Full text of "Jens Baggesens danske værker"

See other formats

Google

This is a digital copy of a book that was preserved for generations on library shelves before it was carefully scanned by Google as part of a project
to make the world's books discoverable online.

It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject
to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books
are our gateways to the past, representing a wealth of history, culture and knowledge that's often difficult to discover.

Marks, notations and other marginalia present in the original volume will appear in this file - a reminder of this book's long journey from the
publisher to a library and finally to you.

Usage guidelines

Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Public domain books belong to the
public and we are merely their custodians. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing this resource, we have taken steps to
prevent abuse by commercial parties, including placing technical restrictions on automated querying.

We also ask that you:

+ Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individuals, and we request that you use these files for
personal, non-commercial purposes.

+ Refrain from automated querying Do not send automated queries of any sort to Google's system: If you are conducting research on machine
translation, optical character recognition or other areas where access to a large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the
use of public domain materials for these purposes and may be able to help.

+ Maintain attribution The Google "watermark” you see on each file is essential for informing people about this project and helping them find
additional materials through Google Book Search. Please do not remove it.

+ Keep it legal Whatever your use, remember that you are responsible for ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just
because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other
countries. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can't offer guidance on whether any specific use of
any specific book is allowed. Please do not assume that a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner
anywhere in the world. Copyright infringement liability can be quite severe.

About Google Book Search

Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps readers
discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. You can search through the full text of this book on the web

alihtto://books google. .com/

—

* 1 FR N

—1* | i a

— en MÅ me — "mA * ——— dl
nes ——— 5
— ERE KO E
i Q FRÅN i MR = få By E ng
7 — * eN i J Ga kr
i —* fg ——

geeereearo

Harvard College

FROM THE FUND IN MEMORY OF

Henry Wadsworth Longfellow

HEQUEATHED BY HIS DAUGHTER
Alice M. Longfellow

MDCCCCXXIX

185 555 180 485 185 885 485 885 655 885 855 85 SE 58) 854 08 155 884 SB 8855 985 855 350 (55 50 155 155 065 455 05

æg
(in
(if
*
8
ð
BE
(ig
*
(ag
ti
8
*
in
8
*
bag
tig
bi
gi
hy
*
tr
ig
*
Lin
(59
S

18 584 6 683 583 8 58 194 185 480 18 SE) 150 15 580 8)

— så
—

ag
r

—*

jens Baggeſens

danſke Værter.

— —— —

Anden Udgave.

— —— —

Ved

Auguſt —V

Forſte Bind.

43 ERE

Kjobenhavn.
Forlagt af Univerfitets-Boghandler C. A. Reitzel.
Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri.

1845.

Scom b30b.|,å (0-2)

MAY 11 1960

. Forord.

Det uiteraire Publicum modtager hermed en ny Udgave af
Digteren Jens Baggeſens danſte Varker, efter at
ten ældre Udgave fra 1827—1832 er udfolgt, og Forlægs
geren af nærværende Udgave har onſtet en ny forauftaltet.

J alt Bæfentligt er denne Udgave aldeles liig ben ældre,
ved hvilfen ſammes Medudgiver, den i vor: æftbetiffe og
" etbiffe Literatur hæderligſt befjendte Digter; C. J. Boye,
havde den virkſomſte Andeel.

Men fordi der i denne Udgave ere optagne de ſamm
poetiſte og proſaiſte Skrifter, i ſamme ſyſtematiſte Orden og
i det ſamme Antal Bind, ſom i den ældre Udgave, faa har
dog nærværende Udgiver iffe undladt at foretage nogle ſmaa
Forbedringer og Rettelfer i ſamme, der ſtyldes et ſenere er⸗
hvervet noiere Bekjendiſtab til hans Faders Liv og literaire
Virkſomhed. Saaledes ere enfelte Digte komne paa en mere
rigtig Plads, iſſer med Henſyn til Tiden, hvori de digtedes,
eg findes bag i hvert Bind enfelte oplyfende Anmærfninger.

En yderligere Oplysning om Digterens betydeligere Ar⸗
beider, hvad enten disſe ere optagne, eller iffe optagne i
denne Udgave, ſindes i Digterens Biographie, der er at
betragte ikke blot ſom et ſelvſteendigt Vork, men tillige ſom
et Supplement ſaavel til den nyere ſom ældre Udgave af
disſe hans danſke Værfer, famt til Udgaven af hans
„poetiſche Werfe in deutſcher Sprache.“ 2*

Endeligen bemarkes, at, da de meddeelte Skrifter oprin⸗
deligen ere tryfte til forffjellige Tider i den lange Periode fra
1783 til 1825, maatte man, for at følge en og ſamme Or⸗
thograpbie igjennem det hele Værk, ſtundom afvige fra den
Orthographie, ſom Forfatteren, ifær i ældre Tid, har betjent
fig af. J nærværende Udgave er den Orthographie taget til
Følge, ſom formeentligen for Tiden bruges af be flefte bedfte
danffe Stiliſter. i

Kjøbenhavn, i Decbr. 1844,

Udgiveren.

Poetiſte Skrifter.

Forſte Deel.

— — — — —
Y

Poetifke Fortællinger.

Indhold.

Side
Forfatterens Liv og Levnet, af hang Fætter .... 1.
Yecſiene Oprindeſſfſfffee enke 31.
Katten, eller Kjgarligheds Triumph ... ....... — 60.
Jeppe. Et ſiellandſt Eventhr ....... ............... 76.
Bet fortvivlede Mord ......... — ——— 141
Conftance, eller Amors Hevn-........ ERE BER AOF 145.
Kirkegaarden i Sobradife ..… ES E RED SE FEE RENEE 163.
Orpbens og Eurydice ...... — NøSL EGER 1 68.
Drsmmene ........... ........ 171.
Kallundborgs Krsnike, le —— Oprindelſe 175.
Ja og Mei, eller Den hurtige Frier ................ 197.
Thomas Moore, celler Venſtabs Seier over Kjærligged 217.
Bøden og Doctoren, eller den forte Peſt ............ 228.
Emma. Et romantiſt Eventyr ..... ............. …. 235.
Theateradminiſtratoriaden .. . . . . . . . .. ........... 273.
Jordens Kjarlighedshiſtorie, eller Aarstiderne .... 289.

—

7Tegnet, foran et Ord i Terteg, henviſer til en nærniere
Oplysning, ver findes i Anmærfningerne ſidſt i Bindet.

—— — —— — ——

Forfatterens Liv og Levnet
af

hans Fætter.

— At eo quid magis ridiculum? —

Tanaqu. Fab. cap. IV, de futilitate Poetices.

| Af alle Tanker, ſom en Pen
Har af et Blakhorn henflængt paa Papiret,
Mig ingen ſynes faa bemærfelig fom den,
Hvormed min Kallundborgſke gode Ven
Sin Bog om falig Paars har givet:
„Vort Levnet er fun fort! det er mod Evighed
„Som liden Landéby mod en flor og mægtig Sted.”
| Ak! at jeg med en Hammer denne Tanfe
Dybt ind 1 Manges Pander funde banfe,
Som op og ned i Buegangen ſpanke,
Og fommetider, hvor de burde gane, :
Til Andres Oval aldeles ſtille ſtaae;
Som fra det ene til det andet vanfe,
Smaa Glutter mellem Dukketoier liig,
For, ſom de falde det, at more fig.
Og faae, med Narreriers Drengefvøbe,

Baggeſens Værter. 1. B. 1

Den dovne Tidens Heft til i Galop at løbe!
Ak! at jeg funde banfe den i Hver,
Som finder Tidens Traad for lang ham er,
Og meoiſom firæber, ben at lægge ſammen
J Gieſtebud, Aviſer og Tobak,
Balletter, Kanefarter, Kort og Snak,
Og ſtive Sondags⸗Selſtabs tvungne Gammen!
Af, at jeg kunde banke den i Hver,
Som paa forvovne, nattegamle Vinger
Sig feiendes mod Evigheden fvinger;
Som troer, paa gjennembidte Gaafeffær,
At foæve Lyfets høie Throne nær, "
Og mellem Sole med fortryllet Øre
Pleiadernes Muſik til Engles Sang at høre;
Som hisſſet, 1 Begeiftrings Maſtepi
Med hine tidt proſtitueerte Ni,
Forglemmer hvad paa Jorden er at gjøre,
Og drukner Tidens Muus i Sværmeri
Med Laurer, Lotter, Minner, Marianer,
Og i den himmelrene Sympathie,
Som ſmitter Sjæl og Krop med Raſeri,
Suk, Selvſtud, Hængfel, Afmagt, Agonie,
Og tuſind andre jammerlige Vaner!

Ak! at jeg kunde banke den i dem,
Der Nat og Dag ſtudere, gruble, ſoede,
Og møifomt efter det i Bøger lede,
Som, naar, de vilde bruge bereg Fem,
Er hos hver Klokker Nat og Dag tilftede,
Den ſande, ſalige Philoſophie,
Al Viisdom, Dyd, og Lokke ſtikker i:
At doſe hen, fra Vuggen og til Graven,
Beſtandig efter Næfen, ligefrem,

Knap fee paa Stjerner, ſiden tælle dem,

Og i hoer Kamp, den være nof faa flem,

At floife Hjernen og befætte Maven —
Ak! at jeg havde kunnet banfe den

Net dybt i Panden paa den gode Ven,

Hvis Levnet her, til gyſeligt Exempel,

Jeg ſtiller frem i Eftertidens Tempel!+)

3 $ Unge, fom endnu har ei begyndt

Paa gamle Fero, tuli, latum, ferre,

Hvis Kundffabs Flødeffind endnu er tyndt!
D hører mig, og gjører Ondt et værre!
Aſſtummer, mens J kunne, dette Skind,
Studering paa Fornuftens Melk udbreder,
Og troer, dens ſode Melk jer Krop og Sind
Langt bedre foder, end den ſure feder!

Flyer al Philoſophie ſom Gift og Peſt,
Betragtning, Grandſten, Ponſen og deslige;
Og noies tarvelig med hvad en Præft,

Og høit en Provft om Dit og Dat fan fige. **)
Betænfer, Eders Lives Tid er fort!

Og driver den ei hen 1 Taaget bort

Med det Unyttigfte paa hele Jorden;
Dyvorer! ſpiſer! drikker! ſover! leer!

Og Bliver, hvis I funne, fnart til fleer!

*) Laſeren gior vel i, beſtandig at erindre fig, bet er en gammel Skoleholder,
fom taler.

**) Det er virkelig bedroveligt at fee, hvor meget Studering tager Overhaand i vore
Tider, ifær i disſe nordiſte Riger. Ved hvert Skridt i be ſmaa Kjabftæber maver
man en latinſt Skoledreng, og hvor man feer hen i Kjøbenhavn, feer man en
Student, bois man iffe feer paa en Profesſor. Fremmede, fom lomme hertil,
ftubfe ved be mange blege, morke, ſovnige Anſigter, og tænke hun lidt paa, at
hele Nationen ſtuderer. Folkets Gang i gamle Dage til Umaadelighed i Miod
og Ol har forandret fig til Umaabeligheb i Læsning og Grublen, faa at man
virtelig fan Hage med Senesa: Litterarum intemperantia hodie laboramus.

1 e

Og doer omſider i Naturens Orden!

Og troer, at denne Klokker⸗-Lethargie

Er mere værd end alle lærde Moier,

End al den dybefte Philoſophie,

Og hele Muſechorets Trylleri,

Hoorved fun flet man fover og fordøter!

Med Andagt læfer min Biographie! +)

Der findes hift og her en Deel deri,

Som 14 fit helge Lys min Sætning fætter. ++)
O! ſpeiler Eder i min ſtakkels Fætter,

Som, Himlen veed, dog ilke drev det vidt;
Men lidt af denne Suurdeig, meget lidt,

Er, om end nok ſaa lidt, for meget! hører:
„Vort Levnet er fun fort, det er mod Evighed,
„Som liden Landsby mod en flor og mægtig Sted!»
Og denne Sandhed Jer til Nytte fører!

Og ſpilder ef den Smule Tid, J har,

Paa Ting, fom ene Spot og Uro bringe,

Og ængfter et jer Præft, og Moer, og Faer,
Ifald J flige har,

Med vover Pøblen Jer at ville fvinge!

For Eders Sundhed førger, drikker Viin,

Og ſpiſer godt, og ſover, og fordoier!

Med Riden, Dandſen, Kysſen Jer fornoier!
Og bruger aldrig anden Mediein!

Forlader aldrig gode gamle Slikke,

Og laver Verden rulle, ſom den fan!

Mod egen fjelone Kummer holder Stand,

%) Seg falder ben min Biographie, forbi jeg har ffrevet den. Saaledes figer man:
Plutarts Biographier, uagtet man deri finder flet ingen Efterretninger om
Plutark É ; å

*x) Sætning fætter.” Det Hinger noget baardt Herr Fætter ! B.

Og flader ingen Andens gaae Jer an!

Og, fremfor Alting, tænfer, tænker ikke!
Men det er nof; thi Tiden løber bort,
Som Sophoeles ret markeligen figer: +)
Og hvad du gjør i Verden, gjør bet fort!
Den Regel aldrig nogenſinde fviger.

IN in gætter Baggefen, med Fornavn Jens,
Er født et Steds paa Jorden i
J orden,

J et Slags Soflek, om hvis Criftens

Frue Famas Dulcian har ingen Tone.

Hang Fader var en Mand, hang Moder var en Kone,
Den Sag er plat;

Men Hvo der havde dem paa Jorden fat,

Har Taushed ſtjult i Glemſels mørfe Nat!
Grundlærde Pennes Myriader

Formode blot, at brave Lameks Son,

Der bjergede, blandt andet, og vort Kjøn, ++)
Herr Captain Noah var hans Stammefader —
Og jeg — jeg finder Hypotheſen ſtjon.

Saafnart han fom til Lyfet, blev han vranten;
Han vrippede den Gang, han førft blev fvobt;
Han ſtreg forffræffelig, da han blev døbt,

Og var fra den Tid af beftandig ffranten.

") Als ijon yde molvs lxtératar yQdvos.

Sophocl. Aj. fiagr. in fine V. 1423.

) Det er befjendt nof, at Noah bjergede i fin Art mange flere Dyr end Menne—⸗
fler. Herved falder mig en Dumbed ind, fom mange fore Skribentere bave gjort
fig fyldige f, ved at paaſtaae, at ber ingen Fiſte var i Arken; ligeſom om Sar-
per og Karusſer lunde leve i falt Band ? J.

Man har fortalt, at efter Preſtens Bud
Den onde Mand fom iffe rigtig ud,
Men at en Stump, til Barnets ftore Plage,
Af den Urgnes Næfe blev tilbage;
Og den Omftændighed var Aarfag i
Den megen Synd, paa Prent han ſiden øved”, +)
Hvormed han Faer og Moer og Præft og Degn bedrøved”,
Kor Folk at dysſe hen, fig Sovnen ſelv berøved”,
Og med Seline, Cypris og de Ni
Bedrev Afgudert,
Altſammen under Navn af Poefte.
Det være, fom det vil. Enhver i Kirken troede,
At den urene Aand med Krop og Sjæl
Var ganſte jaget ud af fit Hotel;
(At falde Fornems Huus Hotel, er Mode,
Og Satan fornem er, det veed man vel.)
Jeg et bedømme vil, hvorvidt den Snaf er grundet;
Kan være, den af Nid er blot opfpundet;
Endſtjondt det let fan træffe til engang,
At den, fom af en Aabning la'r fig blæfe,
Jfær naar Aabningen er trang,
Kan miſte lidt 1 Flugten af fin Næfe.
Det lille Noer vpvorte Dag fra Dag
Paa Faders Knæ, paa Moders Skjod, faa rolig,
Reed paa fin lille Kjepheſt nof faa trolig,
Og fandt i Pebernødder megen Smag,
Og meente, fra fin Faders lille Bolig
At funne fee bag Søen tydelig
Det Planfeværk, fom er ved Verdens Ende,
Bag hvilfet Sol og Maane ffjule fig,

— —

*) See alle be folgente Stokker i denne Samling. F.

Naar Engle Himlens mange Lamper fænde;

Og troede hele Verden var faa glad,

Som han, naar han af Moders Haand fif Mad.
Men dette glade Liv fun varte fort —

Af! ſpede Barndoms Dage fnart henglide!

De forte Haar med Aldren blive hvide;

Men Livets Hvidt med Aldren bliver fort.
gem Aar var omme. Tanken i hang Hjerne

Begyndte meer og meer at ſpire frem.

Nu gad han vidft, hvor langt den næfte Stjerne

Var fra hang Hjem?

Og hvad der var bag Planfeværfet,

Som han bag Søen havde mærfet? —

Og om man funde did 1 fire Dage gane? —

Hvor flor vel Jorden var? om fyrretyve Haver,

Enhver faa flor, ſom den, der tæt ved Hufet laae,

Vel funde til dens Størrelfe forflaae ? —

Om og Rhabarbra var Guds Gaver,

Og Ingefær, fom han i Sirup fif

For Hofte? — hvorhen Solen gif?

Hvorledes den kom op igjen? hvorlunde

Den, uden Been, faa hurtig rende kunde? —

Hvor Storfen havde faaet fat

Den lille Søfter, han faa længe venten”,

Og fom den bragte ham forleden Nat?

Om alle Menneffer af Storfene blev hented'? —
Den Grublen og den Sporgen fatte tidt

Dans Moder i Forlegenhed for Svar;

Hans Mofter fandt, den gif for vidt,

Og frygten? det ei gode Tegn juft var;

Hun leed et denne Sporgen for fin Død,

Og ſtoppede hans Mund med Sutferbrød.

Men Degnen derimod, Oraklet der i Egnen,
Saae heri Glimt af Philoſophen, Degnen;
„Jeg frit tør bande paa”, faa lød hang Ord,
„At der i ham en Diaconus grogr,

„En Philoſoph, hvis Gud vil holde ham i Lve;

„Det tidlig degne flal, der gode Degn ffal blive.”

Hans Fader ſtjenkede ved ſaadan Leilighed

Nok et Kruus Dl — og Degnen faa blev ved:

„Jeg ſelv, mens jeg var meget lille,

„Til Alting Grunden vide vilde;

„Nu fpurgte jeg om Dit, nu Dat —

„Eet Spørgsmaal fan jeg godt erindre:

„Vi havde hjemme juft en lille Kat,

„Der var faa flor, fom jeg, maaffee lidt mindre,

„Den fangede, fom andre Katte, Muus,

„Der vrimled' i min falig Faders Huus —

„Strax grublede den lle Petrus paa,

„Hoorledes det gif til, og ſpurgte faa:

„Hvi fanger Katten Muus? hoi fanger Muus ei
Katten?

„Af flige Spørgsmaal gjorde jeg en Skok;

Men ene dette fynes mig er nok;

„Min Moder tænkte paa det hele Natten;

„Med Graad hun har mig tidt fortalt,

„Hvor vægtigt disſe Ord paa hendes Hjerte faldt.

„Fra den Tid af man lod mig ſtrax ſtudere;

„Nu er jeg Degn, og fan med Tiden blive mere.

„Set Pogen“, blev han ved, „ſaaſnart IJ fan,

„J den latinffe Sfole,

„Og feer fun til, om iffe ogſaa fan

„Med Tiden faner engang den forte Kjole!”

Man rigtignok fortæller, at vor Pog
Lod til at have Lyſt til meer at vide,
End ber behøves til at blive Drog;
Men paa Fortællinger man ikke ſtort fan lide.
Jeg er hans Fætter, jeg, og jeg bevidne fan,
At jeg hos Ynglingen, hos Barnet, og hos Noret
Har aldrig Tegn til noget andet ſporet,
End til færdeles tarvelig Forſtand:
Men dermed har man ogſaa nok — o ja!
Til Degn, til Præft, ul Provſt etcetera —
Fra denne Kant jeg Degnen Ret vil give;
Thi hvad fan iffe Degn og Biſkop blive?
Og hvoraf gjør man iffe Provſt og Præft?
Ti Rang og Rigdom, fvobt i Troens Kappe,
Paa Kirkens brede, bolſterblode Trappe
Man fliger fnareft, mageligft og bedſt.

„Slaae dig i Herrens Navn til Bogen
„Paa Degnens Ord!“
Udbrod omſider bande Faer og Moer —
Og glad blev Pogen —
Thi Hedninger maae ſige hvad de vil,
Studering er døg bare Borneſpil,
Og Tæfe: Fero, tuli, latum, ferre —
" Hic, hæc, hoc, hujus, horum, harum, horum —
Og alt det andet dumme Kakkelorum
Er intet andet end, unyttigt Fjas,
(Der morer Børn, fom anden Spas)
Om itfe det, ſom end er værre.

Med ſamme Vellyſt derfor, fom hver Ander,
Der menneſtelig Hjerne fif i Panden,
(Og ikke tvungen bli'r dertil)
Min Fætter gav fig af med dette Spil,

Og, fom man kaldte del, ſtudeerte —
Det er at fige: læfte graadig Alt,

Hvad prentet i hang Hænder faldt,
En Smule Klogt og meget Galt,

Og — vet forſtaaer fig — over Alt
Saa godt, han funde, mediteerte.

Det gif i Ferſtningen ret godt,
Saalænge han fig holdt til Prækner blot;
Men ſiden fif han fat paa de fordømte Bøger,
Hvori paa hedenſt Vis man efter Sandhed føger,
Og, om et finder, dog den fommer mere nær,
End raadeligt i denne Verden er.

J disſe Satans egne Hexerier,
Aſtronomier og Philoſophier
(Det Eilſchov bøde for!) han grubled' Dag og Nat.
Det nyttede fun lidt, at Degnen fif ham fat,
Og læfte for ham — ffjøndt, til Degnens re,
Man paaſtod, at han funde, naar han gad,
Omvende hvem det ſtulde være —
Men det Fragment af Morkets Aand, fom fad
Fra Daaben af i Drengens Hals tilbage,
gorfpildte rent Omvenderens Umage.

Jeg et fortælle tør det Rama⸗Skrig,
Som i den hele By herover reifte fig;
Thi Pogen lod fig offentlig forlyde, 5
Naar han i Snaf med Byens Lærde kom,
Med Meninger om Jordens Dreien om,
Om flere Verdener, om naadig Dom
Selv over Djævlene, naar Enden kom —
Om Salighed for Tyr, faavel fom Jyde,
Og meget andet fligt, ſom Gud forbyde!

Forgjeves Degn, forgjeves Præft
Forſogte hver paa fin Maneer, ſom bedſt,
Den unge Synder om at vende —

Omſonſt forbød de ham at lade Jorden rende,
Omſonſt de trued' ham med evig Soed,

Ifald han havde noget derimod,

At Zadigs Autor evig maatte brænde,

Omſonſt de trued' ham med evig Ild,

Ifald han troede Vredens Gud faa mild,

At han den mindſte Djævel af den Gryde,

Som evig lige ftærkft ffal evig lyde,

Tog op igjen — „nei!“ raabte begge: „nei!
„Guds Vredes Flammer ſlukkes evig ei!”

Den arme Dreng forbaufet og fortabt,

Paa Djævlens og Boltatres Vegne,

J Taarer udbrød: „Har da Gud er ſtabt

„De mindſte Djævle felv faavel ſom Degne?
„Og mon han ikke danned' til fin re,

„Og til Lykſalighed,

„Af ingen Ting den ſyndige Voltaire
„Saavel ſom Deres Velærværdighen ?

„Og forudſaae han, at han fulde blive

„Til evig Tid forffudt,

„Hvi traf han ham af Intet frem til Live?
„Hvad havde han, før han blev til, forbrudt 2,”
Man nu for filbigen fandt ud, |

At det var Synd mod Menneffen og Gud,

At lade flig en Pog ſtudere

Mere.

Bor end, om muligt, dog hang arme Sjæl

Ut redde fra bekjendte Kloer af Satan,

Der raged' til fig Cora, Biram, Dathan,

Song Aab, Zambri, Dronning Jeſabel,
Pilatus, Judas, Mahomet, Voltaire,

Og fler, fom man ei værdiger den re,

At nævne, ffjøndt man veed dem meget vel, >)
Beſlutted' man, med eet at fige Stop

Til denne kjetterſte Galop,

For han med Krop og Sjæl (ſom oventil citeerte)
Midt ind i Djævleftalden galoppeerte.

Tolv Aar han havde fyldt i ſtakket Tid;
(Man veed, at Tiden fom en Heft fan rende)
Da han Befaling fif Studeringen at ende,

For med desmeer Opmarkſomhed og Flid

En Amtsforvalters Steg at vende,

Polere Fuldmagts Støvler, Krøller ſlaae

Paa gamle, vrantne, ſtridige Parykker,

Summere Tal — og Naſeſtyore faae,

Naar hiſt et Nul var Feil, og her em Kop i Styffer.
Tungt gif en Tiv paa denne Maade bort

Nedboiet under Latris og Transport;

End tungere min Fætter gif i Tiden —

Og tungt han har beftandig gaaet fiden.

Wen, tjære Læfer! jeg vil være fort —
Og iffe Pen, Papir og Blæf forøde
Med hvad en Skriverdreng fan møde;

J Vers, det veed vor Herre! klinger fligt

Kun jammerligt —
Gud fad os aldrig i vort Heltedigt

Saa ſtarkt til nationale Helte trænge,

At maatte føge dem blandt Skriverdrenge!
Jeg troer det Velanftændighed og Pligt,

mn]

*) 3. Er. Socinus, Spinoza, og overhovetet alle Hedninger cg alle Philoſopher.

At ſpringe dem forbi,
Naar man har mindſte Væfen med de Ni.
Omtalte Fætter (hvis Biographie
Begynder nu mig felv at fjede,
Fordi der er faa lidt Beſynderligt deri)
Fik Dag fra Dag til dette Maſtepi
Med Bufler, Støvler, Tal, Stegvenderi,
Og Naſeſtyvre, meer og mere Lede —
Og famme gif faa vidt, at han — gif med,
Og fandtes iffe meer paa det benævnte Sted.
Man hørte Graad og Sfraal og Sfrig i Norden;
(Man huffer han var fods et Steds 1 Nord)
Man troede, han var iffe meer pan Jorden,
(OD! hvad man iffe troer!)
gordi man fandt ham. et paa tuſind Skridts Diftance —
Saa flutter Flor, at Alt, hvad her vi fandfe,
Er blot Indbildning, futter Drommeſpil,
Og troer, at ingen Ting er virfeligen til,
Fordi han Intet til fin Slutnings Hinder
J hurtig gjennemledte Hjerne finder —
Man fandt ham endelig; og Hver, fom græd, nu loe,
Iſcer de 50,
Paa hvilfe Himlen blid hans Velfærd lod beroe.
Han bad om Lov til meer at læfe —
Thi Sjælen havde fultet, fom en Hund,
Mens paa Comptoirets Sfjær han flod paa Grund
J blot Fadaiſe.
Og fif corporlig Straf, for hvergang i en Krog
Paa ferffe Gjerning man ham fandt med mindfte Bog,
Selv Hübners fljemtende Geographie,
Hvor Himlen veed dog lidt af Sundt og Sandt er i.
En Almanak, med Aftenfang i Enden,

Og falig Sofrens Arithmetica
Var al den Læsning, ſom han uden Sfjenden
Af Amts-Califen ſlap heeloret fra.
Lykſalig den, hvis tarvelige Hjerne
Kan af faa ſmaa Portioner blive mæt!
Ak! i min ſtakkels Fætters fultne Stjerne
Stod firevet: Faae Bekomſten ei ſaa let!
J foie Tid han ſtopped' ſi ig i i Panden
Faſt hele Sognets Sort paa Hvidt,
Og nød den ene Tome paa den anden
Med idelig forftærfet Appetit.
Jeg een Anmærfning dog maa hertil lægge:
En Slughals i et Fad, en Slughals i en Bog:
De fluge begge,
Den Ene fig for mæt, den Anden fig for klog —
Det førfte Kroppen fun, det ſidſte Sjælen flader:
Jeg derfor mindre hiint, og mere dette hader;
Og meget heller her fortælle gad,
Hois Sandhed iffe bandt mig Munden:
At Fætter ftræbte meer i tilladt Fad
Med Steen at randfage Bunden,
End i forbudne Bog at vende ſidſte Blad.
Den lærde Verden vil, til Fætterg re,
Det veed jeg nof, af modſat Mening være;
Men af! men o! Gud naade den,
Som fun den lærde Verden har til Ven.
Den, for det førfte, fun er meget lille,%)
Den, for det andet, er gemeenlig ſoag,

*) Man maa ilfe formænge ben lærde Verden med ben ftudeerte Verden. Der
er næften ligefaa ſtor Aſſtand fra ben Studeerte til den Larde, ſom fra den
— til den Viſe. J.

Den, for det tredie, fig gjerne holder ſtille,
Og, for det fjerde, gi'er min Fætter en god Dag.

Men atter til Hiftorien tilbage —
(De Varenthefer har Sieur Satan flabt!
Med dem kom ind i Verden Langheds Plage,
Og Kortheds ffjønne Paradis blev tabt.)

J Stabelftaden vare tvende Sfoler,
Den ene lav, den anden bør;
J begge lærte man — at gjøre Stor,
Og mellem allehaande Caprioler,
At bande, kives, baxes, og lidt meer —
Paa gode danſte Skolegangs Maneer.
Et hundred Børn, ſom Bier i en Kue, +)
Ommylred' i den Laves Stue,
Til riisbeveebnede Deſpot indtreen,
Og med en Degne⸗majeſtætiſt Mine,
Som ſpaaede Næfen Puf og Bagen Pine,
Jog paa fit Sted, ſom Lynet, Hver og En —
Hvorpaa fra Fibelbrættet til de Stykker,
Velfalige Pontoppidan
Som Troens Grændfeffjel har ſtreget an
Og overladt til dem, Geniet tryffer —
Religionens hele Theorie
J fammenblandet Sfraal og Skrig og Knurren
Blev ramfet uden ad og opædt inden i
Til ſand Opbyggelſe for Folk, ſom gif forbi
Og hørte denne Chriſtendommens Surren ;
Judtil det hoiſtforonſtte Bortgangs Bud
Adſpredte Sværmen, der for Glæve rent af Lave

”) 3 Gulby og andre Landsbyer figer og ſtriver man Kue iſtedetfor Hub e.

Paa Kirkegaarden, mellem Fædres Grave

Med brudne Been ombytten? Hovedbrud.

Aldeles anderledes var den Hoie,

Hvor med den bare Tro man iffe lod fig noie.
En halv Snees Drengebørn af Stand,

(Der i Korgøer er meget rare)

Hvis Modre Fruer og Madamer vare,

Blev oplært her i Alt, hvad tænfes fan. ;
"Pontoppidan,

Der hisſet var Peripherien,

Bar Centrum her; med mindre Hovedbrud,
End hift man til ham gif, man her gif fra ham ud
Til Sprogene, Geographien,

Hiftorien, og ſelo Philoſophien.

Det var et faligt Syn om Vinteren, at fee
Med hvilfen Mængde Bøger, fpændt i Belte,
Om Morgnen efter nattefaldne Snee

Hver af Eleverne ſaaes gjennem Gaden ælte.
Min arme Fætter ofte fane det an,

Og allenſtund derved hang Tænder lob i Vand —
„Ak!“ tænkte han (og af! fo meer de brag
Jo ftærfere hans Hjerte banfen”)

„Ak! hvorfor er din Fader iffe rig,

„Hvorfor er dog din Moder et Madamme,
„At denne Lon big ogſaa funde ramme? >
„O Himmel! vilde du bonhore mig,

„Og mild i denne Skoles Himmelglæde

„Ved et Mirakel, eller fan omtrent,

„Mig blot en tolvte Part tilſtede!“ —

Et fligt Mirafel var i Byen aldrig hændt;

Den Skole var, fom hvert et Himmerige,
Tilgængelig alene for de Rige —

Naturligviis! for Intet Intet faaes.
Kor tvende Sfilling høit, per Dreng .og Pige,
Man i den Lave funde ſlaaes;
J denne derimod det koſted' vel en Daler,
Foruden Bøger, Blæf, og Pen, og Linealer.

Til Lytfe var den Skoles Precepteur
(Saa faldte man ham 1 Korsøer)
En Mand af flort Genie og den Geniet egne
Point d'honneur,
Der ikke findes lettelig hos Degne;
Han fandt det under ſig og ſit Genie,
At lære Børn at læfe, ſtrive, regne —
Som han for Reften var et reent ufyndig 1;
Men derimod Latin, Geographie,
Hiſtorie, Moral, Philoſophie
Han ikke havde holdet mod fin re
Selv mindre vorne Børn at lære,
Hvis et en lille Hindring, nemlig den,
At han det alt for længe fiden
Aldeles havde glemt, og ei gad ſpilde sg
Med nu at lære om igjen,
Ham havde nødt til den begvemme Maade,
At lade Skolen felv fig raade.

En delicat Samvittighed
(Som Folk af Point d'honneur er gjerne plaget med)
Forbod ham midlertid, endffjøndt med frelfet re, “
Aldeles rolig i fin Mag at være;
Hver Mand af ftort Genie fig nemlig føler tidt
Om juft ei Patriot, faa dog Cosmopolit |
„En Smule“,, tænfte han, „var bet og nof faa lidt,
„En Smule burde Børnene dog lære,
„At ſtrive for Exempel? jeg vil fee

Baggeſens Varker. 1. B. 2

„Hvorledes jeg udfører den Idee“ —
Tenkt! fat i Verk — .en Anden havde nøiet
Sig men den Selobevidſtheds føde Lyft,
At have Fætfet ud i cosmopolſte Bryft
O En Plan, fom har det Heles Vel for Øiet,
Og ladet det ved fit Desidero
Beroe.
Men denne Statsmand*) var i bette, fom i fiere;
Juſt ſtabt til at realiſere.
Der om min Fatters Skrift gik Ry
J begge Skolerne og i den hele By —
Hvor underlig fig Lyffen dog mon føre!
Han pludfelig blev henſat den Høle.
Hvordan han loe, hvordan han fang,
Og hvor han græd, og hvor han fprang,
Og hvor han rent af overvættes Glæde
Sif fra fig felv og fin Forſtand
Til dette de Korsoerſte Muſers Sæde,
Jeg et beffrive vil, fordi jeg ikke fan.
Men derimod hvorledes han nu lærte,
Hvad han begjerte :
Den hele hoiere Theologie,
Hiſtorie, Geographie,
Latin ifær, og hvad der hører til —
Med flig en Grundighed, at, før et Aar var omme,
Dan fandtes udlært efter Alles Domme —
Jeg et beffrive fan, fordi jeg iffe vil.

*) Min Fætter har Ret. En Skolcholder, og ifær en Skoleholder, ſom ben her be-
ſtrevne, Fan gjerne falbeg en Statsmand; med mindre man vil negte, at en
Konge fan belægges med bette Navn. Jeg, for min Part, Holder for, at bet
Crbfprog: Sporgsmaal om Kongen er Abdel? færdeles vasfende Fan
paralleleres med bet: Spørgsmaal om Kongen er Statsmand? B.

" Men udlært i Korsoer ei vilde fige meget;
En kritiſt Theolog af vores Rorbyes Værd
Man der endogſaa havde faldet færd
J Fætters Tid. Oplysningen er fleget
Og, ſom man figer, dagligdags tiltager
Mangfoldig der, ſom andenfteds ;

Man Salomon fra Jørgen Hattemager
Og Klogt fra Dumt at ſtille nu begynder,
Og ſtal, fom jeg har hørt, med mangen Arvefynder
Ei længer være nær faa vel tilfreds,
Som ben Tid. — Jeg, for min Part, ei juft ynder
Den overalt nu gængfe Lyfen op,
Men haaber med enhver gudfrygtig Synder,
Naar jeg betragter dens vanhellige Galop,
At man dertil i Tide figer Stop,
For det for ſildig er, ſom fnart fan hænde,
Og inden, før man rigtig feer fig om,
Den hele Chriſtendom,
Med Moſes, Arveſynd og andet Prent
Y voreg gode gamle Teſtament,
Pontoppidans og Augsburgs Confesſion,
Og Univerſitetets Fundation,
Samt al den ovrige Religion
Til Harm før hver dens Vægter og Patron,
3 Bund og Grund blør løbet overende.
Oplysning er ret brav. til Tid og Sted,
Naar der er Maade med;
Men, naar den gaaer for vidt, ſom hos de Tydſte,
Naar Grublen, om det Sande felv er fandt,
(Man har jo noget fligt af — denne — Kant,
Der ingen Ting ſtal fee faa grandt?)
Kort, naar Fornuft fig mænger deriblandt —
2*

Saa fljælve bør hver Iydſt — og vi er? alle jydſte.
Og fandelig det fader til

J vore Dage, eller vore Natter,

Som om man efterhaanden glemme vil — —

Men hillemen! jeg glemmer reent min Fætter —
Han nu var meer ulyffclig end før;

Han havde fmagt en Dryp af denne Kilde,
Hois Væld man udtømt ham forfiffre vilte,
Fordi dens Brønd her virfelig var før —
Men ſtjondt han rigtignok i begge disſe Soler
Er funde lære meer, end alt fan havde lært,
gandt han det dog en Smule fært,

Om ei et Steds imellem begge Poler

Der ſtulde gives gen endnu, hvor man

Dog i det mindſte vidfte meer, end han.

„Der gives ſaadan gen, der gives flere;

„Men ak! der hører Penge til;

„Et fattigt Barn fan ikke ſtrax ſtudere,

„Fordi det vil —

„J Slagelſe, min Kjære! for Exempel,

„To Miil herfra, er fligt et Viisdoms Tempel;
"Men Veten er dertil, fom den til XEreng, lang
„Og trang.“*) —

„Den være, ſom den vil! man fan jo rende,
„Naar man har Mod og Lyft, til Verdens Ende —“
„Ret faa! men det er ikke Dermed gjort!

„Betænk, min lille Ven! han har en Mave,
„Der ogſaa vil en Smule Næring have —

„O! Band og Brød dog fofter iffe ſtort! —“

„Ret faa! Men for at finde, hvad han føger,

*) Den nye lige Landevei var bengang ille anlagt.

Se.

„Behever han, foruden dette, Bøger;
„Hovor faner man uden Penge disſe fra? —“
„Men der er dog Stipendier.“ .... „O! fat
„Men deels man faaer dem iffe ſtrax i Hænde,
„Et Prøve-Aar maa forſt gaae halvt til Ende;
„Deels gaae de floiten til Logie, til Brænde,
„Til Pen, Papir, og Lys, eteetera.
„Lyd han mit Raad, og lad den Grille fare!
„For fildig han fortryder den engang!
„Den Tempel-Vei, ſom fagt, er alt for lang,
„For fnudret, tornet, og for fuld af Fare! —“
Men af! Exempler nof man har derpaa:
Naar eengang ffrevet ſtaager i Skjebnen „Gaae!“
Saa byder al Fornuft omſonſt os ſtaae.
gorgjeves ftræbte man, vet Faren at belyſe,
At faae min Fætter til for dette Tog at gyſe,
Anforte ham Exempler fidft og føorft +)
Paa Lærde, fom frepeerte var? af Gſeld,
Poeter, ſom omkomne var? af Torſt,
Og Andre, ſom var? ſulted' reent ihjel;**)
Og viſte ham, ſom i et Perſpectiv,
Sit hele folgende Studenterliv —
Omſonſt! han trodſed' Alt; han havde lært at fryfe,
Var vant til Sult og Tørft, og lod fig" iffe kyſe.
J Slagelfe var gængs den ægte danſte Skik,
(Jeg figer ægte danſt; thi alle danſte Skikke
Juſt er det iffe)
At give fattig? Børn, fom der Oplysning fif,

*) Det fulde egentligen hebde forf og ſidſt; men et Hysteron Proteron imellem
gier, efter mine Tanker, ifær i Poeſie, en fortræffelig Virkning.
**) Historia Litteraria, ſaavel ben nye, ſom len gamle, vrimler af flige Griner
B.

Bed eget Bord at ſpiſe og at drikke —
Og vee min Fætter, om det ham af Minde gif!
Om et hvert Smørrebrød, fom gav hang Hunger Life,
Hog Stolpe, Clauſen, Anderſen, og Gliſe,
End mindede ham tidt, naar Sjælland ſynes flem,
At dog Goddadighed har der fit fande Hjem!
O! vidſte jeg, at det ham nogenfinde,
Selv i det næfte Sefel, gif af Minde,
Jeg flængte Pennen ſtrax, og angred' hvert Minut,
Jeg havde ſpildt paa her, med Rimets Lage,
Ut falte hen til Verdens fidfte Dage
Et Levnetslob, fom burde gaae caput!+)
J Tillid fil, at han og kunde nyde
Sin Deel 1 denne gjeftfrie Hjælpfomfed,
Og ftolende paa, hvad der inde flyde
For Reften af hang lærde Sved,
J Troen til det Forfyn, fom fra Hunger
Beſtjermer hjælpeløfe Ravneunger,
Beſluttede man endelig hans Ro
Med, efter meget contra, megét pro,
At ſtikke ham til denne forte Sfole,
For paa Latin at lære der den Tro,
Som hjalp faa Mangen i ven forte Kjole.
Man mærfed? åg, (imellem os!)
At Fætter egentligen var i Grunden
Langt mindre flærf i Næven end i Munden,
Et Slags Rhinoceros,
Som alffeng Bøger funde fluge,
Men ellerg var til ingen Ting at bruge.

— — — — —

*) Ret! fjære Fætter! frugt iffe derfor. Alud ſtal mit Hierte med Talnemmelig-
bed erindre disſe Velglerninger. B.

Man læfte af hans Phyſiognomie,
At Klogſtab ei var det, ſom han fla dybeſt 1,
Og at fan neppe nogenfinde
Paa Snildheds Vinge
Sig til den mindſte Lyffe vilde fvinge;
Man læfte af hang Handlinger og Ord,
At han fit eget Navn flod Fare for at glemme,
Og at han egentlig ei havde hjemme
Paa denne Jord;
Man læfte af hang Helbred, at han iffe
Til meget Slid og Slæb fig vilde flikfe ;
Man ſlutted' af det Alt, tilſammenlagt,
At han var — et Rhinoceros, ſom fagt.
Nu er, til Lyffe, brugeligt paa Landet,
At, naar et Drengebarn et duer til andet,
Og intet Hoved har, felv iffe til en Læft,
Saa, for at danne bet til Lærer eller Præft,
Man flænger det i den latinffe Skole hen.
Hvad Jorden bruger et, foræres Himmelen.
Det fynes underligt: men det er intet Under ;
Den Vedtagt fig paa gamle Støtter grunder:
Erfaring har os lært, at Hver, fom gaaer paa To,
Selv den, fom et tilgavns fan vogte Svin,
Kan lære Troen paa Latin,
Og vogte Kirkens Faar med famme Tro.
Hvorledes man nu rufted? ud min Fætter
Med nye Støvler og med nyvendt Kol,
Med Kalvekryds og med Manſtjetter,
Hvori han funde ſtinne fom en Sol
Imellem hine Sole,
(Jeg falder Sol i aandelig Forſtand
Enhver, ſom lyſer op et Land,

Og a priori Hver, fom gaaer i Sfole)
Hvordan han Afſted tog, hvormeget Vand
Udgydet blev, med meer, jeg her fortæller ei —
Hvordan han endelig den trange Vet
Til Templets Port fif lagt tilbage,
Og ved dets blotte Syn forglemte al fin Plage,
Hvordan i dette Syn han ſtrar fornam
Skinbarlig alle Muſer hilſe fam,
Og folte Phobus ſelv, livagtig, op ad Dage
Med al fin Guddoms Ild og Kraft og Lyft
Beaande hans af Glæde fpændte Bryft —
Jeg det og meer endnu beretter tffe heller ;
Fortælle Hvo, der vil, deslige Bagateller.

Jeg fyringer Vet og Port til Templet reent forbi,
Og fom Homer (den jeg i alle Styffer
Gad fulgt) har gjort for mig, min Læfer rykker
Med Fætter i en Snup midt ind deri.
Der ftaaer han. Lad ham ftaae! Imidlertid
Vil Læferen og jeg et tabe reent vor Tid,
Men fee os for i Veien noget om
J dette Rectordom.

Latinſte Skoler ere Monarchier,
Og deres ſorte Hobe, ſom i meer,
J Dragt, i Sværmen, og i den Maneer,
De ſtyres van, faft Alt tilfælles har med Bier,
Paa tvende Smaating nær:
En Dronning,
Og Honning —
En Rector have de for hiin,
Og Honningen er her Latin.

Og denne Sfole var et Defpotie
Med Adel og Ariſtokrater 1,

Af alle Former, hvori Tyrannie ;

Den arme Mennefi hed fordanner og forqvafler,

Den værfte! Selv aldeles Anarchie

Udflæffer et faa mange Stafler,

Kun Død er dennes Frugt; men hiins er Slaveri.

Regenten, fom ved Konſten, trods Naturen,
Bar bleven dens Tyran,
Bar en Piſiſtratus — Cenfuren
Gik ham ærbødigen forbi, fom Mand,
Som Rector, og fom Lærd — men nødt til Sværdet
Af tufinn Misbrug, fom hang Formand lod
J Anarchiet fæfte Rod,
Af Iver for fin Pligt han havde hærdet
Et Henri Quatre-Bryft
Til Joſephs Lyft, =)
Og med en Strenghed uten Lige
Holdt i beftandig Zittren Skolens Rige.

Regjerte Menneſter til Vederlag regjere,
Og ſtrengt Regjerede regjere ſtrengt;
Tyrannens Slaves Tral vil og tyranniſere,
Trykt vil han trylke, dobbelt, trykke mere,
Hængt Mand vil fave hele Verden hængt.
Man overalt fig fan til denne Svaghed ſtave:
Den firengefte Deſpot er juſt den ftørfte Slave.
Tyranniſeer! tyranniſeret vær !
Det fommer ud paa eet — faafnart man felv vil byde,

+) Fofepb ben anden, ſom nu ſtal være bed, figer man. F.
Gan er virkelig faa aldeles deb, ſom man fan enſte fig, for over et Aar ſiden;
men i Hulby bar man de udenlandſte Cjterretninger meget fildig. B.

Maa man til Vederlag en Anden lyde,

Og ben, fom lyver hift, vil omvendt byde her.

Jeg veed det med mig felv, med hvilfen zevſiſt Truen
Jeg ryfter min forældede Paryk

Og flynger Tordenrifet rundt i Stuen,

Naar Præften over mig har gjort fig alt for tyk.
Ham Provften gav formodentlig en Suippe,
Jrettefat af Bifpen, der, /
Hoit over mig og Præft og Prooſt ophoiet, er
Den førfte Høg i dette Hoge⸗Knippe.

Qvo jure nu den førfte Fyrfte blev?

Qvo jure den, fom ei regjeres meer, regjerer?

Der ſtaae vi! Tufind Lærde ſtrev

Derover fig og tuſind Gjæs ihjel

For og imod med lige Sjæl,

Og end, i Mangel af et Himmelbrev,

Man lige klog derover diſputerer.

Jeg ef vil øge den Difpyt —
Jus pædagogicum — derover gad jeg førive
En Bog; men over Jus divinum .... Pyt!
Det la'er jeg blive.

Det Skolarchie, fom her jeg taler om,
Hvis Ark med al den Ret, ſom dydig Iver,
Retflaffenfed og Kundffab ene giver,

Til Sceptret kom,

Indvortes var i Bund og Grund fordærvet,
Og Sobradife felv er iffe meer udnervet

Af Politikens Utugt, end det var.

Nu er det Smørrebrød Piſiſtratus at være,
Naar man t et Athen fan flyre, raade, lære,
Og naar en Solon man til Formand har;

Men i en Hellig-⸗Anders-Skoles Rige, ")
Hvor falig Otto Rud i forudfalig Slum ,”
Lod fem og fyv beftandig være lige,

Og Peer, fom Povl, beftandig være dum,
Man et faa let t forſte Dieblik

Realiferer Platos Republik

Blandt hundred andre Slendrianer,
Som der i Merket havde feſtet Rod,
Urokket, endelig urokkeligen ſtod
Den Primret, ſom en Meſterlectianer
Gav Hals og Haand i Skolen over Hver
J alle mindre Clasſer. Fjern og nær
J vores, Pavens, og i Tyrkens Egne,

J hele Herſterrigets Allevegne,

Hvis Negerhelvedet**) man gaaer forbi,
(Og Hvo tør vove blot fit Blik der 2) +++)
Omſonſt man leder om bets Mage.

J vette Dieblik, ſtjondt ikke ſaare fri,

Jeg i mit herſoms Slaveri

Dog tænfer gyſende derpaa tilbage.

+) Hellig Anders er Slagelfes Patron. Han intreed ale Bveng vidtleftige
Marker i cen Rat paa et nattegammelt Føl, og var faa hellig, at han kunde
hænge fine Handſter pan Solens Straaler. Hans Begravelſes Hoi er
endnu at fee van hoire Haand af Veicn til Korsoer. KF.

**) Veſtindien. Min Fatter bar Ret. Det vil falde vanſteligt, fan aldeles at rea⸗
lifere Himmerig nogenftebs ber paa Jorden, fom man virkelig ber har realiferet
Helvede.

+44) Min Fætter bliver altid heftig, og taber undertiden al Fatning, naar han kom⸗
mer paa denne Materie. „Forbandede være de Forfattere, fom misbruge deres
dialectiſte Vid under Navn af Philoſophie til at forfvare denne djavelſte Handel
og Behandling, ſom, naar alle Smaa ing engang ere kaſtede overbord i Lethe,
og blot be ſtorre Masfer blive biergede i Hiſtoriens Baad, vil lomme Efterver⸗
benen til at gyfe for be Aarhundreder, vi have Taldet be meeſt oplyge.” Man
maa iffe forbande Menneſter, ljære Fætter, fagte jeg. „Jeg forbander iffe Men⸗
nefter”, raabte han, „jeg forbander disfe Fo fastere.” 9.

For Reſten herſtede deri
Spil, Slagsmaal, Doblen, al Slags Blasphemie,
Og felv en lille Smule Tyveri,
Med meer, fom man 1 alle Sfoler hitter,
Og fom dog alle Mufer og Chariter
Gaae rodmende forbi.

Saa var Forfatningen, om ikle værre,
Da den nysnævnte Rector kom,
Og fandt, at Alting burde ſtobes om.
Misbrugene var' allerede færre,
Da Fætter fom derhen;
Men der var fleer end nok igjen,
Desværre!
Primretten flod ifær med dobbelt barſte Miner
Paa det nedbrudte Tyveries Ruiner.

Min Fætter, fom vi love fane,
Blev ſtrax ved Skolens Indgang lidt confuus,
Da han fornam, af Hver var med ham duus;
En efter Anden til ham fagde faa:
„Du er Notarius!“
Hans Hjerte ſtjalv af Glæde ved den re,
Som forefom fam ufortjent — e
„Jeg ikke værdig er, men ftræbe ſtal, at lære ...“
Begyndte han .... „Der er en Styver! hent
„Mig ftrar en Spegeſild!“ var Svaret —
„De ſpoger.“ — „Slyngel!“ fagde han,
Som rakte Styveren, „nu ſpoger man
„Med ſlig en Slyngel? er du vel forvaret

„JHovedet? gaae ſtrax!“ — „Men om jeg ſtrax ci gik?“ —

Et vældigt Ørefign i ſamme Dieblik,
Ledſaget af et Skrald af Strube⸗Torden,
Min arme Fætter lynede til Jorden.

Saa var hans Indtog. Jeg har blot fortalt
Den førfte Hilfen, fom et fort Exempel
Paa Høfligheden i De Muſers Tempel;
Den 1 et enfelt Træf os maler Alt.
Af denne Sort der gaves daglig mange;
Men jeg dem iffe her opregne vil —
Vær ikke bange!
Der vilde gane for mange Gjæs dertil. +)

k kw &k & &

Aar Syttenhundrede og to og firfindstyve
Han endeligen ud af denne Skole flap
Til Univerfitetet — — *)

KE kw kg & &

— — — — Hip fom Hap,

Der efterlod fig en beftandig Slum,

Hvori han tog (1 Drømme, fom det hedder)
Med tredive Samvittigheder xxx)

Eramen philoſophicum.

*) Der følger i min Fatters Manufcript tolv Sider, fom jeg, i det mindfte iffe for
denne Gang, vover at lade tryffe. Ikke fordi deri findes bet mindſte, ſom jo alle

Refcripter, om be end fode ved Magt, vilde, rigtig forflarte, tillade; men fordi
ben Lov, fom er mig, om ikke min Fætter, helligere end alle Politimeſter⸗Kjen⸗
belfer, forboder mig det. Det er nemlig bet fore Bud, fom rigtignok iffe flader
paa nogen af be mofaiffe Tavler, men ſom er indſtrevet, eller i det mindfte burde
være indſtrevet t alle chriſtne og hedenſte Sfribenteres Hjerter: Kied ingen
Læfer til Dode. Jeg har frygtet, at dette unde blive Tilfældet, hvis jeg læn-
ger underholdt mine Læfere meb et Liv og Levnet, fom begyndte ſtrakleligen at
tjede mig ſelv. Har jeg taget Feil, ſtal det være mig inderlig Hært; thi, uagtet
jeg ikke felv bar ſtrevet det, er det bog ſtrevet af en Perſon, ber flager i noie
Forbindelſe med mig, og Blodet, fom man veed, er, ihvor tyndt det er, bog al⸗
tid tyffere end Band. B.

*x) Atter en Hiatus — af ſamme Aarſag.
4%) Ten praktiſte Philoſopbie antager tredive Samvittigheder (hør Conferenceraad

Obelig?g Coil. de XXX Conscientiis). Det er altid godt, og iſer hvad Sam-

Hvoraf han vaagned' op til alſtens Ovide;

Nu fik han forſt tilgavns hvad Verden var at vide,

Og blev, af Satan tilſtyndt førft,

Af Hunger deels, og deels af Tørft,

Af Graad, og ftundom felv af Latter,

Men forft og ſidſt af Kjærlighed — Sorfatter.
Man af hang Liv og Levnet fan

Udpine, hvis man vil, den Lære:

At et og andet i vort Land

Er iffe fom det burde være,

Mindſt det, hvorpaa det Øvrige berver:

Opdragelſen. Af, at jeg denne Tanke

Med Sandheds egen Hammer funde banfe

J alle Hoved-Hjerner i vort Nord: +)

At den er overalt det Vigtigſte paa Jorden

Til Enfeltes og til det Heles Gavn!

Og hellig være hver den oles Navn,

Tre Gange hellig! hellig! hellig være

Den Borgers, Statsmands eller Fyrftes re,

Som virkſom ftræber at afhjælpe dette Savn,

Og derved ſtabe Lys og Liv og Lyft i Norden!!!

—

vittigbed angager, at bave noget at lobe paa. Man bar, foruden denne faſte
Stof, endnu adſtillige andre, f. Er. Jorddrot⸗Samvittighed, Recenſent⸗Samvit⸗
tighed, Capellan⸗Samvittighed, ben gode Samvittighed, fom et von, 0. ſ. v. gi⸗
ver. Den, Horaz taler om: Nil conscire sibi, nulla palescere culpa, er, hvis den

ellers nogenfinde har været i Brug, for længe ſiden af Mode.

*) Det er reent omſonſt at ville banke den i dem, fom have Hjerne blot 1 Maven.

Poeſiens Oprindelſe.

—

Engang i denne Verdens unge Dage,

Én fem fer tuſind Aar og fleer, ifald man vil,
For Du, min Læfer eller jeg var til,

Og meget meer, fom jeg ei vil umage

Dig eller mig med at opramſe fjer,

Bar Noget til, ſom ikke længer er,

Blandt andet Guder og Gudinder,

Hvoraf man, fandt at fige, bredt og vidt,

Kun overmaade Lidt,

Og næften Intet nu omſtunder finder.

En Fyr, fom jeg og du, fan ofte raget blive,
dør han et tuſind Maaneder opnaaer;
For Guder derimod er hele tuſind Aar
Knap nok, til Skjceg paa Hagen dem at give.
Jmidlertid, faa godt man vil forlange,
Man i vort forte Liv fan ſtundom fjede fig;
Bidtløftig kunde jeg, ifald jeg ef var bange
Nor at bevife bet for tydelig,
Den Sætning demonſtrere dig —

Men enten du nu troer den, eller ikke,
Saa ſlutter jeg deraf fom faa,

At Guderne i viſsſe Oieblikke

Sig græsfeligen kjede maae.

Maaſtee i et af disſe, fjære Leſer!
At Viin, Muſik, og Piger bleve til,
Og Vesſels de velſignede Fadaiſer,
Og Holbergs Skueſpil,
Og alt hvad andet Morende du vil:
Men dette, ſom du feer, jeg her afgjører ikke,
Det fommer heller et min Fabel ved —
Nok at i et af disſe ODieblikke
Blev ſtabt en vis Perſon, fom Quwaſer hed.

Sandt nohk, min Autor taler er et Ord
Om Kijiedſomhed dengang paa Odins Slot.
Den Grund, hvorpaa jeg noget ſaadant troer,
Er den, at han var gjort faa overmaade godt;
Thi Guder, naar be andet har at gjøre,

Saa jaſte de Perſoner ud i Haft,

Der fun ſom Biting til det andet Sfabte høre :
Som, for Exemplets Sfyld, faa mangen Ovaft,
Hvis hele Væfen overflødigt er, .

Hvis rette Navn og derfor, uden Slade

For Læferen af disſe Blade,

Aldeles udelades her.

Paa dem, de gjøre, naar de have gode Stunder,
De derimod anvende mere Tid;

Blandt disſe felv var Ovafer et Vidunder.
Han røbede den allerftørfte Flid.

Blandt andre Gaver havde han ben rare,

Som ingen Vüs har havt i Græfenland og Rom,

Og ingen udenfor: Paa meer han funde fvare,
End tuſind Tosſer kunde ſporge om.

Kort ſagt: han havde alt det Vid i Panden,

Som Claus har uden omfring fin,

Og al den Kundſtab, fom (Jeg nævner ifte Manden)
Sig bilder ind.

Sligt kunde visſe Puslinger ei Tide,
Hois Pander ei ſaa vel mobleerte var:
Af dem beſluttede derfor et Par,
At han herefter ei ſaa meget ſtulde vide;
Og, for at gjøre Sagen fort,
Tog de, jeg veed et felv paa hvilfen fnedig Maade,
Hans hele Hoved bort —
Og Tingen gif og rigtig fom de ſpaaede;
Thi med hang Blod flød al hans Viisdom 1 et Var,
Saa Qvafer aldrig meer blev den, han var.

De tvende Dverge, ſom forftod,

At det, der flød af Ovafers Hals og Hjerne,
Var ikke ſimpelt Blod,
Men havde læft i en og anden Stjerne,
Hvortil det funde bruges — flyndte fig,
Og, mens det end var varmt, faa fnildelig
En Mængde "Honning deri tyllet fif.
Af denne Blanding blev en ſaare herlig Drif,
Hvis underlige Kraft beftod deri,
At den, ſom drak deraf en Sopken, blev med eet,
Begeiftret af dem alle Ni:
Poet.

Baggefens Bærler. 1. 8. 3

Kort Tid derefter fab en Morgenſtund
Gud Odin paa fit Lidſkjalf (fra hvis Sal

Han feer hvert Hav, og Flod, og Field, og Dal,

Som ingen Ting) med Viben i fin Mun —
Og faae paa Jorden, hift og her omfring
gra Pol til Pol, faa mange Ting,
At, Læfer, du var reent urimelig,
Ifald du vilde fordre her af mig,
Ut fige dig Alt, hvad hans Syn faldt paa;
Jeg vil fun fige dig, hvad Odin ikke fade.
Han fan i en udflagen Time der,
Han fad i to, han fad 1 tre,
Gned Glasſet reent i femten Synsgevar,
Saae langs og tvers, paa kryds og qvær;
Men ſaae dog ikke, hvad han vilde fee,
Sin fjære Ovafer. Aſa-Lars maa vakke
De Andre, fom i Dynerne fig ftræffe;
Men Ingen af dem fan fane Øie paa
Herr Ovaſer. Freja felv, fom ofte faae
Med ubevæbnet Øie meer,
End alle Guderne med deres Brilleſtuen,
For denne Gang et mere feer.
Herved blev Odin hed i Huen;
Tyr rev fig i fit Stjeg; Thor i fin Jorighed
Slog Odins Pibe fønder med fin Hammer;
grey bandte; Balder ſukked'; Frigga græd,
Kort fagt, der blev iblandt dem flig en Jammer,
Da deres UIndling borte var,
Ut fiden Balders Død er ſtorre været har.
„Jeg fnærger”, udbrød Odin, (Ale tav)
„Ved Frigges Sjæl og ved mit ene Øie,
„Ved Alt, hvad helligt er i Himmel, Ford og Hav,

1.438

„At for flal Dovre fig for Sydens Storme bøje,
„For jeg uhevnet taaler denne Streg —
„Som ingen Anden, derpaa tør jeg fværge,
„Har fpillet mig, end de fordømte Dverge.“ —
„— Ja! ved min Hammer!” brolte Thor, „ſtal jeg“ —
„Saa fagte, fjære Søn! du fan dig let forgribe!“
Blev Odin ved, „viid, hvem jeg er og du!
„Nys ſlog din plumpe Tolper mig itu
„Min allerleængſte, bedſte Keiſerpibe!
„Var lidt forſigtig med din Hammer,
„Og fee big for herefter hvor den rammer !
„For Pibens Sfyld, det var en Bagatel;
„Men lidt Reſpect! førftaaer du vel?“
„Min Odin“, raabte Frigge, „ſpar din Thor!

„Hvor let fan ſaadant ſtee! — Befaler du
„En lille Koppe Chocolade nu?
„Glem Piben! hør mit Raad! ſaavidt jeg troer,
„Er Ovaſer iffe død; men nedfend en Stafet
„Til Jorden, for at lede efter ham,
„Saa vedder jeg, man finder Menneſtet.“
Ved disſe Frigges Ord blev Odin ganſte tam;
Han fyfte hende, drak fin Chocolade,
Og Alt blev godt igjen.

Paa Jordens Overflade
Imidlertid Hermoder fpringer om,
Og ſoger Ovaſer allevegne
Omſonſt. Tilſidſt et Steds i Heklas Egne
Han til de tvende ſmaa Perſoner kom,
Som havde fpillet Pudfet. Da de fjendte,
Skjondt godt forklædt, den himmelſte Geſandt,
Saa vidfte de, hvad de nu funde vente —

Og derfor i en Haft den Løgn opfandt:
3*

„At Ovaſer — efterat han havde føgt
„Forgjeves mellem Dverge, Trolde, Jetter,

„Og Menneſter, i Byer, Bjerge, Sletter,

„Og Ingen fandt, ſom fpurgte ham med Kløgt
„Saa meget, han jo kunde foare mer —

„Tilſidſt, da ingen Mand hans ſtore Klogftab vidſte,
„At fætte den nødvendige Kliſteer,

„Af Aſa-Vittigheden maatte briſte.“

Hermoͤder kom igjen med den Beſted
Til Asgaard. „Paa min re!” ſagde Frigge —
„Ved Solen!” udbrød Frey — „Ved Mjølner!” meldte

Thor —

Og Odin negtede vet iffe —
„Den Sag har meget flor Sandſynlighed!
„Vor Ovaſers Viisdom var en Dødelig for ſtor!“
Hoorpaa de ſloge fig igjen til Rolighed.

Saa let endogſaa Guder Tillid fæfte

Til det, ſom felv en Blind fan fee, er Digt,
Naar deres Stolthed kildres fun: ved fligt —
Hvad ſtulle vi da ſige, fjære Næfte?

= Men Odin fvor alligevel en Eed
Bed denne Leilighed,
At ſiden vogte fig af alle Kræfter
Med Maalet paa Forftand;
Og for en Visheds Skyld — herefter
At ſpœede Menneffenes Blod med Vand —
Samt, for at ſtandſe Kundffab lidt behændig,
Som aaben flod alligevel Enhver,
Tillod han, at den reent blev unødvendig
Til at erlange gode Dage her —
Og at man funde blive fyv Slags Raader,

Og Ercellentfer, fom en Bagatel,
Stiftamtmænd, Erkebiſper, høre Naader
Og, fort fagt, hvad man vilde — meget vel,
Naar man fun eiede faa megen Sjæl,

Som var tilftræffelig til Kroppen at oplive,

Og havde lært fit Navn (om ei med egen Haand
Dog med en Seeretairs) at ſtrive —

Iſer, om man forfigtig lod fig gjore

Til Søn af En, fom bar et vift Slags Baand;
Thi faa var det endogſaa overflødigt ;

Til Krig, til Dom, til Raad berømmelig at føre
Man neppe havde det, end fige Hoved, nødigt.
Bed den Idee faldt Ddin paa en anden:

Og ffabte med det ſamme Adelftanden.

De tvende Mordere, faa fnart et fane,
At man paa Asgaard ikke juft var fræfen
Paa Grunde, men fig tage lod ved Næfen
Som ved hvert andet Hof, begyndte paa,
Med Puds at gjøre fig faa glade,
At det gif dem, ſom Gaaſen, der faa tidt
Til Gilde fom, at hun omſider kom for Sfade,
Og fif en Hals for lidt.
En Kjæmpe, fom paa Spas ſig meget lidt forſtod,
Traf dem, Gud veed i hvilfet Puds engang,
Og med en Arm tolv fjorten Alen lang
Greb begge Fyrene ſaa vældig faft
Bed Benene, at i en Haft
Den hele Lyvefraft dem pludſelig forlod —
Hvorpaa Herr Suttung (thi faa hed den Mand),
Dem flængte paa et Sfjær midt i den ſtore Strand,

Netop faa ftort, at de derpaa
Tre Sfridt fra Uvet af hinanden ſtaae.

Det arme Doergepar fom her
Med denne Bopæl i en heel fortvivlet Knibe;
Og, for at flippe bort fra det fatale Sfjær,
De maae til deres ſidſte Redning gribe,

Og byde Suttung deres gjemte Drik

For Liv og Frihed. Middelet flog an,

Og i en Haft Akkorden fom i Stand:

Herr Suttung fatte Dvergene paa Land,

Og hjem med fin Mixtur fornoiet gif,

Som han nedfatte dybt i Norges flørfte Fjeld.
Sin fmuffe Datter bød han, fom en Drage

At pasſe paa den ber med Liv og Sjæl,

At Ingen fif deraf den mindſte Dryp at ſmage.

Endffjøndt nu Kjæmpen holdte Sagen tys,
Saa fif imidlertid dog Asgaards Hof
Ved Fimbulfamber, paa en Maade, Nys
Om denne rare, Drik — og derved Stof
Til mangen Prat, Raadflagning, og deslige
Ved Bordet under Affen Agdraſil,

Hvor de maae ſamle fig, naar Veiret er dertil,
Ja felv, naar det er flet, ſom Nogle fige.

Der fad man — gjorde Planer, og drak Thee —
Holdt Raad i Dage to, holdt Raad i tre —
Og krolled' de guddommelige Næfer,

Og Suttung førft og ſidſt misundte vred'
Hans gjemte Koſtbarhed —

Og jeg fan ikke negte, fjære Læfer,

At jeg i denne Stund misunder ham den med.

Thor var faa reent forfyeft 1 Ting, ſom angik Qvaſer,
At han fun mumled' halvt i Sfjægget om fin Hammer,

„Hvorledes Klipper revne, hvor den rammer,”

Og andet meer — fort fagt, bet hele Raad af Aſer
Fandt Driften ſaare vanffelig at faae,

Og taug, da Kampens Gud brød ud fom faa:

„Det kofte hvad bet vil! faa maa jeg Drikken have,
„Den ikke ligge ffal, trodg Suttungs Magt og Flid,
13 Doores Huler ſtjult til evig Tid!

„Jeg vil mig felv til denne. Reiſe lave,

„Og fee hvorvidt min Guddom fræffer fig —
„Det er dog, haaber jeg, et lille Stykke Vet!
„Sadl Sleipner op! — dog ner!

„Det et gaaer an! faa fjender Suttung mig —
„Sadl Sletpner ei!

„Jeg vil til Fods! jeg ſikkert mig ſtal ſtaffe

„Den ypperlige Drik! Min Frakke, Hat og Stok!
„Mit Fyrtoi og min Pibe! — det er nok!

„Lav mig nu forſt en flærk og god Kop Kaffe,
„Min lille Frigge! ſtynd dig lidt min Tos!“ —

i Gudinden tripped' ud, og han blev ved:
„Jeg Reiſen, ſaavidt muligt, ffal forforte ;

„Men hold lidt artig Huus, imens jer Fa'er er borte,
„Og gjør mig Ingen af Jer Frigge vred;

„Thi hør? jeg det, faa bliver Fanden løg —
„Du, Thor, fan pasfe midlertid paa Hufet!
„Men gjør mig ei mit gamle Hoved kruſet.“

Og nu kom Kanden frem paa Bordet, Odin braf,
Mens Freja fyldte Daafen med Tobaf,

Saa gav han Frigge tre, de Andre hver eet Kys,
Dermed Adios.

Jeg ved hans Reife vil ef her opholde mig,
Kun fort og godt min Læfer fige dig,

Han underveis flet ilke morte fig

Med fmuffe Koner eller ſmukke Piger,

Som hans Collega, falig Zeus, faa tidt

Paa fine Reiſer bød, at bie lidt —

Og finfeve faa meget, fom man figer —
Men fatte cen Fod frem, en anden foran den,
Og fom paa den Maneer beftandig længer hen —
Med flig en Fart, at, inden Sol gif ned,
Befandt han fig, omtrent tre hundred? ftive Mile
Fra Hjemmet fit, paa et faa yndigt Sted,

At det hang hele Krop og Sjæl indbød til Hvile;
En Gud er let til Fods, fom hver Mand veed —
J Græsfet her, ved Rislet af en Kilde,

Hvis Nymphe ham i Ro maaffee betragte vilde,
Han dysſedes i Slum og ſodelig fov hen.

Naar man har fovet ud, opvaagner man igjen.
Men, vaagnet, feer han paa den ſtore Slette
Ni Karle, tæt ved Stedet, hvor han laae,

Med favnelange Segle, Korn at flaae,

Hver af dem lang og føer og haandfaſt fom en Jette.
Ni flige Drenge var juft ei at fpøge med —
(Thi Nordens gamle Guder, notabene,

Bar? ei faa mægtige, fom Mange mene:

De havde himmelſt Kraft og himmelſt Salighed;
Men begge Dele var der Maade med)

Dog da de vogted' her et Sted,

Han fulde juſt nodvendigen pasſere,

Saa var ei andet for, ved denne Leilighed,

End dem derfra med Liſt at praktiſere.

En Gud er færdig ſtrax ved flig Omftændighed ;
Han fnu tilbyder fig, at hvæsfe deres Segle;
De fige Taf; og Odin een for cen

Gjør i en Haft faa ſtarp, at, da paa deres Negle
Og ſiden Kornet de probeerte dem,
Fik be faa flor en Lyſt til Mandens Hvættefteen,
At Alle klyngede fig til fam frem,
Og bød om Kap derpaa —- ba Odin føler
Den i det ſamme op i Luften over dem.
Som naar paa gammel Torv den blinde Pobel myler
J Klynger om det lykkelige Nummer,
Der bringer Femten Fryd, og femten Tufind Summer,
gor den Rigsort, der til Belonning udfat er
For den, ſom vuffer bedft paa kryds og qvær —
Saaledes foer iblandt hinanden disſe Ni;
Med ffarpe Segle de faalænge fammenrendte
J Blinde, langs og tværs, at, inden Legen endte,
De myrdede fig felv 1 deres Raſeri.

Herpaa tog Odin Fod i Haand igjen,
Og fatte Reiſen fort. Da han blev vaer
Det Sted, hvor han fig agted? hen,
Saa flædte han fig om, og laved' fig til Svar:
For, om man ſpurgte ham: hvorfor? hvorfra han kom?
Og hvem han var? og fligt, fom der fan ſporges om,
Han da et fulde flaae, fom en Peer Erikſen.
Saaledes vel betænft paa hvad der funde møre,
Begav han fig, ved næfte Morgenrode,
Med Navn af Bolverk til Hr. Suttungs Broder hen.
Galt gif det, og vel var det, fom det pleier.
Herr Bauge (faa hed Manden) netop var
De ni til Helheim nylig Sendtes Eier;
Og bette Tab ham dybt i Hjertet ffar.
Det kunde have flaaret faa hver Anden —
Han derfor et ſage meget venlig ud;

Men tog imod fin Gjeft, den fjære Gun,
Som imod Fanden,
Med Skieldsord, Trudſel, Skraal og Skrig og Banden.
Men heraf Odin ei ſig kyſe lod:
„Retfeærdig er (faa talte han) din Iver;
„Thi vee ben Mand, fom et opirret bliver,
„Naar man fornærmer den, fom tjener ham med Sved!
„Men her, min Ven, har ei din Vrede Sted;
„De felv, og iffe jeg, var Aarfag i,
„At de foer ned til Helheim alle Ni.
„De bad mig alle om min Hvættefteen;
„Jeg vovede mit Liv, ifald jeg gav den Cen —
„Jeg gav den Alle, lod dem felv afgjøre,
1Qvem be blev enig om, den fulde reent tilhøre.
„Dog, ba jeg, ſtjondt uffyldig paa min Side,
„Er Aarſag 1, dit Arbeid blev forfømt,
„Saa lover jeg dig her (at du maa vide
„Hvor falfft du om din Gjeſt har dømt)
„J meget mindre Tid, alene, at afmeie
„Hoad de forlød; og fordrer blot til Løn
„En Sopken af den Drik, din Broder har i Eie.“
"— Hr. Bauge ſyntes, den Afford var ſtjon.
At faae faa meget gjort blot for en Sopken Mjød,
Er godt Kjøb, tænkte han, den være nof faa før. —
Den gode Mand var langt fra Sværmeri
Med nogen af de helifonffe Ni,
Og troede en Slurk Mjød og en Slurk Poeſi
Bar Hip ſom Hap.
Top! fagde han, afmei fur rap
Det Korn, du feer, til ſidſte Trave!
Og Soplkenen du ſiklerlig ffal have.

Herr Bolverk meiede til, Hoſten var forbi,
Hvad ber var levnet af be Ni;
Da Vintren fom, og Alting nu var færdig,
Saa fordred' han den Løn, han havde gjort fig værdig,
Og Bauge loved? ham, da han fornøiet ſaae
Sit Arbeid reent i Stand,
En Dag med ham til Suttung ben at gaae,
Og flaffe Sopknen fom en ærlig Mand.

De gif, og fort fortalt, fom til Herr Suttung ind,
Og boed' god Dag, og fatte fig paa Skind,
Og prated' forft en Deel om Veir og Vind,
Om man fil Froft i Morgen eller To,
Og endelig begyndte peu à peu
Diffurfen hen paa Sopkenen at ſnoe —
„Det gjør du nof, min Broder, vil jeg haabe?”
Herr Suttung lve:
„Ha!“ raabte han, „ha! ha! ſtak Tingen ter?
„Ja Pyt fa? Peer!
„Jeg fvær ved Odin og den hele Gude-Hær,
„J faner i Evighed af den ei mindſte Draabe.“

Der ſtod de i en Maade! aldrig har
Man feet en Gud at hænge faa med Naſen,
Som Odin her. Det faft paa Nippet var
Han glemte fit guddommelige Væfen,

Og græd. af Ærgrelfe, fom rigtig nof

Han havde Aarfag til ved flig en Bok!

Der flod de begge med to lange Næfer,

Saa lange fom de var? !

Hvad var at gjøre her? Veed du det, Læfer?
„Farvel, min Fa'er!“

Dermed var den Beføgelfe forbi,
Som gjorde Odin reent confuus i fin PAY:
Han udfvor i fit Raſeri
En mægtig Eed med flig en Eftertryk, -
(Skjondt jeg begriber ei hvad fligt ham kunde gavne)
Ut hele Dovre fljalv, og Bauge trimlev? om
Saa lang han var, og brat en tredfindstyve Faone,
gør han igjen til Fodefæfte kom:
„At miſte før fin Evighed, fin Frigge,
„Sin Guddom og fit Alt, før han, trods Suttungs Magt,
„Lod denne Drik urørt i Dovres Indvold ligge —
„Hor Bauge!“ raabte han — men Bauge var, ſom ſagt,
Lidt for i Veien. Bolverk fandt omſide
Den arme Kjempe, med forknuſte Sider,
At ligge ſaa dybſindig, at det lod,
Som om paa forſte Vink han ikke ſtrax opſtod.
Men han fik Fyren op, og ſmurte hiſt og her
Med hvad han forſt fif fat det faft utroligt er,
Den Styrfe Guder har i Medicinen!) '
Han neppe havde ſmuurt, for Bauge ftrar
Bar friff og heel igjen, og vever ſom en Lar.
„Hor!“ ſagde Bolverk da, „det lønner ikke Pinen,
„At gaae for langt herfra! vil, Bauge! du ſom jeg,
„Saa ſtal vi fane ved Lift, hvad vi ven Bøn fif er!
„Du veed dog vel det Sted, faa noget nær,
„Hvor Suttung nedfat har den Drik, jeg ſoger her?“
„Ja, Herre!“ fagde han, „men tør jeg ſporge dig,
„Du er, ſaavidt jeg troer, et nogen Dødelig?
„Din Eed, mit Puf, din Lægedom: fort fagt,
„Alt figer mig, du har en meer end jordiſt Magt.”
„Jeg være hvem jeg vil, en Anden eller Ingen”,
Igientog Bolverk, „det gior Intet her til Tingen,

„Kun viis mig Stedet!“ — „Ja! det kan jeg let;
„Men Sagen er at gjennembryde det!“ —
Og derpaa førte han igjennem mange Huler,
Hvor Nattens Troldpak fig for Dagens Konge ſtjuler,
Herr Bolverk til en Plads fan mork og gyfelig,
At Miltons Helvede mod den er Himmerig.
„Her“, fagde Bauge, „derſom du fan flippe
„Halvanden Mil omtrent
„Dybt ind i denne gamle Klippe,
„Hvor Spor af Lys og Liv blev aldrig kjendt;
„Kort, hvis Umuligbed er mulig for din Cvne,
„Saa findes Driffen der,” Iſtedetfor et Svar
Vor Bolverk midlertid en Jernſtang frembragt har,
Hvormed han flødte til, hvor Klippen huleſt var;
Umiddelbar derpaa man hørte Fjeldet revne,
Og hule Tordner over Toppen rullen”
J den forfærdeligfte Storm,
Og 1 et Dieblik var Odin Orm,
Og vips i Hullet.

Der kryber han en Tid omkring
J mange underlige Sving;
(Saa krob engang før endnu længer fiden
Hans Dufel>”), gylden, rund, og glat, og liden,
Ygjennem Syræffen af et Tag,
Ei for, fom han, at ſtjele Mjød,
Men for at glide ned i fin Tilbedtes Skjød)
Han fryber varlig frem, og fitter for og bag,
Og endelig en Smule Lys opdager;
Han feer et Slags Gemak i Klippen hulet ind,
Og midt deri fit Kar, ved Hjælp af Lampens Sfin,

%) Jeg har megen Aarſag til at trog, at Odin egentlig var en Soſterſon af Jupiter.

Og ſtrax fin forrige Geftalt paatager,

Hvori han træder frem. Ved Lyden farer op
Af forte Slum den deslige Gunlode;
Beftyrtfet fluer hun en menneſtelig Krop

Paa dette Sted at fomme fig imode,

Og Bolvert eller Odin ligefrem,

Bar iffe heller reent ved fine Fem.

Hvad Græfenland og Rom ſaae fordum 1 be Tre,
Som Haand i Haand omringe)? Aphrodite,
Fik Nordens Zeus fuldkommen her at fee
Forenet i en eneſte Charite.
gorgjeves ſtreber ſpage Digter dig,

Min Læfer, hendes hele Glands at viſe,

Saa yndig, herlig, og guddommelig,

Som ben fuldkommen fun fan tanke fig,

Der ſaae dit Smiil, livſalige Louife!

See Alt, hvav ſtjont og blidt vor Jord frembar,
Den rene Fryd, ſom iffun Himlen har

Forenet i Louiſes føre Wine!

See himmelſt Viisdoms, Godheds lyſe Smiil
Og alle Dyders Glands i hendes Dines Ild;
Og tank dig faa vort Nordens Erycine.

To Kinder, paa hois ſmilende Ovaler

To Roſer blomſtre mellem Amoretter,
En lille Mund, hvig rodmende Coraller
J Andighed med Morgenrodens trætter,
Et Diepar, hvis Ild gjør Morket lyſt,
Hvis Smile ſtabe Dag i Dødens Grav;
En Hals, hvis Liter ombølges af

To mørfebrune Loffer, og et Bryft,
Imod hvis Sneeglands Alabaſt er fort,

To trinde, hvide Arme og et Liv,
Hvor Alt er rundt og lokkende — hvor, fort,
Naturen tømte blid fit vellyſtfulde Bliv!
Alt bette ſtjodesloſt bevæffet med
En næften gjennemfigtig Solv⸗Moer⸗Sky
Forblinder Odins Syn. Nat, Hule, Eenſomhed,
Umulighed 1 Haft at funne flye!
Hov af flig Friftelfe fin Dyd fan redde ud,
Er ikke Menneſke og mindre hedenſk Gud.

Han længe flille flod, ſom rørt af Lyn,
Jeg troer, en Kampeſteen ved fligt et Syn
Blev felv, trods hele dens Ufolſomhed,
Saa henrykt, at den et fig rørte af fit Sted,
End fige en Perſon, fom var af Kjød og Blod;
Hvad Under ham lidt Sands forlod ?

En før Forvirring, naar hang Dine hendes mødte,
De friffe Roſer, fom derved udſprede fig
Paa hendes Kinders Snee, fan blusſende, faa røde,
Som om Uffyldighed i deres Purpur døde;
Én Zittren, denne Hælne Zittren liig,
" Som hiin i Flugten efterlader fig;
Et ømt, halvbange, dybt fra Hjertet hentet Suf,
Som hæver op og ned det halv bevælte Bryft;
Et Skrig, faldt frem af Skræk, og qvalt igjen af Lyft,
Og Hvad, ſom Skjonhed felv gjør altid dobbelt ſmuk,
Den paradiſiſte Blufærdighed,
Hvormed i zittrende Forlegenhed
Det bange Blik mod Ynglingen fler hen,
Og mere bange floi fra ham igjen
Til Jorden. Dette tauſe Tryllefpil
Hver Dieblik ham Munden aabne vil,
At fige ſmukke Ting, og atter binder ;

Han leder efter Ord, men lutter Tanker finder;

(Man efter Tanker maaſtee leder her,

Og finder Ord — desvarr'!

Det fidfte hænder mange Flere)

Men Tanferne tilſidſt gane floiten med;

Han glemte reent fin ſtrgklelige Eed,

Sin Drik, fin Frigge felv, og Himlen veed hvad mere

En Gud fan glemme, naar han gaaer fra Vid.
Saaledes ſtod man der et Par Minuters Tid;

Hoorpaa man bukked' fig, og gjorde to Trin frem,

Og vips! kom Tanfe, Sands og Ord og Alting hjem.

Dan kysſer tæffelig Gunlodes Haand, og hun
Begriber om en liden Stund,
At, naar og hvor det ogſaa er, en Mand
Er intet Andet end en Mand,
Trods Alt, hvad derom figes fan
J den og den Moral⸗Philoſophie. —

Men Glædens Jil var Natten alt bortveget —
Hvordan det ellers gif deri
Min Læferinde finder ſtreget —
Kort fagt; thi Korthed ſynes mig er fmuf,
Iſcer hvor Dit og Dat fan møde:
Uſtyldighedens ſidſte fjælne Suk
J Bolverks Favn paa hendes Læber døde;
Sodtſlumrende, med flynget Arm + Arm,
Laage Odin ubefymret, tryg og varm,
Ved Siden af den yndige Gunlode,
Og i befneete Dovres dybe Skjed
Den ſode Søvn i qvagſom Hvile nød.

gorgjeves ftræbte fra fin Roſenkind
Den nys opftandne gyldne Morgenrode,
At lifte fine forſte Straaler ind

⁊

Igiennem Dovres Rifter; brudte døde

De glimrende paa Marmorfjæmpens Bryſt,

Som værge)? Odins og Gunlodes Lyft.
gorgjeves brød igjennem Oſtens Himle

Med ufævvanlig Glands den fongelige Sol;

Hans gyldne Dag-Herolder, Pol til Pol,

For fovende Natur at væffe, vrimle;

Cen af dem trænger fig 1 Dovres Huler ned,

Seer fnap vor Odins Fryd, før han er alt affteb,
Og derom Budffab fin Udſender bringer ;

Strar rufter fig den lyfe Dagens Gud

J al den Glands, hvormed han fprang af Chaos ud,
Fra flammebygte Slot paa ODieblikkets Vinger,
Tituſind Trillioner ſammenbringer,

Og væffer Solekredſen fjern og nær

Med fin til Kamp mod Merket fendte Hær;
Forgjeves ſtormer den i lynende Galop, |

Paa fin Befalers Vink, mod Dovres haarde Side;
Thi millionviis fra dets ætherfronte Top

De lyſe Helte nen med Sneen fnufte glide;

Ufmeltet Dovre ftaaer, trods Ildens Konges Harm,
Og Odin ligger tryg i fin Gunlodes Arm.

For Stilens Hede lidt at fvale

Og mere dagligdags at tale:
Den gyldne Sol var alt en Fjerdingvei ſpadſeert
Paa Himlen frem, før Odin og Gunlode
Hinanden kysſende God Morgen bøde,
Og, efter lidt at have præludeert,
Bad han med Fynd, ſom funde rørt en Steen,
Om blot at ſmage Mjøden — arme Pige!
Hvad vil din grumme Fader fige? —

Baggeſens Værter. 1. 9. 4

Han fige hvad han vil, den Sag er reen,
At flig en Underholdning man ei kjober
Paa dette Sted for en Drik Mød;
Hvorpaa hun Odin Helligdommen røber.
Han drak; men Driffen [magte ham fan fod,
At paa fit ene Knæ fan bad om nof en Sup,
Og bonhort draf den anden (arme Pige!
Hvad vil bin grumme Fader fige ?),
Paa begge Knæe nedfaftet Bolverk ligger,
Med Læber, Pine, fort: med Alting tigger,
Endog paa Riim, den tvivlende Gunløsde
Om nok af dette vellyftfulbe Søde
En ganffe lille bitte Sup
Hang længfelfuldbe Læber at tilftede;
(O Elſtov! Elffov! arme Pige!
Hvad vil din tigergrumme Fader fige?)
Hun figer ja — og Bolverk drak den tredde,
Og drak i den af Mjeden Rub og Stub.
Man har lagt Mærfe til, og jeg vil ikke ſtjule
Hvad Fædre til Advarſel ſtrev,
At Amor næften aldrig gammel blev
J nogen Hule.
Knap fane han Karret tomt, for omſtabt til en Ørn
Han, ſom Æneas fra fin Didos Barm,
Floi bort, af den Tilbedtes Arm —
J føde, unge Pigeborn!
Troer ingen Tid en Cavaleer,
Som ſpiller Elffer paa min Helts Maneer!

Troldkjempen Suttung har imidlertid
Ved visſe Fandens Konfter lugtet Krudtet,
Mens Odin med hans Drik var ud af Fjeldet ſmuttet.

; Dg Slag i Slag af forte Vinger

Paa Troldmaneer i Haft han rufter fig Ul Strid;
Han lægger fine Arme bort,
Og gjør fin milelange Krop faa ført,
At t en Ornehud han magelig den fljuler;
Vips! flyver han fra Dovres Huler,
Og hurtig, fom en Vind,
Bor Odin haler ind —
„Stop!“ brølte han — og høit hver Egetop,
Hver Klippetind fra Syden indtil Norden,
Hvor fordum aldrig Echo fvang fig op,
Gjentog i Skrald, ſom ryſted' hele Jorden,
Hans buldrende forfærdelige Stop.

Som i et Tordenveir, naar fra de bruftne Skyer
Et Hav uventet flyrter ned
Paa Bondens Huus, med flor Geffjæftighed
Familien af Stuen flyer
J Gaarden hift og her omfring,
En med en Spand, en anden med en Saa,
En med en Strip, og En med ingen Ting,
For Alle Regnvand i en Haft at fane
J alle Kar, endffjøndt de ſtundom Alle
Med Radſel høre Tordnens høie Knald
J Luften mellem Lyn i Lyn at ffralle,
Hver ventende fin Død i næfte Skrald;
Saa vimfe de dog Alle ud og ind,
Og Haab om anden Dags velkogte rter
Opliver deres ffræfopfyldte Sind
Og flaber Mod i be forfyfte Hjerter:
Saaledes foer af Himmelporten ud
Iblandt hinanden Asgaards bange Guder,
Mens Suttungs Torden⸗Stop i Luften tuber,

Sem Bud om Odins Knibe bringer,
Sees en Gudinde her, og hift en Gud
Omhyggelig af Asgaard ud at trippe,
Og bange for at Helten fulde flippe
J Kampens Hidfighed fin vundne Drik,
At fætte Tønder, Krukker, Baller ud
Og hvad de førft i Hænder fif.

Det blev for langt, for kjedſomt og før flygt,
Om jeg, min Læfer, her fra Hoved indtil Hale .
Zen Toekamp vilde dig omftændeligen male,
Som fatte Nordens Guder felv i Frygt;

J Herametret fligt desuden fun fan klinge,

Og ei i Vers paa Rim, der træffes ud og ind
Alt efter Muſens loierlige Sind,

Som paa en Fjær af Klopſtocks Vinge

Mig ingenlunde vil fan høit i Veiret bringe,
At Læferne maaſtee mig fandt igjen |
Nedtumlet i en Sump, fom mangen anden Ven.
Kun fortelig jeg altſaa her vil fige,
Hvad jeg om denne Tvefamp fige fan —
Og ei forffræffe nogen frygtfom Mann,
Og mindre nogen frygt om Pige.

End gientog Ygorafilog Asgaards Mure
Troldfjæmpens tordenhoie Stop,
Som voekked' alle Guder op,
Og hele Sfabningen begyndte taus at lure;
Da Guttungs Klo fil fat i Odins Krop.
Svøbt i en Storm udfender Thor en Torden
Mod Trolden; ftrar er hele Himlen fort,
Og høie Brag forfærde hele Jorden,

Sol, Maane, Stjerner, fvoinde bange bort;
Run Suttung flræffes et ved al dens Bulder,
Med tunge Vingeſlag han døver den,
Rundt om de Fægtende ben langſom ruller,
Og flyer tilſidſt tål Asgaard hjem igjen.
Med Næb mod Næb og Klo mod Klo de Fjæmpe
Med lige Styrke; ſtrækkelige Slag
Af Vinger, Storm og Skrald, ſom kappes om ly dæmpe
Hinanden 1 forfærdelige Brag,
Forkynde Jordens Børn den ſidſte Dag.
Af Ørn forvandler Odin fig til Løve
Med Vinger paa,
Og Suttung ligeſaa;
Med ſtorre Kraft i ſtorre Kloer
Udruſtede, de friffe Kræfter prøve;
Men Seteren er uvis nu fom før.
Nu feer man dem fom to bevingte Oxer
Hinandens Hov'der ſtange Puf i Puf;
Nye milelange Horn Enhver af Panden voxer,
De flanges, Ingen vinder; i en Ruf
Man feer dem gloende, fom tvende Drager
"Med fjorten Hoveder, ethvert faa ſtort
Som Heffenfjeld, og faa fremdeles fort,
J hvilfe Skikkelſer min Læfer helſt behager,
Nu fom to Slanger, nu fom et Par Bjørne,
Snart ſom to Katte, fnart ſom Elephauter,
Beftandig fom fo lærde Difputanter,
Og endelig igjen ſom Orne.

Gud Odin er tilftoft af denne Tvekamp tjed;
Jeg troer min Læfer er det med.
Vidtloftig Snak om Huggen, Stoden, Biden
J Sjælens Mave, man forſikkre vil,

Iſer naar den er iffe vant dertil,
Stal ligge meget tungt, og foraarfage Vriden.
Kor ingen læffer Sjæl at volde flig Colik,
Jeg derfor, hvad jeg mere kunde ſtrive

Om disſe Puf og Stød og Stf,

Man fif og gav, og gav og fif,

Vil heller mit Blæfforn lade blive.

Hvad Asgaards Guder frygted? om vor Kriger
Traf rigtig md. J Stridens Hurlumhei
Saae han fig tvungen til, paa en og anden Maade,
For Næbbet des beqvemmere at raade,
At lade Driffen gane fin Vet.
Han valgte, figer Fablen, to;
Reent ud, o Mufe! ſiig dem ikke!
Sligt fan fig et for pene Piger ſtikke.
En Regel ſiger Nei, en anden ſiger Jo:
Naar man er uvis om, af yderlige to
Hvem man flal tro,
Saa gjør man allerbedft, naar man feer dybt i Tingen,
At troe flet Ingen.
Kort fagt, jeg ikke ret fortælle gad,
Hvordan i denne Sag Gud Odin bar fig ad.
Nok, at han Driften lod i Karrene nedglide —
Og den, ſom meer derom vil endeligen vide,
Kan læfe det ret net og peent paa Franſt,
Naar han paa Siden, fom i Notent) ſtaaer, vil kikke —
Det finger iffe nær faa ſmukt paa Danſt;
Og, klang det og, jeg ſagde det bog iffe.

— — — — ——

*) See Monumens de la Mythologie & de la Poesie des Celtes, pag. 129.

I'tvende Kar paa ſaadan Maade flød
Den af hiin Viſes Blod og liflig Honning
Snildt blandede guddommelige Mjøv,

Som før bevogtet af Uſtyldighedens Dronning
Laae ffjult i Dovres Marmor⸗Skjod.

Gud Odin ſaae fig ei faa fnart fra Byrden fri,
Før krumme Næb bevifer Suttungs Bryft,
At al hans Styrke, Snildhed, Kogleri,
Forgjeves er i Gudedyft;

Han hakker det faa dybt 1 Troldens forte Lever,
At Blodet ſtrommer ud af lede Krop,

Og Bravo⸗Raab fra Asgaards Guder fvæver
Til ben guddommelige Seirer op.

Sol, Maane, Stjerner fomme nu tilbage
Med feſtlig Gratulats for ſeierkronte Helt.
Forfulgt af Tordner flyer med tunge, fvage,
Forknuſte Vinger Trolden; huult og fælt,
Svobt t en giftig Sfy, med rædfomt Bulder
Han hylende bag Nordens Pol nedruller

J Polen, fom det Troldpak mylrer 1%,

Det Asgaards Guder fordum ei gad lide,
Og derfor flængte ned i hæslig Ovide.

See her Oprindelſen til al den Poeſi
J Veſten, Oſten, Syden, Norden,
Som morer, kjeder, nytter, ſtader Jorden!
J disſe tvende Kar, det ene ſaare ſtort
Og let at komme til, det andet meget lille,
Laae nu Herr Suttungs Drik, deelt i forſtjellig Sort,
Alt efter den forunderlige Viis,
Hvorpaa fig Odin fra den maatte ſtille,
Hor et af give fig og den en Trold til Priis.

Zen viſe Ovafers Blod med Honning blandét lærer,
At Sundt med Sødt en Digter blande maa
J Bægeret, hans Sangerffe frembærer,
Hvis han fit høie Kalds vet ſtore Maal vil naae,
Det ftore Maal, at danne, mens han fryder,
Det unge Hjertes Bor 1 Muſens varme Haand,
Indmore Klogffab og fremkildre Dyder Få
Umærfelig t den berufte Aand.
Til dette Kald blev Digter-Mijoden blandet,
Og ſmagtes ingentid af ven, ber føler andet.
De tvende Gratier, ſom vogted' denne Mjød
Forened' i den yndige Gunlode,
Hois hulde Gunſt vor Eventyrer nod,
Før denne føde Drik hang Læber node,
Har vife Fædre malt fom evig ſmukt Exempel
Paa Veien, man ffal gane til Poeſiens Tempel.
Ven Foden af et Bjerg, hois Top til Himlen naaer,
Det ſtore Kar i lave Slette faner,
Den Drik, fom fylder det, fun deri ligner Mjød,
At den for hvem, ſom briffer den, er ſod,
Forreſten er den ſmudſig, fort og vandet —
Kort: faa modbydelig, at den, fom fif
Kun mindſte Dryp af den modfatte Drik,
Ei nævne fan, hvormed dens Gift er blandet ;
J Taagen, ſom uddunfter af dens Bærme,
Sees daglig Millioner Gjefter fværme.
Men hørt paa Fieldets ftjernefronte Top,
Hvor fun Natur og Konſt med Flid fan Havre op,
Stager i et lille Kar den ægte Digter-Mjød,
Klar, reen ſom Xther, ilke altfor ſod:
En liflig, qvægfom Duft den rundt omkring fig ſpreder,
Som flaber Mod i unge Krigsmænds Bryft,

Og Dyd + Pigens Barm, og allevegne Lyſt,

Reen, ubefmittet Lyft, ſom Viisdom felv tilfteder.

Men lang og flet! og tornefuld og haard
Er Veien til den høie, lyſe Throne,
Hvorpaa dens glimrende Erobrer ftaaer,
Og famler efter Evighedens Krone.
Uagtet Lamper glimre hiſt og her,
For Vandreren paa rette Vei at lede,
Saa kommer han dog tidt en Klippekant for nær,
Og, bumps, faa ligger han igjen dernede;
Hiſt ffræffer ham den lange Vei, ſom bringer
Ham til en ny, naar reent han troer den endt,
Hiſt Synet af hang Formands knuſte Vinger,
Og hift og her en bifter Recenſent.
Af et af disſe Poeſiens Kar
Har alle de Poeter, fjære Læfer, -
Som ere til, fom fomme, og fom var,
Oſt Godt og Ondt, Moraler og Fadaifer ;
En drak af dette, Én af hint,
Og En og Anden af dem begge to,
Adſtillige drak ſaare fiint,
Og ſomme drak preſtisſimo.

See Grunden her til Forſtjel paa Poeter,
Hvi ſande ſtore fees faa ſjelden ſom Cometer,
Men fande flettes Navn er altid Legio;
Thi til det ftore Kar fan Alle komme,
Som veed paa en og anden Viis
At trodſe Folks, Fornufts og Smagens Domme
Og Frue Kritifens Riis.
Af dette Var har for og bag i Tiden
Beftandig drukket Millioner Mænd,

Hvis Navne, Værker krob for længe fiden
Ind i det Nul, fom fødte dem, igjen;
Og Mufen gyfer ven dem Dag fra Dag at ffue
Formered' i en rædfom Proportion
Det ffjælvende Parnas med Undergang at true,
Hver ftørmende dertil paa fin Facon.

Faa, men deg flørre, feer man deres Navne,
Som drak og briffe af det ægte Kar,
Som naae det flore Maal, fornoiende at gavne ;
Men iblandt dem, fom deraf bruffet har
Fra førfte Gang til nu, drak Ingen meer
End Evighedens firaalende Homer;
Ham fulgte Græfenlands og Latiums de ſtore,
Udødelige Mænd, hvis Varker nytte, more,
Hvis Læsning drager Fleer 1 ſamme Fjed
Paa Veien til den lyſe Evighed.

Ei Mufen vil i chronologiſt Orden
Opregne Hver, ſom drak deraf ifær,
Hvis ærefulde Navnes lyfe Hær
Fra Syden ſtraaler mod vort Norden —
Kun Ever Tre, ſom drak af denne Mjød
Alene meer, end alle hine nød,
Hvis Minde Jorden evig hellig være:
Dig flore Shakſpear'! Britterlandets re,
Hvis mageloſe Skaber⸗Phantaſie
En digtet Verden fremgaae bod, hvori
Den virkeliges Himmel⸗Helveds⸗Syner
Med kildrende, med ængftende Magie,
Om Hiertet ſmiler og om Hiertet lyner;
Dig, Klopſtock! ſom den tunge Stovets Træl
Til Lyſets Throne laaner Engles Vinger,
Og lænfeløft den himmelrykte Sjæl

J Selffab med Udødelige bringer;

Og * Göthe! dig, fom den berufte Aand
Til Skjonheds Helligdom paa Roſer leder
J Gratiernes Dands ved Amors Haand —
Kun Ever, Digterfjeldets Fyrfter! Cder,
Hvis Navne mørfne felv den glimrende Homer,
Saae Mufen mellem nye Tryllerier
Omtonet af uhorte Harmonier

Deraf fan vældig drikke, at til Fleer

Der Intet fulde blevet nu tilbage,

Hvis et den Egenſtab var givet denne Drif,
At, liig et Hoved "paa Alecidens Drage,

Ry Mijod ſprang frem i ſamme Oieblik.

Og havde Skjebnen blot forundet mig
Det Halve af den Mjød, den gaomild ſtjenkte dig,
Min ædle Pram, ve Danffe Muſers re!
Hvor vilde jeg da vis paa Digter-Krandfen være !

ÆRE ——

Katten
eller

K&jærligheds Triumph.

Erdftjondt der intet Land i Verden er

Saa ganſte koldt og haardt, at hiſt og her

Jo en og anden nyttig Urt frempipper

Blandt giftigt Ukrud — felv blandt Grønlands Klipper,
Ifald os figer fandt den gode Herr Bomare,
Skal vore deilig Kofleare —

Skjiondt intet Folk paa Jorden er faa dumt,

At jo en Enkelt man i famme bitter,

Der veed at fljelne mellem Ret og Krumt —
Endogſaa blandt de fordums Abderiter

Bar En, der, hvis man flal Herr Wieland troe,
J visſe Maader funde gaae for To —
Epaminondas var en født Bænter;

Og Anacharſis Gether eller Gother —
Zamolx, ſtijondt gammel Seyther, var ret klog,
Og Peter, ſtjondt en ny, var intet Fjog.

J Helved felv, hvor dog fun Ondt ffal være,
Man finde fan Beviis for denne Lære;

Thi, naar i Tingen noget dybt man feer,

Saa findes felov i Miltons fule Vrævel

Vel en og anden ganſte dydig Djævel;

Blandt Klopſtocks een faa godt fom Engel er —
Blandt Munfe var en Luther, og blandt Bonzer,
For Reſten Bonzer, glimrer en Konfuz,

Dog troer jeg aldrig, at man mellem Monſer
Vil finde nogen god og dydig Puus.

Jeg troer dem ei. Og ſtal jeg ſige ſanden,
Endſtjondt jeg de Rødes og de Blanes
Land: eller So⸗Slag flod, fom der ffal ſtaaes,
Maaffee faa ftiv, fom nogen Anden,

J Slag mød dem jeg fiffert løb min Kaas;
Og Slag mod Slag, hvis endelig ſtal flanes,
Jeg floges hellere med felve Fanden.

Kort: visfe lumffe Dyr er iffe mine Folf.
Jeg ſtyer dem meer enn Mørkets Ildkrabater,
End Oſters, ufiet Melk, og Mæcenater,

Og Berg af falig Agent Holk.

Tidt foretog jeg mig for denne Lede,

Som jeg i Grunden fandt en dum Antipathie,
Alvorligen mig at helbrede,

Ved Hjælp af Epiktets Philoſophie;

Og fagde til mig felv: den Viſe ffræmmes

Af ingen Ting; om Himlen felv faldt ned,
Saa ſtaaer han, ſom en Pæl, paa ſamme Sted,
Hang Mod af ingen Fiende tæmmes,

Hans lige Gang af ingen SFjebne hemmes —
Naturen raadner, Livets Opholdsſted
Forvandler fig til Dødens; Uhumſthed

Og al optankelig Afffyelighed

Omgiver ham i blodig Damp, han væmmes
Dog et derved! —

Velan! vær viig, min Sjæl! og trods Naturen?
Gjør big mod Alt og mod big felv til Knud!

Som fagt, faa gjort: jeg traf mig Tænder udb —
Og læfte Brægers Vers — og holdt bet fjette Bud —
Og holdt hver Søndag felv Herr Brolers Præfen ud —
Blot for at øve mig i Curen:
Omſonſt! — Jeg kliſtrede, med Hvidt af Æg,
Udſtaarne forte Katte paa min Vag,
For mig, lidt efter lidt, at vænne til Figuren:
Omſonſt! — Jeg ſtrev paa Pullen af min Hat,
Som hængte lige for min Næfe: „Kat“;
Og leſte dagligen Artiklen i Bomare,
Til udenad jeg kunde den — Tarare!
Den førfte virkelige Kat, jeg faae,
Rev ned, med hvad faa megen Sved og Svien
Mig havde bygt Moralphiloſophien;
Og modlos lod jeg ligge, hvad der laae.

Kun, Elffov! du fan Alting overvinde,
Din Tryllefraft gjør en Orlando gal;
For Omphale maa felv Aleiden fpinde;
En Dalila fan ene Samſon binde;
Du tæmmer Kjæmpe, Løve, Grib og Hval,
Ja Guder ſelv. Saturnion nedſtiger
Fra pigeloſe Himmel hiſt og her
Paa Jorden, for af kysſe ſtjonne Piger,
Til Spot og Spee for al Olympens Har,
Foruden Hat, Paryk og Tordenſpiger,
Snart ſom en Svane, ſnart ſom en Dukat,
Nu ſom en Stud, nu fom en Abefat.
Lykſalig den, ſom Amor! du beffytter!
. Dan fan Alt, hvad han vil, og rundt omfring
Han Slotte, Bjerge, hele Verd'ner flytter.

Paa Dieblikket, og ſom ingen Ting.

Den, du beffjermer, frygter ingen Fare;

Ham ffræffer ingen Morder eller Tør;

Han Penge fil en Kaarde frit fan ſpare;

Ham Befter, Menneffer og Djævle flyer.
Men da min Mufes Børn ev hidtil faa,

Kun lidt bekjendte, mindre deres Fader,

Saa, at min Læfer mig desbedre fan forftaae,

Vil jeg oprigtig. her tilftaae,

At jeg af Kjærlighed er ingen Hader;

Men i al EXrbarhed og Tugt

Saamand endogſaa har en lille Pige,

Der et fortryder paa den Smule Smukt,

Jeg hende fan imellemftunder ſige;

Skjondt det er et faa ſmukt, fom det Catull

Sin Lesbia tilnynned', og Tibull

Sin Delia, ved tjælentſtemte Lire —

(Men dem hun fjender et, og mig hun er lidt huld)

Og denne Pige, ſom for al Mongolens Guld

Jeg ikke bytted' bort, hun hedder her Semire.

Nu veed Enhver, ſom engang elffet har —

Og Andre veed det af Romaner

Og Sfuefpil — at mellem andre Baner,

Der hænge ved den arme Elſkovs Træl,

Som, for Exempel, tidt at ſlaae fig felo ihjel,

(For hvilfen, Cypris, du mig allenftund bevare!)

Er i Beſynderlighed den:

At hoppe, helſt i Qvæl, til den Tilbedte hen,

Endogſaa med den allerſtorſte Fare.

En Elſter er beſtandig Helt.

Cupido har, ſom Fader Naſo ſiger,

Trods Generalen Mars ſin Leir og Telt;

Og den, fom løber efter fjønne Piger,
Er i beftandig Strid og Felt,
Saa godt fom nogen anden Kriger.
De ſpionere Hver, paa Mark og Bal,
Hiin Fiendens Hær, og venne. fin Rival —
Naar Mavors Søn en Fæftning hift beletrer,
Og throner paa nedbrudte Taarnes Gruus;
Saa denne bryder Bindver op, og fetrer,
Og raſt flaaer Lygter ind i lyſtig Ruus —
Hiin trygge Fienders Søvn er vel tilpas,
Med Slummer har en Elffer og fin Spas —
Kort disſe tvende ligne faa hinanden
J alle Ting, fom man fan fee
Hos Naſo nok faa godt, fom hos en Anden.
Han gaaer i fligt et blot for To, men Tre.
Jeg juft faa ganſte noie veed det iffe;
Men han forftod den Sag til Punkt og Priffe —
Desuden Alt at fige, hvad man veed,
Med alt for flor Omſtændighed,
Det er faa hvad det er. Paa mange Gteder
Den gode Nafo dette ſelv begræder.

Men, til Materien igjen at fomme,
Jeg mangler, mærfer jeg. en Smule Bly,
Og fvinfer noget meget. Maaſtee Somme,
Der iffe vide, Pegaſus er fly, - |
Bil finde min Maneer for ny;
Endſtjondt de ſelo dog, med Forlov at fige,
Saavidt man undertiden Fan forftaae,
J Ting af ſtorre Vægt faa ganffe lige
Juſt ikke altid gane;
Men det er egentligen deres Sager,
Gom mig i Grunden her aldeles ikke rager —

Og, for at komme fil mig felv igjen,
Saa, da jeg har bevtift, at Amors Ven
Er Helt, og fagt, at jeg har felv en Pige,
Saa følger deraf overmaade lige:
Ut jeg er ogſaa Helt. — Men Helt og Helt er To;
Gemene Heltes Navn er Legio.
At Efterverdnen mig bør blandt de fjeldne priſe,
Bil, haaber jeg, mit Eventyr beviſe.
For her at undgaae ſlem Logomachie,
Saa fættes: (Forord volder ingen Trætte)
At Heltemod tfær beſtaaer deri,
At leve, naar man fan — og døe fom Mette,
Som Grethe, Jesper eller Sfrædderen :
Det er at ſige: ſmukt ſtaae op igjen;
Thi døe er ingen Sag — det fan jo paa min re
Hvem det ſtal være;
At leve derimod, fee, det er Tingen!
Det fan i vore Tider næften Ingen —
Ut fige, naar bet gjaldt; jeg regner iffe den,
Som fan gaae i fin Seng, og fan flane op igjen,
Foruden Farlighed, og ei alene leve,
Men blive til To, Tre; og være tyk og feed,
Og tankelos og ubefymret fvæve,
Som Herremand, Bormefter eller Greve,
J rolig Clausſimplexiſt Salighed —
Det kommer iffe Sagen ved;
Wen midt i Nattens Dorf, omlynet allevegne
Af blege Raedſler, og dog iffe blegne,
Hvor Piet vendes, mødt af Helveds hele Magt,
See Djævel, Mørf, og Sfræf med ligeftor Foragt;
Med Øre, dirrende ved Zahras Lovers Vrol,
Kun høre: &jæmp og vind! imellem hvert et Brol;
Baggejens Varker. 1. B. 5

s 66

Med Næfe, lugtende fun Damp af Aadfelfuler,

Som ben, der fliger op af gamle Dragers Huler,

At fnyfe Fjæf, og felo naar Jordens Axel nal,

At tage findigen fin vante Priis Tobak —

See vet er Heltemod. Endſtjondt den hele Scene

Er, trods Anſtrengelſen af min Camene,

Kun ſtildret mat —

Som Læferen nok ſelo vil finde, naar jeg figer,

Ut den ſtal foreftille mig ſom Kriger

J Tvefamp med en Roland af en Kat. -
Hver Elſtovs⸗Atheiſt i flig en Scene

Bift havde ſpilt fin Rolle meget flet;

Kun Elfferen, fun Elſteren alene,

Skjondt bunten, fanges iffe ber faa let.

Hver Anden tabte Modet, fom jeg tænder:

Kun Amors Slave fjender ingen Frygt.

Min Sjæl er Fjæf i min Semires Lanker,

J hendes Slaveri jeg lever trygt.

Er fynge disſe Kjæder; men de lette

Med Lynildſtraalens ſuſende Galop

Min glave Aand højt over Jorden op,

Og den ved Siden af Kronion fætte.

Stolt ffuer jeg paa Jordens Farer ned

Igiennem Glandfen af Semires Smile,

Og frygter et den nære Tordenkile,

Om end min Sidemand var nof faa vred ;

Tryg, om end alle Himlene nedtordned',

Jeg flytter ei en Fod, men bliver paa mit Sted,

Om for mit Øie alle Sole ſortned'

Og alle Kloder under mig bortgled.

Saa mægtig er din Trolddom, Erycine!

Den, du fortryller, ingen Fare flyer,

For ham er Spog, hvad Andre fynes Pine,
For ham, fljøndt ubevæbnet, Ulve flyer.
Herpaa er jeg juft et det eneſte Exempel.
Horaz fladfæfter det: han fjendte Elſtovs Magt
Saavelſom jeg, var Helt, Poet, og uforfagt;
Og frurrigt nok, vi to (Alt vel tilſammenlagt)
Har overalt faa godt ſom ſamme Stempel:
Han i Venuſium var født, jeg i |Korsøer;
Han levede paa Landet, jeg i Byen;
Han løfte? Cæfar og Mæcen til Skyen;
For jeg gjør fligt, af Sult jeg heller doer;
Han kyſte tidt tre, fire, fem, fer Piger;
Jeg gen — og neppe det, ſom Somme figer;
Han fluffeve fin Tørft med god Falerner⸗-Viin;
Med Peblingſoens Vand jeg fluffer min;
Han var en ſtor Poet — og jeg en lille:
Kort fagt, naar, uden Frygt for Ariſtark,
Jeg fammenligner os å la Plutark,
Saa fan man os fnap fra hinanden ſtille.
Og Elffov gav og Mod, at trodfe begge To,
Han den fabinffe Ulvs, jeg Sjellands⸗Kattens Klo.
For nogle Dage, hvilfen dog faa lige
Jeg iffe turde juſt med Vished fige;
Nok er det, at det var engang en Dag,
deg tog mig for, at komme, fee, og vinde
Min hidtil demanthærdede Gudinde,
Som iffe var faa ganffe let en Sag.
Man mærfe vel, at jeg aldeles ikke
Ér nogen Paris eller Ganymed,
Og ikke fynderlig fan Fruentimmer ſtikke
J Dinene, faa vidt jeg veed;
Thi Alt, hvormed man Damerne behager,
5*

Alt hvad det ſmulke Kjøn ifær indtager,
Smaabitte Fødder, og en ſmuk Frifur,

En ſmidig, let og ledelos Figur,

Der i forunderlige Caprioler

Har Centrum Gravitatis hift og her,

Snart i fin Hat, og ſnart i fine Saaler;

En Bittighed, ſom, naar og hvor bet er,

Kan ene, hele Timer, tæffelig,

Trods fund Fornuft, for hele Kredſens Næfer.
Frembringe Myriader af Fadatfer —

Alt ſligt har umild Skjebne negtet mig.

Og derfor er det ef at undre over, .

Om jeg maa gjøre mig en Smule Flid;

Kun Hofmænd, Prindfer, Guder Alting vover,
gor førfte Gang — jeg bruger mere Tid.
Jeg er et Mars, om hvem Ovid fortæller :
Gan fom, og faae, og vandt fin Sylvia:
Hang Maade var desuden iffe heller

Heroiſt, naar man regner Alting fra.

Men, i min Rad igjen! Man fane mig før
tæt udenfor min Herſterindes Dør. :
Og, affagt Hader af de ſpanſte Stiffe,

Der blev jeg ikke —

Jeg ſmukt gif ind, fom andre Menneſter,

Og hilfte, fatte mig — og faa var det ei meer.
Thi om jeg nu engang med Foden ſagte ſtodte,
Viſt uden Forfæt, paa den Sfjønnes Fod —
Om mine Øine ſtundom hendes mødte,

Og hendes mine — om en Smule Blod,

Uvift hvorfor, ved flige Letligheder

Op i de roſenhvide Kinder foer —

Og om der banked' noget, visſe Steder,

Og haved' noget vift, jeg ved ei hvor —

Om et og andet gjennem Sjælen foer —

Og om jeg ſvommed' i et Hav af Glæver,

Og undertiden næften drukned' heel

J Elſkovs underlige Saligheder —

Det gietter i det mindſte for en Deel

Enhver forelſtet Povel og Peder.

Men, cen Ting gjetter Læferen dog ei:

At nemlig midt i denne Hurlumhei

Af Tryllerier, midt i dette Glædens Eden,

Var, ſom i hvert et Paradiis herneden,

En Slange fljult. Hvor findes varig Lyft,

Naar ikke felv ved min Semires Bryft?
Jeg fad i Himlen ſelv — jeg fane fun dig Semire!

Og fane fun Guders Syner i hvert Blik —

Jeg aanded' Ambra — hørte Solens Live,

Og Spharernes Muſik —

Jeg holdt din Haand, og folte Evalds ſode,

Henrykkende jeg veed ei hvad —

Jeg kyſte den, jeg ſmeltede, jeg dode

Paa Stolen, ſom jeg ſad,

J meer end Engles Salighed — jeg rørte

De hoie Himles Himle med mit Haar —

Kort fagt: jeg aanded', følte, ſaage, og horte

Alt, hvad en lykkelig Poet formaaer.

Jeg voved' felv et Kys — og nu foandt Jord og Himle —

Jeg Verden fane ſom lillebitte Nød,

Som Erter fane jeg Menneffene vrimle;

Og Skibe ſmaa, ſom Fingerboller, flød

Paa Havet, der mig ſyntes ikke ſtorre

End en Kop Kaffe — men hvor godt jeg ſaae

Paa disſe Ting, fane jeg dog ei, desværre!

En Kat, fom fæt ved mine Fødder lage.

J Mufer, fom de høie Ovad indgive,

Du, Sult! og du, fom burde nævnes forft,
Poeters egentlige Moder, Tørft!

O hjælper mig pindariſt at beffrive

Dens Pine, Hale, Stjæg og fæle Klo!

Nu gjelder det! o! hjælper begge To,

At det en Smule høit og frygteligt fan blive!
Stjøndt alle Lignelfer er? vift nof her for matte —
Med Katte fan fun ſammenlignes Katte.

Som blodig Himmelriis, den flammende Comet
$ Nattens Svælg — ſom Hvalen, naar den fryfer,
Og gjennem hakkenfjeldſte Neſe nyſer
En Flod, ſaa ſtor ſom Styx, mod Himlen op,
Og Gallioten med fin Rumpe flænger,

Som liden Slyngefteen, fra Dybet af med eet
Op paa det fvimfe Teneriffas Top — |
Som Ceilons Elephant, naar den ei længer
Bil leve, river Skovens Ege ned,

Som det var Kjeppe i et Erte-Bed —

Som afrifanffe Løve, naar den brøler,

Og døver over tufind Tordners Knurr,

Ut Øret bereg Skrald ei mere føler

End, naar det tordner, Svcerme⸗Biers Surr —

Som naar Orlando furioſo raſer

J en Ballet — ſom falig Don Ovixot',
Naar han forbittret over Sanchos Phraſer
Troer Hyre⸗Huus, og Kroe er hver et Slot,
Ta'er Møller an for Kjæmpyer, ſplitter, ſprætter
Hver Binge; dræber Geder, Faar og Sotin;
Og ynkeligen myrder alle etter,

Selv dem, hvis Liv er Lær, hvis Blod er Viin —

ij 71

Som Loke ſees med Tordentrin at trampe,
Svobt i en tifold hør zemblaiſt Storm,
J Udgaards Hulers edderfulde Dampe,
Imellem Fenris, Hel, og Midgaards⸗ßOrm —
Som Miltons Satan, naar han tungt fremtriner
Paa Tydſt, i Zaariæ tunge Verg,
Blandt Himmelmagters brændende Ruiner,
Hvis Echo tordner, brøler, hyler, hviner
J hele Helvede paa langs og fværg —
Som Døden — fom den Soeizerſte, der ſidder
Bed Porten af dét fandenffe Hotel,
Den flygge Frue Peccatum, der faa vel
Er dannet oven til; men gjøer og bider
Med Hundegab 1 begge fine Sider;
(Den flygiffe treflabbede Bulbider
Er ei faa flem) hun far et helt Doſin
Af Hov'der til at ſtrue ud og ind,
Hvormed hun holder Vagt til alle Tider
Ved Demants⸗Porten. Siger Milton fandt —
(Og jeg veed iffe, hvad han vandt
Ved her at lyve) Satan felv en Smule
Perplex og heed om Øret blev den Gang,
Han hørte denne Helved⸗Scylla fang,
Og havde Moie med fin Sfræf at fljule,
Da hun fig reifte fra det Sted, hvor hun er fat,
Og med et Brøl, fom alle Helved⸗Gruber
Ygjentog, ſpyede Ild og Gift af alle Struber —
Ei anderledes var at ffue demne Kat.
Men jeg, ſom fagt, var Helt. Og ſtiondt jeg vel, ſom
Fanden,
Forfippet blev, faa tumled' jeg dog ef,
Som ofte før, paa Gulvet; men, fom Manden,

72 | É

Som Helten fad jeg fjæl,. og gif et meer min Vei.
See! det var Kraften af dit Smil, Semire!
At jeg vel blev en lille Smule bleg,
Og glemte Lyden reent af Solens Live,
Og Syhærernes Concert, og Guders Bliffe,
Og al ven hele Himmel lLeg ;
Og at jeg i ve førfte Dieblikke
Saae ikke meget ſynderligt
Til Erter, Fingerboller, eller fligt —
Det negter jeg aldeles ikke.
Mig ſyntes tvertimod, at Alt blev ganſte fort —
Semire faae jeg fom en Sol i Natten;
For Reſten ſaae jeg ikke ſtort;
Thi alt det Øvrige var rullet bort,
Saa nær fom — Katten.
Jeg var desuden allerede før,
Som man har feet, i Hovedet Iidt ør.
Imidlertid faa længe dette varte,
Semires Omſorg ingen Moie fparte
For at faae jaget Peis paa Dor;
Men denne Periander iblandt Peiſer
Sig op paa begge ſine Bagbeen reiſer,
Og mod Semire felv udſtrekker fine Kloer;
Med meer end djevelſt Gruſomhed han ridſer
Et blodigt: Op til Kamp! i fjælne Fingerſpidſer.
Mon Pyramus, da han fin Thisbes Blod
Indbildte fig at fee — mon Lybiens Løvinde,
Naar hun ſaae ſtjaalne bort de Unger, hun forlod,
Saa raſede, fom jeg i dette Oieblik,
Da jeg, Semire! ſaae dit Blod at rinde?
Tituſind Lovers Mod umiddelbar jeg fik,
Og folte Styrke til at knuſe Millioner

73
Langhalede, langoiede Neroner.
Med Lynets Fart jeg op af Stolen foer,
Som den opbragte Hval fra Zemblas Klippers Redder,
Naar man Harpunen i hans Nakke ſteder —
Og Tanfen i min Sjæl var lutter Mord.
At flue var jeg vift forfærdelig ;
Thi min forfyefte blødende Gudinde
Blev mere ræd for mig end for min Fiende,
Og flygted' i en Krog at ſtjule fig.
Forffræffet floi Forrederen omkring
Paa Borde, Banke, Stole, rundt i; Salen,
J mange ffræffelige Spring,
Indtil jeg endelig fif Fyren fat i Halen.
Af Stentor ingentid man hørte ſaadant Sfrig;
Ci trufne Krigs⸗⸗—Guds Brøl i den Trojanffe Krig —
Ei Gunilds Kats, dengang Jens Blok paa ham fik fat —
Ei alle Tordners Skrald — et alle Stormes Larme,
Var mer end Anes Sfrig i Mefter Jespers Arme,
Imod det Sfrig, fom foer af Struben paa min Kat.
Fortvivlet fnoer hans myrdevante Fødder
Omfring min Arm med rædſomt Mjau i Mau;
Den nøgne Finger i hang Strube bløder;
Men tvinger, trods den Gift, hang Bid indgyder,
Trods Strømmen af det Blod, fom uophørlig flyder,
Af Helten ei engang Fragmentet af et Au!
Staalhandſter havde dog Prinds Jørgen paa,
Dengang han kjemped' mod Lindormens Tænder;
Han et med mig 1 Ligning her fan ftaae,
Som nøgen var paa begge mine Haender.
Origenes holdt engang Haand 1 Ild;
Men deels er Ild fun Spog mod Katte. Tænger —

Desuden holdt han Haanden iffe længer,
End til den blev for varm, fom Nogle fige vil.
Matroſen, der med nys afhugne Hænder,
Holdt Svenffe-Sfibet faft med fine Tænder,
Trods alle Næfepuf, mig ligner heller ei;
Thi, reent ud fagt, han gjorde meer end jeg.
Omtalte Herr Jens Blok fom jeg ei heller flod;
Thi Bogen figer, at han flod aldeles fle;
Hans Toekamp ellers min er liig til Punft og Prifte,
Undtagen for faa vidt jeg flytte)” et en Fod.
Kun Samſon — ja! fun Samſon (notabene!
Som han i Kongens Have flanger
Med blottet Arm i Løvens Gab) alene |
At ligne mig i denne Poſt formager.
Som Samſon altſaa — dog, naar rigtig Tingen
Jeg overveier, flod jeg ei fom han —
Som Herkules — ei heller det gaaer an — '
Som, jeg veed iffe hvem — jeg flod, fom Ingen —
Jeg ſtod, ſom Ingen havde ſtaaet før
Af alle Verdens ftaaende Perſoner,
Trods alle Heraflider og Samſoner,
Med Katten i min Haand tæt ved Semires Dør.
Win fromme Læfer alt begynder |
At ynkes over, at jeg der faa længe ſtaaer,
Og undrer fig, hoi jeg mig iffe ſtynder
Og Katten ud af Døren faner?
Men, fandt at fige, ſtod jeg ber ei længe;
Thi hvad er Mod foruden Sindighed?
Zeus felv fig ſtammed' iffe ved at flænge
Engang, da han blev ſtodt, Vulcanus ned.
Endſtjondt i mange Slags Omſtendigheder
Jeg iffe ſtjotted' om at være Zeus for liig,

Jeg fulgte hans Exempel; det, ſom klæder

En Gud, faa tænfte jeg, fan ogſaa ſomme mig;

Jeg derfor. fog min Kat, fom Zeus tog Smed og Krykken,
Og hvirvlede ham ud af.Stuen i en Ruf,

Endogfaa deri flor, at Fienden faldt paa Ryggen,

Og til min flore Fryd, krepeerte af fit Puf.

See! bet var Birfningen af Amors Pile!
O Elffov! hvad fan ligneg ved din Magt!
O! hvad fan lignes ved Semires Smile!
De ſtabe Sjælen flor, og ſtolt, og uforſagt.

Ja, Elſtov, det var dig, ſom ſtabte disſe Helte,
Prinds Jørgen, Samſon, Herkules, og mig,
Som Drager, Lover, Hydrer, Katte fældte!

Du gav os Mod; vi faldte dem ved dig.

Og evig derfor ſtal fra Harpens Strænge lyde,
O Elſtov! din udødelige Priig,

Og Hymner om din Tryllemagt ſtal fryde
Zaharas Heder og Kamſchatkas Jis;

Og Digt're ſtulle deres Penne ſpiſe
For at udfinde Ord, ſom rime ſig paa umph,
Naar de dig vil i al din Hoihed priſe,

Og ſynge Eventyr om Amor i Triumph.

Jeppe.
Et fjædlandft Eventyr.
JF ti Sange.

Forſte Sang.

— —

Indhold.

Da følgende Fortælling er ſaa lang,
Sar man afdelet den i ſmaa Capitler,
Hvoraf ethvert af Spog betitles Sang,
Alene for at gjøre Nar af Titler;
For Læfcren fin Moie lidt at lette
Med Gjennemlægningen, blev digfe til;
Af famme Grund man ogſaa fætte vil
Et Indhold foran hvert, fom foran dette. |

J— ſom tilforn, med Piben i min Mund,
Om Vinteraft'ner i den morke Stue,

Med Purken paa mit Kne, faa mangelund
Sad i en hunslig Kreds for Kakkelovnens Lue,
Og lyttende Mama, Papa, og, Purk

Fortalte gamle Spogelſe-Mirakler

Om Trolden Find, og om de tolv Speltakler

J Borreveile⸗Skov, og Ridder Rød, ben Skurk —
Jeg om en ſtakkels Bonde ber fortæller

Et pudfigt Eventyr, faa ſnurrigt fom jeg fan,

J Vers, hvori min jordiſte Forſtand

Beleirer ingen af de himmelſte Caſteller,

Ved paa gigantiſt Viis, i tydſte Conſtructioner,

At dynge Osſa⸗Ord paa Udtryks⸗Pelioner.
Forſtaaelig for mig felv og for Enhver,

Jeg ftræber, mig og Naſten, at fordrive

Eet kjedſomt Oieblik, om ikke fleer,

Ved i ti, tolv Capitler at beffrive

Min Jeppe (vet. er Heltens hele Navn)

Hans Heft, hans Viv, hans Hund og Tog til Kjøbenhavn.

Apollo! Pegaſus! Camene! Sanggudinde!
Pimplea! Muſe! Pieride! kom —
Mei! kommer mig et nær! — jeg ene denneſinde
Kan, uden Eders Hjælp, hvad jeg fortæller om,
Begynde, giennemgaae, fuldende.
Jeg ei bonfalder denne Gang
Den mindſte Gud, Gudinde, Nymphe, Pige;
Selv ikke Torſt og Hunger, disfe tvende,
Som ellers tidt, trods andre Muſer, tvang
Poeter til, vor Verden at berige
Med Fidibusfer, og deslige.
J fordum Tid, ba Dannemark var danſt;
Da Dyden agtet blev, endogſaa hos en Staader,
Og Laſter ſtjultes ei bag Slor af hoie Naader;
Man leved' et paa Tydſt, og et ſov hen paa Franſt;
Da man i Kirke gif for Præfenen at hore,
Og iffe for Erobringer at gjøre;
Juſt Ingen Irus regent, og Ingen Kroſus var;

Da man ved Aldymie faa let ei kunde flabe

En Doctor af en Kat, en Raadmand af en Abe;

Da Heſten faldtes Heft, og Junker Fix en Nar;

Da Liberi.var et ten bedſte Vei til Brød,

Og Mangel paa Patron juft ei den visfe Død —

J denne Fabel⸗Tid, fom Holberg har beffrevet

Saa fmuft i Paarſes Bog — maaſtee lidt overdrevet —
Lang Tid før Kalmar⸗Krig — om tuſind' Aar, om tre?
En lille Feil deri man gunſtig overſee!

J Pefing og hos mig, Chronologie om ingen
Staaer faft paa famme Fod og næften paa flet ingen —
Jeg knap med Vished veed, hvor længe før min ven
Jeg ſelv blev fød

End fige mer — jeg gaaer mit Skud til Nød

J Tiden frem; men faare flet tilbage —

Kort: i den gode Tid, I Gubbens Ungkarls Dage,
Der var engang en Mand, og Jeppe Manden hed,
Som bog, uagtet de faa gyldne Tider,

Han leved' i, fig onſtte ſommetider

Did, hvor man onſter fig, naar man et bedre i.
Han Bonde var; og ffjøndt han ſpared' ingen Moie,
Med 1 fit Anfigts Sved fin liden Jord at ploie,
Saa maatte han dog al ben Nød og Trængfel doie,
Som Bonden ſukker vend den Dag i Dag,

Og fom er et faa ganffe ſtjon en Sag.

Misvært flog ind; han felv, hans Born, hans Hefte
Blev ſyge; Sfatterne blev ei betalt;

Den Smule, fom han havde for til Bedſte,

For Laaneforn til Herremanden faldt;

Og endelig — faa gaaer det — arme Manden
Blev i fin Sved og Graad fra Gaarden flængt.
Sligt Knak har tidt forvoldt, at En og Anden

Sig felv tilſidſt i tomme Lo har hængt.

Og mellem os, om jeg ſtal Sandhed fige,

Gaa feer man vel vor Fjære Pebling⸗So
Beſoges tidt af mangen Karl og Pige,

Der et har nær faa god en Aarfag til at døe.
Langt fra jeg noget Selvmord Bifald giver,
Endog det bedſte var, og er, og bliver

En hedenſt Heltedaad, meer Skam end re værd;
Men i fin hele Glands min Helt fremffinned? ber.
Han ſtoiſt bar, foruden Hjælp af Striffe,

Sin Herremands og Skjebnens Gruſomhed

Med en forunderlig Beſtandighed,

Hvis Lige Helten ſelv fra Uz fremvifer ikke.

For heelt at fylde Mandens Modgangs Skaal,
Ham Sfjebnen havde, fom benævnte Helt, en Ovinde
Beffaaret, ret en ægte Djævelintde,

Der paa den arme Mand beftandig gjorde Kaal
J Velmagts Tid, men nu ham traf for Sfjæver
J Modgang, iffe blot med Ord, men Naver.

Den Smule Haar, jeg har paa Hov'det, reiſer fig
Bed at fortælle hvor meduſelig
Mo'er Birte mod den arme Jeppe foer,
Da Fogden borte var, hvis ſidſte Torden⸗Ord
J Stuen lod endnu: „Herud J Kjeltringtoi!,
De bange Born omkring den arme Fader floi,
Og ſpurgte grædende: hvorfor mon Fa'er bøg græder?
„O! gid jeg kunde græde Jer .
„Lidt Brød, lidt Brænde, Huusly, Klæder !
„Troſt bem, Mo'erlille, giv dem Hvad her er!” —

80 .

Som ſultne Bindehund fremfpringer mod en Staader,
Mo'er Birte nu fprang frem, og tog til Ords,
Forfærdelig fom Avind i Peer Paars,

Ei ulig Fandens kjodelige Moder :

„Nu har du bet faa godt, dit dovne Drog!“

(F det et vældigt Ørefign Mandens Øre

Saa doeved', at han knap det Halve fif at høre)
„Hvad fagde jeg? du altid var faa tog! .
„Nu har du det faa godt, bin Dosmer, — gjorde jeg
„Din Ret, fan fløj dig nu en Træffo i hvert Øie,
„For mig du har holdt Huus! — nu fan du gane din Vei —
„Det flal en ftaffels Kone doie —

„En ſaadan Slyngels Dovenffab og Sviir!

„Og' tæenker du, jeg længer hos dig blier —
„Nei! du ſtal ſuurt og dyrt betale!

Mu ſidder du en kjon! din Hanrei! og faa fandt
„Jeg hedder Birte!“ — fænger i fin Tale

Hun dog et kom: thi, Hoved indtil Hale,

Saa droi han var, nu Konen Manden fandt.
Hvad enten Vægten af de mange Puf,

Der fulgte paa hinanden i en Ruf

Af bendes Haand i Heltens Neſebore —

Hvad heller Ordet Hanrei for vor Helt

Af egen Kones Mund klang alt for fælt;

Nok fagt, før førfte Gang hans Næver fore

Saa raſt mod hendes Haand⸗ og Mundgevær,

At hun et foared? eet til Tuſind meer.

Paa Gulvet tumled' om den hidſige Matrone,

For førfte Gang nedſtodt fra fongelige Throne.

Men af! der firevet ftaaer i Sfjebnens Bog:
Uhevnet ingen Mand fin Kone flog,

Iſcer naar hun flog forſt! Man ſiden vil erfare
Hvor dyrt vor Helt den Seier fom at flaae.
Hver Xgtemand fig derfor tage vare,
Hvis ham hans Kone flaaer, igjen at ſlaae!
Jeg haaber, den Moral mig vorde vil paaſtjonnet
Af hele dyrebare, ſmukke Kjonnet.

— — — —

Anden Sang.

Indhold.

Lidt meer om Heltens Tilſtand. Et Par Ord
Om Venſtkab, og en Ppthias blandt Heſte;
Som nyt Beviis paa hvad Herr Pope trogr,
At denne Verden er den allerbedſte.
En Skov⸗Tildragelſe. Vor Helts Dancer
At fælde Grene paa. Man feer Orakler;
Spaadomme, forte Konfter, og Mirakler
Forkynde flemme Ting, og volde fler.

Saateres endedes med en Rondé
Bor EXgteſtabsduet. Sligt tidt desværre hænder.
Er Krybben tom, faa bid's endog fiirbeente Venner —
End fige Venner, fom fun gage paa To.
Kan Dyr i vise Fald fig ikke godt forlige,
Der i en evig Dumheds Ro
Dog endnu ſtedſe leve, bygge, boe,
Hvad ſtal ba Menneſtene fige,
Der engang have ſpiiſt af Kundſtabs Træ,
Baggefens Varker. 1. B. 6

Og derfor ikke leve meer fom Fœe
J Fred; men overalt philoſophere —
Det er at ſige: diſputere?

Hvert Dieblik var nævebfandet Riv
Imellem fromme Jeppe og hans Viv.
Imidlertid den Kjevlen bragte Manden
Lidt efter lidt
(Som al Philoſophie, der gaaer for vidt)
En lille Smule fra Forftanden.

Hans hele Herlighed beftod
J en elendig, lille; ſtraatakt Hytte;

Hang Kone, fom med philoſophiſt Blod

Han før den mindfte Vogn⸗-Heſt vilde bytte;
Hans Børn, hvis Nytte heel var negativ,
Da han et havde Jord, de ploie funde,

Men derimod de Stafler havde Munde,
Som funde ſpiſe meget poſitiv.

Hans Heſt, der paa fin Vis med ham fin Skjebne bandte,
En foleflar Copie af Roſinante;

En Vogn, en Øre, lidt Taalmodighed —
Det var, ſom fagt, hang hele Herlighed.

. Ut Ingen er til alletider,

Naar man betragter Alt fra alle Sider,
Fuldkommen lyffelig paa denne Jord —

Den Sætnings Rigtighed jeg troer

Enhver med begge fine Hænder

Kan tage paa, ſtjondt han juft ei er overklog;
Skjondt Flaccus, Solon, Sirachs Bog,
Og Ægteffabets Skole han et kjender;

Men, at der Ingen er ſaa reent ulykkelig,

At Lykken ham et Kys jo ſtundom giver —

Den Sandhed er lidt meer utydelig,
Endffjondt den, hvor det gaaer, dog evig Sandhed bliver.
. Zen velbemeldte Heſt bevifer her min Sats,
Hvad Jeppes Tilftand angager. Al den Ovide,
Han maatte hos fin vrantne Kone Tide,
Forſodede Peer Aſen ham. Horaz
Ei elſtte hoiere de Smukke,
Mæcenas, eller fin Falerner⸗Krukke,
End Jeppe dette fjære Krif,
Som i fin Velftand han paa Eegſkovs Marked fit
For rene tyve Daler. Ikke Fjender
Hiftorien to flige Venner;
Alt, hvad Poeter os om Pylades, Oreſt,
Om Niſus og Curyalus fortæller,
Om Damon, Pythias, og fort, hvad Fablen melder
Om Venner — ſpaadomsviis forklares bedſt
Om vor forfulgte Helt, og om hans Heft.
Paa flig Beftandighed hos Venner
Jeg eet Erempel i Hiftorien fun fjender,
Hiin Sancho nemlig og hans Rucio —
Ifald man ellers kan den Moor, Hamete, troe.
Hvad enten nu Peer Aſens ſadelige,
Sagtmodige Gemyt, ſom, ſandt at ſige,
For ret at ſtildre det i Haſt,
Med Birtes dannede den ſandeſte Contraſt;
Hvad heller det, at Ingen deelte mere
Med Jeppe hans Gjenvordighed,
End dette fromme Dyr, til denne Kjærlighed
Var Aarfag, vil jeg ikke decidere.
Om, muligt og, en Art af Harmonie
Imellem Sjælene, ten Sympathie,
Der taleg om af ſomme Pythagorer:
6%

Som, for Exempels Skyld, om Jeppes Faders Sjæl,
Da den foer: ud, foer ind i Follets Neſeborer —
Alt vet fan pasſe fig til Tingen ſaare vel;
Men hvilfet det nu var, jeg her randſager iffe,
Slig Grandffen fan fig fun for Philoſopher ſtikke.
J Nøvden føler man førft Nytten af en Ven;
Hvis han ei hjælpe fan, faa fan han dog forføbe
Vor Sorg; hang Hjerte fan med vore Hjerter bløde;
Og fælles Lidelſe beftandig lindrer den.
To bære meer end Cen; derfor blev Xgteſtanden:
Er Vennen iffe der, faa føger man en Anden.
Saa gif det Helten her. Af hver en Moders Sjæl
Forladt, behandlet af hang Kone fom en Træl,
Af Stuen jaget ud ved hendes Tunges Rafen,
Han klagede fin Nød med Taarer for Peer Afen;
Og, meng han klapped' ham, og gav ham mavre Fo'er,
Vel ſtundom og et Kys, brød ud 1 disſe Ord:
„O! du, min enefte, min fidfte, bedſte Ven!
„Peer Aſen! hvordan lever du, min Broder?
„Du feer faa maver ud! din Staffel fvinder ben
„Af Sult og Sorg for mig! nu er jeg fun en Staader!
„Og itfe nof med det; men Qvinden — vidfte du
„Hvordan hun holder Huus med mig Ulykkelige!
„Hun uophørlig ffjelder, fmælder nu
„Mig arme Mand; et hor jeg hende fige
„Det allermindſte trøftelige Ord;
„Kun Dosmer, Hanrei, Slyngel, og deslige —
„Jeg gaaer, Peer Aſen, reent i forten Jord.
„Du graeder, fjære Beeſt! — o! gid du var min Ovinde,
„Og Birte Heft fom du! o! gid det funde ſtee!
„Som Dug for Solen feer jeg dig forfvinde,
Og kan et redde dig! 0! vee os begge! vee!⸗

Saa klaged' han fin Nød i Stalden meget ofte,
Og tørred' Øinene med haarde Vadmels Kofte
Paa fig og Heſten, ſom han troede: græd.
Og rigtig nok Peer Afen flod og talte,
Medlidende, ved ſaadan Leilighed
Er mindſte Ord, ſom om hang Taarer Stemmen qpalte.

Det hændte fig, vor Jeppe var en Dag
J Skoven med fin Vogn og med fit Afen,
Og hugget" Brændfel i Buftafen. ø
Men hvordan. det nu gif med denne Sag,
Saa fom han op tilſidſt i en anfeelig Bøg,
Og fatte frævs fig paa en Green af ſamme,
For at afhugge den tæt inde ved dens Stamme.
Nu var juft Grenen tyf og brør,
Saa han, for deg begvemmere at raade
Sin Arm og Øre, fatte fig
Juſt fom en Anden aldrig fatte fig
J lige Fald, paa meeft forkerte Maade.
Han bar fig derved underligen ad;
Kort: for at være fiffer paa fin Rammen,
Han huggede juft imellem fig og Stammen.

Til at fane Grenen af han altſaa havde fat
Sig ret beqvemt; men Følgen, at
Han vilde dumpe ned, naar denne brat,
Derom ban dromte ingenlunde ;
Men hugget? raff og ubefymret til
Paa Grenen Hug i Hug af Hjertens Grunde. —
Sligt var jo gal Mands Værk; bet jeg ei negte vil;
Jeg langt fra ei hans nye Maneer berømmer ;
Men fjære Læfer, førend du fordømmer
Min Jeppe reent, faa tænk dig lidet om,
Og ſporg dig ſelv, om du har aldrig hugget over

Den Green, du fidder paa? — Dog bette lader ſom
Moral, og af! Moral man gjerne lover,
Og ſover. —
Saa tænf om Helten Jeppe hvad du vil!
Nok, at han fidder der, og hugger trøftig til.
Imidlertid i ſamme Dieblik
Tre forte Meſterlectianer,
(Forſlagne Klipperter, Slagloſianer)
Spadſerede forbi, og Dieepaa ham fif;
Men rolig han blev ved at hugge paa fin Bøg.
Uagtet Hjertet altid gjerne hopper
JMuſers Sønner ved Spektakler og Spilopper,
Saa ſyntes disſe tre det døg for flem en Spog,
Om Manden bratted? ned og flog fig reent i Stylkker;
De raabte derfor Alle: „Gale Mand!
Og Echo felv bem hjalp og gjentog: „Gale Mand!
»Sfynd, fynd dig hurtig ned, før Grenen ryffer
„Dig ned med fig — ben fnager alt — et Hug!
„Saa dumper den, og du vil ligge der en ſmuk!“
»Dvad,” raabte Helten ned fra Træet, „Sludder Sladder!
„J vil nof narre mig, ſaavidt jeg feer;
„Pas F jer Bog, og fan mig være den jeg er!
„J er nof af de Sorte, fom det lader!
„Men vil I lyde mig, det bedre var
„J gik paa Sfolen, end at holde Folk for Nar.“ 5
Og han hug til igjen. — „Ja, fa! pag paa!
„At vi har fpaaet dig fandt, du fnart at fee vil faage!“ —
Hyp! hyp! — nu fommer den — hyp! hyp! — og krak!
Der laae vor Jeppe — Grenen knak.

— —

tredie Sang.

— ——

Indhold.

Stjælv altid, ufle, foage Dodelige
For i de Ting, den vife Simmel bøb,
At ligge ſtjult i Nattens forte Skjod,
Til Held for dig, nyggjerrigen at fige!
Læg det Capitel i diu Skjebnes Bog,
Som Viisdom felv at læfe dig tillader,
Dit førte Liv. At læfe frem ad ſtader
Din Rolighed; og Doden kommer dog.

— — —

Haleded af Puf og Sfræf han laae et Par Minuter.
De Gorte fil ham endeligen op
Paa Benene. — „Det var et Poffers Hop! -
„J fagde mig det nof, I fjære Subſtituter,
„Apoſtler, hvad jeg maa Jer fitulere for —
„Jeg feer, at I tilgavns den forte Konſt forſtager;
„Og F er ſikkert alle tre Magifter,
„Propheter, eller, naar jeg feer mig til,
„Hvis Fanden iffe har dermed fit Spil,
„Tre Fjerdedeel Evangeliſter.“
„Ja, rigtig nok; men iffe vores Ord;
„Vi fan en Smule meer end netop Fader vor.” —
„Ja, vet har jeg havt Prøver paa, ſom fvier !
„Jer Spaadom gav mig her et Poffers Sting.
„Men gode Herrer! bier lidt, o bier!
„Da J dog veed desuden alle Ting,

88 AJ

„Saa fan I mig vel ogſaa ſagtens fige,
„Naar jeg ſtal bort herfra til Himmerige?“

„Det er dog et faa let,” gjentog de Tre,
„Det koſter Hovedbrud; men vi vil fee.… —
ære Skridt tilbage de fig hummed',
Og toge Hver fin Bog af Lommen frem, .
Slog Kreds med lærde Fagter, rommed' dem,
Og endeligen huult og langſomt brummed'
Den Førfte Reglerne for Verbum Lamed⸗He;
Den Anden fang bet fine Titemi;
Den Tredie tordned? ud Accentus Domini.
Bor Jeppe ſyntes alt at fole ganffe bange
En Smule Død omfrybe hift og her
J Kroppen — Midlertid Oraflet færdigt er:
„Viid, Jeppe, paa den Dag, da Heften trende

Gange”

„Paa Veien ſukker, ſkal du ſikkert døe!
„Giv Agt! Din Heſt er Kjød! dit Kjod er Ho!“
Og borte var de Tre. — Forſtenet Helten ſtod,
Som rort af Lyn; det angeſtfyldte Blod
Lob lobſt fra Puls til Puls i Stenens Aarer.
Omſider brod hans Angeſt ud i Ord
Heel philoſophiſte; ſaavidt jeg troer,
Endog et Slags Moral for mange Daarer,
Der onſte fig, at fee de Ting, dem foreſtaae.
Han, fortelig, brød ud fom faa:

„O Jeppe! fand din Kones Spaadom var:
„Du altid var, og er, og bli'er en Nar!
„Jeg Dosmer tænfte, det var godt i Tide,
„For mangen Aarſags Skyld, at faae fin Død at vide;
„Nu feer jeg førft for fildig, dumme Claus,
„At tvertimod det er det pære Snaus.

„Slig Videſyge kommer vift fra Fanden,

„Det tør jeg bande paa, fra ingen Anden,

„End fra den fule Aand, der, fom vor Præft har fagt,
„Fik juft Mo'er Eva derved i fin Magt.

„Nu fif han ogſaa mig; — o te fordømte Sorte!
„Ret ſom Geſpenſter kom, og ſtod, og blev de borte —
„Det hans Apoſtler var; det marker jeg degværr”
„For ſildig nu, da jeg forhexet er.

„Jeg var et plaget nok, jeg vilde felv mig plage!
„O! gid jeg var igjen i hine gode Dage!

„O! gid jeg var igjen i min Uvidenhed!

„Hvor lykkelig er den, ſom Lidt, fom Intet veed!"
„For gif jeg ligefrem; jeg tænfte, Døden kommer,
„Den kommer vift engang; men hvorfor juſt i Sommer?
„Hvorfor 1 Dag! hvorfor juft Klokken halvgaa'n Et?
„Saa tænkte jeg den Gang, og tankte meget ret.
„Sligt veed ei Provſten felv, fligt bør man iffe vide;
„Den lider lykkelig, fom fan med Haabet lide,

„Og ben har altid Haab, fom ingen Vished har

„Om hvad der foreftaaer, ben Sag er ſoleklar.

„Hvis flige Ting for os at vide funde være

„Til Nytte, havte nof, bet troer jeg vift, vor Herre
»Sagt Præften det, at han fra Præfeftol igjen

„Os funde fige ſmukt: du døer 1 Dag, min Ven!
„Nei! bet er aldrig godt!... Her fiaaer jeg, ffjælver bange
„For, ſom faa let fan ffee, Peer Aſen trende Gange
„Skal fuffe — mindſte Lyd, det allermindfte Mu,

„J hvor det fommer fra, mig fynes fom et Suf.

„At doe dog altid er af alle Ting det fidfte,

„Man gjøre bør. Tilforn, før jeg det forud vidſte,
„Jeg tænkte fommetid, det var en herlig Sag,

„Naar Ovinden drilled' mig, om Doden fom i Dag;

„Men den Gang vidfte jeg fun hvad bet var at leve,
„Ei hvad det var at døe. Man begge Dele maa
„Forſege, for man ret fan Liv og Død forſtaae.
„At døe vel bittert er, at leve faa ſom faa;
»Men mellem Liv og Død, fom jeg nu gjør, at VÆVE,
„Det er det værfte, thi det er at lide ;
„Paa gengang begge Deles Oval og Qvide!“

J denne Monolog blev Helten ved;

Og midlertid var kommet op at age.

(En lille Parenthes ved denne Leilighed

Jeg ikke holde kan tilbage:

Det ſynes nemlig, at en ſaa enfoldig Mand,
Som hidindtil vor Helt os er beſtrevet,

Hvis ſidſte Handling imod fund Forſtand
Endogſaa turde ſynes overdrevet,

Umulig var iftand, at fore fligt et Sprog?
Jeg ſtudſed' felv derved i Førftningen; og bog
Er Tingen rigtig. Ventelig har Puffet,

Da han af Træet flyrted? ned,

Saa lyffelig hang Hjerne truffet,

At den Forvredne kom igjen i Led.

Man meer end eet Exempel veed

Paa lærde Mænd, fom visfe Stød i Panden
Har ffilt aldeles ved Forſtanden;

Og Tosſer derimod, fom ved et Puf,

Er bleven Profesforer i en Ruf. —

Man med Korflaringen til Takke tage,

Da 1 en Haft jeg ingen bedre veed).

Men ulyffaligfte blandt alle Jeppes Dage!
Peer Afen gav et Sul. Den folde Sved,
Den vaade Dods Herold, fprang ud af alle Kanter
Paa Helten, hele hans Peripherie

Blev overftænft med zittrende Demanter.
Dog, tænfte han, velan! fnart bli'er du fri
For Foged, Herremand og Qvinde!
Friſt Mod! Kom fun, o Død! vin Mand du her flal finde;
Kom med din Le, du lange Rad! kom! hug ....
„Ja! brolte Deden i Peer Aſens andet Suk —
Det var det næfte Bud — Nu rokked' alt i Sædet
Vor Helt, hans hele Krop, af Angeſtduggen vadet,
Blev Fis; han Krampe, Sting og Hovedpine fif,
Klababbelſer, Opſtigelſer, Kolik,
Koldfeber, Qvalme, Snue, Podagra,
Gigt, Ørepine, Hofte — fort at fige,
Hver Sygdom, fom er til, og ei er til tillige
J vor Noſologia danica.
Knap ſtonnede hans Suk: „O! Død? hvor er du haard!”
(Thi det er tungt at dre, hvordan det gaaer!)
„O Død! ifald du tør, faa ſpar mig denneſinde!
„Lad tredie Peer Aſens Suf forfvinde!
„Tag heller, tag, o Død! med Glæde, tag min Qvinde!“ —
— Neitl tordnede hang blege Majeftæt
J tredie Peer Aſens Suk. Med eet
J bet forfærdeligfte Bulder
Zen hele Verden bort for Heltens Øie ruller ;
Han tumled' om: „Farvel, Peer Aſen! Ak! jeg doeer!
„Lev lykkelig, min Heſt! meer lykkelig end for!“
Det var hang ſidſte Ord,
J det han ned
Af Sadlen gled,
Og neppe laane han paa Guds grønne Jord,
Kør Sjælen ham af Kroppen foer —
Hvorhen ſtal Læferen herefter fane at vide.

Men førft en Parenthes af det mig egne Slags,
For om ben ſande Storhed nutildags
Min Mening at fortælle ham i Tide:

At døe er ingen Konſt. Claus Dumriel,
(J Graven hviler alt forlængft hans. Sjæl)
Som aad og drak og fov, og paa det Sidſte
Er funde det tilgavns engang,
Han tag fig for, da Tiden blev ham lang,
At redde fin Forftands og Kundſtabs re:
Og viſe Folk faa Fart, fom to og tre er fem,
De havde ffammelig bedraget dem,
Ifald be troede, han er kunde meer;
Og Manden bøer faa pludſelig, faa ganſte,
At, trods hang allerværfte Fienders Spot,
Hver tilftod, at han døde meget godt.
Kort, uden metaphyſiſt juft at grandſte,
Og uden Hjælp af logiſt: Est quod est,
Man fan bevife, at den ſtorſte Heft,
Endſtjondt for Reſten den forftaaer ei mindſte Smule,
Kan dog paa egen Haand, i Blinde, finde Vei
Til hang kjodloſe Hoiheds Hule.
Men at ſtaae op igjen, det er den ſtore Ting,
Hvorpaa man har fun faa Crempler;
Og de, man har, bær næften alle Stempler
Af Overtroens Salomonſte Ring.
Det er en ſtorre Konſt end æde, ſove, briffe,
Og blive fleer, og blive Støv af Nul:
Og venne Konſt fan Clauſer ikke,
Om og de kunde gjøre Guld af Kul.
Hvor flor min Helt feer ud fra denne Side
gaaer Læferen i næfte Sang at vide.

— — — —
— — —— —

Fjerde Sang.

— ——

Indhold.

En Herremand og Kudſt fremvife fig;

Nu Heltens Qval for Alvor førft begynder :
J Helvede hang Sjæl befinder fig,

Og Kroppen prygles paa den arme Synder.
Omſider gjør han et faa vældigt Spring,

At »Nachtigall det knap vil eftergjøre ;
Og mange fleer beſynderlige Ting,

Som Læferen ret ſtrax vil fane at høre.

—— ——

Paa Veien udſtrakt foleslos han laae.
Peer Aſen længe flod og paa ham faae;
Men endeligen, da han fandt med Smerte
Sin Husbond ganffe død, faa tænkte fan:
Hvad nytter, at jeg flaner her ved den døve Mand?
Og gif fin Vei med hoitbedrovet Hjerte,
Dog gif han ikke hjem, han kiendte Birtemo'er —
For Reften veed jeg ei, om Syd, om Nord
Han Flugten tog, om Øften eller Veften ?
Jeg veed fun det, at bort lob Heften.
J en Karreet umiddelbar derpaa
Seloherſteren paa Godſet der fremfører ;
Og va han ud af Bindvet fane
Bor Jeppe ligge der, fom Intet hører,
Han raaber til fin Kudſt: „hold! og gaae hen at fee
„Hvad bet er for et Soiin der ligger! —

„O! vet er en fordruffen Tigger,

„Som vaagner nof, naar vi fjør? nærmere. —“

„Jeg figer: hold!“ var Herremandens Svar,

„Hvem veed, om han er død! Og ned floi Kudſten.

En Anden havde førft forføgt med Ruſten;

Men ven Tyran faa mild et var.

At bruge Pidffen var hans Liv-Methode,

Kun Smæf 1 Smæf, og Intet med det Gode:

„Vaagn op, dit Beeſt!“ — et Smæf — „hvor tør du ligge -

„J Veien for din Herremand, din Stud 2».

— Et Smak — „jo jeg ſtal fære dig at briffe,

„Og ligge ber og ſnorke Ruſen ud!”

Saa, under Smæf 1 Smæf paa arme Jeppe,

Hvis Sjæl var alt et dygtigt Stykke Vei

Fra Jorden, bliver Kudſten ved at ffræppe:

Vaagn vp, vaagn op! men Jeppe hører et.

Mer Slag i Slag han uophørlig banfer

Den Armes næften møre Krop —

Men Jeppe ligger der i andre Tanfer,

Og giver ikke Tegn til mindſte Hop.

Nu vender Kudſten til den tykte Ende,

Mens Herremanden blæfer i fit Horn

En Jagt⸗Marſch; men urokket ſom tilforn

Bor Helt er død, og vil fig neppe vende.
Omſider under uafbrudte Slag,

Og Stød i Hornet han med Suk udbryder:

„Jeg marker nof, at det er Dommens Dag;

„Jeg maa herop! Bafunen lyder.”

Sfjøndt mør af Sfrup, hans Krop er iffe feen,

Men reifer fig og ſtaaer paa begge Been!

„O! Døven ben er haard; men Dommen den er værre!

„Saa bli'er jeg da fordømt, jeg arme Mand?

iD! ſiig mig, hvem af Eder er vov Herre?
„Og hvem ben fule And? —

„Jeg er din Herre,” fvarte Herremanden;
„Men denne Gang jeg vil tilgive dig,

„Gaae hjem! og derpaa atter han og Fanden
Med Latter bort begave fig.

Forundret ſtod min Helt igjen tilbage.

Forundringen brød ud 1 disfe Ord:

iD! aldrig havde jeg i mine Dage

„Tenkt meer at komme her paa denne Jord;
„Men, hvor det gaaer, jeg vil dog heller være
„Her, end i Helvede; bet, fom jeg faae,
„Fornam, og hørte, fan mig nokſom lære,

n Det ganffe djævelfø være maa.

„Mig ſynes end at høre Satan brøle,

n Dengang jeg vaagned' op i Dedens Grav ;
„Mig ſynes end livagtigen at føle

„De jammerlige Hug, han der mig gav.

„Jeg feer endnu hans røde Dine gløde:

„Jeg kommer det, desværre! vel ihu;

„Thi nær han havde pryglet mig til døde,
„Min Krop deraf er ganffe mør endnu.

„Jeg knap fan gage; dog midt i denne Nod
„Er jeg dog glad, at jeg flap fra den Slemme,
»Sfær om, fom jeg haaber, Ovinden hjemme
„Imidlertid er dod.“

En Smule var min Helt fra Viddet for;
(Thi den Forſtand, ham Puffet havde givet,
Forlod ham i Peer Aſens Suk mev Livet)
Men denne Hændelfe fortumled' reent hans Fem.
Imidlertid han havde flæbt fig hjem,
Og flod og banked' paa fin gamle Dør.

96 i

„Luk op derinde,“ raabte han: „forbandet!

„Er alle maaffee dode her? .

„J fan jo høre hvem jeg er!

„Mig — dog Hytten til, om intet Andet —

„Luk op! jeg ellers reent omkommer her

„J denne Kuld' og Regn; et Par Minuter ——

„Jeg fan udholde længer her at flaae — i

„Luk op! Nu veed jeg dog, J høre mage!

„Jeg er ei Tyv, et Røver; jeg er Jeppe.

„Jeg kommer et ſom Fiende, men fom Ven;

„Vel er jeg Død, men gaaer dog et igjen.

„Jeg er et noget Spogelſe, desværre!

„Jeg aldrig fpøget har, det veed vor Herrel⸗
Ei Kudſtens Pidſt, ei Herremandens Horn

Forſtræekkede vor Jeppe faa tilforn,

Som dette Svar af Birtes Mund:

„Bliv ſtaaende til evig Tid din Hund!”

Ved denne Lyd hans møre Krop blev ſtiv,

Han fom en Støtte flod foruden Liv,

Den fæle Tanfe: End din Ovinde lever!

Mork fom en Tordenſty om Sjælen fvæver:

„O! vee mig uhelbredelige Nar,

„Som ikke heller blev i Graven, hvor jeg var!

„Som ikke drukned' mig i en af Helveds Floder !

„Hvad nytter det at flye fra Satan til hans Moder?

„Hovi ſtod jeg op igjen? Hvi lod jeg Fanden

„Ei heller ſlaage mig rent ihjel?

„Gid Døden vilde nok engang min Sjæl

„Forſoge, ret at flane for Panden,

„Saa ſtulde jeg et være ſaadan Nar

„At reiſe mig igjen, men blive hvor jeg var!

„Jeg ſtulde ei ſtaage op, før jeg ffinbarlig faae,

„At Stjernerne faldt ned, og Solen ovenpaa,
„Og alle fire Elementer tændte

„Vor Jord, faa den i begge Ender brændte!
„Thi hvorfor har min ufle Krop

„Vel nødig, fremfor Andres, at ſtaae op,

„For Tiden kommer? Hvi ſtal jeg tilbage
„Alene? Sligt fan Fanden ene mage.

„O! gid Peer Afen var her fun igjen,

„Og vilde bare tvende Gange ſukke!

„Saa ſtulde jeg, ſom ſagt, nof fee paa den,
„Der kunde Gravens Dør igjen for mig opluffe,
„For jeg paa Alting fane det var den fidfte Dag;
„Thi faa, forftaaer fig felv, det var en anden Sag.”

Saa talte Helten, og af alle Kræfter

Gjengjældte Døren rigelig de Rap,

Han fif af Kudffen, at den Arme knap

Sig fom i Aar og Dag igjen derefter ; -
Thi, fandt at fige, var det halot hans Hu,

At ſlaae den reent itu.

Kjed af tilſidſt at hore denne Trommen,
Frue Birte vælted' endelig fin Krop
Af Sengen, og for Jeppe lukked' op,

Som neppe før i Stuen ind var kommen,
gør han med ganffe Sjæl og Krop
Sov hen fom En, der fove vil til Dommen.

Gud glæde den Mands Sjæl, ihvem det ogſaa var,
Som Søvnen allerførft opfundet har! i
For min Part, jeg og han er meget gode Venner.
Ved hans Medicament, til Maade brugt,

Jeg trodſer alle Jordens Avicenner,

Og flaaner baade Pung, og Smag, og Lugt.

Og, Hvo du er, ſom fove fan, min Ven!
Baggeſens Værtir. 1. B. 7

Stjøn paa din Lyffe, og erkjendtlig prüs
Den ſtore Mand, hvis Godhed gav dig den,
Da han big ſtabte Sovnens Paradiis!
Ja! Søvn! de Vifes Steen, modtag min fvage Lov!
Din Valmuduft min Sjæl 1 falig Fryd hendysfer!
Naar i din bløde Arm jeg min Semire fysfer,
Jeg bytter Inap med Zeus, ſom flyrer Skjebnens Plov.
Belgjørende din Balſam mig helbreder;
Den læger Sjæleng Saar, og mild udbreder
Nye Kræfter i den Krop, fom nys var Febrens Rov.
Bliv hos mig, til din gamle Broder fommer
Og vinfer mig, til i en evig Sommer
At grønnes i Udodeligheds Sfov!
Maaſtee jeg Sovnen her faa fraftig lover,
At du, min Læfer, allerede fover?
Jeg ſtopper altſaa. Jeppe ſov.
„Hvor er Peer Aſen? hvor er Vognen, Snoter?“
Men Jeppe horer ei et Ord:
„Hvad? fvar mig! hvor er Brændet? hvor?
„Hvor har du været henne, Koter?“ —
Saa blev hun ved i fulde tre Ovarteer,
Og endelig fov hen, da hun ei funde meer.

Femte Sang.

Indhold.

Auroras Ankomſt gfør en Hoben Bind,
Som man anftændig nok ei kunde fige
J Linier, fom træffes ud og ind,
Og berfor gjorde dem lidt mere lige.
Men fiden gaage de deres fljeve Gang,
Og bringe Læferen til Heltens Hytte,
Hvor Birte gjør hans Kjæver Tiden fang
Med en Beleiring uden mindſte Nytte. .

Af oſtlige Sovegemak fra dunede Leie nu ſprang,

J flagrende Purpur fun hyllet, Gudinden Aurore;

De vaagnende Blomſter fig neie, mens Fuglenes yndige Sang,
Ledſaget af Echoer, hilfer den Skjonne med tufinde Chore.
Omſtraalet af Glands hun fremiler, og Stjernerne flye —
Undſeeligen fhjule de fig for den halv fun beſlorte Gudinde;
Mens Phoebus, i hidſig Galop forfolgende, ftræber at finde
Hvad Cephalus fandt —men omſonſt; thi nu hun forſvandt i en Sky.
Alene flanger Dagens Monark; den i Flammer opluende Krop
Forkynder hans ſtuffede Plan, og at — Solen 1 Sjælland flod op.

Paa Jorden igjen jeg med Laſerens Gunft vil nedſtige,
Og ſpringe forbi den lovføngende Skov,
Ci lytte til Lærfernes Dirren og Plovmandens Hov!
Men ile til Hytten, hvor Jeppe faa ſodelig fov,
At ingen Klokker i Verden før eller fiden
Meer rolig har fnorfet fin Bas; fljøndt til Klokkeres Roes

100

Jeg tilftaaer — og Roeſen er virkelig iffe faa liden —
At Klokker paa Snorfe-Hoboen er flor Virtuos.
Mo'er Birte, fom Hader, af al Slags Muſik,
Fandt ei i vor Jeppes udholdende Toner
Det ringefte Smukt. Lig andre huuslige Koner,
Med Solen af Seng og i Seng hun beftandigen gif;
Bor Helt havde hidindtil havt den ſamme velfignede Skik.
Men Alt er foranderligt. En, fom er død,
Har andre Manerer, end ben, fom nylig er før —
Det indſeer Enhver; men det indſage Birte dog ikke;
Kun bette begreb hun til Punkt og til Prikke:
At ſove ſom Klokker fig et for en Bonde fan flifte.
Hun derfor, efter førft en Times Tid,
At have ruffet Helten hid og did,
Og ſtreget: „Op!“ til hun blev ganffe hæs,
Samt ſmaaſtærmydſlet med hans Næfe, Kinder,
Og hvad man ellers paa et Anfigt finder: |
Beſlutter, Klokken tre Ovarteer til Ni,
At løbe Storm imod hans hele Fjæs.
Til Uheld for vor Jeppes Kjæver,
Spadſeerte fuft en Drøm hans Sjæl forbi,
Som ſtak, man flutter let hvori,
Netop paa ſamme Tid, fom hendes Næver
Løb Storm imod hans Anfigt, Smæf i Smæf —
Men den fordømte Drøm, fom, gid jeg havde her.…
Tilhviffer ham: „O Jeppe! hold dig Hhæf!
Hold faft ved dit Princip! lad dig et narre meer!
Taal nogle Puf; hvis et, da ffjælv for mange fleer
Af Birte ſiden!“ — O! Standhaftighed!
O! meer end menneſtelig Tapperhed!
Min Helt udholder Stormen; Jeppe ſtrekker
Ei mindſte Been — iſtedetfor Gevar;

101

Paa ingen Maade Birte ham opvæffer;
Haardnaffet ligger han og tier qvær.
Pral ikke meer, Julin, med al din Stoicisme!
Skjul dig, Leonidas, undfeelig, du gjør vel!
Og Frederikshald, din Sol, Patriotisme!
. Selv Kjøbenhavn! — og Cato — Bagatel!
Du, min Matros, fom holder fvenffe SÉbe
Med dine Tænder ber! og du, Coſak,
Som Been: og Arme⸗los hift træffer af din Pibe,
Blandt Lyn, og Brag, og Liig, et findigt Drag Tobak!
Du, Regner! Regulus! Stærfodder! Jordens Helte,
Fra Letre flilled? op 1 Rad til Cambalu,
Hvis Mod et Himlens knuſte Hvælving foldte —
Jeg feer Jer ef: jeg feer fun Jeppe nu.
Beffjæmmet Birte maa tilſidſt ophæve
Beleiringen med flor Forliis.
Fem tappre Helte bløde paa hver Næve
Med fønderfnufte Hjelme; kappeviis
De flye tilbage til det matte Bryft,
Liig Svenffen I den fredrikshaldſte Dyft,
Fra den uovervindelige Kjæve
Dens Sjæl er tung ſom Bly, hvis Stiil et flyver
Ved fligt et Syn, faa hurtig fom en Piil, |
Op over Hijnlen et Par tydffe Mil.
For en Fortælling her i ſimpel jordiſt Stiil
Om denne Storm jeg iffe gav en Styver.
Min hele Sjæl blØer Damp ved ſaadan Leilighed,
Min Stiil bli'er i en Snup en Luft-Fregat —
Liig en Montgolfier jeg feiler blandt Pleiader,
Og tager Jorden for min faldne Hat.
Naar Dampen er forbi, jeg atter fynfer neo. —
Deslige Digterfving paa rette Sted

102
Jeg haaber, Læferen mig iffe blot forlader,
Men fljønfom taffer for; thi ſtille ſtaage,
Paa Fire krybe, flentre, ſpanke, gang,
Roe, ſeile, Høre, ſvomme, kraole, flyve,
Ja hoppe, dandſe, løbe felv — det fan
Hveranden jordiſt Mar; deslige gaaer vel an
For ſimple Menneffer og Fee — men flyve
Der hører noget Mere til, i
Det fan et hver en GBaafefjær, fom vil —
Det er et jordiſt ei, det er et himmelſt Spil,
Der blev, med andre ſtjonne Rariteter,
Kun Fugle forbeholdt, og Guder, og Poeter.

Sjette Sang.

Indhold.

Et Billede paa Seirens ftolte Fryd ;

Et Sideblik paa det, man falder Lyffe;
Et flemt Problem om døde Struberg Lyd;
Af Birtes Oration et Tille Stykke;
Lidt meer om Søvn; en lille Monolog 7

Alt det vil den i mit Capitel finde,
Som ſtulde gunftig faae den Ting i Sinde,
At læfe meer end Titler i min Bog.

Tre ſtive Timer nød min Helt mød Sjæl og Krop
Den hele Fryd, han pilled' af den Tanke:
Nu flal til evig Tid dig ingen Birte banfe,
Og ingen Djævel nede at ſtaae op.

103

Paa dette føde Haab, fuldkommen lykkelig,
Hang ſeierſtolte Sjæl fig op til Himlen bæver —
Han glemmer Kudſtens Pidſt, og Konens Næver,
Og føler ef, hvor mør hans Ryg end er,
Det mindſte Spor af disſes Haandgevær.
Han troer fig ganffe død i Gravens Seng at ligge
Saa godt, fom ligges fan — og meer han onfted' ikke.
Skjondt alle Sandſer ſammenklynge fig,
Og hviffe til ham: du bedrager big!
Saa troer han, hvad han troer; desuden Ordſprog fige,
At Sandſer ere heel bedragelige.
Men hvad er Stovets Fryd og jordiſt Salighed
J al fin Glands? Din hele Herlighed,
Hvor varig du den troer, min lykkelige Mand!
Er liig den Verden af Kryftal, hvis Væfen
Udſpringer af chaotiſt Sæbe-Band
Fra Pibehovedet ved Purkens Blæfen.
Selv, naar du favner os i al din Tryllekraft,
Hvad er dit blinde Kys, vildtflyvende Gudinde?
Saa ubeftandig fom September Maaneds Vinde,
Saa fort fom den Moral: Min Læfer, ftjæl ei Taft! —
Jeg for din hele Gunft dig iffe gi'er en Daler,
Wed mindre du igjen mig høflig to betaler —
Du borger Solens Lys; men, Sæbe-Solen Vig,
Du fvinder bort, mens man betragter dig!
Et Dieblik, og al din Flitterglands forgaaer,
Og er hvad OQvæders Berg er om en halv Snees Aar.
Man mærfer fjer, at jeg og Lyffen er er Venner,
Endſtjondt jeg virfelig et ret Perſonen fiender —
Den ſande Grund dertil er Patriotiſthed:
Jeg aldrig komme kan, kort ſagt, tilrette med
Et Vaſen, hvem, og hvor det ogſaa var,

104

Som daglig holder brave Folf for Nar;
Og hvem i Verden gjør bet meer end Lyffen?
Desveærr'! Exempler nof man herpaa har.
Enhver for Reſten efter eget Tykken
Kan troe den, troe den ei — fun dette veed jeg vift,
At jeg beftandig bliver dens Atheiſt.
Jeg dog for Spøg engang den ogſaa rofte:
Paa Bordet for min Roes, den næfte Dag derpaa,
En ugqvitteret Sfrædderregning laane —
Og ſiden den Tid — flop!
En umaneerlig Hofte
Var for nm min Helt hvad Regningen var mig:
En Væffer af den Fryd, hvori han drømte fig.
Kan man i andet Uv og hofte? Det var Knuden! —
Ulykkelige Tvivl! „Hvem veed, om her fit Spil
„En Djævel atter har, at naar jeg feer mig til,
„Er Død til evig Tid mig maaſtee reent forbuden?“
Saa ſtonner ſtedſe hoſtende min Mand —
J denne grumme Toiol hans Sjæl fig hængte:
At der fan hoftes i de Dødes Land, |
Han ei i Hjernen bringe fan,
Sfjøndt der var Rum deri for Reſten til en Mængde.
Og rigtignof er Tingen problematiſt —
Man veed nof om en Fyr, ſom, nylig død,
(Hiftorien er ganſte ſand)
Er hoften? blot ſaa høit, ſom hoſtes fan,
Men bet, fom værre var, fin Neſe ſnod —
Dog denne ſamme Fyr, han døde paa Dramatiſt. —
Og fligt var et, desværre! Faldet her;
" Vor Jeppes Tvivl derfør vel havde qvælt ——
Ulykken aldrig er kun een, men to.
Den Ting, at Birte mulig kunde tænfe,

105

At Helten juſt er Taae i Dodens værfte Lenke,
Gior Hoften endnu meer mal å propos;

Sligt gad han felv ef vide, meget mindre
Han hende gad derom erindre.

Hvad var at gjøre her? Du vife Mand,
Hvis Snedighed Homer 1 Snefe Bøger rofte,
Giv her et Raad, ifald du fan!

At ſtjule Avfte gaaer umulig an —

Her ſtandſer ſelb Ulpsſes — Helten er.

Han feer ben enefte, den rette Vet.

Han fatter en Beſlutning: ſtands, min Pen!

Og fpørg, min Aand, om du tør ſtrive den?

Stanne Læfer! Spænd bin hele Tænfefraft

Og gjet den viſe Plan, min Jeppes Sjæl har havt!
Saa viid da, hele Jord! at — han blev ved at hofte —
Med flig Utvungenhed, at Birte hørte det,

Trods Ertegrydens pidffende Rullader

Og Sextendeles Brum i Stegerfet.

Od pludſelig, i Ertegrydens Takt,

Beviſe hendes ſtormende Tirader

Min Mand tilfulde, hvad ham Hoſten alt har ſagt:
At med hans Død det var et ganſte Fod i Hoſe.

Dog til hang ſtore Lyffe brugte hun,

Til at bevife det, fun denne Gang fin Mund ;

Wen deraf flør og Ord med ſamme Høflighed,

Som en Travat:Complot af Xols flemte Pofe.

Mit Bryft er et af Steen, min Sjæl er ilke Staal —
Med ingen Slags. Orfan jeg godt fan ſoebe Kaal —
Min Læfer elffer jeg; vil derfor iffe byde
Ham noget, fom jeg felv et ffjøtter om at nyde;

Og fyringer derfor løft den Storm forbi, |
Som foer af Birtes Mund — og Himlen veed hoori,

106

Thi meget lidt deraf flap ind i Heltens Øre,
Som er for lutter Lyd det mindſte funde høre.
Pindariſt rullede hun Ord, fom Stene ned,

Og hendes Tunge løb, i Stormes Vingeſlag,
Med intet mindre end med lette Torden-Fjed.
Man ſtulde fværge paa, det var den fidfte Dag,
Naar Elementerne hinanden faaer i Haaret.

. Som Nubiens Løvinde nylig faaret —
Det oil fun lidt forflaae — ſom Millioners Brol
Blandt Myriader vrede Tordners Bragen,

J et vedholdende Lis'boniſt Jordſtods Knagen,
Samt alle fire Hjørne-Stormes Vrol,

Med Echo fra tolv, fjorten Dovre⸗Fjelde,
Og Drøn af alle Niagarers Valde:

Ci anderledes løv Mo'er Birtes Oration.
Men til at male fligt er jeg en flor Kujon.
En Anden vilde Letligheden gribe,

Og klopſtockſt fvinge fig blandt Orioner op,
Og tænde Geiſtens nylig ſtopte Pibe

Ved Solens egen nøgne Krop,

Og fljæle Taft fra Ring⸗Planetens Pole,
Og en Diffant fra *Miras Stormes Sfrig,
Og Bas fra Tordners Brag i fjerne Sole,
For at udtryffe ret guddommelig,

Med alle Confonanternes Alarm,

J Vers faa lange fom min Arm,

Den Solo, Birte fpilleve for Jeppe.

" Men fligt er altfor høit for mig:

Jeg er. ei flor Poet — og bli'er det neppe;
Min fvage Roſt er iffe Stentors liig.
Dog, vil min Læfer endeligen have .
Copien af den Lyd, fom foer mod Jeppe hen,

107

Saa læs — ei Milton, Klopſtock, Evald — men
En Miltons, Klopftods, Evalds ufle Slave!
Om Vyven altſaa nof. Og Meningen deri,
De Skjeldsord, Øgenavne, Sfofer, Eder,
Den vrimled' af — jeg ſpringer ei forbi,
Men over reent; thi lave Smudſigheder
Saa lidt, ſom fvinet Svulft, behage mig;
Én gaaer til Hovedet, og Én til Halen,
Jeg Midten ene holder lyffelig
Y alle Ting, og fremfor Alt, i Talen.

Paa Torden følger Pladffregn, og paa den
Omſfider Solffin, Hære Ven!
Mo'er Birtes Bryft blev endeligen mattet ;
Hun endte Præfnen Klokken Eet!
Og Jeppe, fom deraf fun lidet havde fattet,
Forlod hun triumpherende, men træt.
Knap var hun borte, før, faa hurtig fom en Muus
J Flugten for den nære Kat,
Vor Helt er atter ude af fit Huus,
Og een, to, tre har Skoven fat.
Der fætter han fig, op til Stubben af en Eeg,
Dybt i dens ſtyggefulde Midte,
Hvis Bagt af Bøge til Dryaders Leg
Forbyder Phoebus felv at titte,
Tre, fire Skridt derfra blandt Blomſter rafler ned
Et Kilbevæld, og Zephyr hift forfølger
En Sommerfugl paa ſmaa, men nette Bolger.
Hvem glemmer ei ſin Sorg paa et ſaa yndigt Sted?
De muntre Vindes Dands i Toppens Grene,
Ved glade Fugles Sang — de gronne Skyggers Leeg —
Og Bakkens Raſlen mellem ſpidſe Stene
Hendysſer Helten ſodt ved Roden af hans Eeg.

108

Ser Timer flye forbi hang Sjæl ſom Dieblik:
Gan drømmer ef om Død og Intets gode Dage,
For, vaagnet, mere tung at føle Livets Plage;
Men nyder al den Ro, en ærlig Mand fan ſmage
Og fom til Sfurfen aldrig Adgang fif.
Søvn, fom jeg før har fagt, er, naar og hvor det var,
Paa Brir, og Sopha, med og uden Magen
J Seng, i Stol, ret brav; men, hvor man Træer far
Til Omhang, Græs til Pude, Duft til Lagen,
Med ubefvært. Samvittighed og Mave,
Og ene — Himlens dllerbedfte Gave.
Ved denne Balſam Heltens hele Krop
Blev lægt igjen; Hamadryader hele
Hans Pande, Næfe, Mund med Kys; og Philomele
Omſider med fin Sang ham ſtyrket væffer op.
„O!“ brød han ud, imens en boiet Finger
Af Diet jog, hvad Morpheus havde glemt, ,
„Den Søvn var god! og ved min Side fyringer
„Netop et Væld, hvorved jeg ganffe nemt
„Kan flute Tørften, jeg opvaagned' til!
„Nu er jeg glad igjen. Man fige, hvad man vil,
„Vor Jord er et faa flem, ſom Somme fige;
„Paa Alting fan vor Herre raade Bod;
„Om det juſt altid iffe gaaer faa lige,
„Saa fan en Blind dog fee, at Gud er god.”
Og derpaa gif han munter hen til Væffen,
Og ofte med fin Hat, og drak,
Og fatte fig igjen paa Ege⸗Stolen,
Og hørte paa Peer Oxes Froers Ovæffen,
Og Nattergalens Sang, og ſaae paa Solen,
Som gif i Seng; og vedblev med fin Snaf:

109

„Her er faa ſmukt, faa ſmukt, at jeg tør fige,
„Sig Intet blidere fan tee,
„Deroppe felv i høje Himmerige —
„Og dette har jeg Uſle Lov at fee!
„Hor Fuglen flaae! fee Solen hiſt nedſynke,
„Ei meer for Herremanden end for mig!
„Den hele Skov er glad, felv Ormen fryder fig;
„Og det var Synd, om jeg alene vilde Flynfe. .
„Hvad mangler mig? min Tørft er nylig ſlukt,
„Jeg hungrer et, og Sovnen var mig fød;
„Jeg er jo friff, og føler ingen Nod,
„Og, hvor jeg vender mig, er Alting ſmukt.
„Sandt nok, jeg veed ei, hvor det fiden gaaer,
„Ei hvor Peer Afen er, fee, det er hele Sorgen!
„Men Gud fee Lov for nu; thi det, ſom foreftaaer,
„Mig kommer 'iffe ved; han raader for i Morgen!
„Jeg veed et ſelv hvordan, hvorfor, jeg veed ei hvad,
„Her er faa ſmukt, faa ſmukt, og jeg er ganffe glad.”

Saa blev han munter ved. Det Heltens Vane var,
At ſnakke med fig ſelv. Den har faa mange Helte.
Man feer deraf, han var ei ganffe Var;
Men funde raifonnere, naar det gjældte.

110

Syvende Sang.

Indhold.

Et nyt Spilop, hvoraf man feer med Sorg,
Hvorledes Satan førte fin Snarer

3 gammel Tid omfring ved Kallundborg,
Og .vikled' Helten ind i tuſind Farer.

Men Jeppe narrer Fanden dog tilfidſt,
Og trodſer alle Djævlenes Cabaler:

Den gamle Ven, han nylig havde mi,
Aftvinger han med Grimen tyve Daler.

Mu vet var godt og vel; bog ei Altſammen godt;
Thi Fanden, fom man veed, faft aldrig flumrer,
(Om ikke juft han felv, vift En af hans Complot)
Vor Jeppes Fryd igjen endeel forplumrer,
Ved netop fil det ſamme Sted at fliffe
De trende Sorte, fom var Aarſag 1
Hang Død, og alt hans fære Raſeri —
Hvorfor de og om Morg'nen alle Tre
Røg af med Sommerfeldts Geographie,
Og fif der? rene Skrup i Næverne,
Som, fandt at ſige, fladte dem flet iffe.
Min Helt fif et ſaaſnart et Øie paa dem flængt,

For han af Hjertens Grund et mægtigt Brøl lod flippe:

„Hor! J tre Spaamænd, fom jeg alle hængt
„Gad feet i disſe Træer vippe!
„Hvor er Peer Aſen?“ —

111 |

n&jære Fa'er! Naa, Naa!“
Gientoge de, „var ikke flet faa kjck!
„Med Lempe fager man Æg i Hummelfæf,
„Og med det Gode fan man Alting faae;
„Peer Afen figer IJ! Hvad han?” —

„Har Fanden taget.” —

„For meget lidt, faamænd, han fig da har umaget!“ —
„Og hvis J ei paa Stand mig figer, hvor han er —
„Jeg veed J fan! Jer Prophefie, desværre,
„Opfyldtes ſidſte Gang til Punkt og Prikke,
„Skjondt, ſom J feer, i Graven blev jeg ikke.
„Sligt var et Jeres Skyld; men ſpaaer paa Hieblikket,
„Og ſiger tydelig, hvor jeg fan finde Krikket!“ —

„Ja tæm jer Vrede lidt, faa vil vi fee vi hitte
„Den fjære Heft igjen et Steds paa denne —
„Men J maa give Tid en lille bitte,

„Og ingen knubbed' Ord!“

Saa fvarte ham de Tre. Ved ſaadan Leilighed

Det kommer vel tilpas, en Smule Graſt at vide;

Og (Taf ſtee Goliusſes førfte Side) ,

Graft hjalp dem ogſaa her af den Forlegenhed, !
Hvori min Helt indvifled? deres Hjerner,

Som, Himlen veed pan hvilfen Maade, drog

Saa tydeligt et Svar af denne lille Bog,

Som om det førevet ſtod med læfelige Stjerner

Paa Firmamentets Median⸗Papir.

Men Mage til be Tre var heller ei i Skolen,

Hvad enten det gif ud paa Læsning, eller Sviir —

Den Anders, fom man veed, fin Handſte hang paa Solen,
Bar Cen af dem, og netop den, '

Som førte Ordet for dem alle Tre.

„Hor,“ fagde han til Jeppe, »Fjære Ben!

112

„Din Heſt er 1 Behold, ſaavidt vi fee:
„Og, hvis du Tro til vores Spaadom fæfter,
„Saa vær for Cftertiden uden Sorg!
„Thi viid: Peer Aſen blevet er Bormefter
„J Kallundborg.“ —

Endffjøndt nu Jeppe meer, end nogen Anden,
Bar overtydet om Peer Aſens ftore Pund
Til Dit og Dat, hvortil en Heft fan bruge Panden,
Og havde loddet tidt hang Viisdoms dybe Grund,
Hvorved han ofte fandt, at denne bedſte
Blandt alle Hefte,

Var en fiirbenet Seneka;

Saa dromte han dog aldrig om,

At han var ftærf i Lov og Dom,

J Fas et Nefas, og Politika; 7
Og derfor bæv han heel forundret ved at here
Peer Aſens Spring til Conful-Bærdighed —
Og hvem, min Læfer, maa vel ikke ſtudſe ved

De ſtore Spring, et Beeft fan undertiden gjøre?

„Ei!“ fagde han, „Ei! Ei!“ — og intet meer end „Ei!“
gif Tungen Stunder til 1 Tankens Hurlumhei.
„Peer Aſen Borgemeſter! Gi! Gi! Gr! —

Som Konen i et Huus, naar Nabo-Bæggen brænder,
Vims flyver om fra et til andet Sted,
Y Røg og Brand⸗Alarm, og onſter ferten Hænder,
Og glemmer dem, hun har, i hendes Ivrighed,

»Og leder efter Alt, og efter Alting figer,

Og famler efter Alt, og famler altid feil,

Indtil hun endelig (fom *Brandens Autor figer)
Faaer paa en Alen fat i Stedet for et Speil:
Saaledes, naar en Ild af tragiſte Affecter

Har ſtukket Hjernens Huus for hin Poet i Brand,

113

Flyer Sjælen hift og her blandt Hovedets Effecter,
Dg griber efter Alt, hvorefter gribes fan;

Og naar den længe nof har løbet til og fra

De Tanker, ſom møblere dens Gemaffer,

Saa redder den omfider et Par Aller

Et Dufin O⸗er og en halv Snees Ha! —

Saa gaaer det hiin i hang Tridrams Tirader;

Saa gaaer det Hymne⸗Manden hiſt og her;

Saa gif det ham, ſom ſtrev de ſtottiſte Ballader —
Og netop faa det gif vor Jeppe her.

De Sorte mærfte nof, at Manden havde Trang
Til Sporer paa fin Tro, fom her ſtod noget flille,
Saavelſom Tungen. Da de gjerne vilde
Dem begge fee, igjen at fane i Gang,

Saa fpørge de ham, om han onſted' Audienz

Hos Herr Bormefteren, faa vilde de ham fige

Hvad Vei han fulde gane til ſammes Refidents ?

Hvor langt? pan hvilfen Tid? hvorledes? og deslige?
Thi, fom Herr Holk har fagt, flal man de Store føge,
Den Vei er værre fnart end Veien ned til Kjøge.

„Ja,“ fvarte Helten, „ſtaf mig ham herhid,
„Hvis ei, faa bring mig hen til ham paa Oieblikket!
„Thi Borgemefter hid, og Borgemeſter did,

„Tilbage vil jeg have Krilket.“

„Maagſtee,“ gjentoge de, „kan vet i Aften fee.
„Tag Fod i Haand, og ſpild ei mindſte Dryp af Tiden!
„Gaae cen Mil ligefrem, og cen til Hoire ſiden,
„Saalenge til J Kallundborg fan fee;

„Men inden Kloffen Ti maa J ved Porten være!
„Giv Vægteren den Pjes, vi Eder her forære,
„Saa vifer han Jer ftrar tjenftagtig, hvor
„Bormeſteren i Byen boer.

Baggeſens Værler. 1.9. 8

114

„Farvel! vi maac nu hen i Skoven at ftudere,” —
Og borte var? de ſpaadomsfulde Tre.
Min Læfer barer fig med Møie for at lee;
Men Helten var faft færdig at krepere.
Af Sfræf, Forundring, Ærgrelfe, forgik
Ham Veiret i det førfte Pteblit,
„Peer Aſen løbet bort! Peer Aſen en Bormefter!
„Nu ftaaer vel iffe længe meer vor Jord!“ |
Og dog til hine Sortes Ord"
Han meer end til fit Skjonne Tillid fæfter.
Han endelig forjager Sfræf og Sorg,
Beflutter, Skjebnens Bud at lyde,
Og iler giennem Sfov, og Mark, og Gyde,
Med ftærfe Sfridt til Kalundborg.
Omſider (for at gjøre Reiſen fort)
Han finder fig, veiledet af en Vagter,
Fuldkommen fund og friff, om ei ved alle Hægter,
Tæt ved den ærlige Bormeſters Port.
(Min Læfer vilde gunftigen behage
At huffe paa, det var i gamle Dage!)
Han banfer paa. Bormefter fommer op
J bare Sfjorten: „Hvem er der?“ — „Luk op!, —
„Hvem ev der?“ — „jeg!“ — „Hoad for en jeg?” —
„jeg, Jeppe!“ —
„Hvad vil J?“ — „Luk mig op!“ — Han luffer op, og
neppe,
, Ér Døren aabnet, før i ſtorſte Haft
Vor Jeppe har hans Hals i Grimen faſt:
»Veer Afen! hvor du dig forandret har!
„Hvor du er deilig feed og fyldig blevet !
, n»nMan feer, at du har meget bedre levet
„End jeg, fra den Tid ſidſt vi ſammen var!

115

„Siig, er du virkelig Bormefter her i Gaden?

„Hvad? eller er det Løgn? Peer Aſen! ſpoar!“ —

— »Borgmefter er jeg,” ſtreg den Anden, „her i Staden;

„Men du? er du en Tyv, en Morder, eller Nar?“ —

— „Din Husbond er jeg! fjender du et mere

„Din gamle Jeppe? gode Ven!

„Du ſaae mig rigtignof for nogen Tid krepere;

„Men fer du, jeg ftod op igjen.

„Peer Aſen! fom! du vil dog et forlade

„Din Husbond og din Ven i hang Gjenvordighed?⸗ —

Vedblev han, mens den Andens Overflade

Fros faft til Skjorten i den folde Sved.

„Kom, fom, Peer Aſen! følg mig med det Gode!

„Du aldrig fif af Svøben noget Slag!” —

Den Anden fiille flod, heel underlig tilmode,

Det hver Bormefter blev 1 flig en kritiſt Sag:

„Min fjære Ven, jeg er vor Byes Bormefter ;

„For Himlens Skyld! hvad har jeg gjort?

„J maa gaae feil. Led efter Jere Befter

„Et andet Sted, og iffe i min Port!

„Forklar Jer tydelig! Er det en Heft, I ſoger?“ —

„Netop,“ igientog Jeppe, „netop dig!) —

„Min Hære Mand! det er for ſlemt I ſpoger!

„Er jeg en Heſt?“ — »Saa let du iffe flipper mig,”

Dam fvarte Jeppe vred i Huen, „kjœere Peer!

„Bormeſter hid, Bormeſter did,

„Folg med mig, eller tyve Daler her!” —
Ledfaget med et dygtigt Ryk i Grimen

Faldt denne Grund faa eftertryffelig

Paa den uſtyldige Bormefter, at paa Timen

Han for fin Modſtand kjont undſtyldte fig;

Gik hen til fit Chatol; og, for at frelfe Livet,

116

Ham tyve Daler talte rigtig til.

„Godt,“ ſagde Jeppe, „gaae nu hvor du vil!

„Nu har du mig igjen, hvad du mig koſted', givet.”
Saa tog han Grimen af, gav ham et Afſkeds⸗Smeek,
Og Dermed gif han glad fra fin Bormeſter væf.

Ottende Sang.

Indhold.

Bor Helt, trods alle fine tyve Daler,
Fra Kallundborg bekymret reiſer væf.
En Djævlehær hang Angeſt ham. afmaler
I Stoven, og han tumler om af Skrak;
Og ligger der til Morgenrødens Komme,
Og reifer fig med den, og gaaer fin Vei.
„Lykſalig er den Rige! fige Somme —
Moralen af Capitlet figer: „Nei.“

Nu laae ved Konens Bryſt + liflig Varme,

Hver ærlig Bonde tryg i Sovnens Skjod;

Mens ufordviet Mad, Prøjecter, Frygt, og Harme
Fra Statsminiſteren den flygte bød.

Nu gienlod Skoven af dens Sapphos Elegier;
Nu ſnorked' Klokker Claus fin tordenhoie Bas:

" Nu fvedte Mads for Riim til Kloders Harmonier,
Og fvedte rent omſonſt; ulykkelige Mads!

J Stedet for eet Riim, kom Creditorer femten

J Tanfen (af! faa gaaer det Fleer, min Ben!

. Hvor mangt et herligt Riim floi bort fra Den og Den,

117

Formedelſt fliges græsfelige Klemten!)
Nu drømte Elfferen fig i fin Elſttes Arm,
Mens hans Rival fig blot ei dromte det —
Og fort og godt, foruden meer Alarm,
Det Midnat var, og Klokken gif til Eet;
Da Jeppe tankefuld, bekymret, bange,
Forvildet i en tyk, uveiſom Sfov,
Af Frygt for Skjelmers, Dyrs og Djævles Lyſt til Rov,
Forſogte fvedende til næfte By at lange.
See! det er Frugten af at være rig!
Hver Daler i hans Pung hans Hjerte tynger,
Hver Daler Sfræffens Arm omfring ham flynger,
Hver Daler ængfter ham, en Djævel liig.

O! Penge! Penge! raaber alle Mand,
O! hois man bare havde Penge!
Saa havde man ftrar Hævder og, Forftand,
Og flod et mere til at trænge! — .
Det Øuffe jeg Enhver tilgiver let; .
Jeg fely har mangen Gang tilladt mig det;
Og tilftaaer rigtignof, at Ære, Vid, Forftand,
Meer end fornøden er, for Penge kjobes fan.
Men ikke deftomindre, fordi Tingen
Er heel tilgivelig, er den juſt ikke ret;
Thi, fæt endog du eftergiver Ingen
J Rang, Forftand, og Vid, og Mynt; hvad nytter det,
Ifald paa ſamme Tid din Liigtorn falder paa,
Trods alle disfe Ting, om daarligt Veir at fpaae
Med flig en Eftertryk, at du derover glemmer
Alt, hvad dit Hoved og din Kifte gjemmer?
get Creditorer væf med dine gyldne Koſte;
Jag Fienders hele Hær med Specier paa Flugt;
Forjag hver Piges Hoviſthed og Tugt;

118

Men prøv med alt bit Guld at jage bort en Hofte!
Kjob Navn af ſtor og god; fjøb Scevtret over Jorden
Og fend en Mongolfier, at fjøbe Maanen med;
Kjob Plads i Paradiig, naar i anftændig Orden
Du flytter bort engang fra Jordens Herlighed;
Kjøb alle Verdner op, og profiteer paa Kjobet;
Og gjennemtænf, og nyd dit Gulds Almægtighed ;
O! men din Rolighed gaaer uformærft i Løbet!
En Verden af Dufater fammenftøbet
Dig kjober ei een Dags Lyffalighed.
Til Huusbehov er Alting godt: og Penge
Man alfermindft af Alt undvære fan;
Men disfe blive plagende, faalænge
De iffe netop pasſe til vor Stand;
Hvad der er over, bort man burde flænge, .
Som ſalig Sabeſyderen Johan.

Dog fra Johan igjen og til vor Jeppe:
(Jeg kom, fom han, en Smule af min Str,
Der let fan ſtee i Sfov og Poeſie.)
Nat, Morke, Sfræf og Død omgav min Helt
J Krattet, hvor han gik, fan gyfelig og fælt,
" Alt den, fom fligt et felv erfarte, troer det neppe.
Men hvad gjør iffe Frygt for tyve Dalers Tab,
Naar den, fom eier dem, er neppe vant til fire?
J flig en Kiffert fee vi Dødens ſpiilte Gab,
Hvor vi tilforn fane Livets Grøde ſpire —
Da bli'er os Konens Skjod, endog ved Lys, ufilfert ;
Og Helten Alting faae juft gjennem denne Kikkert.

Hiſt fiod et hvidt Gefpenft, faa hørt fom Frue Spiir,
Ja! hvis jeg ſagde dobbelt, loi jeg iffe;
Hiſt gif en hov'dlos Præft med gyſelige Blikke,
Og læfte hoidt Latin paa fort Papir;

119

Bag ham gif langſom frem en hornet Sfare
J Kræmmer-Lignelfer, fom lutter Djævle vare;
Foran en Herremand, faa fort fom Kul;
Men i fig felv var det Beelzebul.
Hiſt kom et rødt Geled af Folk med Heſtehov'der.
Hiſt fyntes ham, Mo'er Birte felv at fee;
Men mærfte ſtrax, at det var Fandens Moder,
Som fad og fyede pan hans Jordeblee.
Nu hiſt, nu her han feer en blodig Røver
Med Morder-Øren halvfljult i fin Barm.
Omkring ham brøle Bjørne, Drager, Løver;
Og Snøge, vel faa tyffe fom hang Arm,
Sig hvislende blandt Bafeliffer mænge —
Og Alle hyle de med huul Alarm:
„Kom hid, fom hid, kom hid med dine Penge!“
Udmale Jeppes Aungſt, det fan og vil jeg ikke.
Fra ſtrobeligſte Kant fin Helt at fætte blot,
Imellem og, min Læfer, iffe godt
Gig for en Heltedigter monne fliffe.
Men gjøre fligt, hvor man det et har nødigt,
Cr altfor flor en Skam og Spot:
Og her er Maleriet overflødigt.
Jeg derfor melder fun med et Par Ord,
Øm over Heltens og min egen re:
Han laae faa lang, fom En paa hans Statur fan være,
Taalmodig udftraft paa Guds grønne Jord;
Og va han havde ligget der faalænge,
Til Rat, og Mørk, og Brol, og Spogeri,
Og Angeften derover, var forbi,
Saa reiſte han fig op, og talte fire Penge;
Fandt dem i Pungen rigtig, een for een,
Og gif fin Vet igjen paa begge fine Been.

120

„Saa flap jeg dog fra den befatte Sov,
„Som vrimlede af lutter Helved⸗Drenge,
„Heeloret og med alle mine Penge,

„Trods deres velbefjendte Lyft til Rov!

„Nu lyſtig, Jeppe! heiſa! friſt tilmode!

„Hvad ſtader dig? hvorfor dog ſtjelver du?

„Nu kan du jo paa al din Mangel bode!

„Du fan jo være ubefymret nu!

„Betenk, du eter rene tyve Daler!

„Friſt, Jeppe! fyng din gamle Viſe! hei!“ —
Saaledes han fig felv opmuntrende tiltaler;

Men Stemmen flaaer ham feil, og fynge fan han et.
„Gid jeg nu vidſte, hvad jeg ſtulde gjøre

„Med disſe Penge? hvad der var mig bedſt?
„Maaſtee, tfald jeg fjøbte mig en Heſt,

„At vide paa til Byes i daarligt Før? —

„Dog net! hvem veed om, fom Peer Aſen før,
„Det ham og funde gaae, at, før jeg fane mig om,
„Han fif fig et Bormeſterdom

„JNeſtved eller i Korsøer?

„Nei! jeg vil aldrig meer befatte mig med Heſte! —
„Men, om jeg fjøbte mig en fjøn Karreet?

» Det, troer jeg, var det allerbedſte! —

„Dog net! faa blev jeg fun befeet;

„Thi man har næften aldrig Nogen feet

„At fjøre i Karreter uden Hefte;

„Og det desuden altfor meget praler.

„Jeg troer, jeg fjøber mig en Herregaard? —
„Nei, Jeppe, ſtop! for tyve Daler

„Man ingen Herregaarde faner. —

„Saa er det ogſaa reent forbandet!

„Kan jeg et finde da paa noget andet,

121

„Som disſe Penge funde bruges til?

„Thi ligge her i Lommen ſtal de ilke;

„Og reent dem flænge bort, jeg ikke heller vil!
„Men bie fun et Par Dieblikke —
„Tid maa der til!

„Forhaſtet. Spekulering duer ikke.“ —

„Saaledes Heltens Tale lod.

Et trofaſt Naveſlag
Jortfættelfen afbrød

Med et „God Dag!“

Han vender fig, og feer
Bag ved fig To:

Sin Nabo, Iydſke Peer,
Og ſammes forte Ko.

Bemeldte Nabo lumffelig har hørt
Samtalen, Helten med fig felv har ført.
Den famme gode Mand hed ikke Jydffe Peer
Omſonſt, ſom fnart min Læfer fiden feer.
Han tænfte, fom en ærlig Iyde,

Her fan du nogle Daler fnyte;

Og gav fig med vor Helt i Snaf

Om Veiret, om den nye Almanak,

Om VPræftens Kirſten, VBorby-Bro,

Og fremfor Alting om fin forte Ko —
Kort ſagt, tilſidſt han dreied' om,

Jeg veed et felv hvordan, det gif og kom,
Og fom og gif,

Saalænge til, før Helten faae fig om,
Han for fin Ko — de tyve Daler fif.

122

Niende Sang.

Indhold.

Man høfter ikke altid, hvor man ſaaede.
Forfatteren opvarter pdmygſt her
Sin fromme Læfer med en Puftemaade,
Og: onſter, den maa vel bekomme Hver.
Bift Ingen, han maa være nof faa klog,
Hvori den Puften flifter, vil formode —
Hovem gfetter netop paa en Epiſode,
Som Supplement til Sa ro 8 førfte Bog ?

SVeg feer faa nødig, Læfer, at du fover.

Hvordan min Helt fom hjem, hvordan han hilfet blev

Af Birtemo'er, og fligt, jeg derfor ikke ſtrev,

Men ſprang forſigtig over.

Tænf dig et Mellemrum af fire Dage,

Som han nu lyffelig har. lagt tilbage,

Og gjet engang, hvor han befinder fig ?

Ifald jeg et bedrager mig,

Din Giettekraft faa langt vift neppe naaer:

J Kongens Kjøbenhavn paa Gammeltorv han ſtaaer.
Hvorledes fom han der? — Om du fan vil behage,

Saa gaae vi nu faa fagte lidt tilbage!
Saafnart han fif det før omtalte Nød,

Beſlutted' han, at gjøre det til Kjod,

Og, før det med desmeer Profit at fælge,

Vort Kjøbenhavn til Markedsplads at vælge.

123

Mo'er Birte græd, og alle Bymand loe;
Men han har engang faft beffluttet det.
Befluttet, fat i Værk, er vel for Mange To;
Men for en Helt og Galning er det Cet.
Han trilled' derfor ud af Byen med fin Ko,
Som, deelt i fire blodige Capitler,
(Dog uden Overffrifter eller Titler)
Laae paa en gammel Hjulbør ganffe net.
Nu fan vi gaae lidt frem igjen,
Om big faa ſynes, tjære Ven!

Han længe ſtod paa Torvet med fit Læs,
Dg.raabte: »her er Kjød!s til han blev heæs.
Men ingen Kjøber meldte ſig. Omſider
En Slagterhund to Kammerater bød
Benffabelig til Gjeſt paa dette Kjod.

(Man mærfe fer, at i de gamle Tider
Var' Dyrene færdeleg øved? i

Den ſtjonne Konft, man falder Pantomime;
De gode Folk, fom Fabler fammenrime,
Forſikkre, Ord endog tidt blandte fig deri.
Ovid endeel om denne Tid os melder,

Som meer til Uſandſynligheden helder;
EXRſopus la'er dem præfe, hvor det gjælder.
Men det gaaer uven Tvivl for vidt;

Jeg holder for, det var fun mimiffe Grimaſer,
Rſop, Ovid, og Fleer har taget an for Phraſer.
Forud for Dyrene vi dog maae have lidt.)

„Det lader til“, lød Heltens Ord til Hunden,
„Du har færdeles Lyft til Kjodet her;

„Du bli'er faa ſpids i Neſen, lang om Munden !
»Mig er det ligemeget, hvem bet er,
„Som kjober, fan jeg troe, naar han betaler

124

„Mit Kjod med rene fer og tyve Daler.
For mindre fælger jeg det ei. .
„Har bu faa mange?” — Hunden fvarte: Net! —
Slet ingen? — Nei! — „Ja du fan faae Credit,
„Dog, notabene, fun paa fjorten Dage —
Men hvis du ilke fan gjør fant og qoit,
„Saaſnart jeg fommer her tilbage, HD
„Saa tager jeg dig felv med Hale, Sjæl og Krop!
„Paa disſe Vilfaar fan du tage Nodet;
„Indgaaer du dem?“ — Top, fagde Hunden, Top!
Og gav fig ſtrax ifærd med Kjødet,
J Spidſen af de Andre, fom han bab,
Med al den Artighed, man fan forlange
Paa Torvet, tage Deel i dette Maaltid Mad;
Og Ale ſpiſte ſom de kunde bedſt.

„Ja! Ja!“ brod Helten ud, „byd du kun frit ſaa Mange,
„Dig ſynes, paa dit Kjod til Gjeft!
„Jeg holder mig til dig om Penge:
„Farvel ſaalæenge!“

Jeg nu vel ikke længer dolge fan,
"At ftaffels Manden
En Sfrue havde løg i Panden;
Og dog — men nei! ſom fagt, det ei gaaer an,
At redde ham, i Henſigt til Forſtanden.

De fjorten Dage gif; men hvor det gif i dem;
Hvad han fig foretog, da han kom hjem;
Hvordan for Kjodets Salg Mo'er Birte ffjendte ;
Kort, Alt hvad Helten i de fjorten Dage hændte,
Derom Hiſtorien er taus;
Jeg ligeſaa. Jeg aldrig lyve gider
Af Angeſt for, at lyve ſnavs;
Paa Sandhed, et paa Pegaſus, jeg rider —

125

Jeg træffer ſjelden fra, og lægger aldrig til.

Min Læfer fylde felv bet Hul, hvordan han vil.
Imidlertid det er en gammel Skik,

Som ikke fynes mig faa dum:

At give Læferen lidt Puſterum,

Hvor Eventyret Huller fil;

Thi dermed er Enhver juft iffe tjent,

At tænfe paa, hvad der fan være hændt,

Særdeles Folk, fom ingen Tanken liver.

Et ſaadant Puſterum beſtaaer ſom ofteft i

En Interims-Anſogning til de Ni, '

Hvis græffe Navne -jeg ef nævne gider,

Hoorved man fødeligen flumrer hen,

Og vaagner fiden ſtyrket op igjen.

Men Mange, for Crempels Sfyld, Horaz,

Paaſtaae, den Puſtemaade reent er Fjas,

Og raader til at fylde flige Huller,

Med Ting, fom figes bør, men iffe før er fagt,

Og ſiden ikke godt foruden hæsligt Bulder

J Eventyret kunde blive bragt.

At læfe noget nyt, man ilke kjedes over,

Det er den ſande Puften, tjære Ven!

Jeg ben faa regelret juft ikke lover;

Men dog, velan! vi vil forføge den.

J gammel Tid var det i visfe Maader
Meer. tungt end nu at være fronet Mand,
(Med flig jeg mener En, ſom over Land
Og hvad der er i Landet raader)

Jfær mig fynes een Gjenvordighed,

Som Kongerne var fordum plaget med,

Hvis man ſtal troe de ſtjonne Traditioner,
Der os i Livets Vaar tiot gjorde Sovnen fød

126

Paa Ammens eller Barnepigens Skjod,
At være nof til et at onſte Kroner:
Den, at Hans Majeftæt var fjelden fri
For en og anden himmelyndig Datter,
Der, altid vaad af fort Melancholie,
Paa ingen Maade førredes ved Latter,
Fordi, forheret af en Troldmand eller Fee,
Blandt alle mulige Fuldkommenheder,
Hvorefter man omfonft t vore Tider leder,
Hun ene mangled' den, at kunne lee,
Kong Dan var netop flig en hoitbedrovet Fader.

" (Man heraf tydeligen feer,
gortællingen er ældre, end den lader;
Saa gaaer det ventelig med fleer)
Kong Dan var Fader til en Datter,
Saa fljøn, for Reften, fom en Datter være fan
Imellem os og Severambenland,
Man ſom det plat ud et gif an
For nogen Ridder eller Ridderſon,
Om han var nof faa bold og ſtjon,
At bringe til det mindſte Skin af Latter.
Hun græd beftandig, hvor hun gif og flod,
Sfjøndt Siegwart dengang et endnu var trykt;
Saa mangen veilig Prinds af franſt og engelſt Blod,
Forgjeves gjorde fig for hendes, Skyld forrykt. |
Man læfte for den grædende Prindfesfe
Saa mangen" vittig galliſt Petitesfe ;
Man læfte om hver gammel Viis og Nar, -
Som Ariſtophanes og Plautus fliloret har.
Jeg troer, man havde paa ben fongelige Datter
Forſogt omſonſt mit eget Antidot

Mod Graad: den falig Herr Cervantes Latter,

127

Hvis og man havde havt hans Dongqvirot”, i

Som ryſted' felv en Carl den Femtes Mave,

Der ikke letteligen kom af Lave.

Man havde Vifen om Peer Paars,

Som tog en Reiſe for fra Kallundborg til Aars,

Og Paarſes Sangers ſyv Bind Skueſpil

Og kunnet læft omſonſt. Til al Ulykke

Bar Vesſel dengang heller iffe til;

Det fjære ſtrompeloſe Sorgeſpil

Maaſtee dog havde kunnet gjort hang Lykte.
Omſider, fom man let formode fan,

Da, rørt af ingen Spøg, af ingen Glæde,

Prindſesſen blev beftandig ved at græde,

Flod hele Hoffet hen i bare Vand.

Hvad Kongen faarer, hele Folfet faarer ;

Hver ærlig Underſaat forgif i Taarer, -

Og Glæven flygted? fra det hele Land.

Kort, Danmarks Tilftand var en ſand Contraft

Af den nærværende; thi Velftand groede

Om næften hvert et Huus; men Glædens Himmel braft,

Og Orkner ſtabtes der, hvor Paradiſer ſtode,

Da Kongen og Prindſesſen græd.

Nu tvertimod, fijøndt Hver har fin Fortræd,

Skjondt Penia man allevegne fporer,

J Spidſen af de grumme Creditorer,

At blande Sylid i Giftes Kjærlighed,

Og Blød i den udtrælte Bondes Sven —

Og Streger i mit Vers fnart paa hvert andet Sted —

Man Gladen overalt dog bygge feer

Sit Tempel mellem Sfjebnens Tordenfiler,

Og Bonden, jeg, og hele Landet leer,

128

Fordi vor elſtte Fredrik virkſom iler
At bryde Lenker, ffabe Mod og Lyſt,
Og Frihed i hver flittig Landsmands Bryft,
Og fordi Du, Louiſe! fmiler.

Man brugte al fin Vittighed og Konſt,
Og meer end fin, fom ſagt; men Alt omfonft.
Kong Dan tilſidſt til en Beſlutning ffrider,
Der Flinger underlig i vore Tider:
(Til Gjengjeld mangen, ſom os ſynes ligefrem
J vort Aarhundredes oplyſte Dage,
De Gamle, hvis man havde budt den dem,
Endnu langt mere havde turdet vrage.)
Han lader, fort fagt, gjøre vitterlig :
At den, fom blev ſaa lykkelig,
At lifte af hans Melsudoljte Datter
En Latter,
Fik ul Belonning, hvem han ogſaa var,

(Vel meget! — men hvad ffal man fige?)
Prindſesſen og det halve Kongerige.
Den hele Verden gjorde fig til Nar.
Prindſesſen, og den halve Krone,

Stak alle Hjerner overalt i Brand:

Den førfte onſtte fig hver rørig Mand;
Den ſidſte enffte fig hver rorig Kone.
Fra Veſt til Øft, fra Syden indtil Norden
. Løb Dag vg Nat, og Nat og Dag,

Et ſamlet Bulder, ſom en blandet Torden
Af Pandeflag.

Man efter Indfald allevegne ledte;

Al Jordens ſmaa og ſtore Hov'der ſoedte;
Matroſer, Prindſer, Paver meldte ſig —
Men Ingen af dem blev ſaa lykkelig,

129

At faae det mindſte Smiil, end fige Latter,
For bereg jammerlige Hovedbrud,
Af Kongens reent i Sørg nedfjunfne Datter.
Saaledes fane bet nu ved Hoffet ud,
Da Jeppe kom igjen til Staden,
Og traved' rundt omfring paa Gaden,
&or at fane fat paa den omtalte Hund.
Nu pufter man igjen en liden Stund.

Tiende Sang.

Indhold.

Den Læfer, fom har fulgt mig hidindtil,
Bil, haaber jeg, taalmodigen forføge,
At følge mig til Enden; altfaa vil
Jeg ikke her Vidtloftigheden øge,
Ved ham at give nøtere Beffed
Om hvor det Helten gaaer i mit Capitel.
Tak, Læfer, Tal! for din Taalmodighed!
Taf! ogſaa du, ſom læfte fun min Titel!

Mer Grimen i fin Haand og Viben i fin Mund,
Fra Torv til Torv, igjennem Gader, Stræder,
Løb Helten hift og her, og ledte om fin Hund
Omſonſt paa alle offentlige Steder.
Han mange høie, lange Hunde fane,
Hvoraf ben mindſte var i gammel gothiſt Smag
Saa flor fom den, der mødte Frigg ved Haag;
Nu feer man rigtignok, ſom ofteft, finn:

Bag geſens Værter. 1, B. 9

130

"Men Hundene var? ftørre paa de Tider

End nu; det faa med alle Danffe gaaer:
Nationen bliver mindre Aar for Aar,

Jo hoiere den bygger fine Tage:

Med ſtorre Pidſte Folket mindre Haar,

Med ftørre Hatte mindre Hov'der faaer;

Vor Efterflægt man fan med Grund beflage —
Endffjøndt den Grund har iffe megen Vægt,
Naar man, til Trøft for fjære Efterſlægt,
Seer her og der lidt mere dybt i Tingen,
Saa fpaaer Adftilligt os — aldeles ingen.
Men det vil vi nu lade ſtaae!

Som fagt, han mange ſtore Hunde faae,

Kun et den rette. Creditoriſt Sved

Begyndte flemt at fugte ham om Næeſen —
Da han blev vaer et rødt fiirbenet Væfen

J Vimmelffaftet at ſpadſere ned.

Faſt ingen Ting paa denne Jord

Man fan faa godt igjen erindre fig og fjende,
Som Yderdelen af fin Creditor,

Paa hvilfen Kant han fig mon vende. |
Et Glimt af ſaadan En i Gadens anden Ende,
Eet af hans Støvlehæles Spor,

Kan give ham, Gud veed hvordan, tilfjende.
En Hunds og Debitors Hukommelſe er flor;
Og er man baade Hund og Debitor tillige,
Saa marker man paa Timen, hvad og hvor,
Endog i en Diſtanz fra Creditor

Saa lang fom den, hvori man tryg fit Bæ fan ſige.
Saa gif bet med vor Slagterhund;
Ned.t en Kjelderhals han hurtig fmutter,

131

Sig i en Sæf, der laae, forſigtig putter,
Og lurer ber en liden Stund.
Men Helten, fom har feet en lodden Knegt,
Og mærfet, at han frygtfom, langs med Muren,
Til Kjelderhalſen fatte Turen,
Fandt Fyren ſtrax ſuſpeet.
Tys! her er Ugler, tænfte han, 1 Moſen;
Og liſtede fig hen til ſammes Tilflugtsfted,
Hvor han blev Fyren vaer at røre fig i Pofen;
„Kom frem, Krabat! fom frem, ihvo du er!
Hvad har du for i Pofen der?
„Kom frem!) Men Hunden ganffe flille lage.
Sktup, tænkte Helten, jeg forføge maa;
Og fatte Tanfen ſtrax + Værk med Grimen
Paa Poſen, og faa eftertryffelig,
At Hunden Hovedet ſtak ud paa Timen;
Hvorpaa vor Seierherre ſtyndte fig,
Og fik ham ſurret faſt: „Nu har jeg dig!
„Har du nu Penge?» — Nei! — „Ja! faa følg med Krabat!
„Du veed Akkorden! fom, følg med, og bliv Soldat.”
Herr Hunden gjorde mange ſlemme Fagter
Ved denne Tidende. Paa natlig Sti
En Tyv med mindre Sfræf betragter
Den hornede Perſon, fom tramper ham forbi,
End Hunden Jeppe, ſom trods alle Noder,
Trods al hang Gioen, Springen og Alarm,
Brød fig om ingen fjære Moder;
Men bandt ham faft med Grimen til fin Arm,
Og derpaa traf afſted med Knegten
Til Slottet.
Midt paa Holmens Bro
En ffjægget Mand af Jakob Slægten
. gs

132

Sig buffet? ydmygſt for dem begge To,
Og fpurgte Helten: hvor han vilde hen?
Om Hunden der var hang? og andet mere,
Som jeg et ſtjotter om at repetere;
Og fil af Jeppe det til Svar igjen,
Som man har læft i forrige Capitler,
Og derfor ilke finder her.
Den Læfer, ſom er kommen under Veir
Mev meer end netop med de blotte Titler
J vor Hiftorte, vil nok erintre fig
Beflutningen, Køng Dan lod gjøre vitterlig.
Den velbemeldte Føde, da han hørte
Vor Helts pudſeerlige Biographie,
Fik ſtrax Idee paa Fiſteri
J Jeppes Vande, ſom ham ſyntes deilig rørte;
Dan tænfte, ſom en god Iſraelit,
Profit! Profit! Profit!
Dg fif omſider Helten til at gjøre
En edelig Akkord: at, naar han fom igjen
Fra Slottet, af Belonningen
Den fjerde Part ham fulde heel tilføre,
Imod et deiligt Spanſtror, og en Ring
Beſat med ffjønne Stene rundt omfring.
Med denne Ring paa Fing'ren, Stof i Haanden,
Og Hund ved Siden, ganffe glad i Manden
Forlod nu Helten Jøden, og gif hen
Til Slottets Port, hvor han og Hund,
Hver fagde paa fin Viis: God Dag! til Sveitferen.
Den ſamme gode cerberiffe Herre
Var juſt den enefte blandt Hoffets Folk, desværre,
Som et var fiin og ſod og puniff i fin Mund.
(For dem, fom iffe veed hvad Puniſkhed vil fige,

133

Det giores vitterlig her in parentheſi,

At med en puniſt Mund jeg mener flig,

Hvori man iffe holder Tungen lige.)

Han Helten Jeppes og hans ganges Buk
Øjengjældte paa en Viis, ſom ei var nær faa ſmuk:
Med hævet Stav han føreg i vrede tydſte Sprog
Saa flygge Ting, at jeg min danſte Bog

Med vem vil ingenlunde plette,

Men Meningen deraf blot overfætte;

Og denne var ſaaledes ongefær :

vBæl, Dre, med din Hund! hvor tør du fomme fer?»

„Nu! hoi faa bifter, fjære Herre,”
Igientog Helten, „hor mig nv!
„Jeg er et nogen Stud, degværre !
„Min Fader gif paa To, min Moder ligefaa,
„Og til min Dededag, vil Gnd, i
„Skal feg deri dem ogſaa flægte paa;
„Jeg flanger ingen Mand; jeg tygger aldrig Drov;
Jeg er en Bonde, født i Vemmelov;
«Mit Navn er Jeppe; denne ſnu Krabat,
„Som ftaaer paa Fire ved min Side,
„Har fnydt mig, og ffal fælges til Soldat;
„Han ſynes ikke Standen juſt at lide;
„Men Kongen ganſte viſt vil felv bifalde Dommen:
„Ham vil jeg tale med, og derfor er jeg kommen.“

»Tyg!u tænkte Sveitferen, „jeg lugter Lunten nu —
„Du med din Hund vil op til Kongen, figer du?
„Godt! men den fjerde Part, af hvad dig bydes ber,
„Skal være min; hvis iffe, bliv fun her,”

Bor Jeppe gav fin Haand og Eed derpaa;
Og Srveitferen lod ham og Hunden gaae.

134

De gif af Trapper op, de gif af trende der.
En Kammerjunker (det var dengang Mode;
Men Alt forandres paa vor loierlige Klode!)
Stod ved Monarkens Dør, og ſtildred' i Gevær.
Med ham kom Jeppe ligerviis,
Som før med Sveitferen, tilrette;
Og fil Tilladelfe for den bevidſte Priis
Ser Been 1 Forgemakket ind at fætte.

Der flod han med fin Hund, og fane
Paa Billeder, og Støtter, og deslige,
Som i det Forgemaf har kunnet ſtage;
Men fiod der neppe, fandt at fige.

Omſider blev han af den Sfuen kjed,
Og Hunden med.
Den voved' et Bov! Bov! og han et Hem!
Paa hvilfen Lyd en Stjernemand ſprang frem,
Og fpurgte ham: hvorfor, worfra han kom?
Hvem han og Hunden var? mød hvem han vilde tale?
Til Sporgeſtuffen blev omfider tom.
Ham Jeppe ramfed? op fra Hoved indtil Hale
Paa fin enfoldige bekjendte Skik,
Som for de Andre, hele Levnetsløbet,
Det Læferen har alt af min Fortælling føbet.
Den famme Fordring famme Løfte fif: ;
For Summens Fjerdepart han og hang Hund
Blev meldt af Ridderen 1 ſamme Stund,
Og ind i Ridderſalen gif.

Den kongelige Thrones Guld,
Hvorpaa med mørk og majeſtætiſt Mine
De Danſtes Styrer fad — den Erycine,
Som ved hang Side græd, og forrigfuld
Udbredte Nattens frygtelige Stille

135

J hele Salen — hiſt den frumme Rad

Af Fruer, ſom ved Thronens Fodder fad —
Og hiſt en væbnet Helt ved hver en Marmorpille —
Og overalt den rædfomffjønne Glands,

Som ſtraalede fra alle Vanter —

Yfær Prindſesſens Taarers Diamanter,

Betog vor Jeppe ganffe Sind og Sands.

Han ſtiv blev ftaaende paa ſamme Sted,
Og ſtirred' taus med Gyſen tre Minuter
Paa denne Herlighed;
Omſider han dog modigen beſlutter,

At faae ſin Studſen og ſin Standſen endt,
Dg gjøre hvad man falder Compliment.
Med Armene paa Bryſtet korsviis lagte,
Han 1 anftændig Hoviſthed,

Saa lang Naturen ham frembragte,

Paa Gulvet næsgruus flyrter ned.

Han allerunderdanigſt længe laae. —
Den, fom jeg hørte førft Hiftorien fortælle,
Bar fparfom paa det Ceremonielle;.

Jeg ligeſaa. —

Hvad Hofmarſchallen, eller nogen Anden,
Ved denne Letlighed fig foretog men Manden,
Derom han ei har underrettet mig;

Og jeg, min Læfer, har det virkelig

Ei mcer med Fanden,

End nogen Anden.

De Mure, fom til Evighedens Trods
Semiramig om Babylon opførte —

Det Taarn, hvis Spids, om iffe Himlen rørte,
Dog havde ffullet rørt — den rhodiſke Kolos —
Palmyra — Thebe — Hecatompylos —

136

Det Sprog, hvis Tonefald i Mæonidens Vifer
Endnu henriver, fmelter, tryller os,
Hvis blotte Ton d'apomeibomenos
Har felv for Jyders Ører mere Klang
End Evalds allerbedſte Seraph⸗Sang,
Og Klopſtocks Hymners hoie Torden⸗Gang
Og Miltons Himmellyd i tvende Paradifer —
Methuſalems, Stærfodders, Neſtore Aar —
Den Tid fra Skabnings⸗Dagen til i Gaar —
Glyeeres Dyd, ſtjondt fytten Vintre lang —
Den Kjol', Herr Orgon fjerde Gang lød vende —
Ja felv — (o! hvad fan Tiden holde Stang) —
Herr Jeſpers Praken ſidſte Aftenfang
Fik Ende.
Saa gik det og med Jeppes Compliment —
Og hvad maaſtee forlængft De gjerne ſaae,
Høiftærede Herr Recenſent!
Saa ftal det og ret fnart med min Fortælling gaae.
Paa begge Been reiſt op med Artighed
Bør Helt mod Thronen buffer fig, og taler:
„Her fluer Deres Velærværdighed
„Den Karl, ver, fom de felv nok veed,
„Mig nylig fnød for fer og tyve Daler.
„Jeg bever, da det er en lang Krabat,
„Saa fund og friſt fom jeg i alle Maader,
„Han allernaadigft blive maa Soldat,
„Hvis iffe bliver jeg til evig Tid en Staader.
„Mit Navn er ellers Jeppe, fan jeg troe ....“
Paa denne Viis vedblev han faft en Time
At fige, hvad jeg har forføgt at rime. —

Prindſes ſen fmilte, fmilte mer — og love.

z 137
Maaſtee har jeg for al min Flid,
Kor den fra Fibelbrættet ſtjaalne Tid,
Hvori jeg maatte mig til Et og Andet vænne,
Som fmager endnu mindre Kjod og Blod:
Gigt, Vaagen, Lyſedamp og Nyſerod —
Maaſtee har jeg for hele denne Moie
Aldeles ikke naaet mit Diemed,
Den Fryd, den kildrende Lykſalighed,
Fra nogen forgfuld Læferindes Øie
Det mindſte Smil at have lokket frem,
End fige nogen Læfers fulde Latter.
Maaffee min hele Trøft fig deri indbefatter:
Aldeles et at have ſtadet dem.
Men derfor er det ingen afgjort Sag,
At det gif ligerviis med Kongens Datter.
Det netop var vor Eventyrers Fag,
At bringe Hver, fom fane ham blot, til Latter.
Saae du ham felv, du ſtulde fnarlig troe,
Hvad du nu tvivler paa, fordi du feer fun mig,
At hang Fortælling var fuldkommen loierlig,
Og at Prindſesſen, ved at høre ſamme, loe.
Som naar ved Solens Straalers Gjennembrud
De forte Tordenſtyer ſpredte fvinde,
Saaledes fvandt fra Jordens banffe Gud
Den morke Majeftæt, ved Glædens lyſe Bud
Fra den mildtſmilende Gudinde.

Prindſesſen græd— den hele Sal var fort —
Prindſesſen loe— og ſtrax ſvandt Mørfet bort.
Monarken i ſin frelſte Datters Arme;

De Gladesraab, ſom udfoer af hans Mund;
De Længe leve Kongen og Prindfesfen!
Og Længe leve Kongen og Prindſesſen!

138

Som floffeviis floi ud fra Hjerteng Grund
. Bra alle Hoffets Læber denneftund,
Jeg burde male her med Fynd og Varme;
Men jeg har lovet Enden fnart,
Og derfor løbe maa med flørre Fart.
Desuden, hvad de fagde, veed jeg ikke,
Og det for fildig er til Muſer Bud at fliffe;
Jeg ene, for at gjøre Alting Hart,
Mig felv maa hjælpe her, trods Syngen og trods Piben:
Henrykkelſen og Glæden var faa ftor,
At den brød ud i Lyd, for overhaands til Ord;
Paa den Maneer man flipper bedſt af Kniben.

Kong Dan omfider denne Taushed brød,
„Begjer“, faa mildelig hans Tale lod,
„Begjer, min Son, begjer Alt, hvad du vil,
„Og, indtil Halvedelen af mit Rige,
„Skal, hvad du beder om, dig høre til!
„Min Datter bliver det vel ei fåa lige?“ —
Ham fvarte Jeppe: „Fader! hør min Bøn:
„Prindſesſen er for mig for yndig og for ſtjon,
„Om iffe for den bedſte Kongeſon;
„Det halve Rige fan jeg et regjere;
„Mig felv jeg ikke fan regjere ret —
„Det Enefte, jeg — vil begjere
„Er firehundrede..
„Dukater? — Paa et Bræt
„Tidobbelt —

„Nei! men firehundrede
„Veltalte Stokkeprygl“ ....
Saa var dog Manden

Ei blot for Spog, men Alvor fra Forſtanden!
„Velan! du har mit Ord, og følgelig — det ſtee!“

139

Til dets Udforelſe kom Alting ſtrar iſtand.
Enhver bejamrede den arme Mand;
Kun han alene ſtod med roligt Blik,
Og endelig brod ud: „Jeg lovet har
„En Jode Fjerdepart af hvad jeg fif,
„Hoad bet endogfaa var ;
„Den Regning faae jeg gjerne qvittet førft ;
»Man Jøder aldrig haftig nof betaler;
„Jeg fjender overalt ei ſtorre Ovaler,
.„End Gjeld og Torſt.“

Flux Jøden Ephraim blev hentet op;
Af Glade færdig at krepere
Sprang Sjælen rundt i Midten af hans Krop,
Og vidſte neppe hvor den vilde være.
Men hundred' Stokkeprygl fan paa min Xre
Slig Springſthed reent fra Grunden af furere;
Trods Millioner „wai mir« fif han dem
Saa vrægtige, fom man kan onſte fig,
Imod Qvittering. — Kortelig
Cen efter Anden hver blev faldet frem
Af dem, fom havde Part i Capitalen,
Og efter Ordenen fif hver Perſon
J hele Hoffets Paaſyn mit i Salen
Sin rigtige Portion.

Hans Majeftæt, Prindſesſen, Alle bleve,
Fuldkommen morede ved dette Skueſpil;
Til Løn for al den Spas blev Jeppe gjort til Greve,
Med Grevffab, Eqvipage, Penge til;
Og, hvad ham endnu meer end dette glæbdte,
Fik Lov at flille fig vev Birtemo'er,

140

Imod at han en Capital udſftedte,
Som hun anftændig funde leve for.

Saaledes vendtes om til Velſtand Jeppes Nød.
Saa gaaer det, Læfer, overalt paa Jorden.
Mer herlig Solen fmiler efter Torden,
Og Roſen efter Regn fremblomſtrer dobbelt rod.

141

Det fortvivlede Mord.

Hoad Ondt fan Spil dog ikke foraarſage!
Nys har man et Exempel ſeet;

J London, eller her, det kommer ud paa Eet;
Thi Tingen fan desværre fig tildrage

Saavel i Danmark fom i Engelland,

" Paa alle Steder, fort, hvor Polſtpas ſpilles fan.
Jeg uden Omſoob altſaa vil

Fortælle det til Stræf for Hver, ſom elſter Spil.

J Selſtab med en Deel anftændige Perfoner
Af Fader Adams og af Moder Evas Kjøn
Befandt fig en Minervas Søn,

Hvis Sjæl og Krop med Kjolen og med Veſten
Etcetera, hvad han nu havde paa,

Bar netop Overffud til fyrretyve Kroner,

En ſmuk, elffværdig, ung Perſon for Reſten,
Men Polſtpasſiſt fra Top til Taa.

Theebordet bort. Man Spillebordet henter.
Hans Mafeftæt Kung Caro, Dronning Coeur,
Prinds Picq, og allermeeſt Træf Serviteur
Han venlig hilſer, og af Glæde ftraaler

142

Hans Øie, fom en Dranfers, naar bet feer
Citronfaft, Suffer, Kom og Vand i ſtore Sfaaler
At blandes, liig vor Verdens Clementer,
Naar Tiden er ei meer.
Han fpiller, det gaaer godt, og endnu vældig
Er Gladen i hang Bryft; men af! med Cet
Beet paa fin bedfte Ven, paa Træf Balet!
Han fpiller atter, er uheldig.

Hvo med de Førfte taber, ſiden vinder:
Opmuntrer Haab; men fnart og det forfvinder.
O grumme Sfjebne er det ret?
Endnu engang perdu paa Træf Valet.

Cen efter anden Kronerne borttrille;
Fortvivlet bli'er han ved ulykkelig at frille!
„Forbandet!“ — atter tabt — „Que Diable!“ — intet andet;
Han taber — „Teufel!“ — intet hjælper det,
Paa Danſt, paa Franſt, paa Tydſt, og altid reent forbandet —
Endnu engang, „fordomt!“ en Beet paa Træf BValet.
Ulykken voxer, Raſeriet ſtiger
Med den — hvert Kort, hang bedſte Kort⸗Ven fviger;
Dybt fynfer Modet under Tabets Vægt —
De tyve Kroner gaae, trods Klover⸗Knegt.
Halvparten af hans Værd, hans hele Sjæl
Er ver, hvor Haabet felv fig ikke tør formafte
De runde flygtende Perſoner at antafte.
Ulykkelige Kortſpils Træl!

Fortvivlet Rolighed ſig paa hans Kinder maler,
Er mindfte ,, Diable” han udſtoder meer,
Mørk fom hans Sjæl er Piet; men hans Ovaler
Man: bedre nu end førhen feer.
„Hvad fatteg Dem? — hvor flager bet fig, Bro'erlille?
Man fpørger. — ,, Herligt!” ſvarer han og leer.

143

„O! vi vil gjerne holde op at fpille!
„Spil, Søfter! fpil et Styffe paa Claveer!“
Mal a propos, Adagio! dens Toner
Forſtemme reent hang alt forfpændte Sjæl —
Perdu! hang Alt! hang fyrretyve Kroner!
Perdu hang hele timelige Vel!
Vildt ſtirrer Diet; tre til fire Gange
Spadſerer han paa Gulvet op og ned,
Som En, der grunder dybt, med gyfelige, Tange,
Uregelrette, tunge Fjed.

Nu holdt man op at fpille; men desværre
For fildig! alt udruftet er hans Sjæl
Til Mord. nHvorledes er det fat, min Herre?
„Maaſtee befinder De Dem iffe vel?“
„Lidt Hovedpine,” ſvarer han, „kan være
„At ven forgaaer i Kjolingen;
„Jeg gaaer et Dieblik, og ſtrax ſtal ha'e den re
„At vare her igjen.“
Og dermed gik han ovenpaa. Man troede,
Han vil vel Høle fig paa Kammeret;
Og. man imidlertid Diſturſen ſnoede
Til noget Andet — længe var'de det;
Men Ingen fom igjen. Og nu man mumled'
Om Hvor fortvivlet han gif ud,
Og man blev heed om Orene, og tumled'
Paa Gulvet om ved — Knaldet af et Skud.
Selffabet ſtormer op iblandt hinanden
Til Salen, hvorfra Knaldet lød;
De fee Geværet flængt paa Gulvet, tæt ved Manden
Med bruſtne Øine, bleg og ſtum og dod.
Man føler Puls, man fniber Næfe, Hage:
Omſonſt! en Smule Liv paa et og andet Sted

144

Tilfioft de bange Damer dog opdage.

Men der er altid. Liv 1 hvad de røre ved.

Af Fis-Forældre den maa være fød,

Som et, berørt af dem, lidt Tegn til Livet giver,
Med mindre han er vovermaade dod.

Omſider det ham og et ODieblik opliver;

Men af! han aabner fun fin Mund,

Og figer flammende: „jeg traf dig bog din Hund!”
Imidlertid han ſtirred' hen et Sted

Paa Væggen ligefor; det hele Selffab vender
Sig om, og tænfer: hvad betyder det ?
Igjennemſtudt man der omfider fjender

Den ulykſalige — Herr Træf Balet.

Forſag alt Spil og Mord; men, om du det et fan,
Min Læfer! da gane bort — og gjør ſom han.

145

Conſtance
eller

Amors Hevn.

Paa Iderdelen bør man Ingen trog.

Tidt bærer Biisbom Dumheds Stempel,

Tidt, hvad man leder om i Folio,

Staaer i en Duodez. Cupido, for Exempel,

Hvis man fan lide paa de Kroniker, vi have

Om hans Spilopper, Rænfer, Strilker, Skud,

Saa, ſtjondt Perſonen paa Charlottenborg feer ud

Som En, der nylig har begyndt at flave,

Bevifer han, trods hver langffjægget Gud,

Med tufinde Mirafler Almagts⸗Evner,

Hvoraf hans Velærværdighjed *

Boccaccio færdeleg mange nævner.

Hos ingen Gud, faavidt jeg veed,

Man finder mere Sfaber-Styrfe,

Og bet er derfor ej at undre paa,

Skjondt Ti, ſom fan, paa hver en anden Gud fan gane,

Ut næften alle kloge Folk ham dyrke.

Wen Størrelfen gjør meget lidt til —
Baggeſens Varker. 1.8.

146

En Oberon, en Boulemann-Sang-Hir,
Har tydeligen lagt for Dagen,

Man ei behøver i Statur at være Magen
Til Frue Spur,

For i en Vogn, med Løver for, at kjore,

Dg ved Mirafler fig befjendt at gjøre.
Cupido har, faa lille, fom han er,
Omdannet flere Dyr til Menneſter,

End alle Sfræddere paa hele Jorderige;

Og flere Menneffer ffabt om til Dyr,

End den forfærdelige Fyr,

Som opfandt Adel, Punſch, og Biffop og deslige.
J gammel Tid det ofte var hang Vane,

At figbe Zeus endog nu til en Svane,

Nu til en Tyr, nu til en græff Dukat,

Nu til, jeg veed ei hvad. Ungkarle, Koner,
Mænd, Piger fætter han, den fonftige Krabat,
J hvad han vil for Situationer ;

Af ftive, Sæder heglende Catoner

Han boielige Pudderdukker gjør;

Han fnapper Hjerter fra de modigſte Perſoner,
Og giver bet til dem, fom intet havde før;
Jorddrotter ſelv, naar disſe ſtrive noget,

Som ſtundom ſteer, i Veir og Vind,

Faſt holde bedre Huus med Loven og med Sproget,
End han med Dødeliges Sind;

Han ffjuler fig 1 Pompadourers Haar, -
Og vender op og ned paa hele Stater;

Ved ham omdannes Claufer til Sokrater,
Ven ham omdannes Ulven til et Faar;

Med Kjæmper felv fan tidt gjør fort Proces,
Som mangen Alderdommens Helt bevifer,

147

Exempli Gratia, den ſtore Herkules,

Og Polyphemus, den beromte Folkeſpiſer:
Den ene ſidder paa en Klippetind,

Som Theokrit opbyggeligt fortæller,

Og klager ynkeligt for Veir og Vind,
Hvorlunde han er brændt af Elſkovs Næller.
For Gluttens Spog, hvis underlige Sind
Slaaer paa den tappre Næfe mangen Krølle,
Den Anden til en Vindepind

Forandrer fin forfærdelige Kolle.

Af den Slags Anecdoter har man nok;

deg fan, for min Part ene, faft en Sfof.
Nysmeldte falig Herr Boccaccio

gortæller en, ſom kunde gaae for to,

Den handler om Herr Simon; fandt at fige,
Jeg fjender faa faa mærfelige:

En ung, udannet Fyr, og ſmuk, ſom Elſtovs Gud,
Én Ganymed i Krop, men i Forftand en Stud,
Cupido faaer engang i Lære,

Og i et Oieblik

Paa Knegten fætter Skik,

Vips! er han faa galant, fom En fan være.
Hvad gjorde det? to ſmukke Pine, Kjære!
Ved dem at have feet et ODieblik,

Herr Simon, hvad han før et havde, fif,
Den Sand, det Vid, ſom Elſtov ene giver;
Men, ſtjondt deb falder rigtig i mit Fag,

Er vet dog iffe denne Gang min Sag,

Jeg til en anden Caſus mig begiver.

10%

148

J Rom, en By, ſom, hois jeg havde Penge,
Jeg reifte til i Morgen, ei fordi

De mange gamle, vi'e, tappre Drenge,

De ſtore Kjæledægger af de Ni,

De Paver, Keifere, hvis Clereſie

Man for det mefte burde hænge,

Har boet deri; — .

Er heller for til Nordens Spot og Spee,
Det ſtjonne Syds Ruiner at befee —

Og allermindſt for Stykker af vor Frue,
Og Jacobs Himmelfige at beffue;

Men for de ſmukke Nonners Skyld, fom der
J ſtorre Mængde falde flal end fer —

J dette Rom opholdt fig en faa yndig,
Saa velffabt, og beleven Glut engang,

Ut al Beffrivelfe paa hende blev for lang,
Om iffe det, ſom end er værre, ſyndig;
Hois, fort fagt, Nogen har Frue Venus feet,
Kan han fig tænfe hendes Skjonheds Lige,
Det er, med andre Ord at fige,

Den fun er fattelig for en Poet.

Cen Feil alligevel hun havde med alt dette,
Som Mange fyntes om, men Fleer ei lide gad,
Hun var i næften meer end tilladt Grad
Coquette;
Men ſtolt fom Juno felv, og lidt urimelig
Kort: ganffe Fruentimmer i det Hele.
Den fjerde Part af Rom var lyffelig;

De øvrige tre Fjerdedele

Faſt efterhaanden alle hængte fig.

Miniſtre, Cartinaler, og Baroner,

149

De magtigſte, de rigefte Perſoner

For hendes Fødder daglig laae;

Tre hele Sider vilde knap forflaae

Til alle hendes Slavers mange Navne;

Jeg holder altſaa, Læfer, for ſom faa,

Du maa bem meget heller favne.

Nok fagt, den Ringefte, hun vifte Gunft imod,
En Smule maatte være 1 Conclave,

Selv Helligheden, fom var dengang Pave,
Hun iffe holdt før god.

Som man fan flutte, var vor Aphrodite,

Hvis Scepter hele Rom var underlagt,
Som Byens meeſt tilbedede Charite,
Den forſte blandt dens Damer og i Pragt.
Klæedt med den meeſt udſogte Smag,

Hvor hun fremvifte fig, de glimrende Brillanter
Omſtabte Nat til Dag,

Og Decans og Golcondas Diamanter
Med hendes Pine kappedes at blende

Den Sol, fom i fin Middagsglands,

Mens Alle tabte baade Sind og Sands,
Misundelig beſtraalte hende.

Cupido, ſom bemærfte den Alarm,
Hun grufomt voldt' i mangen Ynglings Barm,
Og faae, hvor høit hun fatte Næfen, i
Leed et det Væfen:

Men fvver ven Bue, Piil: og Vinge,

Den Sfjønnes Stolthed reent at undertvinge;
Og holdt fom ærlig Gud fin Eed.

En velffabt ung Perſon med alle Dyder,
Som velopdragen Ungdom pryder,

Han brugte til fit Diemed.

150

Camillus, faa var Heltens Navn, engang

Conftance, vor Heltinde, fif at flue,

Og vips! hang Hjerte ſtod i lyſe Lue;

Camillus ſukked', græd, og peb, og fang;

Som Elſtere naturligviis maae gjøre;

Men Oviden er for flor, Beffrivelfen for lang,

Conftance lod fig endeligen røre;

Men ftilte fig dog ſom fædvanlig an,

Og ſtjondt hun brændte nof faa ftærft fom fan,

Hun ſtjulte dog i dobbelt ſpodſte Miner

Sin Kjærlighed" —

Hvorfor? Spørg Damer! fligt jeg ikke veed.
Camillus blev omfider fred

Af ubelennet Elſtoos lange Piner.

Lidt Grumhed ffader ei; men dog, alvorlig talt,

For meget og for lidt fordærver Alt.

Troer mig, forunderlige Piger! Ingen

Aldeles ubelønnet bliver ved

Beftandig over Eders Gruſomhed

Ut ſukke. Maade, Maade, det er Tingen!

O! troer mig! men hvis iffe, troer mig ei,

Mig er det ligemeget, fandt at fige,

Med Thyrannie befæfter Eders Rige,

Gaa længe fom J fan, men huffer paa tillige,

J komme ſiden til at gane Conſtances Vet.
Saafnart var Elffov ei i hendes Hjerte

Cen Maaned gammel, før dens hele Hær

Af Frygt, og Tvivl, og Haab, og Suk, og Smerte

Desligeſte fig indgqvarterte der,

Og, hvad hos hende mindft man havde ventet,

Var Frygten den ifær, fom førte Regimentet.

Den Stolte, ſom tilforn en Tigerinde liig

1531 ”

Lod hver uvaticanſt og uconclaviſt Herre,

Hvoraf der var endeel alligevel desværre,

Gaae hen og hænge fig

Af Elſtoos Qvide, Kloffen fer, fyn, otte,

J Halsklud, Strompebaand, ved hendes Dør,
JPeking, Philadelphia, Korsøer,

Kort: naar, hvordan, og hvor det ham befalde maatte,
Blev nu med Cet faa ydmyg, from, og tam,

Taf ſtee dig, o Cupido! fom et Lam.

Den hele By det fane; Camillus ene
Dertil et lagde mindſte Notabene;
Endſtjondt Conftance nu forføgte paa,

At lade hendes Blikke fige,

Hvad hun ei vilde felv faa lige,

Lod han, ſom han flet Intet faar.

Da det et hjalp, begyndte hun at ſukke —
Nu mærfer han det dog: men nei!

En Taareſtrom hans Hjerte ſtal oplukke —
Omſonſt! han feer den; men forftaaer ben ei.
Saakedes hengif mange Dage

Med Graad, og Hovedpine fulgte den;
Naar den gif over, Graaden kom igjen.
Saa mange Smile ſpildtes i den Plage,
At næften ingen fleer hun har tilbage,

Og hendes Skjonhed, om et tabte fig,
Blev dog alt meer, og meer beffuelig,

Da Gladens Sol forfvandt, hvis Aftenrøde
Paa hendes taarevædte Kinder bøde.

En Aften Selffab hos Camillus var
Af begge Kjon, blandt andet ogſaa Kronen
For bet faafaldte fmuffe, nemlig den
Jeg nævnte før, og nævner fnart igjen;

152

Alting var muntert; thi det muntre Par,
Frue Venus og Herr Bacchus ftemte Tonen,
Og ingen af de gode Damer der

Var ſynderlig beløbet 1 Moralen,

Og i Philofophien, ſom, desvarr'!
Mangfoldigen hos os fordærver Talen;

Men Anecdoter, Borgere, Bonmots,

Og Biin, og Drikkeviſer faldt i Mængde,
Og Alting drak, og ſpogte, fang, og loe,

Og Ingen i det hele Selffab tænfte —
Conftance fun var taus, og talte meget fit;
Men tænfte deftomeer. Kor ingen Ting faa tidt.
Jeg bandet har, og bander, og vil bande
Cupido, fom fordi han Dag og Nat

Gig morer med at bringe Dit og Dat

J godt Folfs Pande,

Dg fylder Pladfen, fom var tom tilforn,

Med Tanker eller Horn,

Ting, fom i vore Tider, paa min re,

Man meget gjerne fan undvære,

Iſcr at tænfe, fom til ingen Ting er godt;
Det andet dog, i hvad man og vil fige,

Til Embed, Rigdom, Titel, og deslige,
Forfremmer undertiden mangen Sot,

Skjondt jeg, for min Part, underdanigſt taffer,
Og figer i en lang Diſtance Bæ!

Til den Slags Cornu Copiæ;

Jeg uden Horn vil heller være Praffer.

Men til min Tert igjen! Conftance fad
Nedſlagen, tanfefuld, med Sorgens mørfe Mine,
Og lød de Andre ſynge, fpøge, grine,

Og være vittige faa meget, fom de gad,

153

Tilſidſt flog Klokken tolv, og gjorde Streg i Talen,

Selſtabet efterhaanden ſtiltes ad,

Enhver tog hjem til Sit, og tom blev Salen.

Conftance fmutted? bort imellem dem;

Men iffe, fom man tænfte, til fit Hjem;

En anden Vet hun lumffeligen tog,

Og fljulte fig i en afſides Krog.

Imidlertid befaler ſtrax derpaa

Camillus fine Folk til Sengs at gane,

Og ene bliver i fit Cabinet tilbage,

Kor med cen Mufe eller to

Den Velbehag en Times Tid at (mage,

Som følger med Forfatter;

Alt fom han ſtriver, nynner han, og toner:
„Hoad? fluffer mig en henrykt Phantaſie?
»Dvad? eller fluer jeg fra lyſe Throner
„Den Himmelffe, hvis føre Melodie
„Gienlyder mellem Nattens Orioner?“ ....

Saavidt han alt var fommen i fin Sang.

Hvad enten nu Conſtance ſtinſyg blev

Paa Mufen, han anraabte, mens han førev ;

Hvad heller hende Tiden blev for lang;

Om hun maaſtee ham vilde fyfe;

Om hun maaffee for Tidsfordriv fig tog

En Priis, det veed jeg et, men i fin Krog

Begyndte hun forffræffelig at nyfe.

At høre Mufer gjøre fligt

Er næften uhørt. At vor Helt blev bange,

Jeg derfor iffe finder underligt ;

Jeg blev i hang Sted faa; faa blev vift Mange.

Tilſidſt, va lidt han havde feet fig om,

Han fagde ved fig felv: jeg maa forføge,

154

Om i min Sal de ni Gudinder ſpoge!
Man tænfe fig hans Studfen, da han kom
Til Krogen hen, hvorfra den ffjælvende Heltinde
(Let confundeert 1 Haft med en. Gudinde,
Som før er fagt) fom frem !
Han løb tilbage, lob fra alle fine Fem,
Løb til igjen, og megen Irring
Umage, Sfræf, og Puften, og Forvirring
Fik endelig til Verden bragt et: Hem!
„Ih! men bevar og! De, Madame, ber!
„Saa ſildig, Klokken Eet!
„Altſaa har De beſtandig ſtaaet der?
„Hvo kunde dromme det?
„Hvo vifte Dem den Krog,“ faa blev han ved,
„Hvordan? hvorfor? hvad drev Dem?” —
— „Kjerlighed“ —
J det hun ſagde dette, ſtod
Den hele Venus for hans Die,
Saa rød ſom Blod.
Camillus fjendte juft et meget noie
Den hele Konft, ſom falig Herr Ovid,
Var Doctor i for meget længe fiden,
Det Himlen lønne ham! Imidlertid
Hans Kundffab var deri dog ei jaa ganſte liven,
At han jo gjettede fig til,
Den Skjonnes Hjerte ganffe ham tilførte,
Og at ei Hov'det blot 1 Krogen hende førte.
gor længer at fortfætte dette Spil,
Og fig fuldkommen om Gevinſten at forvigfe,
(Forfigtighed fun ſjelden er for flor)
Lod han, fom han alveles ikke markte disſe,
Og lod et fee det allermindſte Spor

153

Af Glæve ved de mange Helne Smile,

Hun fpildte futfende ved denne Leilighed;
Men tvertimod forſikkrede fig kjed

Af denne Scene, trængende til Hvile.
Conftance leed t dette Dieblik

Foragtet Elffovs hele bittre Pine;

Hans ligegyldige, fortrædelige Mine

Lig Lynet hvergang mødte hendes Blik.
Jeg et vil male hendes hele Smerte;

J Graad jeg ganffe viſt omſider faldt;
Hver yndig Dame, fom har Hjerte,
Desuden græder alt. i

O! gid Conſtances Tilſtand maatte lære
Hver ffjøn, men ſtolt og egenſindig Glut,
En Smule mere medynfsfuld at være,

En Smule mindre mut:

Ford i jeg elffer, fom mig felv, min Naſte,
Som hver retſindig Chriſten bør,

Ci for min egen Skyld jeg dette Onſte gjør,
J Skjonne! net! men blot for Eders eget Bedfle.
Tilſidſt blev Ovalen hendes Sjæl for fang,
Og følgende fra hendes Læber tvang:

» Jeg veed, det maa forundre Dem, at ffue
„Conſtance her, faa uformodentlig,

„For at opdage Dem fin Elffovs Lue,
„For at fortælle Dem, hvor lykkelig

„Et venligt Blik af Dem mig vilde gjøre,
„Hois denne Rodme, dette Raſeri,

„Den Lyft, den Angſt, den Oval, jeg brænder i,
„Dem til Medlidenhed maa røre;

„Tilgiv min Driſtighed! jeg maa, jeg fan,
„Jeg vil et længer bære det; mit Hjerte

156

»Maa røbe fig; fortræffelige Mand!
„De førft Conftances Bryſt at elffe lerte;
„Jeg elffer Dem; jeg veed De fpotter mig;
„Men jeg tilbeder Dig; min hele Sjæl er Flamme;
„O! ſpot mig! fpot mig er! det er det ſamme,
„Jeg brænder, og jeg er ulykkelig;
„Foragt mig, had mig, ſtraf mig, knuus mit Hjerte,
„Gjor ved mig, hvad Du vil! .
„Gjor mig til Offer for beftandig Smerte! .
Dig hører jeg for evig ganſte til, '
„„.Camillus!“ — Med en Tone, med en Mine,
Hvori den hele Sjæl ham frygtſom floi imod,
Udftødte hun hang Navn. Omſonſt! han ftod
Urort ved hendes kjendelige Pine,
Og fvarte koldt: , Madame! Spot og fligt
„Er ei min Sag; den Tale, De nu førte,
„Jeg med Forundring, fandt at fige, hørte,
„Og finder det heel ubegribeligt,
„At De, fom Dame, fætte fan tilfive
„Saa ganffe den Tilbageholdenhed,
„Som Deres Kjøn er ellers prydet med,
„Og ſom tidt ene gjør, vi det maae lide;
„Men, ogfaa den tilfidefat,
„Hvortil den Heftighed? Paa denne Maade
„Man ikke lettelig faner Hjertet fat;
„Velg Dem en Anden, hvis jeg Dem maa raade!
„For min Part maa jeg fige Dem,
„Der bliver aldrig Koner af Conſtancer,
„Hois alle gjøre, fom nu De — Avancer,
„Forlad! jeg, ſom De feer, er ligefrem.“

Som rørt af Lyn ben arme Pige ſtod,
Stum, rødmende, forvirret og beffjæmmet ;

157

Men Elffov ſtyrkede det faldne Mod:

Da lidt igjen fin Graad hun havde hemmet,

Udbrod hun atter: „Ja! jeg har fortjent

n Den Blufel, fom paa mine Kinder gløder;

„Men af! hvis et min Skjonheds Vaar var endt,

„Forgjeves laae jeg et for disſe Fødder;

„Min Munterhed, mit Dies Ild,

„Min raffe Gang, mit ſtjelmſte Smiil,

„Og Roſerne paa mine Kinder

„Er ikke meer. O! var jeg ffjøn endnu,

„Den Taare, fom nu fpottet vinder,

„Da fulde kysſes bort; men af! jeg ffræffer nu;

„De hæslig mig Ulykkelige finder ;

»Maaffee er jeg det ogſaa; men den Ild,

„Den længfelfulde, trøftesløfe Smerte,

— nSom brænder, ſom fortarer dette Hjerte,

„Har dræbt Conſtances muntre Smiil,

»Uvflettet hvert et Spor af fordums Yndigheder,

„Forgiftet mine Dages Rolighed.

„Ak! jeg begriber det! jeg veed,

„Den er ei længer ſmuk, ſom ſukkende tilbeder;

„Den har et længer Vid, fom et er ſmuk,

„Derfor foragter De min Bøn, min Graad, mit Suf!, —
„Derom, Madame! fan vi fnaffe ſiden!

„Det er faa fildig! Klokken gaaer til To;

„Jeg onſter nu, det er paa Tiden,

„En Smule Ro.” —

»Men,u brød han atter ud: „Jeg ikke fan
aAfklæede mig alene.” — „Skal jeg falde 2”
Gjentog Conſtanee. — „Ak! hvor fan De falde
„Paa den Idee? Det gaaer umulig an;

„Jeg i det mindfte nødig vilde,

158

„At mine Folk Dem her, Madame, fulde fee

»Saa ſilde.

„Det, feer De felv, fan ingenlunde flee.… —
„For den Uleilighed at' undgage,“ Svaret flød,
„Jeg funde ffjule mig i Krogen —
„Dog heller — lad os iffe falde Nogen —
„Jeg fmutter i min Krog igjen.” —
Og nu hun ffyndte fig derhen,
Men funde i fin Angſt ei finde Krogen. —

Tyrannen gaaer i. Seng; men Himlen veed,
Hvordan han bar fig ad ved denne Leilighed.
Jeg vil til re for Anflændigheden mene,
Han ſlukte Lyfet førft i denne Scene.
Den arme Pige taug fig fætter ned —
„Ak!“ figer hun tilſidſt, og gyfer,
„Hvor det i Nat forffræffeligen fryfer !
„Hvor ſtal feg lægge mig?“

Camillus taug,

Og lod ſom han betalte Sovnens Krav,
Og ſnorkede — jeg figer det med Smerte —
Gud veed, hvor Nogen være fan faa grum.
Den yderligfte Sfræf ved den forftilte Slum
Betog Conſtances elſtovsfulde Hjerte,
Og havde hun nu havt en Dolk — bevar' og Gud!
Det vilde ganſte vift feet tragiſt ud.
Tre Gange ledte hun 1 alle fine Lommer,
Men heldigviis omſonſt, fom ellers fjelden er;
Thi af fig felv en Dolk gemeenlig kommer,
Naar man vil flitfe fig, desvœrr'!
Om ingen fandt; og flaae fig felv ihjel
Med bare Hænder fan man iffe;
Sligt fane man hidtil ingen Moders Sjæl

159

At gjøre; mindft vet fig for Damer vilde ſtikke.
Gun blev faa bleg af Angeſt fom et ig,

Og græd, og gittrede forffræffelig ;

Saae lutter Furier for fine Dine fvæve;

Men blev alligevel beftandig ved at leve.

Hvi blev hun der, hvi gif hun et? — jo, jo!
Gaae hjem 1 Morke, midt om Natten, Klokken To,
Naar ingen Djævel, eller Fanden,

Endnu tilgavns har flaaet fig til Ro,

Men lurer overalt med Horn i Panden —
Desuden, hvordan flippe fiffer ud,

Og ikke væffe Nogen? Elffovs Gud

Kan vel imellem gjennem lufte Døre
Indbringe fine Folk; men ud igjen

Man næjten aldrig fane ham Nogen føre

Paa den Maneer.: Og fæt, den gode Ven
Fik hende bragt paa Gaden; af! derinde

J Pavedommet, og i Rom ifær,

Er Politiet iffe nær

Saa høfligt, mine Læfere, fom her!

Alt dette løb omkring hos vor Heltinde,

Og derfor blev hun der;

Alt Haab var overalt ei flyet af hendes Sjæl;
Hun fjendte fin Tyran for vel;

„Han vil forſege dig, hang Hjerte bløder
„Saavel fom dit? faa fmigreve hun fig,

Git hen, og fatte fig faa lempelig

Paa Sengen ved den Lyffeliges Fødder.

Man tænfe fig Cupidos hele Serer!

Mon nogen Cæfar, Ziſka, Tamerlan,
Mon nogen Alexander prale fan

Med en Triumph, fom hang opveier?

160

Til dette Skridt at have bragt
Den Stolteſte blandt alle Roms Coqvetter,
Hvis Skjonhed det er ſtod i Wielands Magt
J fjorten Dage, fjorten vaagne Natter,
Med al fin Konſt, med alt fit Vid,
Trods uophørlig Sved og Flid,
At copiere andet af end Pletter !
Her feer man denne Gud 1 al fin Glands;
: Møn alle Himmelens nedflængte Tordenkiler,
For at forftyrre glade Kloders Dands,
Naar halve Sfabningen igjen til Chaos iler,
En Heon faa filbrende fan bringe Jupiter,
Som den hang lille Søn nu fmagte her?

Men glæder Fer igjen, I omme Glutter!
Camillus, efter nogle faa Minuter
Sig fovende at have ſtillet an,
Den Tvang et meer udholde fan.
Den Sfjønnes Taarer, fom 1 Stromme flød,
Med alle hendes Broder ham forfone.
„Conſtance!“ raaber han omfider med en Tone,
Som kunde vakke Livet i en Død,
„Conſtanee! det er nof! jeg iffe længer
„Med Dem at live holder ud;
„Min længe hemte Oval til Lindring trænger;
„Kom, kom, min Sjæls udvalgte Brud!
„Kom, lær mig nu ven Deres Smiil at glemme
Den Oval, jeg dobbelt leed
„Ved mine Følelfer at hemme,
„Da Deres Ord og Handling fagde mig,
„Jeg elffet var og lykkelig —
„O! har De funnet troe, mit elffovsfulde Hjerte
(Blev han med megen Varme vend)

161

„Var folesloſt ved Deres Graad og Smerte,
„Og ikke tuſind' Gange mere leed?

„Ak! i det Dieblik, da jeg afmalte

„Dem fold min Studſen ved at høre Dem,
„Da brændte jeg, Tilbedte, mens jeg talte,
„Og piinte voldſom hvert et Udtryk frem.
„Men nu jeg fjender Dem; men nu jeg fjender
„Conſtances ømme, milde, gode Sjael,
„Veed, at for mig Lyffalige den brænder !
„Fra nu af er Camillus Deres Træl;
„Fra nu af ønffer jeg mig glad at binde
„Til Dem med alle tænfelige Baand;

„Hos Dem alene jeg Lyffalighed vil finde,
„Og ene ſtjenkes Fryd af bereg Haand;
„Til Dem mit Hjerte nu for evig brænder ;
„Elſt, han mig, dræb mig, gjør mig lyffelig!

„Mit Liv, mit Haab, mit Alt er nu i Deres Hænder,
„Som Elſker, Ven og Mand De nu befinder mig.” —
Med Kys befvarede Conſtance denne Tale.

Man figer og at Amor nu fom frem

Af Krogen, hvor han ſtjult fra Hoved' indtil Hale

Alt havde market, ſom gif for fig imellem dem,

Og i Herr Hymens Sted, foruden Præft og Amen,
J al Uffyldighed, med megen Fryd og Gammen,

Dem viede ſammen.

Det være ſom tet vil! jeg blev før Tang

J min Fortælling, hvis til Punkt og Priffe

Jeg ramſed' Alting op; det vil jeg ikke;

Mit Eventyr er ude denne Gang.

Tilbedede! ſaa mange fom J ere
Paa hele denne loierlige Jord,
Baggeſens Værter. 1. B. | Il

162

(Det er at fige, paa ben Plet 1 Nord,

Hvor min Fortælling har den re,

Hoit af en Snees, at blive læft maaſtee:)
O! holder et faa grufomt Huus med Somme,
Der har den Feil, Jer Indighed at fee!

Den Tid fan ſaare letteligen komme,

Naar Én og Anden fig har hængt,

Og Andre fig 1 Peblingſoen flængt,

At En tilfidft ten megen Grumhed fjeder,
Og, om han fuft et gjør det virfelig,

Dog lader, ſom han fold foragter Cder,

O! troer mig! troer Jer ivrigſte Tilbeder:
Biler Amor vred engang, han gruſomt hevner fig.

163

Kirkegaarden i Sobradiſe.

Den hele Verden fjender Sobradiſe:

J dette Land var og en Hovedſtad,

Og i den Hovedftad var til andægtig Life

En Kirfe, hvor man fang, og fov, og fad,

Og undertiden vel endogſaa bad —

Og ved ben Kirfe var en Kirkegaard,

Hvori man putted' alle Kirkens Faar,

Ut fige, efterhaanden fom de døbe —

Og over hver af ſammes Grave laae

En mindre eller flørre Steen, hvorpaa

Man læfte Faarets Navn, fom her var Ormes Føde.
Jeg engang gif, fom jeg faa ofte gaaer,

J Tanker over denne Kirkegaard —

Jeg faldt, og paa en Steen ſlog halv itu min Næfe;

Og holdt det for et Vinf er længer bort at gaae,

Men flille ftaae;

Jeg ſtod — og gav mig til at læfe:

Her ligger Kammerherren! Faae den Skam,
Der veed den mindſte Smule meer om fam —
Han førev en Bog, ſaavidt jeg fan erindre,
Men om den famme veed man endnu mindre.

11”

164

Den Gravffrift fyntes mig original,
Og dog et ganffe gal —
Jeg gif til næfte Steen, nysgjerrig efter mere,
Og læfte hvad jeg her vil copiere:
*
Vor Stads fornemſte Digter Killevalle,
Som gjorde Epopeer,
Tragedier og meer
Paa franff og tydſt Maneer,
Er bleven jordet her;
Bier han udødelig, faa blive vi bet Alle!

Jeg tænfte ved mig ſelo, det var Umagen værd,
At gaae fra Steen til Steen, og underføge hver.
Paa næfte flod:

ry
Stat flille Vandringsmand!
Og om du er til Heft, da hold den, om du fan!
Her ligger Byens hele Borgemefter,
Mod Øfter hans Paryk og Maven imod Vefter.

— —

Jeg ſluttede mig til af denne Steen,
At der Bormeſtere kan gives
Ei uden Hoved blot, men ogſaa uden Been.
Jeg dreiede mig om til venſtre Side,
Og fif ved næfte Blik det Følgende at vide.

T
Forvandlet ligger her Magiſter Krog,
Som var en Bogorm før, og nu en Ormebog.

— ——

165

Jeg Ordſpil lider et, og til en anden
deg vendte mig og fane:

+
Her er da Manden,

Som alle Pofter fif, cen efter anden,
Men ingen fandt, ſom pasſede ham ret,
Og derfor alle, fra KarreetbagsS tanden

Til den, hvori han lod fin egen Vogn forgyldte,
Forvalted' flet,
Her er han da, ſom Staten ønffte det,
Omſider paa fin rette Hylde!

Vel langt! men videre:
T
Staae ſtille! læs og fjælv
Den Helt, fom ligger her! var ftor i mange Krige,
Og det, fom mere er, i Fredstid ftor tillige,
En Ære for vor Ford, en Vellyft for fit Rige,
Kort fagt, i Eet og Alt aldeles uden Lige —
Som alle Tidender og dette dig fan ſige —
Thi han har dem og dette ſtrevet ſelo.

Jeg ſtudſed', gjettede, hvem fan dog dette være!
Af Fyrfter fjender jeg fun Cen,
Som ſtriver rigtig nof af Omſorg for fin re
Aviſer felo — men han har ingen Steen —
Det maa dog være faadan Én —
Men, hvem det ogſaa være eller ikke,
Slig Gravffrift maa nødvendig fløde Hver, |
Som føler hvad Reſpeet man Fyrſter ſtyldig er —
Saa tænfte jeg, og vendte mine Blikke

166 |

(Med en Fortrydelfe, ſom den begriber ei,
Der ikke har en RErefrygt ſom jeg
For Alt hvad helligt er) fra denne Pasqpinade,
Som aldrig flalde ſmittet disſe Blade,
Hvis den et havde givet mig faa god
En Leilighed, at ivre derimod —
J det jeg vilde gaae, det juſt ſig heendte,
At Diet, i det ſamme jeg det vendte,
galdt paa en Steen in Folio,
Der gjerne funde gaae for to;
Jeg fandt den gif for fleer, og vilde neppe troe
Mit eget Syn 4 det jeg læfte:
n
Kjære!
Der ligge tre og tyve Konger fer,
Den fir? og tyvende er end 1 Vente,
For at fang udgjort een, ſom heel fortjente, .
En Gravffrift, der det fjette Riim var værd.

ei, raabte jeg, det lønner, paa min Xre!
Umagen et at leſe fleer
Af disſe Stenes Inſeriptioner;
Der ſtaanes Ingen fra Cathedrer indtil Throner!
Den Uforſtammenhed gaaer alt for vidt —
Iſtedetfor af dette Krimskrams mere
At copiere,
Jeg af min Lomme tog et Stykke Kridt,
Og, for at hevne mig med bitter Latter
Paa disſe Epitaphiers Forfatter,
Skrev paa en Steen, hvor ellers Intet ſtod
Hans egen Gravffrift :

167

t
Vandrer! vær faa god,
At læfe dette ſtrax, for Regnen det udfletter :
Her ligger endelig, trods alt fit Overmod,
J dette Selffab, for at gjøre Bod,
Min Fætter.

— 168

Orpheus og Eurydiee.

Herr Orpheus var en Spillemand,
(Som hele vide Verden veed),

Der, naar han paa Fiolen gned,

gif Træer i Sfov, og Fiſt i Strand
Til ingen anden Ting at fandfe,

End Norſte⸗, Polſte⸗, Springe⸗Dandſe.
Men ingen Ting paa Jorden her
(Som ogſaa hele Verden veed)

Er af beſtandig Varighed.

Muſik, hvor mægtig end den er,

Kan ham med Len iffe ſtandſe;

Med ham Herr Orphevs maatte dandſe.

Vor Virtuos var Enkemand;

(Som ogſaa hele Verden veed),

Han fulgte derfor villig med;

Du træffer hende, tænkte han,

Som kyſte Dig, og bandt dig Krandfe!
Saa fan du der med hende dandfe.
Ved Tartarus han traf Apoll
(Som Faa, maaffee flet Ingen veed).
„Min Søn! fom ikke længer ned !

199

„Du maa gaae fri for Syndens Sold,
„Og faner en Plads 1 Zeuſes Rige!
„Som Gud du did med mig opftige.”
Ja! ſvared' Orpheus henrykt, ja!
(Hvo ſagde Nei til Himmerig?)

Hvis min Eurydice med mig

Maa fomme der; hvis ei, Papa!

Jeg Bliver heller i det Lave,

Hvor jeg fan hende hos mig have.
„Nei!“ gjentog Phoebus, „Ingen fan
„J Himlen fætte mindſte Fod,

„Hvis Puls et ſlaager af Guders Blod.
„Min Son! det gaaer umulig an!
„For Vindingen af flig en Throne,
„Du maa forlade reent din Kone.“
Forlade hende! brod han ud,

(Slig Xgtemand er rar at ſee)
Forlade min Eurydice!

Forlade hende! gode Gud!

gør tolv Olymper jeg forlader!

O! du var aldrig gift, min Fader!
Ak! uden dig, Curydice!

Som Gud jeg blev ulyffelig !

Jeg heller dele vil med dig

Et Paradiis i Helvede.

Kun, hvor du ſmiler, er min Himmel,
Selv midt i Eumeniders Vrimmel.

Og vips — han flet av Trappen ned;
(Farvel, o! Zeus! Farvel, Papa!
Farvel Olymp, etcetera!)

Og kom i Haft til Styxes Bred;

170

Og feilte faa til hine Enge,

Hvor hun ham fjærlig vented? længe.

iD! hoor ben Spillemand var gal!”
(Saa griner hift en giftet Skok,

Og hift en Peberfvende-FIol)

„Han havde vift en Perial!

»Tilfidefætte Guddom, Throne —

„Den Nar! — og Alt det for en Kone —
„En Kone, fom, hvor ſmuk hun var,

„Var bog et Fruentimmer fun,

„Hvoraf der gives fleer end hun —

„Var bet faa meget verdt? — ben Nar!“ —

De Stakler Aarfag far at grine;
De fandt dem aldrig en Palmine.

171

Drommene.

F ortvivlelfe! dig helliges min Sang,
Og den, fom hænger fig, og den, fom hang,
Og ben, fig hænge vil, om han har Øre,
Han høre!
For nogle Dage fiden drømte jeg —
Om paa Collegium, om ved Difpyt for Graden,
J Stuen, Kirken, eller midt paa Gaden,
Det huffer jeg juſt ei —
Og, om det var om Natten, eller Dagen,
Gjør ogſaa meget lidt til Sagen —
Jeg drømte fort: jeg eiede en Pung
Af ſtore Kobberpenge ganſte tung —
Hvorfor juft Kobber? Nu, min fmuffe Frue,
En Drøm mobleres iffe fom en Stue,
Sligt falder fom det fan, og iffe ſom man vil —
Dog gjetter jeg en Grund dertil:
Man drømmer, ſom De veed,
Meeſt om de Ting, man jevnligft omganeg med,
Og Sølvmynt er nu faft faa fjelden ber,
Som En af deres Kjøn, der et nysgjerrig er.

127

Det altſaa Kobber var — men een Beffaffenfed
Bed Pungen, fom desværre fun fan drommes,
Gav dog min Drøm en lovlig Vigtighed,

Den nemlig: af den aldrig kunde tommes.
Jeg vaagned' — greb i Lommen ftrar, og fandt,
At den var tom, fom før — og Drømmen Tant.
Jeg ergred' mig en Smule, fom de Rige;

Men flog bet hen,

Og blev i føle Tid faa glad igjen,

Som mine Lige.

Den næfte Gang jeg drømte mig Poet,
Stjald, Barde, Digter, hvad man falder det.
Som Alt flal fomme ud paa Cet;

Men af den rette Sort — ei ſom faa mange Sfjalore,
Hois Hymner høit fom tuſind Tordner knaldre,
Hvis Sange bølge fig uviſt hvordan,

Som Oceanet eller Osſian,

Saa længe til de blive Fidibusſer —

Net jeg var ſand Poet: exempli gratia,

Som han, der fang om Rolf, og Balders Død;
Som han, der fang den Ambolts Vært, hvorfra
Kom idelig Tata, Tata!

Som han, hois Luth om Axels Elſkov lød;

Og han, fom fang Emilia —

Som een af Roms de tvende Publius fer.

Jeg vaagned' t en yndig Elegi —

Og gjorde Oder i mit Raſeri;

Men flængte Pennen bort — og ſtrax var det forbi.

Den tredie Gang jeg drømte mig til Viis —
Er blot for Rimets Sfyld, jeg her en Priis
Med Læfereng Tilladelfe maa tage;

Thi rigtig nok i vore Dage

173

Det lader, fom om Lykkens Paradiis

(Hvorom faa jammerligen kriges)

Stod mere aaben for et Drog end for en Viis —

Og det er vift, til Lykkens Tempel ſiges

Indgangen trang — hvo intet Hoved har

Han fmutter letteſt ind; den Sag er foleflar.

Man altfaa let formoder, at jeg ikke

Ved denne Leilighed fandt ſtorſte Trang til Striffe,

J det jeg vaagned' pp og følte mig

Om iffe ganſte hov'dlos, dog, ſom Andre,

Lidt meer begvem til Lykkens Vei at vandre —

Der hører Viisdom til at hænge fig.

Naar kjedtes Tosſen vel ved Livet? eller

Naar ſaae man vel en Claus ulykfelig ?

Dog — ganffe Claus er jeg juft iffe heller.
Jeg fiden drømte mig i Himmerig —

Og fandt mig der faa vel og å mon aise,

At jeg til evig Tid

Faſt havde funnet blive der, og blæfe

Ad hele Verdens Kobber, Konft og Vid —

Sær flog Mufifen mig — en Seraph fang

Ledſaget af Cherubers Harmonier

Den ſtjonneſte blandt Schulzes Melodier

Til Davids egen Harpes Klang,

Faſt bedre, end du ſynger den, Dorine!

Wen ba jeg ſage mig om (for Under ſtor!)

Opdaged' jeg i dette Himmelchor,

At denne ſode Sanger var — Dorine,

Dorine felv! — hvad Stovets Ord

San male min Henrylkelſe — jeg foer

Som Lynet hen 1 hendes aabne Arme —

„O Vellyſt!“ raabte jeg — men af! hvor flor

174

Blev min Fortvivlelſe, da, vaagnet, for Dorine
Jeg oinede en gammel Proſerpine —

For Chor af Engle en Flok Valby-Gjæs —

For Schulzes Lovſang en afſtyelig hæs
Staccato⸗Skraalen: Flæffefilo og Reier —

Kort fagt, da fra Olymp, ſom fordum Herr Bulcan,
Jeg pludfelig faldt ned ved Gammelſtrand.

Som fagt, og ſom beviiſt, for Bagatel jeg pleier
Juſt et at hænge mig —
Pung, Pvefie, Prudenz — og felv et Himmerig,
Hvor et Dorine fmiler — fan jeg mifte
Og ſtaae ſom Egen mellem faldne Oviſte;
Men Himmerig med hende! dette var
Kor meget. Kjære Læfer, om du har,
Og fan undvære den, og felv den bruger iffe,
Saa laan Forfatteren en Strilke.

Kallundborgs Kronike
eller

Cenſurens Oprindelſe.

Den hele vide Verden veed —
(Ved hele Verden, notabene!
Poeter i Sardeleshed
Syv, otte gode Venner mene;
Jeg traver i Poeters Fjed,
Og altſaa:) hele Verden veed,
At for umaadeligen længe ſiden,
Da Kronprinds Humble felv var ganſte liden,
En Heft i Kallundborg Borgmefter blev,
Som Peer ſig kaldte, Peer fig ſtrev;
Sit Tilnavn kunde han aldeles ikke lide,
Og Fornavn var paa den Tid ingen Sfam —
Hvad om den hele Verden fif at vide
Lidt meer om ham?
Det gaaer Sfribenten, ter gjør Verden Cour,
Naar Verden tier file fom en Muur,
Aldeles ſom en anden Frier:
Han troer, at man famtyffer, naar man tier.

176

Den ſidſte feiler gjerne lidt;

Den forſte tidt.

Maaffee jeg og mig her for meget lover —

Men hvad? den vinder et, ſom iffe vover.

Saa hør da min Fortælling, lille Jorn,

Og ryft, og bæv med alle dine Throner,

Og alle disſe Hof⸗Cameleoner,

Som vrimle rundt derom, fra Syd til Nord!

Thi ftor er Tingen, fom jeg taler om,

Og ſtorre Manden, fra hvis Bug den fom,

Da Kundſtabs-Straaler i dens Sfygge døde —

Jeg figer Bug; thi ingen Hjerne var

Vidtloftig nok, den Sag er foleflar,

Til dig, o Kjempe! dig, Cenſur! at føde!
Frygt ikke, Læfer,”denne Heftighed

Skal vare hele Tiden ved!

Det var et lille Glimt af Pieriden —

Ved en og anden Leilighed

Jeg bliver vel 1 Hovedet lidt heed;

Men Holnes efterhaanden fiden.

J Konning Dans for længft henfarne Dage

Var Kallundborg en ganſte anden Stad,

Der var en mægtig Hob, jeg veed er hvad,

Hvoraf nu meget lidet er tilbage:

Der gaves Folk, ſom kunde færdig Iydſt,

Lybſt, Holſteenſt, Hollandſt, Flamſt, og Svenſt og Tydſt;
Ja Kræmmere, ſom havde Ben i Panden,

Og blot et Horn — ſom kunde tvifte med

Achill og Don Ovixott' i Tapperhed,

Og gave Lybelks forte Tavle Fanden;

477

Paſtorer, ſom holdt Troen reen og puur,
Dg jog, ved Hjælp af Aandens Naade⸗Gave, 0
Hvert Kjætterfoiin af Helligdommens Have,
Som, for dens Peberrødder at opgrave,
Sig fneg deri faa lumſt omfring paa Luur;
Studenter, fom for nogle faa Roſiner
Forklarte hele Curtius paa Ipydſt;
Og Skriverkarle, ſom med lærde Miner
Endog Avifer tolked' ud af Tydſt;
For hvilke Læsning, felv i velffe Bøger,
Bar ingen Konſt —
Ak! flige Foli man der vel nu omſtunder føger
Omſonſt.
Blandt mange flere Herligheder,
Som jeg vil ſpringe reent forbi,
Var og i Kallundborg et Trykkeri,
Som den Tid fandtes næften ingen Steder;
Ja, Gomme folde for (og rimeligt det er),
Den ſtadelige Konſt at tryffe Bøger
Er egentligen førft opfunden ber
Af en fordømt Knapmager Tøger,
Som Fanden tog engang paa Beien til Korsoer,
Liig Doctor Fauft en Tin derefter —
Og ſom ved flige Folk han altid gjør!
Beviis herfor er over mine Kræfter ;
Yeg hader al Slags Klammeri —
Nok, at der den Gang var, ſom fagt, et Trykkeri.
Men Trykkeri er Eet, og Tryfferi er To!
J vet Fald Kallundborg var et Geneve:
Man tænfte hvad man vilde, førev i Ro,
Og Strifter ubedømte trykte bleve.
Man derfor og fornam, at meer og meer
Baggeſens Værier. 1. 9. 12

178

De gamle Here fvandt med deres Herre;

At Haativærfsfolt blev efterhaanden fleer,

Og Tiggere hver Løverdag blev færre;

Thi Konſter, Videnſtaber vorte frem,

Og Klogffab i hver Naringsvei med dem;

Man boede mageligt i nette Hufe,

Som, for det mefte, flod 1 lige Rad;

Man ſpiſte god, og vel tillavet Mad,

Og drak fin Mjød af ſtjont glasſeerte Kruſe.

Aar efter Aar den meer oplyſte Stad

Blev ſmukkere. Rundt om dens venſtre Side

En Skov af Skibe ſaaes, opfyldte med

De fjerne Jordens Egnes Herlighed.

End fljønnere man fane, mod Øfterlide

Det velopdyrkte, rigdomsſvangre Land

At prange, ligt et Strøg af lutter Haver,

Med alle Jordens moderlige Gaver.
Saaledes overalt paa Mark og Vand

J Hufene, paa Torvet, og paa Gaden

Var nyttig Flid; og loven, Aaren, Spaden,

Knibtangen, Dren, Naalen — Alt blev brugt

Med markeligen meer og mere Frugt.

Meer ordentlig gif Sagerne til Thinge;

Meer ordentlig i Kirken Sangen gif;

Man hørte bedre Byens Kloffer ringe;

Kort Alt — endog de Halte bedre gif.

Men rigtignof man ſtundom fif at læfe

En lille Vife, fryft i dette Aar,

Som rynked' hift og her er fornem Naſe,

Vor Herre veed hvorfor —

Og rigtignok (thi lyve vil jeg itfe)

Kom ud engang en atheiſtiſt Bog,

179.

Hvori Forfatteren til Punkt og Priffe
Beviſte, den var iffe rigtig klog,
Som troede, Jorden fad og Himlen rendte —
Saa flor en Hoflighed““ (Gud frie og! hvilfe Ord!.
En Gyfen gjennem Praſt og Præftedeien foer)
„Man ikke,“ fagde han, „af Himmelen maa vente.”

Klog over det, ſom ſtrevet ſtaaer, |
Bør ingen from, retſindig Chriſten være !
Og trykke Bøger, hvor det gaaer,
Er egentlig dog intet Andet, Kjere! —
Saaledes ratfonneerte Den og Den,
Som var i Troen nogenlunde fræfen:
Særdeles Præften og Borgmefteren
Leed ingenlunde dette Tryffevæfen,
Som (fagde de) var Aarfag 1,
At Vantro, Sviir, og Horeri,
Og Kjættermeninger og Poeſie,
Logomaihie, Aſtronomie,
Og, fremfor Alting, Atheiſterie
Fik Overhaand i alle Byens Gader,
Ja ſelv i Herrens Huus, ſtjondt det utroligt lader,
Saa ſtarkt, at Folk henflumred? mangen Gang,
Naar Præfenen var blot tilbørlig lang,
Endogſaa paa de lave Stoleftader.

Imidlertid gif Presſen lige fuldt.
„Lad dem fun ſmore, be profane Hunde!
Saa længe vi, trods deres tappre Gult,
J vore Kanapeer rolig blunde!“
Saa tænfte Byens Fædre — men, o Vee!
Vee! vee dig Kallundborg! din lærde Hæder
Skal fnart fordunkles! Dumhed ſuart ſtal lee

Paa ben Ruin, hvor alt Minerva græder!
125

180

En Dag (ſaavidt jeg veed, en Hundedag)
Borgmefteren fad 1 fin Stol, hvis Arme,
Hvis magelige Gæbdes lumre Varme
Min ftrobelige Geiſt er alt for ſvag
Til at beffrive ret. Elaſtiſt hæved
Den fjælne Duun dens ſikleblode Barm;

En Duft, ſom flufte ſtrax hver Glimt af Harm,

Omkring dens tauſe Damaſt doſig fvæven —

Kort: dypped' jeg i Lethe Ovævders Pen,

Og ſtrev paa Valmu Dag og Nat med den,

Jeg funde den et ſovnig nok afmale —

Desuden var maaffee min Stræben her

Recent overflødig; thi desværr?!

Maaſtee min Læfer ligger alt i Dvale.

O! ſtyd, i faa Fald, Sfylden ei paa mig,

Men blot paa Stolen!
Med den dybe Mine,

Som før en ſaadan Mand fan fliffe fig,

Hois rummelige Mave faderlig

Maa gjemme hele Byens Fryd og Pine,

Sad ven Velvifefte. Den Rolighed,

Den philoſophiſte Dybtæenkſomhed,

Og overvættes ſtore Sjælefred,

Man ſeer paa Dalens fede Konges Pande,

Naar han i Grasſet ſagtelig flængt ned

J Skyggen af et Træ, ved Kildens Bred,

J Dysfen af de mufifalffe Vande,

Med vigtig Taushed tygger Drøv,

Sad paa hans ſtore purpurrøde Næfe,

Hvor man med liden Møre funde læfe:

Sjæl) hold dig klogeligen i bit Stov!

181

Gom Solen, naar den kobberrod fremſtikker
Imellem tykke Sfyer i taaget Ruff,
Saa fremſtak af Parykkens Bukkel⸗Buſt
Hang Anfigt i en Damp af Portorikker.
J flig Forfatning havde han for Skik,
At ſmoge fig 1 Slummer alle Dage;
Men hvordan det nu gif og ikke gif,
Saa vilde Søvnen et 1 Dag behage
Paa Pibens Vink at nærme fig fom før;
Han røg, og røg igjen, og røg fig ør;
Men intet Blund han fif, end fige Slummer —
AF! ingen Dødelig er fri for Kummer!
Liig Kong Asverus lov han hente da
Den gamle ſtore Stadens Chronifa,
(En Bog, fem Gange tyve Bintre gammel,
Der ellerg brugtes for hang Søn til Skammel,
Og for ham felv, at løfte til Motion)
Hvoraf hans Kone pleied' 1 flig Knibe >
Mod Sovnlosheden Antidot at gribe,
Og forelæfte ham faa ſtor Portion,
Som til forønffte Virkning at frembringe
Bar nok. Som ofteft var den Doſis ringe;
Thi deels Borgmefteren, for fin Perfon,
Til ſnart at flumre var utrolig nem,
Og deels var Bogen til at asſoupere
Faſt ligeſaa beqvem ;
Men denne Gang hun maatte læfe mere:
Hvad Ord for Ord, aldeles paa et Haar,
Som det i famme gamle Kronik ſtaaer,
Jeg her min Læfer trolig vil levere.

*
ig *

182

„Den femte hujus døde Chriſten Smed,
Den hele By til ſtor Fortræd ;
Han var en brav og nyttig Mand,
Beſlog en Heft med flor Forſtand,
Paa Laafe gjorde mange Sving,
Slog Dine ud for ingen Ting.
Gid hisſet han et faa maa fvede,
Som han har altid gjort hernede!” .
EN *ᷣ
„Endnu du ſover ei, min lille Mand?“
Udbrod den ſtandſende Borgmeſterinde —
„Nei! læg fun meer,” igjentog han,
„Det vil ſig, haaber jeg, paa Timen finde;
„Jeg ei begriber denne Soonloshed;
„Nu vel! læg meer! bliv ven!” — og hun blev ved:
4 + sk.
„Vor Præft, fom nylig var lidt. fvag,
Bliſer feed og fyldig Dag for Dag.
Han fan lidt meer end Fadervor,
Og maner ſterkt, fom Ordet gaaer;
Alligevel for Tyveri
Den ſtalkels Mand er itfe fri.
Forleden miſted' han fin Heſt —
Bor Herre ffaane fun vor Præft!” ..
. 4 — *
Borgmeſterinden ſtandſed' her igjen:
„Du ſlumrer et endnu?” — „O nei! viſt iffe!
„Jeg ſlumrer ei ſaa ſnart i Dag, min Fikke!
(Saa hed til daglig Brug Borgmefterffen)
„Du nok fan marke, naar jeg fover hen;
„Jeg fnorfer, fom du ved; bliv ved at læfe,
„Saa længe til du hør Signalet af min Naſe.“ —

183

Borgmefterffen begyndte da igjen;
Men fprang tre fire Blade reent forbr,
Som der var alt for meget morfomt i ;
Man derfor ene hende Skylden give,
Om Følgende lidt kjedſomt flulde blive:

* *

„Den Tyv, ſom ftjal Herr Nielſes Heſt,
Blev greben ſidſte Mortensfeſt,

Og bragt paa Stand for Magiſtraten,
Som arreſterede Krabaten.

Man kneb ham med ſaa megen Fynd,
At han tilſidſt tilſtod ſin Synd,

Blev foreftunget, forelæft,

Af den fagtmodige Niels Præft,

Og fiden paa en Sluffe flængt,

Kjort ud, vendt om, berettet, hængt;
Men, fom man fnart vil mærfe det,
Altſammen overmaade flet.

Det henved Midnatstide var,

Og Maanen ſtinte ganſte klar,

Og mange Gtjerner blinkte ned
Paa Marfen, og paa Tyven med;
(Thi Maanen feer paa flig Perfon
Saavel fom paa Endymion)

Da fom paa Heften trap, trap, trap,
Jens Sfovfog?d ridende faa rap,
Forbi det gyfelige Sted,

Hvor Djævle vogte, ſom man veed,
Trophæeen for Retfærdighed.

Ret, ſom han rider bedft, og feer
Ad Galgebakken til — hvad ffeer?
En Roſt, liig den af Belzebul,

184

Saa rædfom, underlig og hunl,

Han brøler ud fra Galgen: „Stop!“

Og vips! foer Kolden i hans Krop;

Han ſtjalv, ſom Eſp, og i fin-Sfræf

Forglemte han at ſpore væf,

For i Galop at fomme bort,

Som jeg i hans Sted havde gjort.
Han ſaae, og lytted' nof engang —

Og nok et „Stop“! fra ben, ſom hang;

Han ſlog et Kors, flog to, flog fre;

Men ligemeget hjulpe de.

Han taffet” i en Bøn for Mad;

Men i hvor inderlig han bad,

Kom dog den ſamme Lyd igjen

Fra Fandens nylig hængte Ven.
Jens var forreften et Poltron,

Og hidtil aldrig faldt Kujon;

Han tog paa fin Samvittighed

Det allerſtorſte Vangeleed,

Og ſlog med det engang en Tyv,

Og kyſte hele flige fyv,

Som vilde plyndre lumſt hans Hjem ;

Men der var ogſaa Liv ft dem!

% venne Djævel derimod

Bar Intet uden bare Blod,

Og ingen, ingen Moders Sjæl

Kan ſlaae tilgavns en Dod ihjel;

Selv naar han Græsfet maatte bide,

Al Fordeel var paa Tyvens Side.
Imens han raiſonneerte faa,

Lod Tyven atter fra fig gane

Endnu et Skraal, fom vores Helt

185

Fandt mere liveligt end fælt;
Og fom, hvordan det ogſaa var,
Zen Ting ham gjorde foleffar,
At der var Liv, et cetera,
Hvor bette ſidſte Skraal kom fra.
Liv altid var Jens Skovfog'd nok —
En levende Banditerflok
Han meget heller Spidſen bød,
Em En, ſom, nof faa tam, var død;
Og derfor reed han, hop fa fa!
Did, hvor den Lyd af Liv fom fra.
„Hvordan,“ udbrød han, „er det fat?
„Er du i Live Kammerat?“ —
„Ja, ffjær mig ned, o chriſten Sjæl!
„Jeg ellers hænger reent ihjel!” —
„Band paa, bu lever, førft, hvis et,
„Jeg løber ſtrax igjen min Vei!“ —
„Ja viſt! i Djævels Skind og Been,
„Jeg lever! ja! den Sag er reen;
„Men lever bandſat, ſom du ſeer,
„Og doer, hvis — o! jeg fan ei meer“ —
Jens Skovfog'd fænfte lidt fig om,
Og ſnart til fin Beſlutning kom;
(Thi vet er dog ſardeles ſodt,
At bringe Liv igjen i Dødt.
Jeg troer, ved ſaadan Leilighed
Jeg og en flaffels Tyv ſtar ned.)
Seng Skovfog'd tog fin Tællefniv,
Og raabte: „Lob og frels bit Liv!“ —
Og ned ſprang Tyven, liig en Kat,
Der lang Tid har i Tønden fat,

186

Naar Dragses Helt med vældigt Drag

Den redder i et Geierflag. —
Liig en forrykt, beffjenfet Mand,

Som Glarden jager fra Forftand,

Han taffed? ham, fom gav ham Liv

Ven Mod, og Kjærlighed, og Kniv —

Og Glæden af at gjøre vel

Betog vor Jenſes hele Sjæl;

„Lob,“ fagde han, „af alle Kræfter!

„Og ftjæl nu aldrig meer herefter !/”
„Du gav mig Livet, gjentog fan,

„Kun for at døe paa ny, min Mand!

„Hvor flal 1 Nat jeg Arme hen?

„Klyng mig i Galgen op igjen!

„Forvildet, faaret, bange, mat,

»Man faaer mig letteligen fat,

„Hois jeg til Morgen ei hos dig

„Maa lidet vedergvæge mig.

„Troe mig, det er en egen Sag

„At have hængt den ganffe Dag!

„Lad mig udſove denne Sfræf,

„Og pille mig i Morgen væf!

„Hois et, faa heller, fjære Ven!

„Klyng mig t Galgen op igjen.”
Jens fandt den Sag ret rimelig,

Og fagde: „Kom da hjem til mig!”

Og tog ham bag paa Heften rap,

Og veed til Hufet, trap! trap! trap!
„Min Kone ſover,“ fagde han;

(En Helt er altid fjærlig Mand)

„Gior derfor, Landsmand! ingen Larm ;

„Men læg dig her, og fov dig varm!”

187

Og vifte ham en opredt Seng;
„Sov vel! og et i Drømme hæng!
„God Nat!“ og derpaa begge To
Sig ſloge meget fnart til Ko.
Jens havde med fra Marfed hjem
To nye Støvler, hængte dem
Paa Sengeftolpen, hvor han laae,
Og faldt i Slummer firar derpaa.
Vor Hængte med fin lange Hals
Var Søvnen et faa let tilfals.
De Støvler fil han Øie paa,
Og meer og meer paa ſamme ſaae;
Han ſaae fan længe, fane faa tidt,
At han til dem fif Appetit;
Han vel tilluffev? Diet; men
De Støvler lukked' op igjen.
Og hvor han vendte Synet mod,
De nye Støvler for ham flod;
De blanke var”, og uden Meen;
Og ſyntes gjorte til hans Been —
Som Tyvs, hang eget gamle Par
J jammerlig Forfatning var;
Thi hvor fan Retten tænfe paa
En Fyrs Forlegenhed fom faa?
Man troer, gemeenlig, En, fom hænger,
Af Alting mindſt til Støvler trænger —
Han ſtirred' atter paa dem ben,
Og Rapſe⸗Nylken kom igjen:
Naturam furca pellas ex,
Hun kommer dog igjen, den Her,
Han ſaae paa dem, ban ſaae paa fine,
Dg tænfte: De ffal være mine!

188

Som tænft faa gjort! han liſted' fig
Til Sengeſtolpen lumffelig,
Fik Støvlerne fra Knagen ned
Med al en Hængts Behændighed,
Og traf dem hurtig begge paa,
Og vilde netop til, at gane —
Da Gens, fom vaagned' ved den Larm,
Fik i ham fat med vælvig Arm:
„Fordomte Tyv! fom nylig hængt,
„Er end med Tyveri befængt!
„Kom du fra Galgen før i Live,
„Du nu for Alvor hængt ſtal blive!”
Saa fagde han, og traf ham med
Paa Marfen ud: „afſted! afſted!“
Og puffede ham Puf i Puf,
Og puffed' af ham mangt et Uf!
Det gik ſaa tyſt den hele Vei;
Thi ſtrige hoit, han voved' ei,
Indtil de kom til Galgen hen —
Ved atter at beſtue den,
Blev han, der Heſt og Stovler ſtjal,
Som han var ganſte bindegal,
Og ſlog omkring fig vildt og fælt —
Men Jens, fom før er ſagt, var Helt,
Gjengtældte Fyrens blinde Puf
Med ſikkre Slag, og i en Ruf
Han ſtyrted' ham paa Jorden ned,
Og bandt ham med Behandighed,
Og klynged' ham i Galgen op
Tilgavns med ganſte Sjæl og Krop:
„Raab nu, faa tidt du gider, Stop!

189
„Forſog, hver Lyd fra dig at give!
„Du tredde Gang et hangt ſtal blive!”

Det meget over Midnat var,

Og Maanen ſtinte ganſte klar,
Og alle Stjerner blinkte ned
Paa Marken og paa Tyven med,
Som haftig gav det ſidſte Suk,

Og mukked' ſiden ei et Muk.

Jens Skopvfog'd gif fin Vei igjen,
Som hjem, gif 1 fin Seng, fov hen,
Stod vp, og Morgenen derpaa
Sig lod med ingen Ting forſtaae.

Aurora mellem Oſtens Høle
Kom i fit røve Sfjørt og Troie
Med Gyldenftylfes-Hue paa,

Og ligerviis paa Tyven ſaae.

Ved famme Tid en fort Krabat,
Som fuldt fig havde forefat

J Dag at ville ftaae fig brav,
Fordi han flemt i Gaar røg af,
Kom, henrykt i Ovintilian,

Og rendte paa Herr Urian.

Han ſtandſed', ſtudſed', da han ſaae
Ham med to nye Støvler paa.

Og tænfte ſtirrende: mon Fanden
End efter Døden rider Manden,

At felv i Galgen han et fan

Afholde fig fra Natteran ?

Gud frie og! ,,Stjæle Støvler hængt
„Er før et feet, ja neppe tænkt!” —

Med disſe Ord han rendte hjem,
Og raabte høit, hvor han fom frem:

190

„Den Zyv, fom hængt i Aftes var,

„Et nyt Par Støvler fljaalet har!»
Det hele Kallundborg fom ud,

Og ſaae det Syn; bevar' og Gud!

De gamle Støvler borte var!

J deres Sted han nye bar.

Man ſtirrede paa ham, ſom hang;

Man love, man græd, man peeb, man fang;

Man gjennemgik Phyſik, Moral,

Og Hppotheſer uten Tal;

Kort fagt: den hele By blev gal —

Men Ingen funde dog udgrunde

Hvor hængt Mand Støvler fjæle kunde?
Man efter Præften Nielſes Raad,

Som felv begreb ef denne Daad,

Omſider Haabet reent opgav,

Om den at fatte nogen Tid,

„For,“ ſom ban fagde, „bag fin Grav

Man fom til noget mere Vid.” |
Borgmeſter Ebbe derimod,

Som nof faa lidt deraf forſtod,

Var ei faa rolig i fit Fag

Ved denne paradore Sag.

Han paaftod faft men Mund og Pen,

At Tyven nok engang igjen

For dette Ran afſtraffes ſtulde;

Thi Tyveri er Tyveri

Og Tyv bør et gane Ram forbi,

Fordi han ligger under Mulde.

J mangen Act in Folio

Man tvifted? contra, tviſted' pro;

Men fom med Sagen ei til Ende.

191

Man veed endnu med Vished ei

(Thi faare lang er Rettens Vei)

Til hvilfen Kant den vil fig vende. —

& ae x %

„Hovad!“ raabte vor Borgmefter vild,

Og flog fin Pibe reent itu paa Kanten

Af Folianten,

„Hvad!“ brølte han, ver det for en Pasqvil?

„Det mig ffal ramme, fom jeg hører —

„At lugte fligt, er ingen Konſt!

„Nu, ved min Mave! den fordømte Smører

„Skal itfe have ſmuurt omſonſt!“ —
„O Himmel!” raabte hun, og flængte Bogen,

Saa langt hun funde, hen 1 Krogen;

„Du drommer ſlemt min lille Mand !

„Vaagn vp, og kom igjen til din Forſtand!

„Og lad den Fule, Smør, og Sild, og Lugt,

„Og alt det Andet fare! vaagn nu ſmukt!“ —
„Hvad drømmer! drømmer! drømmer! nei desværre

„Jeg ilke HE et Blund, vet veed vor Herre!

„For al den Skumlen, fom du læfte der —

„Det Frugten af den Hunde-Frihed er,

„Alt, hvad man vil, at kunne trykke!

„Fornam du ei, din Gaas! det hele Styffe

„Du læfte der, var Sfamffrift over mig?

„Men det ſtal hevnes! troe mig ſikkerlig!“ —
„Men, lille Mand!“ gientog med Smiil Madammen,

„Beteænk, det er en grumme gammel Bog!

„Og bet er tryft og ſtrevet Alt tilſammen,

„For jeg og du blev fodt; betænt dig dog!

„Du har jo Støvler aldrig ftjaalet!

„Du er jo hidtil iffe hængt, min Peer!“ —

192

„Ja gammel fid, og gammel her,
„Den ſtal,“ faa bandte han, „paa Baalet !
„Du big fun lidt forſtaaer paa flige Ting;
„Jeg feer en Smule dybere; jeg veed
„Som Dommer, ſom Jurift, om fligt Beſteed:
„Han mener mig med hele Magtftraten ;
„Jeg rigtignok engang har hængt en Tyv —
„Trods ham, og al hans ffammelige Praten,
„Jeg funde hænge flige Syv;
„Og, hvis jeg havde ham faa fandt i Falde,
„Ham felv 1 Midten, om det ſtnlde gjælde.
„Hoem Anden mener han. vel med den Mær,
„Som fom imellem nogle Hoie
„Med guulrødt, eller bruunrodt Skjort og Troie,
„Og Gpyldenſtykkes⸗Hue noget nær,
„Hvem Anden vel end dig? Til Punkt og Prikke
„Han vig har malt, min lille Fikke!
„Hovem gaaer med Gyldenftyffes-Huer nu,
„Med røve Damaſt⸗Troier, uden du?
„Og, troe mig! med den Sorte, det er reent,
„Som han beffriver faa confuus,
„Han har vor ældfte Søn, vor Petrus ment,
Som røg forgangen af med Nucleus.“ —
„Ja,“ fagde hun, „nu ſynes mig, min Peder!
„At jeg begriber, du har Ret.
„J Mænd dog Alting fatte fan faa let;
„Hvor er vi Koner dog fun Faar mod Eder!“ —
„Desuden“, blev han ved, „jeg længe har
„Mig ærgret over det fordømte Vaſen,
„At kunne tryffe frit i hvad det var —
„Hoad kommer der vel ud af al den Læfen?
„En Strædder fan jo blive nof faa klog,

193

„Som jeg; fan monſtre mig og hele Staten;
„Kan trodſe mig og hele Magiftraten,

„Ved Hjælp af en og anden Bog?

„Sporg fun Herr Morten! han med mig vil fande!
„Jeg tidt har hørt ham Bogen at forbande:
„Han figer: det er lutter Satans Kram !
„Studeringer er blot for Folk, fom ham,

„Der fan fin Hjerne ſtyre felv og raade,

„Og veed men Pønffningen at holde Maade —
„Dg overalt — hvad Kroniken ifær
„Betræffer, flig en Bog er iffe værd,

„At være mere til, om et for andet,

„Fordi den mig har flilt i Dag

„Ved Middagsſovnen — blot for denne Sag
„Den være flal til evig Tid forbandet!”

Endnu før Solens Nedgang blev fendt Bud
Til Præften, fom var ftærf Zelot i Sagen;
Og under megen Raſlen, Knittren, Bragen,
Blev Krøniken opoffret Ildens Gud.
Med al Høitidelighed dette Væfen
J Borgemeſter⸗Gaarden foregik:
De tvende Byens Fadre ſtod' og ſaae
Med megen patrintiff Fryd derpaa,
Mens Røgen af den brændende Kronik,
Satyriſt felv i Dodens Dieblik
Dem begge To ſtak ondffabsfuld i Naſen.

Den næfte Dag kom en Forordning ud:
„At alle Exemplarerne af famme
Opoffres ſtulde Hevnes vrede Flamme,
Som lige ſtyldige⸗ — med nof et Bud:
Raggefens Varker. 1. B. 13

194

„At Ingen, hvo det var, herefter mere

TÅ Trykken maatte nogen Ting Tevere,

Det være hvad det vilde, Klogt og Galt,
Philoſophier, Eventyr, Moraler,

Ordbøger, Oder, Elegier, Taler,

Satirer, Fabler, Kroniker, Annaler,

Og andet Sligt — med eller uden Salt —
Paa Iydfk, paa Tydſt, paa Holſteenſt, eller Flamiſt,
Ya Graſt, Sverinff, Franzoſt, Meſopotamiſt,
For det af Byes Borgmeſter eller Præft

Bar noie gjennembladet, gjennemlæft,
Og domt, hvorvidt det Statens Tarv og Ære,
Og deres Bedſte funde tjenligt være.”

Saaledes for een Mands afbrudte Slum
Opoffredes for evig hele Staden —
Man hørte t et fammentrænget Brum
Af Jammerffrig, hvorhen man kom paa Gaden:
„Ak! vi har miftet vort Palladium!

Borgmeſtren var, fom han er nys beffrenen ;
Som Cenſor fjender man hans Dygtighed.
Med Præften Morten man, faavidt jeg veed,
Saa nøte hidtil er bekjendt er bleven,

Jeg derfor af hang trufne Maleri

Bil give her, faa godt jeg fan, Copie —
(Originalen hænger i Peer Paars)

Han ftærk og fyldig var, og lidt til Aars,
Særdeles Kjenter, fremfor Alt, af Hefte ;
Men af fig ſelv, ſom Folk er fleſt.

Donat, og fligt, han engang havde læft,
Og glemt igjen; for Reſten, ſom den Bedſte,

195

Han brægede for Altret; præfed? blot
Et maadeligt Ovarteer, og dog faa godt,
Som Nogen, fif fin Menighed i Slummer.
J Sfrifteftolen var han meget ſtrap,
Iſer mod dem, hvis Offring var lidt knap.
„Den vette Vet til Himmelen er Kummer!“
Hans Mundheld var — og, ſom en Sjæle-Ven,
Han derfor rundelig uddeelte den
Med Lovens Straf, og Prophetiens Varfler ;
Og firuppede de Doende med Klem,
Til Lægen for hang Torden frelfte bem —
Jovrigt: aad for Fire, drak for Fem
Ved alle Bryllupper, Begravelfer og Barfler.

Med disſe Cenſor-Evner ruftet ud
Han hjalp Borgmeſtren i at cenfurere
De ſidſte, fvage literaire Skud,
Som Rectoren, Conrectoren, og Flere,
Hvis Navne jeg ef her opregne vil,
(Tildeels dog Calvinifter) af og til
Bad ffjælvende Borgmeſters Pige, Rikke,
Igjiennem Borgermeſterſten, Frue Fikke,
At preſentere Borgemeſter Peer
Til naadig Dom.

Omſider meer og meer

Man kiedtes ved, tidt uden Frugt, at tigge
Til Trykken ſaadant Privilegium.
Man tabte Vid med Modet, og blev dum;
Og endelig man ſtrev aldeles ikke.

Beſtandig meer og meer fvandt Staden hen,
Thi Muſerne Cenſurens Sade ſtyede,
Og Handel, Konſter og Fabrikker flyede

196
Med dem i Haft til andre Kyſter hen,
Hvor Fred og Frihed trygt de kunde nyde.

Den hele By blev fyldt med Graad og Sorg,
Ja! græd, ulykkelige Kallundborg!
Vee! Vee! dig, arme Stød! din lærde Hæder
Er nu fordunklet! Maſtet Dumbfed leer
Paa den Ruin, hvor Kundſtab hungrig græder !

197

Ja og Nei

eller

Den hurtige Frier.

— — — —

Man ſynger næftendeels om Alt paa Jorden
Y denne gyldne Tid,

Da Digtergave her i Norden

Faſt ligeſaa almindelig er vorden,

Som Frihed, Velſtand, Smag og Flid.

Trods Abbeden Du Bos, den Anti⸗Iyde,
Som uden ringeſte Medlidenhed

Kom Folk bag Rhin og Fæe i ſamme Gryde,
Vi ſtakkels Danffe kom dog ogſaa med

J Digtekonſten, ſom i alt det Andet;

Thi nu, hvorhen man lytter her i Landet,

Er lutter Harpeklang og Citharlyd,

Og hvor man venter Diet ben, man ſtuer
Poeter overalt (vo! ſode Fryd!)

Som Fluer.

Man ſynger Kongens Priis, man fynger om fin Pige,
Om Frihed, om Oplysning, og deslige,

Om Mod i Krig, og flittig Konſt i Frer.

bad

198

Om Vaaren, Borgerdyd og Ærlighed,
Og fort, om iffe ſyndig ſagt faa lige:
Man fynger, hvad man iffe gider fige,
Alt hvad man ikle har, og hvad man ikke veed.
Hvor er vel noget Nyt ugqvævet før?
Hvorom har tffe Hiin og Den gjort Over?
Hvad Tænfeligt fra Sirius til Smer,
Er iffe rimet, eller fat paa Noder,
J alle Byens Urteboder?
Og fønge noget, fom er reent forſlidt,
Jeg ikke gider, og har aldrig gidt.

Min Mufe har gefffæftig, ſtakkels Pige!
Fra Klokken Fem i Morges lobet om
J hele Mulighedens Rige,
For at faae fat paa noget, fom
Var værdt at fvede for i Riim at binde.
Det Splinternye ſtager iffe ſtrax paa Pinde.
Omſider i Kong Jorgens Herredom
Hun fandt, hvad denneſinde
Min Læfer, om han vil, fan ogfaa finde.

Fra Vifen om Kong Edvard, god og from,
Hvis Sønner tre, for Fuglen at begjere,
Mod hyilke andre fun Canaifler ere,
Til Dronningen af Saba kom,
Og til den Bog, hvori Tom Jones føger
Sim yndige Sophie hiſt og her,
Mod hvilfen alle Verdens flige Bøger,
Hvad andre Fugle, mod Fugl Phoenir, er —
Dar, fiden jeg fun ſtak halvanden Alen
J Luften, ingen Eventyrer faa
Fortryllet mig ſom be, vi faae
Fra heire Haand ved Siden af Canalen.

199

J intet Land faa meget feer.
Sandt nof, paa tufind andre Steder
Man fnaffer, ſynger, gifter fig, og leer,
Forelſter fig, er Peberfvend og græder,
grembringer fnart en Bog, et Barn, og ſaadant meer,
Dyr nu til Folk, og Folk til Dyr forvandler,
Bli'er, fpifer, drikker, ſover, drømmer, doer;
Sligt Ruff og Danfi og Tyoſfk, og Flere gjør,
Som ingen Ting — men Engelſkmanden handler.
Han gjør, fom vi, desværre! meget galt;
Men gjor det galt tilgavng, originalt:
Han gior, ſom vi, adffilligt vifeligt,
Elifværdigt, godt, men og guddommeligt:
Han Alting gjør, fom vi; men Alt med mere Fynd —
Een ſtyder fig — o! ja! det fan man gjøre,

Naar Lyffen bliver ſtundom alt for tynd;
Men, juft forde man, Alt har paa bet Tørre,
At flyde fig — det er en engelſk Synd.

Man ſtundom hænger fig og Halfen fnæffer,
Naar Unkſomhed for vidt Ens Kone ftræffer,
Og Panden derved bli'er for liig en Skov;
Men gjøre fligt, fordi hun ikke vilde
Hvad Hver med. Vesſel tilftaaer dog er ilde —
Dertil har Engelſtmanden ene Lov.

For Elffovs Magt man allevegne buffer;
Man bliver heed om Hjertet, fager, ſukker,
Man kommer efterhaanden reent i Brand,
Man hører lidt af Syphæreré Harmonier,
Man brøler Oder, piber Elegier,
Og miſter ſtundom hele fin Forftand,
En Bagatel, ſom ofteſt. Gaaer det læng:r,
Den Skjonne figer uophorlig Net,

"200

Saa bliver man vel og (at flige,

Naar bet forreſten er en velſtabt Pige)

Tilſidſt faa vred, at mar fig bænger;

Man mifter dog fun Livct 1 den Leg,

Tidt og en Bagatel. Har man for flore Fodder,

Og troer, det Tyranindens Øie fløder,

Saa hørt en Taa paa hver for Amor veg;

Men — fappe hele Benet, for at vinde

En umaneerlig ſtiv, træbenet Qvinde —

Det feer man ſtrax, det er en engelſk Streg.
Ser Cinquer nophørlig, intet Andet !

Er, fom Enhver maa tilftaae, reent forbandet ;

Man fløiter, man fhjær Tænder, bliver gal,

Dg løber rafende rundt i den hele Sal,

Kor et at pine af fin Modparts Latter,

Man bander Pine deux, trois, quatre,

Ya! tant que vous voulez! — men flile ſtaae

Med Haanden ffjult 1 Barmen hele Tiden,

Og ville langfomt Hjertet ud af Siden,

Saa ftærft fan Tab — en Engelſkmand kun ſlaae.
Til mange Kneb fan Pengetrang forlede.

Af Frygt for grumme Creditorers Vrede

Cen lyver Bid og Dyd paa fin Patron,

Og Cen gi'er Sniffnaf ud paa Subfcription,

Og i en Sang, ſom tidt blev bedre hjemme,

La'er godt Folf høre paa fin heſe Stemme:

Ting, rigtig nok, ſom koſte Hovedbrud

For gen og anden ærlig Iyde —

Men hitte paa, at fpille Sfaf med Gud,

For Erkebiſpen lempelig at fnyde —

Det, ter jeg vedde To mod Cen, ja Tre,

Var blot en fulten Engelſkmands Idee.

201

Jeg funde blive ved paa den Maneer
At ramfe op fra nu og til i Morgen
Af Engellands Miraffer mange fleer,
Som for den Wenings Grund, at der det mefte ffeer,
Tilftræffeligen funde være Borgen.
Men tag nu blot til Prøve disſe fem,
Min Læfer; man maa tænfe fænger frem,
Og holde varlig Huus med Tiden.

8J London var for iffe fænge ſiden,
Iblandt en Hoben andre Ting,
En Kjøbmand, fom i Haft maa hende King,
For ef med nye Riim at ſpilde Tiden.
Naar feg faner fagt lidt meer om Manden,
Man fnart vil mærfe, hvad han hed
Er af den mindſte Vigtighed:
Navn er en Bagatel, det har hver Anden ;
Men noget, fom man falder Vid, i Panden,
Og noget, meer end Vid, en Hoben Muld,
Som Andre faldte fire Tønder Guld,
Var mere mærfeligt hos Manden;
Forreſten var han virffom i fin Bod,
Bar munter, vittig, artig, ſmuk og god;
Men hurtig i fin Dont, fom bare Fanden.
Madam! for Himlens Skyld bliv iffe vred!
Da Korthed er min ſtore Kræledægge,
Jeg havde nær forglemt hertil at lægge
En vis Omſteændighed: -
Endffjøndt i femten Aar multipliceert med to
Han havde vaaget, drukket, ſpiiſt og ſovet,
Var han dog ikke gift, og ei engang forlovet.

202

„Det var en Skam!“
Ja, hvig han Piger faae, ſom lignte Dem, Madam!
Man ingenlunde fan undſtylde ham.

En Philoſoph, hvis Navn jeg iffe lider,
Har iffe meget zürlig fagt:
„Hver, ſom fornøiet leve giver,
„Maa flye, ſom Peſt, Herr Hymens Pagt,"
Han figer endnu meget mere,
For at bevife det,
Som jeg vil ingenlunde repetere.
En anden Philoſoph er meer honet;
Hans Ord om denne Sag ſaaledes lyde:
„Gift, eller gift dig ei, det kommer ud paa Eet,
„Du begge Dele vil fortryde!“
Vor Herre veed, om han har Ret.
Den Tredie meeſt Levemaade viſer:
„Det være langt fra mig,“ faa taler fan,
„At raade Nogen fra ten gifte Stand!
„Nei, tvertimod, jeg dette Forfæt priſer;
„Men det er altid dog et vigtigt Spring,
„Man gjiorde derfor uden Toivl ei ilde,
„Om man fin Livstid derpaa tænfe vilde,
„Betænkſomhed er en velfignet Ting!”

Om een af disfe Miſogyners Tanker,
- Og Frygt for noget, fom han havde hørt,
Gemeenligen med ÆÆgteftanden vanfer,
ZU Peberſvendom havde ham forført,
Hvad heller, ſom jeg fnarere vil mene,
Dan mellem Verler, Actier og fligt,
Forglemte reent, at han var ene,
Det veed jeg et, og Vet er et min Pligt,
At vide fligt.

203

Hang Slægt og Venner uophorligt plagte

Dam med Erindring om at gifte fig —

Dog ſagte! fagte!

Der har jeg uden Tvivl forfnaffet mig!

Til re for hang Slægt jeg den maa late,

At Ingen af den famme derom bade!

Slig Commandeur af fire Tender Guld

Bad ingen Slægtning om at fylde Jorden,

Med mindre &Elægtningen var gal og fuld!

Det ſtrider mod Naturens Orden.

Vend, hvo ſom lyfter, op og ned paa den;

Jeg fnaffer meget heller om igjen:

Kun Venner bade ham, og neppe bigfe,

Thi hvis de alle havde bedt min Mand,

Saa havde han Anmodninger tilvisſe

Casſeret ind fra halve Engelland;

Da rundt omfring Enhver, der havde Mave,

(Som næften alle Britter have)

Ufiridigen var hang hengivne Ben —

Den rene Sandhed er, at et Dufin af flige

Bad ham beſtandig, Fleer at gjøre lykkelige,

Og i en lille Slægt, naar han var ſovet hen,

At leve paa en Maade vp igjen

Ved Hjælp af en elffværdig, lille Pige.
„Top!“ raabte han engang, »jeg vil forføge det!

„Men Sagen er, hvor i en Haft faa lige

„Jeg træffe flal en vakker lille Pige2,, —

n Den fan du træffe meget let;⸗

Gjentog hans Ven, „ſadl op i Morgen, Broder!

„Og rid tre, fire Miil herfra

„Til næfte Herregaard, hvor en Papa

„Til tre ret vaffre vel oppragne Poder

204

„Af Evafjønnet boer. Hver af de Tre,

„Rod fom en Rofe, hold ſom Snee,

„Uſtyldig, munter, fjælen, vil henrive

„Din hele Sjæl, faafnart du faaer at fee,

»Qvad jeg omſonſt forføger at beffrive,

„J Hver Modellen til en Gratie.

„Medgift jeg ei fan love dig i Penge;

„Men ellers Alt.” — „Top!“ raabte han igjen,

„J Morgen galoperer jeg derhen!“ —

„Det er et Ord?“ — »Et Ord! Farvel faa længe.
Om Morgenen derpaa Herr King ſtaaer op;

Sig munter i en Haft paa Heften fvinger;

Den flor faa let fom om den havde Vinger,

J ſuſende, hoitbolgende Galop

Til Herregaardens Port — og dermed: Stop!

Smaadrengen tager mod den, Herren dandſer

Saa net, faa let ad Kjøffentrappen til;

En lille Landsbyterne ber ham ſtandſer

J Farten — thi man er fom uden Sandſer,

Naar man ſig gifte vil,

Saagvelſom naar man hænger fig, desværre! —

„Nei! hiſt er Stuedoren, gode Herre!

„Behag at gaae til den!” — og han gif ind.
Hans Dine fem Geſtalter der opdage,

Hvoraf de tre

Undfeeligen, i Landsby⸗Negligee,

Sig neiede, løb bort og rodmede;

Huusherren og hans Frue blev! tilbage:

„God Morgen!" fagde han, — „Velkommen!“ ſagde de.

„Min Herre,” blev han ved, „jeg iffe har den Ære

"Ut hende Dem, men onſter, det at lære;

„Mig fyntes ganffe herligt om ben Sag,

i 205
„At ſpiſe Frofoft her i Dag;
„Og uden Henfigt fyntes det mig iffe;
„De neppe denne gjette fan —
„Jeg altfaa Dem vil fige den; velan! —
„Dog! ſtrax at fige den, fan fig vel ikke ſtikke;
„Lidt Frofoft førft! der gives Dit og Dat,
„Som uden Frofoft et fra Læben glider glat.”

Frokoſten knap var endt, for Talen gled
Fra Frierlæberne paa denne Maade:

„Af Jordens Rigdom, re, Herlighed,
„Jeg har fan meget, fom jeg vel fan raade;
Saa meget, fom jeg ſtjotter om,

„Af Himlens Gaver er min Eiendom;

„Tre, fire Tønder Guld jeg eier, for det Forſte,
„Min Alders Kraft og Styrfe, Nummer To,
„Og, for at fylde Tallet, Sindets Ro —

„Een Sfat mig mangler fun, og det den aflerftorfte,

„En Kone, fom i fjærlig Sympathie
„Vil dele med mig, til det er forbi,
ir Det Tredie, det Andet og det Forſte.
„De trende Døttre har, og mellem disſe tre
„Er een, fom dette gjøre vil, maaſtee;
„Vil De, faa lad mig faae dem ſtrax at fee
„J Negligee!
„Thi jeg har andet at beftille,
„End ſpilde Tiden, hvis de iffe ville” —
„Med Glarde! ſtrax! i dette Dieblik!“
Igientog ſmukke gamle Mand og Kone;
Ud fmuttede den huuslige Matrone,
Og ind igjen med fine Døttre gif.

J landlig Dragt, med hvide Liin om Panden,
Hvorunder Haaret fneg fig bølgende

206

J brune Lokker ned paa Skuldrene;
Hver med halvdæekket Barm, hvorpaa en Roſenknop
Forſogte, ffinfyg paa fin modne Ven,
Den lille røve Mund at luffe op,
For og, trods Sloifen, ret at kysſe den;
Med forte Trøter, af hvis Xrmer ſtak
Et Armepar, hvis Monſter du, Seline!
(Thi hvad er rundt og hoidt og nydeligt fom dine D
Din Elſter dolger alt for tidt i Frak;
Med Sfjørter, ſom i lette Folder glid,
Liig Sommerſtyer forbi Maanen, ned
Forbi de runde Knæe til Fødderne,
Stod' rodmende, blufærdig fmilende,
Og, ſom jeg ei fan fige det, de Tre,
Jeg glemte Rimet for — ved Siden af hinanden.
Herr King, vor Frier, henrykt ſtod og ſaae,
Og ſaae, og gjorde Intet meer, end ſaae,
Og ſaae fig faſt ihjel; thi Sjælen flyver
Ved ſaadan Leilighed igjennem Diet hen
Til det, der blendende fortryller den.
Sporg Paſtor Paris, om jeg lyver?
Han længe ſtille ſtod og ſaae,
Og onſtte hemmelig hans hele Krop var Die
Fra Top til Taa,
For ret med dette Syn at kunne fig fornoie.
„Ja! ſaadan kunde jeg nof længe ſtage,“
Udbrod han endelig, „men her er meer at giore!
„Jeg Een maa valge; thi dem Alle maa
„Jeg venteligen ifie faae,
„Skjondt det var nemt?
„Hvad mener De? Jeg Loven er erindrer ;

207

„Thi jeg har den og Alting glemt

„J denne Glands, fom for mit Øie tindrer —“
J Engelland faa lidt, fom fer,

Man bruger ben herfuliffe Maneer,

At ſtabe Huftruer af trende Piger

J cen og ſamme Bryllups⸗Nat;

Der, ſom i næften alle Riger,

For flig en Helteftreg har Loven Punctum fat.

Herr King fig altfaa maatte lade nøie

Med Cen;

Der gives ſtakkels Mænd, ſom nok maae døre

Med ben;

Sfjøndt ſamme ſtakkels Mænd jeg et beffager,

Det bereg egen Skyld gemeenlig er;

Thi Koner eve, fom man Koner tager,

Det feer Enhver.
Men mellem disſe Tre var Valget iffe Tet

For ſtakkels Manden,

Sardeles nu, han ſaae faa "flet,

Og havde feet fig halvveis fra Forftanden,

Og Ting, ſom faare let fan ſtee |

Ved Cen at fee,

Ja ſtundom blot en Halv, end fige Tre.

Hans Tanker dandfede Kehraus i Panden,

Som unge Rusfer med en lille Perial,

Paa et Examenaftens Bal,

Indtil de bleve ganffe trætte.

„Gid Pokker tænfe meer!« faa tænfte han,

„Mig alle Tre de lige vel ſtaaer an,

„Og den, jeg faaer, er ventelig den Rette,»
Med bette kloge Forfæt, blev han ved

Paa denne Viis: „Min Herre og Madame!

208

„Hvem af de Tre, jeg faner, er mig det famme;

„Og derfor, uden meer Omſtandighed,

„Lad ben iblandt bem Konelodden ramme,

„Og faae mit Hjerte, Haand, etcetera,

Som førft — hør efter, Smukke! — figer: Ja!“
Pava, Mama famtyfte denne Maade,

Som Jupiter, ved Nik;

„Hor Piger!” ſagde han, »J nu Jer ſelv maae raade!“

„Betæenker,“ ſagde han, „Jer egen Baade!“

Men et tredobbelt tauſt undſeeligt Blik

Var alt det Svar, de fif.

Bor Frier flod og ſtirred' tre Minuter,

Og lytted' efter, hvor den førfte Lyd kom fra;

Men fra de taufe purpurrøde Putter

Kom intet Ja.
„Saa vil De,” brød han ud, „Dem endelig betænfe?

"Nu, Herre Gud! den Xldſte vil

„Jeg et Ovarteer dertil,

„Men heller ikke meer, taalmodig ſtjenke.“
„Det er for lidt Herr King!“ gientog Mama —

„Ja! jeg fan ingenlunde længer bie;

„Nu Klokken alt er over Ti!“ — „Ja, ja,

„Vi faaer at ſeel⸗ Folg med, Marie!

(Saa hed den EAldſte, og ſom virfelig,

Imellem os, Herr King helft snffte fig,

Og, fom jeg har min egen Grund at mene,

Han overalt i Grunden onſted' ene;

Thi ſelv uvidende, hvordan det gif

J nysbemeldte Stirre-Lytte-Scene,

Hans lengſelfulde lange Blik

Sneg' fig faa lumſtelig til hendes Barm alene,

209

Hvorpaa med ſynderlig Urolighed
Bouqoctten hævede fig op og ned.) —
Men, man er, frygter jeg, en Smule fjev
Af min langvarige Fortællemaade;
Tilgiv, o, Læfer! o tilgiv 1 Naade,
Om hidintil det faldt dig lidt vel fuurt !
Nu ffal det gane, fom det var fmuurt.
Quarteret gif; og, vips! af Cabinettet
Mama fom ud igjen, og, fom en Vind,
Floi Frieren i hendes Sted derind,
At fee hvad Tanfer havde der udrettet :
„Nu! vil De have mig? faa ſtynd Dem!“ — „Nei!“ —
„Alvorlig?“ — „Virkelig!“ — »De vil det ei?“ —
Min Herre! — „ßwad?“ — ,, Min Herre!“ — „Vil De?“
— „Nei!“ —
„Ja, ja! faa rider jeg min Vei.«
Og dermed gif, fan hurtig ind i Stuen
Og bod Farvel til Herren og til Fruen.
De maatte lide denne Svigerſon,
Og bade ham indftændigen at bie:
„See! Veiret er jo ſmukt, og Veien ſtjon!
„Vov et Ovarteer endnu!“ — Gak ind Sophie!
(Saa hed den anden Datter) — „Ja! lad gaae!
„Jeg denne Gang endnu forſoge maa! —
Ovarteret gik, ſom forrige, til Ende,
Og hurtig Frieren floi ind til hende,
Det ſamme Sporgsmaal: „Vil De, eller ei?“
Fik trende Gange repeteret: „Nei!“
Bor Helt tilbage gif igfen i Stuen,
Og, fandt at fige, var lidt vred i Huen —
Cen Kurv har mangen Én i Hov'det Fluer ſat;
Men to — Gud frie mig! jeg blev deſperat —
Baggeſens Varler. 1. B. 14

219

Det blev alligevel Herr King dog iffe,
Han vidſte fig i Kurve godt at fhiffe;
Det, fom forvoldt ham ſterkeſt Hjernevrid,
Var den uigjenfaldelige Tid,
Og derfor bandte han, med disſe Kurvepiger
Slet Intet meer at foretage ſig,
Endſtjondt Forældrene bad inderlig
Om et Ovarteer endnu. Men af! fom Vesſel figer:
(Gud glæve ham for Alt, hvad han har ſagt!)
iD! driften Sjæl! hoad nytter al din Banden
„Mod Kjærlighed, mod Stjebnen og mod Fanden?»
At trodſe dem, ifær den førfte og den anden,
Viſt iffe faner i vores Magt;
Herr King nu ſtulde giftes, og — giv Agt!

Den yngſte Datter var endnu tilbage,
Som Henriette hed,
Og efter megen Beden og Umage
Vor Frier nof engaug paa Krogen bed,
Og et Ovarteer endnu for hendes Sfyld ſpendeerte,
Som ei ſaaſnart var endt, før han igjen
Sprang ind, og Hæf den tredde Kurv risqpeerte.

Han ſyntes næften alt at have den,
Og fpurgte derfor i en rolig Tone:
„De vil vel heller iffe være Kone? —
„O! ſtynd Dem, at jeg fomme fan herfra
„Med alle mine Kurve! Bil De?” —

| „Ja!“ —

—*

„Min Kone værge?« —

»Deres Kone! Ja!“ —
„Det er for Alvor Deres Hjertes Mening?
„Nu! Gud velfigne Dem og mig og vor Forening,

211

„Eteetera!“
Og dermed Arm i Arm de hopped' ind i Stuen.

Fornoiet Herren blev, og glad blev Fruen,
Som ſluttede, hvad Læferen nu veed.

„Ja Sagen mellem os er i fin Rigtighed,“
Udbrod Herr King, „nu mangler os fun Præften
„Og Kongebrev, ſom ſnart ffal være gjort;
„Jeg ſoinger mig i ſtorſte Haft paa Heſten,
„Og trap, trap, trap, igjen til Byen fort;
„J Morgen ftal jeg have ſtrax den Rre
„Med begge Dele her igjen at være.

„Jeg elffer iffe megen Snak:

„For Frokoſt Taf!

De tvende Kurve vil jeg lade hænge;
„Farvel faa længe!”

Dermed vor Frier hurtig Afffed tog,
Og fom en Piil afſted mod Byen jog.
Papa, Mama, Sophie, Henriette,
J Porten noget ſtod og ſaae derpaa,

Til Synet ham ei mere funde naae.

Marie derimod — Kan Læferen vel gjette,
Hvor hun imidlertid er fmuttet ben?

Nu, Kjære! kommer forſt Hiftorien.

Ei langt fra Gaarden, tæt ved Landeveien,
Laane mellem nogle Træer en lille Her.

J Afffevs Hurlumheiens Stoi

Med Bukken, Skraben, Haandtryk, Kysſen, Neien,
Hun fneg fig bort, og hen til denne fløj —

Af hvilfen Aarſag, veed jeg ikke;

Hvad fan ei ſtundom unge Piger ſtikke?

Nok fagt, hun fad uſeet paa ſammes Z op,

Og funde derfra mageligen ffue

212

Herr King i fin uſtandſede Galop,
Saa længe til han blev faa lille, fom en Flue;
Og da hun iffe meer ham øinte noget Sted,
Steg hun paa Haldiugen mod Veien ned,
Og fatte fig i Grasſet der, og græd.

Ulykkelige Kjærlighed!
Hvor fan du Hjernen et paa Folk forſtrue!
En Elſter fandfer, huffer ingen Ting,
Imens du tumler fam omfring
J Frygtens Sneefog, eller Haabets Lue.

Saaledes gif det denne Gang Herr King;
To Fjerdingvei han alt var galopperet,
gør han, med Eet, beſindte fig,
Ut Brudens Fornavn var ham reent uvitterlig,
Som dog til Kongebrev blev reqvireret.
Han derfor ventte fig og Heften om,
For hendes Navn i ſtorſte Haft at hente,
Som havde fagt ham Ja. Men da han fom
Til Hoien, hvilfen Fryd! i det han fjendte
Den ældfte Datter, ſom ſpadſeerte der!
i Det fparte mig, vid Gud, et heelt Quarteer,
„At De, min Smukke! juft er her tilftede;
„Jeg glemte hendes Navn, fom gav mig Ja dernede —
„Vil De behage her at fige mig,
„Hvordan det lyder egentlig ;
„Thi jeg fan ingenlunde længer bie?“ —
Min Herre! hendes Navn, fom vilde gifte fig
„Med Dem? fom elffer Dem?” —

„Ja viſt!“
„Marie.“ —

Saa hedder hun? det fan jeg lide paa? —“
„Som faa!” ...

213

„Marie? — jeg ſtal rigtig Navnet giemme.“
Marie, ja! ... Marie! — Hils der hjemme!”
Og bort han fløj;
Men mumled', uden et Minut at fie,
Marie —
Marie — hyp! Marie — hop! — Marie!“
Tak ſtee dig, lykkelige lille Hør!
Det hjemme var en Praten om den Frier,
Om hang forunderlige Hurtighed,
Hans Sfabning, Midler, Vaſen, Narrerier,
Og mange flere Snurrepiberier,
Hvoraf jeg knap bet Halve veed:
Pava holdt for, hans Heft var at beflage;
(Deri han havde megen Ret)
Mama fandt ud, at i hang unge Dage
Han havde været nof faa net;
Sophie paaftod, han var altfor lille,
Og Henriette, han for gammel var;
De begge holdt ten Ting for foleflar,
Han var en lille Smule Nar —
Marie blot taug ganffe ftille,
Og lod dem prate ſammen, hvad de vilde.
Da Dagen var forbi, det blev omfiver Nat;
Og Søftrene, fom nu blev ene,
Kortfatte deres Snaf — „Men hvordan er det fat,
Marie? hvi faa bleg? — jeg ffulde mene,”
Var Henricttes Ord, „at det fun tilfom mig
At blegne her; thi, fandt at fige,
Dengang jeg fagde Ja, jeg arme Pige
Tog feil.“ — ,,Saa gif det netop tig,
Som det gif mig;
Dengang jeg fagde Net, jeg egentligen vilde” ...

214

„Sagt Ja! —
„Ah! ha!“
Sophie ſtemmed' i, ſom tænfes fan: „Ha! ha!”
Men hor engang, det end er et for be:
Bliv rød igjen!
Gaae du for mig til Brudeſtamlen hen
J Morgen!“ ſagde Henriette —
„Kun Navnet! — hvis han fun ei havde dette?“
„Hvad Navnet angaaer,“ blev Marie ved,
„Det har fin Rigtighed.“
„Nu det er loierligt“, udbrød Sophie —
„Saa, Henriette, veed du hvad,
J Morgen vil vi pynte Søfter Nie,
Hvordan vi bær os ad,”
„Ja! ja!“ — det blev 1 Haft afhandlet og beſluttet,
Og alle Tre:
Med hi! fr! hi! — ha! ha! — he! be! —
Sig ned 1 Dynerne (ſov fodt, J Søde putted'.
Den næfte Dag derpaa kom King igjen
Med Præft og Kongebrev. Til ————
Var Alting færdigt, uden netop ben,
Som ſtulde frone hele Reften.
Det varte to Quarteer, det varte tre:
„Hvor længe fan dog ogſaa Bruden bie?“
Da man tilfidft fil pludſelig at fee
Imellem Henriette og Sophie
J hvide Bryllupsdragt den rodmende Marie.
Forceldrene, ſom ei begreb
De trende Soſtres overlagte Kneb,
Og alle Gieſter ſtudſede ved dette.
Men King, ſom troede, Bruden var den Rette,
Sig nærmede til den, ſom feſtlig pyntet var,

215,
Og vilde have Sagen Mar.
„Min Herre, det er ikke Henriette.” —
„Nei det forftaaer fig ſelv.“ — „Nu det er underligt,
„Hvordan han meer end vi begriber fligt;
„Min Herre! det er virkelig Marie.” —
„Ja hvem vel ellers.“ — „Hun, ſom ſagde Ja,
„De vil jo have?“ — „Juſt! Men hedder da
„Hun, Bruden her, ei virkelig Marie?“
39 rigtig nof, men” —
„Hvad flal dette Men
„Da fige? ffal jeg nu frie om igjen?
„Hoorefter flal vi længer bie.
„Naar Bruden færdig er og Præſten, fom flal vie?“ —
Man Kongebrevet fane, og fee! der ſtod Marie.
Man ftudfede forffræffelig derved.
Min Frier blev af al den Studſen kjed,
Tilſidſt han blev endog en Smule vred.
Men endelig forklarede Sophie
Den hele Sag,
Til Kings, Papas, Mamas og Hvers Behag:
„Thi,“ ſagde Henriette, „jeg fan bie.“ —
„Det haſter heller ikle juſt med mig;
„Men det ſig pasſer allerbedſt for dig,
„Min Soſter!“ lagde til den ſtjelmſte — So —
Hiſtorien de, kort ſagt, Alle leed,
(Gid Læferen det vilde med!)
Og King blev viet og gift, og glad med fin Marie.

Moralen, fom heraf fan pilles ud
Med overmande lidet Hovedbrud,
Er meer end cen; jeg Fjender, fandt at fige
Kun faa Hiftorier i Riim faa rige 3

216

Paa reen og fyndig, fand og ſund Moral,
Som denne. — Faſt af hver en Periode
Man lære fan Alt, hvad man lære ſtal,

Naar man har Taft for det moralffe Gode.
Det vigtigfte deraf for Brudgom og for Brud
Vil ſikkerlig min Læfer ſelv udfinde,

Naar han og hun engang faaer fligt i Sinde,
Hvortil bem ffjenfe Held den unge, blinde,
Bevingede, befjendte lille Gud!

217

Thomas Moore
eller
Venſkabs Seier over Kjærlighed.

Vee! tretten Gange vee vet Dieblik,

Hvori jeg forſte Gang det Indfald fif,

At rime!

Beg! tretten Gange vee den Thyge Brahes Dag,
Da Noget (ganſte vift en Djævel) lumſtelig

J Øret hviffed? mig: .

„At gjøre Vers er ingen Sag!"

Jeg fiden et har havt en rolig Time.

Jeg, ſom har røbet nys paa langs og tvers
Min unge Muſes Vildſtab, fnart 1 lange,
Snart forte, fnart i vide, ſnart j trange,

Og overalt i lovlig flette Vers,

Paa famme Farvand atter mig begiver.
En Sømand tidt i Havsnod fværger paa,
J Haſtighed ef meer ombord. at gaae,
Og næfte Dag fra Landet atter driver.
Liig ham jeg krydſer, Driver, lægger bi;
Min Fabel er vet Sfib, jeg ſidder 1;

218

Mit Vildſtab er ben Vind, ſom blæfer ſtik imod,
Og, om jeg paa mit Hoved flod,
San jeg dog et til Skuden fige:
Gaae Sfude! gane mod Vinden ganſte lige!
Hvi vil jeg ſeile ba? Spørg, Skjebnen, fjære Ven!
Man ſtaaer mod alle Ting, fun et mod den.
Igaar jeg ganſte faft mig forefatte,
At byde Sfjebnen Trods, og ſpvor, til evig Tiv
At aldrig ville mindſte Vers forfatte,
Knap Epigram engang, trods al den Flid
Hver Nar fig gjør, der gaaer forbi mit Kammer,
For mig at narre til at gjøre, Epigrammer.
J Dag, jeg veed ei felv hvordan, min Pen
Gaaer pan Papiret aft fin fljæve Gang igjen.

Der var en Mand i Engelland et Sted,

Jeg huffer iffe hvad han hed,

Naturligviis han hed vel ſagtens noget —

Dog, da jeg holder det for baade Synd og Skam,
At fnaffe om en Mand, og iffe nævne ham,

Saa fætter jeg, at han hed Lovingham,

For et at ſnakke ganffe hen i Taaget.

Den famme gode Mand var fri

For Bryveri

Med ellevte December, og ——

Og Verter, ſom Herr Pips, der vil betales ſtrax,
Og flige ffræfindjagende Perſoner,

"Som, for Exempel, de, hvis Vaaben er en Sar,
Som ſtabe Menneffer, men dræbe rem igjen

Med Regninger paa Sfabelfen,

„Og de, ſom fpringe rundt omfring paa Luur,

219

For reent, ſom ofteft, at annihilere
Zen ſidſte Stump af Skræddrens Creatur;
Han reent var fri for dem og mange Flere,
Der med og uden Sfjæg
Saa mange Sjæle dividere —
Og levede ſom Blommen i et 29.
Jeg onſter meget hjertelt,
At bet gif ligefaa med mig —
Nu, Herre Gud! det gaaer nu, fom bet fan!
Ygjen til vores lykkelige Mand.
Maaſtee man tænfer, dette ffulde være
Det hele Maleri paa hans Lykſalighed?
Man tænfer feil; thi Penge ere
Aldeles ikke nok til Sindets Rolighed,
Og uden den — Farvel! Lyffalighed.
For Guld man fjøber galoneerte Klæder,
Og Hofmænds Bulk, og knibſte Pigers Skjerts,
Og Bittighed, og Dyd, og fine Sæder,
Og Himlen felv + ſultne Skjaldes Vers;
Men, troe mig, aldrig, aldrig — rene Glæder.
For et ham felv, (ſom tidt, desværre! feer)
Men for hang Lyffe her at krone,
Gav Himlen ham en meget deilig Kone.
Mark vel, jeg mener her ved deilig meer
End alle Træf af Venus Erpeine,
Det Deilige, ſom ikle taber fig,
Og ene gjør en Mage lyffelig,
Den ømme, gode Sjæl, fom møder mig
J hvert et Blik af min Palmine.
Nu, fom den Ene veed, den Anden flutte fan,
En Veberfvend af Guld bær iffe Vand,
Bar han endog St. Pavens Trippel⸗Krone,

220

Imod en Mand af fimpel Jord, fom fan,

Fra Sol gaaer op, til Sol gaaer ned,

J uafbrudt lyffalig Kjærlighed

Omfavnes af faa elffelig en Kone;

Men af! fra den Tid af, da vores førfte Fader
Bar fig i Paradiis netop faa daarlig ad,

Som Hver iblandt hans Afkoms Myriader

gra Sem og til ben Søn, jeg onſter dig, Palmine!
Sig havde baaret ad,

Fra den Tid Roſer groe blandt Torne, Fryd hos Vine, -
Og nu, da Noeiſomhed er rent fra Jorden veget, |
Forjaget af de nye Nodvendigheders Hær,

Til ret at være lyffelig, degværr?!

Udfordres meget, overmaade meget.

Bær æret, viis og riig! tryk til dit Bryſt

Den yndigſte blandt alle Jordens Koner,

See hende lide, du er uden Troſt,

Viis, æret, elffet, Mand paa Millioner!

Dom aldrig nogenſinde Den og Den

At være ganſte lyffelig, min Ven!

Den rige Claus har ſelv imellem Hovedbrud;
Er flue vi bet Kryb 1 vore Haver,

Som volder, Planter, Blomſter, Træer gaae ud,
Og Ingen 'feer den ſtjulte Orm, fom gnaver
Dens Sjæl, hvis Klædebon mid Diamanters Lyn
J Dandſens lette Sving forblinder Poblens Syn.
Hvor mange tunge. Suf i fljulte Vraaer lød!

O! mange Taarer blot i Maanens Paaſyn flød
Fra deres Dine, fom med fonftig muntert Smiil
J Selffab fljule maae, blandt tankeloſe Daarer,
Den giftige, den dødelige Piil,

Som Hjertet uophørlig faarer,

221

Og ſaarer tidt faa dybt, at fonftig Munterhed
J dyb Fortvivlelfe for evig fænfes ned;
Vor Lod det engang blev paa denne Jord, at græde,
At blande Smiil med Suf, og verle Sørg med Glæde —
Sandt nof, hvad før jeg troede, nu jeg veed:
Lyffalig Elffov blev fra Himlen fendt herned,
Som Stovets allerſtorſte Herlighed;
Men Himlen gav det naadig een endnu,
Som kappes om med hiin, hvem Priſen ſtal tilhøre,
Som, for min Mand ret lyffelig at gjøre,
Jeg her maa lægge til endnu:
Han havde det, omfonft faa Mange føge
gra Kallundborg til Kjoge,
Og altſaa haaber jeg, til Sjællands re,
Hvor det ffal være,
Det, fom man næften aldrig har paa Thronen,
Som Manden iffe altid faner med Konen,
Den Sfat, fom alles Tab erftatter og igjen,
Kort: en fornuftig, dydig, trofaft Ven.
Hans Navn er glimrende blandt mange fore,
Og til vor Tid endnu bevar't ;
Herr Bayle ſiger tydeligt og klart,
At denne Ven hed "Thomas Moore.

Herr Lovingham var Fader til to Piger:
Den yngſte var faa ſmuk, at det, ſom Naſo figer,
Bar en formaftelig Forvovenhed
At prøve paa, fuldkommen at afridfe
Blot hendes allermindſte Fingerſpidſe,

End ſige hendes hele Deilighed.
Den aldſte, Fanny, derimod —
Jeg ſiger iffe meer; jeg nødig vil umage

224

En Maaned eller to gif hen ſom faa.
Kjed af tilſidſt fin Ven at plage
Vor Moore taug; men blev, fom før, hans Ven;
En gammel Move, fom er nu af Brug igjen
J vore Dage.

„Tag, Himmel, tag igjen den Rigdom, du mig gav!
„Giv mig for dette Slot en usſel Hytte,
„Og Plads ved famme til en Grav! i
„Jeg ønffer Intet meer; mig Intet meer fan nytte.
„Den Engel, du mig gav til Livets Lyft,
„De To, jeg faderlig fan tidt har kyſt,
„Den Ven, jeg tryffer tidt fortrolig til mit Bryft,
„Viſt ville glade med mig alle flytte;
, Tag, gode Himmel, tag alt Andet, hvad du vil;
„Men giv min Datter, giv min elſtte Mage,
„Giv mig den Ro, den tabte Na tilbage,
„Som døde med min Fannys ffjønne Smiil!”
Saa lød blandt Skovens melancholſte Bøge,
Paa Steder, ſom man pleied' et at føge,
Den omme Faders Sukke; ofte nød
Han Lindring i, at bittre Taarer flød;
Tidt blandtes der hang Suk med Philomeles Klager,
Tidt gif han der, og fine Hænder vred.

Engang det Haendelſen behager,
At ſende Moore ben til ſamme Sted.
Sfjult hører han hvert Ord fra Lunden næft derved:
Tungt falder hvert paa hang venſtabelige Hjerte;
Uſeet erfarer han nu Grunden til hang Smerte,
Og ubemærft fig atter lifter bort.

Men, da dén adle Tid fig lifter ogſaa med,
Saa vil jeg mu for Alvor være fort.

—

225

Den næfte Dag man Thomas Moore ſaae
Med ſplinternye Silkeſtromper paa,
Med Chapeaubas, med Kaarde og deslige,
J Frierftilling for Herr Lovingham at flaae:
„Min Ven! jeg kommer — og jeg har den re,
„At komme, ſaaſom — efterfom — og” —
»K&jære!
Hvortil de Complimenter? Hoi faa peen?
Dog, ha! jeg gjetter alt, hvad du vil ſige —
Om her i Stuen var nof Cen,
Min Datter, ſtadede vel et faa lige —
Maaſtee da Tungen bedre fom i Gang,
Og din Prolog blev noget mindre lang ?
Jeg veed det alt; tænk et at dine Blikke
Blev? ubemærfte! tænk og heller ikke
At dine Suk for hende ind i eet,
Og atter ud af andet Øre foere!“

„Min Ven, udbrød den ædle Thomas Moore,
„Det glæder mig, at du har feet,
„Hvad falff Undſeelſe forbød mig før at fige;
„Jeg derved altſaa fpare fan
„En Hoben Sving, og gaae lidt mere lige;
„Din ældfte Datter har, jeg veed et felv hvordan,

.n… Saaledes meer og meer mig rykket hen til fig,

„At jeg i Dag maa fige big:
„Jeg fun ved Fannys Ja fan blive lykkelig.“ —

Man let fan tænfe fig ved derne Leilighjed
Herr Lovinghams Forundring, Studfen, Glæde;
Wen ei faa let ben Guddoms Fryd, hvormed
Bor Moore fane fit Vark. Saa fra fit Himmelfæve

Baggefens Varker. 1. B. 15

226

Nedſmilte fordum Kjempernes Betvinger
Til Baucis og Philemons Fryd.
Kun den, hvis Sjæl fig op fil Himlen fvinger
Med ſtadig Flugt, og ſtolt og ſeierrig
Seer Mangdens Spot og Fordom under fig,
Kan tænfe Datteren af dig,
Guddommelige Dyd!
Den himmelrene Lyft, at flue Brodres Glade
Kjobt med fin egen Oval. Kun Dydens Ven,
Hvis ævdle Bryft var aldrig Laſtens Sæbe,
Kan tænfe Len.

Den fande Dyd til intet Fremmed trænger,
Den er, ſom Elffov, felv fin egen Løn
Til den Termin, da Had og Spot ei længer
Skal følge den miskjendte Søn.
Lad Dyds og Elſtovs Folelſer regjere,
Selv ubelønnede, beftandig t dit Bryſt!
At elffe, troe mig, altid født vil være;
At gjøre vel, vil ſtedſe blive Lyſt.

Men, af! fun En og Anden Tillid fæfter
Til venne Sætning. Tag Belønning bort,
Saa mifter ſnarlig Dyden fine Gieſter,
Dens Tempels Tillob bliver iffe ſtort —
Den Mening har desvarre mange Fleer.
For altſaa Mængden at faae tilfredsſtillet
Ved min Hiſtorie, jeg burde viſtnok her
See til at fane en lille Fee 1 Spillet,
Hvis een flog iffe til, den hele Hær;
Og faa ved ſammes Hjælp, 1 ſidſte Scene,
Naar Helten med fin Brud fra Brudeſtamlen gif,
Faae Englands Karſchinn i et Oieblik
Forvandlet om til Albions Helene.

"227

Men det maa være nok for denne Gang;
Der gaaer for megen Tid til de Spectakler.
Tilfreds med blot at have viift, 1 Sang
Jeg ogſaa kunde hitte paa Mirakler,

Jeg ender med at fige kortelig:

Frue Moore blev fig felv beſtandig liig;
Men hendes milde Dyd, forenet med Forftand,
Den ømme Folelſe, den takkefulde Varme,
Hvormed hun følte fig i fin Tilbedtes Arme,
Den Omſorg for ham idelig at fryde,

De hede Taarer, ſom i Strømme flyde,
Naar han er iffe glad, den Fryd, fom hviler
Paa hendes hele Sjæl, faafnart han ſmiler,
Tid, Bane, disſe fande Feer ene

Bor Fanny gjorde ſnart til en Helene,
Og Moore til den lykkeligſte Mand.

228

Døden og Doetoren

eller

den forte Peſt.

Ergang laae Døden (ſom fæbdranlig bleg)
Matgifpende ved Roden af en Eeg,
Hvorhen paa tynde Been, vor ſtore *Thesſen liig,
Den fra en Valplads havde flæbet fig,
Og færdig var at pufte ud fin Sjæl,
(Figurligt ſagt 1 Vers, forſtaae mig vel!
Y Profa flang det alt for galt;

Thi Doden, egentlig og philoſophiſt talt,
Skal ikke være ſterk i Sjæl)

Kort ſagt: Hans Majeftæt et kunde mere,
Træt af at ſlaae ihjel,

Og laae paa Jorden færdig at krepere.

En Doctor gif forbr,
Og fane den ligge der, og tænkte: ved den Ni!

229

" (Saa falder man for Kortheds Skyld den Syge,
Hvorfor Tobias maatte ryge)
Det var en herlig Sag, o Himmelen fice Lov!
Om feg nu ſnappede fra Herr Patronens Side
(Han troede Herr Patronen fov)
Den Lee, for hoilken Alt i Grasſet ftrar maa bide,
Hvor vilde kjore da min Plov!
Hvad er mod den al Verdens Larativ,
Salt, China, Rottekrud, Recepter, Piller, Draaber,
Ja felv den Elirir, hvorpaa jeg ellers haaber —
Og alt det andet Antidot mod Liv?
En Bagatel! — Sandt nof lidt Tyveri
Der ſtikker 1;
Men ftjæle Medicin — og ftjæle fra en Død —
Og naar man føler fig til Livets Meter før —
Og overalt — langt heller eengang ftjæle,
End uophorlig hæle —
Saa refonneerte han af Iver for fin Konſt,
Og liftede fig til at nappe —
Men Dodens Knokler blev paa eengang rappe:
„Herr Doctor,” ſtreg den, „det er reent omſonſt,
At prøve paa min Lee at ſnappe!
Thi, reent ud fagt, at ftjæle den,
Og Kollen fra den gamle Jomfru⸗-Varger,
Og Livets Balſam fra min Fiende 4Berger,
Er lige muligt hære Ven!
Jeg raader derfor venligft, lad den ligge!“

Den Doctor blev om Naſen ganſte bleg,
Og ffjalv og gyfte, hommed' fig, og ſtreg,
Som En, ver vil af Døden Livet tigge:
„Ak aflernaadigfte Herr Mors!
Tilgiv mig, at vet ſyntes fom jeg vilde —

230

Nei Himlen frie mig! Fra King-Pe til Aars
Er ingen Dødelig, ſom tidligen og ſilde

Med ſaadan Iver dyrker Dem, ſom jeg!

Jeg fljæle fra Dem! — af tilgiv mig, ner!

Jeg Leen blot en Smule hvæsfe vilde,

Den fyntes mig lidt flov.” — „Nu er jeg bod
J tredfindstyve Secler!“ hiin udbrød,

„Men i min hele Dodstid aldrig Mage

Jeg fundet har til denne Nidkjcrhed!

Blandt alle mine Svende, det jeg veed,

J nye Nætter og i gamle Dage

Har Ingen havt en halv faa meſterlig Idee!
Hvad figer jeg? jeg felv befjender det med Spee,
Jeg felv har end ei havt ben — Hør, min Herre!
Jeg hader Complimenter,“ blev den ved,

„Men denne ganſte nye Opmarkſomhed
Kortjener en Belønning — De begjere

Af Alt hvad Døden eier, hvad De vil,

Og, ved min Lee! det Dem ffal høre til!”

Bor Doctor brugte næften to Minuter
Til at betænfe fig,
Og endelig brød ud: „Det græmmer mig,
At forefinde Deres Majeftæt
Saa ſtrobelig og træt,
At udaf Stand til Len felv at bruge
De Deres Arbeid rent maa fee forfømt
J næfte lige —
De allernaadigſt mig en Gave far tildomt,
Tør jeg mig underdanigſt blot udbede,
De denne Lee mig vil tilfteve,
Saafænge til De fommer Dem igjen ?

231

Jeg vift ſtal gjøre mig al tænkelig Umage,
For med en Eftertryk at bruge dén,
Som om bet var Dem felv i Deres Ungfarlsdage.”

— Den tjære Død, iøvrigt ufortalt,
Har, figer man, med andre Pofentater,
Hvis Blik maae gjennem-overffue Stater,
Et Syn tilfælles, ſom feer ofte galt —
Og ofte, naar man grandt betragtet har dens Væfen,
Man fulde fværge paa, den reent gif efter Næfen,
Som andre Fleer,
Der gaaer faa ffjeveligen, fom man feer —
Men Himlen frie mig fra dens Gang at oſe!
Hver gaaer paa fine Been faa lige, fom han fan —
Kun ſynes mig, at dens Forftand
Ved denne Leilighed var iffe juft at roſe —
Den burde bedre have kjendt fin Mand
Og hvad han førte 1 fin Pofe.

Imidlertid den havde fvoret faa;
Og Døden er en Mand, fom man fan lite paa. —
„Velan,“ udbrød den, „tag den; men hold Maade
Med Brugen af dens ffarpe Od,
Og levn dog lidt af Livets Traad!“ —
„Lad mig fun raade!“
Igientog Doctøren — og løb ad Marfen hen:
vom otte Dage feed vi her igjen!“
Han løb — og, for et reent at ſpilde Tiden,
Hvor Intet var at mere, hvæsfed? han,
Alt fom fan løb, den krumme Sabrian
Til ydermere fiffer Biden.

Den arme Død ſaaledes laae paa Luur
Tre, fire, fem, fer, ſyo kiedſomme Dage;

232

Men uden Medicin ved Hjælp af blot Natur
Den ottende dens Styrfe kom tilbage —
Den reifte fig — og favned ſtrax fin Le;
Thi uden ben er gode Mors, hvad flere
Bor Verdens Herrer uden Scepter ere,
En Rae, man er vant at fee.

Den gyfte for det Skridt, den havde vovet,
At laane bort fin hele Magt;
„Men,“ raabte den, „har jeg da fovet?
Jeg dumme Død, ſom ikke meer gav Agt
Paa denne Skjelms faa Hendelige Maſte!
Hvor funde feg faa let mig lade overraffe?
Hvor flal jeg løbe hen? mod Syd? mod Nord?
Hvo veed, hvor nu den Skurk omfeier?
Og, før jeg feer mig til, afmeier
Hver Livets Ager paa min Jord?,

Den længe raadvild løb mod Øften og mod Veſten,
Mod begge Poler, og, ſom ſluttes let,
Blev atter træt.
Til Lykke fandt den ved et Gjerde — Heften,
(Den gamle Blis,
Som taleg om i Apocalypfis)
Paa dennes Ryg den endelig fom oP,
Og nu, hop! hop!
J Forſtningen i Trav, og fiden i Biggs
gra Stad til Stad — i alle fandt den Peſten,
Og ſtreg fig hæs i lutter „Vee! o! vee!
See Virkningen af min misbrugte Lee!,,

Den forte Peft (faa har man faldt det Væfen,
Fordi den Mand, der Alting meied bort,

233

Var mod fædvanlig Sfif, ei bleg, men fort)
Staf Døden meeft fra orden af 1 Neſen —
Den efter Næfen reed, og endeligen traf
Bor Doctor Urian, klif! klaf!
„Ha!“ ſtreg den: „Hid med Leen!“ —
| — „Pyt! Herr Rytter!
Den tages iffe faa! nu har jeg den;
Og i al Evighed bu faner ben et igjen!
Klif! klaf! din Trufel her til Intet nytter !, —

Den ellers Blege blev om Naſen dobbelt bleg,
Og al dens Virkekraft af alle Knokler veg, |
Den faldt af Heſten, bumps, faa lang den var,
Og Doctoren, klif! klaf! ſtreg: „Lig du der din Nar!”

Med Eet man ved et Skrald af Torden
Saae ryſte Himmelen og beve Jorden —
Et Lyn med ufædvanlig Glands ſlog ned,
Af Lynet foer en Aand, faa ffjøn og lys, ſom vet,
Den raabte: ,, Mig blev Lægedommen givet”
Og Doctoren og Doden fljalv Derved —
Den Len greb — og i et Nu flif, klaf,
Floi Doctorens Paryk og Hoved af —
„Der,“ fagte den, og rafte den til Døden,
„Jeg ſtjenker dig din gamle Magt tgfen;
Men, hvis du nogentid misbruger den,
Saa fljælv, hvor og du er i Verden, for mit Moden!”

Min Winsløw! trende Gange Døden mig
Gif truende med Len ind paa Livet;

234

Men for den lyſe Mand den fljulte fig,

Og Sundhed blev bin Ven tilbagegivet —
Nys trued' den tredobbelt frygtelig

Det Liv, fom lærte mig at elffe mine Dage —-
Jeg ſtjalv — men fee! den atter veg tilbage,
Og i min Slytsaand jeg gjenfjendte Dig.

235

Emma.
X Et romautiſt Cventyr
i fem Sange.

— — —

Forſte Sang.

— —

O ! du, mit Haab, min Fryd, min Sang,
Min Sfæls tilbedede Veninde!
Siig, fan min Harpes fvage Klang
En Adgang til bit Hjerte finde?
Kan Muſens ſtille Harmonie

Dig, Elſtte! haabe mildt at rore?
Bi du dens fjælne Sværmert

Med ſympathetiſt Vellyſt høre?
Kan den opfylde bette Bryſt,

Hvor fig min hele Himmel hæver,
Hvorpaa min Tanke henryft bæver,
Med Tuſinddelen af fin Lyſt?

Naar ingen Oval min Sjæl betynger,
Fordi bu fmilte til mig ned;

236

Naar om lykſalig Kjærlighed

Jeg, drukken af min Vellyft, fønger —
Og drømmer mig i Glædens Hjem,
Imellem ſmilende Camener;

Og ſeer de hoitidsfulde Scener,

Og fuld af Ild udmaler dem;

Og i hver yndig Elſterinde

Kun ſtraber at beffrive dig,
Naar ſtjon, ſom Kjarligheds Gudinde,
Du med dit Smiil beſtraaler mig —
Kan du da Fjende fvagt igjen

Et Glimt af dine Yndigheder :

Liig Duggens Blink, naar Solen ſpreder
Sin Glands paa Blomſterengen hen?
O! vil du fee hvert Træf, hver Tante,
Som ſand og ffjen udmarker fig,

Og troe, Camenerne dem fanfe,

Som Bier af en Blomſt, af dig;

Og t hver rigtig Tone høre

.En Gienlpd af den Harmonie,
Hvormed du tryller tidt mit Dre

J Gladens egen Melodie;

Og vil du ei med Haan foragte,
Naar Tiden fjeder dig engang,

Den ubetydelige Sang,

Dig i fin Ruus min Elſtov bragte,
Men venlig fljenfe Bifalds Smiil

Til Sangerindens fvage Toner;

Jeg et min Løn bortbytte vil

Med alle Digtres Laurbærfroner!

— — — — — — — —

237

Q hine ridderlige Dage,

Hvis Eventyrer jeg med Flid

Mig falder ofte fro tilbage

Fra ſpede Barndoms Legetid —

For mig igjen om Alt at minde,
Som dengang ſodt henrykte mig,

For, medens mine Taarer rinde,

At tænfe, jeg var lykkelig!

Da Intet tyngede mit Hjerte,

Mens ſtolt jeg paa min Kjepheſt reed ;
Og ingen Sorg, og ingen Smerte
Paa Kinden lokked' Taarer ned ;

Da Hvælvingen og Kirfemuren

Var ene Grændfer for min Ro,
Meng rundt omfring mig al Naturen
For Reſten fpøgte, fang og loe —
Der var engang i Tydſklands Rige
Én Keiſer, ædel, viis og god,

Som i færdeleg mange Krige

Bevifte vidt og bredt fit Mod;

Man faldte ham den Støre — Somme
Paaſtod, han faldtes faa med Net;
De havde Grund til deres Domme.
Mit Eventyr ſtal viſe det.

| Han herffed? over mange Lande
Fra Veſt til Oſt, fra Syd til Nord;
Kort: Fjerdeparten af vor Ford
Beftyrede hang ene Pande;

Men i hans hele Herredom,

J alle dettes Slotte, Stader,
Blandt alle disſes Herligheder,

238
Saae man fra Hamborg indtil Rom,
Hvorhen man ogſaa vilde fige,
Dog ei hang fljønne Datters Lige;
Og ben, fom engang hende faae,
Lod Cøln, Paris og Pavens Sæde,
Naar han fun hende funde fane,
J Jorden ſynke ned men Glæbe.
Saa, naar i eenſom Aftenftund,
Fordybet i fit Hjertes Tanker,
Ved Maanſtin i den ſtille Lund
Din Elſter, o Seline! vanker,
Og med fortryllet Die ſtuer
Den ſtjernefulde Himmels Pragt,
Mens Hjerte, Sjæl og Tanke luer
Bed evig Guddomé følte Magt;
Da ſukker han: du ſtore Skaber!
Den hele Jord maa være din,
Den hele Himmel glad jeg taber,
Lad fun Seline blive min!

Bed Keiſer Carl den Stores Hof
Bar tolv Aglater og Thalier,
Som, hver, gav overflødigt Stof
Til Hymner og til Elegier.

Hver var uſtyldig, hoid og ſtion,
Som Lilien i Blomſterdalen;

Og hver et Monſter for fit Kjon.
Naar i en Rad i Ridderſalen
Man disſe tolv Chariter ſaae,
Man havde flullet fværge paa,

At det en Himmels Stjerner vare;
Men ligerviis ſom disſes Skare
Ved Solens Ankomſt ikke fees,

- 239

Saa, naar i denne fljønne Kreds
Med Glands, ſom Øtet neppe taalte,
Prindſesſens Andigheder ſtraalte,
Fordunkledes, forfvandt enhver,

Og hende ſaae man ene ber.

Derfor fom og af Paladiner
En mægtig Hob i Fred og Krig,
Og hver blandt Slottets Euphroſi iner
Sin Dulcinea valgte fig.
J Mangel af en Aphrodite
De vifeligen dømte faa,
Man noies maa med en Charite,
Og taffe Gud, man den fan faae.

Saa noiſom, ydmyg og beſteden
Haandftriver Eginhart ef var.
Der gives ſomme Folk herneden,
Som al Olympens Stolthed har.
Vor Eginhart i disſe Sager
Af ſamme Mening var, ſom jeg:
Tag Gratien, hvo fan behager,
Naar Venus felv mig fljenfes er.

Et Aar med flille Suk og Klage
For Eginhart henflæbte fig;
Hver af det næfteg lange Dage
Blev meer og meer utaalelig.
Han fluer daglig fin Tilbedte;
Den Gunſt han nød af Himmelen;
Wen, naar den iffe meer tilftedte,
Hvo takkede vel da for den?

240

Er Elſtov blot vor Helt befjælte,
Og Pligten var hang Hjerte kjær;
Han fine Taarer eenſom fælrte,
Og ſukked' aldrig hende nær.
Kun ftile Skobe ſaae hang Smerte;
Naar Maanen Skyen gjennmbrod,
Udoſte han fit hele Hjerte
J Lundens melancholſte Skjod:
„O! Emma! —Dodelige kaldte
Den Engel, han anraabte, ſaa,
Mens Suk og Taarer Stemmen qvalte —
„Oi! hvis du mine Ovaler faae!
„Men af min Elſtovs rene Lue
„Skal brænde fljult, ufeet af dig,
„Du mine Smerter et ſtal ffue,
„Deagjemte ffal fortære mig!
„O! Emma!” — „Emma!“ fvarte Lunden,
Og Navnet døbe qvalt paa Munden.

Saa gif den jammerfulde Tid,
Som han fig onſtte, Himlen blid
Ved Døden vilde ſnarlig ende.;
Thi, af! I Elffende! at brænde,
Og aldrig turde tolfe fig!

Ei til fin Elffte turde ſige:

deg elffer — jeg tilbeder dig —
Men, nærmer hun fig, felv at vige —
Flye hendes allermindſte Blik —

Flye denne Guddom, hendes Die

Saa lokkende til Knæfald fik —

Og ilke turde fig fornoie

241
Med blot, faa meget fom man vil,
At flue den Tilbedtes Smiil —
O! figer I, ſom Elſtov fjende,
Kan Dodelige gjøre meer?
Han gav titufind Liv for hende,
Og flygter, naar han bende feer.

Dog fnart er dette Mod forbi.
Den helligſte blandt alle Flammer,
Den renefte bli'er Raſeri
J uophørlig troſtlos Jammer.
Naar dog et Blik, et venligt Smiil,
Et Haandtryk ſtundom vedergvæger,
Man elffer denne føde Piil,
Som iffe faarer blot, men læger.
Men, naar: hvert Glimt af Trøft igjert,
Som Lynet, ved dets omme, fvinder;
Naar Taaren paa de blege Kinder
Omſonſt, ufeete, tørres hen;
Naar hver en Længfel ti vort Hjerte,
Hver Bon, hvert Suk umærfet døer ;
Naar hver Nats Drøm vor bittre Smerte
Meer undſtaaelig voldſom gjør;
Naar, ftræbende, vor Arm vil ſlynge
Sig om ben Elſttes fjælne Barm,
Naar tæt vi ſammen og vil klynge,
Med Bryſt mod Bryft i fælles Arm —
Naar vi med voldſom Glen ftræbe
J Elſtovs lykkeligſte Stund
At trykke Læbe tæt til Læbe,
Udaande Sjælen Mund paa Mund —
Dee, qvalt i ſympathetiſt Flamme,

Basgeſens Varler. 1.9. 16

242

J Saligheder uden Navn —

Og afbrudt væffes i bet ſamme

Med — af! men Puden i vor FZFavn,
gor hele Dagen at begrede

Vor Droms forſoundne Trylleri ;
Hvo bytted' iffe va med Glæde

Et ſaadant Liv men Apathie?

Hov onſted' et, at kunne ſtjenke,

J Skjodet af en venlig Grav,

Den Sjælens alt for tunge Lænfe
Igien til Jorden, fom den gav?
Blot Aander — Aander maae vi være,
Hois ei, dog i det mindſte Steen,

For intet Jordiſtt at begjere.

Hans Elſtov hellig var og reen;

Men reen, fom Dalens Lillie

Paa ubererte Jomfru-Stæugel,

Han dog fun er et Menneffe,

Og Menneffet er ingen Engel.
Borttag Stovræffet, du os gav,
Igjennem Livet her at bære,

O Gud! flæd vore Sjæle af!

Saa ville vi og Engle være.

Imidlertid Prindſesſen var
Og iffe heller ganſte rolig.
Vor Plato figer: Par og Par
Steg Sfælene fra Lyſets Bolig !
- Men fliltes ad paa Livets Bred,
Klæd? om fom Mand og ſom Mandinde,
Og have ſtundom Moie men,

243

Sig paa vor Jord igjen at finde. J
Og han har Ret. Hvor underlig

Ser man et tidt fra fjerne Zoner

Et adſtilt Par at famle fig,

Som ſammenſtemte Vereltoner ?

Hvad andet vel, end Sympathie,

Gior, at de ftrar hinanden fjende,

At begge for hinanden brænde

Med lige Flammers Harmonie?

J Emmag unge fjælne Hjerte
En ufjendt Ild brød langſom frem,
Hvis Flammer hun uſtyldig nærte,
Fordi hun iffe fjendte dem.

Hun EÉginhart faa gjerne ffuer:
Han er faa ydmyg, from og god —
Og mærfer iffe ſelv de Luer,

Som hentes Blikke ham tilſtod;
Og, naar hans Øie hendes møder,
gornæmmer hun en bange Lyft,
Som hende til at fuffe nøder,

Og hæver høtt det Hfælne Bryft ;
Og, gaaer han, banker hendes Hjerte,
Som om bet vilde følge med,

Som om ben hele Sjæl begjerte,
At ile til hans Opholdsſted;

Og, nærmer han fig, hvilfen Glæde
Oyfylder atter hendes Bryſt!

Som om en Aand fra Lyfets Sæbe
Til hende ſteg med al fin Lyft.

Alt hendes hele Hjerte brænder,

Og, af! den Ild et ſlukkes let,
16"

244

Da ben Ulykkelige fjender

Ei Flammen, fom fortærer det.
Naar hun i Haven eenfom vanfer -

Omkring den blomfterfrantfte Dam,

Og taus fordyber fig 1 Tanfer,

Uvidende hun tænfer — ham;

Naar hun i Sovnens Arme hviler,

Og fynes 1 fin Phantaſie,

At -venlig Himlen aabnet ſmiler,

Er hendes Eginhart deri.

O! vidſte du din hele Lyffe,

Ulykkelige Eginhart!

Du ſtyndte dig med Lyſets Fart

Din Emma til dit Bryſt at trykke.

Men dydig Elffov frygtfom gjør,

Dens Trolle zittrende tilbete ;

Vi fljælve foruden Elſttes Vreve.

Den elffer ei, fom Alting tør.

Saa gif eet Aar, faa gif et ander,
Saa gif med fefelfene Fjed i
Det tredie, hvis Evighed
Dans ſidſte Kræfter overmande”.
Dan ſamler alt fit Mod engang,
Han Emma fer i Haven ene.
Men denne hoitidsfulde Scene
Fortjener for fig felv en Sang.

245

Anden Sang.

Den lyfe Dagens Konge gled
Ygjennem gyldne Purpurſtyer

Sodt ſmilende bag Skoven ned.

J hiſt og her adſpredte Byer

Lør Aftenklokkens dunkle Lyd;

Og Nattergalens forſte Toner
Yndbød fra morke Boges Throner
Naturen til en ſtille Fryd.

Ved Dammens Bred, hvor Veſtenvinde
Paa Bølgers rullende Kryſtal

Fra Floras Dottre Kysfe ſtjal,

San, ſtjon ſom Kjerligheds Gudinde,
Da nyfødt hun paa Cyprens Bred
Sprang op i al ſin Herlighed,

Bor Emma. Smilende Violer
Omringede den fpæde Fod;

Og Zephir Bæftens Solv forlod —
Og Solen ſenked' fine Straaler —
Og Sang erinderne floi ned,

Fra Træerneg forgyldte Toppe —
Og Stjernerne brød frem deroppe:
At flue hendes Indighed.

Som Cynthia hoitidelig s
Til Hælen Vellyſt Sjælen vinfer,
Endymion! naar efter dig
Hun gjennem ſolvgraae Slyer blinfer

246

F al fin melancholſte Pragt,

Sad hun i lette hvide Dragt,

Som ſpegende med Zephir glemte
Den Vagt, hvortil man den beftemte,
Paa Blomfterbænfen, hvor en Hær
Af Roſer, Liljer og Violer
Henfalmede den Sfjønne nær,
Som Stjernerne ved Lunas Straaler.

Med tunge Trin og morke Blik,
Omfpændt af haablos Elffovs Smerte,
Bor Eginhart i Haven gif,

Hois flille Fryd hans Kummer nærte:
„Synk, fljønne Sol! for evig ned

„J Befterhavets fjerne Bølger!

„Spild ikke meer din Herlighed

„Paa mig, ſom Sfræf og Død forfølger!
„Skjul, Luna, ſtjul dit ffjønne Smiil

- Bag mørfe, tordenſvangre Skyer!
„Du, hende liig, min Længfels Ild
„Med mordriſt Trylleri fornyer !

„Tie med din ſode Melodie,

„Du Lundens fjælne Sangerinte!
„Tie Zephir! — hele Skabning tie!
„Hoert Spor af Lys og Liv forfvinde!
„Tag, Edo, ſorgelig igjen

„De klagelige Suf, du lærte

„Af Livets Fiende, Dødens Ben —
„Og fljælv, Natur! fom dette Hjerte!”

Saa lød den førgelige Lyd
AF vexelviis afbrudte Klager!

Da pludſelig — o! Skræk! — 0! Fryd!

247

Hans Øie Emma hiſt opdager.

„Vel!“ — raaber han — nvet er forbi!
„Jeg vil min Dom af hende høre!

„Og hendes Stemmes Melodie

„Min Dodsdom ſelv ſtal liflig gjøre!
„Min Oval fan ikke vore meer!

udg — om endog en ny jeg lærte —
„Mig ingen Oval fan qvæle meer;
„Kun eengang brifter dette Hjerte!”

Han nærmer fig — og firar igjen

. Dan, fom af Lynet truffen, ſtandſer —

Men Frygten dræbes af hang Sandfer,

Og lynſnar tler han derhen —

Og neppe hendes Blik ham møder,

For han er alt for hendes Fødder!
„Min Dom, Tilbedede! min Død!

„Jeg elffer dig! jeg doer! jeg brænder!

„O! fif jeg den af dine Hænder,

„Hvor blev. da Døden felv mig føbd!

„O! lad mig høre denne Roſt,

„Som tryller mig, idet den dræber,

„Den falige, den ſidſte Troſt,

„At høre den af dine Læber!

„Straf, bræb mig! men vær iffe vred !

„Fordi jeg fane den ædle, høre

„Den Glands af Guddom 1 dit ie,

„Og hele Himlens Salighed;

„Fordi jeg voved', dig at Fjende!

„For dig at leve, lide, brænde,

„Og trylles ſedt af Guders Lyſt

„J Drøm om Døden ved dit Bryſt!

2343

» Jeg fane Naturens Smile døre,
„Naar bu var mørk, øg Himmelen
„J af fin lyſe Glands igjen,
„Naar du var blid — det er min Brode.
„Men er det Brede, dig at flue,
„Og i ſin Vellyſt tabe ſig —
„„Gud, faa er det og ſyndig Lue,
„At elffe og tilbede dig!“ —

Et Suk, i hvilfet Sjælen firæbte,
Til hentes hen at felge mer,

De ſidſte Ord pan Læben dræbte;
Og Taarer fom i dereg Sted, -
Og Meningen deraf fuldførte. .

Forvirret, bange, rød fom Blod,
Prindſesſen hele Talen hørte,
Og meget lidt deraf forftod.
Slet ſtildrer Tungen vore Ovaler:
Et Suk, en Taare bedre taler,
J dem ſtrax Hjertet Mening feer;
Hiin fvætfer, eller overdriver;
Men disſes ſande Sprog henriver —
Af det forſtod hun meget meer.

Af ukjendt Ild og Sfræf og Glæde.
Skjals hele hendes ffjønne Krop:
„Lev, Eginhart! hold op at grede —
„Jeg ellerg græder med — hold op!
„Fat Mod! (faa lød fra hendes Læber
Den føde, frygtelige Dom) |
„Er jeg faa ffræffom, at jeg dræber,
„Endogſaa naar jeg figer: fom! —
„Kom, Eginhart! her ven min Side,

249

„Og ingenlunde ved min Fod,
„Kom lad mig, ſom Veninde, vide,

Hvad jeg har gjort. min Ven imod!”

Saa væffes op til uvant Ghede

En Fange, langt fra Dag flængt hen

J Hulen, ene med fin Kjede,

Udloſt ved fjæffe, kjendte Ven,

Som. Egiühart, af Dødens Slummer
Vakt op ved denne -føde Lyd,
Forglemte hvert et Spor af Kummer
J tifold ſalig Himmelfryd.

Tenk bu, ſom Fjender Elffovs Smerte,
Som veed, hvad Elſtovs Himmel. er,
Som har et Hjerne blot, men Hjerte,
Dig ind i dette Optrin fer!
Siig, onſted' et din Hevn at knuſe,
Beſtyttende Naturens Ret,
Den Daare, hvis forvovne Muſe
Sig underſtod, at ſynge bet?

Zen fulde Forſmag af en —
Den Lykkelige henrykt nod,
J alle Saligheders Vrimmel,
Med denne Cypris paa fit Skjod,
Mens Munden paa den Skjonnes Læber
Indſuede de Kys, hvori
Cytheres bedſte Nectar Fæver
Med ſodt beruſende Magie,
Og, trykket tæt i hendes Arme
Til hendes halvbedæfte Bryft,

250
Hans Hjerte, fyldt af Elſtovs Varme,
Udvidedes til Guders Lyft,
Kor ukjendt Bellyft at fornæmme,
Naar hendes heftig mod det flog,
Og t fin Glævdes Ruus at" glemme
Hvert Suk, det før i Smerte drog —
Til denne Himmels underlige,
Ufattelige, føde Fryd,
For hoilken alle Glæber vige,
Har ingen Harpes Strænge Lyd.

Natur! din Helligdom forlanger,

Som Iſis, Taushed af fin Ven;
Til Lethe med den ufle Sanger,
Som vover at affløre den!

251

Tredie Sang.

Du dobbelt ffjøn, fordi din Ild
Sig gjennem Savnets Mørfe maler!

Som, naar bag Skyen Solen daler

Ei længer blindende, men mild;

O! fjæmp dig gjennem Natten hid,
Kom gjennem mange mørfe Dage

Med al bin Salighed tilbage, ”

Min Barndoms Himmels fvundne Tid!
O! bortjag af mit knuſte Bryſt

Den Kummer, fom dit Tab mig lærte !
Og fyld mit glædetomme Hjerte

Med — blot med Mindet af din Lyſt!

At Tanfen om en Andens Fryd,
Fryd, fom mit Hjerte felv ei ſmager,
Skal ei forvandle Glædens Lyd
Til Sorgs fjedfommelige Klager!
En ny Natur, en anden Jord,
Et fremmedt Liv, en dobbelt Cone
Til Gud at fjende, dobbelt flor,
Og Folelfer, form Ord et nævne —
Et Nok, et Alt, fom Ingen veed,
Som Elffende fan ene fatte,
Udfolded' alle fine Skatte
For Eginhart i — Kjærlighed.

2532

Ved Emmas Arm, vev Emmas
Meer ſtraalende han Solen ſaae
Bag gyldne Purpurffy nedglide
Paa Himlens dobbelt ffjønne Blaa!
Bed hendes Bryft, ved hendes Fødder,
Var Blomſterleiet dobbelt blødt,
Var mere Ly ved Egens Rødder,
Slog Egens Sanger mere født;
Og vev et Blik af hendes Øie,
Og ved et Tryf af hendes Haand
Med dobbelt ſikker Flugt hans Aand
Sig haved' henrykt til den Høje.
Den Bæf, hvori hun ſpeilte fig,
Blev renere ved hendes Blikke;
Den Torn, fom fyfte hendes” Flig,
Om end den flaf ham, ſaared' iffe;
De Roſer, fom paa hendes Bryft
Omplantedes, blev dobbelt røde,
Da forſt de blomſtred' fam til Lyſt,
Naar der de, qvalt i Vellyft, døde. -
Hvor han opholdt fig, hun var med,
Og hvor fun gif, han fulgte hende —
Kun fvagt adffiller Tid og Stød
To, fom i lige Flammer brænde —
Vor Jord dem var en Himmel liig,
Elyſium fra Syd til Norden ;
Thi begge fane paa hele Jorden
Alene Kjærlighed og fig.

Ja Kjærlighed! Naturens Bliv!
Du evigyndige den famme!

Side,

253

Du var ben IM, hvis lyſe Flamme
Antandte Millioner Liv!

Dig var det, fom af Intets Øde
Vor Verdens Under faldte frem!
Dig er det, ſom igfen de Døde
Vil falde til et bedre Hjem!

Dig er bet, ſom vor Jord tilbeder,
Og elffer, under Navn af Gud,
Hvis Skaberild et fluffes ud

Af Millioner Evigheder!
O! Held 08, at og Støvet fif.
En Gnift af din tilbedte Lue!

At i din Helligdom vort Blik,
Opklart af denne, dig kan ſtue,
Og ſpore her ved din Magie,
Hvad Evigheden Engle viſe:
Rundt om vort Øre Harmonie,
Rundt om vort Øie Paradiſer!

J rolig Vellyſt ſounde hen
De nydte, deelte, blide Dage;
Over Nat fom Drøm om Fryd igjen;
Hver Dag kom vaagen Lyft tilbage.
Uffyldigheden aldrig veg
Fra deres Side; Lunas Smile
Dem lokkede til deres Ceg —
Uſaared' af Cupidos Pile,
De fmagte, hvad Fornuft og Dyd
Dem hemmeligen et forbøde ;
Og Onſtet om en ftørre Fryd
Forgifted' ikke den, de nede.

i 234
Saa var for hine forſte To
Den Himmel, Kjærlighed dem ſtabte,

Før Noiſomhedens ſtille Ro

J graadig Lyft til meer fig tabte:
Saa høres Kilden Har og fri

Fra Valdet født og ſagte fufe,
For Bakke flyrte fig deri,

Og lare den, ſom Flod, at bruſe.
Kort, paa den hele vide Jord,

J alle dens adſpredte Steder,

Fra Veſt til Oſt, fra Syd til Nord,
Hvor Lykken ſine Skatte ſpreder —
Fra der, hvor Overflod den Konſt,
Ut drikke hele Landſtrog, lærer,
Hvor, for at mætte fig, omfonft
En Sfof af Brødre Hver fortærer,
Til der, hvor nøgne Vildes Flok

J femten Vintre bleve "glade

Af bet, fom paa japanſte Fade

Til hiins Souper blev iffe nok —
Var ingen Viis, var ingen Nar,
Var ingen Sultan, eller Slave,
Trods Klogſtabs eller Dumheds Gave,
Saa lykkelig ſom dette Par.

Men ak!i Glædens Slummer ſoagt
Til Tidens Flugt vi Marke lægge.
Klædt i en Maidags forte Dragt,
En Sommer fneg fig bort for begge,
gør Synet af dens blege Liig,

Paa de med Snee beftrøede Høle,
Trak Sløret fra det drufne Die,
Hois Blik med Eet opklarte fig.

255

Hun faag paa Ham, han faae paa hende,
Og begge ſaae Naturens Ded, J
Og begge vaagned' og udbrod:

Hoor ſnart fif denne Dag bog Ende!

Hvorhen de vendte fig, var Spor
Af Vintrens Grumhed, Alt var øde.
Hvor før de født i Fryd henflode,
En Gyfen nu dem gjennemfoer.
Den Lund, hvorunder Egens Skygge
De ſlynged' til hinanden fad,
For Vidner, fom for Solen, trygge,
Har tabt fit allerſidſte Blad; |
Og alle dens ſymphonſte Fugle
Er flygtede for Stormens Hviin,
Og Hylet af en eenſom Ugle
Fra nære truende Ruin.
Den muntre Kilde, fom fig ſnoede
Sødt riſlende forbi dem ned,
Er ſtorknet, og fun Tidſler groede,
Hvor før Violer, ved dens Bred.
De lette, flagrende Favoner,
Som ſpogte mellem Blomſtre her,
Floi hjem til Sydens fjerne Zoner,
At aabne nye Roſer der;
Afflævbte Høies mavre Kroppe
Laage vdæffede med Sneens Sfør;
Og Edo tog" fra nøgne Toppe
Ei deres Sang igjen, fom før.
De Vidner til den Fryd, de node,
Som før bem mødte, hvor de gif,
Bar? flygted', falmed', eller døde

Bed Vinter⸗Kongens morke BUT.

236

Et ængfteligt Glimt af Kilen Smerte,
Mens han i Tanfer, tabte fig
Ved Synet af Naturens Lig,
Steg op 1 Emmas blode Hjerte:
„Min Eginhart! og om vi nu” —
Og ned paa hendes hvide Kinder
En Taare randt — „om Alt forſvinder —
„Min Eginhart! hvad ſiger du?
„Om jeg, om du, o! hvilfen Tanfe!
„Om een af os forfvinder med —
„Gud! midt i vor Lyffalighed
„Mit Hjerte holder op at banke.“ —
„Livſalige! du maa forjage
„Ved Elſtovs lyſe Vaaben fjæf,
De morke Billeder af Skroeek!
„Omfavn mig, og de flye tilbage!
„Doe fun Natur! døe! (raabte fan)
„Du favnes ei! min Emma lever!
„Din Kuld, tisvæbnede Tyran!
„Ei foles der, hvor hun omfvæver;
Dræb hele Jordens Blomfterbær,
„Dens Drouning dog tilbagebliver ;
—„Alt, hvad der fegner for dit Sværd,
„Sodt hentes Smiil igjen opliver.“ —
i „Ja, flye min Sommer let og ſnart!“
(Saa lød den Skjonnes blide Stemme)
„Min Elſtov og min Eginhart
„Skal lære mig dit Tab at glemme;
„Thi hvor en Vinter? hvor en Død?
„Kun der, hvor Eginhart er ilke;
„Et evigt Foraar paa hang Skjod
„Skal trylle mine fjælne Bit:fe!/7 —

257
Saa trøftede fig begge To,
Et uophorligt Nok hinanden,

Men af! de ſtode trygt paa Randen
Af Livets altfor bratte Ro.

— — — — — —
— — G — —

Fjerde Sang,

Mens Vintrens ſeirende Tyran
Paa Livets blegnende Ruiner
J Fjeld og Skov og Dal og Strand,
Af Nat og Død omgiven, triner,
Henflæbe otte Sekler fig
For Eginhart i otte Dage:
Mismodig blander fan fin Klage
Med Skovens Suf og Stormens Sfrig.

Han hører iffe henrykt meer
Sin Emmas vellyftfulde Stemme;
Han dette Smid et længer. feer,
Som lærte ham hver Oval at glemme;
Ei meer han vandrer Haand i Haand
Med hende gjennem Paradifer ;
Ei meer hang glædedrufne Aand
J hendes Blik fin Skaber prifer.
Hans Lyffegs blive Sol gif ned;
Omſonſt om Ro hans Hjerte leder;
Og fordum nydte Saligheder
Fordoble haus Elendighed.

Baggeſens Varker. 1. B. 17

258

Langt ude fra de blide Egne
Ved Jorderigets Øfterfant
Bar kommen paa fin Herres Vegne
En rig og glimrende Geſandt,
For Carl den Hilfen at frembære,
At Keiſeren af Græfenland
Sig onſtte broderlig den re,
At blive fnart hans Datters Mand.

Med natlig Dag i alle Gader,
Med Luft⸗Comedier af Ild,
Muſik, og Dands, og Maſterader,
Og Jagt, og al Slags Ridderſpil
Blev Græferen af Carl den Store
Bed Hoffet moret ferferlig ;
Men flige Ting et Amor more —
Han taug, og græd, og fljulte fig.

Dog af! Prindſesſen maatte krone
Den hende døre Herlighed;
Nødt til at holde famme Tone,
Den Skjonne overalt var med;
Thi hvad var Spil, og Dands, og Fakler,
Al Hoffets Pragt, hvor hun et var?
Saa lidet ſom vor Fords Mirakler,
Naar Solen et dem oplyſt har.

Imidlertid vor Elſter lærte
Uheldig Elſtovs ſidſte Oval;
Dybt i hans marterfulde Hijerte
Fortvivlelfen fig langſom ſtjal.
Han gaaer en Nat, mens Alle fove,
Prindfesfens Værelfer forbi,

239

Beflutter alle Ting at vove,
Og der driftig ind deri.
Han gjennem to Gemakker zittrer —
J Morket Elſtov vifer Vei —
Og ſtjondt, ſom Torden, Echo knittrer,
Henſovne Vagt dog vakkes ei.
Han finder hendes Dør, og vover
ære Gange kjek at aabne den,
Og, da han frygter før, hun fover,
Tre Gange luffer den igjen —
Omſider Elſtov Seier vinder,
Og hurtig, ſom en Veſtenvind,
Han flyver ind, og Emma finder
J. Graad, med Haanden under Kind.
Omſonſt den Zndige forføgte,

Mod Kummeren, ſom Hoffets Larm
Ei dampede, men meer forøgte,

At føge Trøft i Sovnens Arm.
De Taarer, hun om Dagen hemte,
Flod dobbelt, naar den var forbi;
Hans Oval hun følte heel, og glemte
Tidt hendes egen Oval deri. >
Det lyſe Dies Ild forſoinder,
Naar Hiertets ei tør nære den:
Man Roferne paa hendes Hinder
Saae Dag og Nat at falme hen.
Den Munterhed, ſom hende fulgte
Beſtandig før, veg ganſte bort;
Og fvagt hun Hoffets Blikke dulgte,
Hvad Konft og Tvang fun fljule fort.

Henkaſtet paa en Sopha fluer

Vor Eginhart den Skjonne her;
177

260

Og fljøndt hans Sjæl i Længfel luer
Sin vellyftfulde Simmel nær,
Uffyldighedens Tryllerier

Dog ſtanöſe ham — en Støtte lig,
Han ſtaaer, og gittrer, feer, og tier,
Og i fin Skuen taber fig.

Ved Maanens Smiles blege Skimmer
J lette hvide Nattedragt,
J Graad, ſom Diamanters Glimmer
Paa Solv kun eſterligne foagt,
Utvungen, løft af Modens Lænfer,
Alene med fig ſeld og Gud,
Saa blid, fom Laura Ven fig tænfer
Blandt Engle fin forflarte Brud,
Saa himmelſt ſtjon, ſom Døvelige
Det blot at tænfe fig formaae,
Som intet Stovets Sprog fan fige,
Den lidende Gudinde laae.
De taareblendte Dine fræve
En Trøft af Himlen i en Bøn;
Og Luna fyntes fels at bæve
J disſe Speile dobbelt ſtjon.

„Her er jeg Emma!« — i det ſamme

Henrullede den hele Jord
. Bort under fam — van Lynets Flamme:
Han hen i hendes Arme foer —

Og paa den Elſttes Læber døde

Det neppe heelt udraabte Navn,

Mens begges Sjæle fammenfløve

J begges Kys, i fælles Favn.

361

Snart vaagne de; thi Støvet taaler
Ei længe Salighedens Magt;
Til meer end Glimt af Himlens Straaler
Er Dodeliges Syn for. fvagt.
De ſtirre paa hinanden tauſe:
„For evig ſtal vi ſtilles ſnart⸗ —
Omſider bryder Eginhart
Den ſtille, frygtelige Pauſe:

„Skal dine Læber hefte fig
„Paa nogen Andens end paa mine?
„O! hvad er Smerte, hvad er Vine
„Mod denne Tanke: mifte dig?
„For døe min Sjæl i Nattens Skjod,
„J Millioner Plagers Brimmel!
„Thi hvad er Helved? hvad er Himmel?
„Foruden dig er Alting Død!
„Tal, Engel! lad din Trylleſtemme
„J Troſtens egen Melodie
„Med Elſtoos egne Toner hemme +
Mit Mismods vilde Raſeri?
„Siig, Elffte! ſiig, hvad maa jeg giore ˖ —
„Hvad ſtal jeg?“ —

— Flye, min Ven! o flye!

„O Gud! man fan din Stemme here —
«Min Ven, min Fryd, mit Alt! o Aye!. —
— „Dg det ér fra min Emmas Læber
„Den eneſte, den ſidſte Trøft?n —
— »Ak! Eginhart! din Tvivl mig dræber!
„Kom dræb den, Grumme! ved mit Bryft!
" Bliv! — troer bu, a din Emma bæver
„For ſig? nei kun for dig, min Ven!
„Din Fare blot for hende fvæver,

9 aa

262

„Hun, troe mig, føler ene den.

n Dæmp venne Raſen, dæmp din Stemme,

„Af Omhed for dig ſelv og mig!

„Kan Eginhart faa ganffe glemme

„Sin Emma, Kjærlighed, og fig?

„Din er jeg! troe mig, ingen Keiſer

„Skal ftjæle dig din Eiendom!

»Hvi rafer du? Geſandten reifer

n Tilbage did, hvorfra han kom.“ —

— „Og bringer?» — raabte han — „Og —
„Sig ſelv, og nok en Bagatel,

„Din Emmas Nei.” —
Paa Glædens Vinger
Foer Haabet i vor Elſters Sjæl,

Han, en Misbæder lüg, fig flammer;

Han tier, feer forvirret ud;

Af Taf hans hele Hjerte flammer —

Som truffen af et Blik fra Gud,

Han flyrter ned for hendes Fodder,

Og foommer i en Taareflod;

Og Læben zittrer, brænder, bløder

J hede Kys paa hendes Fod.

Oploftet ømt i hendes Arme,
Han lever op 1 falig it — 5
"ME Tvivl og Frygt og Sorg og Harme
Forſvinder ſnart af begges Bryſt:
Det blide Haab i Sjælen gyder
Sin Nectars himmelffe Magie,
Hver Hindring let derved bortflyder,
Hver Fare brufnes dybt ders.

263

J Haandtryk, Kys, og Hjælne Blikke,
Og Favntag, blot af Maanen feet,
De Lyffelige mindes ikke,
At Tiden lyner bort. Med Eet
Den barffe Morgenſtund frembryder —
Den muntre Hane galer — tys!
Man fynes bange, Noget lyder —
Og drukner Angeften i Kys.
Men Emma dog tiſſidſt erindrer,
Ut Tryghed blot er Elſtovs Ven,
Mens Kjærlighedens Stjerne tindrer,
Og ſympathetiſt flyer med den.

„Min Eginhart! mens Alting fover,
„Flye, før Forræderen dig feer!
„Dit Uv, din Emmas Liv, du vover,

„Ved et Minut at tove meer —

„Igiennem Haven, Elſtelige!

„Du ſikker end fan ſmutte væf;

„Lad dette Kys dig mere ſige!

„Tag dette med! og nu, vær kjæek!“ —

Til Vindvet, Arm i Arm, man iler;
Mildt taufe Stjerner blinke ned,

"Og Cynthia fortrolig fmiler

Til deres ſtjulte Kjærlighed —
Men Gud! de blegne! — Begge væffes
Til Helved⸗Angſt, idet de fre,

Den hele flille Jord bedelkes

Med Sløret af en falden Snee.

O! midt i deres Glædes Eden!
O! midt i Haabets ſidſte Havn!

2604

AE! hvad er Salighed herneden?

Nu døe de i hinandens Favn!

Dog nei! — En Morder dem ffal rive
Til Pinsler fra hinandens Bryſt! —
O! hoad vil deres Skjebne blive? i
Nu fmiler intet Glimt af Troſt —

De flirre paa hinanden ftille,

"Og taufe fee hinandens Liig;

Og ingen Taarer mere trille —

Af Angſt de neppe føle fig.

O! rev dem! rev dem! — men. forgjeves
Er Mulighedens hele Magt!

Et Under her til Redning fræves —
Det feer! J Elffende, gi'er Agt!

Mens, Amor liig.1 Pſyches Arme,
Vor Elffer marmorſtille ſtager,
Som livløs, uden Aand og Varme,
Et Lyg i Emmas Sjæl opgaaer.
En Rofe paa hver Kind bebuder
Det hoitidsfulde Øieblit,
Hvori en Tanfe, værdig Guver,
Den Sfjønnes Kjærlighed undfik —
Et Middel, fom, for fiint, at ſpindes
J Hjernen af en Adams Son,
Ved Elffov ene kunde findes
Af Monſtret for det ſmukke Kjon.
„Endnu min Ven! trods Skjebnens Vrede,»
Saa taler hun, „er Alt et tabt;
„Endnu et Middel er tilrede,
„Som Kjærlighed os bliv har ſtabt.
„Fat Mod! din Emma dig flal bære

365

„Tilbage gjennem Sneen tryg" —
„Min Elſtov ſtyrke ſtal min Ryg,
„Og let ſtal denne Byrde vare!
„Snuart bringer jeg big fiffer hen
„Til Muren hiſt ved Havens Ende;
„Du let dig fvinger over den —
„Og mine Spor man fun vil fjende. …,

„Mit Liv! mit Alt! min Lyſt! min Brud!“
Er Alt, hvad han formaaer at flamme —
Mens, hævet af fin Elffovs Flamme,
Let, fom en Engel, hun foer ud
Af Vindvet. Vips! paa hvide Dynge
Hun neden under færdig ſtaaer:
„Min Eginhart mig ei fan tynge!“
Og raſt affted hun med ham gaaer —
Og under: elffte Byrde glemmer
Dens Virfning i hvert fjælent Lem;
Og fine Suk udmattet hemmer,
At ban ftal ikke høre dem.

Mon Sang afbilder denne Scene?
Net, ſtands! og hør gi meer! men fee!
Thi den fortryllende Camene
Kan intet Andet her end — fee.

"… Med dobbelt Reenhed Sneen flimrer
Ved Lunas dobbelt klare Smiil;
Den lyſe Himmelbue glimrer
Med ufædvanlig Xther⸗Ild;
Meer tindrende hver Stjerne blinker;
Og mellem idelige Lyn — -

266

Den ene Sol den anden vinter,
At fee paa dette ffjønne Syn.

Snart Kjærligheds Heltinde bringer
Sin Ven til Havens Ende hen;
Han over Muren frelft fig fvinger,
Og glav hun flyver hjem igjen.

gemte Gang.

Som Vandreren, der mat af Sved
Op over Alpetoppe higer,
Troer, hvert et Bjerg, hans Fod be tiger,
Ham volder fidfte Farlighed ;
Men et ſaaſnart. har. vundet op
Paa Spidſen, før hans Blik opleder
En Har af nye Farligheder
Paa Veien til det næftes Top —
Saa ſtonne Dødelige frem
Igiennem Livets Modgangs Hare,
Og troe den ſidſte der at være,
Hvor blot en ſtorre møder dem.
Mistænf den blinte Lykkes Smile!
Thi tæt ved Roſen Tornen er,
Og Modgangs Storm, o Ven! er nær,
Naar Livets Bølger tauſe hoile.
Nu flumre trygt de begge To:
De drømme fig i Glædens Tempe,

267

Ved Vagt af Kærlighedens Kjæmpe,
J ſikker Fred og falig Ro. ,

O! lav dem flumre! bange Mufe,

Og væf dem et! alt hører du
Orkanen over dem at bruſe —

O Sfræf! — men væf dem ei endnu!

J denne hoitidsfulde Nat,
Hvori fin Seier Amor fronte,
Hvis hele Herlighed fun mat
Den fvage Skjald beftyrtfet tonte —
Mens Alt i Søvnens Arme laane,
Og Elſtov, han og hun alene
J venne hemmelige Scene
Nærværende fig felv fun fane —
Formaaede Carls uhyre Magt
Ham ei paa Sevnens Silkevinge
Den føde Rolighed at bringe,
Som vaagen Fryd oppeier fvagt. |
Bar det én Finger fra det Hoie?
Bar det naturlig Sympathie?
Nok — Emmas Fader intet Øie
Den hele Nat fif luffet 1.

Han ſtod omſider op, og ilte
Til Vindvet, aabned' det, og fane,
Mens Maanen ned i Sneen. frilte,
Miraflerne paa Himlens Blaa;
"Dg tænfte: Carl! hvor er du lille!
Og raabte: Gud! hvor er du ftor!
Slog Diet ned i Nattens Stille,
Og fane Miraklet paa vor Jord.

268

Han faae en lille hvid Figur
En Mand igjennem Haven bære
Ud fra Prindſesſens Jomfrubuur —
O Himmel! hvad mon dette være ?
Med Graadighed han flirred? atter,
Og fif tilſidſt beſtyrſt at fee
Sin Sfriver gjennem Havens Snee
Bortbaaren af hans ffjønne Datter.

Som rørt af Torden flod han der —
Forundring, Summer, Stræf og Brede
Betog hans Sjæl; og meget nær
J Raſeriets vilde Hede
Han havde raabt. Men endelig
Fit Hjernen over Hjertet Serier;

Han rolig atter lægger fig,

Og ſovnlos Sagen overveier:

„Min Datter Emma? — Eginhart? —
„Min Sfriver? og min egen Datter? —
„Jeg Sagens Sammenhæng nu fatter —
„Og dommes maae de, dømmes frart!”

Den næfte Dag bet hele Raad
Af Biſpe, Munke, Capellaner,
Som aarlig for, og drak, og aad,
Og helvedftraffede Profaner, -.
Holdt Morgen⸗, Middag⸗, Aften⸗Bon,
Onbrændte gamle, kloge Ovinder,
Omvendte Gottriks Svigerſon
Og andre Chriſtendommens Fiender —
Det hele hellige Senat
Blev ſammenkaldt, og, ſom det ſommer,

—

269

Andægtig rundt om Bordet fat —
(Gud naade dem, ſom Andagt dømmer )

J Midten Carl den Store fad,
Som Zeus iblandt Olympens Guder:
En vigtig Sag den hele Rad
Et Vink af Keiſeren bebuder ;

Han taler: , Hører mig, J Mænd!

„J Biſpe! Munke! Capellæner!
„Som give Chriſtne Himmelen,

„Og give Helvede Profaner!

„Et Syn i Nat jeg ſtuet har,

„Et Optrin, ſelſomt, uden Mage:

„En Fomfru paa fin Ryg bortbar
„En Mand fra fit Gemak tilbage.“

Det hele Raad ſlog Dine ned
Bed dette Maleri — mens Somme
Bad alt om Himlens Straffedomme
gor flig en Synd — og Carl blev ved:

„Hun gif, nedtynget, dog faa fnart,
„Som om hun gif med Spog og Latter —
„Og denne Mand var — Eginhart,
„Og denne Jomfru var — min Datter —
„Hvad dømmer Kirkens Lov herom?
„Hvor dyb er Bunden i min re?
„Hvad og hvor ſtor bør Straffen være?
„Carl byder — figer Evers Dom!»

O! havde fvage Digters Sjæl
Lidt af den Evne her, ſom talte
Naturens Sprog i hvad du malte,
Guddommelige Raphael!

270

O! kunde jeg tilftjæle mig

Blot nogle Penſelſtrog af hine,
Hvis Sandhed, Udtryf, egne Mine
Forraade, ſtore Digter, dig!

Jeg fulde her en Gruppe male,
Hvis rædfelfulde Hellighed,

Skjondt taus, dog mere ſtulde tale,
End Svada felv at ſige veed.

Electri foer en ſtille Gyſen
Fra Sfjæg til Sfjæg i Raden om,
"Andægtig Sfræf, og hellig Fryſen
J alle deres "Hjerter kom.
Sfjøndt de med Fagter Dommen fælde,
Med Dieloften, Haandſlag, Suk,
Saa tydelig, at intet Muk
Dens Strenghed nodig har at melde,
Dog Keiſeren dem atter bød,
Med hoien Roſt affige famme —
Cen raabte: Sværd, en Anden: Flamme,
Og Hver — og Alle raabte — Død!
Og foldede, fom det fig ſommer,
De fromme Hænder, med et Suf
Mod Himlen, og mod Carl et Buk.
(Sud trøfte dem, ſom Andagt dømmer!)

„Godt!“ raabte Carl, „man bringe frem
„Dem begge, dereg Dom at hore!» —

Affted gane Vagter efter dem,
Og følesløfe dem indføre.

' 271

Som tvende Marmorſtotter ſtaae
De blege ved hinandens Sire,
Og vente begge taufe paa
Den Dodsſtraf, ſom de ſuart ſtal lide;
Og ſtirre ffem — og møde Dod
J neſte Nu med faſte Blikke,
Som ſige fig: o! den er fød!
Thi den adſtiller os dog ikke.

Carl! ſtille ftaaer, og feer derpaa —
Og ned paa Keiſerkongens Kinder
En Fader⸗Taare langſom rinder —
Han nærmer fig, og taler faa:
„Du længe tro har ivrig tjent
„En Mand, min Eginhart, ſom ſtjenner
„Paa Dyd'og Flid, og begge lønner;
„Min Datter og har begge kjendt!
„Vi begge her os nu forene,
„For med en Hertugs Vardighed,
„Og Stat, og Hertuginde med,
„Dig til Belonning at forlene.
„Og Du" — her tog han hendes Haand,
Og lagde den i hang — og fagde:
„O! du, ſom Elſtovs fjælne Baand
„Et Offer ſom Heltinde bragte!
» Modtag den Mand, du nylig bar
„Saa raſt paa dine Slkuldre fpæde;
„Og tænk big, Emma, tidt med Glade,
„At han din Faders Gave var!”

Hvo maler Glædens ſtore Scene?
Hvo har til ſtumme Udtryk Lyd?

272

Hvor er den himmelſte Camene,
Som tolfer navnløs falig Fryd?
Mens pludfelig vakt' op til Livet
De ſtyrte for hans Fødder hu —
Nei! — male fligt blev Ingen givet!
Natur! det maler ene du!

| Med Luft⸗Comedier af Ild,
Med natlig Dag i alle Gaver,
Muſik og Dands, og Maffirader,
Og tuſinde Slags Ridderſpil —
Med al den Valde, Glimmer, Pragt,
Den halve Jords Monark kan give,
Og ingen Muſe vil beſtrive,
Blev Bryflupsfeften nu fuldbragt. —
Og Eginhart og Emma lever”
— Lykkens Sfjød, i Glædens Slum,
Til begges Sjæle fammenfvæved”
Fra Jorden til Elyſium.

273

Theateradminiſtrtoriade.

Eller en ny og

Sandfardig Chronica,

hvori

omftændelig fortælles, hvad paa den lsierlige Klode, den Danſte Skue⸗
plads faldet, dagligen forefalder af Betydenhed for ſammes Regent og
Beſtyrer, den adminiſtrerende Directeur, medens hvert fjerde
Monarchie varer; pan Riim udfat i Sang, og

ſaare lyſtig at læfe

for alle andre Kloders og Rigers
Beftyrere og Monarker, ifær i anardhifte
Staterogenye Republiker.

Begyndt, ſom alt andet Godt, for ſildig af den ſidſte
Theater⸗-Directeur: Herr Jens.

Baggeſens Værker. 1. 8. 18

274

Theater⸗Kronike
for Aaret 1799.

Januar.

Aar Attenhundrede, minus eet,

J hvilket endnu er Intet ſteet,

Jeg Janus Baggeſen fra Korsvber,

Profesſor, og Halvprovſt paa Regentſen,

Bagfjerding af Skueplads⸗Omnipotentſen,

Og adminiſtrerende Directeur

For Maaneden (Forgaars ineluſive,

Og Kongens Geburtsdag erclufive)

Begyndte nærværende Chronica,

Hvori jeg for min Adminiſtrering

Af den mig overdragne Regjering

Regnſtab aflægger, etcetera —

Med Nytaarsonſte til hver sfær

Af mine hoiſtæerede Herrer Colleger,

Exemplet at følge jeg giver her,

Og fortfætte Kroniken maanedlig hver,

Om ikke med andet, ſaa dog med — Streger.
i F *

273

Min førfte Forretning var for Frue Heger,
Og Froken Birouſte, ſamt Jomfru Bed.
Jeg maatte dem Dit og Dat tilfede;
Ny Dragt, ny Dandé, og mindre Skræl
Med mindre Børn, fom mindre græde.
gor Gratier gjør jeg Alt med Glæde,
Selv fmaabitte Børn; men til nok faa ſmaa
Tre lange Maaneder et forflaae, s
End fige, tre fire forte Dage;
De ſpadeſte faft et Aar medtage.

Jeg derfor heller beftilte eet
Hos Blankenſteiner, ſom duede ilke;
Saa vanffabt Barn har jeg aldrig feet.

Jeg maatte til Peer og til Povel. ſtikke —
Omſider et levende blev mig flyet,
Af en Skrædder, der, efter fit eget Tykke,
Det havde faa godt ſom for Rollen fyet,
Og roſte det, fom fit Mefterftyfte.
Jeg lod det paa Proeven ſtrax probere;
Men fandt det, ſom Sfrædderprodufter "flere,
For tykt i Hoved, for tyndt 1 Laar,
For fort i Been, og for langt i Arme,
Og ſtraalende, det fig Gud forbarme,
Og lignende Rungſted paa et Haar —
Det Haar var nof til at fælde Styffet,
Hvis hele Frifur er lidt forulykket.
Jeg maatte mig altſaa om andet fee,
Der funde fig mere mangerligt tee.
(Man Prøven af firaalende Børn betaler,

Som andre Choriſters, med cen Rigsdaler.)
18”

278.

Der endelig bragtes mig endnu eet,
Som neppe jeg løfelig havde feet,
Før mit æfthetiffe Skarpſyn dømte:
Her har vi Subjeftet, hvorom jeg drømte!”
Et fandt Theaterbarn⸗Ideal!
Saa vevert og venligt og vel tilmode,
Som gjort i én Paaſte⸗Perial,
Og født paa en Jule⸗Aftens Bal,
Det Alle mig ogſaa ſtrax tilftode.
J Prøven, ſom firar blev gjort derpaa,
(Den bedſte, jeg end paa Theatret ſaac)
Det røbede fleer Naturens Gaver,
End alle de nye, Theatret haver ;
Vel fandt, fun en Spire, men alt fom faa, .
Meer værdt, end en Ovift med en Due paa.
Det qvæffede, græd, og taug, og loe
Til rette Tid; blev bets Rolle tro;
Men muntrede ffjønfom Sørgeftilen
J Stykket med Spog og uſtyldig Smilen.
Jeg roſte det og af Hjertens Grund,
Beundrende høit dets ftore Pund,
For Faderen Foerfom af piqvere
Til ligeſaa ſmukt at debutere.

Men Glutten overgik langt Papa,
Der ſynes lidt fvag in vi, comica,
Og ligned' i Styffet fan lidt en Franſt,
At Barnet endogſaa ham holdt for Danſt.
Og tilſtod han ydmyg ſiden efter,
At Rollen var over hang fvage Kræfter.
Da Rollen juft ei er umaadelig fvær,
Bar denne Sandhed mig iffe fjær;
Men va den ei heller var ſynderlig moerſom,

277

Bevifer det egentlig Intet mod Foerfom,
En Fyr, fom jeg ellerg fun. det har imod,
At han til Theatret er næften for god.

J ovrigt hvad angaaer dette Stykke,
Da gjorde det blot Emigranter⸗-Lykke;
Man veed, at den famme er 'faare tynd;
Og fige mere derom var Synd.

se i *

Jeg ikke med Taushed fan forbigaae,
At forſte Gang jeg Birouſte ſaae
J liden Entree, ſom, derpaa fulgte;
Thi hvis jeg det ſamme Syn fordulgte,
Saa miſtede denne min Chronica
En ſynderlig Pryd; thi alt det Andet
Er flaut, Hedfommeligt, plat og vandet,
Mod følgende Heiſa! Hopſaſa!

Jeg flov i Parkettet, og, næft Souffleurens,
J bedſte Punkt, for i al ſin Glands
At flue en nymphelig Solo-Dands —
(Den Herlighed er nu Directenrens:
At han i Maanedens Skueſpil
Kan ſtaae, bag Orcheſtret, faſt hvor han vil —
J Dands han Orcheſtret misunder ikke —
De Stakler maae i deres Noder kikke)
Saaſnart man Birouſte fremflyve ſaae
J korteſte Gratiedragt, jeg mindes,
Der ſyntes beſtandig at veſtenvindes,
Hver Faun fig onſtte, fom jeg, at ftaae;
Men felv lidt Faun jeg vel turde findes,
Hvis Alt jeg beffrev, hvad her jeg fade.

278

O! du, fom af alle be tre Gange fre,
Bort ſmagfulde Publicum mecft tilbeder,
Som Alle henriver, fom Povel og Peder,
En lige Fortryllelfe vældig bereder,
Naar Peder og Povel og blot funne fee —
Du vevrefte, letteſte, Mindfte blandt Muſer,
Som letteft af alle Fornuften berufer,
Og fnareft forfiffrer dig Hjerternes Rov,
Paa Grund af -Bevægelfens evige Lov,
Terpſichore! mal mig den deiligſte Pige
Fra Top og til — rigtig, fra Top og til Knæer;
Julie Birouſte — dig ſelo, vil jeg ſige,
Dig ſelv, o Gudinde! paa Benene nær!
Men rafer jeg? lader en Skjonhed i Flugten
Sig male, fom en i en Stol eller Seng?
Man tegner en Høi, og en Lund, og en Eng;
Men Vindenes Flagren, og Skyernes Bugten,
Og Bakkenes Jil, og en Graties Dands,
Man tegner fun maadelig fjer til Lands —
Med her til Lands mener jeg ei blot Norden,
Men hele den øvrige Deel af Jorden.
Jeg derfor ſtandſer Begeiſtringens Elv
Med Overlægs Froſt; hvo mit Syn vil flue
I hele dets Glands, og i lyſe Lue,
Gaae hen, og ſee Juliette felv!

Jeg lod hende nok engang entrere,
Da ſyge Dahléner blev? altid flere.
Dun ene faft mod en Ballet gaaer op.
Jeg om hendes Been vil ikke trætte, —
Jeg fommer med dem ret vel tilrette;
Men hvad jeg et lide fan, er dette:

279

At hendes Sjæl har en dobbelt Krop —
Cen, fom gjør alle de ſmukke Hop,
Og een, ſom ſtaager i Coulisfen flille,
Og aldrig fig la'er fra ben Smuffe fiille,
Paa tredie Sted, "hvor jeg onſtte den
Alt mangen en Pang i Paris igjen.
ak

Om ——— holdtes Noget,
Som Syngeprøve blev nævnt, endſtjondt
Der mere blev ſtraalet, end fjunget kjont —
Paa nogle hundrede Feil mod Sproget,
Omhyggelig ſamled' i en Pjalt
Geburtsdagsvev, Evelina kaldt.

Med Thaarup gav jeg mig til at rage

J denne nybagte Julekage,

Og pille den, ſom man piller Salat.

Vi fandt en Hoben for ſvage Tænder
For haardt, der hverken lignte Korender,
Roſiner, Mandeler, eller Sukkat.
Ved Omragen fandt vi hele Klumper

Af Deigtrugſtorper, og andre Stumper,

Fa Spaaner, og Kul, og Steen, ſtjondt ſmaa,
Dog alt for haarde at bide paa — |
Af ſaadant der var en talrig Klynge,

Der fandelig iffe var til at ſynge.

Imidlertid var det døg nu engang

Rørt fammen efter Sarchini's Klang,
Og Kongen var meldt, han ſtulde ſmage

Paa fin Geburtsdag ben deilige Kage.

— Bi pillede, Thaarup og jeg, ſom fagt
Deraf, hvad Ingen vift havde ſmagt.

280

Bi pilled' i Dage, vi piller? i fem, '
Og blev dog et færdig i alle dem.

Vi pillen? i ſyo, ja, vi pilled' i ni:

Men Sagen blev aldrig for Stene fri.

Jeg taffer min Gud, at jeg flap den re,
Paa Hoihelligdagen den at frembere "
Stjøndt Thaarup, trods Maanedens Slid og Slud,
Og trods Skrædderindernes Slidder og Sladder,
Har Jntet ſparet, for at pynte den ud —
Stjøndt Walterstorff felv dertil ftaaer Fadder,
Og putter lidt Slagémqal og Død deri,
For Tingen at give lidt meer Verdi —
Og virkelig (derpaa tør jeg vedde)
Hvis Noget det fan, vil det den redde,
Og Thaarups romerffe gode Smag,
Der fan beſtaae til den yderſte Dag —
Men trods det Alt, og end fleer Korender,
Trods alle de Daler, den fofter vor Skat,
Trods alfe de Lys, man om den tænder,
Det er og bliver en underlig Klat
Af Kage, hvordan man den ender og vender —
Da maa jeg dog fige, trods Frankenaus Smag,
Den Kage, ieg, forrige Fodſelsdag,
Hans Mafeftæt faa godt ſom forærte,
Bar derimod en ordentlig Tærte.

* ig *

Af Syngeproverne paa den Ting
Jeg gjorde ſom ofteſt et lille Spring
Paa Hoftheatret, hvor Dandſen prøves,
Og hvor lidt Tilføn fan vel behøves.
Der ſtod man og ſtivned' i Timer to

281

Og vented' paa fo Figuranters Komme —

„Det flal betales dyre Domme!"

Jeg ſvoer ved mig felv, og blev Eden tro.

Jeg ffræffomt Exempel ftrar ſtatueerte, ;
Og ſtjeldte paa Thielmann, og Staal mrnllieete

Birouſte dandſed' i denne Seene
En nydelig Solo for mig alene. —
Her fandt jeg i min Adminiſtration
Den hoieſte Herlighed, Lur fan byde:
Som Hoffet og Folfet i een Perfon,
Jeg enevældigen Alt fan nyde —
Jeg lægger mig nemlig, faa lang jeg er,
Paa Hoffanapeen, ſom ftander der;
Og uden med Nogen min Pragt at dele,
Jeg magelig fluer derfra det Hele.
Jeg, der er Objektet for alle Fagter:
Hver Haand og hvert Been er mod mig ftraft ud;
Overt Øie faa fjælent hen til mig fmagter;
Og fort, jeg er hele Theatrets Gud —
Man fpringer, og hopper, og rundt marſcherer,“
Og ender, og vender, og ſtrakker fig, i
Og førir til Toppen, og befilerer,

Og dreier fig rundt, og det Alt for mig —

Og Spørgsmaal, om iffe paa Prøven fiueg,
Hvad Ingen 1 felve Balletten feer?

Her mangen en Taille mindre knues;

Her mangen Bevægelfe mindre kues;

Her Gratier i Negligee fremgaae —

Og Spørgsmaal, om Alle har Burer paa? —
Jeg Sagen engang vil underføge,

Alvorligen, ſom fig før og bør!

282
En adminiſtrerende Directeur
Tillader ſig ei med ſligt at ſpoge.
*

td
Jeg fyringer over en Million

Details i min Adminiſtration:
Over Klager, og For⸗ og Bag-Tiltaler,
Og Refter af løbende Qvartaler —
Over mangen Theater⸗Miß, og Kat,
Der mjavede mig om Dit og Dat —
Over Hanſens Snak, over Nielſens Sladder,
Og Degaards evige Plidderpladder —
Over Knudſens ſorte Melancholie —
Over Madam Birouſtes franſte Vrævlen —
Over alle Statiſternes dumme Kjcvlen —
Og kort: over Alt, ſom der Intet er i.
Jeg gaaer i Beſkrivelſen Meget forbi,
Hvorved jeg i Handlingen felv ſtod file —
, Dg hoilken Poftil blev et for. lille, |
Hvis alt det Krams ſtulde ſtaae deri?
Jeg haaber derfor, at Directionen
Tilgiver mig Streg — over ingen Ting;
Og Streg — over halve Prøvefpring ;
Og — Streg over hele Pyntefonen.
Man flutte juft et derfra til Hul
J Virkeligadminiſtrationen!
En Streg, mine Herrer! er intet Rul.

* * %
— Repertoiret i denne Maaned
" Af Frydendabl ffræffelig blev forhaauet.
Hvad det mig fofted? for Bryderi —
Tre Aarfager lade mig fpringe forbi:
Den førfte: jeg fan det ei beſtrive —

283

Den anden: jeg altfor befferen er —
Den tredie: hver Directeur ifær

Veed, hvilfet Himmelens Under det er,
At efter det Helvedes Kryds og Ovær,
Det voldte mig, jeg er endnu t Live.

Saa fom ben fyttende ——
Med Fanden løg, ſom den gjerne pleier,
Med, nye forbandede Hurlumheier,
Og gjorde, ſom flere, mig reent til Nar.
Dens Byrde faldt mig faa tungt paa Naffen, "
At, med Matrofen i hiin Orkan,
Jeg, tordnende, bad den Onde tå'en,
Og ſparke den ud af Almanakken —
Thi ſtedſe briſter hvad alt ei braft,
Et Miniſterium, eller en Maſt,
Paa denne uſalige Dag, hvorpaa
Bor Verden vil fiffert engang forgane.

gor denne Gang traf den fun Souffleuren —
Men, ſtjondt fligt Slag er et Fluefmæf,
Det indjog dog en forfærdelig Sfræf
F "adminiftrerende Directeuren.
Thi Skueſpilbaaden blev derved læf.
Dens Hul et ſtoppes, fom i en Slude,
Med bare Fleſt eller gamle Klude.
En levende Prop maa puttes 1,
Hvis ei, er den hele Seilads forbi — .
Ya flig en Prop maa, paa min re,
Endogſaa meer end levende være:
Maa funne læfe baade Prent og Sfrift,
Maa kunne pasfe paa mindſte Vift,

234

Maa funne høre, maa funne fee,
Og fledfe dog bare fig for at lee.

J Prøven paa Barnlige Kjerligheden
Forſogte jeg Oehlenſchläger; men
Af Hullet han fnart ſprang op igjen,
Og Roſſing kjarlig fprang ned ifteden,
Men dermed var ene, Prøven klar. —

Jeg fhrev til Sonnichſen (hæs han var)

Jeg ſtrev tilt den ſelvdimitteerte Hasfing,

En Blæfer, hvis Tab mig i Hjertet ffar,

Og fom jeg i Alt har meget fjær,

Paa Bortebliv'net og Navnet nær,

Hoor Intet rimer fig paa, degværr? !

Undtagen to tredie Deel af Waſhing—

ton — hoilket faa godt ſom Intet er.

(Stam ſtulde dog alle ve Fædre faae,

Der deres Børn lade døbe faa,

At Intet fig rimer paa deres Navne!

Af Daaben dog hoſtedes noget Gavn,

Hvis, med Formularen, ben Lov blev givet:

At hvert et Fofter i Kjøbenhavn,

Som vordede Kirkens Skjod indlivet,

Dog burde fave et rimeligt Navn.
Men theologiſte Faculteter

Sig bryde kun lidet om os Poeter —

Det egentlig og er Foraldres Pligt

Langt meer, end deres, at fee paa fligt!

Hvor mangen en Fader har filt derved

Sin Søn fra al Udodelighed,

At han ham i Daaben et Navn lod fane,

285

Som ſelo ikke jeg fan rime paa,

Der dog fan rime paa felve Fanden

Saa godt fom fan felv eller nøgen Anden!

" Sfær burde Litteraturperfoner,

Fra Sangerſter af indtil Pyntekoner,

Fra den, der fonfflerer fra Pindi Top

Ned ad, fom Apollo det ffal gjøre,

Til den, der foufflerer fra neden ad op,
Med Navn i det mindfte Noget gjøre,

Der gav og om Muſers Konſt et Vink!

Da lover jeg mig vor falig Link,

Der rimede godt med Svink, og Hint!
Da lover jeg mig vor gode Zinck,

Der rimer med ham, og paa Tydſt, med Trink!
Und klink! mein Brüderchen! kling! fling! klink!
Og ellers for Reſten er meget flint

Jeg ſtriver ſtagende, lidt paa Skree —
Hvis Parentheſen for langt er rullet
Paa Sfrivpapirets den glatte Snee,
Og Stregen derved, fom let fan ſtee,
Er fommen en Smule for langt fra Hullet —
Skyd Skylden for det, ſom for mcer, min Fa'er,
Paa bandſatte fyttende Januar!
Jeg lider desuden meeft derunder;
Viſt Ingen i Verden har mindre Stunder
Til lang Parenthes, end en Directeur,
Der, medens han ſtriver om en Sonffleur,
En Time før Styffet, der maa fouffleres,
Skal Kongen og Folfet prefenteres,
Endnu har Ingen at ſtole paa,
Og Een dog endelig have maa.

286

Der flod jeg,. og tabte Mund og Næfe,
Yen, Blæk, og Papir, og gode Ord —
Den ei funde Skrift — Den Prent ei læfe —
Og Ingen Muſik — og Alle hæfe —

Og Tiven afſted, ſom Fanden foer. |
J min Fortviolelſe vift jeg troer, ,
Jeg havde forføgt det, felv at blæfe —
Da endelig hørtes Noget hvæfe,

Og Sonnichſen mig imode foer —
Jeg foer ham imode ligeledes,

Af Glade vidſte jeg ei at ſtedes:

Jeg næften gif reent fra min Forſtand,
Dg vilde favne den gode Mand —

Men Skjebnen maatte det fan juſt vende,
At Froken Birvufte fod næft derved,
Og i Henrykkelſens Heftighed

Iſtedet for ham jeg favnte hende.

Jeg derfor ſyttende Januar

J min Almanak benaadet har.

*
*

JBarnlige Kjærlighed meeſt mig hoved”
Den forfte Scene, hvori blev fovet.
Den Digter, ſom ikke begribe fan,
Hvorledes hiint Xgteſtab gif an
Imellem den yngſte blandt Huldgudinder
Og Sovnens Gud, det forklaret finder,
Naar her i den flumrente Frydendahl
Han feer den ſamme Herr Guds Rival.
J hele min Maaned var denne Scene
. Den ſtjonneſte? Mener jeg det alene?
Om *Frydendahl turde jeg ellers mene,

287

Han ſikkert blev flor i adfitllige Fag,
Hvis ſo ve var noget mindre — Sag.
%

Skjondt Stippere meget ig udbaſuunt

Om Polenes Kuld, i hois frosne Pole

Man let lober Fare ſig at forkjole;

Saa troer jeg det dog paa Spitsberg luunt,

Mod Kulden paa Kongelig Danſke Theater,

Hvor evige Trækvinds Jis⸗Pasſater

Igiennemſtryge, ſom Syl og Preen,

Coulisſer, og Skjorter, og Laar, og Been.

Jeg ſtod faa længe med blotte Kjole,

Foruden Pels, opg 1 bare Skoe,

Paa Højre eller Venſtre af de to

Min comiffe Klodes folde Pole,

At jeg paa Halfen en Svindfot fif,

Med Snue, med Hofte, med Krampe og Kolik,

Hvorved jeg fvandt hen, fom Sol for Duggen —

(Jeg mener ben islandſte Dug eller Slim,

Som ellers man ogſaa falder Riim)

Og troede min Død mig vis i Gluggen —

(Jeg haaber, at Directionen ef har

Forglemt, at Glugmaaned er Februar)

J Chriſtmaaned funde jeg ei krepere;

Thi for at døe, maa man gaae i Staae,

Og jeg i nærværende Maaned maa,

Perpetuo mobilis, mig movere.

Tilſidſt en erfaren Mand paaſtod,

Min Svindfot var intet Andet, i Grunden,

End Skueſpildampen, man faner i Munden,

Og fom man fan falde Svineſod. —

238

Nu hyppe fig mine Forretninger faa,
At det er ikke at tenke paa
Dem Efterverdenen at levere,
Ved her dem paa Riim at protocollere.

Hvert Stof til — være fig hvilfen — Form,

Bli'er utaknemmeligt, reent udueligt,

Og Skjonhedsverket deraf umuligt,

Saafnart Materien bli'er enorm.

Man lettere træffer ud, end ind;

Og lettere faages en Suppe paa Pind,

End Pind af Suppe, felvy nof faa megen —
Naturen, der dog vel er mindſt forlegen

J plaſtiſt Dannen, ſom er den egen,

Tidt finder for meget Kjod til Kind;

Og nodes til, ſelv ſig at forplumpe

Saa ſtarkt, at; Anfigtet bli'er til Rumpe.
Jeg har Natur⸗Epopeer feet

J Dame-Cirfler, endog ved Hoffet,

Hvor Mund og Næfe gif ud 1 Cet,

Og ene ven Overflod af Stoffet.

Jeg felv har ſtrevet en Opera,

Der, havde jeg taget i ſammes Fabel

En fem, fer, fyvende Dele fra,

Maaſtee var bleven i Form pasſabel.

For meget er værre, end for lidt, og fort:
Bor Herre felv Verden et havde gjort,

Hvis Chaos havde ham været for ſtort —
Jeg derfor det Gjorte vil et berøre,

Før jeg faner noget mindre at gjøre,

Og Kroniken ſmukt henlægge vil,
Til jeg faaer lidt mindre Stof dertil.

289

Jordens Sjærlighedsbiftorie |
eller

Uarstiderne.

Ung og ſtion, med yndig Blomſterpragt
Smilende, fon efter Almagtsblivet,

Da hun førfte Gang ſprang frem til Livet,
Gik i Vaarens hulde Dragt -
Gjennem lette Taagers ſpredte Vrimmel,
Frem af Natten under aaben Himmel
Froken Jord,

Hilſt af ſamtlige Planeters Chor.
Trippende faa peent med fin Laterne,
Fulgte hende Fjed 1 Fjed

Hendes lille Jomfru Terne.

Fra det Fjerne
Sltirred' paa Spadſeregangen ned,
Mangen flor og lille Stjerne
Meer end gjerne ;
Men i al Uſtyldighed.
Baggeſens Varker. 1. B. 19

290

Kort fun var hun fremſpadſeert paa Veien
Barnligmunter, venlig, mild og from, .
Med beftandig Hilfen, Smilen, Neien —
Ofte feende fig om
Efter Ternen,

Som beftandig fulgte med Laternen,
Om hun kom?

"See! da nerme fig i Morgenrede,
Svævende paa letbevinget Fod.
Hendes ſtille Gang imøde,

Kri og frank, og fro, og, ſom det lod,
Fuld af Munterhed og Mod, .
Krands om Skuldren, Blomſterkoſt paa Hatten,
En elffværdig Ingling hen'mod atten —
(Foraar hed det unge Blod)

Med en artig Hilfen, og med Blikke,
Som hun egentligen et forftod,

Men fom dog mishaged? ikke,

Bad han, hende ræffende fin Krands,
Om en Dånds,

Med den venſtre fpillende paa Sivet,
Mens den hølre flyngte fig

Pludſelig

Den Uftyldigrodmende om Livet —
"Og hun flog det lyfe Die ned,

Mens den hulde Barm begyndte flige,
Bange næften for den underlige
Hjertets føde Folelſe derved —

Dog fortryllet ſnart af Krandſen,
Sodt beruuſt af dens Violers Duft
Og af Floitens Hvirvelluft

Modſtod hendes Zittren iffe Dandfen,

291

Engang rundt omfvungen i hans Arm —
Til hun endeligen ſvimmel,

J en fjælen ukjendt Himmel

Hovirvl't omkring

Med beſtandig heftigere Sving,

Mat af Lyft og uden Aande,

… Længfelvarm,

Daanende, fom i vellyſtig Vaande,

Sank til Ungerfvendens Barm.

Fra bet Fjerne

Blikte med Nysgjerrighed hver Stjerne,
Nærmere, paa Tæer, lempelig

Lifte? fig

Hendes Terne,

Med den halvudſlukkede Laterne,

For at ſee,

Hvad med hendes Froken i al Verden
Vilde Hee?

Hvordan Enden blev paa denne Farden,
Og Forklaringen derpaa?

Søde Smaa!

Vil J vide den? Her er den:

Af den hele ſode Tummel nys.

Blev et Lys,

Neppe tryft den Yndige paa Munden —
Var Forføreren forfvunden.

Froken Jord, ſom Foraarsbrud,
Maed fin Krands i Haaret, væn og prud,
Grad ſaa ſaare —

Sfjønnere med' hver en modig Toare —

19*

292

Hvor hun ſaae velfignet ud
Denneſinde!

Op til Solen blikte hun ſaa mod,
Som i Blinde,

Halv ſom Barn, og halv ſom Elſterinde,
Uvis ſelo, paa hvilfen Fod

Det med hendes lille Hjerte fod,
Uden ret fig i fig felv at finde.
Snart hun græd, og fnart hun log,
Vexelviis bedrøvet, frø,

Morende fig med at binde

Krandfe "med hvert andet Nu,
Som fun atter rev itu,

Medens hun lod fine Taarer rinde.

See! da fleg fra Luftens Wthertinde
Med + Lunden, hvor hun fad i Løn,
Fyrig, overvættes fljøn,
Hoi ˖ og herlig, Solens anden Søn —
Sommer hed han. Med de BliÉf, hvis Straaler
Diet i fin Vellyft neppe taaler,

Og fom tørrer alle Taarers Flud,
Narmed' fan fig, liig en Gud,
(Triumpherende, fom alt i Havnen)

Den forladte Vaarens Brud —
Og — fun fanf ham fnart 1 Favnen.

Bryſt ved Bryſt,
Mund paa Mund, med Elſtovs hele re
Og med hidtil ufolt Lyg
Kryſtet i hans Inglinggarme,
Roſenknoppen blev til Roſe kyſt.

293

Rthergyldne Luer floge ſammen

Over deres Hjerters Flammen,

Og det ſtedſe brændendere Lys,

Blev ei denne Gang en flygtig Klæben
AF et Rektarblad paa Læben,

Atter viftet hurtig bort, ſom nyd;

Men en navnløs ſalig Længfels Stræben
Til en dobbelt Himmel — Tys!

J vet Fjerne
Stjulte fig beſteden hver en Stjerne,
Og vor Terne,
(Sfjøndt hun titted' ellers gjerne)
Gik en Smule bort med fin Laterne —
Haabende jeg veed et hvad
Af den lange Gammenfomft 1 Lunden,
Og i Grunden
Hjerteglad
Ved at ſee ſin Froken blive
Hvad hun ſelv engang og blive gad.
Ogſaa blev fun — vil man vide hvad?
„Brud for Alvor, fom man fan formode,
„Surrt med hendes Brudgom ægte Du?“
at! ode! .
Nei! ſelv ikke det engang endnu!
Neppe — flulge man det ei forfværge?
Neppe følte hun i Løn ,
Elſtovs hele Salighed, faa fljøn "
Som ben drømte hendes Jomfru⸗Bon,

For den feterrige Solens Søn

Alt var over alle Bjerge.

294

Froken Jord — i Hjertet nu den Braad, v
Som bedraget Elſtov Fjender,
Lynte vilde Blik, vred Hænder,

Hulkte, flød aldeles hen + Graad —
"Bel i disſe Smertens Raſerier

Ei ſaa tryllende, ſom forſte Gang,
Da hun grad ved Nattergalens Sang;
Men dog altid yndig, liig en Engel,
Og, om ikke ſtjon ſom Roſens Knop,
Dog ſom Roſen, der ſig lukker op,
Paa fin trindtbetornte Stængel,

Naar den ſpreder ud fin milde Dut
J den aftenrode Luft.

Da ven førfte Storm i. SENDES —
Lidt fig havde lagt,
Og hun høit og helligt i fin Smerte
Haode fluttet med fig felv den Pagt:
Ingenſinde
Meer af Skinnet ſig at lade blinde; |
Men for alle nof faa linde,
Milde, varme, fjælne Vinde
Vel at tage hvert fit Blad i Agt —
Saae hun frem paa Veien mod fig age
Med fer Hefte, hver med Top,
J Galop,
Rundt omringt af en bevinget Trop,
Fulgt af andre, hop, hop” hop!
J et Optog uden Mage,
En anſeelig Herre, vel ven Magt,
Klæedt med Smag, og lid mød Bragt!
Guld eg Veſten —

295

Noget folbrændt, men vet fmuf for Reſten —
Trods et enfelt graaligt Haar, i
Mand endnu i fine bedſte Aar.

Sele Veien var en Larmen

Rundt om Karmen:

Af de mange Rollinger, ſom ſprang,

Naar han kaſted' ud, og raabte: „fang!
„Rbler! Pærer! Kirfebær! og Blommer!
Og ſom, mens de fyldte deres Lommer,
Raabte lydt med Glædens egen Roſt:

Tal velfignte, gode, rige Høft!

Da han FrøfPnen fane med fin Pernille,
Holdt han flille,
Steg af Vognen — bod med But
Hende tage Plads i famme,
Venlig, men foruden dybe Suk —
Uden at forraade mindſte Flamme
Med det allermindſte Muk.
Her er, tænkte hun, viſt ingen Fare!
Synderligen, da hun ſaae
Sidde paa Forfæbdet alt en Skare
Søde Smaa.
Træt af Gangen altſaa fleg den Hulde,
Loftet i hans Arm,
J den næften allerede fulde
Gyldne Karm.
Han lod fjøre langſomt — og i rolig
Underholdning, der blev ſnart fortrolig,
Steg hans Tales fledfe flegne Gang
Om et Venſtab, evigen det ſamme,

Hoit ophøjet over Elſtovs Flamme —

296

. Til Begeiftring — og tilſidſt til Sang.
Lutter Andagt forft, og lutter Dre,
Smeltet hen 1 Sympathie,

Blev og hendes Stemme Melodie —
Og tilſidſt Samtalen Harmonie.

Raſt, i meer og mere deiligt Fere,.
Rundt omfvævet af en Engletrop,

Lod Velſignelſernes Spreder kjore
Frem igjen i ſuſende Galop;

Over Marker, Enge, Haver,

Strodde det bevingte Chor
Overflodighedens rige Gaver

J den gjæve Brudhjemforers Spor.

J det Fjerne
Saae den hoitidsfulde Fart hver Stjerne —
Og bag efter løb med fin —
Raſt og let,
Aldrig træt,
(Thi den løber godt, ſom løber gjeme)
Frydbevingt den trohengivne Terne —
Sikker paa, |
At det nu til Altret vilde gane,
Og at de ven Kirfen, ſom der lage,
Skjondt lidt ſilde,
Snart paa Bredden af den nære Fjord
Holde vilde.

Wen — o Skrak! v Jammer! — Frøfen Jord
Steg af Voͤgnen ud paa Sandet
Tæt, ved Vandet,
Bleg, fom Døden, mat, og uden Ord —

297

Haaret løft, forgrædt, med Blikke,

"Der fun flirrede, men ſtued' iffe —
Selv lidt mager, og med visſe Træf
Mindre runde,

Som i Speilet man gad ſtirre væf,
Hvis man kunde —

Kort: med nogle Tidens Ar,

Og ei meer ſaa deilig, ſom hun var.
Ak! den Brudgom, ſom i huldt bonhorte
Længfler i Galop til Bryllup førte,
Laae,

Midt i Haabets Ruus og Frydsalarmen,
Dagen før det ſtulde ſtaae,

Død i Karmen.

Froken Jord, nu Hoſtens Brud,
Stirred' vildt i Havet ud .
Med forvirrede, med ſtive Blikke —
Vilde græde — kunde længer ikke:
Blodet felv i hendes Aarer frøg —
Over en Taare blev Kryſtal 3 Binden,
Perlende paa blege Kinden,

Medens hendes Hjerte ges —
AE! vet blev faa mat i denne Gyfen!
Længe. VPulfen. iffe flog.
Dog, med Tegn til Liv, et Gut fun drog
"F et Smiil,
… Da med Jil

Hendes bange Terne Lygten —
For at bringe dette Liv til Nyſen,
Dels ven Pirren af det nære Horn,
Deels formedelſt Lygtepraaſens Lyfen,

2098
Ved at ſnuppe den et lille Korn.
BVålt, hun til fig felv vel kom tilbage;
O! men fun til Jammer og til Alage:
Dagens Lys var hende reent forhadt —
Solen, hun bad flye, bonhorte hende,
Og løb bort til Verdens anden Ende.
Saa — fortvivlet, og forladt —
Ene fulgt af hendes Terne,
Og af andre Kloder i det Fjerne,
Der gad vidſt hvad der af hende blev,
Stod hun paa Naturens Overdrev —
Blot den lille Stjerne nær ved Polen
Troede ſtivt,
At hun dog tilfidft blev givt.

Af! men foundet var med Solen
Hendes Skjonhed, hendes Liv,
Hendes. hele Tidsfordriv — :
Alle de ſmaa Blomſterbreve,
Hendes utro Tre til hende ſtreve,
" Hvert et Blad, og hvert et Glemmigei,
Alle deres deilige Foræringer
(Lutter falffe Kjærlighedserflæringer)
Smed hun hen paa den alfare Bet —
Krandſen, fom til nu hun havde baaret,
Rev hun utaalmodig fig af Haaret,
Kaftende den i en Elv —
Og, faa godt fom nøgen, og i Blinde,
Løb hun rundt omfring i barffe Vinde,
Næften ude af fig felv —
Indtil endelig i Tante,
Da hun ſaae fig om,

299

Ved at fee et Klofter paa en Banke,
Hende Nonne⸗Sloret kom.

Alt paa Veien til bemeldte Kloſter,
Da hun alt

Af de tørre Bær et Paternofter,

Hængt om Armen, havde talt —

Og, ſom Nonne, fvøbt fig i den forte,
Skal man ſige: Uldſark eller Skjorte,
For at offre hendes Frokendom

Inſtitutet i det chriſtge Rom;

Som hun gif 1 Glimt af Aftenftjernen,
Ved det blege Maanſtin af Laternen,
Stille, taus, fom til fin Grav —

See, da fremſtred over Land og Hav,
Hendes Hengang til de Døde,

Net ſom et Gefpenft, imode

En ærværdig Olding ved fin Stav.
Vinden ſuſed' i de hvide Loffer,

Som i Sneens tynde Flokker;
Stjæggets frosne Tappe rakte ned)

Over Bryftet til hans Belteſted:
„Smukke Froken!« raabte han, „ſtaae ſtille,
„Gaae dog ikke denne Vei!

„Hois Jog Alle big bedrage ville,

„Som bu feer mig her, jeg vil bet et.
„Laan mig fun et Oieblik dit Øre!
„Skue mig op i Øiet frit!

„Seer jeg ud fom En, der vil forføre?
„Lad os fnaffe ſammen lidt,

„For du gjør paa Vet til, Glædetgraven
„Hiſt i Nonnelloſter⸗Haven

300

„Videre bet mindſte Skridt!

„Megen Fryd dig Livet end vil byde;
„Mangen Glæve fan endnu du nyde —
„Sode ſtjonne Lilievand!

„Du har nødig en erfaren Mand,

» Som paa Reſten af din Inde,

„Naar de lange Aftener begynde,

„Kjcelen veed at ſpare med Forſtand —
„Bryd dig ei om Stjægget og dets Eg
„Stakkel! du far ingen Kappe;

„Hyl dig I min Pels her i min Arm!
„Den er ei faa magelig og prægtig;

„Men bog vel faa luun og tryg og mægtig
„Som en filfebolftret gylden Karm! -
Kom, bu ſode Glut! lad ei dit Hierte
„Fryſe til i eenſom Smerte,

„Varm det op igjen fer ved min Barm —
Uden er den fold, men inden varm!“

„Nei! jeg fan, jeg vil ei længer elffe —
„Nei! jeg fan, jeg vil Jer aldrig troe —
„Bort 3 Mandfolk! 3— ev? alle velſte,

„Naar det gjælder Elſtov!“ —

„Elſtoo?“ loe,
Hoit den Gamle — hvem vel tænfer
„Her paa Elſtov? Vinter hedder jeg —
„Alſtens Elffov jeg dig gjerne ſtjenker,
„Over min du og fan flaae en Streg!
Xgteſtab er hvad jeg har i Sinde:
Bliv fun bare min Fru Gemalinde,
„Og jeg bli'er paa Stand bin Herr Gemal!
See, fig nærmer hiſt til din Betryggelſe

301

Ret, fom faldet, Præften Boreas!
„Hor' du ilke med en Slags Ophyggelſe,
„Midt i din betænfelige Summer,

„Hvor han os imode brummer

„Vielſens hoitidelige Bas?“

Vor Veſtale,
Enten faa hun peb nu eller fang,
Maatte fee den Gamle nof engang
Op i Øinene, hvis Solverblikte
Hun juſt ikke
Fandt fatale,
Fulde temmelig endnu af Ild,
Der var iffe brændende, men mild.
Da hun havde lidt betænft fig, lagde
Gun med Cet fin Haand i hans og ſagde:
„Slag ba Pelfen om mig i en Haft,
„For jeg mig betænfer alt for længe!
„Uden Elſtov nemlig — det flaaer faſt!
„Og naturligvis, hvad angaaer — Senge,
„To —
„Vil jeg være dig en huld og tro,
„From og huslig, ſtille Gemalinde!“
Snukked' — ſagde det — og krob deri —
Nemlig ind i Pelſen .-.

J bet Fjerne

Studſede ved dette Syn hver Stjerne
Og ben lille Mø med fin Laterne,
Lyfet i det ſamme fluftes i,
Neppe fine egne Pine troede,
Da hun ſaae

302
Med den Gamle hendes Froken gane
Hen til Brudeffamlen med det Gode —
Hvor lidt koldt naturligviis,
(Da juſt Skamlen var af Jis)
Men desmeer alvorligt, med en Tale,
Der igichnembruſte Fjeld og Dale,
De blev? vied' — og meget fnart
Alting klappet var og klart.

„Hvordan det faldt ud?» — J føde Poder
(Af vet fmuffe Kjon forftaaer fig; thi
Svar paa Drenges Spørgsmaal mine Ni
Aldrig fig indlade i)
Hvordan det herefter gif vor Moder
J fit Xgteſtab? hvordan det ſtaaer
End ben Dag i Dag med den Forening?
(Det er udentvivl Gert Sporgsmaals Mening)
Herre Gud! bet gif og faner,
J — fom aftalt — tvende Senge —
Som det i de bedſte Huſe gaaer
Langt om længe —
Som i Fior, faa i Aar.
Han er et at lafte, hun at roſe —
Hun er ftille, han er Fod i Hoſe —
Hun er huslig, han er Ben af Fred —
Af og til bier hiſt lidt murret,
Her lidt kuurret;
Men, ſom ſagt, tet gaaer — og varer ved.
„Er hun da den Gamle huld — at fige:
„Har hun Godhed for ham — og deslige? —
Veed jeg det? — Hun falder vel iblandt
Lidt i Tanker, fidder tang og grunder,

303

Gværmer — drømmer ſelv imellemſtunder
Om be Tre, fom fom, og ſvandt —
Sladdrer ofte med fin Terne,

Som fortæller, og fom hører gjerne,
Til langt ud paa Natten — — men
Trods dog alle disſe Drommerier,
(Som den Gamle kalder Poeſier)
Huld nu, eler iffe huld,

Er og bli'er fun reen, ſom Guld.
At hun er en ſtadig Kone vorden —
At de ere begge To

Menſtre pan Beftandighed og Tro,
Fole vi — færdeles her i Norden.

304

Unmærfninger
til forſte Bind.

— — —— — — —

1. Forfatterens Liv og Lcuncet af hans Fætter,
S. 1. Uagtet. man, faameget muligt er, tager Henſyn til den
Tid, hvori en Fortælling eller et Digt er fremftaaet eller udkom—
met, og denne Fortælling ikke cr den ældfte, meddeles den Dog
ført, paa Grund af deng Indhold. Med denne Fortælling be:
gyndte ogſaa Forf. fin Samling af Ungdomsarbeider, fom
udfom i 1791. Senere er den iffe udgivet af Forfatteren paa:
ny, og favner Derfor paa enkelte Steder den finere Politur, ſom
han ſtedſe føgte af give fine Arbeider, naar de paany traadte
frem for Publicum.

Vet til denne Fortælling af Forfatteren vedfoiede Meal:
Regiſter er udeladt.

2. Poeeſiens Oprindelfe, S 31. Optaget efter denne
Fortællings tredie Udgave i »Eventyrer og comiffe Fortællinger,
1807. Førfte Gang udfom den i 1785, fom den førfte at
de „Comiſte Fortællinger”; anden Gang i Ungdomsarbeiderne
1791, med mange Forandringer og under Overffrift »ODins
Reiſe til Dovre, eller Poeſiens Oprindelfe. + i

»Göthe, S. 59, 3 førfte Udgave flod Voltaire, og i anden

. Udgave Wieland. ;

303 ;
3. & atten, eller Kjærligheds Triumph, S. 60. fter
Udgaven i 1807 , aldeles omarbeidet ſiden den førfte Udgave i
1785, under Titel af : Katten, eller Elftovs Magt.

4. Jeppe. Et fjællandø Eventyr, S. 76. Efter Udgaven
i 1807. Den førfte Udgave er ligeledes fra 1785, men ikke
forandret i nogen væfentlig Henſeende.

*Nachtigall, S. 93. 3 førfte Udgave ſtod Navnet paa en
til den Tid befjendt Dandſer, Veile, iftedetfor Navnet paa
hiin, fenere berømte Lærer i Gymnaſtiken.

? Mira, &. 106, Iſtedetfor denne foranderlige Stjerne nævnes
i førfte Udgave Saturn.
" . FBrandens Autor, S. 112, Herunder forſtaaes ben bekjendte
ig til Beffrivelfen af Kjøbenhavns ftore Ildebrand i 1728,
C. F. Reiſer.

5. Det fortvivlede Mord, S. 141. Denne lille For.
tælling er allerede optagen i Ribers førfte Samling af Poeſier,
fom udfom i 1785, og er ſaaledes ct af de aldſte af Forfatte⸗
rens comiſte Digte.

6. Conſtance, eller Amors Hevn, S. 145. Efter Ud⸗
gaven i 1807, Der er liig den i 1791. Forſte Gang udkom
denne Fortælling 1785, i Minerva.

7. Kirkegaarden iSobradiſe, S. 163; 8. Orpheus
og Eurydice, S. 168; ſamt 9. Drommene, S. 171, ere
Fortællinger, der alle hidrøre fra Perioden imellem 1785 og 1787,
og hvis anden Udgave er fra 1791, famt tredie fra 1807.

10. Kallundborgs Krsnike, eller Cenſurens Oprindelſe,
S. 175. Efter Udgaven i 1807, der, paa Smaating nær, er
liig den fra 1791. Den førfte Udgave er optaget 1736 i Nis

g 306
nerva, og den førfte eller anden Udgave er overſat paa Svenſt af
Bergstrom: ”Kallundborgs Crenika, eller Censurens Up-
hof”, Stockholm 1792.
J ven førfte og anden Udgave findes * Efterſtrift:
„Hiſtorien vift lære fan Enhver,
„At vi har Tryttefribed her;
„For Reften feer jeg iffe, paa min Ære!
„Hvad Andet man af famme fulde lære!”
Men denne Cfterffrift bar Forf. udeladt i 1807.

11. Ja og Nei, eller Den hurtige Frier, S. 197. Efter
Udgaven i 1807. Førfte Udgave er fra 1736 i Minerva, oge
anden fra 1791. Denne Fortælling har Forf. udgivet i 1803
paa Tydſt: »Ja und Mein, oder der fur; angebundene Freier.
Eine ſcherzhafte Erzaͤhlung.“ Gee: „J. B.'s poetiſche Werke in
deutſcher Sprache, 5ter Th.“

12. Thomas Moore, eller Venſtabs Seier over Kjaerlig⸗
hed, S. 217. Efter Udgaven i 1807. Den ældre Udgave er
fra 1791, og den ældfte fra 1785 i Minerva.

"Thomas Moore, S. 221. Under bette , glimrende Navn”

har Forf. upaatvivleligen tænft fig Navnet paa Englands
berømte, Kantsler, under Henrik VIII, uden at ahne, at det
fenere ogſaa vilde glimre fom Navnet das en af —
ſtorſte Digtere.

13. Døden og Doctoren, eller den forte Peſt, S. 228.
Denne lille Fortælling fremtraadte forſte Gang i Minerva, og
derpaa, endnu i famme Aar, 1791, i Ungdomsarbtiderne, ſamt
fenere i Comiffe Fortællinger 1807. Ifølge en ſtreng chronologiſt
Orden burde denne Fortælling have været optaget efter Den
paafølgende.

»Thesſen, S. 228. Navnet paa en fongelig Stuefpiller, fom
tog det meget ilde op, at fee fit Ravn anbragt her. J Wo:

307

gaven for 1807 ſtaager derfor iftedetfor „vor ſtore Thesſen“:
nen gammel Sanger", hovilfet Forf. neppe felv har anſeet
for en Forbedring.
fr S. 229, var den Læge, der, liig Winslow, S.
„ havde bragt Livets —— til Digteren og hans
SER Is:

14. Emma. Et romantiff Eventyr, S. 235. Dette Digt
er ct af Forfatterens tidligfte Arbeider, og er førfte Gang trykt i
det literaire Tidsſtrift Minerva for 1786 og 1787, fom dengang
vedigeredes af Pram. Det ſynes at være paubegyndt under Ophol⸗
det i Kjøbenhavn i Sommeren 1786, og fortfat i den paafol—
gende Vinter, da de tvende førfte Sange ere optagne i November
1786, og de trende fidfte i Februar, Marts og April 1787.
Digteren fatte felv, og med almindelig anerkjendt Ret, megen
Priis paa dette Digt, hvorfor han ogſaa oftere faldte fig efter”
famme: Emmas Sanger. Dets anden Udgave var i Ungs
domsarbeiderne 1791, og dets tredie Udgave i Comiffe Fortæl:
finger 1807.

15. Theateradminiſtratoriaden, S. 273. For:
fatterens eneſte Udgave af dette comiſte Fragment er fra 1807;
men fom ct Uddrag af en i Januar og Februar 1799 ført
„Theater⸗Calender⸗ paa Vers.

Frydendahl, S. 286. Digteren har i fine Theaterkritiker,
flere Aar ſenere, fuldkommen anerkjendt denne Skueſpillers
ſtore Vard.

16. Jordens Kjærlighedshiftorie, eller Aarstiderne,
S. 289. Denne Digtning er fra en endnu ſildigere Periode og
er af Forfatteren iffun udgivet paa Danſt i Paaffenummeret af
Skuddagen, der henhører til den Samling af Literaturblade, ſom
gorf. udgav i 1814. ;

308

Nogle Aar tidligere udgav Forf. dette Digt paa Tydſt: »Die

Jabryseiten« (Poet. W. Ater Th.) i hang »Hedeblumen-, Am—
Serdam 1808; og Derefter af domme var det danſte Digt en
Dverfættelfe efter) det Tydſte. Imidlertid ere i ethvert Tilfælde
begge Digte at betragte ſom originale Arbeider.

Jens Baggeſens

danſke Varker.

— —

Anden Udgave.

.Vede—

Anguſt Baggefen.

Andet Bind.

ö— — —

Kjøbenhavn.
Forlagt af Univerfitets-Boghandler C. A. Reitzel.
Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri.
1845.

Poetiſke Skrifter.

Anden Deel.

— — — — ·—

Syrike Digte.

Forſte Samling

Indhold.

—

Hymner og Oder. 1787—1796.

Den cnefte Gud. ———

Sjælens Hsifang. . .. +. +

Chrifti DØD. . . > Br rå

Skabningens Halleluja

Danmarks Lovfang. . . .

Gymne til Fornuften .

UYndagtsbhymne. . . . .

Formaftelfen .

Til Sfibet, fom førte 'Kronprindfen over —*

Trolleborge.

Landforvandlingen, eller Bøndernes Frihed .

Begeiſtringen. 0 e

Hymenæe. .

Paa Spidfen af Gt. Gotthard . 8

Tordenen paa Toppen af BER el

Himlen i Draaben . . ——— —

Mirabeaus DID. . . . .

Revolutionen. . . . . ..

Hellebeks Harpe . . ål. ren 2 MR. ER

Krandfen. . . + rr ae

Til mit Fedreneland Se ASE
Erotiſſe Sange og Elegier. 1782—1797.

Primudd ae ae ne ae så

Til Døden. . . 20 0 eee 0 e &

Til Menander. Er

Horaz og ——

Erato . .. J

YFdealia . . ..…

Elftovsjubel sner

Til Venug . . .. +.

Til Seline . . . 0 0 ..

Lycas til Lycilis. . . . 2240

Tidsfordriv . . sg. GR udk KL IØ

Kysfenc. . .. 5... +
Til Amor . ——
Troſten.

Til Søvnen A

Til Hanna Braem .
Aabenbarelſen

Elegier til Seline. 1786—1788.

Det forſte Haandtryk..
Til Seline. SER
Min anden Skabelſe..
Ertlæringen . . ———
Bonnernee..
Sværmeri . —
Kjærlighedéeden . . . . . .
Overalt den Elffede . . . . .
Udelukkende Hyldeſt
Til Sangge......
Da hun ſtulde reife .
Da hun var bortreift.
Savnet. .

Richardſons —

Selines Tab. .

Til Seline.

Til Apollo. .

Digte til Palmine. 1793—1798.

Digtekonſtens Undfangelſe.
Harpeklang. . . . ;
Arion, efter at have feet Myris -
Taus Tilbedelfe . . —
Serenade — GÅ. 0
Til Palminee... ..
Digterfortvivlelfe . ———
Helbredelfen . . 5. …. +
Palmines Smiil . Å
Til Pfyde. . . Sr an >
Venſtab og Kjærlighed Er
Minonas Fraværelfe . —F

III

Til Valmim . .. byrde Sen
Til Søvnen, da hun var tog in 3. , 8
" Stilsmisfen . . . dr AR er AR
Palmines Bortgang .
Flyvedigte af blandet —
Til Pram... SÅ i
Digtertryghed . . ...….…-
Til Helgefen . NES
Ved Konnemans Død.

Til Faye . …

Til min Søfter, paa hendes Gonfirmationsdag .

Til Laville. . . . —

Til Dydens Ven sn går Edet, Lg
Den brave Digter. . . . +. 0 e
Til Søleppegrell . . . . —
Tilegnelſe, med Holger Danfte
Nomancer og Ballader. 1782—1796.
Digterdrommen . ..

Den visnede Maibfomft

Rofernc. . . É
Lenardd og Blandine. i
Leonore. . ———

Ludvigs Gjenfærd . ——
Agnete fra Holmegaard .
Viſer og Sange. 1782—1796.
Hvad jeg ſynger og ikke ſynger.

Jeg fynger iffe om Kamp og Krig.
Da jeg var lille,

Der var en Tid, da jeg var meget lille
Morgenfang.

Nu ftiger Dagens lyfe Gud .
Den lille Lands bypige.

Jeg har af alle Himlens gode Gaver .
Skaal for den Elſkede.

Fylde hver fit Glas til Randen
Den bedſte Verden.

Det gaaer ſaa herligt overalt

1782— 1795.

SEide.
De Skjijonnes Skaal.

Skaberen ſtued' den nyffabte Klode . . . . 210.
Afſtedsviſe.

Vor Klode ſig dreier uden Raft . . . 212.
Til Muſen. i

Mig, fom en Ven af Den rolige Mufe. . .7. 213.
Vivlt.

Velkommen, o Sol! hvis fortryllende Glands. . 215.
Jordens Lethe.
, Naar fom vi daglig fce Desværre, . . . . . 217.
— Maadens Staal. i

En Daare førger for i Morgen; . . . . . 219.
Min Sang om min Veninde.

Hvis Nogen feer her i vort Mord,. . . . .- 220.
Sang for Muſerne.

Viisdom bød, og Himlen ynder . . . . . . 222.
Selffabs Sang.

Lad Herman von Bremerne fives . . . . . 225.
Danft Tranqvebar:Sife. ”

Jeg lever rolig og munter, her . . . . . . 229.
Til Kronprindſen. i

Lad Kampens Helt, i Vaabens Larm . . . . 232.
Den rette Biſkop.

At ingen Tid og intet Land. . . . . . . 234.
Fandens Abeftreger. i

Fanden, fra den Tid han drat. . . . . . 237.
Slutningsſang.
… For at være fom man beerr2240.
Friheds Kampfang.

Op Brødre! det er Tid at hære . . . .-. 242.
Frihedsſolens Opgang.

Triumph! Triumph! See Friheds Sol oprundet . 245.
Citherſpilleren.

Jeg vandrer fra By og til By. . . . . . 247.

Holger Danfke. 1789.
Lyrift Drama i tre Acter . . . . . . . 249.

— ——————

Hymner og Oder.
1737—1796.

Hen eneſte Gud.

—— alle Muſer! Hellas Toner,
Romas Gienlyd, tier for min Sang!
Lytter, alle Livets Millioner, +

Til min gudindviete Harpes Klang!
Klippens Storm, og Skyens hule Torden,
Havets Bruſen underſtstte den !

Klippe, Himmel, Hav, og hele Jorden
Trefold høit gjentage den !

Raft, fom Stormen, lydt ſom Bolgens Bruſen,
Høi, ſom Tord'nens hoitidsfulde Brag,
Mild, ſom Blomſterbelkens ſtille Suſen,
Reen, ſom Morgenlarkens glade Slag,
Kjærlig, fom en Moders blive Bønner,
Vardig, fom en Faders fafte Bud,
Tone den for alle Støvets Sønner
J Naturens Jubel: Gud!
Baggeſens Bærler. 2, 9. 1

Gud! — men gittrer ei de fvage Strænge?

Tør en Orm i Støvet fynge dig?

Bæver iffe Sfove, Klipper, Enge,

Bæver et Naturens Alt med mig?

Tor din mindfte Sfabnings ringe Læbe
Stamme dig i dine Varkers Favn?

Tør en Sjæl fra Jorden driftig ftræbe

Til din Skygge blot, dit Navn?

Ja! — Fra Cherub til det Kryb, fom taber
J et Blun fin Arts beftemte Liv,
Himmelbuens og Atomets Slaber!
Stamme alle Vasner fra dit Blip.
Seraph deler, nær din lyſe Throne,
Denne Adel med bet ſtjiulte Mid,
Himlen i fin Evigheds Xone
Med Infeftet i fin Tid.

Middelkuglen ruller til din Wre
Evig om fin evige Magnet;
Alle Solenes utalte Hære
Juble rundt om den din Majeftæt!
Over, under, om mig, Intet tier ;
Alting toner Cet, vin Almagt, ud;
Alt, i evig andre Harmonier,
Sammenudbaſuner Gud.

J Orkanens Hvirvel, Zephyrs Svæven,
J de bruſtne Skyers dove Brag,
J Lavinens Dundren, Løvetgs Bæven,
Nattergalens Kluk og Lærfens Slag;

J bet vilde Dybs oprørte Brufen,

Og i Bæffens SÉvulp, i Lundens Favn,
Selv i Biens Surren, Myggets Suſen —
Jeg omtones af dit Navn.

O! hvt bæve da de fpæde Toner?
Svage Strænge, hvorfor zittre J?
Blander med det Heles Hymnioner
Eders fpæde Lallens Melodie!

Med Cherubens Jubel, Tord'nens Knittren,
Mellem Bælffens og Orions Sang,

Med Inſektets Surr og Levets Zittren
Blande ſig min Harpes Klang!

Svar mig, Echo! hov har hvalt ben Bue,
J hvis Hvælvings Inderſte du boer?
. Svar mig, Tordenffy! hoo bød dig true
Med chaotiſt Nat den bange Jord?
Svar mig, Nattergal! hoo bød dig fylde
Skovens Nat med Livets Længfelflang ? i
Svar mig, Sol! hvo bød din Glands forgylde
Hele Scenen i min Sang?

Trefold Echo fvarte; Solen daled';
Tordenfſtyen braſt i Sydens Blaa;
Nattergalen flog, og Solen maled',
Synkende, den Egn, jeg flirred? paa.
Echos Lyd, et Slag af Nattergalen,
Solens nye Glands, og Skyens Brud,
Svarte mig, og fvarte hele Dalen
J forenet Jubel: Gud!

Hellig! hellig! hellig! — Sjælen bæver”,
Hjertet zittred' i fin Himmels Lyft,
Almagts Herlighed min Sjæl omſvaved',
Godheds Vellyſt bruſed' i mit Bryſt.
Hellig! hellig! — Salighedens Flammer
Tendte Folelſen i Læbens Lyd —
Hellige! men Ordet, ſom dig ſtammer,
Doer i Valden af ſin Fryd.

Alting tier; o men dette Stille
Taler meer end Tord'nens hoie Skrald,
Meer end Nattergalens klare Trille,
Meer end Echos Svar i Fjeldets Hald.
Hele Jorden fnæler og tilbeder —

Fald, min Aand, men Solen, ydmyg ned!
Sfjult i Sløret, Nattens Mulm udbreder,
Tie bin Vellyſt! og tilbed!

Hellig! hellig! hellig! — men hvad toner
Hellig! hellig! hellig! over mig?
Gjenlyd, fom fra tuſind Millioner,
J gjentagne Jubler blande fig!
Hymner, i hvis Chor mit Øre glemmer
ordens, Havets, Luftens Harmonie!
Englerene, hoitidsfulde Stemmer!
Himmelſte! hvor fvæve J?

Hellig! hellig! hellig! Priis og re
Ham, fom evig vorder, var, og er!
Taffet og tilbedet evig være
Han, fom overalt er fjern og nær!

Sammenſtemmer alle Himles Himle

J foreente Jublers Harmonie:

Ham, hvis Bliv os bød af Intet vrimle —
Vores Skaber ſynge vi.

Her i Hinmelrummet uden Ende,
Fra Begyndelfen til Evighed,
Tendes, fluffes, lyſe, flamme, brænde
Vore Fakler til hans Herlighed.
Sammenbrufer alle Himlens Luer,
Dæver i foreente Flammers Hav
Priis til ham, ſom Firmamentets Buer
Glimtet af ſin Skygge gav!

Drei dig Middelkugle til hans re
Evig om din evige Magnet!
Alle Klodernes utalte Hære
Juble rundt om dig hans Majeftæt!
Sammentoner alle Sphærers Sole
Under Eneherrens Thrones Fod,
Pole høit gjentage det til Pole:
Han er evig, flor og god.

Hvad er jeg, ſom vover dig at nævne,
Dig, unævnelige flore Du?
Jeg — et Støv, hvis Magt er Ormens Evne,
Jeg, hvis Evighed er blot et Nu?
Jeg, hvis BUE 1 Lyſets Orioner,
Som til Dybet fra din Throne faldt,
Skuer blot en Gniſt blandt Millioner ?
Jeg — et Intet mod dit Alt?

O! men hvad mit Blik, min ſvage Tanfe
J min Læbes Stammen bæver ved,
Foler jeg i dette Hjerte banke,
Evighellige! din Kjærlighed!
Og! om end min Aand ei her fig fvinger
Op til Spharen, fom erfjender big,
Gav du dog mit Hjerte Dydens Vinger,
For fit Maal at nærme fig!

Styrt med dine Millioner Fabler
Svimmelhoie Himmelbue ned!
Knuus vor Jords utallige Mirakler,
Alle Speile for din Herlighed!
Knuus dem alle! lad et evigt Øde
Skjule mig endog bet lille Straa,
J hvis Treol Vanina, da han bøde,
Præget af en Guddom ſaae.

Tifold Død, chaotiſt, evigt Morke,
Intets dybe Svælg omgive mig!
Ork imellem Millioner Orke,
Nat i tuſind Nætter tabe fig!
Alt forfoinde for mit bruftne Øie,
Sidſte Dryp af Dybets mindſte Elo,
Sidſte Glimt af Straale fra det Hoie!
Jeg har nok! jeg har mig ſelv!

Sjælens Hjaifang.

3J big lever og frydes min Aand, uſpnlige Gudodom!

Du, ſom opfylder uendelig Alt!

J dig taber mit Øie fit Blik! dig føger min Sjæls byg,

Aldrig opdagede Aandernes Sol!

Dig udgrunder et Evighed ſilo; et naaer til bin. Hoihed

Tankens af Støvet opflyvende Gnift.

See! den fvang fig i flammende Flugt bag Himlenes Himle

Over ben øverfte Stjerne, fom veg,

End omhyllet af, Høje! dit Slør, af Rummet og Tiden,

Ned i mit Hjerte tilbage den ſank.

O! hvor føger, Ufporlige! dig, hvor finder min Sjæl dig,

Dig, fom min Tanke fortvivler at nage?

Dig for ſtore mit ſtorſte Begreb! for lyſe min Aands Mit!

AE! og for rene min helligfte Sang!

QV! dit Væfen er evigen ffjult, du Soles og Aanders

Salige Bæld, i hvis evige Strøm

Tidens Fylde, Materiens Alt, henruller, en Boble —

AL! og mit Jeg, og dets Stræben, deri!

Og bog føler fig gjennem en Skal af Verd'ner om Verd'ner

Hjertet, fom fvulmer andægtig, i dig!

Mig jeg finder, o Gud! i din Haand, naar høit paa bit
Skrakbjergs

Tordenomrullede bier Tind,

Midt i thereng flammende Storm, jeg i dovende Skyſtrald

Hemmelig onſter det knuſende Slag,

Som udløfer af Støvet den Aand, fom aner fin Frihed,

Gud! og de lettere Vinger tå dig!

Dig jeg føler. i mig, naar i Kamp mod egen Naturvold

Seteren over mit blødende Selv

Hoit oplofter min mattede Sjæl 1 ſalig Triumphfryd,

Medens mit Jordiſte ſynker i Grund, ”

Og af Bølgerne fluges det Vrag, ſom gjemte min Vellyſt. —
Ofte jeg: hicempe den falige Kamp!

Naar va Fienden, den jordiſte Lyft, er fvætfet til Modſtand,
Lægger. fig Stormen, og Bolgernes Brud,

Og jeg finder dig, Aandernes Aand! og føler dig evig

J min Samvittigheds falige Fred.

Chriſti Død.

Stue hans Ovaler, Evighøte!
Bend fra Korſet ei bit Die!

Ned ham! hør vort bange Sfrig!
Gud! fan du dit Øre luffe

For den Frommes ſidſte Sukke?
See! han ſtirrer op til dig!

Og i Bliffet fra hans ie
Til det Høle
Hele Jorden hæver fig —

Og i Sukket fuldt af Smerte
Fra hang Hjerte
Stige vore Suf til dig.

Sfaber! Dommer! Himles Fader!
Haus og vor og Alles Fader!
Ned fam! hør vort høre Sfrig!

gorgjeves! af! det er forbi! — Vort Haab
Bortglimter i bet Blik, ſom brifter alt!

9
Snart fluffes i hans Smül al Jordens Lyft!
Snart doer vort Liv t Jeſu ſidſte Suk! —
See! falmer et hans Anſigt? Stioner ei
Hvert Ledemod? O Sfræf! det nærmer fig
Det rædſelfulde Dieblik! — Hvor mat
Er bette lyſe Blik, ſom ſmiilte Liv
Ti Doden ſelv! Hvor ſvagt det Aandedræt,
Som aandte Salighed i Livets Ord!
Hvor krympe fig de gjennemborte Hænder,
Som ſigned' os! — O Angſt! o Oval! o Gud!
Han gyſer — bæver — ſukker ſidſte Gang —
O ſtrenge Gud! ſaa haver du forladt ham?

Gud! du har forladt den Fromme!
Almagts vrede Straffedomme
Ei formildes ved vor Bon.
Hevnens Gud! du ham forlader —
Ak! du er ei meer vor Fader!
AL! du har forladt din Søn!

Dog midt i Sfræf, i Dybet af min Oval,
Og felv i Dødens Strube vil jeg haabe!
O! lyd paa ny du Reſt, du Livets Roſt,
Som faldte mig og Alle til din Throne!
O, ſmiil igjen, o Smil, ſom vinkte mig
Og Alle til din Gledes Tempel! — Tryl mig
J ſalig Tillid til dit Ord! Du lever!
Kan Livet døe? Kan Gud fin Ven undfalde?

Nei! tillidsfuldt endnu mit Die
Skal mareblendt opſtirre fil det Høre,

Og Hjertet haabe til fit ſidſte Slag.

Min Jeſus lever end; min Aand fig hæver!
J Smertens Mulm mig Salighed omfvæver
Til Dommens ſidſte Tordenſlag!

Nei, nei! — det ſidſte Glimt af Haab er ſlukt!
Den ſidſte Torden ruller over Jorden —
Omſonſt er Himlens Suf og Stovets Bønner —
Forgjeves rinder Blod i vore Taarer —
Gud vil hang Død, vil vore Synders Straf,
Og Jordens Undergang! —

O Rædfel! Himlen mørfnes ! Solen fortner!
Hør! Almagt falder ham 1 høie Tord'ner!
Hør! „Fader!“ raaber han! „i dine Hænder
»Befaler jeg min Aand! Hans Hoved ſynker,
Og Jorden bæver under Korſets Zittren;
Hans Øie brifter! Gud! han døer —
Han deer — han døer! det er forbi! — han deer!

Brift, Hjerte! brift med hang! o briſter alle Hjerter!
Det reneſte, det bedſte flaner et meer.

Synk, Jord! forgaae, Natur, i Dødens Smerter!

Styrt, Himmel! Helved, triumpheer!

Nas, Storm! brøl, Torden! lyner, alle Flammer!

Alt knuſes! ſtyrte! doe i Intets Skjod!

Hyl, hele Skabning, i fortvivlet Jammer:

Den Hellige ev død!

Den Hellige er død!
Ak, for vor, for Jordens Brøde
Lyſet fluftes, Livet døde!
AE! ven Hellige er død!

11,

„Hellig! hellig! hellig! —
„Dod! hvor er din Braad? Helvede! hvor er din Seier?
„Triumph! Han overvandt! Han lever! —
„Priis og Tal og re ham, fom var og er og bliver!»

O, hørte I de underfulde Stemmer,
De Lyd fra Gud, fra ham, fra Livets Kilde?
Lydt Fang de gjennem Evighedens Himle;
„Han lever!» klang det i mit folde Hjerte,
Og varmt det flog paa ny, og flaaer af Fryd
J navnløs falig hidtil ufolt Vellyſt!
D! følte I det Himmelſte, jeg folte?

Han lever! lever evig, evig, evig!

Straal, Sol, igjen! og fvind, o Torden!
Rets dig, Natur, af Nattens Skjod!
Min Jeſus lever i fin Død! I
O Troſt! o Fryd! o Fred paa Jorden!
O Glimt af Evighedens Lyft, i
Du Haabets Himmel i vort Bryft!

Du ſtraaler, Sol! du ſvandt, o Torden!
Vor Glædes Dag igjen frembrød.
Vor Frelfer lever i fin Ded!
O Troſt! o Fryd! og Fred paa Jorden!

Han lever! o Triumph! og Alt oplives!
Er bæver Jorden meer! forynget blomftrer
Naturen op paa ny! vor Taare flyder
Igjen faa lindrende, ſom om uſynlig
Han ſelv aftørred? den! — Bort, vilde Smerte!
Bort, Mismod! Græd, o Jord! men græd af Glæde!

Triumph! han overvandt! han lever !
Synd og Død og Helved tier,
Og Jorden jubler Fryd i Himles Harmonier.

Han lever! Priis i Glædens høie Toner!
Forkynder det, I Himlens Orioner!
Han lever! Hoit gjentag det frelfte Jord,
J Jubelchor!
Triumph! Han lever! Hellig, hellig være
Hans Liv, hans Død, hans Magt, hans re!
Triumph! Halleluja !

Til ham flal Støvets Aand opfvæve;
Med ham ſtal Sjælen evig leve!
O Salighed!

For Doden ei de Frelſte grue;
Han kalder dem i den, at ſtue
Guds Herlighed!

Han lever! Priis i Glædens hoie Toner!
Forkynder det, J Himlens Orioner!
Han lever! Hoit gjentag bet, frelſte Jord,
I Jubelchor!
"Triumph! Han lever! Hellig, hellig være
Hans Død, hans Liv, hang Herlighed, hans Ære!
Halleluja!

Skabningens Halleluja.

By, o Støv, i Lovfang ud!
Lover Herren alle Zoner!
Lover alle Nationer!

Lover Gud!

Priſer ham, den ene Store!
Prifer ham i fulde Chore,
Himmel, Jord, og Hav!

Alt hvad aander, nynne, flamme
Ham, fom tændte Lyfets Flamme!
Ham, fom Aande gav!

Hoit i glade Jubeltoner
Bryde Livets Vellyft ud!
Alle Kloders Millioner,
Toner i foreente Toner,

. Toner Gud!

Alt flumred? dybt i Mulighedens Skjod;
J Nattens Svælg var Tomhed, Moerke, Dod;
Men gjennem Evighedens Chaos lød

Dit Bliov!

Og Verdener fprang frem af Intets Stjed

Til Lys og Liv.

Nyſtabte Ves'ners Studfen rundt brød ud:

„Halleluja! vi ere!

„Halleluja! du er, du var, og du flal være

„Vor Gud!”

Fra Lundens ſtyggefulde Ly
Seer vokket Liv, hver Morgen ny,
J Stov og Eng bin Herlighed fremgrye !
See! Fuglen, fro, paa lette Vinger
Sig op i Luftens Purpur fvinger,
Dens Looſang dirrer høit i gyldne Sky!
Vidt ſtraaler voxende din lyſe Morgenrode!
Og Duggens Blik, og Blomſtrets Smiil,
Og Vindens Vift, og Bakkens Jil,
J yndig Kappen ſtræbe den imoede.

Du ruller bort Naturens Slør,
Du tørrer Duggens Graad, ſom Jordens Anſigt væber,
Din Himmel ſtjules ef, fom for —
See! Dagens lyfe Helt i fulde Glands fremtræder !
Dan favner fin rodmende Brud,
"| Og tryllet af Lyſets oplivende Glader
Den hele Natur bryder ud:
Det er Gud!
Det ér Gud!
Det er Gud!

Halleluja! vi ere!
Halleluja! du er, du var, og du ſtal være,
Vor Gud!

Jeg hørte Lærfen ſlaae,
Og Roſen aabned' fig, og Lovet bæved';
Jeg Morgenroden ſaae,
Og, vakt til Lyft, mit Hjerte høit fig hæved.

Men ene var jeg, og mit Bryft
Fandt Savn 1 fin udeelte Løft.
Jeg Rofer fandt paa min beſtraalte Vet.
De rodmede; men de forſtod mig et.

Da fane bu, Skaber! mine Taarer rinde;
Og fee!
Du fendte mig den ſmilende Mandinde!
Jeg ſank i Fryd ved Egens Rod,
Og raabte: Gud er god!

Jeg Lyfets Hære ſaae
Med Dagen i Triumph til Jorden ſtimle;
Jeg Solen fetre fane,
Og Tanfen tabte fig i Himles Himle.

Men ene var jeg, og mit Bryft
Fandt Veemod i fin halve Lyft.
Jeg iilte længfelfuld hvert Træ imod;
Men intet Træ i Lunden mig forftod.

Da ſaae du, Fader! Taaren i mit Øie;
Og fee!
Mit andet Jeg kom frem bag Skovens Høre —
O! Gud er god! faa brød fan ud;
Jeg fvarte: god er Gud!

Jeg Øftens lyſe Purpur fane —
Jeg fluen? Dagens Helt fremgaae —
Men hvad er Morgenrodens Smid?
Men hvad er Solens Straalers Ild?

Hvad er du, fhjønne Jord —
Hvad er du, føle Himmel —
Mod Mandens Tankeblik?
Imod Mandindens Smiil?

O hvad er alle Herligheders Vrimmel
Mod Flammen i vort Bryſt?
Mod vore Hierters Lyſt?

O Kjærlighed! vt ere!
O Kjærlighed! du er, du var, og du ſtal være
Bor Lyſt!

Vi love dig, vt takke dig, o Gud! . .
J Lyſets Glands, i Livets ſtille Fryd.

Vi ſee dit Vink, vi hore dine Bud
I Nattens Mulm, og Stræffens dove Lyd. |

Din Throne morknes, Solen flyer
Bag tykke Skyer;
Sig Dybets forte Kjempe hæver;
Og Jordens lynildſlagne Grundvold bæver.

See, Dale fvulme! Høre ſynke ned!
Vildt flammer Ilden hen i Vandets Fjed!
Igjennem vidtadſplittede Ruiner
J høit opflagne Luer Stormen hviner!
Med Brag i Brag, og Skrald i Skrald,
J knuſte Fjeldes Styrten, Klippers Fald,
Med bange Dundrens hule Radſelbulder
Din Dommervogn igjennem Himlen ruller !

| 17
Netfærdige,. forfærdelige Gud!
Vi dybt i Støvet høre dine Bud.

Å 7

Men, naar fig alle Livets Engle fljule,
Naar Døden paa dit Vink fig reifer af fin Hule,
$ Morderflagets bange Nu
Vort knuſte Hjertes ſidſte Suk er du.

Fa, Fader! felv + Dødens ſtumle Gru
Skal fra fit Støv vort Intet dig anraabe,
Og Ormen i fit Muld med Tillid haabe,
Du fommer den, ſom Seraph felv, ihu.

Thi, ſtore Dommer! du er evig god!
Du gav vort Hjerte Kjærlighedens Vinge,
Vi trygge dig vor Tillids Offer bringe,
Du tager det med Belbehag imod.

Du feer med milde Faderblikke ned,

Naar barnlig fro vi Livets Bane vandre;
Du gav os her i Samfund med hverandre
En Forfmag af Seraphers Salighed.

O Gud!

Lav dine Hænders Gjerning flettes ud!

Lap Stjerner falde, Sole foinde hen!

Og Morkets Afgrund aabne fig igien!

Om Himmel, Jord, og Hav, og Alt forgager,

Du, Evige ben famme, du beſtaaer!

J Alt, i Nattens Øde, fjern og nær,

Du er!

Og Lys og Liv og Lyft er evig, hvor du er.
Baggeſens Værfer. 2 B. É 2

== |

O Himmel i vort Bryſt!
O Kjærlighed! vi ere!
Halleluja! du er, du var, og du ffal være
Vor Lyft! —

Hellig! Hellig! Hellig!

Kald hele Sfabning ned!

Nedboi dig, Himmel, fnæl, o Jord, tilbed!

Lovet være den Evige! den Almægtige! den Alvife !
Lovet være ben Hellige! den Retfærbige! ben Algode!
Halleluja! vor Skaber!

Vor Dommer!

Vor Fader!

Halleluja!

Saa nynne alle Stovets Melodier,
Saa fynger Lyfets Hær,
Saa tone alle Himles Harmonier:
Halleluja du er!

Og Havets Brufen, Lyn, og Storm, og Torden
Baſuner over Jorden:
Du er!

Dig jubler alle Kloders Myriader
J Spharers Harmonie!
Dig, Skaber, dig, o Dommer, dig, vor Fader!
Dig priſe vi.

Hoit, 1 Chor af Millioner,
Lyde vore Harpers. Klang !

Toner alle Livets Toner!

UT Naturen være Gang!

Hav og Ild og Storm og Torden,
Sole, Stjerner, bryder ud!

Alt, hvad Aande har paa Jorden,
Love Gud!

Halleluja! vi ere!
Halleluja! du er, du var, og du ffal være
Vor Gun!

Dannemarks Fovſang.

Vi love dig, Gudi forenede Chor.

Du gav os be fage,

De rolige Dage,
Hvis Grøde velfignes af Dan og af Nor!

Du fendte din Engel til Rigerne ned!
Og Tillid og Tryghed og Orden og Fred
Opblomſtred' i Engelens Fjed!

Gud! dit er Riget og Magten og Wren
J Evighed!

Fra de glade Toillingriger
Rorte Hjerters Taf opſtiger;
Dan og Nor er Harmonie.
Thi, mens Splid og Raſeri
Trindt om fjerne Throner larme,
Trygt i Rolighedens Arme
Hoile vi!

Opſtand, Kamp og Borgerfrig
Jorden rundt udbrede fig!

Hevnens vilde Kjcemper væffes !
Templer knuſes! Fængfler brakkes!
Alle Fredens Engle flye —

Graad og Blod i Stromme flyder!
Loven tier! Grumhed byder —

Ingen Redning! Intet Ly!

Her, men her, 1 ſikkre Hegne
Blomſtrer Flid 1 Glædens Egne,
Smiler Fryd i Tryghed Skjod!
Gud! til dig vor Taf opſtiger!
Kjærlig over vore Riger
Fredens Olie du god!

Henrykt prife vi dit Navn,
Fader! i din Godheds Favn!
Du, ſom Dannerkongens Hjerte
Folkets Held og Hader lærte!
See! du bød ham ligne dig
Ved at ſtyre faderlig!

Lydig hørte han dit Bud!
Borgerret i lige Sfaaler,
Lys 1 Friheds fulde Straaler
Gik fra Thronen ud —
Morket ſpredtes, Taagen ſvandt;
Kundſtabs feire Dag oprandt!
Dagens Fader! Lyſets Gud!
Dannerkongen lod dit Bud.

Held og! Vold et meer udfuer
Folkets Kjærne, Landets Marv!
Dannerkongen heurykt ffuer
Hegnet ſin og ſines Tarv!
Eiendom og Frihed ile
Til forarmte Trælles Stavn;
Frugtbar Flid og munter Hvile
Signe Dannerfongens Navn!

Over Oeceanets Huler
Hoit hans Faderſtemme lød —
Og i Veſtens Slavekuler
Sorte Bredres Aag han brød!
Billedet, ſom Sekler ſtjendte,
Som Europas Vold miskjendte,
Gud)! bit Billed hædret” han!
Du, fom bød fam dig at ligne,
Du velfigne
Chriſtian!

Lev fremdeles ved din Haand
Dans og Nors Beftyrers Aand!
Vore Dages Held og Fred
Voxe! blomſtre! vare ved!

Gud! du bød! og Krigens Tordenthroner
Heved' fig! og bange Millioner
Sant i Trældoms Grav!
Gud! du bød! og tryfte Nationer
Reiſte fig! og blodbetyngte Kroner
Sank i Glemſels Hav!

Byd, o Gud! og Fred paa Jorden
Tryghed, Rolighed og Orden
gjern og nær

Blomſtre overalt, ſom her!

Vi prife dig, Gud! i forenede Chor!
Du gav os de fage,
De rolige Dage!
Du figne hvert Rige, fom Dan løg Nør!
Almindelig Fred
Forkynde dit dorſyns opdagede Fjed!

Gud! dit ſer Riget og Magten og ren
J Evighed!

Hymne til Fornuften.

Du Menneſtets Guddom, hvis himmelffe Haand
Bor Art til Fuldkommenheds Throne fremleder,
Hois Love fun Slaverne trodfe med Haan,

Men Frihedens Helt med Adlyden tilbeder ;

O du, fom med ſeirende Scepter engang

Skal Alt, overalt, uden Vexel, regjere!

Et Glimt af din Herlighed tænde min Sang,

At luttret dens Offer dig værdigt maa være

Du, Aandernes Natter oplyfende Sol,
Hvis Straaler Materiens Verd'ner fordunfle,
Mod hyoilke de Perler, der krandſe vor Pol,
Som Jorddiamanter mod Himmelens funkle!
J Lidelſers Skjod, i Lykſaligheds Favn,
For mig og den vverſte Cherub den ſamme!
Hvem er du? hvor er du? hvad nævner dit Navn?
Kan Støvet dig fatte? fan Ordet dig flamme?

Ukjendt af din Fiende, miskjendt af din Ven,
Liig Solenes Sol mellem Xtherens Kloder,
Du virker i Løn, uopdaget ſom den,
Du, alle Opdagelſers evige Moder!
Midpunktet for Fnuggets og Stjernernes Sving
Sig taber i Dybet af Sigbningens Orke;
Men du, ſom hver Tanfe fig dreier omfring,
Du fljuler dit Væfen i Skaberens Morke.

Uendelig, aldrigudmaalelig flor,
Omfatfende Kredſen af Verdeners Vrimle,
Og evig ſom den, paa hyois Vink de fremfoer,
Og hvirvlende tabtes i Himlenes Himle,

Du rummes i Draaben af Aandernes Hav,

J Menneffets Aand, fom dig aldrig udgrunder —
O Tanfernes Moder, og Tanfernes Grav!

Dit eget og Tidens og Evigheds Under?

Da Chaos udvælted? af Sfaberens Haand,
Opfyldende Rummets og Tidernes Øde,
Medfvævede bu med Oplivelſens Aand,

Og Lyfets og Tankernes Straaler frembrøde;
En førere Sfabning begyndte med dig,

J Ræffen af Verb'ner og Aandernes Dage,
Hvor Middel og Diemed favnede fig —
Forſvind, og den flyrter i Chaos tilbage.

Jeg ſaae dine Glimt mellem dræbende Lyn,

Jeg hørte din Lyd i Orkanernes Brufen;

Og Flammerne fvandt i veiledende Syn,

Og Stormene flygted? i viftende Suſen;

Jeg fluede felv i Fordærvelfens Gang

Din ledende Haand — og af firidige Dele,
Som trued' at knuſe hinanden, fremſprang
Beftraalet af dig det harmoniſte Hele.

Fornuftens uſporlige Gaate,g Fornuft!
Alt Endeligts evig uſynlige Pie! |
Dig tændtes mit Offer — det blande fin Duft
Med Solhekatombernes Damp i det Høle!
Men bævende fynfer for Alterets Fod
Med flammende Læbe den blindede Mufe;
Thi Duften nedføæver dens Stirren imod,
Og ſelv Hekatombernes Roge nedbrufe.

Og Offerets Flamme, ſom tunget opſteg,
Og hævede Hjertet paa luende Vinger,
For Dampens nedbolgede Hvirveler veg:
Den ſluktes — og pludſeligt Mulm mig omringer.
Forgjeves fremvanfer i Natten mit Fjed,
Forgjeves henfamle de zittrende Hænder;
Selv Alteret ſank — og i Offerets Sted
Paa Randen af Svælget den Offrende brænder.

Andagtshymne.

Dig alt Levendes Vald, dig, Aandernes evige Kilde,
Verdeners aldrig udgrandſtede Grund, dig, Himlenes Udſpring,
Dig, ſom utallige Chor lovſyngende hilſe Jehova,

Tjen, Oromasdes, Gud, dig, evige, ſtore, den Samme!
Priſe min ſtammende Sang i Naturens jublende Samklang!

Stor 1 det Hele! faa flor, fom i Alt, paa Grændfen af
Intet!

Gradlos flor i din Dugs af et Græs nedrullende Perle!
Evig umaalelig flor i din Siriuskugle, ſom raſtlos
Rundt om fin evig urokkede Grund i fufende Hvirvlers
Trindtomſtraalende Kredſe de flammende Kloder omfvinger! ”
Stor i et Kryb, hvis Lip fun varer et Blun, og i Seraph,
Der i RXonernes Top omffuer utalte Naturer,
Og, nær Ringen, den holdende Ring, høit over det Høie,
Uaffeelige Lev feer knyttet i Væs'nernes Kjæde!
O! du, dit Alts, det ugrændfede Rums oplivende Fylde!
Tør og en Dødelig flamme din Lov, Navnloſe! ſom Himlen
Selv ei nævner med Evigheds Ord? Naar vældig din Almagts
Urandſagede Dyb, fom Havet en Aa, opfluger

Ale henbruſende Verdeners Hav, nedftirrer Seraphen,
Aandernes Øverfte, tang med bævende Gyſen, og felv Han,
Han, fom min Tanke knap naaer, i din Storhed ſoimlende
ſynker!
O! hvad formaaer da mit zittrende Støv? Kun at nynne fin
Afmagt!
Gud! men at fole mig tabt i din Herligheds dybe Beundring
Hæver mig meer end al endelig Magt, og tilbedende Nedfald
For din omſtraalede Fod er mit Hoimods ſtolteſte Stigen!

Gyſen, uendelig meer end den jordiſte Salighed, værd
mig,
Himmelens Gyſen smfpyænder min Mand, naar i Skovenes
templer
Tanken fig taber i dig! Ombuldret af Alpernes Tord'ner,
Højt paa Toppen af ſteilt optaarnede Fjeld, og paa Randen
Af den brat i dybeſte Mulm huultbruſende Afgrund,
Griber ufynlig din Haand mit i Fryd henfvimlende Hjerte!
O! hvor forfvinder deri hver fandfelig Lyſt! hvor ophøret
Tændes af Himmelens Ild hver Folelſe! Skaber! her ſtaaer jeg
Tabt paa et Fnug af dit Alt, og opræffer til dig mine
& Hænder:
Vil bu, Algode! engang, naar mit Jordiſte ſmuldrer, opholde
Denne tilbedende Deel af mit Jeg, fom troer dig, og
haaber ......
Herre! du vil! din Billie ſteer, mig, ſom i Himlen!
Du, du lever i denne min Bøn! Du bød, og min Sjæl bad
Liv og Udodelighed! Doe Død! men i Gravenes Taushed,
Dybt i det doveſte Mulm, hvor Thummimerne tie, hvor
Urims
Stemmer ct trængte fig ind, hvor de hellige Lamper om
Ultret

Slukkes, og Alteret fanf, og den Bog, din Evighed opflog,
Solmillionernes, luft henrullede — funkler din Ildorms

Dig gjenftraalende Glimt. Forgaaer og Jorden og Himlen,
Styrtes i Chaos tilbage mit Støv, og den ſynlige Skabning,
Slukkes dog aldrig, o Gud! den Gniſt, ſom din evige Godhed
Tændte til Bøn i Tilbederens Haab, fom lyder, og troer dig. ,

Formaſtelſen.
Til Grev Frederik Leopold Stolberg.

Som bet uſtyldige, tryllende, himmelſte

Smiil paa ben blomſtrende Skjonnes

Rodmende Kinder, naar rundere Barm fig
Haver og ſynker,

Lokker en Ingling, der undrende, ſtirrende
Drukner fit BI 1 dets Straaler,
Foler i zittrende Rerver dets Ild, og
Flammer + Længfel;

Sjælen paa foulmende Læber imode det
Bæver, paa hidfige Kysſes
. Brændende Vinger at hvirvle fig henrykt
Ind i fin Himmel.

Men, fom det ſamme livſalige, lokkende
Smiil paa ben Undiges Kinder
Jager i hellig, utolkelig Ræbfel
Sjælen tilbage;

Nar ved fin Himmel den truffen af Straalernes

Alt for vellyftige Velde,
Ikarus liig, paa henſmeltende Vinger
i Lynes til Jorden;

Saa med begeifirende Herlighed vinfende,
Tryller den hellige Lue
Helikons Helt til den ſtudſende Verden,
Hentet fra Himlen;

Tænder i Undrerens fulde, beruſede
Hjerte den brændende Længfel,
Og at udfprede fra Muſers Triumphvogn
Vellyſt til Jorden.

Af! men den famme fortryllende, hellige
Nimbus om Digterens Isſe
Splitter med lynende Straaler de vovſomt
Spilede Binger.

Blindet af Glandſen nedſtyrter den briftige
Flyvende Helikons Yngling,
Ikarus liig, og i Stovet med Taushed
Vidner ſin Afmagt.

Til Skibet,
fom førte Kronprindſen over Havet.

— hoie Hvirvler op, o Bolgevrimmel!

Fra Oceanets dybe Bund,

Mod Nattens ſlukte Stjerners mørfe Himmel!
Og ſtyrt igjen i Grund!

Dæf, tykke Mulm! hvert Skjær i hine Gruber,
Hvor Døden af fin gamle Grav
Dyffyder graadig tufind aabne Struber,

Og fnys, og hyl, o Hav!

Brøl Storm i Torden! rafer Elementer!
Og truer Himlen felv med Fald!
Mens Jordens Bæven Livets Ende venter
J naſte Tordenſtrald.

Du dandſer trygt paa Randen af de Huler,
Ny Havets Bund, nu Himlen nær,
Hvor Livets Fiende fig 1 Mulmet ſtjuler
Blandt Sfyer og vilde Skjer,

O Skib! Du trodſer Mulm og Storm og Torden,
Og alle Styrtninger og Død;
Thi Danmarks Styrer, Fredens Gud 1 Norden,
Du bærer i dit Sød.

Trolleborg.

Door var du, glade Sjæl! hvor endte fig
Den lange Rand af kummerfulde Dage?
Hvo løfte Lenken, ſom nedtrykte dig?
Kom du fra Lyſets Helligdom tilbage?

Hvor bleve de, hois blide Glimt fra Gun,
Hvis matte Glands endnu min Aand omhyller,
Hvis rene Vellyſt, ſtjondt de ſluktes ud,

J Nattens Mørfe mig endnu fortryller ?

Bar bu den Evighoies Throne nær,
Ved Kilden, af hvis Væld det Hele fyringer?
Hvad hørte du, hvad fane, hvad fandt du ber!
Hør gittre dine vellyftmatte Vinger?

Jeg var i "Ludvigslund; ber endte fig
En kjedſom Rad af fummerfulbe Dage;
Paa Glædens Vinger der jeg hæved? mig,
ODg ſank betynget af min Lyft tilbage.

Jeg var den Evighoies Throne nær,
Jeg Kilden fandt, hvoraf det Hele fyringer ;
Thi Viisdom, Dyd og Ande fandt jeg der,
Og derfor zittre mine matte Vinger.

Wen Støvets Toner danne ingen Lyd,
Som tolfer Lyſets Aanders Tryllerier.
Mon alle Sprogs foreente Harmonier
Udtrykke blot et Glimt af falig Fryd?

' | 31

Dog — ſtorme Længsler + mit glade Bryft,
For at udgyde mit for fulde Hjerte!
Min Sjæl et taaler denne Strøm af Lyſt,
Hvis Valde flylte bort hvert Spor af Smerte.

Thi vant til Kummer, fljult i Nattens Skjod,
Og fun fortrolig med Elendigheder,
Jeg Blindes i den Glands, ſom Mørfet brød,
Og daaner mattet i uvante Glader.

Fandforvandlingen
eller

Bøndernes Frihed.
(Skrevet i en huul Eeg i Skoven ved Chriſtiansſæde).

Ho llten falig Glands mit Blik omholler?
Floi min Sjæl bag Solen i en Slum?
Skjonne Straale, ſom min Aand fortryller,
Vakte du mig til Elyſium?
Her i 1 Skovens lysbeſtroede Skygger,
Langt fra fjede Stæders vilde Larm,

i Hvor fin Throne Philomele bygger,

Foler jeg mig tryg i Friheds Arm.

lygter ikke blide Tryllerier!
Stjønne Drøm, flyv et min Sjæl forbi,
Hvor Naturen felv min Sands indvier,
Til den Salighed, du ſvommer i!

32 É

Stands paa dine lette, lyſe Vinger,
Lyſets Faders milde Sendebud!

Tolk mig al den Vellyſt, du medbringer,
gør du flyver hjem igjen til Gud!

Her i Egens tempelhvalte Hjerte,
Stille, ſom det Skjul, der gjemmer mig,
Renſet fra hver Plet af jordiſt Smerte,
Helliget i Fryd, jeg hører dig.

J Naturens Helligdom, omringet

AF bens Skabers Glands, en Engel lig,
Let, af falig Andagts Ild bevinget,
Skal ben glade Digter fatte dig.

„Mark, o Dødelige! Fremtids Syner
„Aabne fig for dit henryfte Blik,
„Gjennem Stovets Nat en Straale lyner
„Fra det Lys, ſom Aander ene fif;
„Fat det end ufødte Held, jeg bringer,
„See dets Billed fvæve om din Aand!
„Nyd vet Nu, - hvori din Sjæl fif Vinger,
„Nyd det, løft af fordums tunge Baand!”

Som naar efter Livets lange Kummer
Jordens Søn, ſom her var god og viis,
Voekket af den folde Dødens Slummer
Vaagner op engang i Paradiis,

Saa forfvandt i Blikket for mit Øie å
Rundt omkring mig, hvad jeg forhen ſaae,
Og jeg ſtued', nærmere det Høre,

Under mig et Paradiis opſtaae.

Der, hvor nylig golde Tidsler groede,
Bolged' fig en Hær af ſvangre Straae,
Der, hvor ufle Hytter ſamled' ſtode,
Muntre Boliger adſpredte laae.

Der, hvor Armod græd i tunge Kjæder,
Trættet Svaghed ſyg og doſig gif,
Flittige, og frie, og raffe Glæder
Modte mit umættelige Bli.

Blide Dale, hoitidsfulde Sfove,
Klare Bæffe verled? unter mig;
Alt var fuldt af Yo, i Ord'nens Love,
Hoor Natur og Konſt omfavned' fig; +
Spredte laae de lykkelige Tage,
Under hvilfe Jordens Rigdom laae,
Her gif Manden, hisſet gif hans Mage,
Han til Ag'ren, hun til fine Smaae.

Begge fang i Hjertets glade Toner
Friheds Jubler op til Lyfets Gud;
Og fra Fjeldets Hald til Skovens Throner
Echo lod til Echo: Gode Gud!
Alt var Dyd og Kjærlighed og Glæde,
Rundtom Fryden gif i Flidens Fjed,
Bjerg og Dal og Sø var Friheds Sæde,
Hele Landet Lykkens Opholdsſted.

n» Dette virfte Bondens Ven, hvis Øie
„Skuede hvad der var godt og ret,
„Og hvis Hjerte koldt ei dod fig noie
„Med at ſtue — men begyndte bet.
Baggeſens Varker. 2 3. k 3

„Nu hang Støv i Jorden rolig hviler,
„Ovaget i en ſtille Slummers Fred;
„Men hang Sjæl fra lyſe Himle ſmiler
„End i Sonneſonnen til os ned.“

Alt forfvandt, og Sang og Glands bortvege;
Tungt igjen jeg følte Stovets Baand;
Men imellem topforgyldte Ege
Svæved? end, o Reventlou! bin Aand;
Og jeg prifte Gud, ſom lod dig blive
gyrftens Raad og Ven, og Landets Lyſt,
Og fom dig en Broder vilde give
Stor, ſom du, i alle Danſtes Bryft.

Zegeiſtringen.

Til Hertuginde Louiſa Auguſta.

Win Røft var foag; min Sang var mat»
Og Strængen zittred' ſom mit Hjerte;

Thi Lyn fun lysned' Skjaldens Nat,

Og ingen Muſe Greb mig lærte;

Jeg ſukked' i forſpildte Klager

Bed Pindi tidſelkrandſte Fod;

JF Kamp mod alle Livets Plager

Udtomtes endelig mit Mod.

De fore mig engang forbi
De hulde Heliconiader.
Hvor, Himmelſte! henflygte J?
Saa raabte Digtefonftens Fader.

É d

Bi Iygte hen. til Herthas Dale,
Saa fvarte de forfulgte Ni,
Farvel, Parnas! Farvel, Caftale!
Til Danmarks Paphos ile vi.

Du ffimtede den tauſe Skjald
Et Glimt af Haab til Held 1 Sange;
Da folte han fit ædle Kald,
Og fandt fig danſt og mindre bange:
Med alle Mufer vil jeg ile
Til Muſers danffe Tempel hen;
Jeg der vil fee Louiſe ſmile;
Og Harpen lyde ffal igjen.

Hvor glæbdebruffen fane min Aand
Gudinderne Louiſe frandfe,
Og Gratierne, Haand i Haand,
Omkring vore Eryeine dandſe!
En Ild, ſom ingen Ord fan nævne,
Meer end Apollos Straalers Lyn;
Fornyet Ild i hver en Evne
Befjælte mig ved dette Syn.

Men du, hvis Skjonhed, Aand og Ild
Med ingen Sfy fin Glands omhylled',
Hvis himmelblide lyſe Smiil
Til Danmark alle Muſer trylled'!

O! tør blandt Landets Millioner,
Som kappes at tilbede dig,
Den frelſte Sangers glade Toner .

Dit Tempels Alter nærme fig?

ef ag

Hymenwe.

O: hvilken Folelſe ſtrommer i dette Bryſt!

Loftes mit Væfen fra Støvet til Himmelen?

Hvorfra den hellige Flamme, ſom ffeſtlig
Hæver mit Hjerte?

Sfuffer en Drøm mig? et tryllende Sfyggevært?
Hører jeg ikke gienlydende Himles Lov? |
Hører jeg iffe den ſtinnende Cherubs
Salige Toner?

Himmelen aabner fig! gjennem be blindende
Straaler, gjennem utallige Soles ID
Seer jeg (hvad flyrfer mit Øie) din Throne, |
| Lyfenes Konge!

Ordene døe pan de fludfende, bavende
Læber; hvi fvæve de lyſe, de glimrende
Skarer omfring mig? Kan ſtues i Støvet

Aandernes Syner?

Svobt i Fortryllelfer, ned fra den mn Helliges"
Aabnede Himmel, omringt af Æ vingede '
Harper, modtaget af vaagnende Jubeldor,

Svæver til Jorden

Morgenens hoitidbebudende Straaledands;
Venſtab den følger, og Dyd, og ven lønnende
Kjærlighed. Hvem vil J Himmelſte bringe

Himlenes Fylde?

Held mig Lykſalige! Kjerlig omſlyngede
Seer jeg min Ven og Veninde for Alteret.

— nedſynker; de zittre; nu fnæle te
Fronter med Krandſen.

———— SER

Paa Spidſen af St. Gotthard.

Sibvet tav; og den ſidſte, den fvagefte Lisplen af Bakken
Tabte fig under min Fod. :

Skabningen lytted' til Skaberens Gang; med tilbedende Taushed
Rullede Kloden i gittrende Hvirvel

Under hans Fod.

„Hellig! hellig! J Stjerner! o bæver det med mig!
men tier,
„Tier det evige Ravn!
„Stammer det iffe! thi nær er den Helliges feſtlige Radſel.
„Hellig! o hellig! uendelig! evig! e
„Hellig! — u
Ordet dode; men Aanden, igjenfodt, levende fvang fig,
Løft af Begrebernes Baand,
Nærmere Gud i ben voxende Glands. Den Eviges Almagt
Favned' i Glandſens omhyllende Straaler
Ordenes Sjæl.

—— — — — — — —

Tordenen paa Toppen af Grimſel. |

Dei opløftet over Jordens Tuer,
Over fjuntne Bjerges tauſe Vald,
Hvor det næfte Trin mit Væfen truer
Med et Fald igjennem Skyens Buer
Ned i Dybet, i hvis Svælg jeg fluer,
Soimler jeg paa Toppen af mit Fjeld.

Skræk! i bette ſtille Lyſets Ode,
Hvor det ſidſte Suk af Bæffen døde,
Hvor jeg tabte dybt hvert Ly.
Pludſelig den hele Himmel moerknes;

" Og min Xthers klare Tomhed ſtorknes
JF en tordenfvanger Sky.

Er bet Livets eller Dødens Vinger,
Som paa denne Pynt omſuſe dig?
Lyn, ſom den Uſynlige nedſvinger!
Er det blege Lys, din Straale bringer
J vet tykke Mum, ſom Alt omringer,
Sendt at hæve — ſendt at ſtyrte mig?

Underfulde Stræf! i Skrald af Torden
Midt i Flammeſtyens Hvirvelftorm, .
Mellem Klippers Fald, mens hele Jorden
Bæver, og, imod Naturens Orden,

Himlen ſort, og Dybet lyſt er vorden,
Jubler i fin Undergang en Orm!

Daghbebudende Glands omſtimrede Jorden;
Rodmende lage den, et Noer, i Morgenens Favn.
Helligt Gyſende foer igjennem Naturen:

See! og den Slumrende vaktes

See! mit Øie blindes fun af Luer,
See! mit Øre doves fun af Brag,

J hvis Raſen Jord og Himmel gruer
gor den yderſte Naturens Dag!
Neppe føler jeg mit Hjerte banfe;
Dog forhører Livet i hver Tante
Doden i hvert Tordenflag.

Sandſers høje Oval, ſom Aanden fryder!
Ræbfel, fom mig evigt Mod indgyver !
Fare, ſom betrygger mig!

Kan en Traad, ſom Hændelfe fun tvinder,
Som den blinde Sfjebne ſammenſpinder,
Kan et Væfen, fom i Støv forfvoinder,
Fole big?

Net! hvor Sandferne fun Rædfler ændfe,
Hvor Naturens Sfabning ligger Liig,
Der, paa Livets og paa Dødens Grandſe,
Blotte Støv! ophøret over dig,
Foler jeg mig tryg i Sfræffens Svimmel,
Drømmer jeg mig ind i evig Himmel;
Thi jeg er udødelig!

Himlen i Praaben.

Op i Klangen af Lyfets Bliv.

Evig væltende Klang! fra vaagende Himles
Hoyarlvinger lyder end du til Jordenes Slum;
Baft, jeg fnælende bad; da voxede Glandſen
Feſtlig, og Skyernes Purpur⸗
Tæppe hævedes. Taagen fvandt.

Solen flammede frem vidtſtraalende; Himlens
Hvalvinger luede; Gud var Flammernes Sang.
Vaagen beved' i Lyſt den lyttende ide,
Stirrede, jublede, tonte,
Sang, og fanf under Livets Vægt. +

Synet taalte dig et, bet luende Hoies
Veldige Straalen, og Gud 1 Straalernes Glands!
Af! det ſtirrende Blik, omlynet af Himles
Altfor udæempede Klarhed,

Beg bin Herligheds Overveld.

Dybt tilbedende randt min helligſte Taare
Ned, og dens Duggen modtog et visnende Straa;
Og i Perlen nedſank mit Blik fra det Hoie,
See! men og her jeg et Gienſtin
Fandt af dig; hvor er et din Glands,

Alnærværende? hiſt i Himlenes Ildhav,
Her i den Draabe, hvori fig fænfte mit Blik, e
" Synfer Sjælen i dig, o Evigheds Under! ”
Draabens, ſom Xtfherens Glarhav,
Favner Solen, og ſmiler Gud.

— — · — — — — ·

41
Mirabeaus Pod.

R; qvetti bøde. Hoit fra Zoner indtil Zoner
J bange Roſters hule Torden lød

Et ſammenblandet Skrig af vafte Nationer :
Den vaagne Friheds Herkules er dod.

Han Hydrens Hjerte traf. Sit Saar den flræffet følte;
Med RNafen fane ven Folferetten fri;
Giftſprudlende dens Oval af tuſind Struber brølte;
Men ene ſtjalv den ved ſit Raſeri.
Fornuften frydet ſaae dens trufne Hjerte blove,
Og fandt ulægeligt Uhyrets Saar;
Mat af fit Sererflag, faa fang den, Helten døbe;
Men Seierſlagets Virkning et forgager.

Han hevnet faldt! Og I, ſom nysudloſte bæve
Ved Seierheltens Fald for nye Baand,
Forſager et! hang Aand ſtal over Throner fvæve,
Og tisne hver til Bold bevæbnet Haand.”

Europa græder; men de — ſom nu —
(Frugtbare Dug i Friheds unge Vaar!)
Skal modne Roſerne til Krandſen om hans Minde.
Det — zittrer o Tyranner! — ei forgaaer.

Hans Lov henbruſer lydt i disſe Taarers Stromme;
En feſtlig Taushed vidner Jordens Dom.
Med Krympen Hydren ſelv ham Krandſen maa tildomme:
Stor var han! lyder hele Jorden om.

Stor var han! høit til Trods for hine Trælles Trælle,
Som fljalv med Thronerne ved hvert hans Ord,
Skal Evighedens Roſt fra Slægt-til Slægt fortælle,
Og Merkets Hære bæve: Han var flor!

Og da, naar Rousſeaus Sad fremſpirer i hvert Hjerte;
Naar i hvert Hoved, Rant! bit Lys opgaaer;
Naar Verden har forglemt hvad den af Præfter lærte;
Og ingen død Apoſtel meer opſtaaer;

Naar Storhedsboblen, Bold og Guld og Smiger flaber,
Ci trylleſtuffer meer ben vorne Jord;
Naar Glandfen, den fom Barn beundrede, fig taber,
Og ingen Cæfar kaldes mere for

Og. — langt bag Sekler — naar den fidfte Neros Krone
Er ſmuldret hen i Glemſels morke Favn,
Skal Lyſets Venner end i hoie Jubler tone,
Riqvetti! dit udødelige Navn. *

— 43
Revolutionen.

Hummelen tordner, ei Jorden. J Tordenen ruller os Sfjebnens
Udſlag bringende Vogn nærmere nær.

Axlerne brage forfærdelig! Hjulene lyne

Stræf! og de vrinffende Hingſte

Fnyſe fraadende frem!

„Solene ſlukkes! og Natten opvælder af Helvedes Huler!
„Altomdampende Mulm hyller vort Blik!
„Ariman ſeirer! o Raedſel! dig Chaos opfluger,
„Jord! ak du ſynker! du ſynker!
„Helvede ſtiuler din Plads!“

Himmelen tordner, ei Helved. Vel ſloredes Solen, og
Morkets
Rundtom dampende Mulm hyller vort Blik!
Typhon er loſet, og Helvede vaktes, og Jorden
Sank — den hæves! den hæves !
Solen oprinder igjen!

„Jorden, den hæves! af hvem? af den loſcde Typhon?
af Oreus?
„Af den knuſende Vogns lynende Hjul?
„Hingſtene trampe den ned under gniſtrende Hove!
„Ak! og Fortvivlelfens Krampdrag
„Spiller — men hæver den ci ls

„Daaren fun haaber i Hvirvelens Dyb; ben Kloge

fortvioler
„Der, hvor ſeirende Mulm hyller hans Blik!

44.

„Timen er kommen! nu fees det i Mørfet, DR Maalet

„Var! og i Helvedes Latter

„Hores det lydeligt nu:

„Drommenes Drømme, Foræbling! Fornuftſols Straalen
og Frihed!
„Skjont opfyldes I nu! Herlige Dag!
„Jubler J Viſe! faa jubler dog lydt I Propheter!
„Hoit! at de Vrinſtendes Latter
„Doves! o! dover den dog!“

Himlenes Hoieſte tordner! Forſtummer Formaſtelſens
Blinde!
Vognen nærmer fig alt nærmere! fee!
Axlerne brage bedøvende! Hjulene guiftre
Lyn! og de ſtummende Hingſte
Fnuyſe nu kaadere«frem!

Typhon, Ariman, Orcus, i flammende > "i af aabne

Struber Edder udſpye! Bidflernes Staal

Rodmes af Blod, og i Dampen fremfnyſe de Laſtens
Ild! og Retfærdighed antæntt
Flyer paa den ffjælvende Jord!

O! men Tømmen, den ſtjulte, uſynlige Tomme fig taber
Hoit i Styrerens Haand umaalelig høit
Over Titanernes Manker og Hjulenes Gniftren !
Held! og bet fnyfende Forſpand
Lyftrer, uvidende hvem!

Dybenes fortefte Kjemper adlyde ham! Myrdende —
Vilde Raſen hans Vink! Helvede ſelv

Fordrer den Helliges Villie! Krigen er Fredens
Vogn — og de fraadende Hingſte
Skynde den fnarere frem,

Frihed ſtormes til Jorden, Foræbling og Aandernes
; Middag;
Snart ben ſeirende Sol klarer vort Blik!
Dampene ſpredes! ta fees det i Straaler hvad Maalet
Var; og en renere Verden
Prifer da Tordnerens Gang!

— — — — — —

Hellebeks Harpe.
Sapphiſt Ode til Ernſt, Greve af Schimmelmann.

Sainmelmaun, din Lyra jeg fandt (o Held mig)
Sfjult i Lov, nedfalden af Helag Steeneeg,

Hvor du felv ophængte ben, da du paatog
Danias Forforg.

Solon liig, fom, født til Homers og Maros
Mellemrang, opoffred' den anden Laurgreen
Patriothoimodigen for den forſte

Borgernes Eeglrands:

See han borthang Lyren, og fulgte Pallas
Uden Klang, tausſtrivende hen, hvor Viisdoms
Raad, og Retſard fordredes, og din Redning,

Synkende Cekrops!

46
Saa miu Helt (jeg fane det, o troe mig, Fremtid)
Rundt omſmiilt, gudvinfet, i Muſers Chordands,

Krandſen nær, høit faldet af felo? Apollon,
Sled af Gudinders

gavn fig løs, manddommeligſtolt, med Hoimods
Hele Kraft undvigende Himlens Trolddom!
Dannemarf! dig, dig han fun fane! Herakles
Vinked' Arete!

Lyren flux ophængt, mens en Taare ſmiilrandt,
Jilte bort Halvguden; i Lyrens Sted han
Axled' Statsſolvaaget, og hjalp med Bernſtorff
Frederiks Fredsſtib

Giennem Jordſtjelvyſoelg, mens Europa rundtom
Stat paa Stat nedhvirvledes i din Malſtrom,
Friheds Syndflodhav! Men fra Helas Eeg faldt
Lyren, og ſukked'.

Jeg den fandt, dugruſtet hver Stræng, dens Tvehorn
Lovomſnoet, muldfugtet, endnu dog klangfuld!
Schimmelmann! misund mig den ei! Min Andagts

Helligſte Hoiſang,

Dydens Pris, Retfæerdigheds Lov, Naturens
Hoie Fryd, blot himmelſte Nyn, min Midnats
Stille, hoitidsfuldeſte Hellig! Hellig!

Skal den ledſage.

Krandſen.
Til Grevinde Charlotte Schimmelmann.
Veg offred' til Apol paa Bredden af Caſtale,
. Hvor Gratierne mødte mig i Dands;
Med frygtfomt Blik, med Stammen i min Tale, i
Og dog med Fryd, fom ingen Toner male,
Nedlagde jeg for dem min Krands.

Modtager den, tilbedede Gudinder!
Saa ſtammed' jeg, den uanfelig er;
Men Uffyld bandt den, og fra mine Kinder
En Taare randt paa hvert dens Blad, Gudinder!
O! disfes Dug er alt dens Vard.

De tog den med de Smiil, ver ſees oplive
Saa mangen Kold og Foleslos og Død.
Jeg fane ved hvert den meer opfriffet blive;
»&Kun Gratierne tage, for at give,”
Saa deres føde Stemme lød.

Charlotte, fang den Forſte, vor Veninde,
Skal denne Krands af 08 fig ſtjenket fee;
Charlotte, fang den Anden, den ffal finde
Forffjønnet, fang den tredie Gudinde,
Charlotte, fang de alle Tre.

Grevinde! men min Taf fan Taushed ene male;
Chariterne forlode mig i Dands.
Fortryllet, ſtum, fra Bredden af Caſtale,
Med Folelſer, ſom Gratier kun tale,
Jeg fane dem ræffe dig min Krands.

48
Til mit fFædreneland.

Sy; Plet af. Jord, hvor førfte Gang mit Øie
Fra Veemods Favn opſtirred' til det Høre;

Og i et Smiil, og Skyens Purpurbrud,
Fortryllet faae de førfte Glimt af Gud:

Plet, hvor. jeg vaagned' op af Intets Slummer;
Fremkaldt af Almagts underfulde Bliv,
Til Livets korte Fryd og lange Kummer;
Men og, algode Gud! til evigt Liv:

O elffte Plet, hvor førfte Gang mit Øre
Henrykkedes af Vaarens Harpers Klang;
Hvor Himles Harmonie jeg troede høre
J Skovens Lyd, og i min Moders Sang;

Hvor førfte Gang min fpæde Læbe ſtammed'
Med kicelen Folelſe det omme Navn;
Hvor forſte Gang mit tændte Hjerte flammed'
J Kjærligheds og Venſtabs hulde Favn:

O D Fødeland! Hvor fandt en Plet min Leden,
Saa vidt vor Klode Stovets Slægt beboer,
Saa blid, faa lyftelig, faa fuldt et Even,
Som du, for den, hvis bedſte Fryd herneden
Er. Mindet af hang førfte Fryd fom Voer?

Ak! ingenſteds er Roſerne fan røde;
Ak! ingenſteds er Tornene faa ſmaa;

Og ingenſteds er Dunene ſaa blode,

Som de, vor *Barndoms Uffyld hviilte paa.

Forgjeves god, i mindre brudte Straaler,
Ud over fremmed Egn den milde Sol
Velſignelſernes Væld i ſtorre Skaaler,
End over Beltet om vor kolde Pol;

Forgieves hæver langt bag Hjemmets Hegne
Sig hoiere mod Himlen Jordens Bryft;
O! Hvad var Himlen ſelo, hvis ingenvegne "
Bort Hjerte der fandt Spor af founden Lyft?

Reis Kloden om, og fmelt i kjcelne Lunde;
Og gys i hellig Lyft pan Fieldes Jis;
Stue tufinddobbelt Liv, og hør af tuſind Munde
Naturens, Glædens, pg dens Sfabers Priis;
Bemær£ hvert Fortrin der, hvor rene Sæder
J Ligheds Hegn betrygge Friheds Glæder:

Dog favner overalt veemodig glad
Din Aand et faligt født jeg veed et hvad;
Ak! thi Hyrdinders Dands til Hyrders Ovad,
Ved Arnos Bred, er tvungen mod de Lege,
Hvori for Hogen vore Duer vege.

Thi »Heloiſes Lund feer tornet ud
Mod Krattet, hvor, omfnært af Brombærranfen,
Di favnede ſom Barn din førfte Brud;
Og Sfræfhorns Himmelſpids ewdog ei hør ſom Banfen,
Hvorpaa jeg efter Maanen greb, og Tanfen,
Den førfte Tante, tabte fig i Gud.

Nei, her! fun her, i den affides Have,
Som Fredrik vøgter, Fredens Engel lig;
Hvor mine Brøbres Slægter favne fig
J fælles Held, fra Sarpen ned til Trave;

Baggeſens Verler. 272. å

Kun ber, o Danmar! i bit flille Skjod
gandt bet i fremmed Lyft berufte Hjerte |
Den hele Fryd, det længfelfuldt begjerte, .
Den Ro, ſom langt fra big det aldrig nød. '

Her falder jeg i Mindet fro tilbage
Min vilde Vandrings underfulde Dage,
Og fluer dobbelt ſtjon og elſtelig
Hver ſvunden Engel blandt den fjerne Vrimmel,
Hver Stjerne paa min gjennemfløine Himmel,
Min Frydhavns ſtille Havblik! ſpeilt 1 dig.

Erotiffe Bange og Elegier.
1782 - 1796.

Primula.
Ti Henriette.

Er jeg rolig, er jeg bange,
Glad, i Selſtab, eller ene,
Lyde fun om big alene,g
Hulde Pige, mine Sange.
Amor lærer mig de rette
Toner om min Henriette.

J en Kreds af muntre Frender
Om et Bord, hvor Evan dandſer
… Mellem Bægre, mens han frandfer
Dem med druefprærfgte Hænder,
Sees min Mufe dig at flette
Myrthekrandſe, Henriette.

Sidder jeg i Maanens firlle
sund, hvor Nattergalens Klukke
Blande fig med Skovens Sukke,
Medens mine Taarer trille;
Veemod nynner i den lette ”

" Harpeg Zittren: Henriette.

52 ;
Stræffer Døden mød din unge
Sanger fine folde, Henber,
Og vet Hjerte, ſom nu brænder,
Briſter iisnet ved det tunge
, Slag — mit fidfte Suk 4 bette
Sidſte Blun er: Henriette.

Til Paven.

8 Livets Torden: Nat, hvor Alt omholler

Min bange Sjæl med Taushed, Sfræf og Mork,
O lengſelonſtte Død! fun bu fortryller,

Kun du mig ſmiler i min Smertes Ork!

Gom mellem forte Skyer Tord'nené Flamme,
Fremblinkende med blege Morder⸗Smiil,
Den nøgne Gran paa Klippen fees at ramme,
Saa ramme mig, o Død, din fiffre Piil!

Sit ſidſte Saar den bringe dette Hjerte,
Som bloder alt af tufind dybe Saar!
Fr Bette blot vil ende hines Smerte;
Min Oval, o Død, med Livet førft forgaaer.

Kijeerkomment flal bit Slag mit Hjerte være,
Som VPelerdens Sværd var Philoktet.
Vi Avindſtjold mod Livet begge bære;
Vi hade begge Lyſets Majeſtœt.

Men vee mig! mellem Helveds forte Floder,
J Lyfets Egn, i Støvets morke Dal, i
Har ingen Gud, har ingen Stovets Broder,
Har ingen Dæmon Medynk med min Oval.

Forgjeves jeg udſtrekker mine Hænder,
Omſonſt, o Død! mit Raab fremkalder dig ;
Omſonſt fun efter dig mit Hjerte brænder;
Du hører ei mit lengſelfulde Skrig.

Saa flygted? bort af Ariadnes Arme

Tyrannen Theſeus; gruſom meer end kjak,

Han, dovet mellem Krigsbaſuners Larme,
Ci ſtistted' den Fortvivltes vilde Sfræf.

Omſonſt hun iler over fyidfe'Stene;
Forgjieves mattes hendes fvage Fod;
Omſonſt hun mellem nøgne Klipper, ene,
Forvildet løber Havets Favn imod:

O Theſeus! ſtynd dig i" min Arm tilbage!
O Theſeus! hor din Ariadnes Skrig!
O! hor din Ariadnes omme Klage!
O Theſeus! Theſeus! kan du flygte mig?

Den Alykſalige! Nu foulme Bobler,
Nu bløde Rifter i den fpæve Fod.
Omſonſt! Tyrannen medynklos fordobler
De Skridt, hois Spor hun farver med ſit Blod.

Til Menander.

De glade Ben! ſom i din Elſttes Arm

Kan trodfe Skjebnens Storm og vilde Larm,
Som ved bin Daphnes Haand paa Roſer træder
J Livets Nat, hvor jeg blandt Torne græder;
Og ledes tryg ved hendes Troſt og Raab,

Som Theſeus før ven Ariadnes Traad;
Som bøsfet i din Fryd ei Smerte føler,

Men hører Zephyr ver, hvor Torden brøler ;
Og tryg paa hendes Sjov, ved hendes Bryſt
Seer i din Elffovs Speil fun Lys og Lyſt!
Tilgiv mig, elffte Ben! om jeg afbryder

Et Dieblik ben Rolighed, du nyder;

Tilgiv mig! af, thi Skjebnen negted' mig,

" Enhver BVelfignelfe, ben ffjenfte dig.

Viid, elffte Ben! den Jord, fom hun omdanner
Til Himmel i din Arm, din Ben forbander ;
Viid, Himlen jog fra mig for evig bort
Hvert Smiil af Fryd; mig Solen felv er fort,
Mig Jorden er, ſom Skrakkens mørfe Rige,
Opfyldt med Bedler og Ulyffelige;

Fryd er mig Død, og 'om min fnufte Barm
Opflammer Helved, ſelv i Venſtabs Arm.

—

O! du, ſom ligger muuft af Vredens Torden,

gyser af Himmelen, forffudt af Jorden,

rods ben Elendighed, ſom martrer dig,
Trods al din Jammer, du er lykkelig,
Hvis du fun lider eget Uhelds Smerte,
Og Andres Suk din Sjæl ei ſtorre lærte;
Hvis iffe Frænders Graad og Venners Sfrig
Dig frifte til at glemme Gud og dig!

Dog! er det Ret, jeg dig min Smerte Mager?
Din ømme Sjæl vil dele disſe Plager;
Min Klage vil forgifte dig din Ro;
Ting, ſom din Ven faa gjerne vilde troe.
Og jeg, fom føler al den Oval, ſoin brænder
J Sorger for ulyffelige Venner,
Jeg fmitter grum med Sorg for mig et Bryf,
Som Gud fandt værd og flabte blot til Lyſt!
Jeg, Ben, bedrøve dig, og fee dig græde!
Jeg ſtulde for min Skyld fee Taarer væde
Det Øie, ſom af Vellyft ftraalte nys,
Som fun er flabt til Smiil og Daphnes Kys!
Din Sjæl jeg ſtalde grum min Gift indgyde!
Og røve dig, hvad felv jeg ei fan nyde,
Min ſidſte Trøft jeg flulde røve mig,
Min elſtte Ven! at fee dig lykkelig?
Nei! ffjul big tunge Oval i ſtjiulte Taarer,
Du tynger bobbelt, hvis min Ven du faarer;
Kom ſidſte Glimt af Fryd og ſtem min Sang "
Til Lyft den enefte, den ſidſte Gang.

Tidt, naar min — forfulgt af Strei og Kummer,
Mens ſalig i din Elſttes Arm du ſlummer,
Sank 1 det Hav af Sørg, ben ſpommed' i,
Den ſaae din Fryd at lyne fig forbi,
Og voldſom ten anfpændte ſidſte Kræfter,
For mere nær at fvømme Glandſen efter.
Som bange Styrmand feer paa knuſte Stavn,
IJ Stormens Nat et Glimt i nære Havn,
Som gjennem forte Sfov en Vandrer iler
Imod et Lys, ber dybt i Grunden ſmiler,

Saa fer min Sjæl den Sol, ber Slyen brød,
Og lyſer rundt om big paa Daphnes Skjed;
Af kicelent Venſtab den da, lettet, fvinger
Sig efter dig, paa Tankens fnare Vinger;
Den glemmer Alt, og troer fig lykkelig,

gordi den favner Daphue, Dyd og dig.

Da glemmer jeg hvert Nag af fremmed Smerte,
Og mindes knap, den ſaarede mit Hjerte;
Da min henrykte Sjæl 1 Glæden troer, |
At Gud er god, og et alene flor; .
Da ſynes mig ben hele Skabning ſmile, |
Og Dyd mod Dyb og Lyſt mod Vellyſt ile,
Og lappes vm, i Fryd at drukne mig;
Da er jeg rolig, glad og lokkelig.
Som en ſtibbruden Mand, igjen paa Landet, |
Forglemmer Stormens Redſler nys paa Vandet, |
Saa glemmer jeg min Smertes vilde Larm,
Naar jeg dig ſtuer glad i Daphnes Arm.
Det er mit ſidſte Tilflugtsſted paa Jorden,
Naar Himlen mig forfølger med fin Torden,
Hvor min forfulgte Sjæl fan ſtjule fig
For Fæbres Hændevrid og Brodres Skrig.
Det er den Sol, jeg oiner midt i Taagen,
Som trøfter mig i Nattens bange Vaagen;
Og ſtyrker mig, at ende Livets Færd,
Win Gud, mig felv og min Menander værd.

Horaz og fydia.
Han.

Fer, naar jeg tryllet ved dit Bryſt
oe Dig, Falffe,. hørte kjelent ſige,

At mine Kys var Neftar, uden Lige,

Og ene jeg var al din Lyft; i

Jeg i bin Favn da tænfte med Foragt

Paa Perſiens Defpot og al hans Magt.

Hun.

For, naar: din Mund kun aabned' fig,
Kor mig med Amors egne Kys at fige,
Jeg var din evig elffte, bedſte Pige,
Selv ingen Venus lignte mig;
Stolt af min Elſttes hele Kjærlighed
Jeg felv paa Roms Gudinde ſtued' ned. g

Han.

For Cloe flager nu dette Bryſt;
Nu lærer hun mig at foragte Throner,
Naar jeg ven hendes Stemmes føde Toner
Henſmelter i elyſiſt Lyſt.
Med Glæde jeg modtager Dodens Slag,
Naar det min Cloe kjober fun cen Dag.

Hun. 5

For Cephalus jeg brænder nu,
Kun ham jeg onffer, ham min Længfel favner ;
Jeg paa hans Skjod engang dig aldrig favner;
Han ligner Amor meer end du.

Tre Gange doer jeg glad, naar ve min Den
Jeg ham fun gjør cen Time dobbelt ſod!

Dan. '
Men, om min Kjærlighed pan nye
Med fulde Flammer atter kom tilbage,
Hvis, for big uophørlig at behage,
"… eg evig vilde Cloe flye?
Hvis jeg med tuſind Kysſe ſletted' nd,
O ſtjonne Lydia! mit Elſtovsbrud?

Hun. | å

Stjøndt Cephalus er Solen liig,
Naar den gaaer ned bag Tib'rens gyldne Bredde;
Sfjøndt du, Horaz, er let, fom Bind, til Vrede,
Og Havets Smiil 1 Falſthed liig;
eg leve vil med dig, og paa dit Skjod
Skal Døden ſels din Elſtte vorde ſod!

. 59

Erato.

Longt fra bet ſtsiende Bulder af Vinens

Raſende Glæder, urørt af Bacchantens

— Lyſter og vilde Begeiſtring,
Synger min SME

Medens de rave med fvingebe Therſer
Opad til Fields, og de mylrende Klipper
Vildt —— gjenffingre, hun fidder

Eenſom i Dalen,

Mellem hvis Blomſter fig bugtende ſlynger
Bakkens Kryſtal, i hvig glimtende Rislen
Cynthia zittrer, og nynner mit Hjertes

Salige Veemod.

Flye mig, o Satyr! o flyer mig, J Fauner!
Skjul dig blandt Klipper, beruſede Sanger!
Echo af „Evan! o! Evan!“ fig tabe

Langt fra mit Alter,

Helliget Elſtov, i Bogenes ſtille
Bævende Skygger, omſtimret af Lunas
Smilende Straaler, i Skjerm af min Sanglunds
Hvælvevde Løvfal.

Skovenes Sappho, fun du, Philomele!
Nærme big! Floitende Kluffe ledſage
Citherens ——— mens Eratos Toner

Tolle min Lengſel!

Hør hendes Sang, Amathuſia! hør den
Vingede Gud! og J Gratier! lytter
Leired uſynlig omkring mig! Jeg prifer
— Helliget Eder,

Cyprias tryllende Belte, Chariters
Svævende Dands, og, o Amor! dit Koggers
Fylde, de —— Piles

Kildrende Smerte.

—

JIdealia..

Stzen og Hælen ſom Cythere,
Hvid og mild ſom Cynthia,
Rund ſom Hebe, rank ſom Here,
Er min Idealia.

Ingen af de fre Chariter.
Er i Ynde hende liig;
Alle Jordens Aphroditer
Falme, naar hun viſer fig.

Som en Straale fra det Hoie,
J et Blik af Lyſets Gud,
Munterhed i hendes Øie .
Liv og Vellyſt ſpreder ud.

Paa be hvide, runde Kinder
Dydens Roſer aabne fig;
Naar hun fmiler, Sorgen fvinder
Morgenrodens Fiende liig.

Elſtovs Guder rundt omkrandſe
Hendes mørfebrune Haar; i
Ale Gratierne dandſe
Om den Skjonne, hvor hun gaaer.

Zephir overgiven ſpoger
Med en Fold, nu hiſt, nu ber,
Som hver Yndighed forøger
Ved fun halv at fljule hver.

Trinde Bryfter fjælent bølge
AF uſtyldig Kjærlighed ;
Inde, Vid og Dyder følge
Glade hendes lette Fjed.

Roſer fpire, hvor hun træder,
Under hendes ffjønne Fod;
Tang" Beundring, Held og Hæder
Ile hendes Skridt imod.

Frækheds Satyr ærbar flygter,
Vover et at fee fig mæt;
Smigers lumſte Slange frygter
Hendes lyſe Majeftæt.

Hendes ſode Smiil henriver
Philoſophens marmor Aand,
Lokker og tilbagedriver

Lige ſterk hver vovfom Haand.

Ved at flue hendes YJude
Kummer fvinder bort i Fryd.
Ondſtab blues ved at fynde,
Naar den fjender hendes Dyd.

Der, Hvor hendes Kys opliver,
Spilder Skjebnen al fin Harm.
Zembla, Zahra, Helved bliver
Paradiis i hendes Arm.

Men een Feil har dog min Pige,
Som det Alt fordunkle vil:
Denne Uforlignelige
Er desværre — iffe til.

63
Cifkovsjubel.

| Liig en Tordenfly, naar til gyldne Høle
Phoebus atter feer, z

Flye for evig Morkhed fra mit Øie;
Ingen bitter Taare flyde meer!

Intet ſtonnet Suk, ingen Hylet Klage,
Ingen Sorgeſang
Echo bringe hulere tilbage,
Som naar før min Harpes Strænge klang!

Thi hun elffer mig! triller, Philomeler;
Thi hun elffer mig! a
Triller glade Toner! nu jeg deler
Skovens Fryd, ei meer ulykkelig.

Smiil til Dal og Skov atter, Btorgenrøte,
Min Seline liig!
Glade Blik ſtal dine Straaler møde
Fra mit Øie; thi hun elffer mig!

Jil mig, muntre Bæf, gjennem Blomſterenge
Rislende forbi!
Jeg vil henrykt ſtemme Harpens Strænge
Til bin Bølge klare Melodie.

Viis mig, o Natur! alle dine Sfatte
Hiſt i Lyſets Hjem,
Der i Ormens Støv, og jeg ſtal fatte,
Favnet af min Elſtte, fele dem.

- Min Selines Smiil aabnede mit Øie
For din Herlighed.
Jubler med, J Sfove, Dale, Hoie!
See hun ſmiler! Alting ſmiler med.

— —— — — — —

Til Venus.

Chyrens ſtjonne Herſterinde,
Elſtovs mægtige Gudinde!
Min Seline kalder dig.

O! forlad i Dag Cythere!
Byt det bort for meget mere,
Som hos hende venter dig!

Hendes Huus big i det lille
Bil Olympen ſelo fremſtille;
Konſt, Natur, og attiſt Smag
Overalt dit Die maler
Phantaſiens Idealer
Under min Selines Tag.

Vaarens ſidſte, ſtionne Gave,
Roſen, flaaer i hendes Have
Red og hvid og friff, fom du.
Druen, fom dig hjemme fryder,
Stjenket af Seline byder
Nektar, mere fød endnu.

J bit Paphos dunkle Gange
Blandes Nattergalers Sange
Sødt med Rislen af en Elo;
Aphrodite! men du glemmer
Dine Philomelers Stemmer,
Naar Seline ſynger felv.

Vellyſt lokker iffe mere
Paa dit duftende Cythere
End paa hendes Opholdsſted;
Men i hendes Die byder
, Dronningen for alle Dyder
Faunen ſelv Beſtedenhed.

Vardigt Selſtab og du finder;
Thi min Elſtedes Veninder
Faaer du ſamled' her at fee.
Hver af dem er en Charite,
Hos en anden Aphrodite
Seer du dine hulde Tre.

Intet, Intet vil du favne!
Giv det Alt Olympens Navne,
Saa bli'er det og Himlen Cet.
Og foruden Speil, Gudinde!
Vil du dig fordoblet finde,
Naar du har Seline ſeet.

Jil, Kronions ſtjonne Datter!
Kom med Elſtov, Sfjemt og Latter,
Baggeſens Varker. 2 9.

Kom med Amors hele Hær!
Ellers troer din Skjald, Gudinde!
At du frygter for at finde

Meer end dig i hende Der.

Til Seline.

(Efter Tibullus's 3. Bogs 3. Elegie).

Hoad nytter det, med idelige Bonner,

Med Onſter at beſtorme Himmelen?

Jeg beder ei, ſom andre Jordens Sonner, ø
Om Rigdom; Elffte! jeg foragter den;

Ei at paa Marmortrapper jeg maa flige
Vidtglimrende til høre gyldne Sal;

Ut Tuſind maae, for blot mig at berige,

Med deres Sved bedugge Herthedal;

Men, at hos big mit Liv maa født henfvinde;
At jeg maa døe, ſom Olding, ved bit Bryſt;
At paa mit Liig din Taare da maa rinde,
Naar du beflager ømt din tabte Lyft!

Thi, hvad mon fine Riges Guld 08 nytter?
Hvad tufind Hjordes fede Meieri?

Hvad Bygninger pan høre Jonſte Stytter,
Med Steen-Apoller og Dianer 1?

Hvad Hvælvinger, behængt? med Lyfefroner ?
Hvad Marmorgulv, hvor gyldne Stole ſtaae?
Hvad Purpurdragt, bebræmmet med Galoner,
Og andet meer, ſom Poblen gaber paa?
Misundelſe, Midundelfe fun vindes

Bed disſe Ting, — og Poblens Dom er blind;

Er Sjælens Ro 1 gyldne Sale findes,

Er Legedom for et bedrøvet Sind.

Mig Lidet, deelt med dig, ffal Rigdom være!
Jeg uden dig et ffjøtter Jordens Guld;

Jeg uden dig et ffjøtter Jordens re;

Jeg har dens bedſte, naar bu mig er huld.
O! gyldne Dag, fom dig mig funde give!

” Tre Gange lyffelige, gyldne Dag!

Paa den jeg ſtulde Cæfar, Croeſus blive,
Selv under mindſte Hyttes lave Tag.

Men, derfom evig ingen Guder høre

Min ene Bøn, fom jeg faa ofte bad,

Er alle Jordens Skatte flulle gjøre

Cen Time mig Ulykkelige glad.

Derom lad Antre bede! ſtille Dage

J min Selines Arm jeg ønffer mig!

Fra hendes Haand mig Alting født ſtal fmage, "
Og fattig ffal jeg være lykkelig!

O! hør bin Sangers Bønner, Erycine!

O! hør mig, du, fom lønner Kjærlighed !
Lad fnart den Dag, fom giver mig Seline,
Gudinde! ſynke fra din Himmel ned.

Hvis et, da hør mig, du, fom Nattens Rige
Beftyrer med bin rædfomforte Stav!

Gnart, fnart, 0! Pluto! lad mig Arme flige
Ned i den flille, tanfeløfe Grav!

Fycas til Sycilis.

SD: jeg Lykſalige! Lycilis elffer mig!

Hvo er, ſom Lycas, ufigelig lyffelig?
Lycilis elffer fun mig!

Lycilis deilige Læber fun aabne fig, |

For at fortælle mig født, at hun elffer mig
Lycilis kysſer fun mig!

Himmelſte Muſer og Gratier, lærer mig!

Lærer min henrykte Sjæl at fortolke fig!
Lycas forvildes i Fryd.

Lycilis ſynger; ophoiet, ſom Jupiter,

Hoit over alle Iovfyngende Verdener
Hører jeg Sangenes Lyd!

Lycaé er mægtig og rig fom Saturnion,
Bis ſom Tritonia, ffjøn ſom Endymion,
Stærf og berømt ſom Achill;
Lycilis ſmiler — Idalia ffjuler fig —
Viisdom og Rigdom og Skjonhed og Styrke mig
Møder i Lycilis Smiil.

Nedſlyng fra Thronen din Lynild, o Jupiter!
Sonderknuus Himle paa ſynkende Verdener!
Omt trykt til Lycilis Barm,
Intet fan ffræffe mig; rolig jeg ſſumver der;
Sødt under tufinde buldrende Tordener
Døer jeg i Lyecilis Arm.

Tidsfordriv.

Naar Solen vokker mig. til Dagene Sysler,
Naar upaatlædt jeg ſidder ved mit Bord,
Og mellem gamle Folianter nysler,

Og tømmer bereg Viigdom, fom man troer;

Naar, med Donat og Fibelbræt i Haanden,
Jeg ſidder mellem haabefulde To,
Og ikke ſjelden, ivrigen i Aanden,
Gior Salomon af Klaus, ſom Nogle troe;

Naar midt i Muſers Tempel, med en Mine,
Sig Cato ſelo et ſtulde ſtammet ved,
Blandt Phoebi Børn feg ſynes Mening pine
Af Ord, fom min Decanus ftandfer ven —

Naar ſtundom mellem ſtive Cavallerer,
Blandt Damer ved en gunſtig Herres Bord,
Jeg allerydmygſt vittig amuſerer
Den naadige Forſamling, ſom man troer —

Naar paa min vante Plads i Horeſalen
Jeg ſtirrer paa Cathedrets Clinias,
Og lytter, troer han, ſom paa Nattergalen
Til hans pedantiſt declameerte Fias —

Naar mellem Hviffen, Hoſten, Støren, Grinen,
Paa Whigs Concert jeg een og anden Gang
Beundrer Torrys Greb paa Fiolinen,

Og fmelter, fom man troer, véd Lollis Sang —

Naar iffe blot til Løft jeg paa Paterre
Maa grædende Crispin, fom Doctor, fee!
Og Odins Søn, og Thor, ben gamle Herre,
Hvor nødig jeg end vilde det, belee —

Hvor vilde da Kjedſommeligheds Pine
Mig gjøre Tidens Gang utaalelig !
Hois jeg et tænfte fun paa dig, Seline!
Hvis overalt min Sjæl var ei hos dig.

Kysſene.

Til Seline.

Gi⸗ mig, Geline! tuſind Kys, og atter
Ti Tufind, og faa Tuſind nok igjen;
Derpaa ti Tufind under Spog og Latter,

Et Tufind paa ti Tufind ſtedſe hen!

Naar vi paa denne Viis hinanden have
Fre, fire Millioner Gange fyft,
Vi funne det faa fnildeligen lave,
At Ondſtab taber regent fin Tællelyft.

Og Ingen ſtal til Andre kunne fige,
Som ved den ſimple Maade muligt var:
Saa mange Gange fyfte han fin Pige;
Saa mange Gange hun fam fysfet far.

— — — — — — —

Til Amor.
Da hun ſeilede.

See, hun ſeiler bort! mit Die folger
Zittrende den lykkelige Stavn —
Triller ſagte, muntre Bolger!

Barer hende trygt i eders Favn!

Overgivne, ſprudlende Delphiner
Skjemtſom rundt om Sluppen boltre fig!

Havets yngſte Doridiner

træffe den, Diones Choncha liig!

Muffeltlævte, blæfende Tritoner
Underſtotte Nerelders Sang!
Feſtlig, ſom da deres Toner
Bed Cytheres Fodſel fordum klang!

*Luftens ſpodeſte Favon beſoge
Amphitrite forſte Gang i Dag;
For i lette Flugt at ſpoge
Med det purpurrøde Silfeflag.

Ingen taaget Sly fra Veſten ile!
Havets Flade glimre, Himlens liig !
At 1 Hare Bolgers Smile
Hun med Phoebus frit kan ſpeile fig!

Men min Ro forlod mig med min Pige;
Ene ſtaaer jeg Arme her igjen —
Amor! bring den Elffelige
Snart tilbage til fin omme Ven!

——

Troſten.
Til min Ven, ved hans Elſtedes Dod.

Vis er Døden. Salig Slummer
Venter fnarlig Sorgens Ven.
Troſteslsſe! taal din Kummer!
Snart i Graven endes ben.

Hvad er Venſtabs høre Glæde,
Favntag af en yndig Mo,
Hvad er hele Jordens Glæde
Mod ben Vished, du ſtal døe?

Eee bag Skyer Solen ile
Sin beftemte Bane hen;
Snart den fynfer, for at fmile,
Medens Havet favner den. |

Dine Dages Aftenrøde
Binfer dig til Jordens Skjed!
Denne *Vished bør forføde
Al tin Kummer, al din Nød.

Nyd den, føl den, fat dens ele,
Troſtefulde Salighed!
Sorgens Skyer mildt ſig dele,
Flygte, fvinde reent derved.

Som det dyrebare Minde
Af min Himmels tabte Fryd,
Da med Kys en øm Veninde
Styrked', lønnede din Dyd.

Da dit Blik i hendes Die
Engles Salighed forſtod,
Og du nærmere den Hoie
Folte dobbelt, Gud er god.

O! fom dette føre Minde
Kald den Vished ofte frem:
Snart ffal dine Dage fvinde,
Og bin Følelfe med dem.

Kald ben oftere tilbage,
End din nylig. tabte Lyſt!
Hiins Erindring den forjage,
Enevældig + bit Bryſt!

O! thi hvad er ſornden Glæde?
Skyggen af en jordet Ben?
Vi vil favne den, og græde
Dobbelt, naar den fvinder hen.

Lad dit Hjerte Gift et fanfe,
Slangen mellem Roſer liig,
Af den alt for ſode Tanfe:
Engang var jeg lykkelig.

Nei! men engang ſtal jeg blive
Fri for Liv og Oval ſom hun;
Doden mig den Ro ſtal give,
Som i Graven nydes kun.

- Dette Haab beftandig fvæve
For din Aand og ſtyrke dig!
Men af Himlen et du fræve
Hende! Hun er lyffelig.

Bel blev trefold Morlke givet
Dødens tavſe Opholdsſted;
Ak! men ei ſaa mork ſom Livet
Er dens Hulers Eenſomhed.

Ei forſtyrre falſte Syner
Slummeren i Gravens Skjod;
J vens Nat et Drømme lyner;
Sovnen der er rolig, føb.

Frygt for op til nye Plager
Snart at væffes ved dens Savn
Er den Lyffelige nager,

Som hendysſes i dens Favn.

Nei! men den, ſom rolig hoiler,
Qvæget i dens ſode Slum,
Dobbelt ſtjon opvaagnet iler
Derfra til Elyſium.

O! der ſtal du engang favne |
Hende, fom forlod dig ber;
Saligheder uden Navne
Begge ſtal omgive der.

Og lav tet end vare længe,
Mange Aar fig flæbe hen,
gør t hine Glædens Enge
Hun ſtal mode dig igjen.

Hvad er Jordens længfte Plage,
Hele Livets Bitterhed
J en Rad af mørfe Dage,
Mod en falig Evighed?

Hvor bu mellem evig unge
Glæder, Gud og hende nær,
Nyde ſtal, hvad ingen Tunge,
Ingen Ord big tolke her.

Cil Søvnen.

Eyeſte blandt Edens Saligheder,
Som blev levnet os i Livets Nod,
Som jeg daglig lengſelfuld tilbever,
Sode, forte, tidtgjentagne Død!
Forſmag paa den Ro, fom venlig fmiler
Fra det Mulm, hvor født min Fader hviler —

Søvn, hendysfet i bin Arm oplives
Matte Træl igjen til frugtbar Sved;
Og hans Fyrſte nye Kræfter gives
Til at virfe hans Lokſalighed;

Og jeg glemmer i din Favn den Smerie,
Dagligt Syn af Andres Kummer nærte.

Tak for hvert et Blund, fom lod mig ſmage
Glemſels Nektar i dit hulde Skjod;
Tak for hver en Gang du Livets Dage
Sødt mig lonnede med natlig Død;
Tak fra mig og Tufinde, fom nyde
Blot den Lyſt, ſom dine Drømme byde.

Edderfulde Nag mit Bryft forgifte ;
Tungt jeg aander Livets qvalme Luft;
Dødens Broder! du mig ofte vifte
Mild imode Lethes linde Duft!

Til engang, gid ſnart! jeg i dens Bolger
Mig og Slangen i mit Hierte dolger.

Cil Hanna Braem.

Syg Sindets Ro, fom jeg ffal-albrig fmage,
Den Munterhed, ſom Himlen negted' mig,
Skal uformorkt beſtraale dine Dage,

Veninde! Du ſtal vorde lykkelig.

Thi blot Naturen ei, ſom lod dig blive
Saa vittig, ædel, yndig, ffjøn og god,
Har givet dig Alt hvad den lunde give;
Og Skjebnens Undeſt blev bin ſjeldne Lod.

Sødt fvunde hen din Ungdoms forſte Dage;
Sødt de nærværende bortfnige fig;
Til dem, fom du, gid mange! har tilbage,
Udſigten ſmilende fortryller mig.

Ak! ofte, maar jeg i dit lyſe Øie,
De muntre Dyders blide Himmel fane,
Naar, fom en venlig Leder fra det Høre,
Jeg ſaae dig ved min Fredriks Side gaae;

Naar ingen Taarer, intet Spor af Smerte
Formorkede dets englemilde Blik,
Da glemte tidt mit venſtabsfulde Hjerte
Den tunge Lod, jeg ſelv af Skjebnen fik.

Og, naar jeg ſtued' begge lykkelige,
Hinanden flyve Favn i Favn imod,
Udraabte jeg, ſtjondt kyſt af ingen Pige,
Som om jeg elſttes felv: o! Gud er god!

Jeg deelte begges Fryd; min egen Kummer
Forſvandt i Folelſen af eders Lyſt.
Gid, aldrig vaft af eders Lyffes Slummer,
J ſtedſe mig maae fljenfe denne Troſt!

O! jeg beholder den, thi Haabet ſmiler
For dig, Elffværdige! hvorhen du gaaer;
Thi Gud og Dyd og Fredrik med dig tler,
Og bette Selſtab varig Lyffe fpaaer !

Hvor ofte fværmer jeg. blandt glade Dremme
Om eders voxende Lykſalighed!
Naar I ſtal Glædens fulde Bæger tømme
J fællevs Favn, 1 uforftyrret Fred !

O! megen, megen Trøft den Vished gjemmer,
At du min bedfte Ben velſignes ſtal!
J venne glade Folelſe jeg glemmer,
At Jorden blev for mig en Jammerdal.

Men, naar nu Haand i Haand med ham, Veninde!

Du vandrer Livets Blomfterbane hen,
Lad da en fjærlig Veemodstaare rinde
For Lydia ulylkelige Ven.

— — — — — — — — — —

Aabenbarelſen.

Til Hanna Hornemann.

— af mange mørfe Dages Kummer,
Kjed af Tanke, Lys og Lv og fig,

Sanf min Sjæl 1 Nattens ſtille Slummer;
Søvn! o gjør mig tidt faa lykkelig!

Kom med denne Neftar tidt tilbage, ;
Som i Drømme nys du lød mig fmage!

Ene med min Elffov og min Smerte
Sad jeg (ſyntes mig) i Ronas Dal;
Og min Harpes hule Torden lærte
Lundens Echo Gjenlyd af min Oval.
Tykke Skyer væffed? Aftenrøden ;
Rundt omfring mig Alt var mørft fom Døden.

See! med Cet opflarteg ved min Side
Luftens Dunfter for min Phantaſie;

Med en Mine, fom en Engels blide,

Stod min Fredrifs Elſtede deri;

Som en yndig Guddom fra det Høre
Svæved? hun i Glandſen for mit Øie.

Svage Skjald om Farver ikle leder,
Til en Engel hift at male dig,
Som, trods Stovets Ufuldkommenheder,
Her, Veninde! var umalelig;
Tenk dig hende her, og tænf den ſamme,
Klæedt i Salighedens lyſe Flamme!

Jeg ev falig,” brød hun ud — Seline
Synger ei faa ført, ſom Talen lod —
„Ingen Stovets Glader ligne mine;

Sorger iffe, Venner! ved min Dod!
Siig min Ven, (fer voxte hendes Stemme)
Han fin Sorg, og iffe mig, maa glemme.”

„Ja jeg veed vet, Skjonne, Skyldfrie, Hoie!
Du er ſalig i din Skabers Favn;
Men hor ſynes Perler fra dit Die
J din Himmel felv at røbe Savn?
Kan du lide? fan du falig græde?
Gud! er ingenfteds da varig Glæde?»

„Jo den kommer. Himlens Myriader
Køle den; den fommer visfelig;
Men da førft ublandet, naar vor Fader
Samler alle fine Børn til fig.
End er Længfel i mit glade Hjerte,
Skjondt den ei er tung ſom Stovets Smerte.”

„Fredrik,“ blev hun ved, „at Fredrik greder —
Thi jeg elſter evig, evig nu —
Det er bittert, midt i mine Glæder
Kommer jeg det førgelig ihu;
Men den Gode hører mine Bønner,
Fredriks Dyd han ſtyrker og belonner.“

„At min elffte jordiffe Veninde,
Som faa ømt, faa kjelent elſtte mig,
Blot i Tanken bære maa mit Minde,
Ogſaa bet endnu befymrer mig;

At iblandt faa mange Venners Navne
Hun ſtal mit alene ſtedſe favne.”

„O! hvor meget vilde jeg nu fige,
O! hvor mange Glæder onſtte jeg
Denne dyrebare muntre Pige;
Men nu feer, nu hører hun det ei.
Hvad jeg onſter mellem hine Throner,
Tolk bu hende her i Stovets Toner.”

„Siig, at Intet meer paa Jorden ligner
Himlens Engles Fryd, end Kjærlighed ;
End jeg glad Erindringen velfigner
AF det førfte Kys, den tændtes ved;
Alle Himles Engle fee med Glæde
To, fom varigt elffe fig hernede.”

„For at trøfte Kummer, Mindre Jammer,
Sendtes Elffovs Ild fra Himlen ned;
Og dens rene, ftærfe, lige Flammer
Luttre Sjælene til Salighed.
Ale Salige med Vellyſt flue
To henrykte Dødeliges Lue.“

„Kjcerlighed, ſom Mod og Styrfe gyder
Med fin Neftar i den unge Sjæl,
Værner vældigt om de ſpede Dyder,
Mod fin Himmels truende Rebel.
Selv den Høre feer med Faderglæde
. To, fom bdydig elffe fig dernede.”
Baggefens Værker. 2 9. 6

„Ja han fmiler fjærlig fra det Hoie,
Elſtede Veninde! nød til dig;
Seer med Lyft, at Dyden i dit Die
Drager nærmere din Ven til fig;
Seer din Elſter glad i dig tilbede
Den, fom fatte dig for ham dernede; —

„Seer ham elffe dobbelt Vid og Ynde,
Bed i dig at fjende deres Værd;
Seer ham ffjælve dobbelt for at ſynde,
En uſtyldig elſtet Engel nær;
Og han vil opfylde hvad jeg beder:
Krone begge med Lokſaligheder.“

Med en Folelſe, fom Ingen fatter,
Med en Roſt, hvis Toner Støv ef fandt,
Raabte Paradiſets ſtjonne Datter
Dette ſidſte — ſmiilte ſodt — og fvandt.
Bæffet foer jeg op af Nattens Slummer,
Ak! til Lys og Tanfe, Dag og Kummer!

Elegier til Seline.
1736—88.

Det forſte Haandtryk.

„Nei ! Gort med Troſt! paa denne Jord
Bi fun har Aarſag til at græde;
Saavidt ſom Stovets Afkom boer,
Har Ulykſalighed fit Sæde;

Den Unges Spøg, den Viſes No,
Pokalens Trøft, og Elffovs Glæder,
Selv de, ſom mellem Dyder groe,
Er' glimrende Elendigheder.

Var viis og rig ſom Salomon,
Bær Monſteret for alle Dyder,

Din Velftand er et Kikajon,

Som kun et Hieblik dig fryder,
For, visnet uformodentlig,

Den grumme Sandhed big at lære:
At Ingen er faa lyffelig,

Som den, ber holder op at være.
Kan Rigdom, Viisdom, Dyter er,
Din Fryd, o Menneffe! betrygge,
Siig, hvor er da ben fiffre Ver,
Som iffe fører til dens Sfygge?

Slet ingen. Gaae hvad Vet, du vil,
Du gaaer paa den en Død imede;
Og hvo har viift dig Glædens Smiil
J dine Dages Aftenrede?

Hvo fendte dig fra Gravens Bred
Tilbage Fader eller Broder,

Som meldte dig om Salighed

Bag Dodens taagevdæfte Floder?

Hvo gav din Sjæl en Bished om,
At throne paa fin Krops Ruiner? .
Og, om den til Orion fom,

Den kom der et til nye Piner?
Chaotiſt Morke ſtjuler dig;

Dit Liv henflod i Sfræf og Kummer;,
Du hilfte Dagens Lys med Sfrig;
Dit ſidſte Haab er evig Slummer.“
Saa talte Smerten i min Barm,

Og mellem Taarer i mit Øie

Stod ſtummel, miſantropiſt Harm,
Da, ſom en Engel fra det Hoie,
Seline! nys du ſpurgte mig

Med din den fjælne, føre Stemme:
Om jeg var iffe lykkelig,

Og om jeg aldrig kunde glemme

Den Sorg, fom Suffe fra mit Bryft
Forraadte, fom mit Øie malte?

Og Smertens hule Tordenrøft,
Seline! tav, faafnart du talte.

Ved denne himmelhulde Lyd

Jeg glemte Sfræf og Sfrig og Torden,
Jeg fane dit Smiil, og Haab og Fryd
Ut ſpire frem igjen paa Jorden.

. XD! verfom denne Venlighed,

Hvormed jeg, Engel! faae dig fmile,
Bar meer end. blot Medlidenhed?
O! fad min Sjæl i Tanfen hvile!
Hois denne føde Haand, hvormed
Du trykkede min Haand, Seline!
Blev varm af fyrig Kjærlighed,
Da mine Fingre rørte dine?
Seline! hois du elſtte mig!

Dog nei! blandt alle Dodelige
Var Ingen da ſaa lykkelig,

Som jeg, ſom jeg Ulykkelige!

Dog — hvis du kunde? himmelſt Lyft
Min Sjæl til denne Tanke binder!
O! gid den fnufe dette Bryft,

Og bræbe mig, før ben forfvinder !
Ja! jeg vil nyde denne heel,

Vil Tanfens hele Glæde nyde,
Min elffovsfulde omme Sjæl

Skal fig ved indbildt Vellyſt fryde.
Og, naar bu Smile, dette lüg,
Seline! mig vil ſtundom ſtjenke,
Da ſtal jeg frydes ved at tænfe:
Maaſtee du funde elffe mig!

Endog om mange mørfe Dage

Du aldrig vil opklare mig,

Jeg denne falde ſtal tilbage

Og troe dem alle denne lig!

Og ingen heraklitiſt Sang

Skal fra min Harpe mere flinge,

Til Fryd jeg ſtal mit Hjerte tvinge
Ved Harpens Strænges muntre Klang:

Jeg tig, Seline! ſmile ſaae,

Jeg ſolte dig min Haand at trykke.
Ras Skjebne! lad dit Lyn nedflaae!
Din Torden knuſer et min Lytte.

.
— — — ——

Til Seline.

Sig, Elſtede! den Mand, til hvem dit Die
Med fjærlig Omhed fmiilte forde Gang,

Bar det en Aand, en Engel fra det Høle,
Hvis Tryllemagt dig til at elffe tvang?
Hvad? eller var det en af Støvets Sønner,
Hois Salighed er kummerblandet Fryd,

Hvis Magt er Frygt og Haab og Suk og Bønner,
Hvis Herlighed er ubemærfet Dyd?

En Dødelig, fom jeg? tilbedte Pige!

Hvori beſtod fang Fortrin da for mig?

Hvad tænkte, fagde denne Lyffelige?

Hvad gjorde fan, for at behage big?

Siig, hvilfen tryllende Camene lærte

Hang Tunge Guders Sprog? med hvilfe Ord
Fortolkede hans Læber Elffovs Smerte,

At Lyden fra dit Øre ſpildt ei foer?

Ved hoilke Prøverg overvundne Plage

Bevifte han fin Elſtovs Evighed?

Hvor mange fummerfulde, mørfe Dage

Gik ham forbi med Seklers ſene Fjed?

J hvilfe Skove blandte fig hang Klage

Med Philomeles Trillers fjælne Klang?

Hvad Klippe, haard ſom du, flog vildt tilbage
Hver Gjenlyd af hans Elffovs omme Sang?

— 87

J hvilfen Dal mon Flora ſaae ham irre
Fortvivlet om, med vilde, tunge Fjed?
J hvilfen Flod fane ham Najaden ftirre
Med bange Tegn paa hans Urolighed?
O! kom han over Torne, ſpidſe Stene,
Udmattet, blodig, for at fafte fig

J Støvet før din Fod, tilfreds ved ene,
At have kysſet den, og ſtuet big?
Igiennemirrede den Lyffelige

Solbrændte Zahras Heder, Afnus Sand?
Og løb han gjennem Lovers øde Rige,
Kor, fluffet, at forandre Sind med' Land?
Kom han, fom Seirer over Millioner,
Og lagde Jordens Kroner for dig ned?
Seline! Hvad er alle Jordens Throuer,
Og deres Sfatte, mod din Kjærlighed ?
Tilfjøbte han fig med tantaliſt Smerte
Dit Haandtryks ubetalelige Lyſt?
Fortæred' Japetidens Ørn hans Hjerte,
gør førfte Gang hans Mund af din blev fyft?
Ja! jeg vil troe det, elffte, grumme Pige!
Alt dette har han gjort og lidt for big;
Men med det Alt, fortjente jeg din Lige;
Og ak! Seline er ulignelig,

— — — —— — — —

Min anden Skabelfe.

Uvannet fprang jeg af min Moders Arme,
Udannet fra min Ungdoms Leders Haand;
Raa var jeg, foleslos, og uden Varme,
Blot Krop, foruden Sands og Liv og Tano.
Taus fad jeg gravet ned iblandt Ruiner

Af Alderdommens Daarlighed og Bid;

Og Krampe, Gigt, og evig mørfe Miner
Blev Frugter af min uafbrudte Flid.”

For mig fremkaldte Vaaren aldrig Livet

J den af Vintren myrdede Natur;

Er mig til Lyft blev Solen Frihed givet,

At ſpeile fig i Bæffenes Azur.

Døvt var mit Øre for de fjælne Toner,
Som Philomele fylder Lunden med;

J Aftenrodens Guld paa Skovens Kroner
En Blind et ſtued' mindre Herlighed.

Stum gif jeg, naar de fjerne Bolgers Brufen,
Inſekters Surren, Lærfeng hoie Slag,
Mailovets Raslen og Zephirers Suſen
Velkommen bøde den gjenfødte Dag.

Og medens Livets vakte Millioner

Med tufind glade Stemmer prifte Gud,

Jeg ponſede paa Phtias Myrmidoner,

Og hvordan Capitolium faae ud.

Bed Nat og Dag, paa Landet og 1 Staden,
Steen var jeg, lige hærdet, overalt:

En Stub i Sfoven og en Glut paa Gaden
Med lige Virfning i mit Øie faldt.

Slet Ingens Ben, den rige Plyndrers Slummer,
Den arme Vornedbondes Slaveri,

Ulykkeliges Taarer, Usles Kummer,

Med lige Skridt jeg rolig gik forbi.

Kun levende med Dode, mine Dage
Hengled beſtandig een den anden liig;

Jeg ikke ſtrebte Nogen at behage;

Og ingen agted', Ingen elffte mig.

Kold, ligegyldig, med den Viſes Mine

Jeg alle Nordens Dottre gif forbi; —
Men af! jeg fane dit Smiil engang, Seline!
garvel, min Ro! farvel, Philofopbhie!

Jeg faae big, ſom en Guddom fra det Høle;
Og ved dit Smiils oplivelige Bliv

Mit folde Jeg, i Glandſen af dit Pie
Forklaret, pludſelig fil Aand og Liv.

Da fane jeg Himlens førfte Blik 1 dine ;

Da følte jeg Naturen førfte Gang,

Da bad jeg høit til Venus Eryeine,

Fik Liv, og elffede, fif Aand, og fang.

Saa ſtaaer, mens Nattens Mulm paa Dalen hviler,
Den lufte Blomſt, fom visnet, gaaet ud;
Den Solen feer, og aabner fig, og ſmiler,
Og brammer ſtolt med tufind Præg af Gud.
Nu er mig Lunden hellig; mindſte Knoppe,
Som Vaaren aabner, nu fortrylle mig,

Og Nattergales Sang i Skovens Toppe,
Og Bæffen, hvori Solen fyerler fig.

Og ofte ſidder jeg 1 tauſe Skygger

Ved Egens Rod, alene, mild og glad,

Og et Beviis mig ſelv for Almagt bygger
Anbdægtig underſogende et Blad.

Nu ſaarer Usles Klageſtrig mit Hjerte;

Nu feer jeg Brodres Ulykſalighed;

Mu føler jeg, fom egen, Andres Smerte,
Og naar en Broder græder, grader med.
Nu hænge faft ved Jorden mine Dage,

Og Intet er uvigtigt meer for mig;

Nu ftræber jeg hver Stabning at behage,
gor og, Seline! at behage dig.

Nu har jeg Venner, æble, ſom forſode

Den Lod, mig Sfjebnen ber i Livet gav,
Som lede mig men Raad, og, hvis jeg døde,
Med Taarer ſtrodde Blomſter paa min Grav.
Nu finde Mange, jeg var værd at have
Den Sundhed og den. Ro, ſom negtes mig;
O! min Seline! vet er Alt din Gave,

At jeg et taales blot, jeg fylder dig.

Du gav mig dette bløde, kjcelne Hjerte,

Som bløder ved den Usles Hændevrid ;

Din Aand det er, ſom ſynger mig min Smerte;
Fra dig mit Hoved Rjæler alt fit Vid.

Du tidt mig lærer, i dit Smiil at glemme
Min og al Jordens Ulykſalighed,

At munter jeg fan Harpens Strenge flemme
Til Spog, engang iblandt, og Latter ned.
Og derſom Evighedens Hæver lønner

Min Sang, og vorder jeg fan lykkelig,

Ut elſtes af den fjerne Fremtids Sønner,
Din Aand, dit Vid, dig elffer man i mig.

Erklæringen.

Naar Morgenrodens forſte Smiil indbyde
Den ſlumrende Natur til Liv og Lyſt;

Naar Solens Straaler brændende fig bryde
Paa Markens fvedende Beplanters Bryſt;
Naar. gyldne Phoebus ned i Havet daler,
Og ender Bondens Slæb og Byens Larm;
Naar Midnatstimens Stille ſtaber Qvaler
Selv t den fronede Misdeders Barm;

Jeg tænfer, føler, feer fun dig, Seline!
Jeg vaagner op fun for at tænke dig;

Mig fmiler Solen i bin fjælne Mine,

Naar du er blid, den et gaaer ned for mig.
Den morke Nat paa mig fin Rædfel fpilder,
Dit lyfe Billed mig opklarer den,

Dig Kjærlighed mig overalt afbilder,

Og rundt omfring mig ſtraaler Himmelen.
Med Guld hver Gjenftand males af de Luer,
Som dine Smile tænde i mit Bryſt;

Mig Alting ſtraaler Fryd; hvorhen jeg fluer,
Mit Die møder allevegne Lyft.

Dg-rolig ffal jeg ned i Graven flige,

Naar jeg fun ogſaa ber fan tanke dig;

J Jordens Muld, i Dødens morke Rige
Dit ſtjonne Billede flal følge mig.

O! hvad er Purpur, hvad er gyldne Throner,
Hvad er Horazers og Pindarers Ild,
Homerers Hæder, Evighedens Kroner,
Seline! mod dit mindfte ſode Smiil?

Og jeg har feet det, jeg har feet dig (mile,
Og evig ſtaager det malet i mit Bryſt;

eg mellem Farer nu fan rolig holde;
Jeg fjender dig, og fjender idel Løft.
Og denne fafte Fryd ſtal Intet ryffe,
Trods Skjebnens Harm og Livets Bitterhed;
. Dybt i min Sjæl er Grunden til min Lyffe,
Den knuſes et, før denne knuſes med.
Thi naadig Himlen bandt med ingen Lænfe
Den indre Kraft, ſom virfer i min Sjæl;
Jeg fan jo dig og al din Unde tænfe,
Jeg fan jo henrykt glædes ved bit Held.
Jeg fan jo frøde mig, naar du big fryder,
Jeg fan jo lide, græde her med dig,
Jeg fan. jo ſynge dig og dine Dyder,
Og jeg fan døe, naar Jorden taber big.

Bønnerne.

Sie „Elſtede! hvorom din Elſter beder,
Naar Morgenrøden væffer Alt igjen,

Naar Roſen, aabnende fin Barm, udfpreder
Sin føde Duft om din henrykte Ven!

At du maa vaagne mild og glad, Seline!
Og munter føle Vaarens hele Loft,

At Dagens førfte Smiil maa møde dine,
Og fylde med elyſiſt Fryd dit Bryſt.

Naar Middagsſolens lige Straaler ftræbe

At giennembryde Skovens tætte Lov,

Naar Tørfen binder matte Hyrdes Læbe,

Og Zephir boltrer fig i Blomſter⸗Stov,

Da ſidder jeg i Lundens ſvale Skygge,

Og beder, at en kjolig Veſtenvind

Med Ambra⸗Vingers Duften maa betrygge
Mod Solens Blik din hvide Barm og Kind.
Naar Aftenrødeng Purpur farver Dalen,
Hvor, tænfende paa dig, din Elſter gaaer,
Og minder fig dit Smiil, mens Nattergalen
Mig minder om din Sang, i det den flader;
Da beder jeg, o! vidfte du, Seline!

Hvor varmt, hvor inderligt, hvor tidt jeg bad:
Gid munter, mild og blid, ſom Eryeine M
Du fmile, ſtedſe lykkelig og glad!

Gid ingen Storm, gid intet Vift af Kummer
Forſtyrre dine Dages ſtille Fred!

Til du, ſom qvæget af en rolig Slummer,
Dyvaagner ſmilende pan Lethes Bred !

Naar Skovens muntre Chores Melodier
Forſtumme, naar min Rofe luffer fig,

Naar ſlumrende den hele Skabning tier,
Og Maanens blege Glands omſtimrer mig,
O! va, mens Dal og Sfov og Alting hviler,
Er jeg i Tanken, Elffede! hos dig,

Og ſeer, hvor yndigſlumrende du ſmiler,
Den ſtjonne Kjcrligheds Gudinde liig;

Og, fværmende blandt Aft'nens Andigheder,
Begeiſtret af den milde Cynthia,

Jeg fnæler for dit Billed, og tilbeder

Den Himmel, hvor bu fmilende fom fra.
Og, hævet af min Længfels Tryllerier,
Jeg op i Spharers Chore fvinger mig,
Og hører dig i deres Harmonier,

Og i hver falig Glands jeg viner dig.

"Jeg vandrer rundt i Himlen, og fremtræder,
Loſt i din Kjærlighed af Stsvets Baand,
Paa Roſer mellem evig unge Glæder

Fra et til andet Even ved din Haand;

Og glemmer Stovets ufle Frygt herneden,
Og nærmer mig til ham, ſom ffabte mig,
Og bever blot, at gjennem Evigheden

Jeg Haand i Haand maa fledfe følge dig.

— — — — — —— —

Svaermeri.

Gi alle Jordens Kroner vare dine!

Gid alle Folkeſſag fra Syd til Nord
Adlode Dig, fortryllende Seline!

. Hvor lyffelig blev da vor uſle Jord!

Da ſtulde Strid og Borgerkrig ei mere
Bedugge den med dræbte -Sønners Blod;
Men Freden venlig overalt regjere,

Og Hyrder dandſe, hvor Trophaer ſtod.
Da flulde Themis iffe meer beklage

Sin Støtte haant i Dommerens Gemak;
Aftræa ſtulde komme mild tilbage,

Som flygter mm for Advoeaters Snaf.

Er ſpottet Klage længer ſtulde lyde

Fra Hytten til dens Plyndrers gyldne Bo;
Men Hver fin Moies Frugt i Hvile nyde,
Og mæt og munter prife Gud 1 Ro.
Som i Saturns berømte gyldne Dage,
Man ſtulde flue Flid og Dyd og Fred
Forenede, ſom Gratier, at drage
Velſignelſer fra blide Himle ned.

Thi du, Seline! vilde fee og ſtjonne

" Hvad der var fijønt og godt og elffeligt;
Du vilde Dybden, hvor du fandt den, lønne;
Og ftraffe, felv hos Granden, fveget Pligt;
Du vilde høre moterlig de Suffe,

Som fordre Ret i ſultne Bonders Sfrig;
Du vilde Vet til Virkſomhed oplukke

For hver en god og llog Vindſtibelig.

Og naar en del, mægtig eller ikke,
Udmarkede fig, flittig i fin Kreds,
Belonnede du ham med milde Blikke,
Hvori han ſaae dig med fin Flid tilfreds ;
Og, troe mig, alle Døbelige vilde

Med Iver fappes om at fee dig blid;
Og, for at flue dine Blikke milde,

Til lutter Dyd anvende deres Tid.

Bel ſtyrter Tiden Throner og Pagoder,
Men aldrig ſlukte den Hengivenhed

Af Landets Børn til Landets ſande Moder;
Dens Gang maa fun Tyrannen fljælve ved.
Lad Frederik i tufind Aar regjere,

Og ingen Brutus ſtal fremvife fig.

O! Sammenrottelfer blev aldrig mere,
Hvis hele Jorden blev regjert af dig.

Saa ønffer i forfængelige Drømme,
Seline! din Tilbeders omme Sjæl,

At du fom Dronning maatte Jorden dømme
Til alle hang fortrængte Brodres Held;

Ut Alle maatte dine Vink adlyde,

Og vorde faa lyffalige, ſom fan,

Ved under en Gudindes Skjerm at nyde
Den Fryd, hans fvage Sang et tolfe fan.

Kjærlighedseden.

La Venus mig en Huldgudinde fende;

Ei Venus felv ſtal kunne lokke mg;

For dig, Tilbedede! ſtal ene brænde

Det Hjerte, fom blev ene tå for dig.

Ved Dybden, fom din fijønne Sjæl tilbeder,

Som derfor blev mig evig dyrebar!

Ved denne Sjæl! og ved dens Yndigheder,

Hvormed du mig for evig fængflet har!

Ved Himlen! ved det Helligfte paa Jorden!

Seline! ved din vundne Kjærlighed! ”

Jeg fværger big, og al Olympens Torden

gorfølge mig, ifald jeg brød min Eed:

Dig ene tro, dig evig at tilbede,

Beftandig din og Dydens ømme Ven;

Endog, om evig ſtraffet med bin Brede,

Jeg langt fra dig ſtal ſukke Livet hen.

Men af! jeg rafer mod mit eget Hjerte!

Hvad gjør jeg ubefindige? Min Eed

Betrygger dig, og frit med Sorg og Smerte

Du nu belønne fan min Kjærlighed.

Du nu den mindſte Fryd mig grum vil negte;

Vil ſpotte mine Ovalers Raſeri;

De Saar, fom ved dit Smiil du. fordum lægte,

Du aldrig meer vil gyde Balfam 1.

Du aldrig meer min Haand vil fjærlig tryffe ;

Ei lære mig, foragte falig meer

Ved dine blive Blik al Jordens Lokke;

Maaſtee du mig vil aldrig fljenfe fler.
Baggeſens Værter. 2 9.

ES;

Jeg aldrig meer fortrolig mig ſtal klynge,
Seline! til din omme Hælne Barm,

Og aldrig i min Elſtovs Hebe flynge
Omkring dit Liv med Fyrighed min Arm;
Men eenſom, uden Glimt af Fryd fremdrage
Det Liv, jeg hader fun, naar du er vred,
Og ubonhort i file Sfove flage

Min Elſtov og min Ulykſalighed.

Dog nei! dit omme, fromme, fjælne Hjerte,
Jeg veed det, Elſtte! hader Tyranni,

Du vil forſede blid min bittre Smerte,

Og ynkſom lette ſels mit Slaveri.
Endſtjondt bu veed jeg bryder ei min Lænfe,
Endſtjondt bu veed jeg dæmper si min Ild,
Du dog, fom før, mig ſtundom mild vil ſtjenke
Et fjælent Fingertryk, et venligt Smil!

Og jeg flal end velfigne disſe Kjæber,
Troe, Venus mig med unge Roſer bandt,
Naar get af disſe Kys du mig tilfteder,
Hvori hun har fin Nektars Sodme bland't.
Og jeg flal lonnet nære disſe Lier,

Og troe, jeg giemmer Himlen i mit Bryſt,
Naar eet af disſe milde BLE jeg fluer,
Hvori den ſmiler med fin hele Loft.

Og ſalig Phantafie flal vinget hæve

Hoit over Stjernerne din Sangers Aand;
Af Guders Lyſt ſtal dette Hjerte bæve,
Naar du! Seline! tryffer omt min Haand.

————— —

Overalt den Elſkede.

Bær Engens Blomſter, Skyggelundens Blade;
Tæl Perlerne paa Dalens Morgendragt;
Zæl Diamanterne paa Bæffens Flade;
Tal alle Speilene for Solens Pragt;

Zæl Himmelens og Jordens Yndigheder,
Og maal Naturens fulde Herlighed;

Saa tælfer du hvert Suk af din Tilbeder,
Saa maaler du min hele Kjærlighed!

Ved Nat og Dag, i Selſtab og alene,

J Stadens Sværm, ved Egens taufe Rod,
Jeg tænfer fun paa big, og du alene

Mig danner hele Jorden ſtjon og god.
Hvorhen jeg gaaer, dit Billede mig følger ;
Dig feer jeg overalt i Vaarens Fjed;;

Dig fluer jeg i Havets gyldne Bølger,
Naar Aftenfolen ſmilende gaaer ned.

Dig feer jeg i den lyfe Morgenrode;

Dig ligner Roſen, naar den aabner fig;
Din Dragt er Blomſter⸗Eugens; din ten føde
Muſik, hvormed min Larke vætter mig;
Dit Smiil fortryller mig i Lunas ſtille,
Uſtyldighvide, hoitidsfulde Glands;

Dig horer jeg i Philomeles Trille;

Dig oiner jeg i Zephyrs lette Dands;

Dig tænfer jeg, naar tankelsſe Daarer
Med fjebfomt Morffab underholde mig;
Mit Øre blot et dunkelt Bulder ſaarer,
Min Sjæl er evig, overalt hos vig.

— —

100

Mdelukkende Hnyldeſt.

SHOvtine! bu ſtal ene mig behage; i
Jeg evig ene brænde ſtal for dig;

Mig ingen Andens Skjonhed ffal indtage;
Kun dine Smile ſtal fortrylle mig.

Jeg ingen anden Piges Haand vil tryffe ;
Og, om en Anden fjærlig trykker min,
Skal ingen ſaadan Zittren mig henryffe,
Som naar min Finger blot berører din.
Kun dine Kysfe, ſmilende Seline!

Med Himlens Vellyft fylde ſtal mit Bryſt;
Thi fun i dine blanded' Eryeine

Sin Nektars uforlignelige Lyſt.

Paa dine bløde Hender fun min Læbe
Skal i fin Fjælne Ruus forvilde fig;

Paa Andres ftal den aldrig langſom klabe,
Naar Moden faadan Hilfen byder mig.
Og, hvis paa Foden mig en Anden træder,
Bar vet end Venus felv, den flytter fig;
Kun du, Seline! tryller Guders Glæder
J hver Berørelfe, fom røber dig.

" Foruden dig er ingen Stadens Pige

J mine Øine faver, yndig, ſtjon;

O! Ingen, Ingen i det hele Rige;

Nei! Ingen, Ingen i bit hele Kjøn!

Og gid, Tilbedte! gid fun mig alene
Forundet var din fulde Glands at fee!
Gid ingen anden undrende Camene

Fandt i dig ene Cythereas Tre!

101

Men af! ber et behøves Smag, end fige
Begeiſtret Øie, for i dine Blik

At fee den Guddom, ingen yndig Pige

Saa ſtraalende, fom du, af Himlen fit;

Selv den, der Band i Bæffens Riflen finder,
Og aander Luft i Veſtenvindens Kys,

Seer dog, at andre Skjonnes Glands du blinder,
Som Luna Himlens andre mindre Lys.

Giv Blindhed træffe hvert vanhelligt Øie,
Som hefter fig, du Hellige! paa dig!

Den Stolthed mindre Salige fornoie,

At føle Tufinde misunde fig!

Den Viſe nyder glad fin ffjulte Glæde,

Og gjenner Vidner fra fin Himmel her;

Den voxer ei derved, at Andre græde,

Som fee, men den tør iffe komme nær.

Langt heller vil jeg under fjerne Zoner
Umærfet, umisundet flumre trygt

J Lykkens Arm, end mellem Millioner

Med Glimmer blande den, men og med Frygt.
Seline! langt fra Byens Sværm og Tummel,
J flille Skove, langt fra Folkefjed,

Endog naar Natten negted', mørt og ſtummel,
Selv Stjerners Blik at blinfe til mig ned,
Dit Smiil mig ſtulde Nattens Mulm opflare ;
Saa tyk er ingen Sfy, ſom den et brød;
Du ene blev mig en utallig Sfare;

J dit jeg al min Verdens Selffab nød.

eg fulde paa dit Skjod fortryllet ſidde,

Og trytfe tæt mit. Hjerte til din Barm;

Og nyde falig i fin hele Vidde

Min Fryd, mit Alt, min Himmel i tin Arm.

102

Ci! Fangen.

SS, lyklelige Sang! til min Seline,
Og underſog, og mærk omhyggelig,
Om med en mork, om med en venlig Mine,
Den Indige modtog, og aabner big!
Siig hende: den, ſom ſender Lig, erfjender
Sin matte Sangé uvigtige Værdi;
Men ſiig dertil: Hans hele Hjerte brænder
F hvert et Ord, i hvert et Træf deri.
Fol hver Bevægelfe, mens født du hviler
J hendes Haand, og naar du kysſer den,
Mark, om fun er fortørnet? om hun ſmiler
Bed din Forvovenhed? og fom igjen!
Og fiig mig Alt! Dog nei! hvis hendes Øie
Blev morkt, da det fig heftete paa dig;
Hvis med et flygtigt BUE hun lod fig noie;
Jeg ulykſalige! da lyo for mig;
Og ſiig alligevel, at mens du hoiled'
I hendes Haand, fom Tolk for Kjærlighed,
At fun blev rød, og fyfte dig, og ſmiled',
Som om hun et fortornedes derved.
O! vilde hun dog venligen dig høre!
O! mag bet, om du fan, at hiſt og her
Hun med fin Kind og Læbe dig maa røre!
Stræb hendes Bryft engang at fomme nær!
Fald ned i hendes Skjod! forføg at glide
Derfra til hendes Fod paa Gulvet ned;

Og fys den, fom igjen, og lad mig vide
Noiagtig hele din Lytfalighed !

103.

Dg jeg flal kysſe dig, og heftig trykle É
Dig til min elſtovsfulde, fjælne Barm,

Dig, Hellige! ſom nød min drømte Lyffe,

Som trylledes i min Selines Arm.

Da hun fulde reife.

Hoad Morke for min Sjæl udbreder fig!
Afgrundens morke Nat forfærder mig;

Alt fvæver den mig nær paa forte Binger, |
Dg Sfræf, og Oval, og Død dens Somme bringer.
Et Aar ſtal tungt fig flæbe mig forbi,

Og ingen Fryd ſtal glimte mildt deri!

Og, af! faalænge Liv og Fryd undveerre

Bil Mulighed til Liv og Fryd fortære.

Som den, der, langt fra Dag, en Tid nedſat
J Fordens Skjød, i tyk chaotiſt Nat,

Trakt op igjen, et Lyfet mere taaler,

Men blindes pludfelig af Solens Straaler:
Saa ſtal og jeg, Seline! Tangt fra dig,

J Sorg og Oval faalænge blinde mig,

At, naar jeg feer dig atter, vant til Smerte,
Skal fremmed Vellyft knuſe dette Hjerte;
gortrolig fun med Morket, Laſten liig,

Dit allerførfte Smiil ſtal dræbe mig.

104

Ba hun var bortreiſt.

O! hvor er Glimt af Troſt? Omſonſt mit Die
Igiennem Taarer ſtirrer mod det Hoie!

En venlig Straale nylig Skyen brod;
Hvor er den? Ak! dens Fodſel var dens Dod.
Med ſtorre Radſel Natten nu mig ſtrakker;
Vildt Armene mod Sfyggen jeg udſtrekker,
Alene vanker jeg med vilde Fjed;

Kun Sorgen og min Smerte vanker med.
Hvor ſeent henflæbe fig de mørfe Dage!

J evig Cirfel Tiden gaaer tilbage!

Et Dieblik gaaer langſomt den forbi,

Hvis Hjerte ſukker lidende deri.

Aar flyve haſtig bort, Minuter lige,

J Gladens Summer for den Lyffelige ;

Men, af! Minuter blive langſomt Aar

For den, fom blodig mellem Torne gaaer.

Og jeg har Tiden feet umærfet ile

Som Tanken; jeg har feet Seline ſmile;

Jeg og har falig drømt mig Vintre bort

Som Blun, og tænft mig Evigheden fort.
Men nu, fra hende ffilt, i tvende Dage,

Et Aar blev i den førfte lagt tilbage;

Et Sefel i den anden ſeent heuſtred;

Den tredie mig alt er Evighed.

O! Døven fun vil ende denne Kummer;

Den forſte Trøft er i min ſidſte Slummer.
Min Oval, min Længfel vil fortære mig,

gør jeg igjen, Seline! fluer dig.

105

Flye Glimt af Salighed, bag Evigheder!
Kun Daarens vilde Blik forfolger eder,
For, tryllet af den Redning, Haabet ſpaaer,
At martres længer, før det reent forgager.

Savnet.

Af ængfilig Længfel nu mit Hjerte gyſer,
Min Sjæl er fljult i Nat, fom Nordens Pol;
Thi for en anden Folfefreds du lyſer,

Du, mine Dages elffelige Sol! |
Og hvor er Lyg for mig? og hvor er Varme
For dette Hjerte? hvor er al dets Lyft?

Kun i dit Smiil, og hm i dine Arme,

Og fun 1 falig Slummer ved bit Bryſt.

Kun hvor du er, min Himmel, Elſtte! ſmiler,
Kun hvor du er, omgiver Glæden mig;
Hvorhen du gaaer, did hele Himlen iler,

Du flytter hele Jordens Fryd med dig.

Ak! at jeg, ſom en Engel, et fan fvæve
Omkring dig, Indige! hvorhen du gaaer;

At et min Sjæl i himmelſt Loft fan bæve
Paa Roſen, ſom henvisner i dit Haar;

At et blandt hine Perler jeg fan nyde

J Kjeden om din Hals elyſiſt Løft;

At et mit hele Hjerte fig fan gyde

J Lilien, fom falmer paa dit Bryſt.
Misundte Rofe! Lyftelige Kjæde!

ære Gange lyffelige Blomſterſnee!

Den hele Verden gav jeg bort med Glæde
For een af eders Lod, misundte Tre!

106 '

Lad et forgjeves Skjiebnen eder byde

Den Lod, den negtede Selines Ven!
Men af! J Folesloſe flulle nyde,

Jeg omme, Hjælne, fun ſtal fatte den!
Ja! jeg flal i fin hele Vidde favne

Den Himmel, fom med hende mig forlod,
Og i mit Helved længfelfuld omfavne
Den tomme Luft, hvori min Engel flod.

Nichardſons Clarisfa.

O bu! ſom ofte fane min Taare rinde,
Du, fom medlidende ben tidt modtog,

Naar hendes ſidſte Smiil mig randt i Sinde,
Som gav mig dig, o elffelige Bog!

Bær Vidne til ten Sorg, ſom dette Hjerte
gortærer langſomt, nu, da hun er vred!
Medlidende vær Vidne til min Smerte,

Og fjærlig deel min Ulykſalighed!

De fvandt, de fvandt, be lytfelige Dage!
Med hendes Smiil forſvandt min hele Lyſt!
Og aldrig, aldrig komme de tilbage,

Selv Haabets Glimt udſluktes i mit Bryſt.
O! jeg var lykkelig! blandt Stovets Senner
Den lykkeligſte, falig, ſom en Gud!

Nu doer min Kraft i frugtetloſe Bonner;
Min Ungdoms Ild i Graad nu fluffes ut.
Vildt vanter jeg i Morket, for mit Øie
gremlyner rundt i Natten Skreek og Død;
Og ingen Ven mig trøfter, fra det. Hoie
Seer ingen Gud medlidende min Nod.

107

Kun du, o Bog! for dette knuſte Hjerte

End gjemmer Styrkning og balſamiſt Troſt!
Lun dig, fun dig jeg Hage vil min Smerte;
Du ſpotter ei, ſom Echo, grumt dens Raft!
Er dig omſouſt min faldne Taare væber,

O! vette være din Forfatters Lon!

Naar Richardſons Seline men mig græver,
Min Veemod ei misunder Glædens Son.

O! ganſte vift hun iffe vil min Plage,

Som gav mig big, min fidfte Vellyſt! ner;
Clarisſa — glade Drøm! kom tidt tilbage!
Carisſas fromme Hjerte hader et.

Og er vet Ret at flage, Net at murre

Mod Skjebnen, naar, o Bog! jeg eier dig?
Bør ben, fom er fag rig, mod Himlen fnurre?
Er den, hvis Skat du blev, ulyffelig?

Net, flyer min Harpe, førgelige Toner!
Bort fra mit Pie, Sorgens mørfe Sfyer!
Did, hvor blandt øde Klipper Døden throner,
Did, hvor hvert Glimt af Solen finffes, flyer!
Thi jeg er lykkelig; og jeg ſtal fatte,
Erfjendtlig glad, at Himlen elſter mig;

Thi hvad er Perus, alle Jordens Slatte,
Al Verdens Rigdom, elffte Bog! mod dig?
SD! hvis bet Alt, og Hine lyſe Himle,

Hvis denne Klode, hvis ben hele Hær

Af andre Kloder, fom om denne vrimle,

Den hele Stabning, paa min Elſtte nær,

En mægtig Gud mig gav, imod at tage,
Clarisſa! big; jeg ſagde: Stovets Ben!
Tag Stjerner, Himmel, Jord og Alt tilbage,
Og giv mig ene denne Skat igjen!

108

Fa! jeg ſtal noiſom ſtionne paa min Lyffe,
At bu, Selines Helligvom! blev min;

Tidt til min omme Barm jeg dig flal trykke;
Tidt til min taarevæbte, blege Kind.

Og jeg ſtal frydes faligt ved at kysſe

Hver Side, hendes Blikke vandred? 1,

Og født i milde Folelſer neddysſe

Min bittre Smertes vilde Raſeri.

O! du mit Alt, min hele Rigdom gjemmer;
O! du mig, elffte Bog! en Verden blev,

J dine Blades Sfuen jeg forglemmer,

Hvad Sfjebnen grufom i min Stjerne ſtrev.
Hvor fljon, hvor elffelig, er bu mod Jorden!
Selines Dies lyſe Herlighed

Forſtjonner kun en Plet af den i Norden;
Men du forſtjonnes overalt derved.

Hvor ſtolt, hvor fuldt af Guddom er mit Hierte,
Naar blot en Deel af dig er i min Haand!
Er ſtorre Saligheder Engle lærte

End Folelſen, fom hæver da min Aand.

Mit Øie, vellyftorutfent, allevegne

Da vanter om fra et til andet Blad,

J de af hendes Smiil beftraalte Egne.

O! hvor hun ſmiilte, Sorgen felv blev glad !
Tilſidſt, ſom gjennem Vellyſt⸗Bolger brevet,
Det hviler i fin Glæedes ſidſte Havn, É
Hvor hun med egen Haand har fjærlig ſtrevet
Sit yndige, guddommelige Navn.

O! tufinddobbelt det bit Værd forøger !

D! held den Dag, hvorpaa din Lod mig faldt!
Du dyrebareſte blandt alle Bøger,

Du er min Troſt, min Bibel, og mit Alt!

109

Og ofte ffal jeg i min Elffovs Hede
For dig, min Helligdom! nedkaſte mig,
Og feftlig andagtsfuld i big tilbede
Den nye Clarisſa, fom mig fljenite dig.

Selines Tab.

Taus er Naturen, Skabningen er ode;

Min Tanke doer i Sfræf, min Sjæl er mat;
Selines Smiil og al min Vellyft døde;

Selines Smiil forfvandt, og Alt er Nat.

SD! hvor er Kraft til dette Tab at bære?

Til hvilfe Guder flyer min bange Sjæl?

Af hvilken Lyſets Engel ſtal jeg lære

Ut tvinge Glædens myrdende Rebel?

O! vette Smiil, min Reiſes muntre Leder
Igjennem Livets førgelige Dal,

Forſvandt, og Natten rundt omfring mig ſpreder
Sin morke Radſels gyfelige Oval.

Saa gaaer en Vandrer mellem Orkners Klipper,
J vilde Sfove med en fladig Fod,

Og Haabet et hans fjæffe Hjerte flipper;
Saalænge Solen lyfer, har han Mod;

Men denne Sol gaaer ned, og for hang Øie
En ſtummel Rædfel-Nat udbreder fig ;

Fra næfte Brinf, fom han befteg med Møre,
Han flyrter i en Afgrund pludſelig.

Ved hendes Smiil blandt Tigre, Drager, Løver,
J Orkens Sand, paa Klippens bratte Ryg,
Jeg gif og fang og trodſed' hver en Røver,
Ved hendes Smiil, endffjøndt uvæbnet, tryg.

110

Min vilde Skov, ſom Crycines Lunde,
Bar fuld af muntre Philomelers Sang;
Den ræbdfelfulbe Larm af Scyllas Hunde
Som Osfians og Evalds Harper fang.
Mig Ørfens Sand var lutter Diamanter,
Hvor unge Lam i Duggen boltred' fig;
Aurora ſtrodde Guld paa Klippens Kanter;
Og Echo fra hver Hule fvarte mig;

Mig Solen væltede til virkſom Glæbe,
Og Natten vinfte mig til qvægfom Slum;
Naturens Alt var Fredens lyſe Sæbe,
Den hele Sfabning var Elyſium.

Men af mit Lys forſvandt, Selines Pie
Blev morkt; Seline ſmiler ifte meer!

O! lever mig, I Stjerner i det Hoie!
Hvor Livet før, jeg nu fun Doden feer.
Nu brufer atter Sfraal i Havets Bolger,
Nu tordner morknet Himmelen igjen;

Nu Løver, Trager, Tigre mig forfølger,
Og Angeſt moder, hvor jeg flygter hen.
Nu raver jeg igjen i Nattens Øde

Paa mørfe Fjeld en Afgrunds Svælg imod;
Imellem Torne mine Fødder bløde;

En Morder venter mig ved Egens Rob.
Hvor er jeg? Himmel! ingen Stjerne lyfer,
Jeg i min Nat fan ene Merket fee;

O vee mig! vee! mit hele Hjerte gyſer;
Gienhyl, o dybe Mulm! mit fidfte Vee!

— —

111

Til Seline.

F øv, naar i Venſtabs Runs Kritikens Pligter
Forglemtes af min elffende Ovintil;

Naar, døende, felo Danmarfs førfte Digter

Min Barndoms Sang fandt værd fit Bifalds Smil —

Ja, naar ben Anden felv ſom Jocué ſmiilte
Til min undſeelig muntre Mufe. ned,
Og, mens hans Roes til Evigheden iilte,
Mit ellers glemte Navn traf fjærlig med —

Da legte tidt 1 glade Phantaſier
Om Digtergave min berufte Sjæl:
„Og mig en lille Laurbærfrone bier;
„Og mig man iffe flal begrave heel;

„Og jeg ſtal funne med Foragt nedblinfe
„Paa hiin forgyldte Daares falffe Glands,
„Skjondt mindſt blandt dem, Kronions Dottre vinke,
„Mit Navn dog langt ſtal overfunkle hans!“

Saa dromte jeg, ſodt dysſet hen af Smiger;
Saa ſang jeg, og, naar en og anden Gang
Den yndigſte blandt alle Nordens Piger
Med fjælne Kys belønnede min Sang —

Hver Tvivl 1 hendes Smiil mig ſyntes fvinde;
Da ſaae jeg ſelv Apol, + himmelſt Glands,
Omdandſet af de fjerne Sekler, vinde
Win Tinding om med Daphnes grønne Krands.

112

Da hørte jeg fra vidtadſtilte Zoner
Mit Navn imellem høie Jubelſtrig —
Og følte henryft, fpirende Nationer
J hidtil ſtjulte Lande kjendte mig.

Al Frygt for Svaghed, for min fæfe Stemme,
For, efter fire Jevndogn, at forgaae,
Det føre Smiil mig lærte reent at glemme,
Det føde Smiil, hvori jeg Alting faae.

Men, o! men dette Smiil er nu forſpundet!
Og Himlen, det fortryllede, forgik —
Mit Digtertimeglas er alt udrundet,
Trods Evalds, Prams og Vesſels Spaadoms⸗Blik!

Seline! deres Dine fluen? iffe
Det Lys, ſom hæved”, ſom forklarte mig,
Det Lys, fom nu er fluft med dine Blikke! —
Hvad dem fortryllede, tilhørte dig.

113
Til Apollo.

Zi Nogle Himlen Scepter gav og Krone,

Til Andre Titler, Nøgler, Stjerner, Baand,
Hiin Rigdom fif, og hiin en yndig Kone,

Og hiin af fyldte Glas Champagnens Aand;
Hiin fif en Sjæl, fom paa fig felv fun tænfte,
Hiin en, fom ei engang faa vidt det drev; -
Mig Himlen ingen ſaadan Gave fljenfte;

Alt, hvad jeg fif, lidt Digtergave blev.

Men af! naar Harpens hule Tordentoner

Min mørfe Kummer meer fun fortne mig,

Mon deres Klang erftatter hines Kroner,

Og disſes tanfeløfe Himmerig?

Naar haanet Elffov, evig ſpottet Klage,

Naar Mulm og Sfræf og Død er al min Sang,
Mon jeg deri den føre Troſt fan ſmage,

Som hine fandt i Bacchi Vaabens Klang?

Naar evig dette Hjerte, mens jeg ſynger,
Seline! bløder ved at tænfe dig,

Kan jeg da viis foragte hine Dynger,

Hvis Guld gjør foleslos og lykkelig?

Naar Mufen levende min Smerte maler,

Og toner blot min vrede Sfjebnes Harm,

Mon den forføder mig de Livets Ovaler,

Som Manden glemmer i fin Kones Arm?

Nei Gift, o Phoebus! blev mig Sangens Gave,
Stjøndt, naadig, du kun lidt tildeelte mig ; i
Thi Muſen ſteg til mig fra morke Grave,
En Charis et, men en Erynnis liig.

Vaggefens Værler. 2 3. ” 8

114

Digtekonſtens Undfangelfe.

(Paa Bretten af Thunerſoen.)

Beeiſring! i Stjonheds uſtyldige Skjod

Undfangede Pſyche din himmelſte Spire,

J Cyprias Lund, hvor bin tryllende Lire,

O Phoebus, ledſaget af Cynthias Sukke gjenlod;

Hvor Øret og Diet og Hjertet fandt Hvile,

Hvor Aanden i Saligheds Anen henflod,

Omtonet af legende Zephirers Suſen,

Af Fuglenes Ovakken og Bakkenes Bruſen,

Omſtraalet af Lyſets ſyolovede Krands,

Omfvævet af alle Chariter i Dands,

Fortryllet af Jordens og Vandets og Luftens og Himmelens Smile.
Did bragte du, Eros! bin rødmende Brud.

Hvor baved' det vellyſtberuſede Hjerte!

Det anede Frihed og Viisdom og Gud,

J fmertelig Fryd, og i kildrende Smerte.

Jomfruelig bly; men og qvindelig sm,

Sank rodmende Bruden i Brudgommens Arme,

Og" Angefteng Jis paa Henrylfelfens Strøm

Hento'des i Kjærligheds ſmeltende Varme.

Da ſlumrede Pſyche paa Roſer i Cyprias Lund,

Hendysſet af alle den vuggende Jords Melodier;

O lette, o ſode, o ſalige Blund!

Hun drømte fig favnet af Gud, i Favnen af nye Tryllerier.
Den Vaagnendes Aand

Fandt, løft af ve jordiſte Baand,

Sig hævet paa Folelſens Vinge til Himlenes Himle; "
Nedſtirrende ſaae |

Hun under opfvævende Fodder en Verden fremgaae,

En fljønnere Verden, hvor tuſind Fortryllelſer vrimle.

115

Harpeklang.

Hoor er du, o ſalige Lyſt?
Hvor er du, o himmelſte Glæde?
Kom hid til mit Bryſt!
Tag tæt ved mit Hjerte dit Sæde!
Dlim — dumdlum — dumdumdrum —

„Her er jeg! modtag mig! og lee!“
Saa vinkte Gudinden for Latter;
Jeg loe — men, o Bee!
Det ikke var Himmelens Datter.
Dlim s 2 5

„Kom! faon mig! omfving mig og larm!”
Saa hopped' en Anden, og ſpogte;
Jeg fprang — men o Harm!
Det ikke var hende, jeg føgte —
Dlim ⸗2⸗

„Kom! fys mig! og fmelt i min Lyſt!“
Saa tonte den tredie Gudinde;
Jeg fang — men mit Bryft
Blev tomt, det var et min Veninde!
Dlim ⸗⸗⸗

Da taug det; en Perle nedrandt;
Det ſmiilte, ſom Englene græve.
Jeg græd — men jeg fandt
Min føgte, min himmelſte Glæde!
Dlim — dumdlum — dumdumdrum.

— —

116

Arion.“

(Efter at have feet Myris).

VER en Fjælen Længfel lærte
Strængeleeg til eenſomt Qvad:
Hvad jeg fang, hvad jeg begjerte,
Var et født jeg veed er hvad.

Harpens bange Harmonier
Kurred' Turteldnens Kluk,
Og min Læbes Melodier
Nynned' mat mit Hjertes Suk.

J dets dybe Længfel brændte
Haabets Flamme nært af Dyd;
Men endnu min Sjæl et kjendte
Livets ene fulde Fryd.

Harpens bange Harmonier
Kurred' Turtelduens Kluk,
Og med Lebens Melodier
Blandte fig mit Hjertes Suk.

Held mig! at et Blik mig lærte

Dig, o føde Sympathie!

Og i Blandet Fryd og Smerte
Gladens fulde Harmonie.

Vellyſt nu med Haabet brænder

J mit elffovsfulde Bryſt;

Og min hele Sjæl nu fjender

Livets Himmels hele Lyft.

117

Taus Tilbedelſe.
Til Palmine.

Ser hoiere Begeiftrings Himmel⸗Elv

Henrinder uden Sprudlen i fig felv,

Og den Religion, Naturen felv os lærte,

Hvis Andagt gløder dybt i Krærnen af vort Hjerte,
J Røg og Gnifter et med Knittren bryder ud;
Dens hellige, dens rene, lyſe Lue

Udfvæver iffe pralende til Skue,

Men brænder nært af Dyd, alene feet af Gud.
Den Kolde Hjertets Væld i Talens Bakke leder,
Og den tilbeder ei, ſom overlydt tilbeder.

Palmine! ſom i Duggens Draaber ſig
Afſpeilet Solen feer, naar Sfyerne den vige,
Saa tufindfold gjenſtraalet feer du dig
J tuſind Blikke, ſom din Glands imøde hige;
Hvert Øie, du din Unde ſpeiler t,

Det Belte, Cypris ſtjenkte dig, fortryller
Med ftærfere, med ſvagere Magie,
Som mindre eller meer det Stovets Taage hyller.

Palmine! men blandt Millioner fik
Af Phoebus Ingen et ſaa dannet Die,
Som jeg, for hele Himlen i dit Blik;
J Intet ſpeiler du dit Værd faa reent, du Hoie!
Hvert Syn din Sfjønfed feer en Guddoms, Sfimmer liig;
Mit ene feer big felv, og ſtuer Cud 1 dig!

1:18

Ei blot den Fod, hvorunder Floras Spæbe
Med Smilen fegne mellem Engens Straae; ˖
Ci blot den Haand, af hvilfen man med Glede
Sig lod til Ridder blandt de Dode flaae;

Ei blot de Loffer, i hvis brune Ringe

Sig Frihed felv med Vellyſt binde lod;

Ci blot ben Vært, ſom Gratier omfvinge,
Som Amathuſias er frum imod;

Ei blot, hvad ſelv den blinde Hob fortryller,
Din indre Guddoms ydere Geſtalt,

Det ſtjonne Stovets Slor, din Aand omhyller,
Med al fin Trolddom i mit Die faldt.

Men denne Sjæl, ſom i dit Øie maler

Med hellig Glands, hvad Mængden iffe feer,
Som Viisdoms Sprog paa dine Læber taler,
Og t hver Mine Himlens Adel leer,

Som nynner Salighedens Melodier

J hver din vellyftmilde, føde Sang,

Naar Konſten lytter, og Naturen tier

I Himmellyden af din Harpes Klang.

Den æble, fore, hoie Sjæl, ſom hæver
Dig over din Geftalt faa høit, fom ven

Sig over andre hoiner, naar du -fvæver

J Gratiernes Dands blandt Mufer hen;

Det milde, bløve Hjerte, fom fornæmmer
Meer ſmertelig end egen Andres Nød,

Og fom + Viraksdampen aldrig glemmer,

At Evas Blod i Alles Aarer flød;

Den lyſere Forſtand, det Vid, den Evne,
Som fljelner Tings og Tankers ſande Værd,
Og bet jeg veed ei hvad, ſom intet Ord fan nævne,
Som idealtilrunder al din Færd;

119

Den i dit hele Jegs Fuldkommenheder
Fuldendte, magelsſe Harmonie,

Der ſamler i fig felv de Træf, Naturen ſpreder,
Til Eenheds livelige Melodie.

Det Alt, Palmine! Saligheders Fylde!

J min Beundrings Die ſpeilte fig;

Og fee dig, ſom du er, og iffe hylde

Din Guddom — ganſte ſee dit hele Dig,

Og et mit hele Liv til Offer dig berede,

Og et med Sands og Aand dig evig at tilbede,
Umuligſte af al Umulighed for mig!

Wen, min tilbedende Begeiſtrings Elv
Henrinder evig ſtjulet i fig felv,
Og den Religion, fom dine Smiil mig lærte,
Hvis Tempellampe brænder i mit Hjerte,
Ci bryde ſtal i Ords forvovne Gnifiren ud;
Dens hellige, dens himmelrene Lue
gremfvæver fra fit Alter et til Sue;
Den brænder, nært af dig, men ene feet af Gud.

120

Serenade.

Lot, Elſtede! lyt!

Hør, Kjærlighed falder

Den blomſtrende Alder!

gør Bladene visne, for Sneen den falder,
Lyt! lyt!

Kom, CElfteve! kom!
Kaſt om dig din Kaabe!
Hør Kjærlighed raabe:

Naar lonnes min Troffab? hvor fnart ter jeg haabe?

Kom! kom!

Luk Vindvet lidt op!
Skue ned paa den Bange,
Hvis bævende Sange
Saa bonligen nynned' alt hundrede Gange:
Luk op!

O falige Nu!
See! Stjernerne ſoinde!
O elſtte Veninde!
O bliv! lad din aabnede Himmel dem blinde
Endnu!
Blik ned! det er mig!
Jeg elſter! jeg elſter!
Jeg elſter! jeg elſter!
Jeg elſter! jeg elſter! jeg elfter! jeg lſter
Kun dig!

121

Luk Vindvet igjen!
Forkjol dig dog iffe!
Kun nof et Par Blikke!
Hav Taf da, du Søve! glem iffe! glem J
Din Ven!
Nok eengang! Farvel!
Blik til mig i Dromme,
Som Kjarlighed ſomme!
Sov ſodelig ſagte! drom ſalige Dromme!
Sov vel!

Til Palmine.

SYV mine! vi vil elffe, være glade,

Og mindfte Glimt af Summer fysfe bort;
Thi, Elſtte! til at førge, til at hade

Er Livets længfte Drøm for fort.

Lad folesloſe Daarer til os ſtele,
Lab Mid bagtale vores æble Lyſt;
Vi ven med fmilende Foragt vil tele,
Tet tryfte til hinandens Bryſt.

Hvi ſtulde Sorg forbittre vore Dage?
Naar Solen er i Veften dalet nen,
Vi hele Natten har igjen tilbage,
Den tauſe Nat for Kjærlighed.

122

Dg naar i Øften Solen atter fliger,
Bi muntre hore Lærfens Morgenlyd;
Bort Liv den med en Dag endnu beriger,
Som og ſtal fvinde bort + Fryd.

Kun den, hvis mørfe Sjæl er Avinds Sade,
Seer Glæden evig lyne fig forbi !
Lav Elſtovs daarlige Foragter græde!
Bi, Elſtte! ville kysſe, vi.

Digterfortvivlelfe.

Nei! længer vil jeg ei min vilde Smerte ſtyre;
Jeg længe nof den fængflet holdt;

Jeg ſonderbryder dig, forhadte, haante Lyre!

Du har mig Kjede nok forvoldt.

Tag, Phoebus! ſondertraadt den Skjenkede tilbage!
Der ligger den! forgjeves klang
Dens Strænge længe nok; jeg fpildte mine Dage
Alt længe nof med fpottet Sang.

Hvi fan jeg ei med den tillige knuuſt bortflænge
Det Hjerte, ſom berufte ben med Klang,
Hvis Folelfer henrisled' i dens Strænge,
Naar jeg, af Edo ſpottet, fang?

O! kunde jeg med den tillige ſonderbryde
Den indre Cither i mit Bryſt!
O! funde paa dens Brud mit Blod i Taarer flyde!
Min enefte, min ſidſte Lyſt!

123

Thi Hevn, thi blodig Hevn, o Skrak! fan ene kjole
Min Muſes vilde Raſeri;
Med Kildren vilde jeg til Jis forvandlet føle
Det Flammehav, jeg brufer t.

i Thi fee! ven Himmelſte, hvis lyſe Blik antændte
Med apolloniſt Ild mit Bryft,

For hvem min Aand, et evigt Offer, brændte

Med Veemoss ftile Martyr - Lyft ;

Hun, fom mit Hjerte fang i alle Muſens Toner,
Begeiftret blot af hendes Savn,
Naar Apenniners Fjeld og Alpers Echothroner
Gjentoge min Gudindes Navn;

Gun, ſom ufjendt jeg fang, for hvem jeg ene ftemte
Min Harpe; hun, hvis drømte Smiil
Var al min Lyft; af! hun, for hvem jeg gjemte
Sfjult i mit Hjerte Dødens Piil;

Hun, fom jeg nævnte ſtjult 1 digtede Veninder
Seline, Chloris, Idealia;
Hun, i hvis Aand og Blik fig overtrufne finder
Amanda felv, og felv Urania;

Hun, fom jeg digte)? mig nu gruſom, nu bedrøvet,
Nu munter, nu medynffom mild,
Nu trykket til mit Bryft, nu ſtedſe mig bereder,
En evig Olie i min Ild;

124

Gun, fom jeg uden Haab tilbedende far dyrket
Umærfet, uden Løn; hun, af hvis Fod
Et fundet Spor i Støvet havde flyrfet
Til evig Taal mit ſvage Mod;

Hun, ſom, o Salighed! jeg endelig har funtet,
Med al min føgte, drømte, tabte Fryd,
J hvis tilbedte Haand min Sjæl har forud vundet
En evig Løn for evig Dyd;

Hun, o Fortvivlelfe! forftaaer ei Muſens Toner,
Og fatter et den danſte Harpes Klang.
O falmer, visner om min Tinding, Bragas Kroner!
Doe paa min Læbe, du min ſidſte Sang!

— — — — — — —

Helbredelfen.
Til Palmine.

Solen mig et bragte Glæde;
Maanen ſtedſe fane mig græde;
For mit Syn var Alting fort.
Ved dit førfte Smiil, Palmine!
Flygted' Morke, Skræk og Pine
Fra min Sjæl for evig bort.

gør jeg ſaae Naturen øde;
Morgenrodens Straaler døde
Y mit Øies morke Sky;
Nu jeg feer, og Himlen prifer,
Godheds ſmilende Beviſer,
Seer dem glad hver Morgen ny.

For jeg horte kun paa Jorden
Stovets Skrig og Himlens Torden;
Baekken rislede mig Skrak;

Nu, mens Skig og Torden tier,
Lyde Glædens Melodier |
Sødt 1 Skov og Dal og Bak.

gør mit ſorgopfyldte Hjerte
Folte lutter Nag og Smerte,
Da bet iffe flog for dig;
Nu, det ganſte dig tilhører,
Ingen Plage meer bet rører;
Alting nu henrylker mig.

126

For med bange Blik mit Die
Gjennem Taarer fane den Høje,
Saae ham lyne, faae ham vred;
Støvet glad jeg nu forlader,
Naar jeg fvævet nær min Fader, .
Drukken af hans Salighed.

Jeg, ved Foden af hang Throne,
Priſer ham i Glædens Tone; "|
Ved min Side fnæler du.

Bred og fireng jeg feer ham ikke;
Ak! the gjennem dine Blikke
Seer jeg denne Fader nu.

Haand i Haand vi ville vandre
Livets Bane med hverandre;
Og ved Døvens Engels Bun
Skulle, for igjen at leve,
Vore Sjæle fammenfvæve
Y de ſidſte Suk til Gud.

Palmines Smiil.

KOM Dybden! lod en ufjendt Roft
Alt tidlig i mit ſpede Bryſt;

„Var Dybden tro! faa bød min Fader;
„Folg Dybden! bod min Lærer mig,
„Og bu ſtal blive lykkelig,

„Hovis aldrig du dens Spor forlader“.

Jeg ſaae den i min Moders Blik,
Naar tryg ved hendes Haand jeg gik;
Men af! jeg ſaae den gjennem Taarer.
Jeg elffed? ei, men ynked' den;

Thi Roſen er ei Barnets Ven,
Naar Roſens ffjulte Torn det faarer.

Jeg ſaae den med et ſtadigt Smiil,
At vente rolig Dødens Piil
J Oldingens aft matte Blikke.
Faſt ſtirred' den mod Graven hen;
Jeg frygtede, jeg æred? den;
Men elffe funde jeg den iffe.

= Jeg fane den, Nordens Fjelde liig,
Morkladen, fold, urokkelig,
J gamle Fadres ſtolte Minde.
Jeg ten beundringsværdig fandt;
Mit Hoveds Bifald heelt den vandt;
Men Hjertet kunde den é&å vinde.

128

Jeg ſaae den, gjennem Hovedbrud,
J Moraliftens vife Bud;
Men barſt og tør og uden Inde.
Jeg fandt tilſidſt, af Ponſen træt,
At Moraliften havde Net;
Men blev desværre ved at ſynde.

Jeg ſaae den agtet, og forfmaaet;
Jeg fane den i den Usles Graad,
Og i den Glades muntre Blilke.
Jeg fandt den kold, jeg fandt den varm;
Jeg fandt den felv i Venſtabs Arm;
Men den fortryllede mig iffe.

Jeg ſaae den i Palmines Smiil,
Undſeelig, munter, lys og mid,
J al fin Himmelglands og Jude;
Og Sjælen foer i falig Fryd
Til dig, guddommelige Dyd:
Jeg nu ſtal aldrig mere ſynde.

Jeg nu ſtal evig elffe dig;
Du mig flal gjøre lykkelig;
Du mig flal uophørlig lede;
Thi min Palmines lyfe Smiil,
Som ſtraaler af din egen Ild,
Jeg uophørlig ſtal tilbede.

129

Til Pfyde

Stat jeg da ſtylde dig mit Væfens hele Vel?
Vil du min taffebundne Sjæl.

Med uafbrudte Lænfer binde,

Min ſande Glades forſte Skaberinde?

Skal jeg da blot af din tilbedte ren
Modtage hver den blide Himmels Gave,
For i min Gields uloſelige Baand
Til evig Tid at føle mig din Slave?

Skal evig ingen anden Lyft,
End den, at fee dig, elſtte Mage!
Lyffalig alle dine Dage,
Min hele Sjæl med Længfels Vold indtage?
Vil du deſpotiſt af mit Bryſt
Hver anden Følelfe forjage?

Hold op, hold op engang at gjøre mig
Med Godheds evig uafbrudte Prøver
Saa tuſind Gange mere lykkelig,
End flig en Orm at være det behøver.

O! denne Haand engang tilbage tag,
Hvormed, Naturen liig, du Dag fra Dag
Foryngede Lyffaligheder
Omkring mig paa min Gang i Livet fyreber.

Lad dog en Time ſtundom gaae forbi,
Hvori jeg ei ſtal tænfe dig, Veninde!
Med oſterlandſt Afguderi,
Mit Voaſens eneſte Velgjorerinde!
Baggeſens Varker. 2 R.

130

Gaa Inæler Geberen for Solen ned,
Der, aldrig morknet, venlig fmiler, |
Og med fornyet Liv og Kraft og Munterhed
Hver Morgen gavmild til ham iler.

Gan glemmer over Godheds Sendebud
Den Gode, fom det bød paa Himlen frem at ile.
Hold op, Tilbedte! fom Guds Sendebnd at fmile,
At over dig jeg et flal glemme Gun.

Venſkab og Kjærlighed.

O du, ſom medſmilende leer,

Er jeg glad, og medlidende græder,
Naar ingen Fryd mig tindrer meer,
Naar Død fun i Livet jeg feer:

O Benffab! din Sfat er mig meer
End al Jorderigs glimrende Glæder;
Med dig i min Lokke jeg leer,

Og med dig i min Kummer jeg græder.

Men du, fom omflyngte mit Bryft
Med Chariternes duftende Kjader,
Da førfte Gang med Zittren fyft
Min Fanny mig lærte din Lyft:
O Elſtov! du fylder mit Bryft
Med de hoiere Himmelens Glæder ;
Med dig er min Smerte mig Løft,
Og med dig i min Vellyft jeg græder.

131

Minonas Fravarelſe.

F ra den ſorgende Stund, da Minona forlod dine Bredde,
Tonende Hyla! din Lunds jublende Sangerſte taug;

Saa forſtummede Paphos tilforn ved Cyprias Afſted,
Saa forſtummer et Lov, Zephyr beaander ei meer.
Memnons Billede liig, naar Helios daled' i Veſten,

Tier i Skyggerne her, ſavnte Minona! din Shjald.

Selv paa den gladeſte Feſt, din Byrddag, doer paa hans Læbe
Glædens udbrydende Raab, qpalt t et klagende Suk.

Af! vi favne Minona, Minona er borte! Minona!

Edo gjentager omſonſt hift paa den hylende Bred,

Her i den ſukkende Skov, og af! 1 mit blødende Hjerte.
Kom o tilbage! o! fom hid til dit Paphos igjen!

Da flal dit Hyla paa ny begynde de jublende Chore;

Da ſtal fremnynne dit Navn Buffenes lisplende Løv;

Da fral den memnonffe Støtte, din Skjald, oplives og tone
Dagens Gudinde, vor Lyſt, Edelſtands Elſtede, dig.

£ 132

Gil Palmine.

Siaberens blindende Glands gjenſtraaler utallige Speile,

Et dog det andet ei ligt, klarere det end ſom hiint.

See! han ſpeiler fig ſelv, og afſtraaler fin Guddom i alle;

Hele den ſtabte Natur ſeer ham i Skabningens Alt.

Menneſter ſtued' ham ſtorſt i Menneſter. Elſtte! blandt disſe

Du det reneſte, du, viſer ham tydeligſt mig.

Mildere ſtraaler hans Glands, og nærmere mig i din Unde.

Du mig fortryller i ham, ham jeg tilbeder i dig.

Ham vil jeg elffe fom dig, og dig, fom man ham bør at
| elfte:

Reen, uſtyldig, med Fryd, barnlig og noiſom og tro.

— — — — — — — —

133

Til Sovnen.

(Da hun var føg).

SY, fjærligfte blandt alle milde Guder,

O Søvn! og bring de hulde Drømme med!
O! flyv med al den Ro, dit Smiil bebuder
Til Roſentemplet for Uſtyldighed;

Hvor rundt omring't af Ungdoms Undigheder,
Bevogtet trygt af, Dydens lyſe Vagt,
Den Hinmelſte, jeg ene tro tilbeder,
J mine Bonners Favn fig nys har lagt.

Du nærmer big til mig; men lad mig fjende
Din Mildheds hele Fylde denne Gang!
Jil bort, du venlige! fra mig til. hende!
Og jeg ſtal offre dig min bedſte Sang.

Thi, fandt! jeg Arme nyder ingen Glæde,
Som bu mig fljenfer et, du Stovets Ven!
Men ſtal Palmines Øie vaagent græde,

Da lad mig Arme ogſaa favne den.

134

Skilsmisſen.

Hun.
Snart hæves jeg til Lyfets Sæde;
Mig Gravens Merke ſtrækker ei;
O! dobbelt døde jeg med Glæde,
Hvis Nogen elffte dig, ſom jeg.

Han.
Bed big fun dette Hjerte hænger ;
Dit Billed fun mit Øie feer;
Hvis du mig ei fan elffe længer,
Jeg Elffov et behøver meer.

Hun. i

O! meer og meer, og uden Ende
Jeg hiſt vil elffe dig, min Ven!
Mit Hjertes Ild ſtal dobbelt brænde,
Hvor ingen Smerte dæmper den.

Han.

Din Stemme dæmpes; men dit Øie
Mig fmiler dobbelt hvert et Ord;

Hun.

Jeg nærmer mig den Evighoie;
Den ſynker alt, den morke Jord.

Dan.
O Gud! o Smiil! o fom tilbage!

Hun.

deg elffer dig i Himlens Skjød .....

135

Han.
O! rinder Taarer! rinder Dage!
O! rind mit Giv! o favn mig, Ded!

Palmines Portgang.

Der fvandt fun, Roſen falmer, Løvet bæver,
Violen visner langt fra hendes Fod;

Men meer end Roſers og Violers Duft omfvæver
End Stebet, hvor hun ftod.

Hun ſvandt — og Solens fidfte Straaler tabtes
J Mulm; den hele Himmelegn blev: mork;
Og Jordens lyſe Paradiis omſtabtes
Til Dodens tauſe Ork.

Hun ſvandt — og Zephyr taug, og Philomele,
Selv Bakken taug, ſom lagt i nye Baand.
Alt ſukked' dybe Suk, ſom om den hele
Natur opgav fin Aand.

Hun ſvandt — og Lundens Glæder fvandt med hende;
Med hendes Smiil forfvandt min hele Lyft.
Erindring! ene du fan atter tænde
Dens Fakkel i mit Bryſt.

O fyld min Sjæl med Mindet af den Rene,
Du Duft, fom hun i Flugten efterlod !
Et Rofenfys oplive min Camene
J Syor af hendes Fod!

136

Jeg fnæle vil andægtig, og beaande
Mer fyrig Læbe hvert et fegnet Straa,
"Som — (v det ſegned' i vellyftig Vaande!)
Den Engel traadte paa,

Til, mattet af mit omme Hjertes Stræben,
Løft, i bet fivfte Kys, af Livets Baand,
Jeg, med min Elfftes qvalte Navn paa Læben,
Opgiver født min Aand.

137 .,

Flyvedigte af blandet Indhold.
1782—1793.

Til Pram.

O du, hvis muntre Smiil, da jeg den forſte Gang
Dig ſaae, din hele Sjels Uſtyldighed mig malte;
Hvis uforftilte Sprog Oprigtighed mig talte;

Og fra det Dieblik at elffe dig mig tvang!

Der gives de, ſom troe fig høit paa Lykkens Tind,
Raar Poblen blendende, paa Folkets Samlingsſteder,
Af Dyr til Menneſter omdanned' af en Sfrævder,

De vinde Prifen i den Konſt at gjøre Vind.

Liig Bier foværme de med Surren rundt omkring
Fra hiin til denne Blomſt i Kongeſtadens Have,
Velruſtede med den misundelige Gave,
At more hiin med Fjas, og den med ingen Ting.

Der findes Andre, ſom det ene Held attraae,
Paa Rangens Trappe hoit fra Trin til Trin at flige;
Og fom da troe fig førft fuldkommen lykkelige,

Naar de bet hvide Baand omſtifte med det blaae.

… 138

Af al Forneielſe Hiin ſynes Jagten bedſt;
Han glemmer over den fin unge, Hhælne Kone,
Og gjennem Skov og Krat, ved Hornets vilde Tone
Fortryllet, Hjort og Hind forfølger paa fin Heft.

Trompetens raffe Lyd en Andens Sjæl til Kamp
Opflammer; Fiender maae for Heltens Arme vige;
Lav Møbre længe nof forbande grumme Krige!

Ham fryder ene Mord og Sfrig og Brag og Damp.

Hiin Seiler, ſom fit SKO nu fynfefærdigt feer,
Blandt blinde Sfjær, med Suk: Kun Farer er paa Bandet;
Hvor lykkelig er ven, fom har fit Brød paa Landet!
Fortomrer det igjen af graadig Lyſt til Meer.

En Anden elffer Mag, og finder ſtorſte Lyn
J fine Fædres Jord med egne Dyr at ploie;
Han paa det vilde Hav et vovede fin Trøie
For Vinding af hver Skat fra Perus gyldne Kyſt.

Han drikker til fin Sang, og fynger til fit Oleg,
Adſkilt fra Hoben i Dryaders lette Dandſe,
Kron't af Apollo felv med Pieriders Krandſe,
Som vor Anafreon; blandt disſe var Horaz.

Der Nogle været har, og gives vel endnu,
Hvis Ønffers Krone var, i glade Favnetage
At dandſe Livet hen med en elffværdig Mage,
Som vin Eliſa, Pram! og iblandt dem er du.

139

Men jeg, jeg Fjender dem, hvis Sjæle drømme ci
Lytfaligere Lod, end Himlens næfte Gave:
En Ven, en dydig, viis, og munter Ven at have;
En Ven, fom du, min Pram! og iblandt dem er jeg.

O! maatte jeg engang big trykke til mit Bryſt!
SD! vilde du, mit Raad, min Troſt, min Leder være!
Mit Onſte ſtulde meer af Skjebnen et begjere,
Og fun Horaz og du da tolkede min Lyft.

Digtertryghed.

—D hvis Samvittighed Dyder omgjerde,

Aldrig til Vaaben og ulmiſte Sværde

Trænger; hans fredſomme Giortel ei taaler
Ladte Piſtoler;

Enten han vandrer i Lybiens Heder,
Truet af Lover, blandt Dragernes Reder;
Eller hvor Troldene koglende værge

Finniens Bjerge.

Væbnet med Dydens de himmelffe Vaaben
Hører han rolig Huronernes Raaben
Midt i det Land, hvor med tordnende Slufer
Njagara brufer.

140

Mig, mens jeg ſyngende dig, min Veninde!
Drukken af Elſtov, omvanked' i Blinde,
Mødt? ubevæbnet en Ulv; men den frygted'

Muſen, og flygtet”;

Stjøndt et Uhyre, faa farligt ſom hine,
Skovene nære ven Bredden af Dvine.
Sjelden i Løvernes fandige Rige

Saae man bets Lige!

Sæt mig, hvor Sommeren aldrig opliver,
Hvor ubevandret en Orken omgiver
Bjørnenes Fjeld, fra hvis evige Huler
Boreas kuler!

Sæt mig, hvor Solens nedfaldende Luer
Evig forbrænde ufrugtbare Tuer!
Der flal jeg dog et Elyſium finde
Hos min Venindel

141

Til Helgeſen.

Et Blun forſvandt, o Ven, den Tid, ſom hidtil ſtabte
Mit Valhal i din Favn!
Ak! hvor er Troſt? Kun Sfræf, at jeg den evig tabte,
Omlyner Glædens Savn!

Flye, Morderſtraale, flye til Naſtrond, ſom udſendte
Dig for at martre mig!
Antænd et dette Bryſt, hvor Mod til Ovaler brændte
Hoit, før jeg følte big!

Men nærm dig venlige, den lyſe Himmels Datter,
Mit Livs Gudinde, Haab! j
Som flaber Dag af Nat, og tidt til munter Latter
Forvandler bange Raab:

Bemægt dig dette Bryft, og i mit mufte Hjerte .
Din Balſams Lindring gyd;
At blot et Dieblik det døve maa fin Smerte
Med Harpens høre Lyd!

O! Hoi forbydes mig, hvad nu fun Held jeg føler,
Min Ven, at følge dig
Til Jordens Ender hen, hvor Midgardsormen brøler
J me Stormes Skrig?

o! glad jeg flulde fane ved Maſten, ved din Side,
Og faft omfavne dig,
Ei ſtulde Bolgers Slag, ei ſtulde Stormen five
Min Helgefen fra mig.

14?

Mit Venſtab fulde højt min Sjæl med Mod opflamme,
Og mandige min Arm
Til at beffytte dig mod Alt, ſom funde ramme
Din Norſte Helte⸗Barm.

Og traf os Skjebnens Slag, jeg Vellyſt ſtulde ſmage
Ved dog at doe med dig.
Mig roves denne Troſt; dog har jeg een tilbage,
Er bu kun lykkelig.

Min Sang ſtal følge dig igjennem Storm og Torden
Og Brag og Hvirvlers Sfrig,
Hvor Dybets Bølger høit, ſom Dovrerne paa Jorden,
Mod Himlen taarne fig!

Naar Sfyen brøler huult, og naar Orkanen brufer
J ſtyrtende Dravat,
Naar Nattens rode Lyn blandt ſorte Storme ſuſer
Ygjennem Dybets Nat;

Da ſtal min Genius ſtaae hjælpfom ved din Swe,
Og Muſen ſtjerme dig,
At giennem Oceanets Bolger du maa glide
Did, hvor du ouſter dig.

— — — — — — —

143

Ved Herman Henrik Konnemans Pod.

Beg leies ei til Sang. Min Mufe lyder
Er Mecenaters og Patroners Bud;

For Guld den aldrig falder Laſter Dyder,
Og Jordens Røver Jordens Gud.

Reen er min Cither. Aldrig flang bens Strænge
Ved Leilighed til Glimmerboblers Priis.
Den rige Daare ſegne! ben ſtal hænge
Taus, uden Lyd om Statsforliis.

Men af! Naar Dydens Søn forlader Jorden;
Naar Viüsdoms unge Helt forlader den;
Da græder jeg, og Harpens hule Torden
Forkynder, jeg har tabt en Ven.

AE! i fin Kommes lyſe Morgenrode
En Sol før dig, mit Fodeland, gif ned;
Du tabte, da min unge Chrichton døde,
Du, Danmarf, tabte meeft derved.

Men du, fom Fjender Sympathie, hvis Hjerte
Som egen Oval fornæmmer Brodres Skrig,
O! deel en Faders og en Moders Smerte
Ved en betroet Engels Lig;

Og græd med mig, fom Himlen gav den Lykke,
Hver Dag at fee ham, Barn endnu, fin Sjæl
Med Ynglingens Fuldkommenheder ſmykke,
Til Fædres Fryd og Statens Bel!

144

SD! han ér død! jeg fane hans Sjæl, og ſpaaede:
Du bliver døende Foraldres Trøft;
Du bliver ftor engang i Fredriks Naade,
Og elffet i hver Landsmands Bryſt!

Af! han er død, den æble, fromme, gode!
Vort Haab, vor Fryd er fljult i Gravens Skjed;
Nu hyler Sorgen der, hvor Glæden boede;
Skrek tordner der, hvor Jubler lød.

Thi han er dod, og kommer ei tilbage;
Forgjeves er hans Moders vilde Skrig;
gorgjeves er hang Faders ømme Klage;
Omſomſt jeg græder ved hang Liig.

gorgjeves, qvalt i Taarer, min Camene,
Den Trøft, hun mangler felv, her flammer ud:
Dig, Fader! trøfter ingen Melpomene;
Dig, Moder! Ingen uden Gud.

Han vinfte! alt for ſtjon til Støv, han iilte,
Og tog fin Indling atter i fin Haand,
Reen fom hau fprang deraf — og Drengen fmiilte
Ven Vinket, og udgav fin Aand.

145

Til Faye.

8 Kummer fvunde bort din Ungdoms Dage,
Blandt Mindeglimt af fpæd Uſtyldighed,

Hvis tabte Fryd du onſtte dig tilbage
Omſonſt, o Ven! og græb.

Du retfer bort. Vent iffe hiſt at finde
Den Ro, ſom Skjebnen negtede dig her;
J Kummer flal bit Liv og der børtfvinde,
Du og ſtal græde ber.

Thi bu vil bringe med dit ædle Hjerte,
Og naar var her den ble lykkelig?
O! Dydens Lod er Strid og Haan og Smerte,
Og den flal følge big. i

Men, naar du vanfer om bedrøvet, ene,
Og blander dine Suk med Stormens Skrig
Blandt Eggersens mosbegroede Stene,
Hvis Echo ſpotter big;

Og langt fra Nannas Blik, fra Venners Arme,
Fra Dale, hellige ved hendes Fjed,
Du gjennemtænfer, med fortvivlet Harme,
Din Ulytfalighed ;

Tænk da, der vandrer om i Herthas Egne
En Ven, ſom, ſpottet, lider med dig nu,
Som føger Ro forgjeves allevegne,
Ulykkelig, ſom du.

Baggeſens Verler. 2B. 10

146

Til min Soſter.
Paa hendes Confirmationsdag.

Sten er Purpur⸗Roſen, naar dens Mund
Aabner ſig, og friſte, dobbelt rode

Dens jomfruelige Læber møde

Solen i den feire Morgenſtund;
Veſtenvindens Kjole den omlufter

J de hede Middagsſtraalers Ild;

Blidt bedrovet, yndig, ſtille, mild

Veemod i dens Aftenluning dufter —

Stjøn er Himlen, naar i Purpur⸗Glands
Roſens Brudgom frem af Oſten træder,
Og en Hær af Livets vafte Glæder
Møder den i Jubelchores Dands;
Lyſtudſpredende den glad fremiler,
Blomſterſmykket hilſer Dalen den,
Skoven tager Fugles Sang igjen;
Al Naturen rundt omkring den ſmiler —

Men faa fljøn er Purpur⸗Roſen er,
Men faa fljøn er Morgenroden iffe,
Som Uffyldigfed i Pigens Blikke,
Naar hun gaaer paa Dydens Himmel-Vei;
Gudsfrygt hendes unge Sjæl bevarer,
Aldrig fnubler hendes lette Fod;
Munter dandfer hun fit Maal imod,
Tryg i Himlens Varetægt for Farer.

147

Denne Vet, Marylli! vandre du
Tro til dine Dages Aftenrede!
Naar dig Jordens Smiger⸗Slanger møde,
Kvm din Pagt med Himmelen ihu!
Da flal han, ſom Dyden et forlader,
Af hvis Hænder Solens Purpur flød,
Han, fom big og Roſen rødme bød,
Her og hisſet figne dig, ſom Fader.

Til Faville.
Da han reiſte til Norge.

Wee Støvet, hvis i denne Livets Scene
Slet intet Lys opklarte Tvivlens Nat!
O vee den Ven, fom af fin Ben forladt
Da fandt fig uden Haab i Mørket ene!

Lig Tantalus fin flux forfvundne Drif,
Da tørre Læbe Bæg'ret neppe rørte,
Forbande ſtulde jeg det Oieblik,
Som dig, du Xdle! mig imede førte!

Forbande ſtulde jeg det falffe Nu,
Som mig en flygtig Trylleglade ſtabte,
Hvori jeg fane med Smiil en anden Du,
For evig at begræde hvad jeg tabte!

10"

148

Ret flye, min Sjæl! fortvivlte Raſeri,
Der myrder felv ben Glæde, Dyder tænde,
Med den affindige Philoſophie, |
Som flutter: Alt med Doden har en Ende.

Trods Robinet, Helveting og hver,
Som med Voltairiſt Vid Fornuft forjager,
Jeg troer et Liv, hvor den, fom var mig fjær,
Mig ingen fydlig Vind faa let borttager.

Til Pydens Ven.
Ved Bergers Dør.

Ei Lægen blot, ſom hans Exempel lerte,
Som ledtes ved hans faderlige Raad;

Men hver, ſom kjendte hang det fjeldne Hjerte,
Deeltager ved hang Bortgang i min Graad.

Selv bu, fom med et Mod, der aldrig fvigter,
End et paa Hoffets glatte Trappers Jis,
J Stilhed ftræber ved opfyldte Pligter
At vinde din Bevidſtheds egen Priis —

Og du, fom ene famler, for at fprede
Hvad du fortjener ved din egen Flid;
Som til hver Jammers Lindring glad er rede
Med din fra Dagens Nodtorft fparte Hvid —

149

Du Himlens Ven, fom ene Vellyft finder
J Dydens vundne Seier i dit Bryft,
J Graads Aftorren paa den Uſles Kinder,
Og i Fortryllelſen af Andres Lyſt!

Dit Monſters Tab i Berger du begræder:
„Hvor er en Læge,” raaber du, »fom han?
„Hvo brugte faa til Landets Fryd og Hæder
„Foreent Erfaring, Kundſtab og Forſtand?

„Hvo led, ſom han, ved ſine Brodres Smerte?
„Hovo var faa redebon at lindre den?
„Hvo leved', tænfte, talte, handlen”, lærte
„Saa viift og venligt, fom min tabte Ven?” —

Aftør din Taare! Bergers Aand omfvæver
Endnu fit elffede, forladte Land:
„Min Callifen!s faa fang Hygaa, „lever!«
Som Berger længe — længe leve han!

150

Den brave Bigter.
Tilegnet År. Paftor V. K. Hjort.

Den Mand fortjener Digternavn,
Som med Forftand fit Vid regjerer,
Som fljønner Almues ſande Gavn,
Og Lyft til Borgerdyd formerer.
Thi Gud velfigner ſaadan Sang,
Men aldrig tomme Bjælders Klang.

Dru, Sanger! berfor tænfe maa,
Vel ogſaa føle — men til Maade;
Du maa Fornuftens Brug forftaae,
At et din Phantaſie ftal raade.

Blot Dperqvæflfer fnart faner Skam,
Selv Frøer ſpille Gjef med fam.

Gaae trolig i Naturens Fjed;
Du finder, hvad du ærlig føger.
Læs Menneſter til Tid og Sted,
Det nytter meer end alle Bøger.
Bøglærdom agteg fnart for Tant,
Men Sjælens Øie ffuer grandt.

J Hjertet maa du holde Fred!
J Hjernen Alt i Orden være!
: Dav hift en god Samvittighed!
Og her foreente Tankers Hære!
Saa fan du trodſe Livets Nød
Og Klaffer og Forfatterdod.

131

Vær mod bin foage Læfer mild,
Gud fatte dig for ham til Leder;
Foer ham paa Roſer aldrig vild,
Skye Faunernes Uteerligheder.

Med Smaafeil ſtjemt og overbær,
Men ſtreng mød Laft og Udyd vær!

gor Alting være Pligt og Dyd,
Hvad du din Læfer vil indgyde;
Den blotte Tro er Klokkelyd;
Man blot med Ord et Gud fan lyde.
. Hvo følger tro Fornuftens Bud,
Og gjør fin Pligt, adlyder Gud.

Hold fun din Læfer altid fro
Med fraftig, nærfom Mad og Dritfe!
Dit Taffel være Sundhed tro,

Hvert Digtertaffel er det ikke.
Dvæg Vandreren paa mødig Vei,
Og ſtyrk ham, men beruus ham ei.

Her feer den unge Digter nu
J fort Begreb min Digterlære.
Du ſtjont den efterlever, du,
O Hjort! dets ſtee dig evig re!
Saa længe tro du følger den,
Er hver det Godes Ben din Ven.

J Vifer Hang det længe nok:
Kan elſte, drikke, drikke, drikke!
Det kunde deres hele Flok,

152

Men andet kunde de og iffe.
Du fandt, at Harpens Tryllelyd
Blev givet os til ædel Fryd.

Du foregaaer hver Sanger ſmukt
Med Menſter felv, fom med Exempel.
Du lærer Flid og Dyd og Tugt,

Du ſtraale flal i Muſers Tempel.
Og Fremtids Slægt flal taffe dig,
Naar Ingen mere hører mig.

— — —

Til Schleppegrell.

(Under Evalds: „Haab og Erindring“ i hans Stambog.)

Liig Memnons Støtte, fold og uden Liv,
Mit Orgel ubevidſt, jeg flod
J Nattens Mulm, hvor fjelone Lyn af Fryd
Forgjeves glimted? mig imod.

Men Memnons Stotte liig, da Phoebus, rød,
Fra Himmelbuens oſtre Rand
De førfte Straaler paa dens Isſe ſtjod,
Og tændte dens Metal i Brand;

Jeg pludſelig blev varm og fuld af Liv,
Da. Dans Begeiſtrings⸗Sol opgik;
Jeg fang; din Glands, o Evald! var det Bliv,
Hvorved mit Orgel Stemme fil.

153

Din Hymnes Straaler tændte førfte Gang
Med apolloniſt Ild min Sjæl;
Og aldrig glemmer jeg, at denne Sang
Var Evalds Sang til Schleppegrell.

— — — — — — —

CTilegnelſe,
med Holger Danſte, Oper i tre Acter.
Til Kronprindfesfe Louife Auguſta.

Thyronens Glands og Hoffets Pragt ei blinde
Den, ſom luttredes i Himlens Ild,

Ved at ſee, vor Nordens Huldgudinde!

Inde, Vid og Fromhed i dit Smiil.

Inde, Vid og Fromhed! Eder ene,
Ikke Hoffets Pragt og Thronens Glands,
Rakker den fortryllede Camene
Sin uſmittede, ſtjondt ringe Krands.

Længe du, vor Huldgudinde! ſmile
Blid og viis og god og elſtet her!
Og til dig ſtal alle Muſer ile
Med en Krands din Ynde mere værd.

Nomancer og Ballader.
1782—1796.

Digterdrømmen
eller

den ſovende Semire.

Den eenſomme Skov
Gienlod af forelſtede Toner;

Og Troſtabs og Kjærlighens Lov,
Mens født, o Semire! bu forv,
Omjubled' Dryadernes Throner ;
Hvor fijedrede Sapphoers Klager
Gjenfaldte de bortfloine Mager.

Jeg liſtede mig
Til Leiet i Sfyggen af Bogen;
Zephyrerne boltrede fig
J Løv, da jeg nærmede mig:
„O! røber mig et ved jer Spogen!“
Saa hviffed? jeg til dem, og tilte
Did, hvor min Tilbedede hoilte.

155

Her flod jeg og ſaae;
Og onſtte, med ſmagtende Blikke,
Eet Kys kun, for ſtrax at bortgaae.
Hvor ſtjalv jeg! den Yndige laae,
Og ſlumred', og markte mig ikke.
Saa laae den homeriffe Skjonne
Kor Paris engang i det Grønne.

Da ſukked' til big,
Sodtſmilende Venus! din Sanger:
Tillav fun den yderſte Flig
Blot eengang at kysſes af mig;
Det er jo dog lidt, jeg forlanger.
Og medens jeg kysſer, Gudinde!
Hold Styr paa de ſpogende Vinde.

Jeg bukked' mig ned,
Og kyſte fun Fligen, og bæved'
Af Frygt, at hun vaagned' derved;
Thi Læben berørte det Sted, .
Hvor Kjarligheds Himmel fig hæven'.
Den Yndige vedblev at fove:
O turde jeg mere dog vove!

Vellyſtige Nu!

Paa rodmende Lilie⸗Kinder

Min Mund fig nu hefted'; men du,
Sodtfmilende! ſlumred' endnu ;

Og førig og frit, uden Hinder

Jeg kysſed', og kysſed' dig atter,
Du Hinmelens yndigſte Datter !

156

Hiſt kom han: du feer,
Letvingede Sen af Cythere!
Saa bab feg, hvor pasſende her
Anbragtes en Piil eller fleer!
Naar pleied' bu langſom at være?
Lad ene mig Arme ei brænbe;
Vüs ogſaa din Magt dver hende !

Den fpøgente Gud!
See, fagde han, der har du Pile,
Med Buen; ſtyd felv dem fun ud,
Og, hvor du vil, ramme dit Skud!
Jeg felv mig en Smule maa hoile.
Aglae med Roſer bedakked'
Det Sted, hvor den Lille fig ſtrækked'.

| Lykſalige jeg!

Udbrød jeg, og Buen opſpændte;
Og Pile paa Pile nu floi.
Den Undige mærfte det et;
Men Kyéfe paa Læberne brændte,
Som vidnede født om den Flamme,
Jeg tændte, ved rigtig at ramme.

Jeg ſigted', og ſtiod,
Og fpændte, og figtede atter.
Hvor fmilende, blusfende, rød,
Hvor yndig, hvor Hælen og ſod
Laae Himlens uffyldige Datter!
Hun drømte, hun fmiilte, hun fpøgte.
Over Piil hendes Unde forøgte.

157

Men pludfelig ſvandt
Den Indige, Kogger og Bue;
Mens Eos af Havet pprandt,
J Wtherens øftlige Kant,
Med tufindfold ſtraalende Lue.
Forundret og frygtfom og ene
Jeg flod under qviddrende Grene.

J glimrende Sky
Sank ned Harmoniernes Fader;
Ham fulgte Parnasſets de ni
Gudinder, ſom dandſed' forbi
Min Studſen i vexlende Rader.
De ſang; og fortryllet og bange,
Jeg horte de hinimelſte Sange.

Kom, ſagde han, kom!
Tag her mod den Lesbiſke Lire!
Den ſtemte til Humner for Rom
Min Flaceus! du ſtemme ben om
Til Sang om den Danſke Semire!
Jeg vaagned' af Fryd — men med Blunden
Bar Synet og Liren forfvunden.

Den visnede Maiblomſt,
Til Grevinde Charlotte Schimmelmann.

VJe⸗ fpired? frem til moden Duft;
Men langſomt i den kolde Luft

Jeg Arme ſpired frem;

Jeg blev imellem Torne fod;

Jeg fmægted? i min Moders Skjod;
Jeg alt for liden Næring nso,

Og vorte mellem Lv og Ded
IJ mit for folde Hjem.

Medlidende mig Phoebus ſaae,
Paa Sandet, mellem Torne ſtaae,
J Natten, fold og fvag;

Han brød mig af, og tog mig op,
Dg aanded' i min ſpæde Knop:
Du ikke ganſte visne ſtal;

Kom med til min Venindes Sal,
Til Næring og til Dag!

Han bar fra Stedet, hvor jeg flod,
Mig hen til hendes ſtjonne Fod;
Og Foden traadte mig;
Jeg fandt dens fjælne Tyngde fod,
Og onſted' under den min Død.
Til anden Undertræden vant,
Jeg denne ſaa livſalig fandt,
Og jeg var lykkelig.

159

Men af! hun blikte ned, og ſaae
Den fpæde- BIomfi, hun traadte paa,
Og mildt hun tog den op;

" Og bar den i fin ffjønne Haand,
Og gav ben apolloniſt Aand,

J det med Smilen hun udbrød :
Jeg dig vil iffe træde død,

Du lille ſpede Knop!

Hun bar mig hen omhyggelig
Til Solens Sfin, og fatte mig
J qvægende Chryſtal;
Hun ofte ſtjenkte mig et Smiil,
Der meer end Solens Straalers Ild
Fuldmodned' min udfprungne Knop,
Og alle Blade friſted' op
J Glemſel af min Oval.

Men vo! bet varede faa fort,
Min indre Næring fvinder bort,
Og, af! jeg visne maa.

Jeg doer, omplantet uden Rod,

Og doer et meer ved hendes Fod;
Jeg visner her paa Glasſets Rand.
O! grufom fatte hun i Vand

Den Blomſt, hun traadte paa.

160

Roſerne.
Til Grevinde Sybille Reventlou.

Da jeg fik dem.

Shjonne, fjælne Roſer! visner ikke!
Blomſtrer trygge her hos eders Ven!
Eders ſpœode Torne frit ham ſtikke,
Evers Duft helbreder ham igjen!
Eders fjælne Spyd omfonft ham true!
Gierne lider han, hvad Amor led,
For i eders Purpurſmiil at flue
Billedet paa ſtjon Uſtyldighed.

Skjonne, fjælne Roſer! visner ikke!
Dufter indtil Dagens Ende ſodt!
Dufter end i Nattens Oieblikke,

Naar Naturens ſidſte Smiil er dødt!
Solen atter frem i Morgen iler,

Og opvarmer mildt den folde Luft;
Naar tené forſte Blik til Jorden ſmiler,
Lad det væffe mig i eders Duft!

Da de vidnede.

Røde Rofer! Eders Purpur blegner ;
Hvide Rofer! Eders Snee blev graa.
Ak! faa falmer, fvinder, mattes, fegner
Al den Skjonhed, Solen blomftre faae.
Roſer! Eders fidfte Smiil mig minder
Hendes Smiil, hvis Haand J blomſtred' 1;
Ogſaa dette Smiil engang forfvinder !
Grumme Rofer! af! hoi visne? 3?

161

O! vi haabede den ſtolte Lykke,
Tryllet født i hendes Haand af Lyft,
Hendes ſtjonne, ſtyldfrie Barm at ſmykke,
Og engang at døe paa hendes Bryſt!
Ak! vi maatte hendes Smil forlade;
Og af hendes Haand modtag os du;

Grumme! derfor falme vore Blade.
Grumme Sanger! derfor døe vi nu.

— — — — —

Fenardo og Plandine.

(Efter Bürger.)

Bundiue ſad hisſet, Lenardo ſtod her,
Ungdommelig Munterhed ſtraalte fra hver:

Hun, mellem Prindſesſer en lyſende Sol,

Han, Inglingers Ziir bag den Skionneſtes Stol.

Til Lands og til Vands, fra Paris og fra Rom
Mangfoldige Fyrſter og Herrer der kom,
Wed Guld og med Perler og Ringe belæsft,
At frie til ben Skjonne, fom hver kunde bedſt.

Men aldrig Prindfesfen var Perler og Guld
Og Ringe med glimrende Stene faa hul,
Som Roſen, der visned' paa ſneehvide Bryſt,
Af Inglingen hemmelig plukket og kyſt.

Baggeſens Vaerker. 2 9.

162

Den fljønne Lenardo var ædel og god,
Skjondt ei i hang Aarer flod adeligt Blod.
Cen Gud har jo flabt baade Ridder og Træl;
Tidt bogr i den Ringe den ædlere Sjæl.

Engang, fom i Haven de famlede fad,
De Fyrſter og Herrer i glimrende Rad,
Og qvægede fig med den fjelige Frugt,
Som vims af den flinfe Lenardo blev plukt,

Da tog af fin Solvfurv i yndige Skjod
Prindſesſen en Pipling, faa rund og faa rød;
Og rafte med ſneehvide Haand ham den hen,
Og fagde med Smiil, da hun ralte ham den:

. nag bet for din Umag! Alt yndigt og godt
„Og nydeligt vorte for Prindfer et blot.
„Det udentil er fan velfignet og kjont;
„Gid det, ſom er inden, var dobbelt faa ſtjont!“

Og fee! da ben Ingling fig hurtig ſtjal hjem,
Da tog han, o Himmel! en Seddel herfrem!
Den Seddel 1 Xblet fan hemmelig flaf,
Derpaa denne føde, fortrolige Snaf:

„Du fljønnefte Ingling, hvor Diet feer hen!
„Meer yndig end alle de glimrende Mænd!
„Meer ædel end disſe, hoimodig og god,
„Skjondt iffe fremblomfiret af adelig Rod!

163

„Dig har jeg for Alle til Ben mig udfeet;
„At fee dig og ynde dig, Elſtte, var Eet.
„Af Længfel fortæres min bævende Barm;
„Jeg ikke faner Ro før, o Ben! i din Arm.

„Ved Midnat al Slummer og Hvile forfaft,
„Og ſtynd dig til Træet i muligſte Haft,
„Som Kjaerligheds Æble dig bar! Paa bet Sted
„Dig venter lidt kjcerligt, fom... Nok du nu veed.”

Det tyktes den Ingling faa ærigftlig og vel,
Saa vel og faa ængflig; hang tvivlende Sjæl
Nu tumledes hiſt, og nu tumledes her,

J Haabets og Frygtens urolige Færd.

Dog, da det lidt hen imod Midnatten gled,
Og alle ſmaa Stjerner taus blinkede ned,
Da ſprang han af Leiet, al Hvile forlod;
Og üllte til Stedet, hvor Brevtræet ſtod.

Og, fom han faa flille, faa ventende fad,
Da raſled' i Lunden det bævende Blad.
Han lytted'; da tog vet ham hurtig ved Arm;
Da marktes en Aande, faa fjælen og varm —

Og, førend en Lyd ham fra Læberne føer,
Det drukned' i heftige Kysfe hvert Ord —
Og, førend bet hoiſted' ham hvidt eller fort,
Med bløde ſmaa Hænder det førte ham bort.
11*

164

Det førte ham tyft i letfvævende Fjed:
„Kom føde, kom elffeve Ingling, fom med!
„Koldt aander her Luften! Ci Pels, eller Frak
„Beſtjermer og — kom i mit ſtille Gemak!“

Det drog over Torn, over Tidſel og Steen
Ham til en bebuſtet Ruinhvclving hen;
Der ſtimred' en Lampe; det brog, ved dens Skin,
Tilfiog ham til Enden af Gangen, og ind.

J Slummer var Alting indhyllet; dog nei!
Korræderens Øie tillukkedes ei!
Lenardo! Lenardo! hvor vil det dig gaae,
Naar Hanerne gale, naar Lærerne flaae?

Langt ude fra Spaniens ſtorſte Provinds,
Var kommen en flolt og hoipralende Prinds,
Med Perler, med Guld og med Ringe belæsft,
At frie til den Skjonne, fom han kunde bedſt.

Han brændte, han tørfted? med fmægtende Mund;
Men tørfted?, og ſmœgted' omſonſt 1 Burgund.
Han beiled? forgjeves Aar ud og Aar ind;
Men vende tilbage fom ei i hang Sind.

Nu havde den Stolte, fom let man fan troe,
Bed Dag og ved Rat hverfen Raft eller No;
Og havde med lumſt og forræderiff Id
Sig fneget 1 Haven paa felvfamme Tid;

165

Og havde det market, og havde det feet,
Hvad nær ved, tre fire Skridt fra ham, var fleet;
Da ſtar han med Tænder, bed blodig fin Mund;
„Du fnart flal det vide, Regent i Burgund!

Og tilte paa Timen at melde, ſom fagt.
Ham ſtandſed' forgjeves den truende Vagt —
„Nu maa jeg, nu vil jeg til Kongen!» han fvor,
„Ham venter et Oprør, ham truer et Mord!“ —

„Ho! Holla? Vaagn op du, Regent i Burgund!
„Din Stamme, bin re befudler en Hund!
»Blandine, din dydige Datter, i Seng
„Fordriver fin Tid med din nedrigfte Dreng !»

Det faldt paa den Gamle, ſom knuſende Sværd;
Han havde den enefte Datter faa fjær!
Hun meer ham end Kronen og Scepteret var,
Ja! meer end den Sfat, fom al Jorderig har.

Bild retfte han derfor af Sengen fig nu:
Det lyver du, Skjelm, med forræderiſt Hu!
„Dit Blod bet undgjælde! bet drikke Burgund,
„Ifald mig bedrager din giftige Mund!” —

„Her ſtiller jeg, Gamle! mig felv dig til Pant!
„Op! fynd big! faa finder bit Øie det fandt!
„Mit Blod det undgjelde! det drikke Burgund,
„Hvis Løgn beſmittet min varflende Mund!“ —

166

Da fremlob den Gamle med blinkende Spyd,
Dam ledte den Lumſte med blodgjerrig Fryd ;
Og drog over Torn, over Tidfel og Steen
Dam til den bebuſtede Muurhvælving hen.

Her kneiſede fordum et fyrſteligt Duus,
Som nu var af Xlde nedmuldret i Gruus;
End hvælved” fig Kjeld'ren og Hallen, foran
Bedælfet med Tidfler, med Torn og med Sand.

Faa kjendte dens Mabning i Krattet; men hver,
Som fjendte den, fandt uden megen Befvær
En hemmelig Dør til be Bærelfer (maa,
J hvilfe Prindfesfen om Sommeren laae.

En Kjerligheds Lampe ved Indgangen hang,
Mildt ſtimrende gjennem den natlige. Gang.
De holdt deres Aande, de traadte faa tyſt
J Gangen, af Kfærligheds Lampe belyſt —

Og nærmede fig til ben lukkede Dør —
Og flod der og lytted? — „Hor, Konge! mm hor
„Tys! hor, hvor det hviffer! hør, Konge, hvert Ord !
„Hor! — troer du end ille, faa aldrig du troer.… —

„O Elſtte! min Elſtte! hot modfalder du
„Hos mig, fom er evig din Eiendom nu?
„Om Dagen adlyder jeg fongeligt Bud;
„Nu lyder jeg Elſtovs, nu er jeg bin Brud!” —

167

„O fljønne, tilbedte Prindſesſe! var du
„En fattig Slavinde, hvor henrykt da nu
„Men nu er min Elffov min Angſt og min Død.” —

„O Elſtkte! min Elſtte! lav fare den Skrak!
„Er jeg en Prindfesfe? betragt mig! vær kjak!
„For Krone, for Seepter og gyldene Karm
„Jeg valgte mig Kjærlighebs Nok i din Arm.” —

„O ſtjenneſte Skjonne! ved Lift eller Tvang
„Dit Hjærlige Løfte vil brydes engang!
„Ved Beilen og Beilen, om langt eller fort,
„Tilſidſt dog en Prinds dig fom Brud fører bort!

„Vel brufer en Bølge, vel ſtormer en Sly;
„Men Bølgerne falde; men Stormene flys:
„Som Vinden og Bandet er qvindeligt Sind!
„Din Elſtov forſoinder fom Band og fom Bind.” —

„Lad beile, lad beile ſaa mange ber vil!
„Jeg ene flal evig fun dig høre til —
Min Elffte! min Engel! vær fyrig og fro!
„Mit Løfte jeg evig flal folde dig tro.”

„Som Vind og ſom Band er mit elffende Sind —
„Vel bortrinde Bande, vel henvifter Vind;
„Dog alle bortrinde, henvifte dog ei;
„Saa evig min brændende Elſtov og ei.“ —

168

„O fljenne Prindfesfe! bog vanfer mit Mod;
„Tungt anes mig Sfræf i det tisnende Blod:
„Den hevnende Himmel den Ring ſonderbrod,
„Hvorover et Kirfens Velfignelfe lod.“

„Hvis Kongen — o! hvis han opdager den Færd,
„Da brypper mit Blod fra det rygende Sværd!
„Da maa bu, belænfet i Hulen nedfat,

„Hengræde bit Liv i uendelig Vat.” —

„Ei Himlen, min Ven! fønderriver bet Baand,
„Som Troſtab os fletter med Kjæerligheds Haand.
„Den ſalige Vellyft i natlige Ro
„Seer ingen Forræber, veed ene vi To.

„Kom, elffeve Brudgom! o fom i min Arm!
„Kom! fys mig! og tryf mig i Lyſt til din Barm!” —
Da føfte han førig ben lokkende Mund,

Og Frygten forfvandt i det ſalige Blund.

De kyſtes og favntes faa heftigt, fan tidt;
De breve den falige Spøgen faa vidt. —
Da rafte de Vidner, da vilde de frem;
Men Slaaen og Laafene hindrede dem.

De bleve, de ventet” med fraadende Mund;
Saa venter pan Haren den lurende Hund.
Derinde tilfidft, efter mattende Lyſt,

Blev tungt og uroligt ben Elffendes Bryſt:

169

„Prindſesſe! vaagn op! lad din Elſter nu gaae!
„Hor galende Haner alt Morgenen ſpaae!“ —
„O Elſtkte! o bliv, indtil tredie Gang
„Os Hanerne væffe ven Morgenens Sang! —

„O elſtte Prindfesfe! fee Morgenen grye!
„O flip mig! før Solen ftaaer op, maa jeg flye!“ —
„O Elſtede! bliv! de ſmaa Stjerner dog et
„Forraade den Elſtendes lonlige Vei.… —

„Vaagn, elſtte Prindfesfe! jeg hører en Lyd;
„Ak! Svalen forfynder alt Morgenens Fryd.” —
„O Søvefte! bliv bøg! — du hører ei den,
„Men klagende Nattergal, Kjærlighevs Ven.” —

„Nei! flip mig! alt Hanen har galet, og rød
„Frempipper alt Dagen i Morgenens Skjod!
„Alt Lærferne fønge — hvor gyfer min Sjæl!
„O, flip mig! mit Hjerte oil brifte! Lev vel!“ —

„O Sode! — Farvel da — nei! bliv dog — Farvel!
„O Gud! men hv zittrer fan bange min Sjæl? —
„Kom! viis mig dit Hjerte! — vet banker fan mat!
„Hold af mig, bu Sødefte! — kommende Nat!“ —

„Sov rolig! ſov født! ... og nu ſmutted' han væf;
Men fold i hans Aarer krob dødelig Skrak;
Rundt om fig han lugtede Liig — og med Nød
Han raved' til Enden af Gangen, fom bød.

170

Hu! fremfprang de Tvende; med mordfoulmet Arm
Hver ſtodte fit Spyd i hang bævende Barm:
„Der har du bit Scepter! regjer nu Burgund!
„Der har bu din Medgift, forbandede Hund!” —

„O Jeſu Maria! forbarm dig! og ſtaan⸗ —
Da bruſte hans Dine — han opgav fin Aand;
Og uden Beredelfe, Trøft, eller Ven
Hans tvivlende Sjæl foer til Evighed hen.

gorræderen hugged? med fnyfende Harm
J mange ſmaa Stykker hang blodende Barm:
„Kom! viis mig bit Hjerte! det banker faa mat!
„Hold af bin Tilbedede — kommende Vat! —

Og rev ham bet ud af bet blodige Bryſt —
Og Hjølte fin Raſen i Helvedes Lyft:
„Der har jeg dit Hjerte! af! banfer faa mat!
„Hold af mig, du Sodeſte! — kommende Nat!“ —

Prindſesſen imens i urolige Blund
Sig kaſted' i Sovne; fælt drommede hun:
Om blodige Perler i blodige Krands,
Om blodige Brudgom og Spegelſers Dands.

Og vred fig i Sengen, faa mat og faa fvag,
Koldt fvedende, hele den følgende Dag:
„O kom dog, o Midnat! bu Kjærligheds Ven!
„Og bring mig, min Engel, min Vellyſt igjen!» —

171 '

Og da det lidt hen imod Midnatten gled,
Og alle ſmaa Stjerner taus blinfede ned:
„O, vee mig! hvad anes dig, bævende Bryſt?“
Da aabnedes Døren fan frygtelig tyſt:

En Ridder i Flor og i Sorge⸗Talar
Paa to Keridoner to Liigfakler bar,
Med dødelig Taushed og rædfomme Blik
Han fatte dem ned for Prindfesfen, og gif.

Gam fulgte en Ridder i ſneehvid Talar:
En blodig og fønderbrudt Ning han frembar ;
Med tauſe Gebærder og flirrende Blik
Han lagde den ned for Prindfesfen, og gif.

Bag ham kom en Ridder i Purpur⸗Talar:
Et Guldkar, forfeglet med Vaab'net, han bar,
Omvundet var Laaget og Hanfen med Sort;
Han fatte det tiende ned, og gif bort.

Tilfioft kom en Ridder i Solvmors⸗Talar:
Et fongeligt Brev han i Hænderne bar,
Og gav ben halvdede Prindſesſe det hen,
Og bukked' fig taus, og gif baglænds igjen.

Og fee, ba med Zittren hun aabnet det fif,
Og giennemlob Skriften med rullende Blik,
Det ſortnedes for den Elendiges Syn,
Og kold foer hun ſammen, ſom truffen af Lyn.

. 172

Og da hun den fpæde matzittrende Krop
Med frygtelig Kraft fif af Sengen reiſt op:
„Hop! hopſa!“ ba fprang hun, „hei lyftig! foing om!
„Hei! Spillemand! friff! paa min Bryllupsdag! kom!

„Kom, Spillemand! ffynd dig! ftem op til en Dands,
Jeg fvæver fra Jorden! hift vinfer min Krands.
„Nu dandſer I Prindſer fra fjern og fra nær!
„Hei lyſtig! J Fruer og Herrer! — fom her?

»Dyl lyftig! — af før var mit Hjerte faa ſygt —
„J Fruer og Herrer! hos leer I faa flygt?
„Min Brudgom, min Brudgom er han — jeg er Brud!
„Os Himmelens Engle troloven? — o Gud!

„Til Dandſen! til Dandſen! — hvi nole J? See!
„Saa lee de! ſaa lee de! — jeg ogfaa kan lee!
„Voek, Adelspak, væl bog! du ſtinker — o flye!

„Du ſtinker af ſtinkende Hopwmod — fø! fy!

„Hvem flabte paa Jorden vel Ridder og Træl?
„Tidt boer i den Ringe den ædlere Sjæl! —
„Min Brudgom er ſtjon og hoimodig og god;
„Og han fan foragte hoiadeligt Blod.

„Hei! Spillemand! lyftig! ſpil op til en Dands!
„Jeg fvæver faa let; thi du vinfer, min Krands!
„Hop! heiſa! Trallalla! Hop! heiſa! ha! ha!

„Min Bryllupsdag er det! Trallalla! Tralla!“

173

Saa fang hun og hopped', faa ſprang hun og fang,
Til Dodsduggen iiskold paa Panden udſprang;
Dodsduggen paa blegnende Kinder nedflod,
Og mat hun paa Gulvet omtumled', ſom dod.

End reiſte hun ſig, for hun opgav ſin Aand,
Og ſtrakte mod Karret ben dodmatte Haand;
Og tog det i Skjodet, og ſtirred' derpaa;
Og aabnede Laaget, og fane hvad der laag.

Da damped', da banked' det mod hendes Bryft,
Som om det end flog imod hendes i Lyſt —
Da ſtyrtede Taarernes blodige Flod,
Og blandede fig med den Elſtedes Blod.

„O blodige Jammer!« trykt tæt til fin Barm,
Hun Guldkarret holdt med omfavnende Arm.
„O blodige Hjerte! flage heftig endnu —
„Slaae heftig mod mit! o bet bløder fom du!”

End damped', end banked' bet mod hendes Bryft,
Som om bet end følte fig nær ved fin Løft —
Og ſtærkere Taarernes ſtrommende Flod
Nu ſtyrted' af Øinene ned t dets Blod:

„Jeg leved' for big, og nu doer jeg med Lyft —
„O Hjerte! ou tryffer — du knuſer mit Bryſt!
„O Jeſu Maria! — forbarm dig — og du —
„Jeg kommer — din Brud — o ſlaae heftigt — endnu.“

174

Da zittrede Hjertet imod hendes Bryſt,
Som om det end ftræbte mod hendes i Lyſt.
Fra briſtende Blik falot en Blodsdraabe ned —
Det ſidſte Gang zittred“ — og hendes braſt med.

Og Sfælen fler bort til fin vinkende Ven —
Til Kongens Gemaffer man ſtormede hen;
Hoit blandede Sfrig gjennem Salene lod:
„Prindfesſen — o Konge! — Prindſesſen er dod.“

Det faldt paa den Gamle, ſom knuſende Sværd;
Han havde den enefte Datter fan fjær —
Hun meer ham end Kronen og Scepteret var,
Ja meer end ben Sfat, ſom al Jorderig har.

Og fee! ba Forræderen fremvifte fig,
Da rafte ben Gamle: „Det ſtylder jeg dig!
„Dit Blod bet betale! det driffe Burgund!
„Thi dette mig raadte din giftige Mund!

„Hoit flager for Dommen dig mu hendes Blod —
„Kjiol, Djævel! i Helved bit fnyfende Mod!“
Raſt uddrog den Gamle fit blinkende Sværd,
Og bød for hang Fod laae Forræderen der.

„Lenardo! — Blandine, min Datter! — o Gud!
„Min blodige Synd, o Forbarmer, flet ud!
„Dog, forflager mig ef, mine Børn! o nes!
„Jeg er dog jer Fader — forklager mig ei!“

175

Den fronede Gamle nu Hænderne vred,
Og troſtlos den blodige Gjerning begreed —
Han ſiden lod gjøre en Kiſte af Guld,
J hvilfen han gjemte de Elſtendes Muld.

— — — — — — ——

Feonore.
(Efter Bürger.)

Leonore foer, da Dagen brod,

Forſtrekt af Sovnens Arme:
Er Vilhelm troløs, eller dod,

Hvad foreſtaaer mig Arme?
Han dragen var med Fredrifs Hær
Mod Prag forlængft i Ledingsfærd ;
Og havde lovet Breve,

Som altid udebleve.

Af Krigen med hinanden kjed,
Monarken og Czarinden,
Omſider foredroge Fred
For blodig Tab og Vinden.
Og begge Hære nu med Sang
Og Spil og Dands og Kling og Klang,
Udmaiede faa fage,
Til Hjemmet drog tilbage.

Og overalt, hvorhen man ſaae,
Mens Gladestaarer fløde,

Drog Alt, hvad funde ſtaae og gane,
De Kommende imede!

176

Velkommen! Mødrene brød ud,
Velkommen! raabte mangen Brud.
Men ene Leonore

Forbi de Favntag fore.

Hun gjennemfloi den hele Rad,
Udſpurgte, føgte, ledte

Om Vilhelm; ingen vidfte hvad;
Omſonſt den Arme fvedte.

Da hele Troppen var forbi,

Gun flængte fig i Raſeri

Paa Jorden hen, bedøvet,

Alt Haab og Trøft berøvet.

Den bange Moder nærmed' fig:
„O! bet fig Gud forbarme!

O Barn! o Barn! hvad fattes dig?
Hoiil i din Moders Arme!”

„O Moder! Moder! tabt er tabt

For mig er Liv og Alt fortabt!

Gud vil fig et forbarme !

O Vee! o Vee! mig Arme!” —

„O Barn! o bed dit Fadervor!
Gud fee til os i Naade!

Hvo fun fin Lid til Herren flager,
Ham vendes Alt til Baade!”
„Nei Moder! Moder! net, mod mig

Han ei har handlet faderlig !
Hvad nytted? al min Beden?
Fortvivlt jeg vandrer heden.“ —

177

„O! neil har du til ham dig vendt,
Han naadig dig annammer,
Bær trøftig, Barn, hans Sakrament

Vil lindre al din Jammer!“ —
„O Moder! Moder! Hjertets Brand
Ei Sakramentet hindre fan!
O vet har aldrig Livet
Ygjen de Døde givet!”

„Hor, Barn! og om den falffe Mand
J fjerne fremmed Rige

Trolos har givet Mund og Haand
Alt til en anden Pige?

Lad fare, Barn, hang Løfters Bind,

Og ſlaae den Utroe af dit Sind!

Engang ved Livets Ende '

Hans Meeneed ham vil brænde!

„O Moder! Moder! tabt er tabt!
Til Oval, til Brand, til Bloden,
Blev ene din Lenore ffabt;
Min Redning er fun Døden!
Vær luft, mit Øie, ſtedſe lukt!
Bær fluft, mit Lys, for evig ſlukt!
Gud vil fig et forbarme!
O Ve! o Bee! mig Arme!»

„O Gud, gaae et 1 Rette vrev
Med Ormen i fin Briden!

Hun ef, hvad Læben ſiger, veed,
Hun ſynder uden Viden!

Baggeſens Verker. 2 9.

178

O Barn! forglem al Verdens Svig!
Og tænk paa Gud og Himmerig,
Den Brudgom, der big venter,

Dig ved fin Engel henter!»

iD Moder! hvad er Himmerig?
O Moder! hvad er Helved ?

Hos Vilhelm fun er Himmerig,
Og uden Vilhelm Helved!

Vær luft, mit Øie, ſtedſe luft!

Bær fluft, mit Lys, for evig ſlukt!

Jeg ene ved hang Site

Af Salighed vil vide!»

Saa rafte med fortvivlte Sfrig
Affindigen den Arme;
Og meer og meer formaftelig
Mod Gud udged fin Harme;
Forſlog fit Bryft, og Led fra Led
Bred Fingrene, til Sol gif ned,
Og alle Stjerner blide ;
Gik op 1 Pflerlide. ;

Men udenfor nu: trap trap trap
Man hørte Slag af Hoven,

En Rytter ſteg af Heften rap
For Døren ud til Skoven.

Og lyt! lyt! lyt! den Klingelring

Alt klimpred' ſagte kling! kling! kling!

Da lød tilſidſt en Stemme

Igiennem Dorens Klemme!

179

„Holla! Holla! luk op, min Glut!
Hvad? vaager eller fover

Min Sfat? Er venlig eller mut
Den Engel, jeg mig lover?d“ —

„Ak! Vilhelm, du, i Storm og Nat!

Ak! jeg har grædt mig sm og mat!

Hvad funde Vilhelm hilde?

HDvt kommer du faa filde 2,

„Vi ſadle blot om Midienat;
O! hvis ben Vei du kjendte!
Jeg ſeent til Heſt mig havde fat,
Seent fom jeg dig at hente… —
„Ak, Vilhelm! førft i Haft fom ind!
Derude ſuſer barffe Vind;
Kom ind, og lad mig varme
Min Ven i mine lrme!“

„Lad fufe Vind i Sfov og Krat,
Lad ſuſe, Glut, lad ſuſe!

Min Ganger ſtraber! det er Nat!
Jeg her tør iffe huſe!

Kom! Kaaben om! og fving dig op

Paa Heften bag mig! $ Galop

Jeg end maa hundred Mile

Til Brudeſengen ile!«

„Du vil mig hundred MA for Dag
Til Brudeleiet bringe ?

Og nylig Kirkeklokkens Slag
Alt elleve lod Hinge!” —

180

„Blik om big! Maanen finner Kart;
Vi ride med de Dødes Kart;

Jeg end, før tolv det ringer,

J Brudefeng dig bringer!

„Siig, hvor er da din Brudeſal?
Hvor er dit Sovekammer? —

„Langt, langt herfra — taus, ſmal og fval:
Ser Bræder og to Klammer!“ —

„Er Rum for mig?” — „For mig og dig!

Kom, Kaaben om, til Heft med mig!

Skuf et be Budnes Haaben!

Bor Hoitidsſal ftaaer aaben!“

Hun kaſted' Kaaben om fig, ſvang
Sig op, og faſt fig klynged'

Bag Rytteren. Og Heſten ſprang,
Og hele Jorden gynged? !

Og Hurra! Hurra! hop hop hop!

Det gif i fufende Galop,

Saa Heft og Rytter fnyfte, i

Og Flinteftene lyſte.

Paa hoire Haand, paa venſtre Li,
Foer Bjergene tilbage —
Hvor dundrede hver Vei og St!
—— Hvor hørtes Broen brage!
„Hvad bange, Glut, i Maanens Glands?
Hurra! raff er de Dødes Dands!
Hvad? frygter du de Døde?” —
— „Ak net! — bog lad de Dede!“ —

181

„Tys! hørte bu ben Sang og Klang?
Af Liig jeg aander Lugten.

Hor Klokkeklang og Dedningſang,
Og Raone hiſt i Flugten!“

Og fee! en Skare nærmet” fig

Med forte Kiſte førgelig ;

Og hule Stemmer lode:

„Vi jorde vil den Dode!“

„Ved Midnat Liget Jorden giv,

O Trop, fom du mon pleie!
Jeg bringer førft min unge Vip

Med mig til Brudeleie.
Kom, Klokker, hid med Chor og Klang,
Dg ſyng mig for min Brudefang!
Som, Præft, og vie os begge,
gør vi til Seng vs lægge!”

Det taug; og Baare fvandt, og Liig;
Wen lydig fulgte Reften,

Og Hurra! Hurra! vendte fig
Og fulgte tæt bag Heften.

Og ſtedſe fremad, hon! hop! hop!

Det gif i fufende Galop!

Saa Heft og Rytter fnyſte,

Og Flinteſtene lyſte.

Hvor foer de Farende forbi
Nu Hytter, og nå Slotte!

Hvor foandt paa hoir' og venſtre Li
Skov, Markt og Fjeld og Grotte!

182

„Du gyſer? — Maanen ſtinner klart!
Hurra! ve Døde ride fnart!

Glut! frygter du de Døde?»

„Ak! lad i Ro de Døde!»

Det gif forbi et Retterfted.
J Maanens Sfin om Hjulet
En Lufttrop dandfed? op og ned,
Halv ſynlig og halv fhjulet.
„Hop, hop, Geſpenſter! raff herhid“?
Kom, Lufttrop, kom og folg mig din,
Og fletter Brudefrandfen
Os hiſt I Hoitidsdandſen!“

Og Hurra! Hurra! BVift i Vift
Den Trop bag Folget bruſer,

Som gjennem ode Klippers Rift
Nordhvirvelvinden fufer ;

Og ſtedſe fremad, hop! hop! hop!

Det gif i ſtormende Galop,

Saa Heft og Rytter fnyfte,

Og Flint og Kampe lyſte.

Hvor flot, hvad Maanen flinte paa
Døbt i det merke Fjerne!

Selv Himlen ſyntes at forgaae,
Saa flygtede hver Stjerne!

„Du gyſer? — Maanen flinner. Hast!

Bi ride med de Dødes Fart!

Glut! frygter bu de Dede?“ —

— „O Be mig! — Lad de Døves —

183

„Rap! Midnatshanen galer fnart!
Jeg aander Morgenduften;
Rap! ſtrek dig! til den ſidſte Fart

Paa Jorden gjennem Luften!
Fuldendt! fuldendt er vor Galop!
Bi rede med de Dødes Hov!
Hiſt Hoitidsſalen blinker,

Hvor Brudeſengen vinker!“ —

Og raſt imod et Gitters Bærn
Det gif i Farten lige —
Et Pidſteſnert — og Bolt og Jem
For Slaget ſaaes at vige;
Og op floi Porten, Laaſen fprang,
Og Knokler under Jorden flang,
Paa Veien, mellem Rader
Uf forte Marmorplader.

Der ſtandſed' det. — Men Sfræf og Gru!
Den Rytters Hjelm og Taſte

galdt af; hang Harniſt gif itu;
Hans Ruſtning ſank i Aſte;

Hans Legem blev en Rad af Been,

Hvorpaa et Dodninghoved green;

En Lee han traf ifteden

For Sabelen af Skeden.

Vildt ſteiled' Heſten, vrindſted', fnos;
Hoit hortes Skrald af Torden.
Lenore ſvedte, ſtjalb, og gos —
Da ſank det Alt til Jorden.

184

Og bange Hyl i Luften løb,

Og Hyl opfteg af Gravens Skjod.
Af Angeſt, Nag og Smerte

Bar fnuuft den Armes Hjerte.

Nu dandfede ved Maanens Glands
Hiint Folgeſtab fra Kulen
J Kreds en ſtummel Dodningdands
Med Hyl i Hyl om Hulen:
„Trods aldrig fromme Moder⸗Bud!
»Træt aldrig, Støv! med Himlens Gud!
n» Din Krop er Ormes Føde.
„Din Sjæl fee Gud imede!“

— — — — —— — — — ——

Fudvigs Øjenfærd.

Marie foer af Sengen op,
O! Jeſu! frels mig Arme!
Koldt fvedte hendes ſpede Krop,
Da Døren fnagende gif op —
Det Gud fig mildt forbarme !

Der flod han fold og bleg og lang
J Gravens Dragt, den Arme!
Hvis ſpildte Suk, hvis ſpiſdte Gang
Forkortede ham Livets Gang
J uophørlig Harme —

185

Der ſtod han lang og fold 'og bleg
J Gravens Dragt, ven Arme!
Som ingen Tid fin Elſtte fveg,
Skjondt ſtolt hun ſtedſe ham undveg,
Og ſpottede hans Harme. —

Der ſtod han bleg og lang og fold
J Gravens Dragt, den Arme!
Som for fin Elſtovs Tro til Sold
Fik haablos Kummer tuſindfold,
Og dræbtes af fin Harme.

„Marie! hør din dræbte Ven
„Fra Gravens morke Bolig!
«Giv mig den Tro og Lov igjen,
„Som jeg i Live gav big hen,
„At jeg fan flumme rolig.” —

„Din Tro og Løve jeg igjen -
„Dig aldrig før vil give,
„For i min Favn du kommer hen,
„Og med et Kys befegler den,
„Du gav mig hen 1 Live.” —

„Jeg i din Faon ei komme vil;
„Hvad nytter det mig Arme?
„Forſvunden er min Læbes Ild,
„Mit folde Kys dig dræbe vil
„J mine folde Arme.

186

„Nei! før bin troe, din dræbte Ven,
„Fra Dødens. tauſe Bolig!
»Giv mig den Tro og Lov igjen,
„Som jeg 1 Live gav big hen,
„Saa vil jeg flumme rolig.”

„Din Tro og Love jeg igjen
„Dig aldrig for vil give,
„For du gaaer med for Alt'ret hen,
„Og med en Ning befegler den,
„Du gav mig hen i Live.”

„Jeg alt paa ſtumle Kirkegaard
„J ſorte Kiſte ligger;
„Mit Gjenfærd ber fun for dig flager!
„Negt et din Ludvig, ſtedſe haard,
„Hoad han i Døden tigger!) —

Sin hvide Haånd hun gav ham hen —
„Der! tag din Tro og Love!
„Jeg ſtjenker dig den heel igjen;
„Gaae til din Grav tilbage hen,
„At du maa rolig ſove!“

Flux hun i Klader flyndte fig,
Og i de Dødes Have
Den hele Nat forvildte fig, g
Og fulgte med det fjære Lig
Imellem mørfe Grave.

187

„Er vev din Sive, -Ludvig! Rum
„J Kiſten for bin Pige?
„Kan hun hos dig i Dødens Slum
„Faae fun ved dine Fødder Rum,
„Hun ned til dig vil flige.” —

"Min Kiſte fun er fmal og fort,
„Den iffun mig, fan rumme;
„Der er faa koldt, ver er faa haardt,
„Der er faa ftille, tyft og fort,
„Du ver fan ikke ſſumme.“ —

Nu Hanen goel, og pludſelig
Saaes Morgenen fremile,
„Farvel, Marie! ſigne dig
„Gud Fader udi Himmerig!
„Jeg gaaer igjen til Hvile.”

Det blege Gjenferd taug — og fvandt
Blandt forte Træer pg Stene —
Ned paa Maries Kinder randt
En blodig Taare, da det fvandt;
Nu ſtod hun der alene:

„Hor! Elſtte! din Marie dig
„Skal fnarlig hisſet møde!”
Det lyfe Øie lufte fig —
Kold fom en Steen, bleg ſom et Lüg,
Hun faldt omkuld pg døde.

Agnete fra Holmegaard.

>; KE: var uſtyldig,

Var elſtet, var tro;

Men fledfe var hun eenſom,

Hun aldrig havde Po —
Aldrig Ro —

Hun frydede vel Andre;

Men aldrig var hun fro.

Agnete hun ſtirred'
J Bølgen den blage —
Og ſee! da kom en Havmand
Fra Bunden at ſtaage —
Op at ftaae —
Men ſtedſe Agnete
Paa Bølgerne fun ſaae.

Hans Haar var fom fpundet
Af purefte Guld,
Dans Øie det var kjcrligt,
. Dang Mine den var huld —
O! faa huld!
Hans fljældæfte Barm var
Af Kjærlighed fuld.

180.

Han fang for Agnete

Sin Elffov, fin Nød.

Hans Qvad det var faa Fjælent,

Hans Stemme var faa føl —
O! faa fød!

Hans Hjerte ham fra Læberne

Saa lifligen flød.

„Og hor, min Agnete!
Hvad jeg vil ſige dig:
Mit Hjerte, det fortæres
Af Længfel efter big!
Efter dig!
O! vil du det hufvale,
O! vil bu elffe mig?“

To følvfpændte Skoe flux
Paa Klintebredden ſtod —
Der fandtes aldrig ſtjonnere
Paa nøgen Dronnings Fod.
„For din Fod — —
„Min Elſtede! (ſaa qvad han)
„Du tage bem imod!“

Saa tog han af Barmen
Det perleſtukne Baand —

Der aldrig ſaaes et ſtjonnere
Om nogen Dronnings Haand:
Dette Baand —
„Min Elſtede! (faa qvad han)
„Du bind det om din Haand!“

190

Saa tog han en Guldring
Af Fingeren fin —
Der fandtes ingen ſtjonnere
J nogen Dronnings Skrin:
„Her, fra min —
„Min Elſtede! (faa qvad han)
„Du fætte den paa din!“

Agnete ned paa Himlen
JF Havdybet fane —
Den Bølge var faa folvklar,
Og Bunden var faa blaa!
O! faa blaa!
Da ſmilede den Havmand
Og fang, vg ſagde faa:

„Og hør, min Agnete,
Hvad jeg dig fige vil:
For dig mit Hjerte brænver
Af Sjærlighebs Ild —
O vær mild! —
Siig! vil du mig hufvale?
Vil du mig høre til?“

„Og hor du, ſtjon Havmand!
Jeg vil tilhore dig!
Hvis ned i Havets Afgrund
Du med vil tage mig!
Tag du mig!
Og før mig til din Havbunb,
Der vil jeg elſte dig!“

191

Han ſtopped' hendes Øre,
Han ſtopped' hendes Mund ;
Saa foer han med den Skjonne
Dybt ned i Havets Bund.

Mund paa Mund —
De favnedes og kyſte fig
Saa trygt paa Havets Bund.

Agnete, hun var ber
J Aaringer fo —
De elfkede hinanden
Saa Fjærlige og troe —
Elſtovsfroe.
To Sønner der hun fødte
J Havmandens Bo.

Agnete ſad rolig
Ved Vuggen der, og ſang —
Da horte hun en Jordlyd,
Som ovenover klang
Ding, ding, dang;

Og det var Kirkens Kloffer

J Holmegaard, ſom klang.

Agnete lod Vuggen
Saa pludſeligen ſtaae,
Og iilte til ſin Havmand:
„Skjon Havmand tør jeg gage?
Tor jeg gaae?
O tor jeg end for Midnat
Til Holmekirke gane?” —

192

„Du gjerne maa for Midnat
Til Holmekirke gade —
Naar kun for Dag du vender
Til Bornene de ſmaa —
Gaae! gaae! gaae!
Men vend for Dag tilbage
Til Bornene de ſmaa!“

Han ſtopped' hendes Dre,
Han ſtopped' hendes Mund,
Saa foer han op med hende
Tik Holmegaardens Grund —

Mund fra Mund
De ſtiltes, og han dukled'
Igjien til Havets Bund.

Agnete fig ſtyndte
Til Kirkegaarden hen —
Der mødte hun fin Moder,
Og vendte fig igjen —
„O! hvorhen?“
Men hendes Moder vendte
Den Flygtende igjen:

„Og hør du, Aguete,
Hvad jeg vil fige dig:
Hvor har du havt dit Ophold
Saalænge langt fra mig —
Langt fra mig?
Stig, hvor bu har opholdt dig
Saalænge hemmelig 2…

193

O Moder jeg har doelet
I Havmandens Bo:
Med ham jeg alt dernede
Har avlet Sønner to.
Und mig Ro!
Jeg nu gaaer hen at bede,
Og vender til min Bo!“

„Og hør du, Agnete,
Hvad jeg vil fige dig:
Her dine to ſmaa Dottre
Tildode græmme fig —
Sfrig 1 Skrig |
De græde, de ſmaa Piger,
De længes efter dig!”

„Lad længes, lad græde
De to ſmaa Dottre her!
Mit Øre, det er lukket,
Jeg hører Dem ei der —
Dem ei der!
Og der de to ſmaa Sonner
Forſmagted', blev jeg her.”

„O! red dog be Arme!
O! lav Dem ei forgaae!
O! tænf dog paa den Mindſte,
Som end i Vuggen laae!
Hjem du gane!
Og glem be to ſmaa Trolde
For dine ægte Smaa!“

Baggeſens Varker. 2 3.

194

„Lad blomſtre, lad falme,
De To, fom Himlen vil!
Mit Hjerte, det er lukket,
Det hører dem et fil —
Dem ei til.
Jeg ene for min Havmands
Smaa Sønner leve vil!”

„Og fan du dem glemme,
Som ved dit Bryft dig love,
Saa tænk paa deres Faders
Din Xgtemands Tro —

Kend hans Tro!
Saafnart du var forfoundet,
Han miftede fin Ro.”

„Han ſorged' en Sommer,
Han ſorgede for dig —
Og ned fra Holme Fieldklint
Dan flyrtede fig —
Styrted' fig.
Der funde be paa Stranden
J Skumringen hans Liig.”

„Nu nys man bet lagde
J Kiſten ned men Sang —
Og hørte du, min Datter,
Ei Klokkerne, fom fang
Ding, ding, dang?“
Nu vendte hendes Moder fig,
Og Midnatsklokken klang.

195

Agnete, hun traadde
Ad Kirfebøren ind —
Og alle de ſmaa Billeder,
De vendte ſig omkring —
Rundt omkring
J Kirken de ſmaa Billeder,
De vendte fig omkring.

Agnete, hun ſtirred'
Mod Altertavlen ben —
Dg Altertavlen vendte fig, og
Ulteret med den —
Alt med den
Sig vendte, hvor hun Øjet
J Kirken vendte hen.

"Agnete, hun ſtirred'
Paa Stenen for ſin Fod,
Og ſaae ſin Moders Navn, ſom
Paa Liigſtenen ſtod,
Hvor hun ſtod —
Da braſt den Armes Hierte,
Da iisned' hendes Blod.

Agnete, hun raved',
Hun fegnede, hun faldt —
Nu alle hendes ſmaa Børn,
De længes overalt —

Overalt.
Nu Sønner, ſom Dottre,
Ze længes overalt.
13%

196

Lab grede, lad længes,
Lad førge her og der!
Luft er nu hendes ie,
Det aabnes aldrig meer —
Aldrig meer!
Og knuuſt er hendes Hjerte,
Det flaaer nu iffe meer.

197

Bifer og Sange.
1782—1796.

Hvad jeg fynger og ikke ſynger.

VJeg ſynger iffe om Kamp og Krig,
Og Heltes Seire paa Stridens Enge;
Min Mufe blegner og ffjuler fig,
Naar Gværd mod Skjolde fig mordiſt trænge,
Naar Sablen flirrer, og Sppdet hoiner,
Naar Doden throner paa Livs Ruiner,
Saa fier jeg.

Jeg fynger tffe til Evans Priig,
Naar glad han mellem VPocaler dandfer.
Jeg har, blandt andre, den egne Viis,
At uden Drikken jeg bedre fandfer;
Skal Verfet føges i Glas og Krufe,
Saa blüer ved Profa min ædrue Mufe,
Saa tier jeg.

Jeg ſynger iffe en Elſte⸗Konſt
Og Regler for at indtage Piger;
Al Ars amandi er dog omfonft,
Naar Ald'ren kommer, og Styrken viger;
Og da førft er det jeg den behøver;
Men, naar mig denne min Ungdom røver,
Saa tier jeg.

198

Jeg ſynger iffe, fom Juvenal,
Min Næftes Feil og min Naboes Lyder;
Bor Jord blev derfor ei mindre gal,
Og Lafter derfor blev iffe Dyder.
Naar Podagra dig forbyder fvire,
Skriv da mod Dobleren en Satire;
Saa tier jeg. "

eg fynger iffe om fnedig Ræv,
Om gamle Katte, og Muſe⸗Krige.
ERſopus ſtrev fig jo Ryggen fljæv,
Og Verden blev dog ei mere lige;
Naar Skader pluddre Juriſterier,
Og Katte mjave Philoſophier,
Saa tier jeg.

Jeg ſynger ei den ſymphonſte Skov,
Hvor Philomele ſin Solo triller,
Hvor Almagts Under og Godheds Lov
Hver vinget Evald i Toppen fpiller ;
Naar Aftenroden Naturen maler,
Og Sfoven ſtingrer af Nattergaler,
Saa tier jeg.

Jeg ſynger iffe Monarkers Priis;
Jeg neppe fjender dem ret — desuden
Er en og anden lidt god og viis,
Faaer han vel Rogelſe mig foruden;
Og overalt, naar en Enkelt byder,
Og halve Verden den Enc lyver,
Saa tier jeg.

199

Jeg ſynger iffe ved Leilighed,
Naar Livet farer af en Spadille;
Om naadig Frue felv dandſed' med,
Saa taug jeg, troer jeg, dog ganſte ſtille;
Da Tingen ſteer i naturlig Orden,
Og Tabet fjelden juft flader Jorden,
Saa tier jeg.

Jeg ſynger iffe for en Mæcen;

Thi, fandt at fige, fan troer jeg ikke
Det blev mig muligt at finde een,

Om jeg fif Indfald, i Riim at tigge;
Thi Sandhed vil jeg faa gjerne fige,
Og dette fan man juſt et faa lige,

Saa tier jeg.

Jeg ſynger iffun om Kjærlighed;
Kun Elſkov toner min fjælne Lyre;
Jeg ſynger ilkun den Salighed,
Jeg ſvommer i ved dit Bryſt, Semire!
Hvor Evighed jeg alene favner,
Naar du mig kyoſer, naar du mig —
Saa ſynger jeg.

Og Alt gjentoner, Semire! dig.
Semire: gjenrafle Skovens Ege;
Semire: gjenvifter Engen mig,
Hvor Veſtenvinde med Flora lege,
Semire gjenlyde ſteile Fjelde,
Semire: gjenrisle Kilbevælbe,
Dig fynger jeg.

200

Da jeg var lille.

Der var en Tid, da jeg var meget lille,
Min hele Krop var kun en Alen lang;
Sødt, naar jeg denne tænfer, Taarer trille,
Og derfor tænfer jeg den mangen Gang.

Jeg ſpoged' i min omme Moders Arme,
Og fad til Heft paa bedſte Faders Knæ,
Og fjendte Frygt og Grublen, Sorg og Harme
Saa lidt fom Penge, Graſt og Galathe.

Da ſyntes mig, vor Jord var meget mindre,
Men og tillige meget mindre ſlem;
Da ſaae jeg Stjernerne ſom Prikker tindre,
Og onſtte Binger for at fange dem.

Da fane jeg Maanen ned bag Hoien glide,
Og tænfte: gid jeg var paa Høten der!
Saa funde jeg dog rigtig fane at vide me
Hvoraf, hvor ftor, hvor rund, hvor kjon den er!

Da ſaae jeg undrende Guds Sol at dale
Mod Veften ned i Havets gyldne Skjod,
Og bog om Morg'nen tidlig atter male
Den hele Himmelegn i Øften rød.

Og tænfte paa den naadige Gud Fader,
Som ſtabte mig og denne ſmukke Sol
Og alle disſe Nattens Perlerader,
Som frandfe Himmelbuen Pol til Pol.

201

Med barnlig Andagt bad min unge Læbe
Den Bøn, min fromme Moder lærte mig:
D gode Gud! o fad mig altid ſtræbe,
At vorde vitg og god og lyde dig!

Saa bad jeg for min Fader, for min Moder,
Og for min Soſter og den hele By;
Og for ufjendte Konge og ben Stodder,
Som gif mig frum og fuffende forbi.

De fvandt, de fvandt be Barndoms blide Dage!
Min Rolighed, min Fryd med dem fvandt hen;
Jeg fun Erindringen har nu tilbage:
Gud lad mig aldrig, aldrig tabe den

202

Morgenſang.

Na ſtiger Dagens lyſe Gud
J Oſten over Jorden,

Og ſpreder Liv og Vellyſt ud
Fra Syden indtil Norden.

Nu flygter Nat og Sfræf og Skrig
Og Skygger af de Døde;
Og Engens Blomſter aabne fig,
Og ſmile ham imode;

Med Purpur overſtroer hans Hær
Den nylig morke Klode,
Og danner Paradiſet ber,
Hvor Dødens Skygger ſtode;

De gyldne Skyer ſanke fig,
Og krandſe Hoiens Kanter,
Og hele Himlen ſpeiler ſig
J Duggens Diamanter;

Og født gienlyder Dal og Skov
Af vingede Tibuller,
Og Havets Bølger til hang Lov
Med dæmpet Brufen ruller.

203 .

Den hviilte Bonde nu fin Brud -
Og Brudeſeng forlader,
Og dandſer glad i Marken ud,
At ſvede paa fin Ager.

Den Bak, hvis rislende Kryſtal
Er Iſen længer binder,
Fra Baffen ned i grønne Dal
Imellem Blomſter rinder;

Og Skovens Søn, den raffe Hjort,
Sig ſpeiler i dens Bølger,
Og feer fig om, og iler bort,
Og elſtte Hind ham følger.

De overgivne, fpæde Lam
J Dalen glade bræge,
Og Karper i den toede Dam
Med glade Karper lege.

Af Riflen, Brægen, Brufen, Sang
Alt om mig her gjenlyder ;
J ſammenſtemte Jublers Klang
Den hele Jord fig fryder.

Og bu, min Roſt, ſtal blande dig
Med hine Melodier !
Min Læbes Lyd ſtal tabe fig
J Vaarens Harmonier:

204

Taf! milde Skaber! at dit Bliv
Mig bød af Natten vandre
Til Folelſe, til Lys og Liv,
Og Nydelſe med Andre!

Taf! gode Fader! at du gav
Mig Piet til at fatte
Fortryllet her paa Jord og Hav
Naturens mange Sfatte!

Min Taf, min Priis, o Gud! modtag,
gordi du gav mig Øre,
Til Bakkens Riflen, Lærfens Slag
Og Havets Drøn at høre!

Loopriſet, taffet vær! fordi
Du Tanken lod mig lede,
TÅ i din Skabnings Harmonie
Din Almagt at tilbede!

Lovpriſet, takket evig vær!
Fordi du gav mig Tunge,
Hois Lyd den Priis fan flamme ber,
Som Engle hisfet fjunge!

Den lille Fandsbypige.

Fee har af alle Himlens gode Gaver

De bedfte, Sundhed, Sorgloshed og Ro,

Og tuſind Glæder, hvilfe den fun haver,

Der langt fra Statens Sværm i Mag fan boe.

Og, for ret glad at nyde disſe Goder,
Med elffte Sodſtende jeg deler dem,
Beſtyttet af min Fader og min Moder,

J Glædens og Uffyldighedens Hjem.

O! jeg. er Aykkelig! og Tufind ere
Ei halv fan froe, ſom jeg, og taffe dog —
Min Taf flal fees i Lyg til meer og mere
At være lydig, flittig, from og klog. |

Min Barndom flal i denne Tal forfvinde,
Og mere lydig, flittig, klog og from
Min elſtte Moder mig hver Dag ffal finde,
Og Gud ſtal høre, hvad jeg beder om:

Lad mig, o Gud! imens jeg er hos hende,
Saa følge denne Moders Ja og Nei,
At, naar det elſtte Ledebaand har Ende,
Jeg felv fan vandre tryg paa Livets Vei!

206

Og naar engang ben endes med en bedre,
Naar hendes Liv jeg her omlevet har,
Da bette ſtjonne Sagn mit Minde hædre:
Hun var fom hendes elffte Moder var.

Skaal før den Elſkede.
Drikkevife.

F, yſde hver fit Slag til Randen!
Bacchus elffer bredtfuldt Maal;

Klinfer glade med hinanden,
Drikker hver fin Piges Skaal!
Fordom, Tvang og Griller vige,
Ingen af os være Nar!
Ingen flamme fig at fige
Hoit, hvad Navn hans Pige har.

Ingen uden Tosſen tænfer

Ondt om Biin og Kjærlighed;
Bacchi Krands og Amors Lænfer

Skammer ingen Klog ſig ved;
Ingen er ſaa ſtor en Tiger,

At han onſter, Alt forgaae !
Mon en Verden uden Viger

Nogen Time funde ſtage?

Gaaer du herfra rundt om Kloden,
Til du kommer her igjen,
Elffov overalt er Moden,
Tyrk og Iyde fjende den!

207

Elſtoo har os Alting givet,
Hvo blev uden Elſtov fod?
Elffov gav os alle Livet;
Uden den var Alting Dod.

Lad endog et Marmorhjerte
Hos en Pige her og der,
Een og Anden volde Smerte,
Smerten felv er ſtundom fjær !
Pirres bu for flærft i Panden
Af en trolss Delta,
Nu faa føg dig op en anden;
Der er fleer, hvor hun fom fra.

Ingen af os ber fig ſtamme,
Hois hang Sjæl er Dydens Ven,
Ved en reen og ædel Flamme,
Og den Mø, fom tændte den.
Ud med Navnet! Ingen fvige!
ev — — — lykkelig!
Himlen give dig, min Pige,
Den til Mand, jeg onſter dig!

208

Den bedſte Verden.
Prikkevife.

Det gaaer faa herligt overalt,
Hvor man fit Øie vender;
Hver anden Verden ufortalt,
Jeg ingen bedre fjender.
Reis, hvem der vil, med Montgolfier,
For nye Verd'ner at beſee!
Mon Vinen der er ſodere?
Mon der er bedre Venner?

Det gaaer faa godt i Verden fer;
Alting er ſmukt i Orden;
Sol, Maane, hele Himlens Har
Spadſerer rundt om Jorden.
For ingen Penge kan man ſee
Den himmelſte Comedie,
Som føres op af Stjernerne,
Fra Syden indtil Norden.

Det gaaer faa godt her i vort Nord;
Her vore fmuffe Piger;
Og om end Druen ikke groer
Netop i disſe Riger,
Har man dog Band paa hver en Kant,
Hvori man ſeile fan galant
Til det velfignede Levant,
Hrør Bacchus aldrig fviger.

209

Det gaaer faa godt i Byen her;
Concerter, Klubber, Baller,
Comedier, og andet meer
J veilig Mængde falder.
Man hopper om fra Dør til Dør;
Man gifter fig, og Bøger gjør;
Man vuffer, briffer, leer og doer,
Naar Død og Doctor falder."

Det gaaer fan godt ved dette Bord;
Os ingen Sorger tynge,

Thi Venſtab fine Arme fnoer
Om hele denne Klynge;

Og vet er dog en herlig Sag,

At ſidde trygt i Vennelag,

Og nyde Druen ret med Smag,
Og glade Viſer ſynge.

Det gaaer faa godt med hver ifær;
Jeg glad hver Broder ſtuer

At bygge fig en Himmel ber
Af Venſtab, Sang og Druer.

Gior paa den ſidſte Flaffe Kaal!

Fyld Glasſene til fulde Maal!

Drik Venſtabs, Sangs og Druers Skaal!
Skaal! Venſtab, Sang og Druer!

Det gaaer fan ſaare godt med mig,
Rundt om mig feer jeg Glæde,
Og i mit Bryft den bygger fig
Et flærkt og varigt Sæde.

Baggeſens Vaerler. 2 B. 14

210

Min Sang er Glædens fande Lyd;

Mit Bud er mild og munter Dyd;

Mit Onſte: hele Verdens Fryd;
Min Mening: Tosfen græde!

De Skjonnes Skaal.
Selfhabs-3Faug.

Seaberen ſtued' den nyſtabte Klode,
Ufedte Menneſters Skjebner fan faae,
Og, for disſes Umildhed at bode,
Mild bød han Druer opvoxe derpaa;
Men end han et Morke blandt Tingene fandt;
» Bliv Piger! faa bød han, og Morket forfvendt.

Hines Velgjerning vi glade velfigne,
Derfor en Sang vi dem offrede nys ;
Men hvad er Druernes Nectar at ligne,
Brødre! mod disſes fortryllende Kys?
Hvad Lampernes Skin er mod Solenes Ild,
Er Perler i Glasſet mod Pigernes Smiil.

Derfor vi alle til Soſtrenes Xre
Fylde det vinfende Glas til fin Rand;
Den, ſom et elffer, fan Tingen vel lære;
Den, fom er ugift, fan vel blive Mand.
Den Sandhed beftandig urokkelig flaaer:
Enhver har fin Donna, har havt, eller faner.

s 211

Du, ſom i Hymens lykſalige Kjæbder,
Ved en Venindes fortrolige Barm,

Nyder en Forſmag paa Himmelens Glader,
Glemmer hver Sorg i den Yndiges Arm,
Skjon glad paa bin Lykke! tag Glasſet, og priis

Den Engel, ſom ſtabte dig bit Paradiis!

Du, fom med Haabet ved Siden fremiler
Glad mod din Elffers dig vinkende Maal,

Trodſer hver Hindring, faa længe hun ſmiler,
Drukner i Kys hver Befværlighevs Sfaal,

Lyffalige Broder! den Sang være din:

Over Broder en Donna fig vælge, fom min!

Du, fom 1 trøftløfe Suffe tilbeder,

Negtes hvert Glimt af ſodtſmilende Haab,
Skuffet af Skjebnen ulykkelig græder,

Spottet af Echo gjentager dit Raab!
Bent Glæder med Tiden, og denne Gang nyd
Din Broders og Alles forenede Fryd!

Hoit lyde Glasſenes ſtingrende Toner!

Hoit lyde Brødres forenede Roſt:
Smilende Piger og fjærlige Koner

Leve os alle til Held og til Troſt! —
Til Xre for Elſtov, alt Levendes Maal:
J Koner! J Piger! J Skjonne! jer Sfaal!

— — — — —— ——

212

Affkedsvife.

Vor Klode ſig dreier omkring uden Raſt,
Og Intet derpaa flaaer ret varigt og faſt;
Vi vaflende rave paa rullende Muld,

Og endelig falde vi Alle omkuld.

Bor Tid ſnoes 1 Kurrer af Haab og af Frygt,
Og Intet i Livet er varigt og trygt;
Paa Regn følger Solffin, paa Vinteren Vaar,
Og Doden paa Livets de verlende Kaar.

Forfpildt er vor Omſorg, vor Iver og Flid,
J Hvirvien af Rum, og paa Hjulet af Tid;
Vi mattes omſonſt paa ben flibrige Vei,
Og bet, ſom vi føge, det finde vi et.

Hoit over det lavere Støv er den Lyft,
Som letter, og roliger ene vort Bryſt;
Og Binger gav Himlen os, naadig og hul,
Til Flugt over Jordens det nedrige Muld.

Hvor Intet forftyrrer den renefte Fryd,
Som utomt fremvælder af Viisdom og Dyd,
Til ægte Lykſaligheds ſtraalende Top,

Did fvinge fig Tanken og Folelſen op.

213

Der fætte vi Stævne hinanden hver Gang,
Os ſamler til Afſked en førgelig Sang;
Der mødes vi fledfe, trods Afftand og Aar,
Og ſamles for evig, naar Alting forgaaer.

Til Mufen.

IM is, fom en Ven af den rolige Mufe,
Flyer I vanhellige, Kummer og Frygt!
Bort til de Hjem, ſom Unoiſomhed huſe;
Flygter til Hoffet! Lad mig leve trygt!

Mig, fom en Undling af flille Gudinder,
Rorer et Rygtet om Britternes Krig;
Gratier, Amor, Cythere, Dorinder,

Og min Semire berolige mig.

Lad et Par Tuſinde Spanier flyve
Op fra Minorca til Himmels med Cet!
Bryder vel mig hvad Aviferne lyve,
Tydſtens Journal og de Franffes Gazet?

Flaceusſes Oder, Anakreons Vifer,
Wielands og Vesſels velſignede Spas,
Tryller min Aand, og jeg ſynger og prifer -
Glædernes Guddom, og tømmer mit Glas.)

214

Hvad kommer det mig vel ved, om Marocco,
Tunis og Tripolis ruſte fig ud?
Om Moſtovit fætter Tyrk i Baroeco?
Britterne flyde med Fleſt, eller Krud?

Enten den ſtore Chineſiſte Keiſer
Gi'er Audienz Klokken Fem eller Ni?
Enten hans Hellighed cognito reiſer,
Eller incognito, rager ei mig.

Jeg, ſom en Yndling af kjcelne Gudinder,
Andreſlags Ting maa befymre mig om:
Krandſen, Apollo mit Hoved omvinder,

Henter jeg et fra Paris eller Rom.

Men du horagifte, hellige Muſe,
Du, fom omfvæver den yndige Dal,
Mellem hvis Blomſter Zephyrerne fufe,
Speilende dig i en Bæl af Kryftal;

Digteres Dronning, du Sangenes Moder!
Smiil til en Bøn af din driftige Skjald:
Lær ham paa Vinger af Græfernes Oder
Flugten mod Himlen! beffyt ham mod Fald!

Lær ham i Nynnen af Gratiers Sukke
Kjælent, med Veemodens bævende Lyd,
Blodende Hjerter den Vellyſt at klukke,
Himlen dem gjemmer i lidende Dyd!

215

Uden du, ſode Gudinde! hans Tunge
Losner, og nærer Begeiſtringens Ild,
Strængene ſlappes, de bæve, de runge;
Sangen bli”er falſt og barbariff og vild.

Men, naar du ſtemmer til ſmeltende Toner
Læbens og Harpens forenede Klang,
Krandſer ham Phoebus, og Dans Millioner
Høre med lyttende Vellyſt hans Sang.

Vivli…

(Sang ved Solens Opgang paa fin Kones Fedſelsdag.)

Veltommen, o Gol! hvis fortryllende Glands
Oplyfer og varmer og føder!
Velkommen til Vaagen, til Arbeid og Dands,
Til Vands og til Lands,
Hvor afflumret Øie dig møder!

Velkommen til mig med den favrefte Dag
Af alle, jeg hilſer Aaret,
Paa hvilfen min Glæbe, min Life og Mag
Ved Nat og ved Dag,
Min Vivli til Verden blev baaret!

216

Men Lærfené fig blander min tidlige Sang,
Mens Violi end ligger og ſover;
O Sol! du flal høre vens jublende Klang,
Dingdang! dinglidang!
Min Vivli jeg ſynger og lover!

Min Vivli er valker og huuslig og net,
Som Fuglen 1 Luften faa vever!
Til Arbeidet raff, og til Hoſtdandſen Tet,
Spirvip! ſpirrevet!
Min Violi imede mig (væver!

Hun deler hver Moie med mig, og faa ſuurt
Er Intet, fom hun jo forføder.
J Hufet og Haven ſtaaer Alting, ſom fmuurt,
Saa peent og faa puurt!
Og Reenhed paa Ringheden bøber.

Bor Tid flyver hen under Arbeid og Bøn
Med Springen og Syngen faa fage;
Ad Aare maaffee hun mig bringer en Søn
Til meer end til Løn
For hver lille Sørg eller Plage!

Og vanfer jeg hjem, af min Dagmøie træt,
Det Billed imode mig ſmiler:
Hvor venlig med Kysfe, hvor vever og let
Spirvip! ſpirrevet!
Min Violi + Favnen mig iler!

217

Med Bøn og med Taf, og med Sang og med Klang
Jeg møder den Feſtdag i Aaret,

Da hele min Rigdom, min Pryd og min Prang,

' Dingdang! dinglidang!

Min Vivli til Verden blev baaret.,

Velkommen, o Sol! i din ſtraalende Krands
Med Dagen, med Lyfet og Livet!
O! firaal til hans re med hele din Glands,
Til hang — o! til hang,
Hvis Godhed mig Violi har givet!

Jordens Fethe.
Drikkeviſe.

Naar, ſom vi daglig fee desværre,
Den Gode, Kloge lider Nød,
Mens mangen dum og nedrig Herre
Sødt flumrer mildt i Lykkens Skjod;
Naar Daarens frydefulde Stemme
Stolt dover Armods Klagelyd,
Saa drikker, Brødre, for at glemme
Den Viſes Suf og Daarens Fryd!

Naar fultne Bondes ſpildte Klage
Gienlyder fra den ſtolte Borg,

Hvis Eiermand, blandt gode Dage,
Forhaaner Brodres Nød og Sorg,

218

Og, trodſende Naturens Stemme,

Bed deres Sved pg Blod blier rig,
Saa briffer, Brødre, for at glemme

Hans Rigdom og hang Bonders Sfrig!

Naar en uffyldig, dydig Kone
Miskjendes af en nedrig Mand;
Naar Stromme Taarer ei forfone
En ægteffabelig Tyran ;
Naar hun fit Liv maa taus bortgremme,
Skjondt hun af ingen Brode veed,
Saa briffer, Brødre, for at glemme
Den lidende Uſtyldighed!

Naar en troſtyldig, yndig Pige
J uerfaren Ungdoms Vaar

Een af vort Kjons Foragtelige
Uheldigvüs til Elſter fager,

Og ſtuffet maa tilſidſt fornæmme
Bagtalelſens og Kummers Braad,

Saa briffer, Brødre, for at glemme
Den yndige Forførtes Graad!

Var et den Saft af røde Druer,
Hvo vilde længer blive her?
Thi, hvor den Viſes Øie fluer,
Det møder lutter Lidelfer.
Hoit lyder Undertryftes Stemme,
Forfortes Sfrig fra Syd til Nord —
Op, Brodre! briffer, for at glemme
Bor hele førgelige Jord!

219

Maadens Skaal.
Drikbeviſe.

En Daare ſorger for i Morgen;
Den Viſe bruger glad ſin Dag,
Og Himlen overlader Sorgen;
Sligt er kun dens, ei vores Sag.

Skal Livet, Venner! og behage, -
Og flal vi det ei onſte fort,
J Biin og Elffov vore Dage
Maae fynges, kysſes, ſpoges bort.

Ei ville vi, ſom andre Daarer,

Med Sorg os gjøre Tiden lang;
Han ſtuer nodig vore Taarer,

Som gav os Piger, Viin og Sang.

Ved fyldte Glas, i Venſtabs Arme,
Og ved en elſtet Mages Bryſt,

Han bed os glemme Livets Harme,
Og glade nyde Livets Lyſt.

O! vt vil elffe, ſynge, briffe
Saa fænge, Venner! vi er her!
Der kunne vi — men vide iffe,
Om vi det ogſaa kunne der.

220

Dog ville vi det Alt med Maade,
Den Daaren ei at holde veed;

For meget og for lidt er baade
To Mødre til Elendighed.

O! vi vil elfte, drikke, ſynge;
Men, for at naae vort ffjønne Maal,
Vi klinke høit i Venſtabs Klynge:
Bor Glæves Moders, Maadens Sfaal!

Min Sang om min Veninde.
s Cither-Bife.

Hois Nogen ſeer her i vort Nord,
J Dannerkongens Rige,

Hvad man dog fun i Himlen troer:
En Slkjonhed uden Lige,

En Mø, der, feer man nøte til,
Fuldt ligner en Gudinde —

O! jeg vil vedde, hvad man vil,
At det er min Veninde.

Og hvis fremlokfet ved et Syn,
Der Stene ſelv maa røre,

Man dog, fom fruffen af et Lyn,
Tør intet Ord fremføre;

221

Kan ikke flye, tør iffe ſtaae,
Kan ingen Udvei finde —

O! jeg vil vende Alt derpaa,
At det er min Veninde.

Hois man da, flirrende derpaa,
Sig taber i at flue,
Og i en Haandevending faa
Staaer lyg i Elſkovs Lue;
Og ſeer, og bliver ved at ſee,
Og fer fig reent i Blinde —
O! jeg vil vedde Ti mod Tre,
At det er min Veninde.

Hois i den glade Landsbydands
Man træffer en Hyrdinde,

Som Alle ræffe førfte Krands,
O! vet er min Beninde!

Hvis Hver og En i Veddefang
Tilſidſt dog maa tilfjende

Den ſamme Priſen hver en Gang —
O! vet er altid hende.

Nys i en Lund min Cither flang,
Bag Buffen Doris hvtilte;
Hun lytte)? længe til min Sang,
Og ſprang faa frem og fmiilte:
„For hvem klang vel den føde Lyd?“
Jeg fvarte ſtrax: Hyrdinde!
Jeg big bekjender bet med Fryd,
Den Hang om min Veninde.

222

Jeg veed, bun mangen Elſter har;
Hvis det mig ſtulde bryde,
Jeg maatte hver en Viis og Nar
Al Sind 'og Sands forbyde.
Jeg gierne feer den hele Jord
Paa Knæe for min Gudinde —
Gientager Ale frit 1 Chor
Min Sang om min Veninde!

Dang for Auſerne.

VW iisvom bød, og Himlen ynder
Mild og blid og munter Dyd;
Raft og fri vor Sang forfynder
Aabne Hjerters rene Fryd;
See den mildt i Glasſet vinter:
Stjenfer! drikker! ſynger! klinker!
Himlens Bud er: Lev og nyd!“

Chor.
Gladen mildt i Glasſet vinker:.
Skijenker! drikker! ſynger! klinker!
Viisdoms forſte Bud er „Fryd!“

Tiden flyer ved Spog og Latter;
Viisdoms andet Bud er Lee!“

Morket fvandt, da Klogſtabs Datter,
Vor Thalia, lod fig fee;

Arbeid fandt en ædel Hvile,

Naar den Sfjønnes muntre Smile
Nodte Kummer felv, at lee.

223

Hor.

Længe Holbergs Muſe ſmile! |
Aldrig den fra Norden tle!
Længe vi dens Unde fee!

Vellyſt tidt paa blidne Kinder

J den ſtille Taare flød;
Sodt vor Sorg i Andres ſoinder,

Ved at dele fremmed Nod.
Sorgens Mufe! dig til re,
Edel Unk vs hellig være!

Fryd i Veemod dobbelt ſod!

Chor.
Melpomenes Taarer vare,
Som Thalias Smil os fjære!
Veemods Vellyſt dobbelt ſod!

Hoit til Aanders Glæde ſtemmes

Jordens Son ved Harmonie;
Alle Stovets Ovaler glemmes

J dens Himmels Trylleri.
Hymnia! dit Nyn, din Torden
Dysſer, vekker, tryller Jorden;

Verdner lyde din Magie.

Chor.

Sangens Muſe! ſtab i Norden
Stedſe Paradiis paa Jorden
Leve! Leve Harmonie!

224

Svandt i Tange Himlens Smile,
Skov og Eng var fljult. med Snce,
Diet føgte Lyft og Hvile —
Diet fandt Terpſichore.
Vundet om med Floras Krandſe
Let, i Dalens Zephyrs Dandſe,
See vi Dandſens Gratie.

Chor.
Tryllende med Floras Krandſe,
Skjon, i Huldgudinders Dandſe,
Leve vor Terpſichore.

Feſtlig her, hvor Glæden throner,
" Mellem Venner, Viin og Sang,
Synger Konftens Lovfang! toner!
Klinker i forenet Klang:
Ale Glædens Fiender bæve!
Alle danſte Mufer leve!
Leve Spil og Dands og Sang!

Chor.
Alle ſtjonne Konſter leve!
Alle Muſer leve! leve!
Leve Spil og Dands og Sang!

Almindeligt Chor.

Staal for hver en Konſtens Lærer !
Staal før hver, fom øver den!

Skaal for hver, ſom Konſten ærer!
Skaal for hver, ſom elffer den!

225

Staal for den, hvis Sfæl fan fatte
Samlet Værd af Phoebi Slatte,
Skjonheds! Sandheds! Glædens Ben!

Selſkabsſang
paa Kongens Fodſelsdag.

Lav German von Bremerne kives,
Saa ſtarkt og faa længe de vil,
Om Staten er fyg, eller trives,
Og Grunden udgrandffe dertil !
Naar Gud giver Staten en Fader,
Som agter og elffer fit Land,
Saa, Brødre! lad høre Rullader
BVelfigne den fronede Mand !

For Oſters og for Skampioner,
Som Andre fordoie ſaa trygt,
Og disſe hoibaarne Patroner
Jeg har en beſynderlig Frygt.
Maaffee er det Feil i min Hjerne,
Maaffee i min ovrige Skik —
Jeg ſtammer fun: leve hver Stjerne!
Men mærk, det er ingen Supplik.

Det er et Slags Synd mod Naturen,
At onſte en Læge Profit;

Dog, bruges et Sygdom til Curen,
Desuden. og Doctoren tidt

Baggeſens Varker. 2 9. 15

226

Gior vel i at give vor Klode
Imellem et godt Laxativ, —

Saa, alle de Sunde til Gode,
Hver Doctor henleve fit Lip!

Hvad Konen er Manden, hvad Torden
Er Luften, og Xtna fin O,
Er Procuratorer for Jorden,
De derfor ei heller maae døe;
Saa længe J, fjære Perſoner,
Kun ſtaane vor fattige Kat,
Saa Hemmer de rige Patroner !
Gaa leve hver brav Advocat!

Den Førfte blandt alle Platoner
Fordomte af fin Republik,
Af Frygt for Adagios Toner,
Den himmelſte fore Muſik;
Men fiden de Sartiſte Triller
Er vegne for Hjerternes Sang,
Saa leve hver Sanger og Spiller,
Som ſtjonner paa Glasſenes Klang !

Man feer vel, nu Konfterne flige,
Saa mangen et lyffeligt Fjog;
Dog holde vi med dem, fom fige,
Man ſtundom bør være lidt flog.
Til Maade! For megen Sottife
Er juſt ikke heller faa vet.
Bi klinke da: Leve de Vife,
Hois Viisdom tillader bem det!

227
Stfjøndt Eva forførte vor Fader,

Sfjøndt mangen i Xgteſtabs Ruus
Slaager Panden til Skamme — faa laver
En Kone dog fjønt i et Huus;

Saa er der og Noget desuden —
Og Ingen af os er af Staal:
Vi fan Ser ei være foruden,
Og derfor, J Koner! jer Skaal!

Man ſtulde vel neppe formode,

At Nogen var ſaadan en Trold,
At onſte den herlige Mode,

At kysſe, var Pokker i Bold —
Kun Mandfolk at kysſe, er vandet;

Desuden af Tode forbudt;
Derfor, om nu iffe for andet,

Saa leve hver elffelig Slut!

Motion, og et andet, man vinder,

Saa vidt jeg fan fee, ved at flaaeg.
Krig onſte vi fun vore Fiender ;

Men rigtig nof iffe med og!
Dog, Sikkerhed ſtader juſt ikke

Til Forfvar og Værn om vor Stat —
Bi derfor forfigtigen briffe :

Lev længe Matros og Soldat!

Der var et Slags Folk under Kronen,
Som, ſtjondt de var Danſte, fom vi,
Og vældige Støtter for Thronen,
Ddog ſukked' i tungt Slaveri;
15*

228

Man agted' dem ſtammelig ringe;
De leved' utaalelig flet —
Ha! Bredre! lad Glasſene klinge:
Nu Bonden dog engang ſteer Ret. +)

Nu, Venner! Pocalen os vinter! i
Op! fyld den til fuldeſte Maal!
Og drikker og ſynger og klinker:
Vor Faders, Kong Chriſtians Skaal!
Vor Fader, Kong Chriſtian, leve
Til Trilling⸗Familiens =>) Held!
Hver Fiende for Faderen bæve,
Hvis Vellyft er Børnenes. Vel!

£) 3 Aaret 1784 flang bette Vers ſaaledes:
Der er et Slags Folk under Kronen,
! Som, ſtjondt be er? Chriſtians Børn,
Og Danſte, og Stetter for Thronen,
Og Rigets fornemmefte Værn,
Dog agtes forfærdelig ringe!
Og leve (Gud bedre ber!) flet.
£a! Brodre! Lab Glasfene Hinge:
Gid Bonden bog engang ſtee Ret!

*x) Danmark, Norge, Holſteen.
(Roter af Forf.)

229

Dank Cranqpebar⸗Viſe

med meſopotamiſt Omqvad.

Veg lever, rolig og munter, her
Saa luunt i Jordklodens anden Ende;
Min Flaſte halv fun uddrukken er,
Og nysfeng lod jeg min Pibe tænde;
Og naar jeg briffer, og naar jeg ſmoger,
Jeg kieek med Skjebnens Orkaner ſpoger —
Ski⸗olſti⸗dol!

Og hvorfor flulde jeg plage mig

Med forte Griller og mørfe Tanker?
Bor Verden er, ſom man ta'er den fig;

Jeg Roſer mellem dens Torne fanfer;
Og, hvor man vender fig hen paa Jorden,
Staae begge blandte fra Syd til Norden —

Skio⸗po⸗dol!

Sandt nok! jeg ſidder paa denne Knub
En tyve tredive hundred? Mile
Fra Kjøbenhavn og den Fjære Klub,
Og fan i Aften derben et ile,
Om mine Been var end nok faa lange
Som Laffers øgede tufind? Gange —
Po⸗dolſti⸗0;

230

Men, naar jeg undtager denne Torn,
Saa feer jeg heller ei mange flere;
Thi fynger jeg, fom jeg fang tilforn,
Min Sjæl i Griller flal et krepere!
Vort Livs Kattun overalt er broget,
Og, hvor man lever, man favner Noget —
Dol-fliospo!

Hvad har man hift, fom man her ei har?
Lidt bedre Smør — det er hele Svien!
Jeg dette Savn mig faa nær ef ta'er —
ODg hvad er Smør mod Philoſophien?
Jeg uden Smør vel flal hytte Livet,
Og ene dertil blev Mad os givet —
Emme⸗ba⸗ſi!,

Man har en Stjerne — jeg troer Polar —
J Haletippen af den Bjornmlille,
Hvorom mig ſagde min ſalig Fa'er,
At den for Danſte ſtaaer altid ſtille;
Det gjør mig ondt for den gode Stjerne;
Den løb, fom andre, vel ogſaa gjerne —
Dysemmesba!

Man har for Reften Muſik og Sang:
Jeg troer, man falder det Dperetter ;
Men jeg forſtaaer mig fun lidt paa Klang,
Dg er i Dudeldum⸗Troen Kfætter,
For mig maa Poffer ta'e Trille Tralle,
Daleidi lari, daleidi ralle,
Klemme⸗ba⸗ſi!

— 931

Den Flok af Skjonne, man finder der,
Jeg her ci heller faa "blodig favner;
Thi, fandt at fige, jeg ikke feer,
Hvortil den Flok uden Elffov gavner;
Og Elſtov, medens jeg har Forftanden,
Jeg flyer og frygter, ſom felve Fanden —
Baſi⸗o⸗po!

Al Jordens Elſtov er Skum pan Band;
Dens Vellyſt oppeier ei dens Pine —
Naar ene dig jeg fun have fan,
Tilbedte, himmelffe Caroline! +)
Saa har jeg nof, og for andre Smukke
Jeg ingentid, ſom en Nar, flal ſukke —
| Sio⸗po⸗do!

Ski⸗olſti, dolſti, o⸗podol⸗ſti!
Podolſti⸗o⸗ſio, podol, ſtio:
Baſiopo, dolſti⸗o⸗baſi!
Op emmebaſi o podol ſtio!
Lemme baſio podolſti, lemme,
Klemme baſio podolſti, klemme —
Ba⸗ſio⸗po!**)
| 1; 3 Tranqvebar flal man have et meget godt Billard.

XX) Det meſopotamiſte Sprog er et underligt Sprog!“
| Ulysſes hos Holberg.
(Noter af Forf.)

232

Til Krønprindfen.

(Bed hans Hjemfomf fra Gverrig 1788).

Lov Kampens Helt, i Vaabens Larm,
Paa Brodres Liig,

Sin dyre Krands med blodig Arm
Tilfegte fig!

O! ſnart en Krands, beſtenkt med Blod,
Skal visne hen,

Naar fredſomt Navn af viis og god
Staaer lyft igjen.

O! naar Triumphens ſtolte Fryd
Om en Tyran

Devdøver Ufles Klagelyd
J trykte Land,

Naar om Trophæen ſamler fig
En Reſt af Folk,

Mon deres vilde Seiersffrig
Er Glædens Tolk?

Nei, Jublen i Triumphens Larm
Med Graad er blandt,
Tropheen vidner tauſe Harm
Det Blod, ſom randt;
Og Follket ſynger fun af Tvang
J halve Chor,
Og deres vilde Jubelſang
Er ei ſom vor.

233

Velkommen til Dit Land igjen,
Bort Nordens Haab !

Det glad modtager Fredens Ven
Med Fryderaab.

O! Din Triumph er Brodres Lyft
J Fredens Hegn,

Og Tillid i hver Borgers Bryft
Dit Seierstegn.

- Bliv hos os længe! flab i Fred,

Med Bid og Dyr,

Dit elffte Folks Lykſalighed,
Din egen Fryd !

Bliv fledfe Fredens fafte Ven!
Her virfe Du!

Og naar Du brager ud igjen,
Kom hjem, fom nu!

Misund ei Krigeren fin Krands!
Tag Fredens hen!

Et rodmer den af Blod, ſom hans,
Ei visner den.

J rolig Virkſomhed bliv ſtor
Og elſtelig!

Og virkſom Rolighed i Nord
Skal ſigne Dig.

Og Krigens Raſler ſtulle flye
Dit Danmarks Strand;
Og alle Muſer ſtulle tye
Til Fredriks Land;

234

Og Flids og Helds og Glædens Gang,
Fredens Faon,

Skal tone hørt met Jublers Klaug
Dit elſtte Navn.

— — — 7—

Ben rette Bifkop.

At ingen Tid og intet Land
Kan Geiſtlighed undvære,
Hiſtorien tilfulde fan
Os lære;
Men uden Biſp er Geiſtlighed
Slet ingen Ting, ſom hver Mand veed.

Chor.
Nei! uden Biſp er Geiſtlighed
Slet ingen Ting, det hver Mand veed.

Man har nu ledt fig blind og ør
Tretuſind Aar og flere,

Om Bifp der var, ſom Biffop bør
At være; |

Omſonſt! man hidtil ingen fandt,

Og Geiſtlighed var lutter Tant.

Chor.

Som ſagt, man hidtil ingen fandt,
Og Geiſtlighed var lutter Tant.

235

De gode Franſte ſaae ret godt,
.… At det var Fjas i Grunden,
Og at man havde Troen blot

J Munden.
De ſagde: vak med alt det Pak,
Hvis Geiftlighed er lutter Snak!

Chor.
Ja, væl med alt det Munkepak,
Hvis Geiftlighed er lutter Snak!

Dog flænge bort bet ſtidne Vand,
Er ikke nok alene,

Naar man ſaa ſtrax ei have kan
Det rene.

Det tænfte de for ſildig paa,

Og?derfor gaaer det nu, fom faa!

Chor.

Ja, man for ſeent har tænft derpaa,
Og derfor gaaer det nu, fom faa!

De lod de falffe Biſper gage;
Pen af! hvad hjalp dem bette?
Da de var ikke fiffre paa
Den rette —
AL! uden al Religion
Stager ingen Conftitution'!

Chor.

Ak! uden al Religion,
Staager ingen Conſtitution!

236

Men vores evig flal beſtaae!
Bi fundet har den rette! ⸗
Bi kunne trygge lade gane |
De flette —
O Biffop! i dit Biſpedom
Vi fandt, hvad Frankrig leder om.

Chor.
Ja, Biſtop, i dit Biſpedom
Vi fandt, hvad Frankrig leder om.

Gid fnart det franſte Folk maa fer,
Hvori dets Feil mon ftikfe !
Desværre! hidtil kjendte de
Dig ikke —
Naar førft hos dem, fom her, du ſtaaer,
Den fande Tro de og vel faaer.

Chor.

Naar, Biſtop, forſt du for dem ſtaaer,
Den ſande Tro de filfert faner.

237

andens Abeſtreger.

Bifkopsvife.

F anden, fra den Tid han drat

Ned fra Himlen i den Moſe,

Vi, ſom bedſte Verden, roſe,
Baglænds, hov'dkulds, uden Hat;

Mens han nu, fom Amtmand, fnyder

Rusſer, Tyrker, Preusfer, Jøder —
Er vor Herres Abekat.

Da vor Herre ſagde: „Lev!“
Blev hans Bud, til Fryd får Manden,
Givet famme Stund en Anden:
Adam favnede fin Ev' —
Eva fnap var ganffe færdig,
gør ved Fuffen, Fanden værdig,
Dens og dens Zantippe blev.

Da vor Herre ſagde: „Doe!“
Skabte han en venlig Engel,
Der med omvendt ————
Pegede paa Glemſels O.
Fanden gav de nye Tider
En formavret Grinebider,
Der nu æber Kjed ſom Hø.

i 238

Til vor Kummers Medicin,

Til at nære Elſtovs Lue,

Stabte Gud den ædle Drue,
Saften fra Garonn' og Rhin.

Fanden vilde kopiere

Denne Drik, ſom andet mere;
Og det blev til — Brandeviin.

„Ingen Vold uhevnet ſtee!
Helte Røvere forjage!“
Raabte Gud i hine Dage,
Og nu fil man Mænd at fee.
„Det forſtaaer fig, hvert et Rige
Selv i Fred maa evig krige!“
Brølte Fanden — ſtod Armee.

„Kaſter Aaget! vorder frie!
Raabte Herren, til Exempel,
J ſin Almagts Alpetempel,
Og der blev Nomofratie.
„Kaſter Aaget!“ ſtreg den Anden,
„Vorder Alle frie, ſom Fanden!“
Og hvad fif man? — Anarchie.

„Tal til Tuſinde paa Prent!“
Raabte Herren, — „alle Zoner
Lytte til din Harpes Toner!“
Strar fil Verden en Sfribent.
„Jeg vil gjøre ham en Mage,”
Raabte Fanden; — „opad Dage !u
Og der flod — en Recenſent.

239

Af! omfonft man fang og ffrev.
„Man maa buldre hørt til Jorden,”
Raabte Herren, „lyd min Torden !«
Tord'nen lød; fee! Luther blev.
»Rigtig! man maa bande, brøle!”
Raabte Fanden i fin Søle,
Og — Zeloter ſtreg og ſtrev.

Biſtop! i din rode Glands
Skjelnes Himlens Tryllerier
Fra den onde Trolds Magier
Indenrigs og udenlandg.
Alt fra Meſt'rens Haand. og qvæger;
— Men for FufPrens Abeftreger
Har din Dyrker ingen Sands.

Pereat alt Defpotie !

Vereat hver Grinebider!
Hver en Menneſteberider!

Hver en kaad Parnasſets Spi!
Doe hver toileloſe Bander!
Falde hver, ſom frit et ſtander:

Doe for Alting — Anarchie!

Leve hver Mandinde her!
Leve hver, ſelb Dodens Engel!
Blomſtre hver en Lillieſtængel!
Leve Muſers ædle Hær!
Leve, hvo miskjendte bleve!
"Alle Dannegode leve!
Leve hoer, fom Liv er værd!

240

Slutningsſang.
Prikkevif(e.

F or at være ſom man bør,
Venner, maa man briffe!
Bollen reent maa tømmes! før
Bliver man det iffe —
Jeg, ſom Broderparten fik,
Ever bedft fan raade:
Vers og Kjærlighed og Drik
Taaler ingen Maade.

Man maa fige, hvad man vil,
Xdru bør man være;
Men hvad der nu hører til,
Bil jeg Eder lære —
Hver af os var Bollen huld,
Alle Bollen hulde,
Jeg er fuld, og du er fuld,
Vi er Alle fulde.

Har du, ſom det lader til,
Broder, tabt Forſtanden,
Og i Aften have vil
Den igjen i Panden, —
For bu føger den igjen,
Maa du vide, Kjære,
Paa hvad Sted du tabte den,
Og hvor den mon være!

241

Hoer af Eder mærfe fan
Midt i Perialen,
At jeg kom til min Forſtand
Her et Steds i Salen —
Mærfer nu Moralen min!
Hvor jeg den har funden,
San enfver og finde fin:
Dybt paa Bollebunden.

Drikker! oſer! ſtjenker 1!
Drikker Alle! drikker!

Hisſet er den Krog, hvori
Deſerteuren ſtikker —

See! her er han! Bollen tom!
Tralle, ralle, ralle!

Punſchen gik — Forſtanden kom —
Xdrue er' vi Alle.

— — — — — —

Baggeſens Verler. 2B. 16

242

Friheds Kampſang.

Op Brodre! det er Tid at hæve
Det ſtovnedtraadte Sandhedsſtjold!
Vildt lyne det, og Morkets Hære bæve!
Hoit Brødre! Sfjold og Arm og Aand fig hæve
J fulde Kraft mod vore Fienders Vold.
Chor.
Hevn! Hevn vover misbrugte Sværd!
Hevn vver Defpoternes Hær!
De frygte! de flye!
Men Frihedens Sang lyde høit i ben vigende Sky.

Alt længe nok — af! alt for længe!
Laae Jorden fænft 1 Slaveri —
Den hæve fig! den Byrden vidt henflænge!
Dø, op af Dybet, Jord! bin Kraft fig trænge !
Styrt ned igjen 1 Svælget Tyranni!
Chor.
Hevn! Hevn! over Afgrundens Aand!
Hevn over Deſpoternes Baand!
De zittre! de flye!
Men Frihedens Sang lyde hoit i den vigende Sky!

⸗

243

De haante længe nok, de Stolte,
De Undertryktes Suk og Taal —
Vee over dem — de ſmedte nye Bolte —
De Sjæle, Ord og Tanker feœngsled' holdte —
Og fuldt er deres Blodmisgjernings Maal!
Chor.
Hevn! Hevn over misbrugte Skjold!
Hevn over Deſpoternes Vold!
De fljælve, de flye!
Men Frihedens Sang lyde høit i den vigende Sky.

De ſlagted' Millioner Brodre
J lyſtanrettet blodig Dyſt —
Bee over dem! J Suk af bange Møbre,
J Fadres Skrig, i Hyl af falone Brødre
De føgte deres Gruſomheders Lyſt!
Chor.
Hevn! Hevn over misbrugte Spyd!
Hevn over Deſpoternes Fryd.
De bave, de flye!
Men Frihedens Sang lyde højt i den vigende Sky.

De Kirkens Lygtemænd lod brænde,
Og ſlorede Fornuftens Sol —
O vee dem! vee! — For Jorten trygt at ffjænde,
De flufte hvert et Lys, ſom Gud lod tænde,
Og Natten bredte fig fra Pol til Pol.
Chor.
Hevn! Hevn over misbrugte Lyn!
Hevn over Deſpoternes Lyn!
De ſpvinde! de flye!
Men Frihedens Sang lyve højt i den vigende Sky.
. 16%

244

Op! vet er Tid at ſprede Taagen,
Og ſplitte Morkets Slor!
De fee med Skræk, at Himmelen er vaagen;
At Friheds fulde Sol forjager Taagen!
Ut MennefP heden evner, hvad ben tør!
Chor.
Hevn! Hevn vver misbrugte Magt!
Hevn over Deſpoters Foragt!
De falde! de flye!
Men Frihedens Sang lyde hoit i ben vigende Sky!

Op! Arm i Arm foreente hæver
Det broderlige Friheds Skjold!

Vidt lyne det! Tyranner, bæver! bæver!

Vor Jord fit Lys, fin Ret, fin Frihed fræver,
Dybt flyrte ned i Svælget eders Vold!

Chor.
Triumph! vor Forlosning er nær!
Alt viger Defpoternes Hær.
De ſtyrte — de flye!
Men Frihedens Sang lyder høit 1 den vigende Sky.

Frihedsſolens Opgang.

Triamph! Triumph! See Friheds Sol oprundet!
Triumph! den ſtraaler alt!

Triumph" Vor Hoitids Hellige har vundet —
Og Morkets Hære faldt!

Tutti.
Velkommen, o Gol! i din Glands!
Vi møde med Sang og med Dands
Din vinfende Krands!

Omſonſt fremvelted' alle Nattens Dampe
Imod dens lyſe Sfær!

See! Frihed ſeired' i gjentagne Kampe
Mod Mørfets Slave-Hær!

Tutti.

Velkommen i ſtigende Glands!
Vi møde med frydefuld Dands
Din ſeirende Krands!

Dens Krigsraab doved' alt dens Fienders Torden
. Maed magiſk Harmonie —
Dens Seiersſang ſtal vekke hele Jorden;
Snart fynger Alt, ſom vi:

Tutti.

Velkommen 1. vorende Glands!
Foreente Nationer i Dands
Modtage din Krands!

246

Europa hylder dig, Defpoters Bane!
Din fulve Dag frembrod!

Hvert ævelt Hjerte fværger alt din Kane,
Hoit: Frihed eller Døv!

Tutti.
Velkommen i ſtraalende Glands!
Europa med Sang og med Dands
Modtage din Krands!

Hoit, Brodre! himmelhoit lad Sangen lyde,
Gjenlyde Pol til Por!

Foreente Jubelraab Velkommen byve
Den feire Friheds Sol!

Tuttissimi.
Velkommen i fuldeſte Glands!
Al Verden i frydefuld Dands
Modtager din Krands.

247

Citherſpilleren.

Beg vandrer fra By og til By
Paa min Fod, jeg favner et Vinger,
Med munter Sang i hoien Sly
Jeg vandrer fra By og til By.

v Og knap feer man Morgenen grye,

Før til Sang alt Citheren Finger;

Og Koner og Børn om mig tye,

Og ve Piger fan tæt mig omringer.

Og Venſtab og Elffov og Sang
Er det Maal, hvorefter jeg tragter;
Mit Hjertes Lyft, min Cithers Klang
Er Benffab og Elffov og Sang.
Og falder da Tiden mig lang,
Naar jeg feer paa Menneſtens Fagter,
Med Venſtab og Elſtov og Sang
Jeg da bem og al Verden foragter.

Og Kummer et kommer mig: nær,
gor min Sang den hurtigen viger;
Den Mand, hver Biv og Mø har fjær,
Ham kommer ei Kummeren nær.

Thi Gladen er der, hvor jeg er,

J min Kreds ſtaae fmilende Piger ;
Den Sanger, fom de have fjær,

Han er tryg fom i Himmelens Riger.

248

Jeg ſynger fornøiet og fri
Om ve Ting, fom Livet forſode,
Om Elſtovs Himmels Trylleri,
Om Venſtab og om Harmonie;
Og naar min Sangs Melodie
Faaer et Bryſt af Suee til at gløde,
Saa fmelter mit Hjerte deri,
Og med Lyft i dets Smelten jeg døde.

Ak! et for al Jorderigs Prang,
For hver Sfat, ei felv for en Throne,
Bortgav jeg dig, min ringe Sang,
Mit Hjertes og Cithercns Klang!
Thi hvad er vel Fyrfternes Prang
Mod din Glands, bu Mufernes Krone?
Mod Kys for hver fmeltende Sang?
Og mod Smiil for hver fmeltende Tone?

Saa feer man med vanlige Gang
Af cen Kreds i en anden mig ile;
Mig ingen Vet fan falve lang
Med Venſtab og Elffov og Sang.
Og ſtandſer omfider engang
Mine Fjed, og jeg fegner til Hvile —
Skal Venſtab og Elffov og Sang
Om min Grav gjennem Taarer end ſmile.

—— — —

Holger Danfke.

Lyriſt Drama i tre Aeter.

| — — — —

Sat i Muſik af F. J. Kunzen, og opført førfte Gang i 1789.

Werfonerne:

Holger Banke, Prinds af Danmark, Ridder i
Kari den Stores Tjenefe ........- (Rofing.) |
Kerasmin, bang Vaabendrager . ......….…. (Giel ſtrup.)
Oberon, Alfernes Konge. |
Buurman, Sultan i Babplon. ........ (Knudſen.) |
£angulaffer, Prindo af Libanon.
Mufti.
Bobul, Sultan i Tunis.
Uezia, Sultan Zuurmans Datter, Prindfesfe i
BDO se ma ae DE RR (Mad. Bjørn.)
Citania, Sylphernes Dronning, Oberons Ge:
malinde.
Almanfaris, Sultaninde i Tunis ....... (Nav. Preisler.)
Marylli, Cinni, City, tre Splphider.
Harem, i Babplon.
Vagt, i Babylon.
Vagt, i Tunis.
Chor, af Alfer, Sylpher og Sylpbider.
Chor, af Tyrker.
Vezirer, Emirer, og andre Babylonifte og Tuneſiſte Hoffolk,
Gildinger og Slaver.

c·j — — —, ——— — — ——

Forſte Act.

Forſte Scene.

(Mork Nat. Stormen hyler langt borte imellem Klipperne. Oberon
ſidder alene, i en tungfindig Stilling, ſaaledes, at man fun uty:
belig fan ſtimte ham.

Titania ! Titania! —

Echo.
Titania —
Oberon. 0

O ſalige bortfloine Dage!
O! kom igjen Titania! —
Echo.
Titania —
Oberon.
O! bring mig dem igjen tilbage!
Hør, elffelige tabte Mage,
Din Oberons fortvivlte Klage!
Titania! Titania!
Echo.
Titania —

252

Oberon.
Kom til mit omme Bryſt tilbage!
Kom, elſtelige tabte Mage!
O! kom og end min bange Klage!
O! kom igjen, Titania! —
Echo.
Titania —
Oberon.
Men af! fun Echo fvarer mig!
Omſonſt din Mages ømme Sfrig,
Fortornede! gjenfalde dig;
Kun Edo bem med Haan gjentage!
O elffelige tabte Mage —
Og jeg fan aldrig glemme big,
Titania! Titania! —
Ech o.
Titania!
Oberon Ceiſer fig).
Nei! aldrig — aldrig, aforig meer
Skal hentes Smiil fortrylle mig —
At! ingenſteds paa Jorden finder jeg
Den Elſter, til hvis Skjebne min
Er bunden. Sefler fane mig haabe
-Forgjeves; Sefler hørte mig
Blandt disſe Klipper, Jordens Søn
Er Ubeftandighedens Boldt —
Og af! blandt alle Stovets Sønner
Er iffe cen beſtandig Elſter!
Ak! paa Jorden findes Ingen,
Ingen, fom fan frelfe mig!

| 253

O! ven Helt, hvis fafte Hjerte,
Gjennem Livets Fryd og Smerte,
Ved en Evadatters Hjerte

Knyttes uopløfelig,
Han, til hvem min Skjebne bindes,
Aldrig, aldrig, aldrig findes —

| . AF! paa Jorden findes Ingen
| Trofaſt og urokkelig,
Ingen Elffer uden Svig —

Ingen! ingen! ingen! ingen! —

Echo.
| Ingen —

(Det ftormer, lyner og tordner endnu ſtralleligere- og t et Skrald forſvinder Alt.)

| Anden Scene.

(En dunkel Skov imellem Libanons Bjerge. Alting er file. Holger
Danfte og Kerasmin komme ind paa Skuepladſen; hlin er
bevæbnet i Ridderdragt, og denne i en Pels med en Kolle paa
Natten.)

Kerasmin.
Net, troe mig, bedſte Herre! Oberon
Opholder fig i denne Skov — og Ingen
Er kommen ud igjen, ſom kom derind —
For Himlens Skyld! —
Holger.
| Forſagte Kerasmin!
Du viſte big faa tapper nys — og nu —
Her er jo file fom i Paradiis.
Kerasmin.
Desværre! Hvad Alarm er gyfelig
Som denne Stilhed? — See! —

254

Holger. |
Jeg Intet feer.
Kom," følg mig, gamle Fjante!
Kerasmin.
Herre! nei!
For Deres egen Skyld, og et for min,
Flye dette Sted!
Holger.
Du fagde fo, det var
Den næfte Vet til Babylon?
Kerasmin.
Ak! did
Vi aldrig komme ſeent nof — Herre! hør
Mit Raad, min Bøn —
Holger.
Og bu fan troe, at jeg,
Som gaaer til Babylon, for Keifer Karl
At hente Sultan Buurmans Sfjæg, at jeg,
Som vove flal at fysfe ved hang Side
Hans Datter — flulde zittre for en Skov,
Fordi du figer mig, der ſpoger — Nei!
Tie med dit Raad! mig ffræffer ingen Ting;
Hvis du mig et tor følge, vel! faa Pis:
deg gaaer alene — .
Kerasmin.
Nei! til Helved ſelv
Jeg fulgte Dem. Men lad os Hvile lidt!
Den Kamp mod Rvoverne, fun to mod tyve,

Har mattet os.
(De fælte fig, hver paa fin Stub; medens Holger er forbybet i Tanter, bliver Ke⸗

rasſsmin ſved)
Hvor gyfeligt! hvor ftille !

255

Tillad mig, Herre! dog at fønge. Sang
Dog lindrer lidt min Angſt — den Bane har
Jeg havt fra Vuggen. Tør jeg?..….

Holger.
Syng! fa ſyng
— jeg er felv en Ven af Sang i Skove.

Kerasmin.

De Spegelſer dandſed' ved Midienat
Om Urian,

Og Bierg og Dal og Sump og Krat
Stod lyft i Brand.

De Tord'ner rulled' i Natten hen
Om Urian,

Og Alting blev faa fort igjen,
Som flufte Brand.

Wen kicek Ridder Oller i Skoven reed
J fuld Galop,

Og ſporede raſt fin Heſt afſted,
Hop! hop! hop! hop!

De Spogelſer dandſede ham imod,
Og Giorden braſt —

Og Heſten ſtummed', ſtjalv og ſtod,
Som naglet faſt.

Ridder Oller ſvang ſig af Heſten ned
Da gled hang Fod —

Og Diller marked', at den gled
J levret Blod.

256

De Tord'ner rulled' i røde Lyn
Om Urian —

Og flur ſtod Alt for Ollers Syn
Rundt om i Brand. -

Bag Flammerne ſaaes en blobig Hær i
Af Djævle ftaae —

Og Oller med fit dragne Sværd
Gik los derpaa.

Men Urian fnyfende mod ham treen:
„Hvad gjør du her?“
Og Diller og hang Heft blev Steen —
Nu ſtaae de der.
(Det lyner.)
Den Urian er Oberon, fom boer
J denne Skov! O troe mig, Herre! See
De Stotter hiſt! Enhver af dem var for
Én tapper Ridder — Shjælv for Ollers Stjebne!

Holger. |
Trods Urian — og Oberon — og Gatan —
Jeg gaaer! mit Hjerte fjender ingen Frygt.
Kerasmin.
Hvad. nytter Mod i Kamp mod Spogelſer?
(De reiſe fig.)
Mig tuſind blanke Spyd et ſtrakke;

For ingen Fiender flygter jeg;
Med Skjold man fan mod dem fig dakke,
Med Sværd man fan dem Halſen knekke;

Wen imod Satan er jeg feig.

(Det lyner beftanbig ſtarkere og ſterkere, medens denne Duet varer).

257

Holger.

Mig alle Jordens Spyd ei ſtraklke,
Og hele Helved trodſer jeg;
Mod Aander man fig et fan dæffe,
Man Aander ei fan Halſen knekke;
Men man behøver det og ei.

Kerasmin.
Naar man et Sppyd i Satan ſtikker,
Der flyder ikke mindſte Draabe Blod —
Holger.
Om al ſin Har han mod mig ſtikker,
Jeg trodſer den paa ſtadig Fod.
Kerasmin.
Med tuſind Stik, med tuſind Stod,
Man faaer paa Spogelſer et Død.
Holger.
Med tuſind Stik, med tufind Stød,
Gior Spogelſer og ingen Nød.

Kerasmin.
Med tuſind Stik, med tuſind Stod —
Holger.
Trods alle Stik, trods alle Stod —
Kerasmin.
Man faaer paa Spogelſer ei Dev.
Holger.
De gior os ſikkert ingen Nod.
Kerasmin. Holger.

Med tuſind Stik, med tuſind Stod, Trods alle Stik, trods alle Sted,
Man faaer paa Spøgelfer ei Død. | De gjør os filfert ingen Nod.
Begge.
Ei tuſind blanke Spyd os ſtrakke,
For ingen fiendtlig Hær vi flye;
Baggeſens Varker. 2 9. 17

258 ”

Med Sfjod man fan mod dem fig dakke,
Med Sværd man fan dem Halfen fnæffe,
H. Og Satan felv vi ilfe flyve.
K. Men Satan burde vi dog ſtye.

(Det lyner ufæbvanlig ſtarkt, og idet be fynge de ſibſte Linier, høres et ſtralleligt
Tordenſtrald. De gane ind i Skoven. Tordenen vedvarer, Stormene tube, Lo⸗
verne brole, og hele Skoven dundrer af bule Echder.)

Kerasmin (Gittrende).
Det er ham! det er ham!
Lad os flye! lad os flye!
Holger.
At flye er en Slam,
Og fun den bør vi flye.

(Midt imellem ben ræbfomme Bragen, Tuden og Brolen høres langt borte af og til
en ſod og behagelig Lyd.)

Kerasmin.
Det er ham! lad os flye!
Holger.
Hor! himmelſte Toner
Fra Cedrenes Kroner!

Kerasmin.
Det er ham! lad os flye!

Holger.
Ikkun Flugt bør vi ſtye —
Hor! himmelſte Toner
Fra Cedrenes Kroner!
De lyde paany!

Kerasmin.
Det er ham! lad os flye!
De tryllende Toner
Fra Cedrenes Kroner
Meer end Alt vi maa ſtye!

259

Holger.
O! falige Toner !
O himmelſte Lyd
Fra Cedrenes Kroner!
Du tryller med Fryd!
Kerasmin.
O! Toffende Toner!
O! ſtuffende Lyd
Fra Cedrenes Kroner!
Kun Gift er din Fryd!

Holger. Kerasmin.
O! ſalige Toner! O! lokkende Toner!
O! liflige Lyd O! ſtuffende Lyd

Fra Cedrenes Kroner! Fra Cedrenes Kroner!
Du tryller med Fryd! Kun Gift er bin Fryd !

(Den behagelige Lyd nærmer fig. Tordenen ophører, og Alting bliver file. Obe⸗
ron flimtes af og til i Baggrunden. Man hører fun hans Stemme :)

Min Holger! min Ven!
(GGolger vil ben imod Stemmen; men Kerasſsmin træffer bam af alle Krafter
tilbage.)
Holger.
Kun Niddingen frygter!

Kerasmin,
(fom træffer ham omkring, medens Tordenen forfolger bem.)

At! hvor vil De hen?
Stemmen.
Min Holger! du flygter?
Du flyer for din Ven!

Holger.
Slip! Niddingen frygter —
Kerasmin.
Ak! Hvor vil De hen?
Stemmen.

Som igjen! kom igjen!

260 |

Holger (fliver fig 196 fra Kerasmin).
Kun Niddingen flygter — L
Jeg iler derhen. |

Tredie Scene.

(Oberon, med et Horn i en Guldtjære om Skulderen og en Lilieftav |
i Haanden, er imidlertid kommen hen i Forgrunden. Alting bliver
atter ſtille. Holger ſtyrter ned paa fit ene Kne for ham.)

Oberon.
Velkommen! unge Helt! velfommen her
Til Oberon, ſom ffjønner Mod og Dyr,
Og elffer dem, fom Mod og Dyd udøve!

(San berører ham meb fin Lilieſtav, og reiſer ham op.)
Chor af uſynlige Aander:
Laftens feige Sønner
Flye fra dette Sted.
Manders Konge lønner
Dyd og Tapperhed.
Oberon.
Jeg Fjender dig, min Holger! Fra bin Vugge
Jeg kjendte dig og yndte dig, og glad
Jeg fane dig vore frem i Mod og Styrfe,
Omgierdet af Uſtyldighed og Sundhed!
Min Hjælp og Held ſtal følge dig, faalænge
Du bli'er den rene Dyd, ſom hidtil, tro!
Chor af uſynlige Aander.
Aanders Konge ſtjonner
Dyd og Tapperhed;
Dberon belønner
Reen Uſtyldighed.

261
Keras min (fjælvende og fagte.)
Den Djævel fmiler fom en Lyfets Engel,
Og præfer ſom en Erkebiſp.

Oberon.

Jeg veed, du bræbte Karls forvovne Søn

Af Baade — veed det Eventyr, fom Karl

Dig derfor paalagt har. Til Babylon

Du gaaer at hente Sultan Buurmans Sfjæg,

Karls grumme Vrede dermed at forfone.

Men min Beffyttelfe ſtal følge dig

Igjiennem alle Farer,

Og jeg — og du — ffal blive lykkelig,

Hvis fledfe du din rene Sjæl bevarer,

Trods alle hildende Vellyſters Snarer,

Hvis et — maa jeg, og Held, og Alt forlade dig.
(Itet ban figer det ſidſte, triller en Taare ned paa hang Kinder.)

Chor af Aanderne.

Aanders Konge ſtjonner
Reen Uſtyldighed;
Oberon belønner
Tro Beſtandighed.

Holger.
Du tryller mig, udodelige Ven!
J ſalig Tillids Vellyſt. See! mit Hierte,
Min hele Sjæl er i din milde Haand.
Hvor ffjøn er Dyden i fin egen Glands!
Men af! hvor himmelſt yndig er dens Smiil
gra dine Læber! Ukjendt Ild
Alt flammer i mit tillidsfulde Bryſt.
En uvant Glade nærmer fig mit Hjerte! ET
Hvor elffer jeg dig, ſalige Beffytter!

262:

AL! aldrig — aldrig — aldrig ffal min Sjæl
Forglemme dit og Dydens Bud! —
Oberon.
Omfavn mig!
Bær flærf! vær faft! vær Helt, min Ben, i Prøven!
Dig venter ſtorre Fryd og ſtorre Farer,
Bær ftærf! vær faft! vær Helt! vær tro til Døden!

Utjendt Salighed dit Hjerte bier;
Elſtovs lette, lyfe Tryllerier
Vinke dig til Jordens Himmel ind.
Men bevar din Sjæl ved fremmed Skimmer,
At den albrig i Vellyftens Glimmer
Bli'er for Dydens Himmelſtraaler blind.
Chor af uſynlige Aander:
Aanders Konge ſtjonner
Reen Uſtyldighed;
Aanders Konge lønner
Dydig Kjærlighed.
Oberon (til Serasmin).
Men Kerasmin! — hvad Ondt har Oberon
Dig gjort, hvorfor du flygter ham? Endnu
Du gittrer for mig? — Vel! fan dands,

Til Straf for den og ding Ungdoms — Synder!
(San blæfer i Hornet.)

Keras min (fjælvende).
Ak! ſpar mig — naadigſte Hr. Urian!
Jeg er en gammel Mand,
Som ikke dandſe kan —

" Hvad nu?
(Gan begynder at hoppe.)

Hu! hu! hu! fu!
Au! au! hop! hop! pub! puh!

263

Hop!

Hop! hop!

Ak! af! ſpa — ſpar! naa — naa —

Naa — naa — dig — ſte — He — Herr!

Herr — U — ſaa — ſaa — ſaa! ſaa!

Herr — Urian! jeg — er —

En — ga — ga — ga — ga — gar ....
(Gan dandſer lyſtig om.)

Sa! ſa!

(San tumler udmattet omkuld.)
Ober on (til Holger.)
Modtag af Oberon, min adle Holger!
Et Tegn i denne Gave paa hans Venſtab:
Den ſtorſte Skat i Tryllerigets Gjemmer
Jeg ſtjenker dig dette Horn —
(fan hanger det om hans Sluldre.)
Og mærf!
Saa fnart du aander fagte fun deri,
Maa hver, fom et blev ſtedſte Dybden tro,
Hver Hykler, Nidding, hver, ſom Laſt befmitter,
Umiddelbar omkring dig alle dandſe.
Men kun i ſtorſte Nod du ſtarkt deri
Maa ſtode! Da forftaner jeg, at bu falder;
Og i et Dieblik jeg hos dig ſtaaer!
(Til Kerasmin).
Staae op igjen, og vær fra denne Dag
Før paanodt Dandſen fri! miskjend et meer
Den Oberon, fom elffer alle Brave!
Ovag dig ved denne Drik! og til Erindring

Modtag dens uudtømmelige Gjemfel.
(Han giver ham et Bager.)
Keras min (font bar bruffet.)

Nu ſtaaer min Tillid fom et Fjeld! Og nu

264

Til evig Tid jeg gjerne blev her! af!
Hvor ſtyrked', hvor oplived denne Drik!
Oberon.
Bær tro! min Helt! og glem mig ei! Kun frem!
Kun ligefrem! og Held ſtal frone dig!
Chor af uſynlige Mander.
Mildt til Dydens Sønner
Smiler Himlen ned.
Aanders Konge lønner
Reen AUſtyldighed.

(Under dette Chor forſvinder Oberon; bet bliver lys Dag.)

Fjerde Scene.

Holger.
Han foandt! han fvandt!
Kerasmin.
Han fvandt! han fvandt!
Holger.
En Zephyr lufter,
Og Lilier dufter,
Hvor han forfvandt !
Kerasmin.
Han fvandt! han foandt!
Holger.
Til Babylon!
Kerasmin.
Til Babylon!
Holger.
Trods alle Farer!
Trods alle Snarer!
Til Babylon!

265

Kerasmin.
Til Babylon!
Holger.
Kun frem! kun frem!
Keras min.
Sun ligefrem!
Holger.
Dyd ſtal ledſage
Sin Ven tilbage
Til onſtte Hjem!
Kerasmin.
Til onſtte Hjem!
Dyd ſtal ledfage
Sin Ven tilbage! —
Kun ligefrem!
Begge.
Kun frem! kun frem!
Dyd flal ledſage
Sin Ven tilbage

Til onſtte Hjem!
(De forſvinde i Skoven.)

Femte Scene.

(Prindſesſe Nezias Sovegemak. Hun ligger i let Morgendragt paa
en Sopha, urolig flumrende.)

O Fryd! — ukjendte Kildren i mit Bryſt! —
Guddommelige Straale! midt i Natten! —

O Glands, ſom Allahs Glands!

— Hoad nærmer fig
Fra Veſten? — O! mit Hjerte fjender dig!

Min Helt! min Ven! min Engel! min Beſtytter!

(Hun flumrer hen igjen.)

266

O! Morgenrøvde! lyſe Glimt af Haab! —

Flye, ſorte, blodige Barbar! o flye!

Flye mørfe Brudgom for min Engels Glands! —

Gan er min Brudgom, han, den æble, hoie,

Den fljønne, blive Helt, ſom ſtraaler hiſt!

Min Morgenrøde ſtraaler nu fra Veſten —

O! Glimt af Salighev! — men af! — hvor er jeg?
(Hun farer beſtortſe: op.)

Hvi ſvandi det? Smiil! o ſmiil igjen, min Lyſt! —

O! føre Drøm! o kom igjen tilbage! —

(Gun vil ſſumre hen, men farer urolig op igjen.)
Nei! nei! den flyer! jeg feer ham iffe meer!
Jeg fane ham ranf og herlig fom en Engel —
O! mon han vilde frelfe Rezia? —
Hvor ædel, mild og venlig var hang Mine! —
O! mon han vilde frelfe Rezia?
Men vee mig, vee mig! — Intet mig fan redde!
Alt raſſe Lænferne, fom vente mig! —
(Man hører udenfor Heitids Muſik af Trommer, Trompeter, Cymbler og Bafuner.)
%$ Dag, ulykkelige Regia!
Din Haand ſtal gives bort — og af! dit Hjerte brifte —
Den reædſelfulde Time nærmer fig —
(Støb t Tromyeterne)
Snart ffal du i forhadte Arme
Fortvivle, falme, fegne, døe! —
(Sun falder hen, men lofter fig op igjen med et Smiil.)
Og bog! hoi kommer ftedfe Haab og Fryd
Tilbage til mit Hjerte? Søde Tillid!
Hvad trøfter mig? hvad føler jeg? Hvor er jeg?

Min Sjæl forvildes af dunkle Tanfer

J Frygt og Haab mellem Cval og Lyft,
Min Barm fig hæver, mit Hjerte banker,

Og Sukke qvæle mit fpændte Bryft —

267

Men o! den kildrer, den ſode Smerte!
Og Vellyſt flynger fig om mit Hjerte,
Og Frygten fmiler i Haabets Favn —
O Sjæl! hoi raver bu vildt i Tanker?
O Hierte! ſiig mig, hvorfor du banker?
Hvad fan du haabe? hvad er dit Savn? —
Nu flyrfer Tillid igjen mit Hjerte,
Du fvandt i Vellyft, o føde Smerte!

Min Angeſt flumrer i Haabets Favn.
(Alarmen af Hoitids Muſiken tager til, og Dakket falder.)

Anden Act.

Forſte Scene.

(En flor og prægtig Sal paa Sultanens Slot i Bagdad. Taffelet er
dbæffet i en Halvcirkel. Adſtillige Emirer, Vezirer og andre Hof—
folk komme Par og Par ind paa Skuepladſen, midt imellem dem
Sultanen, Nezia og Langulaffer.)

Tyrkiſte Sangere.

Mer trefold Ild

Straal lys og mild,
O Sol! paa denne ſtore Dag!

Hver dunkel Sky

Fra Himlen flye!

Fra Syn til Nord

Den hele Ford,

Hvor Buurmans Scepter ; Vælde groer,
Gjenfmile Himlens Velbehag!

268

Chor af Sangere, Slaver og Hoffoltk.
Fra Syd til Nord
Den hele Ford,
Hvor Buurmans Scepter⸗Valde groer,
Gjenfmile Himlens Velbehag!

Sangere og Slaver.
(9 bet Gultanen gaaer forbi.)

Vi flyrte ned,

O Sultan! for din Herlighed.

O! ſmiil til dine Slaver blidt!

Vort Blod, vort Liv, vort Alt er dit!
Selv Aandens Sang

Ved Himles Harpers hoie Klang
Forkynde fvagt

Din Krones Pragt,

Og umodſtaaelig er din Magt.

Chor.
Selv Himles Harpers hoie Klang
Forkynde ſvagt
Hans Krones Pragt,
Og umodſtaaelig er hans Magt.

. Sangerne.
(I det Langulaffer og Regia gane forbi.)

Vi flyrte ned

Paa Lilter i dine Fjed.

O Rezia! hvor du fremgaaer,
Rundtom et Paradiis opftaaer —

Een af Sangerne.
Med meer, end Solens Middags Ild,

En anden.
Med meer, end Maanens Midnat⸗Glands

260

Den forſte.
Oplive hendes Dines Smiil.
Den anden.
Fortryller hendes Blik hver Sands.
Alle Sangerne.
O Rezia! hvor du fremgaaer,
Rundtom et Paradiis opftaaer !
Og flærk og fjæf,
Til Chriſtnes Sfræf,
Du, Langulaffer, flor og viis,
Skal værne vores Paradiis!
Chor.
Urokket, Hæf,
Til Fienders Stræf,
Du, Langulaffer! flor og viis,

Sfal værne vores Paradiis.
(De fætte fig.)

Sangerne.
Rundtom er Lyft,
Og Gladen throner i hvert Bryft.
Vor Jubels Echo tabe ſig
J Chriſtne Hundes fjerne Skrig!
Paa denne Dag
Kun Veſten høre Tordenſlag!
Men glad, hvor Buurmans Bælde groer,
Den hele Ford
Fra Syd til Nord
Øjenfmile Himlens Velbehag!
Almindeligt Chor.
Hvor Buurmans Scepter⸗Valde groer,
Den hele Jord
Fra Syd til Nord
Gjenſmile Himlens Velbehag!

270

Anden Scene.
Feſt-Muſik.

(Dverft lige for Tilſtuerne ſees Sultan Bunrman med Prindſesſen
Regia paa fin hoire og Prindſen af Libanon paa fin venſtre
Sive. 3 Forgrunden faner Mufti. Rundt omfring ſtaae
Mufifanter, forte Gilbinger og andre Slaver. Den højtidelige
Muſik afbrydes af)

En Herold.
Libanons kronede Ceder i Dag
Forenes med Oſtens kronede Palme.
En Sanger.
Held den kronede Libanons Ceder!
Held den Palme, ſom Øften beundrer!
Allah velfigne dem! Allah!
Mufti.
Allah velſigne dem! Allah!
Allah! Illah! Allah!
Alle Sangere, Gildinger og Slaver.
Allah velſigne dem! Allah!
Allah! Illah! Allah!
Mufti.
O! Allahs ene, magtige Prophet!
See, Mahomet! med Velbehag det Baand,
Som ſammenbinder Mod og Yndighed !
Belfign den tappre Helt, |
Som feired? over hiin den grumme Løve!
Velſign den yndige Heltinde,
Som ſeired' over Løvens Overvinder !

Held og Xre, Magt og Serier
Vorde dig, tilbedte Par!

Al ven Lyffe, Jorden eier,
Al den Vellyft, Himlen far!

271

Toner, Sahras Sønner! toner,
Toner Øftens Millioner:
Længe leve dette Par!
Chor.
Toner, Sahras Sonner, toner!
Toner Oſtens Millioner:
Længe leve dette Par!

En Sanger.

Viisdom, Mod og Vælde pryder

Allahs og Prophetens Ven;
Hoit vor Sultans Xre lyder

Indtil Jordens Ender hen.
Toner, Oſtens Myriader:
Rezias tilbedte Fader

Stige ſeent til Himmelen!

Chor.
Toner, Oſtens Myriader:
Rezias tilbedte Fader
Stige ſeent til Himmelen!

En anden Sanger.
Solen ei ſaa ſtjon fremiler,
Som vor ffjønne Regia;
Du, fom blid om Thronen ſmiler,
Sildig ile du herfra!
Straal 08 længe Lys og Varme,
Salig i vin Brudgoms Arme,
Vellyſtmilde Regia!
Chor.
Straal os længe Lys og Barme,
Salig i din Brudgoms Arme,
Vellyſtmilde Rezia!

272

En anden.
Længe Sarahs Sønner ſukked'
Under fint Uhyres Harm ;
Helten kom, og Løven bukked'
For hang ſeiervante Arm.
Langulaffer længe leve!
Seent til Paradiis han fvæve
Fra fin Bruds fortjente Barm !
Chor.
Langulaffer længe leve!
Seent til Paradiis han fvæve
Fra fin Bruds fortjente Barm!
Mufti og de tre Sangere.
Held og re, Magt og Serer
Vorde dig, tilbedte Par!
Al den Lykke, Jorden eier!
Al den Vellyft, Himlen har!
Toner, Øftens Millioner!
Hoit gjenlyve Veſtens Zoner:
Længe leve dette Par!
Chor.
Toner, Oſtens Millioner!
Hoit gjenlyøde — — —

Tredie Gcene.

(Holger, i prægtig tyrliſt Dragt, med et Sværd ved Siten og Hor:
net om Skuldrene, kommer pludſelig ind; Kerasmin følger
fam. Sangen afbrydes midt i Choret; de Spillende fnige fig
efterhaanden bort, og Mufifen ophører. Alle blive opmærffomme, |
undtagen Segia, ſom beftandig i det forrige Optrin har ſiddet
ganſte ſtille fordpbet Tanfer. Langulaffer bliver ifær kien⸗ |
delig beftyrtfet. Holger buffer fig tre Gange for Sultanen, |
medens be andre reiſe fig med en forvirret Mumlen.)

273

Holger.
Dig, Gultan Buurman! fender Veſtens Keiſer
Ved mig ſin Hilſen. Som hans Sendebud,
Jeg fordrer taus Opmarkſomhed. Mit Navn
Er Holger, Danmark er mit Fodeland —
Til Danmarks Krone fodtes jeg — og Orlog
Var altid Danmarks Sonners Skole. Tidt
Mit ridderlige Sværd mod Chriſtnes Fiender
For Keifer Karls og Kirkens re lynte —
Du Fjender mig! —

Sultanen.
Jeg fjender dig —
Rezia (Haner Oinene sp.)
O! Allah!

Adſkillige Emirer og andre Tyrker.
Bi fjende dig! vi fjende — Holger Danſke!
(hviſtende og ffjælvende)
Holger Danffe! — Holger Danſke! —
Holger Danſke! —
Rezia.
O! Himmel! vet er ham!
Holger.
O Fryd! o! vet er hende! —
Sultanen.
Hvad ERrinde hidbringer dig?
Holger.
En Lof,
O Sultan! af dit Stjæg forlanger Lar! —

(Gan nærmer fig til Regia, omfavner og kyeſer bende)
Og dette — af! forlanger Holgers Hjerte —
(San vender fig til Sultanen)
Din Soigerſon, o Gultan! er en Nidding,

Baggeſens Varler. 2 3. 18

274

Og iffe Støvet af din Datters Fødder værd!
(Gan vender fig til Langulaffer)
Kjend, Nidding! her i mig den, fom dig frelfte
J Flugten for den Løve, jeg betvang!
Kjend mig, du lonned' med at byde Gift,
Da hed af Kampen, jeg dit Bæger modtog
J Buffen, hvor du feig dig ſtjulte! Flye!
Den Eddergift, ſom flyder i dit Blod,
Skal ei befmitte Holgers Sværd!
(Han jager Langulafjer ud, iler ben til Regia, og bortflænger fit Svard.)
Sultanen.
(fyringer op, ſtamper og brøler.) i
; Op! Op!
Ha! Slaver! griber denne Hund! O! Spot!
Ha! griber ham! —
Holger.
(benrylt i Regia Arme, medens Sablerne blinke rundt omfring fam.)
Min Drøm! mit Syn! min Engel! —
Rezia (pan famme Tib).
Win Brudgoni! —
s Emirer og Slaver.
ſ(ſtormende omiring bem med ubtrufne Cabler.)
Ga! Forvovne!
Kerasmin.
tlober til og ſtoder i Hornet.)
Sultanen.
Stoder! dreber! —
(Emirerne og Slaverne begynde at hoppe nordentlig imellem hinanden met

blintende Sabler. Holger og Rezia ſtaae henrylte i hinandens Arme.
Keraemin ved deres Side.)

Holger (giver hende fin Ring.)
Min Brud! —
Regia (giver ham fin.)
Min Brudgom! —

275

Fjerde Scene.

(Det hele Harem og Haremsvogterne ſtromme ind ved Alarmen, og
blande ſig i Dandſen, i det de raabe):

Mahomet!

Kerasmin.
Ha! lyſtig!

(£an girer fig til at ſpille paa enBad, fom han finder, og fynger, medené te tantfe.)
Spring om! fpring om! tralla la la!
Hop! hop! hop! hop!
Het! lyſtig! Alle, heiſa fa!
| Sving om bin Krop,
Du gamle Sultan Buusbaba!
Du, tykke Muf!
Skrig, til du bliver hæs: fa fa!
É Uf! uf! uf! uf!
Spring, til du trimler om! ha ha!
Puf! puf! puf! puf!
Her! lyſtig Alle! meer endnu!
Herom! herom!
Herop igjen! hvad? trimler du?
Trommelom! trommelom !
Trommelom! trommelom! trommelom! trommelom!

gemte Scene.

(Vagten fommer ind med Spyd og Sabler, men henrives af det almin⸗
delige Dandſeraſeri. Langulaffer lifter fig ind bag efter
bem, men nedes og til at dandſe. Kerasmin udtrykker fin
Fornoielſe ved at efterabe de Dandſendes Gebærder.)

Sultanen.
(fom med Mufti er tumlet om paa en Sopha.)
O! Mahomet! jeg dør —
18"

276

Mufti.
uf! uf! —

Kerasmin.
Hei! lyſtig!

Hei! lyſtig Alle! fleer endnu!

Kom! kom! kom! kom!
Herop igjen! hvad trimler du?

Trommelom! trommelom!
Trommelom! trommelom! trommelom! trommelom!

Trommelom! trommelom!

Sjette Scene.

(Urtegaardsmæend, Gartnerdrenge, Kokle, Jøder, Derviſcher og andre
i forffjellige Dragter flædte Perſoner komme til, og hvirvles lige⸗
ledes ind i Dandſen. Adſtillige Dandſere ere allerede faldne om.
De fvingle, mattes og tumle omkuld efterhaanden alle.) "

Holger (tit Resia.)

Jeg har dig, Elſtte! —
Sultanen.
Ha!
Rezia (til Holger.)
Jeg har min Holger!
Sultanen (fnyfende.)
Ha! Slaver! knuſer —
Mufti. I
uf! uf! uf!
(De ere Alle omtumlede. Holger overlaber Regia til Kerasminé Beffyttelfe,
giver ham Hornet, og fafter fig ned paa bet ene Knæ for Sultanen.
San Nipper en Lok af bane Sfjæg; men Langulaffer, ſom dibtil iffe
er bleven bemarket af ham, lifter fig frydende bag ved ham meb fin

Delt for at ſtikke ham. De Andre røre ſfig. Kerasmin feer bet eg
feber af alle Krafter i Hornet.)

Rezia (ft vet Kerasmin blæfer.)
— Forræder! —

277

Syvende Scene.

(Storm, Torden, Lynild og Frætfelige Brag forkynde Aandernes Komme. ,
Oberon med fit Følge lader fig pludfeligen fee. Han fvinger
fin Lilieftav mod de henfaldne Tyrfer, medens Holger er paa
hans ene og Rezia paa hans anden Side, med Kerasmin
bag ved dem.)

Forſvinder! Forfvinder,

For Oberons Harm!
Sylpherne.
Forſvinder! Forfvinder!
(De DOmfaldne flye zitrrende bort.)

Oberon
(til Holger og Resina; idet han omfavner bem.)
Men elffeve Par! vær du tryg ved min Arm!
Holger.
Min Skytsgud! —
Rezia.
O! min Holgers Engel!
Kerasmin.
Frels os!
Holger.
Bevar mig Hende!
Rezia.
O beffjerm mig Ham!
Sylpherne.
Laſtens feige Sonner
Flye fra bette Sted.
Aanders Konge lønner
Død og Tapperhed.
Oberon.
Eder pente nye Farer!

278

Holger.
Kjærlighed ſtal trodfe hver!
Rezia.
Oberon os jo bevarer!
Kerasmin.
Seieren alt vunden er!
Holger.
Rezial! i dine Arme —
Rezia.
Holger! ved bit elſtte Bryſt —
Holger.
Suſer Fryd i Modgangs Larme.
Rezia.
Smiler Skjebnens Harm i Lyſt.
Oberon.

Held uftandfet ſtal ledſage,
Seier ſtedſe krone Dyd.
Kerasmin.
Jeg ſtal følge bem, og ſmage
Dobbelt Fryd i deres Fryd.
Holger og Regia.
Hvor vor Skjebne hen os fører,
Følger jeg min Elſtte glad —
Holger.
Jeg er din —
Rezia.
Jeg dig tilfører —
Begge
Aldrig ſtal vi ſtilles an!

279

Oberon.
å Men hvad Eder end ſtal ramme,
Skjonne, ſtyldfrie, elſtte To!
Bliver Dyds og Elſtoos Flamme

Evig, evig, evig troe!

Oberon. Holger og Rezia. Kerasmin.
Men hvad Eder end ſtal Men hvad og endog ſtal Men hvad bem endog
ramme, ramme, ſtal ramme,

Stjønne, ſtyldfrie, elſt/ Skulle ſtedſe bog viTo! Skulle disſe elſtte To
te To! Blive Dyds og Elſtovs Blive Dyds og Elſtovs
Bliver Dyds og Elſtoos Flamme Flamme

Flamme Evig, evig, evig troe. Evig, evig, evig tro.

Evig,. evig, evig troe.

Chor af Sylpher.

(medens Oberon forer dem bort.)

Aandens Konge ſtjonner
Dyd og Tapperhed;

Oberon belonner
Trofaſt Kjærlighed.

(Datlet falder.)
Tredie Act.

Forſte Scene.

(Titania alene, henkaſtet pan en Klippe i en gyſelig Fieldegn. Det
er mørt Nat omfring hende. Hun er flædt iSorgens egen Dragt,
og Haaret flagrer hende vildt om Skuldrene. Det lpner. May
hører Havet brufe mellem hule Vindſtod, og langt borte rullende
Torden.)

Tordner brage, Havet bruſer,

Jorden bæver, Stormen ſuſer,
Nat er Alt indhyllet i —

280

Ak! men Fryd i Styen brager,
Venlig vrede Bølge brufer, $
Hvirvelſtormen liflig ſuſer,
Mod ben Oval, ſom Hjertet nager,
Mod de Guf, ſom Bryftet hæver,
Mod min Længfels Raſeri —
Mindre bange Jorden bæver,
End min ſmertefyldte Barm !
Oberon! bit Savn, min Smerte
Snart vil knuſe dette Hjerte!
O! før ſidſte Gang det bæver,
Kom tilbage i min Arm!

Dog, ſpœede Glimt af Haab! Titania
Skal sm og fjælen nære dig! o! Fryd!
Med denne Roſenknop mit fpæde Glimt
Maaſtee flal aabnes fnart til modent Haab!
Ja! den Fortviolte haaber! hør det Himmel!
Titania vil haabe! —
(Gun vil retfe fig, men falder pludſelig tilbage.)
Men o Sfræf!
O! Stræf! — o Holger! flye! flye, Regia —
See! Vellyſt vinker til fin falffe Himmel,
See! Døven truer med fin falffe Rævfel
De nylig Frelſte! — Skræk! hvad tør jeg haabe? —
Omſonſt maaffee min Omhn frelſte begge,
Da i hinandens Favn de ventet? Døden
Imellem Havets Bølger — Strid, o! ſtrid,
Min Holger! ſtid og vind! — og, Rezia!
Vær ftærf! —
O! Salighed! ifald de vandt,

281

O! jeg vil haabe big! — Flye! Rat og Torden!
J Storme tier! Hav! hold op at brufe!

(Hun reiſer fig og ſtaaer i glimrende ſneehvid Dragt med grønt Delte,
gronne Sloifer og en gren Krone paa Hovedet.)

Det blive Dag omfring mig!
(Skuepladſen bliver pludſelig lye, og Alt er Rille.)
Horer! hører!

Marylli! Tiani! Tity!

Anden Scene.
(De tre Sylphider, Hædte i hvid let Gratiedragt med forte Belter og
Baand, fremſtyrte paa hendes Vink, og kaſte fig ned for hende.)
Alle Tre.
Milde Dronning!
Titania.
Hvor var du?
Den førfte.
Jeg uſynlig fod paa Bredden
Af Tunis Kyſt, da Favn i Favn en Bølge
Halvdøde dem og Keras min flog op
Paa Gandet. Regia blev revet bort i
Af Holgers Arm — Han reifte fig, og ſtreg.
Og faldt igjen tilbage.
—* Titania.
Hvor var du?
Den anden.
J Sultanindens Have. Jeg ham fane
Forvirret, uden Hornet, uden Vaaben,
gortlædt, fom Gartner, Morgenroden møde
Med Blomſter i en Blomſterkurv.

Titania.
O Sfræf! —

Og hvor var du?

282

Den tredie.

Hos Rezia; hun fad
J Bobuls prægtigfte Gemak! og gred —
Den yndige! hvor var hun himmelſt ſtjon!
Jeg græd med bende —

Titania.
Himmel! ſtyrk dem begge!

J Dag er Prøvens Dag! mit Hjerte gittrer !

Zittrer ſagte, gylone Strænge!
Bæver fom mit Bryſt!
Bæver længe —
Feſtlig Ever gjennemtrænge
Angſt og Oval og Haab og Lyſt!

Staaer ei Helten fjæt i Faren,
Trylles fan deri,

Seer et Snaren,

Overvinder han et Faren,
Er mit Haab, er Alt forbi —

La'er den Skjonne fig forblinde;
Blier i Prøven ſvag
Min Heltinde,
Haabets ſidſte Glimt da fvinde
Fra min Sjæl paa denne Dag —

O! men flaae be faft i Faren,
Trylles ei deri,

Undflyes Snaren,

Overvinde begge Faren,
Er min Frygt, min Oval forbi!

283

Da flal Oberon forfone
Sin Titania!

Begges Throne

Da med varigt Held ſtal frone
Holger og hans Regia!

Chor
(af de tre og andre ufeete Sylphider, i det de forfvinbe.)
Da flal Oberon forfone
Sin Titania!
Begges Throner
Da med evigt Held ſtal krone
Holger og hans Rezia!

Tredie Scene.

(En prægtig Pavillon i Sultanindens Have i Tunis. Det er i Dag:
bræfningen. Sultaninde Almanſaris ligger ſtjiodesloſt henka⸗
ftet pan en Sopha. Hendes opvartende Slavinder fane, opmark⸗
fomme paa hendes Vink, omfring hende.)

Almanſaris.
O! Lengſel! hoilken Marter! o hvor langſomt,
Hvor bræbende, hvor tungt er hvert Minut! —
Hvor bliver han? — Slavinder! iler! flyver
Og bringer mig — |

(De ſtyrte Ale mob Udgangen af Pavillonen.)

Dog, net dog! — Gtille! Stille! —

Slavinder! muntrer mig!
To Slavinder.
Bor Dronning !
Almanſaris.
Tier!

Hvor tung er Luften! kjoler mig! — min Cithar!
(De bringe hende Citharen.)

284

Hvor fane du ham? hoor er han? — Tys — min Cithar
Min Cithar hid! — jeg har den! ak! Hvor Luften

Er qvælende! — jeg deer! —
Men fulde Hasſan
Ci bringe Blomſter hid? den unge Slave?
Hvor bier han? — Seer om han kommer!
(Slavinderne ile ub i Haven.)
Himmel!
Hvor venter jeg! hvor længes jeg! Hvor frygter ...

Fjerde Scene.

(Helger, flædt ſom Gartiner, kommer forvildet ind imellem Slav⸗
inderne med en Blomſterkurv, feer fig forvirret om, uden at blive
Almanfarvris vaer.)

Hvor er hun? hvor? min Rezia?
(Gan bemærler Sultaninden.)
O! Himmel!
Almanſaris.
(til Slavinderne.)

Forfoinder !

Femte Scene.

(Slavinderne ere borte. Holger ſtaaer beftyrtfet, fatter fig, og ner⸗
fætter mælende Kurven for Sultanindens Fødder.)

Almanfarié.
Hvi faa frygtfom, fljenne Hasfan?
Rak mig en Roſe! — Reis dig! nærm dig!
(Dun tager Rofen af hans Haand, og fætter den paa fit Bryſt.)
Sæt dig
Her ved min Side!
(Gun tager hane daand, og træffer ham til Øg paa Sophsen.)

Hasſan! — hoi fan frygtſom?

285

Glem Slaven! — Her er Glævens Tempel! Hasſan! —
Og jeg vil glemme Dronningen! — Min Cithar
Din Sorg flal bysfe hen —

Bæver, gyldne Strænge! bæver!
Stjælver! zittrer! triller! bæver,
Som Zelides Sang!
Eenſom, længſelfuld og bange
Sang Jelide ;
Dunfle Gange,
Mellem Nattergalers Sange 0
Gientog hendes Harpes Klang:

„Elſtovs vellyſtfulde Smerte,
„Elſtovs ſmertefulde Lyſt
„Raſer i mit Hjælne Hjerte —
nBæver, Fjælne Strænge! bæver !
»Bæver! bæver !
„Elſtovs Vellyſt, Elſtovs Smerte,
„Frygt og Haab og Oval og Lyſt
„Smerter, tryller, tynger, hæver |
„Mit beklemte Bryft.

„Deel min Lyſt! o! deel min Smerte!

„Skynd dig i min Arm!

„Zelis! Zelis!

„Skynd dig til mit ømme Hjerte!

„O! bet banker! o! vet bæver!
„Deel den Smerte,

„Deel ben Bellyft, fom det hæver!
„Deel ben, Elftte! ven min Barm!

286

„Zelis fom — ben Haarde, Grumme
„Gik Zelide fold forbi —
„Lundens Gangere blev? ſtumme —
„Taus blev hendes Melodie.“
Tier! Hjælne Strænge! tier!
tier! fvage Harmonier!
Tie, min Cithar! tie!
Harpen gled af hentes Hænder:
„Zelis! Zelis! o jeg brænder !
„O! mit hele Hjerte brænder!”
Tie, min Cithar! tre!
Hasſan! Hasſan! o jeg brænder!
O! jeg doer i dine Hander!
(fun fynfer hen i Holgers Arme.)
H olger (reifer fig).
Trods bildende Snarer, .
Trods Vellyſts forførende Mine,
Trods tufinde Farer
Min Sang kun ſtal tone Palmine!

Mit frydloſe Hjerte

Den Yndiges himmelſte Mine
Lytfalighed lærte;

Og evig jeg elffer Palmine! |
Fra Pol og til Po
Den untrende Sol i

Seer Intet faa føfønt ſom Palmine.

Hvad Skrak er tilbage?

O! Døv fan min Jammer fun ende!
Min Vellyft er Plage,

Og Livet er Død uden hende.

287

Trods hildende Snarer,
Trods Vellyſts forforende Mine,
Trods tuſinde Farer,
Trods ventende Marter og Pine,
J Medgang og Nod,
J Liv og i Død
Jeg ene ſtal elffe Palmine!
Almanſaris,
(hvis Fortvivlelſe er ſtegen, medens ban fang, farer forvildet vp.)
Fordomte! — Vagt! bortfor ham! langſomt fvinde
Hans forte Liv 1 Baalets Flammer! —

e
(Vagten fyringer frem og forer ham bort.)

Sjette Scene.

Almanſaris (alene). ESKE
Marter!
Ha! meer end Helveds Marter! — Hevn og Elſtov
gortærer mig! — Nu doer han! o! mit Hjerte
Vil brifte! 0! bet bløder! o! jeg rev ham

Fra dette Hjerte! Hasfan! Hasſan! Hasſan!
Uſalige! — nu brænder han! — Tilbage!

Tilbage Slaver! Grumme! Baalets Flammer

Nu fluffe reent mit fidfte Haab — o! Vine!

Meer end Baalets Flammer brænde
J min pinte Barm.

Flye mig, Billed! flye mig Tante!
Hjerte briſt! Hold op at banfe!
Skjul min Elſtov! ffjul min Harm!

O! jeg feer dem Baalet tænde!
Meer end Baalets Flammer brænde
J miu piinte Barm.

288

Ned ham! Ned ham! kom tilbage!
O han kommer et tilbage!

Kommer aldrig meer igjen! —
O! jeg feer bem Baalet tænde!
O! jeg hører Flammen brage!

O! hvor flyer, hvor flyer jeg hen?

(Gun ſtyrter fortvivlet ub af Skuepladſen.)

Syvende Scene.

(Sultan spa! paa fin Throne, omgivet af Emirer og Slaver.)

Bobul.
Forkynder det i hele Tunis hoit:
„Saa ſtraffer Bobul den, ſom Dates Dronning

„Forvoven nærmer fig!”
(Idet Slaverne ile bort, flyrter Regia ind med flagrende Loffer, i prægtig Morgen= |
bragt, og fafter fig ned for Sultanens Fodder.)

O! Sultan! frelg ham!
O! frels ham! milde Sultan! frels min Holger!
Han doer! han doer! han doer uſtyldig —
Bobul.
Fat dig!
Staae op! hoad bad Palmine vel, fon Bobul
Ei vilde give? Tryllerinde! —
Rezia.
Hasſan —
Min Hasſan — fun min Hasſans Liv!
Bobul (betyrfe).
Din Hasfan?
Den unge Slave, fom har nylig vovet
Ut overraffe Sultaninden? Hasſan?
Du rafer! han maa døe! —

289

Regia.
Han doer uſtyldig!
Bobul.
pe gaaer hans Liv dig an? forklar dig! —
Rezia.
Sultan!
Hans Lio er mit! jeg ev hang Brud —
Bobul.
Forvovne!

Det vover du at fige mig? — Han doe!
Tredobbelt døe han nu! Din Graad er ſpildt!
i Re å ia (laſter ſig atter ned for ham.)

O! tilgiv ham! o! tilgiv!
Kun mod mig din Vrede brænde!
Lad mit Liv, mit Blod den ende —
O! men fpar min Hasſans Liv!
Bobul.
Velan! det er i dine Hænder! — Engel!

Bær min! og deel mit Rige! deel min Vælde!
(Idet han ſpringer neb af Thronen.)

Vær min — i dette Dieblik! —
Regia

(fom river fig E. af hans Arme.)
Tyran!
Afſtyelige Barbar! o! heller Død |
Og Helvedqval med ham, end Liv med dig —
O Doden os forener! — |
Bobul.

Bel da! døe!

Paa Baalet! griber, Slaver! — vilde Slammer

Fortæere denne Raſende!
(De gribe hende og føre hente Gort.)
Baggeſene Varler. 2, i

290

Rezia.
( Idet hun henſegner i deres Arme.)
Min Holger! —
Bobul (ſom ſtyrter ud.)
Ha! ve ſtal fee hinanden brænde! —

Ottende Scene.
(Mørtt og ſtummelt Fængfel.)

Holger (i Lænter.)
Rezia! Rezia!

Lyden af dit Navn forſoder
Smerten af mit Savn!
Lindret Holgers Hierte bloder,

Rezia! Rezia!
Ved dit elſtte Navn!

Ak! Oberon! hvor er din Hjælp? Forladt
Af dig! forladt af Alt! og ſtilt fra hende
O! hvad er hendes Sfjebne! — vee mig! vee mig!
Jeg ulykſalige!
(Idet Gan ubdſtoder dette, ſtyrter Almanſaris, fulgt af to Elavinder med Lys,
ind i Fangſelet.)

Niende Scene.

Almanſaris.

Endnu lykſalig,
Ifald du vil! Tilbedte, grumme Hasſan!
Almanſaris dig ſtienker Frihed, Livet,
Sin Haand og Bobuls Throne. Var lykſalig
Og gjør mig lyffelig! Mig Alting lyver —

291

Og, naar du vil, er din Forfølgers Hoved
For dine Fødder! Endnu, ſidſte Gang,
Endnu, min Hasſan — glem Palmine!
Holger,
Gun er mig meer end Frihed, meer end Livet,
Meer end din Haand med alle Jordens Kroner !
Almanſaris.
Saa døe da! døe da!
Holger.
Bel!
Almanſaris.
For en Slavinde,
Som ſpotter dig i Bobuls Arm! —
Holger.
Ha! Slange!
Din Gift er ſpildt! jeg vafler ei! —
Almanſaris
(idet bun ſtyrter ned før hans Fodder).

| Jeg elſter,
Jeg brander, jeg tilbeder dig — |
Holger.
Forgjieves!
Jeg doer for Dyden og Palmine!
Almanſaris.

Til Baalet, Slaver, uden Ophold! —
(Lan gribes, af den fremſpringende Vagt og føres bort.)

Tiende Scene.

Almanſaris (alene).
Doe da!

Saa døe ba! døe! — Forfvind i tifold Marter !
19*

292

Og, naar bu krymper dig i vilde Smerter,
Og raſer mellem Luerne, og vrider
Dig ſom en Orm, og langſomt piint udſtoder
Dit ſidſte Suk — o Vellyſt! føre Vellyſt!
Du fjøler mig! du lindrer mig! du kildrer
Med meer end Elſtovs Fryd! — O, jeg er rolig!
Jeg er lykſalig, jeg! Triumph! Triumph!
Nu gittrer han! nu ſnoe fig Baalets Flammer
Om ben Forpiintes Ledemod! Triumph !
Nu brænder han! nu gifper fan! nu brifter
Det forte Hjerte! — Ha! jeg leer deraf!
Jeg doer i Latter! — glem ei Ogden; Xdle!
Glem ei Palmine! —
(Hun kaſter fig hen paa hans Leie; men farer op igjen.)
| Net! o nei! o flye mig!
O flye mig, brændende Geftalt! bort! bort! hvor er jeg?
Ufalige! hvad har jeg gjort? — o vee mig!
Jeg elffer ham endnu — o Hasſan! Hasfan! —
(Gun flyrter udb af Fangſelet.)

Ellevte Scene.

(En flor Plads i Tunis. Holger og Nezia ſtaae læenkede mer
Baalet omfring dem. Vagt af Sorte med Fakler. Folket flim:
ler til fra alle Kanter.)

Holger.
Min Rezia!
Rezia.
Min Holger!

Holger.
O Oval!

293

Rezia.
Ol Fryd!
Holger.
Du doer —
Rezia.
Jeg døer —
Holger.
Du doer for mig!
Rezia.
Jeg doer med dig!
Holger.
O bittre Oval! du doer før mig!
' Regia.
O ſode Fryd! jeg doer med dig !
Holger.

Min Rezia!

Rezia.
Min Holger!
Chor af Vagten.
Rytter an! rykker an!
Rezia.
O! Oval!
Holger.
O Fryd!
Rezia.
Du doeer —
Holger.
Jeg døer —
Regia.
Du doer for mig! .
Holger.
Jeg doer med big!

294

Holger. Rezia.
Du doer for mig! Jeg doer for dig!
O Helvede! O Himmerig !
Holger.
Min Regia!
Rezia.
Min Holger!
Holger.

O! Stræffen fvinder ved dit Smiil!
Og Smerten fmelter fen i Lyſt!
Rezia.
Dit ædle Blik, dit Dies Ild
Opflammer Tillid i mit Bryſt!
Holger.
Vi fees igjen! —
Rezia.
J Himmelen.
Holger.
O! ſnart formorkes dette Smiil!
Rezia.
Snart ſlukkes dine Dines Ild!
Holger.
Vi fees igjen —
Rezia.
J Himmelen!
Holger.
Vi ſees —
Rezia.
Igien —
Begge.
Vi ſees igjen,
J Himmelen!

295

Chor af Vagten.
Rykker an! ryffer an!
Holger.
Jeg er glad!
| Rezia.
Mig Sfræf et rører!
Begge.
O med dig hvor doer jeg glad!
Holger.
Jeg er bin —
Regia.
Jeg dig tilhører!
Begge.
Doden og ei ſtiller ad.
Holger.
Vi ſees igjen —
Rezia.
I Himmelen!
Chor af Vagten.
Tænder an! tænder an!
Stifter Baalet i Brand!

(De førte Slaver nærme fig med brændende Fakler og friffe Baalet an. Det blusſer op;
men ſlukles plubfelig t et ſtralteligt Tordenſtrald. Baalet forfvinder. Holger
og Rezia ſtaae frie, losladte af deres Lænter, veb hinandens Side. Holger
har Hornet om fine Skuldre. De Sorte vige tilbage, ibet be raabe:)

Sfræf!

Holger.
Oberon! |
Rezia.
Ak! Oberon!
Alle Slaverne og Vagten.
O Skrak!

296

Tolvte Scene.

Gultan Bobul,
(fom ſtorter ind fra ben ene Side af Skueplabſen.)
Pardon!
Sultaninde Almanſaris,
. (fom ſtyrter ind fra ben anden Side.)
Pardon!
Holger. i
Foragtelige! føler
Min hele Hevn —
(Gan ſtoder I Hornet.)
Kerasmin,
(fom plubfelig ſtormer ind til Holher.)
O Herre! bedſte Herre!
Oberon,
(bag pan Skuepladſen, nærmente fig til Holger.)
Triumph!
Titania,
(ligeledes, nermende fig Rezia.)
Triumph!
Holger (omfavnende Rezia.)
Min Rezia!
Reſzia & hans Arme.)
Min Holger!

(Alle te andre begynde at bandfe. Bobul fvinger om med Almanſaris, fom
forgieves ſtrider imod. Vagten, be forte Slaver, Vrimmelen af Pobel, Mands⸗
perſoner og Fruentimmer, Alting, undtagen be fire Elſtende og Keras mine

dandſer.)
Oberon
(til Holger, omfavnende Titania.)

Ditg ſtylder jeg hende!
Titania
(til Rezia, i Oberons Arme.)
Dig ſtylder jeg ham!

297

Holger (til Oberon, omfavnende Regia.)
Du fljenfte mig hende!
Rezia (til Titania.)
Du fljenfte mig ham!
Kerasmin.
O Fryd! o Fryd!
Hop! hop! hop! hop!
Farvel vor Nod!
Farvel o Død!
De frelſte bleve!
De leve, leve!
O Fryd! o Fryd!
Hop! hop! hop! hop!
(De Dandſende udmattes efterhaanden. Oberon fvinger fin Lilieſtav imod dem, og raaber:)
Forſvinder! forfvinder!
: For Oberons Harm!
Titania.
Forfvinder! forfvinder !
Chor af Alfer og Sylpher,
(ſom komme dandſende ind.)
Forſvinder! forſvinder!
Oberons
dor Titanias —
(Barbarerne forfvinde af Sluepladſen.)
Oberon,
(medens Sylphibderne krandſe Holger og Regia.)
Nyd, elffte Par! ben Lon, fom Dyden vinder,
Urokket, varig, evig, uden Hinder,
J Elffovs rene Himmel Arm i Arm!
Titania.
Fra denne Dag ſtal ingen Sky den dakke,
Med evig nye Smiil dens Sol flal væffe
Forynget Fryd 1 Evers ſtyldfrie Barm!

298

Chor
af Alfer, Sylpher, og alle de Øvrige paa
Skuepladſen.

Alfers Konge
Sylphers — fenet

Reen Uſtyldighed;
Sylphers Dronning
Alfers Konge

Dydig Kjærlighed !

lønner

299

Unmærfninger
til andet Bind.

i: Lyrifte Digte. Saavel ved den ældre ſom ved
Denne Udgave af J. Baggeſens danffe Varker har man føgt at
ordne de: (yriffe Digte ſyſtematiſk og chronologiſk faaledes,
at Digte af forffjeligt Indhold og fra forffjelige Perioder ikke
unsdvendigen blandedes imellem hverandre. I denne Udgave har
Udg. imidlertid forfaavidt afveget fra Ordningen i den ældre, aft
den chronologiſte Orden ogfaa i fin mindre Detail er bleven
underordnet den fyftematiffe. Da flere ældre lyriſte Digte ere
blevne omarbeidede ved en fildigere Udgave, er det ei heller vel
muligt at følge en ſtreng chronologiſt Orden med dem alle. Og
naar derfor Tiden er angiven, i hvilken en Samling af Digte i
det Hele taget cre fremftaaede, viger deres indbyrdes chronologiſte
Ordning for Afrundingen af den hele Gruppe. Heri har Udg.
ogfaa for en Deel fulgt det Crempel, Forf. felv har givet ved
Udgaven af det i 1801 udfomne Bind »Lyriſte Digte». Medens
derfor i den ældre Udgave de meddeelte »vHymner, Oder og
Elegier«, i en muligft ftreng chronologiſt Orden, ere blandede
imellem hverandre, faa cre de i denne Udgave grupperede mere
ſyſtematiſt.

300

2. Hymner og Oder, S.1. Med disfe begynde de
Lyriſte Digte, ligefom i Forf.'s egen Udgave fra 1801; og lige:
fom i denne anføres Hymmerne førft, og iblandt disfe Hymnen:
Den enefte Gud, endffjøndt denne førft er digtet imellem 1787
og 1789, og ſaaledes noget yngre end enkelte af de paafølgende
Digte.

3. Sjælens Hoiſang, S. 7. Ideen til denne Hymne
blev udfaftet pag Digterens førfte Alpevandring i 1789, og ud:
vikledes ſenere fuldftændigere paa Tydſt i Digtet » An Gott» (See:
J. Baggeſens Poctiſche Werke in deutſcher Sprache, 2ter Theil.)

4. Chriſti Død, S. 8. Denne Hymne er fom et Ora⸗
torium fat i Muſik af Capelmeſter Schulz og opført i Slots:
kirken førfte Gang i 1792. Hymnens færftilte Aftryk er ledſaget
af Forf.'s danſte Overfættelfe af det latinſte Motetto: Kyrie
eleison.

5. Skabningens Halleluja, S. 13. Overfat af
Forf. paa Tydſt (Sec: J. B.'s poetiſche Werke, Ater Th.), eg
componeret af Capelmeſter Kunzen. Ved det tydſte Digts Ud:
gave i 1803; har Forf. tilføiet den Bemerkning: „Halleluja
bruges af Digtere og Componifter med Tonefaldet fnart paa Den
anden og fnart paa Den tredie Stavelfe. Dette fidfte er vel Det
rigtigfte, men da Det er mindre velflingende, har Forf. i Alminde⸗
lighed lagt Tonefaldet paa den anden Stavelfe. »

6. Danmarks Lovfang, S. 19. Digtet oprindeligen
ſom »Lovfang til Kongen for Bøndernes Frihed«; fat i Muſik af
Capelmeſter Schulz og opført i Slotskirken førfte Gang d. Idie

Febr. 1793, i Anledning af Kongens Fodſelsdag.

7. Andagtshymne, S. 25. Til denne Hymne er
Ideen, ifølge Forfatterens egen Bemærfning, tagen i 1789 af

301

Ramlers Rhapſodie: „Allgemeines Gebet⸗; men i 1802 har
Digteren i Paris, uden at have Ramlers Original ved Haanden,
omplantet Hymnen paany i det tydffe Sprog (Andachtshymne“,
Poet W., 2ter Th.), tildeelg for at fee, hvor. nær han funde
komme den tydffe Original ad denne Omvei.

8. *Ludvigslund, &. 30. Digteren har ſaaledes bes
nævnt Trolleborg, hvor han i 1787 digtede Den meddeelte
Ode, der tidligere havde hiin og ſenere Denne Overførift.

9. Revolutionen, &. 43. Denne Ode har Forf. ogſaa
i 1793 digtet paa Tydfø (See: Poet, W. 2ter Th.), og Udg.
antager, at den tydffe Digtning er den ældre.

10. Hellebeks Harpe, S. 45. Ogſaa denne Ode er
tillige digtet paa Tydſt (See: Poet. W., 2ter Th.); men begge
Digtninger funne betragtes fom. originale Til det tydffe Digt
bar Forfatteren i 1803 bemærket "iblandt Mere: Landgodſet
Hellebek, beliggende paa Sjællands yderſt romantiffe Nordkyſt, har
fit Navn efter Bakken Hela, der har været indvict til Dødens
Gudinde. Dets fortræffelige Beſidder vilde hoiſt fandfynligen
være bleven en ftor Digter, hvis han havde tilladt fig at følge
Muſernes Vink, hvilfet han, „liig Solon», fun havde gjort i
enkelte Momenter af fin tidligfte Ungdom. Liig Alhenienſeren
„Cekrops« borthengte han fin Harpe, for, ſom Statsmand,
ganſke at hellige fig Statens Tjeneſte.

11. Til mit Fædreland, S. 48. Denne Digtning
er fra 1796, og dens førfte Overffrift: Danmark (Gjenſyn og
Tilbageblik).

*⸗Barndoms Uffyld.… Forfatteren har ſenere brugt Udtrykket
„Fordums Uſtyld⸗, men Udg. har beholdt det aldre.

»⸗Heloiſes Lund,“ S. 49. Denne ſtildres af Rousſeau ſom
en af de meeſt fortryllende.

302

12. Primula, S. 51. Digtet allerede 1782 og faas
ledes det ældfte Digt iblandt de erotiſte Sange og Elegier, hvile
Udg. har troct af burde adffille fra de meddelte. Hymner og
Oder.

13. Idealia, S. 60. Ogſaa dette Digt er ct af
Forf.s ældfte,. Han har i 1809 overfat det paa Tydſt: „Meine
Göttin“, og i Udgaven af hang tydffe Varker (5ter Theil) er
det optaget fom Indledning til en Samling af erotiffe Digte:
„Letzte Dichterliebe“; hvilken Cyclus iøvrigt førft er digtet i 1823.

14. Lycas til Lycilis, S. 68. Digtet 1785 og
meddelt efter den ældre Udgave. Det er nemlig faavel ved de
danffe Varkers ældre Udgave, ſom ved denne, overſeet, at dette
Digt er udkommen paany i 1801 under Overftrift »Bonhorelſen⸗
og helliget Fanny. Noget fenere er det overſat pan Tydfi (: » Liebe
trunkenheit,/ Poet. W., 2ter Th.)

15. Til Amor, $.71. 3 Udgaven 1786: »Seiladſen“.
* »Luftens⸗ — — — Aldre Variant: ⸗Tempes⸗ — — —

16. Trøften, S. 72. Digtet 1788.

* „Vished- — — — En fildigere Variant er ⸗»Tanke⸗, men
Udg. har foretrukket det ældre Udtryk.

17. Elegier til Seline, S. 83. Diéfe ere frem:
ftilede fom et ſamlet Heelt, ſaaledes fom Dette allerede er ffect i
de danſte Varkers ældre Udgave med Digtene til Nanna, og i
de tydffe Verker med den Samling af Digte, der have fil Over;
ſtrift: „Letzte Didterliebe».

18. Digtekonſtens Undfangelſe, S. 114. Med
dette Digt har Udg. begyndt den Samling af erotiſte Digte, der
ere helligede Palmine, men iblandt hvilfe nogle enkelte oprinde;
ligen henføre til en tidligere Periode, navnligen : »Helbredelſen⸗
(1786) og »Stilsmisfen» (1788), og ikkun ere gjengivne fenere i

363

en nyere, forbedret Udgave. Det fidftnævnte Digt har Forf. i 1797
ogſaa gjengivet paa Tydſkei Hexametre (See: Poet. W., 2ter Th.)

19. Flyvedigte af blandet Indhold, S. 137.
De under denne Overſtrift meddeelte Poeſier ere fornemmeligen
faadanne mindre Digte, der ved en given Anledning ere rettede
til enkelte beſtemte, fædvanligen navngivne Perſoner; hvilfe Digte
i den ældre Udgave vare blandede imellem Hymner, Oder og
Elegier.

20. Den brave Digter, S. 150. Tilegnet Paſtor og
ſenere Viffop Victor Kriſtian Hjort, Fader til Forf. af de
fra Trylleharpens Procedure befjendte » Tolv Paragrapher.“

21. Roſerne, S. 160. Af denne Romance, fom cv
digtet paa Trolleborg i 1787, har Forf. i 1823 overſat de
tvende fidfte Vers paa Tydſk: »Die welkenden Röschen,“ og til:
føjet Dem tvende nye: » Als fie wieder aufblühten.“ (Sec: Poct.
W., Zter 6.)

22. Viſer og Sange, S. 197. JF en af Forf. 1799
nedſtreven Fortegnelſe over hang Digterarbcider har han under
denne Overſkrift anført de Poeſier, der her ere meddeelte: og af
denne Grund ere Digtene: »Da jeg var lille», — »Morgenſang“
o. fl. meddeelte iblandt: Viſer og Sange, iftedetfor i den ældre
Udgave iblandt Hymner, Oder og Elegier.

De i den ældre Udgaves Z3die og 7de Bind meddelte Sange:
„Afſtedsviſe/,“Min Gang om min Veninde⸗, »Friheds Kamp:
fang», „Frihedsſolens Opgang» og „Citherſpilleren⸗ ere, af Hen:
fyn til den chronologiſte Orden, optagne allerede i Dette Bind.

23. Da jeg var lille, S. 200. Om denne Digtning
findes udførlige Bemarkninger i J. Baggefens Giographic. I Bind.
Tillæg VI. En tydſt Dverfættelfe (+ Meine Kindheit«) findes i
„Poet. Werke, 2ter Th.“)

) 304

24. Den rette Biſkop, S. 234 og Slutningsſang
S. 240, ere ligeledes begge overſatte af Forf. paa Tydſt. See:
„Der ächte Biſchoff⸗ og „Rauſchlied⸗ i „Poet. W. 2ter. Th.⸗

25. Frihedsſolens Opgang, S. 245, er af Forf.
udarbeidet paa Tydſt og udgivet i 1803 ſom en Frihedshymne:
„Der jüngſte Tag (Nach Gott weiß wie vielen Jahrhunderten zu
ſingen)“; fee Poet. W. Ater Th; men i 1813 omarbeidet paany
og fordeelt i færffilte Aftryk, under Overſtrift: „der erwachte Tag.
Auferſtehungehymne an Alexander.“ (See: „Poet. W. Ster Th.“).

26. Holger Danſke, S. 249. JF den ældre Udgave
af de danffe Varker findes fun optagne fer Digte af Dette lyriſte
Drama, hvorimod det i denne Udgave meddeles heelt. Thi vel
har Forfatteren felv benævnt dette Drama fun et Forføg; men
da det har erholdt en litterair⸗hiſtoriſt Berømthed og desforuden
er faare rigt paa lyriſte Skjsnheder, bar HDØ: troet at burde med⸗
dele det i fin Heelhed.

27. Videre og tildeels fuldftændigere Oplysninger om flere
af de meddelte Digte findes i J. Baggeſens Biographie, der til⸗
lige er ct Supplement til Digterens danſke og tydfle
Varker.

28. Flere Digte, ſom ere optagne i den ældre Udgaves

antet Bind, findes ikke i dette; men disſe ville blive meddeelte i de
paafolgende Bind, der, hvor de ifølge en formentlig bedre Ord:
ning høre hen.

i i " ” BF E J kJ " ud *
i *
J — cm F *
* i | JX
| ÉT: ø d
— F ie, MR AV *
—— *

ka E
* i
—1 —
* *
—

il
=
U [5
fi ma >
== J
VR *
—
|
z — 4
ar AT ——
MT — mi,
— Æ - — —*
— T
mil i
É. | Fk
mM mi —*
*
"ag
i.
' *
i.
i
-
Å
—

Å i ;
*
Fa i L; :
—

This book should be returned to
the Library on or before the last date
* below.

is incurred by retaining it
specified time.

eturn promptly.

—*

—

Widener s danske vaerker. |

3 2044 084 761 097

== 2
*

Internet Archive Audio

Featured

Top

Images

Featured

Top

Software

Featured

Top

Books

Featured

Top

Video

Featured

Top

Mobile Apps

Browser Extensions

Archive-It Subscription

Save Page Now

Full text of "Jens Baggesens danske værker"

See other formats