(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Bidrag til kundskab om Egefamilien i nutid og fortid"






'H 









^->«- 



^- ^^r^r-^ 



>v^ 



^^i--,^* *- 



-^rfv 



^■^J^'' 



.^-^^^^ 



' ''' 'v 



r.^' 













T 



^. 



California Academy of 
Sciences Library 

By action of thc Board of Trustees of the 

Lfland Stanford Junior University on June 

14, 1974, tilis hook has heen placed 

on dcposit with the 

CaUlornia Acailemtj of Sciences Library. 




~jm 



-^ 



V^>^:<^. 



^ 



'ff"-:^' 



^ 






: . , 1^ ■ 



:<'^^-T. 






# 




Bidrag 



til 



Kundskab om Egefamilien 



Nutid og Fortid. 



A. s. arsted. 



Vidensk. Selsk. Skr. 6 Række, nalurvidbnskabelig og raatheiiialisk Afd. 9 B. VI. 



HjøbenhaTU. 

Bianco Lunos Bogtryklieri ved r. S. M:ulile. 
1871. 



Første Afsnit. 



Forstudier 



Nutidens Arter i morfologisk, anatomisk, systematisk og plante- 
geografisk Henseende, nærmest med Hensyn til Fortidens. 



JJen Sammenligning med Nutidens Planter, som Studiet af Forlidens Arter nødvendigvis 
kræver, fører snart til den Erkjendelse, at de Karakterer, som i Almindelighed lægges til 
Grund for Adskillelsen af de levende Planter, langtfra ere tilstrækkelige til en rigtig Op- 
fattelse af de fossile. Naar man, som ofte er Tilfældet, ved Bestemmelsen af disse alene 
er henvist til et Brudstykke af et Blad, føler man Nødvendigheden af en langt mere i det 
Mindste gaaende Undersøgelse af Bladribbernes Forhold end den, som behøves til Adskil- 
lelsen af de levende Planter, og man tvinges stadig lil at gjøre sig Rede for, hvorvidt der 
af den enkelte tilstedeværende Del af en Plante kan gjøres sikkre Slutninger med Hensyn 
til Beskaffenheden af de andre, eller med andre Ord: man føler Trang til at efterspore 
den Forbindelse mellem Karaktererne hos de forskjellige Organer, som nødvendigvis maa 
gjøre sig gjældende i en naturlig Gruppering af Arterne. 

Det er saadanne med Hensyn til en rigtig Opfattelse og Bestemmelse af de fossile 
Cupuliferer nødvendige Forstudier af Nutidens Arter, som forudskikkes i det første Afsnit 
af nærværende Afhandling med stadigt Hensyn til det andet Afsnit, der vil indeholde kri- 
tiske Bemærkninger til de hidtil leverede Arbeider over de fossile Cupuliferer samt en 
systematisk ordnet Ddsigt over Fortidens Arter. 

Saadanne Forstudier indeholdes Vistnok allerede for en væsentlig "Del i min tidligere 
Athandling: »Bidrag til Egeslægtens Systematik« (Naturh. Forenings vidensk. Meddelelser 1866), 
og jeg troer, at det er almindelig erkjeudt, at der ved den deri paaviste Betydning af 
Griflerne og Arrene for disse Planters Systematik er naaet hen til en i det Hele fyldest- 
gjørende naturlig Inddeling af EgefamiUen; men -siden denne Afhandling udkom, har jeg 
havt Leilighed til at gjennemgaa dels ældre Samlinger (Hartvvegs amerikanske og Kotschys 
orientalske), rige paa authentiske Arter, dels saadanne, som ere hjembragte i den nyeste Tid, 
og hvorved en Del hidtil ukjendte Arter ere bragte for Dagen (Bourgeaus me.xicanske, 
R. Browns (Campsl.) californiske Samlinger), og ligeledes har jeg ved de Samlinger af 



336 



lurrede Planter til vor Maves llerbariuin, som skyldes J. D. Hooker o^; Hipsinuseel i 
lUrerhl, vnTel istand til al lilive mere fortrolip med de asialicke Arter. Meilens nu L'nder- 
sngelsen af dette rigere Materiale i alle vn'scnilige l'orhold har tjent til at hesljrke Rigtig- 
heden af de Principcr, som jeg i min tidligere iVfiiandling har lagl til Grund for Inddelingen, 
har den ogsaa bidraget til at opklare en Del Tvivl, og i enkelte mere underordnede Punkter 
medrørl nogle Forandringer. VKiyldigheden af den af mig foresiaaede systematiske Inddeling 
ligeledes bekra-fles, saavel ved disse Planters indre Hypning, som ved deres geografiske i;d- 
hredning, vil ogsaa her blive vist, saa al delte fnrsle Afsnit falder i folgendc Kapitler: 
li Yderligere Hidrag til Egefamiliens morfologiske Forhold; 2) en Sammenligning mellem 
den indre Rygning af Stammen hos Elgen , {{»gen og Kastanien ; 3) en systematisk Udsigt 
over Egefamilien; 1) denne Families geografiske Udbredning. 



I. 

Yderligere Bidrag til Egethniiliens morfologiske Forhold. 

Bladene. I min tidligere Afiiandling har jeg gjennemgaael de karakteristiske For- 
hold i Ribbelordelingen og Ind.skæringerne. Hvad SekiindaTribberne angaaer, da løbe disse, 
naar Itladene ere indskuarne, ud til Knden af Freuiragningerne (Takken, Fligen), som bos 
Cydobalanopsis gilra; naar Illadene derimod ere helrandede, da 
enten dele Sekundærribberne sig i en temmelig stor Afstand fra 
Kanden i l<i Hovedgrene, hvoraf den ene bøier opad og den anden 
nedad, som hos Quercun (Erylhrohalimus) conspersa, eller de 
ende i en med Bladranden næsten parallellobende Bue, som hos 
Pasauia ijlahra. Foruden disse Forbold, der ere de almindeligste, 
bur endnu iidlueves følgende, sjeldnere forekommende, men dog 
karakteristiske lor egne naturlige Grupper: Sekundærribbernc op- 
inse sig ved gjentagen Galfcldeling i sterre finere Bihber, som tabe 
sig henimod Ilanden — saaledes navnlig hos 
Quercus ( I lelerabalanus ) semecar/iifvlia (Tab. I, 
1 — 3) og tildels hos Here Arter af Ilex- 
(irup|)en iTab. II, 1 — 3) og af Erythrobalanns- 
(inippen {cinerea, imbricaria) — eller Sekun- 
da'rribberne lebe ud i en Tak, men afgive 
nar Kanden en med denne næsten jiarallel- 
lubende Gren, saaledes som hosstaaende 

Af VuerciM Sadler 





Ct/ei«bniaiiiifin4 gu 



1)1. j. Træsnit viser. Helle Forhold gjor sig navnlig 



337 




Pasanin ylahra (Tliunb.) 



Quercus cmispersa. 



338 



8 




Af Fagia SMoUli, 



l^irldendp hos Quercun nuhgen. Macrohalanns ok hos Querciia aubgen. Lepidobalanus sect. 
Pn'mis <^ »erroidts. 

Ilos nogle Arier af lUigegruppen {Fagus Sieboldii, Nothofagua antarctica, N. Ounnit) 
finiier tilsyneladende el meget afvigende Forhold Sled, idet Sekundærribberne ende, ikke 
som sa-dvanlig i Spidsen af Premragningen , men i Bunden af L'dsniltel (Tab. VI, f. 27). 
En nærmer«' EJctraglning viser imidlertid, at hos disse Arter svarer Hunden af L'dsnillct til 
Spidsen af Fremragningen hos andre Arter. Hos Fagtta sylvatica 
erc hindene dobbelt rnndlakkede paa d«n Maade, at der til hver 
Sekundærribbe lierer en stor og en lille Tak (Tab. VI, I. 29); men 
underliden forsvinder den mindre Tak, i hvilken Ribben gaaer ud, 
ganske, og da have vi del samme Korhold, som normat gjør sig 
gjældcnde hos Fagus Sieboldti med enkelt rundtakkede Blade, som 
paa hosslaaende Træsnit. Her er altsaa Bunden af lldsuillet homolog 
med den lille Tak hos Fagus sylvatica. Nothofagua antarctica og 
Ounnii have ligeledes dobbelt rundtakkede Blade — hver Tak er ved 
et Indsnit delt i to ligeslore Dele (Tab. VI, f. 27) — ; men hos en 
almindelig forekommende V«rielel af N. antarctica {r. sublobata] træder 
i Takkernes Sted korte lakkede Lapper, som hosstaaende Træsnit 
viser, og da løbe Sekundærribberne midt igjeimcm Lapperne, saa at 
det altsaa ogsaa her sees, at Bunden af Udsnittet hos den almindelige 
Form '(Tab. VI, f. 27) er homolog med Enden af Lappen hos den 
lappede Form. 

Bladene ere hos de tre Hovedgrupper i llegelen saa forskjel- 
Af A'othofagiu antarriira lige, at disse alene derved kunne skjelues fra hverandre. Hos Ka- 
var. lobaUi. slaniegruppcu ere Bladene, paa faa Undtagelser nær, helrandede; hos 

Egene ere de som oftest mere eller mindre dybt indskaarne, men 
selv om de ere helrandede, ere de forskjellige fra Bladene hos de til Kastaniegruppen 
burende Arter ved Kilibernes Karakler (smign. Bladet af Qnerrus {Erythrobalanus\ couspersa) 
med Bladet af Pasania glabra (p. 337); de til Bogegruppen horende Arter have sædvanlig 
dobbelt rundtakkede Blade og et eget Forhold i Sekunda^rribbenie, der enten ere som ovenfor 
omtalt, eller de dele sig i nogen Afstand fra Kanden i to Grene, af hvilke der gaaer én til 
hver af Takkens Smaatakker (Tab. VI, f. 25, 2(i, 28); kun hos Nothqfagus Solandri og 
Cliff'orlioidea ere Bladene helrandede. Ilos (Jaataninæ stemme Slægterne væsentlig overens 
i Bladene; hos Quercineo' og Faginefr derimod vil man i Beglen alene paa Bladene kjende 
Slægterne, og af Quercua endog Undershegterne. Hos de tre store Undersla;gler: Lepido- 
balunuK lueil lappede, Ertflhrobalanus uicd Higede og hraaddel-laudede og Ctrris nieil 




339 



saugtakkede Blade, gjor der sig en smuk Parallelisme gjældende i Indskæringernes Dybde, 
hvilket man let vil overbevise sig om ved at betragte Figurerne paa Tab. Il[. 

Skaalen. Det gjælder som almindelig Uegel i Planteriget, at de nærmest Væxt- 
spidsen siddende Blade ere de yngste, de sidstdannede. Dog er del ikke sjeldent, at der 
i Blomstens Udvikling gjør sig et andet Forhold gjældende, idet Axen nedenfor den primære 
Væxtspidse antager Karakteren af en secundær og saaledes giver Anledning til Dannelsen 
af en eller flere indskudte (inlercalære) Bladkredse Saaledes er det nu almindelig erkjendt, 
at Bægeret hos Compositct , Dipsaceæ, Valerianeæ og Rubiaceæ først opstaaer længe efter 
at Kronen, Støvbladene og Frugtbladene ere blevne dannede. Paa lignende Maade for- 
holder det sig med Udviklingen af Skaalen hos Cupulifererne. Hos Egen vil man saaledes 
finde, at Hunblomsterne paa den Tid, da Hanblomsternes Støvknapper allerede afgive deres 
Støv, endnu kun ere ufuldstændig udviklede. De bestaa nemlig alene af tre Perigonialblade 
og af tre Grifler med Arrene, men af Frugtknuden er der endnu ikke Spor. Imellem 
Grunden af Blomsten og en eller to Krandse af smaa Høiblade sees en ringformig Svulst 
af Urmeristem, og af denne voxer, efterat Bestøvningen har fundet Sted, Skaalen frem med 
sine talrige Høiblade. »Først begynder i denne Ringsvulst intercalær Væxt og Celleformering, 
og den forvandles herved i Løbet af tre Uger til den Blomsten omgivende Skaal, paa hvis 
Indreflade der udenfra indad opstigende, tilsyneladende ovenfra nedad nedstigende, stadig 
dannes nye Skæl. Senere tager den ved Grunden af Skaalens Indreflade fortsatte Væxt 
saa meget lil, at Indrefladen krænges udad, saa at de yngste Skæl komme til at staa 
paa Skaalens øverste frie Rand. Skaalskællene danne mangeleddede afvexlende Krandse, 
men disses Længderækker ere ikke som sædvanlig stillede parallelt med Hovedaxen, men 
have en tangenlial skæv Heldning. I de senere dannede Krandse tiltage Leddenes Antal, 
og Skællene staa paa Skaalens øvefste Del efter Divergentser, hvis Tæller ere 2, men 
Nævneren et høit Tal, f. Ex. 3%. Bøgen og Kastanien forholde sig paa lignende Maade 
kun med den Forskjel, at den unge Skaal fra Begyndelsen af danner nye Skæl paa den 
frie Rands Ydreside.« (Hofmeister: Handbuch des physiol. Botanik, 1 Bd., S. 464). — 
Denne Forskjel i Udviklingen paa den ene Side hos Quercineæ, paa den anden Side hos 
Fagineæ og Castamnæ , betegner uden Tvivl de væsentligste Egenheder i Skaalen. Næst 
eiter Udviklingen raaa der vistnok tillægges det Forhold, hvori Skaalens Axe og Blade (Skæl- 
lene) staa til hinanden, den største Betydning; idet enten Axen er stærkt udviklet og 
Bladene tilbagetrængte eller manglende, eller det omvendte Forhold gjør sig gjældende. 
Bos Ci/clobalanus er saaledes i Reglen Skaalen næsten udelukkende dannet af Axen; dennes 
Internodier ere tydeligt adskilte, og paa den udvoxne Skaal sees ofte i Skælkrandsenes Sled 
kun concentriske Ringe, som betegne Krandsenes Plads, eller svage Rudimenter af Skællene 
(p.342. Dg. C, Ørsted: Bidrag o. s. v. Tab. I— II, flg. 13 og Og. 14). Paa en anden Maade gjør 

ViJensk. Selsk. Skr., 5 Rikkt, iiouirviJensk. og malhem Afd. 9 B. Vi. 43 



:\w 



10 








å A 



.1 Querctu iCerria) Cerrit. I'iiii;! omtivcii ;if Skaalrn 

P- c-t nr Sknniciis Skul. 

'■ Quercii« iHrtjOiro1ial(inuH\ lincioria. Friipl onisivi'ii af Skiialcii. 

J) Skaalsku'l af Qiternu {/yepidobalanut) pedunrulata, sppI fra ilfiti udadveiiillc Siilc. 

A' Sanimc strt fra don iniladvpnillc Side. 

F Skaalska'l af Quernis [Erythrobalanus) ruhra, fra don iiidadvondto Side. 

O Samme fra den uiladrendle Side. 



Am'ik- frem lier. >iki'n(le I iJvikliiig sig (.'jældcnde lios nogle Nothofagux- KtWv og navnlig lios N. 
nnUirciica. Ilos denne Arl er del ikke sjeldent, al liver afSkaalens (Ire Dele beslaaer af en 
i Spidsen gatTeldell Axe, hvis hygside knn bærer ét Skæl, som synes al være del slolleiide 
na'kska'!, der i Slorsledelen af sin Længde er sammenvoxel med Axen (Tab. VI, fig. 10—11). 
Indenfor de forskjellige Slægter linder der en Gjenlagelse Sled af væsenllig de samme Tor- 
skjelligheder i Skaalens Form og Størrelse, hvorfor del l'orhold i Skaalen , al denne om- 
slullerlii'JeFrMglen (p. 34.^, fig. L og fig. H), heller ikke kan tillægges den Itelydning i syste- 
matisk Henseende, som man tidligere har gjort; det kan aldrig benyttes som adskillende 
Mærke for Slægterne, men i del IlHieste for Underslægterne. Ogsaa i Axedelens Tykkelse 
gJHr der sig stor Torskjel gjældende. Den er saaiedes meg<'t tyk hos Cyclohalanris indula, 
hos Pimania lilhocarpa (p. 34. i, fig. F\ o. 11., men derimod meget tynd hos Ci/clobatanus encleis- 
loat,/,u (p. 3».i, lig./.), Uun Pamiiialancea/ulia |l)rsted: llidrag o. s. v., lab. I- II, lig. 3(1), 
liOh Queicuu ^LtptdohalauuH) lyntlu (p. 3 i 5, lig. //) og lios Qucrcua (Leindob(danim) Sndleriana. 



11 341 

Med Hensyn til Skællenes Stilling savnes endnu hus flere Slægter {Casfanen , Fnynn, 
Nothofagus] luldslændige Oplysninger, henlede Ira Udviklingshistorien, ifølge Hofmeister 
ere de altid krandsstillede; Krandsene ere sædvanlig saa tætstillede, at Skællene ere tag- 
lagte. — Sædvanlig ere Skællene i samme Krands indbyrdes frie, kun hos Cyclobalanus 
og Cyclobalanopsis voxe de sammen og danne en helrandet eller landet Skede. Et lig- 
nende Forhold gjør sig gjældende hos de fleste Arter Nothofagus (Tab. VI, f. 8, 9), men 
hos N. obliqua ere de fuldstændig frie og hos N. Menziesii kun meget lidt sanimenvoxue 
ved Grunden (Tab. VI, f. 3, 4). — Hvad Skællenes Form angaaer, viser den væsentligste 
Forskjel sig i, om de ere delle — som hos Castanea, hvor de danne grenede Torne og hos 
Nothofagus alpina, hvor de ere fryndset-fligede — eller om de ere udelte, som hos de 
Heste Slægter. Hos de tre store Underslægler af Slægten Qiærcus viser der sig i Regelen 
en ioinefaldende Forskjel i Skællenes Form, saaledes at de hos Lepidobalanus have en nedre 
bred med Axen sammenvoxen, knudeformig udvidet Grund og en meget smallere fri Spids 
lp. 340, Dg. Z>, £)*), medens de hos Æ'ry/AroÅa/a?i«s ere trekantede (p. 340, tig. i*', O) og hos 
Cerris liniedannede (p. 340, fig. A, £]; dog er det hos denne Underslægt ofte kunde overste 
Skæl, som have denne Form, medens de nedre ere meget kortere og bredere. Hos Pasania 
have Skællene væsentlig samme Form som hos Quercus subgen. Lepidobalanus, men dcu 
nedre, bredere Del er som oftest saa nøie sammenvoxen med Axen, at den næsten ikke kan 
adskilles Ira denne, og den frie Del er sædvanlig spidsere og hos Pasania densiflora linie- 
formig forlænget. — Det er kun sjelden, al Skaalen er sanuiienvoxen med Frugten, som 
hos Cyclobalanus subgen. Encleistocarpus og hos Pasania subgen. Lithocarpcea. 

Hunblomsterne nærmest med Hensyn til Grifler og Ar. I min tidligere 
Afhandling har jeg vist, al der maa lillægges Griflerne og Arrene den største Betydning i 
Egefamiliens Systematik, og ved alle de Arter, som jeg har havl Ledighed til at undersøge, 
siden min Afhandling udkom, er jeg bleven bestyrket i Higtighedeu heraf. Ved disse Or- 
ganer dannes saaledes en skarp Adskillelse mellem Castaninæ med valseformede, stive 
oprelle Grifler, der i Enden have et punktformig Ar (p. 342, fig. ^ — /) og Quercineæ med 
Grifler af forskjellig Form (dog ikke valseformede), som altid have Arret udbredt paa hele 
den indad- eller opadvendte Side (p. 343, Qg. A — G). Det har fremdeles vist sig, at alene 
disse Organer danne et sikkert Grundlag for en naturlig Gruppering af de talrige, ved saa 
mange Overgangsformer forbundne, Arter af Slægten Quercus. Ved de paa Tab. V givne 
Analyser vil det saaledes sees, at Griflerne hos alle Arter af Underslæglen Cecr*'«, hvoraf jeg 
tidligere ikke havde kunnet undersøge ret mange Arier, have den samme liniedannede, i 

*) Blandt de Afvigelser, som her gjurc sii; gjælileiuli', foilJL'iU'i især al uilliævcs, al lius iioule Ai'U'i- ere 
de ovcrsle Skæl liiilecliiiiiicde som hos Cerris. saaledes lios Q. niacrocarpa ou, olioæfurmis, oa ho.s 
Lepidob. {Priiius) § serroides have Skællene VÆsetitlig samme Form som hos Knjtlnobalamts. 

■13* 



342 



12 






A~C Cyrlobalanua Beinwardlii A Hunblomst scct fra Siden, siddende paa den fælles Blomsterstilk i Hjornct 
af et Uækitkæl lar, h fuish' Anla'i; til Skimlen, endnu kim liestitaendc al en Krands af furneden sanimen- 
voxne Sk:[alskæl ; c Ulonistcrda'kke. li Giillcrne sele Ira oven. r (Jui; Kriial. omuiven af Skaalen. 

D — E Cyclobalamu coslata. Den itversle Del af llunljlonistfii , Itlcinislerdække oi; Griller, seet fra Siden. 
/.' Arrene sete (ra oven. 

F—O Cattanea vaca. F Griffel. O Den nversle Del af samme lidt mere forslorret. 

Jl l'atania Kort/iaUli. Griller uf sanmie. 

1 ('<utanea [CaitanopsU] argenlea Hunblomst. 



Enden spidse Porm, medens de hos Cnderslægten Lepidobalanus ere korte, flade, i Enden 
brede, næsten nyredannede (p. 3 43, fig. C, Z), G og Tab. VI, (ig. 20, 22, 23) og hos Under- 
slæglen £ry</iroiaJanu« liniedannede, i Enden udvidede (p. 343, (Ig. B og Tab. IV). I Kegelen 
er der til disse Karakterer i Grillerne knvllt-de egne l'orliiild ikke alene i Knigl og Skaal, 
men ogsaa I IMadcne; men naar dette ikkn er Tilfældet, iiaar Karaktererne krydse iiinanden, 
da har man altid i Griflerne et sikkert, til den rigtige Oplallelse af det naturlige Slægtskab 
ledendf C.riterium, saaledes som det har vist sig med llnisyn til Quercus agrifolia, der 
ikke, tiuiu man tidligere Ifølge dens Habitus sluttede, har sil na;rmestc Slægtskab med 



13 



343 









A Hunblomst af Quercus [Cerris] Cerris. a' Dækskæl. u, a Yderste Skaalskæl. b Blomsterciække. c Grifler 
B Hunblomst af Qutrcus (Erythrobalanus) ruber, omgiven af den unge Skaal; a dennes Skæl; b Blomsler- 

dække. 
C Griflerne, sete fra oven, af Quercus (Lepidobalamis) Prinus. 
D Griflerne, sete fra oven, af Quercus (Lepidobalaniis) oleoides. 
E Griffel af Quercus (Cerris) occidentalis. 

P Hunblomst omgiven af den unge Skaal af Quercus [Helerobalanus] semecarpifotia. 
G Hunblomst af Quercus {Lepidobalamis) peduncviata, omgiven af Skaalen (i), som er gjennemskaaren. 

a Blomsterdække. 



//eic-Gruppen, men derimod hører til Erythrobalanus (Videnskab. Medd. fra naturh. Foren, 
for Aarel 1869, p. 59), ligesom man oesaa alene ved Hjælp af Griflerne er istand til at 
bestemme Grændsen mellem Underslægten Cerris og Lepidobalanus [Prinus] § serroides. 
Fremdeles har det vist sig, at den lille Gruppe af mexicanske Ege, tidligere af mig henførte 
til Underslægten Lepidobalanus {sect. Macrocarpæa) , udmærkede ved deres store takkede 
Blade og store tykskallede Frugter, men især ved deres uligestorc Kimblade, ogsaa have 
særegne Forhold i Grillerne og Arrene (Tab. VI, f. 16—19), saa al de bør henføres til en 



344 14 

C(:i'ii rml('ri»t!i'gl i}tarrofi(il<wiis\, Of; ctideli;;, al cl ligiicndn Torliolil (fjor sifj pj ir Id en de i 
HtigrKrii|*pon, indeiilor livilken de saukuldle anlarctisko, ugsua i sau mange andre llcnsecrider 
arviguodc, Arter i Urinerne have Karaklerer (Tab. VI, f. 2, 7, 12, 6), som gjfire di-l ntidveii- 
digl al udsondre dem som en egen Slægt [Nothofagua). 

rr«gjomniel. Del er Mangelen eller Tilstedeværelsen af ufuldslændige Skille- 
vægge, som betegner den væsentligste l'orskjel i Frogjenunel. Frugtknuden er oprindelig 3- 
riimmet, som hos Quercus og Fayus, eller 'J — l2-rninn)ct, som hos Caalanea sens. str. og 
Cijclobalanus; men iios de Heste Arter forsvinde Skillevu'ggene ganske, saaledes navnlig 
hos Quercus aubgen. Lepidobalanus og Cerri.i, Cyclobalanopsis og Fagua. Kun bos Cyclo- 
balanua har Fruglen !)— 13 og hos Quercus subgeti. Erijlliroh(tlanus 'i ufuldsta-ndige Uum 
(p. 345, flg. G, M\, dog er der hos de llesle Arier af den sidslnæviile Underslag! kiui meget 
svage Spor af Skillev.eggene tilbage. Ved IJeslemmelsen af Frogjemmels væsenllige Egen- 
heder fortjener maaske lige saa megel som de falske Skillevægge de forskjellige Lags Ud- 
vikling i Forhold til hinanden al lages i Betragtning. Frngjeuimel beslaaer foruden Over- 
huden af lo Lag, el ydre fastere og lysere og el indre noget tyndere, losere og mnrkere 
af Farve. Saaledes er Forholdet næsten hos alle Sla'gter og Arter, kun ikke hos Pasania. 
Hos denne Slægt er Frogjemmels indre Lag megel lykkere end del ydre og springer sæd- 
vanlig frem i 3 l'arlier, som ere opfyldte med slorré eller mindre hule Hum, der minde 
om Lacunerne i Valnoddens Frogjenime (p. 3'i5, fig. A, li, C'|. Hvad Formen angaaer, er 
Frogjemmels Tviersnil i Heglen rundt, kun \wi Fnginece trekantet (Tab. VI, lig. 1—2). Fro- 
gjemmel frefnhyiler tor Itesten indenfor de Heste Slægter store Forskjelligheder i Form og 
T_\kkelse, saa al man fra det hos nogle Arter forekommende smalt aflange IVogjemme 
gradvis fores gjennein umærkelige Overgange hos andre Arter til del kugleformede eller 
nadlrykl-kuglelormede. Ilos Quercus subgen. Lepidobalanus er Frogjenimel sædvanlig æg- 
formet eller ægfornRl-aflangt og tyndt (p. 345, lig. /, /v), medens del hos aubgen. Enjtkro- 
balanus er kn;;leformel og ofte tykt (p. 3i.i, fig. (?i; dog Undes i begge disse Underslægter 
iiuerkelige Afvigelser fra denne Hegel; Frugjemmet er saaledes hos Queicus i Lepidobalanus] 
lijrala kugleformet og tykt (p. 3io, fig. //), enen derimod ægdanuel-allangt , spidst og tyndt 
hos Quercua (Erylhrobalanus) agrifolia (p. 315, LE). Hvad den Forl inilelse angaaer, som 
ujor sig gjældende mellem særegne Forhold i Frogj.uimel o;; Cirinerne, kan jeg henvise til 
min tidligere Afhandling (p. i!J|. 

Æg og l'ri). Der er altid to Æg i hvert iil' l'riigtkniidens lliiin, og da der i 
Kcgelen lindes tre lUini, og kun ét Æg udvikles til Fro, bliver der saaledes fem golde Æg. 
Disse golde Æ« sces altid i Fruglen og sædvanlig bæltede til Froels oversle Del (p. 31G, 
lig. //i eller nogel nede paa Siden (p. 3tU, lig. C, /''), sauleiles hos Caslanind; Faginem og 



15 



345 






Ue ovenfor staaende Ficurer tjene til at anskueligiijcire de væsentligste Forskjelligheder , som 

Krogjp.nimet frembyder. 

A — C vise de særegne Forliold i Frogjemmet, som udmærke Arterne af Slægten Pasania. Frøgjemmels Indre- 
lag er nemlig meget tjkt og forsynet med store (B) eller mange smaa (O) liule Rum. Å Tværsnit af 
Frøgjemniet af Pasania fenesirata. B af P. spicata og C af P. ihalasslca. 

D Tværsnit af den tyndskallede Frugt af Cydohalanopsis gilva. 

E Den lange spidse Frugt af Qnercu-i [Erythfobalansu. Stenocarpæa) agrifolia. 

F Tværsnit af Frugten og den med denne sammenvoxne Skaal af Pasania lithocarpa o Skaaicn. b Frn- 
gjemmet. 

G Længdesnit gjennem Finalen af Qaerrus tJu-)/lhro/jalantis] nthru. a ilet tykke Frngjemme, hh to af SkiUe- 
væsaene, c del ene af ile tre Parlier. Innri Kimhiadlesemel er delt. 



346 



16 



n Lvnitdeinlt tsj"""''" '''"' •>''•'<! Frogjcmmc (a) op don liPllornsliillr-ndc, tynde SknnI (i) af Qiitrcxu [Lepido- 

balanuM\ lyrala. 
I Don I Sknalcn Indoglullodc Frual uf Qutrcxii [Lepidnhalnmiti pedunrulata rar. Thomasii. 
K FroKJoniniot nf snmmr, Kjonnoniskonrol paiilnngs. a an(;ivor dot Sled, ovciiror hvilket Frusknllon er s^ni- 

meiivoxon med Frn^Joninicl. 
L Lirniiilosnlt gjennoin Friii:lon af Cyclobalanut encleutocarpa. a don mccol tynde, papiracliee, hele Frnelen 

iinielultonde Skaal : b det lyiiiie Frnsjommr: c en af de I'.' ufuldslændiKe Skrllcviri.'ue; d en Tra Bninlcn 

at Fruiilen iidgaacnde Ophoinliii:, dannet af en teniinelii; lus, svanipct Subsl^iiis. Inorpaii Frnet i«l hviler. 
U Tværsnit af FrKgjcinnict af Cyclobalanut Omalokot. 
















A Fru af Quercu3 LepUlobalanus peduncutatit rar. T/iomaaii. 

li llnnden af Fropjeniniet af samme Keeart, sol ovenfr.i. for at vise lie i golde Æ«. 

<: Fru af Cyclobalauopsia gilra, lidt forstorret. 

IJ Fru af Cyilobalantu cncUulocarpa. 

E Fr« af Querriu i Marrobnlaniu] stromboearpa. 

F Fr« af Querrua {JCryllirobidiiniu) rtibra. 

O Fru af l'umnia [< lUamydobidamu] limccivfolia. 

11 Frii af Querctu {Kryllirobalaniu, Stenocarpten) ayrijolia. 



17 347 

blandt Quercineæ. hos Cyclohalanopsis og Quercus subgen. Erythrohalanus \ sjeldnere sidde 
de ved Grunden af Frøet, nemlig hos Quercus subgen. Lepidohalanus og Cerris (p. 340, 
flg. jBog Tab.Vl, fig. 13). Æggene ere halvomvendte, epitrope, oventil rørformigt forlængede 
og med en stor opadvendt Kimmiind (Tab. VI, fig. 14 — 15). — Frøet har, da det udfylder 
hele Frogjemmels Hulhed, væsentlig samme Form som Frugten. Den væsentlige Modsæt- 
ning i Frugten, som gjor sig gjældende mellem Fagineæ paa den ene og Quercineæ og Ca- 
staninæ paa den anden Side, gjentager sig ogsaa i Frøene, idet nemlig Kimen hos først- 
nævnte Gruppe har flade bladagtige foldede Kimblade, som hæve sig over Jorden ved 
Spiringen, medens hos de to sidstnævnte Grupper Kimbladene ere tykke og kjødede og 
forblive underjorden. Hos næsten alle Arter af Quercineæ frembyde Kimbladene væsentlig 
samme Forhold; de ere ens store, flade paa den indadvendte og hvælvede paa den udad- 
vendte Side (p. 346, Og. ^ og i^, p. 345, flg. D); som oftest indbyrdes frie, sjeldnere sammen- 
voxne til ét KImbladlegerae; dog ere de hos Quercus subgen. Macrobalanus uligestore 
(p. 346, fig. E) — Kimroden er da sidestillet, medens den ellers er endestillet — og hos 
Quercus subgen. Erythrobalanus ere Kimbladene paa tre Steder mere eller mindre dybt 
indskaarne tor at give Plads til de ufuldstændige Skillevægge (p. 345, fig. (r). Qos Castaninæ 
er Kimen enten som hos Quercineæ (p. 346, fig. F), eller den er delt i 9 — 12 Lapper og 
desuden undertiden meget fladtrykt, som hos flere Arter Cyclolalanus (p. 346, fig. D). Hos 
Pasania subgen. Chlamydobalanus trænger Frøskallen paa mange Steder ind i dybe uregel- 
mæssig bugtede Ridser, og da Kimbladene her ere saramenvoxne, vise de i et Tværsnit 
ganske det samme Forhold som den saakaldte marmorerede Frøhvide (albumen ruminatum) 
p. 346, fig. G. 



IL 

Sammenligning mellem den indre Bygning af Stammen hos Egen, 
Kastanien og Bøgen. 

(Hertil Tal). VIII) 

Det gjælder som almindelig Regel, at de Planter, som stemme mest overens i mor- 
fologisk Henseende og derfor ogsaa stilles hinanden nærmest i Systemet, ligeledes vise 
størst Overensstemmelse i deres indre Rygning. Man har derfor betragtet det som en 
Afvigelse fra denne Regel, at Kastanien, der i Almindelighed antages for nærmest beslægtet 

ViJtnik. Selsk. Skr, 5 Bække, iialurviaensk. oe mnlhem, AfJ. 9 B, V. M 



348 18 

med nrtgen, ikke doslo mindrR i indre Bygning har mest Lished med Egen*). Det gjælder 
fremdolfs som almindelig llef.'el, at de Træer, som i systematisk Henseende staa hinanden 
nærmest, ogsaa cre de, som lettest kunne podes paa hinanden"). Del er derfor ligeledes 
bleven betragtet som en Afvigelse herfra, at man vel er istand lil at pode Kastanie paa 
Kg, men derimod ikke paa Itug. 

Efteral jeg har vist, at del beroer paa en, paa mangelfulde Iagtta- 
gelser grundet, urigtig Opfattelse af Karaktererne hos disse Planter, al man 
lige siden Linnés Tid har antaget Kastanien for nærmere beslægtet med 
Rogen end med Egen, idet Hug og Eg i de fra Blomsterne hentede væsent- 
lige Forhold — iivad man hidtil ganske har overseet — stemme meget mere 
overens end Bøg og Kastanie, vi! det indsees, at ikke alem! de nysnævnte 
Afvigelser falde bort, men denne nærmere Overensstemmelse i den indre 
Bygning mellem Kastanie og Eg kommer lil at tjene som en smuk Bestyr- 
kelse for Rigtigheden af et af de væsentligste Punkter i den af mig fore- 
slaaede systematiske Inddeling. En kort Sammenstilling mellem Lighederne og For- 
skjellighederne i den indre Bygning hos Egen, Kastanien og Bugen turde derfor maaske 
her være paa sin Plads. 

Egen. Barken vedbliver i de første 26—35 Aar al være næsten glat, da der 
Onder saa livlig Celleformering Sted i Korken og den øvrige Del af Barken, at denne voxer 
i Omfang i samme Forhold som Vedet; men mellem det 25de og 3ote Aar begynder Livs- 
virksomheden i de ydre Dele af Korken at høre op, og der dannes Revner og Furer, som 
stedse irænge dybere ind i Barken, efterhaanden som de bortdøende Cellelag forøges. Som 
hos alle Træer, der have Skorpebark [rhijtidoma, "Borke«), er del tynde Lag af Læderkork 
[periderma], som betegne Grændsen mellem de ydre borldøde Dele af Barken og de indre, 
som endnu ere i Livsvirksomhed, og som her ogsaa bortskære Parlier af Basten. Af denne 
dannes der hos Egen hvert Aar nye Lag. 

Allerede ved en løselig Betragtning af Slammens Tværsnit (fig. 5) viser sig flere meget 
karakteristiske Forhold. For del første ere de meget brede, temmelig tælstillede Marv- 
straaier (m) iøinefaldende og jdernæst en overordentlig skarp Adskillelse mellem Aarringeue, 
fremkaldt ved en væsentlig Modsætning i Størrelse, Antal og Fordeling af Karrene i Aar- 
ringens inderste og ydre, senere dannede Del. Den inderste Del af Aarringen be- 
staaer fornemmelig al meget vide Kar, der i et Tværsnit vise sig som en Kreds af store 
Porer [k). i den øvrige, meget større Del af Aarringen ere Karrene meget smaa og danne 



*i HoKziiianii : feber den Bau des Holzee, p. 98. 
") Mohl Ule veget Celle. p. 107. Anmrkn. I 



19 349 

ikke nogen sammenhængende Kreds, men vise sig i Tværsnittet for del blotte Øie eller ved 
en svag Forstørrelse i den mørkere af Vedceller dannede Grundmasse som lysere, næsten 
parallelt med Marvstraalerne løbende, lidt buekrummede eller bugtede Striber. Ved en 
ringe Forstørrelse komme to andre for Egen karakteristiske Forhold tilsyne, nemlig: meget 
smalle, men næsten ens store og i temmelig regelmæssig Afstand fra hinanden stillede 
Marvstraaler (fig. 5, 6, 1 m') og Vedparenchymet, der viser sig som smaa, matte, bølgede, 
med Barken næsten parallelt løbende Striber, 5 — 6 i hver Aarring (fig. 5^j). — iMarvstraalernes 
Celler ere tavleformede og have en tyk, navnlig i Enden af Cellerne brunlig Hinde, der 
er forsynet med Porer paa alle Væggene, og et brunt Indhold (fig. 6 m'). De smalle Marv- 
straaler ere dannede af et enkelt Cellelag, 10—12 Celler høit (fig. 7 m'). Vedparenchymets 
Celler stemme væsentlig overens med Marvstraalernes, men de have kun Porer paa de med 
Marvstraalerne parallele Vægge (fig. 7, 8 p) og paa Tværvæggene (fig. 6p). — I de store Kar 
sees ofte de saakaldte Thyller eller Udkrængninger af de til Karrene stødende Celler, som 
voxe ind gjennem Karrenes Porer og derpaa udvide sig blæreformigl. — Vedcellerne ere 
dels egentlige Vedceller (fig. 7—8 v), dels karlignende Vedceller (Tracheider), (fig. 7—8 t). De 
ere ikke saa tykvæggede som hos Bøgen, mere trinde — i et Tværsnit mere runde — end 
hos Bøgen og adskilte ved større Mellemcellerum (fig. 6). 

Kastanien {Castanea vulgaris} har i sin indre Bygning i det Hele, hvad der ogsaa 
er almindelig antaget, stor Lighed med Egen. Barken frembyder væsentlig de samme For- 
hold som hos Egen. Et Tværsnit af Kastaniens Stamme viser samme Fordeling af Karrene 
(fig. 9): meget store, i en Kreds forenede Kar i den inderste om Foraaret dannede Del af 
Aarringen, og mange smaa derfra i bugtede Striber udgaaende, og her sees ligesom hos 
Egen talrige temmelig ensstore smalle Marvstraaler; derimod giver her sig en iøinefaldende 
Forskjel tilkjende i Mangelen af brede Marvstraaler, og deri, at Vedparenchymet er saa lidt 
udviklet, at det ikke sees uden ved mikroskopisk Undersøgelse. — Baade Marvstraalernes 
og Vedparenchymets Celler ligne Egens, frembyde samme Forhold i Porernes Fordeling 
(fig. 10—12) og have ligeledes et brunt Indhold. Derimod ere Vedcellerne meget forskjel- 
lige; de ere nemlig tyndvæggede, hvorfor ogsaa Kastanievedet alene ved sin forholdsvis 
ringe Vægtfylde let skjelnes fra Egevedet. Vedcellerne have et rundagtig-firkantet Tværsnit 
(fig. 10 under g); kun de meget mindre Vedceller, som afslutte Aarringen, ere noget mere 
tykvæggede og have et rundagtig-rectangulært Tværsnit (fig. 10 over g). Vedcellerne ere 
dels egentlige Vedceller (fig. 11 ®), dels Tracheider (fig. 11 t). — Karrene ere langtfra lige 
vide i alle Aarringene; fra den 1 Ode— 15de Aarring tillage de betydeligt i Vidde. 

Bøgen adskiller sig baade i Barken og Vedet meget væsentlig baade fra Egen og 
Kastanien. Barken udmærker sig navnlig derved, at den indtil Træets høieste Alder holder 

44* 



350 20 

»ig plal, OU (lorved, al der kun del rnrsle Aar dannes Hast. Harken, haadc I.æderkorken 
OK Uarkparencliymel, voxer stadig i Omfang i samme l'orliold som Vedlcgemel, men den 
vpnaaer kun en ringe Tykkelse. Enerhaanden gaa Barkparenchymets Celler uver til al 
blive mepcl lykvæpgede Sclerencliymfellcr, og saadanne Iræde ogsaa i Haslens Sled. En 
li);nendi' Omdannelse undergaa ogsaa Cellerne i Marvslraalerni', , som fra Vedel fortsælle 
sIk' ind i Karke.i, og selv i den Del af Vedels Marvslraaler, som ligge nærmesl Uarken. 
Ilerpaa grunder det sig, al disse fortykkede Partier af Marvstraalerne, naar Barken løsnes, 
blive siddende paa dennes Indreside, som slørre og mindre kileformede Fremragninger. — 
I el Tværsnit af Vedet ere de talrige brede Marvslraaler ioinefaldende, men de ere kortere 
end hos Egen. Del er ved dem, al Vedcellerne faa det buglede Lob. Desuden findes her 
en stor Ma-ngde smalle Marvslraaler, saa at Marvstraalerne i det Hele udgjøre Ve — ','4 af 
Vedel. Dernæst adskiller Bøgen sig væsentlig Ira de to foregaaende Slægter ved Karrene, 
som have en langt ringere Vidde og ere mere ensformigt fordelte over hele Aarringen 
(Og. 1). De enkelte Marvslraale- og Vedparenchymceller ere som hos Egen, men Indholdet 
er stærkere farvet af en rodgul Olie, som enlen er fordelt over hele Slimen eller danner 
slorre og mindre kugleformede Draaber (fig. 2 — 4 >«, m', p). Ogsaa i Vedcellerne er Bøgen 
meget forskjellig fra Egen og Kastanien. Vedcellerne ere karlignende, saa tykvæggede, al 
den indre Hulhed næsten er forsvunden, og saa skarpkantede, al Mellemcellerummene 
mangle eller kun ere meget smaa (Gg. 2). Det er ved disse Forhold i Vedcellerne, at 
Vedels Haardhed, Vægtfylde og store Værdi som Brændsel belinges. 



III. 

Systeiimtisk Udsigt over Egefamilien. 

I min tidligere Alhandling har jeg vist, at fiere Afdelinger af Egeslægten, saaledcs 
som denne opfattes af De Candolle, nemlig Sectionerne Androgyne^ Fasant'a, de fleste 
Arter af Cydobalanus , Chlamydobalanus og Lithocarpus, baade i deres væsentlige Karak- 
terer og i Habitus stemme langt mere overens med Kastanierne end med Egene, saa al 
de i al Fald snarere maatte henl'ores til Slæglen Castanea end til Quercus. Fra Kastanie- 
slægten ere imidlertid de nysnævnte Ege saa afvigende i Skaal, Blomst og Frugt, al det 
ikke vilde staa i Overensstemmelse med de Regler, som ellers lægges til Grund for Slæg- 
ternes Begrændsniog, om man vilde drage dem ind under samme. Jeg har dorfur l'ore- 
slaael al henføre disse Egearler til lo egne Slægter, Pasania og Cyclobalanus, som i l"or- 
ening med Castanea danne en naturlig begrændsct lille Cruppe (Caataninæ). Bogene der- 



21 351 

imod har jeg tidligere troet at burde stille sammen med Egene, da de i Grifler og Ar 
stemme væsentlig overens med disse. Efter imidlertid at have gjort Bøgene til Gjenstand 
for en mere indtrængende Undersøgelse, er jeg kommen til det Resultat, at disse Planter 
frembyde saa karakteristiske Forhold i Frugt, Frø, Spiring og indre Bygning, at de syste- 
matiske Afstande mellem Slægterne i denne Familie vistnok rigtigere betegnes ved at hen- 
føre Bøgen — der, som i det Følgende vil blive vist, ikke indbefatter én, men to Slægter 
— til en egen Gruppe, saa at Cupulifererne altsaa falde i tre mindre Grupper eller Under- 
familier: Quercineæ, Fagineæ og Gastanince, der kunne adskilles paa følgende Maade: 

1. Styli secus superficiem internam stigmatosi 

a. Cotyledones foh'aceæ, germinatione epigeæ : Fagineæ. 

b. Cotyledones crassæ, piano- convexæ, germinatione liypogeæ: Quercineæ. 

2. Styli apice tanttim stigmatosi: Gastaninæ. 

Fagineæ. 

Styli secus superficiem internam stigmatosi. Nux triquetra. Gotyledones foliaceæ, 
germinatione epigeæ. — Folia vulgo dublicato-crenata. Amenta mascula pendentia vel jlores 
masGuli solitarii vel pauci uggregati. Involiicrum jlor. fem. quadricalre. 

Bøgeslægten frembyder, saaledes som den af de fleste Forfattere er bleven opfattet, 
et meget afvigende Forhold i sin geografiske Udbredning. Af de 13 Arter, hvoraf den be- 
staaer, er der nemlig 3, som tilhøre den nordlige Halvkugle, blandt hvilke Fagus sylvatica 
er udbredt over den største Del af Europa, medens F. ferruginea har en stor Udbred- 
ning som skovdannende Træ i den østlige Del af Nord-Amerika og F. Sieboldii er 
indskrænket til Japan. De 12 andre Arter derimod have deres Eljem i en ganske anden 
Del af Jordkloden, nemlig i den sydligste Del af Chili, paa Ildlandet, paa Ny-Zeland og 
Van Diemens Land. Der flndes vistnok ogsaa andre Slægter af træagtige Planter, som 
Bibes , Berberis og Bubus, der ere fælles for Nord-Amerika og Chili, men disse optræde 
da ogsaa gjennem hele Andeskjæden. De to Cenira for Bøgearternes Udbredning derimod 
ere adskilte fra hinanden ved ikke mindre end 80 Bredegrader. Her paatrænger sig saa- 
ledes af sig selv det Spørgsmaal: om den sydlige Halvkugles Arter ogsaa ere ægte Boge, 
eller om de med Føle ere henførte til samme Slægt som F. sylvatica. Det er dette Spørgs- 
maal, som jeg har søgt at besvare, og jeg er kommen til del Resultat, at den nordlige og 
den sydlige Halvkugles Arter henhøre til to meget vel sondrede Slægter, saa at altsaa her- 
ved den ovenfor antydede plantegeografiske Anomali fjernes. 

Rigtigheden af denne Paastand vil blive indlysende ved en nærmere Betragtning af 
de forskjellige Organer hos Nord- og Syd-Bøgene, som jeg her for Kortheds Skyld vil be- 
tegne dem. 



S52 22 

niadcnr hos Syd-Døgene ere altid smaa o*: i Regelen læderagtige 6g toaarige, 
men de udmærke sig dog navnlig derved, at de ere doblielt rundlakkede (Tab. VI, 
flg. 25—28), forsaavidt de ikke ere ganske helrandede, og ved llibbefordelingen. Sccundær- 
ribberne dele sig nemlig i nogen Afstiiiid Tra Kanden i lo Orcuc, ar inilke der lober én ud 
i hver af de to Takker (Tab. VI, lig. 26 og 2G|, eller de lnbe uden al dele sig lil Bunden 
af Indsnittene mellem Ilovedtakkerue (Tab. VI, lig. 27), el Forhold, som vist er meget sjel- 
dent i Planteriget. Nurd-ltøgenes Ulude derimod ere meget slorre, linaarige, enten utydeligt 
dobbelt rundlakkede, som hos F. aylvatica, eller landet-takkede, som hos F. ferruginea. 
Secundærribberne danne i Enden en lille Bue, blive her meget tynde og tabe sig ganske, 
inden de naae Knden af Takken (Tab. VI, flg. 29). 

Hlomslerstaud. Uos Syd-Bogene sidde liaublomslerne som oftest enlige paa 
korte Stilke i Bladhjernerne, sjelden tre sammen, som hos F. fusca og F. Dombeyi. De 
altid smaa Skaale ere ligeledes enlige og kortstilkede. Hos Nord-Bogene derimod ere 
llanblomslerne forenede lil en kugleformet Hakle, som bæres af en lang Stilk, og disse 
Rakler komme frem fra Hjørnerne af de nedre skælagtige Blade paa Aarsskuddene og ere 
hængende, medens Skaalene sidde i Enden af en opret Slilk, der kommer frem fra Hjørnerne 
af de fuldkomne Blade hoiere oppe paa Aarsskuddel. 

Skaaleue og Skaalskællene. I disse Dele viser der sig store Forskjelligheder 
mellem Nord- og Syd-Bogene. Hos Nord-Bogene ere Skællene paa de firfligede Skaale 
syldannede, spredte og saa uoie sammenvoxuf med Skaalens Axedel, al man tidligere antog, 
at denne alene var dannet af de sammenvoxne Skæls Grund. Her findes kun lo Blomster 
i hver Skaal. Syd-Rogene have altid en meget lille Skaal, som indeslutter tre Blomster. 
Den er vel i Reglen flrfliget, men hos nogle Arter, navnlig hos F. betuloides og F. Dombeyi 
maa den dog snarere siges al være dannet af lo dyblkløvede Tlige. Her linder altid en 
langt skarpere Adskillelse Sted mellem Skaalens Axedel og Skællene. Hos F. Dombeyi be- 
slaaer hver Flig af en nogen i Spidsen loklovel Axedel, som midt paa Ryggen bærer el 
Skæl. Et lignende Forhold har jeg ofle fundet hos F. betuloides. Skaalen beslaaer da af 
lo Flige, som hver er dell i lo trinde Grene, og ved Grunden af hver Flig sidder der ét 
Skail; for Resien er Axen ganske nogen. Hos F. antarctica er hver af Skaalens fire Flige 
ofle i Spidsen dell i to uligestore Grene (Tab. VI, fig. 10), og her findes ofte kun ét stort 
fladi Skæl, som næsten i hele sin Længde er sammenvoxel med Axedelen (Tab. VI, fig. II). 
I Reglen er hver Flig dog forsynet med mange Skæl, men som deri ere væsentlig forskjel- 
lige fra Skællene hus Nord-Bøgene, at de ere krandsslillede (Tab. VI, flg. 3, 8, 9). Skæl- 
lene i hver K rands ere da sjelden frie som hos F. obliqua, Cunninghami og Meiiziesii 
(Tab. VI, lig. 4), men mere eller mindre sammenvoxne, saa at der i hver Rækkes Sled 



23 353 

opstaaer et i Spidsen tandet Skæl (Tab. VI, flg. 8 og flg. 9). Syd-Bfigene komme saaledes 
med Hensyn lil Skaalskællene til at forholde sig til Nord-Døgene paa samme Maade som 
Gyclobalanopsis lil Quercns. 

Blomsterne. Hanblomsterne frembyde, ligesom hos Cupuliferernes Familie i Al- 
mindelighed, saaledes ogsaa hos Bøgene ikke væsentlige adskillende Mærker. De fleste 
Arter have ligesom vor Bøg et klokkedannet, 6-delt Blomsterdække og 6—12 fremragende 
Støvdragere. Dog gjør F. obliqua, som ogsaa i andre Henseender er mere afvigende, her- 
fra en UndtagoJse. Hos den have nemlig Hanblomsterne et fladt-skaaldannet uregelmæssig 
rundbugtet Blomsterdække og 30 — 40 Støvdragere. 

Hunblomsterne have hos alle Bøgene et trekantet Underbæger, men i Formen af 
Blomsterdækkets Blade og navnlig af (iriflerne ere Nord- og Syd-Bøgene meget væsentlig 
forskjellige. Hos Nord-Bøgene ere Blomsterdækkets 6 Blade liniedannede og de 3 Grifler 
ere lange, liniedannede, spidse, udvendig haarede og paa den glatte indadvendte Flade be- 
klædte med Arret (Tab. VI, fig. I). Hos Syd-Bøgene derimod ere Blomsterdækkets Blade 
trekantede, og de tre af disse gaa meget gradvis over i Underbægerets vingeformede Kanter, 
saa at de vise sig som disses frie Spidser. Desuden ere disse tre i Reglen længere, og 
hos F. Menziesii (Tab. VI, lig. 2) have de i Spidsen samme hovedformede Udvidning som 
Skaalskællene. Griflerne ere korte, næsten valseformede, i Enden butte eller hovedformig 
udvidede, underliden indbyrdes sammenvoxne, saa at kun Spidsen er fri. Af Frugterne og 
Frøene, som synes at være meget sjeldne i Herbarierne (jvnf. DC. Prod. IB, p. 117), har 
jeg desværre ikke havt tilstrækkeligt Materiale til at kunne afgjøre, hvorvidt der heri viser 
sig væsentlige Forskjelligheder mellem Nord- og Syd-Bøgene. Medens Kimbladene hos 
F. sylvatica ere foldede, synes de hos F. antarctica, efler et Tværsnit af Frøet i Hookers 
Flora antarctica Tab. CXXllI fig. 3 at dømme, at være sammenlagte. 

Ifølge den ovenfor anstillede Sammenligning ere Nord- og Syd-Bøgene saa for- 
skjellige baade i alle væsentligere Forhold og i deres Habitus, at der ikke kan være nogen 
Tvivl om, at det vilde stride mod den Opfattelse af Slægterne og deres Begrændsniug, som 
ellers i Almindelighed gjøres gjældende, om alle Arter forenedes i én Slægt. Jeg vil derfor 
foreslaa at gjenoplage den af Bl urne niere antydede, end egentlig begrundede Slægt No- 
thofagus (Mus. FjUgd. bal. 1, p. 307) og herunder henføre alle fra den sydlige Halvkugle 
kjendle Bøge. 

De adskillende Karakterer mellem de to Slægter af Bøgegruppen ere følgende: 



854 



24 



Rladcnc : 



nanlilomsternc: 



Skaalskællene: 



IJlomsterdakkel: 
(hos lluDblomsten) 
Griflerne: 

KimbladeDe: 



Nolhofagus. 

sniaa, næslen allid læderagtige og 
toaarigc, dobbelt rundtakkedc 
eller helrandede; Secundærrib- 
bernc gaa enten til Ilanden a( 
Indsnittene mellem Elovedtak- 
kerne eller dele sig i lo firene 
hen imod Handen ; 

enlige eller tre snmiiipn i Ulad- 
lijornerne; 

krandsstillede, sæJvanlig Skællene 
i hver Krands indbyrdes sam- 
menvoxoe; 

G trekantede, ofte de 3 storre; 

korte, i Enden hutle olier hoved- 
formede; 
sammenlagte (?); 



Fagus. 
énaarige, rundtakkede eller lan- 
det-lakkede ; Secundærribbcrne 
ende i en lille Hue og blive 
meget tynde nd imod Spidsen 
af Takkerne. 



i hængende, langstilkede, kngle- 

formede Hakler. 
liniedannede, spredte. 



6 liniedannede ligestore Blade, 
lange, liniedannede, spidse, 
foldede. 



Nolhofagus Blume. 

Conspectus specierum. 

1. Stylt breves acuti. Perigonium flor. mase. late cupulare, irregulari/er viul- 
ttlobum; stamina 30 — 40. Involucri squamæ liberæ. 

\ ebliquii (Mirb.) Mern. Mus. t. 23. — DC. Prod. Vol. 16, p. 119. 

2. Slyli breres obtusi. Perigoinum flor. mase. 5 — 6 lobum\ slamina c. 12. Invo- 
lucri squamæ inter se connatæ. 

a. Folia in vernatione secus coslas lalerales jdicata. 
\ anlarctira (Korsl.) Hook. rior. anl. t. 123. — DC. p. 120. 
N. (Junnii (Hook. III.) Hook. Icon. t. 8H1. — DC. p. 120. 

N. alpina (I'oep. et Endl.) Nov. gen. 2 1. 196. — DC. p. 121. 
N. procera (Poep. et Endl.) Nov. gen. 2 t. 197. — DC. p. 121. 

b. Folia secus coslas lalerales non plicata. 

a. Folia diiblicalo-crenata; costce lalerales apice bifurcalæ. 
?l. Dsmliryi (Mirb.) Mern. Mus. H 1. 24. — DC. p. 121. 
I* briuloide* (Mirb.) 1. c. t. 25. — DC. p. 121. 



25 355 

N. fusca (Hook. fil.) Hook. Icon. t. 630 et 631. — DG. p. 122. 
N. IBenziesii (Hook. fil.) Hook. Icon. t. 652. — DC. p. 122. 
N. Cunninghami (Hook.) Journ. of Bot. 2 t. 7. — DC. p. 122. 

/?. Folia integra. 
N. Solandri (Hook. fil.) Hook. Icon. t. 639. — DC. p. 122. 
Ji. Cliffortioides (Hook. fil.) Hook. Icon. t. 673. — DC. p. 122. 

Fagus Tourn. 
Conspectus specierum. 

1. Folia subduplicafo-crenata. 
F. syhatica L. — DC. p. 118. 

2. Folia grosse crenata. 

F. Sieboldii Endl. F. crenata Blume. — DC. p. 119. 

3. Folia serrato-dentata. 

P. ferruzinea Ait. Michx. arb. Arner. t. 8. 



Quercineæ. 

Slyli secus superjiaiem internam stigmatosi. Nux ovata vel subglohosa. Cotijledones 
plano-convexæ , germinatione hjpogeæ. — Folia sæpius varie lohata. Amenta mascula pen- 
dentia. Involucrum flor. fem. cupuliforme. 

1. SquamcE cupulm imbricatce: Quercus. 

2. Sguamæ cupulæ veriicillatæ in lamellas concentricas latera- 

liter coalitæ: Cyclobalanopsis. 

Quereug L. 

Conspectus subgenerum. 

1. Cotijledones æquales. 

a. Styli lineares apice acuti. 

a, Folia serrata: C er ris. 

jS. Folia integra: Heterobalanus. 

b. Styli lineares, apice dilatati: Erythrobalanus. 

c. Styli breves, lati, rotundati: Lepidobalanus. 

2. Cotyledones inæquales: Macrobalanus. 

Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og malhem. AtJ. 9 Bd V 45 



356 26 

Subgenus. Ccrris. 
(Quercus. Seclio 1. Lejiidolalanus DC. jjro parte). 

Sitjti suhulatt. Ciipulæ squaniæ plerwquc vel sallem superiores lineares vel suhu- 
lafce reflexæ. Glans oroidea secundo anno malura (in duabus speciehus jam primo anno). 
Ovula avortiva circa basin seminis aj'jixa. Folia e bast ovata vel subcordata oblonga 
grossc serrata, rarius denlala, sublus sæpius stellato-tomenlosa ^ biennia (in Q. Cerri 
annua). Coatæ secundariæ rectæ, parallelæ, marginem attingentea; costæ tertiariæ nume- 
roscB stil^parallelæ. 

Sedio 1. Eucerris. Folia grosse serrata vel pinnatijida, raro dentata. 
§ 1. Pinnadfidæ. Folia oblonga, pinnatifida. Squamee subulatæ. Glans cijlin- 
dracea, acuminata. 

Q. Cerrls L. DC. 1. c. p. il. — Kotschy Eicli. t. 20. Q. austriaca Willd. 

§ 2. Dentat o-serrat æ. Folia oblongo-ovata, grosse dentato-serrata (raro pinna- 
lifidal. Sfjuamæ lineares vel ligiilatæ. Glans apice truncata. 

Q. macrolopis Kolscliy Eicli. t. 16. DC. 1. c. p. 45. Q. Ægilops L. sp. pro parte. — 

Q. Græca Kotscliy 1. c. t. 30. Squamæ ligulatæ. 
Q. Vallonra Kotschy Eicli. t. 7. DC. 1. c. p. ■45. Q. Ægilops L. pro parte. Q. Vngeri 

Kotscliy I. c. t. 1.3. Cupula altior, magis clausa, squa7næ breviores et crassiores 

qitam in antecedente. 
Q. Jlacrdonica DC. 1. c. p. 50. Q. Ægilops Grisebacb. «Folia margine undulato- dentata 

>el crenata cum mucrone brerio. 
Q. Ehrenbergii Kotschy I. c. t. 15. DC. 1. c. p. 16. Folia nunc lobato-serrata nune pinna- 

tijida. Squamæ laxæ erectæ, auperioribus lanceolatis. 

^ 3. Serratæ. Folia lanccolato-orata, serrata, sublus tomento brevissimo denso 
incano lecta. Glans cijlindraceo-ovata, acuminata. 

Q. castaopcfolia C. A. Mey. DC. I. c. p. 49. Kotschy I. c. t. 40. Squamæ sub fructu ma- 
turo omnes reflexæ. 

Q. Fersica Jaiib. et Spach. ill. pi. or. t. 55. DC. 1. c. p. 47. Kotschy I. c. t. 28. Cupulæ 
infundibuliformis squamæ inferiøres ovatæ, adnatæ. 

%, pseuilosuber Santi. DC. I. c. p. 43. Kotschy 1. c. 1. 35. Q. castaneæfolia Cosson. 
I it,m( fuliis obtuse lobatis et fructu majore (Q. haliphleos Giiss.j relfoliis angustioribus 
nerruturts acutioribus et cupula abbreviata (Q. Hispanica rar. ægilopifolia Lam. et var. 
Gibrallarica Lam.). Inter Q. Cerrim et Q. castaneæfoliam medium fere locum lenet, 
bane aquamis illam fuliis accedens. 



27 357 

§ 4. Dent at æ. Folia ovalta dentata vel sinuato-dentata. Glans cylindracea 
acuminata. 

ft. Pyraml Kotschy 1. c. t. 3. DC. 1. c. p. 45. 

ft. Ithaburensis Decsne. Kotschy 1. c. t. 12. DC. 1. c. p. '44. Folia bullata. 
Q. alnifolia Poech. Kotschy 1. c. t. 6. DC. 1. c. p. 40. Folia suhrolunda. Species sect. 
tert. in primis squamarum cupularium indole accedit. 

§ 5. Mucronatæ. Folia e iasi rotundata vel cordata ovato-lanceolata, dentato- 
serrata, dentibus longe mucronatis. Cupula campanulata majorem v. magnam glandis apice 
truncatæ depressæ partern tegens; sqiiamæ multo hreviores, magis adpressa qitam in specie- 
bus antecedentibus et fere omnes erectæ. 

ft. Brantii Lindl. Kotschy I. c. t. 31. DC. 1. c. p. 46. 

Q. oophora Kotschy 1. c. t. 26. DC. 1. c. p. 47. 

Q. vesca Kotschy I. c. t. 36. DC. 1. c. p. 48. 

ft. Tchihatcheffii Kotschy. DC. 1. c. p. 48. 

Q. Look Kotschy 1. c. t. 21. DC. 1. c. p. 47, 

Q. Trojana Webb. Jaub. et Spach. III. pi. or. t. 57. DC. 1. c. p. 47- 

a. regia Lindl. Kotschy 1. c. t. 11. DC. 1. c. p. 48. 

H. Libani Oliv. Kotschy 1. c. t. 5. DC 1. c. p. 49. Folia glabrata. 

Hue species sequenies pertinere videntur: 
Q. serrata Thimb. DC. 1. c. p. 50. 

ft. Iloxburghii Endl. Q. serrata fi Roxburghii. DC. 1. c. p. 51. Distincta species esse 
mihi videtur; ab antecedente in primis directione costarum secundariarum et jorma 
serraturarum differt. 
Q. Tariabilis Blume. DC. 1. c. p. 50. 
Q. Chineusis Bunge. DC. 1. c. p. 50. 

Seclio 2. Suber. Folia ovalia, dentata, subtiis tomento brevissimo denso incano 
velutina. Cupidæ turbinatce squamæ breves adpressæ, supremæ longiores lineari-lanceolatæ. 
Q. Suber L. DC. 1. c. p. 40. Reichb. le. 12. t. 7. Fruetus maturatio annua. 
(1. occidentalis Gay. Kotschy 1. c. t. 33. DC. 1. c. p. 44. Ab antecedente foliis ultra 
annum vix perstantibus et maturatione fructus bienni differt. 

Sectio 3. Ilicoideæ. Folia parva coriacea rigida spinoso-dentata, advlta glabra. 
Squamæ cupidares lineares liberæ rigidæ sæpius reflexæ. 

%. coccifera L. Kotschy I. c. t. 29. DC. 1. c. p. 52. Q. pseudococcifera Desf. Gallæ 
rubrm pisifoi'mes Kermcs præbent. 

Q. cailiprinos Webb. Kotschy 1. c. t. 8 et t. 19. DC. I. c. p. 54. Q. pseudococcifera 
Uook. f. in Trans. Linn. soc. v. 23. p. 381. t. 36— 37. Q. ecAj'natø Kotschy. Q.inops 



858 28 

Kotscliy. Q. rigida Willd. Q. Paletitina Kolscliy. Ab antecedente squamis cupulari- 
hus longiorihuSy glande vulgo ohtusiore et floribus femincis differt. 

Q. rfnilrl Kolscliy I. c. 1. 21. DC. 1. c. p. 56. 

Q. VurhrrI Jaiib. ri Spacli. III. pi. or. t. 58. DC. I. c. p. 56. 

Subgenus. Ilotcrolialauus. 

ørsted: Bidrag o. s. v. , p. 69. 

Quercus semecarpifolia Sm. — DC. p. 15. 

Subgenus. Eryflirobalanus. 

Alle herhenhørende Arier have i deres braaddet-landede eller, forsaavidt Bladene 
ere helrandcde, i deres i Spidsen braaddede Blade, i deres trekantede Skaalskæl, som 
mangle den knuderormede Udvidning ved Grunden, i deres næsten altid kortstilkede, i Be- 
gelen kuglerunde, med el tykt og haardl Frøgjemme forsynede Frugter og navnlig i deres 
liniedannede i Spidsen udvidede Grifler, samt i den mere eller mindre stærkt frem- 
trædende rodbrune Farve en Sum af Karakterer, som give dem et iøinefaldende og let er- 
kjendeligl særegent Præg. Ligesom Underslægterne Erijthrolalanus , Lepidobalanus og 
Macrobalanxis have de fleste Berøringspunkter i deres geografiske Udbredning , saaledes er 
del ogsaa dem, som vise del største indbyrdes Slægtskab. Vi finde saaledes, at der er en 
ikke ringe Analogie og Parallelisme mellem de Seclioner, hvori paa den ene Side Erythro- 
balanus falder, og dem , som paa den anden Side dannes af de til hinanden nøie knyttede 
L'nderslægler Lepidobalanus og Macrohalanus. De til hinanden svarende Seclioner ere 
navnlig følgende: 

Ertjthrobalanus. Lepido- og Ma crobalanus. 

Euerythrohalanua svarer til Eidepidobalanus. 

Prinoides — - Prinus § genuinee. 

Versiformea — - Prinus § verstformes. 

Serroides — - Prinus § serroides. 

Slenocarpæa og 

Lepidobalanoides — - llex. 

Ogsaa Seclionen Integerrimæ har nogle tilsvarende Arier blandt l.cpidobalanerne, 
som Q. glaucoides, sororia og micro phylla. 

Tydeligst viser Slægtskabet sig dog hos visse Arier, som have en skulTende liabituel 
Lighed, blandt hvilke navnlig følgende skulle udhæves: 



29 359 

Erythrobalanxis. Lepido- og Macrobalanus. 

nigra svarer til ohtusiloha. 

reticulata og spicata — - crassifolia og omissa. 

mucronata — - glabrescens. 

Cortesii — - lancifolia og leiopliylla. 

confertifolia — - microphylla. 

agrifolia — - iningens og berber idifolia. 

Studiet af et rigere Materiale har ledel mig til en anden Opfattelse af Sectionerne 
end den, hvortil jeg tidligere var kommen. Arterne falde herefter i 7 Sectioner, der vist- 
nok i del Bele fyldestgjøre de Fordringer, der maa stilles til en naturlig Inddeling. 

Conspectus Sectionum. 
Glans glohosa vel ovoidea. 

Ovula abortiva ad ajncem seminis affixa. 

1. Folia laciniato-vel lobato-pinrwtifida , rarius integra. Frue- 
tus majores secundo anno maturt: Euerythrobalanits. 

2. Folia obovata, mucronato-dentata, subtus tomentosa: Prinoides. 

3. Folia e basi obtusa oblonga vel obovato-oblonga, a medio 

vel apice mucronato- dentata vel integra: Ver sif ormes. 

4. Folia ovato-lanceolata , glabra, grosse et longe setaceo— 

dentata: Cerroides. 

5. Folia elliptica, integerrima, glabra: Laurifolice. 

Ovula obortiva ad basin seminis affixa. 

6. Folia integerrima, sæpiua glabra: Lepidobalanoides. 

Olans ovoideo-oblonga, acuta. 

7. Folia spinoso- dentata vel integra: Stenoearpæa. 

Sectio 1. Euerythrobalanus. Folia laciniato-vel lobalo - pinnatifida , annua, 
rarius integra et biennia, Fructus majores, secundo anno maturi. — Omnes species in 
parle orientali Americæ septentrionalis crescunt. 

De typiske Arter ere lelkjendelige ved deres fligede og braaddet-tandede Blade, men 
de ere meget nøle knyttede til hinanden ved Overgangsformer og Bastardforraer. De 
i de sydlige Dele af Nordamerika forekommende Arter have enten delvis eller ganske hel- 
randede Blade og danne saaledes Overgang til de i Mexico herskende Arter. Fra de dybt- 
fiigede Blade hos rubra, coccinea, palustris o. fl. er det saaledes let at paavise en gradvis 
Overgang gjennem de svagtlappede Blade hos nigra og aquatica til de ganske helrandede 



860 30 

Bladr hos aijuatira var. Inurifolia, phellos, cinerea og imhricaria. Men disse Arter, som i 
i Kopelen have ndolle og lielrandede Blade, navnlig cinerea og P/icUos, forekomne dog ogsaa 
af og lll med mere eller mindre delte Ulade. Herved vise de deres Slægtskab med de 
(ligelbladede Arter, med hvilke de desuden synes meget lilbnjelige til at danne iJastard- 
fornier. 

,(!>' 1. liubræ. lolia lact'niato-ptnnatifida , glahra v. sub/us tomento stellato ca- 
duco tecta. 

Q. palBslris Du lloi. DC. 117. Michx. t. .'?3-34. 

Q. Ciirsbzi Mitlix. 1.24 — 30. DC. 115. Bladene som hos palustris, men siflrre og 

naslcn slilklnse. 
Q. ruhrii L. DC. 116. Michx. t. 35— 3G. 

U. cocrinea Wangenh. DC. 119. Michx. 1. 31. Q. borealis Miclix. sylv. p. '.18. 
Q. linctorla Bartram. DC. 119. Michx. t. 24. Betragtes af De Candolle som en Varietet 

af coccinea, men ncppe med Rette. Den adskiller sig fra denne ved Bastens smukke 

gule Farve ("Ouercitron") og ved Bladene, som have bredere og kortere Flige, og som 

paa Lndcrsiden ere beklædte med et tjndt Filllag. 
Q. ^onomensis Benth. DC. 120. Kalifornieu. Derhen horer rimeligvis Q. Kelloggii 

Newb. Keports of explor. and surveys etc. v. VI Botany, p. 28. 
Q. GeorRlana Curtis. DC. 118. 

.S**' 2. llicifoliæ. Folia a basi cuneafa in lacinias quinque apice mucronalaa 
dirisa, subtus deiise albido-velutina. 

Q. iliciMia Wangenh. DC. IH. Michx. t. 27. — Q. Banisteri Michx. 

jf 3. NigrcB. Folia a medio ampliala, triloba vel in lacinias falcafas divisa. 
Q. falrata Michx t. 28. DC. 113. Q. triloba Michx. t. 26. 

«. uisra L. DC. 125. .Michx. t. 22—23. Q. ferrug inea Michx. Q. Marylandica Cai. 
Q. ;iqua(ica Walt. DC. 133. Michx. t. 19—21. Q. marilima Walt. Q.laurifolia Michx. 

,^ i. IntegrcB. Folia oblonga vel lanceolata, integra apice mucroiiata. 
Q. Phellos L. DC. 123. Michx. t. 12. 
Q imbricaria Michx. t. 15. DC. 124. 

Q cinerea Michx. t. 14. DC. 145. — Q. humilis Walt. — Q. sericea Willd. — Q. pu- 
iiiila Wall. 

Prales hybridæ. 

Q Leana Nutt. DC. 121. Ilybrida Q. imbricariæ et tinctoriæ v. nigrce. 
U beU-r«pbjf|la Michx. t. 16. Unica arbor tanltim cognila et jam exstincia hybrida Q. 
l'liellos et linctoriai fuisae videtur. 



31 361 

ft. Phellos /S subiinbricaria DC. 123. An mixtu Q. Phelli et imbricariæ procreata? 
Q. nigra ;' tridentata DC. p. 64. An hjbrida Q. nigræ et imbricariæ'^ 
%, Tubra /S ruucinata DC. 116. Unica arbor piope St. Louis cum rubra, palustri, inibri- 
caria mixta joliorum formå Q. rubræ similis jructu minore et cupula basi breviier 
turbinata ad Q. palustrem accedens liijhrida esse videtur. 
Q. anibigua Michx. t. 24. An hybrida Q. rubræ et coccineæ? cum hac fructu, cum illa 

foliis congruit. 
% falcata /S LudoTiciana DC. p. 59, cupula niajore ad Q. nigram et coccineam accedit. 
An hybrida? 

Sectio 2. Prinoides. Folia obovata, sæpe basi subcordata, mucronato-dentata, 
non raro coriacea, subtiis dense velutina vel tomentosa. Omnes species mexicanæ. 

Denne Section er analog til den Afdeling af Sectionen Prinus blandt Lepidobala- 
nerne, som er betegnet § 1 Genuinæ. Analogien viser sig især tydelig mellem Q. reticu- 
lata samt spicata og Q. crassifolia. Betragtes Q. calophjlla med sit temmelig store, lidt 
læderagtige, i sin nederste Halvdel helrandede, underneden fløielshaarede Blad, som den 
mest typiske Repræsentant for Sectionen, saa vise Afvigelserne herfra sig fornemmelig dels 
som hos Q. fiavida og candicans i den mere elliptiske, i hele Randen tandede eller 
dobbelt-tandede Plade, dels i dennes læderagtige Consistens, som hos crassifolia, dyso- 
phylla og fulva, hvortil kommer, at hos de to sidstnævnte Arter Tænderne kun Gndes nær 
Spidsen eller ganske mangle. Frugten har toaarig Modningstid; kun hos omissa er den 
enaarig. 

Q. omissa DC. 40. Liebm. et Ørst. t. 18. 

Q. dysophylla Benth. DC. 156. Liebm. et Ørst. t. 7. 

Q. fulfii Liebm. DC. 161. Liebm. et Ørst. t. 2. 

Q. scytopbylia Liebm. DC. 110. Liebm. et Ørst. t. 17. 

ft. calopbylla Cham. et Schl. DC. 129. Liebm. et Ørst. t. 1. — Q. Alamo Benth. — 

Q. intermedia Mart. et Gal. — Q. acuminata Mart. et Gal. 
Q. crassifolia Uumb. et Bonpl. PI. æquin. t. 91. DC. 108. Liebm. et Ørst. I 18, — 

Q. rugosa Nee. — Q. spinulosa Mart et Gal. 
ft. brachystachys Benth. DC. 150. 
Q. stipularis Humb. et Bonpl. Platit. æquin. t. 90. Er ligesom foregaaende Art neppe 

andet end en Varietet af crassifolia. 
Q. flavida Liebm. DC. 159. Liebm. et Ørst. t. 2. 
Q. candicaus Nee. DC. 152. Liebm. et Ørst. 1. 7. 

Sectio 3. Versif ormes. B'olia e basi obtusa oblonga vel obovato-oblonga vel 
lanceolata, a medio vel apice mucronato-dentata vel integra, subtus tomentosa vel ad axillas 
costarum pube sero cadenle tomentosa. 



862 82 

Donne Srclion dannnr pjennem Q. On'zahæ, mucronala og splendens Overgang til 
(len foregaaendi', gjcnncin Q. nitens (il den foigende og gjpnnem Q. crassipes, ruguloaa og 
confertifolia (il den næstroigende Seclion. De lierlienliHrende Arter have deres væsentligste 
Sirrkjcnde i den slore Afvexliiig, som liladene frembyde, da der hos samme Art forekommet 
liaade landede og helrandede {"ormer. Arternes relte Begrændsniiig er derfor her forbunden 
med den slorsle Vanskelighed. 

§ i. Folia sitbtus tomenlosa re/ pubesccutia. 
*) Mucronato-dentata. 
Q. splfndens \ee. DC. 109. 

— Castanea Nee. DC. 142. Liebm. et Orsl. 1. 8. — Q. mucronala Willd. — Q. trislis 
Liebm. 

Var. tridens DC. Q. tridens llunib. et Bonpl. PL æguin. 1. 96. 
Var. integra. Q, mexicana llumb. el Honpl. PL æquin. I. 82. Liebm. et Ørst. 
1. E. 

— lanisera Mart et Gal. DC. li. Liebm. et Ørst. t. E. 

— palchella lliimb. ol Honpi. I. c. 1. 88. 

**) Folia integra. 

— crassipes Humb. et Bonpl. 1. c. t. 83. DC. 114. 

— rugulosa Mart. et Gal. DC. 146. 

— conferlifolia llumb. el Bonpl. 1. c. t. 94. 

§ 2. Folia glabra, siibtus ad axillas coslarum tomentosa rel (in Q floccoso) to 
mento mox cadente vestita. 

^ Orizabæ Liebm. DC. 170, tab. huj. op. IV. 

— floccosa Liebm. DC. 160. Liebm. et Ørst. t. D. 

— cbrjsophylla llumb. et Bonpl. PL ærjuin. t. 87. DC. 753. 

— sideroxjla llumb. et Bonpl. 1. c. t. 85. DC. III. 

— laurJDa llumb. cl Bonpl. 1. c. 1.80. DC. 112. 

— deprossa llumb. et Boupl. 1. c. t. 92. DC. 136. Miebm. et Ørst. t. 15. 

— barbinervis Benth. DC. 50. Liebm. et Ørst. t. E et t. 18. 3. 

— lanceoiata Uumb. el Bonpl. PL æquin. t. 81. DC. 135. 

— litcu Mart et Gal. DC. 134. Liebm. el Ørst. t. 9, U), 11. Q. commutata Liebm. 

Denne Art, der har en stor IJdbrcdning i .Mexico og forekommer under mange 
Former, er ikke let al adskille fra den foregaaende. Ifolge De C andolle, som har havl 
del rigeste Materiale til Sammenligning, skal den kjendes ved, al Bladene, der hos lanceo- 
iata kun blive et Aar gamle, hos denne sidde endnu det andel Aar paa Grenen. Bladene 
ere desuden mere tilspidsede (ikke spidse), Secundærribberne utydeligere, Tertiærribberne 



33 363 

som hos lanceolata ere tydeligst underneden, ere derimod hos denne stærkest fremtrædende 
ovenpaa; Filten forsvinder oftere ganske i Ribbevinklerne, og Skaalskællene have oftere paa 
Rygsidens Grund en knudeformig Udvidning. 

En Varietet [var. major DC.) har mere langstilkede, grovt braaddet-tandede Blade 
og større Frugter (Liebm. et Ørst. t. 11, 7 — 12), en anden har helrandede Blade med stær- 
kere fremtrædende Ribber paa Undersiden (var. ocoteæfolia DC, Q. ocoteæfolia Liebm.; Liebm. 
et Ørst. t. 9), og en tredie har ligeledes næsten helrandede lancetdannede, i Randen bølgede 
Blade, der i Ribberne stemme overens med Hovedformen [var. subintegra DC, Q. lanci- 
folia Benth.). 

Sectio 4. Serroides. Folia ovato- lanceolata vel lanceolata, glabra vel ttnuiter 
pubescentia demum glabrata, grosse et longe setaceo-dentata. Maturatio fructus biennis [in 
Q. Sartorii annua). 

Fra de ægdannede, langstilkede Blade hos Q. Skinneri, der minde om Bladene hos 

visse Former af coccinea, føre gradvise Overgange gjennem de smallere Blade hos Q. 

acutifolia o. fl. til de lancetdannede hos Q. Serra og Cortesii. Det er kun sjelden, al 

her forekommer helrandede Former. Denne Section svarer til subgen. Cerris § mucronatce. 

Q. Skinneri Benth. DC. 126. Liebm. et Ørst. t. B et t. 3. 

— acutifolia Nee. DC. 131. Liebm. et Ørst. t. C et t. 13. Forekommer med bredere 

svagt filtede Blade (Var.fxirfuracea Ørst., Q.furfuracea L\&hm.\ Liebm. et Ørst. t. C 
et t. 12) og med udelte Blade (Q. consper«a Benth., Q. nitida Mart. et Gal., Q.longi- 
folia Liebm. Liebm. et Ørst. t. II, 12, U). 

— Sartorii Liebm. DC. 46. Liebm. et Ørst. t. B et t. 19. 

— xalapensis Humb. et Bonpl. 1. c. t. 75. DC. 127. Liebm. et Ørst. t. 4. 

— grandis Liebm. DC, 130. Liebm. et Ørst. t. 4. 

— Serra Liebm. DC. 174. Liebm. et Ørst. t. B. 

— Cortesii Liebm. DC. 45. Liebm. et Ørst. t. C. 

Sectio 5. Laurifoliæ. Folia elliptica, ocato-oblonga, ovato-lanceolata vel raro 
obovato-oblonga (in Q. Totutlensi), integerrima glabra. 2Iaturatio fructus biennis vel annua. 

§ 1. Fructus secundo anno maturi. 
Q. nectandræfolia Liebm. DC. 140. Liebm. et Ørst. t. 5 et t. D (errore Q. elliptica 
inscripta). 

— elliptica Nee. DC. 139. Q. perseæfolia Liebm. Q. microcarpa Liebm. Liebm. et 

Ørst. t. 6. 

— lingTæfolia Liebm. DC. 138. Liebm. et Ørst. t. D et liujus operis t. 4. 

— Totutlensis DC. 122. Liebm. et Ørst. t. 16. 

Tidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naiutvidensk. og nialhem. Afd. 9 B. VI. 46 



364 34 

s*'' 2. Fruclus firivio anno inaturi. 
Q. •ijarana Liebm. DC. 170. Licbin. et Ors(. 1. 23. 

pubiurnU Mart. el Gal.? t. IV, f. 9—12. Under dette Navn har vor botaniske 
Haves Ilerbarinin faael Expl. af en af IJourpeau i Mexico samlet Eg, som kun er 
lidt fortikjellif,' fra Q. oajacana Liebm. Dens IJIadc er mere brede foroven og smal- 
* Icrc forneden og glatte. Fruglstilkeu er kortere. 

— BrnlhHiui DC. iZ. Q. undulala Itenth. PI. Hartw. 

— TLipuiKbucnsis DC. \\. Q. salicifoUa Benth. I. c. 

— thiisbrerhiil Mart. et Gal. DC. 49. Liebm. et Ørsl. 1. 21 et t. D. 

— ScemannI l.iebm. DC. 44. Liebm. et Ørst. t. 20. 

— MiicifsHa Nee. DC. 47. Liebm. st Ørst. I. 20. 

Seclio G. Lepidolalanoides. Folia elliptica, oblonga vel obovata, integerrima, 
sceptua glabra, biennia. Fruclus maturatio annua. Ovula abortiva circa basin seminis 
affixa. 

Denne Section stemmer i IMadene væsentli;; overens med den foregaaende, men 
adskiller sig fra denne ved Æggenes Stilling. Dog maa det bemærkes, at jeg kun kjender 
denne Stilling ved egen Iagttagelse fra én Art [postaricensia] og for de andre Arters Vedkom- 
mende heri støtter mig paa De Candolles Angivelse. 
Q. Humboldtii Itonpl. DC. o2. Liebm. el Ørsl. 1. 24. 

— Lindcni Dl".. &5. 

— Tolimt'usis Uumb. et ISonpl. 1. c. t. 129. DC. 56. Liebm. el Ørst. t. 25. 

— cilrirolia Liebm. DC. 53. Liebm. el Ørsl. 1. E. 
granuliila Liebm. DC. 137. Liebm. et Ørsl. t. E. 

- costaricensis Liebm. DC. 54. Liebm. el. Ørst. t. 24. 

Seclio 7. Stenocarpæa. Folia ovalia; sempervirentia , spinoso-dentata. Glans 
ovoidea-oblonga acuta, pericarpio tenui. Ovula aborliva circa superiorem seminis partern 
affixa. Species Novo-mexicanæ et Calij'ornicæ. 

Q. agrifolia Nee. DC. G8. Nullall. North. Amer. Sylva I. 1. 2. Liebm. el Ørst. t. 44. 
— Q. Oxyadenia Torr. 

Tlic species sequentes pertinere videntur: 

— Wisliieni DC. 132. 

— lorrbus Kellogg. DC. 169. 

— arhlata Hook el Arn. DC, 149. 

— EMtryi Torr. Appendix lo Emory: Noles of a mililary reconnaissance lo San 

Diego in Califomia (1849) p. 20. 



35 365 

Subgenus. Lepidobalanus Ørst. 
Ørsted: Bidrag o. s. v. p. 68. 

Conspectus secttonum. 

Foli'a pinnatiloba, varie pmnatifida vel sinuato-lobata : Eulepidobalamis. 

— obovata v. oblonga-obovata, grosse et varie crenata v. 
sinuato - crenata, calloso - serrata v. dentata rarissime 

integra: Pr in ns. 

— ovata, ovalia vel elltptica, coriacea, integra vel spinoso- 
dentata: Ilex. 

Sectio 1. Eulepidobalanus. Folia obovata pinnatiloba, sinuato-lobata, varie 
pinnatifida vel pinnatifido-lyrata , glabra vel sæpius subtus tomentosa vel pubescentia , mem- 
branacea, annua, rarius ovaia vel ovalia et varie crenata serrata vel dentata. 

§ 1. Lyratæ. Folia pinnatifido-v. pinnatisecto-lyrata , subtus pubescentia v. to- 
mentosa. 

*\ Squamæ cupulæ ovatæ. 
d. obtusiloba Michx. t. 1. DC. 25. Liebm. et Ørst. t. H et t. 33. f. 60. Q. stellata 
Waogenh. 

— lyratæ Walt. Michx. t. 4. DC. 20. 

**) Squamæ cupulæ superiores lineares v. filiformes. 

— oliTæformis Michx. t. 2. DC. 22. 

— macrocarpa Michx. t. 2 et 3. Liebm. et Ørst. t. G et t. 33, f. 27—28. 

§ 2. Pinnatifidæ. Folia pinnatifida, rarius pinnatiloba, subtus pallide v. 
julvo-tomentosa. Fructus sessiles v. rarius breviter pedunculati. 

Q. alba L. Michx. t. 5. DC. 26. Liebm. et Ørst. t. 33, f. 29—30. 

— Toza Bosc. Kotschy t. 22. DC. 4. Liebm. et Ørst. t. 33, f. 44—45. — Q. pyre- 

naica Willd. — Q. Tauzin Pers. — Q. stolonifera Lapeyr. 

— Parnetto Ten. DC. 2. 

— conferta Kil. Kotschy t.' 14. DC. 2. — Q. Esculus Heuffel. 

— Tulcanica Boiss. et Ueidr. Kotschy t. 18. DC. 3. 

— Cedrorum Kotschy t. 37. DC. p. 8. — Q. Ibicis Kotschy. — Q. pinnatiloba Koch. 

— Q. mannifera Kotschy. 

— pubescens Willd. Liebm. et Ørst. t. 33, f. 24—26 et t. G. — Q. Robur lanuginosa 

Lam. DC. p. 10. — Q. lanuginosa Thuil. — Q. collina Schleich. — Q. undulata 
Kit. — Q. pinnatifida Gmel. — Q. asperata Pers. — Q. aspera Bosc. 



366 36 

Denno Arl varirrpr nird Ilenjyn lil Rladeno, som kunne have faa (2 — 3) bredere 
Lapper [Q.brevtfoUa Kolstliy), og med llcusjn lil rriiglerne, som kunne vare lange 
o;: smalle [Q.leptobalana Guss.) eller sidde meget (æt sammenhobede (Q.axillaris Schur. |. 
!<|. Riarranlbrra Fii^cli. DC. G. 
! - Sj*|ilroU!>is (1. Kodi. DC. a. 

§3. LobalfF. Folia pinnatiloba »•. sinuato-lobala, glabra r. sublus pubescentia o. 
tomentosa. 

-j-) Frvctus pedunculati v. sesstles conglomerati. Folia glabra. Species europare et 
orientales. 

*) Pedtinculi fructiferi petiolo brevtores v. fructus sesstles. 
Q. spssiliflora Sin. Ileiclih. le. I. 644. Liebm. el Ørst. 1. G et 1. 33, f. 37. Q. Robur 
se.'milifiora L. communis DC. p. 8. Q. lainprophyllos C. Koch. 
Forekommer med dybt indskaarne Blade (var. aurea; Q. avrea Wierzbicki; Q. Fede- 
montana Colla; Q. Esculus L. sp. (non mani. nec Grisb. ; Q. Streimii HeulTel), med 
store kun svagt indskaarne Blade og spiselige Frugter [Q. Virgiliana Ten.; Q. Cupania 
Guss. I, med lignende Itlade og Skaale, hvis Skæl ere forsynede med stærkt fremtrædende 
Knuder [Q. pseudotscharukensis Kolschy), med smaa aflange Blade [Q. Dshorochensis 
C, Koch), eller i Former, som staa midt imellem denne Art og Q. pedunculala eller 
Q. pubescens og som rimeligvis ere Bastarder (Var. ambigua DC. p. 6 = Q. apen- 
nina Aunier, Var. Tenoret DC. p. 1 = Q. DalecJiampii Ten., Q. Budatana Haberl., 
Q. Esculus Grisb.). 
**i Fedunculi fructiferi petiolo longiores. 

— prdanrulala Ehrh. Kolschy t. 27. Liebm. el Ørst. 1. G el t. 33, f. 38—39. — Q. 

pedunculala v. vulgaris DC. p. 4. — Q. racemosa Lam. — Q. fructipendula Schrank. 
— Q. malacophyila Schur. — Q. Brutia Ten. 

Forekommer med læni.'ere Bladstilke [Q. armeniaca Kolschy t. 25), med meget 
store Frugier {Q. Thomasii Ten.), med opadrellede Grene, som danne en pyramide- 
formel Krone (Q. fastiyiata DC, Q. pyramydalis hort.), med uregelmæssigt fligede 
Blade {Q. laciniata Loå<i , Q. filiafolia liorl.) og med Bladene paa L'ndersiden fillede 
[Q. apennina Lam.). 

— laas Kolschy 1. 2. Liebm. et Ørst. t. I et t. 33, f. 41. 

-|-) Fructus sæpius solitarii, sessiles. Folia sublus tomentosa v. pubescentia. Species 
in America septentrionali crescentes. 
•| Fructus elongatij acuti. 
Q labala Nee. Liebm. el Ørst. t. 42. DC. 29. Q. Ilindsii Benlh. 
**i Fructus ovoidfi v. ferme globosi. 

— CaHbellii Liebm. Liebm. et Ørst. 1. 40. Q. Douglimi var. novomexicana DC. p. 24. 



37 367 

d. Douglasii Hook. et Arn. Hook. le. 1. 382—83. Nuttall. Sylva. 1 t. 4. Liebm. et 
Ørst. t. 41; t. 6, f. 23 hujus operis. 

— Neæi Liebm. Liebm. et Ørst t. 41. DC. p. 24. 

— Clarryana Hook. Nuttall. Sylva. 1 t. 1. Liebm. et Ørst. t. 40. 

— Drunimondii Liebm. DC. 3(. 

— undulata Torr. Nuttall. Sylva. 1 t. 3. Liebm. et Ørst. t. 40. Q. Fendleri Liebm. 

§ 4. Sinuatæ. Folia e bast sæpius cuneatim angustata obovata, sinuata. Frvc- 
tiis sessiles. Sjyecies in Asta orientali crescentes. 
ft. longolica ImscIi. DC. 10. 

— Blac Corniickii Carruthes DC. 9. 
I— oboTata Uunge. DC. 8. 

?— dentata Thunb. DC. 7. 

§ 5. Crenato- serratæ- Folia ovata vel ovalia, varie crenato-serrata v. crenato- 
dentaia, rarius sublobata v. integra, membranacea v. coriacea et subpersistentes. 
ft. Lnsitanica Webb. DC. 19. Liebm. et Ørst. t. 33—35. 

En Bjergform med spidsere Takker er bleven opfattet som en egen Art {Q. Valen- 
tina Cav. !c. 2 t. 129; Q. alpestris Boiss. Kotschy t. 17). Det samme gjælder 
om en navnlig i Nordafrica hjemmehørende Form (Q. Mirbechii du Rieu), hvis store 
næsten rundtakkede Blade paa Underfladen ere beklædte med affaldende Filt og ligne 
Bladene af Q. Frinus. 

— humilis Lam. DC. 18. Q. prasina Bosc. Q. glauca Bosc. 

— infectoria Oliv. — Q. Lusitanica' subsp. orientalis DC. p. 18. — Q. rigida C. Koch. 

— Q. pohjcarpos Kotschy. — Q. inermis Ehrb. 

Medens Q. Lusitanica kun iorekommer i Spanien og de tilstødende Dele af 
Africa, har denne Art hjemme i Lilleasien , hvor den optræder i mange Varieteter, 
der af Kotschy uden Grund ere opfattede som egne Arter; saaledes Q. Phæf- 
fingeri Kotschy t. 23 med helrandede eller næsten helrandede langstilkede Blade og 
lange valseformede Frugter, Q. tauricola Kotschy t. 10 med næsten savtakkede Blade 
og Q. syriaca Kotschy t. 1 med tandede Blade og store Frugter. 
Sectio 2. Prinus. Folia obovata, oblongo - obovata , elliptica v. oblonga, sæpius, 
coriacea et subtus tomentosa, calloso-crenata v. calloso-serrata, rarius integra. 

§ 1. Genuince. Folia crenata v. sinuato-crenata, crence sernper callosæ. — Om- 
nes americance imprimis mexicanæ. 

Fra de næsten runde Blade hos Q. magnoliæfolia og reticulata føre de omvendt æg- 
dannede Blade gjennem gradvise Overgange til de ellipske Blade hos Q. Liebmannii og de 
smalbladede Former af Q. Prinus, der paa den ene Side ere knyttede til Arterne med 
savtakkede Blade, især til Q. Sadleriana, og paa den anden Side til Eulepidobalanus § 



868 38 

crenato-terrntit. Medens Bladene af M. magnoliæfolia viser en Tilnærmelse til Uelrandelhed, 
have niadene hos Q. tomentosa ofte temmelig store Tænder, og hos Q. bicolor ere Indskæ- 
riogerne underliden saa dybe, at Bladene næsten ere hulvnnnede. De fleste Arter have en 
af lanpe Stjernehaar dannet Fiilbeklædning, der hos hicolor er nfticlsagtig og hos Frinus 
meget korl, men tæt. Kun hos bicolor og magnoliæfolia findes mellem Stjeruetiaarene gule 
Kjerlcliiaar, dt-r hos sidstnævnte Art undertiden ere meget overveiende. 

Q. rrliciiata Ilumb. et Bonpl. t. 86. DC. 58. Liebm. el Ørst. 1. 35 et t. H. 

— tplcata Humb. et Bonpl. 1. 89. DC. p. 34. Liebm. et Ørst. 1. H el 1. 35. 

— SfgoTlensIs Liebm. DC. 173. Liebm. et Ørst. t. I. 

— tomentosa NVilld. DC. 57. Liebm. et Orst. 1. 33, f. 10—18 el 1. I. — Q. peduncu- 

laris Nee. — Q. callosa Benth. 

Bladene ere sædvanlig omvendt-ægdannede og brede, men de kunne ogsaa være 
aflange eller elliptiske og med svage eller næsten ingen Udskæringer i Randen {Q. 
divernfolia Nee). 

— glaicesceBt Ilumb. el Bonpl. t. 78. DC. 1G3. En tvivlsom Art. 

— obtosata Humb. et Bonpl. 1. 76. DC. 38. Liebm. el Ørst. t. F. — Q. affinis Mart. 

cl dal. 

Bladene kunne være mere langstilkede (Q.panrfwrato Humb. el Bonpl. t. 77), eller bre- 
dere og med mere hjertedannel Grund og mere rundlakkel-landede {Q. Harlwegi \iGu\h., 
nudinervis Liebm.), eller næsten helrandede {Q. ambigua Humb. et Boupl. t. 93). 

— laxa Liebm. DC. 41. Liebm. et Ørst. 1. 37. 

— rircionata Nee. DC. 36. 

— Llrbmannii Orst. Liebm. et Ørst. t. I. 

— maKUoliærolia Nee. DC. p. 17. Liebm. el Orst. t. I. [macrophylla). Q. lufea Nee. 

Q. macrophylla Nee. Q. resinosa Liebm. 

— bicolor Willd. DC. 23. Q. Prinus discolor Mirhx. Q. Prinus tomentosa iMichx 1. 9. 

Q. pannosa Bosc. Q. Prinus v. platanoides i^am. 

— Prinns L. Q. Prinus palustris Michx. t. 6. DC. 24. Q. montana Emerson. 

I^orekommer med smallere mere langstilkede og næsten savtakkede Blade |^. Pri- 
nus acuminata Michx. 1. 8, Q. Castanea Muhl.), eller med mindre næsten lopformig 
Skaal {Q. montana Willd.). 
Q. prinoides Willd. DC. p. 21. Q. Prinus pumila Michx. 1. 9. Q. CInnquapin l'ursh. 
i^ 2. Versif ormes. Folia scepius oblonga el a medio crenuto-dentata r. integra 
glabrescenlia, rarius ovala v. obovata, subtus tomentosa. 

De herhen horende Arter have i det Hele smallere, mere helrandedf oi; glullere 
Blade end de foregaaende, og hos samme Art lindes ofle baade helrandede og rundtakkede 
Blade. 



39 369 

ft. glaucoides Mart. et Gal. DC. 51. Liebm. et Ørst. t. 3i. 

— polymorpha Cham. et Sclilecht. DC. 39. Liebm. et Ørst. t. 38. 

— germana Cbam. et Schlechl. DC. 162. Liebm. et Ørst. t. 37. 

— sororia Liebm. DC. 175. Liebm. et Ørst. t. 6. Q. glauca Ørst. I. c. t. 36, f. 9 — 24. 

— glabrescens Benth. DC. 60. Liebm. el Ørst. t. 39 et t. K. 

— læta Liebm. DC. 42. Liebm. et Ørst. t. 37. 

— repanda Humb. et BonpL t. 79. 

— microphylla Nee. DC. 63. Liebm. et Ørst. t. 36. 

— oblougifolia Torr. in Sitgreaves Report exped. Zuni. 1. 19. DC. 64. 

§ 3. Serroides. Folia ohlonga v. obovato-ohlonga, grosse dentato-serrata. 

— Sadleriana R. Brown. (Campst.) Annals and Magaz. of nat. hist. April 1871. 

Denne Att, som først er bleven iagttagen af R. Brown paa den Bjergkjæde, som 
danner Grændsen mellem Oregon og Kalifornien i en Høide af 2 — 3000 Fod, slutter sig 
nærmest til Q. Griffithii, fra hvilken den især adskiller sig ved sin meget tynde Skaal. 

— Griffithii Hook. et Thoms. DC. 11. Khasia. 5—6000'. 

— Pontica C. Koch in Linnæa V. 22 p. 319. DC. 96. Pontiske Bjerge. 

— glandulifera Blume. DC. 77. Liebm. et Ørst. t. 33, f. 61—63. Japan. 

— lanuginosa Don. DC. 102. Nepal. 

— incana Roxb. DC. 103. Kamaon i Indien. 

— urticæfolia Blume. DC. 17. China, Japan. 

— grosseserrata Blume. DC. 16. Japan. 

— ciispula Blume. DC. 15. Nippon. 

— canescens Blume. DC. 14. Japan. 

— alicna Blume. DC. 12. Japan og China. Q. hirsutida Blume. Q. holosericea et Q. 

humosa Blume. 
Sectio 3. Ilex. Folia crassa, rigida, coriacea, integra v. spinoso-dentata, semper- 
virentia, subtus sæpius tomento brevi densissimo ittcano-velutina. 
a. Ilex L. Kotschy t. 38. DC. 73. Tab. nostra I, f. 4 — 11. 

Bladene kunne være ovale og dybt tornet- tandede (Q. 6'rarø!<w<«a*) L. tab. nostra I, f. 9) 
og desuden næsten glatte {var. agrifolia DC.) eller tilrundede ved Grunden og hvidgraa paa 
Undersiden (var. BallotaDC, Q. rotundifolia Lam., Q. Castellana Poir., Q. Ballota Desf.). 

— gracilis Lange. Descript. plant. Hispan. icon. illust. t. 31. DC. p. 39. 

— Baloot Griff. DC. 72. Affghanistan. 

— phylliroides A. Gray. DC. 74. Japan. 

— cbrysolepis Liebm. DC. 89. Liebm. et Ørst. t. 47. Mexico. 



') Af Grammont nær Montpellier. 



870 40 

Q. olroidrj C.liam cl Sclilechl. DC. p. 37 siib. n. 70. Liebm. et Ørst. t. 43. Mexico. 
r<iu»ii Liebm. DC. p. 37 siib. n. 70. Tab. noslra II, f. 9—10. 

— Tlrras Ail. DC- 70. Micbx. 1. 10—11. I.iobin. el Orst. t. 33, f. 50— o7. Tab. 

no.Mra II, f. 1—3. 

— piogPDs Lii'btn. DC<. U.i. Liebm. el Orsl. t. \o. Ny Mexico. 

— brrbrriilirolia Licbm. DC. GU. Liebm. el Ørst. 1. 'iS. Ny Mexico. 

— hastaia Liebm. DC. 67. Liebm. el Ørsl. 1. id. Ny Nexico. 

— grisea Liebm. DC. 01. Liebm. et Ørst. 1. IG. Ny Mexico. 

I— dllatata Lindl. iloyle III. llimal. t. 8i. DC. 78. — Q. fioribunda Liudl. 

Subgenus. Maorobalanus. 

Quercus. Sul/g. Lepidobalanus seet. Macrocarpæa Ørst., nalurb. Forenings vidensk. 

Meddel. 186G, p. GO. 

Uerunder benferes en lille naturlig Gruppe af smukke, ved deres store Blade on 
meget store Frugier udmærkede Arter. Da disse ikke blot adskille sig ved deres Habilus, 
ved deres savtakkede Iflade med tydelige, langs Ilanden lobende Tertiærribber og ved 
Kimbladene, som altid ere uligestore, men da del ogsaa har vist sig, at de frembyde sær- 
egne Forhold i Griflerne og Arrene (se i det Foregaaende p. 3i3), bar jeg anseet det for rig- 
tigst at henføre dem til en egen Underslægt. Alle Arter have hjemme i Mexico og Centralamerika. 

§ 1. Folia suhtus dense fulvo-pilosa. Cupulæ squamæ patulæ. Glans depresso- 
glohosa v. conica. 

Q. iDsigDls Mart. et Gal. DC. 33. Liebm. el Ørst. t. 29 et t. K. 

— ioslgnis var. stronibocarpoides Ørsl. I. c. 1. 28. 

— strombocarpa Liebm. DC. 34. Liebm. el Ørst. 1. 27. 

§ 2. Folia subtus glabra v. glabrescenlia. Cupulæ squamæ adpressæ. Olans 
ovala apice truncata. 

*) Fruclus et folia majora. 
Q. (ialeottii Martens. DC. 35. Liebm. et Ørst. 1. 26 et t. R. 

— Warsiewlciii Liebm. DC. 128. Liebm. et Ørsl. t. 30. — Q. glabrescens Seem. — 

Q. oocarpa Liebm. 

— eicelsa Liebm. DC. 157. Liebm. et Ørsl. t. 30. Tab. nostra VI, f. 16. 

— rorrus.iia Hook. Icon. t. 403. DC. 32. Liebm. el Ørst. 1. 31. 

— cuneifolia Liebm. DC. 155. Liebm. et Ørsl. t K. — Q. chinantlensia Liebm. 

•*) Fructus et folia minora. 

— Iflophylla DC. 141. Liebm. el Ørsl. t. 32 el 1. li, tab. nostra VI, f. 17 — 19. 

— lancifolia Scblecbl. et Cbam. DC. 167. 



41 371 

Cyclobalanopsis Ørst. 

Ørsted: Bidrag o. s. v. , p. 69. 

Denne Slægt danner indenfor Quercinece et Led, som er analogt til Qjdobalanus 
blandt Castaninæ. Man har tidligere forvexlet Analogi med Slægtskab og lienført nær- 
værende Arter til Cydobalanus, men at de ere Ege sees ikke alene af de væsenlige Karak- 
terer, som hentes fra Griflerne og Arrene, men ogsaa af de habituelle, navnlig de hængende 
Hanrakler. Cyclobalanopsis stemmer overens med Lepidobalanus i Arrene, i Frugten og i 
de golde Ægs Stilling, men slutter sig til Cyclobalanus med Hensyn til Skaalskælleue og 
Frugtens toaarige Modningstid. Bladene ere elliptiske, læderagtige, toaarige, temmelig lang- 
stilkede, ofte langt tilspidsede, omtrent fra Midten savtakkede og sædvanlig paa Undersiden 
forsynede med et hvidligt Voxovertræk. Ved de savtakkede Blade viser denne Slægt en 
Tilnærmelse til Underslægten Cem's, men da Takkerne ere knudeformigt udvidede i Spidsen, 
dog især til Lepidobalanus sect. Prinus § serroides. 

Sectio 1. Olans ovoidea v. eUt'psoidea. 
§ 1. B'olia minora {i — 3" longa), lanceolala. 
*) Foliis aduUis, subtus tomentosis. 
C. gilra (Blume). DC. 266. Ørsted: Bidrag t. 1—2, f. 12, Liebm. et Ørst. t. E. Japan. 
**) Foliis adultis subtus glabris. 

— saliciua (Blume). DC. 248. Quercus bambusæfolia Hance. Seemann: Bot. Herald 

t. 91. Japan, Hong-Kong. 

§ 2. Folia majora (3 — 12" longa), elliptica. 

— acuta (Thunb.). DC. 209. Japan. 

— Biirgerii (Blume). DC. 210. Japan. 

— annnlata (Sm.). DG. 249. Ørsted: Bidrag t. 1—2, f. 1—4. — Phullata Don. Nepal, 

Kumaon, Khasia. 

— glauta (Thunb.). DC. 247. Ørsted: Bidrag t. 1—2, f. 10. Liebm. et Ørst. t. E. 

Japan. 

— liueata (Blume. FL Javæ. Cupul. t. 19). i, 

— Thomsoniaua (DC. 240). Sikkim, 5—8000'. 

— Borsfieldii (Miq.). DC. 243. Banka. 

— semiserrata (Roxb.). DC. 245. Wight. fcou. t. 211. Silhet. 

— oidoearpa (Korth. Verh. nat. Gesch. Bot. t. 47, f. 18). DC. 246. Liebm. et Ørst. 

t. E. Sumatra. 
Sectio 2. Olans globosa v. depresso-globosa, cupulam vix superans. 

— vcliitiua (Lindl.). DC. 244. Wall. PI. as. rar. t. 150. Tenasserim. 

Vidensk. Selsk. Skr., b Bække, naiurvideiuk. og mnlhem. Afd. 9 Bd. VI. /|7 



372 42 

r. rhnmpioiii iRcntli.). DC. 221. Seemann: Bot. Berald. 1. 90. Øen Hong-Kong. 

— lamrllosa (Sm.) DC. 250. Wall. PI. as. rar. 1. 149. Uooker f. el Catch. III. Ulm. 

t. 20. Q. imhrtoata Don. Q. Wallichiana Lindl. Nepal, Øen Penang. 

— itniirilnmdloMi (DC. 2.il). Q. lamellosa Hook. f. cl Tli. .SIkkim, 5 — 8000'. 

— Htlfirinna (DC. 252|. Moalmyne i Indien, 2400'. 

— mrkpilifolin (Wall.). DC. 25'!. IJagindien ved Prome og Taong-Dong. 



re. oxyodon (Miq). DC. 241. Khasia, 5000'. 

!— Herkusil (Kndl.). DC. 242. Q. lurbinata Blume Fl. lav. Cupiil. 1. 18. Q. Uorsfieldii 
.Miq. Vesl-Java. 

Af de lo sidstnævnte Arter kjender jeg ikke Fruglen, saa al deres nærmeste Slægt- 
skab ikke endnu kan bestemmes. 

Der er lo Arter, som hver paa sin Maade ere saa afvigende fra de øvrige, al de 
maaske rigtigst henfnres til lo egne Underslægler, af hvilke den ene danner Overgang til 
Pasania, den anden til Cydobalanus. 

C. gemelliflora (Rlumc). Quercus ge.nielliflora IJlume 1. c. t. 17. DC. 202. Denne Art 
skiller sig til l'asania rotinidata ved Skaalen, som paa sin nederste Halvdel ganske 
mangler Skiel. 
— argeuiata (Kortli. Verli. nat. Gesch. 1. 47). DC. 211. Er især afvigende ved Arrene, 
der i deres Form minde om Hatten hos Agaricus (Ørsl. I. c. 1. 1 — 2, f. 6 — 7) og 
slutter sig ved de helrandede lilude og l'rugteus toaarige Modning til Vyclohalanus. 



Castaninæ. 

Styli ajlindrici rigidt erecti; sligmate apicali puncliformi. Spicæ et mascidæ et 
femtneæ ereclæ, sæpe panictdatæ, vel androgynæ, basi soluvi femineic. Folia sæpius inlegra. 

Conspectus generum. 

Cupula squamis sparsis imbricatis tecta: Pasania. 

Cupulæ squamoB verticillatæ in lamellas conceniricas lateraliter 

coalittt: Cydobalanus. 

Cupula acnleis ramoris vcliinata , demum regularitet- v, irregula- 

riter partita: Castanea. 



43 373 



Pasania Ørst. I. c. p. 73. 

Detine Slægt har sin mest ioinefaldende Karakter i de spiralstillede taglagte Skaal- 
skæl. Kun sjelden ere de krandsstillede og indbyrdes sammenvoxne; men deo adskiller 
sig desuden in Cyclohalanus ved: 1) GrifJerne, som ere længere og tydelig- adskilte, 2) ved 
Frøgjemmet, som ikke har falske Skillevægge, men er forsynet med et tykt i 3 Partier 
fremspringende Inderlag, sædvanlig dannet af en løsere Substans og ofle forsynet med 
Lacuner, og 3) ved Skaalene, som ikke sidde enlige, men ere tre og tre indbyrdes sammen- 
voxne. Bladene ere helrandede, knn hos P. comea, Harlandi og densijlora forekomme de 
takkede. Underslægterne Chlamydobalanus og Ltthocarpcea ere i flere Henseender saa af- 
vigende, at det maa ansees for tvivlsomt, om de ikke snarere burde betragtes som egne 
Slægter. 

Subgenus 1. Eupasania. Cvpulæ ternæ, basi inter se coalitæ, squamis imbri- 
catis. Glans libera [cum cupula non connata). 

Sectio 1. Citpida patellæformis hemisphænca vel tvrbi'nata, ore aperto et glande 
exserta. 

§ 1. Cupula patellæformis; glans depresso-globosa v. svbglobosa. 
P. pallida (Blume). Quereus pallida Blume I. c. t. 4 — 5. DC. 188. 

— siiudaica (Blume). Quereus sundaica Blume i. c. t. 2 — 3. DC. 204. 

— pseudomolurea (Blume). Quereus pseudomolucca Blume I. c. t. 6. DC. 194. 

Quereus thelecarpa Miq. Plant, lungh. I, p. 9 synes at være en Varietet af denne 
Art med tykkere, underneden blegere Blade og tykkere Skaalskæl, og Quereus angu- 
stata Blume 1. c. t. 7 en lignende med smallere Blade. 

— .loliicea (Bumph Åmb. t. 56). DC. 195. 

— placeutaria (Blume). Quereus placentarta Blume 1. c. t. 9. DC. 196. 

— spicata (Wall.). Quereus spicata Wall. PI. as. rar. I, t. 46. DC. 193. Q. elegans 

Blume I. c. t. 10. Q. Arcaula Elam. Q. grandifolia Dan. 

— pruinosa (Blume). Quereus pruinosa Blume I. c. t. I. DC. 199. 

— Rorthalsii (Blum«). DC. 206. Ørsted 1. c. t. 1—2, f. 20—21. Q. Kajan Miq. 

— urceolaris (Jack). DC. 205. 

§ 2. Cupula kemisphærica, glans ovoidea v. rarissime globosa. 

— glabra (Thunb.). Sieb. et Zuccar. Fl. jap. t. 89. DC. 185. 

— Barlandi (Hance). Seemann Bot. Herald, t. 89. DC. 232. 

— thalassiea (Hance). Seemann I. c. t. 88. DC. 189. Ørsted 1. c. t. 1—2, f. 23. 

— Ii-^viiiii (Hance). DC. 190. 

— mlita (DC. 187). 

47* 



874 44 

!P. urnminiiiii illoxb I. DC. 207. 

— tinhcrMians (NVall.). DC. I8G. 

,<{>' 3. Cupula turbinata hasi »nda, ylanx depresso-globosa. 

— rolnndala llJlume). Quercna rotundata Ulunie I. c. t. II. DC. 203. 

,ij>' 4. Cupula hemtsphærtca squamis lanceolatis vel linearibus diffuse patentibus 
vel patenti-refiexis echinata. 

r. drnsiflor« (Hook. cl Am.). Hook. le. t. 380. Nutl. sylv. I, 1. 5. DC. 18 i. Quercus 
(c/iiiKicea Torr. lU-p. of Exped. Seatgreaves p. 81 1. 14. 

— dnisiflorn var. alpin.i Ørst. Quercus echinoidea R. Hrown Campsl. Annals and Magazine 

uf nalurid liistory, April 1871 p. 3. Adskiller sig fra densiflora kun ved sin la- 
vere Væxl og mindre Blade og, som det synes, ved en mere biller Smag af Frøene. 
Voxer i en Holde af 8000 Fod ved Cnnon Creek i Oregon. 

— lappacea (Roxb.). Wighl. Icon. t. 220. DC. 198. Q. Mackiana Hook. Icon. t. 224. 

Seclio 2. Cupula glatidem subglobosam undique tegens. 

— fenestrata (Roxb.). Wighl. Icon. 1. 219. DC. 191. Ørsled 1. c. 1. 1—2, f. 24—25. 

Subgenus 2. Synedrijs Lindl. (m< genus). Cupulæ et glandes præcedentis. Coltj- 
ledones dorso irregulariter rimoso-sulcalæ, 4 — 5-lobæ. Folia dentata. 
f. cornea (Lour.). Scemann Bol. Herald 1. 87. DC. 208. 

Subgenus 3. Chlamydobalanus. Cupida solitarice glandem undique tegentes, 
sæpius apice irregulariter fissæ, concentrice ex squamis connatis verticillatis zonatce. Glans 
cum cupida non connata. Cotyledones intricato-plicatæ. 

r. lanceæfolla (Boxb.j. Wighl. Icon. t. 212. DC. 256. Ørsled I. c. 1. 1—2, f. 27—30. 
Q. glomerata Wall. Castanea glomerala Blume. 

— aruminatisslmn (1)C.|. Quercus acuminatissima DC. 256. Q. lineata Miq. Q. Jung- 

hunii Miq. 

— ruspldata (i'hunb.i. Sieb. el Zuccar. Fl. jap. t. 2. DC. 257. 

— fissa (Champ. et Benlh.). Seemann Bol. Herald t. 92. DC. 260. 

Subgenus 4. Lithocarpæa. Cupulæ ternæ inter seconna^. crassæ lignosæ, con- 
centrice ex squamis connatis verticillatis demum vix conspicuis zonatæ. Glans cum cupula 
connata. jiericarpio crasso duro lacunis non yerforato. Cotyledones inlegræ conferruminatæ. 

Af denne Underslægl er kun kjcndl én Arl og af denne alene Frugierne, sendle lil 
vor botaniske Have af Wallich. 

P. liihocarpa Orst. I. <•. p. 84, 1. 1 — 11, f. 19 og 26. Ovenfor p. 345 I. F. 

Species quo'id fructum ignotæ: 

— øllgonrura iKorlh.). DC. 201. 



45 375 

P. plumbea (Blume). DC. 200. 

— crassiiiervia (Dliime). DC. 197. 

• - dealbata iHook. iil. et Th.). DC. 192. 

Cj/clohaltinus Ørst. 1. c. p. 80. 

Denne Slæ.irt er vistnok ved mange Overgangsled forbunden med Pasania, men 
bwr dog sikkert holdes adskilt fra samme. Den adskiller sig fra Pasania ikke alene i Griflerne, 
som ere korte og knudeformede (se ovenfor p. 3 i 2, f. A) og i Frøgjemmet, der ved ufuldkomne 
Skillevægge er delt i 9—12 eller i et endnu større Anlal Rum, men ogsaa I habituelle 
Karakterer, idet Skaalene sidde enlige, ikke som hos Pasania tre og tre sammen, og derved 
at Skaalskællene danne concentriske Ringe. Indenfor begge Slægter gjentage sig de samme 
Forskjelligheder med Hensyn til Skaalen og dennes Forhold til Frugten , saa at der viser 
sig en tydelig Parallellisme og Analogi mellem Underslægterne. 

Subgenus. Eitcyclobalanus. Cujjula patellæformis , hetnisphænca vel turbinata, 
scepius crassa, Ugnosa, cum glande non connata, ore aperto et glande exserta. 

Sectio t. Cupula patellæformis, sæpe basi turbinata. Glans depresso-globosa vel 
subglobosa. 

C. platjcarpa (Blume 1. c. t. 15). DC. 213. 

— Tysinanuiuii (Blume). DC. 214. Quercus laurifolia iMiq. Q.hypoleuca Miq. Q. annu- 

lata Korlh. Verh. Nat. Gesch. t. 46. Q. pseudo-annvlata Blume. 

— Omalokos (Korth.). DC. 215. Ørsted I. c. t. 1—2, f. 15—16. 

— EwycWi (Korth. i. c. t. 46.). DC. 222. 

— Beiinettii (Miq.). DC. 223. 

— iuduta (Blume I. c. t. 12). DC. 233. Ørsted 1. c. t. 1—2, f. 17. 

— cyrtopoda (Miq.). DC. 234. 

— Lanosii (DC. 235). Quercus concentrica Bianco. 

— Biepeuhorstii (Miq.). DC. 229. 

— Lainpouga (Miq.). DC. 227. 

— Haiicei (Bentli.). DC. 231. 

Sectio. Cupula patellaformis sæpe basi turbinata. Glans ovoidea. 

— Reiiiwardtii (Korth.). DC. 212. 

— conceiilrka (Lour.). DC. 220. Rumph. I. c. t. 56. 

— councarpa (Oudem.). DC. 218. 

— oralis (Blanco.). DC. 236. 

— Celebica (Miq.). DC. 228. 



376 46 

Seclio 3. (Miimla turhinala rel tiirlinato-heminphærica. Olans ovoidea. 
(. ousjnp (Miq.). HC. 225. 

— iiiiiiln (Itlmric). DC. -^JC. 

— daphiiiiidra (liliimc). DC. 230. 

— Hvsirii (Korlh. I. c. t. 43). DC. 20B *, 

— philipppnsis (DC). Quercus philtppensis DC. 238. 

Suhgenus 2, Encleistocurpus. Cupiila c/iartocea , tennissima , glandeni uiidique 
tegens, ciim hac vero non connata. 

C. Blamenna iKorlli. I. c. I. lii. DC. 268. 

— piirlcistorarpa iKorDi. I. c I. 46). DC. 269. Orsltd I. c. t. I —2, I. 13. 

Suhgenus 3. Lithocarpus. Genus Lif/iocatpus \l\nmp. Cupida coriacea, glandem 
totam vel ferme lotam tegens et cum hac connata, 

C. tostala (Bluine I. c. I. 13). DC. 219. Ørsted I. c. 1. 1—2, f. 14. 

— jarensis (lUume I. c. t. 20). DC. 261. Lithocarpus javensis Bliime. Quercus varingæ- 

folia Miq. 
Species florihus vet fructtbus ignotis admodum dubiæ. 

— lep(ogTiie (liorlh). DC. 216. 

— grarilis (Korlh.). DC. 217. 

— Rassa (Miq.). DC. 224. 

— o»alis ([ilanco). DC. 236. 
Bliiiiroi (DC. 237). 

Casfanea Tourn. 
Castnnea aul., Castanopsis Spju.-li., Callæocarpus Miq. 

De Fo.rskjelligheder i Bygning, hvorpaa man sædvanlig firunder en Adskillelse 
mellem Castanea og Castanopsis som særegne Slii'gler, ere følgpnde: 

Castanea. Castanopsis. 

Orifler: sædvanlig 6 i Tal; sædvanlig 3. 

Frugtknudens lUim: — 6 — — 3. 

Kimbladene: plan-convexe; ofte noget foldede. 

Hunblomsten: alene ved Grunden langs med hule Axen*). 

af den fælles Axe; 



Dl- Caiidollc uii^iver ogsaa den Forskjcl mellem Caalanea op Caatanopais. al Sknalcn hos denne er 
lukkil i'llcr uregelmæssigt opspringende, hos hin derimod aabner sig i I Klapper; men i denne 
Henteeode er der ingen skarp Adskillelse; thi hos Cattanopait IJyatrix har jeg fundet, al Skaalen 
aabner aig i lo Klapper. 



47 377 

De her udhævede adskillende Mærker vil det neppe være rigtigt at tillægge saa 
stor Betydning, at der derpaa bør begrundes en Slægtsadskillelse. Griflernes og Rummenes 
Antal i Frugtknuden varierer ligesaa meget indenfor Slægten Quercus, og det samme gjælder 
om Kimbladene, ja hos de tre Underslægter at' Slægten Quercus findes der i det Hele langt 
væsenligere Forskjelligheder i Blomsternes Bygning og i Habitus, i hvilken sidste Henseende 
Castanea og Castanopsis stemme fuldstændig overens. Jeg troer derfor at det vil staa i 
god Overensstemmelse med den Opfattelse af Slægtsbegrebet, som i Almindelighed gjøres gjæl- 
dende og som navnlig her er bleven lagt til Grund for den systematiske Leddeling af Ege- 
familien , naar Castanea og Castanopsis alter forenes lil én Slægt, som da vil faa tre 
Underslægter. 

Subgenus 1. Eucastanea. Spicæ androgynæ, bast solum femineæ. Involucrum 
quadrivalve aculeis ramosts echinaium. Sti/li subulati sæpius 6 et ovarium sæpms 6-locu- 
lare. Folia dentata. 

C. Tulgaris Lam. C. sativa Mill. C. resca Gærtn. DC. p. 114. Nees at> Esenb, Gen. 

plant. flor. germ. fase. 1. 

C. americana Raf. og C. crenata Sieb. et Zuco. (C. Chinens'is Hassk.) ere ikke andet 

end Varieteter af G. vulgaris. 

— piimUa Mill. DC. p. 115. 

Subgenus 2. Castanopsis. Genus Castanopsis Spach. Flores masculi et fe- 
minei in diversis spicis. Involucrum clausuni vel irregulariter fissum , rarius subquadri- 
valve aculeis ramosis echinatum. Styli sæpius 3 et ovarium sæpius 3-loculare. Folta tn 
plerisque 'integerrima. 

Sectio 1. Folia acute serrata. 
C. Indica Roxb. DC. p. 109. Wigth. Icon. t. U7. 

Sectio 2. Folia integra vel paucidentata. > 

— echiduocarpa Hook. f. et Th. DC. p. 112. 

— argentea Blume 1. c. t. 21. Quercus {Castanea^) argyrophylla Wall. DC. p. 112. 

— ti'ibuluides Lindl. Quercus armata Roxb. Q.ferox Roxb. Wight. kon. t. 218. Gast. 

sphærocarpa Wall. Castanopsis armata Miq. DC. p. 112. 

— Hystrii Hook. f. et Th. Castanopsis Hystrix DC. p. 111. 

— castanicarpa (Roxb.). Quercus castanicarpa Roxb. Wight. Icon. t. 769. Castanea 

Roxburghii Lindl. DC. p. 111. 

— Jarauiea Blume I. c. t. 23. C. montana Blume I. c. t. 24. DC. p. HI. 

— Buniaiia (Miq.). DC. p. 111. 

— Tiingiirriit Blume I. c. t. 22. DC. p. 110. 

— costata Blume. C. brericuspis Miq. DC. p. IIO. 



878 48 

r. coiirinna ("liainp. vi Rpnlli. Srt'mann Hol. llrrnld. t. HC. DC. p. 1 10. 

- rhr>«.o|ib.>llB Hook. Hol. .Miifi. I. 4953. 

Subgenus 3. Callæocnr pus. Qenus Callæocarpus Miq. Flores el injlorescenlia 
anircedeiilis suhgeneris. Inrolvcrun) luherculis subconicis cristato-aggregalu per tres areas 
disposttts insiructum. 

{'. Siimnirann (Miq.l. Callctocarpus Sumatraiin Mii). DC. |i. 113. 

— rhntniiiroli« iMiq.i. nC. p. 113. 



Species paruni cogiiilæ el diibiæ. 
Quercus. 

Q. [Lepidobalanus) sclerophylla IJiull. DC. 18o. Cliina. Horer rimeligvis til Sect. Prinus 
§ serroides. 

— — oblongala Don. DC. 270. Neapel. 

— — avellanæformis (Colm. et Bourl. DC. 177. Spanien. Synes ligesom 

foregaaende al høre til Secl. Ilex. 

— — Bivoniana Guss. DC. 178. Sicilien. Til Eulepidobalantisf 

— — serrioides Willk el Cosla. DC. 179. Spanien. T\\ Eulepidobalanusf 

— — hypochysa Slev. DC. 180. Lilleasien. Til Eulepidobalanusf 

— [Cerris) Lorenlii llochst. DC. 181. Lilleasien. 

— — oblecla Poir. DC. 182. An Q. coccifera? 

— {Erythrobalanvs) lacera Bl. DC. 271. Japan. Angives al slaa nær Q. Catesbæt. 

— — bumelioides Liebni. DC. 151. Veragiia. Nærmesl Q- elliptica. 

— — eugeniæfolia Liebrn. DC. 158. Gualimala. Nærmesl Q, salicifolia. 

— — sapotæfolia Liebm. DC. 172. Gualimala. Nærmesl elliptica. 

— — Guatimalensis DC. 165. Q. turbinata Lb. Gualimala. 

— — Grahami IJenlh. DC. 164. iMexico. Neppe torskjellig fra Q. acuti- 

folia. 

— — mollis iMarl. el Gal. DC. 168. Mexico. Kr niaaske idenlisk med 

Q. crassifolia. 

Quercus cordata Mari. el Gal. DC. 15 4. Mexico, Misleca Alln, 6500 — 7500'. 

— JUrgensii Liebm. DC. I6l>. Liebm. et Orsl. i. c. t. 33, f. 47—49. Af denne 

Art forelindes alene rriiyler i Liebmans Samling; eller disse al dumme er det 
en Lepidobalanus. 



49 379 

Cyclobalan opsis. 
Ad hoc genus species seqnentés perlinere videntur: 

e. Ramroopu (Don.). DC. 269. Nepal. 

— lærigata iBlume). DC. 272. Japan. 

— margiiiata (Blume). DC. 274. Japan. 

— murkata (Roxb.). DC. 275. Pulo Penang. 

— mjTsiuæfolia (Blume). DC. 276. Japan. 

Pasania. 
Non sine dubio species sequentes hue referuntur: 

P. Eyrei (Benth.). DC. 265. Hong-Kong. 

— glomerata (Roxb.). DC. 267. Pulo Penang. 

— glutinosa (Blume). DC. 268. Java. 

— littoralis (Blume). DC. 273. Java. 

— neurophjlla (Miq.). DC. 277. Sumatra. 

— Pinanga (Blume). DB. 279. Java. 

— poljstachya (Wall.). DC. 280. Indien. 

— sessilifolia (Blume). DC. 281. Japan. 

Castanea (Castanopsis). 

C. cooperta (Blanco). DC. 262. Filippinerne. 

— » divaricata (Lindl.). DC. 264. iMartaban. * 

— ! moUissima (Blume). DC. p. 116. China. 

— chinensis (Spreng.). DC. p. 116. China. 

— iuermis (Lindl.). DC. 1. c. Malacca. 

— ? latifolia (Blume). DC. 1. c. Java. 



IV. 

Egefamiliens geografiske Udbredning. 

Der gives, saavidt jeg skjønner, ikke nogen udførlig Fremstilling af Egefamiliens 
geografiske Udbredning, og dog frembyder denne Interesse ikke blot i og for sig, men 
ogsaa, og fornemmelig, seet i sit Forhold til den naturlige Gruppering af Arterne og til 

Vldensk. Selsh. Slir., 5 Rxklie, nilurvideosk. og malhem. Am. 9 B. VI. 48 



380 50 

disses Frpmtrædpn i tidligere .lordperiodcr. Denne Hel af nærværende Afhandling vil derfor 
falde i folgende Afsnit: I) Egefamiliens Udbredning i Nuliden; 2) Torbindelsen mellem disse 
Planters Udbredning og den systematiske Inddeling, som her er gjort gjældende; 3) For- 
holdet mellem Familiens nærværende Udbredning og dens Fremtræden i Forliden; 4) de i 
de foregaaende Afsnit omhandlede Emners Forhold til Sporgsmaalel om Arternes Oprindelse. 

1. Egefamiliehs Udbredning i Nutiden. 

Denne Familie tæller i det Hele 332 Arter, som erc fordelle paa følgende Maade 
mellem Underfamilierne og Slægterne: 

Quercus 200 Arier. 

Oyclobalanopsis 25 — 

Quercineæ 225 — 

Pasania 40 — 

Cyclobalanus 30 — 

Castanea 22 — 

Caalaninæ 92 — 

Fagus 3 — 

Nothqfagus 1 2 — 

Fagineæ 15 — 

Et Blik paa del denne Afhandling ledsagende Kort, hvorpaa jeg har segl al an- 
skueliirpjøre Uibredniugeu, vil vise, al Egefamilien væsentlig er indskrænket til den nordlige 
Halvkugle — kun i det ostlige Asien gaaer den noget syd for Ækvator paa de indiske Øer — , 
og al den ganske mangler i Australien, i hele Afrika med Undtagelse af Nordranden, i den 
allerstørste Del af Sydamerika, men al den paany optræder i den sydlige [lalvkugles lem- 
pererede Zone, nemlig i Chili, Ildlandet, paa Ny Zeeland og Van Diemens Land. 

De gunstigste Betingelser for denne Familie findes i den tropiske Zones Bjerg- 
egne, i en Høide af 4 — 5000 Fod eller noget høiere, dog kun paa saadanne Steder, 
hvor der foruden en ensformig Varme af c. 15 — 17° C. tillige findes en megel betydelig 
og over hele Aaret temmelig ensformig fordelt Fugtighed. Del er under saadanne ydre 
Forhold, at Egefamilien optræder med den største Kigdoni paa Former, med sit Maximum 
af Arter, paa Java og Sumatra og paa deu østlige Skraauing af Cordilleren i Mexico. Ved 
en mørkere Skravering ere disse lo Punkter for Egefamiliens Maximum betegnede paa Kortet. 
Endnu el Iredie Sled, der dog ikke er fuldt saa rigt paa Arter sum de lo foregaaende, er 
Lilleasien. I den tempererede Zone stige disse Planler ned i Lavlandet, medens paa 
samme Tid Ariernes Antal aftager betydeligt; men de faa Arter, som her findes, udmærke 



51 381 

sig ved deres selskabelige Forekomst og indtage ofte udelukkende meget betydelige Stræk- 
ninger, saaledes navnlig Egen og Bøgen i Nordeuropa. Den nordligste Udbredning betegnes 
ved Arter af Egeslægten og er paa Asiens Østside paa 60", i [lusland paa 61°, paa Norges 
Vestkyst paa 63°, paa Nordamerikas Østside paa 48° og paa Vestsiden paa 50°. Man vil 
fremdeles se ved at betragte Kortet, at de tre Underfamilier væsentlig tilhøre særegne Dele 
af Jordoverfladen. liastaniegruppen er saaledes indskrænket til det sydostlige Asien — kun 
én Art forekommer i Europa, og el Par Arter have fundet Vei til Nordamerika — medens 
de forskjellige Underslægter af Egeslægten have taget deres Sæde i Lilleasien, Europa 
og Nordamerika; kun Kastanie-Egene tilhøre udelukkende Asien. Bøgefamilien derimod 
forekommer med et meget overveiende Antal Arter i en ganske anden Del af Jorden, nemlig 
i Chili, men her savnes fuldstændig baade Ege- og Kastaniefamilien. Man vil saaledes kunne 
inddele den Del af Jorden, hvor Egefamilien overhovedet forekommer, efter de paa de for- 
skjellige Steder herskende Underfamilier, Slægter elter Underslægter i visse Gebeter. Disse 
optræde, naar man gaaer fra Øst mod Vest i følgende Orden. 

Ege-Kastaniernes Gebet indbefatter de indiske Øer, navnlig Java og Sumatra 
og Bagindien. Her voxer saa godt som udelukkende Arter af Kastaniefamilien, nemlig af 
Slægterne Cyclohalanus og Pasania , som man tidligere paa Grund af en vis Lighed i 
Skaalen med Egene urigtigen henførte til disse, og som passende kunne kaldes Ege-Kasta- 
nier, medens de egentlige Ege og Bøgene ganske ere udelukkede herfra. Det næste Gebet, 
Kastanie-Egenes, indbefattende Himalaja, Kina og Japan, karakteriseres navnlig ved 
Kastanie-Egene, Arter af Cycluhalanopsis , en Slægt af Egegruppen, som danner Overgang 
til Kastaniegruppen; men foruden Cyclobalanopsis-ATlerne , der saa godt som udelukkende 
tilhøre delte Gebet, forekommer her ogsaa dels Kastanier og Egekaslanier og dels egentlige 
Ege. — Egefamilien mangler ganske i Forindien saml paa Ceylon , i den største Del af 
Persien og hele Arabien, i Tibet, Dsungariet, Turan og Sibirien. Det næste skarpt be- 
grændsede Egegebét træffes saaledes først i LiUeasien, der i Forbindelse med de andre 
Middelhavslande betegnes som de savtakbladede Eges Gebél. Her voxer nemlig, paa 
enkelte Undtagelser nær, alle Arter af den ved sine savtakkede Blade udmærkede Underslægt 
Cerris. — Alle Landene nord for Alperne have i det Hele samme Arter, nemlig nogle 
lappetbladede Ege (Eulepidobalanus) og Bogen. Det er de lappetbladede Eges Gebet. 
— Hele Nordamerika henhører forsaavidt til ét Egegebét, som den udmærkede og artrige 
Underslægt Erythrohalanus her forekommer overalt og er ganske udelukket fra de andre 
Verdensdele; men den optræder dog i de forskjellige Egne med saa vel adskilte Sectioner, 
og her findes en saa betydelig og forskjelligartet Indblanding af andre Underslægter, at det 
vir være rigtigst at dele Nordamerika i 4 Egegebeter nemlig: de fligetbladede Rødeges 
Gebél, der indbefatter de østlige Slater til Missisippi-Floden, de blandede Eges Gebet i 
Kalifornien og Oregon, hvor der forekommer en eiendommelig Blanding af asiatiske, euro- 

48* 



S83 52 

pæiskp og .iniprikanskc l'ormer, Slén-E genes Gcbcl i Ny Mexico oji de slorfruu-lede 
Eges debet i NJexico og Cenlrahimerika. Megel langl sondrel fra de øvrige Gebeler ligger 
de stedsegrenne Boges Gebél, nemlig i Chili. De stedsegrønne Bøge (Nothofagua) 
optræde her ikke alene i et forholdsvis stort Antal Arier, men flfre af disse udgjore en 
væsentlig Bestanddel af lløiskoven. Ege- og Kastaniegnippen have her ikke en eneste 
Repræsentant. Nogle Not/wfagus- ArlcT voxe ogsaa paa Ny Zeeland og Van IJiemens Land. 

Her skal nu i del Følgende gives en Skildring af disse Gebeter, der uden at med- 
tage altfor mange Enkeltheder dog er fuldstændig nok til at give en nogenlunde fyldig 
Foresiilling om den Bolle, som Egefamilien spiller i Forhold til den øvrige der forekom- 
mende I'lantevæxt. 

Ege-Kastaniernes Gebet. 
{Cfjclobalanus, Pasanta). 

Dette Gebet indbefatter de indiske Øer, Filippinerne oc Bagimlien indtil 20° n. Br. 
Kun Java er navulig ved Blumes, Ileinwardls, Korthals's, Uasskarls og Junphuhns 
TndersHgelser noie kjendt*). Sumatra blev paa Foranledning af Sir Stamford Raffles 
først undersøgt af Jack (1818—22). Thomas Horsfield samlede l'lanter der 1812 og 
1818, Kort hals som Medlem af en naturkyndig Kommission 1832—33 og Junghuhn 
1840. Del største Udbytte fra denne skyldes dog Teysmann (1855 — 57), hvis Sam- 
linger del fornemmelig er, som ligge til Grund for den Udsigt over Sumatras Pianlevæxl, 
der skyldes Miquel**). Borneo og Celebes ere endnu kun meget ufuldstændig kjendle i 
botanisk Henseende, meii stemme i det Hele mere overens med Sumatra end med Java. 
Javas almindelige fysisk- geografiske Forhold beslemmes fornemmelig ved den Kjæde af 
7 — 10,000 Fod høie Vulkaner, som strækker sig gjennem Øen. Java horer nemlig ligesom 
Sumatra til den vulkanske Ring, der lorlsæltende sig over de smaa Suudaoer, Molukkerne 
og Filippinerne omslutte de paa Malakka, Burneo og Celebes herskende Granildanuelser. 
Kun den vesllige Del indtages af en l'lateauhævning (Hnislelterne Bandang og Garoet hæve 
sig lil 2,200') ; i den øvrige Del af Øen staa Vulkanerne som næsten isolerede Kegler paa 
det flade Land. Da de høie vestlige Bjerge optage Størstedelen af den Fugtighed, som den 
regnbringende Nordvestvind (Monsunen) fører med sig, har den østlige Del af Java el megel 
tørrere Klima end den vesllige. Her lindes følgende Plantebælter: 



•i Uliinic: Klora Javæ iiec non insularum adjaccnUum, 1828—29. Vertiandcl ungen over de nattirligko 
(jctcliicdenie der Nedcrlandcschc overzeosolie Ucsillingcn uilgrgeven door Tcinininck 1839—11. — 
Kram Jungliulin: Java, scinc (jcstalt, Pnanzciidcrkc und innere Bauart. Ild. 1—3. t862. 
••) Mlqiicl: Sumatra, selne Pdanzcnwclt und dcrcn Erzcugnisse. 1862. 



53 383 

1) Del tropiske Bælte fra Havet til 2000 Fod. Hen største Del af Landet 
er her opdyrket. Paa de sumpige Kyststrækninger ere de lysegrønne Mangroveskove {Bhizo- 
fora mucronata, Bruguiera) herskende; paa sandede Kyster Pandanus og Marquartia. I 
Vestjava langs Sydkysten ere Palmeskove {Conjpka Gebong) hyppige. Nogle Egne ere 
overvoxede med Alangræs {Saccharum Koenigii), medens de tørre Bakker i det Indre dækkes 
af Acacie Skove (Albizzia procera, stipulala o. fl.). Kun i den østlige Del af Øen findes 
Djatiskove {Teclona grandis), som ikke naa høiere op end til 500 Fod. Det er kun i den 
tætte og mørke Urskov at der træffes den Yppighed og Bigdom paa Arter, som i saa høi 
Grad udmærker Javas Flora. De Træer, som her spille den vigtigste Bolle, ere talrige 
Figenarter (Ficus elastica, procera o. m. fl.), Anonaceer (Uvaria, Michelia), Myrtaceer {Bar- 
ringtonia speciosa), Leguminoser [Pterocarpus mdicus, berømt ved sit stærke og smukke 
Ved), Mimusops acuminata, Spathodea giganten, Irena glabra o. m. a. Kun i den sydlige 
Del af Øen forekommer den berygtede Antjar [Poon-Upas, Antiaris toxicaria). Blandt de 
Planter, som dække Bunden i Urskoven maa især udhæves: talrige Scitamineer, der 8 — 10 
Fod høie ofte staa saa tætte, al de gjøre Skoven ufremkommelig, Pavetta silvatica, Cinna- 
momum camp/wratum , Pinanga javana, talrige Bregner og de mærkelige Bodparasiter 
[Rafflesia Patma, Brugmansia Zippelii). 

2) Det subtropiske eller Rassamala-Skovenes Bælte fra 2000 Fod til 
4 50 Fod. Dette Bælte udgjør i Udstrækning neppe mere end '/so af det foregaaende og 
indtager i den største Del af Java kun Vulkanernes stelle Skraaninger. Fugtigheden er her 
overordentlig stor og giver sig tilkjende i den store Rigdom paa halvparasitiske Planter. Det 
er i dette Bæltes paradisiske Klima at Kaffen bedst trives (især mellem 3000 og 4000 Fod), 
og Skoven har derfor mange Steder maaltet vige Pladsen for udstrakte Kaffepiantninger. 
Figenarter ere endnu talrige, og det er kun ganske gradvis, at del foregaaende Bæltes Træer 
erstattes af dem, som her fortrinsvis danne Høiskoven, blandt hvilke især fortjene at ud- 
hæves: Oordonia Wallichii, der med sin søileformede Stamme paa nogle Steder næsten 
alene er herskende, Canarium altissimum, Thespesia altissima, Dipterocarpus trinervis med 
sine umaadelig store Blade, Fagræa speciosa; men som Konger i disse Skove herske Ras- 
samalatræerne (Altingia excelsa). Paa den 90 — 100 Fod høie valseformede, ganske glatte 
Stamme hæver den kugleformede Krone sig iveiret til 150—180 Fod, saa at vore største 
Ege vilde staa som Dverge ved Siden af disse Kæmper. Slyngplanterne, især Cissus Arter, 
have her deres rette Hjem. Underskoven dannes af Bregnetræer (Alsophila), Rubiaceer, 
Urticeer, Myrcineer, Vernoma javana, en 50 Fod høi Kurvblomst, Eorsfieldia aculeata, en 
12 Fod høi Skjermplante, og mange smaa Palmer {Arrea pianila, Pinanga costata). 

3) Det varme tempererede eller Ege-Kastaniernes og Naal e træernes 
Bælte mellem 4500 og 7500 Fod. lier foregaaer hver Dag fra Kl. 9 til Kl. 3 en Sky- 
dannelse Skydækket ligger sædvanlig mellem 5000 og 6000 Fod. En svag Sydostvind er 



884 54 

freniliprski'ndo. ['oriiden Egc-Kaslaniprne og Kastanierne, hvis Uilbredning nærmiTe vil 
blive omtall i liet Tulgende, fortjene blandt de Træer, som danne Skoven, at udhæves: 
meget afvigende Valnodarler (Engelhardtia sptcala, serrafa o. fl.), Ahorn {Acer jacanicum) 
med udelte helrandcde Illade, talrige Laurbærlr.eer {Persea pseudosassapliras, Litsæa, Cinna- 
momum), den \iiXm\ye&\.0T6 Agathisanthes javanica, Cedrelafebrifuga, Memecylon intermedium, 
enkelte Palmer {Caryota propinqin\ Urrgnelraer {Ci/atliea, linlanlium), Araliaceer og i den 
overste Ile! af IJa'llel Naalelra'er, forskji-llige l'udocarpns-Xvicr, lilandl hvilke den over 100 
Fod hflie P. cupressina er den almindeligste. HJandt Underskovens Planter skulle især 
udhæves de mange Strobilantltes ■ \r\er, som .med deres snorlige å — 20 Fod høie Stængler 
dannnc tætte uigjennemtrængelige Urat. I dette Itælte udmærke Melastomaceerne og Orchi- 
deerne sig ved deres pragtfulde Blomster, og alle Træernes Grene ere overvoxede med halv- 
parasitiske Bregner og Mosser. I den midterste og HStllge Del af Java er der to Træer, 
som paa mange Steder ere herskende i dette Bælte, men ganske mangle i den vestlige 
Del, nemlig: Parasponia partiflora, el 20—26 Fod hult Træ af Cellideernes Familie, og 
Casuarina Junghuhniana, der med sin snorlige Stamme naaer en Høide af 80 — 90 Fod, og 
som fra Lawu mod Ost beklæder alle Bjerge, navnlig mellem obOO og 660U Fod. 

41 Det kolde eller alpine Bælte mellem 7500 og 10,000 Fod. Den aar- 
lige Middeltemperatur er her 10° C. Om Natten synker Temperaturen ofte under Fryse- 
punktet, og her dannes en tynd Isskorpe, som dog snart smelter. Her voxer lave Træer 
og Buske med forvredne Grene og tæt overvoxede med Laver. Det er navnlig Leptospermum 
jloribundum og Agapetes vidgaris, som ere fremherskende. Desuden voxer her Arter af 
Slirglerne Mijrcia, Vibumum, Alchemilla, Plantago, Viola, Hydrangea o fl. 

Til delte Gebél høre alle hidtil kjendle (c. 30i Arter af Slægten Cyclobalanus \ des- 
uden mange Arier af Slægten Pasania, altsaa llovedsummen af de egentlige Ege-Kastanier. 
Fremdeles forekommer her 7 Kastaniearter, nemlig: Castanea (Castanopsis) costata, Tun- 
gurruty furfurella, Buruana, Jaranica, (Callæocat pus) Sumatra og C. rhamnifolia og 5 
Arier Kastanie-Ege, Cyclobalanopsis lineata, Horsfieldii, oidocarpa, gemelliflora og argenlata, 
af hvilke de to sidstnævnte i flere Henseender danne Overganir III Cydobalanus og Pasania! 
Her findes ikke en eneste egentlig Eg. 

Hvad disse Arters Udbredning efter Hoiden angaaer, da er der paa Java kun tre 
Arter, aemVig Pasania s undaica, P. crassinerria og Cydobalanus platycarpa, som forekomme 
i en Heide af omtrent 500' over Havet. Det er først naar man er steget 3—5000' over 
Havet, at Cupulifererne udgjore en vjesenllig Bestanddel af Skoven. Hvor KalTeplaulningerne 
begynde at hore op, og hvor Skybæltel har sin nedre Grændse, der er det at Ege-Kasta- 
nierne begynde al vise sig i større Mængde. I en Høide af c. ,5000' seer man overalt 
Jorden bedækket med Agern, og del er her, at Pasania pallida, P. pruinosa, Cydobalanus 
tndula, C. costata, C. Javeusis, Castanea Javensis, C. Tungurrut, Cydobalanopsis gemelli- 



55 385 

flora, C. lineata o. m. a. liave deres rette Fljem. Der er en af disse Arter. Pasania prui- 
nosa, hvoraf en egen Varietet {var. alpina] paa nogle Steder i den østlige Del af Java, og 
navnlig paa Vulkanen Kawi, stiger op i del alpine Bælte og her i en Høide af 8—9000, 
betegner Grændsen for Trævæxten. Det er lave forkrøblede Træer med vidludbredte Grene, 
tæt behængte med Skæggeiav (Junghuhn I. c. Bd. 1, p. 361). 

De andre Øer synes, saavidt man kjender dem, i det Hele at stemme overens med 
Java, navnlig med Hensyn til Kystvegetationeu. Ogsaa i de andre Plantebælter er det væ- 
sentlig de samme Fnmilier og Slægter, som ere herskende, men hver af de større Øer 
har gjennemgaaende egne Arter. Sumatra og Java have hver henved 30 Arter af 
Cupuliferer, men uagtet disse to Øer ligge hinanden saa nær, skal der ifølge Miquel kun 
være 3 Arter, som de have fælles, nemlig Pasania spicata, P. mappacea og Cydobalanus 
Javensis. 

Hvad Plantevæ.\len paa Sumatra angaaer skal der vise sig ikke ringe Forskjel mellem 
Østsiden og Vestsiden og' mellem Nordsiden og Sydsiden af denne 0. Den Indblanding af 
nyhollandske Former, som er karakteristisk for Plantevæxten paa hele den indiske Øgruppe, 
gjør sig stærkere gjældende paa Sumatra, Borneo og Celebes end paa Java. Blandt de nyhol- 
landske Typer, som saaledes optræde paa Sumatra, fortjene især at udhæves; Myrtaceer (ie^- 
tospermum, Bæckea, Melaleuca, Tristania), Epacrideer (Leucopogon), Casuarina Sumatrana, 
der har en stor Udbredning paa Bjergene, Proteaceer {Helicia), Dodonæa og Lagenophora 
Sundana. Dipterocarpeerne, Chrysobalaneerne, Melastomaceerne, Begoniaceerne, Nepentha- 
ceerne og Rhodorendrerne ere stærkere repræsenterede paa Sumatra end paa Java. Den 
for alle nordligere Lande saa karakteristiske Fyrreslægt har paa Sumatra sin sydligste Re- 
præsentant, og Pinus Merkusii paatrykker Plantevæxten paa Nordsiden af Sumatra et mere 
nordligt Præg. Af Slægten Castanea er en egen Lnderslægt, Gallceocarpus Miq. {Sumatrana 
og rhamnifolia), der endnu kun er ufuldstændig kjendt, eiendommelig for Sumatra. 

Paa Sumatra strækker den høie Vulkankjæde sig langs med Sydvestkysten og breder 
sig ved Sidekjæder omtrent til Midten af Øen, medens den sydostlige Halvdel indtages af 
en kun lidt over Havet hævet sumpig med Urskove dækket Alluvialslette. Sumatra mangler 
ganske de for Vestjava saa karakteristiske Rasamala-Skove , og her frembyder sig navnlig 
det mærkelige og afvigende Forhold, at uagtet denne er nærmere Ækvator, ligger Plante- 
bælterne lavere end paa Java. Ege-Kastanierne udgjøre saaledes allerede fra en Høide af 
500' en væsenlHg Bestanddel af Skovene i Forbindelse med Dryobalanops , Dlpterocarpeer, 
Cassier og Acacier, medens Ruhus- kvi^v voxe mellem Scitamineer i Underskoven. I Batta- 
landene begynde Naaletræerne allerede i en Høide af 3000', saaledes Dacrydium elatum og 
Pinus Merhtsii, og paa de hoieste Toppe af Bjergene, her 5—6000', voxe allerede Thi- 
baudier og andre for det alpine Bælte karakteristiske Væxter. Hertil kan endnu føies, at 
medens Casuarina paa Java er indskrænket til Østsidens større Bjergbøider, danner Casuarina 



886 



56 



equitelifolia udslraklc Kystskove lan^s mfid Østsiden af Sumatra (Kort hals: Ulik op de 
uatuurlijke ('lesleltheid en Vegetalie van een dedeelle van Sumatra \M(i). Uisse afvigende 
Forhold kunne maaske forklares ved den Formindskelse i Temperatur, som paa Sumatra 
man foraarsages ved et tællere og lavere liggende Skybælle. Den nordfor Ækvator liggende 
Del af Sumatra horer nemlig ind under den regelmu'ssige ^ordosl- og Sydvest-Monsuns 
Oniraade, og da Oens JJjergaxe danner en ret Vinkel med disse damprigc Luftstromme, saa 
maa her foregaa en stadig Dannelse af Skyer, som stryge langs hen med lijergsiderne og 
formindske Solens Virkning, ilvor Java ligger, hersker derimod Monsunen mindre regel- 
mæssigt, og Ujergaxens osl-vestlige lletning er parallel med Vindens (Grisebach: Be- 
richt uber die Leistungen in der Pflanzengeographie wahrend des Jahres 1846, p. 38). 

Kastanie-Egenes Gebet 
(Cyclobalanopsis) 

indbefatter llimiilaja eller del indiske Terrasscland (Nepjiil, Fhitan, Assam), Kina og Japan. 
Himålajas Planlevæxt er navnlig ved Koxburghs, Wallichs og Hookers Undersøgelser 
temmelig godl kjendt, og med Hensyn til Japan have vi i den senere Tid faaet viglige Bi- 
drag af Asa Gray og Miquel, medens den største Del af Kina endnu er el terra incog- 
nita*). Nedenslaaendc Fortegnelse over de fra Ilimalaja og Japan hidtil kjendte Arter af 
Cupuliferernes Familie vil tjene til at vise, hvilke Slægter og Underslægler, der ere her- 
skende i delte Gebél. 



Japan. 

Quercus [Lepidobalanus\ dentala 

— — obovata 

— — aliena 

— — sclerophylla 

— — canescena 

— — crispula 

— — grosseserrala 

— — urticæjolia 

— — glandulifera 



Himalaja. 
Quercus [Lepidobalanus] Griffithii 

— — lanuginost 



— (Heterobalanus) semecarpifolia 



*i Walllcli: l'lanla) asialicæ rariorcs. 1829 — 32. — Hooker: Himnlayan Journals. — Asa Gray: 
liotntiirnl Mcmuirs. t8&9. Oii tlic of botany Japan. — Mlqncl: Sur les amnltcs de la ilorc du 
Japnn avec rolles do TAsIc de rAniériqnc dn Nord i Arrhivc.« Ni-irlandaises des sriences cxactcs et 
naturelles. Tome sccoiid. I8G7. 



57 



387 



Japnn. 
Quercus [Lepid., lleæ) phillyroides. 

— ( Cerris] chinensis. 

— — variabilis. 

— — serrata. 

— (Enjthrobalaims) lacera. 
Cyclobalanopsis actda. 

— Sieboldii. 

— glauca. 

— gilra. 

— salicina. 

— Burgerii. 

— Championis. 

— lævigata. 

— marginata. 

— myrsinæfolia. 
Fagus Sieboldii. 

— sylcatica. 
Custanea [Castanopsis] vulgaris. 

— — ? molli.isima. 

— — chinensis. 

— — concinna. 

Pasania glabra. 

— thalassica. 

— Irwini. 

— cuspidata. 

— coriiea. 

— Harlanli. 

— fissa. 

— Eyrei. 

— sessilifolia. 



Himalaja. 
Quercus {Lepid., Ilex) Baloot. 

— — ? dilatata. 

— — ? oblongata. 

— [Cerris] lioxburgliii 

Cyclobalanopsis an)ndaia. 

— Kamropii. 

— velutina. 

— lamellosa. 

— paitcilamellosa. 

— Eelferiana. 

— mespelifolia. 

— Thomsoniana. 

— Oscyodon. 



Castanea [Castanopsis) indica. 

— — castanicarpa. 



Hystrix. 

tribidoides. 
echinocarpa. 



Pasania spicata. 
— mixta. 



acuminata. 

lappacea. 
fenestrata. 
Amkerstiana. 
dealbata. 
lanceæfolia. 
lithocarpa. 



Af det herfra i det Hele kjendte Antal Arter, nemlig 70. høre 41 til Egegruppen, 
27 til Kastaniegruppen og 2 til Bøgegruppen. Af Egegruppen er det en for dette Gebet 
eiendommelig Slægt, Cyclobalanopsis , som ved Arternes og individernes Mængde er over- 
velende. Den danner Overgang mellem Ege- og Kastaniegruppen, og de herhenhørende 



Vidensk. Selsli. Skr., 5 Ilækkt, iiolurvidensk. 



AM. 9 B. VI. 



888 58 

Arlor lirlopnos ilrrfor med Rrtlc som Knslanic-Ksr. Af de egenlligc Epc lilhnre Iloved- 
simimrn I nderslæglen Lepidobalanus ^^^l lieraf en lille naturlig Onippe {Prinus ,(}i' serroides), 
iidinsrket \ed landet-lakkede Ulade, som især har sit lljcm i Kina og Japan. Lepidohalanus 
(Ilea-) tæller i Arter og Cerris 3; men især forljcner det at udhæves, at Eiieslægten paa 
llimalaja er repræsenteret ved en egen Dnderslægt [Ileterolalanus], der i Griflerne slemmer 
overens med Cerris, men i Illadene dels viser en Tilnærmelse til i/ex, dels frembyder 
særegne Forhold. — Af "Kaslaniegiuppen mangler Cyclobalanus , der er herskende paa de 
indiske Øer, lier ganske, medens Pasania tæller 18 Arier og Castanea (Castanopsis) i). 
Mærkeligt er del, al baade Pagus syhatica og Castanea nilgaris synes at være oprindelig 
vildlvoxende i Kina og Japan. 

For al forslaa den Piolle, Cinjulifcrerne spille i Forhold til den øvrige Planlevæxt i 
dctle Geliél, meddeles her fidgende Hemærkninger om denne. Iliinalajas nmaadelige bjerg- 
land er mod Nord begrændsel af Tibets store Længdedal og sænker sig mod Syd i mange 
Terrasser til den af Ganges gjennemslrommede Slette. Det er Jordens hojeste Bjergland, 
det slif;er i Mount Everest til over 27000' og frembyder del mærkelige Forhold, at Sne- 
grændsen paa Nordsiden ligger høiere (paa 17 — 18,000') end paa Sydsiden (paa 15— I U, 000'), 
hvilket navnlig grunder sig paa Tørheden af Tibets Klima (Schlaginlweit-Sakiinliinski: 
lleisen in Indien und Flochasien. 1869). Det store indiske Lavland Syd for Himalaja har 
el lort Klima — her falder kun Kegn i Maanederne Juni lil September — og I'lantevæxten 
bærer ogsaa den største Del af Aarel Præget af Torhed. I det store Dellaland , som i 
llegntiden tildels oversvømmes, er Soondrilræet (Heretia liltora'.is] herskende, og denne Del 
af Landet kaldes Soonderbuns. I de Skove, som dække del indre Lavland, er der navnlig 
tre ved deres Anvendelse vigtige Træer, der ere almiudelige, nemlig Acacia Catechu, Butea 
frondosa med store Klaser af røde Blomster og del ostindiske Bogelsclræ {Posicellia serrala), 
hvoraf erholdes den i itibelen omlalle og af Grækerne skaltede Olibanum. Langs med 
hele Foden af llimalaja, fra Sutledsch lil Assam, strækker sig en Bromme af Sumpland, i 
Sikkini 2, i iNepaal 6 Mile bred, alene overvoxet med Siv og høie Græsser, Tarai kaldet. 
Det er berygtet for sil usunde Klima og derfor næsten ubeboet; men i Tørtiden drive.'; 
store Flokke af Kvæg herhen paa Græsning. I Sikkim er der kun et smalt Skovbælle, især 
dannet af Comhretaceer blandede med I'icus clostica, som her har sin Vestgrændse, mellem 
Sumplandet og llimalajas sleile F'od, men i Nepaal ere de ma-gtige paa Sandslensbakker 
hvilende Allnviallag, der afsættes af Floderne ved deres Overgang til Slctlen, dækkede af 
den gigantiske saakaldle Sal-Skov, bestaaende af Diplerocarpecn Schorea robustu, der i 
Frastand viser sig som en sort Linie i llorizonten*). 

*) P;iii nofilc SiPilcr .sfc« lier I'iiiua lon<jifulia. 



59 389 

De riaiitetiæller, som ihrkkc lliin;il;ij;is sydlige Skraaning, cre følgende: 

1) Tra O' lil i —5000' tropisk Skov. Shorea danner i Forbindelse med IJar- 
riugtonieen Carei/a, Cedrela og Gordonia Wallichii Hovedbestanddelen af Iløiskoven. Om 
Vinteren slaaer Skoven tildels bladlos, navnlig paa de Steder, hvor Sterculia, som pranger 
med sine høirøde Frugter, er herskende. 1 Underskoven sees høic Bambuser, Pandanus, 
Musa, mange Bregner, epipliytiske Orchideer, Scitamlneer, Rubiaceer og Acantliaceer. Paa en 
Høide af omtrent 4000' begynde de Pianteformer at vise sig, navnlig Ege, som ere her- 
skende i det følgende Bælte. De faa Bregnetræer voxe imellem 4000' og 7000'. Over- 
gangen fra det ene Bælte til det andet skeer her meget gradvis. Tropiske Planteformer, 
som Ficus, Piper, Pothos, Palmer og Musa stige paa nogle Steder op til GOOO'. 

2) Kastanie-Egenes Bælte fra 5000' til 8000'. Den aarlige Middelvarme er 
12° C. og Regnmængden 110". Her er et meget fugtigt Klima, thi foruden i den egentlige 
Regntid (Mai til October) falder der nogen Regn i alle Maaneder med Undtagelse af No- 
vember og December. Omtrent paa en Høide af 7000' udgjøre Kastanie-Egene og andre 
Cupuliferer V'a af Høiskovens Træer, Laurineerne "A og Magnolierne omtrent '/», og her- 
imellem sees enkelte Exemplarer af Acer, Prunus, Pyrus, Belula og Ålnus. Underskoven 
dannes af Buske, fornemmelig henhørende lil Corneæ, Caprifoliaceæ og Araliacece; men 
især fortjener at udhæves Rhododendrerne, der om Foraaret væsentlig bidrage til al give 
disse Skove en eiendommelig Ynde. Rliododendron arboreum, hvoraf der ved Dyrkning er 
opstaaet de mange fra vore Drivhuse velbekjendle Vuriejeler, og E. argenteum, udmærket 
ved sine store rosenrøde Knopskæl, hæve sig begge til en Hoide af 30'. Mærkeligst er 
R. Dalhousi'æ, som ved sin Voxemaade frembyder en særegen Interesse. Den voxer nemlig 
i de mørkeste og fugtigste Skove, hvor de Frø, som falde til Jorden, raadne uden at spire. 
De Frø derimod, som falde paa Grene af andre Træer, Qnder her Lys nok lil dures Ud- 
vikling. Den forekommer derfor kun sum Halvparasit*). 

Medens Cupulifererne i det Hele have deres Hjem i dette Bælte, er der enkelte 
Arter, som enten gaa lavere ned, som Pasania spicata, der mest tilhorer den tropisk« 
Zone, eller høiere op, som Quercus semecarpifolia , af hvilken Hooker fandt en Varietet i 
en Høide af 8000—10,000'. 

3) Naaletræernes Bælte fra 8000' til 12,000'. Den aarlige Middelvarme 
omtrent som den i Skotland; Regnmængden meget mindre end i det foregaaeude Bælte. 
Naaletræerne danne udelukkende eller overveiende Skoven, og her imellem sees Birk, Ahorn 
og Pil. Tsuga Brunomana, der opnauer en Høide af 120' og har vidtudbredle Grene 



*) 1 Central-Amerika liar jeg seet Exempler paa lignende afvigende Forhold i Voxemaade, fremkaldte 
af tilsvarende ydre Betingelser, blandt Ruiiaceerae og Gesneraceerne {Bavnia ,' Xerococcus , Colum- 
neæ sp. pi.]. 

49* 



390 60 

liprsotn Ci-diTcn, er især frcnilierski'ndi! fijpiiiu^tii lirlc llirllcl. I Skovt;, iliiimcdc .if delte 
Naalclræ |iiui 8000', saa Hooker Aber. Larix 0'ri/Ji//iii, der kun l)livcr 30— iO' hoi, 
men liar slore Kogler, crslalles i Vcsl-Ilimahija af Duodaren [Cedrus Deodara). Ogsaa 
Ædelgran [Abiea Pindrou} og Webbiana), llodyran [Picea Sinit/iiana] og Fyr (Pinus Gerar- 
dt'ana og exctUa) have her deres Hepræsenlanler. Uliododendrerne spille i Underskoven 
en ligesaa viglig llolle som i del lavere Bælle. De danne ofle uigjennemtrængelige Kral, 
og R. Falkoneri med store, underneden brunplettede Blade, opnaaer en Høide af 25 — 30'. 

\) l'jeldvæxlerncs Bælte fra 12,000' lilSneliiiien (13—16,000'). Som- 
meren varer kun tre IMaanedcr, fra 21de Juni til 21de September, og Klimaet viser ved sin Tor- 
hed en Tilnærmelse til del, som hersker i Tibcl. Iler lindes eu vild og slorarlel Bjerg;natur, 
hvor Gletscherne, der her, ligesom andre Sleder, tidligere have gaaet langt lavere ned, hæve 
deres lodrette Vægge til en lloide af 3—4000'. Del er Arter af de samme Slægter, der 
overalt i den nordlige Ualvkuglc herske nær Sncgrændsen, som ogsaa her danne el lavt 
Plantedække og udfolde deres prægtigtfarvede Blomster: Anemoner, Primulaer, llanunkler, 
Genlianer, Potentiller og Illiododcndrer, der her ere svundne ind til faa Tommer hoie 
Dværge. Om Natten rulle de Bladene sammen, idel Vædskerue paa Grund af den .»^lærke 
Udslraaling fryse i Overfladens Celler, men om Dagen udfolde de dem igjen. Rhododendron 
setosuvi. og R, anthopogon udbrede en saa stærk aromatisk og bedøvende Lugt, al de for- 
aarsage Hovedpine. 

Saaledes forholde Planlebælterue sig i deii slorsle Del af Himalaja og navnlig i 
Sikkim. I Khasla derimod gjør der sig en Afvigelse herfra gjældende, som ganske svarer lil 
den, som Sumatra viser i Forhold lil Java. 1 lihasia ligge nemlig ifølge Hooker Planle- 
bællcrne 4000' lavere end i Sikkim, og del uagtet førslnævnle ligger to Grader nærmere 
Ækvator. Ogsaa her synes denne lavere Forekomst af Planterne at gruude sig paa Klimaets 
store Fugtighed. Den aarlige Kegnmængde er nemlig her slorre end noget andel Sled paa 
Jorden og udgjør 600 Tommer eller 50 Fod, ja i enkelte Aar endnu mere. Der falderunder- 
liden i ét Døgn en slørre Regnmængde end i Danmark et helt Aar, og Floderne slige under- 
tiden i 12 Timer ligesaa mange Fod. Planleva'xlen udmærker sig her ved sin overordentlige 
Yppighed og Bigdom paa Arter. Orcliideerne synes al være arlrigere her, end noget andet 
Sled i)aa Jorden, og dernæst Balsaminerne; desuden mange Palmer og Bambus-Arter. 
Kastanie-Egene (Cyc^oia/ano;;Aisox^oe?on) voxe her paa 1000 — 5000' sammen med Figenarier 
og Muskatnødtræer. — Af plantegeografiske Forhold, som ere eiendommelige for Himalaja, er der 
endnu lo, som fortjene særlig al udhæves. Del ene er del, al Slægten Rhododendron, som 
ellers er indskrænket til del alpine Bælle, her forekommer i 70— 80 Arter udbredt gjenuem alle 
Bæller. Del andel, endnu langl \igligere, beslaaer deri, at her, i en lloide af 7000— 10,000', 
næslen alle (or den nordlige Halvkugles tempererede Zone karakteristiske Slægtslyper ere 
repræsenterede. Sum Exempler lierpaa skulle af Slægter af træagtige Planter , som ere 



61 391 

fælles for Asien, Europa og Nord- Amerika, udhæves følgende; Alries, Picea, Larix, Juni- 
perus, Taxus, Betula, Alnus, Cort/lus, Salix, Qiierciis, Fraxinus, Pp-us, Cerasus, Prunus, 
Cratægus, Acer, Hedera, Ilex, Andromeda, RJiododendron, Rosa, Rubus, Berberis, Cornus, 
Lonicera o. m. fl. Af Slægter, som ere fælles for Himålaja og Nord-Amerika, men savnes 
i Europa, kunne nævnes følgende: Juglans, Budleia, Magnolia, Sassafras, Eydrangea, 
Aralia, Panax, Trillium. Af japanesiske Slægler træffes i IJimalaja: Camellia, Deutzia, 
Aucuba, Eydrangea, Skimmia, Enkianthus; af malaiske: Magnolia^ Vaccinium, Rhododen- 
drum og mange Orchideer. At denne Forening af saa mange, i forskjellige Uetninger over 
en stor Del af Jorden spredte, Siægtstyper paa el saa indskrænket Rum staaer i Forbindelse 
med, at Himålaja er det høieste og vel ogsaa det ældste af alle Ujerglande, tor vel neppe 
betvivles. 

Af den øvrige Del af delte Gebet kjende vi kun temmelig noie den østlige Udkant. 
Paa Øen Hongkong, som ligger paa Gebetets Sydgrændse, beslaaer Hovedbestanddelen af 
Skovene af Cyclobalanopsis salicina, C. Ckampionis, Castanopsis concinna , Pasania Ear- 
landi, fissa, thalassica og cornea, hvis Fro i Smag ligne Kastaniens og sælges paa 
Torvene. For Resten er det Rliodoleia japonica, Camellia japonica , Arter af Slægterne 
Acer, Styrax, Eliocarpus og Eipiage, som voxe i disse Skove (Seemann: The Cotany of 
Ihe voyage of H. M. S. Herald, p. 357). Kina og Japan stemme i Klima og Plautevæxt 
væsentlig overens. Vi skulle her indskrænke os til at omtale Japan , der 1 det hele er 
langt bedre kjendt end Kina*). 



*) Ue første Meddelelser om Japaus Flora skyldes Engelbert Kamp fer, som fra leS3 til 1693 bcsogte 
de fleste Lande 1 Asien. Svenskeren Thunberg opholdt sig der 1775—76 og skrev en Flora Ja- 
ponica (1794 — 18021. Det er dog forst ved Hollænderen v. Siebold,,at vi have faact et mere om- 
fattende lijendskab til Japans Flora. Han opholdt sig der fra 1823 til 1830, navnlig for at udbrede 
Vaccinationen, anlagde en botanisk Have i Dezinia og benyttede japanesiske Botanikere, Itoo Keiske, 
Mizutani .Sugerok o. fl. til at samle Planter i det Indre af Landet. Siebold udgav »Nipon", 
Archiv zur Beschreibung von Japan (1832—33), og foretog endnu en anden licisc til Japan. Uen af 
ham i Forbindelse med Zuccarini begyndte, med mange pragtfulde Afbildninger udstyrede Flora 
Japonica er efter Si eb o Ids Død bleven fuldendt af Miquel (1870). De ved den nordamerikanske 
Expedition under Perry af Wright o. fl. paa Japan indsamlede Planter ere af Asa Giay blevne 
benyttede til en floristisk Oversigt (Memoirs of the American Academy of arts and scicnccs. Vol. Vi, 
New series 1859. On the Botany ofjapan and its Relations to that of North America). 1 Hodgsons 
Værk over Japan Dndes en af Sir William Hooker forfaUet Liste paa 1700 Arter Blomsterplanter 
herfra. De nyesle og fuldstændigste botaniske Arbeider over Japan skyldes Miquel og ere: 
Prolusio Floræ Japonicæ i Annales Mus. bot. Lugdunobatav. 1867 og sur les affinitées de la Flore 
du Japon et sur le caraclére et l'originc de la Flore du Japon i Archives Néerlandaises des sciences 
exactes et naturelles, Tome second, 1867, p. 136 og p. 289. — Englænderen Fortune har siden 
1843 foretaget fire Reiser til Kina og Japan og udgivet Reisebeskrivclser, som indeholde mange Op- 
lysninger, navnlig om disse Landes Kultur- og Prydplanter (Two visite to the l'ea countries of 
China. — A Residence among the Chiuece. 1857. Yedo and Peking, a narrative uf a juurney lo the 



31)2 62 

Del japancsiskc Kigo er cl l.iil ar don KJu'do ar volkuiisku Øer (Sumatra, Java, 
sniaa Stindaocr, Molukkerne og l-'ilippiiicrnc), som i on Itiie omsluUer del asiatiske t-^sllands 
Syddsl- og Oslside. I»el bestaacr navnlig af o, omlrcnt mellem 30° og 50° n. Br. belig- 
gende, slorre Der, blandl hvilke llovedoen, Nipon , i Storrelse s\arer III Slorhriliinnieii 
(400(1 D Mile), medens den lude Ogriippe ndgjore SOdO □ .Mile. 

Japan er i del Hele bjergig, men Bjergene have en meget forskjellig Karakler paa 
Vestsiden, hvor de acldre Dannelser ere herskende, og paa Østsiden, der er af nyere vul- 
kansk Oprindelse. Omegnen af Nangasaki har saaledes stor Lighed med de lilstodende 
Dele af hina; Bjergene bestaa her af Granit og Lerskifer og ere i deres overste Del nngnc. 
Ved Jedo derimod er der cl af lose Jordmasser dannet fladt eller svagt bølget Land, h\orfra 
de regelmæssige kegleformede Vulkaner hæve sig brat i Veiret — saaledes Fusi -jama, 
der ifolgc Traditionen i én Nat skød frem til sin nærværende Høide (12—14,000'), og [lorner 
l'eak, der \iser sig som et iMinialurbillede af dette Bjerg. Landet er her hævet op over 
llavlladen samtidig med at Vulkanerne dannedes, hvilket for en stor Del er skeel endnu i 
en meget ny Tid. Under den sortebrune Muldjord lindes her nemlig et 2 — 3 Tod tykt 
Lag, dannet af Østers og andre endnu levende Havdyrs Skaller*). Japan har væsentlig 
summe Klima som Kina, men paa Grund af det omgivende Hav er det mindre excessivt, 
her er hverken saa varm en Sommer eller saa kold en Vinler. I Kanagava paa 3o — 36° 
n. Br. er den hoieste Varme i Juli og August 33 — 34° C. og den laveste 17° C, men i 
Januar og Februar varierer Temperaturen mellem 6 — 15° C. Paa Jesso derimod er Jorden 
dækkel med Sne fra den I ode November til April. Nordlig og øsllig Vind hersker fra 
September III April, sydlig og vestlig i den øvrige Del af Aaret. Den største Kegnmængdc 
falder i Mai og Juni (16—18" i hver Maaned), paa den Tid da Monsunen skifter fra Nord 
til Syd, og Fugtigheden af den fra Syd blæsende Havvind fortæltes over det ved flere Maa- 
neders Nordenvind alkjøiede Land. Denne Foraarsregnlid er den væsentligste Aarsag til 
Kinas og Japans store Frugtbarhed. Orkaner (»Tyfoner«) ere her meget hyppige og vold- 
somme, og Jordskælv ere saa almindelige, al der neppe hengaaer nogen Maaned uden at 
der indtrætfer ét eller liere**). 

Japan tæller I det Hele 2000 Arter af Blomsterplanter, henhørende III 827 Slægter 
og Ii2 Familier. Slægternes Antal er saaledes meget stort i Forhold til Ariernes. Her 
kommer I rijcnnemsnit kun 2,1 Art paa hver Slægt, medens de Heste Floraer have 1,6 Art. 

raplUil« uf Jiiiiaii aiiil Cliiiia, isr.:)). — WeiUli ifisic ISfil— O;.' i Jiipan fur :il ^jorc Iiiclsamliiiiiri- 
ar Icvciulc PluiiliT (ij: Kro. I Uicve fra liaiii iTlic (iardain r." Cioriicle 1801— Gi) nnilcs nosijp t!c- 
iiia'rliniii^rr om l'laiitcvæxiciis almiiidcligc Kurakter. 
•| H. Ko ri II II c; Yedo aiiil Pclviiii:. p. 2.j, :)9, GI. 
**l I Jeilo er der ol Ijcronil Tempel, opforl til .Minde om cl Jonlskirlv, ved li\IIKis dir for l.iO Aar 
•Idcii paa L-ii Nul oiukoin ISO.UOO Mcuiicskcr. 



63 



393 



De arlrigeste Familier ere Conipositæ (130 A.), Graminece (126 A.) og Cyperaceæ (101 A.), 
Rosaseæ (81 A.), Leguminosæ (Gfi A.), iuorefier følge Ranuneulaceæ , Labiatæ, Ericaceæ, 
Orchideæ, Liliacece, Scrophiilarineæ , Umbelliferce og Saxifrageæ, som hvar tæller noget 
over eller under 50 Arter. Cupuliferæ tælle, som ovenfor vist, kun 39 Arter, men de 
spille i Forhold til de andre Familier en langt slorre llolle end i andre Lande; de ndgjøre 
nemlig ^/oo— V«: af samtlige RIomstcrplanler, medens de f. Ex. i Danmark kun udgjore V-m. 
Endnu mere overveiende ere Coniferæ, som her ligeledes udgjore ',oo — '/«-, men i Danmark 
kun V665*). Her findes enkelte Repræsentanter for mange Slægter og Familier**), som 



I Miquel angiver, at der findes (>7 Coniferer paa Japan (Aicliiv, Néerland., Tom, II, p. 211). Del et 
vunskciigt at forstaa, livoiiedes han er kommen til delte Tal, da han i Piolusio Flor. Japan. (I. c. 
V. III, p. 1C6) kun giver en Fortegnelse paa 30 Arter, og det samme Antal har Paria tore i sin 
Bcarbeidelse af denne Familie i De Candolles Prodromus, V. 16. Da Conifererne have en ganske 
ualmindelig Interesse netop med Hensyn til denne Flora, skal jeg her give en Fortegnelse over alle 
de Arter, som hidtil ere lijendte fra Japan og Kina. 



Japan. 
}'inus (Pinaster) densifiora. f- l^«' 

_ ( _ ) Thunbergii Pari. = 1'. Mas- 
soniana. 
^ — iCenibra] parrijlora. 

— ( — ) Koraiensls 
Larix leptolepis. 
P'icea polita. 

— Alcoipiiana. 

— jezoensis. 
Abies brachyphylla. 

— Vedchn 

— firma. 
Tsuga Araragi (I'inus Araragi Sieli.). 
Sciadopitys rerticillatu 
Cryptomenia Japonira. 
Thuiopsis dolabrata. 
Biota orienialis. 
Chamæcyparis pisifera. 

— obtusa. 

— iquarrosd 
Junipems rigida. 

— ronferta. 

Cephalotaru.s pedunculatu. 

— drupaceu. 
Torreya nucifera. 
Salisburia adiantifolut . 
Podocarpus Nageia. 

— ciispidaia. 

— ovata. 

— macrophylla. 

**) Saadanne Familier ere: Bixateæ, Capparuleæ, P'Mosporea, Stercnl'wi. 
Melastomaceæ, Logmiiacefe, Piperaceæ, Zingiberaceui, Palmæ o. 11. 



Kina. 

IJcissoniana Lamlj. = sinensis. 



Pse udola rh: Kæmp/eri 



Ab!es Furttinei. 



Cnnningliamia sineiuis. 
Gl>/pl(>slrohii.i /lelerophiillas 

Bicita orienialis. 



Jnniperiis taxiJoVui. 

< 'eplialotaxus Forlunni. 

Torreya grandU. 
Saliaburia adiantifoiia. 
Pndocarjms sinensis. 



Aiiiantiarew, Anacardiuceæ, 



394 64 

ellrrji inciil tilliorc drn tropiske /onc, blandl hvilke især forljcnc al udhæves Bambusarterne, 
som paa til H't" n. Ur. — Menved Halvdelen af alle Arier ere cndemiske, og her findes 
omlrrnt .SO fon Japan egne Slæpler, blandl hvilke flere ere saa afvigende i deres Bygninp, 
al del or vanskcligl al indordne dem under nogen af de almindelig anerkjendte natur- 
lige Familier, som Cercidipliylltim , Trockodendron , Pcntncoldium , Tripetaleia. Sirr- 
deles karaklerislisk for den japanesiske Flora er det, al over '/.i af alle Arier, nemlig 700, 
ere Iræaglige. Tages alene Hensyn til de endcmiske Arier, er over Halvdelen Iræaglige. 
En Tilnærmelse hertil viser den nordamerikanske Flora, men man maa gaa tilbage lil deii 
terliære Tids Flora for at finde noget ganske tilsvarende. Do endemiske Arter, som ikke 
ere Iræaglige, ere næsten alle perennerende. — Den japanesiske l'jora viser, som man 
maatte vente, størst Slægtskab med Plantevæxten i de tilstødende Dele af del asiatiske 
Fastland. Japan har saaledes 328 Blomsterplanter eller •/« af alle Arter fælles med den 
nordlige Del af Asien, men af disse forekomme de allerfleste, nemlig 278 Arter, ogsaa i 
Europa og loO Arter i Danmark*). Af de Arter, som Japan har fælles med den nordlige 
Del af Asien og Europa, er der 146, som tilhøre den arctiske Flora. Omtrent '/j af Japans 
niomslerplanter voxe tillige i den mellemste eller sydligere Dele af Asien; der er endog et 
ikke ringe Antal træagtige Planter, som Japan har fælles med Himalaja**). — Mærkdigt 
er det, at Japan har saa mange Arter fælles med Nord-Amerika, nemlig 103, og naar herfra 
trækkes de arctiske Arter, 77 eller '/» af alle Japans Blomsterplanter. Blandt disse skulle 
her udhæves: Vitis Labrusca, Bhus Toxicodendron , Rubus speclabitts, Pi/rus amencana, 
Amelanchier canadcnsis , Spiræa betulæjolia, Ribes laxijlorum , Arcdia racemosa, Viburnum 
lantanoides , Alnvs maritima, Betula Itnia, Pholinia arbutifolia. Et endnu mere fremmed 
Element i den japanesiske Flora er en Del nyhollandske Arter: Brasenia peltata, Qnapha- 
lium japontcum, Chapelliera glomerata, Polygala japonica, Ehretia serrafa, Nertera depressa, 
Dichondra repens og nogle liere. 



*) Blandt de pna Japan forekommcmli' danske Arier skulle lier udhæves: Caltha palustrU, Aclaa s]>!- 
rata, Jlcrberit vulyari« , Cltelidonium niajus , Con/dalis solida, Barhareu vulgarii, Turritis rflahni, 
Natturtium ojficmale, Malva sylveatrU, Kubus Chamæmorus, liosa pimpinelU/olia, Chryaosplcniuiu 
allemi/oliuni , l'amas»io paliislris, Drosera rotundl/olia, KpUohium angustifolium , telragonum, Cicuta 
viroaa, lledera Uelix, Adoxa mosrliaielina , Canipanula TrackeVtum, Imda Ilelenium. Brilannku, 
Taraxacum o/ficiuale , Vohriana of/lclnialis, Sambucus racemosa, Viburnum Ojmlus, l'acctnium Oxy- 
roccos, Vilis-idaa, Andromeda polifolia, J.edum paluslre, J'i/rola rotundi/oUa, media. Fmpetrum nigrum, 
Menyaiilhes trijoliala, Vlmus campestris, l'opulus tremula, Alnus incana, glutinosa, Betida alba, 
Orcltis lati/oUa, Litlera rordala, Polygonalum viultiflorum, Cunrallaria mnjalis. (Miquol 1. c. p. 309). 
**) Saadaiiiir ere: Schizandra japonica, llex crenala, integra, F.uonymus Hamiltonionus , Vitis fiexuosa, 
Casalpinia lepiaria, Pruntts Puddum, Pi/nia lanata, Spir(fa callosa. Myrsine capltellata, Oaullheria 
pijToloidei, Varcinium brarleatum, Donianum, Andromeda ovali/olia, Sumplocos cralæyoides, Loniecra 
aeuminala. LesrhenauUii , Khretia serrula, Udtoingiu ruacifioru, Elæagftiia umbellaia, Telranthera 
polyuntliii , Wichstroemia caucscens, Ficus pumila, Sa^pium sebiferum, Daphntpliyllum Roxburyhii, 
Quernis serrula, Ilelula IthoiptdUa. 



65 395 

Blandt de mange Plantefamilier, som ere repræsenterede paa Japan, er der nogle 
faa, som spille en fremragende Rolle derved, at de ikke alene optræde i mange eiendomme- 
lige Former, men ogsaa næsten overalt danne en væsentlig Del af Plantevæxten, og saa- 
ledes udgjøre Japans egentlige Karakterplanter. Disse Familier ere, foruden Cupuliferæ, 
Comferæ, Acerineæ Og Bydrangece, en Afdeling af Saxifragernes store Familie. — Af Naale- 
træernes Familie findes der i Japan og Fiina ikke færre end 9 egne Slægter, nemlig: Scia- 
dopifys, Gunningkamia, Cryptomeria, Glyptostrohts, Thuiopsis, Biota, Cephalotaxus, Salis- 
buria, PseudolariT. De 4 førstnævnte Slægter høre til den Gruppe af Naaletræer, som jeg 
har foreslaaet at betegne som Abieiineæ cupressi'næ*], en Gruppe, som næsten udelukkende 
tilhører de omkring Sydhavet liggende Lande, og som udmærker sig ved en nøie Forening 
af Dækbladene og Frugtbladene og ved lilvoxne Blade, saa at den danner Overgang til Cypres- 
gruppen. Blandt disse er Sciadopitys især mærkelig. De lange Grene bære nemhg kun 
skælagtige Blade, og alene i Toppen af Aarsskuddene fremkommer der 1 Hjørnet af disse 
Skæl bladagtige Dværggrene, dannede af to sammenvoxne Blade paa en næsten forsvindende 
Axe**). Ligeledes optræder Taxgruppen med meget eiendommelige Slæglformer, medens 
de egentlige Abielineer med Undtagelse af Pseudolan'x, der dog maaske rigtigst betragtes 
som en Underslægt af Larix, kun repræsenteres ved Former, som i det Hele slutte sig 
nær til asiatiske eller nordamerikanske Arter. Slægtskabet mellem den japanesiske og 
nordamerikanske Flora viser sig især ved Slægterne Chamæcyparis og Torreya, som ere 
fælles for begge, ja Torreya nuctfera er maaske neppe som Art forskjellig fra T. califor- 
nica, ligesom Picea jezoensis af nogle Botanikere betragtes som identisk med P. Menziesii 
fra Nordamerikas Vestkyst (Oregon). — Ahornfamilien er stærkere repræsenteret paa Japan 
end noget andet Sted paa Jorden; af de henved 60 Arter, som ere kjendte, voxe nemlig 
23 her. Næst efter Japan er Himålaja og Nordamerika rigest paa Arter. Japan har 3 Arter 
af Slægten Acer fælles med Asien, nemlig A. tataricum, A. circundobaium (i Mundschouriel) 
og A. pictum, der ikke alene forekommer i det nordlige Kina og Himålaja [= A. cultratum 
Wall.), men ogsaa paa Kaukasus, hvorfra den er beskreven under Navn af A. lætum. Flere 
af de paa Himålaja voxende Arter slutte sig nøie til de japanesiske, saaledes svarer A. 
Sikkimmense til A. distylum, A. Hookeri til A. carpinifolium og A. Thomsoni til A. capil- 
lipes og A. (egmentosum. El ligesaa nøie Slægtskab vise de japanesiske Arter af denne 
Familie, navnlig af Slægten Negundo, med de nordamerikanske. Af denne Slægts 7 Arter, 
som alle tilhore Japan og Nordamerika, er der I, som er fælles for disse fra hinanden saa 
fjerntliggende Lande, nemlig N. aceroides, den fra vore Haver velbekjendte ved sine lyse- 
grønne Grene ioinefaldende Art, der er identisk med Siebolds N. cissifoUum, medens N. 



*) Fiilaiidstrævæ.\ten p. 28. 
**) Dot. Zeil. 1871, p. t. 

^Idensk. Sdsk. Shr. i Bæhkc, ngturvtdrnsh o; milhrm Ard. 9 Bd. VI. 



896 66 

tiikoense slullcr sig neic lil Nullals N. tn'partitum og N. Maximowiczianum til ^V. cahyor- 
niciim OK N. niexicanum. Acer spicalum, rn lif-eledes fra vore Haver l)ekjendl nordameri- 
kansk Arl, er i den senere Tid bleven funden i de lioiere lijergegne paa Nipon, medens 
Acer ja/ionicuin sUiUer sig neie lii A. circinnaltim , A. pictum lil A. saccharimtm, A. ar- 
gtiliim til A. Doug asii, A. rufineme til A. pensylvanicum o. s. v. *). 

Gruppen Ihjdrangeæ af Saxifragcrncs Familie har ligeledes sit Maximum paa Japim. 
Den optræder her i cl slørre Antal Arier og med flere eiendommelige Slæglformer end 
nogcl andel Sled paa Jorden. Iler voxer saaledes næsten Ualvdelcn af Slægten Hydran- 
geas 33 Arter, og lier findes 3 for Japan egne Slægter: Sch'zophragma , Platycrater og 
Cardiandra, 

Planternes Lilbrcdning i de forskjellige llnider er endnu kun lidl kjendt. Lavlandet 
er her, hvor baadc Ager- og Havedyrkning staae paa et saa hoil Trin**), næsten overalt 
opdyrket. Landskabet har hele Aarel en smilende Karakter; Markerne slaa nemlig 
grunne om Vinteren***), og Skoven bestaaer væsentlig af Naaletræer og andre stedse- 
grønne Træer. 1 Nærheden af Jedo findes en yppig Skov, rig paa kæmpestore Træer. 
Den bestaaer af Pinus Thunbergii, det mest udbredte og mest anvendte af alle Træer paa 
Japan, 1'. densiflora, Abies firma, Chamæcy paris jjisifera og obtusa, Cryptomcria japonica 
med Stammer, der have 12 — 15' i Omkreds, TImiopsis dolabrala, Uciadopilus rerticillata, 
maoge stedsegrønne Ege, Kastanie-Ege og Kastanier, udmærkede baade ved deres anselige 



*) Miquel: Sur les érablcs du Japon lArch. Ncerlaiul. Tom. 11, p. 467). 

**) Tlicplaiiliiiiigcr iiitllaije betydelige Strækninger, navnlig omkring Miaeo og Osaca, ligeledes l'lanl- 
ningcr af Morhær lil Opelsknini: af Silkcormi'. The og Silke ere Japans vigtigste Udforsclsgjcnslando. 
Ilavevæscnel slaaer især huit med Hensyn til Dyrkningen af en uendelig Mængde Variclolcr af 
Chryaanthemum, Japancserncs Yndlingsblomst, med Hensyn lil sledsegronne Planter, der som i de 
gamle lla\ir i fransk Slil beklippes til alle mulige Figurer, og i Opelskningen af Dvergplantci, i 
livilken bizarre Hctning Gartnerne ved Podning, ved al indskrænke Kodens Plads og ved Vridning 
af Grenene liavc drcvel del lil en utrolig l'ulilkommcnhed. Som lixenipel herpaa aiiforer Fortune 
en LTlcpolle 1 Tomme i Tværmaal op 3 Tommer hoi, hvori der landtes en liambusplanle, et Grantræ 
og cl Ulommclræ med Ulomsler. Men denne Polte blev ogsaa vurderet til benved 1000 Kd. (For- 
tune: Ycdo agd Peking, p. III, 127, 12'J). 
**•) De Planter, som udgjore Gjensland for Agerbrug i Japan, lienhore til to Klasser: de, som dyrkes 
om Viiilerun, og de, som dyrkes om Sommeren. Om Vinteren dyrkes Hvede, liyg og den kinesiske 
Itapsplante [Drastka eininsis) og desuden lloghvcdc {I'olygonum iataricum) , Ærter, Bonner, Kar- 
tofler, Kaal, Lug o. I. Hvede og Byg saacs i Octobcr eller i Begyndelsen af November, og den 
forslc hostes I Slutningen, den sidste i Begyndelsen af Juni. Af de Planter, som dyrkes om Som- 
meren, er der nogle, som fordre en tor lliind og derfor dyrkes i de liniere liggende lilgnc og paa 
Itakkeskraanlnger, saadanne ere Itomubl, Olieplanlen {Sesamuvi orientale), Gobbo'en [Antium Oobho), 
Meloner, Ingefær, Jams, sudc Kartofler {JJatalau edulis), medens undre fordre Overrisling og derfor 
dyrke« I D.ilciie. Blandt dem indtage Bisen, der paa Japan skal opnaa slnrrc Fuldkonimcnhed end 
noget andel Sled, den forste Plads. Udplantningen af de unge Bisplanler linder Sled i Slutningen 
al Juni og HiiBlcn i November. Pau lignende Lokaliteter som Bisen dyrkes ogsaa Arnm escvlenhim, 
Cypertu tuberosui og Jutictis effunu; denne sidste lil Fletværk. 



67 . 397 

Slorrelse og skjnnne Væxl, Ahorn-Arter, vElm (Ubnus Keaki], et af de fortrinligste Gavn- 
træer og Diospyrus Kald med spiselige Frugter. Bliimlt lUiskene, soin danne Underskoven, 
hore de fra vore Haver velbekjendtc Weigelier [W.jnponica, grandifiora), den prægtiiie 
Osmanthus aqvzyoHus med vellugtende hvide Blomster og Auciiba japonica. GingkoVn 
[Saltsburia adianfifolia) plantes især ved Templerne, og her forekommer ofte gamle E\em- 
plarer med Stammer, som have 15-20' i Omkreds. Uer sces ogsaa Vistaria si'nensis, 
og Tortune maalle et Exemplar, hvis Stamme ?•' over Jorden havde 7' i Omkreds. I'aa 
Hakkeskraaninger voxer det japanesiske Voxtræ [Rkus succedanea) ligesom del kinesiske 
Voxtræ {Stillingea sebifera) i Kina, og begge gJHre om Kfteraaret ved Bladenes røde Farve 
den samme Virkning. I 1861 foretog Weitch en Bestigning nf Japans luneste Bjerg, 
Fusi Yama, der som en regelmæssig Kegle hæver sig til en Heide af 14,000'. Han fandt, 
at Skoven endnu paa en Høide af 4000' (ved Muriyama) bestaaer af en Blanding af Lovtræer 
og Naaletræer: Eg, Bøg, El, Ahorn, Ædelgran {Abies firma), Tsitga Araragi, Podocarpns. 
I en Høide af 5—6000' blive Naaletræerne mere og mere herskende, og det øverste Skov- 
bælte, der naaer til 9 — 9000', bestaaer alene af egne, tidligere ukjendte Arter af Bodgran 
(Ficea Alcoquiana) og Ædelgran (Abies Weitchii), der især ere udbredte mellem 6 — 7000', 
og oven over disse af Lærketræer {Larix Icpiolepi's) , som paa Skovgrændsen kun have en 
Høide af 2 — 3'. Om det alpine Bælte angives kun, at her voxer nogle faa urteagtige Planter. 
Tofipen er i de 8 Maaneder dækket med Sne. I Nærheden af Kraterets Band er der op- 
ført et Tempel, hvortil hvert Aar mange tusinde Japanesere foretage Bods- og Andagts- 
reiser*). — I de sydligere Dele af Japan, paa 0erne Kiusiu og Sikok, er en større Ind- 
blanding af tropiske Planleformer — her voxe saaledes Chamærops excelsa og Gijcas revo- 
luta — medens i den nordlige Del (Yesso) Naaletræerne ere endnu mere overveiende end 
paa Mpon. 

De sav takblad ede Eges Gebet. 
(L'nderslægten Cerris). 

Delte Gebet indbefatter Lillensien og alle de ovrige Middelhavslande , Grækenland, 
llalien, Spanien og Portugal og Afrikas nordlige Kystrand. 

Den aarlige Middelvarme er i Italiens Lavland efter den mere nordlige eller 
sydlige Beliggenhed 12 — 18° C. Vinlervarmen ligger mellem 5 — 12° C. og Sommer- 
varmen mellem 20 — 24° C. Varmen aflager mod Øst, dog fornemmelig Vintervarmen; 
thi Sommerens Middelvarme er i Neapel 21° C, i Konstantinopel 22° C, men Vinterens 
Middelvarme er i Neapel 10° C, i Konstantinopel derimod kun o°,2 C. Regnen 



*) Diary kept by Weitcti durigg his trip to mont Fusi Yama. September 18G0. (Gardii. Cron. isei, 
p. 49). 

50* 



398 «8 

er iiffsleii indsknrnkct til Vinlcrmaancdcrnc, livurfor l'lanlevirxun om Sommeicn i dot 
Hele frcmbydor cl l»il Ldsccnde. Den aarlige llegnniængdf er slørsl ved Todcn af 
Alperne, nemlig 50—60", og aftager gradvis mod Syd; ved Talermo er den 21"; den er 
iiogcl slorrc paa Vestsiden ond paa Oslsiden af Apeiinincrnf. De ved Ariernes Anlal her- 
skende l'amilier ere : Leguminosæ med 700, Lahiatæ med 500, Cructferæ med oOO, Cario- 
phijUaceæ med 300, Borragineæ med 200, Vynarocephaleæ oy Cichoriaceæ hver med 300 
Arier. Til.de mesl eiendommclige Træk i Middeliiavslandcnes Piantevæxl horer det stedsc- 
grnuuc Skovliælle, som forekommer i Lavlandet eller Ira Havels Mveaii til 1200'. Skoven 
vedligelioldcr hele Aarel væsenllig samme Karakter og hestaaer af mange Arter af forskjeilige 
rainilier, saaledes navnlig: Laurbærtræet, Sten-Kgen, Kork-Lgen, .Mastixlræet, l'islacicu, 
.lordbærlræet, Lyngtræel, Oliventræet, den haleppiskc Fyr og l'inien, og paa nogle Sleder 
bidrage Dværgpalmen og Daddelpalmen til al give I'lanlevæxten cl mere tropisk Præg. — 
Blandt Middelhavslandenes Ivarakterplanler udhæver Link Lavendelen og Salvien som særlig 
ciendommelige for den nordlige Del, medens Myrten hersker i den mellemste Del og Uos- 
marinen og Oleanderen i den sydlige. Hlandt de i Lavlandet herskende Træer nævnes 
Pinus I'inasler som karakteristisk for den vestlige Del, P. llalepensis for den midterste og 
P. marilima for den østligste Del*). 

Af Cupuliferer forekomme her følgende: 
Af Slægten Quercus af Underslæglen Cerris 25 Arter. 

— — — Lepidohalanus {Euleptdobalanus) .10 — 

— — — — {Ilex) 1 — 

— — — — (Prinus § serroides) 1 — 

— Casianea 1 — 

— Fagua 1 

I del Hele ... 39 Arier. 

Af Underslægten Cerris tilhnre alle Arter delte (»ebet med Undtagelse af 4 , som vo.xe 
i Kastanie -Egenes Gebet, og del er navnlig Lilleasien, hvor denne Underslægt har sil 
egentlige Hjem; her voxer ikke færre end 20 Arter**), medens der i den vestlige og 
midterste Del af Gebetet kun forekomme nogle faa Arter, hvoraf de fleste i deres Habitus 
ere megel afvigende fra de typiske Former \EurceTris) og tilhore mindre Afdelinger af 
Underslæglen, som danne Overgang til Lepidobalanerne; det er navnlig Kork-Egene (Q. Huber 
og occidenlalia] og Kermes-Egenc (Q. coccij'era), som have deres egentlige Hjem paa den 



•) VIogmnnns Arclilv fur Naturficsctilclilc 1836, 1 Band, p. 328. 
**) Diaac orc: Cerrii, Pyrami, Vatlonea, llhaburmuU, alnifolia, lirantii, Jilirenhergii , Trojana, Look, 
oopliora, periica, vuea, Tchihatcheffii , regia, Libani, ctutaneaj'olia, caUiprinoi, cocci/era, Femlei, 
Aueheri 



69 399 

pyrenæiske Ualvn og i cIl'ii lilsUideudi; Del al' iNurdalriku oy sidslintvnli; o^siia i Italien. 
Af Underslæglen Lepidobalanus daiiiiL" de lur delte Gebet inest karakteristiske Arter ved 
deres Blades Form Overgang til Underslægten Cem's, nemlig Slen-ligen (Q. Ilex), Galæble- 
Egen {Q. infectoria) og den spanske Eg [Q. lusitanica). Kun i de østb'gsle Dele af Gebetet 
forekommer en Art (Q. pontica C. Kocb)*) af en Afdeling af Lepidobalanerne, som ellers 
tilhorer Kastanie-Egenes Gebet. — Kastanieslægleu sender fra sit ostlige Hjem langt imod 
Vest en Art, som er saa afvigende fra de asiatiske Arier, at den maa henføres til en egen 
Underslægt, og som her har en meget stor Udbredning. Castanea vulgaris horer til de 
Arter, der ere udbredte som skovdannende Træer over hele Gebetet med Undtagelse afAfrica; 
Quercus Cerris har samme store Udbredning (dog er den sjeldeu 1 Spanien), og del samme 
gjælder om Sten-Egen og Kermes Egen med den Forskjel, at de ere almindeligst i den 
vestlige og midterste Del af Gebetet, men kun sjeldne i den ostlige Del af samme. 

Cupulifererne optræde i Middelhavslandene ikke alene med stor Formrigdom , men 
de udgjøre en væsentlig Bestanddel af de i de t'orskjellige Bælter herskende Skove; i del 
stedsegrønne Bælte (O — 1200') saaledes navnlig Sten-Egen, Kork- Egen og Kermes- Egen, i 
det næste Bælte (1200 — 3000') Kastanien, den tyrkiske Eg og de nordiske Ege eller andre 
med dem nærbeslægtede Arter, som Q. pubescens og Fametlo, og endnu hoiere (3000 — 
6000') Bøgen, som her danner næsten rene Bevoxninger eller voxer sammen med yEdelgran, 
corsicansk Fyr, Tax eller Hassel. Saaledes er Forholdet ifølge Schouws Undersøgelser i 
Italien. Som særegent for Cupulifererne i dette Gebet maa fremdeles udhæves, at de have 
en meget mere alsidig Anvendelse end vore nordiske Arter. Til den bekjendle Brug af 
Vedet og Frugterne kommer nemhg her, at flere Arter have spiselige Frugter, som Kasta- 
nien og flere Ege-Arter, navnlig Q. Ilex r. Ballota; Kork-Egen leverer Kork, hvoraf store" 
Skibsladninger udfores fra Spanien, Portugal og Algier**); Galæbler af Q. infectoria — i 
18.56 udførtes disse fra Smyrna til en Værdi af 4 — 500,000 Rd. ; Skaalen af Q. Vallonia 
udføres navnlig fra de hølere liggende Egne af Karamanien i Lilleasien — undertiden 40 
Skibsladninger om Aarel — for at benyttes som det fineste Garvestof og til sort Farve ; og , 
endelig er der Kermes-Egen , hvorpaa Kermesskjoldlusen (Coccus Ilicis) lever, der benyttes 
som rødt Farvemateriale. 

Der staaer tilbage at give en lidt mere i del enkelle gaaende Fremstilling al Cu- 
puliferernes Udbredning i de forskjellige Dele af Gebetet og i de forskjellige Bælter. 



*) Efter Blade at dømme, som jeu liar seel af denne Art i det kongl. Herbarium i Ueiiiii, er den kun 

lidt forskjellig fra Q. Gnffithii, om den ikke falder sammen med denne. 
**) Kork, der som bekjendt kan aftages hvert 7de— 10de Aar af samme Træ, udlorles alene fra Algier 
i 1858 til en Værdi af 140,000 Francs. 



400 70 

l';i;i (len |i)rciiiiiski' lluhi) l"iciiil)yil(! <ji|iiilifL'rcriie snaxelsuin (k-n liclc I'lanlcvæxl 
(loro fra tin ovrige Middelhavslande afvigende Forhold*). Der gjor sig her storre klimatiske 
Modsætninger gjicldendc end i de Heste andre l.andc. Den nstlige Halvdel ar Spanien har 
sa.dedos et lort Klima, medens delle i den veslligc Del er fugtigt, og paa noi;le Steder er 
denne Modsætning mellem den vestlige og nstlige Kyst saa stor, al her forekommer Maxi- 
muni og Minimum af den i hele Europa herskende Regnmængde. Den fra .Sahara kom- 
mende sydosllige Vind (Ilarmaltan eller Samum) bevirker saaledes, at der i Saltsleppen ved 
Murcia undertiden hcngaacr flere Aar uden vedholdenile Regn, og i Juli afsvies Træernes 
Dlade, medens paa den anden Side den i Portugal herskende fugtige Vestenvind bevirker, 
at den aarlige Regnmængde i Coimbra er 211 Tommer, altsaa betydelig større end noget 
andet Sted i Knropa. Paa den store lløislelte, som indtager den allcrstorste Uel af Halv- 
øen, der mod Nord begrændscs af de cantabriske Bjerge, mod Øst af Sierra Cuenca, mod 
Syd af Sierra Morcna, mod Vest af det portugisiske Bjergland og har en Middelhoide af 
2000 Fod, som udmærker sig ved et stærkt udpræget Fastlandsklima, ved sin kolde Vinler 
og varme Sommer, og hvor Regnmængden kun udgjor 1 1 Tommer om Aarot — kun i denne 
Del af Landet er det, at l'lanlcvæxlen udfolder sin typiske spanske Karakler. Skovene ere 
her indskrænkede til Bjergene, medens her ellers hersker en fuldstændig Træloshed. og de 
over mange Hundrede Kvadratmile udbredte »Cislus-Uedor« meddele Landskabet den største 
Ensformighed. Foruden de selskabelige Arter (Cistus ladanifenis , laurifolius o. fl.) , der 
danne Hovedmassen af »Heden«, forekommer herimellem en Mængde Arter i spredte Exem- 
plarer. I den sydlige, sydvestlige og ostlige Del af Hoisletlen erstattes 6Y«<«s- Arterne af 
selskabeligt voxende llalvbuske, navnlig af Labiaternes {"aniilie (Rosmarinus qfficinalis , La- 
vandula spica, Thymus vulgaris o. fl.), medens der i den nordlige Del, navnlig i Duero- 
Dalen, forekommer egentlige Heder, dannede af Lyngarier (Erica cinerea, scoparia). Her 
finder det særegne Forhold Sted, at Plantevæxten har en dobbelt Hvileperiode. I den lange 
hede Sommer frembyder Plantevæxten en orkenaglig Torhed, og af mange Planter borl- 
visner hele den overjordiske Del. Om Efteraarcl, naar der er faldet nogen Regn, vækkes 
Planterne, især Løgvæxler (Amaryllideer, Liliaceer, Colchiaceer), til nyt Liv. Vinterkulden 
frembringer derpaa en Hvilelilsland. De til Bjergene indskrænkede Skove bestaa for en 
væsentlig Del af Ege. Paa Sierra Guadarama, som deler Hnislelleu i to Dele, den nycaslil- 
ianske Slette mod Syd og den gammelcaslilianske Slette mod Nord, beslaa Skovene mellem 
2.^00 og 3800 Fod af Pinus sylrestris og Juniperus Sabina, og de storre lloider (til 7500') 
indtages af Fjeldvæxter. Paa Sierra Cuenca ere Naaletræertie herskende, Pinus Laricio, 
P. Finaaler, og Underskoven bestaaer især af Enearter (Juniperus Oxtjcedrus, rufescens, 



*) Mur I tit Willkuiiiiii: Ulv llulbiiisvl (Ivr Pyruiiu;cii, tiilv guogrupliiscli-slatisliclic MuiiU||;ruiilue I8å5. 



71 401 

phoem'cia). I Estraniadura fiiules udstrakte Skove af Ege (Q. Sitber og Ile.r], hvorimellem 
er indblandet Fyr {P{7ius Laricio og Pinaster). 

I de Høisletten omgivende Hele af den pyrenæiske llalvo Iremliyder l'lantevæxten 
en forskjellig Karakter i den nordlige, ostlige, sydlige og vestlige Hel, og denne Forskjel- 
lighed betinges ved en Tilnærmelse til de nærmestliitgende Landes Klima og Plantevijexl*). 

I den nordlige Del, Pyrenæerne og de cantabriske Bjerge, har Plantevæxten væsenlig 
samme Karakter, som paa de melleraenropæiske Bjerge, og her forekommer endnu Enge. 
Fra 1000 til 3000 Fod dannes Skovene af Fagus sylratica, Quercus pedimculata, Q. pube- 
scens, Q. Toza, Fraxinus, Populus tremula, Ulmus, Acer plafanoides , Sorbus Aucuparia, 
Cratagus Oxyacantlia. Mellem 3000 og 5000 Fod ere Naaletræerne herskende: Abies pec- 
tinata, Pinus pyrenaica, P. uncinata, sjeldnere P. sylvestris. Her forekommer ogsaa Buxus 
som op imod den øvre Grændse af det subalpine Bælle fortrænger de andre Buske og paa 
mange Steder naaer op til det alpine Bælte, der her ligger mellem 7000 og 9000 Fod. 

Den vestlige Del af den pyrenæiske Halvo staaer ved sit fugtige Klima i en skarp 
Modsætning til Centralspanien. IMantevæxten danner her Overgang til den paa de azoriske 
og canariske Øer. Paa Sandbund ved Kysten og paa Sandhøie i det Indre findes mange 
Steder Skove af Pinus Pinea, Pinasler og Halepensis og i den sydlige Del af Portugal 
(Alem — Tejo) af Quercus Suber og Q. Ilex. I den nordligere Del af Portugal ere Bjerg- 
skraaningerne overvoxede med en eiendommelig Blanding af mellem-, vest- og sydeuro- 
pæiske Træer og Buske : Quercus pedunculata, Q. occidentalis, der her og i den sydvestlige 
Del af Frankrig erstatter Kork-Egen, Fagus sylratica, Acer campestre, Ilex Åquifoliftm, 
Prunus Lusitayiica, Arbutus Unedo, Erica arborea o. a. Olietræel og Oranger dyrkes lige 
til Cap Fiuisterre, og i den sydligere Del af Portugal, indtil Lissabon, bidrage mange ame- 
rikanske, indiske og afrikanske Planter, som ere blevne acclimatiserede, til at give Plante- 



I En egen plantegeografisk Afdeling lulgjure de fem sloic Saltstepper. som alle lllluire lialvoens osllige 
Halvdel: 1) den aragoniske Steppe, en Del af Ebro-Flodens Bassin, 400 Kod mex Havet, Inor 
Bunden navnlig i Omegnen af Plazeneia er saa salllioldig, at Drikkevand mangler, hvorfor man 
milevidt ikke seer Spor af Menneskers Nærværelse; 2) den casliliske Steppe, i Gjennemsnit 2000 Fod 
over Havet; 3) Steppen ved Murcia. Kvst- eller Middelliavssteppen , gjennemstromniet af Floden Se- 
gura, hvor Bunden paa mange Steder er saa saltholdig, at den kun tilsteder Dyrkning af Sodaplanten 
(Halocjeton sativus); 4) Steppen ved Granada eller Hoi-Andalusien, hvis Middelhøide or .3000 Fod og 
5) den nedreandalusiske Steppe, der udbreder sig paa begge Sider af Floden Xenil. De her her- 
skende Salturter: [Salsola papillostc]. Malturter {Artemisia valeniiiia, Arn(jonensis\ Uelitinthemum 
sqiiamatum, Gypsophila Bispanica, Zollihoferia resedifolia, Græsarter o I. ere alle lave tleraarige Urter 
eller Halvbuske, som ved deres beggronne (duggede, melede) ofte kjodede Blade og sædvanlig uan- 
selige Blomster udove en monoton og trist Virkning. Kun hvor Bunden er mere fugtig danne 
Græsser, Halvgræsser, Staticeer og Sallurter et mere sammenhængende Dække; ellers voxe Steppe- 
planterne i Tuer, der danne morkere Pletter paa den lyse Bund, eller de staa saa spredte, at man 
paa store Strækninger kun seer den nogne Bund (Willkomm: Die Sirand- und Steppengebiete 
der ilierisehcn llalbinsel. Leipzig IS.i"?). 



402 72 

væxten el sydligt Præp, sansom Phoenix daclylifera, Chamærops humilis, Agave americana, 
Opuntia ntlgnris, Cujirensiis glanra {den saakaldip porluuisiskc Cypros, fra Inrlien), <'era- 
tonia Siligua, Myrica Faya o. a. 

Den sydlige Del af Spanien, Andalusien og Granada, viser i sin l'lanlevæxl stor 
Tilnærmelse lil Afrika. I Lavlandet bestaacr Tnnvæxlen nogle Steder, saaledes navnlig i 
Sletten ved Sevilla, af Quercus Ltisitamca var. IJaetica, det vilde Oiictræ (Olea Europæa rar. 
Olea.iter) og isa-r af Pinus Pinea, som ved Cadix-IJngleii danner store Skove. Dværg- 
palmen har her overalt en stor l'dbredning og danner mellem Sevilla og Eciga store rene 
llevoxninger; mange Steder forekommer den i Forening med Pistacta Lentiscus, Tamartx 
galltca og Nerium Oleander. I Tiraiiada er Lavlandet skovlyst, men mellem 500 og 2.iOO 
— 3000 fod ere de sted.'iegronne Ege, Quercus Suber, Ileæ, coccifera, herskende. Del 
gjælder om denne Del af Spanien endnu mere end om den sidslomlalte, at mange Træer 
og Buske fra sydligere Lande dels dyrkes, dels ere forvildede i saadan Ma-ngde, al Plante- 
væxten licrved paatrykkes et næsten tropisk Præg. Blandt disse skulle udhæves , foruden 
de ovenfor nævnte: Sukkerrøret, Bomuldsplanten, Kaffetræet, Musa paradisiaca, Anona 
.iquamosa, Yucca gloriosa, Bamhusa ariindianucea o. m. a. — I de høiere Bjergegne, fra 
3000 lil oOOO Pod, hcslaa Skovene af en Blanding af Ege og Naaletræer: Abies Pinsnpo, 
Pinus Pinasler; Quercus Lusilanica rar. Valentina {Q. alpestris Boiss.) og Q. Toza. Melli'ni 
GOOO og 11000 Fod ligge Fjeldbuskenes og Fjeldurternes Bælle. 

I den vestlige Oel af Spanien har Plantevæxlen stor Lighed nird di'u paa de Itale- 
ariske Øer, paa C.orsica, Sardinien og i de sydligere Dele af Italien. 

Paa d?n pyrenæiske Halvø forekommer i del Hele 12 — 13 Arter af (aipiilifercr, 
nemlig 9 Ege, 1 Kastanie og I Bøg. Af Egene hore 7 Arter lil Underslægten Lepidoba- 
lanus. Af disse er der, foruden de lo nordiske Arier, Q. pedunculata og sessilifiora, og 
den ogsaa i Mellemeuropa forekommende Q. pubescens, tre Arter, der ere egne for denne 
Uel af Gebetet, nemlig: Q. Toza, Q. Liisiianica med sine lo Varieteter (Valentina o^ Baetica] 
og Q. humilis. Q. lle.r er fælles med alle Middelhavslandene*). Af Underslæglen Cerris 
forekommer her kun 4 Arier: Q. occidentalis, Suber, coccifera og Cerris. 

I Algier forekomme Egene (ra Kysten og lil en Iloide af 5000 Fod , o^ de danne 
paa mange Steder næslen rene Bevoxninger i de Levninger, som ere tilbage af de lidligrre 
saa udstrakte Skove **|. I Lavlandi-t og lil :^0(iO Fod er del Kork -Egen, Sien-Egen 



*) Hvorvidl (lin af Lange oiislillcili' (J. •irncilU er cii c'};cii Ail eller iii \i>(l rncuel smalle Hlaclo »y 

l-'ruiilpr iidniaTkPt Vaiieli't af Q. Iler. maa vel iddlil videre aiisees for Ivivlsonil. 
'*) De fordlillis slore Ivgc- oi; Kjrrc-Skovc i Aljjier ere dels lileviie ndclai;!« ved Skovbrande, der ofle 
iipDlode ved Arsvidiilng »f tiru^sscl i Sliilnlimeii nf Somincren , dels ved liPiisynslus Indsamllns af 
Terpentin ng Hark — liarken af I'inus llulepensis er en visitii! Handelsarllkel I .Sahara, hvor den 
lienjlles III Garvnin:; — oa; endelig ved de Odelipjigelser, som del i Skoven {jnrsseiide Kva-i; fnr- 
aurtii^oile |iaa di'ii iiiiae Opvirxt. Nii ere alle Skovene I Algier uniler Opsjii af l-'orslheljeiilc 
(Coason: lla|ipnrt ~\n uii vuyate bolaiiiijiie eii Alijerie. Ann. .seicnc. natur. -1 Ser. Tom. 1 — .'>). 



73 403 

og Kerm es-Egen, som i Forbiudelse med Myrten, Jordbærtræet, Olietræet, 
Fraxinus australis, Pistacia Lentixcus , P. atlantica, Juniperus Oxycedrus, J. phoemcea, 
Phillyrea latifolia og Salix pedicellata danne Skovene. Disse Træer afløses efterhaanden 
i en Høide af 3000—5000 Fod af Quercus Ilex v. Balloia, hvis Stamme ofte bliver 30 Fod 
liøi, inden den deler sig i Grene, af en egen Varietet af den spanske Eg {Q. Lusilanica v. 
Bætica == Q. Mirhechii Du Rieu), Pinus Halepensis, Fraxinus dimorpha^ Acer Monspessu- 
lanum, A. Neapolitanum, Vlnncs campestris og Ilex Aqvifolium. Paa en Høide af i — 5000 
Fod begynder Cederen (Cedrus Libani var. Atlantica), og den bliver imellem 5000—7000 
det herskende Skovtræ, saaledes navnlig i Provindsen Constantine. \ denne Høide voxe 
ogsaa Taxus baccata og Ilex Aqvifolium. 

Bælterne i Italien ere ovenfor omtalte. Hertil skal endun føies lidt om Bælterne 
paa Sicilien. Skraaningerne af Ælna ere dyrkede til en Høide af 3300 Fod. [ler dyrkes 
Sukkerroret og Bomuld til 1000 Fod, de forskjellige Citrus -Arter dg Oliven til henved 
2000 Fod, Figen, Daddelpalmen, Farve-Sumak (Rhus coriaria). Arundo Donax o. I. 
I Haverne sees mange af Tropezonens Planter: Bananer, Agave ,■ Opuntia , Enjthrina 
Corallodendron , Datura arborea o. m. fl. Derpaa følger et Skovbælte mellem 3300 Fod 
og 6200 Fod, hvor Eg og Bøg ere herskende. Quercus pubescens udgjør her ligesom 
i den sydlige Del af Apenniuerne den væsentligste Bestanddel af Skoven. Quercus 
Cerris er almindelig i Val del Leone til 4600 Fod. Q. Ilex gaaer i Val del Bue til 
3800 Fod. Her voxe de ved deres Tykkelse berømte Kastanier, Castagno di centi 
cavalli, Castagno di Sta Agata og Castagno della nave, med Stammer henholdsvis 180, 70 
og C4 Fod i Omkreds nær Jorden. Bøgen forekommer mellem 3000 og 6000 Fod, Birken 
mellem 4700 og 6100 Fod og Pinus Laricio i 120 — 130 Fod høie Exemplarer paa Østsiden 
af Ætna mellem 4000 og 6200 Fod. — Det subalpine Bælte ligger paa Ætna mellem 6200 
og 8950 Fod og udmærker sig ved sin Fattigdom paa Arter (kun c. 50 Arter ere kjendle 
herfra), der rimeligvis grunder sig dels paa det tørre Klima — Toppen sees kun sjelden 
indhyllet i Skyer — dels paa Bundens vulkanske Beskaffenhed og de hyppige Udbrud af 
Lava og vulkansk Aske. De fleste af dette Bæltes Planter synes at være vandrede herop fra 
Siciliens lavere Regioner; saaledes Juniperus hemisphærica og Berberis vulgaris- Astra- 
galus Siculus, der voxer i store 2 — 2'/2 Fod høie Tuer, er den herskende Plante og erstatter 
Alperoserne. Genisia Aetnensis er eiendommelig for Ætna. Med Senecio chrysanthemifolius 
forsvinder paa 8850 Fod al Planlevæxt med Undtagelse af Lavarter, der ogsaa forekomme 
sparsomt. 

1 Tyrkiet danner Balkankjæden Nordgrændsen for Middelhavslandenes Flora. Al- 
baniens Vestside stemmer i Plantevæxt overens med Dalmalien og bærer om Sommeren det 
samme tørre Præg. Phlomis jruticosa er paa store Strækninger dominerende, og istedelfor 
(len træder paa fugtigere Localiteter Myrtus communis. I Nordalbanien hæver Bertiscus sig 

Viienjk, Selsk. Skr , 5 RtHip, iinlurvi.iiMisli. og nulhem. AW. O n. VI. ') I 



404 74 

til 8000 Fod, men Syd for Floden Drin have de helicniske Bjerge kun en Hoide af 2 — 3000 
Fod. l>t'l ssli'dsegroiiiie Skovhælte med Quercim Suher op Q. pubescens strækker fsig lil 
1200 Fod og er skarpt adskilt fra det fniijende Hælte, som dannes af Kge {Q. pedunculata 
rar. Brulia, Q- Cerris Q, {(Jerris) Macedom'ca) og Acer Tataricum; kun paa enkelte liøiere 
Toppe kommer eminu et Uælte, hvor Pinus Brulia og Rhamnus alpina ere herskende. 
Taa Itjergene, som danne Grændsen mellem Albanien og Maccdonien, voxe (paa 42°) fra 
Foden (700 — 900 Fod) og lil 2800 Fod liere Varieteter af Quercus sessiliflora {Apennina, 
Excitlus firiseb.), Corylus Avellana og Ostrya; fra 2800 til 4600 Fod Quercus pedunculala 
og Fagiis sylvalica. Dette llælle stoder, da Naalctræerne her mangle, umiddelbart op til 
del alpine Hælte, der næsten alene dannes af urleaglige Planter: Drt/as octopeiala, mange 
Saxifragcr o. 1., og paa nogle Steder naaer op lil 7900 Fod. Paa Bjerget Nidgé i den syd- 
osllige Di'l af Macedonien fandt (liisebach fnlgen(le Bæller. Fra 1240 — 2GåO Fod dannes 
Skoven af Quercus Cerris; derpaa folger (fra 26o0 — 3000 Fod) et smalt meget planterigl 
Badle a( Buske, blaudl hvilke Juniperus Oxycedrua og Daphne glanduloaa især ere her- 
skende. Fra 3000— 4400 Fod danner Bøgen et Bælte, i hvilket ogsaa Pinus uncinata fore- 
kommer. — Kystslellen ved Vardar Flodens Munding har næsten Steppe -Karakter. Store 
Slra'kningcr ere bedækkede med Tamarix gallica eller med énaarige Græsser. Samme 
Sleppekarakter gjentager sig i en stor Del af del Vlarmorliavet omgivende Kystland. Kon- 
stantinopel er saaledes omsluttet af en Steppe, dækket med Poterium spinosum. Quercus 
coccifera og Cislus Monspeliensis ere herskende i del stedsegrønne Bælte i denne Del af 
Tyrkiet indtil 1200 Fod. Fra denne Høide begynde Skove af Eg {Q. pedunculata) og Bog. 
Bjerjjet Alhos, som iudlager den oslligsle af de tre fra deu Kaleidiske llalvo fremspringende 
Arme, har en rig og yppig PianlevæM. Indtil 1200 Fod er del dækket af stedse^jronne 
Buske og lave Træer: Arbutus l/nedo, Quercus Ilex, Cistus sab'iæfolius, C. rillosus, Erica 
arborea, Sparlium junceum og paa nogle Steder Euphorbia spinosa og E. Characias. Det 
næsle Bælle (1200— 2000 Fod) bestaaer af en blandet Skov af Kastanie, Ædelgran, Stilk-lig, 
Sten-Kg, Kermes-Eg og Kristtorn med Buskads af Ruscus aculeatus og IJypoglossum og 
med Slyngplanter {Turnus Cretica, Smilax nigra). I det folgende Bælle (3000 — 3500 Fod) 
hersker alene Stilk-Egen, hvorpaa der folger el dobbelt Bælte af Naaletræer, dannet af 
Pinus Laricio (3500—4600 Fod) og Ædelgran (4500—5250 Fod), der her optræder paany 
som eneherskende lil Skovgrændsen efler al have manglet mellem 3000—4500 Fod. I det 
alpine Bælle, som naair lil Toppen (6438 Fod), ere Saxifrager, Cruciferer, Euphorbier, 
Prunus prostruta og en Bose herskende. — I den ostlige Del af Thracien mangle de fleste 
af de for .Middelhavslandenes Flora karakteristiske Former, og Planlevæxlen har et mere 
nordligt Præg. Ege med alTuldende Blade, Oslryu, Acer campestre, Cornus mascula, Popu- 
lus nigra, Pyrus siilriæ/olia, Praxinus Ornus; kun Slyngplanterne, som her omvinde Tracrno 
[timilax aspera, Tannis communis og Vitis rinifera), robe el sydligere Hjem. Den brlliy- 



75 405 

niske Tlora danner ved sin yppige stedsegronne l'luntevæxt (Erica arborea, Aibutun, Laurus, 
Quercus coccifera og infectoria] en skarp Modsætning hertil*). 

1 Lilleasien er der den mærkelige plantegeograDske Eiendomnielighed, at medens 
de med de store asiatiske Plateauer i Forbindelse staaende Ilolsletter ere trælose, findes 
der Skovbælter baade oven over og under satnme. 1 den Del af Lilleasien, som gjenneni- 
slryges af den 10,000 Fod høie Bjergkjæde Taurus, ere Bælterne efter Forbes's'**) Under- 
søgelser følgende: 

Det stedsegrønne Skovbælte indbefatter Lavlandet fra Kysten til 1500 Fod. Sten- 
Egen, Galæble-Egen ere her tillige med den haleppiske Fyr og Kyst-Fyrren (Pinus mari- 
tima Lamb.) de herskende Træer. Desuden forekommer her Ceratonia, Olea, Ficus, Pla- 
tanen med Underskov af Cistus, Pistacia LetUiscus, Myrtus, Stijraæ, Arbutus Unedo, Vitex, 
Euphorbia dendroides o. fl. I denne Begion dyrkes Mais, Bomuld, ft/y««- Arterne, Hibi- 
scus esculentus og Cucurbitaceer. 

Det andet Bælte, det lavere Skovbælte, ligger mellem 1500 og 3000 Fod. Skoven 
bestaaer ogsaa her væsentlig af Ege, men andre Arter. Foruden de ægte Sav-Ege [Q. Val- 
lonea, Ehrenbergii, Pyrami) forekommer her især mange Former af den falske Kermes-Eg 
(Q. Calliprinos'^Qhh. = pseudococcifera Labil!.), som her erstatte den i den vestligere Del 
af Gebetet udbredte ægte Kermes-Eg, og som af nogle Botanikere ere blevne opfattede som 
egne Arter [Q. inops, echinata, dispar, rigida), og af Galæble-Egen {Q. Plmffingeri , tauri- 
cola). Den haleppiske Fyr gaaer ogsaa herop; ligeledes voxer her Platanus orientalis, og 
paa nogle Steder bestaaer Skoven fornemmelig af det orientalske Ambratræ (Liquidambar 
orientale). Her dyrkes Vin, Tobak og Valnød. Mellem 3000 og 6000 Fod ligge de skovløse 
Iløisietter. Floderne have her i Begelen ikke noget Atlob lil Havet, men føre deres Vand 
til Høisleltens Indsøer. Beboerne fra Lavlandet tage herop om Sommeren for at benytte 
de frugtbareste Egne til Kornavl, og disse Kultur-Oaser kaldes i Anatolien og Armenien 
Yailahs. Det er perennerende urleagtige Planter af Compositeernes, Cruciferernes, Borra- 
gineernes og Caryophyllaceernes Familie, som her dække Bunden. Bjergskraaningerne ere 
bevoxede med Buskads dannet af Quercus infectoria (Pkæffingeri) , Berberis og Jasminum 
frxiticans. 

Det øvre Skovbælte ligger mellem 6000 og 8000 Fod og dannes af Naaletræer: 
Cedrus Libani, Sabina exeelsa, Arceuthos drupacea og Ahies Cilicica. Holden mellem 8000 
og 10000 Fod indtages af den alpine Begion. Paa Bjergene i Kurdistan bestaa Skovene i 



*) Ovenstaaende Bemærkninger om Tyrkiets Flora skyldes Griscbacli (Wicgmanns Arctiiv, 8 Jalirg., 

2 Band, 1842 p. 433). 
**) Travels in Lycia, Milyas and Ihe Cibyratis. London 1847. Botany: Vol. 2, p. 129— 1G3. — Wieg- 
manns Arehiv 1848, p. 280. 

51* 



406 76 

rn lloidc af 3.i()(> til ioOO l'od aflCgt-, som nicslcn alk' hurc (il dfin Oniiipc af l'iitlLTslæglcn 
Cerris, iivis ISIadc crc liraaddcl-laiiiiedu, iieinllg (^. limntii, oophorOy resca, retjia og Persica. 

I den sydvcsllige Del af l'ersien, Nordvesl for Scliiras, faiidl Kolschy paa den 
11(100 Fod lioie Kiih-Daena Q. Persica herskende mellem 4000 og 6000 Fod. Over Ege- 
bo'Uel fandtes en Busk-Ilegion bcslaaende af Lonicera Persica, Tragacanlli-IJuske og Um- 
belliferer {Dorema, Ferula) (Wiegmanns Arcliiv I81G, p. 436). 

Palæstina danner Sydgrændsen for delle (lebét mod den arabiske Ørken. Sydpalæ- 
stina hæver sig terrasseformig i Veirel til en Iloide af 3000 Fod. Det er el fuldstændigt 
Bjergland, skovklædt paa sin vestlige Ileldning og forsynet med en i September indtrædende 
Regntid, saa at det slaaer i skarp Modsætning til den tilstødende Tange ved Suez, som 
er flad og har en orkenagtig Karakler. Skovene bestaa her af Pislacia Palæstina, Celtis 
oricntalis, Quercus dalliprinos rar. Palæstina, Eleagnus angustifolia, Moms nigra og alba, 
Olea Ettropæa, Zizyiihus Spina Christi og i l'loddalene af Populus Euphralica, Salix Bahij- 
lonica og Fraxinus Syrica. Paa Toppen (c. 3000 Fod) af Bjergene, som omgive Byen 
Hebron, der ligger i en Høide af 26.50 Fod — ifølge Kolschy en af de yndigste Egne i 
Orienten — findes Fyrreskove (Pinus Brulia). I Nærheden af Byen Hebron er der el Ex- 
emplar af den nysnævnte Egcart, der er bleven bcroml ved sin Slnrrelsc og betegnes som 
Abrahams- eller iVIamre-Egen. Slammen har 22 Fod i Omfang og bærer en kolossal Krone, 
som til den ene Side breder sig 83 Fod og til den anden i!) Fod fra Stammen. I den 
nordlige Del af Palæstina, paa Bjerget Tabor, voxer en anden for Palæstina eiendommelig 
Egearl (Q. Ithahurensis)*). 

De lappctbladcdc Eges og Bogens Gebet. 
[Quercus, Lepidobalanus, Eulepidobalanus, jf lobatæ). 

Delte (Jebél indbefatter den storsle Del af Europa Nord for Pyrenæerne, Alperne 
og Balkan og indtager i Sydeuropa og" Lilleasien el Bælte paa Bjergene, som gradvis hæver 
sig (il større Høider og sydligst ligger mellem iOOO og 6000 Fod. Som bekjcndt falder 
den Nord for de høie Bjcrgkjæder liggende Del af Europa i tre store naturlige Hovcdparder: 
det nordeuropæiske Hoilaud (den skandinaviske Halvø og Finland), hvortil slutte sig 
Skotland og den vestlige Del af England samt Irland og Bretagne, de mellemeuropæiske 
Bjerge og et mellem disse to Partier liggende Lavlandsbæl te. Del er dette Lavlands- 
bælle, som her især kommer i Betragtning; thi det er her, al delte Gebéls Arter af Ege- 
lamilieu have deres egentlige Hjem. 



*) KoUchy: UmriS8c von .Siidpaliisliiia ini Klcidc der Krfililingsnorii (Vcriiniiril. der K. K zonl.-lioliin 
ticscllscliafl in Wien. Jnbrg. 18GI). 



77 



407 



Som Foi'lsællelsi' al' det asiatiske Lavluiul IjitiIlt den (isteiirop:riske Slette sig, ind- 
lagende el Areal af 100,000 D Mile mellein Ishavet og Sortehavet og lortsa'tter sig mod 
Vest som et meget smallere Bælte (det mellemeuropæiske Lavland) gjennem Polen , Nord- 
lydskland, Danmark, Holland, en Del af Belgien, herfra videre gjennem Normandiet, der 
atter staaer i Forbindelse med det vesteuropæiske Lavland, indtagende den største Del af 
Vestfrankrig. Dette store Lavlandsbælte bestaaer for det meste af Tertiærtidens Sand- og 
Lerlag, og paa mange Steder træde de underliggende Kalk- og Kridtdannelser op til Over- 
fladen. Den østeuropæiske Slette har kun to lave Høidedrag, et nordligt og et sydligt, der 
omtrent i lige Afstand fra Moskau strække sig tvers gjennem Landet. Det nordligste (Val- 
dait)jergene) af disse fortsætter sig langs med Østersoens sydlige Rand (det preussisk- 
meklenburgske Søplateau, udmærket ved sin Rigdom paa Smaasøer) og herfra langs Øst- 
siden af den jydske Halvø. Som en Folge af de i dette Gebet herskende voldsomme vestr 
lige Vinde indtages den mod Vest og Nordvest vendende Del af Lavlandsbæltets Kystrand 
af en Klitbræmme (de saakaldte Nehrungen ved det kurische og frische Haff, den langs 
Vestkysten af Jylland og herfra langs Fastlandet til Caiais sig strækkende Klitbræmme og 
en lignende langs Frankrigs VeslkystI og indenfor dette strækker sig et ofte flere Mile bredt 
Bælte, først af Marskland og derpaa af Hedeland, eller af dette alene (den jydske Hede. 
»Limeburgerhaide« i Hannover, »Campinen« i Belgien, »les Landes«, adskilte fra Khtbræmmen 
ved en næsten sammenhængende Række Brakvandssøer). Dette Gebets Klima udmærker sig 
ved en paafaldende Forskjel mellem den nstlige Halvdels udprægede Fastlandsklima og det 
i den nordvestlige Del af Europa herskende Øklima. Dette Forhold sees især tydeligt ved 
den mærkelige Boining af Varmelinien, der betegner 0° som Middeltemperaturen af Januar. 
Denne Linie løber nemlig fra Donauens INIunding først mod Vest til Strassburg, men boier 
herfra pludselig mod Nord og beholder denne Retning lige til Hammerfest. Aarsvarme- 
linien for lt°, der paa Norges Vestkyst stiger til 70° Br. , synker i Asien til 51" lir., og 
Aarsvarmclinien for 8° R., der i Irland ligger paa 53° Br. , synker gradvis mod Øst, 
saa at den i Asien ligger paa 40° Br. Den store Forskjel i Varmens Fordeling, som be- 
tinges ved Afstanden fra Havet, sees af nedenstaaende Temperaturangivelser: 



















^ 


i ^ 












































6 


■~ 




b^ 


p 




a 


< 


" i I-S i 
























Si 


c 


D 


> 


_o 


1 


bJ 


E 


£|i5. 


Edinburgli 


55° 58' 


2,4 


11,9 


2,9 


5,8 


11,8 


7 


6,7 


'J,5 


Kjøbentiavn .... 


55° 41' 


-r 1,1 


14,6 


-i- 0,4 


5,2 


13,8 


7,6 


6,6 


14,9 


Berlin 


52° 30' 


-^ 1,9 


15 


-7-0,2 


6,9 


14,5 


7,6 


7,2 


lli.9 


Moskau 


55° 45' 


-=- 8,1 


15,3 


-T-7,5 


3,9 


14,2 


3,5 


3,6 


23,5 



408 78 

DiMi inilili' VinliT i di-ii iiortlvesllige Diil uf Kuropa, som rremkaUlcs ved Ciolf- 
slr.Miinu'ns lldning o^' vrd de licrskLMide vcslligu Vinde, og som bevirker at liorii- og 
Skovgrtrndscn i Norge rykkes op til den 70de Brcdegrad og al Havnene der ere aabne hele 
Aaret, udover overhovedet en gjcnnemgrihende Indflydelse paa Kulturforholdene i de lier- 
hcnhorende Lande og navnlig paa riantevæxlen*). Som el paafaldende Kxempel herpaa 
kan anfores Kristtornens Udbredning. Dette smukke sledsegrnnuc Træ er nemlig saa karak- 
teristisk for Vestkysten al Norge indtil G2° Ur., at man efter det har kaldt et eget Plantc- 
bælte »Kristtornbællel« ; del er fremdeles almindeligt i Landene omkring Nordsøen, saaicdes 
i Danmark paa Ilalvoen; men længere moil Øst forsvinder det, saa at dels Øslgrændse i 
denne Del af Kuropa noiagtig falder sammen med den Linie, som betegner Grændsen 
for det mere udprægede Øklima; forsi i Alpekjæden gaaer det længere mod Øst og 
naaer til Kaukasus. — Da den vestlige Vind er den herskende i delte Gebél og tillige 
den regnbringende, er del naturligt, al Regndagenes Antal og Regnmængden aftage mod 
ØsL Dublin har saaledes 208, London 178 og Kjobenhavn 134 Regndage. Bergen har 
80 Tommer Regn, Irlands Vestkyst hh, Danmark 21, SI. I'elersburg 17 o.ir Aslrakan (! 
Tommer. 

Der er kun tre Arter af Egefamiiien, som ere karakteristiske for dette Gebet, men 
som her ogsaa forekomme næslen overalt, nemlig IJogen, Sommer-Egen og Vinter-Egen. 
Kun i den sydlige Del af Gebetel er der cl small IJælle, hvor disse Arter ere blandede 



*) Efter Tcmpcialuiforilcliiiiji'ii lienrnrci Duve dun iiordljui; lliilvkutsks Lamlu til 6 forskjelliuc Sy- 
stemer: 
II I Kuropa er Viiilercn nici.'el mild, oi; Sommeren er ligeledes varmere end den skulile være cfler 

Bredegraden; 
2) i .Nordasien tr Vinteren ovoronlenllii; kold og Sommeren varm, saa at Asien er den Del af 

Jorden, hvor der gjor sig det most ndpra'gede Kastlandsklima gjældcnde; 
S) i den smalle Del af Nordamerika, som ligger Vest for de lioie lijcrgkjacdcr, er Sommeren kolig, 

men Vinteren mild, altsaa et Kystklima; 
•1) de nbrdamcrikanskc Polarlande og Gebetet mellem lludsonsbugten og de store Sner have buade 
en kold Vinter og en kold Sommer, medens det indre af Nordamerika indtil Klippebjergene mere 
tiæimer sig til Kastlandsklimaet, men kun i en fra den mexikanske Itugt af fra SU til NV gig 
str.Tkkendc Stribe, som mod Nord efterhaanden bliver smallere og hvis Østgricndse temmelig 
noic betegnes ved den lil den slorc Hjorneso lobende Kjædc af Soer; 
5) (jronland og Island have en kolig Sommer og relativ milil Vinter ug vise altsaa en Tilnærmelse 
til et Oklinia, som er lydeligst udtalt paa Island. 

Temperaturforholdene i Grunland og Island danne saaledes et System for sig, som adskiller 
sig baadc fra det nordamerikanske og europæiske. Den laveste aarligc Middellemperalnr, som over- 
hovedet er paavist ved directe Iagttagelser, lindes ved Parry-Oernc, nemlig -f 12—13° U. Den lave 
Temperatur langs Vestsiden af llafllnsbuglen linder sin Forklaring derved, al <let anur'kanskc Polar- 
hav linr sit Aflub 1 en SIrom , som lober fra Laneastersundet mod Syd langs Vestkysten af Kafllns- 
buglcn, medens der, som Irminger forst har paavi.sl, lober en Strum fra Cap Karevvell langs med 
Gninlanda Kyst. (Do ve: IJcber das Klima von Nordamerika i Zeitsehrift fur allgenuine Erdkunde. 
Neue Folgc. Intcr Ud., p. 18). 



79 409 

med Arter, som have deres egentlige Hjem i Middelhavslandene, nemlig Quercus Cerris, 
Q. occidentalis, Q. pubescens og Castanea vulgan's, og denne sidste naaer i Frankrig op til 
raris's Bredegrad, og den skal ogsaa være vild i Delgien. I den Del af Gebetet, som ind- 
tager et Bælle paa Bjergene i Middelhavslandene, komme flere Arter til af de lappetbladede 
Eges Gruppe, saaledes Q. Farnetto i Calabrien og Q. Cedrorum, Haas, ndcanica, inacran- 
thera og Sypirensis i Lilleasien. 

Det synes at være almindelig erkjendt, at Bogen i Danmark og navnlig paa de 
danske Øer med deres humusrige, kalkholdige og sandblandede Lerbund, med deres milde 
Vinter og jævnt fordelte Fugtighed finder de gunstigste Betingelser for sin Udvikling 
og her har sit egentlige Hjem. Herfra er Bøgen udbredt mod Nord over den syd- 
lige Del af Sverrig, gaaer paa den vestlige Side af Landet til 59° og paa østsiden til 
57°, hvorimod den savnes baade paa Øland og Gotland. I Norge har Bogen kun en ringe 
Udbredning og danner kun paa tre Steder Skove, nemlig ved Laurvig, Arendal og ved 
Hosanger, Nord for Bergen (60° 37'). Den opnaaer dog endnu i Norge en anselig Størrelse 
(Høide af 80 Fod og Slammen 8—9 Fod i Tværmaal) og gaaer op paa Bjergene til 800 Fod. 
Mod Øst sænker Bøgens Nordgrændse sig meget betydeligt, og den falder her sammen med 
Varmelinien -=- 3° U. for Januar eller en Linie, som fra den preussiske Kyst omtrent 
midt imellem Danzig og Kønigsberg, drages gjennem Polen, Volhynien, Podolien til Sorte- 
havets Kyst midt imellem Dniester og Bug og herfra gaaer midt gjennem Krim og følger 
den 4 ode Bredegrad til det kaspiske Hav. Den har altsaa en nordostlig Polargrændse. I 
England er Bøgen ikke saa almindelig som Egen, gaaer kun op til 55—56° og er ikke 
vildtvoxende i Skotland, ja efter et Sted hos Cæsar (»Materia cujusque generis, ut in 
Gallia, est præter fagum et abietem« etc.) at domme, synes Bøgen ogsaa i England at høre 
til de indvandrede Træer. Kun i Omegnen af London og i nogle vestlige Distrikter findes 
større Bevoxninger (Henfrey). 1 Nordtydskland, Belgien og Frankrig er Bøgen et herskende 
Skovtræ paa Sletterne og de lavere Bakkeskraaninger. Paa Harzen gaaer Bøgen op til 
1800 — 2000 Fod (Bot. Zeit. S. 849), og paa Sudeterne danner den udstrakte rene Bevox- 
ninger mellem 1500 og 2000 Fod. Paa Thiiringerwald gaaer Bøgen til 2300 Fod og 
som Busk til 2600 Fod (Bot. Zeit. 9. 63); paa Riesengebirge til 3600 Fod. Paa de bay- 
riske Alper gaaer Bøgen til 4370 Fod, altsaa 2000 Fod høiere end Egen (Sendtner). ( 
Jurakjæden er Bøgen især udbredt paa den østlige Heldning og indtager her et Bælte 
mellem 3500 og 4500 Fod, i den øverste Del dog kun som Busk. Paa Frankrigs Central- 
plateau dannes Skovene fornemmelig af Ædelgran, og Bugen forekommer kun hist og her 
indblandet. Paa Bjerget Ventoux i Provence indtager Bogen et bredt Bælte fra 2760 til 
4130 Fod paa Nordsiden, medens den paa Sydsiden, hvor den paa Grund af det tørre Klima 
kun har en ringe Udbredning, naaer op til benved 5000 Fod. Paa Pyrenæerne danner 
Bøgen paa flere Steder udstrakte Skove og stiger op lil 3500— iOOO Fod (ifølge Spruce 



410 80 

ciuloii lil over 5000 Fod). Hvad Ungens l'dbredninfr i osllig Retning paa de tilsvarende 
Krr-de;; rader angaat-r, da danner den i rorLindtise med Avnbog, Ædelgran og Birk Skove 
indtil rn Il»iidc af 2500 Fod paa Bjergene omkring Wiener-Bækkenet (Regensb. Flora 1852. 
450). Paa Pilis-Vcrtes Bjergene i Ungarn er Bogen udbredt fra GOO Fod (paa Nordsiden 
og fra 900 Fod (paa Sydsiden) indtil Toppen (2000 Fod), og den er ber imod Sædvane 
almindeligere paa Tracbjt- end paa Kalkbjergene. I Bosnien danner Bøgen Skove i For- 
bindelse med Pinus Laricio og P. syhestris mellem 3000 og 4000 Fod. I Galizien har 
Begcn en meget almindelig Udbredoing, deis i rene Bevoxninger, dels blandet med Ædel- 
gran og Rødgran, navnlig paa den nordlige Skraaning af Karpatherne danner Bøgen ud- 
strakte Skove og stiger paa Talra op til 3800 Fod. Paa de til Valiakiet grændsende Dele 
af Karpatherne gaaer Bugen op lil 4150 Fod. I Skovene paa Sydsiden af Krim spiller 
Bogen en underordnet Bolle. Paa Kaukasus derimod horer Bogen lil de herskende Triner 
i Skovene mellem 1800-4200 Fod og paa Elbrus mellem 2400— 6000 Fod. Bogen danner 
i den nordlige Del af Schweiz, der beslaaer af Molassc, Kalk og Skifer, Hovedbestand- 
delen af Løvskovene, men forsvinder næsten ganske paa de af krystallinske Bjergarter dan- 
nede Cenlralalper, mangler i Oberbiinden, paa St. Gothard og i Obernwallis , medens den 
igjen optræder i større Bevoxninger i Unterwallis. Paa Alpernes sy.lligc Affald findes don 
navnlig i Kanton Tessin. I den nordlige Del af Schweiz gaaer den sædvanlig op til 4250 
Fod, men dens øvre Grændse er meget afliængig af Bjergskraaniugernes Retning mod Solen; 
paa sydlige Skraaninger gaair den til 4550 Fod, paa vestlige og ostlige til 4270 Fod og 
paa nordlige til 3900 Fod, saa at der er en Forskjel af 650 Fod mellem de sydlige og 
nordlige lleldninger. I Kantou Tessin erstattes den i det lavere Bælte af Kastanien og 
voxer her kun mellem 3850 og 4660 Fod (11 o er: Beilrage zur Pfianzengeograpbie i Mil- 
Ibeil. aus dem t;ebiete Ihcor. Frdkunde, I, 3). — Hvad Bøgens Udbredning Syd for Alperne 
aagaaer*), da hører den til Italiens almindeligste Bjergtræer, men mangler altid i Lavlandet. 
Paa Alpernes Sydside forekommer Bogen mellem 2000 og 5000 Fod (hist og her til 5500 
Fod). Paa Apenninerne liæver Bogens Bælte sig gradvis mod Syd fra 2500—5500 Fod til 
3000— GOOO Fod og i de sydligste Dele til 3500—6500 Fod. Medens Bugen paa Alperne 
ofte voxer i Selskab med Naaletræer, danner den paa Apenninerne sædvanlig rene Bevox- 
ninger eller er i den nedre Del a( Bu'llel blandet med Kastanien. Omtrent fra 4000 Fod 
bliver Bøgen lav og nedliggende. Paa Corsica ligger der ifolge Link (Bol. Zeit. 6. 669) 
oven over l'yrrebæltet (Pinus Laricio) et Bælte af Bøg, bestaaende af Træer, der have lige 
saa .inselJK Væxl som Bogen |)aa Nordtydsklands Sletler. I Spanien forekommer Bogen i 
den nordlige Del mellem 1500 og 4.500 Fod, men kun hist og her i den centrale Del 



*y Schouw: Uc ^rnuruniiki' uft liistfiriskc rnrhnlil , s ilt itiiliciiski' Tia-cr ;if Kjicfiimilicii fnitiliNilp 

(Vid. Suliik .skilfl, U II. I liil l!i|. 



81 411 

(Willkomm). Syd for Balkankjæden har Bøgen en temmelig stor Udbrednlng mellem 1200 
og 2500 Fod; i Grækenland forekommer den kun paa Olympen og Pindus. 

Seer man hen til de ydre Betingelser, som bestemme Bogens Udbredning i hori- 
zontal og vertical Retning, da viser det sig, at den er et overmaade fordringsfuldt Træ. 
De Krav, den stiller til Jordbunden, Varmen, Lyset, Fugtigheden o. s. v., ere temmelig nøie 
kjendte og skulle her angives. At Bøgen har Forkjærlighed for Kalkbund nbaa ansees for 
utvivlsomt. Det bestyrkes ved Erfaringer ikke blot fra Danmark*), men ogsaa fra andre 
Lande. Hos os opnaaer Bøgen sin største Fuldkommenhed paa sandblandet og kalkholdig 
Ler, og »det er en Kjendsgjerniag, at hvor Kalken eller rettere Kridjlagene komme op til 
Overfladen og ere skovdækkede , der fremtræder en Bøgeskov, som udmærker sig ved sin 
frodige Væxt, sine Stammers Skjønhed og sin Renhed for andre Træarter« (Vaupell). 
Den er imidlertid langt fra at være bunden til Kalk, som saa mange have ment. Naar 
Bøgen saaledes i det hele er sjelden paa de bøhmisk-måhriske Bjerge, og naar Bøge- 
bæltet er meget svagt udviklet i Centralalperne, der bestaa af Granit, men derimod indtager 
betydelige Strækninger paa de af Kalk dannede ydre Alpekjæder, har man troet at finde 
Grunden hertil i de geognostiske Forhold; men ligesom her i Landet Bogeskov forekommer 
paa RuUestenssand (Rudeskov, Gribskov, Silkeborgskov), saaledes er det bekjendt, at den 
paa Schwarzwald har en stor Udbredning paa Granit og Sandsten , og at den i Schweiz 
voxer paa Urbjerg i Oberhaslitdalen, men derimod savnes paa Kalkbund i Kanderdalen 
(Bot. Zeit. 1843. 430), og det er ovenfor bemærket, at et lignende Forhold gjør sig gjæl- 
dende paa Pilis-Vértes Bjergene i Ungarn. Væsentlig Indflydelse synes Bundens meka- 
niske Forhold at udøve paa Bøgen. Den fine bindende Ler, som afgiver de gunstigste 
Betingelser for Eg, Ask, El og Avnbøg og for Agerbruget, kan Bøgen ikke taale og vistnok 
væsentlig fordi Vandet her samler sig paa Overfladen; thi Bøgen skyer al fugtig Bund. 
Dette fremgaaer, saaledes som Vaupell har vist, paa flere Steder her i Landet af Bøgens 
Forhold til Egen. Medens nemlig Bøgen overalt, hvor der er mere tør Bund, har fortrængt 
Egen, har denne paa den fugtige Jordbund i Sydsjælland og paa Laaland kunnet hævde sin 
Overlegenhed (Vaupell 1. c. p. 225). Hvad Bøgens Varmebehov angaaer, har De Gandolle**) 
vist, at den maa have en Varmesura, som ikke er mindre end 2550° R. og ikke større 
end 4500° R., og fremdeles maa Middeltemperaturen af Januar være over -f- 4°. Medens 
saaledes Bøgens Nordgrændse i Norge bestemmes ved en Varmesum, som er mindre end 
2550°, bliver dens Sydgrændse i Sydfrankrigs Lavland betinget af en Varmesum, som over- 
stiger 4500°; men mod Øst er det Fasllandsklimaets Januarkulde, som holder Bøgen borte 
fra Rusland, og dens Østgrændse falder sammen med Varmehnien -f- 3° for Januar. 



*) Vaupell: De danske Skove. 
**) Géographie botanique raisonnée. 

Vidensk. Selsk. Skr, 5 Bække, naiurvidensk. og malhcm. Må 9 Bd. VI. 



412 82 

Anderledes stiller Forlioldcl sig imidlertid med Jlcnsyn til Bugens Rpgrændsning i verlical 
Retning, paa lijcrgcnc. Iler har det visl sig, al Itogen kan hjælpe sig med en Varmesum 
af 1043° — saaledes paa Ælna — og med en Middeltemperatur af -r- 7° for Januar — 
saaledes paa Alperne. Dette grunder sig maaske dels paa, at en større Lysmængde i den 
lettere og klarere Luft paa de storre Iljerglioider erstatter Varmen, og dels paa, at Kuldc- 
Exlremerne her ikke ere saa hoie, medens tillige et tættere Snedække beskytter de unge 
Planler. — Dogen horer til de meget skyggetaalcnde Træer, og det er navnlig denne Side 
af dens Forhold til Lyset, der, som Meyers og Vaupells Undersøgelser have vist, især er 
af stor Betydning med Hensyn til dens Udbredning. Bøgeopvæxlen trives nemlig intetsteds 
bedre end under Egene, og Bøgene ere ogsaa, saa længe de holde sig som Underskov, til 
Gavn for Egene, da deres alTaJdne Blade forsyne Bunden med en kraftig Næring; men om- 
sider naar Bogene blive saa hoie, at deres Grene rage ind imellem Egegrenene, vilde disse, 
overskyggede af den tidligere udspringende Bøgs tælle Løv, af Mangel paa Lys ikke være 
istand til al udfolde deres Knopper, og saaledes vil eflerhaanden Gren paa Gren dræbes, 
og hele Træel tilsidst gaa ud. — Bøgen taaler hverken el meget tort eller el meget fugtigt 
Klima. Del synes saaledes at være en for stor Fugtighed i Forbindelse mud en for ringe 
Sommervarme, som bestemmer Grændsen for Bøgens Udbredning i Skotland, og paa den 
Del af Jurakjædens vestlige Skraaning, hvor der hersker et meget fugtigt Klima, mangler 
Bøgen, og rige Græsgange afvexie med herlige Ædelgranskove, medens den derimod paa 
den tørrere osllige Ileldning danner et bredt Bælte i en Høide af .3900—4500 Fod og 
lavere nede viser sig overalt paa de mod SO vendende Skraaninger, medens Rodgranen 
indtager dem, som vende mod NV. Ligeledes synes i Vogeserne en lille, ved Rydning 
foraarsaget, Formindskning i Fugtigheden at være Grunden til, al Bogen her udbreder sig 
paa Ædelgranens Bekostning*). — Andre Steder er del Mangel paa fornøden Fugtighed, 
som har forhindret Bøgens Udbredning, saaledes navnlig i det russiske Steppegebét. Det 
er dog ikke alene Regnmængden, som her kommer i Betragtning, men ogsaa Aarstiden, 
naar den falder. Bogen, hvis Rødder brede sig langs Overfladen, kan nemlig ikke undvære 
Regn om Sommeren, og De Candolle har vist, al den paa Steder, hvor Sommervarmen 
er 18 — 20° R., maa have 7 Regndage og, hvor den er 22—23°, 8 Regndage. 

Sommer-Egen (Quercus pedunculata) er et nøisomt Træ i Sammenligning med Bogen. 
Den vrager ingen Jordbund, naar denne kun har tilbørlig Fugtighed, og den er mindre 
afliængig af de ovre Jordlags Fugtighedstilsland end Bogen. Gaa vi i vor Betragtning af 
Egens Udbredning ud fra Danmark, da forekommer den her i rene Bevoxninger navnlig i 
dcD sydlige Del af Sjælland og paa Laaland. »I de derværende naturlige Egeskove er der 



•) P. E. MOIIcr: Om Ædelgiancns l'orckoinst 1 nogle franske .Siiovc (Tiilsskiifl for popul. I'rciiisl. af 
Naturv. 1871). 



63 413 

store Afstande mellem Træerne, og Jordbunden er i Regelen dækket af Underskov, især af 
Hassel og Hvidtjorn« (Vaupell). I den største Del af Landet forekommer Egen indblandet 
i Bøgeskoven, sædvanlig som Levninger af de store Bevoxnioger, der tidligere have dækket 
Laudet, men som Menneskene og Bøgen have kappedes om at fortrænge. Paa hele den 
jydske Riillestenssand-Ryg forekommer der smaa Egeskove, og paa de af Hedefladerne om- 
givne Bakkeøer staa Egekrat (»Purkrat«), Levninger af fordums Egeskove (Vaupell 1. c). — 
I Sverrig er Egen udbredt til Dalelv (61°), men dens Nordgrændse sænker sig, ganske mod- 
sat Bøgens, mod Vest og ligger her paa 60° (Andersson: Aper^u etc. p. 25). Længere 
mod Øst forekommer Egen paa Øland, Gotland, i den sydlige Del af Finland (61°) og i 
Rusland Syd for det Høidedrag, som fra Waldai-Bjergene fortsætter sig mod Øst mellem 
Wologda og Jaroslaw, og har sin Østgrændse ved Wiatka (58°). Den voxer her indblandet 
i Skove, som dannes af Birk, Esp, Ælm, Ask, Lind o. fl. Sydgrændsen for Egens Udbred- 
ning i Rusland dannes af Steppen; dog forekommer den hist og her i Floddalene i Steppe- 
gebetet, men mest som Busk (Trautvetter: Pflanzeugeogr. Verhiiltn. des eur. Russiands). 
I Norge gaaer Egen i de østlige Distrikter til 61°, men i de vestlige til 63° (Thingvold i 
Romsdalen). I de sydlige Dele af Landet gaaer den op til 1000 Fod paa Bjergene. Den 
opnaaer vel ikke i Norge saa anselig en Størrelse som i Danmark, men ved Horten 
(59° 25') forekomme dog Ege, som have 20 Fod i Omfang (Schiibeler). I de Levninger, 
som i England ere tilbage af de store Skove, som i tidligere Tider dækkede Landet, hører 
Egen til de mest karakteristiske Træer (Henfrey). Den gaaer i Skotland til 58°. — Fra 
den østeuropæiske Slette er Egen udbredt i Lavlandet over Polen, Nordtydskland , Holland, 
Belgien og den nordlige Del af Frankrig. Paa Bjergene i Nordtydskland stiger den op til 
1500 Fod, og i Sydtydskland gaaer den sjelden over 2000 Fod. I de bayerske Alper gaaer 
Egen høiere op paa Bikjæderne, nemlig til 2900 Fod, end paa Hovedkjæden, hvor den 
kun naaer op til 2000 — 2500 Fod (Sendtner). Paa Jurakjæden bestaaer Skovene ved 
Foden af den vestlige Skraaning af Ege i Forbindelse med Avnbøg og Kastanie. I en 
Høide af 1800 — 2000 Fod indtager Egen de mod Nord vendende Skraaninger, men Bøgen 
de, som vende mod Syd (Miiller). Paa Frankrigs Centralplateau begynder Q. i^edunculata 
at afløses af Q. pubescens (Lecoque). Ved den vestlige Fod af Pyrenæerne optræder 
Sommer-Egen i en egen fra vore Haver velbekjendt Varietet {Q. fastigiata Lam., Q. pyra- 
midalis Hort.), udmærket ved sin om Cypressen og den italienske Poppel mindende Krone. 
I den nordlige Del af Spanien danner Egen hist og her ret anselige Skove (Willkomm). 
— I Schweiz spiller Egen en meget underordnet Rolle (Heer), og den gaaer ifølge Mohl 
ligesom i Bayern høiere op paa Bikjæderne (til 3380 Fod) end paa Hovedkjæderne (til 2460 
Fod). — I Italien optræder Sommer-Egen i mange Former, Q. Thomasii Ten. med meget 
store Frugter, Q. Apennina med underneden filtede Blade o. n. fl., der af Forfatterne uden 
Grund ere blevne opstillede som egne Arter, og den spiller i Forbindelse med nærstaaende 

52* 



414 84 

Arier {Q. seist'liflora, pubescens, Farnetto) en meget viglif; Rolle som skovdannende Træ 
fornemmelig pna de afsondrede lljergsyslenier, som ligge Vest for Apenninerne, især hvor 
de danne plateauaglige Strækninger (Schouw). Paa Alpernes sydlige AfTald forekommer 
Sommer-Egen i Kastaniens og i den nedre Del af Bogens Bælte, til 3000 — 3500 Fod. I 
Apenninerne stiger den sjelden til større Eleide; kun i de sydligste f>gne til 3500— 3G00 
Fod og paa Ætna til 5000 Fod. I Oslerrig, navnlig i hele Ungarns Lavland, horer Egen 
til de herskende Træer, danner mange Steder rene Uevoxninger og opnaaer navnlig paa det 
tertiære Bakkeland en anselig Størrelse; den gaaer sjelden op over 2000 Fod (Pokorny). 
Uer voxe almindelig i Forbindelse med Sommer- Egen Q. seasilifiora, pubescens og Q. con- 
ferta (især almindelig i Serbien), hvis Frugter næsten ere lige saa velsmagende som Ka- 
staniens (Neilre ich). Desuden angives herfra <3._^/?/;en«?w/a (Hol. Zeit. 1869, p. 530), slrigosa 
NVierzb., fructipendula HK., menesiensis Kil., spicata Kit., verlesiensis Kit,, cuneata Kit., 
Former, der neppe kunne hævde deres Arlbereltigelse. 1 Galizien ere baade Sommer- og 
Vinter-Egen udbredte over hele Landet, paa Sletten og de lavere Bjergskraaninger, dels 
indblandede, dels i smaa rene Bevoxninger (Uerbich). I Bosnien ere Egeskove almindelige 
mellem 1800 og 3000 Fod (Sendtner). I Banalet, Serbien og Vallakiet indlage Egene 
store Strækninger langs med Donauen , men i Regelen kun som Huske. I Tyrkiet voxer 
Sommer-Egen mellem 1200 og 4000 Fod (Grisebach). I Grækenland spille Egene af 
denne Gruppe samme Bolle som i Italien; forekomme indblandede eller i smaa Grupper 
over hele Landet indtil en Heide af 3000 Fod. Kun sjelden danne de større rene Bevox- 
ninger, som i Arkadien, Elis, Akarnanien, i Dele af Phtiotis og paa Eubøa (Heldreich). 
Ogsaa i Lilleasien have de lappetbladede Ege en stor Udbredning og slige hist og her op 
til 5000 — GOOO Fod. Q. pedunculata optræder her i særegne Former (^,). .4n«eneaca Kolschy, 
var. petiolaris] og her forekommer en meget nærslaaende Art {Q. Haas). Ogsaa Q. sesst- 
liflora viser sig her i egne Skikkelser (Q. pseudotscharukensis Kolschy, Q. Dshorochensis 
C. Koch) og ligeledes Q. pubescens (Q. brevifolia Kolschy), og her komme egne Arter til 
(Q, vulcanica, Q. Cedrorum). Paa Kaukasus voxe Q. pedunculata, pubescens og sessiliflora 
indtil en Heide af 2400 Fod, og sidstnævnte stiger tilligemed Q. macranthera i Provindseo 
Talusch op til 600O Fod. 

Vinter-Egen [Q. sessiliflora) synes al have sit egentlige Hjem i Tydskland*). 
I Lavlandet forekommer den blandet med Sommer-Egen, men denne er dog her saa over- 
veiende, al den udgjor "/lo af Egeskoven (Har ti g); men jo heiere man sliger, desto mere 
vil man Onde, at Vinter-Egen træder i Sommer-Egens Sled, og i Nord- og Mellemtydskland 
gaaer den 4 — 500 Fod, i Sydtydskland COO— 1000 Fod heiere op jiaa Bjergene end sidst- 

*) Den har lier ogsaa mange Navne: Ucutsclic EIchc, SIcinelclie, NVintcrclclic, Uergelclic, Sputclclic, 
Wclsclche, Trufelchc. 



85 415 

nævnte. Delte staaer i omvendt Forhold til dens Udbredning mod Nord, da den i Sverrig, 
hvor den er sjelden, kun gaaer til 58*/2° og i Norge er indskrænitet til Omegnen af den 
sydligste Kyst*). I Danmark forekommer den kun paa Bornholrii, hvor den er hyppigere 
end Sommer-Egen, og i Jylland paa Himmelbjerget og ved Silkeborg. For de andre Egnes 
Vedkommende er Vinler-Egens Udbredning omtalt i det Foregaaende. Hertil skal endnu 
kun føies, at den i Spanien omtrent er ligesaa almindelig som Q. pubescens, der her op- 
træder under mange Former {Q. Htspanica Willk., Q. Cerriotdes Willk.), og begge fore- 
komme de indblandede i Skoven, navnlig i de samme Egne, hvor Sommer-Egen voxer 
(Willkonim). Mærkeligt er det, at Vinter-Egen ganske mangler i de bayerske Alper, 
medens den i Tyrol stiger op til 4300 Fod (S en diner). 

Vi gaa nu over til at tage i Betragtning den Rolle, som Cupulifererne spille i For- 
hold til andre, navnlig træagtige Planter i de forskjellige Dele af dette Gebet. 

Den østeuropæiske Slette eller det europæiske Rusland er træløs baade i sin nord- 
ligste og sydligste Del. Trægrændsen mod Nord kan ifølge Schrenks Undersøgelser**) 
belegnes ved en Linie, som drages mellem 67° ved Hvidehavet og til 64° ved Ural. Kun 
paa Halvøen Kola gaaer Trægrændsen næsten lige lil Ishavet; den nordostlige Del af Rus- 
land derimod. Samojedernes Land, hører til det arklisk-alpine Rige eller, som det sædvan- 
lig kaldes, Tundrernes Dælte. Blandt de i Tundrerne herskende Planter skulle udhæves: 
Dværgbirk, Pile [Salix ariuscula, Lapponum, depressa}, Eriophorum og Polytrichum. Ligesom 
paa den ene Side Skovene i Floddalene rykke langt op i Tundrernes Bælte (til 67*/2°), saa- 
ledes findes paa den anden Side ofte større Partier af Tundrerne indenfor Skovbæltet eller 
Grændsen er, som man maatte vente det, ikke skarp mellem Skovens og Tundrernes 
Bælte***). Det er i Rusland ikke som i Skandinavien Fyr og Birk, der betegne Skov- 
grændsen, men Gran [Picea obovata). — Medens del i Nordrusland er Kulden, er det derimod 
i Sydrusland Tørken, som betinger Trælosheden. Nordgrændsen for Steppegebetetet an- 
gives ved en Linie, som fra Sysran ved Wolga (paa 53°) drages mod Nordost til Sergiewsk 
og mod Sydvest lil Petrowsk og herfra til det Sted, hvor Desna falder i Dniepert). Paa 



*) Den kaldes i Norge paa Grund af Vedets Farve Rod-Eg i Modsætning til Sommer-Egen , der hedder 
Blaa-Eg eller Bly-Eg. 
**) Schrenk: Reise nach dem Nordosten des europæischen Russiands 18'iS. — Blasius: Reise ini 
europæiscbeu Russiand. Th. 1 — 2. 1844. — Ruprecht: Beitriige zur Pflanzenkunde des Russ. 
Reiches 1850. — Trautwetter: Die pflanzengeogr. Verhåltnisse des europiiischen Russiands ISIJO. 
***) Schrenk fandt de hoieste Punkler af Ural (c. -1000 Fod) paa 6S° endnu snefri. llral danner i sin 
nordligste Del, bøiende mod Vest, et vildt, overalt med Rullesten dækket lavt plantelost Hoidcdrag, 
hvis hoieste Punkt er henved 1500 Fod, men ophorer ikke her, som man tidligere har troet, ganske. 

t) Dog findes der i Ukraine store skovbevoxede Strækninger. Skovene bestaa af Eg, Lind, Poppel, 
Ahorn, især Acer Tataricum, og Ask. 1 disse skyggefulde, fugUge Skove udvikles en overordentlig 
Rigdom paa Svampe; mange Mennesker leve om Sommeren og Eftcraarel fornemmelig af Svampe, 
og torrede Svampe forsendes herfra for betydelige Summer (Blasius: Reise, V. 2, p. 212—13). 



416 86 

Krim paaer Slpppcn lil Midlen af Øen. Spredte Sleppepartier forekomme nordligere, saa- 
ledcs vi'd Sarank. Ligesom Skoven forlsæller sig in<l i Timilrcrne ianfjs mod Floderne, 
saaledes finder det samme Sled i Stepperne, og i fuglige halslrog findes smaa Skovparlier, 
dannede ar liirk, El, Lind og buskformige Ege. Den for Stepperne karakteristiske Planle- 
væxt laber sig forsi ganske gradvis ind i Tyrkiet. Saaledes har Planlevæxten i Omegnen 
af Konstanllnopei ifolge Grisebach*) Steppckarakler og ligeledes ved Kyslerne af Mar- 
niorhavel, ja eiuinii ved Vardars Delta, hvor slore Stra'kninger ere overvoxede med Tamarix 
Oallica og Græsser. Ligeledes dække buskformige Kge (Q. /ledunculata O'^ pubescens) store 
Strækninger i Rumelien, Serbien og Banalet, i.sær langs med Donau, og Phragmites com- 
munis, der, som det synes, optræder i Wolgas og Donaus Delta i større Masse end nogel 
andet Sled paa Jorden, gjor sig paa lignende Maade fijældcnde ind igjennem Ungarn. 
Mellem Sydgrændsen for Tundrerne og Nordgrændsen for Stepperne ligger lUislands slore 
Skovbælte. Dette deles ved det Floidedrag, som fra Waldai-Ujergene forlsæller sig mod 
Øst mellem NVologda og Jaroslaw og danner Vandskjellel mellem Dwiiia og Wolga, i et 
nordligt Parti, hvor Naaletræerne ere herskende, og el sydligt, hvor Eg, Lind, Bævreasp, 
Avnbog og andre Løvtræer for en væsentlig Del indlage Naaletræernes Pl;ids eller ganske 
have fortrængt disse**). Det nordlige Parti af Skovbællet deles atler i en osllig Del, hvor 
de sibiriske Naaletræer ere herskende, og en vestlig, der udelukkende indtages af europæiske 
Arter. Del er nemlig et mærkeligt Forhold i Fordelingen af Planterne her, at Uralkjæden 
ikke, som man tidligere har ment, danner et Grændscskjæl mellem den sibiriske og euro- 
pæiske Flora, men Grændsen betegnes for Træernes Vedkommende ved en Linie, som fra 
Onegaens Munding drages over Søerne Latscha og Kubinskoi mod Syd til Wolga***). — 
Det er Rødgran (Picea excelsa) og Fyr (Pinus sylvestris), som danne Hovedbestanddelen af de 
umaadelige Skove, der fra den botniske og den linske lUigl til Hvidehavet dække den største 
Del af Landett), med Indblanding af Birk og El {Alnus incana). I Granskoven beslaaer Un- 
derskoven af Pil {Halix arbuscula, hastata), Alnaster fruticosus, Juniperus nana; her voxe 
Empelrum, Vacciniuin Myrtillus, uliginosum, Vilis Idæa og Rubus arcticus. I Fyrreskoven 
derimod er Bunden dækket med tælle Tuer af Laver, {Cladonia rai}giferina, cornucopioides), 
Slereocaulan tomentosum, og ftlosser (Polylrichum, llijpnum, Dicranum), og herimellem sees 

*) Wicgniaiins Archiv, 8 Jahrg., 2 B., 1842, p. •434 og 438. 
**) Ifolgv Ulasius ligger ogsaa lier Græiidsclinicii mellem den blandede niisk-nissiskc og dcii heil 

russiske Uefolkning (Rcisc, T. 1, p. 291). 
•**) Meyer liar dog i sin Wiactka-Flora vist, at dor er 10 europæiske Arier, som ved Ural liaxc deres 
Østgrændse. 
j) Tidligere have Skovene indtaget langt betydeligere Strækninger, i^^n Strækning af 60—80 Mile, som 
paa Pallas's Tid var helt overvuxet med Skov, fandt Ulasius næsten triclos (Rcise, T. I, p. ISO). 
Vel oprettede den russiske Ilegjcring paa én Gang et Kor.slcorps pn:i 2.">,000 Miiiid, men Odelæggclserne 
bicvc derved dog kun ufuldkomment standsede. 



87 417 

Aconitum septentrionale, Pæonia intermedia og Arctostaphylos Uva Ursi. Kun enkelte 
Steder danner Birken (den hoinordiske Hirk , Betula glutinosa) rene Bevoxninger. En sa.i- 
dan Høiskov af Birk har noget ganske eiendommeligt. De hvide lige Stammer staa saa 
tæt, at de sete i nogen Afstand ligne en Mur; de ere fra Grunden af glatte og mangle 
indtil en Høide af 60 Fod enhver Grendannelse; kun den øverste Top bærer en luftig 
Krone, dannet af tynde, nedhængende Grene. Bunden er dækket med et blødt Tæppe af 
Mosser og Laver, Onaphalium dioecum o. 1. (Blasius, 1, 273). Overalt paa fugtigere 
Steder blander sig Bævreaspen mellem Birken og frembringer en velgjørende Åfvexling. 
Paa nogle Steder, navnlig i Nærheden af Floderne, frembyder Birkeskoven ved indblandede 
Grupper af Fyr og slørre Partier af Gran og Bævreasp en malerisk parklignende Karakter. 
Lave kuppelformede Bakker, adskilte ved ensdannede kjedelformige Fordybninger, ofte op- 
fyldte med Søer, Sumpe eller Moser, karakterisere denne Del af Rusland, som Midden- 
dorff derfor sammenligner med et pludselig stivnet Hav. 

I den østlige Del af Naaletræernes Gebet ere de gjennem hele Sibirien udbredte 
Arter endnu herskende, nemlig Picea obovata, Abies Stbiri'ca, Larix Ledebourii og Pinus 
Cembra. Af disse gaaer den førstnævnte længst mod Vest og skal endog være funden ved 
Søen Kjølmyaure i Østfinmarken (Botan. Noliser 1857, 175). I hele Naalelræernes Gebet 
afgiver Jagt, Fiskeri og Kvægavl Beboernes Elovederhverv; Agerbrug finder ikke Sted til 
Skovgrændsen, men ophører paa 65*/2°. Frugltrædyrkning mangler næsten ganske. 

Grændserne for Egens Bælte ere tilstrækkelig betegnede i det Foregaaende. Paa Syd- 
grændsen af Guvernementet Jaroslaw begynde Egene — mest Sommer-Egen, sjeldnere Vinter- 
Egen — at vise sig, dog her fornemmelig som Buske og især i Randen af Skove, som dannes 
af Birk og Bævreasp. Endnu noget længere mod Syd have Løvtræerne, nemlig foruden 
Egene, Ælm, Ask, Lind*), El, Birk (S. verrucosa) med Underskov af Cornus sangvinea, 
Euonymus verrucosus^ Salix viminaiis, Sambucus nigra, næsten ganske fortrængt Naale- 
træerne. Kun faa Steder Syd for Moskau forekomme større Gran- og Fyrreskove saaledes 
ved Koschesk Syd for Kaluga. Desuden er Landet her næsten overalt saa vel dyrket, at 
Skovene have maattet give Plads for Marker. I den vestlige Del af Egebæltet, Lithauen, 
Volhynien, Podolien, komme følgende Træer til , som mangle i den østlige : Carpinus Be- 
tulus, Populus nigra, P. alba, Acer campestre, A. Pseiidoplatanus, Pijrus communis, Hedera 
Eelix, Taxus baccata, og endnu vestligere, nemlig i den nordvestlige Del af Volhynien, 
kommer Bogen til. 

Sees hen til den østlige Del af dette Bælte, da viser det sig, som man maatte 
vente, at de nordlige Træer her gaa langt længere mod Syd. Guvernementerne Wiætka 



*) Linden (mest IHlia parvifolia] har en slor Udbreilniiii;, og af Basten forfærdiges aarlig 14 Millioner 
Maatter. 



418 88 

og Kasan*), der lildcis linrc ind under llrals vcsllif.'C Ilcldning, cre s.iaicdes dxkkodc med 
umaadelijie Skove, som væscnllif; beslaa af Naalotræer, nemli;,' Pinus sylvesln's, Abies Sibe- 
rica og sjeldnere Larix Ledebourii, medens blandt Løvtræerne kun Birken er almindelig, 
op Egen, Ælmen {U.campestris og effusa), Bævreaspen, Graa-Kl og Rod-Kl, Ron, Hægebær 
kun forekomme indblandede. IVa den sydlige Del af L'ral, som i Guvernemenlel Orenburg 
stra*kker sig ned i Stcppcgebeti't, nævner Meinsbauser**) folgende Træer: Abies Sibirien, 
Picea oborata, Larix Ledebourii, Pinus at/lvestria (almindelig og danner i den sandede 
Steppe ved Tobol-Floden en Skov af betydelig Udstrækning), P. Cembra, Betula alba, Ul- 
Mus pedunculata , Saliæ pentandra, amyijdalina, viminalis , cinerea, nigricans, Populua Ire- 
mula, Tilia parvifolia, Cerasus Padiis, Horbtis Aucuparia, Cratægus sangvinea. — Det bar 
fremdeles vist sig, al Ilovedsummen af de i denne øslligsle Del af Busland voxende Arter 
ere de samme, som forekomme i Tydskland. Af benved 400 omkring Wiætka samlede 
Planter er der saaledes kun 23, som ikke tiliiore Tydsklands Flora, og af 312 Arier fra 
Provindsen Tambow kun 16 ikke tydske***). De fleste af disse mellemeuropæiske Arter 
gaa desuden langt ind i Siberien, for Størstedelen til Daurien. Af de nysnævnte ved Wiælka 
samlede Arter er der saaledes kun omtrent 20 Arier, og blandt disse Egen, som bave deres 
Østgrændse ved Wiælka og 40 ved Uralt). 



*) Meyer: Floriiln provinciæ Wiætka i l!ciliai;cn zur Pllanzcnkunde des russisclien Reichs. Licf. .'i. 

1848. 
**) Bcilrag ?,ur Pflanzengeographie des Siid-Uralgebirges i Linnæa, V. 30 (1860), p. 405. 
***) Provindsen Tambows Flora i Meyer u. Ruprecht: Beitråge zur Pflanzenkunde Russiands, ISli. 

i) Sjdruslands Steppcgcbét er en umiddelbar Korlsællelse af de store Saltstcpper, som indtage den 
luranske Lavning omkring Aralsoen og det 7()00 D Mile store caspiske Hav, hvis Speil som bekjcndt 
ligger 80 Fod under Verdenshavets. I Stepperne omkring del caspiske Hav bestaaer den ensformige flade 
Bund af Ler, men store .'^trækninger ere dækkede med Flyvesandshoie, og paa enkelte Steder hæve (iips- 
og Sandstenslag sig iveirel til en Holde af 20 — 500 Fod. Paa mange Steder er Leret dækket med 
Saltcfflorescenser eller indtages af Saltsumpe. Her hersker en næsten altid skyfri blaa Himmel, og den 
aarlige Regnmængde naaer kun op til faa Tommer. De storste Extremer i Temperaturen gjur sig her 
gjældcnde. Om Sommeren er Varmen næsten altid '.'0—30° R., medens om Vinteren Thermometrct 
synker'lige saa dybt under Frysepunktet. I noie Forbindelse med denne extreme Hede og Kulde saml 
Turke staaer den tætte graalige Haarbeklædning, som er saa karakteristisk for Sleppeplanterne, og som 
baade tjener til Beskyttelse mod de brændende Solstraaler og mod Vinterens Kulde og til at optage 
Luftens Fugtighed, men som ogsaa giver Plantcvæxten lur el meget trist og ensformigt Præg. 
Blandt de mest fremherskende Planter i Steppen ere Artemisiernc (A. fragram, scoparia, Taurica, 
vuli/arU, Absinthium, Austriaca); dc voxe nemlig overall i spredte Tuer, hvor der er Lerbund; kun 
hvor denne tillige er saltholdig fortrænges de af Salturterne (Halocnemon atrobilaceum, SiUicomia 
herbaceu, Stthola arbtucula O. m. 1.). Hvor Underlaget er Gips, viser der sig en storre Afvexling i 
Planleva'xlen. Her sccs i April en brogel Blomstervrimmel af Tulipaner (T. sylveairU, Qesneriana], 
Adonin part-iftora, Aatragiiltis I'ullaiii, physodei o. fl.. Spiræa hypcrici/olia , P/Uomis jmn/icna, Atra- 
pliaxit tpinota, Atriplex, Jlheum Casj'ium, fiaUola, Sulicomia o. m. fl. Midt i Mal slaa dc fleste af 
di«8c Planter I Frugt, og allerede i Begyndelsen af Juni er næsten ethvert Spor Ul Planlevæxt for- 
tvunden. Paa nogle Steder dækkes Jorden af Mannaluv {Lecanora etculetUa). Paa Sandhuicnc, paa 



89 419 

Det væsentlig af Gneis-Granit bfistaaende nordeuropæiske Høiland har i det hele 
Karakteren af et Plateau med afrundede Fjeldtoppe (»Keller«)*), der har sin største Høide 
mod Vest, hvor det stiger brat op af det dybe Hav og er søndersplittet i en Mængde Fjorde 
og Oer, men skraaner jævnt ned mod den bothniske Bugt. Det bestaaer af en meget 
større nordlig Del, som ved det de store Søer omsluttende mellemsvenske Lavland er ad- 
skilt fra en meget mindre sydlig Del. Dette Plateau er nordpaa 2—3000 Fod og sydpaa 
4000 Fod høit, og de høieste Toppe (Sulitelma og Ymesfjeld) hæve sig til 6—8000 Fod. 
Finland er et lavt Bjergland opfyldt af ørige Søer. De klimatiske Eiendommeligheder, som 
udmærke det nordeuropæiske Hoiland, ere omtalte i det Foregaaende. 

Landskabets Karakter i Finland er meget ensformig. Overalt sees Soer omgivne 
af lave 3 — 400 Fod høie skovklædte Bjerge. Det er Fyr og Gran og dernæst Birk og 
Graa-El, som danne Skovene. Enen forekommer overalt som Underskov. Almindelige ere 



Bunden af hvilket Fugtigheden holdes tilbage ved det underliggende Ler, findes en frodig Væxt at 
Græsser (Elynim , Stipa) og Halvgræsser (Goebel: Reise in die Steppen des sudlicheii liusslands. 
1S3S). — I den sydlige Del af Sydrusland, som ligger Vest for Wolga, ere Græsstepperne herskende. 
Den aarlige Regnmængde er her i de fleste Aar kun 6 Tommer og Regndagencs Antal kun 47; i 
1S32— 33 var her i 20 Maaneder fuldstændig Torke; men Klimaet er meget uregelmæssigt, og der 
viser -sig stor Forskjel i Regnmængden mellem de enkelte Aar. Dertil kommer den almindelig her- 
skende 131æsl, der mod Ost og Nordost ofte bliver til Storm, som sælter slore Støvskyer i Bevægelse 
eller hvirvler Støvsøiler iveiret, der i et Kvarter kunne staa ubevægelige og ligne Mastetræer. Denne 
Blæst, der omtrent den halve Del af Aaret farer hen over Steppen, forøger om Vinteren den bidende 
Kulde og viser om Sommeren sin ødelæggende udtørrende Virkning paa Planlevæxten. — Græs- 
stepperne have i Reglen ikke noget sammenhængende Plantedække, men Planterne voxe i Tuer med 
større og mindre Mellemrum, dog kunne de, hvor Stipa pennata og andre Græsser ere herskende, 
nogle Steder staa saa tæt som paa en Kornmark. Hele Vegetationstiden varer kun fra Midten af 
April til Midten af Juli. Om Foraaret komme forst Liliaceer (Fritillaria, Tulipa), Iris, Adonis, Cory- 
dalis Halleri, dernæst Cruciferer og Labiater og i Begyndelsen af Juni Leguminoser (især Astragalus), 
Oaryophylaceer, Borragineer o. fl.; i Begyndelsen af Juli Umbelliferer, især Peucedanum Alsaticum, der 
mange Steder ligesom Spiræa fiUpendula danner et sammenhængende Tæppe; midt i Juli slaa de 
fleste Compositeer, især mange Cynareer [Centaurea Scabiosa, Serratula radiata) i Blomst. — Som 
karakteristisk for den i Floddalene og fugtige Dalstrog forekommende Trævæxt maa det udhæves, at 
vilde Frugttræer her altid udgjøre en væsentlig Bestanddel. — De fleste Sleppeegne ere kun skikkede 
til Kvægavl, og Byer og Landsbyer findes i Floddalene; men der viser sig stor Forskjel i Græsstep- 
pernes Godhed; de bedste ere de, hvor Festuca ovina, Triticum crisiatum og iVedicago falcata ere 
herskende, mindre gode de, hvor Stipa er overveiende. — En mærkelig Undtagelse fra de alminde- 
lige Stepper danne de Egne i Lillerusland, hvor Bunden bestaaer af den saakaldte »sorte Jordi. 
Denne Lerjord har en forbausende Giftighed, og her finder en udstrakt Kornavl Sted. Her gjodes 
aldrig, og Klover, Lucerne og Esparsette naa en Høide af 12 Fod, Hampen 20 Fod (Blasius 1. c. 
2, 274; Baer und G. v. Helmersen: Beitriigen zur Kennstniss des russischen Reichs, Bd. 2, 
p. 87 — 136: Claus: Localfloren der Wolgagegenden i Beitrågen zur Pflanzenkunde des russischen 
Reichs. Lief. 8, 1851). 
*) En Undtagelse herfra danne Jiitunfjeldene, en Del af Langfjeldene paa Nordgrændsen af Bergens 
Stift, med deres spidse, ubesligelige Tinder. 

Vidensk. Selsk. Shr., 5 Hækhc, nalurvidensk. og malhem. Afd. 9 B. VI. 63 



420 90 

rremdeics : Populus tremula, Salix Caprea, cinerea, pentnndra. Coryltis, Fraxinus ^ TJlmus 
montana, Acer plat anoides, Tilta parvifolia, Horbus aucii paria og. I' ennica. liun i de sydligste 
Egne voxer Egen (Q. pedunculala). Statsskovene anslaaes til 6 Millioner Tdr. Ld., men 
store Skovstrækninger edelægges stadig ved Tjærefabrikalionen og navnlig ved Skovbrande*). 

Sverrig kan efter de herskende Skovtræer indiieios i tre Bælter**). 

1) Naaletræernes, Graa-Ellens os llirkenes Ititlle indlager Lapland og Norr- 
land til Dalelv. Landet har her el meget ensformijrt Præg og beslaaer af vidtstrakte skov- 
klædte Fjcldslelter. Skovbrug og Kvægavl ere llovednæringsveiene. Agerbruget er kun 
ringe og væsentlig indskrænket til Bygavl. Naaletræerne, Gran og især Fyr, have deres 
stnrste Udbredning i Norrland, hvor de danne en næslen sammenhængende Skov , ihvorvel 
der i de ved Floderne liggende Egne i de sidste 20 Aar har fundet en odelæggende Træ- 
hugst Sled. Granen gaacr op til henved 1000 Fod og Fyrren c. 300 Fod lioiere; dog er 
der nogle Steder (f. Ex. Quickjock), hvor del omvendte Forhold finder Sted, hvor Granen 
gaaer heiere op end Fyrren. Graa-Ellen hører til de almindeligste Skovtræer og optræder 
i hoiere liggende Egne i en egen buskformig Varietet {Alnus puhescens). Ligesaa hyppig 
er Birken {B. glutinosa), der paa mange Steder danner el eget Bælte over Naaletræerne. 
Her voxer ogsaa Betida alpestris, der synes at være en Bastard mellem B. glutinosa og 
nana. Penne gaaer op til en Fløide af 2250 Fod, beklæder alle Sumpene i Norrland og 
gaaer helt ned til Ilalland (o7°)***). 

2) Egenes Bælte. Delte Bælte har sin Nordgrændse ved Dalelv og iiulbefaller 
Mellemsverrig, allsaa hele Svealand (med Undtagelse af en Del af Dalsland) og den nordlige 
Del af Gotaland. Det gaaer modsat Bøgens Bælle længere op paa Øst- end paa Vestsiden, 
og flere af de for delle Bælle karakteristiske Træer, som Ahornen og Ælmen, gaa ikke 
alene langs med Kyslen op til Ångermannelv, men forekomme i spredte Exemplarer til den 
sydlige Del af Lapland. Del er kun lil Nordgrændsen for dette Bælte at Frugltrædyrkning 
finder Sted og ligeledes at Hvede og yErlcr dyrkes. Rugen er den vigtigste Brodplante. 



*) Die Wåldcr in Finland von Obcrforstralil v. Berp i Jalirbuch des K6n,^l. sacli. Academic fur Forst- 
und Landwirllie zu Tarand, 13 li. 
**) Andersson: Appcrfn de la vegetation el des planles cultivées de la Suéde, 1867. 
•**) bcsudcn ere foipende Træer og Huske karaklerialiskc for delle Hælle: Juniperus communit, der ofte 
opnaaer en lloide af 15 — 18 Fod, Mj/riea Gale, der paa 04° er saa dominerende, at den udcjor 
el cgcl Hirlte, som tildels danner Grændscn mellem den sibiriske og cnropæiske Flora, Sorbiu 
* aucuparia, som stiger op lil 1800 Fod, I'opulun tremula, Salix pentandra, Caprea, nigricana, hastata, 

tagant, daphnoidet, Iriandra, cinerea, aurlla, repen«, og over Dirkenes Ba'llc dannes cl egcl U.Tlle 
a( S.phylici/olia, glauca, fjupponum Oli Innala, ou ovenover tUae \oxe S. myrslnites, arbiiacula, otnla, 
polari4, licrbacea, reliculala. 



91 421 

Tobak dyrkes almindelig. — De herskende Skovtræer erc endnu i Mellcmsverrig Fyr og 
Gran, men Egene og andre Løvtræer udgjore ogsaa en væsentlig llestanddel af Skoven. 
Sommer-Egen har sin Nordgrændse ved Dalelv (61°), men forekommer dyrket til Sundsvall og 
Medelpad (62°, 20 Fod), Syd paa sænker dens Nordgrændse sig, saa al den paa Vestsiden af 
Sverrig kun naaer til 60°. Sommer-Egen voxer ogsaa paa Øland og Gotland. Vinter-Egen 
er langt sjeldnere og naaer kun til o8Vi°. Blandt alle Træer er Sorbus Scandica 
det mest karakteristiske for dette Bælte, thi delte Træ er almindeligt i hele Mellem- 
sverrig, men har udenfor Sverrig-kun en spredt og indskrænket Udbredning*). 
Sorbus Fennica forekommer især i Egnene ved Indgangen til den bolhniske Bugt (Upland 
og Sodermanland). Tre Arter have her ganske samme Udbredning, nemlig: Acer platanotdes, 
Tilia parvifolia og Ulmus campestris (montana) og gaa til OS'/'i''. Fraxinus excelsior gaaer 
til 61°**). 

3) Bøgens og Avnbøgens Bælte indbefatter Skaane, Ualland, Bleking og en Del 
af Småland og Bohuslån; det gaaer mod Vest lil o9°, men mod Ost til 57°. Der ligger 
nemlig Grændsen for Bøgen; Avnbogen derimod gaaer ikke fuldt saa nordlig, men har 
sin Nordgrændse ved en Linie, som gaaer tvers igjennem Landet paa 57°. Delte Bælle 
har Kullurplanler fælles med den mellemeuropæiske Slette. Af andre Træer og Buske, 
som ere karakteristiske for denne Del af Sverig skulle udhæves: Sorbus Aria, Acer cam- 
pestre, Cornus sangvinea, Euonymus Europæus, Ligustrum rulgare, Lonicera Fericliymenum, 
Sambucus nigra, Hedera Helix. 

Øland og Gotland høre til dette Bælte, men paa den førstnævnte mangler Bøgen 
og paa sidstnævnte baade denne og Avnbøgen. I den sydlige Del af Øland bestaa de faa 
derværende Skove af Løvtræer. Potentilla fruticosa er her den mest karakteristiske Plante, 
dernæst Eeliantliemum Oelandicum. I den mellemste Del bestaaer Skovene dels af Løv- 
træer, blandt hvilke Ulmus effusa har en almindelig Udbredning, dels af Fyr og Gran. Her 
voxe Adonis vernalis og Cåronilla Emerus. I den nordligste Del ere Naaletræerne over- 
veiende***). Mærkeligt er det at Gotland, der i Middelalderen stod i saa udbredt Handels- 
forbindelse med sydligere Egne, har et' forholdsvis stort Antal Plantearter, som først 
træffes i de sydligere Dele af Mellemeuropa, saasom Coronilla Emerus, Inida ensifolia, 
Helianthemum Fumana, Ranunculus ophioglossifolius, Arcnaria Gothica, Euphrasia Salis- 
burgensis. 



*) S. Scayidica voxer paa Bornholm, paa Osel, paa Kjsten af Linaiid, ved Danzig og paa nogle Steder 

i Frankrig. 
**) Her findes desuden: Alnus glutinosa, Taxus baccata, Prunns spinosa, Cratægns Oxyacantha, mono- 
gyna, Cotoneaster vulgaris, Uhamnus catharticus til 61°, 40', Vilurnum Opulus til 61°, IG', Lonicera 
Xglosteum, coerulea, Berberis vulgaris, Corylus Avellana, Erica Tetralix. 
***) Zettersted: Botaniska Excursloner paa Oland under Sommaren 1867 (Botan. Tidsskr. 1S70). 

53* 



422 92 

Hornholm horer i nalurliislorisk Henseende, baade efler sine geognosliske For- 
liold og Planlevirxlen, lil Sverrig. Ved Un paa Nordsiden af denne har Skoven en liel 
nordisk Karakter. Her flndes en smuk run lievoxning af Birk; Bunden er dækket ar et blødt 
Mostæppe, og Underskoven bcslaaer næslen udekikkende af iiøie ranke Ener. Andre Steder 
dannes Skovene af Quercus pedunctilafa , og især af Q. sessiliflora, C'arpinus, Populus 
trtmula, Acer plntanotdes, Ulmus monlana, Fiaximts, Tilia parrifolia, men mest karakteri- 
stisk for Bornholms Trævæxt er det, at Sorbns Scandica, der har sit egentlige 
Hjem iSvsrrig, her or almindelig, medens den ellers ikke findes i Danmark, 
og at Bogen, der er del herskende SkovlriP paa de danske Øer, mangler her. 
Bornholm er overhovedet 6o»iMs- Ariernes Hjem; thi her voxer ogsaa 6'. ^»-za, som ligeledes 
mangler i den ovrice Del af Danmark, og S. iorvu'nah's, som kun er kjendt fra et Par Loka- 
liteter udenfor Bornholm. 

Hvad Norges I'lantevæxt angaaer, maa det fflrsl udhæves, at der paa Grund af de 
navnlig paa Vestsiden herskende klimatiske Eiendomraeligheder ikke er nogel andet Sled 
paa Jorden, som paa tilsvarende Bredegrader frembyder saa gunstige Betingelser for l'lanle- 
væxten. Medens den milde Vinler fremkalder Forhold i det saakaldte Krisllom-Bælte \Ilex- 
Regionenl, som minde om langt sydligere Landes sledsegronue I'lantevæxt, bevirkes ved 
Sommerens lange Dage en intensitet af Varme og Lys, der i flere Henseender har en 
hoist eiendommelig Indflydelse paa Plantevæxten. De enaarige Planter afslutte saaledes i 
overordentlig kort Tid deres hele Udvikling, hurtigere end under langt sydligere IJredegrader. 
Byggel modnes paa 70° (ved Allen) i Løbet af 9 Uger, og man vil endog have iagttaget 
at Froene af forskjellige Kulturplanter (navnlig Ærter og Booner) blive større, faa en mør- 
kere Farve og at saavel disse som Frugterne faa storre Aroma, hvorimod de kvælstof- og 
sukkerholdige Stofl^er udvikles i ringere Mængde. Disse Egenheder maa fornemmelig 
skyldes Lysets storre Intensitet*). I de snevre af store Fjeldvægge indeslullede Dale 
hersker der om Sommeren en næsten lro[)isk Varme, saa at disse Dale ligne naturlige 
Drivhuse. Delte i Forbindelse med den milde Vinler bevirker, al ikke alene de vildlvoxende 
Træer endnu paa 61 — 62' opnaa mærkværdige Dimensioner, men at ogsaa Frugttrædyrk- 
ningen her kan staa paa et bøit Trin. Asken kan her have en Høide af 100 Fod og 
14 Fod i Omfang i Brystholde, Aspen 58 Fod og Stammen 11 Fod i Omfang, Birken 70 
Fod og 17 Fod i Omfang nogel over Boden. Af Egen er el Exemplar (.llallands-Egen«) 
bekjendt, som i en Alder af 120 Aar havde en Høide af 81 Fod og Stammen i Bryslhoide 
11 Fod i Omfang. Sogn er berømt for sine herlige Frufjthaver. Ferskener, Aprikoscr og 
Vindruer modnes næslen aarlig paaLævæg; Kjærnefrugterne oi)naa her en sjelden Fuldkom- 
menhed, og den vilde Morel [Cerasita avium) dækker store Strækninger. 

•) ScliiiLclcr: Dip Ciilluriinanzen Norwegens. 18G2. 



93 433 

Grændsen for Skovvæxt og Kornavl ligger l'orsl paa 70 *). Skoven bestaaer i Fin- 
marken af Fyr, Birk (Betula glutinosa) og Graa-El. Slammens aarlige Tilvæxt i Tykkelse 
er imidlertid ringe, og man har her maalt en 550 Aar gammel Fyr, hvis Stamme kun var 
9 Tommer i Tværmaal. I Cirkeskovene forekommer paa mange Steder en yppig Græsvæxt 
(især Calamag rostis- Arier). Skovgrændsen ligge her paa 1000 Fod ved Tana (70'/.'°), ved 
Lanmierfest paa 700 Fod; men andre Steder omtrent paa samme lirede naaer Skoven kun 
til 4—500 Fod**). I den øverste Del af Skovbæltet, hvor der i Træernes Sted kun voxe 
forvredne Duske, indtages Bunden af Vaccinier {V. Vitis Idæa, MyrHllus)^ Empetrum og 
Cornus Svecica. Ogsaa Pilene (S. lanata, glaiica, ovata) ere almindelige her. — De eien- 
dommelige Forhold i Plantevæxten, som gjore sig gjældende paa Norges vestlige AlTald med 
den milde Vinter, men storm- og sludfulde Veir, bestaa for det første deri, at det alpine Bælles 
Planter stige lige ned til Kysten, saa at Hovedmassen af de her forekommende Planter ere 
de samme, som paa Ostsiden først fremtræde ovenover Trægrændsen eller i 3 — 4000 Fods 
Hoide. Til de herskende Planter her hore Blaabær, Tyttebær, Boller, Krækling, Hedelyngen, 
mange Græs- og Stararter, og herimellem sees Arctostaphylos alpina, AlchemUla alpina og 
Salix herhacea. Dernæst forekommer her adskillige Planter, som udelukkende tilhore denne 
Del af Landet, men mangle andre Steder. Blandt disse maa fornemmelig udhæves to 
Arter, som ved deres stedsegrønne Blade især bidrage til at give Plantevæxten et for 
saa nordlige Breder mærkeligt Præg, nemlig Kristtornen og Vedbenden. Hertil kommer 
Lonicera Pen'clymenum , Digitalis purpurea, Bum'uni Jlexuosmn , Primula acaulis, Erica 
Tetralix og cinerea og — maaske den mærkeligste af dem alle — Eymenophjllum 
Wilsonii, i det Hele 50 Arter, som alle ere mere eller mindre udprægede Øklimatplanter 
og navnlig ere meget udbredte paa de britiske Øer. Endelig er det ikke mindre karakteri- 
stisk for Kristtorn-Bæltets Plantevæxt, at de fleste af de Planter, som voxe i Lavlandet paa 
Østsiden, her næsten ganske mangle eller ere meget sjeldne. Det er saaledes især mær- 
keligt, at det ellers i Norge saa herskende Skovtræ: Granen, mangler paa hele Vestkysten 
søndenfor 62°***). 

Da de største Bjerghøider paa den skandinaviske Halvo ligge tæt henimod Vest- 
kysten — Sognetjorden trænger saaledes lige ind til Foden af Norges hoieste Fjeldmasse, 
Jøtunfjeldene, saa at de 8000 Fod høie vilde Skagaslølstinder ligge nær Fjorden — begynde 
allerede ved den indre Del af de dybe Fjorde de for Østsiden karakteristiske Forhold 



*) Kub Byg dyrkes paa denne Brede, Rug gaaer til G9'h° og Havre, der er den Kornsort, som dyrkes 

mest i Norge — dobbelt saa meget som alle de andre tilsammen — gaaer til 69-. 
**) Botaniska Notiser 1S46, i\r. 3. — Martens: Voyage botanique lelong de cotes septentrionalcs de la 
Norvége depuis Drontlieim jusqu'au Cap Nord, 1S46. 
***) Blytt: Skildringer af Naturen i det vestenfjeldske Norge (Tidsskr. for popul. FremstiU. af Natur- 
videnskaben, 1871, p. 122). 



424 94 

i Planlevæxtcn al pJHfc sig pj.Tldciulc, og allerede lier spores Virkningen af Fasllands- 
Klimacl*). Man kan her cflcr lloidtMi adskille folgende iJæller. 

I'yrrens ISælle fra O !"ud til 2(500 l-'od i de osllige Dele, men i de veslligere, 
nærmere ved Havel liggende kun til ISOOrod. Foruden Gran og Fyr voxer her Eg, Ælm, 
Lind, Ask, Graa-Kl, kun ud imod Havel Hod-EI, Hen {Sorbus hyhrida og Aria). I de 
varme Dale voxe Vihumum Opulus, Cralægus monogyna, Coloneaster vulgaria, Rubus idetus, 
Uoser, aromatiske Labialer (Calamintha Aci'nos, On'yamim, Clinopodium), Oeram'um liobcr- 
tianum o. fl. 

IJirkens Halte fra 2G{iO Fod til 3oOO Fod, men i de vestlige Egne kun til IGOO 
Fod. Populus tremula, Sorbus aucuparia, Cerasus Fadus og Alnus incana voxe her. 
Uer Ondes græsrige Enge, og her ligge de fleste Sætere. 

Pilenes li ælte naucr op til ioOO Fod. Foruden Filene, hvoraf de fleslc have 
Bladene forsynede med en tæt graalig llaarbeklædiiing {S. lanala, Lapponum], voxer her 
Uvergbirk og Eue. 

Fjeldplanternes Dælte gaaer til Snegrændsen, som i de andre Dele af Sogn 
ligger pua heuved -SOOO Fod. Dovrefjeld, en 9 Mile bred, i en Iloide af 1 — 5000 Fod be- 
liggende Flade paa c. 63" lirede, over hvilken Hovedveien gaaer Ira Krisliania til Tron- 
hjem, er berømt ved sin Rigdom paa Fjeldplanler**), og herfra aftage disses Antal baade 
Nord paa og Syd paa. Henved oOO Arter ere kjendle herfra; blandt disse den skjnnne 
Dryas actopelala, Gentiana nivalis, Saxifraga at'zoides, Silene acaulis. 

Hvad Skovtræernes Udbredning i Norge angaaer, skal herom endnu foies folgende: 
Quercus pedunculata, der her efter Vedels Farve kaldes Blaa-Eg, gaaer paa Vestsiden til 
63° (Tingvold i Romsdalen), paa Østsiden lil 60 \ 1 den sydlige Del gaaer den op til 
1000 Fod. Q. sessiliflora (»Rod-Eg") forekommer kun mellem Arendal og Flekkefjord. 
Bøgen danner kun paa tre Steder Skove: ved Laurvig og Tonsberg, ved Arendal og Nord 
for Bergen (Uosanger paa 60',2°). Fyrren har sin stersle Udbredning i de ostlige Dele af 
Landet, i den østlige Del af Kristiansand Stift, i Krisliania, Hamar og Tronhjem Stift; lil 
70° i Finmarken; gaaer i den sydlige Del op til 3000 Fod, ved Tronhjem til 2000 Fod. 
Granen gaaer som skovdanncnde Træ lil Polareirkeieu, men forekommer endnu paa 67°. 
Dens Hoidegra'ndsc ligger i det Hele 1 — 300 Fod lavere end Fyrrens. Detida verrucosa 



*) I Sogiic(]or(l bevirker deii til Konlsideii sliidcnilc iimaadelige, 28 n Mile slore, Justediilsbric, al Kysl- 
kliiiiarl paa doiiiie Side ^jiir sig gjældeiidc hriigerc ned i Landet, oi; de for Kystklimaet eiendomnic- 
lige l'laiJtcr gaaer meget lu.'iigciu ind pan Nurdsiden end paa .Sydsiden. 
••) Biyll: I'lanlegeograflsk Sammenligning mellem Dovrefjeld og Val d'Kyncs i Oslpuen;eernc (Skand. 
Nalurforak.'s Made i Krisliania, t8U7). 



9& 425 

(»Lavlandsbirken«) gaaor til den sydligste Hel af Tronhjem Stift. B. glutinosa (»Iløilands- 
birken«) til 70° ligesom Alnus incana. Enen, der her underliden opnaaer en Høide af 25 
Fod, Slammen 6 — 7 Fod i Omfang, og bliver 6 — 800 Aar gammel, gaaer lil Magerø. — Sko- 
venes Netto-Udbylte ansloges i 1805 til 4 Millioner lldr. 

Danmark*) maa betragtes som et nordligt fremspringende Parti af den mellem- 
europæiske Slette, men som havomsluttet har denne Del en selvstændig Karakler, lige- 
som Danmark ogsaa paa Grund af denne sin Beliggenhed til alle Tider har bevaret nationalt 
og politisk Selvstændighed. Danmark staaer i Modsætning til Nordtydskland ved sit Øklima, 
og denne klimatiske Forskjel har sit Fdlryk i Trævajxten , dels derved at Bogen her 
fuldstændigere end andetsteds har gjort sig lil Herre over Jordbunden paa 
de andre Træers Bekostning, dels ved den almindelige Udbredning (i den 
vestlige Del af Landet) af en saa udpræget Øklimatplante som Kristtornen, 
medens de skovdann ende Naalelræer, Fyr og Gran, fuldstændig ere blevne 
fortrængte i den historiske Tid som vildtvoxende. 

Danmark tæller 1330 Blomsterplanter, og af disse er der ikke en eneste, uden at 
den jo ogsaa voxer i andre Lande. Plantevæxten er i det Hele saa ensformig, at et Areal 
paa faa Kvadratmile i den større Del af Landet vil indeholde Hovedsummen af samllige 
Arter. Rostrup har saaledes vist (1. c, p. 461), at man ved al sammenligne hele Landet 
med Laaland-Falster, med Laaland og med et Areal paa denne af 176 Tønder Land vil 
finde, at medens Arealerne af disse forholde sig som 50,000:1444:1250:1, ville Arternes 
Antal forholde sig som 2^/4:2:l'/8: I. Denne Ensformighed gjor sig dog kun gjældende 
paa Størstedelen af Øerne, og i sin Helhed betragtet viser Danmark tilstrækkelige Forskjel- 
ligheder til at det derefter kan inddeles i flere naturlige plantegeografiske Afdelinger. 
Disse Vegetationsforskjelligheder beslemmes navnlig ved Jordbundsforholdene og ved de 
Forskjelligheder i Klimaet, som ere afhængige af den mere ostlige eller vestlige Belig- 
genhed, modens den paa Bredegraden beroende Varmeforskjel spiller en mere underordnet 
Rolle. 

Da Danmark med Undtagelse af de faa Punkter, hvor den underliggende Kridt- 
dannelse træder op til Overfladen (Møen og Stevns Klint, Bolbjerg i det nordlige Jylland 
o. fl. St.) bestaaer af Rullestensdannelsens løse Sand- og Lermasser, har det Vestsiden be- 



*) Hornemann: Bemærkninger angaaende Forskjelligheden af Vegetationen i Danmark. — J. Lange: 
Om nogle danske Planters Fordeling og formodede Grændser for deres Udbredning (Vid. Medd. nat. 
For., 1S49). — Schjotx: Bidrag til Bornholms Flora (s. S., 1850). — M. Lange: Den s.vdfyenske 
Øgaards Vegetation (s. S., 1857). — Schjotz: Beretning om en bot. Reise i Slesvig (s. S., 1860). — 
Kocli: Om Falsters Vegetation (s. S., 1862). — Rostrup: Lollands Vegetationsforliold (s. S., 1861). 
— Mortensen: Nordsja'llands Flora (Bot. Tidsskr., 1871). — Vaupell; De danske Skove, 1863. 



426 96 

grændscndc aabnc stærkt bcvæccde Hav og de horskonde voldsomme nordvestlige Vinde i 
den historiske Tid fremkaldt store Forandringer og Omvæltninger, som have iia\t en 
gjennenigribende Indilydeise paa l'lantevæxtens Karakter. Vestenvinden, der har furt iimaa- 
delige Masser af Flyvesand, paa flere Steder milevidt, ind i Landet, begravende IWiinerne af 
forladte llyer og laarnendc sig op til 60— 100 Fod hoie IJakker, skyldes den Klilbræmme, som 
strækki'r si« langs Jyllands Vestkyst. Mavet skyldes del Marskland, som navnlig i Slesvig 
og Holsten indtager et bredt Bælte indenfor Klitlerne, og som er opstaaet ved den i Slut- 
ningen af hver Flodlid afsalte fine lllaalerdynd (Slik, Klæg). Desuden har der i den Del 
af Landet, som ligger Nord for en Linie mellem Nissumfjord og Nyborg fundet en gradvis 
Hævning Sted, og herved og ved Tilskylniuger — Forandringer der endnu stadig fortsættes 
— er Landets Areal bleven forogel. Saaledes har den Nord for Limfjorden liggende Del 
af Jylland endnu i den historiske Tid beslaaet af flere adskille Ger, Moen har værel 3 Oer, 
som ved Tilskylning er blevne forenede til én ; Uorreby, nu en uanselig Landsby midt inde 
i Landet, var i Middelalderen en Sø- og Kjøbslad med sil eget Byvaaben*) — og lignende 
Forandringer ere foregaaede andre Steder. De melereologiske Iagttagelser, som ved Land- 
husholdningsselskabets Foranstaltning siden I8.i9 ere blevne foretagne paa forskjellige 
Steder her i Landet, have allerede ledet til Uesullater, som ere af Betydning med Hensyn 
til den rette Forstaaelse af de plantegeografiske Forhold**). Uosstaaende Tabel viser 
Middelvarmen i C° fra 10 forskjellige Punkler***). 

Da de jydske Stationer i Gjennemsnil ligge 17 Mile nordligere, end de paa Sjol- 
land og Falster, synes Varmens Aftagen mod Nord at være '/io° for o Mil. Skaarupgaards 
lave Aarsvarme antages at bero paa denne Stations hoie Beliggenhed (200 Fod over Havel), 
og den lave Aarsvarme paa Næsgaard hidrorer udelukkende fra de lo Foraarsmaaneder, 
April og Mai, »og der kan neppe være Tvivl om, at Grunden herlil maa sflges i, at Øster- 
søen langsomt opvarmes om Foraaret paa Grund af den stærke Tiislrømning afSnevand 
gjennem Buslands og Sverrigs Floder«. Medens Aarsvarmen synes at være ens i Jylland 
og Sjadland under samme Bredegrad (Stationerne: Landbohoiskolen, Silkeborg, Tarm), viser 
der sig derimod i de forskjellige Aarslider og i de enkelte Maaneder udpra'gede Forskjel- 
ligheder. Sjælland— Falsler har saaledes 1° hniere Sommervarme end Jylland (paa samme 
Bredegrad); men Jylland har derimod eu noget mildere Vinler. Sammenlignes de tre oven- 
nævnte Stationer, viser del sig, al April til Juli har Silkeborg lidt koldere (^io°) end Tarm, 



♦) Fogli: Geografiske .Slilzrer fra Møen. 

•*) Aarsbrrclnlng fra det lioiigl. Landliusliol(liiingsselsknl)S melereologiske Coniite og navnlig Femaars- 
berrUilnKrn, llll^lvcn ISG7. 
•**) Af ile nedenfor naivnte Slationer ligger Hindholm to Mile Svil for Soro, Næsgaard paa (Istkjslcn af 
Falster. Sinirlslrup 1'/« Mil Syd for lljorring, Tarm 4 Milo Nord for Varde, Skaarnpgaard I'/« Mil 
Nord for Aarhus, Malbulguard i den sydlige Del af Als. 



97 



427 



Middelvarme i C° 





^ i 
å e 

c O) 

-a c: j_. 

S" O -o; 








Aarene 1861 


— 65. 










o 
o 

c "o 


a 

"o 

a 
ir 




S 


s 

> 


S 


ja 
c« 


P4 

3 

tn ti. 


jS "2 




- 1,2 

- 0,s 


-1,0 
— 0,3 


— 1,3 
—0,6 


-0,9 
—0,3 


—0,7 
—0,7 


-0,8 
—0,5 


— 1,1 
—0,3 


—0,8 
—0,2 


— 1,0 
—0,6 


-0,3 




0,4 






Vinler 


— 0,3 


-0,3 


-0,4 


0.0 


-0,t 


—0,1 


-0,1 


0,0 


-0,2 


0,6 


3: Decbr. — Febr. 






















Marts 


1,0 


0,9 


1,3 


1,2 


0,3 


0,9 


1,2 


1,1 


0,5 


1,9 


April 


5,6 


5,3 


5,8 


5,2 


5,2 


6,2 


5,6 


5,8 


5,0 


5,9 


Mai 


10,9 


10,3 


10,6 


9,8 


9,6 


10,5 


9,8 


10,1 


9,4 


10,1 


Foraar 


6,8 


5,5 


5,9 


5,4 


5,0 


5,9 


5,5 


5,7 


5,0 


6,0 


Juni. . 


15,5 
17,3 


14,5 

16,0 


14,2 

16,0 


13,7 
15,9 


13,3 
14,9 


14,0 

15,3 


13,3 
14,7 


13,6 

15,0 


13,2 
14,7 


13,8 


Juli 


15,3 




16,8 


15,1 


15,3 


15,3 


14,3 


14,5 


14,5 


14,3 


13,9 


15,1 






Sommer 


16,5 


15,2 


15,2 


14,9 


14,2 


14,6 


14,2 


14,3 


13,9 


14,8 


September 


13,4 


12,3 


12,7 


12,8 


12,1 


12,0 


12,3 


12,1 


11,7 


12,8 


Oiitober 


8.8 


8,7 


8,3 


9,2 


8,0 


8,2 


8,2 


8,2 


8,0 


9,1 


November 


3,8 


4,2 


"*,> 


•4,3 


■i,' 


■4,1 


4,3 


4,1 


4,0 


4,6 


Efteraar 


8,7 


8,5 


8,5 


8,8 


8,1 


8,1 


8,2 


8,1 


7,9 


8,9 


December 


1,0 


1,8 


1,8 


2,0 


2,5 


2,2 


2,5 


2,3 


2,0 


2,5 




7,7 


7,3 


^,* 


7,3 


0,9 


7,2 


7,1 


^^ 


6,7 


7,6 


o: Jan.— Decbr. 





de næste Maaneder derimod lidt varmere. "Forskjellen er ikke stor og er maaske til- 
fældig, men viser forøvrigt hen paa Vesterhavets udjævnende Indflydelse, der trykker Varmen 
i Tarm i den Aarstid, da Temperaturen er i hurtig Stigning, men atter holder den lidt oppe 
naar Temperaturen falder. Vesterhavets IndRydelse træder dog anderledes skarpt frem ved 
disse Stationers Sammenligning med Landbohoiskolen; her er Sommeren betydeligt varmere 
end i Silkeborg— Tarm, medens Vinteren og Begyndelsen af Foraaret er noget strængere«. 
Ligeledes viser der sig en paafaldende Overensstemmelse mellem Stationerne Skaarupgaard 
paa Østkysten af Jylland og Smidstrup paa Nordvestkysten, »saa at den Antagelse, at det 
mod Vest i Jylland skulde være kjendeligt koldere end mod Øst, enten i det Hele eller 

Videmk. Selsk. Skr., 5 Ba-khe, nolurvideiisk. og malhem. AM. 9 B. VI. ■" 



128 98 

navnlip om Sommfrcn, ikke (Inder Bekræflrlsp, naar man bruger Dagens Middnlvarme til 
Sammenligning«. »Nirsgaard har fra August og Aaret ud en lidt høierc Temperalur end 
lliudholm og en endnu betydeligere Overvægt over Landbohøiskolen, saa at Østersøens 
Virkning paa Falsters Varmeforliold i Sammenlit;ning med Sjællands netop bliver den samme 
som \eslcrliavets for Tarm og Silkeborg«. — »En Sammenligning mellem Middelvarmen af 
de Klokkeslet, ved hvilke der aflæses (Kl. 8, 2 og 10), viser betydelige Afvigelser i Varmens 
Svingninger i Lobel af Dognel paa de forskjellige Stationer«. »Næsgaard har om Foraaret 
og Sommeren en langt koldere Middag, men til Gjengjæld en varmere Aften end Dindholm, 
og Grunden til del kolde Foraar paa Næsgaard er udelukkende en lav Varme Kl. 2 ; Ihi 
selv i April, Mai og Juni har Næsgaard det varmt Kl. 10, skjondt det ved Middagstid er 
lo Grader koldere end paa Hindholm. Næsgaard har i Varmens daglige Gang Kystklima, 
Hindholm Fastlandsklima; allsaa, medens Østersoens Indflydelse paa den ene Side i det 
IJele og Store maa boie sig for Vesterhavets, saa al Sjælland — Falster gjennem Aaret har 
Fastlandsklima i Sammenligning med Jylland, saa fremtræder dens Nærhed paa den anden 
Side ved de daglige Variationer og det i en saa kjendelig Grad, at det utvivlsomt maa kunne 
spores paa Agerdyrkningsforholdene« og paa IMantevæxlen i Almindelighed. Viborg har 
fra April og gjennem Sommeren Kl. 2 indtil tre Grader høiere Varme end Smidstrup, men 
desuagtet bliver Aftenen koldest i Viborg, som her optræder i del Smaa med Ørkenens 
Klima; men der er heller intet paafaldende i, al den mørke Dede, der til alle Sider om- 
giver Viborg, kan medvirke til denne stærke Svingning, medens Søluften virker udjævnende 
ved Smidstrup. Den længst fra Havet liggende Station, Silkeborg, har del varmest Kl. 2, 
selv den koldeste, Skaarupgaard, har det i el Par Sommermaaneder lidt varmere end Tarm. 
.Man kan efter disse Sammenligninger med temmelig stor Sikkerhed paastaa, at Sommer- 
varmen i Jylland midt paa Dagen tager lil, eftersom man fjerner sig fra Havet, hvorhos der 
i Forskjellighederne mellem Skaarupgaard paa den ene. Tarm og Smidstrup paa den anden 
Side, er en svag Antydning af, al Vesterhavets Indflydelse ogsaa paa den daglige Svingning 
er den overveiende, saa at Vestjylland navnlig i de frugtbare Egne har en lavere Dagsvarme 
end Østjylland, naar Afstanden fra Havet er ens. — Ilegumængden er ens for Sjælland, 
Falsler og Østjylland, nemlig c. 21 Tommer, men noget slørre for Vestjylland, nemlig 23 
Tommer, og denne Overvægt skyldes alene Efteraarsmoanederne. 

Naar man lægger Trævæxlen*) lil Grund for en plantegeografisk Inddeling af Dan- 



•) Danmark or et af de skovfaltigstc Lande i I^uropa og slaaer i denne Henseende tilbage baade for 
Holland og .Slorbrilannlen. Hele Europas Skovareal anslaacs til ;il,000 Q Mile, livoraf, alene paa 
Rusland fulder 31,000 D Mile. Sliovnrcalcl ud^jur I Rusland af Totalarealel 37 pCt., i Norge 38 
pCl., I Sverig :U pCt., i de fleste andre Lande i l';uri)|)U nicllcin 1.^— :'0 pCt. , i Holland og .Stor- 
brlUnnlen c. 7 pCl. , I Danmark O pCt. SkovarcMlel er fordelt pan foispndc Maade mellem de for- 
skjiillge Ueaiddcrc: 



99 429 

mark, bliver der foigende fem Bæller, som dog ere langt fra al være skarpt adskilte, men 
tvertimod gaa gradvis over i hinanden. 

1) Det sydlige Bælte indbefatter den sydlige Del af Sjælland og Fyen, Møen, 
Falster, Laaland, Langeland, Taasinge, Ærø og en Del mindre Øer. Ruilestensieret er her 
herskende. Laaland og Falster høre til de laveste og fladeste Egne i Landet, og Oakkerne 
hæve sig kun et Par Steder til 130—140 Fod. Møen derimod naaer i sit høiesle Punkt, 
Aborrebjerg, 450 Fod, og langs med Sydvestkysten af Fyen løber et ved sine skjønne Ud- 
sigter bekjendt Høidedrag, »de fyenske Alper«, hvor Træbjerg hæver sig til 403 Fod. — 
De Egenheder i Plantevæxten, som udmærker dette Bælte, ere følgende: 1) Egen har her 
bedre end noget andet Sled i Landet kunnet holde Bøgen Stangen, navnlig paa de fede og 
fugtige Lerjorder i den sydlige Del af Sjælland og paa Laaland, og her findes endnu store 
rene Bevoxninger af dette Træ; 2) flere Træer forekomme enten alene hev {Tiliagrandifolta, 
Sorbus torminalis) eller have en meget større Udbredning end i de andre Bælter (Acer 
Pscudoplatanus, A. campesfre, Carpiniis, Fraxinus, Tilia parvifolia); 3) flere Planter have 
her deres Nordgrændse {Leonurus Marubiastrum , Linaria spuria, Brassica oleracea), og 
mange gaa kun lidt længere mod Nord, saa at de mangle i Sverrig og Norge *) [Potentilla 
Fragiastrum , Sorbus torminalis, Riibus vestitus, Papaver RJioeas, Atropa, Physalis, Inula 
dysenterica, Crepis virens, Trincia, Dipsacus sylveslris, Iris spuria, Gagea arvensis, 
Vulpia bromoides). Hertil kan endnu føies, at egentlige Ueder ganske mangle, og Lyng, 
Blaabær og andre Hedeplanler forekomme kun sparsomt i Moser; desuden giver del mildere 
Klima sig lilkjende dels derved, at mange fra sydligere Lande indvandrede Ukrudsplanter 
(Eanunculus arvensis, Philonotis, Neslia paniculata, Holosteum umbellatum, Valerianella 
dentata, Scandix Pecten, Linaria niinor o. fl.) her have fundet el nyt Hjem, medens de 
mangle elier ere sjeldnere i de nordligere Egne, dels ved en frodigere Væxt af de i Haverne 



Statsskovene indtage et Areal af 75,404 Tdr. Ld 

De olTentlige Stiftelsers Skove 20,892 — 

Grevskabernes 38,225 — 

Baroniernes 17,329 — 

Stamhusenes 25,822 — 

Andre mindre Eiendomme 132,543 — 

Fideicommisgodserne 8,857 — 

Hele Landets Skovareal udgjor . . . 319,102 Tdr. Ld. 

Frederiksborg Amt er den skovrigeste Del af Landet; det har over 30,000 Tdr. Ld. Skov, dernæst 
folger Præstø, Maribo og Aarhus Amter, hvert med 32 — 33 Tdr. Ld. Skov. Her findes endnu i 
Landet 145 D Mile, som hverken ere optagne til Skov eller Ager, men selv om dette Areal beplan- 
tedes med Skov, vilde Danmark dog have langt mindre Skovland end de fleste andre Lande 
(Lutken: Statistisk Beskrivelse af de danske Statsskove, 1870). 
*) Rostrup 1. c. p. 74. 

54* 



430 100 

dyrkede sydligere Tra-arler*). Af særegne Arter liar Møen 3 {Enjsinuim Jnerncifoliinn, 
Galeopsis angnstifolin, Epipactis afrorubens) og Laaland J (Lathijrus heteropJnjllus, Chaiturus 
Marubt'aslrum, Linaria spuria, Drassica oleracea). Af de l'niikler i delle Ilælle, hvor 
Planlevæxlen og navnlig Trævæxlen fremliyder særlig Interesse, skulle her udhæves de vig- 
tigste. Møens Klim udmærker sig ved sin Uigdom paa kalkyndende eller kalkbundne Planter. 
Bof-'en fremtræder her i sin storste Skjønhed, og det staaer i god Samklang med delte Træs 
Korkjærlighed for Kalk, at her allerede 1697 stod en fuldkommen ren Itøgebevoxning, to 
Mile i Omkreds, uden Indblanding af en eneste Cg, paa en Tid, da Egen ellers var domi- 
nerende i Landets fleste Skove ''''''). Orchideerne spille naturligvis her en vigtig Itolle, og 
alle de danske Arter ere repræsenterede i Klinteskovene. Af andre IManter skulle udhæves 
Ribes alpt'nuin, Jlippophae, Juniperus og Equiaelwn maximum , som alle ere almindelige 
paa Klinten. Dernæst er ogsaa Ulfsliale mærkelig baade ved sin Oprindelse og sin IManle- 
væxt. Dette nordvestlige Hjørne af Moen beslaaer nemlig udelukkende af en Række 3 — 11 
Fod høie Havstokke , adskille fra hinanden ved Tnrvemosedrag. Her stod i Middelalderen 
en stor Skov af Bøg og Eg; nu er der kun Levninger af denne tilbage, bestaaende af Eg 
og Avnbøg, her har Krisllornen en af sine længst mod Øst og Sorbus torminalis en af 
sine længst mod Nord fremskudte Forposter, og her voxe Tilia parrifolia, Cornus svecica, 
Dtanthus superbus, Sctrpus rufus, Agropyrum juneeum, Phleum arenarium. — Paa Falster 
frembyder navnlig den østlige Side Interesse. Langs den nordlige Del af denne strækker 
sig den lo Mile lange Korselitse Skov, der, hvor Bunden er mere tor og beslaaer af sand- 
blandet Ler, er ren Bøgeskov, medens den, hvor Bunden er dannet af fugtig bindende Ler, 
har en betydelig Indblanding af Ege. De steile Lerskrænter langs Kysten ere bevoxede 
med Krat af Bog, Slaaen og paa flere Steder af Uippophae. Paa den sydlige Del af (Jst- 
kanlen fremtræde Klitdannelser i stnrre Maalestok og her findes mellem Østersoen og den 
saakaldle Ulsløv Sø et fladt Vand, som ved Høivande staaer i Forbindelse med Bolø-Nor, 
en for Botanikerne meget interessant Localitet. Den 5—600 Alen brede Strækning mellem 
Havel og Søen indlages helt af Klitter. Disse ere tildels bevoxede med lavt Krat, dannet 
af Hvidlorn, Slaaen, Wiamnus Frangula og Påbes alpinum. Paa andre Steder beslaaer 
Krattet af Hippophae. En mærkelig Trævæxl forekommer paa Øen Flalo i Guldborgsund***). 
Hele denne lille og ganske flade er overvoxet med et tæt Krat dannet af Tilia parvifolia, 

*) Marienborg Have paa Moeii, Corsclilsc Have paa Falster og Aalholm storartede Anlæg pan Laalnnd 
afgive især Beviser licrpaa. Af de hor dyrkode Træer og Ituslio skulle lulliæves: Cnlnlpa syringæ- 
folia, riglblonistrende, 37 Kod lioi , Magnolia acuminata (5i l"od), Qymnodadut (3.S Kod), Virgilia 
{2i Kod), Taxodium (20 Kod), prægtige Grupper af lihododendron maximum (10 Kod) og af .izaiia 
pontica (C Fod). Vaulotmia har Idomstrct paa Gaiiiiu (og paa Als). 
**) Yaupell l.c. p. 26S. Ilogcn har ogsaa andre Steder, hvor Kalk kommer til Overfladen, meget lid- 

ligl fortrængt tigen, saaledes i 'Store Uogcakov ved Soro. 
*♦•) Koch 1. c. p. 91. 



101 431 

hvori er indblandet Eg , Naur, Ælm, Hyld, Benved, Vrietorn, Korne!, Ilunderose, Slaaen og 
Hvidlorn, og her er det ogsaa, at de eneste vildtvoxende Exemplarcr af Tilia grandifolia 
forekomme. — Laaland har langs med sin sydvestlige Kyst en lang sandel Havstok, som 
strækker sig fra Albuen til Kramnitse og fortsælles paa Dredfjed med temmelig haie Klitter. 
Paa denne Havstok, som tidligere har været adskilt fra Kysten, idet Rodby- og Nakskov- 
Fjorde have staaet i Forbindelse med hinanden, voxe adskillige sjeldnere Planter [Brassica 
oleracea, Libanotis mordana, Eryngium •inaritimum, Crambe maritirna, Silene metans 0. fl.). 
Den laalandske Plantevæxts eieudommelige Karakter viser sig mest udpræget i den sydvest- 
lige Del, som begrændses ved en Linie fra Ohnse Vig paa Nordsiden til Sydsiden midt 
mellem Rødby og Nysted. Paa de lave side Lerjorder har Egen sin frodigste Væxt, Hveden 
giver flere Fold end andre Steder her i Landet, og flere karakteristiske Planter optræde her 
i Mængde (Leonurtis Marubiastrum , Betonica officinalis, Dipsacus sylvestris). Nordost for 
den ovennævnte Linie strækker sig fra Birket Sogn til Nysted, fra Nordvest til Sydost, el 
mere bakket og navnlig mod begge Endepunkterne mere sandblandet Bælte, indesluttende 
alle Søer og Hedemoser paa Laaland*), og som derfor ogsaa især karakteriseres ved Hede- 
moseplanter. — Laaland udmærker sig ved sine store og smukke Egeskove, og Vaupell 
har vist (1. c. p. 161), at de laalandske Eges aarlige Tilvæxt i Tykkelse er forbausende stor 
— medens den normale Tilvæxt er '/5 Tomme, er den her i Alderen fra 10de til 70de Aar 
^2 Tomme, og medens loOaarige Eges Stammer pleie at være 2*/3 Fod i Gjennemsnit, ere 
de her 5 Fod. I Guldborglands Skove opnaa Egene en Heide af 90 Fod, og I Christians- 
sædes Skove findes to Ege, hvis Stammer have 32 — 33 Fod i Omfang. I de laalandske 
Egeskove er Linden (Tilia parvifolia) ofte indblandet, og paa flere Steder talrige Pæretræer, 
som her synes at være vildtvoxende. Desuden forekommer her Ælm og Ask og som 
Underskov Bævreasp, Naur, Venved, Kornel, Slaaen, Uvidtorn og navnlig Elasselen, der paa 
mange Steder danner uigjennemtrængelig Krat. »Største Delen af Skovene paa Laaland ere 
dog Blandingsskove, i hvilke Bøgen er i stadig Tillågen paa Egens Bekostning; i nogle 
Skove, navnlig i den østlige Del, spiller Avnbogen en betydelig Rolle, dels som Underskov, 
dels selv dannende hele Skove; saaledes findes en Avnbøgskov (Roden) paa 800 Tdr. Land 
ved Nysted" (Rostrup 1. c. p. 56). Paa Øen Skjælnæs i Mariboso findes en gammel 
Birkeskov [Betula pubescens) med Underskov af Hægebær, og ved Søen tætved sees mægtige 
Fyrrestød, Levninger af de Fyrreskove, som i Urlndvaanernes Tid dækkede Landet. I den 
vestlige Del af dette Bælte spiller Egen en mere underordnet Rolle, ligeledes Avnbøgen og 
Linden. Derimod udgjør Acer pseudoplatanus en væsentlig Bestanddel af næsten alle Skove 
og er utvivlsomt vildtvoxende her (\L Lange), ligeledes ere Ask og Ælm hyppige og 
Cerasus Avium, især paa Langeland, hvor den ved Hjortholm naaer en betydelig Størrelse 



Rostrup 1. c. p. 38 og 50. 



432 102 

og rager hoii o|) uver liogcn (\l. Lange). Nogle af de mindre Øer, som Ærn, Drcio, 
Avernakii oj? Lyo, cre nu ganske skovloso, men liavc lidligore været skovbevoxedc. 

2| Del DStligc Skovballe eller Krisltorucns Uælle indtager den nsliige 
Dl! ;if Halvnen, nemlig den jydskc Ilniryg og dennes AfTald indtil Havet, og desuden Fyens 
vesllifc og nordvestlige Kyslrand. Ligeledes slutter sig hertil Øerne Als, Samsø og Læsø. 
Uoiryggen danner Vandskja'llet, sa'uker sig temmelig' brat mod Vest, hævej sig i sit Imieste 
Punkt (Himmelbjerget) til ooO Fod og omslutter paa et imod Vest udskyende Plateau det 
store liassin, hvori Skanderborgso, Morsø, Vangeso, Fiilslrupso og Brabranilso ligge. Den 
beslaaer af Hullestenssand, der mod Ost er temmelig lerblandel og gradvis gaaer over i 
Uullestensleret. Denne Dannelse indlager nemlig et IJælte af 3— G Miles Brede langs Øst- 
kysten, der dog paa mange Steder er afbrudt af de fra Høiryggen udgaaende Grene af 
Hullestenssand, som følgende Vanddragene omslutte de for Ostsiden saa karakteristiske dybe 
Fjorde*). Ogsaa dette Hælte er frugtbart og skovrigt; mange Egne ere boist maleriske og 
frembyde den skjonnesle Vexel af Agerland og Bogeskov. De Forhold*! Plantevæxlen, som 
udmærke denne Del af Landet, ere følgende: Bøg og Eg ere ogsaa her de herskende Skov- 
træer, men foruden disse I) forekommer her en Del Træer, som ganske mangle i det fore- 
gaaende Bælle eller ere yderst sjeldne der, nemlig Quercus sessiliflora, Ilex ÅquifoUum, 
Taxus baccata og Juniperus coinmunis , medens 2) paa den anden Side flere af Sydbæltets 
Træer enten slet ikke forekomme her eller ere sjeldne, som Acer Pseudoplatanus, A. cam- 
pestre, Tilia grandifolta, T. parvifolia og Carpinus Betidus, hvorlil endnu kan føies at 
Birk og El her spille en vigtigere Rolle; 3) medens egentlige Heder ganske mangle i Syd- 
bæltet, er der her en egen Form af Heder, de saakaldte Bnkkeheder, som paa mange Steder 
indlage betydelige Arealer; 4) endelig er der et Antal urleaglige Planter, som ere karak- 
teristiske for delle Bælle**). — Bøgen forekommer i rene Bevoxniuger helt op til de nordligste 
Egne i Jylland, allsaa under Bredegrader, hvor den i andre Lande begynder al forsvinde. 
Den er saaledes fremherskende i Vensyssels Skove, i Eskjær Skov tæt Syd for Skagen, i 
Sæbygaards Skov o. fl. St. Bøgen har ogsaa i denne Del af Jylland, paa saadanne Steder, 
hvor Bunden ikke er for fugtig, fortrængt Egen. I det slorsic Skovdistrikt i det Indre af 
Jylland, Skovene om Silkeborg, som for 200 Aar siden Indtoge to Kvadratmile, udgjorde 



*) Nord for en Linie, som drages fra Vcsl mod Ost mellem Lemvig og Kain, lra?dcr Kridtet paa mange 
Steder op til Ovcrlladen. Hoiryggcn fortsætter sig her i den ijydske Aas«, og nær ved Kvsten ligge 
tre store mærkelige Moser (Lvngmoscr), som tilsammen udgjorc c. 1 n Mile, nemlig Sorigs og 
Raal)org Mose, store og lille Vildmose. Disse Moser ere Vige af Havet, som ved Klitdannelser ere 
blevne adskilte fra dette, og p.ia Hunden af dem lindes talrige Muslingskaller. 
**) Saadanne ere: Luzuia maxima, Convallaria verlicUlata , Ariim maculalum, I'rimida acaulii, lianun- 
culw) lanugiiionu. Sonchtu jmltialrU, Centaurea phryijia , l'elasiles albut, Cirsiiim lieteropliyllum, I'liy- 
teuma, iltlampyrum tf/lvaiicum, Thymut Chamadrye, Folentilia procumberu (Lange I. c). 



103 433 

Egen tidligere en væsentlig Bestanddel, men er nu næsten forsvunden, hvilket natuiligvis 
her, ligesom andre Steder i Danmark, for en væsentlig Del skyldes Menneskets Indgriben. 
Medens Østkystens Skove ere fattigere paa Eg end Øernes, har denne Træart hævdet sit 
Herredømme paa mange Steder i det Indre af Landet. Den Del af Uald Skov ved Viborg, 
der benævnes Langskoven, er saaledes ren Egeskov. Men en saadan jydsk Egeskov har 
rigtignok en ganske anden Karakter end de laalandske Skove med deres 70 Fod hoie, ranke 
Stammer. Vestenvinden viser allerede her sin kuende Magt. De krogede Stammer naa 
kun 10 — 18 Tommer i Tværmaal, og Kronerne ere svagt udviklede mod Vest. Træerne 
staa langt fra hverandre, sædvanlig i 20 Fods Afstand, og Underskoven bestaaer næsten 
udelukkende af Enebær, som ofte danne et saa tæl Dække, at Egeopvæxten kvæles (Vaupell 
1. c. p. 33). Mærkelig er Vinter-Egens Udbredning. Den forekommer hist og her i de 
jydske Skove, mangler ganske paa alle 0erne, men optræder paany i Mængde paa Bornholm. 
I sin for dette Bælte mest karakteristiske Skikkelse viser Plantevæxten sig omkring Fjordene, 
1 Skovene paa Sydsiden af den ved sine maleriske Omgivelser berømte Veilefjord bestaaer 
Underskoven af Ilex Aquifolium, Juniperus communis og Taxus baccata, og flere af de 
smukkeste og ellers i Danmark sjeldneste Bregner voxe her: Lastræa Oreopteris, udmærket 
ved sin Lugt, der minder om Bosa rubiginosa , Strulliiopteris og Blechnum Spicant (Botan. 
Tidsskr., 2 Bd., p. 20). Kristtornen er utvivlsomt den mest karakteristiske Plante for dette 
Bælte. Medens den ganske mangler paa Sjælland og er yderst sjelden ellers i Landet, er 
den her saa almindelig udbredt i Strandskovene, at den paa nogle Steder (f. Ex. i Gylling- 
næs Skov) er et ligesaa besværligt Skovukrud som i Slesvig. Den holder sig sædvanlig 
som Busk, men bliver undertiden (ved Palsgaard) et 20 Fod høit Træ. Endnu i Tofte Skov 
i den sydlige Vildmose er den meget udbredt, og Nord for Limfjorden forekommer den i 
Hals og Melholt Skove og ligeledes paa Læso. I et Par Miles Afstand fra Kysten bliver 
Kristtornen sjelden, men den er igjen hyppigere midt paa Halvøen og i de faa Skove, som 
staa tæt ved Vestkysten (Vaupell 1. c. p. 57). — Taxen antoges at være ganske udryddet 
i Danmark, indlil den for faa Aar siden (1865) blev opdaget ved Veilefjord, hvor den mær- 
keligt nok saa længe havde unddraget sig Botanikernes Opmærksomhed. Den forekommer 
her under Forhold, som gjor det utvivlsomt, at den er vildtvoxende. Desuden er det 
bleven oplyst (Botan. Tidsskr., 2 Bd., p. 25), at den endnu i Mands Minde har været i 
Meilgaard Strandskove paa Nordsiden af den Halvø, som Jylland sender ud mod Ost 
(Djursland). — I en Del af dette Bælte, nemlig fra Mariagerfjord og noget Nord for Lim- 
fjorden, hvor Bunden er meget lav og fugtig, danner Ellen (Alnits glutinosa) og Birken 
(Betuia verrucosa) Hovedbeslandelen af Skovene*). — Den vestlige Lillebæltet begrændsende 
Del af Fyen stemmer i Plantevæxten overens med Jyllands Østkyst og henhører til de mest 



*) Dette nordlige Parti niaa ifolge alle sine Naturforhold betragtes som en egen Afdeling af Oslbællet. 



fl34 104 

malerisk skjnnne Egne i Landet. Hællel har Karakteren af en plor Indsø, overall sees 
Oer eller de hole fra Fyens Kyst fremspringende skovklædte Odder. Bogen viser sig her 
især paa Fæno og Føns Odde i en eicndonimelig kjnn Skikkelse: med hoie, ranke soile- 
formedc Stammer, og Kristtornen er i Sirandskovenc Syd for Middelfart ligesaa almindelig 
som i de slesvigske Skove (Vaupcll). lllandl andre her forekommende for Jylland karakteri- 
sliske Planter skulle udhæves: linnunculus lanugiiwsus , Arutn maculalum, Uypericum hir- 
sutum, Schedonorus asper, Campanula latifolia, Veronica montana, Anthert'cum, Gem'sta 
angltca og tinctoria, Ornithopus, Amica, Phyteuma spicatum, Luzula maxima, Melampi/rum 
silvati'cum (Botan. Tidsskr., 2 Bd., p. 10). — Paa Als, som har et Skovareal paa 3000 Tdr. 
Land, er Bogen meget overveiende, men for 100—200 Aar siden var Egen her dut her- 
skende Træ. Asken og Nauren er her hyppigere end de flcsle andre Steder i Landet. — 
En karakteristisk Del af Plantevæxten paa Uoiryggen udgjore »Bakkehedernc". Bunden er 
her ofte noget lerholdig, og disse Bakker have tidligere været bevoxede med Skov — derom 
vidne de mange Levninger af Eg og Fyr, som findes i Moserne — men nu er Lyngen her- 
skende her, hvor den opnaaer en anselig Hulde og er blandet med Enebær og Gyvel. 

3) Del vestlige eller skoviose Bælle indbefatter hele den Del af llalvoen, 
som ligger Vest for Uoiryggen, og henhorer til to geologiske Formationer, den østlige Del 
lil lUillestenssandet og den vestlige til Brunkulformationen. Delte Bælte er i sin største 
Del (lad Slette, og Overgangen hertil fra Uoiryggen er næslen overall pludselig. Sletlens 
Overflade dannes af Sand, i den østlige Del indtil en Dybde af 30—40 Fod, medens man 
i den vestlige Del allerede i en Dybde af 2 — 10 Fod træffer de for Agerdyrkningen saa 
uundværlige Mergellag. Sletten eller den egentlige Hede er imidlertid paa flere Steder af- 
brudt af lave øformede Bakkeparlier, og i den Del af Heden, som ligger mellem Lim- 
fjorden og Kongeaaen, er der saaledes 3 store Bakkeøer: Skovbjerg Bakkeø, Audum- Varde 
Bakkeø og Herning Bakkeø, der tilsammen udgjøre c. 60 Kvadratmile, medens de mellem- 
liggende Flader anslaaes til 50 Kvadratmile. Langs hele Vestkysten lober en KlUbræmme, 
der fortsætter sig ned over den vestlige Orække, og indenfor denne ligger den frugtbare 
Marsk, dannet af Brunkullormalionens*) omslemmede, af Havels Organismer gjennemlrængte 



*) Brunkulformationcn, livis Lag Ivdc pna en meget rolic Tdvikling, Itcstaaer af Olimmerlcr og gult, 
jernrigl Sand (Limonilsand) eller Sandsten og Conglomcral. Paa Ocn Sjlt vise denne Kornialions 
Lag sig uforstyrrede, unflirudt paa en Strækning af over '/> Mil, og de fleste Bakkeøer I Fladerne 
vise under Kullcslensforinationens Sand- og Lerlag Brnnkulformntioncns ved deres hvide Glimmer- 
Illade let kjendeligc Lag og Drunkul, der ved Sandfugicgaarde i Skjurnaadalen have en Mæglighcd 
af 12 Fod. Men en meget stor Del af lirunknlfurmationen er ved senere Onivællninger hleven for- 
8t>rret, og dens sandede Ler synes at liave liidraget væsentlig til Dannelsen af llalvoens store Sand- 
sleller. lit meget mærkeligt Led af Urunkulformationen er Molerct paa Ocrne Funr, Mors, paa 
Liiiifjordkystcn I Thy og paa Hannæs, en af de storste Diatomekiscldannelser, man kjender, og efter 
Diatoméernes Natur at domme rimeligvis en Dybvands- og Havdannclsc. — Paa den ostligc Side af 



105 435 

Ler. — Delle Bælle er væsentlig skovløst og karakleriseres derved, 1) at her kun pletvis 
forekommer Levninger af fordums Skove som Krat, der i det Hele ere indskrænkede til de 
nysnævnte Bakkeøer, og derved, 2) at den øvrige Plantevæxt i Overensstemmelse med Jord- 
bundsforskjellighederne falder i tre mindre fra Nord til Syd løbende Hæller : Hedevæxt-, 
iMarskvæxt- og Klilvæxtbæltet. — Skovløsheden i denne Del af Jylland er ikke oprindelig, 
men skyldes dels Mennesket, dels Vestenvinden. At der endnu i den historiske Tid har 
været Skov lige ud til Vesterhavet og i de sletteste nu for al Trævæxt blottede Heder, 
derom vidne de mange Levninger af Træer i Tørvemoserne, de rodfæstede af Klitsand dæk- 
kede Træer i Kyslranden og de mange Bynavne, i hvilke »Skov« eller »Lund« danne enten 
.For- eller som sædvanhg Endestavelsen. Det er derfor ogsaa urigtigt, som man tidligore 
antog, at den sandstensagtige Masse, der paa mange Steder breder sig under Overfladen i 
Hedesletten, og som er bekjendt under Navn af Ahl, skulde være den egentlige Grund til 
Skovlosheden. Tvertimod, Ahldannelsen er en Folge af Skovløsheden, og den foregaaer 
endnu den Dag i Dag, hvor det af Lyngen beklædte Sandlag er jernholdigt. — I denne 
Del af Jylland er der i den historiske Tid skeel store Omvæltninger og Forandringer: Havet 
har borlskyllet mange Kvadratmile Land, Flyvesandet har bredt sig over store Kyststræk- 
ninger og dannet 50— 100 Fod hoie Bakkedrag, hvor der for var flad Mark, Skoven er forsvundet, 
og Lyngen har indlaget dens Plads. Men ikke mindre ere de Forandringer, som tilhøre 
den nyere Tid, som skyldes Menneskets Indvirkning, og som gaa ud paa at tilbagevinde det 
tabte: Marskdannelsen fremmes ved Diger, Vige af Havet og Søer udtørres, Sandfluglen er 
dæmpet, og Heden omdannes til Mark og Skov. De ophøiede Partier i Sandfladerne, der 
ovenfor ere betegnede som Bakkeøer, og af hvilke der, foruden en Del mindre, navnlig 
Ondes tre meget store, »vise sig i den havlignende Lyngorken, sete i Frastand, som en 
omvendt Terrin«. De ere mere eller mindre, hvor de ikke ere dyrkede, bevoxede med 
Egekrat, og Egebuskene have her en Høide af 4—8 Fod. De karakteristiske Planter ere 
her: Melampyrum pratense, Aira flexuosa, Anthoxantum odoratum, Arnica vtontana, Hiera- 
cium umbellatum, Soltdago, Jasione, Trientalis, Potentilla Tormentilla, Rubus plicatus, 
Pteris aquilina, Genista, Lycopodium clavatum, Campamda rotundifolia , Achillea milli- 
folium, Pimpinella Saxifraga (Vaupell 1. c. p. 295). — Paa Sandfladerne, de egentlige 
Heder, er der navnlig tre Planler, som mange Steder temmelig ligelig dele Herredømmet 
over Bunden mellem sig: Hedelyngen, Revhngen og Rensdyrlaven, og da snart den ene, 
snart den anden pletvis er mere fremherskende, har dette Plantedække et -eiendommeligt 
broget, rødligt, grønt eller hvidt Udseende. Men desuden er der en Mængde, ofte nydelige 
Smaaplanter, som udbrede en eiendommelig Ynde over Heden; disse ere: Erica Tetralix, 



Halvøen, i den nordlige Del af Fyen og den nordvestlige Del af Sjælland optræder et yngre Led af 
Brunkulformalionen som glimmerfrit, plastisk og skifrigt Ler (Forchhammer: Oversigt over 
Danmarks geognostiske Sammensætning, et Foredrag ved Naturforskermodet i Stoekliolm IS63). 

Vidcnsk. Selsh Skr. 5 Rækhe, oalurvidensk. og malbem. ATd. 9 lid. VI. 6.'j 



4S6 106 

Andromeda polt'foUa, Vaccinxum Vilis Jdaa, Arctostoiihylos uva urst, Oenista Anglica, Ger- 
manica, tincloria, pilosa, Lycopodium claratum, Chamæcyparissus , complanalum, Thymus 
Serpyllum, Oentt'ana campeslris, Amica montana, Orchis macutata o. fl. I de kjæraglige 
Lavninger voxc: Myrica Gale, Vaccinium ulif/iiwsuvi, Oxycoccos, Scirpiis cæspilosus, Lyco- 
podium inundalum , Selago O. 1. Klilbællcl indtager el Areal af omtrent 10 D Mile, og 
Klitterne have paa mange Steder med deres Længdedale og Tværdaie og deres 70—100 
Fod lioie Toppe, hvorfra man har en vid Udsigt over Iluv og Land, Hjerglandsiiabets Ka- 
rakter. Siden Slutningen af forrige Aarhundrede har der fundet en systematisk Beplantning 
af Klitterne med Klitla;,' Sted, og Sandflugten er nu overalt dæmpet. I de sidste 20 Aar er 
der paa fire Steder bleven anlagt IMantninger af iN'aaietræer (Pinus montana, F. Austriaca 
og Picea alba), og di.«se ere lykkedes saa vel, al der er al Grund til at vente, .at et bredt 
Skovbælte i Tidernes Lub vil komme til at bræmme den jydske Kyst. Del Plantedække, 
som er udbredt over de dæmpede Klitter, giver dem en cieDdommelig graagrøn Farve og 
er dannet af Psammta arenaria, Elymus arenarius, Festuca ovina, F. rubra, Phleum are- 
narium, Carex arenaria, luncus Balticus, ISalix repens, Jasione, Oalium verum, Eryngium, 
Hieracium pilocella, Thymus Serpyllum, Campanula rotundifolia , paa nogle Slider voxe 
Hippophae og Rosa spinosissima, og Uunden er dækket af Rensdyrslavens og Korailavens tætte 
Tuer. 1 de fugtige Lavninger mellem Klitterne voxe de samme Planter som i Hedemoserne. 
— Marskdannelsen er foregaaet og fortsætles endnu stadig indenfor den Ørække, der fra 
Ujerting løber mod Syd som eu Formur for Kysten, og den berører altsaa kun den sydlige 
Del af Jylland. Iler bar ligesom i den øvrige Nordsoen mod Syd begrændsende Kyststræk- 
ning fundet en meget gradvis Sænkning Sted, som blandt andet sees af de mellem Orækken 
og Fastlandet i en Dybde af 10 Fod under Vandspeilet rodfæstede Slød af Fyrretræer*). 
Grændsen for Marskdannelsen betegnes mod Øst ved en indre Klitkjæde, der angiver den 
ældre Strand lør Marskdannelsen og i Slesvig ligger langt fra det nuværende Hav. Da 
Forskjfllen mellem Ebbe og Flod stiger indtil 8 Fod, tjener den flade Strand mellem Kysten 
og Ørækken (Vaderne) al'vexleude til Færsel snart for Skibe, snart for Vogne og Heste. 
Medens Havet stadig borlskærer Partier af Øernes Vestraud — over en Mil Vesten for 
Øen llomø sees Ruiner paa Havbunden — afsættes igjen Dele heraf, nemlig det fine glim- 
merrige Brunkulsler, i det rolige Vand indenfor Øerne, saaledes at der i Slutningen af hver 
Flodlid bundfældes el tyndt Lag Slik, og denne Slikafsætning søge Beboerne at fremme ved 
Værker af llisflelning (Sliksamlere) eller ved aabne Jordværkcr (Lahninger). Ved denne 
daglige Tilvæxt forhøies Bunden stadig, om end meget langsomt (1 Fod nogle Steder i 
G— H, andre Steder i 60 Aar), og ved de forskjellige Vegetationer, som derpaa adose hin- 



*) KorchlioMimFr: Slrandciis Dniiiiclsc paii Veslsidcii af den jydske llalvo (Dansk Folkclilad, Sde 
Aurg., 1842, Nr. I— 3|. 



107 437 

anden, bliver efterliaanden Ciinden af "Forlandeln skikket til at kunne inddiges. — Den 
første Plante, som indfinder sig paa den afsatte Slik, er Microcoleus clithonoplastes, der ved 
at gjennemvæve de nytilkomne tynde Sliklag med sine fine Traade ikke bidrager lidet til 
at forhøie Bunden. Efterliaanden begynder Salicornia herhacea at udbrede sig, og denne 
afloses atter af Lepigo7uim marimim, Sagina mariu'ma, Chenopodium marttmum, Kochia 
hirsuta og Sasola Kali, der forberede Bunden for den sidste Vegetation, som bestaaer af 
SiaticeLimonium, Armeria maritima, Aster Tnpolium, Plantago marilima, Triglochin mari- 
iimum, Artemisia maritima, flere Arter Atriplex og Scirpus, Juncus Oerardi og endelig 
Poa disians og marina*). Marsken bliver saaledes ved disse paa hinanden følgende Vege- 
tationer omdannet til de naturlige Græsgange, der ere blevne saa berømte ved deres uud- 
tømmelige Frugtbarhed, idet de Åar ud og Aar ind, uden at gjødes, kunne afgive Næring 
til store Kvægflokke. 

4) Det nordsjællandske Bælte indbefatter Frederiksborg Amt og Odsherred af 
Holbek Amt og svarer saaledes omtrent til den Uel af Sjælland, der bestaaer af Rulle- 
stenssand, og her findes ogsaa det for denne Dannelse karakteristiske bakkede Terræn. 
Her er en slor Rigdom paa Søer — blandt disse Arresø, den største i Danmark og tid- 
ligere en Vig af Havet — og Moser. Det er Danmarks mest skovbevoxede Egn, og her 
findes den største sammenhængende Skov i Landet (Gribskov). Plantevæxten viser en Til- 
nærmelse til den i det østjydske Skovbælte. Juniperus communis har saaledes her en stor 
Udbredning, medens den saa godt som mangler i den øvrige Del af Sjælland, og Bakke- 
hederne med Vaccinium Myrtillns, V. Vites idæa og andre for dem karakteristiske Planter 
indtage navnlig i Skovene Øst lor Esromsø store Strækninger**). Ligeledes er Betula ver- 
rucosa her ret almindelig og danner smaa Bévoxninger, saaledes omkring Gurresø og i 
Hornsved, og Alnus incana, der i Slutningen af forrige Aarhundrede blev indplantet, fore- 
kommer nu mange Steder ganske som vildtvoxende. Det sydlige Bæltes Træer derimod 
ere i denne Del af Sjælland sjeldne, saaledes Avnbøgen, Valbirk-Lønnen, Nauren, Linden 
og Asken. Rød-Ellen indtager de surapige Lavninger i Bøgeskoven. Blandt andre for 
denne Del af Sjælland karakteristiske Planter skulle udhæves: Thymus Serpyllum, Trientalis 
Europcea, Arnica montana, Astragalus Danicus, Thesium ehracteatum, Sarothamnus , Lobelia 
Dorfnianna, Rubus Chamæmorus, Viola mirahilis, Primrda farinosa, Bidens platijcephala, 
Carex cyperoides. Bøgen er i de fleste Skove næsten eneherskende, og hvor der endnu 
er Ege tilbage, seer man overalt, naar Mennesket ikke lægger sig imellem, Bøgen i Begreb 
med al undertrykke dem; men tidligere har Egen været meget udbredt, og der findes 
adskillige Kæmpe-Ege som Levninger af fordums Egeskove. I den nordlige Del af Grib- 



*) Nolte i Reventlows Skrift om iMarskdaniielsen paa Vestkysten af Ilerlugdoniniet Slesvig. 1863. 
**) Alle fire for Vestbæltet saa karakteristiske Geniata-kxltx mangle her. 

55* 



438 108 

skov (Krogedalsvang) og i nogle Nord for denne liggende Skove (Valby- og lluragerliegii) 
er der endnu en temmelig stor Rigdom paa Ege og herimellem flere af en anselig Stør- 
relse; storsl er Egenes Antal i Jægersborg Dyrehave, Charlottenlund, Ordrupskral og Ernie- 
lund. Enkelte Ege have her Stammer med 18— 33 Fod i Omfang i IJryslhøide. De stnrste 
Ege i Nordsjælland lindes dog ved Jægerspris, hvor Kongeegoiis, Storkegens og Snoegens 
Stammer have henholdsvis 42, 36 og 26 l'od i Omfang. Medens den ostlige Halvdel af 
Frederiksborg Amt er saa rig paa Skove, kan den vestlige Halvdel næsten betegnes som 
skovles. 

h) Det midterste liælte indtager den tuidtcrsle Del af Sjælland samt Oslsiden 
og Midten af Fyen. Jordbunden frembyder stor Ensformighed — Ruliestensleret er her- 
skende — og de smaa kliuiiiliske Eorskjelligheder, som gjøre sig gjældende i andre Dele 
af Laudet, spores ikke her. Det er derfor ogsaa den Del. af Landet, som har den mindst 
særegne I'lantevæxt. Her findes ikke de Planter, som ere mest betegnende for Havets 
Nærhed (som Kristtornen), og ligeledes mangle de Planter eller ere sjeldne, som tyde enten 
paa et mere sydligt Klima (som Tilia grandifolia, Carpmus, Acer Pseudoplatanus\ eller et 
mere nordligt (som Betula verrucosa, Junipenus); fremdeles ere de mange Hedevæxler ude- 
lukkede herfra, og Marsk- og Kiitvæxterne indtage kun meget smaa Strækninger. Dog maa 
her bemærkes, at paa de enkelte Punkter, hvor Kridtformationen træder op i Overfladen, 
gjør den sin Indflydelse gjældende ved Tilstedeværelsen af kalkyndende Planter i stnrre eller 
mindre Mængde; saaledcs i Fredskoven ved Aiindelille (Orchis ustulata, Anacampds pyra- 
midalis, Ophrys Myodes, Ceplialanthera grandiflora o\; ensifolia] og i Terkelskov ved Farum, 
hvor Sallholmskaiken kommer tilsyne [Botnjchium Lunaria). — Bogen er her aldeles over- 
veiende i Skovene. Linden og Asken forekomme her langt almindeligere end i Nordsjæl- 
land. 

De ydre Betingelser, som bestemme Væxtiorskjellighederne i de ovennævnte fem 
Bælter, kunne i Korthed sammenfattes paa folgendc .Maade: i det vestlige skovlose Bælte 
ere de Jordbundsforskjelligheder, hvortil Klit-, Marsk- og Hedevæxtcn ere knyttede, frem- 
kaldte ved Havets og Vindens Indvirkning; i det vestlige Skovbælte bero Plautevæxtens 
Egenheder paa det bakkede Terræn med Heldning mod Øst. Vesterhavet kommer herved 
til i Forbindelse med Kattegattet at indvirke paa en ganske anden Maade paa Plantevæxten; 
det pjor nemlig her kun sin Temperatur udjævnende Indflydelse gjældende, hvilket viser sig 
i Kristtornens, Taxens og flere Bregners Forekomst. I det nordsjællandske Bælte er det 
Bunden (Kullcstenssand) i Forbindelse med et lidt kjøligere Klima og i det sydlige Bælte lige- 
ledes Bunden (det fede, fugtige Ler) i Forbindelse med en lidt hoiere Temperalur, som giver 
Plantevæ>ten sin særegne Karakter. ISlidtbæltels Mangel paa Eiendommelighed grunder sig 
især paa dets centrale Beliggenhed og paa Jordbundens Ensformighed. 



109 439 

• 

England, hvis større osllijie Halvdel or et bakket Lavlund, heniuircnde til yngre 
Dannelser, medens den vestlige Del, der bestaaer af ældre Dannelser, er bjergig, stemmer 
i sin Plantevæxt væsentlig overens med Mellemeuropa, men har dog, ligesom ogsaa [rland, 
en større Rigdom, end de andre Lande paa samme Bredegrad, paa saadanne Arter, som 
fordre et Kystklima. Der er saaledes njivnlig et ikke ringe Antal Arter, som de til Kanalen 
stødende Dele af England og Irland have fælles med Kanaløerne og med Nordfrankrig, men 
som ikke gaa synderlig længere mod Øst og som altsaa ere bundne til Kystklimaet*). 
Andre Arter nærme sig til denne Kategori, men gaa dog længere mod Øst paa Fastlandet**). 
— I den sydvestlige og vestlige Del af Irlands Bjergegne forekommer der foruden Jord- 
bærlræet, Arhutus Unedo, adskillige andre Arter***), som have hjemme paa den pyrcnæiske 
Halvø og navnlig i Asturien. — Endnu et andet fremmed Element i den britiske Flora er 
et ikke ringe Antal norske Fjeldvæxter, som navnlig forekomme i Skotlands og tildels i 
Cumberlands og Wales's Bjergegnet). — Forbes har vist, at man kun ved at se hen til 
tidligere geologiske Tilstande kan give en fyldestgjørende Forklaring af den britiske Floras 
Sammensætning, og at man da kommer III det Udslag, at de forskjellige floristiske Ele- 
menter have meget forskjellig Aldertt). Naar Englands Flora er forskjellig fra andre Øfloraer 
derved, at deu mangler endemiske Arter, maa det have sin Grund i, at Planterne ere ind- 
vandrede allerede dengang England stod i Forbindelse med Fastlandet, inden Kanalen endnu 
var dannet. Geologiske Undersøgelser have nemlig vist, at England i den post-pliocene 
Tid paa den ene Side stod i Forbindelse med Frankrig og paa den anden med Irland, og 
at Adskillelsen mellem disse Lande først har fundet Sted i den ældste historiske Tid. Det 
er saaledes heraf forklarligt, at England i Hovedsummen af sine Arter stemmer overens 
med den centrale Del af Europa, hvorfra de ere udvandrede. Nogle af disse Arter ere paa 



*) Saadanne ere: MatMola sinuata, Senebiera didyma (ogsaa paa Gotland), Euhia peregr'ma, Erica 

vayans, Sibtkorpia Eurofæa, Lobelia urens. 
**) Saadanne ere: Corydalis claviculata, Fumaria capreolata, Hypericum Eiodes, Maha moschata, Ge- 

nista Anglica, Erica Tetralix, Ulex Europæus , Narthecium ossifragum, Brassica oleracea (paa Laa- 

land), Cochlearia Anglica (i Danmark), Viburnum Lantaiia, Specularia hybrida, Calystegiu Soldanclla 

Linaria Cymbalaria, Mentha rotundifolia. 
***) Disse ere: Saxifraga umbrosa, elegans, hirsuta, Oeimi, affinis, hirta; Erica Machayana, mediterranea, 

Daboecia polifolia, Pinguicula grandiflora, Arabis ciliata. 
]) Saadanne ere: Arenaria Norvegica , I'rimida Scoiica, Draba rupestris, Lychnis alpina, Arenaria 

rubella, Asiragatus alpinus, Sibbaldia procttmbens, Saxifraga cernua, rivularis, Arciostaphylos alpina, 

l'hyllodoce coerulea, Azalea procumbens, Gentiuna niralis, Myosolis sraveolens, Veronica alpina, suxa- 

tilis, Betula nana. 
ft) On the Gonnexion between llie dislribution of Ihe exisling Kauna and Klora ol' tlie british isles and 

llie geologicai changes which have all'ected tlieir area (Memoirs of tlie geologicai suivey ol' (Jreat 

Britaln, V. 1, 1846, p. 336). 



440 



110 



deres Vandring standsede i Ostcugland*), og andre erc ikke naaede saa vestlig som til 
Irland**). Bogen synes her ligesom i Danmark al være sent indvandret (se i del Fore- 
gaaende p. 409). De ovennævnte Ijeldvæxler antages at hidrøre fra Istiden. De lavere 
Dele af de britiske Oer vare dengang dækkede af Havet, og kun Bjergene i Skotland, i den 
vestlige Del af England og i en Del af Irland dajinede Oer (hosslaacnde Træsnit A), der 



.^^_ 



for storsle Delen vare dækkede af Glclschcrc ; kun Kysterne nærede en Plantevæxt, der 
svarede til den, som nu findes i Grenland. Efter Istiden fandt en Hævning Sled, og her- 
ved bleve Øerne til Bjerge og Havbunden til et disse omgivende Lavland (hosslaaende 
Træsnit D). Klimaet blev nu gradvis varmere; en ny Plantevæxt log Lavlandet i Besiddelse, 



og kun paa de hoiere og kølige Bjergtoppe blev Islidsøernes Flora bevaret. — Den mær- 
kelige Forekomst af spanske Planter i den sydvestlige Del af Irland forklarer Forbes ved 
geologiske Forandringer, som ligge endnu længere tilbage i Tiden. Den Overensstemmelse, 
som finder Sted mellem de siluriske Lag i den sydlige Del af Irland og England paa den 
ene Side og i den nordvestlige Del af Frankrig (Bretagne) og den nordlige Del af Spanien 
og Portugal paa den anden Side, gjør det sandsynligt, al disse Kyster tidligere have udgjort 
Dele af en sammenhængende Landmasse, der antages al have været tilstede endnu i den 
tertiære Tid. O. Ueer har bestyrket Rigtigheden af denne Antagelse og anforl Grunde***), 
som tale for at delle Land (»Atlantis«, der dog ikke har noget med del Platoniske af 
samme Navn al gjore) har slrakl sig meget længere mod Sydvest og omfattet de canariske 
og azoriske Øer. Herved forklares det, al disse Øers Flora stemmer saa meget overens 
med Middelhavslandenes t), men derimod er ganske forskj«llig fra den nærmere liggende 
afrikanske. 



*) Sanlcdes: Anemotie Pulsatilla, Myoiuriu minivius, Turrilis gtabra, Frankenia lævU, Holosleum um- 
betlatum, Schteranthus perennis, Arlcmisla campesiris, Melampymm cristatum, Veronica renin, I'. 
triphyllot, Stratiotea aloides, Sturmia Loeselil, 
•*) Saaicdcs: Thalictrum majus, Ranunculus htmUm, Diploiaxis tenuijolia, Thlaspl alpestre, Lychnia 
vitconu, Slellaria nemorum, Oenisia anglica, Aslragahm liypoglottii , Spiræa Jillpendula, Potentilla 
vema, Liguilicum Scoticum, Valcriana dioeca, Scabioia ( oltimbaria , Campanula glotnerata, Oagea 
lutea, Acorut Calamtu. 
•••) Flora tfrUarla Iklvctiæ, Vol. III, p. 343— U. 
ti Ue curopiclskc Arter ucJgjerc paa de Azoriske Ocr 78 pC(. og paa de Canariske 6i pCt. 



111 441 

De herskende og oprindelige Skovtræer paa de briliske Øer ere : Fyrren i Skotland, 
Sommer- og Vinler-Kgen i England og Irland. Taxen*) og Kristtornen**) forekomme 
overalt indblandede, og der er neppe noget andet Sted, hvor disse lo Træer have 
— og især tidligere havde — en saa stor L'dbredning som lier, hvorfor de ogsaa 
maa udhæves som særlig karakteristiske øklimatplanler. I Skotland forekommer desuden 
almindeligt: Juniperus communis, Betula glutinosa, Alnus glutinosa, Quercus pedunculata, 
Salix phjlicifolia, lanala, Lapponum, Populus tremula, Sorbus aucurparia, Cerasus Padus, 
Ribes alpina. I England er Sommer-Egen udbredt over hele Landet, men den er dog 
sjeldnere i den vestlige, mere bjergrige, og nordlige Del; her er derimod Vinter-Egen 
overveiende og danner rene iJevoxninger, men i Lavlandet forekommer den kun spredt mellem 
Sommer-Egen. Ifølge Dentham skal den under førstnævnte Forhold fremtræde i mange 
Former, medens den ellers i England viser mere constante Karakterer. Ulmus campestris 
er meget almindelig i den sydlige og østlige, men mangler i den vestlige og nordlige Del. 
Populus alba forekommer nu som vild i den sydlige og østlige Del, men er ifølge Ewelyn 
indført i det I7de Aarhundrede fra Holland***). Carpinus Betulus er maaske vild i den 
østlige Del. Sorbus Aria er almindelig og ligeledes S. torminalis, dog kun i den sydlige 
og midterste Del. Fraxinus, Alnus, Betula, Salix fragilis , alba, pentandra, purpurea, 
viminalis, Caprea og aurila ere almindelig udbredle. England stemmer overens med Dan- 
mark deri, at Fyr og Gran mangle som skovdannende Træer, og naar man seer hen lil at 
Granen enten mangler eller er sjelden i den vestlige Del af Norge til den 62°, kommer 
man til det Udslag, al dette Træ skyer Øklimaet. Ædelgranen har tidligere voxet i Eng- 
land og Pinus montana i Irland, saaledes som Tørvemoserne viset). 

Ihvorvel riantevæxten i Mellemeuropa i det hele viser stor Overensstemmelse, ere 
Forskjellighederne dog store nok til derpaa at begrunde en Adskillelse i tre naturlige Flo- 
raer: en vestlig, hvis øslgrændse temmelig nøie betegnes ved Rhinen, en mellemste ind- 
befattende Tydskland, Schweiz, Polen og Galizien, og en østlig, hvortil Ungarn hører, og 
som gradvis gaaer over i den russiske Steppeflora og mod Syd begrændses af Balkankjæden. 
Vegetationsforskjelllghederne belinges navnlig ved den fra Nordvest mod Sydost stadig lil- 



*) Taxtræet spillede i Middelalderen her en overordentlig vigtig Rolle ved dets Anvendelse til Buer. 
Udfarselen heraf var derfor forbudt. Taxbuerne gjorde Udslaget ved Irlands Erobring 1172 og senere 
i Seirene ved Crécy, Poitiers og Azincoutt. Taxbuerne bragte liere engelske Konger deres Bane: 
Haiold ved Hastings, William Rufus i iNew Forest og Richard Lovelijcrte ved Limoges i Frankrig. 

**) Kristtornen mangler i den nordøstlige Del af Skotland. 

**) Indfort under Navn af Abeel, og dette Træs engelske Navn er »Abele« (det franske "aubeli, latinske 

■ albellus«). og mærkeligt nok har denne Poppel i Jjlland samme Navn. 
fl Antallet af den britiske Floras Blomsteiplanter er ifolge Babington's Manual 170S, men Ben- 
tham har i sin Handbook of the british Flora (1S58) reduceret Arternes Antal til 1285 ved at 
lægge et videre Artsbegreb til Grund for sin Opfattelse. Watson har i sin Cybele Britannica 
(1847—49) givet en meget udforlig Redegjnrelse for Arternes Udbredning. 



412 112 

tagende Forskjcl mellem Sommer- og Vinlertcmperaliiren og ved den forskjellige Indblan- 
dinp af sydeuropæiske Elementer. 

Den vcsllige eller franske Tlora k.irakleriseres for Ciipiiliferernes Vedkommende 
navnliy derved, al Kaplanien, der har sit egenllipi; Hjem i IVllddelhavsJandenes lavere Hjcrg- 
bæltc, her er udbredt over Lavlandet, og derved, at her i del Hele er indblandet et be- 
tydeligt sydeuropæisk Klement. Frankrig har i sin vestlige Del adskillige eiendommelige 
Arter, som ere bundne til Kystklimaet (Astrayalus Bayonnensis, Galium arenarium, Li'naria 
arenaria, Libanotis Bayonnensis, Laserpitium daucoides o. fl.) og flere af disse gaa læn- 
gere mod Nord [Erica cinerea lll Norge). Den store Klilbræmme er siden Slutningen af 
forrige Aarhnndrede bleven beplantet mcå Pinus Pinasler, og indenfor disse udstrakte Kyst- 
skove dækkes Landel af Heder (les Landes). Ccntralplateauet, hvortil horer Cantals og 
Mont Dore's GOOO Pod hoic Hævningskratere og Auvergnes talrige udbrændte Vulkaner, 
men som væsentlig bestaaer af bølgeformige Gncisbjerge, danner med sin sydlige Forlæn- 
gelse jCevennerne) Grændscn for Middelhavslandenes Flora. I de Syd herfor liggende De- 
partementer bestemmes Landskabels Karakter ved Oliventræets graa Farve og de herskende 
Træer og Ikiske ere: Quercus Ilex, Arbutus Unedo, Juniperus Oxycedrus , Ptstacia Tere- 
binthus, Acer Monspesulanum , Quercus puhescens, Erica arborea. Figenen voxer \ild, og 
Larandula Spica og Sloecbas og flere Cistus-Arier ere almindelige. Fra en Hoide af 
1800 til 4500 Fod dannes Skovene af Abies peclinata og tildels af Bogen. Viburnum 
Lantana, Sorbus aucuparia og Aria og flere <Sa/j".r-Arler danne Underskoven. Pinus 
sylrestris forekommer kun i en Fløide af 2400 og 3000 Fod. Ue udstrakte Itjergflader og 
Toppe, som rage op over 4500 Fod, ere dækkede af Enge, hvori Fjeldvæxteroe udgjøre en 
Bestanddel. Blandt Græsserne er især Nardus stricta herskende og blandt Fjfldvæxterne: 
Anemone montana, alpina, Geum montanum, Holdanella alpina, Andromeda carnea, Oen- 
liana nivalis, Saxifraga cæspitosa, men Bliododendrer forekumme ikke her*). Jurabjergene, 
der, som v. Buch har vist, oprindelig dannede Koralrev langs det gamle Fastlands Kyst, 
hæver sig gradvis gjennem tre Terrasser paa den franske Side, men sænker sig brat mod 
Schweiz. De høieste Toppe ere 5000 — 5500 Fod. Vinhaver omslutte hele Bjerget som 
en til en Ueide af 15—1600 Fod. I Saonedalen ved Bjergets vestlige Fod (6— 900 Fod) 
er Sommer-Egen, Bogen og Avnbøgen herskende i Skovene. Indtil en Iloide af 1800 — 
2000 I'od indlager Bøgen de mod Syd og Egen de mod Nord vendende Skraaninger. Den 
første Terrasse er »en flad Iloislelle med Lyngmarker, el lulligl Agerbrug hist og her og 
enkelte daarlige Skove af Eg og Bog«. Med den anden Terrasse begynder et meget fugtigt 
Klima, •idel de regnsvangre Vestenvinde hfr standses af en Mur af kjiilige Ædelgranskove«, 
og rige Græsgange, der nære store Kvægflokke — herfra den bernnile »fromage de Gruyére» — 

*) H. Lecoq: Calaloguc raisonné iles planles vasculnircs du plateau cciilral de la Krance. 1847. 



113 443 

vexle med herlige Ædelgranskove. I en [iBide af 2500 Fod begynder Rodgranen al 
vise sig, bliver efterhaanden det herskende Træ i Skovene, og naaer op til 4200 Pod*). 
Toppen er bedækket med forkrøblede Bøge, hvorimellem sees Røn og Valbirk-Løn. Den 
østlige Side er bevoxet med Bøg paa de mod SO, men med Rødgran paa de mod NV 
vendende Skraaninger; kun paa de af Grus og Sand dannede Moræner voxer Fyrren. Rød- 
gran og Ædelgran forekomme lige til Trægrændsen, men de danne kun mellem 2200 og 
3400 Fod sluttede Bevoxninger. Her viser sig, da Jordbunden overalt er den samme, 
nemlig Kalk, maaske tydeligere end noget andet Sted den Indflydelse, som de til Bjerg- 
skraaningernes Retning knyttede klimatiske Betingelser udøve paa Træernes Fordeling. 
Bøgen gjør sig saaledes gjældende her i meget forskjellige Hoider, hvor den paa en mod 
SO vendende Skraaning er udsat for den tørrere Vinds Virkning, medens Ædelgranen fordrer 
den fugtige Vestenvind, og Rodgranen trives bedst paa de mod NV vendende Skraaninger**). 
En lignende Afhængighed af Bjergets Retning viser ogsaa Buxus sempervirens her. Paa 
de vestlige Skraaninger er denne Busk saa almindelig, at den bestemmer Landskabets Ka- 
rakler, og den udbreder, navnlig over Ain-Dalen, en eiendommelig Ensformighed, men i 
de østlige Dele af Bjerget er den sjelden***). — Vogeserne stemme 1 Skovenes Karakter 
væsentlig overens med Jurakjæden, uagtet det her ere ganske andre Bjergarter, som ere 
herskende (Granit, Gneis og Sandsten). Det er navnlig Ædelgran og Bøg, som i et næsten 
sammenhængende Skovbælte beklæde denne Bjergkjæde. Ædelgranen gaaer ned til Lav- 
landet, og det viser sig her ligesom paa Jurabjergene, at Bøgen tager Bunden i Besiddelse 
overalt, hvor Østenvinden har Adgang (P. E. Muller 1. c). 

Den mellemeuropæiske eller Tydsklands Flora karakteriseres for Cupulife- 
rernes Vedkommende derved, at Bøgen og Sommer- og Vinter-Egen her have deres største 
Ddbredning, medens Kastanien og den tyrkiske Eg mangle. Fremdeles er Ædelgranens Op- 
træden meget betegnende. Den synes her al have sit egentlige Hjem; den danner udstrakte 
Skove i Lavlandet (Polen) og sydligere i et eget Bælle paa Bjergene, hvor den (paa Bøh- 
merwald) optræder som Urskov. Den har modsat Bøgen en nordostlig Polargrændse, da 
den fordrer en større Sommervarme. Hvad Plantevæxten i det hele angaaer, findes her en 
stor Rigdom paa Arter, der dog aftager betydeligt mod Nord, men ingen eiendommelige, 
og Hovedsummen af Arterne ere de samme, som voxe i Rusland og tildels i Siberien. 
Disse Forhold grunde sig paa Tydsklands centrale Stilling, og de riuge Vanskeligheder, 
som de fysisk- geografiske Forhold her stille i Veien for Indvandring fra forskjellige Ud- 



*) Rhamnus alpina, Lonicera alpigena, Spiræa Aruncus, Gentiana lulea, Crocus vernus hore til de 
karakteristiske Planter i Naaletræernes Bælte. 
**) P. E. Muller: Om Ædelgranens Forekomst i nogle franske Skove I. c. 
***) J. Thurmann: Essai de phytostatistiquc appliqué ^ la chaine du Jura et aux contrécs voisines, 
T. 1—2, 1849. 

VWensk. Selsh. Skr., 5 Række, nolurvidensk. og malhem. Afd, 9 B. VI. SG 



444 114 

brcdningsrcntra, da del er bckjondl, al de endemiskc Ariers Anlal er slorsl, hvor Vandringen 
er vanskeligst. Fremdeles maa udlucves, al saadanne Arter mangle her eller ere indskra-n- 
kedc til den vcslligste Del, som Tordrc cl Kystklima, hvilket især tydeligt viser sig i Krisl- 
lornens Udbredning. 

Den Hel af den nordtydske Slette, som slaaer i nniiddelbar Forliindelse med den 
cimtiriskc Ualvo, h:ever sig megel gradvis til en lloide af 300 Kod. Indenfor Marsken 
kommer cl Kælte (»Gesten«) med en mager sandig Hund. Del er navnlig denne linnds 
Mangel paa Kalk, som har en væsentlig Indflydelse paa Planlevæxlens Karakter, og det er 
dels Heder, dels Fyrreskove, som her have linnden i IJeslddelse. Derpaa folger et smalt, 
noget lioiere liggende Bælte med en al' kalkholdig Ler dannet Jordbund, der strækker sig, 
fra Vest mod Øst tiltagende i Brede, fra Osnabruck over Hannover, Brunsvig, Magdeburg 
og videre mod Ost langs med Foden af de ældre Dannelser, og som af Grisebach ansees 
for al være Diluvialtidens Marskdannelse. Delle Bælle har oprindelig været helt overvoxel 
med Skove af Eg og Bog, men er nu for største Delen indlaget til Agerbrug. Blandt de 
tilbageblevne Skove fortjene især at udhæves de prægtige Egebevoxninger langs med Elben 
mellem Magdeburg og Dessau og herfra til Lausit/.*). 

I den østlige Del af den nordtydske Slotte, Trovindsen Preussen, gjor Fasilands- 
klimaet sig gjældende. I Konigsberg er den aarlige Middelvarme næsten 5" II. og den 
høiesle Vinterkulde er -4- 25—28° R. Regnmængden er 17 — 18 Tommer. Del S. 407 
omtalte Hoidedrag har her en stor Brede og hæver sig i sine høieste Toppe til 7 — 800 Fod 
(kun i Tluirmbcrg til lOlUi Fod|, og Planlevæxlcn i denne Del af Tydskland frembyder især 
Interesse derved, at adskillige Planter her have deres Vest- eller Nordvestgrændse. Delle 
gjældcr saaiedes om følgende russiske Arter: Agrimonia pilosa, Euor.tjmus verrucosus, Ce- 
nolophium Ftscheri, Achillea cartilaginea, Cori'spernwm inlermedmm, Trifolium Lupinasier, 
Cimicifvga foetida^ Lathyrus pisiformis, Clicerophyllum aromaticum, Arlemisia scoparia, 
Rumex Ucram'cus, Silene Tatarica, AdenopJiora liliifolia, Linaria odora, Carex cyperoides, 
— Blandt de Planter, som her have deres Øslgrændse, fortjener især at udhæves Bogen. 
Den danner endnu i den vestlige Del af Provindsen Preussen smukke Skove ved Gulstadt. 
Del østligste Punkt, hvor Bøgen her forekommer som Skovtræ er ved Landsbyen Pørschken, 
3',« Mile Sydvest for Kønigsberg. Adskillige Planler have i denne Del af Tydskland deres 
absolule Sydgrændse, saaiedes: Beiula hnmilts, Ilierochloe horealts, Sorltis Scattdica, Salt'x 
depressa, Lobelia Dorlmanna, Ltlorella laciistris, Jttncus Balticus, Bulliarda aqnati'ca, 
Carex loliacea. Andre liave som Lavlandsplanter her deres Sydgrændse, men forekomme 
atter sydligere paa Bjergene, saaiedes: Rubus Chamæinorus , Cotoneaster vulgaris , Polt/go- 



*) Grlsebacli: Die Vcgctatioiisliiiicn ilfs iiordwcslllclicii Dcutsclilands (ans »len GolUngcr .Slmlirn, 
1847). 



115 445 

num i'inparum, Hippophae rhaninoides, Empelrum mgrum, Betula nann, Juncus filiformis, 
En'ophorum alpinum , Laserpitium lalifoUum, Salix myrtilloides , Alnus mcana, Sioeertia 
perennis *). 

I den nordvestlige Del af Tydskland har Grisebach vist, at der er mange Arter, 
som have den nordvestlige Grændse for deres Udbredning ved en Linie, som drages fra 
Neuhaldensleben over llalberstadt, Nordhausen, Einsenach til Rhinen. Der er saaledes 100 
Arier, som forekomme i Elbgebetet, men savnes i Wesergelietet, medens delte kun har 
20 Arter, som savnes i hint. Denne Grændselinie bestemmes ikke ved nogen Forskjel i 
Jordbunden, men derved, at der i det nordvestlige Tydskland er mange Arter, som fordre 
en slørre Sommervarme end den, der findes i Wesergebelel, men kun faa, som paa Grimd 
af den større Vinterkulde her have deres Osigrændse. Den klimatiske indflydelse, som 
bestemme denne Planlegrændse, gjor sig navnlig tydelig gjældende i Gottingerdalen. Mange 
af de Planter, som i Thi'iringen nyde godt af en hoiere Sommervarme, savnes nemlig her, 
fordi de varme øslhge Luflstromninger afkjoles ved al passere Eichsfeld og Uarzen, inden 
de naa Gotlingen**). 

For at belyse den Rolle, som Cupulifererne spille i denne Flora i Forhold til de 
andre Træer, meddeles nogle Bemærkninger om Plantebælterne paa det cenlrallydske eller 
harcyniske Bjergsyslem: Døhmerwald, der fortsætter sig mod Øst 1 Erzgebirge og Sudeterne 
og ved Thi'iringerwåld staaer i Forbindelse med Uarzen. Det dannede i den palæozoiske 
og Stenkulformationens Tid en ringformig, væsentlig af Granit og Gneis bestaaende 0, 
som omsluttede den nærværende bolimiske Slette, der dengang var en Havbugt. Det var 
først, da Havbunden hævedes i Veiret mellem denne slørre og flere mindre Øer (nærværende 
Harzen, Schwarzwald, Vogeserne) i de paafølgende Perioder og navnlig i Triastiden, da den 
brogede Sandsien, Muslingkalken og Keuperen traadte frem som udstrakte Landmasser, at 
Centraleuropa viste sig som en større O, medens den mellemeuropæiske Slette endnu var 
dækkel af Kridtbavet. Ligesom Bøhmerwalds Granit- og Gneismasser allerede udgjorde den 
største Del af hin Urtids 0, saaledes er ogsaa nu dette Itjerg det egentlige Centrum for 
det harcyniske Bjergsystem, som ogsaa sees deraf, at det tildels danner Vandskjellet mellem 
Nordsøen og Sortehavel. Det vil derfor være rigtigt, at gaa ud fra Betragtningen af Plante- 
bælternes Forhold paa Bohmerwald. Denne Bjergkjæde danner med en Længde af 30 og 
Brede af 5 Mile Grændsen mellem Bohmen og Bayern — kaldes paa denne Side Bayer- 
^ald — og har sit høieste Parli, hvor Moldauens Kilder udspringe. Her rager Arber i 
Veiret med fin hornagtig fremtrædende Gneistoppe, og herfra har man en storartet Udsigl 



*) Caspary: Ueber die Flora von Preussen (Abdruck ans der Festgabe fiir die XXIV Versaniml. deutsch. 

Land- u. Forstwirthe zu Kønigsberg, 1863). 
**) Grisebach 1. c. 

56* 



446 116 

over den lidlimiskc og paa den anden Side over den bayerske Slelle, livor Ilorizonlen be- 
grændscs af Alpernes takkede Kalkbjerge. Iler findes Ire ingenlunde skarpl, men dog 
temmelig tydeligt adskille Plantebælter. Det laveste Itælle naaer fra Dalbunden (c. 1000 
Fod) til 1800—2000 Fod. Iler har Egeskoven næsten overalt maattet vige Pladsen for 
Kornmarker, Frugt- og llumleliavcr. Det næste Itælle ligger mellem 2000 og 3000 Fod. 
Iler er kun en lille Del af Jorden opdyrket; den allerstorste Del indtages af Skove, der 
bestaa af Hog og Ædelgran, og som her og ligeledes i det folgende llælte frembyde den 
særegne Interesse, at de endnu befinde sig i deres oprindelige Tilstand, 
slaa saa godt som uberørte af ISI en nesket og crc virke lige Urskove*). Træerne 
have her ikke alene en ganske ualmindelig Størrelse, men ere ofte paa store Strækninger 
ensstore og staa meget tæt. Dogene, hvis Stammer danne GO— 80 Fod høie, 3 — i Fod 
lykke, glatte graalige Soiler, rage op til en Uøide af 120 — 130 Fod; men endnu colossalere 
ere Ædelgranerne, der blive 160—200 Fod høie, og hvis Stammer have 20—30 Fod i 
Omfang. I Frastand sees derfor ogsaa Døgens kuppelformede Levhva-lv overraget af Ædel- 
granens pyramideformede Kroner. Uenraadnende Stammer, der i 2 — 3 Lag dække Jorden, 
ere tæl besalte med Opvæ.vten af Ædelgraner i forskjellige Aldere — undertiden 30 — 40 
Exemplarer i én Uække paa en GO — 70 Fod lang Stamme, hvorved der opstaaer en til- 
syneladende kunstig Iladplanlning — kun dæmpet Lys kan trænge gjennem det tælle Lov- 
hvælv, og Stilheden afbrydes ikke af Fuglesang; men Vindens Susen savnes sjelden i 
Trætoppene. En meget underordnet Bestanddel af disse Skove dannes af Acer Pseudopla- 
tanus og Ulmuscampestris, men Linden mangler ganske. — Imellem 3000 og 3!)00 Fod be- 
gynder Uødgraneu al blive mere og mere almindelig, og mellem 3500 og 4500 Fod danner 
den udelukkende Skoven. Den opnaaer ikke en saa colossal Størrelse som Ædeldranen — 
dog ere 120—150 Fod høie Stammer med 12—16 Fod i Omfang meget almindelige — 
men den bliver ældre (7—800 Aar), og Urskovskaraktereu gjør sig allertydeligst gjældende 
i den laveste Del af Uødgranbæltel (til 3G00 Fod). Lagene af hensmuldrende Stammer ere 
mægtigere, og her viser sig liere Forhold i Væxten, som minde om Tropezonens Urskove. 
Rodgranens Stamme sees olie løftet i Veiret paa 8 — 10 Fod høie pandanagtige llodgrene, 
og det er ikke ualmindeligt, al de nedliggende horizontale Grene slaa Itøddcr paa de Steder, 
hvor de berører Jorden, og herfra skyde da nye Stammer i Veiret i nogen Afstand fra 
Moderlræel. Paa en Høide af 3G00 Fod begynde Rodgranerne al aftage i Størrelse, Aar- 
ringene blive her kun meget smalle, og Grenene brede sig langt ud til Siden, men del 
sygelige Udseende, som ellers er saa almindeligt hos de med Laver tæl besatte Træer paa 
Græudsen af deres Udbredning, sees ikke her. Ligesom Bjergene her i det hele savne 



*) Gufipcrt: Skizzon ziir Kdiiiliiiss dir lirwiildc Srlilcsk ns nml l)i)linicr\\iild (jVoro acia nndircr cu- 
riosorum, Tom. XXXIV). 



117 447 

den sædvanlige alpine Karakter: steile Skrænter, dybt indskaarne Dale, mægtige Fjeldvægge, 
nøgne Kamme og fremragende Toppe, saaledes er ogsaa Fjeldvæxternes IJælte kun svagt an- 
tydet*), og noget Bjergfyrbælle findes her ikke. Derimod spiller Bjergfyrren en viglig Rolle 
i den øvre Del af Moldaudalen. Denne er nemlig tilligemed en Del af de licri udmundende 
Sidedale indtagen af en 7 Mile lang og Va Mil bred Tørvemose. Bjergfyrren (begge dens 
Hovedformer) voxer her som Urskov over hele Mosen, og Torvemassen er næslen alene 
dannet af den. Den opnaaer undertiden en Alder af 400 Aar, og i Mosens øverste Lag 
kunne tydelig adskilles 3 — 4 Generationer af Stammer, som repræsentere et Tidsrum af 
idetmindste 1000 Aar**). — Uohmerwald er saaledes et af de fua Steder i Europa, hvor 
Skovene have vedligeholdt den oprindelige Karakter, som de maa antages at have havt i 
alle denne Verdensdels Lande***), da disse endnu kun nærede en sparsom Befolkning. 
De klimatiske Betingelser ere imidlertid her særlig gunstige for denne overvældende Fylde 
i Trævæxtens Udvikling. Regnmængden udgjør nemlig her i Skovbæltet 60 — 80 Tommer, 
medens den i Prag kun er 14—15 Tommer. Ikke desto mindre vilde Urskoven her dog 
gaa sin Undergang imøde, hvis der ikke af Eieren var truffen særlig Foranstaltning for at 
holde den vedliget). Men paa den anden Side kan man alierede nu indse, at den netop 
ved at overlades til sig selv i Tidernes Løb i en vis Henseende vil undergaa en Foran- 
dring; Forstmændene have nemlig iagttaget, at Rødgranen er stærkt i Begreb med at ud- 
brede sig paa Ædelgranens og Bøgens Bekostning. 

Vende vi os fra Bøhmerwald til de andre Dele af det harcynlske Bjergsystem, da 
ere de fleste af disse lavere; kun Riesengebirge hæver sig til en lidt større Høide (5000 
Fod), men naaer dog ikke op over Snegrændsen, ihvorvel Sneen bliver liggende paa de 
høieste Toppe den største Del af Sommeren, hvortil ogsaa Navnet Sclmeekoppe henlyder. 
Hvad Plantebælterne angaaer, slemme Fichtelgebirge, Erzgebirge og tildels Tliiiringerwald i del 
hele væsentlig overens med Bøhmerwald, naar man undtager, at Urskovskarakteren der 
mangler, hvorimod Bælterne paa Harzen ere rykkede meget lavere ned, og Riesengebirge 
og Sudeterne vise i flere Henseender en Tilnærmelse til Karpaterne. — Erzgebirge be- 
staaer væsentlig af Granit, Gneis og Glimmerskifer, har en bolgelormig Overflade og sit 
steileste Affald mod Bøhmen, og den hoieste Top er 3800 Fod. Skovene dannes i det 
laveste Bælte af Fyr og Bøg, i det høieste af Ædelgran og Rødgran. Paa Toppen voxer 



*) Soldanella montana, Gentiana Pannonica, Senecio subalpina, Poa aliina, Vorvnkum Austriacum 
voxe her. 
**) Da Torvemassen har en Mæglighcd af IS— 24 Fod, har man et Middel til at beregne Mosens Ælde. 
***) Kun i Schlesien, og nogle Steder i de osterrigske Slalcr , navnlig i Slavonien og Kroatien, have 
Skovene endnu tildels vedligeholdt Urskovskarakteren. 
t) Urskovene paa Bolimervvald hore til Fyrst Adolph v. Schwarzenbergs Godser Krummau, Win- 
terberg etc, og Eieren har taget den Bestemmelse, al en meget betydelig Strækning heraf ikke skal 
underkastes nogen forstmæssig Behandling. 



448 118 

Pinus montana, oj; lier forekommer Arnica moninna i slor Mængde *). — Paa Th firing' er- 
wald, hvis hoiesle Toppe hæve si;,' lil 3000 Fod, ere de iierskende Skovlræer mellem l.iOO 
og 2000 Fod tteit; og navnlig Ilødgran. Bøgen er mesl indskrænket til de beskyttede Dal- 
skraaningcr, medens Granen ogsaa er udbredt over de fritliggende Toppe; Uogen fore- 
kommer dog ogsaa her, men som Husk (lil 2G00 Fod). yLdelgranen danner kun paa enkelle 
Steder smaa rene IJevoxninger, men forekommer næsten overall indblandet i enkelte Dxcm- 
plarer. Af og lil optræde: Acer Pseudoplatanus, Ulmus, Carpinus, Populus tremula, Sorhus 
aucuparia og Betula alba**}. — Harzen hæver sig som et isoleret Bjerg op over Lav- 
landet, faldende jævnt af mod Syd, men temmelig brat mod Nord, og bcstaaer i sin største 
Del af Graavakke, der slutter sig om Foden af lo Granilkupler, af hvilke Brochen er den 
hoiosle (3508 Fod). Bogens Bælle gaaer op til 2000 Fod. Her forekommer ogsaa Kg, 
Ahorn, Ælm, Lind og Frugttræer. Fra 2000 til 3200 Fod dannes Skovene af Ilødgran. 
l'aa Brochen er der et lille Bælle af Fjeldvæxter {Anetnone alpina, Ilieracium alpinum, 
Aster alpinum o. 1.) mellem 3200 og 3500 Fod. Grisebach soger vistnok med Rette 
Grunden til den lave Trægrændse i den Formindskning af Sommervarmen, som bevirkes 
ved den nærmere Beliggenhed ved Havet og den herskende nordvestlige Vind***). — Su- 
de terne hæve sig i deres høiesle Top, Allvater, lil 4500 Fod. I det schlesiske Lavland, 
som strækker sig langs med Nordoslsiden af denne Bjergkjæde eller i Oderdalen, i Midlen 
af hvilken Breslau ligger (paa 360 Fod), beslaaer Skoven dels af Løvtræer, navnlig Sommer- 
Egen, hvor Bunden er Ler — her voxer ogsaa Avnbøg, Ælm, Lind, Bævre- og Sorl-Poppel 
— men af Fyr, hvor Bunden er sandig. Egen gaaer op lil 1500 Fod. Bogen er del her- 
skende Træ i det lavere Skovliælle og danner udstrakte rene Bevoxninger lil en Høide af 
1500—2000 Fod, forekommer dog endnu som Træ til 2700 Fod, men over denne Høide 
kun som Busk. Som indblandede i Bøgeskoven optræde: Fraxinus, Carpinus, Ulmus, 
Tilia parvtfolia, Acer Pseudoplatanus, Alnus glutinosa, incana, Betula alba, og de 4 sidst- 
nævnte danne liisl og her mindre rene Bevoxninger. Mellem 2000 og 3000 Fod gjøre 
Naalelræcrne, Ilødgran og Ædelgran sig mere og mere gjældende, indtil omsider Ilød- 
granen er eneherskende i det øverste Skovbælle. Pinus sylvestris spiller en underordnet 
Bolle; i en Høide af IGOO Fod danner den paa nogle Steder smaa Bevoxninger, gaaer 
sjelden i større Parlier lil 2200 Fod, forekommer ellers i denne llnide kuu indblandet og 
mangler ganske i det øverste Skovbælle. Naar man nærmer sig de høiesle Toppe, viser 
der sig en paafaldende Forskjel mellem de mod Syd og de mod Nordvest vendende Skraa- 
ninger; paa disse sidste vedligeholde Træerne endnu en ret kraflig N'æxt, og Bregnerne 

*) Goppert 1. c. 
•*) Hse: Korslbotanisi'lie Waiiilciuiii; in Thiiringcnvald (Vcrhaiidl. des bolaii. Vorclns fur die Provlnx 

Brandenburg, ISG'i). 
***) l)lc VcgclatlousUnlcu des iiordwcsllicben Dcutscblunds, p. 88 



119 449 

optræde her med en næsten tropisk Yppiglied. Aspidium Filix mas og Pteris aquilina 
dække i mandshøie Exemplarer store Strækninger, og her findes ogsaa en større Rigdom 
paa sjeldne Arter (Aspidium lohalum, Braunii). Pua Toppene forekomme endnu forkroblede 
Rødgraner, men Sorhus aucuparia og Vaccinium Mijrtillus have her næsten fortrængt al 
anden Plantevæxt, og især breder sidstnævnte sil ensformige 2 Fod hnie Dække over alle 
Toppe. Mærkeligt er det, at Piiius montana, som forekommer paa Bjergene baade Vest og 
Øst for Sudeterne, ganske mangler i denne Ifjergkjæde. Rug dyrkes her endnu i en Høide 
af 2500 Fod, men modnes først i September, Havre til 2800 Fod, men den hostes i Regelen 
saa sent, at den første Sne er falden*). Fjeldvæxternes Bælte er her stærkere udviklet 
(mellem 3600 og 4500 Fod), end paa de hidtil omtalte mellemtydske Bjerge. Her fore- 
kommer c. 100 Arter, som mangle paa Bohmerwald, og blandt dem to hoinordiske [Pedi- 
cularis Sudetica og Saxifraga vivalis). Junipenis nana erstatter \itv Piniis montana**]. — 
Sudel(^ne staa mod Nordvest i nøieste Forbindelse med Riesengebirge, mod Sydost nærme 
de sig ved de Teschniske Bjerge og Babia Gora til Karpaterne, og mod Sydvest ere de 
forenede med de bøhmisk-mahriske Haiflader, der paa denne Side lukke for det bøhmiske 
Bækken. — Riesengebirge (Scbneekoppe 5000 Fod) adskiller sig fra alle de mellem- 
tydske Bjerge ved sin vilde Alpenatur, sin nøgne Bjergkam, fremragende Toppe og steile 
indtil 1000 Fod dybe Afgrunde. I Plantebælterne stemmer det overens med Sudeterne, 
men er dog forskjellig derved, al Pinus montana optræder 1 det øverste Bælte. — Babia Gora, 
der ligger i Galizien, er adskilt fra de ungarske Ivarpater ved en næsten 8 Mile bred Dal. 
Pinus montana og Juniperus nana voxe her fra 4240 Fod og næsten til Toppen (6080 Fod). 
— De bøhmisk-mahriske Høiflader (1500—2000 Fod) have en bolgeformig Karakter 
og sænke sig gradvis ned mod Floden March. Skovene bestaa her af Rødgran, Ædelgran, 
Fyr og Bøg, men denne udgjor kun en underordnet Bestanddel (c. '/is)***). — Fra de 
mellemtydske Bjerge til Alperne strækker sig den sydtydske Hoislette, indtagende den 
største Del af Bayern. Den er ved Raube Alp og Frankische Alp sondret i en nordlig og 
sydlig Del. Vi skulle her lidt nærmere betragte denne sidste. Den begrændses mod Nord 
af Donauen, har her sit laveste Parti (8—900 Fod) og hæver sig gradvis gjennem tre Ter- 
rassert) til Foden af de bayerske Alper, en af Tyroler-Alpernes ydre af Kalk dannede 
Kjæder, hvis høieste Punkt, Zugspilz, hæver sig til 9024 Fod. Denne Hoislette, der udgjør 



*) Flora 1840, p. 17. — Vcihandlungen des botanisclien Vereins fur die Provinz Brandenburg, 6ter 

Jahrg. (1864), p. 138. 
**) Wimmer: Neue Beitrage zur Flora von Sctilesien, zur Gesehichte und Geographie derselben, 1845. 
— Goppert 1. c. 
***) Pokorny i Verhandl. des zool.-botan. Vereins, 1867, p. .09. 

f) Donauer-, Miinchcner- og Preiscnberger-Terrassen. Ovenstaaende Bemærkninger om den sydbayerske 
Hoisletles Vegctalionsforbold erc navnlig henlede fra Otto Sendtners: Die Vegelationsverliallnisse 
Sudbayerns, 1854. 



450 120 

den ovre Del af Donauens Flodsystem , hvor don fra Syd modtager Tillnb af sine tre store 
nidoder: Lech, Isår og Inn , var endnu i den lerliærc Tid den vestligste Del af en fra 
Sortehavet udjtaaende lang smal Ilavbugl, lil(!v smore lil en slor Indsrt og er derpaa gradvis 
lilevcn omdannet til Land. Med denne Dannclsesmaado stnaer det i Forbindelse, at her 
lindes saa betydelige Arealer, der indtages dels af Torvemoser, dels af lieder. Torvemoserne 
dække saaledes over 2U D iMilc, og Erdingermoor paa venstre isarbred mellem Mimclien 
og Freising alene 4,6 D Mile. Hederne indtage store fuldkomment flade Strækninger, 
navnlig paa de Steder, hvor lller, Lech (Lechfeld) og Isår udmunde i Uonauen. Bunden er 
kalkblandel Sand og Grus, ofte dækket af et Lerlag. Hvad Planlevæxlen angaaer, have disse 
lieder kun det fælles med den nordiske Lynghede, at de ere Irælose; thi hverken Lyngen 
eller nogen anden enkelt Planteart er her overveiende. Her findes et broget Tæppe af 
urteagtige Planler, llalvbuske og Huske henliorende til mange forskjelllge Familier*). Store 
Hedestrækninger, som nu ere for ufruKtbare III at dyrkes, have for lialvandel lusiiid Aar 
siden været benyttede lil Agerbrug, saaledes som de her fundne Oldsager vise, eller været 
skovklædte. Romerne fandt Landet her overvoxet med Skove, fugtigere og frugtbarere end 
nu; forst efter Skovenes Uydning have liederne laget lUinden i Kesiddelse. — Bayern har 
dog et belydeligt Skovareal, og Rodgranen er det almindeligsle Skovtræ fra Donauen og lil 
en Fløide af 5340 Fod. Ædelgranen er hyppigst i de laveste Dele af Højsletten især paa 
dyb Lerbund; paa Bjergegnene, hvor den stiger lil •iGOO Fod, forekommer den mest i Selskab 
med Rødgranen. Lærken mangler i den vestlige Del af de bayerske Alper, men i den 
ostlige Del danner den lilligemed Zirbelfyrren paa 6000 Fod den øverste Trævæxt. Sidst- 
nævnte Fyrreart voxer navnlig mellem 4700 og 5750 Fod, men den er nu paa mange 
Steder næsten udryddet, da dens One, vellugtende Ved er meget søgt til Træskærerarbeide. 
Pinus sylvestris gaaer til 4900 Fod, men forekommer i Reglen kun i smaa Grupper eller i 
spredte Exemplarer. Pinus montana er især udbredt mellem 4300 og 6250 Fod. Taxen 
voxer mellem 1150 og 4300 Fod. Sommer-Egen gaaer mange Steder kun til 2000—2500 
Fod og stiger aldrig over 2800—2900 Fod. Vinter-Egen er sjelden Syd for Donauen og 
mangler ganske i de bayerske Alper, hvilket sluaer i en mærkehg Modsætning til dens Ud- 
bredning andre Sleder, hvor den i Regelen gaaer høiere op paa Bjergene end Sommer- 
Egen. Bøgen har i del hele, dog navnlig paa frie Skraaninger, sin Hoidegrændse paa 
4370 Fod, men forekommer i enkelte Exemplarer paa 4600—4700 Fod; i Dale og paa 
Dalskraaninger ligger Grændsen for dens Ldbredning 300—900 Fod lavere. Begge Elle- 
arter forekomme langs med Floderne; men ikke paa samme Sleder eller mellem hinanden; 



*) Sendtncr fandl i Haycrns lo slorste Heder (Lechfeld og Garclilngerhaidc) 222 Arter. Af disse ere 
54 Arter særlig karakteristiske for Heden, snasom: Linum fiavum, Linotyria vulyaru, Atter Aviellus, 
Cardmu defloraliu, Jlypochaeru maculata, Potentilla rupetlris, Dorychnium tuffrulkosum, Arctosta- 
phylot officinalia. 



121 451 

Graa-Ellen voxer nemlig kun paa de Flodbredder, som have en kalkholdig Bund, medens 
Rød-Ellen foretrækker de Sumpstrækninger, som mangle Kalk. Belula verrucosa er almin- 
delig paa Fløislettens magre Sandbund. I Udkanten af Bøgeskoven forekomme Ælmen, 
Asken (til 4200 Fod) og Linden {Tilia grandifolia, til 3000 Fod), Tilia panifolia og Acer 
plaianoides ere sjeldne , og sidstnævnte gaaer kun op til 3300 Fod, medens Acer Pseudo- 
platanus først har sin øvre Grændse ved 5100—5200 Fod, hvilket staaer i en mærkelig Modsæt- 
ning til disse to Arters Nordgrændse, der for denne ligger paa oG°, men for hin paa 62°. 
Rønnen er det Løvtræ, som gaaer høiest op paa Bjergene (til 5530 Fod). — Temperatur- 
forholdene paa den bayerske Høislette ere væsentlig de samme som i Danmark, og Plante- 
væxten har i det hele en meget nordligere Karakter, end man skulde vente efter Brede- 
graden. Af Sydbayerns 1611 Blomsterplanter forekomme 1068 ogsaa i Skandinavien. 

Den tredie mellemeuropæiske Flora indbefatter det ungarske Lavland og de 
samme omsluttende Bjerge*). Fastlandsklimaet gjør sig her mere gjældende end i Tydsk- 
land**), hvorfor alle saadanne Planter ere udelukkede herfra, som fordre en mild Vinter. 
Her findes en Del eiendomraelige Arter, blandt hvilke skulle udhæves Kitaibelia vittfolia, 
Sijringa Josihæa , Cirsium furiens , C- brachyphyllum , Ferida Sadleriana , Orohus ochrV- 
leucus, og her finder en større Indblanding Sted af sydeuropæiske Former end i den tydske 
Flora, navnlig af saadanne, som voxe paa Bjergene i Grækenland og Tyrkiet elier i øst- 
ligere Egne; blandt Træerne saaledes: Quercus Cerris, Gorylus Colurna, Tilia tomentosa, 
Acer Tataricum. Wiener-Bækkenet danner Vestgrændsen for mange — Neil reich nævner 
132 — østlige Arters Udbredning; blandt disse skulle her udhæves: Arum orientale, Sal- 
sola Soda, Planiago maxima, Inula Oculus Ckristi, Doronicum Caucasicum, Vinca herbacea, 
Delphinium orientale, Tilia tomentosa, Acer Tataricum, Amygdalus nana, Cratægus penta- 
gyna, C. nigra. — 167 Arter fra den sydlige og sydøstlige Del af Europa overskride ikke 
Karpaterne, saaledes: Ruscus Hypoglossus , aculeatus , Carpinus orientalis, Quercus Cerris, 
conferta, puhescens, Daphne Laureola, Acanthus longifolius, Acer ohtusatum, Paliurus acu- 
leatus, Rhus Cotinus, Cytisus Laburnum, Clycyrhiza glabra, echinata. — Hvad Cupulilererne 
angaaer, maa det især udhæves, at Quercus Cerris har en stor Udbredning her, medens 
Kastanien mangler. Ligeledes er Quercus pubescens almindelig og optræder her i mange 
Former, af hvilke nogle danne Overgang til Q. sessilifiora (Q. Streimii Heuff. og Q. pallida 
Heuff.) , og andre ved deres stilkede Frugter lil Q. pedunculata {Q. Budayana Haberle og 
Q. ambigua Kit.). En for Ungarn eiendommelig Art er Q. conferta, udmærket ved sit store 
dybtlappede Blad, maaske den smukkeste af Lepidobalanernes Gruppe. Sex andre af 



*) Neilreicti: Aufzålilung der in lingarn und Slavonien bislier beobachteten Gefåsspflanien, 1866. 

**) 1 Hidten af Lavlandet er Middeltemperaturen for liele Aaret 10° C, for Januar -=-1,2°, for Juli 
22°. Den liøieste Varme er 35°, den tiøieste Kulde -j- 25—30°. 

Viilensk. Selsk. Skr , 5 Række, naiurvidensk. og moLhem. Kti. 9 Bd. VI. J' 



452 122 

ungarske Ilolanikcrfi opforle Arter (Neilroicli I. c, p. 78) cre endnu kun mrgel ufiikl- 
slændig kjendle. 

Den slorsle og nicsl karakteristiske Del af Ungarn er den 1700 D Mile store til 
alle Sider af Bjerge onislnltede Sielte, Ungarernes Alfold. Den var i den tertiære Tid en 
Del af den lange smalle llavbngt, som dengang indlog hele Donauens Flodgebét, senere en 
umaadelig Indso, og den er nu Donauens af diluviale Sand- og Lerlag dannede lioisl cien- 
dommclige Flodgebét fra det Sted, livor denne Flod træder ind gjennem den saakaldle 
ungarske Port, en smal Dal mellem Leythabjergene og Karpaterne, til hvor den gjennem Jern- 
porten (Porla ferrea), en 18 Mile lang Fjeldrevne, lober ind i Vallakiet. Det er en 
uoverskuelig træ- og stenløs Sielte, »el afrevet Stykke af den russiske Steppe«; kun 
Donauens Uredder og de smaa Sandhoie langs med Ilanden af de omsluttende Bjerge ere 
skovklædte. Ihvorvel Stepperne her, de saakaldle Puslaer, som begynde Ost for Donauens 
store Beining og navnlig indtage hele Theisflodens Gcbét, i det hele ligne de russiske og 
ligesom disse have en kort, væsentlig til Foraaret indskrænket Vegetalionstid, udmærke de 
sig fordelagtigt ved ikke ganske al mangle Regn om Sommeren og ere saaledes meget 
bedre end de russiske Stepper skikkede til Agerbrug*). Uagtet det egentlige Sleppeareal 
saaledes er blevet betydelig formlndsel ved al indlages til Dyrkning, er der dog endnu 
meget betydelige Strækninger, som henligge i deres oprindelige Tilstand. Alfelden, der i 
sin slBfste Del har en Middelhøide af 260 — 300 Fod, har enten en tør Bund, som i Sand- 
og Sallsteppeme, eller en fugtig Bund, som i de store hvert Aar oversvømmede Eng- og 
Mosestrækningcr langs med Donau og Theis. Udstrakte Sandstepper forekomme mellem 
Pesl og Kecskemét, ved Debreczin og i den vestlige Banaler Mililærgrændse og ligeledes 
mellem Romerskandserne og Karas, hvor der ogsaa findes Flyvesandshøie. Græsserne ere 
her overveiende **), dels de samme som voxe i de russiske Stepper, som Stipa pennata og 
capillata, dels andre, blandt hvilke især Andropogon (PoUenia) Oryllus er almindelig. Mange 
andre Planter danne her, men kun i det kortvarige Foraar, et brogel Blomsterlæppe***). 
— Den saltholdige Bund fremtræder mest i smaa o- eller baandformige Pletter i Græs- 
steppen, Levninger af Fortidens Havbund, der dog ved den østlige Bred af Neiisiedler 



•) Kerner: Das Pnanzenlebcii der Donaulandcr, 18G3. — Griscliach in GOUiiigcr gclcri. Anzeigen, 

1863, p. 1688. 
♦*) Græsstepperne eller Pustacrnc indlage efter Sknvcnc og Agerlandet de storste .Strækninger (15 pCl.) 

I Ungarn. 
***) Karakteristiske Planler for Græsstcpiicriie ere: Alopecunu agrestis, rideum Soehmeri, JJierochloa 
borealU, Corynephonui canescents, Avenn priiicnsia, Koeleria crUlata , Featuca ovina, lironiiit nioUU, 
B. tectonim, Carex liirta, Colchtcum arenarinm, Junlpcnts commuiiit, EpJiedra vulgarit, AchUlta 
iliUefuliuni , Jnida Oculua Chritti, Artetnisia scoparta, Cenlaurea paniculata, T/iymus Serpyllum, Al- 
kanna tincloria, Melampyrum critlatum, Amygdalut nana, Onorm spinosa, Oytitu* Atutrianu, An- 
thyUii vutneraria o. m. fl. 



123 453 

Søen o. a. SI. indtage større Strækninger. Af de her forel<ommende Saltvæxter iSalsoln 
Soda) ere de fleste de samme, som voxe ved vore Kyster, som: Triglochi'n maritimum, 
Salicornia herbacea, Atriplex littoralis, Plantago maritima, Aster Tripolium, Artemisia 
viaritima, Olaux maritima o. fl. De Partier af Alfølden, som have sumpig Dund, ligge i 
Flodernes umiddelbare Nærhed. Donauen, der paa flere Steder udvider sig til en Hrede 
af 4000—6000 Fod og har en Dybde af 20—60 Fod, omslutter utallige større og mindre 
Øer. Disse og Flodbredderne indtages dels af Skove, dels af umaadelige Mose- og Eng- 
strækninger af forskjellig Karakter. Skovene dannes af Poptdus alba, canescens, nigra, 
Salix alba, Alnus incana, gludnosa, Fraxinus, Vlmus, Acer campestre med Underskov af 
Viburnum Lantana, Samhucus nigra, Cornus mascula, sangrinea o. fl. De stadig af Vandet 
dækkede Strækninger ere overvoxede med Tagrør, som saaledes her optræde i større 
Masser end nogen anden Plante*). Ved Tagrørets Væxt og ved Tilskyloing bliver Bunden 
omsider tørrere, bedækkes derpaa med Garex strieta, og herved opstaa de saakaldte Zsombék- 
Moser, der tilsidst gaa over til at blive til egentlige Enge**). Af de meget store Mose- 
strækninger er der kun faa, som indeholde brugbar Tørv***). Den 6 n Mile store Hansdg- 
Mose ved den sydostlige Bred af Neusiedler-Søen er saaledes den eneste, hvor Tørv skæres 
i det Store. Det 30 Q Mile store Sumpgebét ved Fi'izes-Gyarmat paa Grændsen df Gross- 
Kumanien er nu tildels ved Kunst udtørret. 

De omsluttende Bjerge staa ved deres Rigdom paa Skove i stor Modsætning til det 
næsten træløse Lavland, saa at Ungarn i det hele har henved 23 pCt. skovbevoxet Land. 
— Karpaterne begynde ved Presburg Nord for Donauen og omslutte med en Længde 



*) Tagroret, Phragmites communis, er af alle Planter i det ungarske Lavland den, som spiller den Vig- 
tigste Rolle i Naturens og Menneskets Husholdning. Den slorste Masse af Tagror voxer paa Steder, 
som stadig staa under Vand. Efter Bundens BeskaH'enhed optræder den paa to forskjellige Maader. 
Hvor Bunden er lost Dynd, danner dens lange Udlobere og Rodder 1 Forbindelse med andre lierpaa 
fæstede Planter et sammenhængende tæt Dække, som ved hoiere Vandstand loftes i Veiret og udgjor 
da den saakaldte svingende Bund eller svonimende Oer (Ungarernes »Lap«), der dog ikke, som Nogle 
have angivet, forandre deres Plads i horizontal Retning, men kun hæve og sænke sig. Saadanne 
• Lap" danne Grundlaget for alle storre Torvemoser i det ungarske Lavland. Hvor Bunden er fast 
Sand eller Ler danner Tagroret fra forst af isolerede Tuer eller oformede skarpt begrændsede Partier, 
der stadig voxe i Hoide, idet Rodstokkene ved Reddernes tætte Væv forenes til en fast Masse, men 
ikke sende Udløbere til Siden. Paa nogle Steder hæver disse Roroer sig 5 Fod murformigt i Veiret, 
kun adskilte fra hverandre ved smalle Kanaler. Tagroret har desuden en stor Udbredning i sum- 
pige Lavninger, som ikke altid staa under Vand, og udfylder disse efterhaanden med en torveaglig 
Masse. En ganske eiendommelig Form af Tagroret voxer paa den tørre saltholdige Bund. Den er 
kun faa Tommer eller 1 — 2 Fod hoi, hlaagron og har et sammentrykt Straa. (Pokorny i Verhandl. 
der zool.-hotan. Gesellscli. in Wien 1800, p. 287). 
**) Verhandlungen der zool.-hotan. Gesellsch. In Wien 1858, p. 315 og 1859, p. 87. 
***) Mosserne tage her kun ringe Del i Tarvedannelsen; thi det ungarske Lavland har, som Pokorny 
har vist, en mærkelig FatUgdom paa Mosser (Verhandl. der zool.-botan. Gesellsch. in Wien 1860, 
p. 286). 

57* 



454 



124 



af IfiO gcogr. Mile og dannende Vandskjelitt mellem den nordeuropæiske Slelle og Syd- 
europa i en stor Hue den nordlige Uulvdel af Ungarn. Veslkarpalerne ere ved Jablnnka- 
dalcn adskille fra Sudelerne. Cenlal-Karpalerne danne en bred Landryg, hvorpaa Talra, 
som en 8 Mile lang, til alle Sider isoleret, af Granit oj; Gneis beslaaende Djergvold, liæver 
sine linie vilde Toppe til 8000 Fod, og sænke sig i lo Terrasser, Falra eller de ungarske 
Malmbjerge og Malra, som næsten naaer ned til Donauknæet og paa den anden Side uf 
delte fortsætter sig i Pilis Vértes Hjergene. Oslkarpalerne , hvor Fjeldvæxlernes Bælte er 
stærkest udviklet, gaa over i det brede metal- og skovrige transylvanske Iltiiiand. Plante- 
bælternes Fordeling er folgende*): 



6000' 

Fjeldvæxler. 

5600' ^^^— ^^^_^^^_- 

IJjergfyr. 
4600' 

Zirbcltyr. KodgraU. .1 ildk-r 

1000- }:::± 2 

Bog. Rudgrao. 

Bogens Bælte. 
2000' .... ^___^__-^^^^^— ^^__ 

Dyrkede Bælte. 



Karpalerne adskille sig fra de mellemtydske Bjerge derved, at Plantebælterne paa Grund af 
den heie Sommervarme og den her om Efteraaret og Vinteren herskende sydlige Vind 
hæve sig til større Heide — dog gjør Bogens Bælte herfra en Undtagelse — ved Tilstede- 
værelsen af Zirbelfyr og Lærk i Naaletræernes Bælte og ved en stærk Udvikling af Bjerg- 
fyrrens og Fjeldvæxlernes Bælte. Iler findes ingen Sneregion, og endog de hnieslc Toppe 
(Gerlsdorfer Spitze 8374 Fod) ere snefrie om Sommeren; kun i enkcjlc Diiie, saaledes 
navnlig ved Eislhalerspilze, bliver Sneen liggende i storre Masse. Iler forekommer et stort 
Antal, vistnok i det mindste 30, eiendommelige Arter, blandt hvilke skulle udhæves: lianun- 
culua Carpalt'cus , Saari'fraga Carpadca, J?ocheliana , luteovtri'dis , Campanula Carpatica, 
Fesluca Carpatica. Der gjnr sig en ikke ringe Forskjel gjældende mellem Vest- og Central- 



*) Wahlcnberg: Plora Ciirpalorum princiii.iliuiii, 18li. — Fritze und I)r. Ilse: KarpalPii-Hoisc 
(Vcrhandl. dir zool.-botaii. Gcscllscli. in Wien, 18701. — Koristka: Die liulie 1'alra in den Cenlral- 
Karpalen (Petrrnianns gcogr. MiUhcll. KrgaDzungslicft. 12. 1864). 



125 455 

Karpaterne paa den ene Side, som vise en stor Tilnærmelse til Sudeterne — Saltx Stle- 
siaca kan saaledes nævnes som en for begge fælles karakteristisk Art — og paa den anden 
Side Øst-Karpaterne, hvis Plantevæxt slutter sig til de østlige og sydlige Egne. Neilreich 
(I. c. p. 72) giver en Fortegnelse paa 115 Arter (blandt disse: Betula nana, Ostnja carpi- 
nifolia, Salix hastata, mtjrtilloides , Ledum pahistre, Aronia rotundifolia, Ghamæmispilus), 
som forekomme i Vest-, men ikke i Øst-Karpaterne, og 211 Arter (blandt disse: Pinus 
Laricio, Alnus vindis, Corylus Colurna, Celtis australis, Lonicera coendea, Syringa vul- 
garia, Acer Monspesulanum, Rhamnus rupestris, Oenista triangidaiis , Cytisus leiocaiyus, 
C. radiatus], med hvilke det omvendte finder Sted. — Karpaterne sænke sig jævnt mod 
Nord og Nordost i Galiziens Lavland, der horer til de skovrigeste Egne I Europa. 
Skovene bestaa langs med Foden af Karpa.erne og i hele den midterste Del af Lavlandet, 
Dniesterens Flodgebét, af Løvtræer, især af Bøg, Birk, Eg og Lind, enten i rene Bevox- 
ninger eller i Blandingsskov, i hvilken ogsaa Åvnbøg, Ælm, alle tre Ahornarter, Sølvpop- 
pelen, Hvid- og Skjør-Pilen udgjøre en Bestanddel. I den nordlige Del af Galizlen derimod, 
paa Grændsen af Polen, Volhynien og Podolien, bestaaer Skoven udelukkende af Naaletræer, 
Rødgran, Ædelgran og Fyr, hvilken sidste danner store rene Bevoxninger. I Nord-Galizien 
er der en 50 Mile lang Slette, som dels bestaaer af Flyvesandsfiader, dels af sumpig Tørve- 
og Moseland og dels er skovklædt. Den podoliske Høislette i Øst-Galizien har tildels 
Steppekarakter. 

Særlig Omtale fortjener Trævæxten paa Pilis-Vértes Bjerget, der ligger Syd 
for det Knæ, som Donauen danner omtrent midt i den ungarske Slette ved Gran. Dette 
Bjerg, der hæver sig til en Høide af noget over 2000 Fod og bestaaer af Trachyt og Kalk, 
danner et Bindeled mellem Alperne og Karpaterne, men synes dog ifølge sine geologiske 
Forhold snarere at høre til sidstnævnte Bjergsystem. Skovene bestaa i de lavere Dele af 
Bjerget, som vende mod Syd, af Ege, nemlig: Q. jiedunculata , sessilifiora, pubescens og 
Cerris. Sidstnævnte danner især smukke Bevoxninger og synes at have været et frem- 
herskende Træ i de herværende Urskove; den forekommer fra Foden indtil det bøicsle 
Punkt (2400 Fod) som et anseligt Træ. De fleste Steder mangler her enhver Underskov, 
dog forekommer af og til Juniperus covwnmis, som tæt Buskværk. Paa de nordlige Skraa- 
ninger dannes Skoven af Bog, dog fornemmelig paa Trachytbund, medens den er sjelden 
paa Kalkbund. Bøgens nedre Grændse ligger omtrent paa 600 Fod, men hvor den fore- 
kommer paa sydlige Heldninger, paa 900 Fod. I dens Sygge voxe: Arum maculatum, Lathræa 
sqtiamaria, Paris quadrifoUa, Banunculns Ficaria, Actæa sjn'cata, Corydalis cava, Ane- 
mone ranunculoides , nemorosa, Oxalis Acetocella o. fl. Meget almindelige ere ogsaa her 
Blandlngsskove, der bestaa af en Mængde Arter, nemlig foruden dn nævnte Ege og Bogen, 
som overalt ere fremherskende, af: Carpinus, Tilia parvifolia, grandifolia, Ulmus, Cerasus 
avium, Popidus tremula, Salix Caprea, Pyrus conimtmis, Malus, Borbus torntitialis, Acer 



456 



126 



PseudoplaUinus , plalanot'des , Fraxinua excelsior og Orniis Europæa, der især voxer paa 
sydlige o;; sydoslligc Ileldninger og lier er leminelig nær sin Nordgrændsc, men dog fore- 
koininer indlii en Høide af over 2000 Fod. Undersitoven bestaaer af SStaphylea pinnata, 
Cerasus Mahalep, Conjltts, Cralægus, Vihurnum Lantana, Bhus Colinus, Sorbus donieslica, 
Aria, Cornus, Loni'cera , Euouymus o. fl. — Store naturlige Engslrækningcr afvexle lier 
med Skovene, og Kalklijergencs lavere Udløbere erc ofte dækkede med Egekrat, Levninger af 
fordums Skove, der lier som andre Steder ere ødelagte*) af Mangel paa Fredning. — 
Ganske den saninie Træ\æ\t som paa Pilis-Vértes Bjerget fortfindes paa Serbiens Serpentin- 
bjerge**). — Mod Syd begrændses det ungarske Lavland af de slavoniske Bjerge, de osllige 
L'diobere af de karniske Alper. Den skovklædte ilovcdkjæde danner Vandskjcllet mellem Drava 
og Sava, og dens beii-sle Punkt er Papuk (3018 Fod). Slavonien stemmer i Plantevæxtens 
Karakler overens med Bosnien, og det er dette meget hoiere Bjergland, som her danner 
et meget skarpt Grændseskjel mellem den sydeuropæiske og mellemeuropæiske Planlevæxl. 
Medens Sydsiden af de dinariske Alper have alle Middelhavslandenes karakteristiske Forhold 
i Klima og Plantevæxt, synker Thermometret allerede ved Sava i Januar til -H 18° (II.?/ eller 
Fastlandsklimaet gjor sig allerede her gjældende. Bosniens Plantevæxt stemmer derfor 
væsentlig overens med den paa Cngarns Bjerge, og begge Steder ere de samme faa sydlige 
Former (som Acanthus mollts, Euscus aculeatus) indblandede. Ifølge Sendtners Under- 
søgelse***) kunne Plantebælterne i Bosnien angives paa liosslaaende Maadc. 



Fjeldvæxtei 



Rødgranens Bælte. 

ÆdclKraii 



Acrt obluialum. Æileljiran. 

Bogens Bælte. 

Acer Pseudoptalanut, ptatanoidet. Pinui tyttfstris. 



l'hius I.arivio. 

Fraxinui ornu!. Egcues Bælte. 



Acer Taluriciim lil lillO'. 



Tilm ilrgrtttra ti) 12 



•) Kerner: Das Pilis-Vértcs Gcliirjjc, ciiic |illuiueni:i'uijia|iliis(lic Skijze (ViTlunidl. dos «ool.-lol.in. 

Vereln« in Wien. Ud. 7, 18.i7, p. Ttl). 
••) Verlinndl. des imd.-botnn. Vcrclns, Bd. y, I8.^ii, |>. I3'J. **♦) Ausland f. 1SI9, p. 643. 



127 457 

I Moldau bestaaer Skoven i Lavlandet af: Quercus pedunculata, sessilijlora, Cerris, 
Fagus sylvatica; Catyinus Betulus, Alnus glutinosa, Populus alba, nigra, treviula, Fraxinus 
excelsior, Tilia parvifolia, grandifolia, tomentosa med Underskov af Cornus mascula, sang- 
vinea, Euonymus Europæus, verrucosus, Staphjlea pinnata, Philadelphus coronarius, Cratæ- 
gus OxycantÅa, monogyna, Corylus Avellana. Store Strækninger ere overvoxede med Rims 
Cotinus og Amygdalus nana , og ved Flodbredder voxer Tamarix gallica. I de høiere 
Bjergegne dannes Skoven af Naaletræer: Pinus sylvestris, montana, Cembra, Larix, Picea, 
Abies. Taxus baccata og Juniperus communis voxe ogsaa her *). 

Der staaer endnu tilbage at omtale Plantebælterne paa de høie Bjergkjæder, som 
danne et i det hele skarpt Grændseskjel mellem Syd- og Mellemeuropas Plantevæxt. 

Pyrenæerkjædens Bjergsystem hæver sig umiddelbart op af Sydfrankrigs Lav- 
land, uden al staa i nogen Forbindelse med Sevennerne og Alperne, og bestaaer i sin 
midterste Del af to Kjæder, forenede i Bjergknuden Tue de Mauberne, af hvilke den øst- 
lige, tiltagende i Eloide mod Øst, udbreder sig i det catalonlsk-aragoniske Terrasseland, 
medens den vestlige, aflagende i Holde mod Vest, fortsætter sig i de gallicisk-cantabriske 
Bjerge. Øslpyrenæerne bestaa af Granit og have afrundede Konturer, medens den midterste 
Del, i hvilken Kalk- og Lerskifer spille Hovedrollen, er takket og søndersplittet og overalt 
frembyder stelle, vilde og utilgængelige Fjeldmasser; Vestpyrenæerne hæve sig jævnt i 
Velrel og have kun enkelte pyramideformede Toppe. Pyrenæerne adskille sig fra Alperne 
ved deres høit beliggende Passer, ved snævrere Dale og stejlere Fjeldskrænter og ved større 
Rigdom paa varme Kilder. — Pyrenæerne danne ikke saa skarp en Adskillelse mellem 
Frankrigs og Spaniens Plantevæxt, som man skulde tro. Plantevæxten er væsentlig den 
samme i Gascogne og Nordspaniens Kystland, og ligeledes er paa Østsiden Middelhavs- 
landenes Flora ensformig udbredt paa begge Sider af Kjæden. — De herskende Skovtræers 
Udbredning sees af den paa næste Side meddelte Oversigt over Bælterne, men da Skovene 
dels ere udryddede og dels savnes paa Grund af Cjergskraaningernes Steilhed, findes her 
kun faa store sammenhængende Skovstrækninger. Denne Oversigt gjælder nærmest Cen- 
tralkjæden, men ogsaa her finde mange stedlige Afvigelser Sted. I Øslpyrenæerne naaer 
Rødgranen op til Trægrændsen. 



*) Edel: BemerkuDgen iiber die Vegetation des Moldau i Verhaiidl. der zool.-botan. Vercins iu Wieo. 
Bd. 3, 1853, p. 27. 



458 



128 



riiinlphællcrnfi paa Pyron.Tornp. 

lO.nn«' ^___ 

Gletschere. 

8III0' ___^^.^^__ 

Fji'ldva'xler. 
7ilK)' ......... . . 

lyr. 

6000' 

Hiuk'raii, ,Kil('li;r;ui. 

bSOO' 

H«ili;raii, Ædelgran. 
Bøg. 

3000' 

(Jiierciis Toza. 
2500' . . . 

Kaslanien. 



. Siielinicii. 

. 'ria'!;iaenilscn. 



I den ovre Del af Skovbællel og i den nedre Del af Fjeldbuskenes Bælle er Buxus sem- 
pervirens inegel almindelig udbredt i hele Pyrenæerkjæden*). 

Alpernes mægtige Bjergsyslem horer ved den Indflydelse, som det udøver paa 
de omkringliggende Landes klimatiske Forhold, og ved det store Antal Arter, som her have 
deres oprindelige Djem og herfra ere udvandrede i forskjellige Betninger, til de i fysisk- 
geografisk Henseende mærkeligste Punkter paa Jorden**). Dette Bjerglands IJovedkjæde 
har sit høieste Parti i Vest — de penninske Alper (Mont Blanc, li, 800 Fod) — og be- 
staaer af Oneis- Granit og palæozoiske Skifere og Sandsten. Den centrale Del af Alpe- 
landet udmærker sig ved sin mere masseaglige, plateauformig Hævning, der udover en stor 
Indflydelse paa Klima og Planteva'xt. De nordlige og sydlige Alpekjæder hore fornemmelig 
til Secundærtidens Kalkannelser. — Do ve har vist, at de æquatoriale Luftstrømme (Sirok- 
koen, Fohncn), idel de mode Alpelandels hoie Mur, virke paa forskjellig Maade efter Anrs- 
tiden. Om Vinteren fortættes den nedsynkende ovre Passals Vanddampe, som egenllig 
vare bestemte for lioiere Bredegradcr, og danne de umaadeligc Sne- og Ismasser, som 



•) Dr. Morti Wllkomm: Die llalbinscl <lor Pyrenæoii. 

♦•) Molil: Eliii(.'C llomcrkungcn ubcr dlc Hanm-Vrpetation ilpr-Alpcn (Bol. Zrit. 1843). — Sclilag- 
intwclt: lliitrr.sucliiiiigcii ulirr die (irciizen il. Vrgnlalioii in il. Alpi>n (VViegniaiins Arcliiv f. 
Naturgc8chiclitr, 17ler Jalirg., I Kd). 



129 459 

dække navnlig den høie sydvestlige Del af Alpelandet. Desuden kastes yEquatorialstrømmen 
tilbage af Alpemuren og udøver som en regnfuld Nord- og Nordostvind en betydelig afkølende 
Virkning paa den lombardiske Slette, saa at Vintertemperaturen her bliver langt lavere, end 
man skulde vente ifølge Bredegraden. Om Sommeren derimod er den sydlige Luftstrøm 
saa høi, at den gaaer over den sydlige Alpemur, og den giver sig da tilkjende i den ostlige 
Del af Schweiz og i Tyrol som den snesmeltende Føhn (Alpeboernes »Schneefresser«)*) — 
den kan undertiden paa én Dag smelte 3 Fod mægtige Snelag. Heraf kommer det, at 
Salzburg overgaaer Schweiz i Rigdom paa Vandfald, men mangler Gletschere. Om Som- 
meren virke Alpernes sydlige Affald som Lævæg, forhøiende Insolationen, og som beskyttende 
Mur mod Nordvestvinden, hvorfor der ogsaa ved de italienske Søer og den dalmatiske Kyst 
kan voxe Planter, som fordre Neapels Sommervarme**). Alperne frembyde en saa stor 
Rigdom af skarpt fra hverandre sondrede Bjerggrupper med forskjellig geognostisk Bygning, 
forskjellig Retning o. s. v., at man heraf kan forklare sig det store Antal Arter, som dette 
Bjergland nærer, og den rige Afvexling og Mangfoldighed, som Plantevæxten her frembyder; 
men det bliver derved ogsaa umuligt, at give nogen for samtlige Alpekjæder gjældende 
Karakteristik af Plantebælterne. Kun saa meget kan siges i Almindelighed, at de Træer, 
som danne Skovene i saa store rene Bevoxninger, at de bestemme Bælternes Karakter for- 
nemmelig ere Bøg og Rødgran og paa nogle Steder Ædelgran, Lærk og Zirbelfyr. Eg 
Birk og Fyr danne aldrig større Skove, men forekomme kun i smaa Grupper eller i spredte 
Exemplarer; de to sidstnævnte voxe i meget forskjellig Høide (2000 — 6000 Fod). Her skal 
forst angives, hvorledes Bælterne vise sig paa Centralkjæden , og dernæst skulle de Af- 
vigelser herfra omtales, som gjøre sig gjældende paa de mere nordlige eller mere sydlige 
Kjæder. 

Bøgens Bælte er kun meget svagt udviklet paa Centralkjæden***); flere Steder 
mangler den ganske, og den gaaer sjelden over .3000 Fod. De almindeligste Løvtræer indtil 
en Høide af 3000 — 4000 Fod ere Valbirk-Lon, Ask og Cerasus avium. Bogens ringe Ud- 
bredning forklares ved den Tilnærmelse til Fastlandsklimaet, som her Onder Sted paa Grund 
af den plateauagtige Hævning; men desuden er Bunden meget ugunstig for Bøgen. Det 
er ogsaa i Overensstemmelse med disse Forhold, at Lærken og Zirbelfyrren, som begge 



*) Heraf det Mundheld: »Der liebi Gott und die liebi Sunn chonnet's niit, wenn der Kuhn niit hilft". 
**) Dove: Ueber den Einfluss der Alpen auf die klimatischen VerhiiUnisse (Zeilschrift fur allgemeine 

Erdkunde, von Koner. Neue Folge. ISter Bd. 18G3). 
***) I Kanton Glarus er Begen dog det almindehgste Lovtræ og udgjor den væsentligste Bestanddel af 
Skoven. Populus tremula , Betula alba , Vlnms effusa , Fraxmus excehior , Tilta Europtea , Sorbus 
Aria, S. aucujjaria, Acer campestre, A. platanoides forekomme kun enkelte eller i sniaa Grupper i 
Bogeskoven. Acer Pseudoplatamis derimod danner rene Bevoxninger. (II c er: Die Vegetationsver- 
hiiltnisse der Canton Glarus i Frobels und Heers Mittheilungen aus dem Gebiete der theoretischen 
Erdkunde). 

Vidensk. Selsk. Skr., 5 RxUke, nalurv. og malhem. Afd. 9 B. VI. 58 



460 



130 



PI. 111 te li il' lier 11 c paa Alpernr. 



10.800' — 






9000' - 




Snolinicn. 


8000' - 




rjcldvicxlerncs Uælle. 


7000' — 


6i00' . . . 


lihododendron ferriitjineian. 


noiio' — 


Lærk. ZirliolfjT. 


5000' — 




Naaletræernes IJælle. 
nngr. Havre, Byg .iToo'. Uock'ran. I;?"; 


4000' — 








• 


3000' — 




'* Lovskovenes Bælte. Valbirk-Lnn. 


2000' — 
1000' — 




BofT- r.g. Kirseb.-rr. f>''- 

Itirk. 





ynde Fastlandsklimaet, lier, navnlig i Kantonorne Wallis og Graubfinden, danne el stærkt 
udviklet Bælte til en IJoide af GoOO Fod, ja enkelte Steder til 7000 Fod. Det er ligeledes 
paa Grund af den stærkere Insolation og hoiere Sommervarme, at Korngrændsen her rvkker 
saa hfiil op (Hvede til 4000 Fod, Rug, tlavre og Byg til 4700 Fod, enkelte Steder lil 
o — GOOO Fod). Det er kun sjclden, at der findes Boliger, som benyttes hele Aaret, i en 
llflide af GOOO Fod, og her kan endnu dyrkes Kartofler, Boer og Kaal. Fjeldvæxternes 
Bælte ligger mellem G500 og 8400 Fod. Blandt Fjeldbuskene mangler her i Regelen Bjerg- 
fyrren, lihododendron ferrngine.um er især almindelig, og den stiger nogle Steder ned til 



131 461 

3000 Fod. Snelinien, der i Ojennemsnil ligger paa «iO() Kod, lalder ikke sammen med 
Isotliermen for 0°, men med den for ~ 4°. 

Den nordlige Alpelijæde adskiller sig fra Centraikjædcn deri, al Lovtræernes Hudte 
er stærkere udviklet. Bøgen, som her er det herskende Træ, gaaer op til 4400 Fod, altsaa 
meget hoiere end paa Centralkjæden. Naaletræernes Bælte derimod, som væsentlig er 
dannet af Rodgran, medens Lærk og Zirbelfyr kun forekomme spredte, ligger betydeligt 
lavere og har sin øvre Grændse paa S.iOO— 5700 Fod. Ædelgranen udgjør en væsentlig 
Bestanddel af Skovene i den nverste Del af Bogens og i den nederste Del af Naaletræernes 
Bælte. Bjergfyrren har en temmelig stor Ldbredning i den nedre Del af Fjeldvæxternes 
Bælte tilUgemed Ehododendron Mrsutum. Kornavl finder kun Sted til en Uoide af 2700 Fod. 

De mere sydlige og sydvestlige Alpekjæder, de graiske og penninske Alper, have 
en i og for sig høiere Trægrændse end Centralalperne, men Trægrændsen naaer dog ikke 
op til saa lave Isolhermer, som paa disse (Schlagintweit 1. c. p. 237). Rodgranen, der 
ganske mangler Syd for Alperne, spiller allerede her en underordnet Rolle og viger tilbage 
for Ædelgranen , som her imod Sædvane stiger lige saa høit eller endog høiere end Rod- 
granen, nemlig til 5000 — 6000 Fod, og for Lærken og Zirbelfyrren, hvis øvre Grændse paa 
nogle Steder er 7700 Fod. Bøgen gaaer til 4500 Fod. Snelinien ligger i de penninske 
Alper paa 9300 Fod. — Det høieste Punkt, hvor man har truffet Blomsterplanter, ligger 
paa 11352 Fod (paa Monte Rosa)*). 

I Tyrols Alpeland hæver Centralkjæden, de egentlige Tyroler Alper, sig til 12,000 
Fod, medens en fra denne ved Inndalen adskilt nordlig Kjæde, Ahlgauer Alpernes Kalk- 
bjerge, der gradvis sænker sig mod den bayerske Høislette, men falder steill af mod Syd, 
har 8—9000 Fod høie Toppe. Paa den sydlige Side af Centralkjæden og adskilt fra denne 
ved Etsch-Ualen, danner Tridentiner Alpernes Kalkbjerge i mange enkelte Strøg og Grupper 
Tyrols Affald mod den lombardiske Slette. Ber sees i Botzens »Porfyrkjedel«, hvis Bund 
ligger paa 800 Fod, de sidste Spor til Middelhavslandenes stedsegrønne Bælte. Kastaniens 
Bælte naaer her op til 2000 Fod. Karakteristisk for dette Bælte ere Cypressen, Vedbenden, 
der her bliver et høit Træ med en tyk Stamme, Paryklræet (Rims Cotinus), livis Blade om 
Efteraaret antage den reneste røde Farve. Efter en varm Efteraarsregn skyder den allerede 
af Romerne saa yndede Keisersvamp (Amanita cæsarea) frem i Kastanieskovene, medens 
Trøffelhunden under Egene opsøger sin Lækerbidsken. — Fyrren indtager, navnlig paa de 
mod Syd vendende tørre Affald, et Bælte mellem 2000 og 3000 Fod blandet med Elvid-El og 
Birk. — Bøgen danner paa Kalk- og Sundstensbjergene et skarpt begrændset Bælte mellem 



*) Her fandtes : Androsace glacialis, A. Eelvetica, Chrysanthemum alpinum, Oentiana Bavarica, Banun- 
culus glacialis, Saxifraga oppositifolia, S. bryoides, Silene acaulis o. 11. Mellem 12000 og 14780 Fod 
fandtes : Lecidea geographica, L. conjiuens, Umbilicaria proboscidea o. I. 



462 132 

3000 og 4000 Fod eller noget høiere, medens den næslen mangler paa Urbjerg. — Ædel- 
granen, der i Tyrol er sjelden, forekommer som underordnet Bestanddel i delte Bælle i en 
Heide af 4000 — 4200 Fod. Ilenimod 4000 Fod forsvinde eflerhaanden Kornmarkerne, 
Fruglliaverne og Viiiterboligerne og ligeledes Lovlræerne. — Det oversle Skovbælle dannes 
af Lærken, som i Nordlyrol gaaer til 4o00 Fod, men i Sydtyrol lil 5500 Fod, og af Uod^'ranen, 
som i Nordlyrol stiger op til 5000 Fod eller noget høiere. Zirbel- Fyrren, udmærket ved sin 
skjonne tælle l'yramiduforni, danner paa nogle Steder smaa Skove og stiger kun lidt høiere 
op end Rodgranen. Taxen og Sevenbommen forekomme sjeldnere. I dette fugtige og tem- 
pererede Klima finde Mosserne deres retle Hjem. i Nærheden af Trægrændsen blive Gra- 
nerne mindre, slaa mere spredle og ere helt indhyllede i et Dække af Skæggelav; her be- 
gynde Alperoserne al vise sig. De danne i Forbindelse med Bjergfyrren, El og Pile el 
Bælle til 6000—6500 Fod. Herfra og til 8000 Fod udfolde Alpeplanterne deres prægtigt- 
farvede mest gule, men ogsaa hlaa, hvide og røde Blomster. (Die Ursachen des Pflanzen- 
reichlhums in Tirol, ein Vorlrag von Ludwig Ritter von Heufler. Innsbruck 1842). 

I den centrale Del af de eslcrrigske Alper rykke Planlegrændserne paa Gnind af 
den større .Massehævning betydelig iveiret. Ved Velzthal ligger Dalbunden i en Udstrækning 
af 30 D IMile 4000 Fod over Havel og paa nogle Steder 0000 Fod. Trægrændsen ligger 
her i den centrale Del af Alpekjæden 4 — 600 Fod og Korngrændsen 12—1600 Fod høiere 
end i de mod Nord og Syd begrændsende Kjæder. I Velzthal naaer ri?ius Cembra til 
6400 Fod og enkelte Træer endog lil 6850 Fod, Birken forekommer paa 6300 Fod, Granen 
paa 6850 Fod, Pinus montana og Jvniperus Sabina til 7200 Fod. (Simony: Fraginente 
zur Pflanzengeographie des osterreichischen Alpengebiete i Verhandl. des zool.-botan. 
Vereins in Wien, 3 Bd., 1853, p. 313). I Matschlhal i Vesltyrol ligger Korn- og Træ- 
grændsen endnu lidt høiere. Pinus Cembra gaaer i enkelte Exemplarer til 7300 Fod (1. c. 
Bd. 20, 1870, p. 399). 

Paa den Del af Alperne, som omgiver det allerede fra Romernes Tid ved sine 
Bade berømte Wildbad-Gaslein (c. 3000 Fod), dannes Skovene fornemmelig af Rødgran, 
tildels af Ædelgran. Lærken er sjelden, og Bøgen mangler ganske. Sluttede, kun ved 
smalle Engstrækninger afbrudte, Bevoxninger begynde paa 3500 Fod, og Skovgrændsen 
ligger paa 5100 — 6200 Fod; derpaa følge enkellslaaende halvvisne Lærketræer lil 5400 Fod 
og efter disse el small Bælte af Pinus viontana, af hvilken enkelte Exemplarer naa til 6200 
Fod. De sidste Repra-senlanter for Trævæxlen ere Salix reticulata, retusa og Myrsinites, 
som pielvis endnu bedække Jorden paa 7600 Fod. Underskoven dannes af Berberis vul- 
garis, Sorbus Aria, Ålnus viridis, Conjlus, Juniperus, Posa alpina og canina, Lonicera 
coerulea. — Paa de til Gletscherne grændsende Dalpartier ligger Trægrændsen betydelig 
lavere. Nogle Steder mangler Trævæxlen endog i en [løide af 3500 — 4500 Fod. (Verhandl. 
des zool. bol. Vereins in Wien, Bd. 6, 1856, p. 3). 



133 463 

Ved Hochkar i Salzburger-Alperne, der i den senere Tid er bleven beroml ved 
den storartede Udsigt, man herfra har mod Nord, hvor Uorizonten begrændses af Bøiimer- 
wald og mod Øst af Wienerwald, ligger Trægrændsen, som Kerner først har vist, ligeledes 
langt høiere, end man skulde have ventet*). Dette iijerg bestaaer af en kjedelformig Ilni- 
dal, hvis Bund ligger paa 4670 Fod, og som til alle Sider er omgiven af omtrent o600 Fod 
høie Toppe**). Skovene paa Skraaningerne af de Dalen omgivende Bjerge bestaa af Bog, 
Rødgran, Ædelgran, Lærk og tildels af Ahorn og Birk. Bøgens øvre Grændse ligger mellem 
4180 Fod og 4360 Fod. Fra denne Høide dannes Skoven af Rødgran og Lærk. Paa 4600 
Fod hører den tætsUittede høistammede Naaletræskov op; Gran og Lærk optræde kun 
gruppevis og vige mere og mere Pladsen for Bjergfyrren. Granen gaaer paa denne Maade 
op til 5600 — 5600 Fod og Lærken endog lidt høiere. Da Bjergtoppen, der bestaaer af Lias- 
Kalksten, paa mange Steder danner Terrasser, fremtræder Bjergfyrren her paa en ganske 
egen iMaade. Den danner nemlig tætte uigjennemtrængelige Bevoxninger paa Terrassens 
Flader, og viser sig saaledes i Frastand som mørke Striber, afvexlende med Terrassernes 
lodrette hvide nøgne Vægge. 

Endnu høiere ligger Trægrændsen paa Kreuzkoff ved Lienz i Tyrol***). Dette 
Bjerg hæver sig til 8660 Fod og bestaaer i sine lavere Dele paa den sydlige Heldning af 
Glimmerskifer og Sandsten, medens de høiere Toppe ere dannede af Kalksten horende til 
Lias- og Triasperioden. Mellem 3500 og 5100 Fod findes tertiære Atleiringer. Skoven 
indtager navnlig paa Nordsiden, hvor der næsten ikke er noget dyrket Land, et betydeligt 
Bælte, der f. Ex. ved Lienz har en Brede af 4000 Fod. Hølskovens øvre Grændse er paa 
Nordsiden 6300 Fod, paa Sydsiden 6500 Fod, men paa denne Side er Skoven næsten overalt 
ryddet til c. 6000 Fod. Enkelte ret anselige Lærketræer findes endnu paa 7000 Fod. Rød- 
gran og Lærk, denne overveiende i Bæltes øvre Del, danne Hovedbestandelen af Skovene. 
Paa Nordsiden er Bøgen ligesaa almindelig som Rødgranen og gaaer her til 4700 Fod, ja 
paa beskyttede Steder til 5000 Fod. Piniis sijlvestris kun paa Sand i Dalene. Åbies, Taxus, 
Acer Fseudoplatanus forekomme indblandede og ligeledes Betula, især i Bogeskoven. Sorbus 
aucuparia, Cerasus Avium, Fraxinus , Ulmus og Tilia parvifolia vise sig kun i enkelte 
Exemplarer. Fjeldbnskenes Bælte naaer til 7500 Fod og gaaer flere Steder paa Nordsidens 
stelle Skraaninger langt ned mod Dalbunden. Det dannes af Pinus montana, Rhododendron 
hirsutum, Chæmæcistus , Salix arbuscula, Lapponum, Myrsinites og paa de største Hoider 
af Salix reticulata, retusa og herbacea. 



*) Das Hocliliar, eine pflanzengeograpliisclie Skizze von Kerner (Verhandl. des zool.-bolan. Vereins 
in Wien, Bd. 7, 18.57, p. 517). 
**) Det er denne Kjedelform, tivoraf Bjerget tiar sit Navn. Alpeboerne benytte nemlig Ordet Kar i samme 
Betydning som paa Dansk. 
***) Verhandl. des zool.-botan. Vereins in Wien, 9 Bd., 1869, p. 151. 



464 



134 



Den Iredie de hippclbladndc Kgcs Gebel mod Syd begnrndsendc njergkja-dc er 
Kaukasus, der liar en Lacngde af I oO Mile og falder langt steilerc af mod Nord end mod Syd. 
Iler danner den mægtige Elbrus Kjæde med sine gielscherklædle, 17000 Fod høie Toppe el 
skarpt Grændseskjel i klimatisk og planlegeograOsk Henseende og beskytter som en .Mur 
mod Nord del rolrhlske og mingrcliske Lavland, saa at riante\a'xlcn lier kan oplrajde med 
en næsten tropisk Yppitjlied, som slaaer i en paafaldende Modsætning til den Nord for 
Kaukasus lierskendc torre Sicppevegctation*). Taa den sydvestlige Skraaning ere IMante- 
bffllerne fordelle paa nedenstaaende Maade: 



l-jeldvæ\ternes IJjclte. 

Iihode^ldro1t Caucaaicuvi, l'oniicttm. 

Naaletræernes Uællc. 

Ficea orienlalis. Abies A^orilmaniana. 
Zelkowa crenata. 

Bøgens Bælle. 



Kastaniens B;rllc. 

Diosj»jrus Lotus. 



I Dalene ved Bjergels Fod bestaa de yppige Skove af Diospyrus Lotus og af Ege**), 
og Slyngplanterne [Clematia, Vitis, Eedera, Smilax) findes i saadan Mængde, at de mange 
Steder næsten danne et uigjennemtrængeligl Væv. Zelkowa crenata liar især stor Ldbred- 

*) Dr. Guitav Haddc: Uiriclile iiljcr die bioloii.-peofjiapli. llnlorsucliuiiurii iii den Kaukasiislander. 

18CG. 
•*) Hvilke Arier aiipivcs ikke af lladdc, nicn fra andre Dele af Kaukasus kjeiides Qucrcua pedunctdata, 
lUiilifiora, pubeicent og cattaneop/olia. 



135 465 

ning i det colchiske Lavlaud. Noget liøiere er Kastanien det herskende Skovtræ, og Under- 
skoven dannes af Kristtornen og Cerasus Lauro - Gerasus , der begge vidne om en mild 
Vinter og et fugtigt Klima. I en Høide af 2000 — 3000 Fod afløses Kastanien af kæmpe- 
store Bege, der udgjøre den overveiende Del ;if Skoven, medens Ahorn {Acer platanoides), 
Ælm, Rod- og Graa-E! og Avnbøg forekomme indblandede. Mellem 5000—6000 Fod og 
8000 Fod bestaaer Skoven af Naaletræer: Picea orientalis og Abies Nordmanniana, og her 
voxer ogsaa Betula alba og Fopulus tremula. I den nedre Del af Fjeidvæxternes Bælte 
har Rhododendron Caucasicum en stor Udbredning, ligeledes R. Ponticum og Azalea Pon- 
tica. Buxiis voxer paa Kalksten. — I den østlige Del af Kaukasus har Skoven langtfra 
en saa yppig Karakter; de stedsegrønne Huske og Slyngplanterne mangle, og mange Steder 
ere overvoxede med tort Buskads. — Plantebælternes Grændser ere meget vexlende i de 
forskjellige Egne; paa store Strækninger ere Fjeldvæggene saa steile, eller Klimaet saa tørt, 
at al Trævæxt mangler; ligeledes ligger Snelinien i meget forskjellig Høide (mellem 8900 
og 11,700 Fod). — Kaukasus danner med Hensyn til Plantevæxten et Bindeled mellem 
Europa og Asien; dette sces navnlig lydelig af de der forekommende Træer. Den asiatiske 
Valnød er her endnu vild, men de fleste Træer ere de samme, som voxe i Nordeuropa'*). 
Med Middelhavslandene har Kaukasus fælles: Castanea, Querciis pubescens, Alnus cordifolia, 
Platanus, Acer Lobelii, Tilia ricbra, Diospyrus. Eiendommelige Arter ere: Picea orientalis, 
Quercus macranthera, Q. castaneæfolia, Zelkowa crenata, Pterocarya Caucasica. 

Den høie Albruskjæde, som løber langs med Sydsiden af det kaspiske Hav, danner 
ifølge B unges Undersøgelser et meget skarpt Grændseskjel mellem Plantevæxten Nord og 
Syd for samme**). I Lavlandet mellem det kaspiske Hav og Bjergkjæden hersker et meget 
fugtigt Klima, og de yppige Skove bestaa af Parrottia Persica, Pterocarya Caucasica, Zekowa 
crenata, Celtis australis, Quercus castaneæfolia og macranthera, Acer Hyrcanum, Alnus 
obcordata, Fagus sylvatica, Carpinus orientalis. Valnød, Figen og Morbær ere maaske 
kun forvildede. Vinranker og Vedbende stige til Toppen af de høieste Træer. Her dyrkes 
Ris og Bomuld. Naar man fra Lavlandet stiger op paa den nordlige Skraaning, forsvinder 
efterhaanden Parrottia, Pterocarya, Celtis, Diospyrus og endog Bøgen i en Høide af 3000 
Fod, men Løvskoven naaer op til 8000 Fod og bestaaer her især af Carpinus orientalis; 
Taxus baccata og Ilex Aquifolium forekomme indblandede. Foruden Taxen findes her 
ingen andre af Naaletræernes Familie end Juniperus Sabina og communis. Paa Sydsiden 
af Albruskjæden forandrer Plantevæxten pludselig sin Karakter. Det meget tørre Klima 
fremkalder en næsten ørkenagtig Goldhed, og Plantevæxten bestaaer hovedsagelig af meget 



*) Foruden de ovenfor nævnte voxe lier ogsaa Pinus sylvestris og Taxus. 

**) Die russisehe Expedition nacti Cliorassaii in den Jaliren 1858 und 1859 (Petcrmanns geogr. 
MiUlieil., 1860, p. 205). 



460 130 

lornrde Huske {Acanlhophyllum, Acatifholinion], manpft Aslragalcer af Gruppen Tragnhnnlhæ 
og iDange Skjermplantcr, især af Ardelingcn Feucedaneæ. 

Til de lappetbladede Eges Gebet maa endnu henfi^res Amurlandcl. Iler optræder 
nemlig denne Egegruppe efteral have manglcl gjennern iielc Siberien i en eicndommelig 
An, Amur-Egen {Quercus Mongolica], der er saa almindelig udbredt, al den maa belragles 
som Karakterplanle. Cbinganbjergene danne GriPndseskjcliel mellem iVlongoliets Sleppeflora 
og Amurfloraen*). I de vestlige nærmest disse Ujerge liggende Dele af Aniurlandet ere de 
lyse Skove dannede af Larix Dalntrica, Betula alba, Popidus tremula, Cerasus Padus, 
Sorbus auciiparia, og lier voxe liosa cinnamomea, acicularis, Vormis alba, Vaccinium Vttis 
Idcea, uUginosum, Bhododendron Dahuricum, Ruhis Idæiis. Dcrpaa følger indtil Dsega's 
Udmunding i Amur en tor Iloislette , i hvis spredte Skove foruden ovennævnte Træer 
ogsaa Anuir-Egen og Ulmus montana begynde at gjøre sig gjældende, men store Stræk- 
ninger ere skovløse og overvoxede med Græsser og andre urteagtige Planter. Jo mere 
man nirmer sig Durejabjergene, desto hyppigere bliver Amur-Egen med Underskov af 
Lespedeza bicolor og Corybts IieleropJnjlla , og lyse og lave Skove dannes her af Populus 
balsamifera v. svaveolens i Forbindelse med den paa Slægtskab med den nordamerikanske 
Flora tydende Vladrastis (Maackia) Amurensis. Forst ved Chochyier-Bjerget begynde Sko- 
vene at antage den Karakter, som er eicndommelig for den østlige Del af Amurlandet. En 
yppig skyggefuld Løvskov bestaaende af Træer, benhorende til forskjellige, men mest eien- 
dommelige Arter, ofte med tykke, lige, ikke sjelden 70 Fod hoie Stammer. Disse Amurlandets 
mest karakteristiske Skovtræer ere: Tilia Mand simr ica, Acer Mono, A. tegmentosum, Fraxinus 
Mandshurica. Iler voxer ogsaa. Ubmis campestris, og Underskoven beslaaer a.[ Ribes rubrum, 
Syringa Amurensis, Sambucus racemosa, Salix Caprea. Paa Bjergene dannes Skovene af 
Naalelræer (Picea Ajanensis, Abies Sibirica, Larix Dahurica, Pinus Cembra) tilligemed 
Betula Ermani og Corylus Mandshurica. Langs med Kysten findes et Skovbælte, som 
væsentlig har samme Karakter og fornemmelig er dannet af Abies Sibirica og Picea Aja- 
nensis. 

De flige tb lad ede II odeges Gebet. 
{Quercus: Euerythrobalanus et Eulepidobalanus § Lyratæ). 

Dette Gebet indbefatter den ostlige Del af Nordamerika fra de store Soer til den 
mexikanske Bugt — med Undtagelse af Florida — og fra det atlantiske Hav til Missisippi. 
Denne Del af Nordamerika udmærker sig ved sit excessive Klima. Thermometret synker 



•) Ifolgc Maximow icz's Undcrsogclscr lacllcr Amurfloraen UOO Arter, at livilliC H3 aiUagcs at være 
egne for (lennc. Af de andre Arier voxe over SOO ogsaa i Transbaikalien og 37G i det nordlige 
Chlna tlMaxlmowicz: Vrimitioe Flora Amurenti*. 1869). 



137 467 

paa 52° n. Br. undertiden til -^23°R., stiger ofte om Sommeren til + 30° R. og kan i 
Løbet af én Dag falde 17°. Hertil komme kolde Nætter, voldsomme Regnbyger og en 
overordentlig Torhed af Luften. Det lange og stadige Efteraar er den behageligste Tid. 
Skoven udfolder da en eiendommelig Farvepragt, idet Bladene hos de herskende Træer 
vise forskjellige Nuancer af Rodt, saaledes hos Egene (især hos Quercus coccinea og ruhra), 
hos Ahoraarterne, Ambratræet, den vilde Vin o. fl. De fligetbladede Rød-Eges Udbrednings- 
Omraade betegner et naturligt Floragebét, som har en særegen Interesse derved, at Plante- 
væxten stemmer væsentlig overens med den, som fandtes i Europa i den miocene Tid. 
Her findes saaledes ligesom i hin fjerne Tid et forholdsvis stort Antal træagtige Planter — 
to til tre Gange saa mange som i den tilsvarende Del af Europa — og det er nu ligesom 
dengang foruden Naaletræerne Valnodarter, Ege, Ahornarter, Plataner, Ambratræer, Tulipan- 
træer, Bælletræer o. 1., som ere de herskende Træer i Skoven. Skoven her ligner den 
tropiske Urskov ved de mange henraadnende Stammer og ved de talrige Slyngplanter, og 
Cicaderne opføre her ligesom i Tropen en øreskærende Concert. Landskabets Physiognomi 
bestemmes for en væsentlig Del ved en af mange til forskjellige Slægter og Familier hørende 
Arter dannet Skov, og det er sjeldnere, at en enkelt Art ved sin selskabelige Væxt er over- 
veiende. Medens saaledes Pinus Strobus og paa andre Steder (paa koldt Sumpland) Thuia 
occidentalis i den nordlige Del af Gebetet danne rene Bevoxninger, forekomme paa lignende 
Maade Pinus inops, Tæda og rigida paa de flade Sletter Øst for Aleghany-Bjergene og 
Taxodium disticlium i Missisippiflodens Deltagebét (»Cypres-Svamp«). De Familier, som 
optræde med det største Antal Arter ere: Compositæ, Cijperaceæ (især Carex], Gramineæ, 
Leguminosæ, Rosaceæ og Ericaceæ, medens de for Europa karakteristiske Familier: Cruci- 
feræ, Umbelliferæ, Caryophyllaceæ og Labiatæ, her ere svagt repræsenterede*). 

Af Cupuliferernes Familie forekomme i dette Gebet 25 Arter, af hvilke de fleste 
(22) ere Ege, og af disse høre atter Størstedelen (13) til Rodegene, og navnlig til den Af- 
deling af samme, som udmærker sig ved fligede Blade, og som udelukkende har hjemme i 
Nordamerika. De øvrige 9 Egearter høre til Underslægten Lepidohalanus, og af disse igjen 
4 til en for dette Gebet egen lille Gruppe {Lyratæ) med store dyblindskaarne lyredannede 
Blade, medens de 3 høre til en Afdeling [Prinus], som ellers har hjemme i Mexico. Desuden 
findes her af Bøgeslægten 1 og af Kastanieslægten 2 Arter. Egene danne næsten overalt 
og paa de forskjelligste Lokaliteter et fremragende Træk i Plantevæxten: de udgjøre som 
anselige Træer en væsentlig Bestanddel af den yppige Høiskov {Q. tinctoria, coccinea, rubra, 
falcata), de indtage Sumpe langs med Flodbredderne (Q. aquatica, Phellos, palustris), og de 
optræde som forkrøblede Træer eller som Buske paa de sandede golde Sletter (Q. ilicifolia, 



*) Åsa Gray: Statlstics of the Qura of Uie norlhern states (American Journal of siiences and arts. 
Vol. 12). 

Vidensb. Selsk. Skr., 5 Rxkhe, nalurviiieiisk. og malhem Md. 9 B. VI. 59 



468 138 

pn'noidea, Catesbcti). Paa de mere liøilliggende Slcder hnrer Bøgen, Fagus ferruginea, 
lil de mo8l udbredte Træer i de øsllige Stater, hvor d<!n ikke sjclden danner udstrakte 
rene Revoxninger. Medens nogle Cupuliferer ere udbredte næsten over licle Gebetet, som 
Quercus rubra, coccinea, tinctoria, macrocarpa og Fagus ferruginea, er der andre Arter, 
som ore indskrauikode til visse Dele af samme, saaledes som det vil sees ved at kaste el 
Klik paa Vegetationens Karakter i Gebetets forskjellige Egne. 

Ved Niagara, som ligger paa Gebetets Nordgrændse, dannes Skoven af Tlmia occi- 
dentalis, Juniperus virginiana, Acer saccJiarinum, Tilia glabra, Fagus ferruginea, Carpinus 
Americana, Populus Iremuloides og grandidenlala, Betula lenta, Quercus coccinea og rubra, 
Liriodendron tulipifera. Af Huske findes lier Cornus stolonifera, alba og circinnata, She- 
jjherdia Canadensis, Rhvs (yphina og Toxicodendron og af Slyngplanter Ampelopsis quin- 
quefolia og Celaslrus acandens*). Ved Hoboken, en Landsby i Nærheden af New-York 
(40°, 42'), bestaaer Skoven af Juglans cinerea, Carya alba, glabra og amara, Platanus 
occidentalis, Liqttidambar styraciflica ("Sweetgum«), som her har sin Nordgrændse, Juni- 
perua Virginiana, Castanea vulgaris i'ar. Americana, Quercus alba, obtusifolia, coccinea, rubra 
og tinctoria, Celtis occidentalis (»Sugar-berry«), Ostrya Virginica (»Iron-wood«), Cornus 
florida, Acer rubrum, saccharinum og nigrum. Underskoven dannes af Sassafras officinale, 
Vibumum prunifolium, Slaphylea trifoliata, Rhus glabra og radicans , Ligustrum vulgare. 
Og af Slyngplanter findes her Ampelopsis quinquefolia, Smilax rotundifolia, Vitis Labrusca, 
Lonicera sempervirens og Celastrus scandens**]. — Ved Wesl-Chester, lidt Vest for Phila- 
delphia, ere de herskende Skovtræer: Quercus tinctoria, alba, rubra, coccinea, obtusiloba, 
Prinua og discolor, Castanea vtdgaris v. Americana, Nyssamultiflora, udmærket ved sit over- 
ordentlig seige Ved, Acer rubrum, Liriodendron tulipifera og Diospyrus Virginiana. Under- 
skoven bestaaer af Alnus serrulata, Sassafras officinale, Benzoin odoriferum, Vibumum 
dentalum og acerifolium, Rhus glabra og venenata***) (»Poison Ash«), Cornus florida. 

Paa den nordvestlige Grændse af Gebetet, ved Winnebago, Vest for Michigan-Soen, 
bestaaer Skoven af Acer saccharinum, Fraxinus alba og sambucifolia , Juglans cinerea, 
Carpinus Americana, Carya alba. Ostrya Virginica, Quercus alba, obtusiloba, imbricaria, 
macrocarpa, og paa sumpige Steder dannes den udelukkende af Thuia occidentalis og Larix 
Americana^). I sin største Yppighed og i den for dette Gebet mest karakteristiske Skikkelse 



•) Bromfleld: Om Vcgclalioiieii i Nordamerika (Hookers Journal, V. 7, p. 138). 
•*) Bromfield 1. c. 

*♦•) Nordamerikas •lipastræ« har især paa visse Individer en meget giftig Virkning, saa al de ikke kunne 
taalc at komme i dels Nxrlicd. Itcroring foraarsagcr Inllammaliun af Armen, som ogsaa gaacr over 
1 Kroppen, og paa nogle Individer virker l'ddiinslningen alene uden Iternring saa giftigt, at den 
foraarsugcr megen Smerte og en rosenagtig luflammalion, som kan vare i ia'iigere Tid, Jtlws Tori- 
codendrmi har omtrent samme Egcnskaher. 
t) Uonplandia l8iJC, p. 24C. 



139 469 

optræder Skoven i den Del , som ligger mellem Aleghany-Bjergene og IVJissisippi-Floden, i 
de vandrige Egne, som gjennemstrømmes af .Missisippi, Wabash og Ohio med alle deres 
mindre Tillob, i Slulerne Illinois, Indiana, Kenlucky, Ohio og l'ensylvanien, der, hvor de 
umaadelig mægtige og udbredte Kullag (»Illinois Coalfleld«, '>Appallachian Coalfield«, »Pitts- 
burg seams") vidne om, at allerede i de ældste Jordperioder en yppig Planlevæxt har dækket 
de samme Egne*). Her have de mange Valnødarter (Juglans nigra, Canja olivæformis, 
amara, porcina, tomentosa o. fl.) og Ahornarier {Acer eri'ocarpum, saccharinum , nigruni, 
striatum) deres egentlige Bjem, og her udgjøre paa mange Steder ikke mindre end 10 Ege- 
arter (Q. tinctoria, ruhra, coccinea, palustris, Fhellos, Prinus, macrocarpa, obtusiloha, lyrata, 
alba) en væsentlig Bestanddel af Skoven. Herimellem rage kæmpestore Plataner [Platanus 
occidentalis) frem med deres hvide Grene og colossale Stammer, som ikke sjelden have 
10—12 Fod i Tværmaal, eller de danne rene Bevoxninger. Tulipantræer ere her alminde- 
lige med mastelignende høie Stammer, beklædte med en dybtfuret Bark. Kun i Toppen 
udfoldes de store blaalige Blomster. Blandt de mange andre Træer skulle udhæves: Bohi- 
nea Pseudacacia (»Locust«), udmærket ved sit fortrinlige haarde Ved, Gymnocladus Cana- 
densis, hvis store Bønner anvendes som Kaffe-Surrogat («Kentucky-Coffetree»), Nyssa syl- 
vatica, Ulmus Ainerieana, Tilia Americana og Liquidamhar styracijiua. Slyngplanter, Vitis 
Labrusca, cordifolia, vulpina, Arnpelopsis, Celastrus scandens, Smilax, Amphicarpæa o. fl., 
udbrede deres Væv fra Træ til Træ. Paa mange Steder sees Træer, hvis yderste Gren- 
partler nedhænge visnede. Dette foraarsages ved Cicada septemdecem , som kun indfinder 
sig hvert I7de Aar og da i saadan Mængde, at den næsten er en Landeplage, idet den 
lægger sine Æg i Grenene. Ligesaa rig en Afvexling frembyder Underskoven. Her voxe 
Papaw-Træet (Asimina triloba) med en lille agurklignende , ildelugtende, men velsmagende 
Frugtj Benzoin odoriferum med en aromatisk Bark og talrige smaa gule Blomster, som 
allerede 1 Marts meddele Underskoven en gulgrøn Farve, Sassafrastræet, Amorplia fruticosa, 
Euonymus verrucosus, Corylus Americana, Hamamelis Virginica, Staphylea trifoliata, Cea- 
nothus Americana o. fl. Den bambuslignende Miegia macrosperma og Equisetum- kticv 
danne et lysegrønt Bælte langs med Flodbredderne. De mange smaa Øer, som opstaa i 
Floderne ved sammenhobede Træstammer og det sig herimellem samlende Dynd, ere over- 



*) Maximilian Prinz zu Wied: Reise in das innere Nordamerika in den Jahren 1832 — 34. — Lyell: 
Travels in Norlhamerica (1841 — 42) og Second visit to the United states. 

**) Paa saadan ne Steder, hvor Sulikeraliornen forekommer i større i^Iængde, opfores en lille Bygning 
med Kjedler til Saftens Inddampning. 1 Maris aftappes Saften , og paa denne Tid sees overalt i 
disse •Sugar-camps« Ror indstukne i den nederste Del af Sukker-Ahornens Stamme, hvorigjennem 
Saften flyder i smaa Truge. Saften flyder rigeligst paa de varme Dage, som følge efter kolde Nætter. 
En Sugar-camp leverer 500 — 1000 Pund Sukker om Aaret (Maximilian Prinz zu Wied I. c. 
V. 1, p. 215). 

59* 



470 140 

voxede med linie Popli-r {Poi>ttlu.i angulata) og oniknindsede af Pilekral. Paa dr Steder, 
hvor Kalksten danner Itundi-n, er Juniperus Virginiana herskende. 

I den Del af Gebetet, som ligger mellem Aleghany-Bjergene og Davet, har Vege- 
tationen en ganske anden Karakter. Den osllige Fod af Aleghany-Bjergene bestaaer af 
bolget Land med frugtbare Dale og skovklædte Bakker. Det er Ege, som danne Skoven, 
men især Ilickory-Valnodden (Carija alba) — hvorfor ogsaa disse Strøg betegnes som 
Uickory-Land. Uerfra og til Havel strækker sig en stor Slette (den »atlantiske Sletlci), 
henhørende til tertiære Dannelser, hævet i Veiret i tre Terrasser og indesluttende i sine 
Jordlag talrige Levninger af tre Arter Ueste og store Tykhuder (Megatherium, Megalonyx). 
Det er i det hele et tort, goldt og ensformigt Land. Hvor Bunden bestaaer af Sand findes 
de saakaldte "Pine-barrens« o: her ere forkrøblede Fyrre- og Ege-Arter herskende; hvor 
den derimod bestaaer af Ler, er den mere sumpig, dækket med Bør og Siv (»swanip, cane- 
brake«), og her findes ofte Tørvemoser, blandt hvilke en er den største i Verden (Great 
Dismal)*). I den nordlige Del af den atlantiske Slette er der foruden Pinus inops to Ege- 
arter, som ere herskende. Bjørne-Egen (Q. ilicifolia) danner et lavt, kun 3 — 4 Fod hoil 
Krat, der dækker Jorden saa tæt, at man i Frastand troer at see et Græstæppe. Ganske 
paa samme iMaade optræder Chinquapin- eller Dværg- Kastanie-Egen [Q. prinoides). Hos 
begge disse Arter ligge Grenene, overfyldte med Frugter, hen ad Jorden, og her have vilde 
Svin og Bjørne deres Tilhold. Fra 40° n. Br. og sydligere forekommer ogsaa her meget 
almindelig Sort- Egen (Black- Jack, Q. m'gra), et lavt Træ med meget mørkegrønne, under- 
neden sortbrune Blade. Kvæget og de hyppige Markbrande bidrage paa mange Steder til 
at holde den i en forkrøblet Tilstand. I de sydlige Dele af den atlantiske Slette, i Caro- 
lina og Georgien, træder Finu3 australis istedetfor P. tnopa, og de nysnævnte Ege erstattes 
af Quercus Calesbcei, et lavt Træ, hvis Stamme 2 — 3 Fod over Jorden deler sig i lange 
bugtede Grene. Den tager af alle Ege tiltakke med den magreste Bund. Her forekommer 
ogsaa i smaa Grupper Q. cinerea med en tynd Stamme og smalle helrandede Blade. I 
fugtig Bund voxer Pil-Egen (Q. Phellos) med Blade som Purpur- Pilen og langs med Flo- 
derne Q. aquatica. 

De blandede Cupuliferers eller Kristtorn- Egens Gebet. 
[QuercuSf Erythrobalanus, Htmocarpæa et pi. al.). 

Dette Gebet indbefatter Øvre-Californien og Oregon en Landstrækning, der er 
lige afvigende fra de tilstødende Dele af Amerika i Klima, som i Plantevæxt**). Her 



•) Lyell: TrawclB clc. 

••) Medens Columbia-Floden danner Nordgrændsen for delte Gcbél, ligger Sydgrændsen ved San Diego 
paa 33°. 



141 



471 



hersker hele Aaret en meget ensformig, men i Korhold til IJredegraden lav Temperatur. I 
San Francisco er Middelvarmen af hele Aaret kun 10,1 " R af den koldeste Maaned (Januar) 
8" 11., og af den varmeste Maaned — der her, mærkeligt nok, er September, fordi del 
tiigrændsende Hav er noget koldere om Sommeren end om Vinteren — 11,6° I\. Cali- 
fornien er fremdeles den eneste Del af Nordamerika, som har en »subtropisk Vinterregntid" 
ligesom de canariske Øer og Middelhavslandene, eller hvor Regnen indtræffer om Vinteren, 
men Regnmængden aftager meget betydelig fra den nordlige til den sydlige Del af Gebetet. 
Medens der nemlig i den nordlige Del falder 68 Tommer om Aaret, er den aarlige Regn- 
mængde i den midterste Del kun 23 Tommer, og den sydlige har et saa tort Klima, at 
Dyrkning kun finder Sted, hvor Overrisling anvendes. Da Temperaturen er saa ensformig 
hele Aaret, er det Fugtighedens Fordeling, som bestemmer Plantevæxtens Hviletid, og denne 
er her, ligesom i de tropiske Lande, Sommeren eller Tørtiden. 

Californien afgiver et mærkeligt Exempel paa, at en høi Bjergkjæde (Sierra Nevada) 
kan danne et ligesaa skarpt plantegeografisk Grændseskjel som et mellemliggende Hav; thi 
Plantevæxten er her ligesaa eiendommelig, som om Californien var en fra Fastlandet langt 
fjernet 0. Her findes nemlig ikke alene gjennemgaaende andre Arter, end de som voxe i 
de østlige nordamerikanske Stater, men en stor Mængde egne Slægter, og desuden mangle 
her ganske de i Øststaterne mest dominerende Planteformer. Paa den anden Side slutter 
den californiske Flora sig nøie til den japanesiske, hvilkel sees af de mange hinanden re- 
præsenterede Arter i de tre Plantegebeter, af hvilke her skulle udhæves nogle, navnlig blandt 
de træagtige Planter: 



Japan. 
Gladrastis Amurensis*) (Maackia), 
Frangula crenata, 
Euonymus Hamiltonianus, 
Æsculus turbinata, 
Acer Japonicuni, 

— pictum 
Negundo aceroides, 
Philadelphus coronarius, 
Cornus sangvinea 
Azalea Japonica, 
Styrax Jajwmca, 
Betula Bhoypaltra, 



Californien. 

Californica, 
occidentalis, 
Californica, 
circinatum, 



acerc 

Lewisii, 

Californica, 

occidentalis, 

Californica, 

occidentalis, 



Nordam. 's ostl. Stater. 
lutea, 

Caroliniana, 
atropurpureus. 
glabra. 

saccharinum. 

aceroides, 

inodorus. 

sericea. 

calendulacea. 

platanifolia. 

papyracea. 



*) Kun kjendt fra Amurlandet. 



472 



142 



Jnpan. 
Mtjri'ca rubra, 
T/itn'a ort'entalis, 
Junipcrus Chinensis, 
Taxus cusptdata, 
Torreya nucifera, 
Larix leptolepis, 
Pinus (Pinaster) densiflora, 
— [Tæda] Bungeana, 



Californien. Nordam.'s osll. Stater. 

VcUifomica, cerifera. 

gigantea, occidentalts. 

occidenlalis. Virgintana. 

brertfolia, baccala v. Cariadensis. 

Caltform'co, taxifolia. 

occidenlalis, pendula (Americana). 

contorla, resinosa. 

ponderosa, rigida. 



Ulandl de mange Slægter, som ere elendommelige for Californien eller særlig 
karakteristiske, skulle her nævnes de vigtigste. 

Ranunculaceoe: Crossosoma (PI. BIgel. T. 1), danner ved sine perigyne StHvdragere Over- 
gang mellem denne Familie og Posaceæ, mellem Pæoniaceæ og Spirceaceæ. 

IJelphinium optræder her i mange og udmærkede Arter (cardinale, coccineum, azureum). 

Capparideæ: Oxystylis, danner Overgang til Cruciferæ. 

Papaveracece: Arclomecon, Dendromecon, Esclisc/ioltzia; af den for Californien egne 2Vt- 
bus Platystemonea. med adskilte Ar: Platysiemon, Platysligma, Romneya. 

Slerculiacece : Fremonlia (l'l. Frem. T. 2), nærmest Chirostemon. 

Anacardiaceæ : Slyphonia, nærmest Rhus, 

Leguminosæ: Ilosachia med 25 Arter, nærmest Lotus. 

Rosaceæ [Potentilleæ), Coleogyne, C/iamaebatia, Cercocarpus, Cowania. 

Oenothereæ: Gayophytum Nuttallii; en anden Art fra Chili. 

Fpiladelphiæ : Whipylea (PI. Bigel. t. 7), Carpenteria (PI. Frem t. 7). 

Compositæ: De fleste Arter henhøre til egne Slægter af llelenieernes Gruppe: Aciiuolepis, 
Babia, Chænactis, Burrielia, Bahia, Callichroa , Lasthenia; navnlifj er hele Under- 
afdelingen Madieæ med Slægterne Madaria, Hemigonia, Tallatia, Harlmannia, Mcida- 
roglosaa, Calycadenia indskrænket til (yuiiluriiien med Undtagelse af den chileniske 
Madia sativa. 

Campanulaceæ : Heiérocodon, Desmicodon, Qithopsis. 

Monotropeæ : Sarcodes. 

liorragineæ: AmsincJda, den eneste Slægt af (li'riiic raiiiilic nu'd ilclle Uimblade; furudeu 
o cailorniske Arter 1 i iMexico og I i Cliili. 

Labiatæ: Monardella. 

Personatæ. Orihocarpua, 1 Art i Chili. Diplacus og Mimulus ere herskende, men lliuies 
ogsaa andre Steder. 

Hydrophyllece : Nemophila, IVhillatoia, Miltigia, Emmenanthe; men foruden disse til Ca- 



143 473 

lifornien indskrænkede Slægter forekomme ogsaa de fleste Arter af Eutoca, Nemopliila 

o. a. her, saa at af Familiens c. 50 Arter •''a ere californiske. 
Polemoniacece : Collomia, Navarretia og navnlig den artrige Slægt Oilia tilhøre næsten 

udelukkende Californien, medens Phlox væsentlig er indskrænket til Øst-Staterne. 
Polygoneæ: Nemncaulis, Mucronea, Centrostegia, Fleroategia, Eriogommi o: alle Slægterne 

af Underfamilien Eriogoneæ, udmærket ved et Blomsterne omsluttende sambladet Svob, 

tilhore dette Gebet; kun nogle af Eriogonum-S\æ§,\.tns 80 Arter forekomme udenfor 

samme. 
Coniferæ: Sequoia {sempervirens, gigantea), Callilropsis (Nutkaensis), af Slægten Abies en 

egen Underslægt Pseudalies Ørst. (Douglasii) og af Pinus Sect. Tæda en egen lille 

Gruppe Arier med skæve Fvogler [insignis, muricata, radiata, tubercidata, Bentliamiana). 

Ikke mindre eiendommeligt for den californiske Flora er det, at her ganske mangler 
de Planter, som især giver de østlige Staters Plantevæxt dens særegne Karakter; saa- 
ledes navnlig alle Valnødarterne, alle Magnoliaceer, de store Træer af Bælleplanternes 
Familie (Eohinia, GlediiscMa), Tilia, Ulnius , Fagus, Hydrangea og næsten ganske de i 
Øststaterne fremherskende Slægter Aster og Solidago. Cupulifererne spille her en frem- 
herskende Rolle fra Lavlandet indtil en Høide af 4 — oOOO Fod. Her forekommer i det Hele 
16 Arier, som ere fordelte paa følgende Maade mellem Slægterne og Underslægterne*): 

Quercus {Lepidobalanus , Eulepidobalanus § Lohatæ) Garryana Hook. 

— — — — Douglasii Hook. 

— — — — Gambellii Nult. 

— — — — Neæi Liebm. 

— — — — Jahobi R. Brown Campst. 

— — — — Østediana R. Brown Campst. 

— — — — lobata Nee. 
Quercus {Leptdobalanns, Prinus § versiformes) oblongifolia Torr. 

— ( — — § serroides) Sadleriana R. Brown Campst. 
Quercus (Lepidobalanus, Ilex) chrysolepis Liebm. 

— ( — — ) pungens Liebm. 

— ( — — ) berberidifolia Liebm. 

Quercus [P/rythrobalanus, Eierythobalamis) Sonomensis Benth. 



*) Der linyUer sig endnu mange Tvivl til den rette Begrændning af de californisl<e Ciipulifcrer, navnlig 
ligene. Q. Jacohi og Ørstediana ere endnu meget tvivlsomme Arter og Kelloggil Newli. (Rep. 
Explor. and Survejs. Vol. VI, Part. III, p. 28) er upppe forskjellig fra Q. Sonomensis. 



174 1^4 

Quemi.i [Erythrobalanua, Stenocarpæa) agrifolia Nee. 
Castanea {Castanojisis] chnjsophylla Hook. 
Pasnnta (Eupasania) deitst'flora (Hook. el Arn.). 

Det inesl ciendommeliKe ved Cupuliferernes Optræden her besiaaer den, al kun 
faa Arter liore til de ellers i Amerika herskende Slægter, L'nderslæfiter eller Afdelinger af 
disse, medens de fleste have dere.« nærmest beslægtede i den gamle Verden, naveiig Asien. 
Iler findes saaledes knn to Arter af Underslæglen En/throbalanus , og af disse horer den 
ene til en for Californien egen Afdeling [Stenocarpæa), som har habituel Lighed med Ar- 
lerne af //ca;-Grnppen , der har sit Maximum i det tilstødende nymexikanske Gebet, og 
hvoraf ogsaa her forekommer tre Arter. Alle de andre Arter slutte sig navnlig deis til 
rent asiatiske, og især nslasiatiske, Typer som Pasam'a og Castanopsis , dels til de i den 
tempererede Del af den gamle Verden herskende Arter af Underslægten Eulepidobalanus. 
Den i den seneste Tid af \\. Brown Campsl. beskrevne Q. Sadleriana har ogsaa herved 
en særegen Interesse, at den ganske savner beslægtede Arier i Amerika, 'men slutter sig 
nøie til Q. Griffilhii og andre Arter, som danne en for Uimålaja og Østasien eiendommelig 
lille Gruppe af Lepidobalaner med savtakkede Ulade. 

Der slaaer endnu tilbage at betragte Cupuliferernes Udbredning i de forskjellige 
Dele af Gebetet og i de forskjellige Regioner, samt deres Forhold lil den øvrige Plante- 
væxt. 

Den Del af Californien, som her kommer i Betragtning, bestaaer som bekjendt af 
en lavere, 2 — 3000 Pod høi Kystkjæde, den høie Nevada-Kjæde , hvor enkelte Toppe hæve 
sig til 13 — 1600 Fod og de to store mellem disse Bjergkjæder indesluttede Dale eller Høi- 
sletler, Sacramento- og Joachim- Dalen. Kystkjæden er næsten i hele Strækningen fra San 
Francisco til Mundingen af Columbia bedækket med en sammenhængende Skov. Tmiddel- 
barl Nord for San Francisco bestaaer Skoven næsten udelukkende af "Rodved" [Sequoia 
sempervirens), navnlig i de Dele, som aabne sig ud mod Kysten. Længere mod Nord bliver 
delte Træ endnu hyppigere, og ved Crescent City danner Rødved i Forbindelse med Sukker- 
Fyr {Pinus Lanihertiana) og Gul-Fyr (P. ponderosa) en af de mest imponerende Skove, 
man kan lænke sig, med 2—300 Fod høie Træer, hvis Stammer ofte ere 12— i 3 Fod i 
Tværmaal og med Underskov af Ceanothus thyrsifiorus , C. rigidus, og den buskformige 
Lupimi3 viacrocarpus. Ilenimod '42° har Sequoia sin Nordgrændse, og den afløses af 
Thuia gigantea, Abiea Douglasii og Picea Memiesii, alle gigantiske Træer, som danne 
tætte Skove med Underskov af Rhododendron maximum, Ceanothus lelutinus, Rubus spec- 
tabilis, Gaultheria shallon. Berberis pinnata paa Kyslbjergene fra l'ort Oxford lil Columbia. 
Den eneste Eg som angives fra Kystkjæden er Q. Garnjana, der voxer i Grupper eller 
spredte Træer i Dalene langs med de smaa Floder, som løbe ud i Havel. 



145 475 

I Sacramento-Dalen har Plantevæxten en ganske anden Karakter som Folge af det 
tørre Klima. Her falder nemlig fra Mai til November næsten ikke en Draabe Regn , og 
da visne alle urteagtige Planter. Skoven er indskrænket til et Bælte langs med Sacra- 
mento-Floden og bestaaer fornemmelig af Quercus lohata, som her opnaacr sin største 
Skjønhed, Q. Garryana, Q. agrifoUa, Oreodaphne Californica, Fraxinus latifolia og Ore- 
gona, Platanus racemosa, Vitis Californica, Salix Hindsiana og den buskformede Æsculus 
Californica. Baade i Sacramento- og Joaquin-Dalen samt paa de Dele af Kystbjergene, 
som ikke ere skovklædte, er den vilde Havre (Avena fatua , Flyve-Havre), der ogsaa i 
Danmark forekommer som Ukrud i Vaarsæden, og som antages oprindelig at være indført 
i Californien, saa almindelig udbredt, at den mange Steder væsentlig bidrager til at 
bestemme Landskabets Karakter*). Den indtager nemlig udelukkende Bunden og voxer 
saa tæt, som om den var saaet. Høiene og Bakkerne om San Francisco og San Pabbo- 
Bugten ere for en væsentlig Del dækkede med denne Græsart, og kun i Dalene Ondes Træ- 
væxt, fornemmelig bestaaende af Quercus agrifolia, der i sin Habitus minder om Æbletræer. 
Disse Lunde give saaledes i Forbindelse med Markerne af vild Havre Landet her Udseende 
af at være dyrket. — Paa begge Sider af Sacramento-Dalen danner et bølget Land Over- 
gang til de indesluttende Bjergkjæder. Klimaet er her ikke saa tørt som i Dalen, og 
Plantevæxten har en eiendommelig parklignende Karakter, hvis Skjønhed prises af califor- 
niske Reisende. Trægrupperne, som her vexle med de med vild Havre overvoxede Partier, 
bestaa fornemmelig af Quercus lobata, der i Væxt minder om vor Eg, og som uden Tvivl 
er Californiens smukkeste, almindeligste og nyttigste Egeart, og af Pinus Sahiniana (»nut 
pine«), der i' Væxt er forskjellig fra de fleste Fyrrearter, da Stammen hurtig deler sig i 
vidtudbredte Grene, og som har hovedstore Kogler med krogformede Kogleskæl. Begge 
disse Træer have her en særegen Betydning ved deres spiselige Frø, som udgjøre en væ- 
sentlig Del af Indianernes Vinterforraad. I denne Høide er det ogsaa, at Pasania densiflora 
især forekommer, men den synes at have sin største Udbredning Syd for San Francisco. 

Den vestlige Skraaning af Nevada-Kjæden og dennes Fortsættelse i Oregon som Cas- 
cade-Bjergene, hvis høieste Toppe rage langt op i den evige Snees Region, modtager i 
rigelig Mængde den fra Sydhavet hidførte Fugtigbed og er derfor ogsaa næsten overall 
dækket med tætte Skove, hvor Naaletræerne ere aldeles overveiende, medens Egene ere 
indskrænkede til den laveste Region. Skovene bestaa indtil henved 3000 Fod fornemmelig 
af Quercus lobata, Garryana, agrifolia, clirysolepsis og Pasania densiflora, men store Stræk- 
ninger ere bedækkede med Krat dannede af Ceanothus, Purshia, Spiræa, Amelanchier, Fre- 
montia, Prunus suhcordata og Arctostaphylos glauca (»Manzanita«), en stedsegrøn 6 — 8 Fod 



*) Flyre-Havren er i visse Egne af Norge bleven et hoist besværligt Ukrud (Schiibeler: Die Cultur- 
pflanzen Nordwegens, p. -16). 

lensk. Selsk. Skr, 5 Rækhe, nalurvideask. og mmhem. Afd. 9 B. VI. 60 



476 146 

hni Busk. Allerede i cii Iluide af 3— 4000 Fod bcslaaer Skoven mange Steder væsenllig af 
Naalelra-er med eiikclle indblandede Ege [Q. Kelloygii). De Naaielræer, som oæslen overall 
paa Nevada-Kjædens vesllige Skraaning danne tætte Skove , der paa nogle Steder næsten 
naa op til den evijie Sne, ere navnli;^ l'iuus (Tæda) ponderosa, P. iStrobus) Lambertiana, 
Picea grandis og Libocedrus decurrens, alle ma'glige Træer, hvis Stammer ofte have 6—10 
Fod i Tværmaal. Det er især F. ponderosa og Abies grandis, som ere overveiende og ofte 
danne rene Uevoxninger, medens 1'. Lambertiana kun forekommer i spredte Exemplarer, 
der som umaadelige Kæmper rage frem — underliden til en Høide af 300 Fod — over de 
andre Træer. I disse Skove sees overall liubus Nul/canus, Symphoricarpus og Ceanothua 
proslratus *). 

Stenegenes Gebet. 
{Quercus, Lepidohalanus, Ilex). 

Dette Gebet indbefatter den nordlige Del af Mexico eg Florida. Dels nordostlige 
og nordlige Grændse belegnes ved det Iløidedrag i Texas, som danner Vandskjellel mellem 
Floderne Urazos og Colorado, og ved en Linie, som drages fra Santa Fé til Mundingen af 
Floden Gila, og Vendekredsen angiver Sydgrændsen. — Denne Del af Mexico udmærker 
sig i sine fysisk-geograliske Forhold derved, at Andeskjæden her er afbrudt, saa at her 
findes et 6000 Fod bøit til begge Sider jævnt affaldende Høilund, et Forhold, som forst 
blev opdaget, da Oberst Cooker under Nordamerikas Ivrig med Mexico forle en Troppe- 
afdeling fra Rio grande Dalen til Sonora, og som har stor Indflydelse paa Planlernes For- 
deling. IJer mangler nemlig den Forskjel i Planternes Karakter, som ellers i Amerika gjor 
sig gjældende mellem den ved en lioi Bjergkjæde adskilte østlige og vesllige Skraaning; 
Klimaet er overordentlig tort; Himlen er saa godt som hele Aaret klar og skyfri, og kun 
fra Juli til Oktober falde enkelte Regnbyger; i Yuma er deu aarlige Regnmængde kun 3,2, 
i Filmore 9,2 og ved El Paso 11,2 Tommer. 



•) Vi have ikke endnu nogen fuldstændig Fortegnelse over Californiens Planter. De forstc Planter 
herfra skyldes botanikere, som ledsagede Verdensomseilerc; saaledes Louis Nec og Hinds (The 
Uotany of the Voyage af II. M. S. Sulpliur, iS^-i). Douglas var den første, som opholdt sig 
her i længere Tid og sendte en stor Miciigde Planter og Kro til Europa. Det forstc Kjcadskab til 
Californiens fysisk-gcograllske Forhold skvlde,« Frcmoiit (Report of the exploring e,\pcdition to 
the Itocky Mounthains, \MU. Geographical Mcnioir npon IJpper Callfornia, 1848). 1 don senere 
Tid er Californien bleven botanisk undersogt af Lobb, Murray, Higelov, N'ewberry, U. Urowu. 
(Torrey: Plantæ Fremoii tianæ : saniiue Plantæ Blgeloviana;. Exploralions and surveys 
for a railroad roulc from Mississippi river to the pacillc Ocean, Vol. VI. Heri: Geographical botany 
and descriptlon uf the forest Irecs of Northern Callfornia and Uregon by Ncwberry). 



147 477 

En kliniiitisk Eieiidommeliglied for dette Moiland er det ogsaa, al Varmen paa 
Grund af den stærke Insolatioii er større i en Eløide af 4000 Tod end ved Kysten. I Fil- 
more paa 32° og i en iløide af 4000 Fod er Mlddellemperaturen saaledes af Juli 23° R. 
og af hele Aaret 14° R., men i San Diego paa samme Brede ved Kysten af det stille Uav 
18° af Juli og 13 af hele Aaret*). Paa Grund af det tørre og varme Klima kan her næsten 
ingen Dyrkning Qnde Sted uden i Nærheden af Floderne, hvor der kan foretages kunstig 
Vanding. 

Disse særegne klimatiske Forhold have paatrykt hele I'lantevæxten et høist eien- 
dommeligt ensformigt Præg, der fremkaldes ved en Hæmning af Vegetationsorganerne, saa 
at der i Grenenes og Bladenes Sted ofte træde Torne. Stivhed, Rigdom paa Torne, 
Bladløshed og en graa eller graagrøn Farve ere gjennemgaaende Træk hos de herskende 
Planter. Det er Cactusplanternes egentlige Hjem. De danne enten som høie Træer skygge- 
løse Skove — Cereus gigantens opnaaer en Høide af 60 — 80 Fod — eller de dække Jorden 
som lave Buske og danne de uigjennemtrængelige »Cardonales«. 

Andre Steder er det de stive Lilietræer af Slægterne Yucca, Agave og Foucroya, 
som ere herskende eller de cactuslignende Fouquierer**). Af alle Planter er det dog især 
det tornede Mezqui tetræ, Algarobia glandidosa, som spiller den vigtigste Rolle i dette 
Gebet, og det har paa mange Steder — saaledes i Texas og i Giladalen — udelukkende 
tiiget Bunden i Besiddelse og danner udstrakte Mezquitekrat***). Mezquitens saftige Bælle, 
der i Smag har Lighed med Æbler, afgive et vigtigt Næringsmiddel baade for Mennesker 
og Kreaturer, og Vedet er disse Egnes eneste Brændsel. 

Den store Rigdom paa Ege, som udmærker baade Nordamerikas Skove og Mexikos 
Bjergregioner, er der her ikke Spor af, og de faa Arter, som findes her, svare i deres Ha- 
bitus til den øvrige Plantevæxt. Det er sniaa forkrøblede Træer eller Buske med smaa 
tornede eller stive læderagtige graa Blade, henhørende til Sect. Ilex, Underslægten Lepido- 
balatius (berberidifolia, pungens, hastata, grtsea\i). 



*) Dowe. Klimatologische Beitråge, p. 42. 
**) Wislizenus: Memoir, p. 98. Em o ry: Notes, t. R. 
***) Paa nogle Steder erstattes Mezquiten af Zjgopliylleen Larrea mexicana, der udbreder en liæsllg 
Kreosotlugt og derfor betegnes som Kreosolbusken (»Jodeodondo"). Alter paa andre Steder fore- 
kommer , et Krat ("Charparral"), der bcslaaer af tornede Buske, lienhoiende til forskjellige Familier: 
Bhamneer, Ceiastrineer, Koeberlinia, Euphorbiaceer, Mimoser, Zjgophylleer, Qreggia o. fl. 
t) Plantæ Thurberianæ (Mem. of the Arner. Acad. N. S. V. 5, iShi). — Plantæ Wrightianæ (Smilhson. 
Contribut. V. 3, 1852). — Emory: Notes of a miUtary Reconnessance etc, 1848). — Engelmann: 
On the character of the vegetation of South Western Texas (Proced. of Amer. Assos., 1851). — 
Plantæ Fendlerianæ, Xovi-IIIexicanæ (Mem. of the Amer. Acad., 1S4S). — Wislizenus: Memoir of 
a tour to Northern Mexico, -with a botanical appendix by Engelmann, 1848. — Lindheimer: 
Pflanzengeogr. Uebersicht von Texas (Wiegmanns Archiv, 1S4G). 

60* 



478 148 

I'aa Florida, der beslaaer af el fladt, kun lidt over Havel hævet Lavland, henhorende 
til en nyore Kalkdannelse, rig paa underjordiske Huler (»Sink-holes«), danner paa mange 
Steder ved Kyslen Yucca gloriosa tælle Hegn, medens i den største Del af Landel 
rinus auslralia og Quercus virens udpjore den virsenlligste Uestanddel af Planlevæxlcn*). 
Denne Egeart udmærker sig M.iudl Stenegene ved sin anselige Va-xt og leverer el fortrin- 
ligt GavntomuuT. Den erstattes i den tropiske Del af Mexicos østlige Skraaning af Q. 
oleot'des, der iftdge Liebmaiin forekommer i Savanner nær Østkysten i smaa Grupper, 
bedækkede med Orcliideer, Tillandsier og andre llalvsnyltere, og i Centralamerika af Q. 
retusa. 

De storfruglede Eges Gebet. 
(Quercus subg.: Macrobalanus, Eurythrobalanus et Lepidobalani Secl. Prinus). 

Dette Gebet indbefatter Mexico og Centralamerika. I Mexico optræde Egene med 
storre Formrigdom end noget andet Sted paa Jorden, dog kun i en vis Høide over Bavet, 
nemlig fra 3—8000 Fod. Allerede i Centralamerika aftager Ariernes Antal betydeligt. I 
Ny-Granada forekomme kun 4 Arter, og mellem 4° og 2° n. Br. høre Egene ganske op. 
Cupulifererne ere i delle Gebél indskrænkede til visse Afdelinger af Egeslæglen, medens 
Kastanie- og Bøgegruppen ikke have en eneste Repræsentant, og ligeledes mangle her af 
Egene foruden den asiatiske Slægt Cydolalanopsis alle Arter af Underslægten Cerris og af 
Lepidobalanus Secl. Eulepidobolanus. De herfra bekjendle Arters Fordeling blandt Under- 
slægter og Sectioner er følgende : 

Quercus^ Macrobalanus 10 Arter 

— , Erythrobalanus 50 — 

— , Lepidobalanus Sect. Prinus 20 — 

— , — — Ilex 2 — 

Det hele Antal Ege i dette Gebet udgjør saaledes 82, men naar man seer hen til, 
at der ved hver Expedition opdages nye Arter, kan det Antal, som her findes, neppe 
anslaaes til mindre end 100. De fleste høre til Underslægten Erythrobalanus, som her 
har sil Maximum. Underslægten Macrobalanus, udmærket ved sine store Blade og Frugter 
og sine ulige store Kimblade, er eiendommelig for dette Gebet. 

Mexico beslaaer som bekjendt af et indre Høiland, af en østlig og vestlig Skraaning 
og af de over Hoilandet fremragende Bjergkjæder eller mere isolerede Bjergtoppe. Hoi- 
landel beslaaer af mange ved omsluttende Bjergkjæder fra hinanden adskilte Sletter, som 

*) Derghaus's Annalen, V. 12, p. 336. — Itartrum: Travcis in the interior part of N'ortli-Amcrica, 
)79I. 



149 479 

ligge i en Hoide af 4 — 7000 Fod, og af hvilke de fleste, som deres horizoiitale liiind viser, 
tidligere have været indtagne af Søer. Her hersker et meget tort Klima , og her have 
Cactusplanterne og Agaverne deres egentlige Hjem, medens de omgivende Djerge ere be- 
voxede med Ege og Naaletræer. Paa de to Skraaninger hersker der indtil en Hoide at 
3 — 4000 Fod et tropisk Klima, men Plantevæxten har dog en meget forskjellig Karakter. 
Paa den vestlige Skraaning falder der nemlig den halve Del af Aaret (om Vinteren) ikke en 
Draabe Regn, og Skovens Træer staa for en stor Del bladløse; her hersker Catinga-Skovene. 
Paa den estlige Skraaning derimod falder der en 'større Regnmængde, og denne er mere 
ligelig fordelt over den største Del af Aaret. Her staaer den tropiske Urskov grøn hele 
Aaret og udfolder sin eiendommelige Yppighed og Mangfoldighed, sin Rigdom paa Slyng- 
planter og Halvsnyltere. Hvor Bjergene hæve sig til en betydelig Høide og saaledes navnlig 
paa Orizaba, der henhører til de bedst undersøgte Bjerge i Mexico, forekommer der føl- 
gende Plantebælter. I en Høide af 3—4000 Fod begynde de tropiske Planteformer Palmer, 
Scitamineer, Aroideer o. I. at blive sjeldnere, og Egene, af hvilke nogle (som Q. ■polymorpha 
og iomentosa) allerede vise sig paa 2000 Fod og en enkelt Art (Q. oleoides) endog nær 
Kysten, tage til i Antal og Størrelse, og de vedblive nu at høre til de herskende Træer 
indtil 6 — 7000 Fod, hvor de afløses af Naaletræerne, der forsvinde ved 11,000 Fod. Fjeld- 
væxternes Bælte, hvor buskagtige Kurvblomster {Steria), Spiræer, Alchemiller, Græsser og 
Lavarter hore til de almindeligste Planter, naaer op til 14000 Fod. 

Vort Kjendskab til Egenes Udbredning i de forskjellige Høider af Orizaba skyldes 
navnlig Liebmanns Undersøgelser*). Egene danne allerede paa 3000 Fod tætte Skove, 
saa at denne Hoide maa betragtes som Egeregionens nedre Grændse. Her hersker et 
varmt — den aarlige Middeltemperatur er 17° C. — og fugtigt Klima, og Skoven udfolder 
endnu en tropisk Yppighed ved en Sværm af Halvsnyltere, der smykke Træernes Grene: 
Klatrende Aroideer (Philodendrum), store Tuer af prægtigblomstrende Orchideer [Lælia, Stan- 
hopea, Epidendrum o. m. fl.), brogede Bromeliaceer, Bregner og smaa Peberarter {Pepe- 
romta), og i Egenes Skygge voxe endnu Rørpalmer {Chamædorea). Mange træagtige Slyng- 
planter {Banisteria, Paulinia, Serjania, vilde Vinranker) forbinde Træstammerne og zirlige 
Bambusarter [Arundinaria] pryde med deres lette Buer Egeskovens Rande. De herskende 
Egearter her ere: Jalapa-Egen (Q. Jalapensis) , en af Mexicos anseligste Egearter med 
glatte tandede Blade, Poppel-Egen (Q. caloplii/lla), et colossaltTræ med store paa Under- 
siden hvidlaadne Blade, Ghiesbrech ts-Eg (Q. Ghiesbreclitii)^ et meget smukt Træ med glatte 
helrandede Blade, den uanselige Q. polymorpha og en Form af Q. Castanea med helran- 
dede Blade. Paa en Høide af 4 — oOOO Fod, hvor Byen Jalapa, siden Humboldts Reise 
bekjendt for sit herlige Klima og sin skjønne Plantevæxt, ligger, findes de gunstigste Be- 



*) Scliouw: Dansk Tidsskrift, 5te Bind, p. 224. 



480 150 

lingelspr for Kgens IJiiviklinp, »her opnaanr dpiiiie Slægl sil iNTaximtim i Mexico«. Foruden 
de llesle af de i den liivcre Kcgion foreJtommendu Kitearler fremtræde her en Del Arter, 
udmaTkede ved deres Frugters og Blades Størrelse (af Underslægten Macrobalanus) , som 
Slorfrupt-Egen {Q. tnsi'gnis), hvis IMade lif;nc Kastaniens, og hvis Skaal bliver 8 Tommer 
i Omkreds og Nodden 2 Tommer i Tværmaal, Q. Galeottii og Q. slrombocarpa, og desuden 
den laurbærbladede Kg (Q. nectandræfolia) , den helrandcde Form af Glands-Egen 
{Q. nitens v. ocotcrfolia) og Sarlorius's Kg {Q. Snrtorii)*]. — Ihvorvel Skoven i delte 
|{:i'llr hele Aaret væsentlig bevarer sammi; Karakter, er her dog en ganske kort Vinter- 
og Foraarstid. Naar heftige Nordenvinde have blæsl i December til Februar, slaa Egene 
en \\ Dages Tid saa godt som bladluse; dernæst følger Hlomstringen, under hvilken Fge- 
skoven antager el guldgult Skjær af utallige Rakler, og 8 Dage senere komme de nye Blade 
frem. Mellem 6—7000 Fod begynde Egene at afluses af Naalelræerne; her voxer Q. lan- 
ceolata, flavida og Serra, og endnu hoiere (mellem S— 10,000 Fod| forekomme Q. spicata, 
reliculala, chrysophylla, jioccosa og Orizabæ. 

Af Egene, som voxe i det indre lloiland, paa de Hoislelterue adskdiendc Bjerg- 
kjæder, har Liebmann givet os følgende Skildring (1. c. p. 230): »Egene ere her næsten 
alle lave og forvoxede, ofte ikkun buskaglige. De danne ikke tætte Skove, men staa i 
Grupper paa de sleile Bjergsider. Mange af Arterne have store læderagtige, ofte rynkede, 
laadne Blade og smaa Frugier. De fremherske i Hoider fra 6000 lil 8500 Fod. De gjore 
langtfra ikke del behagelige Indtryk, som den østlige Cordilleres Ege, ihi deres svage kro- 
gede Stammer, faa uregelmæssige udspærrede Grene, stive blygraa Blade give dem et sør- 
geligt Udseende, hvilkel endnu forhøies ved de Masser af den nedhængende askegraa 
Tillandsia usneoidea, der ofte næsten ganske indhylle Egene«. De fleste her forekommende 
Arter hore til lo Afdelinger, den ene af Lnderslægten Lepidobalanus , nemlig Prinun § 
genumæ , den anden af Underslæglen Enjthrobalanus , nemlig Pitnoides, som væsentlig 
slemme overens i Bladene, der ere læderagtige, filtede, graalige og i Begelen brede, saa- 
som Q. læta, tomentosa, Hartwegii, macrophylla, reticulata, spicata, glaucoides (7 — 9000 Fod 
paa Cerro S. Felipe), glabrescens, microphylla og ligeledes crassifolia, hvis Blade Indianerne 
i de Egne, hvor Cochenilleavlen undtagelsesvis finder Sted i større Bjerghoider (8 — 9000 Fod), 
hæfte som beskyllende Tag over liver enkelt lille Cocchcniliccoloni paa Opuntiernes Grene; 
desuden sct/to/thijUa, Castanea, lanigera (7 — 9000 Fod). Af de mere glalbladedo Krylhroba- 
laner forekomme her: acutifolia, lanceolata, lingræfolia og depressa. Fh re af disse Arier 
gaa i)aa de luiie Bjergloppe (Sempoaltepec, Pelado, Cumbre de Ocote) op lil 10 — 11,000 
Fod, uieu her blive de kun lave forkroldcile Buske, saaledes isiur Q. depressa. — Den 



Opkaldt af Liebmann cflcr C. Sartorius , paa livis i denne Itegion beliggende Landeiendnm 
Licbmnnn nnd meget CJa'Stcveiisliab. Sartorius linr IKSS udgivet •Landschaftsbiidrr nnd 
SliliiPii au8 dem Volkelcbrn In .Mcxljio- med prægtige Slaalslik efter Tegninger af ilugendag. 



151 481 

vestlige Skraaning af Mexico sænker sig mere terrasseformigt ead den nstlige, og lier er 
navnlig tre Hovedterrasser, som ere adskilte Ira hinanden ved liøie (Jjergkjæder. Plante- 
væxten savner her paa Grund af det tørre Klima den Yppighed, som udmærker Østsiden. 
Tornede Acacier, Terebinthaceer (Copaltræer) og nogle Palmer ere de herskende Plante- 
former i de lyse Skove og Krat, og mange Steder kan Dyrkning kun finde Sted ved kunstig 
Vanding. Paa Reisen fra det Indre til Kysten kommer man ofte i Lobet af samme Dag 
flere Gange fra Sletternes og Dalenes Palmer og Hanener op over de med Ege og Naale- 
træer bevoxede Bjerge. Men her savnes ogsaa paa Bjergene den fornodne Fugtighed, for 
at Egene kunne optræde i større Formrigdom og Yppighed. Det er derfor kun faa Arter, 
man kjender herfra — lad være, al dette tildels hidrører fra, at denne Del af Landet er 
mindre godt undersøgt — og de fleste af dem ere uanselige Træer med stive graalige 
Blade. Liebmann nævner følgende Arter fra den vestlige Cordillere: Q.læta, pohjmorpha, 
laxa, glaucescens, inacrophylla , candicans , fulva , cuneifulia, mcdinervis, nifida, salicifolia, 
aristala. 

Undersøges Arternes Udbredning, idet man gaaer fra Nord imod Syd, viser det sig, 
at medens nogle forekomme almindeligt gjennem en stor Del af Gebetet, saaledes fra Nord- 
grændsen iudtil ned igjennem den nordlige Del af Centralamerika, som Q. aculifolia, crassi- 
folia, Castatiea, elliptica^ tomentosa, vil dog for hver 3die — 4de Bredegrad, man kommer 
længere mod Syd, Hovedsummen af Arterne være forskjellige, og fremdeles vil det vise sig, 
at Arternes Antal tiltager betydeligt indtil mellem den 20de og 16° n. Br., hvor de have deres 
Maximum, medens de atter længere mod Syd ere hurtig aftagende, saa at denne Slægt, som 
i Mexico spiller en saa fremragende Rolle, i Centralamerika fra den 14de til 13de Bredegrad 
er indskrænket til faa Arter, der alene forekomme i de høiere Bjergregioner. — Til Kund- 
skab om Plantevæxten i den nordlige Del af Gebetet har Seemann givet et Bidrag; han 
hai nemlig undersøgt Vest-Mexico mellem Mazatlan og Durango og mellem denne By og 
Tepic*). I Lavlandet hører Hæmatoxijlon Campechianum til de herskende Træer. I en 
Høide af 4000 Fod er den for Vestsiden karakteristiske Torhed i Klima og Ensformighed i 
Plantevæxt forsvunden, og her forekommer en Blanding af den tropiske og den tempererede 
Zones Planteformer. Acacier voxe sammen med Ege og Fyr og herunder Alstroemerier og 
Lobelier. I en Høide af 6000 Fod paa Cordilleren, som her kaldes Sierra del Madre, udgjøre 
Ege og Naaletræer den største Del af Plantevæxten, og først paa 8000 Fod forsvinde Egene 
ganske, og Fyrren danner rene Bevoxninger. Seemann samlede her 13 Egearler, af hvilke 
de 9**) hidtil kun ere fundne i denne Del af Landet, medens de 4***) ere Arter, som 



*) Reise um die Welt, Tli. 2, p. 171. 
**) Disse ere: Q. læta, polymorplia, laxa, macrophylla, fulva, omissa, arktata, nudlnervU, cuneij'olia. 
***) Disse ere: acutifolia, Castanea v. Mexicana, crassijolia, ellipilea. 



482 152 

naa ned pjenncm Gualimala. — Egenes L'dbredning i den Del af Mexico, hvor de optræde 
i 8l«rsl Mængde, er allerede omlalt ovenfor. I Chinanllas fiiftlige Bjergegne IrafLiebmann 
mange Ege; foruden fiere af <!em, som voxe nordligere, blandt hvilke især udhæves Q. 
nlabrescens, ogsaa nogle, som forsle Gang bleve sele lier, som Q. flavida, Chinantlensis, JUr- 
gensii. 

1 den nordlige Del af Ccnlralamerilta, i Gualimala, vide vi af de der af Ilarlweg 
oir navnlig af Warszewicz indsamlede IManlcr, al Egene endnu ere tilstede i mange Arier, 
blandt hvilke flere udmærke sig ved deres skjønne Væxt og store Blade og Frugier, men 
man savner desværre næslen ganske Oplysninger om den Høide, hvori de voxe. Del synes 
især at være mellem 7—9000 Tod. De fleste Arter ere forskjellige fra de mexicanske, 
saaledes: Q. (Macrohnlanus) corrugafn, Warszewiczit, oocarpa; Q. [Erythrobalanus] Skinneri, 
der overgaaer alle andre Arter af denne L'nderslægt i Frugternes Slorrelse, grandis, Guali- 
malensis, eugeniæfolia ^ sapotæfolia. — Egenes Forhold i Nicaragua og Costa Rica kjerwler 
jeg fra min egen Reise. I Nicaraguas nordligste Provinds Segovia forekommer Q. Segoviensia, 
der dog neppe er andet end en af de mange til Q. obtusata hørende Former, sammen med 
Pinus oocarpa i en Høide af 4 — 6000 Fod, men i den øvrige, lavere Del af Landet synes 
Egen ganske at mangle. — Egene optræde paany i Costa Ricas Høiland, navnlig paa den 
hole Vulkankjæde, som her gaaer næsten tværs gjennem Landet, og fornemmelig paa den 
hoieste af Vulkanerne, Irazu, og paa den nærliggende Revenlado. Her danne Egene næslen 
rene Bevoxninger mellem 7—8000 og 10,000 Fod i et, navnlig foroven, skarpt begrændset 
Bælle. Den herskende Art er Q. Costaricensis; sjeldnere ere Q. citrifolia, granulata og 
retusa.. Det er yppige Skove med en Underskov rig paa skjøniblomstrede Planler. I den 
nedre Del af Regionen henhører disse endnu til tropiske Former, Peberarter (Piper Irazua- 
nu»i DC.) og Melastomaceer; mea det er især Lobeliaceer (Siphocampylus Outtierezii) og Eri- 
caceer [Proclesia Veraguensis), som tiltrække sig Opmærksomheden ved deres skjønne Blomster. 
Ved den ovre Grændse ere Egene overvoxede med Lsneer. 

Fra Veragua kjendes kun tre Arter: Q. Seemanni, som ogsaa er funden af IL 
Wendland ved Azari i Costa Rica, Warszewiczii og bumelioides. — Af de Arter, som be- 
tegne denne Slægts Sydgrændse 2— 3 Grader Nord for Ækvator i Columbien, synes Q. Hum- 
boldlii at være den almindeligste og anseligste. Den voxer paa Popoyan mellem 6—8500 
Fod og opnaaer en Iloiile af GO — 100 Fod. Desuden forekommer her Q. Tolimensis (9000 
Fod), Lindeni og Q. [Lepidobalanus] Almaguerensis. 



153 483 

Det stedsegrønne Bøges Gebet. 
(Nothofagus). 

Dette Gebet indtager den vestlige Heldning af Cordilleren i Sydamerika og den 
vestlige Halvdel af Ildlandet*), fra 35 — 56° s. Br. Cordilleren danner her, som næsten i 
hele sin øvrige umaadelige Udstrækning, et skarpt Grændseskjel for Klima og Plantevæxt. 
Dens Hovedkjæde bestaaer i den nordlige Del af Porfyr, Trachyt og nyere vulkanske Bjerg- 
arter og har en iMiddelhøide af 8 — 9000 Fod, men sænker sig efterhaanden mod Syd ti 
3—4000 Fod. De høieste Toppe (9 — 16,000 Fod) ere næsten alle virksomme eller ud- 
brændte Vulkaner**). Fra det Sted, hvor Vulkanerne ophøre |c. 43° s. Br.), bestaaer Cor- 
dilleren fornemmelig af Granit og Grønsien, og her er Kysten dybt indskaaren og sønder- 
splittet i en utallig iMængde større og mindre Øer, medens Kysten Nord for Øen Chiloe 
ganske savner Fjorde og foranliggende Øer. Denne mærkelige Forskjellighed i Kystens 
Beskaffenhed Nord og Syd for denne har Darwin vist***) grunder sig paa en Sænkning, 
som har funden Sted Syd for samme, hvor man ogsaa overalt modtager Indtrykket af et 
sunket Land, idet Øerne fremtræde som Toppene af en Kystkjæde, hvoraf den øvrige Del 
er skjult af Havet, medens Kysten Nord for Chiloe endnu stadig hæves i Veiret, og man 
let gjenkjender en fordums Havbund i de fuldkommen horizontale Sletter-, som i Ceulral- 
chili adskille de lave parallele Bjergkjæder. 

Klimaet udmærker sig {.'jennem hele dette Gebet ved en ringe Forskjel i Middel- 
temperaturen af Sommeren og Vinteren, ved en i Forhold til Bredegraden ringe aarlig 
Middelvarme og ved en meget stor Regnmængde; men medens i den nordlige Del Regnen 
næsten er indskrænket til Vinteren, bliver den, jo længere man gaaer imod Syd, desto 
mere ligelig fordelt over alle Aarets Maaneder. Ved Conception begynder Regntiden i Mai; 
nordlige Storme, ledsagede af Regnskyl, blive bestandig hyppigere, saa at i Juni og Juli 
Regnen ofte nedstyrter uafbrudt o — 6 Dage efter hverandre. Al Samfærdsel ophører paa 
Landet, og Uvirksomhed hersker i Byerne, hvor man seer Beboerne for at beskytte sig mod 
Plaskregnen lukke Skaaderne, som i de fleste Huse træde istedetfor Vinduer; og Tempera- 
turen er saa lav, at man opvarmer Værelserne ved Kobberbækkener, der, fyldte med bræn- 
dende Trækul, erstatte Mangelen af Kaminer eller Ovne. I September begynde de sydlige 
Vinde at drive Skyerne bort; skyløse Dage følge nu paa den mørke Regntid; men Varmen 
er endnu i Aftagende, saa at man endog om Morgenen bemærker en let Rimfrost, og 
undertiden bringer Østenvinden en saadan Kulde fra de snebedækkede Ander, at Thermo- 



*) Den østlige Halvdel af Ildlandet har samme Nalurfortiold som den patagoniske Slette. 
**) Ifolge Philippl er det navnlig Antuco, Villarico og Asorno, som ere virksomme (Bot. Zeit. 1S69, 
p. 306). 
***) Darwin: On the geology of South-America. 

Vidensb. Selsk. Skr., 5 Række, uolurvidensk. og malhem. Afd. 9 B. VI. 61 



484 15^ 

melret, der ved Middagstid viser 15° C, i kort Tid synker 8°. Nu begynde Planterne, der 
uden at afkaste IJIadene dog have været i en Slags Uviletilstand, alter at vise Tegn til for- 
nyet Livsvirksomhed. I Oclober staa de europæiske Frugttræer dækkede med Blomster som 
hos os i IMai, og i November begynder den egentlige Sommertid; men først i December 
udfolde Planterne den slwrsle lligdom paa IJlomsler, der omsværmes af Kolibrier, medens 
Pa|iagoierne kasle sig over de halvmodne Maismarker. I Februar indlr.i-der IlHsten og i 
den folgende Maaned bringe svage llcgnbyger de første Forvarsler om Vinteren*). — Alle- 
rede paa Øen Chiloe og den tilstødende Del af Fastlandet, der ligger 5—6° Syd for Con- 
cepcion, viser der sig en saa betydelig Forskjel i Klimaet, al der ikke er megen Over- 
drivelse i den Maade, livorpaa Chiloten skildrer delte, naar han siger, al der hele Aarel 
igjennem de 6 Dage af Ugen falder Hegn og den 7de Dag er overlrukken Himmel**). 
Thermomelrel viser her i Sommermaanederne i Almindelighed II — 13° C. og om Vinteren 
7—10° C. og falder sjelden under 3° C. Sommervarmen er saaledes her paa en Brede- 
grad, som svarer til del sydlige Spanien og Italien, saa ringe, at Hveden og Ferskenen 
neppe modnes, og Kartofler udgjore Befolkningens llovcdnaTingsmiddel. I hele den Syd 
for Chiloe liggende Del og navnlig i Omegnen a( Magalhaensslrædel ere kolde vestlige 
Storme, ledsagede af stadige Regnskyl, i den Grad fremherskende hele Aarel rundt, al der 
neppe er noget andet Sted paa Jorden under samme Bredegrad, som frembyder et saa 
ubehageligt Klima, hvorfor ogsaa denne Kyststrækning vistnok endnu i mange Aar vil ved- 
blive at være udelukkende i en Folkestammes Besiddelse, som staaer paa del laveste Trin 
af Civilisation. Man har herfra aldeles ingen meteorologiske Iagttagelser; thi de, som 
skyldes King***) og Schylhet), ere foretagne paa den Del af Kyslen i Magalhaensslrædel, 
som vender mod Øst, og som i klimatisk Henseende staaer paa Overgangen mellem Vest- 
og Øst-Palagonien. Dog viser der sig ogsaa her ganske andre Varmeforhold end i den 
tilsvarende Del af den nordlige Hemisphære, hvilkel sees ved følgende Sammenligning: 



*) Poepplgg Rcise, 1 Bd., p. 318. 
**j Paa Østsiden af Chiloe falder meget miudre Regn end paa Vestsiden, og baade paa denne og paa 
Fastlandet skal Regnniængden være I Aftagende, efterliaanden som Skovene ryddes (Fittroy: Voyage 
p. 386). — Ved Puerto Montl er den aarligc Regnmængde 96 Tommer (Petcrmanns MiUheil. f. 1866, 
p. 464). 
•**) Voyage of Uic Adventurc and Beagle, p. 585. 
t) Zeltschr. fur allg. lirdk. Ncue Folge. 3 Bd., p. 317. 



155 



485 





Bredegraden 


Tempera- 
turen af 
Sommeren. 


Tempera- 
luren af 
Vinteren. 


Forskjel. 


Middeltem- 
peraturen af 
hele Aaret. 


Port Famine 

Punta Arenas 


53° 38' S. 
53° 10' S. 
55°40'N. 


10° C. 

11,6° 

16,6° 


0,6° C. 
2,8° 
-T- 0,3° 


9,4° 
8,8° 
16,9° 


5,3° C. 
7,2° 

7,6° 





Denne Del af Amerika har altsaa en forholdsmæssig iiold Sommer og en mild 
Vinter eller et mere ensformigt Klima, men ogsaa en ringere aarlig Middelvarme. Uagtet 
der saaledes findes et endnu meget mere udpræget Øklima end i Danmark, saa skal det 
dog ved Punta Arenas ingenlunde være sjelden, at der om Sommeren med klart Veir ind- 
finder sig Nattefrost, og at Vandet dækkes med et 2 — 3 Linier tykt Islag, saa at det maa 
ansees for meget tvivlsomt, om det her vil kunne lykkes at dyrke de europæiske Kornsorter. 
— Denne ensformige og lave Temperatur og navnlig den ringe Sommervarme bevirke, at 
Snelinien og Gletscherne ligge meget nærmere Havfladen, end man skulde vente paa denne 
Brede. Snelinien ligger paa Ildlandet, navnlig paa Bjerget Sarmiento (54° 25'), i en Høide 
af 3500 Fod og hæver sig paa Osorno (40° 30') til 4500 Fod, men i Norge ligger den 
endnu paa 60—60° i en Høide af 3800 Fod, og Gletscherne gaae ikke blot paa Ildlandet, 
men endnu langt nordligere, nemlig ved Kelly Harbour paa 46 — 47°, ned til Havfladen, 
hvilket i Norge først finder Sled paa den 67de Grad, altsaa 20 Grader længere fra Æquator. 
Dette ensformige Klima med den milde Vinter bevirker ikke alene, at Snegrændsen rykkes 
langt ned, men ogsaa at Skovgrændsen naaer høit op, saa at Fjeldvæxterne kun indtage et 
smalt Bælte. 



Til et Øklima, som det ovenfor skildrede, knytte sig altid egne Forhold i Plante- 
væxten, men der er kun faa Steder paa Jorden, hvor dette viser sig saa tydeligt som her; 
thi medens vore almindelige Kornsorter neppe kunne modnes, og medens Klimaet er saa 
ublidt og ufordrageligt, at den allerstørste Del af Landet ikke let vil blive beboet af .Men- 
nesker, som gjøre Fordring paa Civilisationens Goder, saa træffer man i den nordlige Del 
(Provindsen Valdivia) en saa yppig Plantevæ,\t, at man troer sig hensat i Brasiliens Urskove, 
og i Omegnen af Magalhaensstrædet seer man sig midt om Vinteren omgiven af en Skov, 
som i Frodighed næsten overgaaer den ved Middelhavets Kyster. Ligesom Klimaet i det 
Væsentlige vedligeholder samme ensartede Karakter lige fra 36° til Sydspidsen af Amerika, 
saaledes er ogsaa i hele denne Strækning ikke alene Plantevæxtens almindelige Præg det 
samme, men man finder endog tildels de samme Arter af skovdannende Træer lige fra 
Valdivia til Magalhaensstrædet. Der er saaledes navnlig 4 Træer, som have denne mærke- 
lige store Udbredning, nemlig den antarctiske Bøg [Fagus aniarcttca) , Wintersbark- 

61* 



486 156 

Irfficl (Drimya Winteri), Alerccn (Fitz-Roya Patagonica] og l'roleacccn Emhothrtum 
cocci'nettm , og derfor ogsaa kunnu betragtes som Karakterplanter for dette Rige; men 
medens disse Træer næsten cre de eneste, som danne Skoven paa lidlandet, saa kommer 
der bestandig flere Arter til, jo længere man gaaer imod Nord, og Skoven faaer desuden 
her ved Indblanding af flere Slyngplanter og halvparasiliske Planter og ved de høie Ham- 
busrør (Chusquea Chila, C. Valdiviensis) el subtropisk eller næsten tropisk Præg*). 

Vi ville betragte Skoven saaledes, som den viser sig i sin mest karakteristiske 
Skikkelse ved Puerto Monlt (ll'/s°l og paa den Slette, som herfra strækker sig ind til Cor- 
dillerens Fod. Bogene hore her, som overalt i dette Gebet, til de herskende Skovtræer; 
saaledes Fagus Uombeyi, el kæmpestort Træ med smaa myrleagtige Hlade, F. procera og 
F. ohliqua. Desuden forekommer Laurbærtræer (Laurelia serrata og Peraea Lingve], Myrter 
{Myrtua Luvia), Proteaceer {Lomatia obltqxia og Ouevinia Avellana, det chileniske Nødde- 
træ), Eucryphia cordifolia af Thefamilien, henved 100 Fod høi og med store snehvide 
EUomster, og Arter af Familier, der ellers sædvanlig kun optræde som Urter eller smaa 
IJuske, saaledes Flotowia diacantltot'des , en næslen 100 Fod høi Kur\blomst, Weinmannia 
trichosperma og Caldcluvia paniculata af Stenbræk-, samt Ægotoxicum jmnctatum, et an- 
seligt Træ med enfrøede Stenfrugter af Vortemælk-Familien. Heller ikke Naaletræerne 
mangle; foruden Libocedrus tetragona og Podocarpus Chilena er der især en Art, der her 
spiller den vigtigste Rolle som Gavntræ. Det er Alercen (Fitz-Boya Patagonica), der op- 
naaer en Uoide af 90—100 Fod, og hvis Stamme undertiden har 60 Fod i Omfang. Til 
denne Formrigdom i Uøiskoven kommer en tilsvarende Mangfoldighed blandt de Buske, som 
danne den tætte Underskov, blandt hvilke her skulle fremhæves: Desfontainea ilicifolia, 
Berberis Darwinii og buxifolia, Azara lanceolata, Myrtus Ugni**), Cilharexylan cyanocar- 
pum, Philesia buxifolia o. fl. Blandt de talrige Slyngplanter skulle nævnes: Lapagei-ia 
rosea med sine røde lilieagtige Klokker og Lvzuraga scandens, begge af Convalfamilien, 
Cornidea integerrima, Cissus striata, Aralea Valdiviensis, Lardizabala trifoliata og Berberi- 
dopsis corallina, som danner et mærkeligt Overgangsled mellem Lardizabalecrne og Ber- 
berideerne. Af de halvparasiliske Planter er der flere, som hore til Familier og Slægter, 
som ellers kun have hjemme i den tropiske Zone, saaledes: Gesneraceerne Mitraria coc- 
cinea^ Sarmienta repens og Peporomia axtstralis af Peherfamilien. Skoven vedligeholder 
væsentlig samme Karakler indtil 2 — 3000 Fods Iloide ***). Dog afløses den her paa flere 



*) A. S. Ørsted; De stedsegrønne Rogcs Itigc (Tidsskrirt for popul. I'rcnist. af Naturvidcnsk. )8GI). 
♦*) Vgni MoUnælMxci; den liar af alle Chilis vildtvoxcnde Planler de mest vclsuiagendc Frugter (Bol. Zell. 
1860, |). 305). 
••*) Alerccn og de andre Naalctræcr cre især almindelige paa Kyslbjcrgcnc. Længere inde 1 Landcl be- 
Staacr Skoven især af Fagui Dombeyi og obliqua og Laurelia arotnatica, livorimod Maitettiu boaria 



157 487 

Steder af en hedeaglig Plantevæxf, hvor lave lyngagtige Planter (PerneUya) overklæde Bunden. 
Ikke langt fra Snegrændsen danner den 100 Fod høie Araucaria miiricata, hvis Frø afgive 
et vigtigt Næringsmiddel for Indianerne mellem 37° og 39°, et eget Bælte paa begge Sider 
af Cordilleren. Ogsaa Bøgen naaer i Dværgformer (Notkofagus antarctica var. pumilio og 
N. alpina) næsten op til Snegrændsen, saa at Fjeldvæxterne i Regelen ikke danne noget 
særligt Bælte af stor Udstrækning, men ikke desto mindre optræde de her i en stor Rig- 
dom paa høist eiendommelige Former. Foruden en Hærskare af Kurvblomster, især af 
Nassauvieernes Gruppe (Nassauvia nivalis, Perezia nivalis) og snehvide Senecioner med gule 
Blomster, er det dværgagtige Escallonier, tornede CoUetier, Cassier med store gule Blomster, 
Calceolarier, Alstroemerier, Loaser, Tropæoler o. m. fl., som her danne et broget Blom- 
stertæppe. Plantebælterne i denne Del af Landet ere angivne paa den næste Side. 

Paa Øen Chiloe har Skoven i det hele samme Karakter som paa det lige overfor 
liggende Fastland, men Proteaceerne og blandt disse den ved sine smukke røde Blomster 
udmærkede Emhothrium coccineum, ere her endnu mere fremherskende, og paa nogle Steder 
danner en Art af den nyhoUandske Myrteslægt Metrosideros (M. stipularis) tætte Krat. Her 
voxer ogsaa den mærkelige »Panke« [Gunnera scabra), der ved sine kæmpestore Blade 
minder om Rhabarberplanten. Paa Syd- og navnlig Vestsiden af Øen er Regnmængden 
saa stor, at Landet næsten er ubeboeligt, og Skoven er her lige saa opfyldt med døde og 
hensmuldrende Træstammer, som i Brasiliens Urskove. — I den Del af Chili, som ligger 
Syd for Chiloe, bliver Skovens Sammensætning efterhaanden mere ensformig. Bøgene have 
her fortrængt de fleste andre Træer*), og de store træagtige Græsser vise sig ikke mere; 
derimod ere Bregnernes, Mossernes og Halvmossernes store Skarer endnu blevne betydelig 
forøgede, saa at de danne el meget fremragende Træk i disse af Regnen altid dryppende 
Skove. Her viser sig desuden i en anden Henseende en væsentlig Forandring; Tørvemoser 
begynde nemlig her paa enkelte Steder at afbryde Skoven og tiltage nu, jo længere man 
gaaer mod Syd, saa at de paa Ildlandet indtage betydelige Strækninger. Torvedannelsen 
kan, som bekjendt, ikke finde Sted i de varme Lande; de klimatiske Betingelser, som be- 
gunstige denne eiendommelige Opløsningsproces, begynde saaledes i Sydamerika paa 43 — 
44° s. B., men det er ganske andre Planter, som her voxe paa Moserne og danne Tørven, 



og Persea Lingue, som ere saa almindelige paa Kystbjergene, ganske mangle her, og Eucryphia cor- 
dijolia, Weinmannia trichosperma og iVyrtus Luma ere sjeldne. Underskoven er ogsaa mindre tset 
og Slyngplanterne sjeldnere; Cornidia og Aralia ere de almindeligste. Paa nogle Steder er Aegotoxi- 
cum punctatum det lierskende Skovtræ. Ved Raneo-Soen, der er betydelig storre end Como-Soen, 
og som ligger ved Foden af Cordilleren, bestaaer Skoven af Eugenia'apiculata, Edwardsia Macna- 
biana, Caldduvia paniculata og Lomaiia ferruginea (Philippi: Excursion nacli dem Ranco-See in 
der Provinz Valdivia, Bot. Zeit. 1860, p. 305). 
*) Denne Forskjel i Plantevæxten er allerede paafaldende ved Tres Montes. Af de mange Myrtaceer, 
mindst 14 Arter, som ere almindelige i den nordlige Del af dette Gebet, synes ingen at gaa meget 
sydligere end til denne Halvo (Hooker: The botany of the antarctic voyage p. 277). 



488 



158 



P 1 a n l e b æ 1 1 c r i V a 1 d i v i a. 



DOOO' 




8000' — 




7000' — 


Gletschere. 


6000' — 






Snclinicii. 


4000' — 


Fjcldvæxler. Araucarie. 




Dværgbf»ge (iV. alpina, antarctica v. pumilio). 


1000' — 






Pernettya-Heder og Skov. 


3000' — 


Bage og Proteaceer. 


2000 — 


Notliofagiis obliqiia og Domheyi. 


1000' — 


Røge og Naaletræer (Alerce). 




Myrter, Laurineer, Proteaceer. 



end dem, vi kjendc fra vore nordiske Moser. Der er navnlig to Planter, som her spille 
den vigtigste Uolle, nemlig Åstelia pumila og Donatta Magellanica; hertil kommer desuden 
en lille Myrte [Myrtus nummularia), der minder om vor almindelige Tranebær [Oxycoccos 
pahistris), en Art Krækling (Empetrum 7~uhrum) og en Art Siv (Rostkovia grandiflora); 
men det er dog fornemmelig den ovennævnte Astelia, der danner den største Del af 
Tørven, og medens den stadig foroven frembringer nye Blade, kan man nedad forfølge 
disse i alle mulige Opløsningsgrader, indtil de gaa over i den egentlige Tørvemasse*). 

Paa Chonos-Øerne og de sydligere Øer og paa den vestlige Side af lidlandet nære 
de af evige Storme og af Sne- og Ilegnbyger forpidskede Bjerge kun el lavt Krat af for- 



♦) Ailelia harer til en cgcii lille Famille, som kim ailskillcr sig fra Sivene ved at Kruglen er el Bær; 
Donatia er en anomal Slæut blaiull Saxifragerne. Empetrum rubrum adskilior sig neppc fra den i 
hele Norden saa almindelige Krækling uden ved at Uæirene oro rode. 



159 



489 



krøblede Buske, hvor Bøgen sjelden hæver sig til en Høide af mere end 2 — 3 Fod. Der- 
imod har Skoven ved de indre beskyttede Dele af Magalhaensslrædet en for disse Brede- 
grader mærkelig yppig Karakter. Høiskoven bestaaer her næsten udelukkende af den birke- 
bladede Bøg {Nothof agus betuloides) , et anseligt Træ , hvis Stamme undertiden har 20 Fod 
i Omfang, med smaa ovale stedsegrønne Blade, der have saa megen Lighed med dem hos 
visse alpine Birkearter, at dette Træ blev anseet for en Birk, saa længe Frugten var ukjendl 
(Betula antarctica Forster); sjeldnere ere Noth. antarctica, Driimjs Winteri og Emhothrium 
coccineum. Underskoven dannes af Berberis ilicifolia, Fuchsia coccinea, Ribes Magalhani- 
cum, Veronica elliptica, hvis Stamme har 6 — 7 Tommer i Gjennemsnit, Desfontainea spi- 
nosa, Escallonia serrata, Pernetlya mucrotiata, Gaullheria microphylla, Maytenus Magalha- 
m'cus, Cornidia integerrima o. fl. Paa Bogene sees meget almindeligt Snylteplanter af den 
mærkelige Slægt Myzodendron af Fuglelimplanternes Familie. Da de fleste Træer og Buske 
have stedsegrønne Blade, har Skoven her væsentlig samme Præg om Vinteren som ved 
Middelhavslandene, og her sees undertiden Papegøier og Kolibrier, Forhold, som ere meget 
mærkelige, naar man seer hen til Bredegraden (54 — 56°), men som forklares ved den milde 
Vinter. — Den birkebladede Bøg danner et temmelig skarpt begrændset Bælte, som ved 
Magalhaensstrædet naaer op til 1400 Fod og ved Cap Horn til 800 Fod. Over denne Høide 
forekommer Nothofargus antarctica som en lav Busk , og den viger omsider Pladsen for 
urteagtige Fjeldvæxter: Saxifraga exarata, S. bicuspidata, Pernettya pumila, Triodia an- 
tarctica og flere Arter, som ved Bladenes toradede Stilling faa et eiendommeligt Præg, 
saasom : Tapeinia Magalhanica , Oreoholus pectinatus, Gaimardia pallida og Tetroncium 
Magalhanicum. Bælterne paa Ildlandet og navnlig ved Magalhaensstrædet ere allsaa følgende: 



Gletschere. 



Snelinien. 



Saxifraga. Oreoholus. Tapeinia. 

Fjeldvæxternes Bælte. 

Dværgbøg (N. antarctica). 



Den birkebladede Bøgs Bælte. 

Drimys. N. antarctica. Emhothrium. Lihocedrus tetragona. 



490 160 

De slcdscgronne Unge spille saaledes i denne Del af Sydamerika en vigtig Holle 
som skovdanncndc Træer Tra den 35^ til den 56° og Tra Havets Niveau næsten til Sne- 
grændsen. De findes her i et større Antal Arter, nemlig 6, end noget andet Sted paa 
Jorden, og der er navnlig en Art, N. antarctica , som er udbredt over hele Gebetet og op- 
træder under en Mængde Former*). Den hører til den lille Gruppe af Arter, som ved 
deres alTaldfiide, i Knoppen foldede Ulade danne Overgang til de egentlige Boge {Fagus). 
Paa Ildlaudet er den mest fremherskende i den østlige tørrere Del af Skovbællel, som 
grændser op til de skovløse Sletter, der indlager denne Øs østlige Halvdel, og i den øvrige 
Del af Øen holder den sig mere til de høiere liggende Egne. I Chili stiger den gradvis 
høiere op paa lijergeue mod Nord og forekommer i en Dværgform, der tidligere er bleven 
anseel for en egen Art, i Fjeldva-xlerncs Bælte paa .36° i Nærheden af Soegrændsen. Næst 
efter denne Art synes Noi/i. obliqua, der ved sine spidse Grifler og frie Skaalflige viser 
endnu større Tilnærmelse til Fagus og som har skæve Blade, at have den største Udbred- 
ning. Den skal forekomme gjennem hele Chili fra Magalhaensstrædet op til 35°, især 
mellem 4000 og 5000 Fod. Medens N. betuloides er indskrænket til Ildlandet og her 
danner den væsentlige Bestanddel af Skoven, spille Notli. procera, der nærmer sig til an- 
larctica, men har meget større Blade, og Notk. Dombeiji, der ikke er meget forskjellig fra 
betuloides og ligesom denne opnaaer en kæmpemæssig Størrelse, en lignende Rolle i Pro- 
vindsen Valdivia. Notk. alpma, der ogsaa voxer her, men i større Bjerghøider, er endnu 
kun ufuldsfændig kjendl. Den er maaske en Bjergform af procera. — Af Slægten Notha- 
fagus optræder der 4 Arter paa Ny Zeeland, som her bure til de anseligste Skovtræer. 
N. fusca svarer ganske til Ildlandets N. betuloides, opnaaer en Uøide af 80—100 Fod, 
(Stammen indtil 35 Fod i Omfang) og gaaer op paa Bjergene til 3500 Fod. N. Menziesii 
har af alle Bøge de mindste Blade. Disse ere næsten kredsrunde, kun 3—4 Linier lange, 
meget stive og læderagtige, og Sideribberne ere neppe synlige. Den skal opnaa samme 
Høide som den foregaaende. Dette gjælder ogsaa om N. Solandri, men denne har ganske 
helrandede Blade. Den voxer kun, hvor der er en dyb og rig Bund og i en Hoide af 
3000—6000 Fod. N. Cliffortioides, der ligeledes har helrandede Blade, er det mest alpine 
Træ paa Ny Zeeland, hvor den navnlig paa Mont-Nebron i en Høide af 6 — 7000 Fod dækker 
Bunden som et 6 Fod høit Buskads**). Begge de sidstnævnte Arter bære der Navn af 
•White Birch«. — Af de to Arter, som voxe paa Van Diemens Land , har den ene 



*) Til A^of/io/ajuj-Slægteii , er der foruden Fuglelimsplaiilcii (Myxodetidron) knyttet en anden Snjlle- 
planlc, hvoraf en Art paa Ildlandet spiller en vigtig Uollc derved, al den udgjer et Hovednærings- 
inlddcl for de Indfodtc. Del er en med Morcliulen besla?glel bleggul kugleformet Svamp af cl lille 
/thles Sliirrclsc \Cyltaria Darwinii, Uaiwins Heise, tvdske Udg., p. 291). Hooker fandt en anden 
Art paa Tabmanuicns Uogc, og lian mener at der ogsaa forekommer en Art paa de nyzoolandske 
Boge (Klora Novæ Zeelandix, p. 22'J). 
**) J. U. Hooker: Flora Novæ Zeclandlæ. 



161 491 

(N. Cumiinghami) megen Lighed med N. Menziesii, men Bladene ere lidt større og mere 
trekantede, medens den anden (N. Gunnii) slutter sig nær til N. antarctica, navnlig til 
var. ht'crenata, men Takkerne ere næsten enkelte, og Axelbladene have paa Grimden af 
Rygsiden en halvkugleformet ghndsende Kjertel. Den danner i en Høide af 4500 — 5000 
Fod som en 5 — 8 Fod høi Busk et uigjennemtrængeligt Krat, der ofte er dækket af et tykt 
Lag Sne*). 

Allerede i min ovenfor nævnte Afhandling har jeg vist, at Floraen i dette Gebet 
har Karakteren af en Øflora, og at den i mange Punkter viser en Tilnærmelse til den ny- 
zeelandske Flora, medens den ved den høie Cordillere og ved den paa c. 34° indtrædende 
Forandring i Klima er skarpt adskilt fra de lilgrændsende amerikanske Floragebeter; det 
er som om en fordums var kommen i landfast Forbindelse med Amerika. De herskende 
Skovtræer høre her ikke alene til de samme Familier som paa Ny Zeeland, men ogsaa til 
samme eller hinanden repræsenterende Slægter, nemlig til Proteaceerne, Taxineerne, Cypres- 
gruppen og til Nothof agus af Bøgefamilien. Ifølge Hooker skal der endog være 111 Arter, 
som ere fælles for Ny Zeeland og denne Del af Amerika og deriblandt flere træagtige, 
nemlig Edwardsia grandiflora , Veronica elliptica og 2 Arter Coriaria**]. Slægtskabet 
mellem disse to Floraer opstaaer sjeldnere derved, at der paa Ny Zeeland optræde Arter 
af amerikanske Typer — dette gjælder saaledes om Nothqfagus-Xnerae , som have deres 
Maximum i Chili — oftere finder det omvendte Sted, og det er nyzeelandske eller endog 
nyhollandske Elementer, som gjøre sig gjæidende i den sydvestlige Del af Amerika. Blandt 
disse skulle navnlig udhæves 8 Arter af Proteaceernes Familie (Embothriwn coccineum, lan- 
ceolatum, Gilliesn, Lomatia obliqua, lanceolata , deniata, CJnlensis, Guevina Avellana) 1 
Stylidé (Prionotes Americanus) og 1 Leptospermé [Metrosideros stipularis). Gunneraceerne, 
som her have to Repræsentanter (Gunera Ckilensis, Misandva Magalhanica) kunne betragtes 
som en for begge disse Floraer lige karakteristisk Familie. — Det fortjener særlig at ud- 
hæves, at der er to Familier, som her optræde i Former, der paa en eiendommelig Maade 
danne Overgang mellem amerikanske og nyhollandske (eller asiatiske) Typer. Medens Epa- 
crideerne ellers have enrummede Støvknapper, er den eneste amerikanske Art, den nys- 
omtalte Prionotes, forsynet med torummede Støvknapper ligesom Ericaceerne***). Et hg- 
nende Forhold gjør sig gjæidende med Slægten Sarmienta, henhørende til en egen lille 
Gruppe af Gesneraceernes Familie (Mitrarieæ), som er indskrænket til dette Gebet. Denne 
Slægt er nemlig den eneste, som kun har to Støvdragere, og den stemmer heri overens 



*) J. D. Hooker: Flora Tasmanniæ. 
**) i. D. Hooker: Handbook of tlie New Zeeland Flora. Preface, p. 14. 

***) Ogsaa dcii anden tasmanniske Art af denne Slægt, P. cerinihoidés , har to Rum. Hooker gjer op- 
mærksom paa, at begge disse Arter voxe i et fugtigt Klima, meget forskjclligt fra det, som er karak- 
teristisk for Epacrideernes Hjem (Tbc botany of the antarctic voyage, p. 327). 

Videnih. Selsk. Skr., & Rxkke, noturv. og malhem. Ard. 9 B. VI. 62 



402 162 

med de fleste Cyrlandr.iceer, Gesncraceernes Repræsentanter i den gamle Verden. — Ogsaa 
med den californiske Flora har delte Gebél nojile Beroringspiinkter. Slægten Libocedrua 
har foruden de lo clilleniske Arter 1 californisk (L. decurreus). Alle Kurvblomsternes 
Slægter og Arter af Gruppen Madieæ liave hjemme i Californien, men den monotype Slægt 
Madia (.V. sativa) tilhorer Chili; desuden er der Slægterne Gaijophylwn, Aviainchia og 
Oriliocarpus , som kun have Uepræseiitanter i disse to Floraer. Der synes overhovedel at 
kunne paavises flere Tilknytningspunkter mellem de fleste i det store Sydhavsbækken om- 
givende Lande, end man skulde vente, naar man seer hen til de umaadelige Afstande mellem 
disse Lande. Dette overtydes man især om ved at sce hen lil Naaletræernes lldbrednini;. 
Den hele Gruppe af Ahietineæ cupresswæ*) er iiidskr;rnkel til Sydliavslandene, og det 
samme gjælder ogsaa om Uovedsummen af Livslrægruppen {T/tuinæ). Da de fleste af disse 
Naalelræslægler — ja endog nogle Arter — kunne fores tilbage til den tertiære Tid**), er 
det antageligt, at de nu saa langt fra hinanden fjernede Kyster tidligere have staaet i 
nærmere Forbindelse ved mellemliggende Lande, hvad der ogsaa i høi Grad er blevel 
sandsynliggjort ved Darwins L'ndersogelser. — Kn plantegeograCsk Forbindelse, mellem 
Fgne, som ligge endnu fjernere fra hinanden antoges at være godtgjort, da Hooker 
i de Magalhaensstrædet omgivende Lande fandt 50 Blomsterplanter, som ogsaa voxe paa 
de tilsvarende Bredegrader i den nordlige Halvkugle, eller man saa heri et Bevis paa, at 
samme Art kan være opslaael paa flere Steder, have flere Udbredningscentra; men Grise- 
bach har vist, at omtrent Halvdelen af de der forekommende europæiske Arter rimeligvis 
tilfældig ere indførte ved Menneskene, og at der af de ovrige ere nogle, der som Vand- og 
Kyslplanler ere udbredte over den storste Del af Jorden, medens andre have vist sig al 
være saa forskjellige fra de europæiske, hvorunder de vare henførte, at de med større Føie 
opfattes som egne Arter***). 



*) I del Omfang, livori jeg liar taget denne Gruppe i •Frilandstrævæxten«, p. 28. 
**| Det gnmme gjælder efter Darwins Undcrsogclser ogsaa med Hensyn til AWio/<ijt<5- Arterne 

(Hooker: Antarctic Flora, p. 212 i en !Vole). 
*♦*! G riscbacli: Syslemati.sclie Hemerkuiigcn fiber die beiden crslcn Pflanzensamnilungen Philippis 
und Lcclilers iin sudlichen Chile und an der Magellaii-Strasse. Af Criscbachs Værk -Die 
Vecclation des Ivrde«, som nolop nu under Correcturlæsningen ved t'orfatlcrens Velvillic er kommet 
mig ihænde, og som jeg meget beklager ikke at hav« kunnet benyttet under Udarbeidelsen af denne 
Afhandling, seer jeg, at der er en af de ovennævnte .'»O Arter, nemlig Oenliana prostrata. hvis store 
l'dbrcdning antnges at va're bevirket ved Albatrossens Hjælp, da denne Kugl skul Irakke fra Kaml- 
schatka og Kurilerne til Cap Horn. 



163 493 

2. Tilbageblik paa den geografiske Ud bredning og dennes For bold til deu 
systematiske Inddeling. 

Det gjælder som almindelig Regel, at jo bedre det er lykkedes al lægge saadanne 
Karakterer til Grund for den systematiske Inddeling af en Familie, som betegne et virkeligt 
Slægtskabsforhold, desto tydeligere vil det ogsaa vise sig, at de forskjeilige systematiske 
Underafdelinger have deres særegne Udbredningscentra, og fremdeles, at jo større Forskjel 
i Bygning de systematiske Afdelinger betegne, desto større ville ogsaa de geograQske Af- 
stande være mellem disses Udbredningscentra. Det er denne Forbindelse mellem den syste- 
matiske Inddeling og den geografiske Udbredning, som for Cupuliferernes Vedkommende 
skal paavises i dette Afsnit, der da tillige vil tjene som Tilbageblik paa nogle af de vig- 
tigste under de forskjeilige Gebeter afhandlede Forhold. 

Vi have seet at denne Familie falder i tre Underfamilier, men disse repræsentere 
hver for sig et Hovedcentrum for Cupiliferernes Udbredning og danne tre store, langt fra 
hinanden fjernede geografiske Gebeter. Kastaniegruppen har nemlig sil Centrum paa de 
indiske Øer, Egene i Mexico og Bøgene i den sydveslligste Del af Araerika. I{aslaniegruppen, 
der er skarpt udskilt fra Ege- og Bøgegruppen ved sine valseformede, stive, kun i Spidsen 
med el punktformigt Ar forsynede Grifler, ved sine oprette Hanrakler og helrandede Blade, 
har ogsaa et eget i det hele tydeligt nok begrændset Udbredningsomraade. Den tilhører 
nemlig Østasien, optræder i et meget overveiende Antal af Arter og i sine mest typiske 
Former paa de indiske Øer, især paa Sumatra og Java; har her sit egentlige Centrum. 
Kun én Art (Castanea vulgaris) overskrider dette Hovedgebéts Grændser mod Vest og 
spiller en vigtig Rolle i Middelhavslandene, og 3 Arter*) naa over til Amerika. Den mest 
typiske Slægt Cyclobalamis , udmærket ved sin ufuldstændig mangerummede Frugt, mange- 
lappede Kim (se foran p. 345 f. M og 346 f. D) og sine til concenlriske Lameller sammcn- 
voxne Skaalskæl, tilhører alene de indiske Øer, og foruden andre Kastanieformer {Pasania 
og Castanea) forekommer her kun nogle faa Kastanie-Ege, men ikke en euesie ægte Eg 
(Qucrcus). 

Ligesom Kastaniegruppen har sit Hjem i Ostasien, saaledes tilhører Egegruppen 
fortrinsvis den Nord for Ækvator liggende Del af Amerika og her igjen fornemmelig Mexico, 
hvor Cupulifererne have deres andet store Udbredningscentrum. I Mexicos Bjergegne fore- 
kommer ikke alene et meget større Antal Egearter end noget andet Sted paa Jorden, men 
de frembyde ogsaa her en større Mangfoldighed i deres Bygning, og her lindes flere større 
Afdelinger, som ganske mangle andre Steder, hvortil endnu maa føies, at her ikke fore- 
kommer en eneste Art af de andre Slægter; baade Kastanie- og liegegruppen mangle ganske 
her; her findes kun Arter af Egeslægten. Af denne Slægt er Underslægten Enjthrobalanus, 



*l Castanea pumila, C. chrysophylla og Pasania densiflora. 



62* 



494 164 

nodc>;rnp, iidclukkcnde amerikansk*!, og heraf forrkommc over .SO Arier alene i Mexico 
og Centralamerika. Hodegene erc saa skarpt adskille fra de andre Kge ved deres i Spidsen 
hovedformede Grifler (S. 343 f. U), ved deres kugleformede ofte tykskallede og med rudi- 
mentære Skillevægge forsynede Frugter (S. 34") f. G), ved de til den øverste Del af Froet 
hæftede rudimentære Æg (S. 346 f. C) og ved deres altid braaddede Blade, at der vistnok 
kimde være Sporgsmaal, om de ikke snarere burde henføres til en egen Slægt. Maaske 
endnu mere karakteristisk for Mexico er L'nderslægten Macrobalanus med korte næsten i 
hele deres Længde sammenvoxne Grifler (Tab. VI f. 16) og med skæve Kimblade (8.346 f. E), 
og ligeledes er den artrige Afdeling af Lepidobalaner med rundtakkede eller svagllappede Blade 
[Prinus, genuince et fersiformes, see S. 367) saa godt som udelukkende hjemme her. 

Den tredic Hovedgruppe af denne Familie, Bogene, optræder med et saa overveiende 
Antal Arter i Chili, at vi maa betragte dette Land som deres egentlige Hjem; men Arterne 
have dog en saa spredt Udbrcdning, at det efter den nærværende Fordeling af Hav og 
Land er vanskeligt al fnre dem alle tilbage til ét Udbredningscenlrum. Denne Vanskelighed 
er i mindre Grad tilstede med Hensyn til Slægten Nothof agus , da vi have seet at Chili 
ifølge sine Naturforhold maa betragtes som en med Sydamerika landfast 0, og da der 
synes at være Grund til at antage, at der tidligere har været en nærmere Forbindelse 
mellem denne Del af Sydamerika, Ny Zeeland og Van Diemens Land. Men hvorledes skal 
man føre Fagus- krKtrnt , blandt hvilke den nærmeste, F. ferruginea , er 70 Bredegrader 
fjernet fra Sydbøgenes Hjem tilbage til samme Udbredningscenlrum? Dette kan man vist- 
nok ikke, men jeg troer dog, at man er istand til al forklare sig del Afvigende i Begenes 
Ldbredning, som dog endnu er tilstede, ihvorvel i mindre Grad, end da alle Arier hen- 
førtes til én Slægt. Den nu manglende Forbindelse mellem Nord- og Sydbogeue har, hvor 
paradox det end lyder, rimeligvis i tidligere Tid lundel Sled gjennem Japan. Der er nemlig 
ikke alene hvad Bøgene angaaer, men ogsaa i andre Henseender flere Tilknytningspunkter 
mellem Japan og Sydbøgenes Eljem. Fagus-Slæglen er fyldigere repræsenteret paa Japan 
end noget andel Sted i den nordlige Halvkugle (se foran S. 387), og Fagus Sieboldii daniior 
Overgang til Nothofagus, da den er den eneste af Nordbogene, som stemmer overens med 
flere af Sydbøgene (Nothof. Ounnii, aniarclica] i Bladenes hoist eiendommelige Bibbeforde- 
ling. Hertil kommer, al Floraen baade paa Japan og paa Van Diemens Land, Ny Zeeland 
og Chili har en fuldstændig miocen Karakter, saa al der maa tillægges den en større Ælde 
end Planlevæxten paa de fleste andre Dele af Jorden**). Delle gjælder ogsaa særligt med 



*) Der er vel en Ju|iancsigk Art (Q. lacera}, sum s.Mies »I Imrc herlicii, mcii den tr ciidiiu kun lidrt 

kjcndt. 
••) En iidr«rligerc IJdvikling' og begrundelse nf den Uetragtning, som her or gjori Ljældcmlo. np som 
gaacr ud paa, at den nu Jorden beklædende l'lantcvæxl li.ir en meget r>>r$kirllii: Alder, liauher jeg 
megel snart at kunne forelægge Videnskabernes Selskab. 



165 495 

Hensyn til Bøgene, der vistnok alle kunne føres tilbage til den pliocene eller endog til den 
miocene Tid — Fagus sylvatica er saaledes kjendt fra Arnodalens Pliocenlag. Det fælles 
Centrum for Bøgetypens Former maa derfor søges i en tidligere Jordperiode , og fra dette 
vare de allerede spredte i forskjellige Retninger, da den nærværende Fordeling af Land og 
Hav indtraadte. 

Foruden de til de tre Underfamilier svarende tre Hovedcentra for Cupuliferernes 
Udbredning er der endnu tre underordnede Centra, som karakteriseres ved egne Slægter 
eller Underslægter. Japan er saaledes gjennem Kina for Cupuliferernes Vedkommende saa 
nøie knyttet til Himålaja, at denne Del af Asien maa henføres til et fælles Gebél. Det er 
Kastanie-Egene {Cyclobalanopsis), som her have deres Hjem. — Dernæst danner Lilleasien 
et Centrum for Underslægten Cerris, der, som jeg i denne Afhandling ved mange Analyser 
af Hunblemsterne (Tab. V) har vist, er vel karakteriseret ved sine sylformede spidse Grifler 
(S. 341). Af denne Underslægts 30 Arter, forekomme 20, og deriblandt alle de typiske, i 
Lilleasien. De øvrige 10 Arter tilhøre Middelhavslandene, Himålaja og Japan, saa at Ud- 
hredningen fra Lilleasien er gaaet i øst-vestlig Retning. 

Ligesom de arctiske Lande hele Jorden rundt ere forenede ved en fælles Flora, 
saaledes er det først ganske gradvis at Plantevæxten i Europa, Amerika og Asien antager 
en mere forskjellig Karakter, jo mere man nærmer sig Ækvator. Det staaer i Overensstem- 
melse hermed, at Cupulifererne paa de nærmere Ækvator liggende Bredegrader have tre 
skarpt adskilte Centra, ét i hver af de tre Verdensdele, medens derimod de Cupuliferer og 
navnlig de Ege, som hele Jorden rundt i den tempererede Zone gaa langt mod Nord, alle 
høre til samme lille Gruppe (Euhpidobalanus) af Underslægten Lepidobalanus. Disse nord- 
lige Ege udmærke sig alle ved mere eller mindre dybt lappede Blade. I Nordamerika voxe 
de fleste Eulepidobalaner paa Vestsiden ( Q. lobata, Douglasii o. fl.), i det Hele 7 Arter (se 
S. 366— 367), medens der paa Østsiden kun er én Art (Q. alba). I den gamle Verden 
tilhøre ligeledes et meget overveiende Antal Arter den vestlige Del. I Europa er der Nord 
for de høie Bjergkjæder 4 Arter (pedunculata, sessiliflora, conferta og pubescens), men noget 
sydligere paa Bjergene komme hertil Q. Toza og Q. Farnetto og i Lilleasien Q. vulcanica 
Cedrorum, macranthera , Haas, Syspirensis. Øst for Kaukasus er der en stor Strækning, 
hvor Egene ganske mangle, men de optræde paany i den østlige Del af Asien, hvor Q. 
Mongolica har en stor Udbredning i Amurlandet, hvortil endnu komme Q. Mac Cormickii, 
obovata og dentata fra den nordlige Del af Kina og Japan. 

Indenfor Cupuliferernes hele Udbredningsomraade har hver større systematisk Af- 
deling altsaa sit særegne Centrum , og disse forskjellige Udbredningscentra ligge langt 
fjernede fra hverandre. Kastanierne, Egene og Bøgene have deres særegne oprindelige 



*) Dette Bælte er dog, som tidligere berørt, afbrudt i Sibirien. 



496 166 

Gebeter, men fra disse have de udbredt sig i rorskjelllgc Retninger, indvandret i hinandens 
Torriloricr og blandet sig mellem hinanden. Herved opslaaer der Overgangsgebclcr, og 
der sinaor nu tilbage at vise, al der netop i disse optræde Former, som danne Mellemled 
mellem de fra de forskjelJige Ontra udgaaende Typer. 

Kastanielypcn har sil Centrum paa de indiske Øer og her fremtræder den i sin 
reneste Skikkelse i Slægten Cyclobalanus. Denne Slægt frembyder nemlig baade i sin 
Bygning og i sin Uabitus de fra Ege- og Bngetypen mest afvigende Forhold, tilhøre ude- 
lukkende de indiske Øer og optræder her i stor Formrigdom. Den tilstødende Del af Asien, 
hvor Cupulifererne overhovedet ere tilstede, Himalaja, CM'ma. og Japan, karakteriseres ved 
Former, som paa forskjellig Maade vise en Overgang mellem Kastanie-, Ege- og Bøgetypen. 
Her er saaledes to Slægter af Kastaniegruppen af hvilke den ene, Pasania, viser en Til- 
nærmelse til Egene ved Skaalskællenc (o: Pasania er Cijclobalantts med Egesktal)*) og 
den anden, Castanea, til Bogene (d: Castanea er Cyclobalanus med Bøgeskaal). Denne 
Tilnærmelse mellem Kastanien og Bogen er endog saa stor, at man tidligere henførte dem 
til samme Slægt, uagtet de henhøre til ganske forskjellige Typer. Den tredie Slægt (Cy- 
clobalanopsis), som mere end nogen anden er herskende i dette Overgaugsgebét, er ogsaa 
mere end nogen anden blandt alle Cupulifererne at betragte som en systematisk Overgangs- 
form; men medens de to foregaaende ere Kastanier som have optaget noget af Egenaluren, 
maa denne Slægt derimod opfattes som Ege, der tildels have iført sig Kastaniernes Dragt, 
og det paa en saa skuffende Maade, at det forst i den seneste Tid er lykkedes at gjerinem- 
skue Masken og vise deres virkelige Afbyrd (Ørsted: Bidrag til Egeslægtens Systematik i 
naturh. Forenings vidensk. Meddel. 1860, S. 77). Cyclobalanopsis - \Tlerne ere efter de 
væsentlige Forhold i deres Bygning (Arrene, Frugt og Frø) Ege, men i ydre, mere iaine- 
faldende Karakterer, navnlig i Skaalen, stemme de ganske overens med Cyclobalanus; i 
Bladene staa de midt imellem Cyclobalanus og den i Asien og især i Østasien mest ud- 
bredte Afdeling af Egene (Lepidohalanus sect. Prtnus § serroides, see S. 369 og S. 386). 
De til de tre Overgangsslægter hørende Arter have i Regelen de væsentlige Forhold i Byg- 
ningen, som ligge til Grund for Slæglskarakteren, saa tydeligt udprægede, at man ikke lades 
i Tvivl om deres Oprindelse, eller om h\ilken Slægt det er, hvortil de bor henfores; men, 
som man maatte vente, er det dog ikke altid Tilfældet, og der gives saaledes Arter, der i 
snævrere og mere egentlig Forsland maa betegnes som Uvergangsformer**). 1 den vest- 
lige Del af delte mellem Kastanie- og Egecentrernc liggende Gebet er der en monolypisk 
Uoderslægt {Heterobalanns), som danner Overgang mellem llnderslægtcn Cerris, med hvilken 



*) De neste Pa«anta-Arter slutte sig incil Heiis\n til iSkanleii iiæiini'St III Lepidobalanm , et mindre 

Antal ttPinnie I Sknalskirllone mest overens med C«rrM-Arterne |see .S. 374 J 4). 
*•) Af Slægten Cyclobalanus, C gtmelliflora og argentata og af de to andre Slægter flere af de til l'nder- 
tlsgtcrnc CIdami/Jobalanut ug IMhocarpaa samt UncleUtocarpus og Lithocarptu horende Arter. 



167 497 

den stemmer overens i Griflerne, og Lepidobalanus Sect. Ilex, som den ligner i Bladene 
og Skaalen *|. 

Indenfor Egegruppens store Udbredningsomraade danner Middelhavslandene et Over- 
gangsgebét mellem Lepidobalan- og Cerris-Typen, af hvilken den første optræder ren i 
Nordeuropa, den anden i Lilleasien. Sten-Egen (Q. Ilex) hører til de mest udbredte og 
mest karakteristiske Træer i det stedsegrønne Skovbælle, og den repræsenterer her en 
Gruppe af Ege, som udmærker sig ved sniaa faste læderagtige Blade, der paa Undersiden 
have en meget Gn og tæt, graa Haarbeklædning eller et graaligt Voxovertræk og enten ere 
helrandede eller tornet-tandede**). Hertil kommer endnu, at Secundærribberne i Regelen 
i nogen Afstand fra Randen dele sig i lige stærke Grene (Tab. I( f. I — 3). De andre for 
Middelhavslandene karakteristiske Egearter baade af Cerris- og Lepidobalan-Gruppen vise 
en Tilnærmelse til Sten-Egen og have saa stor Lighed i Bladene og i hele deres Habitus 
med dennes forskjellige Former, at herved let fremkaldes en Forvexling af Arterne. Af 
Cerm-Gruppen er der saaledes nogle (Sect. Suber, se S. 367), som nærme sig til de mere 
bredbladede, men ikke ganske helrandede Former af Sten-Ege, medens andre (Sect. 7/«- 
coideæ, se s. S.) have megen Lighed med de Former, som have tornet-tandede Blade 
(Q. Ilex V. agrifolia). Derimod har den Art af Cems-Gruppen , som gaaer længst mod 
Nord ind i Eulepidobalanernes Gebet, de dybt indskaarne Blade fælles med disse Ege. — 
Ligeledes forekommer her en meget udbredt Gruppe af Lepidobalaner {§ Crenato-serratæ, 
se S. 367), som danner Overgang mellem de typiske Arter af denne Undersiægt og Sten- 
Egene. Visse Former af Q. infectoria og Q. Lusitanica staa saaledes midt imellem Varie- 
teter af Q. sessiliflora og pubescens paa den ene og af Q. Ilex paa den anden Side. 

Ogsaa Amerika frembyder mange Exempler paa Overgangsformer mellem de Under- 
slægter, som her komme i Berøring med hinanden. Der er i det Foregaaende vist, hvor- 
ledes Cupulifererne og navnlig Egene forholde sig til den øvrige Plantevæxt i de store 
naturlige Floraer. Her skal nu kastes et Blik paa Egenes Optræden i Amerika i Almin- 
delighed og Underslægternes Forhold til hinanden indbyrdes. Her findes i det Hele omtrent 
150 Arter, som ere udbredte mellem den 2den og 44de° n. Br. , men langt fra ensformigt. 
De optræde med et meget overveiende Antal Arter i Mexico mellem den 15de og 20de° og 
i en Høide af 3000 — 6000 Fod paa Cordillerens østlige Heldning, hvor der hersker et fug- 
tigt og varmt-lerapereret Klima. Herfra aftager Arternes Antal baade mod Syd, saa at der 
paa 2—3° n. Br. endnu kun findes et Par Arter, og mod Nord, saa at der ved Sydranden 
af de store nordamerikanske Søer, hvor Egene have deres Nordgrændse, endnu kun fore- 
komme nogle faa Arter [alba, obtusiloba, macrocarpa, rubra, coccinea, tinctoria, imbricaria). 



*) Ørsted: Bidrag o. s. v., 1. c, S. 70. 
**) Bladene synes hos alle Arter at være tornet-tandede paa den nnge Plante. 



498 168 

IndeDfor de her betegnede Grændser er der imidlertid store Strækninger, hvor Egene ganske 
mangle, nemlig paa hele den plateauTormige Hævning, som indtager en stor Del ar Mexico, 
Ny Mexico og det store af Saltsøbækkenet og Frairierne indtagne Bælte i Nordamerika, 
Egne, hvor Klimaet er saa lort, at de næslen ere blotlede for al Trævæxt. — Egenes Bælte 
ligger i Costa Uica og Colinnbipn i en lloide af 7000—10,000 Fod og sænker sig gradvis 
mod Nord indlil omtrent den 3ote Grad, hvor Egene bliver Lavlandsplanter. Dog forekomme 
allerede paa den 30le Grad et stort Antal Arter i Lavlandet {virens i Tlorida, Catesbæi, aquatica, 
cinerea, pheUoa lidt nordligere), ja endog i Mexico er der en enkelt Art (oleoidea), som voxer 
i Nærheden af Kysten. 

De amerikanske Ege hore til tre Undcrslægler: Erythrobalanus , Lepidobalanus og 
Macrohalanus , af hvilke den sidstnævnte er indskrænket til en Del af Mexico og Central- 
amerika, medens de to andre ere udbredte pjennem hele Gebetet og vise en mærkelig Pa- 
rallellisme med Hensyn til den Maade, hvorpaa de analoge Afdelinger af Slægterne optræde i 
de forskjellige Dele af Gebetet. De analoge Afdelinger af Underslægterne ere fulgende*): 

Erythrobalamts. Lepidobalanus. 

Euerythrobalanus svarer til Eulepidobalantis. 

Prinoides — - Prinus § genuinæ. 

Versiformes — - — § versiformes. 

Laurifoliæ — - — i^ integræ. 

Begge Underslægter have deres Maximum i den tropiske Zone, og de her voxende 
Arter have enten helrandcde eller svagt indskaarne Blade, medens derimod i den lem- 
pererede Zone Sectionerne Euerythrobalanus og Etdepidobalanus med dybt Indskaarne, 
digede eller lappede Blade ere herskende. Der er indenfor disse mindre analoge Grupper 
især visse Arter, hos hvilke Overensstemmelsen i Bladenes Form og Indskæring er saa stor, 
al den har givet Anledning til Forvexling af Analogi med Slægtskab. Som Exempler herpaa 
skulle anføres folgende: 

Enjlhrobalanus. Lepidobalanus. 

[Euerythrobalanus) nigra svarer til lEulepidobalanus) oblusiloba**). 

— tinctoria — - (Prinus) Prinus. 

\Prinoides) crasaifolia — - — reticulata. 

( Versiformes) Castanea — - ( Versiformes) glabrescens. 

(Laurifoliæ) conferiifolia — - (Integra) microphylla. 



*) I den syslcmaliskc Del af denne Afhandliiit!, crc de lier som % integræ opfurte Arter af llndcrslægten 
Lepidobalanus ticnfurte til g verai/onnea, men Painllclismcn vil træde lydeligere frem, nnar i\e Arier, 
»om liavc helrandedc Illade [microphylla, ollongifolia, glaucoitlea), udsondres som on egen ?. 
•*) Se Tab. III. 



169 499 

En nærmere Undersøgelse af de analoge Arter vil imidlertid vise, at de, som høre 
til Underslægten Erytlirobalanus, altid have Blade med braaddede Fremragninger eller, naar 
Bladene ere helrandede, en braaddet Spids, medens Lepidobalan-Arlerne have budte Frem- 
ragninger og en budt Spids. Medens disse to Underslægter i det hele holde sig tydeligt 
nok sondrede, er der dog visse Arter eller Grupper af Arter, hos hvilke begge Underslægters 
Karakterer ere paa en saadan Maade forenede, at de danne virkelige Overgangsformer, og 
saadanne Mellemformers Antal er især stort, hvor disse Underslægter optræde i det største 
Antal Arter, altsaa i Mexico. Det er navnlig indenfor Underslægten Erytlirobalanus, der 
ogsaa er den formrigeste i Amerika, at der forekommer flest Tilfælde af en større eller 
mindre Tilnærmelse til Lepidohalanus, sjeldnere omvendt. Medens saaledes toaarig Frugtmod- 
ning og de golde Ægs Stilling i den øverste Del af Frugten høre til de Karakterer, som i 
Regelen skarpest adskille Erythrobalanerne fra Lepidobalanerne, er der en lille Gruppe af 
de førstnævnte, hos hvilke Frugten modnes det første Aar (se S. 364, Sectio 5, Laurifoliæ 
§2), og der er en anden Gruppe, der ikke alene i enaarig Frugtmodning, men ogsaa i 
Æggenes Stilling ved Grunden af Frugten slutte sig til Lepidobalanerne (se S. 364 Sectio 6, 
Lepidohalanus). I disse Arter findes en saa fuldstændig Blanding af begge Underslægters 
Karakterer, som man kan tænke sig; de have optaget saa meget af Lepidobalanernes Natur, 
som de kunde uden at høre op med at være Erythrobalaner ; de have kun beholdt disses, 
rigtignok ogsaa væsentligste , Mærker i Grifler og Ar og de mere underordnede Egenheder 
i Skaalskællene og Blade. De fleste Arter af denne lille Overgangsgruppe høre til Ege- 
slægtens sydligste Repræsentanter i Amerika og voxe Syd for den høie Vulkankjæde, som 
i Costa Rica gaaer tværs igjennem Landet og danner et temmelig skarpt Grændseskjel 
mellem Centralamerikas og Columbiens Floraer — her er, som jeg andetsteds har vist, den 
nordligste Grændse for flere af de for den sydlige Halvkugle karakteristiske Former (f. Ex. 
Gunnera insignis Ørst.). — Paa en anden Maade dannes Overgang mellem disse to Under- 
slægter ved Californiens kristtornbladede Eg (Q. agrifolia) og rimeligvis ved nogle andre 
endnu kun ufuldstændig kjendte Arter, som synes at slutte sig til denne (se S. 364, Sectio 7, 
Stenocarpæa). Frugten er hos denne Art aflang og spids og modnes det første Aar 
som hos Lepidobalanerne, og med disse navnlig med visse Arter af 7fea;-Gruppen stemmer 
den ogsaa overens i Bladene, medens den derimod i Griflerne, Æggenes StiUing og Skaal- 
skællenes Form er en Erythrobalan. — Blandt Lepidobalanerne danne Q. lyrata ved sin 
kugleformede tykskallede Frugt (se S. 345 f. H) og Q. glabrescens , reiiculata, spicata o. fl. 
ved Formen af Skaalskællene Overgang til Erythrobalanus. 

Underslægten Macrobalanus , der er eiendommelig for Mexico og Centralamerika, 
hører til de smukkeste og interessanteste Afdelinger af Egene. Dens særegne Forhold i 
Bygning har man hidtil ganske overseet, og de herunder hørende Arter stilles af De C an- 
dolle paa forskjellige Steder i Systemet (se S. 370). Den hører til de amerikanske Ege- 

Videosk. Selsk. Sbr. i Række, nBturvidensk. og mslbem. Ard. 9 Bd. VI. C3 



600 170 

lyper, som i den tertiære Tid udjyorde en saa karakteristisk Del af Trævæxlen i Europa. 
Den af Kossmasler forst beskrevne Q.furcinerris sleminer, som del sees af nærværende 
Afliandiings Tab. VII f. 1—4, saa nole overens med Q.OaUottii i Bladets Form, Indskæring 
og Ribbefordeling, at man ikke kan tvivle om, at den er nærbeslægtet med samme; navnlig 
gjenfindes her de for Macrobalanus karakteristiske langs med Ilanden løbende Terliærribber 
(f. 2 — 4). Paa lignende Maade svarer Q. furcinerfis Ileer. til Q. leiop/iylla, Q. Drymeia til 
Q. lancifolia (see Tab. VII f. o — 8) og Q. grandidentata Web. til Q. excelsa Liebm. Macro- 
balanus slutter sig i det hele nærmere til Lepidobalanus end lil Erythrobalanus , dog er 
der nogle Arter, som i Bladene nærme sig mest til Erythrobalanus Sectio 3, Versiformes 
og Sectio 4, Serroides, saaledes lancifolia til nilens, leiophylla til Cortesii og corrugata lil 
Serra. 

Forsaavidt den Forbindelse, der viser sig mellem Cupnliferernes geografiske Ud- 
bredning og de i de systematiske Afdelinger udtrykte Forskjelligheder i Bygning, i det Fore- 
gaaende har været gjort lil Gjensland for Betragtning, ere Forholdene i det hele, saaledes 
som de maalte være, naar de typiske Former oprindelig have været tilstede i de som Ud- 
bredningscentra betegnede Egne og herfra, efterhaanden som Ariernes Antal tog til, have 
udbredt sig videre og blandet sig med Nabocentrernes Arter, naar ikke klimatiske og andre 
fysiske Betingelser hindrede deres Udbredning. 

Der er imidlertid nogle Forhold i Cupuliferernes Udbredning, som efter den nær- 
værende Fordeling af Land og Bav staaer i Modstrid med den Forudsætning, at alle de be- 
slægtede Former ere udgaaede fra samme Centrum , og som endnu staa tilbage at omtale. 
Delle gjælder saaledes med Hensyn til 7/ex-Gruppens Udbredning. De herhen horende 
Arter (see S. 369) forekomme i størst Mængde i Ny Mexico, en Art har en stor Udbredning 
i den sydlige Del af Nordamerika, en anden ved Mexicos Kyster; saa at de altsaa her til- 
høre Landene omkring det amerikanske Middelhav; men den mest udbredte Egeart, Sten- 
Egen, i Europas Middelhavslande hører ogsaa til denne Gruppe, og ligeledes forekommer 
der el Par Arter paa tiimålaja og én Art paa Japan, saa at //ea;-Gruppen altsaa er udbredt 
hele Jorden rundt paa de tilsvarende Bredegrader. Man kunde maaske mene, al delle Ud- 
bredningsforhold lader sig forklare derved, at Lighed i klimatiske Betingelser ogsaa frem- 
kalder Lighed i Organisation, men fraseet andre Indvendinger, der kunne gjeres mod denne 
Forklaring, finder der navnlig for Uimålajas og Japans Vedkommende ikke nogen saadan 
Overensstemmelse i Klima Sled. Derimod kaste de til de nulevende Arter noie knyttede 
fossile Former og deres Udbredning i de nærmest forudgaaende Jordperioder, saaledes som 
det vil blive vist i det følgende Afsnit, Lys over dette som over flere andre afvigende Forhold 
i Udbredningen. 

Der er derna;st Egefamiliens Optræden i den californiske Flora, som frembyder 
afvigende Forhold, da de her forekommende Arter vise meget større Slægtskab med de 



171 501 

japanesiske end med dem, som voxe i de østlige Stater. Her er nemlig, som ovenfor 
(S. 474) vist, iiun én Art af den i Øststaterne herskende Afdeling af Underslægten Erythro- 
balanus, men derimod 3 Arter, som henhøre til asiatiske Typer. Denne Overensstemmelse 
mellem to fra hinanden ved et stort Hav fjernede Floraer — thi ogsaa med Hensyn til 
andre Familier gjor den sig i større eller mindre Grad gjældende — kan kun forklares ved 
at se hen lil de mærkelige Udslag, hvortil Asa Gray's*), Dana's og Lesquereux's 
Undersøgelser have ført med Hensyn til den nuværende nordamerikanske Floras Forhold til 
den pliocene og med Hensyn til de klimatiske Forandringer, som her have fundet Sted. 
Ved disse Undersøgelser er det blevet godtgjort, at Plantevæxten her har en meget større 
Ælde, end man tidligere har antaget, og at det ikke alene væsentlig var de samme Arter, 
som dannede Skoven i den pliocene Tid, men nogle Arter kunne endog føres tilbage til 
den miocene Tid***). Da Klimaet under Istiden gradvis blev meget koldere, maatte disse 
Planter efterhaanden trække sig længere mod Syd, og i deres Sted traadte arctiske Former. 
Efter Istiden fulgte den anden postlertlære Periode, der af Dana kaldes den »fluviale«, da 
Landet dengang var lavere og Søerne meget større end nu. Af Dyrelevninger fra denne 
Periode +) sees det, at der da herskede et varmt Klima lige op til de nordligste Dele af 
Fastlandet. De under Istiden mod Syd trængte Planter kunde derfor vende tilbage og ind- 
tage langt nordligere Bredegrader end de nu gjøre, medens de arctiske Planter trak sig op 
til Toppen af de høieste Bjerge, hvor de endnu danne det alpine Bælte. I den fluviale 
Tid fandt der altsaa saadanne Forhold Sted i Klima og i Plantevæxtens Fordeling, at der 
over de aleutiske og kuriliske Øer kunde finde en Vandring af Planterne Sted, hvorved det 
forklares, at disse to saa langt fra hinanden fjernede Floraer kunne være saa nøie knyttede 
til hinanden. Efter den fluviale Periode fulgte »Terrasse-Perioden«, som Dana kalder den, 
i hvilken Landet gradvis hævede sig til sin nærværende Høide, og Temperaluren sank, 
hvorved den arctiske Flora igjen kom til at adskille den gamle og den nye Verdens tem- 
pererede Floraer fra hinanden. 

Blandt de Cupuliferer, som have en saa afvigende Udbredning, at denne kun kan 
forklares ved at se hen til den høie Ælde, som der ifølge de i pliocene Lag fundne Lev- 
ninger maa tillægges dem, høre de to almindeligste Arter af Slægterne Castanea og Fagus. 
Castanea vulgaris har sin største Udbredning i Europa, men den forekommer ogsaa i 
Nordamerika, i Staterne Maine, Michigan og Kentucky, i en egen Varietet (var. Americana) 



*) Asa Gray: On tlie Botany of Japan and its relations to that. of North America. 
**) Saadanne i pliocene Lag fundne Træer ere: Oleditschia triacanthos, Frunus CaroUniana, Carya olivæ- 
formis, Castanea pumila, Quercus virens, aguatica var. myrlifolia, Persea Carolinensis. 
***) Saadanne ere: Taxodium distichum, Seguoia sempervirens. 
f) Megatherium, Mylodon, Megalonyx, Dicotyles. 

63* 



502 172 

med mindre og sodere Frø og ligeledes paa Japan, hvor den optræder i flere Varieleler*) 
og i den nordlige Del af Kina, medens den herfra og III Kaukasus og ligeledes i den mid- 
lersle og vestlige Del af Nordamerika ganske mangler. I*aa lignende Maade forlioiiler det 
sig med Fagns sylvatica, der ogsaa forekommer paa Japan i en egen Varietet (('. Asiatica), 
men savnes i den store Strækning, som ligger herimellem og Kaukasus**). Der er Grund 
til at antage at baade Bøgen og Kastanien har været udbredt i et Bælte, som strakte sig 
fra den østlige Del af Asien til Kaukasus, og Paavisningen af disse Planler i hine Egnes 
pliocene Lag vil neppe længe lade vente paa sig. 

Blandt de Forhold i Planternes geografiske Udbredning i Almindelighed, hvorover 
Cupulifererne i særlig Grad kaste Lys, skulle her udhæves de vigtigste. 

Den mærkelige skarpe Adskillelse, som finder Sted mellem den mexicanske og den 
vestindiske Flora, som dog ligge hinanden saa nær, gjør sig paa en meget paafaldende 
Maade gjældende med Hensyn til Cupulifererne. Medens nemlig Egene optræde i større 
Mængde i Mexico end noget andet Sled paa Jorden, er der ikke en eneste Art paa de vest- 
indiske Oer, uagtet disse paa mange Steder frembyde de klimatiske Betingelser, som ere 
de gunstigste for Egene. At der netop med Hensyn til Egenes Optræden finder en saa 
fuldstændig Modsætning Sted mellem disse to Floraer kan vistnok tildels forklares derved, 
at Egenes Frø, som hurtig miste deres Spireevne, ikke let kunne overføres ved Havet; 
hvortil endnu kommer, at Egene voxe i Mexicos høiere liggende Bjergegne, langt fra Havet, 
og om end Frugterne herfra ved Floderne kunne fores ud i Havet, ville de ikke paa de 
vestindiske Øers Kyster finde gunstige Betingelser for deres Udvikling, hvilket ogsaa slaaer 
i Overensstemmelse med den almindelig gjældende Regel, at de fleste Planter, som de 
vestindiske Øer have fælles med Fastlandet, tilhore det tropiske Lavland, medens Bjerg- 
planterne som ofte ere endemiske. 

Det gjælder fremdeles som almindelig Regel, at der findes flest endemiske Arter i 
de Floraer, hvor de fysiske Betingelser lægge de største Hindringer for Planternes Van- 
dringer. Havet og høie sneklædte Bjergkjæder, især saadanne, som træfl'es lodret af de 
herskende Vinde, danne skarpe Grændseskjel mellem Floraerne. Gyldigheden af denne 
Regel bestyrkes paa en slaaende Maade ved Cupuliferernes Udbredning. Medens saaledes 
f. Ex. Sommer-Egen er udbredt over hele Europa, overalt hvor den finder de passende 
klimatiske Forhold, have derimod Sumatra og Java, som ligge hinanden saa nær, gjennem- 
gaaende forskjcllige Arter af Cupuliferer, uagtet Klimaet paa begge Øer væsentlig er del 
samme, og ligeledes ere de for den californiske Flora ejendommelige Cupuliferer inskræn- 



•) r. Japonica med mindre Blade, v. tUmgata, v. tubdentata og ». Kusakuri. 

*•) Naar F. syhalica tidligere har værcl angivet fra Amerika grunder det sig paa en Forvcxling med 
var. itjheitrii af F. ftrruginea. 



173 



503 



kede lil den vestlige Side af den høie Nevada-Kjæde, og Bøgene i Chili ere ved de sne- 
klædte Cordillere fuldstændig udelukkede fra Østsiden. 

De forskjeilige Plantebælter hæve sig i det hele gradvis og regelmæssigt fra de 
høiere Bredegrader og henimod Ækvator. Betydelige Afvigelser fra de sædvanlig herskende 
Høidegrændser for Bælterne finde dog Sled og foraarsages ved særegne Forhold, dels i 
Terrænets Uævning, dels i Skydækket. Det har saaledes vist sig, at en plateauformig Hæv- 
ning paa Grund af den stærkere Insolation løfter Plantebælterne og Snelinien betydeligt 
iveiret — herpaa afgive det bolivianske og det tibetanske Døideplateau paafaldende Exempler. 
En Sænkning af Plantebælterne finder derimod Sted paa isolerede og stelle Bjerge. Der 
er neppe noget andet Land hvor dette Forhold lægger sig paa en saa slaaende Maade for 
Dagen som i Nicaragua, og Paavisningen heraf er det interessante plantegeografiske Udbytte 
af min Reise i Centralamerika. Flere af Vulkanerne staa her som fuldstændig isolerede, 
regelmæssige, 5 — 6000 Fod høie Kegler, der hvile paa det kun 1 — 200 Fod over Havels 
Niveau hævede Lavland. Paa El Viejo fandt jeg Plantebælterne fordelte paa nedenstaaende 
Maade: 

Plantebælterne paa El Viejo i Nicaragua. 




Her findes altsaa 6 Bælter, og disse ere saa skarpt adskille fra hverandre, at man 
paa Steder, hvor dette Bjerg kan overskues i hele sin Høide (f. Ex. fra Havnen ved Bealejo) 
modtager omtrent det samme Indtryk af Bælternes Fordeling som ved den billedlige Frem- 
stilling heraf — et Forhold som vistnok er overmaade sjeldent. Over Fyrrens Bælte, 



504 174 

som her Tremhydcr den særegne Interesse, at det er det sydlipsle Punkt i Amerika, hvor 
denne Planteslægt er repræsenteret. Ondes et lille IJælle af Fjeldvæxter, hvor Gaultheria 
scabrida Kl. er fremherskende. Fjeldvæxternes Bælte ligger her mellem 4500 
og 5500Fod, medens del, som jeg har vist, paa Vulkanen Irazu i CostaKIca, 
der hæver sig iveiret fra 5 — GOGO Fod hoit Plateau, ligger mellem 10,000 
og 11,000 Fod. — For Cupuliferernes Vedkommende er der navnlig to Steder i Europa, 
hvor den plateauformige Hævning har Indflydelse paa Bælternes Høidegrændse. I den cen- 
trale Del af Alperne bevirkes herved en svagere Udvikling og en Sænkning af Bøgebæltet; 
Plaleauklimaet er nemlig ved sin continenlale Fiarakter ugunstigt for Bøgen, medens det 
derimod paa den anden Side er Grunden til at Zirbelfyrren og Lærken, som ynde delte 
Klima, i Kantonerne Wallis og Graubunden danne et stærkt udviklet Bælte, som hæver sig 
600—1000 Fod hoiere end paa de bayerske Alper (se S. 469). Paa Sierra Nevada, der 
hviler paa Granadas Plateau, stiger Kastanien op til 5000 Fod, medens den derimod paa 
den tilsvarende Bredegrad i den sydlige Del af Portugal kun naaer op til 3200 Fod. Mod- 
sætningen mellem Kastaniens Hoidegrændse paa disse to Steder bliver rigtignok kun derved 
saa betydelig, at der er særegne Forhold, som i Portugal bevirke en ualmindelig Depression 
af Bælterne. Det er nemlig saadanne, som staa i Forbindelse med Kyst- eller Øklimaet 
og som ogsaa andre Steder gjøre deres Indflydelse gjældende i de Bælter, hvor Cupuli- 
fererne optræde. Ege-Kastaniernes Bælle og de andre Plantebælter ligge saaledes paa Su- 
matra meget lavere end paa Java, og det er (S. 386) bleven vist, at dette grunder sig paa 
den Formindskning i Solens Virkning, der foraarsages ved den tættere og hyppigere Sky- 
dannelse, som finder Sled paa Sumatra, hvis Bjergaxe trædes lodret af de der herskende 
damprige Luftstrømme, medens disse derimod paa Java løbe parallelt med Bjergaxens Ret- 
ning. Ganske lignende Forhold er det, som gjore sig gjældende i Portugal. De ved At- 
lanterhavets Nærhed bevirkede Taager og Skydannelser have til Følge, at Temperaturen i 
den Grad formindskes, at medens Sommerens Middeltemperatur i Madrid, som ligger paa 
1940 Fod, er næslen 24° C., er den derimod i Mafra, som ligger 700 Fod over Lissabon, kun 
henved 17" C. Der er dop neppe noget andet Sted paa Jorden, hvor lignende klimatiske 
Betingelser bevirke en saa betydelig Formindskning i Sommertemperaturen, som i den syd- 
lige Del af Chili og paa Ildlandet, hvor Gletscherne endnu paa 46 — 47° (ved Kelly llarbour) 
naa ned lil Ilavet, og hvor Sommervarmen paa 53° er saa ringe, at Bug og Byg neppe 
kunne modnes (se S. 383 — 85). 

Der slaaer endnu tilbage. at give en Fremstilling af Forholdet mellem Egefamiliens 
nærværende Udbredning og dens Optræden i Forliden og ligeledes al undersøge, hvorvidt 
de forskjellige indvundne Besultater kaste Lys over Spørgsmaalet om Egearternes Oprindelse 
(se S. 3H0), men disse Parlier vil del være rigtigst al udsætte til, der i det næste Afsnit af 
min Afhandling er givet en Oversigt over de fossile Former. 



175 505 



Berigtigelser og Tillæg. 



Side 348, L. 18 f. o. Egen, læs: Egen {Quercus pedunculata). 

— 365, L. 12 f. n. Efter Julvo-tomentosa indskydes: v. pubescentia. 

— 373. Her indskydes efter Pasania Earlandi (L. 4 f. n.): F. Hancei Benth., Flor. Honkong. p. 322. 

— 382, L. 11 f. o. Betegnelsen Ege-Kastanier bor helst indskrænkes til Slægten Pasania. 

— 385, L.6 f. n. Dryohalanops, Dipleroearpcer, læs: Dryobalanops og andre Dipterocarpeer. 

— 387, L. 19 f . o. Castanea (Oastanopsis) vulgaris, læs: Castanea {Eucastanea) vulgaris. 

— 387. Etter L. 8 f. n. indskydes: Pasania Hancei. 

— 392, L. 11 f. o Fusi-jama, læs: Fusiyama. Hoiden af denne Vulkan er efter de seneste Maaliiiger 

(Petermanns Mittheil. 1867, p. 118) 13,300 Fod. Dog skal den ifølge Alcocks Maallnger være 
13766 Fod (.Fra alle Lande« 1869, p. 481). 

— 392, L. 19 f. n. 6—15°, læs: 4-6 hI5°C. Yeddo's Sommervarme svarer til Palermo's (22,5° C); 

men Vinteren er koldere og svarer til den i Genf (+0,5° C). 

— 393, L. 17 f. o. P. Massoniana, læs: P. Massoniana Sleb. et Zucc. Her indskydes blandt de kinesiske 

Naaletræer: Oupressus funebris og Juniperus Chinensis 

— 395, L. 8, f. o. De 4 førstnævnte Slægter, læs: de 2 førstn. o. s. v. 

— 397, L. 15 f.o. 9—9000', læs: 8—9000'. 

— 397. Her indskydes følgende Bemærkninger om Middelhavslandenes Flora, uddragne af Grisebachs 

Skrift: .Die Vegetation der Erde. 1. Bd. Mittelmeergebiet«. De herværende Arters Antal anslaaes 
til 7000. Af disse tilhore 60 Procent eller 4200 udelukkende denne Flora, medens de ovrige Arter 
ogsaa forekomme i Mellem- og tildels i Nordeuropa. Kun 500 af de 4200 Arter ere udbredte over 
hele Gebetet, medens 1000 Arter tilhore to eller Dere Lande, og 2700 ere indskrænkede til et enkelt 
af disse. Dette store Antal Arter med et saa indskrænket Udbredningsomraade hidrorer derfra, at 
Gebetet omfatter dels fra hverandre langt fjernede Kyststrækninger, dels Øer eller Halvoer, der lige- 
som disse ere rige paa endemiske Arter. 60 af de eiendommelige Slægter ere monotypiske, og af 
disse er der kun 12, som ere almindeligt udbredte. — Spanien har '/u eiendommelige Arter og 11 
Monotyper. 4 Atter af Træer ere indskrænkede til Afrikas Nordrand og navnlig til Algier: CaUitris 
quadrivalvis , Fraxinua dimorpha, Pistacia Atlantica og Pyrus longipes. Paa de baleariske Øer ere 
Vio af Arterne endemiske, heriblandt: Eypericum Balearicum, Oenista lucida og Hypocrepis Balea- 
rica, medens Buxus Balearica ogsaa forekomme i Spanien. Sardinien og navnlig Korsika frem- 
byde en eiendommelig Endemismus. 4 Familier optræde nemlig her i særegne Former, udmærkede 
ved deres meget smaa kun faa Linier lange Blade, saaledes navnlig Læbeblomsterne, Korsblomsterne 
[Morisia], Kurvblomsterne [Nananthea). 3 endemiske Buske tilhore begge Øer: Ehamnus salicifolius, 
Oenista Corsica og G. Morisii. — Italien er af alle Middelhavslandene fattigst paa endemiske Arter, 
og disse ere især indskrænkede til Neapel og Sicilien. Primula Palinuri er indskrænket til For- 
bjerget Palinuri (40°) og Convolvulus sabatius til Cap Noli. Juniperus hemisphærica er fælles for de 
calabriske Apenniner og Ætna. — For den illyrisk-dalmaliske Kyst er Petteria (Cytisus) Weldeni 
karakteristisk. — Den osmaniske Halvø har 3 Monotyper, blandt hvilke Gesneraceen Eaberlea er 
den mærkeligste formedelst sit Slægtskab med den pyrenæiske Bamondia. — Colutea melanoxylon 
og Juniperus Ægcea ere karakteristiske for Grækenland. — Kreta er rigere paa endemiske Væxter 
end nogen anden Del af dette Gebet. Her forekommer en monotypisk Campanulacé [Petromarula), 



506 176 



fremdeles Plancra Abelicea og flere Buske af Slægter, som ellers optræde som Urter eller Halvliuske 
{Linum arboreum, Fhenut Cretica, Aitragaluå Creticut, Slahetina /rulico$a og arboreiccnt. — Lille- 
asien tæller et slnrt Antal Oli — '/s) endemiske Arier, blandt hvilke Fraxintu Syriaca, Phittyrea 
Vilmoriniana, Amygdalut orientalu Og talicifolia, Colutea Cilicica, Cisiut orienlalu, Amelauchier 
parri/olla. — Nogle Arter have en mærkelig Udbrcdning og forekomme 1 Spanien og Orienten, men 
mangle i de mellemliggende Lande, saaledes: Jihododendron Ponticum, Oeum helerocarpum og Jtini- 
pcrti» thuri/era, hvilken sidste dog ogsaa voxcr paa Atlas og Sardinien. Tre capskc Typer have 
Depra'sentanler her: Othonna af Kurvblomsternes Familie i Algier, Stapeliacecn Apteranthts paa 
Larapcdusa og Pelargonium EndHchertanum paa Ciliciens Bjerge. Himålayakjædcns Pinus exceltn 
synes at være den samme Fyrreart, som voxcr I Maccdonien og er beskrevet under Navn af P. Peuce, 
og Junipenis /oetiditsima er fælles for Taurus og Himalaya. To tropiske Planter ere indskrænkede 
til Fumarolcrne paa Oen Ischia, nemlig Cyperut polyatachym og Pteria longifolia. 
Side 402, L. 20 f. o. Vestlige, læs: osllige. 

— 404, L. 10 f. n. 3000—3500, læs: 2000—3500 Fod. 

— 409, L. 6 f. o. Sypirenais, læs : Syspirentit. 

— 409, L. 8 f. n. Bayriske, læs: bayerske. 

— 411 indskydes: Bogen fordrer en Vegetationstid paa 5 Maaneder med en Middeltemperatur af 8° R. 

(Grisebach). 

— 413 Indskydes: Egen fordrer samme Vegetationstid som Bogen, men tiltrænger lidt storre Varme i Be- 

gyndelsen (9 — 10° R.), men k:in hjælpe sig med mindre i Slutningen af samme (Grisebach). 

— 425, L. 13 f . o. Fyr og Gran, læs: navnlig Fyrren. 

— 429, L. 4 f. n. 32—33, læs: 32—33000. 

— 431, L. 7 f. n. Skjælnæs, læs: Skjælsnæs. 

— 443, L. U f. n. En nordostlig Polargrændse, læs: nordvestlig. 

— 4G0. Ved Snelinien staaer 4800' istedetfor 8800'. 

— 464. 1 Fjeldvæxtcrnes Bælte staaer Rhodendron, læs: Jihododendron. 

— 471, L. 17 f. n. Den californiske Flora o. s. v., læs: den californiske og don nonlnmoiikanske Flora i 

Almindelighed. 

— 473, L. 12 f. n. Jabobi, læs: Jacobi. 

— 474, L. 5 f. o. Ordet Slægter gaaer ud. 

— 474, L. 11 f. n. Dele, læs: Dale. 

— 475, L. 12 f. o. San Pabbo, læs: San Pablo. 

— 477, L. 15 f. o. Foucrnya, læs: Furcroja. 

— 478, L. 1 1 f. o. Eurythrobalanus, læs : Frythrobalaniu. 

— 481, L. 7 f. o. Banener, læs: Bananer. 

— 486, L. 7 f. n. Peporomia, læs: Peperomia. 



177 . 507 



Resumé du mémoire: 

Etudes préliminaires sur les Cupuliferes de l'époque 

actuelle, principalement au poiut de vue de leurs 

rapports avec les especes fossiles. 

Par A. S. »rstcd. 



\J est un fait généralement reconnu aujourd'hui que les planles acluelles ne sont pas 
loutes également anciennes, et que parnii les végétaux dicolylédones il n'en est guére qui 
remontent plus haut dans le passé que les Cupuliferes, ni chez lesquels il existe une 
connexion si intime entre les espéces encore vivantes et les espéces fossiles. Un grand 
nombre de Cupuliferes se rattachent si étroitement aux espéces pliocénes et miocénes, qu'on 
ne peut douter qu'il n'y ait entre eux une relation génétique, et il est ainsi permis d'es- 
pérer que l'étude de ces plantes conlribuera a jeter du jour sur les Ihéories de la trans- 
formalion graduelle des espéces. 

Mais la comparaison avec les plantes actuelles, qu'exige nécessairement l'étude 
des espéces fossiles, conduit bient6t k ce resultat, que les caractéres qui servent géné- 
ralement de base a la separation des plantes vivantes, sont loin d'étre suffisants pour 
l'intelligence des plantes fossiles. Lorsque , comme c'est souvenl le cas, on ne dispose 
que d'uu simple fragment de feuille pour la determination de ces derniéres, on sent la 
nécessité de faire sur la nervation des recherches bien plus approfondies que ne le réclame 
la separation des plantes vivantes, et il faut constamment se demander jusqu'a 
quel point, étant donnée une partie isolée d'une plante, il est possible d'en 
lirer des conclusions relalivement k la nature des autres parties, ou, en 
d'autres termes, on sent le besoin de se rendre compte de la liaison qui existe entre 
les caractéres des divers organes, laquelle joue nécessairement un r61e imporlant 
dans un groupement naturel des espéces. 

Ce sont des etudes préliminaires de ce genre, nécessaires pour l'intelligence et 
la determination des Cupuliferes fossiles, que j'expose dans la premiere partie du present 
mémoire, en ayant toujours en vue la seconde partie, laquelle renfermera des remarques 
critiques sur les travaux qui ont été publiés jusqu'ici sur les Cupuliferes fossiles, ainsi 
qu'une classificalion des espéces fossiles. 

Vidensk. Sclsk. Skr., i Række, nalurvideosk. og molhem. AH. 9 Bd. VI. 64 



608 . 178 

' Ces (''tildes préliminaires, il esl vrai, onl déjii, en grande parlic, clc exposées 
dans mon premicr nu-moire; «Conlribulions h la Systémalique des CliOncs« (Nalurli. 
Forenings Vidcnsk. IMeddclelscr I8GG), el je crois, par mes indicalions sur rimporlancc 
des styles el des sligmales dans la Syslémalique de ces planles, avoir réussi å élablir iine 
classificalion naUirellc des Cupiiiiféres; mais, depnis la publicalion de ce mémoire, j'ai eu 
l'occasion d'examiner de nouveaux malériaux, provenant de colleclions tant ancicnnes qiie 
récenles, el celle etude, tout en confirmaiit dans les points essenliels la jiislesse des 
principes que j'ai pris pour base de ma ciassilicalion, a eu cependanl pour resultat d'édair- 
cir quelques doutes el d'apporter quelques changements dans des points secondaires. 
Que la valeiir de celle classificalion se trouve également confirmée par la slructure inté- 
rieure de ces plantes el par leur distribution géo^raphique , c'est ce que je me propose 
aussi de démonlrer, de sorte que la premiere partie du préseul mémoire comprendra les 
cliapilres suivants: 1° nouvelles contributions ii la morplioiogie des Cupuliléres; 2° com- 
paraison entre la slructure intérieure du trone cliez le Chene, le Uétre et le Cliåtai- 
gnier; 3° classiDcation des Cupuliféres; 4' distribution géographique de celle famille. 



I. Nouvelles contributions å la morplioiogie des Cupuliféres. 

Feuilles. Dans mon précédent mémoire, j'ai examiné les caractéres princi- 
paux de la nervation et les découpures. Pour ce qui regarde les nervures secondaires, 
elles se terminenl, lorsque les feuilles sont échancrées, au sommel des proémiuences 
(dents, laniéres), comme cliez le Cydohalanopsis gilva (pag. 6 [33G]); mais, lorsque 
les feuilles sont enliéres, elles se divisent, h une assez grande distance du bord, en 
deux branches principales, dont l'une se courbe vers le haut et Tautre vers le bas, 
comme chez le sous-genre Enjlhrobalanus (Q.conspersa pag. 7 (337]l, ou bien elles abou- 
lissent a un arc qui court presque parallélement au bord de la feuille, comme cliez le 
genre Pasania (pag. 7 |337)). Oulre ces caractéres, qui sont les plus généraux, il faut encore 
signaler les suivants, qui, quoique plus rares, sont cependanl particuliers ii certains groupes 
naturels; les nervures secondaires se divisent par des bifurcalions répélées en nervures 
beaucoup plus fines qui se perdenl vers le bord — tel est le cas chez le Quercus [Iletero- 
halanus) semicarpifolia (I'l. I, 1 — 3), el plusieurs espéces des groupes Ilex (IM. II, 1 — 3) et 
Erylhrobalanus (cinerea, imbricaria) — OU elles se terminenl en une dent, mais délaclient 
pres du bord une branche qui lui esl presque paralléle, comme le montre la figure 
liag. G [33'j]. On observe surtout ce caraclérc chez le Quercus suhgen. Macrobalanus el le 
Quercus subgen. Lepidobalanus sect. Prinus § serroides. 

Quelques espéces du groupe des ilélrcs (Fagus Sieboldii, Nothofagus anfarclicn, 
N. Gunnii), présentenl en apparence un grand écart sous ce rapport, les nervures secon- 
daires se lerminant non au sommet de la proéminence, mais au fond de l'incisure (I'l. VI, 
Og. 27). Mais un examen plus approfondi montre que, chez ces espéces, le fond de lin- 



179 509 

cisure répond au sommet de la proéminence cliez d'autres espéces. Les feiiilles du Fagus 
sylvatica sont doublement crénelées, de maniére qu'a chaque nervure secondaire corre- 
spondent une grande et uoe pelile dent (PI. VI, fig. 29); måls cette derniére disparait 
quelquefois complétement, et les feuilles présentent alors des crénelures simples comme 
chez le Fagus Sieboldii (voir la figure pag. 8 [338]). Le fond de l'incisure est done ici ho- 
mologue h la petite dent du Fagus sylvatica. Le Nothqfagus antarctica et le N. Gunnii 
ont de méme des feuilles doublement crénelées; mais, chez une varieté du N. antarctica 
(N. sublobata], les denls, comme l'indique la figure p. 8 [338], sont remplacées par de 
petits lobes crénelés oii viennent aboutir les nervures secondaires, de sorte qu'on volt 
également ici que le fond de l'incisure, chez la forme ordinaire (PI. VI, fig. 27), et le 
sommet du lobe, chez la forme lobée, sont des parties homologues. 

Les feuilles des trois groupes principaux sont en general si différenles qu'elles 
suffisent a elles seules a les distinguer l'un de l'autre. Dans le groupe des Chålaigniers, 
les feuilles, å quelques exceptions pres, sont entiéres; chez les Chénes, elles sont d'ordi- 
naire plus ou moins découpées; mais, méme lorsqu'elles sont entiéres, elles différent des 
feuilles des espéces appartenant au groupe des Chålaigniers par le caraclére des nervures 
(comp. la feuille du Quercus (Erythrobalanus) conspersa avec celle du Pasania glabra 
p. 337). Les espéces du groupe des Uétres ont généralement des feuilles doublement créne- 
lées, et se distinguent par les nervures secondaires, qui sonl ou comme il a été dit plus 
haut, OU se divisent å quelque distance du bord en deux branches qui se rendeut chacune 
au sommet d'une pelile crénelure (PI. VI, fig. 25, 26, 28); ce n'est que le Nothofagus So- 
landri et le N. Cliffortioides qui ont des feuilles enliéres. Chez les Castanince, les genres 
ont les feuilles å peu pres identiques; chez \es Quercineæ et les Fagineæ, au contraire, on 
pent en general aux feuilles seules reconnallre les genres, et chez le genre Quercus, mémé 
les sous-genres. Les Irois grands sous-genres Lepidohalanus , Erythrobalanus et Cerris, 
aux feuilles respectivemeut lobées, laciniées ou mucronées-denlées, et denlées en scie, pré- 
sentent un parallelisme interessant au point de vue de la profondeur des découpures, comme 
on peut s'en assurer en jetant un coup d'æil sur les figures de la PI. III. 

Cupule. La difference dans le développement, chez les Quercineæ, d'une pari, 
chez les Fagineæ el \es Castaninæ, d'autre part, constitue sans douie la parlicularité la plus 
essentielle dans la cupule (Ilofmeister: Ilandbuch des physiol. Botanik, I Bd., S. 464). 
Aprés le développement, il faut certainement attacher la plus grande importance au rapport 
qui existe enlre l'axe de la cupule et les bractées (écailles), les braclées élanl rudimenlaires 
OU absentes lorsque l'axe est fortement développé, ou inversement. C'est ainsi que chez le 
genre Cyclobalanus, la cupule est souvent presque exclusivement formée par l'axe; les inler- 
næuds en sont bien distincls, et on ne voit souvent, au lieu des verlicilles, que des anneaux 
concentriques qui en indiquent la place, ou bien de faibles rudiments d'écailles (p. 342, 
fig. C, Ørsted: Bidrag elc. PI. I— II, fig. 13 et 14). Ce grand développement de l'axe se 
traduit d'une autre maniére chez quelques espéces du genre Nothofagus, et nolamment 
chez le N. antarctica, 11 n'est pas rare, chez cette espéce, que chacune des quatre parties 
de la cupule se compose d'un axe bifurqué au sommet, dont le dos ne porte qu'une 
écaille, qui semble étre la bractée, laquelle est connée avec l'axe dans la plus grande 



510 180 

parlie de sa lonpueiir (PI. VI, fii;. 10 — II). Oii retrouve dan.s los dilTérenls pcnres les 
ni(!mc8 dilTi-rences dans la forme el la grandeur de la cupule , d'oi'i il siiil qu'au point de 
vue systémalique, oii ne peut plus atlrihuer la milme valeur qii'auparavanl å la circonstance 
que la cupule enveloppe tout le fruil (pag. iiiS, fig. L, 11); cc caraclére nc saurail jainais 
servir ii separer les genres, mais loul au plus les sous-genres. On observe égalemenl 
de grandes dilTérences dans l'épaisseur de l'axe. 11 est ainsi Ires épais cliez le Cijcloha- 
lanus induta, le Fasatiia lithocarpa (pag. 345, fig. /^) elc. , mais Irés mince au conlraire 
chez le J'asania lanceorfolia (Ørsled: Hidrag elc, PI. I — II , fig. 30), le Cijdobalanus 
encleistocarpa (pag. 3i5, fig. Z), le Quercus (Lepidobalanus) ly rata (pag. 345, fig, //) el le 
Quercus {Lepidohalamis] 8adleriana. Quanl aux écailles, celles d'nn méme verticille, chez 
les genres Cijdohalanus el Cyclobnlanopsts, sonl connées, el formcnl une galne enliére ou 
dentée. Elles soul égalemenl connées chez la pluparl des cspéces de genre Nothofagus 
(PI. VI, fig. 8, 9); mais chez le N. obliqua, elles sont complétcmenl libres, et chez le N. 
Menziesii, seulement un peu connées a la base (PI. VI, fig. 3, 4). — Pour cc qui concerne 
la forme des écailles, la difference essentielle qu'elles présenltnt, c'est d'élre divisées — 
comme chez le genre Caxtanea, oii elles forment des épincs ramifiées, el le Nothofagus 
alpina, oii elles sonl laciniées frangées — ou enliéres, comme chez la pluparl des genres. 
Les Irois grands sous-genres du genre Quercus offrenl sous ce rapport une difference frap- 
pante, car tandis que les écailles du s-g. Lepidobalanus out une base gibbeusc connée avec 
l'axe, et une partie libre beaucoup plus élroile (pag. 340, fig. D, E), celles du s-g. Enj- 
throbalanus sont triangulaires (pag. 340, fig. F, G], el celles du s-g. Cerris, linéaires (pag. 
340, Cis- A, B]\ cependanl chez ce dernier sous-genre, ce n'est souvent que les écailles 
supérieures qui onl celle forme, tandis que les inférieures sont beaucoup plus courles et 
plus larges. Chez le genre Pasania, les écailles onl es^enliellemcnl la méme forme que 
chez le Quercus subgen. Lepidobalanus, mais la parlie inférieure est le plus souvent 
intimément connée avec l'axe, avec lequel elle finit par se confondre, et la parlie libre 
est ordinairement plus poinlue; chez le Pasania densijlora, elle est en outre linéaire. 
II est rare que la cupule soit connée avec le fruit, comme chez le Cyclobalanus subgen. 
Encleistocarpus el le Pasania subgen. Lillwcarpæa. 

Fieurs femelles, principalement au point de vue des slyles el des 
sligmates. Dans mon premier mémoire, j'ai moiUré que dans la Syslcinalique des 
Cupuliféres, il faul attacher la plus grande inijiortance aux slyles et aux sligmates, et toutes 
les espéces que j'ai eu Toccasion d'examiner dcpuis lors n'onl fait que me confirmer la 
justesse de celle opinion. Ces organes permellent ainsi d'élablir une séparaiion Irauchée 
entre les Castaninæ, aux slyles cylindriques, raides et dressés, qui se terminent par un 
sligmate en forme de point (pag. 342, fig. H), et les Quercinece, aux slyles de formes 
diverses (non cylindriques pourlant), dont le sligmale couvre toujours la face interne ou 
supérieure (pag. 343, lig. A -■ G). J'ai de ménie fait voir que ces organes seuls peuvenl 
fournir un fondement solide pour le groupement nalurel des nombreuses espéces du 
genre Quercus, qui sonl reliées entre elles par tant de formes de Iransilion. On verra 
ainsi par les analyses de la PI. V que, chez loules les espéces du sous-genre Cerris, dont 
je n'avais pu auparavanl examiner qu'un pclil nombre, les slyles onl la mdme forme line- 



181 511 

aire pointue h rextrémité,. landis qiic chez le sous-genre Lepidobalanus , ils soul courls, 
plats, larges et souvent presque rénifornies (p. 343, fig. G, D, G et PI. VI, Og. 20, 22, 
23), et chez le sous-genre Erythrohalanus , linéaires et capités (pag. 343, fig. B et PI. IV). 
Ea géoéral, k ces caractéres dans les styles, se rattachent certaines particularités, non 
seulemenl dans le fruit et la cupule, mais aussi dans les feiiilles; mais, dans le cas con- 
traire, lorsque les caractéres se croisent, on a toujours dans les styles un sflr criterium 
pour determiner l'affinité naturelle, comme cela s'est montre pour le Quercus agrifoha, 
qua son habitus avait auparavant fait rapporter au groupe Ilex , tandis qu'il appartient au 
sous-genre Enjthrolalanus (Videnskab. Medd. fra naturh. Foren. 1869, pag. 30); de méme 
on a pu K l'aide seul des styles, determiner la limite entre le sous-genre Cerris et le 
Lepidohalanus [Prinus] § serroides. J'ai également constaté que le petit groupe de Chénes 
mexicains, que j'avais d"abord rapporlés au sous-genre Lepidobalamts {sect. Macrocarpæa), 
et qui se distinguent par leurs grandes feuilles dentées, leurs gros fruits a péricarpe épais 
et surtout leurs colylédons inégaux, présentent en outre des caractéres particuliers dans les 
styles et les stigmates (PI. VI, fig. 16 — 19), de sorte qu'il faut en faire un sous-genre a 
part {Macrobalanus) ; enfin on observe un fait analogue dans le groupe des Hétres, parmi 
lesquels les espéces dites antarctiques, qui différent aussi sous tant d'autres rapports, ont 
dans les styles des caractéres (PI. Vi, fig. 2, 6, 7, 12) qui rendent nécessaire de les placer 
dans un genre h part (Nothofagus). 

Péricarpe. C'est le manque ou laprésence de cloisons incomplétes qui constitue 
la difference essentielle dans le péricarpe. L'ovaire est a l'origine Iriloculaire, comme chez 
les genres Quercus elFagus, ou 9 — 12 loculaire, comme chez les genres Castanea sens. str. et 
Cijclohalanus] mais, chez la plupart des espéces, notamment les sous-genres Qwerc!«« Zeptiio- 
balanus et Cerris, et les genres Cyclobalanopsis et Fagus , les cloisons disparaissent en- 
tiérement. Ce n'est que le fruit des Cyclobalanées qui conserve 9 — 12, et celui ia Quercus 
subgen. Erythrobalanus , 3 loges incomplétes (pag. 345, fig. G, 31), et encore ne reste-t-il 
que de tres faibles traces de cloisons chez la plupart des espéces de ce dernier sous- 
genre. Parmi les principaux caractéres du péricarpe, le développement muluel des 
diverses couches mérite peut-étre d'étre pris en considération tout autant que les fausses 
cloisons. Le péricarpe se compose, outre l'épicarpe, de deux couches, une externe, plus 
compacte, et une interne plus mince, moins dense et d'une couleur plus foncée. C'est 
ainsi qu'il est constitue chez presque lous les genres et espéces, le genre Pasania 
excepté. Chez ce genre, la couche interne du péricarpe est beaucoup plus épaisse que la 
couche externe, et présente ordinairement trois parties saillantes, remplies par des cavités 
plus OU moins grandes, qui rappellent les lacunes dans le péricarpe des Juglandées (pag. 345, 
fig. A, B, C). Quant a la forme, la coupe transversale du péricarpe est en general ronde, 
sauf chez les Fagmeæ, ou elle est triangulaire (PI. VI, fig. 1—2). Le péricarpe présente 
du reste dans presque tous les genres de grandes differences de forme et d'épaisseur, de 
sorte qu'on peut passer graduellement, par des transitions iosensibles, d'un péricarpe 
oblong, particulier å quelques espéces, a un péricarpe sphérique ou dépriraé sphérique 
chez d'autres espéces. Chez le Quercus subgen. Lepidobalanus, le péricarpe est ordinaire- 
ment ovoide OU ovoido-oblong et mince (pag. 345, fig./, K), tandis que celui du Q. subge7i. 



512 18a 

Erythrohalanus cst sphcriqiic el souvcnt épais (pag. 315, dg. (?1; cepcndant oii Irouvc dans 
ces deux soiis-gcnres des deviations remarqiialiles de celle ré{,'le; c'esl ainsi que le péricarpe 
du Quercus [Lepidobalanus] lyrata esl spliérique el épais (pag. S-io, fig. //), mais celui du 
Qtiercus (Erytlirobalanua) agrifolta, oblong, aigu el miiice ipag. 345, fig. E). Quanl å la 
relalioD qu'on cbberve entre certains caractéres du péricarpe el des styles el les autres 
organes, je rcnvcrrai ii mon préccdenl mémoire. 

Ovuies el graines. 11 y a toujours deux ovulcs dans chacune des loges de 
l'ovaire, el comme les loges sonl généralement au nombre de trois, el qu'un seul ovulc 
devicul graine, il resle ainsi cinq ovulos avortés. Ces ovuies avortés sonl toujours visibles 
dans le fruil; ils sonl ordinairemenl fixes au somniel de la graine (pag. 3 56, fig. //), ou 
un peu plus bas sur le cOlé (pag. 3iG, fig. C, F), comme ciicz les Castamnæ, les Fagineæ et, 
parmi \ci Qucrcineæ, cliez le genre Cyclolalanopsis et \c Quercus subgen. Ertjlhrobalauus; on 
les Irouve plus rarenienl h la base de la graine, savoir cliez le Quercus subg'en. Le^ndoba- 
lanus el le Q. sulgen. Cerris (pag. 3-46, fig. £ el i'l. M, fig. 13). Les ovuies sont anatrope?, 
munis d'un grand micropylc tourné vers le baut, el souvent prolonges en tube (I'l. VI, 
Og. 14 — 15). La graine a ordinairemenl la ménie forme que le fruit, comme elle rcmplil 
toule la cavité du péricarpe. Quanl a l'embryon, on observe une dilTérence essentielle 
entre les Fagineæ, d'une part, el les Quercineæ et Castaninæ, d'aulre part; car landis 
que, dans le premier groupe, les cotylédons sonl foliacés el plissés, el s'éléveul au- 
dessus du sol lors de la germinalion, ceux des deux derniers groupes sonl épais et 
charnus, el restent enfouis dans la terre. Cliez presque toutes les espéces des Quercineæ, 
les cotylédons offrenl les ménies caractéres; ils sonl égaux, plans sur la face interne el 
convexes sur la face externe (pag. 346, fig. A el F, pag. 345, fig. D), le plus souvenl 
libres, et raremenl soudés en un corps cotyiédonaire; cependant ils sonl inégaux chez 
le Quercus subgen. Macrobalanus (pag. 34G, fig. E) — la radicule est alors laterale au 
lieu d'étre terminale — et, cliez le Quercus subgen. Erythrobalanus , les cotylédons sont 
en trois endroits plus ou moins profondémenl découpés, pour donner place aux cloisons 
incomplétes (pag. 345, fig. G). Cbez les Castaninæ, l'embryon esl ou comme celui des 
Quercineæ (pag. 346, fig. F], ou bien il esl divisé en 9—12 lobes, el quelquefois tres 
déprimé, comme cbez plusieurs espéces du genre Cyclobalanus (pag. 346, fig. D). Cbez 
ie Paaania subgen. Chlamijdobalanus, le lesta pénétre en plusieurs endroits dans des fentes 
profondes el sinueuses, el, comme les cotylédons sonl soudés ensemble, ils ofirenl, duns 
leur coupe transversale, le méme aspect que Yalbumen dil rumtnatum (pag. 346, fig. G). 



183 513 

IL Comparaison entre la stnictiire intérieure du trone chez 
le Chéne, le Chåtaignier et le Hétre. 

On admet comme une régle générale que les plantes qui se ressemblenl le plus 
au point de vue morphologique, et qui par suile sont les plus voisines dans le systéme, 
présentent également la conformité la plus grande dans leur structure intérieure. On a 
done regardé comme une deviation de cette régle que le Chåtaignier, qui en general est 
considéré comme aynnt une étroite afPinité avec le Hétre, se rapprociie néanmoins surtoul du 
Chéne par sa structure intérieure*). C'est de plus une régle générale que les arbres qui 
sont les plus voisins au point de vue systématique, sont aussi ceux qui peuvent le plus 
facilement se grelTer les uns sur les aulres. On a done également regardé comme une 
anomalie, que le Chåtaignier se laisse greffer sur le Chéne, mais non sur le Hétre**). 

J'ai démontré dans mon premier mémoire que l'opinion qui, depuis le lemps de 
Linné, a fait confidérer le Chåtaignier comme plus voisin du Hétre que du Chéne, repose 
sur des observations incomplétes des caractéres de ces végétaux, puisque, par les rap- 
ports essentiels lires des fieurs, et qui jusqu'ici ont été complétement negligés, le Hétre 
et le Chéne se rapprochent plus l'un de l'autre que le Hétre et le Chåtaignier. 11 en 
résulte, non seulement que les anomalies mentionnées plus haut disparaissent, mais 
aussi que cette conformité plus grande dans la structure interne entre le Chåtaignier et 
le Chéne vient encore confirmer, dans un de ses points principaux, la bonté de la classi- 
flcation que j'ai proposée. 

Je me bornerai ici å renvoyer å la PI. VIII qui représente des coupes diverses du 
Hétre (flg. 1 — 4), du Chéne (Qg. 5 — 8) et du Chåtaignier (flg. 9 — 12); g iudique la limite 
entre les couches concenlriques annuelles, h les vaisseaux, vi les grands rayons médul- 
laires, in' les petits, p le parenchyme du bois, t les trachéides, v les fibres du bois. 



III. Classification des Cupuliféres. 

J'ai montre dans mon premier mémoire que plusieurs divisions de la famille des 
Cupuliféres, telle qu'elle a été établie par iM. de Candolle, savoir les sections ^nc?ro^ywe, 
Pasania, et la plupart des espéces des sections Cyclobalanus , Chlamydobalanus et Litho- 
carpus, se rapprochent beaucoup plus des Chåtaigniers que des Chénes tant par leurs carac- 
téres principaux que par leur habitus, de sorte qu'il faudrait plutot lefi ranger dans le genre 
Castanea que dans le genre Quercus. Toutefois les espéces dont il s'agit différent telle- 
ment des Chåtaigniers par la cupule, la fleur et le fruit, que ce serait s'écarter des régles 
qui servent de base å la delimitation des genres, de les dasser avec ces derniers. J'ai done 



*) Roszmann: (jber den Bau des Holzes, p. 
**) Mohl: Die veget. Celle, p. 107. Rem. I. 



614 184 

propose de les rapporlcr :\ deux genres Ji pari, rasam'a et Cijclohalanus , lesquels, joints 
au genre Caslanea, forment un petit groupe {Caslaninæ] naturcllement limité. 11 y a 
cepcndant <iiieiques espéces de la sect. Cijclohalanus, de M. De Candolle, qui se rap- 
proclient des Cliencs par les sligmates et les chalons måles pendants, mais en difTérent par 
les lamelles concenlriques de la cupule; ces espéces doivent done elre ranjiées dans un 
genre i part (Cyclohalanopsis) des Quercinece. Quant aux Uetres, j'ai cru d'abord devoir 
les placer pres des Chénes, comme ayanl des slyles el des sligmates semblables. Mais 
aprés en avoir fait l'objet d'une etude plus approfondie, je suis arrivé a ce resultat que 
ces plantes présentent des caractéres si tranchés dans le fruit, la graine, la germinalion 
et la slruclure interne, que les distances systéinaliques entre les genres de celle famille 
seronl plus exactement indiquées en rapporlant le Ilulre — lequel, comme on le verra plus 
bas, renferme non pas un, mais deux genres — å un groupe parliculier, de sorte que les 
Cupuliféres comprendronl trois groupes ou sous-familles: Quercinece, Fagineæ et Castaninæ, 
qui peuvent étre séparées suivant le mode indiqué pag. 21 [351]. 

Le genre Fagus, tel qu'il a élé établi par la plupart des auteurs, présente de 
grandes anomalies dans sa distribution géograpbique. Des 15 espéces qui le composenl, il 
y en a elTet 3 qui apparliennent å rbémisphére boréal, parmi lesqutUes le Fagus sylvatica 
est répandu dans la plus grande partie de l'Europe, tandis que le F. ferruginea a une 
grande exlension comme arbre forestier dans la parlie orienlale de rAmérique du Nord, et 
le F. Sieboldii est limité au Japon. Les 12 autres espéces, au contraire, habitent une 
parlie du globe toule diffcrente, savoir le sud du Chili, la Terre de Peu, la Nouvelle- 
Zélande et la lerre de Van Diemen. A la vérité, il y a aussi d'aulres genres de planles 
arborescenles, comme le Ribes, le Berberis et le Rubus, qui sont communs a l'Aniérique 
du Nord et au Chili, mais on les Irouve également dans toule la chalne des Åndes. Les 
deux centres de dislribulion des Hélres, au conlraire, sont séparés l'un de l'aulre par une 
distance de rien moins que 80° de lalitude. Ici se pose naturcllement la queslion, 
si les espéces de rbémisphére austral sont aussi de vrais Hélres, ou si elles ont élé 
rapporlées avec raison au méme genre que le F. sylvatica. C'est celle queslion que 
j'ai essayé de résoudre, et je suis arrivé a ce resultat, que les espéces des liémisphéres 
boréal et auslral apparliennent å deux genres bien dislincls, de sorte que par \k disparalt 
en grande parlie l'anomalie signalée plus liaut dans la dislribulion géograpbique. 

On reconnailra rexaclitude de celle assertion en examinant de plus pres les divers 
organes des Lélres du Nord el du Sud, comme je les appcllerai pour abréger. Les dilTé- 
rences dans les sljles, les écailles de la cupule, les colylédons, la nervalion el l'habilus 
sont exposées en délail pag. 22 — 24 (352 — 354), et se voient clairemenl dans les analyses 
de la l'l. VL 

Les changem<;nls que j'ai ajjporlés dans l'arrangemenl syslémalique, et qui sont 
indiqués p. 354 — 378, se comprendronl d'ailleurs sans Iraducliou. 



185 • 515 

IV. Distribution géogrfipbique des Cupiiliféres. 

Il n'existe, que je sache, aucune exposition détaillée de la dislribulion géographique 
des Cupuliféres, et cependant elle présente de l'intérét non seulement en soi, mais aussi 
et surtout, au point de vue de ses rapports avec le groupement naturel des espéces, el 
leur apparition dans des periodes antérieures ii la nålre. Cette partie de mon niumoire 
comprendra done les chapitres suivants: 1° distribution des Cupuliféres dans Tépoque 
actuelle; 2° relalion entre la distribution de ces végétaux et la classification adoptée ici; 
3" rapport entre la distribution actuelle de la famille et son role dans le passé; 4" rap- 
port des points traités dans les parties précédentes de ce mémoire Ji la question de Tori- 
gine des espéces. — On trouvera indiqués pag. 50 (380) les renseignements statistiques 
concernant la famille. 

Un coup d'æil jeté sur la carte qui accompagne ce mémoire, et ou j'ai cherché 
a representer la distribution, montrera que les Cupuliféres sont essentiellement limités ii 
riiémisphére boréal — ce n'est que dans l'Asie orientale, dans les Iles iMalaises, qii'ils 
descendent un peu au-dessous de l'Equateur — et qu'ils manquent complétement en 
Auslralie, dans toute l'Afrique, å l'exceplion de la c6te nord, dans la plus grande partie 
de l'Amérique du Sud, mais qu'ils apparaissent de nouveau dans la zone tempérée de l'hémi- 
sphére auslral, savoir dans le Chili, la Terre de Feu, la Nouvelle-Zélande el la terre de 
Van Diemen. 

Les conditions les plus favorables pour cette famille se trouvent dans les mon- 
tagnes de la zone tropicale, å une allitude de 4—6000 pieds ou un plus haut, mais 
seulement dans les endroits oii, outre une temperature uniforme de 15 — 17° C, regne une 
grande humidilé, uniformément répartie sur toute l'année. Ces conditions extérieures 
sont réunies å Java et a Sumatra, et sur le versant oriental de la Cordillére au Mexique, 
et c'est lå aussi que les Cupuliféres présentent la plus grande richesse de formes et les 
espéces les plus nombreuses. Une troisiéme contrée, qui cependant n'est pas aussi riche 
en espéces que les deux précédentes, est l'Asie IMineure. Ces trois points sont indiqués 
sur la carte par une teinte plus foncée. Dans la zone tempérée, ces plantes descendent 
jusque dans la plaine, tandis que le nombre des espéces décroit en méme temps d'une 
maniére notable, mais les espéces restanles couvrenf souvent å elles seules des éten- 
dues de terrain tres considérables, comme le Chéne et le Hétre dans le nord de 
l'Europe. La limite septenlrionale esl marquée par des espéces du genre Quercus, et se 
Irouve dans l'Asie orientale å 50°, en Russie å 61°, sur la cote occidentale de la Norvége 
a 63°, sur la c6te orientale de l'Amérique du Nord å 48°, et sur la cote occidentale a 
50° de latitude. On verra de plus en examinant la carte que les trois sous-familles occu- 
pent chacune des regions speciales å la surface du globe. C'est ainsi que le groupe des 
Chåtaigniers est limilé au sud-est de l'Asie — il y en a seulement une espéce en Europe 
et trois dans l'Amérique du Nord — tandis que les divers sous-genres du genre Quercus 
onl leur habitation dans l'Asie Mineure, l'Europe et l'Amérique du Nord, et que le genre 
Cyclobalanopsis appartient exclusivement å l'Asie. Le groupe des Hélres, au con- 
Iraire, apparait avec la plupart de ses espéces dans une toute autre partie du globe, 
le Chili; mais les Chénes et les Chåtaigniers y manquent complétement. On pourra 

Vidensh. Selsh. Skr., 5 Rækhe, nsturvldensk. of malhem. AM. 9 B. VI. 65 



516 186 

ninsi, d'apros It's sous-familleB, genres el sous-genrcs qui dominenl dans les dilTércnls pays, 
divisor la parlie du globe oii habilenl principalcmcnl les Ciiptilifércs en neuf regions, qui 
sont indiquécs sur la carte, et dont on trouvcra les noms dans le texte danois p. 381. 

J'ai donné pag. 52— 1G2 (382 — 492) une description détailiée de ces regions, pour 
montrer le rOle que les Cnpuliféres y jouent par rapport au reste de la vegetation. De ce 
cliapilre on a traduil ici la parlie qui concerne le Danemark, comme élanl celle qui pré- 
senle le plus d'inlérCt pour les botanistes élrangers. 

Le Danemark doil étre considéré comme un prolongemont septenlrlonal de la plaine 
de i'Allemagne du Nord, mais la circonstance qu'il est enlourci de lous colés des eaux de la 
nier lui donne un caraclére propre, de méme que c'esl aussi par suite de sa position géo- 
grapbique qu'il a conservé de lout lemps son indépendaoce nationale et politique. Le 
Danemark conlraste avec TAllemagne du Nord par son climat insulaire, el celle didérence 
climatérique se manifeste dans la végélalion, d'une pari, par le rule qu'y joue le IIe(re, 
Icquel, plus que partout aiileurs, s'est rendu mailre du sol aux dépens des aulres arbres, 
et, d'aulre part, par la diffusion, dans la parlie occidentale, d'une plante aussi éminemmenl 
insulaire que le Uoux, tandis que le Fin, qui eouvrail aulrefois la plus grande parlie du 
pays, a cessé, dans les lemps hisloriques, d'y croilrc Ji Tclat sauvage. 

Le Danemark comple 1330 plantes phanérogames, et parmi elles il n'y en a pas une 
seule qui ne croisse aussi dans d'aulres conlrées. La végélalion y est en general si uni- 
forme que, dans une grande parlie du pays, une superficie de quelques milles carrésjenferme 
la presque totalilc des espéces. Rostrup a ainsi fait voir qu'en comparanl le pays enlier 
avec Laaland-Talster, Falsler, et une élendue de 17G tonneaux de lerre dans celle ile, on 
Irouve pour le nombre des espéces les rapports 2^14 : 2 : l'/s : I , landis que les superflcies 
respeclives sont entre elles comme 50,000:1444:1260:1. Celle uniformilé ne regne 
ccpendant que dans la plus grande parlie des iles, et, considéré dans son ensemble, le 
Danemark présente des diversilés assez grandes pour qu'au point de vue de la végélalion, 
il puissc élre parlagé en plusieurs dislricts naturels. Ces diversilés dans la végélalion 
sont dues principalemcnl a la nature des lerrains, et aux differences de climat qui 
dependent de la situation plus ou moins orienlale ou occidentale, landis que les variations 
de temperature proveuanl de la lalilude jouent un rOle plus secondaire. 

Comme, h l'exceplion de quelques points ou le lerrain crélacé affleure a la surface 
(Talaises de Møen, de Stevn, eu Sélande, IJolbjerg, dans le nord du Julland, clc), le 
sol du Danemark se compose de sable et d'argile du lerrain erratique, la mer orageuse qui 
borne le pays Ji Touest, et les venls violents du N. O. qui régnent dans ces parages, onl, 
pendant les lemps bistoriques, amcné des cbangemcnls et des boulcvcrsements considé- 
rables, qui onl cxercé la plus grande influence sur le caraclére de la vegetation. Le vent 
d'oucsl, qui a cnlrainé d'énormcs masses de sables meubles dans beaucoup de localilés 
situées il plusieurs milles dans l'inlérieur, oii elles onl recouverl les mines de villes aban- 
données, cl forme des banes de 50 — 100 pieds de bauleur, a donné naissance ii la cbalne 
de fUines qui s'élcnd le long de la culc occidentale du Jutland. La mer de son c6lé a 
forme les lerrains alluviaux, designes sous le nom de Marsk, qui, notammenl dans le 
Slesvig et le Holstein, occupent une lurge bande en-derii des dunes, el qui provicnnenl 



187 517 

du limon argileux déposé h la fin de chaque marée. En oulre, il s'est produit dans la 
parlie du pays silué au nord d'une ligne entre Nissumfjord el Nyborg, un souléveiiienl 
graduel qui, joint au transport des alluvions — ces phénoménes se poiu-suivent tou- 
jours encore — a eu pour resultat d'accroitre la surface du sol. C'est ainsi que la partie 
du Jutland qui s'étend au nord du Limfjord était encore dans les temps historiques formée 
de plusieurs Iles isolées; Møen se composait de 3 iles qui ont été réunies en une seule 
par les alluvions; i3orreby, aujourd'hui un pauvre viila^e au milieu des terres, était au 
moyen-åge un port de mer et une ville ayant ses propres armes*), et des changements 
analogues ont eu lieu dans d'autres localilés. 

Les observations météorologiques qui, par les soins de la Société d'agriculture, ont 
été entreprises depuis 1859 en divers points du pays, ont déja conduit a des resultats 
importants au point de vue de la géographie botanique**). On trouvera dans le mémoire 
danois (p.427) un tableau qui donne en degrés centigrades la temperature moyenne de 10 poinls 
différents***). Comme les stations jullaudaises sont en moyenne situées å 17 milles plus 
au nord que celles de la Sélande et de Falster, la chaleur, a mesure qu'on s'avance dans 
cette direction, décroit d'une quantité qui sembla étre de 0,1 de degré par o milles. La 
basse temperature annuelle de Skaarupgaard est due å l'altitude de cette station (200 pieds 
au-dessus de la mer), comme celle de Næsgaard provient exclusivement des niois d'Avril 
et de Mai, et il faut cerlainement en chercher la cause dans la circonstance que la Bal- 
llque se réchauffe lenlement au prinlemps, par suite de l'eau resultant de la fonte des neiges 
que les fleuves de la Russie et de la Suéde y charrlent alors en grande quantité. Tandis 
que la chaleur annuelle semble, sous le méme degré de latitude, étre la méme en Jutland 
et en Sélande (stations: école d'agriculture de Copenhague, Silkeborg, Tarm), on observe au 
contraire des differences marquées dans les diverses saisons et les divers mois de l'année. 
C'est ainsi que la Sélande et Falster ont en été 1° de plus que le Jutland; niais l'hiver 
est par contre plus doux en Jutland. Compare-t-on les trois slations susnommées, on 
trouve que d'Avril h Juillel, Silkeborg est uu peu plus froid (0°,3) que Tarm, tandis que la 
temperature y est plus élevée dans les autres mois. La difference n'est pas grande,- et 
peut-étre est-elle accidentelle, mais elle indique l'influence compensatrice de la mer du 
Nord, qui modére la chaleur a Tarm dans la saison oii la temperature crolt rapidement, 
et la maintient au contraire un peu plus élevée lorsque la temperature tombe. Cette 
influence de la mer du Nord se manifeste avec une tout autre énergie, lorsqu'on compare 
ces stations avec l'école d'agriculture, oii l'été est notablement plus chaud qu'a Silkeborg- 
Tarm, tandis que l'hiver et le commencement du printemps y sont un peu plus rigoureux. 
On constate également un accord frappant entre les stations de Skaarupi^aard , sur la cote 
orientale du Jutland, et de Smidstrup sur la c6te nord-ouest, de sorte que l'opinion d'aprés 



*) Fogli: Geographiske Skizzer fra Møen. 

**) Aarsberetning fra det Kgl. Landhusholdningsselskabs meteorologiske Comitee, et surtout le Femaars- 
beretiiing pubiié en 1867. 
***) Des stations nommées plus bas, Hindholm est situé 4 2 milles sud de Soro, Næsgaard sur la cote 
orientale de Falster, Smidstrup k iVi mille sud de Hjorring, Tarm il i milles nord de Veilc, 
Skaarupgaard il l'/i mille nord de Aarhus, Maibalgaard dans la partie mérldionale de l'ile d'Als. 

65* 



518 188 



laqnello il fcrail spnsiblement plus froiil dans l'oiicsl du Julland qiic dans Test, soit en ge- 
nera], soit siirloiit en lilé, ne se coiiiirnie pas lorsciifon prend pour terme de comparaison 
la clialciir iiioycniip du jour. Depuis le mois d'Aoiil jiisqu"Ji la fin de l'annéc, Næsgaard a 
une temperature un peu plus élevée que llindliolin, el présenle une dilTércnce eucore plus 
grande avec Técole <ra;:ricullure, de sorte que rinflucnce de la Itallique sur le climat de 
Falster comparé Ji celiii de la Sélande, répond exactemeiit ii celle de la mer du Nord en ce 
qui concerne Tarm et Silkeborg. — En comparant la chaleur moyenne aux heures oii se 
font les obscr\alions (8, 2, 10), on Irouve des écarts notables dans les oscillations diurnes 
de la temperature dans les dilTérenlcs stations. Au printemps et en élé, les premieres 
heures de l'aprés-miiii sont bien plus froides å Nocsgaard qu'å Hindholm, mais la soirée y 
est plus cliaude, et celte station doit son printemps Iroid uniquement i la basse tempera- 
ture qui y regne å 2 h. ; car, mume en Avril, Mai et Juin , il fait chaud k Næsgaard i 
10 h. , bien que vers midi il y ait deux degrés de moins qu'ii Hindholm. Rclativement ii 
la marche jourualiére de la temperature, Næ.«gaard a un climat de cOle, el Hindholm un 
climal continenlal; par conséquent, landis que, d'une part, rintluence de la Baltique s'efTace 
devant celle de la mer du Nord, de maniwe que la Sélande el Falster comparées au Julland 
ont un climat continenlal, son voisinage se manifeste,, d'autre part, par les varialions diurnes, 
et cela a un lel degré qu'on doit cerlainement pouvoir en observer les elTets sur l'agricul- 
lure et la végélalion en géuéral. A parlir du mois d'Avril et duranl le cours de l'élé, la 
temperature de Viborg h. 2 h. dépasse de Irois degrés celle de Smidstrup, mais la soirée 
est néanmoins plus froide a Viborg, qui oll're ici en pelil le climal du déserl; mais il n'y 
a rien d'étonnant que les landes qui enlourent celle ville de lous les colés conlribuent 
h produire celle forte variation, landis que l'air de la mer exerce son aclion compensatrice 
h Smidstrup. La station la plus éloignée de la mer, Silkeborg, a son maxinuim a 2 h., 
et méme la plus froide, Skaarupgaard, jouit pendant deux mois de l'élé dune temperature 
un peu plus élevée que Tarm. De ces comparaisons, on peut conclure avec assez de cer- 
titude que la chaleur estivale en Julland augmente vers le milieu du jour a mesure qu'on 
s'éloigne de la mer, el que les diflérences observées entre Skaarupgaard, d'une part, et 
Tarm et Smidstrup, d'autre pari, lendent i indiquer que Finfluence de la mer du Nord est 
également dominante å l'égard des variations diurnes, de sorle qu'å egale distance de la 
mer, le Julland occidental, surlout dans les parlies fertiles, a pendant le jour une lempé- 
ralure moins élevée que le Julland orienlal. — La quanlilé de pluie est la méme pour la 
Sélande, Falster et le Julland orienlal, de 21 pouces enviroD, mais elle est un peu plus 
frrande dans le Julland occidenlal, 23 pouces, et eet excédanl esl uniquement du aux mois 
d'auloniue. 

En prenant la végélalion arborescenle*) pour base d'une division phyloslalique du 
Danemark, on arrive a former les cinq zones suivanles, qui sont loin cependant d'élre 
nellement tranchées, mais se fondcnl au conlraire graduellenieut les unes dans les aulres: 



*) Le Dulicmark est uii des pnys de l'Europc los plus pnuvrcs en forets, et vient sous ce rapport nprfts 
la llullaiide et la Grandc-lirclagne. Toulc la superllcle foreslliire de riviuopo esl évaluée A 51,000 
iiiilles carrés, doiil 3-1,000 pour la Hiissic sculemeiil. Les forels coiivrent eii Russle 37 p'Vo de la 
superllcle lulale, en .Norvégc 38 p°/o, en Su6dc 34 p%, dans la pluparl des autres pajs de ri::uropc, 



189 519 

1. La zone niéridionale coniprend le sud de la Sélande et de la Fionie, 
Møen, Falster, Laaland, Langeland, Taasinge, Ærø et quelques Iles plus petiles. L'argile 
du lerrain errntique y esl dominante. Laaland et Falster apparliennent aux con- 
trées les plus basses et les plus piates du pays, et les coUines s'y élévent seulement en 
quelques endroils jusqu'a 130— HO pieds. Moen, au contraire, atteint dans son point 
culminant, Aborrebjerg, une allitude de 460 pieds, et, le long de la cote sud-ouest de la 
Fionie, court une chaine de hauleurs bien connue par ses beaux points de vue »les Alpes 
de la Fionie«, oii Træbjerg s'éléve a 403 pieds. Les particularités qui dislinguent cette 
zone relalivement a la vegetation sont les suivantes: 1" le Chéne y tient mieux tete au 
Elélre que partout ailleurs dans le pays, surtout dans les terrains argileux grås et humides 
du sud de la Sélande et de Laaland , ou l'on trouve encore de grandes forets unique- 
ment composées de eet arbre; 2° plusieurs arbres y croissent ou exclusivement [Tilia 
grandifolia, Sorbus torniinalis), ou y sont bien plus répandus que dans les autres zones 
[Acer pseudoplatanus , A. cawpestre, Carjnmis, Fraxtnus, Tilia parvif'olia)-, 3° plusieurs 
plantes y onl leur limite septentrionale [Leonurus Marubiaslrum , Linaria spitria, Brassica 
oleracea), ou ne remontent guére plus liaut vers le nord, de sorte quelles manquent en 
Suéde et en Norvége*) (Potenlilla Fragiastrum , Sorbus torminalis, Eitbtis vestitus, Papaver 
Rhoeas, Atropa, Phjsalis, Inula dysenierica, Crepis virens, Trincia, Dipsacus sijlvestris, 
Iris spuria, Gagea arvensis, Vulpia bromoides). On peut encore ajouter qu'il n"y existe 
pas du tout de landes, et que les bruyéres, les airelles et autres plantes des landes ne 
s'y renconlrent que raremenl et seulement dans les tourbiéres; de plus, la douceur plus 
grande du climat s'y fait sentir, d'une part, par le fait qu'un grand nombre de mauvaises 
herbes émigrées de pays plus au sud [Ranuncidus arvensis, Pkilonotis, Neslia panicidata, 
Holostriim umbellatum, Valerianella dentata, Scandix Pecten, Linaria minor etc.) y ont 
trouvé une nouvelle demeure, tandis qu'elles manquent ou sont plus rares dans les regions 
plus septentrionales, et, d'autre part, par la riche venue des arbres méridionaux qui sont 



de 15 ii 20 p^/o, en Hollande et dans la Grande-Bretagne, 7 p%, en Danemark, 5 p^'o. Le terri- 
toire forestier est réparti ainsi qu'il suit enlre les dill'érents propriétaires: 

Forets de l'Etat 75,404 tonneaux de terre. 

Forets appartenant k des instilutions puLliques 20,892 — — 

Comlés 38,225 — — 

Baronies 17,329 — ^ 

• Stamhuse« 25,822 — — 

Moindres propriétés 132,543 — — 

Fidéicommis 8,857 — — 

soit, pour tout le pays. . . 319,102 ton. de terre ou 176,016 hectares. 

Le bailliage de Frederiksborg est la parlie du pajs la plus riche en forets, il en renferme plus de 
36,000 tonneaux de terre; viennent ensuite les bailliages de Præstø, de Maribo et d'Aarhus, chacun 
avec 32—33000 tonneaux de terre de forets. Il y a encore dans le pays 145 milles carrés qui ne 
sont ni champs ni forets, mais méme en les supposant plantes en forets, le Danemark en aurait 
toujours moins quo la plupart des autres pays (Lutken: Statistisk Beskrivelse af de danske Stats- 
skove, 1870). 
Rostrup, p. 74. 



520 190 

cullivés flnns les jardins*). En fait de planles speciales, Moen en compte 3 [Erysimum 
fiieracifolium , GaUopsis angustifoUa, Epipactis atrortthens) el Laaland 4 [Lathyrus hetero- 
phyllus, Chaiturua Maruhiastrum, Linaria spuria, Brassica oleracea). 

Parini les poinls de celle zone oii la végélalion, et nolammenl la vegetation arbo- 
rescenle, présentenl iin inlérél spécial, nous signalerons ici les principaux. La falaise de 
Maen se dislingue par sa ricliesse en plantes calcaréophiies. Le Hétre s'y montre dans 
loule sa beaulé, el, fait bien en liarmonie avec la préférence de eet arbre pour la cliaux, 
on y voyail déji en 1667, h une époque oii les CliOnes étaienl dominants duns la pluparl 
des fortUs du pays, une forel de Ilélres de deux milles de tour qui ne renfermail p;is un 
S€ul Chtfne. Les Orcbidées y jouenl nalureilement un rOle imporlant, et toutes les espéces 
danoises s'y trouvenl rcprésenlues. Parmi les aulrcs planles, nous cilerons le Eibea alpi- 
num, \' Hippophae, le Juniperus et VEquiselum viaximum, qui loutes sont communes sur lu 
falaise. L'Ifshale est cgalement remarquable et par son oriyine el par sa vegetation. Celle 
poinle nord-ouesl de Moen se compose en effet uniquemenl d'une serie de relais de mer 
de 3 å 11 pieds de liauleur, séparés les uns des autres par des tourbiéres, Lne grande 
fordi de Uélres el de Chénes s'y élevait au moyen-age; il n'en existe plus aujourd'hui que 
des resles composes de Chénes et de Charmes; le Houx et le Sorbus torminalis y onl 
leurs slalions les plus avancées, l'un vers l'Est l'aulre vers le Nord, el la croissent aussi 
les TUia parvijolia, Cornus Svecica, Dianthus superbus, Scirpus ru/us, Agropyrum jun- 
ceum, Phleuin arenarium. 

L'ile de Falster est surtout interessante par sa cOte orientale. Au nord de celle-ci 
s'élend sur une longucur de deux milles la foret de Corselitze, qui, suivant que le sol esl 
sec et argilo-sablonueux, ou forme d'argile humide el liaule, se compose exclusivement 
de Hélres ou d'un méiange de Dutres et de Ciiénes. Les escarpements argileux de la 
cole sont couverls d'un taillis de Hélres, de Prunelliers et, en plusieurs endroits, å'IIippo- 
pliae. Sur la cOle sud-esl, s'élévent des dunes d'une assez grande hauteur et, entre la 
Ballique et le lac d'Llslov, se trouve une eau peu profonde, qui, lorsque la mer est haute, 
communique avec Boto-Nor, localité tres interessante pour les botanistes. Le lerrain, large 
de 10 — 1200 pieds, qui s'élend entre la mer cl le lac, est entiérement occupé par des dunes. 
Celles-ci sont en partie couvertes d'un taillis peu élevé forme d'Aubépine blanche, de Pru- 
nellier, de Rhamnus Frangula et de Ribes alpinum, et, en d'aulres endroits, å'Uippophae, 
La pelile ile loule plale de Flalo, dans le délroit de Guldborg, présente une vegetation 
remarquable; elle esl recouverle d'un épais taillis de Tilia parvifolia oii s'enlremélenl le. 
IkUre, l'Erable champélre, l'Orme, le Sureau, le Fusain, le Nerprun, le Cornouiller, la Hose 
desCbiens, le Prunellier el l'Aubépine blanche, et c'est la également qu'on Irouve les seuls 
exemplaires sauvages du Tilia grandifolia. 



Le> Jardins de Marienborg A Moen , de Corsclitsc ft Falsler et d'Aaltiolm A Laaland en fuiirnissent 
surloul des prcuves. Parmi les urbres et les orbrisseaiix qu'on y cultivc, nous cilerons le Catalpa 
ii/ringæfotia (U7 plexls), le Mai/nolia acuminata (.'ii pieds), le Gyvmocladus (38 pieds), le Vinjilia 
(24 picdsl, le Taxodium (2G pieds), de magniDques groupes do Uhododendron maximum (10 pieds) 
et å'Azalia l'onlica (G pieds). Le raulonnia a Dcuri A Guuno (et Si Als). 



191 521 

Laaland présente le long de la cote siid-ouest iin relai de mer sableux qiii s'étend 
d'Albuen k Kramnitse, et se conlinue jusqu'u Rredfjed en dunes assez liautes. Sur ce relai 
de mer, qui élait aulrefois séparé de la cote, lorsque les baies de Rodby et de Nakskov 
communiquaient l'une avec l'autre, croissant diverses plantes assez rares (Brassica oleracea, 
Libanofis montana, Eryngium marilimiim, Cramlemaritima, Silene nutans etc). Le carac- 
lére particulier de la vegetation de Laaland est surtout marqué dans la partie sud-ouest, 
qui est limitée par une ligne menée du nord au sud, de l'anse d'Ohnse au milieu de la 
distance entre Rødby et Nysted. Sur les terrains bas et argileux dont se compose cetle 
partie, le Chéne a une venue magnifique, le froment donne un rendement plus élevé que 
partout ailleurs dans le pays, et on y voit en abondance plusieurs plantes caractéristiques 
(Leonuriis Maruhiastrum, Betonica officinalis, Dipsacus sylvestris). Au nord-est de la ligne 
précédenle, entre la paroisse de Birket, au nord-ouest, et Nysted, au sud-est, s'étend une 
zone plus ondulée et surtout plus sableuse å ses extrémilés, laquelle renferme tous les 
lacs et les tourbiéres de Laaland, et est par suite caraclérisée par des plantes de marais. 
Laaland se fait remarquer par ses grandes et belles forets de Chénes, et Vaupell a montre 
(L c. pag. 151) que l'accroissement annuel en grosseur de eet arbre y est tout å fait 
surprenant — tandis que l'accroissement normal est de '/s de pouce, il atteint å Laa- 
land, pour les Chénes åges de 10 a 70 ans, Va pouce, et tandis que le diametre des 
Chénes de 150 ans est ordinairement de 2'/9 pieds, il mesure ici 6 pieds. Dans les 
forets de Guldborgland, les Chénes atteignent une hauteur de 90 pieds, et celles de Cliri- 
stianssæde en renferment deux qui ont 32 — 33 pieds de tour. Les forets de Chénes de 
Laaland sont souvent mélangées de Tilleuls [Tilia parvifolta), et, en plusieurs endioits, de 
nombreux Poiriers, qui semblent y croitre a l'état sauvage. On y trouve en outre l'Orme 
et le Fréne, et comme taillis, le Tremble, l'Erable champétre, le Fusain , le Cornouiller, 
le Prunellier, l'Aubépine blanche et notaniment le Coudrier, qui y forme souvent des massifs 
impénétrables. La plupart des forets de Laaland sont pourtant des forels mélangées oii le 
Ilétre gagne conslamment du terrain aux dépens du Chéne; dans quelques unes, princi- 
palement dans la partie orientale, le Charme joue un role considérable, soit comme taillis, 
soit méme comme formant des forets enliéres; c'est ainsi qu'ii Nysted il existe une foret 
de Charmes de 800 toaneaux de terre (Rostrup I. c. pag. 56). Dans l'ile de Skjælsnæs, 
dans le lac de Maribo, se trouve un ancien bois de Bouleaux [Betula pubescens) avec des 
taillis de Merisier h grappes, et tout auprés on apergoit de grosses souches de pin, 
restes des forets de Pins qui couvraient le pays dans les temps préhistoriques. 

Dans la partie occidentale de cette zone, le Chéne joue un role plus secondaire, 
de méme que le Charme et le Tilleul. Par contre, VAcer pseudoplatanus constitue une 
partie essentielle de presque toutes les forets, et il y croit cerlainemeut ii l'état sauvage 
(M. Lange); le Fréne, l'Orme et le Cerasus Avium sont également fréquents, surtout a 
Langeland, oii ce dernier, pres de Hjortholm, atteint une taille considérable et dépasse 
méme le Ilétre (M. Lange). Quelques pelites iles, comme (Erø, Dreio, Avernakø et Lyø, 
sont maintenant complétement dépourvues du forets, mais elles en ont élé couvertes autrefois. 

2. La zone forestiére de l'Est ou zone duHoux comprend la partie orientale 
de la presqu'ile cimbrique, savoir la chaine de hauteurs qui traverse le Julland du Nord au Sud 



522 192 

el 6on vcrsant jusqn'a la mer, el en oulre les cAles oiiesl ol nord-oiiesl de la Fionie, ainsi que 
les Iles d'Als, de Samsn et de F.æso. Celle clialnc forme la lif;nc de parlape des caux, 
s'ahaisse asscz hriisqiiemenl vors l'Oiiesl, alteiiit dans son poinl cnlmiiianl (Hininiclbjer-;) une 
allilnde de åsO picds, el cnlonre a l'Onesl le grand bassin oii se trouvenl les lacs de 
Skanderborg, de Mors, de Vange, de Fulsirup et de I3ral.and. 11 est forme de sable 
qui, vers l'Ksl, esl mélangé d'une assez forle proportion dargile , et se Iransforme gra- 
ducllement en un lerrain purement argileux. Celle formalion occupe le long de la 
cfile orlenlale une bande de 3 — 6 milles de large, coupce en beaucoup d'endroils par 
des branclies de lerrains sableux qui bordenl les cours d'eau, et enlourent les fjords 
si caraclérisliques de celle cote*). La zone qui nous occupe est égalemenl ferlile 
et riche en bois, et on y trouve beaucoup de points tres pilloresques oii les 
champs et les forels de Hétres allernent de la maniére la plus beureuse. La vege- 
tation y présente les caractércs suivants: le Ilétre et le Cbene dominent aussi dans les 
forels, mais on y Irouve en outre 1° des arbres qui nianquent complélemenl dans la zone 
précédenle ou y sonl tres rares, savoir les Quercus sessiliflora, Ilex Aquifolium, Taxus 
baccata et Juniperus commums, landis que d'aulre part 2" on n'y rcnconlre pas du tout, 
OU fort rarement, cerlaius arbres de la zone méridionale, comme les Acer Pseudoplatanus, 
A. campeslre, Tilia grandifolia, T. parrifolia et Carpinus Betulus, h quoi on peut 
ajouler que le Douleau et i'Aune y jouent un 'plus grand rOIe; de plus 3° landis que 
la zone du sud ne renferme pas de landes proprement dites, il en exisle ici d'une nalure 
parliculiére, les landes ii collines, qui, dans beaucoup de localités, s'élendent sur des sur- 
faccs considérables; enfin 4" on y trouve un cerlain nombre de plantes herbacées carac- 
lérisliques de celle zone**). Le Ilelre se monlre jusque dans les parlies les plus sep- 
tenlrionales du Julland, par conséqueut sous des latiludes oii, en d'aulre pays, il com- 
mcnce k dlsparailre. Il est ainsi assez répandu dans les forets du Vensyssel, dans celles 
d'Eskjær, au sud de Skagen, de Sæbygaard, et, dans les endroils oii le sol n'est pas trop 
humide, 11 a meme supprimé le Clicne. Dans le dislrict fo'reslier le plus élendu du Jiiliand, 
celui de Silkeborg, qui occupail il y a 200 ans une superficie de deux milles carrés, et 
dont le Cliiine conslituait aulrcfois une fraclion importante, eet arbre a presque compléle- 
menl disparu aujourd'liui, ce qui, de mOmc que duns d'autres localités du Danemark, est 
nalurellemenl dCi en grande partie u rinlervcntion de lliomme. Tundis que les forels de 
la c6le orientule sonl plus pauvres en Cliénes que celles des iles, celle essence forestiére 
a mainlenu son empire sur beaucoup de points dans l'inlérieur du pays. C'est ainsi que 
la partie de la foret de Hald, pres de Viborg, qui porte le nom de Langskov, ne renferme 



*) La craic afdcurc eii beaucoup d'endroils au nord d'une lipne monée de l'Ouest A l'Est enirc Lciiivl!! 
et Kais. Pres de la cote sont trois grandes tourbii^res qui couvrent ensemble une superficie de 4 
milles carrés, savoir la tourbiére de .Sorig-Uaabjerg et celles du grand et du petit Vildmose. Ces 
tourbit^res soiit d'aiicicnnes anses qui ont utc scparées de la mer par des Torrnations de dunes, 
et dont le fond est encotc p;irscnié de iiombreuses coquilk's. 
**) Telles sont les plantes suivanics: /.uzula maxima, Convallaria verticillala , Arutn maculalum. Pri- 
mula acaulit, Itanuiiculus lanuginosua, Sonchus pahutri.i, Cenlanrea jthri/rjta, Pelasitei albut, Cirsium 
licteropliyUum , l'hyteuma, Mtlampyrum lylvaticum, Tliymus t'hamcedryt , roteiitilta procumbent 
(Lange \. c). 



193 523 

que des Clienes. Mais ces l'oriHs de Clieiies du Jiitlaud ont en vérité iin loiil aiitre carac- 
tére que celles de Laaland avec leurs arbres aux trones élaucés et hauts de 70 pieds. Le 
vent d'ouest fait déji sentir ici son influence. Les trones tortus alteignent seulement 
10 — 18 pouces de diamélre, et les couronnes sont peu développées vers l'Ouest. Les 
arbres sont tres espacés, ordinairement a 20 pieds l'un de l'autre, et le laillis se com- 
pose presque uniquement de Genévriers, qui souvent forment un toit si épais que les jeunes 
Chéues en sont étouffés (VaupeU 1. c. pag. 33). Remarquable est la distribution du 
Chéne rouvre. 11 apparait qh et la dans les forets du Julland, et manque enliéremenl dans 
toutes les iles, excepté a Bornholm oii il croit en abondance. — C'est autour des golfes 
que la vegetation de cette zone se montre sous sa forme la plus caractéristique. Dans les 
forets du golfe de Veile, renommé pour ses environs pitloresques, le taillis se compose 
li' Ilex AquifoNum, åe Juniperus cominunis et de Taxus baccala, et on y rencontre plusieurs 
des plus belles et des plus rares Fougéres du Danemark: le Lastræa Oreopteris, remar- 
quable par son parfum qui rappelle celui de la Rosa rubtginosa, le StriUhiopteris et le 
Blechnum Spicant (Bolan. Tidsskrift, 2 Vol., pag. 20). 

Le Houx est sans contredit la plante la plus caractéristique de cette zone. Tandis 
qu'il manque complétement en Sélande, et est d'ailleurs tres rare dans le reste du pay«, il 
est si abondant dans les forets de la cote que, dans quelques endroits (p. e. dans la foret 
de Gyllingnæs), il devient une plante aussi commune que dans le Slesvig. C'est ordinaire- 
ment un arbrisseau, mais quelquefois (a Palsgaard) un arbre de 20 pieds de haut. II est 
encore tres répandu dans la foret de Tofte et dans le voisinage de la tourbiére méridionale 
de Vildmose, et, au nord du Limfjord, on le trouve dans les forets de Hals et de Melholt, 
et également å Læsø. A quelques milles de la cule, le Houx devient rare, mais' il est 
de nouveau assez abondant au centre de la presqu'ile, et dans les forets peu nombreuses 
de la cOte occidentale*). — L'If était'regardé comme n'existant plus du tout en Dane- 
mark, lorsqu'il y a quelques années (en 1865), il fut découvert pres du golfe de Veile, 
oii, chose assez singuliére, il avait échappé pendant si longtemps a l'attention des bola- 
nistes. 11 s"y présente dans des conditions qui ne permettent pas de douter qu'il ne 
croisse a l'état sauvage. On sait de plus (Botan. Tidssk. 2 Vol. pag. 25) qu'il se trouvait 
autrefols dans les bois de Meilgaard, au nord de la presqu'ile que le Jutland forme vers 
l'Est (Djursland). — Dans une partie de cette zone, savoir depuis le golfe de Mariager et 
un peu au nord du Limfjord, l'Aune {Alnus glutinosa) et le Bouleau [Betida rerrucosa) 
constituent l'élément principal des forets**). — Les »landes a collines« forment une partie 
caractéristique de la vegetation du Jutland oriental. Le sol y est souvent argileux, et ces 
collines ont été autrefois boisées, comme l'attestent les restes nombreux de Chénes et de 
Pins qu'on trouve dans les tourbiéres, mais elles sont maintenant envahies par les Bruyéres, 
qui y atteignent une assez grande hauteur, et sont mélangées de Genévriers et de Genets 
a balais. — La region de la Fionie qui est limitée par le petit Belt offre la méme vege- 
tation que la cote orientale du Jutland, et doit elre rangée parnii les conlrées les plus pit- 



*) VaupeU 1. c. pag. 57. 

**) D'aprés tous ses caractéres naturels, ccUe paiUe septeiiliionale Joit pUe considtiée coininc une 
division speciale de la zone oiienlaie. 



Vidcnik. Selsh. Skr., S Rzklie, nalutviilensk. og mallicm. AIJ. 9 B. VI. 



OG 



524 194 

lorcsqups (lu pays. Le Bell a lo caraclérc d'un grand lac; dt; lous c6lés on aper^oil des 
Iles Oli les promoiiloircs couverls de bois de la c('itc de Fionie. Le ILHre se inonlre ici, 
siirtout il Tocno cl sur la poinic ile Tuns, sous unc forme iles plus elegantes, avec des 
Ironcs tres élevés, droils et iMancés conitne des colonnes, el le Iloux, dans les forels au 
sud de Middelfart, esl aussi conimun qiic dans celles dii Slesvig |Vaupeil). Parmi les 
autres plantes caracléristiques du .hilland qui croissenl dans cette zone, nous menlionne- 
rons les Jianuticulits lantigtnosus , Arttni maculatum, Jhjpericum hirsiUum, Schcdonorus 
asper, Campanula latifoliu , Veronica montana, Anlliericum , Oentsta angliai el fincloria, 
Orniihopus, Amica, Phyteuma spicatttm, Luzula maxima, Melampyruvi silraticiim (Itotan: 
Tidssk. 2 Vol. pag. 10). — A Al.<, donl la superficie foresliére esl de 3000 lonneaux de 
terre, le IIiHre compose aiijounl'hui l.i plus grande parlie des forets, mais, il y a 100 — 200 
ans, le Cliene y élait l'arbre doniinanl. Le Frrne el l'Erablc cliampiHre y soDt plus abon 
dants qu'ailleurs dans le pays. 

3. La zone occidentale ou la zone dépourvue de for Ols comprend loiile 
la parlie de la presqu'ile située ;i rouest de la cliaine de hauleurs qui Iravcrse le Julland 
du Nord au Sud, el apparlient a deux formations géologiqiies, la moilié orientale aux 
sables erraliques, cl la moilié occidentale a la formation des lignites de la iMolasse. Celle 
zone esl en majeure parlie une plaine unie, cl entre elle et la chaine ci-dessus la 
transition esl presque partout brusquc. La surface de la plaine est formée de sable, a l'Est 
jusqu'ii une profondeur de 30—40 pieds, tandis qu'ii l'Ouest on rencontre déjii a 2—10 
pieds de profondeur les coucbes de marne si indispensables a ragricullure. La plaine ou 
lande propremenl dile est toulefois interrompuc en pUisieurs endroits par des massifs de 
collines basses ressemblant u des iles, et, dans la parlie de la lande qui s'étend entre le 
Limfjord et le Kongeaa, il y a 3 de ces massifs, cpux de Skovbjerg, d'Audum- Varde el de 
Herning, qui couvrenl ensemble un espace de GO milles carrés, tandis que la superficie 
des plaines qui les enlourent esl évaluée ii .^0 milles carrés. — Tout le long de la cOle occi- 
dentale court une cbaine de dunes, qui se prolonge au sud sur les iles qui bordenl cette cOte, 
et en dera de laquelle se Irouvent des lerrains alluviaux iMarsk), formes d'argile lavée et 
imprégnée des organismes de lamer, provenanl de la formation des lignites de la Molasse*). 
Cette zone est dépourvue de-foriHs et a pour caracléres: I" qu'on y rencontre seulemenl 



*) La rormation des lignites de la Molasse, dont les coiichcs lémoignent d'un dévcloppcmcnt Irés paisible, 
se compose d'argile nilcacée cl de sable jauiic fcirnginciix (Liinonite), nu de gres cl de conglomcrals. 
Dans rilc de Sjlt, les couclies de celle forinalion s'élendent sans inlcrruplion sur une élcnduc de 
plus de '/j mille, et la plupart des collines en forme d'iles, dans les landes, laissenl voir, sous les 
sables et les argiles erraliques, les couchcs facilemcnt reconnaissables il Icurs paillcltcs de mica de 
la formation des lignites, et des lignites qui, i\ Sandfuglegaard, dans la valléc de Skjernaa, onl une 
épaisseur de 12 pieds. Mais unc grande parlie de la formation des lignites a été bouleverséc par 
des revolutions ultérieures, et son argile sableusc scmble avoir puissamment conlrlbué !\ la forma- 
tion des grandes plaines de sable de la presqu'ile cimbrique. Cnmnie particularité Irtis remarquablc 
de la forninlliiM des lignites, nous citcrons les coucbes de Uiatomées (dites •Molccr«) des iles de l'uur 
cl de Mors, de Tli\ et de llanntrs sur la cute du Limfjord, lesqucllcs, h en jucer par la nature des 
DIatomées, sont sans doulc de formalion marine (Korchbammer: Oversigt over Danmarks geos- 
nu8li«ke .Sammciisictning, discours prononcv au congn^s des iiaturalistes i> .Slockliolm ISU3J. 



195 525 

qli et lii des rcsles d'ancieiis buis et taillis, ([iii sont liiiiilés aiix massil's nieiilionnés ci- 
dessiis, el 2° que le reste de la zone couiprend des plantes qui sont caractiiristicjues, soit 
des landes, soit des dunes ou du Marsk. L'absence de forets, dans cette parlie du Jut- 
land, n'esl pas originelle, mais elle est due soit å riiomme soit au vent d'ouest. Que, 
sans remonter plus haut que les temps historiques, il y ait eu des forets jusque sur lés 
bords de la mer du Nord, et sur les landes qui sont maintcnant les plus stériles, c'est ce 
dont témoignent les nombreux restes d'arbres qu'on trouve dans les tourbiércs, ou le long 
de la cote sous le sable des dunes, ainsi que le grand nombre de noms de villes dont les 
mots »Skov« OU »Lund« forment la premiere ou la derniére syllabe. Aussi n'est-il pas 
exact, comme on le supposait autrefois, que la masse grésiforme, connue sous le noni 
d'Ahl, qui, en beaucoup d'endroits, s'étend au-dessous de la surface de la lande, soit la 
veritable cause de la disparition des forets. La formation de l'Ahl est au contraire une 
suite du déboisement, et elle se poursult encore aujourd'luii la oii le sable couvert de 
bruyéres est ferrugineux. — De grands bouleversements ont eu lieu dans cette partie du 
Julland pendant les temps historiques; la mer a emporté beaucoup de milles carrés du 
pays, les sables meubles se sont répandus sur de vastes étendues de la cote, et forme 
des coUines de 50 — 100 pieds de hauteur lii oii il y avait autrefois des champs plats, les 
bois ont disparu et fait place aux bruyéres. Mais non moindres sont les changements 
plus modernes qui sont dus a l'action de l'homme, et qui ont pour but de reconquérir ce 
qui a été perdu: l'accroissement du Marsk est favorisé par des digues, des anses de la 
mer et des lacs ont été desséchés, le mouvement des sables est arrété, et la lande se 
transforme peu a peu en champs et en bois. 

Les massifs de collines qui sont jetés comme des iles sur la surface de la lande, 
présentent un terrain plus fertile. Lorsqu'ils ne sont pas cultivés, ces massifs sont plus ou 
moins recouverts d'un taillis de Chénes, restes d'anciennes forets, et ces arbres y atteignent 
seulement une hauteur de 4—8 pieds. On y trouve aussi plusieurs plantes caractéristiques, 
savoir les Melampyrum pratense, Aira jlexuosa, Anthoxanthum odoratwn, Arnica montana, 
Eieracium umbellalum, Bolidago, Jasiotie, Trientalis, PotentiLla Tormentilla, Euhus plicatus, 
Pteris aquilina, Genista, Lycopodium clavatum^ Campanula rotundifolia , Achillea mille- 
folium, Pimpinella Saxifraga (Vaupell 1. c. pag. 295). Dans les landes proprement diles, 
il y a trois plantes qui se partagent assez également Tempire du sol, savoir: la Bruyére 
des landes, la Camarine et le Lichen des Rennes, et comme tantot l'une, lantot l'autre 
domine, ce tapis végétal bigarré de rouge, de vert et de blanc présente un aspect tout 
particulier. Mais on y rencontre en outre un grand nombre de petites plantes, souvent 
fort jolles, qui répandent sur la lande un charme singuUer, et dont voici la liste: Erica 
Tetralix, Andromeda polifolia, Vaccinium Vilis Idæa, Arctostaphylos uva ursi, Genista 
Anglica, Germanica, tinctoria, pilosa, Lycopodium claratum, Chamæcy par issus , complana- 
tum, Thymus Serpyllum, Gentiana campeslris, Arnica montana, Orchis maculata etc. Dans 
les parties marécageuses croissent le Myrica Gale, le Vaccinium uliginosum^ VOxycoccos, 
le Scirpus cæspitosus, le Lycopodium inundatum, le Selago. La region des dunes occupc 
une superficie de 10 milles carrés environ, et, avec leurs vallées longitudinales et trans- 
versales, et leurs sommets de 70 — 100 pieds d'oii l'on jouit d'une vue étendue sur la mer 
et le pays, les dunes présentent en beaucoup d'endroits le caraclére d'un paysage de 

6ti* 



596 196 

monlaf^ncs. hi-piiis la (in dii sirclc dcrnier, on a coinmi'nni rli; les planter pystrmalii|iic- 
menl, pI le inoiivcmpnl des sahics nsl mainlcnnnt partout arriUé. Hans les 20 der- 
niércs anncos, on a fait en qnalrc cndroits des plaiitallons de Conifércs {Pinus montana, 
P. Austrtaca el Pkea alba), cl elles onl si bign réussi (jnil y a tout lien d'cspérer quc la 
cMc jnllaiidnise sera avec le temps bordée d'ilne large ceinture de forels. La vegetation 
qni couvrc les dunes inimobilisées lenr donne une coiileur speciale gris verdåtre, el se 
compose des plantes snivantes: Psamina arermria, Eli/mus arenarius, Festuca orina, F. 
rubra, Phleum arenarium, Carex arenaria, Itmcus Balticus, Halix repens, Jast'one, Galiiim 
certim, Eryngium, JJieraciwn pilocella , Thyimis Serpi/llum, Campanula rotitndijolia; sur 
queUjups points croisseni Vllippophae et la Itosn sjnvosissima, el le sol csl couvert des 
loutTi's scrrées du Liclien des rennes el du Lichen des coraux. Dans les lerrains liuniides 
entre les dunes, on Irouvc les memes planles que dans les marécages des landes. 

I.a formation du .Marsk s'est l'aile, el se poursnil loujours encore en derii de la 
cliaine d'lles qui de Hjerting court vers le Sud, en formant comme un rempari ponr 
la c6le, el elle n'occupe par conséquenl que la parlie méridionale du Jutland. I)c 
mémc que sur tout le rcsle du litloral de la mer du Nord, en descendaul vers le Sud, 
il s'esl produit ici nn abaissemenl tres lent dn sol, comme on le voil entre autres par les 
souches de pins qui sonl cnlerrées entre les iles el le conlinent a une profondeur de 
10 pieds au-dessous du niveau de la mer. La limile de la formalion du Marsk vers l'Esl 
csl marquée par une chaine de dimes qui indique la place du rivaiie anlérieuremcnl ii celle 
formation, et, dans le Slesvig, elle se Irouvc ii une grande distance de la mer. Comme 
la dilTércncc de niveau entre le flux el le reflux s'éléve jusqu'a 8 pieds, la plage unie qui 
s'élend entre les Iles cl la ccjte esl parcourue lanliil par des navires, lanlOl par des voi- 
lures el des chevaux. Tandis que la mer cmporte constammenl des parties de la cOle 
occidentale des iles — a un mille ii Touesl de l'lle de Komo, on apercoit des mines sur 
le fond de la mer — il se dépose, aprcs cliaque marée, dans les eaux Iranquilles de la 
cAle opposée une couche mince d'argile fine micacée, el les habilanls cherchenl ii aug- 
menter ces dépols ii l'aide de claies ou d'ouvrages ouverls en lerre. Le fond de la mer 
s'exliausse ainsi constammenl, bien (ju'avec une tres grande lenteur (en quelques endroils 
de I pied tons les (5 — S ans, ol dans d'aulres lous les 50 ans), et, gråce aux diverses 
vegetations qui s'y succédent, devienl peu ;i peu propre a etre endigué. La premiere 
planle qui crolt dans ce limon esl le Microcolms chlhonoplasles, qui, en cntrelacanl dans 
.^es fils déliés les couches les plus récentes, ne contribue pas peu ;i exhausser le fond. 
La Salicornia herhacea ne larde pas a s'y répandre, el elle esl remplacée par les Lepi- 
(jonnvi mai-inwH, Sagina marilima, Chenopudinm mnritimum, Kochia hirsuta el Sasola 
Kali, qui préparenl le lond ii rcccvoir la dcrniére vegetation, laquelle se compose des 
planles suivanles: les Slatice Limoninm, Ameria maritima, Triglochin marilimum , Ar- 
tomisin marilima. Asier Tripolimn , Planiago maritima, plusieurs es|)éces i.\' Atriplcx v\ 
de ScirpuH , le Juncus Oerardi el enfin les Poa disians et marina. Le Marsk se Irans- 
lormc ainsi par ces végélalions successives en ces prairies naturelles qui sonl devenues 
celebres par leur fertilité iiH'iiuisable, comiiie ixiuvant une anuée aprés laulri' nourrir 
sans engrais d'immenses Iroujieaux. 



197 527 



4. La zone du nord de la Si; Ian de, qiii cDinjireml le bailliage de l'rederiks- 
borg et le dislricl de Ods, dans le bailliage de Holliek, répond ii pen pres ii la parlie 
de la Sélande qui se compose de sables erratiques, et on y trouve aussi le lerraln 
ondulé caractéristiquc de cette formation. Cette zone renfermc un grand nombre de lacs 
— entre autres celui d'Arresø, le plus grand du Danemark, autrel'ois une anse de la mer — 
el de lourbiéres. C'est également la contrée la plus boisée du Danemark, et on y trouve 
la foret la plus considérable du pays, celle de firibskov. La vegetation se rapproche de 
celle de la zone forestiére du Jutland oriental. Le Juin'perus communis y est ainsi Irés 
répandu, tandis qu'il manque pour ainsi dire complétenient dans le reste de la Sélande, et 
les landes ;i collines, avec le Vaccinium Myrtillus, le V. Viles idæa et les autres plantes 
qui les caractérisent, occupent de grandes étendues, notamment dans les forets qui s'élé- 
vent å l'est du lac d'Esrom. De méme, le Betula verrucosa y est assez commun el 
forme de petits bois, par exemple sur les bords du lac de Gurre et ;i Hornsved, et 
\'Alnus incana, qui y a été introuuit å la fin du siécle dernier, croil en beaucoup d'endroits 
a l'état sauvage. Les arbres de la zone méridionale, teis que le Charme, le Faux-Plalaiie, 
l'Erable cbampetre , le Tilleul et le Fréne, sont au contraire assez rares dans cette partic 
de la Sélande. L'Aune visqueux croit dans les lerrains marécageux des bois de Hotres. 
Parmi les aulres plantes caractéristiques de cette zone, nous citerons les Thymus Ser- 
pyllum, Trientalis Europæa, Arnica montana, Astragahis Damens, Thesium ebractea- 
ftim, Sarothamnus , Lobelia Dortmanna, Rubus Chamæmorus , Viola mirabilis, Primula 
farinosa, Bidens platijcephala , Carex cyperoides. Le Hétre domine dans la plupart 
des forets, et il est en train d'étouffer les Chénes la oii l'homme n'intervient pas; mais 
ce dernier arbre y était aulrefois Irés répandu , el on en trouve (;a et la quelques 
exemplaires géants comme resles des anciennes forets. Dans la partie septentrlonale de 
la foret de Gribskov (Krogedalsvang), el quelques bois silués au nord de celle foret 
(Valbyhegn et Haragerhegn), les Chénes sonl encore assez abondants, el il y en a 
parmi eux qui onl des dimensions considérables ; mais c'est dans le pare de Jægers- 
borg, a Charlottenlund, a Ordrup el ii Ermelund qu'ils sonl les plus nombrcux, et cerlains 
d'entre eux onl 18—23 pieds de lour a 3 — 4 pieds au-dessus du sol. Cependant les plus 
gros dans le nord de la Sélande se trouvent å Jægerspris, oii les Chénes connus sous 
les noms de »Kongeeg", »Storkeg« et "Snoegn, mesurenl respectivemenl 42, 3B el 26 pieds 
de circonférence. Tandis que la moitié orientale du bailliage de Frederiksborg est si riclie 
en forets, la moitié occidentale n'en renferme presque pas du tout. 

b. La zone centrale comprend le centre de la Sélande, ainsi que la cote orien- 
tale el le milieu de la Fionie. Le lerrain présente une grande uniformité — il ost forme 
d'argile du lerrain erratique — el les petites difTérences climatériques qu'on observe dans les 
autres zones n'existenl pas ici. C'est aussi la partie du pays dont la vegetation est le moins 
caraclérisée. On n'y trouve pas les plantes qui annoncenl le voisinage de la mer (comme 
le Houx), ni celles qui indiquent, soit un climat plus méridional (comme le Tilia grandi- 
folia, le Carpinus, VAcer Pseudoplataniis), soit un climat plus seplentrional (comme le 
Betula verucosa, le Juniperus), ou du moins elles sont rares; toutes les plantes des 
landes manquent également, de inéme que celles du Marsk et des dunes. 11 faul toute- 



528 198 

Tois r('in:iri|iirr i|iu- dans les (|U('li|U(;.s poitils oii la rurmaliuii di- la craic urileuiV; ii la siir- 
facc, cili' miiiiiffsle son innuencn ]iar la prcsencc dune <iuanlili; plus ou moins grande de 
planles calcaréopliiles; c'csl ainsi qiie dans la fonU d'Alindidilie croisscnl YOrcliis iislulata, 
V Anncampti's jit/ramidalu , YOphrijs Mijodes, le Cephalantera grandiflora el enstfoliu, el, 
(Ians celle de Terkel, jires de Farum, oii le calcaire de Saltiiolm vienl affleurer, le Bolry- 
chium Lunaria. Le IltUrc esl l'arbre dominanl dans les forels de celle zone. Le Tillcul 
cl le Fréne y sonl beaucoup plus répandus ipie dans le nord de la Sélande. 

Les condilions exlérieurcs qui délerminenl les diderences de végélation dans les 
cinq zones qui précédenl peuvent se resumer de la maniére suivanle: dans la zone occi- 
denlale dépourvue de forets, les variélés de lerrains auxquelles est liée la végélalion des 
dunes, du Marsk el des landes, sonl dues principalemenl a Taclion de la mer et du vent; 
dans la zone foresliére orienlale, les parlicularités de la vegetation doivcnl étre atlrlbuées å la 
nature ondulée du lerrain cl ;i la penle des collines vers l'Esl. La mer du Nord en vienl 
ainsi, conjointcmenl avec le Catlégal, ii exercer une action bien did'érente sur la vegetation; 
car elle ne fail sentir iei quc son influence compensalrice sur la lempéralurc, laquelle se 
manifeste par la prcsence du IIoux, de l'if el de plusieurs Tougéres. Dans la zone du 
nord de la Sélande, c'esl le sol (sable du lerrain erralique), en connexiou avec un climat un 
pen plus froid, et, dans la zone méridionale, égalenient le sol (argile grassc cl humidej, 
en combinaison avec une temperature un peu plus élevée, qui donne a la vegetation son 
caractérc parliculicr. Quanl a la zone moyenne, son nianque d'originalité provienl de sa 
position centrale el de l'uniformilc du sol. L'ile de Bornholm doil, d'aprés son sol et sa 
vegetation, étrc regardce comme une partic de la Suéde. 



Coup (l'æil rotiuspcclit" sur la (listiibiitiun géogia[)liiquc et sur ses 
rai)[)orts avec la classification. 

On admel comme une régle générale quc plus la classificalion d'une famille esl 
fondée sur des caractéres qui indiquent une veritable aflinité, plus il devient mani- 
feste que les différentes sous-divisions du systéme out leurs centres de distribution parti- 
culiers, el, de méme, que plus sonl grandes les dilTérences d'organisation entre les 
divisions de syslerne, plus sonl grandes aussi les distances géograpliiques qui séparent 
leurs centres de distribution. C'esl celle relation entre la dassilicalioii et la distribution 
géograjdiiquc (pie jc me propose de faire voir iei poiir les Cii|)uliréres, et ce cliapilre ser- 
vira en mOme temps ii jeter un coup d'a'il rélrospeclif sm- qu('l(]ues uns des princijiaux 
rapports dont il a été déjii (piestion ii propos des divers terriloires qu'ils habilent. 

Nous avons vu que celle familie se divise en Irois sous-familles, mais celles-ci 
représentent cliacunc un centre principal de distribution des Cupuliléros, et consliluenl 
Irois grands domaines géograpbiipies tres éloignés l'ini de Taulre. Les C.båtaigniers ont 
en ellel leur centre dans les Iles IMalaiscs, les Cliencs au Mexique, el les llelres dans 



199 529 

le sud-oiiest de rAmérique méridioriale. Le groupe des Chåtaigniers , qui se sépare 
nettement de ceux des Cliénes et des flétres par ses styles cylindriques, raides el i stig- 
mates ponctiformes, ses clialons måles dressés et ses feuilles entiéres, a aussi une aire 
propre qui est assez bien limitée. Il apparlient a l'Asie orientaie, et présente la plus 
grande ricliesse de formes et les types les plus purs dans les iles Malaises, surtout 
;\ Java et ;\ Sumatra, oii est son centre proprement dit. Une seule espéce {Castanea vid- 
garis) francliit les limites de ce domaine vers l'Ouest, et joue un role important dans les 
pays méditerranéens, et 3 espéces [Castanea immila, C. chrysophjlla et Pasania densiflora) 
croissent en Amérique. Le genre type par excellence Vyclohalanus , qui se distingue [lar 
son fruit incomplétement multiloculaire, son embryon multilobé (voir plus haut p. 345, 
fig. M et p. 346, flg. D] et ses écailles de cupule connées en lames concentriques, appar- 
lient exclusivement aux Iles Malaises, et, outre quelques aulres formes de Chåtaigniers 
(Pasania et Castanea), on trouve seulement dans ces iles un petit nombre d'espéces du 
genre Cyclobalanopsis, mais pas un seul Chéne veritable (Quercus). 

Comme le groupe des Chåtaigniers a sa denieure dans l'Asie orientaie, ainsi le 
groupe des Chénes habile de préférence la partie de l'Amérique située au nord de l'équa- 
teur et prlncipalement le Mexique, oii les Cupuliféres ont leur second grand centre 
de distribution. Dans les montagnes du Mexique, les Cbenes offrent non seulement des 
espéces bien plus nombreuses que sur tout autre poiut du globe, mais ils y présentent 
aussi une plus grande diversité dans leur organisation, et il s'y trouve plusieurs grandes 
divisions qui manquent partout ailleurs, å quoi il faut encore ajouter qu'il n'y existe pas 
une seule espéce des autres genres; les Chåtaigniers et les Hétres font totalement défaut, 
el on n'y voit que des espéces du genre Quercus. Le sous-genre Erytlirobalanus est exclu- 
sivement américain*), et on en compte plus de oO espéces au Mexique et dans l'Amérique 
centrale. Les Erythrobalanes se séparent si nettement des autres Chénes par leurs styles 
capités (pag. 343, fig. 5), par leurs fruits sphériques, souvent å péricarpe épais et å cloi- 
sons rudimentaires (p. 343, fig. <?), par les ovules rudimentaires fixes au sommet de la 
graine (pag. 346, flg. C), et par leurs feuilles toujours mucronées, qu'on pourrait cerlaine- 
ment se demander s'il ne vaudrait pas mieux les rapporter å un genre å part. Encore 
plus caractéristique pour le Mexique est peut-étre le sous-genre Macrobalanus avec ses 
styles courts, connés dans presque dans toute leur longueur (PI. VI, fig. 16), et ses cotylé- 
dons inégaux (p. 346, fig. E), et la division, riche en espéces, des Lepidobalanes, aux 
feuilles crénelées ou faiblement lobées [Prinus, genuinæ et versif ormes , voir p. 367), y a, 
pour ainsi dire, son habitation exclusive. 

Quant au troisiéme groupe principal de cetle famille, les Hétres, il en existe au 
Chili un nombre d'espéces si prépondérant, que nous devons regarder ce pays comme leur 
demeure proprement dile; mais les espéces sont si dispersées qu'avec la division actuelle 
des terres et des niers, il est difficile de les ramener toutes å un seul centre de distribu- 
tion. Celle difCculté se fait moins senlir å l'égard du genre Nothof agus, comme nous 
avons VU que le Chili, d'aprés sa nature, doit lUre considéré comme une Ile rattachée 



*) II y a bien iine espéce japonaise [Q. lacem) qui semble apparlenir u ce smis-geme, mais elle est 
encore peu cminue. 



530 200 

nii conlincnl <it' rAnu-riiiiifi méridionalr, et qu'il y -i li*"" ''<' siipposcr fjiiMI a exislt- 
aiilrpfdis line connnxioii |ilus intime entre cette parlie de TAinéricjne du Sud, la Nou- 
velle-Zélande el la 'l'errc de Nan Dienien. Mais romnient ramener les espéces Fagus 
nu nu'me centre de distribution, lorsque la plus ra|)procliée, le F. ferrugi'nea, est séparée 
par 70 depri's de laliludc des Ilélres du Snd? C'esl ce (|u'on ne peut faire assurénienl, 
niais jc crois cependonl (|u'ou est en étal de s'expliquer lirrégularilé que la distribution des 
Iletres présente encore, quoique a im def;ré moindrc, il est vrai, que lorsque toutes les espéces 
élaient rapporléos ii un senl genre. Quelqne paradoxal que cela paraisse, c'est le Japon 
qui formalt aulrefois le lien aujourd'luii brise entre les llelres ilii Nord el du Snd. En elTel 
ce n'esi pas seulemenl en ce qui concerne les llelres, niais aussi sous d'aulres rapports 
qu"il y a des points de contacl entre le .lapon et le Cliili. Le f;cnrn Fagus esl plus riche- 
menl représenlé au Ja|)on que dans tout aulre |)oint de i'hémispiiére boréal (voir p. 387), 
el le Fagus SieholJii forme la transition au Notliofagus ^ comme ii esl le seul des Hétrcs 
du Nord qui présenle la meme nervation caractérislique que plusieurs Helres du Sud 
[Nothof. Gunnii, antarctica). A cela vienl s'ajouter que la flore, tant au Japon (jue dans 
la terre de Van Uiemen, a la Nouvclle-Zélande el au Chili, a un caractére entiéremenl 
miocéne, de sorte qu'elle esl plus ancienne que la vegetation de la pluparl des aulres 
points du globe *i. Cela s'applique spécialement aux llélres, qui sans aucun doule peuvenl 
Ions étre ramenés å l'cpoque piiocéne ou méme miocéne — c'esl ainsi que le Fagus syl- 
vatica se Irouve dans les conclies pliocénes de la vallée de rArno. 11 faut done cliercher 
le centre commun des formes types des Metres dans une periode anlérieure u la nOlre, el 
de ce centre ils s'élaienl déja disperses dans différenles direclions, lorsque s'esi faile la 
divisiort acluelle des terres et des mers. 

Outre les trois centres principaux de distribution des Cupuliféres correspondanl 
aux trois sous-familles, il y a encore Irois centres secondaires caraclérisés par des genres 
et sous-genres parliculiers. C'est ainsi que le .lapon, en cc qui concerne les Cupuliféres, 
se raltache si élroitement par la Cliine å rilimalaya, que celle parlie de l'Asie doil étre 
rapporlée a un domainc commun, oii les Chåtaigniers-Chénes [Cijclobalanopsis] onl leur 
liabilatiou. — L'Asie Mineure forme ensuite un centre pour le sous-genre Cerris, qui, 
ainsi que je l'ai montre dans ce mémoire par un grand nombre d'analyses de fleurs fe- 
mflles (IM. V), est bien caractérisé par ses slyles subulés (p. 341). Des 30 espéces de ce 
sous-genre, il y en a 20, el parmi elles toutes les espéces types, qui croissenl en Asie 
Mineure. Les 10 aulres espéces appartiennent aux pays de la Méditerranée, ii lllimalaya 
el an Japon, de sorte que de l'Asie Mineure la distribution s'esl faile dans la direction 
Ksl-Ouest. 

De nienie que loules les conlrées arcliquns onl une Hore comniune, de méme ce 
n'esl que tout graducllemenl que la vegetation, en luirope, en Amérique el en Asie, prend 
un caractére plus varié, ii mesnre qu'on se rapproclie de l'équaleur. C'esl conformémenl 
il celle régle que les Cupuliféres, dans les regions voisines de l'équalenr, onl trois centres 

♦l J'cipére pouvuir im-spiilrr liiPiilnl a lu Sooii-lc des .Sciences iiti Iravail plus ilélaillé a l'np|mi iles 
coimldéralloiis giic jc fnis \nliiir iri, iioiu i-lablir que lu M-urlalion i|ui couvre la siirfuri' ilu alolic 
a un '.iiiv iri's dilTtTent. 



201 531 

bieu Iranchés, iin dans chacune de ces Irois parlies du munde, tandis que les Cupulileres 
el surtout les Cliénes qui, dans i'ancien el le nouveau uionde, remoutenl haul vers le nord 
dans la zone tempérée, apparliennenl lous au méme pelilgroupe (Eulepidobalanus) du sous- 
genre Lepidobulanus. Ces Chénes seplenlrionaux se dislinguenl lous par leurs feuilles plus 
OU moins profondémeut lobées. Dans l'Aménque du Nord, la pluparl des Eulepidobalanes, 
en toul 7 espéces (Q.lobata, Douglasii elc.) croissent sur la c6le occidentale (voir p. 366 — 
367), tandis qu'il n'y en a qu'une espéce {Q. alba) sur la cote orienlale. Dans I'ancien 
monde, les espéces les plus nombreuses apparliennenl également a la partie occidentale. 
En Europe, au nord des grandes cliaines de monlagnes, on Irouve 4 espéces {pedunculata, 
sessiliflora, conferta el pubescensj, auxquelles viennenl s'ajouter, un peu plus au Sud, les 
Q. Tosa et Fameito, el, en Asie iMineure, les Q. Vulcanica, Cedrorum, macranthera, Haas, 
Syspirensis. A l'est du Caucase s'étend un grand espace oii les Chénes manquent lotale- 
ment, niais ils apparaissent de nouveau dans l'Asie orienlale, oii le Q. Mongolica est tres 
répandu dans la region de TAmour, et les Q. Mac CormicJdi, obocata el dentata, dans le 
nord de la Chine et du Japon. 

Chacune de ces sous- families a done son centre spécial en dedans de l'aire 
des Cupuliféres, et ces divers centres de distribution sont tres éloignés l'un de l'aulre. 
Les Chåtaigniers, les Chénes el les Hétres ont chacun leur habitalion primitive, mais 
de lå, ils se sont répandus dans différenles directions, ont éraigré dans leurs terri- 
toires respeclifs et se sont mélangés les uns avec les aulres. 11 en esl résullé des zones 
de transition-, et il nous reste å faire voir que c'est précisémenl dans ces zones qu'appa- 
raissent des formes qui constituenl le lien entre les types provenant des différenls centres. 

Le type des Chåtaigniers a son centre dans les iles Malaises, et s'y montre sous 
sa forme la plus pure dans le genre Cyclobalanus. Ce genre esl en effet celui qui, par 
son organisation el son habitus, différe le plus des Chénes et des Hétres; il appartient exclu- 
sivement aux iles Malaises, et y présente une grande richesse de formes. Les regions 
voisines de l'Asie qu'habitent les Cupuliféres, l'Bimalaya, la Chine el le Japon, sont carac- 
lérisées par des formes qui constituenl de diverses maniéres une transition entre les types 
des Chåtaigniers, des Chénes el des Hétres. On y trouve ainsi deu.x genres du groupe 
des Chåtaigniers, dont l'un, le g. Pasania, se rapproche des Chénes par les écailles de la 
cupule (le g. Pasania esl le g. Cyclobalanus avec des cupules deChéne*)), el l'aulre, le g. 
Castanea, des Hétres (le g. Castanea esl le g. Cyclobalanus avec des cupules de Hélre). 
Cetle ressemblance entre le Chåtaignier et le Hélre est méme si grande, qu'on les a rap- 
portés autrefois au méme genre , bien qu'ils apparliennenl å des types tout différents. Le 
Iroisiéme genre [Cyclobalanopsis), qui domine plus que tout autre dans celle zone de tran- 
sition, doit aussi plus que tout autre, parmi les Cupuliféres, étre regardé comme une forme 
de transition; mais, tandis que les deux genres précédenls sont des Chåtaigniers qui ont 
quelque chose de la nature du Chéne, ce genre, au conlraire, est forme de Chénes qui ont 



*) La plupart des espéces du genre Pasania se rapproclient surlout du g. Lepidobalanus , en ce qui 
conrerne la cupule; d'autres, en plus petll nombie, sont idenliques aux espéces du g. Cema quant 
aux écailles de la cupule (voir p. :i74 g 4). 

Videnik. Sclsk. Skr., 5 Ki-kkc, nalurvideiisk. o^ iDalbem Md. •} B VI. ^^ 



532 202 

en parlip roviUu rapparcncc des ChMaipniers, cl crla d'nnn faron si trompeiisc, que ce 
n'rsl quo dans ces dorniers lemps qu'on a réussi ii élalilir leur véritalile affinité (Ørsled: 
Itidrag lil Kfrpslæplciis Syslemalik i naliirlt. I'orenings Vidensk. Meddel. 1800, p. 77). D'aprés 
Irs principales parlieularilés de leur orgaulsatiou (slijimales, (ruils, graines), les espéces du 
genre Chjclohalanopsis sonl des Chéncs; inais, par les caracléres exlérieurs qui frappenl 
plus les jeux, nolamnient la cupule, elles ressembleul ii celles du genre Cyclohalanus \ 
relalivemcnl nux feuilles, elles sonl inlermédiaires entre ce genre el la division des Clii-nes 
la plus répandue en Asie, et surloul dans TAsie orieulale {Lejndobalanus sect. Prinus 
.sV serrotdes, voir p. 369 et 38G). Les caracléres générlques sonl si faciles a reconnallre 
cliez les espi'ces de ces Irois genres de transition, qu'il ne peul y avoir de doules sur 
leur aflinilé, ni sur le genre auquel elles doivenl étre rapporlées; mais, comme il fallail 
s"y attendre, ce n'est pas loujours le cas, el il y a des espéces qui, dans racceptiou étroile 
du mol, doivent ("tre désignées comme des formes de transition*). Dans la partie occi- 
dentale de la region située entre les centres des Cluitaigniers et des Clienes, il exisle un 
sous-genre monotype [Ueterohalanus) , qui forme la transition entre le sous-genre Cerris, 
avec lequel il a les styles communs, et le Lepidohalanus secl. Ikx, dont il se rapproche 
par les feuilles et la cupule**). 

Au dedans de la grande aire du groupe des Chenes, les pays niéditcrraoéens con- 
slilnent une zone de transition entre les types Lepidohalanus et Cerris, dont le premier 
apparlient ii l'Kurope centrale, et le second a l'Asie .Mineure. Le Cliene vert {Q. Ilex) 
est nn des arbres les plus répandns el les plus caracléristiques de la zone des forets tou- 
jonrs verlPs, et il représenle un groupe de Chénes (Sect. Ilex) qui se distinguenl par leurs 
pelites feuilles coriaces, entiéres ou épineuses-dentées***), a la face inférieure recouverlc d'une 
pubescence grise, fine et serrée, ou d'un enduit céraré grisåtre, et dont les nervures secon- 
daires se diviscnt d'ordiuaire a quelque distance du bord en deux branches égales (PI. II, 
fig. 1 — 3). Les autres espéces de Chénes caracléristiques des pays méditerranéens, lanl du 
groupe Cerris que du groupe Lepidohalanus, se rapprochenl du Chéne vert, et présenlent 
dans leurs feuilles et tout leur habitus une si grande ressemblauce avec les diverses 
formes de ce dernier, qu'il en résulte facilemcnt une confusion des espéces. C'est ainsi 
que quelques espéces du groupe Cerris (Sect. Suher, voir p. 337) se rapprochent des 
formes de Chénes verls ii feuilles plus larges, mais non tout-a- fait entiéres, landis que 
d'aulres espéces (Secl. Ilicoideæ, voir p. 357) out plus de ressemblauce avec les for- 
mes il feuilles épineuses-dentées {Q. Ilex v. agrifolia). l'ar conlre, l'espéce du groupe 
Cerris qui remonle le plus liaul vers le Nord dans la region des Kulepidobalanes, a, 
comme ces Chénes, des feuilles profondémenl découpées. On y Irouve égalemeul nn 
groupe Irés répandu de Lepidobalanes (,§ Crenalo-serralæ, voir p. 3G7), qui forme une 
Iransilion enlre les espéces types de ce sous-genre el les Chénes verls. Certaines formes 



*) Dan« le genre Cyclobutanus les espéces C. gemelliflora cl argentata, cl dans les deux autres genres, 
filuslciirs espéces nppartcnanl aux sous-genrcs Cidamydobalaniu , Lithocarpiea , Encleulocarpu* el 
Lilhocarpui. 
*•) (frRted: Bidrag cte. I. c. pag 70 
***) Les reulJles de lontes les espvees senilileni <"lre épineuses-dentées cliez In jeune plante 



203 533 

(lu Q. infectoria et du Q. Lusitanica soul uinsi iuteruiciliairus eiilre des varietés du Q. ses- 
silijlora et du Q. piibescens, d'une part, et du Q. Ilex, d'autre part. 

L'Amérique offre également de nombreux exemples de formes de transition entre 
les sous-genres dont les espéces croissent mélangées les unes avec les autres. On a montre 
pag. 382 — 442 comment les Cupuliféres, et principalement les Chénes, se comportent vis- 
å-vis du reste de la vegetation dans les grandes florcs naturelles. Nous jelterons mainte- 
nant un coup d'ceil sur la distribution des Chenes en Amérique, en general, et sur les 
rapports des sous-genres entre eux. On en compte en tout 150 espéces environ, qui sont 
réparties entre le 2« et les 48 — 50^ degrés de Lat. N. , niais il s'en faut que ce soit unifor- 
mémenl. C'est au Mexique, entre le 15° et le 20° degré de latitude, et ii une attitude de 
3000—6000 pieds, sur le versaut oriental de la Cordiliére, oii regne un climat Inimide et 
chaud tempéré, qu'iis présentent la varieté d'espcces la plus grande. A partir de cette zone, 
le nombre des espéces décroit å mesure qu'on s'avance soit vers le Sud soit vers le 
Nord, de sorte qu'il n'en reste plus au 3—2° degré de Lat. N., et que, sur le bord 
raéridional des grands lacs, oii les Chénes ont leur limite seplenlrionale, on n'en trouve 
qu'uQ petit nombre (alba, ohtusiloba, macrocarpa, ruhra, coccinea, tinctoria, imbri- 
caria). Entre ces limiles toutefois, il y a des étendues considérables oii les Chénes man- 
quent entiérement, savoir le plateau qui occupe une grande partie du Mexique, le Nouveau- 
Mexique, le bassin du lac Sale et les Prairies, contrées dont le climat esl si sec, qu'elles 
sont prtsque dépourvues de toute vegetation arborescente. — La region des Chénes, dans 
le Costa-Rica et la Columbie, est slluée å une allitude de 7000—10000 pieds, et s'abaisse 
graduellement vers le Nord jusqu'au 35« degré, oii les Chénes deviennent des plantes des 
basses terres. Cependanl on en renconlre déja quelques espéces dans les basses terres 
sous le 30« degré de Lal. (le Q. virens dans la Floride, les Q. Catesbæi, aquatica, 
cinerea, ijJiellos un peu plus au nord), et il y a méme au Mexique une espéce isolée 
(oleoides) qui crolt dans le voisinage de la cole. 

Les Chénes américains appartienuenl a trois sous-genres: Erythrobalanus, Lepido- 
balanus et Macrobalanus , dont le dernier est limité a une partie du Mexique et a TAmé- 
rique Centrale, tandis que les deux autres sont répandus dans toute la region occupée par 
ces planles, el présentent un parallelisme remarquable quant å la maniére dont les divi- 
sions analogues des genres sont réparties dans les diverses parties de cette region. Les 
divisions analogues des sous-genres sont indiquées pag. 168 (498). 

Les deux sous-genres Erythrobalanus et Lepidobalanus ont leur maximum d'espéces 
daus la zone tropicale, et ces espéces ont des feuilles entiéres ou laiblement découpées, 
tandis que dans la zone tompérée dominent les seclions Euerytkrobalanus et Eulepidola- 
lanus aux feuilles profondenient découpées, laciniées ou lobées. Dans ces petits groupes 
analogues, il y a cerlaines espéces qui se ressemblent lellement par la forme et les décou- 
pures des feuilles, qu'il en est résullé de la confusion entre l'analogie et raffinité. On 
en trouvera des exemples pag. 168 (498). 

L'examen des espéces analogues montre que celles qui appartienuenl au sous- 
genre Erythrobalanus ont toujours des feuilles å proéminences mucronées, ou, lorsque les 
feuilles sont entiéres, a sommet mucroné, tandis que les espéces du sous-geurc Lepido- 
balanus sont il proéminences obtuses el å sommet obtus. Bien que ces -deux sous- 

07* 



584 204 

genreti soienl en general bioii Iranchés, il y a cr|ii'ii(laMl rcrlaiiifs cspéccs oii groiipes 
d'espcces (jiii en réiinissenl les raracliTcs ii un lel degn- , iiii'ils constiluenl de veri- 
tables formes de Iransltioii, cl ces formes inlennédiaircs soul surloiil noinbrcuses lå 
OU ces sous-genres présentcnl le nombre d'especes le plus grand, par conséquenl au 
Mexique. C'esl principalenient dans le sous- genre Eri/ilirobalanus , le plus riclie en 
espéces en AnitTique, (pfou remarqiie ces cas de ressetnblance plus ou moins grande 
avec les Lépidobalanes; l'inverse esl plus rare. Ainsi, tandis que la fruclificalion bisan- 
nuelle el Ja position des ovules avortés au sommet du fruil, font partie des caracléres qui 
en généra" séparent lu plus uettemenl les Erylhrobalanus des Liipidobalanes, il y a parmi 
les premiers un petit groupe dont le fruil niftrit la premiere année (voir p. 3G4, Sectio 5. 
Launfoliæ, ,^" 2), et un second groupe qui se ratlacbe aux Lépidobalanes, non seulement 
par la fruclification anuuclle, mais aussi par la position des ovuics avortés å la base du 
fruit (voir p. 364 , Sectio 6, Le/ndobalanus). Ces espéces présentenl un mélange aussi 
complet qu'on peut s'imagincr des caractéres des deux sous-genres; elles ont pris de la 
nature des Lépidobalanes tout ce qu'elles pouvaient prendre sans cesser d'étre des Ery- 
Ibrobalanes; de ces derniers elles n'ont conservé que les caractéres, ;i la vérité Irés im- 
porlants aussi, des styles et des stigmates, et les parlicularilés d'un ordre plus secondairc 
des écailles de la cupule et des feuilles. La plupart des espéces de ce petit groupe de 
transition apparliennent aux représentants les plus méridionaux du genre Quercus en 
Amérique, et croissent au sud de la haute chaine de volcans qui traverse le Cosla-Kica, 
et conslitue une limite assez trancbée entre les flores de TAmérique Centrale el de la 
Colombie — ici se trouve, comme je l'ai montre aillcurs, la limite seplenlrionale extrcme 
de plusieurs formes caractéristiques de rhémisphére austral (par ex. le Gunnera insiynis 
Ørst.). — Une aulre transition entre ces deux sous-genres esl formée par le Cliéne ii 
feuilles de houx de Californie {Q. agrifolia) , et sans doute aussi par quclqucs aulres 
espéces encore imparfaitement connues qui sembient sy ruttacber (voir p. 364, Sectio 7. 
Stenocarpæa). Cette espéce a un fruit oblong et aigu qui miirit la premiere année , et 
se rapproche également par les feuilles des Lépidobalanes, el nolamment de quelques 
espéces du groupe Ilex, tandis que par les styles, la position des ovules et la forme des 
écailles de la cupule, elle est un Krytbrobalane. — Parmi les Lépidobalanes, le Q. Itj- 
rata, par son fruit spliérique a pérlcarpe épais (voir p. 345, fig. //), et les Q. glabrescens, 
reticulata, spicata etc, par la conliguration des écailles de la cupule, forment la transition 
au sous-genre Erythrobalanus. 

Le sous-gcnrc Macrobalmnis , (pii est parliculier au iNIexique et ii 1' Amérique Cen- 
trale, conslitue une des divisions les plus belies et les plus interessantes des Cliénes. 
Les parlicularilés qu'il préscnte dans sa struclurc onl passé jusqu'ici inapercues, et De 
C andolle en a diversemenl classé les espéces. II appartient aux types de Cbénes amé- 
ricains qui, dans la periode terliaire, formaient une partie si raraclérislique de la vegeta- 
tion arborcscente en Europe. Le Q. furcinerris, d'abord décrit par [\ossm asier, res- 
semble lellement au Q. Qaleottii par la forme , les découpurcs et la nervalion des feuilles 
(voir l'l. VII, fig. I — 4l, qu'on ne peul douter qu'il ny ait entre eux une ('(roile aflinilé; 
on retrouve nolamment cliez ce dornier les nervures lerliaires paralléles au bord de la 
feuille qui caractérisent le sous-genre Macrobulanus (lig. 2 — 4). De la méme maniére, le 



205 535 

Q. furcinervis Heer. ré.poiid ;ui Q.. leioiilu/Uo , \v. Q. Drymeia au Q,- lancifulia (IM. Vil, 
fig. 5 — 8), el le Q. grandidciUata Web. au ij.excelsa Ijicbui. I.e sous-geiiru Macrobalanus 
est en somme plus voisin des Lépidobalanes que des Erylhrobalancs ; cependanl il y a 
quelques espéces (jul par les feuilles se rapproclienl davantage de V Erylhrohalanus Sectio 3 : 
Versif ormes el 8ectio 4: Serroides , comme le Q. lancifolia du Q. nitens, le Q. leiophylla 
du Q. Cortesii el le Q. corrugata du Q. Serra. 

La connexion que nous avons conslalée, dans ce qui précéde, enlre la dislribution 
géograpliique des Cupuliféres el les differences d'organisalion exprimées dans la ciassiricalion, 
est en somme ce qu'elle doit élre, si les formes types ont habile originairemenl les con- 
Irées désignées comme cenlres de dislribution, el que de la elles se soienl rcpandues au 
dehors, a mesure que le nombre des espéces a augmenté, en se mélangeanl avec les 
espéces des cenlres voisins, lorsque le climal el aulres facleurs physiques n'onl apporté 
aucun obslacle h leur difl'usion. 

11 y a loutef'ois, dans la distribution des Cupuliféres, quelques circonslanccs qui, 
d'aprés la division actuelle des terres et des mers, sonl en opposition avec Thypolhésc 
que toutes les formes apparentées seraient issnes du méme centre, et dont il nous resle 
encore h parler. Tel est le cas, par exemple, quant ii la dislribution du groupe Ilex. 
Les espéces de ce groupe (voir p. 369) sonl le plus nombreuses au Nouveau-Mexique, une 
espéce est tres répandue dans la partie méridionale de TAmérique du Nord, et une autre 
sur les cotes du Mexique, de sorte que, dans celle region, elles appartienncnt aux contrées 
qui bordent la Méditerranée américaine; mais l'espéce de Chéne la plus répandue en Eu- 
rope, dans les pays méditerranéens, le Chéne vert, fait aussi partie de ce groupe, et 
on en Irouve également une espéce dans l'Himalaya et une au Japon, en sorte que le 
groupe Ilex est répandu tout autour du globe sous les mOmes latiludes. On pour- 
rait peut-étre supposer que cette distribution s'explique par le fait, que la ressemblance 
dans les conditions cliraatériques entraine une ressemblance dans Torganisation; mais, ab- 
slraction faite des aulres objections que celle explication souléve, on n'observe dans le 
climat aucuue conformité de ce genre, en ce qui concerne l'Himalaya et le Japon. Par 
contre, les formes fossiles qui se rattachent aux espéces actuelles, el leur distribution dans 
les periodes anlérieures a la ndlre, jettenl du jour sur les fails qui précédent, ainsi que 
sur d'autres anomalies dans la distribution, el c"est ce que je ferai voir prochainemenl dans 
la seconde partie de ce méraoire. 

Viennenl ensuite les anomalies que la famille des Chénes présente dans la flore 
de la Californic, plusieurs des espéces qui croissent dans cette conlrée ayanl beaucoup plus 
d'affinité avec les espéces du Japon qu'avec celles des Etats de l'Est. En elTel, on y Irouve 
seulement (voir p. 474) une espéce de la division du soas- genre Enjthrobalanus qui domine 
dans les Etats de l'Est, tandis que les types asiatiques y coraplenl 3 représenlants. Celle 
ressemblance enlre deux flores séparées l'une de l'aulre par un Ocean — car on Tobserve 
également k un degré plus ou moins grand chez d'autres families — ne peut s'expliquer que 
par les resultats remarquables auxquels M. M. AsaGray*!, Dana et Lesquereux ont été 
conduits par leurs recherches sur les relations de la flore actuelle de l'Amérique du Nord avec 

*) Asa Graj: Oii Uie Bolauj ol' Japan and ils relations to llial ol iNorlti America. 



586 206 

celle (le y&jiv plioci'me, el sur les cliiini^ciiieiils cljiiiatéri(|iies (jiii se soril prudiiils dans cclte 
conlrée. Os recherchcs oiil démonlrci que la \éyélalion de rAimiiique du Nord esl bien 
plus unclennc qu'on ne le supposail, el que non seulcmenl elle comprend en general les 
rnémcs espéces qui consliluaienl les ConUs de l'époque pliocéne*), niais en renferme meme 
quelqucs unos qui peuveul elre rapportées ii l'époque iniocénc**). Le climat élanl devenu 
beaucoup plus froid pendant la periode glaciaire, ces plantes durenl peu å peu descendre 
vers le Sud, cl furent remplacécs par des formes arcli(|ues. J.a periode glaciaire ful suivie 
de la séconde periode post-terliairc, qui esl désignée par Dana sous le nom de »lluviale«, 
le pays clant alors beaucoup plus bas, et les lacs, plus grands que maintcnaut. Par les 
resles d'animaux de celle periode***), on voil qu'il y régnait un climat cliaud jusque dans 
les parties les plus seplentrioiuiles du conlinenl. Les planles refoulées vers le Sud a 
répoque glaciaire, piircnl alors remonter vers le Nord, el occuper des iatitudes beaucoup 
plus élcvées qu'elles nc le font aujourd'liui, tandis que les planles arcliques se réfugiérenl 
sur les sommets des plus liautes monlagnes, oii elles forment cncore la zone alpine. Les 
condilious dimatériques et la distribution de la vegetation dans la periode lluviale, étaienl 
done d'une nature tellc qu'une emigration de plantes a pu avoir lieu sur les iles Alcu- 
lieunes et les iles Kuriies, et ou s'explique ainsi que ces deux flores si éloignées l'uue de 
l'autre puissent avoir entre elles une si grande affinité. A la periode fluviale a succédé la 
»periode des terrasses«, comme Dana l'appelle, pendant laquelle le pays s'est graduellement 
élevé il sa hauteur acluelle, et la temperature s'est abaissée, ce qui a perniis ii la Hore 
arctique de separer de nouveau Tune de l'autre les flores tempérées de lancien el du 
nouveau monde. 

Parmi les Cupuliféres dont la distribution est si anormale, qu'elle ne peut s'expliquer 
que par Tåge reculé qu'il faul leur altribuer d'aprés les restes Irouvés dans les couches 
pliocénes, figurent les deux espéces les plus conimuucs des genres Castanea et Fagus. 
Le Castanea rulgaris est surtoul répandu en Kurope, mais, dans les Etats du .Maine, du 
Michi^'an et du Kentucky, on en trouve une varieté speciale (var. Americana), ii graines 
plus petites el plus douces, et il croit égaienieut au Japon, oii il en existe plusieurs 
varietés i), et dans le nord de la Cliine; mais de la jusqu'au Caucase, de méme que dans 
le centre et l'ouest de l'Amérique du Nord, il manque complétemenl. Le Fagus sylvatica 
se comporle d'une maniére analogue; il y en a au Japon une variélé parliculiére (v. Asia- 
tica), mais il manque sur loute la grande étcndue qui sépare ce pays du Caucaseti). 11 y 
a lieu de supposcr que le IlOlre et le Chiltaignier out été rcpandus dans une zone qui 
s'élcndail de la partie orienlale de l'Asie jusqu'au Caucase, et il esl probable qu'on ne 
lardcra pas å trouver de? restes de ces planles dans les couches pliocénes de ces conlrécs. 

*) Pamii Ic8 arhrcs liouvéis dniis ii's comlics ijliucénes, iious lilciuiis Its Olediltchia Iriacanlhoa, 
l'rumti Caroliniana, Carya olivæformia, Castanea pumila, Querctia virens, Q. aquatica var. myrtijolia, 
l'ersea Carolinetviit. 
**) I*«r e.\cni[)|p, les Tnrodiiim disticimm, Heqnoia aempervirciis. 
***) Meijatheriuni, Mylvdon, MeijaloMjj' , Dicotylea. 

t) Var. Japonira h friiillcs |iliis pclitcs, r. elongota, v. subdentala cl r. Jiuaakuri 
]\j Si le F. ti/lvatiru ii ir»liuril ('Ir r.i|i|)orlc ii 1 Aiiiirii|iif, rcia ri-siiili^ diitir confusion iivrc le rar. 
lylvutrit du F. Jerruyinta. 



207 537 

Parmi les faits concernant la distribution des plantes en general, sur iesqucis les 
Cupuliféres jettent iin jour particulier, nous mcntionnerons ici les principaux. 

La separation tranchée que présenlent les flores du Mexiquo et des Antilles, qui 
sont cependant si voisines, se manifeste d'une maniére tres frappante ;i l'égard des Cupu- 
liféres. En effet, tandis que les Chénes sont plus abondants au Mexique que sur tout 
autre point du globe, il n'y en a pas une seule espéce aux Antilles, bien que dans beau- 
coup d'endroits elles oITrent les conditions climatériques qui leur sont le plus favorables. 
Ce conlraste si "grand entre les deux flores, précisément en ce qui concerne les Chenes, 
peut en partie s'expliquer par la circonstance que les graiues de ces plantes, qui perdent 
rapidement leur faculté de germer, ne se laissent pas facilement transporter par les cou- 
rants, h quoi il faut ajouter que les Chénes croissent dans les regions montagneuses 
du Mexique, loin de la mer, et que lors mCme que leurs fruits y seraient charriés par les 
fleuves, ils ne rencontreraient pas sur les cotes des Antilles des conditions favorables ii 
leur développement, ce qui s'accorde du reste avec cette régle générale, que la plupart des 
plantes communes aux Antilles et au continent apparliennent aux basses terres des tro- 
piques, tandis que les plantes des montagnes sont ordinairement endémiques. 

C'est égalenient une régle générale que les flores les plus richcs en espéces endé- 
miques, sont celles ou les facleurs physiques mettent le plus d'obstaclcs ii l'émigration des 
plantes. La mer et les hautes chaines de montagnes couvertes de ncige, surtout celles 
qui sont perpendiculaires a la direction des vents dominants, constituent des limites tran- 
chées entre les flores. Cette régle est confirmée d'une maniére remarquable par la distri- 
bution des Cupuliféres. Ainsi, tandis que le Chéne blanc est répandu dans toute l'Europe, 
partout oii il trouve les conditions climatériques convenables, Sumatra et Java, qui sont si 
voisines Tune de l'autre, ont des espéces de Cupuliféres toutes différentes, bien que le 
climat de ces deux iles soit h. pen pres identique; de méme, les Cupuliféres qui carac- 
térisent la flore californienne sont limités au versant occidental de la chaine de la Nevada, 
et les Hétres du Chili sont complétement exclus du coté oricntal par la chaine couverte 
de neige de la Cordillére. 

Les diverses zones végétales s'élévent en general graduellement et d'une maniére 
réguliére en descendant des hautes latitudes vers l'équateur. Leurs limites ordinaires en 
attitude présentcnt cependant des anomalies considérables, qui sont dues a des circonstances 
parliculiéres dans la forme des montagnes et rinfluence des nuagcs. On sait ainsi qu'un 
haut plateau, par cela méme que l'insolation y est plus forte, reléve d'une maniére notable 
les zones végétales et la ligne des neiges: la plateau de la Bolivie et celui du Thibet en 
fournissent des exemples frappanls. Un abaissement des zones se produit au contraire sur 
les montagnes isolées et escarpées. Il n'y a guére depays oii ce phénoméne se manifeste 
d'une maniére plus caractéristique que le Nicaragua, et la constatation que j'en ai faite 
est un des resultats phytostatiques les plus inlértssants de mon voyage dans l'Amérique 
Centrale. Plusieurs volcans s'y présentent sous la forme de cones réguliers complétement 
isolés, de 5—6000 pieds de hauteur, qui reposenl sur les basses terres, lesquelles sont 
seulement i\ 100—200 pieds au-dessus de la mer. Sur le El Viejo, j'ai trouvé les zones 
réparties comme le montre la figure de la page 173 (503). II y a 5 zones sur ce volcan, 
et elles sont si nettement séparées l'une de fautre, que, dans les endroils d'ou l'on peul 



588 208 

apcrcpvoir la monlafriic dans toiilc sa liaiilciir, niics sp pn-scnlenl a peu pn^s comme sur 
la flgure, Tail qui tiTtaiiiemenl esl exlrumemcnl rare. Au-dpssiis do la zone des l'ins, qui 
olTre ici un iiiléri!! parliculier, en ce que ce poinl esl la limile raéridionaie de ces \égé- 
laiix en Amérique, se Iroiive unc pclitc zone de plnnles al|)ines oii la Gatdtheria sca- 
hrida Kl. esl dominante. Celle zone csl siluée a une alliliide de ■4500—5500 pieds, landi.s 
que sur le volcan Irazu, dans le Cosla-Uica, qui repose sur un plateau liaul de 5 — (iOOO 
pieds, elle occupe une altiludc de 10 — 1 lOOf) pieds. 

En ce qui concerne les Cupuliféres, il y a en Europe deux points oi'i le soulevement 
en forme de plateau excerce une influence. sur les limiles en altitude des zones. Dans la 
parlie centrale des Alprs, il en résulte un développemenl plus faible et un abaissement de 
la zone des llclres; le climat des phileaux esl en cfTet défavorable au Ik'lre, tandis qu"il 
convienl tres bien au Cembre el au Méléze, et est cause que ces arbres, dans les cantou.« 
de NN'allis el de firaubfrnden , forment une vasle zone qui s'éléve å 500 — 1000 pieds plu.^ 
iiaut que dans les Alpes bavaroises (voir p. 459). Sur la Sierra Nevada, qui repose sur 
le plateau de Grenade, le Chålaignier remonte jusqu'ii 5000 pieds, tandis que dans le sud 
du Portugal, sous la méme latitude, il ue dépasse pas 3200 pieds. La diflerence entre les 
limiles en altitude du Chataignier dans ces deux points u'est, il est vrai, si grande, que 
par suite de conditions parliculiéres qui en Portugal délerminent une depression extraordi- 
naire des zones. Ces conditions sonl effet en connexion avec le climat de cote ou insu- 
laire, el manifeslent égalemcnt ailleurs leur influence dans les zones ou croissent les Cu- 
puliféres. C'est ainsi que la zone des Cupuliféres el les aulres zones végétales sonl 
beaucoup plus basses a Sumatra qu'ii Java, et j'ai fait voir (pag. 386) que celle circon- 
stance est due i une diminulion de l'insolation, causée par les nuages plus fréquenls el 
plus épais qui se forment a Sumatra, ou l'axe des montagnes est perpendiculaire ii la 
direclion des venls charges de vapeurs qui y sonl dominants, tandis qu'ii Java il leur est 
paralléle. Les choses se passent absolument de la méme maniére en Portugal. Les 
brouillards et les nuages provenant du voisinage de rAtianlique abaissenl u un lel point la 
temperature, que tandis qu'ii Madrid, qui est u une altitude de 1940 pieds, la temperature 
moyenne de l'été s'éléve presque å 24° C, elle n'alleinl ii Mafra, que est ;i 700 pieds 
au-dessus de Lisbonne, que 17° C. environ. Toulefois il n'y a guére de poinl du globe 
OU des conditions dimatériques nnalogues determinen! un abaissement aussi considérable 
de la temperature moyenne de l'élé que dans la partie méridionale du Chili et sur la Terre 
de Peu, 011 les glaciers descendent jusqu'a la mer (ii Kelly llarbour) sous une latitude de 
4G- 47°, el OU la chaleur estivale sous le 53° est si faible, que le seigle et l'orge peuvent 
Ji peine y murir (voir p. 383 — 85). 

(I me reste encore u montrer les relations qiii existent entre la distribution des 
Cupuliféres ii l'époque actuelle et dans les periodes antérienres ii la notre, comme aussi ;i 
examiner quelle lumiére les divers resultats auxquels je suis arrivc jetlenl sur la qucslion 
de Torigine des espéces du genre Qtiercus (voir p. 380). C'est ce que je me propose de 
faire aprés avoir, <lans la scconde parlie de ce mémoire, drtnni' tui ajiercu des formes fossiles. 



Vidensh. Selslc. Skr. 5 Bække, naturvidensk. og mathem. A/d. 9 Bd. Ørsted: Nutids og Fortids Ege 



Tab. I. 



■■ 


5^^"^^ 'I^^^^H 


^^^|k'\^ 


-ZVM^\, ''5 ^^H 


p 




n 


■^ 




n 







1 — 3. Qliercus fHeterobalanus) semecarpifolia. 











4—7. Q. Ilex. 






Gramuntia L. 



9—10. Q. Baloot. 
4—10. Quercus (Lepidobalanus, Ilex). 



Vidensk. Selsk. Skr. 5 Rcekke, naturvidensk. og mathem. A/d. 9 Bd. Ørsted: Nutida oy Fortida Ege. 



Tab. IL 





M^^^lw R^^^^^H 




3 



1 — 3. Q. virens. 






9—10. Q. retiisa. 



4 — 8. Q. oleoides. 




QuerCUS (Lepldobaiauus, Ilesj. 



ViJSr/sÅ Mr .: yf 






„1/, .II,/ „ K.l <>/,,/,■■/ \M,./., ,.., /■..///./,, /;,/. 

(Jll./ciis, s, l/l. /'-/I /.,y>i,/,>/>n/,l 




y- jv 



« 



/^ 



,„;/„i,.„/„l,, .'/■/,i.,l/,i/„l 

■l/ll/f/l /./■l/////li/l,l/,l/IIIS 



x-> 



Vrr^y 



^N 



// 



/ 







;w. jVj-/ .)'*■ 



■,iMA Af.l .1 Jl.t <>r.t/<;/ .V„/„/^ o,j ^,.rfi,/s A.i 







i</JV/rf/ JA- ■> fi fu€/mt' M.tfÅ^/M --//./ ." /*./ i>rsft.f Xii/iM .Uf /-'..rftM A.r 







,./ Sf/sJ- .I//- ,> Jt. 



H.irirm. Al,/. .1 /!./ Orxinl \,i/,M ,:, /.vA/r A,,, 




,./ .\,/.<Å SJ-r .; /■ naimn m.r/A . //./ .'•• /',/ <>r.,/r./ .Vuti./s o,/ /■ur/iM A,/<- 




0//r/iit.v , .yii/>i/ivnis .l/inroiii/yKi-ii 

.? y (i,,/,-„r/„ ,; /Oym.'.t o /.m.i/,>/<,' T /.-i.'/i/iil//,! .V 



Orsi^.i .y„/i,i.< ,.,/ r.'riu, /■:,„ 



' i < ( ; - 



"^.Sc 



<.<','- 'é ■ ^C "r 





^\ 1 r^ 


"il 

\ 




;■ 1 ' ',, ,'„".; 




■.i 

- — -^n 
,1 1 /i 


1 





Cn>n,^ JoJf. 



Hisiriliiilio riiiuililcraniiii per zoims d rfM|inn('s. 




NATJHIST 



NAT.HIS1 
Mild ♦'>-'<• 



UAT.HIST 
Mild t-^ J- 



WAT.HIST, 
■and to '' 



' ^ ^\'-•A 



h 




To avoid fine, this book should be rclurncd on 
or before the date last stamped below 



^^^^^^^ 



■^: K 



.-N'.. 



'/^>.-k- 





V V ,:^ 





:r^ 




!:--<; 













sV 




<VA 



-J^. 









•-* 











Stanford University Library 

Stanford, Califomia 

In order that others may nse this book, 
please return it as soon as possible, but 
not later than the date due. 



Ai ti 



CALIF ACAD OF SCIENCES LIBHAHV 



3 1853 00059 9147 



^' ^\ 



'-T**-^ 



%"■' 



^ •