(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Liahona (Danish)"



C4 
H 



-< 





-< 



I— I 

kJ 

en 
O 



H 
en 

Q 
I— I 
c« 



U 




i/2 

Cd 

CC 




/-iUi 



■■S^f-' 




"\ 






-1M, 



^ifWP'ji 






nu 



.^^. 




os 



m 



",l*3 % 



j^tei': 



K. 



"t;^^.^ 






SEPTEMBER 1999 











PÅ OMSLAGET 

Forsiden: Siormen stilles, af Ted Henninger. Bagsiden: Jesus 
sover under uvejret, af James Jacques Joseph Tissot 

LILLE LIAHONAS OMSLAG 

Foto: Marilyn Andrews 



ARTIKLER 

2 BUDSKAB FRA DET FØRSTE PRÆSIDENTSKAB: STRÆB EFTER DET YPPERLIGE 

PRÆSIDENT GORDON B. HINCKLEY 

1 4 SÅDAN HJALP FORSONINGEN MIG GENNEM SKILSMISSEN 
24 GRAPEFRUGTSYNDROMET LOLA B. WALTERS 

BESØGSLÆRERINDEBUDSKABET: SØG FRELSEREN I MODGANGENS TIME 



25 
32 



TEMPELKLÆDNINGEN: »ET YDRE UDTRYK FOR EN INDRE FORPUGTELSE« 

ÆLDSTE CARLOS E. ASAY 




40 DEN GAMLE DESERET-LANDSBY 

48 OPBYGGET AF ÅNDEN EVANIR CARDOSO 

ISÆR FOR UNGE 

9 MORMONOTE: DIT MIDLERTIDIGE HJEM 

1 O DE HAVDE BESLUTTET SIG PÅ FORHÅND 

F. ONYEBUEZE NMERIBE 

20 LØB UDEN AT BLIVE TRÆT ANNE BILLINGS 

26 SPØRGSAAÅL OG SVAR: HVORDAN UNDGÅR JEG SLADDER? 

30 EVANGELIECENTREREDE AKTIVITETER 

44 TAG IMOD UDFORDRINGEN ÆLDSTE L. TOM PERRY 



LILLE LIAHONA 

2 FÆLLESTID: VI KAN VIDNE OM JESUS KRISTUS OG HANS EVANGELIUM 

SYDNEY S. REYNOLDS 

4 STOL PÅ HERREN ROBIN B. LAMBERT 
8 DE VIDNER OM HAM 

1 O NYE VENNER: PABLO OG HUGO VARELA FRA WATERLOO I BELGIEN 

JULIE WARDELL 

13 VIDNESBYRD PRÆSIDENT GORDON B. HINCKLEY 
1 4 FIKTION: MIMIS VIDNESBYRD JEANNE N. BURGON 





SE LILLE LIAHONA, 
SIDE 13 







SE SIDE 32 



# 



^ 




KOMMENTARER FRA LÆSERNE 



September 1999. 148. årgang. Nummer 9 
LIAHONA 99989 110 

Jesu Kristi Kirke af Sidste Doges Helliges officielle 
tidsskrift pS dansk. 

Det Første Præsidentskab: Gordon B, Hinckley, 
Thomas S. Monson, James E. Faust 

De Tolvs Kvorum: Boyd K. Packer, L. Tom Perry, 

Dovid B. Hoigtit, Neal A. Maxwell, Russell M. Nelson, 
Dallin H. Oaks, M. Russell Ballard, Joseph B. Wirthlin, 
Richard G. Scott, Robert D, Hales, Jeffrey R. Holland, 
Henry B, Eyring 

Redaktør: Marlin K. Jensen 

Vejledere: Jay E. Jensen, John M. Madsen 

Curriculum Department: 

Adm. direktør: Ronald L, Knighton 
Redaktionel leder: Richard M. Romney 
Grafisk leder: Allan R. Loyborg 

Redaktion: 

Chefredaktør: Marvin K. Gardner 
Redaktør: R. Val Johnson 
Assisferende redaktør: Roger Terry 
Redaktionsmedortyejder: Jenifer Greenwood 
P/on/ægn/ng: Beth Dayley 
Tidsskriftosssistent: Konnie Shakespear 
Redakfionsoss/sfenf.' Lonna J. Carter 

Design: 

Grafisk leder, tidsskrifter: M. M. Kawasaki 

Art Director: Scott Van Kampen 

Seniordesigner; Sharri Cook 

Designer: Thomas S. Child, Todd R. Petersen 

Produktionsleder: Jane Ann Peters 

Produktion: Reginald J. Christensen, Kori A. Couch, 

Denise Kirby, Jason L. Mumford, Deena L. Sorensen 

Digital Prepress: Jeff Martin 

Abonnementsafdeling: 

Leder: Kay W. Briggs 
Distributionscfief: Kris Christensen 
Manoger: Joyce Hansen 

Liahona: 

Redaktør: Svend Aage Andersen 

Redaktionens adresse: Translation Division, Borups Allé 

1 28, 1 . th, DK-2000 Frederiksberg, TIf. 38 11 18 50; 

fax 38 11 18 51 

Kirkenyt: Eva Pallesen 

Tegning of abonnement eller adresseændring kan fore- 
tages enten ved henvendelse til din tidsskriftsrepræsen- 
tant eller direkte til Nordisk Servicekontor, Utiandagatan 
24, 5-412 80 Goteborg. TIf 0046- 31 77 88 976. Fax 
0046-31 16 55 29. Abonnementsprisen på DKK 85 pr, 
år (inkl. moms og porto) betales direkte i menigheden 
under »Andet«. Skriv: »Liahona«. 

Indsend manuskripter og spørgsmål til International 
Magazine, 50 East North Temple, Salt Lake City, UT 
84150-3223, USA, eller med e-mail til CUR-Liahona- 
IMag@ldschurch.org. 

Kirkens internationale tidsskrift udgives på albansk, 
bulgarsk, cebuano, dansk, engelsk, estisk, fijisk, finsk, 
fransk, haitisk, hollandsk, indonesisk, islandsk, italiensk, 
japansk, kariboti, kinesisk, koreansk, lettisk, litauisk, 
norsk, polsk, portugisisk, rumænsk, russisk, samoonsk, 
spansk, svensk, tagalog, tahitiansk, thai, tjekkisk, 
tongansk, tysk, ukrainsk, ungarsk og vietnamesisk. 
(Antal numre pr. år varierer fra sprog til sprog). 

© 1999 Intellectual Reserve, Inc. Alle rettigheder forbe- 
holdes. Printed in the United States of America. 

For readers in the United States and Canada: 

September 1 999 vol. 1 48 no. 9. LIAHONA (USPS 311- 
480) Danish (ISSN 1522-9165) is published monthly by 
The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, 50 East 
North Temple, Salt Lake City, UT 841 50. USA subscrip- 
tion price is $10.00 peryear; Canada, $15.50 plus 
applicable taxes. Periodicals Postage Paid at Salt Lake 
City, Utah, and at additional mailing offices. Sixty days' 
notice required for change of address. Include address 
label from a recent issue; old and new oddress must be 
included. Send USA and Canadian subscriptions and 
queries to Salt Lake Distribution Center at address below. 
Subscription help line: 1-800-537-5971 . Credit card 
orders (Visa, MasterCard, American Express) may be 
taken by phone. 

POSTMASTER: Send address changes to Salt Lake 
Distribution Center, Church Magazines, RO. Box 
26368, Salt Lake City, Utah 841 26-0368, USA. 



EN SKATKISTE 

Jeg er fuldtidsmissionær og tjener i 
Tegucigalpa missionen i Honduras. Mens 
jeg passede en syg kammerat, fandt jeg 
en kasse med gamle numre af Liahona 
(spansk) fra 1988 til 1998. Jeg havde 
fundet en sand skatkiste. 

Mens min kammerat kom til hægterne 
igen, læste jeg de gamle numre og lærte 
om en hel om præsident Ezra Taft 
Bensons, præsident Howard W. Hunters 
og vores nuværende profet, præsident 
Gordon B. Hinckleys lærdomme. Jeg var 
dybt taknemlig over at finde den skat af 
kundskab. 

Denne oplevelse har hjulpet mig på min 
mission. Hver gang jeg giver et eksemplar 
af Liahona til en eller anden, så føler jeg, at 
jeg giver lys, kundskab og store skatte til 
vedkommende. Denne mægtige skatkiste 
har ændret mange liv, deriblandt mit eget. 

Søster Veronica Solis Veldsquez, 
Tegucigalpa missionen i Honduras 

OPLØFTET AF ANDRES OPLEVELSER 

Når jeg er nedtrykt, føler jeg mig draget 
mod Liahona (spansk). Liahona har altid 
opløftet mig, når jeg læser om de ople- 
velser, som andre medlemmer har haft, når 
de har være gennem lignende trængsler 
eller har opnået vidunderlige velsignelser, 
fordi de har efterlevet evangeliet. 

Jeg blev medlem af Kirken i marts 1993. 
Jeg er det eneste medlem af Kirken i min 
familie. Jeg ser frem til den dag, hvor 
Kirken kan sende missionærer til min lille 
landsby i Mexico. Jeg beder til, at når den 
dag kommer, så vil min familie tage imod 
evangeliet, ligesom jeg gjorde. Jeg elsker 



Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, og 
jeg ved, at Gud lever, for jeg har set den 
kærlighed og omsorg, som han viser mig. 

Ruben Gomez, 
Rigby 9. Ward, 
Rigby Stav i Idaho 

EN INSPIRATION PÅ MANGE MÅDER 

Tak for alle de relevante emner og 
inspirerende artikler. Når jeg har en ledig 
stund, læser jeg i Liahona (engelsk), og jeg 
opfordrer mine venner til at gøre det 
samme. Tidsskriftet er på mange måder en 
inspiration for mig. Det trøster mig, fornyer 
mig, inspirerer mig og hjælper mig til at føle 
mig Frelseren nærmere. 

Josephine Valles, 

Masbate Gren, 

Masbate Distrikt i Filippinerne 

ARTIKLER OM ÆGTESKAB OG FAMILIE 
EFTERLYSES 

Hvad gør du og din familie for at styrke 
forholdet til hinanden? Hvilke aktiviteter har 
hjulpet jer til at føle jer tættere på hinanden og 
på Herren? Liahona søger efter ideer, historier, 
beretninger og vidnesbyrd om det at styrke ægte- 
skabet og familien. Send artikler og, om muligt, 
familieportrætter til Strengthening Families, 
International Magazine, 50 East North 
Temple Street, Salt Lake City, UT 84150- 
3223, USA, eller send det via e-mail til CUR- 
Liahona-IMag(a)ldschurch.org. Skriv det 
fulde navn på dem, du nævner i din artikel, 
samt din adresse, dit telefonnummer, og ward 
og stav. 



SEPTEMBER 



19 9 9 



BUDSKAB FRA DET FØRSTE PRÆSIDENTSKAB 



STRÆB EFTER DET 
YPPERLIGE 




Præsident Gordon B, Hinckley 

isse ord læste jeg første gang for 67 år siden i en engelsk- 
time på college: »Se, hvad mennesket er for et stykke 
arbejde! Hvor ædel i fornuft, hvor uendelig i evne! i form 
og færden, hvor ypperlig og vidunderlig! I virken, hvor lig en engel i indsigt, 
hvor lig en gud! Verdens smykke! Et mønster for alt, der ånder!« {Hamlet, 
Anden akt, anden scene, s. 167, Gyldendals bibliotek, Verdenslitteratur). 

Jeg er klar over, at Hamlet var ironisk her. Men dog ligger der megen 
sandhed i de ord. De beskriver menneskets store potentielle ypperlighed. 
Hvis Shakespeare ikke havde skrevet andet, så tror jeg, at han var blevet 
husket alene for denne korte monolog. Den går hånd i hånd med Davids ord: 
»Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du 
satte der, 

hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager 




Jeres største eksempel 

er Guds Søn. Jeg håber, 

at enhver af jer vil gøre 

ham til jeres ven. Jeg 

håber, at I vil stræbe efter 

at vandre på hans stier og 

være barmhjertige, velsigne 

dem, der har det hårdt, 

være mindre selviske og 

hjælpe andre. 



dig af det? 



SEPTEMBER 1999 



Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med 
herlighed og ære har du kronet det« {SI 8:4-6). 

De stemmer også overens med de ord, som Herren 
talte til Job inde fra stormen: 

»Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Fortæl det, 
hvis du har forstand til det! 

... mens alle morgen stjernerne jublede, og alle gude- 
sønner råbte af fryd« {Job 38:4, 7). 

Disse storslåede ord erklærer menneskets storhed. Og 
det gælder selvfølgelig begge køn. Vi er alle Guds børn, 
og enhver af os rummer noget af hans guddommelighed. 
Vi er mere end bare børn af hr. og fru dit eller dat, som 
bor der eller der. Vi tilhører Guds slægt og har dermed 
stort potentiel for ypperlighed. Afstanden mellem det 
middelmådige og det ypperlige kan være meget lille. Som 
vi vil opleve, når vinter- OL kommer til Salt Lake City i 
2002, vil forskellen blive målt i tiendedele af sekunder. 
En lille ekstraindsats, som vi gør, kan få enorm betydning. 
Jeg hørte en af brødrene fortælle om et nyligt besøg i 
et fængsel. Mens han var der, lagde han mærke til en 
nydelig ung mand, som virkede ganske intelligent. 

Broderen spurgte fængselsbetjenten: »Hvad laver den 
unge mand her?« 

Svaret lød, at han en aften havde taget sin mors bil, 
havde købt nogle øller og drukket dem, og da han således 
havde mistet herredømmet over sig selv, kørte han bilen 
op over fortovet og dræbte to piger. 

Jeg ved ikke, hvor længe han skal sidde i fængsel, men 
jeg ved, at han aldrig helt vil kunne glemme den handling, 
som sendte ham i fængsel. Det er den slags små ting, der 
afgør vores skæbne. Små fejltagelser, der til at begynde 
med virker ubetydelige, afgør den evige kurs, som vi følger. 
Jeg indbyder alle til at træde ind på ypperlighedens 
højere sti. For nylig fandt jeg et gammel eksemplar af 
Lytton Stracheys bog om Florence Nightingales liv. Jeg 
tror ikke, at der er mange, der læser den slags bøger 
mere. Jeg havde læst den før, for længe siden. Men 
genlæsningen vakte fornyet beundring og respekt for 

L I A 




INDSAT. PORTRÆT AF FLORENCE NIGHTINGALE © SUPERSTOCK 

denne storslåede, unge, engelske kvinde, som udrettede 
meget godt i sin tid. 

Hun var født i overklassen til et liv med fest og dans, 
hvor man gik til hestevæddeløb og så bedårende ud. 
Men det var ikke noget for hende. Selv ikke hendes 
forældre forstod hende. Hun nærede et overvældende 
ønske om at lindre smerter og lidelser, at fremme helbre- 
delsen og gør datidens hospitaler mindre forfærdelige. 
Hun blev aldrig gift. Hun viede sit liv til sygeplejerske- 
gerningen og blev så dygtig, som det dengang var muligt. 

England blev trukket ind i Krimkrigen. Hun havde 
venner i regeringen og henvendte sig utrætteligt til dem, 
indtil de gjorde hende til leder af hospitalet i Scutari, 
hvor tusinder af krigsofre blev bragt ind. 

Der mødte hende et stemning af total fortvivlelse. 
En gammel lagerbygning tjente som hospital. De 

H o N A 

4 




BAJMHJERTIGHEDSGERNING: FLORENCE NIGHTINGAIE MODTAGER DE SÅREDE I SCUTARl, AF JERRY BARRETT, NATIONAL PORTRAIT GALLERY I LONDON I ENGLAND/5UPERSTOCK 



sanitære forhold var frygtelige. Køkkenfaciliteterne 
var frygtelige. De sårede blev stuvet sammen i store 
lokaler, som stank forfærdeligt og genlød af de lidendes 
skrig. 

Denne skrøbelige, unge kvinde og dem, som hun 
havde rekrutteret til at hjælpe sig, kastede sig over 
arbejdet. De nedbrød bureaukratiets mure. De bankede 
bureaukraterne i hovedet. Jeg citerer fra mr. Strachey: 
»For dem, der så hende virke blandt de syge, mens hun 
dag og nat gik fra seng til seng med urokkeligt mod og 
utrættelig beslutsomhed, syntes det, som om selv en 
målrettet og uforlignelig hengivenheds kraft end ikke 
ville være nok til at udføre bare denne del af hendes 
arbejde. Hvor som helst i de store sale, at lidelserne var 
værst og behovet for hjælp størst, syntes frøken 
Nightingale at dukke op som ved et mirakel.« 



Der er muligvis ingen anden 

kvinde i historien, som har 

g[ort så meget for at lindre 

menneskelig lidelse, som 

denne kvinde med den 

lysende lampe, der vandrede 

gennem Scutaris enorme 

sygesale i midten af forrige 

århundrede og spredte glæde 

og trøst, tro og håb til dem, 

der var plaget af smerter. 

Hun levede et ypperligt liv. 



SEPTEMBER 1999 
5 



Sengene med sårede soldater strakte sig over seks kilo- 
meter, og der var knap plads til, at man kunne gå mellem 
sengene. Men i løbet af blot et halvt år »var det slut med 
forvirringen og overbelastningen på sygesalene. Der 
herskede nu orden og renlighed. Forsyningerne var rige- 
lige og kom til tiden. Der var kommet orden på de sani- 
tære forhold. En enkelt statistik siger meget om den store 
forandring: Dødeligheden blandt de behandlede pati- 
enter faldt fra 42 procent til 22 promille« (Life of Florence 
Nightingale, 1934, s. 1186). 

Hun havde udvirket et mirakel. Tusinder af liv blev 
reddet. Lidelserne blev mindsket. Der blev bragt glæde, 
varme og lys til de sårede mænd, som ellers ville være 
døde i det mørke og frygtelig sted. 

Krigen sluttede. Hun kunne være vendt hjem til 
London som heltinde. Pressen havde lovprist hende. 
Hendes navn var kendt af enhver. Men hun vendte hjem 
i al hemmelighed for at undgå den smiger og hyldest, som 
kunne være blevet hende til del. 

Hun fortsatte sit virke de næste 50 år og skabte foran- 
dringer på både militære og civile hospitaler. Hun døde 
som sengeliggende i en fremskreden alder, men fortsatte 
alligevel med at lindre andres lidelser. 

Der er muligvis ingen anden kvinde i historien, 
som har gjort så meget for at lindre menneskelig lidelse, 
som denne kvinde med den lysende lampe, der 
vandrede gennem Scutaris enorme sygesale i midten af 
forrige århundrede og spredte glæde og trøst, tro og 
håb til dem, der var plaget af smerter. Hun levede et 
ypperligt liv. 

Min hustru holder meget af at fortælle om en veninde, 
der blev forældreløs som ganske lille. Hun havde knap 
kendt sin mor. Da hun voksede op, spekulerede hun på, 
hvordan hendes mor havde været som pige og som 
kvinde. 

En dag fandt hun sin mors gamle karakterbog. Forrest 
i bogen havde læreren skrevet: »Denne elev er ypperlig i 
alle henseender.« 



Hendes liv ændredes, da hun læste det. Hun blev klar 
over, at hendes mor havde været en ypperlig kvinde. 
Hendes livsindstilling ændrede sig. Hun omgav sig selv 
med en aura af ypperlighed og blev selv en enestående 
kvinde. Hun blev gift med en mand, der er anerkendt i 
vide kredse, og deres børn har udmærket sig for deres 
ypperlighed. 

Jeg taler her om behovet for en lille ekstraindsats, en 
smule mere selvdisciplin, en mere smule koncentreret 
indsats for at leve ypperligt. 

Det er beslutningens store 
time for enhver af os. For 
mange er det en tid, hvor man 
begynder på noget, der vil 
vare ved resten af livet. Jeg 
bønfalder jer om ikke at være 
ubetydelige! Hæv jer til et 
højere niveau af åndelig, 
mental og fysisk ypperlighed. 
Det kan lade sig gøre. Du er 
måske ikke et geni. Måske 
savner du visse færdigheder. 
Men mange af os kan gøre 
mere, end vi gør nu. Vi er 
medlemmer af denne stor- 
slåede Kirke, hvis indflydelse 
mærkes over hele verden. Vi 
er folk, der lever både i nuet 
og i fremtiden. Lad være med 
at sætte jeres muligheder over 
styr. Vær ypperlige. 

De af jer, som ikke er gift, 
håber blandt andet på at finde 
en livsledsager. Jeg kan ikke 
ønske noget bedre for jer end 
et godt ægteskab, et lykkeligt 
ægteskab, et ægteskab, der 
er rigt på livets dejlige og 



L I A H o N A 
6 



tilfredsstillende goder. Jeres ægteskab vil ikke blive ypper- 
ligt, hvis det er præget af skænderier, hvis det er præget af 
mangel på respekt for hinanden, eller hvis jeres troskab 
eller hengivenhed for hinanden er mangelfuld. Værdsæt 
jeres ægtefælle som jeres livs dyrebareste skat og behandl 
ham eller hende derefter. Sæt det som dit vigtigste mål at 
øge din partners lykke og velbefindende. Tillad aldrig jer 
selv at svigte i hengivenhed, respekt eller tro på hinanden. 
Vær ypperlige på enhver måde. 



Profeten Moroni erklærede: 
»Men ved at skænke sin Søn 
har Gud beredt en ypperli- 
gere vej.« Gør en ekstraind- 
sats. Så vil I blive lykkeligere, 
i vil opleve en ny tilfredshed 
og føle en ny glæde i hjertet. 



JCKISTUS OG DEN RIGt, UNGE MAND, AF HEINRICH 
HOFMANN; INDSAT: UDSNIT AF I SKAL HØRE MINE ORD, 
AF JUDITH MEHR 




SEPTEMBER 

7 



19 9 9 



Jeres største eksempel er Guds Søn. Jeg håber, at enhver 
af jer vil gøre ham til jeres ven. Jeg håber, at I vil stræbe 
efter at vandre på hans stier og være barmhjertige, 
velsigne dem, der har det hårdt, være mindre selviske og 
hjælpe andre. 

Han er verdens største eksempel på ypperlighed. Han 
kom villigt ned på denne jord under de mest ydmyge 
forhold. Han voksede op som tømreren Josefs søn. Han 
kæmpede med djævelen på Fristelsens bjerg. Han kom 
derfra fornyet, smuk og storslået, så han kunne undervise 
verden. I løbet af sit korte virke bragte han mere sandhed, 
mere håb, mere barmhjertighed og mere kærlighed til 
verden, end nogen anden, som har levet her. Han døde for 
enhver af os på korset på Golgata. Han opstod på tredje- 
dagen som »førstegrøden af dem, der er sovet hen« (1 Kor 
15:20), og gav dermed løfte om opstandelse til alle menne- 
sker og håb om ophøjelse til alle, der vil vandre i lydighed 
mod hans lærdomme. Han var det store mønster for ret- 
skaffenhed, det eneste fuldkomne menneske, som nogen- 
sinde har vandret på denne jord. Han var det storslåede 
eksempel, som vi alle kan rette vores liv ind efter i vores 
evige stræben efter ypperlighed. 

Profeten Moroni erklærede: »Men ved at skænke sin 
Søn har Gud beredt en ypperligere vej« (Ether 12: 1 1) . I har 
vidnet om den tro. I har vidnesbyrdet om den tro. 1 har 
eksemplet på den tro. Lad os alle stræbe lidt højere, hæve 
os lidt mere og være lidt bedre. Gør en ekstraindsats. Så vil 
I blive lykkeligere. I vil opleve en ny tilfredshed og føle en 
ny glæde i hjertet. 

Jesus sagde: »Så vær da fuldkomne, som jeres 
himmelske Fader er fuldkommen!« (Matt 5:48). Det er 
det største eksempel på ypperlighed. Må enhver af os få et 
rigt og vidunderligt liv, som bevæger sig i den retning. Vi 
bliver ikke fuldkomne på en dag eller en måned eller et år. 
Vi opnår det ikke i dette liv, men vi kan blive ved med at 
stræbe efter det, idet vi begynder med vores mest iøjne- 
faldende svagheder og langsomt vender dem til en styrke, 
mens vi bevæger os fremad. 



L I A 



»Se frem til Gud og lev« (Alma 37:47). Knæl for ham 
i ydmyg bøn. Han vil hjælpe jer. Han vil velsigne jer. 
Han vil trøste og styrke jer. I vil opleve fremskridt. I vil 
opleve vækst. I vil opleve forbedringer. Og I vil opleve 
større lykke. 

Hvis 1 tidligere har haft fiasko, har syndet eller været 
dovne, så kan det alt sammen overvindes. 

I har store muligheder for at nå videre end bare 
drømmen om rigdom og verdslig succes, selv om det også 
kan have en beskeden betydning, og opbygge og styrke 
andre, at lindre lidelser, at være med til at gøre verden 
bedre, at løfte arven efter Florence Nightingale og 
vandre gennem verdens smertefyldte sygesale. 

Man sagde om Mesteren, at han »gjorde vel og 
helbredte alle« (ApG 10:38). Ved at gøre det blev han 
indbegrebet af fuldkommenhed. 

Må Herren velsigne enhver af os, mens vi vandrer ad 
den fuldkommenhedens sti, som Herren har bedt os om 
at vandre på - med håb, tro og barmhjertighed, som er 
Kristi rene kærlighed (Moroni 7:47). D 

FORSLAG TIL SAMTALEEMNER 
FOR HJEMMELÆRERNE 

1. Vi tilhører alle Guds slægt med stort potentiel for 
ypperlighed. 

2. Vi opfordres til at yde en lille ekstraindsats og øve 
lidt mere selvdisciplin og vandre på ypperlighedens 
højere sti. 

3. Florence Nightingale er et eksempel på en, der 
stræbte efter ypperlighed. 

4. Det er beslutningens time for enhver af os. Lad os 
hæve os op på et højere niveau af åndelig, mental og 
fysisk ypperlighed. 

5. Vi finder det største eksempel på ypperlighed i Guds 
Søn. 

6. I vores stræben efter at forbedre os, bør vi knæle i 
bøn til Gud. Han vil hjælpe og styrke os. 

H o N A 

8 



> 

LU 

O 

§ 



MORMONOTE 



DIT MIDLERTIDIGE 



T 













N..' 






i 



i*# j 



.**.. ^' 



% • . 







f 



€ • 









V^'-N. 









j*. 'S 

i: 



.Is'-i' 










'•H? 



■<j' >'l 









»VI VIL GA NED, THI DER ER RUM DER ... OG VI VIL 
DANNE EN JORD, HVORPÅ DISSE KAN BO« 
(ABRAHAM 3:24). 



\f 4f. 



• s c* i r ■ 



















DE HAVDE 

BESLUTTET SIG 

PÅ FORHÅND 



F. Onyebueze Nmeribe 

FOTO: VENLIGST UDLANT AF FORFATTEREN 



Houston Chinweoke 

Nmeribe og Raymond 

Idio Egbo har meget 

til fælles. De blev 

velsignet for deres 

beslutning om at 

vælge det rette. 




Houston Chinweoke Nmeribe 
og Raymond Idio Egbo har 
meget til fælles. Skønt de 
ikke traf hinanden og indledte deres 
venskab, før de virkede som fuld- 
tidsmissionærer, var begge blevet 
omvendt i deres fædreland Nigeria. 
Begge blev døbt, mens de var unge, 
fuldførte fire års seminar og udførte 
en fuldtidsmission i Lagos missionen 
i Nigeria, hvor cirka 80% af missio- 
nærerne er indfødte nigerianere. Og 
skønt de begge mødte udfordringer 
og vanskeligheder, mens de 
tjente Herren på fuld tid, så 
■ blev de begge velsignet, fordi 
de havde forberedt sig på 
forhånd og havde besluttet at 
gøre det rette. 

FORBEREDT GENNEM SEMINAR 

Både Houston og Raymond 
giver seminar, der i Nigeria 
afholdes om aftenen fra tirsdag 
til fredag, æren for, at de har 
truffet de rette valg. »Seminar 



gav mig et ønske om at tage på fuld- 
tidsmission,« mindes Raymond. 

»Seminar gjorde det let for mig at 
forstå de evangeliske principper og 
lærdomme, som jeg skulle undervise i 
på min mission,« siger Houston. 
»Seminar forklarer principperne på 
en måde, som medlemmer kan forstå. 
Det overbeviste mig om evangeliets 
sandhed og gjorde mig i stand til at 
undervise andre.« 

STYRKET AF SKRIFTERNE 

Seminar hjalp også disse 
unge mænd til lære at 
studere og blive styrket af 
skrifterne. »Jeg henter 
styrke i Mormons Bog,« 
udtaler Raymond. »Kong 
Benjamins ord i Mosiah 
2:41 gav mig kraft til at 
fortsætte, selv i svær 
modgang: >Endvidere ønsker 
jeg, at I vil tænke på deres 
velsignede og lykkelige tilstand, 
der holder Guds bud.<« 

H o N A 
10 





».% 



im 



-^ 



Houston henter styrke i at læse 
om og tænke på Frelseren. »Som 
missionær betragtede jeg mig ikke 
bare som en, der var kaldet til at 
tjene Kristus, men også til at følge 
hans eksempel,« forklarer han. 
»Når jeg havde det svært, tænkte 
jeg på, at Jesus Kristus led og over- 
vandt mange vanskeligheder. Jeg 
henter styrke og beslutsomhed fra 
ham, så jeg ligesom han kan over- 
vinde alt.« 

VELSIGNET VED LYDIGHED OG 
HÅRDT ARBEJDE 

Længe før deres mission indså 
disse to unge mænd betydning af 
lydighed — især lydighed mod missio- 
nens regler. Houston forklarer: »Jeg 
betragtede det at overholde reglerne 
på samme måde som at holde Guds 
bud. Da jeg begyndte min mission, 
havde jeg en klar fornemmelse af, 
hvad jeg ville opnå. Jeg ville gøre alt, 
hvad jeg kunne for at få fremgang. 
Jeg fastede og bad ofte for at få styrke 
til at vælge det rette. Jeg besluttede 
mig meget tidligt på min mission til 
at arbejde hårdt.« 

Raymond fortsætter: »Jeg indså 
tidligt, at >hårdt arbejde er vigtigere 
end intellektet< (James E. Faust, 
>Hvad jeg ønsker min søn skal vide, 
før han tager på mission<. Stjernen, 
juli 1996, s. 43). Jeg stræbte efter at 
udvikle åndelighed ved at studere 
Mormons Bog mere intenst. Jeg 
havde på forhånd besluttet mig for at 
overholde missionens regler og 



forberede mig ved at studere og yde 
mit bedste.« 

VÆKST GENNEM MODGANG 

Al deres forberedelse blev omsat i 
praksis, så snart de ankom til missi- 
onsmarken. Men deres forberedelse 
hindrede dem dog ikke i at opleve 
modgang. Men det gav dem styrke til 
at holde ud. 

Houston ankom til Lagos missi- 
onen i april 1994. Hans første 
område var Agege, som dækker et 
meget stort areal. Den nærmeste 
gren lå i Ogba, fire kilometer derfra. 
På grund af afstanden mellem de to 
byer var det svært at få undersøgere 
til at overvære det antal kirkemøder, 
som er nødvendigt for at blive 
døbt. Houston og hans kammerat 
gennemførte næsten fire måneders 
vedholdende hårdt arbejde uden at 
få en eneste dåb. Men efter at have 
fordoblet deres indsats, fandt de en 
familie på fem, som de forberedte 
til dåb. 

»En lørdag eftermiddag stod min 
kammerat og jeg og ventede på 
bussen, der skulle køre os ind til 
min første dåb,« mindes Houston. »Så 
kom missionspræsidentens assistenter 
kørende og fortalte mig, at jeg skulle 
flyttes. En ny missionær tog straks 
min plads, og selv skulle jeg til Benin. 
Jeg følte mig først meget bedrøvet 
over, at jeg ikke fik lov at se mine 
første omvendte døbt, men senere 
indså jeg, at det, der betød noget, var, 
at de var blevet omvendt.« 



Det var Houstons forflyttelse til 
Benin City Stav, der gjorde det 
muligt for ham at møde Raymond. 
Raymond ankom til Benin et par 
dage senere direkte fra missionærori- 
entering i Lagos. Houston var 
sammen med Raymond og hans 
missionærkammerat, da Raymond 
var ude at banke på døre for første 
gang. Da Raymond gav udtryk for, at 
han var bange for at undervise på sin 
første dag, opmuntrede Houston 
ham: »Ældste, gør det bare. Jeg 
havde det på samme måde. Hvis jeg 
kunne klare det, så kan du også.« 

Raymond mindes: »Jeg blev fyldt 
med styrke og selvsikkerhed. Og da 
jeg var færdig, klappede Houston 
mig på knæet og sagde: >Det gik jo 
fint, ældste. < Den oplevelse vakte en 
følelse af respekt for ham. Og efter- 
hånden som vi er stødt på hinanden 
mange gange efter vores mission, er 
den følelse taget til.« 

Fire måneder senere blev 
Raymond flyttet til Lagos, hvor han 
blev seniorkammerat. »Efter tre 
måneder i Lagos uden en eneste dåb 
følte jeg mig som en uduelig leder,« 
siger han. »Vi måtte yde en ekstra 
indsats. Så blev det tid til at indsende 
rapport til missionspræsidenten. Han 
rådede mig til at bede for vores 
undersøgere. 

Syv ud af vores 14 undersøgere 
besluttede at blive døbt,« mindes 
Raymond. »To uger inden dåben, 
modtog jeg besked fra assistenterne 
om, at jeg skulle gøre mig klar til at 



L I A H o N A 
12 



blive flyttet.« Denne gang var det 
Raymond, der ikke kunne være til 
stede ved dåben. »I løbet af en 
måned blev alle 14 døbt. Jeg var 
ked af, at jeg gik glip af de dåb. Men 
jeg accepterede Herrens vilje - nogle 
sår, andre vander og atter andre 
høster, men alle arbejder i Herrens 
vingård.« 

STYRKET Tri DERES UDFORDRINGER 

Når man udfører Herrens arbejde, 
møder man også udfordringer. Men, 
som Raymond og Houston erfarede, 
så åbner Herren altid en udvej. 



»Da jeg blev assistent til missions- 
præsidenten, havde jeg det svært til 
at begynde med,« mindes Houston. 
»Jeg skulle oplære missionærer, 
hvoraf nogle var bedre uddannet end 
jeg selv. Jeg følte mig utilstrækkelig, 
indtil jeg bad og fik et vidnesbyrd 
om, at >den, som Herren kalder, giver 
han også evner< (Thomas S. Monson 
citerer Harold B. Lee, >Den som ærer 
Gud, ham vil Gud ære<, Stjernen, 
januar 1996, s. 48). Den kundskab 
gav hjalp mig videre.« 

Raymond havde problemer med 
at udvikle tålmodighed. »Det var 




Herunder til venstre: Ældsterne Nmeribe og Egbo som 

kammerater. Herunder: De to ældster som assistenter 

til missionspræsidenten. Herunder til højre: Ældste 

Egbo, søster Elizabeth Kwaw, missionspræsident 

Stephen Kwaw og ældste Nmeribe. 






:mM 



»•^1 





i 



svært at se mennesker, som var 
blevet belært om det rette principper 
og kendte deres ansvar, men som 
nægtede at leve op til det,« mindes 
han. »Jeg tacklede den situation ved 
at minde mig selv om, at jeg altid 
måtte sørge for, at Herren kan regne 
med, at jeg vælger det rette.« 

DE OPBYGGER FORTSAT RIGET 

Houston Nmeribes og Raymond 
Egbos bedste stunder på missionen 
var, når de så undersøgere komme 
til Kristus gennem dåb og blive 
medlemmer af Jesu Kristi Kirke af 
Sidste Dages Hellige. De fornemmer 
begge den følelse, som de oplevede i 
disse stunder, selv nu nogle år efter, 
at de er vendt hjem fra mission. 

Men deres virke i riget er dog 
langt fra forbi. De bliver fortsat 



, .{■■ nmmf^fii 




B 


y |4 " , r 


r 


■hIÉ '^ å 


'1 


■K^^^^^^p.'x >_ jBR,- ^ 


r- 



velsignet, fordi de vælger at 
tjene Herren. Houston Chinweoke 
Nmeribe tjener som ældsternes 
kvorumspræsident i Calabar 3. 
Gren i Calabar Distrikt i Nigeria. 
Raymond Idio Egbo tjener som 
missionsleder i Calabar 2. Gren og 
andenrådgiver i distriktsmissions' 
præsidentskabet. D 



SÅDAN HJALP 
FORSONINGEN 
MIG GENNEM 
SKILSMISSEN 



Mens jeg kæmpede med 
mit ægteskab, fik jeg en 
forståelse for Herrens fuld- 
komne evne til at forstå mine 
lidelser og støtte mig. 

Navnet tilbageholdt 

J lørdags,« begyndte min mands 
brev, »spurgte du mig: >Kan du 
nedskrive dine følelser? < Og det 
gør jeg så.« 

Jeg havde fornemmet, at der var 
noget galt med min mands følelser 
for mig, men jeg var ikke forberedt 
på det frygtelig, som stod i hans 
brev, hvor han blandt andet indrøm- 
mede, at han havde været mig 
utro. Mens jeg spekulerede over, 
hvilke følger det ville få for vores 
15 år lange ægteskab, følte jeg mig 
meget alene. Jeg besluttede at søge 
styrke i templet hos min himmelske 
Fader. 

I det celestiale værelse rakte en 
kvinde mig et papirlommetørklæde 
og sagde, at hun havde lagt mærke 
til mig. Hun spurgte, om der var 
noget, hun kunne gøre for mig. Jeg 



takkede hende og svarede nej, men 
indvendig råbte jeg: Kan du give mig 
mine håh og drømme tilbage? Kan du 
give mig evigheden tilbage? 

Jeg blev ved med at græde. Lidt 
senere, da flere mennesker kom ind i 
det celestiale værelse, satte en mand 
sig i en stol ved siden af mig og 
spurgte: »Må jeg fortælle dig noget?« 

Jeg svarede ja. 

Han sagde: »Jeg har en følelse af, 
at dine kære på den anden side af 
sløret er hos dig. Hvad det end er, du 
kæmper med, så er du ikke alene.« 
Jeg følte Ånden varme mig, da 
manden rejste sig og gik. 

Jeg var blevet forladt af min 
mand, men Frelseren havde ikke 
ladet mig i stikken. Han, som bar 
vore lidelser (se Es 53:4), styrkede 
mig. Da jeg forlod templet den dag, 
følte jeg Frelserens fred. 

Mens mit ægteskab gik i 
opløsning, belærte hans barmhjertige 
kærlighed mig om forsoningens 
kraft. I løbet af de næste fire år kom 
jeg til at forstå forsoningens velsig- 
nelser meget bedre. 



JEG FANDT KRAFT TIL AT BLIVE 
HELBREDT 

Jeg var forbløffet over de mange 
forskellige byrder, der tyngede mig, 
mens jeg kæmpede med mit ægte- 
skab. Men gennem hver eneste 
trængsel fik jeg en forståelse for 
Herrens fuldkomne evne til at forstå 
mine lidelser og støtte mig. 

Den aften, hvor min mand havde 
været til disciplinærråd, vendte han 
hjem, efter at børnene var faldet i 
søvn og fortalte mig, hvordan det var 
gået. Nærmest i forbifarten sagde 

De ydmygende oplevelser fra det 
sidste år af mit ægteskab var kun 
begyndelsen på det, der syntes 
som bølge efter bølge af udfor- 
dringer. Det året var omme, var 
jeg totalt blottet for stolthed. 



o 



o 

z 



o 
o 



O 



han: »Forresten er nogle af mine 
venner døde af AIDS. Men bare 
rolig, jeg er blevet testet, og jeg er 
negativ.« 

Skønt han tidligere havde nævnt 
sine ungdommelige umoralske udske- 
jelser, rystede denne nye oplysning 
mig. Jeg følte ikke, at jeg kunne bære 
mere, så jeg brød grædende sammen 
og gik ind på mit værelse for at bede. 
Min himmelske Fader lyttede til mine 
grådkvalte råb, og jeg fornemmede 
en trøstende, beroligende følelse 
hvile over mig. Det styrkede mig så 
meget, at jeg kunne falde i søvn den 
aften, og senere udholdt jeg den 
fornedrende kliniske undersøgelse, 
som min læge foreskrev. 

På grund af denne og andre ople- 
velser, blev forsoningens lærdomme 
mere end bare tanker og floskler for 
mig, de blev sandheder, der ændrede 
mit liv. Omvendelse, tilgivelse, tro på 
Frelseren - disse sandheder blev 
handlingsprincipper, som skænkede 
mig stærkt tiltrængte velsignelser. 
Gennem praktisk erfaring har jeg 
lært at værdsætte Jesu Kristi stærke 
evne til at trøste og helbrede. 

JEG UNDERKASTER MIG MIN 
HIMMELSKE FADERS ViUE 

De ydmygende oplevelser, som jeg 
havde gennem det sidste år af mit 
ægteskab, var særlig vanskelige. Det 
at finde ud af, at min ægtefælle havde 
været utro, at indvie min biskop og 
min stavspræsident i mit privatliv, at 
tackle min mands beslutning om at 



forlade mig, at søge skilsmisse og at se 
mine børn lide under, at deres far 
ikke længere skulle bo hos dem, var 
kun begyndelsen på det, der syntes 
som bølge efter bølge af udfordringer. 
Jeg mistede også det nære forhold, 
som jeg havde haft til mine svigerfor- 
ældre. Jeg måtte søge økonomisk 
støtte fra min familie, mit ward og 
staten. Jeg var tynget af et uheld, som 
en af mine døtre var ude for, min 
egen cancerangst, rekonvalsensen 
efter et færdselsuheld, min kamp for 
at bestå min eksamen og afslag på 
mine jobansøgninger. Da året var 
omme, var jeg blottet for al stolthed. 
Jeg følte mig fri over for Herren - jeg 
var ydmyget gennem en »bevidsthed 
om Imin] intethed« (Mosiah 4:5) og 
af min totale afhængighed af ham 
som mit eneste sikre anker på foran- 
dringens hav. 

Men i stedet for at føle mig for- 
tvivlet, indså jeg, at min situation 
havde gjort det muligt for vor 
himmelske Fader at udvirke sin vilje 
i min tilværelse. Jeg begyndte at 
forstå forholdet mellem modgang og 
åndelig lutrelse. I mine trængsler 
spurgte jeg tit mig selv: Hvad vil min 
himmelske Fader have, at jeg skal gøre i 
denne situation? Jeg søgte konkrete 
svar gennem bøn, studium af skrif- 
terne, selvransagelse og besøg i 
templet. Takket være denne proces 
med at søge og modtage guddom- 
melig vejledning fik jeg større tålmo- 
dighed og stærkere tillid til min 
himmelske Fader. 



Disse ord fra ældste Neal A. 
Maxwell fra De Tolv Apostles 
Kvorum har faet stor betydning for 
mig: »Det var for vores skyld, at den 
fuldkomne enestående Jesus blev 
fuldkommen helliggjort. Jesus lod sin 
vilje blive totalt opslugt af Faderens 
vilje. Hvis du og jeg vil komme 
til Jesus, må vi også bøje os for Gud 
og ikke vige tilbage. Så venter 
andre store løfter!« (»Omvendelse«, 
Stjernen, januar 1992, s. 35). 

OVERVINDELSE AF BITTERHED 

Da jeg søgte inspireret vejledning 
og underkastede mig min himmelske 
Faders vilje, så jeg mere tydeligt, 
hvordan mine oplevelser rummede 
mulighed for vækst. 

For eksempel syntes den bitterhed, 
som jeg nærede mod min tidligere 
ægtefælle og min nuværende situa- 
tion, at være i modstrid med forso- 
ningens velsignelser. Min stræben 
efter at søge nærmere min himmelske 
Fader, hjalp mig til at skyde bitter- 
heden fra mig - og det hjalp mig så 
igen til at få et dybere forhold til Gud. 
Jeg forstod meget bedre Jesu Kristi 
karakter, han, som er vores fuld- 
komne forbillede. 

Jeg satte et citat af Bruce C. Hafen, 
der nu sidder i De Halvfjerds kvorum, 
på døren til mit soveværelse og 
fældede en tåre, hver gang jeg læste 
det: »Hvis vi ville lade vore tanker gå 
mod himlen så stærkt, at de, omend 
kun midlertidigt, oversteg hverdagens 
trængsler og begrænsninger, ville 



.S'' 



■W?33S* 



vi formentlig høre tilskyndelser fra 
ham, der overvandt alt, forsikre os 
om, at løftet er sandt: Han vil, som 
en barmhjertighedsgerning, sørge 
for, at vore omstændigheder vil 
blive os til velsignelse til sidst, hvis 
vi blot vil elske ham af hele vores 
hjerte« (The Broken Heart, 1989, 
s. 106). 

GIV AFKALD PÅ RETFÆRDIGGØRELSE 

Af årsager, som han kun selv 
kender, besluttede min mand at 
forlade vores ægteskab uden nogen 
særlig forklaring til sin familie og 
venner. Måske for at finde en 
mening i hans beslutning, begyndte 
mange fra min svigerfamilie at drage 
slutninger uden at spørge mig. Og de 
traf nogle forkerte konklusioner. 
Som regel hørte jeg deres udtalelser 
på anden hånd, hvilket var meget 

Jeg følte mig fri over for Herren 
- jeg var ydmyget gennem en . 
»bevidsthed om [min] / 

intethed« og af min totale J^ 
afhængighed af ham W^ M 

som mit eneste sikre 
anker på foran- 
dringens hav. 






••■■•:'•< 




frustrerende, fordi det ikke gav mig 
mulighed for at fortælle dem sand- 
heden. Deres bemærkninger sårede 
mig, og jeg følte ofte, at min trovær- 
dighed blev draget i tvivl. Jeg 
begyndte at spekulere på, om de 
mennesker, som jeg havde været så 
nært knyttet til, virkelig havde kendt 
mig rigtigt. 

To år efter min skilsmisse fik jeg at 
vide, at en af min tidligere mands 
slægtninge havde antydet, at jeg var 
uvillig til at tilgive. Den bemærkning 
nagede mig. Jeg ville rense mit navn. 
Jeg ville fortælle ham, at han tog 
inderligt fejl. Men da jeg talte med 
min biskop om sagen, gik det op for 
mig, at det, der betød noget var, at min 
himmelske Fader og jeg begge to 
kendte sandheden om mit forhold til 
min tidligere mand og mine bidrag til 
ægteskabet. Pludselig følte jeg en 
indre fred. Jeg vidste, at jeg kunne tale 
med denne mand om hans bemærk- 
ning, hvis jeg ville, men det betød ikke 
noget mere. Takket være forsoningen 
kunne jeg give slip på mine sårede 
følelser. Jeg behøvede ikke at lide på 
grund af denne mands — eller nogen 
andens - mening om mig. 

TILLIDEN GENOPRETTES 

Da datoen for vores skilsmisse- 
høring nærmede sig, sendte min 
mand mig et 16 sider langt brev, 
hvori han gjorde status over vores 
ægteskab. Trods præstedørranelederes 
forsikringer om det modsatte, begyndte 
jeg at tro på min mands udlægning af, 



at problemerne i vores ægteskab 
skyldtes mig - at jeg sågar var årsagen 
til hans utroskab. 

Plaget af tvivl søgte jeg hjælp i 
skrifterne. Der fandt jeg håb og for- 
ståelse i Frelserens ord. Jeg tænkte 
over, hvordan hans ord allerede havde 
velsignet og opløftet mig. I min dagbog 
skrev jeg: »Selvmedlidenhedens, selv- 
bebrejdelsens og selvødelæggelsens 
tidevandsbølger slår mod min kyst. Og 
på min kyst står Frelseren altid parat 
til at genopbygge og beskytte mig mod 
stormen. Han fortæller mig, at jeg har 
værdi, at jeg skal tro på mig selv. Han 
er den røst, jeg foretrækker at høre, 
den stemme, jeg skal følge.« 

Jeg var velsignet med muligheden 
for at genopbygge min selvtillid. Råd 
fra præstedømmeledere og velsig- 
nelser gav mig guddommelig trøst. 
Takket være Frelseren store kærlighed 
vendte styrken og modet tilbage. 

UDØVELSE AF BARMHJERTIGHED 

Mine oplevelser har givet mig et 
ønske om at opmuntre andre, som 
Frelseren gør. Under skilsmissen 
rådede flere mennesker mig raiod at 
rakke ned på min mand, mens 
børnene hørte på det. Dagligt så jeg 
det kloge i dette råd, fordi der ofte 
opstod muligheder for at hænge ham 
ud. Jeg bad om at måtte være i stand 
til at holde min kritik tilbage og i 
stedet fokusere på hans positive sider. 

Til at begynde med var det meget 
vanskeligt, fordi han havde såret 
mig dybt og begået nogle alvorlige 



fejltagelser. Men efterhånden som 
jeg bestræbte mig på at hjælpe mine 
børn til at se hans gode sider, øgedes 
min evne til at gøre det. Hver gang 
jeg sagde noget, der roste ham på en 
sandfærdig og retfærdig måde, følte 
jeg mig nærmere Frelseren. Jeg 
valgte at tillade - ja, endda fremme - 
de kærlige følelser, som mine børn 
nærede for deres far. Da Ånden 
tilskyndede mig til at bede for ham i 
familiebøn, kunne jeg gøre det med 
oprigtig medfølelse. 

Da min tidligere ægtefælle blev 
genoptaget i Kirkens fællesskab, 
spurgte en ven mig, hvordan jeg 
havde det med det. Jeg svarede 
oprigtigt: »Jeg er glad på hans vegne. 
Jeg er lettet. Jeg er min himmelske 
Fader taknemlig.« 

Min ven svarede: »Er du klar over, 
hvor usædvanlig den indstilling er?« 

Men det føltes ikke usædvanligt. 
Det føltes rigtigt. Det føltes godt. 

Mens jeg led under de sår, som blev 
mig påført af ydre kræfter, som lå uden 
for min kontrol, opdagede jeg, at 
modgang hjælper mig til at blive et 
bedre menneske. Min øgede forståelse 
af forsoningen har faet mine øjne op 
for mit behov for at omvende mig og 
rense mig selv. Jeg har set, hvordan 
vanskeligheder kan vendes til vækst, 
som ikke kan opnås på nogen anden 
måde. Jeg har lært at værdsætte sider 
af forsoningen, som jeg ikke tidligere 
havde bemærket eller forstået. Jeg har 
bestemt meget at lære endnu, men jeg 
ved, at gennem sin forsoning bygger 



L I A H o N A 

18 



Frelseren bro mellem min indsats og 
vor himmelske Faders fuldkomne 
standarder. 

Jeg vil altid være taknemlig for, at 
Frelseren underkastede sig sin Faders 
vilje fuldstændigt »og [led] sorg og 
smerte og alle slags fristelser, for at 



ordet må blive fuldbyrdet, som siger: 
Han vil påtage sig sit folks sorger og 
smerten 

Og han vil påtage sig døden, så 
han kan løse dødens bånd, som 
binder hans folk; og han vil påtage 
sig deres skrøbeligheder, så hans 



hjerte kan fyldes med barmhjer- 
tighed efter kødet, så han ifølge 
kødet kan vide, hvorledes han kan 
hjælpe sit folk i forhold til deres 
skrøbeligheder« (Alma 7:11-12). 

Det er lige det, som Frelseren gør 
for mig. □ 





'^^- .'■~Ʊc 




'4m 



r 




■■-M^ 









Z 

O 



□ 
< 





Judy Marie Guzmån Perez på 1 7 er skolens løbestjerne i Ponce i Puerto Rico, 
og hun ved, hvordan man fører an - det viser hendes mange medaljer. Men Judy 
Marie fører an på mere end én måde. I et område af verden, hvor Jesu Kristi Kirke 
af Sidste Dages Hellige ikke er ret kendt, benytter Judy Marie muligheden for at 
fortælle andre unge om sin tro og være et eksempel for dem. 

LØB UDEN AT 

BLIVE TRÆT 



Anne Billings 

Den 28. februar 1998 var Judy Marie Guzmån Perez 
en af 800 unge idrætsfolk fra 200 skoler på øerne Puerto 
Rico, St. Croix og St. Thomas, der blev indbudt til 
et stort, anset atletikstævne på University Inter- 
Americana. Idrætsudøverne blev opdelt i tre grupper, 
hvor de blev bedømt på områder som indsats og præstB' 
tioner såvel som deres løbstider. Dommeren valgte Judy 
Marie som den bedste atlet i hendes gruppe. I løbet af 
sin idrætskarriere på Jardines de Ponce-skolen, har hun 
vundet 110 guld-, sølv' og bronzemedaljer samt seks 
pokaler, men hun siger, at hendes diplom fra University 
Inter- Americana er hendes dyrebareste eje. 



Judy Maries mor, Judy Perez CoUado, er hendes inspi- 
ration. Hun har løbet, siden hun var 14. Hun deltog i 
Pan-American Games i 1966, og hun deltager stadig i 
stævner. Ligesom sin mor er Judy Marie sprinter. Hun 
løber normalt 400 meter løb, 200 meter løb, 4 gange 400 
meter stafet, 4 gange 100 meter stafet og 4 gange 200 
meter stafet. 

Hun har erfaret, at man kun opnår succes på banen 
ved at træne hårdt. Hun træner sammen med sit hold 
næsten hver dag. Hun løber mindst tre kilometer hver 
dag og træner sprint og løber op ad trapper og flere andre 
øvelser. 



%,,* 



o 

50 



zl 



9< 

51 

Q 1- 
< Cl 





Yderst til venstre: Judy Marie gør klar til at løbe 400 
meter løb. Til venstre: Her er hun med en af sine 
mange medaljer. Herover: Judy Marie og hendes 
holdkammerater fra Jardines de Ponce-skolen. 



Visdomsordet lærer folk at passe godt på deres fysiske 
legeme. Judy Maries deltagelse i idræt har lært hende, 
hvor vigtigt det princip er. 

AT VENDE SIG TIL HERREN 

Selv om Judy Marie har talent og træner hårdt, bliver 

hun somme tider nervøs inden de store stævner. Inden 

et løb beder hun: »Kære himmelske Fader, vil du 

hjælpe mig og mine venner, så der ikke sker nogen 

ulykker. Vil du hjælpe os til at have det sjovt og yde 

vores bedste.« Hun ved at bønner hjælper; »Jeg har 

det rart, når jeg beder. Jeg kan føle Ånden.« 

Når Judy Marie vinder, erkender hun, at Gud har 

hjulpet hende. Men selv når hun ikke vinder, tager 

hun det med oprejst pande. »Jeg ved jo, at jeg ikke 

kan vinde hver gang,« indrømmer hun. »Nogle af 

mine konkurrenter er meget hurtige!« Hun har lagt 

mærke til, at nogle idrætsfolk bliver meget hidsige, 

når de ikke vinder. »De siger: >Lad være med at tale 

til mig. Bare gå!<« Men Judy Marie kan ikke lide at 

blive vred. Hvad enten hun har vundet eller tabt, 

så hjælper en bøn hende til at bevare roen efter et 

løb. »Jeg beder: >Gud, hjælp mig og bliv hos mig.<« 

Judy Maries biskop Concepcion Molina fra 

Ponce 2. Ward i Ponce Stav i Puerto Rico er 

gymnastiklærer på en anden skole i området. »Da 

jeg traf Judy Marie første gang, var det ikke i min 



egenskab af biskop, men da jeg som gymnastiklærer så underviste os om evangeliet, viste de os frugten og førte 

hende løbe for hendes skole.« Skønt biskop Molina altid os ud af mørket,« siger hun. »Jeg kan huske, da ældste 

har været imponeret af Judy Maries evner som atlet, er Joshua Carter døbte mig, og ældste Joshua Smith 

han mindst lige så imponeret over, at hun kan vinde så bekræftede mig som medlem. Jeg følte mig født på ny, 

mange medaljer uden at blive opblæst. »Hun har altid både mentalt og åndeligt. Jeg ved, at jeg er Guds 

været ydmyg og rolig, selv før hun blev medlem af Kirken. « datter. « 



»MIN HIMMELSKE FADER SVAREDE MIG« 

Da to missionærer bankede på Judy Maries dør i 1996, 
fandt de en ydmyg familie, som var parat til at lytte til 
evangeliet. »Missionærerne talte om evangeliet, profeten 
Joseph Smith og Mormons Bog,« siger hun. Selv om Judy 
Marie, hendes mor, hendes bror Javier på 13 og hendes 
søster Marie Carida på 12 blev undervist og tog imod 
evangeliet sammen, var Judy Maries egen omvendelse en 
dybt personlig oplevelse. »Når jeg bad, så svarede min 
himmelske Fader mig;« siger hun. »Det var meget smukt, 
og jeg følte Ånden meget stærkt 

Judy Marie sammenligner beretningen om livets træ i 
1 Nephi 8 med sin egen omvendelse. »Da missionærerne 



»JEG FORTÆLLER DEM, HVAD Vi TROR PÅ« 

Som præsidentinde for sin laurbærpigeklasse bestræber 
Judy Marie sig på at forklare de andre piger, hvad det vil 
sige, at være en datter af Gud. Hun gør også sit bedste for 
at fa de mindre aktive medlemmer af klassen til at føle sig 
velkomne. »Det kan nogle gange være svært, for jeg har 
kun været medlem af Kirken i kort tid, og jeg kender dem 




Fra venstre: Judy Maries søster Marie Carida, hendes 
bror Javier, Judy Maries mor, der står med to af sine 
egne diplomer, Judy Marie og Gloria og Elba. 






'^im^ 



.4#fc«*«...#'^:* 



ikke ret godt. Men min vejleder hjælper mig. Vi ringer til 
dem eller besøger dem.« 

Judy Marie bliver styrket af at være sammen med 
andre medlemmer af Kirken. »De er mine bedste 
venner!« siger hun. Hun og hendes venner elsker at se 
film og spise pizza og is. De støtter hinanden ved at 
studere skrifterne sammen og give hinanden gode råd. 
Judy Marie og nogle af de andre deltager i seminar hver 
morgen kl. 6. 

Men nogle af Judy Maries venner ved meget lidt om 
Kirken. Som stavsmissionær føler hun et ansvar for at 
være en god ven og et godt eksempel. »Hun er aktiv, 
udadvendt og omsorgsfuld,« siger biskop Molina, »og 
hun er et godt eksempel for de andre unge på skolen.« 

Judy Marie erkender, at det til tider kan være svært at 
fortælle om Kirken. En af de største udfordringer for Judy 
Marie og hendes SDH-venner er at forklare deres tro til 
andre, der fortæller dem, at Kirkens lærdomme er falske. 
Selv om det kan være hårdt at høre sådan nogle bemærk- 
ninger, så ryster det ikke hendes tro. »Jeg er ligeglad med. 




hvad folk siger. Jeg siger bare: > Ingen kommentarer. < Eller 
også fortæller jeg dem, hvad vi tror på, og at det er sandt. 
Jeg forsøger at fjerne deres tvivl.« 

TJENESTEGERNING PÅ HJEMMEFRONTEN 

Det, at Judy Marie bruger tid på at tage sig af sine 
venner, afholder hende ikke fra at gøre noget derhjemme 



også. I 1996 adopterede hendes familie to handicappede 
kvinder: Gloria på 35 og Elba på 31. Gloria og Elba er 
søstre, og de er taknemlige for at bo sammen med en 
familie. De blev undervist og døbt sammen med resten af 
familien. 

Judy Maries mor tager sig af de to kvinder, og Judy 
Marie er med til at lære dem at læse og skrive. »Det er til 
tider vanskeligt,« indrømmer hun, men hun tilføjer, at 
hendes ønske om evnen til at hjælpe og undervise dem 
kommer fra Ånden. Dette ønske om at hjælpe andre har 
motiveret Judy Marie til at ville læse videre og uddanne 
sig til sygeplejerske. 

»NOGLE ENESTÅENDE MENNESKER« 

»Evangeliet har forandret vores familie,« siger Judy 
Marie. »Jeg hører mere efter, hvad min mor siger. Vores 
familieforhold er blevet stærkere.« 

Hendes mor, der er sekretær i wardets Hjælpeforening, 
er enig med hende i, at evangeliet har velsignet familien 
umådelig meget. »Vi har fået øjnene op for meget, som vi 
ikke vidste før,« siger hun. »Vi ved, at vi har en himmelsk 
Fader. Han er hos os og forstår vores problemer. Hvis vi 
beder til ham, vil han give os alt, hvad vi har brug for. Vi 
er ikke alene.« 

Skønt Judy Marie og hendes familie bor adskillige kilo- 
meter fra kirkebygningen, går de hen til kirkens møder, når 
de ikke kan finde anden form for transport. »De er en 
meget ydmyg familie,« siger biskop Molina. »De er ikke 
rige, men de tjener andre. De passer deres kaldelser. De er 
nogle ganske enestående mennesker.« 

STYRKET PÅ KROP OG ÅND 

Mens Judy Maries stærke ben giver hende succes som 
løber, er det hendes stærke vidnesbyrd om Jesu Kristi evan- 
gelium, der bringer hende åndelig succes og glæde. I hendes 
yndlingsskriftsted, Ezra 10:4, står der: »Rejs dig, for sagen 
hviler på dig, men vi er med dig! Fat mod, og gå i gang!« 

»Jeg holder meget af det skriftsted, fordi det taler om 
at være stærk,« siger Judy Marie. »Jeg vil gerne udrette 
noget godt med de gaver, som Gud har givet mig.« D 



SEPTEMBER 
23 



19 9 9 



GRAPEFRUGT- 
SYNDROMET 



Som ung hustru erfarede jeg, at mit ægte- 
skab kunne være meget dejligere, hvis jeg 
ikke fokuserede så meget på min mands fejl. 



Lola B. Walters 



M 



in mand og jeg havde været gift i små to år, da 
jeg læste en artikel, som rådede ægtepar til 
åbent og ærligt at drøfte de vaner og manerer 

hos den anden, som irriterede dem. Teorien gik på, at 

hvis den anden part blev klar over, at det var irriterende, 

ville vedkommende rette op på det, inden det udviklede 

sig til større irritationer. 

Jeg syntes, at det lød fornuftigt. Jeg talte med min mand 

om ideen. Han tøvede noget, men gik så med på det. 
Så vidt jeg husker, skulle vi nævne fem ting, som vi 

fandt irriterende hos den anden. Jeg lagde ud. Selv efter 50 

år kan jeg huske, at min første klage gik på grapefrugter. 

Jeg fortalte han, at jeg ikke brød mig om hans måde at 

spise grapefrugt på. 1 stedet for at skære den 

midt over og spise den 

med ske, skrællede han 

dem og spiste dem i 

både. Jeg kendte ikke 

andre, der spiste grapefrugt 

på den måde. Kunne man 

forvente, at jeg skulle 



tilbringe hele livet, og oven i købet evigheden, med at se 
min mand spise grapefrugt på den måde? Skønt jeg har 
glemt mine andre klagepunkter, er jeg sikker på, at de har 
været lige så ubetydelige. 

Så var det hans tur. Det er gået mere end et halvt 
århundrede, men jeg kan stadig se min mands eftertænk- 
somme, forbløffede udtryk for mig. Han så på mig og sagde: 
»Jeg kan ikke komme i tanker om noget ved dig, som jeg 
ikke kan lide.« 

Gisp! Jeg vendte hurtigt ryggen til ham, fordi jeg ikke 
vidste, hvordan jeg skulle forklare mine tårer. Jeg havde 
kritiseret ligegyldige småting ved ham, mens han overho- 
vedet ikke havde bemærket nogle af mine særheder og 
helt sikkert irriterende vaner. 

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at denne oplevelse 
helt kurerede mig fra at finde fejl hos andre. Men det 
gjorde den ikke. Men den lærte mig tidligt i mit ægte- 
skab, at vi skal sætte vores ægtefælles små særheder og 
vaner i rette perspektiv og som oftest ignorere dem. Når 
jeg hører om ægtepar, der siger, at de ikke kan 
sammen, så spekulerer jeg altid på, om de lider 
af det, som jeg nu kalder »grapefrugtsyn- 
dromet«. D 





o 
o 
o 



Qi 



CQ 





O 




^ 




o 

< 

Q 



Q 



^ 

Qi 




oo 







FÆLLESTID 




KAN VIDNE OM JESUS KRISTUS 
OG HANS EVANGELIUM 



Sydney S. Reynolds 




»Ihukom, at det er på vor Forløsers klippe, på 
Kristus, Guds Søn, i må bygge jeres grundvold« 
(Helaman 5:12). 

Hvordan kan vi få et vidnesbyrd om 
Frelseren og evangeliet? Når vi beder, læser 
i skrifterne, holder budene og følger de 
levende profeter, vil vor himmelske Fader give os et 
vidnesbyrd gennem Helligånden. 

Hvad er et vidnesbyrd? Det er den kundskab, som 
gives til dem, der søger den, om at vor himmelske Fader 
og Jesus Kristus lever, at profeterne taler i deres navn, at 
skrifterne er Guds ord, at Kirken er sand, og at Herren 
genoprettede den gennem Joseph Smith i vor tid. 

Moroni gav os et særligt løfte om det at få et vidnes- 
byrd om Mormons Bog. Han sagde, at vi skulle studere 
Mormons Bog, og så spørge Gud, om den er sand. Hvis vi 
gør det med et oprigtigt hjerte og med tro på Kristus, så 
vil han bekræfte sandheden for os gennem Helligåndens 
kraft. Mange mennesker har prøvet det dejlige løfte i 
Moroni 10:3-5 og har erfaret for dem selv, at Mormons 
Bog er sand. Vi kan også bære vidnesbyrd om, at 
Mormon Bog er sand, når vi studerer den og spørger 
Gud. Vi kan også modtage et vidnesbyrd fra Helligånden. 

Når vi ved, at Mormons Bog er sand, ved vi også 
nogle andre vigtige ting: Vi ved, at Jesus er Kristus, for 
det er det vigtigste budskab i Mormons Bog, og vi ved, 
at Joseph Smith er Guds profet, og at han oversatte 
Mormons Bog under Guds vejledning. 

Vi kan bære vidnesbyrd om disse ting. 

Instruktioner 

Lim side 3 på tykt papir, og klip derefter de to skiver 
ud. Læg skiven med det store billede øverst, og stik en 

LILLE 



split gennem midten af de to skiver. Vend den øverste 
skive, og læs de ord, som viser sig. Find ud af, hvilket af 
de to spørgsmål, som hver udtalelse besvarer, og skriv 
udtalelserne under det rigtige spørgsmål. 

Forslag til fællestid 

i. Bed et barn om at vælge en af følgende genstande: En 
salmebog, hvor »Jeg ved min Fader lever« (Salmer og 
sange, nr 1 96) er markeret, et eksemplar af Mormons Bog 
og billeder affesus Kristus, Joseph Smith og præsident 
Gordon B. Hinckley. Tal om, hvordan hver af genstandene 
hat betydning for et vidnesbyrd. Forslag til samtaler: 
Salmebog - syng »Jeg ved min Fader lever«. Mormons 
Bog - syng »Mormon Bogs fortæller« (Børnenes sangbog, 
5. 62) og spørg: »Hvem vidner alle profeterne i Mormons 
Bog om?«. Jesus Kristus - spørg: »Hvad har han gjort for 
os?«, »Hvad har han lært os?«. Joseph Smith - spørg: 
»Hvad skete der, da han bad i den hellige lund?«. Levende 
profet - spørg: »Hvad kan vi gøre for at følge ham?«. Hjælp 
børnene til at forstå de følelser, de har, når Helligånden 
vidner for dem (se Gal 5:22-23; L&P 6:22-23). 

2. Lad hver klasse fremføre et lille skuespil. Mulige sce- 
narier: (1) Du har en VDR-ring på. En ven spørger dig, 
hvad bogstaverne betyder. (2) Du har en ven, som er 
bedrøvet. Du kan hjælpe hende til at forstå, at vor 
himmelske Fader elsker hende. (3) Under en fællestids- 
præsentation fortæller du om en oplevelse, som din familie 
har haft, hvor jeres bønner er blevet besvaret. (4) En gæst 
kommer hjem til jer og ser et eksemplar af Mormons Bog. 
Vedkommende spørger, hvad den handler om. Mind 
børnene om, at vi kan bære vores vidnesbyrd ved vidnes- 
byrdmøderne, når vi synger, når vi er sammen med vores 
venner, når vi tilskyndes af Ånden, og vi bærer det hele 
tiden ved vores eksempel. D 

L I A H o N A 

2 



CD 
O 



O 

o; 
O 

S 



o 
o 



z 
O 



Q 

Li_ 
< 

d 

z 



z 

uj 
Q 
>-~ 

UJ 
UJ 

Q 

Z 

O 

5 



Z 

LU 

Q 



U 
P 



X 

u 
o 



< 




HVORDAN KAN 
MIT VIDNESBYRD 
VOKSE? 





Herren 



Robin B. Lambert ■ (Bygget overen virkelig begivenhed) ■ illustreret af scohgreer 



Kan du se hende, Okorie?« 
spurgte Bernice. 
Den otte-årige Okorie stod 
på tæer og kiggede ned ad den 
støvede nigerianske vej. Ingen 
motorlarm overdøvede palmetræ- 
ernes raslen og fuglenes sang i 
den nærliggende regnskov. 
Han anstrengte sine øjne 
for at se, så langt ned ad 
vejen som han kunne i håb 
om at se en støvsky, som 
ville vise, at deres mors bil 
nærmede sig. 




»Nej, Bernice. Der er ikke noget 
endnu,« sagde Okorie, mens han 
satte sig ved siden af sin lillesøster i 
skyggen af skolens mur. »Der er 
sikkert ikke sket noget. Hun er nok 
bare optaget af lille Ikechi.« 

Bernice nikkede. »Eller måske er 
hun taget til markedet. Jeg håber, at 
hun køber en masser yamsrødder 
igen. Dem elsker jeg.« 

Okories mave rumlede ved 
tanken om yams. Han håbede, at 
mor ville skynde sig. Det lignede 
hende ikke at komme så sent, når 




hun skulle hente dem. Alle de 
andre var forlængst kørt hjem. 
Skolen lå mange kilometer fra den 
nærmeste landsby Owerri, og nu 
hvor der ikke var andre end ham og 
hans søster, begyndte Okorie at føle 
sig lidt bange. 

»Se hvad jeg har fundet, 
Okorie!« Bernice viste ham en slidt 
læderbold. 

Okorie smilede bredt. Nu havde 
de noget at få tiden til at gå med! 
Han og hans søster løb rundt i 
skolegården og sparkede til bolden. 
De havde det så sjovt, at de slet 
ikke lagde mærke til bilen, før deres 
mor parkerede den lige uden for 
skolegården. Da hun steg ud af 
bilen, løb de to børn hen til hende. 
»Okorie. Bernice. Jeg er ked af, 
at jeg har ladet jer vente så 
længe,« sagde mor og gav dem et 
kram. »Jeg har skullet nå så 
meget i dag, og tiden er løbet 
fra mig. Men nu må vi skynde 
os. Søster Anyas datter har 
måtte passet lille Ikechi 
længere, end jeg havde 
regnet med. Ijeoma er kun 
tre år ældre end dig, 

Okorie, så hun har sikkert 
ikke let ved at passe en 
baby så længe.« 




Okorie og Bernice sammen med 
deres mor og licechi. 

De to børn satte sig ind i den 
gamle bil. »Se på al den yams,« råbte 
Bernice begejstret, mens hun kiggede 
ned i mors flettede indkøbskurv. 

Mor smilede. »Hvis vi skynder 
os, kan vi være færdig med 
middagen, inden jeres far kommer 
hjem.« Hun drejede nøglen for at 
starte motoren. 

Klik. 

Deres mors smil blegnede. Hun 
drejede nøglen igen. Atter lød der 
kun et klik i stedet for motorens 
velkendte brummen. I flere 
minutter forsøgte hun uden held 
at starte motoren, men de kom 
ingen vegne. 

»Hvad er der galt med den, 
mor?« spurgte Bernice. »Er vi løbet 
tør for benzin?« 

»Nej, nej. Jeg fyldte benzin på 
for en time siden.« Mor lød 
bekymret. »Men jeg har jo kørt 



SEPTEMBER 1999 



mange kilometer i dag. Måske skal 
motoren lige hvile et par minutter.« 

»Hvad skal vi gøre, mens vi 
venter?« spurgte Okorie. 

»Jeg har min Mormons Bog med. 
Skal vi læse lidt i skrifterne nu?« 
spurgte deres mor. 

Det var børnene med på. Okorie 
elskede at høre mor stemme, når 
hun læste højt fra skriften. Nogle 
gange forvirrede ordene ham, men 
hvis han lyttede godt efter og 
prøvede at forstå, hvad ordene 
betød, så fik han en dejlig fornem- 
melse inden i. Mor sagde, at den 
følelse var Helligånden, og at hvis 



han altid stræbte efter at gøre det, 
som Jesus Kristus ville have, at han 
skulle gøre, så ville han altid have 
den følelse. 

De begyndte med at læse i Ether 
kapitel 12 om flere forskellige 
profeter, der kunne gøre vidunder- 
lige ting, fordi de troede på Jesus 
Kristus. De læste om Alma og 
Amulek, Nephi og Lehi, og Ammon 
og hans brødre. Okorie kunne 
huske de fleste af navnene fra 
Primary. Der var især en af histori- 
erne - den om Jareds bror, der 
flytter et helt bjerg med sin tro - 
som fangede hans opmærksomhed. 



»Mor, fik Jareds bror virkelig et 
bjerg til at flytte sig?« spurgte 
Okorie. 

»Det var ikke Jareds bror, der 
flyttede bjerget. Det var vor 
himmelske Fader, som besvarede 
profetens bøn. Jeg er sikker på, at 
Jareds bror havde en god grund til 
at flytte det bjerg. Han vidste, at 
han ikke selv kunne gøre det, så 
han bad til vor himmelske Fader. 
Vor himmelske Fader vidste, at det, 
som Jareds bror bad om, var godt, 
og at han virkelig troede på, at vor 
himmelske Fader ville hjælpe ham. 
Derfor besvarede vor himmelske 
Fader hans bøn.« Okorie tænkte 
meget over det, mens hans mor 
læste færdig. 







ACV.' 



»Der er gået lang tid nu,« sagde 
Bernice. »Skal vi prøve at starte 
bilen igen?« 

De holdt vejret, mens mor drejede 
tændingsnøglen. Da motoren heller 
ikke startede denne gang, begravede 
hun hovedet i hænderne. 

»Hvad skal vi gøre?« spurgte 
Bernice stille. 

Mor rystede på hovedet. »Der er 
ingen hjælp at hente i flere kilome- 
ters omkreds, og det er alt for langt 
til, at I børn kan gå. Det vil tage 
flere timer for mig at hente hjælp. 
Stakkels lille Ijeoma. Jeg har ladet 
hende passet den lille alt for 
længe!« Tårerne begyndte at løbe 
ned ad mors kinder. 

Bernice og Okorie så på 
hinanden med store øjne. Hvad 
skulle de gøre? 

»Mor,« sagde Okorie stille. »Jeg 
ved, hvad vi kan gøre.« 

»Hvad?« spurgte hun. 

»Lad os bede en bøn! Så vil vor 
himmelske Fader få bilen til at 
starte, ligesom da han flyttede det 
bjerg for Jareds bror! « 

»Bønner bliver ikke altid 
besvaret med det samme, Okorie,« 



sukkede mor. »Der er nogen, som 
skal reparere motoren, før den kan 
virke igen.« 

»Men hvis vor himmelske Fader 
kan flytte et stort bjerg, tror du så 
ikke, at han kan få vores lille bil til 
at virke?« 

Mor så på Okorie. Hun kunne se, 
at han mente det alvorligt. 

»Godt, min dreng, så lad os bede. 
Hvem vil bede bønnen?« 

Mens Okorie og Bernice talte 
sammen, kunne Okorie se, at hans 
mor bøjede hovedet og bad en stille 
bøn. Da mor åbnede øjnene, fortalte 
de to børn hende, at de havde 
besluttet, at de hver især skulle 
bede en bøn. 

Bernice begyndte. »Kære 
himmelske Fader, vi sidder herude, 
fordi vores bil er brudt sammen. 
Velsign lille Ikechi, så hun kan være 
i sikkerhed, indtil vi kommer hjem. 
Og vis Ijeoma, hvordan hun skal 
passe hende. I Jesu Kristi navn. 
Amen.« 

Så var det Okories tur. »Kære 
himmelske Fader,« begyndte han, 
»vil du velsigne bilen, så den kan 
starte. Vi ved, at du kan gøre det. 



Alle andre er gået hjem. Der er 
ingen, som kan hjælpe os. 
Himmelske Fader, vi beder dig om 
at hjælpe os med at starte bilen, så 
vi kan komme sikkert hjem, så mor 
kan tage sig af os og den lille. I Jesu 
Kristi navn. Amen.« 

»Amen,« sagde mor. Hun satte 
sig ind i bilen og med et ryk drejede 
hun nøglen. 

Brrrruuummm! Motoren startede 
straks, som om intet havde været i 
vejen med den. Bernice og Okorie 
hoppede og sprang af glæde. 

»Okorie, du klarede det! Du 
klarede det!« udbrød Bernice. 

Okorie stoppede op og rystede 
alvorligt på hovedet og sagde: »Nej, 
det var ikke mig, der gjorde det. Det 
var vor himmelske Fader.« 

Mor gav begge sine børn et knus. 
»Ja, Okorie, det var vor himmelske 
Fader, der gjorde det. Men jeg tror, 
at det var din tro, der løste 
problemet for os. Du tvivlede slet 
ikke. I har begge to gjort mor 
meget glad.« 

De bad og takkede vor 
himmelske Fader, inden de kørte 
syngende hjemad. D 



SEPTEMBER 1999 




DE VIDNER 
OM HAM 



Gennem historien har vor himmelske Fader 
kaldet modige og gode mænd til at være 
profeter. De er særlige vidner om Jesus Kristus. 
Profeter er kaldet til at vidne om Frelseren og belære 
os om, at han døde, for at vi kan omvende os og vende 
tilbage til vor Fader i himlen. De fortæller os om Jesu 
store kærlighed til os. Mange profeters vidnesbyrd kan 
læses i skrifterne. Hvis vi vil høre den levende profets 
vidnesbyrd, skal vi lytte til eller læse hans taler ved 
generalkonferencerne. 




»t*. *.* :J>-m 




I »Jeg havde virkelig set et lys, og midt i 
det lys så jeg to personer, og de talte 
virkelig til mig, og selv om jeg blev hadet og 
forfulgt, fordi jeg sagde, at jeg havde set et 
syn, var det alligevel sandt ... Thi jeg havde 
set et syn; jeg vidste det, og jeg vidste, at 
Gud vidste det, og jeg kunne ikke fornægte 
det« (Joseph Smith - H 1:25). 

Å »Og jeg så og skuede verdens Forløser, 
som min fader havde talt om, og jeg så også 
profeten, som skulle berede vejen for ham. 
Og det Guds Lam gik frem og blev døbt af 
ham, og efter at han var blevet døbt, så jeg 
himlene åbne sig og den Helligånd komme 
ned fra himlen og hvile på ham i en dues 
skikkelse« (I Nephi 11:27). 

O »For et barn er os født, en søn er givet 
os, og herredømmet skal ligge på hans 
skuldre. Man skal kalde ham Underfuld 
Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds 
Fyrste« (Es 9:5). 

■I »Da Jesus kom til området ved Cæsarea 
Filippi, spurgte han sine disciple: >Hvem 
siger folk, at Menneskesønnen er?< 

De svarede: >Nogle siger Johannes 
Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias 
eller en anden af profeferne. < 

Så spurgte han dem: >Men I, hvem siger I, 
at jeg er?< 

Simon Peter svarede: >Du er Kristus, den 
levende Guds søn<« (Matt 16:13-16). 

3 »Lod enhver forstå, at Jesus Kristus er 
overhoved for denne Kirke, der bærer hans 
hellige navn. Han våger over den. Han 
leder den. Han står ved Faderens højre 
hånd og leder dette værk« (»Gud står ved 
roret«. Stjernen, juli 1994, s. ) 



NYE VENNER 



Pablo og Hugo Varela 

FRA WATERLOO I BELGIEN 



Julie Wardell 




TYSKLAND 



Bruxelles ø 
Waterloo • 

øCharleroi ^ 

BELGIEN 



FRANKRIG 



Belgien ligger i hjertet af Nordeuropa. I midten af 
Belgien ligger den historiske by Waterloo, hvor 
Napoleon Bonaparte blev besejret af den 
engelske hertug af Wellington i 1815. I dag bor Pablo 
Varela på 11 og Hugo Varela på syv i den fredelige by 
Waterloo sammen med deres to ældre brødre Pedro på 
20 og Diego på 19 og deres forældre Jorge og Camille. 

Det smukke område omkring byen består af 
bølgende marker, hvorpå der står et mindesmærke, som 

kaldes La Butte du 
Lion (Løvehøjen). 
Den er 30,5 



meter høj og blev skabt for længe siden af belgiske 
husmødre, der bar spande med jord ud til det sted, 
hvor Hollands fyrste af Orange blev såret under slaget 
ved Waterloo. Besøgende kan klatre op ad højens 226 
trin til udsigtsposten og se på den enorme løvestatue, 
som står deroppe. Derefter kan de kigge ud over det 
smukke landskab. 

I 1997 skrev familien Varela nyere belgisk historie. 
Sammen med andre medlemmer af Kirken - og nogle 
ikke -medlemmer - deltog de i en pionerparade i 
Charleroi i Belgien for at fejre 150 året for pionerernes 
ankomst til Saltsødalen. 




Paraden var den største i Belgiens historie! Klædt som 
pionerer vandrede familien Varela, 160 missionærer og 
mere end 1500 andre mennesker fra ward og grene i 
området ned ad gaden med vogne, håndkærrer, heste- 
vogne og orkestre. Familien Varela ved, at ud over at 
være en vigtig begivenhed i Belgiens og Kirkens historie, 
så var paraden også et godt missionærredskab. Omkring 
6000 mennesker samledes for at kigge på. 

Pablo kender betydningen af at missionere. Han 
forsøger at være missionær henne i skolen ved at være 
et godt eksempel for sine venner. Han har fortalt dem, 
hvordan det er at være medlem af Kirken. Han har 
fortalt en god ven om Trosartiklerne og givet ham flere 
pjecer og inviteret ham med i kirke. Pablo har et 
vidnesbyrd om visdomsordet og har fortalt sine lærere, 
at kaffe og cigaretter ikke er sundt for dem. 

Hugo, der også er et godt eksempel for sine venner, 
prøver »at leve sådan, som Jesus vil have mig til at leve 
ved at være rar mod alle andre«. I skolen elsker Hugo 
læsning og matematik, især gangestykker. Hollandsk, 
fransk og engelsk er også vigtige fag. Pablo har også 
latin. Spansk betyder også meget for dem, for deres far 
stammer fra en lille landsby i det nordlige Spanien. 
Deres mor er af belgisk og italiensk afstamning. 

Drengene hjælper til derhjemme. De gør deres bedste 
for at holde orden på deres værelser. Hugo har også travlt 
med at dække bord, rense badekarret og tage bestik ud af 
opvaskemaskinen. Pablo gør håndvasken i badeværelset 
ren, støvsuger og fodrer familiens kat, Mustache. 

Drengene holder af at spille rugby, cykle, løbe på 
rulleskøjter, se fjernsyn og spille brætspil. De har også 
deres egne interesser. Hugo går til fægtning. Pablo har 
allerede fået det orange bælte i judo og træner til det 
grønne bælte. 





Herover: Egnen omkring Waterloo i Belgien. 
Herunder: La Butte du Lion blev bygget på det 
sted, hvor den hollandske fyrste af Orange 
blev såret under slaget ved Waterloo. Nederst: 
Mor, Pedro, far, Hugo, Pablo og bedstemor 
klædt i deres pionerparadedragter. 




SEPTEMBER 
11 



9 9 9 




Yderst til venstre: Et af 
Pablos talenter er at kunne 
spille på violin. Til venstre: 
Hugo elsker at køre på 
rulleskøjter. 



Musik spiller også en vigtig rolle i Pablos liv. Hans 
familie fik hurtigt øjnene op for hans talent, da han 
begyndte at spille kirkesalmer på violinen efter gehør! 
Han elsker at spille »Kom, kom. Guds folk« og »Jeg er 
Guds kære barn«. Han har spillet violinsoloer til 
nadvermøderne . 

Familie Varela kommer i Louise Ward i Bruxelles 
Stav i Belgien, hvor søster Varela underviser i søndags- 
skolen, bror Varela underviser i en ugentlig religions- 
klasse for unge, Pedro underviser i søndagsskolens 
ungdomsklasse og Diego passer biblioteket. Pablo er 
dørvogter i Primary og hjælper med at holde orden i sin 
Væbnerklasse. Hugo forbereder sig på at blive døbt ved 
at lære Trosartiklerne udenad, læse om Jesus Kristus og 
være ærbødig i sin VDR-klasse. »Jeg er Guds kære 
barn« er hans yndlingssang. 

Pablo elsker familieaften, fordi »vi alle sammen er 
sammen«. Han kan godt li', når de alle sammen sidder 



omkring bordet og læser i deres skrifter. Hugo kan også 
lide at læse i skrifterne med sin familie, især når hans 
forældre stiller spørgsmål bagefter. Hvis man svarer 
rigtigt, får man slik som belønning. 

Ved familieaften læser familien Varela ofte om andre 
medlemmer af Kirken i Kirkens tidsskrifter og så finder 
de disse medlemmers hjemlande på et kort. Hugo kan 
godt lide at finde stederne, tegne dem ind og forbinde 
dem med deres hjemby med et stykke garn. Mange af 
disse steder ligger langt fra familien Varela by i Belgien, 
men de ved, at Kirken og evangeliet knytter forbindelse 
til disse medlemmer i fjerne egne. 

Hvad gør disse to unge brødre så for at opbygge 
Kirken og evangeliet i deres del af verden? Hugo 
spreder glæde, fordi han er så glad, smilende og 
hjælpsom. Pablo beriger andres liv med sin åndelighed, 
sit kendskab til skrifterne, sit musiske talent og sin 
omsorg for andre. D 



LILLE 



L I A H O N A 

12 



Vidneshyrd 



Præsident Gordon B. Hinckley 

ILLUSTERET AF RON PETERSON 



Et personligt vidnesbyrd er en mystisk og vidun- 
derlig ting, en gave fra Gud til mennesker. Det 
er en overbevisning, en stille, indre vished om 
at Gud lever, om hans elskede Søns guddommelighed og 
om genoprettelsen af deres værk i vore dage. Det 
kræver, at vi gør det, som han har befalet os at gøre. 

Lad mig fortælle jer en historie, som jeg hørte i 
Mexico for nylig. 

For 30 år siden boede David Castaneda, hans hustru 
Tomasa og deres børn på en tør, lille, udpint gård nær 
Torreon. De ejede 30 høns, to svin og en mager hest. 
De levede i armod. Så kom missionærerne forbi. Søster 
Castaneda sagde: »Ældsterne trak sløret fra vore øjne 
og bragt lys ind i vores tilværelse. Vi vidste intet om 
Jesus Kristus. Vi vidste intet om Gud, før de kom.« 

Ældsterne underviste dem, og de blev døbt. De flyt- 
tede til den lille by Bermejillo. De begyndte i ophugger- 
branchen og opkøbte bilvrag. Efterhånden fik de en 



fremgangsrig forretning. Med enkel tro betalte de deres 
tiende. De satte deres lid til Herren. De efterlevede 
evangeliet. De tjente der, hvor de blev kaldet til at 
tjene. Fire af deres sønner og tre af deres døtre tog på 
mission. De er blevet latterliggjort for deres lydighed 
mod evangeliske principper. Deres svar er et vidnesbyrd 
om Herrens kraft i deres tilværelse. 

Omkring 200 af deres slægtninge og venner er blevet 
medlemmer af Kirken takket være deres indflydelse. 
Børnene, der nu er voksne, og deres forældre skiftes til 
at tage til Mexico City hver måned for at virke i 
templet. De står som levende vidnesbyrd om den store 
kraft, som Herrens værk har til at opløfte og forandre 
mennesker. D 

Bearbejdet efter en tale ved aprilkonferencen 1998. 




r- 



-I 



^ 




^.^ 



4 




Mimi prøvede at lade være med at være 
urolig, men det var svært at sidde stille 
i kirken. Bænken passede ikke rigtig i 
størrelsen til hendes lille krop. Mimi kunne huske, at 
hendes mor havde sagt, at man viste sin kærlighed til sin 
himmelske Fader ved at være ærbødig i kirken. Mimi 
elskede sin himmelske Fader meget højt, men det var 



ikke let at sidde stille så længe. Mor sagde også, at det 
var lettere at sidde stille, hvis man lyttede efter, hvad der 
blev sagt ved mødet, så Mimi prøvede at høre efter. 

Denne søndag var faste- og vidnesbyrdmøde. Søster 
Rasmussen fortalte, hvor taknemlig hun var for at være 
lærer i mariehøneklassen. Da hun var færdig, rejste Jens 
sig for at bære sit vidnesbyrd. Jens var kun lidt ældre 
end Mimi, nogenlunde på hendes storebror Benjamins 
alder. Mimi lyttede, mens Jens sagde: »Jeg ved, at 
Kirken er sand. Jeg ved, at vi har en profet. Jeg elsker 
min familie. I Jesu Kristi navn. Amen.« 

Jens satte sig ned. Så rejste hans lillesøster Asta sig. 
Det overraskede Mimi. Asta gik jo i Mimis klasse i 
Primary. Var Asta slet ikke bange for at tale til alle de 
mennesker? Men Asta gik lige op til talerstolen og 




o 

z 



ID 

li. 
< 



sagde: »Jeg elsker min mor og far og min bedstemor og 
bedstefar og min bror Jens. I Jesu Kristi navn. Amen.« 

Efter at et par voksne havde talt, bar Torben, et 
andet primarybarn, sit vidnesbyrd. Torben sagde, at han 
elskede sin familie, og så tilføjede han: »Jeg prøver at 
være god. I Jesu Kristi navn. Amen.« 

Efter kirke sagde Mimi til sine forældre: »Næste 
fastesøndag vil jeg bære mit vidnesbyrd.« 

»Det lyder rart,« sagde far. »Har du tænkt over, hvad 
du gerne vil sige?« 

»Ja,« sagde Mimi. »Det er let. Jeg skal bare sige: >Jeg 
elsker min familie. I Jesu Kristi navn. Amen.<« 

»Tjah,« sagde far, »det er meget godt at nævne i et 
vidnesbyrd, men det er ikke nødvendigvis noget, man skal 
sige. Ved du, hvad det betyder at bære sit vidnesbyrd?« 

Mimi nikkede, men så tøvede hun. Måske var hun 
ikke helt sikker på, hvad det betød at bære vidnesbyrd. 

Far bemærkede hendes forvirrede ansigtsudtryk. »At 
bære vidnesbyrd,« forklarede han, »vil sige, at man 
fortæller andre, hvad man tror eller ved er sandt. Det 
er ikke bare at gentage ord, som 
man har hørt andre sige. Det er at 
fortælle, hvad man tror på, eller 
hvilke åndelige oplevelser man har 
haft, eller hvad Helligånden har 
fortalt en.« 

»Var det så forkert af Asta at gå op og sige det samme 
som de andre?« spurgte Mimi. 

»Nej,« svarede mor. »Det var ikke forkert. Hun er 
ved at lære at bære vidnesbyrd, og det er dejligt. Hun 
lærer at tale til en forsamling. Og hun lærer, hvad folk 
har vidnesbyrd om. Men efterhånden som hun bliver 
ældre, vil hun have åndelige oplevelser, som får 
hendes vidnesbyrd til at vokse. Og når hun så bærer 
vidnesbyrd, vil hun have personlige oplevelser at 
fortælle om.« 

»Det er godt, hvis du vil bære dit vidnesbyrd, Mimi,« 
sagde far. »Men tænk først over, hvordan du har det 
inden i. Er der noget, som du ved eller tror, er sandt? 
Og hvorfor gør du det?« 



Næste dag begyndte som enhver anden mandag. 
Men efter skole tog naboen, fru Mortensen, imod Mimi, 
da hun kom hjem. »Den mor er ikke hjemme. Hun er 
kørt på hospitalet med Benjamin. Jeg ser efter dig og din 
lillesøster, indtil hun eller din far kommer hjem.« 

Mimis øjne blev meget store, og hun følte angsten 
iskolde greb i sin mave: »Hvad er der i vejen med 
Benjamin?« 

»Lægerne på hospitalet sagde, at hans blindtarm var 
sprængt,« forklarede fru Mortensen. »Den var blevet 
betændt, og så gik der hul på den.« 

Mimi var bange. »Er det farligt?« 

»Det er ret alvorligt, men lægerne opererede ham i 
en fart og fjernede den. Og din far og bedstefar skyndte 
sig hen på hospitalet for at give Benjamin en velsig- 
nelse. Han skal nok klare det. Jeg er sikker på, at du 
ikke behøver at være bange.« 

Men Mimi var bange. Angsten i hendes mave gav 
hende kvalme. Hun gik ind på sit værelse og satte sig på 
sengen og tænkte på Benjamin. Lidt efter fik Mimi øje 




Kære 

gør 



himmelske Fader, 
Benjamin rask ... 



SEPTEMBER 

15 



9 9 9 




på et kort, som hendes primarylærer havde givet hende 
i søndags. Hun læste det skriftsted, som stod på det: 
»Alt godt, som I beder Faderen om i mit navn med fuld 
forvisning, troende, at I skal få det, se, det skal gives 
jer« (Moroni 7:26). 

Mimi lod sig glide ned fra sengen og begyndte at 
bede. »Kære himmelske Fader,« hviskede hun, »vil du 
ikke nok gøre Benjamin rask. Jeg ved godt, at vi nogle 
gange skændes, men jeg elsker ham jo. Velsign ham at 
han må få det bedre. I Jesu Kristi navn. Amen.« Da 
Mimi havde bedt færdig, følte hun sig varm i kroppen 
og kvalmen forsvandt. 

Senere, da mor kom hjem, så hun træt ud, men hun 
smilede til Mimi og hendes søster og gav dem begge et 
kram. »Det skal nok gå,« sagde mor. »Benjamin er 
meget syg, men i velsignelsen blev han lovet, at han 
ville komme sig hurtigt og uden særlig mange smerter. 
Han skal ligge på hospitalet et stykke tid, og jeg tager 
hen til ham igen i nat.« 

Inden mor gik, bad hun sammen med pigerne. 
Igen følte Mimi en varm, fredfyldt følelse i hele 
kroppen. 




Da der var gået et par dage, sagde lægen, at 
Benjamin kunne komme hjem fra hospitalet. »Jeg 
havde ventet, at han skulle blive længere, men der er 
ingen spor af betændelse mere. Jeg har aldrig set nogen 
komme sig så hurtigt.« 

Lægen var måske nok overrasket, men det var 
Benjamin ikke. »Blev jeg ikke lovet i min velsignelse, at 
jeg ville komme mig uden ret mange smerter?« sagde han. 
Mimi smilede bare. 

Inden længe var det hverdag igen. Som lovet bar 
Mimi sit vidnesbyrd den følgende fastesøndag. Da hun 
rejste sig for at tale, rystede hendes knæ, og hun havde 
en underlig fornemmelse i maven. Hun anede ikke, at 
der kunne være så mange mennesker i kirkesalen, og de 
stirrede alle sammen på hende! Hun var lige ved at 
sætte sig ned igen. Men fik hun øje på sin familie, der 
smilede op til hende. 

Hun tog en dyb indånding og begyndte: »Jeg ved, at 
min himmelske Fader virkelig lever, og at han lytter til 
vores bønner. Jeg ved det, fordi da jeg bad til ham om 
noget meget vigtigt, følte jeg mig varm og rolig inden i. 
Og jeg tror på præstedømmet og på velsignelser, fordi 
alt det, som min far lovede Benjamin i 
velsignelsen, gik i opfyldelse.« Mimi så 
ned på Benjamin. »Og jeg tror på skrif- 
terne, fordi de lover os, at vor 
himmelske Fader vil besvare vores 
bønner. Jeg ved, at han har besvaret 
mine. I Jesu Kristi navn. Amen.« 

Mimi følte en endnu større kærlighed 
til sin himmelske Fader og 
Jesus Kristus, mens hun 
gik tilbage til sin plads. 
Hun så, at mor havde 
tårer i øjnene, men hun 
smilede. Far lagde armen 
om Mimi og hviskede: 
»Det er sådan, man 
bærer vidnes- 
byrd.« n 



BESØGSLÆRERINDEBUDSKABET 



SØG FRELSEREN I MODGANGENS TIME 



3 
u 

z 
z 
o 



Iforudtilværelsen råbte vi af 
glæde over muligheden for at 
komme herned på jorden, hvor 
vi kunne få et fysisk legeme, gøre 
erfaringer og blive prøvet. Vi var klar 
over, at en del af denne prøvestand 
ville bestå af legemlige og åndelige 
trængsler. 

Alle mennesker kæmper med 
modgang: Sygdom, ulykker, vore 
kæres død og prøvelser af enhver 
slags, der til tider kan få os til at 
spekulere på, om vi har kræfter 
til at holde ud. Men præsident 
Brigham Young forsikrede os om, 
at »enhver forandring, som vi 
gennemgår, er nødvendig som erfa- 
ring og eksempel for os og som 
forberedelse til at nyde den beløn- 
ning, som venter de trofaste« 
(Kirkens præsidenters lærdomme: 
Brigham Young, 1997, s. 262). 

SØG HERREN 

Når vi vender blikket mod himlen 
for at finde forståelse og hjælp, kan vi 
finde trøst i visheden om, at vor 
kærlige himmelske Fader ikke vil lade 
os i stikken i nødens stund (se L&P 
24:8). Ved oktoberkonferencen 
1998 fortalte ældste Robert D. 
Hales fra De Tolv Apostles 
Kvorum om sine oplevelser og 
tanker efter sit tredje hjerte- 
tilfælde, som krævede en 
bypass-operation. Mens han lå 
på hospitalet og senere, da han 



kom til kræfter derhjemme, fiinde- 
rede han over livet og evigheden. 
Mens han led fysiske smerter, tænkte 
han på åndens dybere smerte og 
fortvivlelse. Han fik øjnene op for, 
hvilken stor rolle de forskellige plejere 
spiller for helbredelsesprocessen: 
Læger, sygeplejersker, terapeuter, en 
kærlig ægtefælle, forældre, børn og 
venner. »Herren er den største 
plejer,« bemærkede han. »Vi skal 
overgive os selv til Herren. Når vi gør 
det, opgiver vi det, der volder os 
smerte og overlader alt til ham« 
(»Helbredelse af sjæl og legeme«, 
Uahona, januar 1999, s. 19). 

Når vi overgiver os til Herren, 
må vi aktivt søge hans hjælp. Bøn 
og faste, studium af skrifterne, 
tempelbesøg, præstedømme- og patri- 
arkalske velsignelser, hjælpe fra hjem- 
melærerne og besøgslærerindeme og 




råd fira forældre eller præstedømme- 
ledere er alt sammen effektive måder 
at udøve tro på Jesus Kristus på, at 
erfare hans vilje og modtage hans 
velsignelser. Når vi søger Herrens 
hjælp, må vi erkende, at han måske 
ikke vil fjerne vores trængsler. Men 
han vil altid hjælpe os med at finde 
styrke til at overvinde dem. 

FORSONINGENS KRAFT 

1 det største udtryk for kærlighed 
påtog Frelseren sig byrden af vore 
synder og svagheder, så vi gennem 
hans forsonings kraft kan finde 
helbredelse og glæde. 

Ældste M. Russell Ballard fi-a De 
Tolv Apostles Kvorum har sagt: 
»Sikkerhed, fred, glæde og tryghed 
findes kun i Jesu Kristi, den Almægtige 
Guds Søns liv og tjenestegeming ... 

Betyder det, at vi aldrig vil opleve 
uro eller personlige problemer eller 
sygdom eller udfordringer i familien 
eller vanskeligheder i forbindelse 
med vores arbejde? Nej, slet ikke. 
Men det betyder, at hvis vores tro er 
fast forankret i vores vidnesbyrd om 
Kristus, vil vi være i stand til at 
tackle alle de problemer, vi støder ind 
i ... Hvis vi holder troens øje rettet 
mod Kristus, opnår vi et bredere 
udsyn og et evigt perspektiv, og i kraft 
af det kan vi se modgangen i dens 
rette sammenhæng i vor himmelske 
Faders evige plan for alle sine børn« 
(Ensign, december 1996, s. 61). D 




SPØRGSMÅL OG SVAR 



Hvordan undgår 
jeg sladder? 

Skrifterne advarer os mod sladder. Men hvad skal vi 
gøre, hvis nogen begynder at fortælle os sladder eller 
spreder sladder om os? 

Svarene er ment som en hjælp og vejledning og er ikke 
udtryk for Kirkens officielle lære. 



FOTO: JED CIARK 



VORES SVAR 

Salmisten sagde det ganske 
enkelt: »... du skal vogte din tunge 
for ondskab og dine læber for at tale 
svig« (SI 34:14). Frelseren har også 
befalet os at undgå sladderens onde. 
Da han fastslog den genoprettede 
Kirkes love, sagde han: »Du skal 
ikke tale ondt om din næste eller 
gøre ham nogen skade« (L&P 
42:27). Sladder omfatter unyttig 
samtale, som måske eller måske 
ikke er overdreven eller usand, og 
som sædvanligvis skader den 
omtalte persons omdømme såvel 
som omdømmet hos den person, 
der sladrer. 

Ældste Spencer W Kimball skrev: 
»Løgne og sladder, der skader 
omdømmet, spredes af de fire vinde 
som frøene fra en mælkebøtteblomst, 
der holdes op i luften. Hverken 
frøene eller sladderen kan nogen- 
sinde igen indsamles. Skadens 
størrelse og udstrækning, forårsaget 
ved sladder, kan ikke opgøres« 
(Tilgivelsens mirakel, 1975, s. 54). 



Præsident John Taylor har tidli- 
gere fortalt de hellige: »Vores næstes 
og Kirkens medlemmers omdømme 
burde være os lige så dyrebart som 
vores eget, og vi bør nidkært vogte os 
for at gøre noget mod en anden eller 
sige noget om en anden, som vi ikke 
ville have gjort eller sagt om os selv« 
(i James R. Clarke, red., Messages of 
the First Presidency of The Church of 
Jesus Christ of Latter-day Saints, seks 
bind, 1965-1975,3:84). 

Mange læsere har foreslået, at hvis 
vi ufrivilligt ender i en situation, hvor 
andre bringer sladder til torvs, bør vi 
skifte emne, sige noget pænt om den 
omtalte person eller gå vores vej. Det 
er ikke altid let, at handle på den 
måde, men på den måde kan vi vise 
andre, at vi ikke bryder os om sladder. 

Præsident George Albert Smith 
har sagt, at hvis vi afviser sladder, vil 
vi blive meget lykkeligere: »1 vil aldrig 
træffe et sladdervornt menneske, som 
er lykkelig. Vedkommende er lige så 
ulykkelig og elendig som djævelen 
er hele tiden - og vedkommende er 

L I A H o N A 

26 



selvfølgelig i Satans selskab, når han 
eller hun sladrer om sin næste« 
(i Conference Report, april 1944, 
s. 29). Når vi tager del i sladder, er 
vi også under den ondes indflydelse. 

Til tider kan det være sværere at 
undgå at blive offer for sladder, end 
selv at udbrede sladder. Når andre 
siger noget dårligt eller usandt om os, 
kan vi blive vrede og fyldes med et 
ønske om hævn - men en sådan reak- 
tion er ikke af Herren. Jesus Kristus 
sagde: »Elsk jeres fjender og bed for 
dem, der forfølger jer« (Matt 5:44). 
Når vi lever i overensstemmelse med 
Jesu Kristi lærdomme, hjælper vi 
vores omgangskreds til at indse, at den 
sladder, der udspredes om os, er usand. 

Som i enhver anden situation bør 
vi henvende os til vor himmelske 
Fader og bede om hans hjælp og 
vejledning. Med den vejledning in 
mente kan vi tale med den, der 
sladrer om os og fortælle vedkom- 
mende sandheden. Vi bør gøre 
det med en tilgivende indstilling. Som 
apostlen Paulus skrev, bør vi være 




Gbo/ogan Kokou 



»gode mod hinanden, vær barmhjer- 
tige og tilgiv hinanden, ligesom Gud 
har tilgivet jer i Kristus« (Ef 4:32). 

Præsident Gordon B. Hinckley har 
sagt: »Spydige bemærkninger, racis- 
tiske udtalelser, hadefulde øgenavne, 
ondsindet sladder og modbydelige 
rygter bør ikke findes iblandt os« 
(Teachings of Gordon B. Hinckley, 
1997, s. 664). Ved at undgå sladder, 
stoppe den, når den opstår og vende 
den anden kind til, når nogen sladrer 
om os, er vi et eksempel for andre. En 
sådan adfærd hjælper os til som 
samfund at være af »ét hjerte og ét 
sind« (Moses 7:18), og som enkelt- 
personer at leve værdigt til at vende 
tilbage til vor himmelske Fader. 

LÆSERNES SVAR 

Sladder skaber skænderier og 
splid, og det kan i sidste ende fører 
til personligt frafald. Hvis nogen 
sladrede om mig, ville jeg bede min 
himmelske Fader om at give mig 
selvbeherskelse og styrke til at leve i 
harmoni med andre. 
Gbologan Kokou, 
Koumassi Ward, 
Abidjan Stav i Elfenbenskysten 

Inden vi siger noget om andre, bør 
vi stille os selv tre spørgsmål: Er det 
sandt? Er det godt? Gavner det nogen? 



Hvis andre begynder at fortælle dig 
sladder, så skift emne eller bed dem 
om at holde op. Og sig så noget pænt 
om den person, der er blevet omtalt. 
Søndagsskoleklasse 
i Eberswalde Gren, 
Berlin Stav i Tyskland 

Sladder er alt det, som du ville 
skamme dig over at sige åbent til den 
person, du taler om. 
Oscar Ortiz, 
]yvåskylå Ward, 
Tampere Stav i Finland 

Vi kan bede for dem, der prøver at 
inddrage os i sladder. Jesus Kristus 
ønsker, at vi skal bede for dem, som 
forfølger os og taler ondt om os. Han 
vil have, at vi skal elske vores fjender 
og tilbyde dem vores venskab (se 
Matt 5:44). 
Lorena Veldsquez Revilla, 
Pochutla Gren, 
Puerto Escondido Distrikt i Mexico 

Min missionspræsident lærte mig, 
at i stedet for at sige noget skidt om 
andre, bør vi finde fem gode egen- 
skaber ved vedkommende. Ved at 
fremhæve deres dyder modvirker vi 
det onde, der siges om dem. 
Ældste Celso Daniel Munhoz 
Reffatti, Curitiba missionen i Brasilien 



Oscar Ortiz 



Lorena Velåzquez Revilla 




Ældste Celso Daniel 
Munhoz Reffatti 



'*^S^ 



Shim Soon Mi 



Suzette Satsatin 



Hsu Chen Chin Yi Etisabetta 

Marangon 




Ældste F. 
Talivakaola 




Luis Ramon 
C/efo Mueses 



Grace At min 



Maiafatiana N. 
Randrianalidera 




Nestor Fabian 
Rodriguez 



■<fe*= 



Martin Apolo 



Andreli Fernandes 
Ribeiro Viana 



Hvis vi lytter til sladder, er vi mere 
tilbøjelige til at kritisere andre og 
lægge mærke til deres dårlige egen- 
skaber fremfor deres gode sider. Vi 
må prøve at forstå andres syns- 
punkter. Vi skal faste og bede for 
dem, der har såret os, og vise dem, at 
vi holder af dem. 
Shim Soon Mi, 
Poong Hyang Ward, 
Kwang Ju Stav i Korea 

Undervurdér aldrig ordets magt. 
Som vor himmelske Faders børn bør vi 
aldrig tillade urene ord at såre vores 
eller andres ånd. Ikke alene bør vi 
afholde os fra at sladre, vi bør også 
behandle wardets medlemmer kærligt, 
så vores ward kan blive »et ordens 
hus, ja, et Guds hus« (L&P 88:119). 
Hsu Chen Chin Yi, 
Tainan 2. Ward, 
Tainan Stav i Taiwan 

Når vi sladrer, nedgør vi dem, som 
vi sladrer om, i et forsøg på at frem- 
hæve os selv. Når vi gør det, har vi 
ikke Kristi kærlighed i os. 

Vi bør stræbe efter at bevare en 
rolig holdning, når vi hører andre 
sladre om os. Hvis vi giver luft for 
vores følelser, giver vi den, der 
sladrer, grund til at hævde, at vores 
reaktion beviser, at rygterne var 



sande. Hvis vi undlader at reagere, 
vil andre på vores adfærd kunne se, 
at sladderen ikke var sand. Vi vil føle 
en indre fred. 

Ældste F. Talivakaola, 
Nuku'ahfa missionen på Tonga 

Vi har ikke altid herredømme 
over, hvad der sker omkring os, men 
hvis vi undgår sladder, vil vi blive 
lykkeligere og styrke andre. Herren 
glæder sig, når vores tale er ren og 
dydig. Om nødvendigt kan vi gør 
indsigelser, så andre ikke tror, at vores 
tavshed er udtryk for, at vi samtykker. 
Luis Ramon Cleto Mueses, 
Luperon I . Ward, 
Santo Domingo Stav i Den 
Dominikanske Republik 

Jeg har besluttet mig for, at jeg 
aldrig vil tale om eller høre andre tale 
om en andens hemmeligheder eller 
drøfte andres fejl. Studium af skrif- 
terne hjælper mig til at være lydhør 
over for Åndens tilskyndelser. Når vi 
har Ånden med os, kan vi tale og lytte 
på en opbyggende og oplysende måde. 
Grace Almin, 
Gapan 3. ward, 
Gapan Stav i Filippinerne 

Det er meget svært at udholde og 
overvinde sladder om os selv. Men 



H o N A 

28 



som medlemmer af Kirken har vi de 
nødvendige hjælpemidler, nemlig 
bøn, Kirkens lærdomme og de hellige 
skrifter, der kan få os til at indse, at 
vi har stor værdi i Guds øjne. Vi må 
aldrig glemme at lade vores indre 
lys skinne, uanset hvad andre siger 
om os. 

Malalatiana N. Randrianalidera, 
Antananarivo 2. Gren, 
Antarumarivo Distrikt på Madagaskar 

I min korte tid som medlem af 
Kirken har jeg indset, at andres 
sladder er årsag til, at nogle menne- 
sker bliver mindre aktive. Når 
nogen begynder at sprede sladder, 
bør vi være et godt eksempel for 
dem. Vi skal blive ved med at elske 
og styrke dem. 
Suzette Satsatin, 
Libon Gren, 
Ugao Distrikt i Filippinerne 

Det gør altid ondt, når vi erfarer, 
at nogen ødelægger vores omdømme, 
men vi skal huske på, at vores sande 
venner vil støtte os. Vi kan tale 
venligt til dem, der sladrer om os, og 
hjælpe dem til at forstå læren om 
ikke at bagtale andre (se Jak 4:11). 
Elisabetta Marangon, 
Treviso Gren, 
Venedig Stav i Italien 



Kristus spurgte nephiterne: »Hvad 
slags mænd burde I da ikke være? 
Sandelig siger jeg jer: Som jeg er« 
(3 Nephi 27:27). Når vi er offer for 
sladder, eller når vi hører sladder, 
kan vi spørge os selv: »Hvad ville 
Jesus Kristus gøre?« Hvis vi har 
Ånden med os, vil vi handle, sådan 
som han ville have gjort. 
Nestor Pabiån Rodriguez, 
Villa Aguirre Gren, 
Tandil Distrikt i Argentina 

Engang læste jeg et citat i foyeren 
på et hospital: »Når du hører noget 
dårligt om et andet menneske, så lad 
være med at bringe det videre, for 
det er måske ikke sandt. Og hvis du 
senere finder ud af, at det er sandt, så 
husk, at det er ædelt at tie stille.« 

Når nogen spreder rygter om mig, 
så husker jeg på det, som min mor 
sagde til mig: »Når nogen håner dig, 
så husk på, at Kristus, Guds Søn, led 
de største forhånelser af alle.« 
Martin Apolo, 
Foz Do Iguagu Ward, 
Cascavel Stav i Brasilien 

Jeg læste engang teksten til en 
salme i A Liahona (portugisisk) , som 
gav mig noget at tænke over. Teksten 
lød: »Du, som dadler og fordømmer, 
fejl du hos din broder ser; spørg dig 



selv om det sig sømmer en, som 
selv så skrøb'lig er« (»Du, som dadler 
og fordømmer«. Salmer og sange, 
nr. 158). 

Når vi tager del i sladder, giver vi 
afkald på velsignelser til fordel for et 
øjebliks unyttig tidsfordriv. 
Andreli Fernandes Ribeiro Viana, 
Itapetininga 2. Gren, 
Itapetininga Distrikt i Brasilien 

Du hjælpe os ved at besvare nedens- 
tående spørgsmål. Send dit svar til os 
inden den 1. november 1999. Send 
det til SPØRGSMÅL OG SVAR, 
International Magazine, 50 East 
North Temple Street, Salt Lake City, 
UT 84150-3223, USA, eller send det 
via e-mail til os på CUR-Liahona- 
lMag@ldschurch.org. Skriv svaret 
på dit eget sprog. Husk at vedlægge 
fulde navn, alder, privatadresse samt 
vuard og stav. Hvis det er muligt kan 
du vedlægge et billede af dig selv. 
Dette billede bliver ikke returneret. 
Hvis dit svar er meget personligt, kan 
du bede om, at dit navn tilbageholdes. 
Vi trykker et repræsentativt udvalg af 
svarene. 

SPØRGSMÅL: Jeg er meget genert, 
og jeg trænger til at få en større 
omgangskreds. Hvordan kan jeg 
udvikle gode venskaber? D 



SEPTEMBER 1999 
29 




EVANGELIECENTREREDE 
AKTIVITETER 



Kan du ikke finde på en aictivitet til en ungdoms- eller wardsaktivitet? Så er her nogle 
forslag til evangeliecentrerede aktiviteter. Brug ideerne. Tilpas dem. Find selv på sfove 
ideer, som bygger på evangeliske principper. 



FOTO- IFn ri. ARK 



UDVIKLING AF TALENTER 
OG LEDEREVNER 

■ Besøg jeres lokale bibliotek. 
Lær, hvordan I benytter det fuldt 
ud. 

■ Afhold et etnisk madlavnings- 
kursus. Bed en, som kommer fra et 
andet land, eller en hjemvendt missi- 
onær om at komme og vise jer, 
hvordan man tilbereder lækker uden- 
landsk mad. 

■ Besøg en virksomhed, der har 
åbent på et tidspunkt, hvor I kan tage 
derhen (en avisredaktion, en radi- 
ostation, en døgnkiosk eller lignende) 
og hør noget mere om, hvad man 
laver der. 

■ Indbyd en kvalificeret lærer til 
at undervise i førstehjælp. 

■ Bed nogen om at undervise 
gruppen i, hvordan man dirigerer. 
Dan derefter et »orkester« og brug 



fantasien til at fremstille instrumenter 
af almindelige dagligdags ting. 

■ Planlæg en fireside for hele 
wardet om et vigtigt emne, som f.eks. 
missionering, studium af skriften 
eller vidnesbyrd. 

■ Bed nogen om at komme og tale 
om, hvordan man søger og finder 
arbejde, 

SUPPLERENDE 
FAMILIEAKTIVITETER 

■ Afhold en slægtsforsknings- 
aften. Lær at udføre slægtsforsk- 
ning eller at skrive en personlig 
historie. 

■ Tilbyd at være babysitter for 
par, der skal i templet, eller for 
søstre, der skal til hjemkund- 
skabsaften i Hjælpeforeningen. 
Planlæg en gruppeaktivitet for 
børnene. 

■ Afhold en brevskrivnings- 
aften, hvor alle skriver et brev til 
en lokal politiker, en biskop eller 
deres forældre. 

■ Organisér et familieaftens 
symposium, hvor alle med- 
bringer deres yndlingsakti 
vitet eller -lektion. 




L I A H o N A 

30 




FOTO: JANET THO^MS 



TJEN ANDRE 

■ Hjælp en velgørende organisa- 
tion i dit lokalsamfund. 

■ Skriv breve til de missionærer, 
der er udsendt fra jeres ward eller 
gren. 

■ Besøg biskoppen eller grenS' 
præsidenten og gør noget for hans 



familie, såsom at lave mad, gøre rent 
eller ordne haven. 

■ Syng for mennesker, som er 
ensomme eller bedrøvede. Og lad 
være med at vente til jul, man kan 
sprede glæde når som helst. 

■ Meld dig frivilligt til at tilberede 
og servere et måltid mad på et 
børnehjem eller et lokalt herberg for 
hjemløse. 

■ Hold et område af dit kvarter 
rent for skrald. 

■ Tag hen på hospitalet, og læs 
historier for børn. 




STYRK VIDNESBYRD 

■ Bed missionærerne i jeres område 
om at afholde en missionærforberedeh 
sesworkshop. 

■ Afhold en særlig aktivitet, som 
missionærerne kan tage deres under- 
søgere med til. 

■ I kan skiftes til at tegne billeder 
af en beretning fra skrifterne og se, 
om nogen af de andre kan gætte, 
hvilken historie det er. 

■ Skriv et skuespil over en historie 
fra Mormons Bog, som I kan fremføre 
for Primary under fællestid. 

FIND NYE VENNER I GODE 
OMGIVELSER 

■ Dan et stævnemødepanel. Lad 
de unge piger fortælle de unge 
mænd, hvad de kan lide at lave, hvad 
der irriterer dem og så videre, og lad 
de unge mænd gøre det samme. 

■ Bed alle om at medbringe 
deres yndlingsopskrift, og lav så 
en kogebog. 

■ Afhold en Mormonote- 
brainstormingskonkurrence, 
og lav jeres egne Mormo- 
noteplakater. 

■ Send os nogle af 

de aktiviteter, som I 

har haft glæde af Send 

jeres forslag og om muligt 

et foto til Activity Ideas, 

International Magazine, 50 

East North Temple Street, 

Salt Lake City, UT 84150- 

3223, USA. n 



Ældste Carlos E. Asay (1926-1999) 

Emeritusmedlem af De Halvfjerds Første Kvorum 
og tidligere præsident for templet i Salt Lake City 



TEMPEL- 
KLÆDNINGEN 



»ET YDRE UDTRYK FOR EN 
INDRE FORPLIGTELSE« 



3 



> 

z 



u 
z 



< 

u 



o 
u 



Q 
Z 
< 

z 

o 

Q 

LiJ 



< 

O 



Ved et seminar for nye tempelpræsi- 
denter og deres hustruer for få år 
siden fortalte ældste James E. 
Faust, som på det tidspunkt var medlem af 
De Tolv Apostles Kvorum, om, hvordan 
han var blevet kaldet til generalautoritet. 
Præsident Harold B. Lee stillede ham kun 
ét spørgsmål: »Bærer du din tempelklæd- 
ning på rette måde?« Det kunne han kun 
bekræfte. Han spurgte så, om præsident 
Lee ikke havde andre spørgsmål med 
hensyn til hans værdighed. Præsident Lee 
svarede, at det ikke var nødvendigt, for 
erfaringen havde lært ham, at den måde, 
som man bærer sin tempelklædning på, er 
et udtryk for, hvordan vedkommende har 
det med Kirken og alt det, der hører den 
til. Det er et mål for ens værdighed og 
hengivenhed over for evangeliet. 

Der er folk, som gerne så, at vi havde 
detaljerede regler for påklædning, som 
besvarede ethvert tænkeligt spørgsmål om, 
hvordan tempelklædningen bør bæres. De 
ville gerne have, at præstedømmelederne 
udstedte påbud om længder, regler for, 
hvornår og hvordan den skal og ikke skal 

SEPTEMBER 
33 



bæres og håndhævede hårde straffe for 
dem, der ikke levede helt op til standarden. 
Sådanne mennesker ønsker, at Kirkens 
medlemmer skal fokusere på sømhøjder 
og se gennem fingre med Jesu Kristi evan- 
geliums mere tungtvejende anliggender 
(se Matt 23:23-26). 

Men de fleste sidste dages hellige glæder 
sig over den moralske handlefrihed, som en 
kærlig himmelsk Fader har skænket dem. 
De værdsætter den tillid, som Herren og 
Kirkens leder viser dem, en tillid, som 
kommer til udtryk i denne udtalelse fra 
profeten Joseph Smith: »Jeg lærer dem de 
korrekte principper, og så styrer de sig selv.«^ 

Lamaniten Samuel sagde: 

»Og kom nu i hu, kom i hu, mine 
brødre, at enhver, som omkommer, 
omkommer efter sin egen vilje, og den, der 
øver uretfærdighed, gør det mod sig selv; 
thi se, I er frie, I har lov til at gøre, som I 
vil; thi Gud har givet jer kundskab, og han 
har gjort jer fri. 

Han har skænket jer evnen til at kende 
det gode fira det onde, og han har givet jer 
frihed til at vælge liv eller død; og I kan gøre 



Ved indgåelse 



AF HELLIGE PAGTER MED 



Herren modtager Kirkens 



MEDLEMMER FORJÆTTELSENS 



VELSIGNELSER, LØFTE 



OM BESKYHELSE OG EN 



HÅNDGRIBELIG PÅMINDELSE 



OM DISSE PAGTER. 




19 9 9 





godt og blive bragt tilbage til det 
gode eller blive gengældt med det 
gode, eller 1 kan gøre ondt og blive 
gengældt med det, som er ondt« 
(Helaman 14:30-31). 

Jeg mener, at der er essentielle ting, 
som man bør vide i forbindelse 
tempelklædningen. Og når en sidste 
dages hellig har opnået den kundskab, 
vil de i tro bære tempelklædningen og 
bære den korrekt, ikke fordi nogen 
holder øje med deres adfærd, men 
fordi de forstår denne hellige klæd- 
nings dyder og ønsker at »gøre godt og 
blive bragt tilbage til det gode«. Men 
når man på den anden side ikke 
forstår tempelklædningens hellige 
natur, vil man være mere tilbøjelig til 
blot at betragte den som et hvilket 
som helst andet stykke tøj. 

Den viden om det hellige præstC' 
dømmes tempelklædning, som er 
vigtig at besidde, kan opdeles i tre 
kategorier: Guds rustning, historisk 
baggrund og nutidige profeters 
lærdomme. Jeg vil fremlægge nogle 
informationer om hver af disse 
kategorier i håb om, at mine ord 
vil mane til større værdsættelse 
af tempelklædningen og inspirere de 
hellige til at bære den værdigt og 
korrekt. 



a 



''ennem sine tjenere har Herren 
belært os om, at vi skal iføre os 
»retfærdighedens rustning« 
(2 Nephi 1:23; se også Ef 6; 13). 



o 
□ 



o 

z 
o 

I 



< 

§ 

z 

o 

UJ 

□ 

z 



Q 

z 



o 
z 
z> 

< 

§ 

Ll_ 

z 

Q 
Z 
< 

X 



z 

o 



L I A H O N A 

34 



GUDS RUSTNING 

Vi er i krig! Vores fjende er ikke 
en invasionshær fra et naboland eller 
en flåde fra en oversøisk stormagt. 
Kuglerne hvisler ikke om ørerne på 
os, ej heller eksploderer der bomber i 
eller omkring vore hjem. Ikke desto 
mindre står vi midt i en kamp på liv 
og død mod styrker, der kan knuse os 
og sende os ned i det åndelige neder- 
lags dybder, hvis vi ikke passer på. 

Jeg hentyder her naturligvis til 
kampen »mod myndigheder og 
magter, mod verdensherskerne i dette 
mørke, mod åndemagterne i himmel- 
rummet«, som apostlen Paulus talte 
om (se Ef 6:12). Jeg hentyder til den 
bølge af umoral, kriminalitet, narko- 
og alkoholmisbrug og andre nedbry- 
dende påvirkninger, som truer vores 
samfund. Sådanne truende påvirk- 
ninger, sammen med andre farer, 
udgør »djævelens snigløb« (Ef 6:11), 
som vi må holde stand imod i disse 
»hårde tider« (2 Tim 3:1). 

Paulus gav os dette råd: »Tag 
derfor Guds fulde rustning på, for at 1 
kan stå imod på den onde dag, over- 
vinde alt og bestå« (Ef 6:13). Med 
sine profetiske evner kunne Paulus 
forudse de ugudelige forhold, som 
skulle herske på jorden i vore dage. 
Derfor rådede han alle hellige til 
at have »sandhed som bælte om 
lænden« (vers 14), at iføre sig 
»retfærdighed som brynje« (vers 14), 
at tage på deres fødder »villighed til 
at gå med fredens evangelium« (vers 



15), at gribe »troens skjold« (vers 
16), at tage »frelsens hjelm« på 
hovedet (vers 17), at fatte »Andens 
sværd, som er Guds ord« (vers 17) og 
altid bede (se vers 18), så de kunne 
blive beskyttet. Han vidste, at en 
rustning smedet af sandhed, retfær- 
dighed, tro, ånd og bøn ville beskytte 
folk mod de »brændende pile« (vers 
16), som smedes og udslynges af 
Satan og hans håndlangere. 

Men der er endnu en del af rust- 
ningen, som er værd at se nærmere 
på. Det er det særlige undertøj, der 
kendes som tempelklædningen eller 
det hellige præstedømmes klædning 
og som bæres af medlemmer af Jesu 
Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, 
som har modtaget deres tempelbega- 
velse. Denne klædning, der bæres dag 
og nat, har tre vigtige formål: Det er 
en påmindelse om de hellige pagter, 
som man har indgået med Herren i 
hans hellige hus, en beskyttende 
klædning til kroppen og et symbol på . 
den sømmelighed i påklædning og ' 
levevis, som bør alle karakterisere 
Kristi ydmyge efterfølgere. 

Det står skrevet, at »den hvide 
tempelklædning symboliserer renhed 
og er med til at sikre ærbarhed, 
respekt for Guds egenskaber og, alt 
efter i hvor høj grad man ærer den, 
er den symbol på det, som Paulus kaldte 
at iføre sig Guds fulde rustning 
(Ef 6:13; sammenlign med L&P 
27:15) ... Tempelklædningen rummer 
flere enkle mærker, der henvender 



opmærksomheden på evangeliske 
principper som lydighed, sandhed, 
liv og det at være en Kristi discipel.«'^ 

Der kunne siges meget, meget 
mere om krigen om menneskesjæ- 
lene og Guds fulde rustning. Krigen 
på jorden begyndte i Adams dage, 
den fortsatte gennem årene med 
Moses og israelitterne og raser stadig 
i denne uddeling, der kaldes tidernes 
fylde, en uddeling, der blev indvarslet 
med de åbenbaringer, som profeten 
Joseph Smith modtog. Derfor vil den 
beskyttende klædning, der sætter os i 
stand til at modstå Satans brænd- 
ende pile, fortsat have stor betydning. 

Vi skal iføre os Guds rustning, som 
apostlen Paulus talte om og som blev 
gentaget i nutidige åbenbaring (se 
L&P 27:15-18). Vi skal også iføre os 
»retfærdighedens rustning« (2 Nephi 
1:23), som symboliseres ved tempel- 
klædningen. Ellers risikerer vi at 
tabe krigen og omkomme. 

Den tunge rustning, som gamle 
dages krigere bar og som bestod af 
hjelm, skjold og brynje, kunne 
afgøre udfaldet af nogle slag. Men 
livets virkelige slag i vore dage, vil 
blive vundet af dem, der er iført en 
åndelig rustning, nemlig en rustning, 
der består af tro på Gud, tro på en 
selv, tro på ens sag og tro på ens 
ledere. Den del af rustningen, der 
kaldes tempelklædningen, er ikke 
blot et varmt og behageligt stykke 
tøj, men den styrker også bæreren til 
at modstå fristelser, afværge onde 



SEPTEMBER 
35 



19 9 9 



indflydelser og stå fast for retfærdig- 
hedens sag. 

HISTORISK BAGGRUND 

Man må forstå, at »det, som hører 
Herren til« (2 Nephi 4: 16), lige siden 
verdens begyndelse har omfattet 
hellige klædninger. Skrifterne inde- 
holder mange henvisninger til 
særlige klædninger, som fortidens 
folk bar. Før Adam og Eva blev bort- 
vist fra Edens have, blev de iført en 
hellig klædning. Vi kan læse: »Gud 
Herren lavede skindtøj til Adam og 
hans kvinde og gav dem det på« 
(1 Mos 3:21). 

De modtog denne klædning i 
forbindelse med belæringer om forso- 
ningen, ofre, omvendelse og tilgivelse 
(se Moses 5:5-8). Tempelklædningen 
gives til sidste dages hellige under 
lignende omstændigheder. Den gives 
som en påmindelse til bæreren om 
det fortsatte behov for omvendelse, 
behovet for at ære bindende pagter 
indgået i Herrens hus og behovet for 
at værdsætte og bevare dyden i vores 
hverdag, så vi kan gøre krav på de 
lovede velsignelser. 

Moses fik befaling om at iføre 
Aron og andre mænd hellige klæd- 
ninger og præstedragter, som forbe- 
redelse til at de skulle gøre tjeneste i 
tabernaklet. Herren sagde til Moses: 
»Lad din bror Aron og hans sønner 
træde frem for dig ud af israeUtternes 
midte ... Du skal lave hellige klæder 
til din bror Aron til ære og pryd ... for 



at hellige ham til at gøre præste tje- 
neste for mig« (2 Mos 28:1-3). 

Henvisninger til Arons klædning 
og den præstedragt, som udvalgte 
leder i Det Gamle Testamente bar, er 
ledsaget af udtryk som »prægtigt 
klæde«, »herlige klædebon«, »ære og 
pryd« og »frelsens klæder«.^ Disse 
udtryk er måske mere specifikt rettet 
mod den dragt, der blev båret af dem, 
der gjorde tjeneste i tabernaklet eller i 
templets ritualer, men disse malende 
udtryk kan også bruges om den 
hellige klædning, der bæres dagligt af 
dem, »der kalder sig efter [Guds] 
navn og forsøger at [blive] hellige« 
(L&dP 125:2). De hellige tempelklæd- 
ningers ærværdige, herlige og dyre- 
bare natur, hvadenten de kun bæres i 
templet eller i dagligdagen under 
vores almindelige tøj, er større end 
det materiale, de er lavet af Deres 
sande værdi og skønhed anses for 
dyrebar eller herlig, når de betragtes 
med »troens øje« (Alma 5:15). 

»Tempelklædningen er ufuld- 
stændig uden det, som den er tegn på 
... Den beskytter dig ikke, medmindre 
du er tro mod dine pagter, og tempel- 
klædningen har kun betydning i det 
omfang, at du ikke vanærer den. Kun 
på betingelse af, at du ikke vanærer 
den, at du er ren og at du er tro mod 
dine pagter, vil du have gavn af 
tempelklædningen,« skrev Hugh 
Nibley, der er emeritusprofessor i 
oldtidsskrifter ved Brigham Young 
University."* 



Ja, tempelklædningen er blevet 
båret af profeter og andre retfær- 
dige hellige gennem tiden, når som 
helst præstedømmets ordinancer og 
templet har været tilgængeligt for 
menneskenes børn. Da Kirken blev 
genoprettet i vor tid, blev de hellige 
præstedømmeordinancer, som har 
med det hellige tempel at gøre, 
åbenbaret for profeten Joseph 
Smith. De åbenbaringer, som han 
modtog, omfattede belæringer om 
tempelklædningen. 

Der er mange henvisninger i 
skrifterne til klædninger og dragter. 
Enok udtalte: »... jeg [så] himlene 
åbne sig, og jeg blev iklædt 
herlighed« (Moses 7:3). Jakob talte 
om en dommens dag, hvor »vi skal 
have fuldkommen kundskab om 
al vor synd, vor urenhed og vor 
nøgenhed, og de retfærdige skal 
have fuldkommen kundskab om 
deres glæde og deres retfærdighed 
og være iklædt renhed, ja, retfærdig- 
heds klædning« (2 Nephi 9:14). 
Esajas jublede og sagde: »Gud ... har 
klædt mig i frelsens klæder og hyllet 
mig i retfærdighedens kappe« (Es 
61:10). Alma henviste til »alle de 
hellige profeter, hvis klæder er 
rensede og pletfri, rene og hvide« 
(Alma 5:24). Disse og andre profe- 
tiske udtalelser henviser ikke alene 
til en indre renhed og uskyld, men 
også sjælens pletfri klædning, som et 
tegn på et liv i godhed og hengi- 
venhed mod Gud. 



L I A H o N A 

36 



s 

3 



< 

z 
O 

z 



□ 

LU 

5 



O 

z 



u 
Q 



o 
o 

2 



Z 
O 



< 



o 



Q 

<: 

6 

z 



o 



NUTIDIGE PROFETERS LÆRDOMME 

Jeg er bange for, at for mange 
medlemmer af Kirken tager de løfter 
om beskyttelse og velsignelser, der 
knytter sig til tempelklædningen, for 
givet. Nogle bærer den forkert, og 
andre undlader at bære den, når det 
passer dem. I sådanne tilfælde tilsi- 
desættes nutidige profeters, seeres 
og åbenbareres vejledning, og den 
åndelige beskyttelse bringes i fare. 

I et brev fra Det Første Præsident- 
skab fra den 3. juli 1974 blev Kirkens 
medlemmer mindet om tempelklæd- 
ningens hellige natur: »Bæreren af 
den hellige tempelklædningen bør 
altid lægge sig dens hellighed på 
sinde ... de velsignelser, som opnås 
ved at holde vores pagter opvejer i 
rigt mål ethvert ubehag. At bryde 
vore pagter er at give afkald på den 
beskyttelse og de velsignelser, som 
loves for lydighed mod dem.«^ 

Og i et brev til præstedømmele- 
derne dateret den 10. oktober 1988 
kom Det Første Præsidentskab 
med følgende vigtige udtalelse om, 
hvordan tempelklædningen bør 
bæres: 

»Kirkens medlemmer, som er 
blevet iklædt tempelklædningen, 
har indgået pagt om at bære den 
gennem hele deres liv. Dette 
betyder, at den skal bæres som 
undertøj både dag og nat. Denne 
hellige pagt er mellem medlemmet 
og Herren. Medlemmerne bør søge 
Herrens Ånd, for at finde svar på 




de personlige spørgsmål, de har om 
at bære tempelklædningen ... Løftet 
om beskyttelse og velsignelser 
afhænger af værdighed og trofasthed 
i at holde pagterne. 

Den grundlæggende lære må 
være at bære tempelklædningen og 
ikke søge anledninger til at tage den 
af Derfor bør medlemmerne ikke 
tage hele eller dele af tempelklæd- 
ningen af, når de skal udføre havear- 
bejde eller slappe af hjemme i 
badetøj eller uanstændigt tøj. De bør 
heller ikke tage den af, når de 
deltager i fritidsaktiviteter, hvor de 
med rimelighed kan have den på 

SEPTEMBER 1999 

37 



\J^ud Herren lavede skindtøj 
til Adam. og hans kvinde og 
gav dem det på« (2 Mos 3:21). 
De modtog denne klædning i 
forbindelse med helæringer om 
forsoningen, ofre, omvendelse 
og tilgivelse (se Moses 5:5-8). 




/ 



gamle dage hlev præstedragten 
beskrevet med ord som Ⱦre og 
pryd« og »frelsens klæder«. Disse 
ord passer også på den klædning, 
der hæres af dem, »der kalder sig 
efter [Guds] navn og forsøger at 
[hlive] hellige« (L6?P 125:2). 



under det almindelige tøj. Når 
tempelklædningen skal tages af, 
f.eks. ved svømning, bør den tages på 
igen, så hurtigt som muligt. 

Principperne om anstændighed og 
om at holde legemet passende 
påklædt er nødvendigvis en del af 
pagten og bør være afgørende for 
beskaffenheden af alt det tøj, man 
har på. Medlemmer af kirken, der har 
modtaget deres begavelse, bærer 
tempelklædningen som en påmin- 
delse om de hellige pagter, de har 
indgået med Herren samt som en 
beskyttelse mod fristelser og ondskab. 
Hvorledes den bæres er det ydre udtryk 

L I A H o N A 

38 



for den indre forpligtelse til at følge 
Frelseren. «^ 

Præsident Joseph F. Smith nærede 
meget bestemte meninger om, 
hvordan tempelklædningen burde 
bæres. Han sagde: »Herren har givet 
os det hellige præstedømmes klæd- 
ning, og I ved, hvad det vil sige. Og 
dog er der dem iblandt os, der skam- 
ferer den for at kunne følge verdens 
tåbelige, tomme og (tillad mig at sige 
det) usømmelige skikke. I deres iver 
for at følge disse moder, viger disse 
mennesker ikke tilbage for at skam- 
fere det, som de burde betragte som 
det helligste i denne verden, næst 
efter deres egen dyd, næst efter deres 
egen renhed. De burde betragte det, 
som Gud har givet dem, som helligt 
og ikke ændre eller lave om på den 
udformning i hvilken Gud gav dem 
den. Lad os have moralsk mod til at 
stå imod modens luner, og især i de 
tilfælde, hvor moden vil tvinge os til 
at bryde en pagt og derved begå en 
alvorlig synd.«^ 

I sin bog The Holy Tempel (Det 
hellige tempel) forklarede ældste 
Boyd K. Packer fra De Tolv Apostles 
Kvorum tydeligt, hvorfor det er så 
vigtigt at bære tempelklædningen 
korrekt. 

»Tempelklædningen repræsen- 
terer hellige pagter. Den fremmer 
blufærdighed og bliver et værn og 
beskyttelse for bæreren. 

Det at bære en sådan tempel- 
klædning afholder ikke medlemmerne 



z: 
O 



< 

Lu 

O 

2 
2 



fra at bære de pæne klæder, som 
almindeligvis bæres rundt omkring i 
verden. Kun påklædning, som er 
usømmelig eller yderliggående vil 
være uforenelig med tempelklæd- 
ningen.«^ 

Hvad mere behøver vi at sige om 
tempelklædningen og den måde, 
hvorpå den bør bæres og behandles? 
Principperne er tydeligt fremsat, og 
det er op til bærerne og deres samvit- 
tighed at leve derefter. Troende 
mennesker skal ikke befales i alle 
ting, for de forsøger ikke at undskylde 
sig i mindste måde eller beklage sig 
over manglen på en moselovslig- 
nende beklædningsstandard. I stedet 
tilpasser de deres påklædning og 
adfærd efter det, som Gud og hans 
profeter har sagt og lader Guds 
retfærdighed, barmhjertighed og 
langmodighed få fuld råderet i deres 
hjerte (se Alma 42:29-3 1) . 

EN PÅMINDELSE, SOM VI BÆRER 

Jeg kan godt lide at betragte 
tempelklædningen som Herrens 
måde at lade os tage en del af 
templet med os, når vi går. Det er 
sandt, at når vi forlader Herrens hus, 
har vi inspirerede lærdomme og 
hellige pagter skrevet i vores sind og 
hjerte. Men den eneste håndgribe- 
lige påmindelse, som vi bærer med os 
ud i verden, er tempelklædningen. 
Og skønt vi ikke altid kan være i 
templet, kan en del af det altid være 
med os og velsigne os. 



Glem ikke at ordet klædning 
anvendes symbolsk i skrifterne og 
giver yderligere mening til andre ord, 
som hvid, ren, retfærdig, sømmelighed, 
ceremoniel, hellig, præstedømme, skøn, 
fuldkommen, frelse, ubesmittet, værdig, 
hvide klæder, skjold, beskyttelse, pletfri, 
lydefri, rustning, pagter, løfter, velsig- 
nelser, respekt, evigt liv og så videre. 
Alle disse ord har en særlig plads i 
det ordforråd, der benyttes af dem, 
der stræber efter at være hellige. 

Om en udvalgt gruppe troende 
står der skrevet: »Men nogle få har 
du i Sardis, som ikke har sølet deres 
klæder til, og de skal vandre med 
mig i hvide klæder, for det er de 
værdige til. 

Den, der sejrer, skal klædes i hvide 
klæder, og jeg vil aldrig slette hans 
navn af livets bog, men vedkende mig 
hans navn over for min fader og hans 
engle« (Åb 3:4-5). 

Hvor ville det være vidunderligt, 
hvis alle Kirkens medlemmer 
vandrede med Gud i hvide klæder og 
blev regnet blandt de hellige i Sardis! 

Husk altid på, at symbolsk set er 
selve vores frelse afriængig af vores 
tempelklædnings tilstand. Profeten 
Alma fortalte Kirkens medlemmer i 
sin tid, at de ikke kunne blive frelst, 
medmindre deres klæder symbolsk 
blev vasket, renset og gjort hvide ved 
Jesu Kristi blod. Han sagde: 

»Intet menneske kan blive saligt, 
uden at dets klæder bliver vasket 
hvide, ja dets klæder må renses. 



indtil al besmittelse er fjernet ved 
hans blod, om hvem vore fædre 
sagde, at han skulle komme for at 
forløse sit folk fra dets synder ... 

Har I vandret og holdt jer ulaste- 
lige for Gud? Dersom 1 i denne stund 
blev kaldt på til at gå på den anden 
side, kunne I da sige til jer selv, at I 
har været tilstrækkeligt ydmyge? At 
jeres klæder er blevet renset og gjort 
hvide ved Kristi blod, han, som skal 
komme og forløse sit folk fra deres 
synder?« (Alma 5:21, 27). 

Det er min bøn, at vores tempel- 
klædning må blive renset ved Kristi 
blod, og at vi i vores sind og hjerte 
vil vedkende os erklæringen om, 
at »Zion skal tiltage i skønhed og 
herlighed ... og iføre sig sine skønne 
klæder« (L&J 82:14). D 



NOTER 

1. Som, citeret af John Taylor i »The 
Organization of the Church,« Millennial 
Star, den 15. november 1851, s. 339). 

2. Evelyri T Marshall, »Garments« i 
Encyclopedia of Mormonism, redigeret af 
Daniel H. Ludlow, fem bind, 1992, 2:534; 
fremhævelse tilføjet. 

3. Encyclopedia of Mormonism, 
2:534-535. 

4. »Sacred Vestments: A Preliminary 
Report«, Foundation for Ancient 
Research and Mormon Studies, 1986, 

s. 13. 

5. Brev fra Det Første Præsidentskab, 
den 3. juli 1974. 

6. Brev fra Det Første Præsidentskab, 
den 10. oktober 1988, tilføjelse frem- 
hævet. 

7. »Fashion and the Viola tion of 
Covenants and Duty«, Improvement Era, 
august 1906, s. 813. 

8. The Holy Temple, 1980, s. 75. 



SEPTEMBER 1999 
39 



DEN GAMLE DE 







'*^",' 







1\ 




/ å 



SERET'LANDSBY 




Med sine okser, haver, udklædte 
frivillige og historiske bygninger byder 
Salt Lake Citys frilandsmuseum, Old 
Deseret Village, på en mulighed for at 
lære mere om vores pionerfortid* 

Old Deseret Village ligger ved This Is The 
Place-monumentet, som markerer de 
sidste dages hellige pionerers indtog i 
Saltsødalen. Old Deseret Village, der rummer rekon- 
struerede eller autentiske hjem og bygninger fra 
1847-1869, vækker fortiden til live. Frivillige i 
pionerdragter står for rundvisninger i bygningerne, 
der er husdyr i båse og folde, og haverne bugner af 
blomster og grøntsager. 

Fotografierne på de følgende sider giver læserne 
en mulighed for at vandre på det støvede stier i Old 
Deseret Village. Mens du vandrer her, kan du høre 
lyden af smedens hammer, forundres over størrelsen 
på okserne eller spekulere på, hvor mange menne- 
sker, der dog kunne bo i en bjælkehytte. Og det vil 
måske give dig en større kærlighed til de hengivne 
pionerer fra Kirkens historie. D 



I haggrunden til venstre: Mange af vestens tidlige pionerer 
boede i små lerklinede huse, som dette, der ejedes af 
Mary Fielding Smith, enke efter Hyrum Smith. Øverst til 
venstre, indsat: Midlertidige boliger, i form af jordhytter 
som denne, var der mange af i de tidlige pionerbyer. 
Yderste venstre hjørne forneden: Frivillige i gamle dragter 
giver Old Deseret Village en autentisk stemning. Indsat 
til venstre: En rekonstruktion af Heber East Wards 
skolebygning, der blev opført i 1865 og som tjente både 
som skole og kirkebygning. 



s 
< 

I 



§ 




Kort over Old Deseret Village 



1. Løvsalen 

2. Pine Valleys kirkebygning 

3. Milo Andrus' hjem 

4. Ences hytte 

5. Heber East Wards 
skolebygning 

6. Dyrestalde 

7. Savoges hesteudlejning 

8. Smedje 

9. Offentlige toiletter 

10. Deseret News' bygning 
ll.Huntsmons hotel 
12. Pionerjordhytte 
13.MaryFielding Smiths 

hjem 



14. Købmandshandel 

15. Møbelsnedkeri 

16. Niels O.Andersons hjem 

17. Fort Mantis kornmølle 

18. Butik 

19. Bank 

20. Barbersalon 

21. John B. Fairbanks' hjem 

22. Forsamlingshus 

23. Samuel Jewkes' hjem 

24. Kornmagasin 

25. Charles C. Riths hjem 

26. John W. Gardiners hytte 



Torø. DAVID GAUNT 







tierover til venstre: En rekonstruktion af 
den kommølle, som i 1854 blev opført 
ved mundingen af Mantis City Creek 
Canyon. Møllen blev flyttet inden for 
fort Mantis mure i 1857. Til venstre: En 
frivillig demonstrerer, hvordan man 
anvendte drejebænken i møbelsned- 
keriet- Herover: Rekonstruktion af den 
butik, som Luther T. Tuttle grundlagde 
i Manti omkring 1850. Øverst: Den 
engelske indvandrer Samuel Jewkes 
byggede dette hus af svære 
granstammer og trænagler. 



TAG IMOD UD 




Det er et stort 
privilegium at 
være med til 
at forkynde 
budskabet om 
genoprettelsen, 
Er du parat til 
at tjene? 



Ældste L. Tom Perry 

De Tolv Apostles Kvorum 



Adam, Enok, Noa, Abraham, 
Moses, Jesus Kristus og 
Joseph Smith har hver især 
indledt en ny evangelisk uddeling, 
som er en tidsperiode, hvor Herren 
har mindst én bemyndiget tjener på 
jorden, som besidder det hellige 
præstedømmes nøgler. Når Herren 
organiserer en uddeling, bliver evan' 
geliet gengivet på ny, så mennesker i 
den pågældende uddeling ikke er 
afhængig af tidligere uddelingers 
kundskab om frelsesplanen. Den 
uddeling, der blev indledt af Joseph 
Smith kaldes »tidernes fyldes udde- 
ling« (L&P 112:30). 

Uddelingen, som begyndte med, 
at profeten Joseph Smith fik over- 
draget myndighedsnøgler, vil fortsætte, 
indtil Kristi andet komme. Skønt 
fader Adam besidder nøglerne til 
alle uddelinger, står Joseph Smith 
som overhoved for tidernes fyldes 
uddeling, der knytter alle tidligere 
uddelingers nøgler, magter og herlig- 
heder sammen. 

Når man læser de lærdomme, 
som beskriver betydningen af 
tidernes fyldes uddeling, føler man 
sig meget privilegeret over at få lov 
til at tilhøre denne sidste uddeling, 
hvor alt skal fuldføres som forbere- 
delse på vor Herres og Frelsers 
genkomst. Det må helt sikkert 
vække vores interesse at finde ud af. 



hvor vi hører til i denne guddom- 
melige plan. 

Når vi ser tilbage på tidligere tider 
og begynder på en ny æra i Kirken, er 
det vores ansvar at spille en aktiv 
rolle i Kirkens altfavnende skæbne. 
Jeg mener, at når vi følger vores 
nuværende profets vejledning, bliver 
dette en tid, hvor vi må forkynde 
Herrens ord til jordens folk med 
større frimodighed og større mod, 
end vi hidtil har gjort. Vi har det 
lærdomsmæssige grundlag for det, og 
vi har organisationen til det. Vi har 
opbygget et stærkt lederskab over 
hele verden. 1 en tale ved oktober- 
konferencen i 1995 slog præsident 
Gordon B. Hinckley tonen an for os 
alle, nu hvor vi går ind i en ny fase af 
denne tidernes fyldes uddeling. Han 
sagde: 

»Vi ser så mange omkring os, som 
er ligeglade med fremtiden af dette 
værk, som er apatiske, som taler om 
begrænsninger, som giver udtryk for 
frygt, som tilbringer deres tid med at 
grave frem og skrive om det, som de 
anser for svagheder, men som i virke- 
ligheden er uden betydning. Med 
tvivl om værkets fortid, har de ingen 
visioner om dets fremtid. 

... Der er i dette værk ikke plads til 
dem, som kun tror på et evangelium 
af undergang og tungsind. Evangeliet 
er godt nyt. Der et er budskab 



2 



S 
Q 



Q 
Z 



i 



Q 
O 



o 
o 



z 
O 
S 
□ 

9 
o 



A H o N A 

44 



FORDRINGEN 




om triumf. Det er en sag, der skal 
modtages med begejstring. 

Herren har aldrig sagt, at der ikke 
ville være problemer. Vores folk har 
kendt trængsler af enhver art, når 
dem, der har modvirket dette værk, 
er faldet over dem. Men tro har 
været til stede i al deres sorg. Dette 




Denne uddeling begyndte med gengivelsen 
af myndigliedsnøgler til profeten Joseph 
Smith, i har mulighed for at forkynde 
genoprettelsens budskab med større styrke 
og virkning end nogen tidligere generation. 



SEPTEMBER 1999 
45 



værk er konstant gået fremad og har 
aldrig taget et skridt baglæns, siden 
dets begyndelse ... 

Denne store sags fortid er glor- 
værdig. Den er fyldt med helteger- 
ninger, mod, dristighed og tro. Vor 
tid er vidunderlig, mens vi går 
fremad og velsigner menneskers 
tilværelse overalt, hvor de vil lytte til 
budskabet fra Herrens tjenere. 
Fremtiden bliver storslået, når den 
Almægtige ruller sit glorværdige 
værk ud og velsigner alle, som vil 
acceptere og efterleve hans evange- 
lium, ja, det rækker tilmed ud og 
velsigner for evigt hans sønner og 
døtre i alle slægtled gennem den 
uselviske indsats hos dem, hvis 
hjerte er fyldt med kærlighed til 
verdens Forløser ... 

Jeg opfordrer jer hver især, uanset 
hvor I som medlemmer af denne 
kirke er, til at rejse jer og med en 
sang i hjertet gå fremad, efterlev 
evangeliet, elsk Herren og opbyg 
riget« (»Hold kursen - bevar troen«. 
Stjernen, januar 1996, s. 71-72). 

I tilhører denne særlige genera- 
tion. Det er ikke et tilfælde, at I er her 
på dette vigtige tidspunkt i Herrens 
værks historie. I har mulighed for at 
forkynde genoprettelsens budskab 
med større styrke og virkning, end 
nogen tidligere generation. I er blevet 
bevaret og beredt på jeres tid på 



jorden, hvor I skal være en del af 
denne store styrke, som skal gøre 
denne tid til den mest spændende 
periode i menneskehedens historie, 
hvor vor Herres og Frelsers evange- 
lium forkyndes for vor himmelske 
Faders børn. I er bedre uddannet og 
forberedt på dette ansvar end nogen 
af de andre generationer, som har 
boet på jorden. Hvis jeres forkyndelse 
skal have styrke og effekt, skal jeres 
ord underbygges af jeres handlinger. 
Herren har fastsat de standarder og 
værdier, som I skal efterleve for at 
modtage hans velsignelser. Verden 
kæmper med at forstå værdien af at 
efterleve hans standarder. 

Når vi har lært alt, hvad vi kan om 
den kurs, som vi skal følge og er trådt 



ind på den sti, der fører til evigt 
liv, har vi et ansvar over for andre af 
vor himmelske Faders børn, som har 
brug for hjælp. En kundskab om 
Guds plan medfører mange konse- 
kvenser, hvoraf den vigtigste er en 
inderlig følelse af taknemlighedsgæld 
mod denne verdens Gud, Jesus 
Kristus. Frelsesplanen bygger på 
behovet for en forløser. Jesus 
Kristus har udført sin rolle. Han 
sonede for vores synder. Eller for at 
citere Esajas og Peter: »... ved hans 
sår blev vi helbredt« (Es 53:5; se også 
1 Pet 2:24). 

Apostlen Paulus havde en klar 
fornemmelse af denne dybe gæld, da 
han skrev dette i sit brev til romerne: 
»Så formaner jeg jer, brødre, ved 




L I A H o N A 

46 







O 






< 

z 

g 

i 






Q 

LU 

S 



Q 



< 

2 



Guds barmhjertighed, til at bringe 
jeres legemer som et levende og 
helligt offer, der er Gud til behag - 
det skal være jeres åndelige gudstje- 
neste« (Rom 12:1). 

Jeg udfordrer jer til at anvende al 
den kraff og begejstring, som jeres 
sjæl kan opbyde, til at gå fremad i 
dette store hverv, som vi har fået. Lad 
os igen høre profeten Joseph Smiths 
ord genlyde i vore ører: » ... skal vi 
ikke gå fremad for denne store sag? 
Gå fremad, og ikke tilbage. Frisk mod 
... og fremad til sejr! Lad jeres hjerter 
fryde sig og være glade. Lad jorderige 
bryde ud i sang. Lad de døde synge 
frydesange til evig pris for kong 
Emanuel, som, før verden blev til, har 
bestemt det, der vil sætte os i stand 
til at udfri dem af deres fængsler; thi 
fangerne skal frigives« (L&P 128:22). 



Vi har bedt om, at nationernes 
lederes hjerter måtte blive blødgjort, 
så evangeliet kunne forkyndes i deres 
lande. Vi har bogstavelig talt set døre 
blive åbnet for os, som har været 
lukket i generationer. Kirkens budskab 
er glædens og frelsens budskab, og det 
skal forkyndes for alle jordens indbyg- 
gere. Det samme vidnesbyrd som 
Joseph Smith bar for sine naboer i 
staten New York, skal forkyndes på 
mange sprog, nemlig at Gud lever, at 
Jesus er Kristus, at hans gamle evan- 
gelium er blevet gengivet, og at Jesu 
Kristi Kirke igen er tilgængelig for 
mennesker. Må vi tage imod den 
udfordring, som vi er blevet kaldet til 
at påtage os i denne storslåede tid. D 

Tilpasset efter en tale ved en fireside i Kirkens 
Uddannelsessystem den 5. maj 1 996. 

SEPTEMBER 1999 

47 



En kundskab om Guds 
plan medfører en 
inderlig taknemligheds- 
gæld til denne verdens 
Gud, Jesus Kristus. Jeg 
udfordrer jer til at 
anvende al den kraft og 
begejstring, som jeres 
sjæl kan opbyde, til at 
gå fremad i dette store 
hverv. 




OPBYGGET AF ANDEN 



Evan ir Cardoso 






Min første oplevelse som institut- 
lærer var katastrofal. Jeg havde 
brugt en hel uge på at forbe- 
rede min lektion. Men inden lektionen 
begyndte, havde jeg glemt meget af det, som 

jeg gerne ville sige, og min en 
times -lektion varede kun en halv time. 
Da grenspræsidenten kaldte mig til at 
være institutlærer i Fatima Gren i 
Joinville Stav i Brasilien, følte jeg mig 
noget usikker på mine egne evner. Men jeg 
ville ikke sige nej til en kaldelse. Så jeg forbe- 
redte mig ved at studere skrifterne og bede 
min himmelske Fader om hjælp i min nye 
udfordring. Men efter den 
første oplevelse i klassen, 
spekulerede jeg på, om 
jeg mon egnede mig til at 
være institutlærer. 
Men trods min skuffelse var der en indre 
stemme, som sagde: »Giv ikke op.« Så jeg 
fordybede mig atter i skrifterne, fastede og 
bad om hjælp til at overvinde min utilstræk- 
kelighed. 

Da tiden for den næste lektion kom, havde 
min nervøsitet for at undervise ikke fortaget 
sig. Jeg spekulerede på, hvorfor jeg ikke følte 
Helligåndens beroligende indflydelse. Jeg bød 
alle velkommen, og klassen sang en indled- 
ningssalme. Under salmen rasede der en krig i 
mit indre. Ville jeg være i stand til at udføre 
mine pligter som lærer? Ville Herren øge mine 
evner? Ville eleverne blive opbygget af Ånden? 




Da min usikkerhed var allerværst, råbte 

o 

jeg i hjertet: Ah, Gud, hvor er du? Jeg har 
brug for din hjælp. 

En elev bad indledningsbønnen, og 
jeg rejste mig for at begynde lektionen. 
Mens jeg talte, følte jeg Ånden og ople- 
vede med det samme en indre forvandling - jeg følte mig 
ikke længere nervøs, min stemme blev rolig og ordene 
flød fra min mund. Jeg kunne huske alt det, som jeg 
havde forberedt. 

Da lektionen var forbi, glædede 
jeg mig over den måde, som det 
hele var forløbet på, og jeg var 
min himmelske Fader taknemlig 
for hans hjælp. Jeg kunne ikke 
holde op med at takke. 

Jeg har lært, at ved Ånden 
kan alle elever i en klasse blive 
opbygget. Når vi tager imod 
kaldelser og holder ud 
på trods af vanske- 
ligheder, så står vi 
ikke alene i vore 
anstrengelser. D 



-"%,. 



.-^ 



o 




o 



g der kom en voldsom hvirvelstorm, bølgerne slog ind over båden, 
^^ V_>/ så den var lige ved at fyldes. 

Men Jesus lå i agterstavnen og sov på en hynde. Så vækkede de ham og 
sagde til ham: >Mester, er du ligeglad med, at vi går under? < 

Og han rejste sig, truede ad stormen og sagde til søen: >Ti stille, holde 
inde!< Og stormen lagde sig, og det blev helt blikstille. 

Så sagde han til dem: >Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?<« 
(Mark 4:37-40). 



DANISH 



02999"89110