Skip to main content

Full text of "Meddelelser om Grønland"

See other formats


Br | 


i U 


Meddelelser om Grønland. 


' 
i - 
| и 
1 4 2 
i 
U 
kJ = 
a ' У 
” | 
0 = 
3 à : 
S ii 
4 x 
i 
Cs 
B в 
> i æn у = т у р A N 
€ у a i a 3 114 8 р Le 
= ' 
+ 
i u . 
‚ 
| у 
Е - 
I . 
à > 
1 i 
i 
} 5 
; x 
| , 
Г 
A 
% т 
: 


Meddelelser om Grønland. 


udgivne af 


Commissionen for Ledelsen af de geologiske og geographiske 
Undersøgelser i Grønland, 


Fire og tredivte Hefte. 


Med 23 Tavler. 


Kjøbenhavn. 
I Commission hos C. A. Reitzel, 
Bianco Lunos Bogtrykkeri. 


1910. 


= 


“VIL. 


Indhold. 


Ueber Albit von Grönland. Von ©. Dreyer und У. Goldschmidt in 
Heidelberg. (Hertil Tavle I—V) 


. On the occurrence of Fredericella sultana Blumenb. and Paludi- 


cella Ehrenbergii van Bened. in Greenland. By С. Wesenberg-Lund 
Medfedte Misdannelser m. m hos den grønlandske Befolkning. Ved 
Gustav leldart +3 ET Baar ee ee NN PTT eee 
On Gyrolite from Greenland By 0. В. Bøggild 


. Geologiske og antikvariske lagttagelser i Julianehaab Distrikt. Af 


К. J. У. Steenstrup. (Hertil Tavle VI—XXI.) 


. Beretning om Undersagelserne af Jakobshavn-Isfjord og dens Om- 


givelser fra Foraaret 1903 til Efteraaret 1904. Af M. С. Engell. 
И ЛЕА ОЧНО ees PR RE See ee 
Contributions to the Ethnology and Anthropogeography of the 
Ге ГРА GY iMacs Sieenshy: =": 044.2 2.2003... are 


Side 


155 


253 


2 
ws 
= tha 
ay 
\ 
ad 
ER 
un 
| Е 
* # J 
8 
т 
| A 
” 
i ne ar 2 
р 
x 
‚> 
7 i 
i j 
{ 
© U 
tat 
i 
у i 
i 
. 
Ud 
sa 
‘ 
i 
Г 
к 
. 
L 2 
7 
a i 
в Е 
: e 
A 
a 
2 N 4 
a 


р 
= 
= 
i 
i 
À 
. N 
é 
i 
A i 
‘ å E i 
i ] 
ir 
t i 
i 
| т 
Vi 
i iy 
h 
GLS 
i 
} 
р 
f В ‘ 
i 
i 
sia + 
À i и 


ir 


Ueber Albit von Grönland. 


Von 


C. Dreyer und V. Goldschmidt in Heidelberg. 


OO: 


XXXIV. 1 


м. 
ao 
in 
NM då 
D 
i 
A 
5 
» 
+ 


An den Albit knüpft sich eine Reihe interessanter Fragen. 
Er ist einer der wichtigsten Vertreter des unter den Mineralien 
seltenen triklinen Systems. Er bildet das eine Endglied der 
Reihe der Kalk-Natron-Feldspäthe, die in der Krystallographie, 
ebenso wie in der Petrographie eine wichtige Rolle spielen. 
Anderseits besteht eine enge Beziehung zwischen dem triklinen 
Albit und dem monoklinen Orthoklas, die man bei den 
Fragen über das Wesen der Isomorphie zu berücksichtigen hat. 

Ferner ist der Albit ausgezeichnet durch Zwillings- und 
Viellingsbildungen, auch damit verbundenen Ablenkungen und 
Winkelschwankungen, Krümmungen und Facettenbildungen, die 
Gegenstand des genetischen Interesses sind. Er zeigt regel- 
mässige Verwachsung mit dem Orthoklas, der einem andern 
Krystallsystem angehört. Er ist häufig und weit verbreitet und 
seit Jahrzehnten immer aufs Neue Gegenstand des vielseitigen 
Studiums. Es vergeht kein Jahr, das nicht Beobachtungen über 
den Albit brächte. 

Trotz der Häufigkeit des Albits sind Krystalle, die sich zur 
Messung eignen, selten. 

Die genaue Berechnung der krystallographischen Elemente 
stösst beim Albit auf besondere Schwierigkeiten, herrührend 
von gestôrter Flächenausbildung. Diese Störungen dürften 
wesentlich hervorgebracht sein durch die erkennbare, wie ver- 
steckte Viellingsbildung nach dem Albitgesetz'). Auch isomorphe 


1) Vgl. Zeitschr. Kryst. 1898. 29. 381. Index. 1890. 2. 22. 
iP 


Einlagerungen wirken störend da, wo der Albit nicht rein d.h. 
nicht das Grenzglied der Albit-Anorthit-Reihe ist. 

In dem Index der Krystallformen wurde der Versuch 
gemacht (1890. 2. 19—22), zuverlässige Elemente zu erhalten. 
Dies geschah auf Grund der Messungen von Max Schuster, 
eines äusserst zuverlässigen Beobachters, der sich gerade 
damals eingehend mit dem Albit befasste. Schuster hatte, 
um den Einfluss der Zwillingsbildung zu beseitigen, durch 
Abspalten solche Partien hergestellt, an denen dem Augenschein 
nach Zwillingsbildung nicht zu finden war. 

Die auf Grund von Schusters Messungen gewonnenen 
Elemente weichen von denen der andern Autoren stark ab. Als 
daher bei Ausarbeitung der Winkeltabellen!) die Frage ent- 
stand, welche Elemente zu acceptieren seien, wurde die Tabelle 
für die Schusterschen Elemente ausgerechnet und daneben 
für die von Brezina?) angegebenen. 

Spätere eigene Messungen am Albit liessen die Überzeugung 
gewinnen, dass die Schusterschen Elemente nicht haltbar 
seien, und es entstand der Wunsch, durch genaue Messungen 
und Discussion die Frage abzuklären. 

Indessen erschien eine schöne Publication von G. Melczer?) 
«Daten zur genauern Kenntnis des Albits», die das Bekannte 
zusammenfasste und neue sorgfältige Beobachtungen und Be- 
rechnungen zufügte. Für Melezers Beobachtungen bot sich 
ausgezeichnetes Material von Nadabula, in scharfer Ausbil- 
dung und chemisch von idealer Reinheit. 

Melczer gibt folgende Zusammenstellung derjenigen Ele- 
mentangaben, die er für die zuverlässigsten hält: 


1) Berlin. Springer. 1897. 139 u. 140. 

?) Min. Mitth. 1873. 3. 19. Nach Messungen von Rath (Pogg. Ann. 1870. 
Ergzbd. 5. 425). 

3) Zeitschr. Kryst. 1905. 40. 571. 


a битв a в 7 

Des Cloizeaux-Lacroix 0.6333:1:0.5572 94°03' 116°27' 88°09' 
ее ЕР К 0.6365 ; 130.5593 94505’. 116°49%87°51 
oran ann: <2 th 0.6330: 1:0.5558 94°05! 116°31'. 88°09’ 
SVG ET SEEREN ak eee 062280005575 94°04" 116728’ 88208; 
Glinka (Kerebinsk)...... 0.6341: 1:0.5574 942705’ 116°27 88°07" 

— (SlatO ust) ыы... 0.6350 :1 ::0:5586 : 94°16’ 116°44'. 87245! 
NRA ig сана. 0.635: 120:557: и 94015’ 116°39' 83705 
Melczer (Nadabula) . . . .. 06350000 55180066 26087591 


Man könnte zufügen: 


Вей: па (mach Rath)... 06366: 1:0.5582 921577116475 87359 


Ausserdem führt Melczer als unsicher folgende an: 


Shraus (Atlası......... 0:6545 :Ё: 0.5550 33 262 16.137 3378} 
Rath (u.Breithaupt.Periklin) 0.6365 : 1 :0.5592 93°18’ 116°51’ 89°13’ 
Barwald (Kasbek)....... 0.5986... 1: 0.5280’ 91707’ 11625885 20! 
Beutell (Strisau)........ 0.6360 :1:0.5558 94°40’ 117°00' 88°00' 
Goldschmidt (n.Schuster) 0.6187 :1:0.5641 93°49’ 116°48' 89°03' 
Braneck-(Bevin);..#.:..... 0.6388 : 1:0.5651 93°33 116°31' 88°50’ 


Wir wollen sogleich das Resultat zufügen, das aus der 
folgenden Untersuchung des Albits von Grönland erhalten wurde 
und das als zuverlässig gelten dürfte: 


Dreyer u. Goldschmidt 0.6373:1:0.5599 94°18' 116°41' 87°37' 


Aus dieser Zusammenstellung geht hervor, dass starke 
Differenzen nicht mehr bestehen, die Elemente des Albit mit 
grosser Annäherung sicher gestellt sind. 

Das Mittel aus allen mit Ausschluss der unsicheren ergibt: 


NÅ TA RE RES ER 0.6349 :1: 0.5578, 94°09! 116°35' 8757 
Dreyer u. Goldsehmidt.... 0.6373: 1:0.5599 94°18’ 116°41' 87°37’ 


Die Differenz ist am stärksten beim Winkel 7. Da beträgt 
sie 20’. Dies ist nicht auffallend, da die grösste Unsicherheit 
in den Winkeln der Prismenzone besteht. 


=> 


Unsere Elemente stimmen sehr nahe mit den von Brezina 
berechneten, für die die Winkeltabelle ausgerechnet wurde. 
Trotz der geringen Differenz erschien es wünschenswert, für 
die verbesserten Elemente die Winkeltabelle neu zu berechnen 
wegen der grossen Zahl der hinzugetretenen neuen Formen. 

Zur Neubestimmung der Elemente bot sich eine 
günstige Gelegenheit. Dr. G. Lincio brachte von einer Reise 
nach Kopenhagen die Nachricht, es befinde sich im dortigen 
Museum ein grosser Vorrat ausgezeichneter Albite von Grön- 
land. Er hat selbst eines dieser Kryställchen gemessen. Die 
Ausbildung ist eine für Albit selten scharfe; auch zeigten die 
Analysen von Chr. Winther (durch Prof. N. V. Ussing 
freundlichst mitgeteilt), dass ein reiner Albit vorliegt. 

Die Analysen von Chr. Winther ergaben folgende Zahlen: 


Albitv. Kangerdluarsuk Albit v. Narsarsuk Berechnet 
SiO, = 68.80°%o SiO, = 68.8000 SiO, = 63.790 
Al,O, = 19.48 - A1,0; = 19.40 - А15 О; = 19.5 - 
Са0. — 0.00 - CaO = 0.20 - — 
Е 50:00 = К.О = 0.00 - — 

Na,O = 11.86 - Na,O = 11.68 - Na, 0 less 
100.09 °/o 100.08 9/0 100.00 °/o 


Durch Prof. N. V. Ussing in Kopenhagen wurde uns das 
ganze dort befindliche, dem mineralogischen Museum der Uni- 
versität gehörige schöne Material zum Zwecke krystallographi- 
scher Bearbeitung zur Verfügung gestellt, wofür wir zu grossem 
Dank verpflichtet sind. Das Material stammt grösstentheils von 
den dänischen wissenschaftlichen Expeditionen her, die von der 
«Gommission für die Leitung der geologischen und geographi- 
schen Untersuchungen in Grönland» ausgesandt wurden (Expe- 
ditionen von Bloch 1890, Flink 1897, Steenstrup 1899 
und Ussing 1900); einige der untersuchten Krystalle sind 
während der letzten Jahre von Grönländern gesammelt und an 
das Kopenhagener Museum verkauft worden. Die Resultate der 
Untersuchung mögen im Folgenden mitgeteilt werden. 


+] 


Besonders folgende Grunde waren ausserdem massgebend 
zum Eingehen in die Untersuchung: 


1. Die neuen zweikreisigen Goniometer mit ihrer 
verbesserten Optik, mit Wechselsignal, vermehrter Lichtstårke und 
Okular-Abblendung machten es måglich, kleine und lichtschwache 
Flåchen aufzufinden und zu symbolisieren, die sich bisher der 
Erkennung entzogen hatten. So war die Möglichkeit gegeben, 
manches Neue zu finden. Diese Hoffnung hat sich erfüllt. 
Unsere Kenntnis des Formensystems des Albils hat sich wesent- 
lich erweitert. 

2. Die in der Publication von Borgstrém und Gold- 
schmidt «Krystallberechnung im triklinen System, illustriert 
am Anorthit» (Zeitschr. Kryst. 1905. 41. 63) ausgearbeitete Me- 
thode der Elementberechnung ermåglicht auch fir das trikline 
System die Elemente nicht aus fünf ausgewählten Fundamental- 
winkeln zu berechnen, sondern zu dieser Berechnung alle guten 
Positionen aller gemessenen Krystalle zugleich in die Rechnung 
zu ziehen und unter sich auszugleichen. Diese Methode sollte 
angewandt werden. 

Kritik und Ubersicht beim Ausgleich gestattete das Schwan- 
kende zu eliminieren und so das Zuverlåssigste allein der defi- 
nitiven Rechnung zuzuführen. Nicht immer sind die best aus- 
gebildeten Flåchen am richtigsten Ort. So sind beim Albit 
die Prismenflächen mit dem Pinakoid M = 0 & (010), wenn 
noch so scharf und gut reflektierend, doch abgelenkt und 
unzuverlåssig. 


Die Untersuchung hat das bestätigt, was G. Melczer!) vom Albit von 
Nadabula sagt: 

«Ein erschwerender Umstand war ferner, dass ich die zu M gemes- 
senen Winkel ausser Acht lassen musste, weil ich mich gleich bei der Mes- 
sung der ersten Krystalle überzeugte, dass dieselben, auch wenn sie gute, 
einfache Reflexe geben, gegen die Prismenflachen convergieren. Sie liegen 
nämlich nicht genau in den Zonen nP, ox, yy und, wo beide Flachen (010 


bis 1° kleiner als 180°». 


12 | — 


und 010) gut ausgebildet sind, ist der Winkel um 


1) Zeitschr. Kryst. 1905. 40. 484. 


8 


3. Diese Störung gerade in der Prismenzone ist 
genetisch von wesentlicher Bedeutung. Sie erklart sich durch 
Ablenkung und schiefe Verwachsung infolge der Viellingsbildung 
nach dem Albitgesetz '). 

Merkwiirdig ist dabei, aber durchaus sicher gestellt, dass 
die Ablenkung die Terminalflachen nicht oder doch nicht so 
stark trifft, als die Prismen. Es entsteht die Aufgabe, die Ur- 
sachen dieses Gegensatzes klarzulegen. Zur Lösung dieser 
Aufgabe konnten die vorliegenden Untersuchungen beitragen 
durch Feststellung der Tatsachen. 

4. Von den für Albit angegebenen Formen ist eine An- 
zahl unsicher. Es erschien wünschenswert, das Verzeichnis zu 
klären durch Bestätigung oder Ausscheidung des Unsicheren. 
Durch die Messungen am grönländer Albit wurden in der Tat 
einige Formen gesichert, die der Bestätigung bedurften. Andere 
schienen nach wie vor unsicher. Zur Prüfung der inneren 
Wahrscheinlichkeit der zweifelhaften Formen wurde die Dis- 
cussion der Zahlenreihen?) herangezogen. 

Literatur. Über Albit von Grönland ist noch nicht viel berichtet 
worden: 

Flink, G. Beschreibung eines neuen Mineral.-Fundorts in Grönland. Zeit- 
schr. Kryst. 1894. 23. 366. 

Ussing, N. У. Mineral. u. petrogr. Untersuchungen an grönländischen 
Nephelin-Syeniten. Meddel. om Grønland. 1894. 14. 13. Ref. Jahrb. Min. 
1899. 2. 358. 

Flink, G. Bericht über eine mineralogische Reise in Süd Grönland. 
Meddel. om Grenland. 1898. 14. 221. Ref. Zeitschr. Kryst. 1900. 32. 616. 

Belowsky. Beiträge zur Petrographie des westlichen Grönlands. Zeitschr. 
d. geol. Ges. 1905. 57. 15. 

Beggild, O. B. Mineralogia Groenlandica. Meddel. om Grenland. 1905. 
32. 460. 

Ussing und Belowsky bringen keine Daten über beob- 
achtete Formen am Albit. Flink berichtet über einen noch 
nicht genau bestimmten Fundort (1894). Er sagt: 


1) Zeitschr. Kryst. 1898. 29. 381. 
2) Zeitschr. Kryst. 1897. 28. 29 fig. 426 flg. 


«Das Mineral kommt nur als jüngeres Gebilde vor. Die Krystalle sind 
klar, wasserhell und sitzen meist an grösseren Individuen von Orthoklas, 
diesen in paralleler Orientierung bekleidend. Das Vorhandensein folgender 
Formen ist festgestellt worden: 


010 130 150 110 110 130 111 001 021 
M f L T l 2 р Р n 


Die Krystalle sind nach dem Längspinakoid tafelartig ausgebildet. Zwillings- 
bildung nach derselben Fläche kommt fast an jedem Individum vor. Spez. 
Gew. = 2.624». 

In der zweiten Publication bestimmt Flink den Fundort 
als Narsarsuk unweit Igaliko (Südgrönland). Er berichtet 
weiter über Albit-Funde sowohl von Kangerdluarsuk als von 
Siorarsuit und Tutup Agdlerkofia am Tunugdliarfik Fjord. 
Diese Fundorte mit Ausnahme des letzteren haben Material 
geliefert, das der vorliegenden Arbeit zugrunde liegt: 


Beobachtete Formen. Am Goniometer durchgemessen 
wurden 17 Krystalle. Doch wurde etwa die sechsfache Anzahl 
aufgesetzt und auf Ausbildung und Flächenreichtum geprüft. 
Folgende 34 Formen konnten mit Sicherheit nachgewiesen wer- 
den. Dabei sind die für Albit neuen Formen mit *, die be- 
stätigten, bisher noch nicht ganz sicheren mit -- bezeichnet 


Nee OB TE ee N N ana 


seele ee Se Pe) 


e n ÿ 4 у Dravid wise 
oa 10. 20. 1 2: > il > 29 
CARO MO 05 1e 10d, 201. LUI 1139-112! 5111,33] 

д 0 п 7 Е o x 7 0 
о 207) US 


Позор, Чара 051.94, 99024-8489. 152 


10 


Von diesen sind für Albit neu die 8 Formen K#Td4égaQ 
und das noch etwas unsichere =. In Goldschmidts Win- 
keltabellen aufgenommen sind: PMZfTizenxzyypgoou. 

Von den übrigen finden sich bei: 


Jeremejev: Jubelb. 0. К. russ. Berg. Inst. 1573. 277% 
hW. Ref. Zeitschr. Kryst. 1900. 32, 493. 

Wiik: Finsk. Vet. Soc. Förh. 1884—26: Z. Ref. Zeitschr. 
Kryst. 1886. 11. 311. 

Klockmann: Zeitschr. D. geol. Ges. 1882. 34.417: aL. 

Viola: Min. pet. Mit. 1895. 15. 135: 7. 

Bowman: Min. Mag. 1902. 13. 115: yY. 

Die bei Fouque (Ref. Zeitschr. Kryst. 1885. 10. 636) 
angeführten Formen (012) und (012) beruhen auf einem Druck- 
fehler. 


Correctur: Zeitschr. Kryst. 1885. 10 636. Zeile 8 у. u. lies: (021) (021) 
statt (012), (012). 
{310} {310} bei Glinka!) Zeitschr. Kryst. 1894. 22. 63, Ref. Karnojit- 
sky, ist ein Druckfehler, ebenso {itt} und zu lesen: 
Correctur: 
Zeitschr. Kryst. 1894. 22.63. Zeile 4 v.u. lies: le {111} statt {310} {310}. . {111} 
— — — 64. — 11 v.o. — (130): statt (310): (021) 
— — — — b6v.u — (110) DER statt (110) : (310). 


ee т fon | Melczer. Zeitschr. Kryst. 1905. 40. 583 als 
ziemlich gut reflectierend, die Symbole als 
sicher bezeichnet. 


Trotzdem erscheinen dieselben als fraglich und der Bestäti- 
gung bedürftig. Die Symbole sind ungewöhnlich, passen nicht 
in die Reihe. Es liegt der Verdacht vor, dass die Flächen 
einer Zwillingslamelle nach dem Albitgesetz ihren Ort ver- 
danken und nichts anderes sind als æ-resp. o-Flächen. 

Melczer giebt die gemessenen Winkel: 


Po) (TO) — 6 
(7 19°30' 


ur 
= 
= 
= 
| 


Mea == 


1) Glinka hat in Brief vom 23. Jan. 07 diesen Correcturen beigestimmt. 


11 


Es ist aber beim Albitzwilling, wie aus der Figur ersichtlich 


19°22° 4°05" p'o 6° 9! 


6°52" 23°27" EM 


ee eee. 
Æ 30°00' P ох’ = 19°99'. 


Die Übereinstimmung mit Melczers Messung ist so gut, 


dass ein Zweifel an dieser Deutung kaum bestehen bleibt. Da- 


-9 и VE 
nach wären die Formen 1: und 1: zu löschen. In die Win- 
keltabellen aufgenommen sind ausser diesen folgende Formen"): 
7 y = p Ф A 7 б À (2 

5 БЕ нк. 4 55 44 6 М 3 1 3 
D. œo- =0 50 = ME = Е = 
4 4 3 3 22 33 5 3 2 22 
23003450 30 4037, 408: 552 ‚4481: 665 483! 3891 132 
Ra. Ra. Fr: Ra. Rosi Lev: Dse: Rass Hess Ва 
Ausserdem sich in der Literatur angegeben !): 
i Sf BR no eh Ad 
Е Bf ade te 2 Balen TH сэ z 2 
30 ace 25 3. 2 3 © =F coh = LE 05 
310430 270 310. 5301 430 230 140 1.20.0 012) 012 
RAR к Gl Kl KI: \. KL К. Fou. Fou. 
1) Dabei bedeutet: 
Dx. — Descloizeaux Manuel 1862. 1. 819. 
Jer. — Jeremejew Jubelb. russ. Berg. Inst. 1873. 2. 179. Ref. Zeit- 
schr. Kryst. 1900. 32. 493. 
Ru. = Rumpf Min. Ми. 1874. 4. 98. Ref. Jahrb. Min. 1874. 868. 
Ва. — у. Rath Zeitschr. Kryst. 1881. 5. 27. 
Kl. = Klockmann Zeitschr. 4. geol. Ges. 1882. 34. 410. 
Fou. — Fouqué Bull. soc. fr. Min. 1883. 6. 197. Ref. Zeitschr. Kryst. 
1884. 10. 636. 
Gl. = Glinka Russ. Berg. Journ. 1889. 4. 10. Ref. Zeitschr. Kryst. 
1894. 22. 63. 
Fr. = Franck Bull Ac. Belg. 1891. (3) 21. 605. Ref. Zeitschr. Kryst. 
1894. 23. 477. 
Vi. — Viola Min. pet. Mitt. 1895. 15. 135. Ref. Zeitschr. Kryst. 1898. 
D ae UH là 
SI. = Slavik Bull. intern. Ac. Boh. 1902. 7. Ref. Jahrb. Min. 1903. 
1201: 
Bo. — Bowman Min. Mag. 1902. 13. 115. 
Me. — Melczer Zeitschr. Kryst. 1905. 40. 571. 


т о ele 
4 4 i т 7 Ya jen = 
304 504 МЕ 757. 181 1.20.1. 404) 197 To LD 


GS EME PANNE Kl. Kl. Kl. Me. Kl. Bo. 


Da es ebenso wünschenswert erscheint, das Formenver- 
zeichnis abzuklären, als zu bereichern, so wurden die genannten 


Formen einer kritischen Durchsicht unterzogen. 


4 eg № i. 
To в, 3%; æ 4; «30; 18; 1.20; 15; 15.16 von 
Klockmann angegeben, wurden Gdt. Index 1890. 2. 22. als 


nicht genügend gesichert betrachtet und in das Formenver- 
zeichnis nicht aufgenommen. Ausserdem waren als unsicher 
dort aufgeführt 22 und æ5, die an unseren Grönländer 
Albiten wiedergefunden und somit bestätigt wurden. 

18 und 1.20 nennt auch Viola (Min. рег. Mitt. 1895. 15. 
139). Sie stehen aber so hart ап M = Oo und so isoliert in 
der Reihe der Zone 19, dass sie als Vicinale zu M anzusprechen 
und nicht unter die typischen Formen aufzunehmen sein dürften. 

Auch die übrigen genannten Klockmannschen Formen 
bedürfen der Bestätigung. 

31 (311) Bowman kann als gesichert gelten. 


- 4 — 13 — 
р = 3 0 (405); a a (445); 6 = 9 9 (132) von G. v. Rath 
angegeben, erscheinen gesichert. 
= 21450; y — 21450) sind dagegen aus der Reihe 


der gesicherten zu entfernen. Rath sagt über sie: «Combina- 
tions-Kanten annähernd = 4—6° gemessen. Eine genauere 
Messung wird durch die starke vertikale Streifung der gemes- 
senen Flächen verhindert. Ihre Messung entspricht etwa den 
Symbolen и = > P' (450) und у = ’P (150). 


= = 0 (403) findet sich bei Franck (Zeitschr. Kryst. 1894. 


23. 477 u. 478) als Referat aus dem Bull. soc. belg. Doch liegen 
hier Druckfehler vor, wie aus den Winkeln ersichtlich. Es ist 
nicht 403, sondern 403. 


13 


Correctur. 
Zeitschr. Kryst. 1894. 23 Seite 477 Zeile 13 v.u. lies: {403} statt {103} 
— ee 3.0 (101) (403) statt (101): (403) 
RG 0010) 1403) = (010): (402) 
Die Form ist zu streichen. 


b= > (552) angegeben von Rumpf (Min. Mit. 1874. 4. 
98). Die Form liegt an einem ungewöhnlichen Ort, vereinzelt, 
durch eine einzelne Winkelmessung bestimmt. Flächenausbil- 
dung schlecht, Messung genähert. Die Form ist aus der Reihe 
der gesicherten zu streichen. 

Correctur. 


Hintze Handb. Min. 1891. 2. 1447. Zeile 12 v.o. lies: ¢ (552) statt (552). _ 
=  — = 1448. — 14 v.0. — (552): (110) statt (552) : (110). 


OY S| 


л — , (665) findet sich bei Descloizeaux (Manuel 1862. 


1. 318) als BE ebenso in dem zugehörigen Atlas, Taf. 25 Fig. 
146 an einem Periklin-Zwilling. Die zugehörige Messung von 
Marignac ist von Descloizeaux mit ? versehen. Schrauf 
hat in seinem Atlas (1864. Tf. 4. Fig. 28) Descloizeaux's Figur 
umgezeichnet. 

Die Discussion der Zahlen der Zone hat die Form nicht 
wahrscheiniich gemacht. Sie ist bis zur Bestätigung als unsi- 
cher anzusehen. 


A= 3 (332) findet sich bei Descloizeaux (Manuel 1862. 


1. 318. 320) als bs am Periklin, die Messung nach Marignac. 
mit ?? versehen, um 174’ von der Rechnung differierend. Hes- 
senberg (Senckenb. Abh. 1858. 2. 248. Albit v. Sterzing.) gibt 
die Form als cp aus Zone Po und xf. Er bemerkt aber dazu: 
«Die Flache lieferte kein ganz vollkommenes Spiegelbild, und 
ich bin geneigt, sie als die Resultante eines sehr feinfurchigen 
Wechsels der beiden anliegenden Flächen P'(o) und «P'(7’) 
anzusehen». Mit Rücksicht auf ihre innere Wahrscheinlichkeit 
darf die Form wohl doch als gesichert gelten. 


14 


g = 23 (221) findet sich bei Lévy (Descript. 1837. Taf. 41 
Fig. 7), nachgezeichnet von Schrauf (Atlas 1864, Taf. 3. Fig. 
17) als ©. Die Form bedurfte der Bestätigung, da sie nur an 
einem Periklin beschrieben wurde, bevor das Periklin-Zwillings- 
gesetz bekannt war. Es liegt der Verdacht vor, dass es sich um 
eine Fläche handelt, die durch die Zwillingsbildung ihren Ort 
erhalten hat. 

Die Form wurde an unseren Albiten mit Sicherheit nach- 
gewiesen. 


i ss (443) findet sich bei Lévy (Descript. 1837. Taf. 41 
Fig. 4. 5. 6. 7. 8), hiervon copiert bei Schrauf (Atlas 1864. 
Taf. 3 Fig. 16. 17) als д. Von späteren Autoren nicht gefunden. 
Es liegt der Verdacht vor, dass die Lévyschen Beobachtungen 
anders zu deuten seien. Etwa, dass Zwillingsbildung bei der 
Deutung übersehen wurde. 

Die Form bedarf der Bestatigung. 

С = %5 (150) (Rumpf Min. Mitt. 1874. 4. 98). Gemessen 
EM = 16°; berechnet 19°21’; stimmt schlecht. Sollte diese 
Form nicht noch von andern beobachtet sein, so wäre sie erst 
durch die vorliegende Bestätigung zu den gesicherten ge- 


kommen. 


2) (230) von Viola angegeben (Min. pet. Mitt. 1895. 15. 


139) mit der Messung: 


— 11747". berechnet! 10°46); СПЕ: 2 12042 
Die Diskussion der Zahlen lässt >; 


erkennen. Auch ist 25 bekannt, æ 5 dagegen nicht. Es be- 


als wahrscheinlich 


rechnet sich: 
о DR <= 153 
Die Beobachtung liegt zwischen beiden Symbolen und unter- 


scheidet sich von beiden um mehr als 1°. Die Form bedarf 


der Beståtigung. 


15 


в = > (443) findet sich bei Descloizeaux (Manuel 1862. 


1. 318) als à Die Messung pb = 70°30 mit ? versehen. 
Rath giebt sie abermals (Zeitschr. Kryst. 1881. 5.29) und zwar 
ohne Messung bestimmt durch zwei Zonen ow und rM. Die 


Form wird unsicher mit der Unsicherkeit von r = 3 0. Sie 


liegt an der Zwillingsgrenze, daher besteht der Verdacht der 
Ablenkung für 7 ebenso wie für о. Mit Rücksicht auf die Zu- 
verlässigkeit und Vorsicht der Beobachter kann die Form als 
gesichert gelten. 

4 
3 ER 

2. 248.) als qh gesichert. Rath giebt sie (Zeilschr. Kryst. 


= 


0 (403) ist durch Hessenberg (Senckenb. Abh. 1858. 


1881: >: 97, sowie Taf. 2. Fig.7). Sie liegt an der Zwillings- 
grenze und könnte abgelenkt sein. Eine Messung ist nicht 
gegeben. 

Neumann giebt die Form als (r?) (Berl. Ak. Abh. 1830. 
218) mit der Bemerkung: «Sie ist sehr unvollkommen, gewölbt 
und erlaubt nur eine ganz. ungefähre Messung». 

Gemessen: ry = 15°10' berechnet: 16°37’ 
— TE — 114730’ — 37ER: 

Descloizeaux (Manuel 1862. 1. 318) gibt Messungen 
pa == Pr = 62—65°, berechnet 65°28’. 

Hessenberg hat sie mit Sicherheit für den Albit von 
Sterzing nachgewiesen. (Senkenb. Abh. 1858. 2. 247). Er 
nennt sie «glatt und unzweilfelhaft». Gemessen: Pr = 64°52’. 

Nach brieflicher Mitteilung (14. Dez. 1906) hat Vrba die 


h 
> 4 7 N 
Form 30 an Krystallen von Bobruvka (Mähren) durch folgende 
Messungen nachgewiesen. 
4 
Gemessen: cr = 0:50 = 65°35! (Mittel); berechnet: 65°28’. 
5) 


11 (111) von Jeremejew angegeben als с = 'Р (Jubelb. 
Petersb. Berg. Inst. 1873. 179; Ref. Zeitschr. Kryst. 1900. 382. 


16 


495), jedoch ohne Winkel, Figur oder. sonstige Angabe. Die 
Form bedarf der Bestatigung. 

0 (804) findet sich bei Glinka (Ref. Karnojitsky Zeit- 
schr. Kryst. 1894. 22. 63) ohne Messung oder sonstige Angabe. 
Es liegt ein Druckfehler vor und ist zu lesen (403) statt (304). 

Es bleiben danach ausser den am Albit von Grönland 
beobachteten Formen als gesichert nur die folgenden übrig: 


7. 


WII x 
eo) Hi a 
| 


0 


| wol | 


103, 2339 43 31 182 
Rath. Hsb. Rath. Bowm. Rath. 
© 0 (504) von Slavik angegeben für Albite von Bobruvka 


4 
(Mahren), jedoch nur auf Grund von Schimmermessungen (Bull. 


Bohm. Akad. 1902. Sep. S.6). Nach brieflicher Mittheilung von 
Vrba (14. Dez. 1906) haben genauere Messungen das Symbol 
nicht bestatigt. Vielmehr liegt dort das auch von anderen 


ae | 7 
Fundorten bekannte 50 (403) vor. (Vgl. oben bei 50. Danach 


ist das Symbol zu lüschen. 
Als der Bestätigung bedürftig sind danach anzusehen: 


3 4 4 6 
= м. 
930 111 443 665 
Vi. Jer. Lev. Dx. 


Durch Druckfehler und sonstiges Versehen sind in die 
Formenverzeichnisse geraten und daher zu streichen: 


© 
— 
© 
| 


J ips 
Basu) Ba 30 0 - 


>>> 


Shae) 403. 304...50 131 757 * 797. О 
Gl. Gl. Fra. Gl. SI. Vi. Mel. Mel. Fou. Fou. 


2300450970 530 430 140 552 450 1.20.0 181 1:20.1 414 15.161 


17 
Als Vicinale oder ganz unsichere Formen sind anzusehen: 


a © 4 


5 55 и 
ти 2) 9 
3 3 29 20121810 ВО 


Векь KI + Ru Rasy SP Kl EI Sr 


Grosse Zahl der unsicheren Formen. Die auffallende Tat- 
sache, dass wir beim Albit in der Literatur so viele unsi- 
chere Formen neben verhältnismässig wenig sichern antreffen, 
erklärt sich folgendermassen. 

Die reichliche, selten fehlende Viellingsbildung 
(Compositbildung !}), verbunden mit Ablenknng und schiefer Ver- 
wachsung bewirkt eine Unsicherheit der Flächenposition. Diese 
Unsicherheit trifft besonders die Hauptzonen, vor allem die 
Prismenzone. Hier begegnen wir fortlaufenden Reihen von 
Reflexen, die man nicht deuten kann, ohne den Krystall in alle 
seine Lamellen aufzulösen, dann Positionsschwankungen durch 
Ablenkung nnd Ausheilung einspringender Winkel. 

Trotzdem (man kann auch sagen weil) hier genetisch 
das Manichfaltigste vorgeht, kommen nur die einfachsten 
Formen der Reihe zur sicheren Bestimmung als typische 
Formen. Alles andere bleibt unsicher oder ist vicinal und 
influenziert. 

Kommen nun solche vicinale Gebilde in die Nähe eines 
typischen Ortes, so ist selbst der erfahrene und kritische Beob- 
achter geneigt, solchen Gebilden ein Symbol zu geben, sie als 
typisch anzusehen. Wie viel mehr der minder Erfahrene, der 
in jedem Reflex neuer Position eine neue zu symbolisierende 
Form begrüsst. 

Ähnlich wie in der Prismenzone ist es in den übrigen 
Zonen, von denen nur wenige genetisch wichtig sind. Die 
wichtigste von diesen ist [eM], dann [PM], [Pl], [РТ]. 


!) Ueber Composite vgl. Zeitschr. f. Kryst. 1907. 43. 347. 
XXXIV. 9 


18 


Das Gesamtbild ist: Wenige Zonen mit vielen schwankenden, 
wenig typischen Positionen. Das ist das Bild einer Formen- 
entwicklung wie sie die Compositbildung') zu begleiten pflegt. 

Schwierigkeit der Bestimmung und Deutung hängt mit 
diesen Verhältnissen zusammen. Es ist oft nicht leicht, die 
Zwillingsteile richtig zu trennen, für jede Fläche —, oben und 
unten zu unterscheiden. besonders dann, wenn Viellings- oder 
Zwillingsbildung nach zwei Gesetzen zugleich vorliegt oder die 
Unterlage (Orthoklas) bestimmend und ablenkend auf die Flä- 
chenlage mitwirkt (Induction und Influenzirung?)). Letzteres ist 
beim Albit häufig der Fall. Hier hat die zweikreisige Messung 
mit ihrer graphischen Discussion im gnomonischen Bild uns in 
den Stand gesetzt, die kritische Auflösung komplizierter Bil- 
dungen durchzuführen und dadurch eine Anzahl neuer Formen 
sicher festzustellen, unsichere zu beseitigen. 

Aber auch diese klärende Bearbeitung ändert das Gesamt- 
bild nicht: Wenige Zonen, mit vielen schwankenden, wenig 
typischen Positionen. 

Die Ausscheidung des Unsicheren ist beim Albit mehr als 
bei andern Krystallarten nötig, da die Aufnahme des Unsicheren 
bei Deutung der an sich schon complicierten Verhältnisse ver- 
wirrend wirkt. Ist ein Symbol, wenn auch unsicher, angegeben, 
so verleitet dies einen folgenden Beobachter, einen Reflex ähn- 
icher Position ebenso zu deuten, ohne die strenge Kritik anzu- 
wenden, die eine neue Form erfordert. So erfährt die unsi- 
chere, oft unrichtige Form, eine scheinbare, unberechtigte 
Bestätigung. 

Es empfiehlt sich, alle unsicheren Formen bis zur sicheren 
Neufindung bei allen Diskussionen als unrichtig oder nicht vor- 
handen anzusehen und sie nur in den Verzeichnissen zu führen, 
um die Angaben des Beobachters zu respectieren und sie 
andern, vielleicht anders Urteilenden, nicht vorzuenthalten. 


!) Ueber Composite vgl. Zeitschr. f. Kryst. 1907. 
2) vgl. Zeitschr. Kryst. 1907. 42. 596. 


Discussion der Zonen. 
wesentlichen Zonen discutiert werden und untersucht, wie sich 


19 


Es mögen die Zahlenreihen der 


die neu gefundenen resp. hier bestätigten, bisher unsicheren 


Formen einreihen. 


Prismenzone'). 


Mist ice. 
pq —0 05 08 
ЧР = © 5 3 
Ви. со 2 1 


© 


.. * 
Z Ken 
2345: 
2 23 со 
AU 
2 3 1 
1 1 
FO ao 


ho tee Pr PRE SV 
©0 nn w2 D 3 æ5 0% 
0 1 2 3 9 22 

1 A 1 

0 3 1 2 5) Е >: 


Die Reihe ist normal in ihren beiden Stücken ГМ und /M; 
Die neue Form K, sowie die Bestätigungen 


h steht isoliert. 


ZhaL sind wertvolle Ergänzungen. 
Längs-Domen-Zone 09. 


M 
pq = 0» 
1 
a 
Die 


e 
02 


1 


0 
0 


Form Z = 05 ist auffallend; 


я М 

0 3 0% 
5 м 
9 [© = 


zu erwarten ware 06. 


Messung und Rechnung stimmen gut (vgl. S.24), aber der 


ist verwaschen. 


Es wurde deshalb die Form als der 


Bestätigung bedürftig unter die unsicheren gestellt. 


Reflex 
Zone р. 
Vig д 
i 
1 = 0 5 


0 Oo 
Tha ae 
3 
1 
ven 


Auffallend ist die Zahl 


doch 


ist diese durch den 


Col | 


>, 


dol = © 


tell 


DER) 


co 


Sie spricht gegen die Form 5, 


erfahrenen und vorsichtigen Beob- 


achter G. von Rath als sicher angegeben (s. oben S. 15). 


1) Im folgenden bedeute * neu, -- bestatigt. Ferner bedeute v in der Rechen- 


1 
vorschrift z. Beisp. 5 (р — 1) die Glieder der vorhergehenden Reihe. 


a+ 


20 


Zwischen о und я liegt eine lokale Entwicklung vor. Die- 
selbe hat Formen hervorgebracht (в, À), die nur mühsam gesi- 


chert sind. 
Zone pp. 
Je 7 т р A g [ 
11 11 = 33 = 
Ba: wid = >> 9 = 
р9 0 33 99 11 99 22 œ со 
1 1 3 
= Е а 2 9 
9 0 3 5 1 9 2 Ce 


Die Reihe ist normal. Die neuen Formen /A passen gut 


en N 44. : 
hinein. Auch eine Form 4 = 33 ist angegeben, wurde jedoch 
für unsicher gehalten (siehe oben). Bestatigt sie sich, so haben 
wir eine schwache lokale Entwicklung zwischen pg, wie zwischen 


on der vorigen Zone. 


Zone po. 
h P x 1 y h 
Bon ce) 0 10 20 20 со 0 
0 
0 - 1 D = 1—p 


Die Zone zeichnet sich aus durch die zwei wichtigen Fla- 
chen wy. Zwischen diesen eine kleine lokale Entwicklung, die 
das schwache 7 hervorgebracht hat. Zu erwarten ware noch 
5 0. Die schwache Entwicklung entspricht derjenigen zwischen 


on und pg (vgl. das Projectionsbild Taf. 1 Fig. 21). Alle diese 
schwachen Entwicklungen liegen in dem Band zwischen den 
Parallelzonen 19 und 24. Merkwiirdig ist die Schwäche von x 
an unseren Grönländer Krystallen. 


Zone 1q. 
M p x 0 7 £ M 
pg == 0» 11 10 1 13 15 0% 
1 1 Е 
Dr ane 0 ae 2 3 > 


А 


Die neue Form & passt gut in die Reihe. 


Zone 24. 
x? * x 
M X 9 Ф y u 4 M 
Ba ler. 99 GR 99" Е 20, 24.020000 
q 1 


Das von Bowman gefundene, hier hestätigte у passt gut 
in die Reihe. Diese ist genau analog der vorhergehenden 19. 
Die an Kryst. 6 gefundene Form 29 passt nicht in die Reihe. 
Sie ist ihren Zahlen nach als Vicinale zu M anzusehen. Dagegen 


bildet die neue Form g = 21 eine werthvolle Ergänzung der 
Reihe. 
Zone er 
2 x 
M у 0 т Q M 
TI en ows? Lean 2 
u 29) 29° 7200 nn 
1 
DE q = » 0 1 2 3 QC 


Die neue Form © passt gut in die Reihe: Diese ist analog 
den beiden Reihen 14 und 24 und ware ihnen gleich, wenn 


1 Е 
50 gefunden würde. 


Zone p1. 
h W p o i h 
29 = «0 1 11 21 31 20 
1 1 7 A 
PA rel) ro 1 0 5 | & 


Eine schwache Zone. Die neue Form @ passt gut. 


Zone: р— 2 = а. 


IE n О 7 7 T: 
pq = 0 i Тов — 
9 a 9 = » 0 : 1 9 со 


Die schöne Reihe ist ganz normal. Die neue Form О, 
sowie die bestätigten уу passen gut. 


22 


Zone pq = — 1. 
| д ий w o l 
i 1 = 31 = 5 
Del ==" 962 5 10 : 21 orale a 
2g == ‘5 i 0 ) 2 x 
Die neuen Formen passen gut. 
Zone 3 p + q = — 4. 
* * * 
2 ÿ Q 0 ) w 9 2 
5 = Oi ERNST = = 
р Re = ea 99 
со 3 04 99 1 50 99 22 3 
1 4 3 
А 2 = 9 5 
re 0 oe eas I DE 
1 1 
0 3 9 1 D == mi I: 


Die neuen Formen passen gut in die Reihe. 


Die neuen und bestätigten Formen sind folgendermassen 
charakterisiert: 


Z = w2 (120) Wiik (Zeitschr. Kryst. 1886. 11. 311) 
bedurfte der Bestätigung. Sie wurde an drei Krystallen mit 5 
Flachen beobachtet. 


Buchst. 


| le el 

een 

|= 34| Gemessen Berechnet | 

| = . li © | == == | Г. 

| 2s = = —- | Bemerkungen 
SIN © | p РА WA | 


N 


02 6 | 1 | 221018 |90°00 221025 | 90200 | breit. Reflex gut 


lo u ice „ | 41°25 | w | schmal. Вей. sehr gut 


15) 3 | TS 7 | " | " | Refl. schwach 
I 41090" | и | " | „ | alle schmal ? Вей. zieml. gut 
221010 |» | 221°25' | " | | Refl. gut 


23 


~ 


La 


= on ° (350); neu, an 5 Krystallen mit 8 Flächen. 
| FRI ai] San Do A Es VERS 
=. = |= 8 = Gemessen | Berechnet | 
Е LENS == nen | a TR] Bemerkungen 
RAS) ор 
K or Г 46°48" | 90°— 46°40’ 90°00") sehr schmal. Вей. gutab.schwach 
12102 ,11227°00" IH Or 226540’ „ | sehr schmal, aber gut spiegelnd 
| If 4625 | „ | 46°40 | » | schmal. Ref. gut 
DER EDEN 646525 Fa | DE me! 
MERE)" 2656 м " „ | schmal. Вей. unscharf 
| | | | 46/40 | m. | rn | om | schmal. Вей. gut 
| 15 12. 46015 lt, wa QI | sehr schmal. Refl. schwach 
| 0 | — — — — | schmal. Refl. mittelm. 


h = 20 (100) findet sich bei Jeremejew (Jubelb. Petersb. 
Berg. Inst. 1873), Ref. Zeitschr. Kryst. 1900. 32.493. Die Form 
fand sich an 6 der Grönländer Krystalle mit 8 Flächen. 


= | S E 2 Gemessen | Berechnet 
Е | я Bs Eee === | | Bemerkungen 
a | ыы Ta RE EN CE 
В [oo | | 91024: 90° | 90°28" | 90°— |\ 
| | 4 | 2 1\269°30'| — | 270928 | » IS äuss. schmal. Вей. sehr schwach 
| (Sa HE JOUR | 90228 в | sehr schmal. Вей. sehr schwach 
3 il 91°0 | — Holy schmal. Refl. lichtschwach 
pes! ly 90250°| — Е 
| PSE | 2 |\271°04 | — | 270028 er, schmal, ausgedehnter Вей. 
| | 15 | 1 30°26 | == 1 ” | „ | sehr schmal, sehr schwach. Вей. 
tou | 90°69 | So ee |. — = — 
a = 943 (120). Von Klockmann gegeben. Konnte hier 
bestätigt werden. An 8 Krystallen mit 10 Flächen. 
Е Е RE 2 | Gemessen | Berechnet | 
Е а | 26 = 2 —— | = — | Bemerkungen 
Е Ур | © | 
a |o2| | 318246 90°— | 318959 | 90°— | sehr schmal. Вей. sehr schwach 
24 аа 5918055 | n | " | schmal. Вей. gut. 
| 3 | 1 139220 ler coe | 138°59 | » | mässig breit. Вей. schwach 
| вом » | w | sehr schmal. Вей. unscharf 
| 6 LE A 138°55| ›„ | СИ | schmal. Вей. sehr gut 
| 10 | 1 | 318059) „ |318°59 | „ | sehr schmal. Вей. zieml. scharf 
PL aloe Son th | " „ | sehr schmal. Вей. schwach 
jet erg SETS Gi er Ne” fa | = = 
Weel Ge lea, TESS и. | ” „ | sehr schmal. Вей. ziemlich gut 


24 


L = 5 (150). Von Klockmann gegeben. Konnte hier 
vielfach bestätigt werden. An 10 Krystallen mit 18 Flachen, 
oft mit vorziiglicher Ausbildung. Die besten Messungen gaben 
folgende Krystalle : 


Pers 
= |= |= |S2| Gemessen Berechnet 
| Е Br: BE 38 — — Bemerkungen 
нае | р Ф р 
E | — Я m — — — —- — 
IED Co 5] RS 1 160°42’| 90°— | 160°44" | 90°00") massig breit. Вей. sehr gut 
f160°39) » » | | schmal. Вей. gut 
| | | Ål | 
| aed: 2 |\ 160°41 „ | " » | sehmal. Вей. sehr gut 
| | | | SS i | | 
| | У 160°42 „ | » | м | sehr schmal. Вей. gut 
| 002 N 160938" » | RAM | schmal. Refl. gut 
# — 04(041). Neu. An 1 Krystall mit 1 Fläche. 
| TOTEN ат i 
Г | = | = S Е Gemessen | Berechnet | 
| Е | Е $s ЕЕ ET = = | Bemerkungen 
ing | 04 | 4 | 1 | 167°18 | 65°51" 167°00' | 65°51'| sehr klein,ab.eben и. wohlbegrenzt 


Trotzdem nur eine Flache beobachtet ist, wurde die Form 
als sicher angesehen, da die Flache gut begrenzt ist und Mes- 
sung und Rechnung gut übereinstimmen. 


?Е = 05 (051). Neu. An einem Krystall mit 5 Flächen. 
ie ee ie So 
ESSAI EMI PERS Gemessen | Berechnet | 
| 73755 | © | | R 
| = 2 #5 == es 2 | Bemerkungen 
Is | РЕ | | 
| 2 | MIN Ф | (2 Pd oy 
—_—- EN 5 tl os ee ВЫ > 
| ler ors USE NESA STE SAN sd ao . i i 
| & | 05 15| 2 |169°52 | 70°18'| 169°36’ | 70°12 f schmal, nicht ganz scharf, aber 
| | | | | | И einheitl. reflekt. 
| | | | | 
| | | 1680507 | 70925 | | Гап 4 Lamellen, unscharf. Reflex 
| | | |\\ verwischt 


Trotz der guten Übereinstimmung von Messung und Rech- 
nung erscheint die Form der Beståtigung bedürftig, da die 
Reflexe unscharf sind und die Zahl nicht gut in die Reihe 
passt (vgl. S. 19). 


no 
or 


W = 1(lll). An zwei Krystallen mit je einer Fläche. Die 
Form wird von Jeremejew angegeben (Jubelb. Berg. Inst. 
Petersb. 1873. Ref. Zeitschr. Kryst. 1900. 32.193 als р == {111} P', 
aber ohne Messung anzugeben. Sie konnte an den Grönländer 
Krystallen mit Sicherheit nachgewiesen werden. 


5 |S Е pore Gemessen Berechnet | 
3 Е EE FEI = - ASE Wl | Bemerkungen 
ван HSG LED и vg!) pal 
7 m SEA Cu M Im Tr nae я ЕДЕТЕ я 
ue | | 3 | 1 66°57 | 58206 67°13 | 58°09’) schmal, gut leucht. Refl. unscharf 
| | | 8 
| | tae |.67°20: | 58°18| D " | sehr klein, glänz. Refl. schwach 
Berl 
I — 33 (113). Neu. 
| LE = S| Г 7 | = 
= |S |= 38 Gemessen Berechnet | | 
te | = 5 ЕЕ — —- | Bemerkungen 
| = | > - 2? S | | | 
| co | ACER Sie p Ile % | в | | 
И. | eme re 
| | 3030’ 17691’ 33°44’ | 17099, J ziemlich gross, vollkom. eben. 
| Г | 35 ll | 1 | 33°30" | 17°21") 33°44" | 17°22 (BRET sehen 
Trotzdem die Form nur mit einer Fläche auftritt, ist sie 
I 
durch deren gute Ausbildung und Übereinstimmung von Mes- 
sung und Rechnung gesichert. 
33 
— —. Neu 
22 
Ms | 7 ; 
hs | S = 32| Gemessen | Berechnet | 
Е | Е |B as —n | Bemerkungen 
= Se | | 
|2 | @ |=" \s ZU AN N | | 
aie. ie | MR TNS ET 
A = Aa ER 46°20’ | 53°90'| 46°28" 580181 f ziemlich breit, vollk. eben, gut 


\ spiegelnd 


u | | | 
| | 


Trotzdem die Form nur mit einer Fläche auftritt, ist sie 
doch durch deren gute Ausbildung und Übereinstimmung von 
Messung und Rechnung gesichert. 


ur 
(OO) == 99 (312). Neu 
we 
2 + | = =| | 3 
| a | E = Sa Gemessen | _ Berechnet | 
Е E | = = | ar || Bemerkungen 
(> = 7; в | | | 
ma | | SET | Ф p gp | 
ai > IR on | 
Io 3.6 2 | 69°50" |46°10'| 69°32" | 46°04 | stark leuchtend, mit gutem Refl. 
| = | 69°46’ | 46°10" | | lichtschwächer. Вей. deutlich 
Bei der Güte der Ausbildung, sowie Ubereinstimmung von 
Messung und Rechnung, erscheint die Form gesichert. 
ф = 21(211). Neu. 
| J hes el | || 
5 | S |Z =, Gemessen | Berechnet | 
| Е а | | Bemerkungen 
=p ala Cul op) pr en p-| | 
oe 6 1.2. 65°56" | 58°00’| 66°08" | 58200" gut leucht. Streif. Refl.zieml. gut 


Bei der Giite der Ausbildung und Ubereinstimmung von 
Messung und Rechnung erscheint die Form gesichert. Sie passt 


gut in die Zahlenreihe. 


9 — 2 
[40 
О = „ (52). Neu. 
12 
| — — — — — — —— — —— = 
3 | 3S = SE Gemessen Berechnet | | 
2 = Es == ss x | Bemerkungen 
> | = SE | 
25 | са | Se) v hye Ф | | | 
„kei ae Е В i 
où ai | eat re k 532.031 0 |5 oz) schmal. Refl. schwach, aber gut 
| 8 | 


Die Form erscheint gesichert. Sie passt gut in die Zahlenreihe. 


X = 29 (291). Vicinale. 


€ 


5 | | rn: я nr. | | 
RULES ai Ke= Gemessen | Berechnet | | 
| = Е | mae lene 2 à De | Bemerkungen 
S|) = | 2 se | | 
| a | a |e = |e oa Veg ale MEET С HS A 
| re т Fi 7 ORT | = Я | 5 di r £ a II Ha ME = т = я г 
| > = | n ~ ‚ | | rorr ооо“ = 
x || 2911 619 | 15°40" (79°98). 159557 | 79023 | schmal, glänzend. Refl. schwach 


1 
| | 15°42’ | 79028 
| | | 
Le ЗБ ВЕНЕВ 


п | | 
| 


21 


Trotz dieser Festigkeit der Position, die sich im Auftreten 
mit je einer Fläche an beiden Individuen eines Zwillings zu 
erkennen gibt, müchten wir diese Form in Anbetracht des 
Symbols, der Nähe an M = 0» und der Isoliertheit in der 
Zahlenreihe als Vicinale ansprechen. Sie wurde deshalb unter 


die unsicheren gestellt. 


Я = 13 (131). Von Viola nachgewiesen (Min. pet. Mitt. 
1895. 15. 140), jedoch nur an einem Krystall mit schwankender 
Position: Gemessen I : 13 = 28°16'; 30°05'; 32°20’. Diese 
Form findet sich an den meisten unserer Krystalle gross und 
gut ausgebildet. Sie ist geradezu charakteristisch für alle die 
hier untersuchten grönländischen Fundorte. Von den 17 gemes-. 
senen Krystallen wurde sie an 13 mit 23 Flachen beobachtet. 
Von den Terminalflächen ist sie an Häufigkeit bei unseren 
Krystallen nur von Ppo übertroffen. Einige der besten Mes- 
sungen mögen im folgenden zusammengestellt werden. 


| | = | | 
ee = 2.2) Gemessen Berechnet | 
22 2:38 = =. Bemerkungen 
HARAS ALT | 
Ss ns ON 2 ID gp р 
= Fan | mn Er] at ae 
| 7 | 13} 3 | 1 | 163°10° | 59°08’) 163°17’ | 59°08'| sehr gross, Вей. vorzüglich 
| | 56-159. | 1639167 595107 | sehr gross, Refl. vorzüglich 
| | ren Sst ae. hte 
| | | 163°14 | 59°10 | | sehr gross, Вей. vorzüglich 
| | 12 | 22 1655207 "59210: | kleines Dreieck. Вей. sehr gut 
| | | | 163910" | 59°10’ | schmal. Refl. gut 
| | Ш 
Mittel aus allen 23 Messungen: © = 163° 17' D = 29,09) 
berechnet: ф = 163°17 р = 49°09. 
& = 15 (151). Neu. 
с BI ER Te We Ba : 
m Neue ||, (Gemessen | Berechnet | 
ae ee à | Bemerkungen 
Bele. | oe, |e ce | | X 
| EAR SIE Sa 9 | p | 
АБ | 6 |1 | 1695507 | 70°10) 169559 | 10308’ | { Assis breit. Вей. schwach aber 
| | | | |\ einheitlich 


28 


Trotzdem nur mit einer Fläche ausgebildet, ist die Form 
gesichert in Anbetracht der guten Ausbildung und der Über- 
einstimmung von Messung und Rechnung. 


Y= 24 (241), von Bowman beobachtet (Min. Mag. 1902. 
13. 115). Konnte hier nachgewiesen und dadurch bestätigt 


werden. 
= Е = © = Gemessen | Berechnet 
| = = | 

Е МЕ Ds ==! а т Bemerkungen 

A | m | ts ST pe Weg Ф PE 
—— mue = = nn 
| | DA | TEE EEN || 2 р 2 Lamellen; sehr gute kleine 

24 | 15 | 1 | 145°55 | 69°06| 145°50 | 69°01") Jan 2 ‚ sehr В 
| | KEN РМ | un \ Flächen. Refl. gut 
u = 2(221) eine seltene Form. An 3 Krystallen mit 4 
Flächen beobachtet. 

| Е ra 5 | | + 

=, Vous SE Gemessen Berechnet 

SRE — | Bemerkungen 

ag ler Se) ¢ |. g p 
ic 0 Eee | In ni 
| % } 6 1 | 125°17’ 60545 125216 | 60°51’) sehr klein. Refl.schwach, zieml.gut 
| Е | 5 
| ТИ | 1 |! 125908. 61208 sehr klein. Вей. schlecht 
| lon? f125°27 60°43’ | sehr gross und gut. Refl. gut 

| 11125920" | & 437 | | sehr gross und gut. Refl. gut 


Die Berechnung der Elemente geschah nach der von Borg- 
ström und Goldschmidt publicierten Methode!) Es sind 
zünächst die Positionswinkel фо für alle guten Flächen jedes 
Krystalls zu berechnen aus den Ablesungen v und A, wobei 


o=v—v; p=h—h. 


Die Grösse hy, die Polstellung des Instruments, ist leicht 
ermittelt. Sie wurde für unsere Messungen — 50° gemacht. 
Die Richtigkeit der Werte о hängt nun ab von einem guten 


= 


und vorsichtigen Polarstellen des Krystalls am Goniometer. 


1) Zeitschr. Kryst. 1905. 41. 63. 


29 


Diese bot keine Schwierigkeit infolge der jedesmal guten Aus- 
bildung der Prismenzone als Zone. Der Ort der Prismen 
schwankte, aber nur innerhalb der Zone. Selten fiel ein Reflex 
aus der Zone heraus. So erscheinen für alle Messungen guter 
Flächen die Werte o gesichert. 

Anders ist es mit den g. Sind die © richtig abgelesen, so 
brauchen wir zur Berechnung der g für jeden Krystall eine 
ausgleichende Berechnung von v,. Dieser Berechnung von v, 
ist eine ganz besondere Sorgfall zuzuwenden. Geschieht sie 
unvorsichtig, so sind alle © ungenau. Der Albit bietet hierfür 
eine besondere Schwierigkeit durch den Umstand, dass die 
Flächen der Prismenzone wegen Schwankens hierzu nicht zu 
brauchen sind. Speziell das hierfür so wichtige und bequeme, 
stets vorhandene und meist gross und eben ausgebildete 
М = 0х versagt, da die Erfahrung zeigt, dass es aus den 
Zonen, denen es angehört, innerhalb der Prismenzone abgelenkt 
ist. Diese Ablenkung schwankt nach beiden Seiten d.h. nach 
T und Г hin von 10’ bis über 1°. Im Durchschnitt beträgt sie 
etwa 20’. Auch die Prismen 7'/fz sind innerhalb der Prismen- 
zone abgelenkt und schwankend, wenn auch ihre Reflexe noch 
so gut sind. 

Es bleibt daher nur übrig, ©, mit Hilfe der Zonen der 
Terminalflächen zu berechnen und zwar ausschliesslich aus den 
Quer-Parallelzonen Og und 19. Nur ausnahensweise konnte 
einmal die Zone 24 herangezogen werden. 


Die Berechnung von +, aus den Quer-Paralielzonen geschah 
aus je zwei Flächen p,q, und 9,9, mit den Ablesungen 0,9, 
und v,o, nach der Formel: 


v v 
Lo — 44 
m v? 
Yo— Ya 
wobei 7; = sin v4 tg 04 15 — sinvetgpe 


В, = 


| 


v v 
У1 = COSY, tg 01 Y2 = COSUVetg 02 


30 


Man combiniert so der Reihe nach je zwei Flächen einer 

Zone und nimmt aus allen erhaltenen guten Werten den 
nm Durchschnitt. 

| Fast alle Krystalle waren 

Viellinge nach dem Albitgesetz. 

Hierbei fällt jede Fläche beider 


Stellungen in die gleiche Quer- 


Ай Paz 
Text Fig. 1. 


parallelzone, also Og wieder in 
Zone Og, 14 wieder in Zone 1g. 
Dies erfolgt mit grosser Strenge. Es kann also jede Fläche 
einer solchen Zone mit in die Rechnung gezogen werden, 
gleichgiltig, ob sie der ersten oder der zweiten Stellung ange- 
hört. Ausgenommen ist nur die stets abgelenkte Grenzfläche 
der Reihe M = 0%. 

Anmerkung. Es bewährte sich bei unseren Krystallen 
regelmässig die Tatsache, dass bei den Viellingen nach dem 


= = 1 
Albitgesetz die Querparallelzonen Og und 1g, auch 29 und All 


beider Stellung sich deckten und zwar obne Ablenkung bis auf 
M, das aus der Zone gerückt ist, dass ebenso die Prismen- 
zonen sich deckten, jedoch mit Ablenkung aller Flachen inner- 
halb der Zone. 

Diese Tatsachen sind von wesentlichster Bedeutung für 
die Beurteilung der Vorgänge bei der Zwillingsbildung. 

Es sind nicht die ganzen Partikel an der Zwillingsgrenze 
gegeneinander abgelenkt, wie wir das beispielsweise beim Ge- 
russit von Mapimi') und von Monteponi°) kennen gelernt haben. 

Es sind vielmehr für die einzelnen Partikel gewisse Vor- 
zugsrichtungen (Flächennormalen) in der Kraftsphäre gegen 
andere abgelenkt, aie ihre Richtung beibehalten haben. 

In der Prismenzone sind alle Richtungen abgelenkt, in den 
übrigen Zonen nicht. Es entsteht die Frage, warum gerade 


in der Prismenzone? 


1) Gdt. Jahrb. Min. 1902. Beit bd. 15. 582. 
?) Hubrecht Zeitschr. Kryst. 1905. 40. 170. 


31 


Es entsteht ferner die genetisch wichtige Frage: was sind 
bei den Zwillingen nach dem Albitgesetz die Verknüpfer, die 
Binder? Gewiss sind es die Bindezonen [29]; [Og] und [19] 
als Ganzes. Ist nun in diesen der Hauptbinder die allen diesen 
Zonen gemeinsame Fläche M = 0» resp. deren Normale oder 
sind es zugleich die sich fast genau deckenden ebenfalls 
gestörten Prismenflächen 7'/ (f2). 

Ist etwa gerade die Ablenkung charakteristisch für die 
aktiven Binder, die gleichzeitig tätig sind und widersprechende 
Anforderungen stellen? Ist gerade die Prismenzone dadurch 
als Zone fest, für die Einzelpositionen gestört, weil in ihr die 
aktiven Binder MT! liegen? 

Sind dagegen in den Zonen Og und 19 die Normalen der 
Flächen Р = 0, е = 02, и = 02 гезр. х = 10, о —1, р —11 
nicht aktive Binder und deshalb nicht abgelenkt? 

Kann gerade die Störung als Kennzeichen für die Activitat 
der Flächennormalen als Binder angesehen worden ? 

Ist etwa die grosse Nähe der Binder in der Prismenzone 
an der Ablenkung schuld, während bei etwas grösserer Distanz 
der Punkte eine Ablenkung nicht stattfindet? 

Die vorliegende Untersuchung liefert Material zur Prüfung 
und endlichen Entscheidung dieser für die Krystallgenese wie 
für die Formenentwicklung wichtigen Fragen. Die eingehende 
Untersuchung der Fragen soll an anderem Ort geschehen. 


Berechnung von &,. Schema und Beispiel. 


Als Beispiel möge die Berechnung von v, aus den 
Querparallelzonen Og und lg fiir das obere Ende von Krystall 
6 gegeben werden. 

Die nächste Aufgabe ist die Berechnung von x” und y? aus 
den durch die Messung erhaltenen Winkeln © und р. Schema 


und Beispiel hierfür gibt die Tabelle I der folgende Seite. 


Tabelle I. 


Schema u. Beispiel. 


Berechnung von av. yv. 
2 — sin vige 
y? = cos vigp 


32 


Formeln: 


Le М, 
К = 50> 


| Symbol 


Qualität | 
des Вей. 


Messung 


h 


| log sin ® 


|105 tg р 
| log cosv | 


| log x 
log y? 


a? 
y? 


if 


19 


24 


bo 
Qt 


30 | 


1723 


N 


| 


S| | 


bol rl 


| mittelm. | 


sehr gut 


| schlecht 


mass. gut 


vorz. 


VOTZ. 


VOrZ. 


vorz. 


VOTZ. 


| schlecht | 


schlecht | 


schlecht | 


| 310 


| 121 


268 


150 


100 


142 


27 | 


99 


| 109 


05 


о | 


52 | 


00 | 


30 | 


84 


61 


61 


76°50" 


5 50 | 


11 


10 


10 


40 | 


40 


30 


8 30 | 


59 11 


| 34 10 


11 40 


11,40 


38 30 


38 30 


26°50’ 


| 908 072 
| 970 404 
| 999 683 
958 799 
970 404 
996 472 
| 988 180 
006 633 


| 999 260 
| 006 633 


| 992 983 
022 438 


| 999 979 


993 695 
| 983 171 


| 997-934 


| 931 489 


| 

999 214 
| 931 489 
| 927 537 


| 978 445 


| 990 061 
| 989 947 


| 988 151 | 
| 926 267 | 


| 972 055 | 


022438 | 
| 849 708 | 
969 787 | 
| 983 171 | 

993 789 | | 
| 976 866 | 0 
| 953 243 |0. 
70 072 | 


| 947 894 | 


| 996 717 | 
1990 061 | 
| 957 358 | 


| 978 476 | 
970 087 | 


929 203 | 


| 966 876 | 


| 
| 
| 


| 994 813 
| 987 784 | 


| 005 893 | 
| 932 900 | 


| 015 421 | 
| 994 493 | 


| 022 417 | 
872 146 | 


929 493 | 
| 879 383 | 
| | 
| 930 703 | 
859 026 | 


986 778 | 
947 419 | 


| 968 506 | 
980 008 | 
| | 


0.0609 
0.5022 


0.1959 
0.4664 


|0.8874 


0.7548 


1.1453 
0.2133 


1.4263 
0.8809 


1.6756 


0.0526: 


0.1969 
0.0622 


0.2028 
0.0389 


0.7375 


0.2980 


0.4842 
0.6311 


Ze Si ee sende 


In 

TA 

WW 
ene” 


Text Fig. 2. Kryst. No.6. Gnomon. Bild. 


| 


Zur Illustration diene das Projectionsbild Text Fig. 2 sowie 
die Figuren Fig. 6 Taf. 3, Fig. 21. 22. Taf. 1. 2. 


Berechnung von v, aus den besten 2 und yv der Zonen 04, 1q. 


Wy — 21 
Schema u. Beispiel. Y2 — 91 
Journal | Buchstaben Le — Ty log... ie te 
No Gite v v log eae ce ue 
: Gai Ai Е 
in 2.0327 30 807 
19 : 18 DA Г À 0.51449 SEE 
vorz. : VOrz. 0.5415 973 360 
r:P | 1.0844 003 518 
19 : 16 is 2 | 0.51443 | 104 55 
vorz. : vorz. 0.2889 | 946075 
va | 0.9494 | 997745 | 
19: 17 р Era ME 0.57406 | 104 56 
vorz. : $. gut 0.2531 | 940 339 
ee Pin 1.0833 | 003475 | D IEEE 
(SAL | sæ n 
| s. gut : vorz. 0.2884 | 946000 | RR 
| P':P 01350 | 913027 | 
17 : 16 NE FROM — | 0.57639 4 51 
: $. gut : vorz. 0.0358 | 855388 | Be 7 
| 
ıy 3.1019 049 163 
| 20:21 Lu 0.57349 | 104 57 
vorz. : VOIZ. 0.8282 991 814 | 


oo 


34 
Tabelle IT (Fortsetzung). 


x? nl. x? : т 
en ee 3 р ue 7 log tg ©, VE 
0. ute Yo— Yi OF Eee 
: 5.1638 | 033522 
20 : 29 DE | “| 0.56963 | 105904 
vorz. : schl | 0.5829 | 976 559 
:0' 2.0133 | 030391 
20 : 24 FA Rene 0.57140 | 105 01 
| vorz. : schl. | 0.5401: 973 251 
| VAE 
: | 1.0 003 655 
20 : 23 ISK Mrs + 0.57028 | 105 03 
vorz. : schl. | 0.2926 946 627 
Hsp 0.9421 997 408 
20 : | 0.57642 
cage vorz. : mitt. 0.2498 | 939 766 ee 
| pin | 21598 | 033 442 2 
| 30:21 | | 0.57069 | 105 0% 
i | mitt.: vorz. | 0.5784 | 976373 |” и 
| | pip | 1.2917: | 008698 
30 : 29 0.56431 | 105 
mitt. : schl. | 0.3332 952 267 тв 
| p':0 | 1.0712: | 002989 
| 30 : 24 | 0.56705 | 105 10 
| | mitt. : sch. | 0.2903 | 946 284 
| pio | 01457 | 916352 |, 
| 30 : 23 Me 0.53258 | (106 21 
| | mitt. : schl. | 0.0428 863 094 ose 
me | 5 | 0: 
м 0:7 | 2.0141 | 030 409 | 55660 | 10683 
| schl. : vorz ' 0.5856 | 973 887 
| BED | 1.076011] 8003181 “ae. 
| 93-99 | i 0.56893 | 105 06 
| 3 | schl. : sch. | 0.2903 946 288 
| | | 
| re | N OOF | 2 
| 93. 94 | 0:0 | ee | 996 ee 0,57280 | 104 58 
schl.: sch. | 0.2475 939 358 
shee | 1.0886 | 003686 | 
| 24 : | | 0.577 р 
| ae schl. : vorz. 0.2881 945 953 1159 I 
Bess 0 :p 0.1505 917 738 а ie en 
ET о i O42 а 
| | } 
| | re N O26 9 
| pin 0.9381 | 997 225 
| 29 : 21 i 0.58255 | 104 39 
| ога | 0.2458: Br De 
| = 
| eo de Pin 0.9483. || 7997696" Nr NE 
Has vorz. : vor. | 0.2526 | 940243 |” 


35 


Mittelwert von &,. In obige Berechnungstabellen wurden 
bereits die Positionen schlechter Reflexe nicht aufgenommen. 
So z.B. 0,7. Die erhaltenen Werte v, differieren bis 1°. Wir 
können sie nach der Qualität der Flächen in zwei Gruppen 


teilen: 
| Sehr gute Minder gute 
[aus nn’ | v, = 104°55 || aus np | vo = 105°04 
- nP 104 55: | = 201 105.08 
- nP°| —10455| - № = 105 03 
- Ри — 104 54| - yp’ | = 104 51: 
= PP’| —10451:| - py — 105 02: 
оля — 104 57 | =" pp | — 105.15 
22 TH Е 9 — 105 10 
| - [20| —10621]() 
| RE A ET LE 
nel RE T0 06 
| поесть Sb ode 
| - от — 104 49 
| - [ор — 105 52](!) 
| | - pr = 104 39 


Die Sicherheit von v, hangt ab von der Sicherheit der 
Position der beiden combinierten Flachen und der Giite des 
Reflexes, sowie von der Distanz der Flachenpunkte. Ist diese 
Distanz gross, so können auch schwächere Positionen gute v,- 
Werte liefern, ist diese klein, so werden die Werte », beson- 
ders unsicher. Dies ist z.B. bei p'o und о’р der Fall. Diese 
differieren stark von allen andern Werten und sind am besten 
aus der Rechnung fortzulassen. 

Wir stehen nun vor der Frage, ob wir für v, das Mittel 
aus den sehr guten Werten annehmen sollen, oder das Mittel 
aus allen unter Ausscheidung von p'o und o'p, oder endlich 
das Mittel aus allen. Im Zweifel stellen wir die drei Werte 


nebeneinander. 


36 


Mittel aus den 7 besten Werten...... ©, = 104°55' 
Mittel aus allen, ausser p'o und 0'p... - = 104 59 
Mittel&austallent!s... rn Amine = tes 205005: 


Das Mittel aus den 7 besten Werten ist offenbar das rich- 
tigste, in Anbetracht der geringen Schwankungen. Immerhin gibt 
das Mittel aus allen Werthen mit Ausschluss der beiden [|] eine 
gute Controle. Der Werth 104°55’ dürfte nicht um mehr als 1/2’ 
ungenau sein. Das Mittel aus allen 105°05’ ist ungenauer. 


Tabelle Ш. Zusammenstellung der besten Werth 
No. | 12 == (0) i | = n ie | е = 02 p = Il 
des Kryst. AL | 2 | FOIRE | Ip 6 
3 81949 | 26°51" | 154°31° | 49021 | .... ……. | 36°58 | 3894 
PA 82 02 26 51. | 37 04 |388 
82 00 265 | 37 03 385 
| || р 
5 81 58 2652 | 
| 81 50 | 26 50 | 
6 | 82 00 | 26 50 154 32 | 49 21. | 22°43’ | 52018 | (37 35) | 38 5 
| 8208 | 26 50 | 154-32 | 49 21. | .... | .... | 3655 38 
т | (82.35) | 2645 | 154 35 | 4910 | .... 5. 
| | | . || | 
| 82 13 | 26 45 | 154 31 | 49 19° | 
De: | 3650 384 
Ms | | 37 00 | 38 4 
| | ui 
9 81 50 | 26 50 | | 36 57 38 4 
| | | 37-12 | 38 
12 82 11 | 26 51 154 31: | 49 21 | | 37 14 | 38 
82 14 | 26 51 | 154 31° | 49 21 | | 
13 1081459212652: 020% ol ee 
| 81 59 | 26 52 | | | 37 00: 38 
| | | cl 
MSI AT) 06/40 с. | BEES | 30 56. 088 
| 8158 2651 | | 3702 38 4l 
Mittel | 82°00" 26°50" 154°31° | 49920” (22043) (52218) | 36°58’: | 38 
| | | | | 


37 


In der gleichen Weise berechnen wir v, bei allen Kry- 
stallen und bilden dann die ¢ = v—v%. 

Nachdem fiir jeden Krystall v, bestimmt ist, berechnen 
wir fiir alle seine Flachen die Positionswinkel go durch Sub- 
traktion aus den Ablesungen vh. Dabei ist: 

B= Ub; р =h—h,; 


йо, die Polstellung des Instruments ist bekannt. Wir hatten 


genau A, = 50° gemacht. 
op nach Krystallen und Formen. Tabelle Ш. 
и = a Le LCR LE RENTE ES 
Е | 2—1 | JES 20 | 9 noe 
— = > | т | 
Ф в pool Ve | 9 | р 


4 | 


13508 | 34 14 
135 09 | 34 14 | i 
Ш 50 | 3410 | 163 17 59 IL | 8638 | 55 47 | 50°30" | 62213 
13457 | 3410 | 16313 | 5911 | 8638 | 55 47 | 50 30 | 62 13 


10 
Base | 2405 | 1639191 590509 |... | .... |... | 


135 08 | 3404 16316 | 59 09 


135 13 34 18 163 20 59 11 86 38 | 55 43 | 
135 15 3418 | 163 20 59 11 86 38 | 55 43 | 


135 06 | 3404 | 16316 | 59 09 A Re Ich 3 а 


134 51 | 34 18 50 35 62 09 


в. = а |. 0208 
| 


135906 | 34°10 | 163917 | 59910' 86°38° 55545. | 5030 6291 


38 


Auswahl der besten Werte co aus allen Krystallen 
geschieht am besten wie in der Tabelle Ш (S. 36—37). Darin 
sind die sichersten Positionswinkel fett gedruckt, die mindest 
sichern in ( ). 


Anmerkung zu Tab. Ill. $. 36. 37. Für Bildung der Mittelwerte ist 
der mathematische Weg der, jedem Wert ein Gewicht beizulegen, das 
sich zusammensetzt aus der Zahl der Beobachtungen und einer für die 
Qualität eingesetzten Zahl. Der rationelle Weg dagegen ist der, auf 
grund alles Bekannten das Zuverlassigste auszuwahlen. Man wird den 
mathematischen Weg beachten, aber sich davor hüten, das Beste durch 
Heranziehen von Geringerem zu verderben. 

Wo die Grenzen sind zwischen strenger Rechnung und Entscheidung 
aus sonstiger Beurteilung der Verhaltnisse, darüber lassen sich Vorschriften 
nicht aufstellen. Die oberste Regel ist vernünftig verfahren, unter vor- 
sichtiger Erwägung aller Momente. 

In der Regel wurde folgendes Verfahren als das beste befunden: 


A. Bilduug des Mittels aus den besten Werten allein, 
B. Bildung des Mittels aus allen brauchbaren Werten. 


Vergleich von A und B. Sind beide gleich, so ist der beste Mittelwert 
gesichert. Differieren beide, so gibt die Differenz ein Anhalten, in welchen 
Grenzen A durch B zu modifizieren ist. In der Regel ist A ein grôsseres 
Gewicht beizulegen und sein Wert durch B nur wenig zu modifizieren. 

Auf diese Weise sind die Mittel- oder wahrscheinlichsten 
Werte in obiger Tabelle uud in den folgenden Rechnungen gebildet. 

Es liegt in diesem Ausgleichsverfahren etwas persönliche Willkür. 
Doch ist diese einer rigurosen aber ungerechten mathematischen Vorschrift 
vorzuziehen. Letztere lässt sich ja von persönlicher Willkür auch nur 
scheinbar freimachen. Es bleibt die Auswahl des Brauchbaren und das 
gegebene Gewicht noch immer willkürlich. 


Berechnung der Elemente der Projection: a’); %',: 2’, Sin »; 
D'o 605 >; 9’, aus den Positionswinkeln op. 
Aus den ausgewählten besten Werten фр berechnen sich 


dann die Coordinaten: 
x = sing tg po; y = cos¢ tg p; 
aus diesen die Elemente nach den Formeln: 
ae. = Lo + pp’siny У = Yo + 99, + PP", COS». 


Im folgenden mügen Schema und Beispiel für Ausrechnung 


und Ausgleich gegeben werden. 


39 


Berechnung von æ'y' aus den Mittelwerten gp. Wir 
rechnen nach folgenden Schema: 


Tabelle IV. Formeln: & = sing tgp 
Schema u. Beispiel. y = COS tgp. 
| ; 
| | | logeinp | | Е 
| Buchst. | Symbol | ¢ | р logtgp | Hi i “th 
| | | | log cos ¢ | SETE] у 


| | 999 575 | 969979 | 0.5010 
P O | 82°00 | 26°50 | 970404 | 884760 | 0.0704 
| 914 356 


| | 963358 | 969952 | 0.5007 
n 02: | 154 31: | 49 20° | 006607 | 002165 | 1.0511 
| | | 995 558 


| | 958 678 | 969866 | 0.4997 
e 02 | (2243 | 5218) | 011188 | 007681 | 1.1935 
| 996 493 
| 977923 | 968357: | 0.4826 
р 11 | 36 58 | 38 44 | 990436 | 980685 | 0.6410 
| | | 990 249 | 
| | 984873 | 968044 | 0.4791 
23 = | bede 
Sr 1 |135 06 | 3410 | 983171 | 968195 | 0.4808 


| | 985024 | 


| 945 885 | 968294 | 0.4819 


|» 13 1163 17 | 5910 | 022409 | 020534 | 1.6045 
| | 998 125 | | 
| | 999925 | 016631 | 1.4666 


y | 20 | 8638 | 55 45° | 016706 | 893482 | 0.0861 
| 876 776 


О 22 | 5030 | 6211 | 027769 | 008120 | 1.2056 
| | | 980 351 


| 
era 
988741 | 016510 | 1.4625 
| 
| | 


Berechnung und Ausgleich von a’); p', sin » aus den æ'w". 
Wir fassen die Werte von gleichem p zu je einer Gruppe 
zusammen und berechnen nach folgendem Schema: 


40 


Tabelle V. Schema u. Beispiel. Berechnung von +, "p', sin v. 
Giese. on) | x, — 0.5012 
&/ |e | der | p | x — w+ pp, sin» 0 = 
= = = Werthe | | eingesetzt 

| р 0 14 |0 0.5010) 
I 02 7 | 0 | 0.5007 } Mittel: 0.5009 = x’, 
u. or | KO 0.4997) 
p-|11| 13 | 1 | 0.4826 
о! 1| 11 | 1 | 0.4791 } Mittel: 0.4809 = «’,—p’.sinv | 0.9821: = p’, sin» 
zus | 7 | 1 0.4808 
| y | 20 8 | 2 | 14666)... BD: у + h о 
| Hil о | 22 4 |5 1465] Mittel: 1.4659 — х,— 2p’ sinv| 1.9671 = 2p’, sin v 


ee еы. 


Aus Gruppe I berechnet sich x’, = 0.5009 | 
a ae — - = 0.5040] 

Der Wert aus | ist der bessere. Das zeigt sich in der 
Übereinstimmung der Werte aus P und я. Der nicht so sichere 
aus e sucht ihn herabzuziehen. Es erscheint daher nicht rich- 
tig, ihn durch den aus И. Ш wesentlich heraufzusetzen. Als 
bester Wert erschien: 

Cie 0.5012. 
Dies eingesetzt gibt aus II: p', sin» = 0.9821-\ 
à = = -Ш: - - - = 0.9835.] 

Dem Wert aus II wurde das grössere Gewicht beigelegt. 

Es erschien als 
bester Wert р’, sinv = 0.9826. 

Berechnung von y',; 9’, und р’, cosy». Wir fassen wieder 
die Werte mit gleichem p zu je einer Gruppe zusammen und 
rechnen nach folgendem Schema (siehe Tabelle VI $. 41). 


Berechnung von q’,. 
Aus P und n folgt: g'o = 0.5607: 
- Pyy folgt: g'o = 0.5609 
- po folgt: g', == 0.5609 
Es erschien als: 
Bester Wert: 4’, = 0.5608. 


62000 = 1809 °,d  :JIOA 497594 COL0 0 = °F sya Ay 193894 
i :spe 09190849 soy se 1919849 $ 
17/0'0 = °,f :13105 fod - 
-88000 = 48099 d :uaje sne [on { 0020°0 — ft :1910; Ab - 
91000 = 1800°d  :18107 АИ sny | <010'0 = °,A :3910} ug sny 


‘4 $09 °,d пол Sunup99194 OF WOA Sune 


+ 


1809 ° d = 19000 a 8090 da —° fi = 6£80'0 a 8090 dz — "Ре ой = 99051 F (NZ | GG В т 
a 8090 d = 81000 | 1503? dg —°Л = 19800 a 8090 dg —0 +", fi = 19800 ей 
1809 ° d —=.9100'0 sa’ d — fi = 98100 1509° d—° be --° fi = 67091 L Et SI | & | 
ВОО == .600°0 a $090 d — fh —.0080'0 a son 4 —0D —0 fi = 80870 IT: | jh I | @ | И 
a 809 ° d — .9600'0 a 809° d —° fi = .1080'0 a 80904 —°D+°/f = 01790 Cle fee LE le oe an 
ET z — EEE WR st | — =| | 
(A = 81100) Oba re) I 0 | 50 ge 
fi > 9020 0 "br mc. oh == TISOT L 0 | 0 be | I 
À = 70100 "A = 70100 Vie ROM EU d | 
ESSEN 
Sees mn) | @ |e | 
124959819 ‚80990 — ° D д 809 ° дал = fi чер а | 8. | Fa = 
mez | | Stad: а 


‘4 809 ° d °° bb" fi uoa Sunuysoieg 


[9145199 ‘п 1942$ 


‘IA ЭПэЧе г, 


42 


Zusammenstellung der Elemente. Wir haben jetzt die fünf 
Elemente in der ersten Form 


7205012 go == 0.9608” р, sin = 0826 
у’, = 0.0705 № 1 p', cosy = 0.0079 


| 


Nun ist das Problem der Elementbestimmung gelåst, die 
Ausgleichung vollzogen. Es bleibt noch die Umrechnung der 
Elemente in andere Formen. Dies geschieht in der in Zeitschr. 
Kryst. 1905. 41. 85 fig. angegebenen Weise. Es berechnen sich: 


Elemente der | | | : i 
Projektio | Polar-Elemente | Linear-Elemente 


x, = 0.5012 | p, = 0.8767 | x, = 0.4472 | a, == 11384 | a = 0.6367 
y) = 0.0705 | 4, = 0.5004 | y, = 0.0629 | В, = 1.7880 | b — 1 


р’, = 0.9826: | r, =1 d = 04516 | с, = 1 с = 0.5593 
| d'o = 0.5608: | 2 = 86°24 | № = 0.8922 | а = 94°15" 
y = 90°28 | м = 63°28 | @ = 116937 
87°41’ 


LM | — 0525 


Diese Elemente können derzeit als die best gesicherten 


gelten. Sie kommen den von Brezina nach Rath berech- 
neten nahe; weichen dagegen stark ab von den in dem Index 
(2.19) und den Winkeltabellen nach Schuster gegebenen 
Elementen. Diese letzteren sind also zu beseitigen. 


Da durch die vorliegenden Untersuchungen das Formen- 
verzeichnis des Albit sich wesentlich verändert hat, desgleichen 
die Elemente verbessert sind, erschien es richtig, eine neue 
Winkeltabelle auszurechnen. Dieselbe ist im folgenden 
gegeben. 

Sie wurde in zwei Teile geteilt: 

Siehere Formen 
Unsichere Formen. 

Letztere sind von Wert, um dem Leser die eigne Kritik 
über schwankende Formen zu erleichtern. Dagegen wurden die 
ganz unsicheren die unrichtigen Formen weggelassen. 


43 


Elemente. 


Po = 0.8767 | A = 86°42’ | a = 0.6367| а = 94°15 | x, = 0.4472 | 4 = 0.4516 


| do = 0.5004 | м = 63 28 |b=1 8—6 36 |) gq — 0069416 81009. 
ro) |» — 90 28 |с= 05593 у = 874 | № = 0.8922 | 

Winkeltabelle. Sichere Formen. 

PÉTER | | ae | d 

5 Е = =| ¢ p | Ch No 5 7 |(Prismen) У |. > 
Reel = | | | | @ 2) = tale 

1|| 0 |001| 81°59-| 2651 126037") 4°02’ | 26°34’) 3°36": 0.5012 | 0.0705 |0.5061: 
2| M | Oc |010| 0 00 | 90 001 O 00 190 00 | 0 00 90 00! 0 00 co 
3| 2 | со |100| 90 28 | » 19000 | » |89 32| 0 28 | 1.2348| u A 
al ¢ соб [150] 1921] » | » | » [1921-80 38-| 0354 « Я 
5| Г | ©3 | 130| 3024] „ " „ |3024 59 36 | 0.5868 | » i 
612102 (12014125) » jf » [41 25 48 36 | 0.8822| » 3 

| 
тк 03 350 | 46 40:| , » | » |46 40-43 19°] 10602| , | 
| 

Sieg | < 110! 60 88 |: » " „ |60 38/29 22 | 1.7772| , à 
9! | com [1101120 04; » | » n |59 56130 04 | 1.7274| u i 
10| а | ©2 | 120/138 59 | » " „ 141 01/48 59 | 0.8698| » " 
М 2 | 3 1180114950 | » | » „ |30 10 59 50 | 0.5812| » h 
12 L | об | 150 |160 44 | » " „ 19 15:70 44-| 0.344 , 5 
13| e | 02 |021| 22 48 |52 18126 37: 50 00: 117 51146 49 0.5012 1.1922 11.2933 


14|n | 02 |021 154 30° |49 21| » 146 26 | 19 03-43 13: „ | 1.0512 11.1645 


15| 9 | 04 0411167 00: | 65 51| „ 6511: |11 50 62 45°) » [21129 2.2800 
16, x | 10 | 101] 80 44 26 00/25 42- | 4 29. |55 38 | 4 02-| 0.4814 | 0.0785 0.4877 
17| 4 10 403 | 84 16 | 39 06-38 58 | 4 38: | 38 52-| 3 36: | 0.8089 | 0.0812 |0.8130 
18| y | 20 201 | 86 37 | 55 42-55 40 | 4 56: | 55 34| 2 47-| 1.4640 | 0.0865 |1.4666 
19| W | 1 la) 67 13 |58 09 56 01-31 56: | 51 33/19 12- | 1.4839 | 0.6233 |1.6095 
2) ER 1113] 33 44 |17 22) 9 51: |14 36 | 9 32-'14 22 0.1737 | 0.2601 0.3128 
21 | sl 2. 1112| 1 36 19 33) 0 34 19 39: 0 32 19 32- | 0.0099 | 0.3549 0.3551 
29 | р | 11 |T11 | 36 58: |38 40125 42: 32 35: | 22 04-129 57 | 0.4814 | 0.6394 |0.8003 
23| A | = 332 | 46 28- 53 18 44 12: 42 44 | 35 32-38 31 | 0.9726 | 0.9238 |1.3414 
o1 | ØE 922.4991] 15 | 1.4640 | 1.2071 11.8975 


Il 


79 2385 40 | 78 58: 
| | 


70 56° | 


a кд 


3 = | | || , 
= = 5 | || = | = , d 
SAME SAT 0e р | Ho 5 7 |(Prismen) У 
я | | (zy) | —8 р 
| п | | | jo i | > 
| 5 |1217714-11939) 053411538 | 0933'- 11°38 | 0.0099 | 0.2059 | 0.2061 
| 4] | | | | | Е 
| 1 1111135 03 | 34 16:25 42:25 45 |23 26° 23 29. 0.4814 | 0.4824 0.6815 
а | | | | _ à 
| : 443 129 29-|46 21 |38 58 33 41 |33 56: 27 23: | 0.8089 | 0.6665 | 1.0481 
| ” | | | | | | 
| 2 | 2 [382 127 55 |,50 58/44 12-37 11-157 46 58 32- | 0.9726 | 0.7588 1.2336 
2 |2211125 16 | 60 51] 45 59: 45 29: 30 17 | 1.4640 | 1.0352 | 1.7930 
| 13 |131/163 17 | 59 08 58 02- 14 17: 55 18 | 0.4814 | 1.6029| 1.6736 
| | || || 
E | 15. 151 169 59 | 70 08 | 69 51 | 9 25 67 51 | » = | 2.7257 | 2.7679 
21 |211 66 08 | 58 00: 32 55 50 52 20 03° 1.4640 0.6474 1.6008 
31 |811 | 75 00 | 68 27 33 14-63 57° 13 55: | 2.4466 | 0.6554 | 2.5309 
24 |241 145 50 | 69 01 65 07: |31 37: 50 35 | 1.4640 | 2.1569 | 2.6069 
ae |132 |179 15: | 37 29 37 29 | 0 27 37 29 | 0.0099 | 0.7667 | 0.7668 
ze | | | 
15 152 119 34-|53 02 | 0 34 53 01 | 0 20° 53 02 | 0.0099 | 1.3287 | 1.3288 
— = | | | N 
an | | | || | | | 
ae | 312 | 69 32: | 46 04144 1219 57 |42 26 |14 35 | 0.9726 | 0.3629 | 1.0381 
Unsichere Formen. 
| 2 se ; | | 7 , | 
| 2 = 5 | | = | ie | 2 Ål 
| © в = Ф p mo | © | 7 [|(Рившев) У | NR 
Е A = | | | (x:4) | =tgp 
AE eee | | 
о 5 230 |130°50' | 90°00/| 90°00’ 90°00’, 49°10" 40950" | 1.1571 | x со 
=) | | [= | fe 
| 05 | 051/169 36.) 70 12126 37° 69 54" 9 46 67 44-| 0.5012 | 2.7338 | 2.7794 
| A = =: | || IE | er | 
12 443 44 18 49 11/38 58 39 39 31 5432 48" | 0.8089 0.8290 1.1583 
№ 22) || | | | | 
it | | | | | væ | L | и 
> |665 131 vie 00: 30 40/30 15-26 08: | 0.6779 0.5929 | 0.9006 
9 | | | | | 
18 |181| 601 | 77 42195 42:| 77 33:| 55 53 16 20 | 0.4814 | 4.5654 | 4.5907 
29 | 291), 15 55 15 38 1.4640 | 5.1342 | 5.3390 


Folgende Formen wurden in die Winkeltabelle nicht auf- 
genommen. Dieselben sind ganz unsicher gder durch ein Ver- 
sehen in das Formenverzeichnis gekommen, oder endlich als 


Vicinale angesehen worden. 


4 5 Ta 5 4 5 = = 1 
en 3% р 555 3 > 3° sæ PG 54 20 05 
310: 430 450 270. 310 530 430 450 140. 120.0 012 
a4 3 5 SE AIM £20 
ST 2 Е RS = 9 fe. > Sl 
05 „0 z0 Om ti REDE 1.20 BOR 15.16 
se 403.5304 504 111 552: 757 1.90.1. 412 7197 15161 


Beschreibung der einzelnen Krystalle. 
Das Material teilt sich nach Fundort und Ausbildung in 
vier Gruppen: 
1. Albit von Siorarsuit, sehr flächenreich. 
Albit von Kangerdluarsuk, flächenärmer. 


w to 


Albit von Narsarsuk flächenärmer. Aufgewachsen auf 
Orthoklas. 
4. Albit von Nunasarnausak (nur ein kleines Handstück). 


Krystall 1 von Siorarsuit. (Taf. 1 Fig. 1). Wasserhell. 
Dimensionen 1.3 : 0.6 : 09™™. Der einzige einfache d.h. nicht 
verzwillingte Krystall, der sich trotz aufmerksamen Suchens in 
dem reichen Material finden liess. An beiden Enden ausgebildet. 

Gombination: 

РМ СЕ КТГ ава po 7 


= 


Symbol: 0 Ох 5 «3 >; 


Das vorzüglich ausgebildete Kryställchen brachte die neue 


20 11 1 13 


55| 


© “a ю3 0 


Form И = # 3 (350) mit zwei schmalen, doch gut spiegelnden 
Flächen. | 

Die Form zeigte sich weiterhin noch an 4 Krystallen, im 
ganzen mit 8 Flächen. Sie ist als typische Form gesichert. 
(vgl. S. 19 und 23). 


WI Ie, 


no! — 


46 


Ferner brachte das Kryställchen die Bestätigung der bisher 
unsicheren Form y = 13 (131) (vgl. S.27) mit zwei kleinen 
glänzenden Flächen mit einfachem Reflex. 


Gemessen: фр = 163°21'; 90°- berechnet: yo = 163°17'; 90°- 
163 28; 


» 


Die Form ist als typisch gesichert. Sie kehrte fast bei 
jedem von unseren Krystallen wieder und zeigte sich als eine 
der Hauptformen unserer grönländischen Fundorte. 

Es möge hervorgehoben werden, dass die Ablenkung in 
der Prismenzone auch hier bei dem einfachen Krystall gefun- 
den wurde. Es ist anzunehmen, dass versteckte Lamellen nach 
dem Albitgesetz auch dieses Kryställchen durchsetzen und an 
den Ablenkungen Schuld sind. 

Die Flächen M = 0% (010) sind beide vortrefflich aus- 
gebildet, der Reflex vorzüglich, und trotzdem sitzt er nicht an 
seinem Ort, differiert vielmehr um — 10’ resp. — 24’ von dem 
aus den Terminalflächen berechneten Ort. Fläche und Gegen- 
fläche sind nicht parallel. Die praktische Folge ist, dass man 
zum Zwecke einer genauen Ortsbestimmung des 0-Meridians 
(Berechnung von v,) die M-Flächen nicht verwenden kann, 
auch nicht die anderen Prismenflächen, wenn sie noch so gross, 
glatt und einheitlich reflektierend sind, sondern nur die Termi- 
nalflächen. 

Theoretisch sind diese Ablenkungen in der Prismenzone 
von höchstem Interesse. Sie finden sich bei allen von uns 
untersuchten Krystallen. 

Krystall 2 von Kangerdluarsuk (Taf. I Fig. 2). Dimen- 
sionen: 2.5 : 1.5: 3m, Zwilling nach dem Albitgesetz. Beide 
Individuen im Gleichgewicht. 


Combination: 
Buchst М бл KES ae ee DEO 


Symbol: О 0» 55 53 «& 


47 


Die Ausbildung der Flächen ist sehr gut. Die Prismen- 
flachen zeigen trotz vortrefflicher Ausbildung die beim Albit 
gewohnten Ablenkungen und zwar: 


Ablenkungen: 


М um — 18; — 30; J um + 115 — 20; To um — 17; + 25 
f - — 6; —30; € - +14; —6. 


Die Prismenflächen sind gestreift. Ausser den typischen 
Flächen zeigen sich Vicinale in der Prismenzone. An dem 
Krystall wurde die neue Form А == » (350) wiedergefunden. 
Ausserdem zeigte sich: 

a a 2 (120) als schmale gut glänzende Fläche (vgl. S. 23) 
mit gutem Reflex. Von Klockmann zuerst angegeben, durch 
Viola bestätigt; konnte an 7 Krystallen, ôfters von ziemlicher 
Breite, mit Sicherheit nachgewiesen werden. 

Krystall 3 von Siorarsuit (Taf.2 Fig. 3) von derselben 
Stufe, wie Krystall 1. Farblos, durchsichtig, etwas trüb. 
Dimensionen: 0.8 : 0.6 :1.7”®. Zwilling nach dem Albitgesetz. 
Der linke Krystall (im Bild farblos), klein und unvollkommen 
ausgebildet im Verhältnis zum rechten (blau). Das Verhältnis 
beider ist aus dem Kopfbild (Fig. 32) ersichtlich. 

Combination: 

Rechter Krystal; PM oC f T lt 2:L п W po 7 
Linker N OT le, nee em 
Symbol : 0 020 205 13 < 0 53 5 02 1 11 1 13 


Die Prismen mit dem Pinakoid zeigen wieder ihre Ablen- 
kung trotz guter Ausbildung: 

Ablenkungen: 
M um —33; —9; Zum +55; +21; fum +44; — 35 
T- —18;—8; I - —5;—16; 2 - —7;—%. 

Der Krystall zeigte die von Jeremejew und Bowman 
angegebene seltene Form W = 1(111); (vgl. $. 25). Dieselbe 


48 


erscheint als schmaler leuchtender Streif in Zone PT. Sie liess 
sich noch an Krystall 15 nachweisen und ist unter die sicheren 
Formen einzureihen. 

Т, = %5 (150); von Klockmann gegeben, von Glinka 
und Viola wieder angeführt, tritt an 10 von unseren Kry- 
stallen auf. An Krystall 5 als schmaler Streif, wohl begrenzt 
und mit sehr gutem Reflex. Die Form ist gesichert (vgl. S. 24). 

7 — 13 (131) erscheint hier gross und vorzüglich ausgebildet. 


Krystall 4. (Taf. 2 Fig. 4). Wasserheller Krystall von 
Narsarsuk. Zwilling nach dem Albitgesetz. An beiden Enden 
ausgebildet. Dimensionen: 2: 1.3 : 3%, Beide Individuen im 
Gleichgewicht. 

Combination: 


ВОР АГ Л os ce ge y Pp 7 
Symbol: 0 0% 0 3 wo © 3 œ5 02 02 04 20 11 13 


Die Prismenzone mit verhältnismässig kleinen Abweich- 
ungen; nur bis 8. 

h = 0 (100) bisher nur von Jeremejew angegeben 
(vgl. S. 23) erscheint als äusserst feiner Streifen mit sehr schwa- 
chem, doch einstellbarem Reflex. Die Form fand sich noch an 
weiteren 6 Krystallen, jedesmal als sehr feiner Streifen. Sie ist 
schwach aber sicher. 

L = ©5(150) und у = 13 (131), schon an Krystall 1 
und 3 gefunden, erscheinen hier wieder, у unten als herr- 
schende Flache. 

3 = 04(041) ist neu für Albit. Nur an diesem Krystall 
gefunden, mit einer kleinen wohlbegrenzten Fläche. Sie ist 
gesichert und passt gut in die harmonische Reihe (vgl. 5. 19 
u. 24). 

e = 02 (021) gehört zu den seltensten und schwächsten 
Flächen unserer Grönländer Albite. Sie ist sehr klein und 
wurde nur noch an Krystall 6 mit einer kleinen Fläche nach- 


gewiesen. 


49 


Krystall 5 (Taf. 3 Fig. 5). Wasserheller Krystall von Sio- 
rarsuit. Vertreter eines für diesen Fundort häufigen, geradezu 
charakteristischen Typus. Dimensionen: 1.2 : 0.5 : Zum, 
Dem Bau nach entspricht der Krystall den von G. Rose (Pogg. 
Ann. 1865. 125. 457. Taf. 4) beschriebenen Roc-tourné- 
Zwillingen: «Er ist, wie es Naumann ausdrückt (Mineralogie 
1877. 643) ein Kontaktzwilling in bezug auf den brachydiago- 
nalen, Durchkreuzungszwilling in bezug auf den makrodiago- 
nalen Hauptschnitt». Der Habitus ist jedoch ein anderer. Dort 
herrschen M Py; hier 2fnpn. 

Die Kryställchen sind zart, säulenförmig gestreckt nach 
den Prismen. Selten an beiden Enden ausgebildet. Sie stehen 
in grösserer Zahl, wie Kornhalme nebeneinander. Eine Abart 
des selben Typus zeigt Krystall 8, eine andere Krystall 9. Bei 
den letztern ist M grösser als bei Krystall 5. 

Combination: 


0 0=> 53 wa of 09 10. TI 


Wl =) © 


Die Ablenkungen in der Prismenzone betrugen: 


Bei М: + 10’ und — 1'; bei 2: + 9’ und + 8’; 


+10 — — 5; +24 — — 30; 
bei 7: + 4' und +38; bei f: — 12’ und + 9’; 
+7 — +19; — 34 — — 4. 


Eine Gesetzmässigkeit in diesen Ablenkungen konnte bisher 
nicht gefunden werden. Nur das scheint sich zu wiederholen, 
dass je schmäler das M ist, desto kleiner seine Ablenkungen. 


Krystall 6 (Taf.3 Fig.6). Wasserhell von Siorarsuit. 
An beiden Enden gut entwickelt. Dimensionen: 1.1 : 0.5: 1.39, 
Zwilling nach dem Albitgesetz. Er ist der formenreichste von 
allen gemessenen Krystallen von vorzüglicher Ausbildung und 


ungewöhnlichem Reichtum in den Terminalflächen. 
XXXIV, 4 


50 


Combination: 


—| 
— 
a 
m 
ot 
65| 
— 
55| 
do 
wo 
> 
52| Co] 


£ == 15 (151) für Albit neu fand sich nur an diesem Kry- 
stall, ist aber auf grund der guten Ausbildung und der Uber- 
einstimmung von Messung und Rechnung gesichert (vgl. S. 27). 
Ihre Zahl passt gut in die Reihe (vgl. S. 20). 

@ == A (211) für Albit neu. Schmal, 2 Flächen mit gutem 
Reflex. Gesichert (vgl. S.21 u. 26). 

?X = 29 (291), für Albit neu. 2 schmale Flächen mit 
gutem Reflex. Messung und Rechnung stimmen gut (S. 26), 
aber die Symbolzahl ist so auffallend (vgl. $. 21), dass die Form 
vielleicht als Vicinale anzusehen ist. Sie wurde deshalb mit ? 
versehen und in der Winkeltabelle unter die unsicheren Formen 


gestellt. 


oOo == 


| | 


| (819), für Albit neu. Schmale kleine Fläche in 


Zone yp. Bei der guten Ubereinstimmung von Messung und 

Rechnung gesichert (S. 26). Sie passt gut in das Formensystem 

des Albit (S. 22). 
ЕАО 2 (120) 
a = 59 (130) 
L = %5 (150) unseren Krystallen nicht selten. 
Е, 


bedurften der Bestätigung. Sie sind an 


Krystall 7 (Taf.3 Fig. 7). Wasserhelles Bruchstück von 
Kangerdluarsuk. Dimensionen: 1.5:1.2:1™™. Ein gleich- 
seitig ausgebildeter Zwilling nach dem Albitgesetz, der Vertreter 
eines mehrfach gefundenen Typus, charakterisiert durch {die 
grossen und gut ausgebildeten о neben den grossen P,” daneben 


schmal # und N. 


Combination: 


PY M С i l ZEN 0 7 
1: 


CS 


0760 6070600 SN cara Coon ar. 


Krystall 8 (Taf. 3 Fig. 8). Wasserhell, von Siorarsuit. 
Dimensionen: 0.8 : 0.4 : 0.8™. Ähnlich Krystall 5 (vgl. S. 49) 
und wie dieser ähnlich gebaut mit den Roc-tourné Zwillingen. 
M starker entwickelt. Das hintere Krystallpaar von dem vor- 
deren teilweise umschlossen. 

Combination: 


Dx 


FH MINUET ae l 2 Må MOMS 


Doc cog) 55 o3 02 Ш 


WI ml ©, 
nol = 
dO] OF 


Q =), (2) für Albit neu, wurde nur an diesem Krystall 


mit einer Fläche gefunden. Messung und Reflex stimmen gut 
(vgl. 5. 26), auch passt die Form gut in die Zahlenreihe (vgl. 
S. 22). Sie ist als gesichert anzusehen. 


Krystall 9 (Taf.3 Fig. 9). Wasserhell, von Siorarsuit. 
Dimensionen: 1.5:1:1.3™™. Ähnlich Krystall 8. Das kleinere, 
hier nach vorn gezeichnete Krystallpaar ist von dem grösseren 
fast ganz umschlossen. 

Combination: 


К. РТ 28 PY Des ORE: 
0 Om 5 03 ©) = wm m3 02 MU Г 


Der Krystall zeigt wieder die bereits an Krystall 1 und 2 


gefundene neue Form K — x = Die Prismenflächen sind 
wieder abgelenkt z.B. Т um + 24’, — 40: +2, — 2’. M ist 
in zwei Facetten geteilt. 


Krystall 10 von Narsarsuk (Taf. 4 Fig. 10) ist eine inter- 
essante Verwachsung von Albit mit Orthoklas. Auf einem 


grossen Karlsbader Zwilling von grauweissem, trübem, nicht 
4* 


Der linke Krystall zeigt die Kombination: PME ZTlzn« 


52 


ganz frischem Orthoklas (30 : 30 : 407") sitzen zwei grosse Albit- 
krystalle. Einer auf jedem der beiden Orthoklas Individuen. 
Der Albit ist klar und frisch von blass-rosa-vioietter Farbe. 
Die Figur gibt ein etwas schematisches Bild der Anordnung und 
relativen Grössen. 

Der linke Albitkrystall ist ein Zwilling (20 : 9 : 18) nach 
dem Albitgesetz, der rechte ein Vielling nach dem gleichen 
Gesetz (18 : 9 : 12”®). Beide Albite sind nach dem Karlsbader 
Gesetz gegeneinander gestellt, verdanken jedoch diese Stellung 
nicht sich selbst, sondern dem Orthoklas, auf dem sie orientiert 
sitzen. Fortsetzungen des linken Krystalls überwachsen die Pris- 
menflächen und das Pinakoid M des Orthoklas. 


a 


0 


rechte — - - — PM € f TV ee 


Krystall 11 (Taf. 4 Fig. 11). Rôtlichvioletter durchsichtiger 
Vielling nach dem Albitgesetz von Narsarsuk. Von gleichem 
Typus wie Krystall 10. Dimensionen: 3 : 1.8 : 37, 

Combination: 


г т са а op RE 
0 00 “5 «3 < za «9 æ3 w5 10 20 11 ae aa 


An ihm zeigten sich 6 nach dem Albitgesetz verwachsene 
Scheiben in der ungefähren relativen Grösse der Figur. Diese 
Lamellen schwanken in ihrer gegenseitigen Orientierung um 
etwa !/2°. Die Ursache der Schwankung bei diesem sehr gut 
ausgebildeten Krystall dürfte in dem Einfluss des Orthoklas zu 
suchen sein, auf dem der Albit aufsass und dem er sich 
bei seinen etwas verschiedenen Elementen nicht genau parallel 
richten kann. 

Die Terminalflächen geben durchweg gute Reflexe, die 
Prismen zeigen die üblichen Ablenkungen. Interessant an dem 
Krystall ist die neue Form /: 


0; 


53 
1 
а 


grosse ebene Fläche mit sehr gutem Reflex. Messung und 


IN € i HOME 
3 (113) ist vertreten durch eine verhältnismässig 


Rechnung stimmen gut (vgl. $. 25). Die Form bildet eine 
hübsche Ergänzung der harmonisch entwickelten Zone: 


(as Oe eae MG, 
re ee и ОС 10 9 
0 33°99 11 sn ieee (vgl. S. 20). 
и = 2(221) ist eine für den Albit seltene Form. Sie 


zeigte sich bereits oben an Kryst.6 und noch einmal an unse- 
rem Krystall 15. 

a = ©2(120), Г = »5(150) und у = 13 (131) haben 
sich auch hier gefunden. 


Krystall 12 (Taf. 4 Fig. 12). Wasserheller Vielling nach dem 
Albitgesetz von Kangerdluarsuk. Dimensionen: 1.2 : 0.6 : 
0.5™™. Der Krystall besteht aus zwei ziemlich gleich grossen 
Individuen in Zwillingsstellung, zwischen denen zwei starke 
Zwillingslamellen eingeschoben sind. Er ist vom Typus des 
Krystalls 7. 

Combination: 


Е Me НХ, 
005 58 © oo es 091 13 


Krystall 13 (Taf. 4 Fig. 13). Wasserhelles Bruchstück von 
Kangerdluarsuk. Dimensionen: 0.8 : 0.5 : 0.87, 
Combination: 
BEN Ve OUT fall ub ele tent to 
(DESCARTES OCT At 


Die Terminalflächen gaben vorzügliche Reflexe. Das Pina- 
koid М zeigte trotz ausgezeichneten Reflexes eine Ablenkung 
von — 20" und — 40’ von dem durch die Zonen PP’ und pp’ 
angezeigten Ort. 

h = «0 (100) und а = 2 (120) erscheinen als feine 


Streifen. 


54 


Krystall 14 (Taf. 4 Fig. 14). Durchscheinender weisser Кгу- 
stall von Siorarsuit. Dimensionen: 3:1.5:2.5™™. Zwilling 
nach dem Albitgesetz mit zwei eingeschlossenen Zwillings- 
lamellen. 

Combination: 


Buch: & FT u. Е “pr N 


a) > 
5 2 1 


OMAR coh) cod ce 55 © =5 20 11 


Die neue Form A = (332) passt gut in die harmonische 
90 


ä 2 
Reihe der Zone pp (vgl. S. 20). Sie wurde nur an diesem 
Krystall gefunden, ist aber ziemlich breit, eben und gut spie- 


gelnd. Messung und Rechnung stimmen gut (vgl. S. 25). 


Krystall 15 (Taf. 4 Fig. 15). Weisser, trüber Krystall oder 
richtiger Krystallgruppe von Siorarsuit. Dimensionen : 
7:3.5 : 91". Besteht aus vielen Lamellen nach dem Albit- 
gesetz, von denen nur ein Teil in der Figur wiedergegeben ist. 
Die einzelnen Individuen sind ungleich hoch und nicht ganz 
eng aneinander geschlossen. Der Reichtum an Formen ist hier 
sehr gross. 

Combination: 


~~ 


* 


ис 2 KT. 2 Та BW hote 
0 Oc 0 25 23 x2 © © wh «3 05 02 05 1 1151 2 
?Е — 05 (051) erschien an 4 Lamellen. Messung und 


Rechnung stimmen gut, doch war der Reflex verwischt und, da 
die Zahl in der Reihe etwas compliciert erscheint, wurde die 
Form als der Bestätigung bedürftig angesehen. 

№ — «0 (100); erscheint schmal; 2 = co2 (120) tritt mit 
3 schmalen aber guten Flächen auf. 

= = 3 (350) mit 2 schmalen aber gut reflektierenden 
Flächen; [ — «5(150) mit 2 kleinen sehr gut spiegelnden 
Flachen. 


55 


W = 1(111) fand sich mit einer sehr kleinen aber gut 
bestimmbaren Fläche. 

X= 24 (241) fand sich nur an diesem Krystall als sehr 
gute kleine Flache mit gutem Reflex. 


Krystall 16 (Taf. 5 Fig. 16) von Siorarsuit. Wasserhell. 
Dimensionen: 2.5: 1.5: 3", Es ist ein Zwilling mit einge- 
schobenen Lamellen. Die Terminalflächen von ganz vortreff- 
licher Ausbildung; die Prismen, obwohl mit guten Reflexen, 
mit den üblichen Abweichungen behaftet: M um — 14’ und 
— 12; Zum — 6’; Tum + 35’. 


Combination: 


Ben fie а Бо тор 


Krystall 17 (Taf. 5 Fig. 17). Eine interessante Uberwachsung 
von Orthoklas mit Albit von Narsarsuk. Ein einfacher Ortho- 
klas. Krystall ist rundum von einer glasig-wasserhellen, mehrere 
Millimeter dicken Hülle von Albit umgeschlosseu, so dass der 
Eindruck eines einheitlichen, grossen Albitkrytsalls entsteht. 
Dimensionen: 22 : 12 : 20", Der Albit gliedert sich oberfläch- 
lich in viele parallele Endigungen von Zwillingen nach dem 
Albitgesetz mit den Terminalflächen Ppoynxy. Der umhüllte 
Orthoklas ist in der Figur durch blaue Farbe angedeutet. 


Krystall 18 (Taf. 5 Fig. 18). Von Narsarsuk. Karlsbader 
Zwilling von Orthoklas; rundum eingehüllt von einem glasig- 
durchsichtigen Mantel von Albit. Dimensionen: 40 : 20 : 30m", 
Der Albit, wieder am Ende in Zwillinge nach dem Albitgesetz 
aufgelöst, zeigt die Terminalflächen: Pponn. Der eingeschlos- 
sene Orthoklas ist in der Figur durch blaue Farbe angedeutet. 


Krystall 19 (Taf. 5 Fig. 19). Von Narsarsuk. Ein grosser 
Manebacher Zwilling von Orthoklas mit orientiertem Albit. Dieser 
hat sich fast ausschliesslich auf den Prismen aufgesetzt. Dort 


56 


bildet er aneinandergelegte Tafeln von ungleicher Länge und Dicke 
in sehr grosser Zahl. Jede Tafel ein Albitzwilling mit eingescho- 
benen Lamellen. Die Figur giebt diese Tafeln nur im Gröbsten 
wieder, zeigt aber ihre Anordnung. Auf M hat sich nur eine 
minimale, vielfach unterbrochene Schicht von Albit abgesetzt, 
auf P fast gar nichts. In der Figur ist der Orthoklas durch 
blaue Farbe ausgezeichnet. Dimensionen: 25 : 20 : 23mm, 


Krystall 20. Von Nunasarnausak (Taf. 5 Fig. 20). Farb- 
los, wasserhell. Vielling nach dem Albitgesetz. Dimensionen: 
le a 2 

Combination: 

MRC Res LA DNS RTE BED 


11 


| 
WI el $2 


Tafelförmig durch starkes Vorherschen von M. Bemer- 
kenswerth ist das Fehlen von P in allen Lamellen. Ausbildung 
nicht sehr vollkommen, sodass die Messungen zur Element- 
bestimmung nicht herangezogen werden konnten. Interessant 
ist das Auftreten der neuen Form A und der seltenen aL 
sowie das für unsere Grönländer Albite charakteristischen 7. 
Auch an diesem Krystall ist 7 die am besten ausgebildete, nach 
M ist sie die grösste Fläche. 


Projectionsbilder. Taf. 1 Fig. 21 giebt ein gnomonisches 
Gesammtbild der gesicherten Formen des Albit. Sie bilden 
ein einfaches übersichtliches System von pseudo-hexagonaler 
Anlage. Die 5 an unseren Grönländer Albiten nicht beobach- 
teten Formen » 207) sind durch leere Ringel kenntlich gemacht. 


Taf. 2 Fig. 22 gibt ein gnomonisches Gesammtbild der 
Formen eines Zwillings nach dem Albitgesetz. An Stelle 


57 


fast jedes Punktes des einfachen Bildes Fig. 21 ist hier ein 
Pärchen benachbarter Punkte getreten. So tritt P zu P’; n’ zu 
e u.s.w. Die Abstände in solchen Paaren sind bei den Termi- 
nalflächen nicht klein. Sie sind dagegen sehr klein bei den 
Prismen. Dies dürfte die Ursache der Ablenkungen und Stö- 
rungen gerade in der Prismenzone sein und es möge die Figur 
hierzu als Illustration dienen. 


Merkwürdig ist in dem Formensystem des Albit die einsei- 
tige Entwieklung der Formen nach links und hinten. Die Ein- 
seitigkeit wird theilweise compensirt durch die Zwillingsbildung. 


Statistik. Die folgende Tabelle S. 58 zeigt die Combina- 
tionen der 17 gemessenen Krystalle und gibt dadurch ein Bild 
von der relativen Häufigkeit der einzelnen Formen. Die den 
Buchstaben angehängten Ziffern geben die Zahl der Einzelflächen. 


Zusammenfassung. Der Resultat der vorliegenden Unter- 
suchung ist etwa folgendes. 


1. Das Albit-Vorkommen von Grönland, speziell von 
den Fundorten Siorarsuit und Kangerdluarsuk hat sich 
als das formenreichste und vielleicht das best ausgebildete 
unter den untersuchten Albiten gezeigt. Es hat 32 verschie- 
dene, gut gesicherte Flächenarten geliefert, darunter 8 neue; 7 
von früheren Beobachtern angegebene, aber der Bestätigung 
bedürftige Formen, wurden definitiv gesichert. 

Das Formenverzeichnis des Albit umfasst jetzt 37 sichere 
Formen (darunter 32 von Grönland) und 6 unsichere (darunter 
2 von Grönland). 


2. Die für den Albit angegebenen Formen wurden einer 
kritischen Sichtung unterzogen, wobei die Discussion der 
Zahlenreihen gute Dienste leistete. Neben den unrichtigen und 
vicinalen wurden auch die unsichern oder der Bestätigung 


Combinationen. 


* bedeutet: neu 


- bedeutet: bestätigt. 


Die dem Buchstaben angehängte Ziffer bezeichnet die Zahl der Einzelflächen. 


Kryst. i RE Rn å ? ee | ее те. .? A 
we lpun er ES bred bre tlale|Eleln|s|Blaly|WiFly|plalg/elolulaléle x ти о 
1 РМ. & 1 fo |.. | Ko) Tall, ..|2 No . Ye 72 | Po 0 |... | Me 
а, О То IEG ILO Ts ао | 65 AU Da MO er 
BZ EV RER HEE NCAA ee MER | VA Dale on a 
4 |P,M В И TEN [hes DE @ | a oa Ио | Ses DE No ; ere NEA | 
SR HÆR HIVE th | Ug 24 Ny me CM De SER KOR De À 
6 РМ & Г, 9, Г! lg | @5 | 25 | Те] es | %e То | Уз |.. |. | 72 Ра | .. | 92| дэ |0, | 1 | 7 | 61 | Po) Xe wg 
РЕ Alt ANS 22 No 05 а 
8 Р.М. fa | 72| lo 22 | Lol ..| Mo ; Ya|Pa|-- do . Qi 
9 | P,|M, & | fa Ky} Ts) Uy 24 па 3 Um 17712 Oo ee 02 
10 |P.1M, 3 | fs | 41 T,| tl, | аа | 23 | Га 2 | 24| .- Ра д, | 04 11 
11 Ре М» So | fs ORAEAENET .. Ta) Ye T,|Y2|Ps 9: 94 Ут | 73 Se 
12 P,M, ip Tea 29 Ns i pr mio Na 
toe RP UM he ie alle 28 Е Nee seal Meet И : ; 
14 |PMIR | fo .. | 74| В Z| La .. Ya i р. Ла 92 02 
1 ERE ET ES ES BÆR SIP AIRE LANDE ne Es W, ра до | Om 02 95 : a 
16 || P,|M,| h, ze И KEN Е on : Yo lees (DEN DEN Da: : 
20 M; af Ка! T5| ly a, 24 | Li). |. 72 |Po д. | 09 VE . 
Zahl 4. er ir wel Fa с F к 2 ve i Е 
ВЫ О 10) Gero SE HS TG A C1 AE OO A 3 8 802 212 ES ES EE 
Einzel- 
flächen | 60 | 44| 71191391 6 | 8 152154 110 144118 | 2 122] 1 | 2 1101151 2 | 1 1141391 115 [191271 412311/21211/1211I 


bedürftigen ausgeschieden und so das Formenverzeichnis abge- 
klärt. Sollte dabei die eine oder andere richtige Form geopfert 
sein, so wird sie sich durch spätere Beobachtung wieder ein- 
stellen. Eine Abklärung aber war nötig. Das nun Festgehaltene 
dürfte sicher sein. 

Eine Zusammenstellung der Combinationen liess ein Bild 
von der relativen Häufigkeit der verschiedenen Formen 
gewinnen und kann bei Untersuchungen über deren Rangord- 
nung verwendet werden. 


3. Die von Chr. Winther ausgeführte, uns zur Publika- 
tion überlassene Analyse hat gezeigt, dass das Material ein 
sehr reiner Albit ist. Auf einen solchen beziehen sich also 


unsere Elemente. 


4. Die Elemente des Albit wurden neu berechnet unter 
Heranziehung aller besten Messungen der 16 ersten gemessenen 
Krystalle. Dabei wurde die von Borgström und Gold- 
schmidt veröffentlichte Methode der Krystallberechnung für 
das trikline System verwendet und den vorliegenden Verhält- 
nissen angepasst. Das ausführliche Beispiel der Ausrechnung 
dürfte manchem willkommen sein. 

Die so gefundenen Elemente dürften als die für Albit best 
gesicherten gelten können. Sie weichen nur um ein Geringes 
von den von Brezina nach Raths Messungen berechneten 
Elementen ab, dagegen stark von den nach Schusters Mes- 
sungen von Goldschmidt berechneten Elementen. Letztere 


können daher nicht mehr festgehalten werden. 


5. Mit den neuen Elementen wurde eine Winkeltabelle 
neu berechnet. Dies geschah trotz der geringen Differenz 
wegen der vielen neuen Formen, sowie mit Rücksicht auf die 
sonstige Abklärung des Formenverzeichnisses. 


6. Zur Berechnung der Elemente konnten nur die Ter- 
minalflächen verwendet werden. Die Flächen der Pris- 
menzone zeigten auch bei den schärfst ausgebildeten Kry- 


60 


stallen starke Ablenkungen. Das Studium dieser Ablen- 
kungen und ihrer Beziehung zur Zwillings- und Viellingsbildung 
ist genetisch von grossem Interesse. Speziell die Tatsache ist 
wichtig, das gerade die stärkste Zone am meisten gestört ist, 
ohne Störung des Krystallbaues und ohne Ablenkung der Ter- 
minalflächen. So sind die Flächen der Parallelzonen 09, 19, 
2q schön an ihrem Ort, während das zu allen diesen Zonen 
gehörige M = 0% jedesmal, meist stark, abgelenkt ist. 


Correcturen. 
Seite 5 Zeile 10 u. 4 v.u. 
lies: 0.6367:1:0.5593 94°15’ 116°37' 87°41' 
statt: 0.6373 :1:0.5599 94°18’ 116°41' 87°37’ 


Seite 5 Zeile 2 v.u. lies: 16’ statt: 20’ 
IIND. lies: 878476 "statt: “97S Ame 
CENTRES bes ANT - 981 151 - 988 151 
PRIE UNS По Ube EDG tee = 0.6311 


Heidelberg, Dezember 1906. 


Meddelelser om Gronland XXXIV. 


977 
Gn 


PRE VES 


SPA TA 
x 


© an GrönländerAlbiten beobachtet 
О an GrönländerAlbiten nicht beobachtet. 


Da) 


i C Dreyer gex.1905 


Lith. Gerstenlauer a Reisacher, Stuttgart 


Li 


Meddelelser om Gronland XXXIV. 


Sirarsuit 


Fig 3° 


Albit. 


Narsarsuk 


Fig. 42 


Albit. 
Zwilling nach dem Albitgesetx 


Gnomonisches 
Gesammtbild. 


Lithv.Gerstenlauer a Reisacher, Stuttgart 


‘ ‘ 
. 
. = . ‘ - 
i ) _ 
Ve = ` 
£ \ 
* 5 р - a 
' ” 
. 2 > 
= * ‚ B 
"ra р \ ‘ a 
” . © 
в i . 
x . 
; 
. р = : 
! « 
’ 
. 2 
À . 
: = . 
i р < . 
4 . 
5 к i 
я > у 
. + 
. . A à 
2: ` E 
i 
В 


Meddelelser om Gronland XXXIV. 


A bit. 


Storarsuit 


Figo 2 
M 


tps 958 


Theil von 5° vergriss 


Storarsuit 


Storars uit 
ib 1 


te 


Meddelelser om Gronland XXXIV. 


Narsarsuk 


Albit. 


Narsarsuk 


” 


Meddelelser om Grønland XXXIV. Tav. V. 


Albit. | Е 


Narsarsuk 


Storars uit 


Orthoklas 
Karlshader- 
Z mulung 


|_| Albit 


Fig. 17 


E Orthoklas 


Ц Albit 


Fig. 19 


Мтазаг 
nausak 


DI] 224 = 
Manebacher Zrvilung 
U Abit 


Q 
G 


IL. 


On the occurrence of Fredericella sultana 
Blumenb. and Paludicella Ehrenbergii van 
Bened. in Greenland. 


By 


C. Wesenberg-Lund. 


1907. 


XXXIV. 5 


CE pt arth gt we FR Ps os | o's SS © eT 
ha. » у. ee la 
3 4 oe 
I 
ve 
by + 
D 
bi} 
aS 
| 2 3 så * = . 
y i | 


Denmark has hitherto been the most northerly country 
from which fairly detailed reports of the fresh-water Bryozoa 
have appeared. From Dalyells’ (1848 р. 87) and Allmans’ 
researches (1856 р. 78) we know that Cristatella mucedo and 
Plumatella fungosa occur in Scotland, and that P. repens has 
probably a wide distribution in that country. As regards Norway 
Kraepelin only reports (1887 p. 99) that he has taken Paludi- 
cella in the neighbourhood of Kongsberg and Plumatella fruticosa 
(1887 p.120) near Drammen. To my knowledge we have hardly any 
reports at all from Sweden whereas a good many from Finland. 
From Nurmijärwisö са. 6 miles to the north of Helsingfors 
Paludicella, Fredericella, Plumatella princeps, var. fruticosa, 
P. polymorpha var. repens and cespitosa besides Cristatella 
have been reported by Stenroos (1898 р. 50). As far as I am 
aware no growing Bryozoa have been found farther north.” From 
the existing evidence as to the boundaries of the fresh-water 
Bryozoa it would seem that they do not extend very far to the 
north; their geografical distribution would seem to justify our con- 
sidering them as organisms requiring a considerably high summer 
temperature to enable them to thrive. Yet several circumstances 
make it questionable whether this opinion will hold good. 

In the first. place it has been proved that fresh-water Bryozoa 
occur at considerable depths where the annual temperature is 
but low. Du Plessis thus pointed out a species of Frede- 
ricella, by Forel termed К. Du Plessisi (1901 р. 113). It is 
common in the upper part of the abyssal region at ca. 45 m. 
where Forel obtained ca. 150 specimens at a single dredging. 


* 


5 


64 


At this depth they live and thrive at a temperature varying 
between 4—9° С. Zschokke recently (1906 p.72) states that 
the Vierwaldstätter See down to its greatest depths is covered 
with “Rasen und Wäldern” of Fredericella Du Plessisi, in 
other words that even at depths of 214 m. (Halbfass 1903 
p. 712) with a constant annual temperature of ca. 4—5° C. (Am- 
berg 1904 p. 91—93) the fresh-water Bryozoa still occur’). 

These curious deepwater Fredericella which I have also 
dredged in Lake Geneva are not as is the case with Bryozoa 
in general attached to other bodies, but like the Pennatulides 
they stick loosely in the mud of the lake bottom. According 
to Forel they have the power of moving and when kept in 
glass vessels are said to be able to rise out of the mud at 
the bottom and at will to fasten themselves in the same. Da- 
venport mentions (1904 р. 213) that Paludicella Ehrenbergi 
and Fredericella sultana have been determined in catches from 
Lake Michigan at depths of 23—36 m. For my own part I 
have often during several years taken shells of mussels at 11 
—15 m. with fixed statoblasts of Plumatella attached to them 
and besides at one dredging in Furesø, estimated at 20 m., I 
got a colony of Cristatella. 

Further, it has been established that fresh-water Bryozoa 
inhabit lakes almost verging on the snow region. The species 
which according to Zschokke (1900 p. 115) occur in mountain 
lakes are Fredericella sultana, Plumatella repens and Cristalla 
mucedo, of which Cristatella has been found at the greatest 
height (2293 m.). From lakes in the Engadin valley at 1825 m. 
above sea level Zschokke reports Fredericella as occuring 
abundantly even below the icecover of the lakes. 

Besides these examples furnished by the fauna of our 
own day we may also point to the Bryozoa of past epochs 
for evidence which unmistakably shows that these organisms 


1) The same species has quite recently also been found in the abyssal 
region of lake d'Annecy (Marc le Roux 1907 р. 267). 


65 


must be quite able to exist at a much lower temperature than 
our present knowledge of their geographical distribution would 
seem to warrant. In samples of chitin and silicious fragments 
from Scandinavian peat bogs kindly sent me some years ago 
by Gunnar Anderson | was able (1896 р. 51) to determine 
Cristatella statoblasts so early as in the Dryas-layers; Pluma- 
tella did not occur until the pine period. Since then Crista- 
tella as well as Plumatella statoblasts have been reported by 
several observers as well as by myself in the quartar layers of 
Denmark, Sweden, Norway, Finland and North Germany. As I 
thought it unnecessary to mention here the numerous places of 
discovry, I applied to the intimate connoisseur of the fauna 
and flora of the Danish peat-bogs, N. Hartz, for some general 
information as to the occurrence of Bryozoa statoblasts in our 
peat-layers. According to Hartz the statoblasts of the above- 
mentioned Bryozoa are found throughout all the several layers, 
the Cristatella occurring most commonly, whereas in the Dryas- 
layers the Plumatella are more rare. 

Consequently it cannot be denied that, whether we con- 
sider the occurrence of the fresh-water Bryozoa of the present 
time or call to mind their vertical distribution during past ages, 
in both cases it seems extraordinary that now-a-days the Bry- 
ozoa should cease at so great a distance from the polar circle 
as has hitherto been supposed to be the case. If these orga- 
nisms have been able to exist under the natural-conditions of 
the Dryas-period and if still able to liwe at the low tempera- 
tures prevailing at the bottom of the Vierwaldstattersee as also 
in Alpine lakes situated near the snow-region, we should be 
justified in supposing that, although the natural conditions ob- 
taining in countris beyond the arctic circle at the present day 
do not admit of a direct comparison with the conditions pre- 
vailing at the period where the Dryas layers were deposited in 
our own latitudes, that the northern limit of these forms at 
present would extend farther to the north. 


66 


Mr. Ad. Jensen of the Zoological Museum of Copenhagen on 
his return from Greenland in the autumn of 1906 informed me that 
he had found freshwater Bryozoa in the vicinity of the colony of 
Jacobshavn near the Disko-Bay (69° 13’ N.). Being conversant with 
the above facts this message was of course full of interest to me 
and ! owe Mr. Ad. Jensen my best thanks for the readiness with 
which he handed over the samples to me for closer inspection. 
As to the locality Ad. Jensen reports. ‘‘To the north-east of the 
colony of Jacobshavn a plain extends for a couple of English 
miles along the base of the mountains. The plain is watered 
by a small rivulet, which discharges itself into the harbour. 
On its way to the harbour it passes through several small lakes 
or tarns. The Bryozoa were found on the 28% of August 1906 
in the bed of the stream at the place where it leaves the 
uppermost and largest of the small lakes; the height above 
sea level was са. 30 m. In this place the river is quite shallow. 
the bed is covered with stones and partly ‘‘moss-grown”. 
Numerous Sticklebacks (Gasterosteus aculeatus) were swarming 
about besides the brood of the arctic Char (Salmo alpinus). 
Numerous curiously formed chitinous sheaths housing the pupa 
of Simulium adhered to the lower sides of the stones. On 
handling them I observed a colony of Bryozoa fixed on to the 
lower side of a stone; on turning round hundreds of stones I 
at length succeeded in finding one more with a colony attached 
to the lower side of the stone. Unhappily the stones were both 
too large to go into any of my glasses so that I had no option 
but to detach the branches of the Bryozoa from them with a 
knife. The stream in this place was scarcely more than 7/3 m. 
deep. I further looked for Bryozoa on stones in the littoral zone 
of the lake but without success. However a dredging across 
one of the small inlets of the lake fetched up numerous Bryozoan 
branches with statoblasts. The lake itself is a ‘‘cold” one being 
comparatively deep; it is fed by the melting snow of the moun- 
tains and has an outlet. In contradistinction to such lakes | 


67 


call the smaller lakes. or ponds that have neither affluents nor 
outlets “warm” lakes; the temperature of these shallow, stagnant 
waters is in summer often comparatively high. I measured 
15° C. in one of these very shallow ponds; in the latter the 
ice melts early in summer; they were free from ice when we 
arrived at the ‘‘South eastern” bay on the 20 of June, whereas 
the colder lakes were still covered with ice which did not melt 
until the last days of June. With regard to the animal life of 
these lakes a characteristie difference was noticeable, the shallow, 
warm lakes producing an abundant fauna; on hauling a plankton 
net through the water small animals such as Branchinecta 
paludosa, Copepoda, Cladocera, Rotifera etc. appear in great 
numbers in the net. Notwithstanding several hauls in a couple 
of cold lakes I obtained no micro-organisms visible to the naked 
eye. In the lake near Jacobshayn, at the bottom of which the 
Bryozoa occured I likewise fished in vain with my plankton 
net; the only live animals observed were a small arctic Char 
and a good many larve of a gnat (Chironomus) about an inch 
long, which enclosed in their tubes of mud came up from 
the bottom along with a tangled mass of Bryozoa, Characea 
and moss. 

It may further be remarked that according to Rink’s (I p. 39) 
twelve years of observation the mean temperature at Jacobshavn 
is in Jan. — 14°2, Feb. — 15°2, March —11°6, Ap. — 6'7, May 
— 0:1, June + 3:7, July + 5°9, Aug. +43, Sep. + 1:0, Okt. 
— 9:5, Nov. — 9-1, Dec. — 12°2.” 

The Bryozoa proved to be Fredericella sultana Blumenb. 
The form of the colony was the usual one with spreading 
branches well apart from each other and much resembling 
those 1 had seen from the abyssal region of Lake Geneva and 
figured by Forel (1901 p. 114); the tubes contained the well 
known brown kidney shaped statoblasts without annulus. The 
colour of the tubes was a pale yellow, in the youngest 
parts almost white; they lack the Diatom-coating so charac- 


68 


teristic of the Danish Fredericella (W.-L. 1896 р. 262) whereas 
grains of sand were observed here and there in the fragil and 
soft tubes, in order to make them firmer. In the sample 
handed over to me from the above mentioned lake the Frede- 
ricella were entangled in a mass chiefly of Characea inter- 
spersed with Fontinalis. Evidently the feeble, pliant colony 
clung to the Characea along the stems of which they possibly 
branched and twined for support. The length of the tubes at 
any rate measured 4—5 cm., possibly considerably more. 

A further inspection of the sample from the rivulet revealed 
some few specimens af another Bryozoa: Paludicella Ehren- 
bergii v. Benned. attached to the branches of Fredericella. In 
our native lakes it is by no means a rare sight to see Palu- 
dicella coating the branches of Fredericella. It must now be 
considered as a matter of fact that the fresh-waters of the arctic 
zone are inhabited by at least two fresh-water Bryozoa: Frede- 
ricella sultana and Paludicella Ehrenbergii. 

A closer perusal of the literature consequent on the present 
find showed that although no Bryozoa colonies had as yet been 
recorded from the polar zone their statoblasts had been noted. 
B. statoblasts are reported from Spitzbergen by Richard 
(1897 p. 1); P. fruticosa from the Murman coast (1901 p. 23) and 
P. repens by Levander from Russian Karelien (1905 p. 33). 

Whilst the presence of statoblasts in one of our home- 
localities may probably always be considered as a sure sign 
that the species to which the statoblasts belong will also occur 
in the locality, the case may be different when the statoblasts 
occur at so great a distance from the limits of the domain the 
growing Bryozoan colonies have hitherto been known to occupy, 
the dispersing powers of the statoblasts being as is well known, 
very great. 

In order more definitely to ascertain the northernmost 
locality from which living fresh-water Bryozoa colonies have 
been reported I applied for better information on this head to 


69 


Scotland, Norway, Sweden and Finland. Mr. James Murray 
advised me, that outside the reports af Dalyell and All- 
mann no knowledge had been gained as to their distribution 
in Scotland. Prof. G.O.Sars informed me that in the vicinity 
of Christiania he had met with Plumatella repens (fairly com- 
mon) Cristatella (only in one locality) and probably also with 
Fredericella; otherwise nothing was known at to their distri- 
bution in Norway excepting from Krapelins reports. Ekman 
writes me that Bryozoa are not known to occur in Swedish 
Lapmark; at the same time he reports Cristatella, Plumatella 
repens (?), Plumatella fungosa, and Paludicella as having been 
found in Sweden, however their utmost boundary lay just to 
the north of the great Swedish lakes. Levander reports that 
hitherto Paludicella, Fredericella, Cristalla, Plumatella repens, 
fruticosa, fungosa and punctata have been found in Finland. 
With the exception of P. repens which is said to be generally 
distributed throughout the southern and central parts of Fin- 
land, the other forms have only been found in some few lo- 
calities in the southern part of the country’. 

As the above shows Ad. Jensen’s find is of no small 
interest, it extends the northern limits of the Bryozoa from 
60° N. to 70° N. and is the means of bringing about an 
agreement in the distribution of the Bryozoa towards the north 
and their occurence in Alpine lakes, in the abyssal region 
of lakes in low countries as also their distribution in pre- 
historic times. 

It is worth while to notice that the form, which according 
to the common evidence of present observers in more tem- 
perate latitudes seems to thrive best at the lowest temperatures: 
Fredericella sultana (Zschokke а. 0., see above) so far like- 
wise proves to be the dominant form towards the north. Knowing 


! I beg to express my best thanks to each of the above mentioned scientists 
for their kindness in thus having placed their knowledge at my disposai. 


70 


as we now do that the artic zone houses fresh-water Bryozoa, and 
that probably other species than those here mentioned may be 
expected to occur, our researches must aim at a better under- 
standing af their mode of reproduction. 

It is a well known fact, that by far the greater part of the 
investigations regarding the reproduction of the lower fresh- 
water organisms have until a few years ago taken place ex- 
clusively in Central Europe. Owing to studies pursued in this 
from a geographical point of view very limited area our know- 
ledge on this head has been based. It seems to have been 
tacitly understood that the results arrived at from this territory 
must hold good in any other locality where the lower fresh- 
water fauna happened to occur, i.e. almost all over the surface 
of the earth. During later years a series of publications. have 
appeared. on this fresh-water fauna, resting on investigations 
carried on in artic and North European as well as in the high 
alpine lakes of Switzerland, in Italy and North Africa. In Central 
Europe these studies have further been carried on with some 
regard to the conditions to which the organisms occurring in this 
territory are subjected. Of this extensive literature we shall here 
only mention the general results that have been gained, which 
further researches will more fully substantiate. In all the lower 
fresh-water groups of animals with various modes of repro- 
duction — digonic or monogonic (parthenogenesis, gemmation, 
division) or producing two types of eggs (resting eggs with 
thick shells and summereggs with thin shells) the two modes 
of reproduction are not employed indiscriminately under all 
climatic conditions nor in every locality; nor are the two types 
of eggs everywhere utilised to the same degree. This is the case 
with the Copepoda, Cladocera, Ostracoda, Rotifera, Bryozoa, 
Planaria, Dinoflagellata and will in the future probably likewise 
prove to hold good with regard to the Phyllopoda. In certain 
latitudes and under certain conditions the monogenic propagation 
prevails, in others the digonic. The circumstance that organisms 


71 


endowed with various modes of reproduction employ these 
differently under differing external conditions | regard as an in- 
disputable fact, which in my opinion has hardly been appreciated 
by zoologists, whilst to botanists, whose knowledge of the life- 
conditions and vital requirements of plants exceeds by far that of 
zoologists with regard to animals it has long been an acknow- 
ledged fact. In botanical literature it has often been emphasized, 
that sexual reproduction is abandoned in high latitudes, and 
that plants living under arctic conditions increase either chiefly 
or exclusively vegetatively. To mention an example Nathorst 
(1883 p.64) reports that a great many of the Spitzbergen plants 
produce no fruit at all; the phenomenon is even observable 
in the Feroe Islands (Ostenfeld 1901 р. 106 and 1906 р. 41 
where further literature is cited). In botany it is so pronounced, 
that plants which in a given locality do not produce ripe seeds 
are considered by some botanists as relicts, a view which how- 
ever can hardly be supported (Warming 1904 р. 74). With 
regard to plants fertilized by the aid of insects it is of course 
often the absence of the proper insects which forms a hindrance 
in this respect. Ostenfeld further remarks, that with regard 
to wind fertilized plants the explanation of the above feature 
must be sought for in climatic conditions, more especially the 
low summer temperature — the same interpretation as has been 
propounded in recent zoological literature on the various modes 
of propagation of the lower fresh-water organisms in high 
northern latitudes. 

I shall not here enter upon this now pretty. extensive 
literature, comprising numbers of greatly differing organisms, 
but only restrict myself to a few remarks respecting the 
Bryozoa. 

Already in 1896 (p. 350) I was of opinion, that the sexual 
reproduction of the Bryozoa decreases towards the north. Not- 
withstanding regular fortnightly investigations made upon colonies 
of P. fruticosa, Fredericella and Lophopus in their habitual 


72 


places of growth, I was never able to find either larvæ, eggs 
or spermatozoa. This is in all essentials in accordance with the 
results arrived at by Kraepelin with respect to North Ger- 
many (see W.-L. 1897 p. 344—349) and further corresponds 
with Zschokkes reports on his researches respecting Bryozoa 
in high Alpine lakes. Zschokke states, that he has never seen 
any sexual elements in the Plumatella colonies of lakes in- 
vestigated by him, and that these Alpine Bryozoa possibly — 
he does not wish to express himself positively — may prove 
to form an interesting parallel to the colonies of the northern 
regions (1900 p. 119). Thanks to Kraepelins investigations 
we now know that in North Germany Paludicella produces eggs 
as well as spermatozoa, a feature which will probably also hold 
good with us. The larves have only once been found in the 
vicinity of Breslau (Bråem 1896 p. 54). Since then 1 have 
continually been in search of them in and on the large Palu- 
dicella colonies in Fure- and Lyngby-Sø but as yet without 
success. Whilst neither Kraepelin nor I have ever seen the 
Fredericella larva, Chirica (1904 p. 2) reports, that in the 
Rumanian lakes the /redericella throw off their larves in the 
latter end of July; these larva haves further been observed by 
Bräem as far as I know near Breslau (1895 p. 503). 

In our latitudes the production of eggs and sperms along 
with a copious produce of larve can only be regarded as a 
common feature in Plumatella repens, fungosa and in Crista- 
tella. Further researches must now decide, whether not only 
the forms, that already with us seem to have abandoned more 
or less the sexual mode of reproduction (Fredericella, Pluma- 
tella fruticosa. and possibly also Paludicella Ehrenbergii) but 
likewise all the rest of the Plumatella species as well as Cri- 
statella, both of which will in time presumably be found in the 
arctic region, and which in our latitudes all produce larvæ 
abundantly, only propagate asexually in the far north. This 
would seem the more probable, as the arctic conditions un- 


73 


questionably shorten the growth period of the Bryozoa. From 
his researches in Tilisuna- and Lüner-See ca. 2000 m. above 
sea level Zschokke (1900 p. 117) remarks, that the period of 
active growth in Alpine lakes can only be estimated at 8—10 
weeks, whereas in low countries at 20—22 weeks. The pro- 
duction of the statoblasts does not take place until ca. 9—10° 
C., i. e. in the latter part of July, and already in Oct. the 
colonies are dead. During the period Oct.—July only the germs 
winter in the statoblasts. According to Rink’s statement as 
to the mean temperature of Jacobshavn it appears, that the 
above mentioned lake has hardly been free from ice for more 
than three months. “Generally speaking the ice begins to form 
at the end of Sept., and in the course of Oct. the lakes are 
quite frozen over; the ice does not wholly vanish until the 
beginning of July or even later” (Rink I, p.76). The period of the 
year when the temperature exceeds са. 9—10° С. is undoubtedly 
very short. Notwithstanding the severity of the climate the 
colony might in all probability survive the winter in the case 
of a favorable locality; in 1899 p. 45 Lampert mentions the 
Fredericella as being the only Bryozoa positively known to be 
able to live beneath the ice. 

A few years ago (1904 p. 337) Zykoff was able to report 
Estheridæ as having been found оп Kolgujew-Island at са. 70° 
N. with an isotherm of ca. 7—8° C. in July. This discovery 
at one stroke extended the limits of distribution of these or- 
ganisms from regions bordering on the Mediterranean, from 
the Hungarian steppes and from the Mongolian as far north 
as to the arctic zone. The discovery of the Esteride along 
with that of the fresh-water Bryozoa treated of in this paper 
in the first place goes to show how very little we at present 
know as to the arctic fresh-water fauna. It has of late be- 
come customary, from a knowledge of the lowest July tem- 
perature at which a given organism at the present time is 
supposed to be able: to live, to draw conclusions as to the 


74 


temperature at which those strata in which the fossil specimens 
of the species now occur. For several reasons I consider 
these conclusions as being of small worth; more especially on 
account of our want of knowledge as to the northernmost limits 
of the lower fresh-water fauna. 


Literatur, 
1856. Allman (P.): A Monograph of the Fresh-water Polyzoa. 
1904. Amberg (B.): Limnologische Untersuchungen des Vierwaldstättersees. 
Physical. Teil. 
1890. Braem (F.): Untersuchungen über die Bryozoen des süssen Wassers. 
Bibliotheca zoologica. 


1895. = Was ist ein Keimblatt? Biolog. Centralbl. 1895. p. 427 
and 491. 
1896. — Die geschlechtliche Entwicklung von Paludicella Ehren- 


bergii. Zool. Anz. 19, p.54. 

1904. Chirica (C.): Notes sur les Bryozoaires de Roumanie. Annales scienti- 

fiques de l'Université de Yassy. 

1847—48. Dalyell: Rare and remarkable Animals of Scotland, represented 
from living subjects. London. 

1904. Davenport (C.): Report on the fresh-water Bryozoa of the United States. 

Proceed. United Stat. National Mus. Washington. 27, p. 211. 

1901. Forel (F.): Le Léman. T. Ш. 

1903 —4. Halbfass (W.): Die Morphometrie der Europäischen Seen. Zeitschr. 
d. Geselsch. f. Erdkunde zu Berlin, p. 592 og 205. 

1887—92. Kraepelin (K.): Die Deutschen Süsswasserbryozoen. 1. Abh. aus 
dem Gebiete der Naturw. Hamburg. 10, 1887 and II. Ent- 
wickelungsgeschichtlichen Teil. ibid 12, 1892. 

1899. Lampert (K.): Das Leben der Binnengewasser. Leipzig. 

1901. Levander (K.): Beiträge zur Fauna- und Algenflora der заззеп Ge- 

wässer an der Murmanküste. Acta Soc. pro Fauna et 
Flora Fennica. 20, No. 8. 

1905. — Zur Kenntniss des Planktons einiger Binnenseen in 
Russisch-Lapland. Festschrift f. Palmén. Helsing- 
fors. No. 11. | 

1883. Nathorst (А. G.): Nya bidrag til kännedomen om Spetsbergens kärl- 

växter. Kongl. Svensk. Vetensk. Acad. Handl. 20, No. 6. 

1901. Ostenfeld (C.): Phytogeographical-studies based upon observations of 
Phanerogame and Pteridophyta. Botany of the Faröes 
I. Copenhagen p. 100. 


—1 
or 


1906. Ostenfeld (C.): Planteveksten paa Færøerne. Dissert. København. 
1897. Richard (J.): Entomostracés recueillis par M. Ch. Rabot a Jan Mayen 
et au Spitzberg. Bull. de la Soc. zool. de France. 24, No. 5. 
1857. Rink (H.): Grønland geografisk og statistisk beskrevet. København. 
2. Bd. 
1907. Roux (M. le): Recherches biologiques sur le lac d'Annecy. Annales 
de Biologie lacustre. 2, p. 220. 
1898. Stenroos (K.): Das Thierleben im Nurmijårwi-See. Acta soc. pro fauna 
et flora. Fennica. Helsingfors 15, No. 2. 
1904. Warming (E.): Den danske Planteverdens Historie efter Istiden. Ind- 
bydelsesskr. til Kjøbenhavns Universitet. 
1896a. Wesenberg-Lund (C.): Om Ferskvandsfaunaens Kitin- og Kisellev- 
ninger i Tørvelagene. Meddel. fra dansk geolog. 
Foren. København 3, p. 51. 
1896b. — Biologiske Studier over Ferskvandsbryozoer. 
Vidensk. Medd. fra Naturhist. Foren. 58, p.252. 
1900. Zschokke (F.): Die Tierwelt der Hochgebirgsseen. Denkschr. d. Schweiz. 
naturf. Gesellsch. Zürich 37, p. 1. 
1905. — Die Tiefenfauna des Vierwaldstätter-Sees. Verhandl. 4. 
Schweiz. Gesellsch. Luzern p. 1. 
1905. Zykoff (W.): Zur Crustaceenfauna der Insel Kolgujew. Zool. Anz. 
28, p. 337. 
Freshwater-biological laboratory of the University 
Copenhagen 18/IX 1907. 


HAS 


114 ig Flys Ae) aX, MERE Sey CR Are 1 


SATIRE NE iy Ha: Maid) 25 


it козла ann eth ER à tot 


у 


‘de AUS RM dad | 


| va : s 4 4 
Bray IN| AE ee tad da Sede 


ul nth nl D dann 


É 7 И 
HOUR PEUR TENTE 3 


ep ' 
№ quid оу Fit UE ars jth “aes tik 
ae ae: ae ka 


FRR EST | i tah re 
Wit: cata ge Må al 


SE LE ВИ ara is 


Nita ti) i И. x Nie ie 


re During SINGS HU ag 


tesa tabs, Bir 


вне: ft YA ah PL KMS 
hart i NA 


stå rer 


14 
aw} 
| 


TI. 


Medfødte Misdannelser m. m. hos 
den grønlandske Befolkning. 


Ved 


Gustav Meldorf. 


1907. 


XXXIV. 6 


I det efterfølgende har jeg samlet, hvad jeg selv har set, 
samt hvad jeg i Literaturen og i Distriktslægernes indberet- 
ninger fra Grønland har kunnet finde angåaende medfødte Mis- 
dannelsers Forekomst hos Befolkningen i Grønland. — Skjøndt 
Materialet til Belysning af dette Forhold ikke er stort, synes 
det dog tilstrækkeligt til at vise, at de fleste af de fra andre 
Nationer bekendte almindeligste Misdannelser ogsaa træffes hos 
Grønlænderne, og jeg skulde næsten tro, at de endda er for- 
holdsvis hyppige hos den grønlandske Befolkning. 

Man vil i det efterfølgende finde Exempler paa: ufuld- 
stændig Lukning af føtale Spalter i Ansigtet, ufuldstændig 
Lukning af Cerebrospinalaxens Hulheder, Cyklopi, Hermafrodi- 
tisme, fejlagtig Dannelse af anus, fejlagtig eller mangelfuld 
Dannelse af Extremiteter m. m. — Om Dobbeltmisfostre og 
hjærteløse Misfostre (Acardiaci) foreligger ingen Oplysninger. 

En Mola hydatidosa, der fremkaldte stærke Blødninger 
og paafølgende Abort i 3die—4de Maaned, saa jeg hos en 31 
Aar gl., gift Grønlænderinde ved Julianehaab d. 7”/s 1897. — 
I 1896 behandlede Fritz Jørgensen, ligeledes ved Juliane- 
haab, en «Metrorrhagia gravissima, Mola hydatidosa» (manuel 
Fjernelse af Mola). 

Et Exempel paa ufuldstendig Lukning af fotale 
Spalter i Ansigtet saa jeg hos en ca. 18-aarig, ugift, for- 
ældreles Kvinde fra Grønlands Østkyst, der i Eftersommeren 
1900 indvandrede til den sydlige Del af Vestkysten tilligemed 
37 andre Beboere af Ostkystens sydlige Del for at bosætte sig 

6* 


80 


paa Vestkysten. Jeg traf og vaccinerede disse Ostgronlendere 
ved Udstedet Pamiagdluk 4. 7“/s—?*/9 1900 og har nærmere 
beskrevet mit Sammentræf med dem i en lille Afhandling i 
«Meddelelser om Gronland» XXV Hefte, Kbhvn. 1902, betitlet: 
«Fra en Vaccinationsrejse i Egnen omkring Kap Farvel i Efter- 
aaret 1900». Hos den ovennævnte Ostgronlenderinde saas en 
medfodt mangelfuld Tiliukning af den fotale Spalte imellem den 
af forste Visceralbue dannede Over- og Underkæbelap paa 
begge Sider. 

Paa venstre Side var denne Spalte forbleven helt aaben- 
staaende paa et længere Stykke, saaledes at Mundspalten strakte 
sig i transversel Retning lige hen til, hvor de ægte Kindtænder 
begyndte (Fissura buccalis transversalis, Macrostoma). Længere 
bagtil havde Tillukningen af denne fotale Spalte paa venstre 
Side for starste Delen fundet Sted; dog saas endnu ca. 1 Tomme 
nedenfor og foran venstre Oregang en lille, spalteformet Kanal, 
i hvis Lumen, der var saa stort og saaledes formet, at en Hul- 
sonde kunde trænge derind, den normale Hudbeklædning strakte 
sig ned, saa langt man kunde se. Lige bagved denne spalte- 
formede Aabning i Huden saas en lille nogenlunde oreformet 
Hudlap, der i Forening med Kanalen foran dannede ligesom et 
Miniaturere med den tilhørende Oregang noget nedenfor og 
foran det normale Øre. 

Paa Ansigtets hojre Side var Mundspalten ikke forlænget 
udover det normale, men her saas to lignende Kanaler (spalte- 
formede Aabninger) i Huden som den ovenfor beskrevne enkelte 
paa venstre Side. Paa Kinden omtrent midt imellem højre 
Mundvig og højre Øregang saas den ene af de nævnte to smaa, 
spalteformede Aabninger og bagved denne en ærtestor, lidt oval, 
fibromlignende Lap. Endvidere saas en noget større Hudlap 
foran Lobulus af højre Øre, og foran og lidt opadtil for denne 
saas den anden spalteformede Aabning at strække sig ned i 
Huden. 

Misdannelser af Hovedet о. а. Legemsdele i højere 


81 


Grad synes at have været tilstede i et Par af Paul Egede 
(«Continuation af Relationerne» etc., 1734—1740, Kbhvn. 1741) 
beskrevne Tilfælde af medfodte Misdannelser, nemlig: 

«Den 28de» (Marts 1738) «blev ved Isefjorden fod et 
Monstrum, hvilket havde Øjnene paa Siden af Nesen, Munden 
var som en spids Hunde-Snud; havde ingen Ørn. Og i Stedet 
for Hænder og Fødder havde det ikkun Laller og store tykke 
Laar. Over Panden var det begroet med Rens-Diurs Haar. 
Paa Siden af det var det at se til som et Stykke Hvidfiskeskind. 
Et andet Barn, sagde de, var fød der i Nærværelsen og havde 
lugtet af Orme. Aarsagen til slige Vanskabninger, foregive 
Angekut, at være, at Moderen har ladet sig bruge af de Døde». 

«Den 9de» (Maj 1739) «blev født et Monstrum 2 Mile 
herfra uden Hoved, med fire Ben, store Negler, Mund påa 
Brystet og Klør paa Ryggen. Slige og andre Vanskabninger 
fødes tit her i Bugten». 

Under mit 6-aarige Ophold ved Julianehaab fik jeg Lejlighed 
til at se to Tilfælde af medfødt Spaltning af Spinalkanalen 
(Rachischisis, Hydrorhachis ext., Spina bifida lumbo- 
sacralis) hos Grønlænderbørn. 

I det første af disse Tilfælde var Patienten et 2 Aar gl. 
Pigebarn ved Udstedet Sydprøven med Coxitis og «Tabes 
meseraica» tillige, hvem jeg kaldtes til d.‘/9 1898. Det spinale 
Meningocele havde en bred Basis og var blodt og vandpude- 
agtigt at fole paa; opadtil og bagtil lob det ud i en Spids, 
hvortil yderligere var fæstet et lille morkerodt, ved Tilheftningen 
til Meningocelet indsneret, kodet Appendix. ‘Tumor var med- 
fodt og var vistnok voxet noget siden Fodslen. Intumescensens 
Længdeaxe var fra Basis og til den fri Spids af det omtalte 
lille Appendix 51/2 Centimeter; heraf udgjorde det sidste 7/4 Cen- 
timeter. En aragtig Indtrekning saas i Huden nedenfor Me- 
ningocelet. Indenfor Basis af Tumor foltes tydelig Defekten i 
Hvirvelbuerne (manglende processus spinosi osv.). Den dækkende 
Hud af naturligt Udseende. — Barnet, hvis Forældre var meget 


82 


fattige, var i elendig Ernæringstilstand og overmaade slet soig- 
neret; det døde senere (4/2 1899). 

Den anden Patient, et 11/2 Maaned gl. Barn (Dreng) fra 
Udstedet Narssak (Nordproven), blev indlagt paa Sygehuset ved 
Julianehaab d. >7/s 1899. Meningocelets Basis var her 5 Cen- 
timeter i Diameter; den dækkende Hud var rodviolet, stærkt 
udspilet, slimhindeagtig i Midtpartiet, blank og spejlende. Kon- 
sistensen spændt og fluktuerende. Svulsten punkteredes ved 
Dieulafoi’s Aspirationsapparat, og der udtomtes en ret betydelig 
Mengde aldeles vandklar Vedske, hvorefter Sekken faldt sam- 
men, og Defekten i Hvirvelbuerne kunde nu overordentlig tydelig 
foles herigennem. Men Vedsken reproduceredes trods Trykfor- 
binding meget snart, og Sækken blev atter udspilet heraf. 
Barnet befandt sig vel under og efter Punkturen. Forældrene 
vilde ikke indlade sig paa, at storre Indgreb blev foretaget og 
havde bestemt at rejse fra Kolonien allerede d. *°/s med Barnet. 
Dette, der altsaa kun opholdt sig 4 Dage ved Kolonien, døde 
d. !*/ıı ved Bristning af Sækken, hvilken Bristning Barnet over- 
levede i 2 Dage. 

Et Tilfelde af Cyklopi omtales af Distriktslege Pfaff, 
Nord-Gronland, i hans Indberetning for Aaret 1867: Ved Jakobs- 
havn fødtes i Stutningen af Juni Maaned «et dodfadt Misfoster. 
Øjnene vare sammensmeltede ved Næseroden. Næsebenene 
manglede, men ned over det sammensmeltede Øje hang fast- 
hæftet til Neserodens Hudbedekning en kødet, af en Aabning 
perforeret Klump. Paa ventre Fod fandtes 6 Teer, iøvrigt var 
Barnet fuldbaaarent og velskabt». 

Under mit Ophold i Grønland blev det mig fortalt (1899), 
at 3 Tilfælde af Kryptophthalmus? skal være sete ved Nanor- 
talik for en Del Aar siden, idet en gift Grønlænderinde, der 
først havde født et Par sunde Børn, derefter fødte tre Børn, 
det ene efter det andet, hvor Øjelaagsspalten (rima) helt eller 
delvist manglede paa begge Sider. — Hos det første Barn skal 
Tillukningen have været saa fuldstændig, at man aldeles intet 


83 


kunde se af Bulbi, hos de to andre Born saas derimod et lille 
Parti af Cornea («saa meget som et Spurveoje») at skinne frem 
i Midten af de iøvrigt tillukkede Ojelaagsspalter. — Alle tre 
Bern skal have haft Lyssands (drejede Hovedet efter Lyset); de 
dode alle i en ret sped Alder, og Moderen fodte senere atter 
sunde Born. 

Af Hermafroditisme saa Distriktslege Otto Jessen 
ved Julianehaab et Tilfælde, der omtales i hans Medicinalberet- 
ning for September 1872—September 1873: «Som Merkver- 
dighed vil jeg kun tilføje til min Indberetning, at der i den 
tyske Menighed er bleven fedt et Barn med saa hermaphroditisk 
misdannede Genitalia, at der var Strid, om det skulde dobes 
Carl eller Marie, men Missionæren døbte det som Dreng. Da 
jeg paa min Rejse undersøgte det, var han 3 Maaneder gl.; 
Clitoris var udviklet til en ca. > Tomme lang Penis, næsten 
uden paaviselig Preputium, men forholdsvis stor Glans med fin, 
næsten hypospadiær Urethralaabning, derunder en Aabning, saa 
stor, at man kunde stikke en ikke meget fin Sonde */4 Tomme 
i Dybet; begge Testes foltes med Funiculi i Labia majora». 

Muligvis kan der have veret Tale om Hermafroditisme i 
sterre eller mindre Grad i et Par af Paul og Niels Egede 
omtalte Tilfælde. lalfald som Kuriosum synes jeg, at de for- 
tjener at anfores her: 

Paul Egede fortæller i «Continuation af Relationerne» 
om еп Kone, der 4. 23de Marts 1738 sagde til ham: «Jeg fødte 
dette Barn i Sommer og var en Dreng, det forste han kom ud, 
men han revnede og blev til en Pige; uden Tvivl er Luften 
bleven vred for noget, jeg maa have forset mig udi». — — — 
«Г hvor meget jeg end søgte at igendrive hende, stod hun dog 
paa sit, og sagde: Det var en Dreng, men revnet». — 

I «Tredie Continuation af Relationerne» etc. 1739—1743, 
Kbhvn. 1744, skriver Niels Egede for d. Tde December 1741: 
«Iblandt andet sagde en Kone, at den lille Pige, som hun nu 
havde, var en Dreng, da hun blev fodt, som de alle saa, men 


84 


da Jorde-Moderen havde forset sig i noget, idet hun ikke havde 
taget alle Angekokkens Regler iagt, sprak han itu og blev til 
en Pige, som duser’)». Niels Egede var da rejst Nord paa 
til Isefjorden, hvor dette foregik. 

| December 1739 omtaler Niels Egede en Brud, der 
Brudenatten blev forvandlet til en ung Karl. 

Bataillonschirurg Rudolf, Nord-Gronland, angiver i Aaret 
‘lz 1845—30/в 1846 at have behandlet et Tilfælde af Atresia 
urethræ; om medfodt eller erhvervet angives ikke. 

Et Tilfelde af Atresia ani omtales i Distriktslege F. 
Block’s Medicinalberetning for Godthaab Lægedistrikt for 1/7 
1840—*°/6 1841: Anus imperforatus, medfødt: «en tynd Hinde 
tilsluttede Aabningen, men ved en sterk Nisus depressonus 
anden Dagen efter Fødslen sprang denne Hinde itu paa to 
Steder. Anus blev dog herved ualmindelig lille og maatte i 5- 
Aars-Alderen dilateres blodigt. Barnet sagdes da ikke at have 
haft Aabning i 5 Uger!, og der udtemtes efter Operationen 
(uden Clysma eller andre Afforingsmidler) Masser af Feces». 
Barnet var en Dreng. Hudstrimmelen gennemskares med Fistel- 
kniv. 

Exempler paa fejlagtig eller mangelfuld Dannelse 
af Extremiteter er allerede nævnte i det foregaaende (under 
Omtalen af Misdannelser paa Hovedet og Cyklopi). I det efter- 
folgende skal anfores flere andre Exempler herpaa: 

Distriktslege Pfaff, Nord-Gronland, fortæller i sin Medicinal- 
beretning for Aaret 1872 om en Fodfodsel, hvor Moderen døde 
3 Timer efter Fodslen, da Jordemoderen ikke var i Stand til at 


1) Om en lignende formodet Forvandling fra Dreng til Pige (allerede i 
Foetallivet) paa Grønlands Østkyst meddeler Kommandør С. Holm i 
«Ethnologisk Skizze af Angmagsalikerne» (Den ostgrenl. Expedition 
1883—85, Side 134, Meddel. om Grenland, X Hefte, Kbhvn. 1888): En 
Angekok havde forudsagt en Kone, at hun vilde fode en Sen. Barnet 
blev imidlertid en Pige. Senere fandt Angekok’en ud af, at Spaadommen 
vilde være gaaet i Opfyldelse, hvis Konen ikke ved Uforsigtighed engang 
var falden, hvorved der var gaaet en Revne i Fosteret». 


85 


faa Efterbyrden frem. (Pfaff formoder, at der har veret ud- 
bredte Adhærencedannelser tilstede). «Bemeldte Barselkone 
havde fodt flere Born, og ikke faa af dem have haft Abnormi- 
teter saaledes Fingrene forenede ved Svommehud eller aldeles 
manglende; det nyfodte Barn manglede saaledes Tommelfingeren 
paa hojre Haand». 

Knud Poulsen anforer i «Contributions to the anthropo- 
logy and nosology of the East-Greenlanders» (Meddelelser om 
_Grenland XXVIII Hæfte. Kbhvn. 1905): «More considerable 
deformities are certainly very rare, children with such being 
as a rule undoubtedly killed shortly after having been born. 
The only one I saw was a young man, whose left hand was 
somewhat deformed, being first nearly 4 Ctm. shorter than the 
right one; the outermost points of the three middlemost fingers 
were besides stiff, and between these, being very delicate, a 
web was distended reaching nearly the outermost point». — 

I «Ethnologisk Skizze af Angmagsalikerne» skriver Kom- 
mander G. Holm om Ostgronlænderne: «Det er vistnok ingen 
Sjeldenhed, at der fodes vanskabte Born. Disse tilligemed syge 
Born, som antages ikke at kunne leve, ligesom ogsaa Born, hvis 
Moder dor under Fodslen, og hvem ingen anden kan give Die, 
blive kastede udenfor paa Jorden eller i Havet for at om- 
komme». — — 

Hos en nogle og fyrretyve-aarig, gift Gronlænder, Fanger 
fra Bopladsen Kangermiutsiait i Nærheden af Kolonien Juliane- 
haab, som kom til Lægebehandling for en anden Lidelse d. ?/6 
1902, saa jeg et Exempel раа Syndaktyli, idet Ade og 5te 
Taa paa venstre Fod var fuldstændig sammenvoxede i hele Be- 
roringsfladernes Udstrækning. Sammensmeltningen, der var med- 
fodt, indbefattede Huden, ikke Muskler, Sener eller Knogler. 
De sammensmeltede Tæer saa ud som en enkelt meget bred 
Taa med 2 Negle. Paa 4de Taa var Neglen veludviklet; paa 
dte Taa var den uregelmæssig kort og bred, rudimenter. 

Polydaktyli saa jeg d. 30/4 1902 hos en ca. 5 Aar gl. 


86 


Gronlænderdreng fra Bopladsen Niakornak, Nord for Kolonien 
Julianehaab. Barnet havde to Tommelfingre paa venstre Haand, 
hvoraf den ene (den yderste) dog kun var са. Из saa stor som 
den anden (den egentlige Tommelfinger). De var begge ind- 
leddede (ved Ledforbindelse) paa forste Mellemhaandsben. Den 
lille overflødige Tommel havde (ligesom den storre) 2 Phalanx- 
Knogler, og der var Bevegelighed i alle Led (ogsaa Metacarpo- 
phalangeal-Leddet). Yderste Phalanx var dog skudt ned paa 
Ulnarsiden af 1ste Phalanx, saa at den lille Tommels yderste 
Led vendte imod den storre Tommelfinger. Patienten kunde 
selv bevæge i alle Led. Begge Fingre bar vel udviklede Negle; 
paa den lille Tommelfinger var Neglen lang og smal. 

Niels Egede («Tredie Continuation af Relationerne») 
skriver i August 1739: «Sidst i denne Maaned kom en Gren- 
lænder langt Sonden fra, som var vanskabt, hans Mave ragte 
lige fra hans Hals, og kunde jeg ikke fole til noget Brystben 
paa ham, Albuen var nærved Skulderbladet, Laarene vare om- 
trent en fjerdedel Alen, og hans Hojde i sig selv var som et 
ordinært Menneske. Han talede uforstaaeligt, hans Kammerat 
sagde, at han kunde spise 5 Sælhunde op i et Maaltid, de 
indbildte sig og, at han havde en Spaadoms-Aand og kunde 
sige tilkommende Ting. Hans Moder fortalte mig, at da hun 
engang var paa Jagt og af Mathed lagde sig ned ved en stor 
Sten for at faa Hvile, drømte hun, at en Trold laa hos hende, 
og da hun af Alteration vaagnede, var hun ganske mat og 
merkte ved sig selv, at hun var besvangret». 

»Hun bad mig, at jeg vilde tale til Gud for hende, at den 
vanskabte Sen maatte enten blive som andre eller og maatte 
de, thi han fortærte al hendes Ejendom og kyste Livet af hans 
andre Soskende». 

Kommandør G. Holm nævner i »Den ostgronlandske 
Expedition», Side 87, en Ostgronlænder ved Imarsivik, «som 
var Dverg». — Hans Datter roede i Kajak og fangede godt. 

En gift Gronlænder ved Kolonien Julianehaab, født i Aaret 


87 


1874, lider af dobbeltsidig pes equinus samt genu valgum, 
medfodt eller da i alt Fald udviklet i den tidlige Barnealder. 


Af mindre væsentlige medfødte Anomalier skal 
jeg nævne: en for vidt gaaende Tilheftning af Tungen til Bun- 
den af Mundhulen (Ankyloglosson), en for vidt gaaende Til- 
heftning af Overleben til Overkebens Gingiva samt to Tilfælde 
af Molluscum fibrosum pendulens faciei, det ene hos et dansk, 
det andet hos et gronlandsk Barn ved Kolonien Julianehaab. 
De to sidstnevnte Tilfælde stod vistnok i Forhold til den fotale 
Spalte imellem Over- og Underkæbelappen; der var dog intet 
Tegn til Makrostomi hos noget af disse to Born. 

Ankyloglosson saa jeg hos et 14 Maaneder gl. Barn, 
Datter af Enke, ved Udstedet Narssak (Nordproven) d. "7/7 1900. 
Barnets Tungebaand (Frenulum lingue) var tilheftet meget langt 
fortil paa Undersiden af Tungen, næsten helt hen til Tunge- 
spidsen, saa at Tungen kun kunde loftes ganske lidt op fra 
Mundhulens Bund og ikke rekkes frem af Munden. 

Hos et andet Gronlenderbarn, 8 Maaneder gl., Son af Ko- 
lonist ved Julianehaab, som jeg 4. !Y/s 1901 ВК under Behand- 
ling, var Tungens Bevegelser ligeledes stærkt indskrænkede paa 
Grund af Tungebaandets Tilheftning altfor langt fortil paa Tun- 
gens Underside. 

Hos begge Born foretoges «Løsning af Tungen» ved Indklip- 
ning med Sax i Tungebaandet. Efter den lille Operation blev 
Tungens Bevegelighed betydelig mere fri. — Hos begge Born saas 
tillige en hvidlig Plet (Stomatitis aphthosa), der hos det forst omtalte 
Barn var 10-Оге stor og havde sit Sede paa Tungespidsen; hos det 
sidstnevnte Barn var Pletten godt ertestor og havde sit Sede 
lige foran Tungebaandets overste og forreste Tilheftning (halvt 
paa Tungebaandet og halvt paa Tungens Underside); Moderen 
havde bemærket denne Piet siden 4. 2/1 1901. Under flittig 
Pensling af Pletten med Tinct. myrrhe & galle aa tabte den 


58 


sig mere og mere og var næsten helt forsvunden i Slutningen 
af Marts. 

Det synes næsten, som om saadanne strammende Baand i 
Mundhulen, der ikke heves ved artificiel Behandling, er serlig 
udsatte for at angribes og — ialtfald delvis — destrueres ved at 
blive Sædet for Betændelsesprocesser (Aphthe о. Ign.), hvorved 
der indtreder en Slags Naturhelbredelse af Anomalien. Jeg 
har set det i flere Tilfælde, ogsaa naar Frenulum imellem Over- 
leben og Gingiva har strakt sig helt ned til Fortænderne. For- 
modentlig finder dette Forhold sin Forklaring ved, at en saadan 
fri Rand stadig er udsat for Stramning og Irritation under 
Tungens og Overlebens Bevegelser. 

Fibroma (Molluscum fibrosum), medfodt, saa jeg 
hos et Grenlenderbarn ved Julianehaab, født 4. */6 1901, Son af 
Fanger. Tæt foran højre Ore (i Højde med Crus helicis, altsaa 
lidt ovenfor Øregangsaabningen) saas en rundagtig, lidt mere 
end hampefrøstor, stilket Tumor, bestaaende af normal Hud 
med Lanugohaar (Cutis pendula). Stilken var tyndest lidt 
ovenfor den øvrige Huds Niveau. 

Hos et dansk Pigebarn ved Julianehaab, der fødtes i April 
S. Å., altsaa et Par Maaneder i Forvejen, saas et lignende med- 
født Molluscum fibrosum foran venstre Øre. Umiddelbart foran 
Tragus (paa Overgangen mellem denne og Tindinge-Egnen) fandtes 
et 4 Millimeter langt Appendix af blød Konsistens, bestaaende af 
normal Hud.. Det havde Cylinderform, og Cylindrens Diameter 
var 2 Millimeter. Cylindren var indsnævret lidt ovenfor Huden. 

Begge disse smaa Tumores fjernedes let ved Afklipning med 
Sax (henholdsvis d. ?/1 1902 og d. ”/10 1901), og i Løbet af 
faa Dage var Snitfladen legt og dækket af Epidermis. 

Phimosis er yderlig almindelig hos Drengebørn og voxne 
Grønlændere. 

Af Hydrocele congenita har jeg set et enkelt Tilfælde 
hos en Grønlænderdreng. 


89 


Skjendt det efterfølgende egentlig ikke kan komme ind under 
Betegnelsen: medfodte Anomalier, vil jeg dog tillade mig i Til- 
slutning til Omtalen af disse at anfore et Par lagttagelser over 
Forhold hos Gronlænderborn, der ligger lidt udenfor det helt 
almindelige og dagligdags. 

Da jeg 4. 17/5 1901 opholdt mig paa Embedsrejse ved An- 
leget Nanortalik i Julianehaab Distrikt, fremstillede en ugift 
Gronlenderinde sin 9-aarige Datter for mig for at faa fjernet 
en frembrydende Tand, der generede Barnet en Del under Tyg- 
ningen m. m., idet den var kommen frem paa den haarde Gane 
en Centimeter bagved Mellemrummet imellem de to mediale 
Fortender i Overkeben, altsaa i Legemets Midtlinie (Sagittalplanet). 

Foruden denne Tand havde Barnet 12 Tender i Overkeben 
(2 Fortender, 1 Hjornetand og 3 Kindtender i hver Kæbehalvdel). 
| Undermunden saas de tilsvarende 12 Tender, og desuden var 
2den Molar i sterkt Frembrud i venstre Side. De to Hjorne- 
tender i Underkæben var ved at blive erstattede af to frembry- 
dende, blivende Hjornetænder. Disse var komne godt frem over 
Tandkødet paa den ydre Side af Mælketænderne (lidt udenfor 
dem), saa at Barnet da havde 4 Hjørnetænder i Underkæben. 
De to Hjørne-Mælketænder kunde kun rokkes forholdsvis lidt. 

Den lille, hvide, frembrydende Tandkrone, der saas i Midt- 
linien af den haarde Gane, havde nærmest Form som en For- 
tand (mejseldannet med en Køl paa den bagtil vendende Flade). 
Dens Størrelse var lidt mindre end Fortændernes. Efter Ud- 
trækningen med Tandtang viste den sig at være 9 Millimeter 
lang, heraf udgjorde Kronen 6 Millimeter. Kronens Bredde 
var 4—5 Millim.; forfra—bagtil var den 3—4 Millim. Roden 
var afrundet af Form. Tanden kunde før Udtrækningen rokkes lidt. 

«Hexemelk» træffes undertiden hos de smaa Grønlænder- 
bern. Hos en lille Pige, født d.!/1 1905, Datter af Fanger ved 
Julianehaab, kunde der saaledes, da jeg i Dagene omkring d. 
6/;—18/1 s. A. undersøgte Barnet, fra begge Papiile mamm let 
udtrykkes nøgle Draaber tynd, halvklar, hvidlig, mælkeagtig Vædske. 


On Gyrolite from Greenland. 


0. B. Boggild. 


1908. 


So far as can be ascertained, gyrolite was first observed 
by К. L. Giesecxe in the year 1811. He gives the following 
description of a mineral from Niakornat in the district of 
Umanak, Greenland, which evidently refers to this species"): 

«Ist aber Mandelstein ein Gemengtheil dieses Conglomerats, 
so sieht man in demselben Quarz, Chalcedon, faserigen Mesotyp 
in Nieren von verschiedener Grösse. Der letztere geht oft ins 
krummblätterige über, ist schiefrig, hat einen starken Perlen- 
mutter-, oft beinahe metallischen (Silber-) Glanz, und braust 
etwas mit Salpetersäure. Seine Krystallisation scheint die sechs- 
seitige Tafel zu sein.» 

Gyrolite seems to be again indicated by Giesecke in 1814, 
when, in describing the minerals of Disko, he writes?): 

«The Apophyllite also occurs in a radiated form similar 
to stilbite, but with a more brilliant lustre, and presenting on 
the surface a crystallisation similar to the cock’s-comb barytes.» 

In this passage the relationship with apophyllite is clearly 
recognized; but later writers confounded the mineral with me- 
sole (thomsonite) and even with the radiated zeolites. Thus 
Haidinger writing in 1827°) describes eight specimens of 
‘‘Mesole” from Arran’s collection (now in the British Museum, 
London), and remarks that "these varieties show a very great 


1) GIESECKE, Mineralogiske Rejse i Grønland, Copenhagen, 1878, р. 245. 
?) GIESECKE, On the minerals of Disko Island, Trans. Roy. Soc. Edin., 
IX, 1816, p. 271. 
3) Edinbourgh Journal of Science, УП, р. 19. 
XXXIV. 7 


94 


resemblance to certain kinds of Apophyllite, so much so, that 
Sir Charles Giesecke, who discovered them in the island of 
Disco, in Greenland, was induced to consider them as a parti- 
cular subspecies of it, the micaceous apophyllite”. The first 
five specimens described in this paper by Hamincer are mesole 
(or faröelite, i. e. lamellar radiated thomsonite) from Nolsö in 
Ferée, while No. 6, ‘‘discovered by Sir Charles Giesecke at 
Nia Kornak in the island of Disco, Greenland” !) had a specific 
gravity of 2°382, and is said to have occurred in reniform 
groups, the individuals being “similar to those of var. 4, but 
larger’: it was most probably therefore mesole. But the two 
last specimens described by Harrncer are, there can hardly be 
any doubt, gyrolite, as was pointed out by M. Е. Heddle?). 
They are thus characterized by Haidinger: 

«7. The size of the plates is here between a quarter of 
an inch and half an inch. They have a bright pearly lustre 
on their cleavage planes, and the whole aggregate resembles 
in no small degree the crystallized spermaceti. The colour of 
this variety is white, slightly yellowish. It forms part of the 
inside of a geode detached from one of the vesicular cavities 
of basalt. It is from Karartut, near Godhavn, in the island 
of Disco. 

8. Large individuals aggregated and coarsely forming reni- 
form shapes. The surface is dark yellowish-grey, the colour 
on the cleavage planes almost straw-yellow; the whole ap- 
parently decomposed. Cleavage is very easily obtained, and 
the laminæ show some elasticity when we attempt to separate 
them. This specimen is a native of Nia Kornak in the Ome- 
naksfiord, like the preceding in the island of Disco.» 

It is no doubt also gyrolite which is referred to by Lévy”) 


1) More properly Niakornat. This locality is not on Disko but on the 
peninsula Nugsuak, Umanak-Fjord. 

?) The Mineralogy of Scotland, 2, 1901, p. 79. 

3) Description d'une collection de minéraux formée par M. Henri Heuland 
et appartenant à M. Ch. Hampden Turner, 1828, 2, pp. 272 and 274. 


95 


a year later, under the description ‘‘apophyllite globuliforme”, 
with mesolite and apophyllite, ‘‘Waygat, ile de Disco, Groen- 
land”; and apophyllite laminaire .... blanc et nacré, globuli- 
forme radié; Niarkornak, Groenland”. 

In the year 1851 the mineral species gyrolite was named 
and described by Anpverson'); the locality was Storr in the 
island of Skye, one of the Hebrides. 

The occurrence of gyrolite in Greenland was for the first 
time expressly stated by Grec and Lertsom?), who concerning 
that mineral write: ‘‘specimens of it (arranged in Mr. Allan’s 
collection as mesole by Haidinger) without doubt occur at 
Karartut, near Godhavn in Disco Island, Greenland; also at 
Niakomak, Omensnaksfiord, Disco”. 

With greater certainty gyrolite was proved to be a Green- 
land mineral by Heppte (see above) and by J. Currie”) who 
points out some localities in Greenland, where Gresecke may 
have found the mineral. Of these Niakornat has been named 
above; from Tarajungitsok Gisecke!) mentions: ‘‘kugelichten 
Glimmerzeolith in feinen, fast zerreiblichen Blättern”, and by 
this description gyrolite without doubt must be meant, so much 
the more as this mineral in reality has been collected by СтезЕскЕ 
at this place (see later on). From Tupausarsuit (= Tua- 
pagsuit) Gimsecxe®) mentions “der mehrmals berührte glim- 
merige Zeolith — blätterig und in Kuben”; here it is also al- 
most quite certain that he has meant gyrolite. Finally Currie 
names the locality of Akiarut from which Giesecke®) mentions 
massive apophyllite” and ‘‘pearl white radiated mesole”; of 
these the former, in my opinion, may be apophyllite, the latter 
thomsonite. 


1) Phil. mag. I, p. 111. 

*) Manual of the Mineralogy of Great Britain and Ireland. 1858, p. 217. 

3) Min. Mag. 14, 1905, p. 95. 

SEE een 329. 

SKC Ъ. 254 

5) A descriptive Catalogue of a new Collection of Minerals in the Museum 
of the Royal Dublin Society. Dublin, 1832, pp. 54, 55. 


1 


96 


When I wrote the ‘‘Mineralogia Groenlandica”, in 19051), 
I had never seen gyrolite and of the above cited works of 
Harwincer and Неорте | knew nothing; I thought then, that the 
occurrence of gyrolite in Greenland could not be considered 
as certain, so much the more as there did not exist any ana- 
lysis of the Greenland mineral. Subsequently Mr. Currie made 
me acquainted with the above cited works and drew my atten- 
tion to Levy’s description. He also sent me specimens of gyro- 
lite from different localities, by comparison with which I soon 
found the mineral in specimens from several localities in the 
Greenland collections of the Museum of Copenhagen. On a 
closer examination of these I found that the mineral from 
Niakornat showed such highly interesting crystallographical 
and physical development, and in most respects differed so 
much not only from every formerly known gyrolite but also 
from almost all other zeolites, that it deserved а special 
description. 

In the following, then, I shall first describe the mineral 
from Niakornat, and afterwards that from the other Green- 
land localities. 

In conclusion I have to pay my best thanks to Mr. J. Currie 
for his kind assistance to me without which I should never have 
come to make the following examinations. 


I. Gyrolite from Niakornat. 


Occurrence. About the occurrence we only know what 
GieseckE, who alone of all has collected the mineral at this 
place, states”). The rock is a basaltic breccia (tufa) in which 
the size of the fragments varies from that of a pea to the 
weight of several hundred pounds; thev consist of basalt or 
“Wacke” or amygdaloid, the last of which contains quarz 
chalcedony and the “faseriger Mesotyp’. Upon the specimens 


1) Medd. om Grenl. 32. 
2) ie: р. 245. 


on 


in the Museum of Copenhagen we can see that the cavities 
which contain the gyrolite must have been of a considerable 
size, at least 1—2 dm in diameter. 

The minerals which accompany the gyrolite are mesolite 
and apophyllite, and the succession of these is very distinetly 
the following: mesolite, gyrolite, apophyllite. The mesolite is 
developed in spherical radiated aggregations of a diameter of 
с. I cm which cover the walls of the cavities and from which 
free needles protrude into the gyrolite but only attain the length 
of about I mm. The gyrolite forms a stratum on the inner 
side of the mesolite and the thickness of that stratum varies 
from 1 to at least 5 cm; from that some folia protrude into 
the apophyllite, which mineral is only found in one specimen 
and which consists of one very large individual (about 5 cm 
in diameter) without distinct crystalline faces; it seems that 
its form has been partly influenced through contact with other 
individuals of the same mineral which no longer exist. 

The gyrolite is, as is otherwise the case, crystallized in 
radiated, foliated groups; the common size of the folia varies 
from 0:5 to 2 cm, the arrangement of the folia is however not 
so regular as commonly, for distinct spherical aggregates are 
not to be found, and the folia are often seen to intersect each 
other and in some places to form quite a complicated network. 

Here and there freely developed folia are seen to protrude 
into small cavities and these have given me the material for 
crystallographical examination. 

Crystalline form. The crystals have the habit of very 
thin hexagonal tables, the edge of which is mostly, by altera- 
tion as I think, quite uneven and without distinct faces; in 
some cavities it is possible to find better developed crystals 
with rather plane and shining marginal faces, which have al- 
lowed the following measurements to be made. 

What is so far known of the crystalline form of gyrolite 
is very little. Giesecke describes the form as hexagonal tables; 


98 


Неррте |) obtained from the Treshinish Islands six-sided 
plates with the plane angles с. 128° 50’ and 115°; I cannot 
understand how he has got these angles, which harmonize so 
little with the fact that the mineral is uniaxial. Heddle de- 
scribes, too, one or two bewelling faces on the edges, which 
he mentions as very brilliant and smooth; unfortunately he 
has not measured the position of these faces. 

For the gyrolite from Niakornat I have found the 
following: 

Crystalline form rhombohedral tetartohedral (rhombohedral 
class of Grora); the tetartohedrism is only to be seen by the 
etching figures. 

Axis с —) 19360. 

The following forms have been found: c {0001}, r {1011}, 

u {1012}, determined by the measurements: 


Average Variatic Number of Calculated 
value APES measurements value 


rie = (1011): (0001) = 65° 54’ 64°19'-67°23' 5 
и:с = (1012): (0001) = 48° 3’ 47°25'-48°42' 3 48° 11' 
rir = (1011): (0111) = 75° 58' 1 Ton 
As will be seen the values are divergent to a rather high 
degree, so that they cannot be considered as very exact. This 
arises from the fact that the faces are not well adapted for 
measurements; the 
faces of ce {0001} are 
large and shining but 


mostly curved in dif- 


Fig. 1. Gyrolite, Niakornat. 


ferent directions so 
that they give a number of signals in the goniometer. The rhom- 
bohedral faces are sometimes shining enough, but they are al- 
ways very small and furthermore somewhat curved; the reflec- 
tions, which they give, are of course mostly very indistinct. 
There cannot, however, exist any doubt about the correctness 


1) Min. Mag. 8, 1889, p. 272. 


99 


of the two determined rhombohedra, allthough the form {1012} 
is in other cases one of the rarest of all. 

The complete form of the crystals is given in figure 1. 

On some crystals there can be seen small, very indistinet 
negative rhombohedra but these give no reflections. 

No twins were observed. 

Etching figures are readily produced with the aid of cold 
hydrofluorie acid or hot diluted hydrochloric acid, in both 
cases the effect lasts at the most only a few seconds. The 


Fig. 2. Gyrolite, Niakornat. The etching figures on the 

upper and lower basis are direeted opposite to each other; 

the former ones have the point of the triangle turned down- 
wards. — The enlargment 1:45. 


figures are of a sharp triangular form, most commonly with 
concave edges as will be seen on figures 2 and 3. On the 
first of these we see that the etching figures on the lower and 
upper basis are directed opposite to each other. When etching 
figures are made upon a crystal with rhombohedral faces we 
see that the sides of the triangle produced by etching are not 
quite parallel to the edges between с {0001} and и {1012} but 


100 


are turned about 10° from that direction, to the right or to 
the left on the two opposite faces of c{0001}. This turning 
is distinctly shown on Fig. 3 where the directions of the edges 
(0001) : (1012) are clearly represented by the rays of the per- 
cussion figure. From this 
phenomenon it may be seen 
that this gyrolite belongs 
to a tetartohedral class, 
either the trapezohedral or 
the rhombohedral, and from 
the above named fact that 
the figures on the two basal 
planes are orientated in 
absolutely opposite direc- 


tions one may conclude 
Fig.3. Gyrolite, Niakornat. Etching figures; that the mineral belongs 
the sides of the triangles are turned about 10° 
from the directions of the rays of the per- to the latter of these 
cussion figure. — The enlargment 1:120. BE EDEN 
Physical properties. The cleavage along с{0001} is very 
strong so that gyrolite in that respect takes a place between 
gypsum and mica; the cleavage folia are almost perfectly ine- 
lastic and break very easily into pieces of quite irregular form; 
in that respect there is a small difference between the mineral 
from Niakornat and other forms of gyrolite which are, as a 
rule, somewhat flexible. A fine percussion figure can readily 
be made with the apparatus described by К. J. V. Sreensrrup !) 
and consists of a six-rayed star, a part of which is seen on 
figure 3. The lustre of e {0001} is strong pearly, of the other 
faces vitreous. The colour is on the fresh crystals grayish or 
silvery white, on the somewhat altered crystals yellowish white. 
The purest crystals are perfectly transparent, but mostly they 
are somewhat dull and, seen under the microscope, traversed 


by numerous stripes which are curved and pass in all directions 


1) Geol. Foren. Fôrh., Stockholm, 10, 1888, p. 113. 


101 


quite irregularly; so far as can be seen because of their small- 
ness, they consist of fluid inclusions. The specific gravity has 
been determined by Thoulets solution; for the purest pieces it 
is 2'578, while it decreases gradually with the increasing 
quantity of the above named inclusions; for [one of the more 
impure pieces it has been determined at 2°463. 

Gyrolite is, as stated by Descroizeavx') optically negative. 
| have succeeded in determining the indices of refraction by 
the total reflectometer, using a very even face of с {0001}; the 
boundary lines were quite sharp and distinct; I have found: 

Е бо: 
= — 11-5590. 

For the analysis I have selected cleavage pieces of the 
most perfect transparency; as the mineral is always overgrown 
with wery small crystals of calcite I have washed it with dilute 
acetic acid. The analysis was made by cand. polyt. Car. Curi- 
STENSEN With the following result: 


Quotients. Theor. I. Theor. IL. 
SiO, 54-83 0-914 56:42 55-28 
Al,O, 458 0:045 4°56 
CaO 3115 0:556 3511 31-06 
Na,O 174 0-028 
H,O 814 0°452 8-47 9-10 


Total 100°44. 

Of the water 2°45 pCt. goes away by heating to 100°; по 
trace of fluorine is found. 

As will be seen the quantities of the different constituents 
do not stand in any simple relation to each other. The com- 
mon formula for gyrolite, 3 H,O, 2 CaO, 3 SiO,, cannot be 
adopted here, as the quantity of water is but half so large as 
required. What part the alumina plays is not easy to see; it 
cannot, I think, belong to any foreign mineral e.g. feldspar as 


ANR.) 13, 1867! 


102 


no trace of any such impurity is to be seen on a micro- 
scopical examination of the analysed substance, possibly a 
small amount of kaolin or bauxite could conceal itself amongst 
the gyrolite, though I do not think it very probable; I have, 
however calculated the theoretical value (see above No. II) for 
a mixture of 11°55 pCt. kaolin and 88°45 pCt. gyrolite of the 
composition 350.5, 2 CaO, 1/2 H,0. On the other side, 
when the A/,O, is added to the CaO and Na,O, the ratio 
between the bases and the silica will be a little greater than 
2:3; I have, also, calculated the theoretical value (see No. I) 
for the composition 3505, 2Ca0, 11/2 H,O; we see that 
these values agree tolerably well with those found, and the 
last named formula thus most probably represents the com- 
position of the mineral. 

As one third of the water goes away at 100° it must be 
assumed to be water of crystallization and we thus have the 
following formula for this gyrolite: 

H, Ca, (StO3), + 4/2 H,O 
with a small part of the Ca replaced by Na or Al. 

Before the blowpipe the gyrolite from Niakornat exfoliates 
and fuses rather easily (fusibility 3'/2) to a white enamel. The 
same I have found to be the case with the mineral from all 
other localities including the original from Storr so that the 
statement commonly found in all handbooks that the mineral 
fuses with difficulty is, according to my experience, not 
quite exact. 

The consideration of the relation between gyrolite and 
other minerals | shall defer until | have mentioned the mineral 
from other localities. 


II. Gyrolite from other Greenland localities. 

1. Iglorsuit on Ubekendt @ (Unknown Island), 
district of Umanak. Here the gyrolite was collected by 
К. J. V. Steenstrup and is found in cavities with. saponite 


103 


and apophyllite; the saponite is the first formed mineral but 
is only found in some places as small spots on the walls 
of the cavity; the gyrolite forms a stratum, whose thickness 
varies from !/2 to 2 cm, and upon that stratum the apophyllite 
is found as rather large (1—2 cm) cubelike crystals, which 
quite fill up all the spaces between the gyrolite so that freely 
developed crystals of that mineral are not to be found. The 
gyrolite, itself, is as usual crystallized in foliated masses ar- 
ranged rather irregularly; the surfaces of the cleavage folia are 
rather strongly curved in all directions. I have not succeeded 
in producing percussion or etching figures upon them; the 
specific gravity of the purest material is 2°446. 

2. Nusak, on the southside of the peninsula of Nug- 
suak, the district of Ritenbenk. The specimens are col- 
lected by Risk and the rock seems to be a breccia with numerous 
cavities in which are found: (1) a radiated columnar mineral pro- 
bably scolecite in the form of globular masses of a diameter up 
to 2 cm, (2) gyrolite forming a stratum of 1 to 3 cm thickness 
and (3) small grains of quartz of quite irregular form implanted 
upon the gyrolite and probably younger than this mineral; the 
gyrolite is crystallized in radiating foliated aggregations and it 
is possible to cleave out quite regular and even folia of a 
diameter up to I cm; crystalline faces are not found. Percus- 
sion figures cannot be made and the etching figures, produced 
by hydrofluoric acid, are quite marked but of a rounded, almost 
circular, form. The specific gravity is 2'412. 

3. Niakornarsuk, near the foregoing place. From here 
we have a small specimen collected by Sreensrrur with a single 
cavity (6 cm) the walls of which are covered with а thin 
(1—2 mm) stratum of thomsonite arranged in globular masses 
as is commonly the case; upon that mineral saponite or gyrolite 
is found, where they are found together the gyrolite is the 
younger of the two. Upon all the three other minerals are 
implanted flat crystals of apophyllite (see the figure 101 in 


104 


Mineralogia Groenlandica) which, however, do not cover them 
altogether. The gyrolite has the ordinary shape of small 
(1—3 mm) radiating tables which are partly freely protruding 
in the cavity; the cleavage folia which can be formed are very 
uneven and small and I have not tried to produce percussion 
or etching figures; on a microscopical examination it will be 
seen that their interior is very impure. Under the circum- 
stances the specific gravity can have no very exact value; for 
one of the purest pieces I have found 2'383. 

4. Iganek, on the northside of Disco, distriet of Ri- 
tenbenk. Here Sreexsrru has found some small cavities (8 
to 10 cm in diameter) the walls of which are covered with a 
thin (c. 1 mm) layer of thomsonite, on which is a quite un- 
interrupted layer (3 mm) of gyrolite; this mineral is in it turn, 
partly covered with cubelike crystals of apophylite; in a single 
place, too, there are found small botryoideal masses with ex- 
ceedingly small crystals of calcite. A part of the gyrolite freely 
protrudes in the cavities as small crystal tables which are so 
much altered that they have no distinct crystalline faces. The 
cleavage folia of the gyrolite are rather irregular and curved 
and it is not possible to produce percussion and etching figures 
upon them. The specific gravity of the purest variety is 2'387. 
5. The distriet of Ritenbenk without more exact indica- 
tion of the locality (collected by Ring). The gyrolite is in cavities 
of a diameter up to 5 cm, without surrounding rock. Ощег- 
most in the cavities there is mostly a thin layer of saponite 
whereafter follows another thin layer (с. 1 mm) of a mineral 
which has much resemblance to gyrolite; as it is, however 
optically biaxial, it is more probably thomsonite. Next follows 
a layer (c. 5 mm) of a fine-grained or somewhat fibrous snow- 
white substance which I cannot more exactly determine, and 
thereafter a layer, of almost the same thickness, of gyrolite; 
later formed zeolites are not found here but the gyrolite is 
covered with some very small calcite crystals without distinct 


105 


form. The gyrolite is partly protruding in the innermost cavity 
as small crystal tables without determinable faces. The cleavage 
folia of the gyrolite are rather even and etching figures can 
be formed upon them of a quite rounded shape; the substance 
is rather impure and the specific gravity is 2'383. 

6. Ivnarsuit (Skarvefjeld) and Karartut on the south 
side of Disco, district of Godhavn. Here have at very different 
times, been collected some specimens of the mineral, which 
show so much resemblance to each other that they must be 
considered as having come from the same place, the two loca- 
lities being, in fact, very close together. The gyrolite is found 
in cavities in dolerite, the diameter of the cavities is up to 
1 dm. The first formed mineral is natrolite, formed as very 
regular radiating masses from which fine needles protrude 
through the other minerals. Upon the natrolite the gyrolite 
is formed, covering directly the walls of the cavities where 
the natrolite is wanting. Innermost there are large (2—3 cm) 
crystals of apophyllite implanted on the two first formed mi- 
nerals. The gyrolite has the form of fine spherical masses 
(с. 1 cm in diameter) sometimes traversed by natrolite needles 
but mostly very pure; crystalline faces are found on the out- 
side but they are too small to be determined. The cleavage 
folia are somewhat curved and it is not possible to produce 
regular percussion figures проп! Фет; etching figures of a quite 
circular form can be produced with hydrofluoric acid. The 
specific gravity, which, owing to the purity of the mineral, can 
be determined very exactly, is 2°418. Optically this gyrolite 
is sometimes feebly biaxial, the axial angle, 2 E, going up 
tonc. 10°. 

7. Karusuit in Disco-Fjord, district of Godhavn. The 
gyrolite from here, collected by Rısk, is one of the finest and 
best developed examples of the mineral. The first formed mi- 
neral is in some places radiating fibrous masses, perhaps me- 
solite, in other places a rather hard, white, quite homogeneous, 


106 


almost opal-like substance; in general the gyrolite itself covers 
the walls of the cavities. The inner space of the cavities is 
sometimes filled up by apophyllite in large-grained masses, 
sometimes the gyrolite is covered by a very thin (с. 0:1 mm.) 
layer of an opaque yellow substance, and when this is removed 
crystalline faces can be seen. The gyrolite itself has the com- 
mon structure of foliated masses, the single folia reaching the 
diameter of I cm, it seems to be very pure and has a fine 
pearly lustre. The terminal faces are very small and curved; 
in the goniometer they can however be determined as the 
fundamental rhombohedron > {1011}. The faces are very im- 
perfectly developed; the base is bright and shining but highly 
curved so that it gives no single signal in the goniometer; the 
faces of r {1011} are more even but very small and their re- 
flexions of course very weak; for the angles I have got the 


following values: 


Average ео Number of Calculated 
value arlations measurements value 


r:c = (1011):(0001) = 65° 55’ 64°06’-67°08 4 65° 57’ 

The average value and the variations agree very well with 
those of the mineral from Niakornat; no trace of the rhom- 
bohedron u {1012} is found. The physical properties are the 
same as from the foregoing locality, the gyrolite here being 
also, in many cases, optically biaxial. The specific gravity 
is 2417. 

8. Another gyrolite from Disco-Fjord without more spe- 
cific locality shows a very great similarity to the preceding and 
may, perhaps, originate from the same place. 


III. General remarks. 


As will be seen from the foregoing most of the Greenland 
gyrolites show, in almost all respects, very small variations, 
and the same is according to what I have seen in the literature 
and for a great part confirmed by my own observations, the 
case with the gyrolite from all other countries. The only ex- 


as 


107 


ception is the mineral from Niakornat, wich possesses so 
many particular properties that it may, perhaps, be somewhat 
doubtful if it in reality belongs to gyrolite. In the following 
remarks | shall point out the resemblances and the differences 
between the gyrolite from Niakornat and other gyrolites. 

The occurrence is very uniform and characteristic. The 
mineral is always found in cavities in basalt or basaltic tufa; 
the first formed minerals associated with it in these cavities is 
for the Greenland localities one of the zeolites natrolite, meso- 
lite, scolecite or thomsonite and in some cases saponite alone 
or together with one of the named zeolites; the last formed 
mineral ist mostly apophyllite and in a few cases calcite 
or quarz. 

For the Scottish gyrolites Currie has given me the following 
scheme where is collected all what is known about the mineral 
associations 4): 

1. Faroelite-Scolecite-Gyrolite (Treshnish Islands). 

2. Mesolite-Gyrolite ( — un) 

3. Mesolite-Gyrolite-Apophyllite (  — — ). 

4. Faroelite-Gyrolite ( = NME 

5. Mesolite-Gyrolite-Apophyllite (Rudha па h’Airde Glaise, 
Portree, Skye). 

6. Mesolite-Gyrolite ( — — — | 

7. Faroelite-Gyrolite ( — — — № 

5. Gyrolite-Apophyllite (Quiraing, Storr, Skye). 

9. Faroelite-Gyrolite ( — — — ). 

10. Faroelite-Mesolite-Gyrolite ( — — — ). 

11. Scoleeite (?)-Gyrolite (Rudha nan Clach, Skye). 

12. Mesolite (?)-Gyrolite (Sanday, Canna). 

13. Mesolite (?)-Analcime-Gyrolite (Sgeir Dearg, Mull). 

14. Gyrolite-Xonotlite (Gribun, Mull). 


1) 1—4, Heppze: Min. Mag. 8, р. 130; 5—6, HeppLe: Trans. Geol. Soc. 
Edinb. 7, 1899, р. 331; 7—13, CURRIE (private information); 14, HEDDLE: 
Min. Mag. 5, 1882, p. 4 


108 


From other places in the world very little is recorded 
about gyrolite; at Sundelaget in the F&röes, it is found’) 
with apophyllite superimposed and the same is the case with 
the gyrolite from New Almaden, California’), while it in 
Nova Scotia?) is stated to be younger than the apophyllite. 

As a rule, however, we find that the succession of minerals 
is the following. 

1. One of the zeolites: natrolite, mesolite, scolecite or thomsonite. 
2. Gyrolite. 
3. Apophyllite. 

This association seems very difficult, if not impossible, to 
explain; it is highly surprising that the zeolites of the group 1 
which contain the most alumina of all zeolites are found to- 
gether with the gyrolite and the apophyllite which contain little 
or no alumina while all the other zeolites very rarely occur 
with them, further, the order of formation is very obvious 
when we take into consideration the amount of lime in the 
three groups; it is for the first group O—14 pCt., for the 
gyrolite 30—33 and for the apophyllite c. 25 pCt. For the 
sake of comparison I give the composition of the three groups 
in the following scheme: 


1. 2» 3. 
SiO, 36—49 51—55 51—53 
AIO. 25—52 [5 01 
CaO 0—14 30—33 24—96 
Nas ON 016 (5 0—1 
ОО 0—5 4—6 
НО ROERE 8—15 16° 17 
F 0 0—1 02 


The only constituents wich seem to be able to produce 
that succession are the alumina wich is decreasing and the 


1) CURRIE: 1. с. p. 94. 
?) CLARKE: Am. Journ. Sci. 38, 1898, р 128. 
3) How.: Am. Journ. Sci. 32, 1861, p. 13. 


109 


potash and fluorine which are increasing as we go from the 
first to the last formed minerals. 

The crystalline form is only known for the gyrolite from 
Niakornat and Karusuit; it is in both cases the same, with 
the one exception that the crystals from Niakornat sometimes 
have the rhombohedron u {1012} which is entirely wanting on 
the crystals from the other locality. The form of the aggre- 
gations and the common habit of the mineral is also almost 
the same in all known gyrolites. 

On the other side there are in the following respects very 
marked differences between the gyrolite from Niakornat and 
that from other localities: i 

1. The etching and percussion figures can be made very 
easily upon the gyrolite from Niakornat while both are very 
imperfect on all other gyrolites or are not formed at all. 

2. The specific gravity is for the pure gyrolite from Nia- 
kornat 2'578; in other gyrolites it varies from 2°383 to 2'446. 

3. The composition. As I have no analyses of the Green- 
land gyrolites with the exception of that from Niakornat I 
shall for a comparison use the older analyses of the mineral 
from Skye"), Nova Scotia”), New Almaden?), Fort Point‘) 
in California and Brazil’). 

Analyses of gyrolite: 


Niakornat Skye N. Scotia N. Almaden Fort Point Brazil 
SiO, 54°83 50°70 51°90 52°54 53:47 52:77 


41,0, 458 1-48 1-27 0-71 0-22 0.73 
CaO 31:15 33°24 29°95 29:97 32-00 33:04 
MO — 0:18 0:08 — = — 

и О — 1:60 1:56 = 0-41 
Na,O 1-74 1e Ba 0:27 1:25 0:35 
О 94 418 0015 05 18606 5182 9258 
Е — = — 0-65 = = 


1) ANDERSEN: Phil. Mag. 1, 1851, p. 111. 

2) How: 1. с. 

3) CLARKE: |. ©. 

1) SCHALLER: Bull. U. $. Geol. Surv. 262, 1905, р. 124. 
5) Hussak: Centralbl. f. Min. 1906, р. 330. 


XXXIV. 8 


110 


As will be seen the greatest difference consists in the 
amount of water which is much smaller in the gyrolite from 
Niakornat than in the others; accordingly the amount of the 
other constituents must, in general, be somewhat larger; an- 
other difference, which however cannot be considered as very 
essential, is that comparatively much of the CaO is replaced 
Бу Al,O, and Na,O. The formule of the minerals can, quite 
exactly, be expressed as follows: I 
Gyrolite from Niakornat 3 S10,, 2 CaO, 14/2 H,0, 
Gyrolite from Skye, N. Scotia, N. Almaden 

3 Si0,, 2 CaO, 21/2—3 H,01, 
Gyrolite from Brazil and Fort Point 
3010, SAC AO KDE ASE 0 

As long as we have not found transitions between the 
different forms it is not possible exactly to decide if they are 
in reality the same mineral; I find it very probable that the 
gyrolite from Niakornat represents the fresh state of the 
mineral and that all the other gyrolites are altered by assorption 
of water, by that alteration the specific gravity must, of course, 
be lowered; the crystalline structure has been so much de- 
formed that the etching and percussion figures cannot be made 
in the altered mineral, while the optical properties seem to 
be almost the same in both varieties, all forms of gyrolite 
being optically negative and either perfectly uniaxial or occa- 
sionally weakly biaxial. It is true that no similar alteration in 
other minerals seems to be known; but the great similarity 
between the different varieties of gyrolite in respect of occur- 
rence and erystalline form seems to show that they belong to 
the same mineral species. 


1) In the case of the mineral from Skye, ANDERSEN observed already in 
1857 that onethird of the water goes off at 100°. The formula there- 
fore for the Skye mineral — and presumably for other gyrolites with 
the same proportion of H,O — should empirically be written H,Ca, 
Si,0,, + H,O. 


111 


Relations to zeophyllite!) and other minerals. 

The only mineral to which gyrolite is somewhat closely 
related is, as far as I can see, the zeophyllite from Grosz- 
Priesen?) and Alter Berg) in Bohemia. I shall in the 
following give a short account of the properties of that mineral, 
as far as they can contribute to clear up the relation between 
it and gyrolite. 

The succession of minerals is very different in the two 
zeophyllite localities; at Grosz-Priesen it overlies natrolite 
and at Alter Berg it overlies calcite or hyalite and apophyllite 
and is overlaid by hyalite; we thus see, that the occurrence of 
zeophyllite is not quite similar to that of gyrolite, but as the 
last named mineral varies somewhat in that respect it is not 
possible to regard that fact as conclusive. 

The crystalline form is by Perxax described as rhombo- 
hedral with the base, a prism and a rhombohedron forming 
an angle of almost 78° with the base; Cornu has not more 
closely examined the mineral in that respect, upon a specimen 
from Alter Berg in the Museum of Copenhagen I have, 
however, found quite the same form. As the base is very 
badly developed I have measured the angle between the prism 
(of second order) and the rhombohedron and determined it to 
31° 45’ as a mean of 6 values varying from), 31° 15” 10 32° 05° 
‘from this the angle between the rhombohedron and the base 
is calculated to be 79° 05’, and if we assume that the rhom- 
bohedron is s{0221} we get the axial ratio for the zeophyllite : 

C= 22451 
while for the gyrolite: 
с = 1°9360. 
As the measurement of the angles are for neither of the 


1) This relation is mentioned by Cornu: Centralbl. f. Min. 1906, p. 80. 
2) PELIKAN: Sitzb. 4. К. Akad. 4. Wiss. Wien, 111, 1902, р. 336. 
3) Cornu: Tschermaks Min. und Petr. Mitt. 24, 1905, p. 127. 

8% 


112 


minerals very exact they can perhaps be considered as iso- 
morphous. 

The common combination of the zeophyllite, viz c {0001}, 
a {1120} and s{0221} is represented on figure 4. 

The etching figures 
ue a are described by РЕ- 
[5] le] LIKAN and show that 
the zeophyllite is te- 
tartohedral; I think it 
most probable that it belongs to the same class as gyrolite, 


Fig. 4 Zeophyllite, Alter Berg, Bohemia. 


viz. the rhombohedral. 

The aggregations, the cleavage and the common habit of 
the two minerals are quite similar; the optical properties are 
almost the same too, the zeophyllite being negative but exhi- 
biting more optical anomalies than the gyrolite; the index of 
refraction is for the zeophyllite somewhat smaller the w being 
determined by Cornu at 1°545. 

The specific gravity is for the pure zeophyllite 2°748— 
2°765 while it for the gyrolite from - Niakornat is 2°578. 

The composition is given by Perikan for the zeophyllite: 

DO баре 
for the gyrolite from Niakornat it is: 
SiO SACHE, 
so that we find in that respect a great difference between the: 
two minerals. 

Although there are many similarities between the zeo- 
phyllite and the gyrolite they must be considered, as two well 
defined minerals which are, most probably, isomorphous and 
form a very interesting group of the calcium zeolites; un- 
fortunately these are, with the exception of apophyllite, very 
imperfectly known and consequently it is difficult if not quite 
impossible to point out the relations between them. Some of 
them come very near to gyrolite in composition and are, per- 
haps, only a very fine grained form of that mineral. The most 


113 


interesting of these minerals seems to be the centrallassite !) 
which in physical properties viz. laminar structure and strong 
pearly lustre, seems to be identical with the gyrolite and in 
respect to specific gravity (= 2°45—2°46) and chemical com- 
position directly to form a transition between the two forms 
of gyrolite. Most of the analyses, to the sure, contain more 
SiO, than the gyrotite, but one of them has only 5472 р. ct. 
Si0, and perhaps the other may be impure from some free 
silica as is assumed to be the case with the variety of cen- 
trallassite named cyanolite; in other respects (47,0, 1—2 р. ct. 
and H,O с. 11°5 р. ct.) the mineral will be seen to take a 
position between the gyrolite from Niakornat and the other 
gyrolites. 

Another mineral which is very nearly related to gyrolite is 
tobermorite*); in physical respects it is so fine grained an 
aggregate that cleavage etc. cannot be observed; the specific 
gravity is 2'423. The analyses show that the amount of 50, 
(46°51—46°62 р. сё.) is smaller than in gyrolite, but in respect 
to CaO, Al,O, and H,O it closely resembles centrallassite. 

Okenite does not stand very far from gyrolite in com- 
position, but here the physical properties show that the two 
minerals cannot be very nearly related to each other. 

The rest of the calcium zeolites, viz. the chalcomorphite, 
the plombierite, the louisite and the zonotlite, differ in com- 
position very much from gyrolite; chalcomorphite*) is found as 
very small hexagonal crystals with the axis с = 1°9091 (it is 
almost the same as in gyrolite); as the mineral is, however, 
holohedric and the cleavage parallel to the base is only de- 
scribed as ‘distinct” it is most probable that the similarity 
of the axial ratios must be considered as quite accidental. 


1) How: Ed. п. phil. Journ. 10, 1859, р. 84 and Phil. Mag. 1, 1876, р. 128. 
*) HEDDLE: Min. Mag. 4, 1890, р. 119. 
3) С. у. Ravn: Pogg. Ann. 1873: Erg.-Bd. 6, р. 376. 


H 
H 


114 


Appendix. 


After the above paper was written I received from Cornu) 
a very interesting treatise upon gyrolite and related minerals. 
According to this the mineral from Niakornat is a new 
mineral species and it is named reyerite and besides the dif- 
ferences between it and gyrolite, which I had already found, 
there is also stated to be a small difference in respect to the 
index of refraction, the w of the gyrolite being determined at 
1-54—1°55 while for the reyerite it is 1°5645. The reyerite is, 
stated to originate from Disco as well as from Niakornat; 
it may, however, be the same locality as Niakornat was 
formerly described as a locality upon Disco, as we have seen 
above. As the paper by Cornu is stated to be a preliminary 
one a more exact description of the specimens will, perhaps, 
clear up this point. 

As Greenland localities for gyrolite there are named: 

1. Korosoak (= Kororsuak near Godhavn): from 
that place I have found no gyrolite; Cornu describes three 
different varieties all occurring together with apophyllite partly 
older and partly younger than that mineral. 

2. Karatut near Godhavn (= Karartut, see above 
p. 105) here the gyrolite is described as implanted upon apo- 
phyllite, while, on the specimen examined by me it is distinctly 
older than that mineral; the form described as small spheres, 
also shows that the specimens are quite different from each other. 

3. Niakornak. From that locality I have found no 
gyrolite besides the above named which by Cornu has been 
termed reyerite. 


1) Tschermaks min. u. рег. Mitth. 25, 1907, Heft 6. 


Geologiske og antikvariske Iagttagelser 
1 Julianehaab Distrikt. 


Af 


K. J. V. Steenstrup. 


1909; 


Paa forskellige Rejser, i Aarene 1874, 76, 77, 88 og 99, 
har jeg haft Lejlighed til at undersøge Fjordene Tunugdliarfik, 
Kangerdluarsuk og Igaliko ved Julianehaab. Hensigten med 
disse Rejser var dels en Indsamling af de sjeldne Mineralier, 
der der forekomme, dels at skaffe en almindelig Oversigt over 
de geologiske Forhold. Fra Rejsen i 1876 foreligger en til 
Professor Johnstrup indgiven forelebig Beretning, der blev 
trykt uden hans og mit Viden, da den, som Bilag var indsendt 
til Rigsdagen!); og i 2det Hefte af «Meddelelser om Gronland» 
findes et geologisk Kort over denne Egn med Forklaring. | 
1877 besogte jeg under et kortere Ophold igen denne Egn; 
og, da alle Bjergartsproverne og den storste, om end ikke just 
den vesentligste Del af de i Aarene 1876 og 77 indsamlede 
Mineraler vare gaaede til Grunde ved Christianborgs Brand i 
1884, besluttedes det i 1888 at jeg igen skulde rejse derop for 
at forsøge paa at erstatte det tabte. Paa den Tid var Spergs- 
maalet om Gasglodelyset sterkt fremme og Opmerksomheden 
derved henvendt paa Eudialyten paa Grund af dens Indhold af 
Zirkonsyre. Kryolith-Mine- og Handels-Selskabet sogte saa 
Indenrigsministeriet om Tilladelse til at lade indsamle og bryde 
et storre Parti Eudialyt for dermed at anstille Forsog. Da jeg 
den Gang, paa Grund af mine tidligere Undersogelser, vel om- 
trent var den eneste der vidste nogen Besked om den Maade, 
hvorpaa Eudialyten forekom, henvendte Kryolithselskabet sig til 


1) Tillæg В Ш Rigsdagstidenden for 1877 —78. 


118 


Professor Johnstrup, der dengang var Formand i Kommis- 
sionen for Grønlands geologiske Undersøgelse, og bad om jeg 
maatte lede den Expedition det agtede at udsende. — Dette gik 
han med Glæde ind paa, da Kommissionens Opgave jo ikke 
alene var videnskabelig at undersoge Gronland men ogsaa at 
fremdrage de Naturprodukter, der kunne have teknisk Betyd- 
ning, og derved mulig blive en Indtegtskilde for Landet, som 
Kryolithen. — Vel vidste jeg nok hvor Eudialyten skulde soges, 
men jeg havde dog ingen Anelse om i hvor stor en Mengde, 
selv en overfladisk og loselig Indsamling kunde skaffe tilveje, 
hvorfor jeg, da Selskabet spurgte mig om hvormeget jeg troede 
en halv Snes Arbejdere i en halv Snes Dage kunde indsamle, 
ikke turde love mere end nogle faa Tusinde Kilo. Resultatet 
var imidlertid, at denne første Indsamling indbragte c. 15000 
Kilo, hvoraf omtrent Halvdelen kunde anses for ren Eudialyt. 
Uagtet det hed sig, at Eudialyten var usælgelig og at Sel- 
skabet laa inde med hele Lageret, saaledes fortalte Professor 
Thomsen mig, at de vel havde solgt et Parti, men faaet det 
tilbage, da vedkommende Fabrik ikke vilde anerkende at det 
indeholdt den Zirkonsyremængde der var forudsat; — saa be- 
sluttede Kryolithselskabet dog igen i 1899, atter efter indhentet 
Tilladelse, at lade foretage en lignende men noget større Ind- 
samling af Eudialyt, og henvendte sig saa igen til mig om at 
lede Expeditionen. Uagtet jeg havde besluttet ikke oftere at 
rejse til Grønland, da jeg paa min sidste Rejse i 1898 til Nord- 
Grønland havde følt at jeg ikke længere kunde taale de idelige 
Bjergbestigninger der vare forbundne dermed, saa kunde jeg 
dog ikke modstaa Professor Jul. Thomsens elskværdige Op- 
fordring, hvorved jeg jo ogsaa endnu en Gang vilde faa Lej- 
lighed til at færdes i denne, saavel i geologisk som i antikvarisk 
Retning lige interessante Egn. — Resultatet var, at der denne 
Gang hjemførtes с. 44000 Kilo uren Eudialyt. Dette Minerals 
Forekomst vil senere i denne Beretning blive omtalt, hvorimod 
selve den Maade, hvorpaa Eudialyten efter min Anvisning ind- 


119 


samledes og bredes ikke her omtales paa Grund af et ud- 
trykkeligt udtalt Onske af Kryolithselskabets nuverende ledende 
Direktor Dr. phil. H. Topsoe. 

For Oversigtens Skyld ere mine lagttagelser fra de for- 
skellige Rejser samlede i folgende 3 Afsnit: 

1) De geologiske, særlig den gamle rede Sandsten. 2) 
Mineralogiske lagttagelser og Indsamlinger, og 3) Antikvariske 


lagttagelser. 


1. Den rede Sandsten. 


Allerede Hans Egede blev paa sin Rejse i 1723 for at 
finde Osterbygden, af Grønlænderne gjort opmærksom paa, at 
der inde i Fjorden Tunugdliarfik fandtes «en slags brunrød 
Farve, desligeste rede Stene med hvide Spætter ид» 1); først 
Peder Olsen Walloe paa sin Rejse til Ostkysten i 1751, 
stiftede nærmere Bekendtskab med den røde Sandsten, da han 
den 12te September s. A. kom Ш Sidlisit: «her blev mig anvist 
2 Bjerge ner hos hinanden, som havde god Forraad af bruun- 
red Farve; men i Udkanten af den ene var en Vinkel som be- 
stod af kolorede Stene, годе med hvide Pletter og derfor kunde 
lade sig udklove i store og smaa Fliser, saa meget man lystede». 
Hertil fojer Otto Fabricius: Jeg besidder en Ргоуе af disse 
Stene som til Nod kunne bruges som Hvedsestene, og deraf 
har vel Stedet sit Navn: Sidlisit, betyder paa gronlandsk Hvesse- 
sten”). Ogsaa Arctander, paa sin Rejse i 1777 besagte 
efter Gronlendernes Anvisning dette Sted, ligesom han ogsaa 
efter deres Anvisning besogte Stedet ved Ipiutak, hvor de mange 
Kvartskrystaller findes >). 

Giesecke omtaler paa sine Rejser i 1806 og 1809 flere 
Steder, hvor den røde Sandsten forekommer i denne Egn, og 


1) Omst. og udførl. Relation ang. den grønl. Mission. Kbhvn. 1738. S.115. 

?) Ugebladet Samleren. 1. 1787. $. 172. 

3) Ugebladet Samleren VI 1793. $. 1125; cfr. M. о. С. II. $. 37 og XXXII. 
S. 72 og Tillæg B til Rigsdagstidende for 1877—78. S. 7. 


120 


fremhæver navnlig den inderlige Forbindelse der er mellem 
Sandstenen og de den gennemkrydsende Gangmasser, der, f. Ex. 
ved Igaliko, have et fuldstændigt lavalignende Udseende. Dog 
gaar han vel vidt, naar han tilfojer: die Oberfläche des Gebirges 
selbst hat durchaus ein verbranntes Aussehen!). I sin Af- 
handling: «Greenland» i Brewsters «The Edinburgh Ency- 
clopædie» kalder han Sandstenen Old red Sandstone?). 

Dr. C. Pingel besagte i 1828 Igaliko og har i Vidensk. 
Selsk. Skrifter”) givet en Beskrivelse af Sandstenen og de den 
gennembrydende Porphyrganges Optræden. Paa Grund af dette 
Forhold mellem den rode Sandsten og Porphyrgangene henforer 
han den forste til Tyskernes: Rothes Todtes Liegende, altsaa 
til den Permiske Formation. Da hans Undersegelser kun strakte 
sig til Igalikos allernermeste Omegn og kun til en ringe Hojde 
over Vandfladen, c. 200 m. have hans Inddelinger af Sandsten- 
lagene og Porphyrgangene ikke den almindelige Betydning, som 
man efter hans Fremstilling skulde tro. 

Paa Holms og mit Kort fra 18767) har jeg angivet den 
rede Sandstens Grense, saavidt jeg efter dette ene Aars Under- 
sogelser kunde overse Forholdene, og mine senere Undersogelser 
have ikke i nogen vesentlig Grad forandret noget deri, saa jeg 
har ikke anset det for nødvendigt at tegne et nyt Kort; og saa- 
lenge ikke et mere detailleret Kort foreligger, tror jeg heller 
ikke at det behoves. Grenserne mod Fjordene ere jo angivne 
med den Nojagtighed, hvormed disse ere aflagte og Grænserne 
paa Land er det umuligt at angive med nogen Nojagtighed, 
saalenge Terrainforholdene der kun ere saa lost skitserede, som 
det for Øjeblikket er Tilfældet. 

Som det ses af Kortet er det i det Indre af Halveen, 


1) Dagbog 18|з 1806. 

*) Optrykt af Johnstrup sammen med Gieseckes Dagbog S. 343. 

3) Om den af Porphyrgange gennembrudte rede Sandsten i det sydlige 
Grønland i X. Del {$. 299—317). (Naturv. math. Skrifter.) 

Mz о. С. Ш. Tavel- 


121 


mellem Sermilik og Tunugdliarfik, at den rode Sandsten har 
sin største Udbredelse, medens den de andre Steder hvor den 
forekommer, som ved Igaliko og i Bunden af Kangerdluarsuk 
kun optreder som mindre Partier, der paa Grund af serlig 
Fasthed eller paa Grund af Terrainforholdene ere blevne delvist 
skaanede for Iserosionen. Alle Isfurerne paa Klipperne vise 
hen til, at Isbevegelsen er kommen fra Indlandet, fra NO., og 
Isfurerne paa Toppen af Nunasarnausak (755 M.) og paa Toppen 
af Nulupsaxak (812 m.) vise, at Isens Megtighed maa have været 
saa stor, at selv saadanne Fjeldtoppe ikke have formaaet at 
paavirke Isstrommens Retning; den er gaaet hen over dem, 
som om det var uvesentlige Hindringer. I 1877 besteg da- 
verende Lojtnant J. A. D. Jensen og jeg en af Ilimausaks 
hojeste Toppe (1376 m.), hvor der dog, vistnok paa Grund af 
Bjergartens sprengte Beskaffenhed, ingen Isfurer saas, men 
derimod fandtes der indtil en Højde af с. 1200 m., en Mængde 
afrundede Sten af forskellige Bjergarter. Selve Торреп er 
Diabas 1. 

Det maa altsaa have været en mægtig Isstrom, der i sin 
Tid har gaaet hen over Narssak og Julianehaabs Halvoerne; 
hvor kun enkelte Fjeldtoppe som Ilimausaks og Redekammens’”) 
ragende op derover. Det er derfor naturligt, at den rede Stand- 
sten, med de underordnede Lag af Diabas, flere Steder ere 
nesten fuldstendig borteroderede, som i Lavningerne mellem 
Sermilik og Tunugdliarfik og paa Overberestedet ved Igaliko. 
Gaar man saaledes fra Kagsiarsuk over til Tassiusak i Sermilik, 


1) Som et Bidrag til Kendskabet til den varme S@.-Vind, Fohnen, der saa 
ofte omtales i Gronland, kan anfores, at det blæste en stormende varm 
$0. ved Udstedet Narssak, den Dag, den 18. September, vi besteg den 
ovennævnte Fjeldtop paa Ilimausak. Kl 8 Fm. var det ved Udstedet 
16°,0 C., medens det paa Toppen af Fjeldet, Kl. 3 Em., var 10°,5 C.; 
men en kold Vind med Snebyger gjorde Opholdet der meget ubehageligt. 
— Ved Udstedet var det trykkende varmt hele Dagen. Barometret steg. 
her i Dagens Lob fra 767,0 m til 767,4 m, si 

2) Tilleg В til Rigsdagstidenden for, 1877—78. S. 9. VÆ № 

f 


| 


U 


/<G\CAZ 


122 


stoder man, i det her forholdsvis stærkt bevoxede Terrain, snart 
paa Sandsten, snart paa Diabas og snart paa Granit, uden at 
det er muligt at angive Grenserne mellem dem. Er det saa- 
ledes kun muligt meget omtrentlig at kunne angive Grænserne 
for den røde Sandsten, saa er det endnu vanskeligere at angive 
dens oprindelige Megtighed for Isdenudationen. Vel kan man 
vistnok sige, at man ingen Steder faar Indtrykket af, at den 
gaar synderligt ned under Vandfladen, saa man maa antage, at 
den er synlig i hele sin nuværende Megtighed; men paa den 
anden Side faar man et ligesaa bestemt Indtryk af, at der maa, 
vere eroderet saa meget bort af de overste Lag, at det er 
umuligt at danne sig et Begreb om hvor stor Megtigheden har 
været for Isen begyndte sin Erosion. Der findes jo heller ikke 
Spor af, at Sandstenen har veret overlejret med yngre Dan- 
nelser, saa heller ikke herfra kan der hentes Bidrag til For- 
staaelsen af hvorledes denne Sandstensformations overste Lag 
have veret beskafne. 

Det hojeste Punkt jeg har maalt, hvor Sandstenen, eller 
Kvarsiten, som den her nermest maa kaldes, er blottet, er i 
Partiet indenfor Musartüt, hvor den naar op til en Højde af с. 
800 m.; og da Graniten træder frem ved Kysten ner Vand- 
linien, kan man altsaa sige at Formationen her er synlig i hele 
sin nuverende Megtighed. Lejringen er sjelden ganske hori- 
zontal, der er som oftest et Fald paa 5—10° og da særlig i 
sydvestlig Retning; men deraf at ville udlede en Korrektion til 
den ovenfor angivne Hojde, vil ingen Betydning have. Et andet 
Forhold, der er af langt storre Betydning for Bedommelsen af 
Sandstenens Megtighed, ere de mere eller mindre mægtige 
Diabaslag der altid optræde mellem Sandstenlagene. Kornerups 
Tegninger paa Tavle И i Hefte Il af M. о. G. kunne give et 
Begreb om det Indtryk, man faar af disse Bjergarters indbyrdes 
Forhold paa et Par af de mest karakteristiske Steder: Nuna- 
sarnausak i Kangerdluarsuk og Nordkysten af Tunugdliarfik fra 
Nunasarnak til Sidlisit. Ogsaa.Tavle VII, i dette Hefte, der 


123 


viser Nunasarnak set fra Odden ved Ipintak, kan tjene til at 
anskueliggore dette Forhold. At udpege hvilke af de paa dette 
Billede synlige Lag der ere Diabas eller Sandsten, er ikke mu- 
ligt, da et nærmere Eftersyn paa selve Stedet viser, at det snart 
er Sandstenen, snart Diabasen, der alt efter Strukturen danne 
de stejlt affaldende Lag. 

Sandstenens direkte Paalejring paa Graniten ses enkelte 
Steder, som i Nunasarnausak, hvor Granitens overste Del da ег 
opløst til en Arkose. Nederste Billede paa Tavle ХИ viser 
Graniten paa en lille Odde mellem Sidlisit og Nugarsuk, altsaa 
paa Grænsen mod Sandstenen, hvor Graniten er oplest til Grus; 
men om dette Forhold skyldes det Tilfælde at man her, efter 
Sandstenens Bortfjernelse, har den gamle forvittrede Overflade, 
eller det skyldes Bjergartens Beskaffenhed saa den paa dette 
Sted let henfalder til Grus, kunde jeg ikke se. Graniten her 
og i Omegnen er i Reglen graafarvet af Feldspathen. Denne 
forvittrer, kaoliniserer paa Overfladen, saa f. Ex. isskurede Fla- 
der faa et hvidt Udseende, hvorfor saadanne Nes paa gron- 
landsk kaldes kakortok; f. Ex. Hvide Nes ved Julianehaab. 

Dr. С. Pingel skelnede i sin Tid mellem forskellige Sand- 
stenlag ved Igaliko; men i det store og hele har det ikke veret 
mig muligt at paavise vesentlige Forskelligheder mellem de Lag, 
der dér ligge umiddelbart paa Graniten og de Lag, der ligge 
everst, hvor Sandstenen, inklusive Diabaslagene naa en Meg- 
tighed af c. 800 m. 

Som Navnet udsiger, er Sandstenen i Reglen red, rodbrun 
eller gulrod til graa; men mange Steder er den ogsaa hvid, 
gran, violet eller svag rosared, og visse Lag ere fuldstændig 
klare som Glas, saa de enkelte Sandkorn neppe eller endog 
slet ikke kunne skelnes. Andre Steder ere hele Kvarsitlag kul- 
sorte, og atter andre Steder er Sandstenen flammet af gronne, 
rede, hvide og violette Striber; ikke at tale om at den er over- 
fyldt med gule Pletter, saaledes som den nederste Figur paa 
Tavle XIV viser det. 


L 


124 


Sandstenen maa vistnok, som Helhed betragtet, betegnes 
som en Kvarsitsandsten, og med Hensyn til Kornstorrelsen som 
grovkornet, idet de enkelte Sandkorn i Almindelighed have en 
Sterrelse af fra I til 3 mm. Bindemidlet er i Reglen kisel- 
holdig, saa Fastheden som oftest er stor. Hertil maa dog be- 
merkes, at paa Grund af den sterke Isdenudation, er det kun 
sjeldent, at andre end de fasteste Partier ere blevne levnede. 
Urent Jærnilte danner Bindemidlet i de løsere Partier, ligesom 
det ogsaa findes udskilt i tynde Lag. Som ovenfor nævnt til- 
trak disse Lag sig derfor Opmerksomheden i eldre Tid, da de 
kunde anvendes til Farve. Ogsaa tynde Lag af en haard Red- 
jernsten findes; og det er interessant at se, hvor spejlblanke 
dens isskurede Flader endnu ere paa Stedet; hjembragte i Mu- 
seet blive de efter et Par Aars Forlob matte og hensmuldre 
tilsidst. 1 Sandstenen findes flere Steder hele Lag af næve- 
store, sjeldent hovedstore Rullesten, hvis stærkt afrundede og 
ofte noget flade Form, karakterisere dem som Strandsten. Disse 
Lag naa dog sjeldent en Mægtighed af mere end et Par Meter, 
og de synes hurtigt at kile ud, saa de tilsidst kun bestaa af et 
enkelt Lag Rullesten. Disse bestaa som oftest af Sten, der 
synes identiske med Sandstenen selv, dog findes ogsaa Rulle- 
sten af Granit, Diabas, Agat og Jaspis. Disse Rullesten bere 
ofte Merker af det uhyre Tryk, der maa have veret udevet paa 
dem, idet de ofte ere sprengte og Brudstykkerne forskudte. 
Disse Brudstykker ere saa igen sammenkittede med Kvarts. 
Andre af disse Rullesten bere Merker af Indtryk af Nabo- 
rullestenene. 

Hvad Sandstenens Struktur angaar, da kan denne vere 
meget forskellig, ligefra tyndskifret som i Slibestensfjeldet, (se 
overste Figur paa Tavle ХШ og nederste Figur paa Tavle XIV) 
til en saa kompakt Masse, at Lagdelingen kun fremtreder som 
en Benkning, saaledes som denne kan vise sig hos Graniten. 
Merkelig nok kan der, som paa de smaa Bratninger ved Van- 
det ved Igaliko (der ses midt paa Billedet paa Tavle VI) i en 


125 


saadan haard kompakt isskuret Kvarsitsandsten, ved en god 
Belysning ses svage Linier, der kun kunne tydes som om 
Sandstenen bestod af en skarpkantet Breccie !. 

Hvor Sandstenen bliver tyndskifret og finkornet, soger man 
uvilkaarlig efter Forsteninger; men uagtet jeg har anvendt en 
ikke ringe Tid paa at soge efter saadanne, lykkedes det mig 
dog aldrig at finde nogen. Ved Musartüt er der ejendommelige 
runde Kugler af Sandsten i Sandstenen, c. 3 cm. i Tversnit; 
men de ere uden Struktur og sidde i Reglen saa fast, at det 
kun lykkedes at faa enkelte lose. 

Uregelmessige Partier af hvid storkrystallinsk Kalkspath 
findes flere Steder i Sandstenen uden at det er klart hvorledes 
de ere dannede. 

Paa Spalter i Sandstenen findes flere Steder Kvartskrystaller, 
oftest ejendommelig flade og skeve, ofte tillige overtrukne med 
Jærnglimmer, som ved Ipiutak?), Iganek og Nunasarnausak. 
Af Gronlenderne ved Igaliko modtog jeg i 1899 et haandstort 
Stykke Tungspath, der skal vere fundet i Sandstenen ved 
Musartüt. 

Bolgeslagslinier findes overalt i Sandstenen, det vere sig 
saa enten denne er tyndskifret eller saa fast og kompakt, at 
ethvert Spor af Lagdeling er udvisket. Hvor store Flader ere 
blottede, er det interessant at se, at Vindretningen, der har sat 
Vandet og dermed Sandet i Bevegelse, under Tiden har veret 
den samme medens flere Lag ere blevne afsatte; saaledes saas 
det paa Hojderne ®. for Overberestedet ved Igaliko, at Nord- 
ostvinden maa have veret fremherskende der paa Stedet gen- 
nem lange Tidsrum. 

Som Dr. C. Pingel fremhævede, er den rode Sandsten 
saa inderlig forbunden med Gange og Lag af Diabas og Por- 


1) En saadan saas ogsaa og langt tydeligere ved Musartüt. Se ogsaa Pingel 
Hh Se ite 

2) М. о. С. И, $. 37 og XXXII, S. 72. Tillæg В til Rigsdagstidenden 1877 
—78. S. 7. 


XXXIV. 9 


126 


phyr, at han derfor mente at maatte henfore den samlede Dan- 
nelse til den nederste Afdeling af den permiske Formation. En 
Anskuelse jeg efter mine Undersøgelser i 1876 mente at maatte 
tiltrede!). Efter nyere Undersøgelser synes det derimod at 
denne Sandsten maa henføres til endnu ældre Dannelser; hvor- 
vel Spørgsmaalet næppe kan afgøres, før et heldigt Træf bringer 
Forsteninger for Dagen. | 
Petrografisk ere Diabaslagene og Porphyrgangene ikke ипаег- 
sagte, saa der for Øjeblikket ikke kan siges noget om deres 
mineralogiske Sammensætning og Samhørighed. Kun skal jeg be- 
mærke, at de horizontale mere eller mindre mægtige Lag i Reglen 
have Diabasstruktur; medens Gangene i Almindelighed have 
Porphyrstruktur. Gangene gaa i Reglen lodret gennem baade 
Sandsten og Diabaslagene, som om de stode dem begge lige 
fjernt; dog ses det enkelte Steder, som f. Ex. ved Igaliko, hvor 
en ejendommelig rødbrun Slaggemasse, som en 13 m. bred 
lodret Gang, til begge Sider udsender 3 m. brede horizontale 
Gange ind mellem Sandstenlagene, saa det ser ud, som om 
disse Gange vare underordnede Lag i Sandstenen. I det Hele 
tror jeg ikke, at Diabasen maa opfattes som optrædende i Lag, 
det der synes saa, er vistnok kun horizontale Gange, intrusive 
Lag; saaledes som jeg ogsaa i sin Tid søgte at hævde det, for 
de Basaltlags Vedkommende, som Rink og Nordenskiöld 
omtalte at der fandtes i de kulførende Dannelser i N.-Grøn- 
land”). At Diabasen er yngre end Sandstenen, og som smeltede 
Masser er brudt frem gennem den, er der ofte Bevis for, se 
saaledes Tavle XV øverste Billede, der viser en lavalignende 
Strøm, der er afsondret i smukke Søjler, og hvis Overflade har 
et fuldstændig slaggeagtigt Udseende, Fig. 1. Derimod har jeg 
ikke et eneste Sted set, at et Sandstenlag, der hviler paa Diabas, 
i sin nederste Del er dannet af vejrsmuldret Diabas, saaledes 
som det ses, hvor Sandstenen hviler paa Granit. Baade kemisk 


1) Tillæg B til Rigsdagstidenden for 1877—78, S. 7. 
Мо: С. ТУ, 5. 188. 


127 


og dynamisk have derimod baade Sandstenen og Diabasen paa- 
virket hinanden. Saaledes kan Sandstenen baade blive skifret 
og affarvet paa Grensen mod Gangene; medens Sandstenen 
igen kan have paavirket Gangmassen, saa denne i Reglen er 
tet mod Sidestenen, og først i Midten bliver storkrystallinsk 
og porphyritisk. Rent mekanisk har Diabasgennembruddene 
undertiden sterk paavirket Sandstenlagene, idet disse kunne 
vere bojede til hele Buer, som i Tunugdliarfik, V. for Over- 
berestedet, se nederste Figur paa Tavle XIII, eller som ved 
Igaliko, hvor det ses, at Diabasgennembruddet har veret for- 


Fig. 1. Diabasens slaggeagtige Overflade Musartüt. (1/2). 


bundet med betydelige Spring og Forskydninger i Sandsten- 
lagene. Se venstre Side af Billedet paa Tavle VI; det samme 
ses paa nederste Billede af Tavle X, der viser Fjeldet Iganek 
lige over for Igaliko. Atter andre Steder ser man Sandsten- 
lagene ligesom tværede ud i hinanden. 

I Sandstenlagene har jeg aidrig fundet kulholdige Skifere ; 
men at der ikke desto mindre maa have fundet organiske Af- 
lejringer Sted den Gang, det bevise ikke alene de sorte Kvarsit- 
lag, der findes f. Ex. paa Nunasarnausak, men ogsaa et ejen- 
dommeligt grafitholdigt Lag, der forekommer i et sterkt for- 


andret Diabaslag i Iganek paa Ostsiden af Fjorden ved Igaliko. 
9* 


128 


Paa Grund af den stærke Isdenudation, der har borttaget 
alle de losere Partier af Sandstenen og Diabasen og afrundet 
de fastere Partier, saa disse kun træde lidet frem, og endelig 
paa Grund af den for Gronland forholdsvis frodige Vegetation, 
er det vanskeligt at faa et almindeligt Overblik over disse Bjerg- 
arters indbyrdes Optreden. Jeg skal derfor til Slutning nojes 
med at anfore, hvad jeg paa forskellige Steder har noteret mig 
om Sandsten og Diabaslagenes indbyrdes Forhold. 

1. Nunasarnausak. Ved at gaa fra Siorarssuit i Tunug- 
dliarfik op ad Nunarsarnausaks Nordside iagttoges folgende: | 
selve Stranden er Syeniten fremherskende, men lidt Vest derfor 
gaar den over i gron Hornsten, en nesten jaspisagtig Masse, 
der igen gaar over i en hvidgron Kvarsit. Skraaningen op efter 
er bedekket af forvittret Syenit, der ved et leragtigt Binde- 
middel er herdnet til en grov los sandstenagtig Masse. I en 
Hojde af 350 m. træder Sandstenen frem som afvexlende hvide 
og sorte Lag, der dog ogsaa gaa over i hinanden. De hvide 
Lag vare de tykkeste, c. 3 dm., de sorte noget tyndere, c. 2 dm. 
I en Hojde af 392 M. saas et Conglomeratlag i Sandstenen med 
indtil 2—3 Cubikdecimeter store Sten, der som oftest vare 
knuste. Blandt dem fandtes nogle der havde et fuldstendigt 
agatlignende Udseende. Dette Conglomeratlag stod med en 
skarp lodret Grænse mod et tet blegrod Kvarsit. Fra 529— 
560 m. saas et Kvarsitlag, der dækkede et Diabaslag, der igen 
syntes at dække over en skifret graa Kvarcit. I en Hojde af 
584 m. fandtes igen et 2,5 m. mægtigt Conglomeratlag, hvori 
Stenene syntes at vere af samme Beskaffenhed som den om- 
givende Sandsten. Ved 605 m. saas et Diabaslag der gennem- 
brodes af en 1,5 m. megtig Porphyrgang. Lagene falde her 
c. 10° i NNO. Det overste Parti af Nunasarnausak, der naar 
op til en Hojde af 750 m., er Diabas med flere Porphyrgange, 
hvoraf én, der var 8 m. megtig, udmerkede sig ved at vere 
meget storkrystallinsk. Ved imidlertid at gaa op paa Nunas- 
arnausak, paa andre Steder, har jeg fundet at Lagfolgen og 


129 


Megtigheden af Lagene var endel forskellig fra hvad her er 
angivet. 

2. Putdlisek, saaledes synes paa Tunugdliarfiks Sydside, 
henimod Overberestedet, et Sted at kaldes, der tiltrekker sig 
Opmærksomheden ved at Sandstenslagene ere meget stærkt 
bojede, saa de danne hele Buer; se nederste Billede paa Tavle 
XII. Foruden i de store Buer er Sandstenen knust og ud- 
tveret til en Breccie med Kvarts til Bindemiddel. Denne sterke 
Paavirkning synes fremkaldt af et Diabasgennembrud.  Lidt 
vestligere i Stranden bliver Sandstenen tyndskifret og hælder 
under store Vinkler, saa man faar Indtrykket af, at det hele 
kun er en Skal, der dekker det bagved liggende Grundfjeld. 

3. Igaliko. Selve Underlaget af Sletten ved Igaliko er, 
som Dr. С. Pingel i sin Afhandling anfører, Sandsten gen- 
nembrudt af Porphyrgange, dog er der langt flere af disse, end 
man efter hans Fremstilling skulde tro. Tavle VI viser Igaliko- 
sletten set fra Skeret med Ruinen. Over Husene, der ses i 
Midten af Billedet over den stejle Sandstenskrent ved Vandet, 
heve Sandstenlagene sig i Afsatser, hvis Beskaffenhed bedst 
undersøges i de mange Klofter, der gaa lodret paa Skraaningen. 
Disse Klofter staa ofte i Forbindelse med Porphyrgangene og 
Diabaslagene, og betydelige Spring og Forskydninger ses at staa 
i Forbindelse med disses Gennembrud. Det er denne Fjeld- 
skraaning, der strekker sig over den storste Del af Billedet 
paa Tavle VI, og som naar en Højde af с. 200 m., Dr. С. 
Pingel i sin Tid beskrev, og som han delte i 3 Afdelinger 
efter Sandstenlagenes Beskaffenhed. Det gaar imidlertid her, 
som ovenfor omtalt ved Nunasarnausak, at man kommer til 
forskellige Resultater, hvad Bjergarternes Megtighed og Be- 
skaffenhed angaar, efter som man gaar op i den ene eller den 
anden Kloft. 

Г en af disse, omtrent lige over Husene, var Sandstenen i 
en Hojde af 150 m. skifret og dækket af et megtigt Tuflag, 
der fuldstendig lignede en vulkansk Tuf, tildels med Slagge- 


130 


struktur og indeholdende Rullesten af Sandsten og Gnejs. I 
en Hojde af 200 m. var Sandstenen sterk jærnholdig og fuld 
af rullede Sten, hvoraf de fleste vare Sandsten men ogsaa 
mange af Diabas. I en Hojde af 230 m. blev Sandstenen gro- 
vere og indeholdt Rullesten af Sandsten og Kvarsit. Herunder 
laa et mere eller mindre sandholdigt redjernstenholdigt Lag, der 
havde en Megtighed af indtil 2 m. Ved at gaa op ad en anden 
Kloft, Kurusuk kaldet, og som ses lengst til venstre paa Tavle 
VI, saas folgende: Det nederste Diabaslag laa i en Hejde af 
52 m. og havde en Megtighed af 6—7 m. Sandstenens Grense 
mod den overliggende Diabas var, ligesom angreben og gennem- 
trengt af pores Jærnilte. Diabasen var mod denne Grense 
sterk skifret. Lagene paa begge Sider af Kloften viste, at der 
her var sket en vertikal Forskydning af с. 8 m. Flere Porphyr- 
gange gik lodret gennem Diabasen og Sandstenen. I en Hajde 
af 98 m. saas i Sandstenen et c. 7 dm. megtigt Conglomerat- 
lag, hvis Sten vesentlig bestode af en hvid og blaalig Kvarsit, 
red, brun, violet og blegrod Sandsten og endvidere en red 
Granit. Stenene vare ofte pressede og havde Indtryk af hin- 
anden, eller knuste, saa Brudstykkerne vare forskudte. I den 
neste Kloft mod N. lige ved Ujarartarfik ligger Overfladen af 
den røde slaggeagtige Diabas i en Højde af 64 m.; ogsaa her 
findes et Conglomeratlag. Lige over Ujarartarfik ser det ud 
som om den rede slaggeagtige Diabas var flydt ud over et с. 
1 m. mægtigt Lag af Rullesten. I en Højde af 149 m. findes 
i en slaggeagtig Diabas Blokke af rod Sandsten, dels skarp- 
kantede, dels helt afrundede. I en Højde af 236 т. saas et 
Diabaslag, der var opfyldt af smaa runde Concretioner. Laget 
var spaltet i smukke 6sidede Sojler, og gjorde Indtrykket af at 
vere hærdet Tuf. I en Højde af 336 m. saas igen i Sandstenen 
et Diabaslag. Paa Nullupkakak naar Sandstenen op til en Hojde 
af c. 520 m. 

4. Iganek. Dette 560 m. heje Fjeld, der ligger lige over 
for Igaliko, paa den anden Side af Fjorden, ses nederst paa 


131 


Tavle X. Det er af lignende Beskaffenhed som Fjeldet over 
Igaliko, men med endnu mere udprægede Spring og Forskyd- 
ninger, hvilket ogsaa Billedet antyder. Foden af Fjeldet er Syenit, 
og saavel gennem denne som gennem Sandstenen, der her 
gennemgaaende er graa kvarsitagtig, gaa en Mengde rede Por- 
phyrgange. Flere Diabaslag ses, og c. 50 m. under Toppen 
findes en ejendommelig Kontaktdannelse, hvori Graphit og Apatit- 
krystaller danne en karakteristisk Bestanddel. 

5. Nunasarnak. Tavle VII viser dette karakteristiske 
Fjeld set fra Ipiutak. Det bestaar af afvexlende Lag af Sand- 
sten og Diabas. Selv har jeg ikke undersogt det, men da- 
verende stud. polyt. Alb. Theilgaard, der ledsagede mig i 
1899, har meddelt mig folgende Hejder fundne ved Barometer- 
aflesninger under Bestigningen af Fjeldet: 


Toppen af Fjeldet .. = 634 m. 
Varden О rene 156. 
Rod Sandsten...... — 471 m. 
Hvid Kvarsit я = 451 m. 
Diabasıın. eatin a. ots В an 
Hvid Kvarsit .. :1.... == 330 m; 
Rod Sandsten...... = 191 m 
Diahasy sau, She — 1.192, m: 


For jeg gaar nærmere ind paa de mineralogiske lagttagelser, 
turde her være Stedet at omtale et Par lagttagelser angaaende 
Isen. 

Breen ved Kiagtüt. | 1876 besøgte jeg denne Bre første 
Gang og i 1899 anden Gang og fandt, ved Hjælp af Fotografier 
fra 1876, at denne Bre havde forandret sig en Del i de for- 
lobne 23 Aar; men naturligvis véd jeg ikke, om denne For- 
andring har været jævnt fordelt over disse Aar, eller om Breen 
mulig har skudt sig frem og trukken sig tilbage flere Gange. 
Foran Breen ligger en lille So, og medens Breen i 1876 gik 
ud i denne med en sterk foroverbojet Rand, saa den kalvede 
og dannede smaa Isfjelde, saa var Breenden i 1899 sunken 


132 


sammen og saa bedækket med Ler og Grus, at den knap kunde 
skelnes fra Morænen. I det lerede Vand foran Enden af Breen 
steg den under denne lobende Elv tilvejrs som en stærk ko- 
gende Kilde. Selve Breens Tilbagegang var ikke serlig stor; 
men kan ikke bestemmes nojere. Ved at tage mine Fotografier 
med, vil Forandringen neste Gang bedre kunne bestemmes, da 
et Par af dem ere tagne fra en Varde, der neppe vil vere 
vanskelig at genfinde. 

Som Bidrag til Kendskabet til Isens tidligere Udbredelse, 
kan henvises til det overste. Billede paa Tavle XII, der viser 
Isfjeldbarieren udenfor Mundingen af Isfjorden Korok. Vandet 
skal efter Gronlændernes Sigende vere lavt paa denne tidligere 
Endemorene; men paa Grund af Gronlendernes Ulyst tii at 
ligge stille mellem de mange og ofte kalvende Isfjelde lykkedes 
det mig ikke at faa oploddet en Linie tversover, uagtet jeg 
havde alt parat dertil. 

Medens Isfjelde med skarpe fantastiske Former saa ofte 
ere afbildede og fotograferede, viser det overste Billede paa 
Tavle IX et stort Isfjeld af et mere sjeldent Udseende. Det 
bestaar af en Breccie af Isstykker og maa vere dannet om 
Vinteren, da Breen stadig kalver, men de derved dannede Brud- 
stykker kunne, paa Grund af Fjordisen ikke flyde bort, saa de 
ophobes foran Breenden, saa de tilsidst naa dennes Højde. 
Om Foraaret naar Fjordisen gaa bort udskydes saa disse Breccie- 
isfjelde sammen med de der kun bestaa af et enkelt Stykke Is. 
Dette Isfjeld er fotograferet i Tunugdliarfik ud for Udstedet 
Narssak, men stammer rimeligvis fra Isfjorden Sermilik. 

Det nederste Billede paa Tavle IX viser Bræisens ejen- 
dommelige kornede Struktur, med de karakteristiske Finger- 
aftryk lignende Figurer. 


2. Mineralogiske Iagttagelser og Indsamlinger. 


1. Eudialyt. Det eneste af de mange sjeldne Mineralier, 
der findes i denne Egn, og som mulig kan faa teknisk Betydning, 


133 


er Eudialyten, paa Grund af dens Indhold af Zirkonsyre. Dette 
Mineral findes næsten overalt i Sodalithsyeniten, dels som enkelte 
Krystaller, dels som storre eller mindre elliptiske’) Masser og 
dels udfyldende Spalter i Bjergarten, sammen med Arfvedsonit 
og Feldspath. 

Det Sted, hvor Eudialyten hidtil er funden i saa store 
Mengder, at der kunde vere Tale om at vinde den teknisk, er 
i Bunden af Fjorden Kangerdluarsuk. 

Kortskitsen Figur 2 viser dette Sted. Dybdekurverne ere 
dragne efter Kaptain C. F. Olsens Lodninger i 1888. Midt i 
Fjorden, ud for Halvøen Niakonarsok og Øen Kekertak, begge 
ved Foden af Fjeldet Nunasarnausak, er der en dyb Rende med 
50—70 Favne Vand; Bunden er Mudder. Herfra er Grunden 
iævnt opgaaende med Sten, kun ud for Elvene, navnlig Laxelven, 
ег der større Sandflader med indtil 5 Favne Vand. I 1888 laa 
«Fox», under Arbejdet med Indsamlingen af Eudialyten, for 
Anker с. 100 Favne N. for Øen; i 1899 laa den derimod helt 
inde i Bunden af Fjorden, saa ner ved Land, det for Lavvande 
var muligt. >) 

Sodalithsyeniten danner paa Grund af sin stærke Forvittring 
vistnok den ødeste Egn i Grønland; thi næppe stort andet end 
Lavarter forekomme paa de ikke helt til Grus henfaldne Partier, 
og kun langs Vandløbene findes enkelte højere Planter. Foto- 
grafierne paa Tavlerne XIX kunne maaske give et Begreb om 
denne Egns Goldhed. Her i denne, over store Strækninger til 
dybe Gruslag forandrede Bjergart, findes Eudialyten, dels ud- 
fyldende Spalter i de haardere Partier, dels liggende løse, som 
oftest i flade eller elliptiske Partier, der kunne naa en Vægt af 
over 50 Kilo og som for en Del ere Rester af Pegmatitgangene. 


1) I Mineralogisk Museums Forhal findes en udmærket Prøve paa et saadant 
elliptisk Lag. 

?) «Fox» kastede her en Del af sin Ballast over Bord, hvilket bemærkes 
for at forebygge Misforstaaelse; thi denne Ballast bestod for en væsentlig 
Del af Kryolith og de sammen med denne forekommende Mineralier, 


134 


Forgrunden i det averste Billede paa Tavle XX viser et saadant 
Parti, hvor Overfladen af den faststaaende Sodalithsyenit næsten 
er skjult af Forvittringsmaterialet, i og paa hvilket sidste der ег 
fundet løse Eudialytstykker til en samlet Vægt af mange hun- 
drede Kilo. Paa Kortskitsen Fig. 2 ere Eudialytlagene betegnede 
ved en tyk sort Streg, medens de Strækninger, hvor de lese 
Eudialytstykker ere samlede, ere betegnede ved Kors. En af de 
storste og rigeste Pegmatitgange fandtes paa Ostsiden af den 
lille ©. Gangen er 80 cm. bred, hvoraf de nederste 20 cm. 
vesentlig er Eudialyt, medens den overste Del bestaar af Arfved- 
sonit, Feldspath og Ægirin. Gangen gaar skraat ned under 
Vandfladen og er ved Hojvande nesten dækket; medens den 
ved Lavvande er blottet i en Lengde af c. 12 m. I nederste 
Billede paa Tavle XX, ses det overste af denne Gang, hvor den 
forøvrigt næsten er svunden ind til en Ubetydelighed.') Denne 
Gang har ydet flere Tusinde Kilo Eudialyt. Circa 5000 Kilo 
ydede fremdeles et Lag i Bunden af Fjorden, der laa i en 
Afstand af са. 900 m. og i en Hojde af 200 m. over Vandfladen. 
Ydede end disse og et Par andre, men mindre Gange og Lag 
en betydelig Mengde Eudialyt, saa vandtes dog den langt over- 
vejende Del af de hidtil hjembragte ca. 55000 Kilo ved paa 
Rouserne at indsamle lose Stykker. Mange af disse sidste 
bestode naturligvis langt fra af rent Mineral; men Regelen var, 
at intet Stykke maatte medtages, hvori Eudialyten udgjorde 
mindre end Halvdelen, efter at de vedhængende Mineralier vare 
fjernede ved Hammeren. Arbejdet er jo i egentligste Forstand 
Rovdrift; thi der toges alt hvad der fandtes, og da de enkelte 
Pegmatitgange i Reglen snart kile ud, kan et planlagt Mine- 
arbejde ikke anlegges paa et bestemt Sted. 

Da Kryolith-Selskabet i 1888 overdrog mig Ledelsen af 
Indsamlingen af Eudialyt og i den Anledning spurgte mig om, 
hvormeget jeg mente at der kunde skaffes til Veje, turde jeg 


1) Dette Billede, der er taget i 1899, viser ogsaa en Del af Tang- og Balan- 
randen. Se Medd. om Gronl. ХХХШ. 


135 


Skitzekort over 


Eudialytens Forekomst 
i Bunden af Fjorden 
Kangerdluarsuk. 

Maalestok I: 60,000 
2000 ель 


Makonarsoky 
= - 


| 


(ll 


136 


kun stille nogle faa Tusinde Kilo i Udsigt, og jeg tvivlede meget 
om, at vi skulde kunne naa de 5000 Kilo, som Selskabet mente 
var det mindste, der kunde vere Tale om at gjøre Forsøg med. 
| Lobet af en Uge naaede vi imidlertid at faa samlet са. 15000 
Kilo. Vi toge alt, hvad vi saa, saa theoretisk skulde der ikke 
vere stort tilbage, og dog naaede vi, som nævnt, i 1899 endnu 
at faa indsamlet ca. 44000 Kilo. Uagtet vi ogsaa da toge alt, 
hvad vi saa, saa tvivler jeg dog ikke om, at der jo nok endnu 
vil kunne samles adskillige Tusinde Kilo; men, det er jo klart, 
at saaledes kan det ikke blive ved, engang maa Endialytmengden 
ved en saadan overfladisk Indvinding hore op, eller i det mindste 
kun forekomme i en saa ringe Mengde, at det ikke kan betale 
de ikke ubetydelige Omkostninger, der ere forbundne dermed. 
Jeg skal ikke her komme ind paa Sporgsmaalet, om ikke Ind- 
vindingen af Eudialyt kunde foretages paa en billigere Maade 
end den hidtil anvendte. 

Skulde det vise sig, hvad der jo destoverre ikke for Qje- 
blikket skal vere Udsigt til, at Eudialyten har en Fremtid for 
sig i teknisk Henseende, bliver Sporgsmaalet: findes der ikke 
andre Steder i Sodalithsyeniten, hvor Eudialyten optreder i 
lignende Mengde som i Kangerdluarsuk; thi som enkelte Kry- 
staller eller som nevestore Partier findes det, snart sagt, overalt. 

Flere Steder kan der uden Tvivl ved nøjere Undersøgelse 
findes en Del; men det eneste Sted, jeg har set, der saavel i 
Eudialytmængde som i let Tilgængelighed kommer Bunden af 
Kangerdluarsuk nær, er Tupersiatsiap ved Naujakasik i Tunugd- 
liarfik. Her synes tilmed, ligesom i Kangerdluarsuk, at være 
den Fordel, at et Skib som «Fox» maa kunne ligge dækket 
mod de fleste Vinde, ligesom ogsaa for Isfjælde og Kalvis fra 
Sermilik og Koruk. Hosstaaende Kortskitse Fig. 3, der dog kun 
er baseret paa faa Pejlinger, kan tjene til at give et Begreb om 
Forholdene paa dette Sted. Fotografiet øverst paa Tavle XXI 
viser SV. — Siden af denne Bugt med Teltpladsen Tupersiatsiap 
yderst til højre. Paa Kortskitsen betegner Streger og Kors de Ste- 


137 


der, hvor Eudialyten findes i storre Mængder. Fra Teltpladsen 
og vestefter, henad Najakasik, findes indsprængt og temmelig 
jævnt fordelt gjennem hele Bjergarten ikke ubetydelige Mængder 
af Eudialyt; men hvis der skulde vere Tale om at indvinde 
den her, maatte dette Minerals Verdi stige i en overordentlig 
Grad. Øst for Teltpladsen og langs Bugtens hele Sydside fore- 
kommer Eudialyten derimod under fuldstendig lignende Forhold 
som i Kangerdluarsuk 9: dels som større og mindre lostliggende 
Blokke og dels paa ЗраНег og i Lag. Saaledes findes der ved 


RW. 


y + Shar == Fudialyt i Lag 


ххх 7,7 à lose Blokke 
Najakasik 


Tu? 


Fig. 3. 


den vestligste af de smaa Elve i Bunden af Bugten, og som er 
let kjendelig derved, at den danner et smukt lille Vandfald, et 
ca. 30 cm. megtigt Lag af meget rent Eudialyt, der, saavidt 
det paa den stejle, af lost Materiale dekkede Skrent kunde ses, 
havde en betydelig Udstrækning. Det nederste Fotografi paa 
Tavle XXI er et Billede af denne stejle Fjældvæg, der danner 
en Del af Sydsiden af Elvlejet. Det viser Sodalithsyenitens 
«bænkede» Struktur, og endvidere hvorledes den er gjennem- 
trængt af mere og mindre lodrette Sletter og Gange. Eudialyt- 
laget findes enten ved den nederste eller maaske snarere ved 
den næstnederste af de paa Billedet synlige horizontaie Kløv- 


138 


ninger. I Elvlejet laa flere, ja endog meget store Blokke af 
nesten ren Eudialyt. Paa Vestsiden af den neste Elv, den 
anden, fandtes ligeledes et Eudialytlag, der ikke alene havde en 
Megtighed som det foregaaende Lag, men som endog var af- 
dækket paa en større Flade, saa der uden Tvivl den Gang med 
Lethed kunde have været taget flere tusinde ‚Kilo. Desuden 
fandtes paa Skraaningerne ved begge Elve en Mengde lose 
Blokke. | 

2. Kvartskrystaller fra Narsasuk. Da jeg i 1888 
var ved Igaliko, tilbod Gronlenderne mig en Mengde afbrudte 
og ufuldstændige Ægirinkrystaller, der kun gjorde sig bemærket 
ved deres store Mengde. I Begyndelsen tillagde jeg ikke disse 
Krystaller nogen Betydning; men efterhaanden tiltrak deres store 
Mængde sig min Opmærksomhed, og paa mit Spørgsmaal om, 
hvorfra de stammede, nævnede de Narsasuk og pegte henimod 
Kistefjeldet. Da jeg bad dem vise mig Stedet, førte de mig | 
hen til et af de sædvanlig grusede Steder, som jeg kendte saa 
godt fra mine Bestigninger af Kistefjeldet. Deri saa jeg intet 
paafaldende, og da de fortalte mig, at Krystallerne fandtes ved 
at gennemsøge Gruset, og jeg efter en kort Afsøgning ingen | 
fandt, forlod jeg Stedet, da jeg mente, at Fundet af disse Kry- 
staller, der ganske vist havde et noget forskelligt Udseende fra 
Ægirinkrystallerne i Kangerdluarsuk, ikke havde nogen særlig 
videnskabelig Betydning. Da jeg senere kom til Julianehaab, 
viste Kolonibestyrer Lytzen mig en Del store og smukt udviklede 
Ægirinkrystaller, som han tilbød Museet. Om de nye Mineralier, 
som Neptunit о. s. v., som han maaske allerede da, eller i al 
Fald snart efter sendte til svenske Mineraloger, nævnede han 
dengang eller senere ikke et Ord. I 1897 undersøgte den svenske 
Mineralog Gustaf Flink, hvem de lytzenske Samlinger vare 
komne i Hænde, paa Kommissionens Bekostning Narsasuk og 
fandt derved mange nye Mineralier, som han har beskrevet i 
M. o. G. XIV og XXIV. I 1899 besøgte ogsaa jeg igen Stedet. 

I Mineralogia Groenlandica er Materialet fra denne Indsam- 


139 


ling medtaget, og jeg skal derfor her kun omtale nogle Kvarts- 
krystaller, der straks tiltrak sig min Opmerksomhed paa Grund 
af, at de utvetydigt viste den basiske Flade, der jo horer til en 
af de storste krystallografiske Sjeldenheder. Tavle XI, Fig. 1 
viser en saadan Krystaldruse, der yderst bestaar af 6 symmetrisk 
sammenvoxede Krystaller, i hvis Indre flere mindre ses og 
hvoraf de fleste ere forsynede med Basis; der hos dem alle 
spejle paa én Gang. Ses de under Lupen, iagttager man, at 
disse Flader ere svagt krummede, saa at de paa Goniometret 
ikke spejle som én Flade, saa deres Vinkel med Pyramide- 
fladerne ikke kan maales med Nojagtighed. Endvidere ses det, 
at disse Basisflader alle have et drueformet chalcedonagtigt 
Ydre (Fig. 2). Kvartsen i disse Krystaller er i Reglen glasklar, 
nesten hyalitagtig og spejler med en vandklar Friskhed, der 
gør, at de se ud, som om de ere slikkede. Ikke alene pau de 
enkelte, skarpt udpregede Krystaller findes disse ejendommelige 
Flader; men de findes ogsaa i hele Samlinger paa de uformelige 
Krystaldruser, som Dr. Flink") har omtalt som den mest almin- 
delige Form: «namely in individuals that have been so strongly 
attacked by solvents that one can no longer see whether they 
were originally idiomorphic crystals or massive lumps. The 
quartz crystals from Narsarsuk show all the stages of etching, 
from its appearance as a mere trace to the total obliteration of 
the original form.» Figurerne 3—5 paa Tavle XI vise de for- 
skellige Sider paa en saadan «massiv lump», der findes i Dr. 
Flinks Samling, og som efter hans Formening er fremkommen 
ved Oplosning, men hvori jeg kun kan se en meget svagt indi- 
vidueliseret Kvartskrystal, der er sammensat af en Mengde 
Individer paa en noget lignende, men langt mere kompliceret 
Maade, end som det ses i Fig. 1, Tavle XI. Fig. 4 paa denne 
Tavle viser nemlig Prismet med sin horizontale Stribning. 
Fig. 3 viser en Pyramideflade med sine karakteristiske Figurer 


1) M. o. Gr. XXIV, S. 21. 


140 


og endelig viser Fig. 5 en paa Basis’s Plads værende Overflade, 
der er sammensat af mange smaa Endeflader (de karakteristiske 
med Vorterne) i Forbindelse med Tillob til Pyramideflader. 
Fotografierne vise vel skarpt nok de forskellige Flader; men 
kun, naar man kan tage disse usedvanlige Krystaller i Haanden 
og bese dem fra alle Sider, faar man det rette Indtryk af dem. 

Uagtet Basis er meget almindelig hos hexagonale Krystaller, 
saa er der jo den Merkelighed ved Kvartsen, at denne Flade 
kun yderst sjeldent optreder hos dette Mineral, og dertil kan 
vel kun Grunden vere den, at Kvartsens Sammensetning eller 
Struktur ikke i Almindelighed er gunstig for denne Flades 
Fremkomst, og fremkommer den saa som her en enkelt Gang’), 
forekommer det mig, at det er karakteristiskt at se, hvor ufuld- 
kommen den er, idet den jo minder om Kvartsens mindre fuld- 
komne Form: Chalcedonen. Det kan bemerkes, at disse Kvarts- 
krystaller ere usædvanlig rige paa smukke, skarpt udprægede 
hule Krystaller, der næsten alle synes at have en ubevægelig 
Libelle. 

3. Kvarts-Pseudomorphoser fra Ivinguit ved 
Narsak. | 1876 samlede jeg paa dette Sted paa Spalter i en 
tufagtig Diabasis en stor Mængde Krystaller, der bestode af 
Kvarts, men som tydelig viste sig at vere Pseudomorphoser 
efter et eller andet Mineral, hvilket, har det ligesaalidt strax 
som senere veret muligt at bestemme, og det lykkes vel ogsaa 
kun, naar der engang findes Rester af det oprindelige Mineral 
idem. Alle de indsamlede Krystaller gik imidlertid til Grunde 
ved Christiansborgs Brand; men i 1899, da jeg igen besøgte 
Stedet, lykkedes det mig at skaffe en ny Samling, dog langt fra 
saa stor som den forste. 

Professor Ussing har undersogt disse Krystaller og givet 
folgende Beskrivelse af dem: «Kvartsseudomorphoserne fra Ivin- 
guit ved Narsak har et Udseende som gengivet paa hosstaaende 


1) Det bemerkes, at det her ikke drejer sig om en enkelt Krystal, men at f 
Fænomenet er gennemgaaende hos en stor Del af de fundne Krystaller. 


141 


Fig. 4. I Storrelse naar de som oftest c. 2 cm, enkelte af 
Krystallerne endog indtil 6 cm. De optreder ofte som hele 
Krystalblokke af tilnermelsesvis parallelt stillede Individer (se 
Fotografiet); ved denne Anordning i Forbindelse med Krystal- 
lernes Habitus fremkommer ofte en overfladisk Lighed med de 
i alle Samlinger udbredte 
Pragtstykker af krystal- 
linsk Svovl fra Sicilien. 
Efter de maalte Vink- 
ler har jeg ikke kunnet 
identificere disse Pseudo- 
morphoser med nogen i 
Mineralverdenen almin- 


delig forekommende Kry- 
stalform, og da Fladernes Fig. 4. Kvartspseudomorphose fra Ivinguit. 
Beskaffenhed ikke tillader nejagtige Maalinger, og saaledes 
heller ikke Sammenligninger med sjældnere Former, har For- 
soget paa, gennem Formen at udfinde det oprindelige Mineral 
maattet opgives. Her skal derfor kun anfores en ganske kort 
Beskrivelse: 

Pseudomorphosernes Habitus 
ег rhombisk. Vinklerne maaltes 
med Anlægsgoniometret og lod 
sig bestemme med en Nojagtighed 
paa 1 à 2°; der kunde ikke kon- 
stateres nogen Afvigelse fra den 


rhombiske Symmetri, men paa 

Fig. 5. Grund af den nævnte Usikkerhed i 
Maalingerne maa man regne med den Mulighed, at Krystallerne 
i Virkeligheden tilhører det monokline eller trikline System. 
Naar Formen betragtes som rhombisk og opstilles som Figur 5 
viser, bliver de tilstedeværende Former at betegne som rhombisk 
Dobbeltpyramide, Basis og andet Endefladepar eller 

(111). (001) . (010). 


XXXIV: 10 


142 


Den sidste Form var dog kun tilstede paa en Del af Krystallerne. 
De fundne Vinkelværdier er: 
111:111 = с. 46°: 
111:111 — с. 91° 
111:111 = с. 72° 
Af de to forstnævnte Vinkler faas Akseforholdet: 
(ÆDE KORS 052.1: 0 


8. Iagttagelser i Kryolithbruddet ved Ivigtut. 


Iblandt de Mineralier, der oftest er nævnet i Forbindelse 
med Spergsmaalet om Kryolithens Dannelse, hører Topasen; 
men uagtet jeg ofte, under mine Besog ved Ivigtut, har tænkt 
paa, om dog ikke dette Mineral skulde findes der, saa har jeg 
dog aldrig fundet noget, der kunde minde derom. Ved Gen- 
nemsyn i Fjor af nogle Mineralprover, jeg i 1899 havde haft 
med fra Ivigtut, men som vare blevne henstaaende ubestemte!), 
var ogsaa et storre Stykke Kryolith, der var gennemtrengt af 
en flere Centimeter bred Zone af sammenklumpede smaa straalet- 
krystallinske Korn, som jeg, da jeg tog det, tænkte maatte vere 
enten en Kvarts- eller Feldspathmasse. Ved nu at tage det frem 
til nermere Undersogelse fandtes det let, at det ikke var nogen 
af Delene. Det var mathvidt, med et svagt gulligt Sker, og 
haardt, saa det ridsede Kvarts. Vegtfylden var, efter at Kryo- 
lithen var fjernet ved Kogning med Kloralluminium, 3,51. Ved 
svag Glodning blev det rosenredt. Efter Hr. Cand. polyt. Chr. 
Christensens Analyse er Sammensætningen folgende: 


SiO, == 30,02 
Al,0, = 58,51 
F — 19,53 
107,06 — 
Ш — = 7,80 
99,26 


1) [blandt de Praver af Kryolithmineralier, jeg i 1899 havde hjem med fra 
Ivigtut, har Docent Boggild fundet et mindre Stykke Kryolitionit, som 


143 


Mineralet er altsaa Topas, hvad hverken Lysbrydningen eller 
Dobbeltbrydningen modsiger. 

Da Direktor Jarl paa «Øresund» saa Stykket, bemærkede 
han, at dette Mineral kendte de godt paa Fabrikken. De Stykker, 
der modtoges derfra, havde dog et noget andet Udseende, om- 
endskont dets Forekomst i Kryolithen var overensstemmende 
med Topasens. Det var blodt, Haardhed ca. 2; det var end- 
videre graalig gult og blev sort ved Glodning. Ved 100° mistede 
det 0,3 °/o Vand og ved svag Gladning endvidere 3 °/o. Vegt- 
fylden var 2,83. Hr. Chr. Christensens Analyse gav folgende 
Resultat: 


SO Che epee ibd tie SSL 
Al,0,(Fe, Us) = 37,0 
TA a PC eT Cae == + 9,9 
MIO uy: se fe: — 18 
Tab ved Gledning.. = 3,3 

39,7 


Altsaa maa det betragtes som en speudomorphoseagtig For- 
andring af Topasen!). 

Таме VIII viser Vestenden af Kryolithbruddet, saaledes 
som den saa ud i 1899. Hvad der særlig tiltrækker sig Op- 
mærksomheden derved, er det morke rektangulære Parti, der 
findes nederst i Midten af Billedet. Det er en Del af det ejen- 
dommelige Parti af mørk «sort» Kryolith*) der paa skraat gaar 


jeg havde medtaget, da jeg syntes, det lignede hverken Kryolith eller 
Flusspath. 

I Hintzes Mineralogie staar omtalt en i kemisk Henseende ganske lig- 
nende Forandring af Topasen fra Stoneham. (Bd. Il, $. 127.) 

Ogsaa under andre Forhold optræder en sort Kryolith; det er i Vestenden 
af Bruddet, i det ejendommelige Kvarts-Feldspathparti, der dækker Kryo- 
lithen mod Vest. Her optræder denne sorte Kryolith som Spalteudfyld- 
ninger i Feldspathen; ja saa fuldstændig gennemtrænger den denne, at 
Feldspathen pletvis ganske faar et skriftgranitagtigt Udseende. Her er 
det aabenbart Feldspathen, der bestemmer «Bogstavernes» Fremkomst, 
og ved at se dette spørger man uvilkaarlig sig selv: Skulde det samme 
ikke ogsaa kunne være Tilfældet ved den almindelige Skriftgranit? 


10° 


= 
— 


to 


144 


gennem den hvide Kryolith. Det er som bekendt i denne 
«sorte» Kryolith, at de ejendommelige store Flusspath Krystaller 
findes, som Prof. Jul. Thomsen har undersogt og fundet, at 
de indeholdt Helium"). Disse Flusspathkrystaller gaa 1 Al- 
mindelighed under Navn af den rede eller redbrune Flusspath, 
og Navnet er for saa vidt rigtigt nok, som de nesten altid ere 
rodbrune af udskilt Jernglimmer eller Jærnilte. Det fore- 
kommer mig imidlertid, at naar den har dette Udseende, maa 
den vere sterkt forandret, da den er fuld af Sprekker, og disse 
Sprekker er fulde af smaa Jernglimmerkrystaller. Lykkes det 
derimod at faa en Krystal frem, der er uden Sprekker og Jern- 
glimmer, er Farven graa eller brungron. De store Krystaller 
vise en smuk zonal Struktur, og er Forvitringen skredet sterkt 
frem, udviskes ogsaa denne tilligemed de smukke brunlige Farve- 
toner, og Krystallerne bliver graa og faar en straalet Struktur. 
Om denne Forandring staar i Forbindelse med Afgivelsen af 
Helium er endnu ikke undersogt. Kryolithen er som bekendt 
ikke ganske lidt opleselig i Vand; Johnstrup?) angiver at 1 
Del deraf oploses ved 12°C. i 2730 Dele Vand, og det er der- 
for merkeligt, at Bruddet, der ligger ganske ner Kysten, og 
hvis Bund nu ligger omtrent 130 Fod*) under Havfladen, ег 
ganske tor, kun noget Overfladevand maa daglig oppumpes. 
Saa meget merkeligere er det, som Kryolithen er fuld af 
haarfine Revner, der paa Krys og Tvers gennemskerer den; 
men da der aldrig er paavist den ringeste Forskydning langs 
disse Revner, tyder det jo paa, at der siden Massen stivnede, 
ikke kan vere sket nogen vesentlig Forandring. Det at Brud- 
det, uagtet Kryolithens Oploselighed og de mange haarfine 
Revner, stadig vedbliver at vere tort, kan vel kun opfattes som 
et Bevis for, at Kryolithen ikke direkte berøres af Havvandet, 
men at det maa vere beskyttet af et Gnejsdekke. Forholdet 


1) Kgl. D. Vidensk. Selsk. Forhl. 1898, S. 69 og 1904, S. 53. 
2) Förhl. т. 4. Skand. Naturforsk. 12te Mode. Stockholm 1880. $. 250. 
3) Ussing: Geografisk Tidskrift XIX, S. 195. 


145 


var et andet, da Isen og senere Vandet gik over Kryolithen. 
Da dannedes der dybe Klofter langs Revnerne, der nu ere fyldte 
med Morænemasse: Sand, Ler og store afrundede Sten. En 
saadan Kloft ses i Midten af Billedet, til Hojre for den midterste 
af Stigerne; og den Linie, der fra denne Kloft ses i Siksak at 
fortsette sig hen under Enden af Rebstigen til Hojre, er en 
tynd Spalte i Kloftens Forlengelse. Spalten er i Virkeligheden 
lige, det er kun paa den buede Veg at den tegner sig i Siksak. 
Selv har jeg kun set denne ene morænefyldte Kloft; men den 
daverende Bestyrer, Hr. Edwards sagde at de havde truffet 
flere ; de ere ikke vandforende. 

Jeg skal ikke her komme ind paa Kryolithens Aflejrings- 
maade; men kun henvise til det nederste Billede paa Tavle XV, 
der er taget i Bunden af det Hul, der er brudt i Kryolithen 
paa Grænsen mod Graniten, og som ses overst paa Tavle VIII, 
og hvor Kryolithen paa denne Grense viser den ejendommelige 
pladeformede Struktur, der er karakteristisk for, flydende Masser, 
der ere stivnede ved Afkoling mod Sidestenen, og som saa ofte 
ses ved plutoniske Gange, men som ikke forekommer hos 
Masser der ere afsatte af Vandet. 

Til Slutning maa det vere tilladt at henlede Opmerksom- 
heden paa nogle farvede Pletter, jeg i 1899 fandt paa den Kry- 
olith, der ved Ivigtüt stod stablet til Udskibning. Det var smaa 
rosarede til rødviolette Pletter, der kun fandtes paa Kryolithen 
paa de Steder, hvor denne var knust ved Slag med Hammeren. 
Et Sted saas dog en saadan Plet paa Siden af et Borehul. Det 
er ikke noget Farvestof der er paafort!), det er kun, ligesom at 
et rodviolet Farvesker udgaar fra Stenen. Da Kryolithen altid er 
knust paa det Sted, hvorpaa Farven findes, lader der sig ikke 
slibe et Preparat deraf, og undersoges Pulveret under Mikro- 
skopet, ses absolut intet. Farven er bestandig i Lyset; thi jeg 
har haft et Stykke liggende i et Vindue mod Syd i flere Aar, 


') De kunne heller ikke forvexles med de rødviolette Pletter, Fuglene af- 
sætte paa den Tid af Aaret, de særlig leve af Ber. 


146 


uden at den har forandret sig det mindste; ligesaa er den 
upaavirkelig af svage Syrer, Vinaand og Æther. Disse farvede 
Pletter ere lette at finde, naar man forst er bleven opmerksom 
paa dem; saaledes skrev jeg for nogle Aar siden til Bestyreren 
af Bruddet og bad ham om at sende mig nogle Kryolithstykker 
med disse Pletter paa, og pr. Omgaaende fik jeg en hel Del af 
dem. Ogsaa Professor Ussing bragte fra sin Rejse i 1908 
Ргоуег med deraf. Farven minder meget om den rodviolette 
Farve, flere Mineralier, som Sodalith, Nephelin og ogsaa andre 
Mineralier fra Sodalithsyeniten i Kangerdluarsuk ses at have, 
i det Øjeblik de ved Klovning blottes; men som næsten oje- 
blikkelig forsvinder i Dagslyset. 


4. Antikvariske Iagttagelser. 


Skjendt det aldrig har været min Opgave paa mine Rejser 


særlig at undersoge de gamle Nordboruiner, saa har jeg dog: 


altid med den storste Interesse iagttaget dem jeg traf paa. 

А. Е. Nordenskiöld har fremhevet, at medens man i 
Norge og Sverige ikke kender en eneste Husruin fra Slutningen 
af Hedenskabet, saa findes saadanne i Grønland i Hundredevis 1). 
Burde det end maaske for Grønlands Vedkommende snarere 
hedde: fra de første Aarhundreder efter Kristendommens Ind- 
førelse, saa forringer dette ikke Betydningen af det Faktum, at 
Grønland virkelig er i Besiddelse af en Mængde Ruiner af Huse, 
der ere opførte i Aarene c. 1000 til c. 1400, og som saa, vist- 
nok forholdsvis hurtigt ere blevne overladte til sig selv, for 
derefter, uden synderlig Indgriben fra den efterfølgende Befolk- 
nings Side, at staa uforandret indtil vore Dage>). 


1) Den andra Dicksonska expeditionen till Grönland. $. 367. 

2) Selvfølgelig have Eskimoerne, strax efter Nordboernes Uddgen, plyndret 
Husene for alt, Metal osv., som de kunde bruge, ligesom de naturligvis 
ogsaa have borttaget Treverket. Spor til at saadant Treverk har veret 
anvendt i gronlandske Huse eller Grave, vides dog merkelig nok, aldrig 
at vere paavist. Ligeledes er det merkeligt, at der aldrig er fundet Spor 
af ædle Metaller, thi disse kunne jo ikke helt forsvinde, selv om Eski- 


‘piel TS ee eee 


147 


Blandt de Grunde, der kunne anføres mod den Opfattelse, 
at de gamle Nordboere skulde vere gaaet op i Eskimoerne, 
forekommer disse Ruiners Tilstand mig at vere en af de vesent- 
ligste; thi allerede da Egede kom til Landet, stod Eskimoerne 
fuldstændig fremmede over for dem. Aldrig have de direkte 
benyttet dem; de have kun behandlet dem som andre naturlige 
Stensamlinger, der kunne benyttes til at indrette Grave eller 
Ildsteder i. 

Nordboruinerne kunne passende deles i 3 Grupper; forst 
Kakortokkirken ved Julianehaab, der ved sin Arkitektur adskiller 
sig saa fuldstendig fra alle de andre Nordboruiner, at Tanken 
uvilkaarlig anviser den Plads som opført i den allerseneste Tid, 
hvori Kolonierne have bestaaet, saaledes som jo ogsaa allerede 
Graah har antydet det. Den er vistnok langt yngre end den 
Tid, vi kende fra de gronlandske Sagaer, og stammer vel fra 
den sidste Tid, hvorom vi kun vide, at der sendtes Bisper til 
Landet for mulig at redde Religionen og derigennem Befolk- 
ningen. En saadan Biskop, der var fuldstændig fremmed for 
Landet og Traditionen i Landet, kan meget vel tænkes at have 
bygget en ny Kirke paa et saadant Sted, der ligger centralt for 
hele Osterbygden, men som er uden Forbindelse med de gamle 
Centrer: Gardar og Brattahlid. Havde Befolkningen selv skullet 
bygge en ny moderne Kirke, vilde de naturligvis, Traditionen 
tro, have bygget den paa et af de to sidstnevnte Steder. Kt 
Udtryk for den Folelse af forholdsvis Nyhed som flere Rejsende 
have faaet, er ogsaa det, at de have fremsat den Formodning, 
at Kirken aldrig er bleven færdig. Sans comparaison spiller 
altsaa denne Kirkeruin samme Rolle som Kirkeböruinen paa 
Færøerne; men medens det i 1899 lykkedes at faa opklaret naar 


moerne have benyttet dem; og hvorfor er der i Grenland aldrig fundet 
hengemte Skatte?, der var dog, under de idelige Fejder og senere under 
Kampene saavel med Eskimoerne som Seroverne, Grund nok til at hen- 
gemme Verdigenstande. z 

1) Privatboligen paa Island. S. 168. 


148 


denne Ruin er bygget, saa er Udsigten til at faa opklaret, naar 
Kakortokruinen blev bygget jo desto verre vel omtrent lig Nul. 

Efter Valtyr Gudmundsen omtales Vinduer med Glas, — 
og man kan vel nok forudsette, at der har veret Glasvinduer i 
Kakortokkirken, — paa Island forst ved Aaret 1195, og ser man 
hen til Forholdet mellem Island og Gronland den Gang, kan 
man vel. nok gaa ud fra, at Glasvinduer ere komne betydelig 
senere til Grønland end til Island. 

Endnu et Forhold tyder paa, at Kakortokkirken er af sen 
Oprindelse, og det er det, at det er den eneste Nordboruin, 
hvorom Eskimoerne have et Sagn om dens Opforelse. 

Saaledes siger Giesecke'), og det samme siger Vahl”), 
at Gronlænderne havde et Sagn om, at Stenene til Kakortok- 
kirken vare tagne paa Ujarartarfik Øerne ud for Lichtenau- 
Fjord. 

Uagtet Giesecke til en Slags Bestyrkelse af dette Sagn 
anfører: «Zum wenigstens sind die dortigen Bausteine, welche 
ich sah, theils Glimmer — theils Hornblendeschiefer, welche 
sich am Redekammen nicht so tauglich finden», saa er der dog 
næppe nogen Tvivl om, at Stenene til Kirken, der forøvrigt slet 
ikke er bygget af Glimmer eller Hornblendeskifer, ere tagne 
ved Foden af det nærliggende Kirkefjeld. Derimod turde der 
maaske ligge noget andet til Grund for Sagnet, nemlig det at 
de gamle Nordboere mulig kunne have taget Kalksten paa 
Ujarartarfik Øerne til Mørtel til "Kirken. Mortel findes der 
nemlig, om end nu meget sparsomt i denne Ruin’), og det er 
ogsaa den eneste hvori saadant er paavist, og paa Ujarartarfik 
Øerne findes utvivlsomt en Kalksten; thi dels omtalte den nu 
afdøde Peter Eberlin, at der fandtes Kalksten dér, og dels 


1) Dagbog under 17de Juli 1809. 

?) Ms. Dagbog i Botanisk Haves Bibliothek. 

3) Ligesom Graah fandt ogsaa jeg nogle Stykker sandblandet Kalk mellem 
Stenene i Kirkeruinen, og ligesom hans Stykker gik tabt, før de bleve 
undersøgte, gik ogsaa mine Stykker tabt ved Christiansborgs Brand. 


149 


fik jeg i 1876 i Julianehaab flere Stykker Kalksten der angaves 
at hidrøre derfra. — Angaaende Kirkeruinens Arkitektur har 
Hr. Dr. phil. M. Mackeprang velvilligst meddelt folgende: 

«Af selve Kirkeruinen!) er det vanskeligt at drage nogen 
Slutning om dens Opforelsestid, da Formerne ere saa yderlig 
simple. Hvad Grundplanen angaar, er det den fra Island laante 
Form, hvor Skib og Kor danner et eneste ligehojt Rum. Den 
optreder meget tidlig i Moderlandet Norge, men holder sig til 
Gengeld lenge, helt ind i Gothiken. Det store fladbuede Vindue 
paa Ostveggen kunde i og for sig tyde paa en sen Tid, men 
der maa dog gores opmerksom paa, at i norsk Arkitektur 
træffes Fladbuen baade i 12te og 13de Aarhundrede; og de 
andre Aabningers Konstruktion med den flade Overligger peger 
afgjort i denne Retning. Snarest skulde jeg derfor tro, at 
Kirken var opfort i 12te, maaske 134е Aarhundrede. Jeg maa 
dog tilfoje, at norsk kirkelig Stenarkitektur fra Middelalderens 
sidste Aarhundreder endnu er et meget lidt opdyrket Felt.» 

Nest den enestaaende Kirkeruin ved Kakortok, er det serlig 
Ruinerne med de cyclopiske Mure, der tiltrekke sig Opmerk- 
somheden. Dog kan det ikke siges, at Maalet med at sammen- 
føje disse mægtige Sten, har noget Sted været at tilvejebringe 
en hel cyclopisk Bygning; thi i Reglen er det kun den ene 
Side eller den ene Ende af Bygningen der er bygget af saa 
overordentlig store Sten, at man undres over at de har kunnet 
magte dem; den anden Side eller Ende af Huset er da i Reglen 
opført af somme Tider endog ret smaa Sten, saa disse Partier 
nu som oftest ere nedfaldne. Exempler herpaa ere den be- 
kendte store Ruin ved Stranden ved Igaliko, der i sin Tid gik 
under Navnet Brattahliö, og Ruinen paa Øen ud fra Igaliko. 
Nederste Billede paa Tavle XVI viser denne sidstnævnte Ruin, 
hvor det, ved Sammenligning med Figuren ses, hvilke store 


1) Angaaende Afbildninger af denne, da kan henvises til Tavlerne III—V 
i Graahs Rejse til Gronlands Ostkyst; PI. I i Amerikanist Congressens 
ste Mode i København 1883 og Tavlerne XVII—XX i M. о. G. VI. 


150 


Sten der her i denne, Ostenden: er anvendt; medens de to 
Rum i Ruinens Vestende, ere opforte af mindre Sten, hvorfor 
store Partier af denne forlengst ere faldne sammen. 

Man faar Indtrykket af, at de gamle Nordboere have be- 
nyttet de Sten, der fandtes paa det Sted, hvor de onskede at 
bygge, og at de saa forst have stillet de storste Sten sammen, 
eller endog bygget op ad den storste af dem, som om det var 
en fast Klippe, og saa siden opfort Murene af mindre og mindre 
Sten, eftersom de storre slap op, eller det blev for langt at 
hente flere. Jo mindre Stenene bleve, jo mere synes Gres- 
torvene at have været anvendte. Derved at der er benyttet en 
stor Sten som fast Udgangspunkt, kan der ofte fremkomme 
ejendommelige nisheformede Fordybninger i Murene, uden at 
saadanne have veret tilsigtede. Saaledes f. Ex. den Nishe, der 
1 М. о. G. ViggTavle XII er vist i Fig. Va. At der er tyet til 
Stensamlingerne for at have Materialet til Husbygningen ved 
Haanden er naturligt, hvorfor Ruinerne hyppigt findes i Ner- 
heden af de fra Klipperne nedskredne eller de af Elvene sam- 
menskyllede Sten. Men selv om Gletscherelvene senere kan 
have forstyrret en eller anden Ruin, saa gaar Giesecke dog 
for vidt, naar han tilskriver saadanne Forstyrrelser, helt eller 
delvis, de gamle Kolonisters Tilintetgorelse !). 

At der ogsaa kan være bygget huslignende Bygninger af 


1) Giesecke: Transactions of the Royal Irish Academy Vol. XIV. 1825. 
Antiquities. S. 50: All the ruins of Norwegian houses, and there were 
more than fifty which I examined, were surrounded by immense masses 
of rocks, probably precipitated from the summits of the adjacent moun- 
tains, and heaped together in the most fantastic groups, the places of 
fracture being sometimes so fresh, that the points from which they are 
broken are distinctly observable. Places of desolation of this kind are 
frequently met with in the mountains, connected with the sea by water- 
falls, which are precipitated, with tremendous noise and destructive 
velocity headlong from the rocks, covered with glaciers. I have no 
doubt but that such a revolution, caused by bursting glaciers and fol- 
lowing innundations, has affected this dreadful chaos; and that perhaps 
the Norwegian settlers perished, and were buried with their cattle in 
the ruins», 


151 


ikke anden Grund end den, at et udmærket Materiale fandtes 
paa Stedet, i Forbindelse med, at Stedet ved sin Beliggenhed 
at «Ud- 
kigsruinen» ved Umiausat i Tunugdliarfik er et Exempel paa’). 


indbed til at bygge et «Lysthus», forekommer det mig, 
Det er en c. 30 Meter bred Porphyrgang, der her gaar gennem 
Graniten, og hvis blottede Partier ere sprengte i rektangulere 
Stykker, der ligefrem indbyde til at «bygge Hus» af. Uden som 
et Slags Lysthus for de nerboende Folk, kan denne Buin nemlig 
neppe have haft nogen som helst Betydning, hverken som Pak- 
hus eller «Fæstning». Udsigten herfra er fortrinlig, baade ud og 
ind ad Fjorden. Naar der tidligere er brugt Udtrykket «Udkigs- 
bus» om lignende fritliggende og раа fremspringende Punkter 
liggende Ruiner, som ved Kagsiarsuk i Igaliko-Fjord og paa 
Toppen af Kistefjeldet ved Igaliko*), da troer jeg ikke herved 
Бог tænkes paa noget som helst krigerisk; men kun paa, at 
det er naturligt, at der bygges skermende Mure mod Vinden 
paa Steder, hvorfra der haves god Udsigt. 

Hvad endelig Bygningsmaaden angaar, da er det interessant 
at se, hvorledes den oftomtalte Ruin paa Skeret ved Igaliko er 
opført. De to nederste Billeder paa Tavle X vise denne Ruin, 
dels som den ligger paa dette Sker, der ved Hojvande er nesten 
helt overfyldt, saa det ser ud som om den flød paa Vandet”), 
og dels Sydmuren af selve Ruinen. Den østlige Halvdel er 
nemlig opbygget af skarpkantede Sandstenblokke, der ere brudte 
paa selve Skeret, der bestaar af Sandsten; medens den vestlige 
Halvdel er opført af lose afrundede Blokke mest af Grund- 
fjeldet*). Da det er utænkeligt, at der er slæbt store Rullesten 


1) M. 0. G. VI. Таме УП og Compte Rendu du Congrès internat. des Amé- 
ricanistes. 5te Session. Copenhague 1883. $. 110. 

2M 076. ХУ Si 353. 

3) М. о. С. II S. 40. Da jeg i 1899 besøgte dette Skær, 23 Aar efter at 
jeg forst betraadte det, fandt jeg Forholdene fuldstændig uforandrede. 
Tangranden strakte sig ind under Ruinens nederste Sten; men ikke én 
Tangplante kunde jeg finde paa disse. 

1) En Del af,den vestlige Halvdel af Ruinen ses til venstre paa Billedet. 


152 


ud paa dette Skær, for at bygge Hus af dem, kan man vel kun 
tænke sig, at Skæret oprindelig var belagt med en Morænerest 
af store Sten. Disse ere saa alle, paa en eneste nær, der ses 
paa Billedet, benyttede til Opforelsen af Husets Vestende. 
Enten kan man nu tænke sig, at Ruinen oprindelig ikke har 
været storre end den Halvdel der er opfort af de lose afrundede 
Sten, og at den saa senere er bleven udvidet, ved at der skaffedes 
Materiale fra et Brud i Sandstenen; eller, man kan maaske ogsaa 
tænke sig, at Bygningen er opfort samtidig af to Partier, et der 
benyttede de lose Sten, der fandtes paa Skæret, og et der forst 
maatte bryde Stenene. Da det vel er utænkeligt, at der senere 
kan være fort Sten bort fra Skæret, kan man altsaa ogsaa være 
sikker paa, at Huset ikke kan have været hojere end Ruinen 
nu er!) Hvad Meningen kan have været med at bygge et Hus 
paa dette Skær”), skal jeg ikke udtale mig om, men henpege 
paa, at et lignende Forhold findes paa et andet Sted, men 
rigtignok under noget andre Forhold. Det er den Ruin der 
ses paa det overste Fotografi paa Tavle X og som findes i en 
lille So, noget til Fjelds ved Ivsormiut i Tunugdliarfik?). Paa 
Grund af at Terrainet om Søen er saa fladt, falder Øen paa 
Fotografiet tildels sammen med Landet. Om denne Ruin, der 
kun er tilgengelig ved Svomning, hvis man da ikke vil lade 


1) Arktander fandt 1751 (Samleren VI. S. 1216) at Hojden var «3 Alen, en- 
del Steder lidt derover»; og jeg har maalt, paa det Hojeste, 6 Fod 9 
Tommer. I 1899 saa jeg ved Hjælp af mine Fotografier fra 1876, at 
Ruinens Nordside, der er opfort af mindre Rullesten, var bleven noget 
forstyrret i de mellemliggende 23 Aar. 

Ogsaa ved den ovenfor omtalte Ruin, der findes paa Øen ved Siden af, 
er Forholdet det, at Højvandet gaar til Ruinen. Tangranden ligger 2,5 
Meter under den Helle hvorpaa Ruinens sydlige Hjørne hviler. End- 
videre kan bemærkes, at paa den store Sten (ikke Sandsten) der ligger 
Vest for Øen, naar Tang og Balanranden op til c. 6dm fra Toppen. 
Naar Dr. C. Pingel (2det skandinaviske Naturforskermøde 1840. S. 354) 
anfører et Sagn om, at Skæret skal have været større og været land- 
fast, da vise Dybdeforholdene, at der ikke kan have ligget noget positivt 
til Grund derfor. 

3) Se Kapt. Bruun i M. o. G. XVI. S. 278. 


be 
— 


153 


Kajakker bære derop, beretter Cand. Theilgaard, at Vandet 
om Øen er dybt; Ruinen er 10 Skridt lang og 6 Skridt bred, 
udvendig maalt. Der er en Doraabning paa den sondre Lang- 
side, nærmest den østre Ende. Ruinen staar tvers over Øen, 
og begge Ender af den beskylles af Vandet. Ostenden er for- 
trinlig bygget af godt tilpassede firkantede Granitkvadre. Vest- 
enden er derimod sterkt sammenfalden. Hvorfor der her, saa 
højt til Fjelds, ег opført en saa solid Bygning i en lille So, er 
mærkeligt; thi vel er den vel nok over Halvdelen af Aaret til- 
gengelig paa Isen, men en stor Del af Aaret maatte der Baad 
til for at komme ud til den, hvis man da ikke, som Cand. 
Theilgaard, vilde svomme derud. At der i Tidens Leb skulde 
have dannet sig en So om Ruinen, som ikke havde veret der, 
da den opfortes, er der Intet der tyder paa. 

Oprindelig har vel alle disse Bygninger været opførte med 
Grestory mellem Stenene, ligesom der ogsaa kan paavises Mure, 
der helt ere opførte af Grestorv, hvilende paa et Underlag af 
Sten. En saadan ses nederst paa Tavle XVII. Det er Muren 
i den Ruin Kaptain D. Bruun udgravede i 1894, og som han 
har afbildet S. 219 i M. о. G. XVI. I de 5 Aar der vare for- 
lobne mellem Bruuns Udgravninger og mit Besøg i 1899, er 
denne Græstorvmurs indre Struktur kommen frem, og Siksak- 
linierne paa Fotografiet vise tydeligt, at Gr&storvene 1 sin Tid 
bleve sammenstillede paa lignende Maade paa Gronland, som de 
endnu opstilles paa Island). 

Hvor Forholdene have været anderledes, har Murkonstruk- 
tionen ogsaa været en anden. Saaledes paa den c. 26 m. høje 
Havstok N. for Kordlortok i Nordenden af Tunugdliarfik. Her 
har Materialet kun været mindre Sten og Grus, hvorfor Siderne 
af Murene have været opførte af de største af Stenene, medens 
den Indre har været udfyldt af Grus, saavidt man da kan dømme 


1) Se D. Bruun: Gammel Bygningsskik paa de islandske Gaarde. Aars- 
beretning for Foreningen til norske Fortidsmindesmærkers Bevaring. 
1907. S. 8. 


154 


efter de ringe Grundvolde der findes. Der er ogsaa det ejen- 
dommelige ved flere af disse Ruiner, at de ikke ligge parallel 
med Havstokkens Retning, men lodret derpaa, saa den ene 
Ende af Huset synes at have maattet ligge betydeligt lavere end 
den anden. 

Paa denne Havstok findes ogsaa nogle ejendommelige ellip- 
tiske Stenlegninger; se overste Billede paa Tavle XVI, der 
bringer Tanken hen paa, at de mulig kunne vere Begravelser. 
Den her afbildede er dannet af skarptkantede Sten og meget 
uregelmessig, hvorimod jeg paa en anden Havstok ved Hvæsse- 
stensfjeld, har fundet dem fuldstændig regelmæssig dannet, 
som langstrakte Ellipser. De vare dannede af større Sten end 
dem, der var almindelige paa Havstokken, saa de traadte skarpt 
frem. Stenene i 3 af dem bleve fjernede, og der blev søgt 
indtil 14/2 m. ned i de underliggende Strandsten, men intet 
fandtes"). 


1) I 1879 stødte jeg ved Cap Cranstown paa Svartenhuk-Halvø i Nord- 
Grønland paa lignende elliptiske Stensætninger, M. о. С. У. $. 21. 


19101909: 


Таме VI. 


Tavle VI. 


Igaliko-Sletten set fra Skæret med Ruinen. 

Over den midterste Sandstenshelle i Stranden skimtes, 
paa Sletten inden derfor, Nordboruinerne og Gronlænder- 
husene. Paa begge Sider af disse ses hævede Havstokke. 
Navnlig til Venstre, ved Foden af Nulupkakak, ses de 
karakteristiske Klofter, der gaa lodret paa Kysten og som 
give god Anledning til at studere Sandstenens og Diabasens 
indbyrdes Lejringsforhold. 


+ 


au pam 79.49349 104} 428 U2/21S-OYUDÊT 


“auo19 9 }ц084 :1d440404 


Wa SE 
"AIXXX PUEIUOIT) wo 19S[2[2PPaA 


Tavle VII. 


Tavle VII. 


Fjeldet Nunasarnak set fra Odden ved Ipiutak 
Tunugdliarfik. 


‘yoynidyT pan uappQ V4] jas урилозрит м 


*au0:9 7 14084 ‘1d4}0304 


DHEA SEAL "AIXXX PUP[UØJE) Wo 19519] эррэу 


Tavle VIII. 


Tavle VIII. 


Vestenden af Kryolithbruddet, Ivigtüt. 1899. 

Det morke, rektangulære Parti i Midten nær Grubens 
Bund antyder omtrent den Maade, hvorpaa den sorte Kryo- 
lith strækker sig gjennem den hvide. 

Den smalle Kloft, der i Midten af Billedet ses til Hojre 
for den lange Stige, er en Kloft, der er fyldt med Moræne- 
masse og maa være dannet, da Isen gik hen derover. Den 
siksakformede Stribe, der fra denne Kloft strekker sig hen 
under Rebstigen, ег en smallere Fortsættelse af denne Kloft 
og er i Virkeligheden retlinet; men paa Grund af Væggens 
Krumninger tager den sig anderledes ud. Kløften øverst 
Ш Højre for den korte Stige er et kunstigt Brud. 


Meddelelser om Grønland XXXIV. Tav. VIII. 


Fototypi. Pacht & Crone. 


Vestenden af Kryolihtbruddet Ivigtut. 


Tavle IX. 


Tavle IX. 


Overste Billede: Et storre Isfjeld, der er sammen- 
sat af lutter kantede, paa Overfladen afrundede Isstykker. 
Saadanne Isfjelde dannes om Vinteren, naar Kalvisen ikke 
kan flyde bort paa Grund af, at Fjorden er frossen, og som 
derfor maa ophobes foran Bræenden. 


Nederste Billede viser Bræisens kornede Struktur, 
saaledes som denne under Smeltningen viser sig 1 gjennem- 
gaaende Lys. Karakteristisk ere de ejendommelige Finger- 
endeaftryk lignende Figurer. 


Meddelelser om Grønland XXXIV. Tav. IX. 


< < 


Et Breccie-Isfjeld. 


Breisens kornede Struktur. 


Fototypi. Pacht & Crone 


Tavle X. 


Tavle X. 


Overste Billede: Nordboruin paa et Skær i en lille 
[1455 oppe paa Fjeldene ved Ivsormiut 1 Tunugdliarfik. 


Nederste Billede: Nordboruin paa Skæret ved Igaliko. 
I Baggrunden ses Fjeldet Iganek. Det bagved liggende 
Kistefjeld er skjult af Taagen. 


Det mellemste Billede viser den østlige Ende af 
sidstnevnte Ruin. Denne Ende af Ruinen er opbygget af 
skarpkantede Kvarsitblokke, der ere brudte paa Skæret, 
medens Vestenden af Ruinen, hvoraf der ses en Del, er op- 
fort af de lose, afrundede Morenesten, der fandtes paa Skæret. 


Meddelelser om Grønland XXXIV. ау ме 


Sie 


Ruin paa et Skær i en Indso. Ivsormiut. 


Ruin paa Skeret ved Igaliko. 


Skeret med Ruinen ved Igaliko. 


Fototypi. Pacht & Crone, 


Tavle XI. 


Tavle XI. 


Tegninger og Fotografier af Kvartskrystaller fra Narsar- 
suk ved Igaliko, der formentlig vise den sjeldne Basisflade. 

Fig. | ег en Tegning af еп 6-sidig Kvartsdruse, hvor 
svagt buede Flader ses paa Basis’ Plads. 

Fig. 2 viser en saadan Flade forsterret с. 10 Gange. 
Karakteristisk er det chalcedonagtige Udseende. 

Fig. 3—5 ere Fotografier af en storre Krystal. 

Fig. 3 viser en Pyramideflade. 

Fig. 4 Prismefladen, og 

Fig. 5 viser en ujævn Flade, der sidder paa Basis’ 
Plads, og som formentlig er sammensat af en Mengde 
Basisflader, dem med de smaa Forhejninger, og endvidere 
Tillob til Pyramideflader. (Tegningerne ere af Hr. stud. mag. 
V. W. Petersson). 


= 


Meddelelser om Стошапа XXXIV. Там. ХТ. 


Fig. 5. Basis. |, 


Fototypi: Pacht & Crone, 


Tavle XII. 


Tavle XII. 


Øverste Billede: Isbarrieren udenfor Mundingen af 
den lille Isfjord Korok i Tunugdliarfik. Den dannes af Is- 
fjelde, der ere strandede paa en formentlig Endemoræne. 


Nederste Billede: En stærkt forvittrende Granit, der 
danner en Odde mellem Nugarsuk og Sidlisit i Tunugdliarfik. 


Medd. om Gronl. XXXIV. [K. J. V.Steenstrup.] Там MN 


Isbariæren ved Koroks Isfjord. 


Forvittrende Granit. Nær Sidlisit. 


i | 
res ze 


u 
- 


= 
Zu Fl 
AJ 


4 
j sæ) 
row 


t=. 
р 


з. i FIN i 
à 4 # 
5 
$ 
= 
x - 
. 
в Ar 
а Te 
| Ps ы 
ir 
u 
В 
— 


- № 7 
и 
Fr | 
+ 
i i 
. Fhe ze 
| 
LL 3 
— - i NH 
О A 
« 
a i -. 
så т И | 


Tavle XIII. 


Tavle XIII. 


Begge Billeder vise den røde Sandsten; det øverste, 
saaledes som denne viser sig i sin tyndskifrede Form og 
uforstyrret Lejring i Slibestensfjeld, Sidlisit; og det neder- 
ste, saaledes som Sandstenen undertiden kan vere steerkt 
bøjet, sandsynligvis paavirket af den gjennembrydende Diabas. 
Pudtlisek ved Igaliko. 


Medd. om Gronl. XXXIV. [К. J. У. Steenstrup.] Tav. XIII. 


Den rede Sandsten. Putdlisek. Igaliko. 


Tavle XIV. 


Tavle XIV. 


Den røde Sandsten. 

Det øverste Billede viser det Landskab, der frem- 
kommer, hvor denne Sandsten i horizontal Lejring findes 
over storre Strækninger. Ipiutak i Tunugdliarfik. 


Det nederste Billede viser Sandstenens Struktur og 
giver en Forestilling om det ejendommelige Udseende, den 
har, hvor den rede Farve pletvis er afbrudt af gule Pletter. 
Sidlisit 1 Tunugdliarfik. 


Medd. om Gronl. XXXIV. [K. J. У. Steenstrup.] Tav. XIV. 


Den rede Sandsten. Ipiutak. 


Den rede Sandsten. Sidlisit. 


Tavle XV. 


Tavle XV. 


Øverste Billede: Sgjleformet Afsondring i Diabasen; 
rimeligvis en Del af en intrusiv Gang. Musartüt i Tunug- 
dliarfik. 


Nederste Billede: Kryolithens pladeformede Struktur 
mod den overliggende Granit; formentlig fremkommen ved 
den smeltede Masses Afkoling mod Sidestenen. Kryolith- 
bruddet. Ivigtüt (1899). 


L 


Medd. om Gronl. XXXIV. [K. J. У. Steenstrup.] Тау. XV. 


Sejleformel Struktur. Diabas. Musartüt. 


Kryolithens lagdelle Struktur mod Graniten. Ivigtut. 1899. 


Tavle XVI. 


Tavle XVI. 


Øverste Billede: En af de ejendommelige elliptiske 
Stenbelægninger, der af og til findes paa Havstokkene ved 
Kysterne af Tunugdliarfik. Den her fremstillede er fra 
Kagsiarsuk og er uregelmæssig sammensat af kantede Sten. 
Andre som ved Slibestensfjeld, ere regelmæssig elliptiske 
og sammensat af storre afrundede Sten, der fremtræde 


skarpt mod Havstokkens mindre Sten. 
$ 


Nederste Billede: @stenden af den lange Ruin paa 
Øen (ikke Skeret) ved Igaliko. 


Medd. om Gronl. XXXIV. [K. J. V. Steenstrup.] Tav. XVI. 


Elliptisk Stensetning. Kagsiarsuk. 


Oslenden af Ruinen paa Øen. Igaliko. 


Tavle XVII. 


Tavle XVII. 


Overste Billede: Et sjeldent stort Exemplar af en 
krybende Birk paa Hellerne ved Kagsiarsuk 1 Tunugdliarfik. 
Stammen var 8 m lang og ner Roden 29 cm i Omkreds. 


Nederste Billede: Strukturen i en gammel Jordmur, 
der viser, hvorledes denne har veret opfort af 1 Siksak 
stillede Grestorv. Tingimiut 1 Sermilik. 


Medd. om Gronl. XXXIV. [K. J. У. Steenstrup.] Tav. XVII. 


Krybende Birketre. Kagsiarsuk. 


Husmur af Grestorv. Tingimiul. 


Tavle XVIII. 


Tavle XVIII. 


De gamle nordiske Ruiner i Grønland, navnlig dem 
der direkte have tjent til Beboelse, ere i Reglen saa stærkt 
sammenfaldne og bevoxede med Krat, at et Fotografi sjeldent 
kan vise noget. Navnlig ere nogle af de mest karakteri- 
stiske Bygninger, Staldene med Stenplader som Skillerum, 
aldrig i en saadan Stand at de kunne fotograferes med 
Udbytte. For at give et Begreb om, hvorledes en saadan 
Stald og et tarveligt af Stenplader opbygget Hus med 
Stengærde omkring, kunne se ud, hidsættes her to Bille- 
der af saadanne Bygninger fra Hgjfjeldet ved Røros 1 Norge. 


Medd. om Gronl. XXXIV. [K. J. V. Steenstrup.] Тау. XVIII. 


Hus ved Reros. Norge. 


Stald ved Reros. Norge. 


Tavle XIX. 


Tavle XIX. 


Overste Billede viser Hojlandet mellem Fjordene 
Kangerdluarsuk og Tunugdliarfik og kan tjene til at give 
et Billede af det ode Udseende, Landskabet her har paa 
Grund af Sodalithsyenitens stærke Forvittring. 


Nederste Billede viser Östsiden af Bunden af Kan- 
gerdluarsuk. Fjeldet i Baggrunden er det nordligste af 
Iviangusat-Fjeldene, der naar en Højde af с. 800m. Ogsaa 
dette Parti bestaar af Sodalithsyenit, der er næsten fuld- 
stændig uden Vegetation. De ejendommelige bolgede Linier 
vise en Afvexling i Lagene af mørke og lyse Mineralier, 
fremkomne under Afkolingen af de engang smeltede Masser. 


Medd. om Gronl. XXXIV. [К. J. У. Steenstrup.] Tavs XIX 


Fjeldparti mellem Kangerdluarsuk og Tunugdliarfik. 


Fjeldside i Kangerdluarsuk. 


Tavle XX. 


ls 
3 


Tavle XX. 


Overste Billede: I Baggrunden ses Fjeldet Nunasar- 
nausak i Kangerdluarsuk, hvis nederste Del bestaar af 
Granit, medens den gverste Del bestaar af afvexlende Sand- 
sten og Diabas. Det lyse Parti i Forgrunden til højre er 
den stærkt forvittrende Sodalithsyenit. 


Nederste Billede: Parti af den lille ©, der ligger 
ved Foden af Nunasarnausak, der danner Baggrunden. I 
Midten ses den øverste udkilende Del af en Gang, der 
fortsætter sig skraat ned under Vandfladen og som for en 
stor Del er udfyldt med Eudialyt. For neden ses noget af 
Tang- og Balanranden. (1899). 


Medd. om Gronl. XXXIV. [K. J. V. Steenstrup.] Tav. XX 


Fra Oen i Kangerdluarsuk. 


Tavle XXI. 


Tavle XXI. 
Overste Billede viser Vestsiden af Bugten ved Nau- 
jakasik i Tunugdliarfik. 


Nederste Billede viser Sodalithsyenitens bænkede 
Struktur, saaledes som denne er blottet i en næsten lodret 
Væg ved Naujakasik i Tunugdliarfik. 


Medd. om Grenl. XXXIV. [K. J. V. Steenstrup.] Tav. XXI. 


Fra Naujakasik. Tunugdliarfik. 


1% 
x D 
ve, 
LE er 
we 
1 
1 
à 
ED 
vil 
.. 
N 
i 
Te 
y 
. 
Ÿ ‘ 
{ 
4 


\ z 
ER 


VE 


Beretning 


om 


Undersøgelserne af Jakobshavns-Isfjord 
og dens Omgivelser 


fra Foraaret 1903 til Efteraaret 1904. 


Af 


M. С. Engell. 


1909. 


XXXIV. 11 


Hensigten med Ekspeditionen var i Hovedsagen at fort- 
sætte de Undersogelser, jeg havde paabegyndt i Sommeren 1902, 
og om hvilke der er berettet her i Meddelelserne samt for et enkelt 
Punkts Vedkommende tillige i Geographische Mitteilungen 1903. 

Det var oprindelig bestemt, at jeg skulde rejse med Bark- 
skibet «Geres». Men da dette allerede skulde afgaa fra Koben- 
havn den 9de Maj, opnaaede jeg ved Hr. Direkter Rybergs 
Velvilje at faa Tilladelse til at rejse med Direktoratets Damp- 
skib «Godthaab». Afrejsen fandt først Sted den 5te Juni fra 
Gronlandske Handels Plads. Uagtet jeg altsaa kom til at rejse 
en Maaned senere fra Danmark, viste det sig, at jeg dog naaede 
Egedesminde Dagen, for «Geres» passerede dette Sted. 

Efter en i alle Henseender behagelig Rejse kom vi paa 
Hojde med Kap Farvel den 184е Juni. Her laa Storisen et 
langt Stykke til Sos, c. 18 Somil (33—34 km). Julianehaab- 
Bugt helt op til Nunarssuit var ligeledes fyldt med Is, 
saa langt man kunde se fra Udkigstenden. Kaptajn Bang for- 
sogte desuagtet at komme gennem Isen for at kunne folge 
Løbene langs Land. Forsøget maatte dog opgives, efter et 
Etmaals Forløb, hovedsagelig paa Grund af Taage. For mig, 
der aldrig tidligere havde set Storisen paa nærmere Hold, var 
denne Tur gennem Isen meget interessant. For det meste var 
de enkelte Stykker flade, med en ringe Højde over Havfladen 
(‘/2 Meter eller mindre); Arealet varierede meget, men gennem- 
gaaende var der ingen Stykker over 100 m. Nu og da saa 
man en sort Plet paa Isflagerne ; Pletten viste sig at være Sæl- 

LIE 


158 


hunde, der styrtede sig i Vandet, naar Skibet nærmede sig. 
Forevrigt er den store Hastighed, hvormed en Isflage kan 
skyde sig ud i de aabne Partier mellem Isen og saaledes 
sperre Vejen for Skibet, forbloffende. Den viser, at der maa 
vere sterke Stromninger i Vandet, hvorved der skabes Pres. 
Med Undtagelse af Sæler bemærkedes ellers intet Dyreliv i 
Storisen. 

Det forste Sted, vi betraadte i Gronland, var Kolonien Godt- 
haab, hvortil vi kom den 21de Juni, altsaa efter en Rejse paa 
kun 16 Dage. Da Direktoren skulde inspicere Kolonien blev 
Skibet liggende et Par Dage. For at udnytte Tiden foretog jeg 
Dagen efter en Ekskursion til Lille Malene, en Gnejsknold, 
der ligger tæt ved Godthaab, for at se lidt paa Vegetationen. 

Vinteren havde i hele Grønland været meget stræng. Sent 
paa Foraaret var der tillige faldet meget Sne. Overalt omkring 
Godthaab og endog paa de smaa lave Øer udenfor laa der 
endnu store Snedriver i Kløfter og paa Afsatser, og Nordskraa- 
ningerne var næsten helt sneklædte. Paa Sydskraaningerne var 
Sneen derimod ved at smelte bort, og Smeltevandet sivede 
overalt nedover og gennem Vegetationsdækket. Som Følge af 
disse Forhold var Plantevæksten endnu meget langt tilbage. Kun 
faa Arter og Eksemplarer havde naaet at udvikle og udfolde 
Knopper og Blomster og det endda kun paa de gunstigste Lo- 
kaliteter — nemlig enkelte Sydskraaninger. Den Plante, der 
var længst fremme, var selvfølgelig Empetrum nigrum; den 
var nu næsten helt afblomstret; kun ganske enkelte Eksem- 
plarer stod endnu med støvfyldte Knapper. Vaccinium uligi- 
nosum og Salix groenlandica stod med modne Støvknapper, 
ligeledes Salix herbacea. Paderokken, Æquisetum vulgare, 
havde modne Sporer. Loisleuria procumbens og Diapensia 
lapponica stod med Blomsterknopper færdige til at springe ud. 
Betula nana stod i Knop; kun faa havde udfoldet Knopperne 
og stod med modne Rakler. Salix glauca stod derimod næsten 
allevegne kun i Knop. Ledum palustre og Phyllodoce coerulea 


159 


var ikke engang udstyrede med synlige Blomsterstande. Sammen- 
ligner jeg dette med mine lagttagelser fra Jakobshavn den 
22de Juni 1902, var der en meget betydelig Forskel i Plante- 
vekstens Udvikling — i Godthaabs Disfavor — uagtet Jakobs- 
havn ligger paa с. 69° п. Вг., medens Godthaab ligger раа 63° 
n. Br. Ved Jakobshavn var paa samme Tid i 1902 alle de 
ovenfor nævnte Planter meget lengere fremme. 

Den 23de om Eftermiddagen lettede «Godthaab» og satte 
Kursen mod den neste Koloni nord for Godthaab, Sukker- 
toppen, hvortil vi ankom Dagen efter, den 24de, tidlig om 
Morgenen. I Sukkertoppens umiddelbare Omegn var der 
nesten ingen Sne, og Vegetationen var lengere fremme end det 
1° sydligere liggende Godthaab. Dette beror hovedsagelig 
paa, at Sukkertoppen ligger serdeles lunt, beskyttet mod 
kolde Vinde af hoje Fjelde; men Havstromningerne udenfor 
spiller sikkert ogsaa en Rolle. 

Om Aftenen samme Dag, som vi var kommet, afgik Skibet 
til de neste Kolonier: Holstensborg og Egedesminde; et 
vedholdende Regnvejr forhindrede i Holstensborg en ner- 
mere Besigtigelse af Vegetationen. Sne var her meget mindre 
af end i Godthaab. Efter at vi den 27de om Eftermiddagen 
var kommet til Egedesminde gik jeg fra Borde. «Godthaab» 
skulde nemlig videre nord paa til Upernivik for at hente Be- 


setningen fra et af Isen ituskruet Hvalfangerskib — forevrigt 
det fra Nordenskiölds Færd saa berømte «Vega». — Forst 
paa Tilbagevejen vilde «Godthaab» anlobe Jakobshavn. 

Da jeg altsaa blev sat af her i Egedesminde — ganske 
vist uformodet — besluttede jeg mig nu, da der maaske 


var Lejlighed til at komme ind i Aulatsivik-Fjord. De 
шаге Dele af denne Fjord er kun delvis kortlagt; Jensen 
og Korneru р har passeret dens sydlige Gren. I den nord- 
lige har Nordenskiöld været med «Sophie». Det var særlig 
til denne Del af Fjorden, jeg gerne vilde frem. Dels havde det 
sin Interesse at se, om Gletscheren havde forandret sin Beliggenhed 


160 


siden Nordenskiölds Tid, dels vilde jeg forsage at kort- 
legge Grensen mellem Indlandsisen og Landet, hvorved jeg fik 
Forbindelse mellem det i 1902 undersogte Orpigssôk. Ende- 
lig vilde jeg forsoge at faa afgjort om det flade Land mellem 
Aulatsivik-Fjord og Disko-Bugt havde en lignende Oprin- 
delse som det flade Land syd for Klavshavn. 

I Anledning af Direktørens Ankomst kom der adskillige 
Konebaade til Kolonien fra Bopladserne i Omegnen: for saa 
vidt var det ikke vanskeligt at faa fat i en Konebaad. En af de 
Gronlendere, der var kommet til Kolonien med Konebaad og 
som hørte hjemme i Kangarssuatsiak, Boplads mellem 
Egedesminde og Aulatsivik-Fjord, sagde han kendte Fjor- 
den rigtig godt og tilbod at vere Styrer. Som vi senere skal 
se var enten hans Kendskab ikke stor eller ogsaa havde han 
— diplomatisk — ikke udtalt sig nærmere om Fjorden; den 
var nemlig, som jeg senere erfarede, paa denne Tid altid stu- 
vende fuld af Is. 

Den 29de rejste vi syd paa gennem Egedesminde Sker- 
gaard og overnattede paa en mindre 9, Inugsutusut. Vejret 
var ægte Strædevejr, raakoldt og taaget, meget forskelligt fra det 
Vejr, jeg var vant til ved Jakobshavns-Isfjord. Sne var der her 
iEgedesminde-Distriktet kun lidt tilbage af, hovedsagelig 
kun paa Nordskraaninger og i Kløfter, hvor der var føget sær- 
ligt meget sammen. Vegetationen var ogsaa her betydeligt 
længere fremme end ved Godthaab; det maa dog samtidig 
erindres, at Tiden var rykket en Uge frem. Salix glauca stod 
med helt udfoldede Knopper og med modne Rakler, Betula 
nana ligeledes. Silene acaulis blomstrede. 

Fra Inugsutusut sejlede vi videre syd paa til Aulat- 
sivik-Fjord, men allerede et Stykke indenfor Mundingen, 
var den endnu saa fuldpakket af Kalvis og Vinteris, at Kone- 
baadsstyreren havde Ret i, at det vilde være umuligt nu at 
komme frem. For yderligere at overbevise os om det triste 
i Situationen spildte vi — Konebaadsstyreren og jeg — næsten 


161 


en hel Dag med at komme op paa nogle hoje Bjergtoppe, fra 
hvilke vi havde en god Udsigt over den ydre Del af Fjorden: 
desverre Is overalt i Fjorden i saadan Mengde, at en Kone- 
baad ikke vilde kunde klare sig. Forovrigt plejede Fjorden 
ikke at vere nogenlunde isfri for i den sidste Del af Juli, bedst 
er den at befare i August og til Dels i September — saaledes 
fortalte man mig i Niakornak, en Boplads i Fjordens Mun- 
ding. I den Henseende forholder altsaa Aulatsivik-Fjord 
sig som andre Fjorde, i hvilke der gaar Isstramme ned f. Eks. 
Torsukatak-Fjord. Under disse Forhold maatte jeg atter 
vende tilbage til Egedesminde, hvorfra jeg sejlede videre 
med Konebaad til Klavshavn, hvortil jeg kom den 6te Juli. 
Jeg søgte at bevæge Konebaadsforeren til at legge Vejen over 
Kitsigsunguit, af Danskerne kaldet «de grønne Øer» efter 
den i Gronland usedvanlig tette Gresvekst, fremkaldt af den 
utallige Mengde Terner, der ruger der; men Konebaadsforeren 
frygtede det brede Farvand, vi skulde over og foreslog, at vi 
hellere maatte tage over den lille @ Upernivik 9: Foraars- 
stedet, fordi Gronlenderne i Forsommeren pleje at staa i 
Telt her paa Fangst. Uagtet der ingen Gronlændere stod i 
Telt, da jeg var paa Øen, var det let at se, at Øen var en 
yndet Teltplads: Alopecurus alpinus, der er Bopladsernes ufra- 
vigelige Ledsager, dannede et tæt og meget smukt Gronsver ; 
de mange Gronlændergrave beviste. ogsaa, at Men var et søgt 
Fangststed. 

I Klavshavn var ved vor Ankomst Atak-Fangsten i fuld 
Gang. Det kneb derfor meget med at skaffe Besætning og 
Baad til den paatenkte Tur ind i Tasiussak. I Fangsttiden, 
hvor der er rigeligt med Mad, holde de unge Knose, der 
alligevel intet fanger, mere af at gaa og drive end at bestille 
noget, et Forhold de eldre Gronlendere ikke er blinde for. 
Omsider fik jeg dog samlet en Besætning sammen, og med 
denne tog jeg saa ind til Tasiussak; men den for Forbin- 
delsen vigtige Autdlarisap-Tasia var endnu islagt. Des- 


162 


verre var Isen for mor til, at man kunde gaa paa den. Naar 
man satte Foden haardt i, oplostes Isen i henved decimeter- 
lange Stengler. Denne stænglede Struktur af Is kan man som 
bekendt ogsaa iagttage herhjemme. Konebaaden maatte altsaa 
bæres helt syd om Seen og uden om Kiagusuk-Fjeld. Denne 
Ombering er lang og besverlig og tager megen Tid. Medens 
Mandskabet bar Baaden over, saa jeg lidt paa Vegetationen. 
Det var iøjnefaldende, at Foraaret ogsaa her var kommet meget 
sent. Sneen var ganske vist helt forsvunden, naar undtages 
visse Steder, hvor der var foget Driver sammen. En Plante 
Pyrola grandiflora, der 1902 stod i Blomst den 22de Juni, 
var endnu ikke udsprunget den 74е Juli; selv Dryas integri- 
folia var forst sprungen ud for nylig; kun faa Eksemplarer 
stod i Blomstring. Ellers var de andre Hedeplanter nu i fuld 
Blomstring: Rhododendron lapponicum, Silene acaulis о. a.; 
Vaccinium uliginosum var endog nesten afblomstret. 

Forst Dagen efter var Konebaad og Bagage naaet helt ned 
til Tasiussak. Denne var paa dette Tidspunkt ganske fri for 
Vinteris; Isfod var der intet at se af. Nu gik Roturen ind 
gennem Tasiussak til Kekertarsunguit-Tupersua — 
naturligvis med de nodvendige Ophold —. Her slog jeg Telt 
og begav mig om Eftermiddagen paa en Fodtur til Teltplads- 
knuden, idet jeg og mine Ledsagere gik over et Pas i Kekar- 
tarsunguit-Kulà. Uagtet det var temmelig sent om Efter- 
middagen vi begav os af Sted, var Myggene meget ubehagelige; 
for hvert Skridt man tog, for der en Sverm op af Lyngen. 
Overhovedet var Myggene denne Sommer næsten uudholdelige; 
Aarsagen til den store Myggerigdom, som jeg slet ikke be- 
mærkede i 1902, maa vist søges i det sene Foraar og rigelige 
Nedslag om Vinteren; alle Huller var i Aar fulde af Vand. Om 
Natten — for saa vidt man kan tale om Nat i den lyse Tid, 
er Myggene temmelig fredelige, hvorfor man staar sig ved at 
arbejde om Natten og sove om Dagen; ganske vist har Myg- 


163 


gene en fænomenal Evne i Retning af at finde et Hul, hvori- 
gennem de kan komme ind i Teltet. 

Fra Teltpladsknuden har man en udmerket Udsigt over 
Jakobshavns-Isfjord og Enden af Jakobshavns-Gletscher. 
Selve Isfjorden frembod det sædvanlige Skue: aldeles tætpakket 
af større og mindre Kalvisstykker, mange af sædvanlige Isfjeldes 
Dimensioner; alt er hvidt. Et eneste Isfjeld af samme Type 
som de i min Beretning af 1902 omtalte fandtes. Det stod 
med lodrette Sider og en takket ujævn Overflade af en mere 
graalig Tone — hidrorende fra Støv, der fra Land er blest ud 
paa Gletscheren, medens Isfjeldet var en Bestanddel af denne. 
Da det har stor Interesse at faa Hojden af saadanne Isfjelde i 
oprindelig Stilling sammenlignet med Hojderne af Gletscheren, 
foretog jeg — foruden Nivellement med Haandniveau — et 
trigonometrisk Nivellement, idet jeg udmaalte en Basis og fra 
Endepunkterne foretog de nødvendige Vinkelmaalinger. Re- 
sultatet gav, at Isfjeldet var 9 m lavere end det Parti af 
Isstrommen paa det Sted, hvor Isfjeldet paa det nærmeste 
maatte antages at have losnet sig. Denne Forskel betyder 
dog ikke noget absolut, idet Fikspunktet paa saavel Isfjeldet 
som Isstrommen maa tages nogenlunde tilfældigt som en 
markeret Spids og udsiger altsaa intet nojagtigt om den gen- 
nemsnitlige Hojde af saavel Isfjeld som Gletscher; men som vi 
senere skal komme tilbage til, kan der ikke vere Tvivl om, at 
disse Isfjelde i oprindelig Stilling losner sig fra Gletscheren 
ved en Revne, og da ligge de nojagtigt i samme Niveau som 
Gletscheren. Der kan altsaa ikke vere Tvivl om, at den yder- 
ste Ende af Gletscheren flyder paa Vand efter de hydrostatiske 
Love. Kalvningen af disse Isfjelde i oprindelig Stilling kan 
altsaa ikke foregaa hverken ved Nedstyrtning eller Opdrift; men 
maa foregaa derved, at der, under Isens uensartede Bevægelse 
fra Randen af Fjorden og ud mod Midten, opstaar Spændings- 
forskelle, der resulterer i Brud, og da de foran Isstrommen 
liggende Ismasser ikke formaar at udove et tilstrækkeligt Tryk 


164 


mod det frasprængte Isstykke, vil dette ikke ved Regelation 
atter fryse sammen med Gletscheren. Overhovedet spiller 
maaske en Isfjords Pakning af Kalvis en betydelig Rolle med 
Hensyn til den Maade paa hvilken Isstrømmen kalver. I den 
Henseende er netop Jakobshavns-Isfjord ualmindeligt 
stærkt pakket, idet der ved Mundingen af den ligger den be- 
kendte Isfjeldsbanke, der næsten ganske stopper for Kalvisens 
Udførelse af Fjorden. Hvis der nemlig ikke er noget Modtryk 
af Kalvismassen mod Isstrømmens forreste Rand, kan man 
vanskelig tænke sig, at Isstrømmen skulde kunne skyde sig saa 
langt ud, at den kan flyde paa Fjorden; paa Grund af de oven- 
for omtalte Spændinger maatte Enden af Isstrommen snart 
springe itu, og da der intet er, der presser imod, vilde Regela- 
tionen udeblive: Enden af Isstrømmen altsaa henfalde til mindre 
Stykker, netop den Slags man ser i mindre tætpakkede Isfjorde 
f. Ex. Torsukatak. Saa vidt jeg ved, har ingen tidligere be- 
mærket disse Isfjelde i oprindelig Stilling i Nord-Grønland, 
og efter al Rimelighed forekommer de her kun i Jakobs- 
havns-Isfjord, som den mest ispakkede Fjord. Noget 
nævneværdigt Udbytte af at studere Kalvningsfænomenerne i 
Jakobshavns-Isfjord som Forbillede for Kalvningerne i 
andre Fjorde har man altsaa ikke, fordi Forholdene der er saa 
afvigende fra andre Isfjorde. ) 

Til en skarp Bestemmelse af Gletscherrandens Beliggenhed 
egner Teltpladsknuden sig ikke mere, da Gletscherranden nu 
har trukket sig længere mod Øst, hvorved man i altfor høj en 
Grad kommer til at se Randen en face. Jeg tog dog et Foto- 
grafi af Situationen, og fra Endepunkterne af en Basis tog jeg 
med Teodolit Sigter til et Punkt i Gletscherranden omtrent 
midtvejs mellem Midten af Gletscherranden og Fjordens Side. 
En Udregning gav, at delte Punkt skulde ligge c. 350 m læn- 
gere fremme end Gletscherranden gjorde det foregaaende Aar. 
Det maa dog bemærkes, at den benyttede Trekant havde en 
meget lille Basis i Forhold til Sidernes Længde, tilmed var den 


165 


meget skævvinklet. Forevrigt maa man erindre, at 350 m ikke 
beiyder saa meget her, hvor alle Dimensioner er saa store, og 
hvor Isens Hastighed er saa stor; blot der losner sig et Par 
storre Isbjerge er tilstrækkeligt til, at Gletscherranden paa det 
nermeste kommer til at ligge, hvor den laa det foregaaende 
Aar. Randpartiet af Gletscheren havde nedenfor Teltpladsknuden 
losnet sig; 1902 havde den her dannet ligesom en Bremme. 
Dette kan sikkert tydes som en Tilbagegang af Gletscheren, 
idet vi nemlig maa erindre, at Randpartierne af Gletscheren 
bevege sig paa selve Bunden af Fjorden og saaledes ikke er 
underkastet de samme Svinger som Midterpartierne af Gletscheren, 
der flyder paa Vandet. 

For at faa en nojagtigere Bestemmelse af Beliggenheden 
af Gletscherenden forsøgte jeg at komme over til Nunataken. 
Den Ely, der løber mellem de to Seer var stærkt opsvulmet, 
saaledes at det var umuligt at vade over. Af det Ler og Slam, 
som var afsat paa Stenene, kunde man se, at den for nylig 
havde staaet endnu højere; i Løbet af en fjorten Dages Tid vilde 
den være sunket saa meget, at man kunde komme over. Selve 
Søerne var endnu delvis islagte, men Isen var fuldstændig mør. 

Da jeg.altsaa alligevel ikke kunde naa over til Nunataken, 
vendte jeg tilbage til Teltpladsen, Kekertarssunguit-Tuper- 
sua. Herfra sejlede jeg med Konebaaden til Alangordlek- 
Gletscher, for nærmere at undersøge om denne Gletscher 
muligen ogsaa trak sig tilbage og for muligen at blive klar 
over dens Maade at kalve påa. 

Nogen Forandring i Beliggenheden af Gletscherens Ende 
kunde jeg ganske vist ikke paapege. Men at Gletscheren er 
enten stationær eller snarere i Tilbagegang, synes mig at fremgaa 
deraf, at der langs Gletscheren findes en frisk, aldeles ube- 
vokset Morænevold, en Endemoræne. Højden af Gletscherenden 
over Havet overstiger næppe noget Sted 25 m. Hastigheden er 
ringe, da der næsten ingen Kalvis dannes. Overalt luder 


Gletscherenden frem over. Nogen Kalvning fandt ikke Sted; 


166 


heller ikke horte jeg under mit Ophold den kanonadeagtige 
Stoj, der altid folger med Kalvningerne. De ganske smaa og 
spredte Stykker Kalvis dannes vistnok simpelthen af Nedstyrt- 
ninger. 

Besætningen vilde nu tilbage til Klavshavn, hvilket jeg 
maatte give Lov til; paa Tilbagevejen slog jeg atter Telt ved 
Kekartarssunguit-Tupersua, hvorpaa jeg foretog en 
ny Ekskursion til Teltpladsknuden; men nye Resultater frem- 
kom ikke. Gletscherenden havde ikke forandret sig kendeligt 
i den Uges Tid, jeg havde veret ved Alangordlek; kun var 
der flere Steder styrtet betydelige Partier af Gletscherenden ned. 
Det ovenfor omtalte Isfjeld var rykket lidt længere ud i Fjor- 
den. Nunatap-Tasia var endnu delvis islagt. 

Da Gronlenderne stadig klagede over, at deres Kamiker 
var saa daarlige — et almindeligt brugt Paaskud, naar Gron- 
lenderne ikke vil vere ude mere — maatte jeg opfylde deres 
Onske om at komme tilbage til Kiavshavn. 

Som allerede berort i min Beretning om Rejsen 1902 er 
Klavshavns Befolkning ikke behagelig at have med paa en 
lengere Tur. Det er en noget lad Befolkning. Man ser altid 
i Klavshavn kraftige unge Mennesker, som slet intet bestiller 
` ud over at ryge Tobak og glane ud over Havet. Der er ved 
Klavshavn en god Fangst og efter gronlandsk Skik og Brug 
falder der altid lidt af til dem, der intet har fanget; det er 
derfor ikke nodvendigt at slide for Foden. Naboskabet til de 
to Kolonier Jakobshavn og Kristianshaab har vel heller 
ikke gavnet. 

Meget behageligere at have med at gore er Gronlænderne 
i Torsukatak og i Sydost-Bugt. 

Da meget afhenger af den Besætning, man har med sig, 
foretrak jeg at gaa videre mod Nord for der at skaffe en flink 
Besætning. Desuden skulde jeg alligevel helst ind i Torsu- 
katak-Fjord, for at undersoge om Gletscherne der var 1 
Tilbage- eller i Fremgang. 


167 


Fra Klavshavn gik altsaa Rejsen over Jakobshavn, 
hvor jeg hentede Proviant, til Rodebay, en mindre Boplads, 
hvis Navn stammer fra den hollandske Hvalfangsttid. Hvorfor 
den har faaet Navnet Rodebay 9: rode Bugt er usikkert. Fjel- 
dene deromkring er ikke rodere end andre Steder. Paa gron- 
landsk hedder den Okaitut (Skarvene); Navnet stammer fra, 
at der i sin Tid i de stejle Fjelde bag den nuverende Boplads 
rugede Skarve. Efter hvad en Gronlender meddelte, var disse 
nu udryddet her. Bopladsen lig- \ 
ger ved en temmelig fladvandet 
Bugt med god Ankergrund — 
formodentlig Aarsagen til, at de 
hollandske Hvalfangere holdt til 
her —. Befolkningen er behage- 
ligere at have med at gore end 
Klavshavnerne og Jakobshavnerne. 

Fra Rodebay gik Rejsen 
videre til Klokkerhuk. Kone- 
baadene plejer, naar Vejret er godt, 
at gaa over det tre Mil brede 
Farvand mellem Kangarssuk og 
Sarkata, den sydligste lavere 


Del af Arveprinsens-@ (paa 
grønlandsk Agdlutok). Vejret 
var lidt ustadigt denne Gang, og derfor gik Konebaadsstyreren 
helt op til Niakornak, før han satte over. Da vi kom om- 
kring Øens Sydspids begyndte det at friske op, saaledes at vi 
maatte slaa os ned ved Klokkerhuk, hvor vi paa Grund af 
daarligt Vejr maatte blive to Dage. Selve Klokkerhuk er en 
lille knoldformet Halvø forbundet med Hovedlandet ved en flad 
Strækning (Fig. 1). Denne Landtange er dannet ved, at de skiftende 
nordlige og sydlige Vinde har kastet Grus og Sten op i en 
Vold. For Øjeblikket bryder Havet ned, hvad det tidligere har 
opbygget, formodentlig fordi Landet sænker sig. Tidligere var 


168 


Klokkerhuk en vigtig Boplads, fra hvilken der blev drevet 
en ret betydelig Hvalfangst; et Minde om dens fordums Betyd- 
ning har man i de mange Eskimograve i en eldre Strandvold. 
Nu er Klokkerhuk ganske ubeboet, kun nu og da ligger der 
en Baad fra Ritenbenk paa Fangst her. For at rejsende om 
Vinteren kan søge Ly her, findes der opført et Hus, forøvrigt 
ganske forfaldent og molesteret af Gronlenderne. Til nogen 
storre Nytte er det neppe; de fleste Slederejser gaar i Reglen 
ost om Øen, da Disko-Bugt i de senere Aar sjælden 
lægger til. 

Omsider bedagede Vejret sig, og vi kunde atter fortsætte 
Rejsen til Ritenbenk. Allerede naar man kommer uden for 
Klokkerhuk kan man se det hoje Forbjerg Kangek, lige 
syd for Ritenbenk. Man tror man er ner ved, og dog er 
der 3—4 Timers Rotur fra Klokkerhuk til Kangek. Vest- 
kysten af Arveprinsens-Q, eller som den i ældre Tid kaldtes 
Arveprinsens-Ejland er meget ensformet uden Pynter, 
Sker og Bugter. Lagene helder ind ad og har Strygning pa- 
rallel med Kysten, saaledes at der ikke bliver noget videre at 
bearbejde. Tilmed findes der kun faa Веупег og Spring. 
Kangek er netop opstaaet ved et saadant megtigt Spring. 

Ritenbenk, skal efter hvad Dr. Steenstrup har oplyst, 
vere dannet ved Omsætning af Bogstaverne i Berkentin 
og har altsaa ikke noget med Ride, den tretaaede Maage, og 
bank, Fuglefjeld at gore. Paa gronlandsk hedder Bopladsen 
Agpat efter et Fuglefjeld tet ved, hvor der ruger et Utal af 
Tejste af Danskerne kaldet Alke; den egentlige Alk, Klubalken 
ruger ogsaa paa Fuglefjeldet, men er langt sjeldnere. Alke- 
fjeldet her ved Ritenbenk er dog efter Beskrivelsen at 
dømme meget mindre end Alkefjeldet ved Upernivik. 

Fra Kangek og nordpaa er Arveprinsens-@ meget 
indskaaret, som Folge af den meget uregelmessige Lejring af 
Gnejsen; Sejladsen fra Ritenbenk nord paa er derfor meget 
afvekslende. Efter en lille Dags Rotur naaede vi Kekertak 


169 


(«Øen») en lille ©, der ligger inde i en Sidebugt til Torsu- 
katak, og hvor der findes en lille Boplads og et «Udligger- 
sted». Paa de Fremspring, der danner Bugten, ligger to Bo- 
pladser Nugak og Ekogfat. I den ydre Del af Torsukatak 
saa vel som her i Kekertak-Bugt, laa der kun lidt Drivis. 
Sejladsen ind gennem Fjorden gik derfor godt til at begynde 
med, men i den mellemste Del nord for Kekertakasik (eller 
som den her med Provinsudtale kaldes Kekertakasak) var 
der dog saa megen Drivis, at vi maalte gaa syd om denne Ø 
for at naa ind til Ana («dens — formodentlig [sens — Exkre- 
ment»), et Navn der ogsaa forekommer i Upernivik-Distrikt 
paa en lignende Halve, der skyder sig ud fra Indlandsisen. 
Formodentlig sigtes der ved Navnet til, at Halvoen rager frem 
fra den hvidlige Indlandsis som en mork Masse. Paa den 
nordvestlige Spids af Halvoen ligger der en Boplads af samme 
Navn som Halvøen. For Øjeblikket fandtes der kun to Huse; 
for et Par Aar tilbage var der 3 Huse, men den ene Familie 
flyttede til Arsivik, hvorfra der er lettere Forbindelse med 
Handelspladsen Ata. Ved vor Ankomst var begge Familier 
draget paa Fangst; kun et Spand Hunde var tilbage. Det var 
forøvrigt min Hensigt at naa tværs over Fjorden til et For- 
bjerg, Nuk, tet ved den nordlige Gletscher, hvor Dr. Steen- 
strup har foretaget Hastighedsmaalinger af Gletscberen samt 
fotograferet den. Det var imidlertid ganske umuligt at komme 
igennem. Det er forøvrigt værd at bemærke, at der om Natten 
selv i den varmeste Maaned danner sig Tyndis inde i Isfjor- 
dene. For at faa Overblik over Gletscherforholdene besteg jeg 
et Fjeld tet bag Bopladsen. Fjeldet hed Sagdliarusek, og 
man har derfra en udmerket Udsigt over Isen og Fjorden. Paa 
Toppen fandtes en Varde, helt mosgroet og altsaa af gammel 
Dato; maaske er den stablet af Hammer 1883. 

Nogen Forandring i Beliggenheden af de to Gletschere 
kunde jeg ikke paavise ved at sammenligne Gletschernes nuve- 
rende Stilling med Fotografier tagne af Dr. Steenstrup. Dog 


170 


maa den langs Siderne liggende Endemoræne, hvis lysegraa 
Farve stikker saa stærkt af mod de morke, likenbevoksede Klippe- 
vægge, tydes som et Tegn paa, at Gletscheren i Øjeblikket er i 
Aftagende. Hele det indre af Torsukatak var fuldstendig 
opfyldt af Kalvis, op af hvilken der her og der ragede enkelte 
Isfjelde. Isfjelde i oprindelig Stilling, saaledes som jeg har 
omtalt det for Jakobshavns-Isfjords Vedkommende, var 
der intet at se af. Gletscherne skrider ned mod Havet med 
et meget stærkere Fald end i Jakobshavns-Isfjord. Kalv- 
ningen er derfor sandsynligvis helt forskellig de to Steder. 
Medens vi opholdt os paa Fjeldet, maa der have fundet Kalv- 
ninger Sted, da vi hørte den med Kalvningerne forbundne Støj; 
men hvorledes Kalvningen foregik, fik vi ikke Lejlighed til at 
iagttage. 

Da jeg altsaa paa Grund af Ishindringen i Torsukatak 
ikke kunde naa over til Nuk, sejlede jeg videre syd paa og 
vilde have været i Land ved de to sydlige Gletschere Sermia 
avanarlermata og Sermia kujadlermata; men Kone- 
baadsstyreren, der var fra Ritenbenk, havde aldrig været i 
Nærheden af Indlandsisen og turde ikke komme den nær. An- 
tagelig vidste han, at der ved Kalvningerne opstaar stærk 
Bølgegang; denne har han saa anset for at være farlig for Kone- 
baaden, hvilket han ikke behøvede, da det slet ikke var min 
Agt at komme Gletscherne såa nær med Konebaad. Maaske 
har han ogsaa næret nogen overtroisk Frygt for Indlandsisen, 
hvilket ikke er ualmindeligt hos de Gronlændere, der bor 
fjernt. fra den. У! maatte derfor nøjes med at gaa i Land 
paa Igdloluarssuit («de store Huse»), en Ø, der ikke er 
mere end 400 m høj; men hvorfra man har en udmærket Ud- 
sigt over de to nævnte Gletschere. Syd for den sydligste lig- 
ger der langs med Landet, Nuna-Kigdlinga, i en Afstand 
af c. 2 km en (5—6 km) lang Morænevold paa Indlandsisen. 
Denne Bundmoræne maa opstaa ved, at Isen paa Grund af 
Terrainets Form skyder sig op efter. Hammer omtaler ikke 


171 


denne ellers meget iojnefaldende Morenevold og heller ikke 
Steenstrup. Maaske er det et Fenomen, der forst i den 
senere Tid er fremkommet, i Lighed med Nunatakerne ved 
Jakobshavns-Gletscher; hvis det er Tilfeldet, synes More- 
nens Fremkomst at tyde paa, at Isen nu staar lavere end tidligere. 

Fra vor Teltplads ved en lille Bugt, Omare, paa Øens 
Vestside vendte vi tilbage til Kekertak. Farvandet mellem 
Igdloluarssuit og Kekertakasik ег fuldt af lave Øer, og 
Farvandet er vistnok ikke ret dybt; i hvert Fald er der en 
meget sterk Strom her. Det samme syntes mig ogsaa at vere 
Tilfeldet mellem Ana og Kekertakasik samt i Farvandet 
mellem denne @ og Arsivik-Land. Da Indlandsisen havde 
en større Megtighed end nu, har de to Gletschere inden for 
Igdloluarssuit sikkert skudt sig ud gennem Atä-Sund, 
fordi Torsukatak-Fjord har veret helt udfyldt af Torsu- 
katak-Gletscher. Farvandet syd for Kekertakasik har 
derfor ligget i Le og er ikke blevet eroderet. Men forevrigt 
er det vanskeligt helt at komme paa det rene med disse For- 
hold, saa lenge Isfjordene ikke er oploddede. 

Efter at vere naaet tilbage til Kekertak foretog jeg en 
Ekskursion til Sarkak-Gletscher. 

Sarkak-Gletscher skyder ned fra det hoje sneklædte 
Land, der iigger syd for de store Seer. Dens Fald er meget 
betydeligt. Foran Gietscherne var der aflejret en betydelig, 
ganske ubevokset, Morenevold. I Forhold til denne syntes det, 
som Gletscheren har trukket sig noget tilbage. Snegrensen 
synes her at ligge ganske paa samme Hojde som paa Plateauet 
indenfor Kekertak-Bugt. 

Selve Bopladsen Sarkak, der ligger lidt lengere mod 
Vest, gor et meget tiltalende Indtryk. Den ligger ved en lille 
Bugt, hvis Indlob beskyttes af en lille ©. I visse Henseender 
minder den lidt от et dansk Fiskerleje; det er vel ogsaa den 
mest velstillede Boplads ved Disko-Bugt. De megtige Is- 


XXXIV. 12 


172 


fjelde, der driver ned gennem Vaigat, hidlokker Sælerne 
og skaffer derved god Fangst. 

Fra Sarkak vendte jeg tilbage til Ritenbenk, hvor jeg 
skaffede mig en Besætning, der lovede at folge mig inde i 
Tasiussak hele Sommeren. Begyndelsen var ganske lovende. 
Turen fra Ritenbenk til Jakobshavn, 11 Mil, blev tilbage- 
lagt paa en Dag, hvorpaa jeg drog ind i Sarkardlek-Fjord. 
De Lodninger, jeg foretog her, gav til Resultat, at denne Arm 
af Tasiussak ikke er videre dyb, c.90m. Ved at bestemme 
Hojden af Gletscheren kom jeg til det Resultat, at de midterste 
Dele af Gletscherenden havde en Højde af 30 m over Hav- 
spejlet, enkelte Toppe hevede sig til 35 m. Man kan vel an- 
tage, at den kompakte Ismasse ikke hæver sig over 30 m over 
Havet. Hvis nu Drygalskis Teori om, at Gletscherne kalver 
der, hvor de begynder at miste Fodfestet, er rigtig, saa skulde 
Dybden af Fjorden ved Gletscherenden beløbe sig Ш с. 225 т, 
idet vi antager, at den Del, der er under Vand, er 71/2 Gange 
saa stor som den Del, der rager op over Vandet. Lodskuddene 
viser imidlertid, at saa dybt er der langtfra i Fjorden. Dry- 
galskis Teori om Kalvningen skulde altsaa herefter ikke vere 
geldende. Dog bor det ikke lades ude af Betragtning, at der 
kan tenkes den Mulighed, at Gletscheren ligger saaledes som 
det ег anskueliggjort paa hosstaaende Tegning (Fig. 2). Meget 
taler dog mod dette. Navnlig maatte da den Del af Gletscher- 
enden, der beskyttet af Havets oplosende Virksomhed af den 
foran aflejrede Moræne, springer stærkt frem under Vandet, paa 
Grund af Opdriften sprænges fra og skyde op med en betydelig 
Hastighed. Saadanne opskydende Ismasser har jeg aldrig iagt- 
taget, og efter Beskrivelserne har heller ikke andre iagttaget 
saadanne. Naar man har angivet, at Isfjelde har raget op over 
Gletscheren og atter sunket tilbage, saa behover dette blot at 
have veret Flager, der efter Losningen fra Gletscherenden under 
deres Bestrebelse for at finde Ligevegtsstillingen med en Spids 
har raget op over Gletscherens Overflade. At Isfjelde med en 


173 


Тор kan rage op over Gletscherens Overflade er forøvrigt alle- 
rede omtalt i Meddelelser om Granland 26 Bd. Efter at jeg 
har foretaget nævnte Lodninger, mener jeg altsaa, at man maa 
forlade Drygalskis Hypotese. 

Som jeg senere hen kommer tilbage til, tyder Forholdene 
ved Kiakusuk paa, at en Gletscher kan staa meget lavere 
med sin Underflade end den foranliggende Havbund. Men der- 
med vere ingenlunde sagt, at Forholdene er saadan som an- 
skueliggjort paa Figuren. 


Sep ppm Er 


Fig. 2. 


Under Opholdet ved Sarkardlek var min Opmerksomhed 
naturligvis i hej Grad henvendt paa Sporgsmaalet om, hvor- 
ledes Gletscheren kalvede. 

Man kan ikke undgaa at legge Merke til, at Gletscherenden 
stadig stiller sig med fremadheldende Flade, og at den Del, der 
ligger i Vandet, er meget afgnavet; dette ses tydeligst, naar det 
er Lavvande (se forøvrigt hosstaaende Skema Fig. 3). Naar 
Heldningen har naaet en vis Størrelse, omkring 10°, og der er 
gnavet tilstrækkeligt meget bort af Vandet, kommer der et Qje- 
blik, hvor Sammenhengskraften ikke lenger formaar at gore 


sig geldende; men der skér en Bristning, og den flade Knold 
i2* 


174 


falder ned i Vandet. Dette har jeg flere Gange haft Lejlighed 
til at iagttage. Naar den Skive, der losnes, ikke gaar i Stykker, 
hvilket hyppigst sker, falder den om paa Siden. Efter Kalv- 
ningen staar Gletscherenden for det meste med lodrette Ende- 
flader, ofte endda heldende en Smule bag over. 

Vedbliver man at iagttage et saadant Parti, hvor der er sket 
en Nedstyrtning, legger man Merke til, at Gletscherenden fra at 
vere tilbageheldende bliver lodret og derefter fremadheldende ; 
samtidig ser man Vandet oplese mere og mere af Isen i Vand- 


LON, Win 


skorpen. Naar saa Heldningen er blevet tilstrækkelig stor, og 
Vandet har gnavet af Isen, sker der en ny Nedstyrtning, en 
Kalvning; Tidspunktet afhenger af flere Ting, saaledes Rev- 
nernes Dybde og Kalvninger i Nærheden. Hvis nemlig Rev- 
nerne er serlig dybe, og der finder Kalvninger Sted i Nerheden, 
kan der indtrede en Nedstyrtning, for der egentlig skulde. 
Nogen Opskydning af Isfjelde har jeg ikke iagttaget; heller 
ikke har jeg kunnet paavise noget Sammenheng mellem Kalv- 
ning og Tidevande. Kalvning indtraadte saavel, naar det var 
Hojvande, Lavvande, Slaptid og Springtid. Hvis Kalvningerne 
hidrorer fra Opdriftens Virkning, skulde man vente de fleste 


175 


Kalvninger, naar det var Hojvande og da navnlig Springtid; men 
noget saadant har jeg ikke kunnet paavise. Derimod var det 
meget almindeligt, at en ringe Nedstyrtning var Signalet til be- 
tydelige Nedstyrtninger i Nabolaget, hvilket ogsaa er forklarligt 
nok, da Spaltedannelsen fremmes ved den opstaaede Rystelse. 
At Kalvningerne til Tider kan vere meget heftig i Isfjordene, 
har ogsaa andre bemerket. 

For Sarkardlek-Gletscher er der neppe noget, der taler 
for anden Maade at kalve paa end ved Nedstyrtning. | 

Den Kalvis, der dannes, er meget ubetydelig og forsvinder 
— naar undtages nogle enkelte Knolde — i Lobet af faa Dage. 

Paa Gletscherens Overflade nogle faa Meter fra Land iagt- 
tager man de af Nordenskiöld forst omtalte Kryokonit- 


Cane 


Fig. 4. 


huller. Foruden disse lodrette Kryokonithuller havde jeg 
Lejlighed til at iagttage, hvad de tyske Glacialgeologer 
kalder Sonnenlöcher (Solhuller), om hvis Forekomst i Gron- 
land der vist ikke foreligger nogen Beskrivelse. For det meste 
var disse Huller temmelig store (henved 1 dm) og aldrig 
kredsrunde, men altid mere eller mindre nyredannede. Jo 
mindre i Tvermaal des mere nermede de sig til at vere kreds- 
runde — omtrent som Figuren viser. Samtidig med, at de 
nerme sig til at vere kredsrunde, gaa de over til at blive lod- 
rette. (Fig. 4). 

De nyredannede Huller var altid orienterede paa en be- 
stemt Maade, nemlig saaledes, at et lodret Plan gennem Aksen 
faldt sammen med Meridianplanet; denne bestemte Orientering 
holdt altid Stik. Selve Aksen, der peger mod Syd, danner en 
Vinkel paa c. 50° med Lodlinjen. (Fig. 5). 


176 


I Bunden af disse skraatstillede Huller fandtes, saa vidt 
jeg kunde skønne, nøjagtig det samme Slam som i de smalle, 
lodrette Huller. Der kan derfor næppe 
være Tvivl om, at de maa have samme 
Oprindelse som de Nordenskiöld- 
ske Kryokonithuller. Med Hen- 
syn til den skraa Stilling af Hullerne 
er at bemærke, at denne ikke hid- 
rører fra Bevægelsen af Gletscheren, 
i saa Fald maatte man kunne paavise 
en Overensstemmelse i Orienteringen 


og Hovedretningen af Bevægelsen i 


Fig. 5. 


Gletscheren. Den skraa Retning kan 
heller ikke fremkomme ved Forskellen i Bevægelseshastighed i de 
forskellige Lag af Gletscheren. Da Hullerne ikke er mere end 
1 à 2 dm dybe, vil der ikke der kunne være nogen væsentlig 
Forskel i Bevægelseshastighed. Da Hullerne altid er orienterede 
mod Syd, maa den skraa Stilling sikkert hidrøre fra Solstraa- — 
lerne. Hvorledes disse store Kryokonithuller opstaar, er 
usikkert; maaske opstaar de ved, at flere smaa og tætliggende 
Kryokonithuller smelter sammen. Som bekendt opstaar 
Kryokonithullerne ved, at Støv, der er blæst ud fra Land, 
opsuger Varmestraaler og derved smelter sig Fordybninger i 
Isen. For at forklare, hvorledes det gaar til, at Hullerne bliver 
skraa, maa man antage, at det Støv, der ligger ved den sydlige 
Kant, ligger i Skygge og derfor ikke smelter sig ned; derimod 
vil det Støv, der ligger i den nordlige Del af Hullet træffes af 
forholdsvis mange Solstraaler og derfor smelte sig ned i Isen. 
Hullernes Nyreform staar sikkert i Forbindelse med Solens 
daglige Bevægelse. Om Eftermiddagen, f. Eks., vil det Støv, der 
ligger ved den sydvestlige Kant af Hullet, være i Skygge. 

De store Kryokonithuller har jeg kun fundet i Nær- 
heden af Land, formodentlig fordi der i Nærheden af Land af- 
lejres saa meget Støv. 


177 


Sarkardlek-Gletscher er temmelig bred, men Megtig- 
heden er næppe stor. Midt i Gletscheren (se Kortet) ligger 
der en ret stor Nunatak, fra denne gaar der en Morenestribe 
ud til Gletscherenden. Den Mengde Materiale, denne Morene- 
stribe indeholder, er dog ikke meget betydeligt. Foruden denne 
fra Nunataken kommende Morenestribe, findes der en Morene 
til; den kommer fra en lille af Gletscheren overdækket Fjeld- 
knold. Denne Morenestribe er noget rigere paa Materiale end 
den fer omtalte. 

Gletscherenden danner en lige Linje fra Sydsiden til Nuna- 
taken, herfra og til Kavdlunap-Nuna danner den en Bue 
og er tillige ganske lav. Øst for den omtalte Morenestribe 
hæver Gletscheren sig op i en lav Kuppel og er paa dette Sted 
meget sonderreven. Forovrigt er Overfladen i det hele meget 
ujevn. Hovedretningen af Spalterne i Gletscherne gaar vinkel- 
ret paa Bevegelsesretningen af Gletscheren; men foruden disse 
Hovedspalter er der ogsaa andre mindre fremtredende Spalter, 
der hidrore fra Ujevnheder i Undergrunden. 

Saavel langs Gletscherens nordlige som dens sydlige Rand 
flyder der en Smeltevandselv. Den paa den sydlige Side 
er langt den storste. 

Under mit Ophold her inde i Fjorden foretog jeg nogle 
meteorologiske lagttagelser; selv om de ikke er systematisk 
gennemførte, meddeler jeg dem dog: 


PAUL: | 8. Aug. | 9. Aug | 10. Aug 

(KL 2 1.9 | К KL2 | KL9|KLS|KL2| KL9| KI.S 

Tort Term..... |. 10.6 | 5.4 | 9.5 | 10.6| 5.4 | 74/102) 42| 77 

Vaadt Term.... | 7.6| 4.0 | 6.5 | 7.6 | 44 | р 90 220 eee 

May: TOR ee Wie den ean Ом те LIOT Le 

Min Terme 2204) AN PRE MO GPL ATEN Mio 45 DE) ne 
| | | | | | 


Vi ser altsaa, at selv helt inde ved Indlandsisen kan Tempera- 
turen om Dagen den forste Del af Aug. stige til 12.6; men om 
Natten kan Temperaturen naa 0 og derunder (— 0.8). 


178 


Foruden de oven for omtalte Undersøgelser benyttede jeg 
Lejligheden til i saa stor Udstrekning, som jeg kunde, ved 
Hjælp af Haandniveau og Barometer at indlægge Hojdekurver i 
det af Hammer ved hans Opmaalinger skaffede Grundlag. 

Derimod foretog jeg ingen Hastighedsbestemmelse af Glet- 
scheren, da jeg ikke kunde skaffe en Basis, der laa hejt nok 
til, at jeg kunde faa gode Sigter ud over Gletscheren. 

For at faa udfort nogle Lodskud i Nunatap-Tasia lod 
jeg Konebaaden bere over fra Kekertarssunguit-Ilua til 
den lille Ferskvandsso Amitukujok og derfra atter over til 
Nunatap-Tasia. 

Amitukujok er forholdsvis flad — det dybeste Lodskud 
var kun 14 m. Den Dal, Soen ligger i, er en Bruddal, ud- 
foret af Morænemateriale, idet nemlig Dalens Retning gaar 
vinkelret paa den Retning, Isen maa have haft, da den sked 
sig ud over Yderlandet. Paa lignende Maade forholder det sig 
temmelig sikkert ogsaa med Kunguak-Dal, der jo er parallel 
med Amitukujok. 

Nunatap-Tasia var derimod meget dybere. I den ost- 
lige Del, hvor den aabenbart er dybest, belob Maximumsdybden 
sig til 127 m. 

Soens Dannelse skyldes vistnok i forste Instans Forvitring, 
paa lignende Maade som jeg senere kommer til at omtale det 
for Itivdlek’s Vedkommende. Men Forkastninger har sikkert 
ogsaa haft deres Andel i Dannelsen; paa Hammers Teltplads- 
knude lige vest for Soen er der et Par Steder Dale, der maa 
opfattes som Bruddale, og som ligger temmelig noje i Ret- 
ning af Nunatap-Tasias Hovedretning, ligesom man kan 
forfolge en Forkastning her fra Nunatap-Tasia helt hen til 
Tasiussak (Kajuta sugdlua). Det er netop denne Forkast- 
ning, der danner den Randkæde der — afbrudt af Forkastnin- 
ger i Nord-Syd — lober langs den sydlige Side af Jakobs- 
havns-Isfjord, og hvoraf Nunataken er en Del. Naar 
den ostlige Del er dybest, skyldes det maaske den Omstændig- 


179 


hed, at to Forkastningslinjer her skærer hinanden, nemlig For- 
kastningslinjer i Ost-Vest og den Forkastningslinje, der har dan- 
net Amitukujok-Dal. 

Under den højere Stand af Indlandsisen, gik denne ind 
gennem Nunatap-Tasia og har yderligere eroderet den. 

Fra Vestenden af Nunataken ved Varden var det let at 
konstatere, at Gletscheren nu laa lengere ost paa end i Juli. 
Medens Gletscherenden af Sarkardlek for det meste stiller 
sig med fremadheldende Endeflade, saa staar Enden af Jakobs- 


My Mn 


Fig. 6. 


havns-Gletscher altid med lodret Veg eller maaske snarere 
med Veggen lidt tilbageheldende. Undertiden blev det ned- 
styrtede staaende paa Halvvejen, hvilket jeg ogsaa lagde Merke 
til 1902. Dette beror sagtens paa, at saadanne storre Stykker 
kommer til at hvile paa megtige Masser af sammenstuvet 
Kalvis, der bærer dem oppe. Muligvis hidrorer Fænomenet 
ogsaa fra, at den Del af Stykket, der rager ned i Vandet, af 
dette bliver delvis opløst, saaledes at Opdriften bliver mindre. 
Hosstaaende (Fig. 6) søger at anskueliggøre dette Forhold. 
ndre Kalvninger end saadanne Nedstyrtninger fik jeg ikke 


180 


Lejlighed til at iagttage. Derimod bemærkede jeg paa selve 
Gletscheren inden for Enden ruinagtige Partier 9: Omraader 
hvor Spidserne tilsyneladende var faldet ned. Saadanne Partier 
var ved deres hvide Farve afstikkende i Forhold til den graa 
Farve, der ellers er herskende paa Gletschernes Overflade. 

Paa Ostenden af Nunataken var der god Lejlighed til at 
paavise, at Isen havde trukket sig tilbage. Isranden laa nu 
35 m lavere, end den har gjort tidligere, idet dens tidligere 
Stand jo markeres af en Morene, endnu kun sparsomt bevok- 


Nu 10 


\ 


is 
Fig. 7. 


set med Planter. Isens overste Rand laa i en Hojde af 195 m, 
dens Fod i en Højde af 175. Gletschervæggen var altsaa 20 m 
høj. Mellem den øverste Moræne og den nuværende Isrand, 
der iovrigt ikke er ledsaget af nogen Morænevold, iagttog jeg 
flere mere eller mindre udpregede Morenevolde: Beviser for, 
at Isen ikke kan have trukket sig jevnt tilbage, men i lengere 
eller kortere Tid har været stationær, hvor nu Moræne- 
voldene ligger. 

Mellem den ostlige Ende af Kekertarssunguit og 
Nunatanguak skyder der sig en Gletscher ned. Den er 


181 


ganske jævn oven paa, og nogen videre Bevægelse kan der 
næppe være i den. Formodentlig ligger den i Læ af Nuna- 
takens Fortsættelse under Isen mod Ost. Ogsaa denne Glet- 
scher er i Tilbagegang, hvilket de temmelig friske Morener, 
der ligger langs dens Rand, tyder paa. 

Ved Enden af Gletscheren er der et Delta, som forener 
sig med en Gletscherelv, der lober mellem Nunatanguak og 
Fastlandet, og som kommer fra en bred Gletscher, der 
skyder sig ned mellem Nunatanguit og Ekaluit-Nunata; 
ogsaa her har Isen trukket sig meget sterkt tilbage. Tempera- 
turen i Elven Kl. 2 de sidste Dage i August var nojagtig 1°; 
om Natten danner der sig Tyndis paa den Del af Nunatap- 
Tasia, hvor den munder ud. Mængden af Slam den forer, er 
ikke stor. En Bestemmelse gav kun 6 gr pr. Liter. 

Her, hvor Deltaet løber tæt under Gletscherenden, vasker 
den de nederste Dele bort, og det ovenoverliggende styrter da 
ned. Gletscherenden kommer derfor til at staa med lodrette 
Vegge ganske som de Gletschere, der gaa ud til Vandet i 
Fjordene. Det synes mig, som dette Forhold giver et Finger- 
peg til Forstaaelsen af Kalvningen i hvert Fald for Gletschere, 
hvis Hastighed ikke er stor. 

Paa Hammers Kort kaldes den Landstrekning, der ligger 
inden for den store Gletscher og hen imod Ekaluit-Nunata, 
for Tivsarigsok (Ире = Lugt, sak og gigpok). Oprindelig 
betegnede Helland hermed Strekningen ved Kangerdlu- 
kasik. Hammer flyttede det lengere mod Ost. Gronlendere, 
som jeg spurgte ud om Stedbetegnelsen paa Landstrekningen 
her, kendte ikke dette Navn. Overhovedet har de ikke nogen 
Betegnelse netop for dette Omraade. Der maa formodentlig 
have indsneget sig en Misforstaaelse, hvilket forøvrigt meget let 
kan ske med gronlandske Stednavne, idet disse jo i Modsæt- 
ning til Stednavnene i ældre Kulturstater har en Betydning, der 
forstaas umiddelbart, og forskellige Gronlændere ofte "betegner 


182 


et og samme Sted forskelligt, efter hvad hver af dem synes, er 
det mest karakteristiske for det. 

Paa den vestlige Del af Nunataken opholdt jeg mig 
meget for at faa Lejlighed til at iagttage Kalvninger af Glet- 
scheren. Smaa Kalvninger, Losning af Flager og Nedstyrtnin- 
ger var hyppige nok, men storre Kalvninger, der kunde give 
nogen nermere Oplysning om, hvorledes de store Isfjelde 
dannes, fandt ikke Sted, medens jeg var til Stede. 

Der stod endnu tilbage, inden Vinteren kom, at foretage 


en kort Ekskusion til Alangordlek-Gletscher — Ser- 
mia alangordlia,- — som Grønlænderne kalder den. Efter 
de Lodninger, som jeg foretog, — se Kortet — er Dybden i 


Midten kun c. 50 m, langsomt aftagende ind mod Bredden. 
Hojden af Gletscheren fandt jeg at vere 25 m eller i kompakt 
Masse 20 m. Hvis Gletscheren skulde зуотте i Vandet med 
sin Ende, — eller i hvert Fald vere lige ved det — maatte 
Fjorddybden belobe sig til c. 150 m. Man kan naturligvis an- 
tage, som jeg ogsaa gjorde det for Sarkardlek, at en ret 
betydelig Endemoræne befinder sig ved Enden af Gletscheren. 
En Endemorene paa 100 m er jo ret betydelig; men Forhol- 
dene ved Keakusuk synes mig at tale noget til Gunst for en 
saadan Opfattelse. 

Bunden baade her og i Sarkardlek-Fjord bestaar af et 
meget fint Ler; kun i Nærheden af Gletscheren viste Bund- 
proverne sig mere sandede. Dette forklares ved, at den be- 
tydelige Strom af Smeltevand forer Leret bort, og lader Sandet 
ligge. Forevrigt gaar Hovedmassen af Smeltevandsstrommen op 
langs Gletscherenden og driver derefter langs Overfladen af 
Fjorden ud efter. Ved at skovle i Overfladen kan man jævnlig 
faa det blaa, næsten klare Fjordvand at se. 

Kalvningerne i Alangordlek frembyder ingen Forskel fra 
Kalvningerne i Sarkardlek; men Gletscheren er endnu mindre 
produktiv end Sarkardlek-Gletscher. 

Paa begge Sider af Gletscherne laa der ret betydelige Ende- 


183 


morener; men forøvrigt var der intet, der tydede paa, at denne 
Gletscher var i nogen stærk Aftagen. Paa Endemorænerne var 
Papaver nudicaule, Stellaria alpina og enkelte andre indvandrede. 

Fra det høje Land nord for Alangordlek-Gletscher, 
har man en fortrinlig Udsigt over Gletscherne. Navnlig kan 
man meget tydeligt forfølge Spalterne i Gletscherne. I det hele 
gaar de paa tvers af Bevegelsesretningen. Afvigelserne beror 
paa Ujevnheder i Undergrunden. Er der en Bakke under Isen, 
hemmes Isens Bevegelse paa det Sted, og Spalterne kommer 
derfor til at lobe skraat tilbage. 

Fra Alangordlek-Fjord hever Landet nord for sig 
meget brat. Naar man ferst naar op, er det meget jævnt, idet, 
saa vidt man kan skonne, de oprindelige Dale er blevet ud- 
fyldt af Morænemateriale. Op over Plateauet hever der sig 
mod Nordost et kegledannet Fjeld, Omerslusat. 

Fra Alangordlek roede vi til Ekaluit (Laksene). en i 
Laksetiden besogt Teltplads ved den Elv, der lober ud fra 
Ekaluit-Tasia (Laksesoen). De mange primitive Rogestil- 
ladser er et Vidne om Virksomheden. Forevrigt er Laksene 
smaa og heller ikke velsmagende. Umiaken blev baaret langs 
den nordre Bred til Seen og sat i Vandet her. Om Efteraaret 
staar Vandet næsten en Meter lavere end om Foraaret. Da 
Soen modtager Tillob fra Smeltevandsfloder, der kommer fra 
Indlandsisen, ег Vandet uklart ligesom i Nunatap-Tasia, og 
ligesom der er Bredden fuld af skarpkantede Sten, som gør det 
besverligt at sætte en Konebaad i Vandet. Paa en gammel 
Morenevold paa den nordostlige Side af Seen slog vi Telt. 

Desværre fik jeg ikke udfort nogen Lodning, da jeg ved 
et Uheld havde mistet Lodlinen i Alangordlek. Formodentlig er 
Seen temmelig flad i Modsætning til Nunatap-Tasia. Medens 
Nunatap-Tasia i en forholdsvis sen Tid har veret udfyldt 
af en Ismasse, der banede sig Vej syd om Nunataken, saa 
har Ekaluit-Tasia ikke veret udfyldt af Is, siden denne 
havde en langt betydeligere Udbredelse end nu. 


184 


Ved den ostlige Ende af Soen lober.der en Gletscherelv 
ind. Bekken har skaaret sig ned i et tidligere Delta. Dette 
maa altsaa vere dannet under en højere Stand af Søen. Sar- 
kardlek- og Alangordlek-Gletscherne har formodentlig 
i sin Tid skudt sig frem, saaledes at de helt har stemmet 
Ekaluit-Tasia op. Rudimenter af det tidligere Gletscher- 
delta staar tilbage som Kamme og Rygge. Elvedalen er flad 
og fuld af Rullesten. 

Ost for Søen oppe paa et Plateau hæver det for omtalte 
Omerslusat-Fjeld sig; det ligger tet ude ved Indlandsisen, 
og man har derfra en udmerket Udsigt i alle Retninger. Des- 
verre sneede det, saaledes at Landskabet blev indhyllet i Sne; 
det blev derfor vanskeligt at erkende Grensen mellem Land og 
Indlandsis, altsaa at paavise, om Isen overhovedet havde trukket 
sig tilbage. Paa nogle enkelte Steder kunde jeg dog paavise, 
at der laa store nye Morænevolde; det maa vel derfor være 
berettiget at antage, at ogsaa Isen her er i Aftagen. Langs 
Isranden laa der opstemt mange Smaasøer; i adskellige af disse 
ender Isen med lodrette Vægge. 

Paa Isen laa der ret betydelige Moræner. 

Egnen indenfor Ekaluit-Tasia er øde og besøges yderst 
sjældent af Grønlænderne og kun om Vinteren ved Hjælp af 
Hundeslæde, naar de vil paa Rensdyrjagt. Man kører ind ad 
Tasiussak til Kangerdlukasik og over Tangen ind paa 
Ekaluit-Tasia. Derpaa følger man den før omtalte Glet- 
scherelv mod Nord og kommer saa ind paa Ekaluit-Nuna- 
tap-Tasia (ikke at forveksle med Kekertarssunguit Nuna- 
tap-Tasia). Rensdyrene er dog meget sjældne. Ganske vist 
har jeg flere Gange i Egnene syd for Isfjorden set Rensdyrspor, 
men kun en eneste Gang i.Sommeren 1902, set et ungt Dyr. 
Forøvrigt er ogsaa andre Dyr sjældne herude, saaledes baade 
Hare og Rype. 

Nordøst for Søen strækker der sig en temmelig høj Bjerg- 
kæde, fra hvis højeste Top man har en udmærket Udsigt. Man 


185 


ser over Jakobshavns-Gletscher til Nunatarssuak og 
dennes Ostspids; man kan ligeledes se Dele af Ekaluit- 
Nunatap-Tasia og Ekaluit-Nunatä. Disse topografiske 
Enkeltheder er blevet indfort paa Kortet. 

Ost for Seen findes et lille Omraade af Fjeldskraaninger, 
der ikke er bevokset med Lav, og som derfor er lysegraat. 
Rimeligvis har Isen for nylig med en Tunge hængt ned herover. 
Stedet synes ogsaa at være antydet paa Hammers Kort. 

Da Søen ligger saa aaben, er Vegetationen meget sparsom, 
selv paa Nordsiden, der dog beskyttes af de ovenfor omtalte 
Fjelde. Nogle enkelte Steder er dog Birkebuskene ret godt ud- 
viklede, og i en Fure, som en lille Elv havde skaaret i en 
Endemoræne, der strakte sig langs den nordlige Del af Søen, 
voksede Salix glauca oprejst og naaede en Højde af 1.3 m. En 
Skare Rødirisker holdt til i dens Grene. Vegetationen paa 
Morænen var, saaledes som det altid er Tilfældet, meget spar- 
som. Mest fremtrædende var den sorte traadede Liken, dernæst 
enkelte Græsser og Halvgræsser, hist og her en Dryas, Saxi- 
fraga tricuspidata, Silene acaulis og endnu sjældnere nogle 
Eksemplarer af Salix glauca og Betula nana. 

Efter et have faaet et foreløbigt Overblik over Egnen om- 
kring Ekaluit vendte vi tilbage til Ekaluit-Tupersua. 
Næste Morgen var Alangordlek saa langt, som vi kunde se, 
tillagt med Tyndis. Grønlænderne blev naturligvis noget be- 
kymrede ved Situationen og ønskede at komme af Sted, saa 
snart ske kunde. Med Aarerne slog vi Isen itu og kom om- 
sider ud i aabent Vand i Tasiussak. Her viste Vandet en 
Temperatur af 1.2”. Det kolde Smeltevand i det indre af Is- 
fjorden fremmer selvfølgelig i høj Grad Islæget. Om Aftenen 
naaede vi Kekertarssunguit-Tuperssua, hvor vi slog 
Telt. Den følgende Dag gik jeg over Kekertarssunguit- 
Kulå til Teltpladsknuden for at iagttage Forandringer i Isfjor- 
den. Der var forøvrigt ikke noget interessant at opdage; det 
tidligere omtalte Isfjeld i oprindelig Stilling var forsvundet. 


186 


Derefter fortsatte vi Rejsen ud af Tasiussak, idet vi dog 


anløb Upernivik ved Tasiussaks Udmunding i Isfjorden. 


Her gik jeg op paa Fjeldene for at se, om det eftersøgte Is- 


fjeld skulde vere at se. 


Det var der ikke og maa altsaa vere 


gaaet i Stykker; ud af Fjorden kan det i hvert Fald ikke vere 


kommet. 


Da nogle meteorologiske Observationer fra Egne, der ligger 


ner Indlandsisen maaske kan have sin Interesse, meddeles her 


nogle Fragmenter. 


Nunatap-Tasia 


25. Aug. | 26. Aug. 27. Aug. 29. Aug. | 30. Aug 
9 Aft. | 8 Mg. ЗАН. | 8 Mg. |2Md./8 Aft. | 8 Mg. |2Md. Saft. | 8 Mg. 
ker meer 3.5 3.9 | 0.6 а. 05 0.9) 5.2 --0.2 0.0 
Vaadt Term. | PASS 0.7 3.6 | 0.2 | 0.1, 4.1 --1.8 
Мах >. TORRES seuls Se 6.2 ete 
Min! oe. | :. | +80 0.8 5.9 
Kekertarssunguit Alangordlek 
| 30. Aug. | 31. Aug. | 31. Aug. 1. Sept. 2. Sept. 
| зав. | вм |2ma | 8 Aft. | 8 Mg. | 8 aft. | SMg. | 2 Md. | 8 Aft. 
Term. ..... +15 | +24 |338 =06| 1705| 3041-12 
Vaadt Term. Sor a 1.2 me 
Max me ce Shs LD PARA |e 4.5 
MT go += 8.0 | +-3.0 7 
Alangordlek 
3. Sept. 4. Sept. 5. Sept. 6. Sept. 
| Mg. | 8 Aft. | 8 Mg. | 2 Md. | 8 Aft. | 8Mg. | 2Md. | 8 aft. | 8Mg. | 8 Aft. 
| 
Ч sere 1.7 ii Heat) Biss | 02, 201241 2.5 |, 1.8 
Vaadt Term. |-=0.7 | 1.3 |-=1.2 1.2 —+1.2|--1.1| 2.0 | 1.0 TO 05 
Max... ar AST ln 3.2 | 4.9 4.0 | 6.2 
Mine... 4.9 3.9 —2.0| 


187 


EEE 


Ekaluit-Tasia 


7. Sept. | 8. Sept. ty »9 Sept; | 10. Sept. 
a 2 Md. 8 Aft. | 8 Mg. Lo Ma. 8 Aft, 8 Mg. 2 Ma. 8 Aft. | 8 Mg. |2 Ma. 8 aft. 
Term. ..... 31 74| 21| 4.0) 51) 28 | 31| 51| 21| 23 51| 0.4 
Vaadt Term. | 0.6 41| 0.6/ 21) 3.3] .. |) .. 130 .:| 0.333: 
Мах р-на | а ЭГ. echo [863 ee ee 
Min. .... =. 11.0) ..|.. a урн лор xz u a he 


Ekaluit-Tasia 


11. Sept. 12. Sept. | 13. Sept. | 14. Sept. |15. Sept. 
| met Ne le 

| 8 Mg. | 2 ма. 8 Aft. | 8 Mg. 2ма. 8 Aft, Ne. | ka | at! | Me. ma. | anf | 8 Mg. 

| | | | | | | 5 
Term. ..... 0.7| 5.8 0.5] 2.4! 6.7 3.513672 3.0) 3.4/4.2) 2.8] 2 
Vaadt Term. |=-0.3 3.3) . 28 БИБЛ. 2) | Я 

| | 
Мана. Jae | 5:4 6,3 TO) Зах | О] зе 481. 
М оф: 63 В а ао ЕО a DTG 
| | | | | 


Vejret, der i den sidste Tid havde været koldt og vinter- 
ligt, blev netop nu, da vi var ved at forlade Tasiussak, 
næsten sommerligt — i hvert Fald om Dagen. — Jeg beslut- 
tede derfor at gore en Ekskursion til Pakitok-Fjord for om 
mulig at faa Lejlighed til at undersøge, om Indlandsisen ogsaa 
her er i Tilbagegang. Som omtalt af Hammer er Indsejlingen 
meget snæver og kan kun foretages i Nærheden af Middelvand- 
stand og endda kun med Forsigtighed, Selve Udlebet har 
skaaret sig igennem en Moreneaflejring, der, da den er flad 
ovenpaa, synes at vere afsat under Vand. Konebaadsstyreren 
var forovrigt ukendt her, og da vi sogte at naa frem ad den 
sydlige Arm, lob Baaden paa Grund, hvorover Styreren blev 
meget betænkelig. Vi vendte og slog Telt paa Akuliarusek, 
hvorfra man har en ganske god Udsigt over de Gletschere, der 
skyder sig ned. Flere Forhold tyder paa, at Isen var i Aftagende. 

Paa Grund af det snævre Indlob beløber Forskellen mellem 


Flod og Ebbe sig kun til en halv Meter i Pakitok-Ilua. 
SOE 13 


188 


Da Vejret vedblev at være godt, og Konebaadsstyreren ikke 
var bange for at slaa Telt i rimelig Nerhed af Isen, sejlede vi 
ind gennem Ata-Sund og slog os ned i Bassinet syd for 
Torsukatak ved Kugssuak, en Gletscherelv, der kommer 
fra en Gletscher mellem Nunap-Kigdliga og Manitok. 
Gletscheren styrter fra en Hojde af 350 m meget stejlt ned 
mod Kugssuak-Dal. Paa denne Tid forte Elven ikke ret 
meget Vand og var desuden delt i flere Arme, saaledes at man 
uden større Besvær kunde komme over den. Nunap-Kig- 
dliga bestaar af Glimmerskifer, der er stærkt forvitret. En 
gammel Morene forteller, at Isen har staaet mere fremrykket 
end nu. Men ellers kan man ikke sige, at Isen nu for Tiden 
har trukket sig synderligt tilbage; hvis man overhovedet med 
Sikkerhed kan tale om Tilbagegang her. 

Paa Plateauet vest for Kugssuak ligger der adskillige 
Seer, hvorfra Elvene styrter ned som brusende Vandfald. 

Ved Teltpladsen laa en subfossilforende Lermasse. Mellem 
Gneisoen og Fastlandet har den bevaret sig mod Denuda- 
tionen; Bolgeslaget har dog gnavet den sterkt. Paa Klippe- 
siderne ser man smukke Gletscherskrammer. Disse er hyppigt 
krydsende. Selv om man nodvendigvis maa antage, at Ismas- 
sen i umiddelbar Nerhed af Gletscherskrammen maa_ have 
samme Retning som Skrammen, og at altsaa Ismasserne ved 
Bunden ved krydsende Skrammer maa have haft en forskellig 
Retning, saa er det dog ikke vist, at hele Ismassen helt op til 
Overfladen har haft forskellige Bevegelsesretninger. En sterre 
Megtighed af Isen er vistnok tilstrækkelig til at kunne frem- 
kalde en forskelligartet Bevegelse af Ismasserne ved Bunden. 

Paa Gletscheren stod Vandet frosset i Fordybningerne og 
faldt ved sin asurblaa Farve stærkt i Øjnene. Langs Glet- 
scheren, men dog fjernet nogle Meter derfra, laa en ældre Mo- 
rene, sparsomt dekket af den Vegetation, man sædvanlig tref- 
fer paa gamle Morener. Umiddelbart langs Gletscheren laa der 
en anden ganske frisk Morene. 


189 


Den Del af Nunap-Kigdliga, der stoder op til Gletsche- 
ren, frembyder en smuk Lagrekke. Nederst iagttager man en 
typisk Gnejs tet gennemsat af Pegmatitgange. Derefter 
kommer der et Lag Hornblende og endelig averst et Glimmer- 
skiferlag; dette sidste er stærkt forvitret. Lagene falder 
mod Øst. 

Fra vor Teltplads her ved Niakornanguak formaaede 
jeg Styreren til at sejle os til Nunataken. Denne har gan- 
ske samme Lagfolge som Nunap-Kigdliga; dog er der ved et 
Brud, der gaar tværs over Nunataken i est-vestlig Retning, 
betydelig Forskel paa den nordlige og sydlige Del af Nuna- 
taken. Den nordlige Del er meget hojere end den sydlige 
Del, og da Lagene falder mod Øst, er den ved Forvitring delt 
i Trappetrin, der lober i Nord-Syd, og som ger Marchen meget 
besverlig. Uagtet Nunataken i og for sig ikke er videre stor, 
tog det en uforholdsmessig lang Tid at naa op paa det hejeste 
Punkt. Herfra har man en udmerket Udsigt til alle Sider. 
Her tet ved Toppen fandt jeg et stort Rensdyrgevir. Det var 
meget forvitret og stammede sandsynligvis fra den Tid, da 
Rensdyrene fandtes i disse Egne. Nu er Rensdyrene udryd- 
dede paa Strekningen mellem Torsukatak og Jakobshavns- 
Isfjord. Landstrækningerne her er jo ogsaa kun smaa, og 
Kysten er tæt befolket — efter grønlandske Forhold naturligvis. 
Men allerede umiddelbart syd for Jakobshavns-Isfjord 
og nord for Torsukatak findes der Rensdyr, paa det sidste 
Sted er de endog ret hyppige. Da Dagene nu allerede var 
korte, kom vi først hjem sent om Aftenen. Heldigvis var det 
Maaneskin, ellers havde vi været nødt til at tilbringe en ret 
kølig Efteraarsnat paa Klipperne; nu kunde vi med lidt For- 
sigtighed langsomt bevæge os ned ad. 

Den sydlige Del af Nunataken bestaar i sin øverste Del 
af en stærkt forvitret Glimmerskifer ganske som paa Nunap- 
Kigdliga, og ligesom paa denne var Overfladen temmelig jævn 
og fuld af Forvitringsprodukter. Sermia-Kujadlek-Dal,' 

1 


190 


saa vel som Brudlinjen mellem den nordlige og sydlige Del af 
Nunataken samt Sermia-Avanardlek-Dal hører for- 
modentlig alle til samme System af Forkloftninger. De to Glet- 
cherdale er sterkt eroderede, derimod staar Bruddalen paa 
Nunataken med skarpe Former og er fuld af Forvitrings- 
produkter — nedfaldne og skarpkantede Sten og lignende. 
Lagfolgen er meget regelmæssig: nederst Gnejs, saa Horn- 
blende, saa Glimmerskifer; kun paa den nordlige Del af 
Nunataken har et overste modstandsdygtigt Lag holdt sig; 
derfor er ogsaa dette Parti det hojeste. 

I Dalen mellem den nordlige og sydlige Del af Nuna- 
taken lober der baade en lille Elv, der kommer fra Plateauet, 
og en Gletscherelv, der kommer fra en lille Gletscherse, af 
Gronlænderne betegnet Tasek-Ilulialik (tasek = So, iluliak 
= Isfjeld, lik == forsynet med), fordi der dannes smaa Isfjelde i 
den — formodentlig paa sædvanlig Maade ved Nedstyrtning. 
Isen er her i Vinklen mellem de to Dele af Nunataken meget 
jevn ganske som ovenfor Nunap-Kigdliga. 

Uader Opholdet her inde i Bassinet syd for Torsukatak, 
havde vi i Forhold til Aarstiden et ualmindeligt mildt Vejr. 
Dette beroede paa, at Vinden stadig var ostlig-sydestlig, saa- 
ledes at Vinden var en Fohnvind, til Tider endog udpreget 
med hej Varme og sterke Vindsted. Men nu gik Vinden om 
til syd og samtidig faldt Temperaturen. Vi forlod Nunataken 
for at sætte over til Anä-Land, for at jeg kunde faa Lejlighed 
til at studere Sermia-Avanardlek; vi passerede flere lave 
Øer, Satut, (de tynde 9: de flade); den nordligste af dem, 
Kekertak-Avanardlek, bestaar af to Gnejshoje, forbundne 
ved en Morene. Vi slog Telt ved Niakornak (niakok — Ho- 
vede). Med Omslaget i Vejret kom Taage, og om Natten faldt 
der megen Sne; nu var det pludselig blevet Vinter. Vi blev 
derfor enige om, at nu var det bedst at bryde op og naa ud 
til Kysten, inden Tyndisen kom og sperrede for os. Paa Vejen 
"tilbage passerede vi syd for Kekertakasak en lille ©, Poki- 


191 


tokujök (pokitok, lav); den var langstrakt og bestod ligesom 
den nylig omtalte Kekertak-Avanardlek af to Gnejshoje, 
forbundne ved Morenemateriale. Denne @ ligger saa lavt, at 
Vandet ved Springflod gaar over Forbindelsespartiet. Hvis 
Landet sænker sig saa hurtigt som formodet, maa denne ©, ved 
at Tangen bliver overskyllet, snart blive delt i to. 

Da vi kom til Torsukatak, laa der vidt og bredt Tyndis. 
Vandet er jo i Forvejen afkolet til Frysepunktet; falder der saa 
Frostsne, fryser Kalvisstykkerne let sammen. Vi var imidlertid 
forberedt paa disse Vanskeligheder og havde taget tynde Bred- 
der med. Disse blev fastbundne paa Umiaken i Vandlinjen, 
saaledes at [sen skar paa Brædderne, medens Skindet blev be- 
skyttet. Vi naaede derfor uden større Besvær Kekertak. 

Medens vi sejlede gennem Torsukatak, sprang en tid- 
ligere Strandlinje meget tydeligt frem navnlig paa den sydlige 
Side. Paa min tidligere Rejse gennem Torsukatak havde jeg 
ikke faaet Øje paa den; men Sneen bevirkede nu, at den 
traadte tydeligt frem. Paa Slæderejserne den kommende Vinter 
kunde jeg næsten allevegne i Torsukatak paavise Strandlinjen. 
Paa den nordlige Side af Fjorden var den dog kun tydelig med 
bestemt Belysning. Saa vidt jeg ved, er Dr. Steenstrup den 
eneste, der tidligere har paavist, at man ogsaa andre Steder i 
Grønland kan paavise saadanne Strandlinjer, der i Norge er ret 
almindelige. ; 

I Kekertak købte jeg Hunde, og med disse sejlede vi 
den følgende Dag (d. 6. Okt.) til Ritenbenk, hvor jeg blev 
boende til den 31. Januar. Da vi var kommet til Ritenbenk, 
brød der en heftig Sydvest-Storm løs, ledsaget af et stærkt 
Snefald. Men efter en Uges Forløb var Vejret atter smukt, og 
Sneen forsvandt næsten ganske igen. løvrigt var Efteraaret 
ikke koldt. Gennemgaaende havde vi en Temperatur af — 8° 
fra midt i Oktober næsten til Udgangen af December. En Om- 
stændighed, der forøvrigt havde den kedelige Virkning, at jeg 
ikke kunde komme af Stedet, eftersom Islæget udeblev. 


192 


Da Ritenbenk ligger paa omtrent samme Bredde som 
Ana, havde jeg efterladt nogle Termometre hos en Fanger der, 
for at han i Efteraarsmaanederne skulde foretage Temperatur- 
aflesninger. Det vilde jo vere af Interesse at sammenligne 
Temperaturerne ved Indlandsisen og ude ved Havet. For at der 
ikke skulde ske nogen Misforstaaelse, havde jeg anmodet en 
gronlandskkyndig Mand om at forklare Fangeren Fremgangs- 
maaden. Da jeg senere kom til Anä, viste det sig, at Manden 
nok havde opskrevet nogle Tal, men disse var uden Verdi. 

Da Forstaaelsen af Gronlændernes Betegnelse for Vind- 
retningerne kan vere af Betydning for Rejsende, meddeles her 
nogle Oplysninger, som sikkert yderligere kan suppleres og 
maaske modificeres. 

Vindretningerne i Gronland bliver stedse af Gronlænderne 
angivet ved den Retning, hvorfra de komme. Da Grønlænderne 
jo ikke har noget andet Middel end et Jugement af Solen til 
at bestemme Verdenshjernerne, bliver Retningerne naturligvis 
altid helt retvisende. Efter at Kompasset har fundet Indgang 
blandt Grønlænderne, angives nu ogsaa Vindretningerne mis- 
visende. Mange Steder benyttes naturligvis lokale Navne for 
de fremherskende Vinde. 

Som Følge af Insolationen om Dagen og den stærke Ud- 
straaling om Natten er Land- og Søvinde meget almindelige i 
Grønland. Landvinden — altsaa i Reglen den østlige Vind — 
bliver kaldt Asarnek (af en mig ubekendt Rod) og de sæd- 
vanlige Søvinde (Vestvinde) Imarsarnek (af Imak — Hav). 

Af de Vinde, der opstaar ved større barometriske Minima, 
er Norden- og Søndenvinden de vigtigste. Nordenvinden hedder 
Avagnak, men Retningen er egentlig nærmest nordvest (ret- 
visende). Den rigtig kolde Nordenvind betegnes Avanakasik 
(Avanak — Norden og kasik — ussel, forbandet). Misvisende 
bliver Avanakasik altsaa nordost, Avanak derimod nord. 
Sydlig Vind betegnes Kigangak (misvisende altsaa. sydvest); i 
Syd-Grønland betegnes denne Vind Nigek. Kujasik er en 


193 


sydlig Vind, der stryger langs Kystens Hovedretning, altsaa en 
sydostlig Vind (misvisende Syd). De varme Fohnvinde, blev saa 
vidt jeg forstod, kaldt Kiangnak (af Kiak = Varme) eller 
Isangiak, naar man serlig vilde betegne Fohnvinden. Dan- 
skerne i Grønland kalder Fohnvinden Sydost (misvisende). 

En lokal Vind, der bleser gennem Vaigat kalder Gron- 
lenderne Isersarnek, de Danske Vaigatsnorden. Det er 
en svag Vind, der bringer smukt Vejr; den samme Vindretning 
kaldes Avanak-utokak, naar det blæser stærkere, og Vejret 
er enten taaget eller nedborbringende. Begge Vindretninger er 
altsaa nordvestlige, men medens den forste vistnok oprindelig 
er en Nordvind, er Avanak-utokak vistnok en vest sydvestlig 
Vind, der stryger rundt om Disko ned gennem Vaigat og 
derved faar Udseende af at vere en nordvestlig Vind. Det er 
blevet mig meddelt, at denne vestlige Vind andre Steder kaldes 
Avangnak-kananek. Kananek betyder egentlig en syd- 
vestlig Vind. Nordenvinden, der stryger ned gennem Ata- 
Sund (paa Gronlandsk Ikarasak), kaldes af Beboerne der om- 
kring Ikarsarnek. En nordlig Vind, der stryger ned over God- 
havn, gaar der under Navnet Pitorak. Forovrigt har Vindene 
de forskellige Steder vistnok oftere Navne efter Fjelde eller Dale, 
som de stryger hen over; ved Kristianshaab kaldes Fohnvinden 
Sarkarsnek efter de hoje Fjelde mod Syd (Sarkak — Sydside). 

I den mig af Commissionen for Gronlands geologiske og 
geografiske Undersøgelser givne Instruks blev min Opmerksom- 
hed henledet paa Dannelsen af Isfoden og dennes Indflydelse 
paa Tangranden. Under mit Ophold i Ritenbenk havde jeg 
netop god Lejlighed til at iagttage, hvorledes Isfoden anlægges. 

Isfod betegner den Del af Isdækket paa Havet, der er fast- 
frosset til Kysten. Om Vinteren danner den en Bræmme paa 
en, to eller flere Meters Bredde, alt efter Kystens Form; jo 
fladere Kysten er, des bredere er Bræmmen. Den fremkommer 
ved, at Isdækket under Flod og Ebbe hæver sig op og ned; 
kun en Isrand langs Land ligger fast. Det bevægelige Isdække 


194 


er skilt fra denne Rand ved Spalter. Ved Lavvande særlig 
under Springtid kan Isdekket ligge saa lavt, at det er meget 
besverligt at komme i Land; man maa ligefrem med Tok’en 
hugge Trappetrin i Isfodens Kant; med Hundeslede er det 
endnu besverligere. | Begyndelsen af Vinteren ved stejle Strand- 
bredder kan der mellem Isfoden og Isdækket ved Lavvande og 
navnlig under Springtid ligefrem vere en aaben Rende af Vand 
(se Fig. 8c). Saaledes maatte vi i Februar en Aften vente i flere 
Timer paa en Klippeside, inden vi kunde slippe ned paa Isen, 
ellers vilde vi let i Morket vere faldet ned i Renden. 

Isfodens Anleg finder Sted endnu for der har dannet sig 
Isleg — fra Isfjordene ses der her bort. — Den begynder som 
et tyndt Glassurovertrek paa Bredden, naar det er Ebbe og 
naar fra Hojvandets overste Stand til omtrent laveste Ebbe. 
Naar Vandet igen stiger, bliver den nederste Del af Over- 
trekket igen oplost, hvilket jeg overbeviste mig om ved at fole 
efter, dog finder denne Opløsning ikke Sted straks, men noget 
efter, at Vandet er steget. Paa de overste Dele maa der 
aabenbart ogsaa oploses noget — men ikke saa meget som 1 
den nederste Del, fordi Vandets Indvirkning er meget kortere. 
Naar Vandet atter falder, fryser der en ny Skorpe fast, og — 
hvilket der vistnok er det vesentligste — Skorpen bliver sterkt 
afkolet saaledes, at naar Vandet stiger, vil en Mængde Vanddele 
fryse fast. I den nederste Del vil dog Vandet kunne faa Tid til at 
tilfore saa megen Varme, at en Del atter oploses. Den overste 
Del af Isfoden vokser derfor stærkere end den nederste. Derfor 
danner Isfoden ikke en Figur som (b) men snarere som (c). (Fig. 8). 

Naar Isen om Foraaret forsvinder, driver bort, ligger Is- 
foden tilbage som en Bremme med nesten stejle Rande. Men 
dette varer kun kort, thi Vandet, der nu, da Isdekket er borte, 
kan komme i Bolgebevegelse, vil snart gnave sig ind, saaledes 
at Isfoden kommer til at se ud som (e) og senere som (f). 
Jeg har aldrig iagttaget, at Isfoden er brækket los fra Klippen; 
derimod har jeg iagttaget, at dens yderste Spids kan brække 


195 


af (den punkterede Linje paa Fig.f), naar det er Ebbe, og naar 
den underste Del af Isfoden er gnavet bort. Ved Kristianshaab 
havde jeg Lejlighed til at iagttage, hvorledes en Fucus, der sad 
indfrossen i Isfoden, blev fuldstendig fri, uden at den mistede 
saa meget som en Flig. Dens morke Legeme absorberer Varme- 
straaler saaledes, at der omkring den dannes Vand. Selv om 
der skulde ske et Brud, vil den derfor knapt nok en Gang blive 
beskadiget. Naar en stor veludviklet Alge ikke odelegges af 
Isfoden, saa finder dette endnu mindre Sted med smaa Alger, 


dé omde 
Miadivande 


Kawvomde 


Hovis 


Fig. 8. 


hvilket mine lagttagelser ved Øerne ved Kristianshaab synes 
at bekræfte. Isfoden har altsaa næppe nogen ødelæggende 
Virkning paa Algevegetationen, og forsaavidt er der altsaa ikke 
noget til Hinder for at bruge Tangranden til Bestemmelse af, 
om Landet hæver eller sænker sig, saaledes som af Dr. Steen- 
strup foreslaaet. 

Foruden lagttagelser over Isfodens Dannelse studerede jeg 
de grønlandske Stednavnes Etymologi samt foretog meteoro- 
logiske Observationer samt Lysmaalinger ved Hjælp af Steen- 
strups Lysmaaler. Resultaterne findes meddelt her. 


Dato 8 2 8 Dato 8 2 
| 
Oktbr Term: 1.5 2.9 1140) Oktbr. 2.0 
Max ere 3.0 årg 
IH In ie ae: oe --3.5 | .. 
9. 4! Vindstyrke .. Fy + * 16. 0 3 
| Vindretning . $ 5 $ 50 SO 
| Skydække ... | 10 | 10 8 0 0 
Belysning ... ne fæ: ; ae 38 
erm eae 2.0 3.0 2.0 0 0.1 
| Мах: See Ga ais 4.7 | ome 9 
Пе. 0.1 ae 2 32.0} .. 

10. {| Vindstyrke .. | .. i | ий 6 
Vindretning . = Fr RES Ps SV 
Skydække ... 2e + ae 10 10 
Belysning ... | .. Se + 34 

| SON еде | 0.9 1.6 | —1.2 —4.0 | +0.5 
MAX Py oy an 1134 PURE : 

| Miner: ae 0.0 Hee ee I 

11. {| Vindstyrke .. 3 Be is KOREA ES) 5 

| Vindretning . | ØSØ | ØSØ |050 | NØ | NØ 
| Skydække ... SE ae 1 | 1 
| Belysning ... Sp 38 ar 38 
Term ere +3.1 3.0 | 2 9 5.6 6. 

| Max. 22... с г | 7: 
Mini er 4.8 | .. 

12. 2| Vindstyrke .. 2 7 4 MORE & Ü 9 

Vindretning . 0 ie NO Sø Sø Sø 
| Skydække ... 2 2 2 2 7 105) 
| Belysning ... ns 98 32 5) 
ПОЗЫ поболе --4.8' 4.0! +5.8 3.5 | 4.4 2 
| Max tie ie .. | +33 | + så 4.4 
Mine eee 5.8... in 2,2 a о 
13. 4| Vindstyrke . 2 3 3 20. 0 il! i 
| Vindretning . 9 0 NO 9 NO NO 
| Skydække ... | 3 0 i a ; 
| Belysning ... 42 27 
Ferm 2.406 :—6.2 | +3.8 | -+4.7 |-1.0 | +0.5 | +3.0 
Max Aes |e Mase +3.8 % : +0.1 
Mine 27.0! .. aR 1.5 2 

14. Vindstyrke .. р 1 Sal, 1 1 1 
Vindretning . [5] SO 0 NO NO NO 
Skydække ... ee ee) 01) 1 0 0 
Belysning ... 36 > 42 
Term 0.2 2.0 0.4 +2.1| +1 | +2.0 

а a 22 I —-0.9 
| Minen +55| .. ER |. = a 
15. 2, Vindstyrke .. 3 4 3 225 <4 6 5 
| Vindretning . N) SOS | SOS NO NO NO 
| Skydække ... 1 il 1 2 1 
Belysning ... |: .. 43 Siz 40 


1) Nordlys. ?) Diset. 3) Snevejr. 4) Det fugtige Term. viste Kl. 2 + 1.8. 
5) Föhnklatter. 7) Sydostklatter om Morgenen. 


197 


Dato 8 2 8 Dato 8 2 8 
Oktbr. ее. -4.1| --2.5 | —5.5 Oktbr 30-29 (LE 1.0 
Mae tet, ce +2.2 (ase 1.0 
Mine 2 +6.1 = sul. = 
23. Vindstyrke .. | 2 2 2 30. 3 3 3 
Vindretning . | SO | SO | SO N | N N 
Skydekke ... 2 0 0 1) ZAG 10 
Belysning ... 46 me | 34 
Mérite À. +65) +5.5| +69 |+3.0 | +04 
MAX Se ere ay 4.0 о MAR 0.4 
И ею 7.3 | > | 4 | .. x 
24. 7 Vindstyrke .. | 0 1 0 31. 2190408 3 
Vindretning . 4 a Ne UN N 
Skydekke... || 1 0 0 or ES 5 
| Belysning ... 46 | (UE £ 
MET tu 7.7) 241] =3.5| Novbr.(=18| 11| .. 
Mine le (lasso) Na … | 1.0 
Misser —-9.0 de 235| .. Fe 
25. Vindstyrke .. 0 1 3 TANT El 1 1 
| Vindretning . || NO NO NO | N NO NO 
| Skydække ... 0 0 0 2 0 0 
| Belysning ... | .. 41 вы 
Terms ir. --4.0 | +3.4) +5.0 |-=4.5 | +3.5| 4.0 
Max... 2... : 3.4 dg: м. 1.0 
Mines. --8.5 ая |-=5.1| .. Er 
96. Vindstyrke .. 0 0 0 9% HO 0 0 
Vindretning . | № | NO NO | NO | NO NO 
| Skydække ... 1 2 1 [9 8 10 
| Belysning ... | : 38 æn 29 
ети. +5.6) +3.4| +5.3 --5.0 5.1) +40 
(Maxi ere x ae —-3.0 Pea ый 
| Mine —7.1| .. ae | +5.6 --5.6 
21. Vindstyrke .. 0 PAS RO SR Al 0 
| Vindretning . 0 вс AR МО 
| Skydække .. 8 JL NO 2 2.11 2 
| Belysning ... ES 32 16% 32 | 
Term, 4. о EPST CU 
Мы. SØ Sl Moi | +4 
Min te —-8.0 3 % = 0.0 MS I Sea 
28. ?| Vindstyrke .. 5 0 2 AD 3 8,21 19") 
| Vindretning . | NO | NO NO | SO | SO SV 
Skydække ... | 1 0 2 | 2 4 | 10 
Belysning ... 37 AE TRE 0 | 
Terms te 2,1 | —1.1| +1.0 |-=1.0 | —5.4| .. 
Мах ue Ce ae --0.6 о аа 
М = 5.5 Ae LI lee 
29. 4| Vindstyrke .. 2 2 2 5. Гб Ot | A 
M SER Sø Sø Sø | SV NV NV 
Skydække ... 2 0 118} 9 4 2 
| Belysning ... | . 38 ne 28 


1) Fohnklatter. 


2) Fohnklatter. 


3) Fehnklatter Kl. 8 Morgen, Sne 8 Aften. 


198 


Dato 8 | 2 Dato 8 AES 
| 
| 
| 
a a hr | 
Novbr: (| Term. ...... +83) =6.3 270) Novbr. | 28.9 |» 10.5 #11 
| Max. El 6.1 | tay ler El Oe 
Min Rass ek: 8.8 .. | 9.8 | - = 
6. Vindstyrke .. Оо 13...2 22221 2 2 
| Vindretning . Gi WO = | NO | NO № 
| Skydække | 2 | 1 | 21038 0 
| Belysning ... | 33 | 28 
MA Wes 11 | Se . +6.5| +5.5| —6.0 +10.0 --8.0 | +8.7 
Мах ne tee fees 5.5 = ref fo 
aM.» Sete. se). 1290! .. | 121 .. м 
1. {| Vindstyrke .. | 3 | 0 14. Золе 1 
| Vindretning . | SO 0 NO | NO | NO | NO 
Skydekke ... || 10 10 101) | 28 |) 286 2 
| Belysning ... 25 La AREA 24 
| Term —5.8 | 6.8 | 9.1 —-6.1 +5.0) --6.0 
Max ES ER sb --5.6 ke .. | 46.0 
МЕ... 6.9 .. 12.2 .. KE 
8. 4| Vindstyrke .. 12 15. .< |942 1 0 
| Vindretning . | SO | 5 IMSOMIMSO dr 
| Skydække ...| 10 | 10 | 360 10 10*) 
Belysning ... | .28 HET 22 af 
| Term. ...... 17.4 |.=9.0| =8.6 | 6.5 = 7 | 6.8 
I EXE 2 rer BR IN es [7.0 un. Wahn | E58 
Min Eve: -102 .. О, = 
9. 2| Vindstyrke .. 3 1 110. 2 eae 5 
| Vindretning . | NO | NO | NO N NO 
"куда кке г. | 211.20 2445. 2 05) 
| Belysning ... 30 Re 30 X 
ADEME cere. en! 7.7 +40! +3.0 15.5 | 6.1! —6.0 
MA ne Sør .. | 3.0 I PISE 
Min fons ra A TE Re Е 
10. {| Vindstyrke .. 0 072122 le Сао 3 
| Vindretning . a END | 9 | NO N 
| Skydække ... | 10 10 8 5 7 
Belysning ... | 27 | 20 
| | | | | 
Terms. 4.5 | +3.4) +2.7 | +6.5 | +7.5| +8.5 
Max Ile | 2.7 | 5.3 
Min ere. TON eee а 7.2 REIT ee 
11. <| Vindstyrke .. 0:50 3 ken al 2 2 1 
| Vindretning . i ae У $ $ SO 
| Skydække ... 2 10 0?) | #40 10 36) 
| Belysning ... 24 LME 20 N: 
FETE AE er —+-5.0 | +-6.2 | +-6.1 |-= 11.5 |-=10.5| +-10.0 
Мах. cose ng =—5.0 рые --9.5 
Mine ease 5.6 Se 7 Kai eee a 
12. „| Vindstyrke SKR а ( 19. 2 2 2 
| Vindretning . N N Re 0 SO 0 
| Skydekke... | 8 | 1 10°) Qs | 47 
Belysning ... | 23 ete 23 


1) Svagt Snefald. 


4) Snevejr. 


5) Diset om Morgenen. 


6) Snevejr. 


2) Diset om Morgenen, Snefald om Eftm. 


3) Diset om Morgenen. 
7) Diset om Aftenen. 


199 


Dato | 8 2 8 Dato 85519 8 
Novbr. | Term . 5 10.5) -=8.5| Novbr. 5.7) 275 
Max. oases: Sk 7.0 КИ | 6.1 
| UE Are 12.5) NEE; 19.2| .. Fe 
20. Vindstyrke .. | 2 2 2 21. SNA 1 1 
| Vindretning . | © NO NO Mr ORE EG 9 
| Skydække ... | 4 3 MES | 161828}. |. 10 
| Belysning ... | 22 | Nas 
Fermi... |-—7.0 | -+-6.6 | —7.8 |—7.0|-——6.7 | +-7.9 
Max. le --6.6 Sea | 6.7 
Mine tres ;. Bee 7 8.7! .. 2 
21. Vindstyrke .. | 1 1 3 28. Seb INT 2 
Vindretning . | N N NO Orit [2] 
Skydække :.. | 10 | 10 | 51) 1012410 10 
| Belysning ... | El aly) hs ЕН. 
| | | | 
баги... |-10.1| -12.6] .. +-11.1/-+10.6| +-8.0 
Maxth into... fe Ft --10.5 ese M 
Mine. I=115) .. ne 2A SE QE 
22. 4| Vindstyrke .. || 3 2 Да Ye AA 
| Vindretning . 9 | NO вт 38 
| Skydække ... | .8 7/3 0 St 07 
| Belysning ... | | 21 asser Er | 
Term. . . |-+-14.5} --15.0/+-14.0 |-=0.5 | 0.0 О. 
Mae An "AASE |-= 14.0 зи 
Ми: 4... 18:9 0... | R0DE 12.4) 0... KA 
23. {| Vindstyrke .. | 2 2 3 30. , 418115 6 2 
Vindretning . | © 0 NO 050| $ | ONO 
| Skydække ... | 4 4 5 11x10: 1510 | 103) 
Belysning ... | 20 | NIORT 
| Term IH-14.4 +-14.5, +15 | Decbr.f| 0.6 | +0.6| —1.5 
Мах: .Ё.. oe ..  |#-13.5 MERS. +1.8 
Ming. sn 15.9 .. Re | +19! °.. ae 
24. 4] Vindstyrke ..| 1 2 2 meh ETS IR AI 1 
| Vindretning . | NO | NO NO SO N NO 
| Skydække ... I: 2 3 4 | 4 2 
Belysning ... | “4 920 | | 16 | 
Тема}... 13.6 +7 13.2 | -=1.5 | 2.8 | 4.2 
Maxi. Bs: We cee WI 7.0 SÅ HUE 
| Mint 2.4. : 3-15.8) .. ae | 4.0; .. $. 
25. «| Vindstyrke ..| 2 1 3 2. a pela SEA] 1 
| Vindretning . | NO 0 0 ISA ES, 9 
| Skydække ... | 2 2 0 10319210 | 10 
| Belysning ... | .. 197) | 
Berman. |--14.5| --13.0| +-6.9 --5.0 ==52 | =52 
Max tes it Sl. +6.1 al 
| Ming ds. 15.0. р | +5.8} .. г 
26. Vindstyrke SA 9) ЕТ 5 3. га 3 
Vindretning . | NO | NO NO En se > 
Skydække |.. | 5 124 4?) О: 10 10 
Belysning :..| .. 18 ce 10 


1) Snevejr. 


2) Diset. 


3) Snevejr. 


Dato 8 2 8 Dato el E2 8 
Decbr. | Term. ...... +6.5| +8.5| +10 | Deebr. |. 951-104 +105 
| Max zer ie de —7.1 of a: oe 
Minh. 7.1) .. = -+105 .. a 
4, Vindstyrke ae oe = IL 2 3 2 
Vindretning . | NV N N NNO | NO 9 
Skydække ... | 10 10 92) 0 4 4 
Belysning ... ER 8 ip FAR el fe 
Mera es lee 10.5) —10.9/--13.0 | -—7.0 | =-2.5 | —-2.0 
Maker ar .. 101 | -=5.8 | .. i 
Mine ae —11.2! .. Le 11.2) ©... а 
5. Vindstyrke .. 5 2 1 12; 3 3 9 
Vindretning . | NV [2] 0 9 950 | OSH 
Skydekke ... ff 8 2 4 10 6 
Belysning ... 8 Hal Sea 10 
Term! ел... +-14.0) +-13.5|+-14.0 --2.2 | +2.9 | 1.4 
MANS er. k .. (115 1.0! .. ag 
| Minnie +149) .. ne | +72) .. oy 
6. 2| Vindstyrke .. 2 3 1 IL 5 4 5 
Vindretning . 0 NNO 9 | SSO 050 
Skydække ... 4 4 2 4 4 2 
Belysning ... 12 11 ax 
Term... —12.5 +11.5/+11.8 | 1.3 | 40.6 | -—0.4 
Max x : Se ЕО 3 
Mint esc re +147) .. = 4.0! .. à 
7. | Vindstyrke .. | 1 2 1 14, 21019 7 4 
Vindretning . | ONO N N 9 9 | ONG 
Skydække ... 4 2 0 10 6 2 
Belysning ... 11 se И 9 
OEMs ect +10.5 —9.0 | +6.8 +0.3 |--0.5 | 0.5 
I ED Со: ER sæ: +6.8 О: 32 
МВ не + Ae ae т 5: Ne 
8 !| Vindstyrke .. | 2 2 3 15. Eos A 
| Vindretning . | NO NO 050 GRAS $0 
| Skydække ... 2 6 4 2 4 2 
Belysning sst |... 12 re 9 
lerne --1.5 | —+8.0| —8.1 | 2.0 | +3.0 | +3.5 
Ма о бо 6.9 ELO a6 oe 
Min Re SN я a=. Oi eee 2 
9, }| Vindstyrke .. 3 1 5 16. ани 3 
| Vindretning . | № | ONO | NNO | 050 9 0 
| Skydække ... 6 6 2 | 2 2 2 
| Belysning ... SÅ PACE 10 + 
Ferme a. --9.4 | +82) +7.6 |+8.3|+38| +44 
INMaxe see Wate SM -. | +58 |-+2.6) .. oe. 
| Min ee 12.1 .. SE —6.7| .. i 
10. 2) Vindstyrke .. 1 it 1 IEG al) © 2 4 4 
| Vindretning . 9 50 NØ NO 0 ONG 
| Skydekke ... 4 10 2 1242 4 0 
| Belysning ... | .. 10 PRE 9 


1) Snevejr. 


Dato | SAT or EE Dato 8 2 8 
Decbr. (| Term. ...... :5.8| +0.2| +1.8| Dechr. 105/205] +22 
Max en ZEN 2. Ve | +0.9 
Mint ee =7.0| .. 14.9! .. 
18. <| Vindstyrke .. 2 7 8 25. 9 2 2 
Vindretning . 9 ØSØ | ØSØ SØ | ØSØ 9 
Skydzkke... | 2 8 2 1 1 13) 
Belysning ... 8 : 9 
Е rh. +2.2| --4.0 | 5.8 +-5.6 | +5.5 | +-7.5 
| Маха. 20.3) .. ey | > MMS 
(Mine |6. ых ay De зе 
19. . Vindstyrke x 4 3 2 20:22 002 2 1 
Vindretning . on ER Se | NØ | NO | № 
Skydække ... 4 2 0 1 2 0 
Belysning ... bd 8 $ 8 
И 2. - 8.0 | —10.0/=-11.0 +7.8 | —6.6 | 5.4 
Mass in. +21] .. + +44) .. ER 
Minne ео 9.0! .. =O. Gili We 
20. Vindstyrke .. EINE 1 21. 2 1 1 
- || Vindretning . | 9 | ONO 9 | NO 9 9 
Skydække ... 0 0 0 0 2 3 
| Belysning ... 5% 8 9 
Termin... +8.8 | 8.8 | +9.9 +2.0 | 0.7 | +-4.2 
Masker, —7.5 ca +2.6| .. N 
М: [11.2 .. er В.М. . oe 
21. <! Vindstyrke .. 2 3 1 28. re 0 0 
Vindretning . 9 9 9 | 050 st Ae 
| Skydække ... 4 4 0 8 8 8 
| Belysning . 9 ae 8 
Termunet),.- :8.5 5.1: +23 15.7 | 8.0 | —-6.0 
Max" |-=0.11 .. = | +1.7 
EME |. > ME 7. DIRES в. 
22. «| Vindstyrke .. 2 4 2 29. 1 1 1 
| Vindretning . | NO | ONO 0 9 0 Sø 
| Skydække ... 2 4 6 8 fs 10 
| Belysning ... RES | 11 
| | | 
(hem ge. --0.1 | --1.0 | +2.5 77 --1.5 | 8.6 
Мея +0.6| .. +54| .. Fe 
Mine ee 9.0! .. 8: I9.0| .. = 
23. Vindstyrke .. 5 M 6 30. 6 2 1 
Vindretning . A A wa 0 S SO 
| Skydække ... | 6 6 21) 2 10 44) 
| Belysning ... к 7 ik 
Terme |+-4.2| —3.0 | —1.0 Ka 9.5 
Мах Ее | 0.1 | 7.0! .. 
Mini ab | 6.4 se ЕС 
24. Vindstyrke .. SO Roger Er 81. 2 3 
Vindretning . | ONG № | ONO NO |- N 
Skydække ... | 1 2 22) 10 105) 
Belysning ... | | 10 ae "8 
1) Sne om Morgenen, senere Fehnklatter. >) Fohnklatter. 3) Fohnklatter. *) Sne- 


vejr. 


5) Snevejr. 


Dato | a8 | 28 Dato 2 
| | 
Januar | perm. 2.2.2. 210.6 2-11.2|-+-1.0] Januar |. 
Мао. 1.6 .. 
Minen. 122 .. År 
ill Vindstyrke .. 2 3 1 8. 
| Vindretning . | © 0 0 
| Skydække ... | 7 2 2 
Belysning ... | 10 | 
Merman tr. = 120, 12 6/1 | 
| Max sankt +-10.3) | 8. 
Min ae se ok 13.01 .. ie 
2. 3] Vindstyrke .. | 2 2 2 TPE] 
| Vindretning . | © 0 16) 
| Skydække ... 0 0 0 Sc 
| Belysning ... | .. 10 ae 
German tt |+-11.0| +-10.0] -::9.4 |-=- 18.2] = 
Ma. ИИ | | 
Mine eee ESS | ae BR |-13.9) 
31 4 Vindstyrke . 1 2 3 1 10. - 
| Vindretning . | © 0 0 | ONE 
| Skydække ...| 3 | 8 10 | 
| Belysning ... | | 5) lei 
| Петь... -+9.4 | 7.5 |'+8.2 : |-: 
[Maxie Ро. 8.7 = 12. 
Ming sah: =O) ae + 51: 
4. !| Vindstyrke .. 1 6 2 И. 
Vindretning . | ONG | NV NNV | 
| Skydække ... | 10 10 8 | 
(Belysning ER te Per +. | 
HET EN | +-7.8 | 8.0! +7.8 i+ > -: 
Мах Re 0:9 
| Mins a ke. 2104 | 
5. 4| Vindstyrke ., PER RE 2 12,4 
| Vindretning . | NNV | NNV | NNV | 
| Skydække ... | 10 REN RS 12128 
Belysning ... | .. 10 
| Hernies e | +7.6) +-7.5| +8.0 : 
Маха, 9... RS) | 
М. Ih се || Ба 
6. 2) Vindstyrke .. 1 5 2 18. 
| Vindretning . | ММУ | ММУ 9 | 
| Skydække ... | 10 10) ee OR) | 
| Belysning ... a: 9 + 
Kerns. 8,4 8.0 9.5 
|: Ма. В 7.2 
Mines re: 9.4) .. ce = at 
7. <! Vindstyrke ., 2 2 1 14. À| 9 
| Vindretning . | SO SV SO | M 
Skydække ... 10 10 10 | 
| Belysning ... | ... Så ze | 


1) Snevejr. ?) Svagt Snefald. 


203 


| | | 
Dato | | 8 2 8 Dato 8 2 8 
| | | 
Januar perm... 50 11.0) +-10.5|-+-11.3 | Januar (|. 95.1) +-95.4| 95.5 
Maxi (rt - а ae rt. --22.0 

Ming ane —12,1| .. |--25.2| : .. Fe 

15. «| Vindstyrke .. 6 4 1 22 2 1 1 
| Vindretning . | 550 | OSO 9 0 9 9 5) 
| Skydække ... MW 2 3 5 422 2 2 
| Belysning ... = 15 | 18 


= 
= 
> . 
un 
> 
a 
= 
= 
© 
bo 
bo 
bo 
bo 
ey) 


162 <4 € 
| Vindretning . | NV | NV | NV 
| Skydække ... | 10 10 101) 
| Belysning ... = 15 : 


Mine DIE 
Vindstyrke .. 9 9 1 
| Vindretning . | NV | NV NV 
| Skydække ... | 10 10 10?) 
Belysning ... a 13 


bo 
Ha 


IT. 


Minute. 22" 19.0 .. 
Vindstyrke .. 6 6 4 25. 
Vindretning . SV 5 50 
| Skydække ... | 10 10 103) 
| Belysning ... Fe 12 : 


Mine ent. 219, ..: 
Vindstyrke .. 4 7 a 
| Vindretning . | $0 | SSV 0 
Skydække ... 10 10 10 
Belysning ... xe 16 


bo 
=> 


19. 


© БО ны 
Owe 


bo iE bo 


оны 
< . 


| Vindstyrke .. 6 3 3 
| Vindretning . 50 SV SV 
| Skydække ... | 10 10 10%) 
Belysning ... ne 16 


RO 
= 


а ee .— — ——— ee м — — _—[[ 
Le 
i) 
5 
| 
bo 
rt 
or 
"| 
5 
= 
Ci i 
В "| . 
mile . rte . о | a a N . û 3 . . 
. . ¢ . . . (4 . . CO . . . р . . . . . 
- 
— ma on — — m nn mn nn un [uno nn mm ——— 
bo 
Qt 
or 
ть 
AT 
ны 
| 
bo 
CO 
-] 


21. Vindstyrke & 0 т 1 
| Vindretning . 9 50 0 
2 2 


bo 
OO 


Skydække ... 
| Belysning ... | .. 18 


NO | NO | NO 
1 5 4°) 
Æ 24 SØ 


1) Svagt Snefald. 2 Snefog. 3) Snevejr. 4) Snevejr. 5) Langs Disko Vaigaitsnorden. 
8) Vaigaitsnorden langs Disko. 7) Svagt Snefald. *) Vaigaitsnorden langs Disko. 3) Vai- 
gaitsnorden langs Disko. 


XXXIV. 14 


204 


Dato 8 2 8 Dato 8 2 8 
Januar | Term. ..... +27.0|27.6228.4| Fehr. (205 +10] +05 
Max... sh. 23.0 .. 7 30.3) .. 
Min... 270] ae, In —5.2| .. SE 
29. Vindstyrke .. 0 1 0 4. 6 6 3 
| Vindretning . SE 9 SO 50 SO 
Skydække ... 0 0 0 8 8 10 
| Belysning ... 25 | 24 
Derm? ав. —-28.9| +28.6|+-26.5 —0.5 | 0.5 | +14 
| Max --26.2 0.2 : i 
Minen. + 28.2] .. 2.0! .. 24 
30. {| Vindstyrke .. 1 2 0 5. 2 6 2 
Vindretning . 9 NO Es $0 Sø Sø 
Skydække ... | 4 4 01) 8 4 0+) 
Belysning ... 25 = ВР 28 Le 
Terme 28.0! -:28.0/-27.0 +4,1 | +3.5| 5.2 
Maxes nl... --26.0 +0.2 . be 
MIRE EE" | 283 .. oe |—-6.0! .. Rå 
81. {| Vindstyrke ..| 2 1 1 6. №1 3 2 
| Vindretning . | NO | N9 0 |) 0 [2] 
Skydække ... 3 3 0?) 320 0 0 
| Belysning ... 23 er 28 
Febr.(| Term. ...... |-2-28.6| -+-27.0|-+-23.0 | +-9.0 | 9.0 | 10.0 
Max....:.... |+-26.9 | 3834| .. Br 
Mina: 28.8 .. = -+99| .. м 
1. 4| Vindstyrke ..| 1 2 1 (> 1 1 2 
Vindretning . | © 0 0 (LENS) 0 [2] 
Skydække ... 0 8 03) 148 0 0 
| Belysning ... | 25 ae 28 ae 
| Term. ...... 219.5) Ol 7.0 |-+-14.5|-:-14.5| +-15.0 
Max He <-12.8 |-=8.8 | .. 
М 28.2 Er SE 15.8) .. ся: 
2. 2| Vindstyrke .. | 4 | 4 6 8. 17 310 10 3 
| Vindretning . | NO | 9 $0 | NO NO NO 
Skydække ... | 4 6 8 [920 0 0 
Belysning ... | 24 394 29 
MIELE... 3.7 | =3.9| 3.5 
Maxtor... +34 | 
| МЕ... -- 14.0 
3. Vindstyrke as <5) | ES ENS 
Vindretning . | SØ SO | sø 
| Skydække ...| 8 | 8 8 
| Belysning ... | 26 
1) Diset. 2) Diset. 3) Nordlys. 4) Nordlys: 


or 


| | 
Dato Beyer | Vejret Dato DE | Vejret 
grad | grad 
Oktbr. | Novbr. | 
Jlal 38 | Let skyet. 20 | 22 |Klart. 
12 38 | Let skyet. 21 19 |! Overtrukket (Snevejr). 
13 42 | Klart. 22 |21 | Klart. 
14 36 | Overtrukket. 23 | 20 | Klart. 
15 43 | Klart. 24 | 20 | Klart. 
16 38 | Klart. 25 |19 | Klart. 
17 | 34 | Overtrukket, Snevejr. 26 |18 | Lidt diset. 
18 38 | Klart. ZA) Ion Skyer 
19 32 | Overtrukket. 28 | 16 | Skyet. 
20 27 | Overtrukket. 29 | 17 | Ingen Skyer (diset). 
21 42 | Klart. 30 9 | Overtrukket (Snevejr). 
22 40 | Klart (Sydost Klatter). 
23 46 | Klart (Sydost Klatter). | Deebr. 
24 46 | Klart. Il 16 | Skyet. 
25 41 | Svagt skyet. 2 10 | Skyet. 
26 38 | Svagt skyet. 3 10 | Skyet. 
27 32 | Overtrukket. 4 8 | Skyet (Snevejr). 
28 37 | Klart (svagt skyet). 5 11 | Skyet. 
29 38 | Klart (svagt skyet). 6 12 | Svagt overtrukket. 
30 34 | Svagt skyet. 7 11 | Svagt skyet. 
| 8 | 122NSkyet! 
Novbr. 9 12 | Noget skvet. 
1 | 36 | Klart. 10 | 10 | Skyet. 
2 29 | Overtrukket. 11 12 | Skyet. 
3 32 | Svagt skyet. 12 10 | Stærkt skyet. 
4 30 | Let skyet. 13 11 | Lidt skyet. 
5 28 | Lidt overtrukket. 14 9 | Lidt skyet. 
6 33 | Klart. 15 9 | Skyet. 
7 | 25 | Overtrukket (lidt Sne- | 16 | 10 | Lidt Skyet. 
fald). 17 9 | Skyet. 
8 28 | Skyet. 18 8 | Skyet. 
9 | 30 | Klart. 19 8 | Skyet. 
10 oi, | Skyet. 20 9 | Svagt skyet. 
11 24 | Overtrukket. 21 9 | Skyet. 
12 23 | Overtrukket. 22 8 | Lidt overtrukket. 
13 28 | Klart. 23 7 | Lidt overtrukket. 
14 24 | Overtrukket. 24 9.5 | Klart (Sydost Klatter). 
15 22 | Overtrukket (Snevejr). 25 9 Klart (Sydost Klatter). 
16 30 | Klart. 26 8 | Klart (Skybanke i Syd). 
17 20 | Skyet. 20.2 97 Lidt skyet. 
18 20 | Overtrukket (Snevejr). 28 | 7.5| Skyet. 
19 | 23 | Klart, 29 |11 | Lidt skyet. 


14" 


206 


Belys-| Belys- 
Dato a Vejret Dato nine Vejret 
grad grad 
Decbr. Januar 
30 7 | Overtrukket (Snevejr). 20 16 | Lidt overtrukket. 
31 8 | Overtrukket (svagt бпе-| 21 18 | Klart. 
fald). 18 
22 f Е Klart. 
Januar Viol. 300. 
16 | 
1 10 Sweeuekyet. 23 { Q | Overtrukket. 
2 | 10 | Klart. 24 | 19 | Klart. 
3 9 | Lidt skyet. 95 99 | Klart 
4 7 | Meget tet. 5 ie i 
Е i 26 22 | Klart. 
5 10 | Klart, lidt Skyer. 97 99 | Кан 
6 9 | Overtrukket, Snevejr. 98 Si su 
7, 9 | Overtrukket, Snevejr. 99 95 Kat 
8 9 | Overtrukket. 20 95 Klart. 
9 11 | Noget overtrukket. 31 93 Di i 
2 13 ег. 
10 12 | Noget overtrukket. 
11 ТЫ ат 
12 14 | Klart. Febr. 
13 13 | Overtrukket, svagt Sne- i 25 | Klart. 
fald. 2 23 | Diset. 
14 13 | Overtrukket, Snefald. 3 26 | Klart. 
15 15 | Klart, svagt skyet. 4 24 | Noget skyet. 
16 15 | Overtrukket. 5 28, | Klart. 
17 12 | Overtrukket, Snefog. 6 28 | Klart. 
18 12 | Overtrukket, Snefald. ai 28 | Klart. 
19 16 | Lidt overtrukket. 8 29 | Klart. 


Ved Siden af disse Lysmaalinger foretog jeg ogsaa nogle 


Lysmaalinger, hvor der over Skalaen var lagt et Gelatinestykke, 


uigennemtrengeligt for de violette Lysstraaler. 


Resultaterne var folgende: 


Belysningsgrad Belysningsgrad 
Dato uden absorberende |med absorberende DE uden absorberende (med absorberende 
Gelatine Gelatine Gelatine Gelatine 
Jan. Febr. 
23 18 3 1l 25 14 
24 16 0 2 23 11 
25 22 7 3 26 о 
26 22 8 4 24 8 
27 22, 10 5 28 18 
28 24 0) 6 28 18 
29 25 10 7 28 18 
30 25 iil 8 29 18 
51 23 1111 


207 


Som omtalt var Efteraaret, hvilket ogsaa ses af vedfojede 
Skema forholdsvis mildt. Forst i Begyndelsen af Januar sank 
Temperaturen saa meget, at Disko-Bugt i Vige og Bugter 
blev islagt; men dette Isleg var dog meget usikkert. Endelig 
den sidste Uge af Januar blev Islæget saa sammenhængende, 
at man kunde befare det med Hundeslæde. 

Den 31. Januar brød jeg op med Torsukatak som Maal. 
Vejen lagdes over Kekertak. Herfra korte jeg ind i det indre 
af Torsukatak, hvor jeg slog mig ned hos en Gronlænder, 
Vitus Petersen, i Anä. Jeg havde her god Lejlighed til 
paa nermere Hold at studere Gronlendernes daglige Liv om 
Vinteren. 

Her ved Anä boede kun to Familier. Min Vært var en 
udmærket Fanger, som ikke blot ernærede sin egen Familie, 
men tillige underholdt den anden; til Gengæld maatte denne 
gaa ham til Haande. Hans Kue (Spækhus) var altid stoppet 
med Kod og Spæk. Da jeg ankom, fodrede han mine Hunde 
med Selkod. Med en ikke uberettiget Stolthed kunde han 
sige: «Se, det kan jeg tillade mig; havde det været i Kolonien, 
saa var Gronlænderne kommet paa alle fire for at spise med». 
Overhovedet kan man vel vanskelig undgaa at legge Mærke til, 
at jo længere man kommer bort fra Civilisationen, repræsen- 
teret af Butik og Præster, desto dygtigere er Gronlenderne. 1 
det indre af Fjorden er der forøvrigt en usædvanlig god Fangst 
paa Fjordsælen; men der er langt til nermeste Handelsplads. 
Foruden Fjordsælen er den spættede Sæl ret hyppig i Torsu- 
katak; den kommer derind i Juli Maaned for at kaste Unger. 
Som Vitus Petersen fortalte, holder den til ved Nuna- 
taken og ikke ved Kekertakasik, der findes altsaa nu 
«Kasigisat ernivisat» og ikke lenger ved Kekertakasik, 
hvor den i Steenstrups Tid plejede at yngle. 

Det Hus, jeg boede i, var af Middelstorrelse med folgende 
Dimensioner. Hojden var 2 m Dybden var 4.3 m, Læng- 
den 2.9 m. Gangen var over 4 m lang — alt indvendigt 


208 


Maal. — Huset var som andre ægte Gronlenderhuse opført 
af Græs- og Lyngtorv indvendigt beklædt med Brædder. Brik- 
sen fandtes langs Nordvæggen, Vinduet mod Syd (Fig. 9). Langs 
Ost- og Vestvæg fandtes Bænke, og i en Krog stod en Koge- 
kakkelovn. Som her fremstillet er de fleste Gronlenderhuse 
byggede; der kan selvfølgelig vere betydelig Forskel saavel 
i Udstyrelse som i Indretning. Er Husejeren fattig, mangler 
Gulvbrædderne, den bare Jord tjener da til Gulv; hyppig er 
Væggene heller ikke beklædte med Bræåder, saaledes at man 
ser den nøgne Tørvevæg. Kni- 
ber det haardt, findes der i 
Loftet ikke flere end de aller 
nødvendigste Brædder, for at 
Tørvene, der danner Taget, kan 
bæres. Er Husejeren meget fat- 


tig, mangler der naturligvis ogsaa 
Glas i Vinduet. I Stedet for 
Glas anvendes en tynd Hud, 
og om Vintéren tilstopper man 
helt Vinduet. 

Ogsaa i Indretningen af 
Vinduer og Husgang kan der, 


som berørt, være en Del For- 


Fig. 9. ; 

aie skelligheder i det enkelte. Men 
det er en fast Regel, at Vinduet vender mod Syd — naturligt 
nok. — Husgangen er ikke afhengig af nogen bestemt Verdens 


Retning, men det synes, som dens Beliggenhed er afhengig af 
Landingsstedet. I de fleste Tilfælde gaar Husgangen mod 
Kysten eller parallel med den. Doren sidder snart paa Siden af 
Husgangen, snart for Enden; men ved mindre Bopladser vender 
den altid ud til Landingsstedet. Om Husgangen lober mod 
Landingsstedet eller parallel med Kysten afhænger vistnok af 
Terrainforholdene. I Kolonierne og paa sterre Bopladser holder 


209 


denne Regel ikke Stik. Husene ligger her ofte langt borte fra 
Kysten, og andre Betingelser gor sig gældende. 

For en Europæer synes Husene at være smaa og ube- 
kvemme; i Virkeligheden er de udmerket tilpassede til den 
gronlandske Natur. Husets Opgave er her som alle Vegne at 
beskytte Beboerne mod Vejrligets ubehagelige Sider. Kulden 
er i Grønland den ubehageligste og mest paagaaende Faktor. 
Midlet derimod, Brendsel, er ikke til Stede i Rigdom, tvert 
imod. Kun paa enkelte Steder findes Kul. Ellers maa Gron- 
lænderen se sig om efter andet Brændsel. Spæk er ganske 
vist et godt Brændsel, men det er dyrt og i sløje Fangsttider 
— f. Eks. den første Del af Vinteren — næsten ukendt. I Uper- 
nivik-Distrikt, hvor det flere Steder er vanskeligt at faa 
Brænde, maa man ty til Spæklampen. I den mellemste Del af 
Grønland bruger man Hedekvas og Tørv, i den sydligste Del, 
hvor der paa gunstigere Lokaliteter findes lidt vantreven Birke- 
skov, træder rigtigt Brænde til. I det hele og store er Brænd- 
selen sparsom og Kulden stærk; det gælder derfor om at gøre 
det Rum, der skal opvarmes saa lille som muligt og tillige 
saa lunt som muligt. Om Natten kan der forøvrigt i en saadan 
Grønlænderhytte, naar dens Beboere optager næsten hver 
Tomme, blive saa lummervarmt, at det næsten er uudholdeligt ; 
for Ventilationen sørges der ved et Hul i Loftet, der ellers er 
tilstoppet af en Græstot. Mod Regn er Grønlænderhuset daar- 
ligere tilpasset. Imidlertid er Regnen jo forholdsvis sparsom 
og falder kun om Sommeren, paa en Tid hvor- Husene ofte er 
forladte, og Grønlænderne bor i Telt paa Sommertangstpladserne. 
Naar det om Sommeren falder ind med en længere Regn- 
periode eller med voldsommere Regnskyl, gaar Vandet gennem 
de flade Tage. Ved at lave Tagene skraa vilde Grønlænderne 
undgaa denne Ubehagelighed, men til Gengæld blev der højere 
Ш Loftet, hvorved der udkrævedes mere Brændsel. Af to 
Onder foretrækker Grønlænderne det mindste. Storm og Sne 


210 


kan ikke gore de lave, tætte Huse nogen Fortræd; Sneen bi- 
drager forovrigt yderligere til at isolere Huset. 

Efter de Erfaringer, jeg havde gjort iTasiussak, mente jeg, 
at en Lodline paa 500 m vilde være tilstrekkelig til at maale 
Dybderne i Torsukatak. Det viste sig imidlertid, at det ikke 
var tilstrekkeligt, naar jeg kom ud til de midterste Partier af 
Fjorden. Fra Kekertak fik jeg en ny Line. Resultatet af 
Lodskuddene findes aflagt paa Kortet. Som man vil se, har 
jeg ikke kunnet meddele Lodskud for den inderste Del af 
Fjorden nærmest Indlandsisen. Isen var her saa fuld af Kalvis 
og saa sammenskruet, at det næsten var umuligt at komme 
frem. Tillige var det en ret farlig Sag at komme her, fordi 
Isflager som Folge af Isstrommens Bevægelse ofte skrues lod- 
ret i Vejret. 

Uagtet vi endnu kun var i den forste Uge af Februar, 
kunde man dog godt staa op allerede Kl. 6; inden man ВК 
alting klaret, var der allerede saa megen Lysning, at man 
kunde se at færdes paa Fjorden. Ofte maatte man tilbage- 
legge et godt Stykke Vej, inden man naaede Arbejdspladsen. 
Vejret var forøvrigt meget smukt; en Fohn havde afsmeltet det 
meste Sne, saaledes at det ganske saa ud som Foraar — 
sordlo upernak — som en af Gronlænderne sagde. 

Den nordlige Gletscherarm ligger ugunstigt, naar det 
gælder om at komme paa det rene med Kalvningen, fordi man 
ikke fra Panekarajok kan komme til at iagttage Gletscher- 
enden en profil; men for enkelte Partiers Vedkommende kan 
der ikke vere Tvivl om, at de stiller sig med fremadheldende 
Rande. Nogen Kalvning havde jeg ikke Lejlighed til at iagttage. 

Saavel Helland som Steenstrup har foretaget Hastig- 
hedsmaalinger fra Panekarajok. De af dem benyttede Basis- 
punkter kunde jeg ikke finde, være sig enten fordi de Varder, 
de har opstillet i Endepunkterne af Basis, er faldet ned, eller 
fordi de overhovedet ikke har ofret nogen Tid paa Opforelse 
af Varder. Paa Tilbagevejen over Panekarajok traf vi en 


211 


Flok Rensdyr paa 6 Stykker; efter Gronlendernes Udsagn be- 
gynder forevrigt Rensdyrene ogsaa at blive sjældne i disse 
Egne. Det lykkedes Gronlænderne at nedlegge et Dyr, men 
det tog ganske vist saa megen Tid, at det var fuldstendig 
merkt, inden vi naaede Strandbredden; yderligere maatte vi 
vente to Timer, førend vi kunde komme ned paa Isen, da det 
netop var Ebbe, da vi naaede Strandbredden. 

Den sydlige Arm af Gletscheren frembyder forsaavidt bedre 
Vilkaar for lagttagelse af Kalvning, som man her fra en Klippe- 
ryg har udmerket Udsigt over Gletscherenden, i hvert Fald et 
storre Parti af den. Her staar Gletscheren med fuldstændig lod- 
rette Vegge, maaske snarere en lille Smule tilbageheldende paa 
enkelte Steder. Desværre fandt der ingen sterre Kalvning Sted 
under mit Ophold ved Gletscheren; kun rutchede der paa et 
Sted et Parti ned; efter denne Kalvning stod Randen meget 
sterkt tilbagelenet. De Steder, hvor, som omtalt, Randen staar 
lidt tilbagelenet, er formodentlig Steder, hvor der fornylig har 
fundet Kalvninger Sted. Nogle Dage senere opholdt jeg mig 
atter ved Gletscheren; der fandt en Kalvning Sted noget hef- 
tigere end den foregaaende Gang. Kalvningen bestod ogsaa 
denne Gang i en Nedstyrtning. Umiddelbart efter begyndte der 
en voldsom og vedholdende Kalvning af den nordligere Gletscher. 

Hvor sterk Isskruningen kan vere her inde i den indre 
Del af Fjorden, fik jeg Lejlighed til at iagttage paa Tilbagevejen. 
Vi fulgte naturligvis vort forste Spor, men paa en Strekning 
af over 30 m forsvandt Sporet aldeles; paa en lodretstillet Is- 
flage saa jeg nogle af dem. Hele Bredden var paa et Sted, 
hvor den skraanede jævnt ned mod Havet, fuldstændig barika- 
deret med Isblokke og Flager, der var skruet ind over Bredden. 
Efter Granlændernes Udsagn kan der hen paa Foraaret paa den 
Maade dannes en Vold paa c. 10 m’s Hojde eller mere. 

Baade paa den nordlige og sydlige Side af Fjorden findes 
der Husruiner i det indre af Fjorden. Disse Omstendigheder 
foranledigede min gronlandske Ledsager til at fortelle, at i tid- 


212 


ligere Tid havde Forholdene været helt anderledes; man havde 
endog sejlet om Anå. Intet tyder paa, at dette er rigtigt. 
Husresterne herinde stammer fra den mere oprindelige Tid, da 
Grønlænderne boede mere spredt og ikke blev tiltrukket af de 
danske Handelspladser; thi Forbindelsen med Omverdenen er 
naturligvis meget vanskelig en stor Del af Aaret; bedst er den 
om Vinteren. 

Som Kortet viser, er det ret betydelige Dybder, der træffes 
i det indre af Fjorden, 720 m. Der kan næppe være Tvivl om, 
at. den store Dybde er tilvejebragt af Gletscheren, der i sin Tid 
skød sig ud gennem Fjorden. Alle Sidegrene til Fjorden: 
Kangerdluk og Ikarasak er ikke videre dybe — efter de 
faa Lodskud at dømme. Der har ingen eroderende Virksom- 
hed været, snarere er der blevet aflejret Morænemateriale. For- 
øvrigt er det kun et beskedent Antal Lodskud, der staar til 
Raadighed, vedrørende de grønlandske Fjordes Dybder. Dr. 
Steenstrup har foretaget nogle Lodninger ved Umanak, 
hvor Dybderne viser sig at være ringere end i Torsukatak. 
Hammer har foretaget nogle Lodninger i Jakobshavns-Is- 
fjord syd for Kingigtok, men for nær Land og i for ringe 
Antal til at de kan give nogen Oplysning om Dybdeforholdene 
i Jakobshavns-Isfjord. Jensen har foretaget Profil- 
lodninger i sydgrønlandske Fjorde. Det havde været min Hen- 
sigt at foretage nogle Lodninger i Ikarasak og derefter i det 
store Basin syd for Ana og. Kekertakasik. Rimeligvis er 
den nordlige Del temmelig lavvandet, fordi den er opfyldt af 
Materiale fra Torsukatak-Gletscher. Derimod vil det for- 
modentlig nok vise sig, at der i den sydlige Del kan paa- 
vises en Rende, der er dannet af Gletscherne, der har skudt 
sig videre frem gennem Ata-Sund. Ikarasak kunde imid- 
lertid ikke befares. Isen er her paa Grund af den stærke 
Strøm — der jo netop tyder paa, at Strædet er lavvandet — 
usikker og stedvis fuld af Vaager. De faa Lodskud i Begyn- 
delsen af Ikarasak tyder ogsaa paa, at Farvandet ikke er dybt. 


213 


Efter at have fremskaffet en Del Oplysninger om Dybde- 
forholdene i det Indre af Torsukatak flyttede jeg sidst i Fe- 
bruar længere ud og slog mig ned i Nugak; ogsaa her boede 
jeg hos en Gronlender, der var Stedets Skolelærer, hvorved jeg 
fik et godt Indblik i den Undervisning, som den opvoksende 
Slegt i Granland faar. 

Med Hensyn til Lodningerne er der at bemerke, at jeg 
udforte dem med en temmelig tynd Line, 3-lebet Bindegarn. 
Dette havde den Fordel, at_jeg kunde anvende et temmeligt 
lille Lod, mellem 3—5 kg. Trods den ringe Tyngde kunde 
man dog med Lethed merke, naar Loddet stedte mod Bund. 
Uagtet Snoren var tynd og Loddet let, var det dog ret be- 
sværligt at trekke Loddet op. Jeg forsogte forst at benytte 
en Valse, men Linen frøs sammen, og at afvikle den var der- 
ved umuligt. Valsen var forevrigt den samme, som den Dr. 
Steenstrup benyttede 1879. At trække Loddet op med 
Hænderne fra en Dybde af 700m var baade langsomt og tret- 
tende. Derimod gik det meget nemt, naar man benyttede 
Hundeslede. Naar Loddet skulde hives op, blev Linen bundet 
til Hundesleden, hvorpaa man tog Retning mod det neste 
Lodsted. Paa den Maade gik Ophivningen baade hurtigt og 
let. For at Snoren ikke skulde skære sig ind i Isen, blev 
Skaftet af Token lagt over Hullet. Trods det lille Lod brast 
Linen dog ret jævnlig under Ophivningen paa Grund af Frik- 
tionen med Vandet. Naar Loddet kom op, tog Gronlænderen 
dette og vandrede hen til næste Lodsted. Medens Gronlen- 
deren huggede Hul i Isen, bestemte jeg Stedet ved Hjælp af 
et Pejlkompas. Paa den Maade var man i Stand til at ud- 
føre et i Forhold til Dybderne ret anseligt Antal Maalinger. 

Da Linen var temmelig tynd, var det nødvendigt ved Efter- 
maaling at korrigere for Strækning. Denne Eftermaaling blev 
udført med et Staalmaalebaand. Der er altsaa næppe større 
Fejl paa Lodskuddene; men forøvrigt spiller det ikke nogen 
nævneværdig Rolle, om der paa en Dybde af 700 m virkelig 


214 


skulde være en Fejl paa 2—3 Meter. Linen var inddelt i Læng- 
der paa 25 m. Det forste Mærke var 1 Knude, det neste 2 
o.s.v. Hundrederne var ligeledes mærket med tilheftede Knu- 
der. Det var derfor let at foretage Aflæsningen. 

Til Bestemmelse af Lodstedets Beliggenhed benyttede jeg 
Tilbageskering. Forst benyttede jeg et Universalinstrument, 
men da det var sent at manøvrere med, og da man i 30° Kulde 
ikke kan holde ud ret lenge at staa med bare Hender og stille 


/ 


1 


paa Stilleskruer, foretrak jeg et Pejlkompas, der var hurtigere 


Fig. 10. 


at arbejde med. Til Sigtepunkter ved Tilbageskering anvendte 
jeg Toppe og Pynter. Toppe giver en nojagtigere Bestemmelse 
end Pynter (se Fig. 10). 

Resultatet af Maalingerne i de ydre Dele af Torsukatak 
var, at Dybderne var omtrent som i de indre Dele. Kun lengst 
ude syd for Ekogfat blev Dybderne mindre; man kommer 
uvilkaarlig til at tenke paa en Isfjeldsbanke som ved Jakobs- 
havns-Isfjord, hvor der er mindre dybt end inde i Fjorden. 


215 


Det maa der nemlig vere; thi Isfjeldene driver uhindret ud 
gennem Fjorden, men tager Grund ved Mundingen. Banken er 
vel opstaaet som en Endemorene, da Jakobshavns-Glet- 
scher naaede helt ud til Mundingen; paa samme Maade er 
det rimeligt, at der uden for Torsukatak-Fjord maa ligge 
en lignende Endemorene, over hvilken Vandet er mindre dybt 
end inde i Fjorden. Forholdene minder altsaa meget om Ban- 
kerne langs Syd-Grenland, hvor der ligeledes findes dybere 
Vand indenfor. Bankerne er vel derfor i det store, hvad 
Jakobshavns Banke og Banken uden for Torsukatak er i 
det smaa. Ligesom Jakobshavns og Torsukataks Banke 
er opstaaet, da Isen havde en videre Udstrekning end nu og 
naaede helt ud til Mundingen af Fjorden, saaledes er for- 
modentlig de store Banker opstaaet, da Indlandsisen som en 
sammenhængende Kappe sked sig ud over Grenland. Disko- 
Bugt har den Gang veret helt udfyldt af Is paa samme 
Maade som de danske Farvande. Over Dybdeforholdene i 
Disko-Bugt har vi næsten ingen Oplysninger. I den mid- 
terste Del er der kun to Lodskud, der giver Dybder раа 400 т, 
altsaa meget beskedne Dybder i Forhold til Dybderne inde i 
Fjordene. Uden for Disko-Bugt er der et større Antal Lod- 
skud. Efter disse ser det ud, som om Isen er gaaet ud over 
«Rotten» i sydvestlig Retning. Nogen Is ег vel ogsaa gaaet 
ud gennem Vaigat; i dettes Munding findes der et Lod- 
skud paa 365 m, medens Dybderne uden for er mere beskedne, 
90 m eller saa. Desværre findes der ikke noget Lodskud i 
den mellemste og sydlige Del af Vaigat og heller ikke i de 
tilgrænsende Dele af Disko-Bugt. Ellers vilde man maaske 
kunne udlede, hvilken Vej Torsukatak-Gletscher har taget. 
Vi var nu naaet til Midten af Marts, og Islæget var vel 
nu paa det bedste. Jeg besluttede derfor at bryde op og køre 
syd paa for at naa over Jakobshavns-Isfjord, der som be- 
kendt, som Følge af den stærke Strøm fremkaldt af Tidevandet, 
ofte er fuld af Vaager og Strømsteder i Mundingen. Paa Vejen 


216 


syd paa gjorde jeg holdt i Ata 9: det Land, der ligger under; 
et Navn, der er meget treffende, fordi Ata netop er et lavt- 
liggende Forland, ovenover hvilket selve Agdlutok hever sig 
til 400 m. Denne Forskel paa Atä og Hovedlandet skyldes 
sikkert en Forkastning, der lober i nordostlig Retning, markeret 
af Søen Taserssuak og Bugten Kangerdluatsiak ved 
Torsukatak. 

Selve Bopladsen Ata er lille; der findes ialt kun fire Huse. 
Beliggenheden er ogsaa daarlig, man vil nesten — med gron- 
landske Erhvervsforhold for Oje — sige naturstridig, idet den 
nemlig ligger i en Bugt. Fangsten er kun ringe; om Foraaret 
er der dog nogen Utôk-Fangst. Aarsagen til, at Bopladsen 
der er kommet til at ligge der, maa vel soges i, at For- 
bindelsen med Omgivelserne er forholdsvis let, saaledes over 
Taserssuak til Arsivik og videre over Torsukatak til 
Nugak og over Agdlutok til Ritenbenk. Medens jeg var 
ved Ata, benyttede jeg Lejligheden til at foretage nogle Lod- 
ninger i Atä-Sund ([karasak). 

Med Torsukatak in mente kunde man vente, at man ogsaa 
i Atä-Sund vilde træffe store Dybder, dels er det jo temmelig 
bredt, dels er det omgivet af hojt Land, der falder brat ned. 
Saaledes var det dog ikke; Ata-Sund er i sin nordligere Del 
ikke dybere end 300 т. Denne Dybde finder man temmelig 
almindelig. 

Ogsaa paa Søen bag Ata, Taserssuak, foretog jeg en 
Lodning. Det var dog meget besverligt, da Isen var godt og 
vel en Meter tyk; Dybden af Søen var næsten 100 m, en ret 
betydelig Dybde i en Ferskvandsso. I forste Række skyldes 
Dybden vel Forkastningen; men Isen har sikkert ogsaa veret 
medvirkende, idet Gletscheren, da Isens Megtighed var storre, 
er stemmet op af Agdlutok hoje Land og har beveget sig 
ned langs dette og videre ud gennem Ata-Sund. Da det tog 
en uforholdsmessig lang Tid at faa hugget Hul i Isen, foretog 
jeg kun denne.ene Maaling i Taserssuak. 


217 


Derefter korte vi videre syd paa gennem Ata-Sund og 
over den smalle Tange ved Kitsermiut til Pakitok, hvor 
vi boede i et lille Hus, opført til Brug for de postrejsende. 
Fra Niakornak kom der Gronlendere paa Besog. De oplyste 
os om, at Trafiken over Jakobshavns Istjord havde veret meget 
vanskelig i Aar; kun ganske faa Sleder var sluppet over. For 
Ojeblikket var den ganske ufarbar. Jeg besluttede mig derfor 
til at blive ved Pakitok en Uges Tid eller saa. 

For at komme ind i det indre af Fjorden (Pakitup 
Illua) maa man over en smal Landtunge, fordi der i den 
snevre Munding er en meget sterk Strom, der forhindrer Is- 
leget. Illua er, som alle Soer i det lave Land, dekket af store 
Mengder Sne, som gor Korselen meget besverlig, fordi Sleden 
skærer sig helt ned i Sneen. Denne Fjord bliver kun forholds- 
vis sjeldent besegt og har derfor ogsaa kun faa Stednavne. 
Kun nogle Øer og Forbjerge har Navn. Min grønlandske Led- 
sager var dog godt kendt her; han var fodt i Pakitok og 
havde boet der en lengere Rekke Aar, men var for faa Aar 
tilbage flyttet Ш Ata. Pakitok ligger ikke godt for at vere 
en god Fangstplads; den ligger nemlig paa en Maade i en 
Bugt. Ganske vist ligger der et storre Farvand, Illua, bag ved. 
For saa vidt kunde man tro, at Beliggenheden ikke var saa 
daarlig. En Beliggenhed ved et Overgangssted mellem to 
Havarme er netop en ikke ualmindelig Beliggenhed af Boplad- 
ser i Gronland. Men Illua har ikke ret meget at byde paa; 
ganske vist findes der mange Ænder; men disse er de sidste 
Aar aftaget sterkt i Mengde. Det store Antal Edderfugle be- 
ror paa, at Illua, — som vi skal se, — er temmelig flad. 
I tidligere Aar var ogsaa den spraglede Sel almindelig i Yngle- 
tiden. Saalenge Illua altsaa havde noget at byde paa, var 
det naturligt nok, at der her ved Pakitok blev lagt en Bo- 
plads. Stedet laa paa en Maade centralt, man kunde let 
komme mod Øst, der bød paa Edderfugle og spraglede Sæler, 
og mod Vest til Ikarasak (Atå-Sund) og Disko-Bugt, 


218 


hvor Fjordsælen holdt til. Desuden er der umiddelbart ved 
Bopladsen et udmærket Torskefiskeri; — paa en god Time 
fangede min Ledsager 56 Torsk. Da nu Edderfuglen blev mere 
og mere sjælden, og den spraglede Sel ligeledes, har Fangsten 
mod Ost ingen Betydning mere, og Stedet kommer derfor 
erhvervsmæssig set til at ligge inde i en Bugt. Derfor er Be- 
boerne rykket mod Vest ud til Niakornak, nogle er draget 
til Ata; der findes nemlig en Butik; men ellers er Atas 
Beliggenhed jo ikke gunstig. Selve Bopladsen ved Niakornak 
hedder forovrigt Kilersiut (Haartoppen), fordi man aabenbart 
har sammenlignet Halvoen med en Haartop, som er indsneret 
paa Midten. Over denne Indsnoring gaar Sledevejen til Ja- 
kobshavn. Bopladsen er forevrigt kun beskeden, idet der 
kun findes fire smaa Huse. Der kommer for faa Isfjælde herop, 
til at der kan vere mange Sælhunde. Der fanges Hajer, lidt 
Kaleralik og Torsk. Omkring Niakornak er der paa Grund 
af Tidevandet temmelig stærk Strom, og det synes, som om 
Torsken gerne holder til, hvor der er Strem. Det er vel derfor, 
at der netop ved Pakitok findes saa mange Torsk. 

Pakitok afgiver et godt Eksempel paa, hvorledes en Bo- 
plads’ Beliggenhed afhænger af Oplandet 9: dens Neringsgebet. 
Saa vidt muligt søger en Boplads ikke blot i Grønland, men 
ogsaa alle andre Steder, at legge sig saa centralt som muligt 
i Næringsgebetet, og det gælder aabenbart lige saa godt om 
store som om smaa Bopladser; kun bliver Forholdene for de 
sterre Bopladser mere indviklede. Naar de ostjyske Kobsteder 
ligger helt inde i Bugterne, spiller sikkert denne Beliggenhed 
en bestemt Rolle lige overfor Byernes Opland; netop ved at 
liege inde i det Inderste af Fjorden opnaar de at faa det størst 
mulige Opland i Forbindelse med Adgang til Havet. Ser man 
paa et Kort over Gronland i en nogenlunde stor Maalestok, 
f. Eks. de fortrinlige Kort, der udgives af Sokortarkivet, kan 
man ikke undgaa at legge Merke til, at de gronlandske Bo- 
pladser, sterre og mindre, fortrinsvis ligger paa Spidsen af 


249 


Halveer og Øer, ikke just saaledes at forstaa, at Bopladsen 
ligger paa den geometriske Spids, det gør den i mange Til- 
feide ikke — af Grunde, som vi senere skal omtale — men 
dog i umiddelbar Nerhed deraf. En Beliggenhed paa Spidsen 
af en Halvo eller @ frembyder de bedste Betingelser for Fang- 
sten. Fangerens Domicil skydes jo paa den Maade ligesom ud 
i Fangstomraadet. Boede han nede paa Siden af en Halvo, 
havde han kun en Halveirkel at jage i, nu derimod faar han 
det meste af en Cirkel. Kan han ikke sætte Kajaken i Vandet 
paa Grund af Bolgeslag fra den ene Side af Halvoen, saa kan 
han uden stor Ulejlighed gore det fra den anden. Overhovedet 
har Fangeren Mulighed for at kunne vende sig til to Sider, alt 
efter Forholdene. Ved at bo paa en lige Kyst maa han altid 
vende sig til en og samme Side. Som berort spiller Landings- 
forholdene — Havneforholdene for de storre Bopladser, Byer 
— en vigtig Rolle, netop fordi Eskimoen i saa hoj en Grad er 
henvist til at soge sit Erhverv paa Seen. Af den Grund 
kommer Bopladserne ikke netop til at ligge paa selve Spidsen; 
denne er maaske stejl, et Stykke derfra er der maaske en bedre 
Landingsplads, følgelig kommer Bopladsen til at ligge der og 
ikke paa den geometriske Spids. Paa et Kort i middelstor 
Maalestok f. Eks. Sokortene projiceres dog Bopladsen som 
liggende paa Spidsen — man kunde nesten kalde det den 
geografiske Spids — Maalestokken tillader ikke nogen Afvigelse. 
Selvfolgelig gives der Undtagelser — endda mange Undtagelser 
fra denne Regel. Disse vil vel meget ofte vise sig at ligge i, 
at der paa Spidsen og dens nermeste Omegn er daarlige Lan- 
dingssteder, maaske mangler ogsaa Drikkevand. Inde i Bugter 
er det i hvert Fald ikke almindeligt at treffe Bopladser, med 
mindre der er et nemt Overgangssted til et andet og godt 
Jagtomraade. 1 Fjorde, i hvilke der gaar Gletschere ned, og 
hvor der dannes rigeligt med Isfjælde, kan man dog treffe Bo- 
pladser, saaledes inde i Torsukatak. Men ogsaa her er der 
en Tilbojelighed til at legge Bopladsen paa еп Pynt; Ana og 
XXXIV. 15 


220 


Nugak er Eksempler herpaa, ligeledes Husruinerne paa den 
nordlige og sydlige Side af Torsukatak. 

For de Bopladsers Vedkommende, der ikke ligger paa Pyn- 
ter eller i umiddelbar Nærhed deraf, maa man ikke lade sig 
forlede til at tro, at de har en tilfældig eller endog unaturlig 
Beliggenhed. Som Eksempel kan jeg nævne Klavshavn; man 
skulde tro, at Eke, naar man blot ser paa Kortet, har en 
naturligere 9. bedre Beliggenhed, og dog findes der kun tre 
Huse, medens Klavshavn jo er en efter gronlandske Forhold 
stor Boplads. Tilsyneladende er Eke beliggende paa en Spids. 
Det er dog ikke ganske rigtigt, naar man tager andre Forhold 
med end de rent kartografiske. For det forste er Isfjorden for 
det meste saa pakket med Is, at den er ganske ufarbar, og 
dernest ligger der en megtig Isfjeldsbanke uden for Mundingen. 
Erhvervsmæssigt set ligger Eke snarere i en Bugt end paa 
en Pynt. 

Karakteristisk nok betyder Eke netop Vig, Bugt. I Virkelig- 
heden ligger Klavshavn gunstigere, herfra kan Fangerne dels 
nyde godt af Isfjældenes Nerhed, dels har de Tasiussak i 
Ryggen. Tasiussak spiller for Klavshavn en vigtig Rolle: 
om Sommeren er der et rigt Fugleliv og noget Laksefiskeri, 
om Vinteren er der godt Kaleralikfiskeri og lidt Selhundefangst. 
Paa samme Maade vil man formodentlig ogsaa for de andre 
Bopladser, der ikke ligger paa Pynter, kunne gere Rede for 
Aarsagen til, at de ligger netop paa det Sted. Saaledes er det 
let at klarlegge Forholdet mellem Kingigtok og Jakobs- 
havn, der i alt væsentligt forholder sig som Eke og Klavs- 
havn. Hvad den sidste har i Tasiussak, har Jakobshavn 
i sin Havn, der har gjort Bopladsen til en Koloni med de 
deraf flydende Fordele. Overhovedet indtager Kolonier og 
Handelspladser en særlig Stilling; her er det saa at sige 
udelukkende Havneforholdene, der er det afgørende, medens 
Fangstforholdene ikke ved Valget har den afgørende Betydning. 
Som Følge deraf ligger et stort Antal Kolonier og Handels- 


221 


pladser slet ikke paa Pynter, hvor der jo sjælden vil være gode 
Havne. Men Handelen med Danmark er jo ikke nogen oprin- 
delig eskimoisk Erhvervsgren, selv om‘ den i vore Dage over 
stor Indflydelse. 

Som hos alle primitive Folk, der lever af Jagt og Fiskeri, 
er Opholdsstedet ikke af stor Varighed. Naar Fangsten af en 
eller anden Grund ikke mere giver tilstrækkeligt af sig et Sted, 
vandre Beboerne til andre og, som de haaber, bedre Fangst- 
pladser. 1 tidligere Tid har saadanne Vandringer ret ofte fundet 
Sted (sé Holms Konebaadsekspedition). Man finder i det indre 
af Fjordene Ruiner nesten alle Vegne, hvor Forholdene har 
veret egnede til Boplads. Opforelsen af Husene danner ingen 
større Vanskeligheder eller Udgifter; den Smule Tommer, der 
fandtes i det forladte Hus, kan jo fores med og benyttes paa 
ny. Nu er Beboerne vistnok mere stavnsbundne, og helst vil 
de bo et Sted, hvor der ikke er for langt til Butiken. Da 
Handelspladserne ligger ved Kysten, har Gronlenderne mere og 
mere klumpet sig sammen der, hvilket er naturstridigt. Et 
Jagt- og Fiskerfolk skal ligesom Rovdyr bo saa spredt som 
muligt, derved bliver der det størst mulige Jagtomraade til 
hvert Individ. 

Foruden i det nævnte Hus ved Pakitok boede jeg i Telt 
inde ved Indlandsisen og ude ved Atå-Sund. Indretningen af 
et Vintertelt er ganske simpel. Af to almindelige Sommertelte, 
saaledes som de bruges paa de af Kommissionen udsendte 
Ekspeditioner, havde jeg gjort det ene en Smule mindre. Paa 
de Teltstænger, der bar det ydre Telt, havde jeg anbragt to 
Klodser, paa hvilke den Rygstang hvilede, der bar det indre 
Telt. Ved Snore var der sørget for, at det indre Telt holdtes 
i en Afstand af omtrent et Kvarter fra det ydre. Naar Primus- 
apparatet var tændt, kunde der blive saa varmt, at man kunde 
sidde uden Overtøj; oppe under Teltryggen var der helt varmt, 
hvilket var godt til Tørring af Kamiker. Om Natten kneb 


det mere; da gik Primusapparatet ud af Mangel paa Pumpning. 
15° 


222 


Havde man haft et lille Dowlastelt, der kunde have hvilet paa 
en Snor, udspændt mellem Teltstængerne, saaledes at man 
altsaa havde lavet sig et tredobbelt Telt, havde det sikkert 
veret behageligere. Hvad et saadant Dobbelttelt vejede ved jeg 
ikke. Men foruden Teltet kunde jeg have to tætpakkede 
Kasser paa Sleden, i hvert Fald paa Isen, paa Land, navnlig i 
couperet Terrain, kunde Hundene vanskelig trekke saa meget. 

I Avanardlek-Dal fandt jeg omtrent midt i Dalen to 
Gletscherskrammer, som krydsedes. Den ene løb i Dalretnin- 
gen, NÖ-SV, den anden i Ost-Vest. Hvilken af de to Skram- 
mer, der var ældst, kunde ikke ved blot og bar lagttagelse af- 
gores, saa ens var de. Men man maa vel antage, at Skrammen, 
der havde Retningen Ost-Vest, var den ældste, dannet i den 
Tid, da Indlandsisens Megtighed var saa stor, at den upaa- 
virket af det underliggende Terrain bevegede sig ud over Yder- 
landet i vestlig Retning. Den anden Skramme i Nordest-Syd- 
vest henpeger paa den Tid, da Indlandsisen vel havde en sterre 
Megtighed end nu, men dog i Hovedsagen maatte folge Ujevn- 
hederne i Terrainet. Tidsrummet, som ligger mellem Frem- 
bringelsen af disse to Skrammer, maa vere ret betydelig, og 
Ismassen, som har beveget sig over Stedet i Mellemtiden, maa 
have veret stor. Og dog har disse Ismængder ikke formaaet 
at erodere saa meget i den faste Klippe, at den ældste Skramme 
er bleven slebet bort. Dette viser, hvor ubetydelig selve Isens 
eroderende Virkning er, naar den skal bearbejde en fuldstændig 
kompakt Klippe. 

Gletscheren, som skubber sig ned mod Avanardlek, har 
trukket sig kendeligt tilbage. Paa en Strækning af en km 
kunde man paavise, at Klipperne i Nerheden af Gletscheren 
kun var sparsomt eller endog slet ikke bevoksede med Likener. 
Langs Siderne laa en stor Endemorene; for Enden af Glet- 
scheren manglede en saadan. Smeltevandet havde dannet en 
megtig, ganske flad Flodseng. I denne Dal fandt jeg de fra 
arktiske Lande kendte Hoje, der opstaar, ved at Grundvandet, 


223 


der ikke kan synke i Jorden, presser Isskorpen op næsten som 
et Krater. Nogle af disse Høje var store, 3 m eller mere i 
Diameter. Fra det hoje Land nord for Gletscheren har man 
en vid Udsigt mod Nord og Vest. I en Lavning ved det hoje 
Fjeldparti, hvor Indlandsisen sender en Tunge ind, rislede 
Vandet frem under Gletscheren for dog straks efter at fryse. 
Lufttemperaturen var — 26°. 

Ogsaa den sydlige Gletscher havde trukket sig tilbage. 
Dog var det vanskeligt nøjagtigt at bestemme, hvormeget Isen 
havde trukket sig tilbage, da nyfalden Sne udviskede Græn- 
serne. Saa vidt jeg kunde skønne, har vistnok Isen trukket 
sig omtrent 200 m tilbage. At Gletscheren maa være noget i 
Aftagen fremgaar ogsaa deraf, at en stejl Klippe rager frem 
midt i Gletscheren, og denne Klippe er lysgraalig og ikke 
sortegraa, saaledes som lichenbevoksede Klipper ellers er. Naar 
den ikke er lichenbevokset, kan det vel kun skyldes den Om- 
stændighed, at den tidligere har været dækket af Isen, men nu 
er bleven fri. 

I Gletscherens Sidepartier havde jeg Lejlighed til at iagt- 
tage Gletscherkornene uden at behøve i Forvejen at farve med 
Methylenblaat; slamholdigt Vand var i Sommerens Løb sivet 
ind mellem Kornene og dannede nu et fint spindelvævsagtigt 
Net. Man kunde derfor meget let se Kornenes Form og 
Størrelse. Kornene var alle smaa, omkring 2 cm. Overhovedet 
har alle de Gletscherkorn, jeg har haft Lejlighed til at iagttage 
påa de forskellige Steder, altid været temmelig smaa. Fra 
Bjergene syd for Kujadlek har man en god Udsigt endogsaa 
helt ind i Tasiussak, naar det var klart Vejr. 

Paa Illua foretog jeg nogle Dybdemaalinger. Mærkelig 
nok viste Lodskuddene over en større Strækning i den cen- 
trale Del samme Dybde, nemlig 325 m, en Dybde, der ganske 
vist i Forhold til Dybderne i Torsukatak er beskeden, men 
naar man tager Hensyn til, at Illua er et lukket Farvand, der 
ikke en Gang naas af Gletscherne mere, er det dog en anselig 


224 


Dybde. Lodningerne var sene at udfore, da Isen var 0,8 m 
tyk. Indad mod de to Sidefjorde tager Dybden af; den sydlige 
af disse er endog saa flad, at man ikke kan befare den med 
Konebaad. Illua er fuld af Smaager; om det er selve Klippe- 
grunden, eller det er Gletschermateriale, aflejret, da Gletscheren 
skød sig ud gennem Illua, ВК jeg ikke undersøgt. 

Efter selv at have veret i Jakobshavn for at forhore 
mig om Mulighed for at slippe over Jakobshavns-Isfjord, 
foretog jeg позе Lodninger i den ydre Fjord, hvor Dybderne 
er omtrent som i den indre Fjord, dog gennemgaaende noget 
mindre. Vejret var stadigt meget uroligt, snart Taage, snart 
Storm. Temperaturen var i nogle Dage relativ høj, — 12°. 

Da det viste sig at være umuligt at slippe over Jakobs- 
havns-Isfjord, vendte jeg mig atter mod Nord, idet jeg 
først slog Telt ved Kitsermiut for at foretage nogle Lod- 
ninger i den ydre Del af Atå-Sund; Dybden mellem Nug- 
dluk og Kitsermiut var næsten 500 m (495 m). Ejendomme- 
ligt er det forøvrigt, at Dybderne over forholdsvis store Stræk- 
ninger er saa ens. Ikke mindre end 5 Lodskud gav samme 
Resultat nemlig 495m. Inde i Pakitup-Illua gav 3 Lodskud, 
der dog laa et godt Stykke fra hinanden, samme Resultat, 
nemlig 325 m. I Atå-Sund uden for Kaerssorssuak 
viste 3 Lodskud samme Dybde, 415 m. I Farvandet nord for 
Okaitunguit er Dybden over en stor Strækning 375 m. 
Noget lignende viste sig i Torsukatak. Man kan vanskelig 
antage, at Gletscherne skulde kunne erodere Klippegrunden saa 
mærkværdig jævn. Man føres snarere til den Antagelse, at 
den eroderede Klippebund atter, da Isen trak sig tilbage, er 
blevet udforet med Gletschermateriale; hvis dette er aflejret 
under Vand, er det let forklarligt, at Smeltevandet vil brede 
det jævnt ud. 

Fra Kitsermiut drog jeg til Kaersorssuak, hvor jeg 
døjede en Del af Kulden, trods vi nu var midt i April, og der- 
fra til Atå efter først at have taget nogle Lodskud i Atå- 


225 


Sund og været inde i Kangerdluarsuk og oppe paa Kaer- 
sorssuak Plateauet. Der ligger her flere store Soer paa 
Plateauerne. Den sidste Uge af April begyndte Vejret at blive 
mildere, og de sidste Dage i April saa jeg den forste Flok 
Snespurve; Foraaret var altsaa ved at indfinde sig. 

Paa en Udflugt til Natdluarssuk saa jeg Sporene af en 
Isbjorn; den havde aabenbart gjort en heldig Fangst; thi et 
Stykke derfra saa vi ved en Vaage Baglallen af en Selhund. Da 
vi senere steg op ad Nuna-Kigdliga, saa vi Sporene af en 
voksen Isbjørn og af en Unge. Om Natten havde den aflagt 
Besøg ved Teltet, men om Morgenen var den borte; Sporene 
tabte sig i en Vaage. En Uges Tid senere blev der i Tasi- 
ussak set to Isbjørne, men da Fangerne i Klavshavn ikke 
er Isbjørnejægere, drog hele Flokken ud, hvorved Bjørnene 
naturligvis blev yderst forskrækkede og forsvandt. Det er for- 
øvrigt meget sjældent, at Isbjørnen forvilder sig ind i Disko- 
Bugt. 

Da Afsmeltningen jo om Vinteren hører op, og Ablationen 
udelukkende bestaar i Fordampning, breder Gletscheren sig. 
Figur 11 forestiller et Tværsnit af Kanten af Ekip-Sermia. 
Gletscheren hænger som en Flage ud over Morænevoldens Ryg. 
Paa Undersiden af Flagen sad der fastfrosset Bundmoræne af 
store Sten og alle Grader nedefter i Størrelse. Om Sommeren 
smelter der saa meget af, at Gletscheren staar lavere. 

Den forholdsvis høje Temperatur de sidste Dage havde 
bevirket, at Isen var mindre sikker. Ved alle Pynter traf man 
Strømsteder, hvor der enten var aabent Vand eller tynd Is. 
Det var derfor nødvendigt at sætte over Torsukatak en af 
de første Dage. 

Den 30. April brød jeg op fra Atå og kørte over Atå 
Taserssuà mod Nord, derpaa over en lille Tange, saa et 
Stykke over Kangerdlukasik og endelig over Land til 
Ulugsat. Sundet mellem Kekertakasik og Ulugsat var 
nu ganske aabent. Maager, Edderfugle (baade mollis og specta- 


226 


bilis) og Skarven tumlede sig i Vandet. Paa Land var Sneen 
mange Steder forsvundet; Transporten var derfor meget be- 
sverlig, navnlig i Kororssuak (den store Dal), hvor Vejen 
gaar meget stejlt op. Ved Ulugsat overnattede vi. Den neste 
Dag satte vi over Torsukatak, hvor Isen mange Steder var 
saa mor, at man kunde stikke Token lige igennem, og kom 
velbeholden til Itivdliarsuk, en ganske lav Tange mellem 
Torsukatak og Kekertap-Illua. Ved Itivdliarsuk findes 


Fig. 11. 


kun eet Hus. Gronlenderen, der er en Storfanger, har tillige 
et Hus ved Ekogfat. Om Vinteren bor han ved Itivdliars- 
suk, hvor han driver Utok- og Garnfangst inde i Fjorden. 
Han var nu i Ferd med at bryde op og drage til Ekogfat for 
at drive Fangst fra Kajak; ved Ekogfat var Vandet mod Vest 
allerede aabent. Vi slog Telt ved Kugsarnek. Kugsarnek- 
Dal løber næsten lige mod Nord. Langs denne kørte vi 
op, indtil vi kom til en lille So, Amalortok; derpaa drejede 
vi mod ®st og naaede ned til Taserssuak-Isortok, 
der er en meget lang So, der strekker sig helt fra «Major- 


227 


vejen» til Kangerdluk inde ved Gletscheren. Her slog vi 
Telt (et lille Rejsetelt). Derefter korte vi et Stykke op ad «Boyes 
Vej»; men vendte forovrigt snart om, da Vejret, der hidtil 
havde været mildt og smukt, antog en stormfuld Karakter. 
Som omtalt tidligere lægger der sig paa Soer, der er beskyt- 
tede af Fjelde, store Mængder Sne. Om Dagen, naar Solen 
skinner, tor det overste Lag op, og Slæden skærer derfor 
igennem, ligesom man ogsaa selv synker ned til midt paa Livet. 
Det er derfor bedre at færdes om Natten; da fryser der atter 
еп Skorpe paa Isen, saaledes at man kan kere og gaa uden 
stadig at synke i. Derfor korte vi om Natten. Selv KI. 12 var 
det nu saa lyst, at man ret tydeligt kunde skimte Fjældtoppene, 
der laa omkring os, og dog var vi forst lige i Begyndelsen af 
Maj. Det har ogsaa sin Fordel at hvile om Dagen, saa kan 
man bedre udholde Kulden i Teltet. Fra Boyes Vej kerte vi 
videre mod Øst et Stykke paa en Elv, hvor Elven danner Af- 
løbet for Isortok og derpaa til Niakornak, hvor vi slog 
Тен. Herfra kørte vi om ad Amalortokujok og tilbage. 
Naar Torsukatak om Foraaret ikke længere kan befares paa 
Grund af Stromsteder, anvender Grønlænderne fra Kekertak 
og Nugak Vejen over Isortok ind til Kangerdluk for at 
naa ind til det indre af Torsukatak, hvor der er rig Utok- 
fangst. Helland, som besogte Torsukatak 1875, gik ogsaa 
denne Vej. 

| Kugsarnek-Dal fandtes der usedvanlig mange Вурег. 
Nu i Begyndelsen af Maj var det deres Parringstid. 

Da Vejret slog om til et efter Aarstiden sterkt Tovejr, 
maatte jeg bryde op og kore til Kekertak for ikke at blive 
afskaaret. Imidlertid blev det atter Frostvejr, og jeg tog saa 
med en Gronlender til Nugssuak-Halvo for om muligt at 
faa et Overblik over Forholdene i det шаге af Halvøen. Vi 
korte den sædvanlige Vej ad «Majorvejen» op Ш Majorkar- 
suatsiak, hvilket Fjeld af de Danske kaldes Majoren — 
efter de to forste Stavelser; heraf har man saa atter dannet 


228 


Navnet paa Vejen, der forer lige forbi Fjeldet. Fra Major- 
karsuatsiak drejede vi om til Tasek-Ujordlek, hvor vi for- 
øvrigt traf en lille Skare Rensdyr. Sarkrap-Tasersua synes 
at vere en meget flad So. — Lodninger fik jeg ikke foretaget, 
da jeg ikke havde medtaget de nedvendige Dele; — overalt ser 
man flade Øer og Banker, der, saa vidt jeg paa Grund af den 
frosne Jord kunde afgore, bestaar af Grus, Sand og Ler. Maa- 
ske har det oprindelig veret en dyb So, der i Tidens Lob er 
blevet udfyldt af Gletschermateriale. Rundt om skyder der sig 
Gletschere ned mod Seen. Fra Ujordlek korte vi over dennes 
Sydspids tilbage til Majorvejen. 

De to store Søer, Isortok og Ujordlek er vel at be- 
tragte som Kloftdale. I det hele synes Nugssuak’s Tektonik at 
bero paa Klovningssystemer, der løber i Nordvest-Sydost. Den 
tidligere omtalte So, Taserssuak, ligger netop ogsaa i samme 
Retning. Nugssuak er vel en Horst, hvis Randpartier er 
sunkne. 

Ved Ujordlek er Forvitringen meget sterk; store Klipper 
ligger her nedstyrtede under de lodrette Klippevegge. Lagene 
(Skifringen) synes her at ligge nesten lodret. 

Paa Tilbagevejen var Isen paa Kekertap-Illua saa tynd, 
at man kun med stor Forsigtighed kunde befare den. Jeg tog 
derefter med Bagagen til Ekogfat, 19. Maj, og den folgende 
Dag sejlede jeg med Konebaad til Ritenbenk forbi Jakobs- 
havns og derfra til Klavshavn, paa hvilken Rejse jeg havde 
rig Lejlighed til at iagttage Isfodens Oplosningsproces. Is- 
dekket laa endnu paa Tasiussak; desverre var Isen saa 
mer, at man ikke kunde kore paa den. Det var derfor umu- 
ligt at komme ind til Jakobshavns Isstrom. Derimod gjorde 
jeg nogle Ekskursioner til Isfjorden; navnlig interesserede det 
mig, om der skulde kunne findes Isfjelde i oprindelig Stilling; 
det fandtes der imidlertid ikke. Overhovedet havde Isfjorden 
sit sedvanlige Udseende: tætpakket med Kalvis. Ved Indlobet 


229 


til Tasiussak var Farvandet aabent. Den stærke Strom, der 
fremkommer her. som Folge af Tidevandet, skærer op i Isen. 

De sidste Dage i Maj kunde man sige, at Sommeren var 
i Anmarch. Den 29. Maj fandt jeg den forste blomstrende 
Empetrum. Ogsaa Saxifraga oppositifolia stod med helt ud- 
sprungne Blomster. 

Salix glauca var i Knopbrud. Ælymus havde grønne Blade 
ved Grunden. 

Midt i Juni stod Loisleuria, Diapensia, Vaccimum uligi- 
nosum i Blomst paa gunstige Steder. Paa Nordsiden blom- 
strede Empetrum endnu ikke; paa enkelte gunstige Lokaliteter 
blomstrede Dryas, Cassiope, Papaver, Rhododendron. 

Under mit Ophold i Jakobshavn havde jeg Lejlighed til 
at iagttage en «Kanel» i Havnen: «Kanel» er et Udtryk, som 
de danske Funktionærer bruger om en voldsom Bølgebevægelse 
i Havnen, der opstaar pludseligt, men som ogsaa forsvinder 
lige saa hurtigt igen. Bølgegangen er ledsaget af en stærk 
Brusen i det inderste af Havnen. Denne Brusen er ikke andet 
end Vandets Udstrømning fra en smal Kløft, naar Bølgen 
trækker sig tilbage. Denne voldsomme Udstrømning har, som 
Hammer meddeler, foranlediget Grønlænderne til at tro, at 
Havnen er forbundet med det indre af Jakobshavns-Isfjord 
ved en underjordisk Gang. Det er dog ikke Tilfældet; den om- 
talte Kløft, som Danskerne kalder Zimmers Kløft, er en 
Fortsættelse af Havnen. Havnen ved Jakobshavn er vel at 
opfatte som et Brud, yderligere eroderet af Indlandsisen, da 
den bredte sig over Landet; dette Brud fortsættes altsaa af 
Zimmers Kløft. Ad den kører Slæderne om Vinteren til 
Natdluarsuk. 

Til Forklaring af Fænomenet siger Hammer (Meddel. om 
Grønland IV, p. 22): «Disse Fænomeners Forklaring er maaske 
nærmest den, at Bølgerne, som ved Kalvningen bliver dannet i 
Fjorden, bliver brudt mod Isbanken i Mundingen og kastet 
tilbage mod Land, hvorved Vandbølgen bliver opstemmet i den 


230 


snævre og lidet dybe Havn og foraarsager en pludselig Stig- 
ning i Vandstanden og en frem- og tilbagegaaende Bolgebeve- 
gelse. Denne Vandbevegelse kan dog ogsaa undertiden vere 
svag og er da maaske foraarsaget ved en Kalvning af et Is- 
fjeld i Fjorden eller paa Banken. Man kan da ved hine sterke 
Bevægelser i Vandet komme til Kendskab om, hvor hyppig 
Kalvningen af Gletscheren finder Sted». Som vi ser tilskriver 
altsaa Hammer Aarsagen til «Kanelen» Kalvninger enten af 
Gletscheren eller af Isfjælde i Fjorden eller paa Banken. At 
selv en beskeden Kalvning af et Isfjæld paa aaben Kyst kan 
fremkalde Bølger påa 2—3 m Højde, har jeg haft Lejlighed til 
at iagttage paa Agdlutoks Vestside. I Torsukatak-Is- 
fjord har jeg ligeledes set en Kalvning, der frembragte meget 
store Bølger. Naar et af de store Isfjælde, som staar paa 
Grund ved Mundingen af Jakobshavns-Isfjord, kalver 
eller endog fuldstændig brækker i Stykker, maa denne Proces 
fremkalde et enormt Oprør i Vandet. Mange af de store 
«Kaneler» i Jakobshavn og tillige de største har sikkert 
sit Udspring fra Isbjærgenes Forstyrrelser ved Fjordmun- 
dingen og ikke fra Gletscherens Kalvning. Dels ligger denne 
с. 30 km fra Jakobshavn, og tilmed er Dannelsen af de 
store Isfjælde, dem i naturlig Stilling, næppe videre vold- 
som; her sker jo hverken nogen Nedstyrtning eller Kent- 
ring og for Resten heller ikke nogen Opskyden, tvertimod 
foregaar Dannelsen meget langsomt. Den storste Bolgebe- 
vægelse jeg har set, hidrorte fra et Isfjæld, som kalvede og 
derpaa kæntrede. Nedstyrtninger og Kentringer finder selv- 
folgelig ofte Sted inde ved Gletscheren, men deres Virkning, 
en heftig Bolgebevægelse, vil blive meget svekket, inden den 
naar Jakobshavn, dels paa Grund af Afstanden, dels paa 
Grund af den tetpakkede Ismasse, hvorved megen Energi for- 
bruges til at overvinde Gnidningen mellem Isstykkerne. Jeg er 
derfor tilbøjelig til at antage, at «Kanelen» hidrører fra Kalv- 
ninger af Isfjelde, der ligger ner Jakobshavn, altsaa paa Is- 


231 


fjeldsbanken eller i umiddelbar Nærhed af denne. Det hænder 
selvfølgelig ikke saa sjeldent, at der ligger Isfjælde uden for Mun- 
dingen af Havnen. Naar et saadant Isfjeld kalver, vil der selv- 
følgelig opstaa en heftig Bolgebevegelse i Havnen, altsaa en 
«Kanel». Til Belysning af, hvor hyppig Gletscheren kalver, 
kan man ikke bruge «Kanelen», eftersom den opstaar uafhengig 
af Gletscherens Kalvninger. 

Ved Klavshavn er Lagbygningen meget regelmessig, 
idet de der stryge næsten vinkelret paa denne med et Fald 
mod Nord paa 30°. Parallel med Kysten lober der et System 
af Diaklaser. Kysten er altsaa en Brudkyst, opstaaet ved en 
Sænkuing af Disko-Bugt Omraadet. Et ВИК paa Kortet viser, 
at Kysten i store Hovedtræk lober omtrent i en lige Linje og 
danner en Vinkel paa 10° med Meredianen. De mindre Af- 
vigelser er vel opstaaet ved, at løsere og fastere Lag veksle, 
og at de losere er blevet eroderet af Isen. Andre Spaltesy- 
stemer spiller vel ogsaa en Rolle, f. Eks. netop ved Jakobs- 
havn, hvor Lagene stryge parallel med Kysten, medens den 
saakaldte Leverbugt, der ligger paa tvers af Havnen, altsaa i 
Strygningens Retning, snarere er opstaaet ved Forvitring af løsere 
Lag. I hvilken Grad Afvekslingen mellem blødere og haardere 
Lag spiller en Rolle for Udformningen af Detaljerne i Terrainet, 
ser man tydeligt ved Itivdlek, Overberingsstedet til Tasi- 
ussak. Naar Vestkysten раа Agdlutok (Arveprinsens-®) har 
et saa regelmæssigt Forleb, skyldes dette vistnok for en meget 
væsentlig Del den Omstændighed, at Lagene stryge parallelt 
med Kysten og med Fald mod denne. De Revner, der findes, 
har Jsen ikke kunnet udnytte, da Kysten her laa i Lesiden, 
den Gang Iskappen i sin Tid skod sig ud over Yderlandet. 

For ikke i lengere Tid at ligge uvirksom rejste jeg den 
27. Maj mod Syd. Det var min Hensigt at naa ind i Sydost- 
Bugt til de Strekninger, der paa Hammers Kort er betegnet 
ved Ler, altsaa Strekningerne mellem Tasiussarssuak og 
Havet. Jeg haabede tillige at kunne komme ind i Orpigsok- 


232 


Fjord. Jeg kom ikke meget lengere end til Akugdlet; thi 
i den inderste Del af Sydost-Bugt laa der endnu Is. Jeg 
maatte derfor vende tilbage. 

Da jeg var kommen tilbage til Klavshavn den 5. Juni, 
fortalte Fangerne, at nu var Isen brudt op i Tasiussak. 
Neste Dag brød jeg op for at naa ind i Tasiussak. Den for 
Transporten saa vigtige Audtlarissa-Tasia var dog endnu 
tilfrossen, eller rettere belagt med Is; denne var saa mer, at 
man ikke kunde gaa paa den. Slog man paa den, gik den i 
Stykker og faldt hen i de bekendte Isprismer. Konebaaden 
maatte derfor bæres syd om Søen og syd om Keakusuk. 
Dette er imidlertid meget besverligere end den sædvanlige 
Transport, hvor man kan sejle over Autdlarissa-Tasia. 
Overberingen tog derfor to Dage. Den Landtange, der ligger 
mellem Enden af Tasiussak og Havet, er ganske flad og be- 
vokset med Hedeplanter; forøvrigt fuldt af smaa Vandpytter. 
Den bestaar paa Overfladen af Sand og Grus, Havbredden af 
ganske fint Sand, sammenbundet af lidt Ler. Mod Tasiussak 
var Materialet i det hele noget grovere. Landtangens Hojde 
ligger mellem 30—40 m; saavel mod Tasiussak som mod 
Havet ender den med stejle Brinker. Mod Tasiussak, hvor 
Materialet er mere gruset, mangler Forsteninger ganske eller 
nesten ganske. Saaledes har jeg i Klinten her kun fundet et 
Fragment af en Balanskal. Grusmasserne er dog svagt lagdelt 
og maa altsaa vere afsat i Vand. I Skrenterne ud mod Havet 
er Masserne ogsaa lagdelt og indeholder en Mengde subfossile 
Muslinger. Denne Forskel i Materialets Beskaffenhed ved Tasi- 
ussak og ved Havet kunde tyde paa, at det er afsat i strøm- 
mende Vand, der har beveget sig i Retningen fra Tasiussak 
mod Havet. Kaster man et Tilbageblik paa Dybdeforholdene i 
Tasiussak, kan man vel kun finde den Forklaring, at der en 
Gang har staaet en Gletscher i Tasiussak, og at Landet den 
Gang laa 30—40 m lavere end nu. Antager man dette, er de 
forhaandenverende Kendsgerninger ganske godt forstaalige. Man 


233 


kan vel altsaa bedst opfatte disse flade Strækninger som et 
Gletscherdelta, afsat i Havet; Smeltevandet har planeret og sor- 
teret Materialet; de større Partikler findes ved Tasiussak, de 
finere er fort lengere bort. Mod Tasiussak, hvor Vandet 
var fersk, findes ingen Forsteninger, mod Havet, hvor Vandet 
var salt, er der rigeligt med Forsteninger. 

Gletscheren maa have staaet i lang Tid paa samme Sted 
for at danne en saa stor Aflejring; men naar alpine Gletschere 
mod Podalen har kunnet danne Moræner paa 600 m, er en Af- 
lejring som den ved Keasuk ikke saa imponerende. Tet ved 
Tasiussak treffer man en Morenevold med usorteret Mate- 
riale, blandt andet sterre Sten. Denne Vold maa have veret 
det sidste Stadium i Dannelsen. Sandsynligvis er Landet da 
hevet saa hojt, at det ikke mere laa under Havet. Volden er 
da at betragte som en usorteret Endemorene. 

Vegetationen paa disse flade Strekninger er fortrinsvis 
Lichener, navnlig sorte Skorpelicher — sort er den fremher- 
skende Farve — eller, hvor Vegetationen er kraftigere, den 
sorte Busklichen blandet med andre Lichener. Man kan altsaa 
nærmest kalde den en Lichenhede. Af Phanerogamer var Saai- 
fraga, Luzula, Poa, Artemisia, Silene, Stellaria, Papaver, 
Rumex paa sine Steder ret hyppige. Paa saadanne Steder faar 
vi altsaa en Fjeldmarkvegetation. Hedeplanter er derimod 
sjeldne. Her og der finder man en Salix, Empetrum og, 
hvor der er lidt fugtigere, Vaccinium uliginosum. 

Lignende flade Strekninger traf jeg mod Syd ved Orpig- 
sok med en iignende Højde. Sandsynligvis har de ‘en lignende 
Dannelsesmaade, idet Gletscheren i sin Tid har strakt sig frem 
gennem Søerne. Uden at have været paa Stedet er det rime- 
ligt at antage, at de af Hammer omtalte flade Strekninger fra 
Tasiussarssuak og til Havet (Sydost-Bugt) forholder sig paa 
samme Maade. Forøvrigt vil sikkert en grundig Undersøgelse 
af disse skalforende Aflejringer ikke blot her i Orpigsôk, 
men ogsaa de andre nevnte Steder vere af Interesse, idet de 


68°37.5 


234 


maaske kan give Oplysning om Forhold, der vil vere af Vigtig 
hed for Forstaaelsen af Dannelsesmaaden af disse Aflejringer. 
Paa medfolgende Kort er de skalforende Dannelser i Orpigsôk 
aflagt. 

Efter at vere kommet til Tasiussak naaede vi i et smukt 


Sommervejr Teltpladsen ved Kunguak. Denne Teltplads har 


| 
| 


| 
А Srollinende zu 


50°41, 5 


Fig. 12. 


en usedvanlig smuk Beliggenhed paa Vejen til Alangordlek, 
men benyttes ikke videre af Gronlenderne. Kunguak-Dal 
er udfyldt af en leragtig Moræne. Som saa ofte paa lerholdige 
Morener er Vegetationen meget aaben, idet den har et maske- 
agtigt Udseende. Denne nætformede Fordeling af Vegetationen 
synes at vere et Resultat af Lerets Tilbojelighed ‘til at slaa 
Revner, naar der om Sommeren indtreder Torke; i disse 


235 


Revner har Fra og Spirer lettere ved at komme op end i de 
midterste Partier i Masken, hvor Leret er haardt som et Gulv. 
Om Foraaret under Snesmeltningen forholder det øverste Lag 
af Leret sig ganske som en halvflydende Masse. Træder man 
paa Leret, synker man i til Foden standser ved det frosne Lag. 
Paa Skraaninger kan man iagttage, at Leret beveger sig som 
en sejgtflydende Masse. 

I Søen ovenfor Teltpladsen er den smukke, lille Phalaropus 
(Odinshene) meget almindelig. 

Fra Kunguak roede vi den neste Dag til Kekertar- 
ssunguit-Tupersua. Herfra foretog jeg den folgende Dag 
en Ekskursion til Teltpladsknuden for at se, hvorledes det for- 
holdt sig med Gletscheren og Tilstanden i Fjorden i det hele 
taget. | Fjorden laa der 3 Isfjælde i oprindelig Stilling; det 
ene af dem laa temmeligt langt ude i Fjorden, de andre to 
nermere ved Gletscheren, det ene vel omtrent i Midten af 
Fjorden, det andet noget nærmere Kekertarssunguit. I alle 
andre Henseender saa Fjorden ud som sædvanligt. Gletscherens 
Ende laa i det hele paa samme Sted som det foregaaende Aar, 
nogle Partier havde en mere ostlig, andre en mere vestlig Be- 
liggenhed end Aaret forud. Hvad der forsaavidt er vigtigere, 
naar det gelder om at afgore, om Gletscheren trekker sig til- 
bage eller ikke, er, at den Del af Randpartiet, der glider paa 
Bunden langs Teltpladsknuden, havde trukket sig noget tilbage; 
paa det allernærmeste laa den 40 m ostligere end Aaret for. 
Det forekommer mig, at man i denne Omstendighed har et 
Bevis for, at Gletscheren fremdeles er i Aftagen. Det kunde 
jo nemlig tenkes, at Gletscheren allerede havde naaet sit Mini- 
mum og nu atter var ved at skyde frem. 

Derefter vendte jeg tilbage til Fjorden, hvor jeg foretog 
nogle Lodninger. I det hele er Tasiussak ikke ner saa dyb 
som Torsukatak, hvilket vel heller ikke var at vente, men 
den er heller ikke saa dyb som Farvandene syd for Torsu- 
katak, hvilke i flere Henseender kan sammenlignes med 


XXXIV. 16 


236 


Tasiussak. Den største Dybde, jeg har fundet i Tasiussak, 
ег 251 m, omtrent ud for Kunguak; men da Lodskuddet 
ikke ligger midt i Fjorden, er det muligt, at der kan findes 
lidt større Dybder. I Farvandet syd for Torsukatak var 
Dybderne 375 m. Forevrigt er Dybdeforholdene i Tasiussak 
i det héle temmelig ensformige. Ligesom i Torsukataks 
Omraade finder man ogsaa her trugformede Fordybninger; en 
saadan ligger netop uden for Kunguak. Bundens Art er her 
som overalt i Fjorden en fin Ler; kun enkelte Gange har jeg 
faaet et Gruskorn eller en lille Sten med op. Nogen videre 
Vægt paa en systematisk Undersøgelse af Bundproverne lagde 
jeg for Resten ikke. 

Efter at jeg havde foretaget Lodningerne, gjorde jeg atter 
en Udflugt til Isfjorden. De to Isfjælde, der laa nærmest Glet- 
scheren, var nu skubbet lengere mod Vest og laa næsten uden 
for Kakapalak. Det tredje Isfjæld kunde jeg ikke finde, 
rimeligvis var det gaaet itu og omdannet til de sædvanlige Is- 
fjelde. Ved Gletscheren maa der have fundet omfattende Kalv- 
ninger Sted; Gletscherenden havde trukket sig noget tilbage. 

Som omtalt i Beretningen for 1902 kan man meget tyde- 
ligt i det torlagte Areal ved Nunatap-Tasia adskille to 
Zoner. I den ene er der allerede en ret betydelig Plantevækst, 
i den anden og laveste er Planteveksten endnu sparsom. I den 
overste Zone finder man Rester af udgaaede Pianter netop 
af det Udseende de faar, naar de er gaaet ud, ved at Stedet er 
blevet oversvømmet. Jeg fandt saaledes ganske godt bevarede, 
men udgaaede Mosser; Grene af Salix blev fundet. Alt tyder 
paa, at den oprindelige Vegetation er bleven kvalt, ved at Vandet 
er steget; siden er Vandet atter sunket, og en ny Vegetation 
er da indvandret. Disse Svingninger i Vandstanden staar na- 
turligvis paa det nøjeste i Forbindelse med Gletscherendens 
Svingninger. Det er værd at lægge Mærke til, at der altsaa 
maa have været en Periode, der aabenbart maa ligge forud for 


237 


Hammers Undersogelser, hvor der har været en lavere Vand- 
stand, altsaa en ringere Megtighed af Isen. 

Endnu stod tilbage at foretage en Undersogelse af Sikui- 
juitok-Fjorden. 1902 gik jeg dertil fra Jakobshavn; men 
det er en lang Vej. Denne Gang roede jeg til Rodebay, 
hvorfra Vejen knapt er saa lang, og hvor man oven i Kobet 
kan ro paa nogle Indsoer. I Kajak roede vi om Eftermiddagen 
fra Rodebay til Kangersunek-Kingua og bar saa Kajaken 
langs Perserajoitok-Kugssua til Kangersunek-Taser- 
sua, hvor vi atter kunde ro et Stykke. Endnu to Gange maatte vi 
bere over Land og naaede omsider det inderste af Dalstroget. 
Paa en Skraaning mod Nordvest traf jeg paa en lille Plet den 
smukke gulblomstrede Ranunculus. Gennem en Dal steg vi 
langsomt tilvejrs og naaede omsider om Morgenen Kamhojden. 


PEON Gunes ATO 


Fig. 13. 


Fra denne til Gletscheren var der endnu et godt Stykke. Forst 
ved Middagstid naaede vi frem til selve Gletscheren. Ved at 
betragte Kalvismasserne ser man snart, at Isstykkerne er meget 
afenavede, alle Kanter og Spidser ег forsvundne. Et typisk 
Stykke Is fra Sikuijuitok har omtrent Form som afbildet i 
Fig. 13. Hojden kan vere storre eller mindre; man kan under- 
tiden se ganske flade Stykker, ganske lig Vinteris. Kalvisen i 
Sikuijuitok er heller ikke hvid, saaledes som Kalvis plejer 
at vere. Den gulgraalige Nuance, Isen i denne Fjord har, ad- 
skiller den meget fra Kalvisen i andre Fjorde. Denne snavset 
hvide Farve hidrerer fra Stov, som navnlig om Efteraaret blæser 
ud paa Isen. Kun i umiddelbar Nerhed af Gletscheren be- 
merker man et smalt, hvidt Belte af mere uregelmessig formet 
Kalvis. At Bæltet er smalt, tyder paa, at Gletscherens Kalv- 
ning kun er ubetydelig. Ispakningen i Fjorden kan altsaa ikke 


direkte hidrore fra Sikuijuitok-Gletscher; men maa 
16* 


238 


hidrore fra andre Aarsager. Som omtalt i Beretningen af 1902 
maa sikkert Jakobshavns-Isfjord vere den egentlige Aar- 
sag. Den gulgraa Kalvismasse, som udfylder den inderste Del 
af Sikuijuitok, strækker sig ogsaa langs Vestsiden af Nuna- 
tarssuak. Nærmer man sig til Jakobshavns-Isfjord, 
lægger man Mærke til, at Kalvisen efterhaanden faar sit sæd- 
vanlige Udseende, hvid. Navnlig bemærker man, at et Belte 
sniger sig tet omkring Natdluarsuk-Halvo og strækker sig 
henimod Natdluarsuk-Bugt. Man kan vist forklare dette 
paa den Maade, at Tidevandet, som strommer stærkest om 
Natdluarsuk-Halvo, tager den Kalvis, som findes iJakobs- 
havns-Isfjord ud for Sikuijuitok-Fjord med sig ind i 
denne Fjord. Naar det atter bliver Ebbe, kan Isen ikke komme 
ud, da Jakobshavns-Isfjord er stærkest pakket med Is. 
Man kan vist ikke antage, at Kalvismassen direkte bliver presset 
ind i Sikuijuitok, ellers maatte der ogsaa under Nuna- 
tarssuak findes hvid Kalvis, med mindre der fra dennes syd- 
vestlige Hjørne skulde udgaa en Revle, men det er der for- 
øvrigt intet, der tyder paa. Forholdene er sikkert de samme 
som i de sydlige Bifjorde, Kangerdlukasik og Tasiussak. 
Ogsaa her driver Kalvismasserne ind, naar det er Flodtid; i 
begge Bugter er Mundingen smal; i Kangerdlukasik er 
Mundingen delvis lukket af en Ø. I begge Fjorde kommer der 
derfor ikke saa megen Drivis ind som i Sikuijuitok, der har 
en vid Munding. For Tasiussaks Vedkommende kommer der 
hertil, at dens Overflade er saa stor, at Afsmeltningen af Is- 
bjergene langt overgaar Tilforselen. 

Sikuijuitok-Gletscher er lav; paa den sydlige Side er Hoj- 
den c. 20 m, paa Nordsiden mindre; et lille Parti nermer sig 
dog stærkt til at vere 20 пт’ 

For at faa en nojagtig Angivelse af Snegrensen, der bedst 
kan bestemmes paa denne Aarstid, sejlede jeg til, efter at vere 
vendt tilbage til Rodebay, til Kekertak og derfra til Asa- 
sat for at bestige Asäsat-Ka. Asasat selv er et forvitret 


239 


jernholdigt Parti. Opstigningen sker i en Kloft, som er op- 
staaet ved Forvitring, og som med sin rislende Bæk og frodige 
Vegetation danner et smukt Parti. Paa den Veg af Kloften, 
der vender mod Havet, ruger mange Maager. I det lille Delta, 
som Bækken danner, var Stenhammaria ikke sjælden. Opstig- 
ningen er ikke vanskelig; i Lobet af en Time naaede vi Pla- 
teauet. Betula forsvandt i en Hojde af 360 m, og noget hojere 
forsvandt Salix glauca (475 m). Vaccinium uliginosum Тог- 
svandt i en Hojde af 560 m. De andre Hedeplanter holdt sig 
endnu: jeg saa Diapensia, Loiseleuria, Dryas, Silene acaulis, 
Luzula samt mange Mos- og Lavplanter. Efterhaanden bliver 
Hedeplanterne sjældnere. Cussiope er nu den almindeligste 
Plante. Paa Partier med mere Bundfugtighed fandtes den lille 
sirlige Cassiope hypnoides. Salix og Syre fandtes endnu. Den 
sidste Cassiope saa jeg ved 780 m. Allerede for denne Højde 
fandtes spredte Snepletter; nogle af disse var dog meget tynde 
og forsvinder maaske i gunstige Somre. De tykkere maa dog 
anses for at vere vedvarende. Den lokale Snegrense kan 
sættes til 700m. I en Hojde af 690m traf jeg temmelig store 
Snepletter (7 m lange og 3 m brede). De laa bag ved en lav 
Klipperand med sydlig Eksponering. Paa den gamle Sneskorpe 
var aflejret et tyndt Lag nyfalden Sne — vi var sidst i Juli. — 
Denne lave Snegrense skyldes formodentlig den Omstendighed, 
at under Snefog fra Nord lægger Sneen sig her i megtige 
Driver. Til Gengeld ligger Stedet rigtignok lige mod Syd. Den 
egentlige Firn, som bedækker Toppen, begynder forst ved 850 m. 
Højden af den tvedelte Top er 895 m for den sydlige og 910 
for den nordligste. Fra den nordlige Top mod sydost er Faldet 
meget sterkt, saaledes at Firnranden her ligger ved 700 m. 
Randen af Firnen er her ledsaget af en Morenevold; paa sine 
Steder var denne Morenevold fjernet 20—30 m fra den nuve- 
rende Isrand, en Antydning af Isens Tilbagetrekning. Firnens 
Overflade er ganske jevn og om Natten haard, saaledes at den 
er let at gaa paa. 


240 


Nogle Dage senere besteg jeg Nakarajok, en isoleret 
Top paa Nugssuak Vejens Vestside. Paa det flade Land tæt 
ved Strandbredden ligger der en lille Vold, Arfiussak (af 
arfek Hval og ussak lignende). Den blev ikke nærmere 
undersogt og er vel sagtens en Strandvold og ikke nogen 
Endemorene, hvilket ikke passer godt med Beliggenheden. Op- 
stigniugen er ogsaa her ret let. Planterne forsvinder næsten i 
samme Orden og i samme Hojde som ved Asasat-Kula. 
Snegrænsen ligger dog her noget hojere, idet kun et lille Parti 
af Toppen var bedekket med Sne. Firngrensen laa ved 885 m; 
mod Nordest laa dog Firnen noget lavere, fordi den her var 
i Bevegelse. Snegrensen laa altsaa paa Nakarajok i det hele 
lidt hojere end paa Asäsat-Kä. Maaske beror dette paa, at 
Sneen paa en lille isoleret Top lettere blæser bort end paa et 
sterre Plateau. 

Jeg havde haft til Hensigt endnu en Gang at gere en 
Ekskursion til Gletscherne i Torsukatak, men uheldigvis var 
Fjorden paa Grund af sydvestlig Vind saa fyldt med Kalvis, at 
det var umuligt at komme frem med Konebaad. Efter forgæves 
at have ventet paa Lejlighed til at komme ind i Torsukatak, 
brød jeg op for at vende tilbage til Jakobshavns-Isfjord; 
jeg blev ledsaget af Udliggeren i Kekertak, der fortalte, 
at endnu 1885 laa der en lille Firn paa Niakornak-®; 
tidligere havde den været endnu større, hvilket Udsagn blev 
bekræftet af Grønlænderne; men da Niakornak næppe er 
mere end 400 m, er der ingen Grund til foreløbig at tillægge 
dette Udsagn nogen Betydning. Mere rimeligt er det, at Glet- 
scheren ved Kingussak tidligere har haft en større Udbre- 
delse end nu. 

Ved Ankomsten til Jakobshavns-Gletscher iagttog 
jeg, at denne havde slaaet en stor Revne nord for den vest- 
lige Basisvarde. En smallere Revne gik i nordøstlig Retning 
omtrent fra Nunatakens Vestspids til den sydlige Ende af 
omtalte store Revne. Det var ikke muligt at iagttage nogen 


241 


Hojdeforskel paa de to Sider af Kloften. Heiler ikke da Kloften 
var blevet noget bredere, var det muligt at paavise nogen For- 
skel i Højde af Isfjæld — thi det er man berettiget til at kalde 
den Del af Gletscheren, der laa vest for Kløften — og selve 
Gletscheren. Derefter maa den af mig allerede tidligere paa 
lagttagelser grundede Teori, om at Jakobshavns-Gletscher 
flyder paa Vandet med sin yderste Ende, og at Kalv- 
ningen her finder Sted, ved at der fraskilles Stykker af samme 
Megtighed som Gletscheren selv, bestyrkes. Kalvning ved Opdrift 
eller Nedstyrtning finder kun Sted for mindre Isfjældes Vedkom- 
mende. De store Isfjælde gaa dog altid itu, inden de naar 
Banken. De paa denne faststaaende Isfjælde er derfor Brud- 
stykker uden den Гог Isfjældene i oprindelig Stilling karakteri- 
stiske Overflade. Sporgsmaalet, om hvorledes Jakobshavns- 
Gletscher kalver, maa derfor anses for at vere opklaret. 

Endnu laa den smalle, sorte Rand tvers over Nunatap- 
Tasias Munding. Om nogle Aar vil denne Bariere rimeligvis 
forsvinde, og Nunatap-Tasia vil da for en Tid vere en Bugt 
til Jakobshavns-Isfjord. 

De tidligere omtalte Isfjelde i oprindelig Stilling var nu 
presset mod Vest og stod omtrent uden for Tasiussaks 
Munding. 

For at faa en Forestilling om, hvor dybt Jorden tør op, 
lod jeg foretage en Gravning i det løse Materiale ved Keaku- 
suk. Resultatet var 1,7 m. Paa et andet og mere fugtigt 
Sted fandt jeg, at Dybden fra Jordens Overflade til den frosne 
Jord var 1,5 m. Forsøget blev anstillet midt i August, altsaa 
paa en Tid, hvor Varmen maa have naaet sit Maximum i Ret- 
ning af at naa ned. 

Paa en Ekskursion til Eke lagde jeg Mærke til, at der nu 
mellem Isfjorden og Klavshavn findes 3 Bopladser, nemlig 
Narsarmiut med 6 Huse, Kaersormiut med 2 og Eke 
med 3. Paa Hammers Tid var der kun en Boplads, Igdlor- 
miut; i det mindste angives kun denne påa Hammers Kort. 


Narsarmiut betyder dem, der bor ved Sletten. Der findes 
nemlig Nord for Klavshavn mellem Fjeldene og Havet en 
smal Slette, der i meget minder om Sletten ved Keakusuk, 
og som maaske staar i Forbindelse med Jakobshavns-Glet- 
scher, da denne sked sig helt ud gennem Fjorden. Minder 
om den Tid har man ogsaa i Rudimenter af Endemorener, der 
findes paa den nordlige Side af Fjorden. Forøvrigt har jeg 
ogsaa ved Torsukatak fundet saadanne Rester af en Ende- 
moræne paa Halvøen ved Nugak. Om disse Endemorener er 
samtidige og samtidige med de store Aflejringer ved Enden af 
Tasiussak, Orpigssok og Overgangen mellem Sydost- 
Bugt og Tasiussarssuak lader sig endnu ikke afgore; men 
hvis de gor det, henpeger de paa en af de mindre Istider, 
der har fulgt efter den store Istid, da hele Gronland var over- 
iset. Om Isfjeidsbanken er at opfatte som den daverende 
Jakobshavns Gletschers Endemoræne, er vel tvivisomt. 


20121909: 


Appendix. 


List of Vascular Plants 


collected by Dr. М. ©. Engell 


in the Vicinity of the Great Glacier of Jakobshavn, 
about 69° lat. n. 


Determinated by Morten P. Porsild. 


During his journey to Greenland 1902 for geographical 
and geological studies, Dr. Engell brought together a small 
collection of plants, principally gathered in the neighbourhood 
of Jakobshavn. At his request, I have determinated them and 
as this part of Greenland, visited by Dr. Engell, has not 
been much investigated botanically, it seems to be of some 
interest to give a list of all the plants collected. The localities, 
where the plants were found, may be found on the map of 
M. С. Engell (Meddelelser om Grønland XXXIV, tab. II) with 
exception of one, viz. Orpigssuit or Orpigssôk («the place with 
numerous thickets») lying at 68° 35’ (Medd. om Gronl. XXVI, 
tab. III). For the physical conditions of the soil, habit of the 
vegetation etc. we may refer to a paper of the collector in 
Medd. om Gronl. XXVI. 

After the MS. 1906 of the following list was written, Dr. 
Engell has looked over it and added some species and localities 
to it. Those statements, of which I have not seen the plants, 
are set in « —». 


«Equisetum arvense L. 
Tasiussak, common». 


«Cystopteris fragilis (L.) Bernh. 
Tasiussak, common». 


Woodsia ilvensis (L.) B. Br. 
| a rufidula (Mich.) Koch. 
Kunguak, Nunatak. 


Lycopodium annotinum L. 
var. pungens Desy. 


Kunguak, fruiting specimen. 


Juniperus communis L. 
var. nana (Willd.). 

Orpigssuit, about 68° 35’ lat. п. 50° 40' long. w., the 
northern limit in Greenland. The northernmost locali- 
ties for this species were hitherto S. Kangerdluarsuk near Holstens- 
borg, about 67° 0’ lat. п. 53° 30’ long. w. (Warming & Holm) 
and Sofiehamn, 68° 21’ lat. n. 51° 6’ long. w. (Berlin). Hence 
its northern limit on inland stations lies about 11/2 
degrees farther northward, than near the open coast. 
The same is the case with another plant of southerly distribu- 
tion, found at Orpigssuit viz. Gentiana tenella (С. Hartz 
Medd. om Gronl. ХУ, р. 40). 


«Alopecurus alpinus Sm. 
Tasiussak, common on dwelling places». 
Hicrochloa alpina (Liljebl.) В. & S. 
Kunguak (several collection-numbers), Nunatap Tasia. 


Phippsia algida (Sol.) R. Br. 
Nunatap Tasia. 


Calamogrostis arundinacea (L.) Roth. 
var. purpurascens (В. Br.) Gel. 
Kunguak. 


Agrostis borealis Hartm. (A. rubra We.). 
Nunatap Tasia, two specimens, the one small with 
somewhat contracted spike-like panicle, the other 
15—20 cm high with spreading panicle. 


Trisetum subspicatum (L.) Beauv. 
Nunatap Tasia. 


Poa pratensis. 


Kunguak. 


Poa cenisia All. 

Kunguak, Nunatap Tasia; several numbers collected, 
the most of which with narrow leaves and with 
pyramidal spreading panicles and deep purplish 
spikelets. 


Poa glauca M. Vahl. 
Kunguak, Nunatap Tasia; various numbers collected, 
some of which are small with narrow contracted 
panicles, somewhat resembling P. abbreviata R. Br. 


Glyceria maritima (Huds.) We. 
var. vilfoidea (Anderss.) Gel. 
Kekertarssunguit Ilua. 


Glyceria distans (L.) We. 
Tasiussak. 


Festuca ovina E. 
Kunguak, Nunatap Tasia; deep purplish and green 
specimens. 


Festuca rubra L. 


Kunguak. 


Elymus arenarius L. 
var. villosus (Е. Меу.). 
Kunguak, Tasiussak. 


Eriophorum polystachyum L. 
Nunatap Tasia. 

Carex lagopina We. 
Kunguak. 


Carex rigida Good. 
Kunguak, Nunatap Tasia (several specimens). 


Carex rupestris All. 
Kunguak. 


Carex capillaris L. 
Kunguak. 


Juneus areticus Willd. 
Nunatap Tasia. 


Juncus castaneus Sm. 

Kunguak, Nunatap Tasia; from the latter locality the 
collection contains numerous numbers, being with- 
out very common and characteristic for that place. 
From Orpigssuit and from Aulatsivik-Fjord Hartz 
and Berggren have mentioned Juncus castaneus 
and J. arcticus as plants characterizing the vege- 


tation of moist clayey soil. 


Juncus triglumis L. 


Nunatap Tasia, on heath. 


Luzula areuata (We.) Sw. 


confusa Lindeb. 
Kunguak. 


Tofieldia palustris Huds. 
Kunguak. 


Salix groenlandica (And.) Lundstr. 
Kunguak; f. latifolia And. and angustifolia And. 


occur in the collection. 


two 
> 
—ı 


Salix glauca L. 
Kunguak. 


Salix herbacea L. 

Near the Ice-Fjord. 
Betula nana L. 

Kunguak. 
«Oxyria digyna (L.) Campd. 

Nunatap Tasia, common». 


«Rumex Acetosella, 
Itivdlek»; a rare plant in North-Greenland. 


Polygonum viviparum L. 
Kunguak, Nunatap Tasia; some of the specimens are 
infested with Ustilago Bistortarum. 


Koenigia islandica L. 
Nunatap Tasia. 

Sagina nivalis (Lindbl.) Fries. 
Kunguak. 


Alsine verna Bartl. 
var. hirta (Wormskj.) Lge. 
Kunguak, Nunatap Tasia. 


Ammodenia peploides (L.) Rupr. 


var. diffusa Horn. 


Kunguak, several numbers. 


Stellaria humifusa Rottb. 


Kekertarssunguit Ilua. 


Stellaria longipes Goldie. 
Kunguak. 


Cerastium alpinum L. 
Kunguak, Nunatap Tasia; the collected specimens 


are low and densely hairy: var. lanatum Lindbl. 


Silene acaulis L. 
Kunguak. 


Viscaria alpina (L.) Fenzl. 
Kunguak, a form with two longstalked two-flowered 
cymes beneath the raceme-like inflorescence. 


Melandrium involucratum (Ch. & Schl.). 
var. affine (J. Vahl.) Rohrbach. 
Kunguak, Nunatap Tasia. 


Melandrium triflorum (B. Br.) J. Vahl. 
Kunguak; many numbers were collected, generally 
the specimens are tall and densely glandular-hairy. 


Ranunculus hyperboreus Rottb. 
Kunguak, Nunatap Tasia. 


Ranunculus lapponicus L. 
Nunatap Tasia. 


Papaver radicatum Rottb. 
Kunguak. 


Cardamine bellidifolia L. 
Kunguak. 
Draba hirta L. 


Kunguak, Nunatap Tasia. 


Draba aretica J. Vahl. 
Kunguak. 


Sedum villosum L. 
From Kunguak several numbers were collected; on 
Disco it is a rare plant. 


Rhodiola rosea L. 
Akugdlek. 


Saxifraga nivalis L. 
Nunatap Tasia. 


Saxifraga stellaris L. 
var. comosa Poir. 


Nunatap Tasia. 


Saxifraga cernua L. 
Nunatap Tasia. 


Saxifraga rivularis L. 
Nunatap Tasia, several numbers, one of which is à 
etiolated shadow-form. 


Saxifraga groenlandica L. 
Kunguak, Nunatap Tasia; small specimens. 


Saxifraga tricuspidata Rottb. 
Nunatak, Itivdlek. 
Saxifraga aizoides L. 
Nunatap Tasia. 
Saxifraga aizoon L. 
Nunatap Tasia. 
Saxifraga oppositifolia L. 
Nunatap Tasia. 
Dryas integrifolia M. Vahl. 
Kunguak. 
Potentilla nivea L. 


Tasiussak. 


Potentilla tridentata Sol. 


Tasiussak; a very rare plant in North Greenland. 
«Empetrum nigrum L.» 


«Hippuris vulgaris» ; without doubt. 
var. maritima Hartm. 


«Tasiussak». 


Chamaenerium latifolium (L.) Spach. 
Kunguak. 


Pirola grandiflora Radius. 
Kunguak, Itivdlek. 


Cassiope tetragona (L.) Don. 
Nunatak, Kunguak, on mountains near the great 
glacier; Taserssuak, «Tasiussak». 


Phyllodoce coerulea (L.) Gr. & God. 
Taserssuak near Claushavn, Kunguak. 


Loiseleuria procumbens (L.) Desv. 
Taserssuak near Claushavn. 


Rhododendron lapponicum (L.) We. 


Kunguak, Taserssuak near Claushavn. 


Ledum palustre L. 
var, decumbens Ait. 
Kunguak. 
Vaccinium uliginosum L. 
* microphyllum Lge. 
Kunguak, several numbers; Orpigssuit, infested with 
Exobasidium Vaccinii. 
Vaccinium Vitis Idaea L. 
var. pumilum Horn. 
Orpigssuit, «Nunatap Tasia, Sarkardlek»; rare in’ 
North Greenland. 
Diapensia lapponica L. 
Itivdlek near Claushavn, Kunguak. 


Armeria sibirica Turcz. 
Nunatap Tasia, Kunguak. 
«Mertensia maritima (L.) 5. Е. Gray. 
Kekertap Ilua (70° lat. n.j Itivdlek». 
Euphrasia latifolia Pursh. 
Dr. Engell has noticed: «Euphrasia officinalis, Ta- 
siussak». This species is very rare in North-Greenland. 


Pedicularis lapponica L. 
Kunguak. 


Pedicularis flammea L. 
Kunguak. 


Plantage maritima L. 
Kunguak. 


Plantago borealis L. 
Kunguak. 


Campanula rotundifola L. 
var. arctica Lege. 
Kunguak, Nunatak. 


Antennaria alpina Gartn. 
Kunguak. 


Arnica alpina Murr. 
Kunguak, Itivdlek. 


Artemisia borealis Pall. 
Kunguak, a rather great number of different speci- 
mens was collected; otherwise this species seems 
to be rare in North-Greenland. 


Taraxacum croceum Dahlst. 

Dr. Engell has noticed: «Taraxacum officinale, Ta- 
siussak, Torsukatak»; I think this statement is 
referable to the above named, the commonest of 
the Greenland species at the given latitude. 


20—12—1909. 


XXXIV. 17 


Medd. om Gronl XH 


arme AS af р. 9 ; BE WA Øg S LE 72 


need 


ae 
м о 
TARO AN = 


=> 
Ka gp al 


so 


3 


aS 
xs 
Q 


и > 9 а Tow 
- >: р Е ? р 
$ a : / kid 


JAKOBSHAVN. ISFJORD og TASIUSSAK 


рае Grundlag af Hammers Kort completteret 1902-04 
af 
MC Engell. 


1:400,000 
re 3 
Egaidistance 100 Meter 

1 Tellplads 
x forladt Boplads 
~~~ Grænse for Pakis 


Ton XXI]. 


ee” “Sy 


mer, 
> É 
< 
& : 
ER . 
в = F 
2 
tr 
f 
voa 
"UE 
I о 
= 
ame 
KS me 
LE 
N hs 
mt 
, + vu 
pe 
É 
ы i 
À 4 
. u 
Е [a 
ши. 


à - 


Li 


3 


Zur. XX. 


frfinssaky a P 


м 
Kekegarununk AN 
ила К 


og 
А 
A 
wit 


Kekertar sut _ 


7k 
еле А: 


= 


xo 


3 
l'A 


RerÉg Kaka 


= а ” 


= Alignatup-Kula 
Dont 


асе 


2 


“==” Morane 
E 


ex cennrgse, 


a 


i Bingarssuake Yar i 


rouges) À 
Aer WaT 


TORSUKATAK og IKARASAK 


paa Grundlag al Hammers Kort completterel 1902-04 xd 


Sanymissok 
af 
MC Engell. 
1: 400,000 


АЛЕ. 
Корте: 


VE tue Kakaït 


ay 


> 
De 
р 
a 
f 
‘ 
» 
“ - 
“ _ | 
GE 
. 


VII. 


Contributions 


Ethnology and Anthropogeography of the 
Polar Eskimos. 


By 


H. P. Steensby. 


1910. 


IE 


The Eskimo tribe, which is called here the Polar Eskimos, 
lives on the north-west coast of Greenland, between 76° and 
79° N.L., and is the most northern people on the globe. From 
the West Greenlanders they are separated by the uninhabited 
ice-shores of Melville Bay and from the natives of Ponds Inlet 
on the northern part of Baffin Land by the likewise uninhab- 
ited large islands of Ellesmere Land and North Devon. 

The title ‘‘neighbours of the North Pole’, which E. Astrup 
gives them, is theirs with right, not only because their land is 
so near to the pole, but also on account of the great and 
important help they have given in recent times to the Polar 
expeditions. For a long time they were known under the 
name ‘the arctic Highlanders”, a title given them by John 
Ross, by which he intended to convey the impression both of 
remarkable stature and also of the northerly and mountainous 
nature of their land. Later, Bessels with small reason intro- 
duced the name Itaner or Etah’er from the most northerly, 
large settlement of the tribe, Ita or Etah. More frequently the 
tribe has been named after their most southerly settlement the 
Cape York Eskimos. The title Polar Eskimos has come into 
use mainly since L. Mylius-Erichsen’s Danish Expedition of 
1902—1904. 

Although there is full reason to regard the tribe as an 
ethnographic unit, owing to the apartness of its region from 
that of all other Eskimos and owing to the special character- 
istics of its culture, yet its numbers are extremely few. Ас- 


256 


cording to a census taken by Peary in the summer of 1895 the 
tribe then numbered 253 individuals in all, of which 140 were 
of the male sex and 113 female. Already two years later the 
number had sunk to 234. And in 1906, when Peary again 
made a census of all the natives, he found there only 207, of 
which 119 were men, 85 women and 3 small children, of whose 
sex Peary could obtain no information. These numbers, which 
also agree with the observations of the Danish Expeditions, are 
certainly correct. On the other hand, the estimates given by 
Kane in 1854, of about 150, and by Hayes in 1861, of about 
100, and by Bessels in 1873, of 112, were certainly incom- 
plete. 

It was so long ago as 1616, that William Baffin in his 
small ship “Discovery” sailed along this part of the Greenland 
coast, past Capes York, Atholl and Parry, and on the 5 of 
July reached his furthest point, within sight of Cape Alexander. 
Baffin narrates, that he was forced by the ice ‘‘to stand backe 
some eight leagues to an island we called Hakluit’s [le — it 
lyeth betweene two great Sounds, the one Whale Sound, and 
the other Sir Thomas Smith’s Sound; this last runneth to the 
06 02 182...’ 

We must pass over two hundred years, however, before 
we learn anything of the inhabitants of this land. They were 
first discovered in 1818 by John Ross. On the 9 of August, 
while the two ships of John Ross were lying in the neighbour- 
hood of Cape York, 18 natives visited them, approaching over 
the ice. They had sledges and dogs, lances and knives, con- 
cerning which Ross says, that they were made of meteoric 
iron, said to occur in abundance in the neighbourhood of 
Bushnan Island. Ross adds, further, that they apparently had 
no idea of other people living to the south’. 


1 The voyages of W. Baffin of 1612—22, ed. by C. R. Markham. Hakluyt 
Society. London 1881, p 145. 
2 John Ross: A voyage of discovery etc. London 1819. 


John Ross’ voyage and in still higher degree W. Е. Parry’s 
in 1819, during which Lancaster Sound was navigated, led to 
the English and Scottish whalers pushing further north than 
they previously had done. Baffin’s voyage in 1616 had been 
the precursor of the whale-fishing in the Davis Strait, which 
was begun already in 1619 by the Dutch, followed by the 
English a few years later; but for 200 years the whalers had 
kept to the southern parts of the Greenland coast. 

After Ross and Parry better knowledge was obtained of 
the movements of the whale in these waters, and the whalers 
were not long in making use of this knowledge. In March the 
large whales, with which we are here concerned, are met with 
off the ice-edge at Cumberland Sound and Frobisher Bay. In 
the beginning of May they go over to the Greenland coast, 
where they are found in June south of Disko. From here they 
return towards the north along the ice-edge in Melville Bay 
and into the so-called ‘‘North Water” of the whalers, south of 
Smith Sound between Greenland in the east and Ellesmere 
Land in the west. Late in July and in the beginning of August 
some are met with in Jones Sound and in Lancaster Sound, 
but the main portion are found off the mouth of Ponds Inlet, 
where the whale-fishing takes place. In September and October 
the whales turn to the south between the coast of Baffins 
Land and the western edge of the ‘‘middle pack’ !. 

The movements of the whalers correspond with the mi- 
grations of the whale. They arrive at the North Water late in 
June or in the beginning of July, and often come into connec- 
tion, as a rule off Cape York, with the Polar Eskimos, who 
come out to the ships on the coastal ice which is still firm at 
this time of year. During the past century the whalers have 
thus traded occasionally with the Polar Eskimos, who in return 
for their fox and bear skins received wood and iron implements. 


' А.Р. Low: Report on the Dominion Government Expedition to Hudson 
Bay and the arctic islands, 1903—04. Ottawa 1906. 


258 


On the other hand, the stay of the whalers in the North Water 
has always been so short, that they have never come into such 
close contact with the Polar Eskimos as, for example, with the 
Eskimo tribe at Ponds Inlet, who to some extent have taken 
part in the whale-fishing. 

Fortunately, the English and Scottish whalers have never 
adopted the methods employed by the American whalers in 
Hudson Strait and in Hudson Bay. These latter, namely, em- 
ploy the Eskimos to man their whaling-boats and for this pur- 
pose carry away whole, small tribes to the fishing-grounds, to 
exploit their powers and cleverness throughout the summer. 
On the other hand, the English and Scotch depend wholly upon 
their own white crew to man their boats. 

The introduction of steam-power on the whaling vessels, 
in the fifties or sixties, gave a fresh impetus to the whale-fishery 
and for the Polar Eskimos this meant a closer connection with 
civilisation. Almost at the same time the whole of the fishery 
in Baffin Bay passed over into the hands of the Scotch alone, 
who came from a single port, namely Dundee. From there 
about half a score of vessels went yearly in the seventies to 
Baffin Bay, but in 1903 and 1904 only 4 vessels went out and 
in 1909, it is said that only a single vessel visited Baffins Bay. 

The Polar Eskimos had no connection with the scientific 
expeditions for a long period of years after their discovery. It 
was only during the expeditions in search of Franklin that they 
became better known. The ship “North Star” under the ship- 
master Saunders, which was sent out in 1849 with provisions 
for James C. Ross’ Search Expedition in Barrow Strait, was 
prevented by ice from entering Lancaster Sound and had to 
pass the winter of 1849—50 in the small North Star Bay on 
the south side of Wolstenholm Sound. 

In the middle of August 1850 the two large English exped- 
itions under H. Austin and William Penny both came into 
connection with the Polar Eskimos at Cape York. The last- 


259 


named had the Dane Carl Petersen on board as interpreter. 
From Cape York Austin’s expedition took a young Polar Eskimo 
to England, where he was baptised and became known under 
the name of Erasmus York; he died however in the year 1856 
at Newfoundland, where he was being educated to be a mission- 
ary among the Labrador Eskimos. 

Regarding the Polar Eskimos at Cape York Lieutenant 
Sherard Osborn!, who was in charge of one of Austin’s ships, 
narrates that they arrived in dog-sledges, which ‘‘were entirely 
constructed of bone, and were small, neat looking vehicles; no 


sledge had more than five dogs; some had only three ... They 
are said, ... to have believed themselves to be the only people 
in the world’. Carl Petersen? says, with regard to one of 


these sledges, that it was bound together by thongs of all 
kinds. The runners consisted of old whale-bone, and there 
was but little wood in it. 

In the years immediately following, the English expeditions 
again came into connection with the Polar Eskimos. The only 
one of importance in this regard is the expedition under 
E. A. Inglefield, which discovered Inglefield Gulf and for the 
first time sailed through Smith Sound. On August 2214 1852 
Inglefield®> met Eskimos in the neighbourhood of the Petowik 
Glacier, where they were bird-hunting among the cliffs by the 
coast; “Nothing of European ware was found with these natives, 
nor were kyacks seen”. Thereafter he visited the Eskimo settle- 
ment Umanark, which was uninhabited at the time, as also a 
likewise uninhabited winter-settlement (probably Netschilivik) 
on Barden Bay, in the neighbourhood of which, however, Eski- 
mos were dwelling in tents; at this settlement several examples 
of European steel implements were found. 


1 Sh. Osborn: Stray leaves from an arctic Journal. London 1852, p. 250. 
2 Carl Petersen: Erindringer fra Polarlandene. København 1857, р. 29. 
3 Е. A. Inglefield: A summer search for Franklin. London 1853, р. 46 


et seq. 


260 


Inglefield’s discoveries were continued by the American 
Expedition under E. K. Kane. From the autumn of 1853 to 
late in May 1855, when the members of the expedition left 
their ship to try and reach Upernivik by boat, they had their 
fixed quarters in Rensselaer Harbour (78°37' N.L., 71° М. L.), 
and as time went on came into close touch with the Polar 
Eskimos. A part of the expedition, including Carl Petersen and 
1. I. Hayes, which had made a futile attempt to reach Upernivik 
by boat in August 1854 and had been obliged to live for some 
time in a stone-hut on the coast between Booth Sound and 
Granville Bay, would certainly have perished from hunger, if 
the Polar Eskimos had not come to their assistance, and thus 
enabled them to get back to their ship in December". 

Kane? was the first to give a detailed account of the 
Polar Eskimos. From his description we obtain a vivid picture 
of their poverty in wood and iron. The shafts of the har- 
poons were composed of several pieces of wood bound together. 
The sledge-runners were made of pieces of bone fitted and 
bound together. Pieces of barrel- hoops were used for knives. 
It appeared further, that the Polar Eskimos did not at that 
time hunt the herds of reindeer, which collected round about 
on the coastal hills, nor did they know anything of the bow 
and arrow. The salmon in the lakes and rivers were not 
fished and they were unacquainted with the usual Eskimo me- 
thods of fishing, with a three-pronged fork. Further, they did 
not use the kayak, concerning which Kane says, that it ‘‘exists 
among them only as a legendary word” >, 

Kane’s interpreter, the Danish West Greenlander, Hans 
Hendrik", left the expedition during the return voyage and 


1 Isaac I. Hayes: An Arctic Boat Journey. Boston 1860, р. 139 et seq. 
E. K. Kane: Arctic Explorations in the years 1853, 54, 55. Philadelphia 
1856. Vols. I—II, Carl Petersen, 1. с. 

Sk © Voll, рр. 208—210. 

+ Memoirs of Hans Hendrik, the arctic traveller, serving under Kane, Hayes, 
Hall and Nares, 1853—1876. Edited by George Stephens. London 1878. 


261 


joined the Polar Eskimos, among whom he married and re- 
mained until I. I. Hayes’ expedition found him at Cape York 
on August 95 1860 and took him onboard with his wife and 
child, to serve as interpreter. The winter of 1860—61 was 
passed by the expedition in Foulke Fjord at Etah and they thus 
came into close contact with the Polar Eskimos. Regarding 
these, Hayes like Kane narrates, that they did not hunt the 
reindeer, as the bow and arrow were unknown to them!. 

A few years after Hayes’ stay among them, however, the 
Polar Eskimos must have learnt not only reindeer-hunting and 
the use of the bow and arrow, but also salmon fishing and 
the building of kayaks, as well as the methods of hunting from 
the kayaks; this learning they received from a tribe of immi- 
grants from the American side of Smith Sound. About half a 
century later Knud Rasmussen” obtained the story of this 
immigration from two Polar Eskimos, namely, from Merkrusärk, 
who was born on the American side, and from Panigpak, 
whose father Itsukusuk was son of Kridlarssuark (i.e. the great 
Kridlak), who was leader of the immigrants. 

These seem to have numbered in all ca. 14 persons; but 
after some years — Merkrusärk said 6 — the old Kridlarssuark 
had the desire to return to his own country and again left the 
Polar Eskimos along with his relatives, with exception of his 
own son Itsukusuk and his family. During the journey, how- 
ever, most of the party succumbed to hunger; some of them 
committed cannibalism and only a few survived, to return 5 
years later to the Polar Eskimos; amongst these was Merkrusärk. 

For various reasons I am able to say, that this immigra- 
tion took place in the beginning or the middle of the sixties. 
When C.F. Hall’s expedition “Polaris” lay at Life-Boat Cove in 
the neighbourhood of Etah during the winter of 1872—75, 


Captain Budington happened to notice a tattooed woman and 


1 Isaac I. Hayes: The Open Polar Sea. London 1867, р. 272. 
? Knud Rasmussen: Nye Mennesker. Kobenhavn 1905, рр. 21—35. 


262 


learnt on further conversation, that she and her family belonged 
to a party of western Eskimos, who had come over Smith 
Sound ‘‘4 or 5 years before, and these were the only survivors. 
They had introduced the use of the bow and arrow’?. 

The husband of this woman was indeed Itsukusuk (pro- 
nounced Itukusuk), as Knud Rasmussen, using the Danish- 
West Greenland mode of writing, calls him — the American 
authors write the name E-took’-a-jeu — and her little son then 
was Panigpak (Pun’-e-pa). 

The ‘4 or 5 years before”, given as the time for the last 
immigration, must certainly not be taken literally. There are 
other inaccuracies also in Budington’s information; thus, he 
states, that they passed over Smith Sound in a woman’s boat 
and 5 kayaks, whereas Merkrusark narrates, what is certainly 
correct, that they came over the frozen Strait, thus on dog- 
sledges, bringing their kayaks on these. Merkrusark’s report 
gives one the impression of being correct on the main points. 

The narrative of the expedition shows, however, that the 
departure under the leadership of the old Kridlarssuark must 
have taken place before 1872, since Itsukusuk with his family 
alone remained. We may likewise conclude, that Merkrusark 
and the few others, who were saved on the eventful return- 
journey, had not yet come back again to the Polar Eskimos. 
if we now calculate, that they could have returned at the ear- 
liest shortly after the departure of the ‘‘Polaris” Expedition 
from the Life-Boat Cove in June 1873, and make use of Mer- 
krusärk’s statement of the 5 years as given above, the depar- 
ture on the return-journey to the American side must have 
occurred at the earliest in 1868 and at the latest on the spring- 
ice of 1872. The time for the first immigration must therefore 
lie between 1862 and 1866; but I believe that the first year 
mentioned is nearest the mark. 


1 С.Н. Davis: Narrative of the North Polar Expedition U.S. Ship “Polaris”, 
Captain С. Е. Hall commanding. Washington 1876, рр. 450—451. 


263 


| base this view chiefly on the interesting fact, that Ме 
Clintock’s Franklin-Expedition obtained information regarding 
Kridlarssuark and his little tribe, whilst these were on their way 
from their home-country to the coasts of Smith Sound. After 
a fleeting connection with the Polar Eskimos at Cape York on 
June 26 1858, Mc Clintock on his Franklin Search Expedition 
with the ‘‘Fox” sailed westwards and later southwards from 
Jones Sound along the east coast of North Devon; here, at 
Cape Horsburgh, the most easterly point of North Devon or 
more correctly of Philpots Island, he met Kridlarssuark on July 
021858: - 

Ме Clintock! is himself more brief in his report of this 
meeting than his interpreter, the above-mentioned Dane Carl 
Petersen”, for which reason I keep mostly to the account of 
the latter, which agrees in all points with Mc Clintock’s. 
Whilst the ‘Fox’ was passing a good distance off the edge 
of the fixed ice, Mc Clintock heard some voices calling from 
the ice through the still weather, and shortly after caught 
sight of some figures. After anchoring to the fixed ice, 3 men, 
3 women and 2 children came on board, whilst 4 persons re- 
mained behind on the shore. Carl Petersen then narrates that 
“they were all clothed in reindeer skin and quite resembled 
our Greenlanders, and their language had also a considerable 
resemblance to that of the latter Eskimos’. Their coat was 
however somewhat longer than the Polar Eskimos’; the faces 
of the women were tattooed. They asked Mc Clintock to wait, 
as their sledges were on the way with narwhal and walrus 
teeth, which they wanted to sell. They had come from Ponds 
Inlet, where they had often been on board the English whaling- 


vessels. Two years previously they had come over Lancaster 


' Me Clintock: A Narrative of the Discovery of the fate of Sir John 
Franklin. London 1857, pp. 143—144. 


- Carl Petersen: , Den sidste Franklin-Expedition. Kobenhavn 1860, 
pp. -92—93. 


264 


Sound on their dog-sledges, and they knew absolutely nothing 
of the land to the west or north. ‘‘The oldest man among 
them was very bald, which is a rarety, and was called Kre’tlak 
(Mc Clintock: Kal-lek)”. 

This Kre’tlak cannot be any other than Kridlarssuark, who 
has grown to be a great figure in the folk-lore of the Polar 
Eskimos. All doubt of his identity disappears when we learn 
what Panigpak told Knud Rasmussen regarding his great grand- 
father. ‘‘His hair was thin like the white men’s. His large 
forehead was not covered by hair’. A more certain proof of 
identity, when it shows an extremely rare characteristic among 
Eskimos, we could not desire. 

When we think of the length of time such a journey would 
take under a constant struggle for existence, it seems very 
probable, that 6—7 years passed during which the little group 
of emigrating, Ponds Inlet Eskimos wandered along the east 
coasts of North Devon and Ellesmere Land, before they 
reached their distant, uncertain goal, the Northern Eskimos, of 
whom they had heard from the whalers. I believe myself fairly 
near the truth, in saying, that it was most probably the year 
1862 or 1863. when the culture of the Polar Eskimos received 
the many new impulses from their immigrant kinsmen. 

The English Expedition of 1875—76 under G. Nares did 
not touch the land-region of the Polar Eskimos on the voyage 
up to Floeberg Beach on the coast of the Polar Ocean itself; 
on the return voyage the ship of the Expedition entered Bardin 
Bay on September 12% 1876 and saw there an Eskimo land- 
settlement, but as the wind went round it was obliged to 
hasten out to sea, without coming into connection with the 
Eskimos, who were already streaming to the beach’. 

The American Expedition of 1881—1884 under A. W. Greely? 
has most interest in this conneetion, as it discovered Lake 


Markham: The Great Frozen Sea. London 1880, p. 359. 


нА. |. 
2 А. W. Greely: Three years of arctic service. London 1886. Vols. I—II. 


265 


Hazen, which lies inland in the centre of the northernmost 
part of Ellesmere Land, in a district rich in musk-ox. At this 
lake, namely, the remains of Eskimos winter-houses were found, 
a most astonishing find, which showed, that an Eskimo tribe 
must have lived here in the extreme north; not only this, but 
also thal they must have lived inland during the winter, whereas 
the rule is that the Eskimos must remain on the sea-coast, in 
order to obtain subsistence by seal-hunting on the ice. These 
important discoveries regarding the earlier places of settlement 
and lines of migration of the Eskimos over the most northerly 
Polar islands, especially on the west coast of Ellesmere Land 
and North Devon, were continued by the Norwegian Expedition 
of 1898—1902 under the leadership of O. Sverdrup. 

In 1891 Robert Peary began his long series of expeditions 
and lengthy sojourns among the Polar Eskimos. In this way 
the culture of the Polar Eskimos was once again enriched, 
which has contributed undeniably to lighten their struggle for 
existence. Thus, in exchange for fox and bear skins they ob- 
tain weapons of the finest and best American manufacture, and 
Peary by his frequent expeditions could keep them fairly regu- 
larly provided with ammunition. They had never had much 
advantage out of the few weapons, they had previously been 
able to acquire in exchange from the whalers, as it was only 
very occasionally that they could procure powder and shot. 

Peary's first expedition passed the winter of 1891—92 al 
Mc Cormick Bay and the second of 1893—95 at Bowdoin Bay, 
which lies a little more to the east on the north side of Ingle- 
field Gulf. The expeditions of 1896 and 1897 were only summer 
voyages, to fetch the large blocks of iron, which Ross had 
heard about as occurring in the neighbourhood of Cape York. 
On his fifth expedition in 1898—1902 Peary began to make 
his way right up to the northern end of the Smith Sound 
Passage with his ship, and at the same time he began to fol- 


low the example of the American whalers in Hudson Bay, 


266 


taking with him a number of Polar Eskimos on board the ship, 
in order to make use of their powers and cleverness in hun- 
ting and managing the sledges. 

He employed the same procedure in 1905—06 and 1908—09. 
On the first of these expeditions ca. 70 Polar Eskimos or one- 
third of the whole tribe were taken on board. On the return- 
journey late in August 1906, 8 of the Eskimo families became 
discontented over a slight, compulsory reduction in the day’s 
rations and left the ship in Lady Franklin Bay. These families 
passed the winter in the region by Lake Hazen west of the 
Robeson Channel. In the following spring, they journeyed over 
the sea-ice down to the Etah country, where Knud Rasmussen 
shortly after found them in the best of condition and health 
after the long journey, which owing to the lack of dogs had 
for a great part to be made on foot!. 

In August 1907 the American Whitney's hunting expedition, 
with Frederick A. Cook on board, came to the district about 
Smith Sound. Cook passed the winter in Anoatok north of 
Etah and started from there on his journey. His main inter- 
rest for us here, however, is that he showed the Polar Eski- 
mos the way to the musk-ox. hunting grounds on the west 
coast of Ellesmere Land discovered by Sverdrup. In May 1909 
he again left the Polar Eskimos and journeyed southwards over 
Melville Bay. 

From April 1903 to late in January 1904 the Danish, so- 
called ‘‘Literary-Expedition” under L. Mylius-Erichsen, Grev 
Harald Moltke and Knud Rasmussen lived among the Polar 
Eskimos, for the most of the time on Saunders Island. In 
recognition of the support received by the Expedition from the 
natives, the Danish Government sent them valuable presents of 
guns, ammunition, tools etc., which were brought to the Polar 
Eskimos in the beginning of August 1905 by Captain H. Schouby, 


7 В. Peary: Nearest the Pole. London 1907, р. 253. — Knud Rasmussen: 
Berlingske Tidende, Nr. 181. København 1908. 


267 


on board the old ship of Me Clintock, the “Fox”, which is now 
a coast steamer in Greenland. 

From April 1907 till the end of May 1908 Knud Rasmussen 
was again with the Polar Eskimos, living ‘‘as Eskimo among 
the Eskimos”. In the summer of 1909 a Danish Missionary 
Society commissioned Knud Rasmussen and H. Schouby to 
found a permanent Mission Station at North Star Bay. The 
expedition on board the S/S ‘‘Godthaab” also called in at Cape 
York, both on its outward journey in July and on its return 
in August. 

Some scientists who were sojourning in West Greenland 
at that time, namely, Chr. Refsaas, ethnologist in music, 
Th. Thomsen, Eskimo archeologist, and the author, also ac- 
companied the Expedition on the ‘“‘Godthaab”. The main ob- 
ject of the first-named was to make a collection of the primitive 
melodies of the Eskimos, which might serve as a valuable 
supplement to the collections of folk-lore and ethnological 
materials, made by Knud Rasmussen among the Polar Eskimos. 
For the Danish National Museum, Th. Thomsen bought up a 
collection of clothing and implements, an account of which 
will probably be published by him. My own studies were 
directed more to the manners and customs of the Polar Eski- 
mos, and the results of my observations are discussed in the 
following pages. | 

To supplement my own observations and for the purpose 
especially of giving a more complete picture of the life of the 
Polar Eskimos throughout the year, | have made use of the 
literature available, among which may be specially mentioned 
the works of R. Peary, L. Mylius Erichsen and Knud Rasmussen. 
From the last I have also received various items of information 
by word of mouth. 


XXXIV. 18 


DIE 


The region of the Polar Eskimos, in its more restricted 
sense, is the west side of the broad peninsula, sometimes 
called Hayes Peninsula, which from North-West Greenland ex- 
tends towards the west between the Kane Basin in the north 
and Melville Bay in the south. This western coast, which 
extends over about 3 degrees of latitude from Cape Olsen to 
Cape York and which is washed by the “пог water” of the 
whalers as also by the 50 km. broad Smith Sound, is a 
characteristic transverse coast with deep and branching bays. 
The two main fjords are Wolstenholm Sound and Inglefield 
Gulf. Numerous glaciers project out from the inland ice, so 
that the narrow, ice-free foreland is split up into small parts. 

The direction of this coast as a whole is from NW. to 
SE., whilst the opposite coast of Ellesmere Land has a direc- 
tion from NE. to SW. Together the two coasts form the 
funnel-shaped outlet of the long, narrow passage, which con- 
nects the Polar Sea with Baffins Bay. With regard to the 
currents the conditions in Smith Sound are quite the same 
as in Bering Strait or in the northernmost part of the At- 
lantic between Greenland and Norway; a cold polar current 
carrying masses of ice goes southwards along the west side of 
the Sound, whilst a warmer aud ice-free current coming from 
the south tries to force its way in along the east side. This 
condition of the currents is directly connected with the revol- 
ving of the globe, whlch induces the deflection of the water- 


masses just as of the air-currents. 


269 


From Melville Bay and the east coast of North Devon to- 
wards the south and as far as a line from Cape Russell to 
Buchanan Bay towards the north, both coasts of Smith Sound 
Passage consists of primitive kinds of rocks, whilst the nor- 
thern continuation from Kane Basin to Robeson Channel is 
bounded by coasts which are built up of formations chiefly 
originating from the Cambrian, Silurian and Trias periods. 

In agreement with the American geologists, who distinguish 
between an older, Laurentian and a younger, Huronian group 
among the primitive rocks, the southern part mentioned may 
be said to consist of both groups. The older, harder, Lauren- 
tian gneiss and granite form the coast on the Greenland side 
from Melville Bay to Cape Atholl and from Foulke Fjord to 
Cape Russell, while they constitute the whole of the opposite 
coast of Ellesmere Land and North Devon with exception of a 
part ca. 40 km long immediately south of Cape Isabella. 

The Laurentian coast is of a uniform height and shows 
few indentations, whilst the Huronic coast, which includes the 
small stretch at Cape Isabella as also the Greenland coast 
round Inglefield Gulf and Wolstenholm Sound, is more indented 
as well as more diversified and changeable as regards height 
and steepness. ‘‘A series of bedded rocks consisting of several 
thousand feet of sandstones, limestones and other sediments, 
occupies the coast and islands of the east side of Smith Sound, 
from Cape Atholl northward to Foulke Fjord. These bedded 
rocks are associated with dark coloured traps and diabase, 
which are present in the form of sills between the bedding ; 
as dikes cutting the bedding rocks and as large intrusive 
masses.” ! 

On the Huronic coast also, more frequently than on the 
Laurentian, we find a low beach which is specially suited to 


' А.Р. Low: Report on the Dominion Government Expedition to Hudson 
Bay and the Arctic Islands on Board the D.G.S. Neptune 1903—1904. 
Ottawa 1906, p. 207. 

18* 


270 


the building of the winter-houses of the Eskimos, as also for 
landing, both with the kayak in summer and with the dog- 
sledges from the sea-ice in winter. This is one of the rea- 
sons why the buildings of the Eskimos are mainly found at 
Inglefield Gulf and Wolstenholm Sound, and it is also one of 
the conditions which make the Greenland coast more inhabi- 
lable in contrast to the coast of Ellesmere Land. 

А further advantage which the Greenland coast has in 
biogeographical regards may also be mentioned here, namely, 
that many of the high, in part precipitous, in part strongly 
sloping coast-hills between Cape York and Cape Alexander on 
Smith Sound are directed towards the south and south-west. 
This has the result amongst others, that these coasts are spe- 
cially selected by the birds, and in summer we find this coast 
teeming with bird life. Chief among these are the Auk and 
the considerably smaller Little Auk (Mergulus alle L.); less 
numerous are the eider ducks, gulls, terns, fulmars and loons 
(Colymbus). 

Auk grounds occur at some few places where the slope 
of the coast is steep; the largest and the one most frequented 
by the Eskimos lies on the south-west coast of Saunder’s Is- 
land, and the Eskimo name for the island, ‘‘Agpat”, is an 
indication of the quantities of auk there. A second auk ground, 
also called ‘‘Agpat”, is found further to the south on the 
coast right opposite Conical Rock. The Little Auk occurs on 
the less steep coastal cliffs, where it breeds amongst the stones. 
The whole coast from Cape York Bay to Cape Atholl, the 
south coast of Northumberland Island as also the stretch of 
coast from the settlement Krana on the north side of Inglefield 
Gulf westwards right round to Kane Basin, might also be con- 
sidered a continuous row of Little Auk grounds. If we row 
along such a place on a summer's day the air is full of flocks 
of birds and noisy with the half chirping, half crackling sounds 
they make; the sea also is covered with thousands of the 


201 


swimming black birds. It is only the sea-birds which are of 
economical importance to the Eskimos; the ptarmigan is only 
hunted and eaten in times of want; the raven, on the other 
hand, which also occurs here, plays the part of a mystic 
messenger in their tradition and folk-lore. | 

As a consequence of this bird-life, the soil on the south- 
ern slopes is naturally, owing to the good manuring, very 
fertile, and we thus find at these places a comparatively luxur- 
iant vegelation, consisting mainly of grass. And when we 
find a specially abundant vegetation in these regions, we may 
be sure in most cases, that it has developed just at one of 
these bird-grounds with southerly exposure or round an old 
settlement where the soil has been manured by blubber and 
offal. 

The vegetation leads to a considerable wealth of polar 
hares, and the reindeer also finds here a good part of its 
food in summer when it comes down from the inner hilly 
regions. Further, the presence of the birds and hares means 
a livelihood for a large number of foxes, especially of the blue 
arctic fox. It seems to be a rule, that most of the blue foxes 
are met with east of Smith Sound, whilst the white fox is 
more common on Ellesmere Land. It is quite possible, that 
this stands in connection with the difference in the food con- 
ditions, the Greenland side having large quantities of birds, 
whereas on Ellesmere Land the principal food of the fox is of 
quite a different kind. Naturally the hares, reindeer and foxes 
are not exclusively restricted to the districts frequented by the 
birds, but occur everywhere on the narrow strips of ice-free 
land between the coast and the inland ice; they may even 
penetrate in on the Nunataks. A specially rich district for the 
packs of reindeer is the inner parts round Olriks Fjord, where 
the most extensive stretches of lichen vegetation are found. 

These connected conditions have the result, that the coast 


mentioned has a better vegetation and a richer animal-life than 


any other place in the same latitudes on the globe. This also 
leads to better conditions for human life and also helps to ex- 
plain why it is that human beings have here pushed farthest 
up towards the pole. 

The chief conditions for Eskimo life have to be sought, 
however, not on land but on the sea, and they concern the 
marine mammals and the ice. The large whales, which still 
visit the ‘‘North Water” now and then, though in earlier days 
they must have been present in much greater numbers, have 
never been of any great importance for the Polar Eskimos. The 
latter have seized upon the carcases driven on land and revelled 
in the rich quantities of flesh and blubber, but they have never 
known how to carry on the systematic ‚hunling of the large 
animals. The narwhal and the white whale are common and 
are hunted from the ice and from kayaks; but both;of these im- 
portant animals go down in winter to more southerly latitudes. 
The chief source of food for the Eskimos is however the wal- 
rus, which is met with the whole year round. In the summer 
time it can be seen lying in the sun on the ice-floes right 
inside the fjords and at the islands; in the autumn when the 
fjords are frozen it is met with outside the ice-margin, and 
through the winter it keeps in the always partially open water 
in the middle of the North Water due south of Smith Sound 
and Cape Alexander. 

The commonest of the seals is however the fjord seal 
(Phoca foetida, esk. netchik), which occurs throughout the 
whole year. Phoca barbata (esk. ugsuk) is also found here but 
in much smaller numbers. It is the first-named, the fjord 
seal, which comes into the fjords in winter under the even 
winter-ice and gives rise to the important ‘‘Maupok” hunting 
at the breathing holes, which this seal constantly makes in the 
ice. As the Polar Eskimos also hunt the walrus from the ice- 
margin in the winter, the Maupok hunting is however not of 
such importance here as is the case amongst some of the 


273 


arctic: Eskimo tribes on the coast of the American continent, 
e. g. the Netchillick Eskimos on the Boothia Isthmus, the 
Ugjulik Eskimos on King Williams Land and the tribes on 
Coronation Gulf. 

All hunting on the ice requires however an even surface 
of ice, so that dog-sledges can be used. Irregular pack-ice 
frozen in summer, such as is met with along the Ellesmere 
coast and up through the narrow waters north of Smith Sound, 
is a hindrance to hunting and sledging, and prevents any per- 
manent settlement of the Eskimos. 

The first to point out the vital importance of the winter 
ice, formed in the course of the winter, for the Eskimo culture 
was the celebrated American ethnographer Franz Boas of New 
York! He demonstrated, that it is the nature of the ice 
which determines the distribution of the Eskimos throughout 
the greater part of the year, and he showed how the extension 
of the winter ice depends chiefly on the configuration of the 
coast, as also on the currents and tides, since a strong cur- 
rent can prevent the formation of fixed ice. This is the case 
for example, as already mentioned, in the middle of the North 
Water, where the current flows out and in through Smith 
Sound. 

It is only inside the islands lying in the mouths of the 
two large indentations that an even winter ice is formed, which 
has the chance to lie unbroken throughout the greater part of 
the year. As a rule this is formed in October and lies to the 
beginning of July, in other words ca. 9 months in the year. 
In 1903 Knud Rasmussen journeyed with dog-sledges from the 
east side of Saunders Island to the mainland even so late as 
July 17th, 

If it should happen any autumn that the seas is unusu- 


ally late in becoming frozen over, the hunting suffers, and 


! Franz Boas: The Central Eskimo. 6th Annual Report of the Bureau of 
Ethnology. Washington 1888, p. 417. 


274 


famine may ensue. Here and there the even surface of the 
winter ice may be broken by an iceberg or an ice-pack which 
is firmly fixed in the ice and surrounded by a snow-drive. It 
happens frequently also that the changing wind may carry a 
swimming ice-block forwards and backwards and thus a stretch 
of open water is maintained, from the margins of which the 
Eskimos can carry on their hunting. 

Along the coasts a fixed ice-base is formed which is frozen 
solidly to the land; its surface corresponds with the high-water 
mark. Outside this ice-base the ice rises and falls with high 
and low water, and the boundary is formed by а break and 
sometimes also by washed-up ice-masses. Just above the ice- 
base, on the fixed land, where the coast is low and has a 
supply of stones for building material, the Eskimos set up 
their winter-houses with the low passage and skin windows 
towards the sea. It sometimes happens that this ice-base 
remains throughout the summer; thus Kane found an ice-base 
several years old which was 10 m thick and 40 m broad in 
Smith Sound. 

Several things would indicate that the lands round Smith 
Sound are subject to a regular and slow sinking, in contrast 
to the rising which is believed to have been noticed along the 
north coast of North America from Coronation Gulf westwards’. 
This sinking was already noticed by Kane and was strongly 
maintained later by Peary. As evidence of the sinking Astrup 
states, that he has seen remains of houses now under the sur- 
face of the water on the south-western side of Saunders Island’. 
Knud Rasmussen narrates that it is the Eskimos’ own view that 
the land has sunk and that the sea is spreading. At the settle- 


1 cited from G. Hartmann: Der Einfluss des Treibeisses auf die Bodengestalt 
des Polargebiets. Leipzig 1891. 

> H. H. Howorth: Recent Elevations of the Earth’s Surface in the Northern 
Circumpolar Region. Journ. Roy. Geog. Soc. Vol. XLIII. London 1873. 

‚ Е. Astrup: Blandt Nordpolens Naboer. Christiania 1895, р. 318. В. Peary: 
Northward over the Great Ice. Vol. II, p. 173. 


two 
1 
or 


ment Umanark on the south side of Wolstenholm Sound, I have 
myself seen how the sea is eating away the low, grass-covered 
coastal Jand; houses can be seen there which have been dwelt 
in within the memory of those now living, but there founda- 
tions have now been half carried away by the waves. Whether 
the ground has sunk before the foundations were carried away, 
I cannot definitely determine, though it seems most probable. 

It is not my intention to give here a complete description 
of the geology of the region dealt with, its climate, animal 
and plant life. I need only mention the conditions which are 
of importante for the Eskimo culture, that is, of anthropo- 
geographical interest. Most of these conditions have already 
been mentioned and only a few additional remarks need be 
made. 

In earlier times the Polar Eskimos obtained materials from 
the ground for their stone-knives and stone-axes and even on 
Peary’s and Astrup's first visit these had not quite disappeared. 
Slate has at any rate been used for such women’s knives (Ulo), 
which were employed for scraping the blubber on the inner 
side of seal-skin. As mentioned earlier, Ross narrates that 
when he met the Polar Eskimos at Cape Yerk in 1818, he found 
in their possession rude knives and harpoon points with cutting 
edges of meteoric iron. So far as he conld understand from the 
explanations of the Eskimos, this iron came from ап “iron- 
mountain” on Melville Bay, north of Bushnan Island. The 
place was found in the spring of 1894 by Peary by the help 
of an Eskimo, who knew both the place where it occurred and 
also the use of this natural iron, which is really of meteoric 
origin in contrast to the Disko iron, which was originally deposited 
in the basalt. Peary thus describes how the Eskimo found the 
place: ‘‘Kicking aside the snow, he exposed more pieces, 
saying this was a pile of the stones used in pounding frag- 
ments from the ‘‘iron-mountain”. He then indicated a spot 
four or five feet distant as the location of the long-sought 


276 


object”. The large block of iron was cleared of snow and the 
Eskimo told Peary, "that the Innuits call the meteorite a woman 
in a sitting position, and he says it used to be much larger 
and higher than it is now, but that his people have gradually 
worn it down, and that years ago natives from Peterahwik (on 
the coast north of Inglefield Gulf) broke off the head and 
carried it away. He also voluntarily told how the ancient 
knives of his people used to be made, namely, by inserting 
small flattened pieces of the metal in a bone or ivory back, 
and then with a piece of trap lying near, showed me how the 
flakes of iron were detached”. In 1895 Peary procured a 
woman’s knive, which was found in an old winter house at 
Netschilivik, as also a man’s knive from the old settlement 
Kangerdlugsuark (Kangerdlooksoah), far in on the south side 
of Inglefield Gulf, and both instruments were provided with an 
edge of the natural iron!. This use of the natural iron can 
scarcely have arisen at the place itself, but is certainly due to 
some influence from outside. Possibly it came from the more 
southerly west coast of Greenland over Melville Bay, or it may 
have been learnt from the use which the Central Eskimos on 
the North American continent make of the natural copper oc- 
curring on the islands and coasts at Coronation Gulf. The 
question cannot be further discussed here; for its solution we 
require typological studies on archaeological material which is 
still wanting. 

Of minerals which are of cultural importance for the 
Polar Eskimos we also find sulphur pyrites, used for making 
fire, and soapstone, from which lamps and cooking utensils 
are made. The principal locality for sulphur pyrites is the so- 
called “ignerite” hill (fire-stone hill) at Fitz Clarence Rock in 
Booth Sound. One of the principal soapstone quarries lies on 
the coast some kilometers west of the Petowik Glacier. 


+ В. Peary: Norhward ete. Vol. II, рр. 145—147, 612—614 (fig. of the two 
knives). 


ОТ 


The lack of trees has been of vital importance for human 
life on Smith Sound, and in earlier times this lack was even 
one of the main reasons why they could not build boats. The 
conditions are different here from those in South Greenland, 
from Egedesminde and southwards, where the coast received 
plenty of drift-wood. Extremely little of this occurs so far to 
the north, even though small quantities certainly drift in fairly 
regularly. Hall! found a piece of drift-wood which was about 
{ m long as far north as Kennedy Channel, and another some- 
what shorter piece; and Greely”? gives a list of the drift-wood 
collected on his expedition, consisting almost entirely of willow, 
pine and cedar. 

Attention has only been paid hitherto to the more restricted 
region of the Polar Eskimos from Cape York to Smith Sound; 
this is the district where they have their fixed winter dwellings 
and where they pass all the dark periods, as well as the times 
of leisure and scarcity of food. The place is well-marked off 
from natures side. Smith Sound is a little over 50km broad 
at its narrowest part and in the winter is covered by a solid 
layer of ice: according to the Eskimos it can be crossed at 
this time not only by the polar bears, foxes, reindeer and 
hares, but also by the musk-ox and the polar wolves. In spite 
of this, the two last-mentioned animals do not occur at Ingle- 
field Gulf and Wolstenholm Sound. The musk-ox is said never 
to have been seen south of Cape Alexander; but the Polar 
Eskimos have been from early times accustomed to cross over 
Smith Sound and hunt them on the east coast of Ellesmere 
Land about Bache Peninsula. A few polar wolves are some- 
times met with at intervals of some years, probably roving 
animals which have lost their way south of Cape Alexander. 


The different occurrence of the two kinds of foxes on the 


1 Е. Bessels: Die amerikanische Nordpol-Expedition. Leipzig 1879, р. 296. 
? А. W. Greely: Report on the Proceedings of the U. $. Expedition to Lady 
Bay, Grinnell Land. Washington. 1888. Vol. 1, рр. 313 and 534. 


278 


two sides of the Sound has already been mentioned. And it 
is also peculiar that the races of reindeer differ in an almost 
exactly parallel manner. On the east side we find the common 
Greenland reindeer, which is closely related in all its structure 
and appearance to the caribou of the North American Barren 
Ground. On Ellesmere Land, on the other hand, we find a 
smaller race (Rangifer pearyi Allen), which is also said to 
differ in colour, form of the horns and anatomical features’. 
The polar bear has quite a special importance for the 
Polar Eskimos. It is their most dangerous enemy while hun- 
ting and it has been in great degree their trainer in hardihood 
‚ and ingenuity. Further, there is no Eskimo tribe which 
requires and uses the skin of the bear for clothing to such 
an extent, as the Polar Eskimo’s district falls within the 
region of distribution of the polar bear; but it only occurs in 
small numbers at the fjords. It is most abundant, on the 
other hand, up in the Kane Basin at the Humboldt Glacier, as 
also in Melville Bay off its many ice-streams, and the Polar 
Eskimos sometimes sledge up to these localities to hunt for 
the bear and provide themselves with its indispensable skin. 
The areas visited by the Eskimos thus extend from the 
Humboldt Glacier right down into Melville Bay. Sometimes 
they have come so far down that the West Greenland bear 
hunters have found the traces of their sledges; but, at any 
rate during the period of the Danish colonisation in the district 
of Upernivik, there was no connection with the more southern 
Greenlanders before 1904. According to Knud Rasmussen the 
Polar Eskimos tell of a bloody conflict they have had with the 
latter, after which they no longer ventured to go so far to the 
south. And there is scarcely any doubt that there has been 
an occasional connection once upon a time, which for some 
reason was broken off some generations ago, perhaps in the 


1 Bull. Amer. Mus. Nat. Hist. Vol. XVI. New York 1902, p. 409; and 
Vol. XXIV, New York 1908, p. 487. 


279 


first half of the 18% century. В. Stein", who made a special 
investigation of the extent of the original geographical know- 
ledge of the tribe, came to the result, that it extended so far 
to the south as even to include Upernivik, whereas to the 
north it only went a little beyond the more restricted home- 
district of the race (a little beyond 79° N.L.). 

it is, in fact, an enormous extent of land and sea which 
this handful of people, counting little more than 200 indivi- 
duals, must toil over in order to procure for themselves what 
is necessary for the maintenance and security of life. Ш is a 
tract of 6—800 km. Towards the land its extension is of 
course limited by the inland ice, which for the Eskimo is sur- 
rounded by superstitious dread and mystery. Journeys over the 
glaciers are however by no means unknown. It happens, that 
open water off a projecting promontory must be avoided by 
driving over the glacier-covered land with the dog-sledges. 
And two sledge-routes pass over the marginal zone of the 
inland ice in going to the principal reindeer district in Olriks 
Fjord. The one goes from the settlement at Netschilivik up 
towards the most northerly of the glaciers, which open on to 
Barden Bay, and further in an easterly direction on the inland 
ice. The other leads from North Star Bay up the valley, which 
is the eastern continuation of the bay in towards the land, and 
up on the inland ice; thereafter the route bends in a northerly 
direction and leads towards the inner part of Olriks Fjord. 
Both of these glacier-routes are used in the autumn, before 
the long, river-like Olriks Fjord with its strong current is 
frozen over, and even before the ice-free foreland is suitable 
for sledging, so that the baggage must be carried up to the 
margin of the glacier. - 

All the wanderings aud journeys of the Eskimos are made 
by sledge, as the period of open water is so short; and it is 


В. Stein: Geographische Nomenclatur bei den Eskimos des Smith-Sundes. 
Petermanns Mitteilungen 1902. 


1 


280 


only within recent years that they have begun to construct 
skin-boats, and even then only kayaks, not the larger women’s 
boats or umiaks. A group of islands like the Carey Islands 
seems never or seldom visited by the Eskimos either by sledge 
or by boat, though the islands can be seen from the coast 
of the mainland. 

On Ellesmere Land the Polar Eskimos had earlier never 
passed over the relatively narrow tract of land which extends 
between the indentations on the east coast to Bay Fjord on 
the west side of Ellesmere Land. Along the east coast they 
have not gone very far north or south of the indentations on 
Bache Peninsula. Nowadays, however, this has been altered 
as the result of the influence of expeditions and the informa- 
tion gained therefrom, and some Polars Eskimos have already 
on their own initiative extended their horizon as far as Jones 
Sound and the west side of Ellesmere Land. 


III. 


The state of culture of a tribe can express its primitive- 
ness and lack of development mainly in two ways. There is 
in the first place the division of labour; the more undeveloped, 
the less the division. Every individual of a tribe in the state 
of low culture does the same kind of work as every other. 
The most primitive condition of all is, that the individual seeks 
his food alone for himself without cooperation with others and 
without giving others help; it is the individualistic mode of 
life, which however one scarcely finds realised in all its purity 
in any single case. The second direction in which primitive- 
ness can display itself in a decisive manner is in the lack of 
special apparatus and the lack of acquired, skilled methods in 
obtaining a livelihood. 

The expression ‘‘collectors” has been employed to denote 
those tribes, which stand in the lowest stage of development 
both as regards the individualism as also in the other direction 


LE 


mentioned. At the present day true ‘collectors’ hardly exist. 
as the industrial culture of all known tribes is based on spe- 
cial acquirements or trained methods in using special apparatus. 
This applies especially to the male sex, whereas the direct 
participation of the female sex in obtaining the means of 
sustenance consists as a rule merely in the collecting of every- 
thing possible that might be eatable, as fruits, roots, eggs, 
larvae etc., thus, things which can all be obtained without the 
use of other apparatus than a pointed stick for digging up 
roots. We might say, therefore, that among the hunting 


peoples the woman still remains at the “collector” stage, whilst 
the man has developed a special and higher form of culture. 

Amongst the hunting peoples we may therefore with a 
certain amount of right distinguish between two modes of liveli- 
hood, namely, hunting, which is pursued by the men with 
special weapons manipulated in a special, trained manner with 
sport-like character, and secondly collecting, which is 
carried on by women, children and old people or all those 
who do not possess the strength or skill to take part in the 
hunting. In the culture stage of the pure hunters, therefore, 
hunting and collecting correspond partly to man’s and woman's 
work; it is on this basis at any rate, for a very great part, 
that the often sharp division between the work of man and 
woman as also between their customs has been founded. 

It is self-evident, that it would be wrong in a scientific 
consideration of cultures to distinguish fishing from hunting 
as а special or separate mode of livelihood. Fishing has to 
be regarded as “hunting”, if it requires special apparatus in 
conjunction with special methods of capture or great strength, 
and in these cases it belongs to the activity of the men. On the 
other hand, it is merely ‘collecting’, when a wealth of fish is so 
easily obtainable that women and children can help in its capture. 

Applying now these considerations to the culture of the 
Polar Eskimos, we find that this, like that of the remaining 
Eskimos, stands no higher in the direction of division of 
labour in the making of their living that most of the other 
hunting cultures throughout the world. Every man must be a 
hunter, even the priests or angakoks, and there are no special 
leaders or organisers in the tribe. On the other hand, their 
industrial culture stands even very high as regards its wealth 
of apparatus for various uses and as regards the acquired skill 
and sportman’s craft and daring with which they are used, 
even though the apparatus is only for the use of one person, 
not of many together, i. e. individualism is predominant. 


283 


We can readily see that the Polar Eskimos have raised 
themselves high above the level of the “collectors”. Further, 
we also find that the sport-like hunting plays a more promi- 
nent part than the simple collection of the means of life; the 
natural conditions indeed do not give much opportunity for 
the latter. Berried fruits and eatable insects hardly occur and 
the beach is practically bare of edible shell-fish. Nevertheless 
this essentially woman’s mode of livelihood does occur. И 
appears typically in the case of the few, fresh plant-materials 
which may be eaten, namely, some sweet-tasting flower-buds 
and some sourish leaves, which are eaten either raw or after 
boiling with a little water, and it is as a rule the women and 
children who enjoy this kind of food. To balance matters the 
men are able to obtain another kind of plant-food, as they eat 
the contents found in the stomachs of reindeer; this is a very 
favourite food and as only the men have access to the reindeer 
meat stored in the depots, it is specially a man’s dish. Again, 
the women take part in the catching of the Little Auk, which 
takes place on the readily accessible, sloping cliffs by means 
of a large net attached to a 2—3 meter long pole, the hunter 
lying down among the stones and stretching up the net to 
catch the birds as they sweep in thousands over his head. On 
the other hand, the hunting of the Great Auk and the collec- 
ting of its eggs on the steep sides of the cliffs, where the 
hunter is let down from above by a rope, is purely man’s 
work. Similarly it is for the man to fetch the eggs of the 
eider duck from some small islands, e.g. from Dalrymple Rock. 
In connection with these conditions we can also note a ten- 
dency on the man’s part to make the eggs his own particular 
property and to forbid the women touching this delicacy, which 
is enjoyed even though the development of the embryo is far 
advanced”. 


! ef. Josephine Diebitsch-Peary: My Arctic Journal. London 1894, 
pp. 163—164. 
XXXIV. 19 


The Polar Eskimos as well as the Eskimos in general are 
distinctly nature people, in the sense that their direct depen- 
dence on and adaptation to the natural conditions under which 
they live, is distinctly apparent everywhere in the life of the 
tribe. The varied hunting equipment and the highly developed 
cleverness in hunting, however, place the Eskimos not among 
the lowest but among the most developed hunting peoples the 
world knows. If we divide the hunters into the two cultural 
categories, lower and higher, we often find the Eskimos placed 
in the lower class along with the bushmen, the dwarf negroes, 
the Australian negroes and the Botocudos; but this is by no 
means right. The Eskimos’ culture-apparatus for the main- 
tenance and security of life is even specially well-developed 
and entitles us to place them among the higher hunter peoples. 

The Polar Eskimos belong to the group of Eskimos for 
whom the summer and the winter bring very distinctly different 
modes of livelihood, corresponding to the great changes in the 
natural conditions. In winter the surface of the water is solid 
ice and snow, in summer it is over the greater part a rolling 
sea. We might indeed speak of a summer culture and a 
winter culture. The summer culture is characterized by the 
kayak, the kayak hunting and the summer tent, whilst the 
winter culture is characterized by the dog-sledge, hunting on 
the ice and the winter-house. 

For the Polar Eskimos the summer activity is of very brief 
duration, that of the winter long. As we go southwards along 
the west coast of Greenland, the summer mode of life becomes 
more prolonged and the winter mode more restricted. When 
we come right down to South Greenland, south of the Polar 
Circle, the dog-sledges and the hunting on the ice quite dis- 
appear and during the whole year the product of the bunting 
must be sought for in kayaks on the open sea. Quite a parallel 
transition is met with along the west coast of Alaska, where 


the Point Barrow Eskimos mainly pursue the ice-hunting, whilst 


285 


down towards the Aleutians the sea is open the whole year 
round and we find a very higly developed kayak-hunting, just 
as in South Greenland. There can be no doubt that the many 
points of agreement between the Eskimo culture in South 
Greenland and that in South Alaska have arisen from this 
adaptation to the same kind of natural conditions. At both 
these places the Eskimo culture has become subarctic, whilst 
in the intermediate, more northerly regions from Point Barrow 
to Baffin Bay it assumes more distinctly arctic forms’. The 
Polar Eskimos are thus preeminently arctic people, but in cul- 
tural regards not appreciably more so than the continental 
Eskimo tribes from Coronation Gulf to Melville Peninsula. — 
In addition to the division of the year into a period of 3 
months with open water and another of 9 months with ice and 
sledging, we find here also, owing to the situation so far 
north of the Polar Circle, a dark period and a light period 
with two intermediate periods when the sun comes up and 
goes down. The dark period or the true winter time lasts from 
about the 15t of November to the 11% of February, ог са. 102 
days, in the regions about Cape York or more correctly 
76° N.L. Then comes a kind of spring-time with day and 
night, which lasts till about the 29% of April, after which the 
sun no longer goes down until the 15 of August, i. e. for 
about 109 days. Then follows the autumn period from the 
middle of August to the beginning of November. The further 
north we go the more do the real dark and light periods in- 
crease in duration at the expense of the intermediate, arctic 
spring and autumn; in Inglefield Gulf, for example, these 
periods are each fully ten days longer than at Cape York. 
These four polar seasons, which are each approximately 
one-fourth of the year, determine the yearly changes in the 
Eskimo life and the yearly hunting journeys, but the part they 


1 ef. H. P. Steensby: Om Eskimokulturens Oprindelse. Kobenhavn 1905, 
pp. 12 and 142 et seq. 
19* 


286 


play is more indirect, in affecting the occurrence of the ani- 
mals hunted. 

The winter-houses, which stand empty through the summer 
and are almost always partially unroofed, are made ready in the 
course of September for dwelling in and begin to be used as 
a rule in the latter half of September, after which — excluding 
journeys — they are dwelt in until May. In setting the house 
in order both men and women must take part. A family has 
however no right of possession to a house, longer than they 
are just resident there, unless it is expressly stated to the 
other members of the tribe, that they will occupy the same 
house next winter. Otherwise it can be taken by any one that 
likes. The fact is, indeed, that the winter is not passed at 
the same place each year. The family, which one winter has 
lived at Cape York is perhaps met with next winter at one of 
the most northern settlements of the tribe. Quite new winter 
houses are however only built exceptionally, as it is more con- 
venient to repair one already existing, and such deserted dwel- 
lings are to be found at various localities along the whole 
coast right from Bushnan Island to near the Humboldt Glacier. 

The most southerly houses which are used during the 
winter lie on the east side of Cape York (75°51’ №. 6.) between 
the point of the promontory and the nearest glacier. A number 
of winter-houses are collected here, built into the sloping in- 
cline at the foot of the high, steep cliffs; the place is called 
Ivnaganerk by the Eskimos. The northernmost place used has 
long been Etah or Ita, which lies at Port Foulke at 78°15’ N.L. 
At the time of Kane’s expedition and again within recent times 
they have gone right round to Kane Basin to Anoatok or 
Anoritork, which has become known through being the start- 
ing-point for Fr. A. Cook’s expedition. 

The other places most used between these two outermost 
points are as follows, beginning from the north: Nerkré or as 
the English and American authors (especially Peary) write it, as 


287 


a rule, Nerkey, which lies west of Robertson Bay; further, 
Krana (Engl. Karnah), which is situated on the north side of 
Inglefield Gulf between Mc Cormick Bay and Bowdoin Bay; 
Narsark (Engl. Narksami), which lies on the south side of 
Inglefield Gulf a little to the east of the mouth of Olriks Fjord 
and which owing to its position is like a centre for the dwellers 
on the Gulf; Itivdlerk (Engl. Ittiblu) on the south side of the 
mouth of Olriks Fjord; Netschilivik (Engl. Netchiolumy) on 
Barden Bay; Kiatark (Engl. Keaté or Kieti) on the south coast 
of Northumberland Island; Umanark (Engl. North Omenak or 
Oomunui), which receives its name from a neighbouring, table- 
shaped mountain on the north side of North Star Bay and has 
a similar importance for Wolstenholm Sound as Narsark for 
Inglefield Gulf; Agpat (Engl. Akpan) on the south-west side of 
Saunders Island; as also the small settlement Igfissork (Engl. 
Ipsuischo, Ipsueshow), which lies on the small Parker Snow 
Bay about halfway between Cape Atholl and Cape York. It 
was at Umanark that the new Danish Mission Station was set 
up in 1909. 

The snow-houses are not actually used at any definite 
period of the year, but only as lodges whilst hunting or on 
journeys during the winter. These snow-houses, which require 
suitable, hard, frozen snow, are built by the Eskimos in the 
course of a very short time, the men with their long snow- 
knives cutting blocks of snow from the drifts and placing them 
in a spiral-line above one another, until the whole becomes an 
arched dome. ‘Towards May, when the snow is less suited for 
building purposes and the summer tent is already in order, a 
combination of snow-house and tent is set up on the journeys, 
a low snow-wall being first built and the tent in a folded con- 
dition is then laid on the top to serve as roof. Sometimes 
also, a mere wall is built for shelter or even this is quite 
omitted and the Eskimos simply lie down and sleep on the 
snow. Further, natural caves or overarching shelters in the 


288 


cliffs, several of which occur along the coast, are used both 


on the sledge and kayak journeys, when the night 
/ 
£ 
L р | ET 
JSÅ . =. 
/ À N À er Е À 
; J 


Fig. 1. 


has to be 


A snow-house seen from the side (drawn by the Eskimo woman 
Alakrasina). Note how the rows lie obliquely, being arranged in 
a spiral which ends at the top, where the smoke-hole is. On the 
right of the house-passage stand two individuals, one of which is 


a woman with a child in the “amaut”. 


passed in the open or shelter sought for owing to bad weather. 


A well-known cave, where some of the expeditions have sought 


shelter on their journeys by sledge or 


x boat, lies just to the north of the 


/ \ Petowik Glacier about halfway between 


N, sledges over the inland ice, 


hunting out in Olriks Fjord, 
/ \ Eskimos have come down with 


aN the settlements in Wolstenholm Sound 
| and at Cape York!. During the autumn 


when the 
their 
a shelter 


is built of stones and outstretched skins 


See in which the women and children can 


Fig. 2. live, while the men are out for days 


Diagram of the interior of a 
snow-house (drawn by the same 


on the hunting grounds”, Much sought 


person) = PiubberJampiste- after also, whilst on journeys or-hun- 


presented as standing on each 


of the side-platforms inside the ting, are the ruins of winter-houses. 


house. 


This collection of winter and sum- 


mer dwellings, hunting lodges and improvised shelters on 


journeys, which the Eskimos know how to construct, already 


shows to what a high degree and in what a practical manner 


they adapt themselves to the prevailing conditions. 


1 Peary: Northward etc. Vol. Il, p. 139. 


= Knud Rasmussen: Nye Mennesker. Kobenhavn 1905, р. 90. 


289 


This appears just as clearly also in their methods of 
hunting and journeying at the different seasons of the year. It 
is only possible naturally to sketch and describe the main fea- 
tures of these, as there can be some differences from the 
ordinary routine depending both on geographical conditions as 
well as on personal conditions and pleasure. 

The Eskimos are most bound to a definite spot during the 
summer or more correctly in the months of July, August and 
September, as they have open water then and their complete 
lack of large boats for journeys (umiaks) prevents moving. The 
earlier mentioned, American Eskimos, who immigrated to these 
parts in the sixties, certainly knew the travelling or women’s 
boat, and they seem also exceptionally to have used it. Thus 
Knud Rasmussen! narrates that the Polar Eskimos tell of a 
group of men, who were isolated during a bad hunting period 
on Cape Melville in Melville Bay, and that, when the summer 
came, they made a women’s boat from their tent-skins and 
rowed away to better hunting places. However this report may 
be judged from a purely historical standpoint, it bears witness 
that the Eskimos have not been wholly unacquainted with the 
idea of large skin-boats. At the present time, when the Eski- 
mos have had access to wood for some years, it is probably 
and mostly for practical reasons that they do not build such 
boats. A umiak, namely, cannot be taken on the sledge, so 
that in order to have any advantage from it, a family must end 
its ice and winter life exactly at the same place where, 9 
months previously when the sea became frozen over, it began; 
such a women’s boat is however not so useful during the short 
summer life, that the Polar Eskimos would willingly bind them- 
selves in such a way. We find therefore that the few boats, 
which the Eskimos have in the course of time come into pos- 
session of from expeditions, have been permitted to lie without 
being put to any appreciable use for the tribe. 

aser р. 28. 


290 


In the old days, before kayaks were obtained, the summer 
had to be passed on one of the grounds frequented by birds, 
where life could be maintained at any rate until the ice-hunt- 
ing began again. The Eskimos are not now so firmly bound . 
to such localities; what they now seek for are the places where 
the sea-mammals occur and where at the same time the sea 
is calm in the shelter behind land and ice-fields. These con- 
ditions are found inside in Cape York Bay, as also inside the 
groups of islands at the mouths of Wolstenholm Sound and 
Inglefield Gulf. At Cape York the white whale (Beluga), nar- 
whal and seals (bearded seal and fjord seal) are almost the 
only forms in the summer hunting, whilst at the two other 
places as also at a third place right up at Etah, the walrus is 
also present, as it has its summer haunts there at a certain 
depth of water, where it lives upon the shell-fish of the bottom. 

It is not the case here as in South Greenland, that the 
settlements at the open sea are placed on the outer side of 
the fringe of islands, where the open water is always near and 
where the hunter can approach nearer the seals when the 
water is rough than when it is smooth. Nor is the kayak of 
the Polar Eskimos like the light, elegant boat of the South 
Greenlander; it is clumsy, heavy and open, the hunter sitting 
in an open space, whereas in South Greenland he becomes one 
with his boat by means of a closely fitting fur-skin. The kayak, 
which has become the main apparatus of the subarctic Eskimos, 
is of quite subordinate importance among the Polar Eskimos, 
whose main apparatus is the dog-sledge. 

The places now preferred by the Polar Eskimos for the 
months of July, August and September are in the main the 
same as the winter dwelling-places at Cape York and Etah and 
those which lie in the mouths of the two large indentations. 
Some of the principal conditions for a summer settlement are 
in fact the same as the conditions for setting up their winter 
dwellings. In both cases they require calm and sheltered 


291 


water — in the one case for their kayaks, in the other for the 
even surface of ice. Lastly, the conditions for landing from 
the water with the kayak and from the ice with the dog-sledge 
are very much the same, as they both require an even, slop- 
ing beach. 

The summer hunting from the kayak however is on the 
whole not so very important. When the spoil has been killed, 
it is towed on land, where the sealer himself skins it and 
places it in the depot, when it is not at once divided up on 
the spot for distribution at the settlement or among the parti- 
cipators in the hunt and towing. The distribution takes place 
according to fixed rules. The first harpooner or the one who 
first struck the animal has the first right to take certain, spe- 
cially good pieces; then come the second and third harpooners 
and then the others taking part. The animal on being cut up 
is divided into definite portions, the principal of which, accor- 
ding to a drawing of a walrus accompanied by an explanation 
which | received from Napsanguark, are the two breast- 
pieces, the lateral halves of the back, the neck, head, the front 
flippers, the two lateral halves of the body, the hind limbs, the 
two rib-pieces, the two stomach-pieces, the two lumbar por- 
tions, the tail with its root and the liver. The Eskimos have 
an excellent knowledge of the anatomy of the animals and 
divide up a walrus with surprising skill and speed. 

That it is the man among the Polar Eskimos who skins 
the animals, whereas this is distinctly woman’s work among 
all the other Greenland Eskimos, finds its simple explanation 
in this, that the usual spoils for the Polar Eskimos are much 
larger animals, which cannot be brought home whole to the 
settlement with the kavak or on the sledge, as is the case with 
the smaller seals in South Greenland. This appears very 
distinctly when we consider the Polar Eskimos’ ice-hunting of 
the walrus, as will be described below. 

Towards autumn, when the reindeer are fat and come 


together in herds on the lichen-covered plateaus at Olriks 
Fjord, a number of families move up there along the routes 
already mentioned. Whilst the men are hunting the deer, the 
women and children catch salmon in some few (certainly only 
2 or 3) lakes which occur there. These lakes are already 
covered by ice and the fishing is therefore carried on through 
holes in the ice by means of an ice-fork. This is one of the 
instruments which the American immigrants at that time taught 
the Polar Eskimos. The above mentioned old man, Merkrusark, 
who himself belonged to the immigrants, gave Mylius Erichsen! 
the following account of their methods of salmon fishing. “Оп 
a strong line we fix small pieces of narwhal’s teeth or walrus’ 
teeth, then drop it into the water and pull it up and down 
until we catch the salmon, which we land with a two-pronged 
fork’. The method is well-known at several other Eskimo 
localities. The fish is eaten either boiled or frozen and is 
kept in the frozen condition through the winter. 

After satisfying its lust for hunting and its desire for 
reindeer flesh and fish, and after storing the excess of food- 
stuff in the depots, from which they are only fetched when the 
dark period is over, the family journeys back again to the 
coast, where the even winter-ice has already as a rule begun 
to form. Apart from variations in the time for the appearance 
of the ice-cover, the sledging on the fjord-ice generally begins 
in October. The intermediate periods between open water and 
solid ice, which may last a long time during storms, are actu- 
ally barren periods, when the hunter is compelled to lead an 
idle life in the winter-houses until the ice becomes solid; often 
they are periods of famine when the depots are reduced. 

Then begins the real arctic form of life with hunting on 
the ice as the main activity. The walrus, white whale and 
narwhal go out to the ice-free waters and the hunters at the 


т 1. ©. ‘pp. 307—308. 


293 


different settlements are accustomed, in the autumn or by 
moonlight, to go out on sledges to the margin of the ice at the 
groups of islands in the mouths of the fjords and hunt the 
walrus on the newly formed ice. Inside the fjords there are 
only the fjord-seals. These are first hunted when the winter 
has set in, one of two methods being employed according as 
the ice is smooth and bare or covered by a layer of snow. 
When the ice is smooth, the hunting is carried on in the 
manner known already from Umanaks Fjord in West Greenland, 
as described by Rink!. In this method the hunter covers his 
feet with hairy skin and can thus walk noiselessly on the 
smooth ice, which he cannot do on a rough or snow-covered 
surface that crackles as he goes along. If the hunter possesses 
acute hearing, which can distinguish the sound and direction 
of the breathing seal, and a sharp eye to detect the breathing 
hole in the ice, he can silently run up and strike the harpoon 
into the seal, just at the moment when it has sunk its head 
and is about to leave the hole. In striking at this moment he 
manages to do so in the neck or in the soft parts behind the 
head, and not in the harder, more resisting part of the latter, 
so that the harpoon penetrates deep and remains fast; the 
seal is thus attached to the line which the hunter holds fast. 
After some time the seal must come up again to breathe, but 
is met by the lance and is in the end hauled up on the ice; 
during the struggle the hole must as a rule be made some- 
what larger. This smooth-ice hunting can give a considerable 
yield in the beginning of winter, especially when a large num- 
ber of hunters take part so that a watch can be set at all the 
breathing-holes over a large area. Peary” describes it in the 
first days of November 1894. ‘‘The natives are making’ the 
most of the new ice in the Sound (i. e. the waters between 


1 H. Rink: Grönland, geografisk og statistisk beskrevet. København 
1852—57, 'Vol..l. 
? Northward ete., Vol. II, рр. 402—403; cf. Knud Rasmussen, I. c., р. 242. 


294 


Herbert Island and the mainland) before snow comes to cover 
it and bring the harvest to an end. Every man and boy that 
can raise a ‘‘pussymut” (seal-spear) is living on the ice night 
and day, clad in his heaviest furs, his feet muffled with noise- 
less bearskin pads, and with his little three-legged stool, on 
which at a pinch he sits for hours, waiting for the unsuspec- 
ting seal to come to its breathing-hole, and receive the murder- 
ous spear-thrust. In the afternoon Panikpak returns and tells 
me he has killed sixteen seals off the Castle Cliffs, and 
Koolootingwah an equal number. Over a hundred seals had 
already been killed by the natives of Karnah and Koinisuni, 
and if the snow holds off a few days longer, it is likely that, 
in addition to their store of walrus and narwhal meat, there 
will be two seals apiece for each man, woman and child at 
_ these settlements.” 
In general the stool mentioned is not used during the 
smooth-ice hunting; but it is most probable that in Peary’s case 
every single breathing-hole has been watched over by a hunter; 
otherwise the stool is used when the ice is covered by snow, 
in the true ‘‘Maupok” or ‘waiting’ method. This is carried 
on over snow-covered ice, when the hunter dare not move 
from fear of disturbing the seal; he must stand or sit still at 
the breathing-hole and wait till the seal comes up to breathe, 
A further difficulty with this method lies in finding the situa- 
tion of the breathing-holes under the snow-cover. From the 
Central Eskimo tribes we have the report that they employ a 
specially trained dog, led on a line, to scent out the holes, 
and it is probable that the Polar Eskimos know the same mode 
of procedure!. In this Maupok hunting, however,. a three- 
legged stool is used, whose ‘‘weak and thin legs composed of 
many, small pieces of wood are elegantly stiffened by means 
of thin, diagonally wound thongs”. This is the description 


1 ef. L. Mylius Erichsen and Harald Moltke: Grønland. København 1906, 
p. 524. 


295 


given by Astrup! of the Maupok stool of the Eskimos. Those 
I have seen in 1909 quite agree with this, except that the legs 
now consist of whole pieces of wood or sticks. 


Fig. 3. 
Strangers arrive at the winter settlement (drawing by the Eskimo Samik). Above, a snow- 
house and below this a winter-house, which is only partially drawn. The smoke-hole is 
seen on both houses. In front of the snow-house a woman is sitting with a child in the 
“ата”; in front of the winter-house there are also two persons, whilst a third is sitting 
on a sledge; the upright back at the hind-end of this is supposed to have a hunting-line 
wound round it. The dogs of the settlement are fastened together in a clump to a stone, 
but are trying to make towards the people in front of the houses, as they imagine they 
are about to be fed; but it does not occur to them to make towards the new-comers; 
Greenland dogs do not watch over the house, but only the sledge when they are harnessed 
to it. The long, horizontal line in the picture represents the boundary between the land 
and the sea-ice. The strangers have come half over this line and stopped. One dog does 
a necessity on the ice; some others seek to settle their personal disputes and cannot be 
distinguished from one another. The Eskimo man is standing behind the back of the sledge 
with the whip in his hand, whilst the woman is sitting on the sledge and points towards 
the fighting dogs. 


Some time after the sun no longer rises above the hori- 


zon, it is still light enough to be able to hunt on the ice, 
but it gradually becomes darker and this puts an end to the 


296 


hunting. In the course of the 3 months’ winter-darkness there 
is moonlight three times, and these occasions are used in 
paying visits to other settlements, or sledge-journeys are made 
to bring in food from the scattered depots; in cases of neces- 
sity the Maupok hunting is also carried on at the breathing- 
holes. Sometimes a wandering polar bear, scenting supplies 
of food, may rove into the settlement, and in such a case 
torches are lit and all join in hunting it. But, for the rest, 
the dark period is a time of feasting, when the Polar Eskimos 
come together, sing folk-songs and tell one another expansive 
hunting stories and the latest news. In January 1895 Peary? 
on a visit to the settlement Krana had the opportunity of 
participating in such a visiting and feasting period. ‘‘In the 
evening the village was a scene of feasting. А fetid seal-feed 
was in progress in Kardah’s igloo; in Akpalisoaho’s a little-auk 
spread was laid out; and in Ingeropahdoo’s another feasting 
crowd was gathered about a large walrus-ham, which took up 
nearly all the floor. Ootoomish and Tellikotinah, and their 
wives, visitors from the south shore of the Sound, now on a 
round of social visits, were making calls from igloo to igloo, 
sampling all the feasts and gathering all the gossip.” 

From the beginning of February, when the day-light again 
appears, families from all the settlements between Cape 
York to Inglefield Gulf start off on the journey up to the 
coast at Cape Chalon and Cape Alexander, where the open 
water in the middle of the North Water lies near the land and 
a hunting lager is set up at places which may vary in different 
years. In front of the ice-base along the land and just under 
the bluffs the Eskimo families build their snow-houses with the 
entrance and gut-skin windows towards the sea-ice. In the 
latter half of March 1894 Peary? visited the hunting grounds 
at Cape Chalon (Peterahwik) and found there over 40 snow- 


1 Northward etc. Vol. II, pp. 389—390. 
2 ibid. р. 419 et seq. 


houses, which held more than */srds of the whole tribe. The 
open North Water lay about 20 to 50 km, west or south-west 
of the settlement, ‘‘and its edge shifts like the fringe of a 
waving curtain. Two or three days of heavy wind will eat into 
the ice and bring the water several miles nearer the shore. Then 
during the following calm, the fierce temperatures of February 
and March, the lowest of the year, bind the motionless water 
with a zone of young ice, which in twenty-four hours will 
support a sledge and team of dogs. Then is the hunter s time; 
leaving the village at earliest daybreak he drives out to the 
edge of the old ice where the dogs are fastened, and then on 
foot with his harpoon, line and lance, he starts out upon the 
black mirror of the new ice”. 

It is important for the hunter to be able to reckon where 
the walrus will rise to breathe. Usually he waits for it at a 
hole already formed in the ice, but sometimes the animal 
comes up at a new place, breaking through the ice. The 
hunter then hastens guickly to the spot with the harpoon in the 
right hand and the ca. 40 meter long line of seal-skin in the 
left. The harpoon is not thrown, owing to the thickness of 
the walrus hide, but is thrust in, and the pole hastily with- 
drawn. The spike — formerly of bone, now usually of iron — 
which is at the end of the pole and has served as base for 
the loose point of the harpoon, is now planted in the ice, the 
line is given a turn as far down as possible and the knee and 
shoulder are brought strongly to bear as counterpoise. When 
the line again slackens, it is fastened as quickly as possible 
through two holes in the ice, and the animal as it reappears 
is met with the lance of the hunter and his comrades, who 
have hastened to his help. When the animal is dead, it is 
lifted right up by a kind of tackle, formed by lines of seal’s 
skin passed through two holes in the ice and a couple of holes 
cut in the skin, and as the heavy animal, which may weigh up 
to 1000 kg, is gradually lifted up over the water, pieces are 


298 


cut off and the whole booty finally driven in the dog-sledges 
to the coast. 

At the same time as the walrus hunling is going on, foxes 
and hares are caught in amongst the coastal hills. The skin 
of these animals is good and fit for use at this time of year, 
and it is specially for the sake of the skin that they are hunted. 
The foxes are nowadays taken in the modern American fox- 
traps, but we still find everywhere the remains of the old 
stone-traps. These consist of a small stone-box built of flat 
stones on the surface of the ground; this is closed at one end 
and just so long and so high that a fox can crawl into it, at- 
tracted by a piece of blubber. This blubber is, however, con- 
nected by means of a thong with a large, flat stone, which 
falls down and closes the trap, as soon as the fox seizes hold 
of the blubber. The hares are caught in running nooses, the 
arrangement and make-up of which will be described later. 

Towards the middle of April breaks occur in the ice at 
several places nearer to the land, and the walrus are scattered 
along the coast. The Eskimos again disperse, going as a rule 
to various settlements in the outer parts of the fjords; at the 
same time they keep to the bird-grounds, which are taken 
possession of by the birds about the middle of May. One group, 
for example, goes to Agpat or Saunders Island and remains 
there hunting the walrus, seals and narwhal, and later bird- 
catching, until the end of June; then just before the ice breaks 
up they move in on the mainland to the settlement Umanark 
at North Star Bay, where they pass the summer. Others set 
up their snow-huts in the neighbourhood of Kiatark and go 
later to one of the mainland settlements in the mouth of the 
Inglefield Gulf; others pass the spring on the north side of 
Inglefield Gulf. 

During the spring hunting two characteristic methods of 
hunting the seal are used. The one depends on the fact, that 
the mother-seal, when calving, digs a hole in under the snow, 


299 


as a rule in a snow-drift close by an ice-field. From the hole 
a large opening leads down through the ice, through which 
the mother passes up and down, and there is a smaller opening 
up through the snow-drift for the passage of air. A sharp 
eye can detect these ‘‘seal-igloos” from outside; the Eskimo 
walks softly up to it, and puts his ear close to the snow and 
listens. If he hears any sign of life he jumps on the mound 
as hard as he can, until it caves in, and then, with a kick in 
the head, he dispatches the young one. If the mother is pre- 
sent, he seeks first of all to plant the harpoon into her; if 
she is away, he patiently awaits her reappearance up through 
the hole in the ice, and then she meets the harpoon. 

The second method is the likewise well-known Utok hunt- 
ing, or the hunting of the seals when they lie and sun them- 
selves on the surface of the ice. The Eskimo approaches his 
watchful prey crawling on his stomach; at the present day he 
uses fire-arms, but unlike the Eskimos in the more southern 
parts of Greenland he does not have a small sledge with out- 
stretched, white linen sail, behind which the hunter is able to 
conceal himself. In earlier days it was necessary to approach 
his unsuspecting prey so closely that he was able to stick a 
harpoon into it. The method then was, to crawl up against 
the wind and as far as possible imitate the movements of the 
seal, lifting the head in the same manner, flapping the arms 
just like the seal with its flippers and moving the legs as the 
seal does the tail-end of its body. It is quite an art, which 
the older Eskimos have all practised and can still practise, but 
it is dying out in the younger generation. 

In the latter half of this period, as a rule from the first 
half of May, the Eskimos dwell in tents, as the snow-houses 
become damp and wet. The sun is now above the horizon 
during the whole twenty-fours hours. The Auks and Little 
Auks have come and taken possession of the sides of the cliffs. 
There is now abundance of food and it is a time of enjoyment 

XXXIV. 20 


300 


for the Eskimos. During this period “there is no regular sleep 
in an Eskimo camp; day and night are spent abroad when the 
weather is good. A constantly burning fire summons the 
people together at the public feeding-places of the camp, and 
the constant interchange of men going to the hunt and others 
returning maintains life and interest round about the fire at 
all times of the day and night”! 

The bird-hunting is carried on late in May and in the 
course of June, and stores of birds are laid in, which entire 
and with the feathers on are laid in blubber in a seal-skin, 
also eggs, which are kept under small stone-heaps. In the old 
days the whole summer had to be passed on one or other of 
the birds-grounds, and these localities are still places of resort 
for one or other poor and incapable family or for women, who 
for some reason have lost their providers. 

In this systematic review of the changes which take place 
with the seasons in the industrial culture of the Polar Eskimos, 
some interesting and important features of their hunting-life 
have not yet been described, for the reason that they are not 
of regular occurrence each year for all the hunters. These are 
especially the hunting of the polar bear and musk-ox. 

The places frequented for the polar bear hunting are Mel- 
ville Bay and Kane Basin at the Humboldt Glacier. The great 
extent of these hunting journeys to the southwards has already 
been mentioned. The season at which they are undertaken is 
the polar spring. Any one who intends to go bear hunting 
must make his preparations already in the previous year, 
in so far as he must obtain several dogs and train them 
specially to face the bears. The hunting itself requires the 
dog-sledges, the track of a bear being followed until the bear 
is sighted; the dogs are then let loose and surround the fleeing 
bear, keeping it back until the hunter can come up with it. 


1 Knud Rasmussen, L. с. р. 46. 


“poods nF ye Surgoeordde pue {eme aoyjıny aq 04 posoddns st oSpays Jomo oy, ‘oueq ® yuasaıdaı 0} pasoddus st yom ‘ainsg 
эЗле| Алэл в имелр sey IsıLıe oY} Joddn oy} рищея ‘'598рэ[з g Jo лор og} ur djoug sogoeordde apis 1489 ay} woag ‘лево ay} Aq пу uooq sey 84/5 
uostod ay} js11e oY} JO uoreuerdxe oy} 0} Зитрлороу ‘ле ou} poddozs pue pepunoxms элец ssop 9 "41047 OWL sa лерод ey} Aq umeap ‘Surjuny avog 


‘+ SU = 


wee nena 


302 


At the present time the rifle is the weapon used, but previ- 
ously it was the lance. Bow and arrow could not possibly be 
used, as the arrows cannot wound the animal sufficiently, 
owing to its thick hide and fur. The hunting thus developed 
into a fight at close quarters with the bear, in which the 
hunter not rarely received some hard knocks. Some of the 
Eskimos | saw, especially Masaitsiak and Samik, bore frightful 
scars on their bodies as the result of wounds from the claws 
of the bears. 

The hunting of the musk-ox on the east coast of Elles- 
mere Land is even more occasional. How this hunting was 
carried on before the advent of the rifle, has not been clearly 
explained. But it was even more impossible than in the bear- 
hunting to employ the bow and arrow against the dense cover- 
ing of thick, wooly hair of the musk-ox. We are not aware 
whether the Polar Eskimos knew or employed the lassoo or 
not, but it would seem practically impossible to catch a musk- 
ox in this manner, owing to the shape of the fore-part of the 
body, with the head sloping forwards from the neck and its 
thick horns likewise projecting downwards and forwards. There 
can hardly be talk of any other weapon but the lance, and 
presumably the method of hunting has been almost the same 
as that employed by Cook and his two Eskimos whilst wintering 
at Cape Sparbo in 1908—09, when they enclosed or drove the 
musk-ox on to ground covered by nothing but stones. On 
such a ground two legs are better than four and the hunter 
can approach quite near to the awkward musk-ox and easily 
evade its fury; in hunting these, dogs are also probably used. 

Both the bear and the musk-ox hunting are old among 
ihe Polar Eskimos. This does not hold good, however, for the 
reindeer hunting, which was first introduced by the immigrants 
from the American side. A contributory reason, why they had 
not previously troubled themselves about the profitable autumn 
hunting of the reindeer in Olriks Fjord, may have been that 


303 


they always passed the summer on the bird-grounds, and thus 
lived far from just those settlements, such as Umanark, Net- 
schilivik, Itivdlerk and Narsark, from which there is access to 
these hunting grounds over the inland ice. Until the time 
when Peary began his expeditions, the bow and arrow were 
the main weapons in hunting the reindeer. The Polar Eski- 
mos became all at once keen deer-hunters and they seem to 
have rapidly become just as expert and untiring in the hunt 


Fig. 5. 
Musk-ox hunting, drawn by the Eskimo Samik. According to his own explanation the 
one individual has “fallen on the stones’. The other hunter (supposed to be Samik him- 
self) attacks the first musk-ox, seeking to wound the animal in the heart with the lance 
(or gun ?). 


as Other Eskimo tribes. The long, converging rows of stakes, 
between which the herds of deer are driven into an ambush and 
which are so common among the other Eskimos, do not seem 
to have been used by the Polar Eskimos. One of their hunting 
methods and the most primitive meant simply finding a trail 
and following it at a steady run, until the animal was approa- 
ched so near that it could be struck by an arrow. With re- 
gard to other methods, the Eskimo Imerarsuk told the following 
to Knud Rasmussen, and I obtained a similar description from 
the old angakok Masaitsiak. ‘‘The deer at that time followed 


304 


certain passes between the hills. We can still see up there 
(i.e. on the hills at Olriks Fjord) the many hard-trodden paths. 
The hunters knew!, therefore, which paths the animals would 
follow, both in going down to the coast in the spring and in 
returning to the hills in winter. They stretched long lines of 
seal-hide across the deer paths, fixing the lines at short inter- 
vals to small piles of stones which they built. When a herd 
of deer came along and ran their heads against the line, they 
never tried to jump over it but simply followed it along to one 
of the ends. Here an archer was posted at both sides, sitting 
within a sheltering wall of stone, so that the deer should not 
suspect anything, and in this way the spoil was led to the 
hunter. The custom was also for many to join in the hunt 
and confuse the herds by cries, so that the deer were driven 
from the one shooting-box to the other. But for this method 
to succeed, the ground had not to be too Бгоа4” 1. 

Fishing is of little importance for the Polar Eskimos. The 
sea is not so rich in fish as further south. The salmon-fishing 
of recent years has already been mentioned. Further, I have 
seen sea-scorpions (Cottus) taken by a boy from his fathers 
kayak with hook and line, and also a special kind of fishing- 
apparatus, consisting of a ca. 8 cm long two-pronged fork, 
with teeth on the inner side of the prongs, which was cut out 
of a piece of narwhal or walrus bone and attached to a pole 
quite 1m long. This apparatus was said to be used in fishing 
for a small fish, probably a gadoid. 

The considerable booty, the Polar Eskimo obtains as a 
rule on his hunting tours, cannot possibly be taken along with 
him to the settlement on his sledge, and still less in his kayak. 
What he does, therefore, is to hide the surplus in a depot, 
from which it can be fetched later. The natural conditions 
during the greater part of the year make this method of pre- 
serving easy, as the meat freezes, and if the seal or walrus 


1 Knud Rasmussen, 1. с., р. 97. 


305 


flesh does become somewhat putrid, this does not matter so 
much, as the Eskimos rather prefer the flesh when it is 
“high”. Seals are even laid out in the spring so that they 
should become high, and are eaten later as a delicacy. On 
freezing at the low temperature the meat gradually undergoes 
a change, so that it becomes soft; when it is then warmed 
up to one or two degrees below freezing-point it forms quite 
a nice dish. Pemmican is not prepared as among the North 
American Indians, but it is a general thing to place birds and 
the skin of the white whale and narwhal in blubber. 

The many scattered depots lighten the long journeys for 
the Eskimos to a considerable extent, the depots being regarded 
as a kind of common feeding-places. This is one of the rea- 
sons why they are able to make their sledge-journeys of many 
miles in length with extremely little baggage and almost without 
provisions. But the depots also have other obvious advantages ; 
for example, in keeping their riches out of sight. If the whole 
of the booty were brought to the settlement, ,the less fortu- 
nate and the less capable hunters with their families would 
share in the eating, so long as the food jlasted, instead of 
going out themselves to hunt. Further, the depots far from 
the settlements mean several good places for the fox-traps, as 
the foxes always gather round the depots. 


IV: 


The small North Star Bay on the south side of Wolsten- 
holm Sound is separated from the main fjord by a small 
peninsula, lying chiefly in the direction from east to west. 
Furthest west this peninsula ends in a characteristic hill, which 
has the form of a broken cone with evenly sloping sides and 
a horizontal level on the top of no small extent. This hill, 
which is quite 200m high, is called by the Eskimos Umanark 
_ (Umanak), a name which is commonly used all over Greenland 
for such isolated, projecting mountains; the word is derived 
from umat, heart, and would thus mean heart-shaped. 

To the north-east of Umanark, but on the north-west side 
of the small peninsula towards Wolstenholm Sound, lies the 
settlement Umanark. It consists of some groups of winter- 
houses, which lie scattered along the coast at intervals of some 
few hundred meters. The most southerly group, which is 
composed of 5 houses, seems to be the one most used at the 
present time. In the summer time all the houses lay more or 
less open, the skins were entirely or partially out of the win- 
dows in all and in most the roof had been partially pulled 
down. Further there were empty houses which had not been 
used in recent years and also others which were so old, broken 
down and overgrown with grass, that it was only from the cir- 
cular elevation with the depression in the middle, that one 
could conclude, a winter-hut had formerly been there. It was 
evident that stones had been removed from these old places 
to be used in building the new houses. 


307 


A peculiar thing was, that some of the oldest ruins were 
considerably larger than the houses now used, and had a more 
square-shaped ground-plan. How far these large houses belong 
to a definite period in the earlier history of the Polar Eskimos, 
or whether they have perhaps been built by quite a different 
tribe of Eskimos, which has lived there previous to the present 
tribe, it is difficult to determine. I thought of something 
intermediate, that they were perhaps meeting-houses (kashims) 
of a similar character to those met with among the Central 
Eskimos on the mainland and among the Western Eskimos, 
and the Polar Eskimos are certainly not unacquainted with the 
custom, for those of a certain age to meet together in a 
common house. Thus, we sometimes find at their settlements 
a special meeting-house for the young people. For this pur- 
pose, however, one of the ordinary winter-houses is used, a 
special house’ of a larger type is not built. This would also 
be practically impossible, as the Polar Eskimos, with their 
present materials of nothing but stones and grass-turf and 
with their modest technical appliances, have probably reached 
the approximate limit for the size of their houses. On the 
other hand, there is no doubt, that if the materials permitted 
it, they would sometimes built larger houses than they now do. 

These considerations lead us therefore on to a different 
line with regard to the question of the large ruins. On Baffin 
Land the natives at Ponds Inlet build fairly large houses, in 
which the roof is not a stone-arch, but is formed from wood 
or from whale-ribs, which those taking part in the Scottish 
whale-fishing still have the opportunity to obtain. Some few 
centuries ago, when the large whales occurred in great num- 
bers, it must have been easy for the Polar Eskimos to procure 
such bones for building materials, from the whales that were 
stranded or driven on land, and thus to make their houses 
somewhat larger than they can build them now. For the rest, 
well-preserved ruins of such houses with cross-beams of whale- 


308 


ribs still occur at long-deserted settlements!; but unfortunately 
we have no information regarding the size of these ruins. 

For the sake of completeness it may be added, with regard 
to these large ruins at Umanark, that the Polar Eskimos have 
taken note of them and that they believe, they belong to an 
ancient period of adventure, when ‘‘people might wish them- 
selves somewhere else”. If there is anything in this of import- 
ance for the solution of the question, it is of a purely negative 
character, namely, that the Polar Eskimos do not ascribe these 
ruins to any other tribe. Nor is it in opposition to my sup- 
position, that they were merely the forerunners of the present- 
day houses, built of material more adaptable to larger houses, 
which has now been used up. 


Fig. 6. 
Part of a hare-barrier, consisting of 3 stone-heaps. Between the two left portions 
the nooses are represented, between the two right a row of small stones. 


One of the modern houses at Umanark lay quite uninha- 
bited with tumbled-down roof. The reason was, that it con- 
tained a corpse. When any one dies in a house, winter-house 
or tent, it is forsaken, and a long time passes before such a 
deserted house is again taken into use. Up from the settle- 
ments about a couple of hundred meters from the shore there 
were several old and more recent graves at a place with 
numerous stone-boulders, but all had been disturbed, most 
probably by foxes — if not by dogs — as also by the earlier 
expeditions. At one of these lay the remains of implements; 
it was the grave of a man, to judge from the remains of a 
kayak. Even the skeletons and skulls had almost all been re- 
moved from the graves. These consisted of stone-work above 


1 Knud Rasmussen, 1. с., p.85. — cf. В. Peary, Northward etc., р. 380. 


309 


the ground or between the boulders on the cliff with a rect- 
angular ground-plan, which was just so long and broad, that 
the body could lie in a bent-up position, with the knees up 
against the breast. The grave-implements lay, not in the grave 
itself, but at the side, and from a distance the grave looked 
like an ordinary heap of stones. 

Round about among the cliffs along the coast we here and 
there find piles of stones in an opening in the cliffs or be- 
tween a pair of large stone-boulders; these somewhat resemble 
graves but are in reality food-depots. The principle with these 
is, that the stones must be so large and heavy that the foxes 
and dogs cannot push them aside. When we therefore find a 
cleft or hollow in a cliff, which might readily be covered over, 
we will also regularly find that it has been used as food-depot 
and not for a grave. Among the Polar Eskimos the interests 
of the living are placed before those of the dead. Practically 
‘speaking it is certainly impossible to make the depots secure 
against the bears, so that it is fortunate that these animals are 
not numerous in the more restricted hunting grounds of the 
Polar Eskimos. Scattered round about the neighbourhood of 
the settlement and at the depots along the coast we found al- 
most everywhere more or less well-preserved, stone fox-traps. 

Down on the coastal plains around the old and more re- 
cent groups of houses at Umanark we find a very luxuriant 
grass-vegetation in the summer-time, which has apparently a 
very alluring influence on the hares in the winter and spring. 
About half a kilometer from the coast the last outposts of 
these grass-oases form some swampy, low-lying places with 
less vegetation, which lie in the direction from west to east 
and are bounded on the north and south sides by irregular, 
stony ground, whilst on the east they change over into more 
gravelly ground. On the east side of these depressions are 
constructed one or in a single case two concentric half-circles 
of small stone-heaps or oblong stones raised on end. 


310 


One of these semicircles of hare-barriers was quite 45 m 
long, another 80 m long and the longest I saw had a length 
of ca. 160m. The single stones or stone-heaps are placed at 
a distance of 2'/2—5 m from one another and their height is 
in general 30—45 cm. Sometimes, but by no means always, 


Fig. 7. 
View from the settlement Umanark. On the left a depot-pillar. On the right of this a 
winter-house, seen from the side; on the right of the picture a second house, seen straight 
in front with the opening to the passage below and the opening of the window above. 
The beach is immediately to the left of the depot-pillar. 


rows of small stones, the meaning of which is not quite clear, 
are placed between these large stones. Horizontal strings of 
seal’s hide can be stretched between the stone-heaps with rows 
of running nooses hanging down from them. When a hare 
comes down from the hills and seeks its way to the grass- 
covered hollow or is returning from this to the hilis, it runs 
up against these strings and nooses and begins to play with 
them or to investigate them somewhat closely. The result in 


311 


many cases is, that it gets its head or a paw into a noose 
and cannot free itself. As a rule these hare-traps are looked 
after by the old men and the larger boys. It is in the polar 
winter by moonlight and in the polar spring, while the hare- 
skin is still usable, that this hunting is carried on. A trap for 
hares, consisting of two converging rows of stones, was seen 
by me 3—4 km east of the settlement up in the hills; it was 
constructed in front of a greenish transverse hollow on a small 
ridge. 

About two km east of the settlement Umanark, on the 
north side of the small peninsula, where this joins on to the 
mainland, projects a small, low point out into the bay. On 
this is situated a fairly well-preserved ruin of a house, and in 
front of this there is a couple of half-fallen stone-pillars, which 
have been used as a place of deposit for food. Two similar 
depot-pillars occur at Umanark, where they also lie in, front 
of the houses, so that they can be seen from the passage 
and window of the house. They are circular, massive and 
built up of fairly large stones, which are laid above one an- 
other without any cementing material; the old blubber dropping 
down from above helps however to bind the stones together. 
The pillar has steep sides and a flat or slightly concave upper 
surface, where the meat is laid. The height is judged, so that 
the dogs should not be able to reach up to the food. The 
one depot-pillar (to the left in figure 7) is 1,6 m high and 
ca. 1,2m in diameter of cross-section. The other is of about 
the same height but a trifle broader. 

The winter-house of the Polar Eskimo is an extremely 
interesting production of the small tribe and requires very spe- 
cial attention. Seen from the outside it is an arched elevation 
on the ground; a very excellent comparison of its form has 
been made with that of a large turtle, with its head and neck 
projecting forwards. The house itself has something of the 


characteristic arching of the turtle-shell, and the low entrance- 


312 


passage might well be compared with the neck. Figs. 8, 9 
and 10 show respectively the ground-plan, longitudinal section 
and cross-section of a typical Polar Eskimo house. 


Fig. 8. 
Ground-plan of a winter-house. Only the inner part of the entrance-passage 
is shown at A. 


The ground-plan gives the front-part of the house, the 
passage, and the circumference of the house itself. The pas- 
sage A is closed above at В, which represents the oblong, flat 
slab of slate which lies right across the entrance and separates 
this from the window, forming at the same time the lower 
border of the latter. The passage is thus continued under 


313 


this slab and opens into the room of the house between B 
and C through an oblong, approximately rectangular opening, 
which is shaded in the figure (on the longitudinal section, fig. 
-it lies between с and 4). D 
indicates the floor-place of 
the house, which is surroun- 
ded on the 3 sides by plat- 
forms. The principal platform 
GLH M takes up the whole 
of the circular space at the 
back, while the side-platforms 
Е and УК occupy the two 
smaller, round spaces at the 
sides. On the side-platforms 
are placed the two blubber- 
lamps F and F’ with the less 
convex side towards the main 


Fig. 9. 
Longitudinal section of winter house, ab passage; cd entrance-opening; m floor; п open space under the main platform ef. 2 


platform, where the house- 
mothers, who have to look 


after the lamps, have their 
seats at L and M. Each 
house is occupied by at most 
two families. The principal 


LLY 


platform is the living-room 
of the family during the day 


‚ and the sleeping-place at night, Nj 
N 

whilst the side-platforms are N 
kept for the lamps and other | 


WW 
Comat 


articles of the house, as also 


ПГУ, 


food, and are only exception- 
ally used as sleeping-place for the children. Above the blubber 
lamp hangs the cooking-pot, which is suspended by strings 
from a horizontal drying-board which again hangs on lines 
fastened to the roof. 


314 


The reason why the two recesses for the side- platforms E 
and УК appear so prominent in the interior of the house, is that 
the walls of the house at Z and M are specially heavy and built 
somewhat inwards, in order to bear the upper structure and the 
roof. For the Polar Eskimos have had the most difficult task in 
forming a support for the heavy roof of stone and earth, as 
they have had no wood at their disposal and no longer, at 
least in recent centuries, have access to the large whale-bones, 
which elsewhere form such an excellent building - material. 
With regard to the manner in which they have solved this 
problem, Peary, who was an engineer originally, remarks that 


MD ED EIER 
LL 2, 
9422274 
u LL 


Fig. 10. 


Cross-section of winter-house. 


it corresponds to the modern cantilever-system in engineering, 
which has been used chiefly in the building of bridges. 

This original building-method of the Polar Eskimos is 
illustrated in fig. 10, which represents a cross-section through 
the house at LM (fig. 8), i.e. through the thickest parts of the 
wall and across the front part of the main platform. The figure 
shows, how a long stone on each side is fixed at its base in 
the wall by means of other stones which act as counterpoise, 
and how the free, inner ends of these projecting stones sup- 
port a long and flat, central stone. I have seen several of 
these top-stones of slate, which were about 1 m long, over 
‘/2 m broad and some few ст thick. A third projecting stone 
is placed further back in the middle line of the house (at f in 
fig. 9), and there may also be a couple of these, as a rule 


315 


smaller, intermediate between the three mentioned, as also a 
further pair at each of the side-platforms. 

The position of all these projecting stones is schema- 
tically represented on fig. 11. They enable us to understand 
the developmental history of the house, as their situation in 
pairs would indicate, that they must have arisen from a method 
of building in which there were entire cross-beams going right 
across the house. We can therefore imagine one of two things. 
Either small houses were built originally, so that a single 
stone could: reach across, or other materials besides stone 
have been at the disposal of the builders. Of these two alter- 
natives we can certainly exclude the first; houses of this kind 
would be extremely 
small, and we have 
no evidence from 
anywhere that they 
have existed. On 
the other hand, as SS | EAN 


already mentioned, Fig. 11 
DE ы 


it 15 permissible to Diagram showing the position of the projecting stones in 
believe, that the Po- Sania whe 

lar Eskimos have had other building-materials, for example, 
whale-bones. And it therefore seems reasonable to set up the 
hypothesis, that at the places in the Polar Eskimos house, 
where we now find the projecting stones, there have originally 
been whale-ribs for the support of the roof. The house of 
whale-bone has thus not only preceded in time the present 
stone-house, but it has also been its technical precursor. 

The longitudinal section fig. 9 shows on the left the house- 
passage, which is formed of two vertical stone-walls with flat 
flag-stones above, and furthest to the right the continuation of 
the natural slope of the ground, out of which the house is to 
some extent dug. The passage is so low that one must crawl 


on going through it, or like the Eskimos bend the body at 
XXXIV. 21 


316 


right angles to the legs; it slopes evenly outwards from 5 to a. 
In winter it is sometimes further prolonged by means of an 
arch of snow with the entrance on the one side, or a snow 
wall is simply raised to serve as a screen against the wind. 
The normal length of the passage is ca. 3m; its height inside 
is 60—75 cm and its breadth 60—70cm. At the inner end of 
the passage a sloping entrance between c and d leads up into 
the house-room. The opening here is so small, that a well- 
developed Eskimo must have the greatest difficulty in crawling 
up through it. It is fairly rectangular and measures in a 
longitudinal direction, transversely to the house, ‘/2—*/4 m, 
whilst its breadth (from с to 4) is only about 35—40 cm. 

This entrance-opening stands as a rule unclosed; but 
sometimes a stone is placed over it to prevent the dogs from 
coming into the house, or if the wind is very strong and is 
blowing right in. The Eskimo creeps tbrough the entrance 
into the house and is then on the floor of the room itself (m 
in fig. 9), which is laid with flat flag-stones. The window with 
its pane of gut-skin looks out on the roof of the passage; its 
opening is completed above and below by long, narrow pieces 
of slate, and at the sides by walls of heaped-up stones. The 
square pane of gut-skin, which is represented on fig. 9 by the 
dotted line at 7, is sewed tightly by means of tendons on to 
a skin, in the centre of which a square opening of the size of 
the gut-skin has been cut; this skin is indicated on the figure 
by the thickened line at А and 7. The mode of fixing is, to 
place the lower part of the skin at & outwards on the top- 
stones of the entrance, securing it there by laying over it a 
layer of earth and grass-turf. At the sides of the window the 
skin is likewise made fast out under the covering of earth, 
whilst at the top it is bent back over the top-stone of the 
window and in under the earth and stone-covering of the roof. 
In this way quite an air-tight and solid window-frame of skin 
is obtained. The opening of the window is ca. 80cm high and 


317 


70cm. broad. Only a dull light comes through the gut-skin; 
to be able to see out from the house there is a small peep- 
hole in the centre. 

The floor-place itself is not large. Its extent depends 
partly on the size of the house, partly on the amount of space 
occupied by the side-platforms. In one house, for example, 


Fig. 12: 

Photograph of a winter-house seen directly in front. Uppermost the remains of the 
window opening and just under this the entrance from the passage. The two openings 
to the right and left of this lead merely into store-rooms, which are built at the side of 
the passage. In front of the house the ground is covered with refuse. The beach is 

just in front. 


the distance from the entrance to the main platform was 170 cm 
and across from the one side-platform to the other likewise 
170 cm; each of the latter was here only ca. 35 ст broad. 
The whole breadth of the house in front, including these re- 
cesses, was thus 240 cm. In another house the corresponding 
dimensions of the floor were 130 and 175 cm; here the plat- 
form to the left was 75 cm broad and that to the right as 


2 


318 


much as 140 cm broad, the measurements being taken along 
the middle line of the side-platforms (ЕК on fig. 8). The 
whole breadth of the house was thus 39 m. The principal 
platform in this house was as much as 205 cm long (from e 
to f) and had in front a breadth of 210 cm; its height above 
the floor was 30—35 cm in front (at e in fig. 9). The principal 
platform always slopes evenly down towards the back and the 
height of the side-platforms is normally the same as that of 
the main platform in front. Both the main and the side-plat- 
forms are formed of flat stones, which rest on stones set up 
on end. In the back part of the main platform, however, 
the stones lie directly on the ground. 

Among the piled-up stones of the house-walls we not 
rarely find, forming part and parcel of the walls, the vertebrae 
and smaller bones of the large, now extinct or rare whales. 
The skulls of walrus are also used for this purpose. Some of 
the stones are so large that one can hardly understand, how 
it was possible to move them. Pieces of pine or bone are 
fixed in among the stones of the roof and between these strings 
are hung, on which small articles of clothing and other objects 
can be suspended. 

In the front part of the roof there is a small and narrow 
opening (at h) which can be closed above by a clod of grass; 
this is called “позе” of the house by the Eskimos, and in the 
still winter-frost the hot air can be seen streaming out like 
white steam. At one place in Umanark two houses had been 
built together, so that they had a common wall but were other- 
wise quite like two houses. On fig. 9 we can also see the top- 
stone g between the two central projecting stones; this helps 
to supports the flag-stones of the roof. Over these lies the 
layer of earth and grass-clods 0, and this is again covered by 
a layer of stones (p). 

The height of the house internally is not very considerable. 
I have measured one house (the last of the two above-men- 


319 


tioned), in which the greatest height above the floor was 
145 cm (at m); possibly, however, the roof had sunk a little 


Fig. 13. 
Photograph of the interior of a winter-house, from which the front part of the 
roof has been removed, so that the light falls on the main platform. The photo- 
graph was taken from the window-sill (to the right of B in fig. 8) and includes 
nearly the section СЁН on fig.8. Below is seen the platform, composed of a thin 
slab supported by blocks of stones. The projecting oblique stone seen on the 
left above is not very large in this case, but to. make up for it the thin slab, 
which forms the middle part of the roof, over the platform, is very large. On 
the back wall of the house hang two coils of leather rope, made from walrus 
skin; a similar coil lies on the platform. 


in the summer, so that the height might really have been a little 
greater, but it can hardly have exceeded 160 cm in any case, so 


320 


that a man of average height will not be able to stand upright 
in it. In all the other houses the front part of the roof just 
over the threshold had been removed for the sake of ventila- 
tion. In this house the greatest height at the front part of 
the platform was 95 cm, usually it will be about I m in the 
centre and a little lower at the sides. 

In the typical house of the Polar Eskimos the whole roof 
is built up of stone-flags, and this is always the case with the 
’ part which arches over the main platform. Оп the other hand, 
it is not rare for the front part of the roof, just over the 
floor, to be covered simply by skin, which is spread out over 
cross-poles and covered outside by earth and stones. At Cape 
York I saw a couple of houses of this kind, where the remains 
of the covering skin still lay on the top of the house-wall. 

In winter the interior walls and roof of the house are 
covered with seal-skin, the hairy side being turned towards the 
wall and the light-coloured inside out towards the room. The 
flat, stony floor of the main platform is covered with a layer 
of dry grass and above this are laid the skins of reindeer or 
bear. Each member of the house has a definite place for sit- 
ting and lying on the platform, counting from the front to the 
back. He either sits, as a rule with crossed legs, in front on 
the platform, or lies on this with the head always towards the 
open room, so that the head is always highest. The place of 
the wife is outermost at the wall of the house close to the 
side-platform, the lamp on which she must constantly be look- 
ing after. Usually, in addition to the two large lamps on the 
side-platforms, there is also quite a small, third lamp on the 
one platform; so far аз I could gather, its flame is nourished 
by the blubber which drips down from the large lamp and is 
collected in a special holder below this. The blubber-lamps, in 
addition to warming up the house, give a very pleasant and 
clear light. 


One problem in the polar house-building, which the Polar 


321 


Eskimos have in common with practically all other Eskimos, 
is to protect the dwelling-room against the wind and draughts, 
or to obtain, without at the same time interfering with the 
renewal of the air, a constant supply of the latter which can be 
evenly and regularly warmed. This is attained in the first place 
by the long, narrow passage, which stops the spread of the 
air-pressure and causes it to become an even and quiet stream 
of air, when it passes into the house, secondly, by the low-lying 
position of the entrance to the passage and lastly, by placing the 
lamps on a raised stand and not on the floor itself. As the result 
of the two last-mentioned conditions, the cold air is able to 
spread quietly along the floor. It is only when it comes to 
the level of the platform that it is evenly warmed up by the 
lamps and gradually rises, so that there is always a warmer 
layer of air lying above. The products of combustion can 
escape outwards, partly through the ‘‘nose” of the house, 
partly through the peep-hole in the pane of gut-skin. 

The arrangement of the long, low passage, which opens 
into the house so low down, is thus in reality a kind of equi- 
valent for the door and porch or lobby, by the help of which 
the Europeans in cold lands keep the cold air from penetrating 
directly into their dwelling-rooms. In the eskimo house it is 
in reality the raised platform, which corresponds to the true 
dwelling-room. And so cleverly therefore is this house built, 
that the fresh air has the most unhindered entrance and yet 
one is in the midst of an even warmth. 

The Danish painter, Grev Harald Moltke’, who passed a 
great part of the winter of 1903—04 in a winter-house of the 
Polar Eskimos, has expressed his opinion on it as follows: 
“Two things are surprising in this small, primitive hole — the 
temperature and the good air. The cold air streams through 
the passage, the entrance-hole and out over the floor, where 


1 Mylius Erichsen og Moltke: Grønland, р. 589. 


322 


the temperature in winter is always below freezing-point, as a 
rule from —10° to —20°C., so that the blocks of snow in- 
tended for drinking-water can lie there without melting. The 
lamps draw the air upwards, which is thus warmed and streams 
out over the raised platform, where the temperature as a rule 
is so high, that one cannot stand having clothes on and 
quickly follows the example of the Eskimos and takes them 
all off. Under the roof the air is, to put it plainly, very hot. 
If we sit on the edge of the platform with the feet resting on 
the floor, they will be surrounded by air at ca. —10°, whilst 
the head reaches up into a tropical temperature. Only the 
stomach is in a suitable and pleasant warmth, which explains 
why no other position can be maintained for a long time in 
here except lying down on the raised platform. However warm 
it may become here, the air is nevertheless always pure and 
good, and — in contrast to the atmosphere in many Danish- 
Greenland houses — without smell. This is quite simply ex- 
plained by the fact, that the fresh air always has unhindered 
access to the house through the entrance-hole, where there is 
no door’. In contrast to which we now find a door in the 
Danish-Eskimo houses, which as a rule closes the passage 
inwards. 

Figs. 14 and 15 are two drawings by the eskimo woman 
Alakrasina. The first represents the interior of the ordinary 
winter-house with a main platform and two side-platforms, as 
also the passage to the house and the outside structures in 
front. On each of the side-platforms stands a large blubber- 
lamp and at the side of this to the left a small lamp; a couple 
of basins also stand on each of the side-platforms. 

Fig. 15 is of very great interest. Among a number of 
winter-houses, which Alakrasina drew of her own accord in my 
drawing-book, were two of this type, though I found no re- 
presentative of them, either at Umanark or at Cape York. We 
see here two winter-houses built together, so that they have a 


323 


common floor-place and common passage; further, the two 
adjacent side-platforms have likewise been joined to form a 


и: 


LTD 


Gar. 


Fig. 15 


small, median platform, which stands out from the dividing 
wall between the main platforms. This dividing wall, which 


IKKS 
KR SSS 


SS Nee | 
MW 


77 


7 Yj 
yy 
7” 


= 


sc nn, 


CE "| 
< INN Og NS 
ss SKK 
Sess IE: = 
«<< 
Fig. 16. 


Ground-plan and cross-section of a long Eskimo house from Angmagsalik 

(after Gustav Holm). т — main platform divided into family compartments 

at the dotted lines; п — smaller platforms along front-wall; о — side- 
tables with lamps. 


324 


seems very narrow and to end in a point, must in reality be 
comparatively broad, as a considerable part of the roof's weight 
must rest on it, both over the floor-space and the main plat- 
forms. 

The important thing about this house-type is, that it shows 
us in quite a convincing manner, how the long winter-house 
has arisen, which was used in West Greenland before the 
Danish colonisation and which G. Holm! in 1884 still found 
in use at Angmagsalik. The long, common-house in Green- 
land is in fact nothing else than this house-type, built with 
beams of drift-wood to support the roof instead of stones or 
whale ribs. The fixed dividing wall becomes of no use and 
disappears, aS soon as a more convenient mode of supporting 
the roof, by means of beams resting on the side-walls, is found 
(cf. fig. 16); but the small, middle platforms remain in the form 
of a raised part or table, on which the lamps stand in front 
of the main platform in the long house (о in fig. 16). 

A house-type such as shown on fig. 15, which is intended 
for 2 families, each having a separate, main platform and con- 
siderably more space than if they shared a simple, single 
house, has arisen as the expression of the Eskimo tendency 
to crowd together, a tendency which is binding both in socio- 
logical and psychological regards. As soon as the Eskimos 
can obtain the drift-wood, they have been able to satisfy this 
tendency and thus, on the basis of the known house-type, 
build the long house with a single, long, main platform, on 
which each family has its “Бег” or division, separated at the 
sides only by a hanging skin. 

In July—August 1909 there were 5 tents to the east of 
the winter-houses at the settlement Umanark; these were oc- 
cupied by 6 families of in all 29 members. The tents lay 
scattered on the sides of a small valley-like depression and 


! Gustav Holm: Etnologisk Skizze af Angmagsalikerne. Meddelelser om 
Grønland X. 


325 


were most of them farther from the shore than the winter- 
houses. The openings of the tents were not in any particular 
direction, but so that the in-dwellers could in each single case 
look out directly on the sea. The tents were placed on grassy 
ground and not on a naked, rounded rock-surface, as we so 
often find in the more southern parts of Greenland. The grass 
is warmer and it is not filled with gnat-larvae, as may be the 
case in the south. Outside the tents the dogs were leashed 
4—5 together to one or other large stone boulder, whilst the 
half-grown puppies were allowed to play about. 

Of these 29 Eskimos 6 were married men, 6 married 
women, one widow, a half-grown girl and boy and the rest 
children’. The widow Krulé, an old, decrepit woman tottering 
about with a stick made of two pieces of wood, did not live 
in any of the 5 tents, though her married daughter occupied 
one of them and could have housed her without difficulty. She 
had no idea how old she was and the other Eskimos still less; 
by their way of it, she had always existed so long as they 
could remember. She herself answered the question as to 
her age with such inconsequent remarks as, she was now no 
longer of any use, or even, that she was so old that her lice 
no longer had a good taste; she was probably about 60 —65 
vears old. According to information from Knud Rasmussen 
her tribesmen, who were tired of carrying such a useless ob- 
ject about, had left her on one of the bird-grounds two years 
previously, to look after herself or go under. Knud Rasmussen 
happened by chance to pass that way and took her with him 
on his sledge. Now she was eking out her existence here at 
Umanark, going round about the tents and picking up odds 
and ends of the food going. Her dwelling was made up of 
some old skins laid over a couple of poles, in the form of a 


! During the stay of the “Godthaab” at North Star Bay, two other families 
and one unmarried, young man — in all 7 persons — were there; 
they had been brought from Cape York and were taken back there again. 


326 


very small tent, the height of which outside was 1°3 m, length 
1:7 m and the breadth 1'1 m. Inside the space was so re- 
stricted that she had just room to sit up on the ground in 
front. Of platform or lamp there was no sign; her bed was a 
skin laid over a layer of grass. The diminutive tent opened 
towards the large tents, so that Krulé could keep an eye on 
what was going on. 

The summer-tent of the Polar Eskimos, which I have had 
the opportunity to see at Cape York and at Umanark, is in its 
present form not nearly so interesting as the winter-house, as 
the occurrence of wood in later years has had more effect on 
the construction of the tent than on that of the winter-house. 
The best hunters may have a tent-platform of wood, but we 
still also see the older tent-platform, consisting of stones 
placed together in a mosaic. 

As example of a Polar Eskimo tent I may describe the 
largest and best tent at Umanark. It was occupied by two 
families (Uvdloriark and Itsukusuk) and was fairly new. The 
first time I visited this tent, a sunny day in July, only 
the inner covering was on, while the outer covering lay in a 
heap in front of the tent. The inner covering consisted partly 
of skins of the bearded seal without hairs, partly of the same 
kind of skins with the hairy side inwards. On the front part 
of the tent and even a little along the sides, this inner covering 
was quite clear and slightly transparent, so that the sunshine 
filled the tent with a peculiar, clear, yet soft and pleasant light. 
The tent was turned towards the north, so that even at mid- 
night the sun shone into the quite pleasing room. This clear 


Fig. 17 shows Uvdloriark’s summer tent, seen from the side. 
In the back-ground to the right, the view extends in towards the 
eastern end of Wolstenholm Sound with the inland-ice behind. 

Fig. 18 shows the old Krulé and her little tent. The view in 
the background extends right across Wolstenholm Sound to the 
mountains on the north side of this fjord. 


Medd. om Gronl. XXXIV. [H. P. Steensby.] 


327 


skin is the ‘‘meat-side” of the bearded seal’s skin, the hairy 
side being carefully peeled off with an ‘‘ulo”; this is said to 
be a very difficult task. 

As it became colder a few days later, the outer covering 
was put on. This has the hairy side outermost and is not 
subjected to any special treatment in front. Both the inner 
and outer coverings each form a single piece sewed together; 
on the front, more upright part of the tent the coverings are 
however not sewed together in the middle line, from the ground 
up towards the top of the tent. The upper part of this slit is 
laced together with seal thongs, and the lower part forms the 
entrance to the tent. This is closed by flaps folding together 
over one another. When no one is at home, heavy stones are 
laid on the edges of the flaps, so that the dogs cannot break 
in. Uvdloriark’s tent could further be closed by means of a 
thick strap of seal’s skin, which at half the height of the en- 
trance was fastened round the tent; behind, this strap was 
attached on each side to another strap, which went over the 
tent and was fastened at the ends by stones laid on it. 

The framework of the tent consisted in front of a frame 
or gallows of 3 poles, of which the one was borne horizontally 
by the two others and supported the broad front-part of the 
tent, which was about 1m broad. The two upright poles were 
not on the ground but stood on a stone, the first of a con- 
tinuous circle of stones, which went round the inner side of 
the tent, with exception of the part at the entrance. The slop- 
ing poles, 9 in all, the principal of which were bound fast to 
the cross-beam of the top, rested at the other end on the 
highest stones in the inner row mentioned. The framework of 
the tent was thus quite loose, but the tent was moored by 
bringing the lower edge of the covering out a little on the 
ground and weighting it there with stones (cf. fig. 20). 

The height of the inside of the tent from the ground to 
the cross-beam of the top was 240 cm, but in the other tents 


328 


this and the other measurements were somewhat smaller. The 
greatest length internally from the entrance to the back was 
420 ст, whilst the greatest breadth just in front of the main 
platform was 360 cm. The main platform itself, which in this 
tent consisted of wooden beams laid transversely on the rows 
of stones at the sides, was 
in the centre 195 cm from 
front to back. The side- 
platform, which consisted 
partly of wood, partly of 
stone, was 120 cm. broad 
on Uvdloriark’s side and pro- 
jected 110 cm from the main 
platform, whilst that on It- 
sukusuk’s side was only 
70 ст and projected 90 cm; 
but Itsukusuk was not so 
clever a hunter as Uvdlori- 


Fie. 19 ark, being also younger and 


Diagrammatic ground-plan of a tent for 2 fa- still without children. In 
milies (as the tent shown in fig. 17). The two Е 

skin-layers are indicated by а thicker and а front of the side-platforms 
thinner line; the dotted part of the latter in 
front indicates the clear portion. @ and Я are 
the two front uprights, which support the hori- 

zontal top-pole. Between B and C the main plat- box or small locked ieee 
form, here considered to be of wood. At Е and the kind generally used in 
F the side-platforms with the lamps; these plat- 2 R 3 
forms are partly of wood, partly can D and Danish Greenland, in which 
р’ are the tool-boxes. The cross (X) indicates the 
spot, where the mother in photograph fig. 23 sits. 


each of the two men had a 


they kept their tools, cartrid- 
ges and smaller instruments. 

The boards of the main platform were covered with a 
layer of dry grass and above this skins of the reindeer. Just 
as described for the arrangement of the winter-houses, here 
also the women had their place outermost at the sides of the 
tent, where they sat by the side-platform and the lamp standing 
on it. Here sat Kagssaluk, whom the photograph given on 
fig. 23 shows in home-dress, managing to look after her small 


329 


children, whilst at the same time working with skins and at- 
tending to the flame of the blubber-lamp. 

The lamp stood on the boards of the side-platform, sup- 
ported by 3 stones (cf. fig. 21). Soapstone is still used for the 
lamps, but cooking utensils of soapstone are disappearing and 
those of tin and iron are taking their place. In the bend on 
the most convex side of the lamp lie as a rule shining lumps 
of white, unmelted blubber, while the bottom of the lamp is 


Fig. 20. 
Diagrammatic longitudinal section of the same tent (i.e. through ABC in fig. 19). 
ab is the sloping pole which in fig.19 is most nearly indicated by С; it rests оп а 
stone at 6 and is attached to the top-pole at а. ad is the upright 4 (fig. 19), 
indicated here by dots, as it lies outside the middle plane. The two coverings of 
the tent are represented as in fig. 19, and the clear part of the inner covering is 
also indicated by a dotted line. The manner in which the coverings are anchored 
by stone-ballast is shown between b and e. bc is meant to represent the divided 
main platform, only the wooden floor being shown. 


covered by the melted, floating blubber. The flame is placed 
within the bend on the less convex side of the lamp, which is 
turned towards the main platform. If the lamp has to be 
lighted and there is no melted blubber in it, the women have 
to melt the blubber by chewing and then spit it out into the 
lamp or directly on to a prepared wick of moss. The latter must 
be rolled, namely, between the hands before it can be used, 
until it makes a fine dust. Some of the moss is strewn along 
the edge of the lamp where the flame is to be, whilst the rest 
is sometimes laid as a reserve in one of the pointed corners 


330 


of the lamp, from which it is taken later between the thumb 
and forefinger and strewn over the places, where the flame re- 
quires brightening. With the lamp-stick, which as a rule is 
an unprepared piece of bone or wood, the lamp-moss soaked 
with the blubber is arranged in a series of pointed tufts. Then 
these or at least some of them are lighted at the top and 
allowed to burn for a while; the lamp-stick is now used to bring 
them all into connection, and the tufts still not lit are added, 
so that a long flame is obtained which burns at the back of a 
low wall of moss (a cross-section of this with the flame is 
shown to the left in the lamp on fig. 21). The magnitude of 
the flame thus depends on how long the moss-wall is made 


Z S 
) 
SS 4 Se, 
LOT OT LIL LIL PL I IT LIT LTT LILLIA LL IL LIT IT PLV LLL LLL LLL. 
Fig. 21. 
Diagrammatic longitudinal section through a blubber-lamp, standing on the 
stones of a side-platform. а is the flame above the moss-wall (wick); 6 the 


melted blubber; с unmelted blubber; de is the leather-bowl to catch the 
dripping blubber. 


and further, on whether much heat is required for cooking or 
warming or whether the room has simply to be lighted up 
somewhat. In the former case, the flame may extend over at 
least */aths of the one side of the lamp, whereas in the latter. 
case it only requires to be a few cm. The size of the lamp 
itself is extremely variable; the breadth of a cooking-lamp be- 
tween its two pointed corners may be normally from 30 to 
70 cm. While the lamp is burning, it must be constantly 
attended to; with the stick the woman works along the moss- 
wall smoothing and making it regular, so that the flame should 
burn clear and evenly without smoking. This apparently so 
simple treatment is in reality very difficult and requires so 
much skill, experience and care, that none but an Eskimo 


331 


woman can exercise it. Just at the moment of lighting, the 
flame may smoke somewhat, giving off a bluish smoke and 
jumping a little, but as the heat rises it becomes quieter and 
burns with a yellowish colour. 

To make fire matches are now used, if they are to be 
had; otherwise fire is made with an apparatus which consists 
of a piece of sulphur pyrites and a piece of quartz, or even of 
old steel. Further, a tuft of moss is used somewhat larger 
than a closed hand and in a small hole on the top of this a 
small clump of the woolly seed of the polar willow is placed. 
When fire is to be made, the moss with the seed is placed in 
front on the platform or on the knees and the sulphur is held 
about 3 cm over the seed, into which the sparks fall when 
the sulphur is struck. When the seed-wool has obtained a 
spark that catches, it is blown upon until it spreads out in 
the wool over a space of quite half a square cm. А small 
piece of moss is now torn off, steeped in the melted or chewed 
blubber and used as a lighter. In this manner the Polar 
Eskimos can produce fire in less than a minute. 

Over Kagssaluk’s lamp and about 90 cm from it hung the 
horizontal, wooden grating for drying clothes, which was 96 cm 
long and 50cm broad. It was suspended in strings from the 
frame of the tent. A skin-strap, which passed up round a 
couple of stakes in the board and could be moved along these, 
suspended a cooking vessel consisting of an old metal pot. 
The other house-utensils on the side-platform, which to a cer- 
tain extent plays the part of kitchen, also spoke distinctly of 
intercourse with Europeans and Americans. Thus, at a certain, 
typical moment there stood on Kagssäluk’s side-platform, in 
addition to the lamp, a large metal pot, a metal basin, a coffee 
pot, a pot with seals’ intestines, an ‘‘ulo”, as also a large 
piece of narwhal meat. Until quite recently, however, the 
water-jars used were made of skin sewed together and made 
water-tight at the seams by the blubber-mixed substance, which 
is scraped from the ‘‘kamikker” on cleaning them. 


XXXIV. 22 


332 


In addition to the care of the children, sewing and pre- 
paring the skins, attending to the lamp and drying of the wet 
clothes and kamikker, the woman has further the housewife’s 
task of preparing the food. This task is however not so great, 
as the man cuts up the booty and brings the pieces of meat 
into the tent or winter-house. She has thus only to keep the 
pot boiling, and the art of cooking among the Polar Eskimos 
is not very developed. Frequently the meat is taken from the 
pot and eaten before it is quite cooked. Quite raw meat is 
also eaten in large quantities; the fondness for frozen and 
rotten meat has already been mentioned. The skin of the 
white whale and narwhal, the so-called Mattak, is eaten in large 
amount and is a much-liked and quite pleasant dish. Fresh- 
water is always used for cooking by the Polar Eskimos. For 
about 9 months of the year all the drinking-water must be ob- 
tained by melting freshwater ice over the blubber-lamp; the 
ice is fairly easily obtained from the ice-bergs and ice-clumps, 
which lie scattered about frozen in amongst the sea-ice. 


Fig. 22. Photograph of the tent described, seen from in front. 
The outer tent-covering is pushed aside on both sides; the inner one 
only on the left. In front of the tent stand Itsukusuk and Kags- 
зак, both in house-costume (except Itsukusuk’s Kamikker). It is 
clearly seen, that Kagssäluk’s left breast is somewhat atrophied; this is 
probably connected with the fact, that her place is always on the left 
side of the main platform (at the cross on fig. 19), and that she has 
her children on her right, in towards the middle of the tent, so that 
as a rule only the right breast is used in giving milk (cf. fig. 23). 

Fig. 23 shows Kagssaluk and her two children, sitting in house- 
costume inside the tent at the place marked in fig. 19. The child 
feeding is her and Uvdloriark’s daughter Natu (one year old); the 
other is their son Inuterk. In the left hand she is holding an ulo. 
In the back-ground the skin and poles of the tent. On the platform 
is seen the skin-layer or cover and under this the layer of dried 
grass, which is spread on the wood underneath. The side-platform 
is to the right in the picture. 


Medd. om{Grenl. XXXIV. [H. P. Steensby.] 


MV 


The practical sense, which is so apparent in the structure 
of the Polar Eskimo house, reveals itself also in the skin- 
clothing; and various features, which at first sight produce a 
comic or incomplete impression, on closer acquaintance are 
found to rest on practical adaptation to the climate or the ne- 
cessities of the material. 

The separate parts of the clothing are: kamikker (boots), 
skin- stockings, trousers, under furcoat, over furcoat and mittens. 

When the Polar Eskimos come into a winter-house or a 
tent, where the lamps are lit and the room warm, all the clothes 
are taken off with exception of the trousers. The women must 
always keep the trousers on, but it is quite common for the 
men to lie on the platform with nothing but paradisiac costume. 

The trousers of the women, which are of blue foxes’ skin, 
are but some few — about 10 — cm long and just come up 
to the seat and the uppermost part of the thighs. As a rule 
two skins of the blue fox are required for a pair of woman’s 
trousers. The men’s trousers on the other hand are of bear’s 
skin and of considerably greater length, extending from the 
knees to the upper part of the thighs, where the band is pulled 
together with a string which thus comes to rest on the troch- 
anter major of the thigh-bone on each side. For a Euro- 
pean it would be very difficult to keep up the trousers in this 
manner; but for the Eskimos it is customary and natural. And 
it is also very practical, in agreement with the material and 
the conditions. If, namely, the band of the trousers, as with 


22" 


334 


us, came above the hips, with the thick, stiff skin it would 
seriously interfere with the suppleness and bending the joint 
between the thigh and the hip-joint. The position in the kayak 
with the legs stretched out in front, the lateral position on the 
sledge, the sitting positions on the platform in the house, the 
bent attitude on cutting up the 
booty — all cases require the 
clothing to respect the natural 
jointing of the body, which is 
at the hips and not in the middle- 
line. The warm bearskins are 
quite indispensable for trousers 
in the cold climate; the only 
kind of skin in polar regions, 
which is just as warm, is that 
of the musk-ox, which the Po- 
lar Eskimos have also occasion- 
ally used for trousers. But this 
skin has practical disadvantages; 
thus, where dirt, blubber and 
blood can readily slip off from 
the hairy covering of the bear- 
skin, the musk-ox has such a 


woolly covering, the hair is so 


Fig. 24. 

A boy with kamikker and bearskin trousers; dense, that the dirt rather gets 

he is holding up his arms, so as to show 
how the trousers are supported 


glued on to it and sticks fast. 
Practical arrangement also 
characterises their other clothing. But it cannot be said that 
the clothing for the feet and legs, which the women have, is 
very practical or suited to movement. As their trousers do 
not come far down over the thighs, the kamikker and stockings 
must come far enough up to do so. For this reason the 
women wear stout and long kamikker, which come far up 
above the knee and make it appear as if they had the legs of 


335 


an elephant. The kamikker of the men, on the other hand, 
only reach to just below the knee, where the upper edge is 
fastened by a string round the skin-stockings. The kamikker 
may also be drawn tight at the ankles by a leather thong, 
which is passed through two leather loops fixed on the side of 
the foot above the middle part. 

The kamikker of both the men and the women are of 
seal's skin, which is treated in warm water and then scraped, 
so as to remove the hairs and the dark outer layer. Their 
colour is thus light. On the other hand, it does not appear 
that the Polar Eskimos, like the more southerly Greenlanders, 
use urine for the tanning of the skins. On the feet of the 
kamikker an extra sole of specially strong skin is sewed. This 
sole-skin is first scraped on the upper side, i.e. the inner side 


cs LE) 


of the skin, by means of a curved blade of an ‘‘ulo”, so that 
it should not be too thick and unbendable. After it is then 
well-chewed once more, it is sewed along the edge which is 
turned up a little. During the sewing the women constantly 
use their teeth on the edge of the sole, to make it more pli- 
able and easier to pierce with the needle. ‘The method of 
sewing on the sole is quite the same as in attaching a patch 
on a hole in the skin-boat. The stitches are not passed in 
and out through the skin and foot of the kamik, but along 
both skins, so that no stitch goes right through either of the 
skins. On the outside the skin of the sole has a fine wrink- 
ling, produced without the use of any special instrument. 

The Polar Eskimos do not have any over-shoes, such as 
were worn by the Eskimos in Southern Greenland up to the 
18 century and which are mentioned by Roald Amundsen as 
still occurring among the Netchillik Eskimos. 

Under the kamikker are worn the skin stockings, which 
have the same length as the men’s and women’s kamikker 
respectively. They are of hare-skin, which is white the whole 
year round in the polar regions. For this use the hare-skins 


336 


are said to far excel those of the fox and dog; they are softer 
and more pliable, do not cause sweating of the feet so readily, 
are more easily dried and never become so stiff and uncom- 


Fig. 25. Fig. 26. Fig. 27. 
Bone-scraper with wooden handle. A “softening scraper” with wooden 
7,5 em long; 3,7—3,9 cm broad. handle and a piece of tin-plate from 


a preserving tin. 10,5 ст long, 
4,9—5,9 cm broad. 


fortable. Dried grass is used as stopping between the kamikker 
and hare-skin stockings, especially under the sole of the foot. 
To keep their extremely high foot-ware stiff, the women further 
use a piece of stiff seal’s skin of the form shown in fig. 25. 
This is inserted in the kamik between this and the hare-skin 
stocking and in front of the shin- 
bone, so that it goes from the in- 


step to the knee. Its length is ca. 
35 cm and its breadth 16—18 cm. 


My gees: . . 
LE He: It is only possible to go some 
few days with such skin foot-ware 
Fig. 28. 


Skin-seraper with bone-handle and Defore il becomes sodden with the 


tron) plates Sen long, 62 т wet, ‘The: stockings) and) erass must 
broad, the iron plate occupying 


2.8 ст. On the bone handleacouple then be taken out of the kamikker 
of holes can be seen, one of which р i 5 

goes right through. and dried, and these must likewise 

be cleaned, dried and made soft 

again by rubbing (kamjute). In South Greenland it is common 

first of all to wash the dirt from the kamikker, büt up here, 

where water is a more costly commodity, they are scraped 


clean with a bone instrument (fig. 26). After this a scraper 


337 


with a blade of iron and a short handle is used for the “Кат- 
juting” (fig. 27). In scraping the hollow edge of the blade is 
held forward. 

These two instruments, the kamik cleaner and the soften- 
ing scraper, must not be confused with the true skin-scraper, 
which is also quite different from the ‘‘ulo” ог woman’s knive, 
of which again there is a couple of forms. The blubber on 
the inner side of the fresh skin is cut away by means of the 
ulo. Then the skin is treated in warm water and afterwards 
the hairy layer is scraped off with a skin-scraper with an iron 
edge (fig. 28). Of the forms of шо (cf. figs. 53, 58, 61) the one 
with the strong curved edge is used in cutting the skin and as 
the usual instrument during sewing, in short it plays the part 
of scissors. The women now and then sharpen this against a 
stone or by using the sewing-needle as a ‘‘steel”. 

On the upper part of the body, as mentioned, the men 
and women wear innermost a pelt which is made of the skins 
of the Auk or Little Auk, sewed together with the feather side 
inmost towards the body. This bird-skin shirt is soft and 
warm, but it has the disadvantage, that it is impossible to keep 
it free from lice. A linen shirt was therefore the most highly 
esteemed article of clothing one could offer a Polar Eskimo, 
for the reason, so they said, that they could see the lice in it 
It is not to be assumed, however, that they have quite given 
up the fight against their small plagues in the bird-skin pelt, 
as they have constructed a practical lice-catcher, consisting of 
a stick 35—40 cm long, on the end of which a piece of bear- 
skin is fastened; in this the insects get trapped when the 
instrument is rubbed in under the feathers. Naturally, the 
“catch” is eaten by the Polar Eskimos, as by most other na- 
ture-folk. There is further a special skin-scratcher, consisting 
of a wooden shaft with a head of bone. 

To make a bird-skin shirt means very considerable work. 
The skins are pulled off the birds whole, so that the feathers 


338 


come to be inside, and hung up for preserving and drying on 
a thong, which is passed through a hole made with a bone 
needle. When the skins are again taken down for treatment, 
they are subjected to a very careful process of chewing; the 
women place the skin in their mouths and chew it, turning it 
round and round in the mouth, until every little bit of the skin 
has been chewed. The skin is thus softened and made smooth, 
and the fat sucked out. After drying it is then cut up. 

F The process of cutting up is shown 
on fig. 29, which represents a Little Auk 
skin turned inside out, on which 1 
have endeavoured by means of letters 
and dots to show the lines along which 
the skin is cut up with the ulo. First 
the tail is cut off along the dotted line 
Б В’, and then the ends of the two 
skin-stumps of the legs A and A’ along 
the dotted lines at 5 and с. The third 
and fourth sections are made along 
the profile of the figure from В to 6 
and from В’ to c, so that the hind 
end of the skin, instead of 3 small, 


comes to have one large opening. 


Fig. 29. 


Then the skin of the one wing is cut 
off along the line HK. The next cut begins in the middle of 
the skin of the other wing at G, is carried from there up to 
D and further to E. Thereafter the skin is cut along profile 
line from К to A and then the middle line DF of the neck- 
skin. As a rule the line GC, the uncut wing, is not cut until 
the last. The skin is now folded out like a plate and can be 
sewed together with others, for which purpose, however, it is 
somewhat clipped along the edges. About 100 skins of the 
Little Auk is used for one of these inner pelts, whilst of the 
Auk not a fourth part of this number is required; but the pelt 
of the Little Auk is said to be the softest and warmest. 


339 


The person from whom I had most opportunity to obtain 
this information was a young, pregnant woman Inadtliak, who 
was busy preparing for future use an ‘‘amaut”, or a pelt in 
which to carry the child on her back. She had made a 
shield-shaped piece of tanned sealskin for her new Little Auk 
pelt, to be placed outside at the back, so that the pelt came 
to stand out at the back and form a space for the expected 


Fig. 30. 
Inadtliak and her litte son. She is sitting in the open on some skins and, the sun being 
warm, has for a moment taken off both her kamikker and bird-skin pelt for mending 
purposes, 


child, which would be lodged between her bare back and the 
bird-skin. For the time being, she stopped up the space with 
the hood of the skin-pelt, so that her back should not freeze. 

Whilst the inner pelt has the feather side innermost, the 
outer pelt, which is made of the skins of seals, foxes or rein- 
deer, always has the hairy side outermost.. The sealskin pelt 
is used in summer, whilst the others belong to the winter, 
though the old Krulé went about in a fox-skin pelt during the 


340 


summer. On very sunny and warm days many persons only 
wear the inner pelt. The pelt is provided with a hood, to be 
pulled over the head, so that only the face is bare surrounded 
by a skin border. The women, who are carrying a child in 
the ‘‘amaut”, have however a loose, helmet-shaped skin hat, 
which is fastened under the chin by a band; they use further 


Fig. 31. 
Kagssäluk with her two children, the girl Nata with the hood of the foxskin 
pelt over her head sitting in the amaut of sealskin pelt and the boy Inuterk, 
who like Natu is clad in a foxskin pelt. 


a narrow, skin strap which is fastened at the one end in the 
middle line of the pelt between the breasts; from here it is 
carried round the back under the bag or pouch, to prevent the 
child from sinking down, and is then brought right round the 
other side and buttoned, the free end having a short cross- 
piece of bone which is twisted under the fixed end on the 
breast. 


341 


After their intercourse with the Danish Literary Expedition 
of 1903—04, the men have found it practical to imitate the 
Europeans and have a pocket on the front of the pelt. They 
use it chiefly to hold their pipe and tobacco; sometimes it is 
ornamented with a pearl-button. The upper parts of the pelt 
over the shoulders and breast are sewn and cut according to 


Fig. 32. 


the same as fig 31. 


a traditional custom, which will not be further considered here, 
but a close comparison with materials from other tribes would 
certainly give very interesting information regarding the devel- 
opmental history of the dress. The same applies also to the 
flaps or lappets, which end the pelt below, in front and behind; 
they are a little larger behind than in front and somewhat 
larger for the women than the men. With regard to these 
lappets, however, I cannot refrain from one remark. 


342 


It is a well-known fact that their distribution agrees fairly 
exactly with that of the Eskimos, whereas all other arctic 
peoples have a quite rounded, straight-cut edge to their-coats, 
even though this, as is most usual, reaches a good piece down 
on the legs, sometimes even almost to the ankles. If we look 
now at the skin-coats of the Eivillik and Kinipetu Eskimos on 
the west side of Hudson Bay and Barren Grounds, which have 
only become known within recent years through the figures of 
Canadian travellers, especially A. P. Low, we are most struck by 
the extent of these lappets, their breadth and length. The 
lower edge of the pelt reaches at the sides only to the hips, 
but from here the coat slopes down in front and at the back, 
so that the side-edges meet at the level of the knees, or even 
a little lower down, as they form a wide sweep below. In 
such cases we might as well talk of notches at the sides of 
the pelt as of lappets in the middle. And my idea is, that the 
Eskimos have originally worn a fairly long, loose pelt, but that 
this has proved to be unpractical in the narrow kayak, when 
the Eskimos changed from the kneeling position in the birch 
canoes to the sitting position in the kayak. In adapting them- 
selves to the narrower space for sitting in, the men have then 
got the coats made with the opening at the sides, whilst the 
front and back parts have remained as large flaps, as there 
was room for these in the kayak. Gradually, however, these 
flaps, which were only useless rudiments, have decreased in 
size to the small lappets, which we find among the Polar 
Eskimos and which should thus be the last apparent reminders 
of the long pelt. That the women’s coat has also passed 
through the same developmental process does not contradict 
the theory, as it would be a common correlation phenomenon, 
that the flaps should also be the same in the woman’s coat. 
And the fact, that the lappets among the Eskimos are always 
greatest on the woman’s coat, just indicates that the develop- 
ment may have proceeded along the lines described. 


343 


The Polar Eskimo coat and especially that of the men is thus 
constructed on the articulated principle with bare skin at the 
joints so as not to hinder the movements. For the sake of 
warmth an edging of the long-haired bear-skin is often used 
at the joints, for example, round the upper edge of the women’s 
stockings and round the wrists; on the man’s pelt, probably 
for similar reasons, there is a 
small bear-skin flap, which sticks 
out under the chin. 

When it gets very cold, the 
joints are bound round with fox- 
tails, and it is also said that a 
fox’s tail is hung over the nose 
from the forehead. Short skin 
mittens with one finger are worn 
on the hands; they are filled 
with dry grass. Even in summer 
there were some among both the 
men and the women who went 
about with mittens on; thus the 
old Masaitsiak wore them even 
on mild, sunny days. When the 
women are sitting down and their 


hands are freezing, they stick 
them down in the long kamikker 


we | Fig. 33. 
inside the hare-skin stockings. A boy in bearskin trousers and sealskin pelt. 


The skins, which are to be 
used as pelts and thus have the hair kept on, must also 
undergo a long treatment. First as much blubber as possible 
is cut and scraped off with the ulo; then the skin is stretched 
out on the ground to dry, being held down by numerous 
pieces of bone — 50 or more — which are stuck into the 
ground through holes in the edges of the skin. The skin is 
thus tightly stretched out with the inner side uppermost. 


344 


When it is quite dry, the women take the skin and chew it 
thoroughly on its inner side, in order to get as much fat out 
as possible and make it soft. Then it is dried once again and 
scraped with the blunt-edged skin-scraper, so that it becomes 
soft and flexible. There can be no doubt that the chewing of 
these large skins is exceedingly hard work. A woman is said 
to be able to chew two reindeer skins in a day, but she can- 
not keep at it from day to day. 

The cutting-up of the skins into pieces of clothing is 
done by the women, quite freely with the curved ulo, without 
using any measurer or model. The model they follow must be 
so fixed by tradition and so much a matter of practice, that it 
is used almost reflexly and unconsciously. The Eskimo works 
with such ease at a skin-coat, that one gets the impression, 
she does not use much brain-work on it. In sewing she sits 
on the platform with the legs crossed, in the fashion of the 
Turks. The skin is held with the feet, for example, by fixing 
it between the big toe and the second toe on the right foot, 
by holding it between the big toe of the right foot and the left 
leg or by placing it between the left knee and the right foot. 
The needle, which now is of European make, is carried from the 
right to the left. With thicker skins a thimble is used on the 
forefinger. The thread is unravelled as it is used from a 
bundle of sinews, which is softened in the mouth. This is 
constantly being used during the work, as the skin edges to 
be sewn together are softened by chewing, and the finished 
seam is treated in the same manner. A pin-cushion is some- 
times used for keeping the needles in, made of a small skin- 
bag containing some moss, and all the sewing requisites are 
kept in a small skin-bag. 

True ornaments or other colours than those naturally 
possessed by the skins are not used to any extent on the 
dress, nor on the implements. This comes partly from the 
lack of ornamental materials, partly from the fact, that the 


345 


practical struggle for life — at any rate in earlier years — 
engaged all their powers and interest, so that no energy was 
left unused which could be converted into such uneconomical 
things as ornaments. Among the Polar Eskimos all things are 
judged by a purely practical standard; but as the struggle for 
life has now been made easier for them in several ways, it will 
be interesting to follow their future development and, for ex- 
ample, observe how a desire for ornamentation with the use of 
European buttons, pearls, bands etc., will also certainly develop 
amongst them. A beginning of this kind was indeed already 
to be noticed. Thus, one of the women (Fig. 30) was wearing 
а narrow skin-ring round the neck and for 7/sths of its extent 
the front edge of the ring was beset alternately with small, 
black and white beads; further, three small fringes on the front 
edge of the ring each ended in a large, glass bead and the 
middle fringe was ornamented by a large, white button. I saw 
a more indigenous case of ornamentation on the kamikker of 
a young woman (Fig. 86). In the middle line above and in front 
these had a 3—4 cm broad piece of black skin, which composed 
more than !/srd of the length of the kamikker in front of the 
leg and looked quite pretty. In answer to my question, I re- 
ceived the explanation, that she had not had sufficient of the 
light-coloured skin for the kamikker and had to eke it out with 
the black; she had thought it best therefore to make both 
kamikker in the same way. Nevertheless she had also under- 
stood how to make them so as to look best. It is also pos- 
sible, that the Polar Eskimos will in future simply take over 
the West Greenland ornamentation, adapting it somewhat to 
their special conditions. 

As will appear from the photographs given here of the 
Polar Eskimos, the men wear their hair long and usually hang- 
ing loose down from the head, so that they are obliged every 
moment to give a small toss with the head or take their hands 
to clear their eyes. Sometimes, however, they use a thin 


346 


string of skin as hair-band, bringing it from the upper part 
of the forehead round the temples to the back of the neck. 
The women almost always have their hair bound up in a string 
of skin like a chignon or a small top. Only one little girl had 
obtained a red band for the hair, and there did not appear to 
be any great desire to possess coloured bands. 

The little older children were clothed in quite the same 
way as the adults. The boys had the bearskin trousers, rea- 
ching down to the knees, whilst the girls have the long ka- 
mikker and the small, short foxskin trousers. The smallest 
children seem however to wear generally a loose hood; I saw 
two children with amulets round the neck, consisting of the 
head and claws of a raven. The-very small children unable to 
walk are constantly carried in the ‘‘amaut”, where they are 
‘‘cradled and rocked”. It is only when the child has to have 
milk that it is taken out of the back-pouch; this is done by 
the mother leaning forward and carefully shaking the young 
one out over the one shoulder. The youngest children are 
suckled for a verv long time; I have seen a 5 years’ old boy 
regularly taking milk at his mother’s breast, but even older 
children are said to do the same. 

Water is for the greater part of the year too costly a com- 
modity to find any other use than drinking, so that neither the 
children nor the older people have known what it is to be 
washed. I have however seen a mother dry her child's dirty 
fingers on a white gull’s skin. Such is also sometimes used 
by the grown-up people in the tent, to clean their fingers after 
they had eaten; possibly, however, this use is of more recent 
origin. 

In the previous pages of this chapter I have just touched 
upon the question of the woman’s work and place among the 
Polar Eskimos. In contrast to most other hunting-peoples in 
milder parts of the globe, where the chief occupation of the 
woman is the collection of easily obtained objects of food, here 


347 


in the Polar North her duties with the preparing of skins and 
making of clothes mean work of a mechanical kind and lead 
to a special development in various directions. If we enquire 
what special kind of mechanical work it is that lays most claim 
on the time and physical powers of the woman, we find that 
it is such a primitive form of activity as the chewing of skins, 
and next the scraping of skins. Then come cutting and sew- 
ing with sharp instruments such as tke knive and needle. 

The only division of labour practised among the Polar 
Eskimos is that between man and wife. Each man and each 
woman, to be considered as a fully qualified member of the 
tribe, must be able to do and carry out all that may fall to 
the lot of his or her sex. And this is by no means little. 
There is perhaps no nature-people, where the requirements in 
the way of mechanical production are greater than among the 
Polar Eskimos. This is connected partly with the difficult 
conditions of life in Polar lands, partly with the great varia- 
tions in the seasons, which require not only different kinds of 
dwellings and clothing, but also different apparatus for the 
different seasons of the year. 

Making of the apparatus falls to the man. The material 
he chiefly works in is bone and wood, and now also metals, 
which in earlier days were replaced by stone and by the 
natural iron occurring in the region of Cape York. If we en- 
quire, in the same manner as for the women, what is the spe- 
cial, mechanical hand craft exercised by the men, we find 
similarly that the sharp instruments for cutting and hewing 
play in the Polar Eskimo’s occupations, compared with European 
hand-worker’s, a less important part than such instruments as 
are used for filing, sawing, scraping and boring. Even the 
teeth also play a considerable role with the man, for example, 
to soften the skin-thongs or straps, loosening of knots and as 
a fixed holding-apparatus on numerous occasions. 

The fact seems to be that the Polar Eskimos have not 

XXXIV. 23 


348 


adapted themselves to the European methods to the same extent 
as they have to the European apparatus. These have just been 
taken over into the methods of the stone-age and naturally 
have altered and modified this, but the underlying traditions 
of the stone-age are constantly to be noticed. The transition 
from the stone-age to the use of European iron apparatus had 
already had a good preliminary before 1818 in the use of the 
meteoric iron, and the transition proceeded slowly in the course 
of a couple of generations, materials being introduced little by 
little by intercourse with the whalers and expeditions as also 
by wreckage and the forsaken ships of expeditions. 

When Peary began his expeditions in 1891, the true stone- 
age was already past, and the era he introduced, by providing 
the Polar Eskimos with the most modern guns and other 
apparatus for hunting, is best described by saying, that he 
brought in among the Eskimos the keen production of modern 
European-American civilisation. In this way a danger has 
arisen for them, as it is conceivable that they will now be able 
to destroy or at any rate greatly decimate the stock of the bears 
and foxes especially. And without the skins of these animals 
for clothing, their cold land will become almost uninhabitable. 

It must not be believed, that any and every kind of Euro- 
pean implement found a welcome in the eyes of the Polar 
Eskimos. They have had a remarkably good understanding of 
how to choose out the kinds and forms, which were best 
suited for their requirements. The most useful European 
instrument a Polar Eskimo can obtain is still a file. By means 
of steel-files pieces of whalrus and narwhal teeth are worked 
up into harpoon points, as foreshafts of the harpoons, as pro- 
tectors under the sledge-runners and for several other purposes. 
For sawing is used a ship’s saw, quite 30cm in length, of the 
best American manufacture; the back-edge of the saw is ground 
sharp and used for hewing and chopping. The steel-knife is 
used for cutting up the animals taken in the hunt and plays the 


349 


part of both a cutting and scraping instrument in the making 
of apparatus. For boring, on the other hand, there is still 
used the Eskimo drill with a bone mouth-piece, the bow being 
usually formed of a seal’s rib and a skin thong, and the point 
is now always of metal. 

It is in fact a point of no little cultural interest from the 
historical side to make clear, what European apparatus can be 
absorbed by a strange culture. We see very clearly among 
the Polar Eskimos, that they have chosen the apparatus, which 
for them meant a reduction of labour in their old modes of 
procedure. But they have still held fast to their old methods 
and the old forms, in so far as they were not obliged to 
modify them in using the new apparatus. 

The Polar Eskimos are thus to a certain extent still people 
of the stone-age, who are employing the help yielded by the 
modern mechanical methods, without adopting the mental ac- 
companiments. For them iron is a material of similar kind to 
bone, and they deal with bone and metal in quite the same 
manner, with the file. 

| found an interesting example of this in a harpoon-point 
(fig. 34) of the Polar Eskimo Manigssok; every part of it had 
been filed out of a massive piece of iron. As a rule only the 
point is of iron, whilst the head-piece is of filed bone (cf. 
fig. 35, which likewise shows the second of the two forms of 
harpoon-points common among the Polar Eskimos; it is used 
for the white whale and narwhal, whilst fig. 34 is for the walrus 
and seal). The iron point, fig. 34, is in all details an exact 
copy of the commonly used form. It is likewise a witness of 
the surprising, technical skill of the Polar-Eskimos, as with- 
out any other assistance whatsoever, with the file in the 
right hand and the object in the left, they are able to make 
such a uniform and faultless implement. During the work they 
support the left hand on the knee or the thigh, but there is 
no talk of making measurements or of copying from something 


235 


350 


already completed. They produce so to speak by “heart” the 
forms of apparatus they are accustomed to. 

One cannot help being impressed by the ease, rapidity and 
practical sense with which they work, in spite of the lack of 
all the many means of assistance, which the European work- 
shop affords our workers. I was present, for example, when 
Samik sawed through a piece of an antler of a reindeer, long- 
ways with a ship’s saw. First of all he chopped off the round 
tines on two diametrically opposite sides by means of the sharp 
back-edge of the saw, so that he was freed from cutting 


Fig. 34. Fig. 35. 
Harpoon point; a piece of leather Harpoon point of bone with a 
thong passes through the cross- small iron tip, fixed by a nail. 
hole. 7,6 ст long, up to 1,6 cm broad, 13,8 ст long, up to 3,7 cm broad, 
1,5 cm thick. 2 cm thick. 


through these parts. A hand-worker would do exactly the same. 
Then he began to saw the antler, holding it in the left hand, 
lightly supported on the left leg. Later also, he sawed off 
some small pieces in the same manner. It looked most danger- 
ous but was carried out with steadiness and accuracy. 

They all seem to be able to use their hands with the same 
cleverness and certainty. I can remember, for example, how 
Uvdloriark sat outside his tent and with the back-edge of his 
ship’s saw cut into shape a walrus-rib, which was to be used 
as the frame of a drum. He held the bone enclosed in his left 
hand, with the back of the hand resting on the legging of the 
kamik of the left leg, and cut right down towards the index 


551 


finger which lay along the bone. He could bring the cutting 
edge of the saw with force right in under the index finger 
without cutting himself, and the accurately cut pieces being 
chipped off the bone quickly acquired the desired form. Later, 
the bone thus cut down was bent by alternately working with 
the hands and dipping it in hot water. 

After hunting the Polar Eskimos take the greatest interest 
in hand-work. We cannot help noticing the attention and 
intelligence, with which they take hold of and consider an 
apparatus, they get into their hands, the use of which they 
know. Nor would it be possible for them to sit and work at 
their apparatus with the care and accuracy they employ, if a 
certain amount of pleasure in working with the hands was not 
present. 

“Hand culture” stands very high among the Polar Eskimos 
and it has scarcely at any time been higher than it is now. 
On this point as on others there can be no talk of any 
‘‘demoralisation” among them. On the contrary, their acquisi- 
tion of the European aids has opened up the possibility of 
further development of skill and ingenuity in overcomiug tech- 
nical difficulties, which in the old days of the stone-inplements 
could only be overcome by the employment of an enormous 
amount of time and patience. 

The child is taught partly by play and imitation, partly by 
the direct instruction of the father. Toys for the smaller 
children are made by the father from bone, in the shape of 
figures representing animals and human beings. It is not im- 
possible, however, that some of the figures do duty as a kind 
of pedagogic means of instruction. The larger boys make for 
themselves toy-harpoons, toy-sledges, toy-stools for Maupok- 
hunting etc., and these are true copies of the apparatus of the 
older Eskimos’. 

Before the Polar Eskimos obtained guns, and before the 
Ponds Inlet Eskimos taught them the use of the kayak and 


352 


the bow and arrow, about 1862—63, the dog-sledge, the har- 
poon and the lance were their principal means of making a 
livelihood, and they are still that. It has already been men- 
tioned, how the first expeditions found these apparatus com- 
posed of small pieces of bone and wood bound together. 

At the present day the lack of wood is not so great; but 
we can still see sledges on which the runners do not consist 
of a single piece of wood, but of several pieces bound together 
with thongs. For example, Ajorsalik had a sledge, in which 
the one runner had 7, the other 5 pieces of wood, which were 
exactly fitted to each other and securely lashed together. Each 
of these sledge runners was 2,5 m long and 17,5 cm high; 
of this however 1,5—2,8 cm went to the shoes of the runners, 
which in front were thinner than behind. The breadth of the 
shoe is ca. 2—2,5cm. In front the runners curve evenly up- 
wards, and a little before the front end begin the cross-trees, 
which in Ajorsalik’s sledge numbered 12 in all. The two up- 
rights behind rise 75cm above the sledge and are connected 
with one another by a cross-piece and a couple of intercrossing 
straps. The breadth of the sledge from runner to runner was 
only ca. 55 cm, whilst the cross-trees were 60 cm long and 
thus extended a little beyond the runners. This long, narrow 
form is characteristic for the Polar Eskimo’s sledge and dis- 
tinguishes it for example from the shorter and broader sledges 
used in West Greenland. 

Instead of shoes of filed pieces of walrus and narwhal 
teeth the Eskimos now also use iron-shoes. There are even a 
few of the specially expert hunters who now keep two sledges, 
one with ivory shoes and the other with iron shoes. The 
former, namely, are said to be best on the wet ice in the au- 
tumn and spring, whilst the iron shoes are best on the ice 
during the rest of the winter and on land. The method of 
giving the runners ice-shoes is also known, melting snow being 
rubbed on them; it is chiefly used in the autumn. Early in 


353 


March 1892 Peary whilst on a sledge-journey observed a some 
different procedure, which he describes as follows. ‘‘The bot- 
toms of the runners (are first covered) with a continuous strip 
of thick walrus hide, 2!/2 inches wide, with the hair on. This 
was fastened on by rawhide lashings passed through slits cut 
in the edges. When this was frozen hard, a coating of snow 
dipped in warm urine was applied and shaped and pressed 
with the hands, until the entire length of the runner was cov- 
ered three-fourths of an inch to an inch thick. This, in turn, 
was allowed to freeze solid, and then chipped and smoothed 
with a knife, and finally rubbed down with the hand dipped in 
water” 1. 

Whilst the first expeditions usually met with small packs 
of dogs it is now common for good hunters to have a consi- 
derable number. A man like Samik has a score of dogs. A 
single team may now consist of up to 12 dogs, though 6—8 
is about the usual number. If a man has two teams, one of 
them is often driven by a boy, a son or relative, who may 
have almost the position of a servant. The method of driving 
is highly developed and of the same kind as in West Green- 
land. The team is directed with the long whip and with shouts 
of definite meaning for stopping, turning to the one side and 
the other, swifter movement, danger, bear and so on. These 
signals are not common for all, but different for every one. 
Each driver himself trains his dogs and teaches them his own 
signals, so that it is very difficult for others to drive them. 

The Polar Eskimo dogs belong to a specially large, fine 
and strong race, which however stands near to the sledge-dog 
of West Greenland. In West Greenland the dogs are always 
allowed to go loose about the settlement; among the Polar 
Eskimos they are always tied up, and they are better and more 
systematically fed than in the south. The natives are simply 


1 Northward etc. Vol. I, р. 228. 


354 


obliged to do this up there, where the dogs cannot themselves 
go and seek for food on the beach, as they would then rob 
the food-depots or break into the houses. Just as in the more 
southerly West Greenland, the dogs are sometimes placed out 
on the small islands in the summer, where they are permitted 
to run about loose, but even here they are fed with a certain 
amount of regularity, which however does not always mean 
daily. Such a ‘‘dog-island” lies off the coast at the settlement 
Umanark. In order that the dogs when fastened in the leashes 
should not be able to free themselves by chewing through the 
leather, it is said to be common for the dogs, when still pup- 
pies, to have their molars crushed by means of a stone!. 
Dog-flesh is only eaten in cases of want. 

The two common forms of harpoon-points and their differ- 
ent use have already been described above. It would be of 
considerable interest to obtain an account of the different forms 
of harpoons. I shall not attempt to give such an account here, 
however, inter alia because I was unable during my short stay 
to get the matter fully cleared up. I shall therefore content 
myself with some few preparatory notes. A throwing board is 
not used for any kind of harpoon. Instead, the shaft of the 
harpoon, somewhat below the middle, has a small, firmly lashed 
bone button, which serves as support for the hand in throwing 
or striking, the button being held between the third and fourth 
finger. 

Quite provisionally for the sake of description and to give 
a basis for future investigations, | may divide the harpoons 
into heavy and light. The heavy harpoons have a shaft which 
the hand can scarcely reach round; its length is usually about 
1,5m, and to this has to be added a foreshaft of bone, the 
length of which may vary somewhat greatly (ca. 20—40 cm). 
Of the heavy harpoons again I have seen two kinds, namely, 


1 Mylius-Erichsen og Moltke, 1. c., р. 232. 


555 


one with detachable foreshaft and another with а foreshaft 
which is firmly lashed to the end of the harpoon. Of the light 
harpoons I have only seen one kind with firmly lashed fore- 
shaft and at the same time a little less in length than the 
foregoing (in all about 1,5 m). 

The heavy harpoon with detachable foreshaft is used from 
the kayak; the line passes from the point up along the shaft 
of the harpoon and is fastened by a bone-ring to a small but- 
ton — now as a rule a nail without head — which is fixed 
into the shaft a little beyond the. bone-button serving as sup- 
port for the hand. As the foreshaft is broken by the struggles 
of the wounded animal in the water, the point of the harpoon 
is set free and also the line from the shaft, and the latter 
floats up on the water. The various harpoons with fixed fore- 
shaft seem on the other hand always to have another arrange- 
ment to let the point and line free. Along the shaft lies a 
fairly tight thong, about 75cm long, which is firmly attached 
to the shaft at the ends and at one spot in between; a coil of 
the harpoon line is now placed in under the thong and round 
the middle fixed point in such a way, that it runs out at the 
moment there is a pull upon the harpoon line. This mode of 
attachment is specially practical in the case of harpoons, which 
are not thrown but thrust into the animal and the shaft with- 
drawn. 

A heavy harpoon with fixed foreshaft is used in the walrus- 
hunting on the ice in the spring. A light form of harpoon 
with fixed foreshaft is used in the Utok hunting of the spring, 
or the hunting of the seals which have crawled up on the ice. 
Which forms of harpoons are employed in the other methods 
of hunting, as for example on the smooth ice and in the Mau- 
рок hunting, has not been cleared up with certainty. It will 
be of importance especially to ascertain, whether a harpoon 
with fixed or detachable foreshaft is used in the Maupok me- 
thod. An interesting question is also, whether the Polar Eski- 


356 


mos, before they learnt the use of the kayak, perhaps did not 
use harpoons with detachable foreshaft at all. These questions 
may have significance for the solution of the whole problem 
regarding the origin of the Eskimo culture. 

Of the lances I have only seen the kayak lance; this has 
a detachable foreshaft with firmly attached point. Its length is 
a little less than that of the kayak harpoon, but it is thick and 
heavy like the latter. The foreshaft is sometimes a long piece 
of bone with an inserted, short and flat iron point, sometimes 
quite a short piece of bone with a long iron point inserted on 
it; the latter is filed out of a piece of iron bar. As this lance 
is also used as a throwing implement from the kayak, a small 
bladder may be fastened at the upper end of the shaft of the 
lance, so that the lance floats on the water, when it breaks 
loose from the animal struck. On fig. 36 this small bladder is 
shown lying at the back of the kayak just in front of the large 
hunting-bladder. 

With regard to the bow and arrow and the kayak, the 
Polar Eskimos use them just as the Central Eskimos and 
especially the Baffin Landers do, as it was from Ponds Inlet, 
аз | have shown above, that they have learnt the use of these 
implements. The bow is what F. у. Luschan has called a ‘‘com- 
posite and strengthened” bow to distinguish it from the true 
“compound” bow, which has its finest representative in the 
Asiatic, so-called Turkish bow. The Polar Eskimo bow consists 
of 3 pieces of reindeer antler, the two meeting-places of which 
are covered by an upper and under plate of the same material 
and bound round by leather thongs; on the back of the bow 
there is also a number of longitudinal leather thongs or, in very 
fine examples, strings formed from plaited tendons of the narwhal. 

The bow has now been displaced by the gun, but most of 
the men have used the bow and arrow in the reindeer hunts 
in their younger days, and they can still both manage and 
make these things. In shooting the arrow is held between the 


[Н.Р. Steensby.] 


XXXIV. 


Medd. om Gronl. 


357 


forefinger and middle finger of the right hand. The shaft of 
the arrow is of wood with or without two laterally placed 
steering-feathers, and to the fore-end of this shaft is lashed a 
tine from the antlers of a deer, with or without an iron point 
and also with or without barbs. 

During our stay at North Star Bay in 1909 a small number 
of bows with corresponding arrows were made at request by 
the old Masaitsiak, who was probably one of the few who had 
never hunted reindeer with any other weapon. As I observed 
that the length of these bows, which were made by the same 
man, was different, becoming gradually shorter, | made an at- 
tempt to get information {regarding the more or less purposeful, 
established custom for the size of the bow; it seemed to me 
namely that there must be some principle or rule. Unfortunately 
this as well as various other investigations were difficult to 
carry through, owing to the fact that my interpreter from 
West Greenland was not specially fit for the task. 

It appeared however, in the first place, that Masaitsiak was 
quite aware, thal these bows and arrows were not made really 
for reindeer hunting, but only to satisfy the odd whims of the 
strangers, so that they did not require to be exactly right, and 
owing to the scarcity of material he was free to reduce their 
length. It appeared, further, that the regulation length of the 
bow was taken from the distance between the outstretched 
finger-tips of the left hand and a little way beyond the middle 
line of the breast; its length would be 79—80 cm in Masait- 
siak’s case. The length of the arrow — excluding the bone 
fore-part with the iron-point, which did not seem to have any 
definite regulation length — was indicated by him by bending 
the left arm at a right angle and stretching the fore-arm and 
fingers straight out; the length of the arrow shaft would thus 
be from the inner side of the elbow-joint to the tips of the 
fingers. One of the arrows he made for me had the right 
length (42 cm plus 12 cm for the bone fore-part and iron 


SIM 


LG 


558 


point), but a second was too short, because — so 
he said — he had not sufficient wood. 

We have here a problem, the solution of which 
would be of the greatest ethnographic interest. How 
many pieces do the ethnographic collections not 
contain, which would prove to be quite valueless 
types if we knew exactly their previous history? 
Every one believes himself capable of making an 
ethnographic collection, in reality it is a highly deve- 
loped and difficult task, if it is to be done satis- 
factorily. 

Fig. 36 is a drawing after a photograph of the 
authors showing a Polar Eskimo in his kayak; it 
will be seen that the man sits in an open space, 
bounded in front by a rounded piece of wood, on 
which the central part of the paddle rests in rowing. 
In this figure the paddle is seen from the side, but 
in fig. 37 it is seen from the surface. On both sides 
of the middle piece of the paddle are the thinner 
parts for the hands, about 8 cm long, while the 
middle piece is ca 48 cm. Further out a leather- 
strap is bound round both blades, so as to prevent 
the water which runs down the blade from reaching 
the hand; the length of the blade itself is ca. 77 cm 
and the breadth up to 8cm. The whole length of 
the paddle is about 260 cm and no part of it is 
made of bone. 

Fig. 36 shows the harpoon lying in front of the 
kayak, with the foreshaft turned towards the man; 
leather thongs hold it down to the kayak. Under 
the harpoon are the coils of the line, which passes 
from there to the right of the man and back to the 
large bladder, which is seen lying behind on the kayak 
immediately behind the already mentioned small bladder. 


359 


The large bladder is made from a skin of 
the fjord seal and the shrivelled up front- 
flippers of the seal are seen to be still at- 
tached to the bladder. Under the hind part 
of the large bladder lies a square wooden 
frame, the bottom of which is covered by a 
skin; this frame is thrown into the water 
and is dragged along 3—4 m behind the 
bladder by means of a string, which is at- 
tached to the bladder at the same place as 
the harpoon line. The speed of the attached 
animal through the water is further hind- 
ered by this contrivance. On the figure 
can be seen some of the 8 strings which 
are fastened to the frame; above the centre 
of this the strings are fastened together on 
one line which passes to the front end of 
the large bladder. Behind the frame and 
the bladders is seen the lance, which is held 
fast under a pair of thongs on the left side 
of the deck of the kayak. 

Fig. 38 is a diagrammatic sketch of a 
Polar Eskimo kayak seen from above; so 
far as the lengths and breadths are concerned 
the measurements are in the correct pro- 
portions AB 5,3 m). The lashings which 
keep the harpoon and lance in their place 
are represented at C, D (2 straps bound 
together at the middle), Ё and КР; abed is 
the opening of the kayak. K is the rounded 
wooden piece on which the paddle rests du- 
ring rowing. С and H are a couple of 
pieces of bone or wood, on which the har- 
poon is placed when approaching the prey, 


360 


for convenience in seizing and slinging it out. In the 
kayak itself or on the front deck a gun may nowadays also be 
carried, sometimes lashed to the kayak by a thong so 
that it should not be lost if it fell overboard. The Polar 
Eskimos are very careless in their ways of keeping and looking 
after their weapons. The well known Eskimo bird-dart is not 
at all used. 

As mentioned previously, this form of kayak is only in 
small degree suited for use on the sea. And the Polar Eski- 
mos for this reason took great interest in the West Greenland 
kayaks, which the Expedition had brought with it, and a West 
Greenland kayak which Knud Rasmussen had taken up on an 
earlier occasion had even already produced an effect, which 
could be traced in some of the kayaks at Umanark. 

The open kayak of the Polar Eskimos or rather of the 
Ponds Inlet Eskimos is more suited for use on rivers than on 
the sea. The square, open frame is certainly also a relict of 
the birch-bark canoe, which was only covered over in front 
and behind. Models of the Canadian birch-bark canoes are to 
be found in the ‘‘Museum für Völkerkunde” in Berlin and in 
these the upper deck extends over */srds of the length of the 
canoe, so that the middle third is open’. That the well of 
the kayak has become narrower in front, is possibly connected 
with the fixing of the wooden board mentioned as support for 
the paddle, by which means the rowing is made easier. 

The Polar Eskimo kayak described seems to agree well 
with the figure Low gives of a kayak from Cape Haven south 
of Cumberland Sound; on the other hand, it differs from some 
figures gives by Boas? of the kayaks of the Central Eskimos 
from the southern Baffin Land and Repulse Bay, as these have 
round wells. In several respects it seems to differ from the 


1 ef. А. Byham, Die Polarvölker. Leipzig 1909. PI. X, fig. 2. 
2 The Central Eskimo. 6th Annual Report of the Bureau of Ethnology. 
Washington 1888, p. 486 et seq. 


361 


river-kayak covered with deerskin, which is used by the Kini- 
petu Eskimos, an inland tribe on the Barren Grounds, whom 
А. Р. Low describes as follows’: “The Kinipetu kayak is extra- 
ordinary in shape. It is long and narrow and quite deep, so 
that the midship section is almost semicircular. The ends 
terminate in long narrow points, of which the bow end slopes 
downward towards the water and the stern end is inclined up- 
wards. This kayak is so narrow that the combing of the well 
sometimes projects beyond the sides. Being narrow and cranky, 
a good deal of skill is required to handle these craft with 
safety, and accidents caused by upsetting are not uncommon. 
These kayaks are covered with parchment deerskin, and are the 
only ones painted [in contrast to the kayaks used by the coast 
Eskimos on Hudson Bay, in Labrador etc.], various colours 
being obtained from oxide of iron found in the interior’. This 
kayak is only used for inland hunting. 

Low explains that the kayak form of these inland Eskimos 
is peculiar to them, whereas the natives on the west coast of 
Hudson Bay, especially the Eivillik Eskimos at Repulse Bay 
and neighbourhood, have quite a different form of kayak, which 
is more closely related to the kayaks of Labrador and Baffin 
Land. This information is not without importance. Further, 
it seems from Low's description of the Kinipetu kayak, though 
somewhat general statements only are made, that this kayak 
form possibly again stands somewhat nearer the small birch- 
bark canoe; I am thinking here, namely, of the statements re- 
garding its narrowness and its semicircular section. 

This information does not quite agree, however, with that 
given by Е. Boas”, according to which there seems to be greater 
agreement between the Kinipetu implements and those used by 
the Eivillik Eskimos. On the other hand, it quite agrees with 


1, с., р. 154 et seq. 
The Eskimo оп Baffin Land and Hudson Bay. Bulletin of the American 
Museum of Natural History. Vol. XV. New York 1901. 


1 
2 


362 


James Anderson’s observations made on his journey in 1855!. 
He also found that the kayaks were covered by deerskin, and 
the Eskimos he met with were clothed partly in deerskin and 
partly in musk-ox skin. 

Partly from these and partly from other reports? it appears 
with certainty, however, that there really still lives a tribe of 
inland Eskimos on the Barren Grounds, which carries on the 
hunting of the reindeer and musk-ox. The question is thus 
only, whether these inland Eskimos have once dwelt by the 
coast and have migrated from the coast into the interior, or 
whether they have never been in closer touch with the sea, 
but have always lived in the interior. in the latter case, they 
are then to be regarded simply as the remains of the original 
Eskimos before these changed over to the life on the sea coast. 
Or more correctly, they are in such a case an intermediate 
stage between the supposed, oldest stage, when they lived as 
hunters in the birch and pine woods, and the present mode 
of life on the sea-coasts of the Arctic. They have taken the 
step from the woods out on to the tree-less tundras and have 
thus, among other adaptations, been obliged to replace the 
birch-bark covering of the boat with deerskin. 

I shall not enter further into these interesting, but still 
somewhat uncertain problems regarding the early history of 
the Eskimo culture. I have already dealt with this question in 
a work”, in which I have come to the result, that the Eskimo 
culture must have developed on a sea-coast of the Arctic, and 
I have shown, that the point of origin must probably be sought 
for on the stretch between Hudson Bay and Coronation Golf. 


' Journ. Roy. Geogr. Soc. Vols. 26 and 27. London 1856—57. 

? ef. H. P. Steensby, Om Eskimokulturens Oprindelse. København 1905, 
рр. 87—88. 

Salze: 


VI. 


In the foregoing pages I have endeavoured among other 
things to show, how the industrial culture of the Polar Eski- 
mos, solely on the basis of adaptation to the natural geogra- 
phical conditions, has attained a considerable height, which is 
expressed partly in their apparatus partly in the ‘culture of 
the hands”. 

With regard to the sociology and psychology of the tribe, 
to the understanding of which the myths, folk-lore and fables 
collecled and in part published by Knud Rasmussen! will give 
an essential contribution, [ shall express myself here quite 
briefly. 

The high development of individual skill in hunting and 
hand-craft has led to a corresponding development of intelli- 
gence in practical regards. So long as a situation merely re- 
quires jugdment of the natural conditions or of those condi- 
tions which lie within their practical experience, we can scarcely 
find more intelligent people than the Polar Eskimos or people 
with greater ingenuity and powers to get themselves out of 
a difficult position. This combined with their hardihood makes 
them incomparable helpers in the polar expeditions. 

As an example of the Polar Eskimo’s ability to pursue a 
line of reasoning, I may cite here an answer which Mylius 
Erichsen received from the angakok Sorkrark to his question: 
why not a single bear had yet appeared in the neighbourhood 


! Nye Mennesker. København 1905. The people of the Polar North 
London 1908. 
XXXIV, 24 


364 


of Agpat late in the year. ‘No bears have come because there 
is no ice, and there is no ice because there is too much wind, 
and there is too much wind because we mortals have offended 
the powers’. When Sorkrark’s practical experience fails, he 
thus concludes with an anthropomorphism, and he imagined 
further, that by means of his gut-skin drum and a Shamanistic 
seance, he would be able to find out, why the ‘‘powers” felt 
themselves offended, but owing to weakness he was obliged to 
give up. 

This example illustrates, if I may say so, the animistic 
limits of the real comprehension of the Polar Eskimo; they are 
wider than is the case with many other nature-peoples. On 
the other hand, their horizon is greatly limited in sociological 
regards, corresponding to the so primitive nature of their so- 
cial organisation. Thus I may mention how extremely little 
connected their notions are with regard to the idea of property. 
What a man has made for himself is his own property, and 
the idea that this right of possession can be transferred to 
another has not developed. In their dealings with Europeans 
they have, it is true, adapted themselves to a practice in this 
direction; but cases are constantly arising which show their 
true feelings in the matter. For example, it is impossible for 
a European to buy an apparatus of a Polar Eskimo and then 
hand it over to another Eskimo; the first will never be able 
"to get rid of the idea that it is his property, and he will believe 
himself entitled to take the apparatus back, as soon as he 
does not wish the other to have the “loan” of it any longer. 

Further, | have hitherto mostly laid emphasis on the 
purely individualistic traits, which one constantly runs up 
against among the Polar Eskimos, and which are so much the 
more striking, as one is not accustomed among the more 
southerly nature-peoples to meet with such a high individual 
development in conjunction with so slight a social develop- 
ment. Naturally the life of the Polar Eskimos is not wanting 


365 


in social features, but everything has contributed to retard the 
development of the “society”, so that the tendency to work 
and live together, which the Polar Eskimos are certainly also 
in possession of, has never had the chance to develop. 
Practically the only sort of cooperation or subordinate 
kind of sociological formation we can talk of in the case of 
the Polar Eskimos, is the settlement; but as this is constantly 
on the move, sometimes scattering, sometimes concentrating 


Fig. 39. 
Scene from a summer settlement (drawn by the Eskimo woman Tukuminguark). To the 
left of the tent are seen two persons in conversation; at least one of them is a woman. 
To the right a Dane is approaching with his hands in his pockets and behind him an 
Eskimo. 5 dogs fastened to a stone are welcoming the new-comers, and a 6th dog is 
trying to get up on a depot-pillar with meat on its top. To the left a sledge and on 
this, Tukuminguark said, her little son sits playing. 


more or less, this unit is not very constant either. The basis 
for this periodic meeting together at a settlement is in part 
relationship, in part the comradeship of the hunt. On the 
other hand, there is no such thing as true alliances or group- 
ing according to age, probably on account of the small num- 
bers and scattered nature of the tribe; nor are any ceremonies 
or forms known on the attainment of maturity. 

The feeling of relationship is not small. It expresses it- 
self, for example, in greater gentleness towards relatives, in 


24* 


366 


contrast to the absence of sympathy and the sharp criticism, 
which the joke-loving Eskimos display towards everything and 
everybody not belonging to their own family. The hard struggle 
for existence has not permitted the Polar Eskimo to become 
other than a confirmed egoist, who knows nothing of dis- 
interestedness. Towards his enemies he is crafty and deceitful; 
he does not attack them openly, but indulges in back-biting; 
he will not meet his deadly enemy face to face, but will shoot 
or harpoon him from behind. It is very necessary to remember 
that these Polar Eskimos, who are so smilingly gentle and 
friendly, even tactful, on meeting, are by no means ideal. 

It is only during the hunt that a common interest and a 
common danger engenders a deeper feeling of comradeship, 
and this may lead to a few of the hunters of about the same 
age agreeing to hunt together, journey together and remain at 
the same settlement, perhaps even if possible live together in 
the same house. If the natural conditions and the dangerous 
struggle for existence have prevented the development of a more 
solid social organisation, they have led on the other hand to 
a kind of comradeship between the unattached and independent 
individuals of the male sex. How serious this necessity for 
comradeship may be, is shown hy an event of recent years. 
The angakok Kajorapaluk (Peary’s Kyoahpadu or Kyo) was a 
bad character and a bad comrade, who was always offending 
the other members of the tribe in various ways; but what was 
specially fatal was, that he was constantly lying and deceiving 
them with regard to the hunting. Sometimes he amused him- 
self by warning them of bad hunting and consequent famine, 
in order to frighten them, sometimes he told them that he had 
seen here or there, for example, the white whale or walrus; 
but it was always falsehood. At last it became too much for 
them; it gradually became the common feeling of the tribe, 
that it would be best to get rid of such a troublesome indivi- 
dual. He was killed by Uvdloriark and Masaitsiak, two of the 


367 


best men of the tribe, and the latter married the dead man’s 
wife, whom he lives with till this day. 

The ‘public opinion” has very great weight among the 
Eskimos, and the individual is obliged to give way before it. 
It maintains the unwritten laws or regulations, which form 
the basis of the training and attitude towards others of every 
Polar Eskimo. These fundamental laws are in the main the 
same as rule among other Arctic Eskimo tribes. As regards 
West Greenland these laws have been discussed by H. Rink, 
and in a similar manner as he has done we can formulate 
some of the principal rules governing the social life of the 
Polar Eskimos. 

(1) The requirement that no man except in case of natural 
weakness can evade making his own living, and he is still less 
permitted to interfere with others or prevent them from making 
their living. 

(2) The rule that no one can establish himself in a settle- 
ment without the permission of those already settled there. 

(3) The practice that the spoils of the hunt, when they are 
not small, for example not less than a fjord seal among the 
Polar Eskimos, are divided partly between those taking part in 
the hunt, partly between the natives at the settlement, and 
according to definite rules. In times of want the division of 
the spoils and of the depots is made even more equal, but at 
such times any person who is disliked runs the risk of being 
excluded from receiving help. 

The man that cannot completely make his own living, 
owing to either bodily or mental shortcomings, cannot obtain 
a wife and thus is unable to reproduce his kind. Similarly a 
hunter who has lost his strength in one way or another, will 
also as a rule loose his wife, as she will leave him and seek 
for a better provider, if any such will have her. There is no 
doubt that this natural selection plays a specially great part in 
a small hunting community like the Polar Eskimos’ and it is 


368 


very probable, that one of the reasons why the Polar Eskimos 
are so few in numbers is this, that their hunting life demands 
so much strength and intelligence and requires such a high 
grade of constant training, that only the very best can persist 
in the struggle for life. A related reason for the small numbers 
however is also the comparatively great difficulty of obtaining 
objects of food, which might serve as “тезегуе” in times of 
want; thus in the earlier days especially the Polar Eskimos to 
a very great extent lived on the verge of starvation, and their 


Fig. 40. 
Drawing by the Eskimo woman Arnaruniark, representing the interior of a house, with 
4 persons sitting on the main platform; the two outermost are sitting close to the side- 
platform on which the lamps are indicated. The window is drawn in front, in the plane 
of the paper. To the right of the house is a kneeling person busy stealing meat from a 
depot, whilst his comrade is standing and keeping watch, so that no one should come 
and surprise them in the act of thieving. 


lore and stories bear witness, that families or groups were 
not so seldom in want of food or died from the frost. On 
such occasions cases of cannibalism have arisen, probably af- 
fecting in the first instance the old and the feeble. 

Marriage is regarded purely as a condition of property, 
and chief weight is laid on the woman being able to work as 
also to bear children. In cases of infertility the marriage 
bond is very loose and will in many cases be dissolved by 
discarding the woman. Special weight is laid on the woman 
being able to bear the male children or the future hunters; 
but the scarcity of women at the present time has led to their 


369 


having a more protected position than before. It has further 
led to the woman being married at a much earlier age than 
previously, even so early as 12—13 years, though she is said 
not to develop appreciably earlier than the European woman. 
On the other hand, the men do not marry before they are 
fully developed hunters, that is, about twenty years of age or 
more. At present there is said to be only one man in the 
tribe who has 2 wives. The well-known Eskimo system of 
exchanging wives is carried out under festive ceremonies and 
is also a custom of practical importance; for example, if a man 
wishes to undertake a journey and his wife for one reason or 
another is unable to accompany him, the matter can be ar- 
ranged by making an interim exchange with another man whose 
wife has no such hindrances. Nevertheless, the Polar Eskimos 
are to be reckoned among the nature-peoples of good morals; 
a woman is judged very strictly if she gives herself away to 
any other but her own husband, unless he commands her to 
do so, and in their relations to strangers it is exceptional that 
a man offers his wife in order to gain something by it. 

When the Polar Eskimos are face to face with cases in 
which the settled ‘“‘public opinion” cannot at once decide the 
matter, or where a difficult case of sickness or want arises, 
the “‘angakok” is called in to clear up the problem by exorcism. 
In religious matters the Polar Eskimos relies exclusively on 
the ‘‘angakok”, who by his art and genius and his conjura- 
tions is supposed to make himself master over the powers 
which rule over life and death, sickness and strength, weather 
and the animals of the hunt. Knud Rasmussen’ once obtained 
a characteristic answer from a Polar Eskimo: ‘‘We do not be- 
lieve in any God as you do. We do not all understand the 
things that are hid, but those who say, that they understand, 
them we believe in. We believe in our ‘‘angakut” (plural of 


1 Nye Mennesker. pp. 136—137. 


370 


angakok), in our conjurers, and we believe in them because we 
wish to live long, and because we do not wish to run the risk 
of famine. We believe for the sake of our lives and for the 
sake of our food. If we did not believe in our priests, the 
animals we hunt would not be apparent to us; if we did not 
follow their advice we should become sick and die”. 

Whilst in secular matters a chieftainship or a differentiated 
social organism has never developed, the Polar Eskimos in 
religious regards come under a leadership of developed Shama- 
nism and are thus in so far a step further advanced in religious 
than in sociological matters. This is certainly connected with 
the fact, that they have to struggle almost exclusively against 
nature and the misfortunes arising from the forces of nature, 
whereas they have not known what it is to be obliged to fight 
for themselves and their hunting-districts against hostile tribes. 

The considerable communication which has existed be- 
tween the last generations and expeditions has not failed to 
influence the Polar Eskimos in regard to their views of the 
world and the hidden powers. They now know that there are 
many and densely populated lands in addition to their own. 
And they no longer believe so directly in all the spirits, ‘‘tor- 
narssuit”, they ascribe to all the localities — house-floor, space 
behind the skin-walls, the lamp, house-entrance, refuse-heap 
in front of the entrance, the fells, the sea — from which they 
have special opportunities of receiving impressions and moods, 
or in other words, to nearly everything for which they have 
names. In earlier days they were afraid of these spirits and 
believed that they had no good-will towards men. Now they 
are somewhat more superior in these matters, though the be- 
lief in spirits is by no means extinct’. 

I am so fortunate as to be able to give an actual illus- 
tration of the more open mind with regard to these matters 


1 cf. Knud Rasmussen: Nye Mennesker, p. 148. 


371 


at the present day. Fig. 41 is reproduced from a drawing due 
to the collaboration of Arnaruniark and her husband Samik. 
Arnaruniark first drew a fully loaded sledge, with 6 dogs har- 
nessed to it, meaning that it was her husband who was return- 
ing home from a successful hunt. Then Samik himself drew 
a “‘tornarssuk” in between the traces of the dogs, meaning in 
jest that it was harnessed to the heavy sledge. Samik himself 
is seen standing with the whip in his outstretched right hand 
ready to strike at the ‘“tornarssuk”, but Arnaruniark standing 


Fig. 41. 
The “tornarssuk” fastened to the sledge (drawn by Samik). 


behind with the child in the amaut takes hold of his arm to 
keep him back. After obtaining this explanation from Samik I 
asked him, if he had seen a ‘‘tornarssuk”. He replied no, he 
had never seen him, but he had often heard him among the 
fells. 

It may be remarked expressly, that both this and the other 
figures reproduced, with hardly any exception, were not drawn 
by request; the subjects were chosen quite freely by the Polar 
Eskimos. After I had got one person to make a drawing, 
there were many willing to do so, and I only required to give 


372 


the one or the other a drawing-book and a pencil for a day, 
and then have it returned with a couple of drawings of their 
own making. Some of them could sit for hours and draw with 
a seriousness, which showed that the work interested and oc- 
cupied them. Others I saw asking the opinion of the sur- 
rounding Eskimos, whether this or that position was quite 
correct, whether the arm was held so far back on swinging 
the whip and so on. Most of the drawings reproduced here 
have been reduced. The explanatory text is based on informa- 
tion, which I sought in every case to obtain as fully as possible 
by means of the interpreter. 

In the foregoing I have mentioned the feeling of kinship, 
the comradeship in the hunt, the public opinion and institution 
of the angakok as the most important, active forces in the 
primitive Polar Eskimo community. Lastly, a couple of prac- 
tical statutes were mentioned. But there are others factors, 
however, which contribute to form the ideas and proceedings 
of the Polar Eskimos. These are the stories and fables of the 
tribe, which it has in common with other Eskimo tribes, but 
in well-marked characteristic variations to an extent which has 
not yet been sufficiently investigated. Some of these stories 
and fables are purely descriptive and give an answer to one or 
other question, for example, the creation of the world; but 
others contain a rule of life or sketch supernaturally capable 
hunters or great angakoks, who may stand as examples or types 
worthy of imitation. 

Lastly, there is a number of traditional customs and forms, 
which have a regulating and determining influence in many 
conditions of life. There are somewhat complicated customs 
with regard to confinement and burial, and there are occasions 
which require the prohibition of definite kinds of food and 
certain actions. On the other hand, there are no special cere- 
monies with regard to marriage. Further, amulets and con- 
juring formulae are used in certain situations. In regard to 


373 


these things the Polar Eskimos do not exact the precise, well- 
founded understanding as in the case of the actions which 
have to do with earning their livelihood. They are carried out 
simply because they have been prescribed in this way in the 
old traditions, the origin of which is lost in the dim past. 

We touch here on an interesting point, namely, the rela- 
tion between their absolute, social freedom on the one side 
and their dependence on tradition on the other. The Polar 
Eskimo is his own master in everything he does, and he per- 
mits no interference from others. He will only take up some- 
thing new when it has been shown to him in such a manner, 
that his desire to imitate has been roused. On the other 
hand, if he is accustomed to do anything, he continues to 
do it owing to man’s natural inertia, even after the rea- 
soning has been forgotten. Even after such a tradition has 
lost its practical significance, indeed after it has come into 
conflict with practical interests, it may still be retained as a 
survival or remnant. 

The cultural history of the Polar Eskimos has in fact 
shown examples of such survivals, which stand in direct con- 
flict with the interests of the tribe. I may recall here firstly, 
how they had earlier failed to hunt the reindeer, though their 
neighbourhood was sometimes teeming with these animals, which 
for most other Eskimos constitute such an important part of 
the hunt. Further, how they did not fish for the salmon, 
though they had the opportunity of observing every year, at 
least in one lake at Etah, the great abundance of this fish, 
which is also of importance for most other Eskimos. The 
same thing applies to their ignorance of the kayak. There 
can be no doubt that these cultural shortcomings must be 
regarded as survivals of traditions from the time that the 
Polar Eskimos lived under conditions, when the hunting of 
the reindeer and the fishing for salmon had to be given up for 
natural reasons. 


374 


How the folk-lore of the Polar Eskimos, their fables, forms, 
customs, amulets, stand in relation to corresponding pheno- 
mena among other Eskimo tribes, and how far their origin 
can be traced back to other cultures and races of people, need 
not be further discussed here. I may simply mention, that in 
various cases we can still detect sometimes a natural instance 
of adaptation, sometimes a simple analogy, under the influence 
of which the custom has been formed. Reasoning by analogy 
seems especially to play a 
great part, a superficial point 
of resemblance becoming 
determinative of the whole 
matter; for example, when 
the women make up the soot 
scraped from the bottom of 


the cooking-pot into an amu- 
let sewed into their neck- 
band (Fig. 30), following the 
reasoning, that lamp-soot is 


Fig. 42. 
Two women in conversation and a dog; stronger than the fire itself, 
scene from the settlement (drawn by the 
Eskimo woman Alakrasina). The woman 
to the left has the hood of the outer 
pelt drawn up over the head; the woman 


as the fire has not been able 
to destroy the soot, and con- 


to the right has a child in the ‘“amaut” sequently that the lamp-sootis 
and the loose, helmet-shaped hood on x 
а the strongeststuff in the world 


and able to give protection. 

The method of reasoning of the Eskimos gives us the impres- 
sion of being very superficial, because they are not accustomed to 
retain what we call a definite line of reasoning or a single, isolated 
subject for any length of time; their thoughts, namely, do not rise 
to abstractions, or logical formulae, but keep to pictures, of ob- 
servation or situations, which change according to laws we find it 
difficult to follow. Their ability to draw is evidence of the nature of 
this mode of thinking, as also their power of their own accord to 
choose subjects for reproduction, in spite of the fact, that they never 


375 


draw, either on their implements or on natural objects. The 
choice of subject does not seem to offer them the least diffi- 
culty; it seemed to be natural, that as soon as they set the 
pencil to paper, some one or other favourite mental picture, 
which was extraordinarily clear to them, should begin to ap- 
pear. In agreement with this also, it was chiefly the women 
who drew house-apparatus and scenes from the settlement, 
whilst the men chose to represent animals and scenes of the 
hunt. One motive which both sexes have shown a predilec- 
tion for, is a woman with a child in the ‘‘amaut”. Samik has 
even drawn in one figure (fig. 43) a pregnant 
woman, who at the same time carries a child in 
the amaut. For Samik this situation represents 
the acme of desirable fertility. 

These drawings of the Polar Eskimos, a- 
mong whom drawing is not a traditional exer- 
cise, but is the occasional unfolding of a latent 


talent, the presence of which is connected partly 


with the special mode of thinking, partly with = ing 
15. 45. 
the “culture of the hands”, may be compared Pregnant woman 
with child in the 
“amaut” (drawn by 


has been practised for generations, so that the Эа. 


with drawings of nature-peoples, where drawing 


art has already come under the influence of tradition. As ex- 
ample the bushmen may be cited. We then see that there is 
no difference in the power to conceive and reproduce, which 
the Polar Eskimos display with regard to animals and to people. 
These are reproduced in a manner which bears witness to an 
almost equally sharp power of observation in both cases. This 
seems to show, that the well-known tendency among other 
hunting-peoples, accustomed to draw, to reproduce animals 
better than men, is not due to the lack of observation of men, 
but rather on the contrary to the fact, that the man’s figure 
being easiest to recognize is the more readily subject to sim- 
plification. Just as with the Polar Eskimos, the nature-peoples 


376 


do not draw in order to attain any high artistic level; they are 
satisfied when it can be seen what their intention is. 

With regard to the animals, the Polar Eskimos seem to 
share the view prevailing among nature-peoples, that there is 
no great line of division between the life and intelligence of 
men and animals. As Karl v. d. Steinen expresses it, man is 
rather to be regarded as primus inter pares than as an exist- 
ence which is elevated high above or beyond ordinary living 
things. The most intelligent of all the animals is the bear, 
and the soul of the slain bear is also the most dangerous to 
men; certain rules of precaution must therefore be taken, to 
prevent the bear from returning to take revenge. These hunt- 
ing customs are most developed and most comprehensive in 
regard to the bear, but corresponding ideas exist to less extent 
in the case of other animals. 

The views and feeling of the Polar Eskimos with regard 
to life are not refined by any kind of poetry or artistic tenden- 
cies. If the translations of their folk-lore and tales into a 
European language seem to give an impression of poetry, it is 
we who read this into them. For the Polar Eskimos life is 
deadly real and sober, a constant striving for food and warmth, 
which is borne with good humour and all dispensations are 
accepted as natural consequences, about which it is of no use 
to reason or complain. Death also is accepted with the greatest 
fortitude and occupies their daily thoughts to an extremely small 
extent. 

As already mentioned, the struggle for existence has been 
made easier for the Polar Eskimos in our days owing to the 
improved apparatus, even though it may still happen, as for 
example in February 1903, that a considerable number of 
individuals may perish — in the case referred to, half a score 
perished on a journey over a glacier at Nerkré. The tribe now 
has almost a flourishing appearance, and we now find, cer- 
tainly in consequence of this greater prosperity, that the use- 


371 


less old people and cripples are maintained by the tribe year 
in year out. In another matter, however, the conditions have 
not permitted them to display humanity; this is in the case 
of small children whose mother has died. They are killed by 
the father, as he finds it impossible to obtain nourishment. for 
them, unless quite exceptionally there may happen to be a 
woman able to foster them in the settlement. 

The Polar Eskimos have very little notion of time. No one 
knows his own age. Even the age of the children can only 
be given by the parents after they have sat down and calcu- 
lated how many winters have passed since the child was born. 
Except for the light period, the year is divided according to 
the moons, each of which has its own peculiar name. During 
the light period it seems to be chiefly the migration of the 
birds which gives definite points for the determination of time. 
The days passed, е. 5. on a journey, can only approximately be 
given according to the number of times they have slept. Shorter 
periods may be indicated, for example, by showing how great 
a distance the sun will travel across the sky or, if the sun is 
not to be seen, would travel in the time thought of. But we 
must remember here, that these statements are chiefly made 
in conversation with Europeans and in answer to their quest- 
ions; for the Polar Eskimos themselves, the reckoning of time 
has not the slightest importance. 

Another matter is, that the change of the seasons seems to 
have a fairly considerable influence on their temperament and 
moods. А peculiar form of hysteria, more frequent among 
women than men, is said to be strikingly common late in the 
autumn, when the winter darkness is just coming on. Such 
attacks, which last for some few minutes to about half an hour, 
may however also appear at other times of the year, caused 
by a sudden fright or other unusual mental shock. In July 
1909 I was witness of such an attack in the woman Inadtliak 
(fig. 30). It lasted 25 minutes. She sat on the ground with 


378 


the legs stretched out, swaying her body to and fro, sometimes 
rapidly sometimes more slowly, from side to side and tortuous- 
ly, whilst she kept her hands comparatively still and only now 
and then moved her elbows in to her sides. She stared out 
in front of her quite regardless of the surroundings, and sang 
or screamed, occasionally changing the tone, iah-iah-iaha-ha.. .; 
now and then she interjected a sentence, е. 5. that now the 
Danish had at last come to them, and again the great happi- 
ness this gave her now in the glad summer-time and so on. 
Her two small children sat and played about her, whilst the 
members of the tribe scarcely looked at her during the attack; 
they seemed io be very well acquainted with such things. She 
recovered quite suddenly and only some hectic, red spots on 
her cheeks indicated anything unusual. Without so much as 
looking about her or betraying a sign of anything unusual she 
began, literally in the same moment, to give her youngest 
child milk and then went quietly on to chew a skin. Accord- 
ing to Knud Rasmussen’s experience this attack was com- 
paratively mild; in other cases the sick person may have a 
lust for destruction, and men frequently become very dangerous 
to their surroundings. 

The songs of the Polar Eskimos strike one as being very 
monotonous especially in the beginning, but they improve on 
closer knowledge, and according to Chr. Leden! they are of 
very considerable musical interest from the historical side. The 
rule is, that every man or woman who has the ability to sing 
— for there are also unmusical Polar Eskimos, just as there 
were a few who said that they had no notion how to draw — 
themselves make up the melodies or ‘‘songs without words”, 
which they sing. It is the exception for any one to sing the 
melodies of others. I shall not express any opinion here as 
to the difference between the songs of the men and the women; 


1 On p. 267, line 12, Chr. Refsaas should also be Chr. Léden. 


379 


both are without words, but now and then a phrase may be woven 
into them. In regard to voices, there is a great difference 
between the roaring, open-air voices of the men and the thin, 
somewhat soft speech and tones of the women, which speak 
of adaptation to the business of the house and marriage 
subjection. 

The principal time when they sing is during the dark period, 
and the real singers are the angakoks, who sing to the accom- 
paniment of the beating of a small stick on the frame of the 
gut-skin drum, which is of the same kind but on the whole 
smaller than among other Eskimo tribes. In the beginning of 
August 1909 I was present at an actual musical entertainment 
at Umanark given by two angakoks, Masaitsiak and Ajorsalik. 
At midnight the sun had already begun to go down behind the 
mountains on the north side of Wolstenholm Sound, so that 
there was a couple of hours twilight. On a night of this kind 
Napsanguark had invited his kinsmen to a feast consisting of 
a rotten seal, which had been caught on the spring-ice and 
had since then lain in the depot to become rotten in the course 
of the summer. 

In front of Napsanguark’s tent a sledge was set up on end, 
resting on the uprights, and a skin was hung between the tent 
and the sledge, so as to give some shelter against the coolish 
wind from the west. The seal was laid on the ground right 
in the corner between this skin and the front of the tent. It 
had just been cut open and the blubber had been removed and 
placed on one side. The flesh lay swimming in the blood on 
the skin and in the opened abdomen. The men stood or sat 
round about, and now and then they reached forward to the 
food and cut themselves a lump of the rotten flesh and stuffed 
it into their mouths. The women and children, who kept 
mostly inside the tent, also came forward now and then to 
obtain their share, and the children especially looked quite 
wild as they ran about with their faces all covered with blood. 

XXXIV. 25 


380 


The smell of the rotten flesh was soon very unpleasant, but 
one quickly became accustomed to it. Laughter and cheer- 
fulness prevailed. 

After the feast was over, Knud Rasmussen was successful 
in persuading Masaitsiak and Ajorsalik to sing. They placed 
themselves inside the densely packed tent, opposite one another 
on the floor in front of the opening, and began their preparations. 
But these took up some time, as they were both obviously 
nervous. Like European virtuosi they complained that there 
were various things which prevented their doing themselves 
justice. It was too light and there were too few people, said 
Masaitsiak. According to European taste there were already 
far too many in the small space; but the Eskimos like best of 
all to pack themselves so close together on the platform and 
the floor in front, that one can hardly move. 

At last Masaitsiak began to sing, beating the drum at the 


9 


same time: ‘...iah-iah-iah-ah-iah-ah-aha ...”, all still without 
a word, and now and then the whole company joined in with 
some tones as chorus. He kept his eyes closed the whole time, 
and Ajorsalik later did the same thing. The expression of the 
face gradually altered to the mood of the song, and the face 
appeared to be turned more and more upwards. At the same 
time he began to dance. This means, that the soles of the 
feet remained firmly planted at the same spot, but the knees 
bent and the body swung and turned on the hips. The different 
movements were neither strong nor violent, and they were com- 
bined, with constant changing of the manner, almost like the 
few tones of the song. The drum was used at the same time, 
being held in the left hand and beaten with more and more 
force. So long as Masaitsiak sang and danced, he gave himself 
up to it entirely and his whole body and all his movements 
expressed the feeling of the song and dance. Ajorsalik stood 
the whole time in front of him with a small stick ca. 15 cm 
long in the hand. At the moment when Masaitsiak was about 


381 


to end his first song, Ajorsalik held up the stick between the 
thumbs and forefingers of both hands, perpendicularly in front 
of his face, and shook it rapidly from side to side with the 
upper (right) hand, as if there were something that should be 
shaken loose. As if waking up, with a gasp for breath and 
quick nod of the head, Masaitsiak returned from his transport 
to ordinary life, both he and Ajorsalik crying: “... waeih-waeih- 
eh-eh...”. This performance was repeated at the end of every 
song by one of the singers. 

Masaitsiak sang again 3 or 4 times before Ajorsalik began 
and his condition of ecstasy increased each time. The song 
became stronger and the movements more violent and more 
rapid; one quite forgot that it was the old, simple man whom 
I had so often seen sitting and dozing over some hand-work 
or another. Ajorsalik’s songs were feebler and his dancing 
and beating of the drum much less imposing. He also sang 
4—5 times, and then Masaitsiak began again, and in this way 
thev relieved one another several times, until — not the sin- 
gers, for they can keep it up for nights, once they have come 
into the spirit of the thing — but the listeners, especially the 
Europeans, became tired and got them to break off. 


Fig. 44—59. Different figures of animals, of which figs. 44— 
48 and 50—51 were drawn by Miterk, fig. 49 by Samik and 
fig. 52 by the Eskimo woman Kagssäluk. Fig. 44 represents the 
bearded seal, 45 the fjord seal, 46 the walrus, 47 the hare, 48 the 
narwhal, 49 and 52 the dog, 50 the white whale (Beluga) and 51 
the polar bear. 

Figs. 53 —65. Different apparatus; figs. 53, 58, 60, 62, 63 and 
64 were drawn by the Eskimo woman Tukuminguark, figs. 54, 56 
57, 59 and 61 by the Eskimo girl Arnanguak, fig. 65 by Samik. 
Fig. 55 was the only one of the figures given, which was drawn 
at my direct request and from an available model; the figure re- 
presents Kagssaluk’s blubber-lamp, and she drew it while sitting at 
her place on the platform with the lamp standing on the side-plat. 
form, the least curved side being turned towards herself; but she 


25* 


382 


drew the reflection of the lamp with the strongest curved side down- 
most. Fig. 53 is a ulo of a form which is said to be most used in 
eating to cut off the meat in front of the lips, fig. 54 is a blubber- 
lamp, 56 a cooking-vessel, 57 two tents seen from the side, 58 and 
61 ulos for working with skins, 59 a skin-scraper, 60 a snow-knife, 
62 poker for the lamp, 63 meat-tray, 64 drying-frame, 65 an 
inspanned sledge, on which some individuals and children are sit- | 
ting resting, and on the uprights of which is coiled a line of 
seal’s hide. 


Medd. om Gronl. XXXIV. [H. P. Steensby.] 


Fig. 44—52. 


XXXIV. [H. P. Steensby.] 


Medd. om Gronl. 


53 


59 


УП. 


Daring our stay at North Star Bay I also made some 
anthropological observations and measurements, in which 1 
followed the methods taught by Professor F. v. Luschan of 
Berlin. 

_ As I only met with a small portion of the tribe, however, 
— partly because so many of them were with Peary in the 
Polar Sea — I shall not enter here upon a general account of 
the anthropology of the Polar Eskimos, but restrict myself to 
some of the main points in the observations along with the 
photographs taken by me. At this moment also, there is less 
reason for going too deeply into the subject, as the extensive 
work on the anthropology of Greenland prepared by C. M. First 
and F. C. C. Hansen is just about to be published. 

When we get over the first impression of distaste towards 
their dirtiness and less pleasant smell, the Polar Eskimos have 
in reality a pleasing exterior and are specially remarkable for 
their well-proportioned structure and fine, small hands and feet. 
Those I met were on the whole small, but there are not a few 
men in the tribe who are above the average height. It is said 
that those who are descended from the Ponds Inlet Eskimos 
belong to the tallest in the tribe. The men especially are very 
muscular, but as both the men and the women must be con- 
sidered as well-covered, their musculature is not very pronounced 
or marked. The health seemed to be extremely good. 

From the racial standpoint the first impression one obtains 
of the tribe, when one comes from the more southerly West 


384 


Greenland, is almost one of surprise. For it seems indeed to 
be quite a different race. In West Greenland we are accustomed 
to regard the Eskimos’ racial character as distinctly ‘“Mongolian”, 
and up here the Mongolian type is little in evidence in com- 
parison with another type, which may provisionally be called 
“Indian”, in spite of the fact, that it also occurs in North-Asia 
and that it is not so marked as in the traditional, extreme 
Indian type. It is a type which is much less separated from 
the European than the Mongolian is, and I have a very strong 
impression that the reason why the existence of this type in 
West Greenland is almost entirely overlooked is, not only that 
the Mongolian type is perhaps predominant, but also that these 
non-Mongolian individuals have been unintentionally considered 
as mixed-European more than they really are. 

The Polar Eskimos resemble more the Central Eskimo tribes 
on the mainland, for example, the Netchillik Eskimos!, than the 
West Greenlanders to the south. Probably the natives in the 
Upernivik district form a transition, however, as is pointed out 
by Soren Hansen”. The same author” also shows, that the 
so-called Mongolian racial characters, namely, the low nose, 
oblique eyes, flat face, broad and big cheek-bones etc., are 
more prominent in the women than in the men of West Green- 
land. Exactly the same condition is found among the Polar 
Eskimos. 

The colour of the skin is not so variable individually as 
is the case in West Greenland. This applies for the rest to 
practically all characters and is evidence, that the tribe is un- 
mixed or at least only in very little degree mixed with European 
elements. Even in the generation which is growing up, there are 
but few exceptions to this rule. The skin has always a yellowish 
ground-colour, but this may appear in various modifications in 


1 ef. Roald Amundsen, Nordvest-Passagen. Kristiania 1907. 
2 Bidrag til Vestgronlandenes Antropologi. Meddel. om Grønland. Vol. 7. 
С. 


385 


the same individuals. On the covered parts of the body it is 
as a rule yellowish-white, whereas on the face and especially 
on the cheeks it changes over to reddish-brown or copper- 
coloured. To the touch the skin is soft and somewhat oily. 
The so-called ‘‘Mongolian spot” is present; I observed one 
6 cm long and 3cm broad on a 13 months old child; it lay 
over the sacro-lumbar region along the vertebral column with 
a slight asymmetry to the right side. 

All the individuals have dark-brown or brown eyes. In a 
single case the colour of the eyes was nearly brownish black, 
and in one older individual the iris was somewhat spread out, 
so that the colour was almost light-brown. The opening of 
the eyes was in most cases fairly even, but in several it 
could be noticed, that the upper eyelid descended very far 
down at the inner corner, so that this curved downwards 
at a sharp angle. The whole opening of the eye might thus 
appear somewhat oblique, though it in no case attained the 
most distinct form of the oblique Mongolian eye. 

The colour of the hair did not differ appreciably in any case 
from the pure black. Even the old Krulé only had some few 
scattered gray hairs. The hair is smooth and coarse, but with a 
tendency to be slightly wavy. It grows strongly and in quantities, 
and no tendency was observed to baldness. The early loss of 
hair, which the West Greenland cause by their tightly bound 
hair-top, does not occur among the Polar Eskimos, as the hair 
is here worn more loosely. One woman, the young Arnanguak, 
was an exception in having such short hair that it could not 
be bound up in “chignon”, but hung loose. The greatest 
length of hair I observed in any of the men was 48 cm; the 
rule was about 40cm. There was but slight growth of a beard, 
and this was further reduced by the habit of pulling out the 
hairs of the beard, as the ice which forms in it in winter is 
extremely troublesome and dangerous. 

The faces are broad and are chiefly characterized by the 


386 


strong cheek-bones and the broad, muscular lower jaw. The 
length of the face is here measured from the root of the nose 
to the chin; but if we consider the whole length of the face 
from the beginning of the hair to the chin, its form becomes 
on the whole a broad oval. The painter Moltke’ states, that 
they have ‘‘smooth faces. The features are like those of a 
child. The lines quiet and round. It is as if a smoothing 
hand ‘‘has passed over them” and thus produced a beneficial 
peacefulness and greatness in the lines — but also sometimes 
taken away something of the character”. 

The form of the nose is fairly constant. The root is not 
specially depressed and the nose itself projects distinctly forward 
and has a straight and comparatively long ridge. There is not 
seldom an inconsiderable prominence, which gives the nose a 
tendency to be aquiline. The tip of the nose may be a little 
hanging. The breadth is not great, but in the case of a few 
women with the broadest faces, e. g. Inadtliak, the nostrils were 
somewhat distended, so that they appeared slightly broader 
than high. 

The teeth are fine and strong and form regular rows almost 
always. It is well-known how they are greatly worn down, and 
it is a common view among anthropologists, that the woman's 
skull can be distinguished from the man’s among the Polar 
Eskimos by the fact, that the teeth in the former are most 
worn, due to the work of chewing skins done by the women. 
It is quite possible that the women’s teeth become on the whole 
somewhat more worn than the men’s in the course of time; but 
that the difference in the amount should be so great and obvious, 
that we could use it with any certainty to distinguish the sexes, 
I think I can safely deny. 

The men certainly do not chew skins; but they use the 
teeth for so many different kinds of work and almost always 


À Mylius Erichsen og Moltke, 1. с., р. 592. 


387 


with hard materials, that their teeth have good opportunities 
of becoming worn. Both in the men and the women the inci- 
sors are more worn than the molars, and of the latter the first 
two molars are often the most worn. In the old Masaitsiak 
the front teeth were so much worn, that the new growth of 
dentine in the pulp took up a great part of the plane, worn 
surface; on the molars both the cusps and the hollows were 
worn, so that all the enamel had disappeared except along the 
edge. According to the scale set up by Broca for degrees of 
wornness, these teeth were thus in the 4t* or extreme stage. 
In the old woman Krulé the stumps remaining did not show 
any greater degree of wornness than in Masaitsiak. In the 50 
year old woman Kiajuk the front teeth were worn down a good 
deal into the pulp; the first molar teeth were in the 3 stage, 
as the chewing surface was just worn level; on the wisdom 
tooth, however, the cusps were not yet worn. In the ca. 35 
year old Samik the pulp could be seen in the front teeth, and 
the cusps were already worn down on the molars. In the ca. 
30 year old woman Tukuminguark the pulp was not yet bare 
in the front teeth, and the molars had not yet been worn quite 
level. In the scarcely 30 year old man Manigssok the pulp of 
the front teeth could already be seen, whilst the molars were 
perhaps a little less worn than was the case with Tukumingu- 
ark, who was about the same age. In the 20 year old man 
Miterk facets had just begun to appear on the front teeth, but 
distinct facets had not yet been worn on the enamel of the 
molars. The unmarried girl Arnanguak, who was ca. 16 years 
old, was at exactly the same stage, whilst the ca. 18 year old, 
married woman Akutak also had distinct facets on the molars. 
Thus, individual differences certainly occur in the amount the 
teeth are worn, so that it is impossible to base general rules 
for the wear of the teeth in men and women on so few examples; 
but I think that the above observations are sufficient to prove 
my contention, that the teeth of the men are also greatly worn. 


388 


The outer ear is fairly small in the Polar Eskimos and 
symmetrically rounded. The lobe is in some cases faintly 
indicated, but is wanting in most, so that the lower margin of 
the ear is directly attached to the head. The so-called Darwin 
point is but little apparent. 

The form of the skull is far from being subject to such 
great variations as would be the case in Denmark in a similar 
number of individuals. The differences occurring are not so 
great, that they cannot be regarded perhaps as variations of 
one and the same typical form. This form is characterized by 
a narrow, somewhat weakly arched forehead, and by a rising 
crown which furthest back slopes down towards the occipital 
bone, which is somewhat prominent. It is a form which greatly 
resembles the common, long-skull form in Europe, and the 
breadth-length indices found are also evidence of distinct doli- 
chocephaly, which for the rest was already well-known for the 
Polar Eskimo skulls. It is also the same form which by some 
anthropologists is named the palæasiatic. 

Apart from pulling out the beard, no kind of deformation 
occurs. Nor is it the custom or use to tattoo. Only a single 
one of the persons observed had tattoo markings. This was 
the woman Tukuminguark who by means of soot, thread and 
a needle had produced some few marks on her skin. Thus 
she had 4 quite small spots in a row on the left forearm. On 
the upper part of each breast she had a couple of larger, pa- 
rallel streaks, but the operation was only to some extent suc- 
cessful on the left breast. On asking why she had tattooed 
herself, she only returned an uncertain answer, that she had 
seen something of the kind. This has probably been among 
the last-living of the Ponds Inlet immigrants, in the mother 
tribe of which tattooing is a traditional custom. Tukuming- 
uark’s few, casual and quite formless tattoo marks are thus 
to be regarded as an unorganised offshoot of an organised 


tradition. 


389 


The following table brings together some of the principal 
anthropolugical measurements on the men and women. The 
first three columns give respectively the total height, the height 
in a sitting position (measured from the board sat upon) and 
the spread of the arms in cm. The two following columns give 
the length and breadth of the head in mm, from which the 
index cephalicus has been calculated and given in column 6. 
The last two columns contain similarly the length and breadth 
of the face in mm. 


Height | Spread | Length | Breadth | Index | Length | Breadth 
Height |insitting| of of of cepha- of of 
position | arms head head licus face face 
Men; La a 7 
Masaitsiak .... | 156 80 156 | 200 158 79 124 | 154 
SAMIR ne. 163 83 161 205 155 76 128 |! 152 
Napsanguark .. | 162 84 15%) | 1198 154 80 133 | 151 
Uvdloriark .... | 159 89 155 | 200 155 77,5 | 124 | 150 
Itsukusuk .... | 158 83 159 | 189 145 17 128 136 
ес. 152 82 152 195 1650 81 130 | 153 
Manigssok .... | 156 82 154 .| 196 | 150 a 127 22147 
Мет 325) 158 77 150192 148 U0 113 138 
Women: 

Kiajuk ee ace 146 ts) 143 186 151 81 115 145 
Tukuminguark. | 150 80 145 | 190 | 144 76 118 | 145 
Alakrasina .... | 149 79 1419| 1927 esos TE 123 | 140 
Arnaruniark .. | 145 80 144 | 197 152 7 115 | 146 
Akutak "7 143 he 141 189 143 76 112 | 136 
Säwuak ...... 143 76 139 181 145 80 117 140 
Kruléwick aces 142 75 138 180 146 81 121 143 
Kagssäluk .... | 145 19 144 | 179 137 tit 123. | 134 
Inadtliak ..... 146 79 145 | 197 146 74 119 147 
Arnanguak.... | 145 | 77 143 | 185 | 149 81 120 | 139 


In the following figures 66—89, protraits are given of all the 
adult Polar Eskimos measured, with exception of Kagssaluk and 
Inadtliak, whose photographs are given earlier, as also of the ca. 
16 year old girl Arnanguak, who is daugther of Napsanguark and 
still unmarried, for the reason, so it was said, that she is not 


390 


beautiful, chiefly owing to her short hair, which is considered very 
ugly among the Eskimos; her photograph was not successful. 

Figs. 66—67. Masaitsiak — ca. 55 years old; one of the 
greatest angakoks of the tribe. He is sitting on the chair I used 
for the anthropological measurements. 

Figs. 68—69. Ajorsalik — ca. 40; a little of an angakok. 
At my request he has taken off his sealskin pelt and birdskin shirt 
to be photographed. 

Figs. 70—71. Samik or Anjudtluk — ca. 35; very intelligent 
and one of the best hunters and cleverest handworkers of the 
tribe. The hair is bound up in a peculiar method, otherwise 
never used. 

Figs. 72—73. Napsanguark — ca. 45; he is wearing the 
hair-band typical for the Polar Eskimo men. 

Fig. 74. Uvdloriark — ca. 35; his wife is Kagssäluk, whose 
photograph is given in figs. 81—39. 

Fig. 75. Itsukusuk — ca. 24; son of Masaitsiak. Along with 
Uvdloriark he occupied the largest and best tent in Umanark (cf. 
ferrand 22): 

Fig. 76. Ihre — ca. 35; he is wearing skin gloves. 

Fig. 77. Manigssok — ca. 28; he is married to the already 
photographed Inadtliak (fig. 30), who may be ca. 24 years old. 

Fig. 78—79. Miterk — ca. 20; brother of Itsukusuk and son 
of Masaitsiak. He was the only one unmarried of the men men- 
tioned. | 

Figs. 80 —81. Kiajuk — са. 50; now married to Masaitsiak. 

Figs. 82—83. Tukuminguark — ca. 30; married to Ajorsalik 
and mother of 4 children, of whom 2 are boys. 

Figs. 84—85. Alakrasina — ca. 40; married to Ihre and in 
this marriage mother to a 5 years old boy, Kalé. 

Fig. 86. Arnaruniark — са. 21; married to Samik and 
mother of a 3 years old boy, Umark, who is standing furthest to 
the left in front of his mother in fig. 90. 

Fig. 87. Akutak — ca. 18; married to Itsukusuk and still 
without children. She is wearing a foxskin pelt. 

Fig. 88. Sdwuak — ca. 40; married to Napsanguark and 
daughter of Krulé. She is carrying a child in the amaut. 

Fig. 89. Krulé — ca. 65; widow, cf. fig. 18 and p. 325. 
She is wearing a foxskin pelt. 


Medd. om Gronl. XXXIV. [H. P. Steensby.] 


Fig. 68. 


Medd. om Gronl. XXXIV. [H. P. Steensby.] 


Medd. om Gronl. XXXIV. [H. P. Steensby.] 


Medd. om Gronl. XXXIV. [H. P. Steensby.) 


Medd. om Gronl. XXXIV. [H. P. Steensby.] 


Medd. om Gronl. XXXIV. [H. P. Steensby.] 


Medd. om Gronl. XXXIV. [H. P. Steensby.] 


391 


Fig. 90. Adults and children in front of a tent at Umanark. 
All the grown-up men and women are wearing sealskin pelts with 
exception of Inadtliak and Masaitsiak, who are standing together in 
the centre of the picture and both of whom have birdskin shirt or 
inner pelt. Inadtliak’s is specially light as it is quite new (cf. p. 339). 
To the left 3 small boys are standing in front of their mother, 
with bearskin trousers like the adult men. The mother farthest to 
the left is Arnaruniark with the loose, helmet-shaped hat on her 
head. 

Fig. 91. Group of children from Umanark. 


VINE: 


It was in the year 1818 that the Polar Eskimos first entered 
into the light of history, and important and interesting changes 
in their culture have occurred since that time. As the years 
which have been of special importance for the cultural history 
of the Polar Eskimos, during the hundred years that have nearly 
passed, may be named ca. 1862—1863, 1891, 1904 and 1909. 

At the date mentioned in the sixties the visiting Eskimos 
from Ponds Inlet taught them the use of the forgotten apparatus 
the kayak, the bow and arrow, as also the method of fishing 
for salmon. 1891 was the year of Peary’s first visit. In 1904 
a Danish expedition showed them the way over the ice of 
Melville Bay, and since then the Polar Eskimos annually make 
trading visits to the Danish trading posts in the district of 
Upernivik. In 1909 a permanent Danish Mission Station was 
settled in their country. 

The history of the Polar Eskimos before 1818 is shrouded 
in the deepest mystery. Where did they come from? What 
other Eskimo tribe is their nearest kin? 

From the West Greenland Eskimos they have been separated 
geographically and culturally, and they seem to be so even in 
regard to physical type. The attitude of the two tribes towards 
one another, which has been partly one of avoidance partly of 
direct hostility, also shows that they have not maintained any 
visiting or family relations with one another throughout the 
years, but that they have ignored one another’s existence if 
they chanced to meet on the ice of Melville Bay. 


393 


The Polar Eskimos are at the least just as different from 
their nearest neighbours on the other side of Baffin Bay, the 
Ponds Inlet Eskimos, and it is quite impossible to think, that 
they could have been directly transplanted from North Baffin 
Land to Smith Sound. In addition to differences in apparatus 
and dress we have also the evidence that the Polar Eski- 
mos were not reindeer hunters. In Baffin Land the reindeer 
hunting is of very great importance, and the Ponds Inlet 
Eskimos have also always been keen hunters of this animal. 
When Me Clintock met Kridlarssuark and his little band on 
the east side of North Devon in 1858, the only thing they 
had to complain about was that there was no reindeer in that 
country. 

To this must be added, that the nearest route from the 
Ponds Inlet district to Smith Sound, namely, along the east 
coast of North Devon and Ellesmere Land, is not of such 
a nature, that it specially tempts the Eskimos to migrate. 
Kridlarssuark’s migration is certainly a typical Eskimo migration 
in regard to the mode of travelling and the period of time used, 
but it is quite otherwise in regard to its motive. He and his 
band did not journey because new hunting-places enticed them 
further and further away, but — as is expressly stated — be- 
cause they wished to seek the people the whalers had spoken 
about as living further north along the coast, of whose existence 
also they certainly had seen material signs, when the whalers 
came to Ponds Inlet after visiting Cape York a short time be- 
fore. The route followed, along the Ellesmere coast, is namely 
not the least inviting to the Eskimos, as has already been 
mentioned in this paper. The unfortunate fate of the returning 
Ponds Inlet Eskimos in their attempt to get back the same 
way, is indeed also witness that the country is not favour- 
able to human life. Nor do there seem to be any ruins 
of Eskimo houses on the east coast of Ellesmere Land, 
from the mouth of Jones Sound towards Cape Isabella, except 


394 


some few more recent houses, which are said to be known 
to the Polar Eskimos as having been built by Kridlarssuark 
and his party. 

Any group of Ponds Inlet Eskimos that passed over to 
North Devon simply for the sake of hunting, would certainly 
not be enticed northwards along the east coast of Ellesmere 
Land, but would go westwards along the coasts of Jones Sound 
over to the west side of North Devon and Ellesmere Land, 
where plenty of musk-ox are to be found; an example of this 
was obtained by Boas? from an Eskimo woman, whom he met 
at Cape Kater. She had been with an Eskimo band, which had 
passed over the ice-covered North Devon on sledges and on to 
the south-west part of Ellesmere Land, which is called the 
“Umingman Мипа’” or the musk-ox land, where it is said they 
even found some natives. For the rest, there is still the 
belief among the Ponds Inlet Eskimos, that a musk-ox hunting 
Eskimo tribe lives up in these regions, a belief, however, 
that later expeditions have shown to be incorrect for the 
present time. 

Further, it is known that the Ponds Inlet Eskimos some- 
times journey to North Somerset to hunt the musk-ox, and that 
this journey may then extend over the Barrow Strait to the 
south-west coast of North Devon”, This last direction re- 
presents, I think, an old and original route for the expansion 
of the Eskimos. From North Somerset it goes straight north 
to the west coast of North Devon, right across the north- 
westernmost part of this island and further north along the 
west coast of Ellesmere Land as far as Bay Fjord, where one 
route goes eastwards overland to Buchanan Bay and Smith Sound, 
whilst another continues northwards up to Lake Hazen in the 
interior. The part of the route which is connected with Elles- 


1 Baffin Land. Petermann’s Mitteilungen. Ergänzungsband. 1884, р. 40. 
2A. P. Low. 1.6. p. 57 et seq: 


395 


mere Land! has been made known by Gunnar Isachsen*?, who 
took part in the Fram Expedition under O. Sverdrup. In agree- 
ment with Е. Boas” Isachsen considered that the main route 
went from Ponds Inlet over the eastern end of North Devon 
and from there along the north coast of this island; but I am 
of the same opinion as H. G. Simmons‘, that this route is 
certainly only used exceptionally. 

In using the word “route” I must however remark, that 
this does not mean a definite, measured line of migration. An 
Eskimo band in pursuit of the musk-ox will direct its course 
according to the distribution of the animals and will only be 
tempted to move by richer hunting grounds; but the distribution 
of the islands and their position in the Polar Archipelago is of 
such a nature, that the main result of the migrations is, that 
the Eskimos tend to go in definite directions. The starting- 
points will be on the one hand the northern Baffin Land, where 
for the rest it is the lines of migration of the reindeer, which 
— in addition to the coastal ice and the voyages with the 
women’s boats — determine the migration routes, and on the 
other the north-eastern Barren Grounds themselves. And I 
imagine, that the oldest migratory groups went out from this 
last-mentioned region and from there followed the east coasts 
of Boothia Felix and North Somerset, where ruins on the coasts 
are evidence of earlier visits of the Eskimos. 

With regard to these ruins of houses and other remains of 
earlier Eskimo settlements reference may be made to W. Thal- 
bitzer’s chart”, where their occurrence is indicated. In agree- 


1 I use this name to indicate the whole of the large island lying to the 
NW. of Greenland. 

* С. Isachsen, Die Wanderungen der östlichen Eskimo in und nach 
Gronland. Petermann’s Mitteilungen 1903. 

3 The central Eskimo. 6th Ann. Rep. of the Bur. of Ethn. Washington 1888. 

+ Eskimäernas Utbredning och Vandringsvägor. “Ymer” Stockholm 1905, 


p. 182. 
> A Phonetical Study of the Eskimo Language. Meddelelser om Grönland. 
Copenhagen 1904. — cf. Boas, Ueber die ehemalige Verbreitung der 


XXXIV. 26 


396 


ment with the distribution of the ruins, I have indicated on 
the accompanying chart, where the distribution of the musk-ox 
is given after А. Сб. Nathorst!, the main route along which the 
Eskimo bands in pursuit of the musk-ox may be considered to 
have been enticed further and further away from the American 
continent. Some have gone westwards along the south coasts 
of the Parry Islands, but the main body has gone up to Elles- 
mere Land, and there is now — after that the Danish ‘Dan- 
mark” Expedition under Mylius Erichsen has proved the occur- 
rence of Eskimo remains right up to the Peary Channel on 
the north coast of Greenland — no ground to doubt that they 
have continued their journey northward round Greenland to the 
north-east coast. For the rest, G. Holm long ago maintained 
this migration north round Greenland, and later it has been 
supported by C. Ryder and G. Amdrup on the basis of observa- 
tions made on their expeditions respectively to Scoresby Sound 
in 1891—92 and to the coast between Angmagsalik and Scoresby 
Sound in 1898—99 and 1900. 

As further support for the view, that these North-East 
Greenlanders have been musk-ox hunters, we have the follow- 
ing information, which I have received through the kindness 
of Мг. С. В. Thostrup, who took over the ethnological investiga- 
tions on the “Danmark” Expedition after the death of Mylius 
Erichsen. ‘‘There is no doubt, that the Eskimos have carried 
on the musk-ox hunting on a large scale at several places, for 
example, at Selsé at the head of Dove Bay [i. e. ca. 77° N.B.] 
— evidence of this is found in the many, large food-depots 
and the bones in them, which were almost exclusively those 
of Ovibos moschatus. A number of bones were brought home 
from the remains of the Eskimo buildings and their determina- 


Eskimos (Zeitschrift der Ges. fir Erdkunde, Vol. 18, Berlin 1883); 
C. R. Markham, On the origin and migrations of the Greenlander 
Esquimaux (Journ. Roy. Geogr. Soc Vol. 35. 1865). 

1 Två Somrar i Norra Ishafvet. Stockholm 1900. Vol. II. 


397 


tion here — by Inspector H. Winge — has proved that among 
the land animals it was chiefly the musk-ox, which served the 
Eskimos for food. Reindeer bones occur but in smaller quan- 
tity. Phoca foetida was found in considerable quantity every- 
where at the settlements”. Bones of hare, bear, walrus, bearded 
seal, narwhal, Greenland whale, salmon etc. also occurred. 

We now have evidence from various sides with regard to 
the importance the musk-ox has had for the Eskimos, right 
from the regions between Repulse Bay and Back River! to 
North-East Greenland. Both the Barren Grounds Eskimos and 
the Polar Eskimos are very fond of musk-ox flesh and fat. 
Its fat can also replace the blubber for the lamps, its skin can 
be used for clothes, and its horns for various implements >”, 

But we may now ask: if the occurrence of the musk-ox 
has played so great a part for the migrations of the Eskimos, 
why is it that we do not find the musk-ox regions inhabited at 
the present day? — The answer is quite simply: because a 
lasting settlement of a hunting-people can only occur at the 
places, where there is always some reserve means of obtaining 
food should the hunting fail at any time. In the temperate 
regions there are roots and fruits of plants, bark (e.g. birch- 
bark) etc. The polar regions do not have such easily obtained 
plant-materials ; but among the Polar Eskimos, for example, 
the bird-hunting is such a reserve livelihood in the summer, 
whilst the seal hunting and in part the walrus hunting are the 
same in winter. For most of the more southerly arctic Eskimo 
tribes, fish is the reserve food in summer, and for the sub- 
arctic tribes this holds good throughout the year. 

As already mentioned, the coast from Cape York to Etah 
is, however, an oasis in comparison with other regions in the 
same latitude. Robeson Channel is poor in seal, walrus and 
bears; west of Ellesmere Land the northern limit for the seal 


1 Е. Boas, The Central Eskimos. Р. 450 et seq. 
2 cf. Nathorst, l.c., p.143, Note. 


398 


and bear passes over the north end of Eureka Sound and goes 
due westwards from the south end of Heiberg Land!. 

Thus, for the so-called musk-ox Eskimos the seal and the 
walrus could not have offered such a certain reserve livelihood 
or so considerable a store of food as is the case among the 
Polar Eskimos. The districts about Wellington Channel and 
the west end of Jones Sound have perhaps been the nearest 
approach to this. Nor could the birds have been of any import- 
ance as reserve food during the summer”. The Eskimos must 
have done the same as the previously mentioned 8 families, 
who left Peary in 1906 and went to Lake Hazen; they lived 
on musk-ox and hares throughout the autumn and winter, and 
in the spring went on to the sea-ice, where they hunted the 
seal on the way south. 

The best time of year for the musk-ox hunting is the 
summer and autumn, at which seasons the animals are fat and 
owing to their size (up to about 550 kg) are able to yield large 
quantities of meat and tallow for storage and fuel. These times 
are the same as the seasons for the true reindeer hunting, and 
further, the musk-ox lives in quite different localities from 
those which are suited for the reindeer, as it does not feed 
on lichens like the latter”; we can understand, therefore, that 
where the musk-ox hunting is the main source of livelihood, 
the other forms of summer hunting must be neglected or even 
quite given up. The forms of hunting which are thus apt to 
die out of use are for example the kayak hunting and the 
salmon fishing. We can now understand, why we meet with 
the winter-houses in the interior of the land at Lake Hazen, 
whilst tent-rings are found at so many places on the coasts; 


1 H.G. Simmons, L.c. р. 179. — Isachsen, l.c. Chart (Pl. 14). 

2 Possibly the wild-goose and eider-duck have been of importance 
locally. — The “Eider-duck nests” found in the west end of Jones Sound 
and considered by the Sverdrup Expedition as originating from the old 
Scandinavian Greenlanders, are, I think, old Eskimo egg-depots (cf. p. 300). 

3 cf. Nathorst, 1. c., Vol. II, р. 148. — Greely, 1. c., Vol. II, р. 362. 


399 


these latter have without doubt been set up in the spring-time, 
especially in May and June, when the Eskimos carried on the 
‘“utok” hunting on the sea-ice. 

For the rest, it appears from the experience of the expe- 
ditions, that the small Rangifer Pearyi only oceurs in relatively 
small numbers in Ellesmere Land and North Devon!. On the 
other hand, apart from the eastern part of North Devon and 
corresponding stretches in the eastern Ellesmere Land, where 
the land is high and covered with glaciers, the musk-ox occurs 
in considerable quantities. The latter, however, which lives in 
local, small herds, can never become a constant and perman- 
ent means of livelihood. 

After being hunted for some time, perhaps as a rule 
after a single year, the reduced herds of musk-ox can no 
longer yield the considerable quantities of food for storing, 
which are required for men and dogs, and the Eskimos must 
move on. 

These Eskimo bands cannot have been very numerous. 
They were most probably groups of ca. 8—10 families, which 
separated off from the constantly inhabited Eskimo centres on 
the coast of the mainland and the Barren Grounds. Some have 
again returned home; others have been enticed so far away, 
that new generations have perhaps grown up, before the band 
has gone under during a famine period in one or other out of 
the way corner”, or perhaps succeeded in reaching a Green- 
land coast, where a sure, reserve livelihood could be obtained. 


1 Greely, 1.с., Vol. II, р. 363; O. Sverdrup, Nyt Land, Vols. I—II; В. Peary, 
Nearest the Pole, pp. 60, 62, 70 etc. 

2 As example cf how quickly a tribe, which has difficulties in finding a 
reserve mode of obtaining food, may die out, I may mention the inhabi- 
tants of Southampton Island, a small, almost untouched Eskimo tribe, 
which lived essentially on reindeer hunting with the bow and arrow and 
numbered 68 persons in 1900. In 1902 a whaler landed a party of 
Baffinlanders armed with rifles on the island and these so destroyed the 
hunting, that the original dwellers all to a man perished of hunger in 
the course of the winter (А. Р. Low, 1. с., рр. 187—188). 


400 


The stretch of coast which, from its position and wealth 
of animal life, as described in preceding pages, is best suited 
to attract these wanderings bands, is that occupied by the 
Polar Eskimos. And from these remarks with regard to the 
wanderings of the musk-ox Eskimos — remarks, which are natur- 
ally hypothetical, but which can only be contradicted or con- 
firmed by archæological investigations in the regions mentioned — 
it will scarcely be surprising, if I express the opinion, that the 
Polar Eskimos are just the latest arrivals of the musk-ox 
Eskimos. It is quite possible, of course, that hundreds of 
years have passed since they came to Greenland; the remains 
of houses found on Ellesmere Land seem all to be fairly old. 
It is also probable that the tribe is made up of a fusion of 
several bands. 

This view of the origin of the Polar Eskimos I base 
further on the following points. 

1. As I have already pointed before, the Polar Eskimos 
must at an earlier date have lived under conditions, when the 
kayak hunting, the reindeer hunting and salmon fishing, or in 
other words the main, summer modes of livelihood of the 
ordinary, arctic Eskimo culture, had fallen into disuse. It is 
difficult to imagine that this happened except under the con- 
ditions described, when the musk-ox hunting was the main 
mode of livelihood in the summer. 

2. The musk-ox hunting has never been forgotten by the 
Polar Eskimos and is still to this day a special attraction 
for them. 

3. In their folk-lore and their own experience the regions 
beyond Smith Sound play a much greater part than, for example, 
the lands lying to the south of them, and they held the view, 
at any rate in Kane’s and Hayes’ time, that musk-ox hunting 
Eskimos lived up here. Thus, a Polar Eskimo, who was con- 
vinced that Hayes would meet with Eskimos to the north, said: 
“There are good hunting-grounds to the north, plenty of musk- 


The shading represents the distribution of the musk-ox. 


hunting Eskimos. 
-hunting Eskimos. 


.. Route followed by the Ponds Inlet band of Eskimos between ca. 1856—63. 


x x x x Direction taken by the Ponds Inlet Eskimos when musk-ox hunting. 


Probable lines of migration of the musk-ox- 
— — — Probable lines of migration of the reindeer 


— Main direction followed by the Eskimos in their immigrations to Greenland. 


402 


ox (oomemak), and wherever there are good hunting-grounds, 
there the Esquimaux will be found’!. 

This explanation of the origin of the Polar Eskimos from 
the north and west is in itself quite natural. What is remark- 
able in the matter is, however, that they have come to 
Greenland more on the basis of a pure land-hunting, 
such as for the musk-ox, than in their character as 
dwellers on the coast. And even after they had passed 
Smith Sound, the Polar Eskimos still retained this distinctive 
land-life, changing from their earlier summer hunting, the 
musk-ox hunting, to the still easier bird-catching. They lived 
for 3 months of the year on the margin of the open sea without 
standing in any cultural relation whatsoever to it. 

That they did not build kayaks stands just as much in 
connection with the fact, that they did not hunt the reindeer 
as with their relation to the sea; for the Central Eskimos, 
namely, who live on and near the Barren Grounds, the kayak 
is chiefly a river-conveyance, which is used in the reindeer 
hunting of the summer’. The absence of wood would not of 
itself be a sufficient cause for giving up an established custom 
of building kayaks, but might well delay the adoption of this 
apparatus from neighbouring tribes. Had the Polar Eskimos 
been accustomed to and felt the need of building kayaks, they 
would certainly have found some way of continuing to do so. 
The Iglulik Eskimos had certainly just as little wood, and yet 
Lyon” found kayaks there in 1822, regarding which he writes: 
‘The ribs, of which there are sixty or seventy, are made of 
ground willow, small bones, whalebone, or if it can be procured, 
of good grained wood”. 


1 Hayes, The open Polar Sea, p. 385. — ef. Carl Petersen, Erindringer 
etc., pp. 80 and 91; Knud Rasmussen, Nye Mennesker, p. 118; Peary, 
Northward etc., I, p. 488. 

? H.P. Steensby, Il. c. — 

® G.F. Lyon, The private journal ес. London 1824, р. 322. 


403 


The story or tradition which Knud Rasmussen heard!, that 
some disease had once in the olden days carried away all the 
old people, who knew how to build kayaks, and that these were 
buried together with their owners, does not give a rational 
explanation either of why they should give up the use of the 
kayaks, since such a cause could have no effect with a tribe 
accustomed to use the kayak. A probable explanation of the 
story is, that these kayak builders who died were immigrants 
— presumably from Baffin Land — who continued their custo- 
mary summer mode of life, without at that time finding any 
imitators among the true Polar Eskimos. 

Taken on the whole, we must guard against concluding 
that the absence of use means the complete absence of know- 
ledge. It is not at all strange, therefore, that the Greenlanders 
more to the south, who certainly must also have come originally 
along the ‘‘musk-ox way’, early took up the use of the kayak 
for their hunting by sea. It was only necessary that the whole 
way from a kayak-building region in America to south of Mel- 
ville Bay should be traversed by a single band within the period 
of a single generation, so that some would remain to take the 
initiative and produce a model for others to follow, when they 
found it suited the conditions. The same applies with regard 
to the reindeer hunting, the use of the bow and arrow etc. 

I shall not enter, however, upon the question of the immigra- 
tion of the more southerly Greenlanders. From an anthropogeogra- 
phical standpoint it is obvious, that the main mass must have come 
down along the west coast. The western immigrants already find 
the natural basis for a more permanent settlement at Etah, just as 
the band which goes to the north, first meet with corresponding 
conditions at Scoresby Sound or perhaps even only at Angmagsalik. 

Between Scoresby Sound and Angmagsalik lies the coastal 
stretch charted by Amdrup, which is perhaps the most unap- 


1 Nye Mennesker, р. 32. 


404 


proachable and for the Eskimos most difficult to pass along 
the whole coast of Greenland. Nevertheless, there is no doubt 
that there has been some communication along this stretch of 
coast and certainly in both directions. The old Scoresby Sound 
Eskimos seem, according to Ryder’, to have been distinctly 
reindeer hunters, which points to a southern origin. On the 
other hand, the smallness of the houses, their square-shaped 
form and various other features point northward to Ellesmere 
Land”. The rectangular ground-plan however is only a result 
of using wood or whale-bones for the roof. It is only the 
places, seemingly, where the roof is also built of stone, that 
the ground-plan becomes rounded; this holds good, for example, 
not only for the Polar Eskimos but also at Lake Hazen’°. 

The fact pointed out by Holm, that the natives of Angmag- 
salik knew about the musk-ox, suggests that they have been in 
connection with the north. Among the West Greenlanders there 
are only uncertain traditions regarding this animal, perhaps 
indeed it bas been completely forgotten. On the other hand, 
there is no reason to go so far as Schultz Lorentzen*, who 
maintains that not only the Angmagsaliker but also the southern 
West Greenlanders have migrated north and east round Green- 
land. I am in agreement with О. Solberg” in his criticism of 
this hypothesis. From the cultural standpoint the Angmagsaliker 
are decidedly related to the West Greeniand population, but we 
are obliged to take up the view that they have been mixed with 
immigrants from the north. 

In this way we perhaps obtain an explanation of the con- 


1 Om den tidligere eskimoiske Bebyggelse af Scoresby Sund. Meddelelser 
om Grönland 1895. 

Simmons, 1. с., pp. 190—91. 

Greely, 1. c., Vol. I, pp. 379—82. 

Eskimoernes Indvandring i Grönland. Medd. om Grönland 1904. — 
cf. H. P. Steensby, Die Einwanderung der Eskimos nach Grönland. 
Petermann's Mitteilungen 1905. 

Beitrage zur Vorgeschichte der Osteskimo. Christiania 1907. p.57 et seq. 


~ wo to 


405 


dition, first pointed out by Holm! and later by Ryder? for the 
Scoresby Sound Eskimos, namely, that there are cultural points 
of connection between the east coast of Greenland and some- 
thing so far to the west as the Point Barrow Eskimos. Recently 
Thalbitzer has also observed such points of resemblance*. When 
these authors only mention the Point Barrow Eskimos, the reason 
is certainly, that we have more definite knowledge of these than 
of the other tribes along the coast of the mainland to the north. 
Possibly, these resemblances will also prove to exist with the 
tribes on the mainland from Boothia Felix to Coronation Gulf, 
but from these tribes the ‘‘musk-ox way” — also perhaps by 
slightly different lines from that shown on the accompanying 
chart — leads northwards round Greenland, where the condi- 
tions of life will mean a constant advance for a wandering band 
and not permit of a long sojourn at any definite region. 
On the other hand, we can hardly think of a direct connection 
from more westerly regions than Coronation Gulf. 


]. с., pp. 152 ef seq. 

1. с., р. 343; cf. G. Amdrup, The former settlements on the East coast 
of Greenland. Medd. om Grönland. 1909, р. 326. 

3 W. Thalbitzer, The Amdrup Collection from East Greenland. Medd. om 
Gronland. 1909, pp. 446, 492. 


1 
2 


Contents. 


e 
Discovery of Polar Eskimos — Ponds Inlet immigrants ie 
Recenty expeditions ее а ee Ce eee 255 
Anthropogeographical features of the Polar Eskimos’ district 268 
Industrial culture of the Polar Eskimos .................. 281 
… Umanark — Winter-houses — Tents..............0...... 306 
Clothing — Work and technical skill of the men and women 
== Implements FS А ВН ео 333 
Psvenology sand sociology re en 363 
Апорт И 383 
OnisinworthewBRolaryESskim 0 s реб ововоа ово нововововььс 392 


The ethnological investigations on the Polar Eskimos described in these 
pages were carried out on the initiative and at the expense of “Kommis- 
sionen til Ledelsen af de geologiske og geografiske Undersøgelser i Gren- 
land”. — The illustrations with exception of fig. 16 are original. The 
photographs were all taken by the author. 


Medd. om Gronl. XXXIV. [H. P. Steensby.] 


DES 
К } 

HUMBOLO À 
GLACIER| . \ 
do: | 


fy 


Fis 
FEN, I 
(ESSEN 
Nee 7 


WOLSTENHOLM 1. ON 


| Enter rad = 
GREENLAND N.W. COAST. 

С. YORK -— HUMBOLDT GLACIER 

Jaurters 


i 

Ÿ 
4 
I 
t 
{ 
р 
И 
| 
x J 
' у 
и 
| 
à 

- 


rt 


bec re 


u se 


Far) я 
" In, 
LP A ri х 


= 


ME 


4 ae 


ПИТ 
МИ ail 


Wl lt 

ПИ | | | 

[nt 

i" 

ПИ 
т 


{ 


4 
— 
+ 
vf z 
fy 
Ca 


er 
I Ber 

1 
_ 


3 > 


+ 


5x 
« 


» 
Let 
Li 
` 


wer 


и: £ 


a "x . y 


SK 


Yin. 


ÆN 


; d i a у 2 * 
р dn bo à . . hj { р 3 
\ | i р kd , Е wu 
a . . 4 - - FN 
å 2 i EL $ à. Ne K “ we 
Е i > То Pi 
ы р < \ ps © 
] : 3 mk LO) 2 
Е i a. D > 
a à: * “