og en halv Linie. Oinenes Stilling nærmere 
til Mundspidsen end til yderste Kant af Gjællelaaget, og' det lidt sammen- 
trykte Legæme har den grønlandske Art fælleds med den europæiske 
Ammod. Laticca. Den har ogsaa et slorre Antal af Straaler i Ryg- 
finnen og Gadborltnnen, nemlig i forste Gi og - i sidste 35*), hvorimod 
efter Yarrell Ammod. Tobianus har 55 i Rygfinnen og- 29 i Gadhor- 
finnen, Lameen 51 i Rygfinnen og- 25 i Gadhorfinnen. 

Nr, 36. Fabricius taler om Saualus Acanthias i Udtryk, som 
lader formode, al den ikke burde være sjelden i det sydlige Gronland. 
Han siger: "Usus et caplurri eliam communis; capitur tamem præsertim 
hierne per foramina (jlaciei". Og dog- har jeg- ikke endnu hunnet erholde 
denne Art, hverken fra Julianehaab eller fra Frederikshaab , hvorimod 
jeg- fra begge Steder liere Gange har bekommet den na^stfidgende Nr. 37, 
som er en nye Art, hvilken jeg tilforn har beskrevet under Navn af Spinax 
Fabricii**), det synes derfor rimeligt at antagæ, at Fabricius har troet i 
den nye Art at erkjende Squalus Acanthias , hvilken sidste altsaa burde 
udslettes af Fortegnelsen paa de g-riinlandske Fiske. 

Ved Slutningen af disse Anmaukninger \il jeg- meddele Efter- 
retning om en i flere Henseender mærkværdig- gronlandsk Fiskeart, men 
som desva'rre er modtaget i en saadan Tilsiand, at det ikke er muligt at 
bestemme med INoiagtighed dens systematiske Plads, eller at give en 
tilfredsstillende Reskrivelse af den. Det modtagne Individuum blev, efter 
skriftlige Meddelelser fra Capilainliculenant I/olbiill, fundet og- opkastet 
paa Stranden ved Godthaab efter en meget svær Storm. Ravne og- 
Maager havde allerede opædt den storste Deel af Biigfladcn fra Gad- 



•) Fabricius har talt f>7 og 34. 

') Sec Beretningen om det kongl. Vidensk. Selsk. Forhandlinger i Aaret 1828 — 29 



155 



horet til Halefinnen og udhakket flere Stykker at Hovedet, Iivis Becn 
vare stærkt forknuste. Af Gjæller, Sandseorganer var intet, og- af ind- 
volde kun Stumper tilbag-e. Den blev nedlagt i Saltlage og ankom til 
Museet i en halv flydende Tiisland. 

At den henhorer til Beenfiskene viser Textuien af Benene tilstræk- 
keligt. Disse ere fibrose, dog cre de i samme Grad cellulose som hos 
Cijcloplerus , Lophius, og endnu nærmere som hos Orthagoriscus Mola. 
Endvidere kan den systematisk henstilles iblandt de Beenliske, som have 
bevægelige Itjæver, thi Mellemkjævebenene og Sidekjævebenene forholde 
sig paa den sædvanlige Maadc, saavel i Henseende til Dannelse og 
Beliggenhed, som i Henseende til Bevægelighed, og ere begge besatte 
med flere uregelmæssige Rader koniske, spidse og- hule Tænder, af 
hvilke de i den bageste eller indvendige Bad ere de storste; de aftage i 
Slorrelse i de udadfiilgende Rader, og i den yderste eller udvendige 
Rad rage de neppe op over Hudens Overflade. De storre Tænder ere 
ikke fastvoxue i Kjævebenene, men kun forbundne dermed ved en elastisk 
Hud, hvorfor de kunne boies ned imod Svadget ligesom mange af 
Tænderne, især Ganetænderne hos Gjcdden (Esox Lucius) og andre Fiske. 

Gjællerne vare udrevne af de rummelige, med en glat Hud 
beklædte, og i en stor rund hudrandet Aabning bag Brystfinnernes 
nederste Hjornc næslen som hos Lophius piscatorius sig endende 
Giællchuler. At den henhorer til de blodfinnede Fiske vise Straalerne i 
Rygfinnen, som alle ere ledede, og af hvilke allerede den anden er tve- 
deelt. Da Bugrauden fra Gadboret af fortil indtil Begyndelsen af 
Struben er heel, synes det ikke urigtigt at antage, at hvis den skulde 
henhore til bugfinnede Fiske, maatte man enten kunne see Bugfinnerne, 
eller Spor til det Sted hvor de havde siddet, og da dette nu ikke er 
Tilfældet, bliver det sandsynligt, at vor Fisk har henhiirt, enten til 
de brystfinnede eller til de barbugede Fiske. Uagtet den i meget har 
Lighed med Ci/c/o/>tmts-Slæg(en er jeg dog mere tilboielig til at hen- 



13i 



fore den fil de barbugede Fisl;e, hvor den dog vilde staae ganske isoleret 
op- uden Overgang til nogen af denne Ordens Slægter. Exemplaret er 
fra Spidsen af Underkjæven, som rækker lidt ud over Overkjæven, til 
er Spidsen af Ilalefinnen, 23 Tommer lang-t. Legemets Omrids kan 
kun ved Tilnærmelse bestemmes; det er ved Mundvigen næsten lig-esaa 
bredt som hoit, dog er Breden nog-et mindre, benimod Halen bliver det 
mere op- mere sammentrykt, og tilsidst bliver Hoiden flere Gang-e storre, 
end Breden; Bug-en syne* at have været eonvex og- hængende. Den 
storste Iliiide over Bug-ens Midte indeholdes omtrent 21 Gang- i Total- 
læng-den. Fiskens hele Form har nogen Lighed med Arierne af Slæg-ten 
Antennarius, kun er Hovedet ovenpaa meget lludt. Huden erindrer 
meget om Cyelopterus spinosus; den er besat med en Mængde store, lavt 
kegleformige Beenplader, hvis Midipunkt ender sig i en kort, g-lat, 
stump Spids, nedenfor hvilken der udgaaer dybe uregelmæssige Furer til 
Banden, saa at deres Overflade bliver stjerne form igt stribet. De have en 
Diameter af 10 — li'" og en Ase som er 2 — i'" og staae omtrent paa 
14 — \(i'" Afstand fra hinanden. Paa Hovedet findes ingen saadanne 
Plader. Mcmbrann hranchiostega har 6 Straaler. Brystfinnen er kort og 
sammensat af 12 Straaler. Bygfinnen sidder tæt ved Halefinnen og har 
9 Straaler. En Deel af Ilalefinnen er afrevet, og i det tilbageblevne 
Stykise tælles a Straaler. 

Den Deel, som især giver den et paafaldende Udseende, og hvor- 
ved man forledes ved forsfe Oiekast fil at see i den een eller anden Art 
af Antennarius eller af Lopliins , er en 6^ Tommer lang- og- 2 Linier 
tvk Beenstraalc paa Midten af Hovedet. En tyk med smaae dybtliggende 
Skjæl besat Hud bedækker delte Been, hvorved Straalen i sin Hcelhed 
faaer en Diameter af i^'" , eller en Tykkelse af en Orns Pennepose. 
Beenstraalen selv er artikuleret fil et bevægeligt Grundbeen ligesom 
Slraalerne i en Bygfinne, kun med den Forskjel, at det ligger horizon- 



155 



talt paa Profilet af Crtmiet i en fordybet Rende, i hvilken det lian be- 
væges noget frem og tilbage ved egne Muskler. Fra dette Been gaae 
andre Muskler til den nederste Ende af Straalen, ved hvilke denne be- 
væges fra den horisontale til den perpendikulaire Stilling. Man kan see 
den samme Dannelse, men efter en formindsket Maalestok ved de meget 
tynde, men lange Straaler paa Hovedet af en Bredflab (Lophius pis- 
catorius). Ved Straalens overste Ende udbreder den samme bedækkende 
tykke Hud sig i en rhombisk Lap eller Skive , hvis Sider ere parallele 
med Hovedets Sider. Fra denne Skives overste Hjorne udgaaer en tyk, 
noget sammentrykt Hudtrevl, der deler sig i tvende korte Trevler, som 
vistnok have været betydeligt længere, end de nu ere, da deres Ender 
vise en afrevet Rand. Fra hvert Sidehjiirne udlober en lignende, men 
meget længere Trevl, hvoraf den bagerste er dobbelt tvedeelt, og 
har, niaalt til Spidsen af den længste Fibrille, en Længde af 5 Tom- 
mer og 4 Linier, den forreste derimod kun tredeelt og har en Længde 
af 4 Tommer og 8 Linier. Ved Basis af Skiven begynder en kort Dob- 
beltrad af Trevler i den overste Ende af Straalen og paa dens bagerste 
Rand. Hver Rad sidder paa den udvendige Side af Randen, og be- 
staaer af 5 paa hinanden folgende tæt til hinanden staaende og i Læng- 
den betydeligt aftagende Trevler; begge Rader tilsammen have saaledes 
5 Par Trevler. Det bverste Par af disse Trevler dele sig i tvende ulige 
lange Grene , af hvilke den kortere igjen er tvedeelt. Længden af disse 
Trevler fra Roden til Spidsen af den længste Gren er henved 8 Tom- 
mer. De folgende 4 Par ere udelte; det forste af disse er 6^ Tomme 
langt, og det nederste i^ Tomme langt. Huden paa Trevlerne er lige- 
ledes bedækket med smaae runde, dybtliggende Skjæl. See Tab. IV. 

Saa ufuldstændig end den meddelte Beskrivelse maatte blive, vil 
man dog heraf see, at denne Fisk danner en mærkværdig Overgangs- 
form, der forbinder flere fra hinanden staaende Slæglsformer med hin- 



15G 



anden. Denne nye Fiskeart betegnes indtil videre med IVavnet: Himan- 
lohphus groenlandicus. 

Vende vi nu tilbage til en Sammenligning imellem de tvende, i 
det foregaaende leverede Fortegnelser vil det strax falde i Oinene, at An- 
tallet af de grønlandske Fiskearter, efter Udslettelsen af fire Arter i den 
fabriciske Fortegnelse, er steget fra i«"> I il 60 i den nye Fortegnelse. 
Blandt hine tre og fyrgefyve ere otte, for storste Deel europæiske Arter, 
som jeg hidindtil ikke har kunnet erholde fra Griinland, hvis Forekomst 
der altsaa ikke kan ansees for bekræftet ved denne Fortegnelse, 
skjondl der neppe kan være Tvivl om, at en eller anden af disse Arter, 
virkelig lindes der, f. Ex. Squalus maximus, Pleuronectes Hippoglossus, 
en Aaleart o. s. v. De tilbageblevne fem og tredive Artsnavne ind- 
befatte tretten, som maatte forandres, af hvilke otte, og deriblandt 
det nye Slægtsnavn Gijmnelis viridis ikke forekomme i den europæiske 
Fauna; en Art, nemlig- Paralepis borealis (Fortegnelsens Clupcn En- 
crasicholus) er siden ogsaa fundet i det islandske Hav. Allerede ved 
den nødvendige Forandring af saa mange Artsnavne i Fabricii grøn- 
landske Fiske -Fauna , har denne faaet en stor Tilvæxt af saadanne 
Træk, som gjiir den forsk jellig fra den europæiske, hvilke i den ældre 
Fortegnelse indskrænke sig kun til nogle faa Arter, som Colins scor- 
pioldes, Pleuronccles plntessoides o. s. v. Men denne Forskjel forøges 
endnu betydeligen ved de alten , i den anden Fortegnelse tilkomne 
nye Arter. Iblandt disse gives der fem Sla'gtsfornier , nemlig Truj- 
lops med en Art, Lijcodes med to Arter, Cumpijlndon (<\o1ac(inthus) 
med en Art, Itythites med en Art og Himantolophus med en Art, som 
ere nye; kun en eneste af disse Slægter er nyligen bleven bekjendt at 
forekomme i Europa, nemlig Lijcodes i det islandske Kysthav, med en 
endnu ikke fuldkommen bestemt Art. Af de tilbageblevne elleve Arter 
lindes kun en i den europaiske Fauna, nemlig Molclla mustein; en er tvivl- 



157 



som som nye Art, Gasterosteus dimidiatus, de ovrige cre hidindtil kun 
trufne i det griinlandske Hav. 

Der fremgaaer saaledes som Hovedresultat af denne Sammenlig- 
ning-, at den griinlandske Fiskefauna er baade i Slægts- og Arlsformer 
betydeligt forskjellig fra den europæiske, og at næsten Halvdelen af dens 
Arter endnu ikke ere fundne i del saa nærgrændsende islandske Kystbav. 

En Sammenligning imellem den griinlandske Fiskefauna og dens 
Modsætning - etter den geographishe Lamgdc, eller de Fiske-Arter, som 
træffes i Havet uden for Kamschatka vilde her have været paa sit rette 
Sted, og det gjiir mig ondt, at jeg ikke er i Stand til at overvinde de 
Vanskeliglieder, som staae i Vejen for en saadan Sammenligning, hvor- 
iblandt den vigtigste naturligviis er Mangel paa Matcrialier. For Kam- 
sehatkas Fiske kan jeg kun benytte Pallas Zoographia rosso-asintica, og 
de af Tilcsius i Skrifterne af det haiserligc Akademic i Petersborg leve- 
rede Monographier, men hos begge ere Beskrivelserne ofte saa ufuld- 
stændige, at man, uden at see Originalerne, hvilket Cuvier tildeels har haft 
Lejlighed til, ikke vil være i Stand til al have nogen Mening om Arten. 
Vel er en Deel af disse Fiskearter reviderede i Cuvicrs og F^alenciennes's 
store Værk, men dette indeholder endnu kun den storste Deel af de pig- 
linnede Bcenfiske; ved de vanskeligste og paa Arter i begge Have tal- 
rige Slægter Salmo og Gadus savnes der endnu saadan Kritik. Hertil 
kommer, at skulde Sammenligningen i sin Delail give paalidelige Resul- 
tater, maaftc enten de griinlandske Fiske sammenlignes blot med de ved 
Asiens Ostkyst, men i Fortegnelserne er det ikke altid angivet, om en Art 
er truffet i det asiatiske eller amerikanske Kysthav, og man maa altsaa tage 
begge sammen, eller ogsaa maatte paa den anden Side tillige Ostkysten 
af det nordligste Amerika fiiies til Gronlands Fauna, men deels levere 
de engelske Polarreiser for lidt og for ubearbeidet Material, deels kan 
man i det, som Amerikanerne have leveret, ikke komme ret langt udover 
den 55° I\. B. Imidlertid giver et Blik paa de Fortegnelser, som man 

Vid Sel. naturvid, oij mathem Afli. Vil Deel. S 



158 



l>an udkaste over begge Haves Fiskearter, dog- nogle ikke uvigtige 
Resultater. Antallet af Arterne vil omtrent blive det samme i begge, 
naar man sætter den sydlige Grændse for Kainseliatkabavet at være den 
50° og den nordlige at være den G(>° IV. B.; det vil saaledes strækise 
sig fra de nordlige kuruliske Oer til Osteap paa den asiatiske og til 
Kofzebue-Bugten paa den amerikanske Side. Den grtinlandske Fauna 
derimod vil indsluttes imellem Sydkysten af Julianebaabs-Distriet og- 
Colonicn Upernavik, som det nordligste Punkt, hvorfra Museet har 
erholdt Bidrag, eller imellem den 00° og 75° ]\. B. 

Der gives kun faa og for stiirsle Deel de samme Familier i begge 
Faunaer, hvortil disses Fiskearter henhore; det er Familierne Ctjclo- 
stomi, Plagiostomi, Anguillares, Discoboli, Pleuronectini , Gadini, Clupe- 
oides, Salmonei, Gobioides dog kun sammes ene Afdeling eller Under- 
familien Blennioides , og endelig Familien Scorpioides, som forekommer 
paa begge Steder. Den grønlandske Fauna viser i den fabrieiske Slægt 
Cainpi/lodon, som Cuvier henregner til Familien Scombcru'ides den eneste 
Undtagelse herfra, thi Forekomsten af Labrus cxuletus efter Fabricius er 
endnu alt for uvis til, at man kan optage Familien Labroides i denne 
Sammenligning. Kamsehatkas Fauna har i Trichodon Stcllcri Cuv.*) en 
Repræsentant af Familien Percoides forud for den grønlandske, foruden 
den mærkværdige Sbegt Cliirus, hvis man af den vilde gjore en egen 
Familie**). Maaskec kunne endnu Familien Cyprinoides tilloies, som i 
Grenland aldeles mangler. 

De Familier, som have de talrigste Arter i den ene Fauna har 
dem ligeledes i den anden. Det er Ulkene, Sliimliskcne, Torskene og 



') Hisloire naturelle des poissons. Vol. 3. pa^j. 154. Tab. 57; Pollus zoograplua rosso- 
nsititicn , Vol. Ml. pag, l!u.>, hvor den kaldes Trachinus Trichodon. Tilcsius har i 
Jlnn. rfe l'.icad. imp. ile Petersb., Tom IV. Tab. XV lig. 8—9 leveret en Afbild- 
ning af den. 

••) Med Hensyn paa Antallet og Betydningen al' Sidelinierne liar denne Familie en 
analog Form i Gronland iblandt Sliimlisl.ene , nemlig Cliims unimaeulatus. 



159 



Laxegruppen , som i begge have de fleste Arter. Saaledes finde vi af 
den forste Gruppe otte, eller tages Labradorkysten og- de norden for 
samme liggende Landes Fiske med i Regningen, ti Arter i den grøn- 
landske Fauna, imedens det asiatisk-amerikanske Hav heller tolv Arter. 
Af Sliimfiskene, Soculvcn (j4narrh.ich.as lupus) indberegnet, gives i Griin- 
land otte Arter, og omtrent det samme Antal findes ved Kamschalka; 
det sidstes Hav nærer sex Arter af Torskefamilien, hvorimod der opholder 
sig af denne Familie i det mindste ti Arter i det Gronlandske. De til 
Laxefamilien henhorende Fiske udgjore i det sidstnævnte Hav syv til otte 
Arter, hvorimod Uamsehatka-Havet vist nok vil have et noget storre An- 
tal, naar man engang bliver istand til notere at bestemme de i Pallas's 
Zoographia rosso-asiatica derhen horende Arter, men disse synes at hen- 
hurc til et færre Antal Slægtsformer. I enhver af de sammenlignede 
Faunaer indeholde altsaa de anforte fire Familier betydeligt mere end 
Halvdelen af deres samtlige Arter. 

Den stbrre Deel af Slægterne af de pigstraalede Beenfiske er 
fælleds for begge Faunaer, saaledes finde vi Colins, Aspidophorus , Se- 
bastes, Gasterosteus, af Sliimfiskene i det mindste Gunellus og Clinus, og 
endelig Anarrhiehas ; ogsaa af de andre Familier gives flere fælleds 
Slægter, saaledes Salnw, Mallotus, Clupea, Gadus, Meriangus, Hippo- 
glossus, Cycloptcrus, Liparis, Anguilla og Ammodgles iblandt deledstraalede 
Beenfiske. Men der gives ogsaa i enhver af Faunaerne flere Slægts- 
former, som findes i den ene, men mangle i den anden. Saaledes treffes 
i det gronlandske Hav iblandt de pigstraalede Beenfiske Slægterne Tri- 
glops, Lgcodes og Campglodon, som alle tre mangle i Havet ved Kani- 
chatka, hvorimod dette igjen har forud Triehodon, Ilemilepidotus, Blepsias 
og Cliirus. Næsten alle disse syv Slægter ere tillige ejendommelige for 
de tilsvarende Have. Ogsaa iblandt de straalefinnede Familier har den 
ene Fauna nogle Slægter forud for den anden; Paralepis, Scopelus, Mo- 
tella, Macrourus, Bgthites, Citharus og Gymnelis findes blot i Gronland: 

S* 



s 



liO 



Slægten Platessu forekommer ved Kamschatka, men ikke i Griinland. 
Af de rundmundede Bruskfiske har Griinland Slægten Myxine, Kam- 
schalka derimod Pelroinyzon forud. 

Vende vi os nu fil Sammenligningen af Arterne paa begge Steder, 
ville vi finde, at Forskjellcn bliver endnu stiirre. Det forslaaer sig- af sig 
selv, at de Slægter, som en af Faunaerne have forud, allerede meddele 
til denne en betydelig Forskjel i Arterne; saaledes har Griinland ti 
Slægter iblandt Beenfiskcne, som ikke forekomme ved Kamschatka; disse 
indedolde i det mindste fjorten paa det sidste Sted manglende Arter, hvilke 
udgjore betydeligt mere end en femte Deel af dets samtlige Arter. Under- 
søgelsen vil altsaa kun omfatte de fælleds Slægter, hvis Antal for Been- 
fiskcne belobe sig til sytten. Disse frembyde især hos de pigstraalede 
kun liden eller ingen Overeensstemmelse med Hensyn til Indhold af 
Arter, som det folgende vil vise. Af de gronlandske Ulkearter fore- 
kommer efter den Bevision, som Slægten har været underkastet i Cuviers 
og Walenciennes's histoire des poissons, ikke en eneste Art i Havet ved 
Kamschatka. Vi finde kun imellem nogle Arter en stor Lighed , f. Ex. 
imellem Cottus gronlandicus Cuv. og Colins Jaok Cuv. , og imellem 
Colins tricuspis Mus. Iteg. og Cottns ventralis Cuv., hvorimod Cottus 
Scorpioides og Colins uncinatus Mus. Rey. ikke synes at have nogen 
filsvarende Art i det ostlige Hav, som derimod i Cottus pislilliger og 
Colins diceraus har Arter, med hvilke ingen grønlandsk kan sammenlignes. 
Aspidophorus decagonus Bl. er i mange Henseender forskjellig fra Aspid. 
acipenserinus Pal. og den anden gronlandske Art eller Aspid. monopte- 
rygius sfaaer endnu ganske allene i Systemet. Den gronlandske Sebastes, 
som er af samme Art som den nordeuropæiske eller Sebaslcs norvcgicus, 
afviger fra den nordasiatiske, som Pallas kalder variabilis, ved de færre 
og mindre udviklede Pigge paa Hovedets Been, ved det afvigende Straale- 
antal i Finnerne, og endelig ved Farven af Legemet. Af Sliim- 
fiskenes Arter er der ingen, som findes i begge Faunaer, undtagen Soe- 



m 



ulven (Anarrhichas Lupus); Arterne af denne Familie, som forekomme 
i Havet ved Kamschatka, synes, efter Pallas's korte Beskrivelser at 
domme, endog- tildeels at frembyde Former af Underslægter, som ere 
forskjellige fra de grønlandske; imidlertid udgjore de Arter, hvis rudi- 
mentaire Bug-finne Lestaaer fornemmelig af en kort spids Pig", eller 
GttMeZ/iis-Formen , det storre Antal. Bienmus rosaceus Pal. synes endog- 
at forene GunellusSlxglens Form for Bugfinnerne med den Form for 
Halefinnen, som den gronlandske Slægt Lycodcs har. I det mindste er 
den ene af Kamschatkas Arter af Shægtcn Hundesteile (Gasterosleus) 
nemlig- G. Obolarius ang-ivct som forskjellig- fra den gronlandske. Al de 
22 i foreg-aaende Fortegnelse opstillede pigstraalede Fiskearter forekom- 
mer altsaa kun Siieulven ved Kamschatka. De ledstraalcde Fiske synes at 
opvise nogle flere fælleds Arter end den forrige Afdeling, i det mindste 
anfores i begge Faunaer Gadus morrhua, Gatlus Callarias og- Hippoylos- 
sus vulfjaris. I det hele vil, naar man folger hegge Faunaers reviderede 
Fortegnelser, saaledes som de for Tiden kan gives, neppe mere end syv 
p-ronlandske Fiskearter forekomme i Havet ved Kamschatka. 

Den samme Forbg-else og- tildcels forandrede Benævnelse, som 
efter det Foreg-aaende treffer den fabriciske Forleg-nelse paa de gron- 
landske Hvirveldyr, vil og-saa udvide sig- til hans Fortegnelser paa de 
ring-ede Orme (Annelidcs) , Krebsdyrene (Crustacca) , Bloddyrene og 
de usymetriske Hyr, thi saameg-et fremgaaer af de rig-e Materialicr, 
som ere opstillede i det kongelige Museum, at der forestaaer ogsaa 
for den Deel af Fabricii Fauna gronlandica, som indbefatter hine 
Dyreklasser, en betydelig- Forandring- saavel med Hensyn paa den syste- 
matiske Benævnelse, hvilhen man i nog-le Tilfælde neppe kan ane efter 
Fabricii Beskrivelse, som ogsaa paa Antallet af Arterne. I alle de nævnte 
Grupper ere nye Arter, i nog-le endog- nye SSægfsformcr blevne beskrevne. 
Museet besidder saaledes flere Arter af Annelidcr fra Griinland , end 
Fabricius har optagrct i sin Fauna, uag-let næsten alle hans Lumbrici og- 



142 



Slægten Spin endnu il;l;e ere blevne indsendte, og dog synes Lun 7 — 8 Arter 
at kunne tilbagefores paa Artsbenævnelserne i Fauna grbnlandica. Iblandt 
de opstillede forekomme Arter af Slægterne Nereis, PInjllodoce, JVcphlys 
og Glyceris i JYcrcidcrncs Familie; af Slægterne Aricia , Ophclia og 
Cirrhatula i Familien "Aric'iens" / og - foruden den egentlige Arenicola er 
blevet opstillet en nye til samme Familie henborende Slægt Eudora. 
Lignende Tilvæxt frembyde Crmlaccernc og- Rloddyrcne; af den sidst- 
nævnte Række er foruden adskillige nye Arter ogsaa en nye Slægtsform 
opstillet, der er nær beshvgtet med Dlainvilles Bursatclla. Af Dvrerig-ets 
sidste Række indeholder den gronlandske Samling- ligeledes adskilligt I\\ t, 
iblandt andet foruden en Siptmculusart, ogsaa en nye Underslægt i IIolo- 
//iw/fl-Fiimilien og en g'ig-antisk til Comalula- Slægten henhorende Ilaar- 
stjerne (crinoidé), hvis enkelte Slraaler have en Længde af otte Tommer. 
De ichlhyologiske Ridrag-, for hvilke det Foregaaende tjener tillige 
som forelobig Oversigt, vil deels indeholde Bestemmelser af nye Slægtsfor- 
mer, hvor saadannes Indforelse ansees overeensstemmende med de af Cuvier 
fulgte Principiel* tilligemed Reskrivclse af disses nye og- gronlandske Arter, 
deels Reskrivelser af nye Arter i allerede opstillede Slægter. Da den 
Orden, hvori Bidragene ville folge paa hinanden , har været afhængig' af 
de tilstrækkelige Malerialiers Ankomst i Museet, og- hvorvidt disse have 
været i en saadan Tilstand, at derefter strax kunde forfærdiges gode 
Tegninger, saa turde den systematiske Orden neppe blive den, som vil 
komme i Anvendelse. 

Eftcrnl Trykningen af Indledningen var rykket fremad, erholdt Mu- 
seet den trcdie Deel af Dr. Richardsons Fauna boreali-americana , som 
handler om Fiskene, og som er udkommet forrige Aar i Loudon. Jeg 
seer mig derved i Stand til at tilfoie i et Tillæg til Anmærkningerne 
over den af mig givne Fortegnelse nogle Efterretninger om, hvorvidt 
iiiinf vigtige Arbeide giver Oplysninger om og Ridrag til den gronlandske 
Fiske-JRrmna, idet jeg her vil gjennemgaae de i Rogen anfeirte Arter, forsaa- 



113 



vidt som de henhure til den sidstnævnte Fauna. Efter Planen skal Itichard- 
sons Værk optag-e alle Fiskearter, som forekomme i en Strækning fra Vest- 
kysten af Nordamerika tversover Fastlandet til Ostkysten af Gronland. 
Ureden af dette Belle, som beg-ynder imellem den 70° og den 7o° N. B. er 
lioist ulige og strækker sig saa ubestemt imod Syden, at nogle af de nordlige 
Fristaters Fiskearter ogsaa blive beskrevne. Det er kun det store mellemste 
Stykke af delte Belte, som Forfatteren bar bereist; det er derfor især 
Ferskvands-Fiskene af Slægterne Cyprinus, Salino, Corregonus, Acipenser 
o. s. v. i det paa Floder og Siier saa overordentligt rige Indland eller i 
de saakaldtc Pelslande med deres nærmeste Tilgrændsning, som ban har 
undersogt og beskrevet efter Naturen, men hverken den vestlige eller 
ostlige Ende af Zonen bar han besogt. De amerikanske Fiskearter 
paa Vestkysten har han derfor, uden at kunne meddele nyere Op- 
lysninger om dem, anført fornemmelig efter Pallas og Tilcsins, og 
lillige benyttet de Dele af Cuvicrs Ilisloire des poissons, som indtil Fuld- 
endelsen af hans Værk vare udkomne. De gronlandske Fiskearter frem- 
stilles for os med faa Undtagelser saaledes som Fabricii Fauna grbnlandica 
giver Vejledning dertil, og del synes ikke, at Forfatteren har i de engelske 
Museer fundet Leilighed til at see Fiske fra denne Locahtet og at sam- 
menligne dem med Exemplarer fra andre Steder. Hvad vi saaledes her 
alene kunde sporge om, er, om Fiskearterne i Fabricii Fauna gronlandica 
ere trufne ved de amerikanske Kyster af Polarhavet? om Fabricii urigtige 
Bestemmelser ere rettede? og om de nye Arter ere blevne fundne af 
Forfatteren ? 

Af CoM (»-Familien ere kun Cottus grb'nlandicus (Cuv.) og Sebasles 
norvegicus (Cuv.) blevne fundne ved de nordamerikanske Kyster. Af den 
første leverer Forfatteren en Beskrivelse og en god Afbildning (Tab. 9o, 
Fig. 2) efter et Exemplar fra Ncivfoundland, og bemærker tillige, at 
Kapitain J. C. Iloss anseer Cotlus tjuadricornis , der anføres i Appendix 
fil Parrys og John Ross's Polarreiser . for at være denne Art. Cottus 



I te 



uncinatus finder jeg- il;l;e iblandt de amerikanske Cottus-Arter, men vel en 
anden Art, som ligeledes har Tander paa Ganebuerne ligesom hiin, men 
denne Art er en Ferskvandsfisk fra Coluiubiafloden. Den er ved sine 
talrigere Straalcr i Ryg - - og Gadbor -Finnerne og ved sin skarpe Hud 
tilstrækkeligt adskilt fra den gronlandske Art, og har faaet Navn af 
ihltus asper; den er afhildet Tab. 95 Fig. 1. C. scorpioides og C. gobio 
F. Gr. (tricuspis Mus. Re g.) anfiires blot efter Fabricius. Det samme er 
Tilfældet med Callas (.ispidophorus) cataphractas, hvorimod han optager 
Aspidophorus monoptcrggius efter Cuvier som en n\ grønlandsk Art. 

Foruden Nolacanlhus Nasus (Campylodon Fabricii Mus. Reg.J, 
som han angiver efter Bloch og Cuvier, optager han i Stedet for Zeus 
Gallas Fab. efter Cuviers Hypotbese Lampris giillalus i den gronlandske 
Fauna, hvortil han finder en Grund meer fordi Jeroine Smith autorer den 
iblandt Massachusetts Fiske, men samme Forfatter fortæller ogsaa, at Zeus 
Faber nyeligen er truffet i Bostonbugten*), og denne Art passer vist nok 
bedre til den af Grønlænderne beskrevne Fisk. 

De fabriciske Arter af Familien Gobioidcs optages under de samme 
Artsbenævnelser som i Fauna grbnlandica. Der beskrives under IVavn 
af Rlennius Gunellus Lin. et i Brændeviin aldeles afbleget Exemplar, som 
Richardson har erholdt fra Labradorkysten; Straaleanlallet i Rygfinnen 
slemmer overeens med det hos den europæiske Art (Gunellus vulgaris), 
og hos den anden grønlandske Art (Gun. affinis Mus. Rey.), imidlertid 
restaurerer han den ved Brændevinet tilintetgjorte Farve ved at overdrage 
den fra Fabricii Beskrivelse af en anden Art i Fauna grbnlandica! Af 
OmHs-Artcrne omtales kun de lo fabriciske Arter punelatus og I^mn- 
penus, men af hvilke han ild;c har truffet nogen. De tre nye Arter af 
Clinas forekomme ikke i Bogen, og med Hensyn til de tvende Arier af 
Slægten Lgcodcs erc vi lige nær med Bestemmelsen af Sabines Rlcnnim 



') Jt'v. Natural History of Ilte Fishcs af Massachusetts by Jcromc, V. C. Smith. M ft 
Boston 1S33, pag. 308. 



145 



polaris, da Fauna boreali-americana kun gjentager, hvad Sabine og Ross 
tidligere have ladet trykte. 

Det er især i Laxefamilien, at denue Fauna vil tilbyde Ichthyologerne 
vigtig Hjelp til Arternes Sammenligning; ved den ville vi ogsaa sættes i 
Stand til at bestemme noiagtigerc de grønlandske Arter, naar forst fuld- 
stændige Exemplarer kunne erholdes. Richardson nævner hun foruden 
den egentlige Lax, som han ikke selv har truttet, de fire fabricishe Arter 
uden at optage dem med Lobenummer iblandt de amerikanske Arter, 
hvorved han yttrer, at Sahno Carpio Fabr. vel hunde være hans -S. Hoodii, 
Sal. alpinus Fabr. hans S. nitidus og <S. staqnalis Fabr. hans Alipcs; 
Sal. rivalis Fab. vilde derimod, hvis den ikke er et meget ungt Indivi- 
duum af en af de tre forannævnte Arter, være en virkelig nye af ham i 
Nordamerika ikke fundet Art. Fiskearter, der kunne henfores til Slæg- 
terne Paralepis og Seopelus, blive ikke omtalte. 

I Fabricii Gadus Æglefnus og Gadus barbatus har Forfatteren, 
og som det synes uden at have seet dem, erkjendt tvende Arter, som ere 
forskjellige fra de Arter, hvis Navne de bære. lian har givet Navnet 
Gadus Fabricii til den første, som i vor Fortegnelse forer Navn af Gadus 
Agilis, og han har kaldet den sidste Gadus O gak efter de boothiske Es- 
qvimoers Benævnelse af en Torskeart, som ikke videre beskrives. Gadus 
virens Fab. anseer han for at være Gadus polaris Fab., og ved Gadus 
Rrosme Fabr. bemærkes, at en den lignende Art Rrosme flaveseens fore- 
kommer ved Newfoundland. Der bliver ikke en eneste Art af Molella 
anfeirt, og der forekommer ingen Fiskeart, der kunde henfores til den 
nye Slægtsform Bgthites. Med Hensyn paa den grønlandske Berglax, som 
ikke er forekommet Forfatteren, følger han Cuvier, der som bekjendt 
antog, at den grønlandske og norske ere af samme Art og overeensstem- 
mende med den ene Art fra Middelhavet. 

Ophidium viride med dens mange Varieteter synes ikke at være 
bleven fundet paa Ostkysten af Nordamerika, og vi kunne altsaa ild-.e 

Vid. Sel naturvid, og mathem. Afh. fil Deel . -I 



14fi 



erholde nye Oplysninger om den; selv om Ophidium Parrii, der vel er 
en Arl Gymnelis faaer man ild;e fuldstændig ere Underretning end den 
</. C. Ross bar meddcelt. Sandaalen fra I\ew fouudland faaer IVavn af 
.immotlytcs Lanrca Cuv.; derimod mener Forfatteren, at Fabricii gron- 
landsbe Art skulde være Am. Tobimms Cuv. eller den Art, som Bloch 
har afbildet Tal). 72, Fig. 2. 



Forste Bidrag. 

Slægten Lycodes og dens to gronlandske Arter. 

Tab. V. og VI. 



I de i Vinteren 1851 til Videnskabernes Selskab meddelte Bidray til 
den grønlandske Fauna, til hvilke nogle i Aaret 1850 af den natur- 
historiske Reisende, Candidat fald, i Grønland foranstaltede Indsamling-er 
ved IVennortalik , omtrent under 60° IV B., havde leveret Materialier, 
blev en Fiskeart forelobigen omtalt, som, saavidt Undersøgelsen o.<^ 
Sammenligningen af et eneste, i Maven af en Haifisk [Scymnas borealis 
Scorcsb.) fundet og noget forrevet Individuum tillod en Dom, maatte 
betragtes som en nye og ubeskrevet Arfsform. De ledede og deelte 
Straaler i Ryg- og Gadborfinnerne forlangte denne Fiskearts Optagelse i 
Hovedafdelingen "de blodfinnede Fiske" (pisces malacopterygii), ligesom 
Stillingen af dens Bugfinner (pinnæ ventrales) under Brystet henviser 
til denne Afdelings anden Orden, eller til Cuviers Malacopterygii thora- 
cici (Malacoptery giens subbraehiens , Malacopterygii subbrachiati Latr.). 
Da Bugfinnerne sidde foran Brystfinnerne vilde den være at henregne 
til denne Ordens anden Familie, eller til de torskartedc Fiske (Gadini); 
men den ringe Udvikling af Bugfinnerne, Mangelen af Svømmeblære, 
Mavens Dannelse og den hele Kropform giver den megen Lighed med 



LIS 



Aaleqvabben (Zoarcæus vivipartis) , som Cuvicr har ladet blive forenet 
med de »ivrige Slægter af Blennius-Formen, til hvilisen den iiiensynlig 
gjiir en Overgang fra Torskefamilien. Denne nye Art maa altsaa i 
den Cuvierske Inddeling fiilge Aaleqvabbens systematislse Forflytning 
til Familien Gobioides iblandt de piglinnede Fiske (Ordenen Acanthopte- 
rijfjil). Derhen bragte Cuvicr ogsaa den eensomt, for sig selv staaende 
Slæglsform Stieulv (Anarrhichas) , som i nogle Formforholde viser nær- 
mest Lighed med Aaleqvabben, og ved den med andre Slægter af 
Familien Gobioides. Da nu den omtalte nye Art har Formen af de 
uparrede Finner, (da disse nemlig forene sig i Spidsen af Halen), de 
rudiinentairc Bug-finner og 6 Straaler i Gjadlemembranen tilfælleds med 
Aaleqvabben, hvorved den udelukkes fra Siieulven, hvorimod Tandformen, 
især med Hensyn paa Tændernes Stedforhold, giver den Overeensstemmelse 
med Siieulven, hvorved den igjen udelukkes fra Aaleqvabben, imedens 
Skjællcnes Form og Stilling er den samme, som findes hos begge Slæg- 
ter, syntes det her passende at opstille i den griinlandskc Art en nye 
Slæglsform som Forbindelsesled imellem de tvende nævnte. Den blev 
benævnet, for at udtrykke Analogien med Anarrhichas Lupus, Lijeodes, 
og Navnet J'ahlii blev tillagt Arten. Imidlertid synles det upassende at 
give offentligen en bestemtere og fuldstændigere Analyse af Slægtskjende- 
legnene, end den, der meddeles i Oversigten af Selskabets Forhandlinger 
fra 51 te Mai 1850 til 5i lc Mai 1831, da kun el enesle, og dertil slet 
conserveret Exenqdar, som var en Han, havde tjent som Grundvold 
for Sla'gtens Dannelse, og vi troede at burde oppebie Sammenligningen 
af nye Exemplarer, inden dette skeede. Forst i Efteraaret 1835 erholdtes 
fra Ejiibmand Moller paa Fiskernæsset, noget norden for den (J3° IV. B., 
en lignende Fisk, under det grtinlandske Navn Akidliokilsok*), der lige- 



■) Dette grunlandslic Kain tillægger Fabricius i sin Fauna ijronl. baade Btcnnius 
(Cliuus) punctatus o<j den, som groulandsk aldeles tvivlsomme Gattus Sierlucciits 
( Merluccius vulgaris). 



1-if) 



ledes var taget ud af 3Iaven af en Haifisk, men som desuagtet var meget 
g-odt vedligeholdt baade med Hensyn til Delenes Form, til Farveteg-- 
ning-erne og- til Shjællcnc. Den hcnhorte unægteligen til samme Slægt 
som det f'ahlskc Exemplar, og- bekræftede alle tidligere opstillede Slægts* 
hjendetegn; derimod lod nogen Forskjel i de relative Maal, et afvig-ende 
Straaleanta! i de uparrede Finner og- en liden Afvigelse i Tændernes 
Form Uvished tilbage, om den var af samme Art som den Vahlske. 
Da det Miillerskc Exemplar var en Hun, og - da Kjonforskj ellens Udtryl; 
i Kroppens Farve og- de ydre Deles Form bos Fiskene endnu ikl;e bar 
kunnet lade sig- bringe under bestemte Regler, var det muligt, at Af- 
vigelserne, som delte Individuunt viste, lumde hidriire fra Kjonsforskjellert 
og- fra det forsle Exemplars Ufuldstændigbed. For nu ikke at opstille 
tvende Arter, forfort ved en sig- i Farve og- Maal udtrykkende Kjons- 
forskjel, hvor Naluren kun havde dannet een, eller paa den anden Side 
ikke at sammenblande tvende Arter under et INavn, blev Afgjcirelsen af 
Sporgsniaalct udsat til et fuldstændig cre Materiale kunde levere flere 
Elementer til Sammenligningen. I Efteraaret 18a4 erholdtes tilsendl 
af Hr. Missionær Funch i Omenak (noget sydlig- for den 71° IV. B. ) 
tvende ret vel conserverede Fiske af samme Slægt under IVavn af Mi- 
sarkornak*') , som begge vare Hanner, af hvilke den ene i de relative 
Maal, Tegning- og- Straaleantal stemmer overeens med det Mollerske 
Individuum; den anden, som viser en fuldkommen opfattelig-, fra forrige 
aldeles forskjellig- Tegning-, har omtrent samme relative Maal og- Straale- 
antal som det fnhlske Exemplar. Del bliver saaledes afgjort, at Slægten 
Lycodcs tæller tvende Arter i det grønlandske Hav; af den ene af disse 
Arter besidder det kongelige Museums grønlandske SamUng- kun en Han 
og en Hun, og- af den anden flere Hanner og en Hun. 



") Denne grønlandske Benævnelse horer efter Fabricius ligeledes til Gadus Æglefinus 
(Gndus agilis Mus. Iicrj. Itafn.). Sec Videnslr. Selsk. Aarsbcretning 183^—35. 



4oO 



Legemets Form i denne Slægt er langagtig, den stiirste I Ion le 
forholder sip til Længden som 1 til 9 eller 10. Hovedet er meget 
forere end Kroppen, idet Brede og Hiiide i IVakken ere omtrent lige 
store, hvorimod Kropppen strax hag Brystfinnerne hliver stærkt sammen- 
trykt i den Grad, at den lange Hale hliver aldeles hlingeformig. Hovedets 
Forlied foroges ved den stærke Fyldighed af den Muskel, der lukker 
Underkjæven. 

De runde, tynde, smaae Skjæl ere fladt nedsænkede med deres hele 
Band i Huden, og overtrukne med Overhuden; de staae paa Afstand 
fra hinanden, og give, da de ere lysere i Midten, denne Udseende af at 
være tegnet med en stor Mængde cirkelrunde smaae lyse Punkter. Med en 
Pincet kunne de skiveformige Skjæl Iiiftes ud af deres Gruhe i Huden. 
De ere hiiide og straaleformigt strihede. Denne Forhindelsesmaade af 
Shjællcne med Huden, som ogsaa er fælleds for Anarrhiehas og Zoarcæus*) 
er meget sjelden hos Fiskene, og opfordrer derfor end mere til at stille 
disse 3 Slægter sammen i en Gruppe. 

Skjiindt Tiendernes eensidige Virksomhed i Fiskeklassen ikke giver 
dem den Betydning i Slægtsfonuernes Dannelse, som hos Pattedyrene, 
oi>- vi derfor i mange eonscqvent dannede Fiskeslægter træffe ikke ubetyde- 
lig Forskjel i Tandforholdet hos de enkelte Arter af Sla^gten, imedens 
de (ivrige Kjendetegn hlive de samme, saa udtrykker dog ogsaa Formen, 
Storreisen og Stedet af Tænderne et vist Forhold til den Styrke og Sik- 
kerhed, hvormed Bovet gribes og fastholdes, og folgelig ogsaa til Fiide- 
midlets Stiirrelse og 3Iodstand, og bur derfor niiierc hestemmes i enhver 
Slægtskaraktcr. Hos Slægten Lijvodes vidne Tænderne om en stor Kraft 
til at prihe et Bov, der endog kunde gjiire en betydelig Modstand i For- 
hold til den Gribendes Stiirrelse. De ere stærke og koniske, af et fast 



■) Blochs Afbildning af denne Art i Deutschlands Fisene Tab. 72 er forfærdiget med 
*aa ringe Slensyn paa Skjælformen. at den fremstiller denne Fisk med squamit 
imbricatis. 



Vil 



Udseende, ved Basis udvidede og uden Email. De findes paa Underkjæven, 
paa de korte, men stærise Mellemkjævebeen, paa Plovskjæi-benet og- paa del 
forreste Stykke af Ganebenene; da Underkjæven er betydeligt kortere end 
Overkjæven, slaae de fleste af Underkjævens Tænder sammen med Tæn- 
derne under Ganen, og de forreste af Overkjævens Tænder synes saaledes 
mere bestemte til at bugge fast i Rovet; de ere her derfor stiirst fortil. 
I Underlijæven derimod ere de mindre fortil, end paa Siderne. I Uen- 
seende til Tandforboldet staaer den nye Sla^gt imellem den svage Aale- 
qvabbe og den stærkbidendc SiJeulv. Gjellcmembranen undcrsfottes af 
sex Straaler eller splintformige Been i Længde og Brede noget tiltagende 
fra det forreste til det bagerste; Membranen selv fra begge Sider gaaer 
strax foran Brystfinnerne over i Brystets Hud og udgjiir et med den. 
hvorved Gjælleaabningen bbver trang og vender ganske bagtil; desuagtet 
er Gjellebulen rummelig, da Membranen er saa viid, at den ikke kan 
trækkes ind under del meget korte Gjællelaag. Hos Aaleqvabben findes 
aldeles den samme Form for Gjellcmembranen, og bos Soeulven er kun 
det afvigende, at den har syv Straaler og ikke sex, som Forfatterne i 
Almindelighed anfiire. 

De af fire Straaler sammensatte Bugfinner, som sidde betydeligt 
foran de brede tdrundede Brystfinner, ere meget korte, udgjcire kun 
jV Deel af Legemets hele Længde, og ere sex Gange kortere end Bryst- 
finnen. At saadanne Finner ikke kunne bidrage noget til Sviimningens 
Hurtighed, og vist uendelig lidt til en Forandring af dens Retning er 
klart, og vi have fuldkommen Bet til at betragte dem som Budimenter, 
eller som materielt Udtryk for en Virksomhed, som er sjunket til et 
uangiveligt Minimum, eller ogsaa aldeles forsvundet. Disse Rudimenter 
mangle aldeles hos Soeulven, og have et formindsket Antal af Straaler 
hos Aalcquabben, skjondt de forholdsviis hos den sidste ere noget læn- 
gere. Saavel i Ryg- som i Gadborfinnen ere Straalerne tydeligt ledede, 
og, med Undtagelse af fijrstc og anden i hver Finne, deelte. De ere begge 



L~>2 



lange iilct Rygfinnen tager sin Begyndelse hen imod Enden af Rygprofilets 
forreste tredie Deel, og Gadborfinnen benved Midten af Bugprofilef. De 
fortsættes begge til den yderste Spidse af Hvirvelstotten, hvor begge Fin- 
ners sidste Straaler stodc til hinanden. Sidelinien forekommer ild;e, hverken 
med Hensyn paa Sliimafsondring, eller som Grændse for Muskelbundterne. 

Legemets Længde, den fuldstændige Udvikling lain af det ene 
Par Svijmmefinner og- Mangelen af Svommeblære vise hen paa, at denne 
Sbeg-t lever paa Banden af Havet, og dens sjeldne Forekomst synes al 
stemme overeens dermed, og- saaledes har den samme Opholdssted som 
dens nærmest staaende , ofte allerede med den sammenlignede Slægter. 

De i den rummelige, omtrent en Femtedeel til en Fjerdedeel af To- 
tallængden optagende Bughule indslutfede Fordiiielsesredskaber have meget 
tilfælleds med de benævnte nærstaaende Slægter, og- igjennem dem med 
de fleste ovrige lilcnnitis- Slægter efter Cuvier. Maven bestaaer af et 
rummeligt i en rund Bund sig endende Cardia-Partie, som under en 
ret Vinkel boier sig- om i et meget kort, afstumpet kegledannel Partie, 
svarende til den nederste Mavemunds. Begyndelsen af Tyndtarmen er 
særdeles viid, og meget tyndhudet paa denne udvidede Strækning. Den 
hele Tarmekanal gjiir tvende Vendinger, og den udvider sig i den sidste 
Femtedeel af sin hele Længde i en Tyktarm. Leveren tolappet, Lap- 
perne langagtige. Gallebheren hænger frit i Vinkelen imellem Lcverlap- 
pernc. Melkesækken dobbelt, Rognsækken derimod enkelt. Nyren er 
udeelt. lang og smal, tykkest i den na'rmest Gadboret liggende Deel; den 
oplager i sig Halevcnen. Urinblæren næsten rund. 

De foranstaaende Udviklinger af Organisations-Forholdene hos denne 
nye Slægt ville vi sammendrage i f digende, i Kunstudtrykkene affattede 
Kjendetegn. 



å v tf 

loo 



Genus LYCODES. 

Corpus elongatum, antice inerassalnm, rostro obtusc conico, 

trunco com presso, cauda ensiformi. 
Sqvanue corporis rotundæ, minutee, tenuissinue, cuti immersæ. 
Os dentibns validis, intermaxillaribus, mandibularibus, vome- 

rinis et palatinis armatum; Rictus mediocris. 
Membrana branehiostega sexradiata utrinque jiignlo eonnata, 

apertura branchiali august a postten. 
Pinnæ ventrales obsoletæ brevissimw latiusculæ jugulares. 
Pinna dorsalis et pinna analis longissimæ, apicem caudec cir- 

cumdantes; radiis articulatis divisis. 
Vesica natatoria nulla. 
hiter Z o ar c æ tim et Anarrhieham genus medium. 

Denne Slægt tæller tvende Axter i Gruuland: 

1. Lycodcs Vahlii. (Tab. V.) 

Artsmærke: 

Carpore fiisvittto, eapite postice purum depresso; pinnis, dorsality 
analt, sqviimis minutissimis adspersis, illarailiis M2.7, hac radiis 
(£>.i: ii 11 o linie medium gastricum sito.") 

Legemet er langt, den storste Iliiide, som falder noget bag Bryst- 
finnerne, forholder sig til Totallængden bos nogle som 1 : 9, bos andre 
som 1 : 10, medens den storste Brede, som falder over Kinderne, Lun 



") Synonymer synes ikke at forekomme, hvis det ikke skulde være Pennants jmstu- 
laled lileiiny i lians Tillæg til Arctie Zoologi/. Sabines Blennius polarts, imberbis, 
pinnis, itnali, eaudali dorsalique iinitis kan ikke formedelst Pigstraalen i Bugfinnen 
benfores hertil. 

f'id. Sil. naturvid, oij mathem. Afh. Vil Deel. \J 



lo i 



er ubetydeligt storre, cad hiin Hiiide. Fra INakken af aflager Breden 
eflerhaanden, men stærkt, imedens Ilijiden fra Brystfinnerne til Gadboret 
kun bliver lidt ringere, saa at Hoiden ved Gadboret er dobbelt saa stor 
som Breden, og - tre Tommer fra Halespidsen er den forste næsten tre 
Gange saa stor som den sidste. Legemet lober fiilgeligt klingeformigt 
ud i Halespidsen, hvilket end mere foroges derved, at Byg - - og- Gadbor- 
finnen forene sig - i Halens Ende. Bugprofilet er, ligesom ogsaa Byg- 
profilet, tilrundet. Gadboret ligger noget ud over Enden af Legemets 
forreste Tredie-Deel. Hovedet, især dets forreste Trefjerde-Deel, er 
mærkeligt nedtrykt, og tillige er del Legemets bredeste Deel. Der er 
ikke Spor til nogen Sidelinie, hverken under Form af en fordybet 
Linie som Grændse imellem Muskellagene, eller som en Bad af Sliim- 
huller. Det er forsi efter Hudens Aftrapning- at Grændselinien imellem 
Muskellagene kan sees. 

Hovedet tilligemed Brystfinnerne ere niigne. Den ovrig-e Deel af 
Kroppen derimod besat med smaa (ynde Skjad, der næsten ere cirkel- 
runde og* have en slraaleformigt stribet Overflade. Skjællene ligge ikke 
tagsteenformigl, paa den sædvanlige Maade; men i en liden Afstand 
fra hinanden, gauske nedsænkte med deres hele Band i en flad Grube i 
Huden. Da de ere af en lysere Farve, give de paa Kroppens morkere 
Grund en fiinplellet Tegning - . Skjællene aftage i Storrelse, saavel i 
Ketningen fra Hovedet til Halen, som fra 3Iidten af Siden til Byg- og 
Bugprofilet. De storstc ere J Linie i Diameier. Paa Bygfinnen rækker 
Sl;jalbedækningen indtil to Tredjedele af Finnens Hiiide; paa Gadbor- 
finnen derimod ikke ganske til den halve Hiiide. Legemels Grundfarve 
var hos de, næsten i et Aar i Brændeviin opbevarede Individuel* , mdrk 
graabrun, lysere paa Hovedet og' Gadborlinnen. Paa denne morke Grund 
nedstige sex sadelformige, brede, graagule Tverbaand fra Kygfinnens 
Band, af hvilke det forreste er det smallcsle og korteste; de folgcnde 
brede og dybere nedstigende mod Gadborlinnen, til hvilken det femte 



1&; 



Baand rækker, imedens det bageste eller sjetle aldeles optager hele 
Halespidsen *). 

De lidt nærmere ben til Hovedets Spidse, end til IVakken liggende 
Gines Længde-Diameter indeholdes fem Gange i Hovedets Længde. 
Formedelst den, cornea bedækkende Huds ulige Gjennemsigtigked, synes 
de aflange; de ligge nær op til det kjolformige Pandeprofil, og derfor 
nær til hinanden, saa meget mere som Pandebenet selv uden Hud kun 
er \y bredt. Iris er rodlig guid. Jeg har kun fundet det ene Næse- 
bor paa hver Side, hvilket a åbner sig i Enden af et kort, noget kegle- 
formigt Ror, omtrent \'" langt. Tungen er kort, meget tyk, med en 
eonvex Overflade, som dannes af en blod glat Hud. Mundens Lukke- 
rouskel er særdeles voluminus, og det er især den, som giver Hovedet 
det brede Udseender Hvert Mellcmhjævebeen er pyramidalsk , med den 
brede Ende fortil, og den spidse vendt bagtil og noget ned ad. Det er 
kort, kan indeholdes næsten fem Gange i Hovedets Længde, dette maalt 
I il Spidsen af Gjællelaaget; det er tvende Gange kortere end de splint- 
formige Sidehjævebeen, der danne en meget spids Vinkel med Plovskær- 
benet, og nærmer sig derved den horisontale Stilling, naar Munden er 
lukket, hvilken Stilling ogsaa Underkjævcn har. Saavel Mellemkjæven, 
som den korte Lnderkjæve ere bedækkede af en tyk læbeformig Hud. 
Gabet er stort, skjondt det ved forste Oiekast synes mindre ved Under- 
kjævens Korthed. Tændernes Stedforhold er allerede angivet i de 
almindelige Bemærkninger over Slægtens Kjendetegn; hertil ville vi foie 
en nærmere Beskrivelse af Tændernes Form. De ere overhovedet eylin- 
drisk-koniske med noget tilrundede Spidser. De ere ved Basis noget 



■) Det er kun i den yngre og mellemste Alder, at disse Tverbaand ere sliarpt tegnede; 
jo ældre og storre Fisten bliver, jo lysere bliver Grundfarven, og det iIJ;e cens- 
formigt, men pletviis. og saaledes bliver den baandfonnige Tegning med Alderen 
utydeligere. Det Individuum, hvorefter Tegningen er forfærdiget, havde l.un en 
Længde af ti Tommer. Allerede ved Exeniplarer af tolv Tommers Længde blcve 
Tverbaandene mindre tvdelige. 



136 



tykkere og uden Email, og staae saaledes paa en kort Beenknude. 
Tandens Axe er i to Trediedecl af sin Længde huul. Det lbrste Lag 
omkring denne Axe synes at være af en anden Substants end det udven- 
dige Lag. Seer man igjennem Tanden, forekoumier det som om en 
mælkehvid Kegle er indsluttet af en næsten gjennemsigtig ydre Kegle, 
af hvilken sidste den ikke afslidte Tands Spidse allene dannes. Over- 
skjæres Tanden i Midlen af Længden viser den kredsrunde Snitflade i 
sil Midtpunkt en Aabning, som omgives af en smal mælkehvid Cirkel, 
hvorpaa foiger en udvendig bredere Cirkel. Paa de korte Mellemkjæve- 
been staac Tænderne foran i tvende uregelmæssige Rader, af hvilke den 
forreste indeholder de længste , og iblandt disse ere igjen de mellemste 
de storste. Den bageste Rads Tænder ere meget skjævt stillede, med 
Spidsen vendt mod Svælget. Paa den nederste Deel derimod sidde de 
i Storrelse aftagende og noget spidsere TaMider i en enkelt Rad. I l n- 
derkjæven er Forholdet af Tændernes Storrelse omvendt, da de kortere 
Tænder sidde her fortil i flere uregelmæssige Rader. Den kortere 
S nderkjæves forreste Tænder træffe ikke paa Tienderne i Mellemkjæve- 
benet, men paa de i Plovskærbenet; disse ere kortere end hine, men af 
samme Skikkelse, og sidde i en rund Gruppe paa Renels forreste Deel. 
Den enkelte korte Tandrad paa Ganebenene bestaaer af otte Tænder af 
samme Form, og omtrent af samme Storrelse, som de sidstnævnte; de 
staae meget tæt til hinanden. Den udvidede, beenagtige Rasis, som blev 
bemærket ved Underkjævetænderne, gjenfindes hos alle de ovrige. Svælg- 
benenes Tænder ere de mindste. Ved Brugen forandre Mundhulens 
Tænder sig betydeligt; ved et fjorten Tommer langt Individuum ere 
Tænderne paa Kjævebenene meget korte og stumpe, og paa Plov- 
skærbenet og Ganebenene danner Endefladen et Kuglesegment. 

Da Huden , som bedækker de nederste Oierandbeen (Ossh infra- 
orbitalioj, er temmelig tyk, bemærker man uden Præparation intet til 
disse; men præpareres Huden bort, lindes den hele Række af flade Been 



137 



af strække sig- fra Næsegruben til det bag: Orhitn liggende Hjornc i en 
stor nedhængende Bue. Det forreste af disse Been er, som sædvanligt, 
det stbrste, og liere Gauge storre, end de folgende. Ved de forste sex 
af disse Been, der, som alle flade Been, sammensættes af tvende Plader 
med mellemliggende Diploe, ræld;er den underste eller her indvendige 
Plade ud over den overste og er i dette Partie tynd og - eartilaginos; 
derved fremkommer i begge Pladers ForeuingsvinI;el en Bende, i hvilken 
der ligger en Hudkanal , som rækker hen til Præoperculum og op til 
Nakken; denne Kanal staaer i Forbindelse med en anden, som begynder 
paa den forreste Spidse af I nderkjæven, hvor den bar en liden Aabning, 
og- fortsættes igjennem en Bad af Grnber med mellemliggende forbindende 
Furer, som ere indgravede i den underste Kant af Kjævebenet, op til 
den beskrevne Canal i Gjællelaagets Forplade (Præopercuhtm). Her 
findes saaledes paa begge Sider af Hovedet et lignende System af 
C analer, som det man træffer bos flere Torskarter, hos Berglaxen, og 
især i Familien Sciænoides. Naar Huden bliver noget tor, synker den 
ned i Gruberne, og disse blive saaledes synlige paa den udvendige 
Overflade uden nogen Slags Præparation. Disse Kanalers physiologiske 
Betydning, hvor man hidindtil anatomisk har eftersporet den, er Sliim- 
afsondring og Sliimbortforen. 

Gjelleaabningen er temmelig trang, fordi Gjællemembranen fort- 
sætter sig i, og er sauimenvoxet med Huden under Halsen slrax foran 
Brystfinnerne, fuldkommen som hos Aalemoderen (Zoarcwus viviparus), 
og hos Soeulven (Anarrhichas Lupus)} dog har den hos vor Art en 
storre Hoide, idet denne udgjor fire Femtedele af Hovedets Hbidc, der- 
imod kun to Trediedele hos de sidstnævnte Slægter. Gjællerne selv ere 
korte og lave; den forreste eller nederste Arm af den yderste Gjællebue, 
der som sædvanligt er den storste, har kun en Sjettedeel af Hovedets 
Længde, og den bageste eller overste Arm bar kun en Trediedeel af den 
forreste Arms Længde. Gjællebuernes indvendige, eller Mundhuleflade 



138 



er besat med lo Rader Lorte kcglcformige Beenknuder, af hvilke de i 
den indvendige Rad ere de længste. Der gives Spor til accessoriske 
Gjæller, bestaaendc af sex til syv efter hinanden folgende Fibriller paa 
det sædvanlige Sted. 

Bug-finnerne kunne formedelst deres ringe Størrelse let oversees; 
de sidde foran og i en Afstand, som kun er lidt større end deres 
e«ren hele Lænede fra Brvslfinnerne. De sammensættes af fire ledede 
Straaler, af hvilke den udvendige er iideclf, de ovrige i S[tidsen tvedelte. 

De hrcde runde Brystfinner, der meget ligne Sbeulvens, ere stillede 
saaledes, at deres Grundlinie, ligesom hos den nævnte Art, staaer næsten 
perpendiculair paa Legemets Axe. Basis, som begynder ved Bugpro- 
lilel, har mere end Legemets halve Hoide paa dette Sted. Finnens 
Længde indeholdes otte og en halv Gang i Totallængden, og den natur- 
ligt udspændte Finnes største Brede er omtrent saa stor som dens 
Længde. Antallet af Straalerne er hos tvende Exemplarcr 10 fil 20*). 
Den syvende Straale (talt fra oven) er den længste, den forste eller 
overste er en Trediedeel kortere, og den nederste, som er den korteste, 
er ikke halv saa lang som den syvende. Alle Straaler ere, med Und- 
tagelse af den forste, delte. De tiltage noget i Tykkelse fra de overste 
fi! de nederste. Den dem beklædende Hud er, ligesom hos Siieulven, 
temmelig tyk, og er ved de sidste otte Straaler lidt udskaaret i Randen, 
hvorved Straalens Spidse rager frit frem. 

Rygfinnen tager sin Begyndelse i Enden af den forste Fjerdedeel 
af Legemets Længde, og fortsa'ltes fil Spidsen af Halen eller til sidste 
Ryghvirvel, i hvis Ende den tra-fter sammen med Gadborfinnen, saa at der 
ikke gives nogen særskilt Ilalefinne. Den beholder i sin største Længde 
omtrent den samme Hoide, og med Undtagelse af den forreste og den 



') Hos et Exemplnr tielles i venstre Finne I!>, i buire derimod 20 Straaler; en Af- 
vigelse fra Symetrien, som il>l;e er sjeldcn ved Fis], enes Brystfinner. 



159 



bageste Deel af Finnen have Straalerne samme Længde, dog faaer 
Finnen ikke den Hoide, som Straalerncs Længde skulde lade formode. 
da disse ikke kunne reises lodret, fordi de erc forenede til Linanden ved 
en tyk Hud. De storste have en Længde af tretten og en halv Linie; 
de som sidde i Spidsen af Halen ere kun lire Linier lange hos det 
omtalte atten Tommer lange Individuuin. Antallet af Straalerne talte 
indtil Midten af Halespidsen fandtes paa et E\cmplar at være 116 og 
paa et andet 117. Alle Straaler ere ledede; kun den forste og de i 
Halespidsen siddende ere udelte, de ovrige ere tvedelte, og de paa det 
storre mellemste Stykke af Finnen endogsaa to Gange tvedelte. At Finnert 
op imod Randen er besat med smaac Skjæl, bringes for Fuldstændig- 
hedens Skyld i Erindring. 

Gadborfinnen, som begynder noget foran Legemels halve Længde. 
ofr paa kort Afstand fra Gadboret, har aldeles samme Dannelse, Ilml- 
bedaduring og Straaleform som Rygfinnen. Den er ubetydeligt lavere 
end denne. Fra dens Begyndelse til midterste Straale i Halespidsen har 
jeg talt 95, hos et andet Exemplar 95 Straaler, og hos et tredie 91. 

Efterat have angivet de vigtigste ydre Formbcskaffenkeder, skulle 
vi nu vende os til den anatomiske Undersogelse af Fisken; men de 
anvendte Individuers Beskaffenhed sætte os herfor Grændser, og min 
ringe Oveise gjor, at jeg kun kan meddele nogle Bemærkninger over 
enkelte Organer. 

Hulen, i hvilken Hjertet og dels Dele ligger, har, som sædvanligt 
hos de benede Fiske, Formen af en stump Kegle, igjennem hvis fortil 
vendende Spidse Aorta træder ud til Gjællerne, og hvis Grundflade dan- 
nes af Diaphragma eller den Hudvæg, som adskiller den fra Bughulen, 
og som gjennembores af de fra Leveren og Nyrene kommende Vener. 
Hvælvingen af denne Hule dannes af de nederste Svælgbecn med deres 
Muskler, Siderne og- Bunden af den nederste og horizontale Arm af 
Brystfinnernes saakaldte Beenbæltc (cingulum osseum) . eller den forreste 



](>0 



Deel af Overarmsbenet med de Finnerne bevægende 3Iuskler. Hos vor 
Fisk er denne koniske Hule Lort op- stump, dens Længdeaxe er kun ti 
Linier*), og Diameteren af dens Grundflade fem Linier. Hulen er ind- 
vendig beklædt med en tynd Brysthinde (Plenrn), som slutter sig- ganske 
tæt til Hulens Vnegge, og ild;e afgiver nogen Duplieatnr til at danne 
en efeu Bjertepung (Pericardium), men med hvilken det fritliggende 
Hjerte lam er forbundet ved den foranliggende venose Sæk (Sneens 
venosus), og ved den udtrædende Aorta, (il hvilke begge Brysthinden 
er fastvoxen. Den rummelige veui'tse Sæk ligger paa tvers ganske i 
Diaphraqma med sin bageste Flade, i hvilken Venerne fra de hag Dia- 
jilwayma liggende Dele indmunde, imedens Venerne fra Hovedet træde 
forfra ind og danne Sækkens Ender. Den er ved en kort Canal for- 
enet med det store paa Kvjyjren af Hjertekammeret ot Aortekef>len 
liggende Hjerteure, hvis Længde er otte Linier, og som med sine 
Sider omfatter mere end lil Hælften Hjertekammeret; det fandtes, lige- 
som Venesækken , stærkt udspændt af coaguleret Blod. 

Det trekantede Hjertekammer med stumpe Kanter og afrundede 
Hjorner vender med sin Grundflade mod Skillevæggen og med sin skraae 
Spidse fortil. Dels Længde-Axe er sex og en halv Linie, Diameteren 
af dets Grundflade lire Linier. Væggene ere musladose, men ingen 
afsondrede 3Iusl;elbundler sees paa den indvendige glatte Overflade. 
Fra Hjerteiiret aflukkes det, saa vidt jeg lamdescc, kun ved en Iriangulair 
Klappe. Aorleheglen. der er af samme lys-rodbrune Farve som Hjerte- 
kammeret, skjondf den hos de flesle Fiskearter, som jeg har undersogt, 
har en hvid Farve, slutter sig med sin sljæve Grundflade til den skraae 



■) Da det til Undersøgelsen anvendte Individuum or Itf" og 4"' langt, saa indeholdes 
Axen af den Hule, i hvilket Hjertet ligger, 21 Gange i Legemets Længde, eller 
sammenlignet med Bughulens er den fire og en halv Gang hortere end den sidstes; 
dog maa ikke tabes af Sigte, at hiin linie lam er en Deel af et Pattedyrs Bryst- 
hule, og at dennes stinstc Rum maa hos Fisken stiges i Gjællchulcrne paa hver 
Side af Hovedet. 



161 



Flade af Hjertekammerefs Spidse, saa at de gribe noget over hinanden; 
dens Længde-Axe er tun fire Linier lang, og dens Basis to Linier 
bred, den trækker sig fortil umærkeligt sammen og fortsættes som Aortc. 
Dens Klapper kunde jeg ikke tydeligt adskille. Den fra Keglen lobende 
Aorte afgiver strax efter at den er traadt ud af Brysthulen paa hver 
Side to tæt til hinanden staaendc Grene, af hvilke den bageste er den 
mindste; den stiger op i den bageste (indvendige) eller fjerde Gjællebue; 
den tæt foran samme udtradende anden og noget stærkere Green stiger 
derimod til den folgende eller tredie Gjællebue. Efter et Mellemrum, 
der er ligesaa langt som det imellem Aortekeglen og den forste Afgiven 
af Grene, udgaaer igjen fra hver Side en Arterie, som er tykkere end 
den sidste, og som begiver sig til den anden Gja-Ilebue; efter et omtrent 
ligesaa langt Mellemrum klover den tilbageblevne Stamme sig og sender 
igjennem sine Grene Blodet ind i det forreste eller forste Gjællepar. 

Hos de fleste Fiske antyder Gadboret den bageste Grændse 
for Bughulen; Undtagelserne herfra, hvor denne Hule fortsættes bag 
Aabningen i et Bum, enten for flere Indlem eller for Generationsorga- 
nerne alene, ere ikke saa hyppige. Hos vor Fisk finde vi Begelen stad- 
fæstet. Gadborets Afstand fra Mundspidsen paa det atten Tommer lange 
Individuum, som har tjent til Ldmaaling, er syv Tommer og to Linier, 
eller udgjor omtrent to Femtedele af Legemets Totallængde. Gadboret 
ligger i den forreste Ende af en aflang, fladeonvex, rynket Fremragning, 
i hvis bageste Ende Lrinaabningen befinder sig; altsaa er heller iJ;ke 
hos denne Art, ligesaa lidt som hos Fleertallet af Fiskene nogen Clnaca, 
hvilken saa mange Zoologer endnu angive som almindelig i Fiskeklassen. 

Ved Bugens Aabning falder strax den sortebrune Farve af Bug. 
hinden (Peritonæwn) , der beklæder Bughulen, i Oine. Dette brune 
Overtræk smitter af paa Fingrene og forholder sig saaledes som det solv- 
glindsende Overtræk, der træfles paa Bughinden af andre Fiskearter. 
Den brune Farve bemærkes ogsaa paa de som stærke og fuldkomment 

l'id. Scl. naturvid, og mathem. Afh. VII Deel. X 



lf>2 



sammenhængende Mesenterier fra Bughulens Hvælving: til Maven, Tarme- 
kanalen og Generationsorganernc gaaende Forlængelser af Bughinden. 
Bughulens Længdeaxe udgjor en Femtedeel af Totallængden; hos det 
anforte Individuum har den en Længde af tre Tommer og li Linier. 

Den tomme Maves umiddelbart fra Svælget udgaaende og længste 
Partie, som svarer til den overste Mavemunds Partie (pars cardiaca), 
er cylindrisk, og bar en Længde, som udgjor noget over det Halve af 
Bughulens Længde. I sin bageste Ende boier det sig under en ret 
Vinkel om , og fortsættes et Stykke til hiiire. Dette Stykke danner den 
nedre Mavemunds Partie (jutrs pyloricd), hvilket henimod sin Indmunden 
i Tolvfingertarmen trækker sig noget sammen. Mavens Vægge bar en 
fast Textur og dens Muskellag er tykt. Paa den indvendige Overflade 
lobe fra Svælget flere Længdefolder, som længere tilhage ved Tver- 
folder forenes med hinanden, hvorved dannes stiirre Celler, i hvis Bund 
mindre nelformige Celler sees. Fobierne blive lavere jo nærmere Mavens 
Bund og Cellerne lobe mere efter Længden; i Pijlonts-Partiet ere de 
meget lave. Mavemunden selv er stor og kun ved en ringformig, frem- 
ragende og tynd Folde adskilt fra Tolvfingertarmen, der formedelst sin 
storre Vidde rager ud over den bele Peripherie af Indmundingen. 

Tarmens Længde udgjor tre Femtedele af Legemets Længde 
eller her elleve Tommer og otte Linier, som er tre Gange længere end 
Bughulens Axe hos samme Individuum. For at faae Plads til denne; 
Længde boier den sig i flere skraas lobende Tverlag og et Par korte 
Længdelag. Tarmen begynder som Tolvfingertarm med en Vidde, som 
næsten en halv Gang overtræ fl er Vidden af Pylorus-Pavliet. Efterhaanden 
bliver den trangere og beholder omtrent samme Diameter, indtil den i 
Begyndelsen af sin sidste ottende Deel udvider sig paa ny som Tyktarm. 
Tolvfingertarmen viser la-t ved Pijlorus paa lo modsatte Sider en meget 
flad Fremragninsr, som kan ansees som den begyndende Dannelse til 
tvende Blindror. Tarmens Va-gge ere tynde, indvendig har Overfladen 



165 



omtrent samme Udseende som Mavens mellemste Stykke, Lun ere Cellerne 
lavere. De storste og - meest sammensatte forekomme i den forreste udvidede 
Ende af Tolvfingertarmen; dernæst fblge Cellerne i Tyktarmen, som ere 
storre og mere sammensatte end de i Tyndtarmens (ivrige Dele. Tyk- 
tarmen adskilles fra Tyndtarmen tillige ved en ringformig, dog ikke 
langt ind i Tarmbulen fremragende Undfolde, der som en ufuldstændig 
Klap vanskeliggjbr en Tilbagetræden af Tyktarmens Indhold. I den 
nederste Trediedeel af Tyndtarmene fandtes flere Tveskaller liggende 
fuldkommen kele og med tilsluttede Klapper, skjondt indvendig ganske 
tomme, deriblandt vare to Individuer af IVucula arctica Gray, hvoraf et 
var en Tomme langt, tvende af JVuctda tennis og en Miatelia byssifera. 
Tarmeslimet indeholdt tolv Exemnlarer af en Distoma af aflan.«- oval 

I ir 

Form med en Sugegrube i Spidsen af Legemet, og en anden storre i 
Midten af samme. De ere to Linier lange og en halv Linie brede. 

Leveren er hun lidt længere end Maven og af ringe Omfang. Dens 
forreste samlede Masse (Basis hepatis) optager i Længden ikke engang en 
Fjerdedeel af Leverens hele Længde; denne Masse er af en trekantet Form, 
fortil afrundet; dens overste Flade, paa hvilken Maven (Fisken staaende 
paa Bugfladen) hviler, er noget eoncav, den underste derimod kjoldan- 
nct; Kjolen lober fortil ud i en konisk til Mellemgulvet sig strækkende 
Tap. Leveren deler sig i tre Lapper, af hvilke den mellemste er meget 
kort; den hoire den længste, den venstre den smalleste; begge blive 
meget tynde, næsten bladformige mod bageste Ende, som er bred og 
tilrundet ved hoire og spids ved venstre Lap. Imellem de tre Lapper 
ligger den kugelrunde Galdeblære, næslen ganske frit hvilende paa 
Randen af mellemste Lap , og kun ved Galdegange og nogle Traade af 
Bughinden heftet til Leveren. Galdeblæregangen er rummelig og aabner 
sig bag den ene omtalte Fordybning i Tolvfingertarmen. 

Milten, omgivet og fastholdt af 3Icsenteriet, er begrændset af tre 
Flader, af hvilke den forreste og længste slutter sig ganske tæt til Ma- 

X* 



ICA 



vens Bund og er efter den udhulet. Den tiverste og- den underste brede 
Flade sluder sammen i det skarpe bag-tilvendende mellemste Hjorne og 
fra samme udgaaende lianter. Hiornerne ere tilrundede, dog er det 
hoirc Iliornc mere udlobende. 

De samtlige Individuer, som 3Iuseet bar baft, ere tagne langt 
uden for Forplantnings-Perioden; tlii Melkcsækkene eller Testilderne ere 
tynde, næsten baandformigt sammentrykte, aflange Legemer, hvis Længde 
er tre til lire Gange saa stor som Brcden; de ere ved Forlængelser af 
Bughinden fastheftede til Bughvælvingen i sammes sidste Trediedeel paa 
hver Side af Tyktarmens Mesenterium. De have en guulgraae Farve. 
Den hoire Sæl; er mærkeligt længere end den venstre. Ved deres bageste 
Ende forener sig begges Udforelsesgang til en rummelig Sædgang, der 
bliver tydeligt smalere i det den lægger sig til Urinblærens Hals, og 
aabner sig saa vidt jeg kan see i en fælleds Munding med den. 

Iblandt syv Individuer findes kun en eneste Rognfisk, hvis Længde 
var 121 Tomme; den adskiller sig fra en ligesaa stor Han- eller 
Melkelisk ved et forholdsviis kortere Hoved, og derved at Gadboret lig- 
ger noget længere tilbage. Dette sidste Udtryk for Kionsforskjellen 
troer jeg at finde bos flere Fiskearter, det angiver en storre Bughule. 
Vor Fisk har kun en eneste Rognsæk som ikke engang fortil har noget 
Indsnit. Den ligger i Bughulens bagerste Trediedeel, er af en oval 
Form og ganske sammenfalden. Den indvendige foldede Flade er besat 
med en Ma'ngde meget fine runde Korn. 

Nyren begynder som tvende tynde Lapper paa hver Side under 
IVakken, hvilke forene sig snart til en under Bughulens Hvælving lig- 
gende og til den fastvoxet af Bughinden beda'kket smal Masse, der fort- 
sættes med tiltagende Tykkelse til Bunden af Hulen, hvor den i sin 
bageste Ende optager den store vena caudalis, der efter Professor 
Jacobsens Opdagelse fordeler sig arterielt i IVyrcsubstansen. Tilstan- 
den af Indvoldene tillod ikke at undersoge om denne Vene staaer i For- 



16, i 



biudelsc med Leverens Porlaaresyslem, som paa forskjellige Maader viser 
sig Los de fleste Beenfiske. Nyren afgiver Lun en eneste Nyrevene, som 
lober noget til hiiirc Side paa Overfladen, imedens den langt tyndere 
Uringang, liibendc i modsat Retning, ligger til venstre Side. Denne Gang 
træder imod Enden af Nyren over i den langstrakte Urinblære, bvis 
Aabniug allerede er omtalt. 

Hvirv cistotten sammensættes af 112 Ilvirvlcr af hvilke 25 ere 
Bughvirvler. Den forreste er uden Ribbeen, de (ivrige 2i have alle 
Ribbeen. Det fiirste af disse er det længste og, ligesom det andet, arti- 
kuleret umiddelbart til Hvirvcllegemet (cørpus vertebræ). Det tredit 
Ribbeen befæstiges allerede til den korte Sidetorn, de fiilgende Side- 
torne blive efterhaanden længere, og desto kortere blive Ribbenene, som 
bæres af dem. Af de 85 Halehvirvler have de fiirste en noget storre 
Længde end Hiiide, efterhaanden blive begge Dimensioner omtrent hge- 
store, og endelig træder det modsatte Forhold ind, og bestandig med mere 
aftagende Volumen jo nærmere man kommer mod Hvirvelstiiltens Ende. 

31ed Hensyn paa Artens Fordeling i det gronlandske Kysthav, 
bevise de til den gronlandske Samling indsendte Stykker, at Lycodes 
Vahlii forekommer paa en Kyststrækning af omtrent li Bredegrader. 
Det fiirste Individuum blev indsendt af Hr. Candidat Fald fra Nennor- 
lalih i Julianekaabs Distriet, hvorfra efter lire Aars Forlob et andet 
Exemplar erholdtes. Hr. Coloniebestyrer O. JV. Iiielsen bar sendt fire 
Stykker fra Fiskernæsset, og endelig kar Hr. Missiouair Funch truflet 
den, som det fra ham erholdte Individuum viser, ved Colonien Omenuk. 
Om det er denne Art, som efter det af Professor Thicnemann erholdte 
Exemplar at domme, ogsaa forekommer ved Island, maae tilkommende 
Sammenligninger yderligere vise. De gronlandske Individuers Stiirrelse 
gaaer fra ti til atten og en halv Tomme. 

Denne Fisk lever sandsynligviis paa store Dybder. Alle de Indi- 
viduer, angaaende hvilke nogen Meddelelse er skeet om 3Iaaden, hvor- 



166 

paa do erholdtes, ere tagne ud af Maven paa nyeligt fangede Havkalve 
(Scymnus borealts Scoresb.). 

Denne Fiskearts sædvanlige Næringsmiddel kan endnu ikke angi- 
ves, da Maven fandtes aldeles tom kos alle Exemplarer; at tveskallede 
Bloddyr udgjor en Deel deraf, synes de i Tarmekanalen fundne Skaller 
hos tvende Individuer at bestyrke. 

Udmaaling. 

Legemets hele Længde maalt fra Spidsen af Munden til 

Enden af mellemste Straale i Halen 18" 

Hovedets Længde maalt til Spidsen af Giællelaagets Hudrand 3" 10 
Underkiævens Længde fra dens Spidse til dens Articulations 

Flade 2" 

Til Midten af Pupillen 1" 7 

Fra Mundspidsen til Basis af Bugfinnerne 3" 5 

— til Basis af Brystfinnerne 4 

— til Spidsen af den tiltrykkede Brystfinne . 6" 1 

— til Begyndelsen af Bygfinnen 4" 10"' 

— til 31idten af Gadhoret 7" 2'" 

Hovedets Hoide ved Midten af Pupillen 1" 21"' 

— Brede — — — — 1" 11 

Hoide over Tyggemuskelen 1" 7 

— Brede — 2" 5 

Legemels Hoide ved Basis af Brystfinnerne 1" 10"' 

— Brede sammesteds 1" 5'" 

— Hoide ved Gadboret 1" 4 



in 



in 

ii 

' ni 



iu 



m 



i,i 



ni 



Brede sammesteds l'J^"' 



Hoide ved Begyndelsen af sidste Fjerdedeel af 

Totallængden • . . . . 

Brede sammesteds fi 



/// 



1G7 



Bugfinnernes Længde H'" 

Brystfinnernes forste Straale 1" 

— fjerde Slraalc i" 10'" 

— ottende Slraalc som tillige med syvende og 

niende ere de længste 2" 1'" 

— tolvte Straale 1" 8'" 

— nittende Straale 10^'" 

Bygfinnens forstc og udelte Straale 6^'" 

— ellevte Straale 101'" 

— fire og tyvende Straale 1" 1^'" 

— fire og halvtredsinstyvende Straale 1" \'" 

— tre og halvfemsinstyvende Sti'aale H^"' 

— Straaler i Enden af Halen 4'" 

Gadborfinnens forstc Straale 10 

— fire og tyvende Straale 11^ 

— fire og tredsindstyvende Straale 1" 

— fem og fiirsindstyvende Straale 0^ 



/// 



/// 



/// 



2. Lycodes reticulalus. (Tab. VI.) 

Artsmærke : 

Corpore reticulato; capite postlee cotnpressiusciilo ; pinnis, dor- 
aali analique, midis; illa rtidiis i)S, hac radiis 3&; ano fere in 
gastræo medio sito. 

Den Udforliglied, hvormed den foregaaende Art er blevet afhandlet, 
tillader en storre Korthed i Beskrivelsen af denne Art. En Melkefisk 
af omtrent fjorten Tommers Længde har tjent til Lndersogelse. 

Legemets Form er saa overeensstemmende hos begge, at det 
hun er ved den noiagtigere Sammenligning at Forskjellen viser sig. 



168 



Lcp-ctiict er i Forbolil til sin Længde noget hbiere. Dos dette Individmim 
er den storste Hbide tre Tommer og- ti Linier, hvilket ogsaa er Hoiden 
af den atten Tommer lange Lycodes f'ahlii. Hoiden aftager mindre 
stærkt imod Halespidsen, hvoraf fblger, at Haleenden er hos L. reticulatus 
baade hbiere og stumpere eller mere tilrundet, end hos den forste Art. 

Den har endvidere et lidt storre Hoved, hvilket Sammenligningen af 
begge Arters Ldmanlinger vil godtgjbre, til hvilke jeg henviser. Hovedet 
er hos L. reticulatus ligeledes i sin forreste Halvdeel nedtrykt, men Hoiden 
tiltager henimod Nakke-Begionen , hvorved denne bliver noget sammen- 
trykt, hvilket adskiller den fra Lycodes f'ahlii, thi hos denne sidste 
forholder Hoiden i Nakken sig til Brølen sammesteds som 19 : 27; hos 
reticulatus derimod som 22 : 21. 

Skjællene ere af samme Form som hos den forrige, men ikkun 
halv saa store som hos den, og beda'kke et mindre Partie af Legemet, 
thi foruden Hovedet og Brystfinnerne ere ogsaa hele Bugfladen, et storre 
Stykke af Siden bag Brystfinnerne, den forreste Deel af Hbiryggen og 
begge de uparrede Finner, aldeles nbgne, saa at kun en Strimmel af 
Siden foran Gadboret og den bele Side bag Gadboret er besat mad Skjæl. 

Farven er den samme som hos den forrige, men Tegningen er 
forsi; jellig, i det de lyse Tverbaand optage den hele Hbide af Siden og 
de mbrhe Tverbaand fem i Tallet ere netformigt tegnede; fra det fbrste 
Tverbaand lbber en sort Linie skraas over Bygfinnen til dens Band, fra 
andel og tredie gaae lo saadanne Linier, et fra hvert Hjbrne. Hovedet 
er ligeledes paa den graabrune Grund tegnet med sorte netformigt sig 
krydsende Linier. 

Oine, Næsebor og Tunge ere af samme Beskaffenhed som hos forrige 
Art, ligesom ogsaa Mundens Dannelse er den samme, kun er 31elleni- 
kjævebenef noget stærkere og længere; hos dette Exemplar er dets abso- 
lute Livngde lige saa stor som bos den 18 Tommer lange Lycodes F'ahlii. 

Tænderne frembyde ingen vigtige Afvigelser; de findes paa de 



169 



samme Steder og cre af samme Textur. De ere samtlige lam stærkere, 
have en spids-konisk Form og- en stiirre Boining, og Mellemrummene 
ere stiirre end hos forrige Art. Underhjævens Sidelænder ere betydeligt 
stiirre end Mellemkjævens, paa hvilken de ere tre Gange mindre end 
paa biins forreste Ende. Paa Plovshjærbenef sidde hun fem Tænder; 
de paa Ganebenene, ti i Tallet, ere meget stiirre og staae længere fra 
hinanden, hvorved Tandraden bliver længere end bos h. F'ahliij det er 
mærkeligt, hvor meget Brugen afslider alle Tænder hos den sidstnævnte 
Art, imedens den indtil en langt hiiiere Alder hun har ringe Indflydelse 
paa Tandens Spidse hos Lyc. reticulatus. Sammenlignes tvende ældre 
Individuer, et af hver Art og omtrent sanmie Slorrelse, viser sig kun 
tilrundede Stumper tilbage hos den fiirste, hvorimod den sidste Art har 
næsten alle sine Tænder endnu fuldkommen spidse. 

Gjælle-Membranen, som understottes af sex Straaler, forener sig 
med Halsens Hud, hvorved Gjælleaabningen faaer samme Form som 
hos foregaaende Art. Gjællebuerne og Gjællehanimen ere omtrent af 
samme relative Storrelsc som hos hiin. 

Bugfinnerne have fire Straaler, som ere omtrent fire or>- en halv 
Linie lange, og staae meget tæt sammen. 

Brystfinnernes Længde indeholdes næsten otte Gange i Total- 
længden; de ere altsaa forholdsviis noget længere end hos JL. Vahlii^ 
der er hun ringe Forskjel i Længden af Straalerne indbyrdes fra den 
tredie til den tiende, hvorved hele Finnens Rand bliver mere afslumpet. 
Der tælles tyve Straaler i hver Finne, af hvilke de nederste rage noget 
frem over den indskaarne Hudrand. Disse Finner have saaledes den 
samme Hovedform hos denne Art, som hos den foregaaende. 

Rygfinnen begynder noget længere tilbage bos denne Art, i det 

Afstanden fra Mundspidsen til fiirste Straale i samme indeholdes tre og 

en Fjerdedeels Gang i Totallængden, eller med andre Ord, fiirste 

Straale sidder lidt foran Enden af Totallængdens fiirste Trediedcel. 
Vid. Scl. uaturvid. og mathem. A[k Vil Deel. V 



I 



Den er fortil lavore, men bliver efterhaanden noget hoiere end hos den 
foregaacnde Art, derved bliver Haleenden end bredere og: mere tilrundet. 
Man tæller indtil Midten af Halespidsen 95 Straaler, som ere ledede og-, 
med Undtagelse af den forste, deelte. 

Gadborfinnen, som tager sin Begyndelse i Midten af Bugprofilet, 
er noget hoiere end Bygfinnen. Den sammensættes af 7o Straaler, som 
alle ere ledede og, med Undtagelse af den forreste, deelte. Den Slraa- 
1erne forbindende Hud er tyndere og nogen, hvorfor disse Finner 
kunne rettes mere i Veiret. 

Bughulen er beklædt med en hvid noget sijlvglindsende Bughinde 
(Peritonceum), som fra sin Midtlinie under Byghvælvingen udsender 
stærke Mesenterier, der bolde samtlige Indvolde i deres Leie. Hulens 
La'ngdcaxe indeholdes tre og en halv Gang i Totalkvngden, hos vort 
Individuum har den en Længde af fire Tommer og - tre Linier. Det 
stiirre Hoved, den stiirre Vidde af Gabet og de stærkere og spidsere 
Tænder tyde hen paa en kraftigere Ernaringsmaade hos denne Art end 
hos den foregaaende; ogsaa den fremadskridende Bevægelse maae her 
være noget hurtigere, da Halen, som Legemets vigtigste Bevægelses- 
redskab, har en stiirre Hiiide hos L. rcticulatus. Hertil svarer Rumme- 
ligheden af Bughulen, Længden af Maven, og Vidden af Tarmen, hvilke 
forhohlsviis ere stiirre end hos L. Vahl'd. Maven har fra Mellemgulvet 
til sin Bund en Længde af to Tommer og ti Linier; den er af samme 
Form og Beskaffenhed som hos den sidstnævnte Art. Dens indvendige 
Flade er med slorste Bestemthed deelt i tre Zoner; i den forreste har 
Længdefolderne Overva'gten, mellem dem findes kun faa Celler; i den 
midterste Zone er derimod den cellede Form den herskende, de stiirre 
Cellers fremstaaende Band er lav, og de af dem indesluttede mindre 
Celler meget hyppige, endelig er Bunden af Maven næsten ganske glat, 
og bliver forst imod den nedre Mavemund igjen foldet. Mavemunden 



171 



selv adskilles ved en fremragende Ring-folde fra Tolvfingertarmen; denne 
er i sin hele Lamgde rummeligere end hos L. f'ahlii; dens indvendige 
Overflade er besat med stærise, hyppige og skjæve Tverfolder, ligesom 
Gjentagelser af Mavemuudens Klappe og blot lavere; imellem disse Tver- 
folder ere smaae og lavere, skjæve Længdefolder. Overfladen faaer 
derved hos denne Art et andet Udseende end hos den forste. Endnu 
mere udmærket bliver Tolvfingertarmen derved, at de smaae Frem- 
ragninger paa hver Side af Tarmen strax udenfor Mavemunden ere her 
korte, lylike, kegleformige Rlindriir (appendices ptjlorieæ). Vi træffe saa- 
ledes her en fra den ene til den anden Art tiltagende Udvikling af Blind- 
rorene, de ere i den forste Art endnu ganske rudimentaire, og befinde sig 
i samme Grad som den hos et Foster i forste Udvikling sig befindende 
Udforingsgang af et Secretionsorgan. Hos den anden derimod ere de 
mere uddannede, som den efter nogen Tid i en stiirre Udvikling frem- 
rykkende og længere Gang. I den (ivrige Deel af den rummelige Tarm, 
blive Folderne mindre lioie; Tyktarmen adskilles ogsaa her fra Tvnd- 
tarmen ved en Ringfolde, som er anbragt en og en halv Tomme fra 
Gadboret. 

Leveren, 3Iilten og Nyren have samme Dannelse som hos L. Valdti 
den forste ogsaa sammes absolute Storrelse, skjondt der er Forskjel af 
fire Tommer i de sammenlignede Individuers Længde. Milten derimod 
er næsten dobbelt saa stor hos L. reticulatus. 

Meliæsækkene eller Testiklerne ere hos vort Exemplar sammen- 
faldne og fladtrykte, af en aflang Form, i Midten ubetydeligt bredere 
end ved de tilrundede Ender. De have samme Beliggenhed og Befæstelse 
som hos den forrige Art. Deres Længde er to Tommer og tre Linier; 
Brcden sex Linier, og Tykkelsen er en og en halv Linie. 

31useet besidder ogsaa en Bognfisk eller en Hun af denne Art. 
Kjonsforskjellen i Legemets Form viser sig paa samme Maade her som 

Y* 



172 



ved den foregaaende Art, nemlig ved et mindre Hoved, en længere Bug- 
hule og svagere Tænder. Hos den beskrevne lianfisk af Ly code s reticulatus 
indeholdes Hovedets Længde il Gang i Totallængden, hos denne Hun 
derimod \\ Gang. Hos den forste, som har en Længde af fjorten 
Tommer og fem Linier, er Gadborets Afstand fra Mundspidsen sex 
Tommer og elleve Linier; hos den ti Tommer lange Rognfisk derimod 
fem Tommer. Tænderne ere hos Hunnen mere afslidte end hos den 
meget storre Han, som lader formode, at hiin er ældre og at folgelig 
Hannen opnaaer en betydeligere Stiirrclse. Der finder, saa vidt jeg han 
see, ingen Afvigelse Sled i Mavens og Tarmekanalens Dannelse; Leveren 
har ogsaa samme Form, men den er forholdsviis af storre Volumen, thi 
uagtet den betydelige Forskjel i Legemets Stiirrclse, er Leverens absolu'c 
Slorrelse lige hos begge de sammenlignede Individuer. Milten er der- 
imod forholdsviis mærkeligt mindre hos Rognfisken. 

Rognsækken eller Æggestokken er enkelt, tyndvægget og uden 
Indsnit; i dens af næsten fuldbaarne Rognkorn udspændte Tilstand, 
saaledes som den forekommer hos delte Exemplar, er den af en pa-re- 
dannet Form, dens Længdeaxe er en Tomme og sex Linier; Tveraxcn 
i den forreste Ende er en Tomme og en Linie, i den bageste Ende otte 
og en halv Linie; Ldfiiringsgangen er meget kort, og a åbner sig bag 
Gadboret. Æggene eller Rognen er af en brandguul Farve, af et 
Hampekorns Storrelse. Hvis Tiden havde været angivet, paa hvilken 
Indsenderen havde erholdt dette Individuum, kunde Rogngydningstiden 
i det mindste ved Tilnærmelse have ladet sig bestemme. 

Denne Art strækker si<>- liaesaa lanjjl imod IVorden som Lucodvs 
f'fihlii; om den ogsaa gaaer ligesaa langt imod Syden, er mig ubckjendt; 
det sydligste Sted, hvorfra Museet besidder den, er Fiskernæsset. 



/// 



1'" 

2 



/// 



\17> 



Uthnaaling af den beskrevne Melkefisk. 

Tolallængdcn 14" H 

Hovedets Længde 3" 

Længden af Underkjæven 2" i 

Fra Mundspidsen til Midten af Pupillen 1" G 

til Basis af Buglinnerne 2" 7 

— til Basis af Brystfinnerne 5" ."i"' 

— til Spidsen af samme £»" (i'" 

— til forste Straale i Rygfinnen .... i" \\'" 

— til Midten af Gadhoret G" 11'" 

Hovedets Hoidc ved Midten af Pupillen 1" 7J/" 

— Brede paa dette Sted 1" 

— Hoide over Tyggemuskelen \" 10 

— Brede sammesteds I" 9'" 

Legemets Hoide ved Gadboret i" C 

— Brede paa samme Sted S 

— Hoidc i Begyndelsen af sidste Fjerdedeel af 

Totallængden I" \'" 

— Brede sammesteds 2V" 

Længden af Bugfiiinerne i^'" 

Længden af Brystfinnernes forste Straale 11 

— — fjerde Straale 1" 1 

— — ottende Straale 2" 2"' 

_ _ tolvte Straale i" 91"' 

— — sidste Straale 10"' 

Rygfinnens f< rste Straale 5'" 

— ellevte Straale 8 //y 

— fire og tyvende Straale Il'" 

— fire og- fyrgetyvende Straale 1" 2"' 






/,, 



/</ 



/// 



/// 



174 



Den midterste Straale i Hulen ti^' /J 

Gadborfinnens forste Straale 6" ; 

fire og- tyvende Straale 10'" 

— ol te og fyrgety vende Straale 1" 21'" 

— olie og halvtredsindstyvende Straale . . . 1". 



Andet Bidrag. 

Slægten Bythites og dens Art. 

Tab. FIL og FUL 



i i /lam II adskillige deels nye deels sjeldne griinlandske Fiskearter, som 
Colonibeslyrer O. F. Kelsen indsendte fra Fishernæsset i Sommeren 
1854, fandtes en Art, som ved sit fra alle bekjendte gronlaudske Slægts- 
former afvigende Udseende strax tildrog sig Opmærksomheden. Det 
fiirste Forstig paa at henfore den til en navngivet Slægt i Cuviers 
"Regne minimal" fremkaldte en Sammenligning med Underslægten Bro- 
tula*) af Torskefamilien, som er den eneste Fisk i den linnæiske Skvgt 
Gadus, hos hvilken Gadhorfinnen og Ryglinnen forene sig sammen i en 
spids Halefinne, hos hvilken endvidere Bugfinnerne synes at være een- 
straalede, og hvis Krop er bedækket med meget smaac Skjæl**), Egen- 
skaber, som ogsaa træffes hos vor griinlandske Fisk, men de otte 
Straaler, som den sidste har i Gjællemembranen, dens Tænder paa 
Ganebuerne, og endelig det mærkværdige Ydreleni ved Gadboret frem- 



") Jfr. Cuvicr Regne Animnl Tom. II. paj;. 335. Jeg kjender denne Fiskeart l.un 
af de korte og ufuldstændige Beskrivelser, som Systematikere give af dens mest 
i Oine faldende udvortes Beskaffenheder, da jeg ikke har kunnet erholde Part-ns 
Værk, hvori den fiirste Beskrivelse af den forekommer. 

") Jfr. Bloehii Systema Iehthyologiw pag. oli, hvor den under IN'avn af burbntii' 
henstilles i Slægten Enchelyopus tilligemed Gadus Lola, Gadlis 3Itislcla, Gadiis 
Brosmc o. s. v. 



176 



byder en saa slor Afvigelse fra den linnæisl;e Torskeslægt [Gadus), af 
iloiinc Sammenstilling snart maatte opgives, og tier blev intet andet 
tilbage end al opstille en egen Iloyedslægt af den, hvis noiere Be- 
stemmelse vil indeholdes i det Fi'ilgende. 

Al vi henregne denne Fiskeart til de blodiinnede Fiskes Afdeling, 
og sætte den i de brystfinnede Fisises Orden, (efter Cuviers System i 
Ordenen Mnlacnpterijijicns subbrachiens) synes ikke at behove noget 
vidtløftigt Forsvar, da Svommefinnernes Beskaffenhed; Antal og Stilling 
fordrer det, i hvor vel det ikke kan nægtes, at det linnæiske System, 
som intet strængt Hensyn tager til Straalernes Beskaffenhed, med nogen 
Bet kunde optage den iblandt Sliimfiskene. Imidlertid ere alle Straaler, 
saa vel i Byg - - som i Gad borfinnen, tydeligt ledede, den anden Straale i 
Bvp'finnen er allerede svagt deelt, den tredie derimod dybt klovet; i 
Gadborfinnen er endogsaa den forste Straale dybt splittet. Vor Fisk 
bar endvidere tvende Par Svommefinner, af hvilke Buglimerne sidde 
foran Brystfinnerne og synes at være eenstraalede. At det iblandt de 
tre Familier, af hvilke denne Orden bestaaer, kun er Familien Gadini 
eller Torskegmppen, til hvilken vor Fisk kan henfores, folger nu afsig 
selv, ligesom ogsaa at det er Underskvgten Ilrohila, med hvilken den 
har den storsle Lighed, og at Underskegten Plnjcls folger nærmest 
derefter. Hudens smaae tagsteenlagte Skjæl, og Tilstedeværelsen af en 
Svommeblære formerer dens Slægtskab med Torskefamilien. At den 
har otte Straaler i Gjællemembranen lian ikke afgive nogen Grund imod 
denne Classification , thi Torskefamiliens anden Hovedslægt Jjfacruiits 
har sex Straaler i Gjællemembranen, imedens samtlige mig- bekjendte 
Arter af den linnæiske Slægt Gadns have syv Straaler. Heller ikke kan 
Tandforholdet hos denne Fisk, skjiindt forskjelligt fra begge de nævnte 
Hovedsla'gters, i en saadan Grad formindske Ligheden af dem, al man 
derfor skulde ganske bortfjerne den fra Familien, da der gives ikke saa 
faa Exemplcr af forresten eensformige Fiskeslægter, som igjennem deres 



177 



Arter vise et indbyrdes afvigende Tandforhold; vi ville af den grønlandske 
Fauna nævne Arterne Cottus uncinatus, Collus scorpioides og- Colins 
tricuspis, af hvilke den forste har Tænder baade paa Plovskjærbenet og 
paa Ganebuerne, den anden blot paa Plovskjærbenet, som alle europæiske 
Arter, den sidste derimod har ingen Tænder, hverken paa det ene eller 
det andet af disse Been, og dog vise disse tre Arter en stor Overens- 
stemmelse indbyrdes i de andre Slægtskjcndetegn. 

En langt storre Afvigelse fra Torskefamiliens Form er derimod 
den betydelige Forlængelse især af Sædgangen og Urinroret uden for 
Bugens Overflade, i hvilken disse Kanalers Aabninger ellers plcie at 
ligge, og deres Forening i et kort, foran Gadboret begyndende, næsten 
horizontalt bagud fremragende, Ydrelem*), som forekommer hos denne 
nye Fiskeart. Et spidst og bag Gadboret begyndende, Yderlem træf- 
fes undertiden hos Beenfishene; det udmærker enkelte Familier, iblandt 
hvilke især Cuviers Gobinidcs af Ordenen Pigstraalede (Acanthoplcryau) 
maa nævnes, hvor det forekommer meget hyppigt, men blot hos Melke- 
fiskene, f. Ex. i Ilovedshvgterne Blennius, Gobius og CalUonymus; Cuvier 
regner derfor udtrykkeligt denne Beskaffenhed med til disse Slagters 
Kjendetegn. Denne Dannelse frembringer en Overeensstemmelse imellem 
dem og Slægten Bijthitcs, hvorved man kunde fristes til at sætte den 
som en Overgangsform i Familien Gobioidcs, hvor allerede nogle andre 
Skrgter med blode Finner have faaet Plads, og fra hvilken Familie den 
heller ikke bortfjerner sig i Henseende til Digestionskanalens Form, 
ligesom ogsaa dens Tandform passer bedre til Clinus punctatus og til 
Li/codes Vahlii end til Gadus. Paa den anden Side er derimod Svømme- 
blæren et for de hidindtil iblandt Gobioides Cuv. henstillede Slægter saa 
aldeles fremmed Organ, at rimeligviis kun faa Systematikere vilde bifalde 



•) Tab. VII. I). og Tab. VIII. d. og d'. 
Vid. Sel. naturvid, og mathem, Afh. Vil Deel. 



i 78 



Fiskens Optagelse i denne Familie. Hertil kommer, at hiint saa mange 
Arter Gobioides udmærkende Ydrelem dog forekommer hist og her hos 
enkelte Arter af andre Familier, saaledes f. Ex. hos Cotlus tricmpis og 
hos Triglops Pingelii fra GriJnland. 

Foruden disse, i den foregaaende Undersogelse om denne Fiskearts 
Classification allerede omtalte, Organer, vise sig ogsaa adskillige Egen- 
heder i andre Dele, 1. Ex. i Skjælhedækningen, i Sidelinien, i Sliim- 
hullernc o. s. v., som alt vil fremgaae af den folgende Beskrivelse af 
det eneste Inclividuum, efter hvilket baade Slægten og Arten er antaget, 
og vi indskrænke os derfor her til at foie et kort Slæglskjende til det 
foregaaende. 



Genus BYTHITES. 

C or pn s breve compressum anhee inerassatum, ore fere trun- 

cato, cauda ensiformi. 
Sqvamæ corporis rotundæ minutæ imbricalæ. 
Linen lalcralis tubulis exsertis cutaneis eompacta, interrupta. 
Os dentibus acutis intermaxillaribus , mandibularibus , vome- 

rirds et palatinis armatum; llictus mediocris. 
Mcmbrana branchiostega utriusque aperiuræ invieem eon- 

nata mb isthmo libere suspensa; radiis oeto; apertura 

ampla infero-postica. 
Pintue ventrales obsoletæ uniradiatte fdiformes longiusculæ, 

jiKjulares. 
Pinnæ, dorsalis et analis, longæ, apieem caudæ cirertm- 

dantes; radiis articidatis divisis. 



179 



Membrum conicum crassum pone anum horizontaliter por- 

rectum, apice triphyUo papilligero. 
Vesica nat at or ia canali pncumatico nnllo. 

Bylhites fusens. (Tab. VII.) 

Formen af det aflange, især bagtil meget stærkt sammentrykte 
og spidsudlbbende, fortil afstumpede Legeme, som har sin stbrste Brede 
og- Hoide i Nakkeregionen, vil tydeligst fremstille sig- for Læserens Oie 
ved Sammenstillingen af nogle enkelte relative Maal. 

Den stbrste Hoide af Legemet, hvilken, som overfor er angivet, 
falder i Nakken, indeholdes fem Gange i Totallængden, denne maalt fra 
Spidsen af Munden til Enden af de i Halen staaende Straaler. Gadboret 
staaer omtrent lige langt fra Mundspidsen og fra Halespidsen. Hbiden 
aftager ubetydeligt i den forste Trediedeel af Længden, forst bag Gad- 
boret bemærkes en betydelig Aftagelse, thi i Begyndelseu af Legemets 
anden Trediedeel indeholdes Hbiden*) blot fem og en Trediedeels Gang 
i Totallængden, imedens den i Begyndelsen af Legemets sidste Trediedeel 
indeholdes otte og en halv Gang i den. Paa det fbrsfe Sted eller i 
Nakkeregionen forholder Tykkelsen sig til Hbiden som 2:5, paa det 
andet Sled som 1 : 2 og paa det sidste Sted som 1 : 4. 

Farven er ved det næsten to Aar i Brændeviin opbevarede Indivi- 
(liiiiin sortebrun, faldende noget i Graat; imod Bugprofilet bliver den 
lysere, og antager under Bugen Udseendet af svagt anlbbet Sblv. Fin- 
nernes Farve er noget mortere end Byggens. 

Huden er paa Hovedet, Hbiryggen, omkring Brystfinnerne, under 
Bugen og langs med Basis af Byg- og Gadborfinnerne ganske nbgen, 



'1 Vod disse libidomaal ere de uparrede Finners Hoide ikke ruaalte med, som be- 
tydeligt vilde forandre de angivne Forholdstal. 

z* 



180 



paa Siderne af Kroppen derimod er den bedækket med meget smaae 
Skjæl, som paa Halens sidste Halvdeel række lige til Basis af Finnerne. 
Sl:jællene ligge tagsteenformigt (itnbricatim) ; de stbrste ere en halv 
Linie i Diameter, deels cirkelrunde, deels ovale; naar man betragter 
dem under en stærk Forstørrelse vise de concentriske lysere og mbrkere 
Ringe; de morke Ringe dannes igjen af afvexlende mijrke og lyse 
Punkter. Paa Hovedet er Huden besat med meget korte koniske Trevler 

Sidelinien, som tager sin Regyndelse noget ovenfor Gjællelaagets 
Articulationsvinkel, lober parallel med Rygprofilet og paa kort Afstand 
fra det nogne Partie af Hoiryggen. Den ophorer aldeles i dette Lob 
omtrent lige for Gadboret, men tager igjen sin Begyndelse dybere ned 
omtrent paa Midten af Siden, og fortsættes derfra i lige Linie henad 
mod Halens Ende; den danner saaledes, som hos adskillige andre Fiske, 
f. Ex. Arter af Sparus og Labrus, en afbrudt Sidebnie (Linea lateraUs 
interrupta). Den har en afvigende Bygning hos denne Fisk, i det den 
ikke dannes af smaae i Hudens eller Skjællenes Overflade liggende 
Aabninger, som fblge efter hinanden, men af meget korte og i smaae 
Mellemrum paa hinanden folgende fremragende Hudror, der aldeles 
ikke staae i nogen Forbindelse med de i Sideliniens Lob liggende 
Skjæl, men træde frit ud af Huden imellem tvende Skjæl. 

Hovedet, hvis Længde, maalt paa sædvanlig Maade fra Mund- 
spidsen til bageste Spidse af Gjællelaaget, indeholdes fire og en Fjerde- 
deels Gang i Totallængden, er Legemets tykkeste og boieste Deel. 
Pandeprofilet lober bredt ned i Mellemkjæven, og Underkjæven er noget 
opadstigende, hvorved det forreste Profil bliver meget stumpt og 
tilrundet, hvilket giver en stor Liglied med Hovedets Form hos de 
egentlige Blennius- A.rter, især med Blenuius ocellatusj dog er Htiiden 
af Hovedet i Forhold til dets Tykkelse stbrre hos denne end hos By- 
thites. Henimod Randen af Overkjæven ligge i den Iæbcformigt 
opsvulmede Hud næsten parallelt med Læberanden paa hver Side tre 



181 



Aabninger*). Blæses Luft ind i en eneste af disse Aabninger, saa 
opsvulmer flere Gange eller Kanaler under Huden paa begge Sider af 
Hovedet, især i Regionen af Beonbucrne under Oiet (ossa infraorbitalia), 
af det forreste Been af Gjællelaaget (PræopercuhimJ og aflVahhen; med 
det samme opblæses ogsaa en Kanal paa den underste Flade af bver 
Arm af Underbjæven, i hvis Spids der ligeledes ligger en Aabning paa 
hver Side**). Vi træffe saaledes her den samme Slags sliimafsondrende 
Kanaler, som vi i det foregaaende Bidrag fandt hos Slægten Lycodes* 
og som forekommer saa hyppigt i Torslæfaniilien og især hos Berglaxen, 
hun ere Aabningerne her i forskjelligt Antal og anderledes fordelte. 

Munden er stor, og Gabet temmelig vidt, da Længden fra Mund- 
spidsen til Mundvigen næsten udgjor Hovedets halve Længde. Mellem- 
kjæverne ligge i rolig Tilstand slyidte under den læbeformigt opkastede 
Hud, paa samme Maade som hos Lycodcs, flere Sliimfiske og hos 
il/o<e//fl-SIægten. Melleml.jævebenene udgjtire to Trediedele af Over- 
kjævens Band paa hver Side, det (ivrige nærmest Mundvigen dannes af 
Sidekjævebenet og den samme bedækkende Hud. Deres Rand er besat 
med korte, spidse og svagt boiede Tænder, som sidde tæt til hinanden i 
flere uregelmæssige Rader, hvilke danne tilsammen en lang, smal, fortil 
kun lidt bredere Gruppe. 

Det smalle, i nederste Ende noget bredere Sidebjævebeen, som 
ra'kker ud over Mundvigen, og som er med de sædvanlige Ligamenter 
heftet til Underbjævens Mundvigdeel, og til Mellemkjæven, er aldeles 
uden Tænder. 

Paa det forreste Partic af Plovsbjærbenet findes en Tandgruppe, 
der har Formen af en ligebenet med Basis imod Sva^lget vendende 
Triangel, hvis forreste Hjorne er afstumpet. Hos Torsbeslægten har 



•) Tab. VII. a. 
") Tab. VIII. n. 



182 



denne Tandgruppe Figuren af en saa kaldet tyrkisk Ilalvmaane eller en 
i Grundlinien dybt indskaaret Triangel. Tænderne ere af samme Form 
som de paa Mellemkjæven, men næsten dobbelt saa lange. Ganebuernes 
forreste Stykke er ligeledes besat med flere i en langagtig Gruppe tæt- 
staaende Tænder af Storrelsc som Plovskjærbenets. Tænderne i Under- 
kjæven afvige hverken i Stiirrelse eller Form fra Mellemkjævens, de 
staae tættest og ere længst fortil; Tandstrimmelen bliver smallere (d. e. 
de uregelmæssige Rader blive færre)j og Tænderne blive kortere henimod 
Mundvigen. 

Svælgbenene ere besatte med de korteste og stumpeste Tænder, 
som ere pressede tæt til hinanden. De underste Tænder danne tvende 
smalle, men korte Strimler. De i) verst e 'staae paa hver Side i en ind- 
vendig stor Gruppe og to udvendige meget smaae Grupper af et rund- 
agtigt Omrids. 

Oinene sidde langt fortil og tæt op til Pandeprofdet. Afstanden 
af Pupillens Midtpunkt fra Mundspidsen indeholdes tre og en halv Gang 
i Hovedets hele Længde. Ved denne Beliggenhed af Oinene opstaaer 
en nye Lighed imellem By tintes og de egentlige lilennii. Oiets Dia- 
meter er næsten sex Gange mindre end Hovedets Længde; Farven af 
Regnbuehinden er endnu stærkt guulagtig. 

Det bageste og tillige sltirstc Næsebor paa hver Side ligger meget 
nærmere til Oieringen end til Mundranden; det andet og mindre ligger 
midt imellem begge; det kan lukkes ved en fra Randen udgaaende lille 
Hudlap. Næsehulen selv optager paa hver Side ikke fuldt det halve 
Rum imellem Oieranden og Mundranden. Den igjennem en af Næse- 
borene indblæste Luft oppuster blot Næsehulen, men ingen af Sliim- 
kanalerne, ligesaa lidt trænger den i disse indblæste Luft ind i Næsehulen. 
En lignende Stilling og Dannelse af Næseborene viser Jtlenniits Pholis, 
hvorimod de andre Blenn.ius-A.rter som ocellatus, Pavo, o. s. v. have de 
meget smaae Næsebor paa hver Side staaende tæt sammen. 



183 



Den Lorte, brede, foran tilrundede Tunge er i sin bele Længde 
faslvoxet til Mundbulens Bund, med hvilken allene den ban bæves og 
synkes. Dens Overflade er glat og- blod. 

Gjælleaabningen er meget stor, i det Gjællelaaget articulerer sig 
hoit oppe, og Gjællemembranen forst benåd imod Underlsjævens Vinbel 
forener sig med den fra den anden Side, hvorved den bele Isflnnwt bliver 
frie og synlig. Denne Forbindelsesniaade imellem hver Sides Gjællemcm- 
brane er den samme som bos de grønlandske C/mus- Atter, men aldeles 
forskjellig fra den, som vi træffe bos de egentlige lilennii, bos Pholis, 
bos Ascanii Brosme toitpée og bos Smbrdolkene (Gnnvllus) , den er 
ogsaa, men dog mindre, forskjellig fra den, som forekommer bos Torske- 
arterne. Gjælleaabningcrnes storre Vidde er en naturlig Folge af en 
saadan Forbindelsesniaade. Den lige Linie fra Gjællelaagefs Artieulation 
til Foreningen af begge Membraner, og som er Cborden til den Bue, 
som dannes af den bageste og af den nederste Band af Gjællelaaget oj> 
af Gjællemembranen, er en Tomme og en Linie lang, imedens Hovedets 
bele Lamgde kun er en Tomme, fem og en halv Linie. Gjællemembranen 
er saa viid, at den ikke faaer Plads under Gjællelaaget; den udspændes 
og slottes ved Hjælp af otte næsten trinde Straaler, af hvilke den forreste 
som sædvanligt er den korteste. 

Gjællerne ere meget smaae, som ikke saa meget hidrorer fra 
Gjadlebuernes Kortbed, som fra de meget lave Gjællekamme, der kun 
ere en og en Fjerdedeels Linie hoie. Hver Gjællebue er paa den ind i 
Mundhulen rendende Flade besat med tvende Bader smaae, glatte og 
halv kugleformige Knuder. Der gives ingen Bigjæller paa den ind- 
vendige Flade af Gjællelaaget, men igjennem den tynde Hud skinner et 
lignende blaat Legeme igjennem, som det der sees bos Torsken. 

De lange, traadformigc Bugfinner sidde langt fortil paa Struben 
eller foran Basis af Isthmus. De synes hver at bestaae af en eneste i 
Spidsen klovet Straale, og kunde i Beskrivelsen benævnes ecnstraalede 



184 



Finner, men aftrækkes Huden, finder man, at den indeslutter tvende, 
meget tynde, ganske tæt til Linanden liggende ledede Straaler, der lobe 
ud i en næsten ha ar for mig Spids. Hele Straalens Længde er ti Linier, 
som er noget mere end Hovedets halve Længde. 

Brystfinnerne sidde ubetydeligt nærmere til Bugprofilet end til 
Byggen. Da Mellemhaandsbenene ere noget længere end sædvanligt, 
synes Straalerne at staae paa en kort og bred Arm. Finnerne ere i 
udspændt Tilstand meget brede, dog mere formedelst det store Antal 
af Straaler, af hvilke man tæller en og tredive i hver Finne, end forme- 
delst disses Forlighed og den imellem dem liggende Huds Vidde. De 
meget tynde Straaler ere tydeligt ledede, og de længste ere delte indtil 
Midten. Finnens Form, for saa vidt den er afhængig af de paa hin- 
anden folgende Straalers relative Længde, vil fremgaae af folgende 
Maal: den forste eller overste Straale og den næstsidste eller tredivte 
ere omtrent lige store, og tre og en halv Linie lange; den syvende og 
den tre og tyvende Straale have en Længde af omtrent otte og en halv 
Linie, og endelig er den sextende og den syltende, som ere de længste, 
tolv Linier lange. De mellemliggende Straaler tiltage eller aftage i 
Lamgden i lige Forhold. Den udbredte Finne vil saaledes have et 
slumpt-ægformigt Omrids. Denne Form, saavel som ogsaa Straaleantallet, 
er meget forshjelligt fra det, som vi træffe hos Berglaxen (Macrurus) 
og hos de Slægter af Gadus Lin., som have tre Bygfinner, - derimod 
bliver Formen af Finnen mere svarende til den, som forekommer hos de 
(ivrige Torskeslægter, som Molva, Motella, Brosme, og især Baniceps. 
Med Sliimfislænes Brystfinner er Ligheden i Formen endnu stiirre, men 
ogsaa her er Antallet af Straalerne ringere, thi selv hos Ltjcodcs tæller 
man kun indtil tyve Straaler. 

Byg- og Gadborlinnen lobe sammen i Enden af Halen og omgive 
denne med Straaler, men som ild.e afsondre sig fra hines i en selvstændig 
Halefinne. 



185 



Ryg-finnen tag-er sin Beg-yndelse i Enden af Totallængdens forreste 
Trediedeel. Den er neden til bedækket med en saa tæt nogen Hud, at 
Straalerne slet ikke kan sees igjennem den, hvorimod den sidste Tredie- 
deel af Straalcrnes Længde er frie. Disses Ender rage som haarformige 
Fibriller ud over den tykke Hud. De forreste Straaler ere de korteste. 
Læng-den tiltager efterhaanden, indtil den allerede i den forste Fjerdedeel 
af Finnen har opnaaet otte Linier; i Enden af Halen ere Straalerne 
syv og- en halv Linie lange. Der er ved gjentagne Tællinger fundet fire 
og - halvfemsindstyve Straaler til Midten af Halespidsen. Samtlige Straaler 
ere ledede, og- med Undtagelse af den forste, som er enkelt, dybtdelte, 
og- hver Gren er igjen klovct i Spidsen; den anden Straale og' faa andre 
imellem de ovrig-e ere kun eng-ang- delte, og- det blot i Spidsen. 

Gadborfinnen begynder lidt bag- for 3Iidten af Legemet, dens 
forreste Straale staaer lige over for den otte og- tyvende Straale i Ryg- 
finnen. Jeg- tæller indtil 3Iidten af Halespidsen, eller til den sidste 
Straale i Rygfinnen fem og- halvfjerdsindstyve Straaler. Disse ere af 
samme Beskaffenhed og- Længde som de i Ryg-finnen, kun er allerede 
den forste Straale i Gadborfinnen dybtdeelt. 

Reskrivelsen af det kegledanncde ydre Lem i hvis Basis Mast- 
tarmen og i hvis Spidse Sædgangen aabner sig-, ville vi optage i de 
faa Bemærkninger, som vi ere istand til at gjiire over Org-anerne i 
Bug-hulen; disse Bemærkninger ere vel ufuldstændige, da det eneste 
Exemplar maatte skaanes til Opstilling i Samling-en, dog: ville de bidrage 
til end yderligere at karakterisere den nye Slægt*). 

Bughulens Længdediameter er en Tomme, ti og en halv Linie; 
den har sin stiirste Vidde fortil, og- bliver saavel lavere som smallere 
henad imod Gadboret. Den er indvendig- beklædt med en hvid, glindsende, 
tyk og- meget tæt Bughinde (Peritoiueum), hvis fibrose Textur er tydelige 



•) Hertil horer Tab. VIII. 
l'id. Sti. naturvid, og mathem Afh. fil Deel. *^ a 



186 



endog for det blotte Oie. Denne Hud spændes*) i det den ikke slutter 
sig umiddelbart til Hvælvingen, i den balve Hoide af Bugbulen, som et 
horizontalt Mellemgulv imellem den underste Deel af Hulen, hvori 
Digestionsorganerne, 3Ielkcsækkene og Urinblæren ligge, og den iiverste 
Deel af samme, hvori den selvstændige Svommeblære og Nyren befinde 
sig. En saa fuldstændig Afdebng af Bugbulen i tvende Etager eller i 
tvende Huler, den ene over den anden, er mig ikke bekjendt iblandt 
nogen af vore indenlandske Fiskearter. I Bughulens bageste Trediedeel 
stiger Bughinden umiddelbart op til Hvælvingen og beklæder Overfladen 
af IVyrens Endestykke, saa at der kun er en eneste Hule i dette Partie. 
Hiiu Beliggenhed af Bughinden i Forening med dens Textur, de fortil 
igjennem den gaaende Blodkar-Strænge**), og den i dens bageste Deel 
udtrædende Uringang***) giver den megen Lighed med Torskens Svomme- 
blære. Jeg antog den ogsaa, inden den blev opskaaret, for at være 
Sviimmeblæren, saa meget mere, da den ved Tryk af Fingeren gav 
efter, som om den indchodt Luft. Imidlertid har den ikke den stærke 
convexe Overflade, som udmærker Torskens Blære, og heller ikke de 
mange Folder i Randen, hvor Blærens udvendige fibrose Hud er fast- 
voxet til Bughulens Sidevægge; heller ikke beklædes den igjen af 
nogen anden Hinde, hvilket derimod finder Sted ved Torskens Svomme- 
blære. 

Efterat den fra Svælget****) nedstigende Kanal er igjennem et 
Indsnit i Bughindens forreste til Brysthulens Skillevæg stiklende Band 
traadt ned i Bughulens underste Rum, udvider den sig efterhaanden 



•) Tab. VIII. b. og h>. 



•••) Tab. VIII. k. 
'") ^ e S ' ra f ' Svælget tvende Dxemplarer af en Pmnizn, som bar megen Ligbed med 

den af Monlague i Traiisactions of the Human Sociely Tom XI. Part. I. beskrevne 

Art, der bar faaet Navn af Pmnizn cterulata. 



187 



som Mave*). Den forreste Deel eller Cardia-Varl'wl er en Tomme, en 
og en halv Linie lang; det under en stump Vinkel boiede Pylorm-Partic 
har derimod Lun en Længde af tre Linier og* trælsher sig- kegleformigt 
sammen i den bageste 3Iavemund. Fra Svælget af lobe mange fine 
Folder efter Længden paa den indvendige Overflade; de forene sig- 
nærmere ved Pylorus - Partiet i færre, men bredere Folder med en 
Mængde smaae lave Celler paa deres Overflade og- i de mellemlig-gende 
Furer. Mavens nederste Mund er ved en stærk Ring-folde adskilt fra 
Tyndtarmen. Denne, som bar i Begyndelsen, hvor den skulde være 
Tolvfing-ertarm , en storre Vidde end den (ivrige Tarmekanal, er meget 
tyndvægg-et og- forsynet fortil med tvende korte, kegleformig-e, lig-e over 
for hinanden staaende Blindror**) (jippendices pyloricæ), som aabne sig- 
saa tæt til Pylorus, at dennes Ring folde maae ved Gjennemgangen af 
Chymus trykkes mod Aabningerne og- tillukke dem. Efterhaanden bliver 
Tarmekanalcn mindre rummelig og- faaer den halve Diameter af Tolvfin- 
gertarmens Begyndelse. Forst otte Linier fra Gadboret udvides den igjen 
noget, og- blive dens Vægg-e tykkere. Dette lille Stykke er ved en lav 
Ring-folde, som sædvanligt hos Fiskene, adskilt fra den foranlig-g-ende 
Deel, og- er vel at betragte som Tyktarm, eller rig-tigere som sammes 
Endestykke eller Masttarmen. Paa den hele indvendige Overflade af 
Tarmekanalen sees en 33æng-de 3IasI;er, som i Begyndelsen af Tolvfinger- 
tarmen og- i Tyktarmen lig"ge tættest til hinanden. Den hele Tarmekanal 
er fire Tommer og- sex Linier lang-. Den lober to Gange fortil hen- 
imod Brysthulens Skillevæg, og- to Gange tilbage, og- ender sig- sidste 
Gang- i Basis af det omtalte Yderlem, hvor den aabner sig- i Gadboret. 
Den hele Digestionshanal, Mundhulens medberegnet, faaer altsaa en 
Læng-de af over syv Tommer, som er mere end Leg-emets hele Længde. 



») Tab. VIII. a. 
■) Tab. VIII. b. 

Aa ! 



188 



Den forholdsviis ikke meget store Lever er ufuldstændigt tolappet. 
Den venstre Lap er næsten lig-e saa lang- som Bughulen selv, men flad 
og- saa smal, at dens næsten overalt lige store Brede indeholdes sex Gange 
i dens Læng-de. Den hoire Lap er meget kort, kun en Fcmtedeel 
saa lang- som den venstre. I den indspring-ende Yinkel imellem beg-g-e 
disse hænger den æg-formig-e Galdcbtare*) , som slrax ved Bugens Aab- 
ning- faldt i Oinene baade formedelst dens usædvanlige Stiirrelse og- det 
store Forraad af en lys graaegron Galde , som den indeholdt. Iblandt 
vore indenlandske Fiske g-ives der ikke nogen Art, hvis Galdeblære i 
Henseende til Storrelsc nærmer sig- denne, og- det er blot hos Uranosco- 
pus scaber at den forekommer mig- endnu større. Hos Bythites, hvis 
Bughule kun er en Tomme og- ti Linier lang-, har Galdeblæren en 
Læng-dediameter af omtrent ni Linier, og- dens største Tverdiameter er 
sex og- en halv Linie lang-. Den udsender sin Galde igjennem en ni 
Linier lang- Galdeblærcgang, som aabner sig- i Tolvfingertarmen strax 
bag- det ene Blindror. Den optag-er Galden fra Leveren igjennem flere 
Hovedstammer, som indmunde i Gang-en tæt ved Blærens Hals. I Be- 
gyndelsen af Gangens sidste Trediedeel udvider den sig igjen i et lang- 
agtigt ovalt Partie, som igjen trækker sig sammen i en smal Gang. 
I dette udvidede Partie optages ligeledes et Par Hovedstammer af de 
fra Leveren kommende Galdegange. 

Milten er af ringe Storrelsc; den er fladtrykt, af en oval Form og 
ligger ved Siden af Mavens Bund. 

Alle disse Organer ere heftede ved Hjelp af temmeligt stærke 
Mesentcrier til den som et Skillerum horizontalt udspændte, forhen 
beskrevne Bughinde. 

3Ielkesækkene eller Testiklerne**), der ligeledes ved et Baand ere 
befæstede til Bughinden, hver paa sin Side af Tarmekanalens sidste, 

•) Tab. VIII. c 
••) Tab. VIII. f. 



180 



lig-e til Gadboret gaaende Læg-, ere næsten cylindriske, l;un ubetydeligt 
smallere i deres forreste Ende; bag* til forene de sig- i en fælleds Grund- 
deel (altsaa Testiculi didymi) omtrent af deres halve Læng-de, fra hvilken 
den kortere Udfbringskanal udg-aaer, som taber sig- i det oftere omtalte 
Yderlem. 

Af Urinveieue sees kun den Bug-hinden gjennemborende Uringang, 
som beg-iver sige lige til den imellem Mell-esæl;henes fælleds Basis og 
Bug-hinden lig-g-ende Urinblære*). Denne har sin stbrste Diameter paa 
tvers, og- beg-g-e sine lang-e Sider nog-et indknebne; i det derved frem- 
komne Indsnit træder Uring-ang-en ind, og- paa den anden Side Urinroret 
ud af Blæren, som saaledes har i Formen meg-en Lig-hed med Urinbtaren 
hos Frberne. Urinroret forsvinder snart paa samme Sted, hvor Sæd- 
gangen taber sig-. 

Inden vi g-aae over til at undersbge, hvad der ligger over Bug-hulen 
i det bverste Bum, synes det passende nbiere at betrag-te efter vdre 
Form og- indre Bygning- det omtalte Yderlem, i hvilket vi have seet 
3Iasttarmens Endestykke, Sædgangen og Urinroret at tabe sig. 

Dette Lem**) danner paa Bug profilet, omtrent lige langt fra 
Mundspidsen og Dalespidsen, en bagud fremragende, næsten horizontalt 
liggende, afstumpet Kegle, hvis sl;jæve Grundflade fortsættes fortil umid- 
delbart i Bugl;anten. Det er fem Linier langt, har ved Basis en Dia- 
meter af to og en halv Linie, henimod Spidsen derimod af to Linier. 
Gadboret ligger en og en halv Linie inden for Lemmets Basis 
I Kanden af Keglens stumpe Ende forlænger Huden sig bægerformig 
omkring Endefladen. Dette udvidede Hudbæger er deelt i Kanden i tre 
Flige (Lobi) ; tvende af disse, hvilke udgaae fra den bverste Deel***) 



•) Tab. VIII. s . 
••) Tab. VII. b. og Tnb. VIII. d. og d'. 

-"*) Ved Beskrivelsen af dette Organ bar man betragtet Fisben bvilende paa sin Dugkant. 
hvorefter altsaa Udtryk som: "overst", "nederst", "for" og "bag" blive at forstaae 



190 



af Randen ligge tættere sammen og ere adskilte ved et mindre dybt 
Indsnit, derimod er enhver af dem ved en dyb Indskjæring adskilt fra 
Randens nederste Flig. Alle disse tre ere noget tilbagerullede og 
nyreformigt udskaarne ved et lidet Indsnit i Midten af Randen. Fra 
den indvendige Side af den nederste Flig, dybt ned i Grunden, opstaaer 
en kegleformig Tap af en Trcdiedeels Linie i Diameter ved Rasis og af 
lo Liniers Længde. Den rager noget ud over Randen, og kunde 
sammenlignes med et Pislil, der rager ud af Rægerets Rund. I Spidsen 
belindes en Aabning, igjennem hvilken en Svinebørste blev indbragt. 
Det synes, som at det fornemmelig er denne Papille, der bor ansces for 
at være Parringsorganet. Indvendig udfylder et liist Cellevæv og Fidt 
Mellemrummene imellem Huden og Sædgangen tilligemed Urinroret, thi 
disse to Kanaler ere de længste, da Masttarmen strax ved Rasis af 
Keglen aabner sig ud ad. Sa-dgangen blev præpareret los fra det 
omgivende Cellevæv, og en hin Sonde blev indbragt i den fælleds Rasis 
af Melkesækkene, og fort igjennem den hele Gang ud igjennem Spidsen 
af den omtalte kegleformige Papille. Nogle Muskelstrænge gaae fra 
Hudens indvendige Flade til hiin Papille, og synes at kunne virke som 
en tilbagetrækkende Muskel. Det fra Urinblæren kommende Urinror 
(UretUra) lober ikke ind i Papillen, men ender sig i Runden af Ræ- 
geret, lige over for Sædgangens Indtræden i Papillen, foran det Indsnit, 
som adskiller de tvende overste Flige fra hinanden, i det mindste stand- 
sede en Sonde, som indbragtes i Urinroret, paa dette Sted. 

Der staaer endnu tilbage at betragte de oven for Rughinden i 
det overste Rum liggende Organer, Nyren og Svømmeblæren, hvilke 
forst komme tilsyne eflerat hiin tykke, ugjennemsigtige Hinde er blevet 
aabnet. 

Den rodbrune Nyremasse*) er, som hos saa mange Fiske, tykkest 



•) Tab VIII 1. 



101 



i den bageste, nærmest ved Gadboret liggende Deel, hvor den udfylder 
hele Mellemrummet imellem Byghvivlerne og Bughinden, saa at denne 
her befinder sig i tæt Bcrorelsc med den. Den bliver efter en Længde 
af otte Linier paa en Gang betydeligt baade tyndere og smallere; den 
fortsættes som et smalt Baand fortil, i en kort Strækning synlig, men 
derpaa over Svømmeblæren, og bedækket af den, men tæt trykket til 
Hulens Hvælving; under Baghovedet bliver den igjen noget tykkere og 
bredere. Den er i sin hele Længde sammenvoxet til en eneste IVyre, 
der er forsynet med een Uringang (Ureter). Hvor denne Gang gjennem- 
borer Bughinden, for at begive sig til Urinblæren, er allerede i det Fore- 
gaaende blevet angivet. 

Svonimeblæren *) ligger i Afdelingens forreste Deel, og rækker 
fra den bageste Ende af Svælget til Midten af Hulen. Ved Bughindens 
Aabning fandtes Blæren stærkt udspændt af den indesluttede Luft, og 
viste da en regelmæssig oval Form. Den sammensattes af tvende Hinder, 
af hvilke den udvendige er ligesaa tyk som Bughinden, og ligesom den, 
tæt og af en fibrus Textur. Dens Fane er melkehvid. Den indvendige, 
som meget let liisner sig fra den udvendige, er i sine Dele kun lidt 
sammenhængende, smitter af paa Fingrene, og har en sijlvglindsende 
Farve; den ligner saaledes ganske den indvendige Hinde i Torskens 
Svommeblære. Fra den udvendige Huds Overflade, især hvor samme 
vender imod Ryghvælvingen og Siderne, udgaae mange Trevler ligesom 
Ligamenter, hvorved den hæftes til disse Dele. Blæren er med lignende, 
men langt færre Trevler fasthæftet til Bughinden, saa at der er et 
langt friere Mellemrum imellem Blæren og Bughinden end imellem den 
forste og Bughulens Hvælving. Svømmeblæren er indvendig, paa det 
Sted hvor Blodkarrene**) træde ud, forsynet med en Kiertel af samme 
Form, Textur og Farve som den i Torskens Blære. 



•) Tab. VIII. i. 
*) Tab. VIII. 1. 



192 



Da vi kjende denne Art l;un af det eneste Ler beskrevne Indivi- 
tluum, kan vi blot gjentage hvad der deels i Inledningens Anmærkning- til 
denne Art, deels i Aarsberetningen for 1834 og- 55 er blevet anfort. 
Efter Nielsens Skrivelse skal denne Fisk leve paa store Dybder, over- 
maade sjeldeu fanges, og - efter Grønlændernes Udsigende blive saa stor 
som en Fjordsæl (Phoca hispida). Imod denne sidste Efterretning- synes 
den fuldkomne Udvikling- af Melkesækkene bos vort omtrent sex Tom- 
mer lange Exemplar at tale. Grønlænderne vide intet om deus Forplant- 
ningsinaade. Da Maven og- Tarmekanalen befandtes tomme, kan vi 
heller intet tilfbie om dens Fodemidler. Det er muligt, at de to i 
Sva-lget fundne Exemplarcr af Praniza ere tilfældigviis komne derhen. 



Maal. 

Totallængde taget fra 3Iundspidsen til Enden af Straa- 

lerne i Halespidsen 6" 

— til Enden af Kyghvirvelstotten 5" 

Fra Mundspidsen til 3Iidten af Gadboret 3" 

— til Gjællelaag-ets Spidse \" 

— til Spidsen af den tiltrykkede Brystfinne 2" 

— til Brystfinnernes Basis \" 

— til Bug-finnernes Basis \" 

— til forsfe Straale i Ryg-finnen .... 2" 

— til fiirste Straale i Gadborfinnen ... 5" 

— til Midten af Pupillen 

Fra overste Ende af Mellemkjævebenet til nederste Ende 

af Sidelsjævebenet . . . . • 

Længden af forste Ganebues forreste Arm 

Legemets Hoide over INakken \" 

Breden over Kinderne 



3'" 
8"' 
2'" 

8'" 

7£"' 
3£<" 

\m 

\\y 
%<" 

5'" 
10" 



103 



Huide ved Gadboret 1" \\"' 

Brede sammesteds . 6'" 

Hiiide i Begyndelsen af Legemets sidste Trediedeel . . 9'" 

Tykkelse sammesteds 21'". 



Til l (G g 

til 
den systematiske Fortegnelse OTer Grenlands Fiske. 



-Lfteral den nye Liste over de griinlandske Fiske var færdig, erholdt 
jeg tvende for denne Fauna nye Arter, som altsaa bringe Antallet af 
Fortegnelsens Fiskearter til to og tredsinstyve. 

Den ene af disse er en Hundesteile (Gasterosteus) , der er blevet 
mig meddeelt fra den naturhistoriske Forenings Samling, som en fra 
Gronland dertil indsendt Fisk. Den er forskjellig fra den i Fortegnelsen 
benævnede Gasterosteus Loricatus M. Hc<J- ved fire Pigge foran den 
bltidstraalede Bygfinne, ved den fuldkomment niigne Hud paa det hele 
Stykke fra Bugfinnernes Grundbeen til Dalefinnen , ved Mangel af Kjol 
paa Siden af Halen, og endelig ved den kortere Afstand imellem Spidsen 
af Munden og Gadboret. Fra Fortegnelsens anden Art Gasterosteus 
dimidiatus M. Reg., med hvilken den har Lighed med Hensyn paa 
Skjællene, viser den sig ligeledes forskjellig ved de fire Pigge, og des- 
foruden ved et spidsere Hoved, ved mindre Oine, en lavere Krop og 
ved forholdsviis længere Brystfinner. Den synes mig at komme nærmere 
til den europæiske Gasterost. Leiurus Cuv. Indtil en umiddelbar Sam- 
menligning med den kan anstilles har den faaet IXavn af Gasterosteus 
Gymnurus. 

Vid. Sel. naturvid, og mnlhem Afli. f'II Deel. li li 



194 



Den anden Art, af hvilken jeg- i dette Eftcraar har erholdt tvende 
Exemplarer i en Sending fra Fiskernæsset, er en for Gronland nye Art 
af Lumpenus (Clinus), som foreliibigen har faaet Navn af Gracilis. 
Den afviger fra de (ivrige gronlandske Arter*) ved 3Iangel af Tænder 
paa Ganehuerne**), og: den er ved sit mindre Hoved, og- den kortere 
Afstand imellem Mundspidsen og Gadboret, endvidere ved den smekkrere 
Krop, de storre Oine og længere Brystfinner, adskilt fra den af Ur. 
Iiroycr beskrevne islandske Art***), hvis Straaleantal, nemlig 75 i Ryg- 
finnen og 50 i Gadborfinnen , den har. Denne Art maae sammenlignes 
med den norske, til hvilken den synes mig at staae nærmest, inden dens 
Selvstændighed kan afgjiires. 



*) Ved denne Leilighed vil jeg rette en anden Skriv- eller Trykfeil, som forekommer 
i Beretningen om Videns!;. Selsk Forhandlinger 1)535 — 30, hvor der pag. 10 i sidste 
Linie maae læses Ganebuerne i Stedet for Plovskjærbenet. 
••) De griinlandske Arter af Lumpe« ns-Formen kunde efter Tænderne bringes i folgende 
Afdelinger : 

a) Tænder paa Gancbuerne: hertil Clinus Lumpenus og Clinus merfius. 

b) Tænder paa Gancbuerne og paa Plovskjærbenet: hertil Clinus acnlcatus; og 
endelig 

c) Uden Tænder paa Ganebuerne og paa Plovskjærbenet j hertil Clinus gracilis. 
••) Jfr. Naturhistorisk Tidsskrift, 1ste Hefte pag. 32. 



495 



Forklaring" over Kobberne. 



Tab. I. 



Fig. 1. Den gronne Græssmutter fra Gronland (Sylvia mexicanee aff'inis ). 
Fiq. 2. Den hvidbrynede Finke ( Fringilla leticophrys ). 

Tab. II. 

Hudsonbugtens Rcgnspaaer (Numenius Imdsonicus Lath., hvortil Numenius 
borealis IJ-'ihon. er Synonym). 

Tab. III. 

Barrows And (Anas Barroivii Richards. _). 

Tab. IF. 

Pandebusken af den nye Fiskeart Himantolophus gronlandicus Mus. Rey. 
Jfr. Indledningen, hvortil disse fire Kobbertavler heiihore. 

Tab. V. 

Lycodes Vahlii. Jfr. forstc Bidrag. 

Tab. VI. 

Lycodes reticulatus. Jfr. forste Bidrag 

Tab. VII. 

Bytlutes fuscus. Jfr. andet Bidrag. 

a) De tre Sliimaahninger paa venstre Side af Overl.jæven, 

b) Det ved Gadboret fremragende Yderlem. 

BL* 



i96 



Tab. FUL 

Bughulens Organer hos Bythites fuscus. Jfr. andet Bidrag. 

a) Maven. 

b) Den bageste Mavemunds Blindror ( appendiecs pyloricæ). 

c) Galdeblæren med den sig udvidende Galdeblære-Gang og de Ira Leveren 
bommende i den sidste sig aabnende Galde-Gange. 

d) Yderlemmet. 

d') Papilleu i sammes Ende tilligemed den bægerfonnige Fordybnings tre 
Flige. 

e) Gadboret. 
g) Urinblæren. 

h) Den aabnedc Bughinde, inden for hvilken sees i deres naturlige Leie. 

i) Svommeblæren og 

b) Nyren med Uringangen. 

1) Den fra Svommeblæren kommende, Bughinden gjennemborende Streng, 

som indeboldcr Svommeblærens Blodkar, 

ni) Den overskaarne Mavepine. 

n) Sliimaabuingcrnc paa Spidsen af Underkjæven. 



/;,-/, li'/*/'- metttrvid, o,j jnatfujtflu FJLIDeel ' ■ 

Reinhardto Bidrag til Granlandt Fauna 



/%/ 




m&Sdsk- naturvid, og mat/u J/'/i. I'jljl,v7. 

JicinnttrJtf Bidr.vi til Grø7i{ani?s Fauna. 



77,J/S 




m 




■ ?r-Aa*> C« ,.->, 



n&Sdrk, 



fuJ.-Xtlrh na/urri/, on mathjifk T7I. 2)eel JtahfardtrMiiag tH GroninuljFm. 




17.1: . tekk, ?,,, ,,„.,„;/ „„ ,„.,,/,. _/,/,. ru /i,w 

/i,-,;,/,,, ,■.//, /,'„/,:,„ ,,/ ,;,■,;„/,„„/, /.;,„„„. 



TUS/' 




/;./. ffirt „„I,.,,;. I ,„ „,„//,.. II/,. I 11 l< lirinli.ir.lu /!„/,:,., Il/ 1- ,:■„/.,„. /, /.. 



/../■. / 



wmmmm 



/u/.M.rl ,„<I„,„;J. ,,„ ,„„//,. .I/'/,, ni 11. /!„„/„„;/,., Bu/rnq n/ Qrintmidt Km 




/?,/. SehÅ naturvid. .■., „,.,//, Ml. ///. Deel 
/,:■„,/„„;//,■ lt„lr„.i al CrinlanJj Fauna 



/:./■ I II 




I'u/.,Wl,l..,n,l„,r„l..;„ madujfk /'/I. />,,/ 
l;.;„l,.,rM, Bidrag tit Gronland,} 



/:,/, /'///