Full text of "Icthyologiske bidrag til den grönlandske fauna"

L [ B RAR.Y

OF THE

UNIVERS ITY

OF I LLI NOIS

7.09982
73

OGY

Digitized by the Internet Archive

in 2011 with funding from

University of Illinois Urbana-Champaign

http://www.archive.org/details/icthyologiskebidOOrein

ICTHYOLOGISKE BIDRAG

TIL

DEN GRONLANDSKE FAUNA,

JOHAXNES REIMIARDT,

PROFESSOR.

■

In dl e dnin g 3

indeholdende

Tillæg - og' Forandringer i den fabriciske Fortegnelse
paa gronlandske Hvirveldyr.

M-Pcr er forliibet mere end halvtredsindstyve Aar, siden Fabricii Fauna
Grbnlandica udkom i Trykken. I dette noksom bekjendte Værk har
den beromte Forfatter siigt at bestemme og- benævne systematisk alle de
Dyrarter, som han havde Ledighed til at see, eller om hvilke han var
istand til at skaffe sig Kundskab i de 6 Aar (fra 1768 — 1774), i hvilke
han oplioldt sig i Gronland. Den særegne Beliggenhed af Landet, den
store Mangel paa tilforladelige Efterretninger om dets forskjellige Dyr-
arter, Omfatningen af det hele Dyrerige og de mange grundige Beskri-
velser, tildeels af nye Arter, som Bogen indeholder, maatte love
Arbeidet fortjent Anerkjendelse af Europas da levende Zoologer, hvil-
ken ogsaa i hoi Grad er bleven det tildeelt. Seer man hen td de Om-
stændigheder, under hvilke Fauna gronlandica blev udarbeidet, td den
Tilstand, i hvilken den beskrivende Deel af Zoologien dengang, over-
ladt til sig selv og uden Veiledning af den sammenlignende Anatomie,
befandt sig, og til den Forberedelse i Videnskabon, som den op til
Gronland gaaende Missionær havde kunnet tilegne sig, vil man finde

Anledning- til at ønske, at Forfatteren havde i en sildigere Periode af
sit naturhistoriske Studium havt Ledighed til at foretage en paa nye
og umiddelbare Sammenligninger bygget Omarbeidelse af sit Arbeide;
men formodentlig har Vanskeligheden i at erholde de til en saadan Re-
vision nødvendige Dyrarter indsamlede i Grønland været den største
Hindring for et saadant Foretagende. I sin lange og til Naturhistorien
ofte henvendte Virksomhed søgte imidlertid Fabricius ved flere Afhand-
linger, deels i det K. Videnskabernes Selskabs Skrifter, deels i Natur-
historie-Selskabets Skrifter, at berigtige, fuldstamdigjore og- forøge de i
haus Fauna givne Efterretninger om de i den optagne Dyrarter.

Gronland er ved sin store Udstra^kning næsten at betragte som et
Fastland, og skulde saaledes i sin Fauna vise større Eiendommelighed
end Oerne pleie at vise. Det danner formedelst sin Beliggenhed imel-
lem Island og Spitsbergen paa den ene Side, og Labradorkyslen tillige-
med Landene Norden for Hudsonsbugten paa den anden Side, saa at
sige, en Overgang imellem Europa og Amerika. Det frembyder derfor
et fortrinligt Sammenligningspunkt i Undersøgelserne om Forskjellen af
Formernes Fordeling efter den geographiske Længde i den nordlige
polare Zone. Holde vi os nu i denne Sammenligning til de systema-
tiske Benævnelser i Fabricii Fauna grbnlandica, hvorved vi ville ind-
skrænke os blot til Betragtningen af Hvirveldyrenes Række, saa træffe vi
kun meget faa Navne, som ikke erindre os om den europæiske polare
og nærmest tilgrændsende Zones Fauna, og saaledes fremgaaer den euro-
pæiske Character deraf.

A. Pattedyr.

Iblandt Pattedyrenes Navne minder et Stykke af Pandeskallen
af en Moskus-Oxe , som paa en Iisblok fandtes drevet ind i det grøn-
landske Kysthav, og som gav Anledning til at optage Bos grun~
niens (moschalus) i den grønlandske Fauna, os om de ligeoverfor

liggende Kyststra>kninger og Oer af det boreale Amerika, hvor denne
store Oxeart træffes om Sommeren, Selv paa Melville-Oen indfinder
den sig- om Foraaret. Ildandt Vandpattedyrene træffe vi vel en for den
europæiske Fauna den Gang ubekjendt Art, Anarnaken , (Monodon
spurius) , men som sildigere og\saa er truffet i det europæiske Nordhav.
De (ivrige fremmede Navne, som Ursus luscus og- Plioca ursina, grunde
sig- paa Beretninger af de Indfodte, hvortil niaa benian-kes, at Ursus
luscus dog- vilde være det samme Dyr som Mustcla Guln, hvis Fabricii
systematiske Navn paa Amarok grunder sig- paa en Grenlænders Beskri-
velse, hvilket ikke er troligst. Det er ikke usandsynligt, at Amarok er
den nordamerikanske Ulv, som efter nyere Sammenligning-er er forskjellig
fra den europæiske. Dette Dyr traf lioss paa Melville-Oen, og- de hun-
grige Ulves Streiferier strække sig ofte langveis, saa at det vel kunde
tænkes, at nogle enkelte tilfældig viis af og til ogsaa kunde komme til
Gronland , hvor de ligeledes træffe Rensdyr, hvis besynderlige Tra'k-
ningsforhold i disse Egne endnu ikke er tilstrækkeligt oplyst. De
Forandringer, som Fabricii Pattedyr - Fortegnelse har erholdt ved
nyere Sammenligninger og Opdagelser, ere ikke betydelige. Haren
er af nogle Naturhistorikere erkjendt som en ny Art, der er forskjellig
fra den især i det nordlige Europa forekommende Hare, der bliver hvid
om Vinteren (Lepus variabilis), og har faaet Navnet Lcpus glacialis;
men Andre finde ikke tilstrækkelig Grund til en saadan Adskillelse mel-
lem dem. Scoresbij har paa Ostkysten af Gronland imellem 71° og 72°
N. B. opdaget en Art af Gnavernes Orden, som af Dr. Trail er bleven
kaldet Mus (Hypudæus) yrbnlandicus. Begge disse Arter forekomme
ogsaa paa Ostkysten af de Norden for Hudsonsbugten liggende Lande
og Oer. De gronlandske Sælarter have siden deres Naturhistories Be-
arbejdelse af Fabricius ingen Tilvæxt erholdt. I det kongelige Museum
findes imidlertid tvende udstoppede Sælhunde, som fortjene en noiagtigere
Undersogelse end den Tiden denne Gang tillader. Den ene er indsendt

i sin Tid fra Godthaah af Kapt. Holbiill, som en Varietet af Phoca
hispida, den er ;:f en sortehruun Farve med smaae uregelmæssige og
adspredte Pletter, og har hiins Haaivæxf. Den anden er indsendt af
Kjohmand Fleischer i Omcnali. Den er guulagtig hvid af Farve, uden
Pletter, og har en reen glindsende og jylat Haarvæxt. Endelig var
Grindehvalens Forekomst ved de grønlandske Kyster Fabricius ubekjendt;
dett naturhistoriske Museum har erholdt flere Cranier af denne Art fra
forskjellige Handelssteder.

B. Fugle.

Ihlandt de ffronlandske Landfundc forekommer et Par systematiske
Benævnelser, som minde os om de vesten for liggende Lande, men
begge disse amerikanske Arter ere optagne efter Grønlændernes Beskri-
velser. Med Hensyn paa den ene af disse er der siden 50 Aar ingen
Fugl blevet hekjendt fra Grønland, som kunde fremkalde Forestilling-en
om Partis bicolor. I Henseende til Strix Asio finde vi i de nyere Op-
dag-eiser Grund til at antage, at Fabricius har taget Feil i at forklare
et bestemt Udtryk i Griinlænderncs mundtlige Beskrivelse af denne Ugle.
Thi det er Angivelsen af store Oren, som har foranlediget den systema-
tiske Bestemmelse i Fauna gronlandica. Fabricius har nemlig hentydet
hiin Angivelse paa de forlængede Fjer i Panden, men Grønlænderen har
uden al Tvivl med sit Udtryk meent de virkelige Oreklapper, som hos
nogle Uglearter have en udmærket Størrelse, saaledes som virkeligt
Tilfældet er hos Strix brachyotos, paa hvis Oreklapper Ordene: u aiiri-
cnlis marginc ciliatis" i Fabricii Anmærkning fortrinligt passe, og tjene
til at bekræfte min Mening. Moscuglen (Strix brachyotos) er for mange
Aar siden blevet mig tilsendt af daværende Coloniebestyrer i Juliane-
haab , Hr. Monrad. Exemplaret var skudt i Bugten Ttmnudliorbik,
just der, hvor Fabricius siger, at Strix Asio skal findes. For et Par

Aar siden bar jeg erholdt et aodet Exeniplar ligeledes fra Julianehaabs-
distriktet. Da Strix brachyotos er en for Europa og- Nordamerika fæl-
leds Art, da jeg- ogsaa har erholdt Exemplarer af den fra Færoerne,
hvor den efter skriftlige Meddelelser skal ankomme shjondt i meget
ringe Antal regelmæssigt hvert Foraar, saa bliver del hoist sandsynligt
at den ogsaa forekommer i Island, og at den ubekjendte Ugleart, som
Ola/sen har afbildet Tab. 46, og som har været forskjelligt benævnet,
ligeledes er Slrix brachyotos. Hvorvidt nu den store Lighed mellem
de nordeuropæiske Fortegnelser paa Landfuglene og den i Fauna yriiu-
landica leverede hidrører fra eiendommelige europæiske Arter eller fra
Mængden af arctiske Arter , som altsaa ere fælleds for den hele arctiske
Zone, og følgelig ikke kan give den grønlandske Fauna en særegen
Characteer, eller fra Urigtighed i Navngivningen i Fauna gronlandica,
er her ikke Sted at undersøge*). De sikkreste Veiledere i disse Under-
søgelser ville de Fuglearter være, som kun i Udrugningsperioden søge
op til den arctiske Zone, men tilbringe Vinteren i Nærheden af den
tropiske Zone eller i samme. Af saadanne Fugle har Gronland kun en
eneste aldeles europæisk Art, nemlig Saxicola Oenanthe; da denne
mangler aldeles i de forskjelligc amerikanske Faunaer, da selv Slægten
Saxicola kun har en sig nærmende Repræsentant i Saxicola Sialis **),
saa maa denne Art trække til Gronland og derfra igjen tilbage til Syden
over Europa, hvilket ligeledes maa være Tilfældet med Dfiimenius

') En til de mindste Maal- og Farvenuancer sig strækhende Sammenligning af gron-
landske og europæiske Individuer, har vel i de nyere Tider ladet i de gronlandske
Orne, Falke, Ryper, Struntjægere, Ederfugle, Haiinibre o. s. v. see eiendom-
melige Arter, som skulde være forskjelligc fra de europæiske, hi is systematiske
Pfavne de hidindtil have fort; men det synes som den angivne forskjelligc Loealitet
har havt stor Indflydelse paa disse Adskillelser.

••) Selv som Slægtsform er denne Art saa forskjellig fra den europæiske Snxicvln-
Slægt, at nyere Systematikere danne en egen Slægt af den

Vid- Scl. ualttri'id. og tnathein. .4fh. VU Bed. ^J

Phæopas, der synes at forekomme regelmæssigt men i meget ringe An-
tal i Gronland.

Vandfuglene, som udgjore det stbrste Antal af gibnlandske
Fugle, ere i Europa fortrinsviis Polarfugle, hvad enten de saa ere
Standfugle, eller de blot opholde sig der i Ldrugningsperioden , og
dette er Aarsagen til, at de for en stor Deel blive fælleds for den
gamle og nye Verden ; vi træffe heller ikke i Fabricii Fortegnelse en
eneste Art, som vi jo ikke kjende fra de europa>iske Faunaer.

De Forogelser, som Fortegnelsen paa de grbnlandske Fuglearter
har erholdt, især i de sidste 8 Aar, ere meget betydelige, og da de
tildcels forandre Charaetercn af denne Fauna, synes det passende at give
en Oversigt over dem i denne Indledning, hvis Restemmelse er at vise
Overvægten af eicndonimelige eller amerikanske Hvirveldyr over de
udelukkende europa'iske i Gronland. Denne Tilvæxt skyldes især Capi-
tainlieulenant Hollbiill, den af Gronlands naturhistoriske Undersøgelse
fortjente Reisende f r ahl, og forskjellige Andre, som have gjort Sen-
dinger af Naturalier til det kongelige Museum.

Vi ville, for at lade den geographiskc Oversigt af Fordelingen
desto tydeligere fremtræde, aniore disse nye tilkomne Fuglearter under
følgende Rubrikker.

i. Tilvæxl af Fuglearter, som ere fælleds for Europa

og Nordamerika.

1. Falco Peregrixvs: kun '2de Individuer har jeg seet fra Gronland.
Denne Art opholder sig efter Itichardson om Sommeren omkring
Hudsonsbugten og ved Rysterne af det aretiske Hav. Pamj bragte
liere Exemplarer med fra Melville-Oen.

2. Strix brachyotos, hvis Forekomst i Gronland i det Foregaaende
er udforligt omhandlet, findes i Nordamerika meget hyppigt i Pels-

landene om Sommeren. Richardson traf don indtil den 67° IV B.
Ved Fortet Franklin blev en Hun skidt den 20 ,lc 3Iai; den havde
store Blommer i Æggestokken *).

5. Antuvs aqtaticvs. Saavel Charles Bonaparte**), som Richard-
son***) gjor Alauda rufa ffilsonii til samme Art, som den euro-
pæiske Anthus aqvaticus. Museet liar erholdt flere Exemplarer fra
forsLjellige Steder mellem Julianehaab og- Holsteinborg af en An-
thus- Art, som stemmer overeens med f) ilsom, men hvis Næh er
noget tyndere, og' hvis bagerste Taaes Kloe er lidt mere boiet end
hos Anthus aqvaticus. Ogsaa i Storreisen, men især i Nuancen
af Farven, er Forshjcllen mellem de europæiske og- grønlandske
Individuer mærkelig-. To Individuer, Han og- Hun, bleve af J'ahl
fang-ede ombord paa Skibet den 13 lle April 1828 under 59« 44'
IV. B. og- 2° 9' Vesten for Gronland.

4. Alauda alpestris, af hvillhcn Art Hr. Capitainlieulenant Holbiill
har truffet et Exemplar ved Godlhaab, som nu findes opstillet i del
kongelige Museums europæiske Samling-. Iudividuet har været en

•) Temmincli fortæller i det ls(c Supplement lil Manuel il'ornithologic paj;- 44, at
han har erholdt tvende Exemplarer af Strix lapponica, dræbte i Gronland. Vi
have iblandt de talrige Individuer af Strix nivca, som i et Tidsrum af 10 Aar ere.
indsendte til Museet fra alle Districter i Gronland aldrig erholdt denne Ugleait
derfra. Angivelsen af den Vei , paa hvilken de tvende Individuer ere bragte, og
paa hvilket Sted i Gronland de ere skudte, skulde have sikkrct denne nye Localitct
imod Tvivl, som let vil opstaae hos den der veed. at Benævnelsen "Giiinlandsfarei '
anvendes paa alle de Skibe, som udrustes fra Elhegnene og fra Dannemark til
Sælhunds-, Hvalros- og Hvalfiskefangst, saavel Osten som Vesten for Gronland, af
hvilke kun et snare ringe Antal conimunicerer med Landet selv. Imidlertid ligger i
de climatiske Forhold ingen Modsigelse, da efter Richardson Strix cinerea , som
kal »ære synonym med St. lapponica , rækker i Nordamerika til den C>l}° N. li,
imedens Strix nivca endnu trælles paa (\vn 75° .>. I!. Med denne sidste Arts
langt nordligere Forekomst lader ogsaa dens Talrighed i Gronland sig let forene.

•■) Annals of Ihc Li/ceum of natural histonj nf Pfttv-York, Vol. II. pag. 80, hvor ban

kalder den Anilins spinolclta.
"•) Fauna horeali-amcricana , fol 11 pag 23! Tab. 44.

gammel Han i fuldkommen Sommerdragt, som sees af den gule
Farves storré Intensitet, og deraf, at de mattere farvede Fjer-
spidser paa Hovedet allerede ere afslidte. Af denne ene Erfaring
lader sig intet slutte om denne Arts Forekomst i Gronland; som
bekjendt er den i Nordamerika om Sommeren en meget hyppig
Polarfugl, imedens den tilbringer Vinteren i 3Iellemstaterne og i de
sydlige Stater. Den forekommer ligesaa hyppigt i Asien, hvor den
er Vinterfugl i det sydlige Siberien; kun faa komme til det syd-
ostlige Europa. 3Iuseet besidder et Individunm, som er skudt i
Nærheden af Dresden,
o. Loxia leucoptera synes ikke af Naturen bestemt til at (Inde sin
Næring i det for Naaletræer blottede Gronland, og kun et Tilfælde
kan have sat det Iudividuum, som Museet besidder derfra, i saa
ugunstige Naturforhold. Exemplaret, der er indtørret som en Mu-
mie, er af en Gronlændcr fra Ostlandet, der sogte til en Handels-
loge paa Sydlandet blevet medbragt, som en stor Sjeldenhed og
i Tuskhandel kommet til daværende Kjobmand Monrad i Juliane-
haab, der har foræret det til Museet. Nogle Fjær i Halen og i den
ene Vinge ere udrevne, forresten er det fuldstændigt, men forkrollet.
Arten er kjendelig fra de almindelige ved sin ringe Størrelse, sit
svagere Næb, og sine tvende hvide Tverbaand paa Vingerne. Det
har en frisk rod Farve paa Brystet og derefter at domme er det
en Han. Denne i Europa sjeldne Art skal ogsaa forekomme i
Asien , men heller ikke der hyppigt , dens egentlige Hjem synes at
være Nordamerika , hvor den trælfes tvers over hele Fastlaudet fra
Ost til Vest som Standfugl indtil den 68° N. B.

6. Calidris arexaria skal efter Angivelse være sjelden i Gronland,
hvorfra Museet kun har erholdt eet Exemplar indsendt.

7. Vaxellus melaxogaster. Museet har kun erholdt et eneste
Exemplar af denne Art fra Godthaabs-Distrikf et. Efter mundtlig Med-

delelse skal den forekomme enkelt mellem Flokkene af de egentlige
Brokfugle (Charadrius pluvialis). Da den efter Itichardson træffes,
shjundt ikke talrigt lige ind til Amerikas nordligste Polargrøndse
bliver dens regelmæssige Forekomst i Griinland sandsynlig, hvor
den vel forvexles med Brokfuglc, som det indsendte Exemplars
systematiske Navn viste paa den tilheftede Seddel.

8. Trin g a islastvicjl forekommer, men som det synes sparsomt, idet
sydlige Griinland i Rugetiden, da jeg har faaet derfra saavel gamle
Individuer i Sommerdragt, som unge Fugle; den skal blive hyp-
pigere Nord paa især imellem Jacobshavn og Omenak efter Ur. Vahls
Angivelse. Den har været truffet saa langt, som de engelske Ex-
peditioncr have naaet mod Norden af Amerika.

9. Podiceps corxvtus. Det eneste Individuum, som, saavidt jeg
veed, er kommet fra Griinland ; og som lader tillige formode, at
denne Art maa yngle der i nogle Fjeldsoer, er indsendt af Ur.
Vahl. Det er en ung Fugl, skudt den l'2 ,e November 1828 ved
Nennorlalik i Julianehaabs-District. Maaskee kunde den uagtet sin
Ungdom, have befundet sig paa Trækket fra Island, og være blevet
kastet ved Storm ud af sin Retning.

10. Larvs leucoptervs; denne »(Faber ved hans Ophold i Island
forst opdagede, beskrevne og benævnte Art lindes i storste Mængde
og allevegne langs de grønlandske Kyster fra Cap Farvel indtil
Omenak — baade Vinter og Sommer — den yngler i store Skarer
paa Fjeldsiderne.

11. Larus Sabini optages under denne Rubrik efter Iagttagelser af
Sabine, som har truffet denne nye Art ogsaa ved Spidsbergen. De
forste Exemplarer bleve bragte til Europa af Professor Giesccke.
De (Han og Hun) vare blevne skudte paa Hundeeiland i October
Maaned 1808 af Kjobmand Miirck. Begge Stykker bleve af Gieseske

forærede lil det Keiserlige Museum i Wien. Denne Art fattes endnu
i de herværende Museer.

12. Lestris pomarina. Deraf besidder Museet lain tvende Individuer,
af Iivilhe den ene er en gammel, den anden en ung- Fugl.

15. Lestris Bi ffomi eller den tyndnæbbede Struntjæjjer synes ikke
at va*re sjelden i det nordlig-e Gronland, hvor den skal udrug-e paa
de yderste Oer.

II. Pi ffinus .-/.vciori/u, hvoraf Museet hun bar erholdt et eneste
Exemplar, som er skudt under Gronlands Kyster, er af andre Iagt-
tag-ere ikke funden i Gronland, hvorimod

la. Pi ffixvs ciserevs ifolg^e Capitainl. Ilolbblls Meddelelse ikke saa
sjelden i sta^rk Taage kommer fra Havet langt ind i Bugterne. Mu-
seet har erholdt tvende Individuer af denne Art fra Gronland.

1(>. Om Forekomsten af Tiialassidroma Leacuil i Gronland havdcs
kun ubestemte Efterretninger fra Kjobmand Moller i Frederikshaab,
da Ur. Molboll hjembragte fra Godlhaab tvende Exemplarcr, som
ban forærede til det Kong-elig-e Museum. De svare aldeles til den
Beskrivelse af Arten, som lir. Temininc/i bar leveret i sin Manuel
tFornithologie. Efter lir. Holbblh Meddelelse forekommer denne Art
ikke sjelden ved de gronlandske Kyster, endog- i de slorre Havbugter.
Charles Bonaparte beretler, at den ikke er sielden ved iYeiv Loiind-
land*); Arten er fdrste Gang- bleven bestemt efter Individuer fra
de nordlige brittiske Oer.

17. C i'G.vrs siezanoryxchus. Et Exemplar af denne Art blev skudt af
Capitain Graah indenfor Cap Farvel, det eneste, saavidt jeg veed,
som er truffet ved Gronland. Skindet af den befindes i det natur-
historiske Museum. Der er ingen Grund til at ansee den i nog-en
Maade forskjellig- fra den islandske, hvilket dog- den syngende Svane

S. Ammh of ihe Luccum of natur ni histori/. Vol 2, paj;. 3G7.

i Pelslandene i Amerika efter Richardson skal være, som kalder
den Cygnus Buccinator.

18. Anser hyperborevs. Denne Art maa forekomme i Udrugnings-
tiden i Gronland; tlii de tvende Exemplarer, som Museet har erholdt
fra Gronland, ere begge i de unge Fugles Dragt og ere skudte
om Efteraaret.

19. Anser albifroxs. Det er ikke usandsynligt at det i en Afhand-
ling i Tidsskriftet for Naturvidenskaberne 7. Hefte omtalte Indivi-
duum af Anser segeltun, som var et særdeles slet aftrukket Skind,
er blevet af mig urigtigt tydet, og at det har været en ung Anser
albif'rons, af hvilken Art jeg senere na-stcn hvert Aar har erholdt
et eller andet Exemplar, saavcl af gamle som unge Fugle; kun et
eneste Exemplar havde Bugen næsten ganske sort. Den skal i stor
Mængde udruge sine Æg paa Holmene i en Fcrskvandssoe henved
den 68° N. B.

20. AnfAS acvta. Denne Art, som efter Richardson opholder sig for-
nemligen paa Soerne i de nordlige Dislricter, og som udruger ved
barren grounds i Nordamerika, træffes, skjiint vistnok sjælden, i
Nordgrønland. Museet har fra Kjobmand J'leischer i Omenak,
henved 71° N. B. erholdt en Han i fuldkommen Dragt. Ogsaa fra
Fiskernæsset er et Exemplar blevet indsendt.

21. Anas Crecca. Denne Art, som Ur. Vahl traf en eneste Gang paa

Ostkysten, forekommer, efter de modtagne Individuer at slutte, hist
og her paa Vestkysten indtil Jacolfshavn, som er det nordligste Sted,
fra hvilket jeg har erholdt den; dog synes den i alle Districter at
være sjelden.

22. Axas perspicillata*). Det synes, som om den af Capitain Graah,

i hans Beise pag. 115, omtalte Fugl, der fangedes ved Iisblin-

•) Denne Art lindes aftegnet i Nilsons lllnminerade Fignrar til skandinavisk Fauna,
14. Hefte Tab. 115.

kcn Colberger Heide, 6i° 10' N. B., og: hvoraf Hovedet er afbil-
det paa Tab. 8 Fig. 4, maa have været en Han af denne Art.
I den arctiske Zone af Amerikas Fastland forekommer den efter
Richardson rugende ved Kysterne af Havet, ojj- opholder sig paa
Efteraarsfrækket ombring- IIudsons-Bugten og- paa Ferskvandssøerne
inde i Landet saa længe Vandet er aabent. Senere har Museet af
Capilainlieutenant llolbiill erholdt et meget g-odt Exemplar af en
gammel Han i Vinterdragt, som er si. udi i Godthaab.« District.

2. Tilvæxt af Fuglearter, som ere eicndommelige for den

ostlige Hemisphære.

i. J'axellus cnisTATUs. Et Exemplar af denne Art blev skudt i Aaret
1820 den 7 nc Januar ikke lang-f fra Fiskernæsset, og- af afdode I»am-
merraad Heilmann ved lians Hjemkomst givet til Museet. Det slet
behandlede Stykke var en fuldvoxen Han. Det er ikke vor Mening
at indfore denne Fugl i den g-rijnlandske Fauna som en den til—
horende Art, men kun at opbevare denne mærkværdige Afvigelse
fra den sædvanlige Træknings-Retning. Viben vil Jigesaalidt kunne
ansees for en grønlandsk Art, fordi den engang er skudt der, som
den sorte Ibis (Ibis falcinellus) kan optages som en den islandske
Fauna lilhorende Art, fordi en Flok af 10 til 12 Individuer i Be-
gyndelsen af Sommeren 1824 viste sig paa den sydlige Ende at
denne oceaniske Oe*). O^'saa Aarstiden, i hvilken Viben blev
skudt, er mærkværdig; den viser hen paa en længere Omflakken
fra Sted til andet. Faber bemærker i sin Prodromus der isliindichen
Ornithologie , at Viben, som aldrig udruger i Island, underliden

•", De fleste bleve skudte, hvorved det kongelige naturhistoriske Museum kom i Be-
siddelse af 5 Stykker, af hvilke tvende blcrc udstoppede og opstillede. Alle In-
dividuer vare fuldfarvede.

i det sildige Efteraar forvilder sig derhen , og- at navnligen i

Aarene 1818 og 1820 dette fandt Sted.
2. Numenius Phæopus. Denne europæiske Arts Forekomst i Gron-

land ved Siden af en nordamerikansk Art af samme Slægt, som
vil blive anfort i na>ste Afsnit, er forst i de sidste Aar bleven iagt-
taget. Den synes at være sjælden. Museet har i Aarene 1851 — 55,
hun erholdt 5 Exemplarer, fra Colonierne Omeital; og Godhavn i
Norden, og fra Frederikshaab og Julianehaab i Syden. Alle vare
fuldfarvede og aldeles udvoxne; det ene af disse bor paa Grund af
det længere Næb antages for at være en Hun. Foruden disse fem
have vi Efterretning om et Par Individuer, som ere trufne ved
andre Ilandelsloger ; men der fattes os Kundskab om Fuglens Ud-
rugning og hele Opholdstid i Gronland, imidlertid bevise de erholdte
Individuer, at den forekommer fra den nordligst" til den sydligste
Deel af Landet, og da disse ere skudte i forskjellige Aar, synes den
ikke at være en til Gronland tilfældigviis ankommende Fugleart. Denne
Art forekommer, som bekjendt, i Island meget hyppigt. Dens An-
komst til Landet skeer der efter Fabers Beretning i Slutningen af
April og i Begyndelsen af Mai; og allerede i Midten af September
er den igjen aldeles forsvundet.

5. Tilvæxt af Fuglearter , som ere eiendommelige for
Nordamerika eller fortrinsviis forekomme der.

\. Sylvia — ? (Tab. 1. Fig. 1). Vi kan ikke med Noiagtighed
bestemme til hvilken Art denne lille Græssmutte henhorer, da det
eneste Exemplar Museet besidder, og som er skudt ved Godthaab,
har tabt nogle Fjær. Den kommer nærmest til Sibilhttrix iblandt
vore europæiske Sylvia-Arter , med Hensyn paa Farve og Udseende,
men den er kjendeligt mindre, dens Næb er lidt kortere op- stærkere

fid. Scl. naturvid, og mathem. Afli. fil Deri il

Den groune Farve er mere levende, og' videre udbredt, Underdelen
er gronlig guul, Midlbugcn hvidagtig ; der sees ingen guul, eller
anderledes farvet Slreg over Oinene. Den skal efter en Sammen-
ligning-, som er anstillet med den i Berliner-Museet, liave meest Lighed
med en under Navn af Sylvia Mcxirana der opstillet Art, men dog 1 være
forskjellig fra den. Richardson anforerJkun een Sylvia-Avt, som træk-
ker i Nordamerika saa liiiit mod Norden, at det kunde være muligt
at den ogsaa kom til Sydgrønland. Denne er Sylvia æstiva, som
udruger endnu paa den 68° N. B. , shjondt dens Vinterzone ligger
hen imod Vendecirklen. Dog en Hun eller ung Fugl af denne
Art kan den grønlandske Sylvia ikke være.
2. Troglobytes palvstris. Deraf besidder Museet et Evemplar, som
jeg tidligere har angivet og tildeels beskrevet i en Afhandling om
Grenlands Fugle*), men som den Gang af Mangel paa literaire
Hjelpemidler ikke med Sikkerhed kunde navngives. Den blev skudt
i Midten af Mai Maaned ved Godtbaab. Saa vidt jeg veed er
denne Fugl ikke siden blevet fundet i Gronland, og man kan altsaa
ikke bestemme om den er en der redebvggende Art; imidlertid
synes dette ikke antageligt, da Arten tilhorer en sydligere Zone, i
det mindste efter Itichardson , som kun har truffet den indtil den
i>r>° N. B. , ostlig for the rocky Momilains^ og der kun sjelden og
blot som redebyggende; dens 5 drugningszone optager efter ham
Strækningen imellem den 40° og 55° N. B.; Vinteren derimod
tillmnger den i Florida og Louisiana. Museets Exemplar, som
blev skudt ved Fiskernæsset af Kjobmand Ilvilinuun den 10 (lc Oeto-
ber 1825, har et stærkere Næb end den europæiske Gjerdesmulte;
Hovedet er ovenpaa brunsort, i Midlen fra Næbroden til Bag-
hovedet noget lysere. Fra Næseborene lober paa hver Side over

") Tidsskrift for ISnturvidcnst;, 2den Aargang tstc Ilrftc pag. 74.

Oinene et graabvidt Baand imod Baghovedet. Fra Oreregionen jjaa
hver Side trækker sig- et smalt rodligbrunt Tverhaand, som forener
sig- fra begge Sider i Nakken, neden for samme ere Overhalsens
Fjær brune med en hvid Plet langs med Skaftet. Grundfarven
oven paa er rodbrun, paa Byggen uden morte Tverhaand, som
heller ikke findes paa Halens iiversle og nederste Dækfjær. Ingen
lyse Pletter paa det udvendige Shja'g af* de store Svingfjær, som ere
spidsere end Los den europæiske Troglodytcs. Ligesom bos denne
ere de rodbrune Halefjær, Sving fjierene af anden Orden og de
indvendige Vingedækfjær tegnede med smalle sorte Tverhaand.
Struben, Underhalsen, Brystet og- Bugen ere graalig hvide, til
Siderne lidt trækkende i det rodlige.
5. Frixgilla leucopurys (Tab. I. Fig. 2) synes regelmæssigt som
redebyggende Fugl at bestige Gronland. Om Efteraaret er den seet i
smaae Flokke i 3Iellemgionland ; ogsaa i Begyndelsen af August
Maaned er den truffet af Ur. HolbiJll; en gammel Han fra denne
Aarstid er opstillet i det Kongelige Museum. Den blev skudt den
l(i de August 182 i, 12 Mile dybt ind i Landet. Hr. Holbiill borte
tydeligt paa dens Lokkestemmc, at dens Mage eller dens Unger
vare i Nærheden. Fuglens Bede er imidlertid endnu ikke blevet fun-
det nogensteds i Gronland, ligesaa lidet som dens Ankomst og Bort-
gang er iagttaget, li.ichnrd.son angiver, at dens Udrugnings -Zone
strækker sig i Nordamerika paa den iistlige Side af rockij Mountains
imellem oo° og 68° IV. B., at den allerede i den sydlige Deel af
denne Zone er Standfugl. Dens Vinteropholdssted er i de nordlige
og mellemste amerikanske Stater, men allerede i Egnen af Phila-
delphia paa 40° N. B. er den en sjelden Vinterfugl efter Charles
Bonaparte. Dens Forekomst som en regelma'ssigt redebvggende
Fugl i Gronland, stemmer saaledes aldeles overeens med de climatiske
Forbold, under hvilke den er fordeelt paa det nordamerikanske Fast-

100

land. Denue smukke Fugleart henhorer til samme Afdeling- afFinke-
slægten, som de europæiske og asiatiske Arter Fringilla rustiea og
Fr. Pithyornus, til en Overgå ngsform imellem Finkerne og Værlin-
gerne (Emberiza), og blive derfor af nogle Faunister satte i den
ene, af andre i den anden Slægt. Museets Excmplar er en Han.
Hele Overhovedet og Natten er sort, hvilken Farve afbrydes ved
tre hvide Længdebaand, af hvilke det 3Iellemste, som tager sin Be-
gyndelse lidt ovenfor Capistrum, er det bredeste. De andre to ere
smallere og begynde hver paa sin Side umiddelbart over og foran
Oienlaagene. Alle tre liibe sammen i Nakken, som derfor næslen
ganske er af hvid Farve, og har paa hver Side et sort Tverbaand;
Mcllcmrvggcns Fja-r og de store Vingedækfjær have en hvid Plet.
Bagrvggen og Overgumpen ere brune, Struben hvid, Siderne af
Halsen og Brystet blaaliggraae, Mellembugen graalighvid, Under-
gumpen smudsigt rodligguul. Halen lang, dens Fiær ligesom Vin-
gernes med småle lysebrune ydre Kanter.
i. JIirv x do american a 11 ils. Denne Svalearts Forekomst i Grunland
maae vel ansees for tilfældigt, da det eneste mig bekj endte Indivi-
(luuin derfra var, da det fangedes, aldeles ubekjendt for Grønlæn-
derne: det blev taget ved Fiskernæsset efter en meget hæftig Storm
fra Sydost, og indsendt til Museet af lir. fald. Paa det ameri-
kanske Fastland gaaer denne Art indenfor Polarcirkelen, og Richard-
son*) har truffet den redebyggendc ved Fortet (jood Hope under
07^° N. B. 1 Temperaturforholdene synes derfor ikke at ligge
nogen Grund for, at den ikke skulde kunne forekomme regelmæssigt
i det mindste i Sydgrønland, dog er Yngleperiodens Temperatur
maaskce storre paa Fastlandet selv under den 67° > T . B. end i
Grunland paa 63°.

') 1. c. pag. 32!)

101

5. Numenius n u d s o a i c vs (Borealis / Tiis.) (Talj. 18.). Det er mæi •!;-
værdiget, at tvende Arter af Reg-nspaaer-SIæg ten (VmmjpjjiW), en fra
hvert Fastland, tre (Te sammen under Udrugrnin es-Perioden i Gronland,
at altsaa den ene Art om Efteraaret trælsker mod Sydost for at si'ige
sit Yintcrqvarlccr i den gamle Verden, imedens den anden siiger mod
Sydvest for hen imod den strængre Aarstid at naac over fil Arner ilia.
Vi have i det Foreg-aaende sog-t at g-odtg-jorc at Numenius Phæopus
i faa Individuer udrug-er i Gronland fra den (50 til den 70° N. 15.,
en Udrug'ning-szone, som omtrent falder sammen med Artens euro-
pæiske Redezone. At ogsaa Numenius huilsonieus, skjondf i endnu
ringere Antal, kommer regelmæssigt til Gronland, synes de 2 <le E\-
emplarer, som Museet har faaet tilsendt derfra under Navn af Nu-
menius Phæopus, at vise, thi de ere fra forskjellige Steder, det ene
nemlig- fra Jakobshavn, det andet fra Godthaab; de ere fangede i
to forskjellige Aar, som gjor det mindre rimelig! at deres Ankomst
har været tilfældig-; med denne Mening- synes imidlertid Rieharthons
Jag-ttagelsc ikke at stemme overeens, efter hvilken denne Arts nord-
ligste Grændse i Nordamerika som redebyggende Fugl antages al
være den 60° N. R. Men det er sandsynligt , at den er sat noget
for sydligt, thi efter samme Forfatter er Arten paa den a4° N. R.
endnu blot en til Redezonen, og- derfra igjen til Vinterzonen, som
sættes henimod Vendekredsen, g-jennem trækkende Fugl. Denne Art,
som har de tre hvide LæDg-dehaand paa Hovedet tilfælleds med
Numenius Phæopus, adskiller sig- fra denne derved, at Ragrvggens
Farve ikhe er hvid som hos denne, men af samme Farve som den
(ivrige Ryg", hvori den har Lig-lied med den europa'iske stiirre Art
Numenius arquata. Museets opstillede Exemplar er efter Ur. Ilot-
hblls Ang-ivelse en Hun. Den er kjendelig- mindre end en med den
sammenlignet Han af Phæopus, ligeledes fra Gronland. Længden
af Fodroden er hos den sidste to Tommer fire og en halv Linie:

102

hos Itudsonictis hun to Tommer en og en halv Linie. Mellemste
Taa hos forste en Tomme og fem Linier, hos sidste en Tomme
fire og en halv Linie. De mellemste Halefjær have hos Phæopus
9 lyse Tverhaand, Fjærenes lyse Spidse deri indbefattet, hos hudsoni-
cus er derimod Antallet 11.

(». S co lopaxgrisea. Da Museet hun er i Besiddelse af et eneste Skind
af denne Art, som i Aaret 1824 blev indsendt til samme fra Fisher-
næsset, lader det sig ikke bestemme, om det har været blot tilfældige
Aarsager, som have fordrevet delte Individuum til et forArten usædvan-
ligt Opholdsted. Da den imidlertid efter Richardson har den 70 de Grad
IV. B. som nordlig- Grændsc for sin Lfdrugningszone , saa vilde der
ikke være noget paafaldende i dens regelmæssige Ankomst hvert Aar
til Gronland. Skindet var ved Modtagelsen meget forkrollet og til-
smurt, dog hunde Arten tydeligt erkjendes paa den korte Iluud, som
forhinder den udvendige Taae med den mellemste indtil Enden af
forste Fingerled, paa de tolv Halefjær mod talrige Tverhaand, paa
del hvide Skaft af den forste Svingljær, og endelig paa den hvide
Btigrvg. Forresten passer dets Farve og Tegning bedre til den Be-
skrivelse som Professor Nilsson har givet af det Paikulske Exem-
plar*), end til den af Temminck leverede. Formodentlig har saavel
del forstnævnte som del gi-finlandske været skudt om Elleraarel, og
folgelig i deres Vinterdragt.

7. Rjllus cAKOLiNua maae vi regne iblandt de Fuglearter, som tilfæl-
digviis fordrives til Gronland. En fuldvoxen Hun af denne Art blev
skudt ved Colonien Sukkertoppen (63° 20' N. B.) den 3^ Octo-
ber 1825. Det slet behandlede Skind erholdt Museet Aaret derpaa;
til Sammenligning ved dets Bestemmelse tjente el fra St. Croix

•) Man er uu blevet overtydet om . at dette Exeinplar ikke er skudt i Sverrij;, oj>
saaledes bortfalder det vigtigste Beviis for denne Arls Forekomst i Europa

I0."5

indsendt Individmini af en Hun af samme Art. llicliardson har
truffet Rallus carolinus som udrugende Fugl indtil den 62° IN'. EJ.
8. Pljtypvs Bjnnon n, træffes regelmæssigt men meget sparsomt i
Gronland, hvor den vist har sine endnu ubel:jendte Rugepladser.
Den sædvanlige slette Beskaffenhed af Skindene, som ere bragte
hertil, har foraarsaaget, at man i det hoiestc har anseet den for en
Varietet af Platijpus Claugula, og saaledes har del ældste Exemplar
i det kongelige Museum været i de forste Aar betragtet, og hvortil
det i Revisionen af Gronlands Fuglearter nævnte Individuum*) et-
at henfore. Det var forst det af Gapitaiu Graah hjembragte og ti!
Museet skjænkedc bedre Exemplar**), som fremkaldte en noiagtigere
Undersøgelse. Det synes nu endogsaa efter hvad Museet besidder,
tvivlsomt om Platijpus Claugula forekommer i Gronland, skjiindt den
er hyppig i det nordlige Island, og udruger sine I nger især ved
Mwatn, hvorimod Platijpus Bnrrawii skal forekomme meget sjelden
paa denne Oe. Da begge Arter ved forste Oiekast ligne hinanden
saa meget , at de let kunne forvexles, naar man kun har een af dem
for Oie, og da Afbildningerne af Platijpus liarroivii endnu fore-
komme sparsomt i de mere tilgjængelige ornithologiske Værker, er
en efter Museets Exemplar forfærdiget Tegning besorget stukkel i
Kobber paa denne Afhandlings Tab. III. Det er isa-r den storre Ld-
bredning ned ad Halsen af Hovedets sorte Farve, og dennes Spillen i
det blaa, tilligemed den triangulaire Form af den hvide Plet imel-
lem Oiet og' ISebroden hos P. liarroivii, som vækker den forste Op-
mærksomhed paa en Forskjel imellem begge Arter, da den ikke saa
langt sig strækkende sorte Farve af Hovedet spiller stærkt i det gronne

') S. Tidsskrift for Natur\idcnskahcrnc '2den Aarg. 1ste Hefte pag. o'o Nr. 10.

•') S. Undersøgelses- Reise til Ostkvsten af Grenland af IV. A. Graah pag. 194, hvor

den bliver betegnet med det gronlandskc >'avn Aualorlalik; Anns Cltuifjnla hos

Fabricius forer det gronlandskc >'avn Hærilutorpiarsnk.

104

og den hvide Plet næsten er rund hos Hannen af Plalypus Clan-
tfula. Ved fortsat noiere Sammenligning- finder man flere Forskjellig-
lieder; saaledes strække de lange Fjær i Baghovedet hos liarrowii
sig og'saa langt ned paa Overhalsen, og' erc Lande hengere og' spid-
sere, hvorved Toppen hliver Længere og 1 fuldstændigere Los denne
end Lo« Clangida. Paa Vingerne er Los den fijrste mindre Hvidt
end Los den sidste. Næbbet er Los Barrowii nogæt hoiere og bredere
ved Roden , og- noget smallere mod Spidsen end Los den anden.
FodrodLenet er en Tomme og - sex Linier langt Los Barrowii og
hun en Tomme og' tre Linier Los Clangida. Bichardson har truffet
begge Arter Osten for the roc/uj Mountains som Trælsfugl , dog
Clangida med en langt hoiere mod Nord liggende Grændse for dens
Udrngningszone, nemlig den 68° IV. B., imedens denne Grændse
falder for Barrowii paa den *i7° IV. B.; derefter skulde man snnrere
formode at træffe /'/. Clangida i Gronland.
J). Platypvs Albeola er den sidste nordamerikanske Fugleart, som
vi have at anfore, men maaskee blot som en tilfældig' Tilvæxt for
den griinlandske Fauna. Del Exemplar af denne lille And, som
Museet er i Besiddelse af, er en fuldvoxen Hun, som af Hr. Hol-
biill er truffet ved Godthaab, og det eneste mig- bekjendle fra
Gronland. Om denne Art siger Bichardson , at den forekommer
i stort Antal paa Floderne og Ferskvandssøerne i Pelslandenc til-
ligemed Plattj/nts Clangida, hvilken den ligner i Levemaade, og* i
Dyhningsfærdighed. Han sa-lter Grændsen for dens nordlige Fore-
komst at være den 68° N. B.

Hermed sluttes Fortegnelsen paa den Tilva'xt, som den griin-
landske Vugle-Fanna , for saavidt den er kommet til min Kundskab,
har erlioldt i de sidsle Deecnnier. En betydelig Deel af disse Arter ere
vistnok tilfældige , men deres Anfbrelse kan med Tiden bidrage til at
oplyse de Aarsager, som bevirke den ikke sjelden forekommende For-

io;;

flytning' af en Fugl til et usædvanligt Opholdsted. Andre derimod ere
uden Tvivl regelmæssige Trækfugle skjiindt i faa Individuer. Ved denne
Tilvæxt have de eiendommelige amerikanske Arter faael Overvægten over
de Arter, som udelukkende tilhore den iistlige Halvkugle, og derved er
ogsaa Hovedforskjellen imellem den islandske og gronlandske Fugle-
Fmina bestemt.

C. Fiske.

Den Foriigelse, som den gronlandske Vishc-Fmma har erholdt
siden Fabricii Bearbejdelse vil, for saavidt som jeg enten af Autopsie eller
ved andres Beskrivelse er kommen til Erfaring derom, være bragt i Over-
sigt i den Fortegnelse med oplysende Anmærkninger, som leveres i denne
Indledning*). Jeg har anseet det for beqvemt for Læseren, at lade en
anden Fortegnelse gaae foran, som er uddraget af Fabricii Fauna gronlan-
dica, og indeholder Navnene paa alle de Fiskearter, som af Forfatteren
ere blevne optagne i hans Værk, for at Forandringerne saa meget tyde-
ligere kan falde i Oine.

Fabricii Fortegnelse over de gronlandske Fiskearter, uddraget
af Fauna gronlandiea og ordnet efter Cuviers System.

Anmærkninq. De Artsnavne, som i den foldende Fortegnelse ere trykte
med eiirsiv Skrift, cre i Folge nyere Sammenligninger blevne urigtigt
anvendte af Fabricius , og kunne ikke overforcs som Synonymer til
de europæiske Arter, der bære samme Navne.

") Da adskillige af de nye Arter kun haves i Museet i et eneste Individuum, og dette
undertiden er beskadiget , saa vil den fuldstændige Beskrivelse af disse vel nogen
Tid udsættes i Forventning af flere og bedre Exemplarer. Denne Venten er ogsaa
Aarsagen til, al denne Indledning kommer saa silde ud.

f'id Set. naturvid, og mathem Afh. Vil Deel. O

10f>

De Artsnavne som intet Løbenummer liave, og som ere iudslut-
tede i Parentbese, bor aldeles udgaae af den grønlandske Fauna,
uden at man vil være i Stand til at sætte andre Navne i Stedet
for dem.

En Stjerne (*) foran Løbenummeret betyder at jeg- bar erboldt
Arten tilsendt fra Grønland.

Et Kors ( f ) efter Artsnavnet er Fabricii Mærke paa at Arten
er af barn oplaget blot efter Grønlændernes Beskrivelse, eller efter
andre Forfatteres Angivelse.

Det efter Artsnavnet følgende Nummer er det Løbenummer,
som Arten bar i Fauna gronlandica

Eu Stjerne (*) efler det bageste Nummer betyder, at Fabri-
cius ansaae Arten for nye.

lste Orden. Pisces A-canthopterygii.

*1. Cottus Sconi'ius Faun. Gr. I\r. 115.

*2. Cotti's Scorpioides Faun. Gr. IVr. 114*.

*5. Cottus Gobiu Faun. Gr. i\r. Ho.

*4. Cottus catapiiractus . . Faun. Gr. Nr. 112.

*5. Perca norvegica Faun. Gr. IVr. 121.

*6. Gasterosteus aculeatus Faun. Gr. Nr. 122.

*7* Blennius gunellus . . . . Faun. Gr. Nr. 108.

*8. Blenmus Lumpenus Faun. Gr. Nr. 109.

Fabricius bciua'rkcde ikke, at denne sidstnævnle Fiskeart var en nye
og ubeskrevet Art; lian ansaae den for at være Linnæi Blennius Lumpenus
Sijst. nat. Ed. XII. Tom. 1. part. 1. pag. 444, hvilken Anskuelse han i
en senere Afhandling i Naturhistorieselskabcts Skrifter 2 ,,c " Deel, 2 llct
Hefte pag-. 86 har l'orsvaref. Men hiin Linnæiske Art, som forst er
optaget i Systemet aSArtedi, er efter min Mening- kun en IVavneart eller
et Synonym til Blennius viviparus. Artedi grundede Artsmærket for

J07

Lumpenus paa en Beskrivelse, som ff^illougfibij (liistoria piscium p. 120)
har leveret af en Fisk, som han havde truffet paa Fisketorvet i Antwer-
pen under Navn af Lumpen. Læser man Beskrivelsen med Opmærksom-
hed igjcnnein, vil man i mange Træk gjenkjende Blennius viviparus; især
erindrer den angivne Form af Rygfinnen aldeles om denne Art. Vel
aniorer ffilloughby ogsaa Blennius viviparus som en egen Art, men som
han kun kjendte af Sclioneweldts Beskrivelse. Artsnavnet Lumpenus har
saaledes i Fauna gronlandica faaet sin hestemie og- egne Betydning, hvor-
imod det forhen kun var et Synonym, og kan nu derfor beholdes; men
uden tilstrækkelig' Grund giver Fabricius den islandske og- norske Art
samme Navn.

*9. Blennius punctatus Faun. Gr. Nr. 116.

Fabricius har i Naturhistorieselskabets Skrifter 2 tlcn Deel 2 dct Hefte
pag. 84 leveret en Revision af denne nye Art.

* 10. Anarhiciias Lupus Faun. Gr. Nr. 07.

(Anarhiciias MiNon-j-) Faun. Gr. Nr. 97 b.

(Zeus Gallus-}-) Faun. Gr. Nr. 416.

11. Labrus exoletus Faun. Gr. Nr. 120.

»den Orden. JPisees Malacopterygii abdominales-

*12. Salmo Salar| Faun. Gr. Nr. 123.

lo. Salmo Carfio Faun. Gr. Nr. 124.

*14. Salmo alpinus (?) Faun. Gr. Nr. 12a.

*13. Salmo stagnalis Faun. Gr. Nr. 126*.

16. Salmo rivalis Faun. Gr. Nr. 127*.

*17. Salmo arcticus Faun. Gr. Nr. 128*.

*18. Clupea harengus Faun. Gr. Nr. 129.

*19. Clupea enchasicholvs . . Faun. Gr. Nr. 150.

JOS

3dic Orden. Pisees Malacopteryf/ii Thoraeici.

*20. Gadus Æglefinvs Faun. Gr. Nr. 100.

Fabricius har sin Afhandling' om Fjeldræven i den nye Samling
af det K. D.V. S. Skrifter 5 die Deel pag-. 138 Anm. fe, selv yttret Tvivl
om Rigtigheden af denne Bestemmelse, hvor han siger, at han "dog ikfee
er ganske vis paa om den er den rette Kuller*'.

*21. Gadus Callarias Faun. Gr. Nr. 101.

*22. Gadus Morrhua (?) Faun. Gr. Nr. 102.

*25. Gadus barbatus Faun. Gr. Nr. 103.

*2i. Gadus virens \ Faun. Gr. Nr. 104.

23. Gadus MERLUcciusf Faun. Gr. IVr. 103.

26. Gadus 31olva| Faun. Gr. Nr. lOG.

27. Gadus Brosme| Faun. Gr. Nr. 107.

*28. Cortpuæna bupestris . . Faun. Gr. Nr. 111.

29. Peeuro>ectesHippoglossus Faun. Gr. IVr. 117.
*30. Pleuronectes Cynoglossus . Faun. Gr. I\r. 118.

Denne Arts urigtige Benævnelse har Fabricius sildigere fuldkom-
men overheviist sig om; i hans nye zoologiske Bidrag, indrykkede i det
K. D. V. S. naturvidenskabelige og mathematiske Afhandlinger l st( ' Deel
pag. 45 kalder han den Pleuronectcs pingvis. Den i hiin Ahandling
leverede Afhihlning, udkastet med Pennen af Forfatteren selv, er, ligesom
de to andre Afbildninger af Flynderarter sammesteds aldeles forfeilet.

*31. Pleuronectes platessoides. Faun. Gr. Nr. 119.*

I de ovennævnte Bidrag læses en revideret Beskrivelse af denne Art.

*32. Cyc.loptep.us Limpus Faun. Gr. Nr. 92.

*33. Cvcloptehus spiisosus .... Faun. Gr. Nr. 93.

Denne Art har Fabricius i en Afbaudling, som er trykt i Natur-
historie Selsk. Skrifter 4 ,le Deel 2 dct Hefte pag. 26 o. fl. rigtigen erkjendt

i 00

for al have været nye og- ubeskrevet, tla lian optog: den i sin Fauna gron-
landica. Da det givne Artsnavn er laget fra en Art, som idetmindste
ikke har hort til Cyclopterus-Slægten , han ingen Forvexling" ved det for-
anlediges. Fabricius giver en Afbildning: af Fishen i den foranforte Af-
handlings en anden har Schneider leveret i Syslema ichthyolog. Tab. 46.

54. Cvc.lopterus minutds .... Faun. Gr. Nr. 94.
*55. Cvclopterus Liparis (?) . . Faun. Gr. Nr. 95.

4de Orden. Pisces Malacopterygii Æpodes.

56. MuRÆNA ANGVILLA Faun. Gr. Nr. 96.

*57. Opiiidhjm viride Faun. Gr. Nr. 99.*

*58. Ammodytes Tqbianus . . Faun. Gr. Nr. 98.

5*e Orden. Pisces Chondropteryyil

*59. Squjlus carcharias . . . Faun. Gr. Nr. 89.
Skjondt Benævnelsen er urigtig- er den dog- overeensstemmende
med de nordiske Faunisters Benævnelse af samme Art baade til den Tid
og i en lang-t sildig-ere Periode.

(Squalus PRiSTisf) Faun. Gr. Nr. 91.

40. Squalus Acanthias Faun. Gr. Nr. 88.

41. Squalus maximus Faun. Gr. IVr. 90.

*42. Raja fvllomca Faun. Gr. IVr. 87.

*i5. Myxine GLUTiNOSAf Faun. Gr. IVr. 554.

Man har ihke tag-et i Betamkning- at udelade Lobenummere af tre
Arter i denne Liste, ikke blot fordi man har Grund til at antage, at de
til Navnet svarende Fiske ikke forekomme i denne systematiske Betydning
i Gronland ; men ogsaa fordi vi aldrig med nogen Grad af Sandsynlighed
ville kunne gjette, til hvilke Arter disse Navne vel kunde henhore, saa-
ledes som vi dog- kunne finde det rimelig-t, at Gadus Brosme, som endnu

110

ikke er tinnet iblandt de fra Grønland indsendle Fisl;e, l;an formedelst

en misforstaaet Opfatning af Grenlændernes Beskrivelse af Fabricius være

bleven forvexlet med en Art af Skegten Molella , af hvilken det gron-

landske Kyslhav bar trende Arter. Hvor vanskeligt det vil være at

udfinde, hvorhen Navnet Anarlvichas minor horer, som Fabricius har

optaget efter Glalin, indseer let enhver, der veed, at denne Art selv er

hoist tvivlsom. At Zeus Gallus skulde lindes i det grønlandske Hav er

hoist urimeligt, og endelig er Squalus Pristis ikke engang optaget ifolge

Groulændernes Beskrivelse, thi da vilde man ved en saa udmærket Form

gaae ganske sikkert, men blot som en lilSerar Tilgift, hentet med Tvivl

af Forfatteren selv fra Optegnelser hos Mariens, Anderson o. 11. — Det

fortjener at bemærkes som et Beviis paa Grønlændernes Opfatningsevne

for Formerne, og paa deres Bestemthed i at udtrykke sig, at af de Arter,

som Fabricius har optaget blot eller de Beskrivelser, som Grønlænderne

meddeelte ham, ere tre i de sidste 4Aar blevne indsendte fra Grønland ,-

to af disse : Salino Salar og Myxine (jlutinosa, ere virkelig de Arter, hvis

Navne de fore, og Gatlus virens eller Sejen nærmer sig idetmindste sin

Art saa meget, at enhver, som ikke har havt Leilighed til al see den

norske Scy, men kun, som Forfatteren af disse Bemærkninger, kjender

den af ufuldstændige Beskrivelser, blot kan anføre enkelte Tvivl om den

f'Tonlandske Art skulde være identisk med denne,
ii

Som Overgang til den følgende Fortegnelse ville vi slutte Frem-
stillingen af den grønlandske Ichthyoloqie, saaledes som den maa opfattes
efter Fabricii Fauna griinlandica og de der brugte systematiske Benæv-
nelser, med følgende Ord af den flittige Forsker, hvormed han ender
sin Beskrivelse af de grønlandske Fiske: "Sine dubio adltuc alios pisces
dieersos anilinet mare groenlandicuin, prieserliin in tractibus australioribus,
qui posteritati dclcijendi reliquuntur."

111

Nye systematisk Fortegnelse over de gronlandske Fiskearter,
udkastet efter Fauna gronlandica, efter sildigere Opdagel-
ser og Sammenligninger , og efter de Fiske, som i Efter-
aaret I S5o*J fandtes opstillede i den gronlandske Samling
i det kongelige naturhistoriske Museum.

Denne uye Fortegnelse har beholdt Navnene, deels af alle de
Arter, som cre ved Sammenligningen befundne rigtigt bena'vnte i Fauna
gronlandica, deels af alle de, hvis Sammenligning ihhe hunde linde Sted,
enten fordi Fishen endnu slet ihhe er bleven indsendt fra Gronland, eller
fordi de indsendte Exemplarer ihhe have været af den BeshafTenhed, at
paalidclig og tilstrækkelig Undersbgelse hunde foretages; hun de tre i fore-
gaaendc Liste betegnede Arter ere her blevne aldeles udeladte; dog han
rier ihhe være nogen Tvivl om, at ved en sildigere revideret Fortegnelse
endnu liere af de tidligere Arter maa vige, f. Ex. Spinax Aeanthias o.s. v.
Derimod har den modtaget de Forandringer i Arternes Bena'vnelse, som
sildigere Sammenligninger have gjort nodvendige, og er bleven foroget
med alle Arter, som, efter Udgaven af Fauna fjriinlandica , ere blevne
opdagede i det grcinlandshe Kysthav**). Den slorsle Deel af denne Til-
væxt er forst bleven behjendt i de (i sidste Aar; hun den mærhværdige
Campylodon blev for liere Aar siden beshrcven og afbildet af Otto Fa-
bricius efter et eneste fra Colonien Godlhaab til ham indsendt Exemplar.
De systematiske Slægtsnavne i denne nye Fortegnelse ere optagne efter
Cuviers Regne animal 2 dcn Udgave. Kun i de Par Tilfælde, hvor Shegts-
formerne af de nye Arter i Overeensstenimelse med den nyeste Syste-

•) Denne Indledning er redigeret i Foraaret UioO; do;; ere de ved fortsatte Sammen-
ligninger fundne rigtigere Anskuelser senere tilfdicde.

") At de Opdagelser, som engelske Sofarerc i Polarhavene have gjort, ikke alle ere
blevne optagne, ligger deels i Ufuldstændigheden af de angivne Arters Bestemmelse,
deels i at de synes at tilhore det modsatte eller nordamerikanske Ilysthav.

112

inatiks Grundsætninger maatte ligeledes ansecs for nye, eller hvor den
bekjendtc Art ikke kunde henforcs til den Slægt, hvis Navn den forle,
f. E\. Ophidium viride, er et nyt Navn foreslaaet for den nye Slægt.
Naar et andet Artsnavn maatte tillægges den gronlandske Art, er den
Forfatters Benævnelse optaget, som forst har bemærket Feiltagelsen, eller
naar denne ikke tilforn har været angivet, er et nyt Navn, som nodvendigt,
blevet brugt; i dette Tilfælde staacr Mus. Ilcg. efter Artsnavnet, hvilket
betyder, at Arten er under denne nye Benævnelse opstillet i det kongelige
naturhistoriske Museum.

Iblandt de Artsnavne, som ere optagne, enten uden umiddelbar Sam-
menligning eller efter en ufuldstændig Sammenligning, ere nogle tvivlsomme,
iblandt de forste, fordi den geographiske Fordeling synes at være derimod,
f. Ev. Labrus exolclus; iblandt de sidste, fordi det ikke var mueligt af et
eneste eller flere slet conserverede Exemplarer at bestemme med Noi-
agtighed Artens Selvstændighed. El Sporgsmaalstegn er sat efter Arts-
navnet for at gjorc opmærksom paa saadanne Tvivl. De (ivrige vedsatte
Tegn have samme Betydning, som i den foregaaende Fortegnelse.

De betydelige Indsamlinger af zoologiske Gjenstande, især af Fiske-
el assen og de lavere Dyreclasser, som ere blevne foranstaltede i de fire
sidste Aar ved de forskjellige Etablissementer i Gronland have gjort det
muligt at redigere denne nye Fortegnelse. Foruden Botanikeren Vahl,
som har bereist Gronland i flere Aar i naturhistorisk Hensigt og som har
leveret ikke faa vigtige Bidrag lil Fortegnelsens Fuldstændighed, og Dr.
Philos. Pingrl, som medbragte fra sin Reisc adskillige interessante Fiske
og Bloddyr, have flere i Gronland ansatte Ma-nd med Beredvillighed med-
virket til al samle Materialier *), hvoraf en nye Udgave af Fabricii Fauna
grSnlandica kunde med Tiden udarbejdes.

•) 1 Sommeren 11.32 er Begyndelsen skeet med at anlægge en separat Samling for den
gronlandske Fiiiina. Denne Samlin;; er bestemt til at optage alle i Gronland og

115

Uagtet disse forenede Bestnebelser i flere Aar, har dog mere
end en tredie Deel af de af Fabricius anftirfe Dyrarter endnu ikke
kunnet blive sammenlignet, endskjijndt Antallet af de Arter, som i de
forskjelligc Classer ere nye for den gronlandske Fauna, og tildeels ube-
skrevne, er voxet meget betydeligt. Da Indsamlingen endnu fortsættes
tor vi vel baabe, at see det Manglende efterbaanden formindsket og- det
I\'y betydeligt formeret. Det vilde være overflodigt at an fore i den
fiilgende Fortegnelse Indsenderens Navn ved hver Fiskeart, kun ved de
nye eller af Fabricius ikke seefe Arter bar jeg angivet Navnet af de
forste Indsendere. I de umiddelbar efter Fortegnelsen fiilgende An-
mærkninger skal nogle foreløbige Oplysninger om enkelte Arter blive
meddelte, hvorimod den fuldstændigere Beskrivelse af de nye Arter vil
indeboldes i de fiilgende enkelte Bidrag.

dets Hav forekommende Dyrarter af Fiskenes, de leddede Dyrs. Bloddyrenes og
Straaledyrenes Classer. Over de hidtil erholdte Fiske er den systematiske Forteg-
nelse, i hvilken Antallet af Straalerne i Svommelinnerne, og de vigtigste Maal ere
blevne uddragne af de fuldstændigere Beskrivelser, allerede færdig. Disse Fiske ere
opstillede i 112 storre og mindre hvide cylindriske Glas med Glaslaag. Desforuden
ere af Bloddyrenes. Leddyrenes og de usymetriske Dvrs Rækker 80 Arter blevne
opstillede, over hvilke Fortegnelsen ligeledes er forfattet, ihvorvel af disse Dyreræk-
ker det betydeligste Antal Arter endnu henstaae i Alagazinglas, Denne Samling
vil blive af Vigtighed for Sammenligningen af Dyrformerne indenfor og i Nærheden
af den arktiske Zone under forskjelligc gcographiskc Længdegrader; naar lignende
Samlinger opstaae for Labradorkysten og Kysthavet norden for Iludsonsbugten, for
Nordlandene og Finmarken, for Ilamsehatka og Beringsstrædet vil Sammenligningen
imellem disse forskjelligc Landes Fauner forst med IVoiagtighed kunne anstilles. —
Den storstc Nytte, som zoologiske Samlinger kunne have for Videnskaben er, at
de gjore den umiddelbare Sammenligning muelig, idet en af deres Opgaver er at
sammentrænge i samme Bum og Tid alle de vidt og bredt adspredte, og ved storre
eller mindre Tidsrum fra hinanden adskilte Formafvigelser, hvis hele Forskjel ofte
kun er grundet i Alderen eller Aarstiden. eller i den geographiske Indflydelse paa
Formerne.

Vid. Sel. naturvid, og mathem Afli. Vil Deei P

114

Pisces Æcanthopterygil

*i.

*3.

*4.

*o.

*6.

*7.

*8.

*9.
*10.

11.
*12.

*13.
*14.
*15.
*16.
*17.
*18.
*19.

CoTTUS GRONEANDICUS. CllV. . . .

Cottus scori'ioides. Fabr

COTTUS TRICUSPIS. 31llS. Reg\ • •

Cottus uncinatus. Mus. Reg. . •
Triglops Pingelii. Mus. Reg. .

AsPIDOPHORUS DECAGONUS. RI. . .
AsPIDOPHORUS MONOPTERYGIUS. RL .

Sebastes NORVEGICUS

Gasterosteus loricatus (?). Mus. Reg-
Gasterosteus dimidiates(?). Mus.Reg
Campvlodon Fabricii. Mus. Reg. .

Cj.IIVUS UMMACUEATUS. 3IllS. Reg. .

Clinus punctatus. Fabr.

Clinus Lumpenus. Fabr

Clinus medius. Mus. Reg"

Clinus aculeatus. Mus. Reg-

GlINELLUS FASCIATUS. Rlocll

Gunellus affinis. Mus. Reg".. ....

Lycodes Vaulii. 3Ius. Reg

. Fn. gr. Nr. 113.

. Fn. gr. Nr. 114.*

. Fn. gr. Nr. 115.

. Aroe, fra Nennortalils.

. Dr. Pingel. Frederikshaab.

. Fn. gr. Nr. 112.

. Dr. Pingel. Frederikshaab.

. Fn. gr. Nr. 121.

. Engholm. Frederikshaab.

. Fn. gr. Nr. 122.

. Nat. Sel. Skr. 4. D. 2. Heft.

Iiiclsen, fra Fiskernæsset,

Flcischer, fra Omenak,

Aroe, Julianehaab*).

Fn. gr. Nr. 110.*

Fn. gr. Nr. 100.

Kiclsen. Fiskernæsset.

Fasting. Godhavn.
Fn. gr. Nr. 108.
Vahl. Julianehaab.
fald. Julianehaab.
Funch. Omenak.

*) Jeg har senere foreslaaet al danne af denne nye Art og af Clinus pitnctatiis en
nye Slægtsforra under IS'avn af Stichceus (S. V. Sclsk. Aarsberetuing 1835 — 183C,
hvor pag. 11 Linie 5 staaer Giællebuer i Stedet for Ganebuer). Da jeg siden S) Aar
har bearheidet de griinlandskc Fiske, og navngivet denne Art i Aarct 1834, niaac
man undskylde, at jeg lader min Benævnelse blive staaende. At Hr. Kroyer senere
erholdt denne Fisk, og tidligere har ladet sin Benævnelse trykke, er bekjendt,
men han vidste dog, at jeg havde et omfattende Arbeide siden længere Tid for
over Gronlands Fiske.

115

*20. Lycodes reticulatus. Mus. Reg.

*2i. Anarriiiciias Lupus

22. Crenilabrtis exoletus (?) . .

*23.

*23.
*26.

*28.
*29.

*30.
*31.

*52.

*oo.

*55.
*56.

37.

38.

39.

*40.

.Pisces jfÆalacopterygil
Salmo Salar

SvLMO CvRPIO (?) . .

Salmo alpinus (?) . .
Salmo stagnalis . . .
Salmo rivalis ....
3Iallotus arcticus .

PaRALEPIS BOREALIS. MlIS. Reg.

SCOPELUS GLACIALIS. MllS. Reg.

Clupea harengus

Fisces JTIalacopterygii Thorucicl

Gadus agilis. Mus. Reg

Gadus Callarias

Gadus Morhua (?)-j-

Gadus Ovar. Mus. Reg

Merlangus -virens -j-

MeRLUCCUS VULGARIsf

molva vulg4ris-j"

Rrosme vulgaris-}-

Motella Mustela Lin Holbbll. Godthaab

. . Miillcr. Fiskenæssel.

Funch. Omenak.
. . Fn. gr. Nr. 97.
. . Fn. gr. IVr. 120.

abdominales-

. . Fn. gr. I\r. 123.

Vahl. Godthaab.
. . Fn. gr. Nr. 124.
. . Fn. gr. Nr. 123.
. . Fn. gr. Nr. 126*.
. . Fn. gr. Nr. 127*.
. . Fn. gr. Nr. 128*.
. . Vahl. Julianebaab, og

Enyholm. Frederikshaab.
. . Funch. Jacobsbavn.
. . Fn. gr. Nr. 129.

Fn. gr. Nr. 100.
Fn. gr. Nr. 101.
Fn. gr. Nr. 102.
Enyholm. Frederikshaab.
Fn. gr. Nr. 103.
Fn. gr. Nr. 104.
Engholm. Frederikshaab.
Fn. gr. Nr. 103.
Fn. gr. Nr. 106.
Fn. gr. Nr. 107.

110

*41.

*42.

45.
*46.
*47.
*48.
*i9.

50.
•5-1.

MoTELLA EnSIS (?) MllS. Reg. .
3l0TELLA ARGENTATA. MllS. Reg
IJVTHITES FUSCUS. MllS. Reg. •

Macrurus rupestris. Bl. . . .

IIlPPOGLOSSUS VULGARIS . . .

Hippogi.ossus pingvis. Fabr. .
Citiiarus platessoides. Fab.

CvCLOPTERUS IjUMPUS ......

Cyclopterus spinosus

Cyclopterus mimitus

LlPARIS (?)

. . Fleisclier. Omenals.
. . fald. Julianchaal).
. . Iiielsen. Fiskernæsset.
. . Fn. gr. ISv. 111.
. . Fn. gr. Nr. 117.
. . Fn. gr. Nr. 1 18.
. . Fn. gr. Nr. 119*.
. . Fn. gr. Nr. 92.
. . Fn. gr. Nr. 93.
. . Fn. gr. Nr. 9i.
. . Fn. gr. Nr. 95.

Pisces Itlalacopterygii Apodes-

52. A.NGVILLÆ Species (?) Fn. gr. Nr. 9G.

*53. Gymnelis viridis Fn. gr. Nr. 99*.

*a. Gymnelis punctulatus. Mus. Reg. . . Moller. Fiskernæsset.

*h. Gymnelis Lineolatus. Mus. Reg. . . Motzfeld. Julianehaab.
*5i. Ammodytes dubius (?). Mus. Reg. . . Fn. gr. Nr. 98.

Pisces Chondroptet

55. SELACnE MAXIMA

5G. Spinax Acantiiias (?) ....

*57. Spinax Fabricii. Mus. Rcg.

*58. ScUMNUS BOREALIS. ScorOsl).

*59. Raja radiata. Flcm. (?) . .

*60. 31yxine glutinosa-J-

ygii Selachii-

Fn. gr. Nr. 90.
Fn. gr. Nr. 88.
Monrad. Julianchaal).
Fn. gr. Nr. 89.
Fn. gr. Nr. 87.
Fn. gr. Nr. 534.
Monrad. Julianehaab.

Tillæg.
*(ii. Himantolophus gronlandicus. Mus. Reg. Hulboll. Godthaab.

117

Oplysende Anmærkninger til forestaxiende Fortegnelse, efter
Arternes Lobenummer.

Nr. 1. Cuvier havde allerede paa Grund af nogle afvigende Træl;
i Fabricii Beskrivelse faaet det Resultat, at den grønlandske Cottus
Scorpius maatte være forshjellig fra den europæiske. Umiddelbar Sam-
menligning imellem flere Individucr fra Griinland og her fra Sundet har
overheviist mig om Rigtigheden af denne Mening. Det betydeligt storre
Hoved udmærker strax den grønlandske , naar begge Arter lægges
ved Siden af hinanden. De mange Afvigelser i Farven og i Antallet af
Becnknuderne i Nakken hos denne Art hunde opfordre til at opstille flere
Arter, hvis ild;c Overgangene imellem de forskjellige Varieteter gjorde
Adskillelses- Kjendetegnene tvivlsomme; ved den totale 3Iangel paa Iagt-
tagelser over Lcvemaade, Stedforhold og Forplantningstid hunde man
let forledes til at opstille tomme Navnearter.

Nr. o. Cottus tricuspis har jeg i en tidligere til Selshabet given
Beretning (jfr. Oversigten over det fcongl. V. Selsh. Forhandlinger i
Aarene 1829—50) angivet at være en for den grønlandske Fauna nye
Fisheart. Jeg finder nu, efterat have erholdt flere Individuer, og anstil-
let nye Sammenligninger, vel at den er allerede optaget i Fauna gron-
lamlica ; imidlertid er det ihhe Fabricii ufuldstændige Beskrivelse af Cottus
Gobio, som kunde overbevise mig om, at jeg havde faget Feil, og det
saa meget mindre, som Cottus tricuspis ved Mangel af Tænder paa
Plovskjærbenet endog bortfjerner lig fra Ulkeslægtens Character, og som
altsaa i en sammenlignende Beskrivelse ved Siden af de to andre grøn-
landske Arter ikke burde have manglet; men det er den Sandsynlighed,
som Bearbeidelsen af en indskrænket Fauna frembyder til at udfinde
Synonymerne hos Forgjængerne, derved, at iblandt de eneste fundne
Arter maa ogsaa den af en ældre Forfatter slet betegnede Art befinde

118

sig-, der har bevæget mig lil at ansee Cottus tricuspis for at være den
Art, som Fabricius urigligen kalder Cottus Gobio. Jeg bar nemlig i de
,"> sidsJe Aar erholdt mange Ulker fra Gronland; af disse passe tvende
Arier meget godt til Beskrivelserne af Cottus Scorpius Fn. Gi: og af
Cottus scorpio'ides , den 3 t,,c Art, skjondt ikke overensstemmende med
Cottus Gobio, maa altsaa vel være den saaledes i Fauna gronlandica
benævnte Fisk. Hertil kommer at jeg har erholdt Individiierne af disse
3 Arter just i det Mængdeforhold, som svarer til det af Fabricius angivne
Talrighedsforhold af Arternes Individner i Gronland, saaledes at der
er blevet indsendt de fleste Individner af Cottus gronlandicus Cuv., færre
af Cottus tricuspis Mus. ltcg., og meget faa af Cottus Scorpioides, som
efter Fabricii Udtryk ogsaa skal være den sjeldneste*). At Artsnavnet
Gobio ikke kan beholdes bliver af det Foregaaende klart. Cottus tricus-
pis kommer meget nær lil Cottus ventralis Cuvicr fra Kamsehatka-Havet.

Nr. 4. Denne nye Artsform af Ulkeslægten blev fundet imellem
flere Individner af Cottus gronlandicus og Cottus tricuspis, som Formand
Dorph indsendte fra Nennortalik i Aaret 1835. Denne interessante Art
afviger fra de (ivrige derved, at den har Tænder paa Ganebuerne, - de
meget tætstaaende Dine, og det ringe Antal af Straaler i Rygfinnerne
gjor den ligeledes kjendelig ved forste Oiekast. En udfurligcre Efter-
retning om den findes i Oversigten over det kongelige Videnskabernes
Selskabs Forhandlinger, og jeg haaber at kunne senere levere en Teg-
ning af den.

Nr. 3. Af Triglops Pingelii har jeg ved Artens forste Oflentlig-
gjorelse (roet at burde danne en egen Slægtsform under j\avn af
Triglops (jfr. det kgl. Vid. Selsk. Forhandlinger 1. c). Det bliver imid-

') End yderligere bekræftes denne Mening derved, at kun lios Exemplarer af denne
Art har Ur. lo dyer truffet Fabricii Lcrntcn rjobina; hos de andre tre Arter har
dette Snyltedyr ikke v;cret fundet. See Iirdyers uaturhist. Tidsskr. Heft. 3, pag. 280.

119

lertid lam den lidt sliirre Brede af Oierandsbenet, Formen af Brystfin-
nerne, de talrigere Straaler i Byg- og- Gadbor-Finnerne og især i Hudens
Forhold eller dens Squrnnw vcrticillaUe, hvorved den faaer nogen Lighed
med Trigla pini og- Trigla lineata, som gjor denne Slægtsform forskjel-
lig- fra den egentlige Llkeforni. Det Exemplar af denne Art, hvor-
paa den forste Beskrivelse grundede sig-, blev hjembragt af Dr. Pingel;
dette Iudividuum pill;edes op iblandt Ulkearter ved Udstedet liangelinek
(Quanne'oeii) to 3Iile sonden for Frederikshaab den 27 dp April 1829 paa
en Dybde af 20 Favne. Forst 4 Aar senere erholdt jeg- et andet, men
nog-et yngre Individuum af denne Art fra Sydproven ved Formand
Dorph, og endelig- el 5 tljc Individuum, en fuldvoxen Hun med fyldt
Bognsæk i Aaret 1854 fra yennortalik ved Kjobmand Aroe, hvilke tre
Exemplarer ville være tilstrækkelige til at forfærdig-e en fuldstændig- Be-
skrivelse af denne nye Art, dog- haabcr jeg- endnu at erholde vngre
Individuer.

Nr. 6. At Fabricii Cotlus cataphraeliis ikke er den europæiske
Art er i en tidligere Beretning blevet oplyst; at den sandsynlig viis er
Blochs Agonus (Aspidophovus Lac.) deeagomis , som jeg den Gang- for-
modede, skal blive fuldstændig-ere fremstillet ved Beskrivelse og Afbild-
ning- i et af de folgende Bidrag-.

Nr. 7. 1 den oftere citerede Aarsberetning- bliver det ligeledes
godtgjort, at Aspidophorus (Agonus) monopterggius ikke er en tranqve-
barsk Fisk, som Illoch har angivet, men en gronlandsk.

Nr. 9 éf JO. Naar man vil folge de Grundsætning-er, som have
bevæget Cuvier til at adsplitte de europæiske Hundesteder (Gasterosteus)
i 7 forskjellig-e Arter, saa blive de fra Grbnland indsendte talrig-e Indi-
viduer at henftire til 2 Arter, begg-e, som det synes, noget forskjellige
fra de hidindtil beskrevne, dog- vil forst en umiddelbar Sammenlig-ning-
imellem alle Arter kunne beg-runde en afgjorende 3Iening- derom.

120

.AV. Il- Denne Art er beskrevet af O. Fabricius; men efter et
slet conserveret Exemplar, i Naturhistorieselsfeabets Skrifter 4 (le Deel
odet Hefte pag. 21. Tal). 9. Omtrent til samme Tid blev en Fiskeart,
efter Sigende fra Ostindien, beskrevet og afbildet af Bloch i hans Værk:
die auslandisehen Fische Tab. 451 under Navn af Nothacanthus, som
bar den storste Ligbed med Catnpijlodon Fabricii. I samme Forfatters
Syslema Piscium, i hvilket den tidligere givne Afbildning er gjentagel
Tab. 77 under Benævnelsen af Acanthonothus Nasus angives Fisken at
være fra det islandske Hav; og et begyndt men ikke udfort Citat af
IVaturhistorieselskabets Skrifter lader formode, at enten Bloch eller Udgive-
ren Schneider har anseet den for at være af samme Art som Fabricii Fisk.
Cuvicr har senere havt det Blochske Exemplar til Eftersyn og har derefter
i 8 Jc Deel af Ilistoire des poissons pag. 467 o. fl. leveret en nye Beskri-
velse, 0f* givet Tab. 214 en nye Afbildning, hvorefter de morke Tver-
baand paa Legemet, som ere angivne i den Blochske Tegning, aldeles
mangle, fordi Cuvicr ved det i saa mange Aar i Brændeviin opbevarede
Exemplar ikke saae de ringeste Spor til dem.

Cuvicrs Beskrivelse og Afbildning er ogsaa i andre Henseender
non-el afvipende fra den Blochske. Det Exemplar, hvorefter Fabricii

O O l

Beskrivelse og Aftegning er udkastet er endnu tilstede, men som et
halvt tonet Skind, der engang har været befæstet paa et Stykke
Pap over en Udfyldning af Blaar. Ved at sammenb'gne delte Stykke
med Cuvicrs Tegning og Beskrivelse falde nogle Afvigelser i Oinene,
af hvilke den, som Bugfinnerne vise, er den storste; Cuvier angiver en eneste
og meget kort Pig foruden de otte ledede Straaler, af hvilke disse Finner
sammensættes, Fabricii Exemplar har derimod tre Pigge, af hvilke den
udvendige kun rækker een Linie, den mellemste to Linier over Huden,
den tredie derimod, som er tvedelt i Spidsen, er omtrent halv saa lang
som Finnernes længste Straaler. Delle Antal af Pigge har Fabricius
ogsaa bemæket i sin Beskrivelse. Da Bloch anforer to Pigge i Bugfin-

12fl

nerne maa den ene være blevet udreven, inden Exeniplaret kom i Ciixicrs
Hænder. Cuvier og Bloch angive 10 Bygpigge, Fabrieii Exemplar har
kun 9. Efter de fiirsle er der 15 Pigge foran Gadborfinnen, efter den
sidste 14, hvilke jeg ogsaa har talt. Foios hertil nogle relative Maal
kunde det synes som Camptjlodnn Fabrieii og JSolhacanlhus Nasus vare
to forskjellige Arter af samme Slægt; da imidlertid begge de Exempla-
rer, hvorefter disse Fiske ere beskrevne, kun ere i meget maadelig Til-
stand, maae vel fremtidige Sammenligninger af bedre E xenipiarer oppe-
bies, inden man kan erklære sig for en bestemt Mening - .

Nr. 12. Denne nye Art, som jeg erholdt i Efteraaret 1834 fra
Fiskernæsset, antog jeg i Begyndelsen for en Varietet afClinus punctatus,
saa stor er Ligheden i deres Omrids, men ved at udtage Fisken af
Glasset erl;jendtes den ma^-kelige Forskjel imellem begge, og da den
har i Begyndelsen af Rygfinnen tæt ved Basis en stor mcirk Plet med
lysere Omfalning, fik den Navnet unimaculatus. Samme Efteraar mod-
toges ogsaa det forste Exemplar af den fra Umenak 70° 41" N. B. og
fra Svdproven i Julianehaabs District. Den har foruden den overste
ogsaa hos C. punctatus forekommende, forkortede, med Sliimaabninger
forsynede Sidelinie endnu tre andre ligedannede Linier, af hvilke den
midt paa Siden er den længste, dog naaer den ikke Halefinnen og den
nederste paa Bugprofilet lobende og fildeels med den fra den anden Side
sammenlobende, den korteste. Denne Arts noiag tigere med Tegning led-
sagede Beskrivelse skal folge i et andet Bidrag. Individliernes Stbrrelse
er fra 7" 2'" til 8" 10'". Straalernes Antal i Rygfinnen er 48; alle
Straaler ere Pigstraaler, i Gadborfinnen tadles 2 Pigge foran, derpaa
bliide Straaler, hvorpaa igjen folge to korte Pigstraaler.

Nr. 13. Denne Fisk anseer jeg for at være forslyellig fra C. Lum-
penus og at henhore til en nye Art. Den er aldeles eensfarvet, har et
kortere Legeme, et baade længere og tykkere Hoved, hvis Lnderkjæve
er omtrent ligesaa lang som Overkjæven. Gadboret ligger noget læn-

f'id. Sel. naturvid og mathem. Afh. Vil Deel Q

122

gere tilbajye end hos Lumpemis. Den har 1 i Straaler i Brystfinnerne,
og den relative Længde af disse er forskjellig fra den hos Cl. Lumpemis,
hvorved Finnen faaer en anden Form; derimod er Antallet af Straalerne
i Ryg- og Gadborfinnen det samme. Membranen fra Ryg"- og Gadbor-
finnen fortsættes til Midten af de yderste Straaler i Halefinnen. Med
Hensyn paa det storre Hoved nærmer den sig til den folgende Art, fra
hvillæn den iovrigt ved flere Kjendetegn let adsliilles.

Nr. 16. Denne nye udmærkede Art adsl;iller sig ved flere let
opfattelige Kjendetegn fra de (ivrige griinlaudske Clinus-\rter. Dens for-
holdsviis store Hoved har langt storre Oine og en kortere Underkjæve,
end de forrige Arter. De forreste meget korte Pigge i Rygfinnen ere
ikke forbundne med hinanden ved en fuldstændig Membrane, men staae
næsten frit. Brystfinnernes Form er ligeledes forskjellig, idet Længden
af de mellemste Straaler er aftagende, og Finnen saaledes bdt indskaaret
i Randen. Den korte Halefinne bar en lige Rand (pinna æqualis),
medens den er stærkt tilrundel hos de iivrige Arter.

Nr. 17. Læser man med Opmærksomhed Beskrivelsen af Blen-
nius Gunellus i Fauna gronlandica, opstaaer der Tvivl om Artsnavnets
rigtige Anvendelse, og Tvivlen bliver til Vished naar man sammenligner
i Virkelighed den gronlandske Fisk med den europæiske. Den har
derfor tidligere været omtalt af mig som en nye Art under IVavn at
gronlandicus. Imidlertid passer den ufuldstændige Beskrivelse, som
Bloch har givet af Ccnlronolus fascialus i Sijsteina piscium pag. 16o, ret
vel til den , skjondt den dertil leverede Tegning Tab. 57 kun i Hoved-
sagen, nemlig i de 2 de morke Tverbaand ved Oinene har Lighed med
den gronlandske Fisk. Det vigtigste, som kunde siges imod en saadan
Mening er, at Ccntronolus fasciatus skal efter Bloch være fra Tranque-
bar; men den tidligere af mig godtgjorte Urigtighed i det angivne
Findested af Aspidophorus decagonus og af Asp. monoplcrggius svækker

12"

denne Indvending- aldeles. Det synes derfor rigtigst at lade den af
Fabricius beskrevne grønlandske Gunellus beholde Artsnavnet fasciatus.
Ved mit korte Ophold i Berlin 1831 befandt de blochske Exemplarer
af de af ham beskrevne nye Fishearter sig- hos Cuvier i Paris; jeg veed
derfor ikke om det blochske Exemplar af Centronotus fasciatus endnu
kan sammenlignes.

Nr. IS. Denne Art er i Tegning aldeles forskjellig fra Gunellus
fasciatus, hvis Straaleanlal den heller ikke har i Rygfinnen. Den nær-
mer sig meget den europæiske, men Rygfinne-Pletternes ovale Form, op-
det at de strække sig hoiere paa Siden af Finnen selv, tilligemed nogle
andre smaae Forshjelli'gheder, synes imidlertid at fordre dens Adskillelse fra
denne, saameget mere som denne Forskjel ogsaa viser sig efter Alders
og Kjonsforhold. Den er temmelig udbredt igjennem det hele mellemste
og sydlige Kysthav fra Holsteinborg til Julianehuab.

Nr. 19. Denne Fiskeart (Lycodes T'ahlii) henhorer til de interes-
sante Combinationer, som forbinde forskjellige Slægtsformer med hin-
anden. Den har i Tandforholdet noget tilfælleds med Soeulven
(Anarrhichas Lupus), imedens den i Finnernes Antal og Stilling stem-
mer overeens med Slægten Zoarces Cuv., hvorimod Formen for Skjæl-
bedækningen er den samme hos alle tre. Den har især megen Lighed
med den nordamerikanske Aaleqvabbe, Jlitehills lilennius Labrosus*),
fra hvilken Tandforholdet imidlertid aldeles adskiller den. Det forste
Exemplar, paa hvilket Slægten Lycodes blev grundet, og som omtales i
Oversigten over det kongl. V. Selsk. Forhandlinger i Aaret 1850 — 31,
blev fundet af vor naturhistoriske Reisende i Grunland, Hr. f'ahl, i
Maven af en ved Julianehaab fanget Scymnus borcalis. Exemplaret var

*) Jevnfur The Fiskes of New-York described and arranged bij S. L Mitchill, SI. Ur.,
i Tvansaetions of the litterary and plulosophical Socicty of Ncw-York. Vol. i. pa;;.
355—402. Afhandlingen er ledsaget af Kobberplader, sara give maadelige Af
bildninger af et stort Antal Fiske.

12 i

altfor beskadiget til at Artskjendetegnet l;unde bestemmes. I Efteraaret
1854 modtog- jeg- fra lir. Pastor Funch i Omenak et mindre, men vel
conserveret Exemplar, paa hvilket saavel Skjellene, som Tegning-en er
fuldkommen crkjendelig. Jeg- bar bavt til Eftersyn fra Hr. Dr. Thien-
nemann i Dresden, en under Navn a.fBlennius Lumpenus fra Island ham
tilsendt udstoppet Fisk. Exemplaret er slet udstoppet og noget mutile-
ret, imidlertid beviser det, at Slægten Lycodes ogsaa træffes i Havet om-
kring Island; dog er jeg- ei i Stand til at bestemme om Arten er Vahlii,
med hvilken den i Henseende til Tiendernes Form stemmer overeens.

Nr. 20. I Efteraaret 1833 erholdt jeg en Rognfisk af denne nye
Art , indsendt af Kjiibmand Moller, dengang- paa Fiskenæsset. Den var
ogsaa taget ud af en Haifisks 3Iave, dog- var saavel Tegningen som Skjæl-
lene vel vedligeholdte; da den imidlertid ikke kunde sammenlignes i den
Henseende med f r ahls Exemplar af foregaaende Art, blev det ubestemme-
ligt, om den var af samme Art; et af Pastor Funch i Efteraaret 183i
modtaget Exemplar med samme Tegning- og- Skjælbedækning og- som
var en Melkefisk, viste, at begge maa danne en egen Art, der er væsent-
lig forskjcllig- fra den foregaaende baade ved en mindre Udbredning- af
Skjællcne og ved den netformige Tegning- paa Siderne af Leg-emet.

Nr. 25. Hr. Vahl har indsendt fra Godthaab den Laxeart, som
Gronhi'nderne kalde Ixapisalirhsoak , og- i hvis Beskrivelse Fabricius
troede at gjenkjende den almindelige Lax (Salmo Salar). Det kan ikke
nægtes, at det indsendte Exemplar er saa overeenstemmende med Eaxen,
at den ikke meget store Forskjel i nogle faa relative Maal, f. Ex. Hove-
dets Længde, Afstanden af Rygfinnen o. s. v. og- den lig-esaa ubetydelige
Forskjel af en Slraale mere eller mindre i nogle Finner ikke bor begrunde
en Artsforskjel efter et eneste 20 Tommer langt Individuum, som var
en Han, og- som blev umiddelbart sammenlignet med et 30 Tommer langt

I2li

Individ uu ni af en Rognfisk fra Bornholm. Indtil videre beholder den
derfor Artsnavnet: Salar.

Nr. 24 — 26. Jeg ban vel ihlaudt de Individuer af Orredarterne.
som Museet besidder fra Gronland, erhjende i det mindste 2 forshjellig-e
Arter, men til hvill;e Fabriciske Benævnelser de svare, maa jeg- endnu
lade staae uafgjort, indtil et storre Antal bedre conserverede Individuer
sætte mig i Stand til en fuldstændig Samnienliuing af Formerne igien-
nem forskjellige Ahlere, da ingen Efterretninger om de erholdte Stykkers
Levemaade og specielle Opholdssted ere blevne mig meddelte.

Nr. 29. Jeg tager ikke i Betænkning al ansee Clupea Encrasi-
cholus i Fabricii Fauna ijrbnlandica for at være den her opstillede nye
Art Paralepis borcalis. Det er vist usandsynligt, at hiin Art skulde
forekomme i det groulandske Hav. Den bliver allerede meget sjelden
hos os og i det norske Kysthav; heller ikke bliver den anfort i Mitchilh
citerede Afhandling om Fiskearterne i en Zone, der strækker sig saa
langt mod Syd af Nordamerika, at deu lildeels optager i sig de clima-
tiskc Forholde, som tilkomme Middelhavet, og hvor den i Folge sit syd-
lige Opholdsted maattc forekomme, hvis den gik saa langt imod Vesten,
og hvor den tillige vanskeligt kunde oversees, da den lever i saa store
Flokke. Det er meget rimeligt, at Fabricius, som vist ikke af Autopsie
kjeudte Clupea Encrasicholus, har urigtigen tydet*) de Stykker af den solv-
blanke Fisk, som han ofte traf i Sælhundenes Mave, og at disse have
været af Paralepis borcalis, som efter Breve fra Vahl og flere Corre-
spondenter i det sydlige Gronland , meget ofte træfles i Maven af Sæl-
hunde. Slægten Paralepis er her bleven henstillet i Laxefamilien paa
Grund af at saavel dens Rygfinne som Gadborfinne ikke blot har ledede.

*) Hane (Clu/ienm Encratichnlitm) sirpe in vetitrictilis Phocannn inveni, semper tiutem
tam wittilalam, ut rlescriptionem ritam dåre non potuerim. Fti. gr. pog- 185.

i 26

men ondogsaa delte Straaler (Rad'u compositi) , og at disse allerede
begynde med den anden Straale forfra talt. Den anden Rygfinne er
en virkelig: Fidtfinnc (puma adiposa) af samme Textur, som Fidtfinnen
hos Seopclus og hos Lodden (Mallotus arclicus). Den grønlandske
Fishesamling i Museet har ikke erholdt liere, end de to i Oversigten
af det kgl. D. V. Sclsk. Forhandlinger i Aaret 1829 — 30 omtalte
Exemplarer. Derimod erholdtes i Efteraaret 1833 et Individunm af
denne Art fra Island , hvilket blev indsendt af Hr. Landphysicus Thor-
stensen. Det var taget ikke langt fra Rcikavig. Det stemmer aldeles
overeens med de gronlandskcExemplarer.

JVr. 50. I Aaret 1832 blev et eneste Excmplar af denne nye
Seopclus- Art indsendt fra Jacobshavn af Hr. Missionær Funch. Det
har lidt betydeligt ved Rivning paa Overfladen, saa at det solvglindsende
Overtråd; næsten allevenne var forsvundet ojv kun faa af de fordybede
Punkler langs med Rugprofilet paa begge Sider vare tilbage. En stor
Deel af Ilalefinnen var brækket. En fuldstændig Reskrivelse af denne
Art vil efter dette Individunm ikke kunne affattes, dog er Arten selv
ved Antallet af Sfraalerne i Rygfinnen, hvilket stiger der til 12, og i
(iadborfinncn, som er 17, at erkjende som forskjellig fra den af Strom
i Nalurhislorieselskabets Skrifter 2 llct Bind, 2 ,lft Hefte pag. la beskrevne,
og Tab. 1 Fig. 2 afbildede, men ikke navngivne Art, hvilken af Profes-
sor JVilsson er bleven kaldet Seopclus borealis. Den skal efter Slrom
have 9 Straaler i Rygfinnen og 10 i Gadborfinnen (15* Straaler derimod
efter Nilsson i den sidste).

iYr. o2. Denne Art er forskjellig fra Kulleren, hvis systematiske
Navn den forer i Fauna qronlandica , derved, at Overkjæven er lidt
kortere, end Fnderkjæven, at Hagetrevlen er kort og haarformig, og at
Halefinnen ikke er vinkelformigt, men bueformigt indskaaret. Den har
ogsaa en smal ligefarvet Sidelinie, imedens Kulleren har en bred og

127

sortfarvet, og- den mangler, som Fabricius bema^rker *), den sorte Piet
strax Lag Brystfinnerne. Jeg bar forelobigt, da jeg ibbc lian Unde dens
INavn iblandt de amerikanske Torskarter kaldet den Agilis efter dens
lette og burtige Bevægelser.

Nr. 54. Af Grønlændernes Saraudlirksoak, som Fabricius efter
den barn meddelte Beskrivelse lioldt for at være Gadus Marrhua , har
jeg kun erboldt et eneste 25 Tommer langt Exemplar. Det er i Teg-
ningen betydeligt, og i de relative Maal noget forskjelligt fra den
Torskart, de nordiske Faunister kalde Gadus Morrhua, idetmindste fra
Kattegattet. Indtil den grønlandske kan sammenlignes i flere og forskjel-
ligt store Exemplarcr, vil intet med Sikkerhed kunne afgjbres i Henseende
til Artens Selvstændighed. Den bar derfor ikke erholdt et bestemt Arts-
navn, saa meget mindre som vi ikke kan ansee det for afgjort, om
Kabliauen fra Newfoundland er eensartet med den skandinaviske. Dr. Mil-
chili antager vel ligefrem denne Identitet**); men Arten er saa vidt jeg
veed ikke umiddelbart sammenlignet, og Forfatteren anforer endnu i
Diffcrentia specifica det paa den nordiske Kabliau ikke anvendelige Lin-
nu'iske Udtryk.

Nr. 53. Fabricii Gadus barbatus er meget forskjellig fra den
europæiske Gadus barbatus Bl. og er overhovedet ingen af de bekjendte
europæiske Arter. Begge Kjæverne ere omtrent lige lange ved lidt
aaben Mund, eller Underkjæven er kun ubetydeligt kortere, end Over-
kjæven, naar Munden er lukket. Dalefinnen bar et meget fladt bueformigt
Udsnit, og den paa sædvanlig Maade boiede Sidelinie har samme Farve
som Siden. Kroppens Farve og Tegning ligne meget den almindelige
Torsk, Gadus Callarias. Indtil denne Art kan sammenlignes med nord-

•) Licet mitlla hujus species individua contcmplatus sim, nunquam mnculnm nigram ad

pinnas pectorales indagarc valni. Fn. gr. pag. 143.
") MitchM 1. c. pa S . 3«5.

128

amerikanske Arter af Morrhua-Slægten, er den blevet opstillet i Museet
under det gronkindske IVavn: Ovak.

Nr. 56. Ved en senere gjennemfort Sammenligning med et Exero-
plar Ira Norge af f "trens, som jeg dertil erholdt af Professor Nilsson,
er jeg tommen til den Overbeviisning, al Fabricii hypothesiske Bestem-
melse er den rigtige, thi den ubetydelige Forskjel, som nogle relative
Maal give, blive meget usikkre, da 3Iuseets Exemplarer have været
nedlagte i fort Salt, og derfor uregelmæssigt sanimenkrympede. Slraale-
Antallet i de uparrede Finner stemmer, med Hensyn paa Rygfinnerne,
ganske overeens med det, som Linnc anforer for J'ircns i Fauna
svecica, nemlig: forste Rygfinne 15, anden Rygfinne 20, tredie Ryg-
finne 19. Gadljorfinnerne afvige noget fra hiin Angivelse, thi forste Gad-
borfinne har 26 Straaler og anden 22. At det ikke kan være Sabines
af Dr. Leach benævnte Gadtis polarts, viser Antallet af Straalerne i
begge Gadborfinnerne; om den derimod er at ansee for Gatlns earbona-
rius Sabine, som blev fanget paa Vestkysten af Davidsstræde, kan vel
ikke saa let afgjores, da intet Rjendemærke tilfoies.

Nr. 41. Den her opstillede nye Art af Skegfen Motella er endnu
meget uvis, da den kun er bygget paa tvende Individuer, som blev
udtaget af Maven af en Klapmydse (Phoca erislala), der blev fanget ved
Omenak imellem 71° og 72° IV. B. Begge Individuer ere beskadigede.
De udmærke sig ved Længden af den forste Straalc i den forreste
uudviklede Rygfinne, hvilken Straale næsten er ligesaa lang som Hovedet.
Den har kun tvende Trevler, en ved hvert Næsebor; og Gadboret sidder
længere tilbage, end hos Motella Mustela.

Nr. 42. Denne nve Art af samme Slægt adskiller sig fra alle
europæiske Arter derved, at Halcfinnen er fladt bueformigt indskaaret.
Den bærer tvende Hud-Trevler paa Spidsen af Hovedet, en for hvert
Næsebor; og en Hudtrevl under Hagen. Den har en hvid solvglindsende

129

Farve. Straalernes Antal i Gj eliebud en er det normale for Torskeslæg-
len, nemlig- syv. Den nederste Mavemunding omgives af otte enkelte
Blindtarme. Intet Spor fandtes til Svoniniebhrre. Af de ti Individuer.
som jeg efterhaanden har erholdt, var intet under 2 Tommer og 7 Linier,
og intef over 2 Tommer og 11 Linier. I de Exemplarer, hvis Bug-hule
blev aabnel, fandtes ingen tydelige Spor til Forplantningsorg-aner; man
har allsaa Grund til at antage, at Individlierne af den angivne Storrelse
ere af en meget ung Alder.

IVr. 45. Da denne nye og mærkværdige Fiskeart vil blive afhandlet
i det andet Bidrag, som trykkes tilligemed denne Indledning, vil den fuld-
stændige Udvikling af de Grunde, der have foranlediget mig til at opstille
en nye Slægt for den, blive gjort gjaldende i Bidraget selv. Den er
fanget ved Fiskenæsset, og indsendt af Ur. Coloniebestyrer Kielsen under
den gronlandske Benævnelse Amcrsulak.

Nr. 44. I en endnu ikke trykt Afhandling, som blev meddelt
Selskabet*), har jeg ifolge umiddelbar Sammenligning beviist, at den
gronlandske Berglax er en fra den ved de norske Kyster forekommende
og åtStrom og Gunnerus beskrevne, forskjellig Art. Da Betydningen af
Benævnelsen Macrurus rupestris var lelliyologerne almindeligst og
fuldstændig bekjendt efter den Beskrivelse og Afbildning, som Bloch
har leveret**), og som ere forfærdigede efter Exemplarer fra Gronland,
saa syntes det rigtigst, at den gronlandske Art blev i sin tidligere Besid-
delse af det systematiske Navn Macrurus rupestris III., og at den norske
Art fik et nyt Artsavn, til hvilket den forsir Opdager af denne mær-
kelige Sheglsform burde give Anledning. hvorfor jeg kaldte den

•) Sec Oversigt over det Kgl. danske Vidensk S<lsk. Forhandlinger i Aarene 1{J£8 -Uf>
'*) Auslanrlisclie Fische. Tab 177.
f'iil Sti. naturvid, on mathem. slfh fil Dvcl n

430

Macrurus Stroemii. Professor Nilsson bar*), hvis hans Art er den
samme som Stroms, hvilket er at formode, endskjondt det opstillede
Artsmærhe ikke passer til det bergenshe Individimm , som jeg: har
sammenlig-net, huldt den Lepidoleprus norvegicus.

Nr. 47. Det synes som, at Pleuronectes platessoides tilligemed
Pleuronectes Limandoides Itloch bor, naar man vil fiilge de samme
Grundsætninger, som have bestemt Cuvier til at danne de i hans Hegne
animal opstillede Underslægter, ogsaa danne en egen Underslægt, hvis
Plads vil være imellem Platessa og Jlippoglossus; denne Underslægt har
ligesom Platessa Ta'nderne i Kjævernc stillede i en eneste Rad, men
adskilles fra denne ved det storre Gab og de meget spidse, længere fra
hinanden staaende og i Kjævernes forreste Deel længere Tænder, som i
begge Mellemhjævebenene sidde med regelmæssigt aftagende Længde
ligened til Mund vinhelenden af disse; imedens hos Platessa Ta'nderne
ere stumpe, omtrent af lige Længde, i Overkjævebenels hoire Arm
(paa Oicsidcn af Hovedet) staae enten ingen, eller fra 2 til 4 Tænder.
Denne nye Underslægt vil have det store Gab og spidse Tænder tilfælleds
med llippoglossus ; men hos denne ere Tænderne fortil i Kjæverne stillede
i flere uregelmæssige Rader og ere afvexlende i Storrelse, imedens de
ere stillede i en Rad med regelmæssigt aftagende Længde hos den nye
Slægt, som ved otte Straaler i Gjællehuden adskiller sig baade fra Platessa
o*" - fra llippoglossus, hvilke, ligesom de ovrige af mig undersogtc Under-
slægters Arter kun have syv Straaler. Vi kunde kalde denne Underslægt
Citharus efter en af Ilondelet navngivet Citharus asper fra Middelhavet,
som Cuvier anseer for at være Pleuronectes Limandoides 1?/., der findes
i Nordsoen; men Individuer fra begge Loealiteter synes endnu ikke at
være umiddelbart sammenlignede.

•) Prodromus Ichthijnlogiw SCandinnvicæ nuelorc S. Nilsson, pag. SI.

131

AV. 5J. At Fabricti Ophidium viride ikke kan benfores under
Slægtsformen Ophidium, endskjondt den nærmer sig- mere til denne,
end til Aaleshegten, er blevet oplyst i en tidligere Meddelelse til Viden-
skabernes Selskab*). Den danner en egen Slægtsform, som bærer
IVavnet Gumnclis af den aldeles niigne Hud. Iblandt de fra flere
Steder i Svdgronland og Mellcmgri'inland i de sidste 3 Aar indsendte
Individuer viser sig en betydelig Forskjel i Ilygfinnc-Pletterne og i
Kroppens Tegning, men Lun en ringe i de relative Maal. Det bar endnu
ikke været mueligt at bestemme, om disse Individuer henhore til
forskjellige Arter; men jeg baaber, inden det Bidrag i hvilket denne
Shrgtsform skal af bandles, vil blive færdigt til Trykken, at kunne ved
bedre Exemplarer blive sat i Stand til at have en bestemt Mening
derom. De mest paafaldende Varieteter ere forelobigt i Fortegnelsen
betegnede med egne Navne, men ikke optagne som Arter under
LObenummerne.

Nr. 34. BeskafTenbeden af de indsendte Exemplarer af Tobis
har ikke tilladt ved en fuldstændig gjennemforl Sammenligning at afgjijre
til hvilken af de europæiske, i den senere Tid adskildte Arter, Tobianus
og Lancca, den gronlandske Tobis henhorer, eller om den er en fra
begge forskjellig Art, dog skulde jeg af flere Grunde erklære mig for
den sidste Mening, hvorfor den ogsaa er oplaget i den gronlandske
Samling under IVavn af Ammodyies dubius. Hos denne Art tager Byg-
finnen sin Begyndelse ligefor Spidsen af den til Kroppens Side udstrakte
Brystfinne, ligesom hos Ammod. Tobianus, med hvilken den ogsaa har
de smaae med en kort Pandeslilk forsynede Mellemkjæver fælleds, men
dens Hoved er betydeligt kortere end bos den sidste, hos hvilken Hovedet
forholder sig til Totallængden som 1 til i^ efter Yarrcll, hvorimod
Hovedet indeholdes 6 Gange i Totallængden hos dubius; hos et Indivi-

') Beretningen om det bonjjl. Vidensk. Selsk. Forhandlinger 1830 og 1833.

152

■ hmm af sidste af otte Tommer og- en Linies Længde gav Hovedet et
Maal af en Tomme og fire og en halv Linie. Oinenes Stilling nærmere
til Mundspidsen end til yderste Kant af Gjællelaaget, og' det lidt sammen-
trykte Legæme har den grønlandske Art fælleds med den europæiske
Ammod. Laticca. Den har ogsaa et slorre Antal af Straaler i Ryg-
finnen og Gadborltnnen, nemlig i forste Gi og - i sidste 35*), hvorimod
efter Yarrell Ammod. Tobianus har 55 i Rygfinnen og- 29 i Gadhor-
finnen, Lameen 51 i Rygfinnen og- 25 i Gadhorfinnen.

Nr, 36. Fabricius taler om Saualus Acanthias i Udtryk, som
lader formode, al den ikke burde være sjelden i det sydlige Gronland.
Han siger: "Usus et caplurri eliam communis; capitur tamem præsertim
hierne per foramina (jlaciei". Og dog- har jeg- ikke endnu hunnet erholde
denne Art, hverken fra Julianehaab eller fra Frederikshaab , hvorimod
jeg- fra begge Steder liere Gange har bekommet den na^stfidgende Nr. 37,
som er en nye Art, hvilken jeg tilforn har beskrevet under Navn af Spinax
Fabricii**), det synes derfor rimeligt at antagæ, at Fabricius har troet i
den nye Art at erkjende Squalus Acanthias , hvilken sidste altsaa burde
udslettes af Fortegnelsen paa de g-riinlandske Fiske.

Ved Slutningen af disse Anmaukninger \il jeg- meddele Efter-
retning om en i flere Henseender mærkværdig- gronlandsk Fiskeart, men
som desva'rre er modtaget i en saadan Tilsiand, at det ikke er muligt at
bestemme med INoiagtighed dens systematiske Plads, eller at give en
tilfredsstillende Reskrivelse af den. Det modtagne Individuum blev, efter
skriftlige Meddelelser fra Capilainliculenant I/olbiill, fundet og- opkastet
paa Stranden ved Godthaab efter en meget svær Storm. Ravne og-
Maager havde allerede opædt den storste Deel af Biigfladcn fra Gad-

•) Fabricius har talt f>7 og 34.

') Sec Beretningen om det kongl. Vidensk. Selsk. Forhandlinger i Aaret 1828 — 29

155

horet til Halefinnen og udhakket flere Stykker at Hovedet, Iivis Becn
vare stærkt forknuste. Af Gjæller, Sandseorganer var intet, og- af ind-
volde kun Stumper tilbag-e. Den blev nedlagt i Saltlage og ankom til
Museet i en halv flydende Tiisland.

At den henhorer til Beenfiskene viser Textuien af Benene tilstræk-
keligt. Disse ere fibrose, dog cre de i samme Grad cellulose som hos
Cijcloplerus , Lophius, og endnu nærmere som hos Orthagoriscus Mola.
Endvidere kan den systematisk henstilles iblandt de Beenliske, som have
bevægelige Itjæver, thi Mellemkjævebenene og Sidekjævebenene forholde
sig paa den sædvanlige Maadc, saavel i Henseende til Dannelse og
Beliggenhed, som i Henseende til Bevægelighed, og ere begge besatte
med flere uregelmæssige Rader koniske, spidse og- hule Tænder, af
hvilke de i den bageste eller indvendige Bad ere de storste; de aftage i
Slorrelse i de udadfiilgende Rader, og i den yderste eller udvendige
Rad rage de neppe op over Hudens Overflade. De storre Tænder ere
ikke fastvoxue i Kjævebenene, men kun forbundne dermed ved en elastisk
Hud, hvorfor de kunne boies ned imod Svadget ligesom mange af
Tænderne, især Ganetænderne hos Gjcdden (Esox Lucius) og andre Fiske.

Gjællerne vare udrevne af de rummelige, med en glat Hud
beklædte, og i en stor rund hudrandet Aabning bag Brystfinnernes
nederste Hjornc næslen som hos Lophius piscatorius sig endende
Giællchuler. At den henhorer til de blodfinnede Fiske vise Straalerne i
Rygfinnen, som alle ere ledede, og af hvilke allerede den anden er tve-
deelt. Da Bugrauden fra Gadboret af fortil indtil Begyndelsen af
Struben er heel, synes det ikke urigtigt at antage, at hvis den skulde
henhore til bugfinnede Fiske, maatte man enten kunne see Bugfinnerne,
eller Spor til det Sted hvor de havde siddet, og da dette nu ikke er
Tilfældet, bliver det sandsynligt, at vor Fisk har henhiirt, enten til
de brystfinnede eller til de barbugede Fiske. Uagtet den i meget har
Lighed med Ci/c/o/>tmts-Slæg(en er jeg dog mere tilboielig til at hen-

13i

fore den fil de barbugede Fisl;e, hvor den dog vilde staae ganske isoleret
op- uden Overgang til nogen af denne Ordens Slægter. Exemplaret er
fra Spidsen af Underkjæven, som rækker lidt ud over Overkjæven, til
er Spidsen af Ilalefinnen, 23 Tommer lang-t. Legemets Omrids kan
kun ved Tilnærmelse bestemmes; det er ved Mundvigen næsten lig-esaa
bredt som hoit, dog er Breden nog-et mindre, benimod Halen bliver det
mere op- mere sammentrykt, og tilsidst bliver Hoiden flere Gang-e storre,
end Breden; Bug-en syne* at have været eonvex og- hængende. Den
storste Iliiide over Bug-ens Midte indeholdes omtrent 21 Gang- i Total-
læng-den. Fiskens hele Form har nogen Lighed med Arierne af Slæg-ten
Antennarius, kun er Hovedet ovenpaa meget lludt. Huden erindrer
meget om Cyelopterus spinosus; den er besat med en Mængde store, lavt
kegleformige Beenplader, hvis Midipunkt ender sig i en kort, g-lat,
stump Spids, nedenfor hvilken der udgaaer dybe uregelmæssige Furer til
Banden, saa at deres Overflade bliver stjerne form igt stribet. De have en
Diameter af 10 — li'" og en Ase som er 2 — i'" og staae omtrent paa
14 — \(i'" Afstand fra hinanden. Paa Hovedet findes ingen saadanne
Plader. Mcmbrann hranchiostega har 6 Straaler. Brystfinnen er kort og
sammensat af 12 Straaler. Bygfinnen sidder tæt ved Halefinnen og har
9 Straaler. En Deel af Ilalefinnen er afrevet, og i det tilbageblevne
Stykise tælles a Straaler.

Den Deel, som især giver den et paafaldende Udseende, og hvor-
ved man forledes ved forsfe Oiekast fil at see i den een eller anden Art
af Antennarius eller af Lopliins , er en 6^ Tommer lang- og- 2 Linier
tvk Beenstraalc paa Midten af Hovedet. En tyk med smaae dybtliggende
Skjæl besat Hud bedækker delte Been, hvorved Straalen i sin Hcelhed
faaer en Diameter af i^'" , eller en Tykkelse af en Orns Pennepose.
Beenstraalen selv er artikuleret fil et bevægeligt Grundbeen ligesom
Slraalerne i en Bygfinne, kun med den Forskjel, at det ligger horizon-

155

talt paa Profilet af Crtmiet i en fordybet Rende, i hvilken det lian be-
væges noget frem og tilbage ved egne Muskler. Fra dette Been gaae
andre Muskler til den nederste Ende af Straalen, ved hvilke denne be-
væges fra den horisontale til den perpendikulaire Stilling. Man kan see
den samme Dannelse, men efter en formindsket Maalestok ved de meget
tynde, men lange Straaler paa Hovedet af en Bredflab (Lophius pis-
catorius). Ved Straalens overste Ende udbreder den samme bedækkende
tykke Hud sig i en rhombisk Lap eller Skive , hvis Sider ere parallele
med Hovedets Sider. Fra denne Skives overste Hjorne udgaaer en tyk,
noget sammentrykt Hudtrevl, der deler sig i tvende korte Trevler, som
vistnok have været betydeligt længere, end de nu ere, da deres Ender
vise en afrevet Rand. Fra hvert Sidehjiirne udlober en lignende, men
meget længere Trevl, hvoraf den bagerste er dobbelt tvedeelt, og
har, niaalt til Spidsen af den længste Fibrille, en Længde af 5 Tom-
mer og 4 Linier, den forreste derimod kun tredeelt og har en Længde
af 4 Tommer og 8 Linier. Ved Basis af Skiven begynder en kort Dob-
beltrad af Trevler i den overste Ende af Straalen og paa dens bagerste
Rand. Hver Rad sidder paa den udvendige Side af Randen, og be-
staaer af 5 paa hinanden folgende tæt til hinanden staaende og i Læng-
den betydeligt aftagende Trevler; begge Rader tilsammen have saaledes
5 Par Trevler. Det bverste Par af disse Trevler dele sig i tvende ulige
lange Grene , af hvilke den kortere igjen er tvedeelt. Længden af disse
Trevler fra Roden til Spidsen af den længste Gren er henved 8 Tom-
mer. De folgende 4 Par ere udelte; det forste af disse er 6^ Tomme
langt, og det nederste i^ Tomme langt. Huden paa Trevlerne er lige-
ledes bedækket med smaae runde, dybtliggende Skjæl. See Tab. IV.

Saa ufuldstændig end den meddelte Beskrivelse maatte blive, vil
man dog heraf see, at denne Fisk danner en mærkværdig Overgangs-
form, der forbinder flere fra hinanden staaende Slæglsformer med hin-

15G

anden. Denne nye Fiskeart betegnes indtil videre med IVavnet: Himan-
lohphus groenlandicus.

Vende vi nu tilbage til en Sammenligning imellem de tvende, i
det foregaaende leverede Fortegnelser vil det strax falde i Oinene, at An-
tallet af de grønlandske Fiskearter, efter Udslettelsen af fire Arter i den
fabriciske Fortegnelse, er steget fra i«"> I il 60 i den nye Fortegnelse.
Blandt hine tre og fyrgefyve ere otte, for storste Deel europæiske Arter,
som jeg hidindtil ikke har kunnet erholde fra Griinland, hvis Forekomst
der altsaa ikke kan ansees for bekræftet ved denne Fortegnelse,
skjondl der neppe kan være Tvivl om, at en eller anden af disse Arter,
virkelig lindes der, f. Ex. Squalus maximus, Pleuronectes Hippoglossus,
en Aaleart o. s. v. De tilbageblevne fem og tredive Artsnavne ind-
befatte tretten, som maatte forandres, af hvilke otte, og deriblandt
det nye Slægtsnavn Gijmnelis viridis ikke forekomme i den europæiske
Fauna; en Art, nemlig- Paralepis borealis (Fortegnelsens Clupcn En-
crasicholus) er siden ogsaa fundet i det islandske Hav. Allerede ved
den nødvendige Forandring af saa mange Artsnavne i Fabricii grøn-
landske Fiske -Fauna , har denne faaet en stor Tilvæxt af saadanne
Træk, som gjiir den forsk jellig fra den europæiske, hvilke i den ældre
Fortegnelse indskrænke sig kun til nogle faa Arter, som Colins scor-
pioldes, Pleuronccles plntessoides o. s. v. Men denne Forskjel forøges
endnu betydeligen ved de alten , i den anden Fortegnelse tilkomne
nye Arter. Iblandt disse gives der fem Sla'gtsfornier , nemlig Truj-
lops med en Art, Lijcodes med to Arter, Cumpijlndon (<\o1ac(inthus)
med en Art, Itythites med en Art og Himantolophus med en Art, som
ere nye; kun en eneste af disse Slægter er nyligen bleven bekjendt at
forekomme i Europa, nemlig Lijcodes i det islandske Kysthav, med en
endnu ikke fuldkommen bestemt Art. Af de tilbageblevne elleve Arter
lindes kun en i den europaiske Fauna, nemlig Molclla mustein; en er tvivl-

157

som som nye Art, Gasterosteus dimidiatus, de ovrige cre hidindtil kun
trufne i det griinlandske Hav.

Der fremgaaer saaledes som Hovedresultat af denne Sammenlig-
ning-, at den griinlandske Fiskefauna er baade i Slægts- og Arlsformer
betydeligt forskjellig fra den europæiske, og at næsten Halvdelen af dens
Arter endnu ikke ere fundne i del saa nærgrændsende islandske Kystbav.

En Sammenligning imellem den griinlandske Fiskefauna og dens
Modsætning - etter den geographishe Lamgdc, eller de Fiske-Arter, som
træffes i Havet uden for Kamschatka vilde her have været paa sit rette
Sted, og det gjiir mig ondt, at jeg ikke er i Stand til at overvinde de
Vanskeliglieder, som staae i Vejen for en saadan Sammenligning, hvor-
iblandt den vigtigste naturligviis er Mangel paa Matcrialier. For Kam-
sehatkas Fiske kan jeg kun benytte Pallas Zoographia rosso-asintica, og
de af Tilcsius i Skrifterne af det haiserligc Akademic i Petersborg leve-
rede Monographier, men hos begge ere Beskrivelserne ofte saa ufuld-
stændige, at man, uden at see Originalerne, hvilket Cuvier tildeels har haft
Lejlighed til, ikke vil være i Stand til al have nogen Mening om Arten.
Vel er en Deel af disse Fiskearter reviderede i Cuvicrs og F^alenciennes's
store Værk, men dette indeholder endnu kun den storste Deel af de pig-
linnede Bcenfiske; ved de vanskeligste og paa Arter i begge Have tal-
rige Slægter Salmo og Gadus savnes der endnu saadan Kritik. Hertil
kommer, at skulde Sammenligningen i sin Delail give paalidelige Resul-
tater, maaftc enten de griinlandske Fiske sammenlignes blot med de ved
Asiens Ostkyst, men i Fortegnelserne er det ikke altid angivet, om en Art
er truffet i det asiatiske eller amerikanske Kysthav, og man maa altsaa tage
begge sammen, eller ogsaa maatte paa den anden Side tillige Ostkysten
af det nordligste Amerika fiiies til Gronlands Fauna, men deels levere
de engelske Polarreiser for lidt og for ubearbeidet Material, deels kan
man i det, som Amerikanerne have leveret, ikke komme ret langt udover
den 55° I\. B. Imidlertid giver et Blik paa de Fortegnelser, som man

Vid Sel. naturvid, oij mathem Afli. Vil Deel. S

158

l>an udkaste over begge Haves Fiskearter, dog- nogle ikke uvigtige
Resultater. Antallet af Arterne vil omtrent blive det samme i begge,
naar man sætter den sydlige Grændse for Kainseliatkabavet at være den
50° og den nordlige at være den G(>° IV. B.; det vil saaledes strækise
sig fra de nordlige kuruliske Oer til Osteap paa den asiatiske og til
Kofzebue-Bugten paa den amerikanske Side. Den grtinlandske Fauna
derimod vil indsluttes imellem Sydkysten af Julianebaabs-Distriet og-
Colonicn Upernavik, som det nordligste Punkt, hvorfra Museet har
erholdt Bidrag, eller imellem den 00° og 75° ]\. B.

Der gives kun faa og for stiirsle Deel de samme Familier i begge
Faunaer, hvortil disses Fiskearter henhore; det er Familierne Ctjclo-
stomi, Plagiostomi, Anguillares, Discoboli, Pleuronectini , Gadini, Clupe-
oides, Salmonei, Gobioides dog kun sammes ene Afdeling eller Under-
familien Blennioides , og endelig Familien Scorpioides, som forekommer
paa begge Steder. Den grønlandske Fauna viser i den fabrieiske Slægt
Cainpi/lodon, som Cuvier henregner til Familien Scombcru'ides den eneste
Undtagelse herfra, thi Forekomsten af Labrus cxuletus efter Fabricius er
endnu alt for uvis til, at man kan optage Familien Labroides i denne
Sammenligning. Kamsehatkas Fauna har i Trichodon Stcllcri Cuv.*) en
Repræsentant af Familien Percoides forud for den grønlandske, foruden
den mærkværdige Sbegt Cliirus, hvis man af den vilde gjore en egen
Familie**). Maaskec kunne endnu Familien Cyprinoides tilloies, som i
Grenland aldeles mangler.

De Familier, som have de talrigste Arter i den ene Fauna har
dem ligeledes i den anden. Det er Ulkene, Sliimliskcne, Torskene og

') Hisloire naturelle des poissons. Vol. 3. pa^j. 154. Tab. 57; Pollus zoograplua rosso-
nsititicn , Vol. Ml. pag, l!u.>, hvor den kaldes Trachinus Trichodon. Tilcsius har i
Jlnn. rfe l'.icad. imp. ile Petersb., Tom IV. Tab. XV lig. 8—9 leveret en Afbild-
ning af den.

••) Med Hensyn paa Antallet og Betydningen al' Sidelinierne liar denne Familie en
analog Form i Gronland iblandt Sliimlisl.ene , nemlig Cliims unimaeulatus.

159

Laxegruppen , som i begge have de fleste Arter. Saaledes finde vi af
den forste Gruppe otte, eller tages Labradorkysten og- de norden for
samme liggende Landes Fiske med i Regningen, ti Arter i den grøn-
landske Fauna, imedens det asiatisk-amerikanske Hav heller tolv Arter.
Af Sliimfiskene, Soculvcn (j4narrh.ich.as lupus) indberegnet, gives i Griin-
land otte Arter, og omtrent det samme Antal findes ved Kamschalka;
det sidstes Hav nærer sex Arter af Torskefamilien, hvorimod der opholder
sig af denne Familie i det mindste ti Arter i det Gronlandske. De til
Laxefamilien henhorende Fiske udgjore i det sidstnævnte Hav syv til otte
Arter, hvorimod Uamsehatka-Havet vist nok vil have et noget storre An-
tal, naar man engang bliver istand til notere at bestemme de i Pallas's
Zoographia rosso-asiatica derhen horende Arter, men disse synes at hen-
hurc til et færre Antal Slægtsformer. I enhver af de sammenlignede
Faunaer indeholde altsaa de anforte fire Familier betydeligt mere end
Halvdelen af deres samtlige Arter.

Den stbrre Deel af Slægterne af de pigstraalede Beenfiske er
fælleds for begge Faunaer, saaledes finde vi Colins, Aspidophorus , Se-
bastes, Gasterosteus, af Sliimfiskene i det mindste Gunellus og Clinus, og
endelig Anarrhiehas ; ogsaa af de andre Familier gives flere fælleds
Slægter, saaledes Salnw, Mallotus, Clupea, Gadus, Meriangus, Hippo-
glossus, Cycloptcrus, Liparis, Anguilla og Ammodgles iblandt deledstraalede
Beenfiske. Men der gives ogsaa i enhver af Faunaerne flere Slægts-
former, som findes i den ene, men mangle i den anden. Saaledes treffes
i det gronlandske Hav iblandt de pigstraalede Beenfiske Slægterne Tri-
glops, Lgcodes og Campglodon, som alle tre mangle i Havet ved Kani-
chatka, hvorimod dette igjen har forud Triehodon, Ilemilepidotus, Blepsias
og Cliirus. Næsten alle disse syv Slægter ere tillige ejendommelige for
de tilsvarende Have. Ogsaa iblandt de straalefinnede Familier har den
ene Fauna nogle Slægter forud for den anden; Paralepis, Scopelus, Mo-
tella, Macrourus, Bgthites, Citharus og Gymnelis findes blot i Gronland:

liO

Slægten Platessu forekommer ved Kamschatka, men ikke i Griinland.
Af de rundmundede Bruskfiske har Griinland Slægten Myxine, Kam-
schalka derimod Pelroinyzon forud.

Vende vi os nu fil Sammenligningen af Arterne paa begge Steder,
ville vi finde, at Forskjellcn bliver endnu stiirre. Det forslaaer sig- af sig
selv, at de Slægter, som en af Faunaerne have forud, allerede meddele
til denne en betydelig Forskjel i Arterne; saaledes har Griinland ti
Slægter iblandt Beenfiskcne, som ikke forekomme ved Kamschatka; disse
indedolde i det mindste fjorten paa det sidste Sted manglende Arter, hvilke
udgjore betydeligt mere end en femte Deel af dets samtlige Arter. Under-
søgelsen vil altsaa kun omfatte de fælleds Slægter, hvis Antal for Been-
fiskcne belobe sig til sytten. Disse frembyde især hos de pigstraalede
kun liden eller ingen Overeensstemmelse med Hensyn til Indhold af
Arter, som det folgende vil vise. Af de gronlandske Ulkearter fore-
kommer efter den Bevision, som Slægten har været underkastet i Cuviers
og Walenciennes's histoire des poissons, ikke en eneste Art i Havet ved
Kamschatka. Vi finde kun imellem nogle Arter en stor Lighed , f. Ex.
imellem Cottus gronlandicus Cuv. og Colins Jaok Cuv. , og imellem
Colins tricuspis Mus. Iteg. og Cottns ventralis Cuv., hvorimod Cottus
Scorpioides og Colins uncinatus Mus. Rey. ikke synes at have nogen
filsvarende Art i det ostlige Hav, som derimod i Cottus pislilliger og
Colins diceraus har Arter, med hvilke ingen grønlandsk kan sammenlignes.
Aspidophorus decagonus Bl. er i mange Henseender forskjellig fra Aspid.
acipenserinus Pal. og den anden gronlandske Art eller Aspid. monopte-
rygius sfaaer endnu ganske allene i Systemet. Den gronlandske Sebastes,
som er af samme Art som den nordeuropæiske eller Sebaslcs norvcgicus,
afviger fra den nordasiatiske, som Pallas kalder variabilis, ved de færre
og mindre udviklede Pigge paa Hovedets Been, ved det afvigende Straale-
antal i Finnerne, og endelig ved Farven af Legemet. Af Sliim-
fiskenes Arter er der ingen, som findes i begge Faunaer, undtagen Soe-

ulven (Anarrhichas Lupus); Arterne af denne Familie, som forekomme
i Havet ved Kamschatka, synes, efter Pallas's korte Beskrivelser at
domme, endog- tildeels at frembyde Former af Underslægter, som ere
forskjellige fra de grønlandske; imidlertid udgjore de Arter, hvis rudi-
mentaire Bug-finne Lestaaer fornemmelig af en kort spids Pig", eller
GttMeZ/iis-Formen , det storre Antal. Bienmus rosaceus Pal. synes endog-
at forene GunellusSlxglens Form for Bugfinnerne med den Form for
Halefinnen, som den gronlandske Slægt Lycodcs har. I det mindste er
den ene af Kamschatkas Arter af Shægtcn Hundesteile (Gasterosleus)
nemlig- G. Obolarius ang-ivct som forskjellig- fra den gronlandske. Al de
22 i foreg-aaende Fortegnelse opstillede pigstraalede Fiskearter forekom-
mer altsaa kun Siieulven ved Kamschatka. De ledstraalcde Fiske synes at
opvise nogle flere fælleds Arter end den forrige Afdeling, i det mindste
anfores i begge Faunaer Gadus morrhua, Gatlus Callarias og- Hippoylos-
sus vulfjaris. I det hele vil, naar man folger hegge Faunaers reviderede
Fortegnelser, saaledes som de for Tiden kan gives, neppe mere end syv
p-ronlandske Fiskearter forekomme i Havet ved Kamschatka.

Den samme Forbg-else og- tildcels forandrede Benævnelse, som
efter det Foreg-aaende treffer den fabriciske Forleg-nelse paa de gron-
landske Hvirveldyr, vil og-saa udvide sig- til hans Fortegnelser paa de
ring-ede Orme (Annelidcs) , Krebsdyrene (Crustacca) , Bloddyrene og
de usymetriske Hyr, thi saameg-et fremgaaer af de rig-e Materialicr,
som ere opstillede i det kongelige Museum, at der forestaaer ogsaa
for den Deel af Fabricii Fauna gronlandica, som indbefatter hine
Dyreklasser, en betydelig- Forandring- saavel med Hensyn paa den syste-
matiske Benævnelse, hvilhen man i nog-le Tilfælde neppe kan ane efter
Fabricii Beskrivelse, som ogsaa paa Antallet af Arterne. I alle de nævnte
Grupper ere nye Arter, i nog-le endog- nye SSægfsformcr blevne beskrevne.
Museet besidder saaledes flere Arter af Annelidcr fra Griinland , end
Fabricius har optagrct i sin Fauna, uag-let næsten alle hans Lumbrici og-

142

Slægten Spin endnu il;l;e ere blevne indsendte, og dog synes Lun 7 — 8 Arter
at kunne tilbagefores paa Artsbenævnelserne i Fauna grbnlandica. Iblandt
de opstillede forekomme Arter af Slægterne Nereis, PInjllodoce, JVcphlys
og Glyceris i JYcrcidcrncs Familie; af Slægterne Aricia , Ophclia og
Cirrhatula i Familien "Aric'iens" / og - foruden den egentlige Arenicola er
blevet opstillet en nye til samme Familie henborende Slægt Eudora.
Lignende Tilvæxt frembyde Crmlaccernc og- Rloddyrcne; af den sidst-
nævnte Række er foruden adskillige nye Arter ogsaa en nye Slægtsform
opstillet, der er nær beshvgtet med Dlainvilles Bursatclla. Af Dvrerig-ets
sidste Række indeholder den gronlandske Samling- ligeledes adskilligt I\\ t,
iblandt andet foruden en Siptmculusart, ogsaa en nye Underslægt i IIolo-
//iw/fl-Fiimilien og en g'ig-antisk til Comalula- Slægten henhorende Ilaar-
stjerne (crinoidé), hvis enkelte Slraaler have en Længde af otte Tommer.
De ichlhyologiske Ridrag-, for hvilke det Foregaaende tjener tillige
som forelobig Oversigt, vil deels indeholde Bestemmelser af nye Slægtsfor-
mer, hvor saadannes Indforelse ansees overeensstemmende med de af Cuvier
fulgte Principiel* tilligemed Reskrivclse af disses nye og- gronlandske Arter,
deels Reskrivelser af nye Arter i allerede opstillede Slægter. Da den
Orden, hvori Bidragene ville folge paa hinanden , har været afhængig' af
de tilstrækkelige Malerialiers Ankomst i Museet, og- hvorvidt disse have
været i en saadan Tilstand, at derefter strax kunde forfærdiges gode
Tegninger, saa turde den systematiske Orden neppe blive den, som vil
komme i Anvendelse.

Eftcrnl Trykningen af Indledningen var rykket fremad, erholdt Mu-
seet den trcdie Deel af Dr. Richardsons Fauna boreali-americana , som
handler om Fiskene, og som er udkommet forrige Aar i Loudon. Jeg
seer mig derved i Stand til at tilfoie i et Tillæg til Anmærkningerne
over den af mig givne Fortegnelse nogle Efterretninger om, hvorvidt
iiiinf vigtige Arbeide giver Oplysninger om og Ridrag til den gronlandske
Fiske-JRrmna, idet jeg her vil gjennemgaae de i Rogen anfeirte Arter, forsaa-

113

vidt som de henhure til den sidstnævnte Fauna. Efter Planen skal Itichard-
sons Værk optag-e alle Fiskearter, som forekomme i en Strækning fra Vest-
kysten af Nordamerika tversover Fastlandet til Ostkysten af Gronland.
Ureden af dette Belle, som beg-ynder imellem den 70° og den 7o° N. B. er
lioist ulige og strækker sig saa ubestemt imod Syden, at nogle af de nordlige
Fristaters Fiskearter ogsaa blive beskrevne. Det er kun det store mellemste
Stykke af delte Belte, som Forfatteren bar bereist; det er derfor især
Ferskvands-Fiskene af Slægterne Cyprinus, Salino, Corregonus, Acipenser
o. s. v. i det paa Floder og Siier saa overordentligt rige Indland eller i
de saakaldtc Pelslande med deres nærmeste Tilgrændsning, som ban har
undersogt og beskrevet efter Naturen, men hverken den vestlige eller
ostlige Ende af Zonen bar han besogt. De amerikanske Fiskearter
paa Vestkysten har han derfor, uden at kunne meddele nyere Op-
lysninger om dem, anført fornemmelig efter Pallas og Tilcsins, og
lillige benyttet de Dele af Cuvicrs Ilisloire des poissons, som indtil Fuld-
endelsen af hans Værk vare udkomne. De gronlandske Fiskearter frem-
stilles for os med faa Undtagelser saaledes som Fabricii Fauna grbnlandica
giver Vejledning dertil, og del synes ikke, at Forfatteren har i de engelske
Museer fundet Leilighed til at see Fiske fra denne Locahtet og at sam-
menligne dem med Exemplarer fra andre Steder. Hvad vi saaledes her
alene kunde sporge om, er, om Fiskearterne i Fabricii Fauna gronlandica
ere trufne ved de amerikanske Kyster af Polarhavet? om Fabricii urigtige
Bestemmelser ere rettede? og om de nye Arter ere blevne fundne af
Forfatteren ?

Af CoM (»-Familien ere kun Cottus grb'nlandicus (Cuv.) og Sebasles
norvegicus (Cuv.) blevne fundne ved de nordamerikanske Kyster. Af den
første leverer Forfatteren en Beskrivelse og en god Afbildning (Tab. 9o,
Fig. 2) efter et Exemplar fra Ncivfoundland, og bemærker tillige, at
Kapitain J. C. Iloss anseer Cotlus tjuadricornis , der anføres i Appendix
fil Parrys og John Ross's Polarreiser . for at være denne Art. Cottus

I te

uncinatus finder jeg- il;l;e iblandt de amerikanske Cottus-Arter, men vel en
anden Art, som ligeledes har Tander paa Ganebuerne ligesom hiin, men
denne Art er en Ferskvandsfisk fra Coluiubiafloden. Den er ved sine
talrigere Straalcr i Ryg - - og Gadbor -Finnerne og ved sin skarpe Hud
tilstrækkeligt adskilt fra den gronlandske Art, og har faaet Navn af
ihltus asper; den er afhildet Tab. 95 Fig. 1. C. scorpioides og C. gobio
F. Gr. (tricuspis Mus. Re g.) anfiires blot efter Fabricius. Det samme er
Tilfældet med Callas (.ispidophorus) cataphractas, hvorimod han optager
Aspidophorus monoptcrggius efter Cuvier som en n\ grønlandsk Art.

Foruden Nolacanlhus Nasus (Campylodon Fabricii Mus. Reg.J,
som han angiver efter Bloch og Cuvier, optager han i Stedet for Zeus
Gallas Fab. efter Cuviers Hypotbese Lampris giillalus i den gronlandske
Fauna, hvortil han finder en Grund meer fordi Jeroine Smith autorer den
iblandt Massachusetts Fiske, men samme Forfatter fortæller ogsaa, at Zeus
Faber nyeligen er truffet i Bostonbugten*), og denne Art passer vist nok
bedre til den af Grønlænderne beskrevne Fisk.

De fabriciske Arter af Familien Gobioidcs optages under de samme
Artsbenævnelser som i Fauna grbnlandica. Der beskrives under IVavn
af Rlennius Gunellus Lin. et i Brændeviin aldeles afbleget Exemplar, som
Richardson har erholdt fra Labradorkysten; Straaleanlallet i Rygfinnen
slemmer overeens med det hos den europæiske Art (Gunellus vulgaris),
og hos den anden grønlandske Art (Gun. affinis Mus. Rey.), imidlertid
restaurerer han den ved Brændevinet tilintetgjorte Farve ved at overdrage
den fra Fabricii Beskrivelse af en anden Art i Fauna grbnlandica! Af
OmHs-Artcrne omtales kun de lo fabriciske Arter punelatus og I^mn-
penus, men af hvilke han ild;c har truffet nogen. De tre nye Arter af
Clinas forekomme ikke i Bogen, og med Hensyn til de tvende Arier af
Slægten Lgcodcs erc vi lige nær med Bestemmelsen af Sabines Rlcnnim

') Jt'v. Natural History of Ilte Fishcs af Massachusetts by Jcromc, V. C. Smith. M ft
Boston 1S33, pag. 308.

145

polaris, da Fauna boreali-americana kun gjentager, hvad Sabine og Ross
tidligere have ladet trykte.

Det er især i Laxefamilien, at denue Fauna vil tilbyde Ichthyologerne
vigtig Hjelp til Arternes Sammenligning; ved den ville vi ogsaa sættes i
Stand til at bestemme noiagtigerc de grønlandske Arter, naar forst fuld-
stændige Exemplarer kunne erholdes. Richardson nævner hun foruden
den egentlige Lax, som han ikke selv har truttet, de fire fabricishe Arter
uden at optage dem med Lobenummer iblandt de amerikanske Arter,
hvorved han yttrer, at Sahno Carpio Fabr. vel hunde være hans -S. Hoodii,
Sal. alpinus Fabr. hans S. nitidus og <S. staqnalis Fabr. hans Alipcs;
Sal. rivalis Fab. vilde derimod, hvis den ikke er et meget ungt Indivi-
duum af en af de tre forannævnte Arter, være en virkelig nye af ham i
Nordamerika ikke fundet Art. Fiskearter, der kunne henfores til Slæg-
terne Paralepis og Seopelus, blive ikke omtalte.

I Fabricii Gadus Æglefnus og Gadus barbatus har Forfatteren,
og som det synes uden at have seet dem, erkjendt tvende Arter, som ere
forskjellige fra de Arter, hvis Navne de bære. lian har givet Navnet
Gadus Fabricii til den første, som i vor Fortegnelse forer Navn af Gadus
Agilis, og han har kaldet den sidste Gadus O gak efter de boothiske Es-
qvimoers Benævnelse af en Torskeart, som ikke videre beskrives. Gadus
virens Fab. anseer han for at være Gadus polaris Fab., og ved Gadus
Rrosme Fabr. bemærkes, at en den lignende Art Rrosme flaveseens fore-
kommer ved Newfoundland. Der bliver ikke en eneste Art af Molella
anfeirt, og der forekommer ingen Fiskeart, der kunde henfores til den
nye Slægtsform Bgthites. Med Hensyn paa den grønlandske Berglax, som
ikke er forekommet Forfatteren, følger han Cuvier, der som bekjendt
antog, at den grønlandske og norske ere af samme Art og overeensstem-
mende med den ene Art fra Middelhavet.

Ophidium viride med dens mange Varieteter synes ikke at være
bleven fundet paa Ostkysten af Nordamerika, og vi kunne altsaa ild-.e

Vid. Sel naturvid, og mathem. Afh. fil Deel . -I

14fi

erholde nye Oplysninger om den; selv om Ophidium Parrii, der vel er
en Arl Gymnelis faaer man ild;e fuldstændig ere Underretning end den
</. C. Ross bar meddcelt. Sandaalen fra I\ew fouudland faaer IVavn af
.immotlytcs Lanrca Cuv.; derimod mener Forfatteren, at Fabricii gron-
landsbe Art skulde være Am. Tobimms Cuv. eller den Art, som Bloch
har afbildet Tal). 72, Fig. 2.

Forste Bidrag.

Slægten Lycodes og dens to gronlandske Arter.

Tab. V. og VI.

I de i Vinteren 1851 til Videnskabernes Selskab meddelte Bidray til
den grønlandske Fauna, til hvilke nogle i Aaret 1850 af den natur-
historiske Reisende, Candidat fald, i Grønland foranstaltede Indsamling-er
ved IVennortalik , omtrent under 60° IV B., havde leveret Materialier,
blev en Fiskeart forelobigen omtalt, som, saavidt Undersøgelsen o.<^
Sammenligningen af et eneste, i Maven af en Haifisk [Scymnas borealis
Scorcsb.) fundet og noget forrevet Individuum tillod en Dom, maatte
betragtes som en nye og ubeskrevet Arfsform. De ledede og deelte
Straaler i Ryg- og Gadborfinnerne forlangte denne Fiskearts Optagelse i
Hovedafdelingen "de blodfinnede Fiske" (pisces malacopterygii), ligesom
Stillingen af dens Bugfinner (pinnæ ventrales) under Brystet henviser
til denne Afdelings anden Orden, eller til Cuviers Malacopterygii thora-
cici (Malacoptery giens subbraehiens , Malacopterygii subbrachiati Latr.).
Da Bugfinnerne sidde foran Brystfinnerne vilde den være at henregne
til denne Ordens anden Familie, eller til de torskartedc Fiske (Gadini);
men den ringe Udvikling af Bugfinnerne, Mangelen af Svømmeblære,
Mavens Dannelse og den hele Kropform giver den megen Lighed med

LIS

Aaleqvabben (Zoarcæus vivipartis) , som Cuvicr har ladet blive forenet
med de »ivrige Slægter af Blennius-Formen, til hvilisen den iiiensynlig
gjiir en Overgang fra Torskefamilien. Denne nye Art maa altsaa i
den Cuvierske Inddeling fiilge Aaleqvabbens systematislse Forflytning
til Familien Gobioides iblandt de piglinnede Fiske (Ordenen Acanthopte-
rijfjil). Derhen bragte Cuvicr ogsaa den eensomt, for sig selv staaende
Slæglsform Stieulv (Anarrhichas) , som i nogle Formforholde viser nær-
mest Lighed med Aaleqvabben, og ved den med andre Slægter af
Familien Gobioides. Da nu den omtalte nye Art har Formen af de
uparrede Finner, (da disse nemlig forene sig i Spidsen af Halen), de
rudiinentairc Bug-finner og 6 Straaler i Gjadlemembranen tilfælleds med
Aaleqvabben, hvorved den udelukkes fra Siieulven, hvorimod Tandformen,
især med Hensyn paa Tændernes Stedforhold, giver den Overeensstemmelse
med Siieulven, hvorved den igjen udelukkes fra Aaleqvabben, imedens
Skjællcnes Form og Stilling er den samme, som findes hos begge Slæg-
ter, syntes det her passende at opstille i den griinlandskc Art en nye
Slæglsform som Forbindelsesled imellem de tvende nævnte. Den blev
benævnet, for at udtrykke Analogien med Anarrhichas Lupus, Lijeodes,
og Navnet J'ahlii blev tillagt Arten. Imidlertid synles det upassende at
give offentligen en bestemtere og fuldstændigere Analyse af Slægtskjende-
legnene, end den, der meddeles i Oversigten af Selskabets Forhandlinger
fra 51 te Mai 1850 til 5i lc Mai 1831, da kun el enesle, og dertil slet
conserveret Exenqdar, som var en Han, havde tjent som Grundvold
for Sla'gtens Dannelse, og vi troede at burde oppebie Sammenligningen
af nye Exemplarer, inden dette skeede. Forst i Efteraaret 1835 erholdtes
fra Ejiibmand Moller paa Fiskernæsset, noget norden for den (J3° IV. B.,
en lignende Fisk, under det grtinlandske Navn Akidliokilsok*), der lige-

■) Dette grunlandslic Kain tillægger Fabricius i sin Fauna ijronl. baade Btcnnius
(Cliuus) punctatus o<j den, som groulandsk aldeles tvivlsomme Gattus Sierlucciits
( Merluccius vulgaris).

1-if)

ledes var taget ud af 3Iaven af en Haifisk, men som desuagtet var meget
g-odt vedligeholdt baade med Hensyn til Delenes Form, til Farveteg--
ning-erne og- til Shjællcnc. Den hcnhorte unægteligen til samme Slægt
som det f'ahlskc Exemplar, og- bekræftede alle tidligere opstillede Slægts*
hjendetegn; derimod lod nogen Forskjel i de relative Maal, et afvig-ende
Straaleanta! i de uparrede Finner og- en liden Afvigelse i Tændernes
Form Uvished tilbage, om den var af samme Art som den Vahlske.
Da det Miillerskc Exemplar var en Hun, og - da Kjonforskj ellens Udtryl;
i Kroppens Farve og- de ydre Deles Form bos Fiskene endnu ikl;e bar
kunnet lade sig- bringe under bestemte Regler, var det muligt, at Af-
vigelserne, som delte Individuunt viste, lumde hidriire fra Kjonsforskjellert
og- fra det forsle Exemplars Ufuldstændigbed. For nu ikke at opstille
tvende Arter, forfort ved en sig- i Farve og- Maal udtrykkende Kjons-
forskjel, hvor Naluren kun havde dannet een, eller paa den anden Side
ikke at sammenblande tvende Arter under et INavn, blev Afgjcirelsen af
Sporgsniaalct udsat til et fuldstændig cre Materiale kunde levere flere
Elementer til Sammenligningen. I Efteraaret 18a4 erholdtes tilsendl
af Hr. Missionær Funch i Omenak (noget sydlig- for den 71° IV. B. )
tvende ret vel conserverede Fiske af samme Slægt under IVavn af Mi-
sarkornak*') , som begge vare Hanner, af hvilke den ene i de relative
Maal, Tegning- og- Straaleantal stemmer overeens med det Mollerske
Individuum; den anden, som viser en fuldkommen opfattelig-, fra forrige
aldeles forskjellig- Tegning-, har omtrent samme relative Maal og- Straale-
antal som det fnhlske Exemplar. Del bliver saaledes afgjort, at Slægten
Lycodcs tæller tvende Arter i det grønlandske Hav; af den ene af disse
Arter besidder det kongelige Museums grønlandske SamUng- kun en Han
og en Hun, og- af den anden flere Hanner og en Hun.

") Denne grønlandske Benævnelse horer efter Fabricius ligeledes til Gadus Æglefinus
(Gndus agilis Mus. Iicrj. Itafn.). Sec Videnslr. Selsk. Aarsbcretning 183^—35.

4oO

Legemets Form i denne Slægt er langagtig, den stiirste I Ion le
forholder sip til Længden som 1 til 9 eller 10. Hovedet er meget
forere end Kroppen, idet Brede og Hiiide i IVakken ere omtrent lige
store, hvorimod Kropppen strax hag Brystfinnerne hliver stærkt sammen-
trykt i den Grad, at den lange Hale hliver aldeles hlingeformig. Hovedets
Forlied foroges ved den stærke Fyldighed af den Muskel, der lukker
Underkjæven.

De runde, tynde, smaae Skjæl ere fladt nedsænkede med deres hele
Band i Huden, og overtrukne med Overhuden; de staae paa Afstand
fra hinanden, og give, da de ere lysere i Midten, denne Udseende af at
være tegnet med en stor Mængde cirkelrunde smaae lyse Punkter. Med en
Pincet kunne de skiveformige Skjæl Iiiftes ud af deres Gruhe i Huden.
De ere hiiide og straaleformigt strihede. Denne Forhindelsesmaade af
Shjællcne med Huden, som ogsaa er fælleds for Anarrhiehas og Zoarcæus*)
er meget sjelden hos Fiskene, og opfordrer derfor end mere til at stille
disse 3 Slægter sammen i en Gruppe.

Skjiindt Tiendernes eensidige Virksomhed i Fiskeklassen ikke giver
dem den Betydning i Slægtsfonuernes Dannelse, som hos Pattedyrene,
oi>- vi derfor i mange eonscqvent dannede Fiskeslægter træffe ikke ubetyde-
lig Forskjel i Tandforholdet hos de enkelte Arter af Sla^gten, imedens
de (ivrige Kjendetegn hlive de samme, saa udtrykker dog ogsaa Formen,
Storreisen og Stedet af Tænderne et vist Forhold til den Styrke og Sik-
kerhed, hvormed Bovet gribes og fastholdes, og folgelig ogsaa til Fiide-
midlets Stiirrelse og 3Iodstand, og bur derfor niiierc hestemmes i enhver
Slægtskaraktcr. Hos Slægten Lijvodes vidne Tænderne om en stor Kraft
til at prihe et Bov, der endog kunde gjiire en betydelig Modstand i For-
hold til den Gribendes Stiirrelse. De ere stærke og koniske, af et fast

■) Blochs Afbildning af denne Art i Deutschlands Fisene Tab. 72 er forfærdiget med
*aa ringe Slensyn paa Skjælformen. at den fremstiller denne Fisk med squamit
imbricatis.

Vil

Udseende, ved Basis udvidede og uden Email. De findes paa Underkjæven,
paa de korte, men stærise Mellemkjævebeen, paa Plovskjæi-benet og- paa del
forreste Stykke af Ganebenene; da Underkjæven er betydeligt kortere end
Overkjæven, slaae de fleste af Underkjævens Tænder sammen med Tæn-
derne under Ganen, og de forreste af Overkjævens Tænder synes saaledes
mere bestemte til at bugge fast i Rovet; de ere her derfor stiirst fortil.
I Underlijæven derimod ere de mindre fortil, end paa Siderne. I Uen-
seende til Tandforboldet staaer den nye Sla^gt imellem den svage Aale-
qvabbe og den stærkbidendc SiJeulv. Gjellcmembranen undcrsfottes af
sex Straaler eller splintformige Been i Længde og Brede noget tiltagende
fra det forreste til det bagerste; Membranen selv fra begge Sider gaaer
strax foran Brystfinnerne over i Brystets Hud og udgjiir et med den.
hvorved Gjælleaabningen bbver trang og vender ganske bagtil; desuagtet
er Gjellebulen rummelig, da Membranen er saa viid, at den ikke kan
trækkes ind under del meget korte Gjællelaag. Hos Aaleqvabben findes
aldeles den samme Form for Gjellcmembranen, og bos Soeulven er kun
det afvigende, at den har syv Straaler og ikke sex, som Forfatterne i
Almindelighed anfiire.

De af fire Straaler sammensatte Bugfinner, som sidde betydeligt
foran de brede tdrundede Brystfinner, ere meget korte, udgjcire kun
jV Deel af Legemets hele Længde, og ere sex Gange kortere end Bryst-
finnen. At saadanne Finner ikke kunne bidrage noget til Sviimningens
Hurtighed, og vist uendelig lidt til en Forandring af dens Retning er
klart, og vi have fuldkommen Bet til at betragte dem som Budimenter,
eller som materielt Udtryk for en Virksomhed, som er sjunket til et
uangiveligt Minimum, eller ogsaa aldeles forsvundet. Disse Rudimenter
mangle aldeles hos Soeulven, og have et formindsket Antal af Straaler
hos Aalcquabben, skjondt de forholdsviis hos den sidste ere noget læn-
gere. Saavel i Ryg- som i Gadborfinnen ere Straalerne tydeligt ledede,
og, med Undtagelse af fijrstc og anden i hver Finne, deelte. De ere begge

L~>2

lange iilct Rygfinnen tager sin Begyndelse hen imod Enden af Rygprofilets
forreste tredie Deel, og Gadborfinnen benved Midten af Bugprofilef. De
fortsættes begge til den yderste Spidse af Hvirvelstotten, hvor begge Fin-
ners sidste Straaler stodc til hinanden. Sidelinien forekommer ild;e, hverken
med Hensyn paa Sliimafsondring, eller som Grændse for Muskelbundterne.

Legemets Længde, den fuldstændige Udvikling lain af det ene
Par Svijmmefinner og- Mangelen af Svommeblære vise hen paa, at denne
Sbeg-t lever paa Banden af Havet, og dens sjeldne Forekomst synes al
stemme overeens dermed, og- saaledes har den samme Opholdssted som
dens nærmest staaende , ofte allerede med den sammenlignede Slægter.

De i den rummelige, omtrent en Femtedeel til en Fjerdedeel af To-
tallængden optagende Bughule indslutfede Fordiiielsesredskaber have meget
tilfælleds med de benævnte nærstaaende Slægter, og- igjennem dem med
de fleste ovrige lilcnnitis- Slægter efter Cuvier. Maven bestaaer af et
rummeligt i en rund Bund sig endende Cardia-Partie, som under en
ret Vinkel boier sig- om i et meget kort, afstumpet kegledannel Partie,
svarende til den nederste Mavemunds. Begyndelsen af Tyndtarmen er
særdeles viid, og meget tyndhudet paa denne udvidede Strækning. Den
hele Tarmekanal gjiir tvende Vendinger, og den udvider sig i den sidste
Femtedeel af sin hele Længde i en Tyktarm. Leveren tolappet, Lap-
perne langagtige. Gallebheren hænger frit i Vinkelen imellem Lcverlap-
pernc. Melkesækken dobbelt, Rognsækken derimod enkelt. Nyren er
udeelt. lang og smal, tykkest i den na'rmest Gadboret liggende Deel; den
oplager i sig Halevcnen. Urinblæren næsten rund.

De foranstaaende Udviklinger af Organisations-Forholdene hos denne
nye Slægt ville vi sammendrage i f digende, i Kunstudtrykkene affattede
Kjendetegn.

å v tf

loo

Genus LYCODES.

Corpus elongatum, antice inerassalnm, rostro obtusc conico,

trunco com presso, cauda ensiformi.
Sqvanue corporis rotundæ, minutee, tenuissinue, cuti immersæ.
Os dentibns validis, intermaxillaribus, mandibularibus, vome-

rinis et palatinis armatum; Rictus mediocris.
Membrana branehiostega sexradiata utrinque jiignlo eonnata,

apertura branchiali august a postten.
Pinnæ ventrales obsoletæ brevissimw latiusculæ jugulares.
Pinna dorsalis et pinna analis longissimæ, apicem caudec cir-

cumdantes; radiis articulatis divisis.
Vesica natatoria nulla.
hiter Z o ar c æ tim et Anarrhieham genus medium.

Denne Slægt tæller tvende Axter i Gruuland:

1. Lycodcs Vahlii. (Tab. V.)

Artsmærke:

Carpore fiisvittto, eapite postice purum depresso; pinnis, dorsality
analt, sqviimis minutissimis adspersis, illarailiis M2.7, hac radiis
(£>.i: ii 11 o linie medium gastricum sito.")

Legemet er langt, den storste Iliiide, som falder noget bag Bryst-
finnerne, forholder sig til Totallængden bos nogle som 1 : 9, bos andre
som 1 : 10, medens den storste Brede, som falder over Kinderne, Lun

") Synonymer synes ikke at forekomme, hvis det ikke skulde være Pennants jmstu-
laled lileiiny i lians Tillæg til Arctie Zoologi/. Sabines Blennius polarts, imberbis,
pinnis, itnali, eaudali dorsalique iinitis kan ikke formedelst Pigstraalen i Bugfinnen
benfores hertil.

f'id. Sil. naturvid, oij mathem. Afh. Vil Deel. \J

lo i

er ubetydeligt storre, cad hiin Hiiide. Fra INakken af aflager Breden
eflerhaanden, men stærkt, imedens Ilijiden fra Brystfinnerne til Gadboret
kun bliver lidt ringere, saa at Hoiden ved Gadboret er dobbelt saa stor
som Breden, og - tre Tommer fra Halespidsen er den forste næsten tre
Gange saa stor som den sidste. Legemet lober fiilgeligt klingeformigt
ud i Halespidsen, hvilket end mere foroges derved, at Byg - - og- Gadbor-
finnen forene sig - i Halens Ende. Bugprofilet er, ligesom ogsaa Byg-
profilet, tilrundet. Gadboret ligger noget ud over Enden af Legemets
forreste Tredie-Deel. Hovedet, især dets forreste Trefjerde-Deel, er
mærkeligt nedtrykt, og tillige er del Legemets bredeste Deel. Der er
ikke Spor til nogen Sidelinie, hverken under Form af en fordybet
Linie som Grændse imellem Muskellagene, eller som en Bad af Sliim-
huller. Det er forsi efter Hudens Aftrapning- at Grændselinien imellem
Muskellagene kan sees.

Hovedet tilligemed Brystfinnerne ere niigne. Den ovrig-e Deel af
Kroppen derimod besat med smaa (ynde Skjad, der næsten ere cirkel-
runde og* have en slraaleformigt stribet Overflade. Skjællene ligge ikke
tagsteenformigl, paa den sædvanlige Maade; men i en liden Afstand
fra hinanden, gauske nedsænkte med deres hele Band i en flad Grube i
Huden. Da de ere af en lysere Farve, give de paa Kroppens morkere
Grund en fiinplellet Tegning - . Skjællene aftage i Storrelse, saavel i
Ketningen fra Hovedet til Halen, som fra 3Iidten af Siden til Byg- og
Bugprofilet. De storstc ere J Linie i Diameier. Paa Bygfinnen rækker
Sl;jalbedækningen indtil to Tredjedele af Finnens Hiiide; paa Gadbor-
finnen derimod ikke ganske til den halve Hiiide. Legemels Grundfarve
var hos de, næsten i et Aar i Brændeviin opbevarede Individuel* , mdrk
graabrun, lysere paa Hovedet og' Gadborlinnen. Paa denne morke Grund
nedstige sex sadelformige, brede, graagule Tverbaand fra Kygfinnens
Band, af hvilke det forreste er det smallcsle og korteste; de folgcnde
brede og dybere nedstigende mod Gadborlinnen, til hvilken det femte

1&;

Baand rækker, imedens det bageste eller sjetle aldeles optager hele
Halespidsen *).

De lidt nærmere ben til Hovedets Spidse, end til IVakken liggende
Gines Længde-Diameter indeholdes fem Gange i Hovedets Længde.
Formedelst den, cornea bedækkende Huds ulige Gjennemsigtigked, synes
de aflange; de ligge nær op til det kjolformige Pandeprofil, og derfor
nær til hinanden, saa meget mere som Pandebenet selv uden Hud kun
er \y bredt. Iris er rodlig guid. Jeg har kun fundet det ene Næse-
bor paa hver Side, hvilket a åbner sig i Enden af et kort, noget kegle-
formigt Ror, omtrent \'" langt. Tungen er kort, meget tyk, med en
eonvex Overflade, som dannes af en blod glat Hud. Mundens Lukke-
rouskel er særdeles voluminus, og det er især den, som giver Hovedet
det brede Udseender Hvert Mellcmhjævebeen er pyramidalsk , med den
brede Ende fortil, og den spidse vendt bagtil og noget ned ad. Det er
kort, kan indeholdes næsten fem Gange i Hovedets Længde, dette maalt
I il Spidsen af Gjællelaaget; det er tvende Gange kortere end de splint-
formige Sidehjævebeen, der danne en meget spids Vinkel med Plovskær-
benet, og nærmer sig derved den horisontale Stilling, naar Munden er
lukket, hvilken Stilling ogsaa Underkjævcn har. Saavel Mellemkjæven,
som den korte Lnderkjæve ere bedækkede af en tyk læbeformig Hud.
Gabet er stort, skjondt det ved forste Oiekast synes mindre ved Under-
kjævens Korthed. Tændernes Stedforhold er allerede angivet i de
almindelige Bemærkninger over Slægtens Kjendetegn; hertil ville vi foie
en nærmere Beskrivelse af Tændernes Form. De ere overhovedet eylin-
drisk-koniske med noget tilrundede Spidser. De ere ved Basis noget

■) Det er kun i den yngre og mellemste Alder, at disse Tverbaand ere sliarpt tegnede;
jo ældre og storre Fisten bliver, jo lysere bliver Grundfarven, og det iIJ;e cens-
formigt, men pletviis. og saaledes bliver den baandfonnige Tegning med Alderen
utydeligere. Det Individuum, hvorefter Tegningen er forfærdiget, havde l.un en
Længde af ti Tommer. Allerede ved Exeniplarer af tolv Tommers Længde blcve
Tverbaandene mindre tvdelige.

136

tykkere og uden Email, og staae saaledes paa en kort Beenknude.
Tandens Axe er i to Trediedecl af sin Længde huul. Det lbrste Lag
omkring denne Axe synes at være af en anden Substants end det udven-
dige Lag. Seer man igjennem Tanden, forekoumier det som om en
mælkehvid Kegle er indsluttet af en næsten gjennemsigtig ydre Kegle,
af hvilken sidste den ikke afslidte Tands Spidse allene dannes. Over-
skjæres Tanden i Midlen af Længden viser den kredsrunde Snitflade i
sil Midtpunkt en Aabning, som omgives af en smal mælkehvid Cirkel,
hvorpaa foiger en udvendig bredere Cirkel. Paa de korte Mellemkjæve-
been staac Tænderne foran i tvende uregelmæssige Rader, af hvilke den
forreste indeholder de længste , og iblandt disse ere igjen de mellemste
de storste. Den bageste Rads Tænder ere meget skjævt stillede, med
Spidsen vendt mod Svælget. Paa den nederste Deel derimod sidde de
i Storrelse aftagende og noget spidsere TaMider i en enkelt Rad. I l n-
derkjæven er Forholdet af Tændernes Storrelse omvendt, da de kortere
Tænder sidde her fortil i flere uregelmæssige Rader. Den kortere
S nderkjæves forreste Tænder træffe ikke paa Tienderne i Mellemkjæve-
benet, men paa de i Plovskærbenet; disse ere kortere end hine, men af
samme Skikkelse, og sidde i en rund Gruppe paa Renels forreste Deel.
Den enkelte korte Tandrad paa Ganebenene bestaaer af otte Tænder af
samme Form, og omtrent af samme Storrelse, som de sidstnævnte; de
staae meget tæt til hinanden. Den udvidede, beenagtige Rasis, som blev
bemærket ved Underkjævetænderne, gjenfindes hos alle de ovrige. Svælg-
benenes Tænder ere de mindste. Ved Brugen forandre Mundhulens
Tænder sig betydeligt; ved et fjorten Tommer langt Individuum ere
Tænderne paa Kjævebenene meget korte og stumpe, og paa Plov-
skærbenet og Ganebenene danner Endefladen et Kuglesegment.

Da Huden , som bedækker de nederste Oierandbeen (Ossh infra-
orbitalioj, er temmelig tyk, bemærker man uden Præparation intet til
disse; men præpareres Huden bort, lindes den hele Række af flade Been

137

af strække sig- fra Næsegruben til det bag: Orhitn liggende Hjornc i en
stor nedhængende Bue. Det forreste af disse Been er, som sædvanligt,
det stbrste, og liere Gauge storre, end de folgende. Ved de forste sex
af disse Been, der, som alle flade Been, sammensættes af tvende Plader
med mellemliggende Diploe, ræld;er den underste eller her indvendige
Plade ud over den overste og er i dette Partie tynd og - eartilaginos;
derved fremkommer i begge Pladers ForeuingsvinI;el en Bende, i hvilken
der ligger en Hudkanal , som rækker hen til Præoperculum og op til
Nakken; denne Kanal staaer i Forbindelse med en anden, som begynder
paa den forreste Spidse af I nderkjæven, hvor den bar en liden Aabning,
og- fortsættes igjennem en Bad af Grnber med mellemliggende forbindende
Furer, som ere indgravede i den underste Kant af Kjævebenet, op til
den beskrevne Canal i Gjællelaagets Forplade (Præopercuhtm). Her
findes saaledes paa begge Sider af Hovedet et lignende System af
C analer, som det man træffer bos flere Torskarter, hos Berglaxen, og
især i Familien Sciænoides. Naar Huden bliver noget tor, synker den
ned i Gruberne, og disse blive saaledes synlige paa den udvendige
Overflade uden nogen Slags Præparation. Disse Kanalers physiologiske
Betydning, hvor man hidindtil anatomisk har eftersporet den, er Sliim-
afsondring og Sliimbortforen.

Gjelleaabningen er temmelig trang, fordi Gjællemembranen fort-
sætter sig i, og er sauimenvoxet med Huden under Halsen slrax foran
Brystfinnerne, fuldkommen som hos Aalemoderen (Zoarcwus viviparus),
og hos Soeulven (Anarrhichas Lupus)} dog har den hos vor Art en
storre Hoide, idet denne udgjor fire Femtedele af Hovedets Hbidc, der-
imod kun to Trediedele hos de sidstnævnte Slægter. Gjællerne selv ere
korte og lave; den forreste eller nederste Arm af den yderste Gjællebue,
der som sædvanligt er den storste, har kun en Sjettedeel af Hovedets
Længde, og den bageste eller overste Arm bar kun en Trediedeel af den
forreste Arms Længde. Gjællebuernes indvendige, eller Mundhuleflade

138

er besat med lo Rader Lorte kcglcformige Beenknuder, af hvilke de i
den indvendige Rad ere de længste. Der gives Spor til accessoriske
Gjæller, bestaaendc af sex til syv efter hinanden folgende Fibriller paa
det sædvanlige Sted.

Bug-finnerne kunne formedelst deres ringe Størrelse let oversees;
de sidde foran og i en Afstand, som kun er lidt større end deres
e«ren hele Lænede fra Brvslfinnerne. De sammensættes af fire ledede
Straaler, af hvilke den udvendige er iideclf, de ovrige i S[tidsen tvedelte.

De hrcde runde Brystfinner, der meget ligne Sbeulvens, ere stillede
saaledes, at deres Grundlinie, ligesom hos den nævnte Art, staaer næsten
perpendiculair paa Legemets Axe. Basis, som begynder ved Bugpro-
lilel, har mere end Legemets halve Hoide paa dette Sted. Finnens
Længde indeholdes otte og en halv Gang i Totallængden, og den natur-
ligt udspændte Finnes største Brede er omtrent saa stor som dens
Længde. Antallet af Straalerne er hos tvende Exemplarcr 10 fil 20*).
Den syvende Straale (talt fra oven) er den længste, den forste eller
overste er en Trediedeel kortere, og den nederste, som er den korteste,
er ikke halv saa lang som den syvende. Alle Straaler ere, med Und-
tagelse af den forste, delte. De tiltage noget i Tykkelse fra de overste
fi! de nederste. Den dem beklædende Hud er, ligesom hos Siieulven,
temmelig tyk, og er ved de sidste otte Straaler lidt udskaaret i Randen,
hvorved Straalens Spidse rager frit frem.

Rygfinnen tager sin Begyndelse i Enden af den forste Fjerdedeel
af Legemets Længde, og fortsa'ltes fil Spidsen af Halen eller til sidste
Ryghvirvel, i hvis Ende den tra-fter sammen med Gadborfinnen, saa at der
ikke gives nogen særskilt Ilalefinne. Den beholder i sin største Længde
omtrent den samme Hoide, og med Undtagelse af den forreste og den

') Hos et Exemplnr tielles i venstre Finne I!>, i buire derimod 20 Straaler; en Af-
vigelse fra Symetrien, som il>l;e er sjeldcn ved Fis], enes Brystfinner.

159

bageste Deel af Finnen have Straalerne samme Længde, dog faaer
Finnen ikke den Hoide, som Straalerncs Længde skulde lade formode.
da disse ikke kunne reises lodret, fordi de erc forenede til Linanden ved
en tyk Hud. De storste have en Længde af tretten og en halv Linie;
de som sidde i Spidsen af Halen ere kun lire Linier lange hos det
omtalte atten Tommer lange Individuuin. Antallet af Straalerne talte
indtil Midten af Halespidsen fandtes paa et E\cmplar at være 116 og
paa et andet 117. Alle Straaler ere ledede; kun den forste og de i
Halespidsen siddende ere udelte, de ovrige ere tvedelte, og de paa det
storre mellemste Stykke af Finnen endogsaa to Gange tvedelte. At Finnert
op imod Randen er besat med smaac Skjæl, bringes for Fuldstændig-
hedens Skyld i Erindring.

Gadborfinnen, som begynder noget foran Legemels halve Længde.
ofr paa kort Afstand fra Gadboret, har aldeles samme Dannelse, Ilml-
bedaduring og Straaleform som Rygfinnen. Den er ubetydeligt lavere
end denne. Fra dens Begyndelse til midterste Straale i Halespidsen har
jeg talt 95, hos et andet Exemplar 95 Straaler, og hos et tredie 91.

Efterat have angivet de vigtigste ydre Formbcskaffenkeder, skulle
vi nu vende os til den anatomiske Undersogelse af Fisken; men de
anvendte Individuers Beskaffenhed sætte os herfor Grændser, og min
ringe Oveise gjor, at jeg kun kan meddele nogle Bemærkninger over
enkelte Organer.

Hulen, i hvilken Hjertet og dels Dele ligger, har, som sædvanligt
hos de benede Fiske, Formen af en stump Kegle, igjennem hvis fortil
vendende Spidse Aorta træder ud til Gjællerne, og hvis Grundflade dan-
nes af Diaphragma eller den Hudvæg, som adskiller den fra Bughulen,
og som gjennembores af de fra Leveren og Nyrene kommende Vener.
Hvælvingen af denne Hule dannes af de nederste Svælgbecn med deres
Muskler, Siderne og- Bunden af den nederste og horizontale Arm af
Brystfinnernes saakaldte Beenbæltc (cingulum osseum) . eller den forreste

](>0

Deel af Overarmsbenet med de Finnerne bevægende 3Iuskler. Hos vor
Fisk er denne koniske Hule Lort op- stump, dens Længdeaxe er kun ti
Linier*), og Diameteren af dens Grundflade fem Linier. Hulen er ind-
vendig beklædt med en tynd Brysthinde (Plenrn), som slutter sig- ganske
tæt til Hulens Vnegge, og ild;e afgiver nogen Duplieatnr til at danne
en efeu Bjertepung (Pericardium), men med hvilken det fritliggende
Hjerte lam er forbundet ved den foranliggende venose Sæk (Sneens
venosus), og ved den udtrædende Aorta, (il hvilke begge Brysthinden
er fastvoxen. Den rummelige veui'tse Sæk ligger paa tvers ganske i
Diaphraqma med sin bageste Flade, i hvilken Venerne fra de hag Dia-
jilwayma liggende Dele indmunde, imedens Venerne fra Hovedet træde
forfra ind og danne Sækkens Ender. Den er ved en kort Canal for-
enet med det store paa Kvjyjren af Hjertekammeret ot Aortekef>len
liggende Hjerteure, hvis Længde er otte Linier, og som med sine
Sider omfatter mere end lil Hælften Hjertekammeret; det fandtes, lige-
som Venesækken , stærkt udspændt af coaguleret Blod.

Det trekantede Hjertekammer med stumpe Kanter og afrundede
Hjorner vender med sin Grundflade mod Skillevæggen og med sin skraae
Spidse fortil. Dels Længde-Axe er sex og en halv Linie, Diameteren
af dets Grundflade lire Linier. Væggene ere musladose, men ingen
afsondrede 3Iusl;elbundler sees paa den indvendige glatte Overflade.
Fra Hjerteiiret aflukkes det, saa vidt jeg lamdescc, kun ved en Iriangulair
Klappe. Aorleheglen. der er af samme lys-rodbrune Farve som Hjerte-
kammeret, skjondf den hos de flesle Fiskearter, som jeg har undersogt,
har en hvid Farve, slutter sig med sin sljæve Grundflade til den skraae

■) Da det til Undersøgelsen anvendte Individuum or Itf" og 4"' langt, saa indeholdes
Axen af den Hule, i hvilket Hjertet ligger, 21 Gange i Legemets Længde, eller
sammenlignet med Bughulens er den fire og en halv Gang hortere end den sidstes;
dog maa ikke tabes af Sigte, at hiin linie lam er en Deel af et Pattedyrs Bryst-
hule, og at dennes stinstc Rum maa hos Fisken stiges i Gjællchulcrne paa hver
Side af Hovedet.

161

Flade af Hjertekammerefs Spidse, saa at de gribe noget over hinanden;
dens Længde-Axe er tun fire Linier lang, og dens Basis to Linier
bred, den trækker sig fortil umærkeligt sammen og fortsættes som Aortc.
Dens Klapper kunde jeg ikke tydeligt adskille. Den fra Keglen lobende
Aorte afgiver strax efter at den er traadt ud af Brysthulen paa hver
Side to tæt til hinanden staaendc Grene, af hvilke den bageste er den
mindste; den stiger op i den bageste (indvendige) eller fjerde Gjællebue;
den tæt foran samme udtradende anden og noget stærkere Green stiger
derimod til den folgende eller tredie Gjællebue. Efter et Mellemrum,
der er ligesaa langt som det imellem Aortekeglen og den forste Afgiven
af Grene, udgaaer igjen fra hver Side en Arterie, som er tykkere end
den sidste, og som begiver sig til den anden Gja-Ilebue; efter et omtrent
ligesaa langt Mellemrum klover den tilbageblevne Stamme sig og sender
igjennem sine Grene Blodet ind i det forreste eller forste Gjællepar.

Hos de fleste Fiske antyder Gadboret den bageste Grændse
for Bughulen; Undtagelserne herfra, hvor denne Hule fortsættes bag
Aabningen i et Bum, enten for flere Indlem eller for Generationsorga-
nerne alene, ere ikke saa hyppige. Hos vor Fisk finde vi Begelen stad-
fæstet. Gadborets Afstand fra Mundspidsen paa det atten Tommer lange
Individuum, som har tjent til Ldmaaling, er syv Tommer og to Linier,
eller udgjor omtrent to Femtedele af Legemets Totallængde. Gadboret
ligger i den forreste Ende af en aflang, fladeonvex, rynket Fremragning,
i hvis bageste Ende Lrinaabningen befinder sig; altsaa er heller iJ;ke
hos denne Art, ligesaa lidt som hos Fleertallet af Fiskene nogen Clnaca,
hvilken saa mange Zoologer endnu angive som almindelig i Fiskeklassen.

Ved Bugens Aabning falder strax den sortebrune Farve af Bug.
hinden (Peritonæwn) , der beklæder Bughulen, i Oine. Dette brune
Overtræk smitter af paa Fingrene og forholder sig saaledes som det solv-
glindsende Overtræk, der træfles paa Bughinden af andre Fiskearter.
Den brune Farve bemærkes ogsaa paa de som stærke og fuldkomment

l'id. Scl. naturvid, og mathem. Afh. VII Deel. X

lf>2

sammenhængende Mesenterier fra Bughulens Hvælving: til Maven, Tarme-
kanalen og Generationsorganernc gaaende Forlængelser af Bughinden.
Bughulens Længdeaxe udgjor en Femtedeel af Totallængden; hos det
anforte Individuum har den en Længde af tre Tommer og li Linier.

Den tomme Maves umiddelbart fra Svælget udgaaende og længste
Partie, som svarer til den overste Mavemunds Partie (pars cardiaca),
er cylindrisk, og bar en Længde, som udgjor noget over det Halve af
Bughulens Længde. I sin bageste Ende boier det sig under en ret
Vinkel om , og fortsættes et Stykke til hiiire. Dette Stykke danner den
nedre Mavemunds Partie (jutrs pyloricd), hvilket henimod sin Indmunden
i Tolvfingertarmen trækker sig noget sammen. Mavens Vægge bar en
fast Textur og dens Muskellag er tykt. Paa den indvendige Overflade
lobe fra Svælget flere Længdefolder, som længere tilhage ved Tver-
folder forenes med hinanden, hvorved dannes stiirre Celler, i hvis Bund
mindre nelformige Celler sees. Fobierne blive lavere jo nærmere Mavens
Bund og Cellerne lobe mere efter Længden; i Pijlonts-Partiet ere de
meget lave. Mavemunden selv er stor og kun ved en ringformig, frem-
ragende og tynd Folde adskilt fra Tolvfingertarmen, der formedelst sin
storre Vidde rager ud over den bele Peripherie af Indmundingen.

Tarmens Længde udgjor tre Femtedele af Legemets Længde
eller her elleve Tommer og otte Linier, som er tre Gange længere end
Bughulens Axe hos samme Individuum. For at faae Plads til denne;
Længde boier den sig i flere skraas lobende Tverlag og et Par korte
Længdelag. Tarmen begynder som Tolvfingertarm med en Vidde, som
næsten en halv Gang overtræ fl er Vidden af Pylorus-Pavliet. Efterhaanden
bliver den trangere og beholder omtrent samme Diameter, indtil den i
Begyndelsen af sin sidste ottende Deel udvider sig paa ny som Tyktarm.
Tolvfingertarmen viser la-t ved Pijlorus paa lo modsatte Sider en meget
flad Fremragninsr, som kan ansees som den begyndende Dannelse til
tvende Blindror. Tarmens Va-gge ere tynde, indvendig har Overfladen

165

omtrent samme Udseende som Mavens mellemste Stykke, Lun ere Cellerne
lavere. De storste og - meest sammensatte forekomme i den forreste udvidede
Ende af Tolvfingertarmen; dernæst fblge Cellerne i Tyktarmen, som ere
storre og mere sammensatte end de i Tyndtarmens (ivrige Dele. Tyk-
tarmen adskilles fra Tyndtarmen tillige ved en ringformig, dog ikke
langt ind i Tarmbulen fremragende Undfolde, der som en ufuldstændig
Klap vanskeliggjbr en Tilbagetræden af Tyktarmens Indhold. I den
nederste Trediedeel af Tyndtarmene fandtes flere Tveskaller liggende
fuldkommen kele og med tilsluttede Klapper, skjondt indvendig ganske
tomme, deriblandt vare to Individuer af IVucula arctica Gray, hvoraf et
var en Tomme langt, tvende af JVuctda tennis og en Miatelia byssifera.
Tarmeslimet indeholdt tolv Exemnlarer af en Distoma af aflan.«- oval

I ir

Form med en Sugegrube i Spidsen af Legemet, og en anden storre i
Midten af samme. De ere to Linier lange og en halv Linie brede.

Leveren er hun lidt længere end Maven og af ringe Omfang. Dens
forreste samlede Masse (Basis hepatis) optager i Længden ikke engang en
Fjerdedeel af Leverens hele Længde; denne Masse er af en trekantet Form,
fortil afrundet; dens overste Flade, paa hvilken Maven (Fisken staaende
paa Bugfladen) hviler, er noget eoncav, den underste derimod kjoldan-
nct; Kjolen lober fortil ud i en konisk til Mellemgulvet sig strækkende
Tap. Leveren deler sig i tre Lapper, af hvilke den mellemste er meget
kort; den hoire den længste, den venstre den smalleste; begge blive
meget tynde, næsten bladformige mod bageste Ende, som er bred og
tilrundet ved hoire og spids ved venstre Lap. Imellem de tre Lapper
ligger den kugelrunde Galdeblære, næslen ganske frit hvilende paa
Randen af mellemste Lap , og kun ved Galdegange og nogle Traade af
Bughinden heftet til Leveren. Galdeblæregangen er rummelig og aabner
sig bag den ene omtalte Fordybning i Tolvfingertarmen.

Milten, omgivet og fastholdt af 3Icsenteriet, er begrændset af tre
Flader, af hvilke den forreste og længste slutter sig ganske tæt til Ma-

ICA

vens Bund og er efter den udhulet. Den tiverste og- den underste brede
Flade sluder sammen i det skarpe bag-tilvendende mellemste Hjorne og
fra samme udgaaende lianter. Hiornerne ere tilrundede, dog er det
hoirc Iliornc mere udlobende.

De samtlige Individuer, som 3Iuseet bar baft, ere tagne langt
uden for Forplantnings-Perioden; tlii Melkcsækkene eller Testilderne ere
tynde, næsten baandformigt sammentrykte, aflange Legemer, hvis Længde
er tre til lire Gange saa stor som Brcden; de ere ved Forlængelser af
Bughinden fastheftede til Bughvælvingen i sammes sidste Trediedeel paa
hver Side af Tyktarmens Mesenterium. De have en guulgraae Farve.
Den hoire Sæl; er mærkeligt længere end den venstre. Ved deres bageste
Ende forener sig begges Udforelsesgang til en rummelig Sædgang, der
bliver tydeligt smalere i det den lægger sig til Urinblærens Hals, og
aabner sig saa vidt jeg kan see i en fælleds Munding med den.

Iblandt syv Individuer findes kun en eneste Rognfisk, hvis Længde
var 121 Tomme; den adskiller sig fra en ligesaa stor Han- eller
Melkelisk ved et forholdsviis kortere Hoved, og derved at Gadboret lig-
ger noget længere tilbage. Dette sidste Udtryk for Kionsforskjellen
troer jeg at finde bos flere Fiskearter, det angiver en storre Bughule.
Vor Fisk har kun en eneste Rognsæk som ikke engang fortil har noget
Indsnit. Den ligger i Bughulens bagerste Trediedeel, er af en oval
Form og ganske sammenfalden. Den indvendige foldede Flade er besat
med en Ma'ngde meget fine runde Korn.

Nyren begynder som tvende tynde Lapper paa hver Side under
IVakken, hvilke forene sig snart til en under Bughulens Hvælving lig-
gende og til den fastvoxet af Bughinden beda'kket smal Masse, der fort-
sættes med tiltagende Tykkelse til Bunden af Hulen, hvor den i sin
bageste Ende optager den store vena caudalis, der efter Professor
Jacobsens Opdagelse fordeler sig arterielt i IVyrcsubstansen. Tilstan-
den af Indvoldene tillod ikke at undersoge om denne Vene staaer i For-

16, i

biudelsc med Leverens Porlaaresyslem, som paa forskjellige Maader viser
sig Los de fleste Beenfiske. Nyren afgiver Lun en eneste Nyrevene, som
lober noget til hiiirc Side paa Overfladen, imedens den langt tyndere
Uringang, liibendc i modsat Retning, ligger til venstre Side. Denne Gang
træder imod Enden af Nyren over i den langstrakte Urinblære, bvis
Aabniug allerede er omtalt.

Hvirv cistotten sammensættes af 112 Ilvirvlcr af hvilke 25 ere
Bughvirvler. Den forreste er uden Ribbeen, de (ivrige 2i have alle
Ribbeen. Det fiirste af disse er det længste og, ligesom det andet, arti-
kuleret umiddelbart til Hvirvcllegemet (cørpus vertebræ). Det tredit
Ribbeen befæstiges allerede til den korte Sidetorn, de fiilgende Side-
torne blive efterhaanden længere, og desto kortere blive Ribbenene, som
bæres af dem. Af de 85 Halehvirvler have de fiirste en noget storre
Længde end Hiiide, efterhaanden blive begge Dimensioner omtrent hge-
store, og endelig træder det modsatte Forhold ind, og bestandig med mere
aftagende Volumen jo nærmere man kommer mod Hvirvelstiiltens Ende.

31ed Hensyn paa Artens Fordeling i det gronlandske Kysthav,
bevise de til den gronlandske Samling indsendte Stykker, at Lycodes
Vahlii forekommer paa en Kyststrækning af omtrent li Bredegrader.
Det fiirste Individuum blev indsendt af Hr. Candidat Fald fra Nennor-
lalih i Julianekaabs Distriet, hvorfra efter lire Aars Forlob et andet
Exemplar erholdtes. Hr. Coloniebestyrer O. JV. Iiielsen bar sendt fire
Stykker fra Fiskernæsset, og endelig kar Hr. Missiouair Funch truflet
den, som det fra ham erholdte Individuum viser, ved Colonien Omenuk.
Om det er denne Art, som efter det af Professor Thicnemann erholdte
Exemplar at domme, ogsaa forekommer ved Island, maae tilkommende
Sammenligninger yderligere vise. De gronlandske Individuers Stiirrelse
gaaer fra ti til atten og en halv Tomme.

Denne Fisk lever sandsynligviis paa store Dybder. Alle de Indi-
viduer, angaaende hvilke nogen Meddelelse er skeet om 3Iaaden, hvor-

166

paa do erholdtes, ere tagne ud af Maven paa nyeligt fangede Havkalve
(Scymnus borealts Scoresb.).

Denne Fiskearts sædvanlige Næringsmiddel kan endnu ikke angi-
ves, da Maven fandtes aldeles tom kos alle Exemplarer; at tveskallede
Bloddyr udgjor en Deel deraf, synes de i Tarmekanalen fundne Skaller
hos tvende Individuer at bestyrke.

Udmaaling.

Legemets hele Længde maalt fra Spidsen af Munden til

Enden af mellemste Straale i Halen 18"

Hovedets Længde maalt til Spidsen af Giællelaagets Hudrand 3" 10
Underkiævens Længde fra dens Spidse til dens Articulations

Flade 2"

Til Midten af Pupillen 1" 7

Fra Mundspidsen til Basis af Bugfinnerne 3" 5

— til Basis af Brystfinnerne 4

— til Spidsen af den tiltrykkede Brystfinne . 6" 1

— til Begyndelsen af Bygfinnen 4" 10"'

— til 31idten af Gadhoret 7" 2'"

Hovedets Hoide ved Midten af Pupillen 1" 21"'

— Brede — — — — 1" 11

Hoide over Tyggemuskelen 1" 7

— Brede — 2" 5

Legemels Hoide ved Basis af Brystfinnerne 1" 10"'

— Brede sammesteds 1" 5'"

— Hoide ved Gadboret 1" 4

' ni

i,i

Brede sammesteds l'J^"'

Hoide ved Begyndelsen af sidste Fjerdedeel af

Totallængden • . . . .

Brede sammesteds fi

///

1G7

Bugfinnernes Længde H'"

Brystfinnernes forste Straale 1"

— fjerde Slraalc i" 10'"

— ottende Slraalc som tillige med syvende og

niende ere de længste 2" 1'"

— tolvte Straale 1" 8'"

— nittende Straale 10^'"

Bygfinnens forstc og udelte Straale 6^'"

— ellevte Straale 101'"

— fire og tyvende Straale 1" 1^'"

— fire og halvtredsinstyvende Straale 1" \'"

— tre og halvfemsinstyvende Sti'aale H^"'

— Straaler i Enden af Halen 4'"

Gadborfinnens forstc Straale 10

— fire og tyvende Straale 11^

— fire og tredsindstyvende Straale 1"

— fem og fiirsindstyvende Straale 0^

///

2. Lycodes reticulalus. (Tab. VI.)

Artsmærke :

Corpore reticulato; capite postlee cotnpressiusciilo ; pinnis, dor-
aali analique, midis; illa rtidiis i)S, hac radiis 3&; ano fere in
gastræo medio sito.

Den Udforliglied, hvormed den foregaaende Art er blevet afhandlet,
tillader en storre Korthed i Beskrivelsen af denne Art. En Melkefisk
af omtrent fjorten Tommers Længde har tjent til Lndersogelse.

Legemets Form er saa overeensstemmende hos begge, at det
hun er ved den noiagtigere Sammenligning at Forskjellen viser sig.

168

Lcp-ctiict er i Forbolil til sin Længde noget hbiere. Dos dette Individmim
er den storste Hbide tre Tommer og- ti Linier, hvilket ogsaa er Hoiden
af den atten Tommer lange Lycodes f'ahlii. Hoiden aftager mindre
stærkt imod Halespidsen, hvoraf fblger, at Haleenden er hos L. reticulatus
baade hbiere og stumpere eller mere tilrundet, end hos den forste Art.

Den har endvidere et lidt storre Hoved, hvilket Sammenligningen af
begge Arters Ldmanlinger vil godtgjbre, til hvilke jeg henviser. Hovedet
er hos L. reticulatus ligeledes i sin forreste Halvdeel nedtrykt, men Hoiden
tiltager henimod Nakke-Begionen , hvorved denne bliver noget sammen-
trykt, hvilket adskiller den fra Lycodes f'ahlii, thi hos denne sidste
forholder Hoiden i Nakken sig til Brølen sammesteds som 19 : 27; hos
reticulatus derimod som 22 : 21.

Skjællene ere af samme Form som hos den forrige, men ikkun
halv saa store som hos den, og beda'kke et mindre Partie af Legemet,
thi foruden Hovedet og Brystfinnerne ere ogsaa hele Bugfladen, et storre
Stykke af Siden bag Brystfinnerne, den forreste Deel af Hbiryggen og
begge de uparrede Finner, aldeles nbgne, saa at kun en Strimmel af
Siden foran Gadboret og den bele Side bag Gadboret er besat mad Skjæl.

Farven er den samme som hos den forrige, men Tegningen er
forsi; jellig, i det de lyse Tverbaand optage den hele Hbide af Siden og
de mbrhe Tverbaand fem i Tallet ere netformigt tegnede; fra det fbrste
Tverbaand lbber en sort Linie skraas over Bygfinnen til dens Band, fra
andel og tredie gaae lo saadanne Linier, et fra hvert Hjbrne. Hovedet
er ligeledes paa den graabrune Grund tegnet med sorte netformigt sig
krydsende Linier.

Oine, Næsebor og Tunge ere af samme Beskaffenhed som hos forrige
Art, ligesom ogsaa Mundens Dannelse er den samme, kun er 31elleni-
kjævebenef noget stærkere og længere; hos dette Exemplar er dets abso-
lute Livngde lige saa stor som bos den 18 Tommer lange Lycodes F'ahlii.

Tænderne frembyde ingen vigtige Afvigelser; de findes paa de

169

samme Steder og cre af samme Textur. De ere samtlige lam stærkere,
have en spids-konisk Form og- en stiirre Boining, og Mellemrummene
ere stiirre end hos forrige Art. Underhjævens Sidelænder ere betydeligt
stiirre end Mellemkjævens, paa hvilken de ere tre Gange mindre end
paa biins forreste Ende. Paa Plovshjærbenef sidde hun fem Tænder;
de paa Ganebenene, ti i Tallet, ere meget stiirre og staae længere fra
hinanden, hvorved Tandraden bliver længere end bos h. F'ahliij det er
mærkeligt, hvor meget Brugen afslider alle Tænder hos den sidstnævnte
Art, imedens den indtil en langt hiiiere Alder hun har ringe Indflydelse
paa Tandens Spidse hos Lyc. reticulatus. Sammenlignes tvende ældre
Individuer, et af hver Art og omtrent sanmie Slorrelse, viser sig kun
tilrundede Stumper tilbage hos den fiirste, hvorimod den sidste Art har
næsten alle sine Tænder endnu fuldkommen spidse.

Gjælle-Membranen, som understottes af sex Straaler, forener sig
med Halsens Hud, hvorved Gjælleaabningen faaer samme Form som
hos foregaaende Art. Gjællebuerne og Gjællehanimen ere omtrent af
samme relative Storrelsc som hos hiin.

Bugfinnerne have fire Straaler, som ere omtrent fire or>- en halv
Linie lange, og staae meget tæt sammen.

Brystfinnernes Længde indeholdes næsten otte Gange i Total-
længden; de ere altsaa forholdsviis noget længere end hos JL. Vahlii^
der er hun ringe Forskjel i Længden af Straalerne indbyrdes fra den
tredie til den tiende, hvorved hele Finnens Rand bliver mere afslumpet.
Der tælles tyve Straaler i hver Finne, af hvilke de nederste rage noget
frem over den indskaarne Hudrand. Disse Finner have saaledes den
samme Hovedform hos denne Art, som hos den foregaaende.

Rygfinnen begynder noget længere tilbage bos denne Art, i det

Afstanden fra Mundspidsen til fiirste Straale i samme indeholdes tre og

en Fjerdedeels Gang i Totallængden, eller med andre Ord, fiirste

Straale sidder lidt foran Enden af Totallængdens fiirste Trediedcel.
Vid. Scl. uaturvid. og mathem. A[k Vil Deel. V

Den er fortil lavore, men bliver efterhaanden noget hoiere end hos den
foregaacnde Art, derved bliver Haleenden end bredere og: mere tilrundet.
Man tæller indtil Midten af Halespidsen 95 Straaler, som ere ledede og-,
med Undtagelse af den forste, deelte.

Gadborfinnen, som tager sin Begyndelse i Midten af Bugprofilet,
er noget hoiere end Bygfinnen. Den sammensættes af 7o Straaler, som
alle ere ledede og, med Undtagelse af den forreste, deelte. Den Slraa-
1erne forbindende Hud er tyndere og nogen, hvorfor disse Finner
kunne rettes mere i Veiret.

Bughulen er beklædt med en hvid noget sijlvglindsende Bughinde
(Peritonceum), som fra sin Midtlinie under Byghvælvingen udsender
stærke Mesenterier, der bolde samtlige Indvolde i deres Leie. Hulens
La'ngdcaxe indeholdes tre og en halv Gang i Totalkvngden, hos vort
Individuum har den en Længde af fire Tommer og - tre Linier. Det
stiirre Hoved, den stiirre Vidde af Gabet og de stærkere og spidsere
Tænder tyde hen paa en kraftigere Ernaringsmaade hos denne Art end
hos den foregaaende; ogsaa den fremadskridende Bevægelse maae her
være noget hurtigere, da Halen, som Legemets vigtigste Bevægelses-
redskab, har en stiirre Hiiide hos L. rcticulatus. Hertil svarer Rumme-
ligheden af Bughulen, Længden af Maven, og Vidden af Tarmen, hvilke
forhohlsviis ere stiirre end hos L. Vahl'd. Maven har fra Mellemgulvet
til sin Bund en Længde af to Tommer og ti Linier; den er af samme
Form og Beskaffenhed som hos den sidstnævnte Art. Dens indvendige
Flade er med slorste Bestemthed deelt i tre Zoner; i den forreste har
Længdefolderne Overva'gten, mellem dem findes kun faa Celler; i den
midterste Zone er derimod den cellede Form den herskende, de stiirre
Cellers fremstaaende Band er lav, og de af dem indesluttede mindre
Celler meget hyppige, endelig er Bunden af Maven næsten ganske glat,
og bliver forst imod den nedre Mavemund igjen foldet. Mavemunden

171

selv adskilles ved en fremragende Ring-folde fra Tolvfingertarmen; denne
er i sin hele Lamgde rummeligere end hos L. f'ahlii; dens indvendige
Overflade er besat med stærise, hyppige og skjæve Tverfolder, ligesom
Gjentagelser af Mavemuudens Klappe og blot lavere; imellem disse Tver-
folder ere smaae og lavere, skjæve Længdefolder. Overfladen faaer
derved hos denne Art et andet Udseende end hos den forste. Endnu
mere udmærket bliver Tolvfingertarmen derved, at de smaae Frem-
ragninger paa hver Side af Tarmen strax udenfor Mavemunden ere her
korte, lylike, kegleformige Rlindriir (appendices ptjlorieæ). Vi træffe saa-
ledes her en fra den ene til den anden Art tiltagende Udvikling af Blind-
rorene, de ere i den forste Art endnu ganske rudimentaire, og befinde sig
i samme Grad som den hos et Foster i forste Udvikling sig befindende
Udforingsgang af et Secretionsorgan. Hos den anden derimod ere de
mere uddannede, som den efter nogen Tid i en stiirre Udvikling frem-
rykkende og længere Gang. I den (ivrige Deel af den rummelige Tarm,
blive Folderne mindre lioie; Tyktarmen adskilles ogsaa her fra Tvnd-
tarmen ved en Ringfolde, som er anbragt en og en halv Tomme fra
Gadboret.

Leveren, 3Iilten og Nyren have samme Dannelse som hos L. Valdti
den forste ogsaa sammes absolute Storrelse, skjondt der er Forskjel af
fire Tommer i de sammenlignede Individuers Længde. Milten derimod
er næsten dobbelt saa stor hos L. reticulatus.

Meliæsækkene eller Testiklerne ere hos vort Exemplar sammen-
faldne og fladtrykte, af en aflang Form, i Midten ubetydeligt bredere
end ved de tilrundede Ender. De have samme Beliggenhed og Befæstelse
som hos den forrige Art. Deres Længde er to Tommer og tre Linier;
Brcden sex Linier, og Tykkelsen er en og en halv Linie.

31useet besidder ogsaa en Bognfisk eller en Hun af denne Art.
Kjonsforskjellen i Legemets Form viser sig paa samme Maade her som

172

ved den foregaaende Art, nemlig ved et mindre Hoved, en længere Bug-
hule og svagere Tænder. Hos den beskrevne lianfisk af Ly code s reticulatus
indeholdes Hovedets Længde il Gang i Totallængden, hos denne Hun
derimod \\ Gang. Hos den forste, som har en Længde af fjorten
Tommer og fem Linier, er Gadborets Afstand fra Mundspidsen sex
Tommer og elleve Linier; hos den ti Tommer lange Rognfisk derimod
fem Tommer. Tænderne ere hos Hunnen mere afslidte end hos den
meget storre Han, som lader formode, at hiin er ældre og at folgelig
Hannen opnaaer en betydeligere Stiirrclse. Der finder, saa vidt jeg han
see, ingen Afvigelse Sled i Mavens og Tarmekanalens Dannelse; Leveren
har ogsaa samme Form, men den er forholdsviis af storre Volumen, thi
uagtet den betydelige Forskjel i Legemets Stiirrclse, er Leverens absolu'c
Slorrelse lige hos begge de sammenlignede Individuer. Milten er der-
imod forholdsviis mærkeligt mindre hos Rognfisken.

Rognsækken eller Æggestokken er enkelt, tyndvægget og uden
Indsnit; i dens af næsten fuldbaarne Rognkorn udspændte Tilstand,
saaledes som den forekommer hos delte Exemplar, er den af en pa-re-
dannet Form, dens Længdeaxe er en Tomme og sex Linier; Tveraxcn
i den forreste Ende er en Tomme og en Linie, i den bageste Ende otte
og en halv Linie; Ldfiiringsgangen er meget kort, og a åbner sig bag
Gadboret. Æggene eller Rognen er af en brandguul Farve, af et
Hampekorns Storrelse. Hvis Tiden havde været angivet, paa hvilken
Indsenderen havde erholdt dette Individuum, kunde Rogngydningstiden
i det mindste ved Tilnærmelse have ladet sig bestemme.

Denne Art strækker si<>- liaesaa lanjjl imod IVorden som Lucodvs
f'fihlii; om den ogsaa gaaer ligesaa langt imod Syden, er mig ubckjendt;
det sydligste Sted, hvorfra Museet besidder den, er Fiskernæsset.

///

1'"

///

\17>

Uthnaaling af den beskrevne Melkefisk.

Tolallængdcn 14" H

Hovedets Længde 3"

Længden af Underkjæven 2" i

Fra Mundspidsen til Midten af Pupillen 1" G

til Basis af Buglinnerne 2" 7

— til Basis af Brystfinnerne 5" ."i"'

— til Spidsen af samme £»" (i'"

— til forste Straale i Rygfinnen .... i" \\'"

— til Midten af Gadhoret G" 11'"

Hovedets Hoidc ved Midten af Pupillen 1" 7J/"

— Brede paa dette Sted 1"

— Hoide over Tyggemuskelen \" 10

— Brede sammesteds I" 9'"

Legemets Hoide ved Gadboret i" C

— Brede paa samme Sted S

— Hoidc i Begyndelsen af sidste Fjerdedeel af

Totallængden I" \'"

— Brede sammesteds 2V"

Længden af Bugfiiinerne i^'"

Længden af Brystfinnernes forste Straale 11

— — fjerde Straale 1" 1

— — ottende Straale 2" 2"'

_ _ tolvte Straale i" 91"'

— — sidste Straale 10"'

Rygfinnens f< rste Straale 5'"

— ellevte Straale 8 //y

— fire og tyvende Straale Il'"

— fire og- fyrgetyvende Straale 1" 2"'

/,,

/</

///

174

Den midterste Straale i Hulen ti^' /J

Gadborfinnens forste Straale 6" ;

fire og- tyvende Straale 10'"

— ol te og fyrgety vende Straale 1" 21'"

— olie og halvtredsindstyvende Straale . . . 1".

Andet Bidrag.

Slægten Bythites og dens Art.

Tab. FIL og FUL

i i /lam II adskillige deels nye deels sjeldne griinlandske Fiskearter, som
Colonibeslyrer O. F. Kelsen indsendte fra Fishernæsset i Sommeren
1854, fandtes en Art, som ved sit fra alle bekjendte gronlaudske Slægts-
former afvigende Udseende strax tildrog sig Opmærksomheden. Det
fiirste Forstig paa at henfore den til en navngivet Slægt i Cuviers
"Regne minimal" fremkaldte en Sammenligning med Underslægten Bro-
tula*) af Torskefamilien, som er den eneste Fisk i den linnæiske Skvgt
Gadus, hos hvilken Gadhorfinnen og Ryglinnen forene sig sammen i en
spids Halefinne, hos hvilken endvidere Bugfinnerne synes at være een-
straalede, og hvis Krop er bedækket med meget smaac Skjæl**), Egen-
skaber, som ogsaa træffes hos vor griinlandske Fisk, men de otte
Straaler, som den sidste har i Gjællemembranen, dens Tænder paa
Ganebuerne, og endelig det mærkværdige Ydreleni ved Gadboret frem-

") Jfr. Cuvicr Regne Animnl Tom. II. paj;. 335. Jeg kjender denne Fiskeart l.un
af de korte og ufuldstændige Beskrivelser, som Systematikere give af dens mest
i Oine faldende udvortes Beskaffenheder, da jeg ikke har kunnet erholde Part-ns
Værk, hvori den fiirste Beskrivelse af den forekommer.

") Jfr. Bloehii Systema Iehthyologiw pag. oli, hvor den under IN'avn af burbntii'
henstilles i Slægten Enchelyopus tilligemed Gadus Lola, Gadlis 3Itislcla, Gadiis
Brosmc o. s. v.

176

byder en saa slor Afvigelse fra den linnæisl;e Torskeslægt [Gadus), af
iloiinc Sammenstilling snart maatte opgives, og tier blev intet andet
tilbage end al opstille en egen Iloyedslægt af den, hvis noiere Be-
stemmelse vil indeholdes i det Fi'ilgende.

Al vi henregne denne Fiskeart til de blodiinnede Fiskes Afdeling,
og sætte den i de brystfinnede Fisises Orden, (efter Cuviers System i
Ordenen Mnlacnpterijijicns subbrachiens) synes ikke at behove noget
vidtløftigt Forsvar, da Svommefinnernes Beskaffenhed; Antal og Stilling
fordrer det, i hvor vel det ikke kan nægtes, at det linnæiske System,
som intet strængt Hensyn tager til Straalernes Beskaffenhed, med nogen
Bet kunde optage den iblandt Sliimfiskene. Imidlertid ere alle Straaler,
saa vel i Byg - - som i Gad borfinnen, tydeligt ledede, den anden Straale i
Bvp'finnen er allerede svagt deelt, den tredie derimod dybt klovet; i
Gadborfinnen er endogsaa den forste Straale dybt splittet. Vor Fisk
bar endvidere tvende Par Svommefinner, af hvilke Buglimerne sidde
foran Brystfinnerne og synes at være eenstraalede. At det iblandt de
tre Familier, af hvilke denne Orden bestaaer, kun er Familien Gadini
eller Torskegmppen, til hvilken vor Fisk kan henfores, folger nu afsig
selv, ligesom ogsaa at det er Underskvgten Ilrohila, med hvilken den
har den storsle Lighed, og at Underskegten Plnjcls folger nærmest
derefter. Hudens smaae tagsteenlagte Skjæl, og Tilstedeværelsen af en
Svommeblære formerer dens Slægtskab med Torskefamilien. At den
har otte Straaler i Gjællemembranen lian ikke afgive nogen Grund imod
denne Classification , thi Torskefamiliens anden Hovedslægt Jjfacruiits
har sex Straaler i Gjællemembranen, imedens samtlige mig- bekjendte
Arter af den linnæiske Slægt Gadns have syv Straaler. Heller ikke kan
Tandforholdet hos denne Fisk, skjiindt forskjelligt fra begge de nævnte
Hovedsla'gters, i en saadan Grad formindske Ligheden af dem, al man
derfor skulde ganske bortfjerne den fra Familien, da der gives ikke saa
faa Exemplcr af forresten eensformige Fiskeslægter, som igjennem deres

177

Arter vise et indbyrdes afvigende Tandforhold; vi ville af den grønlandske
Fauna nævne Arterne Cottus uncinatus, Collus scorpioides og- Colins
tricuspis, af hvilke den forste har Tænder baade paa Plovskjærbenet og
paa Ganebuerne, den anden blot paa Plovskjærbenet, som alle europæiske
Arter, den sidste derimod har ingen Tænder, hverken paa det ene eller
det andet af disse Been, og dog vise disse tre Arter en stor Overens-
stemmelse indbyrdes i de andre Slægtskjcndetegn.

En langt storre Afvigelse fra Torskefamiliens Form er derimod
den betydelige Forlængelse især af Sædgangen og Urinroret uden for
Bugens Overflade, i hvilken disse Kanalers Aabninger ellers plcie at
ligge, og deres Forening i et kort, foran Gadboret begyndende, næsten
horizontalt bagud fremragende, Ydrelem*), som forekommer hos denne
nye Fiskeart. Et spidst og bag Gadboret begyndende, Yderlem træf-
fes undertiden hos Beenfishene; det udmærker enkelte Familier, iblandt
hvilke især Cuviers Gobinidcs af Ordenen Pigstraalede (Acanthoplcryau)
maa nævnes, hvor det forekommer meget hyppigt, men blot hos Melke-
fiskene, f. Ex. i Ilovedshvgterne Blennius, Gobius og CalUonymus; Cuvier
regner derfor udtrykkeligt denne Beskaffenhed med til disse Slagters
Kjendetegn. Denne Dannelse frembringer en Overeensstemmelse imellem
dem og Slægten Bijthitcs, hvorved man kunde fristes til at sætte den
som en Overgangsform i Familien Gobioidcs, hvor allerede nogle andre
Skrgter med blode Finner have faaet Plads, og fra hvilken Familie den
heller ikke bortfjerner sig i Henseende til Digestionskanalens Form,
ligesom ogsaa dens Tandform passer bedre til Clinus punctatus og til
Li/codes Vahlii end til Gadus. Paa den anden Side er derimod Svømme-
blæren et for de hidindtil iblandt Gobioides Cuv. henstillede Slægter saa
aldeles fremmed Organ, at rimeligviis kun faa Systematikere vilde bifalde

•) Tab. VII. I). og Tab. VIII. d. og d'.
Vid. Sel. naturvid, og mathem, Afh. Vil Deel.

i 78

Fiskens Optagelse i denne Familie. Hertil kommer, at hiint saa mange
Arter Gobioides udmærkende Ydrelem dog forekommer hist og her hos
enkelte Arter af andre Familier, saaledes f. Ex. hos Cotlus tricmpis og
hos Triglops Pingelii fra GriJnland.

Foruden disse, i den foregaaende Undersogelse om denne Fiskearts
Classification allerede omtalte, Organer, vise sig ogsaa adskillige Egen-
heder i andre Dele, 1. Ex. i Skjælhedækningen, i Sidelinien, i Sliim-
hullernc o. s. v., som alt vil fremgaae af den folgende Beskrivelse af
det eneste Inclividuum, efter hvilket baade Slægten og Arten er antaget,
og vi indskrænke os derfor her til at foie et kort Slæglskjende til det
foregaaende.

Genus BYTHITES.

C or pn s breve compressum anhee inerassatum, ore fere trun-

cato, cauda ensiformi.
Sqvamæ corporis rotundæ minutæ imbricalæ.
Linen lalcralis tubulis exsertis cutaneis eompacta, interrupta.
Os dentibus acutis intermaxillaribus , mandibularibus , vome-

rirds et palatinis armatum; llictus mediocris.
Mcmbrana branchiostega utriusque aperiuræ invieem eon-

nata mb isthmo libere suspensa; radiis oeto; apertura

ampla infero-postica.
Pintue ventrales obsoletæ uniradiatte fdiformes longiusculæ,

jiKjulares.
Pinnæ, dorsalis et analis, longæ, apieem caudæ cirertm-

dantes; radiis articidatis divisis.

179

Membrum conicum crassum pone anum horizontaliter por-

rectum, apice triphyUo papilligero.
Vesica nat at or ia canali pncumatico nnllo.

Bylhites fusens. (Tab. VII.)

Formen af det aflange, især bagtil meget stærkt sammentrykte
og spidsudlbbende, fortil afstumpede Legeme, som har sin stbrste Brede
og- Hoide i Nakkeregionen, vil tydeligst fremstille sig- for Læserens Oie
ved Sammenstillingen af nogle enkelte relative Maal.

Den stbrste Hoide af Legemet, hvilken, som overfor er angivet,
falder i Nakken, indeholdes fem Gange i Totallængden, denne maalt fra
Spidsen af Munden til Enden af de i Halen staaende Straaler. Gadboret
staaer omtrent lige langt fra Mundspidsen og fra Halespidsen. Hbiden
aftager ubetydeligt i den forste Trediedeel af Længden, forst bag Gad-
boret bemærkes en betydelig Aftagelse, thi i Begyndelseu af Legemets
anden Trediedeel indeholdes Hbiden*) blot fem og en Trediedeels Gang
i Totallængden, imedens den i Begyndelsen af Legemets sidste Trediedeel
indeholdes otte og en halv Gang i den. Paa det fbrsfe Sted eller i
Nakkeregionen forholder Tykkelsen sig til Hbiden som 2:5, paa det
andet Sled som 1 : 2 og paa det sidste Sted som 1 : 4.

Farven er ved det næsten to Aar i Brændeviin opbevarede Indivi-
(liiiiin sortebrun, faldende noget i Graat; imod Bugprofilet bliver den
lysere, og antager under Bugen Udseendet af svagt anlbbet Sblv. Fin-
nernes Farve er noget mortere end Byggens.

Huden er paa Hovedet, Hbiryggen, omkring Brystfinnerne, under
Bugen og langs med Basis af Byg- og Gadborfinnerne ganske nbgen,

'1 Vod disse libidomaal ere de uparrede Finners Hoide ikke ruaalte med, som be-
tydeligt vilde forandre de angivne Forholdstal.

180

paa Siderne af Kroppen derimod er den bedækket med meget smaae
Skjæl, som paa Halens sidste Halvdeel række lige til Basis af Finnerne.
Sl:jællene ligge tagsteenformigt (itnbricatim) ; de stbrste ere en halv
Linie i Diameter, deels cirkelrunde, deels ovale; naar man betragter
dem under en stærk Forstørrelse vise de concentriske lysere og mbrkere
Ringe; de morke Ringe dannes igjen af afvexlende mijrke og lyse
Punkter. Paa Hovedet er Huden besat med meget korte koniske Trevler

Sidelinien, som tager sin Regyndelse noget ovenfor Gjællelaagets
Articulationsvinkel, lober parallel med Rygprofilet og paa kort Afstand
fra det nogne Partie af Hoiryggen. Den ophorer aldeles i dette Lob
omtrent lige for Gadboret, men tager igjen sin Begyndelse dybere ned
omtrent paa Midten af Siden, og fortsættes derfra i lige Linie henad
mod Halens Ende; den danner saaledes, som hos adskillige andre Fiske,
f. Ex. Arter af Sparus og Labrus, en afbrudt Sidebnie (Linea lateraUs
interrupta). Den har en afvigende Bygning hos denne Fisk, i det den
ikke dannes af smaae i Hudens eller Skjællenes Overflade liggende
Aabninger, som fblge efter hinanden, men af meget korte og i smaae
Mellemrum paa hinanden folgende fremragende Hudror, der aldeles
ikke staae i nogen Forbindelse med de i Sideliniens Lob liggende
Skjæl, men træde frit ud af Huden imellem tvende Skjæl.

Hovedet, hvis Længde, maalt paa sædvanlig Maade fra Mund-
spidsen til bageste Spidse af Gjællelaaget, indeholdes fire og en Fjerde-
deels Gang i Totallængden, er Legemets tykkeste og boieste Deel.
Pandeprofilet lober bredt ned i Mellemkjæven, og Underkjæven er noget
opadstigende, hvorved det forreste Profil bliver meget stumpt og
tilrundet, hvilket giver en stor Liglied med Hovedets Form hos de
egentlige Blennius- A.rter, især med Blenuius ocellatusj dog er Htiiden
af Hovedet i Forhold til dets Tykkelse stbrre hos denne end hos By-
thites. Henimod Randen af Overkjæven ligge i den Iæbcformigt
opsvulmede Hud næsten parallelt med Læberanden paa hver Side tre

181

Aabninger*). Blæses Luft ind i en eneste af disse Aabninger, saa
opsvulmer flere Gange eller Kanaler under Huden paa begge Sider af
Hovedet, især i Regionen af Beonbucrne under Oiet (ossa infraorbitalia),
af det forreste Been af Gjællelaaget (PræopercuhimJ og aflVahhen; med
det samme opblæses ogsaa en Kanal paa den underste Flade af bver
Arm af Underbjæven, i hvis Spids der ligeledes ligger en Aabning paa
hver Side**). Vi træffe saaledes her den samme Slags sliimafsondrende
Kanaler, som vi i det foregaaende Bidrag fandt hos Slægten Lycodes*
og som forekommer saa hyppigt i Torslæfaniilien og især hos Berglaxen,
hun ere Aabningerne her i forskjelligt Antal og anderledes fordelte.

Munden er stor, og Gabet temmelig vidt, da Længden fra Mund-
spidsen til Mundvigen næsten udgjor Hovedets halve Længde. Mellem-
kjæverne ligge i rolig Tilstand slyidte under den læbeformigt opkastede
Hud, paa samme Maade som hos Lycodcs, flere Sliimfiske og hos
il/o<e//fl-SIægten. Melleml.jævebenene udgjtire to Trediedele af Over-
kjævens Band paa hver Side, det (ivrige nærmest Mundvigen dannes af
Sidekjævebenet og den samme bedækkende Hud. Deres Rand er besat
med korte, spidse og svagt boiede Tænder, som sidde tæt til hinanden i
flere uregelmæssige Rader, hvilke danne tilsammen en lang, smal, fortil
kun lidt bredere Gruppe.

Det smalle, i nederste Ende noget bredere Sidebjævebeen, som
ra'kker ud over Mundvigen, og som er med de sædvanlige Ligamenter
heftet til Underbjævens Mundvigdeel, og til Mellemkjæven, er aldeles
uden Tænder.

Paa det forreste Partic af Plovsbjærbenet findes en Tandgruppe,
der har Formen af en ligebenet med Basis imod Sva^lget vendende
Triangel, hvis forreste Hjorne er afstumpet. Hos Torsbeslægten har

•) Tab. VII. a.
") Tab. VIII. n.

182

denne Tandgruppe Figuren af en saa kaldet tyrkisk Ilalvmaane eller en
i Grundlinien dybt indskaaret Triangel. Tænderne ere af samme Form
som de paa Mellemkjæven, men næsten dobbelt saa lange. Ganebuernes
forreste Stykke er ligeledes besat med flere i en langagtig Gruppe tæt-
staaende Tænder af Storrelsc som Plovskjærbenets. Tænderne i Under-
kjæven afvige hverken i Stiirrelse eller Form fra Mellemkjævens, de
staae tættest og ere længst fortil; Tandstrimmelen bliver smallere (d. e.
de uregelmæssige Rader blive færre)j og Tænderne blive kortere henimod
Mundvigen.

Svælgbenene ere besatte med de korteste og stumpeste Tænder,
som ere pressede tæt til hinanden. De underste Tænder danne tvende
smalle, men korte Strimler. De i) verst e 'staae paa hver Side i en ind-
vendig stor Gruppe og to udvendige meget smaae Grupper af et rund-
agtigt Omrids.

Oinene sidde langt fortil og tæt op til Pandeprofdet. Afstanden
af Pupillens Midtpunkt fra Mundspidsen indeholdes tre og en halv Gang
i Hovedets hele Længde. Ved denne Beliggenhed af Oinene opstaaer
en nye Lighed imellem By tintes og de egentlige lilennii. Oiets Dia-
meter er næsten sex Gange mindre end Hovedets Længde; Farven af
Regnbuehinden er endnu stærkt guulagtig.

Det bageste og tillige sltirstc Næsebor paa hver Side ligger meget
nærmere til Oieringen end til Mundranden; det andet og mindre ligger
midt imellem begge; det kan lukkes ved en fra Randen udgaaende lille
Hudlap. Næsehulen selv optager paa hver Side ikke fuldt det halve
Rum imellem Oieranden og Mundranden. Den igjennem en af Næse-
borene indblæste Luft oppuster blot Næsehulen, men ingen af Sliim-
kanalerne, ligesaa lidt trænger den i disse indblæste Luft ind i Næsehulen.
En lignende Stilling og Dannelse af Næseborene viser Jtlenniits Pholis,
hvorimod de andre Blenn.ius-A.rter som ocellatus, Pavo, o. s. v. have de
meget smaae Næsebor paa hver Side staaende tæt sammen.

183

Den Lorte, brede, foran tilrundede Tunge er i sin bele Længde
faslvoxet til Mundbulens Bund, med hvilken allene den ban bæves og
synkes. Dens Overflade er glat og- blod.

Gjælleaabningen er meget stor, i det Gjællelaaget articulerer sig
hoit oppe, og Gjællemembranen forst benåd imod Underlsjævens Vinbel
forener sig med den fra den anden Side, hvorved den bele Isflnnwt bliver
frie og synlig. Denne Forbindelsesniaade imellem hver Sides Gjællemcm-
brane er den samme som bos de grønlandske C/mus- Atter, men aldeles
forskjellig fra den, som vi træffe bos de egentlige lilennii, bos Pholis,
bos Ascanii Brosme toitpée og bos Smbrdolkene (Gnnvllus) , den er
ogsaa, men dog mindre, forskjellig fra den, som forekommer bos Torske-
arterne. Gjælleaabningcrnes storre Vidde er en naturlig Folge af en
saadan Forbindelsesniaade. Den lige Linie fra Gjællelaagefs Artieulation
til Foreningen af begge Membraner, og som er Cborden til den Bue,
som dannes af den bageste og af den nederste Band af Gjællelaaget oj>
af Gjællemembranen, er en Tomme og en Linie lang, imedens Hovedets
bele Lamgde kun er en Tomme, fem og en halv Linie. Gjællemembranen
er saa viid, at den ikke faaer Plads under Gjællelaaget; den udspændes
og slottes ved Hjælp af otte næsten trinde Straaler, af hvilke den forreste
som sædvanligt er den korteste.

Gjællerne ere meget smaae, som ikke saa meget hidrorer fra
Gjadlebuernes Kortbed, som fra de meget lave Gjællekamme, der kun
ere en og en Fjerdedeels Linie hoie. Hver Gjællebue er paa den ind i
Mundhulen rendende Flade besat med tvende Bader smaae, glatte og
halv kugleformige Knuder. Der gives ingen Bigjæller paa den ind-
vendige Flade af Gjællelaaget, men igjennem den tynde Hud skinner et
lignende blaat Legeme igjennem, som det der sees bos Torsken.

De lange, traadformigc Bugfinner sidde langt fortil paa Struben
eller foran Basis af Isthmus. De synes hver at bestaae af en eneste i
Spidsen klovet Straale, og kunde i Beskrivelsen benævnes ecnstraalede

184

Finner, men aftrækkes Huden, finder man, at den indeslutter tvende,
meget tynde, ganske tæt til Linanden liggende ledede Straaler, der lobe
ud i en næsten ha ar for mig Spids. Hele Straalens Længde er ti Linier,
som er noget mere end Hovedets halve Længde.

Brystfinnerne sidde ubetydeligt nærmere til Bugprofilet end til
Byggen. Da Mellemhaandsbenene ere noget længere end sædvanligt,
synes Straalerne at staae paa en kort og bred Arm. Finnerne ere i
udspændt Tilstand meget brede, dog mere formedelst det store Antal
af Straaler, af hvilke man tæller en og tredive i hver Finne, end forme-
delst disses Forlighed og den imellem dem liggende Huds Vidde. De
meget tynde Straaler ere tydeligt ledede, og de længste ere delte indtil
Midten. Finnens Form, for saa vidt den er afhængig af de paa hin-
anden folgende Straalers relative Længde, vil fremgaae af folgende
Maal: den forste eller overste Straale og den næstsidste eller tredivte
ere omtrent lige store, og tre og en halv Linie lange; den syvende og
den tre og tyvende Straale have en Længde af omtrent otte og en halv
Linie, og endelig er den sextende og den syltende, som ere de længste,
tolv Linier lange. De mellemliggende Straaler tiltage eller aftage i
Lamgden i lige Forhold. Den udbredte Finne vil saaledes have et
slumpt-ægformigt Omrids. Denne Form, saavel som ogsaa Straaleantallet,
er meget forshjelligt fra det, som vi træffe hos Berglaxen (Macrurus)
og hos de Slægter af Gadus Lin., som have tre Bygfinner, - derimod
bliver Formen af Finnen mere svarende til den, som forekommer hos de
(ivrige Torskeslægter, som Molva, Motella, Brosme, og især Baniceps.
Med Sliimfislænes Brystfinner er Ligheden i Formen endnu stiirre, men
ogsaa her er Antallet af Straalerne ringere, thi selv hos Ltjcodcs tæller
man kun indtil tyve Straaler.

Byg- og Gadborlinnen lobe sammen i Enden af Halen og omgive
denne med Straaler, men som ild.e afsondre sig fra hines i en selvstændig
Halefinne.

185

Ryg-finnen tag-er sin Beg-yndelse i Enden af Totallængdens forreste
Trediedeel. Den er neden til bedækket med en saa tæt nogen Hud, at
Straalerne slet ikke kan sees igjennem den, hvorimod den sidste Tredie-
deel af Straalcrnes Længde er frie. Disses Ender rage som haarformige
Fibriller ud over den tykke Hud. De forreste Straaler ere de korteste.
Læng-den tiltager efterhaanden, indtil den allerede i den forste Fjerdedeel
af Finnen har opnaaet otte Linier; i Enden af Halen ere Straalerne
syv og- en halv Linie lange. Der er ved gjentagne Tællinger fundet fire
og - halvfemsindstyve Straaler til Midten af Halespidsen. Samtlige Straaler
ere ledede, og- med Undtagelse af den forste, som er enkelt, dybtdelte,
og- hver Gren er igjen klovct i Spidsen; den anden Straale og' faa andre
imellem de ovrig-e ere kun eng-ang- delte, og- det blot i Spidsen.

Gadborfinnen begynder lidt bag- for 3Iidten af Legemet, dens
forreste Straale staaer lige over for den otte og- tyvende Straale i Ryg-
finnen. Jeg- tæller indtil 3Iidten af Halespidsen, eller til den sidste
Straale i Rygfinnen fem og- halvfjerdsindstyve Straaler. Disse ere af
samme Beskaffenhed og- Længde som de i Ryg-finnen, kun er allerede
den forste Straale i Gadborfinnen dybtdeelt.

Reskrivelsen af det kegledanncde ydre Lem i hvis Basis Mast-
tarmen og i hvis Spidse Sædgangen aabner sig-, ville vi optage i de
faa Bemærkninger, som vi ere istand til at gjiire over Org-anerne i
Bug-hulen; disse Bemærkninger ere vel ufuldstændige, da det eneste
Exemplar maatte skaanes til Opstilling i Samling-en, dog: ville de bidrage
til end yderligere at karakterisere den nye Slægt*).

Bughulens Længdediameter er en Tomme, ti og en halv Linie;
den har sin stiirste Vidde fortil, og- bliver saavel lavere som smallere
henad imod Gadboret. Den er indvendig- beklædt med en hvid, glindsende,
tyk og- meget tæt Bughinde (Peritoiueum), hvis fibrose Textur er tydelige

•) Hertil horer Tab. VIII.
l'id. Sti. naturvid, og mathem Afh. fil Deel. *^ a

186

endog for det blotte Oie. Denne Hud spændes*) i det den ikke slutter
sig umiddelbart til Hvælvingen, i den balve Hoide af Bugbulen, som et
horizontalt Mellemgulv imellem den underste Deel af Hulen, hvori
Digestionsorganerne, 3Ielkcsækkene og Urinblæren ligge, og den iiverste
Deel af samme, hvori den selvstændige Svommeblære og Nyren befinde
sig. En saa fuldstændig Afdebng af Bugbulen i tvende Etager eller i
tvende Huler, den ene over den anden, er mig ikke bekjendt iblandt
nogen af vore indenlandske Fiskearter. I Bughulens bageste Trediedeel
stiger Bughinden umiddelbart op til Hvælvingen og beklæder Overfladen
af IVyrens Endestykke, saa at der kun er en eneste Hule i dette Partie.
Hiiu Beliggenhed af Bughinden i Forening med dens Textur, de fortil
igjennem den gaaende Blodkar-Strænge**), og den i dens bageste Deel
udtrædende Uringang***) giver den megen Lighed med Torskens Svomme-
blære. Jeg antog den ogsaa, inden den blev opskaaret, for at være
Sviimmeblæren, saa meget mere, da den ved Tryk af Fingeren gav
efter, som om den indchodt Luft. Imidlertid har den ikke den stærke
convexe Overflade, som udmærker Torskens Blære, og heller ikke de
mange Folder i Randen, hvor Blærens udvendige fibrose Hud er fast-
voxet til Bughulens Sidevægge; heller ikke beklædes den igjen af
nogen anden Hinde, hvilket derimod finder Sted ved Torskens Svomme-
blære.

Efterat den fra Svælget****) nedstigende Kanal er igjennem et
Indsnit i Bughindens forreste til Brysthulens Skillevæg stiklende Band
traadt ned i Bughulens underste Rum, udvider den sig efterhaanden

•) Tab. VIII. b. og h>.

•••) Tab. VIII. k.
'") ^ e S ' ra f ' Svælget tvende Dxemplarer af en Pmnizn, som bar megen Ligbed med

den af Monlague i Traiisactions of the Human Sociely Tom XI. Part. I. beskrevne

Art, der bar faaet Navn af Pmnizn cterulata.

187

som Mave*). Den forreste Deel eller Cardia-Varl'wl er en Tomme, en
og en halv Linie lang; det under en stump Vinkel boiede Pylorm-Partic
har derimod Lun en Længde af tre Linier og* trælsher sig- kegleformigt
sammen i den bageste 3Iavemund. Fra Svælget af lobe mange fine
Folder efter Længden paa den indvendige Overflade; de forene sig-
nærmere ved Pylorus - Partiet i færre, men bredere Folder med en
Mængde smaae lave Celler paa deres Overflade og- i de mellemlig-gende
Furer. Mavens nederste Mund er ved en stærk Ring-folde adskilt fra
Tyndtarmen. Denne, som bar i Begyndelsen, hvor den skulde være
Tolvfing-ertarm , en storre Vidde end den (ivrige Tarmekanal, er meget
tyndvægg-et og- forsynet fortil med tvende korte, kegleformig-e, lig-e over
for hinanden staaende Blindror**) (jippendices pyloricæ), som aabne sig-
saa tæt til Pylorus, at dennes Ring folde maae ved Gjennemgangen af
Chymus trykkes mod Aabningerne og- tillukke dem. Efterhaanden bliver
Tarmekanalcn mindre rummelig og- faaer den halve Diameter af Tolvfin-
gertarmens Begyndelse. Forst otte Linier fra Gadboret udvides den igjen
noget, og- blive dens Vægg-e tykkere. Dette lille Stykke er ved en lav
Ring-folde, som sædvanligt hos Fiskene, adskilt fra den foranlig-g-ende
Deel, og- er vel at betragte som Tyktarm, eller rig-tigere som sammes
Endestykke eller Masttarmen. Paa den hele indvendige Overflade af
Tarmekanalen sees en 33æng-de 3IasI;er, som i Begyndelsen af Tolvfinger-
tarmen og- i Tyktarmen lig"ge tættest til hinanden. Den hele Tarmekanal
er fire Tommer og- sex Linier lang-. Den lober to Gange fortil hen-
imod Brysthulens Skillevæg, og- to Gange tilbage, og- ender sig- sidste
Gang- i Basis af det omtalte Yderlem, hvor den aabner sig- i Gadboret.
Den hele Digestionshanal, Mundhulens medberegnet, faaer altsaa en
Læng-de af over syv Tommer, som er mere end Leg-emets hele Længde.

») Tab. VIII. a.
■) Tab. VIII. b.

Aa !

188

Den forholdsviis ikke meget store Lever er ufuldstændigt tolappet.
Den venstre Lap er næsten lig-e saa lang- som Bughulen selv, men flad
og- saa smal, at dens næsten overalt lige store Brede indeholdes sex Gange
i dens Læng-de. Den hoire Lap er meget kort, kun en Fcmtedeel
saa lang- som den venstre. I den indspring-ende Yinkel imellem beg-g-e
disse hænger den æg-formig-e Galdcbtare*) , som slrax ved Bugens Aab-
ning- faldt i Oinene baade formedelst dens usædvanlige Stiirrelse og- det
store Forraad af en lys graaegron Galde , som den indeholdt. Iblandt
vore indenlandske Fiske g-ives der ikke nogen Art, hvis Galdeblære i
Henseende til Storrelsc nærmer sig- denne, og- det er blot hos Uranosco-
pus scaber at den forekommer mig- endnu større. Hos Bythites, hvis
Bughule kun er en Tomme og- ti Linier lang-, har Galdeblæren en
Læng-dediameter af omtrent ni Linier, og- dens største Tverdiameter er
sex og- en halv Linie lang-. Den udsender sin Galde igjennem en ni
Linier lang- Galdeblærcgang, som aabner sig- i Tolvfingertarmen strax
bag- det ene Blindror. Den optag-er Galden fra Leveren igjennem flere
Hovedstammer, som indmunde i Gang-en tæt ved Blærens Hals. I Be-
gyndelsen af Gangens sidste Trediedeel udvider den sig igjen i et lang-
agtigt ovalt Partie, som igjen trækker sig sammen i en smal Gang.
I dette udvidede Partie optages ligeledes et Par Hovedstammer af de
fra Leveren kommende Galdegange.

Milten er af ringe Storrelsc; den er fladtrykt, af en oval Form og
ligger ved Siden af Mavens Bund.

Alle disse Organer ere heftede ved Hjelp af temmeligt stærke
Mesentcrier til den som et Skillerum horizontalt udspændte, forhen
beskrevne Bughinde.

3Ielkesækkene eller Testiklerne**), der ligeledes ved et Baand ere
befæstede til Bughinden, hver paa sin Side af Tarmekanalens sidste,

•) Tab. VIII. c
••) Tab. VIII. f.

180

lig-e til Gadboret gaaende Læg-, ere næsten cylindriske, l;un ubetydeligt
smallere i deres forreste Ende; bag* til forene de sig- i en fælleds Grund-
deel (altsaa Testiculi didymi) omtrent af deres halve Læng-de, fra hvilken
den kortere Udfbringskanal udg-aaer, som taber sig- i det oftere omtalte
Yderlem.

Af Urinveieue sees kun den Bug-hinden gjennemborende Uringang,
som beg-iver sige lige til den imellem Mell-esæl;henes fælleds Basis og
Bug-hinden lig-g-ende Urinblære*). Denne har sin stbrste Diameter paa
tvers, og- beg-g-e sine lang-e Sider nog-et indknebne; i det derved frem-
komne Indsnit træder Uring-ang-en ind, og- paa den anden Side Urinroret
ud af Blæren, som saaledes har i Formen meg-en Lig-hed med Urinbtaren
hos Frberne. Urinroret forsvinder snart paa samme Sted, hvor Sæd-
gangen taber sig-.

Inden vi g-aae over til at undersbge, hvad der ligger over Bug-hulen
i det bverste Bum, synes det passende nbiere at betrag-te efter vdre
Form og- indre Bygning- det omtalte Yderlem, i hvilket vi have seet
3Iasttarmens Endestykke, Sædgangen og Urinroret at tabe sig.

Dette Lem**) danner paa Bug profilet, omtrent lige langt fra
Mundspidsen og Dalespidsen, en bagud fremragende, næsten horizontalt
liggende, afstumpet Kegle, hvis sl;jæve Grundflade fortsættes fortil umid-
delbart i Bugl;anten. Det er fem Linier langt, har ved Basis en Dia-
meter af to og en halv Linie, henimod Spidsen derimod af to Linier.
Gadboret ligger en og en halv Linie inden for Lemmets Basis
I Kanden af Keglens stumpe Ende forlænger Huden sig bægerformig
omkring Endefladen. Dette udvidede Hudbæger er deelt i Kanden i tre
Flige (Lobi) ; tvende af disse, hvilke udgaae fra den bverste Deel***)

•) Tab. VIII. s .
••) Tab. VII. b. og Tnb. VIII. d. og d'.

-"*) Ved Beskrivelsen af dette Organ bar man betragtet Fisben bvilende paa sin Dugkant.
hvorefter altsaa Udtryk som: "overst", "nederst", "for" og "bag" blive at forstaae

190

af Randen ligge tættere sammen og ere adskilte ved et mindre dybt
Indsnit, derimod er enhver af dem ved en dyb Indskjæring adskilt fra
Randens nederste Flig. Alle disse tre ere noget tilbagerullede og
nyreformigt udskaarne ved et lidet Indsnit i Midten af Randen. Fra
den indvendige Side af den nederste Flig, dybt ned i Grunden, opstaaer
en kegleformig Tap af en Trcdiedeels Linie i Diameter ved Rasis og af
lo Liniers Længde. Den rager noget ud over Randen, og kunde
sammenlignes med et Pislil, der rager ud af Rægerets Rund. I Spidsen
belindes en Aabning, igjennem hvilken en Svinebørste blev indbragt.
Det synes, som at det fornemmelig er denne Papille, der bor ansces for
at være Parringsorganet. Indvendig udfylder et liist Cellevæv og Fidt
Mellemrummene imellem Huden og Sædgangen tilligemed Urinroret, thi
disse to Kanaler ere de længste, da Masttarmen strax ved Rasis af
Keglen aabner sig ud ad. Sa-dgangen blev præpareret los fra det
omgivende Cellevæv, og en hin Sonde blev indbragt i den fælleds Rasis
af Melkesækkene, og fort igjennem den hele Gang ud igjennem Spidsen
af den omtalte kegleformige Papille. Nogle Muskelstrænge gaae fra
Hudens indvendige Flade til hiin Papille, og synes at kunne virke som
en tilbagetrækkende Muskel. Det fra Urinblæren kommende Urinror
(UretUra) lober ikke ind i Papillen, men ender sig i Runden af Ræ-
geret, lige over for Sædgangens Indtræden i Papillen, foran det Indsnit,
som adskiller de tvende overste Flige fra hinanden, i det mindste stand-
sede en Sonde, som indbragtes i Urinroret, paa dette Sted.

Der staaer endnu tilbage at betragte de oven for Rughinden i
det overste Rum liggende Organer, Nyren og Svømmeblæren, hvilke
forst komme tilsyne eflerat hiin tykke, ugjennemsigtige Hinde er blevet
aabnet.

Den rodbrune Nyremasse*) er, som hos saa mange Fiske, tykkest

•) Tab VIII 1.

101

i den bageste, nærmest ved Gadboret liggende Deel, hvor den udfylder
hele Mellemrummet imellem Byghvivlerne og Bughinden, saa at denne
her befinder sig i tæt Bcrorelsc med den. Den bliver efter en Længde
af otte Linier paa en Gang betydeligt baade tyndere og smallere; den
fortsættes som et smalt Baand fortil, i en kort Strækning synlig, men
derpaa over Svømmeblæren, og bedækket af den, men tæt trykket til
Hulens Hvælving; under Baghovedet bliver den igjen noget tykkere og
bredere. Den er i sin hele Længde sammenvoxet til en eneste IVyre,
der er forsynet med een Uringang (Ureter). Hvor denne Gang gjennem-
borer Bughinden, for at begive sig til Urinblæren, er allerede i det Fore-
gaaende blevet angivet.

Svonimeblæren *) ligger i Afdelingens forreste Deel, og rækker
fra den bageste Ende af Svælget til Midten af Hulen. Ved Bughindens
Aabning fandtes Blæren stærkt udspændt af den indesluttede Luft, og
viste da en regelmæssig oval Form. Den sammensattes af tvende Hinder,
af hvilke den udvendige er ligesaa tyk som Bughinden, og ligesom den,
tæt og af en fibrus Textur. Dens Fane er melkehvid. Den indvendige,
som meget let liisner sig fra den udvendige, er i sine Dele kun lidt
sammenhængende, smitter af paa Fingrene, og har en sijlvglindsende
Farve; den ligner saaledes ganske den indvendige Hinde i Torskens
Svommeblære. Fra den udvendige Huds Overflade, især hvor samme
vender imod Ryghvælvingen og Siderne, udgaae mange Trevler ligesom
Ligamenter, hvorved den hæftes til disse Dele. Blæren er med lignende,
men langt færre Trevler fasthæftet til Bughinden, saa at der er et
langt friere Mellemrum imellem Blæren og Bughinden end imellem den
forste og Bughulens Hvælving. Svømmeblæren er indvendig, paa det
Sted hvor Blodkarrene**) træde ud, forsynet med en Kiertel af samme
Form, Textur og Farve som den i Torskens Blære.

•) Tab. VIII. i.
*) Tab. VIII. 1.

192

Da vi kjende denne Art l;un af det eneste Ler beskrevne Indivi-
tluum, kan vi blot gjentage hvad der deels i Inledningens Anmærkning- til
denne Art, deels i Aarsberetningen for 1834 og- 55 er blevet anfort.
Efter Nielsens Skrivelse skal denne Fisk leve paa store Dybder, over-
maade sjeldeu fanges, og - efter Grønlændernes Udsigende blive saa stor
som en Fjordsæl (Phoca hispida). Imod denne sidste Efterretning- synes
den fuldkomne Udvikling- af Melkesækkene bos vort omtrent sex Tom-
mer lange Exemplar at tale. Grønlænderne vide intet om deus Forplant-
ningsinaade. Da Maven og- Tarmekanalen befandtes tomme, kan vi
heller intet tilfbie om dens Fodemidler. Det er muligt, at de to i
Sva-lget fundne Exemplarcr af Praniza ere tilfældigviis komne derhen.

Maal.

Totallængde taget fra 3Iundspidsen til Enden af Straa-

lerne i Halespidsen 6"

— til Enden af Kyghvirvelstotten 5"

Fra Mundspidsen til 3Iidten af Gadboret 3"

— til Gjællelaag-ets Spidse \"

— til Spidsen af den tiltrykkede Brystfinne 2"

— til Brystfinnernes Basis \"

— til Bug-finnernes Basis \"

— til forsfe Straale i Ryg-finnen .... 2"

— til fiirste Straale i Gadborfinnen ... 5"

— til Midten af Pupillen

Fra overste Ende af Mellemkjævebenet til nederste Ende

af Sidelsjævebenet . . . . •

Længden af forste Ganebues forreste Arm

Legemets Hoide over INakken \"

Breden over Kinderne

3'"
8"'
2'"

8'"

7£"'
3£<"

\\y
%<"

5'"
10"

103

Huide ved Gadboret 1" \\"'

Brede sammesteds . 6'"

Hiiide i Begyndelsen af Legemets sidste Trediedeel . . 9'"

Tykkelse sammesteds 21'".

Til l (G g

til
den systematiske Fortegnelse OTer Grenlands Fiske.

-Lfteral den nye Liste over de griinlandske Fiske var færdig, erholdt
jeg tvende for denne Fauna nye Arter, som altsaa bringe Antallet af
Fortegnelsens Fiskearter til to og tredsinstyve.

Den ene af disse er en Hundesteile (Gasterosteus) , der er blevet
mig meddeelt fra den naturhistoriske Forenings Samling, som en fra
Gronland dertil indsendt Fisk. Den er forskjellig fra den i Fortegnelsen
benævnede Gasterosteus Loricatus M. Hc<J- ved fire Pigge foran den
bltidstraalede Bygfinne, ved den fuldkomment niigne Hud paa det hele
Stykke fra Bugfinnernes Grundbeen til Dalefinnen , ved Mangel af Kjol
paa Siden af Halen, og endelig ved den kortere Afstand imellem Spidsen
af Munden og Gadboret. Fra Fortegnelsens anden Art Gasterosteus
dimidiatus M. Reg., med hvilken den har Lighed med Hensyn paa
Skjællene, viser den sig ligeledes forskjellig ved de fire Pigge, og des-
foruden ved et spidsere Hoved, ved mindre Oine, en lavere Krop og
ved forholdsviis længere Brystfinner. Den synes mig at komme nærmere
til den europæiske Gasterost. Leiurus Cuv. Indtil en umiddelbar Sam-
menligning med den kan anstilles har den faaet IXavn af Gasterosteus
Gymnurus.

Vid. Sel. naturvid, og mnlhem Afli. f'II Deel. li li

194

Den anden Art, af hvilken jeg- i dette Eftcraar har erholdt tvende
Exemplarer i en Sending fra Fiskernæsset, er en for Gronland nye Art
af Lumpenus (Clinus), som foreliibigen har faaet Navn af Gracilis.
Den afviger fra de (ivrige gronlandske Arter*) ved 3Iangel af Tænder
paa Ganehuerne**), og: den er ved sit mindre Hoved, og- den kortere
Afstand imellem Mundspidsen og Gadboret, endvidere ved den smekkrere
Krop, de storre Oine og længere Brystfinner, adskilt fra den af Ur.
Iiroycr beskrevne islandske Art***), hvis Straaleantal, nemlig 75 i Ryg-
finnen og 50 i Gadborfinnen , den har. Denne Art maae sammenlignes
med den norske, til hvilken den synes mig at staae nærmest, inden dens
Selvstændighed kan afgjiires.

*) Ved denne Leilighed vil jeg rette en anden Skriv- eller Trykfeil, som forekommer
i Beretningen om Videns!;. Selsk Forhandlinger 1)535 — 30, hvor der pag. 10 i sidste
Linie maae læses Ganebuerne i Stedet for Plovskjærbenet.
••) De griinlandske Arter af Lumpe« ns-Formen kunde efter Tænderne bringes i folgende
Afdelinger :

a) Tænder paa Gancbuerne: hertil Clinus Lumpenus og Clinus merfius.

b) Tænder paa Gancbuerne og paa Plovskjærbenet: hertil Clinus acnlcatus; og
endelig

c) Uden Tænder paa Ganebuerne og paa Plovskjærbenet j hertil Clinus gracilis.
••) Jfr. Naturhistorisk Tidsskrift, 1ste Hefte pag. 32.

495

Forklaring" over Kobberne.

Tab. I.

Fig. 1. Den gronne Græssmutter fra Gronland (Sylvia mexicanee aff'inis ).
Fiq. 2. Den hvidbrynede Finke ( Fringilla leticophrys ).

Tab. II.

Hudsonbugtens Rcgnspaaer (Numenius Imdsonicus Lath., hvortil Numenius
borealis IJ-'ihon. er Synonym).

Tab. III.

Barrows And (Anas Barroivii Richards. _).

Tab. IF.

Pandebusken af den nye Fiskeart Himantolophus gronlandicus Mus. Rey.
Jfr. Indledningen, hvortil disse fire Kobbertavler heiihore.

Tab. V.

Lycodes Vahlii. Jfr. forstc Bidrag.

Tab. VI.

Lycodes reticulatus. Jfr. forste Bidrag

Tab. VII.

Bytlutes fuscus. Jfr. andet Bidrag.

a) De tre Sliimaahninger paa venstre Side af Overl.jæven,

b) Det ved Gadboret fremragende Yderlem.

BL*

i96

Tab. FUL

Bughulens Organer hos Bythites fuscus. Jfr. andet Bidrag.

a) Maven.

b) Den bageste Mavemunds Blindror ( appendiecs pyloricæ).

c) Galdeblæren med den sig udvidende Galdeblære-Gang og de Ira Leveren
bommende i den sidste sig aabnende Galde-Gange.

d) Yderlemmet.

d') Papilleu i sammes Ende tilligemed den bægerfonnige Fordybnings tre
Flige.

e) Gadboret.
g) Urinblæren.

h) Den aabnedc Bughinde, inden for hvilken sees i deres naturlige Leie.

i) Svommeblæren og

b) Nyren med Uringangen.

1) Den fra Svommeblæren kommende, Bughinden gjennemborende Streng,

som indeboldcr Svommeblærens Blodkar,

ni) Den overskaarne Mavepine.

n) Sliimaabuingcrnc paa Spidsen af Underkjæven.

/;,-/, li'/*/'- metttrvid, o,j jnatfujtflu FJLIDeel ' ■

Reinhardto Bidrag til Granlandt Fauna

/%/

m&Sdsk- naturvid, og mat/u J/'/i. I'jljl,v7.

JicinnttrJtf Bidr.vi til Grø7i{ani?s Fauna.

77,J/S

■ ?r-Aa*> C« ,.->,

n&Sdrk,

fuJ.-Xtlrh na/urri/, on mathjifk T7I. 2)eel JtahfardtrMiiag tH GroninuljFm.

17.1: . tekk, ?,,, ,,„.,„;/ „„ ,„.,,/,. _/,/,. ru /i,w

/i,-,;,/,,, ,■.//, /,'„/,:,„ ,,/ ,;,■,;„/,„„/, /.;,„„„.

TUS/'

/;./. ffirt „„I,.,,;. I ,„ „,„//,.. II/,. I 11 l< lirinli.ir.lu /!„/,:,., Il/ 1- ,:■„/.,„. /, /..

/../■. /

wmmmm

/u/.M.rl ,„<I„,„;J. ,,„ ,„„//,. .I/'/,, ni 11. /!„„/„„;/,., Bu/rnq n/ Qrintmidt Km

/?,/. SehÅ naturvid. .■., „,.,//, Ml. ///. Deel
/,:■„,/„„;//,■ lt„lr„.i al CrinlanJj Fauna

/:./■ I II

I'u/.,Wl,l..,n,l„,r„l..;„ madujfk /'/I. />,,/
l;.;„l,.,rM, Bidrag tit Gronland,}

/:,/, /'///