(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Livet og livsfunktionerne hos mennesket og de hojere dyr; populaere fysiologiske foredrag. Udg. af F. Levison"

;ri 




4% 



LIVET 

OG LIVSFUNKTIONERNE 

HOS MENNESKET OG DE HØJERE DYR. 
POPULÆRE FYSIOLOGISKE FOREDRAG 



AF 



PAUL BERT, 

PROFESSOR VED UNIVERSITETET I PARIS. 



UDGIVET AF DR. MED. F. LEVISON 



MED 296 AFBILDNINGER. 




1834. 



KJØBENHAVN. 
P. G. PHILIPSENS FORLAG. 

TRYKT HOS J. JØRGENSEN & Co. 
1882. 




\ 

174 



/ 



3 / 



FORTALE. 

Der er saa mange Fag og Videnskaber, der efterhaanden have 
meldt sig med Krav paa at regnes med til den almindelige Dan- 
nelse, at man ikke kan undre sig over, at et Forsøg paa at gøre 
Fysiologien tilgængelig for Almenheden af Mange møde3 med den 
Indvending, at man ikke kan forlange at Lægfolk nu ogsaa skulle 
interessere sig for noget saa Specielt som Fysiologi. Og dog er 
denne Indvending her mindre berettiget end paa mange andre Om- 
raader. Det er i Virkeligheden den forkerte Verden, at man om- 
hyggelig belærer Børn om Dyrenes Udseende og Bygning, medens 
man næsten forbigaar det menneskelige Legeme og dettes Funk- 
tioner, som dog have en ganske anderledes nærliggende Interesse. 
Det har selvfølgelig sit Værd at kende Drøvtyggernes Maver, men 
det vilde dog ligge endnu nærmere at vide Besked med Menneskets 
Fordøjelseskanal og alle de Omdannelser der foregaa i denne og 
som ere Grundlaget for hele vort Ernæringsliv. Kendskab til 
Dyrenes Instinkter og forskellige Levevis kan have sin store Be- 
tydning, men derfor burde man ikke undlade at faa en Forestilling 
om vort eget Legemes Hjærne og Nerver, saa meget mere som 
vore Tanker og Følelser, vort hele aandelige Liv staar i en uop- 
løselig Afhængighed af disse Organer. 

Naturligst og rigtigst vilde det være om den naturhistoriske 
Undervisning i Skolerne afsluttedes med Læren om Menneskets 



IV Fortale. 

Naturhistorie, men saalænge dette endnu ikke er Tilfældet, maa de 
Voxne søge at erhverve den Kundskab, som er nødvendig for ikke 
idelig at forsynde sig mod vort Legemes Sundhedsbetingelser. 
Sundhedsplejen er jo nu paa Dagsordenen, den er fra Fagskrifterne 
gaaet over i Dagspressen, og den fordrer at høres paa alle Omraader, 
hvad enten der er Tale om Skolebygninger, Theatre, Slagtehuse, Drikke- 
vand eller andre af de talløse Spørgsmaal for hvilke man nu søger 
at interessere det store Publikum. Men hvorledes kan man tænke 
paa at ville gøre det indlysende, at der maa være et bestemt For- 
hold mellem det Kvantum Luft, der skal tilføres en Skolestue, og 
Antallet af de Børn, der skulle opholde sig i den, naar man ikke 
kan stole paa at Hovedtrækkene af Læren om Aandedrættet og 
Luftskiftet i Lungerne ere kendte; eller hvorledes kan man lære 
Folk at indrette deres Maaltider paa en fornuftig Maade uden at 
begynde med Læren om Stofskiftet og Ernæringen? 

Fysiologien er altsaa nødvendig ikke blot for Lægen, men for 
Enhver og mest af alle for den, der vil give sig af med Børne- 
opdragelse. Pædagogiken bør helt og holdent hvile paa Kendskabet 
til den barnlige Organisme i sund Tilstand og det vilde endog være 
ønskeligt, om Børneopdrageren kendte lidt til de almindeligst fore- 
kommende Sygdomme og deres ydreiTegn; derved vilde man spare 
Barnet for mange Bebrejdelser og Straffe og Læreren for den yd- 
mygende Erkendelse at have gjort Barnet Uret ved at antage en 
begyndende Sygdom eller Svaghed for Uopmærksomhed og Stædighed. 
For Lægerne vilde overordentlig meget være vundet, naar 
Publikum havde et Begreb om[ Legemets Organer og deres Virk- 
somhed; mange af de indgroede Fordomme og al den Overtro, 
som man nu maa kæmpe med, vilde nødvendigvis udryddes, Frygten 
for koldt Vand og ren Luft vilde forsvinde og man vilde indse, at 
Ventilation, rummelige Soveværelser, passende Føde og hensigts- 
mæssig Klædedragt ikke ere uvæsentlige Ting som kunne sættes i 
anden Række, men Livets første Nødvendigheder. Og endelig vilde 
man lære at forstaa at Sundhed og Sygdom ere lige naturlige og 
lovbundne, og at det er taabeligt at leve paa en uhygiejnisk, 
sundhedsnedbrydende Maade og saa bag efter at vente uforklarlige 



Fortale. ' V 

og mirakuløse Helbredelser af Lægens Recepter eller maaske endog 
af Kvaksalveres og kloge Koners hemmelighedsfulde Taabeligheder. 

Paul Bert's populære Foredrag om Fysiologi, som her fore- 
lægges den danske Læseverden, opfylde de fleste af de Betingelser, 
som man kan stille til et saadant Værk. Forfatteren har udeladt 
de Afsnit af Fysiologien, som efter den gængse Opfattelse ikke 
uden Anstød kunne læres Ungdommen, og han giver Resten i en 
klar og letlæselig Form, der gør selv de tørreste Kendsgærninger 
tiltalende. Foruden de fysiologiske Forhold og saameget af Anato- 
mien, som er nødvendig for at forstaa disse, har Paul Bert ogsaa 
medtaget Et og Andet af Sygdomslæren og endog hist og her om- 
talt Behandlingen af forskellige Sygdomme; der kan selvfølgelig 
altid være Uenighed om, hvormeget eller hvorlidt man paa dette 
Omraade vil anse for hensigtsmæssigt at give, og Forfatteren ad- 
varer udtrykkeligt mod at tro, at man ved Læsningen af hans Bog 
kan lære at erkende eller behandle Sygdomme. Han ønsker kun 
at give saameget at Lægfolk skulle faa en Forestilling om Syg- 
dommenes Udvikling af de fysiologiske Forhold og derved lettere 
kunne forstaa og udføre Lægens Forskrifter. 

Der er næppe nogen Tvivl om, at Paul Bert's Bog ogsaa hos 
os vil vinde mange Læsere og Venner og at den vil kunne gøre 
megen Gavn; naturligvis kan der ogsaa rejses Indvendinger imod 
den, da den som ethvert Forsøg paa noget Nyt har sine Mangler 
og Ufuldkommenheder. Udgiveren har i det Hele holdt sig nøje 
til den franske Original og kun hist og her rettet en eller anden 
tilfældig indløben Fejltagelse, tilføjet en enkelt oplysende Bemærk- 
ning eller lignende; det er hans Haab, at dette første Forsøg paa 
at gøre Fysiologien tilgængelig for den danske Læseverden vil være 
istand til at vække Interessen for denne Gren af Kundskaben til 
Mennesket og derved bidrage til at udbrede Forstaaelsen af Livets 
Betingelser og Krav. 

Udg. 



FØRSTE FOREDRAG. 

Definition af Ordet Zoologi. Dyrerigets Inddeling. 

Mine Tilhørere! 

Vi skulle her beskæftige os med den Videnskab som man kalder 
Zoologien. Ordet Zoologi er sammensat af to græske Ord, zoon, Definition 

af Ordet 

Dyr, logos, Tale; Tale om Dyrene, Kundskab om Dyrene. Denne zoologi. 
Videnskab indbefatter Kundskaben om Dyrene, om deres Levevis og 
deres Fordeling paa Jordkloden, den belærer os om de enkelte 
Dele, hvoraf Dyrenes Legeme bestaar, og Anvendelsen af disse 
Legemsdele, samt om Dyrenes indbyrdes Forhold, deres Samfund, 
deres Krige, deres Stilling overfor de Planter hvoraf de leve og 
overfor os, den Nytte de gøre os og den Skade de kunne foraarsage. 
Endogsaa Kundskaben om os selv, om vort eget Legeme, maa 
regnes med til Zoologien. Thi skøndt vor aandelige Overlegenhed 
ubestridelig lægger et dybt Svælg mellem os og Dyrene, maa vi paa 
den anden Side i al Ydmyghed erkende at vi, hvad det Legem- 
lige angaar, ere nøje knyttede til dem. Et Menneske trækker 
Vejret, fordøjer, fødes og dør ganske paa samme Maade som 
Dyret. Set fra dette Standpunkt viser der sig endog uundgaae- 
ligt saa mærkelige Lighedspunkter mellem visse Dyrearter, Abe- 
arter, og Menneskene, at Mange forbauses og forfærdes der- 
over, skøndt der efter min Mening aldeles ikke er nogen Grund 
til disse Følelser, eftersom netop denne nære Lighed i legemlig 
Henseende kun endnu mere fremhæver Menneskets virkelige 
Storhed. Disse faa Ord ville være nok til at vise, at Studiet 

Paul Bert: Livet og Livsfunktionerne. 1 



2 Definitioner. 

af Naturhistorien baade er nyttigt og interessant. Dersom det 
ikke lykkes mig at indgyde Dem Interesse for Zoologien, ligger 
Skylden hos mig og ikke hos den Videnskab som jeg her er kaldet 
til at lære. Jeg skal imidlertid ikke udbrede mig længere herover. 
Jeg har altid fundet, at almindelige Betragtninger vare bedre paa 
deres Plads ved Slutningen af et Kursus end ved Begyndelsen af 
det, og jeg vil derfor her kun tilføje et Par Ord. Hos mange 
Mennesker — formodentlig ogsaa mange af mine Tilhørere — 
vækker Ordet Zoologi — eller rettere Dyrerigets Naturhistorie — 
en Forestilling om underholdende Fortællinger, hvori mærkelige 
Beretninger og vidunderlige Anekdoter om Fugle og Bier og Myrer 
spille Hovedrollen. Andre have en Gang været uheldige nok til 
at blade i en deskriptiv Zoologi og opfatte som Følge deraf denne 
Videnskab som en tør Opregning af fremmede Navne, et Sammen- 
surium af græske og latinske Ord, som selv den bedste Hukommelse 
har Ondt ved at fastholde. Jeg haaber at det efterhaanden ved 
disse Foredrag vil gaa op for Dem, hvor grundfalske begge disse 
Opfattelser ere. Hvis det lykkes mig at gøre Dem det indlysende, 
at Naturhistorikeren lige saa lidt som f. Ex. Kemikeren har Ret 
til at være kedelig eller er forpligtet til at more, men at hans 
Opgave simpelthen er at belære og gøre Gavn,, har jeg naaet mit Maal. 

Hvad et j) et forekommer mig, at da vi her beskæftige os med Dyrenes 

Naturhistorie, maa vi først og fremmest søge at komme til For- 
staaelse angaaende Betydningen af Ordet Dyr, at besvare Spørgs- 
maalet om hvad et Dyr er. Det vil maaske synes Mange iblandt 
Dem højst overflødigt. Hvad kan være simplere? Nævner man 
Hunden, Rotten, Papegøjen, Karpen, Fluen, Sneglen, Østersen, veed 
Enhver at det er Dyr, og alle Mennesker betegne dem strax med 
dette Navn, som det altsaa kunde synes overflødigt at ville 
bestemme nøjere. 

Sagen er imidlertid ikke saa ligefrem som det synes ved første 
Øjekast. Det vil blive Dem klart naar vi ved Slutningen af disse 
Foredrag komme til at beskæftige os med de mest usammensatte 
Dyr, dem som man i Almindelighed kalder de laveste og har 



Definitioner. 3 

stillet nederst i Dyrenes Rækkefølge. For i Dag skal jeg kun 
gøre Dem opmærksom paa et enkelt Tilfælde blandt de mange, 
hvor dette Spørgsmaal er vanskeligt at besvare. Jeg viser Dem 
her (Fig. 1.) en Slags Sten af Form som et lille Træ, hvilken er 
den bekendte Koral hvoraf man laver Smykker. I lang Tid blev 
den antaget for en Stenart; men da Fiskerne havde opdaget at 





Fig. 2. Et Koraldyr 
stærkt forstørret. 



Fig. 1. En Koralstok. 



den havde Evne til at voxe, antog man at den havde noget af 
Plantens Natur. I Slutningen af forrige Aarhundrede fandt en 
Naturforsker ved Navn Marsigli paa at lægge en nylig fisket Koral- 
gren i en Beholder med Havvand og saae da, at den bedækkedes 
med smaa hvide Legemer, der hver udstraalede 8 smaa takkede 
Arme, saaledes at de kom til at ligne Blomster. Som Følge 
heraf erklærede man Korallen for at være en ægte Plante. Nogle 

l* 



4 Definitioner. 

Aar senere paastod imidlertid en Franskmand ved Navn Peyssonnel, 
at hver af disse foregivne Blomster var et lille Dyr. Der blev da 
stort Røre, der opstod Diskussioner, man kom endog i Klammeri: 
i hin Tid kom de Lærde let i Harnisk. Den berømte Reaumur og 
Bernard de Jussieu tog Parti mod Peyssonnel, og dog havde Peys- 
sonnel Ret, hvad der nu til Dags Ingen mere tænker paa at 
bestride. Her have vi altsaa et Legeme som sukcessivt er bleven 
antaget for en Sten, en Plante og et Dyr. Vi ville senere faa at 
se, hvorfor man maatte opgive Tanken om at Korallen var et 
Mineral; her skulle vi kun undersøge de Grunde som tilsidst bestemte 
Naturforskerne til at erklære Korallens Blomster for virkelige Dyr. 

Hvorfor kalder man uden Betænkning en Fugl eller en Sommer- 
fugl for et Dyr? Af flere Grunde, hvoraf jeg her skal nævne de 
vigtigste. For det Første nærmer en saadan Skabning sig og 
fjærner sig igen, den rører sig frit i Rummet; strækker man 
Haanden ud for at gribe den, flygter den, og har man endelig 
fanget den, er det tydeligt at et Tryk eller et Kærtegn bringer 
den til at foretage visse Bevægelser. Den er med andre Ord mod- 
tagelig for Fornemmelsen af Smerte og af Behag. I fri og om- 
strejfende Tilstand synes dernæst dette Væsen at have et bestemt 
Hovedformaal : at forfølge og gribe et eller andet Legeme, søge 
sin Næring som man kalder det, og bringe denne Næring ind i en 
Hulhed, hvis indre Bygning vi senere skulle undersøge, men som 
alle Mennesker kende under Navn af Fordøj elsesapparat eller 
Fordøjelseskanal. Som bekendt existerer der hos Planterne ingen 
Fordøjelseskanal. 

Der findes endnu et andet Kendemærke, som man sædvanlig 
ikke tænker paa og som dog er af overmaade stor Betydning. 
Naar et af de Væsner, som vi saaledes uden Betænkning kalde 
Dyr, er bleven ramt af Døden, finder der meget snart Opløsnings- 
processer Sted i dets Legeme, hvilke efter kort Tids Forløb 
bevirke at Legemet fuldstændig forsvinder. Medens Opløsningen 
foregaar, udstrømmer der en modbydelig og karakteristisk Lugt 
fra Legemet, som da siges at være i Forraadnelse; dette finder 
ikke Sted hos de døde Planter. Forraadnelseslugten fremkommer 



Definitioner. 5 

ved Dannelsen af visse Luftarter, blandt hvilke der findes Ammoniak, 
en Kvælstofsforbindelse, hvorved det altsaa ses at Dyrelegemerne 
indeholde en stor Mængde Kvælstof, som er et Grundstof der hos 
de fleste Planter kun er til Stede i saare ringe Kvantitet. 

Vi kunne i Korthed sammenfatte det Foregaaende saaledes: 
Der findes 3 Slags karakteristiske Tegn, paa hvilke vi kende Dyret. 
De ere: 1) Tilstedeværelsen af en rigelig Mængde Kvælstof i de 
Bestanddele hvoraf dets Legeme er sammensat; 2) Tilstedeværelsen 
af et Fordøjelsesapparat og Bestræbelsen eller Jagten for at finde 
Føde; 3) vilkaarlige Bevægelser, Modtagelighed for Indtryk og 
fremfor Alt Villien, Evne til med Overlæg at søge det Nyttige og 
Brugbare og unddrage sig det Farlige og Skadelige. Det sidste 
Kendetegn er naturligvis det vigtigste. 

Koralblomsterne fremvise alle tre Arter af Kendetegn. Skøndt 
de Bevægelser der foretages af de fri Dele, de tidligere saakaldte 
Blomsterblade, ere meget smaa, er det øjensynlig at deres Formaal 
er at hidføre og gribe Næringsmidlerne; man ser at Bladene 
strække sig ud imod Byttet og lukke sig sammen naar der viser 
sig Fare. Disse foregivne Blomster ere altsaa Dyr. 

Vi støde imidlertid paa ny Vanskeligheder fra en anden Kant. 
Der gives en Plante, hvis Navn, som De sikkert kende, betegner 
dens ejendommelige Egenskaber: den hedder den følsomme Mimose. 
Den ligner en lille Akasia, hvis Blade, der ere sammensatte af Smaa- 
blade, brede disse fladt ud for Sollyset (Fig. 3). Dersom man nu 
rører ved et af Smaabladene, rejser det sig øjeblikkelig i Vejret, 
det Samme sker med det lige overfor, og Bevægelsen forplanter 
sig fra de nærmest siddende Smaablade til de fjærnere igennem 
hele Bladet lige til dets Basis. Hvis Pirringen er tilstrækkelig 
stærk, sænker hele Bladet sig pludselig ned, og andre Blade i 
større eller mindre Nærhed af det første følge dets Exempel. 
Der findes altsaa ogsaa her Bevægelsesevne og Følsomhed. Kan 
det da tænkes at Mimosen er et Slags Dyr? Vi tage ikke i Be- 
tænkning at svare benægtende. For det Første er Mimosens 
kemiske Sammensætning ganske ligesom alle andre Planters, for 
det Andet er den lige saa lidt som disse i Besiddelse af noget der 



6 Definitioner. 

kunde ligne en Fordøjelseskanal. Det afgørende Punkt er endelig 
det, at dens Bevægelser altid fremkaldes ved ydre Pirring; de 
foregaa ganske mekanisk, Mimosen kan hverken frembringe eller 
forhindre dem: Villien mangler totalt. 

Dette er det sande Kendemærke. Der lever nemlig i mange 
Væsker Skabninger der ikke besidde nogen Fordøjelseskanal; de 
ere saa smaa at man kun kan iagttage dem med Mikroskopet. 
Alle disse Væsener ere i Bevægelse, men medens nogle af dem 
føres afsted som af tilfældige, ydre Paavirkninger, er det tydeligt 
at andre udføre utvivlsomme Villieshandlinger. Den første Art 





Gren af den følsomme Mimose. 
Bladet udfoldet. 



Fig. 3. B Smaabladene 
sammenfoldede. 



Grundlaget 

for Klasse - 

inddelin- 

gen. 



kalde vi uden Betænkning Planter, den anden Dyr. Det der 
bestemmer Dyret som saadant er altsaa Villien. 

Da vi nu altsaa vide hvad et Dyr er, gaa vi videre. Dersom 
vi kaste et Blik om os, se vi at Antallet af levende Skabninger er 
overordentlig stort. Man maatte uden Tvivl regne med Milliarder, 
dersom man vilde tælle Jordklodens Dyrebestand efter Individer. 
Hvorledes er det nu muligt at finde sig til Rette i denne Vrimmel? 
Hvorledes kunne vi give alle disse Væsener Navn, saa at vi strax 
tænke os et bestemt Dyr, naar Navnet bliver udtalt, eller strax 
kunne finde Benævnelsen paa et hvilket som helst Væsen, der kommer 
os for Øje? Dette er dog øjensynlig den første Vanskelighed vi 



Grundlaget for Klasseinddelingen. 7 

maa overvinde; vi maa vide om hvad vi ville tale. Naar vi under- 
søge Sagen en Smule opmærksomt bliver Problemet imidlertid mindre 
indviklet. 

I Paris findes der sikkert Millioner af Spurve, men det er ikke 
nødvendigt for os at finde paa et Navn til hver enkelt af dem, 
eftersom Ordet Spurv med tilstrækkelig Tydelighed kalder Billedet 
af den hurtige, kloge og næsvise lille Skabning frem for vor Tanke. 
Hvor kan det være? Det er, svares der, fordi alle Spurve ligne 
hverandre. 

Dette Svar er imidlertid ubestemt udtrykt; lad os forsøge at 
give det større Nøjagtighed. I Sommertiden findes der i Paris 
ligeledes Millioner af Svaler, og i daglig Tale giver man dem alle 
et Fællesnavn. Lad os nu antage at vi have en hel Del af disse 
Fugle for os. Vi se strax at nogle af dem have et bredt rødt 
Baand tegnet under Struben, medens andre have et ganske hvidt 
Bryst. Det er derfor naturligt at inddele dem i to Klasser, som vi 
med Zoologerne kalde Forstuesvalen (med rød Strube) (Fig. 4) og 
Bysvalen (Fig. 5) (med hvid Strube). Dersom vi iagttage en Rede, 
der er bygget af et Par Bysvaler, se vi at der af Æggene 
kommer Unger frem, som alle have hvidt Bryst. Denne Regel har 
aldrig nogen Undtagelse: der kommer ingensinde Unger med hvidt 
Bryst frem af Forstuesvalens Æg, og lige saa lidt sker det Om- 
vendte, at Unger med rød Strube vise sig i Bysvalens Rede. Denne 
fuldstændige Ensartethed mellem Afkommet og de Gamle karak- 
teriserer det som Naturhistorikerne kalde Arten. Vi kunne altsaa 
sige, at Art benævner man en Gruppe af Dyr dér ligne hinanden 
saa meget, at man kan antage at de nedstamme fra fælles Forældre. 
Det er da tilstrækkeligt at give et Navn til Arten, fordi alle de 
Individer, hvoraf den bestaar, paa en Maade kun ere som Aftryk af 
det samme Billede. Herved bliver vort Arbejde formindsket; men 
vi maa dog ikke tro at alle Vanskeligheder ere besejrede. 

Det som man med en fælles Benævnelse kalder Dyreriget om- 
fatter nemlig allerede nu over 200,000 kendte og beskrevne Arter. 
Det er øjensynlig, at dersom man særlig skulde give hver af disse 
Arter Navn, vilde selv den fortrinligste Hukommelse ikke være i 



8 



Grundlaget for Klasseinddelingen. 



Stand til at erindre dem. Hvis man imidlertid ikke ordnede disse 
200,000 Arter paa en eller anden Maade, vilde de forvirres til et 




Fig. 4. Forstuesvale. 




Fig. 5. Bysvale. 



helt Kaos for Tanken, og vor Opgave er jo at finde os til Rette 
iblandt dem. Vi maa altsaa ordne Arterne i Grupper, opstille 
hvad man har kaldt en Klassifikation. 



Grundlaget for Klasseinddelingen. 9 

Den sunde Fornuft har til en vis Grad allerede udført dette 
Arbejde. Der findes i alle Sprog Ord som i Følge Sprogbrugen 
betegne en hel Klasse Skabninger; man siger overalt: Fugle, 
Slanger, Sommerfugle o. s. v. Men denne instinktmæssige Inddeling 
i Grupper, som endogsaa Barnet foretager saa snart dets Forstand 
begynder at vækkes til Opfattelse af Verden omkring det, er ikke 
alene unøjagtig men befinder sig paa mange Punkter i Strid med 
de virkelige Forhold. Man hører f. Ex. ofte i daglig Tale Ordet 
Insekt blive anvendt om højst forskellige Væsener, om Fluer, 
Krebs, Edderkopper; Lafontaine har endogsaa kaldt Slangen for 
det „hoppende Insekt". Paa samme Maade forstaa mange Mennesker 
ved Ordet Fisk ikke alene virkelige Fisk, men ogsaa Hvaler, Blød- 
dyr, i det Hele taget alle de Dyr der bo i Vandet. Disse almene 
Betegnelser indordne sig desuden ikke i Klasser, danne ikke nogen 
systematisk Rækkefølge; vi kunne ikke nøjes med disse tarvelige 
og uvidenskabelige Forsøg. 

Naturforskerne have dannet en Slags Ramme, som det hedder 
i Hæren, det vil sige forskellig benævnede Klasser, der indeslutte 
hinanden som kinesiske Æsker, saaledes at de største og almindeligst 
bestemte Klasser indeholde Underafdelinger, hvori Bestemmelserne 
efterhaanden indsnævres til det Særlige. For at forklare min 
Tanke vil jeg bruge en Sammenligning fra det daglige Liv. 

Hvorledes opnaar man, at et Brev kommer til sin Bestemmelse 
midt i en folkerig By? Man danner en Række Klasser, den ene 
mindre end den anden, der som Helhed angive den Retning i 
hvilken Brevet skal gaa. Man skriver f. Ex. Europa, Frankrig, 
Seine, Paris, rue Gerson, N. 1; eller Amerika, de Forenede Stater, 
Massachusetts, Boston, og Gade og Nummer. Ved Hjælp af denne 
Rækkefølge af Klasser: Verdensdel, Land, Provins, By, Gade og 
Nummer lykkes det at give Brevet dets Adresse. 

Hvorledes bære nu Zoologerne sig ad for at give hvert Dyr 
dets Adresse saa at man nemt kan naa til det? De have skabt 
en Inddeling i forskellige Klasser, hvis Navne jeg her skal anføre 
for Dem; jeg maa bede Dem om at indprente Dem denne Rang- 
forordning med dens forskellige Grader og deres indbyrdes Forhold. 



gen. 



10 Grundlaget for Klasseinddelingen. 

I daglig Tale bruges ofte disse Gradsbestemmelser i Flæng, men 
det er af Vigtighed at holde sig fri for disse Sprogfejl som saa let 
medføre Fejl i selve Tankegangen. 

Systemet er følgende: Række, Klasse, Orden, Familie, Slægt, Art. 

Læg vel Mærke til Ordet Række og dets Betydning; det 
svarer akkurat til Ordet Verdensdel i Adressen paa et Brev. De 
forskellige Rækker kunne nemlig kun sammenfattes under den 
almene Betegnelse Dyreriget, ligesom de forskellige Verdensdele 
kun kunne sammenfattes under den almene Betegnelse Jord; thi 
de ere i Øvrigt skilte fra hinanden ved svælgende Dyb, ved Verdens- 
have. Jeg vil ikke videre forfølge denne Sammenligning, som let 
kunde blive barnagtig, men kun tilføje at de andre Betegnelser 
ikke have nogen absolut Værdi men kun en relativ, at der er store 
Familier som der er store Byer, smaa Slægter som der er smaa 
opstilling Gader o. s. v. Vor Plan er altsaa lagt og det gælder om at udføre 

af Klasse- 

inddeiin- den. Vi have 200,000 Arter at gruppere; hvorledes skulle vi 
faa dem anbragt indenfor den Ramme, vi her have gjort Udkast 
til? Vi kunne naa det ad to forskellige Veje; vi kunne begynde 
oppe fra, ved Rækken >og gaa fra den mest udstrakte af Klasserne 
til den snævreste. Vi kunne ogsaa begynde fra neden, fra Arten. 
Lad os forsøge den sidste Vej ; den sunde Fornuft anviser os den 
og det er ogsaa den rette videnskabelige Maade at gaa fra det 
Enkelte til det Sammensatte, fra det Kendte til det Ubekendte. 
Lad os tage et Exempel blandt Fuglene. De se her flere Fugle, 
der høre til forskellige Arter men dog staa hinanden saa nær, at 
man i daglig Tale giver dem et fælles Navn; man kalder dem alle 
Ænder. , Der er den almindelige And, Krikanden, Edderanden 
(eller Edderfugl), Atlinganden o. s. v. (Figur 6). Jeg vil bede Dem 
lægge Mærke til dette første Punkt: at et eneste Ord, Ordet And, 
er tilstrækkeligt til at betegne hele denne Gruppe af Væsener. 
Vil man nu skelne dem fra hinanden, tilføjer man blot endnu et 
Navn, ligesom man i en Familie foruden Familienavnet har de for- 
skellige Fornavne, der ere særegne for hvert enkelt Individ. Denne 
Fremgangsmaade, som den sunde Fornuft har anvist, er bleven gat 
i System af den store Linné, som indførte hvad man nu kalder 



Grundlaget for Klasseinddelingen. 



11 



den binære Nomenclatur (dobbelt Navneliste). I denne Nomen- 
clatur har hvert Dyr to Navne; et Egennavn eller særegen Be- 
tegnelse som er ejendommeligt for det, og et Slægtsnavn der viser 
hen paa dets Stilling iblandt andre Dyr. 

Ordet And er her Slægtsnavnet. Nær beslægtede med 
Ænderne finde vi andre Fugle som danne Slægten Svane, og atter 
andre som høre til Slægten Gaas, o. s. v. Alle disse Fugle ligne 
meget hinanden. De have f. Ex. alle et fladt Næb forsynet med 




-JjisStt 




D E F 

Fig. 6. A Edderand- (fugl), B Almindelig And, C Krikand, 
D Sortand. E Mandarinand, F Atlingand. 



Tænder eller Savtakker; vi kunne derfor samle dem i en Gruppe 
og betegne dem med et Navn: vi kalder dem de Savnæbbedes 
Familie. Paa samme Maade danne vi dernæst ved Siden af denne 
Familie Pelikanernes Familie, Luffegæssene eller Pingvinerne, Maa- 
gernes Familie o. s. v. Det er endvidere let at iagttage at alle 
disse Dyr have forskellige Væsensmærker tilfælles; de have saaledes 
allesammen Tæerne forbundne med en Membran, en udspændt 
Hinde, de have, som man kalder det, Svømmefødder. Vi ledes 



12 Grundlaget for Klasseinddelingen. 

herved til at samle dem under en Orden, Svømme faglenes 
Orden. 

Blandt Fuglene findes der endnu mange andre Grupper som 
Rovfugle, Hønsefugle, Papegøjer, Flamingo'er o. s. v. Hver af disse 
Grupper udgør en Orden. Men de have tydeligt nok mange 
Væsensmærker tilfælles; de have allesammen Næb, to Fødder, 
Vinger, Fjer, de ere med et Ord allesammen Fugle. Nu have vi 
en fuldtfærdig Klasse: det er Fuglenes Klasse. 

Jeg vil give Dem endnu et Exempel, men her skal jeg fatte 
mig kortere. .< 

Der existerer et stort Antal Dyr hørende til Arter, der ere saa 
nær beslægtede med vor Huskat, at man uden Betænkning ogsaa 
giver dem Navnet Kat; der er Vildkatten, Kuguaren, Pantheren, 
o. s. v., med et Ord der er en Slægt Kat. I Forbindelse med den 
danne Slægterne Løve, Los, Gepard o. s. v., Kattenes Familie. Denne 
Familie i Forening med Familierne Hund, Hyæne, Maar o. s. v., 
danner Rovdyrenes Orden; føjer man nu til denne Orden 
Abernes Orden, Drøvtyggernes, Gnavernes, Pungdyrenes Orden o. s. v., 
have vi en talrig Klasse, haarbeklædte Væsener med 4 Fødder, som 
vi altsaa kunde kalde de haarbærende Firføddedes Klasse. 

Endnu et tredie og sidste Exempel. Der er imellem de 
Sommerfugle der sværme om vore Blomster, mange som ligne 
hinanden aldeles, med Undtagelse af nogen Forskel i Størrelsen 
og Farverne; dem kalde vi Slægten Svalehale. Der er andre 
som skelne sig fra dem ved Formen af Vingerne, ved Tegningerne 
o. s. v., som f. Ex. Slægterne Takvinge, Citronsommerfugl o. s. v. 
Alle disse Slægter tilsammen udgøre en Familie, der kun i det 
fulde Dagslys kommer frem og viser sine straalende Farver, og 
vi kalde dem derfor Dagsommerfuglene. Dagsommerfuglenes 
Familie danner tilligemed to andre Familier, Tusmørkesværmerne 
og Natsommerfuglene, en Orden som man har kaldt de Skæl- 
vingedes Orden paa Grund af de smaa Skæl der hos alle disse 
Dyr dække deres to Vingepar. Stiller man nu ved Siden af de 
Skælvingedes Orden saadanne Ordener som Billerne, Bierne, Fluerne 
o. s. v., har man et stort Antal Dyr, som iblandt andre fælles 



Grundlaget for Klasseinddelingen. 13 

Væsensmærker alle have tre Par Beo ; vi indbefatte dem under 
Insekternes Klasse. 

Imidlertid maa De vel lægge Mærke til, at hele denne grade- 
vise Opadstigen, som vi have foretaget saa at sige ene ved Hjælp 
af den sunde Menneskeforstand og idet vi udelukkende holdt os 
til de ydre Kendemærker, ikke har bragt os længere end til Be- 
stemmelsen af Klasserne. Der staar nu tilbage at hæve os fra Klas- 
serne til Rækken. Dyrets Udseende eller dets Ydre i det Hele giver 
ikke tilstrækkelig Hjælp. Ved overfladisk Syn er en Kat ligesaa 
forskellig fra en And som en And fra en Sommerfugl; ja mange 
Mennesker finde sikkert stor Lighed mellem en Kolibri og en 
Sommerfugl. 

Hidtil have vi imidlertid kun taget de ydre Kendetegn i Be- 
tragtning, som Legemsformen, Lemmernes Antal, den ydre Beklæd- 
ning som beskytter Huden o. s. v. Men det er ikke fornuftigt at 
standse ved det Ydre; vi maa gaa dybere ind for at lære Dyrets 
egentlige Væsen at kende. Ved at studere den dyriske Organisme 
i dens indviklede og forskelligartede indre Sammensætning, ville vi 
uden Tvivl finde mange Kendemærker, der nærme Dyrene til 
hinanden eller skille dem ad, Kendemærker som ere de sikreste 
af alle, fordi de have hjemme i selve Skabningens Organisation 
og i Ordets bogstavelige Betydning ere hentet fra Dyrets inderste 

Kød og Blod. Det bliver altsaa nødvendigt at tage Kniven, aabne Anatomiens 
° .©o og Fygio . 

Dyrelegemerne, iagttage deres Organer, kortsagt foretage anatomiske logiena Be 

tydning. 

Undersøgelser. (Ordet Anatomi kommer af det græske Ord ana- 
temno, at skære op, gøre Indsnit). 

De ville imidlertid indse, at man ikke vilde have stor Nytte af 
en Videnskab, som beskrev Benbygningens mer eller mindre solide 
Vægtstangsforhold, Legemets forskelligformede Hulheder, dets Rør, 
dets forskelligt sammensatte Traade, dersom man ikke tillige fik 
at vide hvortil disse Vægtstænger, disse Hulheder, Rør og Traade 
tjene. Det er derfor klart at Studiet af Legemsdelenes Virksomhed 
maa følge umiddelbart paa Beskrivelsen af dem, og vi ville i 
Virkeligheden heller ikke kunne forstaa Beskrivelsen af Legemets 
Dele, medmindre vi i det Mindste i Grundtrækkene kende deres 



14 



Grundlaget for Klasseinddelingen. 



Anvendelse. I Øvrigt betegne Navne som Fordøjelsesorganer, 
Aandedrætsorganer o. s. v. tilstrækkeligt den nøje Sammenknytning 
mellem Læren om Organerne eller Anatomien og Læren om Or- 
ganernes Anvendelse eller Fysiologien (af det gr. Ord physis, Natur). 
Vi vende igen tilbage til Klassifikationen. Vi have for os et Dyr 
af dem vi have kaldt de haarbærende Firføddede, en Fugl og et 
Insekt; vi skære dem op, dissekere dem, og tinde da øjeblikkelig, 
selv ved den groveste anatomiske Undersøgelse, at de to første 
have Hjærte og Lunger, hvilke Dele Insektet ikke er i Besiddelse 

af; til Gengæld har Insektet 
Legemsdele, som vi forgæves 
vilde søge hos det firføddede 
Dyr og hos Fuglen. Men 
fremfor Alt er der e n iøjne- 
faldende Forskel. I Insek- 
tets Indre finde vi Run bløde 
Dele, som vi uden Vanske- 
lighed kunne knuse eller 
borttage, medens der hos 
det firføddede Dyr og hos 
Fuglen findes en hel Sam- 
ling haarde Dele, Knogler, 
som man kalder dem, og 
disse Knogler danne et Ske- 
let, et indvendigt Skelet, 

(Fig. ?)• 

Man maa især lægge Mærke til en Række mindre Knogler, 
som alle omtrent se ens ud; denne Række har sin Plads i den 
opadvendende Del af Legemet. Disse Smaaknogler kaldes Hvirvler; 
tilsammen danne de Hvirvelsøjlen. De ere som sagt af største 
Betydning; hos nogle Dyr, som f. Ex. Slangerne, danne de endog 
hele det indre Skelet. 

Hvirvlernes Tilstedeværelse eller Ikketilstedeværelse staar i den 
nøjeste Forbindelse med en hel Mængde ydre og indre Væsens- 
mærker, som saa at sige bestemmes af dem, og det kan derfor 




Fig. 7. Skelet af en Fugl (Ørn). 



Grundlaget for Klasseinddelingen. 



15 



ikke forbause, at man har givet den Række Dyr som besidder 
Hvirvler, Navn efter dem. Det firføddede Dyr og Fuglen gaa altsaa 
begge ind under Hvirveldyrenes Række, medens vi foreløbig, 
indtil vi faa gjort det til Genstand for en nøjagtigere Undersøgelse, 
nøjes med at betegne Insektet som børende til den store Mængde 
af hvirvelløse Dyr. 

Vi have altsaa her et slaaende Bevis 
paa at det er nødvendigt at undersøge 
Dyrene anatomisk for at kunne klassi- 
ficere dem; men selv Anatomien er ikke 
altid tilstrækkelig. 

Undersøge vi en Kaalorm og en 
Sommerfugl (Fig. 8), kommer vi ganske 
naturligt til den Antagelse, at disse to 
Væsener staa hinanden temmeligt fjærnt 
saavel i anatomisk Bygning som hvad 
den ydre Form angaar. Det Samme er 
Tilfældet naar man sammenligner en Frø med en Haletudse. 
(Fig. 9). Kaalormen bliver alligevel i sin Tid til Sommerfugl og 




Fig. 8. Sommerfugl og Larve. 

(Stregerne under Figurerne 

betegne den naturlige 

Størrelse). 







Fig. 9. Frøens Udviklingsstadier fra Haletudse til haleløs Frø. 



Haletudsen til Frø. Det er altsaa nødvendigt at følge Dyret paa 
alle Stadier af dets Udvikling, at studere dets Legemsform og dets 
indre Bygning i de forskellige Perioder af dets Liv. Vi se da for 
det Første, at mange Dyr undergaa betydelige Forandringer i de 
forskellige Stadier af deres Tilværelse, og dernæst at Væsener, som 



16 Grundlaget for Klasseinddelingen. 

paa et Udviklingstrin af deres Liv ligne hinanden meget, i en 
anden enten tidligere eller senere Periode af deres Tilværelse 
kunne være særdeles forskellige fra hinanden. Disse Undersøgelser, 
som man maa udstrække lige til Ægget, hvori den første Spire til 
Dyret er skjult, give som Resultat en Videnskab, hvis store Be- 
tydning jeg her kun kan antyde for Dem; den kaldes Embryologi, 
Fosterlære (af det gr. Ord embryon, Foster) eller Udviklings- 
historien. 

Den vanskelige Opgave, vi havde stillet os, er saaledes løst. 
Vi besidde tre Midler, som sætte os i Stand til paa solidt Grund- 
lag at opstille baade de store Grupper i første Linie, Rækkerne, 
og cte snævrere Afdelinger. Disse tre Midler ere altsaa: 

Studiet af de ydre Væsensmærker eller Morphologien (af 
det gr. Ord morphe, Form). 

Studiet af de indre Kendetegn eller Anatomien og 

Studiet af Udviklingen eller Embryologien. 

Ved Hjælp af denne langsomme men sikre Fremgangsmaade 
blive vi i Stand til at gennemføre Dyrerigets Klassifikation, idet vi 
begynde fra neden, med de mest begrændsede Grupper. Den sunde 
Fornuft lærer os at stille de Væsner sammen, som ligne hinanden 
mest, idet vi dog veje denne Lighed imod hvad vi vide baade om 
de ydre Former, den indre Bygning og de midlertidige Stadier. 

Der er imidlertid, som jeg allerede har sagt Dem, en dristigere 
Den nio- men ogsaa mere farlig Maade at gaa frem paa for at bestemme de 
thode. første Inddelinger, som f. Ex. Rækkerne. Det er den filosofiske 
Fremgangsmaade, ved hvilken Tanken gaar forud for Sansningen, 
Raisonnementet forud for Iagttagelsen. Vi ere blevne enige om at 
Dyret karakteriseres væsentlig ved Følsomhed og Villie; vi skulle 
senere faa at se, at disse vigtige Evner virke gennem en Samling 
Organer som man kalder Nervesystemet. Det er derfor klart 
at Forskelligheder i Nervesystemets Forhold ere af overvejende 
Vigtighed for Dyrets Legemsbeskaffenhed; de danne Kendetegn af 
fremherskende Betydning, og talrige andre Dele af Legemet for- 
andres i Overensstemmelse med dem. Man kunde altsaa alene 
gennem Studiet af Nervesystemet haabe at finde afgørende 



Grundlaget for Klasseinddelingen. 17 

Kendemærker, hvorved man blev i Stand til med Sikkerhed at 
bestemme de første Kategorier, Rækkerne. 

Cuvier bar sig saaledes ad; i næste Foredrag skal jeg vise 
Dem de Resultater, som Videnskaben opnaaede ved Hjælp af denne 
Methode. Man maa imidlertid vel huske paa, at den er meget 
farlig at anvende. Den aabner Vejen for allehaande theoretiske 
Drømmerier og dristige, men upaalidelige Ideer, og man har maattet 
opgive den allerede ved Klasserne, det andet Trin i Rækkefølgen. 

Uden her at indlade mig paa nærmere at værdsætte de for- 
skellige Methoder, skal jeg slutte med at sige, at man ved Hjælp 
af alle disse Midler er naaet til at fastsætte en Klasseinddeling, i 
hvilken der nu til Dags kun er Enkeltheder af mindre Betydning 
at omordne. 



Paul Bert: Livet og Livsfunktionerne. 



ANDET FOREDRAG. 

Levende De levende Væseners Legemsbeskaffenhed i Alminde- 

Væsener og 

dødeMasser. lighed. I ii d d e 1 i n g a f D y r er i ge t i R æk ke r. Deanatomiske 
Grundbestanddele; deres selvstændige Liv. 

I det første Foredrag viste der sig et vanskeligt Spørgsmaal, 
som jeg den Gang foreløbig lod ubesvaret, idet det var min Hen- 
sigt at behandle det i Dag. 

De ville erindre, at jeg talte om Korallen, som man først 
gjorde til en Sten, saa til en Plante og saa til et Dyr, samt at jeg 
sagde Dem, at Tanken om at opfatte den som Sten nu til Dags 
ikke længer lod sig forsvare. Jeg skal forklare Dem hvorfor. 

Lad os sætte, at vi have tre Glasklokker, og at vi under den 
ene sætte et Stykke Sten, under den anden en Plante i en Potte 
med Jord, under den tredie et Dyr med Forsyning af Føde. Vi 
kunne lade Stenen blive til evige Tider under Glasklokken uden 
at enten den eller Luften omkring den undergaar Forandringer, 
undtagen i Tilfælde af at Stenen fuldstændig skifter Natur og for- 
andres i sin kemiske Sammensætning. 

Det Modsatte er derimod Tilfældet med Planten og med Dyret. 
Luften i Klokken forandres hurtigt, Jorden i Urtepotten bliver 
anderledes, end den var, Dyrets Fødemidler forsvinde; men selve 
Planten og Dyret vedblive, undtagen maaske hvad Størrelsen angaar, 
at være de Samme som forhen. Der er altsaa en meget stor For- 
skel mellem Stenen paa den ene Side, Dyret og Planten paa den 
anden. Den første er en død Masse, medens de andre uden Ophør 



De levende Væseners Legemsbeskaffenhed i Almindelighed. 19 

forandres og forandre det, som omgiver dem. Stadig trække de 
til sig og optage visse Bestanddele af den omgivende Verden, medens 
de igen udsondre visse andre, de indsuge og udstøde, kort sagt, 
de leve. 

Dette bestandige Vexelforhold med den omgivende Verden finder Entringen. 
hos de levende Væsener ikke alene Sted for Overfladens eller de 
ydre Deles Vedkommende. Tvertimod: hele Legemet, hvad enten 
Dyret er af Størrelse som en Hval eller en Flue, er lige til de 
inderste Dele Genstand for uophørlige Omdannelser, som hurtigt 
vilde ødelægge det, dersom det ikke erstattede Tabene ved at op- 
tage nyt Ernæringsstof udefra. Ethvert levende Væsen maa tage 
Næring til sig, ellers slides det op og dør. 

Planten søger Næring ved at strække sine Rødder ned i Jorden 
og opsuge de Næringsstoffer som den finder der; Dyret indfører 
Ernæringsstofferne i en Hulhed i sit Legeme, hvor de opsuges af 
en Slags indre Rødder. Fremgangsmaaden er forskellig, men selve 
Erstatningsprocessen er i Grunden den Samme, ligesom Forbruget 
sker paa lignende Maade. 

Hvorledes foregaar nu dette Forbrug? Gennem en Mængde 
indviklede kemiske Processer, der imidlertid næsten alle ere knyt- 
tede til en Kendsgærning af allerstørste Vigtighed. 

De have sikkert hørt Tale om Ilten, en Luftart, der udgør en ^^pro- 
cesserne i 

Femtedel af den os omgivende Atmosfære. Hvis De have nogen de levende 

Legemer. 

Kundskab til Kemien, vide De, at næsten alle Forbrændinger ere 
betingede af Iltens Tilstedeværelse, og at vi ikke mere vilde have 
Ild eller Lys, hvis Ilten forsvandt fra vor Atmosfære. Hertil kan 
jeg føje, at vi i saa Fald ogsaa vilde miste Livet, og med os vilde 
alt Levende, saavel Dyr som Planter, forgaa. Ilten trænger nemlig 
ind i de levende Legemer, og idet den forbinder sig med det Stof, 
hvoraf disse bestaa, omdanner den dette, fortærer det langsomt og 
holder det Heles Liv vedlige netop gennem en bestandig Tilintet- 
gørelse af de enkelte Smaadele. 

Det falder imidlertid af sig selv, at hverken Næringsstofferne 
eller Ilten uden videre fra Overfladen kunne trænge ned i Dyrets 
Indre, hvis dets Legeme er af nogenlunde stort Omfang; det er 

2* 



20 De levende Væseners Legemsbeskaff enhed i Almindelighed. 

ligeledes umuligt, at de Stoffer, der ere dannede ved Forbrændingen 
og som skulle udstødes, kunne passere direkte gennem hele Lege- 
mets Tykkelse. Der behøves et Mellemled, som vexelvis hidfører 
Erstatningstofferne og borttager Stofskiftets ubrugelige Slakker. 
Dette Mellemled er Blodet. 

Denne Væske, som indeholdes i Kanaler af meget forskellig 
Form, kommer paa visse Steder af Legemet i Berøring med Luften 
og indsuger den deri indeholdte Ilt, som saa paa sin Side gaar i 
Forbindelse med Blodet; denne Proces kaldes Respirationen. 
Paa andre Steder af Legemet modtager Blodet Næringsstofferne, 
der efterat være undergaaet de forskellige Paavirkninger, som man 
kalder Fordøjelsen, alle ere gaaet over i flydende Tilstand. 
Blodet fører disse Erstatningsstoffer omkring til ethvert Punkt i 
Legemet, afgiver dem, hvor der er Trang til dem, og modtager til 
Gengæld alt det, som er blevet uanvendeligt og som Følge deraf 
skadeligt. Blodet er paa en Gang en frugtbargørende Flod og en 
rensende Afløbskanal. 

Nogle af de Substanser, som saaledes føres bort, ere flydende 
eller opløste i Væske og udtømmes paa forskellige Steder af Legemet 
gennem de saakaldte Udsondringsorganer. Der er dernæst en 
Luftart, som har stor Vigtighed for os, der undslipper paa selve 
det Sted, hvor Ilten trænger ind i Blodet og i samme Øjeblik, som 
det sker. Det er den Luftart, som dannes ved Forbrændingen i 
Legemet, netop som den dannes ved Forbrændingen i vore Lamper 
og vore Ildsteder, nemlig Kulsyren (CO 2 ). 

Det er den Kulsyre som ved Aandedrættet undslipper fra vort 
Bryst, der fordærver Luften i de Værelser, hvori vi opholde os. 
Man kan bevise det paa følgende Maade. Jeg har to Glas fyldt 
med en klar Væske bestaaende af destilleret Vand, hvori der er 
opløst Kalk. Puster jeg nu gennem et Glasrør Luften fra mine 
Lunger ned i det ene Glas, vil der vise sig en Uklarhed, en Taage, 
i Vandet, som efterhaanden bliver stærkere. Denne Uklarhed 
fremkommer derved, at den Kulsyre, som jeg udaander, træder i 
Forbindelse med Kalken, hvorved der dannes kulsur Kalk, eller 
med et andet Navn Kridt. Puster jeg derimod ved Hjælp af en 



De levende Væseners Legemsbeskaffenhed i Almindelighed. 21 

Blæsebælg den omgivende Luft ned i det andet Glas, undergaar 
Kalkvandet aldeles ingen Forandring. 

At hver enkelt Del af en levende Organisme har den Egenskab 
at indsuge Ilt og udstøde Kulsyre er en Kendsgærning af over- 
ordentlig Vigtighed, som jeg derfor maa bede Dem lægge vel 
Mærke til. Hvad enten man under Forsøgsklokken stiller et .helt 
Dyr eller Dele af det, som f. Ex. Kødstykker, eller en Plantedel, 
som et Stykke Træ, vil man iagttage dette Faktum. Og dog exi- 
sterer der mellem det levende Dyr og den levende Plante en Mod- 
sætning af den mærkeligste Art, og som endvidere er af største 
Vigtighed for Ligevægtsforholdet i Naturen. 

En bekendt engelsk Kemiker i Slutningen af forrige Aar- Modsætning 

mellem Dyr 

hundrede, Priestley, satte to Mus under en Glasklokke, der stod i og Planter. 
Solen; efter et Par Timers Forløb døde Musene. Priestley satte 
dernæst en Krusemynteplante ind i Klokken og fandt kort efter til 
sin Forbauselse, at andre Mus nu kunde leve i den Luft, der havde 
været dødbringende for deres Lige. Planten havde altsaa ikke alene 
levet, hvor Dyret maatte bukke under, men den havde endog renset 
Luften, der var bleven fordærvet af den dyriske Organisme. 

Nu til Dags have vi Forklaringen paa denne Iagttagelse. Vi 
vide, at de grønne Dele af Planterne, som Bladene og Barken, have 
den mærkelige Egenskab under Paavirkning af Lyset at opløse Kul- 
syren i dens Bestanddele og frigøre Ilten; Kulstoffet optages af 
Planten og tjener den til Næring. Priestleys Mus havde mættet 
Luften i Klokken med Kulsyre, hvortil Luften havde givet Ilten og 
Musene Kulstoffet; Planten havde dernæst opløst Syren i dens 
Bestanddele, optaget Kulstoffet og frigjort Ilten. Den Luft, i hvilken 
Musene ikke mere kunde aande, var ved Planten bleven bragt til- 
bage til sin oprindelige Sammensætning, og Kulstoffet, som Musenes 
Legemer havde udskilt gennem Udaandingen, var bleven opsuget 
af Planten og anvendt som Næringsstof. Naturligvis maatte Musene 
saa, for ikke at omkomme, søge Erstatning for det tabte Kulstof i 
den Næring, som Plantestofferne ydede dem. 

Alt i Alt er baade Dyrs og Planters Aandedræt en Iltning, en 
Forbrændingsproces. Men hos Planterne findes der et grønt Stof, 



22 De levende Væseners Legemsbeskaffenhed i Almindelighed. 

som virker i modsat Retning. Man kunde sige, at Plantelegemet 
aander paa samme Maade som Dyrelegemet, men dets grønne Be- 
klædning bærer sig ganske omvendt ad, og Resultatet som Helhed 
danner en Modsætning til det dyriske Aandedræt. DenDe Mod- 
sætning finder imidlertid kun Sted, saa længe Planten er under 
Paayirkning af Lyset; om Natten er Planternes Aandedræt ganske 
af samme Natur som Dyrenes. Dette er ogsaa Tilfældet med de 
ikke-grønne Plantedele som Blomsterne, og med Svampene og for- 
skellige Snylteplanter, der ikke have grønne Dele. 

Jeg har opholdt mig længe ved disse almindelige Sætninger; 
men deres store Betydning retfærdiggør, at man dvæler ved 
dem. Den Modsætning, der om Dagen finder Sted mellem Dyr og 
Planter, er et af de væsentligste Hjælpemidler til at bevare den 
atmosfæriske Lufts Renhed til Trods for al den Kulsyre, der uop- 
hørlig sendes ud i den som Produkt af enhver Forbrænding i de 
levende Organismer og udenfor disse. At Dagslyset er nødvendigt 
til denne Renselsesproces, viser os paany, hvorledes alt Liv paa 
Jorden er afhængigt af Solen. Priestley's Forsøg, hvilke vi nu let 
forstaa gennem Lavoisiers Opdagelser, vise klart, hvor smukt 
Planter og Dyr betinge hinanden, medens i det Hele alt Liv paa 
Jorden er betinget af Solens Straaler. 
skematisk Hvad der er udviklet i det Foregaaende er tilstrækkeligt 

til at vi kunne danne os et almindeligt Begreb om Dyrelegemets 
Bygning, ja vi kunne endog gøre det Tankeexperiment at sammen- 
sætte et skematisk Dyr (Fig. 10) med dets forskellige Legemsdele. 
Tænke vi os nu et Dyr, maa vi først og fremmest, hvad Form vi 
end give det, inde i dets Legeme have en Hulhed, hvor For- 
døjelsen gaar for sig, et Fordøje Is esap parat, D, hvori Føde- 
midlerne bringes ind og opløses. Dernæst maa vi tænke os de 
beklædende Hinder fortyndede paa ét Sted af Legemsoverfladen, 
saa at Luften dér lettere kan komme i Berøring med Blodet; det 
bliver Aandedrætsredskabet, R. Blodet, som bestandig skal 
passere fra Fordøjelseshulhedens Vægge til Aandedrætsredskabet, 
og som endvidere skal trænge ind overalt i Legemets Dele, maa 
være indesluttet i en Mængde Rør eller Kar, som man kalder 



De levende Væseners Legemsbeskaffenhed i Almindelighed. 23 

Kredsløbets Organer, C. Endelig er der forskellige Udson- 
dringsorganer, E, der tjene til at udtømme de ubrugelige 
Stoffer. 




Flg. 10. Skematisk Dyr. D. Fordøjelsesapparat. R. Aandedrætsredskab. 
E. Udsondringsorgan. C. Kredsløbsorgan. N. Nervesystem. 



Idet alle disse Apparater paa en Gang ere i Virksomhed, er- 
næres Dyret. 

Men hermed ere vi ikke færdige. Vi ere blevne enige om, at 
Dyrets vigtigste Væsensmærke er Følsomheden i Forbindelse med 
den vilkaarlige Bevægelse. Der maa altsaa endnu findes andre 
Organer, som det maaske er endnu vigtigere for os at lære at 
kende. Vi begynde da med Redskaberne for den vilkaarlige 
Bevægelse. 

De Hjælpemidler, ved hvilke Dyret udfører Bevægelser, have 
aldeles ikke nogen Lighed med dem vi bruge i vore Maskiner. 
Der findes hverken Hjul eller Skruer, hverken Spil eller Tridser. 
Der er rigtignok enten udvendigt eller inde i Dyret mer eller mindre 
haarde Dele som Knogler og Skaller, men disse Dele bevæge sig 
mod hinanden ved Hjælp af en Substans der ikke har noget Til- 
svarende i noget af det, som er frembragt ved Menneskehaand. 
Denne Substans er Muskelen, Kødet, som man siger i daglig 
Tale; den besidder en betydningsfuld Egenskab, som bestaar deri, 
at den trækker sig sammen ved Pirring og igen strækker sig ud i 
den forrige Længde, naar Pirringen ophører. Det er klart, at naar 
en Masse af denne Beskaffenhed er fæstet med den ene Ende 



24 



De levende Væseners Legemsbeskaffenhed i Almindelighed. 



til en fast Legemsdel og med den anden til en bevægelig, vil en- 
hver af dens Sammentrækninger bevirke, at den sidste bliver til- 
trukket, sat i Bevægelse. 

Jeg skal vise Dem et saare simpelt Forsøg, som stiller Dem 
denne Kendsgærning meget klart for Øje. Vi have her en Muskel 
taget af en nylig død Frø. Muskelen er gjort fast ved den ene 
Ende, den anden bærer en Traad, som gaar over en Tridse og 
holdes udspændt ved en Modvægt (Fig. 11). Den mindste Bevægelse 
af Muskelen M. meddeler sig til en lang Viser, der er befæstet til 
Tridsens Axe. Det Hele er fuldstændig ubevægeligt, indtil jeg ved 

Hjælp af to Traade, - og +, 
leder en Strøm fra et elek- 
trisk Batteri gennem Musk- 
len og derved pirrer den; 
den forkorter sig strax, træk- 
ker sig sammen, som Fysi- 
ologerne sige, og Naalen sæt- 
ter sig øjeblikkelig i Bevæ- 
gelse men falder tilbage i 
sin tidligere Stilling, saa snart 
Pirricgen ophører. 

Det som her sker med 
Frømuskelen vilde ogsaa finde 
Sted, hvis Muskelen tilhørte 
et hvilket som helst andet Dyr, Fugl, Insekt, Snegl, kun med Af- 
vigelser af underordnet Betydning. De faste Stykker og de Dele, 
som kunne trække sig sammen, ere hos de forskellige Dyr ordnede 
saaledes i Forhold til hverandre, at enhver Bevægelse, som Dyret 
udfører, er et Resultat af deres Samvirken. 

Redskabet for den vilkaarlige Bevægelse staar imidlertid, som 
vi allerede have hørt, under Villiens Herredømme. Paa den anden 
Side fremkommer Villiesytringen ofte som Resultat af en ydre Paa- 
virkning, der pirrer Følsomheden. Disse vigtige Evner have et be- 
tydeligt Apparat til deres Tjeneste, og dette Apparat kaldes Nerve- 
systemet, N. 




Fig. 11. Apparat til at vise, hvorledes 

Musklen M bliver kortere og tykkere ved 

elektrisk Irritation enten af Musklen selv 

eller af Nerven N. 



De levende Væseners Legemsbeskaffenhed i Almindelighed. 25 

Nervesystemet bestaar for det Første af Dele som paavirkes 
af de ydre Fænomener som Lys, Lyd, Berørelse o. s. v. ; disse kaldes 
Sanseorganerne. Dernæst er der Nerverne, der i Lighed 
med Telegraftraade overføre de Indtryk, som modtages gennem 
Sanserne, til de dybtliggende Organer, i hvilke Villien har sit 
Sæde; disse Organer kaldes Nervecentrer. Endelig er der 
endnu andre Traade, andre Nerver, som, naar Villien befaler, med- 
dele dens Ordrer til Musklerne, som da trække sig sammen. 

Man kan ogsaa kunstig frembringe denne Muskelbevægelse 
ved paa en eller anden Maade at pirre Nerven. De se den hvid- 
agtige Traad N, som gaar ud fra Frømuskelen, vi før talte om; det 
er Nerven. Rører jeg ved den med de elektriske Traade, nytter 
Viseren sig øjeblikkelig og betegner derved at Muskelen trækker sig 
sammen. 

Altsaa: Det af os i Tankerne konstruerede Dyr maa have 
Fordøjelses-, Aandedræts-, Kredsløbs- og Udsondringsorganer, hvilke 
alle tilsammen betinge dets Ernæring. Det maa endvidere have et 
Redskab for den vilkaarlige Bevægelse og et Nervesystem, Muskler, 
Nerver og Nervecentrer, ved Hjælp af hvilke den omgivende Verden 
og den personlige Villie, der har sit Sæde i Dyrets Indre, træde i 
et stadigt Vexelforhold til hinanden. 

Alle existerende Dyr ligne i deres Bygning det, vi her have 
konstrueret i Tankerne. De afvige kun fra hinanden med Hensyn 
til Form og Sammensætning af de forskellige Organer og den 
Maade, hvorpaa disse Organer ere stillede sammen i Legemet. Det 
Hele frembyder en beundringsværdig Enhed i Planen forbunden 
med en næsten uendelig Mangfoldighed i Formen. Vi ville imidler- 
tid ikke dvæle paa det ophøjede Standpunkt, hvorfra vi overse den 
dyriske Type som en Enhed; vi begive os ind paa det Faktiskes 
Grund. Naar vi da gennemgaa alle Dyrearter og sammenligne opetuiing 

af 

deres Organer, viser det sig, at de falde i 5 bestemt adskilte Kækkerne. 
Hovedafdelinger. Paa Videnskabens nuværende Standpunkt kan 
ingen af disse Grupper indordnes under nogen af de andre, og det 
er Grunden til, at man har opstillet dem som de første Kategorier, 
Rækkerne. 



26 



Opstilling af Rækkerne. 



Efter Cuviers Exempel opstille vi altsaa først 4 Rækker: 

1) Hvirveldyrene (Fig. 12), indbefattende Pattedyr, Fugle, 
Krybdyr o. s. v. 

2) Leddyrene (Fig. 13), som indbefatte Insekter, Krebsdyr, 
Orme, Ledorme o. s. v. 




mm 

mm 





Fig. 12. Type paa Hvirveldyrenes Fig. 13. Type paa Leddyrenes Række. 

Række. 




Fig. 14. Type paa Bløddyrenes Række. 



3) Bløddyrene (Fig. 14) indbefattende Blæksprutter, Snegle, 
Muslinger o. s. v. 

4) de Straaledannede (Fig. 15), som Søstjerner, Goplere, 
Polyper o. s. v. 

Jeg skal senere gjennemgaa Kendetegnene paa hver enkelt af 
disse Rækker, her vil jeg kun bede Dem lægge Mærke til ét ydre 
Kendetegn af stor Vigtighed. De se her et Exemplar af hver af 



Opstilling af Rækkerne. 27 

de tre første Rækker: eo Skildpadde, en Guldsmed, en Blæksprutte. 
Skærer jeg et af disse Dyr lige over, vil De se, at der fremkommer 
to i Hovedsagen ens Dele; hver af Skildpaddens to Halvdele har 
£ Ex. et Øje, et Forben og et Bagben, de to Dele af Insektet have 
hver et Følehorn, et Øje, to Vinger, tre Ben o. s. v. Men for at 
opnaa dette Resultat maa man føre Snittet i én bestemt Retning. 
Disse Dyr ere nemlig anlagte symmetrisk imod en Midtlinie. For 





Fig. 15. Type paa Straaledyrenes Fig. 16. Anden Type paa Straale- 

Række. dyrenes Række. 

at faa to lige Halvdele af en femarmet Søstjerne (Fig. 15), behøvar 
man derimod ikke at holde sig til en Plan for Snittet; man kan 
lade det gaa i forskellige Retninger, naar det kun lægges fra et 
Mellemrum mellem to Arme ud igennem den Arm, som staar over- 
for dette Mellemrum. Man kan altsaa føre Snittet paa fem for- 
skellige Maader, og hver af dem deler Dyret i to lige Halvdele. 
Tager jeg en Koralblomst med 8 Arme (Fig. 16), kan jeg skære 
den over i 8 Retninger. Disse Dyr ere altsaa byggede symmetrisk 
imod flere Linier, og det er denne Form, som har skaffet dem 
Navnet de Radiære, Straaledannede, medens man kunde 
kalde de andre de Binære eller Tosidede. 

Vor Klassifikation af Dyreriget vilde imidlertid blive ufuld- 
stændig, hvis vi indskrænkede os til disse fire Grupper, eftersom 



28 



De anatomiske Grundbestanddele. 



" ". : --^ r - 



' 




Fig. 17. Et forstørret Stykke af den 
almindelige Badesvamp. 



der gives en Masse Væsener, som slet ikke ere symmetrisk anlagte, 
hverken som de tosidede Dyr eller paa Straaledyrenes Vis. Disse 
Skabninger kunne aldeles ikke gaa ind under nogen geometrisk 

Betegnelse. Man har givet 
dem Navn af Svampedyr (Fig. 
17) efter den almindelige Va- 
skesvamp, som hører til denne 
Gruppe. Ved Siden af dem 
stille vi indtil videre de over- 
ordentlig smaa Dyr, som i 
uendelig Mængde opfylde saa- 
danne Væsker, som indeholde 
fordærvede Plantedele eller 
dyriske Stoffer; man kalder 
undertiden disse Væsker for 
organiske Infuser og har deraf 
dannet Navnet Infusorier 
(Fig. 18). 
Vi skulle nu gaa over til Studiet af den første af disse Grupper, 
Hvirveldyrene. Men forinden har jeg endnu en Bemærkning at 
gøre, som angaar alle Grupper, og som omhandler en Sag af saa 
stor Betydning, at den ikke kan forbigaas. 
De anato- rj e Dele, hvoraf Dyrelegemerne ere sammensatte, kunne have 

miske Grund- J ° 

bestanddele, en meget forskellig Grad af Fasthed; nogle ere haarde som Knog- 
lerne, andre faste, som Kødet, atter andre gennemskinnende og 
geléeagtige; de sidste findes hos mange af de lavere Dyr. Hvad 
enten disse Dele ere af større eller mindre Tæthed, ere de imidler- 
tid alle dannede ved en Sammenslutning af visse overordentlig 
smaa Legemer, som man kalder de anatomiske Grundbestand- 
dele. Nogle af disse Smaalegemer have omtrent ens Rumforhold 
i alle Retninger; dem kalder man Celler (Fig. 19) og Hjærnen og 
Knoglerne er næsten udelukkende dannet af dem. Andre have en 
meget større Udstrækning i Længden end i Bredden og Tykkelsen, 
dem kalder man Fibre (Fig. 20) og man taler saaledes om 
Muskelfibre. 



De anatomiske Grandbestanddele. 



29 



De anatomiske Grundbestanddeles Rumforhold maales i Tusind- 
dele eller i det Højeste Hundreddele Millimeter og følgelig kunne 





Fig. 18. Meget stærkt forstørrede Infusorier. A Muslingedyr (naturlig Størrelse 
V 8 Linie; B det nikkende Klokkedyr (Klokken i naturlig Størrelse V20 Linie). 



de kun iagttages ved Hjælp af Mikroskopet. Fibrene kunne dog 
ofte have en betydelig Udstrækning i Længden. Hver eneste af de 
Fibre, hvoraf vore Muskler ere dannede, strækker 
sig saaledes gennem hele Muskelen fra Ende til anden, 
og det er f. Ex. endog en eneste Nervetraad, som gaar 
fra Fodsaalen op til Ryggen. Hos store Dyr kan man 
derfor finde Nervetraade, som kun ere en Hundrededel 
Millimeter brede, men derimod 5 eller 6 Meter lange. 
Det er ved Sammenstillingen, ved Foreningen af 
disse forskellige Grundbestanddele, at alle vore Legemsdele ere dan- 
nede; derfor har man med Rette givet disse Dele Navn af Væv. 




Fig. 19. 
En Celle. 



30 



Grundbestanddelenes Liv. 



Man siger saaledes Nervevævet, Ben vævet, Muskelvævet o. s. v. Den 
Gren af Anatomien, som beskæftiger sig med Studiet af Grundbestand- 
delene og deres forskellige Forbindelser, betegnes med Navnet Hi s to- 
lo gi (af d. gr. Ord histos, Væv); og med hver Dag bliver den af 
større Betydning for Videnskaben. 



Fig. 20. En Muskelfiber. 




Fig. 21. Hydra eller Ferskvandspolyp. 
Grundbe- y or j. Legeme er altsaa dannet ved en Sammensætning af et 

etanddelenes 

Liv. næsten uendeligt Antal af disse smaa Grundbestanddele. I hvert 
enkelt af disse Smaalegemer foregaa uophørlig disse Forbrugs- og 
Erstatningsprocesser, som jeg har fortalt Dem om. Naar man 
taler om Ernæring, maa man derfor ikke alene tænke paa de store 



Grundbestanddelenes Liv. 3] 

organiske Masser, som Lemmer eller Organer, men ogsaa paa de 
mikroskopisk smaa Legemer, der leve deres fuldstændig individuelle 
Liv ved Siden af hinanden som Bier i en Kube, og som arbejde i 
Fællesskab og Enighed for at vedligeholde hele Dyrets Liv. 

Alle disse Smaalegemer ere som lige saa mange smaa Væsener, 
der leve uafhængig af hverandre paa samme Maade som Koral- 
dyrene leve ved Siden af hinanden paa den samme Stok. Denne 
Sandhed er bleven godtgjort ved højst mærkværdige Kendsgærninger. 
Jeg kommer senere til at tale om visse Smaadyr, Hydraerne (Fig. 
21) [Ferskvandspolyper], Planarierne, som man saa at sige uden at 
gøre dem Skade kan hugge i Smaastykker, eftersom hvert enkelt 
af de afhuggede Stykker vedbliver at leve og igen bliver til et 
helt Exemplar. Man veed nu, at tilsvarende Fænomener finde Sted 
paa alle Trin i Dyreriget, ja endogsaa forekomme hos Mennesket. 
De løsrevne Dele kunne hos de højere Dyr rigtignok ikke udvikle 
sig til et helt nyt Legeme, men de vedblive dog at leve lang Tid 
efter Løsrivelsen. 

For omtrent hundrede Aar siden meddelte en parisisk Kirurg 
ved Navn Garengeot, at en Person, som havde mistet et Stykke af 
Næsen i et Slagsmaal, flere Timer efter var kommet til ham med 
Næsen i Haanden for at søge Lægehjælp. Garengeot vaskede den 
stakkels Næse og anbragte den omhyggeligt paa det rigtige Sted; 
til hans store Forbavselse viste det sig, at dette mishandlede Orgau, 
som man havde maattet samle op fra Gadesnavset og vaske med 
varm Vin, voxede fast igen paa sin Plads. Man gjorde Nar af 
Garengeot og kaldte ham [Bedrager; hans Navn blev til Latter. 
Og alligevel havde han talt Sandhed og meddelt en højst interes- 
sant Kendsgærning. Man har senere iagttaget mange Tilfælde af 
samme Slags, og man kan ikke mere tælle de Næser, Ører og 
endog Fingre, som man med Held har sat paa igen, efter at de 
længe havde været skilt fra Legemet, i et af Tilfældene endog i 6 Timer. 

Men man har i vore Dage set Ting, der ere endnu mere over- 
raskende. Man veed nu, at løsrevne Legemsdele kunne bevare deres 
Livskraft ikke alene i Timer men i Dage. Jeg skal som Bevis 
herpaa meddele Dem et Forsøg, som maaske vil bringe Dem til at 



32 Grundbestanddelenes Liv. 

smile; men paa dette Sted og overfor Dem behøver jeg ikke at 
være bange for at blive Genstand for Spot som Garengeot i sin 

Tid. Forsøget er følgende: Jeg tager en 
lille Rotteunge, skærer af dens Hale et 
Stykke paa to Centimeters Længde (Fig. 
22 A. og B.) og gemmer dette Stykke 
Hale omhyggeligt i en ganske lille Glas- 
flaske. Denne Glasflaske lader jeg der- 
næst staa paa Bordet eller i Vindues- 
karmen. Om Vinteren, eller ved lav Tem- 
peratur som nu, vil der efter 8 Dages 
Forløb endnu være Liv i denne Rotte- 
hale. Hvorledes skal jeg nu bevise Dem 

- r—r det? At sætte Halen paa igen paa dens 

gamle Plads vilde være altfor vanskeligt ; 

lg ' r> c. ° t? a • ØV J e & skærer derfor hellere et lille Hul i 
og B efter Podningen. J ° 

Huden paa Ryggen af den lille Rotte 
eller et hvilket som helst andet Exemplar af samme Art og sætter 
Halestykket ind i denne lille Lomme, efter at jeg først har skrællet 
lidt af Huden af det. Under disse ny Forhold tager den derpaa 
til og voxer, saa at den f. Ex. efter 6 Maaneders Forløb vil være 
5 Centimeter lang i Stedet for 2. Vælger jeg en Fod til mit For- 
søg i Stedet for et Stykke Hale, opnaar jeg det samme Resultat. 
Og disse Dele, som ere blevne løsrevne fra Legemet, udvikle sig 
under de ny Vilkaar aldeles paa samme Maade og i Løbet af den 
samme Tid, som hvis de vare blevne i deres naturlige Forhold. 

Jeg har altsaa Ret til at sige, at hver Del af Legemet lever 
sit særegne Liv. Og man maa ved hver Del ikke alene forstaa 
hvert Organ, hvert Lem, men hver enkelt af de anatomiske Grund- 
bestanddele, som i Forening danne Organet, Lemmet og følgelig 
hele Legemet. Legemet er som en Republik med Tusinder af Bor- 
gere; hver af dem lever sit eget Liv, men det er den harmoniske 
Forening, den fredelige Samarbejden af alle disse individuelle 
Borgere, som betinger hele Samfundets Liv. Thi lige saa lidt i 
denne som i andre Republikker kunne Borgerne altid leve isolerede. 



Grundbestanddelenes Liv. 33 

Vistnok arbejder Enhver for sig, men paa samme Tid arbejder den 
Enkelte ogsaa for det fælles Bedste og benytter ligeledes de Hjælpe- 
midler, hvormed Samfundet forsyner ham. Rottefoden lever en vis 
Tid, fordi den besidder en Del opsparede Existensmidler, et Slags 
Forraad af Næringsstof, som den fører med sig. Naar det er op- 
brugt, maa den dø. Saalænge den sad paa sin Plads, tilførte Blodet 
den uophørligt nyt Materiale til at fyldestgøre Stofskiftets Krav. 
Naar man nu igen bringer den ind under Huden, hvor den bliver 
omgivet og næret af Dyrets Safter, sker det samme, rigtignok ad 
en Omvej. Endelig bliver Blodet dannet og næret af andre Organer, 
som Foden i sin Tid arbejdede for, idet den hjalp til at søge og 
faa fat paa de Næringsmidler, der afgive Stoffet til Bloddannelsen. 
I det levende Væsen staar saaledes Alt i indbyrdes Forbindelse, 
føjer sig til en Enhed og slutter sig sammen til et ordnet Fælles- 
arbejde; hver enkelt Dels regelmæssige Liv er betinget af, at Hel- 
heden befinder sig i uskadt Stand. Det. forhindrer imidlertid ikke, 
at hver Del har sin Tilværelses Grund i sig selv, at den vedlige- 
holdes og udvikles ved en iboende Egenskab, som netop er Livet. 
Livet er nemlig til Stede i hver enkelt Partikel af Legemet. Naar 
en Oxe er dræbt ved et Kølleslag, er Helhedens Liv, Fælles- 
bestræbelsen, der fremkom ved de levende Grundbestanddeles Sam- 
virken, forsvundet; men selve Grundbestanddelenes Liv er ikke til- 
intetgjort, og det fortsættes saa længe til Cellerne have opbrugt 
det Forraad af Næringsstof, som hver enkelt af dem har inde. 



Paul Bert: Livet og Livsfunktionerne. 



TREDIE FOREDRAG. 

Hvirveldyrenes fælles Væsensmærker. Inddeling af dem 
i Klasser. Pattedyrene: Form, Hud, Skelet. 

Vi begynde i Dag paa Studiet af Hvirveldyrenes store Række. 
De Grundsætninger af Fysiologien og Anatomien, som De have lært 
at kende i det forrige Foredrag, ville blive tydelige for Dem, idet 
vi undersøge et Dyr, valgt af denne Gruppe. Og da Menneske- 
slægten, anatomisk set, hører til Hvirveldyrene, har Studiet af dem 
en ganske særegen Interesse for os; vi kunne nemlig gennem det 
lære Bygningen af vort eget Legeme at kende og faa Kundskab 
om den ordnede Samvirken af dets forskellige Dele og Organer, med 
Undtagelse af nogle Enkeltheder som vi her kunne se bort fra. 
Først vil jeg skematisk give Dem en Forestilling om, hvad et 
skematisk Hvirveldyr er. Et saadant Dyr, som det jeg her tegner for Dem i 

Hvirveldyr. 

grove Omrids (Fig. 23), existerer intet Sted; det er en Slags ideal 
Type, som vi for de underordnede Kendemærkers Vedkommende kunne 
omdanne efter Forgodtbefindende, saa at det kan blive til et hvilket 
som helst Dyr af Hvirveldyrsrækken. 

Betragte vi nu først den mer eller mindre solide og haarde 
Benbygning, der skjules under Hudbeklædningen, finde vi først og 
fremmest en lang Række Knoglestykker, som man kalder Hvirvler, 
og som har givet Anledning til Benævnelsen Hvirveldyr. Disse 
Stykker ere formede som Ringe og stillet i Række bag ved hin- 
anden; hver af dem er forsynet med en tyk Plade, som kaldes 
Hvirvellegemet (Fig. 24). Nogle af Ringene i den midterste Del 



Hvirveldyrenes fælles Væsensmærker. 



35 



af Legemet bære Side- 
stykker eller Ribben. 
I den forreste Del af 
Hvirvelsøjlen blive dis- 
se Ringe større og ud- 
vide sig betydeligt, idet 
de danne Hjærne- 
skallen. 

Paa disse solide 
Bendele fæste sig nu 
de Muskelpartier som 
have til Opgave at be- 
væge dem, og Muskel- 
partierne bestemme i 
det Væsentlige Lege- 
mets Form, hvilken, 
som vi vide, hos Hvir- 
veldyrene er symme- 
trisk. Yderst er saa 
Huden, som omgiver 
og beskytter alle de 
underliggende Partier 
med et Dække, der er 
bestemt sondret fra 
det Øvrige. 

Hvirvelringenes 
Række danner en Slags 
Kanal, Hvirvel ka- 
nal en (Fig. 25), som 
fortil munder ud i sel- 
ve Hjærneskallens Hul- 
hed; det er i denne 
Hulhed og i Hvirvel- 
kanalen, at de centrale 
Partier af DyretsNerve- 




05 . O 




<d o> bc 




SJ T3 •S' 




fe fl "£ 




^8 




" d *■* 




... 3 -»* 




dg© 
S 83 




3 S's 




S bc-2 




d o 2 




Hjæi 
rven 
Aflø 




. eS &£ 




S s ° 




p te • 




d >> 2 

5*3 


s 


OD 

a 


f-i >— 




hc © '£, 

O T3 ^ 


G 
— i 


d o 


3 


& d -i* 




° £, 


rd 


d &p 


o 


v. © 43 
S * bo 





Is** 


O 


cæ 


oo © a> 


T3 


03 T3 


d 


•g '© bC ^Q 


1 ^ ° 


fe 

o 


cS r O ■** 
^ fe © 


fe 


fe r ° "g 


^r 


H * •• « 




5. i fl 


CX 


?8 * 


o 


^3? 


e 


© ffl d 

> ^ eS 


S 


fe -ri ^ 




'> ^ 2 


a 


[Tj © oo 


4 
ex 


oo O .* 


E 


O O. 


O 


00 fe r^ 

eS ^ 
d es o 




© bCrv, 


d 


d ^ fe 




•r- +3 O) 






fe 

Cv 

d 


© 3 

H-fa 

J2 fl 




eS TJ © 


o 


cS n3 


CJ 


Ph cf fl 


fi 


© .5 


q 


fe ^3 ^ 


a 


►, CS .H 




2 S tx 




> ►» æ 




fe pf fe 




> .„ si 

W -^ rO 




© eS 




^ « * 




• 2 .* fe 




•g CO © 




S n3 




S » 




Skei 
erne 
net, 






S b£ 




si § 1 




• ^ -S 




bc7 ^ 




i- bo fe 




fe o-ti 





3* 



36 



Hvirveldyrenes fælles Væsensmærker. 



system ligge skjulte og beskyttede mod Overlast. Her udspringe 
Nerverne som forgrene sig i hele Legemet, strække sig ud til Huden 





Fig. 24. En Hvirvel. 



Fig. 25. To paa hinanden følgende 
Hvirvler med deres Hvirvelbuer, 
gennem hvilke Rygmarven gaar. 



og sende Udløbere ind i de Muskelmasser, hvis Opgave det er at 
bevæge Hvirvelsøjlens Dele og Lemmerne. Blandt disse Nerver 
ville vi særlig lægge Mærke til dem, som føre til Sanseorganerne, 
til Øjet, Øret o. s. v. 

Til Fuldstændiggørelse af Hvirveldyret hører der i Almindelighed 
endnu Lemmer, men ikke mer end to Par i det Højeste; disse 
Lemmer støttes af en Benbygning. Fordøjelseskanalen, som har 
sit Leje under Nervesystemets centrale Dele og under Hvirvelsøjlen, 
maa have to Aabninger anbragte i stor Afstand fra hinanden; den 
forreste, Munden, forsynes med to Kæber, som bevæge sig lodret 
imod hinanden. 

Aandedrætsorganet maa staa i Forbindelse med det Inderste 
af Munden. Det kan enten være et hult Organ, en Lunge, i 
hvilket Luften trænger ind og sætter sig i Forbindelse med Blodet; 
eller ogsaa bestaar det af mer eller mindre sammensatte, frem- 
springende Dele, Gjæller, hvorhen Blodet strømmer for at sætte 
sig i Forbindelse med den Luft, der er opløst i Vandet, hvilket de 
ere omgivne af. Nærved Aandedrætsorganet vil altid findes Hj ær- 
tet, det Organ, hvis Sammentrækninger sætte Hvirveldyrenes røde 
Blod i hurtigt Kredsløb gennem Blodkar af ulige Størrelse, som 
imidlertid alle, fra de største til de mindste, ere vel afgrænsede 
og tætte. 



Inddeling i Klasser. 37 

Saaledes er et typisk Hvirveldyr beskaffet. Vi kunne nu tænke 
os Legemsformen og Hudbeklædningen forandret paa mangfoldige 
Maader, vi kunne tænke os Yderleminerne borte eller i høj Grad 
forlængede, vi kunne give dem Form af Arme, Poter, Vinger eller 
Finner; vi kunne endelig tænke os Aandedrætsorganet indrettet 
paa at virke i Luften eller paa at være omgivet af Vand, og saa- 
ledes foretage vi uden Vanskelighed Overgangen fra den tænkte 
Type til en af dens levende Virkeliggørelser som Kat, Fugl, Slange, 
Fisk o. s. v. Der er kun tre Væsensmærker, som ere uforanderlige, 
og som vi genfinde hos alle de forskellige Former: 

1) Hvirvelsøjlen, dannet af Hvirvelringene med deres Legemer; 

2) det centrale Nervesystem, bestaaende af en Stamme, som 
fortil svulmer op og som helt igennem er beliggende over Hvirvel- 
søjlen, i Hvirvelkanalen; 

3) Fordøj elsesorganet, der er aabent i begge Ender af Legemet 
og beliggende helt igennem under Hvirvelsøjlen. 

Disse ere de uforanderlige Kendetegn paa Hvirveldyrenes Kække, inddeling 

i Klasser. 

Men saavel de ovenfor nævnte Organer som Kredsløbs- og Aande- 
drætsorganet frembyde saadanne Forskelligheder i Form, at vi paa 
Grundlag heraf og tillige paa Grundlag af Forskellighederne i 
Dyrenes Ydre med Sikkerhed kunne opstille den første Deling af 
Hvirveldyrrækken, Inddelingen i Klasser, som vi kalde dem. Disse 
Klasser ere 5. 

1) De Dyr, som vi foreløbig have kaldt de haarbærende, 
firbenede Dyr. Vi ville imidlertid faa at se, at EDsartethed i 
anatomisk Henseende nøder os til at stille Dyr som Bardehvaler 
og Delfiner i denne Klasse, uagtet de have en næsten nøgen Hud 
og ikke ere firbenede. Man maa altsaa give Afkald paa dette 
Navn. Da det imidlertid er et Fællestræk for alle Dyr af denne 
Klasse at give deres nyfødte Unger Die, har man kaldt hele denne 
Gruppe Pattedyr. 

2) Fuglene; dette Navn trænger ikke til Forklaring. 

3) Krybdyr; det er Krokodiller, Firben, Slanger, Skildpadder. 

4) Padderne, som Frøer, Salamandere, Axolotler o. s. v. 

5) Fiskene. 



38 Pattedyrenes Legemsform. 



Pattedyr. 

Jeg har i Sinde at dvæle længe ved denne Klasses Anatomi 
og Fysiologi. Næsten alle vore Husdyr høre nemlig til den, baade 
de, der tjene os til Føde, og de vi faa Beklædningsstoffer af 
eller hvis Kræfter vi bruge til Hjælp ved vort Arbejde. Endnu 
større Betydning har det Faktum, at Mennesket anatomisk set 
hører til denne Klasse, og de Kendsgærninger, som jeg vil behandle 
i de næstfølgende Foredrag, gælde næsten alle lige saa fuldt for 
vor Art som for den Dyreart, jeg vælger til Type i min Beskrivelse. 

Legemsformen. 

Pattedyrenes Først ville vi undersøge Dyrets Udseende og Legemsform. 
Tage vi nu en Løve (Fig. 26) som Type paa et Pattedyr, se vi at 
Hovedet bliver baaret af en Hals af Middellængde men tydelig af- 
grænset fra Kroppen. Dette Hoved har to udstaaende, bevægelige 
Ører; længere fortil er der to Øjne, som hver beskyttes af to be- 
vægelige Øjelaag, det øverste og det nederste; endnu længere 
fremme to Næsebor og under dem Gabet, som er forsynet med en 
kødfuld og meget bevægelig Tunge imellem to Kæber, hvis Buer 
ere besatte med Tænder; Overkæben er ubevægelig, Underkæben 
kan bevæges op og ned. Legemet, der ender med en lang Hale, 
bæres af to Par Lemmer, Forben og Bagben. Hvert Lem bestaar 
af en fast Del og af en fri og bevægelig Del. Forlemmets faste 
Del kaldes Skulderen, den fri Del er igen delt i tre Afsnit: Over- 
armen. Underarmen og Haanden. Baglemmets faste Del er 
Bækkenet; den fri Del bestaar ligesom Forlemmets af tre Afsnit: 
La året, Skinnebenet, Foden. Det er værd at lægge Mærke 
til, at Overarm og Underarm bøjes mod hinanden modsat den Ret- 
ning, i hvilken Bevægelsen mellem Laar og Skinneben foregaar, 
saa at Albuen vender bagud og Knæet fremefter; men Haanden 
og Foden er anbragt paa ens Maade, hvilket peger hen paa en 



Pattedyrenes Legemsform. 



39 



Lighed, der bliver aldeles klart fremtrædende, naar raan undersøger 
Skelettet. 




Fig. 26. Type paa et Pattedyr (Løve). 

Haanden og Foden ende i Fingre, og Fingrene i Negle. 
Forlemmet har hos Løven 5 Fingre, medens Baglemmet kun har 




Fig. 27. A Femfingret Haand (Menneske). B Fod med 4 Tæer (Vildsvin). 
O Fod med 3 Tæer (Rhinoceros). D Fod med 2 Tæer (Oxe). E Fod med 

1 Taa (Hest). 



4; men visse Pattedyr, i Særdeleshed Aber og Mennesker, have 
5 Fingre paa alle fire Lemmer. Der findes aldrig mere end 5 



40 



Pattedyrenes Legerasform. 



Fingre. Nogle Pattedyr, som Rhinoceros'en, have tre, andre to r 
som Oxen, eller kun en eneste, hvilket er Tilfældet med Hesten 
(Fig. 27). 

Den Finger, som sidder paa den indre Side af Foden eller 
Haanden, det vil sige paa den Side, der er nærmest ved Legemets 
Midtlinie, kaldes Tommelen; de andre Fingre benævnes efter 
deres Stilling til Tommelen: 2den, 3die, 4de, 5te Finger. Betragte 
vi nu Overgangen fra Menneskets Haandtype med de 5 Fingre til 
den simple enfingrede Type hos Hesten, se vi at Fingrene for- 




Fig. 28. Hval. 



svinde i Følge en bestemt Orden som altid er den samme, hvilket 
er af stor Interesse. Den Finger, der først forsvinder, er Tom- 
melen, der mangler paa Løvens Baglem ; derpaa gaar ote Finger, 
saa 2den, og tilsidst 4de Finger bort, saa at Hestens ene Finger 
er den 3die, Midtfingeren. 

Saaledes er altsaa en Løve beskaffen, og de fleste Pattedyr 
ere, hvad Formen angaar, skabte paa samme Maade. Der er ganske 
vist betydelige Forskelligheder imellem dem, Forskelligheder, som 
sætte Iagttageren i Stand til øjeblikkeligt at skelne dem fra hin- 
anden og som saaledes danne Grundlaget for Klassifikationen, 



Pattedyrenes Legemsform. 41 

Men set fra det Standpunkt hvor vi nu befinde os, og hvor vi kun 
stræbe efter at faa en almindelig Oversigt, have de kun ringe In- 
teresse; Ørernes, Halsens og Halens Længde, Legemets og Lemmer- 
nes relative Størrelse kan variere en hel Del, uden at der derfor frem- 
kommer væsentlige Omdannelser i selve Bygningen af Dyret. Jeg 
vil derfor opsætte at gaa ind paa disse Enkeltheder til vi naa til 
Inddelingen af Pattedyrene i Ordener og Familier. 

Der gives imidlertid Variationer i de ydre Væsensmærker, som 
jeg allerede vil omtale her. Jeg har nylig paavist, at Fingrene hos 




Fig. 29. Dygong (Søko). 

Pattedyrene er til Stede i meget forskelligt Antal ; ogsaa Lemmernes 
Antal er ikke altid det samme. Der findes i Virkeligheden Patte- 
dyr, som kun have et Par Lemmer, eftersom Baglemmerne ere for- 
svundne: det er Bardehvalerne, Delfinerne o. s. v., som man har 
samlet i Hvalernes Orden. Hos dem ender den fiskelignende Krop 
med en Tværfinne, og Fødderne paa Forlemmerne ere fladtrykte 
og omdannede til en Slags Aare (Fig. 28). 

Denne Lemmernes Omdannelse til Svømmeredskaber bemærkes 
ogsaa hos saadanne Pattedyr som Sælhunde, Søkøer (Fig. 29) og 
andre Svømmedyr. Endnu interessantere er det, at visse Pattedyr 
ere forsynede med hindeagtige Vinger, som sætte dem i Stand til 
at flyve ret godt. Den Omdannelse af For- og Baglemmet, som er 



42 Huden. 

nødvendig for at opnaa dette Resultat, er bragt til den videste 
Udvikling hos Flagermusene (Fig. 30). Jeg vil imidlertid ikke dvæle 




Fig. 30. Flagermus. (Bogstaverne betegne de forskellige Knogler 
ved deres Begyndelsesbogstav.) 

længere herved for ikke at foregribe Undersøgelser, som vi senere 
komme til. Hvad jeg her har meddelt Dem vil være nok til at vise, 
indenfor hvilke Grænser Pattedyrenes Legemsform kan omdannes. 

Huden. 

Læderhud. Huden, som bedækker Pattedyrenes Legemer, er selv beklædt 

med Ha ar. Den er bevægelig, og man kan uden at foraarsage 
alvorlige anatomiske Forstyrrelser fjærne den fra Legemet. Den 
besidder en vis Tykkelse, og dersom vi skære den igennem efter 
Tykkelsen, finde vi, at den er sammensat af to Lag (Fig. 31). 

Det dybest liggende af disse Lag indeholder talrige Nerver og 
Blodkar; dets Overflade er besat med smaa Ophøjninger som man 
kalder Papiller (Fig. 32). I mange af disse Papiller løber der en 
fin Nervetraad ud, hvilket er Grunden til Hudens overordentlige 
Følsomhed; naar vi senere tale om Sansningen, skulle vi komme 
tilbage dertil. 

Over Papillerne ligge flere Rækker Celler, af hvilke de underste 
ere ordnede regelmæssig og have en ægdannet Form, medens de 
længere oppe blive mere og mere uregelmæssige og fladtrykte. Paa 



Huden. 43 

Overfladen af Huden ere de blevne til smaa Skæl, som bestandig 
løsne sig og falde af, medens de ligeledes uden Ophør erstattes af 
de ny Celler, der dannes underneden. Man kalder dette øverste 
Lag, som bestandig fornys, og som hverken indeholder Nerver 
eller Blodkar, for Epidermis, Overhud (af d. gr. Ord epi, paa, 
derma, Hud), medens det nederste Lag kaldes Læderhud. Over- 
hudens Celler ere altsaa ikke ensartede gennem hele dens Tykkelse. 



1'Jfh^ø^fK a ^ 




i-- 



Fig. 31. Gennemsnit af Huden (20 Gange forstørret), a Det overfladiske 
eller Hornlaget af Overhuden, b Overhudens Slimlag. c Læderhuden. 
d Bindevævet under Huden, i hvilket findes smaa e Fedtmasser, f Sved- 
kirtler, g disses Udførselsgang, h deros Udmunding. 

De underste, som ere de yngste og som bestandig opstaa hvor 
Overhuden støder til Læderhuden, ere bløde, halvflydende og mer 
eller mindre ægformede (Fig. 32), de danne det som kaldes Over- 
hudens Slimlag. 

Disse Celler vise saa nøjagtig som muligt, hvorledes en fuld- 
stændig Celle typisk er bygget, de have nemlig en beklædende 
Hinde, indenfor den en tyk Væske indeholdende overordentlig fine 
Smaakorn, en Kærne, og i Kærnens Indre det saakaldte 



44 



Huden. 




Kærnelegeme. I Forbigaaende være det sagt, at i mange Arter 
af Celler er Indholdet halvflydende, og den beklædende Hinde, som 
kun er en Fortsættelse af Cellemassen, adskiller sig ikke fra det 

Øvrige, af hvilken Grund Tilstedeværel- 
^■^BHflÉ l^tfl sen a ^ denne Hinde ikke har stor Be- 

tydning. Ganske anderledes forholder 
det sig med Kærnen som aldrig mang- 
ler, i det Mindste ikke i de endnu 
unge Celler. 

I Overhudens overfladiske Lag, 
som kaldes Hornlaget, forsvinder 
Væsken i Cellelegemerne, og idet deres 
Højdeudstrækning formindskes lidt 
efter lidt, blive de yderst paa Over- 
fladen til smaa tørre Skæl, som falde 
af under Form af et umærkeligt Støv 
(Fig. 33). Hos Mennesket have Over- 
hudens Celler i Slimlaget omtrent 
O mm ,01 i Højde og O mm ,005 i Bredde; 
i Hornlaget have de i Gennemsnit 
næppe mere end O mm ,005 i Tykkelse med O mm ,025 i Fladeudstræk- 
ning. Kærnen er omtrent O mm ,00o i Gennemsnit. Alle disse Rum- 
forhold kunne imidlertid 
variere meget, næsten ind- 
til det Dobbelte af de an- 
givne Størrelser. I Øvrigt 
har jeg kun dvælet saa 
længe derved for at vænne 
Dem til Forestillingen om 
Cellerne og deres Natur. 
Som jeg allerede har 
sagt Dem, dannes Over- 
hudens Celler bestandig paany. Dersom De imidlertid spurgte mig, 
hvorledes de da dannes, vilde jeg komme meget i Forlegenhed 
med Svaret. Cellernes Tilbliven er et af de mest uopklarede 



Fig. 32. Gennemsnit af Huden 
(250 Gange forstørret), der vi- 
ser Overhudscellernes forskellige 
Former fra Slimlaget, som be- 
klæder Papillerne, til Overfladen. 





Fig. 33. Meget forstørrede Overhudsceller. 

A Unge Celler fra det dybe Lag; de ere fyldte 

med Væske, i dem ses Kærne og Kærnelegeme. 

B Gamle Celler fra de overfladiske Lag, der ere 

flade med næsten ukendelig Kærne. 



Huden. 45 

Punkter i vor anatomiske Viden. Nogle mene, at de dukke frem i 
et halvflydende amorpht, formløst Stof (af d. gr. Ord a ikke, morphe 
Form) i hvilket først Smaakornene og dernæst Kærnen viser sig. 
Andre paastaa, at denne Cellernes Selvdannelse er en Ind- 
bildning, og at en Celle altid opstaar af en tidligere exi- 
sterende Celle enten ved Deling eller ved Knopskydning. 
Sikkert er det, at disse to sidste Arter af Celleformerelse, ved 
hvilke en Celle frembringer andre, virkelig existere; det kan i 
mange Tilfælde iagttages med temmelig stor Lethed. Men dermed 
skal ikke være sagt, at ikke ogsaa Selvdannelsen kan spille en 
Rolle ved Celleudviklingen. 

Denne lange Udvikling i Anledning af Overhuden er maaske 
forekommet Dem temmelig uinteressant; og hvis jeg fortalte Dem 
om alle de ivrige Disputer, det Had og de Ukvemsord, som Theo- 
rierne om Cellernes Tilblivelseshistorie have givet Anledning til, 
vilde De sikkert trække paa Smilebaandet. Men De maa huske 
paa at vort Legeme, som jeg har sagt Dem, udelukkende bestaar 
af en Sammenhobning af Celler — eller af Fibre, der er en Om- 
dannelse af Cellen — og at hver af disse Celler lever sit eget og 
selvstændige Liv; endvidere, at Legemets Væxt i Højde og i Vægt 
afhænger af, om disse Celler tage til i Antal, og at endelig Celle- 
dannelsen i visse Sygdomme, f. Ex. ved Kræft, kan stige i over- 
dreven høj Grad, hvilket har de fordærveligste Følger. Betænke 
De alt dette, ville De forstaa den Lidenskab, hvormed Anatomerne 
have kastet sig over disse Undersøgelser, og De ville endog kunne 
undskylde de Urimeligheder, hvortil denne Lidenskab har ført. 

Idet vi vende tilbage til at tale om Overhuden, skal jeg endnu 
gøre Dem bekendt med, at Hudens forskellige Farvning skyldes 
Overhudscellernes Smaakorn, som variere særdeles meget i Form 
og Farve. Der er ikke alene stor Forskel, naar man sammenligner 
to Arter med hinanden eller to Racer med hinanden (som Negeren 
og den Hvide); men hos et og samme Dyr er Farven uensartet paa 
de forskellige Steder af Legemet, ja den varierer endog paa samme 
Sted, eftersom Huden bliver udsat for mer eller mindre stærkt 
Sollys. De kende Alle Exempler herpaa og have sikkert ofte 



46 



Huden. 




iagttaget denne tilfældige Farvning paa Deres Ansigtshud og Hænder, 
naar De opholdt Dem paa Landet. Det er de violette Straaler i 
Solspektret, de samme som ere virksomme ved Fotografering, som 
frembringe denne Forøgelse af Hudpigmentet (pigmentum, Farve) 
denne Solbrændthed. 

Overhudens Tykkelse varierer endnu mere end dens Farve, 
idet den ikke alene er forskellig hos de forskellige Dyr, men ogsaa 
uensartet paa de forskellige Dele af tLegemet hos det samme Dyr. 
Som almindelig Regel kan man sige, at den er tykkest paa de 
Steder, som ere mest udsatte for Gnidning; man sammenligne saa- 
ledes hos Mennesket det tykke Lag Overhud, 
som beklæder og beskytter Hælen, med Øjen- 
laagenes eller Læbernes fine Hud. De Arbej- 
dere, som haandtere svært Værktøj, faa ogsaa 
Fortykkelser af Overhuden paa de Steder, hvor 
Værktøjet kommer i Berøring med den, saa 
at de efterhaanden paa deres Legeme komme 
til at bære Præget og Mærkerne af deres Pro- 
fession. 

Fortykkelsen af Overhuden optræder under- 
tiden begrænset til enkelte Pletter. Det er 
Tilfældet med den saakaldte haarde Hud og 
i Særdeleshed med Ligtorne. I vedføjede 
Tegning (Fig. 34) ses Gennemsnittet af en 
Taa, hvor Snittet gaar igennem en Ligtorn, der trænger ned igen- 
nem hele Hudens Dybde. I andre Tilfælde, som dog forekomme 
langt sjældnere hos Mennesket, opdynge Overhudscellerne sig i en 
overdreven høj Grad, slutte sig fast sammen og danne mer eller 
mindre betydelige Udvæxter, virkelige Horn, som bestandig voxe 
frem igen, naar man skærer dem af. Man har undertiden set saa- 
danne Horn opnaa en overordentlig Størrelse. 

Der er imidlertid en anden Slags Udvæxter, som langt hyp- 
pigere ses paa Overfladen af Huden; det er Vorterne (Fig. 35), 
som udvikles fra Læderhuden. Aarsagen til Vorterne er Hyper- 
trophi (af d. gr. Ord hyper, over, trophe, Ernæring), det vil sige den 



Fig. 34. Gennemsnit af 
en Taa med en Li gtorn, 
der gaar gennem hele 

Hudens Tykkelse. 
a) Ligtorn, c) Læder- 
hud. d) Slimsæk, der 
har dannet sig under 
Ligtornen. 



Huden. 



47 




Fig. 35. En Vorte. 



overdrevne Udvikling af de egentlige Papiller (Fig. 36). I Øvrigt 
ledsages denne Udvikling ofte af en sygelig Fortykkelse af Over- 
huden. 

Disse Udvæxter ere hæslige og ubehagelige, men de ere i det 
Mindste ikke farlige. Det forholder sig imidlertid ikke saaledes 
med en anden Art sygelig Udvikling af Overhuden, 
som desværre ikke er sjælden. Ved denne mang- 
foldiggøres Overhudscellerne med en overordent- 
lig Hurtighed uden at hærdes som naar de blive 
til Horn; de brede sig ud over de tilgrænsende 
Dele, baade Muskler og Knogler, og fortære dem 
paa en Maade, idet de* volde skrækkelige Forstyrrelser; tilsidst 
medføre de Døden. Selv om man fjærner dem ved at brænde eller 
skære dem bort, er det ikke altid muligt at standse Sygdommens 
skrækkelige Fremskridt. Denne Sygdom 
er Hudkræft. 

Der gives andre sygelige Tilstande af 
modsat Art, som bestaa deri at Overhuds- 
cellerne ikke dannes i tilstrækkelig Mængde, 
og navnlig hærdes de ikke, saa at de kunne 
overtrække Læderhuden med et beskyttende 
Lag. Derved opstaa Saar af forskellig 
Størrelse og ogsaa Hudsygdomme, der 
optræde paa mange forskellige Maader og 
have mangfoldige Aarsager. Der gives 
forskellige Substanser, som, naar man an- 
bringe dem paa Hudoverfladen, have den 
Evne at frembringe en stærk Irritation 
af Læderhuden, saa at den udsveder Væske 
i rigelig Mængde. Det er især Tilfældet med et Insekt som kaldes 
den spanske Flue, og som anvendes i pulveriseret Tilstand ved Til- 
beredelsen af Trækplastre. Den udsvedte Væske løsner Overhudens 
Hornlag; tager man det bort, blottes Læderhuden, som da er meget 
ømtaalig selv for den letteste Berøring. Visse Sygdomme medføre 




Fig. 36. Vorte (Gennem- 
snit 20 Gange forstørret). 
a Overhud. c Blodkar i 
Vortens forstørrede Papiller. 



48 Huden. 

ligeledes at store Strimler af Overhuden løsnes som Følge af en 
altfor stærk Celledannelse. 

Lette Forbrændinger frembringe samme Virkning som Træk- 
plastre. De kende Alle den lille Blære, som kan fremkaldes ved 
dem; De vide ogsaa, at Overhuden meget hurtigt erstattes, naar 
den er bleven løsnet paa denne Maade. Men naar Forbrændingen 
gaar videre, naar den angriber og ødelægger Læderhuden, erstattes 
det Tabte ikke ved Dannelsen af Hud men af et helt nyt Væv, Ar- 
vævet. Dette er sammensat af Fibre, der have den ejendomme- 
lige Egenskab bestandig at blive kortere, at krympe sig sammen, 
saa at Saarets Rande bestandig bringes nærmere til hinanden, hvoraf 
Følgen ofte bliver, at Legemsdelene fortrækkes i unaturlige og 
vanskabte Stillinger. Tidligere søgte Kirurgerne at raade Bod 
herpaa ved visse Operationer, som atter løsnede de saaledes sammen- 
trukne Dele. I vore Dage forebygger man Ondet i Stedet for at 
behandle det, hvilket som bekendt er langt at foretrække saavel i 
Kirurgien som i Moralen. Man opnaar dette Resultat ved at an- 
vende Methoden med, Podninger, som De kende fra den Historie, 
jeg fortalte Dem om Garengeot. Paa Brandsaaret anbringer man 
smaa Stykker frisk Hud af Størrelse ,som Lindser, der tages enten 
fra en anden Del af den Syges Legeme eller af et andet Menneske 
(ikke af et Dyr, thi Podninger slaa ikke an fra en Art til en anden), 
og, spreder dem ud over Saarfladen. De forene sig da med de 
underliggende Dele, slaa saa at sige Rod deri og voxe sammen 
med dem; anbringes der tilstrækkelig mange Stykker, har man 
ikke mere Grund til at frygte de skrækkelige Virkninger af Ar- 
vævets Sammentrækning. 

Denne Operation er en ganske ny Opfindelse. Men allerede 
for længe siden — man kan næsten sige i umindelige Tider — 
anvendte indiske Kirurger Hudpodninger ved visse Ulykkestilfælde. 
Man paakaldte især deres Hjælp, naar Næsen var gaaet tabt enten 
ved Vold eller ved Sygdom, hvilket jo ogsaa i Virkeligheden er den 
mest skæmmende af alle Vanskab theder. Lægen tog da et Stykke 
Hud af en eller anden Slave eller Forbryder og anbragte det om- 
hyggeligt og nøjagtigt paa det Sted, hvor Ansigtsdelen manglede, 



Huden. 



49 



efterat han først havde bragt Arret til at bløde ved at bortskære 
dets øverste Lag. Tidt lykkedes det at faa det paasatte Stykke til 
at voxe fast, og Patienten havde da en Slags lille Hudsnabel som 
en tarvelig Erstatning for det lidte Tab. I Vesterlandene opererede 
man i Reglen anderledes. Man gjorde et Indsnit paa Panden af 






Fig. 37. Gennemsnit af Huden (20 Gange Forstørrelse), der viser 

Haarene med deres Follikler a og de dertil knyttede Talgkirtler ft, 

samt Svedkirtler c, hvis Udførselsgange d aabne sig paa Hudens 

Overflade ved e. 






omtrent trekantet Form, løsnede Huden, vendte Hudstykket nedad, 
anbragte det paa det blodiggjorte Sted, hvor man vilde danne den 
ny Næse, og syede det omhyggeligt fast. Hudstykket vedblev at 
staa i Forbindelse med Panden ved en lille Hudbro, igennem 
hvilken Blodkarrene forsynede det med den nødvendige Næring. 
Først længe efter, naar der var dannet Forbindelse mellem det 

Paul Bert: Livet og Livsfunktionerne. a 



50 



Huden. 



paasatte Hudstykke og dets nye Voxested, vovede man sig til at 
overskære Hudbroen. Det var saaledes en Podning i to Afsnit. 
Haar. Vi ville imidlertid vende tilbage til at undersøge Pattedyrenes 

Hud i Almindelighed. Næsten overalt paa Overfladen af Huden 
viser w der sig traadformige Legemer af meget forskellig Form og 
Udseende, som man kalder Haar. 

Haarene ere indplantede i Læderhuden i skraa Retning (Fig. 
37), de opstaa paa en lille Papil, der ligger nede i en Hulhed og 

ligesom andre Papiller frembrin- 
, ger Celler. Disse Celler forlænge 
sig imidlertid i Stedet for at blive 
flade, de forbinde sig fast med 
hinanden (Fig. 38) og danne saa- 
ledes den lange Cylinder, der 
kaldes Haaret. 

Ved Betragtningen af Haaret 
skelner man imellem Haarro- 
den, som er indplantet i Ha ar- 
sækken, og Haarstilken eller 
den Del, der rager frit op (Fig. 
39). Selve Haaret er bygget paa 
en temmelig sammensat Maade; 
det bestaar af Barken, som be- 
stemmer Farven, og Marven, 
som ofte kun er til Stede i meget 
ringe Mængde. 
Haarene slides bestandig i deres Spids og voxe ligeledes uop- 
hørlig op fra Roden. Paa visse Steder af Legemet voxe de hur- 
tigere end de slides, og de tage altsaa mere eller mindre til i 
Længde; det er Tilfældet med Hovedhaarene og med Skæghaarene 
hos Manden. De saakaldte nøgne Partier af den menneskelige 
Hud ere i Virkeligheden med Undtagelse af Fodsaalen og den ind- 
vendige Haandflade alle bedækkede med smaa Haar; men man maa 
se nøje til for at opdage dem. Stadig gentagen Pirring, som naar 
man barberer dem af, faar dem til at blive tykkere; paa visse 




Fig. 38. De flade og sammensmeltede 
Haarceller. 



Huden. 



51 






Steder, som f. Ex. i Ansigtet, blive de ogsaa af sig selv tykkere 

med Alderen. Men man maa ikke tro, at Skæget, som kommer 

frem paa Hagen, dannes af nye Haar; det har allerede existeret 

hos Barnet som fine Dun, og hos den Voxne er kun hvert enkelt 

Skæghaar blevet tykkere og større. Man 

har set Mennesker hos hvem Dundækket 

saaledes var blevet tykt og grovt over 

hele Legemet; der forevistes nylig overalt 

nogle Individer af den Art under Navn af 

Hundemennesker. De vare laadne over 

det Hele, skøndt de i Virkeligheden ikke 

havde et eneste Haar udover, hvad andre 

Dødelige besidde. 

Naar man trækker et Haar ud, skyder 
der et nyt frem (Fig. 40), idet Haarsækken 
vedbliver at danne Celler; man kan der- 
for aldrig udrydde Haarene ved at trække 
dem ud (Epilation). Hos mange Dyr falde 
Haarene ud af sig selv, de fældes; der- 
paa komme de frem igen, henad Vinteren 
i Regelen i tykkere og længere Skikkelse. 
Vi ville senere komme til at tale om den 
Anvendelse, som visse Arter af Haar finde 
i Industrien. 

Haaret er et levende Legeme, i det 
Mindste paa et stort Stykke af dets Længde. 
Naar det bliver hvidt paa naturlig Maade, 
af Alderdom — det kan i øvrigt ogsaa 
undertiden ske hos Unge — taber den op- 
rindelige Farve sig altid først ude i Spid- 
sen. Denne Omdannelse karakteriseres derved, at man da finder 
Luft i Haarets Barkdel. 

Til hvert Haar hører en lille Kirtel, med hvilket Navn man 
i Anatomien betegner saadanne Organer, som danne eller af- 
sondre — det er den fastslaaede Benævnelse — flydende Stoffer 




Fig. 39. Haaret og den 
haarbærende Follikels Byg- 
ning (50Gange Forstørrelse). 
a) Haarets Stilk, b) Roden, 
c) Papillen, d) Fedtkirtler- 
nes Udførselsgange. é) Læ- 
derhuden, f) Overhuden. 



52 



Huden. 




af forskellig Art. Haarets Kirtel, den saakaldte Fedtkirtel (Fig. 
37 b og 39 d) afsondrer en olieagtig Væske, som tjener til at bevare 
Haarets Bøjelighed. Dette Fedtstof er som en Art Salve for 
Huden og bevirker, at den ikke kan blive gennem- 
vaad; men paa de to Steder af vort Legeme, hvor 
der hverken er Haar eller Fedtkirtler, Fodsaalen 
og den indvendige Haandflade, kan Huden suge 
Vand til sig og svulme op, hvilket De sikkert Alle 
have set ved Badning. 

Det hænder temmelig hyppigt, at disse smaa 
Kirtler blive betændte, hvorved deres Udførsels- 
gang — det Rør gjennem hvilket Fedtstoffet gydes 
ud over Haarene — tilstoppes, saa at Afsondrings- 
produktet ophobes i større eller mindre Mængde 
bagved Forhindringen. Der kan da opstaa mer 
eller mindre betydelige Hævelser, Svulster som de 
kaldes i det medicinske Sprog. Dette er Oprindel- 
sen til Akneknuderne og til de Svulster, der 
ere saa hyppige i den haarbedækkede Del af Hovedet. 
Et andet Tilbehør til Haaret er en lille Muskel (Fig. 41), som 
med den ene Ende sidder fast i Huden, med den anden i den 

dybest liggende Del af Haaret. 
Naar denne Muskel trækker sig 
sammen, retter den Haaret op, hvil- 
ket giver Huden et særegent knopret 
Udseende, som er kendt under Nav- 
net Gaasehud. Dette bevirkes 
enten ved Kuldefornemmelse eller 
ved hæftig Sindsbevægelse f. Ex. 
Skræk; denne Tilstand kaldes Hor- 
ripilation (af horror, Rædsel, 
pilum, Haar), man siger i daglig 
Tale, at „Haarene rejse sig paa Hovedet". Haarene kunne have 
meget forskellig Form hos et og samme Dyr paa de forskellige 
Steder af dets Legeme, og man finder endnu større Variation, naar 



Fig. 40. Et nyt 
Haar, der skyder 
frem efter at det 
gamle er rykket 
ud (50GangeFor- 
størrelse). 
a) Papillen. 



\*-A 



^^m** 



Fig. 41. Gennemsnit af Huden fra 

den behaarede Del af Hovedet. 

c) Haarmuskelen. 



Hmden. 



53 



man sammenligner en Art med en anden. Tænk en Gang paa 
Forskellen mellem Hoved- og Øjenhaarene hos Mennesket, den 
krøllede Faareuld, Hundens stride og tørre Haarlag, de lange og 
bøjelige Hestehaar o. s. v. Undertiden sker der endnu forunder- 
ligere Omdannelser; Piggene hos Pindsvinet og Børstesvinets Børster 
(Fig. 42) ere saaledes forandrede Haar, Skældyrets Panserplader 
(Fig. 43) bestaa af fast sammenføjede Haar, Rhinoceros'ens Horn 
er ligeledes dannede af fast sammenklæbede Haar. 




SK? 

Fig. 42. Børstesvin. 



Et andet Hudprodukt af ganske lignende Art som Haaret er 
Neglene. Disse Organer dannes nemlig ligeledes af Overhuds- 
celler, der udvikle sig i stor Mængde af særegne Papiller (Fig. 44 
og 45). Men disse Celler samle sig ikke i Form af en lille Stilk, 
de trykkes flade og føje sig sammen til et hornagtigt Blad, som 
antager Form efter den Legemsdel, som det bedækker og hæfter 
fast til. 

Neglen voxer som bekendt bagfra fremefter og kan opnaa et 
meget betydeligt Omfang, naar den ikke bliver klippet; i visse Lande 



Neglene. 



54 



Huden. 



bæres den i hele sin Længde som Prydelse. Den kan som Følge 
af visse Sygdomme falde af og skyde frem igen ligesom Haarene, 
og den dannes da igen paa hele Overfladen af det Leje, den hviler 




Fig. 43. Skældyr. 

paa. Dersom man vil forhindre, at den kommer igen, som f. Ex. 
naar man vil undgaa, at en indgroet Negl skyder frem paany — 
ved indgroet Negl forstaar man en Negl, som voxer frem paa en 
saa uheldig Maade, at den trænger ind i Kødet (Fig. 46) — maa 




Fig. 44. Længdesnit af en Negl (8 Gange Forstørrelse). 
a) Læderhuden; Neglens Leje. bc) Overhudens Slimlag. fhi) Overhudens 

Hornlag. k) Negl. 



man altsaa borttage hele dens Leje, hvilket er en saa smertefuld, 
Operation, at den gamle Kejsergarde anerkendte den for den eneste 
ved hvilken man havde Lov til at skrige. 



Huden. 



55 





It G 



J3 



Jeg skal nu slutte denne Beskrivelse af Huden med at sige svedkirtler. 
Dem, at der endvidere inde i Læderhuden hist og her findes Legemer 
bestaaende af et sammenrullet 
Rør, som gennem en kortere ^^^øgmggi^ 

eller længere GaDg munder 
ud mellem Hudpapillerne. 

I disse Legemer dannes 
en sur Væske. Sveden, og de 
kaldes derfor Svedkirtler. 
Hos Mennesket ere de til Stede 
i meget stor Mængde, man an- 
slaar i det Hele deres Antal 
til omtrent 2 Millioner. I 
Forbigaaende skal her be- 
mærkes, at Gennemsnitsstør- 
relsen af Menneskets Hudover- 
flade er omtr. halvanden Kva- 
dratmeter (c. 14 Kvadratfod). 

Vi skulle senere komme 
tilbage til disse Svedkirtler; 
men da vi her kun betragte 

Huden som det Organ, der beklæder Legemet, vil jeg blot sige Dem, 
at hvor der lindes større samlede Masser af disse Kirtler eller af 
Fedtkirtlerne, afsondre de stærktlugtende Stof- 
fer som Moskus, Bævergel o. s. v., som jeg skal 
tale udførligt om paa rette Tid og Sted. 

Huden bedækker alle Organerne. Som 
jeg har sagt Dem, kan den let løsnes, men 
den staar dog i en vis Forbindelse med de 
underliggende Partier, og naar man blot en 
Gang har set et Dyr blive flaaet, véd man, 
at disse Tilhæftelser under Huden bestaa af 
meget uregelmæssige Traade, Baand, Blade, 

mellem hvilke der dannes Hulrum og Masker; disse Hulrum kaldte 
man tidligere Celler, førend man virkelig vidste, hvad den anatomiske 



Fig. 45. Tværsnit af en Negl (350 Gange 
Forstørrelse). A. Læderhuden ellerNeglens 
Leje. B. Overhudens Slimlag. C. Neglen, 
der træder istedenfor Hornlaget. Man 
ser, hvorledes Overhudscellerne i Neglen 
blive flade og smelte sammen. 




Cellevæv 



Fig. 46. Indgroet Negl. 



56 



Skelettet. 



Grundbestanddel, Cellen, var, og dannede deraf Ordet Celle væv r 
hvormed man ofte betegner dette Væv. Da det i Øvrigt lindes 

som Mellemled imellem alle Organer, 
kaldes det ogsaa Bindevæv. I 
Bindevævet findes der en Mængde 
virkelige Celler, som hyppigt svulme 
op og fyldes med Fedt, de kaldes 
Fedtceller (Fig. 47). Hos mange 
Dyr, i Særdeleshed hos Havpatte- 
dyrene, danner dette Fedt et jævnt 
Lag under Læderhuden, Spække t r 
hvorved de beskyttes mod Kulden. 

Tages Huden bort, kommer man 
til de dybere liggende Organer; man 
ser da Musklerne, som dække Knog- 
lerne, der igen danne de Hulheder, 
hvori Fordøjelses-, Kredsløbs- og Aan- 
dedrætsorganerne ligge beskyttede. 

Vi ere her naaet til Anatomiens 
virkelige Omraade, til Undersøgelsen 
af Pattedyrenes indre Væsensmærker, 
og vi ville nu gaa lige til Bygningens 

i?- a* -n- * j j? ji Grundpiller, de haarde Dele i Dyre- 

Fig. 47. Bindevæv med Fedt- r ' J 

celler (350 Gange Forstørrelse). legemet, selve Skelettet. 




Skelettet. 



Hvirvel- 
søjlen. 



Pattedyrenes Skelet indbefatter, som jeg har sagt Dem, Hvirvel- 
søjlen og Lemmernes Knogler. Vi ville foreløbig lade Lem- 
merne ude af Betragtning og gaa til Hvirvelsøjlen, og det falder da 
strax i Øjnene (se Fig. 48 og 49), at den er delt i flere bestemt 
adskilte Afsnit: 1) Hovedet, som vi om et Øjeblik vende tilbage 
til, 2) Halspartiet, som har 7 Hvirvler hos alle Pattedyr, saavel 
den langhalsede Giraf som Bjørnen og Hvalen; 3) Brystpartiet, 
der i Regelen bestaar af 12 indtil 15 Hvirvler, hvoraf hver bærer 



Skelettet. 



57 



et Par Forlængelser kaldet Ribben; 4) Lændepartiet med 5 
eller 6 Hvirvler som omtrent ligne Halshvirvlerne; 5) Korsbenet, 
hvor Hvirvlerne ere smeltede sammen til en eneste Knogle og 
danne et fast Støttepunkt for Baglemmet; 6) Halepartiet, der 
er meget langt hos Løven, som vi her have valgt til Type, men 
som hos forskellige andre Pattedyr kan være næsten forsvindende. 




Fig. 48. Løveskelet. 



Under Brystpartiet findes en Række Knogler, som danner en 
Art Modstykke til Hvirvelsøjlen; det er de Knogler, som man i 
Almindelighed sammenfatter under Benævnelsen Brystbenet. 
Dette staar ved Bruskpartier — de bruskede Dele af Ribbenene — 
i' Forbindelse med de fleste af Ribbenene. Tilsammen danne Bryst- 
hvirvlerne, Brystbenet og Ribbenene som et Slags Bur med Gitter- 
vægge; dette Hulrum har to Aabninger, den forreste snævrere, 
den bageste meget vid. Man benævner dette Rum Brystkassen, 
og hele dette Parti af Legemet kaldes i daglig Tale Brystet. 



58 



Skelettet. 




Fig. 49. Menneskeskelet. 
a) Isseben. b) Pandeben. c) Halshvirvler. d) Brystben, é) Hvirvelsøjle. 
f) Albuben. g) Spoleben. h) Haandrod. i) Mellemhaaud. k) Fingre. 
/) Skinneben. m) Læggeben. n) Fodrod. o) Mellemfod. p) Tæer. 
q) Knæskal. r) Laarben. s) Hofteben. t) Overarmben. w) Nøgleben. 
v) 1ste Ribben, xy) Ribben, y) falske Ribben. 



Skelettet. 



59 



Jeg har ikke i Sinde at beskrive alle Hvirvlerne for Dem. 
Det bliver Kirurgernes Sag at vide Besked med disse Enkeltheder 
og i det Mindste for Menneskets Vedkommende at kende alle disse 
smaa Knogler fra hinanden; der er hos Mennesket 33. Her be- 
høves ikke en saa indgaaende Undersøgelse. Jeg vil kun minde 
Dem om, at hver Hvirvel er dannet af et Hvirvellegeme og en 
Bue, der rager op fra Hvirvellegemet og med dette udgør en Slags 
King, og at alle disse Ringe i Forening danne Hvirvelkanalen. 
De maa endvidere lægge Mærke til, at alle Hvirvler bestaa af de 



3? 




A_> 




Fig. 50. Hvirvlernes forskellige Former. A Halshvirvel, B Ryghvirvel, 

C Lændehvirvel, D Korsbenshvirvel, E Halehvirvel. IA, B og C ser man 

den gennemskaarne Rygmarv. 



samme Dele, skøndt Hvirvlernes Form er forskellig; de bære f. Ex. 
allesammen Ribben, men i Halspartiet og Lændepartiet ere disse 
Ribben meget smaa og sammensmeltede med Hvir- 
velen, medens de ere lange og fri i Brystpartiet (Fig. 
50). De to første Halshvirvler fortjene særlig Omtale. 
Den første, Ringhvirvlen eller Atlas, som hed- 
der saaledes fordi den bærer Hovedet, som den 
mythiske Kæmpe Atlas antoges at bære Himlen, har 
et svagt udviklet Legeme, der er blevet til en simpel 
Plade; den anden eller Taphvirvelen har dette 
Navn, fordi den bærer en Tap, hvorom Hovedet 
drejer sig, naar det bevæger sig fra Side til Side. 

De se altsaa, at Hvirvlernes Grundbestanddele altid er de H J ærne8kaU - 

hrirrleme. 

samme, skøndt Formen frembyder stor Forskellighed. Selv Kors- 




Fig.51. Kors- 
benet dannet 
af flere sam- 
mensmeltede 
Hvirvler. 



60 



Skelettet. 



benet lader sig let adskille i flere Hvirvler, de ere kun smeltede 
sammen og danne saaledes et Stykke (Fig. 51). 

Det kan derfor ikke overraske saa meget naar jeg, idet vi nu 
gaa over til at beskæftige os med Hovedet, siger Dem at selv 
denne Legemsdel, som i sin Form er saa forskellig fra Hvirvlerne, 
dog i sine vigtigste Partier er dannet af fire forenede og sammen- 
smeltede Hvirvler. Ser man ovenfra ned igennem Hjærneskallen til 
dens Bund, opdager man, at dens forskellige Benpartier meget ligne 
en Række Hvirvler, den ene ved Siden af den anden. Hjærne- 



Isseben 



Pandeben. 



Nakkeben. 




Uudrrkæbe. 



Fig. 52. Hovedets Ben hos Mennesket. 



skallens Hvælving er ikke andet end Buerne af disse Hvirvler, som 
i forstørret og fladtrykt Form ere voxede fast sammen indbyrdes. 
Naar Alt kommer til Alt er Hjærnehulheden nemlig en Forlængelse 
af den Kanal, der dannes af Rækken af Hvirvelbuerne, altsaa For- 
længelse af Hvirvelkanalen. 

Jeg skal nu nævne Dem de Stykker, hvoraf Hjærnehvirvlerne 
bestaa. Jeg begynder bagfra og gaar fremefter. Hvirvellegemerne 
hedde: Nakkeben, bageste Kileben, forreste Kileben — 
fordi de have en Slags Kileform — , Sibenet, der hedder saaledes, 



Skelettet. 



61 



fordi det har mange Huller, gennem hvilke Lugtenervens Grene 
gaa. Hvirvelbuerne ere : Nakkebuer, Issebuer, Pandebuer, 
Næsebuer (Fig. 52). Disse Navne ere temmelig vilkaarlige og 
dannede paa Grund af visse Formejendommeligheder, som kun ere 
til Stede hos Menneskets Hjærneskalsknogler (Fig. 53). 




Fig. 53. Benene i Hjærneskallens Bund, sete ovenfra og skilte fra hverandre. 
A Pandeben. B Siben. C De sammenvoxede forreste og bageste Kileben. 
D Nakkebenet, Grunddel. D, Dets Skældel. E Tindingebenets Skældel. 

E, Dets Fjælddel. 



Naar man gaar bagfra fortil, taler man altsaa om en Nakke- 
hvirvel, Issehvirvel, Pandehvirvel og NæsehvirveL Kæberne. 
Imidlertid ere de nævnte Knogler ikke ene om at danne Hovedet, 
ja der hører endog iiere til selve Hjærneskallen, hvis man ved den 
forstaar det benede Hylster, der indeslutter Hjærnen. De to Kæber, 
som ere en Slags Lemmer, der ere vedføjede Hovedet, have nemlig 



62 



Skelettet. 



en Knoglebygning, som delvis hører med til Hjærneskallen. Over- 
kæben er fæstet ubevægelig til den ved Kindbenet, som hos 
Mennesket danner den fremspringende Del af Kinden. Til Kind- 
benet er fæstet Overkæbebenet og foran dette Mellemkæbe- 
benet, som begge bære Tænder (Fig. 54). Disse to Knogler ere 
hos Mennesket fast sammenvoxede, undtagen naar den Vanskabt- 
hed finder Sted, som betegnes med det karakteristiske Navn Hare- 
skaar, efter den Sprække i Læben som altid følger med. Man 
afhjælper dette Onde ved visse Operationer, som jeg imidlertid ikke 
her vil gaa ind paa. Men De have her et Exempel paa, hvorledes 
visse tilfældig optrædende Former hos en Dyreart genkalde den 




Fig. 54. Skematisk Gengivelse af 
Overkæben. M Overkæben og 
Kindben. IM Mellemkæbeben. 




Fig. 55. Skematisk Gengivehe af 
Underkæbens Knogler: Underkæbe- 
benet og Tindingebenets Skældel. 



Form, som er almindelig for den større Gruppe, hvortil Arten 
hører. Hos alle Pattedyr er nemlig Mellemkæbebenet adskilt fra 
Overkæbebenet; kun hos Mennesket finder det Modsatte Sted, som 
om man kunde tænke sig, at de to Knogler ved Overkæbens Halv- 
cirkelform blev tvungne imod hinanden og derved voxede sammen. 
Indtræder der imidlertid en Anomali (af a, den benægtende Par- 
tikel, nomos, Lov) i Udviklingen, træder selv hos Mennesket den 
almindelige Regel igen i Kraft. De se altsaa, at for det sammen- 
lignende Overbliks Skyld kan det have sin store Interesse at studere 
Misfostrene, en Videnskabsgren som har faaet Navnet Teratologi 
(af det gr. O. teras, Misfoster). 



Skelettet. 63 

Underkæben bestaar af en eneste Knogle besat med Tænder; 
som jeg senere skal forklare Dem nærmere, bevæger den sig imod 
en af Hjærneskallens Knogler, Tindingebenet, som den staar i For- 
bindelse med ved et Led. Tindingebenet, som fylder Rummet 
mellem Issehvirvelen og Pandehvirvelen, bestaar af et Skælparti 
(Fig. 55) og et Stykke, som man paa Grund af dets overordentlige 
Haardhed benævner Fj æld del en (Fig. 53); de vigtigste Partiet af 
Høreorganet have Plads i Fjælddelens Indre. De forbavses maaske 
ved at høre mig beskrive et af Hjærneskallens Ben under Et med 
Underkæben, alene fordi det staar i Forbindelse med denne ved et 
Led, medens de Anatomer, der alene beskæftige sig med Mennesket, 
beskrive det helt for sig. Det kommer imidlertid deraf, at der hos 
de Hvirveldyr, som ikke er Pattedyr, særlig hos Krybdyrene, ganske 
tydelig er et nærmere Forhold imellem Tindingebenene og Under- 
kæben. Jeg vil her vise Dem, hvorledes man gaar frem, naar man 
anvender den sammenlignende Anatomis Methode. 

Denne Videnskab, der er af saa overordentlig stor Betydning, analogier og 

Homologier. 

lader sig ikke nøje med det ene Formaal at kende og beskrive de 
Organer, som hos de forskellige Dyr ere nødvendige for at fyldest- 
gjøre Livsvirksomhedens forskellige Krav, eller som det hedder 
med det fysiologiske Udtryk, udføre Livets Funktioner. Den 
sammenlignende Anatomi søger at udfinde det indbyrdes Forhold 
mellem de forskellige Organer, den sammenligner dem med hin- 
anden, idet den anstiller Undersøgelser som gaa i to Retninger. 
For det Første sammenligner den det enkelte Organ hos de for- 
skellige Dyr og påaviser f. Ex. at Fuglens Vinge, Finnen hos Fiskene 
og Pattedyrets Pote er et og samme Organ, der kun er blevet om- 
dannet i sine underordnede Væsensmærker; denne Retning kaldes 
Studiet af Analogierne (af d. gr. Ord analogos, i Følge Regelen). 
Den anden Opgave bestaar i at sammenligne de tilsyneladende 
forskellige Organer hos det samme Dyr og paavise Lighederne i 
deres Grundanlæg. Det gjorde vi f. Ex. ved vor Sammenligning af 
Neglen og Haaret, ligesom ogsaa da vi, hvad der var ulige vanske- 
ligere, erkendte Hjærneskallens forskellige Knoglestykker som om- 
dannede Hvirvler. Dette er Læren om Homologierne (af d. gr. 



64 



Skelettet. 



O. homoios, det Lignende), og den omfatter saavel Plante- som 
Dyreriget. Den af mine Kolleger, der har det Hværv at undervise 
Dem i Botanik, vil nævne Dem lignende Forhold i Planteverdenen, 
som f. Ex. hvorledes Bladene efterhaanden omformes til at danne 
alle de forskellige Blomsterdele, saavel Bægerbladene, der jo i 
Regelen endnu bevare den grønne Farve, som de brogede Kronblade, 
ja endog Frugtknuden som omgiver Frøet og som maaske endnu 
mindre ligner Bladene end Hjærneskallens Knogler ligne Hvirvler. 

Det er Goethe, den berømte tyske Digter, 
der har paavist denne Bladets Meta- 
morphose (Forvandling) som han 
kalder det, ligesom det ogsaa er ham, 
der med genialt Syn først har fattet 
den Tanke, at Hjærneskallen bestaar af 
omdannede Hvirvler. Den store Digter 
var dybt gennemtrængt af den Sandhed, 
at der i Naturen intet Tilfældigt eller 
Enestaaende gives, Intet som er opstaaet 
ved et Lune, at Skabelsesformerne i 
Følge den Sparsomhedens Lov, der gaar 
gennem det Hele, gentages saa længe 
der ikke er nogen Nødvendighed for at 
ty til en ny. Vi ville finde andre og 
maaske endnu mere slaaende Beviser 
paa denne Ensartethed under det Va- 
rierende, naar vi komme til at studere 
Insekternes Anatomi og de Dyr, der staa dem nærmest. Imidlertid 
behøve vi ikke en Gang at gaa saa langt for at finde Exempler; 
vi have strax et for Øje ved Sammenligningen af For- og Bag- 
lemmets Skelet hos Pattedyrene. Vi ville vælge den mest sammen- 
satte Type, Menneskets femtingrede Haand og Fod, til Genstand 
for vor Undersøgelse, 
sammenlig- Som ovenfor bemærket bestaar hvert af disse Lemmer af en 

og Bagiem. fast Grunddel og en bevægelig Del, hvilken sidste atter har tre 




Fig. 56. Skematisk Fremstil- 
ling af Knoglerne i Forlem- 
met A og Baglemmet B ord- 
nede saaledes, at man kan 
sammenligne de forskellige 
Afsnit. 



Skelettet. 



65 



Afdelinger. Vi ville begynde med den bevægelige Del, da Analogierne 
her ere lettere at opfatte (Fig. 56). 

Den første Afdeling bestaar af en Knogle, der for Armens Ved- 
kommende hedder Overarms benet, for Benets Laarbenet; den 
anden Afdeling indeholder to Knogler, Albubenet og Spole- 
benet i Armen, Lægge- 
benet og Skinnebe- 
net i Benet. Den tredie 
Afdeling, Haanden og Fo- 
den, er i Skelettet delt 
i to Partier: Haanden i 
Haandrod og Fingre, 
og Foden i Fodrod og 
Tæer; Haandrod og Fod- 
rod bestaa hver af to 
Rækker Knogler. Idet 
vi fortsætte Optællingen, 
finde vi i 3die Afdeling 
3 Knogler, som danne 
Haandrods og Fodrods- 
benenes første Række; 
4de Afdeling — den an- 
den Række Haandrods- 
og Fodrodsben — har 4 
Knogler; 5te Afdeling — 
Fingre og Tæer — har 
5 Knogler. 

Som Middel til at 
befæste disse Tal i Erindringen skal jeg gøre Dem opmærksom 
paa, at Antallet af Knogler stemmer overens med hver Afdelings 
Nummer i Rækkefølgen; 1ste Afdeling har 1 Knogle, 2den 2 o. s. v. 

Vi ville nu under Et beskrive Fingre og Tæer. 

Dersom det var Menneskets Anatomi, jeg skulde foredrage for 
Dem, vilde der være meget at sige om Fodens og Haandens for- 




Fig. 57. Højre Haand. 
A Haandrodens første Række af Knogler. .Ban- 
den Række. CMellemhaandsbenene. D 1ste Fin- 
gerled. E 2det Fingerled. F 3die Fingerled. 



Paul Bert: Livet og Livsfunktionerne. 



66 



Skelettet. 



skellige Knogler, om deres Forhold til hinanden, deres Ledfor- 
bindelser, deres forskellige Form o. s. v. (Fig. 57 og 58). Jeg kan 
ikke her gaa ind paa alle disse Enkeltheder, men da Kundskaben 
om Mennesket dog har en saa stor Interesse for os, ville vi allige- 
vel kaste et Blik paa disse vigtige Legemsdele. 

Haanden — og Foden — har 5 Fingre 
eller Tæer, og hver Finger er dannet af flere 
Stykker, det ene fæstet til Enden af det 
andet. Den Finger, som er Legemets Midt- 
linie nærmest, den inderste Finger, som kal- 
des Tommelfingeren for Haandens og 
den store Taa for Fodens Vedkommende, 
har tre saadanne Stykker; alle de andre have 
4. Den første Række af disse Knogler er 
hos Mennesket og de fleste Pattedyr helt 
indesluttet af bløde Dele; sammen med Haan- 
dens og Fodrodens Ben danner den Haand- 
fladen ogFodsaalen. I Anatomien kal- 
des Knoglerne i denne Række paa Grund 
af deres Plads Mellemhaands- og Mel- 
lemfod sb en. De andre, frit bevægelige 
Stykker, kaldes Led; man har paa hver 
Finger tre Led, første, andet og tredie 
Led eller Negleleddet. Tommelfingeren 
mangler 2det Led. 

Naar Neglen er flad og kun bedækker 
den øverste Del af Negleleddet, hvad der er 
Tilfældet hos Mennesker og Aber, kaldes den 
Negl (Fig. 59). Dersom den omslutter mere 
af Fingeren og er dannet som en Halvcylinder, der løber ud i en 
skarp Spids, kaldes den Klo (Fig. 60); endelig kalder man den 
Hov eller Klov (Fig. 61), naar den fuldstændig indeslutter det 
Led som bærer den, saaledes som hos Hesten, Oxen o. s. v. 

Vi gaa nu over til at sammenligne Skulder- og Bækken- 
partiet. 




Fig. 58. Højre Fod. 
A Fodrodens IsteRække 
af Knogler, B 2den Ræk- 
ke, C Mellemfodsben, 
D 1ste Taaled, E 2det 
Taaled, F 3die Taaled. 



Skelettet. 



67 



Støttet af visse Iagttagelser hentet fra Krybdyrenes Anatomi 
og fra Pattedyrenes Udviklingshistorie komme vi ved Undersøgelsen 
af disse Legemsdele til det Resul- 
tat, at de bestaa hver af tre Styk- 
ker. Bækkenet dannes nemlig af: 
1) Hoftebenet, 2) Sædebenet, 
3) Skambenet; Skulderpartiet af: 
1) Skulderblad, 2) Nøgleben, 
3) Ravnenæbsudvæxt, hvilken 

sidste har faaet dette Navn fordi _,. „ n _ ., '' , XT , , , 

h lg. 59. Gennemsnit af et Neglelea 

den hos Mennesket ligesom hos (3die Led) med en Negl. 





Fig. 60. Gennemsnit af en Taa, hvis tredie Led bærer en Klo. 



næsten alle Pattedyr er ganske lille 
og dannet som et Næb. 

Disse forskellige Knogler svare 
til hinanden paa følgende Maade: 

1) Hofteben og Skulderblad, 

2) Sædeben og Ravnenæbsudvæxt, 

3) Skamben og Nøgleben (Fig. 62). 
Nøglebenet slutter sig fortil til Bryst- 
benet og holder Skuldrene ud fra 
hinanden, naar Armene bevæge sig 
indad. Det er derfor stærkt ud- 
viklet hos Mennesket (se Fig. 49) 
og hos de klatrende Dyr, men der- 




Fig. 61. Gennemsnit af en Taa, 
hvis tredie Led bærer en Hov. 



5* 



68 



Skelettet. 



imod forsvindende hos de løbende som Hesten og Hjorten, hvis 
Lemmer kun bevæges i Retningen bagfra fremefter. For at give 





Fig. 62. Analogi mellem Bækkenet A og Skulderpartiet B. 
1) Hofteben og Skulderblad, 2) Sædeben og Ravnenæbsben, 3) Skamben 

og Nøgleben. 

en Oversigt vedføjer jeg her en Tavle, som viser Analogien imellem 
For- og Baglemmet. 



Bækken 

Laar 

Skinneben . . 



Fodrod 



Fodsaal . . 

eller 
Mellemfod 
Taaled . . . 



Baglem. 

Hofteben 

Sædeben 

Skamben 

Laarben 

Skinneben 

Læggeben 

1. Række: 3 Knogler. 

2. Række: 4 Knogler. 

5 Knogler 



Forlem. 

Skulderblad 

Ravnenæbsudvæxt 1 Skulderparti. 

Nøgleben 

Overarmsben* Overarm. 

Spoleben ) _ 

Albuben i Underarm. 

1. Række: 3 Knogler .1 

2. Række: 4 Knogler. ( Haandrod - 

IHaandflade 
eller 
Mellemhaand. 
Fingerled. 



Forbening. 



Imellem Skulderpartiet og Bækkenet er der den vigtige For- 
skel, at Bækkenet er fast sammensmeltet med Hvirvelsøjlen og ud- 
gør et Hele med denne, medens Skulderpartiet er frit bevægelig, 
idet Skulderbladet glider frem og tilbage over Ribbenene og kun 
holdes paa sin Plads ved Muskler. Naar vi komme til at tale om 
Bevægelserne, skal jeg vise Dem disse Forholds overordentlige Be- 
tydning. 

Jeg vil her gøre Dem opmærksom paa en særdeles interessant 
Kendsgærning vedrørende Skelettets Udviklingshistorie. Næsten 
alle Knogler ere i den unge Alder bløde og bøjelige; man kalder 



Skelettet. 



69 



dem da Brusk. De hærdes gradevis og blive lidt efter lidt til 
Knogler. Denne Omdannelse, som jeg strax skal komme tilbage 
til, foregaar efter ganske bestemte Love. De lange Knogler, som 
f. Ex. Overarmsbenet, forandres fra Brusk til Ben paa den Maade, 
at Forbeningen udgaar fra tre Punkter, et i Midten og et i hver 
Ende, saa at der er et Tidspunkt, hvor Knoglen er sammensat af 
tre. Disse Forbeningspunkter (Fig. 63), som de kaldes, op- 
træde til ganske bestemte Tidspunkter, og ligeledes sker Sammen- 
smeltningen af de forskellige Dele i de sammensatte Knogler altid 
ved samme Alder. For Menneskets Vedkommende ere disse Om- 



Fig. 63. Gennem- 
snit af en ung Knog- 
le med dens tre For- 
beningspunkter. 




Fig. 64. Hjærneskallen af et spædt 

Barn, paa hvilken ses forreste F 

og bageste F' Fontenelle. 



dannelser blevne undersøgte med stor Omhu, og Anatomerne 
kunne derfor blot ved at se et Barns Skelet, med Nøjagtighed be- 
stemme hvad Alder det har naaet. Man véd saaledes, at Sammen- 
smeltningen af Overarmens nederste Del med Mellemstykket finder 
Sted i Alderen mellem 15 og 16 Aar, og det Samme sker med den 
øverste Del i Alderen mellem 20 — 25 Aar. Det er af Vigtighed at 
kende disse Tidsbestemmelser, eftersom Knoglerne, saa længe de 
endnu ikke ere sammenvoxede, kunne forlænges i den bløde Del, 
der ligger imellem Forbeningspunkterne. Efter det fyldte 25de Aar 



70 Skelettet. 

ere alle Sammensmeltningerne skete; Længdevæxt er da ikke mere 
mulig og Individet ophører for bestandig at voxe i Højden. 

Noget Lignende finder Sted med Hjærneskallens Knogler. I 
den ganske unge Alder ere de bestemt adskilte, senere naa de hin- 
anden, forenes meget nøje og voxe tilsidst sammen. De have maaske 
set, at der hos spæde Børn findes to Steder paa Hovedet, som 
ikke ere beskyttede med Knogler, og hvor man ser Pulsslaget; 
man kalder dem Fontanellerne (Fig. 64). De findes paa de 
Steder, hvor flere Hjærneskalsknogler senere skulle voxe sammen, 
hvilket som oftest sker i Løbet af det andet Aar. 

Bruskens Omdannelse til Ben er naturligvis en Kendsgærning 
af meget stor Betydning, og den fortjener derfor at blive studeret 
i sine Enkeltheder. Der frembyder sig da her en god Lejlighed 

til at gaa lidt nærmere ind 
^^ ^ paa hvad man forstaar ved 

de to Benævnelser, Brusk og 
Knogle. 

Har jeg et Stykke Brusk 
og en Knogle for mig, ser 

Fig. 65. Snit af en Brusk (350 Gange J e g hurti g^ at det fø*te er 

Forstørrelse). et temmelig blødt, bøjeligt 

og elastisk Legeme, medens 
Knoglen er haard og knækker i Stedet for at lade sig bøje. Der- 
som jeg lægger begge Dele paa Gløder, brænder Brusken helt op 
og efterlader kun en formløs Smule Aske; Knoglen bevarer sin 
Form, men bliver meget hvid og skør. Dersom jeg derimod lægger 
dem i en fortyndet Syre, f. Ex. Saltsyre, undergaar Brusken til- 
syneladende ingen Forandring, medens der fra Knoglen sker en 
Udstrømning af Luft, hvorpaa den omdannes til et bøjeligt Legeme, 
der for det ubevæbnede Øje ikke i nogen Retning synes at være 
forskellig fra den virkelige Brusk. Med andre Ord : Knoglen skælner 
sig fra Brusken for det Første derved, at den foruden de organiske 
Stoffer, eller^ snarere i Forening med dem, indeholder Salte; det er 
Saltene, der modstaa Ilden, som fortærer Knoglens organiske Sub- 
stans, medens denne Substans til Gengæld holder Stand imod 




Skelettet. 



71 



Syren, i hvilken Saltene opløses. De Salte, som findes i Knoglerne, 
ere for det Første det som danner Kridtet, kulsur Kalk, og der- 
næst fosforsur Kalk; man fremstiller ogsaa Fosforet af Knogler. 

Vi se altsaa, at Knoglerne, naar de have været underkastede 
Paavirkning af Syrer, omdannes til en Substans, som ligner Brusk, 
men alligevel ikke er 
Brusk; thi i Virkelighe- 
den ere disse to Slags 
Legemer ikke alene for- 
skellige hvad den kemi- 
ske Sammensætning an- 
gaar, men ogsaa med 
Hensyn til den indre 
Bygning, Formen og For- 
delingen af de anatomiske 
Grundbestanddele, hvoraf 
de ere dannede. 

Dersom vi skære en 
meget tynd Tværskive af 
et Stykke Brusk og un- 
dersøge den med Mikro- 
skopet med tilstrækkelig 
stærk Forstørrelse, se vi 
at den bestaar af et gen- 
nemskinnende Stof, hvori 
der uden bestemt Orden 
er spredt utallige smaa 
a^gdannede Legemer, som 
man kalder Bruskcel- 
ler (Fig. 65). 

Et Tværsnit gennem en Knogle viser os derimod Kanaler og 
rundt om dem visse ejendommelige smaa Legemer, der ere ordnede 
meget regelmæssigt i kredsformede Lag. Disse Benceller eller 
Benlegemer (Fig. 66) ere fra 1 til l 1 /« Hundreddel Millimeter i 
Diameter og ere forsynede med en Mængde smaa Forlængelser, 




Bruskceller 

og 
Benceller. 



Wm< 



Fig. 66. Tværsnit af en Knogle (350 Gange 

Forstørrelse) paa hvilket ses Benkanalerne, 

omkring hvilke Bencellerne ere ordnede i 

regelmæssige Ringe. 



72 



Skelettet. 



hvis yderste Udløbere tilvejebringe en indbyrdes Forbindelse imellem 
dem (Fig. 67). 




Fig. 67. Bencellerne og deres Udløbere (450 Gange Forstørrelse) 




Fig. 68. Længdesnit af Laarbenet af et Menneske. 
A Knoglen i frisk Tilstand, P Benhinden, O Knoglens Midtstykke, M Marven. 
C, C Leddebruskene, B Knoglen i tørret Tilstand; paa Snittet ses Marv- 
kanalen og Ledstykkernes svampede Væv. 



Skelettet. 



73 



Hver Knogle er omgivet af en Hinde, Benhinden, og Kana- 
lerne ere fyldte med en Substans som hedder Benmarven, og 
som ligeledes er sammensat af Celler. 

Hvorledes gaar det til, at Bruskcellerne forsvinde og give 
Plads for Bencellerne? Hvorledes fremkomme de kalkagtige Stoffer? 
Disse Fænomener ere meget vanskelige at iagttage; til Trods for 
Undersøgelserne ved Hjælp af Mikroskopet ere Forskerne dog ikke 



B 




Fig. 69. A Laarben af et Menneske, B det samme skaaret igennem paa langs. 



naaede til fuldstændig Enighed derom, og jeg vil derfor ikke omtale 
dem videre. 

Derimod vil jeg, inden jeg slutter hvad jeg har at sige om Benmarvens 
Knoglerne, gøre Dem opmærksom paa at Marven, som opfylder Egenskaber - 
Benkanalerne og som ogsaa omgiver Knoglen indenfor Benhinden, 
har den betydningsfulde Egenskab at kunne danne nyt Benvæv. 
Dersom man hos et ungt Dyr tager en Smule Marv og poder den 
ind under Huden langt fra den Knogle, hvoraf den blev taget, 
linder man, at denne Marv efter en vis Tids Forløb har omdannet 



Bygning. 



74 Skelettet. 

sig til en virkelig Knogle. Ja dersom man bortlager en hel Knogle 
men sørger for at Benhinden er uskadt, hvilket igen betinger, at 
en vis Mængde Marv er ladet tilbage, træder denne i Virksomhed. 
Kirurgerne forstaa at benytte denne Marvens vidunderlige Evne, og 
det er beundringsværdigt at se, at man f. Ex. har kunnet borttage 
hele Skinnebenet paa et Barn — idet man sørgede for at skaane 
Benhinden — og at Barnet dog senere kom til at gaa, næsten 
uden at halte, paa et nyt Skinneben som Benmarven havde dannet. 
Knogiemes Man deler i Regelen Knoglerne i to Klasser, de lange og 

de korte; men man kunde næsten overalt i Stedet for disse Be- 
tegnelser anvende Navnene Rørknogler og Knogler med svampet 
Væv. Undersøge vi f. Ex. Laarbenet af et Menneske, se vi at det 
bestaar af en cylinderformet Del, som man kalder Mellemstykket, 
og to Endestykker. Skærer man nu denne Knogle igennem paa 
langs, finder man, at den er rørdannet i Midtpartiet, medens Vævet 
i Endestykkerne er svampet (Fig. 69). Vil man nærmere iagttage 
Midtpartiets indre Bygning, gør man et Tværsnit og undersøger 
det først ved Hjælp af en svag Forstørrelse. Det viser sig 
da at indeholde Kredse, den ene uden om den anden (concen- 
triske), som nogenlunde ligne dem man ser i Gennemsnittet af 
en Træstamme. Men ser man nøjere til, opdages det at Knog- 
lernes Bygning er meget mere sammensat. Der findes nemlig en 
stor Mængde Huller, de overskaarne smaa Benkanaler; rundt om 
disse Huller er der i overordentlig elegante og regelmæssige Kredse 
lejret de smaa Benlegemer, vi ovenfor have omtalt (se Fig. 66 og 67). 
De smaa Kanaler staa i Forbindelse med Midtkanalen og ere fyldte 
med Marv ligesom den. De staa ligeledes i Forbindelse med 
Knoglens ydre Lag, og paa denne Maade trænger Marven ud under 
Benhinden. I Kanalernes Hulhed findes der desuden Blodkar og 
Nerver. 

Knoglens to Endestykker ere byggede paa en anden Maade. 
Der findes ikke i dem nogen stor Midtkanal, men derimod uregel- 
mæssige og krydsende Benblade, som danne et svampagtigt Væv, 
der er i Besiddelse af en forbausende Lethed og Modstandsevne. 
I Laarbenets øverste Endestykke, Hovedet, er Bygningen meget 



Skelettet. 



75 



l 



ejendommelig: der findes et System af Stivere, som tjene til at 
bære Legemets Vægt. I Alderdommen blive disse Benblade tyndere 
og Knoglen som Følge deraf mindre stærk, saa at Laarbenets 
Hals let knækker over, hvilket er et meget farligt Benbrud. 

Siden jeg er kommet til at nævne Ordet Benbrud, vil jeg for- 
tælle Dem lidt om disse hyppige Ulykkestilfælde og om den Maade, 
paa hvilken de helbredes. 

Knoglen kan knække over som Følge af et Stød eller et Fald, 
og Bruddet gaar enten lige tværs over Knoglen, paa skraa (Fig. 70) 
eller i Form af et V; det er de simple Benbrud. 
Undertiden sker der en Knusning af Knoglen, saa 
der fremkommer flere Brudstykker eller Splinter. 
Tilfældet er meget alvorligt, naar der samtidig er 
tilføjet et Saar, som naar ind til Bruddet. Kirur- 
gerne erkende et Benbrud paa den unaturlige Be- 
vægelighed, som Knoglen faar derved, samt paa den 
knagende Lyd som høres. Man søger da først og 
fremmest at bringe Stykkerne i den rette Stilling til 
hinanden; det er meget let ved de lige Brud, men 
vanskeligere ved de skraa, da Brudenderne der nemt 
glide over hinanden. Dernæst bestræber man sig for 
saa vidt muligt at fastgøre Delene paa deres Plads 
og forhindre dem fra at bevæge sig, hvortil man an- 
vender Skinner (tynde Plader af Træ eller Pap) i 
Forbindelse med Bind, klæbende Stoffer o. s. v. Efter 
nogle Dages Forløb danner der sig en Hævelse rundt 
om Brudstedet; Marven betændes, Benkanalen lukker 
sig, og henimod den 25de Dag efter Bruddet danner der sig en ny 
Forbindelse, som man med det vedtagne Navn kalder en fore- 
løbig Callus, og som bestaar af en Prop, der lukker for Ben- 
kanalen og lidt efter lidt selv forbenes, samt en ydre Ring rundt 
om Brudenderne (Fig. 71). Naar disse Nydannelser ere blevne 
tilstrækkelig stærke, er Knoglen endog i Stand til at bære Lege- 
mets Vægt. Dog er Helingen ikke fuldendt. I Løbet af flere 
Maaneder undergaa de forbindende Dele en stadig Omdannelse, 



Fig. 70. 

SkraatBrud af 

Laarbenet. 



Benbrud. 



76 



Skelettet. 



Knoglernes 
Sygdomme. 



som tilsidst fører til, at Brud enderne voxe virkeligt sammen, medens 
den foreløbige Cailus igen opløses (Fig. 72); i simple Tilfælde er 
det efter nogen Tids Forløb vanskeligt at kende Stedet hvor 
Bruddet har været, selv om man holder Knoglen i Haanden. 

Ere Vilkaarene mindre gunstige, saa at man ikke har kunnet 
faa Brudenderne til at passe sammen i den rette Stilling, danner 
der sig en saakaldet uregelmæssig Cailus, 
hvilket kan medføre mere eller mindre betyde- /' ^ 

lige Vanskabtheder (Fig. 73). 

Knoglerne blive ofte syge, uden at der er 
tilføjet dem Overlast udefra. Betændelse i 




Fig. 71. Foreløbig 
Callusdannelse (Gennem- 
snit af Knoglen). 



Fig. 72. Gammelt Brud 
helet med blivende Cai- 
lus (Gennemsnit af 
Knoglen). 



Fig. 73. Gammelt Brud 

af Laarben helet med 

uregelmæssig Callus. 



Knoglerne kaldes O s te i tis, endnu hyppigere optræder Benhinde- 
betændelse, Per i o stitis, og disse to Sygdomme findes ogsaa ofte 
samtidig. Naar Benbetændelsen medfører en delvis og fremad- 
skridende Bortdøen af Knoglen, kaldes den Caries, Benedder, 
naar derimod en betydelig Del af Knoglen paa én Gang dør bort. 
kaldes Sygdommen Nekrose (af d. gr. Ord nekros, død) og de 
døde Knoglestykker Sekvestre. Disse Stykker holdes ofte længe 
tilbage (Fig. 74) paa deres Plads, saa at man er nødt til at skære 



Skelettet. 



77 



ind med Kniven for at løsne dem eller endog ligesom Billedhuggerne 
bruge Mejsel og Hammer til at faa dem bort. 

En af de mærkeligste blandt Knoglernes Sygdomsformer er 
den at de blive bløde, hvilket kan ske paa to Maader. Den ene 
Form af Sygdommen, som desværre er temmelig almindelig, viser 
sig derved, at Bruskene hos Barnet ikke forbenes til rette Tid, og 
den bøjelige Knogle krummer sig da dels paa Grund af Muskel- 




Fig. 74. Nekrose af en Knogle, a et 
Sekvester indesluttet i nydannet Knogle. 



Fig. 75. Rachitisk 
Skinneben og Læggeben. 



bevægelserne (Fig. 75), dels som Følge af Legemets Vægt. Denne 
Sygdom, der medfører større eller mindre Uregelmæssigheder i 
Legemsformen, kaldes Rachitis, engelsk Syge. Det fremmede 
Navn er dannet af det latinske Ord for Hvirvelsøjle, rachis, fordi 
selv en ringe Grad af Sygdommen, der ikke medfører betydeligere 
Misdannelser af Lemmerne, dog er tilstrækkelig til at gøre det 
umuligt for Hvirvelsøjlen at holde Legemets Vægt oppe, og der op- 



78 



Skelettet. 



staar altsaa i den Bøjninger og Drejninger af forskellig Art. Man 
kalder det Kyphose (af kyphos, pukkelrygget), naar der danner sig 
en pukkelformet Udbuning, Skoliose (af skolios, fordrejet), naar 
Drejningen gaar til Siden, Lordose (af lordos, bøjet frem) naar 
Lændepartiet er stærkt indsvejet (Fig. 76 og 77). Disse Krum- 
ninger kunne i Øvrigt ogsaa indtræde uden egentlig Rachitis, blot 
som Følge af altfor hurtig Væxt, naar samtidig Hvirvelsøjlens Muskler 





Fig. 76. Den Bøjning af Hvirvel- 
søjlen der kaldes Lordose. 



Fig. 77. Skoliotisk Hvirvelsøjle 
set forfra. 



og Baand ere svagt udviklede. I dette Tilfælde kan Ondet be- 
kæmpes ved passende gymnastiske Øvelser og ved Brug af hensigts- 
mæssige Korsetter. 

En anden Sygdom, som ofte staar i Forbindelse med den 
engelske Syge, bestaar i, at Hjærneskallens Knogler ikke voxe 
sammen eller lukke Fontanellerne til rette Tid. Hjærneskallen ved- 
bliver da at voxe som Følge af Vandansamlinger i forskellige Dele 
af Hjærnen, og man kan saaledes hos Børn se uhyre Hoveder, som 
aldeles ikke tyde paa stor Begavelse. Børn, som lide af denne 



Skelettet. 



79 



Standsning i Udviklingen, siges populært at lide af „Vand i Hovedet", 
Hydrocephalus (af den gr. O. hydor, Vand, kephale, Hoved). 

At de allerede fuldt udviklede Knogler blive bløde, idet de 
kalkagtige Stoffer igen opsuges, ses langt sjældnere; denne Sygdom 
hedder Osteo-malaci (af det græske Ord osteon, Knogle, malakos, 
blød). Den første Beretning om den er bleven os overleveret af 
en arabisk Læge, der taler om en Mand, som man bar i en Kurv, 
„fordi han kun havde Knogler i Hovedet, Nakken og Hænderne", 

Det medicinske Fakultets Musæuin i Paris 
besidder Skelettet af en Kvinde ved Navn 
Supiot, som blev bekendt derved, at alle 
hendes Knogler blev saa bløde og for- 
drejede, at hun brugte den venstre Fod 





Fig. 78. Albuben og Spole- 
ben med Exostoser (Ben- 
udvæxter). 



Fig. 79. Nogle at Hjærneskallens 
Knogler hvis takkede Rande gribe 
ind i hinanden. 



til Hovedpude ; Døden indtraadte derved, at det blev hende umuligt 
at trække Vejret. 

Jeg skal ikke dvæle længere ved Knoglernes Sygdomme men 
kun endnu bemærke, at Benhindens Evne til at danne nyt Benvæv 
undertiden udvikles i overdreven høj Grad, saa at Knoglerne 
fremvise Udvæxter af forskellig Størrelse (Fig. 78), som tilsidst maa 
tages bort ved en Operation ; en saadan Udvæxt kaldes Exostose 
(af d. gr. O. ex udaf, osteon Knogle). 

Knoglerne ere undertiden indbyrdes meget nøje forbundne, 
enten derved at de ligge ganske tæt op til hinanden og gribe ind 
i hinanden med udtakkede Rande, saaledes som f. Ex. Hjærne- 



Led. 



80 



Skelettet. 



Ledforbin- 
delsernes 
Sygdomme. 



skallens Knogler (Fig. 79) i den unge Alder og Manddomsalderen, 
eller ved at voxe virkeligt sammen, som det er Tilfældet med de 
nævnte Knogler senere hen i Livet. Hyppigst ser man dog, at de 
bevæge sig frit imod hinanden indenfor et vist Spillerum, der kan 
være af meget forskellig Vidde; de ere da, som man siger, for- 
bundne med hinanden ved Led. 

De Dele af Knoglerne, som glide frem og tilbage og derved 
gnides imod hinanden, ere beklædte med et Brusklag. Baand af 
lige saa forskellig Form som Leddene selv om- 
give de to Knogleender (Fig. 80) og danne en 
Slags Hulhed, i hvilken der bestandig udgydes 
en Væske, som letter Bevægelsen; denne Væske 
kaldes Syn o vi (af d. gr. O. syn, med, oon, Æg) 
paa Grund af dens Lighed med Æggehvide. 

I normal Tilstand indeholde Ledforbindel- 
serne kun nogle faa Draaber Synovi. Indtræder 
der derimod Betændelse i Leddet, hvilket kan 
ske, enten som Følge af Stød eller ved visse 
Sygdomme, især ved Ledderheumatisme, samler 
der sig en Mængde Væske i Leddehulheden, 
hvorved Knoglerne fjernes fra hinanden og 
Baandene udspændes: denne* Tilstand kaldes 
Hydarthrus, Leddevand (af d. gr. O. hydor, 
Vand, arthron, Led, Ledforbindelse). Dersom 
det ikke lykkes at faa Bugt med Ondet ved Be- 
handlingen — man anvender Trækplastre, hud- 
irriterende Midler, Ætsninger o. s, v. , kunne 
Bruskdelene og de nærliggende Partier let blive angrebne; der ud- 
vikler sig da Leddebetændelse. Bliver Leddebetændelsen kro- 
nisk, tilintetgøres Bruskdelene, Knogleenderne betændes, svulme op 
og blive undertiden angrebne af Benedder; det er den forfærdelige 
Lidelse, som Lægerne kalde Tumor albus, og som man ofte 
kunde have bekæmpet med Held i dens Begyndelse ved at anvende 
en omhyggelig Behandling. Naar den derimod én Gang er helt 
udviklet, nødvendiggør denne Sygdom som oftest en Amputation. 




J 

Fig. 80. Skematisk 
Fremstilling af et 
Led, paa hvilken 
ses Ledhulen, Baan- 
dene og en Muskel, 
der gaar fra den 
ene Knogle til den 
anden og styrker 
Leddet. 



Skelettet. gi 

Der er imidlertid endnu den Udvej, at de blottede Knogleender 
kunne bringes til at voxe sammen derved, at det betændte Led i 
længere Tid holdes ganske ubevægeligt i en passende Stilling. Der 
indtræder da Ankylose (af d. gr. O. ankyle, Tøjle), og man be- 
virker saaledes Helbredelse men rigtignok tillige en Vanskabthed. 

Det er klart, at Leddebetændelser kunne medføre meget for- 
skellige Afvigelser fra det Normale, og en af de alvorligste og 
mest indgribende er den, som bevirkes ved den farlige Betændelse 
i Leddet mellem Laarben og Bækken, den saakaldte Hofteleds- 
betændelse, Coxalgi (af coxa, Hofte). 

Knoglerne i en Ledforbindelse holdes ikke alene passivt sam- 
men af Baand, men Musklerne, hvis Bestemmelse det er at bevæge 
Legemets forskellige Dele, gaa fra den ene Knogle til den anden, 
og deres Sammentrækninger holde paa aktiv Maade Knoglerne i 
rette Stilling. Jeg skal senere, naar vi komme til at tale om 
Nervesystemet, vise Dem at de forskellige Muskelgrupper virke 
saaledes at de holde hinanden i Ligevægt, og at Leddene derved 
paa en meget kraftig Maade beskyttes mod at strækkes eller drejes 
over Evne ved et Fald eller uhensigtsmæssige Bevægelser. Enhver 
har gjort den Erfaring, at naar man træder fejl paa Foden, strammes 
Læggens Muskler pludselig og trække sig rask sammen for at føre 
det truede Led tilbage til dets normale Stilling. Dersom Leddet 
bliver' udsat for altfor voldsom eller pludselig Overlast, strammes 
selve Baandene for stærkt og kunne briste; det er det Uheld som 
man kalder Forstuvning. Det behøver ikke at medføre videre 
Følger, naar der blot i Tide bliver anvendt en passende Be- 
handling; bliver en Forstuvning derimod ikke behandlet paa rette 
Maade, kan den blive Udgangspunkt for Leddebetændelser. 

I endnu alvorligere Tilfælde blive ikke alene Baandene sønder- 
revne, men selve de to Knogler rives fra hinanden, saa at der ikke 
længere er nogen Ledforbindelse imellem dem. Der er da sket en 
Forvridning. Ved Forvridninger maa Lægen se at bringe den 
bevægeligste af de to Knogler, den som er gaaet ud af sit Leje, 
paa Plads igen ved at føre den tilbage akkurat samme Vej som 
den fulgte, da den ved Forvridningen blev skudt ud af den nor- 

Paul Bert: Livet og Livsfunktionerne. g 



82 Skelettet. 

male Stilling. Dernæst maa Leddet ved en Bandage holdes i fuld- 
stændig Ubevægelighed indtil Betændelsen er hævet. Alt dette er 
forbundet med Vanskeligheder, med Smerter og Farer. Komme 
Knoglerne ud af deres Leje, sønderrives ikke alene Forbindelsen 
imellem dem, men der finder ogsaa uvilkaarlige Sammentrækninger 
af Musklerne Sted, hvorved disse gøre Modstand, naar Knoglen skal 
bringes tilbage i rette Stilling. Denne Modstand kan være saa stor, 
at man for at overvinde den ofte i tidligere Tider maatte anvende 
Maskiner, som kunde udvikle stor Kraft. I vore Dage bringer man 
Patienten til at sove ved Kloroform eller andre bedøvende Midler; 
Søvntilstanden slapper Musklerne, og det bliver saaledes meget 
lettere at reponere (hæve) Forvridningen. 

Knoglerne og Leddene kunne angribes af mangfoldige andre 
Sygdomme, men da det ikke er Hensigten her at give et Kursus i 
Kirurgi, skal jeg ikke gaa videre i Beskrivelsen af dem. 



FJERDE FOREDRAG. 

Musklerne. Fordøjelsen. 

Jeg har dvælet længe ved Skelettet paa Grund af den store 
Betydning, som Kendskab til dette har for Studiet af alle de andre 
Dele af Legemet. Det er min Agt at fatte mig kortere med Hen- 
syn til Musklerne. 

Musklerne. 

Ved alle Bevægelser, der udføres af Legemet, spille Musklerne Musklernes 
den vigtigste Rolle. Knoglerne med deres indbyrdes Ledforbindelser ygnmg * 
ere passive Vægtstænger, der blot lydigt kunne udføre Musklernes 
Befalinger, hvad enten disse bringe dem i en drejende Bevægelse, 
som naar Hjærneskallen drejer paa Taphvirvelen og Overarmsbenet 
mod Skulderbladet, eller de bøje dem mod hinanden, som det sker 
med Skinneben og Laarben eller Underarmens Ben og Overarmsbenet. 
Det er allerede blevet forklaret hvorledes Musklerne bære sig ad 
med at paavirke Knoglerne paa denne Maade. Det sker ved Hjælp 
af aktive Forkortelser, Sammentrækninger som det kaldes. Dersom 
De tænke Dem et Stykke Kautschuk som man slipper efter at have 
trukket det stærkt ud, ville De faa en Forestilling om, hvorledes 
Muskelen virker; kun er der den Forskel, at Muskelen trækker sig 
sammen uden i Forvejen at være bleven spændt ud. 

Der findes i Legemet en stor Mængde adskilte, mindre Muskel- 
masser. De gaa fra en Knogle til en anden, idet de undertiden 
forene Knogler der ere stillede tæt sammen, undertiden danne For- 

6* 



84 



Musklerne. 



bindelsesled mellem vidt adskilte Knogler. De gaa i saa over- 
ordentlig mange Retninger, at det bliver os muligt at foretage et 
meget stort Antal Bevægelser med hele Legemet eller med enkelte 
Dele af det. Jeg skal senere, naar vi komme til at tale om Be- 
vægelserne, give Dem nogle Oplysninger om Musklernes Fordeling 
og om den Rolle de spille. 




Fig. 81. 2 Muskelfibre (350 Gange Forstørrelse). 
Den ene Muskelfiber b er gaaet itu, saa at man 
ser den Membran a, der sammenholder de en- 
kelte Muskeltraade eller Fibriller. 



Fig. 82. Muskel- 
traade eller Fibril- 
ler. (600 Gange 
Forstørrelse). 



Musklerne udgøre den største Del af Legemets Masse. De 
bestemme ogsaa dettes Skikkelse, idet de skjule Skelettets haarde 
Kanter; de beklædes igen af Huden, der ved sit tykkere eller 
tyndere Underlag af Fedtvæv yderligere gør Linierne bløde, saa at 
de kantede Former forvandles til afrundede Omrids. 

Muskelen bestaar i Regelen af to bestemt adskilte Dele: en 
rød, kødet, tyk Del som er den egentlige Muskel, det vil sige 
det Stof som kan trække sig sammen, og dernæst en hvid, glin- 
sende Del som ikke kan trække sig sammen og som hedder Senen. 



Musklerne. 



85 



Senen kan betragtes som et simpelt Tov, der overfører til Knoglen 
den Bevægelse, som opstaar ved Muskelens Sammentrækning. 

Selve Muskelen, Kødet som man spiser, er sammensat af et Tværstribede 
meget stort Antal særdeles fine Traade; hver af dem har hele 
Muskelens Længde og de ende alle i Senen. Et Garnfed giver et 
temmelig rigtigt men noget plumpt Billede af den. Disse Traade, 
Muskelfibrene, ere tilsyneladende ganske glatte, men undersøger 
man dem med Mikroskopet — deres Gennemsnitsflade er næppe 
mere end en Hundrededel Millimeter — viser det sig, at de ere 
sammensatte af sorte og røde Striber (Fig. 81). Paa Grund af 
denne Ejendommelighed har man kaldt dem tværstribede 



låm 
mm 





Fig. 83. Tværsnit af en Muskel- 
fiber, paa hvilken ses de over- 
skaarne Muskeltraade (400 
Gange Forstørrelse). 



Fig. 84. Tværsnit af en Muskel 
(50 Gange Forstørrelse). 



Muskler. Undersøger man dem med endnu stærkere Forstørrelse, 
ser man at hver Fiber er dannet ved Sammenstilling af en hel Del 
overordentlig tynde Traade eller Fibriller — de have et Diameter 
paa en Tusinddel Millimeter — (Fig. 82), medens alle disse Traade 
blive holdt sammen af en fælles Hinde. De samlede Traade danne 
Fibrene, (Fig. 83), Fibrene gruppere sig til Bundter, og alle 
Bundterne tilsammen udgøre Muskelen (Fig. 84). Muskelfibrene 
ende i Traade, som ikke kunne trække sig sammen; i Forening 
udgøre disse Traade Senen, og Senen hæfter fast til Knoglen 
(Fig. 85). 



86 



Musklerne- 



Glatte 

Muskler. 







Fig. 85. Muskelfibre, der 

ende i en Sene (300 Gange 

Forstørrelse). 



Fig. 86. En glat Muskel- 
fiber, taget fra Tarmen. 



Der findes ogsaa Muskler hvis Fibre 
ikke ere stribede og som man derfor kalder 
glatte Muskler (Fig. 86). Imellem de 
stribede og de glatte Muskler findes der 
meget betydelige Forskelligheder Sted. Det 
er blevet vist i et tidligere Foredrag, at en 
pirret Muskel øjeblikkelig trækker sig sam- 
men, og at Sammentrækningen ligeledes 
meget hurtigt hører op. Den Muskel, vi 
den Gang experimenterede med, var taget 
af en Frøfod, og det var en tværstribet 
Muskel. Dersom vi havde benyttet en glat 
Muskel ved Forsøget, vilde vi have set, at 
den først trak sig sammen naar der var 
gaaet en vis Tid efter Pirringen, men at 
den saa til Gengæld holdt sig i sammen- 
trukken Tilstand i nogen Tid. Man kunde 
derfor ogsaa kalde de tværstribede Muskler 
for de hurtige og de glatte for de lang- 
somme Muskler. 

Der er endnu en anden Forskel. De 
tværstribede Muskler betinge Bevægelserne 
udadtil, de bevæge Lemmerne og Krop- 
pen og staa alle under Villiens Herre- 
dømme. Af de glatte Fibre dannes 
derimod de Muskler, som bestemme de 
indre Bevægelser; det er f. Ex. dem 
der bevirke Mavens Sammentrækninger. 
De træde i Virksomhed uden vort Vi- 
dende, ja endogsaa imod vor Villie. 
Man kunde altsaa ogsaa kalde de tvær- 
stribede Muskler for de vil kaar lige, der- 
som der ikke fandtes en vigtig Undtagelse 
fra ovenstaaende Regel. Hjærtet, hvis Sam- 
mentrækninger aldeles ikke paavirkes af 



Musklerne. 87 

Villien, er nemlig sammensat af tværstribede Fibre (Fig. 87). 
Hjærtets Fibre skille sig imidlertid fra de andre tværstribede Fibre 
ved visse Ejendommeligheder, hvoraf den vigtigste er at de for- 
grene sig. 

Selv naar en Muskel befinder sig i Hviletilstand, er den under Muskeitonus. 
almindelige Forhold ikke ganske uvirksom. Den befinder sig be- 
standig i en Tilstand af let Sammentrækning, hvilket man kalder 




Fig. 87. Forgrenede Muskelfibre fra Hjærtet. 

Muskeitonus og som spiller en vigtig Rolle ved en hel Del 
fysiologiske Funktioner. Muskelen taber sin Tonus, naar dens Be- 
vægenerve overskæres, den lammes da og bliver slap; det kan 
ogsaa finde Sted i mange Sygdomstilfælde. Muskelspændigheden 
hjælper fremfor Alt til at gøre Ledforbindelserne sikre, idet Knog- 
lerne holdes paa deres Plads op til hinanden derved at Musklerne 
altid ere en Smule spændte. Naar der foretages Amputation af et 
Lem, trække de overskaarne Muskler sig paa Grund af deres Tonus 
sammen og lade Knoglen træde ubedækket frem. En tværstribet 
Muskel kan ikke længe blive ved at være sammentrukket; selv om 
man gentagende lader Pirringsmidler virke paa den, kommer der 
et Øjeblik hvor den bliver træt og slappes. 

I visse sygelige Tilstande kan der dog finde vedholdende 
Sammentrækninger Sted. De hyppigste af dem og tillige de som 
have mindst Betydning ere de saakaldte Kramper som Lægge- 
krampe etc. Men undertiden kan Sammentrækningen være af saa 
at sige ubegrænset Varighed; man kalder den da Contractur, 



Musklernes 
Sygdomme. 




88 Musklerne. 

og den kan da medføre en blivende Vanskabthed, saaledes som man 
ser det ved Torticollis (skæv Hals). Muskler, som holdes i Uvirk- 
somhed, svækkes og kunne tilsidst i den Grad blive angrebne af 
Atrophi, Hensvinden (af a, nægtende Partikel, trophe, Næring), at 
de ikke mere kunne bringes til at trække sig sammen. De have 
maaske hørt Tale om visse indiske Fakirer, som bestandig ube- 
vægeligt holde sig i en og samme Stilling. Deres Muskler blive 
tilsidst ude af Stand til at trække sig sammen, Muskelfibrene 
svinde ind, miste undertiden deres Striber og opfyldes med ganske 

smaa Fedtkugler. Dette kaldes 
Jg& z ié éh ' i«. ^ at den anatomiske Grundbestand- 

del degenererer (Fig. 88). 

I Modsætning hertil styrkes 
Musklen og voxer ved Øvelse og 
stadig Brug, uden at Muskel- 
fibrene dog tage til i Antal. 
Denne Tilvæxt i Omfanget er vel- 
bekendt, Enhver véd at Bagerne 

have svære Arme og Bjærgboerne 

Fig. 88. Forskellige Former af t , -, ., -. -, T 

, - \jr^i_ mi. stærkt udviklede Lægge o. s. v. 

degenerede Muskelfibre. 

Naar en Muskel er blevet lammet 
ved Sygdom eller dens Nerve skaaret over ved ydre Vold, søge 
Lægerne derfor ved Hjælp af Elektricitet at vedligeholde dens Evne 
til at trække sig sammen; derved forhindres den i at svinde ind. 
Som Midler til at styrke Muskelkraften anbefales af lignende 
Grunde Gymnastik, Massage o. s. v. 

Paa de Steder, hvor Musklerne hæfte sig til Knoglerne, er der 
i Almindelighed fremspringende Kanter eller i det Mindste Ujævn- 
heder. Størrelsen af disse Kanter staar i Forhold til Musklernes 
Styrke, og man kan altsaa faa en Forestilling om denne ved at se 
Skelettet. Hos Kvinder og Børn ere Knoglerne derfor meget 
glattere end hos Mænd. 
Meiiem- j e g sagde ovenfor, at jeg ikke i dette Foredrag vilde tale om 

gulvet. 

Fordelingen af Muskelmasserne. Der er imidlertid en overmaade 
vigtig Muskel, med hvilken jeg maa gøre en Undtagelse, da det er 




Musklerne. — Fordøjelsen. 



89 



absolut nødvendigt at kende den for at forstaa det Følgende. 
Denne Muskel, der findes hos alle Pattedyr og kun hos dem, hedder 
Diaphragma (af d. gr. Ord dia, paa tværs, phragma, Skillevæg) 
Mellemgulvet. 

De se her i Tegningen et Stykke af et Menneskeskelet (Fig. 
89). Tænk Dem Brystkassens nederste Aabning lukket fuldstændig 
ved et Klæde, der hæfter sig til Brystbenet, til Omkredsen af de 
nederste Ribben og bagtil til Hvirvelsøjlen, og som hvælver sig 
stærkt opad i Brysthulen. Naar De 
nu forestille Dem, at dette Klæde er 
sammensat af Muskelvæv og kan 
trække sig sammen, have De en Fore- 
stilling om Mellemgulvet, som deler 
Kroppen i to bestemt adskilte Partier. 
Den øverste — eller hos Dyrene den 
forreste — Del, hvori Lungerne og 
Hjærtet ere indesluttede, kaldes B rys t- 
kassen eller Brystet, den underste, 
hvori Fordøjelsesorganerne og de vig- 
tigste Afsondringsorganer ligge, bærer 
Navn af Underliv. 

Det er nødvendigt at vide Besked 
med alle disse Organer og med deres 
Funktioner, og vi ville da begynde 
med at beskrive Fordøjelsens Organer 
eller Fordøjelsesapparatet. 




Fig. 89. Menneskets Brystkasse 
nedad lukket af det hvælvede 
Mellemgulv. Paa venstre Side 
ses Nøglebenet, paa højre Side 
de Muskler, der forbinde Rib- 
benene. 



Fordøjelsesapparatet og Fordøjelsen. 



Fordøjelseskanalens forreste Aabning er Munden, hvis Hulhed 
er højst forskellig i Form hos de forskellige Dyr, idet den nærmest 
retter sig efter de faste Dele, Kæberne. Overkæben er fast, ube- 
vægelig sammenvoxet med Hjærneskallen, Underkæben bevæger sig 
imod den og kan gaa op og ned ved Hjælp af et Led, som har 



Munden. 



Form. 



90 Fordøjelsen. 

sin Plads lidt foran Øret. Jeg har allerede nævnet Antallet og 
Navnene paa de Knogler hvoraf Kæberne bestaa. 

Mundhulen er begrænset af Kinderne og Læberne, som 
danne et Huddække om den med et Underlag af Muskler; Enkelt- 
hederne heri skal jeg en anden Gang gøre Dem bekendt med. 
Tændernes Kæberne bære Tænder. Tændernes Antal og Form varierer 

i høj Grad hos de forskellige Arter af Pattedyr. Formen bestemmes 
navnlig af den Art Føde, Dyret søger; de Dyr som nære sig af 
levende Bytte, af Kød, have skarpe Tænder der egne sig til at 
sønderrive Byttet, hos dem som kun æde Planter ere Tænderne 
brede og skikkede til at male eller knuse Føden, medens atter 
andre Dyr have dem besatte med fine Spidser, hvorved de blive i 
Stand til at trænge igennem Insekternes haarde Skal o. s. v. 

Overfor denne Formrigdom har man da inddelt Tænderne i tre 
Klasser: Fortænder eller Skæretænder, Hjørnetænder, 
Kindtænder. For Overkæbens Vedkommende kalder man de 
Tænder som have deres Rod i Mellemkæbebenene, Fortænder eller 
Skæretænder, og dem der udgaa fra selve Kæbebenene, Kindtænder; 
endvidere er der paa hver Side en Hjørnetand, lige paa Grænsen 
mellem Kæbebenet og Mellemkæbebenet. I Underkæben kalder 
man den Tand Hjørnetand som sidder lige under Overkæbens 
Hjørnetand; de som sidde foran den ere Fortænder og de bagved 
Kindtænder. Disse Navne ere dannede dels efter den Rolle de 
spille hos Mennesket, dels efter den Plads de indtage; Skære- 
tænderne ere mejseldannede og tjene til at skære Føden af, Hjørne- 
tænderne ere spidse og skarpe — dette er især udtalt hos Rov- 
dyrene — Kindtænderne tjene til at knuse Næringsmidlerne. 

Tændernes Form er i høj Grad forskellig hos de forskellige 
Arter Pattedyr. Man behøver blot at sammenligne Menneskets 
Tænder med Tandformerne hos Elefanten, Kaninen, Rhinoceros'en, 
Dovendyret for at have Exempler nok herpaa; Tændernes Form 
staar naturligvis i nøje Overensstemmelse med Dyrets Levevis. Da 
man imidlertid maatte have en ensartet Række Betegnelser for at 
finde sig til Rette, er man blevet enig om at laane Navnene fra 
Menneskets Tænder, skøndt de naturligvis i det enkelte Tilfælde 



Fordøjelsen. 



91 



ikke passe synderlig nøjagtigt. Visse Pattedyr have saaledes 
Skæretænder, som ikke ere skærende, eller Kindtænder der ikke 
som hos Mennesket ere indrettede til at sønderdele Føden. 

Alle Pattedyr ere underkastede et Tandskifte, som 
imidlertid ikke finder Sted til 
samme Alder hos de forskellige 
Arter. Det sker derved at de 
saakaldte Mælketænder falde 
ud og erstattes af andre. Ved 
Tandskiftet kommer der altid 
nogle ny Kindtænder frem for- 
uden dem der allerede existerede 
(Fig. 90), og de ny blive da med 
et forresten meget uheldigt Navn 
kaldet de ægte Kindtænder, 
medens de andre erholde Navnet 
uægte Kindtænder. 

Efter det fuldendte Tandskifte har Mennesket i hver Kæbe 
4 Fortænder, 2 Hjørnetænder, 4 smaa Kindtænder, 6 store Kind- 
tænder, i begge Kæber i Alt 32 Tænder (Fig. 91), men i det første 




Fig. 90. Menneskekæbe med første 
Tandsæt og Anlæg af andet. 




Fig. 91. Mennesketænder. 
a Skæretænder, b Hjørnetand, c uægte Kindtænder, d ægte Kindtænder. 



Tandsæt, Mælketænderne, er der kun 8 Kindtænder i det Hele, saa 
at Barnet ikke har mere end 20 Tænder. Det første Tandsæt for- 
svinder i Alderen mellem 7 og 12 Aar; det andet fuldstændiggøres 
ofte meget sent i Livet, jeg kender endog en berømt Olding paa 



92 



Fordøjelsen. 



70 Aar, som lige har faaet en af de sidste Kindtænder, de saa- 
kaldte Visdomstænder. 





g. 92. Kindtand af et Menneske. 
A Længdesnit. B Tværsnit. 
a Emaille. b Tandhule. c Cement. 
d Tandben. 




Fig. 93. Snit gennem Tandben og 

Emaille (350 Gange Forstørrelse). 

b Emaillens Fibre. d Tandbenets 

Smaakanaler. 




lig. 94. Emaillens Overflade dannet 

af Fibrenes Ender (350 Gange 

Forstørrelse). 



Tændernes 
Bygning. 



Ikke ganske sjældent findes der flere Tænder end normalt i 
Overkæben, og de blive da kaldte overtallige Tænder. 

Alle Tænderne, uanset deres Form og Navn, ere sammensatte 
af to Substanser : et temmelig tyndt, men haardt og blankt Dække, 



Fordøjelsen. 



93 



som kaldes Emaillen (Glasur), og en indre Masse som hedder 
Dentin (Tandben), denne indeslutter en Hulhed, hvori der findesset 




Fig. 95. Tandben og 
Tandkit (175 Gange For- 
størrelse), a Tandbenets 
nedadvendende Flade med 
faa Kanaler, b Tandkittets 
Benlegemer. 





Fig. 96. Tværsnit af 

Tandbenet. 

(350 Gange Forstørrelse.) 

Prismer (Fig. 93 og 94) 



Fig. 97. Lodret Snit gennem en frembrydende 

Tand af en Kat (14 Gange Forstørrelse). 

a Papillen. b Tandbenet. c Emaillen. 

lille kødet Legeme, Tandkimen (Pulpe), 
som indeholder Blodkar og Nerver (Fig. 92). 
Der er endnu en tredie Masse, Tandkittet 
eller Cementen, som har samme Bygning 
som Knoglerne ; paa visse Steder lægger det 
sig over Tandbenet uanset om dette er 
dækket af Emaille eller ej. Cementen er 
hos Mennesket kun til Stede i ringe Mængde, 
men det udgør en vigtig Bestanddel af 
mange Dyrs Tænder. 

Set under Mikroskopet er Tandens 
Bygning af stor Finhed og Elegance. Et 
tyndt Snit viser at Emaillen bestaar af fine 
og Dentinen af forgrenede Rør (Fig. 95 og 



94 



Fordøjelsen. 



96). Den kemiske Sammensætning er ligesom i Knoglerne en kalk- 
agtig Del som er opløselig ved Syrer, og en organisk Del som 
modstaar deres Indvirkning. 

Tænderne ere i høj Grad homologe med Haarene. Baade 
Tanden og Haaret opstaa paa en Papil som hører til Læderhuden 
(Fig. 97). Tandens Papil danner Grundbestanddelen af Tandbenet 
ligesom Haarets Papil danner Haarcellerne ; disse Grundbestanddele 
og Celler svare til Overhudens dybeste Lag. Emaillen dannes af 
et særegent Organ, en Slags lille Lomme, der dækker over Denti- 
nen som en Hætte dækker Hovedet (Fig. 98). Paa samme Maade 
som Haarets Papil uophørligt danner Marv- og Barkceller, danner 




Fig. 98. Gennemsnit af en ganske ung Tand (forstørret). 
a Papillen og dens Blodkar. c Tandbenet. d Emaillen. 



Tandens Papil uophørligt de fiDe Rør i Dentinen. Dette ses især 
tydeligt i saadanne Tænder som Gnavernes og Elefanternes Skære- 
tænder, der bestandigt voxe, idet ny Dentinlag skyde de gamle frem. 
Men i de fleste Arter Tænder og saaledes ogsaa i Menneskets er 
Papillen formet saaledes, at den sammenklemmes og tilsidst kvæles 
ved den koncentriske Udvikling af de ny Lag. Tilvæxten sker 
nemlig kun indadtil; Tanden bliver altsaa ikke større ved den, 
men dens indre Hulhed udfyldes efterhaanden saa at Papillen til- 
sidst ikke kan modtage Næring, og Tanden falder da ud af Alderdom. 



Fordøjelsen. 



95 



Det andet Tandsæt dannes paa Papiller som komme frem ved 
Siden af de første (Fig. 99 og 100). 

Naar Spyttet eller 
andre Stoffer som Tæn- 
derne komme i Berøring 
med, af en eller anden 
Aarsag undergaar en 
sur Gæring, kunne baade 
Emaillen og Dentinen 
blive mer eller mindre 
beskadigede derved; det 
er Aarsagen til Caries 
i Tænderne (ormstukne 
Tænder) (Fig. 101). 
Emaillen er ufølsom, 
men Tandbenet er der- 
imod følsomt især i de 
ydre Lag; blottes det, 
indfinder der sig Smer- 
ter især ved Tempera- 
turforandringer, Stød o. 

T . ,, ,. , , ,. Fig. 99. Skæretand af første Tandsæt og 

s. v. Imidlertid bliver Anlæget til Skæretand af andet Tandsæt af 

Smerten ganske ander- en Kat (14 Gange Forstørrelse). Paa Længde- 

ledes Stærk naar selve " ittot , S< * ^Mælketandens Tandkim, f den 

blivende Tands Tandkim, g det Apparat, der 
Tandbenet er gennem- danner dennes Emaille. 



Tændernes 
Sygdomme. 






Fig. 100. Skematisk Fremstilling af Udviklingen af en Mælketand 
og af en blivende Tand, der skal erstatte den. 



96 Fordøjelsen. 

brudt saa at Tandkimen og de Nerver, den indeholder, blottes og 
blive betændte. Tandlægerne bruge derfor at udfylde Hullet med 
Substanser som kunne dække Papillen og paa samme Tid beskytte 
Tandbenet mod de skadelige Paavirkninger udefra; den bedste af 
disse Substanser er Guldet. Naar Ondet er saa vidt fremskredet 
at Tandkimen er blottet, maa man enten tage den bort eller dræbe 
den ved Ætsninger, derefter udfylder man Hullet i Tanden. Naar 
en hul Tand bliver behandlet paa den Maade kan den godt hel- 
bredes; i saa Tilfælde hærdes Tandbenets overfladiske Lag, dets 
Smaakanaler tilstoppes saa at det ikke mere saa let kan blive angrebet 
af ydre Paavirkninger. I Forbigaaende skal jeg bemærke at det 
ikke alene er Irritation af Tandnerverne, det vil sige Betændelse i den 

blottede Tandkim, som foraar- 

r^ sager den ulidelige Tandpine: 

■ Ji " 4 - ^#*8 H men naar Hullet i Tanden gaar 

i> F^aS ^pl dybt, hænder det ogsaa temme- 

lig hyppigt at Benhinden, som 

omgiver Tanden og sender For- 

. ^^ | S^V ^ i / længelser ind i Tandrødderne, 

1| jfl Wi betændes, hvilket giver Anled- 

\ "* ff^ ™ ning til Dannelsen af Bylder der 

følge paa hinanden med kortere 
Fig. 101. Gennemsnit al en orm- 

stukken Tand. a den angrebne eller længere Frist. I saa Tll- 

Emaille. b Tandben. fælde bliver det næsten altid 

tilsidst nødvendigt at trække 
Tanden ud; man benytter ved denne Operation enten Tandnøg- 
len eller Tandtangen. Imidlertid kan en saadan angreben 
Tand dog bevares, naar der enten af sig selv danner sig en Ud- 
tømmelsesgang ud gennem Knoglen, en saakaldet Tand fistel, 
eller Tandlægen er i Stand til at tilvejebringe en saadan. Sætter 
man en udtrukket Tand ind igen i dens Tandhule, voxer den fuld- 
stændig fast naar der ikke er forløbet alt for lang Tid. Man kan 
godt rense den, fylde det hule Rum og skære Enden af den be- 
tændte Rod bort uden at alt dette forhindrer den fra at blive 
ganske fast som før. En Tand af et andet Individ slaar ogsaa an, 



Fordøjelsen. 



97 



dersom dens Form passer i Hulheden. I forrige Aarhundrede 
foretoges der mange saadanne Tandpodninger, idet det ikke 
var usædvanligt at en Rigmand i dyre Domme betalte for at faa 
en eller anden Arbejders sunde Tænder i Stedet for sine egne 
daarlige Stumper. Dette er nu til Dags gaaet af Brug. 

Jeg vender tilbage til Tændernes forskellige Former, som 
gennem gaaencle staa i nøje Overensstemmelse med den Art Føde, 
Dyret tager til sig. Jeg skal anføre nogle af de mest iøjnefaldende 
Typer, for at denne Regel kan blive Dem tydelig gennem bestemte 
Kendsgærninger. 

De se her Kæberne og Tænderne af en Tiger. Skæretænderne 
ere middelstore og temmelig skarpe, Hjørnetænderne ere over- 



Overens- 
steramelse 
mellem Tæn- 
dernes Form 
og Dyrets 
Føde. 





^W / o2 




Kæber af et Rovdyr 
(Tiger). . 



Fig. 103. Kæber af et plante- 
ædende Dyr (Oxe). 



ordentlig udviklede, lange og spidse, beundringsværdigt vel egnede 
til at gribe Byttet, dræbe det og sønderrive dets Kød (Fig. 102). 
Kindtænderne ere skærende, og naar De holder Underkæben sam- 
men med Overkæben, ville De se at de passe nøje sammen, idet 
de glide over hinanden som de to Blade i en Sax; det Hele er et 
udmærket Redskab til at sønderdele og finhakke Kødet efter at 
det først er revet af i store Stykker. 

Modsætningen hertil er Oxens Kæber: Hjørnetænderne mangle 
ligesom Skæretænderne i Overkæben, Kindtænderne have flade 
Kroner og gnide imod hinanden som Møllestenene i en Mølle (Fig. 
103). Det er let at forstaa, at disse Tænders Opgave er at knuse 
Korn, Blade eller Trækviste. Oven i Købet er Forholdet dette, at 

Paul Bert: Livet og Livsfunktionerne. 7 



98 Fordøjelsen. 

disse Kindtænder ikke som andre Arter Tænder ere dannede af en 
mer eller mindre ujævn Tandbensmasse med Emailledække, men at 
de bestaa af tynde, foldede eller snoede Blade af Tandben over- 
trukket med Emaille, medens Rummene mellem disse Blade ere ud- 
fyldte med Tandkit. Da nu Tandkittet er mindre haardt end 
Tandbenet og Tandbenet igen mindre haardt end Emaillen, følger 
heraf at Tanden efter nogen Tids Forløb er besat med frem- 
springende Emaillekanterj begrundet paa at dette Stof slides mindre 
ved Tygningen end de to andre som ere blødere af Sammensætning. 
Disse Emaillekanter gøre naturligvis Tanden endnu bedre skikket 
til dens Opgave. Paa lignende Maade ere Kindtænderne byggede 
hos Hesten, som jo ogsaa lever af samme Slags Føde (Fig. 104). 




Fig. 104. Kindtand af en Hest 

Bævernes Kæber vise os en tredie Tandformation (Fig. 105). 
Dette Dyr har ingen Hjørnetænder; Kindtænderne ere middelstore 
Knusetænder. Men foran i Munden er paa hver Side to lange 
Skæretænder, der ende med en skarp Eg og som gnide imod hin- 
anden, saa at de ere skikkede til at afgnave ethvert fremspringende 
Legeme. Vi have her en interessant Ejendommelighed: de slides 
ved at gnide imod hinanden, men Tabet erstattes uophørligt saa 
at de bestandig bevare den samme Længde. De voxe med andre 
Ord bestandigt, saaledes at den ene kan tage til i det Uendelige, 
naar den tilsvarende Tand i den anden Kæbe er brækket ud og 
altsaa ikke kan standse dens Væxt (Fig. 106). Dette er nu i 
Øvrigt ikke saa enestaaende et Faktum som man i Almindelighed 
tror, eftersom jo ogsaa vore Tænder voxe; men hos os foranlediger 
Papillens Form at denne Væxt ikke varer ved i det Uendelige som 
hos Gnaverne, 
overens- Der er altid en nøje Overensstemmelse mellem Tændernes 

Btemmelse i-ii-i-it»i /> 

meiie* rorm og Bygningen al Kæberne og Kæbeleddet. Hovdyret, rot 



Fordøjelsen. 



99 



hvem det gælder om at udvikle stor Kraft i Biddet, eftersom dets 
Tænder ikke alene ere Tyggeredskaber men ogsaa Vaaben, har 
derfor korte Kæber og overordentlig kraftige Tyggemuskler, ligesom 
ogsaa de Benkamme, til hvilke Musklerne hæfte sig, ere meget 
store; Leddet har Form af et tværliggende Hængsel der slutter 
saa godt, at man selv paa Skelettet har Møje med at løsne Over- 
kæben fra Underkæben. 

Hos Planteæderne, som ikke behøve saa megen Kraft og som 
ere nødte til at bevæge Kæberne fra Side til Side for at male 
Føden mellem Tændernes Knuseflader, ere Kæberne lange, de lige 
Løftemuskler kun middelstærke medens de skraa Muskler udvikles 
stærkere ; Leddets Overflade er næsten glat. 



Kæbernes 
Form og 
Fødemid- 
lerne. 




Fig. 105. Kæberne af en Gnaver 
(Bæver). 




Fig. 106. En Kanins Skære- 
tænder, der ere blevne over- 
dreven store, fordi de ikke 
slides mod hinanden. 



Hos Gnaverne bevæger Underkæben sig i en Ledfure, som gaar 
bagfra fremefter, og her ere de Muskler de stærkest udviklede, 
som føre Underkæben frem og tilbage naar Dyret gnaver. 

Man maa imidlertid ikke tro at enhver ejendommelig Form af 
Tænder og Kæber lader sig forklare ud fra den Nytte, Dyret kunde 
drage deraf. Hvad Nytte har Elefanten af sine uhyre Skæretænder 
Hvorfor have Drøvtyggerne ikke Skæretænder i Overkæben (Fig. 103)? 
Hvortil bruger Kaninen de to smaa Tænder som sidde bagved de 
lange Skæretænder i Overkæben (Fig. 106) ? Hvorfor kommer den 
ene Skæretand hos Narhvalen ikke til Udvikling, medens den anden 
til Gengæld bliver urimelig stor? Man kunde i det Uendelige fort- 
sætte denne Række Spørgsmaal som det er umuligt at besvare. 
Man maa nøjes med at konstatere det Harmoniske i Naturen hvor 



100 Forfløjeisen. 

man møder det; det kan ikke nytte at søge det overalt eller be- 
standig at ville finde en bestemt Tanke, en forudlagt Plan. 

Herom kan der nu være forskellige Meninger, men man har 
imidlertid, som De ville faa at se, benyttet Forskellighederne i 
Tandformen som Hjælpemiddel ved Klasseinddelingen af Patte- 
dyrene. 
Tygning. \{ h ave nu beskrevet den vigtigste Del af det Redskab hvor- 

med man tygger; denne Handling, der hvad Enkelthederne angaar 
foregaar paa temmelig forskellig Maade, er nødvendig for næsten 
alle Pattedyrs Ernæring. 

Fødemidlerne, som hakkes eller knuses af Tænderne, bringes 
hen under dem og føres omkring i Munden af Tungen, et kødet 
Organ af varierende Form og Størrelse; den bestaar af talrige 
Muskler som udgaa dels fra en Knogle kaldet Tungebenet, der 
ligger lige over Strubehovedet, dels fra Underkæben. Vi komme 
senere til at beskrive den udførligt, og jeg skal derfor her nøjes 
med at nævne den i Forbigaaende. Tungen understøttes i sin 
Virksomhed af Spyttet, som jeg strax skal komme tilbage til. Naar 
Næringsmidlerne ere blevne til en Slags Grød, føres de bagud i 
Munden forbi to Par kødede Buer, et Par paa hver Side, som man 
let kan se, naar man lukker Munden højt op og betragter dens 
Indre i et Spejl. Disse to Buer, Ganebuerne, begrænse Svælg- 
porten, 
synkningen. §aa langt har Villien fuldt Herredømme over Fødemidlerne. 

Vi kunne føre dem omkring i hele Munden, skille os af med dem 
ved at spytte dem ud, eller ogsaa bestemme os til at synke dem. 
Men have de en Gang passeret Svælgporten, er deres Bestemmelse 
afgjort. Næringsmidlerne, som efter Tygningen have antaget Skik- 
kelse af en rund Klump, kunne efter at være kommet forbi Gane- 
buerne ikke mere bringes til at vende tilbage til Munden, de fort- 
sætte ustandseligt deres Vej ned imod de Organer, hvis Opgave 
det er at underkaste dem den endelige Behandling. Her træffe vi 
altsaa det første Exempel paa Bevægelser, der staa udenfor Villiens 
Herredømme. Næsten alle de Bevægelser, der ere nødvendige til 
at udføre de for Dyrets Liv uundværligst« Handlinger, høre til 



Fordøjelsen. 101 

denne Klasse. Det er Tilfældet med Fordøjelsesorganernes Be- 
vægelser, som jeg strax skal omtale nærmere, med Hj ærteslagene 
og til Dels ogsaa med Aandedrætsbevægelserne ; thi skøndt vi vel 
kunne paaskynde eller sagtne Aandedrættet efter Behag, er det os 
umuligt ganske at standse det. De fleste af de Bevægelser som 
man kunde kalde Beskyttelsesbevægelser foregaa ligeledes ufrivilligt: 
kommer et fremmed Legeme for nær til Øjet, lukke vi Øjelaaget 
uden at vide af det. 

Jeg har i Sinde senere at vende tilbage til dette interessante 
Æmne, men foreløbig vil jeg nøjes med at gøre Dem opmærksom 
paa, at vi kunne inddele de Bevægelser vi foretage i saadanne 
som ere aldeles ufrivillige, som Hjærtets og Mavens Bevægelser, 
saadanne som vel kunne foranlediges men ikke forhindres af Villien, 
som Øjelaagenes og Aandedrættets Bevægelser, og endelig de Be- 
vægelser der staa fuldstændig under Villiens Herredømme. Imid- 
lertid kan det ikke forbigaas at en hel Del af den sidste Art Be- 
vægelser kunne gaa over til at blive ufrivillige, enten paa Grund 
af Sygdom eller gennem en Vane der efterhaanden tager Magten 
fra Villien. I forskellige Sygdomme optræde saaledes krampagtige 
Trækninger, der ere stærke ufrivillige Bevægelser af Muskler, som 
i Almindelighed staa under Villiens Herredømme; lignende men 
mindre stærke ere de saakaldte mimiske Bevægelser, som ledsage 
og male de forskellige Stemninger, og de associerede eller sammen- 
knyttede Bevægelser som dem vi udføre ved at gaa; endelig er der 
Vanebevægelserne, saaledes som Haandværkerne tilegne sig dem 
under Paavirkning af deres Profession og som efterhaanden præge 
Individet med et ganske bestemt Mærke. 

Vi ville imidlertid forlade denne Digression og vende tilbage 
til Fordøjelsesbevægelserne. De tyggede Fødemidler danne en 
Klump som passerer hurtigt videre, naar den er kommet forbi 
Svælgporten, og den naar da til det øverste af en Slags Muskel- 
tragt, Pharynx eller Svælget (Fig. 107), som griber den og 
bringer den ind i et langt og smalt Rør (Fig. 108). Dette Rør 
løber langs med Hvirvelsøjlen saa langt som Brystkassen naar, 



102 



Fordøjelsen. 



Fordøjelsos- 
kaual. 



gaar derpaa igennem Mellemgulvet og munder umiddelbart under 
dette ud i Maven ved Cardia. Det er Spiserøret (Oesophagus). 

Spiserøret bestaar væsentlig af Muskler ligesom Maven og 
Tarmene. Ved Hjælp af disse Muskler skydes Føden bestandig 
N videre idet den paa sin Vej 

optager forskelligartede Væ- 
sker, som omdanne dens Form 
og kemiske Sammensætning i 
den Grad, at dens oprindelige 
Natur næsten ikke er til at 
genkende. Den er nu skikket 
til at opsuges og til at er- 
statte det Tab som Organis- 
men uophørligt lider. 

Hos Mennesket og de fleste 
Rovdyr er Maven en simpel 
Hulhed; men der er mange 
Pattedyr hos hvem den er af- 
delt i flere Rum, der hvert har 
sin særegne Betydning og som 
jeg senere skal beskrive for 
Dem. Mavens Udgangsaab- 
ning kaldes Maveporten 
(Pylorus) og den munder her 
ud i Tyndtarmen, som er 
et meget langt Rør der er 
rullet sammen om sig selv 
i mangfoldige Bugtninger. Ef- 
ter Tyndtarmen følger Tyk- 
tarmen som Anatomerne 
dele i Blindtarmen, den 
egentlige Tyktarm og Ende- 
tarmen; til den sidste naa kun de Rester af Næringsmidlerne, som 
Fordøjelsen ikke har kunnet gøre brugbare for Organismen (Fig. 
107 og 108). 




Fig. 107. Skematisk Fremstilling af For- 
døjelsesapparatet. B Munden, S Spyt- 
kirtlerne, Æ Spiserøret, E Maven, 
li Milten, F Leveren, VB Galdeblæren, 
P Bugspytkirtlen, IG Tyndtarmen, 
GI Tyktarmen. 



Fordøjelsen. 



103 



Jeg skal ikke her gaa ind paa den Omdannelse i Form, som 
Fordøjelsesapparatet undergaar hos forskellige Pattedyr, især hos 
Drøvtyggerne som Hjorten og Kamelen, men kun gøre Dem 
opmærksom paa at dets Længde og Omfang varierer efter de Føde- 
midler, det skal optage. Jo rigere Føden er paa dyriske Stoffer, 
paa Kød, som er det Fødemiddel 
der lettest lader sig fordøje, de- 
sto kortere og mindre omfangs- 
rig er ogsaa Fordøjelseskanalen. 
De have Beviset herpaa naar jeg 
anfører som Exempel, at Kattens 
hele Fordøjelseskanal kun er tre 
eller fire Gange saa lang som 
dens Legeme, medens Fordøjelses- 
kanalen hos Faaret omtrent er 
28 Gange saa lang som Legemet. 
Mennesket, som lever af blandet 
Føde, staar i saa Henseende midt 
imellem Rovdyrene og Plante- 
æderne; den menneskelige For- 
døjelseskanal (Fig. 108) er syv 
eller otte Gange saa lang som 
Legemet. 

Fordøjelseskanalen er en 
umiddelbar Fortsættelse af Huden 
og ligesom en Indkrængning af 
denne; De ville faa et Billede af 
den ved at tænke Dem en Han- 
ske hvis ene Finger er krænget ind. Saaledes indkrænget kaldes 
Huden Slimhinde og dens Overhud faar Navn af Epithelium. 
Ligesom der under Huden findes Muskler, er der ogsaa under 
Tarmens Slimhinde et Muskellag, som bestaar dels af Fibre som 
gaa i Retning af Rørets Længde, Længde fibrene, dels af Fibre 
som gaa i den modsatte Retning, paa tværs og danne et jævnt 
Lag af Ringe, den ene tæt op til den anden. Disse sidste, Ring- 




Fig. 108. Menneskets Fordøjelseskanal. Fordøjeises- 
S Spiserøret. M Maven. S Milten, kanalens 
P Maveporten. L Leveren, der er B y* uil, s- 
løftet op. GB Galdeblæren. ££ Bug- 
spytkirtelen. I Tyndtarmen. T Tyk- 
tarmen. E Endetarmen. 



104 



Fordøjelsen. 



eller Tværfibrene, ere til Stede i langt større Antal end de 
første (Fig. 109). Fibrene skyde ved deres Sammentrækninger be- 
standig Fødemidlerne videre og underkaste dem saaledes en Ælt- 
ning og Bearbejden, hvorved de undervejs blive blandede med For- 
døjelsessafterne. Jeg skal nu be- 
skrive for Dem hvor disse For- 
døjelsessafter komme fra og hvad 
Rolle de spille. 

Epitheliet, som bedækker 
Slimhindens indre Flade, er sam- 
mensat af Celler, der i Stedet for 





Fig. 109. Skematisk Fremstilling af 
Tarmens forskellige Lag. A Slim- 
hinden og dens Kirtler. B Muskel- 
fibre, der løbe paatværs. C Muskel- 
fibre, der løbe paalangs af Tarmen. 
D Bughinden, der beklæder Tarmen. 



Fig. 110. Tværsnit af Spiserørets 

Væg (50 Gange Forstørrelse). 
b Muskelfibre, der løbe paalangs. 
c Muskelfibre, der løbe paatværs. 
e Slimhinde, b Papiller og Epithe- 
lium. h En lille Kirtels Udførsels- 
gang, i Fedtvæv. 



at blive hornagtige som Overhudscellerne holde sig fugtige og ud- 
spilede af Væske; de falde bestandig af og fornys bestandig, saa 
at der paa flere Steder kun findes et enkelt Lag af dem (Fig. 111). 
Aarsagen hertil er den idelige Tilstrømning af Væsker; paa Læberne, 
der ikke saaledes bestandig blive vædede af Væsker, gaar Epithe- 
liet over til at blive Overhud, medens man til Gengæld har set 
Tilfælde, hvor Overhuden blev omdannet til Slimhinde, som det 



Fordøjelsen. 



105 




Fig. 111. 



Tarmepithelium med et 
Lag Celler. 



f. Ex. skete med Huden i Knæhasen paa en Idiot, der altid havde 
Skinnebenet trykket ind imod Laaret. 

Disse Væsker er dels saa- 
danne som indføres ved Ernærin- 
gen, dels udgydes de paa Tar- 
mens Overflade af utallige smaa 
Kirtler. 

Kirtler kaldes de Organer 
som ved Hjælp af det Materiale, 
der tilføres dem ved Blodet, 

danne særegne Substanser som komme frem opløste i Vand; dette 
Vand er ligeledes bragt til Veje gennem Blodet. Vi have allerede 
talt om Svedkirtlerne og Fedt- 
kirtlerne, som udgyde deres Pro- 
dukt over Huden. Saadanne 
Kirtler existere ogsaa og det i 
lige saa stort Antal paa alle 
Punkter af Tarmens Slimhinde. 

Deres Udseende er meget 
forskelligt, snart ere de rørfor- 
mede (Fig. 112), hvilket er Til- 
fældet med en Del af Mavekirt- 
lerne ; snart danne de smaa 
lukkede eller aabne Hulheder 
(Fig. 113). Det er de simple 
Kirtler. Der gives ogsaa sam- 
mensatte Kirtler, som man 
med et nærliggende Billede har 
kaldt Druekirtler (Fig. 117). 
De lukkede Kirtelsække, Fol- 
likler, ere undertiden samlede i 

mer eller mindre betydelige Masser. Paa denne Maade ere de saa- 
kaldte Mandler dannede, der have deres Plads bagi Svælget 
imellem Ganebuerne (Fig. 114). Paa visse Steder af Tyndtarmen 
ere de lukkede Kirtelsække samlede i Hobe (Fig. 115), som man 




wmååååm* 



Fig. 112. Gennemsnit af Mavens Væg 
(30 Gange Forstørrelse), a Slimhindens 
Kirtler, d Muskelfibre, der løbe paa- 
tværs. e Muskelfibre, der løbe paa- 
langs af Maven. /"Bughinden, der be- 
klæder Maven. 



106 



Fordøjelsen. 



kalder de Peyer'ske Kirtelhobe, efter den Anatom, som først 
har beskrevet dem. I den farlige Sygdom som er kendt under 





Fig. 113. En af Mavens Follikler. 



Fig. 114. Gennemsnit af en 
af Mandlerne (10 Gange For- 
størrelse) der viser talrige 
Follikler. 



Navnet tyfoid Feber, betændes disse Kirtelhobe og der opstaar da 
ofte Saar i dem, som kunne føre til Gennemboring af Tarmen, og 

Sygdommen har da et dødeligt Ud- 
fald. 

Naar de smaa Kirtler der ere 
spredte over hele Tarmens Inder- 
flade, afsondre en større Mængde 
Væske end sædvanlig, foranlediges 
derved flydende Udtømmelser; man 
kan bevirke dette ved afførende 
Midler, som irritere Kirtlerne og saa- 
ledes forstærke Afsondringen. Paa 
samme Maade kan man bringe Spyt- 
tet til at komme frem i Munden ved 
at lægge Salt paa Tungen, ligesom 
Taarerne ogsaa strømme frem, naar 
der kommer et fremmed Legeme 
ind i Øjet. Der findes paa Tynd- 
tarmens Inderflade talrige Folder af Slimhinden, — man an- 
slaar deres Antal til omtrent 1000 — som kun synes at have til 
Opgave at forøge Tarmens Opsugningsflade og Antallet af Af- 




Fig. 115. En Peyersk Kirtelhob. 



Fordøjelsen. 



107 



sondringskirtlerne. Tyndtarmens Overflade bliver ogsaa virkelig 
derved mere end en Trediedel større; dens Størrelse er hos Men- 
nesket i det Hele omtrent en Kvadratmeter. Paa samme Sted 
findes der endvidere en utallig Mængde Ophøjninger, Tarmtræv- 
lerne (Fig. 116), som give Slimhinden et fløjelsagtigt Udseende. 
Vi ville senere faa at se, at de spille en meget vigtig Rolle ved at 
opsuge Fødemidlerne, naar disse ere omdannede gennem Fordøjelsen. 
Imellem Tyndtarmen og 
Tyktarmen er der en 
Klap, som forhindrer 
Fødemidlerne i at gaa 
tilbage; de gamle Ana- 
tomer gav den det karak- 
teristiske Navn „Apothe- 
kernes Grænseskel", der 
minder om den Behancl- 
lingsmaade, der spillede 
en saa vigtig Rolle i For- 
tidens Lægekunst og som 
Moliére har foreviget i 
sin „Malade imaginaire". 
I Forbigaaende skal jeg 

bemærke at Fødemidlerne aldrig udvikle Luft eller ubehagelig Lugt 
i Tyndtarmen, disse Fænomener optræde først i Tyktarmen. 

Medens de smaa Kirtler, der som jeg har sagt Dem ligge 
skjulte inde i Slimhinden, kun kunne afsondre en Draabe Væske 
ad Gangen men saa til Gengæld ere til Stede i stort Antal, er 
der andre som have en betydelig Størrelse; man har givet dem 
særegne Navne, og de spille en betydelig Rolle ved de kemiske 
Processer i Fordøjelsen. De første som jeg skal gøre Dem op- 
mærksom paa er Spytkirtlerne, hvis Udførselsgange alle aabne 
sig i Munden. Disse ere typiske Druekirtler. 

Naar De ville danne Dem en Forestilling om Spytkirtlernes 
Bygning maa De tænke Dem en Drueklase, hvis Stilke og Bær ere 
hule. Tænke De Dem nu en hel Del saadanne Klaser, der have 




Fig. 116. En Del af Tyndtarmens Slimhinde 

(forstørret) paa hvilken ses Slimhindefolder 

(1 og 2), Kirtelmundinger (3) og lukkede 

Follikler (4 og 5). 



Store For- 
døjelses- 
kirtler. 



108 



Fordøjelsen. 



meget smaa Druer og ere sammenknyttede paa en saadan Maade 
at de alle tilsidst forenes ved en fælles Stilk — saa have De en 
ganske god Idé om Spytkirtlernes Bygning. 

Man skælner imellem tre Par Kirtler der betegnes med dette 
Navn: Parotiskirtlerne (Ørespytkirtlerne) (af d. gr. Ord para 
nær, otos Øre) ligge som deres Navn antyder foran og under Øret, 
og deres Udførselsgang aabner sig i Munden gennem en lille Op- 
højning, som man let kan se i Linie med den tredie Kindtand i 
Overkæben. Den Sygdom som man i daglig Tale kalder Faaresyge 
bestaar i at disse Kirtler svulme op. Dernæst er der Submaxillær- 
eller Underkæbekirtlerne som ligge langs med den indre 

Flade af Underkæben, og 
Sublingval- eller Tun- 
gespytkirtlerne, som 
sidde umiddelbart under 
Tungeranden ; de udgyde 
Spyttet ved Tungebaandet, 
paa det Sted hvor den fri 
Del af Tungen løfter sig 
frem fra Mundhulens Bund. 
I Tyndtarmen, tæt ved 
Maveporten, udmunder en 
Kanal som hidfører Væsken 
fra en Kirtel (Fig. 107), der har en slaaende Lighed med Spyt- 
kirtlerne, skøndt den alene er større end alle disse Kirtler til- 
sammen. Det er Pankreas, Bugspytkirtlen, som er den 
mærkeligste af alle Fordøjelseskirtlerne, paa Grund af den mange- 
artede Virkning som dens Afsondringsvæske frembringer. 

Leveren som ogsaa er en Kirtel og den største af dem alle, 
indtager hele det øvre Parti af Underlivet, især til højre Side, og 
hvælver sig op i Mellemgulvets Hulhed. Den er ligeledes en Drue- 
kirtel, men dens Bygning er overordentlig sammensat. Leveren af- 
sondrer en Væske, Galden, hvis alkaliske Reaktion, grønlige 
Farve og stærke Bitterhed er kendt af Alverden ; den strømmer ud 
af de smaa Levergauge der forene sig og danne Levergangen 




Fig. 117. Bygningen af en Druekirtel. 



Fordøjelsen. 



109 




Fig. 118. Skematisk Fremstil- 
ling af Maven (E), Leveren F 
med Galdeblæren, Levergangen 
og Galdegangen, P Bugspyt- 
kirtlen. 



(Fig. 118). Ud fra Levergangen strækker der sig en Sidekanal, 
som fører til et Rum hvor Galden opsamler sig; det er Galde- 
blæren. De to Kanaler tilsammen danne en stor Udførselsgang 
kaldet Galdegangen, som aabner 
sig i Tyndtarmen; hos Mennesket 
og mange Pattedyr udmunder den 
ved Siden af Bugspytkirtlens Ud- 
førselsgang. Jeg skal tilføje at Galde- 
blæren mangler hos en Del Pattedyr. 
Sammen med Fordøjelsesorga- 
nerne plejer man at beskrive Mil- 
ten, et meget mærkeligt Organ, som 
vi senere komme til naar vi tale 
om Blodets Kredsløb. Milten er en 
Masse af et kødet Udseende og helt 
udspændt af Blod; den har ikke 

nogen Udførselsgang og dens Plads er tæt ved Maven (Fig. 107 
og 108). Den bestaar af Celler med ufuldstændige Vægge, der ere 
dannede af Blade eller 
Smaabjælker (Trabekler), 
fordelte paa uregelmæs- 
sig Maade (Fig. 119). 
Paa de Pulsaarer, der 
gaa ind i Milten, findes 
der smaa Legemer (0,4 
Mm.) hvis Bestemmelse 
man ikke kender (Fig. 
120). Miltens Form og 
Størrelse variere meget 

hos Pattedyrene. Hos et og samme Individ tiltager og aftager den 
ogsaa i Omfang efter den større eller mindre Mængde Blod, den 
indeholder; da dens Væv er elastisk og i Stand til at trække sig 
sammen, kan den let baade optage Blodet, hvorved den udspændes, 
og igen udstøde det. Aarsagen til de Sting i venstre Side, som 




Fig. 119. Tværsnit af Milten 

(naturlig Størrelse) paa Snittet ses 

Trabeklerne. 



110 



Fordøjelsen. 



man undertiden faar, naar man har løbet for stærkt, maa netop 
søges deri at Blodet udspænder Milten. 




Fig. 120. En af Miltens Pulsaarer med smaa Miltlegemer 
(10 Gange Forstørrelse). 



Bughinden. j e g s k a i nu slutte denne Oversigt over Fordøjelseskanalen med 

at beskrive hvorledes alle disse Organer kunne bevæge sig imod 
hinanden i Underlivshulen uden at komme i Urede, slynge sig 
sammen eller trykke paa hinanden. Dette skyldes Bughinden 
(Peritonæum). Det er meget vanskeligt at faa en klar Forestilling 
om denne Hindes Udbredning i alle Enkeltheder, og vi ville derfor 
kun gennemgaa den i de store Træk. 

Underlivshulen er oventil lukket ved Mellemgulvet, bagtil ved 
Hvirvelsøjlen, fortil, til Siderne og nedad ved Muskelvægge. Tænk 
Dem nu, at denne Hulhed er tom og at dens Vægge ere beklædte 
med en Hinde der kan udvide sig ligesom Kautschuk. F'orestil 
Dem saa at Fordøjelsesorganerne og deres tilhørende Kirtler lang- 
somt og lidt efter lidt trænge ind i Hulheden i Retningen bagfra 
fremefter, imellem Hvirvelsøjlen og den beklædende Hinde, ligesom 
man kunde tænke sig Legemer der trængte sig op imellem en Mur 
og Tapetet indenfor. I saa Tilfælde vilde der hænde to Ting: for 
det Første, at Bughinden lagde sig som et Hylster om alle Or- 
ganerne og indesluttede dem aldeles paa Grund af sin Elasticitet; 
for det Andet at Organerne netop paa Grund af Hylsterets Elasti- 



Fordøjelsen. 



111 



citet blev holdt fast til den bageste Væg af Underlivshulen ved 
hindeagtige Tilhæftelser af større eller mindre Udstrækning (Fig. 




Fig. 121. Skematisk Fremstilling af Fordøjelsesapparatets (skraveret) 
Earhold til Bughindens Hulhed (prikket). 



121). Saaledes er Forholdet i Virkeligheden, og disse Tilhæftelser, 
der holde de forskellige Organer paa deres Plads, kaldes Krøset. 

Læg vel Mærke til at Organerne i Virkeligheden opfylde hele 
Underlivshulen; Bughindens bageste Væg der, som jeg har beskrevet 
det, skydes frem bagfra, naar saa langt at den rører ved den 
forreste Væg, som ikke har forandret Stilling. Bughinden inde- 
slutter altsaa ikke noget virkeligt Rum, lige saa lidt som der er noget 
Rum i en tom Lomme, hvis Sider ere lagte tæt op til hinanden. 
Man finder kun nogle Draaber Væske deri som stadig komme 
frem paa Overfladen og gøre den glat og fugtig, hvorved Organerne 
sættes i Stand til at forandre Stilling uden at skrabe imod hin- 
anden. 

Bughinden hører til de Hinder som Anatomerne kalde serøse 
Hinder. Vi have allerede set noget tilsvarende i Leddene; naar 
vi. komme til Organer som Lungerne og Hjærtet ville vi der finde 
andre serøse Hinder. Naar Bughinden betændes, i den Sygdom 
der hedder Peritonitis, afsondrer den en større Mængde Væske end 
ellers; denne Betændelse er en af de farligste Sygdomme man kan 
blive angrebet af. Naar den ikke helbredes men gaar over til at 
blive kronisk, hænder det undertiden at den kun giver sig til Kende 



112 Fordøjelsen. 

ved en forøget Ansamling af Væske i den serøse Hulhed; det er 
den Sygdom som Lægerne kalde Vattersot. 
De forskel- Vi kende nu den Vej, som Fødemidlerne tilbagelægge, og gaa 

midier, over til at undersøge hvilke Omdannelser de undergaa og Aar- 
sagerne til disse Omdannelser. Først og fremmest maa vi imidler- 
tid have at vide hvorfor, i hvilken Hensigt de blive omdannede. 

Det er allerede paa et andet Sted i disse Foredrag blevet sagt, 
at Fødemidlerne bestaa af Substanser som mere eller mindre ligne 
dem, hvoraf Dyrenes Legeme er dannet; disse Substanser ere selv- 
følgelig i Stand til at erstatte det Tab af Stof som Organismen 
lider ved den skjulte, men uophørligt stedfindende Forbrænding. 
Fødemidlernes kemiske Sammensætning er derfor i Forvejen givet 
ved selve Legemets kemiske Sammensætning. Denne skal jeg 
gennemgaa for Dem i et andet Foredrag; her vil jeg kun sige, at 
Fødemidlerne kunne inddeles i flere Klasser efter deres kemiske 
Sammensætning. 

1) Vandet. 

2) andre Væsker, som ofte ere alkoholholdige, Vin, 01, o. s. v. 

3) Salte, som det almindelige Køkkensalt eller Klornatrium, 
Kalksalte o. s. v. 

4) forskellige Sukkerarter. 

5) Stivelsestoffer, som Stivelsestoffet i Korn, Majs, Ris, Kar- 
tofler, Maniok, o. s. v. 

6) Fedtstoffer: Smør, Olier, Fedtet i Kød o. s. v. 

7) Dyrenes Kød og de Stoffer af lignende Art som indeholdes 
i Æg, Mælk, Korn o. s. v., hvilke man har kaldt Æggehvidestoffer 
paa Grund af deres Lighed med Æggehvide, eller de kvælstofholdige 
Stoffer, fordi de indeholde Kvælstof, hvilket ikke er Tilfældet med 
de andre Næringsmidler. 

Man kunde ogsaa efter deres Oprindelse dele Fødemidlerne i 
Planteføde og dyrisk Føde; Planteføden bestaar væsentlig af saa- 
danne Substanser som høre til de 5 første Klasser, medens de to 
sidste Klasser, og da navnlig Æggehvidestofferne, i Regelen kun 
findes i ringe Mængde i Planteføden. Det modsatte er Tilfældet 
med den dyriske Føde, i hvilken de fede og æggehvideholdige 



Fordøjelsen. \ \ £| 

Stoffer ere overvejende. Man kan endelig ogsaa betragte Føde- 
midlerne fra det Synspunkt om de ere opløselige i Vand eller ikke ; 
det sidste er især Tilfældet med Stivelsestofferne, de fede og de 
kvælstofholdige Legemer. 

Denne Inddeling er af en virkelig Betydning; et af Formaalene 
for Fordøjelsesprocessen, hvilken vi nu skulle beskæftige os med, 
er nemlig at gøre de uopløselige Stoffer opløselige, saa at de blive 
i Stand til at passere Tarmvæggen og træde i Forbindelse med 
Blodet. 

Først i Rækken af de uopløselige Stoffer finde vi Stivelse- F " dens 0m - 

dannelse ved 

arterne der indeholdes i Mel o. s. v. Hvorledes kunne de gøres Fordøjelsen, 
flydende? Mange af mine Tilhørere have maaske bemærket, at 
naar man holder et Stykke Brødkrumme længe i Munden, faar det 
tilsidst en sød Smag. Den Stivelse, der indeholdes i Melet, om- 
dannes virkelig til Sukker, nemlig til en Sukkerart som er nær 
beslægtet med Druesukkeret eller Glykose, hvilket sker gennem en 
kemisk Proces som jeg ikke her skal indlade mig nærmere paa. 
Denne Omdannelse skyldes Paavirkningen af Spyttet eller rettere 
de forskellige Slags Spyt; thi som jeg allerede har sagt Dem er 
Spyttet sammensat af forskellige Væsker, der afsondres af flere 
Kirtler. 

Efterat Stivelsestofferne ere blevne gennemvædede af Spyttet, 
følge de Spiserøret, passére gennem Maven og træde ind i Tynd- 
tarmen. Omdannelsen til Glykose er paa dette Tidspunkt endnu 
ikke helt færdig. Men de komme da i Berøring med den Væske, 
der afsondres af Bugspytkirtelen og som har samme Virkning paa 
Stivelsestofferne som Spyttet. Ved Hjælp af Bugspyttet fuldendes 
den Omdannelse der var begyndt i Munden, og i den nederste 
Del af Tyndtarmen finder man ikke længere Stivelsestoffer. 

Disse kemiske Omdannelsesprocesser kan man ogsaa bringe til 
Veje udenfor Legemet. Det er nemlig ikke meget vanskeligt paa 
et levende Dyr at indføre et lille Sølvrør i en af Spytkirtlernes 
eller endog Bugspytkirtelens Udførselsgang. Til Rørets fri Ende 
befæster man en lille Blære af Kautschuk, og man kan da samle 
en vis Mængde Væske i den. Giver man denne Væske en passende 

l' nul Bert: Liret og LWsfuokUonerae, Q 



114 Fordøjelsen. 

Varmegrad og bringer den i Berøring med Mel. opløses Melets 
Stivelsestof fuldstændig og forvandles til Sukker. Har Melet været 
underkastet Bagning, foregaar Omdannelsen øjeblikkelig, hvilket 
tydelig nok viser Nytten af at koge eller bage Mel, Grøntsager o. s. v. 

De æggehvideholdige Stoffer blive ikke kemisk paavirkede af 
Spyttet, som kun letter deres Findeling i Munden. Men den 
Væske, der afsondres af den store Mængde smaa Kirtler som findes 
paa Mavens Vægge (Fig. 112), virker meget kraftigt til at gøre 
dem flydende. Denne Mavesaft er stærk sur, og under Paavirk- 
ning af den blive disse Stoffer efterhaanden bløde, hvorpaa de t il— 
sidst opløses. 

Ved Siden af Stivelsestofferne maa man stille de krystalliserende 
Sukkerarter som Rosukkeret og Rørsukkeret. Disse Sukkerarter 
ere vel opløselige men opsuges dog ikke uden videre. Fordøjelses- 
væsken maa først omdanne dem til ukrystalliseret Sukker, til Gly- 
kose, hvorved de komme til at ligne det Sukker som er opstaaet 
ved Omdannelsen af Stivelsestofferne. 

Ved Fordøjelsen drejer det sig nemlig ikke simpelthen om at 
blødgøre og opløse Stofferne. Æggehviden er flydende i og for sig, 
men den maa alligevel fordøjes. Naar den er bleven paavirket af 
Mavesaften, er den omdannet paa en ejendommelig Maade. Den 
bliver f. Ex. ikke som tidligere fast ved Kogning, den koagulerer 
ikke, som det kaldes. Den bliver heller ikke fast ved at paavirkes 
af Alkohol eller af Syrer. Den er gaaet over til at blive Pep ton. 

Alle Æggehvidestofferne, uanset deres Oprindelse, omdannes 
til Peptoner under Paavirkning af Fordøjelsesvæskerne. Dette 
gælder i lige høj Grad om Musklernes Æggehvidestof (Muskulin), 
Ostens Æggehvidestof (Kasein), om Æggehviden i Ægget, om Blodets 
Albumin og om Planteæggehvidestofferne som Gluten i Kornet, 
Leguminen i Ærten o. s. v. Naar vi senere komme til at tale om 
Opsugningen, skal jeg vise Dem Nytten af disse Omdannelser. 

Alle disse Resultater kan man ligeledes opnaa i Kar, hvori 
man har blandet Kød og Fordøjelsesvæske. Spallanzani, som 
levede i Slutningen af forrige Aarhundrede, opdagede Mavesaftens 
Virkninger; han var den Første som kunstigt efterlignede For- 



Fordøjelsen. 



115 



døjelsesprocessen, idet han skaffede sig Mavesaft ved at lade Dyr 
sluge smaa Svampe befæstede til en Traad, ved Hjælp af hvilken 
man trak Svampene op igen naar de vare mættede med Væske. 
Nu til Dags gør man et Indsnit i selve Mavevæggen og bringer et 
Rør derind^ hvilket ikke synes at besvære Dyret i ringeste Maade ; det 
kalder man en Mavefistel (Fig. 122). Man uddrager ogsaa Mavesaften 
af Maven paa de Kalve som slagtes for 
at tjene til Føde; den bruges til at frem- 
stille Pep sin en, et meget virksomt Læge- 
middel som man giver Personer, der lide 
af Fordøj elsesbesværligheder. De ville nu 
kunne forstaa at Kød og andre ægge- 
hvideholdige Stoffer paavirkes i høj Grad 
af dette Medikament. 

Der har været Mennesker hos hvem 
der enten ved Ulykkestilfælde eller som 
Følge af en Operation er blevet dannet 
blivende Aabninger i Mavens Væg, og man 
er derved blevet sat i Stand til at faa 
meget interessante Oplysninger om Mave- 
fordøjelsens forskellige Stadier. I Fag- 
skrifter kan man saaledes finde lange Be- 
skrivelser om en kanadisk Jæger, der 
havde mistet et Stykke af Mavens og 
Underlivets Vægge ved et Skudsaar, men 
som dog helbrededes og derpaa i mange 
Aar var Genstand for Dr. de Beaumonts 

talløse Iagttagelser. For ganske nyligt har ogsaa Prof. Verneuil 
anbragt en blivende Fistel hos et Individ, hvis Svælg var fuld- 
stændig tillukket som Følge af en Forgiftning med Svovlsyre. Den 
stakkels Patient blev reddet fra Sultedøden paa den Maade at man 
dannede en Fistel, hvorigennem man kunde føre de nødvendige 
Næringsmidler direkte ind i Maven. 

Fysiologien har draget Nytte af disse Operationer. Man har 
iagttaget Mavevæggen hos disse interessante Patienter og set, at 

8* 




Fig. 122. Hund med 
Mavefistel. 



116 Fordøjelsen. 

Mavesaften afsondres saa snart der koraraer nærende Stoffer ind i 
Maven, men derimod ikke naar man bringer uspiselige Stoffer som 
Træ eller Sten derind. Man gjorde ogsaa den Erfaring, at Mave- 
saften brød frem i talrige Draaber, saa snart en appetitlig Ret 
blev budt Patienten: man kunde sige at Maven „løb i Vand", paa 
samme Maade som man siger at Tænderne løbe i Vand ved noget 
Fristende. 

Dette er i Øvrigt Tilfældet med alle Fordøjelseskirtlerne. Fra 
det Øjeblik af at Føden ses, og især saa snart den bliver bragt ind 
i Munden, træde alle Fordøjelseskirtlerne i Virksombed og udgyde 
deres forskellige Safter i Fordøjelseskanalen. Hele den stærke Hær 
af Fordøjelsesorganer træder under Vaaben, siger Brillat-Savarin. 

De Æggehvidestoffer, der ikke ere blevne helt fordøjede i 
Maven, træffe, naar de forlade denne, Bugspytkirtelens Væske, der 
har samme Indvirkning paa dem som Mavesaften. Ved denne 
dobbelte Paavirkning gaa alle disse Stoffer, naar de da ikke ere 
til Stede i alt for stor Mængde, over til at blive Peptoner som 
kunne opløses og opsuges. 

Vi have nu kun Fedtstofferne tilbage at tale om. Paa dem 
have Fordøjelsesvæskerne endnu en anden Virkning foruden den at 
gøre dem flydende. Selv om de ere flydende som Olierne, maa de 
forandre Udseende og næsten Natur. Naar de komme i Berøring 
med visse Væsker, skille de sig i overordentlig fine Smaadraaber, 
saa at den Væske med hvilken de blandes bliver ganske hvid, 
uigennemsigtig, med et fuldstændig mælkeagtigt Udseende. En 
saadan Emulsion, som det kaldes, dannes naar Fedtstofferne 
komme i Berøring med Bugspyttet og med Galden. Paa Grund af 
denne Evne til at frembringe Emulsion af Fedtstofferne anvendes 
Galden ogsaa i Industriens Tjeneste. 

De forskellige Væsker som vi have nævnet, nemlig Spyt, Mave- 
saft, Bugspyt, Galde, hvortil der endnu maa føjes Afsondringen fra 
de utallige smaa Kirtler der beklæde hele Fordøjelseskanalen fra 
Ende til anden, paavirke Føden dels samtidig dels efterhaanden og 
omdanne den, saa at den kan passere Fordøjelseskanalens Vægge 



Fordøjelsen. 



117 



og trænge ind i Blodet, hvilket man kalder Opsugningen, Ab- 
sorptionen. De fleste af Næringsmidlerne ere da i flydende 
Tilstand som Druesukker eller som Peptoner; kun Fedtstofferne 
opsuges i Form af smaa Kugler der ere opslemmede i Væske, 
nemlig i Tilstand af Emulsion. I et andet Foredrag skal jeg for- 
tælle Dem om Opsugningen, om dens Former og Veje. 



B^MTE FOREDRAG. 

Aandedrættet. Stemmen. 

Vi have i det Foregaaende lært det Apparat at kende som 
omdanner de faste og flydende Næringsmidler, saa at de blive i 
Stand til at trænge ind i Organismen; vi gaa nu over til det Ap- 
parat som sætter den i Stand til ligeledes at optage det luftformige 
Næringsstof, Ilten, nemlig Aandedrætsorganerne. 
Brystkassen j) en vigtigste Del af disse har sin Plads i det Hulrum, der 

og Aande- ° ° 

drætsorga- begrænses af Hvirvlerne og Brystbenet sammen med Ribbenene og 
Ribbensbruskene, nemlig Brystkassen, Thorax. Dette Rums Vægge 
ere beklædte med Muskler som omdanne det til en aldeles tæt 
lukket Hulhed (Fig. 89, Pag. 89, og Fig. 123, Pag. 119). Den 
nederste Aabning er lukket ved Mellemgulvet, en Muskel, hvoraf 
jeg allerede har givet Dem en kort Beskrivelse; igennem Mellem- 
gulvet gaa kun Spiserøret og nogle store Blodkar som vi senere 
skulle beskæftige os med. Den øverste Aabning, der er meget 
snævrere, er ikke dækket med fuldt saa stærk en Beklædning; 
igennem den gaa ogsaa baade Spiserøret og et andet Rør, som 
danner Forbindelsen mellem Aandedrætsredskabets centrale Del og 
Yderverdenen. Dette Rør er Luftrøret, Trachea, og det centrale 
Parti bestaar af de to Lunger. 

Vi kunne hurtigt faa en temmelig nøjagtig Forestilling om 
Lungernes Bygning. Naar man følger Luftrøret fra Halsen ned i 



Aandedrættet. 



119 




Brystkassen, vil man se at det kun et kort Stykke vedbliver at 
være et enkelt Rør og lidt længere nede deler sig i to Stammer; 
hver af disse to Stam- 
mer, Bronchierne af 
første Rang, som de 
kaldes i Anatomien, dan- 
ner en Lunge, idet de 
store Stammer dele sig 
i Luftrørsgrene af anden 
Rang, disse igen i Bron- 
chier af tredie Rang 
o. s. v. (Fig. 124). Lun- 
gen er altsaa bygget som 
et Træs Krone, idet For- 
greningerne stadig blive 
finere, og ligesom paa 
det virkelige Træ er der 
ogsaa her særdeles fine 
Smaagrene, der udgaa 
direkte fra Grene af an- 
den eller tredie Rang. 

Sammenligningen kan endog føres videre; thi ligesom Træets Kviste 
bære Blade, saaledes ender hver af de fine Luftrørsgrene, naar de 
komme ned til en Diameter af 0,2 Mm., i en Lungeblære. En 
saadan Blære er som en meget lille Sæk, der er delt i mindre, 
ufuldstændig adskilte Partier derved at dens Væg paa flere Steder 
krænger sig ind (Fig. 125). Disse Småasække have et meget lille 
Rumfang (fra 1 — 3 Tiendedele Mm.), og deres Vægge ere over- 
ordentlig tynde. De ere tæt sammenhobede og danne tilsammen 
en svampet Masse som knitrer naar man trykker den imellem 
Fingrene; skærer man den igennem, viser den sig gennemboret af 
Aabninger af alle Størrelser. Dersom vi nu genoptage Sammen- 
ligningen med Træet og tænke os alle dets Grene, baade smaa og 
store, saa tæt besat med Blade at det ene støder op til det andet 
og der ingen Mellemrum er imellem dem, saa at hele Træets 



Fig. 123. Brystkassen. 

Paa Tegningen ses Lungerne, Hjærtet og 

Mellemgulvets øverste Grænse. 



1-20 



Aandedrættet. 



Krone bliver til en sammenhængende Masse; dersom vi endvidere 
tænke os alle Grenene og Bladene hule og Bladene pustede op 

som smaa Poser, ville vi heri- 
gennem have en temmelig tydelig 
Forestilling om Lungernes Byg- 
ning. 




Fig. 124. Aandedrætsorganerne. 
Venstre Lunges Væv er bortfjærnet 
saa at man kan se Bronchiernes For- 
grening, a Strubehovedet, b Luft- 
røret, cc de større Luftrørsgrene. 




Fig. 125. Parti af Lungevævet 
(25 Gange Forstørrelse), bb Lunge- 
blærer. 



Efter at vi nu have fulgt Luftrøret ned i Brystet, ville vi 
undersøge det Stykke af det som gaar op imod Hovedet. I denne 
Del har det paa et Sted en temmelig stor Udvidelse, hvis Bygning 
vi om lidt skulle undersøge nærmere: denne Udvidelse er Strube- 
hovedet, (Larynx) som er det Organ, hvor Stemmen frembringes. 
Vi se endelig at Luftrøret aabner sig i Svælget, bagved Tungeroden. 

Hos mange Dyr og i Særdeleshed hos Menneskene kan Luften 
direkte fra Munden trænger ind i Luftrøret, man kan godt trække 
Vejret igennem Munden, naar Næseborene ere lukkede. Men dette 
finder ikke Sted hos alle Pattedyrene; hvis man f. Ex. lukker 
Næseborene paa en Hest, dør den hurtigt af Mangel paa Luft. 
Selv hos Mennesket sker Aandedrættet i rolig Tilstand udelukkende 
gennem Næseborene, og Munden lukkes kun op naar Luften møder 
nogen Hindring i de naturlige Veje. ' 



Aandedrættet 121 

I Virkeligheden ere Næsehulerne det rigtige og naturlige For- Næsehulerne, 
biudelsesled imellem Luftrøret med Lungen og Luften udenfor. 
Deune naturlige Forbindelse viser sig ogsaa tydeligt ved den Maade, 
paa hvilken disse Organers Sygdomme udbrede sig. Betændelse af 
Næsehulernes Slimhinde, Snuen, fører ofte til Betændelse af 
Strubehovedet (Laryngitis), af Luftrøret (Tracheitis) og af Luftrørs- 
grenene (Bronchitis). 

Næsehulerne ere to Hulheder, der aabne sig fortil gennem to 
Indgange, der ere mere eller mindre fuldstændig omgivne og be- 
skyttede af Bruskpartier som man efter deres forskellige Form 
kalder en Snude, Snabel, Næse o. s. v. Næsehulerne staa i For- 
bindelse med forskellige Hulrum i Ansigtets og Hjærne skallen s 
Knogler og ere kun skilte fra Munden ved en vandret Skillevæg, 
der danner Mundens Loft og Næsehulernes Bund. Indbyrdes ere 
de skilte ved en lodret Væg men staa dog i Forbindelse med hin- 
anden bagved denne og danne der et stort Hulrum, der ligger lige 
over Strubehovedets Indgangsaabning. Dersom Strubehovedet løf- 
tedes en Smule højere op vilde det komme lige ind i dette Hulrum; 
det er Tilfældet hos visse Dyrearter, f. Ex. Hvalerne, hos hvem 
Strubehovedet ligger temmelig langt oppe. Igennem Næsehulerne 
passerer Luften nemmest hos alle Pattedyrene, og denne Passage 
lettes endvidere ved to smaa, meget ejendommelige Organer, nemlig 
Strubelaaget forneden og Ganesejlet foroven. Disse Organers 
Forhold er temmelig vanskelig at forklare og man maa anvende 
nogen Opmærksomhed for at forstaa det. 

Faa en af Deres Bekendte til at vende sig mod Lyset og aabne svælget. 
Munden saa højt som muligt; tag saa en Ske og tryk med Skaftet 
af den Tungeroden ned. Dette frembringer ikke nogen behagelig 
Fornemmelse, men dersom man ikke bringer Skeen for langt ind, 
volder Undersøgelsen dog ikke nogen stor Ubehagelighed. De ville 
da kunne se ind til det Bageste af Munden (Fig. 126). Svælget 
er halvt lukket af en Membram der strækker sig tværs over fra 
den ene Side til den anden; den udgaar fra Mundhulens Loft og 
ender paa Midten med en lille nedadgaaende Forlængelse kaldet 
Drøbelen. Denne Membran er Ganesejlet. Lidt længere til- 



122 



Aumludrættut. 



bage, helt nede ved Tungeroden som maa trykkes stærkt ned for 
ikke at dække den, findes en lille trekantet, fremspringende Kam: 
det er Strubelaaget. Disse to Organer ere skilte fra hinanden 
ved en betydelig Afstand. 




Fig. 126, Snit paalangs gennem Midtlinien af det menneskelige Hoved og 
Hals. Paa Tegningen ses Mundhulen, Tungen, Svælget, Spiserøret, Strube- 
hovedet med Strubelaaget, de gennemskaarne Hvirvellegemer og Rygmarven. 



Hos et Dyr i den naturlige Stilling, det vil sige hvilende paa 
sine fire Ben, er Luftrøret i Halsregionen beliggende under Spise- 
røret, som er nærmere oppe ved Hvirvelsøjlen. For Hovedets Ved- 
kommende ligger imidlertid Fortsættelsen af Luftrøret, Næsehulerne, 
øverst; Mundhulen, der er Fortsættelsen af Spiserøret, befinder sig 
under dem. De to Veje krydses her i Form af et X, idet Luft- 
vejen her gaar tværs igennem det Rør, som Fødemidlerne maa 
passere og som er langt rummeligere end hint. Dette forholder 
sig saaledes, at Fordøjelseskanalen paa dette Punkt har Form som 
en Tragt (Fig. 127), idet den fra Spiserøret og op imod Mund- 



Aandedrættet. 



123 



hulen stadig bliver videre; omtrent paa Midten af Tragten ud- 
munder der to Rør, et ovenfra og et nedenfra, og da disse Rør 
ikke ganske naa hinanden, dannes altsaa her en Slags Korsvej. 



Fig. 127. 



Fig. 128. 





Skematiske Tegninger af Svælg og Strubehoved i Hviletilstand og under 

en Synkningsbe vægelse. Paa Fig. 127 vise Pilene, hvorledes Luftvejen 

krydser Fordøjelseskanalen. 



De kunde imidlertid spørge mig hvorledes det gaar til at Føde- 
midlerne, naar de hos Mennesket skulle gaa fra Munden ned i 
Spiserøret, ikke falde i Strubehovedet, hvis Munding aabner sig 
som et gabende Hul i Bunden af det Rør de passere. Grunden 
hertil er, at der i det Øjeblik, hvor Føden har passeret den Snæv- 
ring som jeg har beskrevet for Dem under Navn af Svælgporten, 
aldeles uafhængigt af Villien foregaar en hæftig og pludselig Be- 
vægelse i Svælget, den Del som Anatomerne kalde Pharynx. 
Tungeroden løfter sig nemlig op og trænger Strubelaaget bagud, 
saa at dette bøjer sig tilbage og dækker Luftrørets Aabning som 
et Tag, hvorpaa Næringsmidlerne passere forbi paa begge Sider af 
det uden at komme ned i Luftrøret. Paa samme Tid løftes Gane- 
sejlet i Vejret og spændes, saa at det ved Hjælp af en meget mærkelig 
Mekanisme, som det imidlertid vilde tage for lang Tid at beskrive 
her, fuldstændig lukker Næsehulernes bageste Aabning. Føden, 
som ved Kæbernes, Tungens og Kindernes forenede Anstrængelser 
er blevet omdannet til en Slags Kugle eller Klump, Fødebollen, 
og er gennemtrængt af det klæbrige Spyt som letter dens Fremad- 



124 Aandedrættet. 

glideD, presses bagud mellem Tungen og Ganen; den ruller over 
Strubelaaget og træder derpaa ned i Spiserøret (Fig. 128). 

Hænder der imidlertid nogen Forstyrrelse under denne ind- 
viklede Akt, f. Ex. naar Individet ler, taler eller trækker Vejret 
under Synkningen, sker det meget let at en Stump af Føden eller 
endnu snarere en Draabe Væske føres med af Luftstrømmen og 
trænger ned i Strubehovedet. Dette Organ kommer ved en saa- 
dan Indtrængen af et fremmed Legeme i en Tilstand af over- 
ordentlig Irritation, og der følger Hosteanfald, hvorved den 
vildfarende Væske ofte stødes ud igen gennem Næsehulerne. Dette 
beviser yderligere at 'Næsehulhederne virkelig ere den naturlige 
Fortsættelse af Luftrøret. Ere disse Organer imidlertid ufølsomme, 
hvilket undertiden er Tilfældet hos Oldinge, kunne Smaadele af 
Føden trænge ned i Luftvejen. Jeg har saaledes set det Tilfælde, 
at en sindssyg Person kvaltes, fordi hun havde hældt en hel 
Tallerken Suppe ned i sine Lunger gennem Luftrøret. 

Vi ville nu vende tilbage til dette. Dersom vi undersøge det 
ved Midtpartiet af Halsen, se vi at det er sammensat af Brusk- 
ringe, der ere forenede ved smalle Membraner, saa at de kunne 
bevæge sig imod hinanden. Det er egentlig urigtigt at kalde dem 
Ringe; de danne i Virkeligheden kun Halvringe, eftersom hele den 
bageste Del af Luftrøret er fuldstændig hindeagtig. 
strube- Lidt nedenfor det Sted, hvor Luftrøret udmunder i Bunden af 

Svælget, udvider det sig som ovenfor beskrevet og danner Strube- 
hovedet. To af Bruskringene udvikles her meget betydeligt og 
danne fuldstændige Ringe; de forsynes med et anseeligt Muskel- 
apparat, der sætter dem i Stand til at vippe over hinanden og 
derved forstørre eller indsnævre Strubehovedets Hulhed. Der 
lindes ligeledes Muskler der kunne spænde eller stramme de to 
Baand eller rettere to Folder, som man kalder Stemmebaandene 
og som ligge i Retningen forfra bagtil. Idet den udaandede Luft 
med Kraft slaar imod disse Folder, sætter den dem i tonende 
Svingninger, og Tonens Højde og Styrke afhænger af Stemme- 
baandenes Spændingsgrad og Strubehovedets Form. Der findes 






Aandedrættet. 



125 




her en meget sammensat Mekanisme, som jeg ved Slutningen af 
dette Foredrag skal omtale nærmere for Dem. 

Som ovenfor sagt, beskyttes Strubehovedet af Strubelaaget, og 
det forbindes ved en Hinde og nogle Muskler med en tværliggende 
Knogle, T u n g e b e n e t, til hvilken Største- 
delen af Tungens Muskler hæfte sig. 
Hele denne Samling af Organer, Tungen, 
Ganesejlet, Svælget, Tungebenet og Stru- 
behovedet, er indbyrdes forbundet med 
et meget sammensat Apparat af Muskler, 
der sætter dem i Stand til at udføre 
samvirkende Bevægelser, vexelvis i Synk- 
ningens, Aandedrættets og Stemmedan- 
nelsens Tjeneste. 

Det Indre af Strubehovedet og Luft- 
røret er paa samme Maade som For- 
døjelseskanalen udklædt med en Slim- 
hinde (Fig. 129). Men denne Slimhindes 
øverste Lag dannes af et Epithelium, 
der er meget interessant at undersøge 
(Fig. 130). Hver af dets Celler bærer 
et vist Antal meget fine og tynde Traade 
som bestandig ere i Bevægelse; de lægge 
sig og rejse sig igen som Axene paa en 
Kornmark naar der stryger Vindstød hen 
over den. Dette kalder man et Epithe- 
lium medFimretraade. Ved Hjælp 
af disse uendelig smaa Bevægelser op- 
naas det, at de fine Smaadele som trænge 
ind i Luftvejene, befordres ud igen, bort 

fra de indre Dele. Det er for en stor Del deres Skyld at de fine 
Støvfnug som svæve i den Luft, vi indaande, ikke trænge ind i 
vore Lunger og opfylde dem. 

Lignende Bevægelser foregaa i Frøens Gane, og der er det 



WFifW% 




r/ 



Fig. 129.. Tværsnit af Luft- 
rørets Væg (45 Gange For- 
størrelse), a fibrøst Lag. 
d Brusk, f Kirtel med i Ud- 
førselsgang. h Epithelium. 



Aandedræts- 
organernes 
Slimhinde. 



126 



A åndedrættet 



meget let at paavise dem vod at 1 »ringe et eller andet farvet Pulver 
ind paa Slimhinden. 





Fig. 130. Fimreepithelium (350 Gange Forstørrelse), a Slimhinden, c de 

dybere Lag Epithelceller uden Fimretraade. c Epithelceller med Fimretraade. 

B Løsrevne Celler fra de forskellige Lag. 

Gaa vi fra Luftrøret over til Bronchierne, finde vi at Luftrørs- 
grenene af første Rang ere byggede ganske paa samme Maade 




Fig. 131. Epithelium fra Lungeblærerne (350 Gange Forstørreis 
a Haarkar, b Epithelceller med c Kærner. 



som Luftrøret. Efterhaanden bliver saa Røret mindre, Brusk- 
ringene blive mer og mer utydelige og forsvinde tilsidst ganske; 



Aandedrættet. 127 

den hincleagtige Væg bliver stedse tyndere indtil den tilsidst kun 
bestaar af et overordentlig fint Lag, der imidlertid stadig har sit 
Fimre epithelium. Endelig komme vi til Lungeblærerne (Fig. 131), og 
der forsvinde Fimretraadene, medens Epithelcellerne blive flade og 
naa en overordentlig Grad af Finhed. 

Denne Forskel i Epitheliets Natur staar i Forbindelse med 
andre og meget interessante Forskelligheder i Bygning, der danner 
Adskillelsen mellem Lungeblærerne og de fineste Luftrørsgrene, og 
denne Forskel har ogsaa sin Betydning med Hensyn til de Sygdomme, 
der hjemsøge disse Organer. Vi have endnu ikke talt om Kreds- 
løbet, men De vide Alle at Lungen ligesom enhver anden Del af 
Legemet besidder Pulsaarer fyldte med rødt Blod, som ernære 
den; men disse Pulsaarer forgrene sig udelukkende i Bronchierne. 
Derimod omgive de fineste Forgreninger af de Kar der indeholde 
det mørke Blod, som fra Hj ærtet strømmer til Lungen for der at 
forsynes med ny Ilt, udelukkende Lungeblærerne. Betændelsen af 
Bronchiernes Slimhinde, Bronchitis eller Bronchiekatarrh, udarter 
sjældent til Lungebetændelse eller Pneumoni, som er en Betændelse 
af Lungeblærerne, og omvendt medfører den egentlige Pneumoni 
sjældent Betændelse i Luftrørsgrenene. 

Vi have opholdt os længe ved Lungernes Bygning og gaa nu Aandedra>t s - 
over til at beskæftige os med den Maade paa hvilken de virke. ,„ . 
Luften kommer ind i Lungen og forlader den igen ved Hjælp af 
skiftende Bevægelser, som man kalder Indaanding og Ud- 
aanding. Ved Indaandingen udvider Brystkassen sig, og Luften 
trænger gennem Næsehulhederne og Luftrøret ind i Lungen, nøj- 
agtigt som den trænger ind gennem Røret paa en Puster naar 
Klappen er lukket og man trækker Pusteren ud. Ved Udaandingen 
frembringes den modsatte Virkning derved at Brystkassen trækker 
sig sammen (Fig. 132). 

Brystets Udvidelse gaar hovedsagelig for sig ved Hjælp af 
Mellemgulvet. Som det ovenfor er beskrevet, har dette i Hvile- 
tilstanden Form af en opadbuet Hvælving, hvis Rande alle fæste 
sig til Knogler. Naar dets Fibre trække sig sammen og blive 



128 



Aatxkulrættet. 



kortere, stræbe de at gøre Hvælvingen fladere og at nærme den til 
den lige Plan, hvorved altsaa Brystets Hulrum forstørres. 

Brysthulheden forstørres ogsaa ved Ribbensbevægelsen. Fra 
Halshvirvlerne udgaar der Muskler som hæfte sig til Ribbenene; naar 
disse Muskler trække sig sammen, løftes Ribbenene op. De kunne 
nemt faa en Ide om, hvorledes denne Bevægelse udføres, naar De 
folde Hænderne og lade Armene synke; løfte De dem derpaa lige 





Fig. 132. Brystkassen i Indaanriingsstilling. B Brystkassen i Udaandingsstilliug. 

op igen og dreje Albuen lidt udad, har Deres Overarm efterlignet 
Ribbenenes Bevægelse temmelig nøje. Resultatet af Ribbens- 
bevægelsen bliver altsaa at Brystkassens Rum forøges i Retningen 
forfra bagtil og paa Tværs, med en s Mellemgulvet væsentlig for- 
størrer det i Længderetningen. 

Udaandingen bevirkes ganske simpelt derved at de Muskler, 
som ved deres Spænding have frembragt Indaandingen, atter slappes, 






Aandedrættet. 129 

og dernæst ved selve Lungens Elasticitet som er meget betydelig. 
Den udspilede Lunge falder nemlig sammen saa snart Indaandingen 
hører op, omtrent som de smaa Legetøjs-Gummiballoner der ere 
fyldte med Luft, og som trække sig sammen saasnart de faa et Hul, 
hvorigennem Luften kan slippe ud. Samtidig med at Lungen 
synker sammen, formindskes Brystkassens Omfang derved at dens 
Vægge følge med i den indadgaaende Bevægelse, medens Mellem- 
gulvet atter indtager den opadhvælvede Stilling. 

Lungerne følge vel alle Brystkassens Bevægelser, men man 
maa derfor ikke tro at de hæfte fast til den med hele deres Over- 
flade. De glide tværtimod frit langs med Brystkassens Vægge og 
ere ikke paa noget Punkt hæftede fast til dem. Men skøndt der 
saaledes ikke findes noget Forbindelsesled mellem disse Organer, 
slutte de dog aldeles nøjagtigt til hinanden. Man studser i Be- 
gyndelsen over det, men i Virkeligheden er den mest elementære 
Kundskab til Fysikken tilstrækkelig til at forklare denne Gaade. 

Tænk Dem en Gang Brystkassen under Udaandingen, det vil 
sige i sammenfalden Tilstand; Lungerne slutte da med deres ydre 
Overflade nøjagtigt til dens Indervæg. Udvider Brystkassen sig nu 
ved Hjælp af Indaandingsmusklerne, strømmer Luften med Kraft 
ind i Lungen, og disse maa da følge Brystkassens Bevægelser og 
vedblivende slutte til den. Der vilde nemlig ellers opstaa et 
lufttomt Rum mellem Lungen og Brystkassen, og dette er umuligt 
paa Grund af Luftens Tryk. 

Findes der imidlertid tilfældigt en Aabning i Væggen, som 
f. Ex. naar Brystet er gennemboret af et Kaardestik, strømmer der 
ved Brystkassens Udvidelse Luft ind baade gennem Luftrøret og 
gennem Saaret; dersom dette er nogenlunde stort, kommer der 
næsten ingen Luft ned i Lungen, som derved bliver ubevægelig og 
ophører at virke. Dersom Saaret er dobbeltsidig, hindres begge 
Lunger i deres Funktion, ja deres Virksomhed ophører maaske 
ganske, og dette kan medføre Døden. Det er let at forstaa hvad 
der er at gøre i et saadant Tilfælde: gennem Næseborene eller 
Luftrøret maa der indpustes Luft i Lungerne indtil de helt udfylde 
Brystkassen, dernæst maa Saarene lukkes fuldstændig tæt, saa at 

Paul Bert: Livet og Livsfunktionerne. 9 



130 



Aandedrættet. 



Lunge- 
sækken. 



Luften ikke kan trænge ind igennem dem. Saa kan Aandedrættet 
fortsættes. 

Det Rum i hvilket Luften trænger ind naar Brystvæggen er 
gennemboret af et Saar, kaldes Lungesækkens Hulhed (Fig. 
133); det existerer imidlertid ikke i den normale Tilstand, lige saa 
lidt som der existerer noget Rum i en tom Pose, hvis Sider ere 
lagte tæt op til hinanden. 

Lungehinden (Pleura) er den Hinde som beklæder Hulheden, 
ligesom et Tapet beklæder Væggen i et Værelse. Hulrummet giver 




Fig. 133. Skematisk Fremstilling 

af et Gennemsnit af Brystkassen. 

Paa Tegningen ses begge Lunger 

og Lungesække (prikkede). 




Fig. 134. Skematisk Fremstilling 
af et Gennemsnit af Brystkassen. 
I højre Lungesæk findes en Væske- 
ansamling og højre Lunge er sam- 
mentrykket. 



sig kun til Kende naar der trænger Luft eller Væske ind i det. 
Vi have nu set, at det kan hænde at der kommer Luft ind i det; 
og det er kun altfor ofte Tilfældet at der samler sig Væske der- 
inde. Det kan nemlig ske at Lungehiuden betændes, og i saa Fald 
danner der sig en vis Mængde Væske, som ligner den der udsvedes 
af Huden under et Trækplaster. Lungen trykkes tilbage og bliver 
fuldstændig eller til Dels sat ud af Stand til at virke (Fig. 134). 
Denne alvorlige og temmelig hyppige Sygdom kaldes Brystbetæn- 
delse, Pleuritis. Dersom Brystbetændelsen er dobbeltsidig, ind- 



Aiindedrættet. 131 

træder Døden ofte hurtig. Den udgydte Væske forsvinder under- 
tiden igen af sig selv, men undertiden maa der skaffes Afløb for 
den, og man stikker da et Hul paa Brystet og tapper det, ligesom 
man — hvis jeg maa bruge en noget burlesk Sammenligning — 
tapper en Tønde. 

Vi vende tilbage til Aandedrætsbevægelserne. Det er let at Luftskiftet * 

Lungen. 

forstaa at de forny Luften i Lungerne idet de ligesom frembringe 
en Art Ventilation. Man maa dog ikke tro at Lungerne ved hver 
Udaanding fuldstændig udtømme den urene Luft, som de indeholde, 
og derpaa ved Indaandingen helt fyldes paany. Det er ingenlunde 
Tilfældet, og jeg skal med Tal angive Dem Omfanget af det Luft- 
skifte som Aandedrætsbevægelserne frembringe i Menneskets Lunger. 
I Gennemsnit foretage vi 12 til 18 Aandedrætsbevægelser i Minuttet. 
Hver af Indaandingerne bringer omtrent x j 2 Liter Luft — Liter lig 
Pot — ned i Lungerne, og ved den paafølgende Udaanding ud- 
stødes ligeledes l /fl Liter. Imidlertid bliver der efter en middel- 
stærk Udaanding omtrent 2^2 eller 5 halve Liter Luft tilbage i 
Lungerne; Indaandingen fornyer altsaa kun en Sjettedel af Luften. 
Dersom vi indaande saa stærkt som det er os muligt, kunne vi 
indføre omtrent 2 Liter Luft. Saa indeholde vore Lunger 4Y2 
Liter Luft. Dersom vi derpaa udaande saa stærkt og saa længe 
som det er os muligt, udstødes der først de 2 Liter Luft og der- 
paa endnu i 1 /«; der bliver altid en Liter tilbage som ikke kan ud- 
stødes, om man end anstrænger sig nok saa meget. Dette Kvantum 
Luft er det man kalder Lungernes Residualluft. 

Den Luft vi udaande er ikke sammensat paa den Maade som Den *****" 

1 dede Lufts 

den der trænger ind i Lungerne ved Indaandingen. Denne bestaar, sammensæt- 

uing. 

som De Alle vide, af Ilt og Kvælstof, Forholdet er omtrent 1 imod 
4, eller nøjagtigere 21 Dele Ilt til 79 Kvælstof; af Kulsyre findes 
der kun højst ubetydelige Spor. I den udaandede Luft findes der 
derimod kun 15 å 16pCt. Ilt, og de forsvundne 4 eller 5 Hundrede- 
dele ere blevne erstattede ved Kulsyre. Ved Aaudedrættet foregaar 
altsaa følgende Omsætning: Legemet absorberer (opsuger) en vis 
Del af Luftens Ilt, og til Gengæld afgiver det en ikke fuldt saa 
stor Mængde Kulsyre til Luften. Dersom vi ville gøre os det klart, 

9* 



132 Aandodrættet. 

hvor stor Kvantitet af hver af disse Luftarter Mennesket henholds- 
vis forbruger eller udstøder i en given Tid, behøve vi kun at se 
hen til de ovenfor nævnte Tal. Et Menneske foretager i Gennem- 
snit 15 Indaandinger i Minuttet, hver paa 1 / 2 Liter Luft; der pas- 
serer altsaa gennem hans Lunger 77a Liter i Minuttet, det er om- 
trent 450 Liter i en Time, hvilket svarer til en halv Kubikmeter 
eller c. 15 Kubikfod Luft. Disse 450 Liter Luft indeholdt oprindelig 
94 Liter Ilt; men efter Udaandingen indeholde de i Gennemsnit 
ikke mere end 70 Liter. Der forbruges altsaa 24 Liter Ilt i Timen, 
det vil sige 576 Liter om Dagen. Derimod indeholde de 450 Liter 
udaandet Luft henved 20 Liter Kulsyre. I Løbet af 24 Timer ud- 
aandes der altsaa i Gennemsnit 480 Liter Kulsyre; disse 480 Liter 
veje 944 Gram (500 Gram er lig 1 Pund) og indeholde 25G 
Gram Kulstof. Jeg vil bede Dem lægge Mærke til dette Tal; 
det giver en Forestilling om Organismens daglige Stoftab. Ilten 
indføres jo nemlig uophørlig ved Hjælp af Aandedrætsbevægelserne, 
og dens Tilstedekomst medfører en Række kemiske Processer, hvis 
Endeprodukt er Kulsyre. 

Man har ofte sammenlignet det dyriske Legeme med et Ild- 
sted, fordi der paa begge Steder foregaar en Forbrænding, hvorved 
Luftens Ilt omdannes til Kulsyre. Men man maa vel huske paa, 
at ved Forbrændingen paa Ildstedet gaar Ilten umiddelbart i For- 
bindelse med Kullet eller Træets Kulstof og danner derved Kul- 
syren, medens denne i det levende Legeme først kommer frem som 
sidste Resultat af visse meget sammensatte kemiske Processer, 
hvis Rækkefølge Videnskaben endnu ikke har naaet til at bestem nu 1 
fuldtud. 
Kvælning. Aandedrættet gaar kun for sig paa den beskrevne regelmæs- 

sige Maade, naar Luften, som indaandes, ligeledes fornyes ganske 
regelmæssig. Er det ikke Tilfældet bliver Aandedrættet besværet, 
Ilten slipper op, og Mennesket eller Dyret føler et Ildebefindende 
som stadig tager til og tilsidst kan medføre Døden. Mennesket 
føler allerede et betydeligt Aandedrætsbesvær, naar Iltmængden i 
den Luft, det skal indaande, gaar ned til 16 eller 14 pCt. Patte- 
dyr, som holdes i lukkede Rum hvor Luften ikke fornyes, dø naar 



Aandedrættet. 133 

der ikke er mere end 4 eller 5 pCt. Ilt tilbage, det Manglende er 
da bleven erstattet af Kulsyre, men Kulsyren spiller dog ikke 
nogen virksom Rolle ved denne Art Kvælningsdød. Det er lige- 
ledes Mangelen paa Ilt der bevirker, at et Dyr dør, naar man med 
en Luftpumpe suger Luften ud af det Rum, hvori det befinder sig. 

De ville nu forstaa den videnskabelige Grund til at man be- 
stræber sig for at faa tilstrækkelig Luftfornyelse, overalt hvor der 
er samlet en vis Mængde Mennesker. Erfaringen har vist at naar 
der i Theatre eller Hospitaler skal være de rette Betingelser for 
Aandedrættet, maa hvert Menneske have omtrent 30 Kubikmeter 
Luft i Timen. 

Det er ikke alene Ilten som kan opsuges gennem Lungen, naar Absorption 
denne ved Indaandingen bliver fyldt med Luft. Alle de Luftarter, t Lungen, 
som tilfældigvis findes i denne indaandede Luft, opsuges ligeledes. 
Dette medfører undertiden alvorlige Følger; saavel Belysningsgassen 
som den Luft der udstrømmer fra Kloakerne og mange andre 
Luftarter kunne foranledige Ulykkestilfælde. Men det er dog især 
Kulforbrændingen som giver Anledning til de fleste Ulykker. Naar 
der nemlig paa Ildstedet findes saadanne Forhold at Kullet ikke 
forbrændes fuldstændig, udvikler der sig foruden Kulsyren (CO 2 ) 
en anden og langt farligere Luftart, nemlig Kulilte (CO). Selv 
meget ringe Kvantiteter af denne Luftart foraarsage Døden, naar 
de komme ind i Lungerne og opsuges af dem; der foregaar her en 
meget interessant Proces, som jeg senere skal forklare Dem. 
Aviserne ere fulde af Beretninger om Ulykkestilfælde og Selvmord 
ved Kulforgiftning. Denne Forgiftning kan gaa for sig paa to 
Maader. Enten opstaar der ved Forbrændingen af Kullet en stor 
Mængde Kulsyre og Ilten forsvinder derved af Luften; i saa Til- 
fælde dør Individet roligt og næsten uden Smerter, ved en simpel Kvæl- 
ningsdød. Eller ogsaa dannes der en hel Del Kulilte, og Døden 
indtræder da efter voldsomme Smerter og en forfærdelig Ophidselse. 

Paa den anden Side har Lægevidenskaben draget Nytte af 
denne Lungernes Evne til at opsuge Luftarter. For omtrent 30 
Aar siden erklærede Frankrigs berømteste Kirurg, Velpeau, at det 
aldrig vilde kunne lykkes at foretage Operationer uden at volde 



134 Aand eclrættet. 

Smerte; men næsten paa samme Tid opdagede Amerikanerne Wells 
og Morton og Franskmanden Flourens, at naar Kvælstofforilte, 
Æther eller Kloroform opsuges gennem Luftvejene, ophæve de 
Følsomheden, og Patienten skaanes da for den Angst og Smerte, 
som Operationen hidtil medførte. Ved Brugen af disse Midler ind- 
træder der efter nogen Ophidselse en fredelig og i de allerfleste 
Tilfælde fareløs Søvn. Dette beror paa at disse flygtige Stofler, 
som ere blandede med Luften, trænge ind i Blodet sammen med. 
Ilten; de føres da omkring af Blodstrømmen og bringes saaledes 
til at virke umiddelbart paa Nervecentrene. 

Det er ejendommeligt og ved første Øjekast besynderligt nok, 
at man ved Synkning kan bringe store Mængder Æther eller 
Kloroform ned i Maven uden at blive bedøvet, skøndt disse Stoffer 
da ogsaa blive opsugede, det vil sige bragte ind i Blodet. Hvor 
kan det være, at de ikke udøve nogen Virkning, naar de indføres 
i Legemet paa denne Maade? De ville faa Svar herpaa, naar vi 
komme til at beskæftige os med Blodets Kredsløb. 
Hoste, Latter j) er gj ves e t vist Antal Bevægelser som, skøndt de kun have 

etc. 

lidet eller slet intet at gøre med Aandedrættet, dog sætte Aande- 
drætsapparatet i Virksomhed. Saadanne Bevægelser ere Hoste, 
Hikke, Gaben, Latter, Hulken, Brækning o. s. v. Latteren 
bestaar i en rask Afvexling af stærke Ind- og Udaandinger, Hikke 
frembringes ved pludselige og hæftige Sammentrækninger af Mellem- 
gulvet, og ved Brækning trække baade Mellemgulvet og Underlivs- 
væggene sig sammen og Mavens egen Sammentrækning hjælper 
ligeledes til. 

Ved anstrængende Legemsbevægelser holder man ofte 
Vejret, idet man foretager en stærk Indaanding og dernæst lukker 
Strubehovedet ved Sammentrækning af de Muskler som danne 
Stemmebaandene, hvorved Armens Muskler finde et solidt Støtte- 
punkt i den udspilede og faste Brystkasse. 






Stemmen. 



135 



Stemmedannelsen. 



Iblandt de Fænomener som knytte sig til Aandedrætsorganerne, 
indtager Stemmedannelsen maaske den mest fremragende Plads. 

Som Alle vide dannes Stemmen i Strubehovedet, idet Luft- 
strømmen, naar den ved Udaandingen stødes frem af Lungen, slaar 
imod de udspændte Baand eller Hinder som man kalder Stemme- 
baandene. Lydens Højde afhænger af Stemmebaandenes Spæn- 
dingsgrad, og denne Spændingsgrad frembringes igen af et meget 
sammensat Apparat af Muskler, som sætter Strubehovedets Bruske 
i Bevægelse. 

Strubehovedet bestaar væsentlig af to Bruskringe, der høre til 
Luftrøret men som ere betydelig omdannede i deres Form (Fig. 135). 



Beskrivelse 
af Strube- 
hovedet. 





Fig. 135. Strubehovedets Braske sete A forfra, B fra Siden, C bagfra. 



Den vigtigste af dem har Form af et Skjold med den buede Del 
vendt fremefter, og den kaldes Skjoldbrusken; den har et frem- 
springende Parti der især er stærkt udviklet hos Manden, og som 
man har kaldt Adamsæblet. Under Skjoldbrusken findes Ring- 
brusken, der er dannet som en Ring hvis Plade vender bagtil. 
Over og bagved Ringbrusken findes to smaa Brusklegemer, Tud- 
bruskene, der have Form af Pyramider med nedadvendende Basis 
og ere i Ledforbindelse med Ringbrusken; Bevægelserne af Tud- 
brusken have meget stor Betydning for Stemmedannelsen. Disse 



136 



Stemmen. 



forskellige Bruske staa i Forbindelse med hinanden ved Led, ved 
Hinder og ved Muskler, som jeg om lidt skal komme til at tale 
nærmere om. 

Dersom vi aabne Strubehovedet, se vi at der paa hver Side 
af Hulrummet lindes to fremspringende Legemer der strække sig 
horizontalt i Retningen forfra bagtil. Det øverste af dem har ikke 

nogen Betydning for Lyddannelsen, og 
vi ville derfor ikke beskæftige os videre 
med det, men det underste er det virke- 
lige Stemmebaand (Fig. 136), og det 
ville vi derfor undersøge nærmere. 

Tage vi Slimhinden bort som be- 
dækker det, ses det at Organet bestaar 
af et fibrøst Baand og af en Muskel. 
Dette spændige Baand hæfter sig fortil 
til Skjoldbrusken og bagtil til Tudbrusken 
og har derfor ogsaa Navn efter begge 
disse Bruske. Naar Muskelen trækker 
sig sammen, spændes Stemmebaandet 
og bliver paa samme Tid tykkere; det 
kan endvidere trække sig sammen saa 
langt som de stive Bruskpartier, til 
hvilke det hæfter sig, tillade det. Som 
De kunne tænke Dem, opstaar der der- 
ved betydelige Forskelligheder i de Lyde 
som dette hindeagtige Organ, der nær- 
mest kan sammenlignes med Tungen i et Tungeinstrument, frem- 
bringer naar det sættes i Svingning af den Luftsøjle, som strømmer 
ud fra Brystet. 

Der er selvfølgelig et Stemmebaand paa hver Side af Strube- 
hovedet. Baandenes Ender hæfte sig foran ganske tæt ved hin- 
anden til Skjoldbrusken, men bagved er der stor Afstand mellem 
deres Tilhæftningspunkter. Der dannes derved en Slags trekantet 
Aabning, hvis Spids vender fortil, og denne trekantede Aabning 
kaldes Stemmeridsen. 




Fig. 136. Lodret Snit gen- 
nem Strubehovedet set bagfra. 
a Strubelaaget, d Snit gen- 
nem det øverste, falske Stem- 
mebaand, f Snit gennem det 
nederste, sande Stemme- 
baand, g den Muskel som 
ligger i Stemmebaandet. 



Stemmen. 



137 



Naar Stemmebaandene spændes, snævres Aabningen imellem 
dem, Stemmeridsen, ind, idet de to Baand trække sig sammen og 
nærme sig hinanden, og Tudbruskene udføre en drejende Be- 
vægelse. Den Aabning, gennem hvilken Luften kan strømme ud, 
bliver altsaa indsnævret ved Sammentrækning af de Muskler som 





C^^O 



B 

Fig. 137. Skematisk Fremstilling af A Stemmeridsen. 
Paa A ere Stemmebaandene fjærnede fra hinanden, Stemmeridsen aaben, paa 
B ses Stemmebaandene liggende tæt op til hinanden, Stemmeridsen er lukket. 



forene Skjoldbrusken med Tudbrusken (Fig. 137), og Stemme- 
baandenes egen Tykkelse og Spænding forøges ogsaa medens deres 
Længde tager af; alle disse Forhold i Forening virke hen til at 
stemme Lydklangen højere op. 

Foruden de nævnte er der imidlertid mange andre Muskler, 
som have Indflydelse paa Lyddannelsen i Strubehovedet (Fig. 138, 
139, 140). De forskellige Bruskdele, hvoraf Stemmeapparatet be- 
staar, ere i Stand til at udføre meget forskellige Bevægelser der 
baade paavirke Stemmebaandene og ogsaa modificere Strubehovedets 
Rumforhold; men skøndt Studiet af disse Bevægelser frembyder stor 
Interesse, vilde det blive for langvarigt her at gaa ind paa dets 
Enkeltheder. 

Det er ikke alene Strubehovedets egne Muskler som sættes i 
Virksomhed under Lyddannelsen; der findes ogsaa ydre Muskler, 
der have deres faste Punkt paa nærliggende Dele af Legemet og 
som kunne hæve, sænke, forkorte eller forlænge hele Strubehovedet. 
Disse Bevægelser kan Enhver let iagttage paa sig selv. 



138 



Stemmen. 



Alle saadanne Forandringer bevirke Forskelligheder i Lydens 
Højde, Styrke og Klangfarve. 




Fig. 138. Strubehovedet set bagfra. 
a Strubelaaget, mbc Tungebenet, 
g Skjoldbrusken, n Ringbrusken, l den 
Muskel der forbinder Tudbruskene, 
p den Muskel der paa Bagsiden af 
Strubehovedet gaar fra Ringbrusken til 
Tudbrusken. 




Fig. 139. Strubehovedet set fra Siden 
a Strubelaaget, b Skjoldbrusken, 
gf den Muskel der gaar fra Ring- 
brusken til Tudbrusken, h den Mmskel 
der gaar fra Ringbrusken til Skjold- 
brusken. 




Fig. 140. Skematisk Fremstilling af det sammensatte Muskelapparat ved 

hvilket Tudbruskene bevæges og Stemmeridsens Vidde og Form bestemmes. 

Pilene angive den Retning, i hvilken de forskellige Muskler virke. 



strubespeji. D e allervigtigste Forandringer ere imidlertid de som Stemme- 
ridsen selv undergaar. Indtil for nylig vidste man kun meget lidt 



Stemmen. 



139 



Besked derom, og de faa Oplysninger man havde, modsagde hin- 
anden; det er nemlig meget vanskelig at anstille en direkte Under- 
søgelse af disse dybtliggende Partier. Men efter at Strubespejlet 
(Laryngoskopet), er bleven opfundet, har man faaet næsten alle de 



Fig. 141. Strubespejl. 

Spørgsmaal besvaret som man tidligere diskuterede uden Resultat. 
Laryngoskopet er et meget simpelt Instrument hvis væsentlige Be- 
standdel er et lille Spejl (Fig. 141), som man bringer ind langt 
tilbage i Svælget og holder i en saadan Stilling, at Billedet af 
Strubehovedet viser sig i det og kan ses af Iagttageren, der sætter 
sig lige foran Patienten (Fig. 142). For at kaste Lys ind i Svælget 




Fig. 142. Fremstilling af den Maade paa hvilken Billedet af Strubehovedet 
dannes i Strubespejlet og kastes ind i Iagttagerens Øje. 



anbringer Operatøren et Spejl med Hal i paa Panden foran sit 
Øje; dette Spejl opfanger Straalerne fra en Lampe, der er anbragt 
ved Siden af, og kaster dem tilbage ind i Svælgspejlet, som igen 



140 Stemmen 

reflekterer dem ned paa Strubehovedet saa at dette oplyses. 
Igennem Hullet i Pandespejlet ser Operatøren ind i Svælgspejlet, 
hvori Billedet af Strubehovedet viser sig. 

Man kan paa denne Maade iagttage alle Strubehovedets for- 
skellige Bevægelser i Aandedrættets og i Lydgivningens Tjeneste, 
thi det lille Spejl som er bragt ind i Svælget forhindrer paa ingen 
Maade Lyddannelsen i Strubehovedet (Fig. 143). 






Fig. 143. Gengivelser af Stemmeridsen som den viser sig i Strubespejlet. 

A under dyb Ihdaanding, B under Intonation af en dyb Brysttone, C ved 

Intonation af en høj Brysttone. 



Laryngoskopien har ikke alene ydet store Tjenester med Hen- 
syn til Strubehovedets Fysiologi, men man har ogsaa ved dens 
Hjælp gjort betydelige Fremskridt i Studiet af dets Sygdomme. 
Ved Hjælp af Strubespejlet kan man iagttage de Sygdomme som 
dette ømtaalige Organ saa hyppigt rammes af, og man kan med 
Sikkerhed erkende Blodoverfyldninger, Fortykkelser af Slimhinden, 
Saar og smaa Svulster, som ofte foraarsage større eller mindre 
Forstyrrelser i Stemmebaandenes Funktion. Med nogen Behændig- 
hed kan man ogsaa bringe de passende Lægemidler ned til det 
syge Sted og endog indføre Instrumenter for at fjærne smaa Svul- 
ster, fremmede Legemer o. s. v. 

Pattedyrenes Strubehoved adskiller sig kun ved uvæsentlige 
Enkeltheder fra Menneskets. 
Taien. Den Lydfrembringelse, som gaar for sig ved Hjælp af Stemme- 

baandene, danner kun Grundlaget for den egentlige Dannelse af 
Stemmen hos Dyr og Mennesker, og især for den menneskelige 
Tale. Lyden, som opstaar i Strubehovedet, omdannes i Mundens 






Stemmen. ]41 

øvre Eegioner og i Næsehulhederne, og den artikuleres (dannes 
til Ord) ved Tungens, Kindernes og Læbernes Bevægelser. Enhver 
veed at Øret modtager et meget forskelligt ludtryk af en Lyd eller 
Tone, der dannes i Strubehovedet, eftersom den frembringes med 
aaben eller lukket Mund, eller eftersom de forskellige Dele af 
Mund- og Svælgapparatet indtage denne eller hin Stilling, og det 
skøndt selve Tonens Højde eller Styrke ikke forandres derved. 
Moliere lader i sin Komedie „Den adelsgale Borger" Læreren give 
følgende kostelige — og nøjagtige — Beskrivelse: „Vokalen Y 
dannes derved at man nærmer Tænderne til hverandre uden at 
lukke Munden helt og skyder Læberne ud med et lille Rum imellem 

saa at de ikke ganske berøre hinanden; Y ". Man kender 

nu den fysiske Grund til de Forskelligheder i en Tones Natur eller 
rettere Klangfarve, som frembringes ved Mundstillingen. Klang- 
farven dannes som bekendt ved Overtoner*), der føjes til Grund- 
tonen; det er Forskellighederne i Overtonerne, der betinge Grund- 
tonens forskellige Klangfarve. Mundhulen og Næsehulhederne have 
paa samme Maade som Sangbunden i et Klaver eller en Violin 
den Egenskab at forstærke visse Lyde. Til hver Formejendomme- 
lighed af disse Hulheder svarer der en særegen Lyd. Naar de 
f. Ex. indtage en saadan Stilling at den Tone, de forstærke, antager 
den for Vokalen I karakteristiske Lyd, vil man altid høre en I-Lyd, 
hvilken Tone der end dannes i Strubehovedet. 

Man har kunnet bestemme, hvilken Tone der er ejendommelig vokalerne, 
for hver Vokal. Det er meget interessant at se, at Afstanden fra 
den ene til den anden udgør en Oktav. 



*) Udg. Anm. De Toner der frembringes af musikalske Instrumenter eller 
af den menneskelige Stemme ere ikke saaledes som Stemmegaflens Tone 
usammensatte, bestaaende af et enkelt System af Lydbølger, men indeholde 
foruden den stærkeste Tone, Grundtonen, en hel Række af højere, svagere 
klingende Toner — de harmoniske Overtoner, hvis Svingningstal altid er 
et Mangefold af Grundtonens, og som ikke høres som særskilte Toner af 
det ubevæbnede Øre, medens de ved forskellige Apparater kunne bringes 
til at træde tydeligere frem. 



142 Stemmen 



i 






Vokaler U A E I 

Tilsvarende Egentoner . . Lille Etstrø- Tostrø- Trestrø- Firstrø- 

b getft getb getft getb 
Antallet af Svingninger i de for- 
skellige Toner 470 940 1880 3760 7520 

Forholdet mellem Svingningotallene 12 4 8 16 

De se at disse Tal, der betegne Svingningerne af de enkelte 
Vokaler, ere simple Mangefold af hinanden; dette er uden Tvivl 
Grunden til den mærkelige Kendsgærning at man genfinder disse 
5 Vokaler i alle menneskelige Sprog, men foruden dem har hvert 
Sprog sine særegne Vokaler. 

Hvad jeg her har sagt Dem indeholder Forklaringen paa, at 
Vokalerne u og o for det Meste udtales paa de dybe Toner i 
Skalaen, medens Vokalerne e og i lyde paa de høje; naar en 
Sanger skal tage meget høje Toner, kan han kun synge dem paa 
de to sidste Vokaler, hvis karakteristiske Lyd er meget høj. 

Ved Hjælp af særegne Redskaber har man kunnet forvisse sig 
om den ovenanførte Kendsgærning gennem en Analyse af de Lyde. 
som den menneskelige Stemme frembringer ved de forskellige Vo- 
kaler; og efter den fuldførte Analyse er man gaaet synthetisk til 
Værks, idet man har gengivet Vokalen ved at forstærke don karak- 
teristiske Tone. 

Tager man 8 Stemmegafler, hvoraf den største giver det lille 
b og de andre de syv første af dens Overtoner, nemlig b x f 2 b 2 
d 3 h a 3 b 3 *), og man derpaa lader de tre første lyde sammen idet 
man anslaar det lille b stærkest, vil det Hele meget tydeligt give 
Vokalen u; det vil give o, naar Vægten lægges paa det etstrøgne b. 
Vil man have a frem, maa' man anslaa b 2 stærkest medens man 

*) Aum. Ved Tallene betegnes den Oktav til hvilken Tonen hører. Ex 
b, etstrøget b, f 3 trestrøget f. 



Stemmen. 143 

lader de tre første lyde svagt; e fordrer at de øverste Toner og 
især b 3 anslaas stærkest. Til disse karakteristike Toner som altid 
tilhøre Vokalerne føjes endvidere andre Overtoner, som skyldes 
Mundens særlige Stillingsforhold og som bevirke at man kan kende 
de forskellige Menneskers Stemmeklang. Desuden er der under- 
ordnede Omdannelser som frembringe den snøvlende Stemme, den 
mørke og den lyse Stemmeklang o. s. v. De forskellige Registre i 
Stemmen, det vil sige Brysttonerne og Falsettonerne, frem- 
komme sandsynligvis paa den Maade at ved Brysttonerne vibrere 
Stemmebaandene i hele deres Bredde, medens ved Falsettonerne 
kun den fri Rand af dem, den Del som begrænser Stemmeridsen, 
bliver sat i Bevægelse. 

Man har undersøgt Konsonanterne lige saa nøjagtigt som Konsonan- 

temc. 

Vokalerne. Konsonanten R frembringes paa 4 forskellige Maader, 
nemlig 1) ved Hjælp af Læbernes vibrende Bevægelse (som i Inter- 
jektionen Brr — ); 2) ved Vibreren med Tungespidsen (det engelske 
og franske R); 3) ved en Vibreren i den bløde Gane (det tyske 
R); 4) ved en Vibreren i Strubehovedet (som ain hos Araberne og 
det spanske jota). Ved P og B lukkes Læberne fuldstændig og 
Luften stødes derpaa ud paa en Gang, hvorfor de kaldes Explo siv- 
konsonanter. Ved F og V sker der en jævn Udstrømning af 
Luften mellem Læberne; M dannes derved at Luften strømmer 
ud gennem Næsen; disse Konsonanter kaldes forlængede. B og 
V skelne sig kun derved fra P og F at Strubehovedet sættes i 
vibrende Bevægelse ved dem. Derfor gaa disse Konsonanter ogsaa 
ofte over i hinanden i Sproget. Betragter man Vokalerne og Konso- 
nanterne i de forskellige Sprog og den forskellige Maade paa 
hvilken de udtales, opdager man en uendelig Afvexling. Man har 
endnu ikke gjort Forholdet mellem Talen og Mundhulens, Næse- 
hulernes, Svælgets og Strubehovedets anatomiske Bygning til Gen- 
stand for indgaaende Undersøgelser; naar disse engang blive fore- 
tagne vil det efter al Sandsynlighed vise sig, at de forskellige 
Menneskeracer ikke frit kunne vælge deres Sprog, og at Tanken om 
et Verdenssprog derfor er en tom Drøm. 



SJETTE FOREDRAG. 

Blodet og dets Kredsløb. 

Jeg har allerede i store Træk meddelt Dem hvorledes Blodet 
cirkulerer, og hvorledes dette Kredsløb er nødvendigt for at alle 
de forskellige Dele af Legemet kunne faa ny Tilførsel af de fly- 
dende og luftformige Næringsstoffer, som erhverves gennem For- 
døjelsen og Aandedrættet og som Blodet fører rundt med sig. 
Vi ville imidlertid du nærmere undersøge, paa hvad Maade dette 
Kredsløb gaar for sig, og ligeledes studere selve Blodets Sammen- 
sætning, de Kanaler eller Kar hvori det indeholdes, og endelig det 
Organ der afgiver Drivkraften til at sætte det i Bevægelse, nemlig 
Hjærtet. 

Blodet. 

Enhver af mine Tilhørere veed, at Pattedyrenes Blod er en 
Væske som har en stærk rød Farve. Denne Farve er endog et 
Væsensmærke for alle Hvirveldyrene, og den gamle Benævnelse for 
dem var derfor Dyr med rødt Blod, i Modsætning til Største- 
delen af de hvirvelløse Dyr som have hvidt eller blaaligt Blod. 
Biod- Det vil derfor maaske forundre Dem at høre, at Blodvæsken i 

Virkeligheden ikke er rød men gullig, og at den røde Farve ude- 
lukkende skyldes en umaadelig Mængde smaa Legemer der findes 
flydende i Blodet, og som ere røde med en overordentlig stærk 
Farve. Disse Legemer kaldes Blodkorn eller Blodlegemer. 



legemerne. 






Blodet. 



145 




Fig. 143. Stærkt forstørrede Blodlegemer. 
a sete fra Fladen, b sete fra Kanten. 



Hos Pattedyrene have Blodlegemerne en ejendommelig Form 
der minder om Dambrikker; de ere nemlig cirkelrunde, flade og 
mindre tykke paa Midten end 
i Omkredsen (Fig. 143). Nbgle 
enkelte Arter Pattedyr, Kame- 
lerne og Lamaerne, have af- 
lange Blodlegemer i Stedet 
for runde. Deres Rumforhold 
ere forskellige; hos Mennesket 
er deres Diameter omtrent 
0,007 Mm. til en Tykkelse af 
0,002 Mm. Det Pattedyr som 
har de mindste Blodlegemer 
er Moskusdyret, hos hvem de 
ere 0,002 Mm. i Diameter. 
Elefanten har de største (0,009 
Mm.). Blodlegemernes Størrelse staar ikke i Forhold til Dyrenes 
Størrelse; Rhinoceros'en og Musen have begge Blodlegemer paa 
€,006 Mm. Dette er i Øvrigt 
Tilfældet med alle anatomiske 
Grundbestanddele ; Muskelfibre 
have heller ikke større Gen- 
nemsnit hos de store Dyr end 
hos de smaa. Antallet af 
Blodlegemerne er overordent 
lig stort (Fig. 144). Man har 
udregnet at der findes omtrent 
5 Millioner paa hver Kubik- 
millimeter af det menneskelige 
Blod. Da man nu gennem- 
snitlig kan anslaa Blodmæng- 
den i et menneskeligt Legeme 
som vejer 60 Kilogram (120 

Pund), til 5 eller 6 Liter, bliver der altsaa i dette menneskelige 
Legeme 25 Trillioner Blodlegemer. Naar man har Lyst til at gøre 




Fig. 144. Blodtælling. En Bloddraabe 

set i Mikroskopet. Hver af Kvadratens 

Sider er 1 / b Millimeter. 



Paul Bert: Livet og Livsfunktionerne. 



10 



146 Blodet. 

sig en Forestilling om hvad et saadant Tal vil sige, kan man an- 
stille det Tankeexperiment, at alle disse Legemer, hver 7 Tusinddel 
Millimeter stort, bleve ordnede i en lang Række eller Kæde; denne 
Kæde vilde da have en Længde af 175,000 Kilometer (nemlig 0,007 
Mm. X 25000,000,000,000) hvilket vilde sige at den var i Stand 
til næsten at gaa 5 Gange rundt om Jorden. 

Naar vi undersøge Forholdet mellem Blodlegemernes Vægt og 
Blodets Vægt, ses det at 1000 Gram Blod hos Manden inde- 
holder omtrent 140 Gram Blodlegemer. Hos Kvinden er der 
færre i Forhold, nemlig normalt omtrent 120 Gram i 1000 
Gram. Der er imidlertid en Sygdom som findes hyppigere hos 
Kvinder end hos Mænd, især hos unge Kvinder, og som nedsætter 

Antallet af Blodlegemerne i høj 
Grad. Vægtforholdet kan da 
blive 100, 80 og 60 Gram til 
1000, ja mindre endnu. Denne 
Anæmi, Blodfattigdom (af de 
gr. Ord a nægtende Partikel, 
haima Blod) ledsager altid Klo- 
rosen (Blegsot, af det gr. Ord 
Fig. 145. Krystaller af Hæmato- chloros, grøngul), en Sygdom 




krystallin. 1. af Menneskeblod, 2. af i • , . , 

Marsvinets Blod, 3. af Egernets Blod. S0U1 ^PP 1 «* ia g tta g es h °* ™g* 

Piger. Den kan ofte medføre for- 
skellige Forstyrrelser af Velbefindendet og har undertiden alvorlige 
Følger. Sygdommen er saa almindelig i sine lette Former, at alle 
Mennesker vide hvorledes man, og det ofte med Held, behandler 
den. Patienten faar Jærn i forskellige Former: Jærn-Filspaan, 
jærnholdigt Vand, Piller o. s. v. Det Mærkelige ved Sagen er at 
Blodlegemerne netop selv indeholde Jærn. Det Stof, som giver 
dem den røde Farve, er et vjærnholdigt Stof. Man kalder dette 
Stof Hæmatokrystallin, fordi det meget let kan bringes til at kry- 
stallisere; i Forbigaaende være det sagt, at dets Krystaller have 
en særegen Form for hver Dyreart (Fig. 145). Blegsotens Symptom 
er Blodets Fattigdom paa Jærn og man helbreder den altsaa ved 
Anvendelsen af Jærn. 



Blodet. 147 

Imidlertid vilde det være naivt at tro at det Jærn, som man 
indbringer i Fordøjelseskanalen, uden videre gaar over til at danne 
de Blodlegemer som mangle. Blodet i en sund Mands Legeme 
indeholder fra 1 til 2 Gram Jærn i det Hele, og den Føde ? han 
forbruger i en Dag, indeholder omtrent lige saa meget. Naar man 
skal helbrede for Blegsot, maa man anvende langt større Kvanti- 
teter. Imidlertid skal jeg ikke gaa videre ind paa denne Sag, om 



4 


% 


a 
3 Æ\ « 




5 4& 




•€>® ® 

•©' Il 


2 W'^L^ 




MÅ 

Mm\ ÆÅ\ 






^5^ J 


i) '-'jL 








~ly> $ 







Fig. 146. Blodlegemer af forskellige Hvirveldyr (stærk Forstørrelse). 
1. Menneskets Blodlegemer omgivne af Fibrintraade. 2. Blodlegemer af Menneske- 
blod samlede i Ruller. 3. Menneskets Blodlegemer der ere kredsrunde, biconcave 
(indbuede paa begge Flader), Skiver hvis Diameter er 0,0069—0,0046 Millimeter 
og hvis Vægt er 0,00008 Milligrammer. 4. Kamelens Blodlegemer, aflange 
Skiver med en Diameter af 0,00828 Mm. 5. Duens Blodlegemer, elliptiske, bi- 
convexe (udhvælvede paa begge Flader) Skiver, hvis Diameter er c. 0,0165 Mm. 
6. Frøens Blodlegemer, elliptiske med en Diameter af 0,0226. 7. Cobitis' Blod- 
legemer, rundagtige, Diameter 0,014 Mm. 8. Vandsalamanderens Blodlegemer, 
Diameter c. 0,0414 Mm. 9. Ammocoetes' Blodlegemer, rundagtige, biconvexe 
Skiver, Diameter c. 0,0115 Mm- 10. Proteus' Blodlegemer, Diameter 0,1259. 
a Blodlegemer sete fra Fladen, b Blodlegemer sete fra Kanten. 

hvilken man endnu ikke har tilstrækkelige Oplysninger, det maa 
være nok at gøre Dem opmærksom paa det interessante Forhold 
imellem denne Sygdom og Midlet imod den. 

De røde Blodlegemer ere paa ingen Maade ens hos alle Hvirvel- 
dyr; tværtimod, de have forskellig Bygning, Form og Rumforhold 
hos de forskellige Arter (Fig. 146). 

10* 



148 Blodet. 

Foruden de røde Blodlegemer findes der i Blodet ogsaa hvide 
Blodlegemer, men de ere meget færre i Antal, Forholdet imellem 
de hvide og røde er omtreut som 1 — 500; de hvide have meget 
uregelmæssige Former. I visse Sygdomme tage de til i Antal, saa 
at der omtrent er lige saa mange af dem som af de røde; men de 
røde ere da ogsaa tagne stærkt af i Mængde. De hvide Blod- 
legemer ere aldeles ensartede med de Smaalegemer som dannes 
ved Betændelser og Buldenskab og som udgøre det man kalder 
Materie (Pus). Disse Grundbestanddele ere mærkværdigt nok i 
Stand til at forandre Skikkelse, at strække sig og udsende For- 
længelser o. s. v., og da de herved bære sig ad som visse mikro- 
skopiske Dyr der hedde Amøber (Fig. 147), siger man at de 

vise amøbeagtige Be- 
vægelser. De kunne ved 
Hjælp af dem endog pas- 
sere dyriske Hinder og f. 
Ex. forlade Blodkarrene. 
Man er endnu aldeles ikke 
paa det Rene med disse 

Fig. 147. En Amøbe, der bevæger sig paa Blodlegemer, man ved hver- 
en Glasplade i den Retning som Pilen . 

angiver og samtidig forandrer Form. ken om de tJ«* 6 tal at danne 

de røde Blodlegemer eller 

hvor i Legemet de opløses, heller ikke er det oplyst hvor længe 

de leve. 

Blodets Hvorledes det nu end forholder sig med disse Spørgsmaal, 

Koagulation. , 

saa er det vist at Blodet i Blodkarrene er sammensat af to Dele: 
en Væske kaldet Plasma eller Blodvæsken, og røde og hvide 
Legemer der svømme deri. Tømmer man ved Aareladning Blod ud 
af Legemet og opfanger det i et Kar, viser der sig imidlertid et 
interessant Fænomen. Efter nogle Minutters Forløb omdannes 
Blodet til en fast Masse, en rød Blod kage hvori alle Blod- 
legemerne indeholdes; naar der er gaaet nogle Timer trækker 
Blodkagen sig sammen og svømmer ovenpaa en gullig Væske (Fig. 
148). Dette kaldes at Blodet koagulerer (størkner). 




Blodet. 



149 






Dersom man i Stedet for at lade Blodet flyde roligt ned i 
Karret pisker det stærkt med et Ris efterhaanden som det strømmer 
ud af Blodkarrene, vil det holde sig flydende. Paa Riset findes 
der saa en klæbrig Substans, der hæfter fast i Form af Traade. 
Vasker man disse Traade ud i Vand, blive de til et hvidligt, 
temmeligt elastisk Stof som man kalder Fibrin. 

Fibrinen findes opløst i Blodet, og naar dette træder ud af 
Karrene, størkner den og danner et Væv som holder Blodlegemerne 
tilbage, hvorved altsaa Blodkagen dannes. Der er dog kun en 
ringe Mængde Fibrin i Blodet, nem- 
lig 3 eller 4 Gram i 1000 Gram Blod. 

Blodets Koagulation foregaar un- 
dertiden hurtigere, undertiden lang- 
sommere; der er forskellige Forhold 
som indvirke herpaa men som her 
ikke kan beskrives i Enkelthederne. 
Kulde forhaler f. Ex. Koagulationen, 
ligesom ogsaa alkaliske Salte, især 
svovlsurt Natron (Glaubersalt). Sæt- 
ter man en vis Mængde af dette Salt 
til Blodet, sker Koagulationen saa 
langsomt at man kan filtrere det; 
alle Blodlegemerne blive da hængende 
paa Filteret og igennem det passerer 

der kun en hvidgul Væske som kort efter stivner til en geléagtig 
Masse, da al Fibrinen er bleven deri. 

Jeg sagde ovenfor at efter Koagulationen flyder Blodkagen 
ovenpaa en Væske, hvis Kvantum stadig forøges, da Blodkagen 
flere Timer igennem stadig trækker sig stærkere sammen og derved 
udstøder sit flydende Indhold, ligesom man kunde tænke sig 
en fugtig Svamp der trak sig sammen af sig selv. Væsken har 
stor Lighed med den som kommer frem under Trækplastre eller 
ved Leddenes, Bughindens og Lungehindens Betændelse; den kaldes 
Serum. Dersom man anbringer nogle Draaber Serum i en Be- 
holder og derpaa opheder den, størkner Væsken til en fast Masse, 




Fig. 148. Dannelsen af en Blod- 
kage i et Glaskar. 



150 



Blodet. 



Blodets 
Luftarter. 



aldeles som Æggehviden i et kogt Æg; dette viser at den ligesom 
Æggehviden indeholder en stor Del Albumin. 

Ved nærmere kemiske Undersøgelser har man fundet hvorledes 
Blodet er sammensat, og man har kunnet opstille Tabeller der vise 
Kesultatet af den kemiske Analyse af Mandens Blod. 

I 1000 Vægtdele fandtes: 

Vand 779 Dele. 

Vandfri tørre Blodlegemer 140 — (heri iberegnet Jærn) 

Tør t Æggehvide 70 — 

Tør Fibrin 2 — 

Fedtstoffer 3 — 

Forskellige Salte 6 — 

Blodet indeholder desuden Luftarter; naar man bringer Blod 
ind under en Luftpumpes Klokke og pumper Luften ud, ser man 





Fig. 150. Blod anbragt under en Luftpumpe for at uddrage Luftarterne af det. 
a Blodet før Luften er pumpet ud, p efter at Luften er pumpet ud. K Luft- 
pumpens Klokke og den dertil hørende Tallerken. A Glaskar med Blod #, 
V de af Blodet udtømte Luftarter, der senere skulle samles i Røret B. 



dem stige op i talrige Bobler (Fig. 150). De Luftarter der inde- 
holdes i Blodet ere: Ilt, Kulsyre og Kvælstof. Det er værd at 
lægge Mærke til at Ilten altid er knyttet til Blodets røde Farve- 



Blodet. 151 

stof, Hæmatokrystallinet i de røde Blodlegemer; Kulsyren findes 
derimod væsentlig i Blodvæsken og er forbunden med Natron- 
saltene. Kvælstoffet er simpelthen opsuget af Væsken. 

Ved at ryste Blodet med Kulilte (CO) kan man udjage Ilten 
af det; Kulilten har nemlig den Egenskab at tage Iltens Plads i 
Blodlegemerne uden at Blodets Farve derved forandres, og naar 
dette er sket, har Blodfarvestoffet, Hæmatokrystallinet, tabt Evnen 
til at forbinde sig med Ilt. Herved forklares det, hvorfor Forgift- 
ninger med Kulilte saa let medføre Døden og hvorfor de skadelige 
Følger af denne Forgiftning kunne vedvare i lang Tid, naar Døden 
ikke strax indtræder. 

Naar mau vil uddrage alle Luftarterne af Blodet, maa man 
koge det i et lufttomt Rum; dette kan man frembringe ved Kvæg- 
sølvpumpen, der i sine Hovedtræk bestaar af et meget stort 
Barometerrør og en Beholder, der kan bevæges frit op og ned. 

Blodet har ikke samme Farve paa alle Steder i Legemet eller L y ser ^t 

Blod og mørkt 

paa ethvert Punkt af Kredsløbet. Foretager man en Aareladning Biod. 
er det udtømte Blod mørkerødt, men naar det staar hen og er 
udsat for Luftens PaavirkniDg, antager det snart en lysere Farve, 
navnlig naar man samtidig bevæger det stærkt saa at det bliver blandet 
med Luftens Ilt. I Legemet findes der to Slags Blod: det venøse, 
mørke Blod, og det lyserøde arterielle Blod. Farveforskellen 
beror paa, at det lyserøde Blod indeholder mere Ilt end det mørke. 
Naar et Dyr dør ved Kvælning svinder efterhaanden al Ilten bort 
af dets Blod og dette bliver da overalt i Legemet langt mørkere 
end Veneblod. Dyret dør, fordi Blodet ved saaledes at miste sin 
Ilt bliver ude af Stand til at vedligeholde de anatomiske Grund- 
bestanddeles Liv og Virksomhed; kun det iltrige, lyserøde Blod har 
denne uerstattelige Evne. 

Lægger man et Baand fast om de Blodkar der føre til en 
Legemsdel, saa at Blodet bliver afspærret fra den, lammes den 
efter ganske kort Tids Forløb. Senere miste ogsaa Musklerne 
deres Evne til at trække sig sammen; løser man atter Baandet, 
komme Følelse og Bevægeevne tilbage i den lammede Legemsdel. 
Naar Blodstandsningen varer altfor længe gaa de anatomiske 



1 52 Blodet. 

Grundbestanddele til Grunde, der kommer Gangræn, som kan 
vise sig under to Former, enten som fugtig eller som tør Gangræn. 
Man har f. Ex. set den opstaa som Følge af en altfor stærkt 
strammet Bandage. 

I Lig eller i Dele af Legemet, der ere blevne skilte fra Hel- 
heden ved en Amputation, gaar Musklernes Evne til at trække sig 
sammen tabt, og der indtræder en særegen stiv Tilstand, som man 
kalder Dødsstivhed og som kan vare adskillige Timer. Sprøjter 
man gennem Hovedarterien iltrigt, lyserødt Blod ind i et Lem, der 
er i denne Tilstand af Dødsstivhed, ser man efter nogen Tids For- 
løb, at Musklerne atter kunne trække sig sammen, naar man pirrer 
dem. Paa det afhuggede Hoved af en Hund har man opnaaet 
samme Virkning, Øjelaagene lukkedes ved Berøring af Øjet, og 
man paastaar endog at have set Tegn paa Bevidsthed. 
Biodtrans- Naar et Menneske ved Blødning har mistet saa meget Blod 

fusion. 

at hans Liv er i Fare, kan man næsten sikkert redde ham ved at 
indsprøjte en forholdsvis ringe Mængde Menneskeblod i en af hans 
Blodaarer. Denne Operation kaldes Blodtransfusion og er 
atter kommen i Brug i vore Dage, efterat den i det 17de Aar- 
hundrede var bleven gjort umulig ved Bansættelser af Paven og 
Domme af Paris' Parlament. Transfusion kan foretages direkte fra 
Arm til Arm, hvortil man har forskellige sammensatte Apparater, 
eller indirekte med pisket, defibrineret Blod som man indsprøjter 
med en almindelig Sprøjte. De første Kirurger der anvendte Trans- 
fusion brugte endog at sprøjte Dyreblod ind, men dette er en 
ganske taabelig Fremgangsmaade , og man maa forbavses over at 
tyske Læger for kort Tid siden have genoptaget Forsøgene med 
Dyreblod, til stor Skade for de Syge paa hvem Forsøgene blev gjort. 
Aandedrættets Virksomhed bestaar i at forvandle det mørke 
Blod til lyserødt og jeg skal nu nærmere omtale Kredsløbet og 
derved komme til at forklare Forholdet mellem de forskellige Or- 
ganer og de to Arter Blod. 



Blodets Kredsløb. 



153 



Blodets Kredsløb. 




Ordet Kredsløb leder Tanken ben paa en Kreds, imidlertid 
vil man faa en rigtigere Forestilling om Formen af Blodløbet hos 
Pattedyrene ved at tænke paa et 8-Tal, 
hvis øverste Del er noget mindre end den 
nederste (Fig. 151). Hvor de to Dele mødes 
midt i 8-Tallet ligger det bevægende Organ, 
Hj ærtet. 

Hjærtet er et hult Organ dannet af 
Muskelvæv, der med regelmæssige Mellem- 
rum trækker sig kraftigt sammen og derved 
udstøder det Blod som det indeholder; saa- 
snart Sammentrækningen hører op, udspiles 
det paany af Blodet som strømmer til fra 
alle Sider. I Menneskets Hjærte følge saa- 
ledes Sammentrækning og Udspænding paa 
hinanden omtrent 60 — 80 Gange i Minuttet. 

Ved Hjærtets Sammentrækning udvikles 
en Kraft, der vilde være i Stand til at 
løfte en Kvægsølvsøjle paa 15 — 18 Centimts 

Højde, hvilket svarer til en Vandsøjle paa 2 til 2 1 /« Meters Højde. 
Saa stor er altsaa den Kraft med hvilken Hjærtet driver Blodet 
frem, og De ville nu kunne tænke Dem at der styrter en voldsom 
Blodstraale ud, naar et af de store Kar, der udgaa fra Hjærtet 
og kaldes Arterier eller Palsaarer, bliver ramt af et Saar. 
Man har maalt Hjærtets Kraft hos mange Pattedyr, og overalt, 
ligefra Kaninen til Hesten, har man fundet at den var omtrent 
lige stor. 

De kende sikkert Alle Hjærtets Plads, det ligger i Brystkassen, 
mellem de to Langer tæt ved Brystbenet (Fig. 152), hos de fleste 
Pattedyr ligger det omtrent i Midtlinien, og hos Mennesket lidt til 
Venstre. Det har omtrent Form af en Pyramide med opadvendende 
Grundflade, medens Spidsen vender skraat nedad til Venstre. 



Fig. 151. Skematisk Frem- 
stilling af Kredsløbets 2 
Halvdele, det lille Kreds- 
løb gennem Lungen P, 
det store gennem hele Le- 
gemet C. Pilene angive 
Blodstrømmens Retning. 



Hjærtet. 



154 



Blodets Kredsløb. 



Hjærtet er beklædt med en serøs Hinde, der omgiver det paa 
samme Maade som Lungehinden omgiver Lungen og Bughinden 
Underlivsindvoldene. Hjærtets serøse Hinde kaldes Pericardium 
(af peri, om, cor Hjærte). 



a v L a v 




Fig. 152. Menneskets Hjærte og 
Lunger. KffVenstre Hjærtekammer, 
UHHøjre Hjærtekammer, iZ.FHøjre 
Forkammer, A Aorta, HV Hulvene, 
aa Arterier, vv Vener, L Luftrøret. 




NH 



HH 



A 

Fig. 153. Gennemsnit af Hjærtet 
i skematisk Fremstilling. VH Ven- 
stre Hjærtekammer, HH Højre 
Hjærtekammer, VF Venstre For- 
kammer, HF Højre Forkammer, 
A Aorta, LA Lungearterien, NH 
Nederste Hulaare, ØH Øverste Hul- 
aare, LV LuDgevener. 



Hos alle Pattedyr er Hjærtet. delt i to fuldstændig adskilte 
Halvdele, og hvert af disse Afsnit er atter ved en ufuldstændig 
Skillevæg delt i to Hulrum, der staa i Forbindelse med hinanden. 
Efter deres Leje i Brystkassen kaldes de to Halvdele for højre 
og venstre Hjærte, og da de indeholde forskelligartet Blod kalder 
man dem ogsaa for den venøse Hjærtehalvdel (højre) og den arteri- 
elle Hjærtehalvdel (venstre); begge ere som sagt torummede 
(Fig. 153). 

Det mørkerøde venøse Blod vender tilbage fra alle Legemets 
Dele; det har undervejs mistet Størstedelen af sin Ilt og er der- 
ved bleven mørkere af Farve, men er overlæsset med Kulsyre og 
følgelig ude af Stand til at vedligeholde Vævenes Liv. Det lyse- 



Blodets Kredsløb. 



155 



røde Blod er derimod rigt paa Ilt, det indeholder langt mindre 
Kulsyre og er særlig vel skikket til at ernære Musklerne, Nerve- 
vævet o. s. v. Hos Hunden indeholder det arterielle Blod i Gennem- 
snit paa 100 Rumdele Blod 20 Rumdele Ilt og 40 Rumdele Kul- 
syre, Veneblodet i højre Hjærte indeholder derimod paa 100 Dele 
12 Dele Ilt og 50 Dele Kulsyre. Vi have ovenfor omtalt, at det 
mørkerøde Blod omdannes til lyserødt i Lungen, og heraf ville De 
allerede kunne gætte hvorledes Blodet cirkulerer (Fig. 154). Hver 
af Hjærtets Halvdele bestaar af Forkammeret der ligger opad, 
og Hj ærtekammeret nedenfor dette. Det mørke Blod, som 
strømmer sammen fra hele Legemet, udgydes 
i højre Forkammer og tvinges derpaa ved 
dettes Sammentrækning ned i det tilsvarende 
Rum nedenfor, højre Hjærtekammer. 

Forkammerets Sammentrækning er svag, 
da dets Vægge ere tynde, hvorimod Hj ærte- 
kammeret er langt stærkere bygget. Ved 
Hj ærtekammerets Sammentrækning slynges 
Blodet ud i et stort Blodkar, Lungearterien, 
der fører det til Lungerne (se Fig. 153). 
Lungearterien deler sig og afgiver en Gren 
til hver Lunge. Efterat Blodet i Lungerne 
er blevet lyserødt, vender det tilbage til 
Hj ærtet, det strømmer først ind i venstre 
Forkammer og gaar derfra ind i venstre 
Hjærtekammer. 

Venstre Hjærtekammer er endnu langt mere tykv ægget og 
langt kraftigere end højre Hjærtekammer, hvilket ogsaa staar i 
Forhold til dets Bestemmelse, da det sender det lyserøde Blod 
rundt i hele Legemet, medens højre Hjærtekammer kun skal sende 
Blodet til Lungerne der ligge tæt ved Hjærtet. Venstre Hjærte- 
kammer udsender ligesom højre Hjærtekammer kun et stort Blod- 
kar, Aorta, men dette er hos Mennesket saa rummeligt et Rør, 
at man kan føre en Finger ind i dets Lysning. Det danner først 
en krykkeformet Bøjning og strækker sig dernæst langs med 




Fig. 154. Skematisk 
Fremstilling af Kreds- 
løbet. 



156 Blodets Kredsløb. 

Hvirvelsøjlen ned gennem Brystkassen og Underlivet. Aorta ud- 
sender paa alle Punkter af sit Løb talrige Sidegrene til alle Dele 
af Legemet og deler sig tilsidst i 2 Grene, en til hver af de to 

Underextremiteter (Fig. 155). 
jéfåtok^ Det er her ikke muligt 

Arterierne. £J( ||% ° 

at beskrive alle de Blodkar 
der fra Aorta gaa ud til de 
enkelte Organer; deres Navne 
bestemmes i de fleste Til- 
fælde af de Dele af Legemet 
som de forsyne med Blod. 
Anatomerne tale saaledes om 
Skulderarterien, Laararteri- 
en, Bronchialarterierne, Le- 
verarterien, Miltarterien o. s. 
v., eftersom de forskellige 
Arterier gaa til Skulderpartiet 
eller Laaret eller forgrene 
sig til Bronchierne, Leveren, 
Milten o. s. v. Til Hovedet 
og Hjærnen føres Blodet af 
højre og venstre Carotis 
(Hovedpulsaarer), to sto- 
re Arterier hvis Pulseren 
man tydelig kan føle naar 
man lægger en Finger paa 
Halsen ved Siden af Luft- 
røret. Alle disse Blodkar 
kaldes Arterier (Pulsaarer); 
Fig. 155. Arteriesystemet. det er det fælles Navn for 

alle Blodkar der føre Blodet 
bort fra Hjærtet, hvad enten det er mørkt Blod fra højre Hjærte- 
kammer (Lungearteriesystemet) eller lyserødt Blod fra venstre 
Hjærtekammer (Aortasystemet). Alle Arterier have faste Vægge; 




Blodets Kredsløb. 



157 



naar man skærer dem over gaber Mundingen, og dersom det sker 
med et levende Dyr, strømmer Blodet frem i en Straale dér kan 
naa langt bort, og Blodtabet kan hurtigt føre til Døden. Naar 
Dyret er dødt er der ikke Blod i Pulsaarerne, derfor troede man 
i Oldtiden at disse ogsaa i levende Live vare fyldte med Luft, og 
det er ganske mærkeligt at se hvorledes Datidens Forskere an- 
strængte sig for at forlige denne fejlagtige Anskuelse med hvad de 
vidste om Lungernes Forhold til Aandedrættet og med de Kund- 
skaber om det arterielle Blod, som den praktiske Lægekunst havde 
lært dem. Det er den engelske Fysiolog Harvey som har Æren af 
at have fundet, hvorledes Forholdet i Virkeligheden er, og at have 
godtgjort det ved talrige Experimenter; hans Bog om Kredsløbet 
er fra 1629 og hans Theori havde en meget stærk Modstand fra 
Datidens Fysiologer at overvinde. 




Fig. 156. Tværsnit af Aortas Væg (c. 30 Gange Forstørrelse). 

1. Den indre Hinde, 2. den mellemste Hinde med e Muskelfibre og d elastiske 
Traade, 3. den ydre Hinde. 



Arteriernes Vægge ere som overfor sagt faste og dertil meget 
elastiske; de dannes for en stor Del af glatte Muskelfibre som ere 
desto flere i Antal, jo mindre Blodkarret er og som ere ordnede i 
Ringe, saa at de ved deres Sammentrækning formindske Karrets 
Lysning. Udenom dem findes der en Hinde der omgiver og be- 
skytter det Hele. Blodkarrets Væg bestaar altsaa af tre Hinder 



158 



Blodets Kredsløb. 



eller Lag (Fig. 156): det yderste Lag, der bestaar af løseligt 
sammenflettede Celler og Fibre, det mellemste Lag, dannet af 
glatte Muskelfibre (Fig. 158) sammen med flere eller færre elastiske 



pi!; 1 ! 




Fig. 157. Net af elastiske Traade fra 

den indre Hinde af Lungearterien. 

(350 Gange Forstørrelse). 



Fig. 158. Muskeltraade fra Arteriernes 
Vægge (350 Gange Forstørrelse). 



Traade, og endelig det inderste Lag, der er dannet af netformigt 
sammenflettede elastiske Traade, hvorfor det kaldes den gitter- 
dannede Hinde (Tunica fenestrata) (Fig. 157). Allerinderst 
er der et overordentlig fint Epithelium (Fig. 159). 
Det hænder ret jævnligt som Følge af Syg- 
domme eller endnu hyppigere som Følge af 
Beskadigelser, at de elastiske og muskuløse Lag 
i Arteriernes Vægge fortyndes eller endog briste; 
det ydre membranøse Lag bliver da trykket 
udad af Blodet paa det Sted hvor dette ikke 
møder nogen anden Modstand, og der dannes 
saaledes en Slags Udbuning som stadig tager 
til i Størrelse (Fig. 160). En Baadan Karudvid- 
ning (Aneurisme) er en alvorlig Lidelse, fordi dens tynde Væg 
tilsidst ogsaa kan briste, og der paafølger da en Blødning som 
pludselig kan dræbe den Syge. Hvis man nemt kan komme ind 
til den Arterie paa hvilken der har dannet sig et Aneurisme, kan 




Fig. 159. Epithelcel- 
ler fra Karvæggene. 
(350 G. Forstørrelse.) 



Blodets Kredsløb. 



159 




Fig. 160. Længdesnit af et Aneurisme paa 
Laararterien; Aneurismets indre Hule er be- 
grænset af et tykt Lag koaguleret Fibrin 
der har aflejret sig langs Aneurismets Væg; 
aa Fibrinkoagel, bb den centrale Kanal gen- 
nem Blodkoaglet. 



den Syge helbredes; man blotter da Blodkarret og standser Blodets 
Tilstrømmen ved en Underbinding. Det er imidlertid meget hyppigt 
at det er en af de dybt- 
liggende Arterier som Aorta 
der er angrebet, og saa 
staar Patienten ikke til at 
redde. Ved at anvende alle- 
haande hygiejniske Forholds- 
regler kan man vel forhale 
det sørgelige Udfald noget, 
men Døden er uundgaaelig 
og kan indtræde ganske 
pludselig. 

Man kan altsaa, som 
jeg sagde Dem, under visse 
Forhold underbinde en Arterie som f. Ex. Skulderarterien. Men, 
ville De maaske sige, hvad bliver der saa af Armen? Naar en 
Legemsdel ikke mere forsynes med Blod, dør den jo af Gangræn, 
og den ulykkelige Patient synes da kun at falde fra en Fare i en 
anden, der endogsaa er mere overhængende. Alt dette er aldeles 
logisk, men som De af det Følgende ville se, er denne Frygt ganske 
ugrundet. 

Naar man underbinder en Hovedarterie paa et Dyr, og man 
derpaa ligestrax overskærer Arterien tæt nedenfor Underbindingen, 
kommer der Blod frem fra den Del af Arterien, der gaar udad 
imod Lemmet og altsaa ved Underbindingen er skilt fra Forbindelsen 
med Hjærtet. Skærer man Arterien over lige strax efter Under- 
bindingen, kommer der kun lidt Blod frem, men venter man et 
Par Dage med Overskæringen, strømmer der en stærk Blodstraale 
ud. Ved at underbinde en Arterie standser man altsaa ikke fuld- 
stændig Kredsløbet i den Legemsdel der forsynes med Blod ved 
Hjælp af den. Forklaringen herpaa er meget simpel. De forskel- 
lige Sidegrene, der gaa ud fra en Arterie, staa i Forbindelse med 
hinanden ved mer eller mindre fine Forgreninger (Fig. 161); de 
anastom osere med hinanden — det er det vedtagne Ord — saa 



160 



Blodets Kredsløb 



at der danner sig et Sidekredsløb (kollateralt) naar Hovedarterien 
bliver spærret paa et eller andet Punkt, og ved dette Sidekredsløb 

holdes da Livet vedlige. Det er et 
Forhold som omtrent ligner det der 
indtræder, naar en Strøm bliver 
spærret af en eller anden Hindring, 
og der saa danner sig smaa Grøfter, 
der forbinde de to ved Hindringen 
adskilte Dele af Floden; der er kun 
den Forskel, at naar Grøfterne ikke 
have Plads nok til Strømmen, stiger 
den over deres Bredder, medens de 
kollaterale Blodkar, som først ere 
smaa, efterhaanden udvides ved Blo- 
dets Tryk, saa at der tilsidst kan 
passere lige saa meget Blod igennem 
dem som tidligere igennem Hoved- 
arterien. 

Arterierne tage af i Størrelse og 
tage til i Antal efterhaanden som de 
fjærne sig fra Hj ærtet. Fra Arterier 
gaa de over til at blive Smaa- 
arterier, og de ende tilsidst i et overordentlig tæt Net af smaa 
Blodkar der ere meget snævre, hvorfor man har givet dem Navn 
af Haarkar. Denne Sammenligning giver imidlertid kun en meget 
ufuldkommen Forestilling om Virkeligheden, thi der findes Haarkar 
af saa overordentlig Finhed at der kun kan passere et Blodlegeme 
ad Gangen igennem dem, og de have følgelig næppe mere end det 
halve af en Hundrededel Millimeter i Diameter. Der er Haarkar 
overalt i Legemet, saavel dybt inde i Organerne som ude paa 
Hudens Overflade; det kan man se deraf, at der ikke tindes noget 
Punkt paa Legemet, hvor man kan gøre et Stik med en Naal uden 
at der kommer en Draabe Blod frem. 

Haarkarrenes Form og Forhold variere meget fra det ene Organ 
til det andet; de vedføjede Tegninger kunne give Dem en Fore- 




Haarkarrene. Fig. 161. Kollateralt Kredsløb 
der har udviklet sig i Løbet af 
3 Maaneder efter en Underbin- 
ding af Laararterien. 



Blodets Kredsløb. 



161 



stilling om den Forskel der kan være paa dem, og tillige om den 
rige Forsyning med Haarkar, der er til Stede overalt i Legemet 
(Fig. 162, 163, 164, 165). 




Fig. 162. Haarkar i Huden. 

Undertiden udvides Haarkarrene og antage besynderlige og 
uregelmæssige Former. Dette er f. Ex. Aarsagen til de blaarøde 
Modermærker (Fig. 166), der saa ofte vise sig paa Huden, især 
Ansigtshuden. Hos et nyfødt Barn er det i Øvrigt meget let at 
faa et saadant Modermærke bort, naar det ikke er altfor stort; 




Fig. 163. Haarkar i Leveren (45 Gange Forstørrelse). 



man behøver blot at vaccinere paa det Sted hvor Modermærket 
findes, og der vil da danne sig et Ar som bringer det til at for- 
svinde. 



Paul Bert: Livet og Livsfunktionerne. 



11 



162 



Blodets Kredsløb. 



Smaaarteriernes Vægge ere endnu temmelig tykke og i Be- 
siddelse af Muskelfibre, men de fortyndes pludselig hvor de gaa 




Fig. 164. Haarkar i Lungen (60 Gange Forstørrelse). 



over til at danne Haarkarrene, og disses særdeles tynde Væg be- 
staar kun af flade Epithelceller (Fig. 167). Naar Haarkarrene gaa 

over i Venerne, blive Væggene 
igen næsten lige saa tykke som i 
Arterierne. Venerne ere først meget 
talrige og smaa men forene sig 





Fig. 1G5. Haarkar fra Øjet 
(10 Gange Forstørrelse). 



^r^ 



Fig. 166. Udvidede Haarkar fra et Moder- 
mærke i Huden, a stærkt udvidede Haar- 
kar, b Blodlegemer. 



Blodets Kredsløb. 



163 



efterhaanclen og danne større og større Stammer, der tilsidst ud- 
munde i højre Forkammer gennem to store Blodkar, den øverste 
Hulaare (Vena cava superior) som tilfører Hj ærtet Blodet fra 
Hovedet, Halsen og Armene, og den nederste Hulaare (Vena 
cava inferior) som bringer Blodet fra Brystkassen, Underlivet og 
Underextremiteterne (Fig. 153). I Lungen er der ligeledes Haarkar, 
der staa i Forbindelse med Lungearterien ; Haarkarrene gaa-* atter 





Fig. 167. Bygningen af en af de 

fineste Arteriegrene og af Haarkar. 

(300 Gange Forstørrelse). 



Fig. 168. Alburegionen med de 
Vener paa hvilke man i Alminde- 
lighed foretager Aareladning. 



over i Vener, og disse forene sig tilsidst i de to Lungevener, 
der udmunde i venstre Forkammer (Fig. 153). 

Uagtet Venernes Vægge ere meget tyndere end Arteriernes, 
have de dog tre Lag eller Hinder ligesom disse; deres Rumfang er 
i Regelen større. Nogle af Venerne gaa sammen med Arterierne 
ind i Dybden af Vævene og ligge skjulte der, andre ere overfladiske, 
og dem kan man da se skinne igennem Huden som blaa Striber 
(Fig. 168). 



164 Blodets Kredsløb. 

Hudvenerne kunne ofte udvide sig, og især paa Underextremi- 
teterne antage disse Udvidelser jævnligt et betydeligt Omfang. 
Dette er ikke uden Fare eftersom det mindste Stød kan medføre 
en Bristning, hvorved der da let opstaar Blødninger og ondartede 
Saar. Saadanne udvidede Steder kaldes Aareknuder; man 
skærmer dem mod Overlast ved elastiske Strømper og de kunne 
ogsaa helbredes ved Ætsninger. 
Kredsløbet j) e h ave nu en Forestilling om Kredsløbet i dets Helhed (se 

i dets ° V 

Helhed. Fig. 154). Tænk Dem nu et Blodlegeme som gennem en af Hul- 
aarerne kommer ind i Hjærtets højre Forkammer, og lad os følge 
det i dets videre Løb. Fra Forkammeret sendes det ned i højre 
Hjærtekammer, Hj ærtekammerets Sammentrækning støder det ud i 
Lungearterien. Blodlegemet følger nu en Arteriegren, gaar ud i 
en af Smaaarterierne, passerer saa gennem Lungens Haarkar, 
træder ind i en lille Vene, gaar derfra over i en større og naar 
endelig gennem en af Langevenerne ud i venstre Forkammer. Blod- 
legemet har nu beskrevet den ene Del af sin Bane, det har passeret 
rundt i den øverste Del af 8-Tallet og derved tilendebragt det saa- 
kaldte lille Kredsløb. 

Dermed er dets Vej imidlertid langtfra til Ende. Venstre 
Forkammer sender det til venstre Hjærtekammer, derfra gaar det 
over i Aorta, følger den paa et længere eller kortere Stykke og 
forlader den f. Ex. gennem Hoftearterien, gaar saa ind i Laar- 
arterien, følger langs ned ad Benet og kan derpaa naa helt ud til 
Fodspidsen gennem Arterier, der bestandig tage af i Størrelse. 
Blodlegemet passerer derpaa Haarkarnettet, stiger op gennem 
Venerne idet det gaar fra de mindre til de større, og ender tilsidst 
der hvor det begyndte sit Løb, i højre Forkammer, hvorhen det 
føres af den nederste Hulaare. Det har nu tilendebragt den andeo 
Del af 8-Tallet, det store Kredsløb. 
Kredsløbets Hele Kredsløbet foregaar overordentlig hurtigt. I de store 

Hastighed 

og Arterier strømmer Blodet med en Hurtighed af omtrent 30 Centi- 
Blodtrykket ' meter i Sekundet. 1 Vener nje. er Hastigbeden ikke stort niere end 
en Trediedel heraf. Blodet bruger hos Mennesket omtrent et halvt 
Minut for at tilbagelægge hele Kredsløbet. 



Blodets Kredsløb. 



165 



tft* 



Jeg omtalte for lidt siden den Kraft med hvilken Hjærtet 
driver Blodet frem; denne Kraft bestemmer Blodløbets Hastigbed. 
Jeg skal forklare Dem dette noget udførligere. 

Naar man overskærer en Arterie paa en Hund og indfører et 
U-bøjet Glasrør i den Del af Arterien, der staar i Forbindelse 
med Hjærtet, ser man at Blodet stiger til en vis Højde i dette 
Rør; naar det bøjede Rør 
er fyldt med Kvægsølv vil 
dette blive trængt op i den 
opadgaaende Del af .Røret 
indtil det staar omtrent 
10 — 15 Ctm. højere end i 
Rørets anden Halvdel. Ved 
hverHjærtesammentrækning 
vil det yderligere stige c. 
5 — 8 Ctm. men aldrig un- 
der Hvileperioden synke 
under 10—15 Ctmeter. Et 
saadant Apparat kaldes et 
Manometer (Trykmaaler) 
(Fig. 169) og kan indrettes 
paa forskellig Maade. Den 
vedføjede Tegning viser saa- 
ledes et Apparat der be- 
staar af et U-bøjet Rør 
fyldt med Kvægsølv, fra 
hvilket der til den ene Side 
udgaar et Tværrør som sæt- 
tes i Forbindelse med Ar- 
terien, medens det forhøjede Tryk viser sig derved at Kvægsølvet 
stiger op i den opadgaaende Del af Røret. Paa Overfladen af 
Kvægsølvet svømmer der et Stykke Hyldemarv der bærer en lille 
Pensel dannet af en fin Børste, og denne tegner paa et Stykke 
Papir, der ved Hjælp af en drejende Cylinder føres forbi Tegne- 
apparatets Spids. Idet den lille Pensel bevæger sig op og ned, 




Fig. 169. Apparat til at aftegne Puls- 
bevægelserne og vise Blodtrykket i Arteri- 
erne. B Arterie med indbundet Rør, 
A U-bøjet Rør fyldt med Kvægsølv, c Hyl- 
demarv der bærer d Tegneapparatet, /"Cy- 
linder der bevæges rundt af et Uhrværk, 
e Tegning af Pulsbevægelserne. 



166 Blodets Kredsløb. 

vil den nemlig tegne en Zigzaglinie paa Papiret og man vil saa- 
ledes ved Hjælp af dette Apparat kunne faa Oplysning baade om 
det Tryk, som Blodet bestandig udøver imod de store Arteriers 
Vægge og om den Forhøjelse af Trykket der kan frembringes 
ved hver Hjærtekontraction. Det er Trykforhøjelsen som frem- 
bringer det ejendommelige Stød der kaldes Pulsslag og som man 
kan føle, naar Arterien hviler paa et fast Underlag, saa at man 
med Fingeren kan trykke den ind imod dette; Pulsslaget er især 
let at føle ved Haandleddet og i Tindingerne. Det er ligeledes 
Trykforhøjelsen der frembringer den hæftige. og sprøjtende Blod- 
straale, der trænger frem naar man stikker Hul paa en Arterie 
eller overskærer den. 




Fig. 170. Sphygmograph (Pulstegner) anbragt paa Radialarterien. 

Til alle Tider have Lægerne lagt stor Vægt paa at undersøge 
Pulsens forskellige Hurtighed, Styrke og Rythme. Enhver veed at 
under Feberanfald er Pulsen baade hastigere, haardere og stærkere 
end sædvanlig. Ved Hjælp af nyopfundne Instrumenter kan man 
nu med langt større Nøjagtighed bestemme Forskellighederne i 
Radialarteriens (Spolearterien) Pulsslag (Fig. 170); man kalder 
disse Instrumenter Sphygmographer (af d. gr. Ord Sphygmos. Puls), 
fordi de optegne Pulsens forskellige Phaser paa et Stykke Papir 
der bevæges paa samme Maade som ovenfor beskrevet ved Mano- 
metret 

Man har opfundet et lignende Apparat til at betegne Hjærtets 
Bevægelse; dette Apparat bestaar af en lille Metalkasse hvis ene 



Blodets Kredsløb. 



167 



Væg er dannet af en Kautschukmembran. Denne Væg anbringes 
umiddelbart paa det Sted af Brystet, hvor man føler Hjærteslaget 
stærkest. Ved hvert Stød af Hjærtet vil nu Membranen presses 
indad mod Kassen, hvorved Luften i denne sammentrykkes. Denne 
Forandring i Lufttrykket meddeles gennem en Kautschukslange fra 
Kassens modsatte Væg til en lignende men mindre Kasse, hvis ene 
Væg atter dannes af en bevægelig Kautschukmembran. Denne 
Membran bærer en lille Pensel der stryger hen over et Papir 
som føres forbi den ved en drejende Cylinder; paa Papiret tegner 





Pi 


g$9 

%. ■ 'yR^dT^t fe , flt 


■Bil : *t2r 




.^yrr j^.^ 




nammPHHB jj«jp~ 


m 


i|t. • 





Fig. 171. Cardiograph (Hjærtetegner) og Sphygmograph (Pulstegner) 
anbragte saaledes, at de samtidig optegne Hjærtets og Radialarteriens Bevægelser. 



der sig da en Zigzaglinie som svarer til de enkelte Afsnit af 
Hjærtets Sammentrækning og Slaphedstilstand. Dersom man sam- 
tidig anbringer et lignende Apparat paa Underarmen (Fig. 171), 
faar man to Linier; sammenligner man dem, viser det sig at Puls- 
slaget i Arterien svarer til Hjærteslaget, kun med en Smule For- 
sinkelse, idet Blodbølgen bruger lidt Tid for at udbrede sig fra 
Hjærtet til Armen. Her har man altsaa Beviset for at Pulsslaget 
virkelig skyldes Hjærtets Sammentrækninger. 

I de smaa Arterier er baade Blodets bestandige Tryk mindre 
og Stødet fra Hjærtet er ligeledes mindre stærkt. I Haarkarrene 



168 Blodets Kredsløb. 

og i Særdeleshed i Venerne har Gnidningsmodstanden paa Vejen 
næsten helt ophævet begge Dele; Blodtrykket kan ikke bære mere 
end nogle Millimeter Kvægsølv, og dersom man stikker Hul paa en 
Blodaare, siver Blodet ud i en langsom og regelmæssig Strøm. 

Paa Grund af Blodets ringe Tryk i Smaaarterierne og i Venerne 
kan man man nemt standse Kredsløbet paa Steder hvor der kun 
findes mindre Kar; man kan saaledes standse det i en Finger ved 
at stramme et Baand omkring den eller anbringe en stramt slut- 
tende Fingerhætte over den. Huden bliver da ganske hvid uden 
at man føler noget ved det. Man kan altsaa hindre det arterielle 
Blod fra at strømme til, og man kan ogsaa gøre det omvendte, for- 
hindre Blodet i at strømme tilbage gennem Venerne. Dette gøres 
ved at anbringe paa Huden et Glaskar hvis Rande slutte meget 
tæt, og i hvilket man har forringet Lufttrykket ved Hjælp af en lille 
Luftpumpe eller ved at ophede Glasset over en Flamme, inden man 
anbringer det paa Huden. Paa Grund af det forringede Lufttryk 
samler Blodet sig da i den Del af Huden som er bedækket af 
Glasset, og det kan nu ikke mere strømme tilbage gennem Venerne. 
Det kalder man at sætte en Blod kop. 
Hjærteta rj e t Forkamre trække sig sammen paa en Gang, derpå a 

trække de to Hj ærtekamre sig sammen, medens Forkamrene slap- 
pes; i tredie Tempo ere alle 4 Hulheder i Hviletilstand, medens 
Blodet strømmer til og fylder Forkamrene, hvorpaa Bevægelses- 
rækken igen begynder. I det Øjeblik da Hjærtekamrene trække 
sig sammen, drives Hjærtets Spids ud imod Brystvæggen, hvor 
man let kan føle den slaa an. 

Naar Hjærtekamrene trække sig sammen, søger Blodet selv- 
følgelig, paa Grand af Trykket fra alle Sider, at slippe bort, og 
det saavel ud i Arterien som op i Forkammeret, igennem den 
Aabning som sætter dette i Forbindelse med Hjærtet. Stod denne 
Vej nu aaben, vilde der ske en Tilbagestrømning af Blodet som 
i høj Grad vilde besvære Forkammerets Bevægelser. Dette finder 
imidlertid ikke Sted, idet der findes Hinder eller Klapper som 
lukke Aabningen lige i det Øjeblik Sammentrækningen sker (Fig. 
172). Paa venstre Side er Klappen tofliget, paa højre Side trefliget; 



Blodets Kredsløb. 



169 



Fligene ere formede som smaa Sejl og hvælve sig ind i Hj ærtekammeret; 
naar dette trækker sig sammeD, strammes de nedad og sammen 
ved smaa Muskler, der hæfte sig til deres fri Rande med fine Sene- 
traade og spænde dem ud, paa samme Maade som Matroserne 
stramme et Skibs Sejl ved at hale i deres Tove. Klappernes Rande 
føje sig nøjagtigt sammen og lukke enhver Passage for Blodet; jo 
større Kraft Hj ærtet udvikler, desto stærkere bliver ogsaa Mod- 
standen. 

Blodet, som er slynget ud i Aorta og Lungearterien, har lige- 
ledes Tilbøjelighed til at strømme tilbage ind i Hjæitet naar 




Fig. 17g. Hjærteklapperne sete ovenfra (Forkamrene ere borttagne). 

1 Klap mellem højre Forkammer og højre Hjærtekammer, 3 Klap mellem venstre 

Forkammer og Hjærtekammer (2 fliget), 4 Aortaklap, 5 Pulmonalavterieklap. 



Hjærtekamrene atter slappes, eftersom det mø"der en vis Modstand 
i Arterierne paa Grund af disses Elasticitet. Men ved Indgangen 
til Hjærtet findes ligeledes Klapper af Form som smaa Lommer, 
de saakaldte Aortaklapper og Lungearterieklapper , og 
disse falde til ved Trykket og spærre derved Passagen. 

For at Hjærtet skal fungere paa rette Maade er det altsaa 
nødvendigt at disse forskellige Klapper ere i normal Stand. Især 
i den fremrykkede Alder er det imidlertid ikke sjældent at der 
indtræder forstyrrende Omdannelser; der kan danne sig Aflejringer 
paa Klapperne som forhindre dem i at slutte nøjagtigt, og Blodet 



170 



Blodets Kredsløb. 



Portaare- 
systeniet. 




Fig. 173. Opklippet Vene 
paa hvilken ses Vene- 
klapperne. 



strømmer da tilbage hvilket forstyrrer Kredsløbet og fremkalder 
Trykken for Hjærtet, Hjærtebanken, og der kan efterhaanden ud- 
vikle sig en blaarød Farve i Ansigtet. Tilsidst svulme Hænder og 
Fødder og hele Legemet op idet der kommer hvad Lægerne kalde 
Oedem (en Udtræden af Væske i Bindevævet under Huden). 

I Venerne existerer der ufuldstændige 
Klapper (Fig. 173), som hjælpe til at bringe 
Blodet til at strømme tilbage til Hjærtet. 
hvis Sammentrækninger her ikke virke saa 
stærkt paa Bevægelsen; i Underextremiteterne. 
hvor Venebiodet maa overvinde Tyngden og 
stige opad, gøre disse Klapper overordentlig 
Nytte. Aandedrættet bidrager til at paa- 
skynde Veneblodets Løb. Idet Brystet ud- 
vider sig og dets Hulrum altsaa forstørres, 
bevirkes ikke alene at Luften suges ind gen- 
nem Luftrøret men ogsaa at Blodet strøm- 
mer raskere ind til Hjærtet fra de store Vener. Udaandingen 
hjælper til at drive Blodet ud i Arterierne og foranlediger ogsaa 
en vis Tilbagestrømmen af Blodet i Venerne, hvilken kan spores 
indtil den første Klap; man kan godt mærke denne Tilbagestrømmin 
i de store Halsvener, naar Aandeclrætsbevægelserne ere særlig 
voldsomme som f. Ex. ved Dans eller andre anstrængende Legems- 
øvelser. 

Foruden det store og det lille Kredsløb som jeg her har be- 
skrevet for Dem i de store Træk, er der imidlertid endnu et tredie, 
hvis Forhold ere særdeles ejendommelige. 

Tarmarteriernes Haarkar gaa over til at danne Vener, som 
forene sig og udgøre en Stamme der kaldes Vena porta (Port- 
åaren) (Fig. 174). Denne Vene sender imidlertid ikke som de 
andre sit Blod til Hjærtet, den gaar til Leveren, deler og forgrener 
sig der i Smaavener og Haarkar, hvorfra Blodet igen strømmer 
til den nederste Hulaare. Portaaresystemet, som det kaldes, 
kan man altsaa sammenligne med et hult Træ hvis Rødder be- 



Blodets Kredsløb. 



171 



gynde paa Tarmen, medens Kronens sidste fine Smaagrene naa ind 
i Dybden af Leveren. 

Tæt op til Maven, der hvor Blodkarrene fra dette Organ maa„ Miltenog 

r ' & Skjoldkirtlen. 

passere for at forene sig med Hulaarestammen, findes der et meget 
ejendommeligt Organ der ligner en blodfyldt Svamp; jeg har alle- 
tidligere talt til Dem om dette Organ, Milten (se p. 109). Om 
Milten veed man kun det ene at den kan undværes; man har set 
at den er bleven fjærnet paa Dyr uden at der paafulgte nogen al- 
vorligere Ulæmpe, og det samme har været Tilfældet ved de faa 
Operationer af denne Art, der ere blevne foretagne paa Mennesker. 




Fig. 174. E Mave, I Tarm, F Lever, M Milt, HP Portaare, VH Levervene. 



Det synes nu temmelig sikkert at der i Milten stadig opløses ret 
betydelige Mængder af de røde Blodlegemer. 

Milten udspiles naar Blodløbet i Venerne hæmmes, som det 
sker naar man har løbet stærkt; det er Grunden til de Sting i 
Siden man ofte faar derved, og herfra stammer ogsaa Fabelen 
om at Milten blev taget bort paa Folk, der skulde være Løbere af 
Profession. I visse Sygdomme, især Koldfeber, forøges dens Om- 
fang stærkt. Folketroen tillægger dette gaadefulde Organ en stor 



172 



Blodets Kredsløb. 




Fig. 175. Skematisk Fremstilling af hele Kredsløbet der viser det store og 
det lille Kredsløb, Portaaresystemet og Chyluskarrene. Pilene angive overalt 
Blodstrømmens Retning; den schatterede Del af Tegningen svarer til den 
venøse J)e\ af Kredsløbet, den lyse Del til den arterielle Side, den midterste 
Del af Tegningen optages af en fuldstændig skematisk Gengivelse af 
Hjærtets 4 Afdelinger. 



Blodets Kredsløb. 173 

Betydning, saaledes som Ordet „miltsyg" i de nordiske Sprog og 
Spleen paa Engelsk antyde*). 

Foruden Milten findes der et andet Organ hvis Betydning lige- 
ledes er ganske ubekendt og som ogsaa let bliver udspilet af 
Blodet; det er Skjoldkirtelen som har sin Plads paa begge 
Sider af Strubehovedet. Der gives Mennesker, hos hvem dette 
Organ bliver overdreven stort; det er den Vanskab thed som kaldes 
Krop. Den er meget almindelig i visse Bjærgegne, især i Kanton 
Wallis i Schwejz, og opstaar navnlig naar de almindelige Sundheds- 
forholdsregler ikke blive iagttagne. Ofte findes den sammen med 
Kretinismen, en Slags Idioti forbunden med Rachitis. Man har 
trot at finde Grunden til Dannelsen af Krop i Drikkevandet, men 
det er dog aldrig blevet fyldestgørende bevist. 

Vi ere nu færdige med Oversigten over Blodcirkulationen. Lymfe- 

karrene. 

Foruden Blodet er der imidlertid endnu en anden Væske som 
cirkulerer i vor Organisme, og selvfølgelig ogsaa i Pattedyrenes. I 
de saakaldte Lymfekar strømmer der en farveløs Væske som 
tilsidst optages af Blodet og som jeg her kort vil beskrive for Dem. 

Lymfekarrene opstaa inde i Dybden af Organerne, deres 
yderste Ender ere meget fine og man veed endnu ikke nøjagtigt 
hvor de begynde. 

Paa samme Maade som Venerne tage de til i Størrelse efter- 
haanden som de nærme sig Hjærtet; ude ved Hudoverfladen danne 
de derimod et tæt sammenslynget Fletteværk (Fig. 176 — 177). 
Stammerne ere ligesom Venerne forsynede med Klapper og de 
munde ud i Venesystemet, tæt ved Hjærtet, de fra venstre Side 
gennem en stor Stamme, Brystgangen (Ductus thoracicu.s), 
de fra højre Side gennem forskellige mindre Stammer som ikke have 



*) Milten hedder paa Engelsk Spleen. Samme Navn have Englænderne 
givet en Sygdom som man antog stod i Forhold til en sygelig Forandring 
af Milten. Paa samme Maade er Ordet Melankoli dannet af melas', sort, 
og chole, Galde, fordi man mente at denne Sygdom beroede paa en For- 
andring af Galden, og Hypokondri, der betegner en Tilstand af indbildt 
Sygelighed, af hypo, under, og chondros, Brusk, fordi man ogsaa satte 
denne sygelige Tilstand i Forbindelse med Leveren, der ligger under højre 
Ribbensbrusk. 



174 



Blodets Kredsløb. 



særegne Navne. Den Væske de føre ind i Venerne, Lymfen, er 
farveløs og der svømmer i den en vis Mængde hvide Legemer der 
ganske ligne de hvide Blodlegemer, som uden Tvivl have deres 
Oprindelse fra dem. 

Lymfekarrene atbrydes paa mange Steder af smaa Organer 




Fig. 176. Armens Lymfekar med Lymfe- 
kirtler i Albubøjningen og Axelhulen (Armen 
vender med Haandfladen fortil). 



Fig. 177. 
En Fingers Lymfekar. 



som kaldes Lymfekirtler, i hvilke Karrene rulle sig op paa 
en højst indviklet Maade. Kirtlerne ere i sund Tilstand ufølsomme. 
Men naar Lymfekarrene beskadiges eller betændes, svulme Kirt- 
lerne efter kort Tids Forløb op og smerte ved Berøring; er det de 
Kirtler som ligge tæt under Huden, der paa denne Maade blive 



Blodets Kredsløb. 



175 



forstørrede, kan man let føle dem rulle under Fingeren. Kirtlerne 
i Albubøjningen og i Axelhulen kunne saaledes blive betændte som 
en Følge af et Saar paa en Finger, fra Tæerne kan Betændelsen 
gaa til Lyskebøjningens Kirtler og fra et Saar paa Hovedet til 
Halsens Kirtler o. s. v. 

Hos ikke faa Mennesker 
have Kirtlerne til Stadighed 
et særdeles stort Omfang; om 
dem siges det at de have et 
lymfati sk Anlæg. Dette er 
Tilfældet med mange Børn. 
Man kalder det først egentlig 
Kirtelsygdom naar Kirtler- 
ne svulme overordentlig stærkt 
op, især paa Halsen, og der 
da danner sig Betændelser i 
Forening med andre Forstyr- 
relser i Almenbefindendet som 
særlige Hudsygdomme og Knog- 
lelidelser. 

Lymfekarrene lindes ikke 
alene i Huden og i Lemmerne; der udgaa ogsaa fra Tarmen 
Lymfekar som passere talrige Kirtler, hvorpaa de forene sig og 
danne de vigtigste Tilløb til Brystgangen, som udmunder i venstre 
Nøglebensvene (Vena subclavia sinistra). Disse sidste Lymfekar, 
som man kalder Chyluskar (Fig. 178), spille en meget vigtig 
Rolle ved Opsugningen af Næringsstofferne, hvilket vi skulle be- 
skæftige os med i næste Foredrag. 




LK 

Fig. 173. Chyluskar. T Tarmstykke, 

A Aorta. LK Lymfekar, BT Ductus 

thoracicus, G Lymfekirtler. 



SYVENDE FOREDRAG. 

Opsugningen. Afsondringer og Udsondringer. 

I de foregaaende Foredrag ere De blevne gjort bekendt med 
de Veje, gennem hvilke Luften, eller rettere Ilten, og Nærings- 
midlerne trænge ind i Organismen. Luften trænger ind gennem 
Lungerne, Næringsmidlerne tilføres Organismen gennem Fordøjelses- 
kanalen, hvis forskellige Væsker paavirke dem, saa at de omdannes 
saavel med Hensyn til deres fysiske Egenskaber som deres kemiske 
Sammensætning, 
vanskelig- Ved nærmere Eftertanke synes det imidlertid som om vi 

lieder ved 

Absorp- alligevel ikke ere komne synderlig videre. Uagtet sin meget sammen- 
satte Bygning og sin utallige Forgreninger er Lungen dog ikke 
andet end en Sæk, paa hvis Vægge Legemets Yderbeklædning, 
Huden, krænger sig ind; den findes der med sin Læderhud og 
Overhud, rigtignok i en omdannet og fortyndet Skikkelse. Naar 
Luften er kommet ned i Brystet, er den i Virkeligheden altsaa dog 
udenfor os, det vil sige udenfor den egentlige Organisme. 

Det Samme er Tilfældet med Næringsmidlerne. Fordøjelses- 
apparatet er simpelthen en Kanal, der gaar tværs igennem Legemet 
fra Munden til Endetarmen og hvis beklædende Slimhinde er en 
ligefrem Fortsættelse af Huden. Dette Forhold forandres ikke ved 
dens forskellige Indkrængninger og Udvidelser; hverken selve Maven 
eller Tarmfolderne eller de store og smaa Kirtler, der udgyde 
deres Væsker i Tarmkanalen, gøre i saa Henseende noget til Sagen. 



tionen. 



Opsugningen. 



177 



Om Føden ogsaa er kommet ned i den bugtede og snoede Gang 
som man kalder Fordøjelseskanalen, er den i Virkeligheden lige 
saa lidt optaget i Organismen som medens den endnu befandt sig 
i Munden eller i Haanden. Det som det kommer an paa er nemlig 
at Ilten og Næringsstofferne trænge ind i selve Organismen, eller 
nøjagtigere udtrykt, at de optages i Blodet. Der er her en Hindring 
at overvinde, og denne Hindring bestaar i Lungernes og For- 
døjelseskanalens Slimhinde. Spørgsmaalet er, hvorledes Stofferne 
passere derigennem. 

Ved nærmere Undersøgelse se vi at Slimhinden er et tæt 
sammenfiltret Fletteværk af krydsende Fibre, som man kunde 
sammenligne med et filtagtigt Væv. 
Det er ligesom hele Organismen gen- 
nemtrængt med Vand, eller rettere 
med en Væske der indeholder Albu- 
min og har stor Lighed med Blodets 





Fig. 179. Tarmens Epithelceller. A Et Stykke af Tarmens Epithelbeklædning 
(300 Gange Forstørrelse), B isolerede Celler, C Celler sete ovenfra (350 Gange 

Forstørrelse). 



eller Lymfens Plasma. Inde i Vævet, tæt ved dets Overflade, 
snor der sig Haarkar med overordentlig fine Vægge; i disse Haar- 
kar cirkulerer der Blodlegemer, dog i det Højeste 2 eller 3 ved 
Siden af hinanden. Men hele Slimhinden er atter beklædt med et 
fortsat Lag af Epithelceller, hvoraf den ene slutter aldeles nøje til 
den anden. Som jeg allerede tidligere har sagt Dem, variere disse 
Celler meget i Form (Fig. 179 — 180) efter de forskellige Regioner, 
men hvorledes de end ere formede, ligger altid den ene lige op til 
den anden, uden Mellemrum, ligesom Stifterne i en Mosaik. Man 

Paul Bert: Livet og Livsfunktionerne. 12 



178 



Opsugningen. 



har tilsidst maattet opgive at finde noget der lignede Huller eller 
Kanaler, som kunde føre igennem Slimhinden; der findes ingen 
saadanne Opsugningsporer. Det er ikke fordi man har ladet 
det mangle paa at søge efter dem, ja man har endog baade be- 
skrevet dem og tegnet dem af. Selv om man imidlertid kunde 
finde saadanne Porer i Slimhinden, vilde Spørgsmaalet alligevel 
ikke være løst, thi det er givet at der ikke kan findes Porer i 
Blodkarrene, eftersom Blodet da uden videre vilde sive ud. Her 
finde vi da igen den samme Vanskelighed; Blodkarrets hindeagtige 

Væg er paa den indre Side lige- 
ledes beklædt med et Epithel- 
overtræk — eller man kunde 
næsten kalde det en Epithel- 
fernis, saa yderst fint er det, i 
det Mindste i Haarkarrene. 

Der findes altsaa to Hin- 
dringer, to Membraner uden Po- 
rer, og alligevel gaar Opsugningen 
for sig, og den sker oven i Købet 
med en forbavsende Hurtighed, 
hvad man især tydeligt kan se 
ved Opsugningen af Giftstoffer. 
Naar man holder en Flaske med 
Blaasyre under Næsen paa et 
Dyr, falder det næsten øjeblikke- 
lig død om, og indsprøjter man 
Strychninopløsning i Maven paa det, vise de karakteristiske Krampe- 
trækninger sig efter nogle Sekunders Forløb. Og det er dog givet 
at intet Stof kan virke paa Organismen førend det er blevet op- 
suget, det vil sige førend det er trængt ind i Blodet. Dette gælder 
som bekendt saavel for Iltens og Næringsmidlernes Vedkommende 
som for GiftstorTerDe. 
opeugningaf Vi begynde med Ilten. Ilten skal trænge ind i Blodet, og vi 
have jo hørt at der i dette og forenet med Blodlegemerne findes 
et rødt Stof, Hæmato-Krystallin , som tiltrækker Ilten stærkt og 




Fig. 180. Tarmpapil med sin Beklæd- 
ning af Epithel der viser ganske lig- 
nende Anordning som Hudens Over- 
hud, V Blodkar (250 G. Forstørrelse). 



Luftarterne. 



Opsugningen. 



179 



opsuger den i store Mængder. Det venøse Blod, der gaar til 
Lungen, indeholder kun lidt Ilt; men i Lungeblærernes Hinde, der 
er i Berøring med Luften, optages der stadig Ilt, som selvfølgelig 
øjeblikkelig opsuges af den iltfattige Hæmato-Krystallin. Saasnart 
Membranen saaledes bar afgivet sin Ilt, optager den en ny For- 
syning, hvormed de næste Blodlegemers Hæmato-Krystallin mættes. 
Saaledes gaar det stadig videre; fra Luften passerer Ilten ind i 
Lungeblærernes Membran, og fra denne gaar den ved en kemisk 
Proces over i Blodlegemerne. 

At denne komplicerede Akt kan 
gaa saa hurtig for sig, skyldes dels 
den særdeles tynde Hinde, som i selve 
Lungeblæren er reduceret til et aldeles 
gennemsigtigt Epithelvæv paa næppe 
mer end et Blodlegemes Tykkelse 
(Fig. 181), dels ogsaa Lungernes over- 
ordentlig rige Net af fine Haarkar. 
Imidlertid er Opsugningen dog aldrig 
saa fuldstændig som den kunde være, 
og naar Blodet forlader Lungen, inde- 
holder det aldrig saa meget Ilt at 
det er aldeles mættet dermed. 

Ogsaa for Fødemidlernes Ved- 
kommende sker Absorptionen derved 
at Næringsvæskerne gennemsive Mem- 
branerne, men Forholdet er her ikke 
saa simpelt eller let forstaaeligt som ved Lungerne. 

Det er en Lov i Fysikken, at naar to forskellige Væsker, eller 
for at holde os nærmere til det foreliggende Tilfælde, to vandige 
Opløsninger af forskellige Stoffer, befinde sig hver paa sin Side af 
en Membran uden Porer eller en geleeagtig Masse som de væde, 
vil der gennem denne faste Membran eller gennem Geleen foregaa 
en Udvexling af de to Væsker, der tilsidst vil ' føre til en ligelig 
Fordelen af Stofferne, idet disse gensidig ville passere fra den ene 
Væske over i den anden, saa længe til Blandingen er ens paa 

12* 




Opsugning af 
Føde- 
Fig. 181. En Lungeblære (350 midlerne. 

Gange Forstørrelse). 
a Epithelium, b elastisk Væv- 



180 



Opsugningen. 



begge Sider. Disse Kendsgærninger ere blevne nøje studerede og 
man har givet dem Navn af Osmose og Dialyse. Visse Sub- 
stanser have meget let ved at passere gennem Membraner over i 
en Væske, hvor de oprindelig ikke findes; dem kalder man krystal- 
loide Stoffer, fordi de i Regelen ere i Stand til at krystallisere. 
Andre Stoffer ere derimod meget uvillige til at foretage denne 
Vandring, og de kaldes kolloide Stoffer, fordi Typen for dem 
er Limen (colla). Fordøjelsens Formaal er jo nu at omdanne saa- 
vel de faste Stoffer som de flydende kolloide Stoffer til flydende 

krystalloide Stoffer; vi 
have saaledes set* at Sti- 
velsestofferne omdannes 
til Druesukker, og at de 
forskellige Æggehvide- 
stoffer der findes i Blod, 
Æg, Muskelkød ligesom 
ogsaa Gluten i Kornet 
o. s. v. omdannes til Pep- 
toner, der ere krystal- 
loide Stoffer. 

Efter Fordøjelses- 
processen er altsaa Alt 
hvad der befinder sig i 
Tarmen, Vand, Alkohol, 
de i Vand opløste Salte, Sukkerstofferne, de til Glykose omdannede 
Stivelsestoffer og Æggehvidestofferne der ere blevne til Peptoner, 
alt dette er gaaet over til at være krystalloide Stoffer, der ere i 
Stand til at væde Membranvæggen, at opsuges af den og fra den 
at trænge ind i Blodet. Af Blodet kan derimod Intet eller næsten 
Intet trænge ud. 

Blodets Æggehvidestof er nemlig i høj Grad kolloid, og af de 
andre Grundstoffer, Saltene, er der i det Mindste lige saa store 
Mængder til Stede i den fordøjede Næringsvæske som i Blodet, saa 
at de ikke have nogen Tilbøjelighed til at forlade Blodet for at 
gaa over i den. 




Fig. 182. Lungeblærernes Haarkarnet. 
(60 Gange Forstørrelse.) 



Opsugningen. 



181 



Det stemmer med den sunde Fornuft og er ogsaa bevist ved 
fysiske Experimenter, at et Stof vil passere hurtigst gennem en 
Membran naar den Væske, som modtager det, fornyes meget hastigt, 
thi i saa Fald er Forskellen mellem Væskerne paa de to Sider be- 
standig paa sit Højdepunkt. Dette er nu Til- 
fældet her, idet Blodet, som uophørligt cirku- 
lerer i Tarmslimhindens Haarkar, stadig fornyes. 

Det er ligeledes naturligt at Absorptionen 
bliver desto fuldstændigere, jo tyndere Mem- 
branen er, og vi se derfor at paa det Sted, 
hvor Tarmopsugningen hovedsagelig fore- 
gaar, er Afstanden imellem Tarmens Inder- 
flade og Indsiden af Blodkarrets Væg over- 
ordentlig ringe. Men ved dette maa vi dvæle 
nogle Øjeblikke, da der her kommer andre 
Forhold til som komplicere Spørgsmaalet. Vi 
maa nemlig nu tage Lymfekarrene med i Be- 
tragtning og ligeledes gaa ind paa hvorledes 
Fedtstofferne opsuges, hvilket vi hidtil syste- 
matisk have undladt at beskæftige os med. 

Størstedelen af Fordøj elsesprodukterne 
opsuges i Tyndtarmen. Som De vide danner 
Slimhinden der talrige Folder, hvorved dens 
Overflade og som Følge deraf ogsaa dens 
Evne til at absorbere bliver forstørret. End- 
videre findes der ogsaa paa dette Sted fløjls- 
agtige Trævler som kaldes Tarmtrævler og 
bestaa af smaa fremspringende Ujævnheder 
paa omtrent 1 / 2 Mm. Længde. Lad os under- 
søge en af disse Tarmtrævler (Fig. 183). 

Tæt under det Lag af Epithelceller der beklæder dens Over- 
flade, slynger der sig et fint Net af Haarkar; i Midten er der et 
tomt Rum, og det er Begyndelsen til et Lymfekar, et af dem vi 
have kaldt Chyluskar (Fig. 178), og som efter at være gaaet igen- 
nem talrige Lymfekirtler udmunder i venstre Nøglebensvene. Hele 




Fig. 183. En af Tarm- 
trævlerne (c. 20 Gange 
Forstørrelse), aa Epi- 
thelium, bb Arterier, 
c Vene, d Chyluskar. 



182 Opsugningen. 

Tykkelsen af en Tarmtrævl er omtrent 2 Tiendedel Mm.; Lymfe- 
haarkarrets er 1 Tiendedel Mm. Det Stykke Vej som Nærings- 
væsken skal passere ved at gennemsive Tarmmembranen er altsaa 
i det Højeste 1 Tyvendedel Mm. langt. 

Næringsvæsken synes at passere lige nemt gennem Chylus- 
karrene og gennem Venerne. I vore Dage giver Spørgsmaalet om 
den Vej, Næringsvæsken følger, ikke mere Anledning til saadanne 
hæftige Stridigheder mellem Fysiologerne som fordum. Men De 
maa vel huske paa at Næringsstofferne hverken paa den ene eller 
den anden Maade gaa direkte over i Kredsløbet. Dersom de op- 
tages af Chyluskarrene, gaa de igennem Kirtlerne, og dersom de 
passere Portaaren, føres de hen til Leveren. I begge Tilfælde kan 
deres kemiske Sammensætning undergaa Omdannelser, 
opsugning Imidlertid er det næsten udelukkende gennem Chyluskarrene 

stofferne, at F e d t s t of f er n e opsuges. De have lært at Fedtstofferne blive 
emulsionnerede (opslemmede) ved Fordøjelsesvæskerne, i Særdeles- 
hed ved Bugspytkirtelens Væske. Naar Fedtstofferne træde ind 
i Chyluskarrene faa disse, som indtil da vare usynlige, et 
mælkehvidt Udseende. Det er denne Ejendommelighed som har 
bevirket at man i sin Tid opdagede dem ved Iagttagelser anstillede 
paa et fordøjende Dyr. Men hvorledes kunne Fedtkuglerne, 
selv om de ere nok saa smaa, trænge igennem fuldstændig til- 
lukkede Membraner? Det er netop paa Grund af disse Fedtkugler 
at man har eftersøgt de formodede Huller eller Gennemgangsporer 
med saa stor Iver, at man endog har trot at kunne beskrive dem. 
Der findes imidlertid ikke saadanne Huller, det kan man nu sige 
med Sikkerhed. De smaa Fedtkugler passere direkte gennem 
Membranen og bane sig Vej ind i Chyluskarret, og de forandre 
ikke Natur derved. Dette har man bevist ved at fodre et Dyr 
med forskellige Fedtstoffer som Olein og Margarin o. s. v. og der- 
næst kemisk undersøge Chylus, det er den hvide Emulsion som 
findes i Chyluskarrene. Fedtkuglernes Passage lettes sandsynligvis 
derved at de ere omgivne med et særdeles fint Hylster af Ægge- 
hvidestof; ved Hjælp af dette Hylster kunne de klæbe fast til 
Membranerne der ere gennemvædede med det vandagtige Serum, 



Opsugningen. 183 

hvad Fedtstoffet alene ikke vilde være i* Stand til. Men jeg maa 
imidlertid indrømme at Spørgsmaalet om Fedtstoffernes Opsugnings- 
maade endnu ikke har fundet sin endelige Løsning. 

Vi have altsaa nu set at Næringsmidlerne blive omdannede 
til krystalloide Stoffer eller til en Emulsion, at de dernæst passere 
Tarmens Slimhinde og gaa over i Blodet. 

Der gives visse Substanser som ikke paavirkes saa meget i Tarme P ithe - 

D ° . liets Betyd- 

Fordøjelseskanalen at de kunne opsuges. En saadan Substans er »mg. 
Limen der ved Kogning uddrages af Knogler; for ca. 40 Aar siden 
nærede man store Forhaabninger om den idet man troede at den 
var i Besiddelse af høj Næringsværdi, og den blev derfor særlig an- 
befalet som Næringsmiddel for de fattigere Klasser. Nu er det 
oplyst at den næsten aldeles ikke paavirkes af Fordøjelsesvæskerne. 
Mærkværdigt nok hører Slangers og andre Dyrs Gift ogsaa til de 
Stoffer, der ikke absorberes; i det Mindste opsuges de saa lang- 
somt at de ikke gøre nogen Skade. Det Samme er Tilfældet med 
den mærkværdige Plantegift Curare, hvormed de Indfødte ved 
Amazonfloden forgifte deres Pile. 

De maa imidlertid vel lægge Mærke til at det kun er selve 
Epitheliet der hindrer Opsugningen af Dyregiften og af Curaren. 
Findes der den mindste Plet hvor Epitheliet mangler, trænger 
Giftstoffet ind i Organismen, og dets skadelige Virkninger ville da 
hurtigt vise sig. Det er blevet sagt at man ustraffet kan udsuge 
et Saar frembragt ved en Giftslanges Bid, og det er rigtigt, men 
Betingelsen for at kunne gøre det uden Fare er, at man ikke maa 
have den mindste Rift i Mundens Epithelium, da Giften ellers vil 
trænge ind i Blodet. 

Intet Sted viser Epithelcellernes beskyttende Evne sig stærkere Opsugning 
end i det Lag der danner Legemets ydre Beklædning, nemlig Huden. 
Huden. Det er nu slaaet fast at under almindelige Forhold ab- 
sorberer Huden ikke; man har uden skadelige Følger kunnet tage 
Bade hvori der var opløst en saa stærktvirkende Gift som Bella- 
donna. Hadens Uigennemtrængelighed beror paa de to Omstændig- 
heder at den er beklædt med et Lag Overhud og at dette igen er 
bedækket med en Fedtfernis. De vide Alle at Vand ikke gennem- 



184 Opsugningen. 

væder Huden. Selv efter et langvarigt Bad løber Vandet bort i 
Smaadraaber over hele Legemet, og Huden har ikke forandret Ud- 
seende undtagen paa den indre Haandflade og under Fodsaalen; 
der er den blevet gennemvædet og opsvulmet. Som jeg allerede 
har forklaret Dem, kommer dette af at hele Legemet med Und- 
tagelse af de to nævnte Steder er beklædt med smaa Haar, og at 
hvert af disse Haar har smaa Fedtkirtler som afsondre en 
olieagtig Væske der baade bevarer Haarets Bøjelighed og gør 
Huden uigennemtrængelig. Det er denne Olie der i Forening med 
Overhuden danner en Fernis, som forhindrer at der kan foregaa 
Opsugning gennem Huden. Dersom man imidlertid gnider Huden 
med et Fedtstof hvori der indeholdes medikamentøse eller giftige 
Stoffer, trænge disse igennem Overhuden og opsuges da af Karrene 
i Læderhuden. Middelalderens Troldmænd brugte at indgnide sig 
i Axelhulerne med Salver der indeholdt Belladonna, Pigæble eller 
Mandragora; idet disse Giftstoffer trængte ind i Blodet fremkaldte 
de Hallucinationer om Hexesabbather o. s. v. 

Huden kan blive i Stand til at absorbere naar man ved Hjælp 
af et Trækplaster borttager Overhudens øverste Lag eller i det 
Mindste dens Hornlag. Den saaledes blottede Hudflade opsuger 
med Lethed de Stoffer, med hvilke man bringer den i Berøring; 
og Lægerne benytte sig med Held deraf idet de anvende den saa- 
kaldte endermatiske Methode (af de gr. Ord en i, derma 
Hud). I Forbigaaende skal jeg bemærke at man ogsaa hyppigt 
indsprøjter medikamentøse Væsker under Huden, hvis dybtliggende 
Kar derpaa opsuge dem; Denne Methode, som for Tiden bruges 
. meget, kaldes den hypodermatiske (af hypo under, derma Hud). 
opBugning D e t er ikke alene Huden og Tarmens Slimhinde der er i 

gennem 

forskellige Stand til at absorbere. Ogsaa Lungens Slimhinde har denne Evne, 

Slimhinder. _ . _ ■ _ 

og den absorberer ikke alene Ilt og andre Luftarter men ogsaa 
Væsker, og Væskerne opsuges endog med en aldeles forbausende 
Hurtighed. Man kan uden Skade tre Timer i Træk lade en Straale 
Vand af Tykkelse som et Griffel løbe ned i Luftrøret paa en Hest ; 
Væsken opsuges efterhaanden som den kommer ind i Lungen. 



Opsugningen. 185 

Hele Legemets Overflade er ligeledes i Besiddelse af en stærkere 
eller ringere Evne til at absorbere, der staar i Forhold til Epithel- 
lagets Tykkelse paa de forskellige Steder og til de forskellige Stoffer 
som overtrække det. Ørets Slimhinde beskyttes saaledes af et 
Fedtlag og er derfor meget lidt modtagelig for Opløsninger i Vand, 
medens Olier eller spirituøse Opløsninger let paavirke den. Øjets 
Slimhinde absorberer derimod saa hurtigt, at dersom man bringer 
en Draabe Øjenvand med Belladonna ind paa den, udvides Pupillen 
næsten øjeblikkeligt som Følge af Giftens Paavirkning. 

Det Samme er Tilfældet med de indvendige Overflader. Naar 
man paa et Forsøgsdyr eller ogsaa ved kirurgiske Operationer paa 
Mennesker sprøjter enten Vand eller en medikamentøs Opløsning 
ind i Lungesækken, Bughinden eller i Ledhulerne, ser man at 
Væsken meget hurtigt opsuges og forsvinder. Den Væske, som 
samler sig i de serøse Hinder ved Betændelse, opsuges selvfølgelig 
igen naar Betændelsen er hævet; dette kaldes Resorption (Gen- 
opsugning). 

Da der overalt i Legemet findes Blodkar og Lymfekar, kan 
der foregaa Absorption og Resorption i alle Væv, alle Organer og 
paa alle Steder i Legemet. Resorptionen spiller en stor Rolle ved 
Helbredelsen af forskellige Sygdomme og Svulster hvormed vi 
imidlertid ikke ville beskæftige os. 

Der findes en eneste blandt alle de dyriske Membraner som 
danner en Undtagelse fra den almindelige Regel, idet den aldeles 
ikke kan absorbere; det er den Slimhinde der udklæder Urinblæren. 
Denne Egenskab staar i et bestemt Forhold til denne Beholders 
fysiologiske Bestemmelse. Den optager nemlig alle de Stoffer som 
skulle udstødes af Legemet, og de forblive nogen Tid i den; det 
er derfor nødvendigt at de ikke fra den kunne absorberes paany. 
Betingelsen for at Blærens Slimhinde saaledes kan modsætte sig 
enhver Opsugning er imidlertid, at dens Epithel er ganske helt og 
ubeskadiget; er det betændt eller mangler det paa et eller andet 
Punkt, gaar Absorptionen for sig der som paa alle andre Steder. 



186 Afsondringer og Udsondringer. 



Afsondringer og Udsondringer. 
Forskel yj j iave nu get hvorledes de forskellige Stoffer, saavel de faste 

mellem ° 

Afsondringer som de flydende og luftformige, gennem Lungen og Fordøjelses- 
og Udson- 
dringer, kanalen trænge ind i Blodet og af dette bringes rundt til de for- 
skellige Væv. Blodet tilfører Organerrie nyt Næringsstof, men 
nogle af dem frembringe ved Hjælp af denne Tilførsel Substanser, 
som de derpaa optage i sig og ikke give Slip paa førend disse 
Stoffer ere forbrugte eller gaaet med ved Forbrændingen; disse 
Organer danne den almindelige Regel og saavel Musklerne som 
Knoglerne og Nervesystemet o. s. v. kunne benregnes til denne 
Klasse. Andre beholde derimod ikke det Stof de producere, men 
lade det komme hele Organismen til Gode idet de udgyde det 
enten i Blodet eller i visse indre Hulheder; saadanne Organer 
kaldes Kirtler og deres Produkt, som altid findes opløst i større 
eller mindre Mængder Vand, kaldes Afsondringer. Endelig er 
der endnu en Slags Organer, der ligeledes benævnes Kirtler; de 
frembringe ikke ny Stoffer men tjene til Genneingangssted for alle 
Legemets ubrugelige Affald, idet de udskille disse af Blodet, der 
har modtaget dem i Vævenes Indre; ad denne Vej skiller Legemet 
sig af med disse Stoffer, og dette kaldes Udsondringen (S ec re- 
tion). Imidlertid maa jeg strax gøre Dem opmærksom paa at 
denne bekvemme Klassification, ligesom alle andre Klassifikationer, 
er noget vilkaarlig. 

Det sande Kendemærke paa Afsondringen er, at Kirtelen selv 
frembringer et Stof som ikke fandtes i Blodet, men som dannes i 
Kirtelen af de Substanser der tilføres denne af Blodet. Som jeg 
har sagt Dem er der visse Afsondringsprodukter som udgydes i Blodet, 
medens andre udtømmes i Legemets indre Hulheder paa Slim- 
hinderne; de kaldes indre og ydre Afsondringer. 

Fordøjelses- Fordøjelseskirtler. De vigtigste blandt disse ere uden 

væskerne. 

Tvivl de Kirtler som udgyde deres Produkt paa Fordøjelses- 
organernes Slimhinde; som De vide, findes de i mange forskellige 
Former og Arter, ligefra de simple Folliker i Tarmen til de sammen- 



Afsondringer og Udsondringer 



187 



satte Druekirtler som afsondre Spyttet og Bugspyttet. Jeg har 
allerede tidligere omtalt disse Kirtlers Bygning og Afsondrings- 
produkter. 

De virksomme Stoffer i de forskellige Afsondringer som Pep- 
sineri i Fordøjelsesvæsken og Ptyaliuen i Spyttet skyldes den selv- 
stændige Virksomhed, der udfoldes af de Epithelceller hvormed 
Kirtlernes bugtede Indside er beklædt (Fig. 184). Udtømmelsen 
af Afsondringsproduktet, der sker 
gennem Kirtelens Udførselsgang, 
staar under Nervesystemets Herre- 
dømme. 

Underkæbekirtelen staar i For- 
bindelse med en Nerve, kaldet 
Trommehulens Stræng (Chorda 
tympani). Indfører man paa et 
levende Dyr et Kør i denne Kir- 
tels Udførselsgang, ser man at 
Spyttet kommer frem i rigelig 
Mængde naar man anbringer et 
Pirringsmiddel paa Tungen, eller 
det kan endog ske blot derved at 
Dyret faar Øje paa en Føde det 
holder af. Det samme Resultat 
opnaas naar man direkte pirrer 
Nerven ved Hjælp af Elektricitet, 
Denne Afsondring ledsages af lokale 
Forandringer i Blodets Cirkulation, 

hvilke jeg senere skal omtale nærmere. Men Afsondringen kan 
finde Sted selv om man hindrer Blodet i at strømme til Kirtelen, 
hvilket viser at der her findes betydelige Stofforraad. 

I alle Afsondringsprodukter findes der meget Vand; i 1000 
Dele Spyt er der næppe mere end 10 — 20 faste Dele. 

Mælkekirtlerne. Mælken er et af de ejendommeligste af 
Organismens Afsondringsprodukter. Mælkekirtelen er dannet af 
Lapper hvis Udførselsgange forene sig og munde ud paa Over- 




Fig. 184. En af Mavens sammen- 
satte Kirtler (100 G. Forstørrelse). 



188 



Afsondringer og Udsondringer. 



fladen gennem et vist Antal Aabninger (Fig. 185). Mælken er 
meget rigere paa faste Stoffer end Fordøjelsesvæskerne, naar man 




Fig. 185. Mælkekirtelens Bygning, c Kirtellapperne, 1 og 2 Mælkegange. 




Fig. 186. Mælkekirtelens Bygning 

(noget forstørret). 2. Kirtelklapper, 

1., 3., 4., 5., 6. Mælkegange. 



undtager Galden; i 1000 Dele 
Mælk findes der 110 til 130 faste 
Dele. Fraregnet nogle Salte der 
ikke spille nogen stor Rolle, falde 
disse faste Dele væsentlig i føl- 
gende tre Klasser nemlig Mælke- 
sukkeret eller Lacteinen, Fedt- 
stofferne og Kaseinen. Mælke- 
sukkeret omdannes hurtigt af mi- 
kroskopiske Væsener til Mælkesyre, 
naar Mælken staar hen i Luften, 
og herpaa beror det at den af 
sig selv løber sammen (koagulerer) ; 
Fedtstofferne lindes i Form af 
smaa Kugler hvis Omfang kan 









Afsondringer og Udsondringer. 189 

naa 0,008 — 0,009 Min. De bestaa af en Fedtdraabe omgivet af en 
tynd Hinde af Æggehvidestof, og eftersom de ere lettere encl 
Mælken stige de, naar den ikke bliver rystet, op til dens Overflade 
og danne Fløden. Naar man ved Kærning sønderriver Fedt- 
draabernes Hinde, flyde de sammen og blive til Smør; kun de 
allermindste blive tilbage i Kærnemælken. Kaseinen er et Ægge- 
hvidestof som koagulerer under 
Paavirkning af Syrer eller ved 
Hjælp af Fordøjelsessaften, 

den saakaldte Løbe. Det er Wh Q ^j£$jf^/c^ 

denne Koagulation der dan- WvW>° d&^&V )$& q1 

ner Grundlaget for Ostefabri- W °f 5p t^lgtm 

kationen. m° ^axEfeTrv Q o 9 jxfi. 

Medfølgende Tavle viser mF* °°nl* r c* c 

Sammensætningen i den kvin- BL/* 3 cJ^b oc C)^ ^°^° "- 

delige Mælk samt flere Hus- K^2| JØ- 

dyrs Mælk. De anførte Tal 

angive Gennemsnitsværdierne, 

,. . , , n -. Fig. 187. Mælkekugler (stærk For- 

men naturligvis kan der finde størrelse). 

temmelig betydelige Afvigelser 

Sted fra den, efter den Alder, Individet har, og efter dets Er- 
næring, ligesom det ogsaa har sin Betydning hvor længe Mælke- 
secretionen har fundet Sted. 

Kvinde. Ko. Ged. Faar. Æselinde. 

Vand 899 857 863 83d 910 

Kasein 39 53 46 53 20 

Smør 2*7 43 43 59 12 

Mælkesukker.. 44 40 40 41 58 




Disse Tal give Forklaring paa forskellige Kendsgærninger, der 
ere velkendte fra det praktiske Liv. At Æselsmælken er saa let at 
fordøje og smager saa behageligt, kommer saaledes deraf at den, 
som Tavlen viser, er fattig paa Fedtstof og rig paa Mælkesukker, 
medens Gedemælken efter sin Sammensætning er mest lig den 
kvindelige Mælk. Mau har ogsaa her Forklaringen paa, hvorfor 
det er godt at sætte noget Sukkervand til den Komælk, man giver 



190 Afsondringer og Udsondringer. 

Smaabørn; Væsken fortyndes nemlig derved og kommer saaledes 
til at indeholde færre Procentdele Kasein og Smør, hvilke Stoffer 
ere vanskelige at fordøje. 

Mælken indeholder en betydelig Mængde fosforsure Salte, om- 
trent 3 å 4 Dele paa 1000 Dele Mælk. Disse Salte maa være i 
Mælken da den ogsaa skal kunne levere Materialet til Dannelsen 
af Knoglerne, der indeholde meget Fosfor; thi Mælken fyldestgør 
alle Ernæringens Krav og blandt de i Naturen forekommende 
Næringsmidler kan i saa Henseende kun Ægget stilles ved Siden 
af den. 
Galden. Leveren. I umindelige Tider har man vidst, at Leveren af- 

sondrer Galden, en grønlig, overordentlig bitter Væske, som paa 
1000 Dele indeholder omtrent 140 Dele faste Stoffer og 860 Dele 
'Vand. Dens forskellige Bestanddele ere: 1) Farvestoffer (omtrent 
20 Dele i 1000); 2) kvælstofholdige Syrer, ogsaa kaldet Galde- 
syrer (omtrent 80 paa 1000); 3) Cholestearin (omtrent 25 paa 
1000 Dele) et Fedtstof som danner sig paa forskellige Steder i 
Legemet og udskilles gennem Leveren; 4) Salte (omtrent 10 paa 
1000 Dele). Man har allerede længe vidst at Galden besidder den 
Egenskab at opløse Fedtstofferne og derfor at kunne borttage 
Pletter; i tidligere Tider anvendtes Galden meget til at rense Uld 
med og den bruges endnu paa denne Maade. 

Naar Galden ikke afsondres paa normal Maade og dens Be- 
standdele forblive i Blodet, indtræder der Sygdomstilfælde der 
snart ere lette snart alvorlige, men de nærmere Betingelser derfor 
kender man endnu ikke nøje. Da Farvestofferne i saa Tilfælde 
ikke kunne komme bort fra Blodet, gaa de næsten altid over i 
Vævene og afsætte sig i Særdeleshed i Huden og i Slimhinderne, 
og dette sygelige Symptom kaldes da Gulsot paa Grund af den 
Forandring i Hudfarven det medfører. 

Det hænder ogsaa ofte at nogle af Galdens Bestanddele ikke 
holde sig i opløst Tilstand men udfældes som Støv eller endog 
som større eller mindre Sten; disse Aflejringer kaldes Galdesten. 
Idet Stenen passerer igennem Galdegangen foraarsager den ofte 



Afsondringer og Udsondringer. 191 

særdeles hæftige Smerter (G al de kolik), og disse Smerter høre 
først op naar det fremmede Legeme er kommet ud i Tyndtarmen. 

Galdeafsondringen viser meget tydelig hvor vilkaarlig Ad- 
skillelsen er mellem Afsondringer og Udsondringer. Galden har 
nemlig for det Første en væsentlig Betydning for Fordøjelsen og 
hører derved under Afsondringsprodukterne, for det Andet inde- 
holder den nogle af de Stoffer der blive dannede ved Stofskiftet i 
Legemet og udstødes ad denne Vej, hvorved den altsaa falder ind 
under Udsondringerne. 

Det viser sig altsaa at Leveren er en Kirtel, der baade frem- Sukker - 

dannelsen i 

bringer en Væske som er bestemt til at udsondres, og ogsaa pro- Leveren, 
ducerer Stoffer der gaa over i Blodet. 

Naar man paa et fastende Dyr samtidig undersøger Blodet 
fra Portaaren, som gaar til Leveren, og Blod fra Levervenen, som 
begynder i Leveren og udmunder i højre Forkammer, ser man at 
Levervenens Blod altid indeholder en Mængde Druesukker, Glykose, 
medens der kun findes svage Spor af Sukker i Portaareblodet. 
Claude Bernard gjorde i sin Tid denne Opdagelse, som uimod- 
sigeligt viste at der dannes Sukker i Leveren, hvad man aldrig før 
havde tænkt sig. Den ny Opdagelse gav imidlertid Anledning til 
megen Strid, og Claude Bernard foretog da forskellige Forsøg og 
deriblandt følgende, som bragte hans Modstandere til at forstumme. 
Man lader en Lever, som nylig er bleven taget ud af et Dyr, blive 
udsat for en fortsat Gennemrisling med koldt Vand igennem Port- 
aaren, saa længe til hvert Spor af Sukker er vasket ud af den: 
Derpaa lægger man Leveren i et Varmeapparat, hvori der vedlige- 
holdes en Temperatur der er lig den dyriske Varme, nemlig 38 — 40 
Celsius, og det viser sig da at efter nogle Timers Forløb er Suk- 
keret igen kommet frem i stor Mængde. Overfor denne Kends- 
gærning var det ikke længere muligt at benægte Sukkerdannelsen 
i Leveren. Gennem fortsatte Experimenter lykkedes det endvidere 
Claude Bernard at udskille det Stof hvoraf Druesukkeret eller Gly- 
kosen opstaar, hvilket han kaldte Glykogen. Glykogenen er et 
virkeligt dyrisk Stivelsestof, der ligesom den sædvanlige Stivelse 
omdannes til Sukker under Paavirkning af Syrer, af Spyttet o. s. v. 



192 Afsondringer og Udsondringer. 

Han paaviste endvidere at Grykogenen opstaar dels ligefrem ved 
Sukkerstoffer der tilføres Leveren gennem Portaaren, dels ved Om- 
dannelse af Fedtstofferne og de æggehvideholdige Stoffer. Jeg skal 
anføre et af hans Forsøg som Exempel paa hans geniale Op- 
findsomhed paa det experimentelle Omraade. Et Stykke Kød blev 
omhyggelig udvasket og befriet for alle Fedtdelene, saa at der som 
Følge deraf ikke længere fandtes Sukker i det; derpaa lod han 
Fluer lægge deres Æg paa det, og det viste sig da at de Larver, 
som kom frem af Æggene, indeholdt store Mængder Glykose og 
Glykogen, hvilke Stoffer Larverne kun kunde have faaet ved at 
omdanne de æggehvideholdige Stoffer, der havde tjent dem til 
Næring. 

Dannelsen af Sukker i Leveren staar, som vi senere ville faa 
at se, under Nervesystemets Herredømme. Naar Blodet af en eller 
anden Grund kommer til at indeholde mere end 2 Dele Sukker 
paa 1000 Dele, gaar Sukkeret over i Urinen, og der opstaar da 
den Sygdom man kalder Diabetes (Sukkersyge). Den Mængde 
Sukker, der saaledes kan udskilles gennem Urinen, kan stige til 
3 — 400 Gram om Dagen. Sygdommen er meget farlig naar den 
optræder saa hæftigt, og den Afkræftelse, den fører med sig, for- 
anlediger hurtig Døden. 
Taarer. Taa rerne. Taarerne afsondres af en Kirtel der ligger opad 

og udad i Øjenhulen; den hører ligesom Spytkirtlerne til Drue- 
kirtlernes Type. Taareafsondringen sker uafbrudt men kun i ringe 
Mængde ad Gangen. Af faste Dele indeholder Taarerne kun 18 — 20 
paa 1000; de faste Stoffer bestaa næsten udelukkende af Chlor- 
natrium (Kogsalt), hvilket giver Væsken en saltagtig Smag. De 
ville senere faa at se at Taarevæsken har stor Betydning som 
Beskyttelsesmiddel for Øjet. 

Dels ved visse Sindsstemninger dels ved direkte Pirring af 
Øjet eller af Næsens Slimhinde forøges Afsondringen stærkt, saa at 
Taarerne ikke længere kunne rummes i deres sædvanlige Afløbs- 
kanal og derfor løbe ned paa Kinden. 

Nyren. Fremfor alle andre Kirtler er Nyren den ved hvilken 
Udsondringen sker. I den dannes ikke noget nyt Stof, men den 



Afsondringer og Udsondringer. 



193 



renser Blodet for alle de for Legemet ubrugelige Substanser, som 
dels ere dannede ved Forbrændingen i Organerne, dels bragte ind 
med Føden eller ved fysiologiske Forsøg. 

Der er en Nyre paa hver Side i Lænderegionen. Disse Or- 
ganer have deres Plads udenfor Bughinden. Fra hver af dem ud- 
gaar der et Udførselsrør eller Urinleder som munder ud i en 
fælles Beholder, der bestaar af Muskelvæv og kaldes Blæren 
(Fig. 186). 

Nyrens Bygning er meget S 

ejendommelig. Der findes i Ny- 
ren smaa Kugler, Glomeruli, 
hvori Afsondringen sker, og disse 
Glomeruli staa i Forbindelse med 
Rør, de saakaldte Urinkanaler, 



m • ; I 




Fig. 186. Urinorganerne. 

a Nyrerne, b Urinlederne, c Blæren, 

d Urinrøret. 



Fig. 187. Længdegennemsnit af Nyren. 
a Urinlederen, b Nyrebækkenet, e Pyra- 
miderne, h Barksubstansen. 






•der forene sig og udmunde i en fælles Hulhed, Nyrebækkenet; 
fra Nyrebækkenet udgaar saa atter Urinlederen (Fig. 187). 

Skærer man en Nyre igennem, ser man tydelig at den bestaar 
af to bestemt adskilte Lag, det ene over det andet, nemlig Bark- 
substansen (Fig. 188) hvori Glomeruli findes, og Pyramiderne i 
hvilke Udførselsrørene ligge. De Smaalegemer, der frembringe Af- 
sondringsproduktet, bestaa af et sammenrullet Nøgle Blodkar omgivet 
af en Kapsel hvis øverste Del gaar over i en Urinkanal (Fig. 189). 
Urinkanalens Epithelium bliver her meget tyndt saa at den fra Blodet 
udskilte Væske lettere kan trænge igennem det. Kanalen fortsætter sig 

Paul Bert: Livet og Livsfunktionerne. 10 



194 



Afsondringer og Udsondringer. 



videre gennem meget uregelmæssige snoede og drejede Zigzag- 
krumninger (Fig. 190), indtil den udmunder i Nyrebækkenet. 




Fig. 188. Snit gennem Nyrens over- 
fladiske Lag (3 Gange Forstørrelse). 
c Urinkanaler, b Barksubstans, d Blod- 
kar med Glomeruli. 




Fig. 189. Begyndelsen af en Urin- 
kanal ; paa Tegningen ses Epithelet 
og dettes Forhold til de sammen- 
rullede Blodkar i en Glomerulus. 



Urinens 
Sammensæt- 
ning. 




Fig. 190. Urinkanalernes snoede 
Forløb, d Glomeruli, e Urinkanal. 



Den afsondrede Væske varie- 
rer i Mængde og kemisk Sammen- 
sætning efter de forskellige Dyre- 
arter, efter Timerne paa Dagen og 
efter de nervøse Indflydelser, lige- 
som det ogsaa paavirker den om 



\3>|IÉ 




Fig. 191. Urinstofkrystaller. 



Individet er i Hvile eller Bevægelse; men især staar den i nøje 
Forhold til Arten af Føden. 



Afsondringer og Udsondringer. 195 

Hos de kødædende Dyr er Urinen klar og stærk sur, dens 
vigtigste Bestanddel er Urinstoffet (Fig. 191), en kvælstofholdig, 
krystalliserende Substans som man ogsaa kan fremstille ad kemisk 
Vej. Dernæst indeholder den Urinsyre (Fig. 192), hvis Mængde 
afhænger af de større eller mindre Kvantiteter dyrisk Føde, Indi- 
videt tager til sig, og endelig de urinsure Salte navnlig urinsur 
Natron (Fig. 193). Et af de mest fremtrædende Kendemærker paa 



Fig. 192. Urinsyre i forskellige Krystalformer. 



*^*^*< 



tit 







m 



Fig. 193. Bundfald af urinsurt Fig. 194. Hippursyrekrystaller. 

Natron. 

I den Sygdom der kaldes Gigt (Podagra) er at Urinsyren viser sig i 
overdreven stor Mængde i Organismen. Urinen afsætter da et 
rigeligt Bundfald, der navnlig bestaar af denne Syre, og den af- 
lejres ligeledes i smaa Masser i Leddene. 

Hos de planteædende Dyr er Urinen uklar og alkalisk; den 

kindeholder Urinstof, lidt eller slet ingen Urinsyre men derimod en 
særegen Syre, Hippursyren (Fig. 194). Disse Uensartetheder 
have ikke deres Grund i Artsforskellen men skyldes den forskellige 
Slags Føde. Dersom man ernærer et planteædende Dyr med Kød 
eller lader det sulte, saa det bliver nødt til at leve af det i dets 
egen Organisme opsparede Næringsstof, hvorved det altsaa paa en 
vis Maade ernæres ved dyrisk Føde, faar dets Urin ganske samme 
Beskaffenhed som de kødædende Dyrs. 

13* 



196 



Afsondringer og Udsondringer. 



Bundfald 
Urinen. 



De andre Arter Affald fra Legemets Stofskifte som Chlor- 
natrium, fosforsure Salte o. s. v. findes ligeledes i Urinen. I syge- 
lige Tilstande er der ogsaa, som jeg sagde Dem, Sukker i Urinen, 
naar dette Stof er dannet i for stor Mængde i Leveren eller der 
opsuges for meget gennem Fordøjelsesvejene. Dette er den egent- 
lige Sukkersyge (Diabetes mellitus) ; der findes nemlig ogsaa en Art 
Diabetes, der kun bestaar i en Forøgelse af Urinen. Paa denne 
Maade kunne alle de Stoffer, der indføres i Organismen, saavel 
Lægemidler som Giftstoffer, komme tilsyne i Urinen. Nyren er et 
Filter som passeres af alle de krystalloide Stoffer, det vil sige alle 
de Stoffer som let lade sig opsuge gennem Tarmens Slimhinde. 

Blodets eget Æggehvidestof kan 
ogsaa gaa igennem Nyren, skøndt 
det er kolloid af Natur og altsaa 
ikke passerer igennem Membra- 
nerne, men det sker ogsaa kun 
naar selve Nyrekanalerne ere 
syge, og i saa Tilfælde finder 
man Stykker af deres Epitheli- 
um i Blæren. Denne Sygdom, 
som kaldes Albuminuri, er 
meget alvorlig, eftersom den 
medfører et stadigt og betyde- 
ligt Stoftab. 

Det hænder meget ofte, at 
de Stoffer, som udskilles gennem Urinen, ere tilstede i saa stor 
Mængde at de ikke kunne holdes opløst af Væsken, og de udskille 
sig da som Bundfald, der kan være af højst forskellig Form og 
Farve. Naar Bundfaldet har saa store Dimensioner at man kan 
føle de enkelte Korn, kaldes det Grus; Uringruset er et af Gig- 
tens Symptomer. Idet disse fremmede Legemer passere gennem 
Urinvejene, foraarsage de ofte hæftige Smerter, og det er hvad 
man kalder Nyrekolik. 

Naar Bundfaldet samler sig i store Masser i Blæren, danner 
det Blæresten (Fig. 195), som man da maa skaffe bort ved et 




Fig. 195 Gennemsnit af en Blæresten 

der bestaar af en Kærne af Urinsyre 

omgiven af oxalsurt Kalk, yderst findes 

en lagdelt Ring af Urinsyre. 



Afsondringer og Udsondringer. 197 

Stensnit eller ogsaa dele i mindre Stykker ved stenknusende 
Instrumenter. 

Da der i Nyren findes en særdeles rigelig Karforsyning, gaa 
de Stoffer, som Organismen optager, overordentlig hurtigt over i 
dens Afsondringsprodukt. Man har saaledes i dette kunnet paa- 
vise visse Stoffer et Minut efter at de vare komne ind i Maven. 

Nyren er altsaa Organismens vigtigste Udsondringsorgan, men 
derfor maa man ikke tro at den er det eneste. De Substanser, 
som absorberes gennem Fordøjelseskanalen eller som blive ind- 
sprøjtede i Blodet, kunne udskilles af Organismen gennem andre 
Kirtler end Nyren. De kunne udstødes gennem Sveden, gennem 
Mælken — en Ammes Mælk bliver gul naar hun har taget Rha- 
barberrod, og den virker afførende paa Barnet som dier — ligesom 
ogsaa gennem Spyttet, gennem Fordøjelsesvæsken o. s. v. Dersom 
man i en Vene paa et Dyr indsprøjter et Jærnsalt og gult Cyan- 
jærnkalium i en anden, saa udskilles disse to Stoffer, mødes i 
Maven og i Blæren og danne da Berlinerblaat. 

Svedkirtler. Jeg har allerede tidligere kort omtalt Sved- sved. 
kirtlerne ved Beskrivelsen af Huden (se P. 55). De bestaa af et 
sammenrullet Rør der begynder i Læderhudens dybeste Lag, og 
derfra stiger Røret lige op gennem hele Hudens Tykkelse og 
munder ud paa dens Overflade. Der findes overordentlig mange 
Svedkirtler paa Menneskets Hud — man anslaar dem hos Menne- 
sket til over 2 Millioner — og ligeledes hos Hesten og andre Dyr, 
medens der gives visse Dyrearter der næsten ganske mangle Sved- 
kirtler; det er især Tilfældet med Hunden som aldrig sveder. 
Sveden er en meget sur Væske, men dens kemiske Sammensætning 
kendes endnu ikke nøje; den indeholder Urinstof og stærkt lugtende 
Fedtsyrer. Der afsondres bestandig Sved, men i saa ringe Mængde 
ad Gangen at den kun fugter Overhuden og fordamper efterhaanden 
som den dannes; det kalder man Perspiratio insensibilis (den 
umærkelige Svedafsondring). Men under visse Paavirkninger stiger 
Svedafsondringen meget stærkt; Fordampningen fra Hudoverfladen 
har stor Betydning ved at forhindre at den dyriske Varme stiger 



198 Afsondringer og Udsondringer. 

altfor højt, idet Legemet ved Sveden afkøles saa meget, at der kan 

frembringes en Fornemmelse af Kulde. 
Fedtkirtier- Fedtkirtler. Da vi tidligere have talt om disse Kirtler (se 

secretion. Pag. 49), vil jeg her blot minde Dem om at der til hvert Haar 

hører en lille Kirtel der afsondrer en olieagtig, halvflydende Væske, 

som udgydes over Overhuden og Haarene; en Trediedel af denne 

Væske bestaar af Fedtstoffer hvorved Huden og Haarene gøres 

bøjelige og uigennemtrængelige for Vand. 

Huden udskiller altsaa baade Urinstof som Nyren, Fedtstoffer 

som Leveren og Kulsyre som Lungerne; den forener saaledes alle 

tre Organers Funktioner. 



OTTENDE FOREDRAG. 

Ernæringen. 

Vi ere hidtil bestandig gaaet ud fra at det er absolut nød- 
vendig at spise og aande for at leve. Erfaringen har ogsaa til alle 
Tider vist at denne Forudsætning er uomtvistelig, og jeg mener 
derfor at det vilde være overflødigt og næsten latterligt at spilde 
Tid paa at bevise den yderligere. 

Naar et Dyr, f. Ex. en Hund, er totalt forhindret i at trække A * ndedræt - 

■ ' tets og 

Vejret, enten fordi dens Luftrør er tilspærret eller fordi den be- Kr ^siøbet 3 

# Nødvendig- 

nnder sig under Vandet, kæmper den bevidst og energisk i et eller hed. 
to Minutter, derpaa foretager den usammenhængende og forvirrede 
Bevægelser i et eller to Minutter og gør saa nogle Indaandings- 
bevægelser hvorved dens Lunge, naar den er under Vandet, fyldes 
med denne Væske. Hjærtet slaar endnu i et eller to Minutter, 
saa staar det stille, og Dyret er da død ved Kvælning fire eller 
fem Minutter efter at Experimentet begyndte. Indtil Hjærtet hører 
fuldstændig op at slaa er det endnu muligt at bringe Dyret tillive 
igen, naar man kan skaffe Luft ind i dets Lunger. Dette sker 
ved Hjælp af visse Bevægelser som man med det vedtagne Udtryk 
kalder kunstigt Aandedræt. 

Det synes at der ikke er stor Forskel paa Mennesket og 
Hunden med Hensyn til den Tid, i hvilken de kunne undvære at 
trække Vejret. De dygtigste Perledykkere kunne ikke blive mere 



200 Ernæringen. 

end to Minutter under Vandet, og naar et Menneske har været 
helt under Vand i 6 eller 8 Minutter kan man i Regelen ikke mere 
bringe ham til Live igen. 

Imidlertid ser man at en nyfødt Hund næsten uden at tage 
Skade kan have Hovedet under lunkent Vand i et helt Kvarter, og 
at Hvaler og Delfiner gaa til Bunds og opholde sig under Vandet 
i det Mindste i lige saa lang Tid, ligesom der ogsaa er nogle 
Pattedyr hvoraf Murmeldyret er det mest bekendte, der i visse 
Afsnit af deres Liv, naar de gaa i Vinterdvale, ikke trække Vejret 
i flere Timer ad Gangen. Spørgsmaalet er altsaa ikke saa simpelt 
som det synes ved første Øjekast; men som almindelig Regel staar 
det dog fast, at enhver Standsning af Aandedrættet, der forlænges 
udover en vis Tid, medfører Døden. 

Der er ligeledes stor Forskel paa den Tid i hvilken de for- 
skellige Individer kunne undvære Føde. Mennesket kan modstaa 
Hungeren i et Tidsrum der varierer imellem 8 og 14 Dage, efter- 
som den Udsultede, er i Stand til at skaffe sig Vand eller ej. Man 
har Exempler paa at Hunde kunne leve længere end en 
Maaned uden anden Næring end Vand. Derimod dør en Mus eller 
en Muldvarp efter faa Timers Forløb, naar den i den Tid ikke har 
faaet nogen Føde. Murmeldyret tilbringer omvendt hele Vinteren i 
Dvaletilstand uden at æde eller drikke, medens det nyfødte Dyr, 
der har saa stor Evne til at modstaa Kvælning, dør efter en eller 
to Dages Forløb naar det mangler Næring. 

Mangelen paa Næring bevirker at Dyret tager betydeligt af i 
Vægt, og det dør i Regelen naar det har tabt omtrent det Halve 
af sin oprindelige Vægt. Det Fedt som er opsamlet i de forskel- 
lige Væv og i Særdeleshed under Huden forsvinder først, derpaa 
tabe de andre Dele af Legemet ligeledes i Vægt; men ejendomme- 
lig nok holder Blodet sig næsten uforandret baade med Hensyn til 
Sammensætning og til Mængde indtil de sidste Par Dage før Døden. 
Det synes at Blodet uddrager fra de forskellige Organer hvad der 
er nødvendig for at det kau bevare sin Sammensætning, og at 
Døden netop indtræder naar dette opsparede Forraad er udtømt. 



Ernæringen. 201 

Nødvendigheden af at tage Føde til sig fremgaar altsaa med Øjen- 
synlighed deraf, at Legemet maa erstatte de stadige Tab det lider. 

Anbringer man et Dyr paa den ene af Skaalene af en Vægt, stoftabet, 
saaledes at den anden Skaal indeholder en Modvægt af akkurat 
samme Størrelse, ser man at Skaalen med Dyret hæver sig med 
en fuldstændig regelmæssig Bevægelse, der efterhaanden tiltager i 
Hastighed. Foruden de pludselige Tab af faste eller flydende 
Stoffer som Dyret lider og som foranledige at Instrumentet fra Tid 
til anden bevæger sig i Stød, afgives der stadig Stof i en usynlig 
Form, det vil sige i Form af Luftarter. 

Dersom Vægten med Dyret staar under en Klokke i hvilken 
Luften er mættet med Fugtighed, er Vægttabet betydelig mindre 
men finder dog bestandig Sted; Stoftabet skyldes altsaa dels de 
Vanddampe, der strømme ud af Legemet, dels ogsaa en anden 
Luftart. Dersom man sukcessivt udsætter Dyret for en Temperatur 
der vexler imellem 20 Gr. og Gr., medens Fugtighedsmængden i 
Luften holdes uforandret ved de forskellige Temperaturer, vil det 
ses at Vægttabet er betydelig større i den kolde Luft end i den 
varme; og naar man tvinger Dyret til at bevæge sig, at arbejde i 
Ordets mekaniske Betydning, vil det tabe mere i Vægt end naar 
det under de samme Temperatur- og Fugtighedsforhold holdt sig 
rolig. Hvad jeg her har anført er aldeles ikke theoretiske Regne- 
stykker, der ikke lade sig bevise ved virkelige Experimenter. 
Tværtimod, man har i den nyeste Tid konstrueret Vægte der ere 
saa fintmærkende, at man ved Hjælp af dem har kunnet paavise 
hvor stort et Menneskes regelmæssige, stadige Stoftab er, og hvor 
meget dette Tab forøges ved et saa ringe Muskelarbejde som f. Ex. 
at læse højt. 

Resultatet er altsaa at der sker et stadigt Vægttab gennem 
Udvikling af Luftarter fra Legemet, og at disse Luftarter, med 
Undtagelse af Vanddampene, udvikle sig i rigeligere Mængde i 
Kulde og ved Bevægelse. 

At Legemet saaledes taber i Vægt foraarsages selvfølgelig der- erstatning 
ved, at der ved hver Udaanding strømmer Kulsyre ud fra Lungen, 
der undslipper ogsaa lidt Kulsyre gennem Huden, hos Mennesket 



202 . Ernæringen. 

omtrent en Hundreddel af den Mængde som føres ud gennem Lun- 
gerne. I et tidligere Foredrag har jeg fortalt Dem at et Menneske 
udaander omtrent 944 Gram Kulsyre om Dagen, hvilke 944 
Gram indeholde 256 — eller med et rundt Tal 250 Gram Kulstof. 
Naturligvis er dette kun et Gennemsnitstal der varierer efter de 
forskellige Forhold, jeg tidligere har omtalt, og som staar i Af- 
hængighed af Legemets Størrelse og det Arbejde det udfører, af 
Aarstiden o. s. v. ; men* vi kunne dog paa Grundlag af det naa 
interessante Resultater. 

Det er aldeles nødvendigt at Tabet af Kulstof bestandig er- 
stattes gennem Ernæringen. Men det følger af sig selv at det ikke 
kan nytte os noget at fortære rent Kulstof, eftersom dette Stof al- 
deles ikke paavirkes af Fordøjelsesvæskerne, og de kulsure Salte 
eller selv mere sammensatte Stoffer som de organiske Syrer, Alko- 
hol o. s. v., vilde lige saa lidt være os til nogen Gavn uagtet de ere 
meget rige paa Kulstof. Det der udfordres er, at vi faa Stoffer 
der høre til samme Slags som dem, der frembringe Kulsyre idet de 
opløses i vor Organisme, nemlig Fedtstoffer, Stivelsestoffer (eller 
Sukker, hvilket kommer ud paa et eftersom Stivelsestofferne i 
Tarmen gaa over til at blive Sukker) og æggehvideholdige Stoffer. 

Dersom vi som Exempel tage et typisk Stof for hver af de 
tre Klasser, viser den kemiske Undersøgelse at der til at frem- 
bringe 250 Gram Kulstof udfordres henholdsvis 320 Gram Fedtstof, 
562 Gram tørt Stivelsestof eller 527 Gram tørt Æggehvidestof. Vi 
have imidlertid ikke videre Brug for disse nøjagtige kemiske Be- 
stemmelser, eftersom Spørgsmaalet om Ernæringen i det praktiske 
Liv ikke træder frem i den Form. Tage vi de to typiske Stoffer 
Brød og Kød, viser det sig at Mennesket for at tilegne sig det 
passende Kvantum Kulstof daglig maa fortære enten 850 Gram 
Brød der har været underkastet en middelstærk Bagning, det vil 
sige Udtørring, eller 2 Kilogr. 25 Centgr. fersk Kød. Senere ville 
vi faa at se hvorfor vi foretrække at sammensætte vor Næring af 
en Blanding af disse to Fødemidler. 

Med Hensyn til det daglige Tab af Kulstof have vi nu set at 



Ernæringen. 203 

dette Tab er større ved lav Temperatur og naar Dyret arbejder. 
Disse to Punkter have særlig Krav paa vor Opmærksomhed. 

Undersøge vi nu først Kuldens Indflydelse maa vi især lægge Den d y" ske 

Varme. 

Mærke til en Ting. Bringer man Kuglen paa at Thermometer ind 
i Munden paa et hvilketsomhelst Pattedyr, idet man omhyggeligt 
sørger for at den kolde Luft udenfor holdes borte, vil man man 
faa at se at Kvægsølvsøjlen stiger indtil den har naaet omtrent 
39° Celsius. Jeg vil bede Dem særlig lægge Mærke til det Faktum 
som jeg allerede før har omtalt, nemlig at Temperaturhøjden er 
den samme hvad enten man anstiller Forsøget med en Elefant 
eller en Mus, ja selv om man vilde maale Temperaturen hos en 
Hval der lever i iskoldt Vand. Den er endvidere fuldstændig ens 
enten man maaler den midt i Sommerheden eller paa en kold 
Vinterdag, og den viser samme Mængde Grader hos de Pattedyr 
som opholde sig ved Polarkredsen som hos dem i Egnen om- 
kring Ækvator. Pattedyrene ere altsaa Dyr med en bestandig 
ensartet Temperatur, hvilket Udtryk er langt mere betegnende 
end det sæd-vanlig brugte varmblodige Dyr. 

Hvorledes kan nu denne Temperaturhøjde bevares, naar den 
omgivende Luft, hvad der næsten altid er Tilfældet, er betydelig 
koldere? Hvad er Kilden til denne Varmeudvikling? 

Nøjagtig den samme som paa et Ildsted, nemlig Forbrændingen, 
det er den kemiske Forening af Kulstof og Brint med Luftens Ilt, 
ved hvilken der dannes Kulsyre og Vand. Der er kun den For- 
skel at Iltningen foregaar hurtig og med betydelig Kraft paa Ild- 
stederne, hvor den paa en Gang frembringer en meget høj Tem- 
peratur og en Lysudvikling, medens den i Legemet sker langsomt 
og med ringe Styrke, idet den næsten aldrig ledsages af Lys- 
udvikling (der er dog herfra Undtagelser som de lysende In- 
sekter o. s. v.). 

Nærmere set er der alligevel andre og nok saa væsentlige For- 
skelligheder mellem de to Arter Forbrænding. Paa Ildstedet gaar 
Ilten umiddelbart ved Berøring med Kulstoffet og Brinten i For- 
bindelse med disse Grundstoffer og fortærer dem fuldstændig; den 
Ilt, som findes i Kulsyren (CO 2 ) og Vanddampene (HO) der strømme 



204 Ernæringen. 

ud af Skorstensrøret, er netop den samme som kort i Forvejen 
traadte ind i Ildstedet, men i Legemet er Forholdet et ganske 
andet. Naar Ilten trænger ind i Legemet gennem Lungen, gaar 
den for en kort Tid i Forbindelse med Blodlegemernes Hæmato- 
krystallin, men forlader dem igen og gaar over i Organernes Væv 
efterhaanden som den gennem Haarkarrene passerer disse. Ilten 
indgaar her Forbindelser som endnu ikke ere fuldstændig kendte, 
og de ny Stoffer, der ere dannede paa denne Maade, iltes mere og 
mere indtil de igen forlade Vævene og tilsidst gaa over til at 
danne Kulsyre, Vand og Urinstof. Det er endnu aldeles ubekendt 
hvor lang Tid Iltatomet behøver for at tilbagelægge hele Udviklings- 
rækken mellem den første Forbindelse, det indgaar naar det kommer 
ind i Legemet, og den endelige og fuldstændige Forbrænding. Hvad 
man imidlertid sikkert veed er, at den Ilt der udskilles gennem 
Kulsyren og Vandet i en bestemt Udaanding, er kommet ind i 
Legemet ved en Indaanding der har fundet Sted længe i Forvejen, 
hvilket er et ganske andet Forhold end det der finder Sted ved 
Forbrændingen paa Ildstedet. 

I det Hele taget ligne de organiske Iltninger, fra hvilket 
Standpunkt man end ser dem, meget mere en Gæring end en 
virkelig Forbrænding, og man kunde snarere sammenligne det 
dyriske Legeme med Vingaardsmandens eller Bryggerens Gærings- 
kar end med et Ildsted, som man plejer at gøre. Sammenligningen 
med Gæringsprocessen passer saa meget bedre som det begge 
Steder, i Legemet som i Karret, er de mindste Formbestanddele 
der træde i Virksomhed og betinge Iltningen; Forskellen er kun 
den at de virke isolerede i Vinens Gæringsstof men ere samlede til 
Væv i den levende Organisme. 

Sammenligningen har nu mindre Betydning, men det staar 
fast at Iltningerne i selve Organismen foregaa paa ethvert Punkt 
af Legemet og at det er dem der bestemme den Varmeudvikling 
som sker overalt i dette og hvorved hele Legemet faar sin faste 
Temperatur. Da denne Temperatur altid skal være ensartet, er 
det klart at naar den omgivende Luft bliver koldere, maa den 
indre Varmeproduktion stige for at danne en Modvægt mod det 



Ernæringen. 205 

større Varmetab. Aandedrættet bliver da kraftigere, der opsuges 
en større Mængde Ilt og dannes mere Kulsyre og formodentlig 
ogsaa mere Vand, skøndt man endnu ikke har kunnet erkende 
dette ved de. kemiske Undersøgelser; og Følgen heraf er at Er- 
næringen nødvendigvis ogsaa maa være rigeligere. 

Paa den anden Side vil naturligvis Alt. hvad der tjener til at Kulden8 Ind - 

flydelse paa 

formindske det Varmetab der opstaar paa Grund af Afkølingen stoftabet. 
udefra, medføre at Forbrændingsprocessen i Organismen bliver 
mindre stærk; og Varmetabet fremkommer ved to Ting: den direkte 
Berøring med den kolde Luft, og den Varmeudstraaling, der sker 
fra Legemet. Begge disse Kilder til Varmetab formindskes meget, 
naar den nøgne Hud dækkes af Substanser der ere daarlige Varme- 
ledere, og navnlig saadanne som virke ved at holde Legemet om- 
givet af et blivende Luftlag, da dette i endnu højere Grad 
har den Egenskab at være daarlig Varmeleder. Saaledes virke 
Haarene, som især i de kolde Klimater bedække Pattedyrenes 
Hud, og ligeledes de forskellige Tøjer der danne vore Klæder og 
som, da vi bære dem i flere Lag ovenpaa hinanden, afgive en 
meget virksom Beskyttelse imod Kulden. 

Dyrenes Størrelse spiller en vigtig Kolle med Hensyn til Af- størrelsens 

Indflydelse. 

kølingen. Jo mindre et Dyr er, jo mere er det tilbøjeligt til at af- 
køles hurtigt, og den elementære Geometri lærer os Grunden til 
dette Faktum. Lad os tage to Dyr af samme Form, hvoraf det 
ene er et ungt Dyr og det andet et fuldt udvoxet, og lad os sætte 
at det udvoxne Dyr er tre Gange saa stort i alle Dimensioner 
(Længde, Bredde, Tykkelse) som Ungen. Naar vi nu gaa ud fra 
det lille Dyr og sætte dets Overflade og Volumen som Enhed, saa 
vil det store Dyrs Overflade kunne betegnes ved 3x3, det vil 
sige 9, og dets Volumen ved 3 X 3 X 3 = 27. Medens altsaa 
hos det lille Dyr 1 Volumenenhed svarer til 1 Overfladeenhed, og 
følgelig 27 Volumenenheder til 27 Overfladeenheder, har det udvoxne 
Dyr paa 27 Volumenenheder kun 9 Overfladeenheder, hvilket altsaa 
vil sige, at naar man tager samme Volumen og samme Vægt, er 
der 3 Gange mere Overflade, 3 Gange flere Berøringspunkter med 



206 Ernæringen. 

Luften, 3 Gange flere Afkølingsaarsager hos det lille Dyr end hos 
det store. 

Man bør derfor ikke forundre sig over at Børn i Forhold til 
deres Vægt forbruge langt mere Ilt og udaande langt mere Kulsyre 
i en given Tid end de Voxne. Søger man at opgøre et nøjagtigt 
Regnskab over Aandedrætsvirksomheden hos de forskellige Dyr og 
til den Ende beregner hvormeget Kulsyre der dannes i Forhold til 
hvert Kilogram af Dyrets Vægt, finder man selvfølgelig langt større 
Tal for de smaa end for de store Dyrs Vedkommende. 

Ved anstillede Forsøg har man saaledes set at en 35aarig 
Mand, der vejede 65 Kilogram, udaandede 850 Gram Kulsyre om 
Dagen, medens et Barn paa 8 Aar, der vejede 22 Kilogram, frem- 
bragte 480 Gram Kulsyre, hvilket giver 13 Gram for hvert af den 
Voxnes Kilogram og henved 22 Gram for hvert af Barnets Kilo- 
gram. Barnet er altsaa udsat for et langt større Varmetab end 
den Voxne og maa følgelig producere langt mere Kulsyre og altsaa 
ogsaa spise betydelig mere i Forhold til sin Vægt end den Voxne, 
for derved at erstatte det større Tab det lider. 

Ved den samme geometriske Sætning forklares det ligeledes 
ganske naturligt og følgerigtigt, at Tarraoverfladen, hvor Fordøjelsen 
og Opsugningen gaa for sig, og Lungens indre Overflade hvor 
Aandedrættet foregaar, ligesom ogsaa Hudoverfladen ere forholdsvis 
meget større hos Barnet end hos den Voxne. 
varmene yj h ave nu se t a t Temperaturen i det dyriske Legeme holder 

Indflydelse. r * 

sig uforandret selv naar den omgivende Luft er kold, og jeg skal 
nu fortælle Dem, hvad der sker naar Luften er varm. I dette Til- 
fælde bliver Luftskiftet i Lungerne mindre kraftigt, hvorved selv^ 
følgeligt ligeledes Kulstofforbruget og Varmeudviklingen formindskes. 
Ernæringen er da ogsaa langt mindre rigelig. Hænder det imidler- 
tid, hvad der ikke er sjældent i de varme Lande, at Luftens 
Temperatur selv i Skyggen er højere end Legemets, altsaa højere 
end 39 — 40° Celsius, er det ikke længere tilstrækkeligt at spare 
paa Varmeudviklingen, men der maa frembringes Kølighed for at 
bevare Ligevægten. Dette sker ved Hjælp af Hudtranspirationen; 
Svedkirtlerne udgyde en Mængde Væske paa Hudens Overflade, og 



Ernæringen. 207 

idet denne Væske fordamper, binder den Varme. Legemet køles 
da ligesom en gennemfugtet Svamp eller som de porøse Lerkar, hvori 
man opbevarer Drikkevand for at holde det frisk. Aandedrættet 
bliver ogsaa hurtigere, og da der ved hver Udaanding strømmer 
Luft ud der er mættet med Fugtighed, bidrager dette ogsaa til 
Afkølingen. Herved bliver det muligt at leve under tropiske 
Klimater. I forrige Aarhundrede vakte en ung Pige stor Opsigt 
paa Markedet i Saint-Germain; hun gik nemlig ind i en Ovn med 
et Stykke Kød paa en Træskaal og kom først ud igen af Ovnen 
naar Kødet var kogt. Det blev konstateret af Medlemmer af 
Videnskabernes Selskab i Paris at Temperaturen i Ovnen var 110° 
Celsius. 

Naar man skal udholde en særdeles høj Temperatur udfordres 
det imidlertid at Luften er meget tør. I de tyrkiske Bade, hvor 
Luften er mættet med Fugtighed, kan man ikke udholde mere end 
53° C, og er man i Vandet kan man ikke taale mere end 45°. 
Selv i tør Luft kan man ikke ret længe udholde saa høj en Varme- 
grad. Forhøjes et Pattedyrs Temperatur kunstigt nogle Grader 
saa at den naar 42° eller 43° Celsius, dør Dyret hurtigt derved at 
Nervesystemet hører op at fungere; og de Mennesker som ere 
nødte til at opholde sig længe i en for hed Luft dø ogsaa som 
oftest af Hjærnelidelser. 

Vi have altsaa set hvilken Indflydelse den omgivende Tem- 
peratur har paa det Stofforbrug, som er nødvendigt for at vedlige- 
holde Legemets ensartede Varmegrad, og følgelig ogsaa paa Mængden 
af de Næringsmidler som Organismen behøver for at erstatte sit 
Stoftab. Ved dette Ligevægtssystem kunne Pattedyrene bevare 
deres ensartede Temperatur selv om Luften omkring dem stiger til 
en Varme af 50° eller synker til 70° Cels. under 0. Vi ville nu 
undersøge Muskelbevægelsen og Arbejdets Betydning, men her er 
Forklaringen noget mere indviklet. 

Enhver Bevægelse nødvendiggør et Forbrug af Kraft, thi Be- o Kraf ^s 
vægeisen gaar altid ud paa enten at løfte en Vægt eller at over- 
vinde en vis Modstand. Mellemgulvet sænker sig saaledes ved Ind- 
aandingen og trykker derved Underlivsindvoldene ned som stemme 



208 ErnæriDgen. 

sig imod, Armens tvehovedede Muskel (Biceps), som bøjer Under- 
armen mod Overarmen, løfter en Vægt som kan være ret betydelig 
hvis man holder noget tungt i Haanden, og Underkæbens Muskler 
ere i Stand til at bevæge Tænderne med saa megen Kraft at de 
kunne sønderdele haarde Legemer imellem sig. Hvorfra faa Musk- 
lerne denne Kraft? 

Her kan man maaske drage Nytte af en Sammenligning mellem 
Dampmaskinen og den dyriske Mekanisme. Lokomotivet sættes i 
Stand til at trække de tungtbelæssede Vogne ved den Kraft, hvor- 
med Dampene fra det kogende Vand søge at udvide sig; og Vandet 
er bragt i Kog og har derved faaet en Evne, det tidligere ikke 
besad, gennem Ilden, eller for at udtrykke det nøjagtigere, gennem 
Forbrændingen af Kullet paa Ovnristen og dets Forbindelse med 
Luftens Ilt, hvorved der frembringes Kulsyre og Vand. 

Den selvsamme Kilde til Kraft existerer i den levende Orga- 
nisme. I Legemet er det ogsaa den langsomme Iltning der frem- 
bringer Varme, og denne Varme kan avle mekanisk Kraft eller 
omdannes til mekanisk Kraft. 

Fysiken lærer at en hvilkensomhelst Kraftudvikling, hvad enten 
man kalder den Varme, Lys, Elektricitet, Magnetisme eller mekanisk 
Kraft, kun er Omdannelse af en og samrne Naturkraft, og at man 
efter Behag kan omforme dem og fremkalde den ene af den anden. 
Opdagelsen af denne betydningsfulde Sandhed har været Kilde til 
store Fremskridt i vor Tid, men det er ikke min Opgave at gaa 
nærmere ind herpaa. Jeg kan her kun anføre Sætningen i dens 
Almindelighed og vil blot tilføje den Bemærkning, at det er lykke- 
des at bestemme de Værdier af Varme og af mekanisk Kraft der 
svare til hinanden. Dersom man lader et Kilogram Vand falde 
fra en Højde af 425 Meter, vil Vandets Temperatur stige en Grad 
idet det slaar imod Jorden, hvilket vil sige at den mekaniske Kraft, 
der bevæger Vandet omsættes til en vis Mængde Varme. Dette 
betegnes ved Udtrykket at 425 Kilogrammeter svarer til en Calorie 
(Varmeenhed). 

Alle disse Kræfter ere hvad man kalder fri Kræfter, der 
ytre sig og fremkalde Virkninger som vi kunne sanse. Der gives 



Ernæringen. 209 

imidlertid ogsaa skjulte, usynlige Naturkræfter, der saa at sige ere 
opsamlede i Legemerne og høre med til Betingelserne for deres 
Existens, men som under visse Forhold, naar der foregaar kemiske 
Processer hvorved disse Legemer omdannes, frigøres og blive tyde- 
lige for os. En saadan Kraft kaldes i Almindelighed latent, 
bunden Kraft, eller Spændkraft. Det er en latent Kraft der 
frigøres naar Ilten paa Ildstedet opløser Kulstoffet i Atomer og i 
Forening med disse danner Kulsyre. De latente Kræfter komme 
da til Syne i Skikkelse af Lys og Elektricitet, men især af Varme. 
Paa samme Maade gaar i det dyriske Legeme Ilten i Forbindelse 
med det Kulstof som findes i Væskernes og Vævselementernes 
kemiske Molekuler, og herved frigøres ligeledes Elektricitet og 
undertiden Lys, men navnlig Varme. 

I Dampmaskinen meddeler Ildstedets Varme sig til Vandet, og 
naar dette er naaet til Kogepunktet, omformer det sig til de spæn- 
dige Vanddampe som bevæge Stemplet og derved frembringe den 
mekaniske Kraft. I den dyriske Mekanisme er Forholdet meget 
mere indviklet. Under Hviletilstanden frembringer Iltningen i Or- 
ganismen Varme og Elektricitet, og denne, eller en anden beslægtet 
Form af Kraft, forbruges da ikke, men opsamles i Nervernes og 
Musklernes anatomiske Grundbestanddele. Man kan sammenligne 
dem med de Instrumenter som man i Fysiken kalder Leydener 
Flasker; de ere ligesom disse ladede med en Kraft der ikke til- 
kendegiver sig ved noget ydre Tegn, og de udlade sig ligeledes i 
et givet Øjeblik, hvorved Kraften træder frem og bliver tydelig. 
Enhver Bevægelse sker derved at dette opsparede Forraad under- 
gaar en ny Omdannelse og forbruges, og det udtømmes efterhaanden 
saa at det selvfølgelig hurtigt maa fornyes. Dette sker. derved at 
Forbrændingen baade bliver hurtigere og stærkere. Eftersom nu 
den ensartede Varmegrad allerede er sikret ved den sædvanlige 
Forbrænding, vil Resultatet af Forøgelsen især være at der leveres 
Kraft til det mekaniske Arbejde som udfordres, og det sker sand- 
synligvis ved paany at lade de sammenstillede Leydener Flasker, 
Nerve- og Muskelbatterierne, efterhaanden som de udlade sig. Men 
det maa indrømmes at en Del af den fri Kraft, der frembriDges 

Paul Bert: Livet og Livsfunktionerne. 14 



210 Ernæringen. 

ved Omformning af de latente Kræfter, altid viser sig under Form 
af Varme. Enhver Muskel, som trækker sig sammen og arbejder, 
faar en forhøjet Varmegrad; Muskelarbejdet frembringer altsaa 
stedse en forøget Varme, og det maa Organismen bøde paa ved 
rigeligere Svedafsondring og forøget Hurtighed af Aandedrættet. 
Heraf fremgaar at Muskelarbejdet nødvendiggør en Forøgelse af 
de organiske Iltninger og medfører en større Udsondring af Kul- 
syre og sikkert ogsaa af Vand, hvilket igen har til Følge at Orga- 
nismen maa tage mere Næring til sig, naar Ligevægten ikke skal 
forstyrres. 
Ligevægten! g om j) e se h ar e t levende Legeme paa en vis Maade sit Budget, 

Organismen. 

med Indtægt og Udgift der svare til hinanden. Ligevægtstilstanden 
er fra et Synspunkt set den ensartede Temperatur paa 39°, fra et 
andet er det den bestemte Vægt. 

Legemets Temperatur er stadig udsat for at nedsættes ved den 
omgivende koldere Luft og ved det mekaniske Arbejde, og den 
holdes paa sin rette Højde derved at Ernæringsprocessen i Vævene, 
Iltningen, paaskyndes og forstærkes. Heraf følger at der udstødes 
Kulsyre, hvilket medfører Tab af Kulstof, og dette Tab bliver 
større i Forhold som Afkølingsaarsagerne stige i Antal. Altsaa 
maa Organismen, naar den da ikke skal „gaa fallit", ogsaa skaffe 
sig en Ernæring, hvis Righoldighed maa rette sig efter det varie- 
rende Tab. 

Naar Temperaturen derimod er udsat for at forhøjes, enten 
fordi den omgivende Luft er altfor hed eller paa Grund af over- 
dreven stærkt Muskelarbejde, bekæmpes Varmestigningen, der er 
en meget farlig Fjende for Organismen, dels ved Fordampning fra 
Lungerne, dels ved Svedsecretion og den umærkelige Hudfordampning. 
Den Men, ville De maaske sige, hvorfor er denne konstante Tern- 

ensartede 

Temperaturs peratur paa 39° egentlig nødvendig, da det er saa vanskeligt og 
Betydning. k egvær iig t at \ 10 \^ e d en f r j f or Forstyrrelser? Lad saa være at det 
er nødvendigt at vedligeholde Legemets Vægt, at bevare den materi- 
elle Ligevægt, men hvorfor kan det ikke lade sig gøre at Legemet 
med Hensyn til Temperaturen simpelthen retter sig efter Forholdene, 
afkøles naar det er koldt og opvarmes naar det er hedt? 



Ernæringen. 211 

En saadan Tingenes Tilstand er ikke umulig, eftersom de kold- 
blodige Dyr eller rettere Dyrene med vexlende Temperatur bære 
sig ad paa denne Maade. Det er imidlertid knyttet til en Be- 
tingelse: disse Dyr holde sig uvirksomme, de stivne i en Dvale- 
tilstand saa længe den kolde Aarstid varer. Det er Tilfældet med 
Murmeldyret og enkelte andre Pattedyr, og de antage under denne 
Vintersøvn den samme Temperatur som Luften; de ere da uføl- 
somme, ude af Stand til at bevæge sig, og i Stedet for at kæmpe 
imod Temperaturfaldet ved at paaskynde Iltningsprocessen holde 
de næsten ganske op at aande. 

Sagen er nemlig at de anatomiske Grundbestanddeles Virk- 
somhed afhænger af deres Temperatur, og som De kunne tænke 
Dem, er dette Faktum af den største Betydning for Organismen. 
Cellerne hos Pattedyrene udfolde nu netop deres største Virksom- 
hed ved 39°, men hos Frøerne f. Ex. sker det ved kun 25°. Jo 
mere Grundbestanddelene leve, det vil sige jo kraftigere Stofskiftet 
i dem, Iltningen og Opsugningen, er, jo mere Arbejde kunne de 
yde. Frøerne have den Fordel fremfor os, at de uden Modstand 
give efter for de klimatiske Paavirkninger og ikke lide ved en Af- 
køling som det menneskelige Legeme ikke vilde være i Stand til at 
udholde. Pattedyrenes Organisme kan med enkelte Undtagelser ikke 
finde sig i den Sløvhedstilstand der følger med denne Evne til at føje 
sig efter den omgivende Temperatur, den kæmper imod og anstrænger 
sig for at bevare sin fulde Energi og sin høje Varmegrad. I de aller- 
fleste Tilfælde lykkes det ogsaa ved Hjælp af den Mekanisme, jeg har 
beskrevet for Dem, nemlig gennem en bestandig Ødelæggen og Til- 
intetgøren af Grundbestanddelene, som igen nødvendiggør en uop- 
hørlig Erstatning gennem Tilførsel af ny Elementer. 

Denne Fortæren, Tilintetgørelse og Erstatning er Livet. Tro 
endelig ikke at det vilde være tilstrækkelig at opholde sig i en 
med Fugtighed mættet Luft paa 39°, saa at der ikke fandt noget 
Tab af Varme Sted, hverken ved Berøring med Luften, ved For- 
dampning eller ved Udstraaling, og at vi da kunde lade Grund- 
bestanddelene fuldstændig hvile. Dette er umuligt, thi en saadan 
Hvile er Døden; Grundbestanddelene fordre at leve, og hvorledes 



212 Ernæringen. 

vi end bære os ad — naturligvis indenfor visse Grænser — ville 
de arbejde og forskaffe sig Ilt for at kunne leve. 

For at vide hvorledes en passende Ernæring skal være sammen- 
sat, er det ikke tilstrækkeligt at søge Oplysning om, hvorledes man 
skal raade Bod paa de Tab som Organismen lider ved Paavirk- 
ningen udefra, men man maa ogsaa gøre sig Rede for de Tab som 
Organismen tilføjer sig selv og som ere Betingelsen for dens Liv. 
Livet bestaar deri at Organismen fortæres, og saa fornyes for at 
fortæres igen. Det er dette der ligger paa Bunden af billedlige 
Udtryk som Livets Malstrøm, Livets Kredsløb o. s. v., der i Grun- 
den betegne Forholdet ganske korrekt. Under den tilsyneladende 
Uforanderlighed i Vægt, Form og Arbejdskraft skjuler der sig en 
uophørlig Fornyelse af Stof og Kraft; denne Fornyelse sker for- 
holdsvis langsomt og regelmæssigt naar Organismen ikke trues med 
Tab, men i modsat Fald kan den gaa for sig med en overordentlig 
Hurtighed, 
opløsning Opløsningsprocessen, der er Betingelsen for Livet, indskrænker 

stofhoidige sig ikke til Kulstoffet og Brinten i Legemets Grundbestanddele, 
stoffer. ^ en v j r k er g saa p aa Kvælstoffet der findes i de æggehvideholdige 
Stoffers sammensatte Molekuler. Naar Ilten har berøvet Mole- 
kulerne en god Del Brint og Kulstof, gaar en vis Mængde Ilt i 
Forbindelse med det der bliver tilbage af de kvælstofholdige Stoffer 
i Molekulerne, og der dannes da Substanser der kaldes Kreatin, 
Kreatinin o. s. v. Disse Substanser forlade Vævene og absorberes, 
og idet de derpaa iltes mere og mere, naa de tilsidst ud i Blodet 
som Urinsyre, Hippursyre eller især i Skikkelse af Urinstof, 
der er den kemiske Forbindelse i hvilken det udskilte Kvælstof 
kommer til Syne i den mindst sammensatte Form. Alligevel er den 
ikke saa usammensat endda, eftersom dens kemiske Formel er C 2 
H 4 N 2 2 (se Fig. 191, 192, 193 og 194). 

Overalt i hele Legemet men især i Leveren dannes og findes 
der Urinstof, der er et i høj Grad krystalloid Stof; det kan der- 
for forlade Organismen gennem hele dens Overflade, men det er 
dog næsten udelukkende gennem Nyren at det udskilles. 



Ernæringen. 213 

Urinstoffet som saaledes forlader Legemet er dannet ved Op- 
løsning dels af selve Vævenes Grundbestanddele dels af de kvæl- 
stofholdige Fødemidler som Organismen daglig tager til sig. Fysio- 
logerne have endnu ikke nøjagtigt kunnet bestemme hvor meget 
der maa tilskrives den ene og hvor meget den anden af disse 
Kilder, skøndt det dog vilde frembyde megen Interesse at løse dette 
Spørgsmaal. MæDgden af det Urinstof, som dannes af de ægge- 
hvideholdige Fødemidler, staar i Forhold til Fødemidlernes Mængde. 
De kødædende Dyr udskille overordentlig meget baade af Urinstof 
og Urinsyre. Tyskerne, der spise særdeles meget Kød, ud- 
sondre 30 — 40 Gram Urinstof om Dagen, medens en Franskmand 
udskiller 20 — 30 Gram om Dagen, og naar et Menneske lever ude- 
lukkende af Brød og Grøntsager, gaar Kvantiteten ned til 12 — 15 
Gram. 

Man kan regne at dette sidste Tal, der omtrent svarer til 
7 å 8 Gram Kvælstof, repræsenterer det daglige Stoftab som igen 
maa erstattes ved daglig Tilførsel. Dersom Erstatningen udebliver, 
formindskes Stoftabet langsomt, men det fortsættes stadig indtil 
Døden indtræder. En Mand, der sultede sig ihjel, udsondrede 
-endnu efter 20 Dages Forløb 10 Gram Urinstof i 24 Timer. 

Det er aldeles afgjort at ren Planteføde, som dog naturligvis 
maa indeholde æggehvideholdige Stoffer som Gluten, Legumin o. s. v., 
■er tilstrækkelig til at erstatte det Kvælstof der forsvinder ved den 
organiske Forbrænding. Beviset ligger deri at mange Arter Patte- 
dyr ernære sig udelukkende af Græs, Korn og Frugter, og for 
Menneskets Vedkommende ser man jo at der findes hele Nationer 
som aldrig spise Kød og som dog har et udmærket Helbred. 
Imidlertid skal det bemærkes at saadanne Folkeslag fortære Æg, 
Mælk og Ost i forskellig Mængde, og disse Fødemidler ere meget 
rige paa Kvælstof. 

Selv hos Mennesker der leve paa denne Maacle synker Mæng- 
den af det Urinstof, der daglig udskilles, sandsynligvis ikke helt 
ned til det Minimum jeg har nævnet; det er i det mindste Tilfældet 
hos Frankrigs Befolkning. Som Middelmængde af et fransk Indi- 
vids daglige Udsondring kan man sætte 25 Gram Urinstof der inde- 



214 Ernæringen. 

holde 12 Gram Kvælstof. Naar man nu hertil føjer 3 Gram Kvæl- 
stof som udskilles gennem Huden eller ad andre Veje, faar man et 
dagligt Tab paa 15 Gram. 
Nytten ^[ an k an r i me ligvis ikke betragte Kødet, der nu efterhaanden 

af blandet & & 

Føde. kommer til at spille en større Rolle i den store Mængdes Ernæring, 
som et rent Luxusfødemiddel. For det Første synes det at tjene 
som Kryderi, det vil sige det pirrer Appetiten og letter Fordøjelsen, 
og desuden bevirker det, at Organismen langtfra behøver at indføre 
og fordøje saa store Mængder Planteføde. Hvis man alene vilde 
leve af Brød, maatte man for at forskaffe sig de 15 Gram Kvæl- 
stof, der ere nødvendige for at bevare Ligevægten , daglig fortære 
1350 Gram af dette Fødemiddel; det vilde da give 400 Gram Kul- 
stof, og vi have andetsteds set, at der i Gennemsnit ikke forbrændes 
mere i vort Legeme end 250 Gram. Der kom da et Overskud paa 
150 Gram Kulstof, som ogsaa maatte forbrændes, og derved vilde 
Aandedrætsanstrængelserne og Varmeudviklingen stige med mere 
end en Trediedel, hvad der igen vilde medføre stærkt forhøjede 
Fordampninger fra Huden og fra Lungerne. 

Ernærede man sig derimod kun af dyrisk Føde , vilde der op- 
staa andre Ubehageligheder af alvorligere Art. I Begyndelsen af 
dette Foredrag har jeg sagt Dem at man for at forskaffe sig de 
250 Gram Kulstof gennem animalsk Føde, maa fortære 2 Kilogr. 
25 Centigr. fersk Kød; men herved vilde der dannes omtrent 70 
• Gram Kvælstof som man maatte se at blive af med. Dels vilde 
en Part af denne altfor store Ration Kød ikke blive fordøjet, 
hvorved Organerne anstrængtes til ingen Nytte, dels vilde ogsaa det, 
der blev opsuget, frembringe endnu alvorligere Forstyrrelser. Er- 
faringen viser at hos Mennesket bliver det overskydende Kvælstof 
ikke altsammen udskilt i Form af Urinstof, men det danner ogsaa 
et andet mindre iltrigt Produkt nemlig Urinsyren. Naar Urinsyren 
optræder i overdreven Mængde, udskilles den ikke helt gennem 
Nyren men aflejrer sig paa forskellige Steder i Legemet, især i 
Leddene. Der ogstaar da den kun altfor almindelige Sygdom som 
gaar under Navn af Podagra. 






Ernæringen. 215 

Saavel Erfaringen som Undersøgelsen af den menneskelige 
Tandformation og af Fordøjelsesvæskerne vise da hen til at vor 
Organisation fordrer en blandet Næring. Tage vi som Udgangs- 
punkt den Beregning at vi under daglige Forhold udskiller 250 
Gram Kulstof og 15 Gram Kvælstof, ses det at vi kunne dække 
Tabet ved daglig, naar vi sammensætte vor Næring af de to al- 
mindeligste Fødemidler, at fortære 800 Gram Brød og 200 Gram 
Kød. 800 Gram Brød indeholder nemlig 240 Gram Kulstof og 9 
Gram Kvælstof, og 200 Gram Kød indeholder 20 Gram Kulstof og 
6 Gram Kvælstof. Totalsummen bliver altsaa 260 Gram Kulstof 
og 15 Gram Kvælstof. 

Selvfølgelig maa dette Kvantum Føde forøges efter Arbejds- 
mængden og efter Temperaturen. I de kolde Regioner føjes der, 
som De kunne tænke Dem, Fedtstoffer til, da de i høj Grad egne 
sig til at frembringe Varme gennem Forbrændingen af deres Kul- 
stof og Brint. Idet Lapperne og Eskimoerne saaledes fylde sig 
med Fedtstoffer, især Havpattedyrenes Tran, forsyne de deres 
Varmeapparat med et udsøgt Brændselsmateriale. 

Man har længe trot at Muskelanstrængelse medførte et betydelig 
forøget Tab af Kvælstof, men det synes dog ikke at være Tilfældet. 
Frigørelsen af den nødvendige Kraft sker gennem Iltning af Kul- 
stoffet og Brinten og bringes altsaa tilveje gennem de saa- 
kaldte ternære Fødemidler (Stivelsestoffer, Sukker o. s. v.) o: saa- 
danne Fødemidler som ere sammensatte af Kulstof, Brint og Ilt. 

Resultatet er altsaa: 1) Paa den ene Side Tab af Kulstof og organismens 

' " Budget. 

Tab af Kvælstof, hvilke hver især dels gaa ud over selve de 
organiske Væv, der fortæres gennem deres egen Virksomhed, dels 
ogsaa berøre de Fødemidler der indføres i Legemet for at erstatte 
den Kraft, som forbruges ved Arbejdet og ved Bestræbelsen for at 
vedligeholde Legemets Temperatur. 2) Paa den anden Side Er- 
statning gennem Ernæringen, der hos de forskellige Arter Pattedyr 
snart bestaar udelukkende af Planteføde, snart af dyrisk Føde, 
hvilket staar i Forhold til fysiologiske Betingelser, som man endnu 
ikke har kunnet bestemme. Mennesket synes derimod at have 
overvejende større Nytte af en Føde der er blandet i et vist For- 



216 Ernæringen. 

hold, end af ensartet Næring. I Øvrigt maa man dog lægge Mærke 
til at Planteføden indeholder æggehvideholdige Stoffer, medens der 
i den dyriske Føde findes Stoffer der kun bestaa af Kulstof, Brint 
og Ilt, i Særdeleshed Fedtstoffer, men ogsaa lidt Stivelsestof og 
Druesukker. 

Alle de unge Dyr ernæres endvidere i Væxtperioden ved en 
Blanding der er meget rig paa æggehvideholdige Stoffer. Jeg har 
allerede (se S. 188) omtalt Mælken, som ernærer Pattedyrenes 
Unger, og forklaret Dem dens kemiske Sammensætning. Fuglenes 
Æg vise en lignende kemisk Sammensætning, men de indeholde 
meget mindre Vand og en større Mængde kvælstofholdige Stoffer 
(Vand 730, Fedtstof 130, Æggehvidestof 140). 
Krydderier. Idet jeg nu er færdig med hvad jeg havde at sige om Nærings- 

midlerne, vil jeg dog tilføje at der gives en hel Klasse Substanser 
som egentlig ikke ere Næringsmidler men som dog have stor Be- 
tydning for Menneskets Ernæring. Det er dels Krydderier 
(alkoholholdige Drikke, Salt, Peber o. s. v.) som paavirke Slimhinderne 
saa at Fordøjelsesvæskerne afsondres rigeligere, hvorved Fordøjelsen 
fremmes, og Pirringsmidlerne, som Alkohol og gærede Drikke, 
Kaffe, The o. s. v., der synes at ægge Organismen saa at alle 
Fænomener i den foregaa med en forhøjet Grad af Energi. Disse 
Stoffer passere igennem Legemet uden at forandre Natur, og de 
forsvinde gennem Huden, Lungerne og Nyrerne; men under de 
kunstige Forhold som vor Civilisation fører med sig, kunne de 
dog være til virkelig Nytte, naar de ikke tages i for stor Mængde. 
Jeg skal endnu føje til, at Kødsuppe hører ind under denne Klasse; 
naar man lader to Hunde sulte og giver den ene saa meget Vand, 
den vil drikke, og den anden kold Bouillon hvoraf Fedtet er skum- 
met bort, vil den Hund, som faar Suppen, dø først, idet Kød- 
suppen i Stedet for at afgive nogen Næring synes at virke som el 
Pirringsmiddel og Kræfterne paa Grund heraf hurtigere opbruges. 
Det forhindrer imidlertid ikke at en god Bouillon er et udmærket 
Oplivelsesmiddel ligesom et Glas Vin eller en Kop Kaffe. 

Ernæringsprocessen bestaar imidlertid ikke alene i de to mod- 
satte Fænomener, at der kommer Stoffer ind i Blodet der kunne 



Ernæringen. 



217 



optages af det, og at dernæst Vævene og Fødemidlerne fortæres 
og deres Affald udstødes af Organismen; imellem disse to Yder- 
punkter foregaar der Omdannelser af den mest sammensatte Natur, 
hvorved de forskellige anatomiske Grundbestanddele bringes til at 
optage de Stoffer der findes i Blodet, og hvorved der dannes de 
mangfoldige kemiske Substanser hvoraf Grundelementerne bestaa. 
Det er med Kette blevet sagt, at fordi man har undersøgt For- 
døjelsen og Udsondringsprodukterne, veed man lige saa lidt om de 
indre Omdannelser som man kender de Ting der foregaa i et Hus, 
fordi man ser hvad der kommer ind ad Døren og hvad der gaar 
bort gennem Skorstenen. 

De anatomiske Grundbestanddele maa man tænke sig som De anatomi - 

ske Elemen- 

arbejdende hver for sin egen Regning; hver af dem tager af det ters inåin- 
forbistrømmende Blod de Substanser, den trænger til, den optager 
dem i sig, omdanner dem saa at de komme til at ligne den i kemisk 
Sammensætning, hvorpaa den befrier sig fra de Bestanddele der 
ere undergaaede en Iltning og som nu kun ere skadelige for den, 
og disse Bestanddele gaa da over i det venøse Blod eller i Lymfen 
som føre dem bort. Muskelfibrene frembringe saaledes Myosin, 
Nervecellen Neurin, Bruskcellen Chondrin, Bencellen Ostein o. s. v. 

Imidlertid findes der enkelte af de mikroskopiske Borgere i 
den Kepublik, vi kalder det levende Legeme, der ikke arbejde saa 
egoistisk for deres eget Bedste, men som danne Stoffer der komme 
hele Samfundet til Gode. 

Typen paa de anatomiske Grundbestanddele som virke til 
Bedste for Helheden er Levercellen. Levercellen lever som de 
andre Celler, men den producerer desuden et Stof som er et ægte 
dyrisk Stivelsestof; den danner dette Stivelsestof af de Bestanddele 
som gennem Portaaren føres til den fra Tarmen, og det selv om 
disse Bestanddele ikke indeholde Sakker. Blodet, som strømmer 
gennem Leveren og helt gennemtrænger den, medfører et Gærings- 
stof der er analogt med Spyttet og som ligesom dette omdanner 
den i Cellen aflejrede Stivelse til Sukker, ( efterhaanden som den 
produceres; der findes derfor aldrig i Leveren store Mængder af 
den Stivelse man kalder Glykogen. Sukkeret bliver derpaa ført 



218 Ernæringen. 

med af Blodet og trænger ind i højre Hjærte, hvorfra det udbreder 
sig i hele Legemet og fortæres efterhaanden som det bringes 
rundt, saa at der aldrig i Blodet findes mere end 2 Dele pro Mille 
af det. 

Hos den Voxne produceres Glykogenen kun i Leveren, men i 
den spæde Alder indeholdes der Glykogen i alle de Væv der danne 
sig i Organismen. 

Hvilke Substanser kunne levere Materialet til Dannelsen af 
Stivelsestoffet der er et Kulstof hydrat? Det er paavist gennem 
Forsøg at Stivelse kan opstaa baade af Glykose, med hvilken den 
jo er nær beslægtet, og ligeledes af Fedtstoffer, der ogsaa bestaa 
af Kulstof, Brint og Ilt, samt af æggehvideholdige Stoffer, der i 
saa Fald give Slip paa det Kvælstof de indeholde. 

Paa den anden Side har man set at Bier, som udelukkende 
ernæredes af Honning, vedblev at producere Vox der er et Fedt- 
stof. Endvidere er det bevist, at naar Fluer lægge Æg paa Kød 
som er befriet for Sukker og Fedtstof, udvikler der sig af Æggene 
Larver, som indeholde Glykogen og Fedtstoffer, der øjensynlig ere 
dannede ved en Forarbejden af det æggehvideholdige Stof. 
Kemisk Om- j) er k an saa i e( j es { Legemet foregaa betydelige kemiske Om- 

Legemet, dannelser, idet Stivelsestoffer kunne omdannes til Fedtstoffer og 
kvaternære Substanser (saadanne der bestaa af Kulstof, Brint, Ilt 
og Kvælstof) kunne omdannes til ternære Substanser. 

Men man har aldrig set, at en Substans der var sammensat af 
de 3 Grundstoffer, Kulstof, Brint og Ilt, i det dyriske Legeme op- 
tog Kvælstof; heller aldrig ser man at Molekuler af Kulstof, Ilt og 
Brint, naar de ere ordnede i simplere Forbindelser som de kulsure 
Salte eller Kulbrinterne o. s. v., i ^Legemet kunne omordne sig og 
danne Fedtstoffer eller Stivelsearter. Den dyriske Organisme kan 
omdanne de 3 Hovedafdelinger af de organiske Fødemidler, saa at de 
gaa over i hinanden, men den kan ikke direkte opbygge nogen af 
disse Substanser af Grundstofferne. 
Dannelsen af rj e planter som ere forsynede med Bladgrønt, Chlorophyll (af 

de organiske ^ 

stoffer i dechloros grøn, phyllon Blad), have den Evne at kunne danne disse 

grønne Plan- 

ter. organiske Stoffer, idet de under Paavirkning af Solstraalerne 






Ernæringen. 219 

sammenarbejde Kulstoffet, Brinten, Ilten og Kvælstoffet, hvilke de 
modtage under Form af Vand, kulsure Salte og Kvælstofforbindelser. 
Det er altsaa Planterne som danne Næringsstofferne, medens Dyret 
blot omformer dem for at tilegne sig dem. I det dyriske Legeme 
omdannes Næringsstofferne saa paa tusinde Maader og forlade det 
tilsidst efter at være blevet opløste i kemiske Substanser, hvis 
Sammensætning er ligesaa simpel som de Forbindelser, der fra 
først af tjente Planterne til Næring. 

Alle disse Omdannelser og Omordninger af de oprindelige 
Smaadele af Grundstofferne skyldes Kræfter der have deres Op- 
rindelse fra Solen. Det er Solens Lys og Varme der opsamles i 
Planten og som der binder Grundstoffernes Atomer sammen, saa at 
de danne de sammensatte Molekuler der egne sig til at afgive 
Føde for Dyrene. Det er Solens Lys og Varme der frigøres i Dyrets 
Legeme ved Forbrændingen af Fødemidlerne gennem Ilten og som 
giver sig til Kende som Elektricitet, Lys, Varme, som hvilende 
Kraft i Cellerne og endelig som ligefrem Muskelarbejde. 

Alle Kræfter i det dyriske Legeme stamme altsaa fra Solen, 
og saavel den egentlige Kraftudvikling som Ernæringssiden af det 
dyriske Liv kunne alene holdes vedlige derved at Solstraalerne 
sætte Planteverdenen i Stand til med ustandselig Virksomhed at 
berede den Næring som skal tilføre Dyrene alle disse skjulte 
Kræfter. 



NIENDE FOKEDRAG. 

Bevægelserne. 

Vi have set at de anatomiske Grundbestanddele, der tilsammen 
danne Musklerne og som have den Egenskab at kunne forkorte 
sig, trække sig sammen ved forskellige Paavirkninger, gennem denne 
Egenskab frembringe Bevægelserne. I det overvejende Antal Til- 
fælde hæfte begge Ender af Musklerne sig hver til sin Knogle, og 
da de to Knogler staa i bevægelig Ledforbindelse med hinanden, 
nærme de to Tilhæftningspunkter sig til hinanden naar Muskelen 
trækker sig sammen. Saaledes foregaa Kroppens, Hovedets og 
Lemmernes Bevægelser. 

Leddene. 
Forskellige Enhver Bevægelse, som udføres, afhænger øjensynlig baade af 

Arter Led. 

Muskelens Retning og af Leddets Form, der kan være meget for- 
skellig; man kan finde alle Overgange ligefra Forbindelsen mellem 
Knoglerne i Haandroden og Fodroden, der næsten slet ikke kunne 
bevæges mod hinanden, til den overordentlig frit bevægelige Led- 
forbindelse mellem Arm og Skulderblad. For at lette Oversigten 
kan man dog indordne Leddene i 4 Klasser. 1) De Ledforbindelser 
der saa godt som ikke tilstede nogen Bevægelse som Forbindelsen 
mellem Hjærneskallens Knogler, mellem Bækkenet og Korsbenet o. s. v. 






Bevægelserne: Leddene. 221 

2) De Led i hvilke den ene Knogle kan glide et større eller 
mindre Stykke hen over den anden; saadanne Led findes i Fod- 
roden, i Haandroden, mellem de enkelte Hvirvler, mellem Nøgle- 
benet med Skulderbladet udad og Brystbenet indad, mellem Lægge- 
benet og Skinnebenet o. s. v. 

3) De Led der tilstede de 2 Knogler at bøjes i en Vinkel imod 
hinanden, f. Ex. Underarmen mod Overarmen, Haanden mod Under- 
armen, Fingerleddene, Skinnebenet mod Laarbenet, Foden mod 
Benet, Underkæbeleddet o. s. v. 

4) De Led i hvilke der kan foregaa betydeligere Drejninger 
saaledes som i Haandleddefr, Laaret mod Bækkenet, Hovedet mod 
Hvirvelsøjlen og fremfor alle Armen mod Skulderbladet. 

Hvert enkelt Led har naturligvis sine Særegenheder med Hen- 
syn til Formen af de Benender der berøre hinanden og af Led- 
hulerne, og ligeledes ere de Baand eller Ligamenter, der tjene til 
at holde Knoglerne sammen, forskellige i Antal og Styrke og Ret- 
ning for de forskellige Led. 

Jeg skal ikke omtale dem alle men blot nævne enkelte Ex- 
empler, som fra et eller andet Synspunkt frembyde noget særlig 
Mærkeligt. 

Hofteleddet, det Led der forbinder Laarbenet med Hoftebenet, Laarbenet* 
er vistnok det stærkest byggede af alle Led ; dette beror ikke alene ' deiser. 
paa at de Knogler, som indgaa i dette Led, ere særdeles kraftige 
og stærke, ligesom ogsaa Bløddelene omkring Leddet ere meget 
tykke, men det har navnlig sin Grund i Leddets Form. Tæt ved 
den øverste Ende af Laarbenet danner dette pludselig en Vinkel, 
hvis fremspringende Spids man kan føle under Huden; dette frem- 
springende Benparti har man kaldt den store Trochanter 
(trochanter, den som drejer). Ovenfor Bøjningen bliver Benet smalt 
og danner en Hals, men svulmer saa igen op til et næsten kugle- 
rundt Ledhoved. Laarbenets Hoved optages næsten helt i den 
Ledhule i Hoftebenet som man kalder Hofteskaalen (Fig. 196). 
Det holdes fast i denne dels ved en Bruskring og en Ledkapsel, 
der lukker for Leddet, dels ved et stærkt Ligament der forbinder 
det Øverste af Laarbenets Hoved med Bunden af Hofteskaalen. 



222 



Bevægelserne: Leddene. 



Selv om Laarbenets Hoved trækkes ud af Hofteskaalen, holder 
dette Baand i mange Tilfælde, hvilket bevirker at Hovedet lettere 
kan føres tilbage paa sin Plads, og i saa Fald hæves Forvridningen 
langt nemmere. 




Fig. 196. Skematisk Fremstilling af 
Ledforbindelsen mellem Laarbenet F 
og Hoftebenet C. Paa Tegningen er 
antydet Ledbruskene og Baandet fra 
Ledhovedet til Bunden af Hofteskaalen. 




Fig. 197. Knæleddet sét forfra, paa 

Tegningen ses Leddets Ligamenter og 

Knæskallen. 



Knæleddet, 



At Hofteleddet er sikret paa saa mange Maader er naturligt 
i Betragtning af den store Betydning som dette Led har, da det 
skal bære hele Legemets Vægt og er ganske uundværligt. Man ser 
ogsaa kun sjældent Forvridninger her. Hyppigere sker det, især 
hos Oldinge, hvis Knogler altid ere skøre, at Laarbenets Hals 
kan brydes itu ved et pludseligt Stød eller et Fald, medens Leddet 
holder. 

I Barnealderen og hos unge Mennesker ser man ikke sjældent 
Betændelser i Hofteleddet, der ofte føre til at Laarbenets Hoved 
glider ud af sin Ledhule. Denne Sygdom kaldes Hoftebetæn- 
delse, Coxitis, og for at helbrede den søger man at holde Leddet 
saa ubevægeligt som muligt. 

Knæleddet udmærker sig ved at være bygget paa en noget 
særegen Maade og ved at være lukket fortil af en ejendommelig 
Knogle, Knæskallen (Fig. 197). Knæskallen ligger i den Sene 



Bevægelserne: Leddene. 



223 



ved hvilken Laarets store forreste Muskel, den trehovedede 
Laarmuskel, hæfter sig til den øverste Del af Skinnebenet, og 
dens Bagflade vender ind mod Knæleddets Hulhed. Knæskallen 
gør saaledes samme Gavn som en Tridse over hvilken man lader 
en strammet Snor glide, og den har den Betydning at forhindre at 
Senen skraber mod Knoglerne. Den trehovedede Laarmuskel er saa 
stærk en Muskel at den i visse Tilfælde som f. Ex. ved et Fald 
kan trække sig sammen med en 
saadan Voldsomhed, at Knæskal- 
len knækker over paatværs; det 
øverste Stykke af denne trækkes 
da op med Muskelen medens det 
nederste ved Senen holdes fast 
til Skinnebenet. Da Muskelen 
stadig uvilkaarlig trækkes sam- 
men , bevæges Bruskstykkerne 
bestandig, og det er derfor meget 
vanskeligt at forene dem ordent- 
ligt og helbrede et Brud af Knæ- 
skallen. 

De interessanteste af alle 
Led ere dog de Ledforbindelser 
der sætte Menneskene, Aberne 
og nogle enkelte andre Pattedyr 
i Stand til at udføre Haandens 
drejende Bevægelser. Man kal- 
der det en Pronation, naar 
Haanden drejes saaledes at 

Haandfladen vender nedad medens Underarmen holdes vandret, og 
Supination naar Haandfladen vender opad. Haandleddets Be- 
vægelser fortjene at vi dvæle lidt nærmere ved dem. 

De Bevægelser, ved hvilke Underarmen og Overarmen bøjes og 
strækkes i Forhold til hinanden, gaa udelukkende for sig mellem 
Overarmsbenet og Albubenet; Spolebenet tager ikke nogen Del 
heri, det følger blot med Albubenet. Ved Haandleddet er det der- 




Fig. 198. Haandleddets Bevægelser. 
A Pronation. B Supination. 



224 Bevægelserne: Musklerne. 

imod alene Spolebenet som staar i Ledforbindelse med Haand- 
rodens Knogler, og følgelig foregaar Haandens Bøjning og Stræk- 
ning udelukkende ved Hjælp af Leddet mellem Spolebenet og 
Haandrodsknoglerne; Albubenet ender her næsten med en Spids 
(Fig. 198). 

Drejningsbevægelserne gaa for sig paa følgende Maade: Haan- 
den danner under Drejningen et Legeme med Spolebenet og dette 
bevæger sig rundt om en Axe, der dannes af Albubenet. Den 
øverste Ende af Spolebenet, der er et lille rundt Ledhoved, snurrer 
rundt om sig selv uden at forandre Plads, men den nederste Ende 
beskriver en Bue rundt om den anden Knogle og fører Haanden 
med sig i denne omdrejende Bevægelse (Fig. 198 B). Vi skulle 
senere omtale de Muskler som træde i Virksomhed herved. 

Denne Beskrivelse gælder imidlertid ikke alene for Mennesket 
men ogsaa for Aberne, der kunne dreje deres Haand næsten lige 
saa frit som Mennesket. De egentlige firføddede Dyr, som kun 
benytte Forlemmerne til Gang, kunne ikke udføre nogen Drejnings- 
bevægelse i Haandleddet. Nogle klatrende Dyr som Katten og 
Egernet have en noget lignende Anordning af Haandleddet, hvorved 
deres Forpoter blive mere bevægelige end andre Firføddedes, saa 
at de kunne klamre sig fast med dem under Klatringen. 

Hvert Led er saaledes bygget paa sin særegne Maade og det 
er meget interessant at undersøge, hvorledes disse Forhold svare 
til Leddenes forskellige Virkemaade. Jeg kan imidlertid ikke gaa 
ind paa alle Enkelthederne men maa lade mig nøje med at have 
givet Dem et Par Exempler, af hvilke De kunne se hvor betydnings- 
fuldt men ogsaa hvor sammensat dette Maskineri er. 

Musklerne. 

Musklerne ere til Stede i langt større Mangfoldighed og Af- 
vexling end Knoglerne og Leddene. Derfor tager Muskellæren, 
My ol o gien, en meget stor Plads i Lærebøgerne om Anatomi. 
Men selv om man kender den menneskelige Anatomi tilbunds kan 
man dog næppe finde sig tilrette i et Faars eller et andet Patte- 



Bevægelserne : Musklerne. 



225 



dyrs Muskulatur, saa store Forskelligheder er der tilstede. Imidler- 
tid er der dog visse fælles Grundtræk der findes overalt og som 
overalt kunne kendes igen. Det er disse som jeg navnlig vil vise 
Dem og som jeg vil bede Dem følge med Opmærksomhed. 

Lad os først betragte Hvirvelsøjlen, der opad bærer Hovedet. 
De enkelte Stykker, Hvirvler, af hvilke 
den er sammensat, ere gennemsnitlig 
ikke særdeles bevægelige mod hinanden, 
men i Samling kunne de dog udføre 
temmelig udstrakte Bevægelser. De be- 
væges af Muskler som falde i følgende 
Grupper : 

1) De korte Muskler, som strække 
sig imellem to Nabohvirvler og 2) de 
lange Muskler der gaa fra en Hvirvel 
til en anden, mer eller mindre fjærnt- 
liggende Hvirvel. 

Inddele vi Musklerne efter de Be- 
vægelser, de kunne udføre, faa vi 1) de 
lige Muskler, som gaa parallelt med 
Hvirvelsøjlens Axe og hvis Virkning be- 
staar i at bøje den opad og nedad (hos 
Mennesket fremad og tilbage) eller til 
Siden; de gaa fra et Punkt paa en 
Hvirvel til det tilsvarende Punkt paa en 
anden. 

2) de skraa Muskler der gaa fra 
en Side af en Hvirvel til den modsatte 
Side af en anden og saaledes virke til 
en Drejning af Hvirvelsøjlen. 

Der findes korte lige og korte skraa Muskler saavel som lange 
lige og lange skraa Muskler. 

De lange Muskler danne næsten alle ved deres Udspring en 
fælles stærk Muskelmasse, der hæfter sig fast paa det Sted hvor 
Bækkenet og Hvirvelsøjlen støde sammen. Der findes her en hel 




Fig. 199. De lange lige 
Rygmuskler der opad hæfte 
sig til Ribbenene, til Hvirv- 
lernes Tornfortsættelser og 
til deres Tværfortsættelser. 



Hvirvel- 
søjlens 
Muskler. 



Paul Bert: Livet og Livsfunktionerne. 



\;> 



226 



Bevægelserne: Musklerne. 



Kødmasse, som i daglig Tale benævnes „Lænderne" og som i 
Anatomien kaldes Ryggens fælles Strækkemuskel (Muscu- 
lus extensor dorsi communis) (Fig. 199); denne Muskel- 
masse dækker Lændehvirvlerne og Korsbenshvirvlerne. Fra den 
udgaa talrige Sener ligesom Tovværket til en Mast, og disse Sener 
hæfte sig hos Dyrene bagtil til Halehvirvlerne lige til Halespidsen, 
fortil til Ribbenene og til Hvirvlernes Tornfortsættelser og Tværfort- 
sættelser lige op til Begyndelsen af Halsen. Paa dette Sted ud- 
springer dernæst atter et stort Antal næsten lige saa kraftige 
Muskler, der gaa i forskellige Retninger og hæfte sig til Hovedets 

Nakkeparti; de have den 
Betydning at støtte og be- 
væge Hovedet. 

Hos de Pattedyr der 
have et sværtbygget Hoved 
gaar der et stærkt og meget 
elastisk Ligament fra Ryg- 
gens og Halsens Tornfort- 
sættelser til det øverste 
Punkt af Baghovedet (Fig. 
200); ved dette bæres Ho- 
vedet, hvis Vægt vilde trætte 
Musklerne naar disse skul- 
de bære det alene, da de i 
saa Fald altid maatte holde sig sammentrukne. Det er dette 
Ligament af hvilke Oxedrivernes Svøber forfærdiges. 

Menneskets oprejste Stilling fordrer at en stor Mængde Muskler 
bestandig maa være i Virksomhed. Hvirvelsøjlen bestaar jo af 
talrige Smaastykker, der ligesom ere opstablede det ene ovenpaa 
det andet og som have en bestandig Tilbøjelighed til at glide fra 
hinanden, og Hvirvelsøjlen vilde strax falde til en af Siderne naar 
ikke Musklerne paa den modsatte Side gjorde Modstand og øje- 
blikkelig trak sig sammen for at holde paa den saasnart den 
hælder. Deraf følger ogsaa at de lige Rygmuskler ere meget starkt 
udviklede hos Mennesket, hvor de ogsaa have et langt bredere 




Fig. 200. Oxens elastiske Nakkeligament. 



Bevægelserne: Musklerne. 227 

Tilhæftningspunkt i det vandret stillede Bækken end de tilsvarende 
Muskelpartier finde hos de firføddede Dyr. 

Brystets og Underlivets Organer ligge hos de firføddede Dyr 
under Hvirvelsøjlen i en Hulhed som dannes af krydsende Muskel- 
fibre og som er afdelt i 2 Partier ved en Skillevæg, Mellemgulvet, 
der ligeledes bestaar af Muskelvæv. Hulhedens Væg støttes af et 
Gitterværk af Knogler, Ribbenene og Brystbenet, som ligger inde 
i selve Væggens Muskulatur. Vi have tidligere talt om den Be- 
tydning som disse Bendele have for Aandedrættet, og jeg skal nu 
vise Dem at de ogsaa ere af stor Vigtighed for Legemets Bevægelser. 

De firføddede Dyrs Legeme bæres af fire Støtter, men disse Lemmernes 
ere saa langt fra at være faste, at de dannes af flere Stykker som de firføddede 
vilde give efter for Legemets Vægt og knække sammen, hvis de Dyr * 
vare overladte til sig selv. Det er Musklerne som holde dem i 
Stilling, strække dem og rette de enkelte Stykker imod hinanden. 

Se vi saaledes først paa Baglemmet, idet vi vælge et Dyr til 
Undersøgelse der kun berører Jorden med Taaleddene, hvilket i 
mindre eller højere Grad er Tilfældet med næsten alle de firføddede 
Dyr, er det øjensynligt at det første Krav bestaar deri at Tæerne 
maa forhindres i at bøje sig op foran Mellemfodsknoglerne. Dette 
vilde nemlig utvivlsomt finde Sted, naar Tyngdeloven uhindret fik 
Lov til at raade, men det forebygges ved Tæernes Bøjemuskler 
(Fig. 201 a). Dernæst maa Skinnebenet holdes fra at knække ned 
mod Foden, hvad det øjeblikkelig vilde gøre naar det ikke blev 
hindret deri af en stor Muskel, en af de stærkeste i Legemet, der 
hos Mennesket danner det Muskelparti som man kalder Læggen 
(Fig. 201 b). Denne Muskel udspringer fra den øverste Del af 
Skinnebenet og hæfter sig ved Hælen paa Hælebenet med en stærk 
Sene der har faaet det mythologiske Navn Achillessenen. Naar 
Foden støtter fast paa Jorden er det klart at Sammentrækningen 
af denne Muskel vil virke til at rette Skinnebenet op i en Stilling 
saa nær som muligt til den lodrette Linie. Længere oppe paa 
Benet strækker den stærke trehovedede Laarmuskel (c) sig, 
som jeg allerede har omtalt, fra den øverste Del af Laarbenet til 
Skinnebenets øverste Ende, og det er klart at dens Virkning maa 

15* 



228 



Bevægelserne: Musklerne. 



være den, saa meget som muligt at bringe Laarben og Skinneben 
til at danne en lige Linie med hinanden. Laarbenet holdes i 
sin Stilling til Bækkenet af en svær Muskelmasse der fra Hoftebenet 
strækker sig nedad og hæfter sig til de fremspringende Partier og 
Benkanter, der findes paa den øverste Del af Laarbenet (d). Hofte- 
benet er dernæst saa at sige sammensmeltet med Korsbenet, den 




Fig, 201. Skematisk Fremstilling af de Muskler der holde Baglemmet (abcd) 
og Forlemmet (a'&W) strakt i rette Stilling samt af det Muskelpaiti (A) der 

bærer Brystkassen. 



Del af Hvirvelsøjlen hvis Hvirvler altid ere sammenloddede til en 
fast Masse og som ligger mellem Lændehvirvlerne og Halepartiet. 
Der er vel en Ledforbindelse mellem Korsbenet og Hoftebenene 
men den er ubevægelig, og Korsbenet har en saadan Form at det 
skyder sig ned mellem de to Hofteben som en Kile eller rettere 
paa samme Maade som Slutstenen i en Hvælving, og derved gøres 
Sammenholdet endnu urokkeligere. 



Bevægelserne: Musklerne. 229 

Lad os dernæst betragte Forlemmet hos de firføddede Dyr. 
Ogsaa i Forlemmet støttes Mellemhaandsknoglerne af Fingrenes 
Bøjemuskler. Underarmen har imidlertid ikke som Skinnebenet 
Tilbøjelighed til at falde forover men bagover; det bliver derfor 
de Muskler, som ligge paa Forfladen af Extremiteten og strække 
sig fra Mellemhaandsbenene til Underarmens Knoglet', der maa 
stramme disse Knogler fremad i den rette Stilling (6'). Idet 
Underarmen saaledes holdes i sin Stilling, strækkes Overarmen igen 
ved en Muskel der kaldes Armens trehovedede Muskel (Muscu- 
lus triceps) og som gaar fra det øverste fremspringende Punkt 
af Albubenet, Olecranon (af olene, Albu, carenon Hoved), til 
den øverste Del af Overarmsbenet (c'). Endelig bevares Skulder- 
bladets Stilling mod Overarmsbenet af en tyk og kort Muskel der 
kaldes Overkamsmuskelen (Musculus supraspinatus), fordi den 
ligger ovenover Skulderbladets fremspringende Kam (^'). Men 
Skulderbladet er ikke ubevægeligt som Bækkenet, det glider langs 
med Brystkassens Sider, og det firføddede Dyrs Legeme vilde falde 
ned mellem de 2 Forlemmer naar det ikke forhindredes deri af et 
stærkt og bredt Muskelbælte, som nedad hæfter sig til Ribbenene, 
opad til Skulderbladet, og som bærer hele Legemets Vægt naar 
dette stræber at synke ned mellem de to Forlemmer. Som Teg- 
ningen viser, er det hele ordnet paa samme Maade som en Hænge- 
køje, der bæres af to Stænger. Denne Muskel kaldes den store 
Savmuskel (M. serratus anticus major) (Fig. 201 A). 

Forlemmets Bevægelser frem og tilbage udføres ved Hjælp af 
Muskler der gaa fra Hvirvelsøjlen til Skulderbladet og Overarms- ' 
benet; de vigtigste af disse Muskler ere Kappemuskelen (M. 
cucullaris) og den store Rygmuskel (M. latissimus dorsi). 

Hos Mennesket bliver denne Anordning af Musklerne, som jeg Lemmernes 

Muskler hos 

her har omtalt, ændret noget derved at Mennesket udelukkende Mennesket, 
støtter sig paa Baglemmerne. 

Med Hensyn til Baglemmet behøve vi ikke at beskæftige os 
med Foden da den helt hviler paa Jorden. Derimod indtage 
Skinneben og Laarben ikke en bøjet Stilling imod hinanden som 
hos de firføddede Dyr men staa næsten lodret over hinanden, og 



230 



Bevægelserne: Musklerne. 



de 3 Muskel partier, der have den Opgave at holde Knoglerne saa- 
ledes oprette, maa derfor have en forholdsvis langt stærkere Ud- 
vikling hos Mennesket end hos de firføddede Dyr, og dette er ogsaa 
Tilfældet (Fig. 202). 

Mennesket har i Øvrigt ligesom de firføddede Dyr Muskler der 
gaa mellem de forskellige Afsnit af Baglemmet og tjene til at ud- 
føre de forskellige Bevægelser, som at bøje og 
dreje Benet, nærme de to Extremiteter til hin- 
anden og fjærne dem igen o. s. v., alt dette bliver 
det imidlertid for indviklet at gaa ind paa nær- 
mere. 

Forlemmets Muskler ere derimod mere om- 
ændrede, da det slet ikke bruges til at støtte 
Legemet eller til at bevæge det fra Sted til 
andet; der findes vel de samme Muskler, men 
de have skiftet Form og Virksomhed. 

Man finder saaledes nok Muskelbæltet, men 
den store Savmuskel (som har sit Navn deraf 
at den udspringer med flere Takker fra forskel- 
lige Ribben) (Fig. 203) tjener hos Mennesket 
til at sænke Skulderen, da den har sit faste 
Punkt nedad ved Ribbenene, medens den opad 
hæfter sig til det bevægelige Skulderblad. 

Skulderbladet og Overarmsbenet forbindes 
bagtil med Hvirvelsøjlen ved to store Muskler, 
Kappemuskelen (M. cucullaris) og den store Ryg- 
muskel (M. latissimus dorsi). Kappemuskelen 
udspringer fra Legemets Midtlinie, lige oppe fra 
Hovedets Nakkeparti og helt ned til Midten af Ryggen, og hæfter 
sig til Skulderbladet (Fig. 204). Den store Rygmuskel begynder 
sit Udspring lidt ovenover det Sted, hvor Kappemuskelen ender, 
og gaar helt ned til Enden af Korsbenet; udad samler den sine 
Fibre vifteformigt sammen og hæfter sig med en kort Sene til 
Overarmsbenet. Kappemuskelen trækker Skulderen opad og til- 
bage, den store Rygmuskel fører Armen nedad og tilbage, og Virk- 




Fig. 202. De Musk- 
ler, der bevirke, at 
Mennesket kan staa 
oprejst. 






Bevægelserne: Musklerne. 



231 




Fig. 203. Den store Savmuskel. 




Fig. 204. Kappemuskelen a og den store Rygmuskel b. 



232 



Bevægelserne: Musklerne. 



ningen bliver forskellig efter de forskellige Afsnit som trække sig 
sammen. Ved Hjælp af disse Muskler bevæges Armen altsaa som 
Helhed. 

Der er en Muskel som er meget svag hos de firføddede Dyr 
hvis Forlemmer altid holdes parallelt med hinanden, men som ud- 
vikles stærkt hos Mennesket. Det er den store Brystmuskel 
(M. pectoralis major) der udspringer fra Brystbenet og hæfter sig 
til Overarmsbenet tæt ved Ledhovedet; den har den Virkning at 
trække Overarmen fremad. Denne kraftige Muskel tegner sig tyde- 
lig paa Brystets Forflade; det er Billedhuggernes kæreste Muskel, 
og de overdrive den ofte hos deres Herkules- og Jupiterstatuer, ja 



' A 




Fig. 205. Den store Brystmuskel. 



selv paa kvindelige Statuer som Fremstillinger af Juno og Diana 
(Fig. 205). 

Da de to store Brystmuskler hver paa sin Side trække Over- 
armen fremad, vilde Skulderpartierne tilsidst komme ud af Stilling 
og nærme sig for stærkt til hinanden, hvis der ikke fandtes en 
vandret Knogle, Nøglebenet, som med den ene Ende støtter sig 
til Brystbenet og med den anden til Skulderbladet og derved 
stadig holder Skulderpartierne i samme Afstand fra hinanden. 
Nøglebenet er den nødvendige Betingelse for at man kan udføre 
den Bevægelse som kaldes at omfavne, i Ordets bogstavelige Be- 
tydning, at omfatte Noget med Armene; foruden hos Mennesket 
findes det derfor kun hos de Dyr der bruge deres Forlemmer paa 



Bevægelserne: Musklerne. 233 

en noget lignende Maade, nemlig hos Aberne og nogle Gnavere 
f. Ex. Egernet. Kattene have et ganske lille Nøgleben, og hos de 
Dyr der kun bruge Forlemmerne til Gang og Løb mangler det 
ganske. 

Fra Skulderbladet udspringer en kort tyk Muskel, Deltamuskelen 
(M. deltoideus), som hæfter sig til Overarmsbenet og tjener til at 
løfte Armen op og ud fra Legemet; denne Muskel danner det 
runde fremspringende Skulderparti (Fig. 206). 

Der findes endnu flere Muskler som gaa fra Skulderbladet til 
Overarmen og som tjene til at dreje Armen i alle Retninger; ved 
disses og de egentlige Skuldermusklers forenede Virksomhed kan 
Armen svinges rundt saa at den næsten beskriver 
en Cirkel med Ledhovedet som Centrum. Dette 
gøres muligt derved at den Ledhule paa Skulder- 
bladet, i hvilken dette Ledhoved griber ind, ikke 
har nogen synderlig Dybde. Underarmens Be- 
vægelser mod Overarmen er dels Bøjnings- 
bevægelser (Flexion) dels Strækkebevægel- 
ser (Extension). Ved Flexion nærmes de to 
Partier af Armen til hinanden, ved Extension 

fiærne de sig indtil de danne en ret Linie. Bøi- 
J . • Fig. 206. 

ningen udføres navnlig ved Armens tvehovedede Deltamuskelen. 

Muskel (M. biceps), som kaldes saaledes fordi 
den udspringer i to Partier, et fra Skulderbladet og et andet fra 
Overarmsbenet; disse forene sig og danne en stor Muskelbug, hvis 
Sene hæfter sig til Spolebenet (Fig. 207). Naar man bøjer Armen 
føler man denne Muskel blive haard og springe frem paa den 
forreste Side af Overarmen. 

Paa Bagsiden af Armen findes dens Antagonist o: den der har den 
modsatte Virkning. Denne Armens Strækkemuskel kaldes den tre- 
hovedede Muskel (M. triceps) (Fig. 208), og af dens 3 Muskel- 
hoveder udgaar det midterste fra Skulderbladet, de to andre fra 
Overarmsbenet; dens Sene hæfter sig som før nævnt paa Olecranon, 
det øverste Parti af Albubenet. 







234 



Bevægelserne: Musklerne. 



Jeg skal senere beskrive de Muskler som bevæge Hænderne 
og Fingrene. 





Fig. 207. 
Armens tvehovedede Muskel. 



Fig. 208. 
Armens trehovedede Muskel 



Vi have nu i store Træk gennemgaaet Fordelingen af de store 
Muskelmasser paa Legemet, men De maa derfor ikke tro at vi 
have udtømt Læren om Musklerne. Deres Fordeling paa Legemet;, 
deres indbyrdes Forhold og deres Virksomhed frembyde tværtimod 
saa mangfoldige og saa indviklede Enkeltheder at f. Ex. Halsens 
Muskulatur alene vilde kræve et helt Foredrag for sig, naar vi 
skulde gennemgaa den nøjagtigt. Det vilde naturligvis føre os ud 
over vort Maal, da det her ikke alene gælder Menneskets men 
ogsaa de højere Dyrs Anatomi og hver enkelt Dyretype har mang- 
foldige Afvigelser i Detaillerne. Vi ville derfor lade os nøje med 
de fælles Grundtræk. 

Som Exempler vil jeg dog endnu gennemgaa tre Muskel- 
grupper, som det af forskellige Grunde er interessant at kende 
lidt nærmere, nemlig Underkæbens Muskler, Haaudens Muskler og 



Bevægelserne: Musklerne 



235 



endelig Ansigtsmusklerne, hvis Sammentrækninger som Resultat 
frembringe de forskellige Ansigtsudtryk og Minespil. 

Jeg har tidligere beskrevet Dem Underkæbeleddet (se Pag. 99) De Mu8klei 

som bevæge 

hvis Form er forskellig hos de forskellige Pattedyr; dette Led be- underkæben, 
væges hovedsagelig i Retningen op og ned, men det kan ogsaa til- 
lade Bevægelser fra Side til Side og forfra bagtil. Hos Mennesket 
ere de sidstnævnte Bevægelser dog meget begrænsede. 

Gaa vi ud fra den Stilling som Kæbeleddet indtager, naar 
Munden er lukket saa at Tænderne berøre hinanden, vil Under- 
kæben, naar Løftemusklerne slappes, synke ned fra Overkæben dels 
paa Grund af sin egen Tyngde, dels fordi den desuden trækkes 





Fig. 209. Tindingemuskelen. 



Fig. 210. Tyggemuskelen. 



nedad af en Muskel som fra Underkæben strækker sig lige til 
Brystbenet og som paa Vejen tager Tilhæftninger og Støttepunkter 
paa den Knogle, fra hvilken en Del af Tungens Muskler udgaa, 
nemlig Tungebenet, og paa Strubehovedet. Underkæben løftes af 
to Muskler, den ene af dem kaldes Tindingemuskelen (M. 
temporalis), den udspringer med viftestillede Fibre fra Hjærne- 
skallen, fra Tindingebenet; Fibrene samle sig nedad og hæfte sig 
til et fremspringende Parti af Underkæben (Fig. 209). Under Tyg- 
ningen ser og føler man denne Muskel trække sig sammen og 
træde frem i Tindingeegnen. Den anden Muskel, den egentlige 
Tyggemuskel (M. masseter) udspringer fra den Benbue, som 
tindes paa Siden af Hjærneskallen, og dens Fibre hæfte sig parallelt 



23G 



Bevægelserne: Musklerne. 



Haandens 
Muskler. 



med hinanden paa Underkæbens lodrette Del (Fig. 210). Som overalt 
i Dyreverdenen staar den Kraft, som disse Muskler kunne udvikle, 
i Forhold til deres Tykkelse; de ere derfor meget stærkt udviklede 
og svære hos de Dyr som have stor Kraft i Biddet som f. Ex. alle 
Rovdyr og særlig Kattene og Hyænerne. Hos disse Dyr tjener en 
meget betydelig Del af Hjærneskallens Sideparti helt op til en 
Benkam, der strækker sig langs den øverste Del af Hovedet, til 
Udspring for Tindingemuskelen, og desuden springer Aagbuen, den 
Benbro under hvilken Tindingemuskelen passerer, stærkere frem for 

at give Plads for den. 

Hos Gnaverne ligger Ud- 
springsstedet for Tyggemuskelen 
paa Hjærneskallen mere fortil 
henimod Næsen end Tilhæftnin- 
gen paa Underkæben, Følgen 
heraf er at Underkæben ved 
denne Muskels Sammentrækning 
paa en Gang bevæges opad og 
fremad. 

Bevægelserne fra Side til 
Side udføres ved Hjælp af to 
Muskler, der fra Hjærneskallen 
strække sig til Underkæben og 
som hæfte sig til dennes Indside 
(Fig. 211). De kaldes Vingemusklerne (M. pterygoideus) efter 
det vingeformige fremspringende Ben (pteryx, en Vinge) fra hvilket 
de udgaa. Det forstaas let at disse Muskler virke afvexlende paa 
højre og venstre Side for at bevæge Underkæben i vandret Ret- 
ning, medens de Muskler, der løfte Underkæben, trække sig sammen 
paa en Gang for at bevirke dette. 

Vi ville nu betragte Haanden hvis Mekanisme er mere sammen- 
at men ogsaa langt interessantere. 

For lettere at finde os til Rette ville vi foreløbig se bort fra 
Haandens Drejningsbevægelser (se Fig. 198) og blot undersøge de 
Bøjnings- og Strækkebevægelser som vi kunne udføre med Fingrene, 




Fig. 211. Underkæben set nedenfra 

og bagfra efter at Mundhulens Bund 

er fjærnet. Paa Tegningen ses begge 

Vingemusklerne. 



Bevægelserne: Musklerne. 237 

med disses forskellige Led og med Haanden som Helhed i dens 
Ledforbindelse med Spolebenet. 

Haandrodens Knogler ere forbundne ved næsten ubevægelige 
Led og de kunne kun forskydes ganske lidt imod hinanden. 
Det Samme gælder Mellerahaandens Knogler med Undtagelse af 
Tommelfingerens Mellemhaandsknogle ; denne kan bevæges i en 
Bue og derved opnaas det at Tommelfingeren kan modstilles (op- 
poneres) de øvrige Fingre. Denne Evne til at opponere Tommel- 
fingeren imod alle de andre Fingre er karakteristisk for Haanden 
i Modsætning til Poten. 

Fingerleddenes Knogler kunne ikke foretage andre Bevægelser 
end en Bøjning imod hinanden indtil en ret Vinkel og en Strække- 
bevægelse ud til den lige Linie; dog findes der nogen Bevægelig- 
hed fra Side til Side i Ledforbindelsen mellem det første Fingerled 
og Mellemhaandsknoglerne. 

Jeg skal nu meddele Dem hvilke Muskler der bevæge disse 
forskellige Dele; det er rigtigst at begynde med Bøjemusklerne, 
som have deres Plads paa den Side af Armen som svarer til 
Haandfladen. 

Til det yderste Led af hver Finger gaar der for det Første en 
lang Sene der tjener til at bøje Negleleddet (Fig. 212) ; disse 5 
Sener stamme fra en fælles Muskelmasse, 3die Fingerleds Bøje- 
muskel, der tager sit Udspring fra Forfladen af Albubenet og 
Spolebenet. Lige ved Udspringet dannes der en særlig Muskel- 
masse for Tommelfingeren, som derfor kan bevæges ganske uaf- 
hængigt af de andre Fingre; noget længere nede, omtrent midt 
paa Underarmen, sondrer Pegefingerens Sene sig ud, medens 
Senerne for de 3 øvrige Fingre først skilles fra hinanden omtrent 
i Højde med Haandleddet, og da disse sidste Sener oven i Købet 
forbindes med hinanden ved fibrøse Baand, er det klart at de 
Fingre, til hvilke de høre, ikke saa let kunne bevæges hver for si'g 
som Tommelfingeren eller Pegefingeren. 

Anatomerne kalde det andet Fingerleds Bøjemuskel for den 
overfladiske Bøjemuskel (M. flexor digitorum superficialis), 
fordi den muskuløse Del af den som udspringer fra Overarmsbenet, 



238 



Bevægelserne: Musklerne. 



fra Albubenet og Spolebenet, ligger mere overfladisk, tættere op 
imod Huden, end 3die JLeds Bøjemuskel, som derfor ogsaa kaldes 
den dybe Bøjemuskel (M. flexor digitorum profundus). Den 
overfladiske Bøjemuskel deler sig ved Midten af Underarmen i fire 
Sener, hver til sin Finger (Fig. 213); Tommelfingeren mangler andet 
Led og har følgelig ikke nogen tilsvarende Muskel. 



Fig. 212 Den dybe Bøjemuskel eller 
3die Fingerleds Bøjemuskel. 



Fig. 213. Den overfladiske eller 
2det Fingerleds Bøjemuskel. 



Senen af denne Muskel hæfter sig paa en ganske mærkelig 
Maade til Bøjefladen af 2det Led (Fig. 214). Da den ligger mere 
overfladisk end Senen for 3die Leds Bøjemuskel, deler den sig 
gafielf or migt i 2 Dele, saa at Senen af den dybe Bøjemuskel gaar 
imellem dem; denne har derfor ogsaa faaet Tilnavnet den gennem- 
borende Muskel. Det første Fingerled har ikke nogen særegen 



Bevægelserne: Musklerne. 



239 



Bøjemuskel, derimod udgaar der fra Senerne af den dybe Bøje- 
muskel smaa Muskler, som paa Grund af deres Størrelse og Form 
have faaet Navn af Regnormsmusklerne (M. lumbricales) (Fig. 
215), og disse hæfte sig til første Fingerleds nederste Ende; de 
kunne derfor, naar den dybe Bøjemuskel allerede har trukket sig 
sammen, frembringe en svag Bøjning af 1ste Fingerled. 




Fig. 214. Fremstilling af den Gaffeldeling 
af den overfladiske Bøjemu.skels Sene, gen- 
nem hvilken den dybe Bøjemuskels Sene 
strækker sig ud til 3die Fingerled. 



Fig. 215. Regnormsmusklerne og 
Musklerne som høre til Tommel- 
ballen og Lillefingerballen. 



Som Helhed bøjes Haanden mod Underarmen af to Muskler 
der udspringe fra Overarmsbenet (Fig. 216) og af hvilke den indre 
Spolemuskel (M. radialis internus) gaar til anden Mellemhaands- 
knogle, medens den indre Albumuskel (M. ulnaris internus) 
sætter sig fast paa femte Mellemhaandsknogle. 

Gaa vi nu over til Strækkemusklerne, finde vi en Strække- 
muskel for sidste Fingerled. For de fire Fingres Vedkommende 
udspringer denne med en fælles Muskelmasse for Overarmsbenet 
(M. extensor digitorum communis). Muskelen deler sig snart i tre 
Afdelinger, en til Pegefingeren, en til Langfingeren, og en til Ring- 



240 



Bevægelserne: Musklerne. 



fingeren og den lille Finger (Fig. 217). Fra disse tre Partier ud- 
gaa 4 Sener, der staa i Forbindelse med hinanden ved fibrøse 
Tværbaand, som navnlig binde Strækkesenerne til de tre sidste 
Fingre nøje til hinanden (Fig. 223). Tommelfingerens lange 
Strækkemuskel (M. extensor pollicis longus) udspringer" fra Albu- 
benet (Fig. 217). 




få\ 




Fig. 216. Den indre Spolemuskel 
og den indre Albumuskel. 



Fig. 217. Tommelfingerens og de 4 
Fingres fælles Strækkemuskel. 



Hos visse Aber have alle 5 Fingre desuden en særlig Strække- 
muskel, hos Mennesket findes saadanne kun for Tommelfingerens, 
Pegefingerens og den lille Fingers Vedkommende (Fig. 218). Disse 
Muskler udspringe væsentlig fra Albubenet og deres Sener forene 
sig med de lange Strækkemusklers. Tommelfingerens korte Strække- 
muskel (M. extensor pollicis brevis) hæfter sig til første Led af 



Bevægelserne: Musklerne. 



241 



Tommelfingeren, da denne mangler andet Led som synes at være 
det, til hvilket disse særlige Strækkemuskler egentlig ere bestemte. 
Hver Mellemhaandsknogle med Undtagelse af 4de Fingers har 
sin Strækkemuskel der sætter sig fast paa den øverste Ende af 
Knoglen (Fig. 219). For Tommelfingerens Vedkommende udspringer 
denne Muskel baade paa Albubenet og Spolebenet og hæfter sig 



i 



Fig. 218. Tommelfingerens lange Fjærne- 

muskel, den lange og den korte ydre 

Spolemuskel- og den ydre Albumuskel 

(Mellemhaandens Strækkemuskler). 



Fig. 219. Tommelfingerens, Pege- 
fingerens og Lillefingerens særlige 
Strækkemuskler. 



til den øverste Ende af den første Mellemhaandsknogle; den gaar 
paa skraa over Underarmen og dens Sammentrækning fjærner 
Tommelfingeren fra de andre Fingre. Den kaldes derfor Tommel- 
fingerens lange Fjærnemuskel (M. abductor pollicis longus), i den 
menneskelige Anatomi kaldes anden og tredie Mellemhaandsknogles 
Strækkemuskler for den lange ydre og den korte ydre Spole- 

Paul Bert: Livet og Livsfunktionerne. ]g 



242 



Bevægelserne: Musklerne. 



muskel (M. radalis externus longus et brevis). Fjerde Mellem- 
haandsknogle har ikke nogen Strækkerauskel, femte Fingers 
kommer fra Albubenet og kaldes derfor den ydre Albumuskel (M. 
ulnaris externus). 

Disse Muskler ere Haandens Strækkemuskler og ved Hjælp af 
dem kan man, naar Arm og Haand ligge fladt paa et Bord, rette 
Haanden op indtil den næsten danner en ret Vinkel med Bord- 
pladen. 

Fingrene have foruden de omtalte Bøjnings- og Strække- 
bevægelser endnu Evne til at fjærne sig fra hinanden og til at be- 
væges tilhøjre og tilvenstre. 





Fig. 220. Mellemknoglemusklerne paa 
Haandfladen (N ærmemuskler). 



Fig. 221. Mellemknoglemu8kler paa 
Haandryggen (Fjærnemuskler). 



Haandens Midtlinie dannes af 3die Finger, og naar man be- 
tragter Anordningen af Fingrenes Strækkemuskler, ser man let, at 
disse fjærne Fingrene fra hinanden og fra den fælles Midtlinie, 
naar de trække sig sammen alle paa en Gang, medens Bøjemusk- 
lerne have den modsatte Virkning saa at Fingrene nærmes til hin- 
anden ved en stærk Bøjning. 

Hver enkelt Finger kan for sig nærmes eller fjærnes fra Midt- 
linien ved Hjælp af Mellemknoglemusklerne, som rettere 
kunde kaldes Mellemhaands-Fingerledsmusklerne (M. interossei). 
Det er ganske smaa Muskler hvis kødede Del, som Navnet antyder, 



Bevægelserne: Musklerne. 



243 



ligger mellem Melleinhaandens Knogler. I hvert Mellemrum findes 
der to, en henimod Haandryggen en anden henimod Haandfladen 
(Fig. 220 og 221). Deres Sener hæfte sig til øverste Ende af 
første Fingerled, den ene tilhøjre, den anden tilvenstre, og deres 
Virkning giver sig af sig selv; da de af Meliemknoglemusklerne, 
som ligge henimod Haandfladen, nærme Fingrene til hinanden 
kaldes de Nærmemuskler (M. adductores), medens de som 
ligge nærmere Haandryggen og som fjærne Fingrene fra Midtlinien 
kaldes Fjærnemuskler (M. abductores). 

For at forstaa disse Musklers Virkning behøver man kun at 
betragte Tegningerne Fig. 220 og 221. Tommelfingerens Mellem- 
knoglemuskel paa Haandfladesiden er meget 
større end de andre, den udspringer paa 
anden og tredie Mellemhaandsknogle og 
hos Mennesket kaldes den Tommelfingerens 
korte Nærmemuskel (M. adductor pol- 
licis brevis), fordi den fører Tommelfingeren 
hen til de andre Fingre. 

Udenfor Mellemhaandsknoglernes Mel- 
lemrum findes der to Muskler, der gaa fra 
Haandrod til Fingerled og som for Tomme- 
lens og og 5te Fingers Vedkommende fuld- 
stændiggøre Rækken af Meliemknoglemusk- 
lerne. De udspringe fra Haandrodsknoglerne 

og kaldes Tommelfingerens korte Fjærnemuskel (M. abductor 
pollicis brevis) (Fig. 222 d) og 5te Fingers Fjærnemuskel (M. ab- 
ductor digiti minimi) (Fig. 222 b), deres Betydning fremgaar af 
Navnene. 

Den lille Fingers og navnlig Tommelfingerens særlige Betyd- 
ning for Haanden giver sig tilkende derved, at deres Muskulatur 
er stærkere udviklet end de andre Fingres, hvilket man strax kan 
se ved at betragte Haandfladen, hvor disse to Muskelgrupper 
danne fremspringende Partier; disse to Partier kaldes af Ana- 
tomerne Tommelballen (Thenar) og Lillefingerballen 
(Hypothenar) og i dem findes Tommelfingerens og Lillefingerens 

16* 




Fig. 222. Tommelballen 
og Lillefingerballens 

Muskler (Fjærnemuskler 
og Modstillemuskler). 



244 



Bevægelserne: Musklerne. 



Fjærnemuskler og Mellemknoglemuskler og desuden 2 smaa særlige 
Muskler, der gaa fra Haandrodsknoglerne og Mellemhaandsbenet ; 
da disse Musklers Sammentrækning har den Virkning at nærme 
den Finger, til hvilken den paagjældende Muskel gaar, til de 
andre Fingre, have de faaet Navn af modstillende (M. opponens 
pollicis og M. opponens digiti minimi). Tommelfingerens Mod- 
stillemuskel er meget kraftig, Lillefingerens derimod tynd og svag. 
Jeg har nu nævnet Dem Haandens og Fingrenes Bevæge- 

muskler; den anatomiske Beskrivelse 
af dem er vidtløftig og indviklet nok, 
men dette er Intet i Sammenligning 
med Vanskelighederne ved at klare 
sig deres fysiologiske Virkemaade. 
De virke nemlig sjældent hver for sig ; 
som oftest virke mange af Haandens 
Muskler samtidig naar vi bruge Haan- 
den til dens mangfoldige daglige Ar- 
bejder. 

Det vilde føre os for vidt at 
gennemgaa de vanskelige Undersøgel- 
ser som Fysiologerne have foretaget 
for at vise hvorledes de enkelte 
Muskelsammentrækninger maa virke 
sammen paa forskellig Maade for at 
frembringe de forskellige Bevægelser. 
Jeg vil kun bede Dem lægge Mærke 
til, at det jeg har meddelt Dem giver Forklaringen paa for- 
skellige interessante Kendsgærninger. De ville saaledes nu kunne 
forstaa hvorfor Tommelfingeren kan bevæges saa frit og med saa 
stor Kraft, og hvorfor Pegefingerens Bevægelser have saa stor Uaf- 
hængighed af de andre Fingre, hvilket for Bøjningsbevægelserne 
skyldes den Omstændighed, at 3die Leds Bøjemuskel ikke er 
bunden sammen med de andre Fingres tilsvarende Bøjemuskel, 
og for Strækkebevægelsernes Vedkommende forklares derved, at 
den har sin særegne Strækkemuskel. Man kan med Lethed strække 




Fig. 223. Strækkemusklernes 
Sener med de forbindende Sene- 
broer. 



Bevægelserne: Musklerne. 245 

Lillefingeren alene, da den ogsaa har sin særegne Strække muskel, 
medens den ved Bøjebevægelser følger med 4de og hyppigst ogsaa 
med 3die Finger; — Mellemfingeren strækkes forholdsvis let uaf- 
hængig af de andre Fingre, da dens Strækkesene næsten ikke er 
forbunden med Pegefingerens og kun har svage Tværforbindelser 
med 4de Fingers Strækkesene. — 4de Finger kan derimod meget 
vanskeligt strækkes alene, da den ved et fibrøst Baand er forenet 
med 3die Finger og navnlig har en meget stærk fibrøs Stræng til 
Lillefingerens Strækkesene (Fig. 223). De vide ogsaa alle, hvor 
vanskeligt det er at bevæge disse 2 Fingre hver for sig, naar man 
skal lære at spille Klaver. 

Naar man begynder i en ung Alder og øver sig meget kan 
man efterhaanden faa disse Tværstrænge til at blive saa lange, 
at Ringfingeren kan bevæges med tilstrækkelig Frihed; en Musik- 
lærer har opfundet et Instrument som i kort Tid skal bevirke 
dette, og der fandtes endog en Kirurg som gik saa vidt at foreslaa 
at gaa ind med en smal Kniv under Huden og overskære disse be- 
sværlige Senebroer. 

Ansigtets Muskler, som jeg nu skal omtale for Dem, hæfte sig Amugts- 

Muskler. 

ikke til Knogler idetmindste ikke mere end paa den ene Side, den 
anden Ende af Muskelen hæfter sig umiddelbart til selve Huden. 
De ere altsaa Hud muskler; saadanne Hudmuskler ere hos 
Dyrene meget talrige, hos Mennesket findes de kun paa Hovedet 
og Halsen. Det er Hudmusklerne, der frembringe de stærke og 
pludselige Sammentrækninger af Huden ved hvilke Heste og Hunde 
jage Insekter bort og ryste Vand af sig; det er ogsaa ved Hjælp 
af Hudmusklerne at Pindsvinet ruller sig sammen som en Kugle. 

Ansigtets Muskler gruppere sig om Øjet, Næsen og Munden 
(Fig. 224). 

En af de vigtigste af Ansigtsmusklerne er Øjenlaagenes Kreds- 
muskel (M. orbicularis palpebrarum). Det er en tynd Muskel" med 
concentriske Fibre, som kan lægge Huden om Øjet i Folder og 
lukke Øjelaagene stærkt i. 

Øjenbrynets Muskel (M. corrugator supercili) udspringer tæt 
ved Næsen indenfor den bueformede Liste paa Pandebenet, der 



246 



Bevægelserne: Musklerne. 



ligger over Øjehulen, den strækker sig opad og udad og hæfter sig 
til den Del af Huden der bærer Øjebrynet. Naar den trækker sig 
sammen nærmer den Øjenbrynene til hinanden og danner en dyb 
Fold i Huden mellem dem. Den ligger skjult under Pandemuskelen 
(M. frontalis), en bred Muskel med lodretstaaende Fibre, hvis 
Sammentrækning folder Panden i Tværrynker. 




Fig. 224. Ansigtsmuskulaturen. 



Munden omgives og lukkes af en meget stærk Ringmuskel, 
Læbernes Kredsmuskel (M. orbicuiaris labiorum). Fra Mund- 
aabningen udstraale flere Muskler, der drage Munden i forskellige 
Retninger. 

Hagens firkantede Muskel (M. quadratus menti) gaar saaledes 
fra Underkæben til Underlæbens Hud og trækker Underlæben 






Bevægelserne: Musklerne. 247 

lige ned. Hagens trekantede Muskel (M. triangularis menti) ud- 
gaar med en bred Basis fra Underkæben og hæfter sig med sin 
Spids fast i Mundkrogen; den trækker derfor denne nedad og 
lidt udad. 

Den store og den lille Aagbuemuskel (M. zygomaticus 
major og minor) gaa fra Aagbuen eller Kindbenet til det Punkt 
hvor Læberne mødes; de løfte Mundkrogen opad og lidt udad. 
Hundetandsmuskelen (M. caninus) udspringer tæt under Øjet 
og taber sig i Overlæben lige udfor Hjørnetanden eller Hunde- 
tanden (dens caninus) som kommer til Syne naar denne Muskel 
trækker Overlæben opad. Næsens og Overlæbens Løfte- 
muskel (Levator alæ nasi et labii saperiois) er en Muskel der ud- 
springer fra Øjehulens Rand og som deler sig i to Partier, et mere 
overfladisk der gaar til Læben og løfter denne i Vejret, et andet 
dybere liggende som hæfter sig til Næsevingen og udvider Næse- 
boret. Næseboret bliver forsnævret ved Hjælp af Næsevingens Ned- 
trykkemuskel (M. depressor alæ nasi) som udgaar fra Over- 
kæben og taber sig i Næsevingens Hud. Ovenover den ligger 
Næsens Tværmuskel (M. transversalis nasi), der rynker Næsens 
Hud paa langs; Næserygsmuskelen (M. procerus nasi) er en 
Fortsættelse af Pandemuskelen, dens Virksomhed bestaar i at 
rynke Huden mellem Øjenbrynene. 

Alle de Bevægelser af Ansigtets Hud, som frembringe Mine- 
spillet, bero paa, at disse Muskler trække sig sammen enten en ad 
Oangen eller flere paa samme Tid. 

Næsevingernes og Overlæbens Løftemuskler trække sig sammen 
naar man er ved at græde, den store Aagbuemuskel frembringer 
Smilet. Naar Hundetandsmuskelen og den lille Aagbuemuskel 
samtidig trække sig sammen frembringes et blandet Udtryk af Sorg 
og Vrede. Hagens trekantede Muskel drager Underlæben nedad 
og udad med et Udtryk af Sorg eller Foragt; naar Hagens fir- 
kantede Muskel trækker sig sammen fremkommer Udtrykket for 
Væmmelse. Det er imidlertid yderlig sjældent at Musklerne trække 
sig sammen enkeltvis, som oftest følges Øjets, Næsens og Mundens 
Muskler ad i deres Bevægelser. 



248 Den staaende Stilling og Bevægelser fra Sted til Sted. 

De Bevægelser og Udtryk som deres Sammentrækninger frem- 
kalde kunne være meget sammensatte; Gratiolet, Duchenne fra 
Boulogne og Darwin have nøje studeret de Love de ere undergivne. 

Man kan frembringe Udtrykket for alle Sindsbevægelserne i 
Minespillet ved at faa de forskellige Ansigtsmuskler til at trække 
sig sammen gennem elektrisk Pirring af Huden. Duchenne har i 
sit store Værk over Elektricitetens Betydning i Lægevidenskaben 
talrige Fotografier der vise de forskellige Udtryk af Sorg, Smerte, 
Beundring, Foragt o. s. v., som man kan fremkalde paa denne. Maade. 



Den staaende Stilling og Bevægelser fra Sted til Sted. 

De vigtigste af alle de forskellige Bevægelser, som Dyrene ud- 
føre, ere vel dem som tjene til at bringe dem frem i Rummet, fra 
Sted til Sted. Denne Art Bevægelse kan udføres under 3 meget 
forskellige Vilkaar nemlig som Gang, Flugt eller Svømning. Dyret 
kan enten hvile paa den faste Jord med flere eller færre Dele af 
sit Legeme, eller det kan være helt omgivet af Luften som er 
langt lettere end Legemet, og det kan da kun holde sig svævende 
eller bevæge sig frem idet det skaffer en meget betydelig Modstand 
til Veje ved hurtigt at bevæge flade Partier af Legemet, Vingerne, 
gennem Luften; eller endelig kan det være omgivet af et Medium 
der er næsten lige saa tungt som Legemet, nemlig Vandet, og Be- 
vægelsernes Maal er da navnlig at overvinde Vandets Modstand. 
Man maa altsaa skælne mellem Gangbevægelser med alle deres 
Underafdelinger (Kryben, Gang, Springen o. s. v. paa Land eller 
paa Vand), Flyven og Svømming. 

Der er rigtignok enkelte Pattedyr (Flagermus) der flyve ganske 
godt og andre (Hvalerne) der svømme — i de fleste Tilfælde dog 
kun i Vandskorpen — men da vi nærmest her beskæftige os med 
Mennesket og med de Pattedyr som bevæge sig paa den faste 
Jord, ville vi overlade Undersøgelsen af Fuglenes Flugt og Fiskenes 
Svømmen til Læren om disse Dyr. 



Den staaende Stilling. 249 

Den langt overvejende Del af Pattedyrene gaa paa fire; et 
ringe Antal Pattedyr (nogle Aber, Kænguruher etc.) kunne i kortere 
eller længere Tid løfte Forpoterne fra Jorden, men Mennesket alene 
staar oprejst og bevæger sig udelukkende ved Hjælp af Bag- 
lemmerne, som derfor holdes næsten absolut lodret. 

Vi ville nu undersøge dette nærmere og der er altsaa 2 For- 
hold at betragte: 1) den oprejste, staaende Stilling, 2) den egent- 
lige Bevægelse fra Sted til Sted (Locomotion). 



Den staaende Stilling. 
Vi ville først betragte Menneskets staaende Stilling, den op- Menneskets 

staaende 

rejste Stilling paa 2 Ben, skøndt denne er den vanskeligste at stilling, 
forstaa. 

Menneskets Fødder danne en solid Hvælving som støtter sig 
fast paa Jorden med Hælen og den bageste Ende af Tæerne. De 
enkelte Knogler, der sammensætte Fodens Hvælving, have en Kile- 
form ligesom Stenene i en Brobue og den øverste Del af Hvæl- 
vingen bærer Skinnebenet, der holdes i sin lodrette Stilling af 
Læggens Muskler; ovenover Skinnebenet^ findes Laarbenet som af 
den trehovedede Laarmuskel forhindres i at bøje sig bagover; 
ovenover dette komme vi til Bækkenet der holdes i sin Stilling af 
de store Muskelmasser der forbinde det med Laaret; endvidere 
have vi Hvirvelsøjlen, der holdes strakt ved de stærke lange Ryg- 
muskler. Den skyder sig som en Kile ned mellem Bækkenets to 
Halvdele og stræber at trænge disse fra hinanden, men dette for- 
hindres derved at de ere forenede nedad og fortil. Allerøverst er 
Hovedet, der af Nakkemusklerne hindres i at falde forover. 

Hele Legemet holder sig saaledes lige og lodret- men dette 
Ord fortjener en nærmere Forklaring. 

De vide hvad man forstaar ved et Legemes Tyngdepunkt*) og 
ligeledes at det er en Lov i Fysikken, at et Legeme kun hviler naar 



*) Udg. Anra. Et Legemes Tyngdepunkt kaldes det tænkte Punkt omkring 
hvilket alle Legemets Dele holde hinanden i Ligevægt. 



250 



Den staaende Stilling. 



den lodrette Linie, der gaar gennem dets Tyngdepunkt, falder 
indenfor det Plan der begrænses af dets Understøttelsespunkter 
o: de Punkter ved hvilke det hviler paa Underlaget; man kalder 
dette Plan Understøttelsesplanet. 

Det menneskelige Legemes Tyngdepunkt findes nu i Bækkenet 
i et vandret Plan der ligger et Par Centimeter højere oppe end 
Planet gennem Laarbenshovederne. Understøt- 
telsesplanet dannes af de to Fødder og Rummet 
mellem disse. 

Saalænge den lodrette Linie, som fra Tyngde- 
punktet drages ned til Underlaget og som med 
en Forkortelse kaldes Tyngdelinien, falder 
indenfor dette Plans Grænser; kan Legemet be- 
vare sin oprejste Stilling. Heraf forstaas det 
strax hvorfor man fj æraer Fødderne fra hin- 
anden, saasnart der er nogen Vanskelighed ved 
at bevare Ligevægten; naar begge Ben ere gan- 
ske parallele med hinanden holdes hele Legemet 
næsten absolut i en lodret Linie. 

Holdes Benene i denne Stilling medens 
Legemet samtidig hælder forover, flytter Tyngde- 
punktet sig samme Vej, og naar Legemet naar 
saa langt frem at Tyngdelinien falder udenfor 
Understøttelsesplanet, maa det falde forover; 
Hældninger bagover eller til en af Siderne ville 
naturligvis frembringe lignende Virkninger. 

Legemet vilde nu bestandig være udsat for 
saaledes at falde naar ikke Musklerne greb 
ind; saasnart Legemet begynder at hælde til den ene Side, trække 
de det strax til den anden Side, hvorved Ligevægten genoprettes. 
Den oprejste, staaende Stilling kan følgelig kun bevares ved en 
fortsat Række Muskelsammentrækninger, og den er derfor i Længden 
trættende. 

Er et Menneske nødt til at holde sig staaende oprejst i længere 
Tid paa samme Plet, ser man ogsaa at han afvexlende støtter saa 



Fig.225. De Muskler 
der holde Legemet i 
Ligevægt i den op- 
rejste Stilling. 



Den staaende Stilling. 251 

paa den ene, saa paa den anden Fod. Understøttelsesplanet er da 
indskrænket til Fladen af den Fod som bærer Legemet og Lige- 
vægten er følgelig mindre sikker, men det andet Bens Muskler 
kanne saalænge slappes og hvile sig; dette kaldes i det militære 
Sprog Rørstilling. 

Man kan gøre Understøttelsesplanet endnu mindre; -man kan 
saaledes lære at holde sig i Ligevægt paa Taaspidsen af den ene 
Fod og Tyngdelinien maa da falde igennem den. Saadanne gym- 
nastiske Stillinger kan man dog kun indtage en meget kort Tid ad 
Gaugen; de udfordre nemlig en særdeles stærk Anspænding af 
hele Muskelsystemet, eftersom Tyngdepunktet uophørlig er nær ved 
at falde udenfor det snævre Omraade, indenfor hvilket der i den 
tvungne Stilling er Ligevægt, og man nødes derfor til uafladelig at I 
gøre Bevægelser med Hoved og Arme for at holde Balancen. Line- 
danserne, hvis Understøttelsesplan er overordentlig snævert, bære 
sig saaledes ad for at holde Balancen og de hjælpe endog til med 
en Balancerstang. 

Naar man bærer en Byrde, flytter Tyngdepunktet sin Plads og 
man maa da udføre visse Bevægelser for at skaffe den fornødne 
Modvægt tilveje. Bærer man en Sæk Brænde paa Ryggen bøjer 
man Legemet forover, Ammen som bærer et Barn i sine Arme 
hælder Overkroppen bagover; naar en Vandbærer gaar med en 
fuld Spand i højre Haand, hælder han sig til Venstre og strækker 
venstre Arm langt ud fra Kroppen. Alle disse Bevægelser have til 
Maal at bringe Tyngdelinien til atter at falde indenfor Under- 
støttelsesplanet. 

For de firføddede Dyr er Opgaven langt lettere at løse; deres De firføddede 

Dyrsataaende 

Tyngdepunkt understøttes ved 4 Piller der staa temmelig langt fra stuiing. 
hverandre, og det er jo følgelig næsten umuligt for Tyngdelinien 
at falde udenfor Understøttelsesplanet. Derfor indtage Dyrene 
ogsaa ofte staaende en Hvilestilling ved at bøje det ene Bagben, 
da de endda med stor Lethed bevare Ligevægten eftersom det 
Rum, der begrænses af de tre Extremiteter, afgiver et fuldkommen 
tilstrækkeligt Understøttelsesplan. 



252 



Den staaende Stilling. 



Forskellige 
Stillinger. 



Baglemmerne . holdes hos Dyrene i den rette Stilling ved de 
samme Muskler som hos Mennesket; men den rette Stilling er hos 
Dyrene ikke helt strakt, men halvt bøjet. Jeg har allerede omtalt 
Betingelserne for Dyrenes staaende Stilling paa fire Ben, da jeg i 
Begyndelsen af dette Foredrag gav Dem en Oversigt over Anord- 
ningen af Muskelpartierne (se Side 230 Fig. 202). 

De fleste Pattedyr sætte ikke Haandfladen og Fodsaalen til 
Jorden, de ere altsaa ikke Saalegængere men mer eller mindre 
Taagængere. Drøvtyggerne, Elefanten, Hesten gaa paa Spidsen af 
sidste Taaled og dette medfører en ejendommelig Anordning af de 
Muskelpartier, der tjene til at understøtte Legemet, saaledes som 

jeg allerede har om- 
talt ved Begyndelsen 
af dette Foredrag (se 
Fig. 220). 

Nogle Pattedyr 
kunne indtage en Stil- 
ling, der staar midt 
mellem den paa to og 
den paa fire Ben og 
som nærmest ligner 
en siddende Stilling; 
dette er Tilfældet med Egernet, Bjørnen, Rotten og Kænguruhen 
(Fig. 226), der ovenikøbet støtter sig paa sin Hale. 

Der findes ikke noget Dyr, der kan staa helt oprejst paa 2 
Ben, selv de højere Aber bøje altid Benet halvt; de kunne ikke 
rette Legemet helt op et eneste Øjeblik, naar de ikke have en 
Stok at støtte sig til. 




Fig. 226. En Kænguruh i siddende Stilling. 



Bevægelsen fra Sted til Sted. 

Vi maa betragte Menneskets og Dyrenes Bevægelser hver for sig. 

Gang. Menneskets Bevægelse. Naar man tænker sig et Menneske 

som staar idet han kun hviler paa den ene Fod, f. Ex. højre Fod, 



Bevægelsen fra Sted til Sted. 253 

og han nu løfter højre Fods Hæl og samtidig hælder Overkroppen 
forover, er det øjensynligt at hans Tyngdelinie maa falde udenfor 
Understøttelsesplanet, han vil falde forover. Vi se da at han hastig 
bevæger venstre Fod, den som han holdt svævende i Luften, frem 
og sætter den til Jorden foran Tyngdelinien saa at nu den ene Fod 
er foran den anden og Tyngdelinien naar Jorden midt imellem de 
to Fødder. Ligevægten er da genoprettet og Manden har gjort et 
Skridt. 

Han kan nu blive staaende i denne noget trættende Stilling, 
men vil han vedblive at gaa, bringer han igen Legemet til at hælde 
forover, derved kommer paany Tyngdepunktet til at ligge foran 
Understøttelsesplanet, og naar han er i Færd med at falde, flytter 
han højre Fod foran venstre saa meget, at det er et nyt Skridt. 
Og saaledes fremdeles. Gang er altsaa en fortsat Falden fremad 
der hver Gang bliver standset derved at den bageste Fod flyttes 
frem og støttes imod Jorden. 

Naar man vil se nærmere paa Tingen gør man bedst i at gaa 
ud fra det Øjeblik da det første Skridt er gjort; højre Fod rører 
da endnu ved Jorden og venstre er i Færd med at naa den; for 
at dette skal kunne ske maa højre Fods Hæl løftes noget, med- 
mindre det gjorte Skridt er ganske kort. Denne Bevægelse, ved 
hvilken Legemet bringes forover og noget ud af Ligevægt, udføres 
derved at Musklerne i Læggen trække sig sammen saa at de kunne 
føles som haarde fremspringende Muskelmasser« Venstre Fod naar 
nu Jorden og berører den først med Hælen, ifnæste Øjeblik støtter 
hele Fodsaalen paa Jorden og samtidig løftes højre Fod helt. 
Venstre Ben er lidt bøjet i Knæet men rettes nu lige op idet 
Laarets trehovedede Muskel trækker i Knæskallen; en kort Tid 
staar venstre Ben nu ganske strakt og næsten lodret. Derved kan 
højre Ben, som i Øvrigt bøjes ret betydeligt i Knæet, svinge frem 
uden at røre Jorden og følge Legemets fremadskridende Bevægelse 
saa at dets Hæl til rette Tid naar Jorden; det andet Skridt er 
da udført. Saa begynder venstre Ben at udføre samme Række Be- 
vægelser, Hælen løftes saa Foden kun rører Jorden med Tæerne, 
Foden slipper Jorden o. s. v. 



254 Bevægelsen fra Sted til Sted. 

Naar man iagttager et Menneske der gaar nogenlunde lang 
somt og man med Øjet opmærksomt følger et eller andet Punkt 
omtrent ved Midten af Legemet, f. Ex. en Baand sløjfe som sidder 
paa Siden af Bæltet, vil man se at dette Punkt udfører 3 Slags 
Bevægelser. For det Første bevæger det sig bagfra fortil, og det 
er den mest iøjnefaldende Bevægelse; det bevæger sig imidlertid 
ikke i en lige Linie men hæver sig hver Gang Benet paa samme 
Side støtter helt paa Jorden, og sænker sig naar Benet paa den 
anden Side støtter paa Jorden; endelig vakler det fra højre Side 
til Venstre. 

Forlemmerne holdes ikke ubevægelige under Gangen. Man 
kan ganske sikkert gaa med Armene hængende ubevægelige langs 
ned ad Kroppen som Soldaterne gøre ved Exercits, men man føler 
da et vist Besvær og gaar ikke bekvemt. Naar man lader Armene 
have deres Frihed, ser man at højre Arm føres frem samtidig med 
venstre Ben og omvendt venstre Arm samtidig med højre Ben; 
disse Bevægelser blive stærkere jo hurtigere man gaar og skyldes 
Muskelsammentrækninger; derpaa beror det at man paa Afstand 
kan iagttage at et Menneske har en lam Arm, idet denne hænger 
ubevægelig og lodret under Gangen. 

Heller ikke Legemet holdes urokkeligt med Brystet lige fremad 
men hælder sig ved hvert Skridt lidt til den ene Side og retter 
sig op igen, desuden drejer Kroppen sig lidt hen imod det Ben 
som i Øjeblikket støtter Legemet, saaledes at højre Skulder er 
forrest i det Øjeblik venstre Ben er bagest. 

Naar alle disse Bevægelser virke sammen paa rette Maade 
bliver Gangen elegant og smuk; men naar de overdrives ser det 
hæsligt ud og der anvendes da desuden for stor Mængde Kraft paa 
at udføre dem, saa at ogsaa her det Skønne og det Nyttige falder 
sammen. 

Naar man vil gaa paa en særlig højtidelig Maade, med Helte- 
og Tragedieskridt, hæves og drejes Legemet ved hvert Skridt paa 
en ganske unyttig og overdreven Maade, Fødderne holdes med Taa- 
spidserne udad og Benene kastes desuden saa stærkt fremad at 
Hælen naar ud over det Punkt af Jorden hvor den skal søge Støtte ; 



Bevægelsen fra Sted til Sted. 255 

der gaar altsaa Kraft tilspilde ved til Overmaal at løfte Legemet 
og at kaste Foden frem og strække den, og hele denne Kraft- 
anstrængelse fører kun til at gøre Gangen komisk. 

Vi have nu talt nok om Gang, og vi ville nu gaa over til Løb. s P"Bg, Løb. 
Forskellen mellem Gang og Løb bestaar deri at ved Løb rettes 
og strækkes det Ben der bærer Legemet, pludselig ud ved en 
kraftig Muskelsammentrækning og derved slynges Legemet opad 
saa at det et Øjeblik fuldstændig svæver i Luften; det falder saa 
ned paa det andet Ben som hastig føres frem. Løbet bestaar 
altsaa af en Række af Spring fra det ene Ben til det andet. 

Jo hurtigere Muskelsammentrækningen finder Sted, desto stær- 
kere Bevægelse meddeler den Legemet. Naar man tager en tynd 
Staalstang og støtter den ene Ende mod Jorden saaledes at Stangen 
bøjes, vil den blot rette sig lige op naar man langsomt løfter 
Haanden; men slipper man den pludselig, springer den op fra Jorden 
idet den retter sig ud. Ved pludselige Sammentrækninger af Musk- 
lerne sker omtrent det samme, dette viser sig saavel ved alminde- 
lige Spring som ved Spring med samlede Fødder; jo stærkere 
Benene have været bøjede før Springet desto større kan dette 
gøres, og man ser derfor Folk næsten sætte sig paa Hug for at 
udføre et højt Spring med samlede Fødder. Disse Enkeltheder ere 
lette at forstaa. 

De firføddede Dyrs Bevægelser ere særdeles mangfoldige ; Hestens 

Gangarter. 

vi kunne som Exempel vælge Hesten, hvis Gangarter, som Ryt- 
terne sige, ere blevne omhyggeligt studerede; de falde i 4 Hoved- 
klasser: Skridt, Trav, Pasgang og Galop. Ved de 3 sidstnævnte 
Former af Bevægelse forlade i et givet Øjeblik alle 4 Fødder Jorden. 

Ved Trav kastes Legemet afvexlende fra en Skraastilling paa 
2 Ben (højre Forben venstre Bagben) til den anden Skraastilling 
(venstre Forben højre Bagben). 

Ved Pasgang springer Dyret fra den ene Sidestilling paa 2 Ben 
(For- og Bagben paa samme Side) til den anden. 

Galop udføres i 3 Tempoer; i første Tempo hviler Legemet 
kun paa et Bagben f. Ex. venstre, i andet Tempo sætter Dyret 
venstre Forben og højre Bagben til Jorden og i tredie alene højre 



256 Bevægelsen fra Sted til Sted. 

Forben. Denne Gangart kan udføres paa mange forskellige 
Maader. 

Ved Skridt støtter Hesten paa alle 4 Ben. Den fører f. Ex. 
først højre Forben frem og sætter det til Jorden, saa venstre Bag- 
ben, dernæst venstre Forben og tilsidst højre Bagben. Legemet 
hviler bestandig paa 2 Ben som afvexlende ere i Skraastilling og 
i Sidestilling til hiuanden. 

Det er ikke alle Pattedyr, hvis Bevægelser frembyde saa megen 
Afvexling, Kamelerne, Lamaerne, Giraferne bevæge sig saaledes 
altid i Pasgang, hvad enten de gaa eller løbe. 

Der gives imidlertid endnu liere Gangarter end Hesten har; 
en særdeles almindelig Gangart, der kan anvendes saavel som 
Skridt, hvor Legemet altsaa intet Øjeblik er uden Understøttelse, 
og som Løb, hvor Legemet i visse Øjeblikke svæver frit, bestaar i 
afvexlende at sætte de 2 Forlemmer og de 2 Baglemmer til Jorden ; 
saaledes bevæge Kænguruher og Kaniner sig og i det Hele alle de 
Dyr, hvis Baglemmer ere meget længere end Forlemmerne, og paa 
samme Maade løber en Mynde, springer et Kid o. s. v. 

Enkelthederne af disse Spørgsmaal have stor Interesse for 
Dyrlægen og Naturforskeren, ligesom Kunstnerne vilde gøre vel i 
at studere dem med større Omhyggelighed end de pleje. 



TIENDE FOREDRAG. 

Nervevirksomheden. Sanseorganerne. 

Vi komme nu til den interessanteste men ogsaa vanskeligste 
Del af vor Opgave. Det som særlig udmærker Dyret er dets Evne 
til at modtage Sanseindtryk, til at danne Forestillinger og udføre 
frivillige Bevægelser. De forskellige Dele af Nervesystemet ere de 
Redskaber, gennem hvilke disse højere Livsytringer kunne udfolde sig. 

Lad os undersøge en af de sammensatte Handlinger som kan 
følge af vort Forhold til Omverdenen og ved hvilken et stort Antal 
Organer sættes i Virksomhed; vi ville derved blive i Stand til at 
afgrænse Nervesystemets Hovedafsnit og bestemme deres forskellige 
Betydning og Virksomhed. 

Jeg tænker mig altsaa at jeg hører en Hund gø rasende og at 
den i samme Øjeblik, jeg faar Øje paa den, styrter løs paa mig og 
bider mig i Haanden. Jeg trækker da strax den saarede Haand 
til mig og griber et Vaaben — og jeg blegner af Vrede eller Skræk. 
Hvad er nu her gaaet for sig, naar alt dette betragtes fra et 
fysiologisk Standpunkt? 

1) Der er kommet et Indtryk, eller rettere flere Indtryk, gen- 
nem Synet, Følelsen og Hørelsen, disse Indtryk ere blevne mod- 
tagne gennem de tilsvarende Redskaber, Øjet, Øret og Huden, der 
som Sanseorganer naturligvis have deres Plads tæt ved Legemets 
Overflade. 

Paul Bert: Livet og Livsfunktionerne. 17 



258 Nervevirksomheden. Sanseorganerne. 

2) Dette Indtryk er blevet overført fra Overfladen henimod 
Centrum ved Hjælp af Ledere, som man med en vis Ret kan 
sammenligne med Telegraftraade, nemlig Følenerverne. 

3) Legemet har udført 2 Bevægelser; den ene, at Haanden 
blev trukket tilbage, udførtes øjeblikkeligt, næsten i samme Nu og 
ubevidst — Villien vilde næppe have det i sin Magt at forhindre 
denne Bevægelse, men under almindelige Forhold vilde den være i 
Stand til at bevirke den; den anden Bevægelse, den at gribe et 
Vaaben, skete langsommere, den var øjensynlig overvejet og under 
Villiens Herredømme. Heraf synes at fremgaa at der er to Steder 
i Legemet, to Organer, der have faaet Stødet til en Bevægelse ved 
det Indtryk der lededes gennem Følenerverne, men at denne Be- 
vægelse det ene Sted blev ledsaget af en Overvejelse og et Be- 
vidsthedsindtryk, medens den i det andet Organ ikke havde noget 
med Villien at gøre. Det er ogsaa virkelig Tilfældet, og det første 
af disse Organer eller Nervecentre er Hjærnen, det andet Ryg- 
marven. 

4) Den Ordre fra Hjærnen eller Rygmarven der bragte de 
forskellige Muskler til at bevæge sig, at trække sig sammen, maa 
være gaaet langs med andre Ledningsbaner, nemlig Be væge- 
ner verne. 

5) Fremdeles maa der findes et Nervecentrum der har Ind- 
flydelse paa Blodkarrene og kan fremkalde Blegnen og endelig 
6) maa der fra dette udgaa Nerver hvis Virksomhed bestaar i at 
fremkalde en Sammentrækning af Ansigtshudens fine Pulsaarer, saa 
at Blodløbet i dem bliver forringet i høj Grad. — De sidstomtalte 
Nervecentre og Nerver kaldes det sympathiske Nervesystems 
Ganglier og Nerver. 

Det her beskrevne Forhold synes temmelig indviklet, men naar 
vi betragte det nærmere ville vi finde at det er langt simplere 
end det ser ud til. 
Nervetraade. For det Første have alle Lederne, alle Nerverne, saavel Føle- 
nerverne som Bevægenerverne og de sympathiske Nerver, samme 
Bygning og samme Egenskaber. Alle Erfaringer synes at vise at 
de kunne sættes i Virksomhed ved en hvilkensomhelst Pirring, der 



Nervevirksomheden. Sanseorganerne. 



259 



tilføres dem, og at de lede denne Pirring lige godt i hvilkensom- 
helst Retning. Forholdet er omtrent det samme som med Tele- 
grafen, hvor Traaden lige saa godt kan bringe en Depeche fra 
Paris til Lyon som omvendt, og endnu mere udpræget bliver Lig- 
heden naar man erindrer, at samme Art Telegraftraad kan anvendes 
til at telegrafere med, til at antænde en Torpedo eller nære Flam- 
men i en elektrisk Lampe; de Traade der anvendes til alle disse 
Formaal ere af samme Natur, de overføre alle Elektricitet og have 






Fig. 227. Nervetraade (350 Gange Forstørrelse). 

a En Nervetraad hvis Marv er sønderreven paa 

Midten, saa at et Stykke af selve Nervetraaden 

er blottet. 



Fig. 228. En Nerve der deler 
sig i Nervetraade ved Ind- 
trædelsen i en Muskel (350 
Gange Forstørrelse). 



overhovedet alle samme Egenskaber, og Forskellen fremkommer 
kun derved at de staa i Forbindelse med forskelligartede Apparater, 
der altsaa blive bestemmende for det som man kalder deres 
Funktion. 

Nerven er en Art Traad af meget ringe Gennemsnitstykkelse 
(fra Viooo til Vioo Millim.) (Fig. 227), men den kan derimod hos de 
store Dyr naa en betydelig Længde, indtil flere Meter (1 Meter — 
3 Fod). Paa sin Vej gaffeldeler den sig ofte (Fig. 228), dette sker 
navnlig hyppigst henimod dens Endepunkt. Nervetraaden er næsten 

17* 



260 Nervevirksomheden. Sanseorganerne. 

altid omgivet af et Hylster, Marven, hvis Bestemmelse synes at 
være at beskytte eller isolere den. Naar man følger Nervetraaden 
til et Nervecentrum eller til en Muskelfiber, ser man at Marven 
forsvinder og at Nervetraaden uden dette Hylster trænger ind til 
det Organ, til hvilket det bringer Nervepaavirkning. 
Nerve- Sanseorganerne have hvert sin særegne Funktion og ere i høj 

cellerne. 

Grad forskellige fra hinanden; de skulle senere blive gjort til 
Genstand for nærmere Betragtning. 

Da hvert Nervecentrum har sin særlige Funktion, er det øjen- 
synligt at der maa være stor Forskel paa dem; ikke desto mindre 






Fig. 229. Forskellige Former af Nerveceller (100 Gange Diameter Forstørrelse). 

have Anatomerne selv med Mikroskopets Hjælp kun kunnet finde 
en anatomisk Grundbestanddel i dem alle, nemlig Nervecellen, 
og det gælder i lige høj Grad for Hjærnen og for Rygmarven og 
de sympathiske Nerveganglier. 

Nervecellerne ere smaa Legemer af højst forskelligt Udseende, 
deres Størrelse varierer fra Vioo til Vio Millim. De ligge spredte 
i en graalig Masse uden synlig Bygning; fra Cellerne udgaa Ud- 
løbere der ofte forgrene sig. Nogle af disse Udløbere forbinde to 
Celler med hinanden, andre ere de sidste Ender af Følenerver, 
Bevægenerver eller sympathiske Nerver. 



Nervevirksomheden. Sanseorganerne. 



261 



Fysiologerne ere nu enige om at antage, at nogle Nerveceller 
ere i Stand til at modtage Følelsesindtryk, andre til at give Im- 
pulsen til Bevægelse, men disse forskellige Funktioner lade sig ikke 
erkende ved nogensomhelst Forskel i Bygning og Størrelse. 

Vende vi os nu igen til at undersøge hvorledes en Pirring, der 
kommer udefra, ledes videre, da peger Alt hen paa at Sanse- 
indtrykket gennem Følenerven ledes til en Følecelle i Rygmarven, 



Ledning 
af Indtryk 

gennem 
Nerverne. 




Fig. 230. Skematisk Fremstilling af Følenervernes og Bevægenervernes for- 
skellige Forhold til Cellerne i Nervecentrene samt til de tværstribede og glatte 

Muskler. 



som lader Paavirkningen gaa videre til de sensible Celler i Hjærnen 
og i det tilsvarende sympathiske Ganglie; hver af disse tre Arter 
Celler staar atter i Forbindelse med en motorisk (Bevæge-) Celle, 
og hver saadan motorisk Celle er Udspring for en Bevægenerve. 

Den vedføjede skematiske Tegning (Fig. 230) kan hjælpe Dem 
til at faa et Billede af de indviklede Forhold ved det Exempel, 
som jeg før anførte for Dem. Pilenes Retning angiver den Vej 
som Paavirkningen udefra maa gennemløbe. Man ser hvorledes en 






262 



Nervevirksomheden. Sanseorganerne. 



Nerverne. 



Pirring af Sanseorganet OS sætter Følenerven eller rettere den 
centripetale (midtpunktsøgende) Nerve NC i Virksomhed, gennem 
denne overføres Pirringen til en sensibel (Føle) Celle i Rygmarven 
SM, som atter lader Paavirkningen gaa videre til en sensibel 
Hjærnecelle SG og en sensibel Gangliecelle SS. Til hver af disse 
tre Arter sensible Celler svarer en motorisk Celle MC, MM, MS. 
Naar en af disse tre Arter Celler giver Impulsen til en Muskel- 
sammentrækning, ledes denne gennem de motoriske eller bedre 
sagt gennem de centrifugale (midtpunktflyende) Nerver til de sæd- 
vanlige Musklers tværstribede Fibre eller til Tarmens, Blodkarrenes 
eller Kirtlernes glatte Muskelfibre. 

Hele Nervesystemet er altsaa sammensat af Nervetraade der 

føre Indtryk ind til de cen- 
trale Organer og atter ud fra 
disse til de periferiske, og af 
Nerveceller der modtage disse 
Indtryk og lade dem gaa videre. 
Vi ville nu se bort fra 
disse almindelige Betragtnin- 
ger, som jeg senere atter skal 
komme til, og beskrive de en- 
kelte Organer og deres sær- 
lige Funktioner. De fine Nerve- 
traade tage nemlig ikke hver 
sin Vej gennem Legemet, de 
ere ordnede som Traade i et Garnfed (Fig. 231) og danne hvide 
Strænge af forskellig Tykkelse der kaldes Nerver. 

Paa samme Maade ere Nervecellerne sammenhobede i de cen- 
trale Dele af Nervesystemet, hvis Hovedafsnit jeg allerede har 
nævnet for Dem. 

Endnu maa det mærkes at Følenervernes yderste Ender, gen- 
nem hvilke Sanseindtrykkene modtages, i mange Tilfælde staa i 
Forbindelse med meget sammensatte Organer. 

Vi ville begynde med Beskrivelsen af disse Organer da det er 
gennem dem vi staa i Forhold til Omverdenen; de lede Pirringen 




Fig. 231. Tværsnit af en Nerve 
(350 Gange Forstørrelse). 



Sanseorganerne. 263 

udefra, der først paavirker dem, videre ind mod Nervecentrene og 
dens endelige Udslag er da Bevægelsen. 

Jeg vil da først gennemgaa Sanseorganerne for Dem. 

Sanseorganerne. 

Huden. Det er tredie Gang at jeg kommer til at tale om Huden. 
Huden, men Huden er jo ogsaa paa en Gang et beskyttende Dække, 
•et Udsondringsorgan og Organ for Følelsens Sans. Huden er 
følsom paa alle Punkter af Legemet, og selv den fineste Naal vil, 
naar man sætter den paa Huden, altid ramme en eller anden Nerve 
og fremkalde Smerte ved at irritere den. Hos Mennesket er Mod- 
tageligheden for Følelsesindtryk ikke ved de anatomiske Forhold 
indskrænket til visse Dele af Huden; derimod have forskellige 
Pattedyr store Partier af Legemet dækket af ufølsomme Beklæd- 
ninger, Skjolde (se Pag. 54 Fig. 43). 

Selve Nerveenderne frembyde intet særligt Mærkeligt; i mange 
Bøger finder man under Navn af Følekolber beskrevet en Art 
Sammenrulninger af Følenervernes Ender, men det er ikke i ringeste 
Maade bevist at Følelsens Sans særlig er knyttet til disse Legemer. 

Følenerverne udbrede sig i talløs Mængde i Huden, de gennem- 
bore Læderhuden og ende i dens overfladiske Lag med smaa fri 
Nervetraade der trænge ind i de dybeste Lag af Overhuden, hvilket 
er Grunden til at Hudpartier, paa hvilke Overhuden er skrabet af, 
ere saa overordentlig følsomme. 

Saaledes er Organet for Følelsens Sans bygget; det er det 
mest usammensatte af alle Sanseorganerne, udentvivl fordi det 
staar i de groveste Sanseindtryks Tjeneste. 

Mund- og Næsehule. Slimhinderne ere ogsaa forsynede 
med Følenerver; for at overbevise sig derom behøver man blot at 
berøre Tungen eller Indersiden af Næsen med en Naal. De dybere 
liggende Slimhinders Følsomhed erkende vi imidlertid i Regelen 
kun naar de pirres saa stærkt, at Indtrykket opfattes som Smerte. 

Munden, der er Indgangen til Fordøjelseskanalen, og Næsen, Munden, 
der er Indgangen til Aandedrætsorganerne, bringe imidlertid for- 






264 



Sanseorganerne. 



uden Følelsesindtryk ogsaa Sanseindtryk af en særlig Art til vor 
Bevidsthed; disse Sanseindtryk modtages gennem Slimhinder hvis 
Bygning kun i ringe Grad afviger fra den almindelige. Munden er 
helliget Smagsindt rykkene der fornemmes skarpest paa Tungen. 
Man ser paa denne en Del smaa Kirtler, der afsondre en klæbrig 
Væske, og mellem disse Kirtler smaa fremspringende Partier, Pa- 
pillerne, som Anatomerne efter deres Form kalde de traad- 




Fig. 232, Gennemsnit af en bægerformet Papil. 

A selve Papillen, J5 den ringformede Vold der 

omgiver den, a Epitheliet, b b Nervetraade. 



formede, de bægerformede o. s. v. 
(Fig. 232 og 233). I Papillerne ende for- 
skellige Nerver, hvis Navne jeg senere 
skal sige Dem, og gennem disse optages 
de Indtryk der fremkaldes ved de op- 
løste, „smagende" Stoffer, disse Indtryk 
ledes da gennem Nerverne til visse 
Nervecentre hvor de omdannes til Smags- 
sansninger. 

Det er let at indse i hvor høj Grad 
Tungens Bevægelighed gør det lettere 




Fig. 233. Lodret Længde- 
snit af Tungen, a og b 
forskellige Former af Pa- 
piller, c Tungens Slim- 
hinde, d Bindevævslag 
under Slimhinden, efg 
Gennemsnit af Tungens 
Muskler. 



for Papillerne at komme i Berøring med 

de smagende Stoffer og forhøjer disses Indvirkning. Naar Munden 
er lukket, trænge de flygtige Stoffer, der undslippe fra Fødemidlerne, 
ind i Næsehulen gennem dennes bageste Aabning og det saaledes 
frembragte Indtryk føjes da til dem der modtages forfra gennem 
Næseborene. Mennesket og nogle Abearter have Næsehulernes 
forreste Aabning overdækkede af en Næse der rager ud over Munden; 



Sanseorganerne. 



265 



hos dem frembringe de flygtige Bestanddele af Føden et Sanse- 
indtryk netop som den føres ind i Munden, hvor da Smagens Sans 
underkaster dens opløselige Bestanddele en Prøvelse. 

Næsehulerne ere helt udklædte med en Slimhinde; i deres 
øverste Del udbrede Lugtenervernes sidste Forgreninger sig i utal- 
lige fine Spidser, der rage frit frem i Rummene mellem Epithel- 
lagets Celler (Fig. 234). 

De to Næsehuler skilles fra hinanden ved en Benvæg. De 
danne opad en Hvælving der naar lige til Hjærneskallens Grund- 
flade, og de have to Aabninger, en fortil og udad og en bagtil til 




k e 




Fig. 234. En lille Gren af Frøens 
Lugtenerve og dennes sidste For- 
greninger i Slimhinden. 



Fig. 235t Længdegennemsnit af Næse- 
hulen, a Munden, o Ganesejlet, d en Del 
af Hjærneskallen, e Pandehulen, c Eu- 
stachiske Gang, k i g de 3 Muslinger, 
f Gangene mellem dem. 



Svælget over Ganesejlet. Opad staa de i Forbindelse med Pande- 
benets Huler og paa Siderne med en stor Hule der ligger i Over- 
kæbenet. Det er Grunden til at man ved Betændelser i Næsens 
Slimhinde, ved hæftig Snue, ofte kan føle stærke Smerter i de 
nævnte Dele af Ansigtet. 

Til den udvendige Side af hver af Næsehulerne fæste sig tre 
Benblade, der staa ud til Siden som fremspringende Halvtage ; deres 
Form er snoet og man har derfor kaldt dem Muslingerne (Fig. 
235). De ere selvfølgelig beklædt med Slimhinde og synes at have 
den Betydning at forøge den sansende Overflades Størrelse og der- 



266 



anerne. 



ved Lugtesansens Styrke (Fig. 236). Hos de Dyr hvis Lugtesans 
er langt skarpere end Menneskets, som f. Ex. Hundene, ere disse 
Muslinger bøjede ud og ind i meget indviklede Folder. 

Lugtesansen træder i Virksomhed ved Indaandingen; idet 
Luften udefra trænger ind gennem Næsen bliver den underkastet 
Lugtenervens Prøvelse, og hvis denne mærker noget Mistænkeligt, 
kan den give Signalet til at standse Indaandingen. Næsen staar 
altsaa paa en Maade paa Forpost for Aandedrætsorganerne og 




Fig. 236. Lodret Tværsnit af Næsehulerne. 



har saaledes samme Betydning for dem som Munden for Fordøjelses- 
apparatet. 

Øret. Naar Luften sættes i tilstrækkelig hastige Svingninger 
opfattes disse af vort Øre, de blive hørlige. Men Hørenerverne 
ende ikke simpelthen, som Følelses-, Smags- og Lugtenerverne, i 
fine Traade der ligge frit i en dækkende Membran. De ere der- 
imod skjulte dybt inde i en af Hjærneskallens Knogler, omskyllede 
af en Væske gennem hvilken Lydsvingningerne meddele sig til dem 
efter først at have gennemløbet et indviklet Apparat af haarde og 
hindede Dele. For at lette Beskrivelsen inddeler man sædvanlig 



Sanseorganerne. 



267 



Høreredskabet i tre Dele: det ydre Øre, Mellemøret og det indre 
Øre (Fig. 237). 

Det ydre Øre bestaar af Øregangen, en Kanal der strækker Det ydre ør 
sig et Stykke ind i Hjærneskallen, og Øremuslingen, der er 
forskelligt udviklet med Hensyn til Bevægelighed og Form hos 
de forskellige Arter Pattedyr. Menneskets ydre Øre er næsten 
ganske ubevægeligt og omtrent fladt, med en fremspringende Liste 




Fig. 237. Høreredskabet, det ydre Øre gennemskaaret paalangs. 

p det ydre Øre. Ca ydre Øregang, T Trommehinde, Om Mellemøret, Me Mi Ma 

Hammerens Muskler, Te det Éustachiske Rør, Oi det indre Øre, L Sneglen, 

C C" C" de halvcirkelformede Kanaler. 



langs Randen og en Fortsættelse nedad, Ørelappen, som ikke findes 
hos noget Dyr. Hos de Dyr, der have 'et godt udviklet Yderøre, 
tjener det som en Art Høretragt, der af Dyret stilles i den Ret- 
ning hvorfra Lyden kommer, og som da hjælper det til at opfatte 
denne; De have vistnok Alle lagt Mærke til Ørets store Bevæge- 
lighed hos Hesten og Katten. 

Menneskets Øre, der er rettet svagt fremad, opfanger kun en 
vis Del af Lydbølgerne, og vi vende derfor instinktmæssig Hovedet 



268 



Sanseorganerne. 



Mellemøret, 



henimod den Side hvorfra vi høre en let Støj ; de Tunghøre forøge 
Virkningen af det ydre Øre ved at holde den hule Haand bagved 
det, men alt i alt er det ydre Øre kun af ringe Betydning for 
Hørelsen. 

Øregangen er fuldstændig lukket ved en Hinde, Tromme- 
hinden; paa den anden Side af denne er der et Hulrum, 
Mellemøret eller Trommehulen, hvori der er fire Aab- 
ninger, deraf ere de tre lukkede ved Membraner, men gennem den 
fjerde der fører ind til et langt og snævert Rør, den Eustachiske 
Gang, staar Trommehulen i Forbindelse med Svælget. Den Eusta- 
chiske Gang udmunder lidt bagved og ovenover Ganesejlet og ved 




Fig. 238. Mellemørets smaa Knog- 
ler: M Hammeren, En Ambolten, 
Et Stigbøjlen. 




Fig. 239. Det indre Øre udmejslet af Fjæld- 
delen af Tindingebenet. Fv det ovale 
Vindue, vaa vpa ha de tre halvcirkelforme- 
de Kanaler, S Sneglen, Fe det runde Vindue. 



Hjælp af et særdeles nydeligt Muskelarrangement aabner Gangens 
Munding sig ved hver Synkningsbevægelse, saa at Mellemøret kom- 
mer i Forbindelse med Yderverdenen og derved forsynes med frisk 
Luft. Ved hyppige Halsbetændelser og Betændelse i den Eusta- 
chiske Gangs Slimhinde lian Gangen blive tilstoppet, og der op- 
træder da Døvhed fordi Luften fordærves; herpaa kan man raade 
Bod ved at indføre en fin Sonde i Gangen og saaledes atter bane 
Luften Vej. De tre lukkede Aabninger i Mellemøret ere Tromme- 
hindens Aabning, det runde og det ovale Vindue. Tromme- 
hinden er forbunden med det ovale Vindue ved en Række Smaa- 
knogler som efter deres Form have faaet Navn af Hammeren, 



Sanseorganerne. 269 

Ambolten og Stigbøjlen (Fig. 238). Disse ere atter indbyrdes 
forbundne ved Led og sniaa Muskler og danne en paa en Gang 
stiv og dog elastisk Ledning imellem de to Membraner; de Lyd- 
svingninger som ramme Trommehinden, overføres strax til Mem- 
branen i det ovale Vindue gennem disse Knogler, der som alle faste 
Legemer have den Egenskab at være gode Ledere for Lydsving- 
ninger. Hele dette Apparat virker saaledes til at sætte den Væske, 
hvormed det indre Øre er fyldt, i svingende Bevægelse. 

Det indre Øre er et meget mærkeligt Redskab, og saavel dets Det indre 

Øre. 

sammensatte Bygning som dets regelmæssige og geometriske Form 




Fig. 240. Sneglen aabnet. Md Skillevæggens Axe, Ls, Ls, f Vindingerne af 

Skillevæggen, ff dennes øverste Ende, H den øverste Ende af den indvendige 

snoede Benvæg, Fec det runde Vindue. 

give Anledning mange Spørgsmaal som man ikke endnu har kunnet 
besvare (Fig. 240). Det bestaar af to Afsnit: de halvcirkel- 
formede Kanaler og Sneglen, som begge ligge indelukkede i 
en meget haard Knogle, Tindingebenets Fj æld del, der udgør en 
Del af Hjærneskallens Gulv. Ved det ovale Vindue skilles Tromme- 
hulen fra Forgaarden, et lille Hulrum i hvilket de tre halv- 
cirkelformede Kanaler baade begynde og atter udmunde. Det ene 
af disse mærkelige Organer ligger vandret, de to andre lodret, alle 
danne de rette Vinkler med hinanden. 

Hinsides Forgaarden kommer man til Sneglen (Fig. 240). Tænk 
Dem et Rør der er lukket for den ene Ende og delt i to Halvdele 



270 Sanseorganerne. 

ved en indvendig Skillevæg, som ikke naar helt ud til den lukkede 
Ende; naar man saa tænker sig dette Rør rullet op om sig selv i 
Vindinger ligesom et Sneglehus, har man ganske Billedet af 
„Sneglen". Den ene Halvdel af Røret aabner sig ud i Forgaarden, 
den anden er lukket ved det runde Vindues Membran ; ved Toppen 
af Spiralen staa de i Forbindelse med hinanden. 

Hørenerven strækker sig ind i Fjælddelen og deler sig der i 
to Grene, af hvilke den ene paa en meget indviklet Maade sender 
sine Udløbere ud til den fine Slimhinde, som bedækker Sneglens 
indre Væg. Man har her fundet meget fine Nerveudløbere i Form 
af en Slags Trefødder, og de tyske Fysiologer have ment at disse 
spillede en fremragende Rolle i Lydsansningen; denne Forklaring 
er imidlertid uholdbar, da Fuglene, de eneste Dyr der have Sans 
for Musik, ikke ere forsynede med disse Organer. Hørenervens 
anden Gren gaar til de halvcirkelformede Kanaler. Alle de her 
beskrevne Dele af det indre Øre ere fyldte med en klar Væske, de 
halvcirkelformede Kanaler indeholde desuden fine Kalkkorn. 

Det runde Vindue virker som en Sikkerhedsventil; naar Stig- 
bøjlen trykker paa det ovale Vindues Membran og derigennem paa 
Væsken i Labyrinthen, maa der, naar der skal komme Svingninger 
i Stand, være en Udvej gennein hvilken Væsken kan vige ud; selve 
Væsken er nemlig ikke sammentrykkelig. Bevægelsen i Væsken 
forplanter sig nu først op i den tilsvarende Halvdel af Sneglen og 
dernæst gennem Forbindelsen i Toppen og den anden Halvdel 
tilbage til Forgaarden, og her trykker Væsken mod det runde 
Vindues Membran og trænger den udad. 

Man veed ikke noget Bestemt om disse forskellige Deles Virk- 
somhed ; Forgaarden og de halvcirkelformede Kanaler synes at være 
af største Betydning. I det Mindste er Sneglen meget lille hos 
Fuglene og hos Frøerne og hos Fiskene findes den aldeles ikke, og 
dog ere disse Dyr langtfra at være døve. 
Døvhed. Døvhed hos Menneskene kan bero paa en sygelig Fortykkelse 

af Trommehinden eller paa en Bristning af denne; denne Sygdom 
kan ogsaa have sin Grund i at de smaa Øreknogler ere voxede 
fast sammen, eller ogsaa i Forandringer i det indre Øre, hvad der 



Sanseorganerne. 271 

er langt sjældnere men ogsaa fremkalder langt betydelige Forringelser 
af Hørelsen. Den hyppigste Grund til Tunghørighed er Tillukkelse 
af den Eustachiske Gang som Følge af Slimhindebetændelser, der 
have forplantet sig op i den som Følge af Lidelser i Svælget; thi 
det er nemlig en Betingelse for en normal Hørelse at Luften i 
Trommehulen stadig fornyes. 

Naar et Barn bliver døvt i det første Aar af sit Liv lærer 
det ikke at tale, det er da døvstumt. Man bør derfor iagttage 
Smaabørn nøje og bringe dem under Lægebehandling saa snart 
man indser at de ikke opfatte Lydindtryk. Før Treaarsalderen er 
der Udsigt til at Døvheden kan helbredes, men efter den Alder er 
det for sent, der er da kun den Udvej tilbage at lade dem faa en 
passende Opdragelse, som imidlertid kan bringe ganske mærkelige 
Resultater, idet Døvstumme ved Hjælp af Synet kunne lære ligesom 
at læse Ordene af Læbernes Bevægelser og endog kunne bringes til 
at danne Lyd og sammenhængende Tale. 

Hos mange Døve er det indre Øre uskadt, og skøndt Høre- 
nerven ikke mere kan paavirkes gennem Trommehulen, kan den 
dog modtage Indtryk gennem Hjærneskallens Knogler; saadanne 
Individer kunne godt høre en tonende Stemmegaffel naar man an- 
bringer den paa deres Hoved. Det kan ligeledes lykkes at faa dem 
til at høre Lyd der kommer længere borte fra, naar man lader 
dem holde et Blad tyndt Pap mod Tænderne, idet dette samler en 
stor Mængde Lydbølger og overfører dem umiddelbart til Hjærne- 
skallen; ad denne Vej bringes da Væsken i de halvcirkelformede 
Kanaler i Sneglen i Svingning og saaledes komme Lydsvingningerne 
til Hørenervens sidste Udløbere. 

Øjet. Skøndt Øjets Bygning er endnu mere sammensat end 
Ørets er det dog langt lettere at give en forstaaelig Beskrivelse af 
det. Det er et rundagtigt Legeme der er lidt længere forfra bagtil 
end fra Side til Side og som har sin Plads i en Hule, Øjehulen, 
der for største Delen begrænses af Pandebenet opad og Overkæben 
nedad. Øjet støttes og beskyttes fortil af 2 bevægelige Klapper, 
Øjelaagene, og det kan bevæges i alle Retninger ved et Apparat 
af Muskler der ligge i Øjehulen. 



272 



Sanseorganerne. 



Øjets 

beskyttende 

Organer. 



Taare- 
væsken 




>..!. 



Ovenover Øjet findes en Halvkreds af smaa stive Haar, Øje- 
brynene, der tjene til at holde Støv og Sved fra Panden borte 
fra Øjet. Den fri Rand af Øjelaagene bærer længere og mere 
elastiske Haar, Øjehaarene eller Øjevipperne, der have endnu 
større Betydning som Beskyttelsesmiddel for Øjet. 

I den Krog af Øjehulen der vender opad og udad ligger 
Taarekirtelen; den afsondrer en klar saltagtig Væske, der be- 
standig befugter Øjets forreste Flade og 
derved beskytter den mod at tørre ind 
og blive uigennemsigtig, ligesom den 
ogsaa afskyller de fine Støvkorn, der 
slippe ind gennem Øjehaarenes Si. 

Ved Øjelaagenes Bevægelser føres 
Taarevæsken bestandig hen over Øjets 
Overflade, men under almindelige For- 
hold forhindres den i at løbe ud over 
Kinden eller at væde Øjehaarene, dels 
derved at det nederste Øjelaag danner 
ligesom en lille Lomme der kan optage 
Taarerne, dels ogsaa derved at der skjult 
langs Randen af Øjelaagene sidder en 
Række smaa Kirtler, som overtrække 
dem med en olieagtig Smørelse. I For- 
bigaaende skal jeg bemærke at disse 
smaa Kirtler hyppigt kunne blive Sædet 
for Betændelser, i hvilket Tilfælde de 
afsondre mere af den olieagtige Væske 
end sædvanlig, den stivner da og danner 
Naar Kirtlernes Udførselsgaug stoppes til 



10 



Fig. 241. Skematisk Frem- 
stilling af Taareapparatet. 
1. Øjeæblets Omkreds, 2. Øje- 
bulens Omkreds, 3. Taare- 
kirtelen, 4. Taarekarunklen, 
5. Øverste Taarepunkt, 6. 
Øverste Taaregang, 7. Taare- 
sækken, 8. Forbindelsesgan- 
gen til Næsen med 9. dens 
nederste AabniDg, 10. Næse- 
hulen. 



smaa gulagtige Masser, 
opstaa de saakaldte Bygkorn. 

Taarevæsken afsondres uophørlig, den maa altsaa have et Af- 
løb og hertil har Øjet et særdeles smukt Apparat. Ser man nær- 
mere paa Øjet vil man tæt ved den indre Øjenkrog se et lille Hul 
(Fig. 241) paa Indsiden af hvert Øjelaag; disse Huller føre ind til 
to smaa Kanaler der samles i en lille Sæk, Taaresækken, fra 



Sanseorganerne. 



273 



hvilken en Gang fører ned til den øverste Del af Næsehulen. Gen- 
nem denne Gang løbe Taarerne ned, hvad man nemt kan opdage 
naar de paa Grund af Sindsbevægelse afsondres i rigelig Mængde; 
man pudser da Næsen meget hyppigt samtidig med at man græder. 
Den snævre Taaregang holdes aaben ved en lille Muskel der ved 
sin Sammentrækning udvider Gangen netop i samme Øjeblik som 
Øjelaagene trykkes til; idet Taare- 
væsken nu er under Pres forfra og 
bagfra mellem Øjet og Øjelaagene, 
søger den ud gennem de 2 Taare- 
punkter, Indgangen til Taarekana- 
lerne. Udgydes Taarerne i alt for 
rigelig Mængde, kan Væsken over- 
vinde Øjelaagenes Modstand og strøm- 
me ned ad Kinden. Dette sker og- 
saa naar Taarekanalen paa et eller 
andet Sted er lukket ved en Betæn- 
delse, og man maa da søge at gen- 
oprette Forbindelsen med Næsehulen 
ved at indføre en Sonde gennem hele 
Gangens Længde. 

Jeg har allerede (se Pag. 245 og 
Fig. 224) omtalt at Øjet lukkes ved 
Sammentrækning af Øjelaagenes 
Ringmuskel. Det øverste Øjelaag 
løftes ved en særlig Maskel der kom- 
mer inde fra Øjehulen, nemlig det 
øverste Øjelaags Løftemuskel. 

Øjet bevæges af 6 Muskler, de 4 kaldes de lige Muskler, de 
2 de skraa (Fig. 242). De lige Muskler udspringe i Dybden af 
Øjehulen og hæfte sig til selve Øjeæblet, den ene foroven, den 
anden forneden, den tredie paa højre, den fjerde paa venstre Side, 
de kunne saaledes bevæge Øjet i. alle Retninger. Endnu fuldstæn- 
digere Bevægelighed opnaar Øjet ved de to skraa Musklers Virk- 
somhed, da disse ere tilhæftede paa en saadan Maade at den ene, 




Fig-. 242. Øjets Be vægemuskler 
sete ovenfra. 1 Den gennem- 
skaarne Øjehule, 2. den nederste 
skraa Muskel, 3. den ydre lige 
Muskel, 4. den øverste lige Mu- 
skel, 5. den indre lige Muskel, 
6. den øverste skraa Muskel der 
gennem en Benring 9. gaar ved 
10. hen til Øjeæblet, 7. Senering, 
8 Synsnerven, aa bb Øjeæblets 
forskellige Drejningsaxer. 



Paul Bert: Livet og .Livsfunktionerne. 



18 



274 



Sanseorganerne. — Øjet. 



den øverste skraa Muskel, drejer Pupillen nedad og udad, 
medens den nederste skraa Muskel drejer den opad og udad. 
Jeg skal endnu nævne at Synsnerven udgaar fra den bageste 
Del af Øjeæblet og strækker sig ind til Hjærnen gennem et Hul i 
Hjærneskallen, og De kende da saa meget til Øjets Forbindelser, 
Bevægelsesredskaber og beskyttende Organer at ieg kan gaa over 
til at beskrive dets Bygning. 




LE VE II Lt DEL 



Fig. 243. Lodret Gennemsnit af Øjet. 
A Hornhinden, B det forreste Kammer, C Pupillen, D Regnbuehinden, E Linsen, 
FG Ciliærprocesserne, H Senehinden, I Aarehinden, K Nethinden, L Glas- 
legemet, M Synsnerven, NO Øjets Bevægemuskler, QB Øjelaagene. 



Øjets 
Bygning. 



Øjet er et kugleformet Legeme der er fyldt med en Væske; 
den forreste Del af dets Overflade er gennemsigtig, paa den indre 
Flade af dets bageste Halvdel findes Nerveudbredninger der kunne 
modtage Paavirkning af de Æthersvingninger hvoraf Lyset bestaar. 
Den uigennemsigtige Del af Øjets Væg kaldes Senehinden, det 
forreste gennemsigtige Parti Hornhinden; den Hinde der dannes 
af Nerveenderne hedder Nethinden. Ved Hjælp af de nævnte 
Dele vilde vi være i Stand til at skelne Lys fra Mørke, men det 






Sanseorganerne. — Øjet. 275 

vilde ikke gavne os stort, da det kun kunde blive en altfor lille 
Del af Rummet om os der gennem dem vilde danne et tydeligt 
Billede paa Nethinden. For at vi kunne opnaa en hensigtssvarende 
Synssansning er det derfor nødvendigt at der mellem Genstanden 
og Nethinden findes den dobbelconvexe Linse o: et Legeme der 
samler Lysstraalerne paa Øjets Baggrund og frembringer et skarpt 
lille Billede af en forholdsvis langt større Genstand. Øjet kommer 
saaledes til at ligne Fotografens Kasse, og Nethinden svarer til 
den Plade paa hvilken Billedet dannes. 

Denne Linse kaldes Kry stal linsen eller blot Linsen; den 
er ved fremspringende Smaalegemer, Ciliærprocesserne, op- 
hængt i Øjet lidt foran dettes Centrum og deler det i 2 Halvdele, 
det forreste Kammer foran Linsen — det er fyldt med en 
Væske, Vandvæsken — og det bageste Kammer, hvis Ind- 
hold er af en sej gere Natur og kaldes Glasvæsken eller Glas- 
legemet. 

Naar Optikerne ville danne et fuldstændigt klart Billede ved 

Hjælp af en Linse, sørge de for at kun de Lysstraaler som passere 

Linsen nær dens Centrum komme til Anvendelse, medens Linsens 

Rande dækkes med en kredsformet Skærm. En saadan Skærm 

findes ogsaa i Øjet; den kaldes Regnbuehinden og Hullet i 

dens Midte er Pupillen. Naar Belysningen er stærk trækker 

dette Hul sig sammen men udvider sig naar Øjet betragter en 

fjærntliggende eller slet oplyst Genstand. Regnbuehinden er meget 

forskellig farvet hos de forskellige Mennesker, og efter den kaldes 

Øjnene brune, blaa, graa o. s. v. 

Lysstraalerne maa altsaa gaa følgende Vej: de træde ind Lysstraaler- 
nes Vej gen- 

gennem Hornhinden og Vandvæsken, gaa dernæst gennem Pupillen, nem øjet. 
Linsen og Glaslegemet og ramme derpaa Nethinden, hvorved der 
paa denne dannes et Sansningsindtryk, der af Synsnerven, Net- 
hindens umiddelbare Fortsættelse, føres til Hjærnen. 

Endnu et hensigtsmæssigt Arrangement i Øjet maa jeg nævne 
for Dem. Mellem Nethinden og Senehinden findes en sort, uigennem- 
skinnende Hinde, Aarehinden; dens Rolle er at opsuge Lys- 
straalerne naar de have paavirket den følsomme Nethinde. I den 

18* 



276 



Sanseorganerne. — Øjet 



første Del af deres Bane, gennem Hornhinden og Vandvæsken, gaa 
Lysstraalerne næsten i lige Linie, men ved Indtrædelsen i Linsen 
bøjes de i en Yinkel, de brydes som man kalder det i Fysiken, 
og ved Gennemgangen gennem Glasvæsken brydes de paany. Naar 
jeg tegner en eller anden Genstand for Dem, en Pil f. Ex., ville De 
se at de Straaler der udgaa fra Pilens 2 Ender brydes paa en 
saadan Maade at der paa Øjets Baggrund, Nethinden, dannes et 
formindsket og omvendt Billede af Genstanden (Fig. 244). Grunden 
hertil er at Nethinden ligger bagved det Sted som man kalder 
Linsens Brændpunkt, det Sted hvor alle de parallele Straaler, 
der gaa gennem Linsen, samles i et Punkt. 




Fig. 244. Dannelsen af det omvendte Billede paa Øjets Baggrund. 



Synsaccom- 
modation. 



I det udtagne Øje af en hvid Kanin kan man let iagttage 
dette omvendte Billede, naar man har borttaget den bageste Del af 
Senehinden. 

Det Billede der dannes paa Nethinden bliver kun skarpt og 
tydeligt, naar Linsens Brændpunkt ligger tæt foran Øjets Bag- 
grund; kun under denne Betingelse se vi klart, i modsat Fald bliver 
Billedet ligesom udvisket og omgivet med farvede Rande. Det er 
imidlertid klart at det Sted, hvor Billedet dannes, vil ligge nær- 
mere eller fjærnere fra Linsen eftersom Genstanden ligger nærmere 
eller fjærnere fra Øjet. For at vi skulde blive i Stand til lige godt 
at se nære og fjærue Genstande maa der altsaa finde en Til- 
pasning af Øjet Sted der staar i Forhold til Afstanden; det er det 
som man kalder Accommodation. 



Sanseorganerne. — Øjet. 



277 




Pig. 245. Fremstilling af Linsens 
forskellige Grader af Krumning. 



Forholdet er følgende. I fuldstændig Hviletilstand er Øjet ind- 
stillet til at se fjærne Genstande, det vil sige Ting der ligge i en 
Afstand af 50 Fod eller derover; saadanne Genstande danne altsaa 
tydelige Billeder paa Nethinden. Naar Genstanden ligger nær ved 
Øjet, vil Billedet have Tilbøjelighed til at dannes paa et Sted der 
ligger bagved den modtagelige 
Nethinde og det bliver følgelig 
ikke skarpt. For at føre Bille- 
det mere fremad maa Linsen 
blive stærkere brydende, den maa 
nærme sig mere til Kugleformen. 
Dette bevirkes derved at en lille 
ringformet Muskel, der omgiver 
Linsen, trækker sig sammen. 

Linsen er nemlig trods sin tilsyneladende Fasthed i Virkeligheden 
meget spændig, og naar den forandres saaledes bringes Billedet af 
den nære Genstand til at falde paa Nethinden. Da Accommoda- 
tionen tilvejebringes ved en Muskelsammentrækning er det imidler- 
tid let forstaaeligt at man trættes ved at accommodere Øjet for nære 
Genstande i længere Tid; man maa saa af og til hvile sit Øje 
ved at se længere bort. Accom- 
modationsmuskelen begynder at 
virke naar Genstanden kommer 
i en Afstand af c. 30 — 40 Centim. 
(omtrent 10 — 15 Tommer), hvil- 
ket kaldes den tydelige Syns- 
vidde, og man gør klogt i at 
holde en Genstand, man skal 
arbejde med i længere Tid, i 
denne Afstand fra Øjet. 

Mange Mennesker kunne uden øj«t» ufuid- 

Accommodation faa et skarpt Billede af Ting som ligge indenfor hXT' 
den normale tydelige Synsvidde; deres Linse er stærkere buet end 
normalt og de kunne ikke se fjærne Genstande tydeligt fordi Bil- 
ledet af disse dannes foran Nethinden (Fig. 246). Saadanne Per- 




Fig. 246. Fremstilling af Straalerues 
Brydning i et myopisk Øje. 



278 



Sanseorganerne. 



Øjet. 



soner kaldes kortsynede, Myoper (af myein blinke, misse, ops Øje) 
og de kunne raade Bod paa denne Fejl ved at bære concave Briller. 
Disse Briller sprede nemlig Straalerne og modvirke og rette saaledes 
Linsens for stærke Evne til at samle Straaler, saa at Billedet ved 
deres Hjælp bringes til at falde længere tilbage. I andre Tilfælde 




Fig. 247. Fremstilling af Straalemes Brydning i et normalt Øje. 



findes der Øjne der kan kunne se de Genstande skarpt der ligge 
langt borte, og Mennesker med saadanne Øjne maa for at læse 
holde Bogen i udstrakt Arm. Man kalder dem ofte for Pr es- 
by o per (af presbys, en Olding) fordi denne Mangel i Øjet ofte 

erhverves i en senere Alder (Fig. 
248). Denne Fejl kan bero paa 
to Ting, enten at Linsen ikke er 
tilstrækkelig stærkt hvælvet eller 
at Accommodationsevnen ikke er 
kraftig nok; i begge Tilfælde vil 
Billedet dannes bag Nethinden 
og man maa anvende Briller med 
convexe (udhvælvede) Glas for at 
bringe Billedet til at dannes paa 
rette Sted. 
Man kan kort og godt sige, at det langsynede Øje er for kort, 
det kortsynede Øje for langstrakt. 

I den senere Tid er man bleven opmærksom paa en særegen 
Form for Synsforstyrrelse, som man har kaldt Astigmatisme og 
som bestaar deri, at Øjet ikke paa samme Tid tydeligt kan opfatte 




Fig. 248. Billeddannelsen i et 
presbyopisk Øje. 



Sanseorganerne. — Øjet. 279 

en lodret og en vandret Linie, der ligge i samme Plan. Denne 
Uregelmæssighed beror paa, at Hornhinden hos Folk, der lide af 
Astigmatisme, ikke har samme Krumning ovenfra nedad som fra 
Side til Side, og man kan raade Bod paa Astigmatisme ved at an- 
vende cylindriske Glas, der efter Tilfældets Art holdes vandret eller 
lodret. 

Den gamle Talemaade at Øjet er et fuldendt godt Redskab, er 
altsaa ingenlunde sand; selv hos de Mennesker, der have det skar- 
peste Syn, kan man med Lethed paavise, at de Billeder som dannes 
i Øjets Baggrund ikke ere ganske fejlfri og dette beror enten der- 
paa at de Væv, gennem hvilke Lysstraalerne brydes, ikke ere ganske 
gennemsigtige, eller at de brydende Flader ikke ere geometrisk 
nøjagtige. Vi have imidlertid fra Barndommen af vænnet os saa- 
ledes til at rette de fejlagtige Indtryk som vi modtage paa Grund 
af Øjets Ufuldkommenheder, at vi slet ikke lægge Mærke til dem. 

Der er mangfoldige Sygdomme som kunne forringe eller til- øjets 

° ° J ° ° Sygdomme. 

intetgøre Synet; de falde under to Hovedformer: de Sygdomme der 
gøre Øjets brydende Væv uigennemsigtige, og dem der tilintetgøre 
Nethindens Følsomhed mod Lysindtryk. 

Den mest karakteristiske Form af den første Art Sygdomme 
er den saakaldte „graa Stær", der bestaar i at Linsen bliver 
uigennemsigtig. Sygdommen kan helbredes ved at gøre et Indsnit 
og borttage den syge Linse; denne Operation har været i Brug 
siden det 16de Aarhundrede og kan udføres paa mange forskellige 
Maader; den Opererede maa senere bære Briller med stærkt bi- 
convexe (udhvælvede paa begge Sider) Glas for paa kunstig Maade . 
at erstatte Linsen. 

Naar Blindheden beror paa Mangel paa Følsomhed for Lys- 
straaler ser Øjet ganske klart og sundt ud, men det faar dog et 
særegent og unaturligt Udseende derved, at Pupillen ikke bliver 
større eller mindre eftersom den Syge er i Mørke eller træder ud 
i fuldt Dagslys. 

Et Organ, der er saa fint og skrøbeligt som Øjet kan naturlig- 
vis angribes af mange Sygdomme; disse kunne nu bedre erkendes 
og følgelig bedre behandles efterat man har opfundet et Instrument, 



280 



Sanseorganerne. — Øjet. 



Øjespejlet, ved hvis Hjælp man kan se tydeligt helt ind til Øjets 
Baggrund. Skøndt dette Instrument er ganske simpelt er det dog 
først i vor Tid at det er lykkedes at konstruere et saadant. For 
at se ind i Øjet eller i et hvilketsomhelst mørkt Hulrum maa man 
opfylde to Betingelser: man maa kaste Lys derind og man maa 
være saaledes stillet, at man kan se derind. Her er nu den 
Vanskelighed, at man for at se ind enten maa stille sig foran Lys- 
kilden eller bagved den og i begge Tilfælde ser man ikke noget af 
det Hulrum, man vilde undersøge. For at omgaa denne Vanske- 




Fig. 249. Øjets Baggrund i sund Tilstand iagttaget ved Hjælp af Øjespejlet. 



lighed stiller man Lyskilden, f. Ex. en Lampe, tæt ved den under- 
søgte Persons Skulder og man tager dernæst et lille Spejl i Haanden 
ved hvis Hjælp man kaster Lysstraalerne ind i Øjet, saa at dets 
Baggrund bliver oplyst. Hvor skal nu Undersøgeren holde sit 
Øje? naturligvis bag Spejlet og dette maa da paa Midten have 
et Hul, gennem hvilket Iagttageren ser. Det er altsaa hele Instru- 
mentet: en Lampe, et Spejl med et Hul i Midten og endelig et 
Forstørrelsesglas gennem hvilket man betragter Øjets Baggrund for 
at faa et fuldkomnere og tydeligere Billede deraf. 



Sanseorganerne. — Øjet. 281 

Det Billede (Fig. 249), som man saaledes faar at se, viser en 
hvid Plet, som er det Sted hvor Synsnerven træder ind i Øjet; fra 
denne Plet udgaa Pulsaarer og Blodaarer. Ikke langt fra den hvide 
Plet ses en gulagtig Plet, der er af stor Betydning; her samles 
nemlig de Straaler der falde lige paa Øjet; i denne lille Plet findes 
den skarpeste Synsevne og Billederne opfattes her bestemtest, 
hvilket beror paa at den har en særegen anatomisk Bygning. 

Ved Hjælp af Øjeglasset har man kunnet paavise mange for- 
skellige Sygdomme i Øjets Indre, naar der er Betændelse i Aare- 
hinden faar man saaledes følgende Billede at se gennem Øjespejlet 
(Fig. 250). 




Fig. 250. Øjets Baggrund ved Aarehindebetændelse. 

Hos mange Dyr ere Øjnene rettede hvert til sin Side og an- 
bragte hvert paa sin Side af Hovedet, saaledes hos Koen, Kaninen 
o. fl. ; hos Menneskene, Aberne og nogle flere Dyrearter sidde Øjnene 
tæt ved Siden af hinanden og vende fortil. Vi kunne derfor se en 
Genstand med begge Øjne paa en Gang, Synet er hos os binoculært. 

Det er klart, at hvert Øje danner sit Billede af den iagttagne 
Genstand, men under almindelige og naturlige Forhold forene disse 
to Billeder sig i vor Bevidsthed til et. Vi skulle senere komme 
til Betingelserne for denne Sammensmeltning af de to Billeder og 
jeg skal da meddele Dem, hvorledes man har søgt at forklare den. 
Her vil jeg kun gøre Dem opmærksom paa, at der er en mærkelig 



282 Sanseorganerne. — Øjet. 

Forbindelse mellem de to Øjnes Bevægelser, idet de ere tvungne 
til at følge hinanden. Vi kunne ikke bevæge det ene Øje uden at 
det andet strax følger med og det Mærkeligste herved er, at begge 
Øjne ingenlunde altid sættes i Bevægelse af tilsvarende Muskler; 
se vi til Højre er det tværtimod for højre Øjes Vedkommende den 
ydre lige Muskel der virker, medens det venstre Øje drages tilhøjre 
af den indre lige Muskel. 

Øjnenes Samvirken gaar endnu videre; nærmer man et Lys til 
et Menneskes Øje, ser man at Pupillen strax trækker sig sammen, 
men ogsaa det andet Øjes Pupil formindskes paa samme Tid, selv 
om det nok saa omhyggeligt er skærmet mod Paavirkning af Lys- 
straalerne. 

Efter hvad De saaledes have hørt om Øjnene vil det ikke 
overraske Dem, at en Sygdom i et af Øjnene ofte kan medføre en 
lignende Lidelse i det andet; det er de Sygdomme som man kalder 
de sympathiske Øjelidelser; i mange Tilfælde har man da ikke 
nogen anden Maade at frelse det sidst angrebne Øje end ved en 
Operation helt at borttage det syge Øje, der havde fremkaldt den 
sympathiske Øjelidelse. 

Da vi ere i Færd med Øjets Sygdomme vil jeg dog ogsaa sige 
et Ord om den almindeligste Øjesygdom, som egentlig kun angriber 
Øjets Beklædning. Indsiden af Øjelaagene er udklædt med en Slim- 
hinde der slaar sig over paa Senehinden og strækker sig helt ud 
over Hornhinden, hvor den er ganske tynd og gennemskinnende. 
Man kalder denne Slimhinde Øjets Bindehinde — Conjunctiva — 
fordi den forbinder (conjungo) Øjet og Øjelaagene. Denne Binde- 
hinde kan blive Sædet for Betændelse især hos Børn og svage Per- 
soner og naar denne Sygdom forsømmes kan den give Anledning 
til Følger af højst forskellig Betydning; i de mindre alvorlige Til- 
fælde ser man at Øjehaarene falde ud, men de farligere Be- 
tændelser af denne Art kunne efterlade Pletter paa Hornhinden, hvor- 
ved Synet kan besværliggøres eller endog helt ophæves. Man 
kalder denne Betændelse for Conjunctivitis — Bindehindebetændelse. 

De vide alle, at der er mange Mennesker hos hvem Øjnene 
ikke staa i den naturlige og regelmæssige Stilling til hinanden; 



Sanseorganerne. — Øjet 283 

saadanne Mennesker siges at skele, 6g denne Skelen kan enten 
være convergerende (Skelen indad) eller divergereude (Skelen udad). 
Skelen beror i mange Tilfælde derpaa, at et af Øjnene fra Be- 
gyndelsen af ser mindre godt end det andet og man kan derfor i 
mange Tilfælde forebygge Skelen eller helbrede den naar man 
passer tilstrækkelig godt paa Børn saa at man opdager det itide. 
Naar denne ufarlige men meget misprydende Fejl har faaetTid til 
at udvikle sig, kan man kun helbrede den ved at overskære og 
derved forlænge den Muskel der har trukket sig for stærkt sammen. 
Udseendet forbedres derved i høj Grad, men har Patienten skelet 
stærkt, vil det syge Øje i de fleste Tilfælde have mistet Evnen til 
at se. 

Vi have nu geniiemgaaet Sanseorganerne, senere skulle vi nær- 
mere undersøge de Sanseindtryk, som vi modtage gennem dem og 
de Forestillinger om den omgivende Verden, som vi faa paa denne 
Maade. Vi gaa nu over til Nervecentrene og skulle dernæst syssel- 
sætte os med Bevægenerverne og Følenerverne eller som man med 
et mere almengyldigt Navn kalder dem de centrifugale (midt- 
punktflyende) og centripetale (midtpunktsøgende) Nerver. 



ELLEVTE FOREDRAG. 

De cerebro-spinale Nervecentre (Hjærnen og 
Rygmarven). 

De erindre sikkert at jeg i et af de første Foredrag hastig 
gennemgik Hvirveldyrenes Bygning for Dem og at jeg her gjorde 
opmærksom paa, at det vigtigste Parti af det centrale Nervesystem 
laa gemt i Hvirvelkanalen og dennes UdvidDing fortil, Hjærne- 
skallen, samt at disse Nervecentre hos alle Hvirveldyr laa oven- 
over Fordøjelseskanalen (se Pag. 35 Fig. 23). 
Kygmarven. Den Del af det centrale Nervesystem, der ligger i selve Hvirvel- 
kanalen, kaldes Rygmarven; denne er en hvid Stræng der hos 
de forskellige Dyrearter strækker sig længere eller kortere tilbage 
i Hvirvelkanalen og bagtil deler sig i mange Traade som en Pensel, 
den saakaldte Hestehale. Hos Mennesket ender Rygmarven ved 
Begyndelsen af Lænderegionen (Fig. 251). 

I Halsregionen og i Højde med de nederste Ryghvirvler danner 
Rygmarven en Opsvulmning, der svarer til det Sted hvor For- og 
Baglemmernes Nerver udspringe. Paa Rygmarvens For- og Bag- 
flade ser man 2 dybe Furer der strække sig saa langt ind at de 
næsten naa hinanden; paa begge Sider findes andre Furer der ere 
langt mere overfladiske og som paa hver Side dele Rygmarvens 
Overflade i den bageste Stræng, Sidestrængen og den forreste 
Stræng. 



De cerebro-spinale Nervecentre. 



285 



Rygmarven er som sagt hvid, men skære vi den over paa 
tværs ses det at der i dens Midte findes en graa Substans, der 
har en særegen Form og som forlænger sig ud i de saakaldte f or- 




Fig. 251. Menneskets Nervesystem. 
a Den store Hjærne, b den lille Hjærne, c Rygmarven, d Ansigtsnerven eller 7de 
Par, e Armens Nerveplexus, f Midtarmsnerven, g Albunerven, j Mellemribbens- 
nerve, k Lændenerven, l Hofteplexus, mnop Underextremitetens Nerver. 



286 



De cerebro-spinaie Nervecentre. 



reste Horn og bageste Horn (Fig. 252). Den graa Substans 
bestaar af Nerveceller der ligge meget tæt op til hinanden omgivne 
af en graalig Masse. Den hvide Substans i Rygmarven bestaar 

af Traade der forbinde de forskel- 
lige højere og lavere liggende Dele 
af Rygmarven med hinanden ; i Mid- 
ten findes en ganske fin Kanal. 

Fra den graa Substans' 2 Horn 
udgaa meget fine Traade, der forlade 
Rygmarven og forene sig i nogen 
Afstand fra den; de danue da en 
Nerve som strækker sig ud af Hvirvel- 
kanalen og forgrener sig ud i Lege- 
mets ydre Dele. Enhver Nerve har 
saaledes 2 Rødder, den forreste 
(hos de firføddede Dyr den nederste) 
Rod og den bageste Rod; paa 
den bageste Nerverod findes et lille 
Ganglion (Nerveknude) (Fig. 253). 
Ved Forsøg har man fundet at 
de bageste Nerverødder kun indeholde Føletraade medens de for- 
reste Rødder alene dannes af Bevægenervetraade ; naar nu Traadene 




Fig. 252. Tværsnit af Rygmarven 
i Højde med de nederste Ryg- 
hvirvler, a Udspring af de for- 
reste Rødder, b Udspring af de 
bageste Nerverødder. 




Fig. 253. Gennemsnit af Rygmarven med Udspringet af forreste og bageste 
Nerverod; paa bageste Nerverod ses dennes Ganglie. 



fra de to Rødder forenes danne de en blandet Nervestamme. De 
ville nu let forstaa, at ved at irritere de bageste Strænge af Ryg- 
marven foraarsager man væsentlig Smerte, medens Irritation af de 



De cerebro-spinale Nervecentre. 



287 



Nervecentrum 
C 



forreste Strænge fremkalder krampagtige Bevægelser i forskellige 
Dele af Legemet. 

Gennemskærer man en af Rygmarvens Sidehalvdele paa tværs, 
ser man at Baglemmet paa samme Side af Legemet bliver lamt og 
ubevægeligt men bevarer sin Følsombed, medens Baglemmet paa 
den modsatte Side næsten ganske bar mistet Evnen til at føle men 
derimod bevæges aldeles frit efter Dyrets Villie. Man udtrykker 
dette ved at sige, at Tilskyndelserne til Bevægelse ledes ligefrem 
fra Hjærnen langs med Rygmarven, medens Følelsesindtrykkene 
sendes igennem Ledninger der krydses fra den ene Side til den anden. 

Skæres Rygmarven helt igennem paa- 
tværs blive begge Baglemmerne fuldstæn- 
dig lammede, Dyret kan da hverken be- 
væge dem vilkaarligt eller mærke Pirrin- 
ger, der træffe dem. Kniber man stærkt 
i et saadant Dyrs ene Fod vil den dog 
trække den til sig, ja den vil endog, naar 
Pirringen har været tilstrækkelig stærk 
bevæge hele den bageste Del af Legemet. 
Og dog har den ikke nogen Bevidsthed 
om disse Bevægelser som man har kaldt 
Reflexbevægelser i Modsætning til de 
andre Bevægelser der staa under Villiens 
Herredømme. 

Ordet Reflex, Tilbagebøjning, er dannet 
for at betegne det Forhold, at Sanseindtrykket ligesom kastes tilbage 
naar det kommer til Rygmarven og da atter forlader den som en 
Bevægeimpuls. Fig. 254 giver en Forestilling om den Maade paa 
hvilken man maa tænke sig dette Forhold. 

Jo større Stykke af Rygmarven man adskiller fra Forbindelsen 
med Hjærnen, altsaa jo nærmere ved Hovedet man lægger Snittet, 
desto større Omfang have Reflexbevægelserne. Vi skulle senere se, 
at naar Hjærnen paa et Dyr er borttaget men Rygmarven er uskadt, 
vedblive Reflexbevægelserne at være saa velordnede og hensigts- 



Reflex- 
bevægelsei 




Hud 



Fig. 254. Skematisk Frem- 
stilling af den Vej som den 
centripetale Irritation og 
Reflexbevægelsen følge. 



288 



De cerebro-spinale Nervecentre. 



svarende, at man ved overfladisk Betragtning skulde tro, at de 
styredes af Dyrets Villie. 
i)en Hvirvelkanalen bliver noget rummeligere der hvor den gaar 

forlængede 

Marv. over i Hjærneskallen, og paa dette Sted svulmer ogsaa Rygmarven 
noget op, dette Parti kaldes den forlængede Marv; ovenover 
denne gaar Rygmarven over i to store afrundede Partier, et tilhøjre 
og et tilvenstre, der begge ere dannede dels af den graa Nerve- 
cellesubstans dels af den hvide Nervetraadsubstans. 

De forskellige Afsnit af Rygmarven, den 
forlængede Marv og de nysnævnte centrale Par- 
tier ere med stor Omhu blevne undersøgte af 
Anatomerne, som have givet dem mangfoldige 
og i mange Tilfælde meget barokke Benævnelser. 
Alle disse Beskrivelser og hele denne Række 
Navne danne ligesom en hel Geographi over 
Centralnervesystemets forskellige Dele, som det 
vilde blive for vidtløftigt at meddele her. 

Jeg maa lade mig nøje med at fortælle 
Dem at den forlængede Marv og dens Fort- 
sættelser opad, der danne ligesom Kærnen af 
Hjærnen, staa i samme Forhold til de 12 Nerve- 
par, der træde ud af Hjærneskallen, som Ryg- 
marven til Legemets øvrige Nervestammer. De 
centrale Organer modtage de centripetale eller 
Følelsesindtryk, de ere Udgangspunkt for de 
centrifugale eller Bevægeimpulser og fra dem 
udgaa Reflexbevægelserne; alt dette kan jeg her kun lige nævne. 

Et Forhold skal jeg dog omtale lidt nærmere. I den for- 
længede Marv, tæt ved det Sted, hvor den trænger ind i Hjærne- 
skallen, findes en lille V-formet Grube (Fig. 255). Stikker man en 
Naal ned ved Spidsen af dette V, standser Aandedrættet øjeblikkelig ; 
saavel Brystkassens som Mellemgulvets Bevægelser ligesom ogsaa 
Næsevingernes Spil hører op paa én Gang, Dyret falder dødt om 
som ramt af Lynet; dette Centrum for Aandedrætsbevægelserne 
blev opdaget af Flourens, der har givet det Navn af Livsknuden. 




Fig. 255. Den øver- 
ste Del af Rygmar- 
ven, den forlængede 
Marv og dennes 
Fortsættelse opad 
(set bagfra). 



De cerebro-spinale Nervecentre. 



289 



Naar Toreadoren ved en Tyrefægtning skal dræbe Tyren ved et 
•eneste Kaardestød, maa han ramme Livsknuden, der bliver til- 
gængelig idet Tyren bøjer Hovedet, hvorved der bliver et Rum frit 
mellem Hovedet og den første Halshvirvel; Kokkepigerne i Nor- 
mandie dræbe Fjerkræ ved at stikke en Naal ind paa samme Sted. 
En stærk Stramning af Rygmarven i denne Region frembringer 
samme Virkning som et Stik og denne Erfaring anvendes af Jægere 
og Kokkepiger for at dræbe Kaniner. Man har endog Exempler 
paa at man ved pludselig at løfte et lille Barn i Hovedet har for- 
aarsaget dets Død og man bør 
derfor vel tage sig iagt for 
denne meget uforsigtige Spøg. 

Tæt ved det nævnte findes 
-et andet ligeledes meget mær- 
keligt Punkt ; naar man fører 
-en Naal ind gennem Hjærne- 
skallen og stikker den ind paa 
dette Sted, fremkalder man 
en stærk Forøgelse af Sukker- 
dannelsen i Leveren; Organis- 
men kan da ikke omdanne alt 
dette Sukker og Overskuddet 
udskilles gennem Urinen; der 
kan i Løbet af et Døgn ud- 
skilles indtil et Fjerdingspund 
Sukker paa denne Maade — 
Dyret lider da af Sukkersyge. 

Der er nu Plads i Hjærneskallen til meget mere end den for- 
længede Marv; man finder ovenover den og i nøje Forbindelse med 
den tre store Nervemasser, den ene foran og ovenover den anden, 
som man kalder: den lille Hjærne C, Firhøjene TQ og den store 
Hjærne CH (Fig. 256), alle tre Dele kaldes tilsammen for Hjærnen. 

Den lille Hjærne er et temmelig stort graat Legeme, der ser 
ud som det var dannet af lutter Folder; naar man skærer den 
lille Hjærne igennem ser man i den en hvid Substans, der er for- 




Fig. 256. Skematisk Fremstilling af 

Hjærnen. MA den forlængede Marv, 

C den lille Hjærne, TQ Firhøjene, 

CH den store Hjærnes Halvkugler. 



Paul Bert: Livet og Livsfunktionerne. 



19 



290 £* e cerebro-spinale Nervecentre. 

grenet paa en meget sirlig Maade, de ældre Anatomer kaldte den 
Figur, som disse Forgreninger danne, for Livets Træ. Den graa 
Masse bestaar her som overalt i Centralnervesystemet af Nerve- 
celler, den hvide af ledende Nervetraade. 

Man veed ikke meget om den lille Hjærnes Betydning. Naar 
man paa et Dyr borttager eller beskadiger den lille Hjærne, ind- 
finder der sig Forstyrrelser af Bevægelserne, vedvarende naar Be- 
skadigelsen er betydelig, men forbigaaende naar man kun har fore- 
taget et ringe Indgreb. Man blev derved ledet til at tro, at den 
lille Hjærne maatte have en stor Indflydelse paa de forskellige Be- 
vægelser, men man har ved Obduktioner fundet, at Mennesker, der 
dog havde kunnet gaa og bevæge sig ganske naturligt, helt mang- 
lede den lille Hjærne; følgelig har man atter maattet opgive disse 
Antagelser. 

Dette Exempel kan vise Dem, at Fysiologien kan drage megen 
Nytte af Obduktioner i saadanne Tilfælde, i hvilke Sygdommens 
Forløb er bleven nøje iagttaget. Det er især Studiet af Hjærnens 
og Rygmarvens Virksomhed som paa denne Maade har faaet meget 
betydningsfulde Bidrag. 

Den lille Hjærne er paa begge Sider forbunden med den for- 
længede Marv ved den lille Hjærnes to Ben, som de gamle Ana- 
tomer sagde, eller Stilke, som det nu er mere almindeligt at 
kalde dem (pedunculi cerebelli) ; tæt ved dem have ogsaa den store 
Hjærnes to Stilke (pedunculi cerebri) deres Udspring. Alle disse 
Hjærnedele have ligesom den lille Hjærne den Ejendommelighed, 
at enhver Beskadigelse af dem medfører stærk Forstyrrelse i Dyrets 
Evne til ordnede Bevægelser. Disse Forstyrrelser ere forskellige 
efter det Sted som Beskadigelsen har ramt og afhænge ogsaa til- 
dels af endnu ukendte Omstændigheder; de kunne bestaa i at 
Dyret uafladelig løber lige frem, eller bestandig rykker tilbage; i 
andre Tilfælde ruller det om sin Længdeaxe ligesom en trillende 
Tønde, eller det løber rundt i en Cirkel som en Hest paa Ride- 
banen o. s. v. 

Foran den lille Hjærne ser man 4 forholdsvis smaa, graalige, 
runde Legemer, det er de saakaldte Firhøje. Man veed ikke stort 



De cerebro-spinale Nervecentre. 



291 



andet om deres Betydning end at et Dyr bliver blindt naar man 
tilintetgør dem, derfor kaldes de ogsaa jævnlig for Selapperne, 
navnlig hos de lavere Hvirveldyr, hos hvem de ere langt stærkere 
udviklede end hos Pattedyrene. 

Helt fortil finder man endelig den store Hjærne der over- 
dækker og omslutter den forlængede Marvs øverste Parti; Hjærnens 
Overflade er dannet af den graa Nervecelle- 
masse, dens indre Dele væsentlig af den hvide 
Nervetraadsubstans (Fig. 257). Den bestaar 
af 2 Dele, der adskilles ved en dyb Fure; 
man kalder disse 2 Dele for de to Hjærne- 
halvkugler uagtet de langt snarere have 
Form af en Fjerdeclelskugle. Paa den ydre 
Side af hver Hjærnehalvkugle finder man 
en skraa Fure — den SylviskeFure — , 
der er Grænseskellet mellem Pandelappen 
oglsselappen. I Bunden af Midterfuren 
kan man se en hvid Masse — Hjærne- 
bjælken — der forbinder de 2 Hjærne- 
halvkugler med hinanden. Disse anatomiske 
Hovedpunkter ere fælles for alle Pattedyrs 
Hjærne, men ellers har Hjærnen meget for- 
skelligt Udseende i de forskellige Pattedyr- 
ordener (Fig. 258). Hos nogle er Hjærnens 
Overflade næsten ganske glat, hos andre 
er den dannet af talrige Folder eller 
Hjærnevindinger. Disse Hjærnevindin- 
ger kunne være meget indviklede at se paa, 
men de ere altid ordnede efter en bestemt 

Plan; Rovdyrenes Hjærne er saaledes ganske forskellig fra Drøv- 
tyggernes og Abernes, derimod ligne alle Rovdyrs Hjærner hinanden 
meget, men dog ikke mere end at man aldrig kan forvexle en Kats 
Hjærne med en Hunds. Med andre Ord to Dyrs Hjærner ligne 
hinanden eller ere hinanden ulige i samme Forhold, som de to 
Dyr i det Hele staa hinanden nær eller fjærn i zoologisk Henseende. 

19* 




Fig. 257. Gennemsnit 

af Hjærnens overfladiske 

graa Substans (stærk 

Forstørrelse). 



292 



De cerebro-spinale Nervecentre. 



Den graa Hjærnemasse, der beklæder den store Hjæmes Over- 
flade, trænger ind i alle Folderne; har man to ens store Hjærner 




Fig. 258. Sammenstilling af Hjærnevindingerne. 

A Mennesket, B Aben, C Hunden, D Kaninen, B betegner den Sylviske 

Fure, der skiller Pandevindingerne fra Isse vindingerne. 



De cerebro-spinale Nervecentre. 



293 



for sig, vil altsaa den af dem der har de fleste Vindinger ogsaa 
have den største Mængde graa Hjærnemasse, hvilken er den be- 
tydningsfuldeste Del af Hjærnevævet, da den dannes af Nerve- 
cellerne; jeg skal senere komme tilbage til dette særdeles vigtige 
Forhold. 

Den store Hjærne varierer hos de forskellige Dyrearter ikke 
alene hvad Overfladen og Udseendet angaar, den er ogsaa forskellig 
i Størrelse. Hos Kænguruhen er den store Hjærne saa lille, at 
Firhøjene ikke blive dækkede af den, hvilket er Tilfældet hos alle 





A B 

Fig. 259. Menneskets Hjærne. A set ovenfra, B set nedenfra. 



andre Pattedyr. Hos Aberne dækker den store Hjærne hele den 
lille Hjærne. 

Hos Mennesket opnaar Hjærnen sin største Udvikling, saavel 
med Hensyn til dens Størrelse i Forhold til Legemet som med 
Hensyn til dens indviklede Bygning. Hjærnevindingerne danne saa 
indviklede Figurer at Anatomerne først i de senere Aar have givet 
sig i Lag med at beskrive og aftegne dem nøjagtigt; til Dels paa 
Grund af de smaa Variationer, som kunne forekomme hos de for- 
skellige Individer, troede man tidligere at Hjærnevindingerne bug- 
tede sig ud og ind uden nogen Regelmæssighed eller Lov, men nu 



294 De cerebro-spinale Nervecentre. 

have Anatomien, Fysiologien og Pathologien (Sygdomslæren) til- 
sammen vist, hvor fejlagtig denne Anskuelse var. 
Hjæme- Hjærnen og Rygmarven holdes paa deres Plads i Hiærne- 

kinderne. ■ 

skallen og Hvirvelkanalen ved de Nerver der udgaa fra dem og ved 
de Blodkar der trænge ind i dem, men først og fremmest dog ved 
tre Hinder som kaldes Hjærne- eller Rygmarvshinderne. 

Umiddelbart i Berøring med Centralorganerne findes den bløde 
Hinde, som ikke paa noget Punkt slipper Organernes Overflade 
men følger ind med i alle deres Vindinger og Fordybninger; denne 
Hinde er temmelig fin, den er Bærer for de Blodkar der trænge 
ind i Hjærnen og Rygmarven. Ved den nederste Ende af Ryg- 
marven danner den en fibrøs Stræng, der hæfter sig fast nedad til 
Hvirvelsøjlen og holder Rygmarven paa deos Plads. 

Udenfor den bløde Hinde ligger Spindelvævshinden, et 
særdeles fint Væv, der skilles fra den bløde Hinde ved en Væske, 
Hjærne-Rygmarvsvæsken; denne Væske har stor Betydning 
ved at beskytte Hjærnen og Rygmarven mod ydre Vold og pludse- 
lige Lejeforandringer. 

Yderst findes endelig den haarde Hinde, en tyk Membran, 
der ligger i nogen Afstand fra Centralorganerne; den staar ved 
fibrøse Strænge i Forbindelse med den bløde Hinde og er paa for- 
skellige Steder nøje hæftet til Hjærneskallens og Hvirvelkanalens 
Benvægge. 

I Hjærneskallen forlænger den haarde Hinde sig langt ned 
mellem de to Hjærnehalvkugler og danner saaledes en lodret Skille- 
væg imellem dem. Den løber forfra bagtil og har faaet Navn af 
Hjærneseglen; mellem den store og den lille Hjærne danner 
den haarde Hinde en vandret Skillevæg der kaldes den lille 
Hjærnes Telt; dette Parti er forbenet hos Rovdyrene og flere 
andre Pattedyr. 

Denne kortfattede Beskrivelse af Centralnervesystemet er maaske 

faldet Dem besværlig at følge, men den var nødvendig for at vi 

kunde gaa over til Hjærnens Fysiologi. 

Hjæmehaiv- Pirring af Hjærnehalvkuglernes Overflade frembringer ikke 

Forhold Smerte, det har man overbevist sig om saavel ved Forsøg paa Dyr 



De cerebro-spinale Nervecentre. 295 

som ved Undersøgelse af Saarede. Man har i lang Tid trot, at \ 8 ™™*°* 
Hjærnens Overflade heller ikke stod i noget Forhold til Bevægelserne 
eller rettere sagt, at man ikke kunde frembringe Bevægelser af 
Legemets forskellige Dele ved Paavirkning af Hjærnens Overflade. 
De senere Aars Undersøgelser have dog vist, at dette var en Fejl- 
tagelse' Pirrer man de Hjærnevindinger der ligge om den Sylviske 
Fure ved at lede en elektrisk Strøm igennem dem, fremkalder man 
regelmæssig og altid paa samme Maade Bevægelser i Lemmerne, 
Kæberne og forskellige andre Dele af Legemet; hvert enkelt Parti 
af Legemet har sit Bevægecentrum paa Hjærnens Overflade. 

Den Bevægelse der fremkaldes ved Pirring af et Bevægecentrum Krydsning af 

Hjærnehalv- 

er krydset o: naar man pirrer Vindinger i højre Hjærnehalv- kuglernes 
kugle faar man Sammentrækning af Muskler paa venstre Side af 
Legemet og omvendt. Dette har man paavist ved Forsøg paa Dyr og 
det stemmer med de Erfaringer, som Lægerne allerede langt tidligere 
havde gjort ved at iagttage Patienter der led af en Hjærneblødning. 

Der kan nemlig under forskellige Forhold ske en Bristning af 
smaa Blodkar i Hjærnen og der kommer da en Blødning enten i 
den graa Substans paa Hjærnens Overflade eller i den hvide 
Hjærnemasse, hyppigst i de Partier af Hjærnen der ligge paa Over- 
gangsstedet til den forlængede Marv. Der finder da en Blodudtræd- 
ning Sted ved hvilken Hjærnevævet sammentrykkes eller endog 
sønderrives; det er den Lidelse som man har kaldt en Hjærne- 
apoplexi. I Almindelighed voxer Forstyrrelsen af Hjærnens 
Virkeevne i Forhold til den Mængde Blod, der er udtømt af Blod- 
karrene. I de letteste Tilfælde rammes Patientens Intelligens, hans 
Evne til at modtage Sanseindtryk og til at udføre Bevægelser kun 
af en forbigaaende Forstyrrelse, i de sværere Tilfælde lammes den 
Syge fuldstændig og Døden kan indtræde ganske pludselig, naar 
der udtømmes saa meget Blod, at dette samler sig i Hjærnens 
Ventrikler eller Huler, som jeg ikke har beskrevet for Dem, og fra 
disse trænger frem til Livsknuden og trykker paa denne Del af 
Centralnervesystemet. 

I mange Tilfælde vedbliver den Syge at være lam i den halve 
Del af Legemet; denne halvsidige Lamhed, Hemiplegi, har mange 



296 De cerebro- spinale Nervecentre. 

Grader og Former eftersom det angrebne Parti af Legemet helt 
eller delvis har mistet Følelsessansen og Evnen til at udføre vil- 
kaarlige Bevægelser. En Lamning af et Ben eller en Arm som 
skyldes en Hjærneblødning findes altid paa højre Side af Legemet 
naar Hjærneblødningen er i venstre Side af Hjærnen og omvendt. 

De Nervetraade der danne Forbindelsen mellem Hjærnehalv- 
kuglerne og Legemets forskellige Dele, maa følgelig krydses et eller 
andet Sted paa Vejen. For Følenervernes Vedkommende er dette 
allerede blevet paavist da Talen var om Tværsnit gennem den ene 
Halvdel af Rygmarven, for Bevægenervernes Vedkommende finder 
denne Krydsning for en stor Del Sted ved den nederste Ende af 
den forlængede Marv lige ved dens Indtrædelse i Hjærneskallen. 
Dette er bevist ved Forsøg paa Dyr og stemmer med Iagttagelser 
paa Syge der led af Hjærneblødninger. 

Findes der en Blodudtrædning i højre Hjærnehalvkugle vil den 
Syges venstre Arm og venstre Ben være lammede, men for An- 
sigtets Vedkommende vil det være højre Halvdel som er lammet; 
og følgelig vil Munden blive trukket skævt over tilvenstre, da Musk- 
lerne paa højre Side ikke længere kunne holde igen. Ved nærmere 
Undersøgelse vil det vise sig, at de Muskler, hvis Nerver udspringe 
ovenover det Krydningssted i den forlængede Marv som jeg nylig 
omtalte for Dem, ere lammede i den Halvdel af Legemet der ligger 
paa samme Side som Hjærneblødningen, medens de Muskler, hvis 
Nerver udspringe under dette Punkt, ere lammede i den modsatte 
Halvdel af Legemet. 
Beskadigei- Naar en større Del af Hjærnen pludselig gaar tilgrunde med- 

ser af 

Hjæmen. fører dette for Menneskenes og Pattedyrenes Vedkommende meget 
farlige Følger, dog maa man ikke tro at ethvert Saar der trænger 
gennem Hjærneskallen ind til Hjærnen altid er saa farligt eller 
nødvendigvis medfører Døden. 

Man har ikke saa faa Exempler paa at der er sket et Brud 
af Hjærneskallen og en Beskadigelse af Hjærnen eller endog at en 
Del af Hjærnens Substans er gaaet tabt, uden at der er kommet 
farlige Følger deraf. Det fortælles saaledes at en berømt fransk 
Minister afviste sin Neveu, en ung Fusentast, der anmodede om at 



De cerebr o-spinale Nervecentre. 297 

faa Kommando over et Regiment med de Ord: Tror De jeg er gal 
nok til at betro Kongens Soldater til en hjærneløs Nar? 

Den unge Mand tog Tjeneste som Fændrik og i en Fægtning 
ramtes han af en Bombesplint der frembragte et Brud af hans 
Pandeben. Da han kom til Bevidsthed igen, vare Lægerne ifærd 
med at forbinde ham og han hørte dem klage over at Hjærnen 
trængte frem gennem Saaret. „Send Noget af den til min Onkel", 
sagde den Saarede, „for at han kan se, at jeg ikke er hjærneløs". 
Den unge Mand kom sig og kunde modtage Lønnen for sin 
Tapperhed. 

Grunden til at saadanne Beskadigelser af Hjærnen kunne for- 
løbe saa gunstigt er den, at Hjærnevævet ved dem ikke sammen- 
trykkes af Blødningen som ved Apoplexien, og desuden er i saa- 
danne Tilfælde Beskadigelsen kun overfladisk; Hjæfneapoplexien 
findes derimod som oftest i Hjærnens dybere Dele, og ved den af- 
spærres altsaa for største Delen de Veje, ad hvilke den angrebne 
Hjærnehalvkugle staar i Forbindelse med det øvrige Legeme. 

Under visse, endnu ikke tilstrækkelig kendte Forhold kunne be- 
tydelige Dele af Hjærnen ja endog en hel Hjærnehalvkugle gaa 
tilgrunde ved en langsomt om sig gribende Sygdom, uden at denne 
giver sig tilkende ved paaviselige Forstyrrelser af Hjærnens Virk- 
somhed. 

Det er kun Mennesket og de højere Pattedyr hos hvem der 
viser sig Forstyrrelse af Evnen til vilkaarlig Bevægelse, naar en 
Del af Hjærnen eller en hel Hjærnehalvkugle gaar tabt; hos de 
andre Hvirveldyr synes der ikke at være sket nogen væsentlig For- 
andring, og selv om man har borttaget hele den store Hjærne skal 
man se nøje til for at opdage at Dyret har forandret sin Maade 
at være paa. 

En Frø, hvis store Hjærne man har borttaget, sidder som sæd- Borttagene 
vanlig paa sine 4 Ben; naar man kniber den, hopper den og Hjærne. 
giver et Kvæk fra sig; kaster man den i Vandet, svømmer den og 
hvis den møder et Legeme der flyder paa Vandet, kravler den op 
paa det og hviler sig. Anbringer man paa dens Hud en Draabe 
Syre, som irriterer den, vil den viske Syren af med Bagbenet paa 



298 De cerebrospinale Nervecentre. 

samme Side, og har man amputeret dette Ben, gør den sig Umage 
for at naa det irriterede Sted med det andet Ben. 

Naar en Due har mistet sin store Hjærne, kan den sidde paa 
sin Pind og holde sig fast naar man ryster Pinden. Den farer 
sammen ved stærk Støj, følger et Lys med Øjnene og flyver paa 
rette Maade, naar man kaster den op i Luften. Bringer man 
Ærter langt ned i Svælget, synker den sin Føde, fordøjer den og 
ernæres derved, saa at man med tilstrækkelig Omhu kan holde en 
saadan Due ilive i flere Maaneder. 

Underkaster man en nyfødt Kattekilling denne Behandling vil 
den kunne skrige og bevæge sine Poter, naar man kniber den; 
den patter ligeledes ivrigt naar man stikker den en Finger i 
Gabet; men den kan ikke holdes ilive da Pattedyr altid dø hurtigt 
efter denne alvorlige Operation. 

Som De se gaa alle de Livsvirksomheder der staa i Ernæringens 
Tjeneste: Aandedræt, Kredsløb, Fordøjelse, Opsugning, Udsondring 
o. s. v. deres regelmæssige Gang, selv om den store Hjærne mangler. 
Det Samme er Tilfældet med de Bevægelser der sætte Dyret i 
Forhold til Omverdenen og som under almindelige Forhold staa 
under Villiens Herredømme. 

Hvad har da Dyret mistet? Netop dets væsentligste Egenskaber: 
dets Intelligens og dets Villie. 

Holder man en hjærneløs Due eller Frø ilive ville de stedse 
holde sig ubevægelige saalænge til en eller anden Impuls udefra 
sætter dem i Bevægelse. Kaster man Duen op i Luften vil den 
blive ved at flyve lige frem til den støder paa en Hindring eller 
til den bliver saa træt, at dens Vinger ikke kunne bære den længer. 
Den kan vel synke Føden, naar den faar den bragt ind i Svælget, 
men den er ude af Stand til selv at gribe den eller søge den: 
Duen og Frøen ere nu kun Maskiner, thi Villien, der tidligere 
satte Maskinen i Bevægelse, er borte. 

Ved disse Forsøg og ved talløse Iagttagelser paa syge Menne- 
sker er det bevist, at Hjærnehalvkuglerne ere de Organer gennem 
hvilke Intelligensen paavirker Legemet, giver det sine Ordre og 
sætter det i Bevægelse. Og vil man bestemme det endnu nærmere 



De cerebro-spinale Nervecentre. 299 

saa er det den Samling af Nerveceller som man kalder Hjærnens 
graa Substans, der har denne overordentlig vigtige Bestilling. En- 
hver Beskadigelse af denne betydningsfulde Del af Hjærnen eller 
af de Hjærnedele, der tjene til at sætte Hjærnehalvkuglernes for- 
skellige Partier i Forbindelse med hinanden saa at de kunne 
samvirke paa harmonisk Maade, vil altid have Indflydelse paa In- 
telligensen. Paa den anden Side vil enhver sygelig Forandring af 
Aandsevnerne være Tegn paa, at der hos Patienten findes en eller 
anden af de mangfoldige forskellige Hjærnelidelser. 

Man har forsøgt at gaa et Skridt videre, idet man har be- Hjæmeioka- 

lisationer. 

stræbt sig for at erkende de enkelte Hjærnedeles Forhold til det 
som Psykologerne kalde de sjælelige Evner: Vilrie, Indbildnings- 
kraft, Følelse o. s. v. ; men jeg maa strax sige Dem at alle Forsøg 
i denne Retning have vist sig ganske ørkesløse. Gall er den be- 
kendteste af alle dem, der have givet sig af med at finde disse 
„Hjærnelokalisationer" som man kalder det. Denne tyske Forfatter, 
som forresten har skrevet meget gode Afhandlinger om Hjærnens 
Bygning, troede at have udfundet et bestemt Forhold mellem Ud- 
viklingen af visse Hjærnedele og af visse sjælelige Evner. Da han 
nu mente, at Hjærneskallens ydre Form svarede nøje til Hjærne- 
overfladen, paastod han, at dens fremspringende Partier og For- 
dybninger maatte give nøjagtige Oplysninger om Vedkommendes 
aandelige og moralske Anlæg. Det er den Theori som man har 
kaldt den frenologiske Methode. Man kan i alle Kuriositetsboder 
se Gibshoveder, paa hvilke Hjærneskallen er delt i omtrent 30 smaa 
Firkanter af ulige Størrelse og Form. Disse bære Betegnelser som: 
Mod, Ødelæggelsesdrift, Ordhukommelse, Kærlighed, Stolthed o. s. v. 
Det er en Art Kort, som Frenologerne have lavet sig, og efter dette 
have de indbildt sig at kunne aflæse et Menneskes aandelige og 
moralske Standpunkt ved at beføle hans Hoved; ja de have endog 
villet forudsige, hvorledes Børn vilde udvikle sig, og villet lægge 
Planen til Barnets Opdragelse efter disse Profetier. 

Og hvad Grundlag havde Frenologerne saa for deres Paastand V 
De undersøgte berømte Mænds eller bekendte Forbryderes Hoved 
og drog endvidere Slutninger fra de Dyr, som udmærke sig ved 



300 De cerebro-spinale Nervecentre. 

et eller andet særligt Instinkt; de have saaledes uden at bryde sig 
meget om den historiske Sandsynlighed taget Buster af Homer, St. 
Antonius og Moses for gode Varer. Ved saadanne Undersøgelser 
var det at Gall fandt ud, at store Generalers Hoved var bredt 
bagtil ligesom Slangernes o. s. v. 

Frenologiens Historie vrimler af komiske Fejltagelser. En af 
de morsomste Historier er den om Raphaels Hjærneskal, der op- 
bevaredes i St. Lucasakademiet ; den undersøgtes af Gall, som med 
Henrykkelse fandt de rigtige Buler paa den, der karakteriserede 
den som havende tilhørt en genial Maler. Hjærneskallen blev af- 
støbt, beskrevet af de mest fremragende Frenologer og opstillet som 
et lysende Exempel paa Frenologiens videnskabelige Resultater. 
Imidlertid lod Pave Gregor den 16de Raphaels Kiste aabne og 
man fandt da den store Malers Skelet helt og holdent; det viste 
sig senere, at den Hjærneskal, der havde givet Anledning til saa 
mange lærde Udtalelser, havde tilhørt en almindelig romersk Prælat 
ved Navn Adjutori. 

Forskellige Historier lyde forresten paa, at Gall ikke selv 
troede meget fast paa sin Theori; han var en meget behændig 
Mand og reddede sig let ud af alle Vanskeligheder. En Gang 
sagde han i Paris til et Auditorium, der for største Delen bestod 
af Damer „hos Kvinden er Stædighedens Bule stærkt udviklet" 
(efter Frenologernes Sigende findes denne i Isseregionen, der er 
meget stærkt udviklet hos Faaret, et af de stædigste Dyr). Til- 
hørerne bleve nu urolige, man hørte Latter og Mumlen og Gall 
fik at vide hvad der var i Vejen; og idet han undskyldte sig med, 
at han ikke var øvet i at tale Fransk sagde han: „Jeg mente ikke 
Stædighedens Bule, men Udholdenhedens"; nu klappede Tilhørerne 
af alle Kræfter. 

Det vilde ikke være Umagen værd at bruge saa lang Tid til 
at omtale „dette Væv af vilkaarlige Paastande, der ikke have 
nogetsomhelst virkeligt Grundlag", som Fysiologen Joh. Muller 
siger, hvis Frenologien ikke endnu talte mange Tilhængere og hvis 
den ikke ved sine ugrundede og letsindige Paastande havde ført til, 



De cerebro-spinale Nervecentre. 301 

at en i og for sig meget fornuftig Ide, Forestillingen om Lokalisa- 
tioner i Hjærnen, af mange betragtes med Mistillid. 

Det maa indrømmes, at med Undtagelse af det Forhold mellem 
visse Hjærnevindinger og Lemmernes og Kæbernes Bevægelser, som 
jeg før omtalte for Dem, vide vi kun meget lidt om Lokalisation 
(Begrænsning til et enkelt Parti af Hjærnen) af de forskellige Funk- 
tioner. Foruden dette Forhold er der egentlig kun én Iagttagelse 
der er ganske paalidelig, men den er til Gengæld af overordentlig 
stor Betydning. 

Der findes Patienter, der ikke kunne tale, skøndt de ikke lide 
af nogen Lamhed i Strube, Tunge eller Læber. Grunden til deres 
Lamhed er, at de have glemt Ordene; sædvanlig have de kun be- 
varet 3 — 4 Ord som de idelig gentage og anvende som Svar paa 
alle mulige Spørgsmaal, medens de samtidig stadig og paany blive 
ærgerlige og bedrøvede over deres Afmagt til at finde de rette Ord. 
Det er ikke alene Talen som er indskrænket; i mange Tilfælde 
kunne de Syge ligesaa lidt skrive Ordene som sige dem, og dog 
forstaa de fuldkommen, naar man taler til dem eller giver dem 
Noget at læse. 

Jeg erindrer en saadan Stakkel, der ikke havde andet Ord til 
sin Raadighed end en forskrækkelig Ed, som han anvendte til alt 
muligt. Da jeg opfordrede ham til at skrive sit Navn skrev han 
ikke sin Yndlingsed, som jeg havde ventet, men han malede med 
Frakturbogstaver og med megen Møje, da hans højre Arm var lam, 
Ordet „Februar" og fulgte Pennen med et tilfreds Øjekast. Men 
det er jo ikke Deres Navn, sagde jeg til ham; saa blev min Mand 
helt ulykkelig og begyndte forfra uden at kunne komme til andet 
Kesultat end sit „Februar" ; denne Gang opdagede han, at det var 
galt, før han endnu havde skrevet Ordet helt færdigt, men han 
var ganske ude af Stand til at rette Fejlen. 

Man har samlet mange Iagttagelser af saadanne Tilfælde; de 
kunne være højst forskellige i deres Enkeltheder men stemme alle 
overens i det Hovedsymptom, at Hukommelsen for Ord delvis eller 
ganske er gaaet tabt. I alle de Tilfælde af denne Art, der ere 
komne til Obduktion, har man fundet en bestemt Region af Hjær- 



302 De cerebro-spinale Nervecentre. 

nen lidende, nemlig et Parti tæt ved den Sylviske Fure og i de 
allerfleste Tilfælde paa venstre Side. Denne Hjærnelokalisation er 
saa godt kendt, at man har kunnet drage praktisk Nytte af den i 
Kirurgien. Der er forekommet det Tilfælde, at en Mand efter et 
Fald paa Hovedet havde mistet Hukommelsen for Ord, var bleven 
afasisk (a ikke, phasis Tale) ; Lægen tog da ved Hjælp af et kirur- 
gisk Instrument, som kaldes en Trepan, et Stykke af Hjærneskallen 
ud i Tindingeegnen, og det lykkedes ham gennem dette Hul at 
trække en Bensplint frem, der havde trykket paa Hjærnen netop 
paa det omtalte Sted; efter Operationen fik den Syge næsten 
øjeblikkelig Evnen til at tale tilbage. 

Lægerne have iøvrigt i længere Tid vidst, at der var et vist 
Forhold mellem de forreste Dele af Hjærnen og Evnen til articuleret 
Tale; en herhen hørende Iagttagelse er særlig berømt: En Soldat 
havde faaet en betydelig Beskadigelse af venstre Pandeben, saa at 
Hjærnen laa blottet paa dette Sted; naar han sagde Noget be- 
høvede man blot at trykke let paa Hjærnen for øjeblikkelig at 
stoppe hans Tale, naar Trykket hørte op kunde han atter tale. 
Aands- Det er alt hvad man veed om Hjærnelokalisationens Forhold 

evnerne og 

Hjæmens til de aandelige Evner, men Hjærnen staar ogsaa paa anden Maade 
Rumfang. . Forhold tø i nte lligensen. 

Man har i lang Tid trot at det var en Betingelse for godt ud- 
viklede Aandsevner, at Hjærnens to Halvkugler skulde ligne hin- 
anden nøje i Form og Størrelse. Nu veed man at denne Regel- 
mæssighed ingenlunde er nødvendig, og det traf sig saa snurrigt, 
at den berømte Læge Bichat, som netop havde hævdet denne Paa- 
stand stærkt, selv havde to Hjærnehalvkugler af højst forskellig 
Størrelse. 

Den hvide Mands Hjærne vejer ialt gennemsnitlig 1500 Gram 
(3 Pd.), Kvindens Hjærne er omtrent 100 Gram lettere; den store 
Hjærne vejer omtrent 1200 Gram. Hos Hvalen og Elefanten kan 
Hjærnen naa en Vægt af 1800 Gram, hos alle andre Pattedyr er 
den langt mindre vægtig end hos Mennesket, selv om deres Legenit' 
er langt større og tungere end vort. Hestens Hjærne vejer c. 650 
Gram, Oxens 500 Gram. Gorilla'en, det Dyr som staar Mennesket 



De cerebro-spinale Nervecentre. 30£ 

nærmest og som har en større Legemsvægt end det, har en Hjærne 
paa 550 Gram. 

Hos Mennesket er Hjærnens Vægt omtrent 1 / 50 af hele Legemets, 
hos Hunden Vioo, bos Hesten V400 og hos Oxen endog kun Vsoo- 
Imidlertid kommer der ikke meget andet ud af denne Sammen- 
ligniDg end den Erfaring at Forholdet blandt Pattedyrene er det, 
at jo mindre Dyret er desto større Del af Legemets Vægt udgør 
Hjærnen; herfra gør kun Mennesket en Undtagelse. I Forhold til 
sin Legemsvægt har Musen f. Ex. lige saa meget Hjærne som 
Mennesket og 11 Gange mere end Hesten. 

Sammenligner man Hjærnens og Rygmarvens Forhold til hin- 
anden finder man, at hos Mennesket er Hjærnen 50 Gange saa 
tung som Rygmarven, hos Hunden er Forholdet som 5 til 1 og 
hos Hesten som 2 til 1. Ved denne Sammenstilling træder det 
stærkest frem i hvor høj Grad Intelligensens Organ er udviklet hos 
Mennesket i Sammenligning med hos Dyrene. 

Ogsaa blandt Menneskene kan der med Hensyn til Hjærnens 
Vægt findes store Forskelligheder, hos to sunde Individer kan den 
Enes Hjærne veje næsten dobbelt saa meget som den Andens 
(Cuvier's Hjærne vejede 1830 Gram, en Australnegerkvindes Hjærne 
vejede 907 og en Buskmandindes Hjærne kun 872 Gram). Negrenes 
og selv Kinesernes Hjærne veje gennemsnitlig langt mindre end de 
Hvides. 

Finder man hos et Menneske af hvid Race en Hjærne paa 
mindre end 1000 Grams Vægt, har Ejeren af den været Idiot. 
Disse Stakler have en meget ringe Intelligens og ere næsten uimod- 
tagelige for Udvikling; de kunne som oftest ikke komme videre 
end til at kende deres Omgivelser og til at have nogle Forestillinger 
vedrørende Tilfredsstillelsen af Legemets groveste Krav. Der gives 
Idioter hvis Hjærne kun vejer 300 Gram; disse Mikrocephaler 
(mikro lille, kephale Hoved) ere som oftest smaa men kunne være 
ret livlige og muntre. 

Hos andre Idioter er Hovedet af sædvanlig Størrelse eller 
endog derover; disse lide ofte af Hydrocephalus, det vil sige at 



304 De cerebro-spinale Nervecentre. 

deres Hjærne er udspilet af Væske ; der er følgelig snarere mindre 
end mere Hjærnemasse end normalt (Fig. 260, se ogsaa Pag. 78). 




Fig. 260. Gennemsnit af et hydrocephalisk Hoved; paa Tegningen ses Vand- 
ansamlingen i Midten og Hjærnemassen trykket ud til Siderne. 



De fleste Mænd, der have indtaget en fremragende Plads som 
Videnskabsmænd eller Forfattere have havt en stor Hjærne : Cuviers 
Hjærne vejede 1830 Gram, Schiller's 1785 Gram, Lord Byrons 1800 
Gram. 

Det synes endvidere godtgjort, at Mennesker med høj Dannelse 
gennemsnitlig have et større Hoved end ganske uvidende Personer. 
For ikke mange Aar siden blev der i det franske Militærhospital 
Val-de-Gråce foretaget en Del Maalinger af hvilke det fremgik, at 
Lægerne gennemsnitlig havde et langt større Hovedomfang end de 
uvidende Soldater, især var Panderegionen stærkere udviklet hos 
Lægerne. 

Gennemsnitsmaalene vare følgende: 

Læger. Soldater. 

Gennemsnit: Paa langs 85,29 71,13 Centimeter. 

— Paa tværs (over Panden) 48,91 42,34 — 

— Paa tværs (over Baghovedet) . . . 52,58 50.27 — 



De cerebro-spinale Nervecentre. 305 

Det er imidlertid vanskeligt at afgøre om Forholdet er det, at 
•et Menneske har en betydeligere Intelligens fordi han har en stor 
Hjærne, eller om et Menneskes Hjærne voxer naar den bliver øvet, 
saaledes som Tilfældet er med Musklerne og med alle andre Or- 
ganer der øves flittigt. 

Vi maa altsaa i al Almindelighed indrømme, at der er et vist 
Forhold mellem de aandelige Evners Udvikling og Hjærnens Stør- 
relse, men vi maa vel vogte os for at tro at dette Forhold ligefrem 
kan regnes ud, saa at man kunde tale om en Intelligens der 
svarede til 1200, 1300 eller 1800 Gram Hjærne; det vilde være en 
uhyre Vildfarelse at tro, at man nogensinde vil blive istand til at 
udmaale Aandsevnerne ved Hjælp af en Vægtskaal eller et Tomme- 
maal. Der er nemlig mange andre Ting end Hjærnens Vægt at 
tage i Betragtning; for det Første maatte man for at gøre en 
virkelig Sammenligning veje den graa Hjærnemasse for sig, da den 
filene indeholder den aktivt virkende Substans, Nervecellerne; men 
heller ikke herved vilde man komme synderlig videre, da man ogsaa 
maatte tage Hensyn til Hjærnecellernes Antal og til de rigeligere 
eller sparsommere anatomiske Forbindelser imellem dem; endelig vil 
Hovedsagen altid blive de enkelte Cellers Egenskaber, som man 
maaske aldrig vil blive istand til at udforske. 

Skønclt der altsaa er mange Forbehold at tage, har jeg dog 
ment at det vilde have Interesse for Dem at vide, at der er et 
saadant Forhold mellem Hjærnens og Aandsevnernes Udvikling, og 
dette er i Hovedtrækkene ganske sikkert bevist. 

Der er endnu et andet Forhold at bemærke; jeg har undersøgt 
en stor Mængde Hjærneskaller af Tugthusfanger, der vare dømte 
for forskellige Forbrydelser, og af Sindssyge af alle Arter, og jeg 
kan forsikre Dem at disse Hjærneskaller vare meget slet formede; 
de vare stærkt uregelmæssige, i høj Grad toppede, indtrykte i 
Tindingeregionen eller over Panden og Baghovedet o. s. v. ; der 
fandtes alle Arter af Uregelmæssighed, men alle afveg de fra det 
Normale. Da der ikke var nøjagtige Oplysninger om hver enkelt 
Hjærneskals Historie, kunde jeg ikke gøre noget Forsøg paa at 
finde Forholdet mellem de forskellige Misdannelser af Hjærneskallen 

Paul Bert: Livet og Livsfunktionerne. 20 



306 De cerebro-spinale Nervecentre. 

og Ejermændenes uheldige aandelige Anlæg, hvilket vel ogsaa vilde 
blive et frugtesløst Arbejde, men deres uregelmæssige Form var 
øjensynlig, og den Købmand der havde erhvervet disse Hjærne- 
skaller for at afsætte dem som anatomiske Præparater til de 
medicinske Studerende, klagede ogsaa over at Studenterne ikke 
vilde købe dem. 

For at udtrykke min Tanke i faa Ord vil jeg sige, at man 
kan være meget intelligent med et temmelig lille Hoved, ja selv 
om Ens Hjærneskal er usymmetrisk og uregelmæssig formet; men 
paa den anden Side er det min faste Overbevisning at gennem- 
snitlig tilhøre de største og de regelmæssigst byggede Hjærne- 
skaller de bedst begavede Mennesker. 

Det er det Væsentligste som Videnskaben har slaaet fast med 
Hensyn til Forholdet mellem Hjærnen og Intelligensen; vi ville nu 
atter vende os til Bevægelserne, 
omdannelse g om j) e v j}] e erindre kan en Bevægelse fremkaldes af to for- 

afvilkaarlige 

Bevægelser skellige Aarsager. Den kan fremkaldes ved Villien gennem en 
Hge Bevæ- Virksomhed i Hjærnen; i saa Fald udgaar Tilskyndelsen til Be- 
gelser ' vægeisen fra den store Hjærnes to Halvkugler (man veed ikke, om 
Impulsen i Almindelighed udgaar fra en Hjærnehalvkugle eller fra 
begge, men den behøver kun at udgaa fra en af dem); den gaar 
nu gennem den forlængede Marv og Rygmarven indtil den naar 
Udspringscellerne for den Bevægenerve, som bringer Ordren til 
Muskelen og faar den til at trække sig sammen. Den saaledes 
fremkaldte Bevægelse kaldes en vilkaarlig Bevægelse. 

Bevægelsen kan ogsaa skyldes en udefra kommende Pirring 
f. Ex. af Huden ; denne Pirring ledes gennem en Følenerve til Ryg- 
marven, modtages her af en Følenervecelle der lader den gaa over 
til en Celle, som er istand til at fremkalde Bevægelse; fra denne 
ledes Impulsen gennem en Nerve til en Muskel. Bevægelsen kaldes 
da en Reflexbevægelse. 

Det er nu meget interessant at se, at tillærte Bevægelser, der 
følgelig i Begyndelsen have været vilkaarlige, senere kunne gaa 
over til at blive rene Reflexbevægelser som i den Grad kunne gøre 
sig uafhængige af Villiens Herredømme, at denne ikke længere er 






De cerebro-spinale Nervecentre. 307 

istand til hverken at forhindre dem eller at fremkalde dem. De 
Bevægelser der anvendes ved Gang ere et godt Exempel herpaa. 
Barnet har lidt efter lidt med stor Møje lært at udføre alle de 
nødvendige Bevægelser, det har efterhaanden skaffet sig Herre- 
dømme over sine Muskler, saa at det kan bringe dem til at virke 
hver for sig eller flere paa en Gang og med forskellig Kraft; det 
har ligesom maattet opdrage sig til enhver ny Bevægelse og tilsidst 
maattet lære ved Hjælp af sin Muskelkraft at overvinde de til- 
fældige Hindringer og Vanskeligheder, der true dets Ligevægt og 
kunde bringe det til at falde. Men efter nogen Tids Forløb fore- 
gaa alle disse Bevægelser af sig selv uden at Villien eller Hjærnen 
have det mindste at gøre med dem; Barnet gaar som en hjærneløs 
Due flyver, idetmindste saa længe Gangen ikke er forbunden med 
særlige Vanskeligheder, der kunne tildrage sig Opmærksomheden; 
naar Barnet snubler eller glider trække dets Muskler sig strax 
uvilkaarlig sammen, idetmindste alle de Muskler der kunne tjene 
til at bringe Legemets Tyngdepunkt, der var ifærd med at glide 
ud til en af Siderne, tilbage over Understøttelsesplanet. Maskine- 
riet gaar ganske af sig selv og Intelligensen kan sove ind eller 
sysselsætte sig med andre Ting. 

Man kalder saadanne Bevægelser for Vanebevægelser og 
man forstaar altsaa herved Bevægelser, der oprindelig have været 
vilkaarlige men senere ere blevne omdannede til Keflexbevægelser ; 
man sparer ved dem for det Første en betydelig Mængde Tid, men 
navnlig spares der derved, at Intelligensen, Styreren for det 
Hele, ikke mere behøver at give sig af med det underordnede Ar- 
bejde. Der bliver tilsidst mange Handlinger der udføres bedst 
uden Intelligensens Hjælp, og det kan endog hænde at de gaa galt, 
naar den vil blande sig i Sagen. 

Naar en udlært Linedanser vilde give sig til at udregne sine 
Be\ægelser, som han naturligvis maatte gøre da han lærte sin 
Kunst, vilde han næppe komme ret langt ud paa Linen. Naar en 
Pianist spiller et Stykke udenad, saa ville de vanskelige og brillante 
Passager, hvor Bevægelserne skulle foretages i særdeles stor Hast, 
gaa allerbedst, naar han giver sig hen i Spillet, det vil sige naar 

20* 



308 De cerebro-spinale Nervecentre. 

hans Intelligens ikke sysselsætter sig med Fingrenes Bevægelser. 
Det at lære de sammensatte Bevægelser, som enhver Haandteriug 
udkræver, og at udføre dem sikkert og hurtigt er aldrig saa vanske- 
ligt som at lære at udføre dem samtidig med at man gør sig Rede 
for deres Enkeltheder for at vise en Anden Besked: det veed ogsaa 
enhver Gymnastiklærer og Fægtemester. 

Ved enhver Profession og enhver Legemsøvelse har Uddannelsen 
det Maal at gøre det unødvendigt for Intelligensen at gribe ind ved 
Udførelsen af Handlinger, hvor den er overflødig og endog kan 
gøre Skade. 

Det er ikke altid at Erhvervelsen af Vanebevægelser medfører 
Fordele for Individet; naar den bliver uheldig anvendt kan den 
frembringe meget uheldige Virkninger. Man kan begynde med at 
gøre en hæslig Bevægelse, en Grimace ganske vilkaarligt; senere 
bliver den en Reflexbevægelse, som Villien ganske har tabt Herre- 
dømmet over — den er bleven til en uvilkaarlig Trækning; det er 
derfor en af Opdragelsens første Opgaver at vaage nøje over Barnets 
Maade at bevæge Kroppen og Ansigtet; enhver virkelig Pædagog 
kender ogsaa denne Regel som har et fuldstændig fysiologisk 
Grundlag. 
Aaaocierede Reflexbevægelserne kunne forbinde sig til meget sammensatte 

Handlinger ved Hjælp af Association (Sammenknytning) af forskel- 
lige Bevægelser. En Pianist sætter sig til Klaveret, i samme Øje- 
blik og før han endnu har anslaaet en Tangent indretter hele hans 
Legeme sig paa at indtage den hensigtsmæssigste Stilling, han er 
strax parat fra Top til Taa og hele denne Forberedelse har dog 
ikke kostet ham en eneste Tanke. En Hare springer op for Fød- 
derne af en Jæger: strax staar han stille, Fødderne tage en fast 
Stilling, Bøssen falder i Anlæg, og samtidig med at Øjet følger 
Vildtet og styrer Bøssen støtte Skulderens, Armens og Kroppens 
Muskler Vaabenet. Jægeren kommer saaledes med Lynets Fart i 
den rette Stilling til at bestryge Harens Vej og i samme Øjeblik 
trykker ogsaa Fingeren paa Aftrækkeren. I det nævnte Exempel 
er Associationens Magt saa stor, at Synet af Haren i mange Til- 
fælde vil faa en Jæger til at begynde paa alle disse Bevægelser, 



De cerebro-spinale Nervecentre. 309 

selv om han paa Forhaand har besluttet sig til ikke at ville skyde. 
Saavidt man kan slutte efter Analogien er det sikkert, at han vilde 
have udført alle disse Bevægelser selv om han havde mistet den 
store Hjærne; thi den har aldeles ingen Rolle spillet ved alt dette; 
det Hele er blevet styret af det vel indøvede Maskineri, der efter- 
haanden har dannet sig i Rygmarven, ganske som vi saa med Duen, 
der kunde flyve efter at dens store Hjærne var borttaget. 

De associerede (sammenknyttede) Bevægelser skyldes altsaa en Association 

afBevægelser 

Opdragelse der i mange Tilfælde er meget langvarig og besværlig ; med sanse- 
det vilde være let nok at nævne flere Exempler paa saadanne Be-p^Jj,^^ 
vægeiser. 

I alle de Exempler, som vi hidtil have omtalt, fremkaldtes Be- 
vægelserne ved et Sanseindtryk, en Pirring der kom udefra; det 
var saaledes Synet af Haren, som øjeblikkelig paa en saa mærkelig 
Maade bragte Jægerens Legeme under Commando, men der findes 
andre Former af Association som ere nok saa interessante som de 
omtalte Fænomener. 

Det er en dagligdags Erfaring, at Sanseindtryk af forskellig 
Art kunne fremkalde Forestilling om en Genstand eller en Situa- 
tion i vor Bevidsthed. Tanken om et Klaver og alle de Fore- 
stillinger om Lyd og Musik der knytte sig til den, kan vækkes hos 
os enten ved at se de hvide og sorte Tangenter eller ved at høre 
Instrumentets Toner. Paa samme Maade kan et skrevet eller sagt 
Ord, en Lyd, et Billede genopvække i Ens Erindring en Situation 
der har gjort et stærkt Indtryk. En Lyd eller en billedlig Frem- 
stilling kan paavirke Ens Tanke paa en saadan Maade, at der kan 
dukke en hel Række Forestillinger, af hvilke nogle endog ere 
ganske ny for En, op i Ens Bevidsthed. Endelig kan en Fore- 
stilling vække eller afføde en hel Række andre Forestillinger, der 
knytte sig til den og derved føre til ny eller tidligere gennemløbne 
Tankeforbindelser. 

Kort sagt der kan finde Association Sted mellem Sanseindtryk 
indbyrdes, mellem Sanseindtryk og Forestillinger og mellem Fore- 
stillinger indbyrdes. 



310 De cerebro-spinale Nervecentre. 

Hvert enkelt Led i denne aandelige Mekanisme, hvis Studium 
snarere hører ind under Psychologien (psyche Sjæl) end under 
Fysiologien, kan fremkalde Bevægelser eller blive sat i Virksomhed 
ved en Bevægelse, og her kunne Fysiologerne atter tage fat. Der 
findes med andre Ord Sanseindtryk og Forestillinger der ere asso- 
cierede med visse Bevægelser ligesom omvendt Bevægelser kunne 
være associerede med Sanseindtryk og Forestillinger. 

De have allerede faaet nogle Exempler paa Bevægelser der vare 
associerede med Sanseindtryk, og man kunde vedblive i det Uende- 
lige at anføre Kendsgerninger af denne Art. Det efterfølgende 
Exempel viser, at Muskler der staa under Villiens Herredømme og 
saadanne som ere ganske uafhængige af denne, kunne sættes i 
Virksomhed ved samme Sanseindtryk: Naar en Lyd rammer Øret, 
sætte Mellemørets, det ydre Øres og Hovedets Muskler sig strax 
ilave for paa bedste Maade at opfatte Lyden, og hvad der er endnu 
mærkeligere, de ordne sig paa samme Maade saasnart Øjet under- 
retter dem om, at der om kort Tid vil blive frembragt en Lyd, 
f. Ex. naar man ser et Menneske bevæge Læberne uden at tale. 

Ligesaa hyppigt ere Bevægelser associerede med Forestillinger 
og disse Bevægelser kunne fra Begyndelsen enten have været vil- 
kaarlige eller uvilkaarlige. Det som man kalder Minespillet, naar 
man derved forstaar baade Ansigtets og det øvrige Legemes mimiske 
Gebærder, bestaar af saadanne associerede Bevægelser; disse have 
ogsaa givet Anledning til Dannelsen af mange Udtryk i Sproget. 
Fortællingen om en afskyvækkende Handling eller Ting eller blot 
en ubehagelig Tanke er nok til at fremkalde hele den Gruppe af 
Bevægelser som pleje at ledsage Kvalmen, der i og for sig er Re- 
sultatet af et Sanseindtryk af en modbydelig Art. Overlæben 
løftes, Brynene rynkes, Næseborene aabne sig vidt, Hagen nærmes 
til Halsen og Haanden føres frem for at bortstøde — det der har 
vakt Modbydeligheden, altsaa i dette Tilfælde en Forestilling, en 
Tanke; derfor siger man ogsaa at en Forestilling kan være væmme- 
lig, modbydelig, kvalmende. 

Det er vanskeligere at paapege Modstykket til disse Iagttagelser 
nemlig at Sanseindtryk og Forestillinger kunne associeres med be- 






De cerebro-spinale Nervecentre. 311 

stemte Bevægelser, denne Sammenknytning er sikkert nok tilstede 
hos det sunde Menneske og i vaagen Tilstand, men man ser den 
dog i den mest slaaende Form hos Syge og Søvngængere. 

De have alle hørt Tale om Mennesker, der i Søvne kunne staa 
op, gaa, tale, skrive og udføre de mest sammensatte Handlinger, 
alt uden at vaagne og uden at være modtagelige for andre Indtryk 
fra Omverdenen end saadanne der staa i Forhold til de Fore- 
stillinger, der i Søvntilstanden beherske dem. De have vel ogsaa 
hørt, at der gives Mennesker, der kunne komme i en lignende 
Søvngængertilstand, naar de fuldt vaagne udsættes for visse Paa- 
virkninger; denne Erfaring er hyppig bleven misbrugt af Charlataner 
og disse have da søgt at forklare disse Fænomener som Følger af 
en overnaturlig Indvirkning. Man kalder denne Tilstand for Som- 
nambulisme (Søvngængeri) og denne kan enten opstaa af sig 
selv eller fremkaldes ved ydre Paavirkning. 

Man kan bringe nervøse Personer i en sonnambul Tilstand 
paa forskellige Maader; Magnetisørernes Strøg har gjort mest Op- 
sigt, men der er mange andre simplere Methoder, og man har 
kunnet bringe unge Kvinder i Søvngængertilstand blot ved at lade 
dem i nogen Tid stirre paa en skinnende Genstand som holdtes 
saa tæt foran Øjnene som muligt. Naar de først ere i Søvntilstanden 
kan man vække dem halvt, faa dem til at tale og gaa uden at de 
senere, naar de komme helt til sig selv, have nogen Erindring om 
hvad der er sket. Saalænge Mennesker ere i denne hypnotiske 
(hypnos Søvn) Tilstand er Følsomheden for Smerte ophævet og 
man har benyttet denne forbigaaende Ufølsomhed til at foretage 
langvarige og smertefulde Operationer, uden at den Syge mærkede 
Noget. 

Man kan ligeledes frembringe en kataleptisk (katalepsis Fast- 
holdthed) Tilstand der kan optræde enten alene for sig eller 
sammen med Følesløshed; denne mærkelige Tilstand bestaar deri 
at en Del af Legemet eller hele Legemet i længere Tid kan holde 
sig ubevægeligt i samme Stilling. Naar man hæver Patientens Arm 
op og retter den lige ud beholder den denne Stilling i en hel Time, 
naar man ikke lægger den ned igen; stiller man den Syge paa et 



312 De cerebro-spinale Nervecentre. 

Ben bliver han staaencle som den bekendte Statue af Berømmelsens 
Gudinde eller falder om uden at sætte det andet Ben til Jordeu. 
Visse Mennesker komme i denne Tilstand blot ved uventet at høre 
en stærk Lyd eller faa Øje paa et stærkt Lys, men saadanne 
Mennesker ere da næsten altid lidende paa Legeme eller Sjæl. 

Sonnambulerne ere et fortræffeligt Materiale til Studier over 
de associerede Sanseindtryk og de associerede Forestillinger. Om- 
verdenens Indflydelse, alle de mange Sanseindtryk der strømme 
ind paa os i den vaagne Tilstand, ere her udelukkede, og Søvn- 
gængerens Tankeliv lader sig villigt lede af den der foretager For- 
søget. Vækkes Søvngængeren halvt, kan en behændig Spørger let 
faa ham til at svare efter Ønske; en Lyd, en Berøring eller et 
Ord vækker hos ham en hel Række Forestillinger og Indtryk, hvis 
Associationer man kan sammenknytte eller løse efter Behag. 

I denne Tilstand kan en Bevægelse virke paa samme Maadfr 
som et Sanseindtryk, idet den kan give Stødet til andre Bevægelser, 
til Sanseindtryk eller til Dannelsen af Forestillinger. Alt dette 
kan bringe Individet i særdeles mærkelige Situationer, der ofte 
B om tD en g gøre et stærkt Udtryk paa Tilskuerne. Da jeg ikke kan dvæle 
sonnambuie længere ved denne Sag skal jeg indskrænke mig til at meddele- 
Dem en Sygehistorie som ér iagttaget for kort Tid siden og som 
giver Billedet af en næsten uafbrudt Søvngængertilstand. 

En Soldat ramtes i Slaget ved Sedan af en Kugle, der tog et 
Stykke af venstre Isseben og en Del af Hjærnen bort. Efter at 
Saaret var helet, optraadte der ejendommelige Forstyrrelser i hans 
Aandsliv der viste sig paa følgende Maade. Midt under et fuld- 
stændigt Velbefindende og uden at Anfaldet indledes ved Skrig eller 
Kramper mister han pludselig Bevidstheden om sig selv og Om- 
verdenen. Han kan ikke længere se, høre eller føle; han trækker 
ikke Haanden tilbage naar man kniber ham i Fingrene, han har 
endog mistet Evnen til at foretage Reflexbevægelser overfor Pir- 
ringer udefra. Og dog staar han paa sine Ben, han gaar med 
aabne Øjne, støder vel af og til paa, naar der er Hindringer paa 
hans Vej, men gaar saa udenom; skøndt han er ufølsom for Smerte- 
indtryk, faar han nemlig meget vel Indtryk af de Genstande, han 



De cerebro-spinale Nervecentre. 313 

rører ved, og han kender deres Form og Anvendelse. Dette viser 
sig paa en meget kuriøs Maade. Faar man ham til at sætte sig 
ned og giver ham Kniv og Gaffel i Haanden, giver han sig til at 
spise og spiser roligt Dyvelsdræk, om man vil, eller drikker den 
bitreste Kinaextrakt. Giver man ham en Pen, begynder han at 
skrive. Han kan se Papiret, thi han hører op at skrive naar man 
holder et Stykke Pap mellem hans Øjne og Papiret, og naar man 
lader ham skrive med Vand i Stedet for Blæk bliver han forbavset 
og hører ligeledes op. Men dersom man lægger en Bog Papir for 
ham og tager det første Ark bort naar han har skrevet lidt paa 
det, gaar han over til det næste og fortsætter paa det tredie og 
fjerde Ark o. s. v. hvis man bliver ved at tage Bladene bort, indtil 
han naar til Underskriften. Derpaa læser han veltilfreds sit Brev 
igennem paa det sidste Stykke Papir, som jo næsten er ubeskrevet, 
og retter paa det de Fejl som findes paa de Blade man har taget 
fra ham, netop paa det Sted hvor de vilde have havt deres Plads, 
hvis man havde ladet ham skrive Brevet færdig paa det enkelte 
Stykke Papir. 

Han var Sanger før han blev Soldat. Lader man en Solstraale 
blive kastet tilbage imod hans Øjne, tager han den for Lyset fra 
Lamperækken, retter sig, sætter sig i Lave og giver sig til at 
synge, fuldstændig rent og med Følelse, derpaa tager han med et 
forbindtligt Smil det Glas, som man byder ham, og drikker uden 
at mærke at det indeholder Eddike og Vand. 

Saalænge han er i Søvngængertilstanden er han tilbøjelig til 
at stjæle; han griber og skjuler hemmelighedsfuldt Alt hvad han 
faar fat paa, uden at se eller høre de Personer der iagttage ham. 
Han er aldeles optaget af sin Forestilling, sin Drøm, han hører, 
ser og føler kun hvad der staar i Forbindelse med den og opfatter 
ikke nogetsomhelst Andet, hverken om man ryger Tobak lige for 
Næsen af ham eller man vender Spejlet om medens han barberer 
sig, ja ikke en Gang om man holder en tændt Svovlstik saa tæt 
til hans Øje, at Øjehaarene svides. 

Pludselig vaagner han saa igen, uden at have nogen For- 



314 De cerebro-spinale Nervecentre. 

nemmelse eller Erindring om hvad der er gaaet for sig og er nu 
ganske fornuftig og uinteressant indtil næste Anfald. 

Naar vi i faa Ord skulle sammenfatte hvad vi vide om disse 
indviklede Forhold, maa vi altsaa sige at der i Centralnervesystemet 
findes forskellige velordnede Maskinerier der blive mer og mer 
sammensatte eftersom man bliver ældre. Der er et Maskineri i 
Rygmarven der styrer Bevægelserne og andre i Hjærnehalvkuglerne 
der staa i Forhold til Sanseindtrykkene og Forestillingsdannelsen. 
Disse Maskinerier sættes i Gang naar de pirres af Sanseindtryk, 
men det ene Maskineri kan ogsaa paavirke det andet og sætte det 
i Bevægelse, og saaledes afføde Bevægelser, Forestillinger og Sanse- 
indtryk hinanden og sammenknytte sig paa mange Maader, saa at 
Resultatet bliver en særdeles indviklet aandelig og legemlig Virk- 
somhed. De maskinmæssige Virksomheder kunne gaa paa egen 
Haand uafhængigt af Villiens Herredømme, skøndt det som oftest 
>er Villien der fra Begyndelsen har indøvet dem for sit eget Brug 
for selv at have Frihed til at sysselsætte sig med Virksomhed af 
højere Art. Villien kan endnu i lang Tid bevare sit Herredømme 
over de maskinmæssige Funktioner, saa at den kan sætte dem i 
Gang, men hvis den lader dem virke altfor lang Tid paa egen 
Haand uden at hævde sin Commando, kunne de gøre sig uafhængige, 
og naar Villien da forsøger atter at gribe Herredømmet, kunne de 
nægte at adlyde hvad enten den vil sætte dem i Gang eller standse 
deres Virksomhed. 

Man bør altsaa vel erindre, at enhver Forestilling der er vakt 
i Bevidstheden, ethvert Sanseindtryk som vi modtage efterlader et 
Spor af sin Vej gennem det centrale Nervesystem og at disse sam- 
lede Indtryk kunne blive saa talrige og Paavirkningen af Central- 
nervesystemet saa betydelig, at Villien derved indskrænkes i sin 
Frihed. 

Ogsaa denne fysiologiske Sandhed bør altid staa levende for 
dem, der ville give sig af med Børneopdragelse. 



TOLVTE FOREDRAG. 

De Nerver der udgaa fra Hjærnen og Rygmarven. Det 

sympathiske Nervesystem. Reflexvirksomhed og sym- 

pathisk Nervevirksomhed. 

Nerverne bestaa af sammenhobede Nervetraade, hvilke jeg har 
beskrevet for Dem i et tidligere Foredrag (se Pag. 259 og 262). 
Man kan sammenligne Nerven med et Garnfed, i hvilket Nerve- 
traadene ere de enkelte Traade; de sammenholdes og beskyttes af 
en fælles Hinde. For det blotte Øje tage Nerverne sig ud som 
hvidlige Strænge af forskellig Tykkelse der udgaa fra Hjærnen eller 
Rygmarven, saa dele sig i tykkere eller tyndere Traade og til- 
sidst skilles ad i de enkelte Nervetraade der fordele sig og gaa til 
Muskelfibrene og Sanseorganerne. 

Jeg har allerede omtalt at nogle Nervetraade tjene til at forskellige 

Arter Nerver. 

bringe Indtrykkene udefra til Centralnervesystemet; de kaldes 
centripetale (midtpunktsøgende) eller hyppigere Følenerver. 
De andre Nerver kaldes centrifugale (midtpunktflyende) eller 
Bevægenerver. Nerverne kunne nu enten føre Nervetraade som 
alene henhøre til en af disse Arter, eller de kunne indeholde 
begge Arter blandede; efter deres Forhold kalder man dem hen- 
holdsvis Bevægenerver, Følenerver og blandede Nerver. 



316 



De Nerver der udgaa fra Hjærnen eller Rygmarven. 



Rygmarvs- 
nerver. 



De Nerver der udgaa fra Hjærnen eller Rygmarven. 

Alle de Nerver der udspringe fra Rygmarven ere blandede 
Nerver, de dannes som allerede nævnt af to Rødder, den forreste 
der fører Bevægenervetraade, og den bageste der indeholder Føle- 
nervetraade. Der findes saaledes paa begge Sider af Legemet en 
Nerve for hver Hvirvel (Fig. 252 og Fig. 261). Disse Nerver for- 
lade Hvirvelkanalen gennem de Aabninger der findes mellem Hvirv- 
lerne og udbrede sig derfra i Legemet. 

Saa langt Brystkassen strækker sig følge Nerverne Rummet 
mellem Ribbenene og beskyttes ved at ligge i en Fure paa Under- 
kanten af det øverste af de to Ribben. Nerven udsender paa Vejen 




Fig. 261. Gennemsnit af Rygmarven med Udspringet af forreste og bageste 
Nerverod; paa bageste Nerverod ses dennes Ganglie. 



Bevægetraade til de Muskler, der gaa mellem RibbeneDe, og Føle- 
traacie til Huden. Hver Intercostal- (Mellemribbens) Nerve ud- 
sender tre Følegrene der gaa lige ud til Huden, og der sprede sig 
i mangfoldige Traade; den første af disse Grene naar ud til Huden 
ikke langt fra Ryggens Midtlinie, udfor de store Muskelmasser der 
bevæge Hvirvelsøjlen, den anden gaar ud paa det mest fremhvælvede 
Punkt af Ribbenets Bue omtrent midt imellem Brystbenet og 
Hvirvelsøjlen, og den tredie kommer frem helt fortil, ikke langt 
fra Brystbenet. Jeg skal senere forklare Dem hvorfor jeg omtaler 
disse Enkeltheder. 

Ovenover og nedenfor Brystkassen er Nervernes Forhold langt 
mere indviklet, fordi der her ogsaa skal afgives Nerver til Lemmerne. 
Disse maa opfattes som et Tilbehør til Legemet der har udviklet 



De Nerver der udgaa fra Hjærnen eller Rygmarven. 



317 






sig langs Forløbet af Rygmarvsnervernes anden Gren, medens første 
og tredie Gren forløbe og udbrede sig paa samme Maade som 
Mellemribbensnervernes første og tredie 'Gren. 







Da Lemmerne ere forsynede med en særdeles stor Muskel- 
masse og have en betydelig Hudoverflade ere selvfølgelig de Nerve- 



318 De Nerver der udgaa fra Hjærnen eller Rygmarven. 

stammer, der skulle forsyne dem med Nerver, ligefra deres Udspring 
langt tykkere end Intercostalnerverne. Ogsaa selve Rygmarven har 
et betydelig større Gennemsnit paa de Steder hvor Lemmernes 
Nerver udspringe fra den ; dette er for Forlemmernes Vedkommende 
i den nederste Del af Halsregionen, for Baglemmernes Vedkom- 
mende ved Overgangen mellem Ryg og Lænderegionen. Anatomerne 
kalde .disse tykkere Partier for Rygmarvens Halsfortykkelse og 
Lændefortykkelse. 

Til Forlemmet afgives 5 Nerver der svare til de 4 sidste Hals- 
hvirvler og den første Ryghvirvel; disse Nerver samles, krydses og 
slynges mellem hinanden paa en meget indviklet Maade og derved 
dannes en Nerveplexus (Nervefletning) fra hvilken Armens forskel- 
lige Nerver udgaa. Disse have faaet Navn efter deres Forløb og 
Udbredelse: Spolenerven følger Spolebenet, Albunerven Albubenet 
og Midtarmsnerven ligger midt imellem dem. Albunerven har 
den interessante Særegenhed at den gaar bagtil gennem en Rende 
mellem Albubenet og Overarmsbenet ; den ligger her tæt under 
Huden paa et haardt Underlag og den er følgelig meget udsat for 
at blive trykket. Naar dette sker føler man en stærk Smerte ikke 
alene ved Albuen men ogsaa i den lille Finger. Jeg skal senere 
give Dem Forklaringen paa dette mærkelige Fænomen. 

Ogsaa Baglemmet faar 5 Nervestammer, en for hver Lænde- 
hvirvel ; ligesom Forlemmernes Nerver indgaa de talrige Forbindelser 
med hverandre og danne en Plexus, Lændefletningen, fra hvilken der 
udgaar to Hovednervestammer til Underextremiteten : Laarnerven 
og Hoftenerven. Laarnerven gaar langs den indre Flade af Laaret, 
den følger med en Pulsaare og en Blodaare af samme Navn. 
Hoftenerven er Legemets tykkeste Nervestamme, den gaar langs 
Laarets Bagside og forsyner Størstedelen af Huclextremitetens 
Muskler med Nervegrene. 

Jeg kan ikke give Dem Enkelthederne ved Nervernes Fordeling 
da det vilde kræve for lang Tids Studium for Dem; men De ser 
at hver Extremitet svarer til et femdobbelt Tilbehør til Kroppen med 
fem Nervestammer der for Overextremitetens Vedkommende ud- 
springer fra Halsregionen af Rygmarven, for Underextremitetens 



nerverne. 



De Nerver der udgaa fra Hjærnen eller Rygmarven. 319 

Vedkommende fra Lændepartiet, altsaa svarende til de Hvirvler 
der ikke bære Ribben men paa hvilke disse kun ere antydede ved 
ganske smaa Tværforlængelser. Denne Femdobbelthed er i god 
Overensstemmelse med Bygningen af Pattedyrenes Haand som nor- 
malt har fem Fingre. 

Der er endnu kun en af Rygmarvsnerverne som jeg paa 
Grund af dens Betydning for Aandedrættet vil omtale for dem; 
det er Mellemgulvsnerven der gaar til Mellemgulvet. Denne Nerve 
har den Mærkelighed, der iøvrigt finder sin Forklaring i Udviklings- 
historien, at den udspringer helt oppe fra tredie, fjerde og femte 
Halsnerve ; den strækker sig dernæst ned gennem hele Brystkassens 
Længde indtil den naar Mellemgulvet hvor den opløser sig i Nerve- 
traade. 

Medens jeg ikke anser det for nyttigt at fortælle Dem mere H J' ærne 
om Rygmarvsnerverne, maa vi dvæle lidt længere ved de Nerver 
der udgaa fra Hjærnen. De ere 12 i Tal, fra hver Side naturligvis, 
og man taler derfor i Almindelighed om de 12 Par Hjærnenerver 
og Anatomerne pleje i deres Beskrivelse at gaa forfra bagtil og 
give dem Nummer efter deres Rækkefølge. 

Jeg vil ikke følge denne systematiske Methode ligesaa lidt som 
jeg vil plage Dem med at angive nøjagtigt hvor hver enkelt af 
dem udspringer, gennem hvilke Huller de forlade Hjærneskallen, 
og hvor de tilsidst fordele sig. 

Det er langt fra at alle Hjærnenerver ere blandede saaledes 
som alle Rygmarvsnerverne; nogle af dem ere udelukkende Be- 
vægenerver, andre ere rene Følenerver og blandt dem maa man 
navnlig mærke dem, der staa i Forhold til de særlige Sansninger: 
Lugtesansen, Synssansen, Høresansen og Smagssansen. Vi ville 
derfor begynde med dem. 

Lugtenerven kaldes ogsaa det første Hjærnenervepar, den ud- 
springer fra Underfladen af den forreste Del af Hjærnen og deler 
sig i talrige Nervetraade der udbrede sig netformigt paa den øverste 
Del af Næsehulernes Vægge. Hos de Dyr som have en stærkt ud- 
viklet Lugtesans, som hos Hunden, er denne Nerve meget omfangs- 
rig og kaldes derfor ogsaa ofte for Lugte lap pen. 



Sanse- 
nerverne- 



320 De Nerver der udgaa fra Hjærnen eller Rygmarven. 

Sysnerven er Nr. 2. Den synes at udspringe fra Firliøjene 
som derfor ogsaa jævnlig kaldes Selapperne (se Fig. 256 Pag. 289). 
Dens Fordeling frembyder en mærkelig og meget betydningsfuld 
Ejendommelighed, idet højre Synsnerve ikke gaar udelukkende til 
højre Øje ligesaa lidt som venstre Synsnerve alene til venstre Øje. 
Kort efter at Synsnerverne have forladt deres Udspringssted i 
Hjærnen og endnu medens de ere indesluttede af Hjærneskallen 
krydses deres Traade og danne en Forbindelse som man har kaldt 
Synsnervernes Chiasma (Krydsning); i denne udvexle de to Nerver 
Fibre, idet en Del af den højre Synsnerves Traade gaa over til 
venstre Øje og omvendt (Fig. 263). 




Fig. 263. Synsnervernes Krydsning, A højre Synsnerve, B venstre Synsnerve. 

Hørenerven kaldes ogsaa for 8de Hjærnenervepar og ud- 
springer altsaa temmelig langt bagtil ; den udgaar fra den for- 
længede Marv og strækker sig gennem en Kanal i Tindingebenet 
henimod Høreorganet; her deler den sig i to Grene, en, Sneglens 
Nerve, gaar til Sneglen, en anden, Forgaardsnerven, gaar til For- 
gaarden og de halvcirkelformede Kanaler. 

Smagsnerverne ere ikke saa skarpt afgrænsede, idet de ere 
blandede med Nervetraade der kunne lede almindelige Følelses- 
indtryk. Den forreste Del af Tungen faar sine Nerver fra 5te 
Hjærnenervepar, den bageste fra 9de. 
øjets Be- 3^ 4^ og g te p ar Hjærnenerver ere udelukkende Bevæge- 

vægenerver. " 

nerver og forsyne Øjets Bevægemuskler med Nervetraade. 3die 
Par, Øjets fælles Bevæge muskelner ve sender Nervetraade 



De Nerver der udgaa fra Hjærnen eller Rygmarven. 321 

til det øverste Øjelaags Løftemuskel og alle Øjets Muskler med 
Undtagelse af den øverste Skraamuskel og den ydre lige Muskel. 
Denne Nerve kan blive lammet enten ved en Hjærnelidelse eller 
blot ved pludselig og stærk Afkøling, og naar dette sker bliver 
Øjet ubevægeligt og desuden sænkes øverste Øjelaag og lukker for 
Øjet. Den omtalte Nerve har endnu den Virksomhed at gøre Pu- 
pillen mindre ved at faa Regnbuehindens Kredsfibre til at trække 
sig sammen; følgelig er Pupillen udvidet naar 3die Hjærnenerve er 
lammet. 

4de Hjærnenervepar sender Nervetraade til Øjets øverste 
Skraamuskel der drejer Pupillen nedad og udad. 

6te Hjærnenervepar forsyner den ydre lige Øjemuskel 
mel Nervetraade. 

Det 5te Hjærnenervepar spiller en særdeles stor Rolle; De °_ tredelte 
den dannes ligesom Rygmarvsnerverne af to Rødder, en motorisk 
og en sensibel og har faaet Navn af den tredelte Nerve fordi 
den deler sig i tre Hovedgrene. Den første Hovedgren kaldes Øje- 
nerven fordi den gaar til forskellige Dele af Øjet og dettes Om- 
givelser; den anden Hovedgren er Overkæbenerven, fra hvilken 
Tænderne i Overkæben og en stor Del af Ansigtshuden faa Føle- 
nervetraade; den tredie Hovedgren er Underkæbenerven, der 
indeslutter de Følenervetraade som strække sig til Underkæbens 
Tænder og en Del af Ansigtets Hud, fremdeles en Del Smags- • 
nervetraade der gennem Tungenerven gaa til den forreste Del 
af Tungen og endelig motoriske Nervetraade der afgives til de for- 
skellige Tyggemuskler. 

7de Hjærnenervepar eller Ansigtsnerven giver Be- An8i & t8 - 

1,1 o o nerven. 

vægenervetraade til næsten alle Ansigtets Muskler. Denne Nerve 
kan lammes af forskellige Aarsager blandt andet ved en Indvirk- 
ning af Kulde, og der fremkommer i saa Fald en særegen Skæv- 
hed af Ansigtet som jeg allerede tidligere har omtalt (se Pag. 296) 
Ansigtet faar derved et mærkeligt Udseende, og man fortæller om 
en berømt engelsk Skuespiller der især gjorde Lykke ved sine 
snurrige Grimacer, at hans Komik for en stor Del beroede paa at 

Paul Bert: Livet og Livsfunktionerne. 21 



nerven. 



nerven. 



322 ^ e Nerver der udgaa fra Hjærnen eller Rygmarven. 

en Lammelse af den ene Ansigtsnerve havde givet de to Halvdele 
af hans Ansigt hvert sit Udtryk. 

Tungesvælg- j) e ^ 9de H j ær n en er v ep ar eller Tungesvælgnerverne 
gaa'til Tungen, Svælget og de bageste Dele af Mundhulen; den 
indeholder Smagsnervetraade til Tungen, almindelige Følenerve- 
traade og Bevægenervetraade. Ved at berøre den bageste Svælg- 
væg pirrer man denne Nerve og fremkalder derved Kvalme og 
Kløgningsbevægelser. 

Det 10de Hjærnenervepar gaar ikke til Ansigtet eller 
Hovedet, men efterat den er traadt ned gennem en Aabning paa 
Hjærneskallen strækker den sig ned langs Halsen til Brystkassen 
og ender først i Underlivet; den kaldes ogsaa Lungemavenerveu. 

Lungemave- Naar man vilde give denne store Nervestamme Navn efter alle 

de Organer til hvilke den sender Nervetraade, maatte man kalde 
den Strube-Spiserørs-Lunge-Hjærte-Lever-Mavenerven, thi alle disse 
Organer modtage saavel centripetale som centrifugale Nervetraade 
fra den. Det skyldes f. Ex. denne Nerve at de smaa Luftrørsgrene 
kunne trække sig sammen hvorved Slim lettere bringes op af 
Lungen; det er ogsaa den der styrer Spiserørets og Mavens Sammen- 
trækninger. 

HæmmingB- ]? ra e £ yjgt Synspunkt er denne Nerve mærkværdigere end de 

andre, idetmindste frembyder den Fænomener af en ganske særegen 
og overraskende Art. 

Hidtil have vi stedse set at naar man pirrer motoriske Nerver 
fremkalder man Sammentrækninger i de Muskler til hvilke disse 
Nerver gaa, og naar man pirrer Følenerver kan man paavirke 
Centralnervesystemet paa en saadan Maade, at Resultatet bliver 
vilkaarlige eller Reflexbevægelser i større Muskelgrupper. Vi 
skulle nu se, at man ved Pirring af visse Følenerver kan 
standse Bevægelser der ere i Gang, og at der gives centri- 
fugale Nerver der gaa til Muskler og hvis Virksomhed ikke 
bestaar i at faa disse til at trække sig sammen, men i at standse 
en allerede begyndt Muskelvirksomhed. Disse Nerver kaldes 
Standsnings- eller Hæmningsnerver og de have voldt Fysio- 



nerver. 



De Nerver der udgaa fra Hjærnen eller Rygmarven. 323 

logerne mange Vanskeligheder. Vi skulle nu betragte Sagen lidt 
nærmere. 

Naar man har lagt Lungemavenerven blot midt paa Halsen, 
hvor den strækker sig ned ved Siden af den indre Hovedpulsaare 
og den indre Hovedblodaare, og man pirrer den paa en eller anden 
Maade, ser man at Hjærtet øjeblikkelig staar stille y 4 — 1 / 2 Minut; 
dernæst begynder Hjærtet igen at trække sig sammen selv om 
Pirringen fortsættes. Ved nøje Iagttagelse vil man finde, at Hjærtet 
staar stille i udvidet, lammet Tilstand, i Diastole (diastello jeg ud- 
vider) sige Fysiologerne. 

Skærer man derimod Nerven over, blive Hjærteslagene langt 
hyppigere og man kan ved at pirre begge Stykker af den over- 
skaarne Nerve overbevise sig om, at det er den Ende der er i For- 
bindelse med Hjærtet, altsaa Nervens periphere Ende, der er i 
Stand til at standse Hjærteslaget. 

Her have vi altsaa en Nerve der gaar til en Muskel, thi 
Hjærtet er, som de gamle Anatomer kaldte det, en Hulmuskel, og 
som ikke desto mindre ikke besvarer en Pirring med at faa 
Muskelen til at trække sig sammen, saaledes som vi hidtil have 
set med alle Bevægenerver, men som tværtimod slapper Muskelen 
og faar den til at standse sin Virksomhed. 

Denne Pirring, som faar Hjærtet til at staa stille, kan udgaa 
fra selve Hjærnen og det er det som sker ved en Besvimelse. 

Naar man faar Ondt, som det hedder i daglig Tale, vil det 
sige at en eller anden af de mangfoldige Aarsager som jeg senere 
skal nævne for Dem har givet Anledning til at der er sket en 
Pirring af de Partier af Centralnervesystemet, hvor Lungemave- 
nerven udspringer og at som Følge heraf Hjærtet staar stille eller 
dog slaar langsommere og svagere end normalt. 

En saadan Pirring af Lungemavenervens Udspring kan ske ved 
en Reflexvirkning ; saaledes kan en særdeles stærk Smerte med- 
føre en Besvimelse. Det bliver altsaa nødvendig at opstille 2 Arter 
Refiexvirksomheder, dels saadanne der fremkalde Bevægelser, dels 
saadanne der standse dem. 

21* 



324 De Nerver der udgaa fra Hjærnen eller Rygmarven. 

Lungemavenerven giver os endnu et Exempel paa den sidste 
Form af Reflexvirksomhed. Overskærer man Nerven i Halsegnen 
og man dernæst pirrer den Ende der er i Forbindelse med Hjærnen, 
den centrale Ende, ser man at Hj ærtet vedbliver at trække sig 
sammen, men at Aandedrættet pludselig standser, og under visse 
Omstændigheder holder Dyret med det Samme helt op at trække 
Vejret og dør. 

Ligesom man altsaa kan faa Aandedrættet til at standse ved 
at pirre de centripetale Traade i Lungemavenerven, fra hvilken 
der afgives Følenervetraade til Luftrørsgrenene og Lungerne, kan 
man opnaa samme Resultat ved at pirre en af dens Grene, den 
øverste Strubenerve, som forsyner Strubehovedet med Nerver eller 
ved at pirre de Følenervetraade der fra 5te Par gaa til den for- 
reste Del af Næsen. Disse tre Nerver, som man kan kalde Aande- 
drættets Forposter, staa paa Vagt ved de tre Adgangsaabninger som 
Luften maa passere paa sin Vej ned til Lungerne og om dem alle 
tre gælder det, at en stærk Pirring af deres centripetale Traade 
faar Aandedrættet til at blive langsomt og endog kan faa det til 
at standse helt. 

Kommer der en Draabe Vand ned i Strubehovedet er Følgen 
deraf sædvanlig en Række Reflexbevægelser, som man har kaldt 
Hoste; pirres Næsens Slimhinde kommer der Nysen; i begge Til- 
fælde altsaa kraftige Bevægelser for at jage det irriterende Legeme 
ud. Men er Pirringen meget hæftig bliver Aandedrættet vanskelig- 
gjort eller helt standset; enhver som har faaet nogle Draaber af 
en stærkt irriterende Væske, f. Ex. Brændevin, ned i Strubehovedet 
vil have følt Beklemmelse og Kvælningsfornemmelse, før han kom 
til at hoste. Man ser ikke saa sjælden at Børn dø efter at have 
faaet en Ært ned i Strubehovedet, skøndt denne vitterlig er for 
lille til at forhindre Luftens Passage og kvæle Barnet paa denne 
Maade; det er da den stærke Pirring af Strubehovedets Nerver 
der faar Aandedrættet til at standse; det maa uden Tvivl forklares 
paa lignende Maade at man har set Boxere dø pludseligt naar 
de havde faaet et stærkt Næveslag paa Næsen. 



De Nerver der udgaa fra Hjærnen eller Rygmarven. 325 

Aandedrættet standser i alle tre Tilfælde derved at en stærk 
Pirring ledes gennem en af Aandedrættets tre Forpostnerver til 
Centralnervesystemet, hvor den træffer den Hjærnedel hvor Livs- 
knuden, Aandedrætscentret, findes; i denne Region udspringe nemlig 
alle tre Nervers Traade. 

Man kan overskære den ene Lungemavenerve uden at frem- 
kalde alvorlige Tilfælde, men Overskæring af dem begge medfører 
altid Døden i Løbet af en vis Tid, der hos de forskellige Dyr kan 
variere fra 2 — 3 Dage indtil en Maaned. 

Det er ikke vanskeligt at forklare sig, at Døden maa indtræde 
som Følge af denne Operation, der ophæver Mavens, Spiserørets, 
Bronchiernes og Strubehovedets Bevægelser og gør disse Organer 
ufølsomme mod Pirringer, og som endelig paavirker Hjærteslaget. 
Ved en nøje Undersøgelse af Forholdene har det dog vist sig, at 
Døden navnlig fremkaldes derved at Lungerne ere udelukkede fra 
Forbindelse med Centralnervesystemet idet deres centripetale 
Nerver ere blevne overskaarne. Det synes som om Aandedræts- 
centret ved at savne Underretning om Stofskiftet i Lungerne taber 
Følelsen af hvor hyppigt og hvor stærkt det skal sætte Aandedræts- 
maskineriet i Gang. Aandedrætsbevægelserne blive nemlig umiddel- 
bart efter Gennemskæreisen af begge Lungemavenerver uregel- 
mæssige, de udføres sjældnere end normalt og blive overdreven 
dybe, og dette uregelmæssige Aandedræt varer saalænge ved, at 
der tilsidst kommer sygelige Forandringer i Lungerne der gør dem 
udygtige til deres Funktion og medfører Døden ved en Art Kvælning. 

Ilte Nervepar eller Binerven indeholder udelukkende Binerven. 
Bevægetraacle der næsten alle gaa til Strubehovedets Muskler. 
Størstedelen af disse Nervetraade forene sig saasnart de træde ud 
af Hjærneskallen med Lungemavenerven og smelte helt sammen 
med den, saa at det ser ud som om Lungemavenerven gav Nerver 
til Strubehovedets Muskler, medens den i Virkeligheden kun har 
laant alle disse Bevægetraade fra, Ilte Par, paa samme Maade 
som mange andre Nerver laane Traade fra hinanden. Naar Bi- 
nerven overskæres bliver Dyret derfor stumt, idet Strubehovedets 
og Stemmebaandenes Muskler lammes. 



326 Sympathicusnervesysterriet. 

undertunge- Denne Nerve, 12te Par Hiærnenerver, gaar som Navnet 

nerven. " 

antyder under Tungen og sender et Net af Bevægetraade ind i 
dennes Muskler. 

Jeg har nu i store Træk givet en Skizze af de Nerver der 
udgaa fra Nervecentrene i Rygmarven og Hjærnen og som til-, 
sammen danne det saakaldte Hjærne-Rygmarvsnervesystem. 
De have nu lært at disse Nerver styre Bevægelserne af alle de 
Muskler som staa under Villiens Herredømme, ligefra Ansigtets 
Muskler til Tæernes, ligesom de ogsaa ere Ledere for alle de for- 
skellige Sanseindtryk, der komme til fuld Bevidsthed for os, hvor 
forskellige de end ere af Natur, ligefra Hudens simple Følelses- 
indtryk til Øjets fine Synsindtryk. 



Sympathicusnervesystemet. 

Ingen af de hidtil omtalte Nerver med Undtagelse af Mellem- 
gulvsnerven og Lungemavenerven have nogen Indflydelse paa de 
Organer, der ligge skjult i Brystets og Underlivets store Hulheder. 
Fordøjelsen, Urinudskillelsen, Tarmenes Bevægelse ere uafhængige 
af Hjærne-Rygmarvsnervesystemet; dette er vel i Stand til at 
standse Hjærtets Bevægelser men ikke til at sætte det i Gang, og 
talrige andre Virksomheder der ikke staa under Bevidsthedens 
Kontrol, som Svedafsondringen, Tarmenes Bevægelser, Blodkarrenes 
Sammentrækning og Udvidelse o. s. v., staa ikke i Afhængighed af 
denne Del af Nervesystemet. Alle disse Organer, der have den 
allerstørste Betydning for Livet, staa i Afhængighed af en anden 
Gruppe Nerver, som man efter gamle theoretiske Forestillinger har 
kaldt det sympathiske Nervesystem, og dette Afsnit af Nerve- 
systemet har derved næsten endnu mere Betydning for Organismen 
end Hjærne-Rygmarvsnervesystemet. 
Desympathi- Naar man aabner Brystkassen paa et Pattedyr og borttager 

ake Nerve- . 

knuder og Hjærtet, Lungerne og de store Blodkar, ser man paa begge Sider 
af Hvirvelsøjlen en Hulrende, dannet af de indbuede Ribben, og i 
denne en Række smaa hvidlige Legemer der ved en Stræng ere 



Sympathicusnervesystemet. 327 

knyttede sammen som Perler i en Rosenkrans og fra hvilke der 
udgaar Nerver i forskellige Retninger (se Fig. 262 Pag. 317). 

Dette er Brystpartiet af N. sympathicus. De smaa Legemer 
ere "Nervecentre af samme Art som Rygmarvens, idet de bestaa af 
Nerveceller; de kaldes Ganglier, Nerveknuder. Nerverne have ofte 
et meget indviklet Forløb og begive sig til de nærliggende Organer. 

I den øvrige Del af Legemet ere det sympathiske Nervesystems 
Ganglier ikke ordnede saa regelmæssigt, de findes overalt i Or- 
ganerne eller tæt ved Siden af dem som om de vare udstrøede 
uden nogensomhelst bestemt Orden; de findes paa Tarmene, i 
Hjærtets Væg, tæt ved Spytkirtlerne o. s. v. Mange af dem ere 
ganske smaa og bestaa kun af faa Celler, man kan endog træffe 
isolerede sympathiske Nerveceller. Paa samme Maade som med 
de sympathiske Nerveceller gaar det ogsaa med de sympathiske 
Nerver; heller ikke disse ere i den øvrige Del af Legemet skilte 
fra de andre Nerver, de slutte sig tværtimod som oftest til Hjærne- 
Rygmarvsnerverne, følge et Stykke med dem og skille sig først fra 
dem naar de komme lige til de Organer som de skulle forsyne 
med Nervetraade. Det maa endnu tilføjes, at det sympathiske 
Nervesystems Ganglier modtage Nervetraade umiddelbart fra Ryg- 
marven, og De ville altsaa se at dette Nervesystem har en særdeles 
indviklet Bygning, saa at et grundigt Studium af det kan blive en 
særdeles besværlig Sag. 

Fra de sympathiske Ganglier udgaa dels centrifugale Nerver, 
der fremkalde eller standse Bevægelser, dels centripetale Nerver, 
som man ikke ret kan kalde Følenerver, da vi ikke have nogen 
Bevidsthed om de Indtryk der ledes gennem dem saalænge de ere 
sunde, medens de, naar de blive irriterede eller betændte, kunne 
blive Sædet for hæftige Smerter. De Nervestammer der ere sammen- 
satte af Nerver baade fra Hjærne-Rygmarvssystemet og fra det 
sympathiske System, som f. Ex. den store Hoftenerve, indeholde 
altsaa 4 Sæt Nervetraade, 2 centrifugale og 2 centripetale. 

Af det jeg her har meddelt fremgaar endvidere at de sympa- I ; eB 7 mp *? hi " 

,; ° ° * ■ ske Ganghers 

thiske Ganglier ligesaa vel som Rygmarven kunne blive Centrum Reflex- 

virksomhed. 

for Reflexvirksomheder. De ville bedst kunne forstaa dette ved at 



328 Sympathicusnervesystemet. 

lære et af Claude Bernard's berømte Forsøg at kende, der desuden 
oplyser særegne Ejendommeligheder ved Nervesystemet som jeg 
endnu ikke har omtalt. 

I Anledning af Fordøjelsen nævnede jeg, at en Pirring af 
Tungen ved en stærkt smagende Substans fremkalder en rigelig 
Spytafsondring; vi vide nu at der her foreligger en Reflexvirksomhed 
der gaar fra Følenervens Endeudbredning paa Tungen op til dens 
Udspring i den forlængede Marv og derfra tilbage gennem en 
centrifugal Nerve; der er kun det Særegne ved denne Reflex at 
der i dette Tilfælde ikke gennem den centrifugale Nerve ledes en 
Impuls til en Bevægelse men til en Afsondring. 




G.S.M 

Fig. 264. Skematisk Fremstilling af Forholdet ved Spytsecretionen. 

GSM Underkæbespytkirtelen, NL Tungenerven, CT Trommehulens Stræng, 

G Sympathisk Nerveganglie. 



Vil man nu undersøge nærmere hvad der gaar for sig ved Spyt- 
afsondringen for Exempel i Underkæbekirtelen, maa man paa et 
levende Dyr blotte denne Kirtel, dens Nerver og Blodkar, og indbringe 
et lille Sølvrør i dens Udførselsgang for lettere at kunne bedømme Af- 
sondringens Mængde. Naar man nu lægger lidt Salt paa Dyrets 
Tunge, ser man strax at Kirtelen, som før ikke afsondrede Noget, 
udtømmer den ene klare Draabe Spyt efter den anden gennem 
Røret; tager man Saltet bort og skyller Tungen af med Vand. 
hører al Afsondring atter op. 

Langs med Kirtelens Udførselsgang (Fig. 264), løber en temme- 
lig fin Nerve; den kommer fra Ansigtsnerven, men den har forladt 



Sympathicusnervesystemet. 329 

den temmelig højt oppe og har sluttet sig til en af den tredelte 
Nerves store Grene, Tungenerven. For at gøre "denne vidtløftige 
Rejse har den været nødt til at passere Trommehulen og har der- 
for faaet Navn af Chorda tympani, Trommehulens Stræng. 
Skærer man denne Nerve over ved A (se Fig. 264) og lægger man 
dernæst noget Salt paa Dyrets Tunge, kommer der kun enkelte 
Draaber Spyt frem af Røret og disse Draaber ere klæbrige og 
slimede, helt forskellige fra den Væske, der ellers kommer fra 
Spytkirtelen. Pirrer man den periphere Ende af Nerven, den der 
staar i Forbindelse med Kirtelen, kommer der strax en rigelig Af- 
sondring af klar Væske ; Chorda tympani er altsaa den centrifugale 
Nerve, der fra Centret i Hjærne-Rygmarvssystemet leder den Re- 
flexvirksomhed der har til Resultat at fremkalde Afsondringen. 
De skulle om lidt faa at se at dens Virksomhed ikke indskrænker 
sig hertil. 

Vi gaa nu over til Sympathicusnervesystemet. Mellem Tunge- 
nerven og Chorda tympani findes et lille hvidt Legeme, det saa- 
kaldte sympathiske Underkæbe- Ganglion (G), der modtager 
Nervetraade fra Tungenerven og sender Traade til Chorda tympani. 
Har man nu overskaaret Chorda tympani ved A for at adskille 
Gangliet helt fra Hjærne-Rygmarvssystemets Nervecentre og man 
dernæst pirrer Tungenerven eller selve Tungen stærkt, kommer der 
en Spytafsondring, som rigtignok er forskellig fra den sædvanlige, 
da den afsondrede Væske er sejg og klæbrig, men som dog er- et 
tydeligt Bevis paa at der ogsaa kan udgaa en Reflexvirksomhed 
fra det sympathiske Underkæbeganglion. 

Ved dette Forsøg er det altsaa bevist, at et sympathisk Nerve- 
ganglioh kan være Centrum for en Reflexvirksomhed, og man kan 
da deraf ad Analogiens Vej slutte at det samme er Tilfældet med 
alle de andre Ganglier; blandt disse skal jeg her blot nævne de 
betydningsfulde Hjærteganglier der ligge skjulte i de Furer som 
betegne Grænsen mellem Hjærtets forskellige Afdelinger. Disse 
Ganglier styre Hjærtets Bevægelser, ligesom det er fra dem ilt de 
Reflexvirksomheder udgaa der paavirke Hjærteslagets Hastighed 
og Styrke. 



330 Sympathicusnervesystemet. 

Vi skulle senere ' se hvilken vidtrækkende Betydning Kund- 
skaben om de sympathiske Nervegangliers Delagtighed i Reflex- 
virksomheden har for os. 

Det sympathiske Nervesystem kan altsaa fremkalde Bevægelser 
og Afsondringer, og visse af dets Nerver kunne ogsaa hæmme Be- 
vægelser. Under Fordøjelsen omtalte jeg de saakaldte peristaltiske 
Bevægelser af Tarmene, der finde Sted naar disse indeholde Føde- 
midler, og som tjene til at bringe Føden videre. Aabner man et 
Dyrs Underliv forstærker Luftens Paavirkning disse Sammentræk- 
ninger i saa høj Grad, at Tarmene slynge sig mellem hverandre 
som Slanger. Dersom man imidlertid pirrer en af de sympathiske 
Nerver hvis Navn er den store Indvoldsnerve, holde alle 
disse Bevægelser op for nogle Øjeblikke. 
Regnbuehin-' j) e sympathiske Nerver have endnu en særdeles interessant og 

dens Nerver. 

betydningsfuld Virksomhed. De huske at Hovedstrængen af det 
sympathiske Nervesystem paa Halsen løber langs med Lungemave- 
nerven; hos Hunden smelter den endog sammen med denne. I 
forrige Aarhundrede lagde en Fysiolog, Pourfour du Petit, Mærke 
til at man ved at overskære Nervus sympathicus paa Halsen faar 
Pupillen paa samme Side til at trække sig stærkt sammen; pirrer 
man den Ende af Nerven, der fører op til Hovedet, udvides der- 
imod Pupillen. Heraf kan man slutte, at Nervus sympathicus paa 
Halsen giver Nervegrene til de Muskler i Regnbuehinden der 
straale ud fra Pupillen og tjene til at udvide den; disse Muskler 
lammes følgelig, naar Nervepaavirkningen ophæves og deres Mod- 
standsevne bliver da overvundet af de kredsformede Muskler der 
tjene til at forsnævre Pupillen. Nervus sympathicus er altsaa An- 
tagonist (Modstander) af Øjets fælles Bevægenerve. Imidlertid har 
P. du Petit overset den allervigtigste Følge af Operationen; det 
var Claude Bernard forbeholdt at opdage den og forfølge den 
videre. 
De vaso- Har man foretaget Operationen paa en hvid Kanin og man 

(karbevægen- undersøger dens Øren, vil man se at Øret paa den Side hvor 
de) Nerver. ^ ervug S y m pathicus er overskaaret er ganske rødt og at dets Blod- 
kar ere blevne langt tykkere end forhen (Fig. 265). Irriterer man 



Sympathicusnervesystemet. 



331 



den Ende af Nerven der vender mod Hovedet, trække Karrene sig 
atter saa stærkt sammen at de næsten ikke kunne ses, og Øret 
bliver ganske blegt; saa snart Pirringen hører op kommer Rødmen 
tilbage. 

Ved nærmere Undersøgelse viser det sig at det er de smaa 
Pulsaarer som have udvidet sig. Blodet strømmer nu gennem dem 
med en saadan Lethed, at Hjærtets Sammentrækninger sætte Blodet 





A B 

Fig. 265. Kaninørets Blodkar. 
A i normal Tilstand, B efter Overskæring af Nervus sympathicus. 



i pulserende Bevægelse helt ud i Venerne, man ser da det Fæno- 
men som kaldes Venepuls. Har man aabnet en Vene ved Ørets 
Rod, ser man at Bloddraaberne komme langt hastigere frem efter 
Overskæringen af Nerven og at de ved Pirring af Nerven helt ude- 
blive; desuden forandrer Veneblodet sin Farve og gaar fra at have 
været blaaligrødt over til at blive næsten ligesaa lyserødt som 
Arterieblodet, endelig viser der sig den særdeles vigtige Omstændig- 
hed at det omhandlede Øre bliver langt varmere end det andet, 
det antager en Temperatur der nærmer sig til den indre Blod- 
varme, saa at der i koldt Vejr kan vise sig en Forskel paa 10 a 
12 Grader mellem de to Ørers Varme. Bliver Operationen fore- 



332 Sympathicusnervesystemet. 

taget paa en Hest i Stedet for paa en Kanin, sker der en rigelig 
Svedafsondring paa den opererede Side af Dyret. Kredsløbet i 
Øret er kort sagt blevet langt mere paaskyndet end normalt, saa 
at Blodet ikke mere faar Tid til at afgive Ilt og derved forandre 
sin Farve eller til at afkøles under Paavirkning af den omgivende 
kolde Luft. 

Lignende Fænomener vise sig naar man foretager et Indstik 
paa visse Steder af Centralnervesystemet; man kan saaledes ved 
at stikke en Naal ind ved den bageste Del af en Frøs Hjærneskal 
bringe Karrene til at udvide sig paa den Halvdel af Tungen, der 
befinder sig paa den tilsvarende Side. 

Alle disse Kendsgærninger bero paa at det sympathiske Nerve- 
system har Herredømmet over de smaa Arteriers Muskelhinde. 
I normal Tilstand ere de Ringe af hvilke denne Hinde bestaar, i 
den halve Sammentrækningstilstand som vi have kaldt Tonus, men 
naar Nerven overskæres lammes Karmusklerne og de kunne da ikke 
modstaa Blodbølgens Bestræbelse for at udvide Karrene. Naar 
Nerven derimod pirres, trække Karmusklerne, sig saa stærkt sam- 
men at de næsten lukke Karrets Lysning. Det sympathiske Nerve- 
system indeholder altsaa Nervetraade der bevirke Forsnævring af 
Karrene, og som derfor ere blevne kaldte de Kar -sammen- 
trækkende. 

Men der er endnu mere at lægge Mærke til. 

Da jeg før fortalte Dem om den rigelige Spytafsondring fra 
Underkæbekirtelen som man kunde fremkalde ved at pirre Chorda 
tympani, undlod jeg med Villie at omtale et Fænomen som altid 
ledsager dette Forsøg. Saasnart man pirrer Nerven og Spyt- 
draaberne begynde at trille frem af Rørets Munding, bliver hele 
Kirtelen rødere, de Blodaarer der gaa fra den blive tykkere, og 
har man inden Forsøgets Begyndelse skaaret dem over, strømmer 
der, naar man pirrer Nerven, lyserødt Blod ud og i en Straale 
som om det var en Pulsaare, man havde skaaret Hul paa, medens 
Blodet før Pirringen sagte sivede ud, som det plejer naar man 
aabner en Blodaare. 



Sympathicusnervesystemet. 333 

Heraf fremgaar for det Første at saalænge Kirtelen er i Virk- 
somhed bliver Kredsløbet i den hurtigere og Blodet i Aareme 
lysere; og i Forbigaaende skal jeg bemærke at man ved Hjælp af 
denne Erfaring har kunnet slutte sig til det Tidspunkt paa hvilket 
Milten træder i Funktion, og at man ligeledes af den Omstændig- 
hed at Nyrernes Veneblod altid er lyserødt, har kunnet bevise at 
Nyrerne stadig ere i Virksomhed. Men der er endnu en anden 
Slutning at drage af det ovenfor beskrevne Forsøg. Det viste sig 
at man ved at pirre Chorda tympani fik samme Resultat som ved 
at overskære Halspartiet af N. sympathicus; i begge Tilfælde 
udvidedes nemlig Blodkarrene. Kendsgærningen er sikker nok men 
man har endnu ikke fundet en tilfredsstillende Fortolkning paa 
den; da Chorda tympani imidlertid faar Evnen til at udvide 
Karrene gennem de sympathiske Nervetraade som ledsage dens 
Løb, er det klart at det sympathiske Nervesystem indeholder saa- 
vel karudvidende som karforsnævrende Nervetraade. 

Disse karbevægende (vasomotoriske) Nerver — et Navn der 
passer paa begge Arter — kunne træde i Virksomhed ved direkte 
Paavirkning som den vi nu have omtalt, og ved en Reflexvirksom- 
hed. Exempler paa den sidste : en stærkt smagende Substans 
der anbringes paa Tungen faar Spytkirtlernes Kar til at ud- 
vide sig, og en stærk Smerte bringer Ansigtets Hud til at blegne 
eller rødme, eftersom der sker en særdeles stærk Sammentrækning 
eller en Lammelse af de smaa Hudarteriers Muskelhinde. 

Det er klart at en fortsat Udvidning eller en fortsat Forsnæv- 
ring af Blodkarrene i en Del af Legemet maa have betydelig Ind- 
flydelse paa denne Legemsdels Forhold. Lad os tage et ganske 
simpelt Exempel. Har man overskaaret Halsstrængen paa højre 
N. sympathicus af en Kanin og man dernæst klipper nøjagtigt lige 
store Stykker af begge Kaninens Ører, vil det vise sig at højre 
Øre læges før venstre. Ved sin Indvirkning paa Karrene har N. 
sympathicus altsaa Indflydelse baade paa Varmefrembringelsen og 
paa Ernæringen. 

De organiske Funktioner som man sammenfatter under Navnet 
det vegetative Livs Funktioner (Ernæring, Aandedræt, Kredsløb 



334 Reflexvirksomhed og sympathisk Nervevirksomhed. 

o. s. v.) sættes altsaa i Virksomhed og styres af det syrnpathiske 
Nervesystem, medens derimod det animale Livs Funktioner ere 
under Hjærne-Rygmarvsnervernes Herredømme. 

Det viser sig imidlertid her som overalt, at den systematiske 
Inddeling vel er bekvem men ogsaa temmelig vilkaarlig, thi de to 
Nervesystemer ere i stadig Vexelvirkning, saa at en Pirring, der 
rammer det ene Nervesystem, ikke alene sætter dette i Virksomhed 
men ogsaa har Indflydelse paa det andet, sideordnede Nervesystem. 
Der udvexles altsaa Reflexvirkninger mellem de to Systemer, og De 
ville kunne tænke Dem hvor mangfoldige og indviklet Nervernes 
Virksomhed derved bliver. Lad os kaste et Blik ud over denne 
Mangfoldighed. 



Reflexvirksomhed og sympathisk Nervevirksomhed. 

oversigt Vi have set at der findes centripetale og centrifugale Nerver 

skellige Ar- der tjene det animalske Liv, eller som man ogsaa kan udtrykke 
ter Nerver det tm Individet { Forhold til Yderverdenen. 

og deres ' 

virksomhed. D e centripetale Nerver ere : 1) De Nerver der tjene en særlig 
Sans (Lugte-, Syns-, Hørelses-, Smagssansen), 2) de almindelige 
Følenerver eller Hudnerver der, som vi senere skulle se, underrette 
os om andre Legemers Tilstedeværelse og om deres Varmegrad. 

3) Visse Nerver som jeg ikke tidligere har omtalt, der komme 
fra Musklerne og gennem hvilke vi faa en Fornemmelse om vore 
Musklers Sammentrækninger og den Kraft med hvilken denne 
foregaar (Muskelsansens Nerver). 

4) Aandedrætsnerverne (Næsenerverne, den øverste Strubenerve, 
Lungemavenerven). 

De centrifugale Nerver ere følgende: 1) Bevægenerver, der gaa 
til de Muskler der staa fuldstændig under Villiens Herredømme, 
som Lemmernes Muskler o. s. v. 2) De Bevægenerver der gaa til 
saadanne Muskler hvis Sammentrækninger Villien kan fremkalde 
men ikke forhindre, som f. Ex. de Muskler der bringe Øjelaagene 
til at bevæges op og ned, Synknings- og Aandedrætsmusklerne o. s. v. 



Reflexvirksomhed og sympathisk Nervevirksomhed. 335 

3) De Bevægenerver der gaa til saadanne Muskler der ere ganske 
unddragne Villiens Herredømme (Musklerne der bevæge de smaa 
Knogler i Mellemøret, Spiserørets og Mavens Muskler o. s. v.). 

4) De Nerver der tjene til at standse Bevægelser som Lungemave- 
nerven, der standser Hj ærteslaget. 

De Nerver der tjene det vegetative, organiske Liv eller 
Ernæringslivet, nemlig det sympathiske Nervesystem, ere ikke 
mindre mangfoldige og indviklede. Dertil høre centripetale Nerver 
der komme fra Tarmenes, Blærens og andre Organers Slimhinde, 
fra de serøse Hinder som Bughinden, Hjærtesækken o. s. v. og fra 
Blodkarrenes Hinder, med et Ord fra alle indre Organer. 

Der findes ogsaa i det sympathiske Nervesystem centrifugale 
Nerver, nemlig: 1) Bevægenerver der gaa til Tarmenes og andre 
Organers Muskellag, 2) Bevægenerver til Hjærtet, 3) Bevægenerver 
der virke til at sammentrække eller udvide Karrene og som have 
Indflydelse paa Varmefrembringelsen og Ernæringen, 4) Afsondrings- 
nerver (Nerver der staa i Forhold til Afsondringen af Spyt, Taarer, 
Fordøjelsesvæsker, Sved o. s. v.) og 5) Nerver der standse Bevægelser 
(den store Indvoldsnerve o. fl.). 

Blandt Reflexvirksomhederne findes der, som jeg allerede har 
sagt Dem, nogle der udelukkende have deres Centrum i et eller 
flere Afsnit af Rygmarven, andre der udelukkende staa i Forhold 
til en eller flere af de sympathiske Nerveganglier og atter andre 
som paa samme Tid sætte Rygmarven og de sympathiske Ganglier 
i Virksomhed. 

For at stille alle disse Forhold noget mere klart for Dem vil De forskei- 
jeg nævne Dem en Række Exempler, som jeg deler i 4 Hoved- Keflex- 

i i virksomhed. 

klasser. 

I. Reflexvirksomheder der udelukkende staa i For- 
hold til Rygmarven. 

a) Lad os sætte at et Menneske har faaet en Knusning af 
Hvirvelsøjlen hvorved Rygmarven er bleven overskaaret paa Midten, 
saa at Hjærnen er uden Forbindelse med Underextremiteterne : 
kniber man ham i en Taa, vil han dog trække Foden til sig. Her 
ere Nerverne satte i Virksomhed i denne Rækkefølge: først de al- 



336 Reflexvirksomhed og sympathisk Nervevirksomhed. 

mindelige Hudfølenerver, saa Rygmarven, dernæst en Bevægenerve 
der under almindelige Forhold staar under Villiens Herredømme. 

b) Rammes et Menneskes Øje af et stærkt Lys, kniber han 
Øjelaagene sammen; her har Nerve virksomheden gennemløbet føl- 
gende Vej: en særlig Sansenerve, den forlængede Marv, en halv- 
vilkaarlig Bevægenerve. 

c) Man er i Begreb med at falde men anstrænger sig for at 
holde Ligevægt. Ledningen gaar her fra Muskelsansnerverne gen- 
nem Rygmarven i hele dens Udstrækning til Bevægenerver der 
sædvanlig ere under Villiens Herredømme. 

d) Er der kommet et fremmed Legeme ind i Næsen og Strube- 
hovedet opstaar Nysen eller Hoste. Ledningen gaar gennem en 
Føle- og Aandedrætsnerve, den forlængede Marv og halvvilkaarlige 
Bevægenerver. 

e) Ved et voldsomt Stød kan Hjærtet staa stille, der indtræder 
da en Besvimelse. Ledningen gaar gennem en almindelig Føle- 
nerve, den forlængede Marv og Lungemavenerven. 

II. Reflexvirksomheder der udelukkende vedkomme 
det sympathiske Nervesystem. 

a, b, c) Bringer man Fødemidler ind i Fordøjelseskanalen 
fremkaldes Sammentrækninger af Maven og Tarmene, Rødme af 
deres Slimhinde og Afsondring af Fordøjelsesvæsker. Ledningen 
gaar gennem sympathiske centripetale Nerver med nærliggende 
Nerveganglier og derfra samtidig tilbage gennem saadanne Nerver 
som sætte Fordøjelseskanalens Muskler i Bevægelse, gennem saa- 
danne der udvide Karrene og gennem Afsondringsnerver. 

d, e) Mavekatarrh kan fremkalde Bleghed af Ansigtet og Spyt- 
secretion. Ledningen gaar gennem sympathiske centripetale Nerver. 
fjærntliggende Ganglier og Nerver, som dels ere karforsnævrende 
dels Afsondringsnerver. 

f) Man bringer Is ned i Maven og bevirker derved at Sved- 
secretionen hører op. Ledningen gaar gennem centripetale sym- 
pathiske Nerver med mangfoldige spredte Ganglier, der indtræder 
Lammelse af Hudens Afsondringsnerver. 



Reflexvirksora.hed og sympathisk Nervevirksomhed. 337 

III. Reflexvirksomheder der udgaa fra en Nerve- 
pirring af Rygmarven og som virke tilbage paa det 
sympathiske Nervesystem. 

a) Stærk Smerte kan fremkalde Bleghed af Ansigtet. Led- 
ningen gaar gennem en almindelig Hudfølenerve, Rygmarven, For- 
bindelsesstræng med de sympathiske Ganglier, karforsnævrende 
Nerver. 

b) Man fryser om Fødderne og faar deraf Kvalme og Ilde- 
befindende eller Diarrhoe. Ledningen gaar gennem en almindelig 
Hudfølenerve, Rygmarven, Forbindelsesstræng til de sympathiske 
Ganglier, Bevægenerverne til Tarmens Muskelhinde og til Mavens 
og Tarmenes Afsondringsnerver, der blive pirrede eller lammede. 

c) Naar Øjet udsættes for skarpt Lys løber det i Vand. Led- 
ningen gaar gennem en særlig Sansenerve, et Nervecentrum i Hjær- 
nen, et Ganglion og en Afsondringsnerve. 

d) Huden udsættes for Afkøling, der opstaar en Lungehinde- 
betændelse. Ledningen gaar gennem Hudfølenerverne, Rygmarven, 
Ganglier; der kommer Lammelse af de karforsnævrende Nerver og 
som Følge heraf Betændelse. 

IV. Reflexvirksomheder der udgaa fra en Nerve- 
pirring af det sympathiske System og virke tilbage paa 
Hjærne-Rygmarvssystemet. 

a) Et Barn lider af Orm i Tarmkanalen; derved fremkaldes 
Krampetilfælde. Ledningen gaar gennem centripetale sympathiske 
Nerver fra Tarmkanalen, Ganglierne, Forbindelsesstrænge til Ryg- 
marven og fortsætter sig helt op gennem denne og ud gennem Be- 
vægenerver til Muskler der sædvanlig staa under Villiens Herre- 
dømme. 

b) Katarrh af Fordøjelseskanalen — Brækning. Ledningen 
gaar fra Tarmkanalen gennem centripetale sympathiske Nerver, 
Ganglier, Rygmarven, Mellemgulvets Bevægenerver der ere halvt 
vilkaarlige og Bevægenerverne til Underlivets Muskler der under 
normale Forhold staa helt under Villiens Herredømme. 

c) Lungehindebetændelse — Hoste. Ledningen gaar samme 

Paul Bert: Livet og Livsfunktionerne. 22 



338 Reflexvirksomhed og sympathisk Nervevirksomhed. 

Vej, kun tager Reflexvirksomheden sin Udgang fra centripetale 
Nerver der komme fra den betændte Lungehinde. 

d) Øjelaagene knibes sammen paa Grund af en Betændelse 
dybt inde i Øjet. Ledningen gaar gennem sympathiske centripetale 
Nerver fra det betændte Parti, gennem Centrene i det sympathiske 
og Hjærne-Rygmarvssystemet og Øjets fælles Bevægenerve, der 
under normale Forhold staar under Villiens Herredømme. 

Her have vi en Mængde Exempler paa Reflexbevægelser; der 
findes mangfoldige af dem, og De ville let selv komme i Tanker 
om flere saadanne Forhold. 
Andre Ex- Nogle af dem ere øjensynlig af stor Betydning idet de bevare 

empler paa * * « 

Kenex- Individet for Ulæmpe af forskellig Art; det gælder saaledes om 
Hoste, Nysen, Opkastning, Blinken med Øjet o. s. v. , der alle tjene 
til at holde skadelige Legemer borte eller skaffe dem af Vejen 
naar de ere trængte ind i Organismen. 

Endnu betydningsfuldere ere de Reflexbevægelser som tjene 
de Virksomheder der ere uomgængelig nødvendige for Livet, som 
Fordøjelsen, Aandedrættet, Kredsløbet o. s. v. Vi ere saa vante til 
at disse Funktioner gaa regelmæssigt for sig at vi næppe tænke 
paa at de existere, medmindre de paa en eller anden Maade blive 
sygeligt forstærkede; de ere saa uundværlige at man ikke søger 
nogen Forklaring for dem. 

Men undertiden kunne disse Reflexbevægelser fremkaldes af 
Grundeder ligge fjærnt fra de sædvanlige og regelmæssige. Mosler 
beretter saaledes, at han har set et Tilfælde hvor en Kvinde, der 
led af en Betændelse af den ydre Øregang, blev angrebet af en 
ustandselig Nysen; man talte 52000 Gange Nysen i 82 Timer, alt- 
saa omtrent 12 i Minutten. Da den Betændelse, som fremkaldte 
disse Udbrud, helbrededes, hørte hun ogsaa op med at nyse. Der 
er i Øvrigt mange Mennesker som faa Kvalme naar man pirrer 
den ydre Øregang; dette Reflexforhold er, saa vidt man kan se, 
ikke til nogen Nytte. Endnu vanskeligere er det at indse hvad 
Nytte Individet kan have af den uvilkaarlige, ustandselige, næsten 
smertefulde Latter som fremkaldes ved en Kildren af visse 
Legemsdele. 



Reflexvirksomhed og sympathisk Nervevirksomhed. 339 

Jeg vil her omtale endnu en af de Reflexvirksomheder der 
tjene til at beskytte Individet, fordi den kaster et nyt Lys over 
Hjærtets Fysiologi. 

Paaskynde De med Villie Aandedrætsbevægelserne ville De 
kunne iagttage at Pulsen og følgelig ogsaa Hjærtets Bevægelser 
blive hurtigere. En af Grundene til dette interessante Fænomen 
er den at Hjærtet, ved Hjælp af en Nerve som man nylig har op- 
daget, fører en vis Kontrol med den Blodmængde som det sender 
ud i Arterierne. Ved det hastigere Aandedræt føres der mere Blod 
til Hjærtet og dette trækker sig da hyppigere sammen for at ud- 
føre det forøgede Arbejde og samtidig paavirkes de peripheriske 
Blodkar ad sympathisk Vej gennem den Nerve, som jeg nylig nævnede 
for Dem, saaledes at de udvide sig og derved gøre Blodstrømmen 
mindre Modstand; naar denne Udvidelse af Karrene ikke fandt 
Sted vilde Hjærtet snart trættes ved at skulle sende en større 
Blodmængde end sædvanlig gennem Karrene. 

Reflexbevægelser kunne foregaa i Nærheden af det Sted der 
rammes af Pirringen; saaledes blinker man med Øjelaagene naar 
Øjet berøres; men de kunne ogsaa optræde i meget lang Afstand 
fra Pirringsstedet som f. Ex. Latterbevægelser naar man kildrer 
Fodsaaleo. Reflexbevægelserne kunne være stærkt begrænsede eller 
udbredte over en overordentlig stor Del af Legemet. Lad mig 
endnu meddele Dem to Exempler paa en saadan ganske mærk- 
værdig stor Udbredning af Reflexbevægelser. 

En midaldrende Arbejder følte en Morgen Vanskelighed ved at 
gaa, Benene vilde ikke lystre og det forekom ham som om Alt løb 
rundt for ham. Denne Svaghed og Svimmel blev stedse stærkere 
og efter nogen Tid Forløb kom der alvorlige Forstyrrelser af Er- 
næringen - og Fordøjelsen. Mange Slags Behandling vare blevne 
forsøgte uden nogensomhelst Virkning og efter to Aars Forløb var 
det kommet saa vidt med den Syge at han næppe kunde staa op- 
rejst og var opgiven af Lægerne som et Offer for en ukendt, 
hemmelighedsfuld Sygdom. En Dag følte han en ubehagelig For- 
nemmelse i Øret og henvendte sig derfor til en Ørelæge; denne 
undersøgte den ydre Øregang, opdagede at der var et fremmed 

22* 



340 Reflexvirksomhed og sympathisk Nervevirksomhed. 

Legeme i den og tog til den Syges store Overraskelse en Kirsebær- 
sten ud af Øret. 14 Dage efter kom Patienten atter til Lægen, 
Svimmelen var nu ophørt, han taalte atter Føde. Sygdommen var 
helbredet og han vedblev senere at være rask. 

Andet Exempel: Et ungt Menneske paa 14 Aar mærkede en 
Morgen da han sprang ud af Sengen at „der var noget Galt fat'' 
dernæst faldt han om, fik voldsomme Krampetilfælde og mistede 
Bevidstheden. Han blev lagt i sin Seng og kom snart til sig selv, 
og da Lægen et Par Timer senere kom til ham var han ganske 
rolig, følte ingen Smerte og bad blot om at faa Lov til at staa op. 
Næppe havde han sat Fødderne til Jorden før hans Udtryk for- 
andrede sig, Krampen vendte tilbage og han faldt atter om. Saa- 
snart han blev løftet op og kom i Seng igen kom han strax til 
Bevidsthed og spurgte helt forfærdet hvad der dog kunde være 
ivejen. Lægen undersøgte ham nu meget nøje og fæstede særlig 
sin Opmærksomhed paa den Fod hvis Berøring med Jorden havde 
været Anledningen til denne Række alvorlige Symptomer. Tilsidst 
lykkedes det Lægen at opdage en lille Knude i Huden tæt ved 
Randen af den store Taa; saasnart man trykkede paa dette Sted 
kom der strax Krampe uden at den Syge følte nogen Smerte, Lægen 
klippede nu Svulsten bort med en Sax og efter denne lille Opera- 
tion kunde han uden Ulempe sætte Fingeren paa Stedet uden at 
Krampetilfældene indfandt sig igen. 

At et fremmed Legeme i Øregangen kan fremkalde alvorlige 
Tilfælde er i Øvrigt ikke saa mærkeligt eller saa sjældent som De 
maaske tro; man ser ofte Svimmel og Krampetilfælde opstaa af 
denne Grund. Man kan ogsaa hyppigt se at Syge dreje sig rundt 
og faa Svimmel og Kvalme, naar man sprøjter koldt Vand ind i 
Øret paa dem. Hos Børn ere Kramper af denne Art ret hyppige. 
Det er derfor en god Regel at man ved Kramper hos Børn altid 
skal tænke paa Orm i Tarmkanalen, Tænder i Brud og fremmede 
Legemer i Øregangen. 

Jeg har sagt Dem at Reflexvirksomheder ikke alene kunne 
fremkalde men ogsaa standse Bevægelser, og dette kan endog føre 
til at der opstaar Lamheder. Dette sker ret hyppigt paa Grund 



Reflexvirksomhed og sympathisk Nervevirksomhed. 341 

af Indvoldsorme, Lamhed frembringes sjældnere ved Pirring fra 
andre Dele af Legemet. Brown-Séquard har dog iagttaget 
at en Forstuvning af Albuen havde en Lammelse af begge Arme 
til Følge, og denne Lamhed varede ved lige saa længe som Smerten. 
Samme Forfatter har set et Barn hos hvem Gennembruddet af 
Kindtænderne hver Gang foraarsagede Lamhed af Underextremi- 
teterne ; Barnet blev først helt rask da Tandskiftet var fuldført. 
Den berømte Astley-Cooper har set en Patient blive helbredet 
for en Lamhed der strakte sig over hele den ene Side af Legemet 
derved at en smertende Tand blev trukket ud. 

Krampetrækninger kunne hos nogle Syge forebygges derved at 
man sammentrykker et eller andet Parti af Legemet stærkt, og 
paa samme Maade kan man undertiden endog faa Kramperne til 
at høre op. En Mand der led af hæftige Kramper i Underextremi- 
teterne, fik øjeblikkelig Anfaldet standset naar man bøjede hans 
store Taa stærkt ind imod Fodsaalen. Paa samme Maade kan 
man standse Nysen og den uvilkaarlige Latter ved at pirre Huden 
stærkt et eller andet Sted. Man siger derfor at man bider sig i 
Læberne for ikke at komme til at le. 

Man kunde vedblive i det Uendelige naar man vilde gennem- 
gaa alle Reflexvirksomheder; jeg vil standse her, da De nu have 
faaet nævnet saa mange Exempler at De deraf kunne faa en Ide 
om Nervevirksomhedens overordentlige Mangfoldighed. 

Der er dog endnu en hel Klasse interessante Nervefunktioner sympathisk« 

Nervevirk- 

om hvilke jeg endnu maa sige et Par Ord. Hidtil have vi kun somheder. 
talt om, hvorledes Bevægelser eller Standsning af Bevægelser kunne 
være Følgen af centripetale Pirringer. Man kan imidlertid ogsaa 
finde Exempler paa at der ved Pirring af en Følenerve foruden 
det sædvanlige Sanseindtryk, som denne Nerve leder, ogsaa frem- 
kaldes et andet, samtidigt Sanseindtryk, der ligesom ledsager det 
første; saadanne Følelsesindtryk kaldes sympathisk e. Endelig 
kan der, for at tage alle Former med, gives sympathiske Stands- 
ninger af Følelsesindtryk. 

Dette vil blive klarere ved Exempler. 



342 Reflexvirksomhed og syrapathisk Nervevirksomhed. 

sympatiske j) e sympathiske Sanseindtryk ere i normal Tilstand sjældne, 

indtryk. Prikker man Huden med en Naal vil et sundt Menneske i de fær- 
reste Tilfælde føle Smerte noget andet Sted end det ramte derved; 
føles en sympathisk Smerte vil den i alt Fald være meget svag og 
forbigaaende og hvert Individ mærker den et andet Sted. Hvis 
jeg kniber Enden af min højre Haands Lillefinger, føler jeg ofte 
en temmelig stærk Smerte ved Nøglebenet paa samme Side. En 
Professor ved Fakultetet i Bordeaux har offentliggjort en Række 
Iagttagelser af saadanne sympathiske Følelser som han har anstillet 
paa sig selv, og han har paa Tegninger angivet de Punkter af sit 
Legeme som staa i denne sympathiske Forbindelse med hinanden. 
Det er imidlertid de Færreste der ere saa rigt begavede i denne 
Henseende som han, hvilket man dog ikke skal beklage, da det 
blot kan være Kilde til bestandige Fejltagelser. 

Blandt de normale sympathiske Sanseindtryk, der næsten føles 
af Alle, maa nævnes den Prikken i Svælget som man faar ved en 
Pirren af den ydre Øregang og som kan fremkalde Hoste og 
Brækning. 

Ved at se mod Solen kommer man let til at nyse, og dette 
skyldes da en Prikken i Næsen som ligeledes maa være en sym- 
pathisk Fornemmelse. Et af de besynderligste Følelsesindtryk af 
den Art er at man kan mærke en smertefuld Pirring i Tand- 
nerverne ved at høre visse meget høje Toner; man siger billedligt 
at saadanne Toner ere saa skærende, at man faar ondt i Tænderne 
af dem. 

I syg Tilstand har man meget jævnlig sympathiske Sanse- 
indtryk; Exempler paa saadanne Fornemmelse ere Sidesting og 
Nervesmerter i Armen ved Lungehindebetændelse, Smerte i højre 
Skulder ved Leversygdomme, den kildrende Fornemmelse som 
mange Børn føle i Næsen naar der findes Orm i deres Tarmkanal 
herhen hører ligeledes den Smerte, som Lyset frembringer hos Pa- 
tienter med Betændelse af Øjets Bindehinde, og de forskellige 
Nervesmerter der ofte findes ved Mavelidelser. Disse Kends- 
gærninger og endnu mange flere kendes af alle Mennesker, i det 
Mindste af alle Læger. 



Reflexvirksomhed og sympathisk Nervevirksomhed. 343 

I sjældnere Tilfælde har man set at en syg Tand har foraar- 
saget hæftige Smerter i en Arm hvilke vedvarede saa længe til 
Tanden blev trukket ud. Man har set Tilfælde af Lamhed i begge 
Underextremiteterne i hvilke en Pirring af Huden paa den ene 
Side af Legemet fremkaldte to Sanseindtryk, der af den Syge hen- 
førtes dels til det Sted hvor Pirringen havde fundet Sted, dels til 
det tilsvarende Punkt paa det andet Ben. 

Brown-Séquard omtaler en Dame som havde faaet en Naal 
dybt ind i en Finger, nogle Uger senere fik hun meget hæftige 
Smerter i Maveegnen og blev særdeles alvorlig syg. Man ampu- 
terede den saarede Finger, hvorpaa Smerterne strax holdt op og 
ikke mere kom tilbage. 

Ogsaa de specielle Sanser og da især Synet og Hørelsen kunne 
bringe os Sanseindtryk der helt skyldes sympathiske Paavirkninger 
eller ere blevne væsentlig ændrede ved dem. I lægevidenskabelige 
Skrifter vrimler det af Meddelelser om denne Art fejlagtige Sanse- 
indtryk. 

Om en Patient berettes det saaledes, at han i fastende Til- 
stand saa Alt gulfarvet og at han helbrededes ved Uddrivelsen af 
Indvoldsorme ; en anden, der ligeledes led af Orm, troede bestandig 
at mærke en uudholdelig Lugt. Disse Sanseindtryk have en særlig 
Betydning derved at de kunne optræde med en saadan Styrke at 
den Syge antager dem for overensstemmende med Virkeligheden. 
Han kan da faa de mest fejlagtige Forestillinger om Omverdenen, 
og disse Sanseillusioner eller Hallucinationer kunne til- 
sidst føre til virkelige Sindssygdomme. I nogle Tilfælde kunne 
de Personer, der ved sympathiske Sanseindtryk faa saadanne falske 
Forestillinger, holde disse i Tømme ved Hjælp af de andre Sanser 
og saaledes tænke og handle fuldstændig rigtigt trods deres Hallu- 
cinationer. Men som oftest gaar det ikke saaledes; naar Bevidst- 
heden stadig modtager falske Indtryk bliver den tilsidst overmandet 
af dem, eller rettere Ræsonnementet kan være rigtigt nok, men da 
det stadig hviler paa falske Sanseindtryk kommer det til falske 
Slutninger og bringer Individet til at begaa Handlinger, som man 
maa kalde afsindige. 



344 Reflexvirksomhed og sympathisk Nervevirksomhed. 

Sympathisk £ft ^vad y j ^ ave ga g t om ^ a ]3 Dorme SVUipathiske Sanse- 

Standsning ° >i v 

af sanse- indtryk gælder ligesaa vel om Standsning eller Ophævelse af de 

indtryk. 

normale Sansninger. Man kan jævnlig finde at en Nervesmerte 
(Neuralgi) i en bestemt Del af Legemet fremkalder Følesløshed af 
en større eller mindre Del af Huden paa en anden Del af Legemet. 
Den sympathiske Lammelse kan ogsaa strække sig til de sær- 
lige Sansers Nerver, man har saaledes iagttaget Patienter hos hvem 
en Ansigtsneuralgi medførte en Lammelse af Synsnerven, saa at 
Blindheden kom og svandt samtidig med Ansigtssmerten. Sygdom 
i Tænderne har hyppigt havt samme Indflydelse, og Synssvækkelsen 
er svunden, saa snart den syge Tand blev trukket ud. Lignende 
Forhold have fremkaldt Døvhed. 

De allerfleste sygelige Tilfælde af denne Art fremkaldes dog 
af Indvoldsorme. Et Barn paa 7 Aar var blindt i en Maaned men 
blev atter seende da man havde uddrevet en Mængde Spolorme; i 
et andet Tilfælde blev et 9 Aars Barn pludselig døvstumt, men 
helbrededes fuldstændig paa samme Maade. 

De have nu set at Nervesystemets Funktioner ere yderst 
mangfoldige og at de gribe ind i hinanden paa mange Maader, og 
vi have endda for Størstedelen set bort fra Villiens Indflydelse, der 
kan frembringe uendelige Variationer i de forskellige Nervefunk- 
tioner. De ville da ikke længere undre Dem over den store Rolle 
som Fysiologer og Læger tildele Nervesystemet naar det gælder 
om at forklare Legemets Forhold i sund og syg Tilstand. Det er 
egentlig til Nervesystemet at Alt maa henføres, da det behersker 
alle Livsfunktionerne og deres Betingelser. 
^"v*"-" 1 " * s ^ Tilstand bliver Nervesystemets Indvirkning mere frem- 
somheder i herskende og synlig, og Lægerne kunne undertiden bruge deres 

Sygdomme. 

Kundskab om denne Omstændighed til Nytte for de Syge. Jeg 
skal nævne Dem Exempler paa begge Dele. 

Naar der er et Brandsaar over en større Del af Legemets 
Overflade dør den Syge altid efter nogle Dages Forløb paa Grund 
af en Blodoverfyldning af Tarmkanalen eller Lungerne. — Findes 
der en Ansamling af serøs Væske i Lungehindens Hulhed, kan 
Lægen ofte faa den til at svinde ved at lægge et Trækplaster paa 



Reflexvirksomhed og sympathisk Nervevirksomhed. 345 

Brystets Hud. — I visse Tilfælde kan man ved Lidelser i Knoglerne 
frembringe en gunstig Forandring af disses Ernæring ved at danne 
overfladiske Brandsaar i Nærheden af dem. Alle disse Iagttagelser 
ere Exempler paa Reflexvirksomheder der medføre Forandringer i 
Kredsløbet og Ernæringen. 

Øjenlægerne have gjort den Erfaring at Resterne af et Øje, 
der er gaaet tabt ved Sygdom, kunne true det andet Øje med Be- 
tændelse og fuldstændig Ødelæggelse ; man har kaldt denne Lidelse 
den sympathiske Øjebetændelse og man bekæmper den 
ved saa hurtigt som muligt at borttage Stumpen af det Øje hvis 
Synsevne allerede længe har været tabt. Sker dette i rette Tid, 
svinder Betændelsen i det andet Øje. 

Denne Virkning minder mig om William Edwards' smukke 
Experiment som man nemt kan eftergøre. Tager man i sin venstre 
Haand et Thermometer, vil det vise en vis Varmegrad; holder man 
nu højre Haand i Isvand saa længe til Kuldefornemmelsen bliver 
særdeles følelig, vil Thermometret i venstre Haand synke flere 
Grader paa Grund af en Reflex virkning paa Karsystemet. 
Dumontpallier har nylig fundet et andet Exempel paa en saadan 
Reflex. Naar en Patient lider af en stærk Nervesmerte paa et be- 
grænset Parti, f. Ex. en Intercostalneuralgi paa højre Side, kan 
man strax faa Smerten til at svinde ved at opsøge det Sted paa 
den modsatte Side, der nøjagtigt svarer til det smertende Punkt, 
og saa jage en Naal ind her. Det er særlig værd at lægge Mærke 
til at de sympathiske Nervevirksomheder eller Reflexvirksomheder, 
der fremkalde sygelige Tilstande, ikke virke ens i alle Tilfælde. 
Naar saaledes fire Personer udsætte sig for en pludselig Overgang 
fra Varme til fugtig Kulde, kan det godt hænde, at En faar Snue, 
den Anden Lungehindebetændelse, den Tredie maaske Lunge- 
betændelse og den Fjerde Ledderheumatisme. Alle disse sygelige 
Tilstande ere af sympathisk Natur og den fælles Aarsag har saa- 
ledes hos de fire forskellige Individer virket paa meget forskellige 
Dele af Legemet. 

Ikke alene kan det Sted, som angribes, være forskelligt hos Nervøuitet. 
de forskellige Individer, men de sympathiske Nervevirksomheder 



346 Reflexvirksomhed og sympathisk Nervevirksomhed. 

kunne have en meget forskellig Styrke. Der gives Mennesker hos 
hvem Hjærne-Rygmarvssystemet og det sympathiske Nervesystem 
ere særdeles modtagelige for ludtryk og svarer paa de mindste 
Pirringer med overmaade stærke Reflexer, der kunne naa over- 
ordentlig stor Udbredelse. Saadanne Personer kalder man nervøse 
Mennesker. De kende vist alle Individer som fare sammen, blegne 
eller udstøde et lille Skrig ved den mindste Anledning, naar en 
Dør lukkes haardt i eller de pladselig se en hvid Genstand i en 
mørk Stue o. s. v. Disse Reflexvirksomheder kunne gaa saa vidt at 
Musklerne slappes mere eller mindre fuldstændig; man kan høre 
Folk sige: „jeg tabte hvad jeg holdt i Haanden' : eller „Benene 
svigtede mig". Hos stærkt nervøse Individer kan man endog se 
Besvimelse, Krampe eller forbigaaende Lamhed indtræde som Følge 
af et saadant pludseligt Indtryk. 

Hippokrates, Oldtidens berømteste Læge, siger „Blodet er Ner- 
vernes Styrer", og det er ogsaa sandt at de nervøse Individer som 
oftest ere svage og blodfattige. Børn, Reconvalescenter og unge 
Piger lide hyppigst af Nervøsitet, og man kan blandt dem finde 
Individer hvis Reflexvirksomheder ere saa mangfoldige og saa 
sammensatte at det næsten er umuligt at beskrive alle Formerne. 

En stærk udviklet Nervøsitet viser sig ikke alene ved over- 
drevne Reflexvirksomheder; den kan ogsaa ytre sig ved mere eller 
mindre vidtstrakte Lamheder, der komme pludselig og gaa igen 
efter nogen Tids Forløb uden nogen paaviselig Grund, eller ogsaa 
ved blivende Sammentrækning af visse Muskler, hvilket Lægerne 
kalde Contracturer. Endnu hyppigere er Modtageligheden for 
Sanseindtryk sygelig forhøjet (Hyperæsthesi) eller sygelig forringet 
(Anæsthesi). Disse Forandringer kunne ramme de forskellige Af- 
snit af Legemets Hudbeklædning eller et eller andet af de særlige 
Sanseorganer. Selve Intelligensen, Tankelivet, kan paavirkes, og 
den Syge bliver da enten sløv eller sygelig pirrelig eller paavirkes 
paa abnorm Maade af Indtryk. Saadanne Patienter blive glade 
eller bedrøvede uden Anledning, deres Sind er aldrig i Ligevægt, 
hvert Øjeblik danne de ny Planer som de derpaa opgive, og de 



Reflexvirksomhed og sympathisk Nervevirksomhed. 347 

kunne faa endog fixe Ideer, falske Forestillinger og uimodstaaelig 
Trang til at udføre ufornuftige Handlinger. 

Alle Legemets Funktioner i sund og i syg Tilstand ere, som 
De se, afhængige af Nerverne. Nervesystemet er saa indviklet en 
Mekanisme at Fantasien næsten ikke tør binde an med denne 
Mangfoldighed; men hver enkelt Kendsgærning lader sig dog for- 
klare ud fra Forholdet mellem de forskellige Nervecentre og deres 
centrifugale og centripetale Nerver, saaledes som jeg har udviklet 
det for Dem. Resultatet vil være højst forskelligt eftersom det er 
den ene eller den anden centripetale Nerve der rammes af en 
Nervepirring, og endnu mere eftersom Nervepirringen fører til 
denne eller hin centrifugale Reflex; men selv ved de mærkeligste 
Tilfælde beror Forklaringen altid paa de samme Forhold. Lad os 
endnu en Gang gennemgaa et saadant Exempel. Hos et lille Barn 
kan Tandbruddet fremkalde paa en Gang Savlen, Diarrhoe, Graad, 
Krampe og Vildelse, alle disse Symptomer have samme Aarsag, 
nemlig en centripetal PirriDg der kommer fra Tandnerven. Pir- 
ringen har i dette Tilfælde været saa stærk at den har sat mange 
Nervecentre i Virksomhed paa en Gang: Rygmarven har faaet 
Musklerne til at trække sig krampagtigt sammen, de sympathiske 
Ganglier have sat Afsondringsnerverne og Karnerverne i forøget 
Virksomhed, og da der blandt de irriterede Karnerver ogsaa findes 
Nerver der gaa til Hjærnehalvkuglernes Kar, bliver Hjærnens Virk- 
somhed bragt i Ulave. 

Om dette Punkt maa jeg endnu tilføje nogle Ord. Naar Kreds- sympathiake 

Sinds- 
løbet i et Organ er i Uorden, kan dette Organ ikke virke paa sygdomme. 

normal Maade; ogsaa Hjærnen er underkastet denne almindelige 
Lov. Naar Hjærtet ikke sender en tilstrækkelig Mængde Blod til 
Hjærnen indtræder der en Besvimelse med Tab af Bevidst- 
heden. Naar Hjærnen modtager for meget Blod eller naar Kreds- 
løbsforholdene i dens forskellige Afsnit blive sygelig forandrede, 
dannes der falske Sanseindtryk eller falske Forestillinger, Der kan 
følgelig gives Sindslidelser og Sindssygdomme af ren sympathisk 
Natur, der bero paa centripetale Pirringer fra indre Organer eller 
fra Dele af Hjærnen. Jeg vil endnu nævne et Par Tilfælde af 



348 Reflexvirksomhed og sympathisk Nervevirksomhed. 

denne Art; her er først et Exempel paa en Sindslidelse der stam- 
mede fra Pirring af en Hudnerve. 

En 14aarig Dreng havde traaclt et lille Stykke Glas ind i den 
store Taa; 4 Aar senere blev han angrebet af Sindsforstyrrede og 
Vildelse. Man fandt ved en omhyggelig Undersøgelse at der tæt 
ved Arret paa Taaen var en lille Ophøjning i Huden, og naar man 
trykkede paa denne blev den Syge endnu mere vild. Lægen gjorde 
da et Indsnit og trak et lille Stykke Glas frem, og derved svandt 
Sindslidelsen for stedse. 

Sygdomme i indre Organer foraarsage imidlertid langt hyppigere 
ad sympathisk Vej Sindslidelser. 

Esquirol behandlede en Mand for en akut Mani ; han opdagede 
at Patienten led af Bændelorm og anvendte den sædvanlige Kur 
derimod; saasnart Bændelormen var uddreven forsvandt ogsaa 
Manien. Et Aar senere kom Sindssygdommen tilbage; den be- 
handledes paa samme Maade og Patienten var nu helbredet for 
stedse. Af saadanne Iagttagelser har man mange og jeg kunde 
blive længe ved at fortælle Dem om Tilfælde af akut Mani, Mono- 
mani og især Melankoli der have udviklet sig som Følge af 
Lidelser i Maven, Milten og Leveren eller i det Hele af Organerne 
i Underlivet. 

Dette er iøvrigt en gammel Erfaring og den har fundet sit 
Udtryk i forskellige Sygdomsbetegnelser. Ordet Hypochondri (hypo 
under og chondron Brusk) der betegner en Art Melankoli har saa- 
ledes sit Navn efter Partiet under Ribbensbruskene hvor Leveren 
ligger; selve Ordet Melankoli (melas sort, chole Galde) har lige- 
ledes Hentydning til det ovennævnte Organ og i Folketroen antages 
.Milten at spille en vigtig Rolle med Hensyn til Sindsstemningen at 
glad eller bedrøvet Natur (Englænderne tale saaledes om spleen). 

Af alt det som jeg i det Foregaaende har meddelt Dem frem- 
gaar altsaa, at udefra kommende Paavirkninger kunne fremkalde 
Sindssygdomme paa to Maader. I nogle Tilfælde frembringer en 
saadan Paavirkning Uorden i Opfattelsen af Sanseindtrykkene saa 
at der dannes falske Sanseindtryk, Hallucinationer, som den Syge 



Reflexvirksomhed og sympathisk Nervevirksomhed. 349 

tilsidst tager for virkelige; dels kan selve Tankelivets Organ, Hjærnen, 
direkte blive angreben af Sygdomme. 

Jeg maa her standse vore Undersøgelser af Hjærne- og Nerve- 
virksomheden, skøndt det vilde være let at opregne endnu langt 
flere herhen hørende Kendsgærninger og skøndt jeg derved bliver 
nødt til at forbigaa hele Afsnit af Nervefysiologien. 

Summen af Alt, hvad jeg har meddelt Dem i de tre sidste 
Foredrag er, at Tankelivet, Sansningerne og Bevægelserne i alle 
deres forskellige Former ere afhængige af Nervevirksomheder som 
dels høre under Reflexvirksomhederne dels under de sympathiske 
Paavirkninger. Denne Afhængighed er tilstede under alle Forhold 
saavel normale som sygeligt forandrede, og de forskellige Reflex- 
virksomheder og sympathiske Paavirkninger ere lige saa vel istand 
til ophæve Evnen til at modtage Sanseindtryk og til at danne 
Forestillinger som de kunne give disse Evner forhøjet Skarphed og 
Energi. 



TRETTENDE FOREDRAG. 

Nervernes almindelige Egenskaber. Sansningerne — 
Synssansningen. Synssansningen med ét Øje. 

Vi have nu gennemgaaet hele Nervesystemet og set hvorledes 
dets to Afdelinger Hjærne-Kygmarvsnervesystemet og det sympathiske 
Nervesystem paa alle Punkter nøje ere knyttede til hinanden. Jeg 
skal ikke mere vende tilbage til Beskrivelsen af dette Spind af 
fine Traade der forgrene sig over hele Legemet og styre alle dets 
Funktioner og Bevægelser. Vi ville nu sysselsætte os med selve 
Nervetraadene og med nogle af de mærkeligste af de Egenskaber 
der ere fælles for dem. 
Hastigheden Vi have allerede set at Nerverne ere sammensatte af Nerve- 

af en Pirrings « t 

Ledning gen- traade, og De have hørt at alle Erfaringer pege hen paa at der 
n ' ikke er nogen Forskel mellem en Bevægenerves og en Følenerves 
Bygning, ligesom det synes, at en Nerve lige godt kan lede en 
hvilkensomhelst Pirring ud mod Overfladen og indad mod Central- 
nervesystemet. Der rejser sig da endnu det Spørgsmaal: hvor lang 
Tid bruger en Pirring, der rammer- Nerven paa et eller andet Punkt, 
til at gennemløbe den hele Længde. 

I lang Tid troede man, at Nervernes Ledningshastighed maatte 
sammenlignes med Lysets eller Elektricitetens Hastighed og at det 
følgelig vilde være umuligt at maale den i Betragtning af, at det 
gælder forholdsvis saa korte Afstande. Nu veed man, at dette 



Nervernes almindelige Egenskaber. 



351 



ingenlunde er Tilfældet og at Pirringer forplantes ganske sindigt 
gennem Nerven. 

For at overbevise sig herom blotter man paa en Frø Bevæge- 
nerven til en af Fødderne i en temmelig lang Udstrækning (Fig. 
266) fra a til a'; anbringes nu en Pirring paa Nerven ved a' vil 
Foden bevæge sig hurtigere end naar Pirringen ramte Nerven ved 
a og Forskellen vil øjensynlig svare til den Tid som Pirringen har 
brugt til at gennemløbe Nerven fra a til a\ 

Til at maale denne Tid anvendes et In- 
strument der bestaar af en Cylinder som ved 
et Urværk bevæges regelmæssigt og hurtigt 
rundt og som er overtrukket med Papir der 
er sværtet med Kønrøg (Fig. 267). Langs 
med Papiret stryger den ene Ende af en tynd 
Metaltraad der med sin anden Ende er sat i 
Forbindelse med Frøens Fod. Saa længe 
Frøen holder Foden stille vil Metaltraaden 
tegne en lige Linie paa Cylinderen, men saa 
snart Foden trækker sig sammen vil den lige 
Linie strax afbrydes og danne en Bue, som 
atter gaar over i den lige Linie naar Sam- 
mentrækningen igen ophører. 

Vi indrette det nu saaledes at der ved 
en elektrisk Forbindelse sættes et Mærke paa 
Cylinderen i samme Øjeblik som Nerven pirres 

ved a (Fig. 268); hvis nu Muskelen øjeblikkelig trak sig sammen, 
saa vilde Begyndelsen af den buede Linie den frembringer herved 
netop findes paa samme Sted som det omtalte Mærke, men det er 
ingenlunde Tilfældet; det varer altid lidt inden Muskelen trækker 
sig sammen og den buede Linie begynder derfor først et lille 
Stykke fra Mærket. Dette beviser altsaa, at der hengaar en vis 
Tid medens Pirringen forplanter sig fra Bevægenerven til Muskelen 
og faar denne til at adlyde; naar man nu kender den Hastighed 
med hvilken Cylinderen drejer sig rundt, kan man beregne den 
Tid der er medgaaet ved at maale Afstanden mellem det Mærke, 



Fig. 266. Fod af en 

Frø med dens Bevæge- 

nerve isoleret paa et 

Stykke. 



352 



Nervernes almindelige Egenskaber. 



der betegnede Pirringsøjeblikket, og Begyndelsen af Sammentræk- 
ningscurven. 




Fig. 267. Apparat til at undersøge Ledningshastigheden i Nerverne ved Hjælp 
af en Tegnespids der stryger over en drejende Cylinder. 




Fig. 268. Muskelsammentrækningscurver. 

1 Naar Nerven pirres ved a, 2 naar Nerven pirres ved a\ D de regelmæssige 

Curver som tegnes af en Stemmegaffel der gør 250 Svingninger i Minutten. 



Pirrer man en Nerve ved a og samtidig afsætter et Mærke paa 
Cylinderen, 2, vil det vise sig, at der er en større Afstand mellem 



Nervernes almindelige Egenskaber. 353 

dette Mærke og Begyndelsen af Sammentrækningscurven end i det 
første Forsøg, og det har altsaa varet længere inden Muskelen be- 
gyndte at trække sig sammen. Denne Forskel mellem Afstanden 
af de to Mærker vil altsaa svare til den Tid som Pirringen har 
brugt til at forplante sig fra a til a\ og det er nu let at forstaa 
at man kun behøver at maale denne Forskel i Afstanden mellem 
Mærkerne og Længden af Nervestykket a — a' for at vide hvor lang 
Tid Pirringen har brugt til at forplante sig gennem Nerven og 
deraf at udregne Nerveledningens Hastighed. Man kan yderligere 
lette sig Arbejdet ved at lade en Stemmegaffel aftegne sine Sving- 
ninger paa den roterende Cylinder ved Hjælp af en lille Børste 
som er hæftet til den ene Gren; naar man da veed, hvor mange 
Svingninger Stemmegaffelen gør i Minutten, behøver man kun at 
tælle hvormange smaa Curver dens Svingninger har aftegnet paa 
en vis Del af Cylinderens Omkreds for at vide hvor lang Tid der 
er medgaaet medens Cylinderen drejedes dette Stykke og man kan 
saaledes ligefrem aflæse den Tid der er forløbet fra det Øjeblik 
da det første Mærke afsattes og til Muskelsammentrækningen fik 
Tegnetraaden til at hæve sig. 

Ved disse Undersøgelser har man fundet at der for Frøens 
Vedkommende medgaar fra Vioo til 2 /ioo Sekund fra det Øjeblik da 
en Pirring rammer en Muskel og indtil denne trækker sig sammen, 
og at Ledningshastigheden gennem Frøens Nerver er 30 — 40 Meter 
i Sekundet. 

Man har foretaget lignende Maalinger paa Mennesker; her er 
det noget vanskeligere at indrette Forsøget, men man har dog 
overvundet disse Vanskeligheder og man har fundet at Lednings- 
hastigheden i Menneskets Nerver er omtrent dobbelt saa stor som 
Ledningshastigheden i de koldblodige Dyrs Nerver. De se at 
denne Hastighed er meget langt fra at kunne maale sig med de 
Tusinder af Kilometer som Electriciteten kan gaa i Secundet gen- 
nem en god Leder f. Ex. gennem en Kobbertraad; gennem en 
daarlig Leder som f. Ex. en fugtig Bomuldstraad er Electricitetens 
Ledningshastighed ikke større end Ledningshastigheden gennem 
Nerverne. 

Paul Bert: Livet og Livsfunktionerne. 23 



354 Nervernes almindelige Egenskaber. 

Den Hurtighed med hvilken et Følelsesindtryk forplanter sig 
gennem en Nerve er bleven maalt ved en lignende Fremgangs- 
maade; disse Forsøg kunne med større Lethed foretages med 
Mennesker og frembyde paa denne Maade den største Interesse. 

Forsøget udføres ved Hjælp af den før beskrevne omdrejende 
Cylinder (Fig. 267) der er beklædt med et Stykke sværtet Papir; 
en tynd Metaltraad stryger langs Cylinderen og tegner i Kønrøgen 
en Linie, som viser sig ganske lige og ubrudt naar Papiret tages 




Fig. 269. Maaling af Føleindtrykkenes Ledningshastighed gennem Nerverne. 
A den Linie som tegnes af Apparatet naar dette er ganske i Ro, B den Teg- 
ning der fremkommer naar man berører Skulderen, C naar man berører Spidsen 

af en Finger. 



af Cylinderen og lægges ud paa et plant Underlag (Fig. 269 A). 
Den der gør Forsøget har det i sin Magt at bevæge den tegnende 
Metaltraad ved at trykke paa en lille Vægtstang med sin højre 
Haand, en Medhjælper berører nu Forsøgsindividets Skulder og 
samtidig afsættes ved en elektrisk Forbindelse et Mærke m paa 
Cylinderen (Fig. 269 J5); iforvejen har man gjort den Aftale at 
saasnart Experimentatoren føler Berøringen skal han trykke paa 
Vægtstangen; naar han gør dette vil den tegnende Traad hæve 
sig ved n, men som man vil se paa Tegningen er der hengaaet en 



Nervernes almindelige Egenskaber. 355 

vis Tid efter Berøringen, saa megen Tid nemlig som svarer til 
Stykket mn. Vi skulle om lidt se hvad denne Linie betyder og i 
hvilke Afsnit man kan opløse den ved nærmere Undersøgelse. 

Medhjælperen gentager nu Forsøget saaledes at han berører 
Spidsen af en Finger, Experimentator trykker strax paa Vægt- 
stangen, men denne Gang varer det lidt længere inden Tegnetraaden 
løftes, Stykket mn 1 (Fig. 269 C) er større end mn. Forskellen nn l 
svarer altsaa til den Tid som Følelsesindtrykket har brugt til at 
gennemløbe hele Armens Længde fra Fingeren til Skulderen, og 
ved Hjælp heraf kunne vi udregne Følelsesindtrykkenes Lednings- 
hastighed der er 60 — 80 Meter i Sekundet, altsaa lige saa stor 
som Bevægeimpulsernes. 

Det kunde nu ogsaa have sin Interesse at maale Lednings- 
hastigheden i Rygmarven. Methoden er stadig den samme; der er 
kun den Forskel at man for at foretage denne Undersøgelse ikke 
pirrer eller bevæger to Dele af Legemet der kun ere skilte fra 
hinanden ved et Stykke af en Nerve, men derimod to Partier af 
Legemet, der have saa langt et Stykke af Rygmarven som muligt 
imellem sig; man kan f. Ex. bevæge først en Finger dernæst en 
Taa eller man kan først pirre Huden ved den nederste Ende af 
Hvirvelsøjlen og dernæst ved Nakken. Ligesom i de tidligere om- 
talte Forsøg afsættes et Mærke paa den omdrejende Cylinder sam- 
tidig med Pirringen og et andet samtidig med Muskelsammentræk- 
ningen der fremkaldes ved den, og ved Hjælp af Afstanden mellem 
de forskellige Mærker kan man udregne Ledningshastigheden i Ryg- 
marven, da man veed hvor stort et Stykke af Rygmarven der ligger 
mellem Nakkeregionen og den nederste Ende af Hvirvelsøjlen. 

De nyeste Forskninger have som Resultat givet at Ledningen i 
Rygmarven er omtrent halvt saa hastig som Ledningen gennem 
Nerverne; en af Undersøgerne mener endog at den kun er 10 — 12 
Meter i Sekundet. Ved forskellige Sygdomme i Rygmarven bliver 
Ledningen endnu meget langsommere, saa at de Syge undertiden 
først modtage et Følelsesindtryk et Par Sekunder efter at man har 
knebet dem i en Taa og følgelig vente lige saa længe med at 
trække Foden til sig. Det er let at forstaa at man ved lignende 

23* 



Tankens 
Hastighed. 



356 Nervernes almindelige Egenskaber. 

Forsøg har kunnet maale den Tid der medgaar til en Reflex- 
bevægelse. 

Endnu mærkeligere er det dog at det er lykkedes at maale 
den Tid som man behøver for at komme til klar Bevidsthed om et 
Sanseindtryk f. Ex. for at kende Sort fra Hvidt, Venstre fra Højre 
o. s. v. Det er det som man med et overdrevent Udtryk har kaldt 
at maale Tankens Hastighed. 

Man anvender hertil samme Fremgangsmaade, men Under- 
søgelsen er noget mere indviklet og vanskelig. 

Den der skal gøre Forsøget sætter sig foran en Skærm med et 
Hul i Midten, en Medhjælper skyder pludselig en Papskive frem 
bag Hullet i Skærmen og i samme Øjeblik afsættes ved en elektrisk 
Ledning et Mærke paa den omdrejende Cylinder. Experimentatoren 
holder sin Haand paa en lille Vægtstang som han trykker ned saa 
snart han faar Øje paa Papskiven, ved denne Bevægelse sluttes en 
anden elektrisk Ledning og derved sættes et andet Mærke paa Pa- 
piret. Da man nu kender den Hastighed med hvilken Papiret paa 
Cylinderen drejes rundt vil man af Afstanden mellem de to Mærker 
kunne beregne den Tid, der er hengaaet ialt saavel til Opfattelsen 
af Sanseindtrykket som til den vilkaarlige Bevægelse, ved hvilken 
Vægtstangen trykkedes ned. 

Jo oftere man gentager Forsøget med samme Menneske, desto 
kortere bliver den Tid der udfordres, indtil man naar et vist Mini- 
mum af Tid, der er forskellig for hver enkelt Forsøgsindivid. Dr. 
Exner, der har gjort de seneste Forsøg af denne Art, har fundet, 
at Grænserne for dette Minimum af Tid vare 0,1295 og 0.9952 
Sekund; gamle Folk brugte den længste Tid. 

Det er ikke alene individuelle Forskelligheder som gøre sig 
gældende med Hensyn til den Tid der medgaar, men forskellige 
andre Omstændigheder kunne ogsaa have Indflydelse; saaledes kan 
man f. Ex. i al Almindelighed sige at Muskelsammentrækningen 
kommer desto hastigere jo stærkere Nervepirringen er; endnu langt 
mere Indflydelse synes Pirringsstedet at have. Efter Exners Under- 
søgelser gaar hele Aktionen hurtigst for sig naar Nervepirringen 
bestaar i at man direkte lader en elektrisk Strøm gennemløbe 



Nervernes almindelige Egenskaber. 357 

Øjeæblet; noget langsommere gaar det, naar man pirrer den ene 
Haand ved Elektricitet medens den anden Haand giver Signalet, 
saaledes som Exner havde indrettet Forsøget i de Tilfælde for 
hvilke Tidsgrænserne ovenfor omtaltes; endnu noget langsommere 
opfattes en Hørelsessansning eller Lyset af en elektrisk Gnist og 
allerlangsomst gaar det, naar Pirringen rammer en Taa. 

Tidsforskellighederne, hvis Størrelse man beregner efter 
Hundreddele af Sekund, bero altsaa dels paa Nervernes forskellige 
Længde og dels paa selve Sansningens Art. 

Man kunde tro at Vin, Kaffe og lignende Pirringsmidler vilde 
have den Virkning at sætte Forsøgsindividet istand til at reagere 
hurtigere ; men det er ingenlunde Tilfældet, tværtimod gaar Led- 
ningen gennem Nerverne betydelig langsommere under en let Rus; 
man har i denne Tilstand rigtignok den Følelse som om man 
opfattede og reagerede meget hastigt men i Virkeligheden reagerer 
man kun stærkere end sædvanlig, ikke hurtigere. 

Ved den første Del af det Forsøg som jeg før beskrev, blev 
det altsaa udfundet, hvor lang Tid der medgaar naar man med et 
Signal med Haanden vil tilkendegive at man har modtaget et 
Indtryk gennem Synsnerven. 

Astronomerne have længe vidst at der brugtes en vis lille Tid 
paa denne Maade og de have været nødt til at tage den med i 
Betragtning ved Beregningen af det nøjagtige Tidspunkt da en 
Stjerne passerer forbi den Traad der er udspændt i Midten af deres 
Kikkerts Synsfelt; de kalde den for „den personlige Æqvation 
(Rettelse)" fordi den er forskellig hos de forskellige Iagttagere. 

Det gælder nu at udfinde hvor lang Tid der er medgaaet til 
selve Hjærnens Virksomhed, altsaa hvor lang Tid der behøves for 
at komme til Bevidsthed om at Skiven er at se og til at give en 
Impuls til at bevæge Haanden. 

Fra de ovennævnte 0,1295 — 0,9952 Sekund maa man derfor 

trække den Tid der medgaar til Ledningen gennem Rygmarven og 

Nerverne og til selve Muskelsammentrækningen; der bliver da til 

.Rest fra 0,08—0,94 Sekund; det sidste Tal fandtes hos en Olding 

paa 76 Aar; i Gennemsnit vil der medgaa omtrent V10 Secund. 



358 Nervernes almindelige Egenskaber. 

Men ikke nok hermed; vi kunne maale den Tid som vi behøve 
for at danne os et virkeligt Skøn f. Ex. for at skelne Hvidt fra Sort. 

Hertil benyttes stadig samme Apparat; man aftaler at Signalet 
skal gives, naar Skiven der kommer tilsyne bag Skærmens Hal er 
hvid, medens man holder sig rolig, naar den er sort; dernæst lader 
man pludselig Skiven vise sig. Naar den nu er hvid, trykker For- 
søgsindividet paa Vægtstangen, den elektriske Ledning sluttes og 
Tegnetraaden sætter et Mærke ; men det viser sig at det har varet 
1 — 2 Hundrededel af et Sekund længere inden Mærket blev afsat 
end i de foregaaende Forsøg; denne Hundrededel af et Sekund er 
øjensynlig den Tid som man har havt nødig for at komme til 
Klarhed over det modtagne Sanseindtryk og danne et Skøn over 
dets Art. Forsøgsindividet har imidlertid ikke selv nogen For- 
nemmelse af, at der er medgaaet nogen Tid. 

Naar man derimod i Stedet for at sætte to Ting, som Hvidt 
og Sort at vælge mellem indfører en tredie Mulighed f. Ex. Blaat 
varer Forsøget idetmindste dobbelt saa længe og jo flere Muligheder 
der er at skelne mellem, desto længere Tid tager Afgørelsen, og 
Forsøgsindividet kan da ogsaa selv komme til Erkendelse af, at 
hans Dom ikke falder ganske øjeblikkelig. 

Saadanne Undersøgelser ere blevne foretagne med alle Arter 
af Sansninger : Hørelses-, Syns-, Smags-, Lugte-, Følelse- og Varme- 
sansninger; i alle Tilfælde har Resultatet været det samme, nemlig 
at selv det simpleste Skøn af Forskellen mellem to Sanseindtryk 
af samme Art altid udkræver en vis Tid der med Lethed kan 
maales og udgør en eller flere Hundrededele af et Sekund. 

De se altsaa at man ved disse Undersøgelser har naaet at 
bringe selve Tankevirksomheden og dens Hastighed ind under vore 
Beregninger. 

Jeg vil nu vise Dem hvorledes disse Talstørrelser kunne tjene 
til at forklare en af Hverdagslivets daglige Erfaringer. Lad os 
nemlig undersøge, hvorfor et Barn næsten altid vil blive kradset af 
en Kat, naar det kniber Katten i Halen medens den sover, medens 
Katten næsten altid vil komme for sent med sin Klo, naar den er # 
vaagen i det Øjeblik, da Barnet kniber den i Halen. 



Nervernes almindelige Egenskaber. 359 

Vi gaa nu ud fra, at Katten er vaagen men ikke venter noget 
Angreb; dens Længde sætte vi til 50 Centimeter og deraf udgør 
Rygmarven 20 Centimeter. Den bliver nu knebet i Halen, vender 
sig om og efter at have erkendt Fjenden, Barnet, slaar den med 
sin Klo efter det. For Barnets Vedkommende regne vi at der er 
60 Centimeter Nerve fra Fingrene til Rygmarven og 20 Centimeter 
Rygmarv indtil Hjærnen. Man kan nu opstille følgende Regne- 
stykke for Kattens Vedkommende. 

Sekund. 

Indtrykket bevæger sig centripetalt i 30 Centimeter Nerve.... 0,005 

i 20 „ Rygmarv. 0,007 

Opfattelse af Sanseindtryk, Ordre til vilkaarlig Bevægelse 

(Gennemsnit) 0,100 

Bevægeimpulsen gaar centrifugalt gennem 20 Centimeter Ryg- 
marv 0.007 

Bevægeimpulsen gaar centrifugalt gennem 30 Centimeter Nerve 0,005 

Muskelsammentrækning 0,010 

Sum... 0,134 

Hvad har nu Barnet brugt Tiden til? 

Saasnart det har knebet Katten i Halen har det øjeblikkelig 
trukket Haanden til sig for at undgaa Faren; det har altsaa kun 
havt følgende Virksomhed at sætte i Gang: 

Sekund. 

Bevægeimpulsen gaar centrifugalt gennem 20 Centimeter Rygmarv 0,007 

„ 60 „ Nerve... 0,010 
Muskelsammentrækning 0,010 

Sum... 0,027 

Barnet har altsaa over Vio Sekund Forspring, det bliver ikke 
kradset. 

Dersom det derimod er en sovende Kat, hvis Hale Barnet 
kniber, er Forholdet ganske omvendt. Barnet begynder forsigtigt 
og trækker Haanden hastigt til sig, men Katten vaagner ikke; det 
begynder igen — samme Forestilling. Endelig faar det Mod og 
nu kniber det ordentlig til og bliver ved indtil det ser at Katten 
bevæger sig; nu vil det i en Fart trække Haanden til sig, men da 
er det for sent. Forholdet er nemlig ikke det samme som før, 



360 Nervernes almindelige Egenskaber. 

idet Barnet nu først vil trække sin Haand tilbage i det Øjeblik, 
da det opdager at Katten vender sig og skal til at kradse. 

Nu er det altsaa Barnet der bruger 1 / 10 Sekund mere end 
Katten, da det skal opfatte Dyrets Bevægelse og der altsaa skal 
foregaa en vis Overvejelse i dets Bevidsthed; dette er mere end nok 
til at Katten kan naa det og kradse det. 

Vi ville nu gaa over til et andet Punkt af den almindelige 
Nervefysiologi. 

Naar man overskærer en blandet Nerve der altsaa indeholder 
baade Bevæge- og Føletraade vil øjeblikkelig den Del Legemet i 
hvilken den forgrener sig blive følesløs og de Muskler som sættes 
i Virksomhed ved den blive lammede. Selv om man atter nærmer 
de to overskaarne Stykker af Nerven til hinanden og syr dem 
sammen er Ledningen gennem Nerven dog afbrudt for flere 
Maaneder. 

I nogle Dage efter Overskæringen kan man endnu faa Musk- 
lerne til at trække sig sammen ved at pirre Nervens periphere 
Stykke (det Stykke der er i Forbindelse med Musklerne); men og- 
saa denne Evne taber sig snart. I nogle Tilfælde kan man senere 
hen ikke engang faa Musklerne til at trække sig sammen ved at 
pirre selve Muskelmassen f. Ex. ved Elektricitet; Muskelvævet er 
da blevet omdannet, er degenereret som man kalder det, og det 
kan tilsidst tildels gaa til Grunde. 

En overskaaren Nerves periphere Ende degenererer ligeledes 
baade for Føletraadenes og Bevægetraadenes Vedkommende, men 
efter nogen Tids Forløb genvinder den atter sin normale Bygning, 
Forbindelsen med Centralnervesystemet kommer atter istand og 
Følelsen vender tilbage i de Dele af Legemet der havde mistet 
den ved Nerveoverskærelsen. Hvis Musklerne ikke ere altfor stærkt 
degenererede vender Bevægelsen ogsaa tilbage, og man har derfor 
gjort det til en Regel at man daglig ved Hjælp af Elektricitet skal 
pirre saadanne Muskler, hvis Nerve er bleven overskaaret ved et 
Skud eller lignende Vold, for at de kunne bevares i god Ernærings- 
tilstand saa længe til Nerven atter bliver virkedygtig. 



Nervernes almindelige Egenskaber. 361 

Man ser ofte at de Partier af Legemet og især af Huden der 
forsynedes med Nervetraade fra en overskaaren Nerve, blive Sædet 
for forskellige sygelige Forandringer. Det er klart at deres Er- 
næring har lidt, men man veed ikke om disse Forstyrrelser i Er- 
næringen udelukkende skyldes Lammelse af de vasomotoriske 
(karbevægende) Nerver eller om der skulde være Nervetraade, der 
have en særlig Indflydelse paa Ernæringen ; herom ere Fysiologerne 
endnu uenige. Sikkert er det at Nervesystemet har en stor Be- 
tydning for Legemets Ernæring; mange Hudlidelser skyldes en 
sygelig Irritationstilstand af en eller flere Nerver og udvikle sig 
netop langs disses Forløb. 

Man kalder en sygelig Irritationstilstand af en Følenerve for ^^^s^. 
en Neuralgi (neuron Nerve, algos Smerte) den kan ofte foraarsage 
særdeles hæftige Smerter, som især ere følelige paa de Steder hvor 
Nerven udsender Sidegrene til Huden. 

Intercostalneuralgien (Nervelidelse i en Mellemribbensnerve) 
med det smertefulde Sidesting der føles ved hver Indaanding er en 
typisk Neuralgi; man kan bringe den Syge til at skrige af Smerte 
ved at trykke med Fingeren paa et af de tre Steder hvor der af- 
gaar Sidegrene til Huden fra Mellemribbensnerven (se Pag. 316). 
Denne Ømtaalighed for Tryk er imidlertid et godt Tegn, da den 
viser at Sidestinget ikke skyldes nogen Sygdom i Lungen eller Lunge- 
sækken. 

Neuralgierne vige som oftest for Behandling med Opium eller 
Indsprøjtning af Morfin under Huden; det er vanskeligere at for- 
staa hvorfor stærke hudirriterende Midler som spanske Fluer og 
Moxer ogsaa have en gavnlig Virkning mod disse Lidelser. Alle- 
rede Hippokrates sagde: Af to Smerteindtryk udsletter det stærkeste 
det svageste. 

Vi have nu talt længe om Muskelsammentrækning, Renexvirk- Den i Nerve- 

centrene op- 

somheder, Bevægeimpulser der komme direkte fra Nervecentrene og samlede Kraft, 
under alt dette har det sikkert været Dem paafaldende at der 
aldrig er noget egentligt Forhold mellem Aarsagen, Nervepirringen 
og den frembragte Virkning. Jeg skal forklare min Tanke nær- 
mere; naar man pirrer en Bevægenerve, trækker dens Muskel sig 



362 Nervernes almindelige Egenskaber. 

sammen, men den trækker sig sammen med samme Energi, hvad 
enten Pirringen er stærk eller svag. Eftersom man pirrer en Føle- 
nerve svagere eller stærkere kan man fremkalde Reflexbevægelser 
der udgaa fra mindre eller større Dele af Rygmarven, men de 
Muskler som sættes i Bevægelse ved Reflexvirksomheden trække 
sig sammen med samme Kraft, hvad enten Pirringen af Nerven var 
stærk eller svag. Man kan saaledes ved blot at berøre en Nerve 
fremkalde en Muskelsammentrækning der er stærk nok til at løfte 
flere Kilogram. Ja hos Patienter der lide af Epilepsi eller af 
Stivkrampe kan en saadan Berøring fremkalde voldsomme Muskel- 
kramper. 

Det gaar altsaa her som naar man trykker paa Aftrækkeren 
af et Gevær; der er ikke noget Forhold mellem den Kraft 
som Fingeren maa udvikle og den Kraft, med hvilken Kuglen 
slynges ud af Geværets Løb. De virkende Kræfter ere nemlig al- 
deles uensartede, den Kraft der støder Kuglen ud og som langt 
er den stærkeste af de to, var opsamlet i Krudtet og Fingerens 
Tryk har kun skaffet de rette Betingelser tilveje for dens Fri- 
gørelse. 

Paa samme Maade forholder det sig i Legemet; Kraften er 
ophobet i Musklerne og i Nervecellerne, og naar Pirringen af 
Nerven skaffer de rette Betingelser tilveje, udlader den sig saa at 
sige. Naar Nervepirringen gentages udtømmes efterhaanden Kraft- 
beholdningen ved de gentagne Udladninger og tilsidst nægte Nerve- 
centrene og Musklerne at arbejde længere, de ere trætte som man 
siger, og man maa da vente til de atter ere ladede med ny Kraft, 
før man igen kan forlange Arbejde af dem. 

Nogle Muskler kunne opsamle langt mere Kraft end andre 
Muskler der have samme Vægt og Omfang, men vi kende ikke 
Aarsagen til denne Forskel. En Geds Benmuskler kunne udfolde 
en langt større Kraft end et Faars. Der gives Mennesker der 
ikke kunne lade deres Nerve- og Muskelelementer med en til- 
strækkelig Mængde af denne Kraft, hvis Natur man ikke kender 
men som næppe er Elektricitet skøndt den i mange Henseender 



Nervernes almindelige Egenskaber. 363 

ligner den; saadanne Personer blive snart trætte og udmattede og 
bruge lang Tid til atter at komme til Kræfter. 

Vi have allerede tidligere benyttet Sammenligningen med en 
Leydenerflaske, for Nervernes Vedkommende er Sammenligningen 
særlig oplysende. De vide, at en Leydenerflaske har den Evne at 
kunne opsamle elektrisk Kraft under sine to Metalbeklædninger; 
den kan modtage en vis Mængde Elektricitet der navnlig betinges 
af den isolerende Glasvægs Tykkelse; jo tykkere Glasset er, 
desto stærkere kan Leydenerflasken lades. Muskel- og Nerve- 
elementerne ligne nu saadanne smaa Leydenerflasker; ved Er- 
næringen lades de saa stærkt som de efter deres Modstandsevne 
ere istand til, og denne Modstandsevne er forskellig for de for- 
skellige Elementer. Det vil da gaa dem som de nævnte fysiske 
Instrumenter, at den Kraft som de kunne udfolde ved Udladningen 
vil staa i Forhold til den Kraft som de have opsamlet og gemt i 
sig. For Muskelen spiller Bevægenerven og for Nervecellen spiller 
Følenerven samme Rolle som den Ledningstraad der sætter de 
modsatte Elektriciteter fra begge Sider af Leydenerflasken i For- 
bindelse med hinanden. 

Man kan føre Sammenligningen videre. Naar Leydenerflasken 
lades for stærkt kan den isolerende Glasvægs Modstand overvindes, 
og der finder da en Udladning Sted tværs gennem Glasset; der- 
som den isolerende Væg var istand til at lukke sig igen og Elek- 
triciteten vedblev at strømme til, vilde Leydenerflasken lades paany 
og atter udlade sig og saa fremdeles. I de levende Væsener findes 
virkelig saadanne Forhold. Hos gamle Folk kunne Muskel- og 
Nerveelementerne ikke længere opbevare den normale Mængde 
Kraft, de udlade sig efterhaanden som de modtage Kraft og deraf 
kommer den Skælven som man kalder Alder domsskælven; de 
Muskler der ere angrebne af denne Lidelse kunne heller ikke ud- 
føre noget virkeligt Arbejde. 

St. Veitsdansen er en Sygdom, der bestaar i, at Ladning og 
Udladning af Nervecentrene følge stadig umiddelbart efter hin- 
anden; ogsaa i denne Sygdom ere Musklerne meget svage; de have 
nemlig hverken Tid eller Evne til at opsamle Kraft, eftersom de 



364 Nervernes almindelige Egenskaber. 

næsten uafladelig ere i Bevægelse. Lignende Forhold findes ved 
mange krampagtige Bevægelser og Trækninger. Og endelig finder 
den regelmæssig paa hinanden følgende Ladning og Udladning nor- 
malt Sted i de Organer, der ere de vigtigste for Livet. 

Medens de øvrige Muskel- og Nerveelementer i sund Tilstand 
ikke modtage større Kraftmængde ved Ernæringen end de efter 
deres forskellige Modstandsevne kunne bevare, optage de Nerve- 
centre og Muskler der staa i Aandedrættets og Kredsløbets Tjeneste 
uafladelig ny Kraft. Deres Udladning sker med regelmæssige 
Mellemrum medens der stadig strømmer ny Kraft til, og de blive 
da kun saa længe i Hviletilstand til de atter ere ladede til Overmaal. 

I vort Legeme have vi altsaa en utallig Mængde mikroskopiske 
Magasiner der altid ere rede til at træde i Virksomhed ; i disse er 
Kraften opbevaret og bunden og de behøve kun et Signal, en 
Pirring for at gengive den bundne Kraft dens Frihed, og anvende 
den paa nyttig Maade. 

Det er da klart, at Legemets Udgifter ved Muskel- og Nerve- 
virksomheden, som i sidste Instans altid fører til en Bevægelse 
o: et mekanisk Arbejde, med Nødvendighed kræve en Erstatning. 
Hverken i Naturen om os eller i den levende Organisme kan Noget 
gaa tilgrunde eller Noget skabes af Intet og dette gælder ligesaa 
vel Stof som Kraft. Under Ernæringen have vi allerede set, hvor- 
ledes de stadige Udgifter opvejes ved en ligesaa uafbrudt Tilførsel. 



Sanseindtrykkene. 

Dyrene staa i Forhold til Omverdenen ved Endeudbredningerne 
af Følenerverne ved Hjælp af hvilke de faa Underretning om de 
Legemer der omgive dem og om deres Egenskaber og Stilling. 
Nogle af Sansenerverne ere forsynede med særlige Sanseorganer 
hvis Bygning vi have gennemgaaet; disse virke som forstørrende 
eller forstærkende Redskaber og gøre det derved lettere for Sanse- 
nerverne at modtage Indtryk udefra. 
De fem Omgivelserne meddele os meget talrige og afvexlende Indtryk; 

Sanser. 

man har i umindelige Tider sammenstillet alle Sanseindtryk i 5 



Sanseindtrykkene. 365 

Hovedgrupper og sagt at Dyrene havde fem Sanser svarende til 
fem Arter Indtryk: Følelsens, Smagens,' Lugtens, Hørelsens og 
Synets Sans, vi kunne dertil endnu føje Temperatursansen der 
svarer til Varme- og Kuldeindtryk. 

For at vi skulle komme til Bevidsthed om andre Legemer ved 
Følelsens Sans altsaa ved ligefrem Berøring, maa disse Legemer 
være i fast eller flydende Tilstand; for at paavirke Smagens Sans 
maa de være flydende eller opløselige i Væske; Lugtesansen sættes 
i Virksomhed af flygtige Partikler der løsrive sig fra Legemerne. 
Ved Hørelsen opfattes de Svingninger i Luften der frembringes ved 
Legemernes Egensvingninger. Synsindtrykkene og Temperatur- 
fornemmelserne ere Resultatet af en særegen Art Svingninger, som 
Fysikerne kalde Æthersvingninger, og som kunne forplante sig 
gennem "Rum i hvilke der ikke findes noget af de Legemer der 
kunne paavises ved Vægt (ponderable Legemer). 

De se, at de Aarsager der frembringe Sanseindtrykkene blive 
stedse finere jo længere vi naa frem i Sansernes Række; det er 
da ogsaa naturligt at de Organer, der modtage disse Sanseindtryk 
blive finere og mere sammensatte i Forhold hertil, saaledes som 
man kan se ved at sammenligne Øjet med Huden. Kun Temperatur- 
sansningerne danne en Undtagelse herfra, da de bringes til vor 
Bevidsthed gennem de almindelige Følenerver. 

Førend vi gaa over til • et mere detailleret Studium af hver Art objeotive og 
Sanseindtryk vil jeg gøre Dem opmærksom paa et Forhold af sær- sanseindtryk, 
deles stor Betydning. For imidlertid at gøre Dem den Sætning, 
jeg vil udvikle, lettere forstaaelig vil jeg begynde med at erindre 
Dem om en Erfaring som De alle have gjort. 

Der er Ingen blandt Dem som ikke en eller anden Gang har 
faaet et Slag paa Øjet. Hvad betyder det Udtryk som man al- 
mindelig hører ved en saadan Lejlighed*: at man saa Stjerner ved 
højlys Dag. Det betyder at et Synsindtryk kan have en anden 
Oprindelse end Paavirkning af Lyssvingninger. I dette Tilfælde 
kommer Paavirkningen af Øjet dog endnu udefra, men vi kunne 
gaa endnu videre. Naar man i nogen Tid har holdt Hovedet bøjet 



36G 



Sanseindtrykkene. 



ned og man pludselig hæver det op, vil man meget ofte se et 
Glimt fare forbi Øjet selv om man er i det dybeste Mørke. Det 
er altsaa et Lysindtryk der ikke har sin Oprindelse fra Lys eller 
nogen udefra kommende Paavirkning af Øjet. I visse Former af 
Migræne (halvsidig Hovedpine) kunne de Syge undertiden have 
ganske levende og klare Synsindtryk som komme uden nogen Paa- 
virkning fra Omgivelserne. 

Det er altsaa godtgjort, at de Sansninger der komme til vor 
Bevidsthed dels kunne dannes ved Paavirkning udefra dels kunne 

skyldes særegne Tilstande i 
selve Sanseorganerne; de 
førstnævnte Sanseindtryk der 
hidrøre fra en Genstand 
udenfor selve Legemet kaldes 
objektive, de sidstnævnte som 
have deres Oprindelse i Iagt- 
tagerens eget Legeme kaldes 
subjective. 

Men af de Erfaringer 
som jeg har omtalt for Dem 
lader sig endnu udlede den 
Slutning, at Sansningen ikke 
alene er afhængig af Sanse- 
organet og af den Pirring 
som har sat dette i Virksom- 
hed, men at Sansningen i 
sidste Instans er afhængig af det Nervecentrum der modtager Ind- 
trykket og bringer det til vor Bevidsthed. 

Lad os se lidt nærmere paa denne Side af Sagen og vende 
tilbage til det Exempel fr*a Synssansningen som jeg før nævnede 
for Dem (Fig. 270). R forestiller Nethinden som jeg før har be- 
skrevet for Dem og som er dannet af Synsnervens Endeudbredninger, 
NO er Synsnerven og TO Firhøjene eller Synslapperne til hvilke 
Synsnerven fører; endelig betegner HC den Del af den store 
Hjærnehalvkugle til hvilken Indtrykkene maa forplante sig for at 



~\ 




NO 



Fig. 270. Skematisk Tegning der viser 

Nerveledningen fra Nethinden B til Hjær- 

nehalvkuglen HC. NO Synsnerven, TO 

Firhøjene. 



Sanseindtrykkene. 367 

blive opfattede som bevidst Sansning. Hvilket Punkt i bele den ber 
omtalte Forbindelse af Nerver og Nervecentre nu end Pirringen 
rammer, bliver Resultatet altid en Paavirktring af det Parti af den 
store Hjærne bvor Ledningen munder ud, og den fører altid til en 
Synssansning. 

En Synssansning kan frembringes: 

1) Ved en Pirring af Nethinden enten ved Lysstraaler, som 
det sædvanlig er Tilfældet, eller paa en bvilken somhelst anden 
Maade. Man har en Beretning om en Kirurg som ved en Stær- 
operation var letsindig nok til at berøre Nethinden med sin Kniv 
for at se, hvad den Syge vilde føle derved — Resultatet var at 
Patienten saa et Glimt. 

2) Ved direkte Pirring af Synsnerven; dette sker f. Ex. naar 
man er nødt til at borttage et Øje helt; i det Øjeblik man over- 
skærer Synsnerven ser den Syge altid et blændende Lysskær men 
føler ikke nogen virkelig Smerte. 

3) Ved Pirring af Firhøjene, saaledes som man har set ved 
forskellige Hjærnesygdomme. 

4) Ved Pirring af en af Hjærnehalvkuglerne paa det Sted som 
vi have omtalt; ogsaa denne Kendsgærning er paavist ved forskel- 
lige Hjærnesygdomme. 

Pirringen kau være kortvarig og forbigaaende ; den giver da 
kun Anledning til et ubestemt Sanseindtryk som f. Ex. de hurtigt 
paa hinanden følgende Lysfornemmelser der findes ved Blodover- 
fyldning af Hjærnen; men Pirringen kan ogsaa vedvare længe paa 
samme Maade, den giver da Anledning til mere sammensatte Ind- 
tryk og kan føre til Dannelsen af Billeder og Forestillinger. Man 
kender talrige Exempler paa saadanne fejlagtige Sanseindtryk der 
føre til Syner af Skikkelser som ikke have noget tilsvarende i Om- 
verdenen og som dannes paa Grund af en sygelig Tilstand i Hjær- 
nen der pirrer de vedkommende Nervecentre. Saadanne Sanse- 
fornemmelser kaldes simple Hallucinationer o: den Syge erkender 
dem som saadanne, han veed at de ikke have nogen objectiv Virke- 
lighed og tror ikke paa dem, men han bliver naturligvis urolig og 
lidende ved stadig at se dem. Som oftest ere Hjærnens Funktioner 



368 Sanseindtrykkene. 

i langt dybere Uorden, den Syge tror da fuldt og fast paa, at 
hans Hallucinationer have et virkeligt objektivt Grundlag, og de 
ere da et af Symptomerne paa en Sindssygdom. 

De se altsaa, at der i Hjærnen findes et Nervecentrum der be- 
svarer enhver Pirring, ligemeget hvorfra den kommer eller af hvad 
Natur den er, med at frembringe en Lyssansning; der findes lig- 
nende Hjærnecentre for Høresansningen, Lugtesansningen o. s. v. 1 
Virkeligheden er det altsaa hverken det særlige Sanseorgan eller 
en Pirring af en særlig Art der frembringer Sanseindtrykket, men 
dettes Natur betinges af hver Sansnings særlige Nervecentrum. 
Under almindelige og regelmæssige Forhold er det vel Pirringen 
af Øjet ved Lysstraalerne der fremkalder Fornemmelsen af Lys og 
Pirringen af det indre Øre ved Luftsvingninger der fremkalder For- 
nemmelsen af Lyd, men et Stød, en elektrisk Strøm kan bevirke 
det samme Resultat. 
nes 8 pro g ec r ^ en H° ve dsætning i Nervernes Fysiologi der betegnes som 

tion (Forlæg- Sansningernes Projection udad kan udtrykkes paa en anden 

gelse) udad. . 

Maade: Naar en Pirring rammer et eller andet Punkt af den 
Nerveledning der gaar fra et Sanseorgan til dette Nervecentrum 
(f. Ex. i Fig. 270 fra B til HC) faa vi altid det Indtryk at Pir- 
ringen har ramt den periphere Ende af Sansenerven (i Fig. 270 
Nethinden B) altsaa det Punkt af Nerveledningen, hvorfra vi sæd- 
vanlig modtage saadanne Sanseindtryk. 

Dette giver os Nøglen til mange tilsyneladende særdeles for- 
underlige Kendsgærninger. Naar man støder sin Albu føler man 
en stærk Smerte; hvor? ved Albuen? nej ved Enden af den lille 
Finger. Det kommer deraf, at de centripetale Traade der bringe 
Følelsessansninger fra den lille Finger til Centralnervesystemet have 
modtaget et stærkt Indtryk paa Midten af deres Bane, og man for- 
lægger nu Sanseindtrykket, der i Virkeligheden hidrører fra Ner- 
vens midterste Del, ud til dens yderste Ende. 

Man ser ofte, at en Invalid som har faaet Benet amputeret 
midt paa Laaret klager stærkt over Smerter i den Fod han har 
mistet, naar Stumpen bliver Sædet for en Betændelse. Det kommer 
deraf, at Betændelsen i Arret har irriteret Enderne af de over- 



Sanseindtrykkene. 369 

^kaarne Nerver som stod i Forbindelse med Foden, og uagtet den 
Syge selv forbavses derved og indrømmer at det er umuligt, sværger 
han dog paa, at Smerten føles i den Fod som man har amputeret. 
Der gives Ansigtsneuralgier (Nervesmerter) der trodse enhver Be- 
handling. De Syge lade tidt alle deres Tænder trække ud, baade 
de syge og de sunde, thi det er der Smerten sidder, sige de. I 
andre Tilfælde have Læger overskaaret Følenerven saa tæt oppe 
ved Hjærneskallen som mulig, men tidt vedvarer Smerten alligevel, 
fordi den beror paa en Lidelse der ligger endnu nærmere ved 
Hjærnen eller endog i den, skøndt den Syge havde den falske 
Forestilling, at Smerten udgik fra Tandnervernes Endeudbredninger. 
Jeg skal ikke anføre flere Exempler, da De af de nævnte Til- 
fælde tilstrækkelig ville kunne se, at vi altid forlægge den For- 
nemmelse som vi faa derved at en Pirring rammer et eller andet 
Punkt af en Følenerves Bane, deri iberegnet det Nervecentrum til 
hvilket den fører, ud til Nervens periphere Ende; det er det som 
man udtrykker ved, at alle Sanseindtryk projiceres udad o: for- 
lægges ud. De kan nu forstaa hvorledes det gaar til, at Patienter 
der lide af Sygdomme i Nervecentrene kunne have Sanseindtryk, 
som de opfatte som hidrørende fra ydre Pirringer og som derfor 
give Anledning til falske Forestillinger. De Sindssyge ere navnlig 
udsatte for saadanne Hallucinationer, som for dem have en absolut 
Virkelighed; dette forklarer endvidere at Sindssyge kunne have 
Synshallucinationer selv efter at de have mistet Synet. 



Synssansningerne. 

Jeg har tidligere udviklet Øjets Bygning for Dem og vist Dem 
•den Vej som Lysstraalerne følge, hvorledes de passere Hornhinden, 
gaa gennem Pupillen, samles af Linsen og endelig modtages af 
Nethinden, der er dannet af Synsnervens Endeudbredninger. Vi 
ville nu sysselsætte os med de Sanseindtryk som denne Nerve 
bringer til Nervecentrene i Hjærnen. 

Paul Bert: Livet og Livsfunktionerne. 04 



370 



Synssansningerne. 



Dannelsen Vi træffe da strax en Vanskelighed som har sysselsat Filoso- 

af omvendte . .. 

Billeder, ferne meget. Vi vide, at en Genstand viser sig paa Nethinden ved 
et lille omvendt Billede; hvorledes gaar det da til, at vi dog se 
Genstandene i deres naturlige Stilling? Herpaa har man givet 
talrige Forklaringer den ene mere kunstig end den anden. Filo- 
soferne have nemlig stadig ræsonneret som om Bevidstheden sad 
gemt bag Øjet og kiggede ud i Verden gennem dette ligesom gen- 
nem en Kikkert; ja hvis det var Tilfældet vilde der være god 
Grund til at forbavses, og vi vilde være nødte til at øve os længe 
og flittigt for at huske, at Billedet skulde vendes om. Men Sagen 
forholder sig slet ikke saaledes. Dette Spørgsmaal er nemlig kun 
en enkelt Side af et Problem som kommer frem paa mange andre 

Punkter og har en sær- 
deles stor Interesse. Det 
er klart at vor Kendskab 
til Omverdenen er be- 
grænset til det som vi 
faa at vide gennem San- 
serne. Tænker man sig 
et Menneske, der var 
blind, døv, berøvet Lugte- 
og Smagssansen og uimod- 
tagelig for Følelsesindtryk og Varmefornemmelser, saa vilde han, selv 
om Livet kunde fortsættes under saadanne Vilkaar, være ganske 
uvidende om Alt, hans Bevidsthed vilde være denne ubeskrevne 
Tavle, som Filosoferne have talt saa meget om. Men skøndt Sanse- 
indtrykkene altsaa ere uundværlige som Grundlag for Bevidstheds- 
livet, saa faa de dog først deres Betydning ved den Anvendelse 
som Intelligensen gør af dem. 

Naar man hører Toner og erkender at disse frembringes af 
en Violin, gaar følgende for sig. Visse Fibre af Hørenerven ere 
blevne satte i Svingning, paavirkede ved Luftens Svingninger — 
i disse Sanseindtryk er der endnu ikke noget der bringer til vor 
Bevidsthed at Tonerne stamme fra en Violin. Tidligere og hyppigt 
gentagne Erfaringer have imidlertid lært os, at hver Gang vi mod- 




Fig. 271. Billeddannelse paa Nethinden. 



Synssansnmgerne. 371 

tog disse bestemte Sanseindtryk gennem Høreorganet bragte Syns- 
organet os andre Paavirkninger, gennem hvilke vi fik en Fore- 
stilling om en Violins ydre Form; efterhaanden har vor Tanke 
knyttet disse forskellige Sanseindtryk saa uopløselig sammen, at vi 
kun behøve at høre Tonerne for at kende deres Oprindelse eller 
snarere for at Billedet af en Violin og af en Violinspiller skal staa 
klart for vor Bevidsthed. 

Det gaar Barnet paa samme Maade ; naar dets Synssans be- 
gynder at virke, vil der i Baggrunden af dets Øje dannes et 
Billede, der i Forening med Sanseindtryk som Barnet modtager ad 
andre Veje, tilsammen give det en Forestilling om dets Moder; 
hver Gang dette Billede nu dannes vil det genkende det som Bil- 
ledet af Moderen, det er ganske ligegyldigt om Billedet er opret 
eller omvendt, vandret eller lodret; det er for Barnet et Tegn der 
giver det Oplysning om Omverdenen. Selve Billedet kender Barnet 
aldeles ikke, det veed ikke engang noget af hvor det er; først langt 
senere hen i Livet vil Barnet faa at vide, at Billedet dannes i Øjet, 
og hvis Barnet ikke lærer Fysiologi, vil det ikke nogensinde ane 
at der paa Nethinden dannes et Billede af dets Moder med 
Hovedet nedad. 

Denne lille Udvikling hører nærmest ind under den fysiologiske 
Psychologi og jeg har grebet denne Lejlighed for at gøre Dem be- 
kendt med denne Erfaring, der er af den allervæsenligste Betyd- 
ning for at forstaa. hvorledes vi erhverve os vore Forestillinger om 
Omverdenen. En berømt Filosof har sagt, at Intet kan findes i 
vor Bevidsthed, som ikke først har været i vore Sanser, og det er 
ogsaa rigtigt; kun det der udgør selve Intelligensen maa være der 
iforvejen, thi ellers vilde vor Bevidsthed ikke være andet end en 
Samling af billedlige Indtryk; det er de Overvejelser som disse 
Billeder foranledige, det Skøn som Bevidstheden afgiver om dem, 
der danner vor opsamlede Skat af Forestillinger. Efterhaanden 
danner der sig en Forbindelse mellem Omverdenen, Sanseindtrykket 
og den bevidste Opfattelse af dette; for hver Gang den enkelte 
Erfaring gentages bliver denne Forbindelse fastere, og Resultatet 

24* 



372 Synssansningerne. 

bliver tilsidst at vore Forestillinger om Omverdenens forskellige 
Genstande nøjagtig komme til at svare disse. 

Man har opstillet det Spørgsmaal, hvorfor vi se Tingene i 
deres naturlige Stilling uagtet Nethindebillederne ere omvendte; 
man kunde lige saa gærne spørge hvorfor vi ikke forestille os, at 
Genstandene findes inde i vort Øje, siden det dog er der at vi faa 
Indtrykket af dem; Grunden er den samme, nemlig den at vi danne 
os en Forestilling om den Genstand i Omverdenen, der fremkalder 
Sanseindtrykket, ved den Dom som Intelligensen afgiver om dette. 
Lad os nu vende tilbage til selve de Kendsgærninger, der kunne 
bringe denne almindelige Sætning til at staa klarere for Dem. 
synafeit. Naar vi se lige fremad med et Øje ad Gangen er den Del af 

Piet. Rummet, som vi overse, begrænset af Øjebrynene, Næsen og Kind- 
benet, der danne fremspringende Partier rundt om Øjet. Udadtil 
kan Øjet opfatte en større Del af Rummet, da det her ligger næsten 
i Niveau med Omgivelserne, medens det indad begrænses af Næsen, 
der springer stærkt frem for Øjet. Hele den Del af Rummet der 
saaledes kan ses kaldes Synsfeltet. 

Det forekommer os nu at vi faa Synsindtryk af alt det som 
findes i Synsfeltet; disse Indtryk ere ikke alle lige tydelige, da vi 
se det Parti, mod hvilket vort Øje just er rettet, langt skarpere 
end Omgivelserne, og disse ses desto utydeligere jo længere borte de 
ligge herfra. Svarende til Forlængelsen af Synsaxen altsaa netop 
paa det Sted hvor de skarpeste Billeder dannes, er Nethinden mest 
modtagelig for Sanseindtryk og den har paa dette Parti „den gule Plet" 
ogsaa en særegen Bygning (se Fig. 273). Vi rette derfor altid Øjet 
saaledes at Billedet af den Genstand som vi ville iagttage nøjagtigt 
falder just paa den gule Plet; udenfor den er Synet mere ube- 
stemt og utydeligt, men man kan dog lære sig til at drage Nytte 
af det og det er ved Hjælp af dette, at man er istand til at overse 
et Hele paa én Gang f. Ex. at se et helt Landskab. 
Den blinde De ville uden Tvivl blive noget overraskede ved at høre, at der 

i Synsfeltet findes et betydeligt Rum som vi aldeles ikke se; føl- 
gende Forsøg vil vise Dem at dette er Tilfældet. 



Synssansningerne. . % 373 

Betragt hosstaaende Tegning (Fig. 272) paa hvilken der findes 
et hvidt Kors og en hvid Plet i nogen Afstand fra hinanden; læg 
nu Billedet vandret foran Dem, luk det venstre Øje og se skarpt 
paa det hvide Kors tilvenstre; De ville da se Pletten noget mere 
utydeligt end Korset. Fjærn Dem nu efterhaanden indtil Deres 
Øje er omtrent 25 Centimeter (c. 10") fra Papiret, der vil da 
komme et Øjeblik, hvor De slet ikke se den hvide Plet. Mariotte 
morede Ludvig den 14des Hoffolk meget med at vise dem denne 
Opdagelse; han beregnede at den blinde Del af Nethinden er saa 
stor, at den naar Øjet er indstillet paa en meget betydelig Af- 
stand, f. Ex. naar man ser op mod Himmelhvælvingen, svarer til et 




Fig. 272. 

Rum paa 11 Gange Maanens tilsyneladende Omfang. Det blinde 
Sted (Fig. 273 P) svarer til det Punkt af Nethinden hvor Synsnerven 
træder ind i Øjet og hvor den folder sig ud for at danne Net- 
hinden. Paa dette Sted har den ikke Nethindens fine og sammen- 
satte Bygning og paavirkes ikke -mere af Lysstraalerne end en 
hvilkensomhelst anden Nerve. 

Der er altsaa ligesom en stor sort Plet i vor Øje, der bevæger 
sig rundt paa alt hvad vi iagttage, og dog havde intet Menneske 
anet denne Plets Tilværelse før i det 16de Aarhuudrede. Man 
mærker altsaa aldeles ikke denne blinde Plets Tilstedeværelse; og 
alligevel vilde man føle sig særdeles besværet, hvis man skulde 
se gennem et Brilleglas, som tildels var tildækket med en sort 
Oblat, der frembragte en Plet af samme Størrelse som den natur- 



374 



Synssansningeme. 



lige blinde Plet. Det vilde imidlertid ikke vare ret længe inden 
man vænnede sig til den og ikke læDgere lagde Mærke til den, 
naar kun den Del af Nethinden (Fig. 273 M) hvor Synet er skarpest 
ikke blev tildækket. Saaledes gaar det ogsaa Patienter der efter en 
Hornhindebetændelse have faaet uigennemsigtige Pletter eller Striber 
paa Hornhinden. 

De se altsaa at baade Forsøg og Erfaring overensstemmende 
vise, at vi aldeles ikke lægge Mærke til om Sanseindtrykkene paa 
visse Steder ere aibrudte, naar disse Afbrydelser i Sansningen blot 

ere saa vedvarende, at vi vænne 
os til dem. Naar vi komme til 
Synet med to Øjne ville vi er- 
fare en anden mærkelig Kends- 
gærning, nemlig at virkelige ak- 
tive Synsindtryk lades ude af 
Betragtning og tilsidst helt over- 
ses, naar de ere os besværlige 
eller unyttige. Sanseindtrykkene 
faa altsaa først deres virkelige 
Betydning ved den Opmærksom- 
hed som vi skænke dem, og det 
er derfor indlysende at Øvelse 
og Vane baade kan udvikle Sanse- 
indtrykkenes Tydelighed i høj 
Grad og paa den anden Side 
ogsaa forringe den eller endog helt udslette Indtrykket. 

Selve Sanseindtrykket frembyder endnu flere interessante Ejen- 
dommeligheder. Blandt disse vil jeg først nævne Lysindtrykkenes 
Vedvaren: Den simpleste Maade at vise dette Fænomen kende 
De alle, den bestaar i at svinge et Stykke Træ, der er glødende i 
den ene Ende, rundt i Luften; Træet synes da at danne en lysende 
Kreds uden Afbrydelse. Dette beror paa, at det Sanseindtryk, som 
det glødende Stykke Træ har gjort paa hvert enkelt Punkt af vor 
Nethinde, vedvarer længere Tid end man bruger til at svinge Træet 
rundt, og det ses derfor endnu tydeligt naar Lysgiveren atter er 




Fig. 273. Skematisk Fremstilling af 
Nethinden. O Synsnerven, P den 
blinde Plet hvor Synsnerven træder 
ind i Øjet, M den gule Plet hvor 
det skarpeste Syn findes. 



Synssansningerne. 375 

paa det Punkt af sin Bane, hvor den paavirker denne Del af Net- 
hinden. Da alle de Punkter af Nethinden som modtage Lysindtryk 
ved dette Forsøg forholde sig paa samme Maade, ser man ikke en 
Række lysende Punkter men en hel lysende Kreds. 

Af samme Grund se vi ogsaa et Stjerneskud og en Raket som 
lysende Linier, Regndraaberne synes at danne Striber i Luften, 
Egerne i et rullende Hjul gaa i Et o. s. v. Vi se aldeles ikke en 
Kanonkugle der farer forbi vort Øje, fordi Billedet af den lyse 
Baggrund kun afbrydes saa kort et Moment af det mørke Legeme 
•der farer forbi, at vi slet ikke faa noget Sanseindtryk af dette. 

Paa Grundlag af Læren om Synsindtrykkenes Vedvaren har 
man konstrueret forskellige Arter Legetøj. Et af de bekendteste 
bestaar i en lille Papskive, der paa 
begge Sider bærer en Tegning og 
sættes i en roterende Bevægelse 
ved Hjælp af en Traad. Har man 
nu f. Ex. paa den ene Side tegnet 
en Fugl, paa den anden et Bur og 
nu snurrer Skiven hurtigt rundt om 
dens Tværaxe, vil det se ad som 
om Fuglen sad i Buret. 

Ogsaa det Legetøj, der kaldes 
en Snurrepotte og som bestaar i en Fig- 274. 

Art Top der ved Hjælp af en Snor 

sættes i en meget hurtig omdrejende Bevægelse, er meget hensigts- 
mæssig til at studere Lysindtrykkenes Vedvaren. Man kan nemlig 
paa en saadan Snurrepotte befæste Papskiver med forskellige Teg- 
ninger og vil da, naar Snurrepotten gaar rundt, faa et ganske 
andet Indtryk af Tegningerne end naar disse ligge stille. Befæstes 
saaledes hosstaaende Skive (Fig. 274) paa Snurrepotten vil man 
se en jævn graa Flade uden nogen Aftegning. 

Fenakistoskopet (Phenax Bedrager) (Fig. 275) bestaar af to 
Skiver der ere befæstede til hinanden og bevæge sig rundt om 
samme Axe; den ene af disse Skiver rager med sin Rand noget 
ud over den anden og er forsynet med et vist Antal f. Ex. 12 Huller; 




376 



Synssansningerne. 



paa den mindre Skive findes en Figur tegnet lige saa mange Gange- 
og i lige saa mange forskellige Stillinger som der er Huller i 
den store Skive; i hosstaaende Tegning er valgt en ganske simpel 
Genstand nemlig et Pendul der er fremstillet i 12 paa hinanden 
følgende Stillinger af en fuldstændig frem- og tilbagegaaende Be- 
vægelse. Dette Apparat bliver nu holdt foran et Spejl med den 




Fig. 275. Fenakistoskopet. 



bemalede Side mod dette og Øjet holdes bag den øverste Aabning, 
saa at man gennem den ser Tegningerne i Spejlet. Naar man saa 
bringer Skiverne til at rotere, gaar den ene Aabning efter den 
anden forbi Øjet, medens man ikke ser noget Spejlbillede i Mellem- 
rummet mellem 2 Aabninger; man faar da ikke Indtrykket af en 
Række paa hinanden følgende Tegninger, men af et Pendul der ud- 



ansningerne. 377 

fører sine Svingninger frem og tilbage. Naturligvis kan ogsaa an- 
vendes andre Tegninger f. Ex. en Dreng der springer i et Tov etc. 

Det morsomste af alle disse Arter Legetøj er Zootropet (zoon Dyr, 
trepein at dreje); det bestaar af en Hulcylinder af Pap som kan 
dreje rundt om sin lodrette Axe og som er forsynet med talrige 
smaa Spalter i hele sin Omkreds. Indeni Cylinderen opstiller man 
en Strimmel Papir, paa hvilken man har afbildet de forskellige 
Stadier af en eller anden Bevægelse, f. Ex. en Mand i de forskellige 
Stillinger som han indtager naar han springer over en Hindring. 
Man ser nu gennem en af Sprækkerne og sætter saa Cylinderen i 
hurtig Bevægelse. Sprækkerne følge nu hurtigt den ene paa den 
anden og det gør samme Indtryk paa Nethinden som om man be- 
standig saa gennem samme Sprække; paa den anden Side følge 
Tegningerne der fremstille de forskellige Faser af Bevægelsen 
hurtigt paa hverandre, og man faar da Indtrykket af hele Be- 
vægelsen, saa at det tager sig ud som den virkelig udførtes for Ens 
Øje og man saa Manden springe over Hindringerne. Man har 
gjort Virkningen noget mere overraskende ved et særligt Arrange- 
ment som nu næsten altid findes i dette Legetøj. Naar man gør 
Antallet af Tegningerne paa Papiret mindre end Antallet af Spræk- 
kerne i Cylinderens Væg, synes Manden at springe tilbage, er der 
derimod færre Sprækker end Tegninger synes Manden at springe 
fremad. 

Man har forsøgt at maale hvorlænge Synsindtrykkene paa Net- 
hinden vedvarer, men det er ikke lykkedes at finde nøjagtige Be- 
stemmelser herfor; Belysningens Styrke og Forskellen imellem An- 
tallet af de Lysstraaler, der udgaa fra det bevægede Legeme og fra 
den Baggrund mod hvilken det ses, spille i saa Henseende en stor 
Rolle. Ser man i middelmaadig Belysning paa Egerne i et rullende 
Hjul løbe de i Et, men falder en Solstraale paa Hjulet staa de 
pludselig klart og adskilt. En Kanonkugle kan ikke ses mod den 
klare Himmel selv naar den er begyndt at sagtne i sin Fart, men 
stryger den langs den mørke Jord kan man opdage den. Man 
regner, at Synsindtrykket ved middelstærk Belysning holder sig 
omtrent 1 / 10 Secund. 



378 Synssansningeriie. 

Efterbuieder. Denne Vedvaren viser sig ved endnu et mærkeligt Fænomen. 
Ser man i nogle Minutter uafbrudt paa en skinnende Genstand og 
dernæst vender Blikket mod et Stykke graat Papir, vil man under 
gunstige Omstændigheder endnu en kort Tid se Genstanden som 
lys skinnende, dernæst viser den sig mod Papiret som mørk, saa 
atter lys og saa fremdeles, medens Billedet stadig bliver svagere 
og tilsidst helt forsvinder. Hvis den Genstand, som man betragter, 
bestaar dels af lyse dels af mørke Partier, f. Ex. er et oplyst Vindue 
med sine Vindaessprosser, ville Efterbillederne, som man kalder 
dem, afvexlende vise de lyse Partier lyse, de mørke mørke og om- 
vendt de lyse Partier som mørke og de mørke som lyse. 

Fysiologerne forklare i Almindelighed dette mærkelige Fæno- 
men derved, at Nethinden bliver saa stærkt paavirket ved i længere 
Tid at modtage Indtryk af den lysende Genstand, at den trættes 
og følgelig ikke kan modtage ny Indtryk paa det overanstrængte 
Sted; derfor faar man efter det lyse Efterbillede et mørkt; men 
denne Forklaring oplyser ikke hvorfor lyse og mørke Efterbilleder 
flere Gange afløse hinanden. 

Træthed af Det er imidlertid klart nok, at Nethinden kan trættes og man 

Nethinden. i_ • ■ i n t-« t nii 

kan overbevise sig derom ved et simpelt Forsøg. Læg et Stykke 
sort Papir paa et Ark hvidt Papir og se paa det i stærk Belysning ; 
naar De efter 3 eller 4 Sekunders Forløb tager det hvide Papir 
bort vil De paa det Sted, hvor det laa, se en hvid Plet, medens 
det øvrige Papir ser graaligt ud. Jo længere man har set de to 
Farver ved Siden af hinanden desto stærkere vil denne Virkning 
være, har man anvendt et Minut vil det hvide Papir have trættet 
Nethinden saa meget at Indtrykket af det taber Vs af sin Styrke, 
og det vil derfor se ganske graat ud ved Siden af den Plet hvor 
det sorte Papir laa og som følgelig ikke har anstrængt den til- 
svarende Del af Nethinden ved at udstraale saa stærkt Lys. 

Saalænge man lader det sorte Papir ligge opdager man aldeles 
ikke at Sanseindtrykket af det hvide Papir er svækket, og man 
vedbliver at kalde Papiret for hvidt, uagtet det i Virkeligheden 
frembringer det Indtryk som et utrættet Øje vilde faa af et ganske 
graat Papir; først naar man som Modsætning dertil faar Indtryk 



Synssansniiigerne. 379* 

paa den hidtil beskyttede Del af Nethinden opdager man Forskellen. 
Vi ere nemlig i det Hele ikke istand til at bedømme Sanseindtrykkene 
rigtigt naar vi tage hvert enkelt for sig, men faa først et rigtigt 
Skøn over dem ved at sammenligne dem med hinanden. Det er 
derfor let at indse, at vi i god Tro kunne komme til at begaa 
særdeles store Fejltagelser ved at bedømme Omverdenens Egen- 
skaber og Natur efter" det Indtryk som Genstandene gøre paa 
vore Sanser. 

Ser man i nogen Tid uafvendt paa et hvidt Papir med graa 
Tegninger bliver Indtrykket af disse efterhaanden utydeligt og man 
hviler da instinktmæssig sit Øje ved at lukke det en kort Tid. 
løvrigt giver allerede Øjnenes Blinken os en Hvile som vel er 
kortvarig men dog gør sin Nytte da den gentages saa ofte. vurdering af 

Vi kunne kun bedømme Belysningens Intensitet (Styrkegrad) 
ved Sammenligning : Fangen der opholder sig i et mørkt Rum faar 
kun en ringe Mængde Solstraaler, men han vænner sig til at er- 
kende de fineste Forskelligheder i Belysningen; kommer han pludselig 
ud i Sollyset blændes hans Nethinde som har vænnet sig til at 
være modtagelig mod særdeles svage Indtryk og som derfor strax 
trættes ved det stærke Lys. Man har maalt den mindste Lys- 
mængde som et Øje kan opfatte naar det er ganske udhvilet, og 
man har fundet at denne svarer til 0,000001 af Dagslysets Styrke. 
Gaar man ned i en mørk Kælder kan man i første Øjeblik ikke se 
Noget, fordi Nethinden er anstrængt af Dagslyset udenfor og derfor 
ikke er istand til at modtage svage Indtryk ; lukker man da Øjnene 
nogle Øjeblikke indtil de ere komne i fuldstændig Hviletilstand, 
ser man tydeligt alle de Enkeltheder som et Øjeblik tidligere vare 
ganske usynlige. 

Naar mørke og lyse Genstande ligge ved Siden af hinanden 
kan Kontrasten mellem dem bevirke, at vi ikke kunne opfatte deres 
virkelige Udseende men faa en falsk Forestilling om dem. 

Lægger man f. Ex. fire Papirstrimler A, B, C og D (se Fig. 276), 
der alle ere graa men af forskellige Nuancer, ved Siden af hin- 
anden, vil man ved at betragte dem nogen Tid faa Indtrykket ikke 
af ensfarvede glatte Strimler men af indbuede Partier, som til- 



380 



Synssansningerne. 



sammen danne ligesom et Stykke af en kanneleret Søjle. Dette 
beror paa at Strimlen C synes lysere hvor den støder op til D, 
medens Kontrasten til den lysere Strimmel B lader C forekomme 
os mørkere paa det Sted hvor disse berøre hinanden. Fejlen ligger 
altsaa ikke i Synsindtrykket men i den Dom som vi i vor Bevidst- 
hed danne os om dette Sanseindtryk. 




Fig. 276. 



Hvis man i et Rum der oplyses ved ét Lys tænder endnu et 
Lys, faar man et dobbelt saa stærkt Lysindtryk som før og ser 
dobbelt saa tydeligt, tænder man dernæst to Lys til bliver Belys- 
ningens Styrke atter fordoblet eller i det mindste nær derved ; men 
gaar man fra Belysning med fire Lys over til Belysning med otte 
synes Belysningens Styrke ikke fordoblet, mellem 8 og 16 er der 
kun ringe Forskel og ud over dette Tal gør Tilføjelsen af flere 
Lys saa godt som ingen Forskel i Belysningens Grad og den over- 
drevne stærke Belysning er endog til Skade, idet de Dele af Gen- 
standene som ligge i Skygge næsten modtage lige saa mange Lys- 
straaler som de der ligge i det fulde Lys; Landskaber der ligge i 
fuldt Sollys se derfor noget ensformige ud. Naar Malere ville 
danne sig en klar Forestilling om de forskellige Belysningsgrader 
af et Landskab eller lignende knibe de derfor Øjet til for at for- 
mindske Antallet af de Lysstraaler som trænge ind i Øjet. 



Synssansningerne. 



381 



Under Indflydelsen af meget stærk Belysning synes Alt saaledes 
noget ensformigt, meget svag Oplysning har den modsatte Indvirk- 
ning paa vor Synsevne. De Genstande som modtage nogle Lys- 
straaler synes os mere oplyste end de i Virkeligheden ere og de 
Ting som ligge i Skygge forekomme os ganske mørke. Derfor 
tager Alt sig saa mærkværdigt ud i Tusmørke og i Maaneskin og 
det er Grunden til mange Spøgelse- og Aabenbaringshistorier, idet 
de Genstande som vi se ikke alene synes stærkere oplyste end de 
i Virkeligheden ere, men ogsaa overnaturlig store. 

Det er en bekendt Sag at en hvid Flade paa mørk Grund n-radiation 
synes os større end en sort Flade af samme Størrelse og Form paa 




Fig. 277. Lige store Kvadrater: Irradiation. 



hvid Grund, saaledes som De ville se paa den vedføjede Tegning 
(Fig. 277). 

Dette Fænomen kaldes for Irradiation (Udstraaling) og man 
har kendt det i meget lang Tid; Irradiationen tiltager lidt med 
Belysningens Styrke; den synes ogsaa at blive større jo længere 
borte de lysende Flader ere og det er Grunden til at Gasblus 
forekomme os uforholdsmæssig store naar de ses i det Fjærne. I 
Virkeligheden er Irradiationen altid lige stor og den tilsyneladende 
Forskel har en anden Grund. 

De Billeder som lysende eller stærkt oplyste Legemer danne 
paa Nethinden blive ved Irradiationen omgivne af et ligeledes stærkt 
belyst Bælte der altid har samme Diameter. Jo længere Gen- 
standene ere fra os, desto mindre blive de Billeder som de danne 
paa Nethinden; naar Genstanden er nær vil Irradiationen forøge 



382 



SynssansDingerne. 



deres tilsyneladende Størrelse med 1 / 6 af deres Diameter, medens 
den vil udgøre 1 / 3 af deres tilsyneladende Diameter naar de ere 
komne saa langt bort at de synes formindskede til ^3 a ^ den tid- 
ligere Størrelse; Forøgelsen af Omfanget vil derfor være forholdsvis 
langt større for fjærne Genstande end for nærliggende, men det 
lysende Bælte vil i Virkeligheden altid være lige bredt. Denne 
Kilde til Sansebedrag frembringer mange mærkelige Virkninger; 
Maaneseglen ved Nymaane forekommer os saaledes større end den 
egentlig skulde, det kan man overbevise sig om ved at sammen- 
ligne den med den øvrige Del af Maanens Flade som viser sig 
svagt belyst ved Siden af den. Irradiationen er ligeledes Aarsagen 





Fig. 278. 



Fig. 279. 



til at en sort Firkant paa stærk hvid Grund synes at have Hjør- 
nerne afstumpede og Kanterne indbuede medens en hvid Firkant 
paa sort Grund ser udbuet og afrundet ud; ser man paa et Mønster 
dannet af sorte og hvide Felter som et Skakbrædt synes de hvide 
Flader at flyde sammen i Hjørnerne (se Fig. 278). Irradationen er 
endelig Grunden til at en sort Dragt bringer Bæreren af den til at se 
slankere ud, medens en hvid Kjole, der irradierer, gør Figureu 
sværere. Endelig er det Irradiationen som frembringer det kuriøse 
Sansebedrag som den vedføjede Tegning viser (Fig. 279). Paa den 
ere aftegnede en Mængde smaa hvide Cirkler paa mørk Grund; de 
se ud som de vare sexkantede fordi de stræbe efter at tage sig 
større utl og derved stjæle Stykker bort af den sorte Bund. 



Synssansningerne. 383 

Man har endnu ikke fundet nogen fyldestgørende Forklaring 
for Irradiationen. 

Øjet giver os ikke alene Oplysning om Lys og Mørke og om 
Belysningens Styrke, vi kunne ogsaa skelne mellem visse Egen- 
skaber i Lyset som vi kalde Farver; jeg skal forklare Dem dette 
nærmere. 

De vide at Lysstraalerne dannes ved Svingninger der forplante Farvernes 
sig med en vidunderlig Hastighed (c. 41000 Mile i Sekundet). Disse oprindelse. 
Svingninger ere ikke alle lige store; i Solstraalerne findes de alle 
samlede og frembringe tilsammen det som vi kalde det hvide Lys. 
Tvinger man Solstraalerne til at gaa gennem et Prisme af et 
gennemsigtigt Stof ville Straalerne ikke alle brydes lige stærkt og 
Sollyset vil da opløses i et Solspektrum der viser alle Regn- 
buens Farver; de violette Straaler brydes stærkest, de røde mindst. 
Fysikerne have bevist, at der desuden findes Svingninger i Sollyset 
der brydes saaledes at de falde udenfor Spektret baade ved den 
ene og den anden Ende af dette, men vor Nethinde er ikke istand 
til at opfatte disse Straaler. Man begynder at faa et Sanseindtryk 
af den røde Farve hvor Svingningerne omtrent ere 800 Milliondele 
af en Millimeter og man kan se det Ultraviolette indtil det Punkt 
hvor Svingningerne ere 300 Milliondele af en Millimeter, altsaa 
noget over en Trediedel af de førstnævnte Svingningers Omfang. 
De forskellige Farver findes i Solspektret i følgende Orden: Rødt, 
Orange, Gult, Grønt, Blaat, Violet. 

Ved den røde Ende af Spektret holder dette pludselig op og 
det taler for at vi aldeles ikke kunne opfatte Lyssvingninger af 
større Gennemsnit ; ved den violette Ende bliver Farven efterhaanden 
mindre tydelig, og det er vanskeligt at afgøre hvor den virkelig 
holder op. Man har i den senere Tid fundet at man ved at forøge 
Styrken af det ultraviolette Lys kan følge Spektret et godt Stykke 
ud over den sædvanlige Afslutning; det saaledes iagttagne Parti af 
Spektret viser en lavendelgraa Farve med et rødligt Skær der synes 
at antyde en Tilbagevenden til det Røde. 

Man har ikke ad denne Vej kunnet finde nogen ny Farve og 
dette falder iøvrigt af sig selv; Farveindtrykkene staa nemlig i Af- 



384 Synssansniiigerne. 

hængighed af Synscentret i Hjærnen, og vi kunne ikke opfatte 
andre Farveindtryk end dem som vi kunne fremkalde ved direkte 
Pirring af Nethinden eller Synsnerven. De Lysglimt som vise sig 
for En naar man faar et Stød paa Øjet omslutte alle mulige Farver 
o: alle de Farver og Farveindtryk som en Paavirkning af Syns- 
centrene i Hjærnen kan sætte os istand til at opfatte. Man kan 
derfor være ganske sikker paa, at der aldrig vil kunne findes nogen 
virkelig ny Farve o: som ikke kan fremstilles ved en Blanding af 
de Farver som vi kende. 

Hvert af Spektrets Afsnit taget for sig frembringer altid samme 
Farveindtryk paa os, men der er flere af Spektrets Farver der 
kunne frembringes ved en Sammensmeltning af 2 andre Afsnit af 
Spektret. Man kan saaledes danne Orange ved at sammenstille 
Spektrets gule og røde Straaler, det Grønne kan dannes af de 
blaa og gule Straaler og det Violette af de blaa og røde Straaler. 

Det er værdt at lægge Mærke til at de Farver, som paa denne 
Maade kunne dannes ved Forening af andre Farvestraaler, i 
Spektret altid have deres Plads mellem de to Farver af hvilke de 
kunne dannes; Violet er dog en Undtagelse herfra da dets Plads 
er ved den ene Ende af Spektret; for at faa det til at ligge mellem 
det Blaa og det Røde maa man arrangere de 7 Farver i en Kreds. 
De tre Farver der ikke kunne sammensættes af andre kalder man 
Primitivfarver eller Grundfarver. 

Hvidt kalder man det Farveindtryk som man faar ved For- 
eningen af alle Farver i samme Forhold som de findes i Solspektret, 
men man kan ogsaa frembringe den hvide Farve ved efter et be- 
stemt Forhold at sammenstille en Primitivfarve med en Farve der 
er dannet af de to andre Primitivfarver; man kan saaledes faa 
Hvidt ved en Sammenstilling af Rødt og Grønt, af Gult og af Blaat 
og Orange. To Farver som tilsammen kunne danne Hvidt kaldes 
Komplementær- eller Udfyldningsfarver; Rødt er Komplementær- 
farven til Grønt o. s. v. 
Daitoniame Det er ikke alle Mennesker der kunne opfatte hele Farve- 

(Fa hed) 1 . 1Dd " skalaen, man finder endog Mennesker som slet ikke have nogen 
Farvesans, men de ere rigtignok sjældne. Der er derimod Mange 



Synssansningerne. 385 

som ikke kunne skelne de to komplementære Farver Rødt og Grønt 
fra hinanden. Denne Mangel i Synssansen kaldes Farveblindhed 
eller Daltonisme efter en berømt engelsk Naturforsker Dalton, der 
selv var farveblind og som har beskrevet denne Svaghed nøjagtigt. 
Han kunde ikke kende en Geraniums Blomst fra Plantens Blade, 
ikke se et Kirsebær paa Træet, og .Rødvinen forekom ham at have 
samme Farve som Flasken den blev hældt ud af. Arago siger om 
de Farveblinde: For dem blive Kirsebærrene aldrig modne. 

Denne Fejl i Synssansningen er ingenlunde sjælden. Læger 
der have undersøgt dette Spørgsmaal statistisk have fundet, at af 
100 Mennesker finder man 1 — 3 der ikke kunne skelne Rødt fra 
Grønt og som af disse Farver faa Indtryk af en svag brunlig Farve. 
Man har i den Anledning maattet anordne særlige Synsprøver for 
Folk, der søge Ansættelse i Marinen, ved Jærnbaner og ved andre 
Leveveje, hvor det gælder om at skelne Farvesignaler og tage Be- 
stemmelser efter disse. 

Man har i den senere Tid foreslaaet at bøde paa denne 
Svaghed ved Hjælp af farvede Glas, idet et grøntfarvet Lys 
set gennem et rødt Glas vil tabe meget af sin Styrke, medens et 
rødt Lys vil ses ganske klart; det Omvendte vil være Tilfældet 
naar man anvender et grønt Glas, og ved Hjælp af et Øjeglas, hvis 
ene Halvdel er grøn den anden rød, vil man saaledes paa Lys- 
styrken kunne kende de forskellige Signaler, selv om man er 
farveblind. 

Sunde Øjne opfatte ikke alene de 7 Farver, som jeg har nævnet Nuam 
for Dem, men tillige en overordentlig Mængde Mellemfarver, der 
kunne dannes ved en Blanding af Grundfarverne i forskelligt For- 
hold. Man kalder disse Farveblandinger for Farvenuancer og deres 
Tal er ubegrænset. Gobelinfabrikens Samling skal indeholde over 
20,000. Det er ikke ethvert Menneske, der er istand til at skelne 
dem, tidt kan man kun se Forskel paa dem, naar man lægger dem 
ved Siden af hinanden. 

Naar man blander en Farve med Hvidt eller med Sort for- 
andrer man Farvens Tone, og disse Farvetoner danne en hel 
Skala fra det svagt farvede Hvide næsten helt ned til rent Sort. 

Paul Bert: Livet og Livsfunktionerne. 25 



386 Synssansningerne. 

Det Graa frembringes ved en Blanding af Sort og Hvidt; naar 
man blander en ren Farve med Hvidt bliver den blegere og kaldes 
hvidlig hvis den udstraaler en betydelig Mængde Lys, graalig 
naar Lysmængden er ringere. Sætter man Sort til en Farve bliver 
den mere mørk og kaldes brunlig. Det Graa kan altsaa gaa i 
Forbindelse med en anden Farve, i Brunt er der altid en af Grund- 
farverne tilstede, 
rarvernes Farverne falde naturligt i to Grupper: de lyse Farver (Rødt 

Evne tii at og Gult) og de mørke Farver (Blaat og Violet) ; dette har tilfølge, 
LysstroSel! a ^ naar man s ^ er ^isse Farver sammen ville de lyse Farver se 
ud som Lys i Modsætning til de andre der tage sig ud som Skygge. 
Farverne have et gammelt Ord: Blaat er lyst Sort og Sort er et 
meget mørkt Blaat, man kunde i Smag hermed næsten sige, at 
Gult er en dunkel hvid Farve og at Hvidt er den lyseste gule 
Farve. 

Farver der ere meget lyse, som altsaa tilbagekaste særdeles 
mange Lysstraaler, nærme sig til Gult eller Hvidt; Rødt gaar over 
til Orange, Indigo til Himmelblaat. Naar Farverne derimod ere 
mørke synes de at fjærne sig fra det Gule. Det Gule selv bliver 
Orange, Orange bliver Rødt, Blaat bliver Violet. Man kan iagttage 
denne Kendsgærning ved at se paa Omnibussernes grønne Lygter 
en Aftenstund, især naar Luften er fugtig; paa lang Afstand fore- 
komme de os mer eller mindre blaafarvede, og vi faa først et 
tydeligt Indtryk af at de ere grønne, naar de komme os ganske nær. 

Naar Belysningen efterhaanden aftager er Blaat den sidste 
Farve som man kan skelne; naar en Kunstner vil male et Maane- 
skinsstykke anvender han derfor meget Blaat deri; derimod bruger 
han Gult for at gengive stærk Belysning; Sollyset er desuden ikke 
helt hvidt men lidt rødligt. 

Tager man to smaa Firkanter Papir, den ene blaa og den 
anden gul, og man efterhaanden fjærner Øjet fra dem, vil det blaa 
Papir synes sort i en Afstand af 3—4 Meter, det gule Papir vil 
synes hvidt i en Afstand af henimod 7 Meter. 

Lægger man en rød Firkant og en blaa Firkant ved Siden af 
hinanden og ser paa dem i samme Belysning, synes den røde Fir- 



Synssansningeme. 387 

kant at træde længere frem end den blaa; dette viser sig ogsaa 
stærkt ved Glasmalerier, og ved Anvendelsen af saadanne i Kirke- 
vinduer plejer man derfor altid at lade Grunden være blaaviolet 
og Figurerne rødgule. Vare Farverne anbragte paa den modsatte 
Maade vilde hele Billedet blive forvirret. Grønt ser ud som det 
trak sig tilbage ved Siden af Rødt, men ved Siden af Blaat synes 
det at træde frem; imidlertid kommer meget ogsaa an paa Far- 
vernes Tone, naar Farverne ere lige lyse gælde de ovennævnte 
Forhold, men en meget mørk rød Farve vil træde tilbage ved Siden 
af en ganske lys blaa Farve. 

Disse Særegenheder ved Farvernes indbyrdes Forhold ere af 
stor Betydning for deres Anvendelse i Tæpper og Broderier og i 
det Hele ved enhver dekorativ Anvendelse af dem. 

Det gaar med Farveindtrykkene som med Sanseindtrykket af Træthed, 
det hvide Lys, de trætte Øjet, og dette sker desto hastigere jo J^^"; 
lysere Farven er. Naar man dækker en Del af et Stykke rødt vedvaren. 
Papir med en Skærm og betragter det Hele i stærk Belysning og 
dernæst tager Skærmen bort, vil man se, at den Del af det røde 
Papir, som var dækket af Skærmen, viser sig med en langt livligere 
Farve end Resten. 

Farveindtrykkene vise ogsaa den Ejendommelighed, som man 
kalder Irradiation: en gul Plet paa blaa Grund ser større ud end 
en lige saa stor blaa Plet paa gul Grund. Ogsaa dette maa man 
tage Hensyn til i mange praktiske Forhold. 

Nethinden bevarer længere Indtrykket af stærkt skinnende 
Farver end af mørke Farver. Maler man de to Hjul paa en Vogn 
gule og de to blaa, og Vognen sættes i Bevægelse, saa ville Egerne 
paa de blaa Hjul kunne skelnes fra hverandre selv ved en temme- 
lig hurtig Bevægelse af Hjulene, medens Egerne paa de gule Hjul 
løbe i Et for Øjet selv ved en langsommere Bevægelse af Hjulet. 

Man kan maale Varigheden af de forskellige Farveindtryk ved 
Hjælp af den føromtalte Snurrepotte og Papskiver, der bære for- 
skellige Farver paa en Del af deres Overflade. Disse Forsøg have 
desuden givet et andet Resultat. Maler man selve Skiven med en 
Farve og anbringer en Figur af en anden Farve paa den (Fig. 280), 

25* 



388 



Synssansningerne. 




Fig. 280. 



og man dernæst lader Skiven snurre hastig rundt, saa vil den se 
ud, som den havde én jævn Farve der var sammensat af de to 

Farver paa Skiven; naar Skiven er 
blaa og rød ser den violet ud, er 
den malet blaa og gul vil den blive 
grøn o. s. v. 

Et af de mærkeligste Afsnit af 
Læren om Farveindtrykkene er Læren 
om Farvekontraster. Naar man læg- 
ger et rødt Stykke Papir paa et Ark 
hvidt Papir og betragter det stivt 
under god Belysning, vil man efter 
nogle Sekunders Forløb se det røde 
Papir omgivet af en grøn Bræmme; 
dette Fænomen kaldes den samtidige eller simultane Kon- 
trast. 

Trækker man nu hurtigt det røde Papir bort og vedbliver at 
se bestemt paa det samme Sted, ses denne Del af det hvide Papir 
som grøn; det er den efterfølgende eller sukcessive Kon- 
trast. 

Kontrastfarverne ere altid Komplementærfarver til dem der 
have fremkaldt Kontrasten. Et gult Papir giver altsaa Violet 
baade som simultan og sukcessiv Kontrast; det Blaa giver Orange 
til Kontrast og omvendt. 

Simultankontrasterne have megen Betydning ved alle dekora- 
tive Farveanvendelser, saaledes ogsaa ved Toilettet. Anbringer 
man et graat Baand paa et violet, gult eller grønt Stof, vil Baandet 
ikke vedblive at se graat ud men faa et gult, violet eller rødt 
Skær ved Kontrasten mod den Farve som omgiver det, og det vil 
derved helt skifte Udseende. 

Hvis Baandet selv ikke er graat men farvet, og altsaa har sin 
egen objektive Farve, vil denne blandes med Komplementærfarven, 
som kun existerer i vor Sanseopfattelse og som man derfor kalder 
en subjektiv Farve, og Resultatet af denne Farveblanding kan 
blive den, at man faar en ganske anden Farvevirkning end man 



Synssansningerne. 389 

havde tilsigtet. Som almindelig Regel kan man sige, at man ved 
at anbringe to Farver ved Siden af hinanden bringer deres Ulighed 
i Nuance og Farvetone til at træde særlig stærkt frem, idet de ved 
Kontrastvirkningen forstærke hinandens Farve i en vis Udstræk- 
ning; den Farve, der er anvendt paa den mindste af de to for- 
skellig farvede Genstande, f. Ex. paa en Blomst eller et Baand der 
er anbragt paa en Dragt, vil naturligvis være stærkest paavirket. 

Anbringes en violet Blomst paa blaa Grund, saa er Farve- 
forskellen mellem de to Genstande tagne hver for sig ikke stor; 
men naar de bringes tæt op ad hinanden, faar det Blaa i Nær- 
heden af Blomsten et gulligt Skær, da Gult er Komplementærfarven 
til Violet, og dette Blaa bliver følgelig grønligt, medens Blomstens 
violette Farve ved at blandes med Komplementærfarven til Blaat, 
som er Orange, vil faa et rødligt Skær. 

Naar to Komplementærfarver f. Ex. Violet og Gult anbringes 
saaledes, at den ene danner Grunden, den anden træder frem der- 
paa, faa begge Farverne et langt stærkere Skær end ellers. Malere 
maa derfor altid tage Hensyn til denne Kontrastvirkning, der under 
visse Omstændigheder kan gøre god Effekt i et Maleri men i andre 
Tilfælde skader Virkningen. 

De farvede Skygger dannes ved en simultan Kontrast; gaar 
man en Aften, naar det er Maaneskin, forbi en Gaslygte, ser man 
to Skygger; den ene er gullig-brun, den anden blaalig violet, jo 
nærmere Skyggerne komme til at ligge ved hinanden, desto stær- 
kere er Farvekontrasten. Den gulligbrune Skygge hidrører fra 
Maanelyset men oplyses af Gasblusset, den violetblaa stammer fra 
Gasblusset men oplyses af Maaneskinnet. Dette gaar for sig paa 
følgende Maade: Maanelyset er hvidt, Gaslyset orange-gulligt; disse 
to Lysvirkninger blande sig og give Jorden et noget gulligt Skær, 
der gør Indtryk paa os som Hvidt, eftersom der ikke er noget at 
sammenligne det med. Da den Skygge som Legemet danner i 
Maanelyset ikke modtager noget hvidt Lys, se vi den med det Lys 
som den modtager fra Gasblusset altsaa som gullig-brun. Den 
anden Skygge faar intet Lys fra Gasblusset og oplyses alene af 
Maanen ; den skulde derfor være graa uden Farveskær, men da den 



390 Synssansnmgerne. 

tegner sig paa gullig Grund faar den ved Kontrasten til denne et 
violetblaat Skær. 

Den sukcessive Kontrast frembyder endnu mere Interesse, naar 
den optræder som blandet Kontrast. Ser man paa en stærkt 
oplyst rød Genstand og dernæst vender Øjet mod en Genstand, som 
har en anden Farve, saa vil man se denne Genstands Farve blandet 
med og forandret ved den grønne Farve, der skyldes den sukces- 
sive Kontrastvirkning. Det Farveindtryk som vor Bevidsthed mod- 
tager bliver derfor en Blanding af Genstandens virkelige Farve og 
af Komplementærfarven til Farven af den Genstand som Blikket 
først hvilede paa. 

Ser man f. Ex. i et kvart Minut stivt paa en lille Firkant af 
rødt Papir og dernæst vender Blikket mod et Ark grønt Papir, saa 
vil man midt paa dette se en lille Firkant, hvor den grønne Farve 
er langt stærkere end paa Resten af Papiret; i dette Tilfælde har 
nemlig den subjektive grønne Farve forstærket Indtrykket af den 
objektive. Hvis man derimod efter at have set paa en rød Firkant 
ser paa et Ark Papir, der har samme Farve, viser der sig paa 
Midten af det en Plet, hvis Farve nærmer sig til Hvidt, og denne 
er da dannet ved Blandingen af den objektive røde Farve og af 
den subjektive grønne Komplementærfarve. 

Det er mærkeligt nok at ogsaa de subjektive Farver, der 
skyldes den simultane Kontrast give Anledning til sukcessive Kon- 
trastvirkninger. Lægger man f. Ex. et lille Stykke graat Papir paa 
et rødt Underlag og betragter det stivt ved god Belysning, saa vil 
det paa Grund af den simultane Kontrast antage en grøn Farve; 
ser man nu hen paa en hvid Flade, vil det Stykke som indtoges 
af det røde Underlag vise sig med grøn Farve paa Grund af den 
sukcessive Kontrast, medens Billedet af det graa Papir, der havde 
antaget en grøn Farve, nu viser sig rødt. 

Naar to Farver tilsammen kunne frembringe Hvidt, naar de 
altsaa ere Komplementærfarver, ville de subjektive Billeder der 
dannes af dem ved sukcessiv Kontrastvirkning tilsammen frembringe 
Sort. Ser man afvexlende paa 2 tæt ved hinanden liggende Fir- 
kanter, af hvilke den ene er grøn og den anden rød, og gentager 



Synssansningerne. 391 

dette saa ofte at Øjet trættes derved, vil man, naar man lukker 
Øjet eller ser hen paa et Ark hvidt Papir, faa Billedet af 3 Fir- 
kanter, en rød og en grøn i omvendt Orden af den, i hvilken de 
virkelige Firkanter laa, og mellem dem se en sort Firkant af samme 
Størrelse. 

Den sukcessive Kontrastvirkning forklares i Almindelighed ved 
følgende Antagelse: Naar man ser længe paa noget Rødt trættes 
Nethinden og kan ikke længere paavirkes af røde Lysstraaler, som 
Følge heraf opfattes disse ikke mere eller kun i ringe Grad, naar 
Nethinden fremdeles udsættes for Farveindtryk. Naar det er hvidt 
Lys, der rammer Nethinden, vil den i saa Fald opfatte dette som 
grønt, da de komplementære røde Straaler, der indeholdes i det 
hvide Lys ikke mere gøre noget Indtryk; da nu alle Farver inde- 
holde Hvidt, der altsaa opfattes som Grøit, blive de alle blandede 
med Grønt og paa denne Maade opstaar den blandede Kontrast- 
virkning. 

Denne Forklaring er imidlertid ikke ganske tilfredsstillende og 
den simultane Kontrast er endnu vanskeligere at forklare; Fysio- 
logerne ere ikke engang enige om man bør opfatte den som be- 
roende paa en Forandring i Nethinden eller paa en fejlagtig Op- 
fattelse i vor Bevidsthed. 



FJORTENDE FOREDRAG. 

Synssansningerne. — Syn med begge Øjne. — Hørelses-, 
Lugte-, Smags- og Følelsessansningerne. 

Enkeitsynog Hidindtil have vi kun undersøgt Forholdene ved Synet med et 
med begge Øje; største Delen af Pattedyrene se kun med et Øje ad Gangen, 
øjne. men k os ]y| enl i es k e t samvirke de to Øjne bestandig; de rettes begge 
mod den Genstand som vi ville se paa, og hvert Øje modtager alt- 
saa i den gule Plet, hvor Modtageligheden er størst, et Billede af 
den. Synet med begge Øjne sker altsaa ved Hjælp af to Sanse- 
indtryk, et fra højre og et fra venstre Øje, der tilsammen kun give 
en eneste Synssansning. 

Men denne Sammensmeltning af Billederne finder kun Sted 
for de Genstande, som vore Øjne just ere indstillede til at se paa, 
og for de Genstande der ligge omtrent i samme Afstand fra os, 
medens de Ting der ligge nærmere eller fjærnere give Dobbelt- 
billeder, et for hvert Øje. Dette er let nok at overbevise sig om, 
man behøver blot at se gennem et Vindue ud paa en fjærn Gen- 
stand, man vil da ved lidt Opmærksomhed let opdage, at Vindues- 
sprossen synes os dobbelt og at Billedet tilvenstre hidrører fra det 
højre Øje og omvendt Billedet tilhøjre fra det venstre Øje. Se vi 
derimod skarpt paa Vinduessprossen, er det de fjærnere Genstande 
der vise sig dobbelt, og i dette Tilfælde vil venstre Billede svare 
til venstre Øje og omvendt. 



Syn med begge Øjne. 



393 



Man kan fremdeles kunstigt tilvejebringe Dobbeltsyn af Gen- 
stande i en hvilkensomhelst Afstand ved med en Finger at trykke 
det ene Øje lidt ud af den rette Stilling; med lidt Øvelse kan man 
opnaa samme Resultat ved at sammentrække begge de indre lige 
Øjemuskler saa at man ske- 
ler indad, vanskeligere er 
det at trække begge de ydre 
lige Øjemuskler sammen paa 
en Gang saa at man skeler 
udad, men herved opnaas 
samme Resultat. 

For at de to Billeder 
skulle smelte sammen og 
danne et Sanseindtryk maa 
de falde begge netop i den 
gule Plet, hvor Synssans- 
ningen er skarpest, eller 
paa bestemte Partier af 
Nethinden, som man kalder 
„parrede eller korrespon- 
derende Nethindepunkter". 
Man finder disse Punkters 
Beliggenhed ved følgende 
Betragtning: For at se en 
Genstand enkelt med begge 
Øjne maa begge Øjnes Syns- 
axer konvergere og skære 
hinanden i denne Genstand. 
Hovedsynsaxen kalder man 
den Linie der gaar fra 
Midtpunktet af den iagt- 
tagne Genstand gennem 

Centrum af Linsen til den gule Plet paa Nethinden (Fig. 281 o og o')- 
Naar Øjnene ere indstillede til at betragte Punktet A, vil Billedet 
af dette dannes i de to Øjnes gule Pletter ved a og a'; de to 




Fig. 281. Enkeltsyn med to Øjne. 

A danner Billede i de gule Pletter aoga'; 

B og C i de korresponderende Punkter 

bh 1, og c&. 



Parrede eller 
korrespon- 
derende 
Punkter og 
Synsaxer 



394 



Synssansningerne: 



Punkter B og O, der ligge omtrent i samme Afstand fra Øjet som 
A danne deres Billeder i b og b\ c og c'; disse Punkter ere de 
parrede, korresponderende Punkter, og der findes naturligvis en 
uendelig Mængde saadanne korresponderende Punkter. Linierne 
bB, cC, VB og &C der gaa fra disse Billedpunkter paa Nethinden 
gennem Centrum af Linsen kaldes for sekundære Synsaxer. 

Naar der dannes et Billede af en eller anden Genstand paa 
den gule Plet i vort Øje slutte vi, at den Genstand der har frem- 
kaldt dette Indtryk maa ligge ved 
den anden Ende af Hovedsynsaxen. 
Dette er en Følge af, at Erfaringen 
ligefra den spæde Barndom utallige 
Gange har belært os om, at det 
er Tilfældet. Vi vide meget vel. at 
Genstanden A, hvis Billede dannes 
ved a, i Virkeligheden ikke findes 
der men i Forlængelsen af Hoved- 
synsaxen aA\ paa samme Maade 
gaar det med alle andre Punkter 
af Nethinden f. Ex. Punktet b, vi 
søge Genstanden i Forlængelsen af 
den sekundære Synsaxe bB. 

Naar altsaa de to Øjne O og 
O' (Fig. 282) ere rettede mod Punk- 
tet A, saaledes at dets Billede 
dannes paa korresponderende Punk- 
ter i de to Øjne, se vi altsaa Genstanden enkelt; men det forstaas 
nu let at vi se dobbelt, faa to særskilte Billeder, naar vi med en 
Finger trykke det ene Øje ud af dets Stilling saa at Lysstraalerne 
der komme fra A ramme Nethinden paa et Punkt m, der ikke er 
korresponderende med Punktet a. Vi ville da nemlig faa det Ind- 
tryk, at det Billede som dannes i dette Øje skyldes en Genstand 
der ligger i Forlængelsen af den sekundære Synsaxe mM. 

Det vil ligeledes forstaas, at naar Øjnene ere rettede mod Punktete 
{Fig. 283) saa at Billedet af dette Punkt dannes i de gule Pletter 




Fig. 282. Dobbeltsyn foraarsaget 
ved at det ene Øje staar i en for- 
kert Stilling. 



Syn med begge Øjne. 



395 



a og a, og følgelig opfattes som et enkelt Billede, vil Punktet B, 
der ligger Øjet nærmere, danne sit Billede paa ikke-korresponderende 
Punkter b og fr og der vil følgelig dannes Dobbeltbilleder, der 
ville synes at hidrøre fra Genstande, der ligge i Axerne bP'~ og 6'P; 



C® 



P„ ri a \r p . 




Fig. 283. 



Dobbeltbillederne ville i dette Tilfælde være krydsede saa at 
det Billede der synes at ligge tilvenstre skyldes højre Øje og 
omvendt. Punktet (7, der ligger længere borte end A, vil lige- 
ledes give to Billeder c og c\ naar Øjet er indstillet til at se paa 
A, men Dobbeltbillederne ? og / ere i dette Tilfælde ikke 
krydsede. 



396 Synssansningerne: 

Alle de Genstande, som ligge nærmere eller fjærnere end de 

Genstande som Øjet er indstillet for, give os saaledes Dobbeltbilleder. 

Forklaring Begge Øjne ere altsaa delte i to Halvdele som hver svare til, 

af Enkeltsyn 

med to øjne. ere korresponderende til den modsatte Halvdel af det andet Øje; 
man har forsøgt at forklare dette ved Anordningen af Synsnerverne, 
der som vi tidligere (Fig. 263 Pag. 320) have omtalt, krydses og 
begge give Nervetraade til hvert Øjes Nethinde. Denne Forklaring 
stemmer imidlertid ikke med den Kendsgærning, at Folk der skele 
ofte kunne se med begge Øjne. Uagtet Billederne ikke dannes paa 
de sædvanlig parrede Punkter, da det ene Øje indtager en abnorm 
Stilling, se de dog enkelt og ikke dobbelt; ja naar man retter 
det skelendes Øjes forkerte Stilling ved at overskære den Muskel 
der var for stærkt sammentrukken og trak Øjet ud af Stilling, saa 
indtræder der Dobbeltsyn, uagtet Billederne nu dannes paa de 
rigtige korresponderende Punkter; dette Dobbeltsyn taber sig iøvrigt 
altid af sig selv. 

Det er altsaa ogsaa her Øvelsen og Vanen som er det Af- 
gørende, det vil sige vor Bevidsthed har skabt en nøje Forbindelse 
mellem visse Indtryk og de Genstande der svare til Billederne. 

Naar vi med normale Øjne betragte Midtpunktet af en Gen- 
stand, dannes der et Billede af den paa den gule Plet i begge 
Øjne; af lang Erfaring vide vi, at naar disse to Pletter modtage 
samme Synsindtryk, skyldes dette Indtryk en enkelt Genstand; de 
Billeder som dannes paa de øvrige Partier af Nethinden indordnes 
paa samme Maade, og der danner sig efterhaanden en Samvirken 
mellem de Punkter af de to Nethinder som altid modtage Indtryk 
sammen naar de paavirkes af en enkelt Genstand, saa at vi tilsidst 
uden videre faa Sanseindtrykket af en enkelt Genstand, naar de 
korresponderendeTunkter af de to Øjnes Nethinde paavirkes paa 
samme Maade og paa samme Tid. 

De Dobbeltbilleder, som dannes af Genstande der ligge enten 
nærmere eller fjærnere end den Ting som Øjet er fæstet paa 
komme i Almindelighed ikke til Bevidsthed for os; vi lægge nemlig 
ikke Mærke til dem, da de blot vilde besvære os, og man maa 
endog gøre sig nogen Umage for at faa Øje paa dem. De have 



Syn med begge Øjne. 397 

her atter et Exempel paa den interessante fysiologiske Kends- 
gærning som jeg tidligere har omtalt for Dem, nemlig at ligesom 
vi anvende den største Omhu paa at opfatte de Sansninger som 
ere os nyttige, saaledes overse vi paa en næsten systematisk Maade, 
men stadig uden at vi selv ane det, alle saadanne Sanseindtryk 
der ikke vilde være os til Gavn og navnlig dem som vilde bringe 
Forstyrrelse tilveje. 

Dobbeltbillederne afgive endnu paa en anden Maade et mærke- 
ligt Exempel paa hvorledes vi fæste vor Opmærksomhed paa Sanse- 
indtrykkene eller ogsaa ikke ænse dem, alt efter som de kunne 
være os til Gavn eller ej. 

Rigtignok ænse vi ikke Dobbeltbillederne, der findes foran og opfattelse 
bagved den Genstand som vi betragte, for saa vidt som vi ikke forholdene, 
lægge Mærke til deres Dobbelthed, men ikke desto mindre have de 
en stor Betydning for os, idet det væsentlig skyldes dem at vi 
kunne faa en Opfattelse af Tingenes tredie Dimension, deres Dybde- 
forhold. 

Vi kunne vel ogsaa faa en Forestilling om Dybdeforhold ved 
Synet med ét Øje, og jeg skal senere forsøge at forklare Dem 
hvorledes vi komme til dette Resultat, men naar De holde Haan- 
den for det ene Øje, ville De dog strax lægge Mærke til, at de Ting 
som findes foran Dem i forskellig Afstand ikke træde saa tydeligt 
ud fra hinanden i Rummet som før; Malerne sige at Forgrund og 
Mellemgrund ikke mere træde ud fra Baggrunden. Dersom De be- 
tragte et Dem ubekendt Landskab paa denne Maade, ville De have 
vanskeligt ved at finde Dem tilrette, det kan man let overbevise 
sig om paa en Spadseretur. Man kan gøre et ligesaa simpelt og 
endnu mere overbevisende Forsøg: Hæng en Ring op i en Traad, 
luk det ene Øje og prøv paa at føre en Stok paatværs gennem 
Ringen; De ville da have den største Besvær med at gøre dette 
medens Intet er lettere naar man holder begge Øjnene aabne. 
Denne Vanskelighed skyldes navnlig den Omstændighed at alle de 
Genstande, der ligge i Synsfeltet, ved Synet med et Øje kun give 
hver et enkelt Billede. Naar man ser med to Øjne viser kun den 
Genstand, som man netop fixerer, sig enkelt, medens alle foran og 



398 



Syn8sansningerne: 



bagved denne liggende Genstande give Dobbeltbilleder, og man 
veed saa af lang Erfaring at dette betyder, at de ligge foran eller 
bagved det fixerede Punkt; man veed dette deraf, at man for at faa 
Enkeltbilleder af disse Genstande maa fæste Blikket paa dem, og 
at man for at opnaa dette maa nærme Øjeaxerne til hinanden 
eller fjærne dem fra hinanden ved Hjælp af de lige Øjemuskler. 
Da Dobbeltbillederne vise sig desto længere fra hinanden jo større 
Afstanden er mellem den Genstand som har frembragt dem og den 
Genstand som vi fixere, saa giver den halvbevidste Fornemmelse 
som vi have om disse Dobbeltbilleder og deres indbyrdes Afstand 
os en væsentlig Hjælp til at bestemme Genstandenes Afstand i 
Rummet. 




Fig. 284. Forsøg med Dobbeltsyn. 



Holder jeg en halvaaben Bog lodret op lige foran mig og ser 
stivt med begge Øjne paa Ryggen af Bindet, ser jeg de Linier der 
begrænse Bogens to Sideflader dobbelt (Fig. 284). Fæster jeg 
Blikket paa en af disse Linier f. Ex. den tilhøjre (B. ab), viser 
Bogens Ryg og venstre Sideflade sig dobbelt, det Omvendte er 
Tilfældet naar jeg fixerer Linien til Venstre. En Tegning eller en 
plan Genstand vilde vise alle sine Detailler i enkelte Billeder, men 
ved Forsøget med Bogen kan jeg kun faa Enkeltbillede af en Del 
af den, medens alle de øvrige Dele give Dobbeltbilleder; jeg op- 
lyses herved om, at Bogens forskellige Partier ere i forskellig Af- 
stand fra mit Øje, jeg faar Indtryk af Rumforhold. 

Men lad os gøre et andet Forsøg. Lukker jeg Bogen helt og 
holder den lige foran mig i en Afstand af 30 — 40 Centimeter (Fig. 



Syn med begge Øjne. 



399 



285), saa ville de samme Fænomener vise sig naar jeg betragter 
Bogen med begge Øjne, jeg ser begge Sideflader af Bogen og faar 
en tydelig Forestilling om dens Rumforhold. 
Men lukker jeg det venstre Øje, ser jeg kun 
højre Sideflade af Bogen og omvendt. Ved 
Synet med begge Øjne ser jeg altsaa med 
venstre Øje den venstre Sideflade og med 
højre Øje den højre Sideflade af Bogen, men 
der foregaar i min Bevidsthed en saadan 
Sammensmeltning af de to Billeder, at jeg 
maa anvende særlig Opmærksomhed for at 
opdage at de to Øjne hver kun have et Bil- 
lede af den ene Side af Bogen. 

Denne ubevidste Sammensmeltning af 
Billeder finder idelig Sted og bidrager meget 
til at danne vore Forestillinger om Rum- 
forholdene; et Legeme der har en vis Dybde 
giver altid to forskellige Billeder for de to 
Øjne, men jo længere Genstanden kommer 
bort fra os desto mindre er Forskellen paa 
de to Billeder og naar den er kommen om- 
trent 20 Meter bort er Forskellen mellem 
Billederne næsten forsvindende; saa træde 
imidlertid Dobbeltbillederne af de nærmere og fjærnere Genstande 
til saaledes som jeg omtalte ved Forsøget med den ophængte Ring. 

Stereoskopet (Fig. 286) (stereos fast Legeme), som De alle sammensmelt- 
kende, er en Anvendelse af disse Kendsgærninger. Man opstiller af smeder, 
to fotografiske Apparater saaledes at der mellem dem er samme 
Afstand som mellem et Menneskes to Øjne og ved Hjælp af disse 
Apparater tager man to Billeder af samme Genstand. Anbringes 
nu disse to Billeder a — a l og b — b l i en fælles Kasse og skilles fra 
hinanden ved en lodret Skillevæg, saa vil man ved at betragte 
dem med parallele Synsaxer, saaledes som man stiller Øjnene for 
at se paa en meget fjærn Genstand, faa Sanseindtrykket af en en- 
kelt Genstand der har alle tre Rumdimensioner: Højde, Bredde og 




Fig. 285. Opfattelse 
af Dybdeforhold ved 
Synet med begge Øjne. 



400 



Synssansningeme 



Dybde, idet de to Billeder nemlig gengives af korresponderende 
Punkter af de to Øjnes Nethinde. 

Det er imidlertid vanskeligt at stille sine Øjne parallelt med 
hinanden og man er meget tilbøjelig til at lade Synsaxerne kon- 
vergere saa at Billederne ikke dannes paa korresponderende Punkter 
af Nethinden og følgelig ikke smelte sammen til et Sanseindtryk; 
man har derfor fundet paa at anbringe to Prismer i Stereoskopet, 
disse modvirke Øjnenes Tilbøjelighed til at konvergere og faa Bil- 
lederne til at falde paa korresponderende Punkter af Nethinden; 

vi modtage da kun et enkelt Sanse- 
/ s 0' indtryk ligesom om vi kun saa 

paa en Genstand a l — b\ 

Sammensmeltningen af Dob- 
beltbillederne er en Handling der 
foregaar i vor Bevidsthed, i Virke- 
ligheden modtage vi to Sanseind- 
tryk og Sammensmeltningen beror 
paa en Anvendelse af vor Erfaring 
som tilsidst sker uden at vi vide 
af det. Naar de to Billeder i en 
Stereoskopkasse ikke have ganske 
samme Farvetone er Illusionen 
ikke ganske fuldkommen; vi faa 
da Indtrykket af en poleret, skinnende Overflade, det er det som 
man har kaldt det stereoskopiske Glanslys. I højeste Grad viser 
dette Fænomen sig naar man i et Stereoskop betragter to ligestore 
Cirkler af hvilke den ene er sort, den anden hvid. Det er da let 
at iagttage, at de to Billederikke ville smelte rigtig sammen, man 
ser nemlig ikke en jævnt graa Cirkel, men en marmoreret Flade 
et Slags Moiré af Sort og Hvidt. 

Heraf forklares det ogsaa at man ikke ser en grøn Cirkel 
naar man i et Stereoskop betragter en gul og en blaa Cirkel, men 
man ser Cirkelen med et skiftende, stærkt skinnende Skær af gult 
og blaat eftersom det ene eller det andet Øjes Sanseindtryk bliver 
det stærkeste. Vi kunne altsaa ikke i vor Bevidsthed danne os 




Fig. 286. 



Syn med begge Øjne. 401 

det sammensatte Sanseindtryk, f. Ex. af den grønne Farve, naar de 
Sanseindtryk, der skulle sammensætte det, bringes til Hjærnen hver 
af sit Øje. Begge Arter Farvestraaler maa ramme samme Organ 
paa én Gang saaledes som naar man ved Hjælp af Spejle lader 
gule og blaa Farvestraaler paa samme Tid ramme Øjet; saa faar 
man Indtrykket af den grønne Farve. 

Øjet er vel det af vore Sanseorganer som vi skylde de fleste 
Oplysninger om Omverdenen; ved dets Hjælp erkende vi Lyset og 
dettes forskellige Styrke, Legemernes Farve, Form, Omfang, Af- 
stand og Rumforhold, ligesom vi faa at vide om Genstande ere i 
Ro eller i Bevægelse. 

Lad os først beskæftige os med Opfattelsen af Formen ; det Opfattelse 
synes jo meget simpelt, man behøver f. Ex. kun at kaste et Blik 
paa en Vase for at kende dens Form. Det er rigtigt, men kun 
paa den Betingelse at Vasen ikke er større end at Billedet af den 
ikke overskrider Omfanget af den gule Plet synderlig. Vi modtage 
da Indtryk fra alle de Nerveelementer der samtidig paavirkes og 
derved faa vi en Forestilling om Genstandens Form. Se vi f. Ex. 
paa en Trekant, saa dannes der ligesom et Aftryk af den paa vor 
Nethinde, dette Aftryk paavirker en Mængde Nerveelementer paa 
samme Maade som en trekantet Genstand vilde paavirke Enderne 
af en Mængde Hudnerver, naar man anbragte den paa Huden. Op- 
fattelsen af Genstandenes Form sker altsaa ved en Art „Syns- 
følelse". 

Gælder det om at faa en Forestilling om en meget stor Gen- 
stands Form, saa maa man for at opfatte den bevæge Øjet og 
lade Blikket følge Genstandens Omrids. I dette Tilfælde beror Op- 
fattelsen af Formen paa Følelsen af Øjets Bevægelse og Erindringen 
om denne Bevægelses Omfang. De skulle senere faa nærmere For- 
klaring paa dette. 

Lad os nu engang undersøge, om Øjet giver os nøjagtige Op- 
lysninger om Genstandenes Form. For det Første er det let at over- 
bevise sig om, at lodrette Linier gøre Indtryk paa os af at være 
længere end lige saa lange vandrette Linier; naar Sømænd aftegne 
de Kyster, som de faa at se, overdrive de derfor altid Højde- 

Paul Bert: Livet og Livsfunktionerne. 26 



402 



Synssansningerne. 



forholdene, hvad man nemt kan iagttage ved at sammenligne dere& 
Tegninger med fotografiske Gengivelser af de samme Steder. 

Enhver Flade der er delt i Underafdelinger ser derved større 
ud end ellers; det falder vanskeligt at overbevise sig om at de to 
Firkanter A og B (se Fig. 287) ere lige store, da A synes at være 
højere og smallere, B lavere og bredere. Naar man tapetserer et 



B 



Fig. 287. 

Værelse med tværstribet Papir synes det rummeligere, anvender 
man længdestribet Papir synes det højere. Dette beror paa, at 
man ikke kan overse hele Tegningen i et Blik men maa følge Stri- 
berne med en Bevægelse af Øjnene og Hovedet; i Tankerne fortsætte 

vi da ligesom denne Bevægelse, og 

J derved paavirkes vor Bevidsthed saa 

at Værelset synes os højere. 
Her have vi altsaa to modsatte 
Arter Sansebedrag. Paa samme 
Maade ser en lille Dukke større 
ud naar den er klædt i tværstribet 
Tøj, fordi den ses paa en Gang og 
altsaa ligesom den tværstribede Fir- 
kant synes højere end den virkelig 
er, en voxen Dame synes derimod 
højere end hun virkelig er, naar 
hun bærer en langstribet Kjole, fordi 
Øjets og Hovedets Bevægelse her 
maa følge langs med Striberne for at faa Indtrykket af hele Skik- 
kelsen, hvilket paavirker vore Forestillinger om hendes Højde. 

Man har paavist mange flere Kilder til Skuffelse i de Sanse- 
indtryk som vi faa gennem Synet og de Forestillinger som vi danne 



Fig. 288. Øjenbedrag: Linien a synes 

at fortsætte sig i Linien f isteden- 

for i Linien d. 



Syn med begge Øjne. 



403 



os efter dem, men jeg vil lade mig nøje med at vise Dem nogle Teg- 
ninger der ere Prøver paa saadanne Sansebedrag (Fig. 288, Fig. 289 
og Fig. 290). 





Fig. 289. Øjenbedrag : Linserne ab og cd ere parallele i begge Tegninger. 






f 
I 

1 



il 



I 



'11 

/S 

11 



Fig. 290. Øjenbedrag: de sorte Streger ere i Virkeligheden parallele. 



Vi gaa nu over til Opfattelse af Afstand. 



26* 



404 



Synssansningerne : 



Vore Forestillinger om den Afstand, der er imellem os og den 
Genstand vi betragte, beror for det første paa Genstandens tilsyne- 
ladende Størrelse; jo længere borte Genstanden er, desto mindre 
er det Billede som den danner paa vor Nethinde, dette forstaas 
let ved at betragte Fig. 291. Naar en Genstand flyttes dobbelt 
saa langt bort vil dens Billede blive halvt saa stort og saa frem- 
deles. For de Genstandes Vedkommende, hvis Størrelse vi kende, 
danner der sig da i vor Bevidsthed en vis Forbindelse mellem Af- 
standen og Nethindebilledets Størrelse og vi bedømme Genstandens 
Afstand efter dettes Størrelse; Folk der leve paa Landet naa en 
overraskende Færdighed i at skønne Afstande paa denne Maade. 





Fig. 291. Tegningen viser, at Nethindebilledet bliver desto større jo nærmere 
Genstanden er ved Øjet. 



Ligesom en Genstand tilsyneladende bliver mindre ved at 
komme langt bort, saaledes bliver den ogsaa mindre stærkt belyst; 
det er ogsaa en Omstændighed som vi tage Hensyn til for at be- 
dømme Afstande og vi blive derfor let narrede naar Belysnings- 
forholdene pludselig ændres. En Nordbo, der efter en Rejse paa 
faa Dage kommer til Algier, begaar store Fejltagelser ved at be- 
dømme Afstande; det forekommer ham at Genstandene ere dobbelt 
saa nære som de virkelig ere, fordi de ere saa stærkt oplyste. 

Vi kunne ad denne Vej kun danne os en Forestilling om Af- 
standene, naar Belysningsforholdene ere de almindelige som vi ere 
vante til, ellers mangle vi Sammenligningspunkter. Ser man saa- 



Syn med begge Øjne. 405 

ledes om Natten Lyset fra en Vognlygte langt borte paa en mørk 
Vej, kan man hverken sige om den nærmer sig eller skønne hvor 
langt den er borte. 

En anden Vildfarelse kan indtræde i Taage eller Tusmørke og 
den kan frembringe et mærkeligt Sansebedrag. Her se vi nemlig 
Genstandene med de Dimensioner som de efter deres virkelige Af- 
stand skulle have, men da deres Belysning er særdeles svag, faa vi 
det Indtryk at Genstandene ere langt borte og at deres Omfang følgelig 
er betydelig større end det i Virkeligheden er; det er en af de 
Omstændigheder der have givet Anledning til at Folk tro at se 
forfærdelige Ting om Natten. Disse Sansebedrag ligge til Grund 
for de saakaldte Fantasmagorier. Malerne vide at anvende de for- 
skellige Belysningsgrader eftersom Genstandene skulle ligge længere 
fremme eller tilbage i Billedet og betegne Læren herom som Luft- 
p erspektiv. 

Naar en Afstand er inddelt ved forskellige Genstande der 
kunne tjene til Støttepunkter for Øjet, synes den altid større end 
naar den er udelt ; derfor synes en Sø os altid mindre og Afstande 
paa Havet kortere end de i Virkeligheden ere. Søfolk have vænnet 
sig til Forholdene paa Havet og skønne derfor her rigtigt, men til 
Gengæld antage de Afstandene paa Landjorden for at være større 
end de ere. 

Vi komme nu til Bevægelsen. Naar vi faa Indtrykket af opfattelse af 
at Billedet af en Genstand flytter sig hen paa forskellige Steder 
af Nethinden, medens vi vide at vi holde Øjet ubevægeligt, 
drage vi deraf den Slutning at Genstanden bevæger sig. Dette 
slaar ogsaa som oftest til, men i visse Tilfælde føres vort Øje 
gennem Rummet uden at vi kunne mærke det, da det ikke 
bevæger sig i Forhold til Øjehulen, dette sker saaledes naar 
hele Legemet føres med af en Dampbaad, af et Jærnbane- 
tog o. s. v. Vi modtage ved disse Bevægelser ikke noget Stød 
som sætter os i Stand til at bedømme eller opfatte Bevægelsens 
Art, og vi faa da Indtrykket af at det er Omgivelserne der flytte 
sig og synes at haste bort, i modsat Retning af den i hvilken vor 
Bevægelse i Virkeligheden foregaar. Tilsidst bliver det saa vanskeligt 



406 



Synssansningerne. 



at skelne mellem Virkelighed og Sansebedrag, at man i Almindelig- 
hed naar man paa en Jærnbanestation sidder i en Waggon og ser 
et Tog sætte sig langsomt i Bevægelse ved Siden af En, tror. at 
det er Ens eget Tog der gaar, skøndt det endnu holder ganske 
stille. 

Naar man i et Jærnbanetog kører hurtigt i Retning af Pilen A 
(Fig. 292) og ser skarpt paa et Træ B der staar i nogen Afstand 

fra Sporet, synes Træet at staa 
stille, de Genstande som ligge 
nærmere end Træet synes at be- 
væge sig i modsat Retning af 
Toget, de fjærnere Genstande 
synes at bevæge sig samme Vej. 
Har man iagttaget disse Fæno- 
mener nogen Tid og dernæst 
kaster Blikket paa en Bog, der 
ligger ubevægeligt paa Ens Knæ, 
synes Bogstaverne i denne oven- 
over og nedenunder den Linie, 
som man fixerer, at foretage en 
Bevægelse, der gaar i modsat 
Retning af den som det synes os 
at Genstandene udenfor Toget 
udføre. 

Man kunde længe vedblive 
at tale om Synssansningen og 
om de Kundskaber om den om- 
givende Verden som vi faa gen- 
nem den. Skøndt disse Kund- 
skaber ere af mangehaande Art og af stor Værd for os, maa man 
dog huske paa, at de paa mange Maader kunne lede os paa Vild- 
spor, saaledes som jeg har vist Dem ved nogle Exempler. Disse 
Vildfarelser have deres Grund deri, at Øjet langtfra er noget 
udadleligt optisk Redskab og at det ikke har den Akkuratesse 
som man kunde ønske af et Apparat der i sine Hovedtræk 





^* 


***** 






. "mm 




{ 


s — *mm 




_ B J 


_____ — r- 




*****—. __ 






**»- 
**»»*-___ 




A 

^5- 




«wmmm 




Fig. 292. Sansebedrag der frembringes 
ved Jærnbanekørsel. 



Hørelsessansningerne. 407 

bestaar af et Camera obscura med en Baggrund som er følsom 
mod Indtryk. 

Vor Intelligens gør imidlertid talrige Forsøg og Iagttagelser 
med disse mangelfulde Sanseindtryk, den kontrollerer Sanseind- 
trykkene ved Hjælp af Høresansen og navnlig ved Følesansen og 
opnaar tilsidst at drage en aldeles vidunderlig Nytte af det mangel- 
fulde Redskab. 

Det er derfor ganske urigtigt at man overalt gentager de for- 
slidte Beundringsudbrud over Øjets Fuldkommenhed; man maa 
tvært imod indrømme at det har talrige og store Fejl; det som 
man i allerhøjeste Grad maa beundre er det store Udbytte 
som vor Intelligens kan faa af Synssansningerne, uagtet ogsaa vor 
Bevidsthed paa mange Punkter lader sig narre saaledes som jeg 
har vist Dem ved talrige Exempler da jeg omtalte vor Opfattelse 
af Form og Farve. 

Hørelsessansningerne. 

I et tidligere Afsnit af disse Foredrag have De faaet at vide, 
hvorledes Lydsvingningerne modtages og forplante sig gennem 
Kanaler, der ere fyldte dels med Luft dels med Væske, gennem 
svingende Membraner og elastiske Forbindelser af Smaaknogler, og 
De have lært hvorledes Lydsvingningerne paa denne Maade naa 
fra Ydreøret til Nerveudbredningerne i Sneglen og de halvcirkel- 
formede Kanaler. Vi ville nu undersøge de Sanseindtryk som vi 
paa denne Maade modtage. 

De forskellige Lyde kendes fra hinanden ved tre Egenskaber Lydens 
som man kalder: Styrke, Tonehøjde, Klangfarve. Egenskaber. 

Styrken beror paa Svingningernes Størrelse og vi ere kun i 
Stand til at bedømme en Lyds Styrke ved at sammenligne den 
med andre Lyde; naar en Lyd samtidig paavirker begge Øren med 
forskellig Styrke, saa opfattes den kun med det Øre der paavirkes 
stærkest. 

Tonehøjden beror paa Svingningernes Antal; den dybeste Tone 
som Øret tydeligt kan opfatte har 16 Svingninger i Sekundet, det 



408 Hørelsessansningerne. 

er den Tone som man kalder Subkontraoktavens C og man be- 
tegner den ved Tegnet C 2 *), den øverste Grændse ligger omtrent 
ved 38016 Svingninger i Sekundet**). Det menneskelige Øre kan 
altsaa opfatte over 11 Oktaver. 

I Musiken anvendes som oftest kun 7 Oktaver, Flygeler naa 
fra Kontraoktavens d (33 Svingninger) eller fra det endnu dybere 
A 2 (27,5 Svingninger) til det femstrøgne c 5 (4224 Svingninger). 

Vort Øre skelner ganske godt mellem to Toner der frembringes 
den ene efter den anden, naar deres Svingningstal forholde sig til 
hinanden som 200 til 201; Musikere hvis Øre er meget fint og som 
gøre deres Forsøg under Iagttagelse af særegne Forholdsregler 
kunne naa til at skelne Toner fra hinanden, selv om Forskellen 
mellem deres Svingninger kun er som 1200 til 1201. 

To Toner der frembringes paa samme Tid og ligge hinanden 
saa nær at man ikke kan høre Forskel paa dem naar man kun 
opfatter dem med et Øre, erkendes strax som to forskellige Toner, 
naar man lader dem indvirke hver paa sit Øre. 

Det er langt vanskeligere at skelne to Toner som frembringes 
samtidig fra hinanden, end Toner der høres den ene efter den 
anden, og vort Øre har endog en vis Tilbøjelighed til systematisk 
at sammensmelte Toner, der kun afvige i ringe Grad fra hinanden, 
til en Tone. I Musiken har man benyttet denne Ejendommelighed 
ved Hørelsens Sans til at simplificere Betegnelsen af Tonerne og 
man har derfor opstillet den „tempererede" Skala som er den 



i 



*) Udg. Anm. I det følgende ville de forskellige Oktavers Toner blive be- 
tegnede ved følgende Tegn: 

Subkontraoktavens C C 2 

Kontraoktavens „ C t 

Store Oktav „ C 

Lille Oktav „ c 

Enstrøget Oktav „ c' 

Tostrøget Oktav „ c 2 

Trestrøget Oktav „ c 3 

Firstrøget Oktav „ c' 

Femstrøget Oktav „ c 5 

**) Udg. Anm. Efter senere Undersøgelser af Preyer kunne Toner opfattes 

fra 16—23 til 40960 Svingninger i Sekundet. 



Hørelsessansningerne. 409 

der anvendes ved Stemningen af de Instrumenter der frembringe 
uforanderlige Toner som Klaver, Harmonium, Guitar o. s. v. I den 
naturlige Skala findes dels store hele Toner (c — d, f—g, a—h) 
og dette Interval eller Toneafstand kan betegnes ved 9 / 8 , hvilket 
vil sige, at den højeste af de to Toner altid udfører Vs A ere Sving- 
ninger i Sekundet end den laveste, dels findes smaa hele Toner 
(d — e og g — a) hvor Intervallet er 10 / 9 ; Forskellen mellem en stor 
hel Tone og en lille hel Tone kaldes et Komma og er 80 / 81 idet 
man ved at multiplicere 9 /s med 8 %i faar 10 /9- 

I den tempererede Skala tager man ikke Hensyn til denne 
Forskel, men deler Oktaven i 12 ganske lige store Halvtoner. 

Klangfarven bestemmes af de harmoniske Overtoner der 
ledsage enhver Grundtone. Omtrent det eneste musikalske Red- 
skab der kan frembringe en Tone uden Overtoner er Stemmegaflen; 
alle andre Instrumenters Toner ere ledsagede af Overtoner, som 
meget ofte ere langt fra at fortjene Navnet harmoniske, der jo 
skulde betegne et behageligt Sanseindtryk. 

I Naturen høre vi saaledes altid sammensatte aldrig enkelte 
Toner; da Grundtonen imidlertid er langt stærkere end Overtonerne 
synes disse at undgaa vore Sanser, og man maa anvende en særlig 
Opmærksomhed for at erkende dem. 

Naar man paa en Resonansbund anbringer flere Stemmegafler 
og ordner Forsøget saaledes, at en af dem giver en stærk Tone 
der kommer til at virke som Grundtone, medens de andre svagere 
komme til at svare til de harmoniske Overtoner, kan man ved paa 
en Gang at faa dem alle til at svinge frembringe én Samklang der 
af vort Øre opfattes som en enkelt Tone; faar man nu pludselig 
de harmoniske Overtoner til at høre op ved at standse Stemme- 
gaflernes Svingninger, medens kun den stærkeste, Grundtonens 
Stemmegaffel faar Lov til at vedblive at klinge, vil man mærke 
Overtonernes Betydning, idet Grundtonen nu, skøndt den er ganske 
den samme som før, vil lyde tør og haard, fordi den ikke mere er 
ledsaget af Overtoner. 

Kirkernes store Orgeler have forskellige Registere eller Stemmer 
af hvilke den saakaldte Cornet mest anvendes; disse Stemmer give 



410 Hørelsessansningerne. 

meget smukke Toner derved at der samtidig frembringes en Grund- 
tone og dens Overtoner i forskellige Orgelpiber; naar man ude- 
lukker Luften fra nogle af Piberne, saa at Overtonerne blive borte, 
lyder Orgelet hæsligt. Hovedgrunden til at samme Tone lyder 
forskelligt efter Arten af det Instrument paa hvilken den frem- 
bringes er netop den, at Grundtonen ledsages af Overtoner, som 
ikke ere de samme for alle Instrumenter. Man maa dog ogsaa 
lægge Mærke til Overtonernes forskellige Styrke; to Toner der 
have samme Grundtone og samme Overtoner ville dog have en 
forskellig Klangfarve, naar det ikke er den samme Overtone i dem 
begge der er den stærkeste og den mest fremtrædende. 

De vide sikkert Alle hvorledes man plejer at opstille og ind- 
dele Toneskalaen. Nogle Toner klinge sammen paa en Maade der 
er behagelig for vort Øre, andre paa en ubehagelig Maade. Naar 
Samklangen af to Toner er behagelig at høre paa er der et simpelt 
Talforhold mellem Antallet af Svingninger i de to Toner ; som saa- 
danne behagelige Samklange kan nævnes 



Oktaven hvor Svingningstallet af de to Toner forholder sig som 1 — 2 

Kvinten 2 — 3 

Kvarten 3 — 4 

Den store Terts 4 — 5 

Den lille Terts 5 — 6 



Det viser sig nu, at de Instrumenter der ere de mest yndede 
og ligeledes den menneskelige Stemme netop give Overtoner, der 
svare til disse behagelige Intervaller (Toneafstande), idet deres 
Orden er: Oktaven, Kvinten, Kvarten, store Terts, lille Terts; de 
højere Overtoner ere saa svage, at de næsten ingen Betydning faa. 
Resonatorer ]) e t er \ e i a t udfinde Overtonerne i en Tone ved at lade denne 

og bevæge- 

ligeFiammer. klinge foran en Række af hule Kobberkugler — Resonatorer 
(Fig. 293), der hver kunne frembringe en bestemt Tone ; naar man 
efterhaanden gennemgaar hele Rækken paa denne Maade, vil hver 
af de Overtoner, som indeholdes i den undersøgte Tone, blive for- 
stærket i høj Grad af den Resonator, der har den samme Tone til 



Hørelsessansningerne. 



411 



Egentone, og Overtonen bliver derved saa stærk at man strax kan 
høre den; ved saadanne Undersøgelser har Helmholtz kunnet paa- 
vise 16 harmoniske Overtoner i en Basstemmes Toner. 

Man kan ved et sindrigt Forsøg 
gøre de harmoniske Overtoner syn- 
lige for Øjet og endog bestemme 
deres Natur; det er nemlig klart, at 
Tonerne, der som bekendt dannes ved 
Luftsvingninger, naar de anbringes 
tæt foran en Flamme ville sætte 
denne i svingende Bevægelse op og 
ned, og disse Bevægelser ville blive 
forskellige efter Tonens forskellige 
Art. Forsøget ordnes nu paa den 

Maade, at Tonen gennem et Rør ledes hen til en elastisk Mem- 
bran, der sættes i Svingninger af den; Membranens Svingninger 




Fig. 293. En Kesonator. 

a det Sted hvor Lyden træder 

ind, b den tragtformede Spids 

som indføres i Øret. 




Fig. 294. Apparat til at vise de bevægelige Gasflammer. 



paavirke en Gasflamme og dennes Bevægelser iagttages i et plant 
Spejl som drejes hurtigt rundt ved et lille Maskineri. Flammen vil 
da i Spejlet frembringe et Billede, der altid vil være det samme saa 
længe den samme Tone paavirker Gasblusset og Spejlet drejes 



412 



Hørelsessansningerne. 



rundt med uforandret Hastighed; man kan nu sørge for at denne 
bliver stadig den samme og i saa Fald kunne Spejlbilledernes 
Form kun afhænge af de forskellige Toner. Anslaar man nu en 
Stemmegaffel foran Rørets Munding, ser man i Spejlet en regel- 
mæssig Række af spidse Takker, der ligne Tænderne i en Sav; 
dette beror paa at Stemmegaflens Tone er enkelt, ikke indeholder 
Overtoner, disse vise nemlig deres Tilstedeværelse ved at 

forandre Spejlbilledernes 
regelmæssige Form. Man 
har nu gjort disse Spejlbil- 
leder til Genstand for om- 
hyggelige Undersøgelser og 
gengivet dem ved Tegnin- 
ger. Fig. 295 viser en Række 
saadanne Billeder af en 
Gasflamme der er bleven 
paavirket af en Tone og 
dens forskellige Overtoner, 
idet man har sunget den 
samme Tone paa Vokalerne 
a, o, u ind i Røret. 

Oktaven er det simp- 
leste af alle Intervaller 
(Afstand mellem to Toner) men den er ikke den behageligste for 
Øret fordi de to Toner ligne hinanden for meget. Ligheden mellem 
en Oktavs to Toner er saa stor at uøvede Personer have Møje ved 
at kende dem fra hinanden. Naar en Mand og en Kvinde ville 
synge den samme Tone, men de ikke have nogen musikalsk Ud- 
dannelse, saa synge de altid den Ene en Oktav over den anden 
uden at de vide af det, idet saa naturligvis Kvindestemmen synger 
den højeste, Mandsstemmen den dybeste Tone. Efter Oktaven 
kommer saa Kvinten, Kvarten, store Terts og lille Terts hvis 
Svingningstal ere noget mere sammensatte men som dog alle 
ere behagelige for vort Øre. 



444/< A g*M A 4/<ASAA 



^fff/frffT 



4 A Mi< 

,M O44 At K 4åi-44é ^t.Lt^i #*,////// *■' 



Fig. 295. Spejlbillede af den bevægelige 
Gasflamme under Paavirkning af tre for- 
skellige Toner suogne paa Vokalerne a o u. 



Hørelsessansningerne. 413 

Man kan billedligt gengive den Maade paa hvilken to Toner, Grunden tu 
der anslaas samtidig, forholde sig til hinanden, og vi ville ved at ogr^onåns 
betragte en saadan Gengivelse kunne forstaa Grunden til Tonernes e XiteToner 
Konsonans og Dissonans o: til det Behag eller Ubehag som 
vi føle ved at høre dem samtidig. 

En Tone frembringes ved Svingninger i Luften der ligne de 
Ringe som dannes naar man kaster en Sten i Vandet, men disse 
Ringe udbrede sig kun paa Vandets Overflade medens Luftsving- 
ningerne udbrede sig ligelig til alle Sider ligesom man kunde 
tænke sig en Kugle der stadig voxede i Omfang; vi kunne nu gen- 
give disse Svingninger ved en regelmæssig Bølgelinie A (Fig. 296). 

Oktaven (c— Cj) B til denne Tone vil udføre 2 Svingninger i 
samme Tid som den første Tone udfører en; Kvinten (c — g) C 

3 Svingninger medens den første udfører 2; Kvarten (c — /) D 

4 mod 3; den store Terts E (c — e) 5—4, den lille Terts F(c—es) 
6 mod 5, den store Sext G (c — a) 5 mod 3 og Sekunden H (c — d) 
endelig 9 mod 8. 

Naar en af disse Toner bringes til at lyde samtidig med 
Grundtonen, vil der være visse Øjeblikke da deres Svingninger 
mødes, forene sig med hinanden og forstærke hinanden, men i 
Mellemtiden have Svingningerne kunnet gaa imod hinanden og 
hindre hinanden saaledes som Tegningen tydelig viser. 

Lad os for lettere at forstaa dette sammenligne den bedste af 
alle Konsonanser, Oktaven, med en meget ubehagelig Dissonans, 
Sekunden. I Oktaven ville de to Toners Svingninger meget hyppig 
være paa samme Punkt af deres Bane, det vil nemlig ske en Gang 
ved hveranden Svingningsperiode af den højeste af de to Toner, og 
lige i Midten af den Strækning der skiller to saadanne Punkter 
fra hinanden vil de to Bølgeliniers største Afstand ligge. Øjet op- 
fatter strax Regelmæssigheden i disse Forhold og det synes som 
om Øret ogsaa har en bestemt Følelse heraf. 

I Sekunden træffe Bølgeliniernes laveste Punkt, Bølgedalen, 
kun én Gang sammen i 8 Svingninger af Grundtonen; heraf følger 
altsaa at de to Svingninger kun sjælden følges ad eller understøtte 



414 Hørelsessansningerne. 

hinanden, medens de i Mellemtiden gaa mod hinanden endog paa 
en uregelmæssig Maade. Naar Grundtonen har udført sin første 
Svingning vil Sekunden have udført 1 / 8 af sin anden Svingning, ved 
Slutningen af Grundtonens anden Svingning vil Sekunden være 2 / 8 
Svingning forud o. s. v. Ogsaa i dette Tilfælde er det lige vanske- 
ligt for Øjet og Øret at finde sig tilrette i disse Svingningsforhold 
og de føle sig begge ubehagelig berørte af dem. 




Fig. 296. Intervallerne mellem de forskellige Toner og deres Svingningstals 

Forhold til hinanden. 



Foruden at to Toner der klinge samtidig altsaa ere mere eller 
mindre konsonerende eftersom Forholdet er mellem deres Sving- 
ningstal, saa maa man endnu lægge Mærke til et andet Forhold, 
som er af stor Betydning for Frembringelse af Dissonans, nemlig 
Antallet af de saakaldte Stød i Sekundet. Lad os betragte de to 
Bølgelinier A og F, der svare til Grundtonen og dens lille Terts 
(e — es) ; der er et Punkt nemlig a a l , hvor Bølgebevægelserne gaa i 
samme Retning og følgelig forstærke hinanden, paa et andet Punkt 
b ¥ svække de hinanden fordi det højeste Punkt, Bølgebjærget af 



Hørelsessansningerne. 415 

A der falder sammen med det laveste Punkt, Bølgedalen af F\ 
Forstærkelsen af Tonen finder altsaa Sted naar Grundtonen har 
gjort 5 hele Svingninger, men da man i Musiken ofte regner med 
halve eller som man kalder det simple Svingninger, kunne vi altsaa 
sige at Forstærkelse af Tonen finder Sted naar Bølgelinien A 
(Tonen c) har gjort 10 simple Svingninger, Bølgelinien F (Tonenes) 
har da i samme Tid udført 12 Svingninger; Tonen svækkes i det 
Øjeblik da A har gjort 5 og F 6 simple Svingninger. 

Hvis vi nu antage at A gør 100 simple Svingninger i Sekundet, 
vil F altsaa udføre 120 Svingninger i samme Tid og i Løbet af 
dette Sekund vil Øret altsaa 10 Gange opfatte en Forstærkelse og 
10 Gange en Svækkelse af Tonen; denne afvexlende Forstærkelse 
og Svækkelse af en Klang der bestaar af to Toner kaldes Stød og 
S væven, og jo oftere Stød og Svæven i en Samklang af Toner 
afvexle desto ubehageligere lyde disse Toner sammen, desto mere 
iørefaldende er Dissonansen. 

Tage vi som Exempel den lille Oktavs c (132 Svingninger i 

Sekundet) og en Tone der ligger V20 Tone højere og hvis Sving- 

132 
ningstal altsaa er 132 + - — — = 132,8 vil der ved samtidig 

Klang af disse to Toner kun opstaa omtrent et Stød i Sekundet, og 
disse to Toner ville ikke frembringe nogen ubehagelig Virkning 
ved at klinge sammen, men mellem det firstrøgne c 4 (2112 Sving- 
ninger i Sekundet) og det firstrøgne c 4 + V20 (2125 Svingninger) 
er der 13 Stød i Sekundet, og deraf følger at det lyder stygt, naar 
disse Toner klinge paa samme Tid. 

Naar Stødene blive særdeles hyppige mærker man dem dog 
ikke længere, og de to Toner kunne da lyde meget vel sammen, 
saaledes det firstrøgne a 4 og det firstrøgne h å mellem hvilke der 
dannes 440 Stød i Sekundet. 

Dissonansen forklares altsaa dels ved Forholdet mellem de to 
Toners Svingningstal og dels ved Antallet af Stødene i et Sekund. 

Ved Oktaven, Kvinten, Kvarten og endog ved de to Tertser 
ere Svingningstallenes Forhold ganske simple og i disse Intervaller 
kunne Stødene selv om de ere tilstede i et vist Antal ikke frem- 



416 Hørelsessansningerne. 

bringe Dissonans; mellem C og G, eller mellem c og g er der saa- 
ledes 33 Stød og dog lyde disse Kvinter meget vel. h 1 og c 2 (halv 
Tones Afstand) eller c 1 og d 1 (en Tones Afstand) give derimod til- 
sammen en udpræget Dissonans, skøndt der ogsaa her kun dannes 
33 Stød i Sekundet, fordi disse Toners Svingningstal ikke staa i 
et simpelt Talforhold til hinanden. 

Det fremgaar af hele denne Udvikling, at det navnlig er i de 
middelhøje Toner og især i de tre Oktaver (fra lille c til trestrøget c) 
som den menneskelige Sangstemme omspænder, at Skalaens umiddel- 
bare Nabotoner, altsaa Intervaller paa en eller en halv Tone, lyde 
særdeles ubehageligt sammen. I Oktaven lille c — enstrøget c 1 — 
dannes der ved at anslaa to Nabotoner f. Ex. c og d eller g og a 
paa en Gang fra 8 — 14 Stød i Sekundet, i Oktaven c 1 til c 2 dannes 
fra 33 til 35, i Oktaven c 2 til c 3 fra 66 til 110 Stød i Sekundet og 
disse Tal ere netop dem som Øret lettest opfatter. 

I de dybere og højere Oktaver er Stødenes Antal enten for 
ringe eller for stort til at vi kunne opfatte dem. I Subkontra- 
oktaven fra C 2 til G t er Stødenes Antal fra 2—3, i Flygelernes 
højeste Oktav, altsaa c 4 til c 5 , varierer Stødenes Antal fra 164 til 
440. Naar man derfor paa et Piano anslaar A 2 og H 2 (3 Stød) 
eller a 4 og h* (440 Stød) er Virkningen af denne Samklang ikke 
særdeles ubehagelig; Orgelets dybeste Toner give tilsammen ganske 
faa og meget stærke Stød, der af Musikerne anvendes til at efter- 
ligne Tordenens Rullen. 

De ville af det Foregaaende ligeledes indse at det, rent afset 
fra Spørgsmaalet om Færdighed og Fingerstilling, er langt vanske- 
ligere at spille Violin saaledes at det lyder godt, naar man bevæger 
sig i de højere Oktaver end naar man spiller i de mellemste eller 
dybeste Oktaver. I Oktaven C til c vil en Tone som er J / 4 for 
høj give 2 — 3 Stød hvilket ikke kan høres, men i Oktaven c 2 til 
c 3 giver en Fejl paa 1 / i Tone (33 til 55 Stød) og Tonen bliver 
uudholdelig falsk. 
Konsonans Sagen er imidlertid endnu mere indviklet da vi i Naturen 

°af samman- 8 aldrig høre simple Toner men Toner der indeholde Overtoner. En 
satte Toner, tilsyneladende enkelt Tone frembragt ved at anslaa en Klaverstræng 



Hørelsessansningerne. 4 } 7 

indeholder i Virkeligheden en Samklang af en Række Toner, der 
ere ordnede paa følgende Maade: O, c, g, c 1 , e\ g\ 6 1 , c 2 , d 2 , e 2 
der tilsammen danne saavel konsonerende Intervaller som C — c og 
c— g, og dissonerende Intervaller som b 1 — c 2 , c 2 — d 2 , d 2 — e 2 . Heldig- 
vis klinge de dissonerende Intervaller svagt, men naar den oprinde- 
ligt anslaaede Tone er dyb, kan man dog ved Øvelse lære at høre 
dem uden Resonatorernes Hjælp og det endog i den menneskelige 
Stemme. Klaverfabrikanterne have været nødt til at indføre særlige 
Ejendommeligheder i Bygningen af Instrumenterne for at standse 
de ubehagelige Overtoner. 

I Virkeligheden er altsaa enhver Tone, der frembringes af en 
svingende Stræng, en Samklang af flere Toner og det er netop her- 
paa at Tonens Fylde og Velklang beror. 

Vi have allerede set, at det ingenlunde er alle Overtoner der 
fortjene Navn af harmoniske Overtoner. Selv Stemmegaflen ud- 
sender saaledes meget ubehagelige Overtoner, men de ere særdeles 
kortvarige. Stemmegaflen c giver saaledes et Øjeblik ais 1 , d å , cis 5 . 
I en Klokkes Klang har man fundet Overtonerne c, d 1 , c 2 , gis 2 , d 5 . 
Tromme og Cymbler give ligeledes saadanne ubehagelige Overtoner 
som ikke vilde være til at udholde hvis de vare stærkere eller 
varede længere ved; disse Instrumenter kunne derfor ogsaa kun 
spille en underordnet Rolle i Musiken. 

Vi ville nu vende os til de Instrumenter, hvis Toner indeholde 
behagelige Overtoner, altsaa særlig Strængeinstrumenterne og i 
noget ringere Grad Blæseinstrumenterne. Naar man frembringer 
en Tone paa et af disse Instrumenter vil man altsaa ligeledes høre 
Overtoner og deres Antal vil navnlig være stort naar Tonen er dyb. 

Savart troede at man kunde høre en Tone der havde 8 Sving- 
ninger i Sekundet, men den Tone han hørte var i Virkeligheden 
dens harmoniske Oktav der gør 16 Svingninger i Sekundet. 

Naar man paa samme Tid frembringer to Toner, saa hører 
man samtidig ogsaa deres harmoniske Overtoner. Det kan nu hænde, 
at de to Grundtoner konsonere med hinanden men at Overtonerne 
desuagtet frembringe en Dissonans ved de Stød der dannes mel- 
lem dem. 

Paul Bert: Livet og Livsfunktionerne. 27 



418 Hørelsessansningerne. 

Anslaar man saaledes paa to gode Klaverstrænge samtidig 
Tonerne d og G x vil man faa følgende Overtoner at høre 

Ci, C, G, c, e, g, b, c 1 

G u G, d, g, h, d\ 

og selv om man da overhører de svage Overtoner af den enstrøgne 
Oktav vil der mellem c og d være 16 Stød ligesom d og e til- 
sammen ville frembringe 21 Stød, og ved dem vil der frembringes 
Sanseindtryk, der kunne blive meget ubehagelige naar de ere 
stærke nok. 

Naar Grundtonerne ligge i Mellemoktaverne gøre Overtonerne 
langt mindre ubehagelig Virkning; Akkorden c 1 — g 1 giver saaledes 

c\ c 2 , g\ c 3 , e 3 , g 3 

g 1 , tf, d 5 , r/ 3 

Stødene mellem c 3 og d 3 , d 3 og e 3 ville være 132 og 182 i Sekundet 
og dels fordi de ere saa talrige, dels fordi de ere saa svage vil 
man slet ikke lægge Mærke til dem. 

Det vil efter det i det foregaaende Udviklede forstaas hvorfor 
det giver en hæs og haard Klang naar man anslaar Akkorder 
stærkt i de dybe Oktaver af et Flygel. Griber man saaledes 
Kontraoktavens C t E 1 G t vil man paa samme Tid høre Over- 
tonerne H, c, d, e hvilket vil lyde særdeles ubehageligt naar disse 
Overtoner faa nogen Styrke. 

Det vil være rigtigt ikke at føre Undersøgelserne over Hørel- 
sens Sanseindtryk videre, skøndt der endnu er meget at sige om 
Tonerne, men man vilde derved komme ind paa Fysikens og Mu- 
sikens Omraade og Fysiologien bør indskrænke sig til at undersøge 
selve Sansningerne uden at komme for langt ind paa de Naturlove, 
der ligge til Grund for Sanseindtrykkene eller paa de æsthetiske 
Virkninger som man kan opnaa ved dem. 
ne opiys- Vi have set at Øret kun giver os Oplysning om Legemernes 

"Høreren" 1 Svingning indenfor de Grænser, som vi have omtalt, nemlig fra 
giver os. ie_23 — 40960 i Sekundet. Under 16—23 hører man ikke nogen 
vedvarende Tone men en Række afbrudte Lyd ligesom Stød, idet 



Hørelsessansningerne. 4X9 

hver Svingning opfattes for sig; af dette maa man slutte at Sanse- 
indtrykkene paa Hørenerven ikke vedvare mere end 1 / 15 — V20 Se- 
kund, siden de først smelte sammen og danne en Tone naar disses 
Talrighed overgaar 16 — 23 i Sekundet. 

Øret giver os ligesom Øjet Oplysning saavel om simple som 
om sammensatte Sanseindtryk, men der er dog paa dette sidste 
Punkt en Grundforskel mellem de to Organers Virkemaade. Naar 
man paa samme Tid kaster gule og blaa Straaler ind i vort Øje 
faa vi Indtrykket af Grønt, altsaa af den sammensatte Farve, og vi 
ere aldeles ude af Stand til at opfatte de to Arter Farvestraaler 
hver for sig. Øret opfatter ligeledes en Tone der indeholder har- 
moniske Overtoner som en enkelt Tone, men ved Opmærksomhed 
og Øvelse kunne vi lære at erkende de svagere Elementer af Tonen. 
Pythagoras havde allerede uden noget Redskab til Hjælp kunnet 
høre g af den anden Oktav i den Klang som en Ambolt frembragte 
ved Hammerens Slag, og Rameau udfandt og studerede 1726 de 
væsenligste Overtoner ligeledes ved Hørelsens Hjælp alene. 

Øret kan indenfor visse temmelig snævre Grænser give os Op- 
lysning om det [tonende Legemes Plads eller rettere om den Ret- 
ning i hvilken man skal søge det; for at opfatte dette maa Gen- 
standen være lidt til Siden for os, til Højre eller til Venstre; man 
bevæger da gærne Hovedet lidt fra Side til Side for at faa For- 
nemmelsen af hvor Lyden kommer fra. 

Det er altsaa øjensynligt at Hørelsens Sans ganske sikkert gør 
os store Tjenester ved at sætte os i Stand til at meddele os til 
hinanden og til at have visse æsthetiske Nydelser, men den er dog 
langt fra at være saa nyttig som Synets Sans. Man kunde tilnød 
tænke sig et Samfund af lutter Døve, men det vilde være umuligt 
at tænke sig et Samfund hvis Medlemmer alle vare blinde. 

Lugte- og Smagssansninger. 

Jeg skal her under Et kort omtale disse to Arter Sanseindtryk, 
der saa ofte opstaa paa samme Tid. Man kunde sige at Lugt er 
en Slags Smag paa Afstand; begge disse Sansninger kunne kun 

27* 



420 Lugte- og Smagssansninger. 

fremkomme ved Berøring, enten med flydende Stoffer — for Smags- 
sansens Vedkommende — eller med luftformige Stoffer der paa- 
virke Lugtesansen. 

Lugtens og Smagens Sans er overordentlig forskellig udviklet 
hos de forskellige Individer; Brillat-Savarin har engang sagt: der 
findes ogsaa Blinde og Døve paa Smagens Omraade. 

Hvad Lugten angaar, saa maa Hundene øjensynlig anse os for 
døve paa den Sans, hvis de kunne anstille Sammenligninger. Men 
disse Sanser kunne forresten i høj Grad udvikles ved Øvelse. 

Evnen til Smagssansning er ikke ligelig udbredt i hele Munden. 
Visse Substanser som Syrer og Salte smages stærkere med Spidsen 
af Tungen end nede ved Tungeroden, bitre og kvalmende Stoffer 
smages stærkest paa Tungeroden. Det er Grunden til at svovlsurt 
Natron (Glaubersalt) forekommer En salt naar man smager paa 
det med Spidsen af Tungen men derimod bittert naar man 
synker det. 

Der er visse Smagsindtryk som fremhæve hinanden ved Mod- 
sætningen; saaledes gør Sukker Vin bittertsmagende. Der findes 
ogsaa heldige og uheldige Blandinger. I Enthusiasternes Øjne kan 
Kogekunsten sammenlignes med Malerkunsten og Musiken, fordi 
den ligesom de virke gennem Kontraster og gennem harmoniske 
Sammenstillinger. 

Der er mange Stoffer hvis Smag vi ikke kunne opdage naar 
Luften er forhindret fra at passere gennem Næsen. Man mærker 
ikke noget til Vinens Buket naar man holder for Næsen eller dens 
Slimhinde er opsvulmet paa Grund af Snue. 

Visse Lugtesansninger have en mærkelig Lighed med Smags- 
indtryk; Kloroform har saaledes en sødlig Lugt. Lugtesansen kan 
være overordentlig fintmærkende. Man kan i Luften opdage en 
halv Milliondel Svovlbrinte og Kamferdele der ere saa smaa at de 
aldeles ikke kunne vejes; men dette er endnu ikke noget imod 
Lugtesansen hos Hunden, der kan følge en Hares Spor paa en tør 
Vej i fuldt Solskin en Time efter at Haren er passeret der forbi. 
Man kommer næsten til at formode, at Lugtesansningen kunde have 
en dobbelt Oprindelse, en mere grov og materiel og en anden mere 



Lugte- og Smagssansnmger. 421 

ætherisk, og at der mellem disse er lige saa stor Forskel som 
mellem et Slag paa Øjet og en Solstraale, der jo begge give os en 
Fornemmelse af Lys. Fik man Stadfæstelse paa denne Hypothese 
vilde man derved have Forklaring paa meget, som nu er dunkelt. 

Lader man de to Næsebor opsuge hvert sin Art Lugt, frem- 
bringes der ikke en Blanding af de to Lugtesansninger, men de 
to Sanseindtryk afløse hinanden paa samme Maade som to Farver 
man ser, en med hvert Øje. Det forholder sig ligesaa med Smags- 
sansninger, hvilket man kan se naar man bibringer Tungen et 
Smagsindtryk paa venstre og et paa højre Side. 

Blandede Lugtesansninger er det næsten umuligt at skelne ud 
fra hinanden. Man kan snarere komme til et Resultat naar man 
vil skelne to enkelte Bestanddele i blandede Smagsfornemmelser. 

Man har inddelt Lugte- og Smagssansningerne ved Hjælp af 
Betegnelser hentede fra det daglige Liv. Hvad Smagen angaar, 
saa vække Betegnelser som bitter, sur, saltagtig, sødlig, sammen- 
snærpende o. s. v. temmelig tydelige Forestillinger for Tanken; men 
Betegnelserne for Lugtesansningerne staa langt tilbage for disse i 
Tydelighed. Betegnelserne: at lugte aromatisk, som Løg, stinkende, 
kvalmende o. s. v. ere enten Udtryk for Sammenligning eller for 
individuelle Opfattelser og give som saadanne intet tydeligt Billede. 
Man kan bedst dømme om disse Betegnelsers Mangel paa Klar- 
hed ved at sammenligne dem med Betegnelserne for Synsindtrykkene, 
naar man f. Ex. tænker sig at man ikke havde andet Udtryk for 
Rødt og Grønt end at betegne dem som den behagelige eller ube- 
hagelige Farve eller ogsaa kalde dem Nellikefarven og Løvfarven. 

Disse underordnede Saoseindtryk yde os kun ringe Hjælp med 
Hensyn til at lære Omverdenen at kende; de have ikke synderlig 
Betydning for vor Intelligens, men de gøre stor Nytte ved Er- 
næringen, idet Lugtesansen giver os Oplysning om Beskaffenheden 
af den Luft vi indaande, og Smagssansen sætter os i Stand til at 
dømme om de Næringsmidler, der skulle udgøre vor Føde. 



422 Følesansninger. 



Følesansninger. 



Hele Legemet er i Besiddelse af Evne til at modtage Følelses- 
indtryk. Selv de Dele af Legemet, hvis Tilværelse og Funktion 
saa at sige ikke erkendes af os, blive tydelige for os gennem 
Smerte naar de ere betændte: Rygmarven sættes da i Virksomhed 
gennem sympathiske Pirringer. Men de følsomste Partier ere de, 
hvis Nerver høre til Hjærne-Rygmarvssystemet. Ved Amputationer 
ere alle de Dele følsomme, gennem hvilke Snittet gaar. Visse Or- 
ganer som Senerne og den haarde Hjærnehinde ere ufølsomme for 
Berøring, men ligesom de indre Organer blive de overordentlig 
følsomme naar de blive betændte. 

Den højeste Grad af Følsomhed findes dog i Huden og i Mun- 
dens og Næsens Slimhinder, der faa deres Nervetraade fraHjærne-Ryg- 
marvsnerverne. Disse Overflader kunne opfatte Indtryk af meget 
forskellig Natur, hvoraf de vigtigste ere Berørings-, Tryk- og Varme- 
fornemmelse. Hele denne Række Sansninger sammenfattes under 
Benævnelsen Følelsesindtryk. 
Smerte og Overdrevent stærke Følelsesindtryk blive til Smerter; men 

Ufølsomhed. 

der er stor Forskel paa, hvad de forskellige Individer mærke som 
overdrevent stærke Følelsesindtryk. Alle Læger vide, at den Smerte 
der er uudholdelig for En næppe føles af en Anden; jeg taler her 
aldeles ikke om det forskellige Udtryk for Smerten som Vrid- 
ninger, Skrig, Taarer o. s. v., som kan afhænge af en større eller 
mindre Sjælsstyrke, nej det er virkeligt et Faktum, at der findes 
Grader i Følsomheden. 

Disse Forskelligheder kunne i visse Sygdomme træde frem med 
overordentlig Tydelighed. Lægerne have ikke sjældent Lejlighed 
til at iagttage An alges i (af a ikke, algos Smerte), det vil sige en 
Tilstand i hvilken de Paagjældende vel have Fornemmelse af Be- 
røring eller af Varme, men hos hvem denne Fornemmelse aldrig 
kan stige til Smerte, hvor hæftig den end bliver. Alle Sindssyge- 
læger have set Kvinder — disse abnorme Følsomhedstilstande ere 
nemlig hyppigere hos Kvinder end hos Mænd — som vel mærke, 



Følesansninger. 423 

naar man berører dem, men ikke føle nogen Smerte naar man 
stikker en Naal gennem deres Arm og som smilende kunne lade 
en Glød svide Huden. Som oftest ere slige Syge aldeles an- 
æsthetiske (a ikke, æsthesis Følelse), det vil sige, de have end- 
ogsaa tabt Evnen til at fornemme Berøring. Det er imidlertid 
sjældent at Anæsthesien udstrækker sig til hele Legemet, som oftest 
er kun den ene Side af dette ramt af den, og dette Fænomen 
kaldes da Hemianæsthesi. Undertiden findes Anæsthesien kun paa 
visse Pletter af Legemet, der ere fordelte rundt om paa dette i 
en vis Orden. Der kan ogsaa modsat være Steder paa Legemet 
der ere begavede med en saa overordentlig Grad af Følsomhed 
(Hyperæsthesi) , at den mindste Berøring fremkalder Smerte. 
Man kender saaledes et Tilfælde hvor en Dame fik saa stærke 
Smerter, naar Lægen følte hendes Puls, at hun faldt i Besvimelse. 

Disse ejendommelige Tilfælde findes ikke alene hos Sindssyge 
men ogsaa hos Folk hvis Hjærne ikke fejler noget. Visse Bly- 
forgiftninger kunne f. Ex. fremkalde dem. Men de ere næsten altid 
ledsagede af andre Nervelidelser som medføre Krampe, vedblivende 
Muskelkontraktioner o. s. v. Middelalderens Hexe, der ofte led af 
Hallucinationer, havde næsten allesammen anæsthetiske Steder paa 
Legemet, og blev det paavist var det nok til at bringe mange af 
disse Stakler paa Baalet, medens de i Virkeligheden vare syge og 
kunde være blevne helbredede med nogle Styrtebade. Lignende 
Ting kan man finde i Beretninger om Besatte og Mennesker der 
faldt om i Krampe under deres religiøse Anfægtelser og som man 
tilføjede Slag og Saar uden at de mærkede det. Undertiden op- 
staar der Forstyrrelser i Kredsløbet som Følge af Nervelidelser, og 
der kan da paa sine Steder af Legemet danne sig blaa Pletter og 
stærkt begrænsede Blodudtrædninger; det er de saakaldte „stigma- 
tiserede" Individer, og dette Sygdomstilfælde har ofte givet Anled- 
ning til den plumpeste Overtro. 

Hos visse Syge findes der Følsomhed for Berøring, men Uføl- 
somhed for Varme og omvendt; man har iagttaget alle Kombina- 
tioner. Bellion har saaledes set en Syg der paa visse Steder af 
Legemet var ufølsom for Berøring, men som paa de samme Steder 



424 Følesansninger. 

havde en overdreven Følsomhed for Varme, saaleder at et lunkent 
Bad gav ham Fornemmelsen af at blive skoldet. 

Som oftest kan man frembringe lokal Ufølsomhed ved at 
trykke paa den Nerve der fører til Stedet. Det kan derfor under- 
tiden hænde, at den ene Arm er ufølsom naar man vaagner, fordi 
man under Søvnen har indtaget en Stilling, hvorved Nerverne i 
Armhulen blev sammentrykte eller strakte for stærkt; paa samme 
Maade kan der opstaa Ufølsomhed i Hoftenervens Omraade, naar 
man ved at sidde længe ubevægelig i samme Stilling har trykket 
denne Nerve. Naar Følsomheden vender tilbage er dette ofte led- 
saget af Fornemmelser af Myrekryben eller Stikken, der tidt kunne 
være smertefulde. 

Der findes visse Stoffer som sløve Følsomheden og man kalder 
dem derfor anæsthetiske Stoffer. Det synes som om de forhindre 
Følelsesindtrykket i at forplante sig fra Følenerven over paa Ryg- 
marven. De mest bekendte af disse Stoffer ere Æther, Kloroform 
og Kvælstof-Forilte, Brugen af dem er ikke ganske fareløs, især 
naar man vil frembringe en fuldstændig Følesløshed. 
Legemsdele- Evnen til at føle Berøring er ikke lige fint udviklet paa alle 

nes ulige 

Grad af Steder af Legemet. Dette kan vises ved Hjælp af en Passer. 

ø som e . p\j ærner man ( j eng tø g en n0 g e t f ra hinanden og anbringer Spid- 
serne paa forskellige Partier af Slimhinderne og Huden uden at 
Forsøgsindividet kan se dem, vil det vise sig, at der gives Steder, 
hvor Passerspidserne føles hver for sig og altsaa give to Følelses- 
indtryk, medens Indtrykkene paa andre Steder af Huden smelte 
sammen og kun kunne opfattes hver for sig, naar Passerspidserne 
befinde sig i en langt større Afstand fra hinanden end den der 
først anvendtes. 

Medfølgende Oversigt viser Gennemsnitsafstanden som de to 
Spidser maa have for at give et dobbelt Følelsesindtryk: 

Tungespidsen 1,1 Millimeter. 

Fingerspidserne 2,2 — 

Den røde Rand af Læberne 4,5 — 

Yderfladen af Fingrene, tredie Led 6,7 — 

Næsespidsen 6,7 — 

Læbernes Hudoverflade 9,0 — 



Følesansninger. 425 

Kinden 11,2 Millimeter. 

Læbernes indre Overflade 20,3 — 

Panden 22,5 — 

Haandryggen 31,5 — 

Knæ 36,0 — 

Underarm 40,5 — 

Nakke og Kyg .* 54,1 — 

Overarm 67,6 — 

Disse Afstandsbestemmelser kunne imidlertid hos de forskellige 
Individer variere indtil det Tredobbelte af det her angivne Maal. 
Ved Øvelse kan man opnaa at føle de to Indtryk ved mindre Af- 
stande; allermindst ere Afstandene hos de Blindfødte. Hos Børn 
ere de mindre end hos Voxne. 

Dersom den ene af Passerspidserne er opvarmet føler man 
Forskellen ved langt ringere Afstand mellem Spidserne; ligeledes 
naar man stikker stærkt til. 

Ogsaa Følsomheden for Tryk er meget forskellig udviklet paa 
de forskellige Steder af Legemet. Som Regel føles Trykket stær- 
kest paa de Steder, hvor Afstanden mellem de to Passerspidser 
(Følekredsene) var mindst. Lægger man meget lette Vægte, den 
ene ovenpaa den anden, paa et Stykke af Hudens Overflade der 
er en Centimeter i Bredde og Længde, begynder man at føle Tryk 
ved en Vægt af 

0,5 Gram paa Inderfladen af sidste Fingerled. 
1,0 — — Haandfladen. 
1,5 — — Knæet. 
3,8 — — Ryggen. 

Disse Tal ere naturligvis angivne tilnærmelsesvis og deres største 
Interesse beror paa deres indbyrdes Forhold. 

Fornemmelse af Varme er underkastet samme Love, og de varme- 
samme Steder paa Legemet, der ere mest modtagelige for For- 
nemmelsen af Tryk og Berøring, ere ogsaa stærkest udviklede med 
Hensyn til Erkendelse af Temperaturen. Imidlertid er det kun 
imellem + 10° og + 47° Celsius, at man med nogenlunde Nøj- 
agtighed kan skelne Temperaturforskelligheder; ved ringere Varme 
end + 10° og i Særdeleshed ved højere end + 47° opstaar der 



426 Følesansninger. 

Følelse af Smerte. Varmeforholdene mellem + 27° og 33° ere 
de der skelnes med største Nøjagtighed. Med Fingerspidserne 
kan man erkende en Forøgelse af 2 /ioo° 5 naar det undersøgte 
Legeme har en Temperatur mellem + ^° °& 29°, har det en 
Varme af omtrent 30° kan man endnu erkende en Forøgelse eller 
Formindskelse paa 5 / 10 o°- 

Jo større Overflade af Huden der kommer i Berøring med et 
Legeme og paavirkes af det, jo varmere synes Legemet os at være. 
Dersom man dypper en Finger i Vand paa 41° C. og dernæst 
holder hele Haanden i Vand der har en Temperatur af 37°, vil det 
forekomme En, at Haanden føler den højeste Varmegrad. Man 
kan ogsaa uden Llæmpe dyppe en Finger i Vand med en Tem- 
peratur paa 51°, men man kan ikke holde Haanden i det, da den 
føler denne Varmegrad som brændende. 

Mundhulens Slimhinde kan taale meget højere Varmegrader 
end Huden. Det vilde f. Ex. være umuligt at holde Fingeren i saa 
hed Bouillon eller Kaffe, som man kan drikke den uden Ulæmpe. 
Det forstaas let naar man veed, at Mundens sædvanlige Temperatur 
er omtrent 35° C, medens Fingerens Temperatur ofte ikke engang 
naar 25°. 

Tyskerne have bygget forskellige løjerlige Theorier paa det 
besynderlige Faktum, at naar man holder to lige tunge Genstande 
i Hænderne, en i hver Haand, og den ene Genstand er meget 
kold medens den anden er varm, faar man Indtrykket af at den 
kolde er tungere end den varme. 

Det Indtryk vi faa af de forskellige Genstandes Varmegrad 
er naturligvis i høj Grad afhængig af om de ere gode eller slette 
Varmeledere; Sten, Metal. Vand forekommer os altid koldere end 
Træ eller Luft der i Virkeligheden have samme Temperatur, fordi 
de førstnævnte Legemer ere saa gode Varmeledere, at de borttage 
mere Varme fra de Organer som vi bringe i Berøring med dem 
end de andre. 

Følelsesindtrykkenes Varighed er meget ringe. Dersom man 
bringer Fingeren i Berøring med et Tandhjul der drejes rundt 
med tiltagende Hastighed, vil man, naar Hastigheden har naaet et 



Følesansninger. 427 

bestemt Maal, kun mærke ét fortsat Følelsesindtryk i Stedet for 
mange der følge paa hinanden. Dette sker naar Tænderne pas- 
sere forbi med en Hastighed af 480 å 640 i Sekundet, altsaa i 
Gennemsnit 560 i Sekundet. Varigheden af Følelsesindtrykket er 
med andre Ord Vseo Sekund; Varigheden af Høresansninger er, 
som vi have set, c. 1 / 20 Sekund, og Varigheden af SyDSsansningerne, 
der imidlertid varierer meget, er under Middelforhold Vio Sekund. 

Paa visse Steder af Legemet som Brystkassens Sider, Fod- 
saalen o. s. v. frembringer Pirring til Følelsessansning en vis ikke 
stærk Fornemmelse som man kalder Kildr en og som ejendomme- 
lig nok giver Anledning til den Reflexbe vægelse vi benævne Latter. 

Af denne korte Redegørelse ville De se, hvad De forresten ne indtryk 
vide i Forvejen, at de Indtryk vi faa gennem Følelsessansen ere gennem fø- 
særdeles talrige og af stor Betydning. leisessansen. 

Først og fremmest er Følelsen den Sans som tydeligst og 
skarpest skelner Grænsen mellem den ydre Verden og vort Jeg. 
Man har set at Mennesker, som vare fødte med Stær paa Øjnene og 
senere bleve helbredede for denne Sygdom, troede at Billederne i 
Øjet var noget der hidrørte fra Organet selv; men med Hensyn til 
Følelsessansningen er det umuligt at tage saaledes fejl. Berøre vi 
vort eget Legeme frembringes et dobbelt Indtryk, røre vi ved et 
fremmed faa vi et enkelt. Følelsessansen er altsaa fremfor alle 
de andre Sanser den som bestemmer Jeg'et og adskiller det fra 
Alt det som ligger udenfor Jeg'et. 

Igennem Følelsessansen faa vi dernæst højst værdifulde Oplys- 
ninger om Genstandenes Temperatur saavel som om deres Form, 
Vægt og Beskaffenheden af deres Overflade; men for de sidst- 
nævnte Sansningers Vedkommende er Følelsessansen næsten altid 
knyttet til en tilsyneladende meget dunkel Fornemmelse, der dog i 
Virkeligheden er særdeles fintmærkende og som maaske er af endnu 
større Betydning for os end de egentlige Følelsessansninger, nemlig 
den Sansning man kalder Muskelfølelsen. 

Vi have nemlig i Virkeligheden en ganske nøjagtig Følelse Muskei- 
af i hvilken Tilstand vore Muskler ere, vi kunne ligeledes 
aldeles nøjagtig erkende med hvor stor Kraft de trække sig 



428 Følesansninger. 

sammen og hvorvidt Muskelen udfører sin Sammentrækning lige til 
den yderste Grænse eller kun en Del af den, og denne Erkendelse 
er os til overordentlig Nytte. 

Ved Hjælp af Muskelfølelsen erkende vi under almindelige 
Forhold en Genstands Tyngde, idet vi nemlig veje den i Ha an- 
den: herved maale vi altsaa Genstandens Vægt ved Hjælp af den 
Anstrængelse det koster os at løfte den. 

Paa samme Maade erkende vi en Genstands Fasthed gennem 
den Modstand, den gør imod Fingerens Tryk, og den Muskel- 
spænding som fremkaldes derved; og ligeledes ved Hjælp af Muskel- 
følelsen opfatte vi en hel Del Egenskaber hos Genstandene, f. Ex. 
om de ere klæbrige, glatte, elastiske o. s. v., idet vi fornemme saa- 
clanne Egenskaber ved at faa et Indtryk af den særegne Art 
Muskelvirksomhed, der maa udvikles af den Del af vort Legeme 
med hvilken vi foretage Undersøgelsen, altsaa i de fleste Tilfælde 
af Haanden. 

Paa Grund af Muskelfølelsen vide vi i alle Legemets forskel- 
lige Stillinger Besked om hvor hvert enkelt Punkt af vor Legeme 
befinder sig i Rummet, eftersom lang Vane har lært os hvilke 
Muskelsammentrækninger der høre til for at frembringe de forskellige 
Stillinger, lige som vi ogsaa i Blinde kunne sætte Fingeren paa 
hvilket Punkt af vort Legeme vi ønske, ganske nøjagtigt og uden 
at famle. 

Muskelfølelsen sætter os i Stand til at afpasse Legemets An- 
strængelse efter den Virkning vi ønske at opnaa og at sætte just 
de Muskler i Virksomhed som udfordres ved enhver selv nok saa 
sammensat Bevægelse, som f. Ex. den der udføres af et Barn der 
kaster en Sten netop et bestemt Stykke Vej bort, eller som Gym- 
nastikere foretage dem ved deres overordentlige kunstige og nøje 
beregnede Øvelser. Ogsaa under Gangens mange forskellige Be- 
vægelser er Muskelfølelsen stadig i Virksomhed uden at vi vide 
det, idet det er den som hver Gang Ligevægten afbrydes under- 
retter Nervecentrene i Hjærne-Rygmarvssystemet derom, saa at de 
blive i Stand til at modvirke dette ved Reflexbevægelser som for- 
hindre at Legemet virkelig falder. 



Følesansninger. 429 

Der er en sørgelig Sygdom som foranlediger at Muskelfølelsen 
gaar tabt uden at der er Lamhed eller at Huden mister sin Føl- 
somhed. Den optræder i Regelen først i Underextremiteterne og 
forstyrrer Gangen, hvorfor den har faaet Navnet Ataxi (Uorden). 
I Begyndelsen kunne Patienterne nok gaa, men kun naar de styre 
Skridtene med Øjet og se hvor de ville sætte Foden, da Musklerne 
ellers gøre lutter forkerte Bevægelser; man kan derfor let kende 
dem paa den usikre Gang og i Særdeleshed derpaa, at de ufra- 
vendt holde Blikket fæstet mod Jorden. Senere hen kan Synet 
heller ikke styre Musklerne, og Patienterne kunne da aldeles ikke 
gaa. Naar Ondet skrider frem, kunne efterhaanden andre Muskler 
blive angrebne, og er Sygdommen naaet til Aandedrætsmusklerne 
ender den altid dødeligt. Ved Sektionen findes der da en særegen 
Omdannelse af Rygmarvens bageste Strænge. 

En af de værdifuldeste af de Oplysninger om Omverdenen, 
som vi faa ved Hjælp af Muskelfølelsen er den Kundskab om 
Legemernes Form, som den skaffer os. 

Gennem Muskelfølelsen vide vi hvor i Rummet de forskellige 
Dele af vort Legeme befinde sig, og dette har til Følge at naar 
vi med lukkede Øjne berøre Randen af en rund eller firkantet 
Overflade, dannes der i vor Bevidsthed Billedet af noget rundt 
eller firkantet. Man kan endogsaa fremkalde en saadan Fore- 
stilling ved at lade hele Legemet bevæge sig i en Kreds eller i en 
Firkant, som naar man f. Ex. gaar omkring et Bord. 

Naar en Genstand er for stor til at Blikket kan overse den 
paa en Gang, erkende vi dens Form igennem den Bevægelse som 
Øjet foretager, idet det følger Genstandens Omrids. 

De kunne altsaa indse at denne Art Sansning spiller en uhyre 

Rolle for os og at Livet næsten ikke vilde være muligt uden den, 

da den giver os de allervigtigste Oplysninger baade angaaende 

vort eget Legeme og Verden omkring os. 

I mange Tilfælde faa vi vore Forestillinger om Fænomenerne Forbindelse 

• af Muskel - 

og om Genstandenes Egenskaber ved en Forbindelse af Muskel- føieisen med 

sansen med andre Sansninger. Naar Øjemusklerne trækkes sammen g^J^e,. 

idet Øjet følger en Genstand, der er i Bevægelse, faa vi derved 



430 Følesansninger. 

Forestilling om Bevægelsen, og det er højst sansynligt at For- 
nemmelsen af Pupillens Kredsmuskels Sammentrækning, naar vi be- 
tragte en Genstand der er meget nær ved os, hjælper os til at 
hedømme, hvor kort Afstanden er til den. Erkendelsen af Lyd- 
bølgernes forskellige Karakter beror for en stor Del paa den For- 
nemmelse, vi faa ved Sammentrækning af de smaa Ørebensmuskler. 
Imidlertid virker Muskelfølelsen hyppigst sammen med den 
egentlige Følelsessans og forbinder sig med den paa mangfoldige 
Maader. Disse to Arter Sansning giver os tilsammen Forestilling 
om Genstandenes Form, Vægt, Konsistens og om deres Overflade 
er glat eller fugtig. Muskelfølelsen forbinder sig ogsaa med 
Temperatursansningen. Ved Hjælp af de tre Sansninger, Muskel- 
følelsen, Følelsessansen og Temperatursansningen i Forening faa vi 
de vigtigste af de Forestillinger, vi have om Verden omkring os, 
med Undtagelse af Forestillingen om Afstand. Dersom, et Menneske 
kun var i Besiddelse af de nævnte tre Arter Sansning, vilde han 
kun kende sit eget Legeme og de Genstande der kom i umiddel- 
bar Berøring med det; selv om Genstandene vare meget nær ved 
ham kunde han ikke faa nogen Forestilling om dem, undtagen 
maaske gennem Lugten, saalænge de ikke ligefrem berørte ham. 
Et Menneske der er saa ulykkeligt — og der findes jo Individer, 
der baade ere døve og blinde — maa altid have en anden Person 
til at føre og lede sig. 

Synet er ; |den Sans der bedst udfylder hvad der mangler de 
tre ovennævnte Sansninger, og Synet virker forøvrigt ogsaa som 
oftest i Forening med dem; man kunde næsten sige at Synet er 
en Slags Følelse paa Afstand, 
sansninger- Sanserne ere Intelligensens virksomme Tjenere. De ere lige- 

ne ^l^for som Skildvagter der underrette os om det er Ven eller Fjende der 
intelligensen. nærmer gjg^ y [ f aa gennem dem baade Kundskab om vort eget 
Legeme og de underrette os ogsaa om den ydre Verdens Tilstede- 
værelse og dens Egenskaber. De Efterretninger, som vor Bevidst- 
hed saaledes modtager, ordnes af den, underkastes en Prøve ved at 
sammenholdes med hinanden og erindres endelig. Idet Erfaringerne 
gentages mange Gange kan Intelligensen tilsidst rette de Fejl- 



Følesansninger. 431 

tageiser, som Sanserne gøre, og saaledes sikre Legemet i dets 
Existens; den erkender ogsaa ad denne Vej Genstandene i Naturen 
og deres forskellige Egenskaber og anvender denne Kundskab dels 
til den personlige Selvopholdelse, dels ogsaa til at fremme højere 
og mere intellektuelle Formaal. 

Alle de Indtryk, der saaledes komme til os gennem de for- 
skellige Sanser og som svare til Tingenes forskellige Egenskaber, 
forbindes i vor Bevidsthed med hinanden, saa at et eneste af dem 
er nok til at kalde de andre frem i Erindringen. Bevidstheden 
har nemlig en Gang skabt en Tankeforbindelse imellem dem, som 
senere virker uden dens Mellemkomst. Se vi et Maleri der fore- 
stiller grønt Løv, og der midt i det er en gul rund Plet, vækkes 
der i vor Bevidsthed saa at sige et Ekko af en hel Mængde Sans- 
ninger om en kugleformet Genstand, der har en vis Vægt, Smag 
og Lugt, og der dannes derved et fuldstændigt Billede for os, 
Forestillingen om en Appelsin. Paa denne Maade danne Sanse- 
indtrykkene Grundlaget for al vor Viden. Det er Fysiologernes 
Opgave at vise hvorledes Sanseredskabernes og Centralorganernes 
Virksomhed ligger til Grund for Opfattelsen af Indtryk og Dan- 
nelsen af Forestillinger, og jeg har gennem forskellige Exempler 
søgt at give Dem en Ide om disse højst sammensatte Fænomener. 
Gaar man ud over det, vil man studere selve Forestillingernes Til- 
blivelsesmaade, efterspore deres indbyrdes Forbindelse og under- 
søge hvorledes det naturmæssige og uforanderlige i den Maade, 
paa hvilken de opstaa, lader sig forene med den Vilkaarlighed, der 
fra først af er til Stede i Tankeforbindelserne, eller hvorledes de 
enkelte Forestillinger slutte sig sammen i Grupper og danne Be- 
greber, vil man kort sagt fra Grundlaget for Bevidstheden gaa 
over til at studere selve Bevidsthedslivet, kommer man ind i 
Psykologien, altsaa ud over de Grænser som Fysiologien kan føre 
Dem til. 



Forklaring af de i Texten anvendte Betegnelser for 
Maal og Vægt. 

1 Meter = 38 danske Tommer. 

1000 Meter = 1 Kilometer. 

7V2 Kilometer — 1 dansk Mil. 

V100 Meter = 1 Centimeter. 

3 Centimeter omtrent = 1 dansk Tomme. 

8 Centimeter = 3 danske Tommer. 

Viooo Meter = 1 Millimeter. 

1 Gram = V500 dansk Pund. 

1000 Gram — 1 Kilogram = 2 danske Pund. 

V100 Gram — 1 Centigram. 

Viooo Gram — 1 Millegram. 

1 Liter — 1 dansk Pot. 



INDHOLDSFORTEGNELSE. 



Side. 

Fortale III 

FØRSTE FOREDRAG. 

Definition af Ordet Zoologi. Dyrerigets Inddeling 1 

Definition af Ordet Zoologi. — Hvad et Dyr er. — Grundlaget 
for Klasseinddelingen. — Opstilling af Klasseinddelingen. — 
Anatomiens og Fysiologiens Betydning. — Udviklingslærens 
Betydning. — Den filosofiske Methode. 

ANDET FOREDRAG. 

De levende Væseners Legemsbeskaffenhed i Almindelighed. Ind- 
deling af Dyreriget i Bækker. De anatomiske Grundbestanddele; 

deres selvstændige Liv 18 

Levende Væsener og døde Masser. — Ernæringen. — Iltnings- 
processerne i de levende Legemer. — Modsætning mellem 
Dyr og Planter. — Skematisk Dyr. — Opstilling af Rækkerne. 

— De anatomiske Grundbestanddele. — Grundbestand- 
delenes Liv. 

TREDIE FOREDRAG. 

Hvirveldyrenes fælles Væsensmærker. Inddeling af dem i Klasser. 

Pattedyrenes Fortn, Hud og Skelet 34 

Skematisk Hvirveldyr. — Inddeling i Klasser. — Pattedyr. — 
Pattedyrenes Legemsform. — Huden. — Læderhud og Over- 
hud. — Haar. — Negle. — Svedkirtler. — Cellevæv, Bindevæv. 

— Skelettet. — Hvirvelsøjlen. — Hjærneskalshvirvlerne. — 
Kæberne. — Analogier og Homologier. — Sammenligning af 
For- og Baglem. — Forbening. — Bruskceller og Benceller. — 
Benmarvens Egenskaber. — Knoglernes Bygning. — Benbrud. 

— Knoglernes Sygdomme. — Led. — Ledforbindelsernes Syg- 
domme. 



434 Indholdsfortegnelse. 



Side. 



FJERDE FOREDRAG. 

Musklerne. Fordøjelsen 83 

Musklernes Bygning. — Tværstribede Muskler. — Glatte 
Muskler. — Muskeltonus. — Musklernes Sygdomme. — Mel- 
lemgulvet. — Fordøjelses apparatet og Fordøjelsen. 
Munden. — Tændernes Form. — Tændernes Bygning. — Tæn- 
dernes Sygdomme. — Overensstemmelse mellem Tændernes 
Form og Dyrets Føde. — Overensstemmelse mellem Kæbernes 
Form og Fødemidlerne. — Tygning. — Synkning. — For- 
døjelseskanalens Bygning. — Store Fordøjelseskirtler. — Bug- 
hinden. — De forskellige Fødemidler. — Fødens Omdannelse 
ved Fordøjelsen. 

FEMTE FOREDRAG. 

Aandedrættet. Stemmen 118 

Brystkassen og Aandedrætsorganerne. — Næsehulerne. — Svælget. 

— Strubehovedet. — Aandedrætsorganernes Slimhinde. — 
Aandedrætsbevægelserne. — Lungesækken. — Luftskiftet i 
Lungerne. — Den udaandede Lufts Sammensætning. — Kvæl- 
ning. — Absorption af Luftarter i Lungen. — Hoste, Latter etc. 

— Stemmedannelsen. — Beskrivelse af Strubehovedet. — 
Strubespejlet. — Talen. — Vokalerne. — Konsonanterne. 

SJETTE FOREDRAG. 

Blodet og dets Kredsløb 144 

Blodet. — Blodlegemerne. — Blodets Koagulation. — Blodets 
Luftarter. — Lyserødt Blod og mørkt Blod. — Blodtransfusion. 

— Blodets Kredsløb. — Hjærtet. — Arterierne. — Haar- 
karrene. — Venerne. — Kredsløbet i sin Helhed. — Kreds- 
løbets Hastighed og Blodtrykket. — Hjærtets Rythme. — Port- 
aaresystemet. — Milten og Skjoldkirtlen. — Lymfekarrene. 

SYVENDE FOREDRAG. 

Opsugning. — Afsondringer og Udsondringer 176 

Vanskeligheder ved Absorptionen. — Opsugning af Luftarter. — 
Opsugning af Fødemidler. — Opsugning af Fedtstoffer. — 
Tarmepitheliets Betydning. — Opsugning gennem Huden. — 
Opsugning gennem forskellige Slimhinder. — Afsondringer 
og Udsondringer. — Forskel mellem Afsondringer og Ud- 
sondringer. — Fordøjelsesvæskerne. — Galden. — Sukker- 
dannelsen i Leveren. — Taarer. — Nyrens Bygning. — Urinens 
Sammensætning. — Bundfald i Urinen. — Sved. — Fedt- 
kirtlernes Sekretion. 



lndholdsfortegnelse t 435 

Side. 

OTTENDE FOREDRAG. 

Ernæringen 199 

Aandedrættets og Kredsløbets Nødvendighed. — Stoftabet. — 
Erstatning af Stoftabet. — Den dyriske Varme. — Kuldens 
Indflydelse paa Stoftabet. — Størrelsens Indflydelse. — Var- 
mens Indflydelse. — Kraftens Oprindelse. — Ligevægten i 
Organismen. — Den ensartede Temperaturs Betydning. — Op- 
løsning af de kvælstofholdige Stoffer. — Nytten af blandet 
Føde — Organismens Budget. — Krydderier. — De anatomiske 
Elementers Individualitet. — Kemisk Omsætning i Legemet. 

— Dannelsen af de organiske Stoffer i de grønne Planter. 

NIENDE FOREDRAG. 

Bevægelserne 220 

Leddene. — Forskellige Arter Led. — Laarbenets Ledforbin- 
delser. — Knæleddet. — Haandleddet. — Musklerne. — 
Hvirvelsøjlens Muskler. — Lemmernes Muskler hos de fir- 
føddede Dyr. — Lemmernes Muskler hos Mennesket. — De 
Muskler som bevæge Underkæben. — Haandens Muskler. — 
Ansigtsmusklerne.' — Den staaende Stilling og Bevæ- 
gelse fra Sted. — Den staaende Stilling. — Menneskets 
staaende Stilling. — De firføddede Dyrs staaende Stilling. — 
Bevægelsen fra Sted til Sted. — Gang, Spring, Løb. — 
Hestens Gangarter. 

TIENDE FOREDRAG. 

Nervevirksomheden. — Sanseorganerne 257 

Nervetraade. — Nerveceller. — Ledning gennem Nerverne. — 
Nerverne. — Sanseorganerne. — Huden. — Munden. — 
Næsen. — Øret. — Det ydre Øre. — Mellemøret. — Det indre 
Øre. — Døvhed. — Øjets beskyttende Organer. — Taarerne. 

— Øjets Bygning. — Lysstraalernes Vej gennem Øjet. — Syns- 
akkomodation. — Øjets Ufuldkommenheder. — Øjets Syg- 
domme. 

ELLEVTE FOREDRAG. 

De cetebro-spinale Nervecentre (Ej ær nen og Bygmarven) 284 

Rygmarven. — Reflexbevægelser. — Den forlængede Marv. — 
Hjærnehinderne. — Hjærnehalvkuglernes Forhold ligeoverfor 
Pirringer. — Krydsning af Hjærnehalvkuglernes Virksomhed. 



436 Indholdsfortegnelse. 

Side. 

Beskadigelser af Hjærnen. — Borttagelse af den store Hjærne. 

— Hjærnelokalisationer. — Aandsevnerne og Hjærnens Rum- 
fang. — Omdannelse af vilkaarlige Bevægelser til uvilkaarlige 
Bevægelser. — Associerede Bevægelser. — Association af Be- 
vægelser med Sanseindtryk og Forestillinger. — Hypnotisme. 

— Beretning om en Somnambule. 



TOLVTE FOREDRAG. 

De Nerver der udgaa fra Hjærnen og Bygmarven. — Det sym- 
pathiske Nervesystem. — BeflexvirJcsomhed og sympathisk Nerve- 
virksomhed 313 

Forskellige Arter Nerver. — De Nerver der udgaa fra Hjær- 
nen eller Rygmarven — Rygmarvsnerver. — Hjærne- 
nerver. — Sansenerver. — Øjets Bevægenerver. — Den tredelte 
Nerve. — Ansigtsnerven. — Tungesvælgnerven. — Lungemave- 
nerven. — Hæmningsnerver. — Binerven. — Undertunge- 
nerven. — Sympathicussy8tem et. De sympathiske Nerve- 
knuder og Nerver. — De sympathiske Gangliers Reflexvirksom- 
hed. — Regnbuehindens Nerver. — De vasomotoriske (kar- 
bevægende) Nerver. — Reflexvirksomhed og sympathisk 
Virksomhed. — Oversigt over de forskellige Arter Nerver 
og deres Virksomhed. — De forskellige Arter Reflexvirksomhed. 
— Exempler paa Reflexvirksomhed. — Sympathiske Nerve- 
virksomheder. — Sympathiske Sanseindtryk. — Sympathisk 
Standsning af Sanseindtryk. — Sympathiske Nervevirksom- 
heder i Sygdomme. — Nervøsitet. — Sympathiske Sinds- 
sygdomme. 



TRETTENDE FOREDRAG. 

Nervernes almindelige Egenskaber. — Sansningerne. — Synssansningen. 

Synssansning med et Øje 350 

Hastigheden af en Pirrings Ledning gennem en Nerve. — Tankens 
Hastighed. — Overskæring af en Nerve. — Neuralgier. — Den 
i Nervecentrene opsamlede Kraft. — Sanseindtrykkene. — 
De fem Sanser. — Objektive og subjektive Sanseindtryk. — 
Sansningens Projektion 1 (Forlæggelse) udad. — Synet. — 
Dannelsen af omvendte Billeder. — Synsfelt, den gule Plet. — 
Den blinde Plet. — Lysindtrykkets Vedvaren. — Efterbilleder. 
— Træthed af Nethinden. — Vurdering af Lysstyrken. — 
Irradiation (Udstraaling). — Farvernes fysiske Oprindelse. — 
Farveblindhed (Daltonisme). — Nuancer. — Farvernes for- 
skellige Evne til at tilbagekaste Lysstraaler. — Træthed, Irra- 
diation, Indtrykkets Vedvaren. — Farvekontraster. 



Indholdsfortegnelse. 437 

Side. 

FJORTENDE FOREDRAG. 

Synssansningerne. — Syn med begge Øjne. — Hørelses-, Lugte-, 

Smags- og Følelsessansningerne 381 

Enkeltsyn og Dobbeltsyn med begge Øjne. — Parrede eller korre- 
sponderende Punkter og Synsaxer. — Forklaring af Enkelt- 
syn med to Øjne. — Opfattelse af Dybdeforholdene. — Sam- 
mensmeltning af Billeder. — Opfattelse af Form. — Opfattelse 
af Afstand. — Opfattelse af Bevægelse. — Hørelsessans- 
ningerne. — Lydens forskellige Egenskaber. — Overtoner. 

— Resonatorer og bevægelige Flammer. — Grunden til Kon- 
sonans og Dissonans mellem de enkelte Toner. — Konsonans 
og Dissonans af sammensatte Toner. — Lugte- og Smags- 
sansningerne. — De Oplysninger som Hørelsen giver os. 

— Lugtes an sninger og Smagssansninger. — Følelses- 
sansen. — Smerte og Ufølsomhed. — Føleevnens ulige For- 
deling. — Opfattelse af Varme. — Følelsesindtrykkenes Varighed. 

— Følelsessansens Betydning. — Muskelfølelsen. — Muskel- 
følelsens Forhold og Forbindelse med de andre Sansninger. 

— Sansningernes Betydning overfor Intelligensen. 



Rettelser. 

S. 142. Ved Angivelserne af Tonernes Svingningstal er her regnet efter 
halve eller simple Svingninger, og efter almindelig Skrivemaade ville disse 
altsaa være at rette til hele Svingninger 235 — 470 — 940 — 1880 — 3760. 

S. 148, 2den Linie fra neden: ovenpaa læs: i en. 

S. 149, 8de „ „ „ : ovenpaa — : i en. 



PLEASE DO NOT REMOVE 
CARDS OR SLIPS FROM THIS POCKET 

UNIVERSITY OF TORONTO LIBRARY 



QP Bert, Paul 

38 Livet og livsfunktionerne 
B4519 hos mennesket og de højere 
dyr 



BioMed