Full text of "Jens Baggesens danske værker"

See other formats

Google

This is a digital copy of a book that was preserved for generations on library shelves before it was carefully scanned by Google as part of a project
to make the world's books discoverable online.

It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject
to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books
are our gateways to the past, representing a wealth of history, culture and knowledge that's often difficult to discover.

Marks, notations and other marginalia present in the original volume will appear in this file - a reminder of this book's long journey from the
publisher to a library and finally to you.

Usage guidelines

Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Public domain books belong to the
public and we are merely their custodians. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing this resource, we have taken steps to
prevent abuse by commercial parties, including placing technical restrictions on automated querying.

We also ask that you:

+ Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individuals, and we request that you use these files for
personal, non-commercial purposes.

+ Refrain from automated querying Do not send automated queries of any sort to Google's system: If you are conducting research on machine
translation, optical character recognition or other areas where access to a large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the
use of public domain materials for these purposes and may be able to help.

+ Maintain attribution The Google "watermark” you see on each file is essential for informing people about this project and helping them find
additional materials through Google Book Search. Please do not remove it.

+ Keep it legal Whatever your use, remember that you are responsible for ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just
because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other
countries. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can't offer guidance on whether any specific use of
any specific book is allowed. Please do not assume that a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner
anywhere in the world. Copyright infringement liability can be quite severe.

About Google Book Search

Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps readers
discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. You can search through the full text of this book on the web

alihtto://books google. .com/

158 8) 8 HE 5 88) 55 (8) 50 8) fa S8 8) 18 553 880 38 585 (5 88) 680 18 184 553 685 48 484 485

—

Fr. vil,
d — rå G
d al rr

380 583 84 139 584 83 8 (89 84 589 588 189 385385 585 585 585 385 385 384 385 85

Harvard College
Library

FROM THE FUND IN MEMORY OF

Henry Wadsworth Longfellow

BEQUEATHED BY HIS DAUGHTER
Alice M. Longfellow

MDCCCCXXIX

185485 85 484485 88 185 18 HB ER 185 808) 18 485 685 084 38505 36)

183 488 499 885 185 888 885 84 485 884 184 184 185 485 884 884 884 885 485 884 884 888 85 85 85 885 889 884 888 888

" — ii L re s 4 T4
| " "i xX *
— la — då ; Éi — = —
J É ar i | FE — lv —8 5
* — = L F; * sk æ A Å
Er — — *7 —— * i; . j fg
i i dl hh" É i 4 GQ FF
ii. — g i — * 5 ar
Er | - si i | — IL —— — i 4 ff i
a E = Ey "fr i j — J — 3— == FR
É ad i: 3 F — * —
1 — 31 FN i dl MU F * F * 7 za FJ ——
i — — zl i n EN sm = q: " à
— — J * ml i É — Fa FUN — kj Sa i
j Mie ERE ) F (Ra sin - —= RF 2 mr || É —
É F * * " "Fra É — —
lp fæ Fo —*2 = - * sd å = ==
* i — i. 13 F * * i i
= É' fir i . = Er —
J Al! 7
9——— J i * i É
E * er Eg — mn

fra” ]

rr Ware — ir bene sl — J
stedt ENE re VE SF se DEER] ER

Jens Baggefens
danſke Vaerker.

Anden Udgave.

Ved

Anguſt Baggefen.

Tredie Bind.

ö— ———
AKjosbenhavn.

Forlagt af Univerſitets-Boghandler C. A. Reitzel.
Trokt i Bianco Lunos Bogtrykkeri.

— —

1845.

Scom 43046. /. ry)
ig

MAY 11 1960

Poetiſke Skrifter.

Tredie Deel.

Syrike Digte.

… Anden Samling.

Indhold.

— — —— — -

Hymner og Oder. 1798—1818. Side.
Til Frederik, Kronprinds af Danmar . . . .. 1.
Til Nordens Urania. . . . . .43.
Til Bonaparte. . .. ” er dk ——
Til Skibet, fom førte Virgil 0 over ——— so. me, 8
Offerftenen . . . eden ber uger TRT MOE
Israeliternes Stang sk DK 66

Ode til Sommerfuglene. Ludvig Heiberg helliget . 14.
Til Dannerfongen, 1816 . . . . . . . +. 18.

Confirmationstoner . . . . . 00. + … 22.

Jubeltoner. Til Weyſſe. 23.
Érotifke Digte og Elegier. 1806—1817.

Til Urania . . . ——— ØDE

Til Maria, —— af pons X er ar VE SE
Jen dobbelte Bryftnaal . . … . . . . . 28.

Dødens Aftenfang. . . . ie 1530:
Zil Charlotte, Grevinde af —— ec mk
ARD RE SES øl Ga RE. MENTER Sa rå mx 48 ØDE
Dugperle paa Graven . . . ir Aa VERS AE

Emmas Minde. Til Frøfen Fr. Balle. ——6

Balders Gjenkomſt eller Digte til Nanna 1816—1817.

Den elffende Digter. . . . .... 0. . . 40.
&lammen . . . 0 eee .4241.
Lønnen . . . 0 0 en eee eee + 42.
&orticdlfen . . . . . . 0000 0» e 43.

År

Kysfet . . .
Til Stjernerne .
Sil Nanna . . .
Kjærlighed Frygt

Maalet . . ..
Selvfornegtelfen .
Aftenſtjernen

Perlen. . .
Det ene Fornødne
Nanna

Sul

Glædens Kilde .. . .

Stjernefvælget

Himlen

Opvaagnen
Udelukkende Kjærlighed
Til Nanna

Det førfte Møde .
Ctille . ;
Nanpas Smiil . .
Silflugt . . .
Kjærligheds Alt .

. Balders Graade.
Morgenrode
Komfremmetlegen .
Hvem er Manna? .
Naar levede Manna ?
Svar . . . i
Til Frue 2. pg. 5
Hvor er Manna?
Hvem er ikke Nanna?
Bekjendelſe

' Side.
Fſſſſeeeeeee 88

Troſt til Nanna. . . . . 2. 0 0 + + … 92.

Partheneis. TilDana. 2. . . . . + 2. . 894.
Det afbrudte Hjerteggd.. +. . +. . 96.
Balder til fin Fade . . ... 0.0 0 et
GaaderOrdet . . . . 0 2 0 .797.
Ved Nannas Flugt. . . ... 2 2 ⸗

Den førte Mai . . . . . . 499.
VIDE 0 0 2 B2 RR BT rd DR IO
Odins Sr . . . .. 0... . 4101.
Balders Vemod . —— i
Balders fidfte Taaret . . . . . .'. . .. 103.
Balders Fortvivlelfe . ... . . .. 5... 104.

Balders DØD. . . . .…… …. . 1035.
Jubeleblet eller den gamle darpeſpiller .... 1606.
Jortrøftning . ..... 110.
Savn . .. 5) er Bl IE SE an ten ok. MR,
Nannas Habenbaree bs. sd mm ea ER
Til Sypofterne . 1 ...... +. . 415.
Trøft . .. Bo sg ler 35 0 282 Ms SD LD mer
Baldur i Helhein al er ne le. ga RAS

Flyvedigte af blandet Indhold. Anden Samling.
Til Bogen. 2121.
Selvindbydelſſfe. 5... . 123.
Til Øfydarion . . ....0..0….…. . 124.
Til LSredédorf . . . . ... 0... . 125.
Til Seliiennn. . . 126.

Til Selinde . 6
Ved Wesſels Dd.⸗
Under Wesſels Portrait. . . . . . +. + 127,
Zil Danmark, ved Gerners Liig. . . +. >» s

Til Doris. i
Over en Moder, af 7—
Til Døden. —

eg ——

. Nytaarsønfie til —

Af Anthologien. .

Til Digterinden Fr. Brun i

Til Lilia
Til Greven af mee

Til &røfen Catharina Olfen .

Til Fruc Etatsraadinde
Til Samme

Ode til Frue 2. —————
Til Terpſichore Schall

Olſen

Til Sangerinden Minna Beder .

Til Grosſerer Nathanſo

Den førfte lyfe Junius 1815 .
Ved en ung Digter Baare.

Gaade .

Tinharpeklang. Til Auguſta Frydendahl
Til min Ven og Veninde Wiborg
Til Froken Hanna Bager
Barne-Velkomſt, til den lille ag

Mens han levede

Engle-Velkomſt, til det lille Barn, 1818

Barnehimmelen. Efter det Svenffe .
Paa Provft Gutfeldts Fødfelsdag .

Til Baſilius Liſakewitz

Skygge.

Til Profesſor Ludvig Jacobſon.

Petrophilo Petersen

Ved Thorvaldſens Br fua
Under Thorvaldſens Portrait. .

Patrioternes Monſter.

Et lille Heltedigt.

Side.
TERRE 2 8 6368.
Til Fruc Etatſsraadinde Bager . . . . . 159.
Epiſtlerne til Frue Olfen . . . ... ⸗
Til Frsken Elina Offen . . . . . +. .£ 160.
Epiſtlerne fil Frue Profesſorinde Olufſen. 161.
Epiſtlerne til mig felv . . . 0000 3
Til Frue Juftitsraadinde VWiborg . . . . 162.
Det indre Qvad. . 2 0 0 eee eee, s
Til Frue NFFF . . 5... 163.

Til de fre Familier . . . . . . + :
Forſvar for Orthodorien . +. . . . . . 164.
Sfolie . . . s
J min Søns ——— 6
JS famme . .. ke s
Til Herr Gely —— SE SEERE REESE
Telegraph Rygtet.. + + 166.

Hans Mikkelſen level. .. be rr gt 3 s
Motto tildaandtegningerne afgrabenfteinGtub -
Under Kratzenſtein-Stubs Billede. . . . 167.
Til den Elffede. . . . 20 00 eee .
Begeiftringen . ....-..…. + . 168.
Digterens Pat . . . 2 2 0 eee eee 5
AftensMorgen . . . 2 0 eee. s

Aandelig Daturlbv 2 .....….…. . 169.
Digteren og hans Mufe. . . . 6. … s
Capitain Hedemann . .. +... — s
Danſk Fortrøftning . ....5.5.…. . 170.

Paa Amors Silledfføtte . . .... s
Min Undffyldning. . . . ... 88. - s
Verdens Gang . ... 5... +. +» + 4171.
Til de fmaa Flypedigte. 5.
Til ſammeee..ö6 ⸗

Romancer øg Ballader. 1806—1818.
Ridder Ro og Ridder Rap. . . . ….
Hytten . . - ir Se Fe Sa SR
Jomfru Elſes Viſe Sl. skr
Civinds Drøm . ...…..
Pifer og Sange. 1800—1825.
Til Freden.

Krigens Larm og Skrakkens Gude . . .
Til Kronprindfen.

Din Morgenrøde hilfet blev . .
De forenede Danſkes Sang i Paris.

Mens udbafuunt af Krigens Torden . .
Citharſang.

Midt i Paris og dens buldrende Glæder . .
Digterviſe.

Den Sanger, ſom med Morgenqwuad...
Duus Drikkeviſe.

Her ved dette Gammensbord ..
Hyrde⸗Floiten. Efter Göthe.

Morgenvakt af lette Slummer ..
Konften i Negligee.

Biffoppen dufter! Glasſene blinfe! . .
Den gifte Stands Lykſalighed

Held den, der har i dette Liv

Biſkopsviſe.

i Som Venus, Mercurius, Mars og vor Jord.
Sfjærflipper Viſe.

Nys fom en fremmed Stjærflipper til Byes.
Orlogsſang for Danmarks Sokrigere.

See Fred'rik ſtaaer, ſom Chriſtian ſtod.
Matrosmythologie eller Vikingedrikkeviſe.

Kraft i Naturen og Ynde man finder. . .

VII

Gamle Jobs Sang paa Holmen.

Paa Bredden af Sundet der ligger en By . . 216.
En fort og fyndig Vife om Fregattyven.

Hvis bag paa den Sovende fommer en Stud. . 223.

Kattegatsſang.

Bi, Sønner af Theee....ö .224.
Sokrigsviſe.

Hver Dannemand ax Fredens Pen . . .. 226.

KnudSjællandsfar paaLandet og paa Bandet.

Boer jeg paa den tamme Bred . . . . . . 228.
Jen nordiſke Kriger. ;

Jeg Drager mod Syden fra Mord . . . . . 230.
Krigsfang.

Vaagn op til Slag for Danmarks Xre . . . 231.
Cen! to! tre! Marſch!

Foro HEE 34
Batagillons-Marſch.

Hoboerne blaſes og Trommerne flage . . . . 235.
Haer⸗Marſch.

J Luften er Suſen. . +. 237.
Sang for Kongen og Fædrelandet.

Bryd, med din rene Lyt . . . . . . . 239.
Vaarſang. Ved Kongens Hjemtomft 18145.

J fulde Glands den unge Sommer ftraaler . . 241.

Kronprindſesſe Carolines Skaal.

For Danmarks Fædre, Danmarks Mødre . . . 242.
Sang ved Norges Univerſitets Indvielfe.
i Rundt om Dovres høie Fjeld . . . . . . 244.
Bordviſe.

Der var en Mand i Oſtens gamle Dage . . 245.
Selſtabs⸗Perial.

Ei Mimers Brønd og ei Hippokren247

VIII

&
De tolv Skaaler. Rector Møller helliget. —
En værdig Lærers Fodfelsfet . . . . . . 250.
Crindring.
Naar Born fig om mig flynge . år. såe 4 Så 261.

(Slutningen af „Viſer og Sange" findes i fjerde Bind.)

Erik Ciegød. 1789,
Et lyrift Drama . ......….. . 269.

i: . —
— — — — ——⏑üü — — ——— — — ——————— —— —
LJ
e

Hymner og Oder.
1798—1818.

| Til Frederik,

Kronprinds af Danmark.

Naar tvende Rigers Brodreſtemmer lyde,

Fra Slot og Hytte, henrykt til Din Pris,

"Naar Hjemmets Jubler Taf Dig og Beundring yde,

| Meng Fremmede maae felv, trods Avind, lydt udbryde:
„De Danſtes Ciegod er flor og viis!“

Naar Barder (0! den eviggrønne Krone
"Mig vinfer mindre ffjøn, end disſes Held!)
Befjælt af Din dem nære Guddom, nær Din Throne,
Beftraalt af Himlen i Marias Smiil, Dig tone,
Beruuſt af Fædrelandets Gleders Veld —

Hvad fan da den landflygtige Camene,
Fortrolig fun med Veemods Melodie,
Gom, Halcyone liig, henfuffer Livet, ene
Blandt fjerne Klipper, langt fra Hiemmets Hippokrene,
Dig nynne — værdigt Danmarks Harmonie?
Baggeſens Værter. 3 B. I

Og jeg var eengang blandt de Lyffelige,
Hvis Lod — misundt af hvert et Sangens Folk —
Det blev, at frandfe Mod og Dyder i det Rige,
Som friheddannes af en Herſter uden Lige,
Da blev og min Begeiftring Glædens Tolk;

Da greb en Gud min Aand, hvis Ild førtærte
Mit Støv, og luttred' bet til Himles Lyſt;
Da ſlog, af Brødres Fryd oplivet, høit mit Hjerte;
Da ſoulmed', trods hvert Nag af egen jordiſt Smerte,
Til Sang om Danſtes Salighed mit Bryft:

O Du, ben æbdlefte blandt Jordens Helte,
O Fred'rik! ſtor i Fred, og flor i Krig!
Da tolked' jeg den Graad, ſom mine Brødre fældte,
Hvergang det Danmarks Held og Danmarks re gjælpte,
Bed at erkjende Nordens Skjold i Dig!

Da blandte jeg med glade Barders Toner
Min Harpes Klang, mit Hjertes høre Raab;
Og, ſtjelnet felv 1 Chor af krandſede Teutoner,
Udbredte jeg min Sang til Sydens næfte Zoner
Om Tvillingrigets Lyft og Nordens Haab.

Men nu! hvad fan, hvad før en Flygtnings Læbe,
Som Sfjebnen fjernte fra bet elſtte Nord?
Hvis Jubellyd, fom frem af knuſte Hjerte ftræbe,
Ubodelige Savn 1 Fodſlen grufom bræbe?
Hvad fan en Jisfugl — langt fra Lundens Chor?

Sig hæve fan den! end engang fig fvinge
| Fra fit eenſomme, fjerne, taufe Skjær!
Odg, trods den Afgrunds Magt, hvis Taarne de omringe,
Med nordift Mod og Lyft paa fin Beundrings Vinge
Hoit overflyve Morkets hele Hær —

Lydt giennemſtingre Nat og Storm og Torden —
J ſidſte Suk omnynne Herthas Ø —
Endnu engang, Dig nær, o Fred'rik! i Dit Norden
Lovfynge høit Din Daad, Dit Værd for hele Jorden —
Henflagre til Dit Alters Fod, og — dee.

Til Vordens Urania.

Bør uden ubefindigt Overmod,

Ukaldt, og uden Dødens Hadersſtempel,

En Stjal, ber længes efter Glemſels Flod,
Sig nærme Nordens Sangflugts XÆthertempel
Og ydmyg fnæle for dets Guddoms Fod?

Ak! nanſeelig, uden Vingepralen,
Uglimrende, med aſtemorke Fjær,
Gang Sangfugl fvæver frygtfom Thronen nær,
Og gittrer blendt af Pragt i Difarfalen ;
Den fluer rundt de Fugle, ſtore, fmaa,
Med Perler og med Diamanter paa,
Med Iris's og Auroras Anbefalen;
Og fer i Kredſen, hvor de vinfte ftaae,
Sig Staffel ene grim fra Top til Taa.

Men Uſtylds Dronning! ſelv dit Die ſaae
(Jeg ſaae det) ofte mildt til Nattergalen —
Og den er uffjøn, glimmerlos, og graa!
Upyntet, næften ſom Minervas Ugle
Blandt Tempes og Olymps udmarkte Fugle,
Den tryller intet BUE med himmelſt Lyft;

Men den har Lyd, der dulme ſtyldfri Smerte,
Der trænge dybt i Veemods aabne Hjerte,
Og den har Evens Gienklang i fit Bryft.

Du, fom ben fang i neppe hørte Toner,
Mens ſtingred' af en mere vældig Klang
gra Dybet, hvor din Modgudinde throner,
Dit folde Thules Strande, Fjeld og Bang,

Urania! o! Tan men ftæffet Vinge,
Paa dine bedſte Dottres Hoitidsdag,
Den Syge dig fit — maaſtee ſidſite — Slag,
Om tilſmiilt et, dog uforagtet bringe!

Til Bonaparte.

Dvitten Mand, Helt, Gud, o du Lyd fra Pindus,
Clive hoiſangfordrende Roſt! hois Gjenklang
Rorer alt felvdirrende Harpes Strænge,

Gjælder dit Magtbud? — +.

Hviltet Navn bør dybt i din Kloft, o Rhodan,
Hoit om Montblanes Top, og fra Pol til Pol rundt
Tord'nens Feſtklang dovende, trefold Echo

Feſtlig gjentage?

Ilions Borg ſank, og i Seklers Stormhav
Jlions Muurs ſtyrtende Magt, og felv bu,
Ilions gruugreifede nye Colos, hoit⸗

å taarnende Roma!

Trefold Grav opflugte din XRt, Herakles!
Cyrus Sol gif ned; Alexanders; Ceſars;
Hedenold! din Verden forgik; med den ſank

Gudernes Affom.

Frankens Helt, bu Carl! og de Rusfers Helt, Czar!
Preusſers Helt, Eneherſternes Monſter. Fredrik!
Eders Maaner firaale gi meer. Hvorhen i
Heltenes Tusmork?

O Begeiftring! Lyn, o fun vilde Lynglimt
Mode dig, rundtſpeidende Blik! Europa
Hyller afgrundſtigende Damp. Omſonſt du
Kaldte mig, Clio!

Ingen Sol opklarer, og intet Maanlys
Jordens Nat; ſelv Stjernerne fluffes; rundt om,
Mellem Bjergtroldfpøgelfer, ſaae jeg Dverge
å Kravle paa Dverges

Skuldre, fem Lag høit; men et Puft, og hov'dkulds
Styrtet laae Sfyfjæmpen i Gruus! felv femſold
Hundred opdyngt ſtued' mit Blik; men aldrig

Stod der en Heros.

Hvi bog, Luftſtrom! fufer du fan? Hvi dirrer
Lyren, ſyvklangfyldt, ſom om Muſen ſelv den
Rorte? Syng! ſyng! toner mig Drancens Drøn i

Alpernes Gjenlyd.

Milde Luft, fydviftere! Fra hvad Alter
Steg din laurbærrygende Duft? Din Ørn, Zeus,
Svæver nær, nær, nærmere — Sfræf! dens Rov alt
Suſer jeg heurykt

Ned fra Bernhards everſte Tind, hen over
Heltes fordums Speil, bet ruinomkrandſte
Middelhao, hen over din D, Calypfo!

ERtna forbi, hen

Over Minos hellige Grav, uftandfet
Hen forbi hiin Bred, hvor af Havet opſteg
Aphrodite, hen i din aabne Favn, ſyv⸗

armede Nilus!

Sfræf! men her! hvad Syn! Ppyramiders Zittren!
Stotters Fald! Jordſtjelo! Catacombers Aabning!
Hedenold giengangende, vaft af Portens

Styrtende Hvalving!

O men hiſt — hvem ſtuer jeg hiſt med Xgis
Væbnet? ham? ham felv, med Apollos Aaſyn,
Sfuffer et hvert Træf, min triumphomtonte

Helt, Bonaparte!

O! du Vognborgknuſer i Kamp, Ares,
Ares? nei, Zeus felv paa Titaners Biergfald.
Slag i Slag Lyn flyngende, du, min Hoiſangs

Sfjulte Begeiftring !

Din Triumphvogn vende du fnart! Europas
Heſe Suk, af! ſidſte maaſtee, dig falder.
Jil, Olympſtjoldruſtede hjem, og ſtyrt ben
ſidſte Chimæra.

til Skibet, fom førte Virgil øver Havet.

(Horazes tredie Ode.)

Ry faa ſtyre dig Cypria,
Samt med Tvillingelys Helenas Brodrepar!
Medens Vindenes Fader, hver
Stormvind fængslenve, blot lader Japyr ud. |

Snekke, fom min Virgilius |
Anbetroedes! bring, bring ham i trygt Behold
Hen til Atticas fjerne Kyft, e
Og bevar mig min Sjæls elffede Halvedeel! —

O! dens barkede Bryft har bæft

Trefold Malm, ber fit Liv forſt paa et ffrøbeligt
Flaad betroede det vilde Hav,

Uden Frygt for ben brat ſtyrtende Lybifers
Skykamp med Aqvilonerne —

For Hyadernes Mulm — eller den rafende
Notus's Magt, der, ſom ingen, fnart

Taarner Adria, fnart tryffer dets Vover ned.
Hvad Slags Død vel forfærded? den,

Der uftræffet har feet Hvalernes Kjæmpe-Svam —
Afgrundbolgernes Sqvulpen — og

Tordenfjeldenes gruerygtige Klippemuur?
Frugtloſt fjernede Land fra Land

Biift en ordnende Gud ved det ufællige
Hav, hvis dog bet forbudne Spring

Over Sundene fræft vover et Fjælleflaad !
Alting bydende vovfom Trods

Styrter Menneffens Slægt frem i Formaſtelſer.

Ildens farlige Himmelran

Skjenkte Folkenes Sværm Japets førvovne Søn.
Fra ben Tid har fortærende

Sot og utallige nye hidſige Febre fig
Spredt paa Jorden, og brattet os

Den nedglidende Veis fordum dog længere
Sikkre Bane til Acheron.

Voved' Dædalus et gjennem den tomme Luft
Flugt, ſtjondt ikke med Vinger født?
Brød til Helvede felv Herkules ei fig Gang?

Intet ffræmmer en Døbdeligs
Voven; Himmelen felv ftormer vort Overmod;
Og dets Travlhed tillader ei "
Brodehevnerens Arm Hvilen fra Lynildfving.

Offerſtenen.

F orferdelſens Nat omhyller Jorden;

Hvert Havets Lys er ſlukt, og mork er Himlen vorden;
Rundt Livet bæver under Dødens Fod,

Mens Toppen vildt omhvirvlt af Skyens Torden,
Det flammedjærvfte Træ, den gamle Bøg i Norden,
Flakt vafler, ryftet i fin Rod.

Alt roffes, falder, ſtyrter i vet Fjerne,

Trindt om nedſynker Alt i Gruus;

Trods utaalmodig Kraft i Hjertefolfets Kfærne,

Der flog de gamle Slag igjen faa gjerne; —

Mod Krampeflag i Kjæmpen Imers Hjerne,

Mod Himlens Raſen, mod den blinde Skjebnes Ruus
Kan intet Mod, og ingen Troſtab værne.

Men, Surtur, ras! ſtorm! ryſt! og flyrt! og knuus!
Dig trodſer, liig vor Pols urolkelige Stjerne,
J Templet, Nordens Aand engang har bygt,
Eet Alter, paa hvis Steen vi offre trygt
For Ragnarokur uden Frygt;
gra dette fliger en treenig Flamme,
Ufluft af alle Tidens Stormes Bruus,
Hoit giemem Hvælvingen og alle Villers Gruus:
Og vet er Eenheds Lyft i Brodres ffilte Stamme,
Og Nordens Had til Syd, det evige det ſamme,
Og Gothers Kjærlighed-til Nordens Kongehuus.

Israeliternes £ovfang.

Chor.

la fluftes, Thummim tier,
Zions Harpers Harmonier

Tabte fig i Klagens Ork;
Avneſpredt er Jordens Vrimmel
Salems fordum lyſe Himmel

Er nu mork!

Gud! ſaa har du vendt dit Die
Bort fra Sarons yndte Hoie,
Fra dit Altars ælbfte Sted?
Abrams Slygge, du, ſom fvæver
Der, hvor Herrens Frygt end lever,
Græd! o græd!

Herren har forladt din Sæd!

Reeitativ.
Ja! bort fra Høiene, hvor Baals Priüs
Afvexlede med Lovſang til Jehova,
Har Abrams Gud fit Anfigt vendt — fra Dalen,
Hvor Spades Rallen offredes til Moloch —
Og fra det Tempels Gruus, hvis Helligdom
Beſudledes af Utugt; knuſet har
Hans Torden Achabs Spiir, og avneſpredt
Hang Storm Bornemorderens Trælle ;
Men ikke har han vendt fit Øie bort
Fra den Netfærdiges bevarte Spor,
Og et det Folk forladt, ſom ei forlod fam!
Græd, flore Skygge! græd; men græd af Glade!
Din Xt har Herren bygt et andet Sæve!
Lyt fra din Himmel ned til Nordens glade Lyd,
Og hør med falig Lyft din Afkoms yngfte Toner
Sig blande fædrelandft i feftlig Fryd
Med Jubelfang af Danmarfs Millioner!
Aria.

Zion, end din lange Klage

Paa ben gladefte blandt Dage!

Glem 1 dine Sonners Hjem

Fæbrenes Jeruſalem!

Fredens milde Gud paa Jorden

Skjenkte dig et Hegn i Norden!

Og det bedfte Folk 1 Fredens Havn

Tog dig venlig i fin Broderfavn.

Chor.

Held os! Fredens milde Gud paa Jorden

Skjenked' og et Borgerhegn i Norden,

Og det bedſte Folk i Fredens Havn

Tog os venlig 1 fin Broderfavn!

Recitativ.
Aarhundreder omvankte paa den Jord,
Som Vatriarfer bygged', landforviiſt,
Forfulgt og haanet, Patriarkers Affom.
Det Folk, med hois oprindelige Lys
Jordborgernes Forflarelfe begynder —
Hvis Stifter reddede fra Undergang
Fornuftens Skat i Troens ældfte Lov —
Det Folk, hvis Skrift er Kundſtabs ældfte Kilde,
Hvis vife Konges Ravn endnu idag
Opfylder Morgenlandet med fin Glands —
Det Folk, af hvis vidunderrige Skjod
Eurvopas Aanders Fredbeferffer fremgik —
Var negtet Arvedeel i Folferet,
J Dannelſens almindelige Have,
Og felv 1 lovlosvilde Horders Eie!
Udſtodt af Brodreſtaters indre Samfund,
Mødt til et Aanders Kald uværdigt Liv,
Gik tabt for Borgerdriftens frie Forædling
Dets Virkſomhed og ufortrodne Flid.
Da ſaae den fredegode Drot i Nord,
Hvis Jid er Byrders Letten, og hvis Daad
Er Borgervels Udbreden, han, fom brød
Stavnbondens Aag og Negertrællens Lænfer,
Den til hans Fredland tyede bange Flok —
En Hjord foruden Hyrde. Hegn og Sfjerm
J Fredens Skjod han ſtjenkte dem, og fee!
Den tredde Blomſt fprang ud i Krandfen om
Den Fredegodes haderkronte Tinding.
Chor.
Held os! Fredens bedſte Gud paa Jorden
Skjenked' os et Borgerhegn i Norden,

Og bet bedſte Folk i Fredens Havn
Tog os venlig 1 fin Favn.

Aria.
Lyder atter Zions Harper, lyder!
Med en ny og liflig Klang!
Klinger i bet hulde Sprog, ſom gyder
Fredens Honning i vor Sang,
Der fra Hjertet fom fra Læber flyder !
Byttet har vi vore Fedres Sprog
Med det Folks, fom i fin Favn os tog;
Knælende for Dannerkongens Throne,
Vi, Danmarks Børn,. vor Glæde danſt la'er tone!

Chor.
Gamle, glemte Thummim tie!
Smelt du nye Zions Lovfang i
Hele Fædrelandets Harmonie —
gærdig er den Fredegodes Krone!

Ove til Fommerfuglene.
Ludvig Seiberg helliget”).

Q Blomſterengle, ſom min Aand forynge,
Mens Øiet fro betragter Eders Klynge
Paa Tillien under det kryſtalne Tag,
Nu Fugle der, hvor Phantaſien bygger
Sit Drommeſlot i worgenrode Slygger,
Hvor Billeder om Billeder ſig ſlynge,
Omflagrer mig, med hulde Vingeſlag!
Thi, Luft⸗Libeller, XEther⸗Amoriner,
Aglaier, Thalier og Euphroſiner,

J Spylpher! Eders Yndling vil jeg ſynge
Min Nymphes Tak paa ſin Forvandlingsdag!

Og du, ſom, da mig nylig midt 1 Toget
Mod Øgler, Tudfer, Kryb og ſaadant noget,
Den knappe Stovets Pandſerſtjorte fpraf,
Mig nogen baded' i den rene, milde
Danfanas ſtyrkende kryſtalne Kilde,

Hvis Grotte fljulte mig for Flokkens vilde
Forfølgelfer med Sfjerm mod Polens Piaf,
Laan mig, du Perle mellem blide Mufer,

Hver Lyd, der t bit lette Nordlys fufer,

Hvert Sommerfugletrak 1 Dannerſproget,

Til med lidt Glands at ſpragle Sangen Taf!

*) Efter en min lille Son tilfendt Foraring af hans Inſeltſamling paa Feſtdagen
ben WBde Ogtober 1815.

—— —

Men, Himmel! tor jeg troe de hulde Syner?
Paa Balſambolſtere, paa Vellugtdyner,
J Zephyrvugger af ambroſiſt Duft,
Som Fryd⸗Kjœrminder, loſt fra Veemods Stangle,
Som ſpade, ſmaa, nyfodte Haabets Engle,
Med Seraphblik og Cherubsienåryne
De fmile, legende med Lys og Luft!
Jeg feer dem ftige, vrimle, flagre, flimre,
Liig tuſindfarvte Morgenſtjerner glimre,
Straalſpille, tindre, flamme, funkle, lyne
Hoit over deres Kryſaliders Gruft.

J Sværm af Pompens Helikoniader,
Foran dem alle fvæver Sangens Fader+)
Paa Lillievinger til Parnasſets Top —
Ham følge feſtligklædte Danaider,
Halvguder, Kamp⸗Heroer, Titanider,

J Duggens Huldgudinders Perlerader,
Med alle Blomſterborn, til Templet op;
Mens bag dem Maanſtinhavets Doridiner,
Og alle Sangens ſamtlige Seliner

Fra Templer, Hytter og Olympens Gader
Med Unde ſlutte Skjonheds lyſe Trop.

Opvaagnet nylig felv af Sangens Dvale,
Ved Bredden af mit lille Blomſts Kaſtale,
Paa Rofens og paa Lilliens Fodſelsdag —
Med egen Larve dybt i glemte Gruber,

7) Papilio Apollo.

Nu Cherub felv imellem froe Cheruber,
Hoit hævet over Fienders tauſe Dale,
Skyleiret i bevinget Vennelag —

Med ffjærpet Sands, med Millioner Dine,
Naturens Pantheon jeg feer fig højne,
Mens alle Konſtens Aftenftjerner dale,
Dæft. med Uranioners Himmeltag.

Jeg feer de Farver, Lyſets Penſel maler —
Jeg mærfer Ord, fom Livet ene taler —
Jeg hører Lyd, fom intet Echo naaer;

Jeg lytter til ufjendte Melodier

J Blomfternyn og Nordlysharmonier,

J Slag paa Slag af Idas Idealer,

Og Klang af Harpen, Livets Engel flader.

Men Sangen felv ſlaaer lyſe gyldne Triller,
Og Klangen, ſom i Blomſterhimlen ſpiller,

Er Havets Rodme liig, naar Solen daler,

Og Luftens Smiil, naar atter den opftaaer.

Saaledes fane bet førfte Blik herneden
Rundt om det end uſeete Selv 1 Eden
Nyſtabte Voesners underfulde Dands:
Naturens hele hulde Bornevrimmel
J Flod og Eng og Luft og Sfov og Himmel,
Henrykt, med Glædens Zittren og Tilbeden,
Begynde Livets lyfe Jubeldands —
Maens flyvende Saphirer og Rubiner
Og Ild⸗Cheruber, rundt, og Seraphiner,
Som om be tændte Lys i Cvigheden,
Opfyldte Rummets dybe Nat med Glands.

17 .

Men hvad er i det Stjernehav af Luer,

Hvori jeg de bevingte Blomſter fluer,

Min bjertebruftne Larves Stjerneffud ?

Den næfte Cherubs Blik bet neppe ſtimter,
Det flyver op af Støvets Mulm og glimter

J Himmelhoiden vover Jordens Tuer,

Eet Lyn blandt bem, ber aldrig ſſukkes ud —

Det nynner mellem Straalerne, ſom ſpille:

Hvor er du flor, Natur, felo 1 det Lille!

Og hvad var i din Skjonheds Tempelbuer

Min Gnift, hvis den et tabte fig 1 Gud!

Held denne Gnſſt et blot i Evigheden,
J Lyſets Favn høit over Orne⸗Reden,
J Tanke⸗ſtilden, af hvis Væld den fprang,
Hvor den med dem, ſom længft i Tiden brændte,
Hvis aldrig ſlukte Lys tilbagevendte,
Med alle Gjætterne, ſom vandred' heden,
Chorflammer i den løfte Gaades Klang,
Held den, hvis Farveſpillet fer i Livet,
Som blev dens givne Tanfeftraale givet,
Og fandt en venlig Andagts⸗Gniſt herneden,
Der gjerne fig med den fil Kilden ſvang!

Baggeſens Bærfer. 3 B. 2

Til Dannerkongen.

(Den 28te Januari 1816.)

Konge, Du, fom alle Danmarks Sønner,
Afkom af den ældfte Hædersflægt,

Signende Din Dag i Sang og Bønner,
Lydt befale Himlens Varetægt!

Du, hvis Navn og Billed nu omflynge
Krandfe paa. hver Borg og i hver Vraa,

Hvor fig om Dig Selv et kunne klynge
Landets Børn med Høitidsklæber paa!

Fred'rik, fom jeg tidlig Fredegode
Døbte, Dit Danfanas unge Præft,
Mens blandt Skjaldene, der om Dig fløde
Siguende, jeg ofte ſtod Dig næft!

Konge! Fader! fjern nu fra Dit Die,

Sthyondt i Aand og Sid Dig evig nær,

Kan til Sangen et Dit Øre boie
Sangeren, der eengang var Dig fjær!

Ei med Trygleren omkap jeg træder
Op ad Naadetrappen uden Kald,
Kryben ei, faa lidt ſom Hovmod, flæder

Dannerkongens alderſtegne Skjald.

Men aſ Digter⸗Kredſen udelukket,
Der paa Borgen ſelv tør Harpen ſlaae,
Stiger dog for Dig til Himlen Suklet
Klangledſaget i min fljulte Vraa.

Skjalden, i et halvt Aarhundred graanet,
Som, hvergang Din Feſtdag kom igjen,

Sang Din Lovfang, troer fig hvergang ſtaanet
Sangerlivet, for at fynge den.

Det var fax de gamle Skjaldes Vane,
Kongelov og Sangliv var dem Eet:
Forſt, hvor endtes Danſtjoldungens Bane,
Danneſtjaldens Fjed et meer blev feet!

Thi, at frygte Gud og Kongen ære,
Er det høie Skjaldſtabs førfte Bud;
Og min Sang flal uafbrudt det lære,
Til med Fred'rik jeg gaaer hjem til Gud!

Vær velfignet, Nordens Førftefødte !
Danmarks Fyrſte, Herthas æble Søn!
Signet for hvergang Dit Hjerte blodte
, Bed hver Dans og Anguls Saar i Løn!

Vær velfignet hørt for hver Hjerte⸗Tommen,
Du har paa dit Almagt⸗Scepter lagt!
For hvert Offer af Crobrers Drømmen,
Du har vaagen Fædrelandet bragt!
2*

Vær velfignet, til Du bringer heden
Villien, fom fejrer over hrin!

Og hvor felv Trajanernes herneden
Straale vil i Hoihed under Din!

Men tillad, mens Skjalden lydt velfigner,
Dannerkonge, Dig, at daunedjærv

Og med freidigt Mod, ſom Fædres ligner,
Han Dig yder meer end denne Stjærv !

Ci med Lovfang, der fig felv belønner,
Naar det fulve Hjerte bryder ud —

Ei med cen blandt Millioner Bønner,
Som for Dig idag opſteg til Gud —

Ci med Harpens Klang i Fjeld og Dale,
Ei med Taf, og ei med Ønufler blot,
Danneſtjalden troer at afbetale
Gjelden til fin Hjemftavn og fin Drot.

Men, fom hine, der ved Kongens Side
Blot et qvad hans Priis ved hver en Feft,
Men i Kampen og ham hjalp at ftride,
Verner han for Dan, ſom han fan bedft.

For. fit Skjaldſtkabs Banner at forfvare,
Tro fin Konge, frygtende fun Gud,

Hvor han fluer Dannished 1 Fare,
Drager han mod begges Fiender ud.

Konge! lad ham i Din fjerne Skygge,

Hvis og langt fra Thronen i Din Halo,
Damisheden efter Evne bygge,

For han døer, et Værn mod Overfald!

Og trods alle Stormene, fom tude

Mod hans Stræben, og trods alle Lyn,
Der ham trudfelblinfe, det er ude

Med hans Harpeſpil, fom med hang Syn,

Og trods alle Sorgerne, ſom tynge
Fred'rik Fredegodes glemte Skjald,

Skal end længe hver Din Feſt forynge
Gubbens Kraft til Rygten af fit Kald.

Bær velfignt af Danmarks fulde Hjerte,
Gode Konge! Godhed figne Dig!

Evig flal Dig priſe felv min Smerte,
Hvis og i min Braa Du glemmer mig!

Thi hvis. Du, min Herffer og min Fader,
Ale gode Danſtes bedſte Ben!

Ei Dit Øre for min Sang oplader,
Veed. jeg, Han i Himlen hører den.

Conſirmationstoner.
Til Antonie,. den dte October 1817.

Naar Feſt⸗Klokken ringer

For Vaarens udſpringende Knoppe,

Mens flagrende Vinger i
Forlade de vuggende Toppe —

Naar Sfovenes Spænde,

Nu vorne, fremtræde

Paa Jordkirkegulvet, hvor Stammerne ſtaae,
Som Morgenens Brude flædt paa —

Naar Straalernes Fader,
Velſignelſers Præft i det Høre,
Med Smiil da nedlader
Til Jorden det himmelffe Øie —
Naar huldt han beftyrfer
Hver Vært, fom ham dyrker —
Da toner hvert Orgel i Dal og 1 Skov
Den evige Kjærlighed Lov.

Trods Hoſt⸗Vindens Binger,
Trods Tindingafblomſtringens Smerte,
Den Maiſang gienklinger
J Digterens elſtende Hjerte,
Hvergang ham bet Billed,
Som Vaaren fremſtilled',
Fornyes, ſom Uſtylds og Barnligheds Gieſt,
Paa Jomfrubebudelſens Feſt.

Men o! naar i Vrimlen
Af Kjerligheds modnede Druer
En Verle fra Himlen
J Rofernes Rofe han fluer —
Naar ſamtliges Dyder
Den Undigſte pryder,
Saa taber, til Harpens den gittrende Klang,
Hans Nyn fig i Englenes Sang.

Inbeltoner.

Til Wepſe, ejter Anhorelſen af hang Jubelmuft til
Reformationsfeſten.

8J Billed og Sang kun opſtiger vor Aand

Af Dunſters og Larmes de jordiſte Baand

Paa Lys⸗Trin af Farver og Klang⸗Trin af Toner;
De himmelſte Stiger har Konſten bygt op

For Længfelens Higen til Saligheds Top,

Hvor hoit over Verd'ner den Evige throner.

Hoit ſteg vel paa hver af dem begge jeg for
Til det Allerhelligſtes aabnede Dor;
Dog ene paa Farvers til Himlenes Himmel;
Paa dis ſes fun Lyfenes Alter jeg ſaae —
Din Velklangens Tonetop et funde naae,
Trods Ørets i Vellyſt fig tabende Svimmel.

Du Mefter i hellig henrivende Sang!
Bær Rafael mig i begeiſtrende Klang
Fra nu af hoitidelig hilſet og priſet!
Hvad han, da hans Himmeldor aabnet mig ſtod,
J Himlenes Himmel end fljulet mig 100, É
Det Helligfte, har nu bin Tryllen mig vifet!

Som hiſt med Forflarelfens ſalige Glands
Til Gloriens Top i Cherubernes Krands
For Andagtens Stirren fig Frelſeren fvinger,
Saa fvæver, o Weyſe, dens Lytten forbi
De Frelſedes jublende Fryds Harmonie
Paa dine Seraphers melodiſte Vinger.

— — ——— —

Erotiſte Digte og Elegier.
1806—1817.

Til Urania.

Ul saas: du lønner din Tilbeder,
Som tro dig offrede fit Hjertes Ild;
Og aldrig af den blinde Livets Leder
Sin Ungdom lod paa Roſer føre vild!

Omſonſt han et din høje Guddom dyrker,
Endffjøndt dens Glands for Jorden fljuler fig; "
Med Haab i bittre Ovaler du ham flyrfer;
Forladt af Verden iler han til dig.

J hoitidsfulde Drommes Phantaſier
Du viſer ham dit Tempels lyſe Pragt;
Og Smerten flygter ham, og Sorgen tier;
Og ſtille føler han din Guddoms Magt.

ér

Hoit over Jordens Bane du fam ſtaber
Et Tempel, fom en evig Mai bebver,
Hvor, mellem Sole, han af Synet taber
Den dybt nedſjunkne lille, morke Ford.

At Fjende dig, tilbede dig, Gudinde!
At fnæle for dit Scepter blev min Lod.
Held mig! jeg Sole fane for dig henfvinde,
Og Verdener bortrulle for din Fod.

Held mig! Thi, løft af Stovets tunge Lænter,
Jeg ofte til din Throne fvinger mig,
Hvor du den himmelrene Vellyſt ſtjenker,
Som fun Uſtyldighed bereder fig.

Lab Daarer fig med flygtig Kildren fryde,
For edig at begræde deres Lyft!
Sødt, efter Oval, ſtal Evigheden gyde
Sin rene Vellyft i mit rene Bryft.

Med Folelfer, ſom Dydens Søn fun fatter,
Igiennemtrængt af hellig, himmelſt Ild,
Urania, jeg ſaae din ffjønne Datter,

Og ſaae din Salighed i hendes Smiil —

Og ſvor ved Dybden, og det Blik, ſom fluer
Hver Tanfe, før den modnes i vort Bryft:
At evig et min Elſtovs rene Luer
Sfal fmittes af en dig uværdig Lyft;

Men uden Pletter, ſom min Elſttes Hjerte,
Som Lunas Sølv og Dagens Konges Gul,
Den brænde ffal, og gjennem Fryd og Smerte
Mig bringe hellig ned i Gravens Muld.

Til Maria,

Kronprindſesſe af Danmark.

F orſte, bedſte, blideſte blandt Ovinder,
Engelinde, Fredens Engels Lyſt!
For hvis milde Blikke Smerten fvinder
J hver Lidendes beflemte Bryft.

Huldeſte Fyrſtinde, Morgenrøden,
For hvis Komme Taagen fvinder, liig,
Bed hvis Purpurſtraalers aarle Moden
Nattens forte Skygger ſtjule fig!

Lig og Aftenrøden, naar dens Smile
Gjennem Tordenſtyens Taarer brød,
Og paa matte Hyrdes Blomfterhvile
Himlens Roſers Nectardraaber ged!

Blomſter firøer jeg Dig, med bange Zittren,
Hvert i ængftlig Skynding nylig plukt
Mellem Stormes Brag og Tord'ners Knittren ;
Intet, af! er, fom jeg onſtte, ſmukt —

Intet værd i Krandſen at indflettes,
Lykkelige Barder binde Dig,
Eller paa det hulde Bryſt at fættes,
Hvor Din Fred'riks Himmel hæver fig.

… Thi, ba fjern blandt Sydens falfte Grave
Disfe danffe Planter ſpired' frem,

Straalte Solen over Herthas Have

Ikke til den Vraa, ſom gjemte dem.

AL! Dit BUE har aldrig Mørfet glædet,
Hvor be pipped' frem paa Gravens Rand;
Hvor, af mine Taarers Dug fun væbdet,

Hvert opvoxed' i den tørre Sand.

O! men fom et Veemods Offerminde
Fra den Sfjald, der frydlos hylder Dig,
Lad dem finde for Din Fod, Fyrſtinde!
Døden, fom han felv tilønffer fig!

Den dobbelte Bryſtnaal.
Til Lilia.

Sammentænteve, gyldne, riflede Pile!
Hveden fom 3, med lægende Lyft,
Mellem lynende, blege, døende Smile,
Did til mit ſaarede Bryft?

Gjennem flammende Skyer Stjernerne blinfte —
gjerne Tordener priſede Gud.
s Nattens hellige, dybe Stille mig vinfte —
Taus til den eenſomme Lund jeg gif ud.

See! fom en Lilie ſtaaer paa zittrende Stængel,
Uſtyld duftende, ſmilende, hvid —
Stod ber, paa hbævende Fødder, i Lunden en Engel,
Stjøn, fomfruelig yndig, og blid.

Himlen glimtede venlig, og Engelen ülte
Smilende til mig. Mit tryllede Syn
Tog hvert Lyn for et Blik af den Hulde, ſom ſmiilte —
Og hvert Smiil for et Himmelens Lyn.

Sammenlænfede Verler! riflede Pile!
Hoeden kom J, med lægende Lyft,
Mellem Lilias Lyn og Himmelens Smile,
Hid til mit ſaarede Bryſt?

Mellem de luende, hellige, doende, blege,
Vandrede jeg, ved den Undiges Haand,
Gjennem Taarer af Dug — og lettere ſtege
Vore fig favnende Tanker til Aandernes Aand.

Lilia dovede Livets giftige Braadde,
Græd — og fane paa mig Lidende huld —
Gjennemtrængende Bliffe! blev J til Odde?
Taarer! blev J til Perler af Guld? —

Tauſe flod vi, med Ahnen af Englenes Smerte —
Mat omglimted' af Glævdernes Jil —
Over os glimtede venlig de Tvillingers Smiil —
Da ſlog det dobbelte Lyn af Salighed ned i mit Hjerte!.
Og paa det Bryſt, fom den enfelte Straale fortærte,
Sidder nu, fægende Saaret, den dobbelte Piil.

—— — — —— CR —

Dodens Aftenſang.

Bis er jeg big! Salig Slummer
Venter dig, du Smertens Ven!
Taal den forte Tidens Summer!
Evigheden ender dem

" Hver en Aften big forſode
Dagens overftandne Nød!
Hør min BVuggefang: De Døde
Hvile født, i Gravens Skjod.

See bag Tordenſtyer ile
Solen imod Veſter hen!
Snart med aftenrode Smile
Nattens Moder favner den.

See den gittre! fee den blegne!
See ven ſynke! fee den ſlukt!
Tenk, fom den, og du ffal ſegne;
Snart er og dit Øie luft.

Hør i Havet Bølgen brufe .
Mindre høit med mindre Magt!
Hør i Løvet Stormen fufe,
Dempet, meer og mere fvagt!

Hør den ſidſte Vove trille!
Hor det fidfte Vindens Puſt!
Tænk, din Sjæl og ſnart bli'er ſtille;
Snart er og dit Hjerte knuuſt!

J mit Favntags Aftenſlummer
Ligger al Naturen Liig —
Arme Martyr, end din Kummer!
Snart jeg favner ogfaa dig.

——

Til Charlotte, Grevinde af Schimmelmann.

(Ved hendes Grav.)

Da, ſom, mens Ungdom og Fryd dig omdandſte,
Smilende Harpen, du ſtemte, bekrandſte,

Forend dens jordiſte Baand gif itu —

Du, til hois Priis og dens finere Strænge
Bævede tidlig, og bævede længe,

Knuuſt af dig felv den dig toner endnu!

Nutidens Bølger din Sanger ombrufte
Voldſomt, da, dreven af Skjebnen, du knuſte
Sneffen, hans FJordiffe ſeilede paa;

O! men han taffer fit Skibbrud i Livet,
At ham det Himmelſkes Nogel blev givet,
Som han fan evig forlade Øg paa.

Blomſten af Kjærligheds evige Straale
Lidet af nærende Muld fun fan taale —

Let den i dyngende Vellyſt gaaer ud;

Hvis og en Guddom dens Voren fremflynder,
Elſter for høit den dog Alt, hvad ben ynder,
Af! og i Guddommen glemmer ben Gun.

Held ben, af med din Beffytten den tabte
Lyſt til Forgængeligt, Lin til det Sfabte,
Kjærlighed til hvad der glimrer paa Jord!
Mindet fun om de fortryllende Dage
Blev i den himmelffe Veemod tilbage,
Der end den binder til Muldet 1 Nord.

Salige Skygge, fom huld i det Eden,
Rundt dig omblomſtred' paa Jorden herneden,
Lukte mig ind, i min ſyngende Vaar,

Lad mig et Vinf fra din Himmel bebude,
At du vil hisſet er luffe mig ude,
Naar jeg mig nærmer med fnechvide Haar!

O! naar af Graven din Sanger opftager,
Aabne ham Døren til Haven deroppe,
Hoit over Hellebeks krandſende Toppe,
Hvor mellem Evigheds Palmer du gaaer!

Til x. y. 2.

Hois er Skyggen, ſom ved Nattetider
J min Sanger⸗Vraa beſoger mig,
Folder matte Hænder, af! og vrider
Dem fortviolt, et martret Gjenfærd liig?

Hvis er Stemmen, fom i Orken ſukker,
Hvor faa fjelden høres Aande⸗Roſt,
Hulker ud en Skabers Priis, og klukker
Evig Godheds Lovfang uden Troſt?

Nyn, fom ei paa Jorden fun har hjemme!
Gjenlyd af en falden Engels Sang!
Hæver fig en Abaddonas Stemme,
Zittrende deri, fra Danavang?

- Aand, fom intet Jordiſt fan betrygge!
Aand, ſom, flyet af Glæde, flyer for Lyſt!
Hvo du er, af Angſt befpændte Skygge!
Nerm dig tillidsfuld en Martyrs Bryſt!

Mig har Natten og feet Hænder vride —
Tidt med Sul jeg folder dem endnu —
Mig, fom big, blev værdiget at lide;
O! men jeg har længer lidt end du.
Baggeſens Barker. 3 3. 3

Ogſaa jeg har idel Modvind friſtet
Paa min fromme Strabens vilde Hav;
Hvad min Længfel ſogte, har jeg miſtet —
Og hvad Hjertet finder, er dets Grav.

Ogſaa jeg har tabt hvert Haab i Livet;
Og for mig har Jorden ingen Troſt;
Men til Lindring blev min Veemod givet
Tro paa Gud og Sands for Aanders Roſt.

Ogſaa dig, hvor faft du og blev lænfet
Til et Afgrundsfjeld i Livets Dal,
Blev jo Sands for Aanders Stemme fljenfet,
Og du troer paa Gud i al din Oval.

Hør da min, du, fom jeg. tidt mig drømte
Mellem Sangens Ynglinger i Løn,
Og hvem, neppe ffimtet, Hjertet dømte
Veemodfyldt fin Harpes bedfte Søn!

O! jeg gjetter, mellem tuſind Skygger,
Som i Aanders Tusmork mødte mig
Der, hvor Gaadens Fugl fin Nede bygger,
Trods dit ffjulte Navn, min Phønix, big!

Skjondt leg aldrig hørte før din Stemme,
Kiendte jeg igjen det Blik deri,
Med hvis Smerte, fom jeg ei fan glemme,
Du mig tilte ſidſte Gang forbi.

Hør min Roſt da! Lad den gjennemflinge
Din nedbrudte Lyffeborgs Ruin,
Som med Suſen af en Seraphs Vinge,
"Hulot, fom din igjennemtonte min!

Ikke fjender jeg, ſtjondt lydt jeg hører
Rullen af et rædfomt Tordenſtrald,
Hvad din Sjæl til Djævles Angeft rører,
Eller, Engel, Grunden til dit Fald.

Ikke veed jeg, hvad engang i Himlen
Du mod Alles Fader har forbrudt,
At du meer, end ud af Børnevrimlen,
Som hver moden Aand, dig troer forffudt.

Men det frev mig flarligt dine Bliffe —
Og det trykte trofaft mig din Haand —
Sonderknuſte! Hovmod var det iffe —
Og din Aand er iffe Lognens Aand.

Og, bet veed jeg, denne fun bør frygte
Med hvert Lyn et evigt Tordenſtrald;
Og fun hiin maa tumle, ſtyrte, flygte
Hov'dkulds i et nophorligt Fald.

Kun for Helved er Forlosning Gaade;

Kun for Trods blev Verdens Fængfel ſtabt;
For Fortrydelfen er idel Naade — —
Og for Bøn og Bod er Tid Fun tabt.

36 '

Hør mig, Aand! jeg Fender et din Brode —
Hver bin Synd er fljulet for mit Blik;
Men jeg veed, at en Forfoner døde
For enhver, vi angrende begik.

Og jeg veed, at for hver Aand, ſom ſynker,
Sank ven og i Lafterg fule Dynd,

Naar den, rodmende for Gud, fig ynfer,

Er Fortvivlelfen alene Synd. i

Mig har Aanders Aand det aabenbaret,
Giv dens Tilraab i din Smerte Rum:
Dig er Trøft og Lindring opbevaret
J vor Frelfers Evangelium.

Ogſaa jeg faldt ned af Engles Rige
Ved at gruble, hvor jeg burde troe —
Det har lært mig did igjen at flige —
Det har fljenft min Aand en evig Ro.

Abpdiel! har du bet funnet glemme?
Kom! dig falder høit din bedfte Ven —
Hør i dennes Kjærlighedens: Stemme!
Kom, og lær dens Sandheds Ord igjen!

O! dit Ovad har gjennembort et Hjerte
Gjennemtrængende min Digterbarm —
Og, for nu at lindre mig min Smerte,
Kom, og føl dig frelfet t min Arm!

i .
Paugperle paa Graven.

(Bed Grevinde Frederile af Reventlon, fodt Grevinde af Schimmelmanns,
Himmelfart.)

Ertnverfi hvor Julia lod ſtige,
Vandrende med Dydeh Haand 1 Haand,
Fra det Væld, hvor udfprang hendes Aand,
Ned i Orken Idealers Rige!

Tempel! hvor hun throner ikke meer!
Træ'r, hvorunder hun et længer hviler!
Hulde Smaa, til hvem hun meer et ſmiler!
Blomſter, ſom hun iffe længer feer!

Bort fra Jer det Blik nu Skjalden fjerner,
Hvori Smertens ſtore Perle ftaaer ;

Sluft er Lidelfernes Sol i Norden —
Med en evig Længfel bort fra Jorden

Op mod Himlen Dinene han flager.

Men, o fvar mig, Maane! fvarer, Stjerner !
Svarer, Himle! hvorfor morknes 3?
Selv paa Kildens Bred i Lyſets Egne,
Hvad betyder, Roſer, at I blegne?
Hvad betyder, Lilier, at J ſegne?
Trods det Hegn, ſom J beffjermes 1?
Som om Rædfel Jer betog, I Trygge?
Som om Døden med fin ſtore Sfygge
Gik paa Melkeveien Jer forbi?

gryder Cder! Hun er Eders vorden!
Hun tilfører iffe længer Jorden!
Tindrer! funfler! jubler! Hun opfoer,
Skjonne Himmellys, i Eders Chor! —

Stjernerne.

„Ja! vi fryded' os forud alt længe,
Mens hun langſomt fteg fra Nordens Pol,
Denne Livets Haves Natviol
At modtage her i Lyfets Enge;

See! men ba fom Engle ned i Dands
Fra det Hoies ubefjendte Toppe —
Og de bare hende, ſtjult 1 Glands,
Hoit op over vore Faklers Krands,
Til vet Allerhelligſte deroppe.”

Emmas Minde.
Til Froken Frederike Balle.

VS. var Fader, Hulde, til en Engel,
Stjøn og blid, og elffelig, fom du —
Længft er visnet Liliens ſpede Stængel;
Men dens Krone dufter mig endnu.

Atten Maaner fane den, uden Lige,
Hæve fig i Uſtylds Blomſterchor;
Mit var hele Himmeriges Rige,
Mens jeg emt opelſtede dens Flor.

O! men neppe var den barnudſprungen
J den lille Dukkes hele Prdd —
Neppe viklede ſig ud paa Tungen
Datterhjertet i de forſte Lyd —

Neppe ſvandt mig Himlens Perlerader,
Neppe taug mig Nattergalens Sang —
Da med Smiil den nynnede mig: „Fader!
„Hovor jeg elffer dig! før forſte Gang —

Denne Sfat i Livet fun begjerte
Mit for vilde Flammer lufte Bryſt —
Neppe tryfte jeg den til mit Hjerte,
AF! med meer end felv en Moders Lyſt —

Gud! da tog igjen din Haand den Gave,
Som Serapherne misundte mig;
Og paa Rofenftøvet 1 dets Have
Laae mit knuſte Hjertes Lilie Liig.

Ork omfring mig var nu hele Jorden —
Afgrund Blomfterbedet for min Fod —
Og en tillukt Hvælving blev mig Norden,
Til et Blik igjen min Grav oplod.

Svar mig, Livets Engel, hiſt paa Randen,
Hvor mig gjennemfver det folde Gys,
Smelte Sjæle faligt i hinanden,
Som i Flamme Flamme, Lys i Lys?

Da det huldefte blandt -Glimt af Eden,
Som opklarte Skjaldens Nat herneden,
Mig forſvandt igjen med Lynets Jil —

Da min Emmas Himmelsie luftes,
Gik fun Stjernen op igjen, ſom fluftes,
Dobbelt yndig i en andens Smiil?

Balders Gjenfomft

eller

Digte til Ranna.
1816—1817.

Den elſkende Digter.

F ør mit Veſens ſtille Harmonie

Fra ſit Breidabliks de lyſe Sale

Til det gronne Herthas Blomſterdale
Drypped' ned i Længflers Melodie;

Da min Aand endnu var atherfri;

Da jeg ingen andre Flammer kjendte

End de Himmellys, min Tanfe tændte —
Da mit eget Spørgsmaal var fit Svar;
Da jeg, over Jordelivets Gaade

Hoit ophøret, under mig forſmaaede

Hvad jeg ikke vidfte, hvad det var —
Da jeg lod mit ſtolte Hjerte raade,

Mens det i en evig Tomheds Fred

Ilke drømte felv, hvad nu det ved,
Himmelbetlende til Nannas Maade —
Dengang var feg — var jeg? — Himmel, mel!
Dengang, uden Vellyft, uden Smerte —
Dengang, uden Harpen i mit Hjerte —
Dengang uden Elſkov var jeg ei.

— — — —— — — —

41
Flammen.

F Man figer, Pilen, hvormed Elffov ſaarer
Til uophørlig Brand af Oval og Lyft,
Hiint Evighedens Smiil igjennem Tidens Taarer,
Der tænder Himlens Ild i Stovets Aarer,
Slaaer ned, et Lynet liig, i Dedeliges Bryſt:
At, inden Glimtet fees, det rammer,
Og, længe før Fornuftens Vagt
Tilraabe fan det flumrende: Giv Agt!
Staaer Hjertet alt i fulde Flammer.

Saa brat, faa pludfelig, med Cet,
Udromt, uventet, og uforudfeet,
Kom et den lyſe Flamme, mig fortærer,
Som, Morg'nens Glands, naar Solen hæver fig,
Langt meer, end Lynet gjennem Skyen, liig,
En evig Flammeregn af Pile nærer.

Tre Gange gjennemvandrede fin Kreds
Den hoie Dagens Gud — tre Tidens Ringe
Han ſmelted' ind igjen i Evigheds:

Utalte Gange lod fig Sjælens Vinge,
Modflagrende det himmelhulde Smiil,

Af hendes Die Piil paa Piil

J falig Zittren gjennemftinge,

Kør, gjennemboret, Barmen lod fig tvinge:
Tre Gange ſov Naturen mattet ben,

Og ſteg af Vintergraven op igjen,

gør dette Hjertes allerſidſte Kræfter.

J Kamp mod hendes Trylleblif gav efter.

42 |

Vel ſynes end mig, fom det var i Gaar,
Jeg henrykt faae for førfte Gang i Himlen
Den Engles Sol, ſom flufte Stjernevrimlen,
Til hvis Erindring Tanken meer et naaer ;
Men, af! naar Hjertet mat af Veemod flader,
Og Harpens Bæven doer i ſtille Klage,
Jeg foler dybt, at i et Trillingaar
En trefold Evighed er lagt tilbage.

Fonnen.

Hoad er Lonnen vel, jeg fik herneden
For det Liv, med ingen Anden deelt,
J en ſtille, taus og tro Tilbeden

Jeg har himmeloffret hende heelt?

Kolde, morke, tidt fortrodne Blikke;
Miner, hoit, ſom robe mig lidt Agt;
Anden Løn, I Gode! fif jeg ikke
For hvert Offer, jeg har hende bragt.

Baalet, disſe Blikke daglig tænde,
Som fortærer Harpen i mit Bryft,
Umedlidende hun feer det brænde,
Hois hun ei det feer med gruſom Lyft.

O! men, trods mit knuſte Hjertes Pine,
Selv hvert Blif, det faarer, er mig fjært;
Thi hvert Sting af hendes folde Mine .
Er mig meer end Andres Smile værdt.

Fortielfen.

„Du er iffe meer den glade Digter,

„For hvis Latter Livets Kummer veg;
"Selv bet evig unge Lune fvigter

„J din Uſtylds glade Børneleg;

„Munterhed er vegen fra din Side;

„Dybt i Hjertet er et længer Fred;

„Taus jeg feer dig meer og meer at lide —
„Du er fyg, min Ven, af Kjærlighed?
„Men fan og min Ømbfed ei dig læge,
„Dolg dog et den Pul, ſom ſaared' dig!
„For med Haab maaffee dit Bryft at qvæge,
»Rævn din Glades ſode Fiende mig.”

. Ultfaa plager mig en huld Veninde,
Kjærlig delende mit morke Savn;
Bil, at jeg ſtal Trøft og Lindring finde
Ved at nævne den Tilbedtes Navn;
roer, at, naar hun vidſte, hvad hun gjetter,
Kunde hun til Maalet leve mig,
Som i lange, taufe, vaagne Natter
Selv min Længfel ei tør drømme fig.

Men den Fromme (ffjøndt jeg troer, hun Fjender
Engelen, hvis hulde Blik har tændt
Flammen, fom i dette Hjerte brænder)
- Kjender, felv med Elſtov ubefjendt,
Ei ven Angft, en Elſters Bryſt omfpænder.

Fjende ſynes let, i Venſtabs Favn

At udgyde det for fulde Hjerte —

Mens jeg qvalt fortæres af min Smerte,
Før jeg aander ud den Elfftes Navn.

O! jeg ved, desværre, hvad jeg gjør!
Hjertet har jeg tabt, men ei Forſtanden —
Nanna! tør jeg fige vel en Anden,
Hvad jeg, af! dig felv ei fige tør?

Kysſet.

Nanna! da med Zittren kyſt

Nys din Purpurlæbe ſmiilte,

Mens i Drommens Favn du hviilte,
Lænet til din Balders Bryft,

Folte vel i kjelen Smerte

Briftende dit lukte Hjerte
Tuſinddelen af min Lyft?

Svar mig, vakte Slummerengel !
Gjennemfoer i Dødens Gys
Din berørte Blomfterftængel
Intet Glimt af Livets Lys?

J din Liliebarm, du Hulde,
Slog et Xtherlyn ef ned,
Tendende dens Uſtylds Kulde
Med et Glimt af — meer end Fred —
Mens jeg flammed' i den fulde
Himmelbrand af Salighed?

Til Stzernerne.

NMoitens funklende Kjærminder,
Dineklare Stjerner ſmaa,

Som i Himlens dybe Blaa

Ofte for med Graad paa Kinder
Andagtsfuldt jeg ſtirred' paa!
Vredes ei deroppe, Søde,

For ſaa hyppig jeg ei meer

Op til Jer men Længfel feer!

Det er ingen Roſen⸗Rode —

Det er ingen Lilie⸗Snee —

Det er ingen Perle-Sfimmer —
Det er ingen jordiſt Glimmer —
Som har vendt min Længfels Bee!
Det er ingen Børn af Flora,

Som har ſtukket Eder ud —

Det er ei engang Aurora —

Det er felv ei Solens Gud!

Det er, hulde ſmaa "Veninder,
Himmelſte Medbeilerinder,

Klare, milde, taagefrie,

Stille, venlige, ſom J:

Det er Nannas fromme Blikke!
Stirrer alle fun med mig
Ind i deres Himmerig,
O! fan vredes J viſt ikke.

Til Manna.

Du, ſom for Ulykkeliges Vee

Blot Medlidenhedens Varme fjender —
Du, hvis Roſen⸗Kinders Lilie-Snec

Sun en evig Uſtylds Rodme tænder —
Nanna med de jomfrukolde Hænder!
Flye mig ikke paa din Engle-Vei!

Frygt den ei, du Hulde, frygt den er,
Frygt den ei, den Flamme, ſom mig brænder!
Lad den brænde hør og ftærf og mild!
Den er reen og puur, fom Himlens Ild,
Hellig, ſom det Hellige, den nærer!
Nerm dig frit! den brænder jo fun mig;
Intet, Grumme, fmelter den hos big,
Mens mit hele Hjerte den fortærer.
Nanna! — men jeg er ulyffelig ;

Und mig, hvad du hver en Usſel ſtjenker,
Som dit Øie feer 1 Smertens Lænfer !
Vil du medynkslos undvige mig,

Blot fordi jeg aander, føler, tænfer,
Medens Flammen, du alene nærer,

Mig alene med fin Ild fortærer,

Intet, Intet, Intet, uden Dig?

Kjærligheds frygt.

Ali omſonſt mig ſelv jeg Uſle dolger
Min Geſtalt, ſom Nanna ſtuer den:
Blot en kedſom plagende Forfolger

Seer, og flyer hun, + fin omme Ven!
Fjiernt maaſtee hun haded' ei mit Hjerte,
Tenkte fig medlidende dets Savn,

Hvis det flygted' med fin Lengſels Smerte
Bort fra fine Længflers lufte Havn.
Frygten, fom mig røbe hendes Blikke —
Deme morke, folde, tauſe Sfy —
Svandt maaſtee, naar fun hun fane mig iffe!
Himmel, o! hoi fan jeg ikke flye?

SD! hør fan min Sjæl et blindt adlyde
Hendes ſtumme haloforkyndte Bud,

gør hun lydt engang maaſtee vil byde
Hvad jeg fun 1 Toiovlen holder ud!
Nanna! net! Tad i det mindfte blive
Toivlſomt, at du reent forfafter mig;

Og, mens jeg maa lide fer i Live,

Lan mig troe, bu iffe hader mig!

Men jeg rafer! Had mig, Nanna, heller!
Byd mig heller flye dit Opholdſted!

Levn mig Haabet om din Omhed, eller
Tvivlen om din Ligegyldighed!

Lan mig laſe blot 1 dine Blikke,

Hvad mig meer er frygteligt, end Had! —
Tør jeg Intet haabe, fvar mig iffe,

Hvis mit Vanvid og big fpørger ad.

— —

—

Maalet.

Soar mig: hvad er vel dit Maal herneden,
Kjærlighed foruden Haab og Lyft?

Kjærlighed, ſom frygtfom og beffeden

Skjult dig offrer i mit tauſe Bryft?

Livets Længfel, fom med Dødens Smerte
Folder, af! bet glædetomme Hjerte,

Hvad er dit uendelige Med?

Kjærlighed — o! fvar mig! — Kjærlighed.

— —

Selvfornegtelſe.

Dri vil jeg forfætlig aldrig ende
Marteren, mig qvæler, hende nær?
Hvi forfølger jeg mig felv med hende,
Da hun aldrig frydes, hvor jeg er?
Blande mig i disſe Selſtabsſtimle,
Hun med fold Forågten holder ud?
Kede hende — hører det, I Himle! —
Jeg, ſom lettere fortørnte Gud!

Jeg, fom heller ſaarede min Broder!
Jeg, fom heller ſtuffede min Ven!
Heller felv bedrovede min Moder!

Og gif til mit Intet hjem igjen!

Kede hende — Helvede herneden! —
J den blotte Tanke Helved hiſt! —
Bort med Tiden, bort med Evigheden,
Bort med Alt for mig, hvis det er viſt!

Og hvorledes dog min Lod benævne,
Naar hun flyer, faafnart jeg nærmer mig?
Naar hun ſoger med hvert Blik at hevne,

Hvergang mine Blikke glemme fig?

Ingen Kulde ligner den, hun viſer

Med hver Mine mig i hendes Kreds;

Og dog dette Hjerte Sfjebnen priſer,

Naar den bringer ſammen os etſteds. —

O! jeg elſter ei min Lyſt, min Hader,

Ei, hvad Livet her forſoder mig;

Men — med Tab af alle Jordens Glæver —

Nanna! Nanna! jeg fun elffer Dig!

Aſtenſtjernen.

Kjær jeg vandrer Nattens Mulm imode,
Hvor foran mig Livets Sol nedgaaer;

Thi bag Tidens Vinteraftenrode

Smiler himmelſt Evighedens Vaar:

Hvad mig vredt nu truer i det Fjerne,
Venlig da vil tindre — Nannas Stjerne.

Vaggeſens Varler. 3 9. 4.

Perlen.

>) jeg ikke blot, hovad Mængden hylder,
Men endog, hvorpaa den Viſe feer,

Her + Livet ændfer ikke meer —

At jeg glemmer, hvad jeg Verden ſtylder —
At jeg reent forſommer felv hver Pligt,
Som man efter alle Kloges Domme
Mindſt i Livet burde reent forſomme,
Fra Fuldendelſen af ffjønne Drømme,
Himlen fendte mig i Sang og Digt,

Til Begyndelſen af virkelige

Plantninger i Lykkens ſtore Rige —
Hvo mig Fjender, undres over ſligt.

At jeg med min Evne til at fatte
Livets, Konſtens og Naturens Skatte,
Ganſte drukner i min Glemſels Elv
Alt, hvad for i Syden og i Norden
gængflede mit Hjerte fer paa Jorden —
Det min bedfte Ven forundrer ſelv;
Aldrig var jeg dog faa vel tilmode.

O! men fludfer iffe meer, I Gode!
Huffer I den kloge Handelsmand,
Der, for Cet at bringe fig tilveie,
Solgte, figer Skriften, alt fit Eie?
Chriſtus felv berommer hang Forftand.

Jeg gior juſt, fom fan. Jeg ffiller mig
Ved hvert Træ, jeg plantet har i Lunden,
Ved hver Sfat, jeg har i Livet vunden,
Ved hver Xdelſteen paa Kiſtebunden,
Ved mit Alt paa hele Jorderig;
Og, ſom han, jeg nu er lykkelig.

Arme Rige! vil du vide Grunden?
Jeg har Perlen, ſom jeg ſogte, funden.

— — — — — — —

Det ene Jornodne.

Der i Tid, og hiſt 1 Evighed,
Eet er ene nødigt: Kjærlighed.

Manna.

Hoad blandt Himlens Fakler Aftenſtjernen,
Hvad blandt Havets Perler Iriskjærnen,
Hvad blandt Blomſter Roſen i dens Flor,
Hvad blandt Engle Haabets, hvad blandt Fromme
Han, hvis Død afvendte Vredens Domme —
Hvad blandt Børn han nyfødt var, fom Noer —
Hvad hans Moder blandt forflarte Ovinder,
Hvad Cecilia blandt Helgeninder,
Det er hun i unge Møers Chor —

4 & ⁊

Hun, den yndigfte Naturens Pode,

Dun, ben bedfte mellem alle Gode,

Uſtylds Monſter paa vor faldne Ford,
Ungdoms⸗Paradiſets Engles Engel,

Roſers Roſe paa fin Jomfruftængel,

Perlers Perle — Nanna — med eet Ord.

Dog er uden Kjærlighed herneden
Denne fidfte Tryllevært af Eden
End en noplukket Roſenknop —
Hvilfen Himmel fuld af Saligheder
Vil engang fig aabne dens Tilbeder,
Naar dens Roſen⸗Hijerte luftes op!

Nanna, lad den ſtore Længfels Taare,

Som fra Kjærlighedens Himmel flød, .

Da din Balder blev til Elffov før —

Perlen liig, i hvilken Morgenſtjernen |
Dugbeſtraaler Roſenbladekjernen — |
Sangnedrunden i dets lufte Skjod,

Aabne det — for paa den kolde Baare

Din for ſildig rinder ved hans Dod!

53
Suk.

Smerte! hvi forgjeves beder du?
Ene mildt bonhorte Bønner læge!

„Ak! faa længe Hjertet ſlager endnu,
Ubonhorte felv det vedergvæge.”

Glædens Kilde.

Rette veed jeg, at fra nu herneden
Aldrig tørres ud min Glædes Vald.
Intet fan forftyrre meer mit Eden,
Intet rokke Grunden til mit Held.

Stedſe, hvor jeg vender mine Blikke,
Tryller mig et faligt Himmellyn,
Selv i Mulmet det forſpinder iffe;
Thi hun fvæver evig for mit Syn.

Hvor jeg lytter hen, jeg fan fornæmme,
Selv hvor aldrig Livets Toner flang,
Lyſets Aanders høre Jubelfang ;

Thi jeg hører evig hendes Stemme.

Paradiſets Flor omdufter mig,
Selv- naar jeg blandt nøgne Klipper vandrer;
Thi, mens Tid og Rum fig rundt forandrer,
Bli'er min Himmel uforanderlig,

Nerm dig, Skjebne, vred! lad fjerne, forte,
Tordenſvangre Sky'r forkynde dig!
Spar mig alle Lykkens aabne Porte!
Hver en Haabets Engel ſtjule fig!

Jeg oplukker Døren til Guds Rige,
Naar jeg vil, med Nøglen i mit Bryft.
Elſkes er et Held for Dodelige —
Deraf vegd jeg lidet fer at fige;

Men jeg elffer evig uden Lige —
Og det er Udodeliges Lyſt!

— —

Stjerneſpelget.

Dig i Dybet, nær Orions Bælte,

- Hvor t Lys paa Lys fig Sole vælte,
Synes Himles Himmel aabne fig —
Ofte did med væbnet Øie flige
Jordens Bife til Udødelige,

Medens rundt i Vint'rens morke Rige,
Klædt i Snee, Naturen ligger Liig.

Nanna! naar, af evig Længfel mat,
Did jeg og opflirrer i det Fjerne,
Smiler mig din Uffyld fra hver Stjerne
Med i Livets flufte Lampers Nat.
O! va foulmer Taaren i mit Øie;
Sjælen fvommer henryft i det Høre,
Som om Jorden under mig forgik —

Men bet Svælg, hvori min Aand fig taber,
Er — tilgio mig det, Orions Skaber! —
Kun det dybe Blaa, fom efteraber
Himmeldybet i min Nannas Blik.

Himlen.

Venſtabs Kjicder, alle Selſtabs Stænger,
Gjennembrod min Aand i Flugt til dig;
Hvad man falder Verden er et længer
Nu, jeg dig har fundet, til for mig.

J en hellig Trylleluft jeg fvæver,
Sluppen ud af Jordelivets Buur!
Rundt omfring mig dufter, aander, lever
En uſtyldig elffende Natur.

Glimt af Væd'ner, fvøbt i lette Taager,
Neppe feete, før de ſtjule fig,

J en evig Vexel, naar jeg vaager,
Tendes, glimre, fluffes rundt om mig.
Kun eet Billed evig aldrig fvoinder,
Helligt, fljønt og lyft, fom Himlens Sol,
Overalt mit Pie det gjenfinder,

Hvor det fluer rundt fra Pol til Pol:
Nanna! fra det Dybe, fra det Høje,
Tindrer i hver Stjerne mig din Glands,
Smiler i hver Draabe mig dit Øie,
Binfer + hvert Blomſter mig din Krands.
Naar mig Dagens førfte Straale væffer,
Staaer dn for mig Morgenroden liig,
Op mod Himlen Hænderne jeg firælfer
Y en file Morgenbon til big;

Og med andagtfænfte Dienlaage
Knæler jeg 1 Nattens taufe Fred
For dit ſtille Slummerleie ned,

Hvor de famtlige Guds Engle vaage,
Fromme! rundt om din Uſtyldighed.

Saa blev Salighed mig aabenbaret
J dit Smiils guddommelige Bliv;
Og herneden lever alt, forklaret,
Dod for Verden, jeg et andet Liv;
Nanna! vend ei bort de hulde Blikke,
Som har tændt din Himmel i mit Bryſt!
CI mig et; men o misund mig iffe
Denne Himmels evig drømte Lyft!

Opvaagnen.

O: min Kummers Nat er brat forſvunden!
Glædens Sol er pludfelig oprunden,

AL Naturen aander Liv og Løft;

Evens Duft opfylder hele Lunden:

Med dets Roſer om min Tinding vunden,
Af Uſtyldighedens Engel kyſt,

Foler jeg, i Saligheders Svimmel,

Rundt omkring mig Kjerlighedens Himmel,
Og dens fulde Jubel i mit Bryſt.

Smiil, ſom jeg vil evig aldrig glemme!
Haandtryk, fom jeg død ſtal end fornemme!

- 57

Kys, ſom druknede min Aand i Gud!
Bar J meer end Udſpring af det milde
Barnligfromme Hjertes Godheds Kilde?
Bar $ Nannas Elſtovs Sendebud?

Nanna! lad dit Dies hulde Blikke,
Lad en fjælen Lyd beſtyrke mig
Hvad mig tryllede faa pludſelig
Her i Lundens Paradiis med dig! —

Himmel, Nanna! men du er der ikke! —
Stille! ſtille! — glade Melodier!
Svar mig, Nanna! — Nanna, men du tier!
Stille! tys! —
Neppe funden,
Atter ſvunden!
Nanna! fvar mig! foar mig! Var da nys
Ved min Side fer din Hvile —
Bar din Slummers hulde Smile —
Bar dit Favntag — var dit Lys —
Var din Zittren — var din Rødme —
Bar din Læbes Nektars Sodme —
Bar du ſelv livſalig sm,
Med det fagte Tryk i Haanden,
Da til dig jeg opgav Manden —
Blot en Drøm?

Adelukkende Kjærlighed.

Luie, plantet nær mit Nordens Pol,
Som din Krone hæver over mindre
Stjerner, der i Uſtylds Have tindre,
Slukkende hver Elſtovs Roſes Col!

Ja! jeg føler dybt, hvor høit jeg ſtiller
Min Gevinft, paa dig alene flilt,
Som faa langt fra Sydens Flora ſtilt,
Mig ved hver en flygtig Vinding fliller !

Biver i dig min Lengſel aldrig ſtilt,
Svigter du, hvor Alt om Cet jeg fpiller,
Sidſte mellem Hjertets Himmels Piller !
Er mig Tid og Evighed forſpilt.

Til Uanna.

Du, kun du, er nu min Troſt paa Jorden,
Efter Lodden, mig herneden faldt;

Bendt for mig er felv Naturens Orden —
Kun din Himmel over mig er hvalt;

Kun dens Sfyer true mig med Torden;
Kun dens Klarhed i dit Smiil er vorden,
Uden andet faligt Lys, mit Alt!

Af din Naade betler jeg + Livet

Hver, indtil dets allermindſte Lyſt;

Thi — den, af min Skaber blev mig givet,
Evighedens Rigdom i mit Bryſt —

Denne Frihed i det ftille Hjerte,

Som i den Algode tabte fig,

Og til Himmel fun fig felv begjerte —
Denne, Nanna! far jeg offret dig.
Stemme havde jeg tilforn og Sæde
Mellem Engle rundt om Herrens Bord,
Arvepart i Himmeriges Glæde,

For du traf mig ned til denne Jord —
For jeg til dens blomfterdæfte Grave
Nedſteg af Udedeligheds Have —

gør jeg, for at kncele ved din Fod,

Urims høie Tempelchor forlod —

gør min Aand fra Herren, der den tjente,
Lænfetryllet, Afſted tog, og fif,

Og fra ham til dig med Cet fig vendte —
Fra de Straaler, den deroppe kjendte,

Fra de Lamper, om hans Throne brændte,
Fra de Himmellys, hans Aaſyn tændte,
Nanna! til dit Smil og dine Blik.

O Hvor fattig er jeg nu! hvor bunden!
Jeg, fom engang var faa rig og fri!
Hvor er dette Hjertes Ro forſvunden,

Og hver fordums ſtille Fryd deri!
Manna! fom har vidft min Aand at boie
Fra fin Friheds Himmel t det Høre,
Hvor jeg prifte Gud 1 hellig Fred,”

Lad mig finde Naade for dit Pie!

Smiil med venlig Ømhed til mig ned
Nu, mig intet Andet her i Live

Kan for Tabet hiſt Erſtatning give —
Nu jeg ingen anden Frelfe veed —

Intet andet Skjul mod Vredens Domme —
Ak! og felv, naar Naadens Tid er omme,
Intet andet Haab til Salighed.

Det forſte Mode.

Det var en Helligdag 1 Vaaren,
Af Venffab, i en Kreds af Faa,
Til Fryd i Lundens Favn udfaaren,
mellem lutter glade Smaa, |
Der i en blomſterbroget Vrimmel
Fordoblede Naturens Himmel —
Da forſte Gang jeg Nanna ſaae.

Det var dybt inde, midt i Skoven,
Da Nattergalens Veemodsſang
Til ſagte Skvulp af Kildevoven
Igiennem Maiens Sfygger klang,

Mens Aftenrodens Roſenflammer
Omflagrede de ſtille Stammer —
Jeg horte hende forſte Gang.

Det var, da Solen var nedrunden,
Og Maanen ſtille hæved? fig,
Og Stjerner blinkte ned + Lunden,
Som Engleſmiil fra Himmerig,
Mens Hoalvingen deroppe blaaned',
Og Jorden taus i Andagt daaned? —
Da forſte Gang hun ſaae paa mig.

Men hvad var hver en Blomſterſtængel,
Paa hvilfen Duggens Perle faldt,
Hvad var hver lille Vaarens Engel,
Hvad var Naturens Skjonheds Alt —
Hoad var hvert Træf, deri fig maled',
Hvad var ſelv Solen, da den dale)? —
Mod hendes himmelſte Geftalt?

Hvad var vel Bakkens ſagte Rinden,
Hvert Suus og Vift i Skov og Bang,
Hver Vingelyd af Veftenvinden,

Der fig igjennem Luften foang,
Og, dybt i Echotempelſalen,

Det førfte Slag af Nattergalen —
Mod hendes Stemmes føre Klang?

Og hvad var Aft'nens gyldne Pile,
Da Dagens Gud til Hvile gif —
Og hvad var alle Maanens Smile,
Da Natten Livets Scepter HE —

: Hvad var felv Blikket 1 det Høre
Fra hver en Seraphs Himmelsie —
Mod hendes Dies Himmelblik?

Stille

Luft! hot faa rolig? hvi ſtandſer I Vinde?
Hvorfor faa tyft her hvert Blad, fom paa Luur?
Hvi døg faa taus, fom var Skoven et Buur,
Nattergal, Tonernes Nanna, derinde?

Hvi dog forftummer Jer Nynnen, I Vover?
Svar mig, o fvar mig, opvaagnte Natur!

Hvi du din Dronning et tonende lover?

Stille, du larmende Sanger! — Hun ſover!“

AUannas Smiil

Voaager jeg — er det mit jordiſte Liv;
Drømmer jeg — er det min Vellyft ublandet;
Doer jeg — hvad er det da? — Skaberens andet
Atter af Intet mig faldende Bliv.

Cilflugt.

Nattergal, ſom, fjern fra Fjælne Mage,
Hørte, bange felv, min bange Klage!
Turteldue, fom med Veemods Kluk

Dybt 1 Skoven hørte mine Suk!
Breddens Maanehavblifs Sufevinde,
Som faa tidt fornam min Taare rinde!
Ømme Toner fra Naturens Bryft,

Som mit Hiertes huldt imede fvæved”,
Som med Harpen i mit Indre beved' —
Hører, og udbreder nu min Lyft!

Salamandrer, ſom i Nordlys ſendte
Kjole Vift til Baalet i min Barm,
Medens uden Haab dets Offer brændte —
Sylpher, ſom adſpredede min Harm,
Naar de Suk og Bønner, hun ei hørte,
Luftens Aften-Harpes Strænge rørte —
Gnomer, I, fom under Egens Løv,
Hvor i Lunden førft jeg Elffov lærte,
Huldt en Grav beredede mit Støv,
Medens haablos Oval min Aand fortærte —
Og, Undiner — venlige — fom bød
Tidt mig ned i Eders dunfle, milde,
Kjole Boligs ſtille, dybe Skjød,
Naar paa Skum, i Brufen af den vilde
Havets Bølge, ſpildt, min Taare flød —
Ale tonende Naturens Mander,
3, fom toge Deel 1 Skjaldens Vaander —
Ildens, Luftens, Jordens, Vandets Lyd,

Roſtens Perler, Klangens Diamanter,
Samler Eder rundt fra Klodens Kanter,
Letrer Cder om min Harpes Fryd!

Manna deler nu Jer hulde Lytten
Til den inderlige Sang fra Hytten,
Hvor, omringt af Evers fromme Chor,
Skjalden dybt + Skovens Hjerte boer;
Nanna — fmiler nu, I Straalevrimle,
Som tilforn mig græd 1 Duggens Fald —
Manna lytter — hører det, I Himle —
Til fin omme, troe, og fjælne Shjald.

O! men J, hvis Hjerter ei fig lukked',
Medens end den Grumme lufte fit —
J, ſom zittrede, ſom græd, og ſukled',
Stemmende hvert Livets Qvad til mit —
3, ſom, t en Samflang uden Lige,
Huldt med hver en Veemods Melodie,
Hentet fra det flore Hjertes Rige,
Stode mit i Sangens Klage bi —
Harpefonger paa Naturens Throner,
For hvis Sceptre Konſten fnæler ned,
Lagner mig nu ogſaa Glædens Toner
Til at ſynge min Lykſalighed.

Kzjerligheds Alt.

Nanna! jeg har drømt, at lutter døde
Verdener omgave Solens Liig,

Og at bag et uaffeeligt Øde,

Mulm i Mulm, Naturen tabte fig —
Men af himmelſt Vellyft Manden bævev?
J fit Stovs uendelige Gru;

Thi dybt inde, midt i Morket ſvaved',
Salig ene, Himlens Jeg og Du.

Balders Graad.

Nyoe, o Nanna! gjorde mig faa glad
Et Fortryllende jeg veed et hvad;
Af! men atter maa din Balder græde,
Som om Gud han havde gjort imod —
Som om Sfylden felv med blodig Fod,
Angerperſende dets Perle⸗Vade,
Paa hans Dies aabne Muſtel ſtod.
Atter — derfor maa han gjøre Bod —
Atter har han dromt et Glimt af Glade.
Atter har ham blendt et ſaligt Syn,
Som om under Nattens ſorte Bryn
Aabnet Himlens Die til ham ſmiilte —
Som om i et fjærligt Blik din Aand,
Løft af Ligegyldighedens Baand,
Venlig mod hang ømme Favntag iilte —
Som om huldt du rakte ham din Haand.
Baggeſens Værter. 3 B. 5

Ak! og atter, Nanna, foandt, og fvinder
Dybt i Nattens Mulm hvert Stjerneſtud —
Og det ruller ned paa mine Kinder,

Som om hele Himlen ſluktes ud.

Rinder da, J Taarer! rinder! rinder!
Drukner felv det fidſte Haabets Skimt!
Sletter ud, med alle Drommes Minder,
Efterglandſen af hvert ſaligt Glimt!
Roſenſtyers Blod fra Hjertets Aarer,
Steget op i Smilet gjennem Taarer,
Styrt din hvalte Himmelbue ned!

Bæld, ſom ſpilled' op + Morgenrøde,
Da hun fyntes vandre mig imoede,
Fald, ſom Regn, i hendes vendte Fjed!
Draaber, fom i Straaler fra det Hoie
Aftenglandsfortryllede mit Øie —
Veemods Perler, Balders ſidſte Sfat,
Drukner Diet felv i evig Nat!
Kan J iffe, lindrende min Smerte,
Sluffe Flammen i det vaagne Hjerte
Med et Skybrud fra de mørfe Bryn,
Blinder dog for evig, blinder, blinder,
Medens Lyſets ſidſte Væld udrinder,
Drommens Blikke for de falffe Lyn!

— — —— — —— —— —

. 67

Morgenrode.

Rings i Livets Foraars⸗Bolig
Sovekamret rommes op;

Tiden, hoitidvims, urolig,

Tripper om paa Solfer trolig,
Skynder alle Terner op.

Travle Luftherolder flifte ;

Halme vinfe; Blade vifte;

Bud gaae rundt fra Top til Top.
Lærfer fig i Marken hæve;
Sfovens mindfte Strænge bæve —
Snart er famlet, Hop t Hop,
Hele Bryllupsfeftens Trop.

O! hvor yndig Bruden fover,
J fit Moos en Roſenknop!
Piet lukt, hun iffe drømmer
Om den Glands, hvori hun ſvommer,
Medens Brudgommen ſtaaer op.

See! nu boier han ſig over

Hendes let tilhylte Krop —
Drager varligen det hvide
Flagrende Gardin tilfide —
Løfer med fin Purpurhaand
Alle Natgevandtets Baand —
Stroer i Blomſterregn paa Sengen
Glands i Glands og Duft paa Duft
Hele Morgenhimmelengen —
tænder Kamrets Ambraluft
Med ſit Dies drukne Blikke,

Som, i Duggens Perleſlor,
Drommende, hun mærfer iffe.

O! hvor fmiler hun i Duggen,
Engel, fom et Barn i Vuggen
Venlig og ſom nylig født! —
Bæg'ner, bliffer, ſtirrer, fluer,
Hvor han blusfer! hvor han luer !
Hvor han aander glædefort,

Nu, han med vellyftig Bæven,
Efter fang og varſom Haven,
Ganſte drager Dakket bort!

Hoilken Zittren, hvilken Gyſen!
Hoilket Favntag, hvilket Kryſt!
J et Nu forſvinder Taagen:
Blottet er det hulde Bryſt —
Sode Syn! Naturens Loſt!
Solen kysſer Jorden vaagen!

Nanna! ſom med Dodens Savn
Af hver vaagen Lyſt herneden
Slumrer end i Uſtylds Favn,
Uden Drøm om Elſtoos Coen —
Maatte ſaa dit Liv engang
J dets ſtille Sovekammer
Vekkes op af Sangens Flammer
J min fjælne Harpes Klang —
Blev og denne Morgenrøde,
Med fin fulde Himmelprang,
J din Opſtand fra de Døde,
Balders Elſtovs Svanefang!

Komfremmetlegen.

Borgeren.

Su med Lyren om din Skulder,
Dg den Lille ved din Side,

Blind for Glimmer, døv for Bulder,
Som du fynes et at lide —
Ubefrandfet, ubebræmmet,
Uden Guld og Glands og Hæder,
Uden Deel i vore Sæder,

Uden Sands for vore Glæder —
Stig, hvad gjør du her i Hjemmet,
Nat og Dag t Hertfhalunden,

Hvor jeg dig faa tidt har funden?

Digteren.

O! jeg leger fun Komfremmet
Med min lille Søfter Hanne,
Som for Spog jeg falder Manne,
Mens alene to herneden
Barnligfroe vi vandre heden
Til vort rette Hjem i Eden.

Borgeren.
Hoad er det vel for en Leeg?

Digteren.

Englenes til Punkt og Priffe:
Glemſel af fit eget Jeg
J hinandens glade Bliffe —
Glemſel af al Livets Larm
Ene fammen Arm i Arm.

Staffel! Fjender du den iffe?
Hør os tvende, veed du hvad?
Vil du være rigtig glad,
Maa bu den for Alting lære!

Borgeren.

Nei! jeg taffer for ben Wre —
Glemme mig og Land og Stat,
Det var alt for defperat !

Jeg er intet Barn, min Kjære.

Digteren.

Heller ilke være vil,
Trods vor ſtore Mefters Lære? —
Saa forftyr et meer et Spil,
Som du ikke hører til! —
Gaae din Vet, og lad os være!

Hvem er Manna?

(Til hulde Vedkommende.)

„Hoem er Nanna?“ lyder rundt i Staden
Nattens flore Spørgsmaal. Man har hørt
Ikke blot i Kirken og pan Gaden,

Midt i Deodata, ven Paraden,

Og hvor Snak om Gioren og om Laden,
Ingen Fjender, ellers bliver ført, ?
Men endogſaa der, hvor høre Naader

Slaae paa Nakken af de ſtorſte Gaader,
Denne hemmelige Stræng berørt.

„Hvem er Nanna? — bet gab Mange vide,
Som dog ellers blot af Pligt

Meer, end hvad de veed, erfare gide,

Naar der Spørgsmaal er om Digt.

Men, hvis og, fom fig en Digter ſommer,
Stuffet af min Phantaſie,
Denne hele Sporgen jeg mig drømmer —
Hvis jeg altſaa vil gade den forbi,
Som et flygtigt Selvbedrageri —
Hvis og ingen Ubefjendt bet bryder,
Om en ædel Elffovs Ideal,
Roſe mellem Livets Blommer, pryder,
Eller ikke, Tidens Blomſterdal;
Hvis — hvorfor jeg gruer meeſt, og ſorger —
Ganffe ligegyldig ved dit Navn,
Du, min Nanna, felv derom ei ſporger
Midt 1 bets Udoedeligheds Favn;
Dog — trods Balders ſmerteligſte Savn —

720 '

„Hvem er Nanna?” ſporge Millioner.
(Millioner — nemlig, for faa vidt

Imod Tallet af fer, før Platoner,

Hvis Opmarkſomhed en Digter kroner,

Hvert et andet Antal er for lidt)

Balder, trøe de ſamtligen at gjiette

Strar, hvem ér — men Nanna? — Nok engang:
Hvem er Nanna? hvem er vel den rette

Laura her i Dang Petrarkas Sang? 5

„Dans Petrarfa?: Man mig vil beftiffe! —
Men, har Dan en. Dante nu og da,
Tasſo, Arioft, et cetera,

(Som en Recenſent med Danneblikke
Nu omftunder neppe vil gaae fra)
Hulde, føre Millioner, ja! —
Herthas Laura gad J altſaa fjende,
For et blot i min Danfanafrog,

Men i Kirfen, hvor hun fiffert og
Kommer af og til, at hilfe hende?
„Verden,“ figer J, „ſtal derfor bog,
Hvis og vi, dit Publicum, en Gaade,
Som den et har med at gjøre, raade,
Paa bens Løfen blive lige Hog...

Elſtte Millioner! jeg vil ikke
Slig en Kreds, hvis ædle Videlyſt
Veed at holde det den Stukne tyſt,
Mindſte Sandhed under Stolen fliffe:
Fer, I Faa! vil jeg med ſtorſte No,
Hvem. der er min Nanna — men, at fige, .
Mellem os fun — offentlig betroe.

Vider da — fornemmelig J to,
Mellem de fer, ſyv 1 Balders Rige,
Der i meer end Dragt er hende lige:
Ranna — baaren i fin Fodeftabn —
Datter af fin Fader og fin Moder —
Søfter af fin Soſter og fin Broder —
Uden mindſte Virkeligheds Savn —
Med de Livets Tegn, der aldrig fvigte —
Hoit ophoiet over alle Digte,

Skabt af Gud, og i Naturens Favn,
Ligger, ſidder, ſtaaer og gaaer pg fvæver,
Smiler, ſynger, taler, aander, lever,
Under et befjendt proſaiſt Navn,

Her, i denne Berden, her paa Jorden,
Her endog i Hjemmet, her i Norden,
Her, imellem 08, i Kjøbenhavn —
Synlig — ikke blot for mine Blikke,
Men for mangt et Underøiebryn,

Der det overjordiſtſtionne Syn
Sikkerlig, fom jeg, fortjener ikke —
Da jeg Mangen, fom dog hende ſage,
Seer endnu paa gale Veie gage —
Horelig — for Andres, end dens Øre,
Der fan Engle, naar de hviffe fig
Deres Elſttes Navn i Himmerig,

Uden andet Rør end Hjertets, høre —
Folelig — for Ingen, Planten liig,
Der ved Haandens Nærmen til dens Duften
Bavende tilbagetræffer fig;

Men, fom denne, fun berørt af Luften,
Deftomere følelig for mig!

Til er altſaa Ranna, tå, J Hulde,
Til i denne Skjaldens Yndlingsby,

Som han derfor aldrig meer vil flye,
Hois den og med' hendes hele Kulde
Skulde Balder og hans Digte ſtye —
Hois den og, paa Grund af gamle Blade,
Som i Stormen fra min Tinding faldt,
(Smuldrede til Støv om Foden alt)
Hjerteløvets Friſthed ſtulde hade.

Had, og haan, hvad fan! — mig evig fjær
Er dog, frem for alle Hovedftæder,

Hvor. mig venlig ſmiilte Held og Hæder,
Danmarks Hierteſtad; thi hun er her!

Det fornøier fiffert Jer, I Gode!
Hvad, om altſaa noget meer endnu
Balder om fit Jegs udvalgte Du,
Kjcernen i hang Verden her betroede?
Hvorfor ikke? Hjertet er i Flud,

Da det lutter Honning er, fom flyder,
Naar det over hende fig udgyder,
Alt til ſidſte Draabe maa herud.

Hendes Sfabning altſaa? — Vært at fige —
Thi, paa denne nær, er Alt
J den hulde himmelſte Geftalt
Ufortælleligt, fom uden Lige —
- Da den Ven, det ene funde fige,
Stub! din Penſel, + min Lod et faldt —
Hverfen flor hun ſynes, eller lille;
Da hun valfer, troer jeg, ilke meer,
Og med Bliffe, ſom den maale ville,
Man ei Maal paa hendes Ynde feer.

Hendes Haar? — Det er umuligt, ganfis
Kjendeligt at male bem med Blak;
Jeg fun fige fan, at de er? danſte,
Trods min Evalds Nannas norſke Træf.

Hendes Dine? — Dem har Herſchel malet,
Saa det undrer mig, man iffe veed,
(Hvis derom jeg aldrig havde talet)
Fuldelig, om hvem hun er, Beſted —
Himmeldpbet, frygted' jeg, min Gaade
Vilde hele Verden ſnart forraade.

Hendes Alder? — Noie kan jeg ei
Telle hendes Skridt paa Tidens Vei;
Thi jeg følger hende felv herneden,
Som om huldt med Englen Haand i Haand
Paradiislyſtvandrede min Aand
Rundt om Livets Træ i Evigheden;
Men jeg haaber, hvis (fom er min Hu)
Selv jeg ellers fever lidt endnu,
Man Alder frit fan hende give
Mellem femten Aar og fyrretive.

Hendes Rang og Stand? — Ifald man fløt
Femten Hoider over min i Norden,
Bilde man endnu den finde før;
Den er næft den høiefte paa Jorden —
Skjondt dens Glands er lidt fordunflet vorden
Fra den TiD, en anden res Orden
Verden med Titulatur beloi.

Valgte Kreds af Muſens faa Platoner,
Skjaldens hele Verdens Millioner !

Om den virkelige Nanna veed

Hver af Eder altſaa nu Beſted.

Hvis imidlertid J end er raade

Den ſom fande, maaſtee ftørre Gaade —
Hvis af Alt dog ikke vifer fig:

Om hun er en himmelft elffet Ovinde,

Eller en i Støv tilbedt Gudinde —

Vil jeg Intet forbeholde mig,

Hvad endnu med Vished jeg fan fige.

Om min Nanna fer i Herthadal,
Trods fit Nordens Kuldes Aabenbaring,
Og min ſpildte Dyrkelſes Erfaring,

Er og bliver blot et Ideal?

Eller om hun (ſom en anden, lige

Virkelig, gift eller ugift, Pige)

Juſt er, hvad man falder dødelig?

Hulde Kreds, jøg et fan fige dig —

Haab et blot, mer ogſaa Frygt fan fvige,
Og jeg Fjender lidt til Dødens Rige;

Men Cet veed jeg: derſom Daphnes Krands
Flettes fan af Laurer her til Lands,
Straaler hun iblandt Udødelige.

Maar levede Manna?

Spørgsmaal.

>) man hvem, og hvor hun er, endnu
Sporge fan, trods Alt, hvad jeg har ffrevet
Om mit Balder⸗Jegs udvalgte Du,

Af en Ben mig godt forflart er blevet.

Men, at man endnu fan ſporge: naar?
Fordum? momſtunder? eller fiden?
Uvis felv, trods alle Tegn, om Tiden —
Det, I Hulde! jeg dog er forftaaer.

Ligemeget! jeg vil paa et Haar
Aar og Dag og Time felv beftemme
Stjerneflart for hele Spørge-Brimlen :

O! det er mig, ſom det var 1 Gaar!
Evigheden felv det et vil glemme! ⸗
Nannas Tid ftaaer tegnet op i Himlen.

Ulaar levere anna?

Svar.

Sy sigang mellem alle nære, fjerne
Himmellys i Nattens dybe Blaa
Jorden Kjerlighedens lyſe Stjerne
Skjonneſt i fin Uſtylds Fylde fane —

Dengang ſamme Kerte meeſt fordunkled'
Aft'nens Maane⸗Smiles blege Dands,
Der, ſom Daggry⸗Fakkel, overfunkled'

Alle Morgenrodens Straalers Glands —

Dengang, hilſt af Blikkes Myriader
Perlers Perle, Skjonheds Ideal,
Med et helligt Jubel⸗Hoſianna,
Venus gif i Himlens Xther⸗Sal
Giennem de fordunflede Pleiader —

Dengang, Hulde! levede min Nanna!

— — — — — — — —

Til Frue F. 3
u, hvem jeg, naar fommer Alt til Alt,

Hvis min Sang en anden Ynde hylder,
Hvis paa Knæ jeg for en Andens faldt,
Ene for mit Knæfald Regnſtab ſtylder —
Du, hvem Valget af det Maleri,
Med hvis Vexel (medens dine Dyder
Tro tilbedes af min Sjæl! deri)
Jeg mit Hjertes Altertavle pryder —
Og, hvem Valget af det Ritual,
Offringen tidt ændrer til din Xre,
Skjondt beftandig tro fit Ideal,
Ene ligegyldigt et fan være —
Du, fom, naar jeg holder hemmelig
For min bedfte Ven en evig Gaade,
|jærligheden felv fan ene raade,
Har alene Ret at fpørge mig —
Du forlanger, offentlig at vide:
Om i hvad jeg hidtil far beftemt,
Skildrende min Sangs Adelaide,
Man pan hvert et givet Træk fan lide?
Og iſer, om jeg har Intet glemt?
Dig vil, uden Poeſie, jeg fvare.

Hvad jeg figer i mit ſidſte Digt
Om ven Nanna, det ffal aabenbare,
Var, og er, og bliver virkeligt;
End i dette- Preblit jeg finder
Eet min Gjenſtand og dens Maleri —
Hver en Forffjel mellem dem forfvinder —
Naar jeg paa min Nanna mig befinder,
Fattes intet Sandhedetræf deri.

Wen — om, meng jeg fer om hende taler,

Hun er end den famme — lige nær

Charis⸗Idealet for hoer Maler —

Og for Nordens Gratiers ifær —

Derfor ingen Sifferhed jeg giver.

Thi, ſtjondt Dybden felv er evig ſtjon,

Og den Aand og Ande, jeg beffriver,

Dog jeg fuffer med Virgil 1 Løn:

„Altid Andet var, og er, og bliver

Hvert et Monſter for det ſmukke Kjon.“*)

Da jeg hende ſidſte Gang herneden
Saae — det var, oprigtigt talt, i Gaar,
Sfjøndt i Dag det fynes mig et Aar,

Og i Morgen halvveis Evigheden —
Dengang var hun ganffe paa et Haar,
Som hun i Danfana gaaer og flader;
Men der ere, mellem os, i Tiden

Tuſinde Minuter ſoundne ſiden —

Og, hvor ſtor Forandring er et ſteet

F et himmelſt Væfen her paa Jorden,
Før det uforanderligt er vorden

Hiſt forklaret — ofte blot i Eet?

or jeg veed — og veed det, mig til Smerte:
J vet Hiertebilled, jeg har malt,

J det Hjertefprog, min Sjæl har talt,

Da jeg Danmarks Nanna fjende lærte —
J mit Hjertes Elffovs Ideal,

Her Copie, fom der Original,

Er fun uforanderligt mit Hjerte.

*) — — Varium & mutabile semper

Foemina.
Virg.

81.

Hvor er Wanna?

Man har alt bemærfet her og der:

Hvis jeg og fortæller, hvor hun fvæver, .
Smiler, fynger, taler, aander, lever,

Siger jeg dermed ei, hvor hun er.

Man har Ret. J Digterhgtten her +)
Man det alt om Thora har erfaret,
Uden at jeg dog har aabenbaret,

Hvor hun, uden Digt, er til iſer.

Rundt 1 Dannerkongens ſtore Rede ++)
Kan man om en Nanna længe lede,
Naar man har om Hufet et Beſted;
Giores altſaa vitterligt 1 Staden:
Manna boer i Kronprindſesſegaden —
Nummeret man allerede veed.

*) Danfana.
XR) Sjobenbavn.

— ——— —— —

Baggeſens Barler. 3B. i 6

Hvem er ikke anna?
Cpiftel fra Balder til hende ſelv.

Noattens Spørgsmaal et Par Hieblikle:

Hvem, og hvor, og naar min Nanna var?
Dagen, hører jeg, forandret har

Til vet Konſtige: Hvem er hun ikke?

Selv de Hulde mig tilbage ſtikke

Med dets Drillen alle mine Svar.

„Hvem er ikke Nanna?» flang forleden
J mit Øre — med et haanligt Smil —
Der, hvor ſikkerſt dog jeg troede Freden,
Faſt, ſom Flugten af en giftig Vil;
Den blev udfendt, Balders Bryft at faare;
Men den traf hang alt beftilte Baare.

„Hvem er ikke Nanna?» ſtreg tfær
Overlydt i Gaar i Kongens Have,
Mens de loe, fom de var reent af Lave,
Tretten Gratier — paa Smilet nær,
Thalier, Aglaier, Euphroſiner —
Der med ſtolte triumphante Miner
Sikkert troede ſig en Venus hver —
Ale Tretten vilde Balder ſtikke;
Men de traf hinanden, Balder iffe.

„Hoem er iffe Nanna?” fpurgte nu
Med et Smiil, Hvori fig blandte Smerte,
Selv dig ubekjendte Nanna, du!

Og med hele Helhjems folde Gru
Mifteltenen traf din Balders Hjerte.

Nanna! du, ſom, naar jeg dig befang,
Skjondt jeg dulgte, hvad min Stemme haved',
Og til hoilken Engels Priis den bæved',
Dog fornam hvert Suf i Harpens Klang!
Du, fom, hellig felv, med Englens Øre
Det jeg veed et hvad deri har hørt,
Som moderne Duffer ilke høre,

Men fom vene Hjerter vift har rørt! .
Du, fom end med barnlig Sands herneden,
Og uhildet end af Modens Baand,
Vandrer, med din Uffyld Haand i Haand,
Uden Konft 1 Jomfrulivets Eben,

Rundt omviftet af Naturens Aand!
Lyttende til Harpens Hoſianna,

gattende dens Andagts Melodie,

Folende den dybe Klang deri,

Du fan gaae din Balder fold forbi

Med det Spørgsmaal: Hvem er ikke Nanna?
Som om i vor Ork om Sangens Elo
Laurbær iffe blot, men Laurer ſelv
Regnede fra Himlen ned, ſom Manna?

Net! det var en Drøm! min Harpes Klang,
Hellige! har aldrig naaet dit Øre —
Sfjøndt jeg ſtued' dig + Dannevang,
Og indbildte mig, at Hyttens Sang
J dets Hjertelund du paa din Gang
Gjennem Jomfruvænget funde høre!
Du har aldrig paa din Englevei
Lyttet til den ſtjulte Sangers Stemme —
Aldrig — aldrig — aldrig, Nanna! nei!
Mens til Himlen, hvor din Aand har hjemme,
6*

Fromt de flege, du fornam dem er,
Disſe Toner fra det rene Hjerte,

Disſe Nyn om Salighed 1 Smerte,
Som bin Uſtylds Trylleglands mig lærte!
Du har aldrig hørt din Digters Roſt —
Du har blot af Rimere hort fige,

Gan, paa deres Viis, fom deres Lige,
Riimte Livet af en ſtakkels Pige —

Det er Balders ene ſidſte Troſt.

Eller, var faa mægtig Ungdoms Mode,
Hver en Gjenfomft i det gengſe Ny

Af ve Gamles Aand, ſom Laft, at flye,
At ben indjog felv en Engel Sly

For det Tro, vet Hellige, det Gode,
Paa hvis Uffylv vore Fædre troede?
Kyeſte felv min Harpes dybe Klang,
Alvorhellig, og ublandt med Latter,
Nannas Lytten bort fra Balders Sang?
Hot var da faa feftlig her din Gang,
Eenſom, ſtille, langt fra Modens Prang,
Himlens ned paa Jorden ſtegne Datter?

Nei! Hvis ingen Gjenklang dig har rørt
Fra de dig befjendte Hoies Toppe,
Og i Blun din Mand tilbageført
Til dens Uſtylds lyfe Hjem deroppe,
Har du Harpens Bæven aldrig hørt!

Sode Troſt — imens mit Hjerte brænder
Af en hellig her foragtet Ild,
Som bu troer faa let fluft ud, ſom vil —
At du Skinnet felv deraf ei kjender!

835

At jeg trygt endnu fan fige mig,

Mens i Blinde grumt du nærmer dig
Med det folde Spyd, hvorfor jeg falder:
Uffylos gamle Ven, ukjendte Balder! -
Nanna bytted' Ungdom med fin Alder,
Hver en Glade, fom er timelig,

Med et evigt Aandens Himmerig,

Uden frygtſom at befymre fig |
Om de faldne Lyſets Engles Domme —
Nanna bptted', felv før Dødens Komme,
Jord med Himmel — hvis hun kjendte dig!

Wen mig hylle maa til Livets Ende
Nattens tauſe, blinde, mørfe Slor —
Sfjebnen bød det: »Forſt naar Skjalden ALB
Nanna ſtal i Sangen Balder kjende!«

Derfor, Nanna, tør jeg fvare paa
Hvert et Spørgsmaal, uden mindſte Fare,
Hvad i Himlens Gjemme blive maa,

Nogen jordiſt Sands at aabenbare.

Bitd ba, langt fra Drøm om, hvem jeg er,
Mens min Aand er fljult for dine Blikke,
.Hvad min Gang forfynde før Enhver

Uden Forbehold: hvem du er ikke.

Den, ſom et med Skjonheds ydre Glands
Mands og Hjertes indre Verd forbinder —
Den, fom med en flygtig Nutids Sands
For hver Vexel blot i Livets Dands
Efter intet Evigt Længfel finder —

Den, ſom, tryllet i Naturens Favn

Af en blid Sfærfommerfryd paa Landet,
Med hver Livets bittre Sorg ublandet,
End fan føle Byens Glæders Savn —
Den, fom fig paa flørre Lyft befinder,
For er endt den hulde Jomfruvaar,

End fin Uſtylds Leges glade Minder

Fra de førfte Barnlighedens Aar —
Den, fom Mængden fliræber at behage,
Lønnende med lige hulde Nik

Hvert et fræft og hvert et frygtfomt Blik —
Den, hvem huuslig ftille Fryd er Plage —
Den, hvem Skueſpil og Modens Kram,
Baltriumph og Maſterade⸗Bram,

Glimren i den ſtore Verdens Vrimmel,
Er i Jomfrulivet Jordens Himmel —
Den, ſom, ellers ædel, from og fiin,

Let med fremmed Dragt, med laante Miner,
Og med fjøbte Roſer af Carmin,
Offentlig til Alles Stue fremtriner —
(Smagen er førffjellig, hver har fn:

Hun fan være Vittigheds Roſaura,
Konſtens Charis, Phantafiens Laura,
Mufers Mufe; men fun iffe min) —
Den endog, fom, uden Feil og Lyder,
Ideal i Væfen og Geftalt,

Monſteret paa qvindelige Dyder

Ellers til Fuldkommenhed i Alt,

Ikle mangler nogen, Kjonnet egen,

Agtet, elffet og beundret Pryd;

Wen endogfaa blot har cen formegen,
Til hver anden Dyrkers ſtorſte Fryd ;
Den, med Pfydes eget hulde Stempel

J Terpſichores bekrandſte Tempel

Zephyrlet at valſe, for Exempel —
Ladende, ſom Amors ſvungne Brud,

Skjondt uſtyldig, ſom en nyfødt Engel,
Tomme med fig, Stængel flyngt om Stangel,
Uffyldblomftens Nektarbeger ud —

Levnende den blye Tilbeders Nermen,

Der har ingen ſtorre Vellyſt dromt,

Naar en jordiſt Duften alt har tomt,

Hvad en himmelſt Amor falder Bermen —
Den, der, ſom Chriſtinde reent forſomt,

Har om Troens lyfe Bjergetoppe,

Og det Aflerhelligfte deroppe,

Selv i Paaffenætter, aldrig drømt —

Den, ſom iffe, mellem Alt, i Sange, .
Digt're qvad til Engleharpers Klange
Himmelſt, helligt og guddommeligt,
Foretrekker Evalds Hoſianna

For hvert nyere romantiſt Digt —

Den, hvor ſtjon hun er, er ikke Manna.

Bekjendelfe.

Om jeg for har elſtet? — Sandt at ſige,
Har jeg altid, troer jeg, gjort deslige;
Mange paaſtaae ſelv, jeg vidt det drev.
Hvis jeg huſter ret, jeg har og noget
Digtet, for at øve mig i Sproget,

Før jeg Digtene til Nanna ſtrev.

Clegie.
Ti Nanna.

Nanna! bu vil altſaa fra mig tage,
Hvad du felv engang dog undte mig!
Grumt du hvert et Smiil mig vil unddrage,
Hvert et Huldblik, Sangen drømte fig!
Lindrende tør Taaren meer et trille;

Suffet tør et flamme meer dit Navn;

Selv ved Harpens Trøft du vil mig ſtille,
Der betroede Himlene mit Savn.
Veemods⸗Buen over Sorgens Skygger,
Naar af Diets Dug min Kind er vaad,
Som fig Mindet af dit Gjenſtin bygger,
Denne felv misunder du min Graad!

Naar din Priis i Glærens Ork gjenlyder,
Din Foragt og Haan forfolger mig,

Som om Sang om dig og dine Dyder
Var Forbrydelſe mod Gud og dig.

Vel da, Nanna! fnart ſtal Balder fvinde,
Segne, falme, blegnet visne hen,

Og med ham hang Liv, hans Navn, hans Minde
Synke ned i Nattens Mulm igjen.

Tag tilbage, Himmelſte! hver Gave,
Fordum jeg afbetlede dit Blik,

Naar jeg udenfor dit Edens Have,

Tittende derind veemodig, gik!

Skjul din vendte Gang i Lundens Skygger!
Negt mig hver din Indes lyſe Skimt!

Hyl i Nat, ſom evigt Mulm betrygger,
Med dit Fjed min ſidſte Stjernes Glimt!

Tag igjen, hvad mig din Uſtyld ſtjenkte,
Da jeg førfte Gang din Ynde ſaae,

Da med Smiil du hilſte mig, og lænfte
Balder til det Støv, du traadte paa!
Engel! fom mig, fort, ved ſidſte Moden,
Truede, med meer end Tab af Fryd,
Hils mig, ſneehvid, næfte Gang, ſom Døden,
Med din Haans det naſtronddypte Spyd!
Det fan Livets Træ mig brat afleve,
Svunget af din jomfrufolde Haand;

Men, hvad det mig Øvig ei fan røve,

Er bit Billeds Aftryk i min Aand!

Alt hvad mig i Nattens Favn opliver,
Hvert et Glimt af Lys, mit Øte feer,

Jeg dig feftlig her tilbage giver,

Da bu mig det under tffe meer ;

Alt hvad mig "til Liv herneden binder,
Hver en Blomſt af Nannas Digters Krands,
Alle dine Huldbliks ſmaa Kjœrminder,
Hvert et Gjenſtin af bin ydre Glands,
Hver en Vellyſt, naar min Haand berørte
Zittrende din flygtig nærmte Haand.

Hver en Salighed, naar jeg dig hørte,
Lyttende til Uffylds egen Aand —

Hver en enfelt Himmelaabenbaring,

Som til Lyſt har før min Harpe flemt,
Tag den ud igjen af fin Forvaring !

Byd den i min Sang at være glemt!

Tag det Billed fra mig, ſom fan vandre,
Paa dit blotte Vink, fra Haand til Haand,
Som fan og med Bellyft fees af Andre,
Selv igjennem Glas, og uden Aand!

90.

Hvert et Træf af dig i det vil ſvinde;
Tiven alt, før Livet er forbi,

Sletter ud, hvad Dodelige finde

Hulot og ſtjont og elffeligt, deri;

Kun, hvad gjennem Andagts rene Luer
Den udødelige Sangers Blik,

Skjult for hver en anden Stirren, fluer:
Preget, du for Evigheden fif —

Denne høie, fromme, himmelrene
Paradiſets Lilier egne Glands,

Hellige, ſom dig tilhorer ene,

Og for hvilken Aand har ene Sande —
Dette, ſelv dig ubekjendte, Stempel

Af din Skabers Kys, da forſte Gang

J hang Billedaftryfs Skjonhedstempel
Meſterſtykket af hang Hænder ſprang:
Dette, Nanna, gjemmer 1 fit Hjerte,
Dette, Nanna, flutter i fit Bryſt,
Den, der Intet af dit Støv begjerte,
Den, hvis Aand og Aanders Aand har kyſt!
Dette gi'er han aldrig mær tilbage —
Denne Sfat, hans Uſtylds Eiendom,
Ingen jordiſt Magt fan fra ham tage,
Hvis og felv med Bud fra dig den kom!
Indtil Døden vil hans Sjæl bedrøve
Dit ham lydt engang forkyndte Bud;
Tidens Trøft det vil ham her berøve —
O! men Evighedens ei hos Gud.

Med ſin Eiendom paa Sangens Vinge,
Naar Miskjendelſen har knuuſt hans Bryſt,
Skal hans Aand fig op til Himlen foinge,
guld af fin Begeiſtrings rene Loft!

ig 91

Nanna! ja! dit Aftryk 1 mit Indre,

Dybt 1 Knoppen, der for dig ſprang ud,
Bil, faa længe Tankens Stjerner tindre,
Sikkre mig en evig Tanke-Brud —

Skye mig! fad mig! fjern dig fra mit Øre!
Flye dets Taareblik! og glem mit Navn!
Dybt i Mulmet bag beſneete Høre

Flygt i mine Fienders ſtumle Favn!

O! mens der din Lilie ſig udfolder

J den Balder ubefjendte Luft,

Han i Mindets Smiil vens Glands beholder,
Og i drømte Kys dens rene Duft!

Nanna! Nanna! lad dig et bedrage!
Hvad. der flygter mig i Tidens Elo,
Hvad bu vil din Balder her unddrage,
Hulde Nanna! det er et big felv!
Det er et det Himmelſte, din Skaber
J fit Billeds Dannen hyiilte ved,
Det er blot det Jordiſte, du taber
Paa din Englevei til Evighed —
Dette gjerne jeg en Anden giver,
Naar alene maa tilføre mig
Hvab min Nanna var, og er, og bliver
Her, og hisſet, og evindelig!
Kun dit Væfen, fun dit Liv, ublandet
Med Forgengeligheds ydre Spil —
Kun dig Selv jeg elffer — alt det Andet,
Ranna, hører alt det Andet til.
Og du Selv, det veed jeg, er paa Jorden
Ingenſteds i al din Engleglands,
Med hvert Præg af Himlen, aftryft vorden,

92 i

Som 1 Balders Hjertes rene Sands —

Kun i Templet, hvor fom Offer brænder

AT min Fryd 1 Livet fer for dig,

Staaer du, ſom du fprang af Herrens Hænder,
Der i det Fuldkomneſte, jeg fjender,

Bod mig, evig at tilbede fig.

Troſt til Manna.

Nanna! ſtiondt mig Naſtrondſpydet dræber,
For jeg aabenbarer Jorderig,

Hvem det er blandt Nornerne, ber firæber
Meer og meer dets Od at hærde mig —
Hvem "ber er den Glædens morke Datter,
Der herneden, blind, med gruſom Lyft,
Under hele Skuevrimlens Latter

Engang ſtoder det i Skjaldens Bryſt;
Skjondt du, Skjebnen liig, uſynlig throner
Uopdagelig i Nattens Slør,

Mens din Virkning blot i Klangen toner,
Som med Strængens ſidſte Bæven døer;
Skjondt du tryg fan trodfe hver en Leden
Om bit Himmelfpor i Støv herneden;

Dog bedrøver dig, at Skjaldens Sang

Har betroet dit Navn til Harpens Klang,
Og at Klangen lydt dets Priis forfynder
Der, hvor man af Idealet leer —

Der, hvor ingen Uſtyld findes meer —
Der, hvor intet Helligt meer man ynter —

Der, hvor Hvert et Bryſt, ber elffer, fønder —
Der, hvor intet Aandeligt man feer —
Der, hvor lutter Legemligt begynder.

” Nanna! Nanna! men bedrøv dig et!
Balders Digt gaaer alt en anden Vet —
Det gaaer, uden al Erindrings Fare,
Snart forbi den hele Nutids Skare!

Dette Nanna-Navn, ſom fordum lød
ØGjennem Himle, ved min førfte Dod,

Der, fom Dagens Echo nu gjenflinger

gra hver Læbe, fom bets Lyd har næmt —
Dette blotte Navn paa Rygtets Binger —
Dette Stjul, hvori din Glands er gjemt —
Fromme Manna, vær fun iffe bange!
Skjondt udodeligt i Balders Sange,

Det er her i Byen, blandt ſaa mange
Modens Philippine⸗Floiters Klange,
Sifferlig om fjorten Dage glemt.

Partheneis.“
Til Dana.

Hun er borte. Gjennem Taarer ſtirrer
Diet efter Glædens ſlukte Lyn;

Og i Hjertet, fom endnu forvirrer
Efterglandſens lyſe Skuffen, dirrer
Salighedens Veemods ſidſte Nyn.

Hun er borte! Drommes Drommes Under!
Balders ubegribelige Blun!
Slummer, i hvis Favn han meer et blunder, .
Som, opvaagnet, aldrig han udgrunder,
Smiilte ham i dig en anden Hun!

Veemodsnyn, fom Hjertet ei fan glemme,
Uſtylds Stjernes foundne Svane⸗Sang,

Tone, ſom hang Sjæl vil evig gjemme,

Rorte ham i dig en anden. Stemme,

End det Nyn, hvis Bliv ham gjennemflang ?

Balders Skygge, vandrende paa Randen,
Hvor, da Skibet man i Havet ſtod,
Manna felv med Haanfmil fane paa Branden,
Flygted' den, fortvivlet til en Anden,
Medens Lokes Sfoggerlatter lod?

Seet i Skin af en bedragerſt Kerte,
Legte Sfyggen med jeg veed et hvad?
Trykte den i Evighedens Smerte
Til det blodige, bet bruſtne Hjerte
End et flygtigt Tidens Balſamblad?

. 95

Ja! den Skygge, fom alt Hel tilhørte,

. Da dit Haanblik myrded' Harpens Aand,
Dromte, tænkte, følte, faae og hørte

End cen Livets Engel, ſom berørte

Hver dens bruſtne Stræng med Uffylds Haand!

Jeg har fyndet, Nanna! Balders Øie
Har feet Himlen aaben i det Blaa,
Hvor bet, gjennem Taarer mod det Høre,
Stirred', fuldt af Andagt, ſtirred' noie,
Og big felv i Blikket dog ˖ei ſaae.

Jeg har ſyndet, Nanna! Hoit, fra Randen
Af mit Baals i Dybet ſjunkne Grav,
Over Offerrogen felv af Branden,
Dromte jeg mig- hævet af en Anden,
Før mig favned' Evighedens Hav. :

Jeg har fyndet i et Blun; men ikke,
Helligfte blandt Englene, mod dig!
Da jeg i en anden Uſtylds Blikke
Gift til Smertens Lædfien ſaaes at drikke,
Syndede mit Hjerte fun mod fig.

Og min Synd forlod mig Han, ſom ffabte
Hiint Orionsbud, der kom, og gif;
Thi det Svælg, hvori min Aand fig tabte,
Var det dybe Blaa, ſom efterabte
Himmeldybet i min Nannas Blik.

Det afbrudte Hjertegvad.

Sangen, Skjalden afbrød i Danfana,
Misforſtaaet af Tidens Phantaſie,

Nu, han veed, ham Nordens Aand ſtaaer bi,
Han fuldender, ſukkende, til Dana —
Dana! Dana! Føl hang Sværmeri!

Balder til fin Fader.

Da, ſom mig endnu din Dor oplader,
Naar forfulgt af Nid og Spot og Svig,
Og af Hoben, fom vil ſtene mig,

Vildt jeg flygter gjennem Livets Gader,
En udſluppen Ulivsfange liig —

Du, fom end, mens hun og Alt mig hader,
Mens hvert andet Hjerte luffer fig,
Med hvert Øre for mit Klageffrig,

Venlig fmiler til mig, fulde Fader!

Du, fom evig uforanderlig,
Trods min Elfftes Afſty, elffer mig,
Hør, o du, hvis Godhed jeg tilbeder,
Balders Hjerteg ene ſidſte Bøn:

Mens den Grumme Baalet ham bereder —
Naar er tændt dets Birf og Gran og Røn,
Naar i Flammen, Døven ene fluffer,

Hendes Navn for ſidſte Gang han fuffer,
Hviſt det Ord, ſom Naadens Dør opluffer
Hisſet, tyft i Øret til din Søn! ”

Gaade⸗Ordet.

CE. er nødigt hisfet og herneden:
Eet er Hjertet nof til evig Ro;

O! men Hjertets Cet i Kjarligheden
Er en Eenhed aabenbart i To.

Ved Nannas Slugt.

Hun er borte! Hun et mere fvæver
Synlig for mit Blik i Lunden her,

Hvor paa førgende forladte Træer

Hvert et Løv mig: Hun er borte! bæver.

Hun er borte! fuffer fjern og nær
Hver en Stemme fordum hende kjer,
Som nu hendes Lytten meer er hæver —
Hun er flyet fra Stedet, hvor jeg er,
Nanna borte! Gud! og Balder lever!

Reiſt — hvorhen? — Og — vidfte jeg det — Vee!
Jeg ben Flygtende tør iffe følge! |
Kun for Balder iffe meer at fee,
Kun for Balders Øie fig at dølge.

Hun forlod de ni, forlod de tre,
Nordens Sangmoer, ſom omdandſed' hende —
Ak! For aldrig at tilbage vende |
Til den Lund, ſom fpotter mu min Spee!

Baggeſens Bærfer. 3 B. Å 7

ba"

98 .

Dog tør ingen Fod derfra jeg flytte,
Tryllebunden til den. Hjemmets Sov,
Hvor hver Gjenlyd tonte hendes Lov —
Kun med Hela tør jeg Hertha bytte.

Førft, naar falden er hvert Lundens Løv,
Forſt, naar Hegnet ſmuldrer rundt i Støv,
Forſt, naar Alting færdigt er til Baalet,
Forſt, naar hisfet hun paa Bølgen feer
Nagelfar, min Helhjems⸗Ark, og leer —

Er mit Lys Fortvivlelfe ved Maalet.

Visner ſnart da rundt omfring mig, Træer!
Bisner, Sangens Blomſter, fjern og nær!
Fald til Grav, ſom ingen Hegn beffytte,
Balders Offerlivs forladte Hytte!

Den forſte Mai.

Sivne mellem Balders Høitids Dage!
Vaarens Trylle-Dag, hvis Sol oprandt
Over Lunden, hvor min Nanna fvandt,
Vend mig aldrig ſtuffende tilbage!

O! jeg drømte, da jeg fane dig drage
Bort fra Jorden Vint'rens ſidſte Slor,
Ut og mindre mork og fold, end før,
Nanna vilde lytte til min Klage!

Søde Drøm, fan tryllende, fom fort!
J fin Faders Huus, (faa klang det føde
Budffab) vilde hun mig ſelv modtage.
Da jeg fom derhen, var hun reift bort —
Forſte Mar min ſidſte Morgenrode!
Vend mig aldrig, aldrig meer tilbage!

— —— —— — — —-— —

100

Tvivl.

Stevets Sværmené, Tummelens Undflyen —
Lyſt til, andenſteds at helligholde,

End i Hertha-Lunden inden Volde,

Den foryngede Naturs Fornyen —

Mon er dette, meer end hendes Skyen
Af min Sang, maaffee har kunnet volde,
Hun faa tidlig, trods den endnu folde
Vaars Tilbagevift, har flygtet Byen?

Du, fom, naar forlader fam alt Andet,
Dog ei den, ſom bli'er dig tro, forlader,
Svar mig, du, ſom aldrig mig undfalder!
Hvad der Manna bortjog her, min Fader!
Bar det hendes Kjærlighed til Landet?

Eller var det hendes Had til Balder?

⸗ 101

Odins Svar.

Dit var hendes Had, min Søn, til dig,
Blindt, ſom Skjebnen, der dit Liv forfølger;
Dennes Bud dog ei forandrer fig,

Hvis jeg og dens Varſelforbud delger.

Hisfet glider alt paa Havets Bølger
Frem om Pynten af den fljulte Viig
Snekken, fom modtage ffal dit Liig,

Og med Latter hendes Blik den følger !

Spydet har hun haanlig Høbdur raft;
Veddet til dit Baal, min Søn, er flakt.“

Hvilfen Stemme! hoilket Slag af Torden!
Under mine Fødder bæver Jorden —
Af min Drøm jeg vaagner — men det var
J dens hule Skrald min Faders Svar!

102

Balders Veemod.

Ho iltet Jordens Inde⸗Tempel pryder
Uffylds Krone nu, hvor dobbelt røde
Skjonheds Rofer mellem Lilier gløde,
Mens blandt Torne fer min Taare flyver ?

Hvilfen fremmed Offerlund gjenlyder,
Helliget ven hendes Englemøde,
Hoitidsfuldt af Sange, trefold føde,
Naar de tone hendes flille Dyder?

Hvor mon mere munter Bæffen iler,
Hvor mon dobbelt yndig Engen gronnes,
Hvor mon Aftenfolen morgenfmiler,
Hvor mon Stjernehimlene fig hoine,
Hvor mon al Naturen nu forffjønnes,
Smiilbetragtet af min Nannas Dine?

103

Balders ſidſte Taarer.

F ører. did mit Støv, $ Vinde! fører

- Did mit Suk, naar Balders Læber blegne!
O! lykſaligſte blandt Herthas Egne,
Fjerne Lund, ſom hendes Sang nu hører!

Plet af Jord, ſom hendes Fod berører,
Himlens uſtyldhulde Bærn big hegne!
Almagts Herlighed er allevegne;

Men Algodheds Smiil nu dig tilhører.

Nannas fundne Tilflugtſted herneden,
Uforftyrret af min Elſtoos Smerte,
Var velfignet mig, idet jeg falder!
Lutter Salighed er i dit Eden,
Hvordan og der er, for hendes Hjerte;
Thi hun er 1 Skjul deri for Balder.

104

Balders Fortvivlelfe.

Nu, man veed min Skjebne nær, gjenlyde
Helhjems Hvælvinger af Jubellatter ;

Og, ffjøndt hvad mig martrer Ingen fatter,
Harpe⸗Fjeldets Puslinger fig fryde.

Lad din Gruſomhed dig ei fortryde,
Gevars hidtil ubemærfte Datter!
Som Veninde, Lofe nu dig fatter,
Selv hang Sonner dig Beundring yde.

Alle kildrer troldelig, og morer:
At det Hjerte, Flammen ſtal fortære,
Forſt med Spydet foldt du gjennemborer.
Balder falder — Fromhed gaaer til Grunde —
Lov og Taf og Priis og evig Xre
Nu vil ſtromme big fra tuſind Munde.

105

Palders Død.

F ra mit Breidabliks den lyſe Bue

Steg jeg ned, trods. Sfyerne, hvis Torden
Rundt i natligt Mulm indhylte Jorden,
Uden for dens Spogelſer at grue —

For med Flammen, ſom jeg gav til Stue,
Paa de Freyas Altre her i Norden,
Hvor den ſelv i Digt var udfluft vorden,
At gjentænde Kjærlighedens Lue. .

For mit Offer ene jeg begjerte
Bifaldsſmilet af den Rene, Hulde,
Som jeg helligede Sangens Flammer;
AE! felv hun med Dodens hele Kulde e
Viſer Hodur Veien til mit Hjerte,
Som ved hendes Hjælp han ene rammer.

106

Jubelæblet

eller

den gamle Harpeſpiller.

Mio: imellem Tidens Grave,
Der hvor fordum Livets Træ
Stod i Uſtylds førfte Have
For hver fiendtlig Storm i Læ,
Skyder end imellemſtunder

Af den gamle Stammes Muld
Op et Xbletræ⸗Vidunder

Med en Frugt af pure Guld.

Sjeldent er det Syn at ſtue;

Sekler komme, Sefler gaae,

For paa Jordens gronne Tue
Blomſtrende man feer det ſtaae.
Og hvis hundred? Aar henrinde,
gør det ſpreder ud fin Lugt,
Tuſind', og vel flere, fvinde,
Forend modnes fuldt dets Frugt.

Thi fra Viisdoms Væld maa flyde
Lyfets Saft og Livets Blod —
Begges Stromme maae begyde
Hjerteriſſende dets Rod;

Uſtyld maa det ſtadigt pleie;
Og, ffal Frugten lykkes, maa
Den forfage hvert fit Eie,
Som bets blotte Spire ſaae.

107

Kun eet Æble dog det bærer,
Naar bet lykkes, aldrig fleer ;
Men, hvo det far feet, ei nærer
Nogenſinde Lyſt til meer;

Og trods Armod, og trods Alder,
Og hvert Skjebnens morke Bud,
Skjalden, i hvig Lod det falder,
Er lykſalig fom en Gud.

Loft af Nattergalens Triller
J ben næfte Lindetop,
Kom en gammel Harpefpiller
Did, hvor Spiren førft flød op;
Kendte flur Naturens Under,
Nermte fig den gamle Lund,
Og henſatte fig derunder
Taus med Haanden under Kind.

Stirrende paa Spirens Stængel,

Der faa venlig, huld og føb,

Som af Natten Lyfets Engel,

Op af Muldets Tue ſtod,

Dromte han ſig lagt paa Baare
Længe før dens fulde Flor,

Mens ham, fildbrende, hver Aare,
Salig Lengſel gjennemfoer.

„Fryd, ſom Skjalden evig dromte,
„Naar ham Glæden gif forbi,
„Mens hver Indſats han forfømte
„Her i Lykkens Lotteri!

108

„Uſtylds Himmels Forſtegrode,
„Paradiſets ſidſte Skud,
„Idealets morgenrode,
„Sangen aabenbarte Brud!

„Hulde Bært, hvor ſaae jeg gjerne,
„For mit Øie luffer fig,
„Slukket af din Glands hver Stjerne,
„Som i Natten ftraalte mig! "

„O, men af! jeg kom at flue

„Maalet for min Harpes Klang;

„Og dit Hjertes rene Lue

„Smile til min Undergang.

„Smile? net! min Tid er omme!
„Vee mig, her i Lindens Læ,
„For jeg feer din Xble-⸗Blomme,
„Tuſindaarets fpæde Træ!
„Kun t Tanken ſaae herneden
„Skjaldens Stirren Frugtens Guld;
„Naar du modnes, er han heden —
„Naar du ſmiler, er han Muld.“

Altſaa klang til rørte Strænge
Bævende den Gamles Sang;
Nattergalens Klukke længe
Blandte ſig med begges Klang —
Begges Toner ſammenflode
Sodt i Klangens Melodie,

Til omſider Nynnet dode
Med det ſidſte Suk deri.

109

Som han taug og ſtirred', rortes
Pludſelig hvert Lindens Blad,
Og i Toppens Sufen hørtes
Hviffe tyſt jeg veed ei hvad —
Stum Blev Nattergalens Trille,
Klangen løftes op + Duft —
Og, mens Alt blev tyft og ſtille,
Lod det i den taufe Luft:

„Hovis dit Bryſt herneden faarer,
Andagtfyldt af Kjærlighed,
Hvad de hjerteløfe Daarer
Her i Livet ſpoge med,
Maa paa Valgets Alter flyde
Lyfets Saft og Livets Blod;
Lad big Off'ret er fortryde,
Gamle Sanger, har du Mod!“

Som naar Himlens Straale rammer,
Slog en hellig Offerlyſt
Ned med alle Martyrflammer
J den fromme Sangers Bryſt:
„Vox, o Træ, hvis Frugt jeg kaarer,
„Her, hvor fordum Edens ſtod,
„Vandet af mit Dies Taarer,
„Gjodet af mit Hjertes Blod!“

Og, med Blikket mod det Hoie,
Flux han Harpen ſonderbrod,
Mens veemodig fra hans Die
Perle ned paa Perle flod.

110

Frodigt, ſom til ingen Tider

Borte Træet ſtyndig op —
Snart det blomfire? — og omfider
Gloded' Æblet i bets Top.

„Skattes Sfat! jeg dig har vunden!“ —
Som fan jublede bet, kom
Bag om Træet ind i Lunden
Juſt en Dreng, og fane fig om;
Ak men Oldingen, ved Roden,
Jubelmattet alt lage død —
Da hans Offers Frugt var moden,
Faldt den ned i Drengen Skjod.

Fortroſtning.

rt sen buldred', Bølger brufte,

Solen fljulte fig i Mork;
Mod min Klippe Stormen fufte

Valdig over Havets Ork.

Kjed af Livets Jammer, ene,
Troſteslos og uden Haab,
Sad jeg, mellem Fjeldets Stene,
Spildende mit Klageraab.

Tord'nen buldred' i mit Hjerte,
Stormen raſed' + min Barm;
Haard, ſom Klippen, var min Smerte,
Vild, fom Bølgen, var min Harm.

111

Tord'nen tang; med dæmpet Brufen
Donned' Bølgen mod fin Bred;
Stormen fvandt i ſtille Suſen;

Solen dalende gik ned.

Endt var al Naturens Smerte;
Jorden ſmiilte, Himlen loe;
Kun i det oprorte Hjerte
God min Aften ingen Ro.

Men i Klippen under Jorden
Hørte jeg en Harpes Klang,
Dæmpet, fom en fjernet Torden —
Og en Stemme fød, fom fang:

„See bag Sfyer Solen ile
„Sin beftemte Bane hen —
»Snart den fynfer for at fmile,
„Medens Havet favner ben.

„See den fmile, fee den blegne,
„See den fynfe, fee den ſlukt;
n»nXænf: Som den, du og ffal fegne,
„Snart er og dit Øie luft!

„Hor i Havet Bølgen brufe
„Mindre høit, med mindre Magt;
„Hor i Lunden Stormen fufe,
n»Dæmpet, mær og mere fvagt —

112

„Hor den ſidſte Vove trile —
„Hor det fiofte Vindens Puk —
„Taenk: Din Sjæl og fnart bleer ſtille;
»Snart er og dit Hjerte knuuſt!

„J en natlig ſtille Slummer
„Ligger alt Naturen Liig:
„Troſtesloſe! glem din Kummer!
„Doden favner ogſaa dig.“

— —— — — — —

Savn.

Son omſtjerm't af Roſen⸗Skygger,
SDverhvælv't af Himlens Blaa,
Hører jeg, hvor Uffyld bygger,
Skovens Skjald fin Harpe flade; -
Dufte, Farver, Toner fpille,
Feirende Naturens Lyſt —

Ak! men mine Taarer trille;

Tomt for Gladen er mit Bryſt.

Thi hun maatte fra mig vige,
Som mig til din Tryllen bandt,
Duftes, Farvers, Toners Rige!
Hver din Lyſt med hende fvandt.
Nu, fra mig er fjernet blevet
Toillingparadiſets Aand,

Hulde Hjem, er ſonderrevet
Hjertets og din Yndes Baand.

113

Hvad er, Jord, bin Blomſtervrimmel
Uden hendes Roſenknop?
Hvad dit Blaa, du klare Himmel,
Blikker hun er til big vp?
Hvad er alle Skovens Toner,
Hvad er alle Harpers Klang,
Nu, da Sangens Dronning throner
Ikke meer i Dannevang?

ANannas Aabenbarelfe.

Min Ungdoms Vaar er ſounden,
Og Mandens Middagsſol

Er i det Mulm nedrunden,

Som hyller Nordens Pol;

Men end, ſom Barn, mig rorer
Hver Blomſt paa Livets Vei;

Og overalt jeg hører:

„Forglem, forglem mig ei!“

Jeg dem ſaae fra mig ile,

Som fulgte Vennens Gang;
Og Nordens Døttre ſmile

Til yngre Skjaldes Sang.
Hvav fan endnu mig frøde
Paa min forladte Vei?
Hvorfra fan Stemmen lyde:
„Forglem, forglem mig ei?»

Baggeſens Værter, 39.

114

Hvad dysſer født min Smerte
Ved hvert et. blodigt Fied?
Hvad hæver end mit Hjerte
Til Himles Salighed?
Blandt Tidsler og blandt Stene,
Hvorhen jeg mødig kom,
J Sangens Orken, ene,
Omſonſt jeg fane mig om.

„En Huldflor af Kjærminder
„Jeg gjemmer i mit Bryft,
„Som end mit Hjerte binder
„Til Barnekrandſens Lyft,

„Selo under følvgraae Haar.
„Jeg veed, den vigner ikke,
„For Hjertet meer ei flager.”

Men, hvortil vel bevarte,
Selv midt i Glemſels Nat,
"Hvor intet Edo fvarte,

Mit Bryſt fin golde Stat?
Forhaant begreb jeg ikke,
Hvi taug ei Harpen hang —
Mon, fjult, en Frederikke
Har lyttet til dens Klang?

Bar et omfonft 1 Lunden,
Hvor før min Bugge ſtod,
Min ſidſte Taare runden
J Spor af hendes Fod?

115

Er end et fuldt til Ende

Min Barndoms Blomſtergang?
Og anede jeg hende,

Da jeg min Nanna ſang?

Ja! jeg har ſeet, du Hulde,
Hvor omt din Taare flød —
Og nu jeg veed tilfulde,

Hoi Balders Harpe lod.
Fra nu den evig lyder
Med himmelluttret Klang;
Thi, Engel! dine Dyder
Forklare Skjaldens Sang.

— —

Til Spotterne.

Q gamle Slaver, og J unge Herrer,
Paa Livets Fryds omrodede Parnas,

Til Fods, til Heſt, i Gigger og i Kerrer,
Hvem Dyrehave⸗Leeg kun er tilpas;

Hos hvem Begeiſtring yttrer fig i Hikken,
For hvem, om et Skildpaddebord i Ring.
Den legemlige Xden fun og Driften
Udretter endnu ſtundom ſtore Ting;

Som intet andet Trylleri begribe,
End det, ber ſtiger op af Glas og Kruns,
Og troer, at, naar J floite, naar J pibe,
Jert Bacchanal er Glædens ftørfte Ruus?

116

I fee mig Comus og Cotytto fvigte,
Og fpørge mig, fom Livets ſtorſte Nar,
Ved Nys om Kilderne til mine Digte:
"Hvor mange Nanner jeg har havt, og har?

Min Vellyftfilde-Kreds er ingen Vrimmel;
Fra den er Alt, hvad mylrer, jaget bort;
Hvis Mængden gjorde det i Glædens Himmel,
Min Graad mob Eders Latter kom til fort.

Hovad nytter altſaa hvad jeg kunde fvare
De Tællere, fom fun paa Tallet fee,
Hvis Mufers og Chariters Trylle⸗Skare
Er hundred? Gange meer end. ni og tre?

Hvis og tolv Gange Knop fig aabenbarte
Den Kjærlighedens Roſes Ideal, |
Som Hjertet fra fin forſte Vaar bevarte —
Hois og er fyldt min Elffovs Diſar⸗Sal,

Hvor lille dog er mit Olymp herneden
Mob Eders Jordbefolknings Ararat !
Og hvad er Aftenftjernen i mit Eden
Mod Eders Fyrværfs Tufind og cen Nat!

Hvad er den Veemods Fryd, ſom mig berufer,
Fra den Tid Nannas BLE paa Harpen faldt,
Multipliceert med Gratier og Mufer,

Mod Evers Loft, multipliceert med Alt!

117

Imens Gemeenheds Ufrud rundt i Norden
Stød frem, og naaede felv Parnasſets Toy,
Jeg flygted' med det Helligſte paa Jorden,
Did, hvor fun barnlig Uffyld kravler op.

Hidflytter frit, I Kjæmper og i Doerge,
Med Seid, 1 Lurers, Horns, og Pibers Stoi,
Darausſens Irmenfjeld og Riſenbjerge! —
Men lader mig min danſte Barnehør!

—— — — — — —

Treft.

(GT din Prøve tog igjen tilbage
Alt hvad du paa Jorden ffjenfte mig;
Dog ſtal Fryd og Taf end blande fig
J min Smerte, Fader, og min Klage;
Thi du lod mig Tankens Flugt til dig,
Og t den jeg har evindelig

Himles Himmels ſtorſte Skat tilbage.

118 7

Baldur i Helheim.

Ter den gamle Sanger troe ſit Ore,
Skuffer ingen Feberdrom hans Aand?
Værdigede med fin egen Haand

Sangens Nanna, løft af Stovets Baand
Hang ophængte Harpes Stræng at røre?
Tør den jordiſt Blinde troe fit Syn?
Svæved? i Valkyriernes Stimlen

Mellem deres Spydes Lyn i Lyn

Hendes Aand, dem dovende, fra Himlen?
Stille! ſtille! hvilken Lilieduft,

Hvilken Nordlys Glands, og hvilken Bruſen
Af Skerſommer⸗Alfers Vingers Suſen
Fylder rundt omkring mig Granens Luft —
Hvor jeg under ſneenedtyngte Grene,
Støttet paa min fnart nedlagte Stav,

Blikkende paa mine Fædres Grav,

Sidder i min Vinternat alene!

Mere født, end Echo før har ført,
Naar det dybt i Skovens dunkle Gange
Svarte paa min Ungdoms Elffovs Sange,
Klinger Harpen blot af Luften rørt —
Blot af Luften? Nei! faa faligt bæver
Sjælen intet luftigt Trylleri,

Saa det indre Hjerte gjennembæver
Kun et andet Hjertes Melodie!

Hvad der himmelſt født, ſom ingenſinde,
Qvæger trøftende mig gamle Blinde,
Det er ingen Straalers Harmonie,

119

Det er ingen Lyd af Rther⸗Vinger,

Det er ingen Duft, ſom Vinden bringer,
Det er Uſtylds egen Aand deri!

Balders Elſtte! ja det er din Stemme!
Svundne Hulde! ja det er din Glands!
End engang herneden ſtal fornæmme,

Før mit Støv bli'er ſtjult i Helas Gjemme,
Gladheims Vellyſt min forflarte Sands.
End engang, for lukkes Skjaldens Øre,

gør er endt hang Længfels lange Vee,

Skal fin evig elffte Brud han høre, e
Hvis og aldrig, aldrig mere fee!

Taus jeg lytter — mens for Diet fvirrer,
Ufaſtholdeligt, med flygtig Jil,
Og bet Himmelffblendende forvirrer
Lyſets ſidſfte Sfimmer i dit Smiil —
Svagt bin Huldgeſtalt mig forefvæver,
Hvert dit Anfigtstræf er ſtjult for mig,
Kun paa Tonen, der fra Harpen bæver,
Odins Hviffen i mit Øre liig,
Kun paa denne fan jeg fjende dig!

Ton, ſom Lindring i min dybe Smerte,
Lydt med Haabets hele Lyft, o Klang!
Ton igjen, o, ton endnu engang,
Tryl med evig Fryd din Lytters Hjerte,
Venlig Uffylds Svar paa Balders Sang!

„Sodt“ — faa fang det — „end med mangt et Minde

„Smile Blomſter mig i Barndoms Spor,
„Dog dit Ovad, o Skjald, i Moens Flor

120
„Sodeſt bog, ſom huldeſte Kjærminde!
„Alt paa Moders Arm min Taare randt,
„Naar hun dette blide Ovad iftemte,

„Og hvad jeg fra ben Tid aldrig glemte
„Stedſe til din Aand mit Hjerte bandt.”

Himmels Himmel! var det Nannas Stemme?
Klang i disſe Toner hendes Røft?
Tør jeg evig i mit Hjerte gjemme,
Trods det Slør, hvormed Ufynligheden
Hyller Skjaldens Ideal herneden,
Denne ham af dette ſjungne Troſt?

121

Flyvedigte af blandet Indhold.
Anden Samling.

Til Bogen.

Saar, lille Bog, i Verden ud, og vandre
Taalmodig om deri, faa langt du fan!

Og taber du dig fnart blandt tufind andre —
Saa tab dog et derover din Forftand !

Om felv din Evighed, fom let fan hænde,
(Thi hvad er Evighed I denne Tid?)
Bed næfte Paaſteflytten gaaer til Ende —
Saa gaae dog Derfor iffe reent fra Bid!

Er Lyft til Glimmer var din Faders Spore;
En Nimbus om hans Navn er et dit Maal;
Kan du et Aar fun nytte lidt og more,
Saa ſlaae dig roligen dermed til Taal!

Dog va bin Reiſe muligt og fan blive
Lidt længer — hvo fan faadant forudſee? —
Saa vil jeg dig din Arv til Afſted give,
Ifald jeg doer, ſom ogſaa let fan flee.

122

Modtag den i din Faders ſidſte Lære:
Fri, hoflig, aabenhjertet, ſom du er,
Du overalt hos Smaa og Store være,
Mod Fyrften, imod Bonden, mod Enhver!

— Tal uden Svulſt et Sprog, ſom Mængden fatter,
Og fiig utvungen, fom det falder fig,

Med Suk, med Smiil, med Alvor og med Latter,
Den Smule Sandhed, fom jeg lærte dig!

Buk dig for ingen hoiforgyldet Daare!
Gaae ham med Haan forbt til Hytten hen!
Og feer du der foragtet Uſtylds Taare,
Stræb ufortroden at aftørre den!

Og møder dig en Recenſent i Vaaben,
Og ſtjeldende til Tvekamp fordrer dig,
Gaae taus din Gang! agt iffe paa hans Raaben!
Han ſikkert langt om længe ſtjotter fig!

Taal Alt — det er ven ſtorſte Dyd herneden!
Vær ſtolt af Ondes Had og Narres Spot!
Bær munter! men for Alting vær beſteden!
Det flæder alle unge Bøger godt!

123

Selvindbydelſe.

Du ſeer hvor grimt den kolde Stormens Gud
Har dannet om vor Jord;

Alt Spor af Liv er flettet ud;

Naturens blege Liig er FHædt i Flor.

Vor Frues og Sanct Peterg Spire BEER

J Skyen, fom to Keridoner.

Naar Solen, efter et Beføg faa fort,
Gaaer bag ven Kjøge ned,
Liig Nattens Rammond, hoid og fort,
Vort runde Taarn man feer og gyſer ved.
Ufitfre Fod, imens du frygtſom flirrer,
Paa glatte Kannifftræde ſvirrer.

Hift krandſe forte Træer hvide Vold;
Paa Sneen, ſom Sokrat

J Tanker fordum, ſtiv og fold,

Staaer ubevægelig en lang Soldat;

Og hiſt i glatte Skoite raſt forfølger

En Pog en anden Pog paa frosne Bølger.

Spar et dit Brænde, fyr i Ovnen brav!
Gjør Stuen dygtig varm !
Tag Punfebollen frem, og lav
Din Ven en Drik, fom hede fan hang Barm!
Fyld Glasſet, og lad Boreas derude
Saa meget, fom han gider, tude!

124

Det Øvrige lad Himlen førge for,
Gom tæmmer Størm og Hav;
Som gjør, at Purken driftig gaaer
Paa Sføite der, hvor Helten fandt fin Grav.
Lan Punfen tøe vor Krop og drukne Sorgen,
Og Sfjebnen raade for i Morgen!

Til Pſycharion.

Munter iler du dit Maal imod;
Ingen Steen endnu din fpæde Fod

"| Paa dit Livs begyndte Bane hindrer ;
Prydet med Blufeærdighedens Krandé,
Svæver du i Gratiernes Dands;
Taarefrit dit lyſe Pie tindrer
Af Uſtyldighedens rene Glands.

Ingen Sky formørfe dette Blik!
Ingen falffe Glimt dit Fjed forvilde!
Ingen Snarer dine Fødder hilde!
Intet røve dig ben Ro, du fif!

Bliv beftandig den, du er; da lønner
Himlen dig med en big værdig Ven.

Gode Pige! vælg førfigtig den!
Hør ei ftrar eh Elſkers fjælne Bønner!
Thi, fom Lam imellem Ulve gaae,
Thi, ſom Roſer mellem Torne flaae,
Saa pan Livets glatte Bane gage
Evas Døttre mellem Adams Sønner!

— — — — — —— ——

125

Til Zredsdorf.

Sen følge dig, min Ven! hvorhen du vandrer!
Vær, hvor du kommer, ſtedſe lykkelig!
Og, ſtjondt du Luft og Opholdsſted forandrer,
Saa bliv dig felv dog for beſtandig liig!

Saa flytter Himlen med dig, hvor du reifer ;

Et ædelt Hjerte ſtaber felv fin Fryd;
Det Land, hvor lutter Jis⸗Kolosſer kneiſer,
Omdannes til et Paradiis ved Dyd.

Hvor meget meer da Fyen, ſom allerete
Er i fig felv et halvt Slaraffenland;
Hvor man fan blive deilig tykke, fede,
Med Halvten af din Godhed og Forftand.

Men, naar du ſidder hift engang i Tiden,
Dg gotter dig ved opfyldt Pligt og Grød, -
Og, fom jeg haaber fnart vil ſtee, ved Siden
Af elffte Mage — bliv fun ikke rød!

Du har vel og, fom andre Folk, en Pige;
Hvis" ikke, faner du ganſte ſikkert en —
Lad da en fjærlig Tanfe ſtundom fnige
Sig over Bælt og Sjælland til din Ven.

126

Gil Seline,

ſom raadede mig at ffrive Satirer.

Du vil, at jeg ſtal ſtjelde paa vor Jord; —
Sandt! Tosſer og Tyranner den beboer,

Og ben er fuld af Gjæld og Gigt og Torden;
Men, naar jeg tænfer paa, at du er her,
Seline! det mig reent umuligt er

At fige mindſte Smule Ondt om Jorden.

Gil Selinde.

At fee dig uophørlig, føre Pige!

Bar Lykke, meer end Lykke nof for mig. -
O! gid jeg var dit Speil! til evig Tid tillige
Du da ev feet af mig og jeg af big.

enn En —

Wed Wesfels Død.

Smens han leved', alle Muſer ſmiilte,

Selv Kummer loe, naar Wesſels Lune bod;

Med ham al Munterhed fra Pindus iilte,

Og Hver, ſom fordum loe, nu græder ved hans Dod.

— —

127

Under Wesfels Portrait.

Graab ſmelted' hen i Smiil, naar Wesſels Lune bød;
Og Glævens Smiil forfvandt i Taarer ven hans Død.

Til Danmark, ved Gerners Sig.

Din Graad var bitter, naar en ſjelden Mand
Fra dig til Lonnens lyſe Tempel ülte;
Meer lindrende den flod, mit Fodeland!
Hvis. og, imens han levede, du ſmiilte.

Til Poris.
Den fjælne, friffe, purpurrøde Flamme,
Som farver Luna, naar fun hæver fig,
Tilbedte Doris! ſtraaler og fra dig —

Og, for i Alt at være Luna liig,
Du hos en anden Klode laaner ſamme.

Over en Moder, af hendes Patter.

F red, velgjørende Moder, omgive din Skygge!

Ved bin Side jeg fane klarere ſtraale hver Dyd.

At, ei alene dit Ord, men Exempel i Vandel og Adfærd
Lærte din Datter faa tro, hvad hun ſom Moder bør ſtye.

128

Til Doden.

(En Tanke af Seneca.)

Ded! du mig forfærder ikke!
Tryg jeg vandrer Livets Vei;
Er jeg der, er du der iffe,
Og er du der, er jeg ert.

Uytaarsonſke til Querulus

De klager Dem beſtandig, gode Ven!

Dem fattes kun een Ting; men, ſandt, det er en Plage!
Jeg Dem i Aar af Hiertet onſter den:

En, lille eller ſtor, en — Aarſag til at klage.

Af Anthologien.

Ny dit Liv, ſom om i Morgen
Alt du ſtulde vandre heden!
Skaan dit Liv, fom om du evig
Skulde nyde det herneden !

129

Cil Digterinden Frederike Brun.

(3 et Cremplar af Erit Ctegod.)

Ho ilen Najas tor ſin Skaal vel gyde
Ned i Heliconiaders Elv?

Hvilken Blomſt tør Floras Dyrker byde
Blomſterbreddens Dronning, Flora ſelv?

Hvilfen Sang tør Dalens Digter ſtamme
Alpe-Bardernes Egeria?
Hvilken Tone har min Cithers Gamme,
Vaerdig Harpens Polyhymnia?

Ingen. Bæffen ſtandſer, Roſen blegner,
Stjalden"tier, lyttende til dig;
Ned for Alfret i din Lund jeg ſegner!
Hvad jeg byder, ſelv du ſtjenkte mig.

Sun eet Offer bringer dig mit Hjerte:
gromme! tag det venligen imod !
Og for Alt, hvad Sappho mig. forærte,
Eiegode! tag min Eiegod.

Baggefens Værter, 3 B. 9

130

Gil Cilia.

SYNC aturen vilde Lyft; Naturens Herre Dyd —
Da lød fra Himmelen fil Jorden

— Et dobbelt Bud igjennem Sang og Torden:

: Undvær! og nyd!

Kun ben fig inderligt og varigt fryder,
Som i Naturen aldrig glemmer Gud,
Og from bet ene, fom det andet Bud
Adlyder.

Igaar jeg nod, huldſaligſte Veninde,
Hos dig et Eden i Naturens Skjod;
Idag undværer jeg, for Glæden dod, e
J mangt et Dieblik endog dens Minde —

O ſtyrk mig, ved at turde tænfe dig
(Imens arbeidende jeg glemmer
Naturen og dens Herlighed og mig)
J Alles Favn faa flille lykkelig
Som ven, der i fit Bryft en evig Himmel gjemmer.

O ſtyrk mit Hjerte til at favne dig,
Bed Tanfen: at for dig Naturen ſmiler,
Imens for mig dens Øre luffer fig;

- Dg medens Sorgens Lænfer trætte mig —
Din ſtjonne Sjæl i Glædens Arme hviler.

— — — — — —

131

Til Greven af Cramayel,
Geſandternes Indfører ved Keiferhoffet i Thuillerierne.
4 (Paris, 1810.)

F remſtillende fra Verdens fire Kanter

De hoiſt Udmærfede ved Rang og Stand,

Oldſlæegters Ridder⸗Flor fra hvert et Land:
Snart Fyrfter felv, fnart Fyrfternes Gefandter —
Du viſer hift, i Glands af Diamanter,

Paa Thronens Guld, bet ſtraaleblendte Syn,

Nutidens Zeus, hvis Tordenkilers Lyn
Nedſtyrtede dens trodſende Giganter.

Mig, hvis ufjendte Navn, før jeg blev fod,
Maaffee den Tid, ſom kommer, engang ffatter,

Ut lokke did, dit Huldvink et formaaede —

Held! Held mig, Held Aarstidernes Forfatter,
Hvig Krands end ingen kronet Digter naaede!

J eget Paphos, paa din Floras Skjod,

Du vifte mig, elyſiſt morgenrod, |

J Gratiernes Favn din ffjønne Datter!
Hvad Under, at jeg hin Olymp forfmaagde ?

1 åg

132

Til Frøken Catharina Olfen.

(Paa hendes Conſirmationsdag.)

Det Spring i Livet,
Hvorpaa bli'er givet
Exempel nu —

Naar den, ſom ſpringer
Har Englevinger

Paa Fod, ſom du —

Naar du fremtriner
Med Lilieminer,
Som Roſen rod,

Med Charis⸗Krandſen
Til Jomfrudandſen,
Saa huld, ſom ſod —

Den Feſt forlanger
Af Uffylds Sanger
Citharens Klang;
Ved fligt et Gilde
Han fynge vilde
Sin bedfte Sang —

Men, ffjøndt jeg fønger —
Skjondt Glæden flynger
Sig om mit Bryft,
Du hulde Pige !
Dog Guffe fnige
Sig i min lyft.

133

Som dit, bevinget,
Er Jomfruſpringet
Et ſaligt Syn;
Men — i dets Glimmer
Er blaalig Skimmer
Af Veemods Lyn —

Paa Skjaldens Kinder
En Taare rinder,
Hvergang han feer,
gra Barnets Himmel
Til Verdens Vrimmel
At Springet ſteer.

Mens op du ſoinger
Paa Sommervinger
J Luften big,
Lad denne Taare
Paa Larvens Baare

Hufvale mig!

Hvad vil den fige,
Du hulde Pige,
Til Glædens Lyd?
„J Voxnes Skare
„Du tro bevare
„Din Barndoms Fryd!“

134

Til frue Etatsraadinde Olſen ført Palle.

Q glimrende Sale,

Paa Soarmens den mylrende Tillie,
Hvor Sang og hvor Tale
Beftemmes af Modernes Villie;
Hvor Laps og hvor Flane
Samfjører i Kane

Med Bjælder, paa Snee over Hjerternes Gis,
Der tier min Sangerſtes Priis.

J hjemlige Hufe,
Hvor Julens de legende Klynger
Omſmile den Mufe,
Som Barnlighed evig forynger;
Hvor Roſen, fom Moder,
Blandt Knopper af Poder
Udbreder om Skjalden Uſtyldigheds Duft,
Der Kjerligheds Tone faaer Luft.

J Gratiers Vrimmel
Om Monſt'ret for ſmilende Dyder
Fandt ene ſin Himmel
Den Harpe, hvis Bæven nu lyder ;
Hvor mildere Sæder
Fremelſte de Glæder,
Som hæve paa Kierligheds Vinger dens Aand,
Der briſte dens jordiſte Baand.

135

Lykſalige Moder!
Hvis Alter i feſtlige Dandfe
Ser yndige Poder
Med duftende Kjeder bekrandſe!
Din Fedſel, Eliſe,
De blomſtrende priſe;
Dig, huuslige Dronning paa hjemlige Bal,
Fordobledes Gratiers Tal!

Jeg ſeer din Eline,
Som Jomfru, din Ungdom gjentage,
Mens ſtjelmſtere Thrine
Dig ſpeiler lidt længer tilbage;
J Smilet af Nette
Din Ynde vi gjette,
Da, fvævende mellem et Barn og en Mo,
Du opſteg paa Kjærlighens Ø

Maria, den milde,
Dig vifer, ſom Barn, os i Sfole;
Mens Mine, ben vilde,
Forraader din Springen paa Stole;
Men Fulies Lader
End minde din Fader,
Hvor vever og venlig, hvor rund og hvor rød,
Du fad paa hans elffeve Skjod.

J huuslige Halle,
Ved Cypris blandt Gratier Manet,
Vær hilſet I alle!
Bær dobbelt $ alle velfignet!

136

Oplev dig, ſom Moder,
J Dottrenes Poder,
Naar een efter anden fig aabner hver —*
Til Roſe paa Kjærligheds. Top!

Gil frue Eiatsraadinde Olfen.

(Paa hendes Fabfelsbag.)

Stjalbeqvad i Vers og Proſe
Blevet er faa Fod i Hoſe,

(Hele Verden digter nu)

At, hvad før mig var en Himmel,
J ve mange Muſers Vrimmel
Faſt er bleven mig en Gru.

Skjondt jeg altſaa gjerne vilde
Synge tidligen og ſilde
Huſets Dronnings Fodſelsdag,
Troer jeg, den dog meer at ære,
Ved paa den at lade være ;
Hvad der er faa Manges Gag. -

Du, min fordums Sangs Eliſe!
For dig værdigen at prife
Denne glade Morgenftund,
Udeluft af Sværmens Vrimmel,
Indladt i en hnuslig Himmel,
Holder jeg derfor min Mund.

137

Ode til Frue Henriette Courlaender,
paa hendes 27de Byrdsdag.
(Over en ſamme Morgen af Katten drabt Kanarifugl.)

F yld mig Digterruſens fulde Maal,
Nektar, ſom i Hebes rakte Skaal

For den evig unge Sanger bruſer,
Tryl mig ind i Roſens ſtjonne Vaar,
Hvis i Dag nu fulde Blomſtrens Aar
Gratier formerede med Muſer!

Lad mig paa den dobbeltfignte Feft,
Som de tolv Huldinders budne Gieſt,
Glemme glad, at i dens Morgenrøde
(Juſt ſom, vaagnet, al Naturen loe)
Bytte for en morderſt Tigerklo,

Mens omſonſt Auroras Taarer fløde,
Min CEurydice blandt Fugle fit ;
Af et gruſomt flangegiftigt Stik
Sangerlivets Baneſaar, og døde!

Lad mig tømme Glædens Bæger ud,
gør jeg paa den yndigfte blandt Dage
Hyller mig i Flor paa Sorgens Bud,

Og begynder Sangens ømme Klage!

Und mig, Hebe! fri fun denne Dag

For hver Stovets Qval og jordiſt Smerte!
Døv i Feſtens hulde Dronnings Hjerte
Hver en Kummer, til det mindfte Nag!

138

Lad din fromme Søfters føde Smiil,
Ligt dit eget, ber Alciden qvæger,
Naar du frandfer ham Olympens Bæger,
Dølge mig i Barmen Døvens Piil!
Tænfende fun paa den Sfat i vet,
Hendes Huldkreds blev i hende givet,
Lad den Aand, ſom du forynger mig,
Blot i Dag i Himlen drømme fig!

Siden flal den, Thrakers Orpheus liig,
Med. fin Fjælne danffe Lyra ftige
Ned i Skyggers underjord'ffe Rige;
Og, hvis der og et en Tigerkat,
Eller, hvad for Sangen er det ſamme,
Avinds Moder, Furiernes Amme,
Nu beherffer Plutos gamle Nat,
Skal det lykkes den, hvert Helvedore
Med en Sang og med et Harpefpil,
Alle Tolv begeiſtrede den til,
Paa Cocytus Svøvelbred at røre.

Og hvis Burets tabte Minna felv,
Som vil trve fin Navnes Roſt at høre,
Den fan ei til os tilbageføre
Triumpherende fra Dedens Clv,

Skal den dog paa Sangens Seiervinge
Budſtab fra den Elſtelige bringe;

Og 1 dette ſtal hver Sangens Ven,
Stuffet af de Toner, ſom mig lærte
Fugles Salighed og Fugles Smerte,
Troe et Dieblik at hore den.

139

Til Terpſichore Schall.

(3 et Exemplar af mine poetiſte Epiſtler, ber forlob Presſen paa hendes Føbfelsbag.)

Hois Muſen, ofte munter, tidt bedrøvet,

Nu mild og venlig, ſtundom og bidt vred,

J Sfjemt og Alvor konſtig veed,

Med Lethed og maaffee med en Slags Yndighed,
Paa ſnelle Fod, ſom knap berører Støvet,

At dandſe hen ad Livets trange Sti

Til Evighedens Himmelmelodie —

Den ſtylder vet ifær en tro Copie

Af alle Huldgudinders Fagter,

Som den opmærffom, hvor de findes paa vor 300,
Paa Tillier 1 Syd og Tillier i Nord,
Betragted', og endnu ſtuderende betragter.

O du, fom fører an vor Galeottis Chor,

Mit Hjems Terpſichore! ſom hvert et Die hylder,
Du, fom Thalia felv en Unde mere ffylder :
Laurette⸗ Ninas Inliette⸗Schall!

O! maatte du, paa dette Lunets Bal,

J Sprogets Dands til Rimets Melodier
Gjenfjende nogle Træf af Amors Piil,

Af Zephyrs Flugt og Erycines Smiil

J de dig egne Tryllerter !

140

Til Sangerinden Minna Becker.

(Efter hendes forſte Concert paa vort Theater.)

SS onetrylterinbe! vellyſtor,

Som i Sangens offentlige Have,

Udenfor Cecilias Conclave,

Pſyches Sanger aldrig var det for,

Gaaer hans Muſe ganſte fra Forſtanden.
Synger du for os endnu engang

Her, hvor man har Hjertefands for Sang,
Troer jeg, gaaer den ſamme Vei Hveranden.

Hvis et Alle følge disſe Fjed,
Skyldes det ben Biomftændighed,
At til Lyffe du fun Beder hedder;
Hed du Beccarini, Sfræf! jeg vedder,
Hele Verden fra Forftanden gif,
Fra den Kjender, der dig fif at høre,
Til ben Midas, der med eget Øre
Blot dit Tryllenavn at vide fil!

141

Til Grosſerer Mathanfon,
ven Iſte Januar 1815.

(Med mine poetiſte Epiſtler.)

Vivi Aand, min Ven! lidt Vid, lidt munter Skjerts
Er Alt, hvad jeg dig her til Nytaar bringer ;

Det har du felv — og af! trods mine Vers,

Du har, foruden det, og hvad der finger —
Lykſalige, der har i Overflod

Hvad Benner dig fun ſparſomt funne give,

Hvad flal jeg ønffe dig? — At denne Lod

J Aar maa, fom ti Fjor, den ſamme blive.

Den førfte lyfe Junius 1815.

Ni Maaneders Længfel i Taarer randt hen,
Og Moderen ſukked' til Børnenes Klage ;
Naturen og Folfet nu ſmiler igjen :

Vor Ben og vor Fader er fommen tilbage.

Ved en ung Digters Paare.

1813,

F or Evans muntre Ledtog fhjælv

Du, Søn af alle Nordboers Moder,
Vor Evalds og vor Wesſels Broder !
Og, var bu Bid og Fromhed ſelv!

Før end du pidffes frem af Banen,
J dit befrandfte Løb paa Banen,
Betragt her Støvet af en Ven,
Der, med en Engels Aand og Hjerte,
Sit Mød, fin Kraft, fit Lio fortærte,
— For feent — i Venden om igjen!

Bed fyldte Glas ſtaa tankſom ſtille,
Med Bog i Haand af blandte Kort:
Lad ned i hiint en Taare trille,

Og jlæng med Veemod disſe bort!

143

Gaade.
1816.

8 fjender en gyſelig Sphinx, ſom vel heel
Blandt jordiſte Radsler fan kaldes den ſtorſte;
Men vild og forfærdelig er og hver Deel:

Den ſidſte gaaer egentlig om i den førfte.

Vel hundrede Tufinde ffjalv for dens Blik,
Og hundrede Tufinde ſaaes den bedaare ;
Da Bugt felv med Lyffen dens Raſenhed fif,
Flod mangen en Fryds og Fortvivlelfes Taare.

To Gange den levende fleg til fin Grav,
Men op, iffe ned, paa Netfærdigheds Stige:
Som Afgrundens Fængslede midt i fit Hav
Den titter omfonft imod Himmelens Rige.

Er der, men herneden, hvor felv for dens Lig,
Ophoiet, men ufængt, end Freden maa grue,
Den venter end eengang i rottende Krig
Maratters Opſtandelſe, kronet, at ſtue.

Dens Stjerne vel priſes i mangen en Vraa,
Hvor Lunten til Oprør i Affen vel brænder;
Men Verden forgaaer, før dens Fiender forgaae;
Thi Jorden førgaaer, før dens mindſte blandt Fiender.

144

Tinharpeklang.

Til Auguſta Frydendahl.
(J Anledning af en Digteren ſtienket overcomplet Tinſoldat.)

Lov Skjalde, ſom Pobelen froner,
Lovſynge paa Bolſtre og Throner

Hver Helt og hver Prinds og Prælat!
Imens de Bafunerne ſtemme
For alle de hørte Fornemme,

Jeg ſynger en ſimpel Soldat.

En Kjæmpe til Putten 1 Lomme
Paa neppe halvtredie Tomme,

Med lidet af udvortes Skin,
Sagtmodig, beſteden og ſtille,
Saa tynd og fan fmælfer, ſom lille,

Og ovenikjobet af Tin.

Der ſtaaer han, den Ridder, mit Hjerte
Til Vogter og Sfjermer begjerte

(Det trængte faa hoilig til Vagt).
Der ſtaaer han med mørfebruun Taille,
Med glimrende Burer af Paille,

Min enefte Luxus og Pragt!

Der ſtaaer han med Hjelmen faa fage,
Guult bunden om hoinede Hage,
Saa ſtiv og faa ſtrunk og faa bold.

. 145

Med Taarer i fmægtende Blikke;
Og hvad ber nu ſtaaer, eller ilke,
Jeg læfer et A i hans Skjold.

Der ſtaaer han med truende Landfe —
Gud naade hver Alf, fom vil dandfe
Paa Tillien, hvor fan ſtaaer Vagt!
Herinde, hvor jeg har opſtilled,
Auguſta, Dit hellige Billed,
Han indlader Ingen, ſom ſagt!

O! Taf, Du livſalige Hulde,
Som midt i Din Stolthed og Kulde
Mod hele Dit Hof og Din' Stat,
Der Hanbffer og Hjerter Dig ſtijenkte,
Den ſignende Digter betænkte
Med en ſaa velfignet Soldat!

Du gav mig, Augufta, med Rette
Den Ene, den Overcomplette,

Hvor fiint! og hvor pasfende net!
Jeg felv er blandt Kjærlighevs Fanger,
Som, Hulte, Din Elffer og Sanger,

Og fuldkommen overcomplet.

Naar hine Du monſtrer og tæller,
Og finder der fattes ei heller
Et enefte Nummer nu meer,
Und fam fun beftandig den re
Ut blive ben ſurnummeraire,
Saa trodſer han hver Officeer !
Baggeſens Varker. 3 B. 10

146

Han, ſom Tommeliden, vel ikle
Kan beilende Prindſer udftiffe
Foran i Turneringens Flok,
Hans Byrd jeg vel iffe ret fjender —
Men Gratiers bærende Hænder
Har vugget ham, det er mig nok.

Sandt nof paa den elffende Scene
Den Staffel ſtaaer Skildvagt alene
Saa langt fra Parade, fom Cour,
Og veed, at han Tallet er fylder,
Hvor alt det Complette Dig hylder,
Som vvercomplet Troubadour.

Men, troe mig! den Overcomplette
Som ofteſt er netop den rette

Paa Paphos ſaavelſom Parnas —
Gid kun, ſom mig er det Soldaten,
Hvergang jeg ſeer ene Krabaten,

Jeg ene Dig og var tilpas!

147

Til min Ven og Veninde Wiborg.

(Paa deres Brylupsdag , ben WBde Marts 1817.)

ryd dig, hulde Par, ſom Livet
Smiler i dets hele Lyft,

Som bets Himmel her blev givet
gavn i Favn og Bryſt ved Bryft!
Dobbelt nyd + Dag din Lyffe!
Venſtab er din Himmelgjeſt;

"Dg med Krandfe det vil fmyffe,
Som fin egen, Elſtovs Feſt!

Seer du, hvor Naturen ſmiler
J en konſtig Foraarsprang;
Og hvor Konſten til dig iler
Med Naturens Hierteſang?
Seer du, hvor nu ſvinder Taagen
. Rundt i Nord og Oſt og Veft?
Solen fysfer Jorden vaagen
Paa din glade Bryllupsfeft.

Seer bu Blomſterne, ſom længe,
Hiſt et Blad, og her en Knop,
Sov i Vaarens dovne Senge,
Hvor de muntre nu ſprang op?
Saae du nogen her paa Jorden
Sydens Flora mere liig,
Skjondt opelſtet her i Norden? —
Det er Gladen over dig!

148

Seer du Liljen paa fin Stænger,
Hidtil dekt med Nattens Slør,
Stille Veemods egen Engel,

Mindre mørk og taus end før?
Hører du dens muntre Latter,

Skuer du dens Smil 1 Smiil,
Som om en Demeters Datter
Legte med en Amors Piil?

Seer du fam, du før faae græde
Dybt 1 Nattens ſtille Skjod,
Overgiven felv af Glæde
Trodſe fin beftemte Død?

Segr du ham i Dag forynge
Nannas Elffov 1 fit Bryſt?
Hører du ham ſalig ſynge,
Som om deelte hun hans Lyft?

Stue det! hør det! føl det! hulde
Kjærlighedens fjelone Par!

Nyd din hele Fryd tilfulde,
Den, fom fommer, og fom var!
Stille, Har og ffjøn den rinde
Gjennem hele Livet hen!

Og en Ven og en Veninde

Til dets Ende dele den!

149 0

CTil frøken Hanna Bager.

(Paa hendes Confirmationsdag.)

Hurslighulde, vakkre Pige,
Barnligſte blandt dine Lige,
Martsviol i Edens Flor!
Smiil idag med Lyſt imode
Livets Foraars Morgenrode
Her i voxne Moers Chor!

Du, ſom alt i mangen Prove
Lærte, datterblid at ove
Ovoindelige Dyders Dyd,
Fol idag forud, du Fromme,
Hvor, naar Provens Tid er omme,
Dig vil blomſtre Lonnens Fryd!

Ungdom, Skjonhed, Styrke fvinder,
Medens Aar i Aar henrinder
Livets her beſtemte Tid;
Men, hvad paa dets Bredde gronnes,
Og med hvert et Aar forffjønnes,
Er hver plantet Dyd og Flid.

Hvis og nu dit Datterhjerte
Saares af en Faders Smerte
Ved en bange Moders Bryft,
Efter Vaarens Taager kommer
Dobbelt flar den blide Sommer,
Og hver fviunden Sorg bli'er Lyſt.

⸗ .

e
e 150

Signet, elffet, vel tilmode,
Derfor deel og nyd, du Gode,
Soſterengles Lyſt idag!

Over med Favntag mod dig iler,
Meng dig høit deroppe fmiler
Engles Faders Velbehag.

Barne⸗Velkomſt til den lille Engel, Ove Malling Bang.

(December 1816.)

WB ertommen bu, ſom legte Sfjul.
Imellem Raphaelſte Drenge,
Foronſt't i Hufet her faa længe,
Velkommen til vor glade Juul!

Velkommen fra de Smaa deroppe,
Hvis Hov'der have Binger paa!
See Toende her imod dig hoppe,
Forſynede med hele Kroppe,
To Roſenengle, til hvis Knoppe
Kun Evens Have Mage faae!

Hvor bil du glæde dig + Livet,
Saa fnart du bliver Barn af Noer,
Ved denne Fa'er og denne Mo'er,
Og Søfterparret, dig blev givet,
Du lille hoiſt velfomne Bro'er!

151

Bør op, og blomſtre fro herneden
J Emmas øg i Idas Eben!
Og deres Leg indbilde dig,
Fra denne glade Juul til næfte,
Og ſiden mange Julefefte,
At du er end i Himmerig!

Sens han levede.

Det var for og hvert Dieblik,
Som om en Engel fom, og gif.

—

Engle⸗Velkomſt til det lille Barn, Ove Malling Bang.
(December 1818.)

Voſtommen her til os tilbage
"Med hele din Uſtyldighed,

Du fjælne Flygtning, fom lød drage
Dig af et Suk til Jorden ned!

Af Sukket, ſom vi Ale hørte
Fra Stubs forladte Billed⸗Vraa;
Men ſom dit Bryſt alene rorte
Til fra hans Himmel ned at gaae!

Nu har du hørt da Brødernavnet
Af tvende Søfter- Engle der,
Og følt dig af en Fader favnet,
Som længtes efter Sønnen fer.

152

Nu har da ſmagt bit fromme Hjerte
Det Sødefte, vor Uſtyld veed,
Hvad hver af og engang begjerte:
En Moders ømme Kjærlighed.

. Fortæl og nu bit Juleminde!
Dit Jordlivs forte Barne⸗Dands!
Mens lyttende vi alle binde
Dig Evighedens Uffyldsfrands:

Du Taarer frit derved udgyde
Midt i vor Engle⸗Salighed!
Som therregn be flulle flyde,
Dugperlende, til Jorden ned,

" Og falde, lindrende hver Smerte
Wed Rofendug af Evens Vaar,
Dybt i din Moders ømme Hjerte,
Sødt lægende dets bybe Saar.

Og, mens hun flirrer op derneden
J Graad fra dine Søftres Coen,
Hun lyttende ſtal høre dig;
Og troe, naar hun fin lille Ove
Deroppe hører, Gud at love,
At hun er ſelv i Himmerig.

153

. Barnehimmelen.
(Efter bet Svenſte.)

Vine Gufte! vær ei vred paa mig
For de Kys og Favntag, dig velfigne!
Er jeg Barn, faa ligner jeg jo dig;
Og bør jeg vel blues big at ligne?

Hvordan bød han, Menneffenes Ven?
Aldrig gaaer hang Lærdom mig af Minde:
„Kun, ſom Barn, du fom i Himmelen,
„Eller du var aldrig end derinde!”

Lille Engel! ræf din Haand til mig!”
Lev mig ind i Barnets Edens Glæder!
Hvergang Døren aabnes der for dig,
Glem et ham, fom udenfor den græder.

Giv mig venlig i det mindfte Nys
Om ven Vinge, fom til Himlen hæver!
+8ed at ſtjenke mig et Englekys
Hvergang ud og ind igjen du fvæver.

Mens end varer, Engel, dit Beføg
Mellem dine Sødffende herneden,
Und mig Deel i hver uſtyldig Spog!
O! faa bli'er mig Byen ſelv et Eden.

Dands paa Roſer mod din Sommerdag!
Gjem mig Bæltet, Gufte! giv mig Ringen!
Gode Lille, blandt de Smaa mig tag,

Eller ogſaa dandſer jeg med Ingen.

154

Jeg var lille, veed bu nof, ſom du,
Da jeg fane, ſom Priffer, Stjerner tindre.
O, fom dengang, er jeg det endnu —
Og i Grunden felv maaſtee lidt mindre.

Gjem da dette lille Barneſpil!
Lad os Leg og Sang hinanden lære! |
Jeg bin Sanger ſtedſe være vil;
Og bu ſtal min Sanggudinde være!

Paa Provſt Gutfeldts Fodſelsdag.

Din hit den Dag, der ſteg af Nattens Skjod,
Paa hvilfen du, hvem Dannisheden ærer

Som Chriſtendoms og Sandheds milde Lærer,
Til Svadas hoie Dannefryd blev fod!

Dens Gienkomſt aarlig kappes at lovſynge
Dyd, Venſtab, Kjærlighed og huuslig Lyſt —
Tillad, at ind i denne Jubelklynge

Sig fniger og en Tone fra mit Bryft !

Og jeg velfigner fro din Dag, du Gode,

Ei blot paa gamle, men paa nye Mode;

Ei blot, ſom Chriſten, Dannemand og Ven;
Men, da paa ben blev fljenft min Harpes Toner
Den hjerteligfte blandt de faa Platoner,

Der gjælve Digteren for Millioner,

Velſigner jeg og egenfjærlig den.

155
Til Bafilins Kiſakewitz Skygge.

—— var min bratte Skrak, da uys igjen i Live,
Med væffet Selſtabslyſt jeg ilede til dig,

For Førftegrøden af mit Lune dig at give,

Dg, varme Hjerte! fandt dit folde Liig.

Men, naar de Taarer har holdt op at rinde,

Hvort min Smertes qvalte Toner døe,

Skal Veemods vakte Skjald lydt reife dig et Minde,
Din Danſkhed værd, paa Nordens Indes Ø.

— ——— — — — — —

Til Profesſor Fndvig Jacobſon,
ben 21ide Juli 1819.
(3 Anledning af hans Foraring af Gyllenhall til min Sen.)

i fierned' Døden, fom fig nærmte paa min Bøn,
Og frelfte mig et Liv, jeg maa begræde;

Til Gjengjæld fljenfte Du, ved Gaven til min Søen,
Mig her i Kjøbenhavn min ſidſte Glade.
Men, Jacobſon! men, nærmer atter fig

Den Ven, Du bort, hvorhen Du kommer, gjenner,
Trods hiin Erftatning jeg bønfalder Dig:
Kom iffe nok engang med Liv til mig,
Men gaae til ſyge, lykkelige Venner !

156

Petrophilo Petersen
in memoriam sui
dedit

Poeta Petrefactus.

Kjobenhavn, ben Ade September 1820.

Stue her min ſidſte danffe Poeſie!

Imellem Alper før og Pyrenæer

Hver Steen mig blev et Digt, hvorhen jeg treen;
Herhjemme, hvor mangt Klods af raat Genie

Al Tanfe, Bid og Smag og Konſt bebæer, SEE
Blev hvert et Digt, jeg drømte mig, til Steen.

Ved Chorvaldſens Gienſyn.

Ho siger og Stilhed jeg feeri Nordens Phidias komme:
Tanken i Hfertet er varm, Blodet i Hjernen er koldt;

Lidet hos ham, Kjøbenhavn! vil din Pobels Røgelfe fromme,
Ham du dog røger et ør; meer, end han loved”, han holdt.
Ingel, hvis evige Roes forganer, før Aaret er omme,

Spil i en larmende Ruus ei med hang Hæder nu Bold!
Viid, han er danſk og er ſtor — Smaatydffere dæmper jer
; tromme —
Denne Forening i ham er faa beffeden, ſom ftolt.

157
Under Thorvaldfens Portrait.

Stue Danmarks Thorvaldſen, i Dankonſt tidlig Nordens,
Europas alt i Rom, med Tiden hele Jordens.

Patrioternes Monſter.

(Et Ulle Heltedigt.)

Min Heros ret var ſtabt til Held for Landet:
Han fodtes; hvilken Fryd for Fa'er og Mo'er!
Han vorte, gjorde Jav, og intet Andet;

Og det fornoiede hans yngre Bro'er;

Han blev Student; men uten at ſtudere,
Hporved hans Lærer var ret fro;

Han leved' flot; og derved leved' Flere

Paa Tuborg, Hallingsaas og Befterbro —
Han gif omfring, ſom Munken gaaer i Enge,
Med Damerne den fommerlange Dag;

Og ſpilte bort om Natten fine Penge

Til alle Cavallerernes Behag.

Velgjorende han vilde lidt udbrede

Sit Væfen paa den udenlandſte Ford,

Og reiſte — rigtig nof fil Sydens Krede,
Men til desmeer Fornoielſe for Nord.

Han kom igjen, og tog en deilig Mage —
Som gladed' hele Byens halve Kreds —
Tilfinft min Heros endte fine Dage —

Og hele Verden var tilfreds.

158

Til Frøken ***,

(fom f en Juleleeg havde ſtjenket mig Sertendetelen af hendes Hjerte.)

Sertendedelen kun af en fortryllende Maaned
Stjenfte mig fildigen her i Glædernes Jil,

Ak! Da mig mangen et Haar af Kummer alt graaned',
Andige Pige! dit lidende, venlige Smiil!

Men i de flygtige Glimt paa Livets natlige Bane,
Klart, ſom et Speil, for hver himmelſt Geſtalt,
Samled' mit Øie dog nok dit Verd, Mariane!

For at misunde ben Mand, du vil ffjenfe det aft.
Sextendedelen du fljenfte mig fun af dit Hjerte;

Men af en Himmel er alt en Sertendedeel

Meer for en Digter, end hver en Skat, ham forærte
Lykkens den jordiſte Guddom holden og heel.

Hvad fan dig fljenfes igjen, dig værdt, af mig Arme?
Sextendedelen af mit, af! ſom et længer er ungt —

Tynget af Smerter, og fuldt af alt for elffende Varme —

Synes mig ikke faa lidt, ſom meget for tungt.

. Men naar du læfer hvad alt, i ſmeltende Toner,
Nynnedes, Mufer og Gratier værdigt, af mig
Danmarks yndigfte Moer, og Danmarks ædlefte Koner,
Tag i det mindſte da Sextendedelen for dig!

159

Til Frue Etatsraadinde Bager.

Glem aldrig, naar De læfer, hvad jeg figer
Lidt ſmukt imellem til det ſmulke Kjon:

At offentlig jeg holder meeſt af Piger,

Men at jeg elffer Koner meeſt i Løn!
Forſtager fig, begge Dele, ſom det ſemmer
En Digter, der fin Salighed fun drømmer.

— — — — . —

Epiſtlerne til Frne Olſen.

(Vlot heftede.)

Hoie du, hvem Livets yngſte Huldgudinder
Selv ung omfvæve trindt i huuslig Dands,
Dit fljønne Moderſmiil os værde finder,

Bi lægge for dig ned hver mindre Krands;
Men tilgiv, upaaflædt? vi Stakler nodtes
Ut ile til din Paphos-Thrones Fod;

For der at fnæle paa den Dag, vi fødtes,
Vor Fader ingen Tid til Pynt og fod.

160

Cil frøken Elina Olfen,

pan hendes Fodſelsdag
(3 et Exemplar af mine Digte.)

Den bedſte Faders englehulde Datter,
Hvis Inde ſelv hver Uindviet ſtatter,
Hvem ogſaa blot i Diet faldt

Din ydre ſtjonne Gratiegeſtalt!

Vil du tillade denne Bogs Forfatter,
Der ogſaa ſtjonner fuldt dit indre Værd
J hver for Verden fljulet ſtille Færd,
At ſtjenke dig i denne ringe Gave

De Blomſter af hans Muſes lille Have,
Som hemmelig hang indre Sands
Opelſted' i din Uſtylds ſtille Glands,
Og ſom han nu, mens født hang Taarer trille
Tilbage til den Tid, da han var lille,
Dig fletter i fit Hjerte til en Krands?

161

Epiſtlerne til Frue Profesſorinde Oluſſen.

Dir laaner i vor Fimbulklaffer⸗By

Et gjeftfrit, trygt og mildt og venligt Ly
Den af en falff og ſmudſig guul Mhene
gorfulgte, Sandhed figende, Camene?

Til hvem, før hendes Morgens Straaler grye
Bag Fimbulvinternatten, ffal hun tye,

Hvis ikke til den ægte, hulde, rene?

Epiſtlerne til mig ſelv.

Hvis Ingen gider læft os her i Landet,
Saa trøft dig med, engang en ſovnlos Nat,
Naar paa din glemte Bog bu felv faaer fat,
At du deri vil finde Dit og Dat,
Der meer vil more dig, end meget. Andet!

Baggeſens Varler. 39. &

162

Til Frue Juſtitsraadinde Wiborg.

(Foran Epiſtlerre.)

Dis, ſom, Uftyldighedens Engel liig,

„Mig aabner atter Barnets Himmerig!

„Dig, ſom jeg ſang i digtede Hyrdinder!
„Dig, ſom ſin ſidſte Krands min Muſe binder!
„Dig, ſom den nynne ſtal fin ſidſte Sang!“ —
Saaledes klang det i den Bog, engang

Jeg tog fra Broderen, og Soſteren forærte;
Den ſamme Mening i den ſamme Klang

Nu flyver af mit fulde Hjerte.

Paa Broderen og Tyveriet nær,

Tilfældet er det ſamme her, ſom der,

J Aar, ſom Attenhundrede og fer.

Læs, hulde Digterinde, hele Brevet,

(Der Side to og treds ſtaaer ffrevet)

Som Læferinden, jeg har endelig oplevet:

Som Frue Cicilia von %.

Det indre Ovad.

| Hoad er Viſen, jeg at nynne lærte,
Mod den Sang, fom toner i mit Hjerte!
Hjerte! funde jeg udſynge big,
Selv min Viſes Fiendes elffte mig.

163

Til Frue AU",

(9 et Exemplar af mine poetiſte Epiſtler.)

On, hvis Moderfryd, Madonnas liig, '
Kun i ſtjonne Træf fin Ynde maler,

Du, hvis Smiil, før Munden aabner fig,
Engles Sprog med ſtumme Læber taler!

Tør en fnaffom Digter væffe dig

J bin ſtille Drom om Idealer?

Ak! med Linier, der ſynes mig,

Nu, dit Die ſeer dem, pludſelig

Intet uden blotte Linealer!

Til de tre Familier,
ſom havde indbudet mig til Morgen, Middag og Aften, ſidſte Sondag.

SVeg drømte, fom man veed, mig Gratier indbød
Forleden til et Sondagsgilde,

Som be herefter gjerne gjøre vilde.

Min Drøm er opfyldt; o! jeg er, i al min Nød,
Et ægte Sondagsbarn, der troſtes, faa at fige,
Paa Søndag i et Trilling-Himmerige:

J Frejas, Abrahams og Gratiernes Skjod.

—

164

Forfvar for Orthodorien.
Til lille Signe.

Da⸗ Præſten ſagde: „Gud er Cen og To,
Som næften alle Skriftens Sprog beviſe —”
Du ryſtede med Hovedet, og loe,

Som om fan havde fagt en reen Sottife.
Men, Signe, hvis du finder latterlig

En ſtakkels Prœſt, fom Gud i Himmerig
Seer dobbelt, maa du mig det ogſaa finde;
Thi jeg har felv den latterlige Feil,

At fee dig undertiden i dit Speil,

Endffjøndt du er min enefte Gudinde. .

Skolie.

⸗

„Hoad er ſodeſt?“ ſporger du, Veninde!
„Elſkes? eler elſkte? mark! i ſand
„Rene Hjerter elſtelig Forſtand? —

Elſkes, troer jeg, ſodeſt for en Ovinde;
Elſke, troer jeg, fødeft for en Mand. —

„Men for begge?” — Begge født forbinde.

165

J min Føns Stambog.

Sane din Samvittigheds Vet hver Hindring imod,
Stedfe for Øie dit Maal, det fjernefte, bedſte!
Men med varlige Trin fremſtride din Fod,

Og, t din Virkſomhed, ftræb fun efter det næfte!

3 famme.

Siem aldrig dit Selv 1 dit Jeg, faa glemmer du
aldrig din Fader.

Til Herr Gely Latonr.

(3 Anledning af hans Foreftiling i den givende Ovn.)

O du, ſom i din Ovn dig faa fan trendemænde,
At ingen Hede fan forbrænde Dig,

O! gjør mig, ſtore Mand, blot uforbrændelig
Den ſidſte Favn af Magiftratens Brænde !

166

CTelegraph⸗ Bygtet.

Stjonot Hamborgs *Mollekant er rundt beleiret,
Og det for Molleren ſeer ud lidt broget,
Belt⸗-Telegraphen paaſtager han har ſeiret —

Deri dog udentvivl maa være Noget;
Den fnaffer rigtig nof fun hen i Veiret;
Men aldrig nogenfinde hen i Taaget.

Hans Mikkelfen leve!

Trods Krigens og trods Fredens haarde Sted,
Med os i Danmark har det ingen Nod,

Saa længe vi beholde den Forfatter,

Der drukner ugentlig i Sorg vor Latter.

Motto til Haandtegningerne af Kratzenſtein⸗Stub.

Sans Stræben fleg til Raphaelers Chor
Om Toppen, hvorfra Konſten fluer ned,
Og efterlod fig fan, men lyfe Spor
Af Gangen til dens Maal 1 deres Fied.

167

Under Kratzenſtein⸗Stubs Billede.

(Ved Udſtillingen af hans efterladte Malcrier.)

Qg fine Verkers fulde Morgenglands
Vor tabte Raphael her for os foæver,
Og, medens taareblendt hun Diet hæver,
Hver Konſtens Hulomø ræffer ham fin Krands.
Kom, Dania! betragt med Moderøie
Huldglorien om din forflarte Søn:

See rundt hans Engle flirre mød det Høle,
Og læs i deres Blik hans ſidſte Bøn!

Til den Elſkede.

Grumme, nu, du flygter mig,
Skyer jeg Menneſtenes Færden ;
Men, vil du fun nærme dig,
Sfal jeg og mig nærme Verden:
Bil fun du mig ſmile blid,
Sfal et blot jeg meer et hade
Bort paa Jorden ufle Stade,
Men velfigne felv vor Tid.

168

Begeiftringen.

Kieriighedens rene Lue!

Naar fra morke Sky'r, ſom true,
Hendes Mishags Piil mig ſaarer,
Dan i Regn af mine Taarer

Veemods ſtjonne Himmelbue!

At dog Vidnet om min Smerte,
Som hun volder dette Hjerte,
Hun med Velbehag maa flue.

Digterens Nat.

Au, ſom Tidens Gnifter ſlukkes ud
For udødelige BUE herneden,
Funkle klarere dem ned fra Gud

Underfulde Glimt af Evigheden.

Aften - Morgen.

Naar nedad vore Dage rinde,
Bier Mindet Haab, og Haabet Minde.

169

Sandelig Maturlov.

gg, høtere dit Blik mod Himlen opad luer,
Jo dybere dit Smiil nedad paa Jorden ffuer.

Digteren og hans Muſe. .
Digteren.

Ja aldrig meer gjør Vers, og ſlog man mig ihjel!
Mufen.

Lad være da! Jeg gjør dem dog alligevel.

Capitain Hedemann.

Hurra!

Af Somagt, ſendt i Smug fra Engelland
Til Kamp mod trygge Borgere paa Land,
Blev ſexten Saar vort Orlogshierte givet;
Det hindrer ei den danſte Orlogsmand,

J Kamp med Farer, truende paa Vand,
At redde ſexten Engellænd're Livet!

170

Danſk Fortroſtning.

Kan Sletheds Afmagt i et Land
Det Godes Almagt overvinde,
Hois Konge er dets bedſte Mand,
Hois Dronning er dets bedſte Ovinde?

Paa Amors illedſtotte.

Paa Jorden gjør i Live vel Enhver,
Saafnart han fan, Bud efter ham at ſtikke;
Thi Himmerig er, hvor den Djævel er,
Og Helved, hvor den Engel er der. iffe.

Min Undſkyldning.

SVG flages meget, at jeg, ſom Skribent,
Meer lover, end jeg holder juſt paa Prent —
Ak! Skriver, Sfrift og Sfriven vel er ærlig,
Men Tryffer, Tryk og Trykken er befværflig !
eg er uffyldig i hver Presſens Svig,

Thi det er ei mig felv, der tryffer mig!

O! hvor jeg Læferen fin Lod misunder!
Hans Tab er negativt, naar hvad jeg ſtrev
Til rette Tid ham ikke budet blev —

Jeg Staffel lider poſitivt derunder.

171

Verdens Gang.

Den Cenøiede.
vor gaaer det, Peer?

Den Halte.
Povl! fom du før.

Til de ſmaa Ayvedigte.

Hoor Vaarens uſtadige Vinde bortſtroe

Mangt adlere Frugter os lovende Fro,

Hvad gjør I ſmaa levende Fnug i de Straaler,

Som mægtige Sfabningers Pie knap taaler? —
„Vi elſte, og doe!“

Til ſamme.

Hiertefugle, flyver af min Lomme,
Hvor I Smaa

Hele Vinteren, ſom Larver, laae,

Og forfynder mine hulde Faa

WVaarens Komme!

172

Nomancer og Ballader.
1806 —1818.

Nidder Ao og Ridder Rap.

Der vare paa Thorſinge Riddere to;
(De rede faa ſjelden om Kap)

Hvis Thorfinges Kroniker ſtande til Tro,
Den ene var doven, og kaldtes Herr Ro,
Den anden var flinf, og hed Rap.

De bejlede begge, med Guld og Forftand,
(Med Tip, og med Top, og med Tay)
Til Pugerups Datter, den Lillievand,
Ro nemlig med Guldet, og Rap med Forftand —
Men Signe holdt meeft dog af Rap.

Herr Pugerup elffede Grunfer og Guld —
(Ja Guldet! hvor var det vi ſlap?)
Ro havde, det vidfte han, Kiſten faa fuld:
Ham bød han fljøn Signelil være lidt huld —
Hun græd; og gav Kurven til Rap.

173

Ridder Ro nu, ſom Fæftemand red under O,
(De rede faa ſjelden om Kap)
At hente til Bryllup fin feſtede Mo;
Der red han paa Bredden af brufende Sø —
„Men jeg rider med!” ſagde Rap,

Den Fæftemand førte den Fæftede hjem ;
(Med Tip, og med Top, og med Tap)
Og, da de ny fom mod det Borgeled frem,
De Herrer og Fruer der hilſede dem —
„See! her er jeg med! fagde Rap.

Saa førte de Bruden til Brudeſal:
(De Riddere føred? om Kay)
Der vanked' faa mangen lyftig Pokal,
Brudgommen til Gammen, og Bruden til Qval —
„Ja! drik nu fun du!“ ſagde Rap,

Herr Ro fad paa Banken, og lyſtig han drak;
(Ja lyftig! hvor var det, vi flap?)
Der indenfor redtes det Brudegemak
Af Moer og Terner, med Kik og med Kak —
„Ja! fnifer fun Il“ ſagde Rap.

Saa førte de Bruden til Brudeſeng:
(Med Tip, og med Top, og med Tap) -
Den Brudgom faa magelig fad paa fin Bænf —
„Ja! ſid du fun der! fid fun rolig! min Dreng!
Jeg nok ſtal gane med! fagde Rap.

i 174
Saa tog han ved Haanden ſtjon Signelil fat;
(De løb med hinanden om Kap)
Og i flog han Døren bag efter faa brat:
„J figer fra mig nu Herr Ro fun God Nat! —
Nu ligger jeg her!“ ſagde Rap.

Frem treen til Herr Brudgom den liden Smaadreng!
(Ja Brudgom! hvor var det, vi flap?)
„Herr Brudgom! Herr Brudgom! J Aften Jer hæng!
Rap ligger derinde med Bruden i Seng” —
„Ja mæn gjør jeg faa!” fagde Rap.

Den Brudgom, han pikked' paa Døren med Kno,
(Med Tip, og med Top, og men Tap)
Saa luffer derinde mig op dog, I to!
Jeg felv med min Brud nu vil flade mig til Ro —
„Ja flage dig til Ro!“ ſagde Rap.

Den Brudgom, han flog nu paa Døren med Stof:
(Smaadrengen flog med ham om Kap)
Kom ud! Af den Spog vi nu alle har nok!
„Kom ud, Ridder Rap, til den øvrige Flok!“ —
„Ja fee, om jeg gjør!” fagde Rap.

Den Brudgom, han hamret? paa Døren med Skjold:
(Ja hamred'! hvor var bet, vi flap?)
udfald du derinde min Brud ta'er med Vold —
Hvis — hør du? — jeg hevner det. tufindefold!” —
„Gaae Fanden i Vold!” fagde Rap.

175

Den Brudgom, fan blev nu i Huen faa vred:
(3 Tip, og i Top, og i Tap)
19918 iffe min Brud bu la'er være med Fred —
Jeg Kongen om Sagen vil give Beſted!“ —
„Ja gjør du fun det!” ſagde Rap.

Aarle om Morgenen, da bet blev Dag,
(De reve faa fjelden om Kay)
Ro fadlet fin Ganger, et længer i Mag, -
Og flyndte fig, Kongen at flage fin Sag —
„Men jeg rider med!” ſagde Rap.

„Herr Konge! jeg havde mig fæftet en Brud;
(Med Tiv, og med Top, og med Tap)
Da Brylluppet flod, gik den Ridder fit Skud
Til Brudegemaffet, og fov hos min Brud!” —
„Ja! bet gjorte jeg!” ſagde Rap.

„Da begge den Mo dog J have faa Fjær,
(J ride faa fjelden om Kay)
„Saa for at afgjøre, hvem Seiren er værd,
„Saa bryder engang med hinanden et Spær!” —
„Ja! gjøre vi det!” ſagde Rap.

Da Solen om anden Dags Morgen opftod,
(Ja Solen! hvor var det, vi flap?)
Ro vælted? paa Heften i Sadlen fin Krop;
Og Hoffet kom fammen, at fee paa det Hop —
„See! her er og jeg,” fagde Rap

176

Den forſte berendende Dyſt, de nu red,
(Med Tip, og med Toy, og med Tap)
Raps Ganger i Springet pan Fødderne gled,
Og ſnubled', og fegnet” + Knæerne ned —
„Nu hjælpe mig Gud!” fagde Rap.

Den .anden berendende Leding, de red,
(De vred nu for Alvor om Lap)
Af Panderne fprang da den blodige Sved;
Herr Ro faldt 1 Støvet af Sangeren ned —
„Der ligger nu han!“ fagde Rap.

Herr Rap nu vred ſeirende hjem til fin Gaard —
(Ja Seier! hvor var det, vi flap ?)
Skjon Signelil, frandfet og fmyffet, i Maard,
Saa fmilende fjærlig ved Borgeled flager —
„See! Nu er du min!” fagde Rap.

Nu har Ridder Rap da forvundet fin Harm;
(Med Tip, og med Top, og med Tap)
Nu hviler hans Hoved ved Signelils Barm;
Nu fover den Hulde fan trygt i hang Arm —
„See nu er det godt!“ ſagde Rap. .

177

Hytten.

Der ſtander en Hytte paa Jorden etſteds
Saa langt fra den alfare Vei —

Der ſadde vi trende ſaa ſalig tilfreds;
Jeg evigen glemmer det ei.

Der ſadde vi, Broder og Brudgom og Brud —
En Brudgom, en Brud og en Ven —

En Ven og en Brud og en Brudgom — o Gud!
Jeg tager det evig igjen.

Vi havde jo fordum, adſtilte faa vidt
Paa Livets Uroligheds Elo,

Os længtes fag underlig, længtes faa tidt
Og inderlig efter os felv.

Vi ledte om Samling, vi ledte om Ro,
Vi ledte med elſtende Vee —

Vi vare vel ene, vi vare vel To;
Men aldrigen Cet fun 1 Tre.

Det var, fom om Hver var en lidende Deel
Af Livets forftyrrede Fryd —
Os ſtillede ſyntes ei Slabningen heel
J Venſtab og Elſtov og Dyd.
Baggeſens Varker. 3 B. 12

178

Men nu, vi hinanden faa pludſelig fandt,
Saa langt fra den alfare Bet,

Hiin Himmerigs høie Trefoldighed bandt
Hvad Jorderig adſtiller ei.

Han, hellig ved Tanfe, ved Viisdom og Dyd —
Jeg, hellig ved Venſtab og Sang —

Hun, hellig ved Elffov og Veemod og Fryd —
Til Eet nu forenede klang.

Vi følte det faligt, med Englenes Lyf,
Mens født & hinanden vi flød,

At, trykt til hverandres uſtyldige Bryſt,
Vi ſlumred' i Skaberens Skjod.

Vi folede dybt, med guddommelig Vagt,
Hvis Jorden og Himmelen faldt,
Heel i vor Treenighed Aandernes Slægt,

Og Hytten Materiens Alt.

Bi vare og nok! o! vi vare faa froe!
Vi følte et jordiffe Baand —

Bi bad og vi legte, vi græd og vi lse —
Og Alt i vort Væfen blev Aand —

Og Aandernes Aand, med hinanden i Faon,
Almesgtig os alle henrev —
Og Længflernes Hav blev til Saligheds Havn —
Og Tiden til Evighed blev —

179

Og høit gjennem Himlenes Himle bet Hang:
„Eet evigen være de Tre!« '

Og født i de brufende Hvirvelers Sang
Klang Englenes Amen. „Det ſtee!“

Jomfru Elſes Vife.
— FÅ
Hoorfor rinder ſaa din Taare?
Mo, faa væn, og ung endnu!
Hvorfor blegner du faa faare?
Hvorfor leger og fynger du?”

Jeg har nydt al Livets Glæde;
Jeg har følt al Livets Bee.
Lad mig blegne, lad mig græde,
Lad mig fynge, lad mig lee!

O jeg drømte — ja! jeg drømte
Om en Engel, evig min,
Som jeg fad og fang og ſomte
Paa mit eget Jordeliin.

Døbt i Oſtens lyfe Fjerne
Maanen lued' rød, ſom Blod;
Og den blege Aftenſtjerne
Dybt i Veſtens Moerke fod.

180

Jeg var ene, jeg var bange,
Og mig længtes inderlig.
See! va fom i dunkle Gange
Englen, fom jeg drømte mig.

Og med Hyl 1 Skovens Kroner,
Og med Strandens Bolgers Kluk,
Og med Nattergalens Toner
Blandte ſig hans dybe Suk.

Af! nu fane jeg Maanen ikke!
Ak! nu ſaae jeg Stjernen ei!
Kun min drømte Engels Blikke
Tindred' paa min mørfe Vei.

Og han fvæved? mig imede;
Om hans Skuldre Harpen fang;
Og jeg ſaae hang Pande gløde;
Men han ſtandſede fin Gang.

Og jeg tilte ham imode
Paa den mat oplyfte Vei;
Mine Kinder blev faa røde;
Men fan flod, og ſaae det ei.

Døbt han ſtirred' ned 1 Støvet,
Lænende fig paa fin Stav;
Og hang Blik ſank ned bedrøvet,
Ned, fom i hang egen Grav.

181

Og han ſtirred' mod det Høre;
Og hang morke Blik blev vildt —
See! da mødte det mit Øie,
Og paa gengang blev det milt.

J hans Bryft hvert Spor af Smerte
Bed mit Smiil blev flettet ud —
Og han fanf til bette Hjerte,
Og mit Hjerte ſank i Gud.

Vore Sjæle fammenfløde,
Og vi følte intet Savn;
Og vi ſmeltede og døde
Saligt i hinandens Favn.

Da. jeg vaagned' op i Lunden,
Bar et Maanen længer rød;
Aftenftjernen var forfvunden;

Bed min Side laae han død.

Jeg har tabt al Livets Glade,
Jeg har udtømt Dødens Vee;

Derfor maa jeg evig græde,

Derfor maa jeg evig lee!

182

Eivinds Drom.

sn SR fad paa en Klippe ved Verandis Bæf,
Med Luren i Haand og i Ponſen paa Træf,
Der maled' i Runer, hvad Skulda fun faar,
Og lettede det, fom paa Hjertet mig laae.

Da nermed' en Dverg mellem Klipperne fig:
„Prindſesſen Alvilde vil tale med dig.” —
Op ſprang jeg fra Stenen, bortflængte min Luur,
Og floi, meer end gif, til den Indiges Buur.

Paa Veien feg tænfte med Uro mig om:
Hvorfor vel det himmelſte Budffab mig kom?
Hvad Norrigs Afyniers Dronning i Ovæl -
Vel maatte befale fin lydige Træl?

Jeg zittred' og iilte, forvirret og glad,
Med Haab, og med Frygt for jeg vidſte et hvad.
Og Aft'nen omffimred? med døende Smiil
Min bævende Fods uvilkaarlige Jil.

Dog ſeirede Haab; og med Tillid i Simo
Jeg treen i det aabnede Jomfrubuur ind —
„Det gaae, ſom det vil, hvor Alvilde gaaer. frem,
Flye Helvedes Skygger, og Angeſt med dem!»

183

Dog var jeg ei fuldelig Fjæf; thi jeg ſtjalv,
Da Døren fig plubfelig aabnede halv —
Alvilde treen frem — og min blendede Sande
Nu drukned' 1 Buret opfyldende Glands.

Nedboiet til Jorden, mit frygtſomme Blik
"Knap voved' at hæve fig, da hun fremgik,
Og, tæt ved fin Terne, mig over for ſtod —
Dog ſamled' omſider jeg hele mit Mod:

Jeg Piet flog op; men, o Skrak! hvad feg ſaae,
Mig lod det 1 Haftighed atter nedflaae —
Som truffet af Lyn, foer det blendede ned;
Thi Dyſernes yndige Dronning var vred.

„Vig, Fenris af Utgaard!“ faa talte fun, „flye!
Jeg fjender dig! bort! mine Blikke du ſtye!
Du troer, at bedrage mig! viid, at jeg alt,
Som Barn, dig har feet i den famme Geſtalt!“ —

Det traf mig, ſom Himmelens Styrten. Hvert Ord,
En Tordenpiil liig, i mit Hjerte nedfoer —
Mig ſyntes, at Skabningen rullede bort ;
Og Alt for mit briftende Pie blev fort.

Dog ſtammed' jeg i min Fortvivlelfe frem:
„Vel gjeſted' jeg aldrigen Afernes Hjem —
Vel blendes mit Blik i Aſyniers Sal —
Men Alt, hvad af Fenris jeg har, er hans Oval.”

184

Jeg nævnte mit Navn, og ved Odin jeg fvoer,
„At ingen Alvildes Tilbeder 1 Nord
J Troffab og Idmyghed lignede mig” —
Og bad den ſmaa Ternelil tale for mig.

„Jeg tale for dig, Ufandfærdigheds Aand!
Din Negten beviſe!“ udbrød hun med Haan —
„Du Son af den Fader, ſom Lognen fom fra,
Naar du figer Net, figer Sandheden Ja!“

„Bort! pak dig!) — Jeg vendte mig. Dybt i en Vraa
En indfattet glimrende Plade jeg fane —
Jeg blikked' i Pladen — o Sfræf over Sfræf! —
Og fluen? mig felv med Utgartiloks Træf —

Jeg fluede Fenris i hvert. Mine Been
Knap bare mig; Hjertet af Angeſt blev Steen.
Jeg Udgangen ravende føgte; men Vee!

Jeg Døren ei fandt — jeg den er kunde fee.

Af Radſel og Smerte nu ſtorkned' mit Blod —
Fortvivlet, forftenet, urorlig jeg fod —
Jeg Himlen bad aabne det bævende Gulv
Mig arme, forbandede, glubende Ulv.

„O! ſtyrt mig!“ — faa bad jeg, med üsnende Sved,
„Til Naftrond, til Niflheim, til Helvede ned!
Jeg Heller ber vil udfvede mit Blod,
End gjøre ben Dyſe, jeg elffer, imod!”

185

„Nu vel da, Forræder!“ Prindfesfen brød ud:
„Du ſtaaer imod Stik og du ſtaaer imod Stud;
Men viid, at jeg har, i mit Gjemme, forvart
Et Sppd, fom fan dræbe dig ſikkert og ſnart!“

„Gaae, Ternelil, hent mig den Vidiegreen,
Som myrdede Balder!) — Hun iffe var feen —
Løb hen til et Gjemme med inderlig Fryd,

Og rafte Prindfesfen det dræbende Spyd.

Hun tog det, og fvang det, og nærmte fig mig,
En Norne med Aſathors Lynſtraale liig;
Med Himmelens Hoeihed i myrdende Blik
Guddommelig rædfom Alvilde fremgik.

Henrykkelſe nagled' min bævende Fod
Urokkelig faft til det Sted, hvor jeg flod;
Og Himmelens Vellyft fortrylled? min Aand
J Tanfen om Døb af fan yndig en Haand.

„O!“« raabte jeg „knælende vil jeg af dig
Modtage det Slag, fom jeg ønffede mig
Alt længe forgieves!“ Jeg fnælte. Hun fvang |
Mordgrenen den anden og tredie Gang.

Den tredie Gang den mig traf. Men, o Sfræf!
Jeg vaagned' — og fandt mig, ved Verandis Bøf,
Paa Klippen, fom før. Ak! Alvilde! din Haand
Ci løfte mig Livets de fængflende Baand.

186

Viſer og Sange.
1800—1823.

Til Freden.

(Paa Kongens Fobfelsbag.)

—— Larm og Sfræffens Bulder,
Svøbt i Tvedragts Tordenffy,
Rundt om hele Kloden ruller;
Ale Fredens Muſer flye;
Gjennem Blods og Taarers Stromme
Sees Europa nøgen fvømme,

For at ruſte ſig paa ny.

Livets Væld af Dødens Flammer
Torres paa den bange Jord;
Hvert et Folk er ſtedt i Jammer;
Havet felv er fyldt af Mord.
Men blandt Nationers Grave
Blomſtrer Dannerkongens Have;
Freden throner i vort Nord.

. 187

Til vor Palmes ſtille Skygge
Tyed' de forfulgte Ni,

Og i Templet, alle bygge,
Enes Alt til Harmonie;

Flid og Konſt og milde Sæder,
Viisdom, Dyd og rene Glæder

Saligt favne fig deri.

Hulde Fred! bit Ly vi fylde

Alt det Held, vi frydes ved;
Af din Himmels rige Fylde

Flyder Dans Lykſalighed:
At, mens fjerne Brødre bløde,

Vi med Sang hinanden møde,
Taffe vi din Huld, o Fred!

Op! til Fredens Priis, J Muſer!
Evan! op med fulde Maal!
Dobbelt Fryd i Sangen brufer:
Fredens Sfaal er Thronens Sfaal!
Lyd i Hjertets fulde Toner
Sang af Danmarks Millioner:
Chriſtians og Fredens Sfaal!

Hæderfron't 1 Muſers Tempel
Straale længe Chriftian!
Fyrſters Monſter, Folks Exempel
Finde ſig foreent i Dan!
Vore Borneborn gjentage
Seent til Danmarks ſidſte Dage:
Signet være Chriſtian!

188 .

Til Kronprindſen.

Din Morgenrøde hilfet blev

Med Fryderaab:

„Lev, Yngling! Fredens Engel! lev!
nBær Danmarks Haab!“

Og tidlig fandt Dit elſtte Land
Opfyldt ſin Bon;

Og Norden ſaae ſin bedſte Mand
J Kongens Søn.

Og Skridt for Skridt, med ſtadig Gang,
Utrættelig,
Til Fredregentens førfte Rang
Du haved' Dig.
Vor Bondes feire Dag oprandt;
Hver Taage veg;
Selv Taagens Dunſter ſank og foandt,
Alt ſom Du fleg.

Dig Hjerter fletteve Din Krands,
Du Fredens Ven!
Og Sandheds Lys og Dydens Glands
Omſtraaler den.
Ved rolig Virken blev Du ſtor
Og elſtelig;
Og virkſom Rolighed + Nord
Nu figner Dig.

189

Fa Fred'rik! hør det hele Folk
J denne Sang;
Mit Hjertes Roſt er Landets Tolk,
Ved Harpens Klang:
Nyd længe ven Marias Bryft
Tredobbelt ffjøn
Din, Hendes, hele Danmarks Lyſt,
Dit Hjertes Lon!

De forenede Danfkes Fang i Paris.

(Beſtemt at ſynges paa Kongens Fodſelsdag.)

Mens udbaſuunt af Krigens Torden
Og Moden og fig felv,
Det magtigſte blandt Folk paa Jorden
Til andre raaber: ffjælv !
Vi ſtoppe vil i Dag vort Øre,
Og lade, fom vi Intet høre,
Og lytte til os ſelv!
Op! op! lad os her i en Kreds
Selvftændig tilfreds
Os fornøie, fom Landsmænd at famles etſteds!

Chor.
Op! vp! o. ſ. v.

Hvad om vi reent os ſelo ei glemte,
Mens Franffe Alt er franſt?

Og i vor Kreds en Sang iftemte
Om Danffes Værd pan Danſt?

190

Hvad om vi voved' os at fryde,

Som Danſt og Norſt og Fynſt og Iyde,
Og Franſt lod være Franſt?

Velan! lad os her i Paris

Paa foedrelandſt Viis

J Forening begynde vor Hjemſtavns Priis!

Chor.
Velan! o. ſ. v.

Vi Danſte har dog og den Wre
At boe paa ſamme Jord
Som ben, hvorpaa de franffe Hære
Forbauſe Syd og Ford.
Og hvis al Verden et vi ffræmme,
Har vi etſteds dog ogſaa hjemme,
Og har vort eget Bord.
Op! op! vores Sang i Paris
Paa fodrelandſt Viis
Skal forkynde med Jubel vor Hjemſtavns Priis?

Chor.
Op! op! o.ſ. v.

Vel maa man ſtedſe ved at ſtue
Hvad Stort her foregaaer,
Og ſeer man dybt i Tingen, grue
For meer, ſom foreſtaaer;
Kanoner og Journaler dundre:
Beundre, Fremmede, beundre
Hvad Republik formaaer !

191

Dog bort med Parig for i Dag!
Vort feftlige Lag
Skal beundrende ffjønne vor egen Sag!

Chor.
Dog bort o. ſ..

Man veed af tuſind Hjørneffrifter,
Hvad Nyt man vide gad;
Og hele Folkets frie Bedrifter
Staae i Borgmefters Blad;
Hvor flor for Reſten han mon være,
Hans Magt, hans Herlighed, hans Ære,
Det veed man udenad.
Saa bort med alt Franſt for 1 Dag!
Bort feftlige Lag
Skal befjæle fom Danffe de Danffes Sag!

Chor.
Saa bort o. ſ. v.

Enhver af os, ſom Landsmænd ſommer,
Med danſt frimodig Sang,

J Dag fit eget Bæger tømmer
Og fjerner fremmed Tvang.

Op! følger vore Fædres Mode,

Det Sfjønne blandet med det Gode +
Ved fyldte Glasſes Klang!

Op! op! til forsent Melodie !

Med danſt Sympathie

Lad vor Sang vare fodelandſt Harmonie!

Chor.
Op! op! o. ſ. v.

192

Og vi har Ret vor Roſt at hæve!
Og vi har Fodeland!
Og vi har ſtuet Fiender bæve,
Og holdet Helte Stand!
Og hver af os, i hver fin Orden, i
Fremtræder ſtolt blandt Mænd paa Jorden,
Som frifodt Dannemand!
Op! op! vi og føle os, vi!
Vi er? Danſte og frie,
Og vor Sang være Mandigheds Harmonie.

Ehor. '
Op! op! o.ſ. v.

Lad andre Nationer bramme
Med mere Glands og Pragt!
Lad een og anden Folkeſtamme
Fremſtille ſtorre Magt!
Vi fremmed Fortrin rolig taale;
Thi vi 08 fjæft med Andre maale
J g Alt, fom fordrer Agt.
Held! Held! vi og føle og, vi!
Vi er? Danſte og frie!
Og vor Sang er Hoimodigheds Harmonie.

Chor.
Held! Held! o. ſ. v.

Hver Landsmand her er ſtolt at bære
Det ædle danſte Navn!

Bed Andres Glimmer at undvære
Han føler intet Savn.

193

Og reiſte hver og rundt om Jorden,

Han fandt dog et i Syd og Norden
En Havn, fom Danmarks Havn.

Held! Held og Lytfalige, vil

Vi er? Danſte og frie!

Og vor Sang er Lykſaligheds Harmonie.

Chor.
Held! Held o. ſ. v.

Thi gjennem Sekler,.uden Lige,
Uroffet, fom dets Pol,

Staaer Danmarks ubetvungne Rige,
Og Dannerfongens Stol!

Det brammer et med laante Sæder;

Den Gol, ſom ſtraaler til dets Hæder,
Er Landets egen Sol!

Held! Held os Betryggede! vi!

Bi er? Danffe og frie!

Og vor Sang er vor Roligheds Harmonie.

Chor.
Held! Held o. f. v.

Men trefold høit i Dag fig hæver
Hver Landsmands flolte Bryſt:
Et Fryderaab fra Hjemmet fræver
Et Gfenfvar af vor Roſt.
Bi Alt, hvad et er Danſt, forglemmer,
Og ſympathetiſt Hver fornæmmer
Kun patriotiſt Loyſt.

Baggeſens Barker. 3B.

194

Op! op! lytter til! ſtjenker 1!
Lad vor Sangs Melodie
Sig nu hæve til hoiere Harmonie!
Chor.
Op! op! o. ſ. v.

Thi høit fra Chriſtians Toillingriger,
Hiſt i det glade Nord,

Med feftlig Fryd 1 Dag opſtiger
De fjerne Brodres Chor;

Og naaer end Lyden ei vort Ore,

Dog vore Hjerter Glæden høre,
Og deres høre vor!

Op! vp! lytter til! femmer 1!

Lad vor Fryds Melodie

Sig forene med Dannemarks Harmonie!

Chor.
Op! op! o. ſ. v.

De ſynge: „Fryd og Hdd og Hæber
„Velſigne Thronens Aand,
„Som løfte Stavnens gamle Kjæber,

„Og knytted' Hjertets Baand,
„Og bød i red og Friheds Skygge
„De borgerlige Dyder trygge

„Fremvandre Haand i Haand!“
Held! Held! Paa ben hjemlige Viis
Vi og her i Paris
Igientage velſignende Thronens Priis.

Chor.
Held! Held! o. ſ. v.

195

Hoit, Landsmænd, Held og Hæder krone
Bor Konges Fodſelsdag!
Held, Held det ſtolte Danmarks Throne!
Held Danmarks ſtolte Flag!
Held den Regjering, Alle priſe
Den mønfterherlige, den vife!
Held Danmarks Jubeldag!
Held! Held! for Kong Chriſtian Held!
For vor Frederik Held!
For vort elſtede Kongehuus Held! Held! Held!

Chor.

Held! Held! for Kong Chriſtian Held!
For vor Frederik Held!
For vort elſtede Kongehuus Held! Held! Held!

Citherſang.

(Til mine Landsmænd i Paris, ved vor Sammenkomſt hos en Lanbemand.)

Mat i Paris og dens buldrende Glader,
Midt i dens Hvirvel af ſotermende Loſt,
Saonte mit Bryſt
Dannemarfs Lyft,
Savute jeg Frugten af nordiffe Sæder,
Venſtab og Dyd
Og den hoiere Fryd.
137

196

Hjernen beruſes, og Hjertet bedøves,
Alt løber lobſt paa Forlyftelfens Vei,
Venner, men net!
Fryd er der ei.
Flygtige Glader vil ftjæles, og roves;
Virkelig Fryd
Dog fun kjobes ved Dyd.

Landsmænd, J følte, fom jeg, og bevarte
Fedrelandſt Samfund og Huusligheds Baand,
Dannemarks Aand
Bandt Eders Baand.
Her fandt jeg Glader, ſom aldrig udarte,
Teænkſomheds Dyd
Og den hoiere Fryd.

Herthas og Dovres og Eiderens Sonner,
Hævder beſtandig Codaniens Viis!
Midt i Paris
Holder i Priis
Stedſe den nordiffe Dyd, ſom forſtjonner
Muſernes Frugt
Med Chariternes Tugt.

Sævelig Frihed og Fedrelands Minde
Udmarke fledfe nærværende Lag!
Broderlig Mag
Stfjerme dets Sag! |
Fredens i Danmark tilbedte Gudinde
Signe bets Id,
Og belønne dets Flid!

197

Tenkſomhed, Venſtab og ædlere Glæder
Herſte ber hjemme beftandig, ſom her!
Og, fom i Nord,
Her ved vort Bord
Lyde til Dannemarks Styreres Hæder
Midt i Paris
Bor Lykſaligheds Priis!

Digtervife.

Den Sanger, ſom med Morgenqvad
Opliver fro fit Mod,
Ham vinfer Druen bag fit Blad,
Hvor fjult for Andres Blik den fad,
Og qvægende ham offrer glad
Sit purpurrøde Blod.

Og naar fra Himlens Xthertop
Ham Solen ſtraaler varm,
Da vinfer ham en Rofenknop
Fra Buſtens ſtyggefulde Top,
Og duftende ham luffer op
Sin purpurrøde Barm.

Og naar, beftraalt af Aft'nens Guld,
Han fynger i fin Lund,
Da lytter Vigen elſtovsfuld,
Beftraalt, fom han, af Aft'nens Guld,
Og fmilende ham ræffer huld
Sin purpurrøde Mund.

198

Jeg onſtte derfor inderlig,

En Digterlod var min!
Thi Alt, hvad Mængden ønffer fig, |
Hvis Lyffen og det ſtienkte mig,
Bortgav jeg for et Himmerig

Af Roſer, Kys og Viin.

Vnus- Drikkeviſe.

Her ved dette Gammensbord,
Lyftigt uden Lige,

Gad jeg et fornuftigt Ord
Mellem os indfnige!

Glasſet, Ven, gaaer ud paa Duus,
Som jeg her dig ſtienker —

Hør, hvordan da, uden Ruué,
Og med Ruus, jeg tænker!

Vil du ſtyre med Beſted,
Hold dig felv i Tommen!
Vil du roe med Værdighed,
Roe, fom jeg, mod Strømmen!
Bil du fiffre dig en Havn
Der i Livets Himmel,
Vend mod huuslig Fryd din Stavn,
Bort fra Larm og Vrimmel!

Bil du faft og opret ſtaae,
Staae paa egne Fødder!

Dvad flal frodigt voxe, maa
Forſt flaage dybe Rødder !

199
Derfor adſpred et bit Liv
Vildt omkring herneden!

Med en Ven og med en Viv
Hegn dig ind et Eden!

Forſt og fremmeſt: hvad du bor —
Siden: hvad dig huer —
Gjør tilgavns, ihvad du gjør!
Stye, hvad Intet duer!
Reis om Lylkens Ring et hen
Hift og her paa Jorden!
J din Viv og i din Ven
Find dit Syd og Norden !

Venſtab er og Kjærlighed
Livets bedſte Gave,

Og en reen Samvittighed
Begges Edens Have!

Broder! det er fjærnefandt !
Kjernen i det Hele!

Bort med Skallens ydre Tant !
Kjcernen Tad os dele!

Men ſtal varig Sympathie
Nære Himlens Luer,
Bort med hverdags Dutteri!
Bort med mange Du'er!
Dvis du føler fligt, ſom jeg,
Er' vi duus herneden,
Og, naar endt er Livets Legg,
Duus i Evigheden.

200

Hyrde⸗FAloiten.

(Efter Goͤthe.)

Morgenvalt af lette Slummer,
Jeg i Marken gik og ſang,
Frank og fri og uden Kummer,
Mens i Sfy fig Lærfen fvang.
” La la la!

Et Par Lam dig flal tilhøre!
Sagde Thyrfis, for et Kus —
Smilet fyntes ham bonhore;
Men jeg fang og loe, fom nys.
La la la!

Cen med ſmukke Baand førføgte —
Og en Anden Hjertet bød;
Men jeg fang og loe og ſpogte,
Og om Alt mig Intet brød.
La' fa la!

J den flille Aftenrode
Gil til Skoven jeg engang:
Damons Kløstetoner løbe —
Lundens Nattergale fang.
La la la!

Og jeg veed ei hvad mig haved',
Da jeg nærmte mig, min Barm;
Men den banked', men den bæven? —
Og jeg fank ham i hans Arm.
La la la!

201

Og med Eet blev Lunden fiille,
Og han fyfte mig faa rød —
Og jeg bad ham after fpille; |
Og paa ny hang Fløite lod.
La la la!

Engen mu et meer mig fryder;
Kun til Skoven er min Gang —
AL! og for mit Øre lyder
Uophorlig Floitens Klang,
La la la!

Konſten i Megligee.
Bifhopsvife.
Biqoppen dufter! Glasſene blinfe!
Fruerne mig og Froknerne mig vinke:
„Syng, Skjcerſlipper, og en Sang! ſyng os en, faa godt du fan!
„Syng os en Sang om Konſten, ſom fliger
„Dagligen i de nordiffe Riger.»
Halstrompeten er lidt hæs; men hvad figer det? velan!
Hem! hem! hem! førft jeg mig rommer —
Derpaa mit Glas forfigtigen jeg tommer:
Glu — glu—glu —glu — glu — glu —glu—glu— glu—glu — gluk!
Smiil, Fader Evan, ned til mit Suk!
Smiler $ Ni! og fmiler J Tre!
Saa vil bet gane, ſom ſmuurt, ſtal J fee!
Godt man førft maa ſmore,
gør man godt fan Høre!
Det er Konſtens A. B. C.

202

Der, hvor faa langt fra Hofpompens Scener,

Som fra Parterrets, Munterhed forener
Konſtens Moer i Negligee ved et huusligt Tille Bord:
Hvor ei til Dolk, til Maſte, til Strænge,
Søftrene, de fortryllende, trænge —

Skulde jeg et ſynge her, Verner! veed jeg iffe hvor?
Konſt! Konſt! Konſt! nøgne Prindfesfe !
Her er bin Sanger ret 1 fit Esſe!
Tralle — ralle — ralle — ralle — ralle — ri!
Her, hvor du for dit Snorliv er fri!
Seer jeg dig glad i Galla fremgaae,
Clffer jeg dig dog mere, ſom faa —
Skjonhed, Bid pg Inde
Aldrig fan for tynde,
Lette Klæder have pan.

Bær mig da bilfet du, ſom blev Moder
Her til de tre livſalige Poder,
Hver, fun 1 forffjellig Dragt, ſtjon og elſtelig, ſom du!
Skaal for hver Steen og Farve, fom taler!
Skaal for enhver Bevægelfe, fom maler!
Skaal for hver en afmaalt Klang, mere livelig endan!
Hil! hil! hil! Konſtens Gudinder!
Hil hvert et Tempel! Hvor jeg Jer finder!
Bravo! — bravo! — bravo! — bravo! — bravo! — brav!
Tidt paa Theatret felv jeg gjør Jav!
Alle jeg fylder, hver har jeg Hær;
Dog Evers fljønne Moder ifær —
Men i Stads, til Hove,
Lad Fer Andre love!
Mine Mufer ere her!

203

Indige Piger! deilige Koner!
Hvad ere Luftfpring? o! hvad ere Toner?
Hvad er Stillinger i Steen? hvad er alle Farvers Glands?
Mod Eders Dine, Læber og Fagter,
Naar man Jer hører, naar man Jer betragter,
Naar man føler Jer, ifær med en Digters fulde Sands?
Fuldt, fuldt, fuldt ene hos Ever
Findes hvorefter Konſtneren leder:
Himlens hellighoie, hulde, hele Bliv,
Konſternes Kilde, Kjærligheds Liv!
Evers Natur er Konſt uden Tvang; ”
Livets Spilops naturlige Gang
Bliver i jer Spogen,
Uden mindſte Søgen,
Maleri og Dands og Sang.

-
Elſtende Koner! venlige Piger!
Hører hvad Jer Skjaerſlipperen nu figer:
Naar om Gratier han fang, og om Muſer hiſt og her,
Meente han, fom de ſande Poeter,
Kjærligheds ſmaa og ſtore Propheter,
Fra Anacreon til Jens, dermed Ingen uden Jer!
Jer! Jer! Jer! Digteren finder
Aldrig paa Jorden andre Gudinder!
Selv i Himlen — Himmel! — Himmel! — Himmel! nei!
Kommer J der iffe, fommer jeg der ei!
Himlen er netop der, hvor J er;
Derfor er jeg i Himmerig alt her!
J den fande Himmel
Er en Englevrimmel —
… Og hvad er ben — uden Jer? .

204 OU

Den gifte Stands Sykfalighed.

Drikkeviſe.

Ser ben, der har i dette Liv

Saa fuldt af Tycho Brahes Dage,
Til daglig Trøft og Tidsfordriv
En from og fjærlig Xgtemage!
Gud veed, hvor, fær i vores Tid,
Da hedenſt Selvmord ev forbuden,
- En Mand med ægte Sands og Vid
En Kone leve fan foruden!

Hver Græfer og hver Romer gif

Sin Vei, naar Skjebnen blev fam broget;
Det bør et være Chriſtnes Skik,

Skal Chriſtendom betyde Noget.
En Udvei har hver Dannemand;

Hvo, naar ham Livets Sorger trænge,
Sig brufner ret 1 Xgteſtand,

Behøver aldrig fig at hænge.

Vor Nutids ſande Chriſtendom
End bærer Patriarkers Stempel.
Den kloge Mand, ſom ſeer ſig om,
Bor folge Jodernes Exempel!
De ſlaae fig aldrig felv ihjel,
Naar dem Gjenvordigheder ramme,
Men gifte fig med Liv og Sjæl; —
Og bet er og omtrent det famnte.

. 203

Sanct Paulus, ſtjondt nægte fod,
Gik over til den ægte Lære,
Og paabod felv i Kirkens Skjod
Hver Bifp en Ovindes Mand at være.
Han dermed hver til Ridder flaaer,
Som Ægteftandens Pligter øver;
Thi, naar man førft en Kone faaer,
Man intet andet Korg behøver.

Al Verden veed af Sfriftens Bog,

At halv caput af Aar og Harme
Kong David en Abifag tog,

For fine Fodder lidt at varme.
Jeg tog mig tidlig ſaadan en,

Saafnart mig Stillingen tillod'et,
Hun mig opliver Marv og Been,

Og varmer Hjertet mig og Hov'det.

Hun er faa venlig, mild og god,
Hun ſtedſe mig imode ſmiler;
Saaſnart mig Noget gaaer imod,
Til hendes hulde Favn jeg iler.
Min Creditor mig flævnte nys —
Hvor let, godt Folk, fan ſaadant hænde!
Den Hulde gav mig Kys paa Kys —
Og flrar var al min Sorg til Endeg

Hun er faa vever, friff og rød,
Saa fuld af Livets ægte Varme,
s At, fluftes og mig Kampens Glod,
Den blusſed' op i hendes Arme.

206

Forleden funde jeg ei mer —

Træt, fom en Anden, af at firide —
Hun gav af Kys mig endnu fleer,

Og jeg blev atter en Alcide.

Hun er faa munter, elffelig,

Saa fuld af Spøg og Skjemt og Latter;
Hvert Tab hun ef blot lindrer mig,
| Men vvervættes bet erftatter.
Jeg nylig fra Forftanden gif,

Det gjør, godt Folk, faa mangen Anden,
J hendes Favn jeg atter fif

Lidt meer endog end den i Panden.

Men, figer man, en Ugift har
Endog paa mange flere Steder,
Som elffet Clffer, aabenbar
De ſamme gifte Herligheder,
Og Tidsfordriv er Tidsfordriv —
Hans er mod min et værd en Hægte!
Falſt er hver Ungkarls Venneviv,
En: Mage fun, fom min, er ægte.

Men det forftaner fig, ægte maa
"Man ikke juft den Forſte bedſte,

Krſigtig man til Verks maa gaae,

" Ben Fod 1 Ægteftand at fæfte.

Held den, der traf et Valg, ſom jeg,
Da du Wev min, du føde Taſte;

Jeg over al min Fryd ſlog Streg,
Ifald bu ikke var, min Flaſke.

207

Bifhopsvife,

Som Venus, Mercurius, Mars og vor Jord,
Saturnus, hans Søn og hans Fader,

Om Solen, 1 ſtedſe lovſyngende Chor,

Sig leired? i evige Rader:

O Biſtop! faa leire vi her os om dig,

Og Kredsſangen toner, Planeternes Tiig.

Chor.

Alt Livet laae hyllet i Taushed og Merke:
„Bliv Biſtop!“ løv Giverens Bud;

Den blev, og af Nattens chaotiſte Orke
Gik Livet i Straaleglands ud.

Vel ſidde vi her om det himmelſte Bord,
Men vi er' og meer end Planeter;
At foite beſtandig om Syd og om Nord,
Sig ſtikker for dem og Cometer.
J hov'dloſe Kloder! o løber fun J!
Fornuftige Vos'ner bør ſidde, ſom vi.

Chor.

Alt Livet løb furr i Atomernes Rolfe:
„Bliv Biſtop!“ led Pol og til Pol;

Flux ſamled' fig Vermers fortrolige Flokke,
Og ſtadig fab hver om fin Sol. |

208

Planeternes Sol er for Pletter ei fri,
Vi vore og iffe fan fljule ; |
Men, Pletter mod Pletter, det Fortrin far vi:
Hiins fortne, og vore er? gule.
O Glands! — hvo fan male den Lysglimmer ret,
J hvilfen den gyldne Orange er Plet?

C hor.
Alt Lys var med Skygge ſaa blandet og hyllet:
„Bliv Biſtop!“ ſaa Himlen befoel;
Da ſaae man, o Biſtop! i Klarhed fortryllet
Med gyldene Pletter din Sol.

Og, Sol! bu har dette for Titan forud,
Du ſtedſe paa Himlen forbliver ;
Du, evig ufløret af Snee, eller Slud,
Oplyſer, opvarmer, opliver ;
Du aldrig formorkes, du aldrig gaaer ned;
Du ſlukkes engang, men da ſlukkes vi med.

Chor.
Al Glade var fordum ſaa blandet med Plage,
Og Sukke blandt Smilene flod:
„Bliv Biſtop!“ ſaa lod det; da flygted' hver Klage,
Og Jubel til Jubel gienled.

Kun halv med afvexlende, glimrende Sfær
Hiün Sol fine Kloder oplyſer,
Og Mangen om Natten, om Vint'ren Enhver
J Skyggen og Skimmeren fryfer.
Vor ſtraalende Biſtop er dobbelt os huld:
Hvo mærfer vel her til den ringeſte Kuld?

209

Chor. |

Det før var med Venſtab omtrent fom med Dyden:
Det roſtes og frøs dog, fom ben.

„Bliv, Alt gjennemglødende Biſtop!“ Fang Lyden,
Og Vennen omarmte fin Ven.

Hiin Verden bekikkes ſnart for og ſnart bag,
(Ti ſaadant fig Natten og ſtikker);
Men vores, ſom nyder den evige Dag,
Slet ingen Casſini bekikker.
Hvis bene latentia findes etſteds,
Da findes de her i vor rolige Kreds.

Chor.

Tilforn var man ingenſted fri for Spioner;
Selv Melk'veien blev en Chausſee;

Men, Biffop! du blev — og tistolv Orioner
Ad Herſchels Opdagelſer Ice.

Hver Klode, ſom dandſer i Xtheren om,
JF Grunden en Verden ſtal være. —
Hvad nytter dem vel Aftronomernes Dom? -
De veed dog et felv, hvad de gre.
Men her, om Centralbollen leiret, Enhver
Dybt føler og tydelig veed, hvad han er.

Chor.
Man længe fig felv ei ret fjendte, desværre!
Men, Biſtop! i dit Monarchie
Hver Broder fig følte en ſlavelos Herre,
(En ſeloſtendig Verden, og fri.
Baggeſens Værter. 3 3. 14

2109

Frie, ſtadige, viſe, varmhjertede, froe,
J blivende Lys, uden Skygge,
Vi Verdeners Verd'ner i ſaligſte Ro
Her firaale, for Speidere trygge.
Lyd, Kredsſang, 1 jublende Fredsharmonie!
Planeterne Hvirvellyd daane deri!

i Chor.

O Biffop! o førfte blandt Solenes Sole:
Udbred overalt din Magie!

Bryd Verdeners Lænfer fra Pole til Pole,
Til Alle, ſom vi, vorde frie!

Skjerſlipper⸗ Vife.

Nye kom en fremmed Stjærflipper til Byes,
Sleb Alt, hvormed ſpiſes og klippes og fyes.
Smukke hvide, gule, grønne Farver og hoihimmelblaae, faa! faa!
Sorte, brune, røde og aſtegrage!
Hans Roſt lod hoit, ſom Trompeters Klang,
Han fang og han fleb; og han ſleb og fan fang:
Smuffe hvide, gule, grønne Farver og hoihimmelblaae, faa! faa!
Sorte, brune, røde og affegraae!

Min Fod den er liig Alexanders Heft,
Den bærer rundt om Jorden mig, fra. ØR til Veſt.
Smukle hvide, gule, grønne Farver og hoihimmelblaae, faa! faa!
Sorte, brune, røde og affegraae!

211

Min Hals er at ligne en Hat uden Puld,
Jo meer jeg den fylder, jo mindre er jeg fuld!
Smukke hvide, gule, grønne Farver og høihimmelblaae, faa! faa!
Sorte, brune, røde og affegraae!

Paa Glasſet, jeg har med, flog jeg Foden itu,
Jeg altid derfor ud i Eet maa briffe, ſom nu!
Smuffe hvide, gule, grønne Farver og hoihimmelblaae, faa! faa!
Sorte, brune, røde og. affegraae!

Mit Hjerte, ſmukke Piger! er et Dueflag,
Man flyver ind og ud, alt efter Behag.
Smukke hvide, gule, grønne Farver og hoihimmelblaae, faa! faa!
Sorte, brune, røde og affegraae!

Mit Honed iſer er et Uhrvark liig,
Den hele vide Verden rundt deri dreier ſig.
Smuffe hvide, gule, grønne Farver og hoihimmelblaae, faa! faa!
Sorte, brune, røde og affegraae!

Mit Øie fan man ligne med En, ſom gjør Vers,
Thi bet feer Alting dobbelt, paa kryds og paa tværs.
Smukke hvide, gule, grønne Farver og hoihimmelblaage, faa! faa!
Sorte, brune, røde og affegraae!

Med mangen brav Kone min Hund vel lignes tør,
Den bærer med mig Alt, gjør Caresfer og gioer!
Smuffe hvide, gule, grønne Farver og hoihimmelblage, faa! faa!
Sorte, brune, røde og affegraae !

14*

21?

Orlogsſang før Danmarks Sokrigere.
1801. |

See Fred'rik ſtaaer, ſom Chriſtian ſtod
J Brag og Damp!
Hver Mand nu ſtride med det Mod,
Som flød i vore Fædres Blod,
Og Alle ſtaae, ſom Chriſtian ſtod
J Brag og Damp.
. Hver trofaft Danſk paa Eng og Bælt
Med Vellyſt følge Fredens Helt

J Kamp!

Hvor Juel før flød i Stormens Brag,
Staaer Fiſcher nu;
Vi heiſe ſamme røde Flag,
Og vi vil ſlage med ſamme Slag;
Velkommen Orlogs Jubeldag,
Velkommen du!

Du vorde ſtal de Juelers liig,
Og Albion ſtal komme dig
Ihu!

For Danmarks Sletter, Norges Fjeld,

Nu Skud paa Skud!

For Fred'riks og Marias Held,

For alle vore Brodres Vel

Bi nu betale. gammel Gjæld

Med Skud paa Skud.

Hurra for Danmarks Kongeflag!

Endnu engang af glatte Lag

Et Skud!

213

Forynget lever Hvitfeldts Old
Mu op paa ny;
Lyn vældig, Æt af Tordenſtjold,
J mangen Krabbe, Lilfenfffold!
Og Midgardsormens fræffe Vold
Til Helheim tye!
J Stormens Sang og Bolgers Dands
Grye Danmarks gamle Helteglands

Paa ny!

Matrosmythologie eller Vikingedrikkeviſe.

Kraft i Naturen og Inde man finder,

Og vore Fædre de fandt det tfær,

Guder de gjorde deraf og Gudinder,

Himlen paa Jorden de derved kom nær.

Kraften ſtod paa Stavnen, fom en Gud,

Inden ſom Gudinde hugget ud,

Og ofte fad paa ſamme Stavn Gudinden hos fin Gun.

Hvor man fane hen, de Gudsbilleder ſtode,
Jude fom ude, paa Skib, fom paa Muur;
&gæbdrene ſaae det, og Fædrene troede,
Konften dem blev til en anden Natur.
Uden Konſt, hvordan den findes maa? !
Uden Konft fan Troen et beſtaae,
Og dog hver ærlig danſt Matros en ſaadan have maa.

214

Men til de Guder og til de Gudinder
Kommer man iffe tilbage faa let.
Ingenſteds mer man paa Mure dem finder,
Ingenſteds malte og blot paa et Bræt.
Vikingsfolk, ihvor de findes maae,
Grandt maae fee, hvad vel de ffal forftaae;
Et helligt Billed hver Matros for Pie have maa.

Hvad om ifteden for Gud og Gudinde,
Skjult og forglemt i vor nyere Tro,
Vi, for lidt Konſt i Naturen at finde,
Lyd det ven Glas og ved Flaffe beroe.
Vikingsfolk, ihvor de findes maae,
Dem at fee har iffe langt af gaae —
J hver Kjelder og Kahyt Symbolerne de ſtaae.

Hvor der end findes lidt Andagt paa Jorden,
Finder du Flaſten og Glasſet i Agt;
Thi hvor der ſynges i Syden og Norden,
Lees eller grædes, ſtaae disſe ved Magt.
Fodes du — en Flaſte tommes maa;
Giftes du — ſtrax Glasſet om maa gaae;
Og doer du — Glas og Flaffe maae paa Bordet atter ſtaae.

Flaſten ſtaaer ſtille, mens Glasſet bevæges ;
Hele Naturen ſig ſpeiler deri.
Fyld dem, du virker, og tøm dem, bu qvæges :
Det er den ſande Matrospoeſie. .
Flaffen fuld — Naturen flille ſtager;
Flaſten tom — paa ny den atter gaaer ;
Og Glasfet fyldt, og Glasſet tømt, er Vinter og er Vaar.

215

Flaſten og Glasſet! vi Vikinger finde
Disſe Symboler os nær og tilpas.
Klaffen er Guden og Glasſet Gudinden,
Styrke med Skjonhed er Flaſte med Glas.
Fyldt, min Ven! thi faa er den jo fu;
Tomt, min Bro'er! thi faa var den dig huldd —
Naar den er iffe længer fyldt, faa er du felv jo fuld.

Drankere Vinen af Flafferne drikke,
Det er den raae og den vilde Natur; -
Bi fun et Glas paa det andet udftiffe,
Det er Moral! det er Konſt og Cultur!
Slig en Tro, man ta'er og føler pag,
Vikingsfolk en ſaadan have maae.
Saa længe Glas og Flaſte ſtaaer paa Bordet, ſtal — ſtaae!

— — — — — — —

216

Gamle Jobs Dang pan Holmen,

om hvorledes ban faldt om med Vor Frue-Kirke, fov hos Maanen i
Rendeſtenen, og, efterat have dromt en trøftelig Drøm, reiſte fig,
og gif raſt til fin Dont.

(Enfoldigen fremfat af ham ſelv, og ſynges efter fin egen beljentte Melodie.)

Paa Bredden af Sundet der ligger en By —
Tyve paa Havet omfore. —

Der hæved? en Havfrue fig høit udi Sky,
Hoit agtet af Smaa og af Store.

Hurra! for Danmarfs Havfrue!
Hurra! lirium! larium!

Mod Store, ſom Smaa, var i Kamp hun bered —
Tyve paa Havet omfore. —
Men altidens fredelig ſindet i Fred
Saavel mod de Smaa, ſom de Store. —
Hurra! for Danmarks Havfrue!
Hurra! lirium! larium!

Den Frues Havryttere ſtolte red med —
Tyve dem Undergang ſvore. —

Skjondt et paa den hele Halvverden de red,
Som den babyloniſte Hore.

Hurra! for Danmarks Havfrue!
Hurra! lirium! larium!

De babelſte Tyve de ſneg ſig i Land —
Byen de Undergang fvore. — —
Hver fredelig Vaaning da flur ſtod i Brand,

217

Det kildred' den babelffe Hore!
Skam faae den falffe Havtyv !
God dam! lirium! larium!

Bor Fredrik var fjern fra fir Havfrueg Borg —
Tyve den Undergang ſvore. —

Dens Forfvar var borte, jeg figer for ſand:
Det kunde faa lidet og more.

Stam faae den falffe Havtyv!
God dam! lirium! larium!

De ffjendte 1 Dage, de brændte i een —
Fruen faa vilde de ffumpe —

For Fruen at redde var ingen Mand feen,
Jeg ſtyndte mig ærlig at pumpe.

Skam faae den falffe Havtyv!
God dam! lirium! larium!

De ſtjendte i Dage, de brændte i to —
Fruen faa vilde de ffumpe —
Jo mere det brændte, jo mere de loe,
De Djfævle! mens jeg maatte pumpe. —
Skam fane den falffe Havtyv !
God dam! lirium! larium!

De fljendte i Dage, de brændte i fre —
Fruen begyndte af dumpe. —

Da græd jeg; de Djævle blev ved dog at lee,
Da Fruen hun laae paa fin Rumpe.

Stam fane den falffe Havtyv!
Aha! lirium! larium!

218

Jeg negter det ikke, da Fruen hun faldt —
(Det maatte vel Englene ſmerte!)
Den Perle for Fruer, i Eet og i Alt
Et Mønfter! bet gif mig til Hjerte.
Skam fane den falffe Havtyv!
Aha! lirium! larium!

Jeg fane (det erindrer min gamle Kavai

Med Suk; thi hun blev der desværre)
Da neſegruus ſtyrtede Herr Nicolai;

Men det var dog iffe Vor⸗Herre!
Skam faae den falffe Havtyv!

Aha! lirium! larium!

Jeg fane (det erindrer min gamle Kabus
Med Suf; thi hun blev i ben Lue)

Da Slotstaarnet faldt £ et brændende Blus;
Men det var dog iffe Vor⸗Frue!

Skam faae den falffe Havtyv !
Uha! lirium! larium!

Jeg fane (det erindrer min ſtjaalne Bid Skraa)
To Gange den engelffe Lue;

Men bog blev jeg ved i hver Skumpling at flaae —
For Ballandfen jeg ef monne grue.

Tak flee vor ſtolte Havfrue!
Hurra! lirium! larium!

Dog bet gif for vidt! da Vor Frue faldt ned,
(Babel! det volder bin Ende!) g
Fortumlet af Faldet: jeg tumlede med,

219

Saa nær ved den Stenenes Rende.
Stam faae den falſte Havtyv!
Aha! lirium! larium!

Vor⸗Frue⸗Ovarteret laae dekket med Gruus,
(Babel! det volder din Ende")
Selv hver en Afvifer var dæffet, og buus!
Der laae jeg 1 Stenenes Rende. —
Stam faae den falffe Havtyv!
Aha! lirium! larium!

Af Sproiternes Vand og af Taarer, ſom flod,
(Babel! det volder din Endel)
Broſtenenes Rende, den dybe, var bled —
J hvilfen jeg faldt pverente. —
Skam fane den falffe Havtyv!
Afa! lirium! larium!

Jeg Hætten tog af, da jeg ſtodte min Fod,
(Rorende var det at ſtue!)

Hvad jeg i den Rendeſteen ſparkede mod,
Det Kronen juft var af Vor⸗Frue!

Skam faae ben falffe Havtyv !
Aha! lirium! larium!

Min Aftenbon bad jeg, ſaa lang, ſom jeg var —
Foldende ſmukt mine Hænder —

„Hois her Vores⸗Frue fornærmet jeg har,
„Jeg veed, at Vor⸗Herre mig fjender,

„Og felv vor ſtolte Havfrue.
„Amen! lirium! larium!“

220

Jeg tænkte med Bluſel: du ligger en kjen!
(Lemmerne trængte til Hvile)

Da faae jeg i Renden ben Maane faa fljen
Tæt ved mig faa mildelig ſmile.

Tak ſtee vor ftolte Havfrue !
Heiſa! lirium! larium!

Guds hellige Maane, hun laae mig faa nær,

Saa trøftelig monne hun ſmile. —
Andægtig jeg tænfte: fan du ligge her,

Kan jeg vel og flaae mig til Hvile. —
Alt for vor ſtolte Havfrue! —

Heiſa! lirium! larium!

AUnvdægtig jeg tænfte med Taal i mit Sind:
„Nu ligge: de Smaa og de Store —
„Nu ligger jeg med!” og fov fødelig ind.
Men jeg drømt? om den babelffe Hore.
Alt for vor ſtolte Havfrue!
Heiſa! lirium! larium!

Jeg drømte: hun blev til en uſelig Kat,
(Tiger var hun, den Tæven

Og at jeg i Halen ven Lumſte fil fat
Med denne min begede Næve. —

Taf ſtee vor ſtolte Havfrue!
Heiſa! lirium! larium!

Hun fvæf?de: God dam! al Jorden til Gru,
Himlen og Havet det hørte —
Hun hvæfde (jeg hører og feer det endnu)

221

Saa Nelſon i Graven fig rørte.
Det voldt vor ſtolte Havfrue!
Heiſa! lirium! larium!

Men, ſom man fan tænfe, jeg holdt bende faſt —
Tæven lod jeg iffe dratte;

Men Halen blev længer og længer, og braft:
Hun felv blev til tufinde Katte.

Skam fane den falffe Havtyo!
Aha! lirium! larium!

Der løb fun paa firemaaltufinde Been:
Hver Kat en fvommende Røver —

Men jeg, fom holdt Tippen, et heller var ſeen:
Jeg blev tufinde ſpommende Løver.

Taf ſtee vor ſtolte Havfrue!
Heiſa! lirium! larium!

Saa lob jeg paa firemaaltuſinde Been
Efter de flygtende Tyve —

Al Verden løb med mig, og Alle fom Cen;
Jeg iffe pan Nogen vil lyve. —

Alt før den ſtolte Havfrue !
Heiſa! lirium! larium!

Da klavred' de Katte til Maſternes Top,
J Vandter, i Stag og i Taljer —

Men alle be Maſter, hvori de krob op,
Blev alle til engelſte Galjer.

Tak ffee den ſtolte Havfrue!
Hurra! lirium! larium!

222

Saa drømte jeg der den udflagene Nat
Saa deiligt i Stenenes Rende —

Jeg havde det vift af min Sov'kammerat,
Hun veed, hvad paa Jorden fan hænde.

Taf ſtee den flolte Havfrue!
Heiſa! lirium! larium!

Om anden Dags Morgen, da Solen ſtod op,
(Maanen laae der ei mere)

Jeg fandt mig faa ſtyrket og raſt i min Krop:
Jeg tænkte mig flur at movere —

Alt for vor ſtolte Havfrue!
Hopſa! lirium! larium!

Moveerte jeg altſaa til Holmen mig ſtrax,
Den gamle Haandtering at øve —
„Naar Frederik kommer, hver Ulf og hver Lar
„Bli'er flur til en foommende Løve,…
Saa fang den flolte Havfrue —
Hurra! lirium! larium!

Jeg er fun en Job; jeg har aldrig ſtudeert. —
For mig fun og mine Jevnlige
Jeg fynger enfoldig hvad der er pasſeert;
Dog veed jeg, hvad Sangen vil fige.
Hurra! for Danmarks Havfrue!
Hurra ! lirium! larium!

— 993

En fort og fyndig Vife
om

Fregattyven.
1807.

Hois bag paa den Sovende kommer en Stud,
Saa ſtop ham!

Hvis og ſom en Rav han forreſten feer ud —
Thi det er Johnbullen, Hom' Popham!

Og følger, med Dolkene ſtjulte i Barm,
En Trop ham —

Saa flynd dig til Landsbyen og gjør Alarm !
Thi det er Johnbullen, Hom' Popham!

Og ſidder i Munden, iſteden for Svar,
En Prop ham,
Saa ſtynd dig og luk dine Gjemmer, min Fa'er!
Thi det er Johnbullen, Hom' Popham!

De træffer du re af en Kiſte med Gryn
Herop fam,

Saa Stnffen om Halfen faa fnar, fom et Lyn!
Thi det er Johnbullen, Hom' Popham!

224

Kattegatsſang.

Vi, Sonner af Thor,
Ombord,
Som krydſe paa Gat
Ved Midienat;
Og lure paa Britten med heonende Mord;
Vi høre hvad Havfruen ſynger i Nord
Hver Rat:
„Heis Daunebrog op
“J Top!
„Lad vaie før Dag
„Det blodige Flag!
„Med Natten lad flygte den natlige Trop,
„Naar Solen og Frederifs Banner ſtaaer op
„Til Slag!"

Vi, Sønner af Thor,
Ombord,
Som krydſe paa Gat
Ved Midienat,
Og lure paa Britten med hevnende Mord;
Bi høre hvad Sas ble fynger i Nord
Hver. Nat:
„J ſtormende Veir
„Til Seir!
„Til Seir, eller Dod
„J Bolgernes Skjod!
„Ha! lyner de Nidingers flydende Leir
„J Nornernes hepnende, ſtormende Veir
„Nu Dod!“

225

Vi, Sønner af Thor,
Ombord, 4
Som krydſe paa Gat
Ved Midienat,
Og lure paa Britten med hevnende Mord;
Bi høre hvad Havfruen ſynger i Nord
Hver Pat:
„J Bolgernes Skjod
„Til Dod!
„Til Dod, eller Seir,
J Nornernes Veir!
„For Dan og for Fred'rik i Bolgernes Skjod,
„Naar Fienderne flygte kun, Doden er ſod,
„Som Seir!“

Vi, Sønner af Thor,
Ombord,
Som frydfe paa Gat
Ve Midienat;
Og lure paa Britten med hevnende Mord;
Bi høre hvad Havfruen ſynger i Nord
Hver Nat:
„Lad fænfe den Ravn
„Jer Stavn!
„Lad Rosmer med Tang
„Omvikle hver Stang!
„Jeg tager jer Alle faa venlig 1 Favn!
„Og Dannemarks Dottre ſtal krandſe jert Navn
„Med Sang!“
Vi, Sonner af Thor,
Ombord,
Som krydſe paa Gat

Vaggefens Bærter, 3 8. . 15

226

Ved Midienat;

Og lure paa Qritten med hevnende Mord;
Vi høre hvad —— ſynger i Nord
Hver Nat.

Sokrigsviſe.

Hoer Dannemand er Fredens Ven;

. Men, Hvitfeldt liig,

J Kampens Ild han dandfer hen,
BVaft op til Krig.

Han fjerne Varn et falder an;
Men, anfaldt, ſlaaer

Han Dodens Slag, naar ſor ſit Land
Han vabnet ſtaaer!

For Dannemark Dod, eller Seier!

Paa Land og Vand, ved Dag og Nat,
3 Feidedyſt,

Han trodſer Solbrand og Dravat
Med mandig Lyſt.

En Skjoldmo fvæver om hang Telt
Med fyrig Jil;

Skjion Havfrue t yller ham — Bælt
Med Seiers miil.

For Dannebrog Dod, eller Seier!

Og fuldbegeiſtret, trefold kjek,
Alt ſeierrig,

Gjenfjender han i begges Træf,
Auguſta, dig!

g 227

Og flaaer paa Fienden, Slag 1 Slag,
Til alle flye,

Og Hel og Fenris-Ulv med Brag
Til Naftrond tye.

Auguſta vil Død, eller Seier.

Vor Fred'riks Engels lyſe Ro
Forjager Frygt;

"Marias Smiil gjør Danſte froe
Og Danmark trygt.

Vi tone hoit i Lyn og Storm
Det elſtte Navn;

Og ſtrækket ſynker Midgards⸗Orm
J Dybets Favn.

Maria vil Dod, eller Seier!

Hor Danſtes Ovad paa vilde So,
Og flaffe Bred:

For Fred'rik ſtande, kjempe, doe,
Er Hver bered.

En Fiende midt i Fredens Vaar
Til Krig os tvang;

Men ham en blovig Pande fpaaer
Haofruens Sang:

For Frederik Død, eller Seier!

228 i

Knud Sjellandsfar paa Landet og paa Vandet.

Kahyts⸗VvViſe.

Boer jeg paa den tamme Bred,
J en Stad, i et Huus, i en ſtadſelig Stue,
Hvor man bad mig ſidde ned
Paa en Stol, mellem Froken og Frue —
Hvor een Jomfru kommer ind
Paa den anden, og Stovet af Fliſerne feier,
Mens med Viften hun gjør Bind,
Løfter Svandfen i Veiret, og neier —
Der min Sfjemt ta'er Beenflæder paa;
Der min Mund gaaer giirlig iftaae —
Der jeg fleger hvert et Ord,
Og la'er Saften og Kraften forgaae.

Boer jeg paa det vilde Hav,
Som flet ingen Slags JZiirlighed ændfer og fandfer ;
Hvor det Tunge fandt fin Grav,
Og vet Lette fun ſeirende dandſer —
Hvor Naturen bryder los,
Mens Matrofen med begede Kloer flager i Diffe —
Hvor Forflædet er en Gios,
Særfe Setl, og fun Fiſtene Fiſte —
Der min Sfjemt ta'er Burer et paa —
Som den er, jeg lader den gade —
Der jeg foger ingen Ord —
Kammeraterne fluge dem raae.

229

Byder man mig en Kop Thee
Ved et Bord i en Halokreds af halve Baroner,
Hvor man Jøder faner at fee,
Og desligeſte Modens Perſoner;
Hvor man blues ved en Hat —
Hvor en Kind, fom er bleg, bliver rød, naar man ſporger:
„Hvordan Frok'nen fov i Nat?“
Eller „hvorfor mon Jomfruen ſorger?“
Der tilværfs forfigtig jeg gaaer —
Fiint jeg der paa Strængen fun flader —
Der jeg føler førft mig for,
Før i Terten jeg videre gaaer.

Wen har jeg en lille Ruus,
Ved en Punſch, i en Kreds af de blaae Kammerater,
Hvor med Sølling jeg er Duus,
Og deslige forvovne Krabater —
Hvor Koksmaten fommer ind
Med fin Pos, flyller Glas, og Kahytgulvet ferier,
Mens felv Himmelen gjør Vind, É
Og Fregatten i Bølgerne neier —

Skjemtens Melk, faa ſod og faa puur,

Der et ſtaaer, og bliver mig ſuur —

Der min Gang er uden Tvang,
Som den fonftige, vilde Natur.

Hver Sit! Sfjemter jeg paa Band,

Er i Sfjemt jeg naturlig, ſom Fædrene vare;
Ler jeg derimod paa Land,

Kan jeg og mig, fom Sønnerne, bare.

Mev Korfarer her ombord

Kan jeg lee, være lyſtig, og trumfe mod Fanden;

230

Bed et Søndagsfelffabsbord
Kan jeg kjede mig ſmukt, fom en Anden.
Alt fin Plads! faa Alting er godt!
Selv lidt Spog, lidt Spas og lidt Spot!
Alt er ædelt, ſiger Knud,
Naar man mener det ærligt og godt.

Den nordiſke Kriger.

Ves brager mod Syden fra Nord,

Som Magneten og Jetternes Valde,
Som Stormens Hagl og Bolgens Jis,
Paa Jernets og Fedrenes Viis.
J Hedenold kaldtes jeg Thor;

Og min Miolner et fvæffes af Wide:
Hvor mægtig en Sydling fig troer,

Den dog knuſer fam, naar det ffal gjælde.

Jeg fødtes af Nætternes Ild +)

J Forening med Fjeldenes Kjærne:
Mit Bryft er Staal, mit Blik er Lyn,

Og Tordenens Mulm er mit Bryn!
Saa ſtormer jeg, frigeriff vild,

For mit elſtede Hjem i det Fjerne,
Og flander i Kampenes Ild,

Som i Polen min rolige Stjerne.

*) Nordlyſene.

231

Hvor Vellyſt er nær, er jeg fjern;
Hvor ber kjempes, fun der vil jeg være,
Trods Oſtens Brand og Veftens Slud,
” Trodé Spdens forfjælende Bud!
Mit Hjertes opglødede Jern
Jeg vil kjole paa Fiendernes Hære!
Mit Liv er mit Fædrelandns Varn,
Og min Død er mit Fædrelands re.

Krigsſang.

Voagn op til Slag for Danmarks Xre!
Op, Cimbrers Aand! høit hæv dit Skjold!
Lyn dit Mod i Frederiks Hære!
Lad din Torden ombuldre vor Bold!
Nu er vet Tid, flumrende Løve!
Nu reis dig mod Tigerens Klo!
Man fræf dig røvede din Ro;
Men din Styrke man ei dig ffal røve!
Dang Sønner! Bryft ven Bryft!
Nu dandſer eders Dyſt!
Til Kamp!
Med Cimbrers Lyſt
Ygjennem Ild og Damp!

Vi Fienden ei — han os anfalder;
Vor Sag er Guds! god er vor Sag!
J den Krig, hvor Freden os kalder,
Finder Fredens Beffjermer Behag.

É: 232

Er dobbelt ſterk Fiendernes Valde,
Saa træffe fun halv deres Sfud;
Paa vores Side lyner Gud!
O! vi ſeire! vort Mod dem ffal fælde!
Fredskjeemper! Bryft ved Bryft!
Nu dandfer eders Dyſt!
Til Kamp!
Med mandig Lyft
Igiennem Ild og Damp!

Til Kamp for gamle Danmarks Rige!
Det fremmedt Aag aldrig har lidt:
Selobeherſtet det flager uden Lige,
Uaffhængigt, uroffet og frit.
Selv Albion ſaaes vi at fælde,
End vidner dets Tunge vor Seir:
Fra Svends og Knud den Stores Leir
Nedſtammer Brittanniens Valde.
Soends Sonner! Bryſt ved Bryſt!
Nu dandſer eders Dyſt!
Til Kamp!
Med Fadres Lyſt
Igiennem Ild og Damp!

Til Slag hver Danſt for Chriſtians Throne!
For Fjeld og Dal nu Skud paa Skud!

Slaae hver Mand nu for elffedve Kone!

Slaae hver Brudgom for elffede Brud!

Bi længe nok taalte for Freden,

Sagtmodige, Trudſel og Svig;

De ſelv os eggede til Krig,

Og ve felv traf os Sværdet af Sfeden !

233

Frem Brøbre! Bryft ved Bryſt!
Nu dandſer eders. Dyft !
Til Kamp!
Med Hevnens Lyft
Ygjennem Ild og Damp!

Os, Dans og Nors og Anguls Sønner,
Som fællevs Værn Sværd gav til Krig,
Os ven Hæder opmuntrer og lønner,
At vi, Frederik! fægte med Dig!
gør Du os ſelv midt ind i Flammen,
Didhen fun, hvor Faren er ftørft!
Kun Seier fluffer vores Torſt,
Eller Død, naar vi falde tilfammen !

For Fred'rik, Bryſt ved Bryft,

Til Slag, til Hadersdyſt,

Til Seir!
Krigernes Lyſt
Er Heltedod og Seir!

Cen! to! tre!

Marſch!

Een! to! tre!

Ad Arbeid og Farer og Doden vi lee;
Mod Fienden vi gade —

Hvor Sværdene lyne, Kartoverne tordne,
Vi ſtaae;

Hvor Kinderne blegne, hvor Læberne fortne,
Bi flage.

Cen! to! tre!
Vee den, fom opfordrede Skjoldungen! Bee!
; For Kongen til Slag!
Bort Mod og vor Arm og vort Sværd han betroede
Sin Sag;
gor Fredrik, den fjæffe, den vife, den gode,
Til Slag!

Cen! to! tre!
Med Munterhed Slaget imede vi ſee;
Hoit banfer vort Bryft,
For Alter og Arne mod Vold at beffytte,
Til Dyſt! —
For Gud og for Folket, for Templet og Hytte
Med Lyft!

235

Een! to! tre!

Frimodigen Døden imede vi fee —
Mod Fienderne frem!

. For Danmarks og Holfteens og Norriges Piger
Mod dem! .

Til Fædrenes Himmel ben faldende Kriger
Gaaer hjem!

Cen! to! tre!

Med Salighed Seiren imøde vi fee!
Snart Fienden vi naag!

Hvor Sværdene lyne, Kartoverne tordne,
Vi ſtaae!

Lad Kinderne blegne, lad Læberne ſortne,

Vi ſlaae!

ES ER

Bataillons⸗Marſch.

Hoboerne blæfeg og Trommerne ſlaae!

Den varier, den blodige Fane!

Med Lyn og med Torden bevæbnede gaae

Bi modig paa Heltenes Bane!

Vee Fiendernes Hær,

Naar Dannemarfs Vabnede fomme den nær!
Marſch!

J Pibernes Skingren, i Trommernes Larm,

Den vaier, den blodige Fane!

Med Mod i vort Bryſt og med Dod i vor Arm
Vi ſtandſe ved Maalet vor Bane;

236

Hiſt Fienden vi fee!
Nu gjælder det Dannemands Faſthed at tee!
Holdt!

Geværet paa Skuld'ren! og Armene frie!
Den vater, den blodige Fane!

Bi Alle, fom Cen, og hver Ene, fom vi,
Mod Fienderne rette vor Bane.

Til Højre vi fee,

Nu Dannemark Hæder! og Fienderne Vee!
Ladt!

Vi bide Patronen, vi ryfte vort Krudt;

Den vater, ben blodige Fane!

Alt hurtig 1 Løbet er Kuglen nu ffudt,

Og raſt vi nu fpænde hver Hane:

Med Heltenes Lyft

Sig ftræffe hver Arm og fig hæve hvert Bryft!
Ån!,

Nu møder og Ilden, nu hyller og Damp!

Nu vater den blodige Fane!

Nu lyner og tordner den myrdende Kamp!

Nu galer den brændende Hane!

Nu hør 08, o Gud!

" Nu træffe hver Kugle! nu ramme hvert Sfud!

dyr!

Hoboerne blæfes, og Trommerne flaae !
Den vaier, den ſeirende Fane!

See Fienderne ſegne, de falde! vi ſtaae
Ved Maalet for Heltenes Bane.

257

De, ſplittede, flye!
Nu lyde vor Sang i den vigende Sky:
Setr!

Hær: Marfd.

J Luften er Suſen,

J Havet er Bruſen,

Og Gjæren i Jorden,

J Himmelen Torden.
Natur⸗Elementerne lig?
Sig Folfene tumle paa Kloden,
Til Menneffeflægteng Forening er moden,

Y Krig.

Lad Vindene fufe!

Lad Bølgerne brufe!

Lad Bjergene ſmuldre!

Lan Flammerne buldre!
Naturen dog aldrig forgaaer.
Lad ſtyrte befæftede Stæder !
Lan Tufinde falde! men Heltenes Hæder

Beſtaaer.

Lær, Luft! os at fvinge
Den ſuſende Klinge,
Med Kraft, ſom Orkanen
Sig hvirvler om Granen,
Mod Fienden i Sfarernes Damp!
Snart fpænde vi Sværdet ved Bælte,
Og dandſe, ſom Fæbrene, ſtormende Helte,
Til Kamp!

238

Lær, Hav! os at følge,
Som Bølge ved Bølge,
Den blodige Fane,
Paa Heltenes Bane,
gorgente, ſom Vovernes Flud !
Naar Baldur i Ruſtning 08 byder,
Vi lyde, ſom Nordhavet Stormen adlyter,
Hans Bud.

Lær, Jord! os at ftande
Med. blodige Pande,
Trods Spydenes Fure,
Mod Fienden, ſom Mure!
Vær, Hefla! et Mønfter vort Mod!
J Larmen din Lue ffal brænde;
Men faft, fom din Grund, ffal fig aldrigen vende
Vor Fod!

Lær, Flid! os at flamme!
Som Straalen, at ramme!
Hver Modftand at fælde
Med Tordenens Vælde,
Som Fieldene knuſtes af Thor!
O Held! vi bevare hang. Hammer !
Vee Veſten og Øften og Syd, naar den rammer
Fra Mord !

239

Sang før Kongen og Fædrelandet.

Briyd, med din rene Lyſt,
Udaf hver Borgers Bryſt,
Enigheds Sang!

Adlyd vor Glæedes Bud!
Fold Andagts Vinger ud,
Og hav til Himlens Gud
Hjerternes Klang!

Angul og Nord og Dan,
Leired' om Chriſtian

Og om hans Son,

Her for din Throne ſig
Favnende broderlig,
Almagt! anraabe dig:

Hør vores Bøn!

Udgyd paa Mark og Strand
Over vort Fædreland
Miſtundheds Væld!

Lad fra vort Jishavs Bred
Til Elbens Munding ned
Blomſtre, velfign't i Fred,
Sfov, Dal og Fjeld!

Uovervindelig,
Evig urokkelig,
Faſt, ſom vor Pol,

- 240

Tryg ved dit Velbehag,
Stærk ved fin gode Sag,
Staae, til den fidfte Dag,
Dankongens Stol!

O! du, hvis Almagts Ord
Styrer hver Sol og Jord,
Aandernes Aand !

Fyrſten, ſom faderlig
Stræber at ligne dig,
Lev ham i Fred og Krig
Trygt ved din Haand!

Skjierm med din Varetægt
Hele vor Kongeflægt !
Sign den, o Gud!
Viisdom, Retfærdighed
Pryde bens fidfte Led!
Skjoldungens Bærdighed
Aldrig døe ud!

Angul og Nord og Dan,
Leired' om Chriſtian
Og om hang Søn,
Knele, med Andagt, ned,
Gud! for din Herlighed!
Hør i din Miſtundhed
Fredrigets Bøn!

241

Vaarſang.

(Bed Kongens Hjiemkomſt.)

8J fulde Glands den unge Sommer ſtraaler,

Og Himmel, Hav og Jord er fyldt af Livets Lyſt;

Et feftligt Bud gaaer om i ſtore Skaaler

Fra Blik til Blik, fra Mund til Mund, fra Bryft til Bryft.

Naturen rundt far nu hørt op at græde;
Alt blomſtrer, fynger, ler; og vi, ved dette Bord,
Med fulde Glas og Hjerter, dele Glæde
Med Bak og Dal og Sfov, med Himmel Hav og Jord.

Thi Danmarks Sol er atter lys oprunden!
Med Vaarens ſidſte Taage fvandt hver anden Sky;
Hver Livets Sorg er med Naturens founden;

Og Fædrelandets fnufte Hjerte flaaer paa ny.

Det flaaer igjen i disſe glade Toner,
Hvori gjenklinger Dannerfolkets yngſte Fryd ;
Min Sang er Jubelfang af Millioner ; |
Mit høie Olædesraab er, hele Landets Lyd:

—

„Vor Frederik og ſmiler atter hjemme;
„Vi har igjen vor Fader, og igjen vor Ven!
„Hover Frygt, hver Nød, Terminens felv, vi glemme:
„Vor eiegode Konge har vi her igjen!”
Baggeſens Værter, 3 B. ' 16

242

Den Lovfang led alt mange glade Dage
Fra hver en Borg og Braa, paa hver en Mark og Strand —
Med fulde Glas vi jublende gjentage,
Hvav alt men Mund og Hjerte fang hver Dannemand.

Vi fynge høit i Glædené fulde Tone:
Vor gøde Konges Staal! vor gode Konges Sfaal!
Gid fnart, men ham, den blide Himmel krone
Bort Fædrelands Lytfalighed, hans Kronings Maal!

Kronprindſesſe Carolines Skaal.

F or Danmarks Fædre, Danmarks Mødre

Blev fat et dobbelt Mønfters Maal; .
Thi lød i Kreds af glade Brødre

Vor Konges og vor Dronnings Sfaal.
Lykſaligt Foli, hvis Glæde flyder

Af Xgtekjcerlighedens Elo!
Du Menſtre for de forſte Dyder

Foreente ſeer paa Thronen ſelv.

Det næfte Livets Baand, ſom binder
Zen ſtore Blomfterfjædes Led,
Som til hver Roſe Fjælenf tvinde

Dens Knop, er barnlig Kjærlighed ;
De Spirer, Hjemmets Hegn omfatter,
Vor Ungdom, ffuer og med Fryd
J Fredrifs og Marias Datter
Sit Monſter og fin Uſtylds Pryd.

243

Thi flal og her vor Sang fig hæve
Til alle danffe Dottres Maal,
Mens alle Godheds Engle fræve
Bor Kongedatters elffte Staal!
Hver ædel Nordens Mo velfigner
J Herthadalens Tempels Krands
Den blide Lilie, hun ligner
J al Uſtyldighedens Glands.

Naar Vaarens ffjønne Roſer blegne,

Naar Sommerlivets Sol gaaer ned,
Naar alle Hoſtens Halme fegne,

Staaer friſt den Flor, hun ſtraaler med.
Den Krands, ſom kroner alle Dyder,

Er Viisdoms, Godheds ſtorſte Maal,
Er ven, ſom Fred'riks Datter pryder!

Hoit: Danmarks Carolines Skaal!

244

Bang paa den 11!" Pecember 1811.

cChriſtiania Univerſitets Stiftelſesfeſt).

Kuno: om Doores høre Fjeld,
J hver Dal, paa hver Kyſt, over Norriges Strande,
Brufer Glædens lyſe Væld
Nu fra Nors mildt opklarede Pande.
Lydt i Klippe, Bang og Skov
Klinge Lurer og Fløiter og Harpenes Strænge
Fred'riks, Dannerkongens, Lov;
Thi han gav, hvad de onſtte faa længe!
Vi, fom her cen broderlig Sjæl
Hjertebandt til Fœedrelands Vel,
Blande vore Toners Fryd —
Med de fjernere Fjeldenes Lyd.

Hoit paa Filefjeldets Top

Hæver Thor imod Himlen fin krandſede —

Medens Edda ſtiger op

Som en Brud mellem Granernes Stammer.

Mimer lyſer ved fit Veld,

Over begge fit Dies trolovende Blikke,

Vola ſpaaer dem Held paa Held,

Mens en Staal alle Nornerne drikle: É
„Templets Sfaal, hvor Brudgom og Brud,
„Runens Did”? og Hammerens Gud
„Snart et Altar frandfe ffal,

„Der beſtaager indtil Fjeldenes Fald!»

245
O! vi høre denne Sang,
O! vi høre den Brødre! fig blande med vores,
Mens, ved Horns og Bægres Klang,
Vüsdoms Sfjold hift til Jernklippen bores !
Højt fra Dang omſqpulpte Daf,
Hoit fra Broderen Anguls ombolgede Lunde,
Toner, fom fra Nor, din Hal,
Alle fignende Hjerter og Munde:
Fred'riks Skaal, fom hørte hiin Bon
Af hver ædel Norriges Søn!
Templet, fom han gav vort Savn,
Skal forevige Faderens Navn !

Bordviſe.

Der var en Mand i Oſtens gamle Dage,
Der tidt gav Gieſtebud, men eet ifær,
(Med Suppe, Steg, og Tærter uten Mage,
Og uſtatteerlig Viin) ſom dette her.

Jeg ellers Alt har glemt om ſamme Manden,
Skjondt han var Konge, hvis jeg huſter ret;

Men, Herre Gud! det er faa mangen Anden;
For fræfen Skjald det er et nok med det.

Hiint Gjeftebud er Alt, hvad jeg mig minder
Af Krønifen om Majeftætens Lio;

Han gav det for den deiligfte blandt Ovinder,
Der til hans Lytfe var hans egen Viv.

246 ,

Hun var faa ſmuk, at Ingen vil beflage,
Jeg ſpringer Alt forbi, paa hende nær,

Og god, ſom ſtjon; fort fagt: i gamle Dage
Huldmonſi'ret for en Biv — ſom Feſtens her.

Hvad der blev feet i Oſter, fees i Vefter,
Hvad for tre tufind Aar, hos os i Dag:
Et Gjeftebud, hvor alle budne Gjeſter
' Sig fryde fongeligt i Vennelag.

Thi knap en Prinds i Øften kunde ſmage
(Trods Ahaſpers det ſtore Monarchie)
En bedre Tarte hiſt end denne Kage,
Og bedre Viin, end her os ſtjenkes 1.

Hvad trylled' hiſt iſer de gamle Gjefter,
Og tryller her den hele Kreds, fom mig!
J Skjonheds Sfaal, du nye Dronning Eſther,
Vort Chor med fyldte Glas velfigner dig!

247

Selſkabs⸗Perial.

Dithyrambe.

Ei Mimers Brond og ei Hippokrene

Rokke mig Foden; fvired? jeg dog ene,

Som en Drukkenboldt i Smug, hvis jeg pokuleerte der!
Dyb er den ene, hør er den anden,

Sige Folk, fom der gaae fra Forftanden;

Jeg vil iffe gane fra min — jeg vil rolig blive her.
Vand — Vand — Band — hvor det og vinder,

Hiſt om Koraller, her om Kjerminder —

Eller — Iller — Aller — Offer — Uller — Elv —
Randt det og ned fra Troldhæetten felv —

Perlede høit paa Palmer i Sand —

Blomftred' 1 Riim paa Ruder og Rand —

Flod 1 Freyas Taare,

Ned paa Baldurs Baare —

Band dog er og bliver Vand.

- Men en Sal, og felv i en Stue,
Smiler mig der en Froken eller Frue,
Seer jeg Flaffer fun og Glas, hører jeg lidt Stei og .Leeg,
Dandſer derhen mig Foden i Blinde,
Gi'er man et Vink mig, flux er jeg derinde;
Sangen toner af fig felv: „Her er Selffab, her er jeg!“
Vin — Viin — Viin — hvor den og funkler,
Hver vandig Glands i Verden fordunkler —
Venner — væne Biver — Vinger — Venner — BVun! -
Hver ta'er fin Flaffe! her ta'er jeg min!

248

Drik, Ven! og glem det jordiſte Muld!
Drik, til du bliver Digter, og fuld!
Det er noget Andet —

Det er iffe vandet —

Druens Saft er himmelſt Gul!

Tidt faa jeg fang — paa Holmen — i Prater —
Snart mellem blade, fnart røve Kammerater —
Snart blandt dem med Burer af — fnart blandt dem med
Byrer paa —
Og hvor jeg fang, hos Høre ſom Lave,
Gik det ret lyftigt — Ingen faldt 1 Stave;
Thi jeg braf, alt fom jeg fang, og man funde mig forſtaae.
Sang — Gang — Sang — hvor den og toner,
Dybt i de Kjeldre, højt om de Throner,
Dingle — dangle — dingle — dangle — dingle — dang —
Retter bedſt ſig efter Glasſenes Klang.
Fri maa han være, Digt'ren, og fro,
— Hvis man paa Ordet ret ffal fam troe —
Og blandt Bifaldsſtemmer,
Som hans Ruus fornæmmer,
Er ham fjæreft de, ſom loe.

Wen iblandt alle Gilder paa Jorden,
Hvor jeg lod rulle Sangenes Torden,
Og hvor Latter, Sfrald i Skrald, gjaldt, til Himmelen faldt ned;
Vinens, forſtaae, ſom Bordfladen hvælved”,
Flaſter og Glas, ſom dirred' der, og ſtjclved',
Og ſom ei alene faldt, men jeg felv og. Andre med —
Buus — buus — buus! Let vet fan hænde;
Jorden engang og tumler overende —

249

Tumle — tumle — tumle — tumle — tumle — top —
Men hvor jeg faldt, og hvor jeg ftod op,
Hvor jeg og fad, paa Land og ombord,
Ingenſteds dog, i Syd eller Nord,

Sad jeg ret i Sæde,

Med min fulde Glæde,

Som ved dette fulde Bord.

Thi, ffjøndt 1 mange lyſtige Kredſe
Vinen var god, og Gieſterne tilfredfe, —
Sfjøndt og Sangen ofte ſteg høit til Glædens Melodie,
Medens med Smiil og venlige Lader
Vinkte mig huldt Begeiſtringernes Fader
Til en ikke lille Ruus i den drukne Harmonie —
Her — her — her — fandt jeg den ſtorſte
Sangenes Helt og Munterheds Forſte:
Vært for alle Varter, Dans Apollo, dig,
Glædens Gud og Dithyrambernes liig!
Her gier du ikke blot mig ct Binf,
Her i Perſon du byder mig: Klinf!
Jeg i Himlen ſoaver,
Mens mig Glæden hæver
Paa fin egen Guddoms Vint.

250

De tolv Skaaler.
Rector Møller i Helfingør helliget.

tTredie Juledags Viſe for Selftabet paa Skudebanen.)

En værdig Lærers Fodſelsfeſt,

Som indtraf paa den allerſtorſtes,
Bebuder her hver Julegjeſt,

At denne Dags er, ſom den førftes :
En Feft for hver Oplysnings Ven,
Der veed at bruge Mund og Pen,
gor værdig at udbrede den,

Og at paa den bør iffe tørftes.

Med ny Begeiftring tredde Gang
Her for mig Julebollen blinfer ;
O lytter, Venner, til min Sang,
Og tømmer Glasſet ud, og klinker!
Og ſtemmer i med Tutti-Brag
Paa Lyſets tredde Juledag!
Y nyt og gammelt Vennelag
Med dobbelt Smiil og Evan vinfer.

Jeg feer ham i fin Purpurffy
Sig op af Julebollen hæve,

Og for det Gamle, fom det Nye,
Taknemmelige Skaaler fræve!
Han fordrer mig med dobbelt Tvang,

J Hierters og Pofalers Klang,
Til Inglings⸗ og til Oldings-Sang ;
Thi begge, vil han, ſtulle leve!

231

Over Juul ifær erindrer mig
Den Tid, da jeg var meget lille ;
Saa, Broder, gaaer det vift og dig,
Endſtjondt du tier ganffe ftille.
Naar ci med Bærten Fanden foer
J rem, ſom ſtorre blev i Fjor,
Saa Staal for Hver, der nu er flor,
Men Sfaal tillige for — den Lille!

Som Ungling var, ſom Olding bli'er,
Trods alle nye og gamle Moder;
Hvergang jeg fluer Kjonnets Zir,
Min førfte Tanfe: fmuffe Poder;
Den Tanfe Hver bifalde vil,
Gfær, naar lidt man drikker til —
Skaal for hver yndig Pigelil !
Men og en Sfaal for — hendes Moder!

Hver Juul mig og erindrer om,

Selv midt imellem Bifpeftole,
Trods eget lille Provſtedom,

Den Tid, ſom Pog jeg gif 1 Skole —
Staal for hver Lærd, ver blev for Vid
Navnfundig, eller blot ven Flid,

Som Jannſen, eller Olavid!
Men Skaal dog og for — Jens og Ole!

De fleſte blandt og Noget blev ;

Stor er nu vore Raaders Sfare —
Hiin fif et Tegn, og den et Brev,

Og Kors i Verden er gi rare —

252

Skaal for hver Bravmand, fom blev mcer!
Og Sfaal for Hver, fom blev til Fleer!
Men og en Sfaal (mens Møller feer)

For dem, der bleve — hvad de vare!

Hver Juul 1 Spil og Dands og Legg
Beviſer nokſom alle Gjefter,
Hvis Templet felv 1 Konſt et ſteg,
Steg dog i Mængde Templets Præfter, —
Mer Muſe⸗Metter friſt i Fleng
Gaaer nu hver Julebuk i Seng —
Sfaal for hver ung parnasſiſt Dreng!
Men Sfaal og for den gamle — Mefter!

Man feer nu mangen Attenjen8,
Som Pieridernes Protector,
Der paa vort Kloſter og Regents,
J Græff knap torde vorde Lector;
Dog, da Kritiken nu paa Prent
Har lidt i Skolen Bladet vendt,
Saa Skaal for Fuxen, fom Student !
Wen Sfaal for Duren og, fom — Rector!

Tilforn blev Sang, ſom Saft fra Rhin,
Meer klar og ſod, fom den blev ældre;
Nu dovner den, ſom Braendeviin
J Mutter Hels og Ludlams Kjeldre —
Dog naar i Verſets Dingeldang
Er et for megen Knokkelklang,
Saa leve højt den yngre Sang!
Men Sfaal tillige for den — ældre.

253

Da med Culturen i vort Nord
Der nu er næften ikke Maade,
Da felv med Tang og Jomfrujord
Man nu maa holde lidt tilraade —
Saa Skaal for Hver, ſom Vanding gav
Til rette Tid, paa rette Lav,
Og Sfaal for den, ſom hofter brav!
Men ogſaa Sfaal for den, ſom — faaete!

„Lad vore fammen til min Høft

En Tid det Onde med det Gode!»
Saa lød ben førfte Juleroſt —

Den fivfte følge ſamme Mode!
Skaal for Congresſens Tykt og Tyndt,
For Ruß og Pruß, for Nyn og Grynt!
Skaal for vor Verdens flette Mynt!

Men Sfaal tillige for — den gode!

Man ſtrider, paa hiint Wiener⸗Bal,

Om Fredens Bolle, lidt forlegen,
Hvem nu herefter være ſtal

Den ftørfte Julebuk 1 Legen —
Skaal for hver ærlig Buk, fom veg!
For hver, fom faldt! for hver, ſom ſteg!
Staal for hver fremmed Juleleeg!

Men Sfaal tillige for — vor egen!

Bor Fred'rik, ſom hiſt leger med

Lrot Juul til Fædrelandets Bedſte,
Gid, hæderfron't, i Held og Fred

Han hjemme lege maa til naſte!

254

Sfaal for hver Drot, fig did har vendt,

For engang at faae Striden endt!

Sfaal for hver viis og god Regent!
Men Sfaal tillige for — den bedſte!

Skaal for hvert ædelt Julelag

Paa Throner, Stole, Bænfe, Skamle!
Skaal for hver tredde Juledag,

Der, ſom i Dag, os vil forſamle!
Med nok af Brod og nok af Suul,
Og Bollen fuld, ſom den er huul,
Skaal, Venner, for den nye Juul!

Men Skaal tillige for — den gamle!

Erindring.

Harpeſang.

Naar Børn fig om mig flynge
| Ved fnurrigt Eventyr,
Naar i den hele Klynge
Det Mindſte ſelv ei knyer:
Den Fryd, ſom om mig tindrer,
Og Glæven i mit Bryſt,
Mig veemodsfuldt erindrer
Min Barndoms tabte Lyſt.

255

Naar i en Kreds af Venner
Om Bollen paa mit Lord,
Jeg glad min Sorg bortgjenner
s Med Klint i fulde Chor:
Jeg ſtedſe dog fornæmmer,
Veemodig, vel tilfreds,
At Hjertet aldrig glemmer
Sin Ungdoms førfte Kreds.

Naar mellem hulde Piger,
Som lytte til min Roſt,
Er Glimt af Fryd fig ſniger
Med Længfel t mit Bryft:
Jeg zittrende fornæmmer
Af Suf 1 Harpens Klang,
At Hjertet aldrig glemmer
Sin Elſtovs førfte Sang.

Og hvor mig her paa Jorden
En Livetg Sol oprandt,
J Syden og 1 Norden,
Hvor jeg ct Even fandt,
Jeg overalt fornæmmer .
J Flagren, Engles liig,
At Hjertet aldrig glemmer,
O, min Sophia, big!

En Huldflor af Kjærminder
Jeg gjemmer i mit Bryft,

Som end dets Harpe binder
Til Barnekrandſens Lyſt.

236

Omſmiilt af Emma-Blikke,
Selv under ſolvgraae Haar
Jeg veed, den visner iffe,
For Hjertet meer ei flaaer.

Thi mangt et Held forfømte
Jeg i mit Sanger⸗Liv;
Selv mangen Pligt bortdrømte
Mig Harpens Tidsfordriv.
Jeg tabte, ſpildte, glemte,
Hvav Verden har og veed;
Wen hvad mit Indre gjemte
Bar dig, Uſtyldighed!

Erik Ciegod.
Et lyriſt Drama.

1789.

Cat i Muſik af £. £. Kunzen, og opført førfte Gang i 17983.

Baggeſens Værfer. 39. 17

Perſonerne:

Erik Eiegod, Konge i Danmark, —— Erobrer.. (Rofing.)
Begner Jarl . 0... set ar mr Ar RTE)
Uffs Skjold. . . . ... ..0Oviſt.)
fylla, Prindſesſe af Skotland, Crifs Brud; men i et Søflag med
Julinerne paa Hiemreiſen fra Skotland, da han førte hende til
Danmark, fanget og bragt til Jomsborg. (Mad. Frydendahl.)
CThorald, Anfører for de julinffe Sørøvere. . . . . . (Saaby.)
Ullin, hang Fader, hundredaarig Olding, ældfte Borger i Julin.
(Knudſen.)
Bruns, julinſt OfferVarde. WMuſted.)
Boller, en ung julinf Set. . . . . . . . (Frydendabl.)
Ina, hang Forlovede. . ...... + (Mad. Dahlen.)
Danfte Helte og Barder.
Julinſte Borgere, Ovinder og Vorn.

Skuepladſen er i Jomsborg, under Beleiringen, og efter Stadens
Indtagelſe af de Danſte.

Forſte Act.

Forſte Scene.

(En flor offentlig Plads i Julin. Folket er i almindelig Bevægelfe.
Man hører Alarm af Beletrende. Gamle Mænd, Ovinder og
Børn løbe. forvirrede over Skuepladſen. De ſtimle alle opmark⸗
ſomme omfring Bruno.)

Almindeligt Chor.

Vee! vee os! vee!
Bruno.
Bee! vee Julin!
Mod Sfyen tornede bin ſtolte Tinding,
Men Sfyen braft;
Jeg ſaae den røde Piil paa Himlens sidde Bue
Den rammer alt! den rammer alt! — den rammer! —
| Chor.
Vee! vee os! vee!
Bruno
(med ſtigende Begeiſtring.)
Fra Skyen drypped' Blod, og blandte fig med Graad .....
Men Solen ſmilende brod frem:
Da vorte Roſer op, hvor Blodet randt —
Da ſpired' Lilier, hvor Taarer faldt —
Dog rammer Skyens Piil — den rammer alt! — den
rammer! ..... |
17”

260

Chor.
Vee! vee os! vee!

Oldinge.
Ved Dødens Slag vi fræffe lee;
Men Lænfer gyfende vi fee —
Alt raſle de!

Qvinder og Børn.
Forſvundet er vort fidfte Haab!

Bruno i
(i det han træber ud af Krebfen, og gaaer bort.)

Forfpildt er Evers hæfe Raab!
Almindeligt Chor.
Bee! vee 08! vee!
Forſvundet er vort fidfte Haab!
Forgjeves er vort heſe Raab!
Vee! vee og! veg!

Unden Scene.

(Folket. Fylla ſtyrter med flagrende Lokker ind paa Skuepladſen;
efter hende Thorald, fulgt af fine Bevabnede.)

Thorald
(blodig, med forbunden Arm.)
O! hør mig, hor mig! Fylla! Fylla! hør mig!
Folket
(paa ſamme Tid.)
Thorald! Thorald!
Thorald
(griber hendes Haand.)
Frygt ikke! flye mig ei! —
(HI be Omftaaende.)
Det er forbi!

Den hele Bold er flagen!

(han giver fine Bevabnede Nogler.)

261

Stille! ſtille!
(til Follet.)

Adſpredes! fljuler Eder! flyer! til Templet!
(Ade forlade Skuepladſen.)

Tredie Scene.

(Pantomimiſt Scene mellem Fylla og Thorvald, medens hans
Bevæbnede i Kanten af Theatret aabne en Lem til ben under⸗
jordiſte Longang.)

Fylla.

O Thorald! Thorald! o! hvad vil du?

Thorald.

Prove
Din kaarne Ven, min n Fiende! kan en Gruſom
Fortjene Fylla? fan den blotte Magt
gortjene dig? Min Sjæl dig kjendte, før
Hans Pie ſtued' big. Min Ret er ftørft!
Jeg elffer dig.
Fylla.
Og — fane du ham? det vilde,

Det angeftfyldte, det fortviolte Blik,
Hvormed han ſaae mig paa dit Skib? fin Brud
J fremmed Vold? Jeg ſaae t hele Slaget
Kun dette BUE! jeg feer det end — og evig —
Det gjennemlynede min Sjæl .....

Thorald.

Men dit

Igjennemlynte min! o! Fylla! Fylla!
Hvad er en Konges Kjærlighed mod den,
Som brænder i min frie Barm .....

Fylla.
En Rovers!

262

Thorald.
En Hevners over Rovere! — Dog ak!
Der er et Tid og Sted ..... og Jomsborgs Redning
Nu hænger af din Frelſe. — Skjul dig! gjem dig!
Fylla.
O Thorald! Thorald!
Thorald

(fyrter ned for hende, traller fit Sværd, og fætter bet mod fit Bryvſt.)
Der, 1 denne Hule!
Hvis iffe, fee mig døe for dine Fødder!
Du finder alt Fornodent der —
Fylla

(i det hun fliger nedb i Hulen.)

Men ikke
Thorald

(lader gemmen falde.)
Himlen er fra denne Stund
Er længer over Jorden.

Min Erik —

(til fine Bevabnede.)
Folger mig!
(De forlade Skuepladſen.)

Fjerde Scene.
(Erik Eiegod fommer, omringet af fine Helte og Skjalde, ind paa
Skuepladſen.)
Danſke Helte.
Chor.
Vi vandt! vi vandt!
Vi ſlog, og vandt!
Nogle Stemmer.
Fienderne zittrende vege tilbage!
Døv, o vor Jubel, de Flygtendes Klage!
Edo. ffal tredobbelt Gjenlyd gjentage.

263

| Alle.
Bi vandt! i
Triumph! Triumph! Triumph! vi vandt!
— Nogle Stemmer.
Jublende Sang
Til Skjoldenes Klang
Vyder om Erik i vældige Toner!
Tredobbelt Echo gjentage vor Sang!

Forſte Skjald.
Roverne vafte den ſlumrende Løve —
Anden Skjald.
Løven fig reiſte, og Roverne faldt —
Den førfte.
—— raabte Julins Legioner.
Den anden.
Raabet i ſtonnende Hylen blev qvalt.

Danſke Helte.
Vor ftigende Sang
Til Skjoldenes Klang
Valdig, ſom Himmelens Torden, det døve!
Alle.
Eiegod, fig ſtedſe liig,
Stor i Fred og ſtor i Krig,
Erik leve! i
Erik længe, længe leve!
Erik,

(ſom under bette Chor har været deelt imellem fin Summer og Opmarkſombed paa
deres Gang, gaaer omkring og tryffer hver af fine Mænd i Haanden.)

Mig Evers Huld er dyrebar, I Xdle!

Den lindrer Smerten af mit bittre Tab;
At kaldes Eders Broder er min Hæder;
Jeg evig blive mine Brødre værd!

264

Modtager i mit Haandtryk Eders Taf!
(i det han træder frem for bem)

Og hører Eders Konges Bud!
Ut ſtaane
Er Seierheltens forſte Pligt; og Krandſen
J ſtyldfrit Blod henvisner om hans Tinding .....
Mit Hjerte har fun Thorald ſaaret — Ak!
Min Brud han røved? mig! og mange Brødre
Han gjemte mig i Havets Skjod; den Grumme!
Men disſe — hvad har bisfe gjort os? — Skaaner!
Udøver ingen Vold! |
Regner Jarl. |
Dit milde Bud
Vi glade følge.
Erik.
Thorald! ene Thorald,
Min ene, bittre, ſtjondt ukjendte Fiende,
Man bringe mig!
Choret.
Stor i Fred, og ſtor i Krig,
Eiegod, ſig ſtedſe liig,
Erik leve!
Erik længe, længe leve!
Erik.
Man intet, intet Mord tilſtede!
Man Thorald ene bringe mig!
Dig Fylla ſtal jeg ſelv oplede!
Mit Hjerte ſoger ene dig!
Choret.
Fylla leve!
Fylla længe, længe leve!

(I bet Kongen med fine Mænd vil gane bort, mødes de af en graahardet, naſten
ſtaldet, ubevæbnet Olding, ſom kommer ind og nærmer fig til Erik.)

265

gemte Scene.

(Kongen med fine Mænd, Neguer Jarl, Uffo Skiald, Ullin.)

Den Gamle.
Din Fylla .....
Erik,
(med Henrykkelſe.)

Fylla! Himmel! —

Den Gamle,
(ſom forhen.)
Er dræbt! .....
Erik,
(ſom truffen af et Lyn, ſtaaer ſteentaus og ſtille.)
Helte og Skjalde.
.. . .. O blodige Triumph! .....

Den Gamle,
(ſom forhen.)

..... Af Thorald!
„Jeg tabte,“ løb hans Ord, da dine Danſte
Slog Volden, „men fin Seier han betale
„Med tifolo Død! J Jomsborgs vundne Gruus
„Han finde denne Skat!“ og flux ſad Dolken
J hendes Bryft! —,
Alle,

(uden Kongen.)

O blodige Triumph!

Den Gamle,
(med Faſthed.)
Jeg Alt har tabt, ſom bringer dette Bud;
Men Jomsborgs aldſte Borger ſpotter Doden.
Knuus hundred? Vintres Trodſen med min Isſe!
(han fremholder fit ſtaldede Hoved.)

Jeg blinker et .....

266

Regner Jarl.
.... Flye, Gamle! .....
Den Gamle.
..... Thoralds Fader

Er flyer ..... men gaaer!
(Gan betragter støngen med Opmærlfombheb, og gaaer langfomt over Skuepladſen.)

Regner Jarl

(til Kongen, fom er henſjunken i fin Bedrevelfe.)
.... O Konge, ſtore Vonge!
Dit Die ruller morkt! dit vilde Blik
Er frygteligt!
Erik,
(ſom pludſelig opvakt.)
..... Hvor er jeg? .....

(Den Samle er imidlertid kommen til Udgangen af Skuepladſen; men vender fig
om og lytter.)

Regner.
Konge! tryg
J Favnen af dit Folk! Vi paa dit Vink
Staae færdige til Hevn. Din Fyllas Dodsſuk
Os raaber høit .....
Erik,
(i et Udbrud af raſende Smerte.)
Til Hevn! til Mord! til Brand!
O kjoler mig!
Nedſtyrter! knuſer! raſer! brænder!
Den hele Stad i Nat antænder!
At midt i Morkets forte Skjod,
Ved Fyllas Liig,
Min Fakkel lue dobbelt rod
Og frygtelig!
Nedſtyrter! knuſer! myrder! brænder !

Og hevner mig!
(Den Gamle ſtyrter ud af Sluepladſen.)

267

Regner

. (til be Andre.)
Forkynder de ſpredte Kjemper Kongens Bud!
Chor af Krigere.
J Nattens Flammer
Kjole vor Arm
Skjoldungens Harm!

Vee, hvor den rammer!

(De adſprede ſig med raſende Bulder, undtagen Regner og Uffo, ſom blive tilbage
bos Kongen)

Sjette Scene.

Kongen
(i vildt Raſeri.)

O Stræf! o Oval! o Fylla! ..... men hvor er du?
Du bløder, og din Erik! ..... Alle blode —
Hvor ere de? — Dit Blod er Purpurrodt!
Du fmiler iffe, Fylla! ...,.

Regner.

Viſe Konge!

Dig Skjaldes Sang var altid Vellyſt — Uffo!
Syng: „Lyna fvæver + Himlen!“

Uffo Sfjalv.

Midnattens Maane gif Skyen forbi;
De Stjerner faa zittrende blinkte;
Veſtlige Smaalyn, paa vildſomme Sti,
Ulf til fin Elſtede vinkte;
Men Lyna fvæver + Himlen.

Lyna var hyldet af Uller og Alf;
Men Alf var fun hyldet af Lyna;
Skovenes Trolde for Heltene fjalv ;

268

Lundene gjenløde » Lyna, —
Men Lyna fvæver i Himlen.

Uller i Skoven den Yndige bad —
Saa Hager den furrende Due —

„Alf har jeg givet mit Hjerte,“ hun qvad ....

Hans Pie blev rædfomt at ffue.
Men Lyna fvæver i Himlen.

Mordſtaalet foer af ben Raſendes Haand
J Lynalils bævende Hjerte —
Smilende Lynalil opgav fin Aand,
Og Engle til Himlen den bare.
Nu Lyna fvæver i Himlen.

Midnattens Maane fig fjulte bag Sky,
De Stjerner faa zittrende blinfte;
Beftlige Smaalyn, paa vildſomme Sti,
Alf til fin Elſtede vinkte;
Men Lyna ſoaver i Himlen.

Mørk rulled' Elſterens briftende Syn
Paa blegnende, blødende Lyna;
Morket opklartes af ftærfere Lyn;
Lunden gjenhylede „Lyna;“
Men Lyna fvæver i Himlen.

Morderen kom: „Jeg har myrdet din Brud.”
Alf braft i Taarer: „Du Arme!
Lev, hvis du fan! jeg vil følge min Brud!”
Han død ſank 1 Lynalils Arme.
Nu begge fvæve i Himlen.

269

Mildt ſtinner Maanen paa Himmelens Blaa
Blandt Stjernernes Glands 1 det Hoie;
Mildere firaaler tilgivende Blik
J Taarer fra Elfferens Pie;
Wen begge fvæve i Himlen.

Kongen.
„Min Fylla fvæver i Himlen!“
Skjald! gjentag det faa!
Uffo.

Mildt ffinner Maanen paa Himmelens Blaa

Blandt Stjernernes Glimt i det Høre;
Mildere ſtraaler tilgivende Blik

J Taarernes Glands fra dit Die!

Din Fylla fvæver i Himlen.

Kongen.
Din Sang var tryllende! Den lokked' Taarer
Af Ulvens Øie! Gud! hvad har jeg gjort?
Mon egen Oval ved Andres Pine lindres ?
Dog Fylla! — raaber et dit Blod om Hevn?
O! vee mig! vee mig!

Min tvivlende Sjæl er deelt i Smerte,
Mellem Ink og Hevn, mellem Sorg og Harm.

Min Fylla, min Fylla mig Omhed lærte;
Men Fylla! du bløder i denne Barm.

Dit Smiil tilgiver! 1 Purpurdraaber
Din Død til rafende Hevn mig raaber!

Min tvivlende Sfæl er deelt Smerte,
Mellem Ink og Hevn, mellem Sorg og Harm.

(Gan gaaer bort, fulgt af Regner og Uffe.)

270

i Syvende Scene.

(Det Inderfte af Svantevits Tempel, Folkets hemmelige Tilflugtsſted.
Oldinge, Ovinder og Børn ere ſamlede i Forgrunden om Ullin,
Thoralds Fader. Bruno offrer i Baggrunden. Paa alle
Sider ere hvælvede Indgange, hvorfra Folfet ſtimler ſammen;
iblandt Andre Moller og Fra.)

&" . Chor.

Vee! vee os! vee!
Forſvunden er vort ſidſte Haab!
Forſpildt er vore heſe Raab!

Vee! vee os! vee!

Ullin.
Ha! hot han ſtaaner mig? — o hvad er Livet
gor Slaven? Jeg — en hundredaarig Slave!
Ved Odin! bet er meer end tifold Død!

Og — endnu lever jeg? .....
(til Thorald, ſom lommer ind:)

Ottende Scene.

Min Son! omfavn
Din Fader ſidſte Gang!
Thorald

(omfavner ham.)

Min Fader! ak!
Ullin.
Din Arm er blodig! — O! hvor født at hvile
Ven Sønnens blodbeftænfte Bryſt! Jeg glemmer,

Ut Erik ſtjenkede mig Livet ..... Denne —
(i bet han tryffer ham heftigen til Øg)

O! denne Fryd var end Deri! .....
Thorald.
Min Fader!

271

(Under denne Scene omfavne be Ulyffelige hinanden 1 forfljelige Gmpyer.
Thoralb og hans Fader, Roller og Ina ere i Forgrunden. Bag
bem tage Fadre Afſted med deres Sønner, Medre meb deres Dottre,
Elſtere meb deres Elſtede. Bruno offrer endnu ſom før.)

; Ullin.
Dagen ſynker — Solen iler —
Midt i Natten Døden ſmiler —
Snart Valhalla aabner fig!

Thorald.
Naar den fidfte Straale rammer,
Naar Julin gaaer op 1 Flammer,
Sfal din Thorald følge big!
Ina.
Dagen ſynker! Solen iler!
Roller.
Midt i Natten Døven ſmiler,
Sidſte Gang, fom den, du ſmiler!

Ina.
Snuart Valhalla aabner ſig!
Roller.
Naar den ſidſte Straale rammer!
Ina.
Naar Julin gaaer op i Flammer!
Begge.
Skal din — — folge dig!

Oldinge, —— og Born.
Snart den ſidſte Straale rammer!
Snart Julin gaaer op i Flammer!

Thorald! Thorald! hor vort Skrig!

272

Ina.
Solblidt var vort Haab oprundet!
O! vet er i Skrak forſoundet!
O! vor Fryd forſvandt i Oval!

Roller.
Hiſt vi os igjen ftal kjende!
Vi vort Bryllup ſtal fuldende,
Elſtte Brud, i Odins Sal!

To Barder,

(ſom tilligemed Bruno og be Andre trade frem.)
Mødre, Dottre, ſpede Sønner
Raabe dig i bange Bønner:
Red os! red 08!
Bær et meer uboielig!

Ullin.
Nidingen yomyger fig!

Bruno,
(ſom imidlertid er kommen hen imellem de to Par i Forgrunden.)

Snart den fidfte Pil os rammer!
| Chor.
Jammer! Jammer! Jammer! Jammer!
Red og! hør vort høre Skrig!
Thorald.

Ei bloder denne Arm, ſom dette Hierte,
For Eders Held! Endnu er Alt ei tabt —

Ullin, Roller, Bruno og endeel Inglinger

(paa eengang.)

Død — eller Frihed!

Thorald.
Frihed eller Død! .....

273

—— Alle.

Bor Thorald leve!

(Ce abſprede fig i Templets inderſte Hvalvinger, undtagen Thorald, hans Fader
: og Bruno.)

Niende Scene.
En Herold

(former ind.)
Dankongen er paa Slottet: modlos, ene,
J Kummer dybt nedfænkt. Forſt + Morgen
Skal Solen fee Julin i Gruus .....
Thorald
(i pludſelig Henrykkelſe.)
Triumph! dig ingen jordiſt Fryd opverer,
O blodige, med Hjertet kjobte, Serier!
Triumph! din Vellyſt modnes i mit Bryft!
Skal Thoralds Sjæl 1 Lyſters Taage fvimle?
Nei! den fik Vinger op til lyſe Himle,
Og Kraft til Odins Lyſt!

Han være hende værd — og Alt er vundet!
” (han gaaer fyrigen bort.)

Tiende Scene.

Ullin.

Jeg fatter ei min Søn i Dag — Om Prøve

Han talte med mig før — og Fylla .....

Bruno.

Fra Skyen drypped' Blod, og blandte fig med Graad —
Men Solen fmilende brød frem,

Nu vore Rofer op, hvor Blodet randt!

Nu ſpire Lilier, hvor Taarer faldt! .....

Mit Syn forvildes .... Alt er morkt!.... jeg fvimler! —-
(Dætfet falder pludfelig.)

Baggeſens Varler. 3 8. 18

274
Anden ea

Forſte Scene.
(En mørt underjordiſt Gang med en udhugget Trappegang.)
Fylla

(alene.)
„Syv Gange vee dig, om Blik af bit Pie den Martrete
dræber !,
Skrækſomme Troldſprog! i Morket og ber i mit Hjerte
Flammer dit varſlende Binf!
Vee mig, om Thorald opglodes til Haab!
Syv Gange vee mig, om Thorald fortvivler! .....
Erik! hvor er du?
Erik! Erik!
Hellige Navn, fom Edo tør neppe —
Tie fan Echo .....
Eiegod! ..... Eiegod! ..... Eiegod!.
Fylla nynner ene dit Navn — alene dit Echo!
O! men hvor er du? hvor er du?
Stille! ſtille! ...
Var det en Lyd af dit hellige Fied over Hulen?
Bæver et Hulen?
Bæver ei Jorden af Fryd under min Elſtedes Fjed?
Stille! file! .....

Vidſte du — vidfle du, Erik! hvor Fylla nu zittrer
Under den bævende Hvælving under din Fod!
Gaae med Tordenens dundrende Gang over Hulen,
At dit mandige Trin i Fyllas Hjerte maa bæve —
Ak! maaffee dets ſidſte, eneſte Lyſt!

Stille! ſtille!
Dog! du ſtal høre din Fylla —

275

Øjenfjende Stemmen, ſom tonet” dig altid — „jeg elffer» —

Toned' dig ene: „jeg elſter — jeg elffer — jeg elſter⸗ —
Da flal jeg høre din Steume —

Høre ven Stemme, ſom toned' fun: „Fylla! min Fylla!“ ...

Anden Scene.
Thorald

(ftørter ind til hende.)
Nu Fylla!
Nu nærmer fig det ſtore Blun, ſom loſer
Din, Eriks, min og hele Jomsborgs Sfjebne —
Bonfald ham! bed! og ſuk! og fmelt hans Hjerte!
Men — nævn dig er! — tilfoærg mig det!
Fylla.
Ved Erik!
Ved Erik! nei!
Thorald.
Han troer dig dod og raſer,
Din Gang borttrylle dette Raſeri!
Og naar hans Sjæl paa dine Toners Vinger
Sig hvirvler ind i Gimle — naar han hører
Din, ſtjondt ukjendte, Læbe bede ..... vee ham,
Om da han et tilgiver Alt!
Fylla.
O Thorald!

Thorald
(after fig ned for hentes Fobder.)
Du hader mig dog ei?
Fylla.

Jeg elffer Erik.
Thorald
(heftigen.)
Du hader mig dog ei? —

276

Fylla

(bedrovet.)
Jeg hader Ingen.
Thorald
(reiſer fig.)
Du fjender iffe Thorald.
Fylla,

(med ft tvivlſomt Blilk.)

Eriks Fiende?
Thorald

(mandig.)
Hvis Erik et fortjener dig! — Velan!
Jeg elſter dig, fom Ingen elſtte! — Fylla! —
Min Seiers Rofe modnes i min Sjæl —
O! aabne den aldeles — med et Kys!
Fylla.
O! havde jeg et Kys, fom ei var Eriks,
Hvor gjerne gav jeg Thorald det!
Thorald
(tager Fylla ved Haanden, og farer hende op ad Trappen.)
Triumph!
Alfader! o velſign det!

Fylla

(i bet hun gaaer ind.)

O! velfign bet!
(Gkuepladſen forvandles til en ſtor gothiſt Sal.) —

(ban luffer op.)

Tredie Scene.
(Det er Midnat. Mørket oplyſes af en enefte Lampe.)
Erik

(alene, i fine Vaaben, ligger paa en med Biorneſtind betruffen Throne.)
Omſouſt! omſonſt! .....

(ban reiſer fig.)

277

Ha! jeg vil føge Slummer
8 niſttheim? — Rundt om mig, ſom i Hiertet,

Det brænter med fin hele Oval!
(han feer forvildet op til et Hierne i Salen.)

O Skroek!
Hvad bloder hiſt i Hallen? — Fylla? Fylla!
Du ftræffer mod mig dine folde Hænder —
Du græder Blod, du Blege! jeg forftaaer dig!

J Blod — i Blod — 1 vilde Flammer
Med Mord og Brand, med tifold Jammer
O Skygge! ffal jeg fone dig!
F tufinn Dodsſuk ſtal jeg døve, —
Med Lænfers tifold Klirren døve
Dit hoie Sfrig!

Fyllas Stemme.
Ei — e — god! .....
Erik.
J tuſind Dodsſuk ſtal jeg døve
Dit hoie Skrig!
Stemmen.
Ei — e — god!.

Erik.
Med Lænfers Klirren ſtal jeg deve
Dit hoie Skrig!
Stemmen.
Ei — e — god! .....
Erik
(beſtvrtſet opmaerkſom, med ſtirrende Blik til Stedet, hver Etemmen pares)

Du kalder mig?

978

Stemmen.
Omſtraalet af Xtherens Glands .....
Erik.
Hvor er du?
Stemmen.
J Stjernernes eirklende Dands —
Erik.
Nattens Syner
Forvilde mig!
Stemmen.
Den vinker, den vinker, den vinker
Den evige Krands.

Erik.
Fra Himlen? fra min Fylla? .....
Stemmen.

JF Xtherens Glands,
J Stjernernes Dands
En glimrende Krands
Tilgiveren vinker —
Men dødblege Syn
J blødende Lyn
Om Hevneren blinfer.

Hør Angeſtens Sfrig
Blandt Dynger af Liig

J Raflen af Kjæder!
De hyle dit Navn!
Og Midnattens Ravn

Ved Byttet fig glæder!

Hør taffende Raab
J frydefuldt Haab

279

Oplivet big figne !
De priſe dit Navn!
Ved Faderens Favn

Din Valde de ligne!

(KHarmonier.) (Kongen bliver tankefuld og bedrovet.)
Stemmen.

Korfærdende Syn
J blodrøde Lyn

Om Hevneren blinfer ;
Men Himmelens Krands
J Wtherens Glands

Tilgiveren vinker! —

Erik.
— O Fylla! du bloder i denne Barm!
Dit Smiil tilgiver — J Purpurdraaber
Dit Blod til rafende Hevn mig raaber —
Stemmen.
O tilgiv Eiegod! tilgiv! tilgiv!
Gamle Fædre, ſpœode Sønner,
Mødre, Døttre figne dig!
O bonhor de bange Bønner!
Hør de jammerfulde Skrig!
End Julins fortviolte Klage!
Saml en Brudgom med fin Brud !
Fader, Søn og Mand og Mage
Ligne big ved Mildheds Gud!

Erik.
O Stemme! ſode Stemme! Himlens Vellyſt
Mig fmelter i din Trylleklang! Jeg fvæver
J lette Harmonier ind 1 Himlen —
O ton igjen! o ton igjen! |

280

Stemmen.
Omſtraalet af Xtherens Glands
J Stjernerneg cirflende Dands
Dig vinker en glimrende Krands!
Den vinker! den vinker!
Erik

(mibt i Inſtrumental⸗Harmonien.)

..... den vinker — den vinker .....

Det dodblege Syn
Det blodrode Lyn
Ei mere nu blinker!

Stemmen.
Men Himmelens Krands
J therens Glands
Tilgiveren vinker .....

Erik.
Det dødblege Syn
J blodrøde Lyn
Ei mere nu blinfer.

Stemmen.
Hør takkende Raab!

Erik.
O ſmilende Haab!

Stemmen.
De glade dig ſigne!
De priſe dit Navn!
Erik.

Og Faderens Favn
Min Valde ſtal ligne!

281

Begge.

Stemmen. Erik.
i De glade dig figne! De glade mig figne!
De prife dit Navn! De priſe mit Navn!
Og Faderens Favn Og Faderens Favn
Din Valde ſtal ligne! Min Valde ſtal ligne!
(Svindende Harmonie.)
Erik.
Du tier? .....
Mer! bet var ingen Drøm! — og Fylla fvæver
J Himlen — det var iffe Fylla — Stemme!,.
O! fvar mig! foar mig! — Nes! hun er forfounden !
Hvor er jeg! hoilket Kogleri!
(ban flader med Sværdet paa fit Sljold.)

Mit Folk!

Fjerde Scene.

(Hegner Jarl og andre Jarler med Bevæbnede, nogle med Fakler,
flyrte ind i Salen. Kongen er meget forvirret.)

Erik.
Hvor er hun? jeg maa ſee den Himmelſte!
Hidbringer hende! hun er end paa Slottet!
Opſoger hende! leder overalt!
(be med Satler ftyrte ud.)

g Regner.
Min Konge! hvem ?
Erik.
Hal veed jeg det? — En Engel,
En dødelig, en anden Fylla — leder!
Opſoger hende!

(Alle be andre Bevæbnede ile bort.)

282

gemte Scene.

Regner.
Var hun her?
Erik.
Hun ſang,
Og trylled' mig, og fvannt — O Regner, Regner!
O! bring mig henne! — hidbring alle Sfjønne!
Den ffjønnefte blandt dem er hun!

Regner.
Min Konge!
En Drøm maaffee —
Erik.
Ved Danmarks re! ner!
Regner.

Bel, jeg ſtal bringe big hver yndig Mo
Paa Slottet og i Staden!
. (ban vil gade.)
Erik.
Ingen dræbes!
Min Hevn er ſlukt — Hvert Liv er dyrebart!

Kun bring mig hende!
(Regner gaaer bort.)

Sjette Scene.
Erik.

(alene.) p
..... For mit Øre lyder
J ftille Nynnen end din foundne Sang!
O Stemme! .....Nei! det var ei Nattens Koglen,
Det var et Drøm! jeg hørte dig ..... jeg hører,
Og evig ffal jeg høre dig! — Jeg glemmer

283

Min Sorg, mig felv, og Alt, og Fylla ..... Fylla ?
O Sfræf! jeg glemme Fylla? — glemme Fylla ?

Net! før i trefold Angſt og Smerte

Forgaae hver Lindring i mit Hjerte,
O Fylla! før jeg glemmer dig!

Før evig Kummer i dit Minde!

Før det i Salighed ſtal foinde, :
"Før Naſtronds Ild fortære mig!

(Harmonier.)
Og dog — I trylle mig tilbage
Med vældig, umodſtaaelig Loſt!
O Smiil! o Sang! o Fryd! o Plage!
O Helved — Himmel i mit Bryft!
(GGarmonier.)
Hvi ſmelter da hvert Oprør i min Sjæl
J falig ſtille Himmelro? ..... o! Fylla!
O du, ſom fvæver i Himlenes Himle!
Tilgiv du min troloſe Ro!
Tilgiv be Længfler, ſom ſtormende ſtimle
Til Eriks alt vaklende Tro!
Tilgiv i din Himmel den ulmende Lue,
Som tænder det Hjerte, der brændte for dig!
Jeg tabte dig, Fylla! jeg hende vil flue!
Blot hun, o! blot hun fan gjengive mig dig!

284

Tredie Act.

Forſte Scene.
(Salen paa Slottet.)

Kongen
(alene.)

Hvor blive de? — hvor ſeent henflæber Tiden
Sig under denne Længfels Tyngde! — Stemme!
Saa flal du blot i dette Hjerte lyde?
Og aldrig trylle meer mit Øre? Aldrig?
"Saa flal jeg aldrig fee de Purpurlæber,
Hvorfra min Vellyft flod? ..... O du alene
Mig lindrede min Fyllas Tab! — Hvor er du?
O fom igjen! o kom igjen!

O! jeg fan er din Inde glemme!
O! Mindet fan et fvinde hen ;
Det fommer 1 hvert Blun igjen!

SD! alt for elffelige Stemme!

O! ton igjen! o ton igjen!
Din Tryllen er min Fyllas liig!
Min Fyllas Aand er gjemt i dig!
O! jeg fan ei din Inde glemme !

O! fom igjen! o kom igjen!

Anden Scene.

(Tegner, Uffo, andre Jarler, Barder og Bevæbnede
komme ind.)

Erik
(utaalmodig.)
Hvor er hun?

285

Regner.
Hun er der er! vor Sogen var omſonſt!

Uffo.
Hun er der ei!
Erik.
Hun er der ei! O Skræk —

Regner.
De fljønnefte blandt alle Stadens Skjonne
Herude vente paa dit Vink!

Erik.
De komme!

Den Skjonneſte blandt dem er hun!
(Kongen beſtiger Heiſedet Regner gaaer imod Udgangen.)

Tredie Scene.

(Adſtillige Julinerinder komme ind, og nedboie fig for Thronen.
Smaa Børn følge dem.)

Chor
(med Dands.)
Held dig! Held dig! Danmarks hands
O! tilgiv!
Elſtet i Julin du være!
Skaan vor Frihed! tag vort Liv!

En af Julinerinderne.
Lænfer ei vor Arm betynge !
Kjol din Hevn i Blod!

En anden Julinerinde.
Og i Døden flal vi ſynge:
Eiegod!

286

Begge.
Vore Mænd og fpæde Sønner
Trygle Livet et;
Død er de Fortvivltes Bønner —

Erik.
O! hun er der ei!
Alle.
Ingen Lenker os betynge!
Kjiol din Hevn 1 Blod!
Og i Doden ffal vi ſynge:
Eiegod!

(Tands.)

De to Julinerinder.
Hor os! vi dig alle bede!
Tre Julinerinder.
Frihed eller Ded!
Ingen Lænfe! ingen Kjade!
Alle.
Men fun Den!
Alle.
Ingen Lænfer os betynge!

Kjøl din Hevn 1 Blod! 7
Og i Doden ftal vi ſynge: å
Eiegod.
Chor

(af Mand, ſom narme ſig bag Sluepladſen.)
Held dig! Held dig! Danmarks re!
O tilgiv!
Elſtet i Julin du være!

Skaan vor Frihed, fom vort Go!
(De Dunffe blive opmarkſomme. Julinerinderne forſvinde.)

287

Fjerde Scene.

(Thorald, fulgt af Julinere, træver frem med Fylla, ſom er
bedakket med et Slor.)

Erik
(ſtyrter ned af Hoiſadet.)
O! det er hende! hende!
Thorald.
Eiegod!
Fortjen dit Ravn! brug ingen Bold! — Mit Navn
Er Roller, Thoralds Broder — denne Mo,
Hvis Sang fortryllet? dig i Nattens Stille,
Hun er min Brud —
Erik.
O Oval! o Fryd! — o Gud! -—

Hun viſe ſig!
Thorald.

Et Dieblik, o Konge!
Bær Mand! — Tilgiv min Broder Thorald!
Berøv ei mig min Brud! — og ſtjenk Julin fin Frihed!
Bær æbel, from og flor! vær eiegod!
Alle Julinerne.
Vær ædel, from og flor! vær eiegod!

Fylla.

Erik.
O ſede Stemme! — Vel! — dog ak! o Stemme!
Du tryller mig! du dræber mig! o Vellyſt,
At evig høre dig ..... O flig af Graven,
Stig blodig op af Graven, blege Fylla!
Og red mig — red mig! .....
Vel! — o Fylla! Fylla! —

Bær eiegod!

288

(til Thorald.)
Modtag din Brud! og Thoralds Lo! — —
(til alle Julinerne.)
e og — Frihed! —
(Gan ſynker ben i Bedrovelſe.)
Thorald.
Stort!
En Anden.
delt!
En Tredie.
Himmelſtt!
Alle.
Uden Lige!
Thorald

(til Kongen, ſom flaaer henſunken i Tanker, i bet Fylla kaſter fit Sier, øg
benflynges af Thorald i Eriks Arme.)

Du har fortjent den flørfte Lon paa Jorden,
Din Fylla! .....
Erik

(i hendes Arme.)

Gun !
Fylla.
O Salighed!

Erik.
Win Fylla!
Min Fylla! ... lever du? ... hvor er jeg? ... lever ...

Fylla. |
Din Fylla fever! evig din!

De Omſtagende.
| O Glæve!
Thorald.

O Dyd! alene du gjør lykkelig! —
(til Crif.)

See her din Fiende Thorald !

289

Erik.
Thorald? .....
Alle Danſke.

Thorald?
Thorald.
Mig! dine Skibes Skrak! Julins Forfvarer !
Og nu din Ben! ...….. Og jeg har elffet Fylla —

Og brændende, fom du — men Elffov flygter,
J Kamp med Dybden, af ben Xoles Bryft.
Jeg proved' dig — og du har vundet! — Nu
Dun være din! I begges Fryd ffal Thorald
Herefter finde fin!

Erik
(beffuente ſnart Fylla, ſnart ſtirrende paa Thorald.)
O! kunde jeg .....
O Thorald! — jeg er iffe ſtor, ſom du!
Thorald.

Jeg vandt i dig, hvad jeg har tabt i hende —
Og mær — thi hendes. Hjerte var ei mit!
Julin er fri! Mit Vært er fuldbragt!
Erik
(i bet han omfavner ham.)
Saa faft ftaae med Julin mit Danmarks Benffab !
En Frydefeft forkynde hvad vi vandt!
(Iogle af be Danſte og Julinerne gaae bort Haand I Haand.)

gemte Scene.
Danffe.
Held big! Held dig! Jomsborgs re!

Julinerne.
Held dig! Held dig! Danmarks re!
Baggefens Værter. 3 BD, 19

290

Danfke og Julinere.
Sekler herlige dit Navn!
Evig ſkal vin Velde være!
Elſket, fom en Faders Favn!
Fylla

(henrykt i bang Arme.)
Solſmiil efter Nattens Torden!
Eiegod! igjen hos dig!

Erik
(igeledes.)
Er jeg vaagen? end paa Jorden?
Drømmer jeg i Himmerig?
Julinere.
Held os! Lanker os ei tynge!
Raſt' i Friheds lette Favn,
Froe, ſom trygge Born, vi ſynge
Eiegods og Thoralds Navn.

Danſke og Julinere.
Froe, ſom trygge Born, vi ſynge
Eiegods og Thoralds Navn.
Erik
Himlens Fryd min Læbe binder.
Fylla.
Tanken doer 1 ſalig Lyft.
Fylla og Erik.
For igjen du fra mig fvinder,
Lad mig blegne ved dit Bryſt!
Fylla.
Intet ſtal og meer adffille!
Erik.
O! jeg har mit Alt igjen!

291

Fylla.
Arm i Arm vi folges ville —
Erik.
Arm i Arm til Himmelen!
Julinere.
Fryd! o Fryd! vi frelſte bleve!
Fryd! o Fryd, vi ere frie!
Eiegod og Thorald leve
Froe, lykſalige, ſom vi!
Danſke og Julinere.
Eiegod og Thorald leve
Froe, lykſalige, ſom vi!
Thorald.
Fryd ſtal lære Thorald græde!
Thoralds Sjæl har Intet tabt!
Himmel! det er Guders Glæde,
Denne Fryd at have ffabt!

(Erik, Fylla og Thorald gane bort.)

Danſke og Julinere.

i 3 Danmarfé )
' )
Held dig! Held big! Jomsborgs
Sekler herlige dit Navn!

din Bælde
Enig: flat ! dit Mindẽ
Elffet, fom en Faders Favn!

(Skuepladſen forandres til)

vœre!

Sjette Scene.

(En flor offentlig Plads. Adſtillige Julinere og Julinerinder ere alle;
rede tilftede, og udtrykke i Dandſe deres Henryffelfe over den
almindelige Frihed. Andre fomme Par og Par ind paa Skue—
pladfen, iblandt bem Moller og Ina.)

19*

292

Bruno,
Roſer nu vore,
Hvor Blodet randt;
Lilier ſpire,
Hvor Taarer faldt;
Tordenen foandt — ben ſvandt — den foandt.

Alle.
Tordenen fvandt — den ſvandt — den ſpandt.
Ina.
Solen nu fmiler!
Roller
Frihed og Fryd!
Bruno
(til Moller og Ina.)

Favnet af Dyd
Imode den iler!
Roller og Ina.
Solen ſmiler!
Elſtov og Dyd,
Frihed og Fryd
Imode den iler.
Alle.
Frihed og Fryd! — o Fryd! — o Fryd!
Roller.
Bor Kummer fvandt hen!
Ina.
Min Roller er fri!
Roller.
Dig har jeg igjen!
Begge.
Lykſalige vi!

(Te omfavne alle, Par og Par, hinanden, en Faber fin Sen, en Elſter fin Elſtede,
ligeſom Roller og Ina, medens disſe med tv andre Par ſynge:)

(Tands.)

Tande.)

293
v

1 2 3
Min Søn, tu er fri! | Min Fader er fri! Min Brudgom er fri!
Bi ſamles igjen! Vi ſamles fgjen! Bi ſamles igjen!
Lykſalige vil

Syvende Gcene.

(Kongen fommer ind med Fylla; Thorald paa den ene og
Ullin paa ben anden Side; bag bem Regner med Stjalde,
Barder, Jarler og julinſte Borgere, i boitidelig Pomp, ledſagede
af Danſte og Julinere. De Dandſende ſtille fig ad til begge
Citer; medens de gaae igjennem deres Kreds, ſynge de:)

Marſch.

Med Krandſe,

Med Dandſe,
Med fribunden Krands,
J frydefuld Dands
Med Lurer og Floiter,

Med takkende Sang

J jublende Klang
Vi froe dig modtage,

Bor Broder og Ben!
Bor Fryd dig behage!

Du ffjenfte os den!

(Crif og Folla, med Thorald pag ben ene rg Ullin paa den anden Side, ere lomnec
ben i Forgrundrn paa en Forhsining. Man dandſer med Blomſterkrandſe i
Srebfe omkring bem. Uffo fager paa ben ene Side af Theatret, og Brunv
raa ben anden. De andre danſte og julinſte Delte bæffe i en Halvcirkel hele

, Baggrunden; noget foran bem be mærleligfte Perſoner. Noller, Ina eg. Andre
ſyngende.)

Nogle Stemmer.
Med fribunden Krands,
J frydefuld Dands,
Med takkende Sang,
J jublende Klang,
Vi ſigne dit Navn
J Frihedens Favn.

(til Erik)

(Cirkeldands.)

294

Chor
(af Zulinere.)
Vor Eiegod — Eiegod — Eiegod leve
I Kjerligheds Arm (Man krandſer
Ved Fyllas Barm. Kongen og Fylla.)
Eiegod — Eiegod — Eiegod leve!
(De Danſte med de Andre.)
Vor Eiegod — Eiegod — Eiegod leve!
Nogle Stemmer.
Med takkende Sang,
J jublende Klang,
Vi ſigne dit Navn,
J Frihedens Favn.
Chor
(af Julinere.)
Vor Thorald — Thorald — Thorald leve!
(De Danſte med dem.) (Man krandſer Thorald.)
Thorald — Thorald — Thorald leve!
Ullin
(rakker Kongen zittrende fin Haand.)
J Vint'ren af hundrede Aar
Jeg takker dig varmeſt blandt Alle!
Maaſtee jeg, for Solen nedgaaer,
Skal priſe dig ung i Valhalla!

andsé.)

(til Thoralb.)
7

(

295

Anmerkninger
til tredie Bind.

— — — —

1. Til Frederik, Kronprinds af Danmark, S. 1.
Digtet i Paris fort før Forfes Hjemreiſe i Juni 1806.

2. Til Nordens Urania, &. 3. Med dette Digt
overraktes Hos. Majeſtet Dronning Marie et Eremolar af Digtet
»Drømmen» (See 4de Bind), d. 28 Detbr. 1815.

3. Til Bonaparte, S. 5. Paa en Vandring over
ftore Set. Bernhard, i Mai 1798, altſaa fo Aar forinden Bona⸗
parte førte fin feierrige Hær over dette Bjerg til Italien, digtede
eller udfaftede Digteren Planen fil denne Ode, i en begeiftret
Forudfolelſe af hiin Helts tilkommende Storhed. Oden har han
ſenere overſat paa Tydſt og paa Franſt. See »J. B's poctiſche
Werke, zweiter Theil; og I. B's Biographie, andet Bind.”

4. Offerſtenen, S. 9. Digtet i Februar 1814 og
trykt i Litteraturbladet »Søndagen» umiddelbar paa Efterretningen
om Freden til Kiel; men beſlaglagt af Cenfor.

5. Israeliternes Lovfang, S. 10. Digtet i 1814
eller 1815, og beſtemt til af componeres, for at kunne afbenyttes
ved en feftlig Anledning; men ſaavidt videg blev Compoſitionen
ikke udført. '

6. Emmas Minde, $. 38. I den Periode, da Forf.
Krev fine Digte til Manna, var Froken Fr. B. den iblandt Danas
Dottre, fom Digteren fandt at ftaae nærmeft fit Idcal, og hvem
han derfor ikke alene helligede flere af Digtene til Nanna, men
ogſaa dette Digt i Crindringen om fin eneſte i den tidlige
Barndomsalder fabte Datter.

7. Digte til Manna, S. 40. Fulde 30 Far efter at
Elegierne til Seline havde forkyndt Digterens Mefterffab i den
eretiſte Poeſie, og midt i en af hang Livs førgeligfte Perioder

296

fremſtode Digtene til Nanna, der her ere —— ene med Henſyn
” til deres indre Sammenhæng.

8. Til Frue FF. BB, S. 79. Formcentligen: Fanny
Baggeſen, for hvem Egtemanden fkrifter, at den elſkende Digters
Wanna er hans Muſe eller Elffovs Ideal.

9. Det afbrudte Hjertegvad, S. 96. Herunder
forſtaaes Digtet Thora (See dte Bind).

10. Nannas Aabenbarelſe, S. 113. Da Digteren
beſogte fit Fodeſted: SKorsøer Fæftning, aabenbarede fig der for
ham paany hang Nanna ved Synet af Frederife v. Lützau.

11. Til Bogen, S. 121. Det var «“Ungdomsarbei⸗
derne», fom ved dette Digt førteg ind i Laſeverdenen.

12. Til Lilia, S. 130. Med dette Mavn betegnede
Digteren den aandrige og elſkelige Sophie Orſted, født Oehlen⸗
ſchlaeger.
13. Til Greven af Cramayel, S. 131. Dette
Digt er ogfan ſtrevet paa Tydſt. Sce „Poct. VW. dter Th.“
14. Barnehimmelen, S. 158. J en Affkrift, ſom
Digteren ſtjenkede i 1818 den. lille Auguſta Meyer, Datter af
Provſt Meyer paa Als, findes nogle her optagne Varianter,
hvoraf den betydeligfte er den anførte Variant, iftedetfor:
»Skienk mig huld et paradiſiſt Kös ...
ſamt Udeladelſen af Verſet:
Giv mig atter min forſoundne Vaar,
Giv mig min Uſtyldighed tilbage!
Und mig, fun at være tretten Aar,
Og en lille Syvaarsengels Mage!

15. Til Baſilius Liſakewitz Skygge, S. 155.
Dette Digt ved Liigbegængelfen af Forf.'s Ven, rusſiſt Geſandt
ved det danſte Hof, d. 2 Movbr. 1815, var oprindeligen indledet
med følgende Stropher:

297

J Kreds af Danmarks Venner Digtren faac
Dig firaale her i Gieſtfrihedens Tempel
Udmarket felv iblandt Europas Faa;

Og nu er Kredſen, rundt om dens Exempel,
Mork, fom det forte Gulv jeg ſtirrer paa. .

16. Under Thorvaldſens Portrait, S. 157.
Foran » Dana" poetiſt Lommebog for 1820. Udgiven af A. P.
Liunge.

17. Til Sr. Gely Latour, S. 165. Indrykket i
Bladet » Søndagen No. 1… (Febr. 1814) med følgende Note
ved Ordet »frendemænder: De tre Mænd (Sadrad, Meſech
og Abednego) vare, ſom bekjendt, Hr. Latours Forgængere.

18. Telegraph-Rygtet, S. 166. »Mollekant: Eck⸗
mu bi. i

19. De forenede Danſkes Sang i Paris, S 189.
Sigtet til Kongens Fodſelsdag i 1803, men ſenere omarbeidet
til en «Sang for det Kongelige Kjøbenhavnfte Skyde-Selſkab og
danffe Broderſtab paa tredie Juldag 18117. Omarbeidelfen
beftaaer i, at det 2, 5, 11, 12 og 13 Vers ore udeladte, de
ovrige lidet forandrede, og ſom næftfidfte Vers tilføict:

Der, for vor Konges Biller, hæver

Sig Gladen med vor Røft;

J hulde Faderſmiil det fræver

Et Gyjenfvar af vort Bryſt:

Ved bet at flue vi forglemme

Hver enfelt Sorg, og froe fornæmme

Kun Danmar Samfunds Lyft.
Chor.

Lad Splid raſe fjern fun og nær!

Vi er' enige her;

Og vort Broderffabs Baand: Vi vor Konge har ffær!

20. Digtervife, S. 197. Originalen til denne Digte:
rens Yndlingsfang er tydſt (Poet. W. 2ter Th.) og digtet Paa
en Reife i Italien, 1794.

298

21. Konften i Negligee, S. 201. Denne Sang er
digtet efter den famme gamle Melodie, fom Forf. afbenyttede alles
rede i 1783 ved Sangen: „Kom Sancte Punfå og ftem mine
Strenge» eller en „Meget fynderlig, gtirlig og fandfærdig ny
Viſe om tvende Venner, ſom foretoge en Reiſe fra Taarn-Taarn
til Taarnlund⸗ (Dyrehovredgaard ved SKorgøer), ſom ene findes
trykt i I. B.s Biographie forſte Bind, og ſom Forf. fædvanligen
benyttede til fine hoiſt originale tydſte Skjarſlipper-Viſer. Da
disſe Viſers Melodie, Form og Indhold have megen Liighed med
flere af den fvenffe Digter Bellmanns Sange, forleder dette til at
antage, at de muligen ere Efterligninger; men dette er ikke far.
Begge Digtere haver vel afbenyttet de ſamme gamle Folfemelodier,
men Baggeſens foranførte Sang er ældre end Udgaverne af Bells
manns Sange. .

292. Sfjærflipper-Vife, S. 210. Originalen Tydft
og fra 1794. Om dette Digts Forbindelfe med Forf.s tydffe
Stjærflipper-Digte, ſee hang Biographie, 2den Deel.

23. Gamle Jobs Sang paa Holmen, 6. 216.
Dette Digt, ligefom overhovedet famtlige » Sange for Danſte
Sømænd i Anledning af Englændernes Overfald i 1807, dig⸗
tedes i Marly vd Paris, tildeels paa Forf.s Sygeleie i Septbr.
til Decbr. famme Aar.

84. Kattegatsſang, S.224, Søfrigsvife, S. 226,
Den nordiffe Kriger, S. 230 og Krigsſang, S. 231,
vare, efter et forefundet Manufcript aft dømme, beftemte til at
benævnes hver efter et nyt bygget Orlogsſtib, og det førfte
Vers af den fidftnævnte Sang lod oprindeligen:

Stig af din Grav, vor Oldtids re,
Op, gamle Knud, høit hæv dit, Sold!
Lyn bit Mod i Frederiks Haere!

Hevn din Søn mod Brittanniens Vold!
Nu er det Tid, ſlumrende Love!

299

”Nu reis dig med Tigerens Klo!
Dit Krumfpyd røved? han, bin No,
Men tin Styrfe han et dig ffal røve.
Knuds Sønner! Bryft ved Bryft,
Nu dandfer Eders Dyſt!
Til Kamp!
Med Lodbrogs Lyft
Mod Albion til Kamp!
Se tvende fidftnævnte Sange bleve førftegang optagne, ſaaledes
fom de ere meddeelte, i „Moral for Krigere af C. Brorſon.
25. Knud Sjallandsfar paa Landet og paa
Vandet, S. 228. Denne »Kabyts-Vife- har oprindeligen havt
til Overſtrift: „So⸗Skjaldens Lyftighed eller Skjarſlipperen til
Bands,» og hører ogfaa til de Digte, der cre omtalte ved 21.
26. Cen! to! tre, S. 234, Bataillons-⸗Marſch,
S. 235 og Hær-Marfd, S. 237, cre ligeledes optagne i
„Moral for Krigere“, ledſagede af Textens componerede Melodie,
men uden at være forſynede med Forf.s Navns Underftrift.
27. Sang paa den IIte December 1811, S. 244,
Paa Feften, fom denne Sang var helliget og ſom Forf. bivaanede,
blev ogſaa affjungen en Sang af Decanus O. Horrebow, der
flutter med et „Held! for Kong Fred'rik!“ Denne Sang tilfsiede
B. i ſamme Verſemaal følgende med Blyant nedffrevne Impromtu:
Og Held den fyrſtelige Taler,
Sum ti vor Svadas eget Sprog
Med Værdigher den Daad og maler,
Som Nordens ſidſte Mulm forfog.
Vor Prinds, vor Ven, vor Chriſtian leve,
Com Dan og Nor og Angul fpaaer —
Mens alle Mufer ham omfvæve —
En — +) forynget Konſtens Vaar!
28. Erik Eiegod, €.257. Dette lyriſte Drama havde
Digteren, allerede forinden han tiltraadte fin forſte Udenlandsreife

300

i 1789, afleveret fuldkommen færdig til, fin Ven Capelmeſter
Schultz, der ønffede af componere ſamme; men paa Grund af
denne Componiſt's Sygdom og paafulgte Død blev dennes paabe-
gyndte Arbeide, ſaavidt vides, ikke afbenyttet, og Ferten ſenere
componerct af Capelmefter Kunzen. Dette er Grunden, hvorfor
denne Oper førft blev opført ni Mar, efterat Texten var færdig.
Partituren af Denne førfte danſke egentlige Opera er int-
rettet for Klaveret, og Sangen; »Lyna fvæver i Himlen», S. 267,
var cn lang Zid en af de meeſt almindelig befjendte og meeſt
yndede af Digterens Sange. Partituren futter, ſom Stykket vd
dets førfte Opførelfe, med „Eiegod leve! (5. 294); men da
Ullins ſidſte Ord til Erik: „J Vint'ren af hundrede Nar”, ſjungne
med en herlig Stemme og ledſagede af et fortraffeligt Spil, i
hoieſte Grad henrykkede Publicum, bleve disſe Ord ſenere henforte
til Slutningen.
Efter Operaens førfte Foreſtilling udførtes følgende Epilog:
Fylla.
End flæver Mildhed Toillingrigets Throne;
En Eiegod end bærer Landets Krone;
O! neppe fpørger Leben: „Hvo er han?⸗
gør Hjertet ſparer: »Chriftian!s
Chor.
J Velſtand og Ro
Saa trygge vt bog;
Thi Chriſtian er
En Fader faa fjær;
J Fadrelands Gavn
Han ſoger fit Navn;
Dan værner vor Fred,
Belfigner hang Fjed!
Bor Chriſtian — Eiegod — Eiegod leve,
J ſalige Kaar
Til ſolvgraae Haar!
Vor Chriſtian — Eiegod — Eiegod leve!

| gens Baggeſens

danfke Verker.

Anden Udgave.

Ved

Anguſt Baggefen.

Fjerde Bind.

—
| Kjøbenhavn.

Forlagt af Univerfitets-Boghandler C. A. Reitzel.
Trokt I Bianco Lunos Bogtrykkeri.

1845.

Poetiſke Sfrifter.

Fjerde Deel.

Blandede Digte.

Indhold.

Viſer og Sange. (Slutning. 1816—1825.)

Feſtſang til Kongen.

Din Barndoms lyſe Morgenrøde
Feſtſang til Dronningen.

Meng fro beſynger Vaar og Sommer
Til Prindſesſe Vilhelmine.

Da Menneſket ſtabtes
Abraham Kall helliget.

Den unge Qvift den ældre Green bør —

Skaal for J. G. Moltkes Minde.
Paa Offerpræfteng Jubelfeſt.
Skaal for Thorvaldſen.
Den ſtore Genius ei doer.
Sang paa den 27 Decbr. 1819.
Der blomſtrer end i Danmarks Have. .
Danſk Fiirkreds-Sang i Bern. 1825.
Meng fjerne Ovad paa Hjemmets Feft

Blandede Digte. Overfættelfer. 1786—1800.

Brev til Frederik den Store. Af Voltaire
De Danfſkes Priis af Tasſo, eller Svends Død .

Homers Ilias. Forſte Rhapfødie . . .
— — Anden Rhapfodie . . .

Odysſeus Hevn. Homers Odysſees 22de Gang .

Vaftrudnermaal. Af Ca. . ..
Til Jens Baggeſen. Ode af Voß

Site.

. 11.

. 13.

. 19.
24.
. 38.
. 63.
. 83.
100.
115.

II | É:
i i Site.
Blandede originale Digte. 1791—1817.
Melonen. En Taf . . . . . . .. 117.
Herthadal. I Jamber . . . ..:.…. . 125.
— J Herametrer..128.
. Babylons Fald. 133.
Sfabelfen. . . ; . …e … + 139.
Djævelens sen da rel — Chrifti Tilbage—
komt. 080 + . 4142.
Rimet og Hexametret.. + +. 144.
Digtarterne . . . ; 6
Romance. Af Syngefpillet —
Naar i et Fængfelg mørfe Gjemme . . . . 154.
Arie. Af Syngefpillet Adolph og Clara.
! Unge Pige, man dig daarerer . . . . . 2. 155.
Rondo. Af Syngefpillet Arreſtanten.
" Jeg er beftemt, jeg Dyd vil lære! . . . . . 157.
Til Fyrſterne. Ved Enden af det 18de Aarhundrede 158.
Sommerfugl. . . 0.00. + 2 £ 169.
—— ar so såe (8 DR. msg. eg Na 1
Satire. 5 se 66
Sam lang 127 sæ al 83836.
Drømmen, Natten før den 28de Octbr. 1815. . 185.
Den opftandneSang, Kronprindſesſe Caroline helliget 201.
Det evige Sindbillede. En Gaade . . . «2. 203.
Til Froken J. M. Jesfen . . . 0... 0 244.
Gaadebordet. . . .. 0.00 0 es . 248.
Elegie til Fuft Thide . . . . 2 . «+ «+ 256.

Viſer og Sange.
(Slutning.)

— — —

Seftfang til Kongen.

1816.

Din Barndoms lyſe Morgenrøde

Lod ſignende, med Priis, imode

Dit glade Danmarks Jubelraab;

Og med hvert Skridt paa Mandens Bane,
Hvis Glands Din Ungdoms Sfær lod ane,
Steg Folkets Fryd og Folkets Haab.

Du blevft, hvad ung Du vilde være!
Dit Riges Lyft, Dit Folkes re,
Den førfte Fædrelandets Ven —
J Medgang god, i Modgang bedre,
Den bedſte mellem Danmarks Fædre —
Hvert Hierte tonte det igjen.
Baggeſens Berler. 1B.

Og hvergang fom, blandt Aarets Dage
Dit Danmarks elſtte Feft, tilbage
Den Dag, Du fødtes til vor Lyft,
Trods fremmed Vold og bjemlig Smerte,
Slog høit mod Himlen Herthas Hjerte,
Og mod fin Faders Folkets Bryſt.

Nu figne vi Din ſtegne Lue,
Trods alle morke Skyer, fom true
Over Arnes Fryd i Fredens Hjem;
Alt flyer de mørfe Sfyggers Vrimmel —
O Fredrik! fra din Middags Himmel
— Dit Smiil igjenmembryver bem.

Et Fredens Hegn om Danmarks Have,
Din Huldregjerings ſtjonne Gave,
Fornyer hvert Haab, ſom modloſt faldt;
Og Tryghed, Held og Flid og Orden
Bed Fredens Smiil er fremfaldt vorden,
Hvis Mildheds Sol opliver Alt.

Ja, fredegode Landets Fader!
Den bedſte Konges Born forlader,
Er Du fun glad, et Glædens Vald;
J Kongefjærlighedens Klynge
Vi taffe, priſe Dig og ſynge:
Dit Liv hver ſignet Feſt forynge!
Foryngt da blomſtrer Danmarks Held.

Seftrang til Pronningen.

1816.

Mens fro befynger Vaar og Sommer
Hvert Foli i Syd og Veſt og Oſt,
Dit Danmark frydes, naar Du fommer,
Du Nordens ſildig fljønne Hoſt!

J big bød Himlen huld: Xrembryd,
Hjemlandets Ynde, Herthas Pryd!

O Hil, i Solens Afſteds⸗Dage,
Din gyldne Kronings Toillingfeſt!
Dit Eden foandt, men lod tilbage,
Hvad Edens Himmel havde bedſt —
Idag bød Engles Sfaber: Bliv,
Danfolkets Roſe, Fred'riks Viv!

Idag ſprang frem paa RE ar —
Den hulde Roſes milde Knop;
Og Dannishedens anden Engel.
Den forſte værdig, vored? op —
Fordoblet ſtraaler Dagmars Kran: s
FJ Carolines Yndes Glands!

Velkommen, Landets elſtte Moder,
Dit Danmarks Vaar i Høften lüg!
Her mellem Dine tvende Poder
Din Fred'riks Folk velfigner Dig.

Som Gladen, efter Veemods⸗Savn,
Velkommen i vor Langſels Favn!
1*

Lad fvinde Solens lyfe Dage,
Smiil Du med Huld fun til os ned!
Og felv i Vintren Dan ſtal ſmage
Sin Hoſtvaar i den gyldne Fred!
Velſign os længe, Freden liig,

Som Dine Born velfigne Dig! .

Til Fromheds, Indes, Dyds Exempel,
Alt helliget i Engles Sorg,
Smiil længe glad i Muſers Tempel,
Som i Din Fred'riks Kongeborg!
Hor! alle Toners Klang deri
Er til Din Lovſang Harmonie!

Maria! ſee vor Taare rinde!
Bi hilſe Fædrelandets Pryd;
J Dig, Du Hierternes Fyrſtinde,
Vi ſigne Fromhed, Inde, Dyd.
Smiil til os ved vor Faders Bryſt,
O Du, vor Moder, Fred'riks Lyſt!

Til Prindſesſe Vilhelmine.

Ta Gis. gl. Hoihed blev Fugle⸗Dronning prag ben Kongelige Skvdebaue.)

Da Menneſtet ſtabtes,
Beboed' de himmelſte Spæbde
Det Eden, ſom tabtes
Med barnlig Uſtyldigheds Glaede.
Rundt Blomſternes Duften
Og Fuglenes Sang
Opfyldte da Luften,
Hvor Engle fig fvang.

Kun cen blev tilbage,

Da Sfarerne Jorden forlode,

Men huld uden Mage,

Den bedſte blandt alle be Gode!
Med Blomſternes Duften,
Med Fuglenes Sang
Den opfyldte Luften,
Hvorhen den fig ſpang.

Dens Træf vare Dine!

Den Himmelffe ligned' tilfulde”

J Aand og i Mine

Dig yngfte blandt Daniens Hulde!
Med fødere Duften,
Med muntrere Sang
Sig aldrig + Luften
Uſtyldighed ſvang.

Som Fuglenes Dronning,
Mens Borgeres Samfund Dig hylder,
Med Tonernes Honning,
Sit Bæger Dig Digteren fylder.
Hver blomſtrende Stangel,
Hver flagrende Dands,
Uſtyldigheds Engel
Dig rælfer fin Krands!

Naar Stormene bhvine,

Som Fugle forjage,

Dit Smiil, Vilhelmine,

Os falde den bedſte tilbage?
Hvor Guffe fig hæve
"Fra martrede Bryft,
Du nærmere fvæve
Med hele Din Lyſt!

Abraham Kall helliget
paa hang Embeds⸗Jubelfeſt, ben 28de Juni 1817.

Den unge Oviſt den ældre Green bør hadre,
Skal Livets Frugttræ frodigt groe;
Saa dømte Slægterg Stammes viſe Fadre,
Og Oldtids Dom blev Nutids Tro.
Med Fadres Agt, Naturens Baand
Alfader bandt hver fønlig Aand.

Med Oldtids Hævd, med refrygt for Alder,
Religionens Kjarne felv,
Nationers Glands og Styrke ſtaaer og falder
J Rummets Hegn og Tidens Elo.

J Patriarkers Viisdoms Spor

Blev Hellas ffjøn, og Roma ſtor.

Og fandtes ber et helligt Hegn paa Jorden,
Hvor Qviften Grenen holdt 1 Agt,
Saa var det Mimers gamle Sfov i Norden,
Mens Bogen vorte høit i Magt.
Hvert Blad da priſte Stammens Blod,
Og hele Træet fang dets Rod.

Til Alderdommens gududſprungne Dage,

Til Fævdres Borg og Uſtylds Hjem,

Maa Hjertets Minde barnlig gaae tilbage,

Skal Tankens Haab gaae mandig frem.
Bor Længfels Faon var Udfpring førft,
Kun Kilden fluffer Aandens Torſt.

Det ſtaaer endnu, det Helligfte paa Jorden,
Bort Sprogs, vor Aands, vor Vidſtabs Træ.
Det Ygdrafil, hvorunder her i Norden
J Verlers Storm vor Slægt fandt Læ!
Bor Kreds fornyer med fønlig Agt
: Dets førfte Voxens gamle Vagt.

Ei Blade blot, et Oviſte her alene
Med hvert ct Skud og hver en Top,
Men Stammen felv og alle Træets Grene
Lovtoner rundt fra Nod til Top:

Held gamle Mimers ældfte Præft

Paa Norners yngſte Jubelfeſt.

Og Dig, hvem flor ved Lærdom og Exempel
Et halvt Aarhundred hædret fane,
Dig feer idag vor Jubel i fit Tempel
For Mimers Altar frandfet ſtaae.
Bor Flor, hver Alders og hver Stands,
Indſlynger Blomſter 1 Din Krands.

Men Hjertets Fylde Læben fun tilſteder
Et Jubelraab i Kredſens Hal:
Bor aldſte Ven, vor Lærer og vor Leder,
Vær hilft idag vor Fader, Kall!

Vær hilfet her 1 Sonners Favn

Med Hævers førfte Hædersnavn !

re — — ——

Shkaal for Joachim Godſke Moltkes Minde,
den 29de September 1819.

Paa Offerpræſtens Jubelfeſt

J Nordens Iſis's danſte Tempel,
Hvor tafbefjælt hver yngre Gjeft
Sang hang og Fedrenes Exempel,
Sæt ved en Skaal med hoien Roſt,
Fra hver Indviets fulde Bryſt,
Paa vor Forſamlings høie Lyft
Taknemmeligheds dybe Stempel!

Fyld Glasſene til fulde Maal,
For fuldt Velgjøreren at hædre:
Joachim Godſte Moltkes Sfaal!
Mon ſelv Gudinden veed en bedre?
Har nogen ædel Dannemand
Vor Iſis offret meer end han?
„Skaal“ — ſtemmer i bet hele Land —
„For gen af mine bedſte Fædre.…

Hvert Templets Oldings Jubelaar
Sfal falde denne Sfaal tilbage!
Ved ham fornyet dets Altar ſtaaer;
Og til ven yderfte blandt Dage,
Dets Tiljes yngfte Marmorbrud,
Dets Hvælvings ſidſte Stjerneffud,
Og hvert dets Fyldes Glimt af Gud
Skal Godſte Moltkes Skaal gjentage.

Skaal for Chorvaldſen, den 280e October 1819.

Den ſtore Genius ei doer,
Skjondt ofte Jorden den forlader;
Den aabenbarer ſig, ſom for,
Endnu for Slægtens Myriader.

Og ſtundom feer man dobbelt ſtjon,
Med Krands om Tinding evig grøn,
J Konſtens alleryngſte Son

Den allercldſte Konſtens Fader.

Med Verdens ſtorſte Malers Dod
Vel Farvebilledkonſten dede!
Men Raphael igjen blev fod
J Stubs nys ſvundne Morgenrode.
Og Held os! end i Purpurglands,
Paa Veien til Apollos Krands,
J alle Farvers Trylledands,
En Eckersberg endnu vi møde.

Og Digteraanden et fov hen;
Af den har Verden endnu mere.
Homer gif i Virgil igjen,
Birgil 1 Dante; han i Flere.
Vi andre Digt're, fore, fmaa,
Hvoraf tolv, fjorten, faa fom faa,
Paa hver af hine ftørfie gane,
Hvert Efteraar paa ny florere.

Men hvad i Marmor evig ſtaaer,
Derpaa man fjelonere mon fløde;
Det er 1 Dag Totufind Aar,
Da Phidias ben gamle døbe.

See! Clio fmiler med Behag i
Paa Danmarks Dronnings Fodſelsdag,
J vor Beundrings Vennelag,

Ved Phidias den andens Mede.

Bang paa den 27%. December 1819.

Der blomſtrer end 1 Danmarks Have
Et Træ, ſom Hjertet hviler ved:

Hver Green, hver Oviſt, er Himlens Gave,
Hvert Blad, hver Knop er Kjærlighed.

Det ſpreder Uſtylds Roſers Lugt,

Og bærer Engles Smiil, ſom Frugt.

Chor.
Det ſpreder Uſtylds Roſers Lugt,
Og bærer Engles Smil, ſom Frugt.

Om Stammen fnoe fig Vedbæend⸗Kjæder
Af gieſtmild Fryd og huuslig Fred;

J Toppen tone Venſtabs Glæder
Omkaps men Elffovs Salighed.

Held hver, ſom qvæges i dets Ly!

Ham blomſtrer Paradiis paa ny.

Chor.
Held hver, ſom qvæges i dets Ly!
Ham blomſtrer Paradiis paa ny.

H am blomfirer det 1 Dag tilfulve,
Som bandt fig til dets førfte Skud;
Den Dag, da fpired? frem det hulde,
Velſigner Brudgom nu og Brud.
Og vi, ſom frydes i dets Læ,
Vi ſigne rundt det hele Træ.
Chor.
Og vi, ſom frydes i dets Læ,
Vi ſigne rundt det hele Træ.

Men jeg, mens Elſtovs fjælne Gammen

Omjubler hver dets Green og Ovift,
Looſynger vennefalig Stammen,

Den hulde Stamme førft og ſidſt.
See, hele Kredfen reifer fig:
Held, Held, Held, høit: Eliſa, Dig!

| Chor:
.Hor, Kredſens Lovfang hæver fig:
Held, Held, Hed, Engles Moder Dig!

Danſk Kirkreds⸗Sang i Bern.

(Faa Dannerkongens, Frederik ben Sjettes Fodſelsdag, den Woee Januar 1825.)

Mens fjerne Qvad paa Hjemmets Feſt
Taknemmeligheds Offer yde,
Og Alle, ſom de kunne bedſt,
J flærfe Jubelchor fig fryde,
Skal og, ffjøndt hes og mat og fvag,
Min Sang i dette lille Lag
Paa Danmarks Konges Fodſelsdag
Imellem Alperne gjenlyde.
Chor.
Lad og vor Sang, ffjøndt mat og fvag,
J bette lille Vennelag

Paa Danmarks Konges Fødfelsdag
Imellem Alperne gjenlyde!

Skjondt Fire fun til Harmonie,
Mens hjemme Millioner flere,

Et lille Danmark funne vi |
Med alle Stænder figurere:

Een mellem os er danſt Soldat,

En Anden Præft, til Fred parat,

En Tredde fordums Magiſtrat,
En Fjerde Skjald, om iffe mere.

Chor.
Cen af og er jo danſt Soldat,
En Anden Præft, til Fred parat,
En Tredde fordums Magiſtrat,
En Fjerde Skjald, om iffe mere.

Tilkort vi komme vel i Tal,
Men for at helligholde Dagen —
Hvis jeg min Mening ſige ſtal —
Gjer Antal meget lidt til Sagen:
J ægte Nationalitet,
Som Borger, Præft, Soldat, Poet,
Man Cen vel ofte før har feet
Til Tufind kunne være Magen.

Chor.

J ægte Nationalitet,

Som Borger, Præft, Soldat, Poet,

Man Cen vift ofte for har feet
Til Tufinde at være Magen.

Desuden, hvis i hver en Stand

Titufind ogſaa Dagen figne
Hiſt 1 det elffte Fædreland:

De famtligen hinanden ligne.
Thi har i hver en Kreds og Krog
De nof faa mange Hov'der og,
Eet Hjerte har de Ale dog,

For Alles Fader at velfigne.

Chor.

Ja, har i hver en Kreds og Krog

De nok ſaa mange Hov'der og,

Eet Hjerte har de Alle bog,
For Alles Fader at velfigne.

Skjondt altfaa til ben mindſte Kreds

Min fordums Lovfangsfreds er funden,
Er jeg med Krandſen vel tilfreds,

Som Danmarks Glæde her har bunden:
Den Førfte er min Søn i den,
Den Anden er min Søn igjen,
Den Tredde er min ældfte Ven,

Den Fjerde er jeg felv, ſa'e Hunden,

Duo. N

Den Ene Broder er i den,
Den Anden Broder ham igjen,
Den Tredde vor og Skjaldens Ven,
Og Stjalden felv, 1 Troffab Hunden.

Og mindre hjiertelig forſteent,
(Hvad her i Landet ofte hænder)
Og mere danſt og tro foreent
& Saae man vel aldrig fire Stænder;
Thi, Stænder her, og Stænder der,
Det overmaade ſſeldent er,
At de, fom vore fire her,
Af ecn og ſamme Lue brænder.

Chor.

Ya Stænder her, og Stænder der,
Det ſikkert meget ſjeldent er,
At ve fan reent, fom vore her,

Af gen og ſamme Lue brænder.

Saa fylder Glas til fulde Maal!

Og bu, elffværdigfte blandt Gjefter,
Bring borgerlig den førfte Sfaal,

Som her vor danſte Borgemefter!
gor Borgerftanden gjælde den:
„Vor Fred'rik, Konge, Fader, Ven!
„Din Feſtdag komme tidt igjen,

„Den gladeſte blandt alle Feſter!“

Chor.

Med Glade vi gjentage den:

„Vor Fred'rik, Konge, Fader, Ven!

„Din Feſtdag komme tidt igjen,
Den gladeſte blandt alle Feſter!“

Den anden Skaal udbringe du,

For Varnet i hans hele Rige,
Min fjælfe Søn, hvis bedfte Hu

Staaer til, for Dannemark at krige!
For Landets Krigsſtand gjælde den:
„Vor Fred'rik, Konge, Fader, Ben!
„Din Feſtdag komme tidt igjen,

„Den gladeſte blandt alle flige!

Chor.

Med Glade vt gjentage den:

„Vor Fred'rik! Konge! Fader! Ven!
Din Feſtdag komme tidt igjen,
„Den gladeſte blandt alle ſlige!“

Og du, fom Fred er meer tilpas,
Min fromme Søn, 1 hellig Lære!
Du, fignende, det tredde Glas
J Læreftandens Navn frembære!
„O gode Konge! Friheds Ven,
„Som felv paa Thronen elſter den!
„Din Feſtdag komme tidt igjen,
„Til Friheds Lyſt og Thronens Xre!“

Chor.

O gode Konge, Friheds Ven,
„Som felv paa Thronen hævder ben!
„Din Feſtdag komme tidt igjen,

„Til Friheds Lyſt og Thronens re!”

Som gammel Skhjald, paa Fred'riks Feſt,
(Jeg maa nu kunne eller iffe)
Som ældfte her, og Enden næft,
Bør jeg det fidfte Glas udſtikke —
O gid, idag fun, uden Savn,
J alle danffe Konſters Navn
Rundt om fra Kom til Kjøbenhavn,
Jeg værdigen den kunde briffe !

Chor.

Man kan idag, trods Sundheds Savn,

J alle danffe Konſters Navn,

Rundt om fra Rom til Kjøbenhavn,
Naar man fan fynge, ogſaa drikke.

Baggefens Værker. 4B. 2

Velan! pan Fred'riks Fodſelsdag
Min maaffee ſidſte Gang ſtal tone,
For Danmarks Fane, Danmarks Flag,
Og Danmarks gamle Konge⸗Krone;
Gientag den alle Hjerters Ruus:
„Hoit leve Kongen og hang Huus!
„Og ſtedſe faft, trovs Suus og Bruus,
„Staae Fred'riks evig elſtte Throne!“

Slutningschor.
Skaal! Skaal! i fulde Hjerters Ruus
For Dannerkongen og hans Huus!
Gid evig faft, trods Suus og Bruus,
Maa ſtaae den evig elffte Throne!

Blandede Digte.
Overfættelfer,

Brev til Fredrik den Store,
dengang Kronprinds.
(Af Voltaire.)
1786.

F aa Konger, Prindsl! til Held for Millioner
Nedhente Kundſtabs Lys fra Phoebi Throner;
Faa vies ind til Muſernes Myſteer;

Man nu kun Marmor⸗Antoniner ſeer.

Thi ſiden hiin, den adle, ſtore, viſe,

Som GSefler i gjentagne Jubler priſe,

Hiin Philoſoph paa Thronen, hiint Model

For Fyrſter, Helte, Lerde, Roms Aurel,

Hvo har forſogt, at vinde møifomt re

Ved felv at grandſke, for fit Folf at lære?

Hiſtorien fremſtiller os maaſtee,
Foruden denne viſe Fyrſte, Tre,
Som Rang blandt Viiodoms Lærere fortjene,
Og Fyrfte-Værd med Fyrſte-Rang forene.

Den hele Reſt hin Fyrſte-Pobel er,

Og neppe Navn 1 Almanaffer værd.

Af Vellyſt Slaver, Herrer over Love,

De lyne fun paa Thronen, eller ſove —
Nok! — Den, ſom veed at ſlumre der i No,
Veed Nok, veed Alt, om man flal Hoffet troe.

Men hvad mon egentlig den Konft vil fige,
Den ſtore Konft, at ftyre Land og Rige,
Den ſtore Konſt, man gjør faa meget af,

Som Himlen dog Enhver med Scepter gav?
Hvo har et den? Det rette Lys berøvet,
Seer Mængden paa Defpoten op fra Støvet:
Han taler, man adlyder; han er vred,

Man ffjælver; han er glad, man er det med.
Mon flyre med et Vink en Hob af Slaver,
Er ſtort? det ſtore Pund, Enhver er haver?

Nei! men at ſonderſlaae det Smigerſpeil,
Hvori din Træl dig vifer dine Feil,
J Stiffelfer af overdrevne Dyder;
Og fee dig ſelo 1 det Kryftal, ſom flyder
Af Sandheds Væld; at gjøre Hæl omfonft,
Bed egen Kundſtab, ſnedig Hofmands Konſt;
Netfærdighed 1 Loven at udbrede;
Forjage Dumhed fra dens morke Sæde,
Og fætte Sandhed der; at ynde Vid;
At falde Kundſtab frem, og lønne Flid — :
See! det er ſtort, er himmelſt ſtort hernede!
See! vet beundrer jeg og Evigheden!
Du, Prinds! heri du lyſe for vor Jord!
Viid: uden Videnſtab blev Ingen flor.

Én ſpanſt Gefandt, for iffe længe fiden,
Med ftor Paryk, og Hjerne meget liden,
J Lyndon fif af tvende lærde Mænd
En ydmyg Bøn, ſom Videnffabers Ven,
Dem med en Bagatel at underſtotte
Til et Forføg, fom var af megen Nytte;
De vilde til et Bjerg. i Landet op,
gor med et aflangt Glas paa fammes Top
At maale Luftens Tyngde. Spaniolen
Dem dømte fra Forftanden. Jordens Maalen
Han dog lidt rimelig og nyttig fandt;
Men Luftens — det var Græfk for vor Gefandt.
Fa, hvad? naar fyv berømte Cardinaler,
Og Paven ſelo, ſom Djævledvaad afmaler,
Og 1 forgyldte Buller tordner mod
Den Synd, at troe en mulig Antipod!
Naar chriſtne Kongerigers Mafeftæter
Forfærdes ved Formorkelſer, Cometer,
Og mindre felv end Intet: Pavens Band,
Som Stambuls Fyrſter for en Talisman!
Hver lad Monark, ſom Kundſtabs Lys forjager,
. Er en foragtet Bold for hver Bedrager.
En Aftrolog, en Munk, en Alchymiſt,
Befnære ham, og plyndre ham tilſidſt.
Den førfte figer ham, om Tyrens Blikke
Med milde Sol-Afpecter, eller ikke,
Ham vinke nu til Bordet, nu derfra,
Paa Jagt, til Dands, til Sengs, eteetera;
Den anden Helvede ham dobbelt heder,
Hois han, af Frygt for Djævlen, ei ham feder;
Og endelig, ved Løftet om en Sfat,
Den ſidſte tærer op hang hele Stat.

Slig Fyrſte hine blinde Guder ligner,

Hvis Marmor Vob'len blindere velfigner;

Meng -den, ſom Phoebi Krands med Kronen bar,
Af Skaberen et virkſomt Billed var.

Vel veed jeg, Rigets Tarv udfordrer mere
Af Kongen, end at blot philoſophere.
Men viis mig, felv i Bib'len, en Regent,
Som fig fortrinlig re har tilvendt:
Er det et ham, ſom Viisdom blot begjerte
AF Himlen? fom fit Folk oplyſte, lærte,
Tilbedt af det, beundret af Enhver,
Som, ledt af Rygtet, kom hans Throne næs?
O! lykkelige Stat, hvis Fyrſte tænfer !
Blot Kundſtab Nationer Velftand ſtjenker.
Fra Jordens Ender floi til Jordans Bred,
gremvinft af Helten, Overflodighed,
Som nu, mens toede Thems af Skibe vrimler,
Til London fjerne Landes Rigdom ſtimler.
Ublendet af fin Glands, i Lyffens Skjod,
Han blot et ffabte den, men viis den nød.
Den er et viis, ſom iffe veed at nyde.
Den kloge Fyrfte disſe Regler lyde!
Og iffe, ved et falfft Begreb om klog,
Henblegnende pedantiſt i en Bog,
Forglemme Staten, for Chaldaiſk at lære!
Jo meer han veed, jo meer ham ren være!

Hiin ſvage Jacob i Landflygtighed
Sin Svigerføn omfomme lod. Du veed
Hiſtorien om denne fronte Lærde:

Er alle Hov'der ere Kundſtab værde.

AL! at han havde ſamlet fjæf fin Magt,

Og hevnet Staten, fom var ødelagt;

" Udfriet af Fiendens Vold indtagne Stader,
Og reddet fin og Nationens Hæder,

Iſteden for mob Vorſt og Bellarmin

At fore Krig om Troen paa Latin,

Og dette Kfætter-Væv, med andet mere,

Til Barnet Jefus fræft at dedieere!

En klog Monark er ei en kron't Pedant:
Som viis han tænfer, paa den ene Kant;
Som Helt han ſlaaer, fornærmet, paa den anden;
Kort: glemmer et for Philoſophen Manden;
Nu venlig Viis, og frygtet Kriger nu.

Saa var, miskjendte Julianus! du!

Saa var hiin ſtore Cæfar, Sydens Ære;
Saa var Aurel; faa bør Monarker være.
Prinds! fee dig viis og flor i disſes Speil!
Bær Nordens Cæfar uden Caſars Feil!

De Danſkes Priis, af Casſo,
eller

Svends Pod.

(Epiſode af det befriede Jeruſalems ottende Bog.)

Useivet var forbi; den rædfomfte blandt Nætter
Forfvandt; og over Gotfreds vide Leir

Brod Morg'nens Hære frem af Øftens Sletter,
Bebudende Naturen Solens Seir.

Den ſidſte Torden taug; dog Morkets Sværme gøde
End Helved⸗Edder i de foundne Stormes Spor;

Og fvævende din Flugt, Alekto, tredſt imode,
Udbrod den giftigſte blandt Aander, Aſtragor:

„Skue hiſt den Ridder, af hvis fløvbedæfte Pande
„J ſnare Nermen Sveden ſtrommer ud,
„Danft er han, ene ſtaant af Skjebnen, for at ſande
„Den Daad, ſom ſidſte Slægt vil ſtudſe ved.
„Det Tordenbud, han Leiren har at bringe
„Om Svends og alle Danſkes Heltedod,
„For de Beleirende det frygteligſte Stod,
„Vil Gotfred til Rinaldos Hjemfald tvinge.

„Sog, i de Franfers Hær at fnige dig,
„Fyld den med Avind, Had og nidſte Trætter,
„Mag, ved din Underfundighed og Svig,
„At Mand mod Mand, og hver mod Øverften fig fætter!
„Beaand' med nedrig Mistro hver en Helt,
„Ophids Italiener, Schweitzer, Britte,
„Mod Franfen! Sving din Brand i Leirens Midte,
„Og tænd med Oprors Flammer hvert et Telt!

„Alekto værdig er en ſaadan Daad,“
Saa ſlutted' Aſtragor, „vor Fyrfte vil paaftjonne
„Din Iver, og med Xdles Blod og Graad
„Dens Udfald til hang Thrones re lønne.”
Ham hørte Furien, og fulgte Vinfet fro.
Imidlertid var alt hin Ridder tæt ved Sfandfen,
Og raabte: „viſer mig 1 Haft, og uden Standfen
„Til Overſtens Paulun; mit Bud fan et beroe.“

Ham Veien viſtes ſtrax; og, graadig efter fnart
Ut vide, hvad bebuder flig en Fart,
Løb efter ham de ſtudſende Gelidder.
Wrbodig nærmer fig den danſte Ridder,
Og boiende fig dybt hen over blanke Skjold: |
„O Fyrſte,“ brød han ud, »hvis Lov alt tufindfolo
„Fra Syd til Nord paa Chriſtnes Læber klinger!
„Med tunge Suf jeg dig et qvalfulot Budffab bringer.

„De Danſtes Kronprinds, en ærværdig Faders Stav
„Og ene Søn, den unge Svend, alt længe
„Af ævel Iver brændte, fig at trænge,
„Trods hver en Hindring, over Land og Hav,

„Til fælles Tog med dig mod Chriſtenhedens Fiende.
„Den Lod, at fjæmpe her med dig, han fandt faa ſtjon,
„At Diademets Vink, og felv hans Faders Bør

„Ei mægtig var, hans fjæffe Sind at vende.

„En i uvirffom Mag henſlumret Lobebane
„Hans ærelyfine Sjæl et agted' Lyſet værd ;
„At lære Konften, ret at ordne Ledingsfærd,
„Han ilede til Konſtens Meſters Fane.
„Hvor rodmed' han, at alt Rinaldos Orlogsdands,
„Med lige Skridt af Aar, ham lod ſaa langt tilbage!
„Dog ſtedſe ſtod hans Hu, felv i hans Barndoms Dage,
„Langt meer til Himmelens, end Jordens Palmers Glands.

„Han rev ſig les, og gik med en begeiſtret Skare
„Udvalgte danſte Mend til Thracien ombord,
„Hvor ham Alexius, og dem, ſom med ham vare,
„J Keiſerſtaden modtog. See! da foer
„Din Sichart, nylig landet, ham imode,

„Med Tidender fra din beromte Leir,
„Om Antiochiens Erobring og den Seir,
„J hvilfen Tyrken fane din Orlogs Morgenrode.

„Og meldte, hvor din Hær, trods Fiendens Overmagt,
„Skjondt Perſien brød op med alle fine Skarer,
»Utallige, ſom Hagl, ber over Marken farer,

„Gikf frem med ſnare Sfridt, mod Zion uforfagt.
„Beſtrev ham dig, og gjorde ham beffendt

„Med dine Kjæmper, og med alle Korſets Helte,
„Og endelig med ham, ſom fleft 1 Kampen fældte,
„Rinaldo, der forlængft hans Higen havde tændt.

„Tilſidſt beretted' han, hvorlunde nu dit Bud
„Alt mod Jeruſalem lød hele Hæren ryffe,
„Og hvor man ønffed”, at hans Laurbærs ſnare Sfud
„Den fljønne Krands med ny Forffjønnen maatte fmyffe.
„Den raſte Inglings Sjæl gif tændt 1 Flammer op
„Ved hiin Beretning, og. hans fulde Hjerte brændte,
„Paa hine Fienders Gruus, ſom Helligdommen ffjendte,
„At flige blodbeſtenkt til Zions Klippes Top.

„Ham ſyntes, hvad han om din Hærs Bedrifter horte,
„Bebreide hver en Dag, hendvælet uden Daab.
„Forgjeves føgte Keiſeren med Raad
„Og Bøn at holde ham; hang Iver Intet rørte,
„At have tøvet fun et Blun, maaſtee forſpilde
„Det ftore Nu, var al hang ene Sfræf;
„J øvrigt brød han ud: jeg trodfer Døden fjæf,
„Dens Slag mig træffe tidlig efler filde!

„Og felv bevingede hang Iver Skjebnens Piil;
„Skjondt ſenere den ham bog altid havde fundet;
„Han brød, for Solen end i Øften var oprundet,
„Med fine Kjæmper op i fuldbegeiſtret Jil.

„Frygt at forſinke fig, beftemte ham at drage
„Tocrs gjennem Landet til Jeruſalem,
„Skjondt han en Omvei havde funnet tage;
„Men, trods hver Hindring, gif han ligefrem.

„Snart greb os Mangel, ſnart en Troy af Fiender an;
„Med nye Farer Skridt for Skridt vi maatte fjæmpe;
„Men Ingen fveg, 1 Spidſen lynte han;

„Og vor Begeiſtring Intet kunde dæmpe.

„Raſt fulgte vi hans Spor, og vore Barder lang;
„Thi Seier kronte vor forvovne Møre,

„Indtil en Dag ved Solens Undergang

„Vi ſtued' Valæftinag nære Høle.

„Her fandt vi vore Speidere; men Sfræf
„Stod malt i deres Blikke; hvad de meldte,
„De aldſte Heltes Mod i Hæren fældte,
„Kun Hærens unge Fører end blev kjek.
„Han hørte rolig, fold, med Smiil, og uforfærdet,
„Hvor nær os trued' Fiendens ſtorſte Magt.
„Og medens Alle blegnede forſagt,
„Fremtreen han, fvingende med Seiersmine Sværdet.

„„To Kroner,u lød hans Ord, „nu ftraale os imode:
„En Seierskrone hift, og her en Martyrkrands.
„Og fljøndt for hiin mit Bryſt begjerte førft at bløde,
„Med Vellyft vinfer og mit Hjerte dennes Glands.
„O! mine Brødre! har og Skjebnen her beftemt
„En blodig Grav, faa lad os hevnet falde!
„Som Helte flaae, og døe, og, evig uforglemt,
„Lad Efterverd'nen og de Tappres Monſtre kalde!““

„Flux ordnede han Alt, anviſende hver Mand
„Sin Haderspoſt, og leirede paa Jorden
„Den matte Hær, men bød, udruftet holde Stand
„Mod Ooverrumpling i behørig Orden.
»Selv vaager han i Ruftning, ſtjondt fit Slor
„Alt Natten vover al Naturen ruller:
„Da pludſeligt et rædfomt Vaabenbulder
»Os alle tordner: Seier, eller doer!

Til Vaaben!““ raaber Helten flur, og fpringer
„J Spyidfen af det forrefte Geled,
„Og høit fit dragne Gværd han munter fvinger,
„Som rørte Maalet alt hang fidfte Fjed.

„Snart fee vi os, ſtjondt dæft af Nattens Vinger,
„Omlynt af Fienders Pile fjern og nær:

„En Skov af Spyd og Landfer os omringer —

„Og fort: vi ffjæmpe midt i Fiendens Hær.

„For ftor var Overmagten, Skarer ſtrede
„Mod Enkelte; dog bodte Kraft og Mod
„Paa Mangelen af Magt; og vore Fienders Blod
„Flod ſtrommeviis i Morderſlagets Hede.
„Vort eget Tab tillod os Nattens Flor
„Ei tydelig at ſtjelne: hvilfe Helte
„Tilbageblev, og hvilfe Fienden fældte —
„Hver flog i Blinde ned, hvad ham imode foer,

„Imidlertid formaaede Natten et
» Bor Kongeſons Bedrifter at fordunfle ;
„Liig Morderengelen paa Dødens Vei,
„Man faae ham overalt 13 Mulmet funfle.
„Som Tordenfiraalen, mellem Skrald i Skrald,
„Adſplitter Skyen, og opklarer Himlens Orke,
„Saa lynede hang Sværd i Fiendens Fald,
„Veiledende vort Mod i Slagets Mørfe,

„Vi længtes efter Dagens Komme — Vee!
„Den kom! og vifte, hvad os Natten dæffed? —
„Hvad Skueplads fil her vort Blik at fee!
„Kun Liig hos Liig, ſaavidt fig Diet ſtrakked'.

„For længe havde Stridens Hede var't,
"Bor Hær var til en lille Hob indfoundet —
Den Reft, fom endnu flod uovervundet,
„Var forat fee fin Undergang fun ſpar't.

„O! hvilfet Syn! o Blodbad uven Mage
„Utallige var Fiendens Skarers Liig;
„Af tvende Tuſind vi var Hundrede tilbage.
„Dog uforandret, kold og rolig ſtod
„Iblandt de Blegnende Skjoldungen: „„Iler
„J deres Spor! faa raabte han: „vort Mod
„Dem efterligne! Martyrpalmen ſmiler!““

„Han ſmiilte; ſvang med ſidſte Kraft fit Sværd,
„Og fro, ſaa ſyntes det, ſig til ſit Maal at vende,
„Foer han imode Fiendens friffe Hær,

„Det ſtorſte Helteliv, vor Jord har ſeet, at ende.
„Hans ranke Krop, af tuſind Skrammer alt

„Eet blodigt Saar, ſig ſtyrtede, liig Doden,

„J Hedningernes Midte. Rundtom faldt,

„Hvad ilke flygtede hans ſidſte Moden.

„Din Almagt, hoie Dyd, hang Sværd endnu gav
Vinger,
„Og ſammenholdt endnu hans ſonderhugne Krop.
„Saa ræbfomt er for hvert et Skib, ſom det omringer,
„Et fynfefærdigt Vrag, fom gaaer i Flammer op.
„Dog endelig, omſtormt af fledfe nye Farer,
uIgjennembor't af en uvoren Kjæmpes Spyd,
„Han, midt i Fiendens ſtrak-⸗forſteente Skarer,
„Sank under Vagten af ſin egen Dyd.

„Ei faldt han overvunden; Fienden bæved”
„End for den Segnendes ufvæffelige Mod.
„Hans ſeierſtolte Sjæl fig førft til Himlen hæved',
„Da ned paa Jorden randt hang ſidſte Draabe Blod.
Den ſidſte ſank han — Ingen var tilbage.
„Jeg ene — Ak, Forflarede! du veed,
„At ei ved egen Sfyld mig fpartes mine Dage;
„Du veed, at jeg med dig til Døren fired!

„Blandt dem, fom om min Prinds i Slaget faldt,
„Laae jeg, i eget Blod, et Vidne til hang -%re;
„Og doende med ham, min Sjæl fig drømte alt
„J Salighedens Hjem imellem Lyſets Hare.
„Saa laae jeg Jænge blandt de elſtte Liig,
„Afmaegtig, af en Slum, lig Dødens Blund, bedøret,
„Al Selobevidſthed og al Sands berøvet,
„Til et forvirret Lys af Mørket vakte mig.

„Jeg vaagned' vp, fom af en bange Drom,
»Og fluen? Lysningen fig Stedet nærme,
„Hvor jeg udmattet laae, for kraftlos og for om
„Til Flugt, end fige til mit Liv at ffjerme.
„„Og ændfed? jeg det lidet; mine Saar
„Begyndte mig faa fmertelig at brænde,
„At jeg misundte mine Brodres Kaar,
„Hois Lidelfer med Døden var til Ende.

„Lidt efter lidt tog denne Lysning til;
„Og den fig nærmende matblege Flimmer,
„Som halv jeg tog for min Indbildnings Spil,
»Biev for mit Øie til en Faffelffimmer ;

32
„To Munfe ſaae jeg nu med tændte Fakler ſtaae
nTæt ved mig: „Reis dig op min Søn,» faa talte
„Den Ene, „du bin Lid til din Forløfer ſlage!“ —
n Min Smertes Brand den blide Stemme fvalte.

„Han bøiede fig over mig, og flog
„Tre hoitidsfulde Kors, og paa mit Hjerte lagde
„Sin vidtopladte Haand; nyt Liv min Aande drog,
„Alt ſom Velfignelfen han lyfte. Hvad han fagde,
„Jeg neppe hørte. „Reis dig, matte Krop!“ '
„Udbrod han endelig med hævet Stemme!
„Og, Under uden Mage! jeg flod op,
„Og ſyntes dobbelt Liv forynget at fornæmme.

„Med Studſen, halv med Sfræf, jeg om' mig flirrev”.
„Du lidet Troende!“ brød min Helbreder ud:
„Har du da glemt, da Smerten dig forvirred”,
„At Intet er Umulighed for Gud?
„Du troer og Aander! vid, vi begge ere
„To Levende, fom du; men langt fra Verdens Larm
„Vi hellige vort Yv til vor Forfoners re,
„Blandt disſe Fjeld”, + Eenſomhedens Arm.

„For Dig at redde, førte han, hvis Øie
„Fra Pol til Pol bevogter Alt, mit Fjed
udgjennem Nattens Mulm til disſe Hoie,
„Og gav fin ringe Træl den Magt, du ſtudſer ved.
„Han vil og ei, at de nedbrudte Hytter,
„Hovis Helteftæle fteg til Lyfets Bo,
„Skal vorde vilde Dyrs og Stormens Bytier;
„Men at vet æble Støv ſtal nyde hellig Ro.

„Han vil, at Svends det ſtore Liig ſtal finde
»Selv her i Orken den fortjente Bautafteen :
„Et høit, urokkeligt og evigt Hæbdersminde,
»Fortællende hans Daad, flal dæffe Heltens Been.
„Blik op mod Himlen! ſtue blandt hine Straaler
„Den flørfte, liig en Sol, mod Jorden fænfe fig,
„Og med en Glands, ſom Piet nevpe taaler,
„Neddale paa din Fyrftes faldne Liig!”

„Og, underfulde Syn! i Natten ſtued'
„Mit Blik en Stjerne langſomt fænfe ned
«En Straale, der men Dagens Flamme lued',
„Og rundt oplyſte Heltens Bautaſteen.
„Den giennemſtungne Krop laae dakt af Pile,
„Nedfeældet i fin Ungdoms favre Vaar, i
„End fljøn i Dedens Favn! Forklart af Himlens Smile,
„Hvor herligt ſtraalede hvert blodigt Saar!

„Han laane, med opad vendet Aaſyn, rolig,
„Et Smil paa Læben, fom om. end hang Blik
„Opſtirrede til Lyſets høre Bolig,
„Hvis Herffer ordnede den Gang, han gif.
„Hans Høre kramped' fig om Fæftet eud af Sværdet,
„Som i Begreb det ſidſte Slag at flaae; Å
v„Men andagtsfuld i Liv og Død, fom uforfærdet,
„Den Venſtre ſignende paa Bryſtet laae.

„Mens Valen rundt gjienlod af mine Skrig og Sukle,
„Og jeg i Taarers Blod udſtrommede min Aand,
„Jeg Eremiten faae fig ned mod Liget bukke,
„Og vriſte Sværdet af den Faldnes — Haand:
Baggeſens Varkler. 49. 3

34,

„Skue dette Sværd, end rødt af Blod af tufind Fiender,
„Der faldt, hvor Han det foang! ulignelig i Værd

„Er Klingen! Fra dit Hjem til Jordens Ender

„Ei findes Mage til den danffe Fyrftes Sværd !

„Han, fom deroppe herſter, vil; at ſamme,
„Skjondt Haanden ſank, ſom førte det, endnu
„Skal tuſind Fiender til hans Riges Xre ramme,
„Og længe vorde Hedningernes Gru.
„Han binder til dets Hæfte Krigens Skjebne;
„Saa lyder over det den Herres Herres Ord:
„Den adle Krigers Haand ſtal dette Sværd bevæbne,
„Som hevner Svends, den danſte Fyrftes, Mord.

„Ham Soliman har dræbt, og Soliman ftal ſegne
„For dette Sværd! Modtag det, unge Mand,
„Og ül dermed herfra til Zions Egne,
„Hvor Gotfreds Leir mod Fienden holder Stand!
„Gaae kjek og. uforfærdet, trods hver Møre,
„Hver Fare, hver en Fiende, ligefrem!
„Dit Uv beffytter han, hvis Forſyns Die
„Bevogter Alt! Fil til Jeruſalem!

„Fortæl, hvad du har feet, fortæl i Leiren
„De Danſtes Heltedaad, din Fyrſtes Død!
„Lad Melden om bet ædle Blod, ſom flod,
„Opflamme hvert et Bryſt til Kjempen og til Seiren!
„Viis + fin hele Glands den Helt, hvis Sværd
„Du bringer! Lad hans fiore Minde brænde
„J alle Chriftnes Barm, og i hver Kjæmper tænde
„Lyſt til at ligne Svend, og vorde Palmen værd!

„En Ridder, ung fom fan, har Himmelen beffjæret
»Det Sværd, den Herlige paa Jorden efterlod,
„Rinaldo! — Jorden om hang Navn er kjendt og æret;
„Dets Glands opflammede din unge Fyrftes Mob.
wGiv ham det hen, og byd ham, Svend at hevne;
„Saa vil det han, fom ſtyrer Jord og Hav!““ —

„Den Gamle faug. Men intet Ord fan nævne
vDen Herlighed, ſom nu mit Blik omgav.

„Om Liget hæver? fig i fonftig Pragt og Orden,
„Ved en uſynlig Magt, i det jeg taareblendt
„Henſtirred', fire Støtter op af Jorden,

”Bevdælfed? af en Hvclvings Firmament.

.Min Fyrftes Navn og Daad i gyldne Flammer lued'

„Paa Marmorpillerne med Evighedens Krands.
„Og mine Landsmands Hader, hvor jeg ſtued'
„Mit Blik fortrylled? med Udedeligheds Glands. —

„„Her, udbrod Oldingen paa ny, hvor Jorden
„Beduggedes af den Forklartes Blod,

„Hans Mauſolee ſtal trodſe Storm og Torden,

„Og ſtaae til Tyrkens Skrak, ſom Helten ſtod.

„Omring't af fine Mænd, hans Been her rolig hvile,

„Begraæd et meer den Galige! Følg med,

„Og hvitl dig ud hos os, for, raſt, paa lette Fjed

„J Morgen til din Vandrings Maal at ilel“ —

„Saa talte fan, og op og ned blandt Takker
„Af vilde Fjeld, imellem Sten og Krat
„Vi vandred', over ſtovbegroede Bakker,
«Bed Fakkelſtinnet i ben morke Nat,

„Til Hulen, hvor de Tvende trygge leved'

„Med Orkens vilde Dyr i ſtille Fred,

„Beſtytted' af den Aand, hvis Vinger om dem ſocvede,
„Og nokſom væbneve med dig, Uſtyldighed!

„Her, efter Styrkning af en ringe Føde,
» Paa tørret Lov min Krop udhoilte fig;
„Og med det førfte Glimt af Dagens Morgenrode
„De tvende Helgenbrodre vafte mig;
„Jeg op af Leret ſprang, tog Afſted med de Fromme,
„Og, af den Gamle ſelv paa Veien bragt,
„Jeg ſtyndte hid til dit Paulun mit Komme
„Igiennem Orkner, Fiender og din Vagt.“ —

Den danſte Ridder taug; og Gotfred talte:
„Det Bud, du bringer os om hine Heltes Dod,
„Hvis mageloſe Dyd alt mangen Flygtning malte,
„Er for de Chriſtnes Hær et rædfomt Tordenſtod.
»Ulmægtige! faa maatte denne Sfare,

„Den meeft udvalgte, Solen fjæmpe fane —
»Svend, og de famtlige, ſom med ham vare,
„Saa tidlig ind i Evigheden gane!

„Men af! fun os, ei Cder jeg begræder,
„J altforherlige, hvis Palmers Glands
„Kun Gladens Taarer og Beundringens tilſteder: —
„Jeg feer dig kron't med Evighedens Krands,
„Korsfanens re, Heltenes Exempel!
„Jeg fluer Engle tælle dine Saar!
„Og med en Glands, fom ingen Straale naaer,
„Jeg feer dig overſt i Udodeligheds Tempel!

„Men du, fom tro med ham og hine fired,
„Var ſtolt! Og dig en herlig Lod blev givet:
„At lindre, hvad ved hines Tab vi led —
„Et Under fparte dig i Døden Livet!
„Dig, ene Reſt af dine Brødre, værd
„Det danſte Navn! Dig lønne her den re,
„Mit Togs, de Chriſtnes Skjebne, ſtolt at bære:
„Gaae, føg Rinaldo, bring ham Heltens Sværd!«

Homers IAlias.

Forſte Bhapfødie.

Syng, Gudinde, den Harm, ſom tændte Pelidens/ Achilleus
Hjerte til Hevn, og Achaiernes Folk voldt tuſinde Ovaler,
Da den Kjempernes Skygger i tallos Mængde til Als
Styrtede brat, og dem ſelo gav Priis tilftimlende Hunde,
Samt Rovfuglenes Sværm. Zeus Raad faa vordede fulds
bragt:
Fra den Dag, da ved Tvift adſtilledes førft fra hinanden
Atreus herffende Søn, og den herlige Kjemper Achilleus.

Hvo blandt Guderne vakte den Splid, fom flilte dem
fiendtlig? —
Zeus og Letos Søn. Thi han, mod Herfferen optændt,
Sendte til Leiren ulægelig Sot; og Folkene henſank,
Bodende Gudens den yndede Præfts Forhaaning af Drotten
Atreus Søn. Han fom til Achaiernes hurtige Snekfer,
Bringende Sfjenf af umaadeligt Bærd, for at løfe fin Datter,
Bærenvte Phoebos Apollons, den vidthenrammendes, Laur⸗
krands
Over den gyldene Stav, og bonfaldt alle Hellener,
Dog Atriderne fremmeft, de to Hærffarernes Drotter:

„Atreus Sønner! og J, fodſtimrende Danaer, famtlig!
Eder forlene ve høit i Olympgaard thronende Guder
Priamos Stads Nedbrud, og den velforonſtede Hjemfart!
. Men frigiver mit elffeve Barn, og annammer min Løsning,
Rrefrygtende Zeus fjernrammende Søn Apollon!«

Flux bifaldende flingred” Hellenernes ſamtlige Tilraab:
Preſten at ære med Frygt, og annamme den glimrende Los⸗
ning.
Atreus mægtige Son, Agamemnon, ene beftred det;
Vægrende jog han ham bort, og tiltalte ham haanlig med
i i Trudſel:

„Gamle! jeg raader dig, flye for mit Blik ved de bugede
Sneffer
Flux; og viis dig et oftere her! dig lidt vilde nytte,
Traf jeg dig atter, din Stav og Apollons frandfende Laurbær.
Hende jeg giver et fri, før engang, graahærdet af Alder,
J min argiviffe Borg hun, langt fra fædrene Hjemftavn,
Tjener ſom Vaverſte mig, og deler mit natlige Leie;
Tirr mig ei mere, men gaf, hvis ellers du har dit Behold
sa kjert.“

Saa han talte; men Oldingen ſtjalv, og lød hans Befa⸗
| ling.
Taus tilbage han gif paa det huulthenbruſende Havs Bred,
Vandrende langt affides, og bad med ſulkende Taarer
Hoit til den herffende Søn af den guldhaarloffede Leto:

„Hor mig, o mægtige. Gud, fom med følverne Bue dit

Chryſa,

Killa, din hellige Stad, og dit Tenedos herſtende ſtjermer,

Smintheus! Saae bu tilforn mig tæffe dit ſtinnende
Tempel;

Saae du mig riſte tilforn, dig offrende, Tyres og Bulkes

Flommede Bove med Lyſt, opfyld da denne min Sjæls Bøn:

Hevn paa de Danaers Folk min Graad med rammende
Pile!“

Saa han fuffende bad. Ham horede Phoebos Apollon;
Fra de olympiſte Toppe nediilte han, Hjertet af Harm fuldt,
Buen om Sfulbrene hængt, og det ringstildekkede Kogger.
Kolvene flungred? om Skuldrene lydt, da med Vrede han

fremgik,

Svingende fig; hans Øie var mørft, ſom ſortnende Natmulm.
Fjern bag Skibene leiret, afſtod han den vingede Dodpiil,
Og med forfærdelig Klang ſprang Strængen tilbage paa Buen.
Muler i Førftningen faldt for hans Skud, og hurtige Hunde,
Dog tilſidſt mod dem felv henvendende Pilenes Mordflugt,
Traf han; og Baal nu ved Baal opluede Ligenes Dynger.

— Ri famfælbige Dage henfoer i Leiren fans Vile.
Men paa den tiende faldte til Thing alt Folket Achilleus,
Skyndet i Hjertet dertil af den fneehvidarmede Here,
Der, for Achaiernes Folk omtſorgende, ſtued' Sem hendse.
Som nu forſamled' de var, og Forſamlingen leiret I Kreds fad,
Reiſte fig, talende faa, Fodflyo?ren i Kampen, Achilleus:

„Om i Taaget igjen, Agamemnon, vende vi hjem da,
Sværmende heden ſom deden, hvis ellers Døden vi undflye.
Neppe! da baade nu Peſt Achaierne tærer, og Orlog.

Dog, velan! raadfpørger forud en Offrer, en Spaamand,
Eller en Dromudtyder, (thi Drømme jo fomme fra Zeus og!)
Der os beteer, Hvi faa faare forbittredes Phoebos Apollon:
Om ham hellige Løfter forſommedes? om Hekatombet,

Eller en rygende Duft af Lam, og uvanſtede Geder,
Maatte formilde hang Barm til end at afvende vor Omkomſt?

Altſaa talede Helten, og fatte fig. Pludſelig fremſtod
Kalchas, Theſtors Søn, blandt Fuglenes Speid're den
forſte,

Han, ſom erfjendte hvad er, hvad tilkommende vorder, og
for var;

Og fom de Danaers Sneffer til Jlion havde henveiledt,

Med fandfigende Kynde begavet af Phoebos Apollon.

Velberaadet i Hu han tiltalede Kredſen, og ſagde:

nY eleus Son, du mig byder, o Herlige, lydt at for⸗

kynde

Phoebos Apollons Harm, hiin vidthenrammende Her⸗
ſters.

Altſaa forkynder jeg her; men du tilfværg mig med Eedſagn,

Trolig med Ord og med Arm, mig at laane din fraftige
Biſtand;

Efterſom viſt jeg fortørner en Mand, der mægtig beherſter

Argos Folf, og hvis Bud Achaierne famtlige lyde.

Stærfere dog er en Fyrfte, fom vred mod en Ringere frem⸗
ſtager;

Holder han og ſin Harms Udbrud tilbage for den Dag,

Lurer det lonlige Nag dog ſtedſe, til Hevnen er udfort,

Dybt i hans Hjerte; derfor, ſiig frem, vil du mig beſtjerme?“

Gam gjenfvarte paa Stand, Fodflyv'ren 1 Kampen,

Achilleus:

„Troſtig forklar du, hvad Tegn dig Himmelen gav, ſom du
veed det!

Thi ved Apollon felv, Zeus Indede, hvilfen du Kalchas

Bønanraaber, fan tidt Zeus Raad du de Danaer fundgjør,

Ingen, imens jeg lever og end feer Lyfet paa Jorden,

Skal ved de bugede Sneffer med voldſom Haand dig berøre,

Være fig hvilfen Achaier, og nævnte du felv Agamemnon,

Der nu, ſom ypperſt 1 Rang, ftormægtigen brammer i
Hæren.”

Troſtig nu fattende Mod, udbrød den værdige Spaamand:
„Ei Hekatombet han favner med Harm, et hellige Løfter;
Men ham angrer fans Præft, fom med Haan Agamemnon

nu bortjog,

Uden at give ham fri fit Barn, og annamme hang Løsning.
Derfor fended og Jammer den Rammende, fender os end meer ;
Thi han afvender ei før fin knuſende Haand fra Fordærven,
Før hiin Fader igjen det vevertblikkende Mobarn,
Uden. Betaling befriet, man hjem, med et Feſthekatombe,
Sender til Chryſa. Kun faa maaffee vi formilde ham mod os“.

Saa han talte med Fynd, og fatte fig. See! men nu
fremftod
Atreus herffende Søn, Folfshøvdingen, Drot Agamemnon,
Optændt: Hjertet i Barmen, omſtromt af kaagende Galde,
Soulmede høit; og af Dinene foer vildtflammende Gnuiſter.
Forſt paa Kalchas et Blik henlynende, heftig han udbrod:

„Jammerforkynder! mig ſtedſe du gavſt ubehageligt Ud⸗
ſagn;

Altid finder dit Hjerte Behag i ulykkelig Spaadom;
Aldrig et glædende Sagn du har meldt mig, aldrig og udfort!
Her nu du atter et Himmelens Tegn de Danaer melder:
Som om derfor Jammer den Rammende Follet' bereder,
Fordi Cryſes Datter jeg ei mod den glimrende Løsning
Billigen gav. Viſt nof, jeg beholdt langt hellere hende;
Da jeg hende, for felv min Ungdoms Biv, Clytemneſtra,
Holder i Agt; fom hun og et ringere findes 1 Noget,
Hverken i Vært, eller Blik, eller Bid og fofteligt Arbeid.
Dog nu velan, jeg hende vil afſtaae, ſynes det bedre.
Hellere ſtuer jeg Folkene frelf, end Folkenes Omkomſt.
Men bereder mig ffyndig en Skjenk, at iffe jeg ene

Border imellem Achaierne fer nbelønnet, mod al Stift;
Thi det feer I dog ſamtlig, at min Belonning mig fragaaer.“

Gam nu fvarede du, fodflyvende Kjemper, Achilleus:
„Hovmodbrammende Son af Atreus: Gjerriges Monſter!
Hvad fan ſtjenke dig nu til Belonning Achaiernes Hoimod?
Veed jo dog Ingen et Sted, Hvor er gjemt almindelig Fors

raad,
Saaſom, hvad Bytte vi ſamled' i Staderne, ſamtlig er uds
deelt.
Folkene ſommer og et nu at blande paa ny hvad dem tilfaldt,
Altſaa giv du til Guden den Fordrede; men vi Achaier
Love dig trefold Erftåtning, ja fiirfold, naar os engang Jens
Ilions trindtommurede Stads Udplyndring forunder«.

Ham gjenfvarende, talte den herſtende Drot, Agamem⸗

non:

»Itfe belifter, hvor bold du og er, og i Sfjønhed én Gud lig,

Du mig, Achilles! Omſonſt du dig ſnoer, du fanger mig
"aldrig.

Altſaa mil du for dig en Belønning; imens jeg felv ſtal

Sidde foruden? og mig befaler du dennes Gjengivning?

Bel! hvis mig vorder en Skjenk tildeelt af Achaiernes Hoimod

Efter mit Sind, ſom mig fuldt erftatter i lignende Bærd
hiin —

Jal men tildeles den et, da kommer jeg felv, den at tage,

Din Belonning maaffee, vel og Ajax eller Odysſeus,

Brugende Magten, og knap vil fmile den Mand, jeg mig
nærmer !

Dog om desligeſte fiden vi tales vel ved med hinanden. —

Op! nedhaler et glindfende Skib i det hellige Havdyb;

Samler i ſamme til Roers fuldt Mandſtab; og Hekatombet

Bringer i Rummet! Hun ſelo, den roſenfavre Chryſeis,
Fores ombord! og een af Fyrfterne flyre, ſom Brug er,
"Ajar, eller og Helten Idomeneus, eller Obysſeus;
Eller, Adilles, du felv, du redſomme Kjæmperes Kjemper!
At os omfider den rammende Gud maa fonet formildes.“

Bam nu med truende Braa tiltalede Helten Achilleus:
„Ha! du i ublu Frælfed indhyllede Ponſer paa Fordeel !
Hoi dog adlyder dit Bud een Enefte villig i Follet,

Enten til ſpeidende Gang, eller og til Fiendernes Anfald?

Drog jeg dog ei for de Troers i Spydkamp kyndige Mænds

. . Sfyld

Hid til ſtandende Strid; thi mig feld de har aldrig for⸗
nærmet.

Aldrigen tog de mig Gangere bort, og aldrigen Hornqveg;

Heller og aldrig i Ftias, af Avlsmænd vrimlende Klimpegn,

Stjændte de Frugten; i det os fliller uendeligt Rum ad,

Skovomſtyggede Bjerg, og Havets brufende Bølger.

Dig, flamløfefte Mand, dig fulgte vi, dig at fornsie;

Søgende blot Menelaos, og dig, Uhyre, at hevne

Her paa de roer. Men fligt ef rører big, agtes dig
Intet.

Selv og min Belonning du troer nu, bort mig at tage,

Som jeg tilfjæmpte med Sved, og mig ſtjenker' Achaiernes
Sønner.

Har jeg dog aldrig en Skjenk, liig din, naar nogen af Troias

Velbefolkede Stæder I Gruus de Danaer nedbrød.

Krigens de tungeſte Byrder i Slagets vildefte Tummel

Stedſe fortroeg min Arm; men faafnart til Deling det
fommer,

Din er den ſtorre Belonning; og jeg, med en liden begavet,

Bender fornoiet til Snekkerne hjem, udmattet af Kampen.

Nu jeg drager tilbage til Ftia; baader mig meer dog

Hjem med de ſnablede Sneffer at gane. Du neppe dog,
troer jeg,

Mig vanærende her, flort vinder i Gods og i Rigdom!»

Ham nu fvared? igjen Agamemnon, Folkenes Fyrſte:
Flye fun, lyſter dig fan, flye! flye! dig ſandelig jeg ei
Beder, for min Skyld dvæle! jeg har end Sjæmper omfring

mig,
Hvilke mig hæbre med Huld, og HE ben raadende Gud,
Zeus. |
Ingen jeg hader, fom big, blandt de gudftadfæftede Drotter!
Stedfe dog Kiv big er Fjær, og Kamp og krigeriſt Tummel!
Trodfer og Alle din Arm, en Gud har fligt dig forundet.
Gaae med Snefferne dine fun hjem, famt hele dit Mandſtab,
Myrmidoner at ſtyre! Du agtes mig fuldelig Intet!
Intet er mig din Harm! Men her jeg figer dig et Ord:
Nu, mig Cryfes Datter unddrages af Phoebos Apollon,
Vil paa mit Skib jeg hende ham og med egen Bemanding
Sende; men jeg, jeg henter den roſenfavre Briſeis,
Din Sktjenk, kommende felv i dit Telt; at fuldt du maa lære,
Hvad din Magt er mod min, og Enhver maa zittre herefter,
Sig at maale med mig, og at byde mig Trods for mit
Aaſyn!“

Saa han talte; men vild blev Peleus Søn, og hang
Hjerte
Under bet loddene Bryft, tvefold tvivlbankende raadflog,
Om han det hvæsfebe Sværd losrivende flur fig fra Hoften,
Splittende Hoben omfring, nedboerte paa Stand Agamemnon ;
Eller nu flillede bedre fin Harm, og tæmte fin Sjæls Mod.
See! fom nu dette han vog i fit Sind og Tankernes Omlob,

Og af Steven alt drog Storfværdet, ſveved' fra Himlen
Pallas ned, ham fendt af den ſneehvidarmede Here,
Hvilfen for begge med Huld bar Omforg, elffende begge.
Bag ham hun ftandfed?, og greb ved de gyldene Lokker Peliden,
Ham fig aabenbarende klart, men ffjult for de Andre.
Studſende ſtjalv Achilleus, og vendte fig; flur han erkjendte
Pallas Athene; thi Skræek ham lynte den Straalendes Dine.
Fæftet paa hende hans Blik, udfoldte han Ordenes Vinger:

„Hoi kom, Datter af Zeus, den ſtyſtjoldvebnede,
hid du?
Mon for at fee mig forhaant af Atreus Søn, Agamemnon?
O! men jeg fværger big J og ſandelig vorder bet fule⸗
bragt:
Hans hovmodige Fræffed om fort Tid fofter ham Livet!

Derpaa fvarete Jens bliftindrende Datter Athene:

„For at ſtille din Harm, hvis du lyder mig, ſteg jeg fra
Himlen

Ned, dig fendt af Gudinden, den ſneehvidarmede Here,

Hvilken for begge med Huld har Omſorg, elſtende begge.

Hør mig! lad fare nu Strid! dit Sværd ei drage bin Arm nu!

Dadle ham fart du med Ord, og de falde faa tungt, fom de
ville!

Men det lover jeg her dig, og fandelig vorder det fuldbragt;

Engang byder man dig trefold ſaa herlige Gaver

For din Forhaanelſe nu. Tving derfor dit Mod, og adlyd os!“

Hende nu fvarede du, fodflyvende Kjemper Achillens:
»Gimmelffe Bud, o Gudinde! bet ſommer fig 08, at adlyde,
Ihvor heftig og kaager vor Barm; thi ſaadant er bedre;
Den, fom Guderne lyder med Sky, bonhore de naadig.“

Talt, han nu hemte den vældige Haand i det følverne
Hefte,

Heelt indbalgende Sværdet igjen; og handled' ei trodſig

Mod Athenæas Bud. Hun ſelv ſteg op til Olympgaard

Atter, i Skjoldforferderens Borg, til de øvrige Guder.

See! men Peliden begyndte paa ny med heftige Spydord
Mod Agamemnon; endnu han et lod fare fin Breve:
„Viindunſthelt, med den Gjsendes Blik, og den Takkedes

Kæft
Aldrig hverfen til Kamp dig med Skarerne felv at bevæbne,
Eller paa Speiden at gane med Achaiernes ypperſte Sønner,
Underſtod fig dit Mod; fligt er ſtinbarligen Dod dig.
Viſt er det mere beqvemt, i Achaiernes bredede Krigsleir
Gaver at rane fra ham, ſom blot dog taler imod dig,
Folkopſlugende Konge! thi Ridinger Fun du beherſter,
Eller, Atride,. din Haan t Dag var bleven den ſidſtet!
Men jeg melder dig her, og befræfter mit Ord med et Eed⸗
fagn:
Ja! ven denne min Stav, fom et Løv meer ffyder og Oviſte,
Siden engang den Bullen forlod i Bjergenes Skove —
Aldrigen knoppes den mer; thi rundt afſtavede Jernet
Løvet og Barken deraf; men nu Hellenernes Sønner
Bare, form Dommere, den i Hænderne, medens de Zeus Ret
Hævde — bet være dig her min Eeds den. høre Bekreft⸗
ning! |.
Snart vil, favnet engang af Argeierne ſamtlig, Achilbeus
Onſtes tilbage; men du da føger omſonſt i din Sjæls Angſt
Redning, naar ſtyrted' i Sfarer af Kampmanddraberen Hek⸗
” tor,
Disfe faldende døe — da vil dybt i Hjertet dig nage
Raſende Harm, at i Dag du den tapprefte Danger haante.“

Altſaa Peliden; og faftede ned paa Jorden fin Domſtav
Rundt med de gyldene Nagler omperlt; og fatte fig atter.
Mod ham flirred? Atriden, og fnyſede. Mellem dem opſtod
Neſtor, med Ordenes Gudme, de Pyliers tonende Taler,
Fra hvis Læbe hver Lyd med Honningens Olie henflod.
Ham var tvende med Tale begavede Menneffeflægter
Svundne forbi, fom med ham famtidig voxed' og leven? .
Hiſt i det hellige Pylos; og han herſted' i tredie Slægt nu.
Med velmenende Hu han tiltalede Kredſen, og ſagde:

„Vee! hvor almindelig Sorg det achaiſte Land fig nu
. nærmer !
Sikkert vil Priamos glædes derved, og Priamos Sønner,
Ale de famtlige Troer, og inderlig frydes i Hjertet,
Naar dem berettes engang, hvor J ſplidagtigen kives,
J, be Danaers Fyrſter i Raad, og Fyrſter i Kampen. |
Lyder min Roſt! J begge dog Børn fun ere mod Neftor!
Gik jeg dog mangen en Gang med ftærfere Mænd end med
Eder
Fordum i Leding; og aldrigen de dog agted' mig ringe.
Aldrigen ſtued' mit Blik, og fluer vel aldrigen mere
Mænd, fom Perithoos var, og Dryas, Folkenes Hyrde,
Kæneuns, eller og Helten Exadios, og Polyphemos.
Sikkert vare de ftærfefte de blandt levende Jordboer,
Vare de flærfefte felv, og droge til Kamp mod de flærPfle,
Mod Biergtroldenes Hær, anrettende gyſeligt Blodbad.
Hines Krigsſtaldbroder var jeg, henvandret fra Pylos
Fiern, fra det apiſte Land; thi de felv mig kaldte til Meds
| hjælp.
For min Deel jeg og mit medfjæmyte; men Ingen i Kamp⸗
gang

Bilde mod hine beftaae blandt dem nu leve paa Jorden;

Og dog hørte de Varſel af mig, og lode mit Ord ad.
Men adlyder og FJ; thi, mit Raad at lyde, Jer baader!
Hverfen nu du, hvor mægtig du er, ham tage fin Mo bort;
Men ham lad, hvad ham gav eengang Achaiernes Sønner;
Heller et du, Pelide, dig hæv opfætfig mod Kongen,
Trodſende ham; da dog aldrig en lignende Herlighed tilfaldt
Nogen med Domftav herffende Drot, ſom Værdighed Zeus
gav.

Ér og den ftærfere du, da til Moder du har en Gudinde,
Langt dog den mægtigfte prifer fig han, ſom Flere beherffer!
Atreus Søn, lad fare din Harm! jeg og vil Achilleus
Bede, fin bruſende Barm at berolige; ham, ſom i Krigens
Iderſte Nød er vet vældigfte Værn for Achaiernes Slkarer.“

Ham gjenfvarende, talte den herffende Drot, Agamemnon:
„Sandelig, Olding, det Alt du talte. med ſommelig Anſtand.
. Men beftandig vil hiin frembramme for. Alle, ſom ypperſt;
Ale vil han befale, ſom Drot, og Alle beherffe ;

Hver og tilvinfe fit Bud, ſom, mener jeg, Ingen adlyder.

Gav ham og Spytfamps Styrfe de altid værende Guder,

Mon de ham derfor tillod at fornærme med hvert hans
Munds Ord —

Ham, afbrydende Talen, nu fvarede Helten Achilleus:
„Sandelig! feig, og en Niding med Net jeg burde benævnes,
Hvis jeg veg dig i Alt, naar med Ord og Mine du truer.
Andre du faa kan beherſte vilfaarligen; mig du fun aldrig
Vinke dit Bud; jeg torde fra nu dog lidet det lyde!

Kun et Ord jeg forfynder dig her, du gjem det i Hjertet:

Ingenſinde jeg hæver min Arm til Strid for en Moes Slyld,

HOverfen mod dig eller Nogen; I røve, hvad felv J mig
gave.

Baggeſene Værfer. 4 8. 8 4

Men af Alt, hvad for Reſten er mit ved den glindſende
Snekke,

Mod min Villie neppe du tager det ringeſte bort mig.

Eller velan, forſog det engang; at Alle maae ſtue,

Hvor paa Stand fra mit Spyd ſtal rinde dit galdede Bryfts
blod!“

Altſaa med Ord mod Ord de ſtred, og reiſte ſig begge;
Derpaa hævedes Thinget ved Argos bredede Strandleir,
Medens Achilleus til Teltene hen og de fvævende Sneffer
Vandrede, fulgt af Menotios Son, og famtlige Fæller.

Men Agamemnon nedlod i Havet den hurtige Sneffe;
Valgte tyve deri til Rovers, og lod Hekatombet
Guden indftibes, og felv han Chryſes blomſtrende Datter
Fored' ombord; ſom Styrer befteg Bagſtavnen Odysſeus.
Flux lagt ud nu paa Dybet de ploiede Bølgernes Udork.

Atreus "Søn bød Folkenes Hær at renfe fig feftlig ;
Og be renſede fig, og udkaſtede Smitten i Havet.
Offrede faa til Apollon uvanffede Tyres og Bukkes
Hellige Bodhekatomber paa Bredden af Dybenes Udørf;
Og i den hvirvlende Røg opſpovede Duften mød Himlen.

Saa var Vrimlen i Leiren beffjæftiget; men Agamems
non
Satte forbittret i Værk, hvad han førhen trued' Achilleus,
Og til Taltybios flur og Eurybates lød hans Befaling,
Hvilke Herolder ham var, og raftudførende Livbud:

„Iler til Peleus Sons, Myrmidonernes Telt, og ved
Haanden

Tager, og bringer mig hid hans Mo, den favre Briſeis;

Vagrer han fig, faa forfynder, at felv jeg kommer, med Flere,

Dende med Magt mig at hente, fom meer ffal vorde ham
ræedſomt!“

Saa han befaled', og ſendte dem bort med det truende
Budſtab.

Nodigen vandred' de hen ved det aldrigdyrkede Havs Bred,
Naaende Teltenes Leir ven Myrmidonernes Snekker.
Ham de ſiddende fandt, ei langt fra det glindſende Drotſtib,
Foran Teltet; og er blev fro ved at fee dem Achilleus.
Begge forvirret? af Angft, og Erefrygtende Drotten,
Standſed', og fored' ei frem eet Ord til Sagn eller Sporgſel.
Men han felv, i fin Aand alt gjettende Budet, udbrød faa:

„Fred med Eder, Herolder, J Guds og Menneſters

Ombud!

Nermer Eder! J et er ffyldige! fun Agamemnon,

Der har Eder mig fendt om den rofenfavre Briſels.

Altſaa, velan, før Møen herud, min ædle Patroklos,

Og giv hende dem hen. Men felv de være mig Vidner

For de falige Guder, fom for de fvindende Jordboer,

Og for Kongen, den grumme! Hvis nogenfinde herefter

Skulde behøves min Hjælp til ffjændig Elendigheds Afværg

Fra hünt Folk.....! Ha, blindt til Fordærv fremfufer hans
Afſind,

Ikke betænfende det, ſom er ſteet, ei blikkende fremad,

Hvor ham ved Flaaden i Kamp ſtal frelſes Achaiernes Here!“

Saa han talte. Patroklos adlod den elſtede Vens
Bud;
Hented' af Teltet, og gav den roſenfavre Brifers
4*

Budene ben; og tilbage de gif til Achaiernes Sneffer.

Nodigen vandred' med disſe den yndige Mo. Men Achilleus

Græd; og fra Fallerne flux fig vendende, gif han mod Havet,

Satte fig taus paa dets Bred, vildt flirrende hen i dets
Dybmulm;

Og til den elſtende Moder han bad med ftræffede Hænder:

„Moder, da dog til et fort her varende Liv du mig fødte,
Burde dog Hæder mig Zeus, den Olympier, fuldelig yde,
Hiin hoittordnende Gud; men nu flet ingen han teer mig.
Har jo dog Atreus Søn, Storherfferen, Drot Agamemnon,
Nu mig vanæret, min Skjenk fig egnende, den han mig

fratog!“

Saa han talte med Graad; ham hørte den værdige
Moder,
Som hos den ſolvgrage Fader hun fad i Dybenes Afgrund.
Ilende ſvang hun fig op af det ſtummende Hav, fom en.
Taage;
Og, fig fættende fe ved Den Taareudgydendes Side,
Tog hun ham venlig ved Haand, og tiltalte ham fjælent, og.
ſagde:

„Kjœereſte Barn, hvi græder du faa? hvad tynger dit
Hjerte?
Stig mig det, dolg mig det et, at begge vi To det maae
vide!”

Sukkende dybt udbrød Fodflyv'ren 1 Kampen, Achilleus:
„Moder! du veed det dog alt; hvortil en unødig Fortælling ?
See! vi droge mod Theben, Eſtions prægtige Taarnſtad,
Odelagde den reent, og hiddrog Alt hvad deri var.

Byttet imellem fig deelte med Skjel Achaiernes Sønner,

Og for Atriden blev valgt den roſenfavre Chryſels.

Chryſes ſiden, Apollons, den fjernfrarammendes, Offrer,

Kom til de kobberomſtjermte Hellenerg hurtige Snekker,

Bringende Skjenk af umaadeligt Værd, at løfe fin Datter;

Bærende Phoebos Apollons, den fjernfrarammendes, Laur⸗
krands,

Over den gyldene Stav; og bonfaldt alle Hellener,

Dog Atriderne fremmeſt, de to Harſtarernes Drotter.

Flux bifaldende lød Achaiernes ſamtlige Tilraab:

— at ære med Frygt, og annamme den glimrende Los⸗
ning.

Atreus megtige Søn, Agamemnon, alene det modſtred;

Haanligen jog han fam or, og tiltalte fam heftig med
Trudſel.

Harmforbittret tilbage han gif; men Phoebos Apollon

Hørte den Bedendes Raab; thi høit han elffte den Game.

Myrdende Pile han flød mod de Danaers Folk; og be Trufne

Henfaldt, Dynger af Liig paa Liig, da den Rammendes Pile

Vidt foer gjennem Achaiernes Hær. Omſider en Spaamand,

Kyndig i Tegn, os bebuded' den Fjernfrarammendes Gudraad.

Jeg, den forſte, tilraadede flur, og Guden at ſone;

Men Atriden, optændt af Forbittrelfe, pludſelig opſtod,

Og forkyndte mig, truende lydt, hvad nu mig er udført.

Hende paa glindſende Stavn fortbrynede Danaers Mandſtab

Fore til Chryſa med Offerets Skjenk til Kongen, Apollon.

Men nys kom i mit Telt Herolder, og toge deraf bort

Briſes blomſtrende Datter, ſom ſelv mig Achaierne ſtjenkte.

O! hvis ſaadant du evner, antag dig din Søn nu, og hjælp
ham!

Stig til Olympos, og bed til Zeus, om før du hans Hjerte

Nogenſinde med Ord har glædet ham, eller med Idrat!

Har jeg dog hjemme big oftere hørt, i den fædrene Drotborg,
Rofe dig af, hvor engang du den flymulmdæfte Kronion
Ene blandt Gudernes Hær for ffjændig Fornedrelfe friede,
Da ham de andre Olympiers Magt fræf proved' at fængfle,
Here, med Poſeidaon foreent, og Pallas Athene.
Dog, o Gudinde, du kom, og løfte ham ud, da de bandt
ham.
Hundredarmen opkaldende flur til Olympens Befæftuing,
Ham, ſom Briareos nævnes af Guderne; men af de Fords
boer
Samtlig Agæon; fom Faderen felv langt viger i Styrke.
Tæt hos Kronion nu han henſatte fig, trodſende kraftfro;
See! og fra Fængflingen ſtjalv tilbage de falige Guder.
Gæt dig nu hen, ham erindrende fligt, og omfavn du hang
Knæe ham:
At det ham maatte behage, med Kraft de Troer at biſtaae
Selv, og til Flaaden og Havet Achaiernes Skarer at trænge,
Fald paa Fald; at bet Folk engang faner nok af fin Hærdrot,
Og han, Atreus Søn, Storherſteren ſelv maa erkjende,
Hvad han forbrød, da han faa den tapprefte Danaer haante.“

Ham nu fvarede Thetis igjen med rindende Taarer:
„Vee mig, o Barn, at jeg dig opfoſtred', ulykkelig fødte!
Ak! at ved Snekkerne her du fri for Taarer, og ukrecnkt
Sad, da dig Skjebnen et Liv faa fort dog undte, faa reent

fort !
Men afblomfirende tidlig, og ulykſalig for Alle
Blev du tillige! Ja dig jeg bar i Palladſet til Uheld!
Dette dog Lynildſvingeren Zeus at berette, hvis Bøn ham
Rorer, opſtiger jeg felv til det fneeglandstindrende Gudbjerg.
Du bliv ſiddende fer ved de lethenglidende Sneffer,
” Og, paa be Danaer vred, afhold fra Kampen dig ganffel

Zeus juft vandred? i Gaar mod Okeanos hen, til de fromme

Wthioper, ſom Gjeft; og Guderne fulgte ham alle.

Om tolv Dage han vender fig hjem igjen til Olympgaard.

See! va fliger jeg op til den Herliges hvælverve Malmborg,

For at omfavne hang Knæ, og jeg haaber, hans Barm at
bevæge.”

Saa hun talen”, og ilede bort; og lod ham alene
Harmforbittret i Hu for den ffjøntombæltede Pige,

Som man havde med Bold ham bortført. See! men Odys⸗
ſeus,
Bringende hiſt Hekatombet, det hellige, nærmet fig Cryſa.
Skyndigen, ſom de nu der i Bugtens dybnende Fjord kom,
Sloge de Seilene fra, dem ſtuvende ſammen i Rummet,
Firende Maſten ved Stagene ned i den fangende Gaffel,
Hurtig, og ſtoddende frem, med Aarer til Landingens Leje,
Kaſted' paa Sandet de Dræggene hen, og fortøiede Sneffen.
Ud nu flege de ſelv paa den havbefqvulpede Strandbred;
Ud blev bragt Hefatombet til Rammeren, Phoebos Apollon;
Ud Chryſels og ſteg af den havhenffridende Sneffe.

Hende nu førte til Alteret hen Viismanden Odysſeus,
Gav i Fadereng Hænder den elffeve Datter, og ſagde:

„Chryſes, mig ſendede hid Hærffarernes Drot Aga⸗
memnon,
Dig at tilbringe din Datter, og Bodhekatombet til Phoebos,
Her, i de Danaers Navn, at offre, fonende Guden,
Hvilfen Achaiernes Folk vidthylende Jammer beredte.”

Talt, han nu Møen hengav.t hans Haand; og frydet
: imodtog
Denne det elſtende Barn. Flux hine nu Bodhekatombet

Ordned' til Guden i Kreds om Alterets ſtjonne Forhoining;
Toede faa Hænderne rings, og toge det ſaltede Bygſtraa;
Medens Chryſes foran bad højt med løftede Hænder:

„Hor mig, v vældige Gud, ſom med ſolverne Bue dit
Chryſa,
Killa, din hellige Stad, og dit Tenedos herſtende ſtjermer!
Ligerviis ſom tilforn du mig hørte, da høit jeg big bonfaldt,
Som du mig hædrede huld, og Achaierne haardelig angreb ;
Altſaa paa ny du og her opfylde mig denne min Sjæls Bøn:
Afvend nu fra de Danaers Folk den hevnende Jammer.“

Saa han fulfende bad; og hans Suk bonhored Apollon.
Efter Bonnen nu hine henkaſtede Bygget, og opad
Nodenes Halfe de bog, og ſlagted', og hudede hvert af;
Udffar: Bovene førft, og omviklede disſe med Flommen
Dobbelt; og oven paa dem blev lagt det plukkede Smaakjod.
Oldingen ſtak nu Veddet i Brand; og Druernes Purpur
God han derpaa; rundtom ſtod Inglinger, holdende Femſped.
Forf da man Bovene havde forbrændt, og Fyldingen for-
| fmagt,
Skar man det øvrige Kjød og ſmaat, og ſtak det paa Haand⸗
ſped,
Riſtende varligen det, og trak tilbage det Stegte.

Saa blev det feftlige Værk fuldendt. Da Maden bes
redt ſtod,
Spiſte de ſammen, og Hver fin Bekomſt blev rundelig til⸗
deelt.
Men da nu Hungerens Krav, og Terſtens fuldelig ſtilt var,
Tote be Unge paa ny Viüinkrukkerne famtlig til Randen,
Og, iſtjenkende hver, omdeelte be Bægre til Alle.

Saa ben udflagene Dag, med Sang forfonende Guden,
Tonte den yndige Pæan Achaiernes blomſtrende Mandſtab,
Hoit til den Rammendes Priis; og han hørte den glad i fit

Hjerte.

Som ned Solen nu ſank, og Merket berededes rundt om,
Lagde fig Alle til Ro ved den velfortoiede Sneffe.
Men, fom af Sfumringen Eos med Rofenfingrene frembrød,
Styret” tilbage de hjem til de Danaers bredede Krigsleir.
Medbor fendte dem blid den vidthenrammende Herffer,
Juſt fom de reiſede Maften, og floge de ffinnende Seil ud.
- Binden nu ſpilede Seilene ftramt; og Dybenes Purpur
Larmed' om Kjolen i fraadende Skum, da det ffjærende

Skib ſtod

Hen med uhemmelig Ilen igjennem be klovede Bølger.

Da de nu anfom nær ved Adaternes bredede Krigsleir,
Droge ben glindfende Snekke de flur hørt op paa det Tørre,
Over den ſandige Bred, og ſtillede Blokke derunder ;

Gik faa til Teltene hen bag Snefferne, ffilt fra hinanden.

Bred imedens fan fad ved be lethenglidende Sneffer,
Peleus herlige Søn, Fodflyv'ren i Kampen, Achilleus.
Aldrig mere til Thinge, hvor Mand forherliges, gik han,
Aldrig mere til Strid; men Grammelſe naged' hans Hjerte,
Siddende der med fin Lyf til Kamp og Klirren og Krigs:

⸗ larm.

Som nu Blandt Morgnernes Gry det tolvte dagnende
i frembrod,
Vendte fig hjem til Olympos de altidværende Guder
Samtlig igjen; Zeus førte; men Thetis ben elſtede Søns Sag

Ikle forgjetted'. Hun vp af Dybet i Dagningens Anbrud

Stød fig, og fteg til Olympos og Himlens ſtrakte Befæfts
ning.

Der hun afſt des, alene, den vidtomſtuende Zeus fandt

Hoit paa den øverfte Tind af det takkeromtoppede Gudbjerg.

See! og hun fatte fig hen for den Herlige. Favnende bønlig

Der med den Venfire hang Knæ, med den Hoire berørende
Sagen,

Forte hun frem fin Begjering til Kongernes Konge Kronion:

„Fader Zeus, om jeg før blandt de ſamlede Guder til
Baade
Var dig med Ord eller Daad, opfyld da denne min Sjels
Bøn:
Hæbre min elſtede Son, ſom bet fortefte Liv iblandt Alle
Lever, og hvilfen nu dog Hærffarernes Drot, Agamemnon,
Frek har vanært, da hans Stjenf han ham tog, og fledfe
beholder;
Selv du nu hædre ham dobbelt, Olympier, raadende Gud,
| Zeus!
Overmagt du forunde de Troer, indtil de Achaier
Hæbre min Son, og ham re, med Aabod, rundelig yde!”

Talt. Ci fvarte derpaa Lynfving'ren i Tordenens Mulm,
Zeus.
Længe fad han, og taug. Men Thetis klyngede tæt fig
Til det omfavnede Knæ, og begyndte paa ny ham at bede:

„Lov mig det helligen! giv mig dit Sagn, o, fljenf mig
et Tilvink!
Eller flane mig vet af, Ubevegede! Ganſte jeg veed da,
Hvor iblandt Alle dog jeg er den meeſt uærte Gudinde.

Hende nu fvarede mørk Lynſving'ren i Tordenens Mulm,
Zeus:

„Misdaad ſandelig nu du begaaer, at til Strid imod Here
Du mig opegger, om ſiden med Knur herfor hun mig tirrer.
Kives hun nokſom dog alt i Guderforſamlingen med- mig,
Hoit paaſtaaende ſtedſe, jeg Troerne hjælper 1 Kampen!
Dog gaae bu nu tilbage med Fil, at iffe dig Here
Mærfer, tilftillende mig, den Sag at forhandle med Omſorg.
Skynd dig! Med Hovedets Nik jeg her tilvinfer dig Tillid.
Er jo bøg bette mit Tegn for de famtlige Guder det ſtorſte:
Aldrig bebrageligt er, og tilbagekaldeligt aldrig,
Evig uroffelig faft, hvad, nikkende faa, jeg forjetter!“

Talt; og, med ſortnende Braa tilvinfende, nifte Kro⸗
| nion.
Om bet ambrofiffe Hoved henrullede Herſterens favre,
Fremadryſtede Daar, og Olympens Hvælvinger grundffjalv.

Saa, Raadſlagningen endt, de ſtilledes. Atter hun neds
|: foer
Dybt i Dybenes Slkjod fra den glandsomſtimrede Gudborg.
Zeus til Palladfet nu gif, og de Himmelffe reiſte fig alle
Gudernes Fader imode: rundt om ved ben Kommendes Nærs
men
Ingen i Sædet forblev, men imode ham trene de famtlig.

Der han nu Thronen befteg, og fatte fig. Medens alt
Here Å
Havde det mærfet, hvor nys med ham et hemmeligt Raad
holdt
Havmandoldingens Datter, den følvfodglindfende Thetis.
Flux med bebreidende Tunge tiltalte hun Herren, Kronion:

he. J

„Hvilken Gud har nu, Svigfulde, paa ny big i Raad
havt ?
Stedſe bog er det bin Lyft, big at fjerne fra mig, for affides
Lønlige Raad at oplægge, forordnende! Mig du dog aldrig
Nogenſinde har fagt godvilligen nogen din Tanke!“

Hende nu REDE Menneffens Slægts og Gudernes
Fader:

Der e e, tiltroe big og ikke, hvert Raad, jeg beflutter, at indſee;
Vanſteligt vorder dig fligt, endſtjondt min Bio, for beſtandig!
Vel flal aldrig af Alt, hvad dig er meddeleligt, Nogen,
gørend du felv, blandt Guder og Menneffer, vide det mindſte;
Dog, hvad jeg felv, fra Guderne fjern, alene vil raadflaae,
Derom fpørg du mig aldrig; umuligen forffer du ſaadant!“

Ham gjenfvarte derpaa den med Hoihed blikkende Here:
n»Rævfommægtige Zeus, hvad talte du der for et Ord ud?
Ingenſinde bog før jeg udſpurgte dig, aldrig og forſtte;
Men fuldkommen i Ro, hvad helft dig behager, du raabflager.
Dog nu frygter mit Hjerte med Grund, at nyg dig befnærte
Havmandoldingens Datter, den følvfodglindfende Thetis ;

Thi hun i Dagningen fad, dit &næ tætfavnende, for dig;

Og jeg formoder, at hende med Nik du loven”, Achilleus

Hæder at tee, ved Achaiernes Fald, nær Snelfernes Strands
leir.“

Hende tiltalede nu Lynſving'ren i Tordenens Mulm, Zeus:
„Underligaandede! ſtedſe formoder du, lurende paa mig!
Dog udretter du faa flet Intet! mit Hjerte fun altid
Mere fremmed du bliver, hvad meer vil vorde dig rædfomt !
Hvis og dette nu fleer, faa feer, hvad mig lyfter, der ſtee
ſtal.

Altſaa du bliv ſiddende taus, og lyd min Befaling!
Thi dig ſtjermed' omfonft al Gudernes Hær i Olympgaard,
Traadte jeg frem, og udftrafte mod dig de knuſende Hænder.…

Saa han talte; da føjalv den med Hoihed blikkende Here.
Taus hun fiddende blev, og tvang tet brufende Hjerte;
Men Hoiſalen gjenlød af Uranionernes Gudſuk.

Mellem dem tog nu til Ords hiin haltende Konfiner, He fæ:
. ſtos,
Om for ſin elſtede Moder, den ſneehvidarmede Here.

„Ulykſaligt dog vorder, og ſnart utaaleligt ſaadant,
Naar for en Dodeligs Sag I to ſaa ſtilles 1 Tvedragt,
Og iblandt Guderne væffe Tumult. Faſt aldrig et Maaltid
Nyder man mere med Lyft; thi det bliſer jo dagligen værre.
See! jeg raader min Moder, fom ſelv vift ffjønner hvad

flogt er,

Fader Kronion at vife fig om, at iffe paa ny fan
Atter maa ffjænde, vor Faber, og reent forftyrre vort Gilde.
Thi, hois det falder ham ind, Lynherren i Himmelens Sfræt:

mulm,
Os at ſtyrte fra Thronerne ned, hvad evne vi mod ham?
Altſaa velan, du med venlige Ord ham røre hang Hjerte,
Snart da vorder, forfont, den Olympier mild mod os Alle.”

Talende faa han opſtod, og hented' det dobbelte Bæger,
Gav det fin Moder i Hænderne hen, og fagde fremdeles :

„Taal, o fjærefte Moder, og fat dig, hvad og du maa
lide!
At jeg dog ikke med dette mit Blik maa ſtue dig, Elſtte,
Straffet med Slag! jeg ſogte, faa dybt mig og ſaaredes Hjertet,

Redning omſonſt; thi hvad Gud fan mod den Olympier
fremſtaae?

Ak! alt fordum engang, da jeg ſogte til Hjælp dig at komme,

Greb han ved Foden, og fvingte mig ned fra det himmelſte
Dortrin.

Hele Dagen jeg floi, og da Solen dalede, faldt jeg

Ned paa Lemnos, ſom død; thi jeg aandte fun giſpende Livet.

Der dog de Sintiers Folk optoge mig Faldende venlig,»

Saa hans Ord; da ſmiilte den ſneehvidarmede Here;
Smilende tog hun den elſtede Søn nu Bæg'ret af Haanden;
Og for de famtlige Guder, fra Hoire begyndende, rundt om,
Skjenkte han, oſende hyppig af Krukken den liflige Nektar.
Men uudſlukkelig Latter betog de ſalige Guder, i
Bed at betragte Hefæflos faa vims, og faa flinf omkringgage.

Saa den udſlagene Dag, til Solens filvige Nedgang,
Varede Gildet, og Hver fin Bekomſt fif rundelig tildeelt,
Mens ben fortryllende Klang af Apollons tonende Luth lød
Lydt til de liflige Stemmer i Muſernes fvarende Sange.
Men da nu endelig ned ſank Helios lyſende Fakkel,

… Ginge til Hvile de famtlig, enhver til fit eget Pallads hen,
Hvilfet Hefæftos felv, den haltende Konſtneres Konſtner,
Fordum havde dem bygt med findrig Klygt og Erfaring.

Selv og til Leret nu gif Lufthimmelens tordnende Gud,
Zeus,
Hvor ham natligen vinkte til Ro den liflige Slummer;
Der han til Hvile nu ſteg med den guldſtoltthronende Here.

— —————— — — —

Anden Rhapſodie.

Alle nu, Guderne felv, og de hjelmbuſtprydede Helte,
Sov den udflagene Nat. Blot Zeus ei lufte fit Pie,
Grandflende dybt i urolige Barm, hvordan han Achilleus
Hæbrede bedſt, og Achaiernes Hær ven Skibene ſockked'?
Denne Beſlutning tilfidft udvalgte hans forffende Tvivlraad:
Hen til Atriden en Drøm at fende med ſtuffende Varfel.
Denne fremfaldende, lød fra hans Mund de vingede Toner:

„Skynd dig, o ffuffende Drøm til Achaiernes hurtige

Sneffer ;

Der henfoi dig i Teltet til Atreus Søn, Agamemnon,

Og nøiagtigen meld ham det Ord, jeg her dig forfynder :

Byd ham, at rufte til Slag de haarlokfavre Helleners

Samtlige Magt; og betyd ham, at let nu tages de Troers

Vidtudbyggede Stad, da meer ei deelt i Beflutning

Vakler Uranionernes Raad; men famtlige Guder

Here har rørt, og Forderv nedfvæver mod Ilions Mure!“

Saa han befoel; og Drømmen, faafnart var hørt hans
—— Befaling,
Fjernte fig ſtyndig, og foer til Achaiernes hurtige Sneffer.
Did nu kom den, og fandt Agamemnon, Sønnen af Atreus,
Hvilende trygt i fit Telt, omduftet af Slummerens Vinger.
Hen til hans Hoved den treen, og, Neleus Søn i Geftalt
lig, .
Neſtor, fom hoieſt blandt Oldinger holdt i Agt Agamemnon,
Talede fan til den flumrende Drot det himmelſte Drombud:

„Sover Atride, tu, Søn af ben valdige Gangernes
i Tæmmer?

Ingen Drot, den udflagene Mat at ſlumre, det anſtaaer,

Der paatog fig Beftyrelfens Laft, og Folkenes Forforg !

Op nu! og lyt fil mit Ord: jeg kommer, et Bud fra Kro⸗
i nion,

Som og fjern big beffjermer med Huld, og betænfer din

Velfærd.

See! han byder big ruſte de haarlokfavre Helleners

Samtlige Hære til Slag; thi let nu tages de Troers

Vidtudbyggede Stad, da meer ei deelt i Beflutning

Vakler Uranionernes Raad; men famtlige Guder

Here har rørt, og Fordærv alt foæver mod Ilions Mure

Ned fra Zeus! Paa dette giv Agt, og bevar i bin Aand det,

At du, opvaagnet af liflige Slum, maa grandt det erindre!”

Altſaa taleve Drømmen, og bortfoer. Men Agamemnon
Overlagde, hvad ei var beftemt til virkeligt Udfald.
Thi han formodede nu, flur Priamos Stad af erobre.
Daaret t Hu, miskjendte han Zeus ham ſtjulede Gudraad,
Hvilket befluttev, i varende Kamp at berede, for lang Tid,
Troer og Danaer, begge, Fordærv og uendelig Jammer.
Vaagnet, (ham dirred' i Øret endnu den himmelſte Stemme)
Reiſte han. fig, flod op, iforte fig Kjortelens bløde,
Nye, konſtvirkede Næt, og flog om Skuldrene Kappen.
Under de glindfende Fødder han bandt ganghoinende Saaler,
Og, om Arelen hængt det ſolobeſtiftede Storfværd,
Tog han i Haanden den Old til Old flægtarvede Domſtav.
Saa han gik til de malmompandsrede Danaers Sneffer.

Eos, Gudinden, nu haved' fig alt høit op til Olymp⸗
É gaard,
Zeus og de famtlige Guder den kommende Dag at bebude,
Da han Herolderne bød, med de klanglydtſtingrende Stemmer

Rundt til Forſamling at falde de haarlokfavre Hellener.

Stemmerne ſtingred'; og flux var den mylrende Mængde for⸗
ſamlet.

Forſt nu Raadet han bød, udvalgt blandt Heltenes Xldſte,

Sætte fig nær Drotoldingens Skib, den vyliffe Neſtors.

Kredſen nu fat, frembragte han ſelv Forhandlingens Xmne:

„Horer mig, Venner! en Drøm fra Kronion ſendtes
| min Slummer,
Kort før Morgenen brød, i Alt den værdige Neſtor
Liig, i Storrelſe, Mine, Geſtalt, ſom her J ham felv fee;
Saadan den treen til mit Hoved, og talede til mig, ſom
folger:
Sover, Abride, du, Søn af den vældige Gangernes Temmer?
Ingen Drot, den udflagene Nat at flumre, det anftaaer, >
Der paatog fig Beftyrelfens Laſt og Folkenes Forſorg!
Op nu! og lyt til mit Ord: jeg kommer, et Bud fra Kronion,
Som og fjern big beſtytter med Huld, og betænfer din Vel
færd:
See! han byder dig rufte de haarlokfavre Helleners
Samtlige Hære til Slag; thi let nu tages de Troers
Vidtudbyggede Stad, da meer ci deelt i Beſlutning
Vakler Uranionernes Raad; men famtlige Guder
Here har rørt, og Fordærv alt foæver mod Ilions Mure
Med fra Zeus; du vare derpaa! — Gaa talede Drømmen,
Og floi bort, og forfvandt; og ben liflige Slummer forlod
mig.
Laver og fee nu, hvorlunde til Slag vi de Danaer bringe?
Selv vil jeg føge med Ord at udforffe dem Sindet, ſom
" Brug er;
Raadende Hjemfart flur i de tveradaarede Sneffer,
Mens J, hver i fit Følge, fordeelt, formane til Bliven!“
Baggeſens Barler. 4 3. 5

Saa han endede Talen, og fatte fig. Atter nu fremftov
Neſtor, Follkenes herffende Drot i det fandige Pylos;
Velberaadet i Hu, han lydt i Forſamlingen udbrød:

Wenner, Hellenernes Folks hærførende Hyrder og Drotter!
Havde fortalt og om ſaadan en Drøm hver anden Achaier,
Ufand havde vi faldt den, og neppe Fortællingen udhørt;
Men da den ypperfte felv blandt Argos Høvdinger faae den,
Saa velan, lad os fee, hvor til Slag vi de Danaer bringe!”

Saa hang Ord; og af Kredſen han flux. udtraadte ten

forſte.

Derpaa reiſte ſig op, adlydende Folkenes Hyrde,

Hver ftavførende Drot. Hid ſtromte nu Folkenes Skarer,

Som naar af Bier en Hær i ſammenvrimlende Tethob

Giennem en Sjerptleft mylrer herud, een Gværm paa den
anden;

Nogle klynge, * Klaſer; om Blomſtre ſig, medens i Luften

Tuſinde herhen flagrende flye, og Tuſinde derhen.

Altſaa trængte fig ſtimlende frem fra Snekker og Telte

Folkenes Hære til Thing. I Midten opflammed dem Osſa,

Zeus Budſtikke, til Fil, Snart var Forſamlingen fuldtrængt ;

Hoit lød buldrende Larm; og da ſamtlige ſtyndte til Plads fig,

Gynged' under dem Jorden, og dundrede. Dog nu til Lyd flog

Ni Herolder med ſtingrende Roſt, og befalede Taushed,

For at høre, med Agt, de gudſtadfeſtede Drotter.

Neppe var' Folkene leired', og radviis Hver paa fin
Plads ſat,
Flux ophorte de buldrende Skrig. Da reiſte ſig Kongen,
Atreus Søn, i fin Haand ven gudarbeidede Domſtav:
Denne Hefæftos dannede førft for Olympens Beherfler,

Zeus. Han gav den igjen til Argosmorderen Hermes; .
Hermes fljenfte den fiden til Forfpændjageren Pelops;
Pelops atter den gav til Atreus, Folfenes Hyrde,
Hvilfen den, doende, lod til den hornqvægrige Thyeſtes;
Endelig lod den Thyeftes til Broderens Søn, Agamemnon,
Argos Land at beftyre dermed, og famtlige Holme; .

Paa ben ftøttende fig, udbrød den vældige Hærdrot:

„Venner, I Danaerfjæmper! J krigerſte Sønner af Ares!
AL! i en høiftfordærvelig Sag har Zeus mig forviflet ;
Han, den grumme! ber fordum mig dog faa naadige Vink

| 949;
Ilions Fald mig forjættende her, og ſeirende Hjemgang.
Dog mu bereder han Sfjændfel mig fun, og byder mig ſpig⸗
z
Efter utallige Krigeres Tab, at vende til Argos.
Altſaa behager det vel den ophoiede Herffer, Kronion,
Der alt flyrted? i Gruus mangfoldige kneiſende Stæder,
Og end ſtyrter herefter; thi ſeirende raader hans Almagt.
Men dog fljændigt det er, og en Spot for kommende Slægs
ter;
At en Hær, ſom Achaiernes Hær, faa valdig og talrig,
Intet adretted' i varende Kamp, og beſtandige Feltſlag,
Her mod en fvagere Magt; og at Intet end tegner til Ud⸗
gang!
Thi hvis Achaier og Troer, paa eengang fluttende Freds⸗
i bund,
Lyſted' at vide gjenfidige Magt, ved Folfet at tælle;
Og nu Trøerne filled? i Rad een tæt ved den anden,
Men vi Adjaier hver tiende fun; og lode hver enfelt
Troer ſaa Bægeret fylde for hver henſtillede Timand:
Sikkert, formoder jeg, ſtod dog mangen en Tier med tor Mund.
| *

Saa langt flørre jeg flatter Achaias Krigeres Antal —

End de Troers, fom Staden beboe. Men "disfe til Biftand
Findes utallige væbnede Folk fra Stæderne rundt om,
Spydkampkyndige Mænd, hvis Magt forhindrer mit Anſlag,
Ilions ſtoltoptaarnede Stay i Grund at forflyrre.

Cr nu dog fuldt ni Aaringer alt henrundne forgjeves ;

Dg alt trøffeg os Træet i Skibene; Tougene raadne.

Vore Huſtruer, af! og end umyndige Sønner

Vente med Smagten og hjemme, mens vi forgjeves os moie
Her med det uudførlige Værk, for hvilfet vi hidkom.

Op da, velan! anfører mit Raad, og lyder mit Magtbud!
Lav os i Snelkerne flye til den elffte fædrene Hjemſtavn;
Aldrig erobre vi dog det vidtudbyggede Troia!s

Saa han talte. Men Alle bevagedes heftig i Hjertet,
Rundt i Mængden, der ef havde hørt Raadſlagningen forhen.
Og i Forſamlingen reiſte fig Larm. Liig ſoulmende Vovers
Styrtninger i det ifariffe Hav, naar Sydens og Nordens
Storme fig reiſe, paa Zeus, ben tordnendes, mægtige. Sky⸗

vink;
Eller, ſom Ar ved Ar henboiet en vaiende Kornmark
Raſler, i bolgende Strog, for den ſtridtfremſuſende Veſtvind;
Saa var Forſamlingen rings i Opror. Alle med hoit Skrig
Styrted' til Snekkerne hen; og Stovdamp hvirvled' mod Himlen
Under de trampende Fødder; mens Én opmuntred?. den Anden:
Haand at lægge paa Snefferne flur, og fløde fra Landet.
Dokkerne ryddedes ſtyndig; de hjemad Stræbendes Hurra
Sfingred? i Sky, ba de Stavrene rings fra Snefferne
nedrev;
Og, trods Skjebnen, var ſitterte nu ſteet Achaiernes Hjem⸗
fart,
Havd' ei Here ſig vendt med — Tale til Pallas:

(od

„Vee mig, den flyffjolovæbnede Zeus ubetvungene Datter!
Altſaa ſtal det argiviffe Folk hen over det vide
Hav tilbage nu flye til den elſtte fædrene Hjemſtavn,
Ladende Priamos Æren, og Troerne Spiren af Argos:
Helena, for hvis Skyld fan mangfoldige Danaer henſank,
Her for Jlion, langt fra det elſtte fædrene Hjemland?
Hør mig! begiv til Achaiernes Hær dig uden Forhaling !
Stands, overtalende, der med din Roſt hver Mand, og for⸗

; byd bem,

Ud i Havet at fløde de toeradaarede Snekker!“

Saa han talte; ben Bydende fød Gudinden Athene.
Skyndigen fvang hun fig ned fra Olympgaards fneifende
Fjeldtind;
Og henkom i et Nu til Achaiernes hurtige Snuekker.
Der nu fandt hun Odysſeus, hvis Snedighed trodſed' en
| Guds felv,
Standende taus. Ei lagde han Haand paa fit prægtige
Drotſtibs
Glindſende Stavn; thi Græmmelfe dybt ham naged' i Hjertet.
Gam nu nærmte fig, talende faa, Gudinden Athene:

„Herlige Søn af Laertes, du Mefter 1 Snildhed, Odysſeus!
Altſaa vil I nu Alle, herfra til fædrene Hjemfaon
Flygtende, flige ombord paa de tveradaarede GSneffer,
Ladende Priamos Æren, og Troerne Spiren af Argos:
Helena, for hvis Sfyld faa mange Hellenernes Sønner
Faldt for Ilion, langt fra det elſtte fædrene Hjemland?
Her mig! begiv til Achaiernes Hær dig uden Forhaling!
Stands, overtalende, der med din Roſt hver Mand, og for:

. byd bem,
Ud i Havet at fløde de weradaarede Snekkler!“

Saa hun talte. Ham Ordenes Klang forraadte Guds
inden.
lur affaftende Kappen, heniilte han. Kappen fra Jorden
Heved' Herolden Curybates op, fom vandrede bag ham.
Herſteren, Atreus Søn, Agamemnon, ſom treen ham imode,
Tog han af Haanden den Old til Old ſlegtarvede Domſtav,
Og med den han omfoer blandt de væbnede Danaers Sneffer.

Hvem han nu ber antraf, en Høvding, eller ef Herdrot,
Standſede han; og nærmed” fig ham med venlig Formaning:

»Sælfomme Mand! anſtaaer det vel big, at flye, fom en
| Niding?

Bliv her rolig du ſelv, og bevæg til at blive de Andre!

Veed du dog et, hvad i Sinde vel har Agamemnon med Alt
bet?

Sætter han Folket paa Prøve maaſtee, for fiden at ſtraffe?

Hørte vi Alle dog et hans Erflæringer nylig i Raadet?

Lad og et tirre hang Harm til fordærvelig Raſen mod Hæren!

Frygtelig er i fin Vrede den gudſtadfeſtede Herſter;

Thi han har Magten af Zeus, hvis Forſyn vaager omfring
ham.“

Hvem iblandt Folket han traf, af gemeen Mand, ſtoiende
hjemad,

Slog han med Siaven , og ſtjieldte ham lydt med truende
Tilraab:

„Raſende Karl! ſtaae! ſtands! og hør, hvad Andre befale,
Som du er Intet imod! Hvad gjælder du, Niding, i Kampen?
Hvad vel i Raadet? en usſel gemeen Dagdriver, fom bu er?
Troer du maaſtee, vi er? alle Regentere her, vi Achaier?

Fleres Regjering er ſtadelig! Cen regjere! ben Ene,
Huvillen, o ſtjulede Kronos, din Søn gav bydende Domſtav!“

Saa han foer gjennem Hæren, forordnende. Samtlige
. Sfarer
Styrtede nu til Forfamling igjen fra Sneffer og Telte,
Larmende høit, fom naar vildt mod det huulthenbrufende Havs
É Bred
Bolgernes Dønninger ſqvulpe med Hulk 1 brølende Gjenlyd.

Alle nu leired' fig rolig, og Hver fad taus i fit Sæde.
Ene Therſites hævede fræf fin ſtraalende Stemme,
Han, fom, af Spydighed fuld imod Fyrſterne, ſtedſe med kaad
. . Mund,
Uden Med eller Maal ordgydende, føgte fun Uqvem,
Bed at fordreie for Folfet, og Latterliggjøre, hvad helft ham
Leilighed bod. Den hæsligfte Mand i Hæren for Troia
Haltede han, ſteelsiet og rygbepuklet og bryſtflad,
Og med en blusſende Tot paa det ſtygt tilſpidſede Hoved.
Hoiſtmodbydelig var han Peliden ifær og Odysſeus,
Dem han beftandigen hegled'; men nu mod felv Agamemnon
God han fin: Galde med ſtrydende Roſt. Achaierne famtlig
Ittred' omſonſt Uvillie, hver mod Skumleren opbragt;
Skraalende dog han blev ved, udføjeldende høit Agamemnon:

„Atreus Søn! hvad flager du nu? hvad fattes din
Attraa?

Propfuldt er jo dit Telt af Malmgods; Ovinder i Mængde

Har du, be fagrefte, Nogen fan fee, ſom fremmeſt for Alle
Vi Achaier dig fljenfe, hvergang en Stad os erobres.

Mangler endnu dig det Guld, fom en heftetæmmende Troer

Bringer fra Staden til Leirs, for at loſe den elſtede Son med,

Hvpvillen til Fange jeg tog, eller og en anden Achaier?
Mangler endnu big en blomfirende Mo til Leflen i Eenrum,
Som du beholder alene for dig? O! ſtam big, da Hærens
Kører du er, fun at bringe Fortred Achaiernes Sønner!
Op! qvindagtige, Danaer ei, men Danaerinder !
Laber og ile til Hjemmet ombord! og lader ham ene
Sluge fig mæt paa Foræringer her! at engang han maa
lære,
Hvad vor mægtige Hjælp hans Fordeel til eller fra gjør!
Har han dog nylig Peliden, en Helt, langt meer end han
felv værd,
Stjændigen haant, da hang vundene Skjenk han fræf ham
| beroved!
Men et Galde han har i fit Bryſt, den dovne Pelide,
"Ellers ben Nidingſtreg, Agamemnon, var bleven den ſidſte!“

Altſaa ſtjeldte Therſites med hør Roſt Folkenes Fører,
Atreus Søn. Da nærmet? fig ham Drothelten Odysſeus,
Bifter, med truende Blik, og tiltalte med djervelig Fynd ham:

„Orddumdriſtige Svadſer, Therfites, klingende Bjælve,
Tie! hold op med dit enkelte Skraal mod Fyrſternes Adfærd !
Tvivler jeg dog, at en flettere Mand udfandtes blandt Alle,
Som med Atriderne hid til Kamp mod Ilion ankom.
Derfor befmit med din Mund 1 Forfamlingen aldrig en Drots

| Navn !
Tæm din utidige Sqvalder; du lurer omſonſt dog paa Hjem»
- fart.
Ingen med Visfed end veed, hvorhen fig Sagen vil vende:
Om til Held hjemdrage de Danaer, eller til Uheld?
Ublu ſidder du, ſtjeldende lydt Mandſtarernes Fører,
Atreus Søn, Agamemnon, fordi ham de Danaers Hære

Rigelig have beffjenkt, og gjøer 1 Forfamlingen mod ham!

Men jeg figer dig her, og fandelig vorder det fuldbragt:

inder jeg nok eengang big ffraalende raſe, fom ber nu,

Skal paa Skuldrene meer Odysſeus Hoved et kneiſe,

Slal man ei falde mig længer Telemachos Fader, hvis
et jeg

Paffer dig her med min Arm; afriver hver Lap, bu har
om big,

Kjortel og ave, ja Bæltet endog, ſom hyller din Blufel ;

Og big, hylende, nøgen, i hele Forſamlingens Paaſyn,

Haanligen pidſter til Snekkerne hen, ffamffjændet, og hudlos!“

Saa hans Ord; og med Staven et Drag paa Nakken

og Puklen
Gav han ham droit. Da vendte ſig hiin med hullende
Taarer;
Thi paa hans Ryg opſoulmed' et Spor af den gyldene
Domſtav,

Blodigt og blaat. Nu fatte han fig, og murred' i Sfjægget,

Zittred', og fane heel ufelig ud, da han Dinene torred'.

Rundt om maatte man lee, trods Xrgrelſen, over hans
Aaſyn.

Altſaa talte den * blandt Mængden, derom til den Anden:

„Sandelig! meget Od ys ſeus tilforn har prifelig fulds
bragt,
Bære fig, ordnende Slag, eller talende flygtig hvad godt var;
Intet faa prifeligt dog, ſom hvad nu han her og har udført,
Bindende Munden paa hin ordgydende driftige Skumler.
Neppe dog vover herefter han meer, trods hele hans Frækhed,
Med et formafteligt Muk fig at hæve mod Kongernes Magt:
bud.“

Altſaa Folket. Men, reiſt, Odys ſeus, Stædernes

Styrter,

Holdt Domſtaven i Haanden; og ner ham Pallas Athene

Stod; og, Herolden i Skikkelſe liig, bod Folkene Taushed;

Saa at be fjernefle ſelv, ſom de nærmefte, blandt de Hellener,

Klarligen hørte hans Roſt, og forſtode Forhandlingens Ind⸗
hold.

Velberaadet i Hu, han tiltalede Kredſen, og ſagde:

„Atreus herſtende Søn! nu. bereder Achaiernes Folk big
Spot fun og Skjendſel for alle vor Fords ſprogſtillede
i Slægter,
Ei fuldbyrdende Loftet, de gav med evige Tilfagn,
Da de dig fulgte herhid fra dit Argos, Gangeres Avlegn :
Sjem fun at vende, naar Troernes Stad, den flolte, var
nedbrudt.
See, fom umyndige Børn, og ſom mendberovede Quinder,
Klynke de her for hinanden, og ſukke med Hulfen om Hjem⸗

fart.
Sandt! vel ftræber Enhver, naar Trængfeler møde, til
. Hjemmet;

Thi felv den, fom og blot cen Maaned er fjern fra fin Felle,

Holder det nodigen ud, ved den tveradaarede Snelke,

Fengſlet af Vinterens Froſt, Modvind og Bolgernes Opror.

Men os ruller alt hen blandt Aarene, ſiden vor Hidkomſt,

Her det niende — derfor og ei jeg Achaierne dadler,

At dem Længfel forteerer ved Snekkerne. Men, da faa lang

å. rå Tid

Alt vi har udholdt, var det dog Skam, at vende med tom
Haand!

Taaler, o Venner! endnu lidt Ophold, til os bekjendt bli'er,

Om os Kalchas har fandt forudſagt, eller og uſandt!

End vi dog mindes det grandt, og Ikunne jo vidne det Alle,
Hvilfe de gruſomme Kerer end et til Als har bortført,
Som om det hændtes 1 Gaar: Da Hellenernes Sneffer ved

Aulis
Samledes, bringende Priamos Skrak og de ſamtlige Troer —
Rundt om en Kilde vi offred' i Kreds paa den krandſede
i Moosſteen
Under den hoie Platan, hvor Valdet piblende fremſprang,
Feſthekatomber i fuldt Antal til ſamtlige Guder. |
" Gee! men et Under blev feet. En purpurſtinnende Hugorm,
RNædfom at flue, til Lyfet af Zeus, den Olympier, fremkaldt,
Skod fig bag Alteret op, og klynged' fig høit om Platanen.
Oven i Træet, paa gyngende Green, laae rolig i Reden
Sammenflynget en Hob Spurvunger, dæfte med Smaalev,
Otte; den niende .Spurv var de Nognes rugende Moder.
Ormen, opflugte de ſmaa fpædtgvidbdrende Sodſtende ſamtlig —
Moderen floi fun om Reden endnu med jamrende Klynken;
Da hiin, dreiende Hov'det, den ſtrigende ſnapped' ved Bingen.
Men da den Ungerne havde førtært, og Ungernes Moder,
Stilled' ben Zeus, ſom fendte den, der til et blivende Jer:
tegn: I
See! thi den blev til en Steen omſtabt af den høie Kro⸗
. nion.
Studſende ſtode vi Alle, med Raedſel betragtende Synet
Af et fan gyſeligt Tegn midt i de Himmelſtes Offer.
Men for det bævende Folk fremftod, fandfigende Kalchas:
Hvi dog ſtudſer I ſamtlig, I haarlokfavre Hellener ?
Dette faa mægtige Tegn har fendt Zeus varflende Forſyn
Seent og filbigt; men bringende feent vedvarende Hæder.
See! fom nu flugte hiin Orm Spurvredens qpiddrende
Syæde,
Otte; den niende Spurv var de Nognes rugende Moder;

Altſaa flulle vor Kamp ni Aar vedvare for Troia;

Men t det tiende flyrtes og ned dets taarnede Mure!

Saa fandfagde han der; og fnart fuldkommes hans Sandſagn.
Altſaa forbliver nu her, fodſtimrende Danaer alle,

Til vi har flyrtet i Gruus hiin Priamos prægtige Taarnſtad.“

Saa han talte; men ſtingrende lød, med jublende Tilraab,
Rundt fra Sneklernes Leir Achaiernes ſtormende Bifald,
Dig, Odys ſeus, priſende lydt, og den herlige Tale.
Derpaa tog nu til Ords den gamle gereniffe Neſtor:

„Himmel! hvor reent barnagtigt I ſvadſe paa-Thinge jer
Tid bort,
Net, fom umyndige Børn, der ei vide hvad Krig er, og
Krigsdaad!
Hvor er' nu Løfterne? Hvor de med Cen befræftede Tilſagn?
Skal da nu blive til Røg hvert Raad? hver mandig Befluts
ning?
Hvert Pagtoffer af Vün? hvert tillidfordrende Haandſlag?
Stedſe med Ord fun vi ſtride, mens Jutet i Gjerning tå
Udgang
Tegner endnu, fan længe vi her og dvæled”, og dvæle.
Atreus Søn! herefter, fom før, med urokkelig Faſthed,
For du de Danaers Hære til Kamp i ſtandende Feltflag !
Agt du for Intet de To eller Tre, fom i Smug med hin⸗
. anden
Raadſlaae: (hvad dem dog aldrigen bier, trods Længfelen,
opfyldt)
Hjem til Argos at gane, forinden man veed, om Kronions
Løfte forjætted? os fandt? eller og forjætted? os ufandt?
Thi jeg figer, od vinkte den hoieſte raadende Gud, Zeus,
Paa den Dag, vi befteg de lethenglidende Snekker,

Alle vi Danaer, Død og Fordarv at bringe be Troer.

See! thi han gav os et lykkeligt Tegn: det lynte til Hoire.

Derfor vende fig Ingen herfra, fig ſtyndende hjemad,

gør han har fovet i Seng med cen af Troernes Ovinder,

gør han har hevnet vor Helenas Angft og eenſomme Sukke!

Længes dog hiin eller den end efter Hjemmet med Utaal,

Vove han, mig at berøre den glindſende, bugede Sneffe,

At han for Alle den følfte paa Stand maa finde fin Bane!

Altſaa tænk du, o Herffer, paa Raad, og hør dem af Andre!

Ilke dit Hjerte forfafte det Ord, jeg taler, ſom daarligt:

Opſtil, Stamme ved Stamme, ved Slægt Slægt, Folfet,
Atrides,

At een Slagt hos den anden, og Stamme hos Stamme maa
fremſtaage!

Gjor du mu det, og adlyde de Bil big, vil du Hart fee,

Hvilfen af Forerne ſelv der er feigeſt, og hvilket af hvert

Folk

Tapperſt; thi hoer da for ſig, udmærtt, vil kjempe paa fin
Viis.

Og du erfarer, om hindrer vor Seir guddommelig Almagt,

Eller og Mangel paa Mod i vor Hær og Mangel paa
Krigsklygt.“

Ham gjenfvarende talte den mægtige Drot Agamem⸗
non:

„Sandelig, Olding! i Raad du Hellenerne ſamtlig befeirer !
Havde dog, Zeus o Fader! og Pallas Athen?! og Apollon!
Jeg ti Drotter, ſom dig, i Krigsraad blandt de Hellener,
Snart da boiede fig den herffende Priamos Taarnſtad
Under vor knuſende Magt, og ſank nedſtyrtet i Støvet!
Ak! men den ſtyſtjoldvebnede Zeus tilſendte mig Uheld,
Da han i Kiv forviflev? mig her, og forfængelig Tvedragt:

s 78

See! thi feg og Peliden uenige blev? for en Moes Skyld,

Vexlende FUGE EDB BED, ; og jeg felv begyndte vor Skjends⸗
maal.

Hvis vi engang os igjen med hinanden forlige, da ſikkert

Udebliver ei Troernes Fald et enefte Dagdogn.

Dog nu til Maaltid gaaer, at paa Stand fan ruftes til
Angreb |!

Hver omhyggelig pudſe fit Skjold og ffjærpe fit Haaudſpyd,

Hver med Omhu fore tilgavns de hurtige Hefte,

Hver og befigtige noie fin Vogn, og berede til Slag Alt,

At den udflagene Dag vi fan ſtride den firengefte Stridskamp!

Thi vi vil før os et hvile, ja felv ei rafte det mindſte,

gør, ved fin Ankomſt, Natten, os kjolende Modet, adſtiller!

Strømme vil Soeden, om mangt et Gehæng, fra Bryftet
paa Skjoldets

Dæffende Værn; og mangen en Arm mat fynfe med Spydet!

Stromme vil Sveden af mangen en Heft for den glimrende

Stridsvogn!
Wen, hvis fra Kampen fig holdende fjern, jeg finder en Ni:
ding i
Skjult ved de ſuablede Snekker, omſonſt vil en ſaadan fig
omſee,

Hvor han ſtal flye Rovfuglenes Sværm og de ſtimlende Hunde!»

Saa han talte. Da ſtreg Achaierne. Som naar en

Brætiding,

Havet af Sydorfanen med Magt, fra det nederſte Havdyb

Bryder i bruſende Brag mod den bratfremſtraanende Fjelde
pynts

Stedſe befqvulpede Brink, der er udſat Stormenes Anfald.

Alle fra Sædet opſprang, og fordeelt i Snekkernes Strands
leir,

Redte til Maaltid flux. Rundt ſteg fra Teltene Rogdamp;
Og til de evige Guder de offrede, Andre til andre,
Bedende: Skjandſel i Kampenes Brag, og Døden, at undflye.
Men Agamemnon felv, Hærføreren, offred' en Ore,
Stærf, femaarig og fed, til den altingraadende Gud, Zeus;
Og lod falde til Offret Achaiernes Foreres Tofte:

Neſtor fremmeſt og forſt, og Idomeneus, Creternes
| Hærdrot ; |
Aiaxbrodrene fiden, og Tydeus Søn, Diomedes;
Endelig og, den fjette, den Gudernes Indling, Odysfens.
Ukaldt fom af fig felv Kampraaberen, Drot Menelaos,
Ahnende Broderens Sorg og Trang til broderlig Medhjælp.
Alle nu flove om Nedet, og toge det hellige Bygmeel;
Mellem dem hæved' fin Røft, bonfaldende, Drot Agamemnon:

„Zeus, du Vælde! du Kraft! Skymorknende! Herffer 1

Hoiluft!

Lav før Solen et fænfe fig ned, enn Mulmet et bredes,

For fra fin Hoide jeg ſtyrter i Gruus ned Priamos Taarn⸗
borg;

gør gjennem Portene ſees udflamme den færende Lue;

Før jeg paa Hektors Bryft med dybt indtrængende Staal har

Brynien ſplittet, og rundt om hans Fald henſtyrtede næsgruus .

Hver af hans Fæller hår bidt med ffjærende Tænder i Jorden !«

Saa han bad. Dog hang Raab bønhøred? et Kongen
Kronion;
Offeret kun han annammed' „og ſendte ham Trengſelers
Trængfel.
Men da nu Bønnen var endt, opkaſted' de Bygget, og nedad
Boied' de Halfen paa Nodet, og flagted' bet; traf fan dets
Hud af;

Udſtar Bovene ført; omvifled? dem ſiden med Flommen,
Dobbelt; og oven paa dem de lagde bet plukkede Smaakjed.
Dette forbrændte de ſammen paa Baal af tørrede Oviſte;
Vendte faa, ftufne paa Sped, Indvoldene langſomt for Ilden.
Men da de Bovene havde forbrændt, og Fyldingen forſmagt,
Skar de det øvrige Kjod og ſmaat, og flaf det paa Haandſped;
Riſted' det varlig for Ilden, og traf tilbage bet Stegte.

Da de med Alt nu færdige var', og Maden beredt flod,
Spiſte de ſammen; og Hver fin Bekomſt fil rundelig tildelt.
Men da nu Hungerens Krav og Torſtens fuldelig filt var,
Udbrod Gangernes Tæmmer, den gamle gereniffe Neftor:

„Atreus herlige Son, Mandffarernes Drot, Agamemnon !
Lad os med Snaf nu ei ſpilde vor Tid, og længer et dvæle
Med at begynde det vigtige Vark, Zeus vinked' os Held til!
Lad nu Herolderne flur med høit Raab falde tilſammen
Ale de kobberomſtjermte Hellener ved Skibenes Strandleir!
Vt felv vandre da vidt gjennem Hæren, nu herfen, nu derhen,
Gydende Mod dem i Bryſtet, og Lyft til ſtormende Feltſlag!“

Talt; og hang Ord adlod Mandffarernes Drot, Aga⸗
memnon.
Flux han Herolderne bod, med lydthenſtingrende Stemmer
Kalde tilſammen til Slag de haarlokfavre Hellener.
Skingrende raabte de lydt, og flur var Mængden forſamlet.
Rundt om Atriden og ſtimled' de gudſtadfæeſtede Drotter,
Ordnende Hæren. Foran gif felv Gudinden Athene,
øit med Xgiden, det evig i Pragt tidtrodſende Gudſtjold:
undred af purefte Guld ffjønt virkede, flettede Ovafte
Hang om bets Rand, hver ene for fig et heelt Hekatomb
3 værd.
Dermed, rundt om lysnende, foer, bliktindrende felv, hun

81
Øjennem Achaiernes Hær, og formante til Jil; og i hvert

| ryft
Gydende krigeriſt Kraft, opflammed' hun Alle til Striden.
Samtlige tyktes nu ſodere Kamp og buldrende Krigslarm,
End i de glindſende Sneffer at vende til elſtede Hjemſtavn.

Som naar fortærende løber en Ild, antændt i en Gran⸗
ſtov,
Opad Fjeldenes Ryg mod Skyerne, lyſende fjernfen ;
Saa fra den vandrende Hær, da de blinkende Ruſtninger
| fremgif,
Foer en bevægelig Glands, vidtlyſende, høit imod Himlen.
See! men, fom vildt Træffuglenes Sværm i utallige Skarer:
Storkenes Hær, Bildgjæg, og en Trop langhalſede Svaner,
Over ben afiffe Sump og Cayſtrios flåaende Bande,
Herhen og derhen flagrende forſt paa ſpevende Binger,
Sænfe den tonende Flugt mod den lydt gjenfufende Sokyſt;
Saa de nu flyrted? fra Snefferne hen og Teltene, tropviis,
Til den ſtamandriſte Bred, mens Jorden dundrede rundtom,
Stræffelig ryftet af Foddernes Trin og Hovenes Trampen.
Stilte nu flobe de der paa Skamandros blomftrende
| Slette:
Mange, fom Lov, og ſom Knoppe paa Træer i blomſtrende
Foraar.
Men, ſom en tallos Vrimmel af rundtom mylrende Fluer
Stimler tilſammen i Hobe til Hyrdernes Hytte, naar Solen
Smiler i liflige Vaar, og af ſod Melk Botterne fyldt ſtaae;
Saa tæt ſtod hos hinanden de haarlokfavre Hellener,
Stillede fer mod de Troer, med Ødelæggelfens Krigsterſt.

Dog, ſom erfarene Hyrder man fer, vildtſtreifende
i Geder

Baggeſens Bærler. 48B. 6

Stille med Mag, ſtjondt Hjordene mængt hjemvende fra
| Græsgang ;
Skilled' og Forerne hine, dem ordnende, herhen og derhen,
Alle til Slag. Men i Midten den herſtende Drot, Aga⸗
. memnon,
Hoined' ifær fig, i Hoved og Blik den tordnende Gud liig,
Poſeidaon 1 Bryſt, og i vældige Lænder en Ares.
Net, fom i Hjorden en Tyr høit over bet lavere Hørngvæg
Hæver fig flolt, og i græsfende Flok vidtkjendelig fremgaaer;
Saa gif den Dag firaalende frem i Mængden, Atriden,
Samtlige Kjæmper fordunflende rundt, forflart af Kronion.

Odysſens Hevn.
Homers Odysſees to og tyvende Sang.

Raſt afkaſtende Pjalterne nu, den kloge Odysfens
Sprang paa Forhoiningen op, og fremholdt Buen og Kogg'ret
Fyldt af Kolve. Derpaa han deraf de vingede Pile
Styrtede ned for fin Fod, og talte til Beilernes Skare:

nDenne faa —— Kamp i vor Leg beſtod jeg da
hidtil!
Nu feg et andet Maal, fom af ingen Slytte blev truffet,
Vælger, om træffe jeg fan, og mig Xre forunder Apollon.“

Talt, mod Antinoos hen med den myrdende Piil han
nu ſigted';
Denne var fuft i Begreb med at. hæve fra Bordet et Guldkar,
Skjont, tvehanfet, og fyldt med Vün; og alt, for at briffe,
Holdt han i Hænderne trøflig til Læben det, uden at ahne
Døden fi ig nær. Hvo drømte vel og, i Forſamlingens Viin⸗
fværm,
At en enefte Mand, og nok faa tapper, alene
Blandt faa mange, formaaede hans Liv at ende fan volbfomt?
See, men Ovysfeus fljed; og i Struben den vingede Piil flor,
Saa, bag Naffen, af Huulningen frem Malmſpidſen herud⸗
foer.
Ned han til Siden nu ſank, og af Hænderne tumled' hans
Guldkruus,
6*

Medens af Næfen, i det han ſegnede, ſtrommed' en Styrt⸗
ning

Purpurblod; og hurtigen om med Foddernes Opflag

Stodte han Bordet, faa Maden deraf nedſtyrted' paa Gulvet,

Hvor fig Brødet og Stegen befudleve. Vildt i Alarm nu

Beilerne ſtreg, da den faldende Mand de famtlige ſtued':

Op de fra Saderne foer, og, opfyldende Salen med Oprør,

Blikked' de rundt omkring paa de ziirligmurede Vægge,

Uden et Skjold, eller Spyd, etſteds at finde til Vebning.

Truende nu ham med Ord, udbrød de vidt mod Odysſeus:

„Fremmede! rafer du der med dit Skud? Nu kiemper du
aldrig
Lyffamp, veddende meer! nu er kommen din yderſte Time!
Viid, du har truffet med myrdende Sfud i ben Ingling, ſom
henſank,
Ithakas ypperſte Søn. Derfor nu Rayne dig æde!s

Saa ſtreg Alle, ſom Cen; thi de troede, han iffun af
i Baade
Havde ham bræbt. Ei drommed' endnu de fværmende Daarer
Om den Fordærvelfens Dom, fom vover dem Alle nu fvæved",
Blikkende mork, udbrød Odyoſeus, Meft'ren i Paafund:

„Ha! I Hunde! ſom bildte Jer ind, jeg aldrigen hjemkom
Hid fra Troia! Derfor I fan trygt fortærte mit Gods her,
Og misbrugte med Vold, til jer Lyſt min Eiendoms Terner,
Beilende fræft til min Viv, mens endnu jeg ſelv var i Live,
Hverken frygtende Gudernes Straf, fom boer i bet Høle,
Eller og Menneffers Dom, naar i Sfjændfel fvinder jert

Winde.
Over Jer Alle nu mørk fremfvæver Fordærvelfens Time.

Saa han talte; men bleg Dods angſt rundtom nu betog
dem,
Samtlige flued? omfring, hvor de kunde Fordæervelſen undflye,
Run Eurymachos mæled? endnu, og talte, til Ofenfvar:

„Hvis bu, Odysſeus felo, hiin Ithaker, kommer nu

hjem ber,

O! da med Foie du hevner i Harm Achaiernes Udaad!

Meget Uftikkeligt her man begik, i din Borg og paa Landet;

Men nu ligger han alt jo død, ſom Skyld var 1 Alting;

Thi fun: Antinoos der har hiint Uvæfen forvoldet.

Ytfe faameget af Elffov og Lyft til Xgteforening

Her med din Vio, ſom for egentlig ſelv at beherſte med
Scept'ret

Ithakas mægtige Land, fom ham ef dog undte Kronion,

Stræbte han efter at myrde din Søn i hemmeligt Baghold.

Men nu har han fo faaet fin Reſt! Du altſaa forſtaane

Raadig dit Folk! Vi alle dig her med offentlig Afbigt

Bille, hvad alt i dit Huus er fortært i Mad og 1 Driffe,

Villig erftatte, tilførendve ii Par Øren Enhver dig,

Kobber desuden og Guld hidbringende, til vi dit Hjerte

Soner os mildt. Ubillig er ei din Brede forinden. …

Blifkende mørkt, udbrod den paafundrige Odysſeus:
„Nei, Eurymachos! hvis J og gav mig hele jert Cie,
Hver fit arvede Gods, og til det end foiede meer nu,
Holder jeg ikle tilbage min Arm fra hevnende Mordſlag,
Forend filfulde jer Daad J Beilere famtlig har bodet!
Kun eet Valg I nu har: med Kraft at værge Jer mod mig,
Eller ved Flugt, om J kume, jer Dod og Jammer at

undflye!

Ei dog en Eneſte her vil undgage, troer jeg, fin Omkomſt.“

Saa han talte; da ſtjalv hvert Bryſt, og Knæerne
zittred”.
Mern Eurymachos raabte nu lydt til den hele Forſamling:

—— et lader han hvile nu meer de rædfomme
Hænder,

— Men, — Kogg'ret igjen, og den bonede Bue,

Sender han Sud os paa Skud, nedad, fra det hoinede
Forgulv,

Til han og Alle har bræbt! Velan! opflammet til Modkamp

Hver da nu — fit Sværd! hoer hæve fit Bord, ſom et
Stridsſtjold,

Skiermende ſig ner hans Skud! og fom cen Mand ſtorme
vi famtlig

Op mod ham felv, for at trænge ham bort fra Dorens For:
hoining;

At, udkomne, vi Gaderne rundt fan ſtrige til Biſtand —

Saa vil Manden vel ſnart ophore med myrdende Piilſtud!⸗

Saa han tale” , og traf vet ſlebne, blinkende Malm⸗

fværd

Starkt, tveegget og flarpt; og fprang med grueligt Alarm⸗
ſtrig

Op mod Odyoſeus vildt. Men rolig figted? Odpsſeus,

Strammende Strængen, og ſtjod, og traf ham i Bryſtet ved
Vorten.

Dybt i hans Lever fig bored' den ſuſende Pil; af hans Hoire

Sank Malmfværbdet til Jorden, og forlænds, ſtyrtet med
Bordet,

galdt han fvimlende ned, omfaftenve Maven paa næfte

Bord, og bet hankede Kruus; og mod Gulvet torned' fans
Pande.

Angſtfuld rallende fparfed? han om med Foddernes Krampdrag
Stolen, ber flød; og hans Øie nu braft udfluffet i Dodmulm.

See! men Amfinomos fprang mod den hæbderomfirans

lede Holmdrot

Stormende frem, og det bidende Sværd han drog med ben
Hoire,

For ham fra Døren at gjenne; men, ham indhentende ſtyndig,

Rendte Telemachos Spydet af Malm ham hurtig i Ryggen

Mellem Skuldrenes Blade, fan frem af Bryftet det udfoer.

Dundrende fonte hans Fald, og hans Anſigt pladſted' mod
Gulvet.

Bort dog Telemachos foer, og lod det ſpedende Malmſpyd

Hiſt i Amfinomos Krop; thi han frygted', en Anden, ifald han

Blev, udtræffende Spydet igjen, det lange, med Sværd ham

Naaede, ham borende ned, eller huggende reent ham i Styller.

Skyndig tilbage han lob til ben elſtebe Fader Odysfeus,

Og tæt nærmende fig til hans Side hurtig han udbrød:

„Fader! jeg gager for at hente bit Skjold, og tilligerto
Krigsſpyd,
Samt Malmhjelmen, ſom ſlutter faa vel om Hovedets Hvæls
ving,
Selv jeg og tager et Skjold, og Filstios her og Cumænos
Bringer feg Vaaben. Man flaaes dog djærvere, troer jeg,
i Ruſtning.“
Ham gjenfvarede flur den paafundrige Odysſeus:
„Lob, og bring dem, imedens jeg end har Pile til Modværg,
Ut de fra Døren mig ei borttrænge, mens mu. jeg er ene!»

Talt, Telemachos ſtyndig adlød ben elſtede Fader,

Løb, og til Kamret han flot, hvor de prægtige Vaaben fors
g vart laane:
Fire Skjolde * valgte ſig * med dobbelt ſaa mange
Landſer, og fire med Gangerens Svæv topvaiende Hjelme.
Disfe han nedbar flur til den elſtede Fader, Odysſeus.
Selv han fig hyllede førft i den kropomſtjermende Ruſtning;
Saa fig og væbnede der Kohyrden, og Svinenes Hyrde.
Og be omſtode nu trindt Odysſeus, Meſt'ren i Paafund.

Denne, faa længe ham end var Pile tilovers til Mod⸗

værg,

Sigted”? i Salen omkring, og traf beſtandig med hvert Skud

Cen af Beilernes Sværm; og de flyrtedes, een. paa den anden.

Men, da til myrdende Skud var forbrugt nu Pilenes Fors
raad,

Tog han Buen, og ſtotted' den op til Pillen ved Døren,

Mod Formurens den glimrende Væg, i den ffinnende Hoiſal;

Kaſted' om Sluldrene faa bet fiirfoldſtijermende Stridsſtjold,

Og bedelked' med hvælvede Hjelm bet vældige Hoved.

Frygtelig vaiede Gangerens Svæv fra ben toppede Hjelmbuſt.

Derpaa greb han med Cet to malmtilſpidſede Landſer.

Cen Dør var der til Trappen i Sidevæggen forneden,
Og fra Forhoiningen, overſt i Hov'dindgangen til Salen,
Fored' en anden til Gaarden, med vel tilfluttende Gangdor.
Den befvel til Cumæos bevogtende Troſtab Odysſeus,
Stillende ham nær den; i dens Aabning rummedes Cen fun.
Men nu raabte til hele Forſamlingen hoit Agelaos:

„Venner! o kunde man naae fun Sidedoren til Trappen,
For at forkynde det Staden, og Folkene ſamle ved Anſtrig,
Snart lod Manden da af med at flyde de myrdende Pile.

Dam gjenfvarende Hs fkeD: Melanthios, Gedernes

Vogter:

„Ei er at tænke paa fligt, Agelaos! frygtelig nær den

Er jo Døren til Gaarden, og ——— ſnever, at een
Mand,

Hvis han har Mod, er iſtand til os famtlige Gangen at
ſpœrre.

Men nu velan, jeg vil hente fra Heiloftkamret Jer Strids⸗
værn,

At I fan ruſte Jer her! jeg formoder med Grund, at Odys⸗
ſeus,

Eller hans blomſtrende Son, Krigsvaabnene der har etſteds
ſtjult.⸗

Dette nu ſagt, opſteg Melanthios, Gedernes Hyrde,
Huſets Trapper I Haft til Odysſeus overfte Kamre:
Der tolv Skjolde han tog, og tolv malmſpidſede Landſer,
Samt tolv Hjelme, med vaiende Svæv af Gangernes Haler.
Skyndte faa ncd fig igjen, og gav dem Beilerne hurtig.
Men nu forfærdedes ført, og fljalv den ædle Odysſens,
Da han dem hylled' i Ruſtninger faae, med Landfer I Hænder;
Thi heel droit Arbeidet nu lod at torde ham blive,
Flux til Telemachos vendt med Studſen, hurtig han udbrød:

„Sikkert, Telemachos, cen af Ternerne nu har forraadt os,
Eller Melanthios hiſt, og beredende fhjændig en foær Dyſt!“

Men ven førftandige Ingling, Telemachos, fvared? med
Iver:
„Fader! det har jeg ene forſeet, og Ingen er ſtyldig
Uden jeg ſelv; thi Kammerets Dør deroppe jeg fljød fun
Efter mig noget pan Klem; og det. har en Lurer fig market.“

»Gaae da, min gode Eumceos, du op til Kamret, og luk den!
Dg fee til, om maaſtee det een af Ternerne voved',
Eller og Dolios Søn, Melanthios, fom jeg formoder!“

Mens, faa talende, Fader og Søn gjenfvarte hinanden,
Opſteg atter til Kamret Melanthios, Gedernes Bogter,
Vaaben at hente. paa ny. Ham fane Sviinhyrden Cumæns.
Og, fig nærmende flur til Odysſeus, hurtig han udbrød :

„Herlige Søn af Laertes, Odysſeus, Mefter 1 Paafund!
See! nu gaaer han igjen Forræderen, ſom vi formodet”, |
Op til bit Kammer! Velanl nu ſiig mig flarlig din Mening »
Om jeg ſtal dræbe ham ſirax, hvis i Styrfe han viger min
Arms Kraft, |
"Eller ham bringe dig hid, for at bøde tilfulde den Udaad,
Hoilken han, troløs, her i dit Huus mangfoldig har ovet?“

Ham gjenfvarede hurtig den paafundrige Odysſeus: |

„Jeg, med Telemachos, felv ſtal Beilerne neden i Salen

Nok beftride, hvor vildt og famtlige ſtorme til Angreb.

Binder J andre fun hin flur Fødder og Hænder paa
Ryggen,

Kafter i Kamret ham ind, og, efter Jer fluttende Døren,

Knytter ham der med et flærkt, tykt Reb, og hidſer ham
hurtig

Op, langs Pillen, i Veiret til under den overſte Bjælfe!

Der han fprætte, faa længe han fan, hengiſpende Livet!”

Saa han bød; og adlydende gif Sviinhyrden Cumæos,
Fulgt af Filstiog, op; og belurede hiin, ſom i Kamret,
Rundt i Hjørner og Kroge han gif, opſogende Vaaben.
Stille, ved hver fin Stolpe, de ſtod; og ventet? i Døren,

Til han pan Tærffelen treen, med en Hjelm af Kobber i cen
Haand,
Og met et Skjold i den anden, ufjendeligt næften af Elde,
Hvilfet den gamle Laertes engang felv bar i fin Ungdom;
Men nu, men Remmene ſmuldret itu, begravet i Støv laae.
Styrtende frem nu med Cet, de grebe ham, drog ham igjen ind
Raft, og flængte den Hylende ned paa Gulvet, og bandt ham
Hænder og Fodder, paa tværs; i en ſmertelig Fletning paa
Ryggen,
Sanmenſurrende Knuden med Magt, fom dette befoel Dem
Selv hiin Søn af Laertes, Gjenvordigheds Helten, Odysſeus.
Knyttede derpaa faſt Rebenden, og hisſed' ham op faa
Hoit, langs Pillen, i Veiret til under den overſte Bjælfe.
Der med forhaanende Spot tilraabte ham Hyrden Cumæos:

„Nu vil du hvile ret godt i Nat, min gode Melantheus,
Stræffende mageligt dig, ſom du vel har fortjent, i en blød
Seng;
Neppe forfover tu heller den gyldne Morgengudindes
Ankomſt, naar hun af Havet opſtaaer: for Geder at bringe
Beilernes Sværm, i Salen, til lekkertſmagende Maaltid!“

Hænge nu lod de ham der, i de fmertende Surringer
bundet.

Derpaa den flinnende Dør tillufte de, hylle? i Vaaben,
Og fleg ned til Odysſeus, den klygtige Mefter i Paafund.
Modbegeiſtred' omſtode de ham og Sønnen, i Alt fun
Fire; mens neden i Salen mangfoldige vobnede Mænd flod.
Men dem nærmte fig Zeus nedfvævende Datter Athene,
Mentor lignende ganſte, ſaavel i Geſtalt, fom i Stemme.
Frydet Odysſens blev ved at fee Gudinden, og udbrod:
„Mentor! flaae nu i Noden mig bi, og erindre vor Ungdoms
Opvært fammen, fom Ven, og det Venſtab, før jeg har viiſt dig!“

Saa hån bad; thi han ahned Athenes frelſende Buds
Dom.

Men rundt neden i Salen oploftede Sværmen et høit Sfrig,

Truende hende; bog fremmet Danaſtors Søn, Agelaos:

„Mentor! o lad dig ef hift af Odysſeus Tale forføre,

Til os Beilere her at befjæmpe, hjælpende ham der!

Thi jeg formoder, os lyffes, hvad alt er befluttet i faa
i Fald:

Naar vi har dræbt dem begge, med Faderen Sønnen tillige

Myrde vi fiden og dig, fordi du ponſed' paa ſaadant

Mod os i Borgen! dn boder derfor da felv med dit Hoved!

Men naar vi nu med myrdende Malm far røvet Jer Livet,

Ut dit Gods, hvad i Hufet du har, og udenfor Hufet,

Slaae vi da her til Odysſeus Gods; og lader ei nogen

Søn dig, af alle du har, t Live, heller ef Datter.

Selv din uſtyldige Viv ſtal af Ythaferfolfet udryddes!“

Saa han talte. Da tændtes end meer i Hjertet Athene.
Hoit med Bebreidelſes⸗Ord hun ophidſede Helten Odysſeus:
„Ei er du længer den Mand, Odysſeus, tapper og kraftfro,
Som for Helena, Zeus hvidarmede Datter, i ni Aar
Uophorlig med Troernes Folk utrættelig Fjæmped”,

Og mangfoldige Helte beredte den rædfomme Bane?

Sank bog Priamos vidtudbyggede Stad ved dit Suilbraad !

Hvordan da nu? hjiemkommende fer til din Borg og dit Cie,

Vakler mod Beilernes Sværm dit Mod, tviviraadigt og frygt;
ſomt?

Op da, min Ven, træd frem, og fee, hvad jeg evner i
Kamp fjer!

At du maa fjende, hvorledes i Strid mod fiendtlige Skarer,

Mentor, Alfimos Søn, gjør for Velgjerninger Gjengjæld!«

Saa hun talte. Dog gav hun et ſtrax ham Seierens
Udſlag,
For end længer at prøve hans Mod og uroffede Faſthed;
Er blot hans, men tillige hans Søns, den herlige Ynglings.
Selv hun til Hanebjælfen, den ſorttilrogne, nu fvang fig
Op; og fad i en Svales Geſtalt, tæt oppe ved Taget.

Beilernes Sværm nu opmuntred' Damaſtors Søn, Age:
laos,
Demoptolemos, ſamt Eurynomos, og med Piſandros,
Polybos, hidſig til Kamp, og Amfimedon; hoilke de forſte
Vare blandt dem, fom endnu forfægtede mandigen Livet,
Medens de øvrige laae henftraft af de rammende Pile,
Saa nu Damaſtors Søn til hele Forfamlingen udbrød:

„Venner, nu haaber jeg, fynke ham fnart de fjernende

Hænder;

See! thi, det pralende Løfte til Trods, alt Mentor forlod
ham;

Og nu flaae de der ene paa Salsbørstiflien atter.

Altſaa fender ei fænger de famtlige Landfer, paa eengang,

Alle; men fun J Ser henkaſte dem, om Jer Kronion

Maatte forunde maaffee den Hæder, at træffe Odysſeus.

Thi os de Andre befymre fun lidt, hois felv han fun falder.“

Saa han taled'; og Alle nu djærvelig, ſom han befoel
Kaſtede Landferne hen; men Virkningen hindred' Athene.
Cen foer dybt i den murene Sals Dorſtolpe foroven,
Cen lidt længere ned i den ſtjontindfalſede Salsdør;
Alle de øvrige Spyd foer hen, ved Siden, i Væggen.

Men ba de havde nu hiſt undveget Beilernes Laudſer
Ale, begyndte paa ny Gjenvordighedshelten Odysſens:

„Venner! nu er bet vel ogſaa til mig at byde Jer Alle
Djærvelig fafte mod Beilernes Sværm, der nu har i Sinde
Reent og at fnufe, for fuldt at frone, hvad ondt de har

| gjort og !«

Talt; og fom cen Mand kaſted' de nu de ſpydede Landfer,
Sigtende ret. Demoptolemos, dig traf Helten Odysſeus;
Dig, Euryades, ramte Telemachos; Svinenes Hyrde
Elatos, big; og for Horngvægvogteren ſegned' Piſandros.
Disſe tilfammen nu bed i det vidtudbredede Salsgulv.

Og mens de øvrige flygted? i Salens yderſte Hjørne,
— hine, og drog af de Faldne ſamtlige Spyd ud.

Atter nu Beilerne taſted med Kraft de hvinende Landſer,
Alle, fom Cen. Dog omſonſt; thi endeel fravended' Athene.
Een foer dybt i den ſtinnende Sals Dorſtolpe for oven,
Cen lidt længere ned i den velindfalſede Salsdor,

Een af de fufende foer dybt ind i Væggen ved Siden.

Kun Amfimedon ramte, Telemachos ſtrygende Haanden

Nar Haandledet; den yderſte Hud blot ſaartes af Spydet;

Ligeſom og Kteſippos i Skulderen ridſed' Cumæos

Over hans Sljold; men det kaſtede Spyd faldt bag ham til
Jorden.

Hine nu der om Odysſeus, den flygtige Meſter i Paa⸗
. fund,
Sigted? mod Beilernes Sværm, og kaſted' be ſpydede Landfer.
Dig, Eurybamvs, traf hiin Stævernes Styrter, Odysſeus,
Dig, Amfimedon, ramte Telemachos; Svinenes Hyvde,

Polybos, dig; og Kteſippos den troe Ovægvogter, Filoteus,
Giennemborede Bryftet, og raabte jublende til ham:

„Nu, Polytherſes Søn, kaadmundede Dadler, herefter
Aldrig bu hæve din Roſt dumſtolt! Til Guderne henſtilt
Lade du være hver Dom; thi fun Guderne herſte med Almagt.
Tag imod denne Foræring til Gjengjœeld her for den Kofod,
Hvilken Odysſeus du gav, da, ſom Betler, i Salen han

2 omgik.“

Saa tilraabte ham hoit Ovagvogteren. See! men
Odysſeus
Sprang mod Damaſtors Søn, og ſtak ham igjennem med
Landſen.
Ogſaa Telemachos ſtak Leiokritos, Son af Evenor,
Spydet i Maven, faa gjennem hans Krop af Ryggen det

udfoer;
Forleœnds faldt han omkuld, og paa Tillien pladſted' hans
Anſigt.
Men nu Athene, fra Loftet, det Skarer forfærdende Guds
ſtjold

Over Forfamlingen holdt; og bleg Dodsangeſt betog dem.
Samtlige flygtet” i Salen, forfærdede; fom naar en Kohiord
Herhen og derhen ſplittes af Frygt for den raſende Bremſe,
Henimod Sommerens Tid, naar de længere Dage begynde.
Ligefom Hoge, med krummede Næb og ſpilede Rovfløer,
Ned fra Bjergenes Aas mod en Sværm Smaafugle fig
ſtyrte —
Disſe pan dalende Binger i Angſt nedflagre mod Jorden —
Men be Forfolgende naage bem, og myrde dem; Flugt er
umulig ;
Værgen omſonſt; tilſtimlende golf feer Jagten, og klapper:

—

Saa, uedſtyrted' i Salen mod Beilerne, bored' i Fleng de
Ned for Fode hver Mand; fælt Strubernes Rallen igjenlod
Mellem de knagende Pander, og Blød omſtrommede Gulvet.

Men for Odysſeus Knae nedflængte fig Præften, Leios
i des,

Favnende dem, og med jamrende Skrig han ydmygelig bon⸗
faldt:

„See! jeg omfavner dit &næ, o! forbarm dig, og ſtaan
mig, Odysſeus!
Aldrig dog har jeg i Hufet dig her vanæret en Terne,
Hverfen med Ord eller Daad; men oftere mangen en anden
Beiler fra fligt afffræffet, faa tidt en ſaadan det indfaldt.
Men de adlode mig ei, naar jeg varede dem mod det Onde!
Derfor traf og de Syndere nu den hevnende Dodgſtraf.
Men ffal jeg, ber, ſom offrente Præft, her Intet forbrudt
i har,
Falbe med dem? Ei ſtjonner du da retfærdig paa Veldaad.“

Mørk tilblikkende ham, gientog den viſe Odysſeus:
„Efterſom offrende Præft du har været dem, fom du dig roſer,
Synes mig, af; faa vel og, formodentlig, har i min Borg her
Ofte du bedt, at mig aldrig blev undt foronſtede Hjemkomſt;
Men at min elſtede Viv blev din, og fodede Børn dig?
Altſaa du neppe den tungtnedknuſende Sfjebne vil undflye.“

Saa han taled?; og greb med den vældige Hoire nu
| Sværdet,
Som ham for Fødderne laae, der af Hænderne ſauk Agelaos,
Da han faldt; og med det han i eet Hug ſondred' fra Naffen
Hovedet hiin, der i Stev henrullede, mumlende lydt end.

Skjalden fun, Terpios Søn, undgik den redſomme Bane,
Femios, hvilfen for Beilerne der, nødtvungen fun, havde
Sjunget og fpilt. Han flod, med den tonende Luth nu 4

Haanden,
Nær ved Døren til Trappen; og overveied' i Hjertet,
Om han af Salen fig flygtede bedſt, og i Gaarden derude
Satte fig hen ved Alt'ret, ſom der for den øverfte Gud flod
Bygget, og hvor de tilforn, forſonende, pleied' at brænde
Tyrenes Bove til Offer, Odysſeus ſelv og Laertes?
Eller om bedre han nermed' ſig hiin, og omfavnte hans
Knœe ham?
Denne Beſlutning omſider, ſom bedſt, udvalgte hans Tvivl:
raad:
Strax at omfavne fare Knee, bønfaldende Helten Odysſeus.
Ned han paa Tillien lagde den ſangbundhvalvede Luth førft,
Mellem ben følvbenaglede Stol, og den mægtige Krufte;
Derpaa felv han fig nærmed? Odysſeus, favnende bonlig
Begge hans. K&næer, og med jamrende Roſt han ydmygelig
udbrød :

„See! jeg omfavner dit Knæ, o forbarm dig fjærlig,

Odysſeus,

Over mig her! du fortrod dog engang, hvis du gruſom
ihjelſlog

Stjalden, ſom Guders og Menneſters Priis lovſyngende toner!

Selv jeg har lært mig min Konſt; mig en Gud i Hjertet har
indblæft

Sangenes Storm; dig felv, fom en Gud, jeg i priſende
Tonqvad

Tidt har ophoiet! du derfor mig et afhugge mit Hoved.

See! din elſtede Son, din Telemachos, fan det bevidne,

At frivilligen aldrig jeg kom, og aldrig. for Gave,

Baggefens Varler. 4B. 7

Beilernes Sværm at more med Sang, ved vanlige Gilde;
Men at, faa Mange mod en , og de flærfefte, ſtedſe de
tvang mig!“

Saa han bad; ham hørte Telemachos, Auglingers Møn:
ſter;

Og ſprang hurtigen frem, og befvor fin Fader, og raabte:
„Naade! min Fader! o frels den Uſtyldige! fad ham i Live!
Medon, Herolden, vi ng vil ſtaane, ſom, ſtedſe faa tro, mig
Her i dit Huus har pleiet, mens Barn jeg var, og i Opvært;
Hois ham et alt har myrdet Filotios, eller Cumæns,
Eller du felv, da du nys, udryddende, ſtormed' i Salen!“

Saa hans Ord. Dem hørte Herolden, den findige
Medon,
Hvor han forſteent af Stræf, nedkroben under en Stol, laae
Stjult i en friſt Kohud, for at undgaae Beilernes Skjebne.
Skyndigen frem nu fra Stolen han opſprang, kaſtede Huden
Af, og løb hurtigen hen til Telemachos. Begge hans Knœer ham
Favnende tæt, med jamrende Roſt han bønligen udbrød :

»Bevfte! her er jeg endnu! o frels mig, og ſiig til din
Fader,
At i ſin Vrede han ei nedhugger mig, mellem de rundtom
Dodſukrallende Beilere her, fordi de forodte
Godſet I Huſet, og daarligen dig et agted' det mindſte!“

Smilende fvarte ham ſelv den paafundrige Odysſeus:
„Fat du trøftigen Mod! thi min Søn beffjermer, og frier dig:
At du maa lære bet felv, og med Ord forkynde bet Andre,
Hvor langt bedre man farer ved god Opførfel, end Udaad.
Gaaer nu fun ud af den blodige Sal! ved Døren i Gaarden

- Sætter Jer begge, du felv, og den tongvadfyndige Sanger,
Til jeg i Hufet herinde har fuldendt hele mit Arbeid!»

Saa hang Ord; og begge, nu flur forladende Salen,
Satte fig ned ved Gudens, den huusbeſtjermendes, Alter,
Frygtſom blikkende rundt, end ſtedſe ventende Døden.
Derpaa ſpeided' Odysfeus i hver Braa Salen, om Ingen
Her eller der fig forſtak, 1 Behold end aandende Livet.
See! men han ffued? dem Alle med blodige Pander i Støvet,
Hobviis liggende der. Som Fiffene, hvilke paa Bredden
Op af bet graalige Hav, i det maſteknyttede Bundgarn,
Fiſteren opdrog hundredevis, matgiſpende ligge
Samtlige dyngede rundt 1 ſprellende Hobe paa Sandet,
Mens Solftraalernes brændende Magt fortærer dem Aanden!
Saa ver Beilernes Sværm laae henſtrakt, Dynge ved Dynge.

100

Vaftrudnermaal.

(Af Edda.)

Odin.

„Raad mig mu, min Frigga!

„Thi mit Hjerte løfter

»Snart at fee Vaftrudner.

„Stedſe, Dag og Nat,

„Staaer min Hu til Kamp med ten alvife
»Kjæmpes Klygt, fom alle Jotner priſe.“

"Frigg a.
„Torde jeg Dig ra ate,
„Heriernes Fader!
„Bliv i Guders Samling!
„Thi jeg tvivler ei:
„Alle Kjæmper i de Jotners Rige
„Hiin Vaftrudner langt i Styrke vige,”

Odin.

„Meget har jeg vandret,
„Meget alt erfaret,
„Tidt min Guddom provet;
„Men for Intet Al
„Gjelder mig, min Barm er iffe rolig,
„For jeg Fjender hin Vaftrudners Bolig.»

101

Frigga.
„Gaae med Held da heden!
«Kom med Held tilbage
„Til Gudinders Glæde!
„Lad dit Snille dig,
„Heriernes Fader! Ord udfinde,
„Kijœmpen Svar paa Svar at vvervinde!“

Flux henvandred' Odin,
Snillets Kamp at friſte
Med den vife Jotun.
See! han fom til Halden,
Hvor de Jotners gamle Herffer dvælte,
Og treen frem, og nærmed' fig, og malte:

Odin.

„Hil dig, o Vaftrudner!
„Til din Hald jeg ülte,
„Her dig felv at ſtue.
„Gierne vidſte jeg,
«Om du er den Mand, ſom Jotner priſe,
„Mellem viſe Kjæmver den Aloiſe?“

Vaftrudner.

„Hvo er du, ſom triner
„Over Haldens Dortrin,
„Tagende til Orde?
„Ingenſinde du
„Vandrer ud igjen af mine Gale,
„Hvis et Viisdom fejrer i din Tale!»

og V

102

Odin.

„Gangraad jeg mig kalder;
„Thi, af Gangen mattet,
„Torſtig, hid jeg kommer,
„En ſelobuden Gieſt.
„Lang var Veiens Moie; du modtage
„Gieſtfri, ſom en Kjæmpe bør, den Svage.“

Vaftrudner.

„Hvorfor altſaa, Gangraad,
„Staaer du hiſt paa Gulvet?
»Sæt dig op i Høifal!
„Og faa fad os fee,
„Hvad hinanden ſtal i Talen fælder
„Gjeſtens Ungdom eller Kjæmpens Xlde 2.

Odin.

„Fattig Mand dkt egner,
„Som til rig Mand kommer,
Kloge Ting at mæle,
„Eller tie qvær.
„Svadſighed med den, ſom os vil bilde,
»Tyttes mig, bekommer altid ilde.“

Vaftrudner.

„Nu, da dig behager
„Staaende din Kundftabs
„Prover mig at viſe,
„Gangraad! ſaa velan:
„Siig mig Heſtens Navn, ſom Lyſets Dage
„Over Jordbeboerne mon drage!“

103

Odin.

„Skinfaxhedder Heſten,
„Som det blide Dagſtær
„Over Jorden brager:
„Manken ſtraaler Glands.
„Mellem alle fodbevingte Heſte
„Er den langt den favrefte, den bedſte.⸗

Vaftruduer.

„Da dig end behager,
„Staaende paa Gulvet
„Mig din Klygt at viſe, Fre
„Meld mig Cet endnu?
„Siig mig Heſtens Navn, ſom ſees at ffride
„Med ben tauſe Nat af Aſterlide!“

Odin.

»Rimfar hedder Heften,
«Som fremdrager Natten
„Over milde Guder.
„Draaber dryppe ned

«Af dens Slum, naar aarle Haner gale.
n Deraf kommer Morgendug i Dale.”

Vaftrudner.

„Hor, og ſvar mig, Gangraad!
„Da dig end behager,
„Staaende din Kyndes
„Prover mig at tee:
„Næovn ben Flod, ſom deler Fjeld og Sletter
„Mellem Guders Slægt og Børn af Jetter!“

104

Odin.
„Ifing hedder Strommen,
„Som imellem Guder
„Og de Dodelige
„Snuoer fit dybe Svælg.
„Aldrig frosſen, gjennem Evigheder
„Den fin altid aabne Bølge leder.“

Vaftrudner.

„Eet end ſiig mig, Gangraad!
„Da du dog faa færdigt
„Paa hvert Spørgsmaal fvarer:
„Hvad er Valens Navn,
„Hvor et Slag den ſidſie Dag bebuder
„Mellem Surtur og de milde Guder?»

Odin.

„Vigrid hedder Valen,
„Hvor imellem Surtur
„Og de milde Guder
„Slaget ſtande ſtal.
„Hundred Mil i Længde, fom i Brede, .
„Strekker fig den kampbeſtemte Hede.“

Vaftrudner.

„Gjeſt! du teer mig Visdom!
„Trin hid op i Hørfal,
„Lad os tale ſammen
„Siddende! Velan:
„Liv for Liv, og Hoved imod Hoved,
acdead os kjempe Kampen ud, du voved'!“

105

Odin.
„Süg mig da, Vaftrudner!
„Dette forſt og fremmeſt,
„Hvis dit Vid det evner,
„Og du ſaadant veed:
„Hvordan ſtabtes, og + hvillen Orden,
„Viſe Kjempe! Himmelen og Jorden?“

Vaftrudner.

„Af Amers Lügkjod

„Blev Jorden dannet;

„Og af hans Knokler

„Opſtode Yield.

„Af Kjæmpens Blod flød Havets Vande,
„Og Himlen hvælvede hans Pande.“

Odin.

Svar mig end, Vaftrudner,
„Paa mit andet Spørgsmaal,
„Hois dit Vid det evner,
„Og du Gaaden veed:
„Hvoraf opſtod Lyſets Straalers Vrimmel,
„Sol og Maane, paa den hvalte Himmel?“

Vaftrudner.

„Kredsſoinger hedder

„Hiin Solens Fader,

„Og Maanens Fader ;

„J varig Gang

„De vandre daglig rundt om Jorden,
„Og tegne begge Tidens Orden ”

106

Odin.

„Siig mig end det tredde,
„Priſede Vaftrudner!
„Hvis tå Rygtet fvarer,
„Hvad dit Snille veed:
„Hvilke Væs'ner bør den Kloge heedre,
„Som den morke Nats og Dagens Fædre?»

Vaftrudner.

„Dellinger hedder
„Dagens Fremavler;
„Norver er Nattens
„Frembringers Navn.
„Ny og Næ, og ſendt af milde Guder,
„Tidens Vexel maanedlig bebuder.“

Odin.

„Siig mig end det fjerde,
„Klygtige Vaftrudner!
„Hois din gamle Vüisdom
„Saadant ogſaa veed: |
„Hvorfra Vinter, paa vor Jord, og Sommer,
„Hvorfra Kuld og Varme kommer?“

Vaftrudner.

»Svafuder falder
„Jeg Somm'rens Fader ;
„Den folde - Vinter:
„Er Vindſvals Søn.
„De aarlig vexlende regjere
„Til Himlens Magter er ei mere.”

107

Odin.

„Los mig nu, Vaftrudner,
„Og den femte Gaade:
„Hvo var mellem Afer
„Jordens førfte Gud?
„Hvo ſtod forſt af Imers Grøde
„Frem i Verdens Morgenrede?“

Vaftrudner.

” Talloſe Vintre,
„For Jorden fremgik,
„Blev ført Bergelmer,
„Trudgelmers Son;
„Urgelmer, atter dennes Fader,
„Var Jotners ældfte Stammefader.“

Odin.
„Siig mig end bet fjette,
„Priſede Baftrudner,
„Viſeſte blandt Jetter !
„Hois og det du veed:
„Hvordan blev den anden af de fire
„Alle Kjæmpeflægters ældfte Spire ?…

Vaftrudner.
„Af Elivaga
„Flod Edderdraaber;
„Men Riimfroſt ſtorfned'
„Den rundne Gift,
„Da gniſtrede fra Syden Ild, og Livet
„Blev derved den opvarmte Sneeklump givet.”

108

Odin.

„Endnu maa du, Kjæmpe!
Mine fjælfe Sporgsmaals
uSyvende befvare,
„Veed du ellers Alt:
„Hvordan avlen? Børn i hine Dage
„Kjæempers Stammefader, uden Mage?u

Vaftrudner.

„Hiin Kjempes Fedder,
„Een med den anden,
En Søn fremavled'
id Alt ham liig.
„Men under Armen, andre Vife ſige,
„Fremſprang et Par, en Ingling og en Pige.”

O din.

„End, o viſe Kijempe!
„Maa du mine Gaaders
„Ottende mig loſe;

„Thi du veed dog Alt:
„Siig, ſaa vidt dig mindes, naar du grunder,
„Hvilket var det eldſte Tidens Under?“

Vaftrudner.

ON) Svælg af Vintre,
„For Jorden opſtod,
„Var til Bergelmer
„Det ældfte Sagn,
„Jeg mindes hos vor Kjæmpeflægt i Norden,
„Er, at han af en Baad gik frem paa Jorden.»

109

.Odin.

„Endnu, viſe Jette,
Maa du mine Sporgsmaals
„Niende befvare;
„Thi du veed dog Alt:
„Hvorfra kommer Vinden, ſom fig fvinger
„Over Hav paa aldrig ſeete Vinger?“

Vaftrudner.

„Reſov ælger ſidder
„Ved Himlens Ende,
„En vældig Kjæmpe
„J Orneham.
„Hver Bind og Vift og Stormens Bruſen
„Er Lyden af hans ſlagne Vingers Suſen.“

Odin.

„End meld mig, o Vaftrudner!
„Det tiende; thi veed du
„Dog alle Guders Udfpring:
„Hvorledes hidkom Njord,
„Han, ſom Altre har blandt Aſer fundet,
„Skjondt af Aſers Slægt et ſelv oprundet?“

Vaftrudner.

„De viſe Magter
„J Vanahjemmet
„Frembragte Helten
„Og ſendte ham
„Til Aſerne, ſom Gidſel; han ſtal vende
„Til Vanahjem igjen mod Tidens Ende.”

110
Odin.

„End du mine Gaaders
„Ellevte mig loſe:
„Hovad beſtille Helte,
„Som i Striden faldt?
„Hvad er deres Løn i Odins Halde,
„Indtil alle Himles Magter falde 2.

Vaftrudner.

„Einherierne
„Sig dele Valen,
„Anſtille Sværdflag
„Og hugges daglig,
„Med Skjold mod Skiold;
„Hver Aften ride
„De hjem fra Kampen,
„Og drikke Mjødviin,
„Med alle Guder,
v3 Odins Borg.
„Serimners Kjød de der fortære ſammen.
„J fredelig, fortrolig Fryd og Gammen.“

Odin.

„Siig mig ehd vet tolvte:
„Hvordan du, Vaftrudner,
„Læerte Guders Udſpring,
„Og hvad fandt du veed?
„Viſeſte blandt flygtige Jotuner!
„Siig mig Jetters, flig mig Guders Runer |u

11l.

Vaftrudner.

„Om alle Jetters
„Og Guders Runer
„Jg fandt kan ſige;
„Thi hver en Jordegn
„Jeg har bereiſt.
„Ni Verd'ner under Niffelheim jeg kiender;
„Der boe de Helſotdode, Kampens Fiender.“

Odin.
„Meget har jeg vandret,
„Meget alt erfaret,
„Tidt min Guddom provet;
„Men du ſiig mig Eet:
„Efter Fimbulvintrens morke Dage,
„Hvilke Vas'ner blive vel tilbage ?“

Vaftrudner.
„Alliv og Livkraft,
„Skjondt begge ſtijulte
„J Jordens Indkjod,
„Endda beſtaae.
„Af Morgendug de begge nærte blive,
„Og nye Slægter fiden Jorden give.”
Odin.
„Meget har jeg See
»Meget alt erfaret,
„Tidt min Guddom prøvet;
„Men end Eet mig flig:
„Hvordan kommer Solen vel tilbage,
„Slugt af FenrissUlv i Fimbuls Dage?»

112

Vaftrudner.

„En Datter føder
„Hiin Glandsgudinde,
„For ſlugt af Fenris,
„Hun er ei meer.
„Og over Guders Val ſtal denne ride
„Paa hendes Moders Vei fra Øfterlide.”

Odin.

„Meget har jeg vandret,
„Meget alt erfaret,
„Og min Guddom provet;
„Siig mig dog endnu:
„Hvilke hulde Moer ſtulle fvæve
„Over dem, ſom da paa ny fremleve?“

Vaftrudner.

„Trende Stammer
„Indtage Jorden,
„Og gode Aander
„Beſtytte dem.
„Liig dem, ſom, født blandt Kjæmperne, regjere,
„Til Himlens Magter ey ei mere.“

Odin.

” » Meget har jeg vandret,
„Meget alt erfaret,
„Og min Guddom prøvet ;
„Dog, Vaftrudner! fiig:
„Hville Aſer ſtyre Guders Rige,
„Naar for hine Surturs Flammer vige?“

113

Vaftrudner.

„Vidar og Vale
„Gudernes Vaaning
„Evig indtage,
„Naar engang Surturs
„Flammer er ſlukt;
„Og Mod og Magne Mjølner atter tage,
„Naar Thor er død, og Fenris er af Dage.“

Odin.
„Meget har jeg vandret,
Meget alt erfaret,
„Og min Styrke prøvet;
«End dog fpørger jeg:
„Siig, hvorledes Odin Livet ender,
„Naar vor Jord forgaaer, og Himlen brænder?”

Vaftrudner.

„Hiin Tidens Fader
„Opſfluger Ulven,
„Men Bidar hevner
„Sin Faders Mord:
„J Kampen han fit Banefaar den giver,
„Og Fenris aabne Strube fønderriver.”

Odin.

„Meget har jeg vandret,
„Meget alt erfaret,
„Og min Evne prøvet;
„Men, Vaftrudner! flig:
„Hvad tilhviſted' Odin Balder ene,
„Da man lagte ham paa Baalets Grene?»
Baggeſens Værter. 4B. 8

114

Vaftrudner.

„Det Ingen, Ingen
„Blandt Dodelige
„Paa Jorden veed:
„Hvad du din Son,
„J fordums Dage,
„J Øret hviftend!
„Mig aner Døden.
„Jeg alle Runer
„Og gamle Frafagn,
„Og Guders Skjebne
„Har ſandſagt dig.
„Jeg proved' Kamp med Odin uden Lige —
„Aloiſe! dig de Viſeſte maae vige!”

113

Til Jens Baggefen.
Ode af Bob.
1800,

Hi, Ven Baggeſen, Dig, der, ſom Alysſes, vidt,

Omſtormet, ſtued' Din Tids Sæder og Folfefærd,

Og af Fræffedens vildt raſende Strudelfvælg
Frelſt hjemdrog til Dit Fædreland !

Skue fra Bredden 1 ſtibbrydende Havtumult
Almeen⸗Redningens Sværm, føge fun Laugets Vel,
Det og lyvende felv, ftødende Jeg paa Jeg,

Slugt i Hvirvelen undergaae!

Paa bet Tørre nu glad, ſtem os Dit Barbiton,
Snart det gyldne, ſom huldt Dania lytter til,
Suart og det, fom den gjeſtmilde Teutonia
Dig, tonkyndige Slægtuing, gav!

Orpheus liig, med Din Sang mildne Du Hav og Storm
Og trøftmuntrende va'er frygtſomme Styrer and,
Seil at mindſte, dog ei lettende Skib, og felv

Fragt og Ballaft at flænge ſtrax!

Eller blind for det Alt trylle Dig Jliong
Helteſanger, hvis Ovad, buden af Muſen felv,
Tro Naturen, og Konſtmonſternes gamle Lov
Tro, Du ſynger Dit Dania.
dk

116

Uforført af det nye Slæng, fom med Barbarſtads
Skjonhed pynter, Din Plads vælg Du, med Raphael,
Af Apellerne lært: Heller i Grakerkreds

Sidſt, end forſt 1 Modernes Hob!

Hvis Kaſtaliaklang Vrimmelen og forfmaaer,

Stig Du, felv Dig bevidſt: „Faa, men Fortrolige,

Smile Konſtleren Løn, favnes og ſelv de Faa,
Vel! blot Cen er mig nof, min Voß!“

117

Blandede vriginale Digte.

— — —

Melonen.

En Taffel⸗Idyl.
1791.

Solen ſtraalede heed fra Himmelens Midte til Landlyſt,
Medens min Elſtede fad og ſtrikked' i Vindvet; jeg ſelv fad
Taus, ſom en Steen, i en Krog, og Tankerne dandſed' i
Jomsborg.
Logrende viſpled' paa Gulvet omkring den lydige Mili,
Sporende Lugten af Steg, ſom feſtligen braſed' i Kjok'net.
See! da vinked' os Alle til Bords den kjolige Koldſtaal,
Tæt ved min Side Palmine paa Sophaen, Mili derunder.

„Baggeſen, fagde hun venlig, lad FThorald være
nu Thorald,
Erik Erik! og vær nærværende nu ved vort Maaltid!
Sjelden dog har man dig feet, i det daglige Liv, og paa
Jorden;
Bend dit poetiſte Blik til den Ret, ſom nærmer fig hisſet!“

Vant til at lyde hvert Vink af min Elſtede, venpte jeg
Diet
Hen til den feſtlige Gaas, ſom paa Fad den trippende Terne

118

Frembar, ſom man en Gaas bør bære, naar felv man ei
Gaas er,
Peent, og med Anſtand. Dampende flod den alt nu paa
Bordet;
Og jeg beundrede Stegningen høit, og pralte med Kundſtab
J et Capitel af Loft, fom dog jeg fjender af Navn fun.
Ternen gif ud, og Palmine nu felv fremtog af en Straafurv
Feſtens Krone. Jeg ſtirrede taus med Beundringens Andagt,
Medens vi ſpiſte, derpaa. Tilſidſt flød følgende Lovſang
Over det herlige Syn'fra de meer et hyklende Læber:

„Guder! hvad tryllende Glands henriver fra Gaaſen
mit Die?
Sjeldne Naturs Særfyn paa vort Bords fiürkantede Syns⸗
kreds!
Guult, blodt, bugtet og rundt, ſom Selenes flagrende
Skyſtjort,
Naar hun i let Negligee ſig i Smug til Endymion lifter —
Ak! der dog aldrig, beundrer de letombaltede Hofter,
Sovende trygt, ſom en Steen, mens følvflar rindtnde Taarer,
Hoit fra den Stirrendes Blik nedftyrte paa Jagerens Leie?
Muſe! hvad er det? den tyrfiffe Hat, ſom Babylons Hero
Sendte fin drømte Leander, hiin rundtomperlede Turban
Syntes ei Holger faa ffjøn, ſom hiin mig ftraaler paa
Caſtrups
Konſtige Leer! Saa fvæver i Glands for Fupiters Sønner
Nærmere Blikke den gamle Saturns majeftætiffe Kugle:
gem oplyſende Maaner omſtraale den! Under! bog bar jeg,
(Atlas bærer en lignende Vægt) din Tyngde fra Solyſt,
Melo, Saturns misundte Rival! thi feel du jo fvæved?
Nys i Cyllenias Haand, mens hin fun. fvæver i ther.
Ak! du faldt ud af din glimrende Kreds, og raſt gjennem Luften

119

Alfernes Dronning, Titania ſelo, hidbar dig til Landlyſt.

See! nu throner du her i et andet Syſtem paa vort Feſt⸗
bord;

Ringen, ſom før dig omgav, er forandret, og fem ubekjendte

Maaner omfrandfe dig nu: Vanhellige falde dem Kopper.

Alting fpotter. en fold Proſaiſt, Alting han fornedrer,

Vantro, lav og gemeen; ham Intet er helligt; thi Phoebus

Helliged' aldrig hans Læber med Kyé af ſmilende Mufer,

Helliged' aldrig hang Blik ved Synet af Ingeras Døttre.

Driftig han falder Saturn en Melon, og (afſtyelige Fræk:
hed)!

Ringen, for bælter dens Krop, er ham en fimpel Tallerfen —

O! hoad Under, at Maaner fg ham er det famme fom
Kopper?

Mig er Kopperne Maaner; thi Phoebus luttred' mit Syn
mig

J den uffyldige Glands af Huldgudindernes Blikke.

Jeg Lykſalige, jeg har ſet Cyllenia, Selma,

Julial feet dem, og ffuet forennt Urania, Pallas,

Amathuſia ſelv, og de tre lioſalige Soſtre.

Og i det hellige Syn af Palmines lidende Huldſmiil

Helliges daglig mit Blik; mig, mig er Kopperne Maaner!

Rips er den forſtes Produft, og den andens lokkende

Hindbær ;

Kirsber vinke, ſom Kys, fra den treddes rodmende Bredde;

Stikkelsber pryde den gronnende Kyſt af den fjerde; den femte

Lokker den væbnede Haand til Snap af Tytter og Multbær.

Aldrigen pined' en ſodere Duft Sorytternes Naſer,

Naar i Arabiens Bugt de ſig vendte mod Norden, end
den, du,

Melo⸗Saturn udfpreder omkring mit krandſede Feſtbord!

120

See! fom en trangere Ning big omſnoer, og nye Dras
| sk: banter,
Her, fan beftraales du og af en anden Sol, end Cyllenes,
J hvis fore Syſtem du tilforn umarkelig tabtes !
Her i en ringere Kreds du beftraales af Solen Palmine.
Kald bøg et gruſom bin Lod, og den evige Sfjebne, ſom
… vælter
Støvets og Xtherens Kloder af eet Syſtem i et andet!
Vær med bin Stilling tilfreds, og erkjend den evige Sandhed :
Tingenes rigtige Værd er beftemt af Pladſen, de flaae paa.
Saa fan et Vers vel roſes hos mig, ſom laftes hos Klop⸗
ſtock,
Og hiin Stjerne, ſom Inçen vel fane, hvis paa Himmelens
ſtore
Mandhbjorns Bringe ben fad, fees ei blot klarlig, men glimrer
Herligen felv paa et Bryft af en tam polfioandfende Hof⸗
bjørn.
Sandt! i et ſtorre Syſtems tifold meer glimrende Solkreds
Viſte du dig, dengang du med hundred andre gik frem af
Glasdrivbæœenkenes Chaos, beſtemt at zire den Himmel,
Hvortil ſtedſe Cyllenias Smiil omdanner et Taffel,
Selv det kjedſomſte ſtorſte, ja ſelb om en Baham der⸗
ved fad.
Sandt! bu maaffee blev af hente berørt, maaſtee vel ends
og du
Flygtig var bleven bemærket af Daniens elſtte Louiſe;
O! men og muligt, du fik faa langt fra Solen din Bane,
At dens Straaler ef naaede din Ning; du ſikkert blandt hine
Større Planeter dig reent havde tabt, fom Jorden, et Sands:
forn
J Melkeveiens uhyrlige Svælg, i Himmelens Stjernhav,
Her, o mit Kilajon! her, i en viſt uendelig mindre

121

Solkreds, feet fun af mig, og din Sol, og fjern fra hver
Dyrkreds,

Straaler du ene, ſom fit i en Ork; men ene beundret !

Ingen felfabelig Glimmer fordunkler din Pragt; og, o glæd
big!

Ingen kjedſommelig SHad betragter med os dine Maaner.“

Saa fra begeiftrede Læbe mig flod den hilſende Lovſang.
Men min Palmine for fang fandt Hilfenen; hurtig hun
afbrød : .

nSværmer! alene med Ord bør aldrig en ſpiſelig Gave,
Om det endog var med Ord, fom i Vos ſes Idyller, beun⸗
breg !
Her! lad 08 offre den hele Planet til dens Giverſtes re!
Haloten vi kunne nu ſtrax, og i Aften det Oovrige ſpiſe.“

„Fünt og forſtandig bemerkt!“ udbrød jeg, „Viisdom,
ſom altid,

Flod af bin ſmilende Mund, Mandinde! Hvad evner min
Digtkonſt

, Mod din huuslige rene Fornuft? Dit Raad er et Bud migl!⸗

See! med den Højre hun greb Bordvaabenet. Flammende

Staallyn

Glimted' over Planeten, ſom flux gled ud af ſin Bane,

Trakt af den Venſtre til Himmelens Rant, og nærmere Solen.

Samtlige Maanerne fljalv; og med Gyſen ſtirred' mit Blik
paa

Off'ret og Offerkniven, og felv paa Præftinden, ſom offred'.

Staalet, hun tvivlende holdt en Tid lang over Melonen,

Foer nu lynende gjennem Meridianen; da gabed'

122
Polen i Nord; mit Øie med Sfræf fanf ned til 1 Midten,
Derfra til Polen i Syd; og nu med ufatteligt Bulder
Styrted' omfuld fra hinanden den Skilledes Oſten og Veſten.
Grandt Indvolden man fane, med vens Aarer og Trevler og
Stene,
Der med uførlige Brag udrulled' i rødlige Strømme
Hift og her paa den dundrende Ring. Saa ſtrommer et
Ildbjergs
Lava; faa ſtyrter med Brag, o Xtina! halve din Indvold
Ud af det rygende Svælg, og det hele Sicilien ryfter.

Saa forgik til om Ære, Cyllenia, Kloden jeg lov⸗
fang.
Taffelets Dronning den deled' 1 fem forſtjellige Stykker;
Verdensparter engang, hvor Melon⸗Alexandrer, bvad
veed jeg?
Rafte, Melon: Antoniner maaffee og herſtte med Viis⸗
— bom).
Sondrede førft fra dem alle det Trevlede, greb faa med
Gaf'len,
Eet efter andet ethvert, udſtar den kjolige Saftbund
Nar Jordſtorpen, med Oeconomie, og ſtodte de Sortes
Hvide, med Sved pg med Blod, af! et med Biernes Lyſtleeg
Forarbeidede Honning derpaa. Men jeg med et Tungfind,
Den fun fan føle, der tænfer i Billeder, ſtirred' paa Klodens
Spredte Ruiner, og græd — i poetiſte Taarer — ſom Ewald
Græd ved Maſkes, og fordum Catull ved fin Lesbias
Spurvs Dod.
Og i min Sjæl ſteg Folelſer op, hoitidelig forte,
Redſomme Folelſer, Sfygger af Dat; og Bedrovelſes Gjen⸗
færd.
Synet af faldende Verd'ner bøgers med fælfomme Tanker.

123

See! (faa tænfte jeg høit, og ved Tanken faldt mig af Haanden

Gaf'len, jeg holdt; min Part Iaae halv endnu paa Tallerk'nen):

See! fom denne Melon nu forgif, ſtal engang i Tiden

Hiin den utallige Hær, vort Syn ſom Prilker bemærfer,

Men fom Forftanden erfjender et Alt af vrimlende Verd'ner,

Een efter anden forgaae, fortært af ſterkere Væs ner !

Tidernes hungrige Muus faa længe paa Himlenes Ofte

Gnave, til lidt efter lidt de ſmuldre; men Evigheds Kispus

Snapper og een efter anden tilſidſt de gnavende Tider.

Saa forvildtes min Aand i beftandig morkere Tanker,

Alt fom jeg putted' 1 Munden — 1 uaffeelige Rader

Rullede hen for mit Blif een Evighed efter den anden;

Og jeg ſpurgte mig ſelv, om leg var? og om Stolen, jeg
fad paa,

Stod paa Jorden endnu? og om Jorden et felv. i fin Grav
laag?

Men minPalmine bemærfte med Sfræf den grublende

Taushed:

Knepſed' mig hurtig paa Naſen, og ſagde, bebreidende venlig:

„Baggeſen! vær dog lidt munter i Dag, vær artig, og
ſnak dog!

Hvor fan man være faa mut, naar man fibder ved faadant
et Taffel?

Siig mig, hvad maatte Cyllenia troe, hvis ſaadan hun
ſaae dig,

Spiſende taus en Melon, ſom hun felv har ſtjenkt dig, at
mule?“

„Sode Palmine!“ var Svaret, „jeg faldt i ſelſomme
Tanker
Ved at beffue den Klodes Ruin, ſom her vi nu ſpiſe.

124

Saa flal ogſaa vor Jord, betænkte jeg, ſtjeres i Stykker!
Gaa maae Stjernerne tumle tilſidſt af elliptiſte Baner !
Ogſaa denne Melon var en Jord, faa vigtig, ſom vores
Cr bet for os, for de Bæs'ner, der rimeligviis har beboet den.
Ene den Evige fluer paa Verdeners Styrten, og ſmiler;
Thi en Melon er for ham, og en Solkreds lige; han falder
Og, naar han vil, en Melon og en Solkreds atter af Intet —
Men vi Ufle, vi Svage, nedbryde fun; og — du forſtaager
mig!“

Hurtig beſvarte mit Suk med ſmilende Leber Palmine;
„Drom mig, Baggeſen, ſynes din Snak; fun lidt forſtaaer jeg
Metaphyſik, og den yderſte Dags Anvenden paa Graskar.
Dette kun veed jeg, Melonen er ſod, ſom Haanden den

kom fra;
Og; om en Verden forgik, i bet jeg ffar den i Styffer,
Bryder mig lidet; det ventelig var en Verden derefter.
Sæt, at det og var Saturn! han fpifte jo, figer man,
fordum
Sønner og Døttre, det Skarn! Til Straf vi ſpiſte ham
her nu.“

Talen forfvandt i et Kys, og i det min grublende
å Kummer.

Herthadal.

Forſte Gang af det paabegyndte Digt "Odins, i Jamber.

On gædres Hedenold, og Aſers Ankomſt

Fra Morgenland til Nords beſneete Fjelde

Og til det havgjenfødte Herthas Sletter,

Mit Ovad fortæller underfulde Hjemfagn ;
Hvorledes, bjergende fig felv og Sine,

Samt Jordens Haab og Efterflægtens Redning,
Hid Odin fom, den tredie, med Runer

Og Trylleſang og gudindgivne Love;

Da flygtende (faa bod ham det Alfader)

gør Nomervældens Overmagt i Øften,

Han vendte fig mod Norden, for at lægge

Til Sydtyrannens Fald en ſikker Grundvold.
Talløfe Moier gjennemgif, og Farer

Og Radſler uden Lige Godanungen

Paa bette Tog. Med vilde Dyr og Horder
Afvexlede paa Bjerges Ryg, paa Havet,

Og dybt i Nattens ØrPner, lede Trolde,
Sortalfer og Uhyrer, hvor han fremgif,

Indtil ham Jetters Vold og Dverges Tradſthed
J naaede Land modtog. Dog, Taf Alfader,
Og Mimers vife Raad, og Thor, din Mjølner!
Ved Evers Hjælp, og Skjolds, den Xdles, Hoimod,
Fuldendte han fit Værk: og Danmarks Skjoldborg,
Det gududkaarne Danmarks Borg, blev grundlagt.

126 |

O Edda! ton mig du men Afatoner
Det underfulde Qvad, du Nordens Sangmo!
Hvis ſneefjeldſtjulte Sanges ſtingre Gjenlyd
Af Guders Sprog har ene gjemt det Echo,
Som Slavelænfers Klirren i Barbarers
Riimbjelder jog fra Dalene tilbage!
Hellenes Søfter, Edda! dig opammed' £
Engang paa ſamme Pindus, tvillingbaaren
Med hiin, fom tryller? Grakerlandet, Frihed.
Dig hørte Thrakers førfte Sfjald, din Soſter
(Skjondt dengang begge ſpede) hørte Bragur.
Fra Guders Bjerg F ſtege, hun mod Syden,
Og bu mod Norden: Mod og Dyd og Frihed
Og Konfter fulgte Sangen. See, da ſpired'
De Danaers og Daner$ Tvillingflægter.
Dig, o mit Hjemlands Mufe, hvor du fvæver
Af Surturs Hær forfulgt i Ragnarokur,
Blandt Islands Jokler, fjern bag. Heklas Ildrog,
Paa Naſtronds Grændfer, eller dybt i Helas
Jisdœekte Huler, dig o Edda! falder
Din Bragas yngſte Son: ſtig op af Arilds
Nedſjunkne Grave, natlig hor, og herlig,
Som Urda ſelo, ſom Evighedens Øjenfærd !
O! ved Valhalla! ved det lyſe Gimle!
Ved Bæltets Bolgers Dron! og Dovres Tord'ner!
Ved Haofrue⸗-Dandſene til Sang af Nordlys!
Ved alle Bautaftene! jeg befværger
Dig, Hoitidsfulde! ja! ved Dan og Fredrik!
Ved alle Hedenolds de ſtore Skygger!
Og ved det Blod, ſom randt dem værd, da nylig
Mit Fødeland af fredſom Dvale vaftes
Til Forfvarsfamp mod Albion! anraaber

127

Min høre Roſt dig, Edda! Kom tilbage,

Svøbt i Begeiftringernes Storm, fra Thule

Til Herthadal, med dine Fjeldes Echo,

Med alle Runer, og med Volas Spaadom,

Og lær mig, hvad du ene veed! Forgjeves —
Iſtemmer jeg min Sang, hvis et en Guddom

Den hæver over Døbeliges Stammen

Til Afaqvad om Fadrenes Bedrifter,

Værd dem og Evighedens ſidſte Krandſe.

Gun fommer! Jeg fornam en Lyd. af Lurer
gra fjerne Fjeld, og underfulde Rofter?
En Lyd, fom faldne Kjempers Suk, ſom Bolgers
Bragbrudte Sqvulp i Hyl af Nattens Storme;
Som fjerne Baabengny, naar, ſoobt i Tord'ner,
Balfyrierne fovæve ned mod Jorden;
O vet er hende!. Held mig! Edda hørte
Mit høie Raab! Vær hilfet, Volas Datter,
O vær mig hilfet, fom de hoie Norner,
Som Bragur felv, fom Heimdal, eller Mimer!
Du Gudernes Fortrolige! Forfynd mig,
Hvad Urda qvad til Verandi; min Sang
Forſt evner at fortælle Lokes Styrtning da,
Og Odins Seir og Danmarks Hed — til Skulda.

J Favnen af den Bugt, ſom Vefterhavets
Og Øfterføens Bølger, liig et Bælte,
Tilſammenbinder med det vilde Nordhav, "
Opſtiger mellem mindre» Landes Holme,
En Øe, Fortidens Trylleland, et Eden
I" Norden, Herthas Helligdom og Bolig.
Her var Gudindens Vogn, det hvide Forfpand
Af Øren, her den hemmelige Bogſtov,

128

Guldringen, og Gudinden ſelv. Med Rette
Dens blomſterkledte Hegn, omkrandſt af Høje,
Med fifferige Søer, og ſtroete Lunde,

Som Nattergale fylde, Sletters Dronning

Blev kaldet. Ikke var i Tidens Udſpring

Af Hav det omflydt. Lenger hen mod Øften
Det danned', faft med Skandien, et Forland.
Til Landenes Beherſter kom (faa melder

Et Oldſagn) Hertha, fom en fattig Skjaldmo,
Forkledt, og fang, og bad om ringe Gave.
&ortryllet af den Sffønnes Ovad og Klangfpil
Han hende, til Belonning, bød at vælge

Saa meget Land, hun felv med to Par Oxen
J een Dag kunde ploie. Gefione,

(Saa kaldte hun fig) fpændte fire Kjæmper,
Forvandlede til Tyre, flur for Ploven;

Og Svingede fin Trylleftay ſom Svøbe.

Det Plovjern ſtar faa ffarpt, de Tyre droge
Gaa vældigen, at Dybets Vand i Furen
Frempiblede fra Kyft til Kyſt. „Mod Veften!
„Mod Veſten!“ raabte Gefione. Losnet

Fra Landet gled i Havet ud det hele

Jordſtykke, til hun bød, mon Solens Nedgang,
At ſtandſe. See! da laag faa langt fra Skaane,
Som Hiet rælfer, Movens De. De fire
Forfpændte reifte fig igjen, ſom Kjæmper,

Paa Jordgudindens Vink; men Øen faldte

Hun Sølund. JF dens Midte, hvor en Havbugt
Fra Norden flrømmer ind, hun valgte huldrig i
Sit FJomfrufæde. Derfor kaldes Sletten

End Herthadal den Dag i Dag; og evig

… Dens Navn i danſte Skjaldes Sang gjenlyder.

— — — — —

129

Herthadal

Forſte Sang af bet paabegyndte Digt ,Odin”, i Hexametrer.

Outid toner min Sang, Dans Æt, og Aſernes An:
komſt

Fiern fra bebyggede Hoie til Nords udyrkede Sneeffjeld,

Og det af Havet igjen fremblomſtrende Cimbriens Sletter;

Dengang Odin, den tredie, hid med hellige Runer

Drog; thi ham bød Alfader at flye de Romeres Hærmagt,

Hvilfen i Aſien alt udbredte fig, truende Jordens

Frihed, ſelv i dens ffythiffe Borg; og, vendende hid fig,

Lægge til Sydforftyrrerens Fald den nordiffe Brundvold.

Mange Qvaler og Moier, utallige Farer og Radſler

Prøvede Helten paa vildſomme Tog. Uhyrer og Trolde

Vexled' med gruſomme Horder paa Bjergenes Rygg', og i
ØrPners

Uafſeelige Strøg, og med Havets natlige Storme;

Fil ham imodtog Jetternes Vold og Dvergenes Tradſthed

J bet forvilbeve Nord. Dog, Taf Alfader, og Mimers

Raad, og den vældige Thor, og de Danffes herlige Helt
Sfjold,

O din fuldendte fit Værk; og den nordiffe Vælde blev
grundlagt.

Edda! ton mig det. hellige Ovad, du, Fadrenes
Sangmo!
Du, hvis i Klipperne gjemte Begeiſtringers hoiere Gjenlyd
Ene bevarer af Gudernes Sprog det Echo, Barbarers
Baggeſens Varler. 4 B. 9

130
Klingende Bjalder med klirrende Riim fra Dalene bortjog.
Edda! Maonias Soſter! dig ammede Sangenes Moder
Toillingbaaren med hiin, ſom de Danaéré Helte ſortrylled',
Fordum paa famme pieriffe Top; dig hørte den forſte
Thrakiſte Skjald, Orpheus; din Søfter hørte vor Bras
, gur:
Stammende begge, ſom Noer, een Moders himmelſte Sange.
Ned fra det hellige Bierg J ſteg: mod Syden din Soſter,
Du mod Norden; og Frihed og Mod og dannende Guder
Fulgte. Da ſpirede Danaërs FREt, og Daniers Stamme.
Dig, o fædrene Mufe, hvor og du fvæver, af Surturs
Trælle forfulgt, i Ragnaroks Mulm, blandt taagede Jokler,
Hiſt bag Heklas rygende Top, paa Grændfen af Naſtrond,
Eller i Dvergenes ned til Helhjem ſynkende Huler,
Dig fremkalder jeg: Stig, flig op af Heltenes Grave,
Hellige, natlige Tryllegeftalt! dig falder, o Edda!
Bragurs yngſte, men frommefte Sen! Ved Valhal og
Gimle,
Ved Bæltbølgernes Dands, og ved Dovres fvarende Tord'ner,
Ved Nordlyſenes Suſen til Havfruers Sang, og ved alle
Bautaftene, befværger jeg dig: ved Odin og Fredrik!
O! ven de hellige Skygger af Dan, af Sfjold og af
. Frode!
Og ved det Blod, ſom randt dem vard, da mit Fodeland
nylig
Vaktes til Modvæerg op af en lang Freds rolige Slummer!
Kom fra det yderfte Thule tilbage, med Fjeldenes Edo,
Svøbt i Begeiftringens Storm! Dig ene paafalder din
Sanger,
Dig anraaber jeg; nynner ja dog forgjeves min Afmagt,
Lærer gi du mig, hvad ene du veed, og hæver din Guddom
Ikke mit foulmende Bryft til Danmarks værdige Lovfang !

131

See! hun fommer! Jeg hører en Lyd, fom faldende

Kjæmpers

Suk, ſom Bolgernes Sqvulp blandt Vrag, og natlige Stormes

Hyl om eenſomme Fjeld, naar 1 huulthenbuldrende Tord'ner

Svæver mod Jorden en Hær af Valkyrier. O! det er hende!

Held mig! hun hørte mit Raab. Vær hilfet, Datter af
Vola!.

Vær mig hilſet, fom Nornerne ſelv! Fortæl mig hvad Urda

Veraudi qvad, at min Sang fan igjen fortælle det Skulda!

Midt i Landenes Bælte, hvis Omflod Veſtens og

Oſtens
Vande forener, i bugtende Favn, med det bruſende Nordhav,
Ligger en De, Fortiden bekjendt af tryllende Hjemſagn,
Herthas elffeve Bo. Her var den feſtlige Bøgffov;
Her den ørenbefpændede Vogn, og den hellige Guldring;
Her Gudinden, den badende, ſelv. Delandenes Kjærne

Kaldes med Rette dens Dal, den blomſtrende, hegnet af Hoie,

Fuld af fmilende Søer og af fangfuglorimlende Lunde.
Ei var fordum en Øe den Frugtbare. Længer mod Øften
Danned' den, faft med den ovrige Jord, et gronnende For⸗
land,
Hertha, forflædt, fom en vandrende Mo (fortæller et Old⸗
. fagn)
Kom til Landenes Herffer engang, og bad om en Gave,
Ovadende liflig til Strængenes Leg. Fortryllet af Sangen
Bod han til Løn Gefione (faa kaldte hun fig) af hans
Omland
Vælge faa meget, hun felv med to Par Øren i een Dag
Evned' at hegne med ffjærende Plov. Da fvændte Gud:
inden
Fire rædfomme Kjæmper i Ovæggeftalter for Ploven,
9*

132

Svingende Svøben, den fmeldende, felv; om det ffjærende
Plovjern

Piblede Vandet i Furernes Dyb. „Mod Veſten! mod Veſten!“

Bed Gefione. Vidt losnedes alt mod Aften fra Landet

Plovens omploiede Hegn, og, ſaa vidt et Menneſtes Blik
naaer,

Gled det i Søen. Da raabte hun: ſtands! og Ørnene ſtode,

Kjiemper igjen, paa en Øe; den omſqulpede kaldte hun Sø:
lund.

Der, hvor det favnende Hav indſtrommer fin oſtlige Nordbugt,

Balgte fit Jomfruſede den Indige. Navn af Gudinden

Barer og Dalen endnu, trods Oldaarhundredes Verel.

133

Pabylons fald. É

(Efter St. Johannis Aabenbarings 16de, 17de, 8de og 19de Capitel.)

Staaten, den ſyvende Skaal, udøftes af Eng'len 1 Luften;
Og fra Thronen og Templet i Himmelen hørtes en hør Roſt
Raabe det Ord: Fuldbragt! og 1 langthenrullende Tord'ner
Knittrede Sfyernes Lyn, og Jordens ryftede Grundvold
Skjalv, ſom den aldrig tilforn grundſtjalv, fra Menneſters

Fodſel.
Staden, den ſtore, blev knuſet i tre; Stovdyrkernes Stæder
galdt; Delandene flygtede bort, og Bjergene ſtjultes.

See! men den ſyvende Skaals Thronengel nærmed? fig
til mig,
Cen af de hellige fyv, og talede til mig, og ſagde:

„Kom! jeg vil vife dig Skjogens, den Alt beherffendes,
Domſtraf,

Hendes, ſom Kongerne bolede med, og ſom vidt med ſin
Giftviins
Vellyfttændende Bager beruſte de ſamtlige Jordboer!“

See! og jeg fandt mig med Eet i en vid uendelig
É Udork,
Og der ſaae jeg en Ovinde, ſom, kladt i koſteligt Purpur,
Sad paa et blodrodt Dyr, med Gudsbefpottelfer tegnet,
Nædfomt i Skikkelſe, ftort, ſyyhov'det og fronet med ti Horn.

Ovinden med Guld var behængt, opg med Perler og ædele
Stene

134

Rigelig fmyffet. J Haanden hun bar et Bager af puurt
Guld,

Fyldt med berufende Gift og Utugtigheds hidſige Druer.

Paa den udakkede Pande det Navn flod gaadelig førevet :

Babel, den ſtore: Fordærvelfers Stad: Udfvævelfers Moder.

Druffen af Viſes Blod og Uſtyldiges, fad hun, og Gyſen

Ganſte betog mig, hvergang jeg mit BUE mød den Ravende
vendte.

See! men da vendte fig til mig paa ny Thronenglen, og
. ſagde:
„Ikke betage dig Frygt! jeg vil tolke dig Ovindens Betydning,
Dg. det Bolerffen bærende Dyrs fyv Hor'der og ti Horn.

Dyret, du ſaae, har været engang, og kommer, og
er et!
Op af Helvede fliger dets Magt, og fynfer til Helved'.
Men Web beundrende Studfen de Folk, ſom Jorden oms
kring boe,
De, hvis Navne den Evige felv et ſtrev i fit Los Bog,
Skulle tilbede det Dyr, fom har været, ſom fommer, og
er et.
Hør mig med Andagt! Gaaden er hør! her gjælder det
Sfarpfind.

See! ſyv Bjerge betyde de fyv tihornede Hov'der;
Paa dem ſidder hun felv, den fordervende, Skjogernes Skjoge.
Men fyv Konger betyde de ſpy: Fem af dem er faldne;
Cen alt er der; den anden er end ef kommen; naar denne
Kommer, vil vare fun fort hans let henſvindende Velde.
See! men den ottende felv er Dyret, ſom var, og fom er ef,
Hiint, fom af Helvede ſteg, og forfvindende ſynker til Helved'.

"135

Men ti Fyrſter, ſom end ei ſalvedes, ere de ti Horn,
Hvilfe du ſaae; dem fongelig Magt ffal fljenfes af Dyret
Kun cen Time! den famme Forſtand befjæler dem alle;
Alle de Dyret og give ben Magt, det gav dem, tilbage;
Alle mod Lyfet fig hæve til Strid, men det hellige Lys ſtal
Overvinde dem alle; thi det er Kongernes Konge,
Herſternes Herfter; med det ſtal ſeire det ædlere Samfund.“

Andagtsfuld jeg hørte hans Ord, og Engelen vedblev:
„Hine med Kroner begavede ti, Dyrhov'dernes ti Horn,
Skulle mod Sfjøgen tilſidſt opirres, og plyndre den ublu,
Ja felv æde den Plyndredes Kjod, og brænde til Aſte
Hendes adſplittede Been; thi Han, ſom ſtyrer uſynlig,
Indgav ſelv dem at handle, ſom de har enigen handlet.
Blindt udfore de, mens de til hiint vidt herſtende Dyr ſelv
Kongerigerne give, den Eviges ſtjulte Beſlutning,

Indtil Forjcttelſens Sagn og be Helliges Længfler opfyldes.
Men hun felv, Hverqvinden, er Jordens mægtige Thronſtad,
Giin, fom med Vælde beherſter de famtlige Landenes Konger.”

Saa han talte; men fee! mens end jeg lyttede, ſaae jeg
Gare fra Himmelen ned en anden af Thronernes Engle,
Herlig og hoi; hang Herligheds Glands opfyldede Jorden.
Og han raabte med Styrke, ſom Skrald af buldrende Tord'ner:
„Falden, falden er Babylon! Bel! dit Babel er falden!
Styrtet i Gruus er den vældige Stan! Nu Slanger og

Ogler,
Aadflernes vrimlende Kryb, og Forraadnelſens Skygger beboe
den.
See! thi dens giftige Viin beruſte de lokkede Jordboer;
Selv og Beftyrerne drak af bens Bæger, og bolede med den
Og af dens Odſelheds Svælg blev Forraadfælgerne rige.”

136

See! men en anden baſunende Røft fra Himlene raabte:
„Skynder Eder, mit Folk! ud fra den Faldendes Omkreds,
At ei delende Daad med den Ublu Straffen J dele!

Flyer! thi til Himlene naae hiin Stads Misgjerningers
Dynge ;

Men og den Evige nu ben ihukom efter dens Ondſtab.

Hører, mit Folk! gjengjælber den Styrtede nu, hvad fun,
opreiſt,

Eder har gjort! Med det Maal, hvormed hun maalede,
maaler

Toefold hende! den Kalk, hun ſtjenkede, ſtjenker nu hende

Dobbelt! og træder nu ned den Stolte, fom Eder har neds

trykt,
Fræk hovmodende fig i fin Vellyſt, trodſende magtfro,
Byggende tryg paa fin Lyffes Beſtandighed, medens hun

udbrød:

Jeg, jeg throner en Dronning! Mon Enke jeg vorder? og
barnlos?

See! fom et pludſeligt Lyn kom Faldet med Eet, og paa
een Dag

Greb den, uventet, Elendigheds Oval og Hunger og Helſot.

See! og ben tændtes af Ild, og i Røg bens Herlighed
opgik!

Dommen er kommen, ben Hoieſtes Dom, ſom hevner med
Almagt.

Vee! Vee! Babylon ! over big Bee! Snart hyler oms
fring dig
Kongernes Jammer, ſom drak af din Gift, og bolede med
big!
Fiern, naar nu Røgen de feer af din Brand mod Himmelen
opſflaae,

137

Skulle de ſtaae, for din Straf felv bævende, raabende: Vel!
Vee! ;
Falden er Babylons mægtige Stad, den ſtore, paa een Dag!

Vee! Vee! Babylon! over dig Vee! Snart hyler oms
fring big
Forraadſcelgernes Skrig, ſom berigedes før af din Vellyft:
giern, af Frygt for at dele din Alt forfærdende Domſtraf,
Skulle de ftaae, høit raabende: Vee! Bee! Babel! den rige,
Babel, den Alt opflugende Stad, er flyrtet paa een Dag!

Vee! Bee! Babylon! vover big Vee! Snart hyler oms
fring dig

Selv Søhandlernes Hob, ſom berigedes før af din Vellyſt;

Fiern, naar nu Nøgen de feer af din Brand mod Himmelen
·opſflaae,

Skulle de ſtaae, høit raabende: Vee! Vee! Babel, den ſtore,

Babel, den rige, ben mægtige Stad, er falden paa een Dag!

Fryd dig, o Himmel! o jubler, J Hellige! Dydens og
Lyſets

Fromme Tilhængere! jubler! du Sandheds Menighed, fryd dig!

Gud! Gud Herren har dømt Hevndommen; og hævdet fit

Folks Ret!“

See! Thronengelen hæved? med Magt en forfærdelig
Fieldſteen,
Svang den, og kaſted' den eg ben flugende Hvirvel, og
fagde:
„Saa henkaſtes den vældige Stad, og findes ei mere!
Ci flal mere nu høres deri Baſuners og Harpers,
Floiters og Cymbelers Klang, og et meer den feftlige Kredsſang!

138

Ei flal mere nu findes deri be tryllende Konſters

Sfatte! ja Mollernes Lyd flal felv ei hores deri meer!

Slukt flal være deri hvert Lys; Brudgommens og Brudens

Stemmer flal tie deri; og dens Plads ei findes paa Jorden!

Thi den var fyldt af de Helliges Blod, af Uſtyldiges Blod, af
Alle de Slagtedes Blod, ſom, dens Offere, faldt for dens

. Hovmod.“

Saa han talte; men nu jeg en Lyd, ſom af tuſinde
| d

Hørte, ſom tufinde fvared? i Himlenes Himle, med Gjenklang:

Halleluja! den Evige Priis! Svar, Jord: Hallelnja !
Hans er Frelfen, og Magten, og Æren i Evighed! Amen!
Helligt er Dommerens Bud! retfærdig den Eviges Strafdom!
See! han har domt Jordſtjogen, ſom frek med Kaadhed og

Utugt
Rundt fordervede Jorden, og hevnet det Blod, ſom hum
udgod.

"Atter i Himmelen klang gjienklingende Skarernes Lovſang:
Halleluja! til Hevnerens Priis! Svar, Jord: Halleluja!
See! nu fliger dens Rog, den Faldnes, i Evighed! Amen!

139

Skabelſen.

(Cfter Moſes.)

F orſt i Begyndelſen ſtabte den Evige Himlen og Jorden:

Alt var en tom Udork, og mork Udorkenens Afgrund;

Over den bølgende fvæved” hans Aand. Den Evige talte:

„Vorde Lys!“ Lys blev. Og han fane, det var godt. Og

. et Rumſtjel
Satte han mellem det — Lys og det vigende Morke.

Lyfet han kaldede Dag, og Nat han kaldede Morket.

Da blev Aften og Morgen i Dagenes Rælffe den førfte.

Atter den Evige talte: „Hvor Dybene ſamlede blandes,

Hvælve fig vidt en Befæftning , ſom Vandflud ſtiller fra
Vandflud!“

See! og Befæftningen hvælvede fig, og flilte, fra Vand —
Band,

Dybenes nederfte Svælg og Dybenes øverfte Kilder.

Og ven evige kaldte Vefæftningshvælvingen Himmel.

Da blev Aften og Morgen i Dagenes Rakke den anden.

Atter den Evige talte: „Til eet Sted ſamles J Vande

Nedenfor Himlen, at Storknet maa fees! Han bød; og det .

blev faa.
Storknet, det tørrede, kaldte han Jord, og det ſamlede Flud
— Hav;
See! og han ſaae, det var godt. Og atter den Evige talte:
„Jord! bring ſpirende Græs, Sadplanter og blomſtrende
grugttræer,
Hvilke fig Telv gjenføde, hver Art, ved Sæd! Og det blev faa.

—

140

Jorden fin Grøde frembar; og den Evige fane, det var Alt
godt.

Da blev Aften og Morgen i Dagenes Rakke den tredde.

Altter den Evige talte: „Paa Himlens ſtrakte Befæftning
Border Lyg! for med Dagenes Glands og Nætterneg Skimmer
Over Jorden at firaale, fom Tegn, beftemmende Tidens
Gang, Aarflifternes Orden og Maal og Dagenes Vexel.“
See! da tændtes de to Storlys pan Himlens Befæftning :
Det, fom Dagen beberffer, det flørre, med det, ſom regjerer
Nattens og Stjernernes Hær; og den Evige fane, bet var

. Alt godt.
Da blev Aften og Morgen i Dagenes Rakke den fjerde.

Atter den Evige talte: „Herfrem af Vandenes Omflud,
Levende Vrimmel, I ſpommende Fiſt' og flyvende Fugle!”
See! da boltrede Hvalen i Havet fig; Luften opfyldtes
Flux af bevingede Liv; og den Evige fane, det var Alt godt.
Og han velfignte dem Alle: „Formeres utalligen!“ bød fan,
„Frugtbare vorder i Hav og t Luft, omfvævende Jorden!»
Da blev Aften og Morgen i Dagenes Rælfe den femte.

Atter den Evige talte: „Du Jord, bring levende Dyr frem,
Bilde, forffjellig i Art, og forffjellige tamme, ſamt Ormkryb!“
Talt, og det flete: paa Jorden fom frem Orm, Fæmon og

Rovdyr,
Samtlige, hver 1 fin Art; og den Evige fane, det var Alt godt.

Atter den Evige talte: „Mit Billede herſte paa Jorden !
See! jeg et Menneffe danne nu vil i min Lignelfes Udtryk,
Over bet Alt at regjere, fom lever og aander paa Jorden,
Over Havets utallige FifP og Himmelens Fugle,

141

Over Jordens mangfoldige Dyr, og Ormenes Vrimmel!“
Og i fin Lignelfe ffabte han Menneffet: efter fin Guddoms
Billede ffabte han det. Da flod en Mand og en Ovinde.
Og han velfignede dem, og ſagde: „Frugtbare vorder,

Og mangfoldige! Fylder min Jord! og beherſter Naturen!
Over Fiſtene herſter, og over Himmelens Fugle,

Over Dyrenes Hær, og Kræe, ſom krybe paa Jorden!
Spirende Græs, Sæbplanter og fædgjenbringende Frugttræer
Giver jeg Eder, og famtlige Dyr paa Jorden og Himlens
Kugle, med Ormenes Kryb og Bærternes Grøde til Nering.“
Og Gud ſaae nu fit Værk, og fee! det var fuldelig Alt godt.
Da blev Aften og Morgen i Dagenes Rakke den fjette.

Himmel og Jord var fuldendt, og Jordens og Himme:

| lens Alher.
Men paa den fyvende Dag af fit Vark den Evige hviilte;
Og han velſignede den, ſom fin Sfabningens hellige Feſtdag.

142

Djævelens Aabenbarelfe før Chriſti Tilbagekomſt.

Efter St. Pauli antet Brev til be Thesſaloniler Zbet Cay.)

Soandelig ſiger jeg Eder, og visſelig vorder det opfyldt:
Jeſus Chriſtus igjen, i ſin Herlighed, kommer tilbage
Til den ham elſtende Hob, og fornyer de Troendes Samfund.
Samles ſtulle vi Alle til ham omſider; men Tiden,
Elſtede Brodre, beſtemmer kun Een, al Skabningens Styrer!
Agter om ſaadant ei Sagn og Beregninger, truende Varſlers
Tegnforklaring, og Breve derom, udgivne for vore,
Hvilfe, fom nær, forfynde hans Dag og hang ventede
Gjenfomt ;
Thi den kommer da forſt, naar det ſtore Slægternes Affald
Heelt er fuldendt, og Fordærvelfens Søn, hiin Synderes
forſte,
Helvedes Helt, i en Menneſtekrop, vidt ſeirer paa Jorden:
Han, ſom imodſtaaer Alt, og oplofter fig over hvad Alle
Navnede høit, guddommeligt, ſtort og værdigt og helligt ;
Dan, fom fig felv fremftiller med Trods i den Eviges
Tempel;
Sætter fig driſtigen felv paa den Eviges Throne, med Almagt
Pralende, fordrende Dyrkelſe rundt, ſom eneſte Guddom.

Kommer ihu, hvad med Cder forsent, jeg ſagde til⸗
forn alt!

End gjentager jeg Ordet i Skrift: „Hvad Dagen opholder,

Er hiin Morkhedens Aands hvert Lys udſlukkende Fremfærd,
Hvilken flal aabenbares os forſt, før Dagen oprinder.

143

Alt er + Vært Afgrundens dens Gry forhindrende Forfæt:
Dndffabs Hemmelighed ef er meer tvetydig; og klart fees
Alt Udrydderens Plan! Fuldt aabenbart er det Onde.
Selv dets Fyrfte fig fljuler et meer! Dog ryddes af Veien
Dagens Befjæmper; ſom Skyggernes Mulm henſynker for
Solens
Opgang, ſynker din Nat, du Forfærdelfers Fyrſte, for Chriſti
Dag! Med fin Aande henvifter din Magt fnart Lyfenes Fader ;
Og du forfvinder, et —— forglemt, ved hans Herligheds
Tilkomſt!“

Aabenbaret er nu hiin Magts Nærværelfe; kundgjort
Efter ben Maade, hvorpaa den Forbandede, Morkets Beherſter,
Satan virker: ved al Slags Bold, løgnagtige Jertegn,
Kraftige Gjerninger, Undere lig', og ved hemmelig Tredſthed,
Og ved beftandig Forføren til Uretferdigheds Udaad.

Vee! og de Svage, ſom ef modtoge den frelfende Sandhed,

Hvilfen dem fendtes fra Gud, ſlaae Lid fil Løgnen og Løg:
nens

Helt; ſig — felv i Fordærvelfe, flagne med Blindhed.

Saa vil forgaae den vanartige Slægt, fom i Daarffab
og Udaad
Stjændig Behag fandt, hadende Lys og Sandhed og Retfærd.
Men vi prife den Cvige, vi, ſom i Kjerligheds Samfund
Handlede, Sandheden troe, Retfærdigheds Venner og Lyfets
Fromme Tilhængere! Lader og ei afftræffe! Naar Moerket
Svinder, (det fvinder engang) opgaaer vort evige Haabs Dag.

144

Nimet og Herametret.

Moandindens Mindefryd og Mandens glade Haab —

Og Fremtids lyſe Svar paa Fortids mørfe Raab —

Det Suk af anet Lyſt, og bet af founden Smerte, -

Som letter, verelviis, og tynger Livets Hjerte —

Forener Digteren, i Rimets Echoklang

Og Strophens Toillinglyd, til ſod melodiſt Sang:

Snart Engens muntre Fugl, ſom Morg'nens Purpurglimmer
Ophvirvler i det Blaa fra Bælfens Blomſterbred —

Snart Lundens Nattergal, der gynger op og ned

Paa grønne Qvift 1 Aftenrodens Skimmer.

Men naar Naturens Liv — et længer enfelt Del —
Ham i fin Eenheds Favn fig aabenbarer heel —
Naar Menneſtet ei meer, ſom Mand, og ſom Mandinde,
Ham hilfer paa fin Flugt imellem Haab og Minde —
Naar midt i Tidens Strøm, fom det, der ei forgaaer,
Med Evighedens Præg det for hans Øie flaaer —
Naar i en Kjedes Kreds, hvor intet Led han favner,
Sig fjerneft Hedenold og fidfte Fremtid favner —
Forener Digteren i en harmoniſt Klang
Sit himmelftille Qvad med alle Syhærers Sang:
Ei qviddrende han meer, nu op, nu ned, ſig fvinger;
Men Svane fvæver han, og felve Flugten klinger.

Digtarterne.

Epopeen.

Naar Mand ſom Brudgom, Viv ſom Brud,

Gjør et Solvbryllup⸗Gjeſtebud,

Og rundt om veldæft Bord med Gammen

Familien nu ſidder ſammen

J ſtjon fortrolig huuslig Ro,

Mens Fader ene høit ved Bordet

.— Om fvundne Dage fører Ordet, i
" Og felv de Mindfte Tytte froe —

Mig fynes, at et epiff Digt

Har noget Lignende med fligt;

Naar nemlig hiint og dette, Kjære!

For Reſten er, ſom det ſtal være.

—— — — —

Skuerſpillet.

Naar om i Verden man maa flakke,
Til Fods, til Vogns, til Baads, til Heſt,
Med Taffel aabent for hver Gieſt,
Man ta'er afpvexlende til Takke;
Men vil man ſtadig paa vor Jord,
Med bunden eller ſtœkket Vinge,
Bed ſaadant eet i Koft fig tinge,
Maa Værten holde fluttet Bord.
Dog bette gjør (det veed vor Herre)
Blandt Spyifeværterne de færre;
Baggeſens Vaerker. 4 B. 10

146

Den Slagter, til hvis Spiſehold
Her hjemme tyer hoer fulten Knold,
Han gjør det allermindft, desværre!

gortællingen.

Det maa være
Smaa Varabler,
Simple Fabler
Om de fjære
Bier og Myrer;
Eller fære
Eventyrer
Om Miraffer,
Og Spektakler,
Og Uhyrer;
Hvordan, Kjere!
Saa de ere,
Bør de være
Smagelige,

Og for Sandfen
Uden Standſen,
Saa at fige,
Let nedglide;
Slaaer, tillige
Lidt til Side,
Hvad der gled
Artigt ned,

Kan et flade
Som van Fade,
Saa paa Blade.

147

Mig behager,
For min Deel,
J et Fad
Riſenvelling
Med Kaneel;
Dg mig ſmager
Paa et Blad
J Fortelling
Saa omtrent
Og paa Prent
Samme Mad.

Oden.

Jeg ligner Oder,
Iſer ſom dine,
Min gamle Broder
J gamle Rom!

Med ſtarke Vine:
(Gid det om mine
Bag hine Floder,
Hvor nye Moder
Sig. Lyricine

Lidt bryder om,

Bar og din Dom!)
Dem ret at ſmage,
"De maae forvares
Til Hoitidsdage;
Paa dem maa fvares
J Vaar og Sommer,
At lidt tilbage

Deraf fan blive,

148

Naar Høften kommer,
For at oplive,

Hvor feent den kom,
Med gyldne Straaler
J Hebes Skaaler
Vor Alderdom.

Viſen.

Vel koge kun Flammer af Solen
En Nektar af Druernes Saft;
Dog Bærrenes nærmere Polen
Har og vederqvægende Kraft.
Den ſtorre Begeiftring vi prife,
Den mindre man ikke forfmaae!
Tor Mængden er Ode hver BVife,
Mens Oden er Bife for Faa.

Satiren.

Fonr Aanden qvægfom Driffe,
Lidt underligen blandet,

(Hvorfor den her i Landet

Og gjælver, eller ikke,

Den er dog intet Andet)

Nu Xblemoft, nu Viin,

Nu Saft af Bær og Blade,

Thee, Kaffe, Limonade —

Men Alt ſom Medicin.

149

Den bedſte har dog Lugten
Og Smagen, fjære Ven,
Af ædle Molkafrugten;

Og virfer og jom den.

Som ben og bør den være,
Bor Ewalds Ord i Ære,
Liig Venffab ſelv, det mært!
Reen, umisbrugt og ftærk.
Lidt Bittert er den eget,
Sær naar den brændes meget,
Som ven af falig Svift,
Der fmagte faft fom Gift. -
Men, for paa det at bøde, -
Deri man fomme bør

(Iſer til Jer, J Søde!)
Lidt Sukker og lidt Flode —
Som frit jeg ſige tor,

Min Muſe ſtedſe gjør

J den, og, vel at marke,
Venſtabeligen ftærfe,

Jeg laver, nu, ſom for.

Elegien.

Naar i et beſtandigt Smiil,
Legende med Uſtylds Duffer,
Ever felv med Amors Piil,

Af og til din Veemod ſukker,
Lad et vaadt jeg veed ei hvad
Flyde paa det torre Blad!
Men ſtal det et blive Lage,
Skal vet og din Læfer ſmage

1508

Som en flig Elegie,

Maa bin Taare blot et flyde,
Maa dit Smiil og fraftig gyde
Lidt Citron og Suller 1.

Epigrammet.

Et Epigram

Er ligt en Dram,
Som du har nødig,
Naar du er medig,

Og, med Forlov!

Naar du er flan.

Læredigtet.

Men Dram og Dream
Er mangehaande,
Som Aand og Aande,
Som Ram, og Ram:
Der gives Dramme
Fra Gammel⸗Rum
Til Brandium;
Med Epigrammer
Er det det ſamme,
Fra hine Flammer,
Der Fienden ramme,
Lynkiler lig”,
J aaben Krig,
Til de ludlamme,
Haandtrykte, klamme,

Iål

De trufne Trolde
Bag Snueens Volde
Fra Smutbagholde
Tilkyle mig.

Epiſtelen.

J bet jeg ſporger Læferen med Ilen,
Og uden Tankens alt for lange Filen,
Hvad Liighed en Cpiftel hår med Thee?
Jeg ſtriver cen i min Maneer maaffee.
Min Læfer veed nok felv, jeg har den re,
Deri fan fimpel, om juſt et fan fort af være.

Catulliaden eller Flyvedigtet.

Snart i Kopper, ſnart i Kummer,
Snart i Kruſe, ſnart i Glas,
Let det bruſer,

Let det ſtummer,
Straaleſpillende ſom Gas;
Og, om det juſt ei beruſer,
Som de mindre lette Drikke,
Tryller det i Dieblikke

Dog tilpas.

Men for ikke reent at fvinde
Bort med Dieblikkets Minde
Ligt hvert andet Trylleri,
Der med Drømmen er forbi,
Maa der være noget i —

182

Maa det meer end kunne fandfes
Af en flygtig Phantaſie;

Som Comet i Poeſie

Mana det foandfeg !

Det er uden Theorie;

Men dets Stempel

Dog bekrandſes

J hvert ægte Smagens Tempel
Af de Ni.

Kender J,

For Exempel,

Mefter Frandfes

Vin d&Ar? »

Lenien.

Konſtens Afmagt Göthe gav og Schiller,
Helvedeerte Helveder i Draaber,
Og fordyvled? Dyvelsdræk 1 Piller —
Mindre gjør det her, hos os, jeg haaber.

— —⸗

Kjiempeviſen.

Man har meget Smukt fortalt
Om den underlige Spiſe,
Som engang i Orken faldt —
Manna, troer jeg, dengang kaldt —
Der, i Mangel af en bedre,
Smagte født de gamle Fædre!

*) Champagner. — Du Vin d'Aĩ la mousse pétillante. i
Voltaire.

153

"i
Man den gamle Kjæmpevife,
Som de nye Dverge priſe,
Ligerviis bør ogſaa hædre;
Wen ei lade fig forføre
Til at dyrke Korn med S6ed,
Der fan ene regne ned.
Hvo, fom Øre
Har, han høre:
Gammelt Qvad er fljønt og fort;
Det er godt, naar det er gjort;
Men det la'er fig iffe gjøre!

154

Romance.
Af Syngefpillet Arreftanten.

Naar i et Fengſels morke Gjemme
En Yngling venter paa fin Død,
Byder mig et Naturens, Stemme
Med Ink at føle felv hans Nød?
Naar jeg hør fans Klager gjenlyde,
Jeg felv bedrøvet flager med —
Mama! lad det dig et fortryde,
Medynk er jo et Kjærlighed.

Naar jeg i Vindvet ſtundom lytter,
Blusſer min Kind, mit Hjerte flaaer,
Men gamer jeg bort, det Intet nytter, .
Thi jeg ham hør, hvorhen jeg gaaer.
Overalt hans Sukke gienlyde,

Og overalt jeg ſukker med —
Mamal lad det dig ei fortryde,
Medynk er jo et Kjærlighed.

Nys var hans Sang faa blid, faa fjælen,
Og et faa Sødt, jeg veed et hoad,
Treængte mig lige ind til Sjælen,
Og alt jeg fan den udenad.
Ingen Sang nu mere mig fryder,
Jeg fun af den bli'er aldrig kied —
Mama! bet bog dig ei fortryder,
Medynk er jo ei Kjærlighed.

Arie.

Af Syngeſpillet Adolph og Clara eller de to Arreſtanter.

Sug

Ul Pige, man dig daarer,
Naar man prifer Xgteſtand!
Lær af mine Suf og Taarer!
Ak! jeg Arme tog en Mand.

Denne Mand, nys faa elffværdig,
Saa ſagtmodig, faa fpagfærdig,
Bliver, før et Aar bortgaaer,
Herſteſyg, mistænfjom, haard. a

Mænd er' Ulve; Faar vi ere;
Min Stjebne fan det Eder lære.
Ak lytter ei til deres Kluk;
Men igjentager med et Suf:

Unge Pige, man big daarer,

Naar man priſer Xgteſtand!
Lær af mine Suf og Taarer!
Ak! jeg Arme tog en Mand.

Overmod dem Alle daarer:
Altid maa man lyftre dem.

De med Magt vil have frem
Alt, ſelv Smiil i vore Taarer,

156

Ogſaa man os ſynger om
Xgteſtandens Tryllerier!
Net! den gi'er fun Bryderier
For dem, fom i Felden kom:

Unge Pige, man dig daarer,

Naar man priſer Xgteſtand!
Lær af mine Suk og Taarer!
Ak! jeg Armé tog en Mand.

157

Rondo.
Af Syngefpillet Arreſtanten.

Ves er beftemt, jeg Dyd vil lære!
Jeg mig fpænder i Hymens Aag.
Det har fin Tid, lidt vild at være;
Det har og fin, at vorde klog.
Jeg i Xgteſtanden
Vil ſom mangen Anden
Parre med Forſtanden
Hjertets føde Lyſt —
En uſtyldig Pige,
Dydig uden Lige
Lader jeg ſig ſnige
Lønlig i mit Bryſt!
Ja, det er klart! jeg Dyd vil lære,
Jeg mig fpænder i Hymens Aag.
Det har fin Tid, lidt vild at være; -
Det har og fin, at vorde klog.
Snart min ømme Mage,
Mellem Favnetage,
Som jeg let fan mage,
Borde vil Mama!
Ind og ud da fmutter
Snart en Hoben Putter,
Og de føde Glutter
Kalde mig Papa! »
Ja! bet ftaaer faft! jeg Dyd vil lære!
Jeg mig fpænder i Hymens Aag.
Bar der en Tid, til vild at være,
Er der og cen, at være klog.

Til Fyrfterne.
Ved Enten af det attende Aarhundrede.

(Varis, 1803.)

Haloblendet af de mange Kundſtabs Blus,
Som fynliggjøre Røgen af vor Jords :
Oplysning — heel bedøvet af den Larm,
Som Frihedsſtraal og Oprorsſtrig og Klir
Af gamle Lænfers Fald i nyes Smeding
Forenede med Krigens vante Bulder —
Forlod jeg Borger⸗Sletten, og beſteg

Den Toy, fra hvilfen hele Jordens Ven
Betragter Staters Vægt og Staters Fald,
Og alle Verd'ners Handeler, fra Ilions
Erobring indtil Mantuas — fra Thotts
Udgrandſtninger til Kants — og fra Helenee
Befrielſe til Galliens. Jeg ſtod

Paa Pynten af det morke, ſvingle Dyb,
Og ved min Side flod den høie Mufe.

Jeg ſtirred' længe med opmærffomt Øie
Paa hvert et natligt Glimt og hvert et Dagffær,
Der vexelviis fra den bedæfte Himmel
Fremlynte hift og her; — mit Øre lytted'

Til fjerne Brag af Horizontens Tord'ner,
Skjondt ryftet af de nære Skrald. Omſonſt
Omfloi min Aand paa Diets og paa Orets
Støvdæfte Vinger det uhyre Hav,

Som bruſed' i det Endeliges Svælg.

159

Forvirring ſaae jeg kun — i blandet Klang
Af vilde Stemmer hørte jeg fun Mislyd.
Uvetret voxte. See! men Mufen rørte
Mit Dielaag, og med et ubeffrænft

Det Hele fattende Fornuftens Heelblik
Greb endelig min Aand det ſpredte Chaos,
Og t bets timelige Bruſen hørte

Jeg pludfelig en evig Roſt. En anden,
Saa raabte det, en ny Europas Verden
Udvikler fig, og hvad du feer og hører

Er dennes Fodſel. MennefP hedens Gjenbyrd
Er nær idag, og Aandernes Forlosning.

OD! kunde jeg med fandfelige Farver
Udmale det — med endelige Toner "
Fortolke Vet ſtore Syn, at Alle,

Hvis forte Blik til Rum og Tid er bundet,
Forſtode det! Umuligt! Er dog Lyfet

Det Heles ene Farve — Harmonie

Den ene Lyd, i hoilken Cvigheden,

Uhoret af vor Nutids Ører, Klinger.

Det Sprog, hvori fig Verdens ſtore Sjæl
Alene tolfer, Aandens høre Sprog,

J hvilket hver en hellig Aabenbaring

Af Skabningen, af Menneffet, af Gud

Fra Tidens førfte Fodſel af blev fjunget,
Det ene Sprog forftaaer den ei. Forſtandens
Saa kaldte flare, tydelige Kundſtab

Maa fljenfes dig i et proſaiſt Bæger,

Dybt i dit Støv nedfjunfne Slægt! — hver Opgang

Til Kilden, du forlod, paa Bjergets Sfytop,
Er fpærret dig, fra den Tid Bogftavffriften

160

Du foredrog for Billedaabenbaring,

Hiſtoriſt Stirren for prophetiſt Skuen,

Et flygtigt Grans haandgribelige Sikkring
For det uendelige Samfunds Anen,

Og Mattelſen af Dieblikkets Lyſt

For ſalig Fryd i Evighedens Lengſel. —
Flyo, Muſe, til din Hedenold tilbage,
Forſdind blandt hine gamle Viſes Skygger
J Hallen af Udodeligheds Tempel! p

Jeg fliger, ene for at nærme mig
De Faldnes rer, ned i Klogſtabsdalen,
Hvor Tidens Tarv forhandles i et Rund
Af ſtele Statsmænd og af blinde Fyrſter;
Og fynger iffe, hvad jeg fane; men figer,
Hvad jeg ved Synet tænfte mig. — O, Rumford,
Min Alders Floimand! Nyttighedens Helt!
Hvis Sparovn concentrerer vor Oplysnægs
Et meer miskjendelige Varme, hois
Almindelige Suppe vifer Maalet -
For al Philoſophie, ſom et er Tant,
Og Endemedet af de Kjempeſtridt,
Hver Videnſtab har gjort, fra den Tid Baco
Paa rette Vei dem ledte, ftore.Rumford !
Affjæl mit Bryft, at tarvelig og æbru,
Nært af din Suppe, blot, og uden Hede,
Blot varm ved. din Kamin, jeg ret forſtaaelig
Kan ſnakke for forftandige Perſoner.

Saa heel ſandſynligt Masſen af Forftand
J famme Forhold, ſom Culturen tiltog,
Er ſteget, og i vore nye Tider

, 161
Er ſtorre felv end nogenſinde forhen
J Jordens meeſt oplyſte Perioder;
Saa ſikkert har og aldrig ſamme viiſt ſig
J mer almindelig og voldſom Gjæring.
Et flygtigt Omblik i en Billedſamling
Af Jordaarhundreder gjør Tingen tvivllos.
Til ingen Tid Hiſtorien har fremftilt
Et Skueſpil, fom det, vor Tid har opført,
J hvilfet Alt, trods Skinnet af Forvirring,
Saa kraftig ſtreber til det famme Maal;
Hvori Philoſophie, Religion
Og Politik, med alle deres Dyrk're
Og Letefvende, fulgt, omringt og anført
Af Lidenſtaber, faa beftemt optræde
Til Ryftningen af alle Staters Grundvold.

. 3 Fyrſier, hører mig! og felv I Statsmand,
Hvis Klogffab jeg ærbødigen beundrer,

Hvor Alting gaaer fin gamle Gang, og Konſten
Beftaaer i blot at fljule fnu dens Skjevhed!
Foragter ei mit Varfel! — J en Gjæring,

Som vore Dages, er et blot hver Straale,

Der gjennembryder Morket, men hvert Lynglimt,
Som blot oplyſer Mulmet, dobbelt vigtig!

Afhorer Tidens Vidner! Ved enhver
Omvæltning 1 Materiens og Aandens
Forandring undergivne Riger brød
aft aldrig Flammen ud, hvor Braget hørtes.
Hvo havde vel for trende Sefler troet,

At hiin Reformation i Pavedommet,
Vaggeſens Barler. 4B. ti

162

Som ryfted? Grunden under Peters Stol,

Og tændte til en chriſtelig Oplysning

Den førfte Flamme, havde fra en Munks
Mulmſtjulte Celle i et ſachſiſk Kloſter,

Til Trodé for Hierardiet, funnet udgaae? —
Og hov for trende Luftrer havde drømt

Det Jordfljælv, hvis gjentagne Stød og Gienſtod

Vi gyſe ved, ſom alt har flyrtet tvende

Monarkers Throner, og med et eleftriff,

Fra Veſt til Oſt, fra Syden indtil Norden,
Forplantet Slag bragt Millioner Kræfter

J Spænding mod den gamle Norm, til Kamp
gor Navnet, for den blotte Lyd af Frihed?
Hov havde brømt bets Udbrud 1 Varig,
Europas fitfreft troede Slavekule? —

Kun Daaren ſtirrer med uvendet Blik

Blot til en enfelt Kant af Horizonten,

Fordi hvert Lyn ham ſynes ſtarkeſt der,

Og Torden der med hoieſt Buldren truer.
Den kloge Styrmand er ei mere tryg

J Havblif end i Storm; han vogter fig

Ei mindre vaerſom paa den glatte Sydſo

For Slummer, end paa det oprørte Nordhav.
Enthuſiaſten hefter blot fit Die

Paa hine vilde Lyn i Lyn fra Veſten;

Den Viſe bliffer om fig, ſpeider og

Hver ildløs Røg og hver en blaalig Sky,
Hvis taufe Damp maaffee den Straale gjemmer,
Der tænder hele Jorden. — Hiint er vigtigt;
Men Intet er uvigtigt; Xtna brænder,

Dg Hekla ryger; men ben falleds Tænding,
Dvor er den? — Føles ei hvert Slag af Franfrigs

163

Oprorte, Bold og Mord udfpiilte, Hjerte
J alle Landes heftigere Pulſe?

J Fyrfter, hvem og hvor IJ er, ſom rolig
Paa hidindtil urokte Throner flumre,
O! vaagner! medens det endnu er Tid!
O! vaagner! vaagner! Det er en Veninde,
Som væffer Eder, den af Eders Trælle
Forfulgte, den af Cder ſelv miskjendte
Philoſophie, fom, trods hvad Eders Hofmænd
Indbilde Eder, med frimodig Omſorg
Betænfer Evers Vel, og Evers Throners
Ci farlige Forhoining, ei Beflittring
Med usſel Stads, men grundige Betryggen.
Troer hende! Monarchiet var og er
Og bliver evigen den Statens Form,
Hoori hun Folkets ſande Bel og Frihed,
Som Marngden ben fordrage fan, blandt alle
RNegjeringer beqvemmeſt troer og ſikkreſt.
Hun ønffer i et Borgerſamfund ef
En anden Orden end i hvert et andet
Organiſt Liv fra Plantens indtil Verdens.
Hun vil, at hver Familie ſtal ftyres
Som Menneffet, og hvert et Folk fom begge,
Det Hele fom det Enkelte, og alle
Til Cet forbundne Dele fom det Hele.
Cen Sjæl, een Slægtopdrager, cen Beftyrer
Af Slægterne, faa vil Naturens Orden;
Thi Ordneren er Cen; fun dette veed hun —
Men dette veed hun og med evig Vished!
Troer hende derfor tillidsfuldt, J Fyrfter !
Og agter et hvad hine falffe Klygtmænd

11"

164

Mod hendes viſe Raad til Eder hviffe!
Kun Eders Slummer er dem vigtig. Tidsnok,
Saa hedder det, naar Nabohuſet brænder,
At tage Sit i Agt! O, vaagner! —
Det brænder alt.

J Rummet ligge Sydens
Og Rordens Riger adffilt fra hinanden;
J Tiden, i den aandelige Verden
Er alle Stater Naboer. Oceanets
Uendelige Svælg adffiller Frankrigs
Og Nordamericas beſqpulpte Kyſter;
Men Ludevig den Sidſte har erfaret,
Hvor lidt et ſaadant Skillerum betyder,
Saafnart det gjælder om at udeholde
Mer end de blotte Hændernes Produkter.
Indforſelen af fremmede Begreber
Forbydes et fan let. Og, om det lyttes,
Er en Regjering derfor fiffer paa
De indenlandſte Folelſer? Der gives
Af en faa ubetvingelig Natur,
At alle Defpotismens Tropper felv
Omſonſt veordredes til Lamp imod dem.
Hvad, om og disſe ſmittedes? Umuligt
Er ſaadant et; man har Exempler feet,
Og ingen Kriger er ſaa reen Soldat,
At jo lidt Borgerligt end hænger ved ham.

D! vet har ingen Fare! raabe hine,
Hvis hele Viisdom blot beftaner i Dysſen
AF Eders Uro; raabe det faa længe,

Til J for ſildig vcekles af det Udbrud:

165

Hov fulde have tænft det? Kun den fande
Stats⸗Viisdom, ruſtet ud med Kundſtab
Om Verdens Lov og Tingenes Naturgang;
Som ſporer og i Politikens Statsvæv

De ſtjulte Traade, ſom et ligegyldig

Seer mindſte Maſte ſpringe, ſom og fremad
J Tiden, iffe blot tilbage ſtuer;

Og Efterſlegtens Vel med lige Forſorg
Betænker og beraader, ſom vor Nutids.
Den ſande Viisdom hader denne Dysſen
Og Fyrſtens tankeloſe Ro. Den frygter
Saa længe Faren end fan mulig undgaaes.

Svagſynet et, men blind er hver Regjering,
Som ikke feer et meer end vanligt Uveir
At flige med det nye vor Slægts Aarhundred'
Op over Jorden; døv Enhver, fom er
Dets fammentrufne Skyers Dundren hører.
Og meer end døv og blind er den, ſom haaber
Dets Overgang, ſom et fornuftig flutter
Dets: Boren og Udhreden meer end mulig.
Selffabets Grunde ryfte, og Europas
De ældfte Throner bæve paa den tynde
Muldſtorpe, ſom en underjordiſt Afgrund
Bevdæffer, OD! forgjieves ſtoler hiin
Og denne Herſter paa ſin gamle Borgs
Nye Palliſader; disſe ſelo vil ſynke
Med den. — Omſonſt han lyner, liig Kronion,
Fra fit Olymp; paa loſe Støtter bæver
Det ſelv, ved Buld'ret af dets egen Torden.
Y hvert Europas end urofte Land
Er en Revolution, fom nylig Frankrigs,

168

At frygte; thi, hvo negter det? i hvert
Er en Revolution, ſom Frankrigs, mulig.

… Man falde bette vøre Dages Særfyn,
Som deels forfærder, deels tilloffer, her
Opmuntrer, hisſet nedflaaer, hiin opbygger
Og den forarger, Alle voldſomt rorer,

En Peft, og navnlig Frihedspeſten; man
Beviſe fra hver Præfeftol, Catheder

Og Cabinet, at den er. ffadelig,

Og at det Forfyn, ſom regjerer Verden,
Benævnt Naturen, Skjebnen eller Gud,

For ingen geiſtlig eller verdslig Net,

" Ved ingen Norm, og efter ingen Lov

Den burde have tilladt; er det dog
Eengang for alle faa, den er der, af!

Og griber juft ſom Peſt nodvendig om fig.
Hvad nytter det med Ord at ſtride mod den?
Beſtager den dog ei blot i Ord! Man gribe
Til Middelet, fom mod hver anden Peft
Befandtes ene virkſomt: Forberedning.

O, funde jeg med mere flingre Toner
End Sfræffens felv, af hoiere Baſuner
Ledſaget end Hiſtoriens og Rygtets,
Tilraabe dem, ſom flumre, det! Regenter!
Den flyver om paa Millioner Vinger,
Ved Dag og Nat, uſynlig og uforlig,
Fra Veſt til Øft, fra Syd til Nord, den Smitte,
Man fjern end troer, og Eders Staters Luft
Er i det næfte Blun maaffee forpeſtet!
Vil J vedligeholde dem, bevare

167

For Smittens Drab hvad end er Farføt deri,
O! fler med den ene filtre Redning!
Opbudne Tropper og forbudne Sfrifter,
Forviisning, Spærring, Fængflen, og hvad andre
Voldſomme Midler Evers Charlataner
Tilraade, tuer et. Diæt er ene

Det Tilforladelige. Sand Oplysning,

En henfigtsfuld Opdragelſe, den Grad

Af Frihed, Loven giver i en fælleds i
Beffrænfning, og den Liighed, fom beſtaaer

J Alles Ret til Hævd, ſom ei forbrød den;
Toldfrihed felv af lydelige Tanker,

Og Løsning af hvert Baand, der iffe ble
Den Høle ſom den Lave; — fluer her
Dieten, fom fan forebygge Veften,

Og ſtyrker Staternes Conftitutioner

Med denne! Gjennemdufter Eders Lande
Med Bidenffabers og med Konſters Blomſter,
Og med Vindffibeligheds gyldne Frugter!
For Alting fluffer et den ene Sol,

Som Alt opliver, til det Enkeltes

Og Alles Tarv, Fornuftens! Lader tænfe,
Og for at tænte rigtigt, tænfe frit!

Der gives intet Tredie. Forbedring —
Hvis et Fo randring! faa gjenflinger Raabet
Af Menneſt'hedens vafte Genius,

Uoverdovet af de vilde Stemmer,

. Gom hift og her ledſage det. Det tysſes
Af intet Magtbud! Vee den blinde Styrer,
Som luffer Øret for dets høre Klang,

Og itfe ſtjelner den fra hines Skurren!

168

Men Hæder, trefold Held, og alle Godes
Belfignelfe ben Fyrfte, den: Regjering,

Som agter paa dets Barfel, og med Iver
J Tide flræber med en Aand, ſom Fred'riks,
At gjøre Monarchiets og Fornuftens

Adſtilte Sag til cen, og Frihedsraab

Af Viſes Bryft til eet med: Kongen leve!

169

Sommerfugl.

Hoor hen mellem Erler
Smaavoverne trille

De riflende Perler —
Hvor, glimrende, glade,
Paa duggede Blade
Solſtraalerne ſpille —
Hvor Aviftene gynge
De vingede Spade,
Mens Vornere fynge
Rundt om dem i Luften
Af Elffov og Slædbe —
Der fvæver i Duften

Af Æbler og Blommer,
Snart høit over Hæffen,
Snart lavt over Bæffen,
Snart tværg over Ag'ren,
Min lyſtige Flagren
Hver evige Sommer.

Hvor Hjortene fpringe —
Hvor Lundenes Chore
Gaa glade fig fvinge —
Hvor Duerne kurre —
Hvor Lammene bræge —
Hvor Bierne furre —
Hvor Kiddene lege —

170

Hvor Alle fig more —
Hvor, fmyfte med Krandſe,
Hyrdinderne dandfe —
Hvor Alt aander Lyſt

J Summen og Bruſen,

J Viften og Suſen —
Der fværmer, og fvæver,
Og elffer, og bæver

— Mit barnlige Bryft.

Med Pragt, fom til Hæder,
Naturen mig flæder
J verlende Straaler —
Hver farvede Lue
Fra Himmelens Bue,
Hver Ynde, ſom ſtimrer,
Hver Stjønfed, ſom glimrer,
Som Piet knap taaler —
Af Lyſenes Skjod,
Den øver mig god
J fuldeſte Skaaler.

Den ſalige Kerte,
Som Kfærlighed tænder,
Som lindrende brænder,
Som Livet opliver,

Og Hjerterne giver

Om Himlene Nys,

Mig volder ei Smerte;
Den mig ei forterer —
Fra Blomme til Blomme,
Fra Stængel til Stængel,

*) Digter⸗Mioden.

171

Og Engel til Engel,

Jeg rundt den ombarer.
Min Elſtovs Sfærfommer
Tilkort ikke kommer;

Om Gnifters Forvilden
Og Svinden og Spilden
Jeg iffe mig kerer;

Den verlende Flamme
Biler evig den fanme —
Dens Saft af Odrærer +)
Utommelig gjerer;

Saa hemmelig tys

Jeg ſtedſe den nærer
Med presſede Luer

Af himmelſte Druer

J Blomſternes Kys.

— — — — — —

172

Arion.

Hün Kaadhedens Styrer,
Som tryllende tvang
Med Strængenes Klang
Afgrundens Uhyrer,

Da ſpildt var hans Sang
Mod Ondſtabs Forfolgen,
Opſadled' paa Bolgen
En mægtig Delphin;

Og reed paa den herlige
Dybenes Springer,

Som baaren paa kjerlige
Himmelſte Vinger,

Fjernt hen under Øe
Over brufende Sø —
Lovſyngende Kjærligheds
Skabende Magt,

Natur, og din Herligheds
Straalende Pragt.

Og fremmede Zoner

Da mildere Sæder

Og ſtillere Glæder

Med Vildhedens bytted';
Og ſtudſed', og lytted'
Til orphiſte Toner.

Som han og, af Krybet
Udkaſtet paa Dybet,

173

Mod Ondſtabs Forfølgen
Flugtſtyrtet i Bølgen,
Jeg ſadler en Hval —
Med Morgenens Smile,
Med gyldene Pile,
Med Flammer af Solen
Beſogende Polen

J Midnattens Dal.

Jeg Sneen indgyder
Den Aare, ſom flyder
Saa liflig og varm
J Kierligheds Barm.

J Hierternes Bælte
Snart Iſen ſtal fmelte,
Naar, Harpe, din Lyſt
Udbredes, og brender —
Og luttrer, og tænder
Hver Lyttendes Bryſt.

Over Fjeld, over Dal
Med Glæde jeg ülte
Til der, hvor du hviilte,
Min Evald, og fmiilte —
Til Kjærlighevs Zone,
Hvor, tæt ved din Throne,
Som Stjerner omblinkte,
Mig muntrere vinfte
Den ledige Stol.
En frydefuld Digter,
Som Hjertets Opluen,
Ved Himlenes Skuen

174

J Livet, et fvigter,

Jeg throner paa Stolen,
Med Farver omfrandfet,
Af Toner omdandſet,

J Harpernes Sal;

Og rundt omkring Polen
Er Kulden alt fval.

Min Tinding omflynger
En Ring af Violer,
Mens, Sfaaler paa Skaaler,
Mit Blik mod det Høre,
Med hende for Die,
Jeg offrer og ſynger,
Og digter og drømmer,
Og Kjærlighevs fulde
Livfalige, hulde
Begeiſtring udtommer.

Er fjender jeg Nød;
J Fortryllelſers Skjod
Ei Kummer mig tynger.
Af Sangenes Mjød,
Guldklaret ven Cloe,
Hoer Drif mig forynger
Berufende ſod. —
Op! dandſer i Fjelde!
Slæng, Slave, din Byrde!
Sving om big, o Hyrde!
Spring lyſtig, min Hval!
Snoe rundt dig om Polen! —

175

O Held, at mig Livet
Paa nordiſte Stene,
Trods Kulden, blev ene
Til Kjærlighed givet!
Hvor fylder dig Solen
Kryſtalne Pokal! —

Saa glødende luer,
Saa brændende heder
Er Guldet af Eder,
Heſperiſte Druer!

Kun Mjøden, hvis Bælde
Guldklares af Xlde —
Kun Evigheds Kerte,
Som tænder fin Ild
J bet nordiffe Hjerte
Saa varig, fom mild —
Kun det i Odrærer,
Som Tid ei fortærer —
Kan dysſe hver Kummer
J Saligheds Slummer;
Kan lindre hver Smerte,
Kan ſmelte hvert Savn
J Sangen, ſom lyder,
Naar Valdet, der flyder
Af Uſtyld og Dyder,
Harmoniſt ſig gyder
J Kjærligheds Faon.

178

Uatfpil
Jægeren.

Duime, derinde,
Hvor trygt i din Bolig,
Omſtjermet af Linde
Mod fufende Vinde,
Du flumrer faa rolig,
Hør, elſtte Hyrdinde !
Den elffende Jæger,
Som Slummer et qvæger.
Løft Kinden fra Pude,
Løft Haanden fra Kind,
Blik op, og forbarme
Dig over mig Arme
Lidt venlig 1 Sind!
Her gjennem din Rude
Jeg titter mig blind.
Gør! Vindene tude;
Blandt Træer opg Stene,
Forladt og alene,
Jeg frygter og fryfer,
Og ſtudrer og gyſer
J Natten herude —
Luk, Hulde, mig ind!

Hyrdinden.

J Morket herinde,
Nu, Lampen er ſlukt,

177

Og Døren er luft,
Jeg ſikkert 1 Blinde
Kan Nøglen et finde;
Hvis ogſaa jeg vilde
Modtage faa filde
Beføg i min Hytte.
Kun lidt dig fan nytte,
Forelſtede Skytte!
Din Piben, din Sang
Og Pikken paa Ruden;
Mig Intet kan rore.
Jeg lukker mit Øre;
Jeg lukker mit Die;
Jeg kan dig ei foie.
Selv Pladſen desuden
Er meget for trang —
Trods Vindenes Tuden
Gaae derfor din Gang!

Jægeren.

Velan da! vil ikke
Du fljenfe mig Ly
Paa Jorden herneden,
Hvor ind i et Eden
Du blot lod mig kikke,
For gruſom at jage
Mig atter tilbage —
Til himmelſte Blikke
Jeg hevnet ſtal tye!
Med mig vil forfvinde
Dit Morſtab derinde —
Naar meer et dit Øre
Baggeſens Værter. 4 B. *

178

Min Klage fan høre —
Naar her i din Hytte
Bag Lindenes Grene
Forladt og alene

Din Kjede vil lytte
Ti Skovduens Kluk;
Men aldrig fornæmme
Den bønlige Stemme,
Det fjærlige Suf,
Som tidlig og filde,
Hvor gjerne du vilde,
Du iffe fan glemme.

Hyrdinden.

Du ſpilder hvert Muk!
Omſonſt er din Murren;
Omſonſt er din Knurren;
Med Trudſel og Spot
Du fjeder mig blot,

Men et mig bevæger,
Urolige Jæger!

Hold op mig at tigge!
Lad ene mig ligge!
Jeg ligger faa godt.

Jægeren.

Velan da! du vil,
Ubøielig, jage
Mig Arme tilbage ;
Men, Grumme, dit Spil
Dig felv vil bedrage! —
Herfra, hvor du hviler,

179

Med Kjaerligheds Brufen
J Barmen jeg iler,
Trods Froſten, ſom klinger,
Trods Spaanen, ſom ſpringer,
Trods Vindenes Suſen,
Tib vildene Hede,

Mig Troſt at oplede —
Der Selſtab jeg finder

Af hulde Veninder —
Hvor Maanen mig møder
Med alle ve Smaa
Paa trippende Fødder

J Himmelens Blaa.

Giv Agt da, giv Agt!

Af yderſte Magt

J Hornet jeg ſtoder —
Da jager dets Klang

Hver Sfy fra min Himmel;
Og Stjernernes Vrimmel
Med ſtraalende Klynger

J Dands mig omflynger
Den lyſtige Gang —

De himmelſte Sfjønne
Med Smile vil lønne
Min natlige Sang!

Hyrdinden.

Gaae du kun til Hedens
Dig vinkende Kreds!
Jeg her er imedens
Fuldkommen tilfreds.
Du iffe maa mene,
12⸗

180

Jeg heller er ene!

Mit Lam ved min Side —
Rundt om mig de hvide
Smaa Lilier, fan blide, —
Rundt om mig de røde
Smaa Rofer, faa føde — +
Med dem, og Kjærminder,
Min Uſtylds Veninder,

Jeg og, mag du vide,
Forladt mig ei finder.

Til Natten gaaer over,

Og Sfyggerne rømme,

deg ligger, og ſover

J duftende Drømme

Saa født paa min Pude — -
Det Selſtab mig hover;
Jeg bliver herinde.

Med flygtige Vinde,

, Med Maanen, fom vinfer,
Og ſtotter og blinker

Herned til den Rude,

Hvor du dig forſinker,

Og med hendes Terner,

De ſamilige Stjerner,

Dands du kun derude!

181

Samklang.

VJeg havde ledt derom paa tuſind' Veie
Med ufortroden Omhu, Flid og Sven,
J Himmelens og Jordens Kongers Eie,
J Konſtens Spor og i Naturens Fjed —

Fra den Tid af det hulde Lyn ſlog ned
J Mulmet om mit uerfarne Hierte,
Der viſte mig en ſtorre Salighed
End den, jeg legende ſom Barn begjerte.

Omſonſt jeg Pftens Billedziffre lærte ;
Forgjeves Nordens Runer jeg forſtod —
Hvert Gjemme, Kundſtabs Nøgle mig oplod,
Min Lyft til Fund, og Tvivl om Finden nærte.

Min Ungdoms Ofte var alt forbrændt;
En evig Længfel Manden end fortærte ;
Og Hjertet aldrig fandt hvad det begjerte,
Trods alle Lamper, Hov'det havde tændt.

Hver Alderdommens Skat var mig befjendt;
Jeg havde feet hvad dybt i Nattens Huler
Den gamle Jordens Demogorgon ſtjuler,
Og læft det vidtopflagne Firmament.

152

Til hvert Orakel jeg mig havde vendt; '"
Til alle Himmelens ag Jordens Viſe —
Min Leden var omſonſt; min Gang var endt ;
Og Hov'det ort, og Hjertet uden Life.

Da lagde jeg mig, aandelos og heed,
Opgivende mit Fund, paa Fjeldet ene-
Blandt ſjunkne Stotter mellem Bautaſtene,
Beſtygget af en Eeg, paa Kildens Bred.

Dens Solofluds hvide Skummen riſled' ned
Fra Toppen, jeg forlod, og, ſom jeg vidſte,
For dødelige Pilegrimes Fjed
Blandt de beſtigelige var den ſidſte.

Fortvivlelſen gav alt mit Hoved Rum;
Kun Hjertet hang endnu ved Himmelglimtet,
Jeg i min ſidſte Barnnat havde ſtimtet;
Og Bakkens Riflen dysſed' mig, Slum.

Da ſlog mig Lynet ned endnu engang;
deg fjendte klarligen, det var det ſamme;
Men Lyven, ſom ledfagede dets Flamme,

Var iffe Tord'nens — var en Harpes Klang.

En Lifte jeg fane dets Straale ramme,
Den pludfeligen i et Smiil opſprang,
Og for mit Øie blev paa hviden Stængel
En Jomfru i Geftalt, 1 Blik en Engel,
En Guddom i Fortryllelfe. Den fang:

183

„Du, ſom jeg føgte, hulde. Morgenrode,
„Du Livets flummerlufte Roſenknop,
„Hvis Tankers gyldne Purpurſtraaler gløde
„Min Sneebarms hvide Leængſelglands imode!

„Du, ſom faa længe ſogte mig, vaagn op!, —
En himmelſt Gyſen gjennemfoer min Krop.
Oppaagnede jeg? drømte mine Blikke?
Mit Øre? Hjertet felv? Jeg veed det iffe.

Men aabent jeg fornam mit Veſens Knop;
Og følte, moden, Livets hele Varme;
Og fandt mig atter paa min Klippes Top
Omſtromt af ther i den Huldes Arme.

Da fang en Roſt — jeg hører den endnu;
Dens Himmel dirrer i mit Hjertes Øre;
Min Sjæl den hører, evig ffal den høre
Dens føde Tvillingtone — „Jeg og Du!“

En anden bedre Verden fane jeg nu:
En anden bedre Jord, en anden Himmel ;
Og med en Folelſe, liig Gravens Gru,
Erindrer jeg de foundnes døde Vrimmel.

Ei fandt mit Hjerte længer mindfte Savn;
Ci mer mit Hoved ſpored' mindſte Møre;
Ci hang den Kjede længer for mit Øie,
Som ſparrede tilforn min Længfels Havn.

184

Med Haab om Saligheder uden Navn,
Og Glemſel af vet Endeliges Smerte,
Jeg fvæved? tryffet til min Engels Hjerte,
Derhen i det Uendeliges Havn.

Da tredde Gang fra Thronen lynte Flammen,
Der havde glimtet i vor Længfels Nat,
Er længer bleg og pludfelig og mat,
Som da ben flog i Stænglen og i Stammen.

Os begge traf dens Straales lyfe Rammen,
Tæt i hinandens Arme flyngt tilſammen,
Og vore Sjæles Cet til Gud den ſvang
GF vore tændte Hjerters fulde Flammen.

Men Lyden, ſom ledſaged' denne Gang
Dens, hellighvide, helligrene Lue,
Hvori det Evige var flart at ſtue,
Bar meer end Tord'ners, meer end Harpers Klang:

Det var en falig Lyd af Tvillingtoner
Fra Himmel⸗Lyſets høie Throner,
Foreent med vores til en evig Sang.

185

Drommen i Kronprindſesſegaden Ur. 390,
Natten før ben 28 October 1815.
En danſt Fortælling.

Feg havde lagt mig træt af Dagens Summer
J det for Verden fljulte lille Hul,
Som mig, og hvad er mit, paa Jorden rummer
. J Kronprindſesſegaden Tre, Ni, Nul.

Jeg for, ſom den, der mindre tung end møbig .
Paa leiet Mos et ligger alt for blødt,

Og ene fover, naar han Soon har nødig,
Saavidt jeg mig erindrer, ganſte født.

De Fre, de Ni, med deres gamle Sanger,
(Det Handelshuus mig engang blev beftemt)
Sfjøndt udenfor endnu dets Firma pranger,
Var indenfor, ſom et Fallitbo, glemt.

Men, fom jeg i min tomme Vraa, faa rolig,
Saa godt, fom noget Nul i Gravens Skjod,
Med Dødens ſtille Taushed ret fortrolig
Mit lange Digterlivs Belonning nød —

Blev hørt paa Døren Noget fagte pilke,
(Hvis jeg min. pludſelige Drom fan troe)

„Det banker!“ ſagde den. Jeg fvared? iffe.
„Det ringer ogſaa!“ ſagde den, og loe.

180

Lad ringe, tænfte jeg, og ſelv baſune!

Jeg et ſtager op, jeg bliver, hvor jeg er!
Men Drømmen var i mere muntert Lune,

Og ſpurgte ganffe venlig: „hvem er der?”

„Hunsvilde ftaffels Pigeborn!“ var Svaret.
| Den gøde Drom er ſikkert, tænkte jeg,
J Hov'det ikke rigtigen forvaret ;
Hvis ei den her vil ſpille mig en Streg.

Det ev juſt ikke nyt, at falſte Glæder
Mit Haab i Sovne have holdt for Nar;
Og et den forſte Gang, en Drøm om Hæder
Mig felv i aabne Dine narret har.

Huusvilde Smaa mig altid Hjertet røre,
Og Pigeborn ifær; endogſaa dod,

Jeg ofte, ved det blotte Navn at hore,
Mig finder pludſelig, ſom nylig fod;

Wen nu, en Gol min Maane reent fortrænger,
Nu, Dennes ſidſte Skin endog er fluft,

Nu fjende felv de mindſte mig ei længer —
Hvad nu fig nærmer mig er neppe ſmukt.

„Eliner,“ var mit Svar, ver det vift ikle!“
Men Drømmen, jeg afvifte, paaſtod mjo!s
Da fyntes Noget ind av BVindvet hitte,
Saa knap jeg vidfte, hvad jeg ſtulde troe.

187

Men fuldbeſtemt, at holde hvad blev lovet,
Da jeg fra Dans Parnas min Affted fik,
Beflutted? jeg, ſom ſaligen henſovet,
At hytte mig for Drommes Trylleblik:

„Siig, hvis det er de Ni, jeg er gi hjemme;
„Siig, hvis det er de Tre, jeg er et Nul!“ —

„Men,“ fagde Drømmen, „lad mig dog fornæmme
„Forſt hvad de ville her i dette Hul, —

»Fornæm du hvad du vil, men lad mig ſove,“
Gientog jeg — „det er dog fun Veir og Bind!” —
„Men Hvis de kom fra⸗ — — „Hyvis de kom fra Hove,
„Fra Himlen felv, jeg luffer Ingen ind.”

Da reifte fig imellem os en Trætte,

Som, nylig vaagnet, jeg vil Ord for Ord,
Imens jeg endnu huſter den, berette

Tre fire mig end hulde her i Nord.

Drømmen.
„Jeg raader dig, hvis du endnu vil putte
Mod hvert et flygtigt Bud, dig Tiden gav,
J Digtergravens Skjod ei meer at mukke
Mod, for Exempel, Evighedens Krav.“

Skjalden.
„Dod Mand fritaget er for Levemaade!
Hvor Intet er, har Keiſ'ren tabt ſin Ret;
Af dig desuden Ta'er jeg mig ei raade —
En Drøm gemeenlig raader meget flet.…

188

Drømmen.
„Vil du Gudinder ſelv paa Døren ſtikke?
Hvad om det var Chariter ſelb i Dands?“

Skjalden.
„Naar har bu hørt et malet Tretal pilke?
Et Nul, min gode Drøm, er ingen Krands!“

Drommen.
„Der aandes født og fagter —
Skjalden.
»Det er Vinden!“
Drommen.
„Der hoiſtes om en Feſt, der nærmer fig —“
Skjalden.

Det ſikkert er til Modehandlerinden,
Der boer i Stuen; det er et til mig.“

Drømmen.
„Ni Hænder hører jeg paa Kloffen ringe —
Maaſtee det er Kaftales hele Trop!

Skjalden.

»Naar har man hørt et malet Nital klinge?
Du bliver narret, hvis du luffer op!⸗

Drømmen...
„De fige, de vil ind, de ere Muſer;
De fryſe; Natten er faa fort, fom Kul —⸗
Skjalden.

„Min Grav til Nød mig ſelv og Mine huſer,
Siig dem, at den er intet Mufehul!»

189

"Drømmen,
„De have noget Himmelſtt at bebude;
De komme, for til Fryd at væffe dig!”
. Sfjalden.
„Imellem mig og Mufer er det ude;
Og Gladens Bud fan aldrig gjælde mig.”
Drømmen.
„Der fpørges dog om Øratiernes Sanger —“
Sfjalden.
„Siig dem, hvis det er mig, at han er død!»
"Drømmen.
„Men nylig ſaaes i Kirken en Gienganger —“

Stjalden. |
„Der gif fin Gang igjen til Gravens Skjoed.“

Drømmen.
„Der fordres af be tvende Chor, at fynge
De danſte Døttres Feft endnu engang —“
Cfjalden.
„Mit Fag var Klang fun. Siig den hele Klynge,
At jeg forftod mig aldrig ret paa Sang!
Drømmen.
„De ſmile til mig: det er ligemeget,
Og at de villtale med dig felv —“
Sfjalden.
„De Smigerfmiil mig har for ofte foeget!
Ifald du troer dem, faa vaagn op og ſtjiœlv!“

190

Drommen.

„De bede dig med Gieſtfrihed betænfe,
Du bog, ſom Rimer, et er ganffe død!”

Skjalden.
„Siig dem, min Frihed her er lagt i Lænfe,
Og for min Øjeft jeg har fun Vand vg Brød.”
Drømmen.
„De fige: naar du blot paa Riim vil ſnakke,

Og paa ben bruftne Harpes Strænge ſlaae,
De tage med dit Vand og Brød til Takke —“

Sfjalden.
„Saa er det Betlerpiger! lab dem gaae!“
Drommen.
„De Betlerpiger! Aldrig mine Blikke,
Der dog en Mængde danſte Dottre faae,
Har feet, felv 1 Albanos Skyer iffe,
Saa paradiſiſt ffjenne hulde Smaa !«
Sfjalden.
„Drom! alle Drømmes Drøm! Drøm uden Lige!
Til mig i Glemſels egen mørfe Bo
Fra Himlen Engle ffulde huldt nedftige,
Og du fan drømme, jeg det flulde troe?

Drømmen.
»Sylphider, Engle, Feer, Huldgudinder,
Parnasſets, eller andre Himlens Moer —
Hvad vecd jeg? end mit Øie Glandſen blinder —
Men yudigere fane jeg aldrig før.
Jo mer jeg lytter, og jo meer jeg fluer,
Jo himmeiſtere trylle Nyn og Blik.“

191

Skjalden.

„Din Phantaſie endnu beſtandig luer

Af fordums Glimt, dens Savn af Himlen fik.
Alt, hvad du feer, er fun Seline⸗Minder,

Elina⸗Skygger, fvundne Glæeders Lyn,
Og hvad du hører, blot Gjengangerinder
Af Idas Toner og af Emmas Nyn!
For mig (ſom Evald ſang) de glide, ſuſe,

Flye, ſmutte, glimte, ſtorme, lyne bort;
Og til at ſees og foles af min Muſe,

Er hvert et Glædens Dieblik for fort.
For mig er fluft de Evighedens Fakler,

Som mig belyfte Tidens Dodningdands,
Og Himmelidealernes Mirakler

Forſvandt med min i Støv nedtraadte Krands.
Det folde, brufine Hjerte troer ei længer

Paa Bægner af dets Feberdromme ſtabt,
Af! i det Virkeliges golde Venger

Er Mulighedens Paradiis mig tabt.”

"Drømmen.

„Du taler om en Krands, fom man nedtræder ;

Hvi træder du faa gruſomt felv derpaa?
Din Drøm, at troſte dig du er tilfteder,

Men bliver ved at ligge, hvor du laae!
Hvis og hver jordift Lyft dit Hjerte ſoigter,

Igiennembort af alle Skjebnens Spyd,
Er det da værdigt Skyggen af en Digter

At jage bort ben ſidſte Drøm om Fryd ?
Hvis og dig Avind ſeirende forfølger

Paa Bredden af den *gule Nutids Elv,
Sang Orpheus ei, beftænft af Styxes Bølger,

For Cerberus og Furierne ſelv?

192

Lod ikke ſidſte Gang din egen Stemme,
Trods alle Dagens Magters ſtrenge Bud: |
„Men, Himmelſke, men aldrig ſkal jeg glemme,
„Man meer end Menneſker bør lyde Gud!““

Skijalden.

„Det er ei Himmelffe! Hvem Melpomene

Har aldrig i fit Mauſolee luft ind,
Kan nu omftunder ingen ſand Camene

Beſoge! det er lutter Veir og Bind!
J Danmarks nye Kaftale Blod fun flyder;

Alt, indtil Sproget felv, maa ſlaaes ihjel;
Og ingen Mufe, der ei Blod udgyder,

Erkjendes meer af nogen Moders Sjæl.
De Himmelffe beføge fun den Sanger,

Der veed, fom Gjenfærd, at indjage Sfræf;
Og flye den tamme, ſpogende Gjenganger,

Der ingen Draabe Blod har i fit Blæf!
Vandſtrækken herffer nu — jeg er for vandet;

De danſte Muſer ſtye min Sang, ſom Pet —
Læs alle lærde Tidender i Landet, i

Og hør den Dommer der, fom veed det bedſt!“

Drømmen.
„Saa fandt jeg drømmer! det er Pierider!
Stat op, fif gjennem Vindvet felv, og døm!
Hvis et, ſom fordum, blindt du paa mig lider,
Og ikke troer mig længer paa min Drøm!»

Sfjalden.
„Jeg et ftaaer vp, hvis og den hele Skare,
Med Phoebus felv i Spidſen, banfte paa —
Hvis Amor og — — men det har ingen Fare;
Det er fun Tal, fom dig for Øine ſtaage.

193

Det fiffert fun er Nummeret paa Huſet

J Kronprindſesſegaden, hvor jeg boer,
Der har din Drommehjerne faa berufet,

At du det Hele Himmelhoffet troer!
Sæt og, det var Noniden og Triaden,

Der, udenfor, fig aabenbare big,
Saa gjælder bog Beføget ene Gaden,

For Navnets Skyld, og ingenlunde mig.
Hvem, bet og er, de komme for at ſpotte —“

Drommen.
„De fee dog ud ſom Engle, fær de tre,
Der have Been og Arme ganſte blotte,
Skjondt uden Vinger —⸗

Skialden.
„Ere det maaſtee!
Mig undres ei, at overfor den Have,

Hvor Fred'rik ſtundom med fin Datter gaaer,
Skjondt nær det Sted, hvor jeg mig lod begrave,
Paa Vagt, imellem, et Par Engle flaaer.

Kan, fom en Cherub, Chriſtian den Fjerde
Sig vife med et draget Flammefværd,
Paa Fred'rifsberg, naar der er Sang paa Færde —
Kan og et Under her ſtaae ved fit Værd.
Min Udfigt Indgang er til Kongens Have;
Man vil maaffee til den, men ei til mig;
Man der et Slags Fyrværkeri vil lave —
Det er den Engle⸗Glands, ſom tryller dig.“

Drømmen.
„Nei! Himmel! Englene, mig forefvæve,
Bebude noget meer end jordiſt Lyft,
Baggeſens Barker. 4 B. 13

194

De nynne Navnene, fom evig leve,
Det veed jeg, døde Sanger! i bit Bryſt.“

Skjalden.

„Du ſtuffer mig, du trylle vil min Smerte,
Det er umuligt! hvad jeg der har giemt —
Jeg veed for godt, hvad lever i mit Hjerte —
Af det iſer er jeg aldeles glemt.
Og dog — de kildre mig, i det de faare,
De Sting, ſom gjennembore født min Barm;
Og Livets Bæld mig lifpler i hver Aare —
gor eet endnu paa Jorden er den varm.
De Smaa, du feer, de hulde Nyn, du hører,
Tre, fom det lader, mellem alle Ni,
Det er et bem, fom kildre Mængdens Ører? .
Det er ei dem, ſom Frækheds Magt ſtaae bi?
Det er et dem, ſom Sæders Værn nedbryde?
Som voldſomt rive Konſtens Tempel ned ?
Det er ei dem, hvis Raoneſtrig gjenlyde
Paa Sprogets Grav og Smagens Retterſted?
Det er gi vilde Flaner, Elleqvinder,
Sigyner, Here, Furier i Gru?
De have Træf af hine Huldgudinder,
Som gjemmes i mit Hjerte, figer du?
Spørg dem, hvorfra de fomme?%

Drømmen.
„Fra den Vugge,
Hvor de ſom Uffylos Engle fordum flod,
Fra Roſenleiet, Taarer end bedugge,
Fordi de Huldes Hulde det forlod —
Fra det Cythere, hvor nu Flora græder,
Fordi de blomfirende nyfødte Smaa,

195

Hun pynter der med Uſtylds hvide Kæder,

Af deres Cypria forladte ſtaae —
Fra Tiltlugtftedet, hvor engang de meldte

Dig felv, at de var flygtet for den Lee,
Der alle Lilier og Roſer fældte I

Rundt om Thalias ſticendte Mauſolee —
Fra dit Elyſium, fra hine Lunde,

Hvor Blomſter paa en Bred af Sleens Elv
Engang i deres Dronnings Fjed oprunde —“

Sfjalden.
„Gud! det er Dannegratierne ſelv!“

Drømmen.

„De ſtaae her alt, uſynlige dit Øie,

Jeg lukked' op, trods dit fortviolte Bud;
De ville nof engang Dit Hjerte boie

til meer enn Menneſter at lyve Gud.
De ville, du ffal end i Drømme nyde,

gør du bag Lethes Flod ſtaager op igjen,
Den flørfte Muſers Lyft, en Feft fan byde

Det Sfjønnes, Yndiges og Renes Ven.”

Sfjalden.
„De ſtaae der for mig, figer du, herinde?
Hvor blusfer mig den nys faa blege Kind!
O flore Taarer, fom i Diet rinde,
Gior Eders Dug for Gratierne blind?

For Himlens Sendebud? jeg feer dem iffe!
Men Taf, I Taarer, at I ſtjule mig
J Graven de Tilbedtes hulde Blikke!
O kunde den bem ogſaa ſtjule fig!
13?

196

O ve mig Arme, ſom fan ef modtage
De Himmelffe, jeg engang felv indbød !
O vee mig, at jeg Intet har tilbage,
Varrdt deres Fodtrin ſelv, i Gravens Skjed!

AE! nedbrudt er min lille Sondagshytte,
Nedbrudt det Alter der, engang de ſaae;
Jeg har tilbage fun den ſimple Støtte
Med Holbergs, Ewalds, Wesfels Navne paa!

Hoad fan den blinde Sangers Armod yde
Kronions Dottres Rigdom uden Stam?

Hvad har hans Rodme Gratier at byde, .
Der i fang Fængfels Vraa beføge ham?

O! vee mig, at mit Øie maa begræde,
Jeg dem hvert Blik og Nyn har offret her!
Thi hvad er Taarer, ſom det bruſtne væde?
Og hvad er Toner, Ingen mer har fjær?

Hvad er jeg felv, og hogd er alt mit Cie,
Henvisnende for deres Dronnings Fod? —
Saa raabte jeg, og opſprang fra mit Lete
Til der, hvor Drømmen fagde mig, de ſtod.

Da fyntes et Var fpæde Hænder føre
Mig hen til Vinduet, der luftes op, I
Mens bløve Fingre fyntes at berøre |
Mit Syn, fom med en Toilling⸗Roſenknop. .

197

Og huldt omflyngt af trinde Liliearme,
Omaandet føbt af Natviolers Duft,

Saae jeg, oplivet af uffyldig Varme,
Af Vindvet ud i Himlens rene Luft.

Ti Tempe var forvandlet Kongens Have,
Og Kronprindfesfegaden til bets Hegn:

Hvor før fun Blus en jordiſt Skimmer gane,
Oplyſte Guddomsglands en himmelſt Egn.

J Midten haved' ſig et Slot, det ſamme,

Jeg ofte, ſorgfuld felo, ſaage dekt med Sorg,
Igjennemſigtigt, bygt af Nordlysflamme,

Som Dans Apollos lyfe Roſenborg.

O! hvad var Alt, hvad Drømmen mig fortalte,
Mod hvad mit Hjertes aabne Blik nu ſaae!
En trefold herlig Himmelbue hvalte
Det Høitidstempel, fom jeg ſtirred' paa.

Mi jomfrumorgenrode Moer omjlyngte

ære fljernefronte Hulde med en Krands,
Der Moder⸗Englens Majeftæt foryngte

Til Vaarens Brud i egne Døttres Dands.

J hvert et Fodtrin, i hvert Blik, Hun fendte
Mod Stjernehimlen op, hvor Hun kom fra,

J Hvert et helligt Træf min Aand gjenfjendte
Mit Danmarlks Gratiers Urania.

198

Gom da Hun, fronet, ſmiilte til fin Konning,
Og til fit yndedrufne Folt i Nord,

Den Dag Hun fremgik, hilſt Fyrftinders Dronning
Af Hver, ſom ſtued' Himlen paa vor Jord.

Saaledes fane jeg, Fred'rik Eiegode,
Fredsenglen krandſet veb Din Side ſtaae;

Og ſtued' ſelv Fortviolte veltilmode,
Saalænge de paa Hendes Ønde ſaae.

Og mens, fom Børn, i ſmaa Violers Vrimle,
Velſignelſer ommyldred' Hendes Fjed,
Sank, oven, rundt omfring, fra Himles Himle

J Purpurſtyer Lonnens Engle ned.

De ſang i Blomſternyn: „O Dannemoder!
„Vor fpæde Lallen beder Himlens Fryd
„Ned over Dig og Dine hulde Poder!
„O! gid vor Bøn var himmelſt, fom Din Dyb! la

De fang i Rtherharper: „Vi Dig hylde !
„En Himmeldronnings er Din hele Færd!
» Bi bringe Dig BVelfignelfernes Fylde,
„Som Danmarks Engle ſtjonnende Dit Værd.”

Da fammenflang i Lyd, ſom qvalte mine,
Det trefold føde Huldguddommens Navn:
Marita — Caroline — Vilhelmine! —
Og Skjalden vaagned' op af Dødens Favn-

199
Mit Syn førfvandt, men vet blev tilbage,
Som denne Drøm i Graven fljenfte mig:

O! maatte Huldgudinderne behage,
Det fordums Leg paa ny har offret fig!

Da reiſer fig igjen den knuſte Sanger
J hulde Modersmaalets rene Glands,

Der, Perlens liig, i broget Pomp ei pranger,
Tilfreds med Dans Apollos mindre Krands.

Og reiſt, Udodeligheds Vink for Diet,
Der ene ſmiler ham i hine Smiil,
Skal han, med Trælleng ringe Kaar fornøtet,
Taalmodig trodfe hver en Livets Pil.

Da flal han fig mod Syden daglig vende,
Teutona tolfende fit Danmarks Lyft;

Og natlig Thoras Sørgegvad fuldende
Med Nordens dybe Klang i lægte Bryſt!

Da flal fan, gammel, end af Ungdom lue,
Naar noget Sangen værdigt her ham leer,

Og, Blind, den Evighedens Flamme flue,
Som Diet luft for Tidens Blus fun feer.

Og naar han træt af Moie, mæt af Summer,
Uſtuffet vinft af Dødens elffte Bud,

Den Drøm, der trylled' ham i Livets Slummer,
Opſender i det ſidſte Suk til Gud —

200
Da flal ham hæve høit ben fvage Stemme,
Marias Himmels Engleharmonie;

Og Fiender ſelv, udfonte, ſtal fornemme
Den Salighed, han blev indviet i.

201

Den opftandne Fang.
Et Blomfl.

Hendes Kongelige Hoihed Kronprindſesſe Caroline helliget
ben 28de October 1815.

Da Livets Klippegrund Frydſtaberen beſtrodde

Med Himlens Blomſter⸗Froe, det ſtore med det ſmaa,
Skudt op til Palmer, og til Mos og Straae,

Brød ogſaa frem min Uſtylds Morgenrøde

Med Duft for Folelſens og Tankens Faa.

Men Jordens Have var, trods Flora⸗Bornevrimlen,
En Plantekampplads, hvor beftandig Ufrud vandt;
Hvad Spiren ſogte, Blomſtet der ei fandt;
Og længfelfuldt mit Blik opſtirrede mod Himlen
Fra gængfelet, faa længe det mig bandt.

Vel ſtak med fine Spyd min nberørte Stængel
Hver vovfom fiendtlig Haand, der ublu nærmte fig;
Men min Bedakning var ei Paddens liig:
Og Skjebnens Krigsvogn gif, trods Vink af Fredens Engel,
Grumt fnufende min Zittren over mig.

Held mig i Døden! Hvad min Stængel fnufte, hæver
Til meer end jordiſt Duft mit Bægers Blomſter⸗Aand;
Thi knuuſt er og dermed hvert Stovets Baand.
Mig ſynes at, ſom Froe, min Uffyld atter fvæver,
Der Hvor den udfprang, i fin Skabers Haand.

202

Jordbundet iffe meer, høit over Fjeldets Moſe,
Knap oinende nu Spor af Tordenvognens Hjul,
Utrængende til Vaaben, fom til Skjul,
gra Tidens Stængel løft, henflagrer mi min Roſe,
Som Evighedens glave Sommerfugl. '

Den fvæver i fin Flugt igjennem Purpurvrimle
Hoit over Perlerne, den i det Grønne faae,
Til Lyſets Blomſter⸗Alter i det Blaa;
Med Carolines Krands den feer i Himles Himle,
Som Uſtylds Lilie, ſin Engel ſtaae.

Fol, Kongedatter, rort, imens den tabt herneden
For Jordens Paradiis, i Glemſels kolde Skjod,
Sin Plante finder fnæffet, visnet, død,
At paa Din Fødfelsdag den Dig og Evigheden
Sin bedſte Duft i dette Nyn udgod.

Det evige Sindbillede,
ikke blot
Literaturens Oprindelſe,
men
Yhiloſophiens Maal og Ende.

— — —

En Gaade,
ſom Priisopgave, for aandelig Levende.

Signa te, signa, temore me tangis, et angis!
Sphinæ, Monachus.

204

Begyndelſen.

Litera pto Verbis —
— Ovid.

Ves Alderdommens Sphinx, ſom her paa Danſt fremtriner,
Med gordiſt fnyttet Haand, paa alexandriſt Fod,
Udfordrende hver Kløgt, fom gjør oedipſte Miner,
At nævne mig mit Navn, og fige mig min Rod —

Jeg trefold haarde Nød, ſom Paaſtoes Fieldfigurer,
Tſchilminars Runeſtrift, og Moſes Hyileſted,

Bor Solvmynts Smuthul felv, og Dagens Conjuncturer,
Er lutter Smørrebrød, i Knæf, at ligne med —

Jeg Gaadernes Fugl⸗Rok, mod hvilfen, nof faa broget,
Bor ſtore Digters Ham er liig en ſimpel Gaas,
Og fra hvis Ragnamork felv Ragnarokur⸗Sproget
Cr længer end et Pyt fa? Peer fra Hallingdaas:

Jeg vil betegne mig paa hver en mulig Maade;

Jeg vil forklare mig paa hver forſtaaelig Viis;
Og bog udſetter jeg for ben, fom mig fan raade

Og nævne mig ved Navn, en faft uhyre Priis —

Den Priis at fige, der, faa vidt jeg troer og ſtjonner,
Maa være hvert Genie tigange mere fjær,

End hvilfen Priis ſom helſt, hvormed en Fyrſte lønner:
Dets egen nemlig, naar det feer, hvor ſtort det er.

205

Jeg vil angive mig, og hvad jeg var, og bliver,
J hver Betydning felv, og t enhver Geftalt;

Og mens jeg, hvad jeg er, omftændelig beffriver,
Kremvife loft og faft mit Væfens Cet og Alt.

Dog maa man iffe troe, paa forſte bedſte Vinfen,
Saa let vet ſynes og, at kunne gjette mig:

Mit alt for Hare Lys er Lygtemandens Blinfen !
Det fører i en Sump, hvis man et varer fig.

Jeg fanges ſiklert et, hvis iffe hundredarmig
Et Hundredoies Klygt omffynger min Geftalt;

Selv dette gjør det ei; thi naar man troer, man har mig,
Har man min Sløgge blot, og jeg er foundet alt.

Jeg var, før Verden var (faavidt man nu ved ſamme
Lidt meer end blot Natur og blot Idee forftaaer)
Som Livets Moder, og ſom ſiden Livets Amme,
Der neppe bliver gold, før Tiden ſelv forgaaer.

Eet af de ældfte Folk tilbad mig ſom Gudinde,
(Forſtaae: blandt ælore Folk, ſom Noget vides om)
Og felv for noget mer end ganffe ſimpel Ovinde
Blev jeg af Mange holdt 1 Græfenland og Rom.

Dengang jeg løb omfring paa, troer jeg, halve Jorden
Fra Faſer og Mo'er, og Slægt, og uden min Gemal,

Jeg veed ei felv hvor langt, mod Syden og mod Norden
J et Slags Raſeri, og, reent ud fagt, üdt gal.

206

Da hen i Taaget, af! engang jeg rendte, gled jeg,
Hvad hændes fan, desværr?! ben bedſte Piges Fod;
Jeg var uffylbig dog, faa godt fom Barn, det veed jeg;
Thi man den ſamme Dag mig vaccinere lod.

Jeg tabte Næfe, Mund og andre Ting, ſom zire,

Ved dette Fodens Glid, min Vildſtabs bittre Løn;
Og va jeg reifte mig, begloet, paa mine Fire,

Af næften hundred Blik, ſaa ſtod jeg da end kjon.

Jeg et beffrive fan, hvad bette Fald mig voldte

For Jammer, ſtjondt jeg dog, trods Tab af mangen Pryd,
Af Smiil og Rodme felv, det Vigtigſte beholdte,

Min Skjonhed, nemlig, og min egentlige Dyd.

Jeg miſted' næften Alt, hvad mifte fan i Live
Den velopdragne Mo, faafnart hun bliver gift:
Hvert dyrket Konſttalent — fun ikke det at ſkrive —
Den Dag i Dag endnu man læfe fan min Sfrift.

Det intet Under var, jeg ſtrev fun Elegier
J det nuværende nordveſtlige Tyrkie;

Men at jeg juſt ſtrev Danſt, endogſaa til min Frier,
Mig ſynes ſelv endnu, ſom et Slags Hexeri.

Den Klo, jeg nemlig ffrev faa myſtiſt der i Sandet,
Skjondt baade Net og Ja betegnet paa en Prik,
For Danſte fagde dog aldeles intet Andet,
End hvad paa Danfø endnu vil fige visfe Nik.

207

Fra den Tid blev min Sfrift endog 1 Talen More,

Som Sorgens iffe blot, men felv fom Glædens Tolk;
Og de befjendte Træf, Najaderne forftode,

Forſtaaes ben Dag i Dag af. ganffe tørre Folk.

Nu troer man udentvivl, mig alt at have gjettet,
Fordi man feer min Klo, ſom«i et ſlebent Speil;

Mu troer man vundet alt den Priis” jeg har forjættet —
Men naar man tidlig troer, faa troer man gjerne feil.

Hvordan forklarer man, at jeg blev nævnt og ffrevet
J Grakenland og Rom med et forffjelligt Navn?
At jeg af Jøder felv er meget dyrket blevet,
Og Hjendt af hver Matros endog paa Chriſtianshavn?

Hvordan forener man med Alt, vel oververet,
At mit fuldkomne Tegn endnu i dette Aar,
Trods alle danſte Mik, trods Jaet og trods Neiet,
Af lige Linier og lige Træf beſtager?

Hvordan begriber man, at, hvis jeg havde ſtrevet
Paa Græff, og ei paa Danſt, min Charakteriſtik,
Selv af min Fader ef var ret forftaaet blevet
Det Klagebrev, hvori han Alt at vide fif?

Hvorledes rimer man med fit Begreb om Sagen,

At man paa Svenfi og Tydſt, paa Engelſt og paa Franſt
Kan rime paa mit Navn? og at ei blot om Dagen,

Men felv om Natten man fan høre det paa Danuſt?

208
Hvorledes pasſer fig til det, man har i Tanker,
At Tungens Standfen er min Gubdoms flore Bud?

At fynlig jeg endnu omfring pda Jorden vanfer?
Og at i China jeg er alle Guders Gud?

Hvordan forklarer man, ifald jeg var en Ovinde,
At man i gamle Nam min Titel gav en Mand?
Nei! Dagens Oedipus, mit rette Navn at finde,
Dertil er nødig meer, end dens og bin Forſtand?

Vel er jeg, hvad jeg var; og vel ér paa en Maade,
Mit Billed, hvad en Blind af disſe Vink alt fer;

Jeg er formodentlig, hvad man har troet at raade,
Men bet er iffe nok; thi jeg er meget meer.

Jeg vandrer nemlig om i to befjendte Dragter,
J Kobber, og paa Tryk, og i hver Skriverbog;
Og ſtjondt med gamle fart, og ſnart med nye Fagter,
Forſtaaer man min Mimik i hver Europas Krog.

Af tvende fammenfat er hver af mine Maſter;

Af tvende Stavelfer beſtaager mit Maſte⸗Navn,
Skjondt i et enefte man det tilſammenjaſter

J London og Paris, i Wien og Kjøbenhavn.

Min forſte Tvegeftalt er dobbelt i det Hele,
Hvis Hoved og hvis Stjert beftandig ligne fig;
Og, da dens Alt beftaaer af homogene Dele,
Hvordan man vender den, fig felv beſtandig liig.

209

Min anden Toilling-Form er deelt i tvende Parter,
Hvoraf den. enes For er mod den andens Bag;
Som Menneſtet, dens Slægt beftaaer af to Slags Arter,

Og, vender man den om, det er fom Nat og Dag.

Y begge Dragter er og bli'er jeg dog den ſamme,
Naar man mit Væfen blot" betragter lidt abſtract;

Et Billed Billed er, og felv i Glas og Ramme —
En Flakkeſild er Sild, uagtet den er flaft.

Af Græfers Tin kai Pan et Contrafei jeg ſtjenker,
Naturens, Verdens, Alts og Menneffets Symbol,
Og for den Viſes Aand, der grundig eftertænker,
Af Himlens Herre felv — og iffe blot hang Stol.

Nu er man udentvivl igjen i Vilderede?
Som fagt, man løber ei faa lige juſt dertil!
Og Bliver man fun ved, med Sindighed at lebe,
Saa bliver Alvor fnart, hvad fyntes blot et Spil.

Jo meer du grubler, og jo dybere du grunder,
Du, ſom vift troede nys, at have faaet mig fat,
Jo mere mork og tyk bli'er Taagen i mit Under — .
Kom! jeg vil hjælpe dig! Læg bort din Stof og Hat!

Tænd Lampen i din Krog, fald paa Minervas Ugle!
Tag Pen og Blæfforn frem, og felv dit Timeglas!
Stil Teleffopet op ven Siden af din Kugle!

Hent Alen, Lineal og Bægtffaal og Compas!

Baggeſens Barker. 4B. 14

210

Studeer, regn ud og maal, fra Syden og til Norden,
Fra Solens Op til Ned, fra Nadir til Zenith,

Eet, Alt, og Intet felv i Himlen og paa Jorden!
Du kommer vel mig nær, men er dog lige vidt.

Rend efter Neſen, i Magnetens Spor mod Polen,
J lige Linie mod Punften i dit Maal!

Drei dig derom i Kreds, ſom Jorden omfring Solen,
Som Kant om Tingen felv, og Kat om hede Kaal!

Som modig hjem igjen, og læg dig hos din Kone,
Og føg i Sovne blindt, hvad undgik vaagen Sorg:
Drøm om en Han og Hun, om Kongeſpir og Krone!
Om Drengen med fit Hjul paa Lokkens Lottenborg !

See Bos og Kegle ned ad Bakkens Bane glide!

See her en Hale lang, og hift en Mule rund,
See Veſterbroes Pierrot ved Bagerovnens Side!

Fa fee hans Naſe ſelv ven Siden af hans Mund!

See, hvad man underligt i Drømme fan opleve!
See Binfel med to Horr, og Molbak med et Skjold,
Hiin langs ad Heffenfjelo, den rundt om Bloksbjerg fvæve,
Mens baade Svands og Gump gaae Polfferen 1 Vold!

See med. et Tondebaand et Koſteſtaft at firide,
Hvem der vel kommer forſt til Hippokrenes Tud?
See Jeſpers Sfrædbderbeen ven Mettes Strompes Side!
Og fee Peer Erikſen ved Siden af hans Brud!

21! g

See Niniviternes Satyricus, ſom gjorde
Sig overalt forhadt ved baggeſenſt Kritik,

Selv før en Tønde Salt i Storm flængt over Borde!
See den Helenas Bug, hvori fin Len han fif!

See (hvad 1 Drømme fees, er altid liigt en Gaade)
Den Fængflevde ſpyet ud igjen engang enduu,

En Tydſter vride ham, for at faae bort det Vaade,
En gammel Karklud liig, til den gaaer reent itu:

See paa det Tørre da Propheten Prophetinde,

Der ikke mere fpaaer, men ſpaaes af en Prophet,
Et Slags Hermaphrodit og Hermapyhroditinde,

Liig hver en Han og Hun i hvert et Alphabet;

See ham, forvandlet, nu faa langt fra Sppdigheder,
Saa ſpag, fan mild, faa from, faa fri for Braad og Piil,
Som nogen Hvermandsven, der duus med Povl og Peder,
Til Alting figer Ja med evigt Bifaldsſmiil!

Naar du har feet det Alt, faa længe dig behager,

Bend dig i Sengen om paa Venfire mod din Væg:
Bliv Tragifer med Cet, drøm. gyfelige Sager! .

See Bafiliffens Braad pift ud af Hanens Xg!

Med Kjep og Pofe fee Mo'er Hel gane om at tigge!
See Kjeppen drikke Vand, og Pofen æde Hø!
See Midgardsflangen flaae, og Midgardsormen ligge,
Som Johan Evalds J, og Dehlenſchlägers 2!
14"

sli

212

See begges Baldere, hiin mavre med hiin fede,
Hiin med den ſtore Pind, hiin med det ſtore Hul,
Halvguder begge To, den Forſte lidt vel vrede É
Med Gudens Tanfeftreg, den Anden med dens Pul! 1

Skue Scenens runde Taarn, høit over Evalds Kjelver,
Af norſt og ſaxiſt Leer opmuret indeni,

Tieckſpekket udenpaa, bebængt med alſtens Bjælber,
Som ber er ſtundom Klang af Göthes Kloffer i —

Skue dette fyldt med Blod, fom Blækhorn for dig flande!
Men fee derhos den faft uendelige Pen,

Der, dypt, fra Bunden naaer til Helteſlagt'rens Pande,
Det er, fra Jordens Bag til For paa Himmelen!

Betydningsfulde Syn! hvis det din. Aand et bringer
Paa Spor, faa nytter lidt din Leden, frygter jeg,

Om Melpomene felv i Drømme gav dig Binger
Til Mørkets ſidſte Nul og Lyfets ſidſte Streg!

Hold altſaa, hvis du fan, paa Scenen op, at fove;
Gnid Diet, og forjag det hele Drommeri!

Drif dig en dygtig Ruus — vet Middel Mange love,
Som meer probat endnu til dyb Philoſophie!

Grandſt, prøv, og flut ei meer, fom andre gamle Narre,
Med Stirren for og bag, og Tvivlen rundten om,
Spend Perialens Heft for Phantaſiens Karre,
Og fjør i fuld Galop ven næfte Vei til Dom —

213

Dom nemlig, fom du vil! Sat Fichte-Schellings Lære:
Sæt Jeg og ikke Jeg! fæt fun Polaritet!

Sæt, hvad vor Herre veed! fæt Alt, hvad det ſtal være,
Med Galvanisme blot og Electricitet!

Træf Tidens Burer af, ſank Sfjørtet op paa Rummet!
Drag Frihedsſvcerdet mod Nodvendighedens Skjold!
Spil Evighedens Spil aldeles uforblummet,
Med hiint, ſom Boldetræ, med dette ſom din Bold!

Naar du Har fpilt dig træt, forflyd i Alheds Sphare,
Og lad big ligge hos af Eenhed t dig felv!

Lav Minus vorde Plus, og neden oven være,
Mens af et Ocean du atter bliſer en Elv!

Jeg frygter dog din Ruus big lidet meer vil nytte,

End felv din fimple Sandé, din Grublen og din Drøm;
Jeg derfor mere nær din Gjetten mig vil flytte —

Og, naar jeg alle Vint har givet dig, faa dem!

214

Midten.

Ermlsyse; —

Aristoteles.

Ddu har nu havt, Oedip! den Ro, fom big blev lovet,
For et med Overvald at gibre dig confnus;

Du har min førfte Deel betænft, bedromt, beføvet,
Og, hvis du løv mit Raad, bedigtet i en Runs.

Jeg nu min anden Deel din Raaden Priis vil give,
Hvori med ſtorre Træf og færre Farvers Spil
Min enfelte Figur ifær jeg ſtal beffrive,
Med alle Kjendetegn, faa rent og Hart du vil.

J mig, fom taler her, er fynligt alt mit Eie,
Hver Maſte, Halvpart, Deel; thi.jeg er overfuld

Af mig, af Gaaden felv. (Jeg beder, grandt at veie
Hvert Vinf i disſe Vers; thi hvert et Ord er Gulv.)

Jeg taler nemlig fer, ſom den, der klart fremryffer
Med hvert mit Navn og Ord og Tegn og Træf og Tal,
Ei blot med hvert, fom helt, men felv med hvert i Stytfer,
Mit Alt paa kryds og tværs, min Kjærne ſamt min Skal:

Min Gaades Gallerie, hvert rene fande Billed
Af mig, ſom Enkelthed, min Encyelopædie

Af Grundtegn foldet ud, og Blad ved Blad henſtillet
For Diet i et fuldt udførligt Skilderi.

915

Det maler nemlig, fort paa hvidt, paa trende Maader
De Toillingtrok, hvoraf mit Billede beſtaaer,

Hvo bets Femfoldighed, ſom Ord⸗ Nodſtallen, raaber,
Ifald han fnæffer den, viſt ogſaa Kjærnen faaer.

Man mærfe dette vel! Fuldkomne Maleriet
Af min Familie fremfliller meer end mig;
Men har man bet engang, og ſtirrer rigtig i ”et,
Mit egentlige Selv fan aldrig fljule fig.

Dog undre man fig ef, naar i mit Keite⸗Folge
Jeg blot for Joders Syn foran i Spidſen ſtaaer,
Hvis jeg biler ved, mig felv til allerſidſt at dolge,
Saa man med femte Blik mig forſt i Diet fader.

Thi Billedet, ſom her dit Die fig afmaler,

Er vel min Old⸗Geſtalt, men et min Grund⸗Figur,
Det mit profane Navn dig vigtig nok udtaler;

Men bet er ei mod det, jeg ligger her paa Luur.

Subſtautſen, figer man, fig og i hiint fremftiller ;
Naar ſaae man denne? Jo! ben er anffuelig!

Og blot i min Figur; men ei paa tvende Piller,
Som de, hvorpaa jeg her dig aabenbarer mig.

Skjondt Kongenavnets Træt høit paa min Pande brammer,

Og fljøndt min Slægt udſprang af Evighedens Rob,
Slkijondt Helved' frygter mig, naar jeg fra Himlen flammer,
Skjondt jeg paa Jorden alt har Døden ved min Fod;

216

Man dog fornedret far endog i gamle Dage

Mit Ssepter og mit Sværd til Gaffel og til Kniv,
Mit Lys for Mange blev en ſimpel Lyfeftage,

Mit Spil i Evighed en jordiſt Tidsfordriv.

Jo meer jeg faldt i Priis for Handlende paa Jorden,
Jo meer fornedres nu min Adel og mit Navn,

Jo mere bli'er jeg ſogt, og, trods Naturens Orden,
Selv Fiender elffe mig, ifær + Kjobenhavn.

Den ſtore Sag er ben: mig Ingen fan undvære;
Man hjemme Hader mig, i Huſet man mig flyer;
Men naar man kommer ud, og naar det gjælder, Kjære!
Du, fom mig ſpotted' meeſt, dog ſikkerſt til mig tyer.

Tag, ſtolte Philoſoph, dig vel i Agt! du —
Den Pog, der paa min Skat papirfortroſter ſig;
Men, trods din Girobank af Species, du ſynker,
Med al din Solvvardi tilſidſt dog ned i mig!

Linne$ Banl⸗Specier i Tankevcegten vippe

Selv efter Blumenbachs og Schellings Reduction,
Kielmeiers Organon, ſom Bacos, felv vil glippe,

Liig hvert Finantsſyſtem, der ſtottes si af Tro'n. |

Hvis du fortærer ei Kjærnhjertet i min Gaade,
Omſonſt du fluger felv Prophetens lufte Bog —
Det ſtyldes ene mig og min anraabte Naade,
"Hvis Biblen fely er meer end blot en Catalog.

217

Slet ingen Videnſtab, felv i det Fattelige,
Selv et Geometrie, den herligfte jeg veed,

Vil fattes af din Aand, Student, fan et du fige
Mig, fom big. fpørger her, den ringefte Beſted!

Selv bu, Profesfor! ſtjondt man længe maatte lebe,
Før man, fom Doctor, nu maaſtee din Mage fandt,
Du dog før mig fun flaaer fom Doctor i det Tredde,
Hvis jeg fom Mandens Tegn dig et i Tanker randt.

Du aldrig da har tænft, ſelo et maaſtee forblummet,
Den ſidſte Tanke lyſt, fom tænfer under. Gud:
Den renefte, hvis Form ſelv udeluffer Rummet,
Og fluffer Tidens Lys med fine Straaler ud.

Man bruger mig til Alt, og næften allevegne,

Som Varſto om de Ting, der undgaae Stovets Blik,
Ei blot, til hver en Deel af Verden at betegne,

Men Døden, Djævlen felv, og Delen i en Prik.

Man derfor overalt i Sfabningen mig finder,

Og hvor jeg mangler felv, man finder mine Træf:
Paa Jordens hvide Særf, paa Himlens forte Kinder,

J Guld, Sølv, Steen, Chryſtal, Ild, Blyant, Blod og Blak.

Jeg glimrer gjerne meeſt, naar fluffes andre Brande,
Snart i en Molbaks Flud, fnart paa en Melfever,
Snart paa en Statsmands Bryft, fnart paa en Stimands Pande,

Dvor ofte Intet er, ſaaſnart jeg er der ei.

1 |

218

Jeg er ei Bremſen blot, ſom ſtikker Jordens Daarer,
Og ſelv det dumme Dyr, ſom Bremſen ſtikler 1;
Men hver en Draabe Blod i Himmellovens Aarer,
Og alle Bifes Steen i hver Philofophie.

. Dog i min ſtorſte Pragt jeg fees, fom Dulfers Dukke,
Med Kjonnets fulde Pryd og hele Herlighed,

Som Venus Nektarbarm presſit i en Syltekrukke,
Samt alle Gratiers og Muſers Druer med.

De Graker fatte mig for Huller, og for Steder,

Hvor cet Paa Hov'det flod, et andet fad paa Hu —
Nu fætter man mig meeft for ſjeldne Herligheder,

For Uting ſommetid, og fremfor Alt for U —

Skjondt jeg endog var til, da Jehovah var ene,
Dengang der ellers dog var intet Andet til,
Og fljondt, for Chaos blev, jeg, ſom de Viſe mene,
Var Evighedens Nok, ſom Brød og Slueſpil,

Blev jeg dog Noget forſt for dig og dine Lige,
Dengang fin førfe Søvn i Coen Adam ſov —

Jeg er det førfte Bud i hvert deſpotiſt Rige:
Summa Summarum felv af Mofes hele Lov.

Hvis her i Kjøbenhavn hver Chriſten og hver Jede,

Med Fing'ren i mit Saar og Ræven paa min Byld,
Paa mit Myfterium maae gjette fig tildode,

Det er vor Herres et, faa lidt, ſom Mofes Slyld.

219

Min Fordeel forer an i Fred og Krig tillige,
Ei Pave, Primas, blot, og Prinds og Principal
J hver en geiftlig Stat og hvert et verdsligt Rige;
Men. felv, fom evig Chef og forſte General.

Som ſaadan ſtander den (tft det er ben juſt eget,
At Sid den egentlig er hvad den er formaaer)
Men i fig felv det er aldeles ligemeget,
Hvordan dens Stilling er, naar fun, ſom fagt, den ſtager.

Den er den enefte Prælat, ber Intet taber
J Anftand, Værdighed og Agtelſe, fom faa,
Naar Ben i Beiret den en Gjøgler efteraber;
Som Prima Donna felv den fan paa Hov'det ſtaae.

Det Fortrin har ben, med faa mange tufind Andre:
At dens Fortrinlighed beftaaer med fra, fom til,

At ingen Mindſtelſe dens Storhed fan forandre, |
Og at, trods hvert et Tab, den dog har vundet Spil.

Det er beunbringsværdt, hvad den med talrigt Følge,
Ja ſelv med ingen Ting 1 Folget, ret befeet,
Formaaer! Deng Stilling er (for intet Træf at bølge)

Det fande Billede paa Souverainitet.

Saa vidt min Fordeels Pragt, hvortil jeg blot vil føie;
Man Intet nødigt har paa Jorden uden den;

Og at, hvo ſtedſe den alene har for Øie,
Med rolig Sikkerhed fan falig ſove hen.

220

Min Bagdeel, figer man, gemeenlig præfiderer,
Er blot i deres Kreds, der tælle blot, ſom Tal,

Men felv i hver Sesſion, ſom Tællerne regjerer:
Den ſande Kjærne faſt i hver Regjerings Skal.

Mens hiin alene ſtaaer, fan den alene ſidde;
(Selv ligge fan den knap i egentlig Forſtand)
Til Fylden af hver Plads den har behørig Vidde;
Men heller Intet meer, faa godt fom lutter Rand.

Naar i fit Sæde den fig lægger mellemſtunder,
(Dvad Herſchel udentvivi i Himlen ene feer)

God Nat, Philofophie! faa viſer fig et Under,
Der al Geometrie, Logik og Sands beleer.

Mod det Guld af Papir, og Sønnen af en Pige,
Ser ud ſom fand Chymies og Elſtovs Reſultat;

Ja CirPlens Fiirkant maa for bette Sarſyn vige,
Som fiirfold mindre flort, og mindre deſperat.

Thi, hvad der ganſte gaaer Fornuften over Sfrævet,
Og hvad den, felv forrykt, et rigtig fatte fan:
Modfætningen i Alt blier bagfra felv ophævet,
EnHan bliver ikke Hun; menHunnen blivergan!

Det Lige bli'er ei krumt; men juſt det Krumme lige;
Hvad aldrig før gif ud 1 Retningen, gaaer ind!!!
En Prop fan blive Tud i Mulighedens Rige;
Men her bli'er Tuden Prop, og Hullet bliver Pind.

221

Et Koſteſtaft til Nod et Tondebaand fan blive;
En mager Cherubin til Fallſtaff ſtoppes ud:
Men Madam Spindler felv fan aldrig i det Stive,
Trods alle Lilter, ſom Lilievand ſtaae Brud.

Og dette ſteer dog her, ei blot for Herſchels Die,

Naar han paa Himlen, lagt, min Bagdeels Billed ſeer,
Men for hver Phantaſie, der maler fig lidt noie,

Hvordan min Sinking⸗Fond ſom Liggendfe fig teer.

Hvad før et Intet var, bli'er pludſeligen Noget,
Mens Fedt paa famme Tid bli'er magert i Geftalt,
Og, for at rykke reent Gaaden ud med Sproget —
Man ffjelner ikke meer Forſkjellen i dens Alt.

Det er utroligt, hvad min Mands Mandinde hænder
Ved den Læggen ned af hendes fatte Bag!

Det op og ned paa Alt i al Naturen vender —
Og taler græsfeligt Indifferentfens Sag.

Thi, naar ct Tondebaand et Koſteſtaft fan delke,
(Man mærfe vel, ifær, naar man har begge lagt)
Saa fan fig Rummet og maaffee faaledes ftræffe,
At ene Tidens Maal veri fan ſtaae ven Magt.

Er eengang Ingenting og Noget ligemeget;

Er Manden funden ſtrax, faafnart man har et Fag;
Cr uden Tankeſtreg alt Tanfehullet ſtreget;

Er Helved Himmerig, og morke Natten Dag;

222

Er hele Veien, felv for Fuglen, rundt om Jorden,
(Den ſtjonne Tour, hvorpaa man. har beftandig Sol)

Ci længer, end ben Bei fra Syden indtil Norden,
Magneten, omvendt, gaaer i Mulm fra Pol til Pol —

Saa fan, jeg veed et hvad, i denne Verden gjælde,
Trods Alt hvad fund Fornuft indvender derimod;
Saa fan en halv Student en heel Profesfor fælde,
Hvis han og nok faa faft, og hiin paa Hov'det flod.

Saa fan man ſtrive for, for man har lært at ſtave;
Saa fan man gjøre Vers, før man fan læfe dem;

Saa fan i hvert et Fag en Pog fin Lærer ave;
Hov'drolle fpiller da hvert Kroppens mindſte Lem.

Saa blot og bart Genie til Burer iffe trænger!

Saa er hver Fuffers Meed hver Mefters Maal forbi,
Og Sandheds Evighed aldeles iffe fænger,

End Tiden, Moden har at lyve Skjoenhed 1.

Thi, naar ſom fagt, min Bag min Fordel lüg fan blive,
Saa fan den mindſte Pjalt og vorde Sølv og Guld,
Den fattigfte Poet fan begge Fanden give,
Og trodſig brikfe fig af tomme Flaſte fuld.

Men hvis paa den Maneer, ſom nylig er beffreven,
Min Bue fljelnes er fra min og dens Segment,

Og halve Buen felv, ſtjondt heel og holden bleven,
Er faa, naturligviis, ægval med min Tangent.

223

Den ſtarkeſte Contraſt dog i det Tenkelige
Udtrykker for og bag min dobbelte Figur,
Som jeg, naar jeg er to, fat Ingen fig modſige:

Mit Modſagns Ening er Umuligheds Natur.

Bel paaftaner mangen Viis (at fige paa Gebærden)
At felv min Differents er blot Identitet;

Man har paa Tydfi: at Alt og Intet, Gud og Verden,
Hvidt, Sort, og Ja og Net, for fand Fornuft er Eet.

Men denne Vüsdom har i Daarekiſten hjemme,
Trods Schellings Tænfefraft, og trods Spinozas Navn;
Jeg haaber, man vil fnart, fom meget Andet, glemme
Hvad man fun halv har hørt derom i Kjøbenhavn.

Den ene Deel af mig flaaer lidt foran den anden:
Mit Directorium flaaer faa paa ſikler Fod;

Men i modſatte Fald bet faner et Hul i Panden,
Som ingen Direction fan ligne få imod.

(Da jeg tilfældig her en Direction omtaler, |

Jeg udentvivl gjør vel, for gammel Bro'erſtabs Se;
At fige, hvilfen jeg, ſom Maaler og ſom Maler,

Med dette fljeve Træf vil trykke paa fin Byld.

Slet ingen, rent ud fagt, min Bro'er! felo et min egen,—
(Jor mine Synders Skyld jeg var fo felv engang
Bagfjerding af en flig, og temmelig forlegen
Med Stoffet, den mig gav til ret pudfeerlig Sang —)

224

Jeg mener nemlig her (da Regnſtab man desværre
gor hvert et Synonym, man bruger, gjøre maa)
Ved Direction, hvad hver Captain, det veed vor Herre,
Hver Underſtyrmand felv, ved Direction forſtaae:

Henretning nemlig — ei Beftyren og Henretten

Af Smag og hvad man vil — men Retning etſteds hen;
Ci mindſte Direction, der holder fig paa Pletten;

Men den, fom i hvert Nu netop forandrer den.)

I den er Schellings Gud og Ugud blot min Lige,

Da deels jeg har den for, og deels imod mig ſelo;
Snart Strømmen i mit Alts uendelige Rige,

Snart, med et omvendt Løb, fom Alt mit Intets Clv.

" Den, figer jeg, naar Sidſt biler Forſt, og ingen anden
(Som man med mere vil 1 min Opløsning fee)
Faaer pludfelig et Hul 1 Næfen eller Panden,
Imod hvig Dreien af hver fuld Matros fan lee.

Thi gaaer og overftav i fin berufte Styren
Den Salige, det dog vil aldrig fige fort:
Bumps! han ſtaaer op igjen! Og ligger ogſaa Fyren,
Er han i værfte Fald dog ei tilintetgjort.

Naar derimod med mig det gaaer tilagters, Kjære!
Gaaer Alt, hvad for gif frem, aldeles agter ud;
Saafnart jeg bagvendt bli'er, jeg holder op at være,
" Liig ben moralffe Lov, naar Forbud bliver. Bud.

225

Jeg reent forffriver mig, naar jeg mig bagvendt ffriver,
Til evig Undergang med ſamme Træf og Sving;

Thi af en Creditor en Debitor jeg bliver,

. Og det er være tidt endog end ingen Ting.

Nu troer man udentvivl, jeg er et Tal, og grunder
Som Mathematiker paa Tallenes Natur?

Men — før man fem har talt — hør førft et Unders Under,
Hvori ſom Sphinx ifær jeg ligger ſtjult paa Luur!

Skjondt intet Tal mit Værd og Uværd fan undvære,
Stjøndt jeg er Solen felv i deres Liv⸗Syſtem,

Og fljøndt i deres Kreds min Bag alt har den re
At vife baade frem Ulys og Polyphem;

Stjøndt med et Øie meer jeg deres Argus bliver,

Og ta'er man dette bort, hvad Argus gloede paa;
Skjondt jeg med mine Træf hvert muligt Tal beffriver,

Og fljøndt jeg mellem dem fan ſom Auguſtus ſtaae;

Skjondt jeg er Ehifferet paa Rummets ſtore Sfive,

Mens jeg er Lengdens ſelv og Bredens Grundfractur;
Stjøndt man fom Summers Sum mig ene fan angive,

Og fljøndt jeg dog fan fees paa Skiven af hvert Uhr;

Skjondt jeg er Tællerens, ſom Fleres Maal og Ende,
Skjondt jeg er udeluft af hver Geometrie,

Stjøndt hvor man feer mig, og hvordan man mig mon vende,
Det her hos os er Tal ifær, jeg ſtikker 1;

Baggeſens Værler. 4 3. 15

226

Skjondt jeg i hver Geftalt og i hver Maffe tæller,

Heel eller deelt, fom hver en Tallings forfte Grund;
Skjondt jeg, ſom Iſis ſelo, perſonlig, iffe heller

Kan bare mig derfor med luft og aaben Mund;

Stjøndt i hver Regning man nodvendigen mig bruger,
Skjondt Tallet er min Rod, og Summen er min Sfal,
Og fljøndt min Kjærne felv det ſtorſte Tal opfluger,
Er jeg dog egentlig aldeles intet Tal.

Man føger mig omſonſt, hvor tælles fan paa Jorden,
Selv der, hvor tælles fan lidt længer end til fem,
Imellem alle Tal, der er” antagne vorden
Som egentlige Tal, jeg er et mellem bem.

Jeg tilftaaer gjerne, ffjøndt jeg veed mig tryg og rolig
Og fri for Digter-Pral med uſandſynlig Pragt,
Jeg vilde finde ſelo den Egenſtab utrolig,
Hvis netop Lichtenberg ef felv det havde fagt.

Og dog er det fun lidt i Grunden mod det Under,

At jeg, ſom Sphinx, mig ſelv har faa aldeles flugt,
At ene den, fom ret de Bifes Steen udgrunder,

Kan med min blotte Stjert, end fige meer, fane Bugt.

Omſonſt jeg vijer frem min Halopart og mit Hele,
Omſonſt jeg blotter mig aldeles for og bag,

Omſonſt jeg ſtykkeviis, felv 1 de mindſte Dele,
Forraader Gjetteren min hemmelige Gag.

227

Omſonſt jeg figer ham (hvad er maaſtee jeg burde)
Mit ene Maffenavn er altid eet 1 tre,
Det andet ligeſaa — hvem veed, om et jeg turde
Ham fige ligefrem, hvad dog en Blind fan fee?

Min Middagsſol maaftee ham vilde ganſte blende?

Dens Nedgang figer: Net! dens Opgang figer: Jo!
Til hvem af begge bør hans Tillid nu fig vende?

Jeg alt har fagt ham det, hvis han mit Ord vil troe.

Af Bas og af Diffant beftaaer min Tvillingtone,
Den reneſte Muſik til Xgteſtabets Lov;
Men fljøndt den førftes Kjon er Mand, den andens Kone,
Er Basſen ſtedſe fiin, Diffanten altid grov. ;

Den nye Tonkonſt's Stiil deri juſt forekommer:
Det Høre klinger lavt, det Lave lyder høit;
Mand-Basfen piber, mens Diffant:Mandinden trommer,
Og en Spontinſt Dublon er derimod en Doit.

Naar Bas og naar Diffant i Tonen færffilt hores,
Er Sangen fydlig, graſt, latinſt og velſt og ſpanſt,
Men naar dens Grovt og Fint til Eenklang ſammenrores,
Er Lyden nordlig, og behagelig paa Danſt.

J Dale, hvor en Kreds af Torden-Horn omringer
Med Echomures Malm et Hyrdecabinet,
Mit ſande Ovieqpad bukoliſt fraftigt klinger
Som Dommedagen i, o Cherub! din Duet.
15"

228

Det er en Under⸗Storm af to Forundrings - Røfter,
Audumblas norffe Brøl i en bacchantiſt Ruus,

Hvor Kraftklangfurien, Kraftpoeſiens Soſter,
Selv truer Glædens Borg med Fiendens Bold og Knuus.

Romantiſt overalt og runiſt uden Mage
Min jublende Triumph med Rette fig fan troe:
Dens førfte, Lyd er A, dens anden O faa fage,
Hver Iyde veed, hvad nu betyder A for O.

Hvor ftolt jeg heel og halv mig felv for Alle nævner,
Fornæmmes tidt i Rom, i Aars og Kjøbenhavn,
Og naar felv 1 Madrid en Calderone revner
Af hoiperſonlig Bind, udtaler han mit Navn.

Jeg og tilfælleds har med ſpanſte Majeftæter,
At jeg perfonligen tør foran Kongen gaae;
Og at til Udtryk af Johnbull⸗Autoriteter,
Trods engelff Overmod, mit Halve fan forſlaae.

Mens nemlig Spanſtens Tyr mig i Plurali bruger,

Ta'er med min mindſte Deel (et ganſte morſomt Træf
Til Takke Bullen, der al Verdens Oxer ſluger,

Maaſtee ſom Handelsſtud, blot for at ſpare Blæf.

Bi Danſte, der paa Blak og paa Papir et fpare,

Lidt ruttende med lt, sfær med Sort paa Hvidt,
(Paa vore Jyder nær) os aldrig funne bare,

Mit ſtodende Kuffuf 1 Skrift at øge lidt.

229

J Rom, ſom 1 Madrid, min Selvpluralis gjælder;
Min Singularis blot er engelſt; intet Folk
Har, naar det Infelpral og Egoisme gjælder,
Saa vidt min Kundſtab naaer, en faa beſteden Tolf.

Den ydmygſte, næft dets, er udentviol den Franſte;

Thi hvad han foier til, for Synets Skyld, er tauſt;
Da derimod vi faa, faſt for beſtedne, Danſte,

Tilføie, hvad der meeſt mig ofte har forbauſt.

Skjondt Svenſten er i det, ſom overalt i Brammen,
Fra Guſtaf Adolfs Tid lidt pommerſt bjælfebred,
Forraader Blodhed dog i Selvheds Egeſtammen,
At den er ei ſaa haard, ſom norſt Steenegenhed.

J det jeg her mit Navn i flere Sprog udmaler:
Jeg hviffer mig maaffee for feent i Øret: ,Stjælv!
Har du da reent forglemt de hundred? Rigsbankdaler?
Du reent forraader jo bit inderligfte Selv!»

Sandt nof! men heller vil jeg mifte mine Penge,
(Skjondt knap Papir jeg har) end dolge mindfte Fjed
Af Labyrinthens Sphinx, der fpores ei faa længe
Man om det fidfte Spor ei rigtig veed Beffed.

J bette ſpilles juſt den ſtore Selvheds Rolle,

Der, naar man feer fig til, er Factor i hver Sum,
Ci Punſcheſteen blot i Univerſets Bolle,

Men Punſchens Spire felv i Evighedens Rum.

230

Det Eneſte, hvori fig alle Væsner ligne,
Det Eneſte, hvori Planeten felv er fir; -

Det Tegn, med hyillet felo fig Morkets Aander ſigne,
Abryx! abrax! abrex! abrux! abrax! abrix!

Det Inderſte i Alt: det Sind, der ei kan ſandfes;
Den Tanke, der tilſidſt umulig tænfes fan;

Det Allerhelligſte, hvis Tempel blot fan krandſes,
Men aldrig bygges i Fornuften egen Plan.

Den ſtore Korsvei midt i det Uendelige, -

Hvorpaa hver Tankens Helt i Evighed ſtaaer faft
Imellem Lyfets Land og Morkets ſtumle Rige,

Liig Mythens Herfules imellem Dyd og Laft. —

Ifald jeg fylder meer Oplysning af min Gaade,

Jeg, fom en ærlig Sphinx, min Gjæld betale vil,
J Navnvardi forflaae, paa den antagne Maade,

Kun cen Omſtændighed jeg føre maa dertil:

Skjondt i mit Jordegods jeg hænger Binter, Gommer,
Og Sommer, Vinter, i min Jord begravet er,
Som andre Herremænd og Praffere jeg kommer
Dog i Terminerne til Kjøbenhavn ifær.

eg efter Varſel førft min Vexel honorerer

Paa Danfi i Junius til yderſte Termin;
Men, vil man bie til December, fan flarerer

Jeg for mig inden Sigt og Barfel paa Latin.

231

Og nu til Afſted, Ven! nu, du har hævet Dæftet,

Og faft dig bilder ind, min Iſis at forftaae, .
Hovis du min haarde Nød til Kjærnen alt troer kneklet,
Endnu et lille Korn af Skal at bide paa!

Jeg flog dig op min Bog: men lægger du den ſammen,
Saa har bu den Planet, hvorefter Mange gane,

Hver Krybers fyfte Mund, ben halve Verdens Gammen,
Den tydſte Tunges Maal, og hvad du fidder paa.

Fy! figer du maaſtee? Hvis du forftaner det Græffe,
Saa ſiig det til dig ſeld; the vel er, hvad du feer,

Mit Sondagsbogſtav felv, min Hemmeligheds Xfte,
Min Gaades Cet og Alt; men det er ogſaa meer:

Der er et omflydt Land paa Jorden og i Himlen,
Hvad over Jupiter de Gamle felv har fat,

Selv hidtil, af fit: Slags, i hele Stjernevrimlen
Det Enefte; mod det er Alting lavt og plat.

Det gaaer i Øflens Glands foran for Dagens Fader,
Og er det førfte ſelb i Digtergudens Navn,
Stjøndt det i Forſtningen fun ſom det andet lader,
Og er det tredde blot, tilſidſt, i Kjøbenhavn.

Det er, tilſammenlagt, bet nære med det fjerne,

Hvad for og bag angaaer, fordeelt, fom Odins Mjød,
Med Halvten i dens Rod og Halvten t dens Kjecrne,

Det ſande Middelpunkt i Gaadens ydre Nod.

232

Det er, naar du det ret vil fatte med bit Øre,

Den Lyd, fom Hang Ulys faa fælt paa Circes Øe,
Som end om vort Parnas fig dagligen la'er høre,

Hvor i Staldbroderſtab man fan lidt meer end gjøe.

Det er — naar bu fun vil betragte bet lidt neie —
Ci Sfjæven blot i mit, jeg fjer dig ſtjulet har,
Men Bjælfen, fjære Ven, felv i dit eget Øte.
Du vundet har min Priis, hvis den du bliver vaer!

Enden.

Hvat mælti Obpina

Abr å bål stigi

Sialf i eyra syni? —
Odin.

— — —

Du vundet har min Priis, formaſtelige Gjetter,
Din egen nemlig. Vel! du veed mit Nei og Ja.
Du feer mit Forſt og Sidſt, du begge fammenfætter,
Og fer din Bjælfe felv, din Bag, etcetera!

Men vindende min Priis, min Præmie fan feiles!
Det gjælder ikke blot, til Nod, bogſtavelig,
Saaledes, fom jeg her med alle Trak afſpeiles,
(Ved Hændelfe maaſtee) fom Navn at gjette mig!

233

(Det gjælder om, min Ven, mig gjettet at forklare!
Talentet er der et med førfte bedſte Pund;
Genier har man nof; men Genier ere rare;
Og Solen, ffjøndt og det, er noget meer end rund.

„Hvo glimtede paa Danſt et evigt Minde værdig?

Hvis Priis med Evalds Priis gager her nu Gud i Vold?“
Du gietter ganſte ret: du er med Vesſel færdig;
— Men hvad, om Vesfel her betyder Tordenſkjold?

„Mit Navn er bagvendt Sob; paa den bekjendte Bane,
Hvor Kegler, nylig reiſt, omflagne finde Ro,

Jeg mellemſtunder felv at ligge har den Vane!“
Øjet Dannebroder, gjet, hvad er det vel, mon troe?

„Et Keglebos!“ maaſtee vil min Collega fvare,
Der veed, at B er B og So er omvendt os.
Men, Broder Danne⸗Klaus, for Bosfet tag dig vare,
Hvad om jeg meente dig? Procumbit humi bas!

Du gjetter Jo viſt, min vaccincerte Pige,
Du gjetter Eet og Nul, du gjetter maaſtee Tr,
Men det er Maſter blot for den uendelige
Symboliffe Figur, mit Billed ſpeiles 1.

Det er, fom Tufind fely (mærk Tufind vel) og flere,
Run Overfættelfer af min Original;

De tyde mig ret godt, fom meget andet mere:
Men fom mit Væfens Brok, et fom dets Jutegpal.

234

Hvad vil + Majeftæt et Par Bogſtaver fige?
Hvad Guddom fan der vel i et Par Chiffre boe?
Er noget Væfen ſtort, og blot i Sandſens Rige,
Der, naar man feer fig til, er adſtilt, deelt i to?

Har $ og O da vel paa Tryf den ſamme Kjærne?
Har fællevs Middelpunkt i Skrifter Streg og Nul?
Kan Ti betegne Gud i nogen kantiſt Hjerne?
Dg fylder Tørt og Vaadt Metaphyſikens Hul?

Er i Symbolerne, du troer mig fuldt udtale, .

Det mindſte Nys om Kraft? og om de Vifes Steen?
Den være fom den vil, let eller fvær at male,

Saa meget veed man dog, at den er evig een.

Hvis noget af de Træf, din Hidtilgjetten fjender,
Dig maler Tankens Flugt i tegnet Sort paa Hvidt
Til Horizontens Rand rundt omfring Verdens Ender,
Mon og paa famme Tid fra Nadir til Zenith?

Jeg tvivler. Mine Træf, ſom Evighedens Gaade,
Staaer et paa Pinde juſt for hvert et Tidsgenie,
Skjondt over faft hver Dør man feer dem paa en Maade,
Og udenpaa hvert Huus, man ef gaaer blind forbi.

Som Architektens Plan, der Univerſum bygte,
Min Beenrad⸗Prototyp i Verdens Alfigur
Er ſynlig iffe blot, hvor man maa bruge Lygte,
lå" gjennem Mifroffop i hvert et Grans Struetur.

235

Mit flore Tegn er flørg i Mulighedens Rige;
Tidt Virkelighed felv man for det bukke faae;

Den ſtore Solyms Rings maa: for dets Xander vige, -
Skjondt nu dets fulde Kraft er kjendt af ſaare Faa.

Min Sprog⸗Hieroglyph — bet Figenblad alene,

Den nøgne Pallas end i Skrifter ei forfmaaer —
Udbreder ſamtlige Literaturens Grene,

Dens nemlig, der endnu paa Ruſtans Klipper ſtaaer.

Den er den enefte blandt Tankernes Figurer,
Ophoiet over al gemeen Geometrie,

Der i Atomet ſelv maa tænfes, hvor den lurer,
Hvis og bet er et Punkt, et Hul med Intet 1.

Dens myſtiſte Geſtalt, hvis ogſaa hele Reſten
Af Rummets Billeder og Tegn i pauiſt Sfræf
Forfvandt fra Syd til Nord, fra Øflen indtil Veften,
Stager end for Aandens Blik i grandſeloſe Træf.

Søg dem, med Andagts Blik, med fammenlagte Hænder!
(Du fiffert uden mig fan aldrig folde dem)

Og tæl til Hundrede, hvis du dem ret erfjender,
Mens verdslig Viisdom ſtaaer og tæller fun til Fem.

See mig, fom Ingenting, lagt klarlig for dit Pie,
Hvergang du aabner blot det mindſte Sendebrev,
Ja! fee mig tydeligft, naar du «betragter noie,
Hvis man i famme Brev ei mindſte Toddel ſtrev!

236

See mig, ſom Kjæmpe, reift, med Døden under Foden,
Med Armene ftraft ud mod Op⸗ og Undergang,

Med Isſens Diadem høit over Middagskloden,
Mens Rummets Ruftning ſelv min Voxen bli'er for trang!

—

Saaledes flod jeg før, maaſtee for Dchemſchids Blikke;
Men fom et Meteor mit Billed kom og foandt;
Selv min Pythagoras og Plato raaded' ikke,
Hvad Zoroaſter felv en evig Gaade fandt. +

End ſtaaer jeg der, et Træ med Millioner Grene,

Skudt af min Midtes Rod i Blomſtrings fulde Pragt,
Thi Rummets, Tidens Grund og Bed, i mig alene

Blev Livets Spire faaet, og Verdens Grundvold lagt.

Men ſtjondt den hørefte blandt himmelſte Geftalter,
Sfjøndt den ærværdigfte for Viisdoms ældfte Syn,
Stjøndt Troens flørfte Lys paa Helligdommens Alter,
Og ſtjondt bet klareſte blandt alle Himlens Lyn — —

J Træ, i Sølv, 1 Guld, i Tanfen og i Tingen,
Paa Toilling⸗Pillerne, og paa den ene Fod,

J Verden og i Sfrift misbrugt, fom jeg, er ingen
Af alle Formerne, de begge tog imod.

Til Jis forvandledes ei fjelben mine Flammer,

Min Himmel⸗Jakobsſtav i Støv man traadte paa,
Og Zeus Kronions Lyn og As Hlorridas Hammer

Som ruften Sar og Kniv paa Kræmmerdiſte laae —

237

Eet Offer: fordrer jeg: „Min Søn, giv mig dit Hjerte !,
Som alt Morias Præft, vanvittig, misforſtod:

Min Helt paa Golgatha dets rene Tyden lærte;
Wen Ordets Sværd, ſom Dolf, blev ved at fordre Blod.

Min Stjerne lyfte Hart 1 Mulm for Øftens Viſe;
Nutidens Kloge den, har og i Mørket feet;
Hvad hine jubelſang, og disſe profaprife
Som Lyſets flørfte Fangſt: For⸗Electricitet!

Sandt nok, i Gniſten felv min Guddomsſtraale rammer,
Mit Storfværd fan til Braad i Fnugget fnerpes ind,

Som Jovis Tordenhiil, og Thors end ældre Hammer,
Hiſt fom et Skolebarn, her fom en Pegepind;

Sandt nof, min Iſis fan, Erynnis eller Charis,
Som indenfra hun fees alt efter Diets Skik,
Staae for dig væbnet fiendſt med Retfærds Armillaris,
Og ubevæbnet huld med Naadeſtraalens Blik.

Sandt nof, hun flues fan i Jordens Myretue,

Paa mindſte Kalvekryds af Xdderkoppens Sliim,
Som i en Dobbelkreds om Himlens Dobbelbue

Kring Tankens Midte⸗Blik i Kereb⸗Kerebim.

Men miskjendt blØer jeg dog, og Dælfet falder ikke,
Naar for den rene Sands jeg end har Maffe paa;
Fornuft og Folelfe vor Nutid hjælper iffe,
Hvis ei Forſtanden feer, hvad Hjertet troede paa.

238

Man ſtikker Fing'ren felv omfonft i mine Vunder,
Det lærer Tvivleren, at jeg er ogſaa død;

Men Livet i min Død fun Tankens Brug udgrunder,
Den Tanke nemlig, fom hver Sandfens Lænfe brød.

AF! falmet er min Blomſt i vor Oplysnings Have —
Dens Duft bortbruſede Phantaſtens Hurlumhei —

Raft bladløs flager den nu fun paa de Dødes Grave;
Kun Faa fig nærme den; men visnet er den et.

Som Sjælens Legedom mig Lægers Læge rofte;

Mod Synd, Død, Djævel ſelv blev mit Arcanum brugt;
Nu bruger man mig meeſt mod Snue, høit mod Hofte;

Dog har min Nardus end ei ganſte tabt fin Lugt!

Vel brugtes op og ned jeg til at dividere;
(Som jeg har intet Alt i Verden divideert)
Nu man mig bruger og til af multiplicere —
Det blev min Maffes Lod, at bruges meeſt forfeert.

Men fee Hang Billede, hvis Almagts Himmelbuer
Smhvælvede den Jord, hvorpaa du ſtaaer en Prik!

Hans Sfygge nemlig! Thi Hans Skygge blot du fluer,
Gjenfperlet i din Aands Anſtuens indre BUE!

Jeg er bet fidfte Sør om Ham, den fidfte Taage,
Den finefte, hvis Glands indhyller end hans Lys;
Mit Dies lyfe Blik er blot det Dielaage,
Der, luft, i Lyn paa Lyn tilvinker Morket: Gys!

239

Hyl dig i Tomheds Nat, lad Intets Morke værne

Rundt om dit eget Mulm! for Tankens indre Syn
Jeg ſtaaer dog evig med Uendeligheds Stjerne

Paa Bryſtet: ſluk hvert Glimt, du ſlukker ei mit Lyn!

Lad blot Betragtning midt i Dyrekredſen toire
Din vilde Phantaſie! blik findig op! blik ned!
Hoit! dybt! vend Diet fnart til Venſtre, fnart til Højre!
Dg fer din Tanfes Spor i din Betragtnings Fjed !

Ugrændfet, uden Punkt, ubredet, uden Flade, g
Wang, urummelig, ſom Tingens Unatur,

Mit Tegn i Verdens Bog og alle Bogens Blade
Er Underverd'nens Tegn, den ſtorſte Mod⸗Figur.

Jeg er i Lyſets Bøg, vi her paa Jorden fjende,
Al⸗Aabenbaringens ulæfte ſidſte Blad —
" Philofophiens Kald — dens Udgangspunkt — og Ende —
Den flyngte Knudes „Giet!“ og felv den løftes Hvad?»

Thi mærk, Oedip, og fat, og læg det paa bit Hjerte,
Det ſidſte Spørgsmaalstegn i Enden af min Sphinx,
Der Facit er af Alt, hvad jeg af Tænfen lærte,
Hvert Leds Forklaring med den hele morke Rings!

Hold med din Forffen i Uforffelighed Maade!

Slyngt Knuden raaber: Gjet! og løft den raaber: Hvad?
Men for det ſlyngte Selv i Knudens Slør at raade,

Dig nytter lidt du veed Naturens udenad !

⸗

240

Tie! raaber dette Selv, naar Gjet! du troer at høre;
Dets Bud er Andagts: Knal, og tie, Philoſophie!
Selv naar dens fidfte Hvad? oploſes for bit Øre,
For din Forftand endnu bet Tøfte raaber: „Tie!“

„Tie, Frække! hvad jeg er, fan intet Billed male,
Kun hvad jeg ſynes, fees 1 Sprogets Maleri,
Mit virfelige Navn fan ingen Tunge tale;
Dets Echo lyder felv i Himles Himle: Tie!»

Det er det ſtore Svælg af alle Livets Kilder,
J hvis Tilværelfes uendelige Dyb,
Trods Evighedens Lys og Tidens, fig forvilder
Den ſtore Solens Aand) og Jordens mindfte Kryb!

Det er det ſtjulte Skjød, hvoraf hver Handling fyringer,
Omringt af evig Tvang, i Friheds Ruſtning ud;
Og bet er Vingerne, hvorpaa fig Tanken fvinger
Til alle Længflers Maal og fidfte Havn i Gud!

Gjet, altſaa, raad, og nævn! det er Fornuftens Kræven,
At forffe, hvor din Aand i Mulm feer mindſte Lys;

Men raad og gjet og nævn, hvor Lyfet flap, med Bæven!
Thi fvinder et din Tvivl 1 Folelſe, faa gys!

Omſonſt din Kundſtab er, forgjeves al din Viden;

Om Gaadens Alt du fandt, du finder døg ei Ro,

Hvis Evighedens Gab bag Rummet og bag Tiden
Af Stjernen i din Sjæl opfyldes er med Tro!

241

Min Kraftfugl folder ud de fire Flugtens Vinger,
J Chaos Kjarnekiim til hver en Klodes Form;
Paa langs og tværs min Rok fig uden Ende fviager
Igiennem fiirfold Nat af alle Hvirvlers Storm.

Naar, udſtudt af fit Rør, Ideens Kugle tørner,
Ygjennemfufende hver Rum⸗Peripherie,

Mod Grændfemuren rings om Berdeng fire Hjørner,
Min Vinge ftormer den i Torningen forbi.

Jeg Tanfefredfen felv i Lynen gjennemfarer ;
Jeg flyver længer ud end Centerflugtens Piil;
Jeg ſtiger mere høit end Lyſets Orneſtarer;
Og ſlaaer i Dybet ned med meer end Tyngdens Jil

Stue! ſtirr! til Soles Sol udvid dit Himmelsie,
Omfat bet hele Hav af Verd'ner med et Blik!

Betragt hver Øe deri, det Fjerne, Dybe, Hoie:
Den ſtore Sfives Alt omkring dit Intets Prik!

Tag faa dets Roſe bort med felv be mindſte Knoppe!
Slet indtil fødte Blad hver Rummets Toddel ub!
Sluk alle Lamperne herneden og deroppe!
Slut Evighedens Lys og Tidens Glimt af Gud!

Stirr i det rundt omkring gravblinde, døde Morke,
Hvor Chaos ligger Liig paa Verdens forte Kul
J Sammendyngningen af Millioner Orke
Til Afgrunds Afgrundsdyb i Evighedens Hul!
Baggeſens Værter, 4B. 16

242

Hvad feer du, Stitrer! flig, hvad feer du? fan bu raade
Min Gaades Alvordyb? hvad feer du, Stirrer? Sfjælv!
Hvad feer du? Herren fee til dine Blik i Naade,
Hvis i min Grundgeftalt de Blinde fee dig felv!

FÅ

Hvad fer bu? Vogt dig vel for altfor ſnart at fvare!
Min underfulde Sphinx med Ord ei fpøger meer!

Hvad feer i Mørket der din Stirren? tag dig vare,
Hvis du den ſtore Pans Beenrad fun grine feer!

Du zittrer? feer du mig? mig Sphinx, der evig ſtirrer
Med Dødens ſtive BUE paa den, der nærmer fig?

Nei, feer bu med det Syn, ſom Hovmod ei forvirrer,
Seer bu med Troens Blik, faa feer du meer end mig:

Meer end de Træf, hvori man Døde hører tale,
Meer end Figuren, der har Rummet udeluft,
Meer end det Billede, der Kraft fan ene male,
Meer end den nye Bog, jeg her dig har oplukt —

Meer end min Gaades Navn, meer end mit Tegnvidunder,
Meer end den Grundgeftalt, der er min Skygge her:
Meer end hvad Vüsdom ſelv i Evighed udgrunder —
Hvad feer du? See mig ei, hvis du din Ro har Hær!

— — —

243

Til Læferen. +

Lav være døbt med mig, hvad jeg har lidt og levet!
Lad 1 dets Grav i Ko mit aandelige Stoo!

Saml ingen Blade meer af dem, jeg før har ſtrevet!
Lav Vinden ſtroe dem bort, fom andet ſpraglet Løv !

Glem alle Toner af min Vellyft og min Smerte,
Der i dit aabne Bryft, da du var Barn, gjenflang !
Glem felv, hvad end maaffee du gjemmer i dit Hjerte,
Hvad jeg i AUſtylds Sprog, da jeg var lille fang!

Men læs bet hoie Ovad, ſom end mig blev forundet
J Tidens mørfe Larm, ſom Lyſets ringe Tolk,
Med Tungebaandet løft og Tanfen mindre bundet,
Før jeg gaaer hjem til Gud, at flamme for mit Folk!

" For lidt at trylle, det maa høres flere Gange —
Det torde blot til LyftNYelv være Lytten verdt —
Men naar man udenad det veed, fom glemte Sange,
Saa figer man fig felv: „Du har dog Noget lært!”

Thi Noget lærte jeg, før jeg det lærte flamme,
Mit Øie luttredes i mangt et Himmellyn,
Mit Hjerte renſedes 1 Lidelfernes Flamme,
Før, hvad du leder om, jeg fandt i dette Syn.

O! naar det Flammeſpil, ſom end til Støv er bundet,
Hvis Sprutten hift og her af andre Praaſe flyes,

Til mindſte Glimt er fluft, og Røgen felv forfoundet,
Lad ſpille paa min Grav uhaanet bette Lys!

— 6%

244

Cil frøken J. M. Jesſen.

(Efter Tilfendelfen af hendes Forſeg til en Oplosning af min Gaebe.)

Piſen, ædle Gietterinde,
Priſen for at raade det,
Gaadens Troldborg flutter inde,
Logiſt⸗mathematiſt ret,
Har din Sang ei kunnet vinde,
Stjøndt og nok ſaa tankefuld —
Dertil er den hulde Ovinde
Kjonnets Gratie for huld.

Netop det, hvorom en Pige,

Som du ſelv bemarker ſmukt,
Kun maa vide lidt at ſige,

Har af Mandens Tankerige,
Hvor er herſtende det Lige,

Selv din Anen udelukt. —

Fing'ren, hvormed Iſis ſtriver
Tegnet paa ſin lukte Mund,
Hver en Iſisdatter bliver
Til et Blad, og rofenrund —

Vel fan hendes Himmeloie
Verdens ſtore Skive fee
Med bet Fjerne, Dybe, Høje,
Vel faa grandt fom vi maaſtee;

245

Bel fan hun det ſande Sljønne=)
Offentlig, og felv i Løn

Sandſe, føle, fjende, lønne,
Trods Apollos bedſte Sør.

Men herneden og deroppe
Sommer Grundens BUE tilført :
„Roſen med dens mindſte Knoppe«⸗
Kan hun aldrig tage bort, +%)

år "For om ben fig et at fere,
Maatte hun paa Grublens Vet
Stjønfhedslinien pasſere,
Og det vil, bet fan fun ei.

Lidet felv et Dodſpring frugter
Hendes bløve Diamant!

Thi hun fyringer felv i Bugter,
Naar hun fpringer over Tant.

Lidet nytter, at hun grunder
Der hvor Xet ene ſtaaer:
Xet pludfelig fig runder,
Og et Træf af Oet fager.

*) dorfatteren har hidindtil ille den re, perſonlig at ljende fin ſindrige
Gjetterſte.
** „Tag faa bets Roſe bort med ſelv bets mindſte Knoppe!
Slet indtil ſidſte Blad hver Rummets Toddel ud!
Sluk alle Lamverne herneden og deroppe!
Sluk Evighedens Lys og Tidens Glimt af Gud!”
Det evige Sindbillede.

246

Selv heel vanffelig at raade,
Hvis et reen Umulighed,

Finder hun en Gaaders Gaade
Tidt i det, hun ene veed!

O! hvor fulde hun da giette,
Blomſt 1 Væfen og Geftalt,

Meer end Livet i de rette
Grundtræk af Naturens Alt 2

Priſen altfaa for at finde
Sfaberlivets Ja og Nei
Paa be ſidſte Tankers Tinde,
Gaadens bedſte Gjetterinde,
Trods fin Nærmen, vinder ei.

Men — hvis Lovſang fra den Læbe,
Der paa Sangens Blomſter⸗Eng

Alle Spirerne, ſom ſtræbe,
Roſer ikke juſt i Fleng —

Hvis Beundring af en Digter,
Der er kritiſt fold ſom Fig,

Naar han fig og Andre figter,
Hulde! ſynes dig en Priis —

Saa modtag i disſe Toners
Gjenklang af din ſlagne Stræng
Meer end alle gyldne Kroners
Løn paa Sangens Himmel⸗Eng!

247

Den er dog — naar mindſt jeg praler —
Naar jeg mindft mit Bifald troer —
Meer end alle Rigsbankdaler,
Jeg befidder paa vor Jord. —

— —— —— — —e — — —

248

Gaadebordet.

— Tantum series junsturaque pollet.
i Hor.

Er feer jeg det, det unbderffjønne Syn,
End hører jeg de tryllerige Toner,

End træffe mig de hulde Lyn pan Lyn
Af Konſtens Diademer, Smagens Kroner;
End foler jeg i hellig Digter⸗Ruus

Den overfandfelige Sjælens Svimmel

J alle Tankers pludſelige Himmel
Confuus.

End er jeg der med alle mine Fem,
(Og een endnu) hvor jeg gad evig blive,
Gjenkjendende, hvorhen jeg feer, det Hjem,
Min Digterfands fig drømte her i Live!

O drømmer jeg endnu, med Fod paa Land,
Saa væl mig ei! har jeg dig tabt (fom flere)
Bliv, hvor du er, og føg mig aldrig mere,

Forſtand!

„Men,“ ſporger du, „hvor er du nu, min Ven?
Hvad har du da? hvad er der da paa Færde?
Hoi tør jeg aldrig komme meer igjen,
Og gjennembryvde dine Drommes Gjerde?
Hvad fluer, hører, ſmager, føler du,
Omduftet af hver Blomſt i Sandſens Have,
For reent at flane med Nakken ad min Gave?“
Hør nu!

249

Du veed det lille Konſten Hjære Huus —
En Hytte fun mod Konſtens ſtore Tempel,
Hvor det gaaer tragiſt til i i Suus og Duus,
Og hvor du aldrig kommer, for Exempel,
Naar der er Hoitid og Geburtsdagsfeſt —
Der, t en lille Kreds, fom du desuden
Jo fjender, overſt oppe, var jeg buden
Til Gieſt.

Jeg kommer Kloffen ſyv, og træder ind,
Saavidt mig mindes, friſt, og heel og holden,
Aldeles iffe dod, ved fulde Sind,

Lidt ryftet vel af Kuld, men ei af Kolden —
Bar jeg om Naſen og maaſtee lidt bleg,
Hvad figer det? Jeg feer fer, fyv og tive
For mig ankomne, famtligen 1 Live,

Som jeg.

Bel aabnede mig Døren, da jeg kom,
En Tjener, der maaffee fan hedde Peter,
Som ogſaa fyntes mig at fee fig om,
Imens der paa Karreter kom Karreter —
Vel ſtirrede han ſterkt paa mig og Fleer
Med megen Omſigt paa den blotte Pande;
Men aldrig faldt mig ind, det var den ſande
Sanet Peer.

Man maa dog i det mindſte være dod,
For man med baade Sfæl og Krop fan fare
Til Himmels, tænkte jeg, og lidt mig brød
Om Englenes og Helgenernes Sfare —

250

Jeg troede fuldt og faft mig end paa Jord;
Thi, hvor der er en yndig Qvinde⸗Vrimmel,
Det fan for mig gaae vidt med Livets Himmel
J Nord.

Som fan jeg flaaer, og tvivler, om jeg vandt
Ved Byttet felv af Himmelen. ferneden
Med den deroppe, var det ogſaa fandt,
At man i hiin fan evig troe pan Freden —
Saa fandfelig, og faft letſindig, ſtemt,
At al den Smule Viisdom, jeg fan raade,
ra Luthers Katekismus til min Gaade,
Var glemt —

J bet jeg kysſer min Vertindes Haand,
Og alle Gratier med mine Blikke,
Saa lidt en afflævt Sjæl, og lutter Aand,
At mærfelig jeg folte Hjertet pikke,
Henriver pludſelig en Trylleklang,
Man mere ſod ei kan deroppe hore,
Min Phantaſie, min Folelſe, mit Dre
Med Sang.

Sang! ſande Tone-Bælt om Sprogeis Øer,
Hvorpaa vort Væfen feile fan herneden
Fra Tidens uffe himmelſte Korſoer
Til Evighedens Himmel⸗Nyborg heden!
Paa Trylleſmakken fort af Weyſes Haand,
Mens dine Dottre dandſede paa Dakket,
Kom Did, ſtjondt ſtjerteplukt og vingeftælfet,
Min Aand.

251

.. Hvorlænge varte Farten? Himlen veed!

Hvo tæller Slag 1 Nattergales Triller?

Hov fljelner mellem Tod og Evighed,

Naar Gerfon født om Kap med Weyſe ſpiller?
Men nu blev Fire pludfelig ve Tre —

Paa Vink af Verten, Gladens hulde Faver,

Til Spiſeſalen Doren ſig oplader,

Og ſee!

Hvad feer jeg? Alt for underfulde Syn,
Mit Blik, der altid her paa Jorden tørner,
Udflyver, ſom bevingt af fire Lyn,
J Salen over Verdens fire Hjørner —
For Tankens Flugt er nedbrudt hvert et Hegn;
Jeg feer i dets Symbolers hele Vrimmel
Midt 1 den fiirfold lyfe Livets Himmel
Mit Tegn!

„See her,” udbryder Verten med et Smiil,
„Hvad jeg, o Sphinx, paa min Maneer fan raade!“
Og — gjennembort af Sandheds lyſe Piil —

Jeg falder, døer — i min oploſte Gaade,
Som Sphinx; thi med bevinget himmelſt Hu,
Hvor den ufførte rene Tanfe fvæver,

Min ikkun lovedræbte Jomfru lever

Endnu.

J det jeg, truffen, ſtiger i mit Fald,
Beundrende min Verts ſmagfulde Raaden,
Omtordner ham et fiirfoldt Bifaldsſtrald
Fra Salens fire Hjørner; „Loſt er Gaaden!“

252
Selv Fors Sanger, der for Priſen ſtred,
Udbryder „O! nu feer' jeg ført det Rette!“
Og alle de Halvfjerdfindstive fætte
Sig ned.

Nu fane jeg førft, feg var i Evighed —
(Man har vel hørt om de halvfjerdfindstive
gortolfere paa Gaadeflodens Bred —

De ſad nu ber, forflarte, fom i Live!)

For Alvor fane jeg mig nu førft omfring

Med Blik, et blot, ſom fordum, paa Perſoner,
Men og i disfe høre Regioner

Paa Ting.

Den forfte Ting, ſom flog mig, var et Bord,
Hoorpaa, hvorom, hvorved 1 hellig Orden
Var fynlig Oſt og Veſt og Syd og Nord,
En Ovartesſenz af Himmelen og Jorden —
Den ædlefte Figur var dets Geſtalt;
Fra Livets Blomſt og Frugt til Kniv og Gaffel
Det vifte mig Naturens ſtjionne Taffel
IJ Alt.

Jeg et vil male, hvad der flod derpaa,
For den Naturhiſtorie, vi fjende,
Med Alt, hvad end deri vi favne maae,
Den fidfte Plinius har bragt til Ende —
Jeg ei vil male, hvad der var derom,
gør jeg har giennemvandret Solevrimlen,
Hvortil felv Herſchels Speiderblik i Himlen
Ei kom.

253

Jeg vil et male dem, der fad derved,
Kør i det mindſte jeg har Eva færdig, )
gør jeg i Sangens Raphaelers Fjed
Har gjort mig disſes Malen mere værdig —
En Tuſinddeel jeg blot vil pege paa,
For at forflare Gaaden aabenbaret,
Og viſe lidt af det, jeg, felv forklaret,
Her ſaae.

Paa Kryds om Bordet i en broget Rad
(Som i Naturens Tempel alleſinde)
Beſtraalt af flere Lysſyſtemer, ſad,
Gijenſidig tiltraft, Hyrde hos Hyrdinde —
Paa Dugens Melfevei hvert Eden⸗Par
Saae grasſe fine Himmel⸗Faar og Geder —
Kun ingen fornem Loss (Lux, hvad det hedder)
Der var.

Fra Himmeløinene fler Pil paa Piil
J Glands, ſom Dødeliges Syn ei taaler;
Hvert Blik var Venſtabs eller Elffovs Smiil,
Og Nektar blinked' i kryſtalne Skaaler —
Ambroſia var overalt paa Fad,
Uffyldig Englefryd t hvert et Hjerte;
Alt var, ſom Gaaden, klart — fun jordiſt Smerte
Var — hvad?

Jeg fad ved Siden af min Iſis felv,
Gjenfjendende den evighulde Moder,
Mens Jo ſpeilte fig i Glædens Elo,
Og talte tretten end ufødte Poder.
2) Adam og Eva, et Digt i tolv Sange.

254

Skraas over for mig Ceres gav et Vini
Ved Giden af fin nu gjenfundne Datter ;
Og Hebe drak min Skaal i ſalig Latter
Med Klint! f

Jeg vendte Ryggen til Lyæns vel,
Og til den blidefte blandt Huldgudinder;
(Herneden ſtod jeg heller mig tbjel,
End taalte fligt et Sæde, trods hver Hinder)
Men, da jeg her til Bords, fom Janus, laag,
Saa Stillingen mig ingen Tvang paaferte,
Jeg baglænds. her faae faa godt, ſom forlænds hørte
Og fane.

Her førfte Gang min dobbelte Geftalt,
Der fig afſpeilet har i mine Vøger,
Polariſt i mit eget Die faldt;
Thi forlends fpafer et hvad baglænds ſpoger —
Kun er og bli'er mig felv en tvivlſom Sag,
Naar Syd og Nord mig tændes Amors Kerte,
Hvad der er For i dette fjælne Hjerte
Og Bag?

For førfte Gang af mig blev ogſaa feet
Og følt, paa Morgenens og Aft'nens Maade,
Den begge Sidernes Polaritet,
Jeg ogſaa har affpeilet i min Gaade;
Thi Venus ſtraalte flart ved denne Feſt
Paa famme Tid i Oſten og + Veften,
Og faligviis hun mig, ſom Dobbel-⸗Gieſten,
Sad næft.

285

Saaledes fandt mit Væfen her fig helt,
Der var, mens end jeg aandede paa Jorden,
Mod Øften, Veften, Syden og mod Norden,
J fire længſelfulde Parter deelt.
Udloſt af Ringens ſalomonſte Baand,
Op, ned, fremad, tilbage, kunde ftige
Paa kryds og tværs i det Uendelige
Min Aand.

Men, Løvens Overvinder i min Sphinx!
O, fan min løfte Jomfru dig betale
. Den ſtyldte Priis, ved fvagt i Sang at male
Sin egen Jubel og den hele Rings?
Dit Korsbord vifte mig i Konſtens Prang,
Hvad Smagen evner uden gyldne Sfatte;
Men fan, hvad Prifen fattes, og erftatte
Dens Klang?

256

Elegie.
Til Juſt Thiele.
(Efter Tilſendelſen af hans Forſog til en Oplosning af min Gaade.)

svWallor? an & Justus, ceu Cæsaris æmulus, atra
Nocte laborantem tollit ad astra crucem ?'"
Haximil. de Vriendt.
. Hoad feer jeg? fan et ungt, uvæbnet Øie,
Med blot Uſtyldighedens lyſe Blik,
Opdage Lonnen, efter mandig Moie
Min Stræben forſt, ſom Stirrer⸗Olding, fif?
Kan, hvad jeg for hver Larers Klygt henſtilled',
Staae for en Yngling, ſom fortroligt Billed?

Hvad hører jeg? fan fra den Ynglings Læbe,
Hvis uerfarne Hjertes Roſenknop
Tidsfiraalerne, der Himleůs Spirer dræbe,
Har mellem falfte Grave lukket op,
Min vaagne Gaades ſindrigt tolfte Drømme,
Med Nektarfald, pan Perle Perle, ſtromme?

Optræder her, hvor Lyfet ſelv fig dolger,
Der t Naturen blot, fom Lampe, ſtaaer,
En Abbt i Tempelet, ſom Cfterfølger
Af ham, ber lærte høit i tolvte Aar?
Bil Tankelivet fig paa ny gjenføde
Her mellem Kirkens aandelige Dede?

237

. Bær mig velfignet høit, du Elffelige!
Bær mig velfignet, fom min fjerde Søn;
J Naade, fom 1 Alder, flige, flige,
Fremdeles du for Verden, og i Løn!

Hvad var den Dæmring, fordum ſteg imode
Mit Aftenblik, imod din Morgenrode?

Thi vel er i den Perlerad, ſom triller,
Liig Duggens Draaber af Auroras Mund,
Hvoraf enhver med Roſens Farve ſpiller,
- Hvoraf enhver er alt, ſom Roſen, rund, |
Ci Perlen, med hvis Skal fun Schelling fpøger,
Som, føgt af Kant, Jacobi, funden, fager —

Hvad Under, du fan ei, ſom Svar, bebude,
Hoad end er Spørgsmaal i Geometrie?
Hvad Newton lever om i Kræfters Knude?
Og Hellas's Kant i fin Entelechie?

Hvad Under, at din Flagren maatte vige,
Hvor Platos Orneflugt holdt op at flige?

Men — Stjernen, Uſtyld finde fan herneden,
Som Pegefing'ren paa de Vifes Steen,
Staaer for mig, ffjøn og yndig og beſteden,
Dugperleflar og næften ætherreen !
Hvorhen min gamle Sphinx fit Øie vender,
J dig ven fig, da den var lille, fjender.

Min Gaades Præmie du knap har tragtet
At vinde! Dig er Rigsbanklon et Nul!
For den, der Vink af Evighed har agtet,

Baggeſens Værfer. 4 3). 1

258

Er Diamanten felv tilſidſt dog Kul SEE: .
For Ungerſtjalden er og overflødig
Den Skjerv, Skjaldoldingen har ofte nødig.

Din egen Priis og ſikkert dig et lønner,
Du dertil har din Dommers alt for Hær;
Du Lille mellem Evighedens Sønner,
Du ſikkert iffe feer, »hvor flor du er» —
O! fee det aldrig med forelſtte Blikke!
Thi hvad med dem du feer, det er der ikke.

Lad og min Priis, ſtjondt fildbrende dit Øre,
Som Navnet: „Engel⸗Paa din Moders Skjod,
Dig ei, ſom andre Skjodeborn, forføre
Til fuldt at trog dig nu, hvad du blev fød!
Den felv, der har i Usſelhed et Lige,

Var eengang ſtor i Himmeriges Rige!

Den Gfjald, Opmuntrings Perler her bedugge
Med Bifald i den gamle Sangers Graad,
Glem et, han ligger end 1 Prøvens Bugge,
Og roer i Storm end et paa Prøvens Baad!
Glem et, hvad i hang Nyn faa dybt mig rører,
Endnu fun Gud, og ikke ham, tilfører!

Min unge Ven! den Taare, ſom nu flyder,
Beundrende din Vinges Larvebrud,
Sig umodſtaaelig af mit Hjerte gyder
J Diet, ved hvert barnligt Glimt af Gud!
Mit Blik fortrylles af hans mindſte Speile;
Dog — ſelo Oedip blev blind — mit Blik fan feile!

259

Men — hvis det feiler — hvis i Barnets Lader
Propheten ſaae for mange Glimt af Gud,
Du vil dog ei ad din for fjælne Fader
Engang paa Thronen ræffe Tungen ud?
Du vil dog et hans lufte Grav opbryde,
For mod hang bruftne Barm til Maals at flyde?

Du vil døg et, naar han landflygtig priſer
" Dig Fremmeven fom "Lægen ti hang Hjem,

Ham efterlyfe, her i Byes-Avifer,

Som et bortlobet Hoſpitalets Lem?

Paa det man ene dig fom Lys ſtal agte,

Du vil dog et til felv hans Skygge flagte?

Du vil dog ei, ſtyleiret i det Høre,
Hvortil du lærte kravle paa hans Ryg,
Ubdtræde ham det blinde Faderoie,

Fordi du er faa friff, og han faa føg —
Liig Kjempen, der med fredriksbergſte Miner
Nedtraadte det forfverffe Slots Ruiner?

Net, haabefulde Dreng, det vil du iffe!
Dit Himmelfald er meer end Phantaſie!
Du ſmiler barnligt; men med Engleblikke,
Som der er meer end Billedgnifter 1! R
Din Genius vil bryde Seloheds Lanker;
Den feer ei fig, men Monſt'ret, den fig tænfer!

Paa dette Tankeblik jeg trygt vil lide!
Jo meer du nærmer dig dit Maal i Sang,
Jo meer vil Idealet fig udvide,

17*

260

Som hver en Konſtens Klædning er for trang!
Jo meer du vil, med Tal, beſteden, ære
Forgængeren, hos hvem du gif i Lære,

Bær mig velfignet da, bu Elſtelige!
Vær mig velfignet, ſom min fjerde Søn!
For dig, fom for de Tre, der mig berige
Med EnglesFaderglæver uven Lige,

Skal, mens din Kamp i Prøven varer” flige
Til Gaadens Glandsomhyllede min Bøn —

Den Bøn, fom jeg, der ſelv herneden leder
Om Vennen, der vil rette mine Feil,
For mine haabefulde Sønner beder:
Gud! forehold dem Jefu Chriſti Speil!
Lad bereg Engel dig i dette fee, sg frygte!
Og Englens Frifter fee fig felv — og flygte!

261

Unmærfninger
til fjerde Bind.

— — ———— —

1. Feftfang til Dronningen, S. 3. Affjungen
ved Hendes Majeftæts høie Anfomft i Skueſpilhuſet, i Anledning
af Hendes Fodſelsfeſt.

2. Sfaal for Thorvaldfen, S. 10. Det var i
Selſtabet »Clio⸗, ſom til dets Feft, i Anledning af Dronningens
og Kronprindſesſens Fodſelsdag, havde indbudt Thorvaldſen ſom
Gieſt, at dennes Skaal blev udbragt til den meddeelte Sang.

8 Sang paa den 27de Decbr. 1819, S. 11. 3
Anledning af en Feſt hos Etatsraaad Olfen, Not. Publ.

4. Danſtk Fiirkredsſang, S. 13. Denne Digteren
fidfte danſke Sang nedffrev han om Morgenen paa fin
Konges Fødfelsdag, hvorpaa den blev fjungen ved et Feftmaaltid,
hvig Deeltagere vare: Digteren, hang tvende Sønner og hang
mangeuarige Ven, Juſtitsraad Ablmann, tidligere Borgemeſter i
Sønderborg.

5. De Danſkes Priis, af Tasfo, S. 24. Denne
meſterlige Overfættelfe af La Gerusalemme Liberata di Torquato
Tasso. Canto ottavo. 1—45 ſtaaer i ingen Henſeende tilbage
for ſamme Affnit af den hæderligft bekjendte tydſte Overfættelfe af
Grieg (Jena 1801), fom cer flere Aar yngre end den her
meddeelte. Den væfentligfte Variant imellem den danfir og tydfle
Dvetfættelfe cv den, at V. 43 begynder i hiin: uden danfÉe
Ridder taug“ og idenne »der Deutſche ſchwieg⸗, hvorved Den
fidftnævnte Overſattelſe vel mere ordlydende gjengiver den italienſke
Original (,,Qui si tacque il Tedesco”), men uden at bemærke,
at i Originalen her” har indfneget fig en Feil, da Fortælleren, ,
ifølge hele Digtningen er en Danſk, og derfor ogſaa henævnes
fom en faadan i V. 46. („al Dano”).

6. Homers Ilias. Førfte Rhapſodie, S. 38. Da

Digteren behøvede i Efteraaret 1796 en Aandsbeſtjcftigelſe, Der

tvang ham til anftrengt Arbeide, valgte han ſom det fværefte, ban

262

kunde tenke fig, at overfætte Homer i danffe Hexrametre, efter

Hermeneutikens og Proſodiens ftrengefte Regler, og fuldendte i en
fort Tid, under ſtedſe ftigende Begeiftring for den græffe Ilias og
det græftsdanffe Sprog, Iliadens førfte Sang. Han fandt, at
det danſke Sprog er den riigholdigfte Green af det gamle Cimbriſtke,
og det, fom her paa Jorden ligner det Græffe meeft, og anfører
fom Prøve paa dets Velklang Verſene 3, 4 og 7 paa S. 40.
Denne Sang er førfte Gang tryft i 1798, ſom det forſte Stykke
i ifte Bind af Skandinaviſt Mufeum (Sec iøvrigt J. B.s Biogra⸗
phie 2det B. S. 171—174, ſamt S. 191.)

7. Somers Ilias. Anden Rhapſodie, S. 63. Efter
at Sygdom, Reiſer, ſamt Digtet Parthenaigs havde i flere Aar
afbrudt Fortfættelfen af Iliadens Ovberſattelſe, fuldendtes Den
anden Sang i Vinteren imellem 1806 og 1807; men fildigere
er Overfættelfen deſtoverre ilte fortfat.

8. Til Jens Baggeſen, &. 115. Den tydffe Original
er førfte Gang meddelt i: »„J. G. Jacobi Taſchenbuch fir dag
Jahr 1802, hvor Voß til Slutningen af dte Strophe har med
Henſyn til Iliadens Overſattelſe føict den Note: „Beide Ueber⸗
ſetzer, der Däne und der Deutſche, haben einerlei Zweck.“ At
det opmuntrende Tilraab af en Digter, hvem ikke blot B., men
den hele fiteraire Verden kaldte »den tydffe Homer⸗ (Poet, W.
2ter Th.: „die Geneſung des deutſchen Homer”) fandt Gienklang,
er naturligt, og den nærmefte Følge var Oden »der Aufruf. An
Vogn (Poet. W. 2ter Th.); derimod er den her meddelte Over⸗
fættelfe flere Aar yngre.

9. Melonen, S. 117. e Det er neppe at betvivle, at
„Voſſes Idyller⸗, fom omtales i Digtet (5. 121), have tjent
Forf. til Mønfter, men uden at hang Arbeide derved bliver mindre
originalt. FThovrald, S. 117. Helten i Erik Cicgod, hvilfen
Oper Forf. allerede havde digtet i 1789, og fom i 1791 beffjæf-
tigede Capelmefter 'Schulz.

*Loft, &. 118. Forf. til en bekjendt Kogebog.

10. Herthadal, S. 125 og S. 129. Denne Begyn⸗
delſe af Digtet Odin i Jamber har Forf. ſelv »forlaftet= og
blot meddeelt tryft, for, i Sammenligning med Begyndelfen i

263

Hexametre, at fætte «Fortrinligheden af det egentlige epiſte
Versmaal i det ftærfefte Lyg. »

11. Babylons Fald, S. 133; Skabelſen, S. 139,
og Djævelens Aabenbarelſe, S. 142, ere faa frie Gjens
givelfer af den hellige Skrift, at de viſtnok kunne henregnes til
originale Arbeider. .

12. Romance, S. 154; Arie, S. 155, og Rondo,
S. 156, flutte fig til den lille Cyclus: »Digtarterne” (S. 145);
da de ikke ere blevne optagne iblandt de lyriſke Digte.

13. Til Fyrſterne, S. 158. Den varflende, politiſte
Tanke i dette Digt har Forf. for en Deel nærmere og fuldftæns
digere udviklet i fin dramatiſte Digtning „der vollendete Fauſt,
oder Romanien in Jauer⸗ (Poet. Werke Zter Th.), der blev paa⸗

. begyndr, da Bonaparte kronedes til Keiſer,altſaa Aaret efter at

Forf. havde fkrevet dette Digt til Fyrfterne, men forſt udfom i
Trykken efter Forf.g Død.
: 14. Drømmen, S. 185. Dette Digt blev nedſtreven
til en Tid, da Digteren befandt fig i en mismodig og bitter
Stemning, der gjenfjendes af Grundtonen i ſamme. Det er ders
for ci heller frit for enkelte polcmiffe Udfald. ;

+ gule Nutids Elp⸗ S. 191: Tidsſkriftet Athene.

15. Det evige Sindbillede, S. 203. Begyñdelſen
og Midten af denne Gaade blev i November 1815 meddeelt i
3. K. Hoſt's Ugeblad: Den nordiſke Tilffuer, og ſnart derpaa
udkom færffilt den hele Gaade, mod Slutningen, ſaaledes ſom her
meddeelt. I Forordet til Maanedsſkriftet Danfana, ſom Forf.
fort derefter (d. ifte Jan. 1816) begyndte at udgive, bemærkede
han, af „Det evige Sindbillede fan anſees ſom Forgaarden
rtil Danfana, i bvilfen Sphinx ligger, Indgangen vogtende,
»fom i flere Oldtidens Templer, celler — uden Billedſprog —
» benævnte Gaade indeholder i Korthed Terten. til dette philoſophiſte
nog poetiſte Maanedsſkrifts følgende Forklaringer, det være fig i
„Afhandlinger eller Sange. Ogfaa indeholder allerede det førfte
Hefte: et Forſog til en Forflaring af Gaaden,“ af Juft Thiele.
n Den fidfte Prøve, i Anledning af Gaaden, af Ludvig Heiberg,”
famt »Jo. En philoſophiſt Ballade af C. F. Wepſe.“ Ende:
ligen meddeler Februar Heftet et ufjerde Forſog til en Oplssning

264

af det evige Sindbillede af Frøfen J. M. Jesſen.« En femte
Opløsning af Grundtvig er i en polemiff Retning og vil
blive omtalt i et af de følgende Bind.

Da Nedſkriveren heraf, ubefjendt med Thieles fortræffelige
Oplosning af-Gaaden, faavidt denne fader fig oplsſe, ogſaa havde
prøvet paa at afpille noget af Gaadens Skal, og troet at since
dens Kjarne, meddeelte han fin Fader de foretagne Forſog, der,
faa ufuldkomne de og ware, dog havde ført ham til den Erkjendelſe,
at netop ſelve Philoſophiens Maal og Ende, det fidfte uforklarte:
Hvad? er og vil ftedfe blive Menneſket et evigt Sindbillede,
hvig ydre Geftalt vel har fynlige og ſom ſaadanne forklarlige
Tegn, men hvis indre Væfen fun fan opfattes og føles i Aand
og Med Hjerte. Dette foranledigede Digteren til i en Svarſtrivelſe
nærmere at yttre fig over fin Gaade i følgende Bemarkninger:

„Den Grundkraft, fom frembragte Noddens Sfal og
„Kjcrne, Can ingen endelig Forftand udvikle — denne Grundkraft
„kan troes og vides, faavidt Viden er Overbeviisning; det er
„Gud, Naturens Skaber. Gud fan iffe udvikleg, fan ikke bes
ugribes, fan ikke fattes; men Grundtegningen i hang Skab—
„ning, hvad der er over Verden, ffjøndt under ham, fan viſes
„i et Billde, i alle Tankers og Anffuelfers nødvendige Grund:
»betingelfer — og dette er Gaadens Kjærne. Hav Korfet,
„ſom Du rigtigen har begyndt, uophørligen for Øie — ikke Korfet
»paa Golgatha (fom er blot et Derivatum iblandt utallige andre)
…— men Korfet i Naturen — Korfet i Dit og ethvert eriftes
„rende Vaſen! Skye Cenfidighed, fom fører til Vanvid, og er det
„allerede, i ethvert paa cen Linie bygt Syſtem! Tank paa Grund:
ntræffet i hver ſpirende fuldftændig Tanke: foran Dig og bag
»Dig — over Dig og under Dig! Tænt Dig hvad Atomet og
„Verdens⸗Altet nødvendigen have tilfælleds. Annam det hellige
„Korſets Betegnelfe baade paa Dit Anſigt og paa Dit Bryft — og
nføl det baade i Dit Hoved og i Dit Hjerte! Gaae med diseſe
„Vink videre i Dit Studium af min Gaade! Tab aldrig Korſet
„af Sigte — og orienteer Dig i alle dets Betydninger. Hav det
fornemmelig mathematiſt for Øie — og begrib det forſt, ſom
„Mathematikens hidtil føgte, ikke fundne, Grund! Begrib Det i
„dobbelt (elektriſt og magnetiſt) LGevægelfe, fom Univerſums Cons
uftruction — og betæn, at det ikke var Euclid muligt, hvad Din

265

» gader forføgte paa: at definere. den lige Linie! Tænt paa Varig:
„hedens evige Krydfen af Udſtrekningen — eller det ftore
„Kors, Tiden danner med Rummet! og gaae videre, uden at gruble
„blot; det vil fige: foreen Din Grublen i det Hoie og Dybe, ſom
„jeg har giort, med Skuen til begge Sider! See ikke blot frem
nog tilbage, men op og ned! iflfe blot op og ned ad, men
„fremad og tilbage — og betank, at. det er fun ſaaledes, at
n Din Aand fan lyfe for fig felv og Andre, fom en Gniſt af Gud!
»Man har hidtil anſeet den lige Linie for Regula Regularum —
uden ere det faa lidt fom den krumme — praktiſk endnu mindre.
„Korſet cer Regula Regulæ, Regina Regum. Og Korfets
Mangel al aandelig Undergang. Det ligger til Grund for Cen»
utrifugal: og Centripetal:Gevægelfen. — Frelfen i al Evighed er
ubængt paa detg hellige Træ 3: Guds aabenbarede Virken i Korfet
upaa Golgatha, vel forftaaet, er ligeſaa gydningsfuldt for vort
„Hoved, ſom Det til alle Tider var helligt og bør blive det for
nvort Hjerte. Det trykker Fuldkommenhedsſtemplet paa Chriſten⸗
„dommen, at deng Religionsform ikke blot er den varmefte,
„men den viſeſte. Hold Dig lige langt fra Overtro og Vantro,
„min Søn! i Din Tro! — Hold Dig lige langt fra Vantro
„ſom fra Overtro i Din Viden!“ — — —

16. Gaadebordet, S. 248. Digterens med megen
Konſtſands og Konſtſmag begavede, endnu levende Ven, Hr. Kam:
merraad Bang, havde overraftet Gaadens Forf. ved i en fmag:
fuld arrangeret Spiſeſal at fremftile Gaadens Grundtegn, ſom
ct, i et Korg dekket — — —

„Bord,
„Hvorpaa, hvorom, hvorved i hellig Orden
„Var ſynlig Oſt og Veſt og Syd og Nord —
„En Ovartesſenz af Himmelen og Jorden. …

+ „Jo's Sanger": Tonekonſtneren Bey fe.

17. Elegie. Fil Fuft Thiele, S. 256. Da For:
fatteren til det ligeſaa klogtige og findrige, ſom fra Sprogets og
Verſificationens Side med megen Flid og Færdighed udførte » Forføg
til en Forklaring af Gaaden⸗ (See: Danfana, Pag. 19—59)

266

var en attenaarig Ungling, der befjælet af en ufædvanlig Beſte⸗
denhedsfolelſe, til Trods for Det Held, hvormed ban var traadt
Eyhinr imøde, dog iffe gjorde Fordring paa, at kunne:

„Som halv Student en heel Profesfor fældes —

faa bidrog dette naturligviis væfcytligen til at forhsie den aldrende
Digters Beundring og Kjærlighed til Gjetteren, fom han — den:
gang endnu Fader til tre Sønner — derfor ogſaa af Hjertet
hilfte fom fin «fjerde Søn.»

| Æt i

——
jø:

ÅL

TRE

Er ,
il:

— 2*
4
—* — “

NER

——

SA 7 re

——

—*
r
;

sk i i

|" '
J J 2*

* — sg Rk BLÅT —8

This book should be returned to

| the Library on or before the last date

stamped below,

A fine is incurred by retaining it
beyond the —— time,

Please réturn

[DN
| 3 2044

ll
|
5

Internet Archive Audio

Featured

Top

Images

Featured

Top

Software

Featured

Top

Books

Featured

Top

Video

Featured

Top

Mobile Apps

Browser Extensions

Archive-It Subscription

Save Page Now

Full text of "Jens Baggesens danske værker"

See other formats