Skip to main content

Full text of "Memoirer og breve"

See other formats


'.*'•■  * 


,'*# 


LiA 


MEMOIRER 
OG  BREVE 

UDGIVNE  AF 
JULIUS  CLAUSENooPFkJUST. 

XXIII 
MELLEM  TO  TIDSALDRE 

ERINDRINGER 


AF 


IDA  JOHNSEN 

FØDT  JESSEN 


GYLDENDALSKE  BOGHANDEL 

NORDISKE  FORLAG 

KØBENHAVN 

1915 


*r  /    V 


-^' ... 

;   Ti 


*mmj**r 


UDGIVNE  AF  JTJIiIUS  CfcAUSENT  ©C  RFRRISH7 


TRYKT  I  900  EKSEMPLARER 

LANGKJÆRS   BOGTRYKKERI 
KØBENHAVN 


INDLEDNING 


Forfatterinden  af  disse  Memoirer,  Provstinde  Ida 
Anna  Helene  Johnsen,  født  den  26.  Marts  1844, 
Datter  af  Kammerherre,  Hofjægermester,  Overførster 
/.  N.  Jessen,  vil  være  bekendt  ved  sine  Arbejder  for 
Løsningen  af  mange  sociale  Spørgsmaal,  og  har  ikke 
mindst  indlagt  sig  Fortjeneste  som  en  af  de  første  For- 
kæmpere for  Indførelsen  af  en  rationel  Sygepleje  her 
i  Landet.  Herom  fortælles  i  hendes  her  meddelte  Erin- 
dringer, ligesom  Forfatterinden  i  det  hele  taget  har  søgt 
at  fremstille  et  Billede  af  den  Periode,  hun  har  oplevet 
mellem  den  gamle  Tid  med  dens  rolige  og  urørlige  soci- 
ale Forhold  herhjemme  og  den  nye  Tid,  der  brød  frem 
efter  Krigen  1864,  og  af  de  Vilkaar,  som  den  enkelte 
havde  at  kæmpe  imod  paa  Fremskridtets  Omraade,  ikke 
mindst  for  Kvindens  Vedkommende. 

Udg. 


Ida  Johnsen  f.  Jessen. 


Barndomshjemmet  i  Randers. 

SKOLEN  OG  BARNDOMMEN 


Vokalerne  fordobles  undtagen  foran  Konsonan- 
terne b.  d.  g.  og  v.  —  fordobles  —  b.  d."  — 
„Aa,  Ida,  husk,  Du  har  lovet  at  se  min  tyske  Stil 
igennem?"  —  „Tys,  man  kan  ikke  høre,  hvad  man 
selv  siger!"  —  „Og  dog  noget  jeg  fik,  hvi  bedug- 
ges mit  Blik."  —  „Konsonanterne  b.  d."  —  „Iday 
kan  Du  da  ikke  høre!"  —  „Du  lovede!"  —  „Men 
ved  Hjemmet  med  Ømhed  det  dvæler."  —  „Det 
er  en  Skam  Ida,  Du  lovede."  —  „Tidt  for  Din  Skyld 
i  Løn!"  —  „Aa  Vrøvl,  Blækhus  hedder  ikke  Bliek- 
haus!"  —  „Aa  Du  er  altid  saa  vigtig,  mit  Tysk 
kan  vel  være  ligesaa  godt  som  Dit!"  —  Har  no- 
gen af  Jer  set  „Tordenskjold  i  Dynekilen?"  — 
„Hvi  bedugges  mit  Blik!"  —  „Parmo  Petersen 
spiller  mageløst  og  Jomfru  Wimmer hvor  det 


var  rædsomt,  at  han  saadan  døde!*  —  „Jeg  har  væ- 
ret hedder  ikke:  ich  håbe  gewesen."  —  „Ok,  Du 
med  Dine  Verbehistorier!"  —  „Dér  er  Frøknen!" 

og  hele  Klassen  sad  som  elektriseret.  I  det 

samme  væltede  et  Blækhus  sin  sorte  Strøm  ud- 
over et  hvidt  Broderi. 

„Gud's,  det  var  Dig  Ida\« 

Skolefrøknen  var  traadt  ind,  rank  og  majestætisk. 

„Hvad  er  det  dog  for  en  Støj?" 

„Det  var  Jessen." 

„Ja  naturligvis,  Jessen  gør  altid  Fortræd.  Ved 
Din  Uagtsomhed  har  Du  nu  ødelagt  Annas  Arbejde, 
som  hun  har  syet  paa  hvert  Minut,  hun  har  havt 
fri,  for  at  det  kunde  blive  færdigt  til  hendes  Mo- 
ders Fødselsdag.  Men  nu  skal  Du  ogsaa  have  en 
Anmærkning  i  Protokollen,  og  jeg  skriver  hjem 
til  Din  Moder,  da  jeg  er  meget  vred  over  Din  Op- 
førsel. Hvis  hele  Klassen  nu  ikke  er  stille  til  Læ- 
reren kommer,  skal  I  alle  sidde  en  Time  over!" 

„Det  var  rigtignok  en  Skam,  Du  angav  Idaya 
sagde  Børnene  i  Munden  paa  hverandre,  da  Frøk- 
nen var  gaaet,  „det  var  dog  Din  Skyld,  Ida  rettede 
jo  Din  tyske!" 

„Det  var  da  ved  Gud  hende,  der  væltede  Blæk- 
huset, jeg  kunde  da  ikke  lyve  og  sige,  at  det  var 
mig!" 

„Men  det  var  jo  for  at  skjule  Din  Stilebog", 
svarede  jeg.  „Jeg  blev  saa  angst,  da  jeg  saa  Frøk- 
nen, at  jeg  slet  ikke  lagde  Mærke  til  Blækhuset." 

„Tys  dog,  dér  er  Læreren!" 

Efter  hans  Time  var  Skolen  endt  for  den  Dag. 


Under  et  Sus  af  Snak  tog  Skolepigerne  deres 
Tøj  paa.  Striden  var  stærkt  oppe  og  delte  Klas- 
sen i  to  Partier,  det  ene  for  mig,  det  andet  for 
Anna. 

„Du  sladrer  aldrig  Ida>  og  vi  skal  rigtignok 
holde  med  Dig  næste  Gang,"  sagde  mine  Venner. 
Det  andet  Parti  raabte:  „Anna  faar  aldrig  Anmærk- 
ninger, og  Du  skulde  bare  ikke  være  saa  vigtig, 
fordi  Du  er  Kammerherredatter,  saa  burde  Du  netop 
være  Nr.  L* 

Jeg  fik  oftere  dette  Faktum  at  høre  fra  Skole- 
kammeraterne. Paa  Hjemvejen  spekulerede  jeg  paa 
Livsproblemernes  mange  Vanskeligheder.  Det  fore- 
kom mig  saa  underligt,  at  Anna  og  de  andre  altid 
gik  fri  for  Beskyldninger.  Men  Fader  sagde,  at  jeg 
ikke  maatte  sladre,  da  det  ikke  sømmede  sig  for 
hans  Datter;  men  hvorledes  skulde  jeg  saa  for- 
svare mig,  naar  Skylden  ikke  var  min,  og  det  var 
den  sjældent.  De  andre  benyttede  sig  saa  ofte  af, 
at  jeg  ikke  angav  dem.  Jeg  ønskede  altid,  at  der 
dog  ikke  var  saa  mange  i  Skolen.  De  fleste  maatte 
jeg  ikke  omgaas,  og  det  var  netop  de  allerrareste. 
Hjemme  talte  de  altid  om,  hvor  yndig  Emma  var; 
saadant  et  rent  Dydsmønster,  men  hun  havde  og- 
saa  en  hel  Lærerinde  ganske  alene  for  sig  selv  og 
slet  ingen  Kammerater,  der  kunde  vælte  Skylden 
over  paa  hende. 

Min  Fader,  Kammerherre  Jessen,  havde  været 
gift  første  Gang  med  en  Baronesse  Dirckinck  Holm- 
feldty  der  skænkede  ham  en  stor  Flok  Børn, 
hvoraf  jeg  var  den  yngste. 


Fra  min  Moders  Dødsleje,1)  da  jeg  var  et  Aar 
gammel,  tog  min  Tante  mig  med  sig  til  sin  Herre- 
gaard.  Hun  var  Søster  til  min  Moder  og  gift  med 
Besidderen  af  en  Herregaard  i  Nærheden  af  Ran- 
ders.2) 

Familien  Dirckinck  Holmfeld  stammede  fra  Hol- 
land. Blev  forjaget  derfra  under  dets  saakaldte  Fri- 
hedskrig mod  Napoleon.  I  Landflygtigheden  bo- 
satte den  sig  en  Tid  i  Tyskland,  hvor  en  Del  af 
Børnene  blev  opdragne.  Senere  flyttede  den  hertil 
og  lod  sig  naturalisere. 

Vanskelighederne  med  den  store  Husholdning 
efter  min  Moders  Død  og  de  mange  Børn  voxede 
imidlertid  min  Fader  over  Hovedet,  og  han  giftede 
sig  anden  Gang  med  sin  Kusine.  Denne  Dame  var 
en  meget  klog,  ret  velhavende  ældre  Pige,  en  be- 
kendt Fremtoning  i  det  kjøbenhavnske  Bourgeoisies 
Selskabsliv  omkring  Aarene  1830 — 40.  Hun  stod 
fuldkommen  paa  Højde  med  sin  Kreds,  der  endnu 
levede  i  Litteraturens  saakaldte  „Guldalder",  men 
hun  stod  saa  fjernt  som  vel  muligt  fra  Kendskab 
til  og  Forstaaelse  af  Barnesindene  og  deres  Ledelse, 
som  ogsaa  til  et  datidigt  Provinsliv. 

Min  Fader,  der  var  Overførster  i  Jylland,  havde 
bosat  sig  i  Randers,  og  til  dette  Hjem  medbragte 

i)  Kammerherre,  Hofjægermester  Nicolai  Jacob  Jessen  (1797—1866)  var  fra 
1845  Overførster  for  de  jydske  Statsskove  med  Bopæl  i  Randers.  Han  var  Lands- 
tingsmand 1855—63.  Han  blev  gift  1832  med  Selma  Henriette  Dirckinck  Baro- 
nesse af  Holmfeld  (1806—45)  og  anden  Gang  1848  med  sin  Kusine,  Caroline 
Vilhelmine  Jessen  (1804—82).  Det  sidste  Ægteskab  var  barnløst.  Forfatteren  til 
nærværende  Memoirer,  Ida  Anna  Helene  Johnsen,  født  Jessen,  er  født  1844. 

»)  Idalia  Frederikke  Pouline  Dirckinck  Baronesse  af  Holmfeld  (1808—1899) 
blev  gift  1829  med  Kammerherre,  Hofjægermester  Hans  Helmuth  Liittichau  til 
Tjele  (1804-1857). 


hans  anden  Kone  et  rigt  Udstyr  af  Kunstskatte, 
samlet  fra  hendes  Faders  og  Morfaders  Hjem,  saa 
det  kom  snart  til  at  spille  en  fremtrædende  Rolle 
i  den  lille  Bys  Selskabsliv. 

Til  dette  Hjem  vendte  jeg  mine  Skridt  fra  Sko- 
len, og  jeg  var  ikke  let  om  Hjertet  under  denne 
Gang  ved  Tanken  om  Brevet,  som  jeg  skulde 
aflevere. 

Jeg  traadte  ind  i  den  store,  smukke  Dagligstue, 
hvor  min  Stedmoder  sad  med  mine  to  ældre  Søstre. 
Alle  var  de  beskæftigede  med  deres  Haandarbejder. 

„Hvordan  er  det,  Du  kommer  ind  ad  Døren, 
gaa  ud  og  kom  saa  ind  igen  uden  at  slentre  saa- 
dan  omkring!"  var  min  Stedmoders  Velkomstord 
til  mig. 

„Aa,  altsaa  er  Humøret  daarligt!"  sukkede  jeg 
ved  mig  selv,  idet  jeg  gjorde  min  Entrée  om.  „De 
to  Gamle"  —  min  Betegnelse  for  mine  to  ældre 
Søstre  —  „ser  heller  ikke  for  haabefulde  ud,  de 
hjælper  mig  heller  aldrig,  saa  det  ender  nok  med 
Storm;  men  det  er  lige  saa  godt  at  tage  Skyllen 
strax  og  aflevere  Brevet". 

Inde  i  Dagligstuen  gik  Stemningen  højt,  og  det 
var  ikke  milde  Domme,  der  faldt  om  mig. 

Med  hele  den  Klogskab  min  Stedmoder  sad  inde 
med,  havde  hun  underlagt  sig  Husstanden,  fra  Bør- 
nene til  Tyendet  og  Omgangsvennerne.  Min  tavse, 
indesluttede  Fader,  der  en  stor  Del  af  Aaret  var  paa 
Embedsrejser,  blandede  sig  aldrig  i  sin  anden  Ko- 
nes Husførelse;  men  Familiesygdommen  (Herske- 
syge) var  gaaet  i  Arv  til  Stedmoder,  saa  dette,  at 


6 


jeg  elskede  og  saa  op  til  min  Tante,  min  afdøde 
Moders  Søster,  som  min  egentlige  Moder,  vilde 
hun  ikke  finde  sig  i. 

Barnehjærtet  lader  sig  jo  imidlertid  ikke  tvinge 
uden  ved  den  højeste  Grad  af  Mildhed  og  Over- 
bærenhed, hvilke  Egenskaber  hun  ikke  besad,  saa 
jeg  blev  hele  min  Barndom  og  min  første  Ungdom 
igennem,  uden  at  vide  eller  ville  det,  den  Sten  i 
hendes  Ægteskab,  hun  aldrig  fik  løftet. 

Underligt  nok,  senere  i  Livet,  da  jeg  gik  ud  paa 
de,  dengang  endnu  ubanede  Veje,  var  hun  dog  den 
i  Familien,  der  bedst  forstod  hvad  jeg  søgte  og 
hvad  jeg  vilde;  hvorimod  jeg  har  et  Brev  fra  min 
Tante,  min  første  Plejemoder,  hvori  hun  paa  det 
stærkeste  bebrejder  mig  min  „Bryden  ud"  fra  Tra- 
ditionen. 

Efter  endt  Skoletid  satte  jeg  mig  gerne  ind  i  min 
Faders  Studereværelser  til  mine  Lektier.  Meget 
gjorde  jeg  ikke  ved  dem.  Skoleundervisningen  var 
jo  dengang  saa  tør,  især  vel  i  Pigeskolerne,  at  den 
mest  tog  Hensyn  til  „Lærenemhed"  og  deraf  føl- 
gende Remseri,  men  aldrig  tog  Forstand  eller  Fan- 
tasi i  Betragtning.  Lektierne  kedede  mig  forfærde- 
ligt og  jeg  brugte  dem  mest  som  Paaskud  til  at 
sidde  uforstyrret  hos  min  Fader,  hvor  jeg  altid  var 
sikker  paa  Fred,  og  i  Ro  kunde  følge  min  drøm- 
mende Naturs  mangfoldige  Veje.  Dog  vel  mest 
fordi  jeg  med  Børns  sikre  Instinkt  følte,  at  jeg  var 
hans  Yndling.  Her  drømte  jeg  mig  ind  i  Forhold 
og  Verdener,  hvor  Menneskene  og  Lykken  til- 
smilede mig. 


Paa  dette  Tidspunkt  hørte  det  saaledes  til  mine 
mest  yndede  Drømme:  at  være  „velgørende  Fe" 
paa  min  Tantes  Gods.  Jeg  drømte  mig  ind  i  Ha- 
vens dunkle  Gange,   hvor  jeg   med   Kusiner  og 
Fætre  legede   Konge   og  Dronning.  Naar  Drøm- 
mene rigtig  vilde  føje  sig,  var  jeg  naturligvis  Dron- 
ning. Jeg  red  om  paa  en  hvid  Hest  og  gav  alle 
Bønderne  fri.  Sidste  Ferie  havde  jeg  netop  læst 
Ingemanns  Romaner.  I  sidste  Øjeblik  reddede  jeg 
saa  Forpagterens  Jørgen  fra  at  faa  Prygl,  fordi  han 
havde  stjaalet  formange  Æbler,  idet  jeg  ædelt  tog 
Skylden   paa  mig.   En   Dronning   maatte   jo   tage 
Æbler,  hvor  hun  vilde.  Mine  Drømme  endte  gerne 
hos  „Ajax",  min  Fætters  Hund.  Ak,  hvor  jeg  læng- 
tes efter  den!  Vilde  den  dog  blot  komme  i  dette 
Øjeblik,  og  hylende  af  Glæde  springe  op  ad  mig! 
Den  var  bleven  dresseret  sidste  Sommer,  lukket 
inde  og  sultet,  naar  den  ikke  kunde  fatte  de  mange 
Lærdomme.  At  dens  Opdragelse  trak  saa  stærkt  i 
Langdrag,  var  vistnok  for  en  stor  Del  min  Skyld; 
thi  saasnart  den  var  bleven  lukket  inde,  listede  jeg 
ned  i  Køkkenet,  hvor  jeg  var  Ven  med  hele  Per- 
sonalet og  fik  saameget  Mad,  jeg  kunde  have  i  mit 
Bluseforklæde.  Ved  at  sætte  en  Stige  til,  kunde 
jeg  krybe  igennem  et  Vindue  til  dens  Indelukke, 
hvor  vi  to  saa  havde  et  Par  underholdende  Timer. 
Gratis  udleverede  jeg  dog  ikke  mine  Almisser; 
men   fordrede   smaa   extra   Forestillinger  af  dens 
nys  lærte  Kunster,  saa  den  vistnok  mange  Gange 
var  tvivlraadig  om,  hvem  der  var  værst,  Fætteren 
eller  jeg. 


8 


Naar  Tiden  var  skreden  saa  langt  frem,  at  Lek- 
tierne ikke  mere  kunde  bruges  som  Paaskud  til 
at  blive  inde  hos  Fader,  maatte  jeg  tage  Afsked 
med  Ajax  og  alle  de  andre  skønne  Drømme,  og 
sætte  mig  ind  i  Dagligstuen  til  de  Voxne  med 
mit  Haandarbejde.  Det  var  ikke  nogen  behagelig 
Overgang.  Dér  kunde  Drømmene  ikke  komme  i 
Gang,  de  blev  skræmte  af  de  mange  Øjne  omkring 
mig.  De  mødte  kun  op  i  enkelte  Tanker  den  Aften 
f.  Ex.  da  „Dronningen"  hævnede  sig  paa  min  Sø- 
ster ved  at  nægte  hende  at  komme  paa  det  næste 
Klubbal  til  Straf  for  hendes  onde  Handlemaade 
imod  hendes  egen  Søster  og  fordi  hun  altid  slad- 
rede om  denne,  hvilket  ikke  sømmede  sig  for  en 
fin  Dame.  Men  som  sagt,  der  kom  aldrig  nogen 
rigtig  Sammenhæng  i  Drømmene  og  især  ingen 
ordentlig  Slutning  paa  dem  i  den  kedelige  Daglig- 
stue. Inde  i  min  Bedstemoders  Stuer  derimod  be- 
fandt jeg  mig  mere  tryg.  Hun  var  Stedmoders  Mo- 
der og  Datter  af  Miniaturmaler  Mullery  indkaldt 
her  til  Landet  ved  Kunstakademiets  Oprettelse  paa 
Charlottenborg.1)  Hun  maa  have  været  meget  smuk 
efter  et  vidunderligt  Billede  af  Jens  Juel  at  dømme. 
Ved  i  senere  Aar  at  læse  Heibergs  eller  Fru  Gyl- 
lembourgs Noveller  syntes  jeg  at  finde  hendes  Bil- 
lede i  Heltinden  i  „To  Tidsaldere". 


*)  Fru  Caroline  Vilhelmine  Jessen  var  en  Datter  af  Forfatterindens  Farbroder, 
Overkrigskommissær  Fredrik  Christian  Jessen  (1761—1820),  der  havde  været 
Bogholder  ved  Specie-Banken  i  Altona,  og  Sophie  Fransine  Muller  (1767—1861). 
Denne  var  en  Datter  af  den  i  sin  Tid  meget  bekendte  Hof-Miniaturmaler  Wil- 
helm Andreas  Muller  (1733—1816)  i  hans  andet  Ægteskab  med  Bodil  Marie 
Jensen  (1739—1817).  Han  var  født  1  Brunsvig  og  kom  c.  1755  til  Kbhvn.,  hvor 
han  1765  blev  Hofminiaturmaler. 


9 


Naar  vi  Børn  skulde  hilse  Godmorgen  paa  hende, 
stededes  vi  til  Haandkys  og  nejede.  Efter  Datidens 
Tradition  gjorde  hun  da  allehaande  moralske  Be- 
mærkninger om  Dyd  og  Beskedenhed  etc;  men 
gled  dog  temmelig  rask  derover,  især  naar  jeg  var 
alene;  thi  jeg  var  hendes  Yndling,  trods  hendes 
Datters  Mangel  paa  Sympathi  for  mig.  Hendes 
Dagligstue  var  et  lille  Kunstkabinet.  Blandt  andre 
Sager  stod  der  et  broncebeslaaet  Chatol,  der  var 
det  skønneste  Møbel,  jeg  har  set.  Paa  en  Afsats 
var  der  et  lille  Rum,  hvorfra  en  Duft  af  Rosen- 
olie endnu  staar  mig  i  friskt  Minde,  naar  den  lille 
Lem,  der  lukkede  for  Rummet,  blev  lukket  op, 
for  at  hun  kunde  give  mig  en  8  Ski.  —  i  al  Hem- 
melighed — ,  hvorefter  jeg  strax  løb  ned  til  Ur- 
tekræmmeren i  Baggaden  for  at  erhverve  mig  for 
2  Ski.  Figener,  som  Købmanden  serverede  mig  i 
en  stor  Klump  paa  Disken,  hvor  han  stod  og 
maalte  Skraa  i  lange  Strimler  efter  afstukne 
Mærker.  Resten  af  Formuen  blev  lagt  hen  til  Ba- 
geren i  Skolegaarden,  der  leverede  en  mellem 
Smaapigerne  højst  eftertragtet  Genstand:  „et  2 
Ski.  Franskbrød  med  Smør  paa  til  tre  Ski.,"  slet 
ikke  anderledes  eller  bedre  end  vor  øvrige  Skole- 
mad, men  det  fremmede  og  hemmelighedsfulde 
satte  naturligvis  Krydderiet  paa  Nydelsen.  Hvad 
der  dog  langt  overgik  mine  Forventninger  om  disse 
hemmelighedsfulde  8  Skillinger,  Bedstemoder  glæ- 
dede mig  med,  var  hendes  Fortællinger. 

Min  Begærlighed  efter  at  lytte  til  dem  var  vel 
det  egentlige  Bindeled   mellem   os  to.  De  andre 


10 


Børn  holdt  ikke  videre  af  hende,  og  hun  heller 
ikke  af  dem.  Levende  skildrede  hun  de  svundne 
Tiders  Familieskikkelser,  baade  dem  hun  var  kom- 
men af,  og  dem,  hun  blev  gift  ind  i.  Meget  var 
vel  over  min  Alder  og  Forstand,  men  tjente  dog 
vist  i  høj  Grad  til  min  Udvikling,  og  ubevidst 
følte  jeg  vel  hendes  store  Hjærte  i  Modsætning  til 
min  Stedmoders  store  Forstand,  men  Mangel  paa 
denne  Livets  skønneste  Egenskab. 

Hele  vor  Slægt  for  et  Par  Generationer  tilbage 
havde  staaet  i  nær  Forbindelse  med  Dronning 
Juliane  Marie  og  var  hende  i  høj  Grad  hengiven. 
Masser  af  Træk  fra  hine  Tider  sad  Bedstemoder 
inde  med.  Min  Stedmoder  tog  altid  Juliane  Maries 
Parti;  men  jeg  kan  huske,  hvorledes  jeg  rullede 
mine  bare  Arme  ind  i  mit  Bluseforklæde  og  knyt- 
tede mine  smaa  Hænder  derunder  af  Vrede  mod 
denne  Dronning;  hvorimod  den  unge  ulykkelige 
Caroline  Mathilde  havde  min  fulde  Kærlighed, 
trods  de  haarde  og  foragtelige  Domme,  der  faldt 
om  hende  fra  min  Stedmoders  Side.  Jeg  turde  dog 
for  alt  i  Verden  ikke  udtale  disse  Tanker,  og  jeg 
tænker  mig,  Bedstemoder  ikke  heller;  thi  hun  tav 
altid,  naar  dette  Emne  kom  paa  Bane;  men  mine 
egne  Anskuelser  maa  jeg  jo  ubevidst  have  faaet 
fra  hende. 

Den  Dag  Struensee  blev  henrettet,  satte  Bedste- 
moders Fader  hende  paa  Tjenerens  Arm  og  lod 
dem  følge  med,  for  at  se  paa  det  frygtelige  Skue- 
spil, og  da  det  var  forbi,  fik  hun  et  Ørefigen  for 
at  huske  det. 


11 


Som  alle  Børn  paa  den  Tid  fik  hun  en  stræng 
Opdragelse.  Naar  hun  vilde  undfly  den  stærke  Op- 
sigt, hun  var  underkastet,  løb  hun  langs  ad  de  brede 
Tagrender  paa  Charlottenborg,  hvor  hendes  For- 
ældre boede,  hen  til  en  Veninde,  hun  uset  kunde 
naa  ad  denne  Vej.  En  Dag  saa  hun  sit  Snit  til  at 
smide  en  Kattekilling  ned  i  Matrosernes  Ærter,  der 
sad  og  nød  denne  Spise  paa  et  af  Smaaskibene  ne- 
denunder i  Nyhavns  Kanal.  Denne  Demonstration 
var  en  Hævn,  fordi  de  til  Faderen  havde  meldt 
hendes  farefulde  Excursioner  ad  Tagrenderne,  der 
satte  Skræk  i  hele  Nabolaget. 

Hendes  Mands  Broder,  den  bekendte  Peter  Jes- 
sen, blev  Kabinetssekretær  hos  Frederik  den  VI1) 
og  havde  megen  Indflydelse,  men  var  forfærdelig 
forhadt,  vistnok  mest  fordi  han  led  af  en  ubæn- 
dig Herskesyge,  et  Onde,  der  har  hjemsøgt  mang- 
foldige kvindelige,  som  mandlige  Medlemmer  af 
Slægten,  baade  i  de  forbigangne  og  de  senere 
Tider. 

Grandonkel  Peter  havde  sin  Bolig  ude  paa  Fasan- 
gaarden  paa  Frederiksberg.  Han  taalte  ikke  nogen 
Slags  Rengøring  i  dette  Hjem,  men  dog  endnu 
mindre  Malproperhed.  Naar  der  da  i  al  Hemme- 
lighed var  skuret  Gulv,  medens  han  var  paa  Slottet, 
trak  den  stakkels  forkuede  Grandtante  og  hendes 
Pige  timevis  med  Fyrfade  henover  de  vaade  Gulve 


i)  Peter  Carl  Jessen  (1772—1830)  var  Kasserer  hos  Kronprinsen  til  1803, 
da  han  blev  Chef  for  dennes  civile  Departement  og  1808  Kongens  Kabinets- 
sekretær. Han  var  en  meget  stræng  og  indflydelsesrig  Embedsmand.  1828  blev 
han  Konferensraad.  Han  var  gift  med  tvende  Søstre:  Johanne  Vilhelmine  Wil- 
denradt  (1768—1804)  og  Regine  Margrethe  Wildenradt  (1770—1842). 


12 


(dengang  ferniserede  man  dem  jo  ikke).  Havde 
Grandonkel  truffet  dem  vaade,  sagde  min  Bedste- 
moder, var  der  opstaaet  frygtelige  Scener,  da  Hidsig- 
hed og  Herskesyge  hyppigt  er  to  uadskillelige  Sø- 
skende. 

En  fast  Regel  var  det,  at  han  hver  Aften  spillede 
et  Parti  Ecarté  med  sin  Kone.  Aldrig  mere  end  ét 
var  Reglen,  og  dette  skulde  tage  en  Time.  Hans 
Kone  havde  imidlertid  engang  paadraget  sig  en 
Skade  i  det  ene  Ben,  men  turde  ikke  sige  det  til 
Manden,  da  Sygdom  var  blandt  de  Ting,  han  ikke 
taalte.  Hun  lod  sig  aarelade  efter  datidig  Brug. 
Aaren  skulde  bløde  en  Time,  og  hun  benyttede 
dertil  den,  hvori  de  spillede  Kort.  Benet  blev 
anbragt  i  varmt  Vand  i  et  Kar,  der  stod  skjult 
under  Bordet.  Uheldet  vilde  imidlertid,  at  Manden 
den  Aften  —  første  og  sidste  Gang  i  deres  Ægte- 
skab —  vilde  spille  to  Partier.  Min  Grandtante 
havde  nær  forblødt  sig,  men  turde  intet  sige,  saa 
hellere  sætte  Livet  til. 

De  havde  ingen  Børn,  men  adopterede  to.  Den 
ene  af  dem  var  forhenværende  Kabinetssekretær 
Trap,  der  først  var  ansat  hos  Frederik  den  VII>  se- 
nere hos  Christian  den  IX1).  Trap  har  fortalt  mig 
endel  af  de  Frasagn,  der  verserede  om  Grandonkels 
Despoti.  Efter  hans  Udsagn  til  mig  maa  der  exi- 
stere  eller  have  existeret  endel  efterladte  Medde- 
lelser, baade  om  Grandonkels  Embedsførelse  og 
om  Slægten  Jessen. 

i)  Geheimeraad  Jens  Peter  Trap  (1810-85)  var  en  Søn  af  Købmand  Niels 
Trap  i  Randers.  Fra  1834  var  han  ansat  i  Kongens  Kabinetssekretariat,  men 
blev  først  selv  Kabinetssekretær  1856,  til  ban  tog  sin  Afsked  1884. 


13 


Denne  er  af  meget  gammel  Oprindelse,  stammer 
fra  3  frisiske  Bønder,  der  var  Brødre  og  udvan- 
drede fra  Slesvig  under  Ditmarskerkrigen.  Disse 
tre  Brødre  var  „frels",  dengang  Benævnelsen  for 
„frie"  eller  adelige,  førende  Adelsmærket  „a  Jessen" 
i  Stedet  for  det  senere  tyske  „v."  Gennem  mang- 
foldige Generationer  har  der  i  alle  tre  Grene  været 
betydelige  saavelsom  mindre  betydelige  Skikkelser 
—  Generationer,  der  til  Tider  har  kunnet  opret- 
holde det  i  Fortiden  ret  kostbare  Adelsskab,  men 
til  andre  Tider  af  Forholdene  har  været  afskaaret  fra 
dette,  til  Dato  begunstigede  Fortrin.  Familiegodserne 
er  nemlig  gaaet  tabt  i  de  mange  Aarhundreder. 
Efter  Sagnene  blev  en  Del  skænket  til  et  Kloster 
i  Jylland  ad  Mariagerkanten. 

I  vort  Leds  Grandslægt  var  en  Datter,  Juliane 
Marie,  —  Søster  til  Kabinetssekretæren,  —  natur- 
ligvis opkaldt  efter  Dronningen.1)  Hun  blev  Lek- 
trice  hos  Dronning  Juliane  Marie,  var  tillige  Digter- 
og  Forfatterinde,  bl.  a.  til  den  temmelig  gruelige 
Fædrelandssang:  „Danmark  hellige  Lyd  o.s.v.",  en 
Prisopgave,  hvortil  11  Digtere  havde  konkurreret. 
Hun  vandt  Prisen  —  som  Forfatteren  Carl  Bern- 
hard eller  Saint  Aubain  udtrykte  sig:  „røg  11 
Poeter  af  Pinden,  da  Priskomitéen  troede,  at  Oeh- 
lenschlæger  var  Forfatteren". 

Som  Lektrice  tjente  Grandtante  Juliane  Dron- 

i)  Juliane  Marie  Jessen  (1760—1832)  var  en  Datter  af  Etatsraad  N.  J.  Jessen. 
Hun  var  fra  c.  1787—90  Lektrice  hos  Enkedronning  Juliane  Marie  og  var  i 
høj  Grad  æstetisk  interesseret.  Trods  sin  Sygelighed  havde  hun  megen  Om- 
gang især  med  Tidens  største  literære  Personligheder.  Hun  vandt  1819  Præ- 
mien for  en  Nationalsang,  det  uheldige  Digt:  „Dannemark,  Dannemark,  hellige 
Lyd!",  som  Weyse  gjorde  populær  ved  sin  Musik. 


14 


ningen  i  mange  Aar;  men  disse  var  ikke  uden 
Rystelser.  Engang  Dronningen  under  en  af  disse 
Læsetimer  havde  givet  sig  i  Passiar  med  hende, 
var  de  begge  blevne  ivrige,  og  Grandtante  for- 
glemte sig  i  den  Grad,  at  hun  i  Distraktion  tog  en 
Pris  af  Hendes  Majestæts  Snusdaase,  hvilken  Næs- 
vished umuliggjorde  saavel  Daasens,  som  Indhol- 
dets fremtidige  Benyttelse  af  Dronningefingre.  Den 
blev  ogsaa  med  et  Knips  sendt  hen  i  den  anden 
Ende  af  Stuen  fulgt  af  Beskeden:  „Nimm  Sie  Ihre 
Doosea  —  Vrede,  Afsked!  —  Efter  at  have  gjort 
Knæfald  blev  Synderinden  dog  taget  til  Naade  igen. 

Hun  skal  efter  Bedstemoders  Sigende  have  været 
et  fromt  og  godhjertet  Menneske,  der  adopterede 
to  Plejebørn,  som  hun  opdrog  omhyggeligt,  men 
strængt  efter  Datidens  Sæd.  Noget  af  sin  Broder 
Peters  peremptoriske  Karakter  har  hun  maaske  dog 
siddet  inde  med.  Saaledes  modtog  hun  alle  Da- 
tidens Skønaander:  Baggesen,  O  ehlenschlæger,  Hen- 
rick Steffens  o.  fl.  med  et :  „Vær  saa  artig,  Mon- 
sieur, ikke  at  træde  Toppen  af  mit  Sand!"  —  man 
strøede  dengang  hyppigt  Sand  paa  de  hvidskurede 
Gulve  for  at  lette  Renholdelsen  —  og  hos  Tante 
Juliane  maatte  disse  store  Aander  dele  Skæbne  med 
de  andre  Dødelige,  der  besøgte  hende  i  hendes 
Hjem  i  Smallegade,  og  liste  langs  Væggene  for  ikke 
at  tage  Synet  af  det  friskt  strøede  Sand. 

Constantin  Hansen  har  malet  et  fortræffeligt  Bil- 
lede af  hende  i  en  underlig  Dragt,  der  nærmest 
minder  om  en  Nattrøje.  I  denne  Paaklædning  gik 
hun  dog  paa  Gaden,  og  om  Sommeren  uden  Hat, 


15 


kun  med  Parasol  over  Hovedet.  Dragten  har  vel 
dengang  ikke  virket  afstikkende,  da  der  eksisterer 
flere  samtidige  Billeder  af  Damer  i  lignende  Paa- 
klædning.  Køn  har  denne  Tante  ikke  været,  efter 
Billedet  at  dømme,  med  store  Øjne  og  karakte- 
ristiske Træk,  mere  lignende  en  Mand  end  en 
Kvinde, 

En  Tid  var  Bedstemoders  Mand  ansat  i  Altona 
netop  under  den  franske  Revolution,  og  hun  for- 
talte ofte  om  sine  Oplevelser  med  Emigranterne. 
Af  disse  Meddelelser  staar  kun  ét  Hovedindtryk 
mig  klart,  nemlig  den  franske  Adelsmands  ukuelige 
Energi  til  at  erhverve  det  nødvendige  til  sig  og 
sine,  for  ikke  at  blive  afhængig  af  de  Forhold,  der 
havde  berøvet  ham  al  hans  Ejendom,  hvilket  man 
jo  i  høj  Grad  maatte  beundre.  En  af  de  Marquier, 
hun  gjorde  Bekendtskab  med,  gik  saaledes  rundt 
og  solgte  Baand  o.  a.  m.  ved  Dørene.  Damerne 
viste  sig  derimod  ikke  videre  bevægelige  i  Nøds- 
standen.  Et  blaseret,  nydelsessygt  og  overkultiveret 
Standsaristokrati  har,  efter  Bedstemoders  Fortæl- 
linger, været  det  fremherskende  Træk.  En  af  disse 
Damer  havde  Bedstemoder  maattet  huse,  da  den 
stærke  Tilstrømning  af  Flygtninge  foraarsagede 
Pladsmangel,  baade  i  Hamborg  og  Altona.  Samme 
Dame  maatte  vel  have  reddet  en  Del;  thi  hun  førte 
baade  Tjener  og  Kammerjomfru  med  sig,  som  hun 
ikke  var  at  formaa  til  at  skille  sig  af  med;  ikke 
engang  den  ene  af  dem,  uagtet  Bedstemoder  havde 
ondt  ved  at  skaffe  dem  Plads.  Hver  Morgen  maatte 
Tjeneren  paa  et  Guldfyrfad  varme  dito  Tandstikker, 


16 


for  at  Madame  ikke  skulde  forkøle  sine  Tænder, 
naar  hun  stangede  dem.  I  den  Smag,  sagde  Bedste- 
moder, at  de  fleste  af  disse  franske  Damer  havde 
stillet  deres  Livsfordringer,  og  gennem  Generationer 
var  de  vel  opfødt  med  saa  overciviliserede  Vaner, 
at  de  trods  Nød  og  Livsfarer  ikke  kunde  bringes 
ud  af  dem. 

Intet  bragte  dog  Bedstemoders  Begejstring  og 
Hjertevarme  i  den  Grad  frem,  som  naar  hun  om- 
talte den  næstældste  af  sin  Mands  Brødre:  Carl 
Wilhelm  Jessen,  min  Farfar,  bekendt  fra  Slaget  ved 
Odden  1807,  hvor  han  om  Bord  paa  „Prinds 
Christian",  som  han  førte,  holdt  Kampen  gaaende 
en  hel  Dag  mod  to  engelske  Fregatter.1)  Da  han 
maatte  give  op,  satte  han  „Prinds  Christian"  saa 
dybt  paa  Grund,  at  Englænderne  ikke  kunde  faa 
den  los  og  tage  den  som  Prise.  Men  de  engelske 
Matroser  og  Officerer  stod  i  Geled  for  at  hædre 
hans  udholdende  Modstand  mod  Overmagten,  da 
han  som  Fange  bordede  deres  Skib.  Ligeledes  le- 
verede de  ham  hans  Sabel  tilbage. 

Her  var  det  ogsaa,  at  den  unge  haabefulde 
Willemoes  faldt,  allerede  ved  det  første  Skud. 

Om  Bedstefaders  jævne  Karakter  fortalte  baade 
Bedstemoder  og  senere  Gehejmeraad  Trap  mig 
mange  betegnende  Træk.  Efter  Slaget  ved  Odden 
mødte  min  Farmor  ham  en  Dag  paa  Trappen  for 


i)  Den  saa  bekendte  Søhelt  og  højt  agtede  Hædersmand  Carl  Vilhelm  Jes- 
sen (1764—1823)  —  Forfatterindens  Bedstefader  —  blev  Guvernør  i  Vestindien 
1822  og  døde  allerede  Aaret  efter,  men  der  vides  intet  om,  at  han  blev  forgi- 
vet. —  Mindesmærket  ved  Odden  blev  allerede  rejst  kort  efter  Affæren  af  en 
Privatmand,  men  blev  istandsat  1879  og  senere  af  Staten. 


17 


Udgaaende  i  fuld  Uniform  med  trekantet  Hat, 
Epauletter  o.  a.  m.  med  en  stor  Dyne  under  Armen. 

„Men  Jessen  dog,  hvad  er  det,  Du  slæber  paa?" 

„Aa,  lille  Mor,  jeg  skal  sige  Dig,  jeg  kom  lige 
fra  Rapport  hos  Ministeren,  gik  paa  Hjemvejen  ind 
til  den  saarede  Matros,  der  kun  har  det  daarligt 
og  slet  ikke  ordentligt  Sengetøj,  saa  skyndte  jeg 
mig  hjem  efter  min  Dyne,  men  jeg  kommer  strax 
igen." 

De  store  sociale  Begivenheder  i  hele  Europa  paa 
de  Tider  havde  havt  stærk  Indflydelse  paa  Bedste- 
fader, og  hans  Frisind  var  ikke  velset  paa  højere 
Steder.  Hverken  det  traditionelle  Adelskab  eller 
det  militære  lagde  han  nogen  Vægt  paa.  Min  Fader 
fortalte,  hvorledes  han  og  hans  Broder,  Tycho  Jesseny 
bekendt  fra  1848  under  Navnet  „Batteriet  Jessen",1) 
skød  til  Skive  efter  de  gamle  Adelspatenter  med 
Farfars  Tilladelse. 

Efter  Affæren  ved  Odden  vilde  Dronning  Juliane 
Marie  vise  Bedstefader  en  Anerkendelse  ved  at 
sende  ham  et  fornyet  Adelspatent,  men  Bedstefader 
sendte  Foræringen  tilbage  til  Dronningen.  Noget 
sligt  var  jo  et  Unicum  dengang  og  blev  meget 
unaadigt  optaget  paa  højeste  Steder.  Da  der  tillige 
var  stærk  Gæring  i  den  menige  Marine,  og  min 
Bedstefader  var  meget  forgudet  netop  blandt  dem, 
frygtede  man  vel  for  hans  frie  Ideer;  thi  for  at 
fjerne   ham    blev    han    sendt   til   Vestindien   som 


i)  Tycho  Jessen  (1799—1857)  blev  1842  Chef  for  Artillerikorpsets  3.  Batteri 
og  udmærkede  sig  med  dette  i  Krigen  1848  og  49.  Han  blev  Major  1848,  tog 
sin  Afsked  1854  og  fik  Titel  af  Oberst  1856. 


18 


Guvernør.  Skjulte  og  aabenbare  Fjender  har  vel 
ikke  anset  denne  Fjernelse  for  tilstrækkelig,  thi 
et  Par  Aar  efter  Ansættelsen  blev  han  forgivet  og 
ligger  begravet  paa  St.  Thomas.  Landet  forglemte 
dog  ikke  sin  tapre  Søn,  men  satte  ham  et  smukt 
Mindesmærke  Syvtiaarsdagen  efter  Slaget  ved  Od- 
den. Jeg  vilde  ønske  Bedstemoder  havde  oplevet 
dette,  da  hun  var  en  varm  Ven  af  den  Familie, 
hun  var  blevet  gift  ind  i  og  altid  følte  Bitterhed 
over  at  Bedstefader  ikke  blev  her  i  Landet. 

Hvad  Kunstværkerne  efter  Miniaturmaler  Muller 
(Bedstemoders  Fader)  angik,  saa  existerede  der 
en  lille  Samling  af  de  kongelige  Personers  Billeder, 
mest  i  Jens  Juels  Smag.  De  var  Dubletter  af  Bil- 
leder, der  dels  var  i  Majestæternes  private  Eje,  dels 
paa  Museerne.  En  Del  gik  tabt  ved  Frederiksborgs 
Brand,  en  Del  ved  Christiansborgs  Brand  1884. 
Frederiksborg  Museum  erhvervede  senere,  hvad 
der  var  opbevaret  i  Familien. 

Af  Frederik  den  Store  var  der  en  udpræget  Teg- 
ning, som  Muller  havde  taget  i  sine  Drengeaar  og 
som  havde  sin  lille  Historie:  Mullefs  Fader  havde 
en  Ansættelse  hos  Frederik  den  Store.  En  Dag  var 
Drengen  listet  efter  Faderen  uden  dennes  Vidende, 
havde  skjult  sig  bag  et  Skærmbrædt  og  taget  Teg- 
ningen, medens  Kongen  stod  i  sit  Studereværelse 
og  talte  med  Faderen.  Tegningen  i  hel  Figur  i  kvart 
Format  var  saa  levende,  at  man  syntes,  man  kunde 
høre  ham  tale.  Da  Faderen  fandt  Drengen  bagved 
Skærmen,  fik  han  et  Ørefigen,  men  han  sagde: 
»Tegningen  fik  jeg  dog.a 


19 


De  sidste  5 — 6  Aar  Bedstemoder  levede,  laa  hun 
stadig  til  Sengs.  Hun  blev  95  Aar,  men  bevarede 
sin  Livlighed  til  kort  før  sin  Død.  Som  de  fleste 
Gamle,  især  de  mest  livlige,  foretrak  hun  let  Lek- 
ture i  sine  sidste  Aan  H.  C.  Andersens  Eventyr  var 
hendes  stadige  Adspredelse.  Digteren  selv  besøgte 
os  uformodet  engang  hun  netop  laa  beskæftiget 
med  denne  Læsning,  og  det  glædede  ham  natur- 
ligvis at  se  sig  forstaaet  af  den  Gamle.  Han  greb 
Bogen,  idet  han  udbrød: 

„Ja,  disse  vil  leve,  men  alt  mit  andet  vil  gaa  til 
Grunde." 

Han  læste  Eventyret:  „De  røde  Sko"  for  os;  men 
egentlig  var  jeg,  trods  min  Uerfarenhed  i  literær 
Henseende,  skuffet  af  hans  Oplæsning.  Mig  selv 
uafvidende  var  jeg  forvænt,  da  min  Fader  var  en 
Mester  i  at  læse  Holberg  og  Andersen. 

Senere  i  Livet  har  jeg  forøvrigt  fundet,  at  For- 
fattere i  Reglen  ikke  forstaar  at  læse  deres  egne 
Værker  op. 

Endelig  nærmede  en  af  de  længselsfuldt  ventede 
Sommerferier  sig.  Dagene  syntes  mig  Aar,  inden 
den  24de  Juli  vilde  indfinde  sig.  Disse  Ferier  var 
Glanspunkterne  gennem  hele  min  Barndom. 

En  hel  Maaned  paa  Landet  hos  min  Tante  var 
næsten  ikke  til  at  fatte  for  Glæde  og  Forventning! 
De  sidste  Dage  før  den  forestaaende  Afrejse  kunde 
jeg  hverken  spise  eller  drikke.  Pigen,  der  hjalp 
mig  i  Vognen,  sagde:  „Frøken  Ida  bliver  saa  bleg." 
Min  Tante  sad  nu  Enke  paa  sit  Gods.  Hun  var, 

2* 


20 


som  omtalt,  Søster  til  min  afdøde  Moder1).  Hendes 
tyske  Opdragelse  havde  sat  tydelige  Spor  i  hendes 
Talesprog,  der  havde  en  stærk  udenlandsk  Accent, 
hvilket  hun  dog  satte  Pris  paa,  da  uforfalsket  Dansk 
af  hende,  som  af  mange  i  Aristokratiet,  blev  be- 
tragtet som  simpelt. 

Hendes  Smag  og  moralske  Standpunkt  kan  nær- 
mest betegnes  som  stærkt  paavirket  af  Rousseaus 
Tidsalders  sentimentale  Overkultur,  i  hvilken  Kvin- 
den indtager  den  hvide,  uskyldsrene  Skikkelse.  I 
en  ældre  Alder  blandedes  dette  med  en  stærk 
Religiøsitet,  uden  at  denne  dog  prægedes  af  nogen 
af  de  enkelte  Strømninger,  der  i  hine  Tider  gik 
hen  over  Landet.  Maalet  for  den  Udvikling,  hun 
søgte  for  sig  selv  og  hvormed  hun  søgte  at  paa- 
virke sine  Børn,  var,  som  for  alle  Datidens  privi- 
legerede Stænder,  for  ingen  Pris  at  formindske 
disse  Privilegiers  Værdier  ved  at  komme  i  for 
intim  Berøring  med  den  Del  af  Samfundet,  der 
ikke  var  privilegeret. 

Hun  var  en  omhyggelig  Moder,  og  den  Gang 
hun  tog  mig  fra  min  Moders  Dødsleje  til  sit  Hjem, 
optog  og  behandlede  hun  mig  aldeles  som  sit  eget 
Barn.  Hun  var  den  første,  jeg  kaldte  „Moder",  jeg 
elskede  hende  over  alt  i  Verden  og  ansaa  det  som  den 
største  Uretfærdighed  hele  min  Barndom  igennem, 
at  hun  havde  bragt  mig  til  Randers  til  den  nye 
Stedmoder.  Den  Rystelse  jeg  fik,  da  jeg  saa  hende 

*)  De  var  Døtre  af  en  hollandsk  Søofficer,  Arnold  Christian  Leopold 
Dirckinck  Edler  von  Holmfeld  (1763—1828)  af  gammel  hollandsk  Adelsslægt, 
der  blev  engelsk  Krigsfange  1797,  men  boede  i  Tyskland  til  han  flyttede  til 
Danmark,  hvor  han  1806  blev  optaget  i  den  danske  Adel. 


21 


køre  bort  igen  uden  at  tage  mig  med,  forvandt 
jeg  egentlig  aldrig. 

Men  nu  var  altsaa  et  Aar  stridt  igennem.  Ferien 
var  begyndt,  og  jeg  var  nu  paa  den  fire  Timers 
Kørsel  til  mit  Paradis.  Vognen  drejede  fra  den 
haarde  Chaussée  ind  paa  den  bløde  sandede  Bivej, 
der  førte  op  til  Gaarden  og  løb  mellem  Herre- 
gaardens  Jorder.  Jeg  syntes  altid  det  var  som  at 
køre  i  en  Dyne. 

Nu  var  der  kun  en  halv  Times  Forventning,  og 
endelig  kom  Borgens  takkede  Gavle  til  Syne 
mellem  Parkens  Træer.  Mit  Hjærte  bankede  af 
Glæde.  Dér  var  de  mægtige  Asketræer  omkring 
Haven,  der  saa  saa  underligt  ned  paa  Menneskene, 
fordi  disse  var  saa  smaa.  En  Lindeallé  førte  gennem 
Ladegaarden  til  en  prægtig  hvælvet  Port,  gennem 
hvilken  den  indelukkede  Borggaard  kom  til  Syne 
med  en  Bygning  ligefor,  der  var  mellem  3  å  400 
Aar  gammel.  En  lille  Bøjning  førte  hen  til  en  bred 
Trappe,  hvor  min  elskede  Tante  altid  stod  og  vin- 
kede velkommen. 

Herude  levede  jeg  helt  og  uforstyrret  mit  Drøm- 
meliv. Jeg  travede  rundt  i  Haver  og  Skove,  Lader 
og  Stalde.  Overalt  kun  Venner  blandt  Menneskene 
som  blandt  Dyrene.  Havens  Træer  og  Blomster, 
Hundene  og  Kattene,  alt  blev  tjenende  Aander  i 
min  Fantasiverden. 

Men  den  lykkelige  Maaned,  da  jeg  vandrede  fra 
den  ene  lykkelige  Dag  ind  i  den  anden,  svandt 
kun  altfor  hurtigt. 

En  af  de  Ting,  som  den  yngste  af  mine  to  Søstre 


22 


altid  drillede  mig  med,  var,  at  hun  sagde,  at  mit 
Haar  var  rødt.  Denne  Beskyldning  tog  jeg  mig  for- 
færdelig nær,  da  hun  tilføjede,  at  denne  Farve 
Haar  var  Tegn  paa  et  falskt  Sind,  og  jeg  følte 
denne  Tilskikkelse  som  en  frygtelig  Skam.  Der 
havde,  kort  før  Feriedagene  sluttede,  været  en 
Dame  i  Besøg  hos  Tante.  En  af  Fætrene  bemær- 
kede om  hende,  der  havde  stærkt  rødt  Haar,  at 
da  en  Solstraale  var  falden  henover  det,  skinnede 
det  aldeles  som  Guld. 

„Mon  mit  ogsaa  vilde  skinne  som  Guld,  naar  der 
kom  Sol  til?"  tænkte  jeg  strax.  Hurtigt  løb  jeg 
op  og  fik  fat  paa  et  Haandspejl,  og  bevæbnet  med 
dette  gik  Løbet  om  bag  Borggaarden,  hvor  Solen 
altid  skinnede  saa  klart  og  varmt.  Midt  i  Solen 
drejede  og  vendte  jeg  Spejlet  og  mig  selv  fra  den 
ene  Side  til  den  anden  Side.  Jeg  tog  mit  røde 
Bluseforklæde  op  til  Haaret.  Forklædet  var  rødt, 
men  Haaret  lignede  det  ikke  det  mindste.  „Nej, 
det  er  dog  for  galt,  Ida!"  raabte  en  Stemme  bag 
mig.  „Er  Du  allerede  saa  forfængelig,  at  Du  løber 
om  med  Spejle  for  at  se  paa  Dig  selv;  det  er  vist 
ikke  uden  Grund,  at  Dine  Søstre  klager  over  Dig!" 
Det  var  Tante! 

„Det  er  vist  alle  Dine  Skoleveninder,  der  lærer 
Dig  de  Daarligheder.  Du  skulde  læse  nogle  gode 
Bøger.  Du  bør  læse  den  om  „Florisandes  Barndom 
i  Vildfarelse  og  Ungdom  i  Uskyld,"  vedblev  min 
Tante.  „Det  er  meget  bedre  end  at  løbe  rundt  og 
spejle  sig.  Kom  nu,  saa  skal  jeg  give  Dig  noget 
nyttigere  at  foretage  Dig,  og  Du  maa  tro,  at  Du  saa 


23 


vil  lægge  Dig  mere  tilfreds  i  Din  Seng  i  Aften." 
Saa  fulgte  jeg  da  med  hende  op  til  hendes  Væ- 
relse, der  laa  i  den  lille  Sidefløj. 

Der  var  noget  hemmelighedsfuldt  for  mig  over 
dette  Værelse,  og  jeg  blev  aldrig  rigtig  klog  paa, 
om  det  var  en  Begunstigelse  eller  en  Straf  at 
komme  til  at  betræde  det.  Af  mig  selv  turde  jeg 
aldrig  gaa  derind.  I  Dag  syntes  jeg  nok,  at  det 
kunde  have  været  morsommere  at  færdes  ude  i 
det  dejlige  Solskin,  især  da  det  var  en  af  de  sidste 
Dage  i  Ferien. 

Hun  gav  mig  strax  Bogen,  og  hurtigt  fik  jeg  den 
jaget  igennem.  Min  eneste  Tanke  var,  at  den  eg- 
nede sig  udmærket  til  at  opføre  i  Virkeligheden 
paa  Runddelen  bag  ved  Lunden,  og  i  Tankerne 
satte  jeg  Bogen  i  Scene  med  Forpagterens  Dreng 
som  Helten  og  mig  selv  som  den  dydige  Flori- 
sande.  Da  min  Tante  gav  mig  Lov  til  at  slippe  ud 
i  det  Fri,  var  jeg  i  et  Par  Spring  ovre  i  Forpagter- 
gaarden,  hvor  jeg  traf  Jørgen  svedende  over  sin 
Bibelhistorie. 

„Hør  Jørgen,  Du  maa  strax  komme  med  og 
være  Armand,  der  bekranser  mig,  som  hedder 
Florisande,  ved  en  stor  Slags  Examen.  Du  har 
nemlig  været  min  Lærer,  og  jeg,  der  før  har  væ- 
ret doven,  har  nu  bunden  den  smukkeste  Krans 
til  denne  Eksamen.  Nu  er  jeg  voxen  og  er  først 
ulykkelig,  fordi  Du,  som  er  Armand,  tror,  at  jeg  er 
doven  igen,  men  da  jeg  har  grædt  og  bedt  Vorherre 
om  Tilgivelse  for  mit  skrækkelige  Levnet,  ægter  jeg 
Dig  i  Hvidt  med  Sølv,  og  Lykken  gæster  mit  Slot". 


24 


Jørgen  foretrak  egentlig  altid  Kostalden  for  mine 
Lege,  der  svævede  ham  for  højt;  men  da  han  vid- 
ste, at  Forældrene  ikke  nægtede  ham  at  gaa,  naar 
nogen  fra  Herregaarden  vilde  have  ham  med,  kunde 
han  jo  i  Dag  slippe  for  Bibelhistorien,  og  den  Fri- 
stelse stod  han  ikke  for.  Vi  fulgtes  saa  ad  til  Lun- 
den. Paa  Vejen  bandt  jeg  „den  skønneste  hvide 
Krans",  som  jeg  selv  skulde  bekranses  med,  og 
ankommen  til  Stedet  gik  Jørgen  i  Lag  med  at 
bryde  en  Masse  store  Grene  af,  der  skulde  fore- 
stille de  artige  Elever.  Alt  gik  saare  godt  saalænge 
den  unge  Hr.  Jørgen  skulde  lægge  Kræfter  til;  men 
da  Øjeblikket  kom,  at  han  skulde  fremstille  „den 
ædle  Armand",  svigtede  baade  Forstaaelse  og  An- 
stand. Varm  og  svedig,  som  han  var,  led  han  til- 
lige af  Mangel  paa  Lommetørklæde,  og  saa  erklæ- 
rede jeg,  at  jeg  hverken  vilde  bekranses  af  ham 
eller  græde  over  ham,  eller  ægte  ham,  naar  han 
havde  —  lang  Næse!  Han  vilde  løbe  sin  Vej,  mens 
jeg  søgte  at  holde  paa  ham,  saa  der  opstod  et  større 
Slagsmaal,  og  jeg  rev  hans  Bluse  i  Stykker  og  han 
mit  Forklæde,  saa  vi  skiltes  i  Vrede. 

Om  Aftenen  kom  Tante  altid  ind  til  os  Børn, 
naar  vi  var  i  Seng  for  at  sige  Godnat.  I  disse  Øje- 
blikke havde  hun  en  egen  Gave  til  at  faa  smaa  og 
store  Synder  lokket  ud  af  os,  begaaet  i  Dagens  Løb. 
Længe  havde  hun  heller  ikke  siddet,  før  jeg  ryk- 
kede ud  med  Slagsmaalet  mellem  Jørgen  og  mig. 
„Men  Barn  dog,  hvor  kan  det  falde  Dig  ind  at  indlade 
Dig  med  den  uartige  Dreng,  og  ovenikøbet  slaas  med 
ham?  Du  bør  da  hæve  Dig  langt  over  den  Omgang!" 


25 


„Ja,  det  vilde  jeg  egentlig  heller  slet  ikke,  Tante, 
men  jeg  kunde  jo  ikke  opdrive  nogen  anden  „Ar- 
mand", der  vilde  ægte  den  forhærdede  Florisande; 
men  lige  da  vi  skulde  giftes,  havde  han  lang  Næse, 
og  saa  gav  jeg  ham  paa  Tuden." 

„Men  Gud  bevares,  Barn,  hvad  er  det  dog  for 
skrækkelige  Udtryk,  Du  bruger?"  raabte  Tante  for- 
færdet, „Du  maa  slet  ikke  lege  med  de  Børn,  naar 
Du  lærer  saadanne  Ord  af  dem." 

„Tuden"  har  jeg  ikke  lært  afjørgeny  det  er  Dren- 
gene hjemme,  der  siger  saadan." 

„Ja,  det  er  forfærdeligt,  min  lille  Pige,  hvor  Du 
tager  Manerer  efter  de  Drenge.  Jeg,  som  troede, 
at  Florisandes  Vildfarelser  skulde  have  stemt  Dig 
til  Alvor,  og  saa  spiller  Du  Komedie  efter  dem,  og 
bagefter  slaas  Du  med  Forpagterens  Dreng!  Bed  nu 
Vorherre  om  Forladelse,  og  om  at  han  vil  hjælpe 
Dig  til  at  blive  en  god  Pige!" 

Grædende  og  syndebetynget  kyssede  jeg  Tante, 
og  uagtet  jeg  var  aldeles  udmattet,  bad  jeg  da:  „Om 
Forladelse,  Vorherre,  fordi  jeg  slog  Jørgen  paa 
Tuden,  og  om  Forladelse,  fordi  jeg  sagde  Tuden; 
men  vil  Du  saa  ikke  nok  selv  besørge  det,  for  han 
er  saa  væmmelig.  Jeg  beder  Dig  ogsaa  saa  inder- 
ligt, kære  Vorherre,  om  at  hele  Randers  maa  faa 
Tyfus,  saa  Skolerne  maa  blive  lukkede  ligesom  i 
Viborg,  saa  at  de  ikke  tør  have  mig  hjemme,  men 
jeg  bliver  nødt  til  at  blive  hos  min  Tante  saa  længe." 
—  De  fromme  Bønner  gled  over  i  Drømmenes 
Verden,  og  jeg  sov  Barnets  trygge  Søvn,  der  ikke 
lader  sig  forstyrre  af  Sorger  og  Ængstelser. 


26 


Solen  maa  længe  have  skinnet  ind  over  min  Seng, 
thi  jeg  var  ganske  ophedet  af  dens  Straaler,  da  jeg 
vaagnede.  Men  da  stod  den  sørgelige  Virkelighed 
for  mig:  det  var  min  Feries  sidste  Dag.  Jeg  skyndte 
mig  ned  for  at  se,  om  der  ikke  laa  Brev  fra  Ran- 
ders. Jeg  troede  jo  fuldt  og  fast  paa,  hvad  Præsten 
havde  sagt,  at  Gud  hører  altid  vore  Bønner,  naar 
de  er  rigtig  alvorligt  mente,  og  i  en  Hast  red  jeg  ned 
ad  Trappegelænderet  for  hurtigst  muligt  at  faa  fat 
i  Brevet.  Men  der  var  intet  Brev.  Skuffelsen  over, 
at  det  ikke  slog  til,  hvad  Præsten  sagde,  var  lige 
saa  stor  som  Skuffelsen  over  ikke  at  finde  den 
ventede  Skrivelse. 

Formiddagen  benyttede  jeg  til  at  tage  Afsked  med 
alle  de  kære  Steder,  baade  inde  og  ude. 

Hver  Stue  fik  sin  Farvelhilsen,  ligesom  i  Haven 
de  Blomsterbede,  jeg  havde  Lov  til  at  tage  af;  thi 
da  det  var  en  næsten  lidenskabelig  Glæde  for  mig 
at  sætte  Farver  sammen,  spillede  disse  Bede  en 
stor  Rolle  i  mine  Fantasier.  Hele  mit  Liv  har  denne 
Passion  bevaret  sig.  Denne  min  Lidenskab  for 
Blomsterfarverne  deltes  dog  ogsaa  dengang  med 
Kærligheden  til  et  Blommetræ,  der  stod  i  et  Hjørne 
ved  en  af  de  mange  Sidefløje;  jeg  omfavnede  det 
hin  Afskedsdag  varmt  og  vemodigt  og  takkede  det 
for  dets  dejlige  Frugter.  Ajax  veg  ikke  fra  mig, 
men  sjokkede  saa  nær  i  Hælene  paa  mig,  at  den 
traadte  Skoene  af  mig.  Det  var,  som  om  den  min- 
dedes disse  Afskedstimer  fra  foregaaende  Aar  og 
nu  vilde  passe  bedre  påa.  Tante  syntes  at  have 
glemt  Gaarsdagens  slemme  Begivenheder,  hvilket 


27 


jeg  var  hende  inderligt  taknemmelig  for.  Et  Par 
Gange  aflagde  hun  endog  sit  fornemme  kølige 
Væsen  saavidt,  at  hun  kærtegnede  mig,  hvilket 
skete  saa  sjældent,  at  jeg  havde  ondt  ved  ikke  at 
briste  i  Graad  i  min  Smerte  over  at  skulle  rejse 
fra  hende. 

Henad  Eftermiddagen  holdt  Vognen  foran  Trap- 
pen i  Borggaarden,  hvor  Tante  og  Kusinerne  stod 
for  at  vinke  Farvel.  Saalænge  et  Glimt  af  de  tak- 
kede Gavle  var  at  øjne,  blev  jeg  ved  at  se  til- 
bage, hvor  hele  Egnen  i  dette  Øjeblik  belystes  af 
Eftermiddagens  gullige  Straaler. 

Vognen  kørte  i  jævnt  Trav  gennem  det  dybe  Sand, 
og  paa  begge  Sider  af  Vejen  gik  Høstfolkene  i 
travlt  Arbejde.  Lyden  af  Leernes  Hvæssen  lød  i 
Takt  til  Folkenes  Sang  og  tonede  vidt  i  den  stille 
Egn.  Nu  var  der  ikke  mere  at  høre  eller  se  fra 
Paradiset,  og  jeg  satte  mig  stille  hen  i  mine  dybe 
Tanker  og  Længsler.  Med  Hjærtebanken  saa  jeg 
Hjemkomsten  i  Møde;  thi  ved  inderlige  Bønner 
havde  jeg  nemlig  overtalt  min  Tante  til  at  indvil- 
lige i,  at  jeg  var  bleven  hos  hende  udover  Feriens 
Ophør.  Jeg  frygtede  min  Stedmoders  Vrede  over 
min  Udeblivelse  og  var  forfærdelig  ked  af,  at  min 
Fader  ikke  var  hjemme.  Kun  én  Tanke  trøstede 
mig:  at  min  Tante  altid  alligevel  vilde  holde  mest 
af  mig  for  min  Moders  Skyld;  da  hun  døde,  blev 
jeg  hendes  Barn.  Mine  Taarer  randt,  de  trillede 
og  trillede  alt  som  Vognhjulene  knasede  i  Lande- 
vejens Sand  og  førte  mig  nærmere  og  nærmere  til 
det,  jeg  skulde  kalde  mit  Hjem. 


28 


Vognen  rullede  ind  paa  Randers  Brosten  fra 
Vesterport.  Hvor  den  Lyd  dog  lød  rædsomt  for 
mig!  Dér  var  de  første  Huse.  De  saa  ud,  som  de 
vilde  lukke  sig  over  mig,  saa  alt  blev  mørkt  og 
grimt.  Med  et  Sving  drejede  Vognen  ind  i  Porten 
til  Forældrenes  Bolig.  Bedstemoders  Kammerjomfru 
kom  ned,  for  at  hjælpe  mig  af  Vognen.  Hun  var 
ikke  min  Veninde,  og  sagde  nok  saa  skarpt:  „Frø- 
ken Ida  har  nok  forbiet  sig!"  Jeg  trak  Tiden  ud, 
saalænge  det  var  mig  muligt,  ved  at  tage  mit  Tøj 
og  sende  Hilsner  med  tilbage  til  alt  og  alle;  men 
jeg  maatte  jo  op. 

Mine  to  Søstre  og  min  Stedmoder  stod  inde  i 
Dagligstuen,  og  Minerne  var  meget  truende.  Jeg  gik 
hen  for  at  kysse  dem  til  Goddag,  men  Stedmoder 
gjorde  en  afværgende  Bevægelse,  idet  hun  udbrød: 
„Hvor  falder  det  Dig  dog  ind  at  ville  kysse  os,  naar 
Du  fører  Dig  saadan  op.  Du  gaar  strax  i  Seng,  og 
i  otte  Dage  bliver  Du  inde  i  Din  Faders  Stue,  naar 
Du  kommer  fra  Skole  og  faar  Din  Mad  bragt  der- 
ind. Vil  Du  ikke  hjem  til  os,  saa  vil  vi  heller  ikke 
have  noget  med  Dig  at  gøre!" 

Jeg  krøb  i  Seng  og  trak  Tæppet  højt  op  over 
Hovedet,  for  at  mine  Søstre,  som  jeg  delte  Værelse 
med,  skulde  tro,  at  jeg  sov.  Mine  Tanker  gik  til- 
bage til  min  elskede  Tante.  Jeg  fortrød  alvorligt 
Historien  med  Spejlet  og  med  „Tuden",  jeg  lovede 
mig  selv  at  blive  lige  saa  artig  som  Florisande  og 
sov  saa  ind  i  Tanken  om  alle  mulige  dejlige  Blom- 
ster, som  jeg  næste  Aar  vilde  binde  til  Kranse. 

Paa  Skolen,  som  jo  var  begyndt,  modtog  de  mig 


29 


med  stor  Glæde.  De  fleste  af  Kammeraterne  holdt 
af  mig,  og  jeg  satte  altid  Munterheden  og  Spilop- 
perne i  Gang  i  Frikvarteret.  De  var  alle  optagne 
af  den  store  Nyhed,  at  der  var  kommen  en  ny 
Lærer  i  Historie  og  Literatur.  Den  gamle  var  rejst 
bort,  og  Pastor  Christiani1)  i  Bjerregrav  ved  Ran- 
ders, en  bekendt  Taler,  der  hørte  til  den  grundt- 
vigske Retning,  havde  tilbudt  midlertidig  at  over- 
tage den  bortrejste  Lærers  Timer.  Han  var  en  nær 
Bekendt  af  Bestyrerinden. 

Han  begyndte  med  at  give  et  Overblik  over  Old- 
tidens Kultur.  Med  levende  Fantasi  og  i  et  billed- 
rigt Sprog  fremstillede  han  dens  Bedrifter,  dens 
klassiske  Kunst,  dens  Digtekunst  og  Sæder.  Jeg 
blev  som  lamslaaet.  Det  var  jo  dette,  jeg  havde 
gaaet  og  ventet  paa,  naar  min  Fantasi  søgte  Holde- 
punkter under  mine  Vandringer  paa  Landet  i  Haver 
og  Heder!  Da  Pastor  Christiani  var  gaaet  og  næsten 
alle  Eleverne  havde  forladt  Klassen,  blev  jeg  sid- 
dende paa  min  Plads,  mens  Billederne  blev  ved  at 
passere  forbi  mig  med  Kunstværkerne  i  Sydens 
glødende  Sol.  Imidlertid  var  jeg  Ordensduxen  i 
Vejen,  og  da  hun  raabte:  „Ida,  sover  Du?",  vendte 
jeg  mig  forvildet  om  og  faldt  ned  af  Stolen.  Da 
jeg  vaagnede,  laa  jeg  paa  Bestyrerindens  Sofa. 

„Er  Du  syg,  lille  Ida?"  spurgte  de,  og  begge  kæ- 
lede de  for  mig.  Jeg  brast  i  Graad.  Disse  kærlige 
Ord  var  det  jeg  trængte  til,  og  da  Graaden  var 
standset,  fulgte  min  Kammerat  mig  hjem.  Ad  Bag- 

i)  Anton  Carl  Emil  Christiani  (1817—1901)  blev  1846  Sognepræst  i  Bjerregrav, 
Aalum  og  Tanum  i  Viborg  Stift.  Han  blev  1871  kaldet  til  Nysted  og  Herridslev 
paa  Lolland,  tog  sin  Afsked  1886  og  boede  i  Kbhvn. 


30 


trappen  gik  jeg  ubemærket  op  til  min  Faders  Stu- 
derestuer, og  var  nu  glad  ved  at  skulle  være 
ene,  for  uforstyrret  at  kunne  tænke  over  alt  dette 
nye,  der  var  hændet  mig. 

Jeg  satte  mig  stille  hen.  Billederne  gled  atter  og 
atter  forbi  mig,  samtidig  med  at  Længslen  efter 
Tante,  mit  kæreste  paa  Jorden,  knugede  mit  Barne- 
hjærte.  Jeg  tegnede  Omridsene  af  Gaarden  derude, 
med  Vinduet  i  det  Værelse,  jeg  lige  havde  beboet 
og  hvor  jeg  havde  følt  mig  saa  lykkelig.  Ved  nu  at 
gennemsøge  Faders  Reoler  fandt  jeg  en  gammel 
Verdenshistorie,  der  langt  udførligere  omhandlede 
det,  jeg  havde  hørt  paa  Skolen;  men  den  var  mig 
jo  altfor  tør  Kost  ovenpaa  de  straalende  Ord,  der 
havde  gjort  saa  mægtigt  Indtryk  paa  mig. 

Ingensinde  senere  i  mit  Liv  har  jeg  truffet  en 
saa  levende  og  fin  Fremstillings-  og  Fortælleevne 
som  hos  Pastor  Christiani.  Et  helt  nyt  Afsnit  be- 
gyndte nu  i  mit  Tankeliv.  Drømmene,  som  hidtil 
havde  fyldt  mig,  slog  ikke  længer  til.  Med  ét  Slag 
var  Trangen  til  Kundskab  vaagnet  hos  mig,  og 
Pastor  Christianis  Timer  gav  stadig  ny  Næring  til 
den  Ild,  der  var  tændt.  Han  havde  lagt  Mærke  til 
det  spændte  Udtryk,  hvormed  jeg  fulgte  hans  For- 
tællinger, og  spurgte  Forstanderinden  ud  om  mig; 
men  hun,  der  egentlig  ikke  beskæftigede  sig  med 
mig,  undtagen  der  var  noget  i  Vejen,  mente,  at  jeg 
langt  fra  var  én,  man  kunde  regne  med,  hvortil 
Pastoren  skal  have  svaret:  „leg  tror,  vi  senere  vil 
høre  fra  hende;  hun  er  begavet,  men  ikke  som 
Duxene,  der  gerne  gaar  de  slagne  Veje  og  i  Reglen 


31 


kan  skøtte  sig  selv,  men  lille  Jessen  vil  ved  rigtig 
Vejledning  kunne  naa  vidt."  Med  dette  Syn  paa 
mig  hjalp  han  mig  troligt,  uden  at  det  dengang  gik 
op  for  mig,  hvor  meget.  Paa  mange  forskellige 
Maader  skaffede  jeg  mig  Lekture  efter  hans  An- 
visning. Hans  Køretøj  holdt,  heldigvis  for  mig,  i 
vor  Gaard  hos  Værten,  der  havde  Staldrum,  og 
naar  han  mødte  mig,  hed  det  altid:  „Naa,  lille  Ida, 
hvad  læser  Du  nu?  Ja,  saa  skal  Du  nu  læse  det 
eller  det." 

Jeg  gav  mig  nu  stærkt  hen  til  Læsning,  dog  ikke 
Skolefagene  —  de  kedede  mig  forfærdeligt.  Meget 
af,  hvad  der  gik  i  mig,  forstod  jeg  slet  ikke,  men 
meget  satte  sig  dog  fast.  Saa  kom  den  sørgelige 
Dag,  da  Pastoren  maatte  opgive  sin  Skolevirksom- 
hed, fordi  hans  Embede  ikke  levnede  ham  Tid. 
Det  var  for  mig  som  at  blive  sat  ud  i  et  tomt  Rum. 
Jeg  vedblev  at  skaffe  mig  Bøger,  men  mærkede 
først  da,  hvor  meget  hans  Timer  havde  hjulpet  mig, 
og  hvor  lidt  jeg  fandt  frem  paa  egen  Haand.  Efter 
Skoletimernes  Ophør  kom  Pastoren  jo  ogsaa  nu 
sjældnere  til  Byen. 

Af  Naturen  var  jeg  livlig  og  greb  Glæden,  hvor 
den  blot  viste  en  Flig,  men  nu  blev  jeg  stille  og 
tavs.  Naar  de  i  Hjemmet  troede  mig  legende  i 
Haven  og  i  Gaarden  med  Husets  andre  Børn, 
listede  jeg  op  paa  Loftet,  hvor  der  stod  en  stor 
Kiste,  som  jeg  krøb  bagved,  for  at  græde  og  tænke 
i  Fred.  For  det  meste  fik  denne  skjulte  Melankoli 
min  afdøde  Moders  Navn.  Timevis  kunde  jeg  hviske: 
„Mor,  lille  Mor,  aah  kom,  kom!"  — 


32 


En  Dag  fandt  Stedmoder  mig  i  mit  Skjulested 
og  hørte  vel  endog  mit  Udbrud.  Dette  forbedrede 
naturligvis  ikke  hendes  stadige  Misfornøjelse  med 
mig.  „Du  bilder  Dig  ind,a  sagde  hun,  „at  Du  gaar 
uforstaaet  omkring,  stakkels  ulykkelige  Ida!  Det 
tror  jo  alle  dovne  Piger!  Tag  din  Strikkestrømpe 
og  bestil  noget.  Det  skal  nok  jage  de  dumme  Nykker 
ud  af  Hovedet!" 

Al  denne  indeklemte  Higen  og  Længsel  blev  dog 
en  virkelig  Sjælslidelse  for  mig  og  paavirkede  mig 
ogsaa  legemligt.  Min  distrait  Fader  blev  endog  op- 
mærksom paa  mit  forandrede  Udseende,  da  han 
efter  en  længere  Fraværelse  saa  mig,  og  tog  da  den 
Beslutning,  at  jeg  en  lille  Tid  skulde  ud  til  Tante. 

Der  var  indtraadt  en  for  Egnen  betydningsfuld 
Begivenhed  nemlig,  at  Sognepræsten,  der  var  ble- 
ven syg,  havde  faaet  ansat  en  personel  Kapellan 
ved  Navn  Trandberg,  der  var  meget  bekendt  som 
en  af  de  første  Forkæmpere  i  den  Kamp,  Grundtvig 
havde  rejst  mod  Rationalismen,  og  efter  at  Søren 
Kierkegaard,  om  man  saa  kan  sige,  havde  udsendt 
sin  „Banbulle"  mod  „Kirken."1)  Trandberg  vakte 
et  stærkt  Røre  i  den  ensomme  Hedeegn,  lige  fra 
den  adelige  Borg  til  den,  endnu  dengang,  saa  sløve 
Husmand. 

Tante  havde  netop  Fødselsdag,  saa  Fader  kørte 


i)  Peter  Christian  Trandberg  (1832—1896),  en  Bondesøn  fra  Bornholm, 
blev  teologisk  Kandidat  1858  og  s.  A.  Kapellan  for  Tjele  og  Vinge  Sogn  i  Viborg 
Stift.  1860  blev  han  Vandrepræst  paa  Bornholm,  hvor  han  1863  meldte  sig  ud 
af  Folkekirken  og  dannede  en  Frimenighed.  Fra  1877  rejste  han  i  Jylland  og  tog 
1882  til  Amerika,  hvor  han  i  mange  Aar  var  Seminarielærer,  til  han  1896  døde 
i  Minneapolis.  Han  blev  1863  gift  med  Hansine  Christiane  Gottholdine  Liitti- 
chau,  der  havde  været  Diakonisse  i  Tyskland. 


33 


selv  med  mig  derud,  for  at  lykønske  hende.  Jeg 
var  salig  af  Glæde,  baade  ved  Tanken  om  Besøget 
og  ved  at  skulle  køre  alene  med  min  Fader. 

Han  var  maaske  først  bleven  rigtig  opmærksom 
paa  mit  sygelige  Udseende  under  disse  mange  Ti- 
mers Enekørsel,  thi  pludselig  bøjede  han  sig  over 
mig,  lagde  mit  Hoved  op  til  sig  og  sagde,  idet  han 
klappede  mig  paa  Kinden:  „Du  maa  ikke  forlade 
Din  gamle  Fader,  min  søde  lille  Pige,  men  blive 
stor  og  stærk  og  rigtig  komme  Dig  paa  Landet. 
Hold  alt  det  andet  ud  for  min  Skyld!"  Fader  havde 
mistet  flere  Børn  og  taget  sig  det  forfærdelig  nær.  — 

Vognen  drejede  ind  i  Borggaarden,  hvor  alt  var 
festligt  smykket  i  Anledning  af  Fødselsdagen,  og 
hele  Familien  var  samlet  paa  Stentrappen  for  at 
tage  imod  os.  Fra  Forstuen  gik  man  lige  ind  i 
Spisestuen,  hvor  et  stort  Frokostbord  var  dækket. 
Kusinerne  og  de  hjemkomne  Fætre  samledes  om- 
kring det.  Passiaren  og  Latteren  gik  lystigt  mellem 
al  den  Ungdom.  Min  Plads  var  altid  ved  Siden 
af  Tantes.  Hemmeligt  stak  jeg  min  Haand  ind  under 
Bordet,  for  at  holde  i  hendes  Kjole,  og  overbevise 
mig  om,  at  Øjeblikket  var  Virkelighed,  og  det  Hele 
ikke  en  Drøm. 

Til  Middag  skulde  der  være  Selskab  paa  40  Per- 
soner. Der  var  dækket  oppe  i  „den  store  Sal",  som 
optog  hele  den  ene  Fløjs  Længde.  Efter  Frokost 
spredtes  alle  Damerne  for  at  paase  Tjenerskabet 
eller  ordne  deres  Toiletter,  Herrerne  gik  til  Bil- 
lardet eller  til  de  udenoms  Seværdigheder.  Jeg  var 
ellers  altid  i  strakt  Karriere  mellem  Spisesalen  og 


34 


Køkkenet,  henrykt,  naar  Tjenerskabet  betroede  mig 
at  bære  en  eller  anden  ufarlig  Genstand,  eller  naar 
man  i  Køkkenet  stak  en  Lækkerbidsken  til  mig; 
men  i  Dag  faldt  dette  mig  slet  ikke  ind.  Jeg  satte 
mig  ganske  alene  ind  i  den  hjemlige  gamle  Daglig- 
stue med  Empire-Møblerne  og  de  dybe  Vindusfor- 
dybninger,  som  i  de  tre  Alen  tykke  Mure  dannede 
smaa  Værelser  med  Borde,  hvor  Damerne  plejede 
at  sidde  med  deres  Haandarbejder.  Paa  Sidevæg- 
gen ind  til  afdøde  Onkels  Kontor  stod  den  store 
Sofa  med  Hestehaars  Betræk  bydende  Plads  til 
mindst  fire  Personer,  og  det  store  runde  Søjlebord, 
hvorom  Familien  samledes  om  Vinteraftnerne.  Og 
der  stod  det  taffelformede  Piano  med  de  spinkle 
Toner,  hvorpaa  de  store  Kusiner  hamrede  Øvel- 
ser med  mere  Flid  end  Talent,  og  hvortil  Læ- 
rerinden sang:  „Home  sweet  home",  som  min 
næstældste  Fætter  stadig  nynnede  til  med  megen 
Følelse,  men  ikke  ganske  rent.  Saa  var  der  det 
Hjørne,  hvor  det  Legetøj,  vi  havde  Lov  at  be- 
nytte nede  i  Stuen,  opbevaredes  i  „Peterstalen", 
som  vi  kaldte  den  i  Stedet  for  Piedestalen.  Alt 
dette  var  og  blev  Hjemmet  for  mig.  Og  hvor  jeg 
elskede  det!  I  Dag  fik  jeg  første  Gang  Øje  for,  at 
Dagligstuen  i  Randers  var  langt  elegantere  med  alle 
de  mange  Malerier,  Kunstsager  og  antike  Møbler, 
men  den  kunde  dog  alligevel  slet  ikke  sammen- 
lignes med  denne  Stue.  Hvori  det  laa,  var  mig  ikke 
klart;  men  jeg  følte,  at  kunde  jeg  altid  blive  her, 
vilde  jeg  vist  ikke  være  saa  ubehagelig  og  ækel, 
som  de  derhjemme  syntes,  at  jeg  var.  I  Dag  var 


35 


alle  Dørene  aabne  helt  igennem  til  den  lille  Sal, 
det  egentlige  Selskabsværelse,  der  var  skilt  fra 
Dagligstuen  ved  et  lille  Kabinet.  Noget  dejligere 
end  den  lille  Sal  med  de  fire  Fag  til  hver  Side, 
dækkede  med  røde  og  hvide  silkestribede  Gardiner, 
var  jeg  overbevist  om  ikke  fandtes  paa  denne  Jord. 
Det  store  runde  Søjlebord  i  Midten  af  Stuen  med 
den  mægtige  Bronzekrone  over,  de  med  rødt  Silke- 
damask betrukne  Sofaer  og  Stole,  de  høje  Spejle 
med  de  store  Marmorvaser  paa  Vinduespillerne, 
var  altsammen  vidunderskønt  i  mine  Øjne. 

En  Times  Tid  efter  kom  Fader  hjem  efter  sin 
Tur  med  Fætrene,  der  satte  sig  hen  til  mig  og 
sagde,  at  de  var  glade  ved  at  have  deres  lille  Kusine 
hos  sig.  De  foreslog,  at  vi  gik  en  lille  Omgang  i 
Haven  sammen,  og  efter  faa  Timers  Forløb  var  jeg 
den  gladeste  blandt  de  glade,  og  da  de  gik  mig  for 
adstadigt,  tog  jeg  mig  en  rigtig  Løbetur  med  Ajax. 

Ved  Firetiden  rullede  den  ene  Vogn  for  Døren 
efter  den  anden  og  bragte  en  Skare  elegante  Gæster, 
baade  Gamle  og  Ungdom,  der  samledes  nede  i 
Stueetagen,  i  Dagligstuen  og  den  lille  Sal.  De  ku- 
lørte Silkekjoler  med  Slæb  og  de  store  Hovedsæt, 
man  kaldte  Kapper,  med  mangefarvede  Blomster 
og  lange  flagrende  Baand,  gjorde  et  straalende  Ind- 
tryk. De  unge  Piger  var  dengang  klædt  i  sorte  eller 
kulørte  Silkestoffer,  nedringede  og  med  bare  Arme. 
Man  kendte  endnu  ikke  de  senere  fremkomne  lette 
Uld-  og  Bomuldsstoffer. 

Da  der  blev  givet  Tegn  til  at  tage  til  Bords,  blev 
Stemningen  højtidelig  og  al  Tale  standsede.  Til  alle 


36 


Tider  har  jo  Rangforordningen  spillet  en  vigtig 
Rolle  i  Selskabslivet,  især  dog  i  de  to  Yderpunkter: 
Bondestanden  og  Aristokratiet.  Mellemklasserne  har 
til  alle  Tider  forbeholdt  sig  en  mere  usnobbet  Fri- 
hed i  Valget  af  Naboskabet  ved  festlige  Lejligheder. 
I  Provinsen  tog  Amtmanden,  som  Nr.  1  paa  Stigen, 
altid  først,  og  i  dette  Tilfælde  naturligvis  Tante;  kun 
i  Dag  renoncerede  han  til  Fordel  for  min  Fader, 
der  efter  sin  første  Kones  Død  var  en  sjældnere 
Gæst  ved  denne  Fest.  Amtmanden  maatte  da  lade 
sig  nøje  med  Generalkrigskommissærens  Frue.  „De 
behøver  ikke  at  kalde  mig  andet  end  Generalinde, 
min  Mand  sætter  slet  ikke  Pris  paa  den  lange 
Titel!"  plejede  hun  at  sige.  Og  da  hun  iøvrigt  med 
yderste  Nøjagtighed  iagttog  Formerne,  f.  Ex.  naar 
hun  toges  til  Bords,  traadte  tre  Skridt  tilbage  og 
saa  to  frem,  inden  hun  tog  sin  Kavallers  Arm,  og 
da  hun  sidst  og  vel  ikke  mindst  var  en  stor  Skønhed, 
føjede  Verden  hende  og  betitlede  hende  efter  Ønske. 
Da  Spændingen  var  løst  og  enhver  havde  faaet 
sin,  satte  Toget  sig  i  Gang  op  til  den  store  Spisesal 
og  tog  sig  ud  som  et  mangefarvet  Baand,  der  sno- 
ede sig  op  ad  Trapperne.  I  Salen  tog  det  lange 
Taffel  sig  pragtfuldt  ud  med  den  høje  Sølvopsats 
i  Midten  og  de  mægtige  Vinkølere  ved  hver  Ende 
samt  Krystalbesætningerne.  De  10  å  11  Retter  Mad 
med  Tilsætning  af  7  å  8  Slags  Vine  gjorde  hurtigt 
Stemningen  livlig,  og  den  holdt  sig  under  hele  det 
lange  Maaltid.  Disse  mange  Retter  var  min  Tortur, 
og  da  Børnene  sad  ved  et  Sidebord,  undslap  jeg 
altid  og  aflagde  Visitter  i  alle  disse  Smaakamre  og 


37 


Krinkelkroge,  der  findes  paa  slige  gamle  Steder, 
og  hvor  Barnefantasien  anbringer  Skikkelser  og 
Begivenheder,  der  gør  disse  Steder  levende. 

Jeg  sørgede  dog  altid  for  at  være  tilstede,  naar 
Tantes  Skaal  blev  drukket,  hvilken  Amtmanden  i 
Følge  sin  Rang  var  selvskreven  til.  Han  sagde  altid 
de  samme  smukke  Ting  om  Tante,  der  fik  min 
Hjærtevarme  til  at  slaa  ud  i  lys  Lue  af  Glæde  over 
denne  min  elskede  Afgud.  Naar  Børnenes  Skaal  der- 
efter blev  drukken,  især  naar  „Generalen"  udbragte 
den,  var  min  Glæde  næsten  lige  saa  stor;  thi  han 
tog  gerne  mig  med  blandt  dem. 

Et  Par  Dage  efter  holdt  Pintsen  sit  Indtog  i  fuld 
Foraarspragt  med  Solskin  i  alle  de  ellers  dunkle 
Gange  i  Haven.  Jeg  vaklede  stærkt  mellem  at  lege 
i  dette  Solskin  eller  at  gaa  i  Kirke,  for  at  høre  den 
meget  omtalte  Trandberg.  Nysgerrigheden  vandt 
dog  Sejr,  og  jeg  begav  mig  ind  i  den  lille  Kirke 
med  den  store  Marmorsarkofag  over  en  af  de  tid- 
ligere Besiddere.  Den  hviler  paa  6  Hoveder  — 
hans  6  Elskeder  efter  Folkeversionen,  —  men 
han  selv,  i  pansret  Legemsstørrelse  i  Hautrelief 
midt  paa  Kirkevæggen,  tog  sig  mægtig  krigerisk 
imponerende  ud  i  de  smaa  Omgivelser. 

Trandberg  fremstillede  med  rivende  Veltalenhed 
Christendommens  første  Morgenrøde,  Helgenglorien 
om  „De  første  Christne",  Kirkens  nuværende  for- 
færdelige Tilstand,  Præsternes  Dødhed  og  Menig- 
hedernes Ligegyldighed. 

Altsaa  her,  tænkte  jeg,  da  jeg  kom  hjem  og  havde 
anbragt  mig  i  et  af  mine  mange  Skjulesteder,  er 


38 


den  egentlige  Trøst  for  alle  Sorgerne!  Mon  den 
Trøst  ogsaa  er  for  ukonfirmerede  Børn?  Den  kan 
da  umuligt  være  for  mig,  som  jo  med  mit  røde 
Haar  har  et  falskt  Sind,  som  holder  mere  af  at 
være  her  end  i  mit  eget  Hjem,  og  mere  af  at  læse 
end  strikke.  Nej,  det  var  galt  altsammen,  og  jeg 
turde  slet  ikke  tænke  mere  derpaa.  Jeg  besluttede 
dog  at  tale  med  min  næstældste  Kusine,  som  jeg 
denne  Gang  delte  Værelse  med,  og  som  af  Fami- 
lien blev  betragtet  som  den  lærde.  Hun  havde  en 
Dag  ytret,  at  Trandberg  var  den  eneste  virkelige 
Præst,  hun  havde  truffet.  Hun  maatte  nok  kunne 
klare  det  for  mig.  Med  stort  Besvær  holdt  jeg  mig 
vaagen,  til  hun  kom  op  senere  paa  Aftenen  og  gik 
saa  lige  løs  paa  Sagen: 

„Det  Trandberg  sagde,  at  vi  skulde  være  som 
de  første  Christne,  gælder  det  ogsaa  for  Ukonfir- 
merede?" 

„Men  hvorfor  dog  ikke,  Ida?" 

„Jeg  véd  det  ikke,  men  jeg  kan  ikke  forstaa,  at 
det  saadan  er  for  alle." 

„Jo,"  vedblev  hun,  „naar  Du  altid  beder  Gud 
hjælpe  Dig  at  være  rigtig  flittig,  og  aldrig  gør  dem 
Sorg  derhjemme." 

Jeg  tav;  men  ved  mig  selv  tænkte  jeg:  Ja,  jeg 
vidste  jo  nok,  det  vilde  slippe  derud!  Naar  det 
skal  passe  paa  Ukonfirmerede,  er  det  kun  for  saa- 
danne  Dydsmønstre  som  Emma  og  alle  dem,  der 
holder  af  deres  Hjem;  men  det  er  ikke  for  mig. 
Disse  Tanker  holdt  jeg  dog  ved  mig  selv,  og 
forstod  heller  ikke  at  give  alt  det  Ord,  der  rørte 


39 


sig  i  mig.  Ved  nogle  Dage  at  spekulere  over  Pro- 
blemet, udfandt  jeg,  at  ved  at  læse  hver  Dag  i 
Biblen,  som  Tranåberg  havde  sagt,  at  man  skulde, 
maatte  man  vist  kunne  lære  meget.  Naar  min  Ku- 
sine ikke  var  paa  sit  Værelse,  især  om  Aftenen, 
listede  jeg  mig  tidligt  i  Seng  og  læste  saa  i  hendes 
Bibel.  Megen  Mening  fik  jeg  ikke  ud  deraf,  heller 
ikke  fandt  jeg  denne  Læsning  saa  interessant,  som 
den,  Pastor  Christiani  havde  givet  mig  Anvisning 
paa,  men  en  vis  højtidelig  Stemning  følte  jeg  derved. 
Naar  du  bare  bliver  ved,  bliver  det  nok  engang 
med  Dig  som  med  de  første  Christne,  tænkte  jeg, 
og  da  jeg  for  det  meste  førte  igennem,  hvad  jeg 
rigtig  havde  besluttet,  søgte  jeg  det  ogsaa  i  dette 
Tilfælde.  I  Bogreolen  fandt  jeg  et  nyt  Testament, 
som  Tante  gav  mig  Lov  at  beholde,  og  jeg  følte 
mig  i  høj  Grad  betrygget  i  mit  Forehavende  ved 
denne  Ejendom  og  var  fast  overbevist  om  snart  at 
kunne  naa  mit  høje  Maal. 

Da  jeg  efter  et  længere  Ophold  blev  sendt  hjem, 
var  mit  Sind  denne  Gang  ikke  saa  nedtrykt  som 
ellers  ved  at  forlade  det  kære  Sted.  Alt  gik  ogsaa 
godt  i  nogen  Tid.  Jeg  lagde  mig  aldrig  nogen  Aften 
uden  at  læse  et  Stykke  i  Testamentet;  men  jeg 
skjulte  det  omhyggeligt,  for  at  Søstrene  ikke  skulde 
faa  fat  deri.  Imidlertid  udfandt  min  næstældste 
Søster,  at  jeg  havde  noget  at  skjule  og  har  vel 
rapporteret  det;  thi  en  Aften,  da  jeg  endnu  var  be- 
skæftiget med  min  Læsning,  overraskede  Stedmo- 
der mig: 

„Hvad  bestiller  Du  dér?" 


40 


Jeg  maatte  da  vise  Bogen. 

Et  underligt  Udtryk  af  Forundring  gik  hen  over 
hendes  Ansigt,  og  hun  gav  mig  et  haardt  Ørefigen. 

,Jeg  forbyder  Dig  at  læse  den  Bog.  Det  er  noget, 
Du  slet  ikke  forstaar." 

Men  mærkelig  nok  tog  hun  ikke  Bogen  med  sig, 
da  hun  gik,  og  jeg  gemte  den  endnu  omhygge- 
ligere end  før,  da  jeg  listede  i  Seng.  Længe  laa 
jeg  og  spekulerede  over,  hvad  de  første  Christne 
vilde  have  gjort  i  Aften.  De  taalte  jo  alt  muligt 
ondt  —  og  blev  dog  ved  at  tilbede  Christus!  Jeg 
tænkte,  at  min  Kusine  dog  maatte  have  taget  fejl; 
Christus,  som  havde  været  saa  underlig  langt  borte 
uagtet  alt,  hvad  jeg  havde  lært  og  læst  om  ham, 
var  denne  Aften  som  lige  ved,  og  jeg  var  saa  glad, 
skøndt  min  Stedmoder  og  mine  Søstre  havde  be- 
skyldt mig  for  Lumskeri!  Det,  Trandberg  havde 
sagt,  kunde  maaske  dog  alligevel  ogsaa  gælde  for 
dem,  der  ikke  var  konfirmerede. 

I  senere  Aar  har  jeg  bedre  forstaaet  min  Sted- 
moders Handlemaade  ved  denne  Lejlighed,  skøndt 
jeg  i  høj  Grad  misbilliger  den.  Først  og  fremmest 
var  hun  jo  ikke  selv  Moder,  og  det  er  sjældent 
at  finde  barnløse  Kvinder,  der  helt  ud  forstaar  de 
forskellige  Barnesind.  Den  mangeartede  Maade, 
Børn  skal  behandles  paa,  er  mange  tilbøjelige  til 
at  øve  over  én  Læst,  og  det  er  netop  den  største 
Fejl.  Hvad  mit  Forhold  til  mine  Søskende  angik, 
skete  det  samme  som  over  alt  ude  i  Naturen.  Hvad 
der  bliver  sat  ind  bagefter,  assimilerer  sig  sjældent 
med  det,  der  allerede  bestaar.  Vi  ser  det  ofte  i 


41 


Planteverdenen,  men  ufravigeligt  i  Dyreverdenen. 
Jeg  blev  adskilt  fra  Hjemmets  Jordbund  og  var  og 
blev  dem  alle  Dage  en  Fremmed.  Var  der  en  en- 
kelt imellem  dem,  der  syntes  at  betragte  mig  som 
nærmerestaaende,  forpurrede  de  andre  dette,  uden 
selv  maaske  at  vide  eller  forstaa  det.  Hele  min 
Barndom  og  Ungdom  led  jeg  under  denne  Hjem- 
løshedsfølelse,  der  for  det  unge  Hjærte  vistnok  er 
en  af  de  ulykkeligste. 

I  Aarenes  Løb  skete  der  nu  forskellige  Be- 
givenheder. Min  ældste  Søster  blev  forlovet  med 
vor  ældste  Fætter,  der  var  Stamherre  til  God- 
set.1) Min  næstældste  Kusine  var  bleven  forlovet 
med  Pastor  Trandberg. 

Begge  Forlovelser  skulde  hemmeligholdes,  min 
Søsters,  fordi  hendes  Forlovede  vilde  fuldende  sin 
Examen  før  Deklarationen.  Disse  Hemmeligheder 
var  ikke  blevne  mig  meddelte,  men  jeg  havde  dog 
paa  anden  Haand  erfaret  dem. 

Sommerferien  stod  atter  for  Døren.  Min  Fætter 
skulde  tilbringe  den  i  Hjemmet,  og  min  Søster 
naturligvis  være  sammen  med  ham.  Det  var  jo 
umuligt  at  holde  Forlovelserne  hemmelige  for  mig, 
hvis  jeg  ogsaa  kom  derud,  og  jeg  blev  derfor  af- 
skaaret  fra  at  rejse  til  mit  Paradis. 

Jeg  var  grænseløs  fortvivlet,  men  skjulte  min 
Kvide  saa  godt,  jeg  formaaede.  Min  næstældste 
Søster  var  paa  et  længere  Ophold  i  Hovedstaden, 
saa  den  Tanke  at  skulle  være  alene  med  Stedmoder 
især  afskrækkede  mig. 

i)  Margrethe  Theresia  Petrine  Malvina  Jessen,  født  1835,  blev  1860  gift  med 
Kammerherre,  Hofjægermester  Christian  Ditlev  Liittichau  til  Stamhuset  Tjele. 


42 


Dog  vendte  Forholdene  sig  helt  modsat  de  æng- 
stelige Forventninger.  Stedmoder  kunde  mindst  af 
alt  finde  sig  i  Ensomhed.  Fader  var  paa  Embeds- 
rejser,  Søstrene  paa  hver  sin  Kant  af  Landet  og 
Byen  temmelig  folketom  paa  Grund  af  Ferien.  Jeg 
var  da  hendes  eneste  Adspredelse,  og  hun  indlod 
sig  derfor  med  mig  som  aldrig  før.  En  Smule  Ven- 
lighed lukkede  snart  op  for  min  af  Naturen  aabne 
Karakter.  Det  var  med  en  grænseløs  Forbavselse, 
hun  opdagede,  hvad  denne,  hendes  daglige  An- 
stødssten sad  inde  med.  „Ida  er  egentlig  ikke  noget 
Barn  mere,  og  det  er  underligt,  at  hendes  to  Søstre 
altid  søger  at  holde  hende  nede",  skrev  hun  til  et 
af  Familiens  Medlemmer.  At  hun  selv  havde  lige- 
saa  stor  Part  i  den  Mur,  der  gennem  Aarene  var 
bleven  bygget  mellem  Barnet  og  Hjemmet,  forstod 
hun  ikke,  eller  vilde  ikke  tilstaa  det  for  sig  selv. 
Hun,  der  var  meget  belæst  og  kundskabsrig  paa  næ- 
sten alle  Omraader,  valgte  en  Del  god  Lekture,  især 
fra  Revolutionstiden,  som  Pastor  Christiani  ogsaa 
havde  anvist  mig,  saa  jeg  var  temmelig  inde  i 
Emnerne.  Jeg  holdt  meget  af  at  læse  højt,  saa  det 
var  ikke  lidt,  vi  fik  læst,  og  inden  vi  vidste  et 
Ord  deraf,  var  Ferien  forbi,  og  jeg  havde  følt  mig 
helt  tilfreds,  blandt  andet  fordi  Stedmoder  slet  ikke 
sonderede  noget  angaaende  min  Læsning  om  Aft- 
nen. Jeg  fortsatte  derfor  denne  mere  uforstyrret  og 
mere  indgaaende  end  ellers.  Og  saa  fik  jeg  nogle 
Anvisninger  paa  Hjælpekilder  gennem  Pastor  Le- 
vinsen ved  Trinitatis  Kirke1),  der  var  paa  Besøg 

*)  Pastor  Carsten  Levinsen  (1812—73)  var  res.  Kapellan  til  Trinitatis  Kirke 
i  Kbhvn. 


43 


hos  Slægtninge  i  Randers,  og  gav  mig  et  godt  Skub 
fremad. 

Den  sidste  Aften  i  Ferien,  før  mine  Søskendes 
Hjemkomst,  forsøgte  min  Stedmoder  at  udtale  sig 
med  mig  og  at  faa  mit  Syn  paa  hende  forandret. 
Helt  forstaaelig  blev  denne  Samtale  mig  ikke.  At 
en  Stedmoder  havde  ondt  ved  ikke  at  omfatte  alle 
sine  Stedbørn  med  samme  Kærlighed,  som  en  rigtig 
Moder,  gik  dengang  over  min  barnlige  Horizont. 
Hvorfor  ikke  have  samme  Tiltro  til  den  yngste 
som  til  den  ældste? 

Fuldt  saa  forrykket,  som  før  denne  Ferie,  blev 
Forholdet  mellem  hende  og  mig  aldrig  senere;  men 
Hjemløshedsfølelsen  tabte  jeg  ikke,  lige  til  den 
sidste  Dag,  jeg  var  i  dette  Hjem. 


Nu  nærmede  Konfirmationstiden  sig.  Jeg  var 
meget  spændt  paa,  hvem  af  de  to  Præster  i  Byen 
jeg  skulde  gaa  hos.  Sognepræsten  var  Familiens 
Omgangsven;  men  jeg  foretrak  Pastor  Kruse,  resi- 
derende Kapellan  og  ansat  ved  Byens  Hospital1). 
Jeg  var  meget  taknemmelig  over,  at  man  føjede  mig 
i  dette  Ønske. 

Lige  siden  jeg  efter  hin  Pintsepræken  af  Trand- 
berg  var  begyndt  at  slaas  med  religiøse  Problemer 
og  havde  sat  „De  første  Christne"  som  mit  Maal, 
havde  jeg  regelmæssig  hver  Søndag  hørt  Pastor 
Kruse  i  Hospitalskirken.  Hans  stærke  Fremhæven 
af  Budene  voldte  mig  mange  Bryderier,  f.  Ex.  disse 

i)  Nicolai  Eeg  Kruse  (1797-1868)  res.  Kapellan  ved  St.  Mortens  Kirke  i 
Randers. 


44 


stærke  Advarsler  mod  at  stjæle!  Jeg  følte  mig  vir- 
kelig aldeles  ikke  fristet  til  at  stjæle,  og  andre  gjorde 
det  dog  vel  heller  ikke.  Og  saa  Forklaringen  over 
„dagligt  Brød"!  Dertil  hørte  altsaa  „fromt  Tyende". 
Hvorledes  mon  det  egentlig  saa  ud?  Hjemme  skænd- 
tes altid  Bedstemoders  Kammerjomfru  og  de  to 
Piger.  Kokkepigen  Kirsten  holdt  jeg  forfærdelig 
meget  af.  Hun  læste  altid,  naar  hun  lavede  Mad, 
og  medens  hun  rørte  i  Gryderne;  det  var  dog  saa 
dygtige  og  saa  var  hun  saa  sød  mod  os,  stak  altid 
Pandekager  til  os  og  til  nogle  Latinere,  der  havde 
Værelse  paa  Værtens  Kvist,  og  var  vore  daglige 
Legekammerater.  Men  det  kunde  jo  maaske  være, 
at  Pastor  Kruse  vilde  synes,  at  vi  stjal  de  Pande- 
kager? Dog  ønskede  jeg  inderligt,  at  han  saadan 
rigtigt  vilde  tale  om,  hvordan  man  helt  igennem 
skulde  bære  sig  ad,  thi  jeg  blev  stedse  ængsteligere 
og  mere  tvivlraadig,  efterhaanden  som  Konfirma- 
tionsdagen  nærmede  sig.  Jeg  havde  rigtignok  ikke 
tænkt  mig  det  i  den  Grad  svært  at  blive  som  „de 
første  Christne".  Nu  havde  jeg  læst  og  læst  i  flere 
Aar  og  var  lige  vidt.  Jeg  maatte  jo  næsten  ikke 
gøre  en  eneste  Ting  af  det  der  blev  fordret.  Man 
maatte  ikke  betragte  noget  som  sit  „eget",  stod  der. 
Naa,  jeg  gav  en  af  mine  gamle  Kjoler  til  en  lille 
Pige,  der  tiggede  om  Klæder;  men  saa  skændte 
min  Stedmoder  paa  mig  og  sagde,  at  det  ikke  var 
min  Kjole,  og  at  jeg  overhovedet  ikke  havde  noget, 
der  var  var  min  Ejendom!  Til  min  Fødselsdag 
havde  Fader  foræret  mig  2  Rigsdaler.  De  er  da 
mine  egne,  tænkte  jeg,  og  gav   dem   næste  For- 


45 


middag  inden  Præstetimen  til  en  af  Konfirmanderne, 
som  jeg  vidste  var  meget  fattig.  Hun  stod  med  Tøjet 
paa  for  ligeledes  at  gaa  til  Timen.  Jeg  var  bange 
for,  at  hun  skulde  føle  sig  saaret,  hvis  jeg  gik  i 
Forvejen,  og  foreslog  derfor  at  følges  med  hende. 
Paa  Vejen  mødte  vi  Amtmandinden,  der  gik  hjem 
og  fortalte  min  Stedmoder,  i  hvilket  Selskab  hun 
havde  truffet  mig,  og  atter  fik  jeg  Skænd  og  strengt 
Forbud  mod  at  følges  med  nogen,  vi  ikke  kendte. 
Hvad  var  nu  Meningen  med  det  altsammen?  Man 
maatte  jo  alligevel  ikke  gøre  noget  af  alt  det,  der 
stod,  man  skulde  gøre.  De  andre  gjorde  jo  heller 
ikke,  hvad  der  stod  i  Testamentet!  Hvorfor  er  jeg 
da  saa  slem  og  de  andre  saa  gode? 

Næste  Søndag  skulde  jeg  love,  at  jeg  vilde  tro 
paa  Gud  og  Christus;  men  dem  tvivlede  jeg  jo  slet 
ikke  om.  Og  hvad  kom  det  egentlig  andre  Menne- 
sker ved?  De  kunde  jo  dog  ikke  se,  hvad  man  in- 
derst inde  troede  eller  ikke  troede,  og  der  var  jo  saa 
mange,  der  skiftede  om.  Jeg  var  vis  paa,  at  der  var 
noget,  jeg  skulde  svare  paa,  som  jeg  ikke  forstod! 

Min  Stedmoder,  der  vel  følte,  at  jeg  ved  denne 
Lejlighed,  som  saa  ofte  før,  gik  om  i  en  Verden 
for  mig  selv,  som  de  andre  hverken  ænsede  eller 
skøttede  om  at  kende,  og  hun  selv  manglede  Nøglen 
til,  gik  om  Aftnen  før  Konfirmationsdagen  ind  til 
mig  i  Gæstekamret,  hvor  jeg  i  denne  Tid  for  det 
meste  tyede  ind,  for  at  være  ene. 

„Jeg  kommer  til  Dig,  lille  Ida,  for  at  give  Dig  et 
Minde  om  Din  afdøde  Moder,"  og  hun  tog  en  Guld- 
ring frem.   „Den   fik  Din  Moder  paa  sin  Konfir- 


46 


mationsdag,  og  nu  skal  du  have  den  paa  Din,  og,a 
tilføjede  hun,  „Du  skal  ikke  altid  se  den  mørke 
Side  af  Livet,  der  er  nok  gemt  megen  Lykke  for  Dig!" 

Dette  betog  mig  i  den  Grad,  at  jeg  næsten  ikke  kun- 
de fremføre  nogen  Tak.  Min  egen  Moder  blev  næsten 
aldrig  nævnet,  og  ofte  havde  jeg  spurgt  mig  selv  hvor- 
for, men  ikke  turdet  spørge.  Nærmest  troede  jeg, 
at  min  Stedmoder  ikke  taalte  det.  Nu  havde  hun 
dog  selv  givet  mig  en  Ting,  der  havde  tilhørt  min 
Moder,  og  som  denne  formodentlig  havde  baaret 
altid.  Det  var  smukt  af  min  Stedmoder  netop  nu 
at  give  mig  den!  Det  vilde  jeg  aldrig  glemme! 
Med  min  Skat  trykket  op  til  mig,  saa  tryg  i  Sindet, 
som  ikke  i  lange  Tider,  lagde  jeg  mig  til  Hvile 
den  sidste  Aften,  før  Skellet  blev  trukket  mellem 
Barndom  og  Ungdom. 

Da  Konfirmationen  var  overstaaet  med  Tilbehør 
af  Visitter  og  Genvisitter  hos  Byens  Honoratiores, 
blev  det  bestemt,  at  jeg  skulde  til  Tante.  De  to 
Søstre  var  begge  sendte  til  Hovedstaden,  nærmest 
for  at  være  sammen  med  vor  afdøde  Moders  Fa- 
milie; men  da  jeg  blev  anset  for  at  være  for 
umoden  til  denne  Udflugt,  maatte  jeg  som  Erstat- 
ning blive  derude,  saalænge  jeg  vilde. 

Gennem  et  Par  Aar  havde  jeg,  for  mig  selv, 
beredt  mig  til  det  forventede  Hovedstadsophold, 
som  jeg  havde  forestillet  mig  som  noget  i  Smag 
med  at  komme  til  det  gamle  Athen.  Særlig  havde 
jeg  lagt  mig  efter  Mythologi  og  Fransk;  det  første 
for  Museernes  og  Digternes  Skyld,  hvilke  sidste 
jeg  troede  altid  bevægede  sig  i  en  højere  Sfære 


47 


end  almindelige  Dødelige.  Det  andet  mente  jeg, 
man  altid  betjente  sig  af  i  Selskabet,  —  og  staa 
saadan  rent  uforstaaende  overfor  alle  vilde  dog 
være  for  flovt.  Disse  Studier  var  nu  overflødige. 
Jeg  forvandt  dog  temmelig  hurtigt  Skuffelsen  over 
mine  bristede  Forventninger  ved  Tanken  om  mit 
Paradis,  hvor  jeg  nu  kunde  dvæle,  saalænge  jeg 
vilde,  uden  at  have  den  truende  Skole  bag  alle 
Dagens  Glæder.  Med  Stolthed  pakkede  jeg  de  nye 
lange  Kjoler  sammen  tilligemed  alle  de  smaa  røde 
Æsker,  Skrivemapper  etc.  fra  Konfirmationsdagen. 


UNGDOM 


Solen  blev  netop  ringet  ned  og  Folkene  gik  til 
deres  Nadver,  da  Vognen  drejede  ind  ved  Avls- 
gaardene.  Ved  Svinget  gennem  Porten  til  Borg- 
gaarden  saa  jeg  strax,  at  min  Tante  ikke  stod  paa 
Trappen  som  ellers.  Hun  var  i  Besøg,  de  to  ældste 
Kusiner  var  gaaet  Tur,  og  kun  den  yngste  var  til- 
stede. Vi  havde  aldrig  ret  harmoneret,  men  hun 
hørte  til  Paradiset,  og  andre  Fuldkommenheder 
behøvedes  ikke.  Men  Situationen  forekom  mig 
fremmed  og  forandret,  jeg  kunde  ikke  forklare  mig 
Grunden.  Min  Umiddelbarhed  bragte  mig  dog 
hurtigt  over  alle  Grublerier. 

Min  ældste  Fætter  havde  nu  bosat  sig  paa  Godset 
efter  endte  Studier  og  skulde  i  Løbet  af  Sommeren 
holde  Bryllup  med  min  Søster.  Jeg  tilbragte  den 
første  Tid  af  den  dejlige  Forsommer  med  at  tage 
alle  de  gamle  Steder  og  gamle  Venner  i  Besid- 
delse, og  jeg  saa  kun  lidt  til,  hvad  der  foregik 
om  mig. 

En  Dag  var  hele  Familien  budt  i  Middagsselskab 
hos  min  ældste  Kusine,  der  var  gift  paa  et  Nabo- 
gods, og  jeg  var  naturligvis  henrykt  over  at  faa 
Lejlighed  til  at  iføre  mig  min  fineste  nye  Kjole. 
For  første  Gang  havde  jeg  Blomster  i  Haaret,  og 


49 


jeg  var  saa  glad  som  unge  Piger  er,  naar  de  første 
Gang  skal  debutere  som  Voxne. 

Selskabet  var  det  samme,  som  i  Aarenes  Løb 
havde  samlet  sig  hos  min  Tante,  saa  langt  tilbage 
jeg  kunde  huske.  Alle  kom  mig  i  Møde  med  stor 
Venlighed  og  lykønskede  mig  til  min  Konfirmation. 
Flere  underholdt  sig  længe  med  mig,  og  under- 
tiden bemærkede  jeg  nogle  forundrede  Miner;  ja 
en  Herre  af  Familiens  ældste  Bekendte  stirrede  saa 
vedholdende  paa  mig,  at  jeg  blev  forlegen  derved  og 
tænkte,  at  det  maaske  var  ubeskedent  at  tale  saa 
længe  og  saa  ligefremt  med  de  ældre.  Jeg  søgte  at 
fjerne  mig  og  at  skynde  mig  over  til  Kabinettet, 
hvorfra  de  Unges  Latter  og  Tale  lød.  I  Forbigaaende 
hørte  jeg  imidlertid  min  Kusine  sige  til  min  Tante: 
„Husk,  at  de  skrev,  at  vi  maatte  passe  paa,  at  Ida 
ikke  drog  Opmærksomheden  for  stærkt  hen  paa 
sig."  Det  var  godt,  tænkte  jeg,  at  jeg  skyndte  mig 
bort  fra  de  Gamle. 

Næppe  havde  jeg  siddet  et  Øjeblik  hos  de  Unge, 
før  min  Kusine  sagde  til  mig:  „Inde  i  Spisestuen 
sidder  Baronen,  der  har  været  sindssyg.  Han 
er  bleven  saa  sky  paa  Oringe,  at  han  ikke  vil 
være  hos  os  andre.  Du  er  saa  munter,  kan  Du 
ikke  gaa  ind  og  live  ham  lidt  op?"  Jeg  gik  nødig 
bort  fra  de.  andre  Unge,  som  jeg  havde  glædet 
mig  til  at  være  sammen  med.  Den  stakkels  Baron 
stod  alene  i  Stuen.  Han  saa  saa  forknyt  ud  og 
skulede  saa  underligt,  at  jeg  blev  helt  ængstelig. 
Jeg  følte,  at  det  maatte  være  sørgeligt  for  ham,  især 
at  alle  vidste,  at  han  havde  været  paa  et  Gale- 


50 


hospital.  I  det  samme  slog  han  Øjnene  op,  og  jeg 
mødte  et  saa  usigelig  fortvivlet  Blik,  at  jeg  blev 
greben  af  den  inderligste  Medlidenhed.  Jeg  nær- 
mede mig  ham  ganske  sagte  med  bankende  Hjærte 
og  vidste  ikke,  hvad  jeg  skulde  sige  til  ham,  og  i 
min  barnlige  Ubehjælpsomhed  sagde  jeg:  „Var  der 
rædsomt  paa  Oringe?" 

Han  vendte  sig  imod  mig  med  et  rasende  Blik, 
og  i  min  Rædsel  gjorde  jeg  det  værste,  jeg  kunde. 
Jeg  løb.  Jeg  styrtede  ud  ad  Døren,  ned  i  Haven 
og  videre  af  Sted  over  i  Skoven,  hvor  jeg  græ- 
dende og  skælvende  skjulte  mig  bag  nogle  Buske. 
I  det  samme  kom  en  stor  Del  af  Selskabet  gaa- 
ende  langs  ad  Skovstien,  de  Unge  forrest,  leende 
og  løbende  imellem  hverandre.  Tilsidst  kom  min 
Tante  gaaende  med  den  Herre,  der  før  havde 
stirret  saa  vist  paa  mig.  Jeg  vilde  netop  løbe  hen 
til  dem,  da  han  nævnede  mit  Navn: 

„Den  unge  Frøken  Jessen  har  udviklet  sig  enorme 
og  tegner  til  at  blive  smuk." 

„For  Himlens  Skyld,a  svarede  min  Tante,  „lad 
hende  ikke  høre  derom.  Jeg  finder  heller  ikke, 
hun  er  det.  Baronen  maa  ikke  skænke  hende  nogen 
Opmærksomhed.  I  Familien  er  vi  meget  ængstelige 
for  at  hun  drager  Opmærksomheden  altfor  meget 

til  sig a.  Hendes  øvrige  Ord  tabte  sig,  da  de 

fjernede  sig  i  Skoven. 

Jeg  stod  som  en  Død.  De  Ord,  jeg  havde  hørt, 
gjorde  et  stærkt  Indtryk  paa  mig.  Mine  Tanker 
jagede  frem  og  tilbage.  Mon  min  Tante  skubber 
mig  tilside  ligesom  de  derhjemme?   Mon  jeg  er 


51 


smuk,  jeg,  som  de  derhjemme  driller  med  mit  Ud- 
seende? 

Min  Fader  var  netop  hjemme  paa  den  Tid,  og 
jeg  fortrød  nu,  at  jeg  ikke  havde  ventet  med  at 
tage  herud  til  han  rejste  igen.  Jeg  listede  stille  til- 
bage til  Gaarden,  hvor  Børnene  fik  Øje  paa  mig 
og  kaldte  og  raabte,  —  de  idetmindste  var  altid 
glade  ved  mig.  Ved  Hjemkørslen  om  Aftenen  skub- 
bede jeg  mig  ind  i  et  Hjørne  af  Vognen  og  græd. 
Da  vi  kom  op  i  Stuen,  sagde  min  Tante  i  en  un- 
derlig uvenlig  Tone:  „Det  er  en  meget  fin  Kjole, 
Du  har  paa,  hvor  har  Du  den  fra?"  —  „Hvorfra? 
naturligvis  hjemmefra."  —  „Den  er  altfor  voxent 
syet  til  Ida,a  tilføjede  min  yngste  Kusine,  „det  ser 
latterligt  ud  at  putte  saadan  en  Prop  i  den  Dragt." 
—  Alle  saarede  mig,  med  og  mod  deres  Villie. 

Næste  Morgen  havde  jeg  den  Følelse,  at  der  var 
hændet  mig  noget  sørgeligt,  og  at  der  var  noget  lige- 
som ved  at  glide  fra  mig.  Men  jeg  kunde  ikke  se  klart, 
og  jeg  besluttede  at  være  lige  saa  glad  som  ellers, 
men  at  holde  mig  mere  tilbage  og  at  gaa  ned  i 
Lunden,  indtil  de  fremmede  Gæster,  som  havde 
overnattet,  var  rejste. 

Jeg  tog  en  af  Carl  Bernhards  Noveller,  fandt 
snart  et  Skjulested  og  fordybede  mig  i  Fortællingen. 
Da  læste  jeg  et  Vers,  som  netop  i  Øjeblikket  gjorde 
et  overordentlig  stærkt  Indtryk  paa  mig: 

Mosgroede  Tag,  landlige  Bo, 
Arne  for  Fred,  for  Haab  og  for  Tro, 
Venlige  Genier  stedse  dig  skærme, 
Kummer  ej  nærme  sig  kærlige  Hjem 


52 


Det  betog  mig  ved  sin  simple  landlige  Inder- 
lighed; Kærligheden  til  Landet  og  til  dette  Fristed, 
hvor  jeg  altid  havde  følt  mig  saa  lykkelig,  gjorde 
min  Beslutning  stærkere  om  fremdeles  at  være  glad 
og  fornøjet  som  altid  herude. 

Jeg  mere  løb  end  gik  hjemad  for  at  indhente  den 
Glæde,  som  jeg  ubevidst  efter  Tantes  Udtalelser 
om  mig  den  foregaaende  Aften  frygtede  for  at  miste. 
De  Fremmede  var  rejste.  Min  Tante  og  en  af  Ku- 
sinerne stod  i  Havestuen.  Tante  talte  saa  hæftigt 
og  saa  saa  vred  ud,  saa  jeg  ikke  kendte  hendes 
Ansigt  igen.  Jeg  havde  aldrig  set  disse  for  mig  saa 
usigelig  kære  Træk  saaledes.  De  havde  hele  min 
Barndom  igennem  i  min  Fantasi  lyst  for  mig  fra  dette 
Paradis,  som  Barnehjertet  havde  klamret  sig  til. 

„Aa  Tante,  sig  ikke  mere!"  raabte  jeg  og  styr- 
tede ud  af  Stuen  og  op  paa  mit  Værelse,  hvor  jeg 
brast  i  en  endeløs  Graad.  Det  gik  da  først  op  for 
mig,  at  min  Tante  maaske  slet  ikke  var  anderledes 
end  alle  andre  Mennesker,  at  der  maaske  ogsaa  var 
Ufred  i  Paradiset  som  alle  andre  Steder.  Idealet 
var  bristet.  I  flere  Dage  var  jeg  syg  og  led  af  vold- 
som Hovedpine,  og  da  jeg  kom  op,  greb  jeg  mig 
i  at  sige:  Gid  jeg  var  hjemme  i  Randers  igen! 

Nede  i  Stuen  laa  der  Brev  til  mig  hjemmefra, 
hvori  de  bad  mig  komme,  da  der  var  saa  meget  at 
hjælpe  med  i  Anledning  af  det  forestaaende  Bryllup. 

Senere  i  Livet  indsaa  jeg,  at  det  virkelig  var 
Menneske-Idealet,  der  var  bristet  for  mig  i  det  om- 
talte Øjeblik;  det  Barndoms-Ideal,  som  min  Fan- 
tasi havde  formet  saa  skønt  og  saa  fejlfrit,  var  ved 


53 


smaa  nøgne  dagligdags  Begivenheder  forstyrret  og 
ødelagt  for  altid.  Men  saa  er  det,  at  vi  Mennesker 
græder  og  lider  Smerte. 

Nogle  Dage  efter  gik  der  Vogn  til  Randers,  der 
tog  mig  med  sig.  Paa  Køreturen  tænkte  jeg  paa 
hin  Dag,  da  jeg  havde  følt  mig  saa  skuffet  af  Vor- 
herre, der  ikke  havde  opfyldt  min  barnagtige  Bøn 
om  at  sende  en  Tyfusepidemi  over  Randers,  for  at 
jeg  kunde  blive  i  mit  Paradis.  Men  underlig  nok,  nu 
da  jeg  næsten  mig  selv  uafvidende  ønskede  at  for- 
lade det,  laa  Brevet  strax  tilrede  og  kaldte  paa  mig. 
Nu  syntes  jeg  ikke  mere  at  have  et  Sted,  hvor  jeg 
ønskede  at  være.  Det  gjorde  saa  forfærdelig  ondt 
at  tænke  paa,  at  jeg  gerne  vilde  bort  fra  det  Sted, 
som  jeg  altid  havde  følt  som  mit  egentlige  Hjem.  — 


Besøget  i  Hovedstaden  skulde  endelig  gaa  for  sig. 

Min  Stedmoder  foretog  sit  traditionelle  aarlige 
Besøg  dertil  og  tillod  mig  at  følge  med.  En  Efter- 
middag i  Juli  Maaned  gik  vi  ombord  i  det  lille 
Dampskib,  der  inden  Jærnbanerne  blev  bygget 
dannede  Forbindelsen  mellem  Randers  og  Kjø- 
benhavn. 

Dampbaaden  var  allerede  overfyldt  af  Passagerer, 
da  vi  kom,  og  der  var  ingen  Plads  i  det  lille  Af- 
lukke, der  dannede  den  egentlige  Damekahyt;  men 
da  Verden  ikke  dengang  tog  det  saa  nøje  med 
Komfort  paa  Rejser  som  nu,  havde  man,  for  at 
Velanstændigheden  skulde  ske  Fyldest,  trukket  et 
Gardin  tværs  over  Herrekahytten,  bag  hvilket  de 


54 


overtallige  Damer  maatte  indrette  sig  som  de  for- 
maaede.  Min  Stedmoder  saa  med  Gru  paa  Situatio- 
nen, og  da  alle  jo  kender  hinanden  i  de  smaa  Provins- 
byer, kendte  alle  ogsaa  hendes  ret  store  Fordringer 
til  Livet.  En  af  de  Damer,  der  havde  været  paa 
Færde  itide,  tilbød  hende  elskværdigt  at  bytte  med 
sig,  saa  at  hun  kom  ind  i  den  rigtige  Afdeling,  men 
jeg,  som  den  unge,  maatte  naturligt  ind  i  Herre- 
kahytten, hvilket  forresten  var  mig  uden  Forskel. 

Sejladsen  gennem  den  snævre  Fjord  var  aldeles 
yndig  i  den  skønne  Sommeraften.  Engene  laa  i 
hele  deres  flade,  frugtbare  Udstrækning  med  Herre- 
gaarde og  Bøndergaarde,  der  syntes  mig  at  dale 
op  og  ned  i  det  dugvaade  Græs  ved  Baadens  gyn- 
gende Bevægelse,  og  Sivene  nejede  og  rejste  sig 
paa  begge  Sider  af  Baaden  ved  Hjulets  Omdrej- 
ninger. Jeg  var  henrykt.  Den  længselsfuldt  ønskede 
Rejse  var  jo  nu  Virkelighed.  En  anelsesfuld  Ung- 
domsfølelse  greb  mig,  det  var  som  om  Verden  nu 
stod  mig  aaben,  og  jeg  kun  behøvede  at  strække 
Haanden  ud  for  at  faa  den  fyldt. 

Flere  af  Byens  Borgere,  der  ogsaa  var  med 
Baaden,  nød  ret  min  ungdommelige  Glæde  og  kap- 
pedes om  at  gøre  mig  opmærksom  paa  og  forklare 
mig  de  forskellige  Punkter,  vi  passerede,  hvad  de 
hed  og  hvem  de  tilhørte  osv.  Jeg  fik  heller  ikke 
Lov  at  slippe  ned  i  Kahytten,  før  Baaden  duvede 
i  Kattegattets  store  Bølger,  og  jeg  maatte  love  at 
komme  op  paa  Dækket  igen  ved  Daggry  for  at  se 
Indsejlingen  i  Øresund. 

Min  Stedmoder  var  aldeles  forbavset  over  den 


55 


megen  Opmærksomhed,  disseHerrer  viste  mig.  Med- 
lemmerne af  min  Familie  blev  ellers  altid  behandlede 
med  en  vis  sky  Tilbageholdenhed,  naar  de  netop 
ikke  hørte  til  vor  Omgang,  hvortil  min  Faders 
tavse  Væsen  vel  for  en  Del  bidrog.  Det  var  sent, 
da  jeg  slap  ned,  og  jeg  blev  forbavset  over  at  se 
Damerne  iføre  sig  et  fuldstændigt  Nattoilette,  idelig 
udsatte  for,  at  Opvarterne  trak  det  beskyttende 
Værn  mellem  Herrerne  og  os  tilside,  naar  de  be- 
tjente disse  med  Drikkevarer,  medens  de  spillede 
Kort.  Ved  den  monotone  Lyd  af  Grand,  Pas  og 
Kortenes  Raslen,  gyngedes  jeg  hurtigt  i  Søvn  i  den 
lille  Krog,  som  Damerne  havde  levnet  mig.  Jeg 
vaagnede  kun  én  Gang  ved  at  en  Opvarter  raabte: 
„Frøken  Jessen,  er  De  vaagen?"  „Gud,  forliser  vi," 
svarede  jeg.  „Nej,  men  jeg  skulde  gerne  have  de 
halve  Bajere,  Frøknen  ligger  paa."  Ud  maatte  jeg 
saa,  men  kom  til  at  le  saaledes,  at  jeg  maatte  putte 
noget  i  Munden  for  ikke  at  høres.  Paa  Grund  af 
Pladsmangel  var  der  lagt  en  Madras  over  et  Par 
Ølkasser. 

Spændingen  efter  at  se  Indsejlingen  i  Sundet 
hjalp  mig  til  at  vaagne  henad  Morgenstunden,  og 
det  første  Dagskær  faldt  netop  ind  gennem  Koøjet, 
da  jeg  stod  op.  Ude  paa  Trappen  mødtes  jeg  alle- 
rede med  en  af  mine  Venner  fra  Gaarsaftnen,  og 
de  andre  fulgte  snart  efter.  Det  storslaaede  Syn, 
der  faar  ethvert  dansk  Hjærte  til  at  banke  af  Fryd, 
fik  jeg  da  her  første  Gang  at  se.  En  rød  Stribe  i 
Horizonten  førte  Daggryet  som  et  svagt  Brus  hen 
over  Vandet.  En  let  Dis  fra  Nattetaagen,  som  Solen 


56 


endnu  ikke  havde  fordrevet,  omsvævede  Hundre- 
der af  Fartøjer,  saa  det  saa  ud,  som  de  sejlede  i  to 
Vande,  medens  Morgenrøden  stærkere  og  stærkere 
farvede  Sverigs  brogede  Stenkyst  og  Kronborgs 
rolige  Majestæt.  Vi  var  alle  betagne  af  denne  Pragt, 
og  flere  af  Herrerne  havde  dog  set  det  ofte;  men 
de  sagde,  at  Synet  var  dem  hver  Gang  nyt. 

Der  blev  bestilt  Morgenkaffe  op  paa  Dækket,  og 
Stemningen  blev  alt  højere,  eftersom  Solen  strøede 
sit  Guld  paa  Omgivelserne.  En  af  Herrerne  bestilte 
endog  en  Flaske  Vin,  trods  den  tidlige  Morgen- 
stund, for  at  drikke  min  Skaal  paa  en  lykkelig  Rejse. 

De  andre  Passagerer  begyndte  nu  at  komme  paa 
Dækket.  Nogle  af  Damerne  udtalte  deres  Beun- 
dring over  mit  Mod  ved  saaledes  at  fjerne  mig  fra 
kvindeligt  Omraade.  En  af  Herrerne  svarede  dem 
imidlertid  orakelmæssigt:  „En  er  modigst  omAftenen, 
en  anden  om  Morgenen.  Frøken  Jessen  sværger  nu 
til  Lysalferne  og  er  ikke  i  dette  sit  Valg  sket  nogen 
Overlast!"  Mine  Tanker  foer  uvilkaarligt  til  Da- 
mernes frygtløse  Negligée  igaaraftes,  bag  det  for- 
ræderske Gardin. 

„Gud  velsigne  Dem  for  Deres  Naturlighed,  lille 
Frøken  Jessen,"  sagde  han  saa  til  mig,  „gid  De 
maa  faa  en  rigtig  fornøjelig  Rejse,"  og  Glassene 
blev  atter  tømte  til  min  Ære. 

Aldeles  ør  i  Hovedet  af  den  uvante  Støj  og  Trafik 
paa  Toldboden  kom  vi  fraborde  og  kørte  lige  hen 
til  Faders  to  Søstre,  der  boede  i  Larslejstræde  sam- 
men med  min  ældste  Broder  og  en  gammel  Dame. 
Tanterne  nød  en  Livsunderstøttelse  fra  det,  der  i 


57 


sin  Tid  blev  kaldt  Kongens  Chatolkasse,  paa  Grund 
af  min  Bedstefaders  Fortjenester  af  Fædrelandet.1) 

Deres  Dagligstue,  der  ogsaa  var  Spisestue,  med 
de  mange  gamle  Familieportrætter,  havde  en  Karnap 
af  den  rigtig  gammeldags  Slags,  der  hørte  med  til 
Værelset,  og  ikke  som  den  nyere  Tids  Karnapper, 
der  synes  forundrede  over  ligesom  ikke  at  høre 
med  til  Huset,  hverken  indenfor  eller  udenfor;  og 
i  Sofaen  og  ved  Bordet  i  denne  Karnap  havde 
Tanterne  Dagen  igennem  Pladsen  besat  af  deres 
mangfoldige  Venner  af  alle  Samfundsklasser.  Den 
yngste  af  Søstrene  tog  sig  mest  af  Huset  og  for- 
kælede paa  alle  tænkelige  Maader  alle  dem,  der 
kom  i  Berøring  med  dem.  Den  ældste  var  derimod 
ude  saalænge  Solen  var  oppe,  for  at  hjælpe  alle 
stakkels  Mennesker,  især  Mandfolk,  med  at  komme 
i  Stillinger,  og  især  at  skaffe  unge  Mennesker  i  Vej. 
Hun  forbavsede  mig  altid  ved  sin  store  Medliden- 
hed med  „Manden"  i  Almindelighed  som  Mand 
betragtet  og  sin  Mistro  til  hans  Evner  i  Særdeles- 
hed. „Enlige  Kvinder,"  ytrede  hun,  „er  græsselig 
kedsommelige,  men  enlige  Mandfolk  er  de  ynke- 
ligste Skabninger  paa  Jorden." 

Da  Kommunehospitalet  var  opført,  var  hun  ude 
for  at  bese  det,  men  erklærede  sig  yderst  mis- 
fornøjet. „Du  kan  jo  tænke  Dig  til  det  heler  det  er 
jo  Mandfolk,  der  har  lavet  det."  Men  hun  svigtede 
dog  sit  Køn,  da  der  første  Gang  blev  slaaet  til  Lyd 
for  dets  sociale  Stilling.  „Værre  Pjank  har  jeg  aldrig 

i)  Kontreadmiral  C.  V.  Jessens  Døtre:  Sophie  Jessen  (1804—1872)  og  Petrine 
Caroline  Jessen  (1807—1878). 


58 


hørt!"  sagde  hun,  da  Kampen  for  Kvindens  større 
Selvstændighed  tog  Fart. 

Et  lille  trekantet  Værelse,  det  hvideste  og  pro- 
preste jeg  har  set,  var  deres  Hvilested,  hvor  de 
henad  Midnat  lagde  sig  til  Ro  for  næste  Morgen 
ved  Daggry  at  begynde  deres  Kærlighedsliv  paany. 
Intet  var  fornøjeligere  end  at  være  deres  Gæst. 
Da  jeg  senere  besøgte  dem,  erfarede  jeg,  hvor 
uudtømmelige  de  var  i  at  udfinde  Glæder  for  deres 
Broderbørn,  som  de  rige  Slægtninge  ikke  ofrede 
en  Tanke;  smaa  og' store  Skovture,  Besøg  i  The- 
atrene  og  meget  andet  blev  arrangeret  og  nydt  med 
Spøg  og  Munterhed. 

Jeg  følte  mig  en  Dag  meget  smigret,  da  min 
ældste  Broder1)  tilbød  mig  en  Spadseretur  for  at 
lære  mig  lidt  af  Byens  Mærkværdigheder  at  kende. 
Vi  begyndte  paa  de  uforglemmelige  gamle  Volde, 
der  virkede  paa  mit  romantiske  Gemyt,  som  en 
Tændstik  i  en  Krudttønde.  Den  dæmpede  Belys- 
ning gennem  de  skønne  gamle  og  ærværdige  Træer 
anslog  strax  Stemningen.  Træer  er  i  det  hele  taget 
den  Naturskabning,  der  gør  det  stærkeste  Indtryk 
af  ligesom  at  besidde  en  Viden  og  Erfaring  fra 
deres  hundredaarige  Tilværelser,  og  som  de  synes 
at  ønske  at  meddele  de  dumme  Menneskebørn 
gennem  deres  stille  Hvisken  eller  stærke  Susen; 
men  hvad  forstaar  vi  deraf? 

Paa  den  ene  Side,  nedenfor  Voldskrænterne,  laa 
Gravene,  dækkende  over  deres  smaa  Hemmelig- 
heder med  Buskads,  Græs  og  Siv,  hvor  imellem 

i)  Den  bekendte  Filolog  og  Sprogmand,  Dr.  phil.  Carl  Arnold  Edwin  Jessen, 
født  1833. 


59 


man  med  en  lille  Smule  god  Vilje  tydeligt  saa 
baade  Alfer  og  meget  andet  interessant  Smaakravl. 
Paa  den  anden  Side  Voldene  stod  Gadens  Huse, 
hvert  med  sin  Historie,  baade  fra  Fortid  og  fra 
Nutid.  Ved  hvert  Hus  tænkte  jeg:  Mon  det  var  her, 
den  unge  Løvenørn  ringede  paa  og  bad  Skøn- 
jomfruen om  et  Kys?  Saadant  sker  dog  vist  aldrig 
mere,  tænkte  jeg  saa  med  et  lille  Suk;  men  for  alt 
i  Verden  turde  jeg  ikke  sige  dette  til  min  store 
Broder,  da  han  vilde  have  gjort  grundig  Nar  ad 
mig.  Men  den  stakkels  Ungdom  nu!  Den  har  kun 
Vendersgade,  Kartofler  og  Grønkaal  osv.,  som 
er  behageligt  nok  til  sine  Tider,  og  den  behøver 
hverken  Stemning  eller  Minder  eller  Belysninger. 
—  Men  den  er  jo  heller  ikke  bleven  romantisk! 
Fra  Voldene  gik  vi  over  Ravelinen  til  Langelinie. 
Dér  pustede  imidlertid  den  Gang,  som  nu,  den 
stærke  Blæst,  der  jager  al  Romantik  paa  Flugt. 
En  Eftermiddag  blev  min  Stedmoder  og  jeg  afhen- 
tet i  Grosserer  Tuteins  Vogn  til  hans  Landsted  ved 
Strandvejen,  hvor  vi  var  indbudte  for  et  længere 
Ophold.  Det  var  indrettet  efter  det  datidige  køben- 
havnske Bourgeoisies  Fordringer  til  Smag  og  Com- 
fort.1)  Fru  Tutein  var  kendt  og  berømt  som  et 
musikalsk  Geni.  Hun  nedstammede  fra  den  italien- 
ske Siboniske  Slægt,  var  sydlandsk  livlig,  over- 
ordentlig smuk,  og  hele  hendes  Apparition  aandede 
Kunst.  De  førte  et  selskabeligt  Hus,  hvor  selv- 
følgeligt alt,  hvad  der  betød  noget  i  Musik,  saavel 

i)  Grosserer  Ferdinand  Tutein  (1788—1880)  gift  1824  med  Josepha  Aloisia 
Franciska  Romalia  Anna  Maria  Siboni  (1806—66),  født  i  Milano,  Datter  af  Pro- 
fessor, Syngemester  ved  Det  kgl.  Theater,  Guiseppe  Siboni. 


60 


Danske  som  Fremmede,  samledes.  Den  første  Dag 
efter  Middagen  satte  Fruen  sig  til  Klaveret.  Altid 
havde  jeg  jo  hørt  min  Stedmoder  tale  om  hendes 
Musik;  men  en  saadan  Aabenbarelse  —  eller  hvad 
jeg  skal  benævne  det  —  havde  jeg  ikke  det  rin- 
geste Begreb  om  existerede. 

Til  min  store  Bedrøvelse  havde  min  Stedmoder 
altid  modsat  sig  mit  Ønske  om  at  lære  at  spille. 
Paa  Grund  af  manglende  Talent,  mente  hun.  Meget 
muligt.  Der  bliver  visselig  i  vore  Dage  drevet  stort 
Misbrug  med  Musik;  men  for  mit  Vedkommende 
var  det  derfor  saare  svært  at  følge  med,  hvad  jeg 
hørte,  og  ofte  glippede  Forstaaelsen  netop  paa  de 
Punkter,  hvor  hele  Sjælen  higede  efter  at  følge  med. 

Fru  Tutein,  der  vel  havde  opfattet  noget  af,  hvad 
jeg  paa  dette  Omraade  kæmpede  med,  sagde  en 
Dag,  da  vi  var  alene:  „Følg  med  ned  i  Musikstuen, 
saa  skal  jeg  forklare  Dig  noget  af,  hvad  jeg  kan  se 
er  Dig  uklart,  naar  jeg  spiller."  Først  fremsatte  hun 
de  forskellige  Benævnelser  paa  de  forskellige  Slags 
Musikarbejder  og  spillede  Brudstykker  af  dem, 
forklarende  videre:  „dér  menes  dette  og  dér  hint." 
Selv  blev  hun  alt  mere  og  mere  grebet  af  de  Stem- 
ninger, hun  fremstillede,  og  aabenbarede  en  Verden 
af  Længsel,  Smerte  og  Skønhed  i  sit  store  Musik- 
geni, som  jeg  i  et  givet  lykkeligt  Moment  fik  Ind- 
blik i,  og  som  blev  fastslaaet  for  hele  mit  Liv. 

Digteren  Saint  Aubain,  eller  Carl  Bernhard,  som 
han  kaldte  sig  som  Forfatter,  kom  ofte  ud  til  Tu- 
teins  i  den  Tid,  min  Stedmoder  var  der.  Han  satte 
hende  højt  som  hele  hendes  Kreds  herovre  paa 


61 


Grund  af  hendes  udmærkede  Forstand.  Der  er 
udgivet  et  efter  min  Mening  meget  daarligt  Udvalg 
af  den  store  Correspondance,  som  Saint  Aubain 
i  en  Række  af  Aar  førte  med  hende.  — 

Vort  næste  Besøg  gjaldt  Familien  Tutein  paa 
Møen,  hvor  en  yngre  Broder  var  Besidder  af  det 
skønne  Gods  „Marienborg",  der  havde  en  slots- 
agtig  Hovedbygning,  som  var  opført  nogle  Aar  før 
vort  Besøg  af  den  daværende  Ejer.  Ejendommeligt 
ved  dens  Bygningsart  er  dens  1ste  Sals  Forbindelse 
med  Parken.  Ideen  var  min  Stedmoders,  og  den  blev 
skønt  sat  i  Værk  ved  den  mægtige  Terrasse.  Par- 
ken er  dejlig  — Trævæxten  overalt  paa  Møen  har  jo 
naaet  en  Fuldkommenhed  som  intet  Sted  i  Landet. 

Vi  var  meget  sammen  med  den  bekendte  Poli- 
tiker Hother  Hage,  hvis  Hustru  var  en  Datter  fra 
Marienborg,  og  som  senere  blev  gift  med  Biskop 
Monrad. x) 

Hages  var  i  høj  Grad  sympathetiske,  og  deres 
Hjem  i  Nærheden  af  Marienborg  var  fint  og  kunst- 
nerisk. Deres  Spisestue  var  f.  Eks.  dekoreret  med 
en  Freske,  en  Guirlande,  der  løb  hele  Stuen  rundt, 
udført  af  den  da  berømte  Blomstermaler  Jensen. 

„ Budstikke a-EoiS£/i  var  dengang  Præst2)  i|  Stege 
og  satte  ved  sin  udprægede  Personlighed  sit  kirke- 
lige Stempel  paa  hele  Befolkningen.   Han  var  en 

!)  Hofjægermester  Peter  Adolp  Tutein  til  Marienborg  (1797—1885)  var  gift 
med  Anna  Eccard  (1810—87),  Datter  af  Etatsraad  C.  D.  Eccard  paa  St.  Thomas. 
Deres  næstældste  Datter  Emmy  Tutein  (1832—94)  blev  1856  gift  med  Herreds- 
foged paa  Møen,  Folkethingsmand  Hother  Hage  (1816—73)  og  anden  Gang  1875 
med  Biskop  D.G.Monrad  (1811—87). 

2)  Politikeren  Frederik  Engelhardt  Boisen  (1808—82),  der  fra  1852  til  1879  udgav 
Folkeskriftet  „Budstikken",  blev  1859  Sognepræst  i  Stege  paa  Møen,  hvorfra 
han  tog  sin  Afsked  1881. 


62 


velset  Gæst  paa  Marienborg,  hvor  Fru  Tutein  f. 
Eccard  var  ivrig  Grundtvigianer.  Hendes  Søster 
var  gift  med  den  bekendte  grundtvigske  Præst  i 
Skjolde  i  Jylland1).  Han  og  hele  hans  Retning  med 
de  saa  fremtrædende  grundtvigske  Extravagancer 
er  blevet  satirisk  behandlet  i  „Emtejægerne",  en 
Novelle  af  Knud  Valløe.  I  det  daglige  Liv  paa 
Marienborg  var  det  dog  især  gamle  Hr.  Tutein,  der 
interesserede.  Han  var  meget  belæst  og  havde  en 
indgaaende  videnskabelig  og  kunstnerisk  Viden.  — 
Da  Vinterens  Selskabelighed  i  Kjøbenhavn  ind- 
traadte,  blev  jeg  endel  bedt  ud.  Meget  af  dette  Liv 
havde  naturligvis  baade  sin  Interesse  og  sine  Ud- 
viklingsmuligheder; men  det  var  mig  ikke  altid 
nogen  udelt  Nydelse.  At  sidde  flere  Timer  ved  et 
Middagsbord  skal  der  jo  større  Gourmander  til, 
end  Ungdommen  dengang  i  Almindelighed  var  ud- 
viklet til. 

Hos  Enkefru  Frølich,  Kunstneren  Lorenz  Frø- 
lichs  Moder,  kom  jeg  oftere,  og  dér  mødte  jeg  en 
fin  og  elskværdig  Kres.  Hendes  Søn  var  den- 
gang bosiddende  i  Paris,  og  for  at  Bedstemoderen 
kunde  følge  med  sit  lille  Barnebarns  Udvikling, 
sendte  han  hende  paa  hendes  Fødselsdag  en  Sam- 
ling Tegninger,  der  forestillede:  „Hvorledes  Dagen 
gaar  for  lille  Lise";  den  var  morsom  og  yndefuld 
som  alt,  hvad  der  kom  fra  hans  Haand.  Bedste- 
moderen, som  alle  vi  andre,  blev  henrykt  over 
Gaven,  og  det  blev  samme  Aften  besluttet,  at  det 


i)  Carl  Fog  (1809—85)  var  Sognepræst  til  Skjold  (Vejle  Amt)  fra  1840.  Han 
var  gift  med  Amalie  Sophie  Eccard  (1807-84). 


63 


lille  Værk  skulde  udgives1).  Nu  kender  alle  det. 
I  Tidernes  Løb  har  Samlingen  faaet  mange  Efter- 
følgere; men  den  første  var  kun  skabt  for  den  gamle 
Bedstemoders  personlige  Glæde.  Hun  fortalte  ofte 
om  denne  Søn  og  hvorledes  han  som  Barn  altid 
tegnede  alt,  hvad  han  hørte  fortælle,  og  naar  han 
ikke  syntes,  at  de  andre  forstod  ham  rigtigt,  sprang 
han  ud  paa  Gulvet  og  satte  sig  i  de  Stillinger,  som 
han  vilde  have,  de  skulde  se  hans  Fremstillinger. 
De  Soiréer,  jeg  var  indbudt  til,  var  ikke  altid 
underholdende.  Naar  der  ikke  blev  danset,  var  det 
meget  Mode,  at  Herrerne  tog  hver  sin  Dame  og 
med  denne  Udvalgte  satte  sig  i  en  Vinduesfordyb- 
ning  eller  i  et  af  Sideværelserne,  hvor  man  saa  var 
henvist  til  hans  Ydeevne  i  selskabelig  Underhold- 
ning, der  naturligvis  ikke  altid  viste  sig  lige  vel- 
lykket. Saaledes  var  jeg  en  Aften  bleven  en  Sø- 
officers udvalgte  Dame.  Han  var  bekendt  for  sin 
Skønhed  og  havde  i  Marinen  endog  erhvervet  sig 
et  „nom  de  guerre"  paa  denne  Conto;  men  hans 
Aandrighed  stod  ikke  Maal  med  hans  Ydre,  syntes 
jeg.  Han  var  saa  vidtløftig  kedelig,  at  der  fordredes 
et  Overmaal  af  Taalmodighed  med  ham,  som  jeg 
ikke  sad  inde  med.  Den  omtalte  Aften  havde  han 
slaaet  sig  fast  i  Udgrundeisen  af,  om  den  nærmeste 
Vej  til  et  givet  Punkt  gik  gennem  Vimmelskaftet 
eller  ad  Kompagnistræde.  Uagtet  jeg  ikke  med  et 
Ord  blandede  mig  i  denne  hans  indre  Strid,  prote- 
sterede han  dog  hele  Tiden:  „Nej,  De  kan  ikke 

i)  Maleren  Lorenz  Frølich  (1820—1908)  var  fra  1840  til  1873  mest  bosat  i 
Paris.  Hans  Moder  Vilhelmine  Pauline  Tutein  (1789—1881)  var  en  Søster  til  de 
nævnte  Brødre  Tutein. 


64 


mene,  og  De  maa  dog  indrømme",  o.  s.  v.  Kl.  1, 
da  Opbrudstimen  endelig  slog,  havde  vi  vandret 
Vimmelskaftet  med  Sidegader  saa  mange  Gange 
rundt,  at  jeg  var  fuldstændig  svimmel  og  slet  ikke 
mere  paa  det  Rene  med,  om  disse  gamle  Kjøben- 
havnergader  laa  i  Maanen  eller  paa  vor  egen  Klode. 

De  morsomste  Soiréer,  jeg  oplevede  den  Vinter, 
var,  naar  Saint  Aubain  var  tilstede.  Han  spillede 
ikke  Kort,  men  gik  om,  som  han  selv  sagde:  „og 
gjorde  godt  imod  mange".  Ofte  kom  han  ogsaa 
til  min  Ringhed:  „Lad  os  sætte  os  her  i  denne  lille 
Krog  og  skumle  lidt",  hvilket  han  nok  yndede  meget, 
dog  aldrig  af  det  Onde;  men  meget  vittig  var  han 
altid,  og  stærkt  satirisk.  Han  mindede  mig  en  Aften 
om,  at  vi  engang  havde  leget  „Urtekræmmer"  paa 
et  Besøg  i  Hjemmet  i  Randers,  da  jeg  var  Barn. 
Jeg  havde  opfordret  ham  til  at  være  „Svend"  i 
Butiken,  uagtet  jeg  var  saa  uvidende  som  Chef  i 
Forretningen,  at  han  maatte  lære  mig  at  lave  Kræm- 
merhusene. Jeg  fortalte  ham  om  den  lille  Scene, 
der  ligesom  havde  knust  et  af  min  Barndoms  Ide- 
aler, og  at  et  lille  Vers  i  en  af  hans  Noveller  havde 
spillet  en  Rolle  deri.  Han  svarede,  at  af  alt  det  skrø- 
belige i  Verden  var  „Idealer"  det,  der  først  brast, 
og  dem  vilde  han  alvorligt  raade  mig  fra  at  skabe  mig. 

„Ogsaa  i  Kærlighed  brister  de.  — Jeg  har  havt 
15  ulykkelige  Kærligheder,  saa  jeg  kan  snakke  med," 
sagde  han. 

Da  jeg  forfærdet  spurgte  ham,  om  han  ikke  vilde 
beskrive  nogle  af  Idealerne,  ytrede  han: 

„De  var  virkelig  lige  dejlige  allesammen;  men 


65 


forresten  skyldes  den  første  Kærlighed  altid  Skræd- 
deren. I  Ungdommen  ser  man  kun  paa  det  Ydre.a 

Denne  lille  Douche  mindedes  jeg  ofte  senere  i 
Livet. 

Hos  Tuteins  formede  Selskabeligheden  sig  jo  paa 
Forhaand  over  Musik,  og  andet  tænkte  og  begæ- 
rede man  ikke  i  dette  skønne,  rige  Hjem.  Man 
hørte  den  ene  Virtuos  efter  den  anden  og  tænkte 
dog  kun  paa  Husets  Værtinde.  —  Paa  en  Tourné 
var  den  dengang  berømte  Violoncellist  Semiis  kom- 
met hertil  og  havde  sit  stadige  Tilhold  hos  Tuteins1). 
En  Aften  foreslog  han  Fruen,  at  de  skulde  impro- 
visere hver  paa  sit  Instrument.  Her  tog  Fru  Tutein 
Teten.  Da  de  havde  spillet  nogen  Tid,  lagde  Servais, 
aldeles  betaget,  Instrumentet,  knælede  ned  for  hende 
og  kyssede  Sømmen  af  hendes  Kjole.  — 

Hjemme  i  Randers  forandrede  det  selskabelige 
Fysiognomi  sig,  især  for  de  Unges  Vedkommende, 
de  sidste  Aar  før  Krigen  1864.  De  jydske  Jern- 
baneanlæg, der  blev  overdraget  et  engelsk  Con- 
sortium,  førte  en  Del  fremmede,  baade  Englændere 
og  Indlændere,  til  Byen.  Ungdommens  Glæder 
havde  hidtil  havt  en  aldeles  intim  familiær  Karakter. 
Opvoxede  sammen,  som  vi  var,  baade  Piger  og 
Drenge,  havde  vi  ofte  leget  sammen,  og  om  Vin- 
teren kørt  i  Slæde  paa  Hjemvejen  fra  Skolen. 
Taskerne  blev  lagt  i  Bunke,  og  vi  fik  navnlig  hos 
Herredsfogdens,  der  havde  en  nedad  skraanende 

i)  Den  berømte  Violoncellist  Adrien  Francois  Servais  (1807—66)  gav  1862 
Koncerter  i  Kbhvn. 


66 


Gaard,  mangen  dejlig  Rutschetour.  Dette  gav  na- 
turligvis en  meget  gemytlig  og  jævn  Tone,  selv  efter 
at  vi  var  voxne.  Hvad  der  kunde  opsættes,  til  Brød- 
rene kom  hjem  i  Ferierne,  blev  udsat,  og  da  den 
længste  Ferie  jo  er  i  den  varme  Tid,  gispede  vi 
os  med  Glæde  gennem  mangen  dejlig  Sommernat 
i  Dansenes  varme  Hvirvler.  Denne  Slags  Sel- 
skabelighed tabte  sig  endel,  eller  den  mistede  sin 
intime  Karakter  ved  Udlændingenes  Ankomst. 

Min  Stedmoders  mange  Sprogkundskaber  drog 
Englænderne  til  vort  Hjem.  Dette  var  jo  et  sandt 
Fund  for  dem  i  en  Provinsby,  og  de  gik  daglig 
ud  og  ind  hos  os. 

Men  Uvejrsskyerne  trak  stærkt  op  i  den  politiske 
Horizont. 

Rygtet  gik,  at  Fredrik  den  VII  var  syg,  men 
underlig  hemmelighedsfuldt  talte  man  derom.  En 
Dag  lød  det  truende,  og  næste  Dag  blev  det  demen- 
teret. Min  Fader  saa  endnu  alvorligere  ud  og  var 
endnu  tavsere  end  han  plejede.  Naar  Herrerne  var 
sammen,  begyndte  de  for  det  meste  med  at  tale  saa 
sagte,  at  det  mere  lignede  en  Hvisken,  for  saa,  et 
Øjeblik  efter,  at  raabe  i  Munden  paa  hverandre, 
den  ene  ligbleg  og  den  anden  højrød  af  Ophid- 
selse. „Helstatsmand"  og  „Ejderdansk"  var  de  Be- 
nævnelser, der  som  Ildgnister  foer  frem  og  tilbage 
i  Disputterne. 

Min  Faders  store  Bekymringer  betog  mig  stærkt, 
men  jeg  forstod  ikke  hans  dybe  Nedtrykthed  over 
Kongens  Sygdom.  Fredrik  den  VII  var  jo  ikke 
populær  i  den  højere  Embedsstand.  Fader  havde 


67 


i  sine  unge  Dage  staaet  Kongen  nær;  men  dette, 
at  han  havde  skullet  gøre  Grevinde  Danner  sin 
Opvartning  under  Majestætens  og  hendes  Besøg  i 
Randers,  og  endog  tage  sin  Kone  med,  havde  af- 
født en  Bitterhed  i  Faders  aristokratiske  Sindelag, 
som  han  ikke  kunde  overvinde.  Ved  en  given  Lej- 
lighed var  det  endog  kommet  til  et  Sammenstød 
mellem  Fader  og  Kongen,  som  efter  Faders  Sigende 
kunde  have  ført  til  hans  Afsked. 

Ung  som  jeg  var,  stod  jeg  dengang  uforstaaende 
overfor  alle  Datidens  Rørelser  og  Problemer.  Aviser 
var  der  jo  kun  faa  af,  og  Oplysning  eller  Vejled- 
ning som  nu  om  Tide  gav  de  ikke  Spor  af.  Nogle 
„Ledere"  med  det  Kvantum  „Viden  og  Syn  paa 
Situationen",  som  den  eventuelle  Regering  ønskede 
at  slaa  fast  i  Befolkningen,  var  det  Hele.  Naar  Krigs- 
rygterne blev  meget  højlydte,  sagde  Fader  altid: 
„Lad  dem  kun  komme,  vi  skal  nok  give  dem  Svar 
paa  Tiltale.  Med  saadan  en  Hær  som  vor  og  med 
Dannevirke  i  Ryggen  skal  vi  nok  kunne  forsvare 
vore  Rettigheder." 

Saa  oprandt  hin  15de  November,  da  Klokkerne 
over  hele  Landet  forkyndte,  at  den  sidste  „Olden- 
borger" havde  lukket  sine  Øjne  i  Døden. 

Kort  Tid  efter  rykkede  5te  Dragonregiment  ud 
af  Randers  fulgt  til  Dørs  af  Befolkningen.  Gud 
véd,  at  vi  var  haabefulde  Landet  over.  Dannevirke, 
Dannevirke!  var  den  visse  Sejr  i  vor  Bevidsthed 
og  var  Enden  paa  al  vor  Tale! 

General  de  Meza  var  en  god  Bekendt  af  begge 
mine  Forældre,  og  var  en  Gang  for  alle  indbudt 


68 


som  Gæst  i  vort  Hjem,  naar  han  paa  sine  Inspek- 
tionsrejser kom  gennem  Randers.  Som  Barn  glæ- 
dede jeg  mig  til  hans  Komme  som  til  en  Theater- 
forestilling.  Inledningen  skete  altid  med,  at  Tjeneren 
meldte,  at  Generalens  Vogn  holdt  nede  paa  Gaden, 
med  Spørgsmaalet  „om  alle  vore  Vinduer  var  luk- 
kede?" Selv  viste  han  sig  saa,  kastede  et  ængsteligt 
Blik  rundt  til  sine  argeste  Fjender  „Vinduerne",  og 
først,  naar  han  var  beroliget  paa  dette  Punkt,  hilste 
han  meget  ceremonielt  Goddag  til  hver  især  i  Dag- 
ligstuen. Saa  tog  han  Hatten  af,  satte  en  Kalot  paa 
Hovedet,  og  efterhaanden  som  han  blev  akklima- 
tiseret, faldt  det  ene  Sjal  og  den  ene  Halsklud  efter 
den  anden.  Kalotten,  der  først  var  bleven  trukket 
ned  over  begge  Ørene,  blev  skubbet  fra  det  ene 
og  lidt  efter  fra  det  andet,  for  tilsidst  at  havne  oven- 
paa  Hovedet  med  en  lang  Kvast  nedad  Nakken. 
Naar  alt  Ydertøjet  var  fjernet,  iførte  han  sig  en 
Silkemantille  med  Fryndser:  „Jeg  skal  sige  Dem, 
jeg  taaler  ikke  den  mindste  kolde  Luft.  Jeg  taler 
aldrig  i  den  Stue,  hvor  jeg  sover,  kun  en  eneste 
Gang,  da  min  Tjener,  det  Fæ,  ikke  forstod  de  Tegn, 
jeg  gjorde,  for  at  gøre  ham  begribelig,  at  jeg  havde 
tabt  en  Sok  bag  Sengen,  nødtes  jeg  til  at  sige  det 
ene  Ord:  „Sok",  og  blev  derefter  saa  forkølet,  at 
jeg  otte  Dage  maatte  holde  mig  inde." 

Naar  jeg  havde  overværet  Ankomsten,  gik  mine 
Observationer  ud  i  Køkkenet,  hvor  Tjeneren  mødte 
med  store  Bakker,  fulde  af  Klædningsstykker,  der 
skulde  afdampes,  ligefra  Pudevaar  til  Flipper  og 
krusede   Manchetter.   Højdepunktet  af  min   Nys- 


gerrighed  var  dog  at  slippe  ned  i  Soveværelset, 
indenfor  hans  improviserede  Kontor,  hvor  alt  blev 
ordnet  i  Rækker:  Pomadekrukker,  Salve-dito,  Fla- 
koner og  Medicinflasker  langs  et  Toiletbord,  der 
maalte  et  Par  Alen  i  Bredden,  og  foran  disse  Rækker 
laa  to  Par  Krusemanchetter.  Disse  Manchetter  spil- 
lede en  vis  Rolle:  „Selv  i  Felten,"  sagde  han,  „ligger 
der  altid  2  Par  fremme,  for  hvis  jeg  skal  til  hurtig 
Udrykning,  skal  man  dog  se,  at  det  er  en  Gentle- 
man, hvis  jeg  falder." 

Den  25de  December  blev  General  Mezas  Ud- 
nævnelse til  Overgeneral  bekendt  i  hele  Landet. 
Almindeligvis  var  Herrerne  tilfredse  med  dette 
Valg.  Han  havde  jo  gjort  sig  bekendt  i  Krigen  48, 
og  der  var  lige  saa  mange  Historier  om  hans  Tapper- 
hed og  Koldblodighed,  som  om  hans  Egenheder. 

Den  2den  Februar  1864  brød  saa  den  ulykkelige 
Krig  løs. 

„Vi  har  vunden  en  stor  Sejr"!  kom  jeg  styrtende 
ind  og  meddelte  min  Fader.  Den  tavse  indesluttede 
Mand  blev  ganske  bleg,  han  næsten  vaklede  og  ud- 
bredte sine  Arme  imod  mig,  og  vi  græd  begge  af 
Fryd.  Det  var  Slaget  ved  Mysunde.  Sejren  var  jo 
ikke  betydelig.  Tyskernes  Tab  var  vel  en  60  Mand 
mere  end  vort;  men  i  det  Øjeblik  var  vi  overbeviste 
om  vor  Overlegenhed. 

Saa  oprandt  hin  skrækkelige  6te  Februar.  Der  var 
Familiefest  hjemme,  og  jeg  kom  glædestraalende  ind 
med  en  Gave,  jeg  lige  til  sidste  Øjeblik  havde  stræbt 
med  at  faa  færdig;  men  forfærdet  standsede  jeg  i 
Døren  ved,  at  alle  i  Stuen  saa  ud,  som  Lynet  var 


70 


slaaet  ned.  Fader  var  kridhvid  i  Ansigtet  og  holdt 
sig  segnefærdig  ved  en  Stol:  „Dannevirke  er  for- 
ladt af  Tropperne!"  hviskede  han.  „Det  er  Kon- 
gen!" raabte  jeg  i  min  Skræk  og  Fortvivlelse.  Det 
var,  som  Harmen  vilde  kvæle  mig.  Christian  IX 
var  paa  det  Tidspunkt  meget  upopulær.  Man  var 
mistænksom  for  at  hans  Interesser  skulde  være 
hinsides  Grænsen.  Bagefter,  da  Sindene  var  kom- 
met mere  i  Ro,  indsaa  man  først,  hvor  urimelig 
dette  vilde  have  været,  netop  fra  hans  Standpunkt; 
og  under  sædvanlige  Forhold  vilde  min  Ytring  ikke 
være  bleven  taalt  af  Fader,  der  var  den  loyaleste 
Undersaat  og  Borger,  man  kunde  tænke  sig.  Man 
skulde  dø  for  sin  Konge,  baade  Mand  og  Kvinde, 
naar  og  hvor  det  fordredes.  For  sit  Fædreland 
blødte  han  sig  egentlig  tildøde  i  de  Dage. 

Denne  Oplevelse  gjorde  et  saa  mægtigt  Indtryk 
paa  mig,  at  jeg  aldrig  har  forvunden  den.  Uagtet 
jeg  senere  i  mange  Aar  boede  ved  Grænsen,  har 
jeg  aldrig  kunnet  se  de  Steder,  hvor  vi  fik  vort 
Banesaar.  I  Dannevirke  ligger  vor  Fortid  paa  den 
mest  ydmygende  Maade  jordet,  og  Sorgen  derover 
bør  være  os  hellig.  Saaret  er  saa  ømt,  at  der  aldrig 
bør  røres  derved.  Senere  da  jeg  var  i  Frankrig,  hvor 
jeg  var  i  Berøring  med  de  forskelligste  Samfunds- 
klasser, forstod  og  sympathiserede  jeg  med,  at  de 
aldrig  nævnede  hverken  Metz  eller  de  andre  sørge- 
lige Minder  fra  Aaret  1870,  eller  tillod  andre  at 
berøre  disse  Begivenheder. 

I  Randers  beredte  alle  sig  til  at  modtage  Syge 
og  Saarede,  som  skulde  blive  i  Byen,  samt  den  Del 


71 


af  Hæren,  der  paa  Tilbagetoget  skulde  passere  den, 
og  som  blev  beværtede  med  alt,  hvad  Byen  for- 
maaede.  Befolkningen,  især  af  Handelsstanden  og 
deres  Damer,  var  utrættelig  opofrende  til  at  hjælpe 
begge  Steder.  Honoratiores's  Damer  var  mere  pas- 
sive med  deres  Hjælp  udenfor  Hjemmet.  Min  Sted- 
moder traadte  selv  ikke  hjælpende  til  og  nægtede 
ogsaa  mig  Tilladelsen  til  at  assistere,  hvilket  var 
mig  saare  svært  at  komme  over. 

Under  disse  sørgelige  Tilstande,  var  jeg  nogle 
Dage  ude  hos  min  Tante.  En  Afdeling  Tropper  af 
Hegermann-Lindencrone's  Kavalleri-Division  var 
bleven  indkvarteret  paa  Herregaarden  en  Dagstid. 
Ved  Officersmiddagen  var  Feltpræsten  Johannes 
Clausen  fra  Ryslinge  tilstede1).  Ung  og  brændende, 
som  han  var,  tilmed  Grundtvigianer,  der  efter  deres 
Mester  gjorde  gældende,  „at  Holger  Danskes  Aand 
var  opstaaet  i  Folket",  og  at  „Gud  ikke  kunde  und- 
være Danmark"  —  gjorde  han  gældende  i  en  le- 
vende Disput,  der  opstod  ved  Bordet:  „at  Danne- 
virke burde  være  forsvaret  til  sidste  Mand."  Min 
Fætter,  der  var  Adjutant  ved  General  Hegermann 
Lindencrones  Korps,  blev  saa  rasende  under  Di- 
sputen,  at  han  kridhvid  i  Ansigtet  forlod  Bordet, 
og  Pastor  Clausen  var  ikke  stort  mere  ved  Be- 
vidsthed. Sindene  var  saa  nedbrudte  og  inderst  inde 
dog  saa  oprørte,  at  enhver  Diskussion,  baade  for 
og  imod,  tændte  Ild,  saa  Flammerne  slog  højt  i 
Vejret. 


i)  Johannes  Carl   Emil  Clausen  (1832—1908)  Præst  i    Ryslinge  fra  1866  til 
1877,  i  Slagelse  fra  1885. 


72 


Den  30te  April  stod  jeg  en  Eftermiddag  hjemme 
i  Randers  ved  Vinduet  og  blev  opmærksom  paa, 
at  Folk  pludselig  foer  saa  underlig  forvildede  om. 
En  Ængstelse  greb  mig,  og  jeg  skyndte  mig  op  paa 
Loftet,  hvorfra  man  kunde  se  ud  over  den  sydlige 
Del  af  Byen.  Chausseen,  fra  Landsbyen  syd  for 
Randers  helt  ned  til  Sønderbro,  var  én  blinkende 
Masse  af  Sabler  og  Pikkelhuer. 

Fader  stod  ved  Vinduet,  da  jeg  kom  ned  igen. 
Jeg  vilde  forberede  ham  paa,  at  Fjenden  var  i 
Anmarch  og  vistnok  havde  overskredet  Sønderbro, 
da  den  første  Tysker  allerede  red  forbi.  Idet- 
samme  viste  den  skrækkelige  Bleghed  sig  igen,  der 
saa  ofte  kom  over  ham  i  den  senere  Tid.  Den  for- 
lod ham  ikke  mere,  og  hans  ranke  Holdning  var 
borte  fra  det  Øjeblik. 

Nogle  Timer  efter  kom  der  Bud  fra  Hoved- 
kvarteret, at  General  Miinster  vilde  indkvarteres 
hos  os  og  have  4  Værelser1).  Blandt  andet  maatte 
vi  rømme  vor  skønne  Dagligstue. 

Under  Invasionen  boede  i  alt  tre  tyske  Gene- 
raler hos  os.  De  hilste  paa  Fader  ved  deres  An- 
komst, ellers  saa  vi  dem  ikke.  Deres  Mandskab 
var  høfligt  og  vel  disciplineret,  saa  forsaavidt  var 
der  ingen  Ulemper.  En  af  disse  Generaler  sagde 
ved  Visitten,  efter  Dybbøls  Fald,  at  Tyskerne  var 
bleven  rystede  ved  Synet  indenfor  Dybbøls  Vold, 
da  der  ikke  var  saameget  som  en  Fodsbred,  der 
ikke  var  oprevet  af  Skytset.  Han  begreb  ikke,  at 

1)  Preussisk  Generalmajor  Grev  Mtinster-Meinhovel  kommanderede  en  kom- 
bineret Division  paa  c.  9000  Mand. 


73 


man  havde  faaet  Soldaterne  til  at  holde  Stand  saa 
længe. 

Det  ubehagelige  ved  netop  at  have  en  højtstillet 
Officer  i  Indkvartering  var,  at  han  hver  Morgen  blev 
trakteret  med  Musik  udenfor  Vinduerne.  Den  be- 
begyndte altid  med  en  Koral  og  gled  saa  over  i 
mere  krigerske  Emner.  Musikerne  stod  paa  en  aaben 
Plads  foran  vor  Bolig,  og  samme  Sted  blev  ogsaa 
hver  Dag  holdt  smaa  Parader  for  at  efterse  Mand- 
skabet, fra  deres  Støvlesaaler  til  deres  Haartoppe. 
Efter  hver  Parade  fulgte  en  lille  Tale  spækket  med 
diverse  moralske  Formaninger;  men  dér  kneb  det 
tidt  for  den  stakkels  Korporal  som  Prædikant.  Han 
kunde  aldrig  huske  Formaningerne  og  havde  dem 
derfor  skrevet  op,  og  en  Menig  bagved,  der  suf- 
flerede ham  efter  Papiret;  men  enten  det  var  Chi- 
kane, eller  Mangel  paa  kalligrafisk  Tydelighed  — der 
suffleredes  enten  galt  eller  altfor  sagte:  „der  Soldat 
muss  ruh— ruh — ruhig  sein!  —  Der  Soldat  muss 
pre— pre— precis  sein",  kom  det  endelig  fra  Suf- 
fløren, „muss  ge — ge — gewandt  sein",  og  Taleren 
trak  Vejret  lettet,  medens  det  bageste  Geled  var 
nærved  at  briste  i  Latter. 

Da  Fjenden  besatte  Byen,  blev  den  erklæret  i 
Belejringstilstand,  saa  der  ingen  dansk  Postforbin- 
delse var.  Hemmeligt  fik  man  af  og  til  et  Brev 
stukket  i  Haanden.  Efter  Kl.  8  om  Aftenen  maatte 
ingen  gaa  paa  Gaden,  og  ingen  kunde  komme  ud 
af  Byen,  uden  at  visiteres  o.  m.  a.  Denne  Belej- 
ringstilstand var  en  Straf  over  Byen,  fordi  den  ikke 
kunde  betale  saa  høj  en  Krigsskat,  som  Fjenden 


74 


fordrede,  og  han  overholdt  denne  Tilstand,  endog 
efter  at  Vaabenhvilen  var  indtraadt.  Den  blev  ikke 
engang  kundgjort  Byen,  og  vi  erfarede  den  gennem 
de  Breve,  der  hemmeligt  kom  os  i  Hænde.  Dette 
affødte  jo  den  afmægtige  Harme,  der  er  saa  svær 
at  bære.  Forbitrede  over  Krigsskattens  Nægtelse 
lagde  Fjenden  yderligere  Tryk  paa  Byen,  de  kom- 
munale Embedsmænd  blev  fængslede,  alle  de  største 
Butiker  blev  tømte  for  deres  Varer,  der  kørtes  bort 
i  store  Vognladninger,  og  den  skønne  Jærnbanebro 
ved  Langaa  blev  sprængt  i  Luften.  Saa  kom  der 
Kontraordre,  og  Butiksvarerne  blev  læsset  af  paa 
Markerne  en  Milsvej  fra  Byen,  hvor  Ejerne  saa 
selv  kunde  hente  dem,  men  Varerne  blev  ødelagte 
og  flere  taalte  ikke  de  store  Tab,  —  Broen  var  og 
blev  sprængt!  — 

Sommeren  skred  imidlertid  med  sit  Tryk  over 
Sindene,  og  Felttoget  begyndte  paany.  De  hemme- 
lige Efterretninger  blev  sjældnere,  da  Højsommeren 
begyndte,  og  Fjendens  Forholdsregler  blev  endnu 
strængere.  Der  blev  lagt  yderligere  20,000  Mand  ind 
i  den  lille  By,  der  kun  havde  7—8000  Indbyggere, 
og  der  blev  kørt  Skyts  op  omkring  den. 

En  Dag  var  alt  Militæret  paa  Benene.  Med  løf- 
tede Faner  og  fuld  Musik  gik  de  igennem  Gaderne. 
Ingen  af  os  vidste,  hvad  der  var  sket,  men  alle  var 
jo  forberedte  paa,  at  al  denne  Pomp  og  Glæde  hos 
Fjenden  betød  Nederlag  for  os.  Timevis  lyttede  jeg 
ved  Døren  ind  til  det  tydske  Hovedkontor,  for 
muligen  at  opfange  Efterretninger.  Endelig  bredte 
Sørgebudskabet  sig:  Als  var  faldet. 


75 


Mange  misvisende  og  til  Tider  komiske  Efterret- 
ninger kom  i  Omløb,  fordi  Rygterne  for  største 
Delen  fra  de  menige  Soldater  naaede  Tjeneste- 
folkene, og  disse  paa  begge  Sider  kun  havde  svage 
Begreber  om  hinandens  Sprog  og  endnu  svagere 
geografiske  Kundskaber.  Vi  havde  to  Piger,  hvoraf 
den  ene  oplevede  de  tusinde  Ting  i  denne  Menneske- 
hob. Hun  kom  den  Dag  styrtende  ind  bævende  af 
Angst,  med  Raabet:  „Ole  Krag  er  gaaet  til  Bunds 
og  Tydskerne  er  marcheret  over  til  „Fjunt"!"  Det 
skulde  sige:  „Rolf  Krake  er  skudt  i  Sænk  og  at 
Fjenden  skulde  være  gaaet  over  til  Fyen".  Samme 
Pige  meddelte  os  ogsaa,  da  den  store  extra  Styrke 
var  lagt  ind  i  Byen,  at  Købmanden  overfor  os 
havde  faaet:  „60  Meninger  i  Indkvartering". 

En  Nat,  kort  efter  at  Als  var  faldet,  vaagnede  jeg 
ved  en  ustandselig  gennemtrængende  og  dump  Lyd. 
Da  det  ikke  var  Maaneskin,  kunde  jeg  ikke  skelne 
noget  enkelt.  Kun  et  langstrakt  mørkt  Legeme,  der 
langsomt  bevægede  sig  fremad  og  fortsattes  i  det 
uendelige.  Først  troede  jeg,  det  var  et  Ligtog,  men 
da  Øjet  vænnede  sig  til  Mørket,  kunde  jeg  skelne, 
at  det  var  Baade.  Man  havde  jo  ikke  Spor  af  Efter- 
retninger udefra,  saa  dette  var  aldeles  uforstaaeligt. 
Jeg  vilde  gaa  ind  for  at  vække  Fader,  men  han  var 
alt  vaagnet  ved  den  vedvarende  dumpe  Lyd.  Vi 
blev  sammen  til  Dagen  brød  frem  og  fik  saa  at  vide, 
at  det  var  Baade,  der  var  rekvirerede  helt  nede  fra 
Grænsen,  op  gennem  hele  Jylland,  for  at  sætte 
Fjenden  over  Limfjorden.  Han  vilde  vise,  at  han 
fuldt  ud  var  Herre  over  os.  Tre  Dage  og  Nætter 


76 


kørte  dette  Tog  i  én  uafbrudt  Række  gennem  Byen, 
saa  tæt  sluttet,  at  man  ikke  kunde  passere  over 
Gaden.  Geral  Vogel  v.  Falkenstein,  der  paa  den 
Tid  havde  Kommandoen1),  befalede,  at  der  skulde 
strøes  Bark  paa  alle  de  Gader,  Toget  passerede,  hvil- 
ket ydermere  inficerede  Luften,  saa  mange  blev  syge. 

Saaledes  gled  Dagene  i  Frygt  og  Ængstelse  for 
hvad  den  næste  Dag  vilde  bringe  af  Ulykkesbud- 
skaber, indtil  Freden  blev  sluttet,  der  bragte  os  det 
sørgeligste  og  haabløseste  af  alle  Budskaber,  at  den 
bedste  Del  af  vort  Land  ikke  mere  var  vort!  — 

Troppernes  Hjemkomst  satte  Seglet  paa  Sorgen; 
den  fuldstændigste  Tavshed  og  Ligegyldighed  mødte 
dem,  hvilket  var  saa  knugende  haardt  og  kuende 
for  disse  Mænd,  der  havde  taget  det  største  Stød 
af  Ulykkerne,  og  som  havde  været  saa  udholdende 
i  de  daadløse  Tider  og  saa  frygtløse,  naar  det  gjaldt 
om  at  slaa  til.  Betegnende  for  den  jydske  Bondes 
Karakter  og  Sindelag  er  et  Ord  fra  hin  Tid:  En 
Soldat,  der  blev  rost  for  sin  Tapperhed,  svarede 
tørt:  „De  hued  a  it  nouet  om,  men  de  hued  a,  a 
haar  standen,  hwor  a  skull  sto,  aa  a  haar  slauen, 
hvor  a  skull  slo!" 

Min  Faders  Helbred  blev  stadigt  svagere.  Bekym- 
ringen herover  og  den  dybe  vedholdende  Smerte, 
der  hvilede  over  alle  efter  den  sørgelige  Krig,  tyn- 
gede ogsaa  mit  Sind  saa  stærkt,  at  jeg,  trods  mine 
unge  Aar,  ikke  kunde  ryste  Vægten  af  mig.  Sted- 


i)  Ernst  Friedrich  Edutrd  Vogel  v.  Falkenstein  (1797—1885)  var  under  Krigen 
1864  Stabschef  hos  General  Wrangel  og  Guvernør  i  Jylland. 


77 


moder  og  min  yngste  Søster  rejste  til  Kjøbenhavn 
en  tre  Maaneders  Tid  for  at  forvinde  lidt  af  Som- 
merens Besværligheder.  Jeg  blev  tilbage  for  at  være 
om  Fader.  Vi  to  flyttede  saa  ud  paa  Landet,  da 
Randers  endnu  var  i  Opløsningstilstand,  da  Fjenden 
delvis  endnu  holdt  Byen  besat  paa  Grund  af  den 
ulykkelige  Krigsskat,  der  blev  Byen  saa  dyr  og  var 
saa  vanskelig  at  skaffe  tilstede. 

Ensomheden  ude  paa  Landet  forøgede  maaske 
mit  Tungsind,  og  da  Familien  atter  var  samlet  i 
Randers,  foreslog  Fader  mig  tidligt  paa  Foraaret  at 
tage  en  Tur  til  Kjøbenhavn.  Her,  saameget  fjer- 
nere fra  Begivenhederne,  havde  disse  jo  ikke  virket 
nær  saa  nedslaaende  som  hos  os  derovre  under 
deres  direkte  Tryk,  og  derfor  baade  adspredte  og 
oplivede  dette  Besøg  mig  meget.  Men  det  var  et 
vældigt  Bølgeslag,  der  var  gaaet  hen  over  Befolk- 
ningen, og  jo  mere  man  med  objektivt  Blik  ser 
tilbage  paa  Krigens  Virkninger  paa  vort  Folk  efter 
1864,  kommer  man  til  den  Erkendelse,  at  den  for 
Mandens  Vedkommende  medførte  en  stærk  Be- 
vægelse i  religiøs  Kulturretning  i  det  første  Tiaar; 
for  Kvindens  blev  den  alt  i  alt  det  Stød,  der  bragte 
hende  til  Rejsning  —  det  vil  sige  ind  i  Arbejds- 
livet, den  eneste  Vej  til  Udvikling.  Denne  Vej  har 
hun  fulgt  siden  med  Udholdenhed  og  Energi. 

Mit  Sind  trængte  i  den  Grad  til  Arbejde  for  et 
virkeligt  Maal,  at  jeg  formelig  hadede  de  Brode- 
rier, der  var  de  eneste  Opgaver,  der  i  de  Tider 
blev  stillet  og  tilladt  de  velstillede  Hjems  unge 
Døtre.  Jeg  sled  tidlig  og  silde  og  med  stor  Flid, 


78 


kun  for  at  have  noget  mellem  Hænder,  men  jo 
flere  „kløvede  Blade",  mine  store  franske  Brode- 
rier fremviste,  des  stærkere  havde  mine  Tanker 
faaet  Fart.  Jeg  bad  om  Tilladelse  til  at  forberede 
mig  til  en  Lærerindevirksomhed;  men  Fader  sva- 
rede, at  det  sømmede  sig  ikke,  at  jeg  tog  Brødet 
fra  de  unge  Piger,  der  ikke  havde  Raad  til  at  leve 
i  deres  Hjem. 

Omtrent  paa  denne  Tid  blev  den  bekendte  Præst 
Pontoppidan  Sognepræst  i  Randers1).  Han  var  en 
af  Grundtvigianismens  største  Mænd,  Fader  til  For- 
fatteren, Lægerne  og  flere  andre  Pontoppidan'er. 
Han  var  en  højtbegavet,  men  meget  aparte  Per- 
sonlighed, baade  som  Prædikant  og  i  hele  sin  Frem- 
træden. Nogle  Gange  kom  jeg  i  Samtale  med  ham. 
Jeg  tror  i  Anledning  af  Byens  Asyl.  Præsten  havde 
anmodet  Randers  Damer  om  skiftevis  at  have  Til- 
syn med  dette  og  skrive  deres  Observationer  i  en 
fremlagt  Protokol.  Min  Stedmoder,  der  ogsaa  havde 
faaet  Opfordringen,  ønskede  ikke  at  træde  til,  og 
bad  mig  om  at  gaa  istedetfor.  Alle  Damerne  skrev 
omtrent  det  samme  i  omtalte  Protokol,  men  jeg 
havde  vel  nok  skrevet  noget  anderledes  end  de 
andre,  og  dette  gav  Anledning  til,  at  han  flere 
Gange  kom  til  os  for  at  tale  med  mig. 

Disse  Samtaler  gjorde  et  vist  Indtryk  paa  mig, 
og  mit  tunge  Sind  vilde  vist  have  havt  mere  Gavn 
af  det  grundtvigske  lysere  Syn  paa  Kristendommen 
og  Livet  end  af  Pietismen  med  dens  mørke  og  stærkt 

i)  Pastor  Dines  Pontoppidan  (1814—79)  blev  1863  Sognepræst  til  St.  Mortens 
Kirke  i  Randers. 


79 


ensidige  Syn  paa  Menneskene  og  deres  Trosliv. 
Men  Stedmoder,  som  de  fleste  andre,  ansaa  dengang 
Grundtvigianismen  for  et  saa  ovenud  overspændt 
Vildskud,  at  hun  formente  mig  al  videre  Indtrængen 
ad  den  Vej  til  Christendommen.  Tilfældig  faldt  den 
første  Aarsberetning  fra  Diaconissestiftelsen  mig  i 
Hænde  paa  dette  Tidspunkt,  og  gennem  denne  In- 
stitution syntes  jeg,  at  jeg  maatte  kunne  naa  mine 
Ønskers  Maal:  at  komme  i  en  Virksomhed,  der 
kunde  udfylde  mig,  uden  at  træde  nogen  for  nær. 
Jeg  besluttede  da  at  bryde  overtvært  og  indgaaende 
tale  med  min  Fader  om  Sagen.  Jeg  havde  allerede 
Haanden  paa  Dørlaasen,  da  den  Følelse  greb  mig 
saa  overmægtigt,  at  jeg  ved  min  Anmodning  maa- 
ske  vilde  lægge  endnu  en  Sorg  paa  hans  nedtrykte 
Sind.  — 

Tidlig  paa  Foraaret  meldte  Fader  en  Dag  sin 
Hjemkomst  fra  en  Embedsrejse,  og  jeg  gik  ned  til 
Jærnbanegaarden  for  at  tage  imod  ham.  Han  var 
næsten  ukendelig.  Hele  hans  Skikkelse  var  sam- 
menbøjet, og  han  var  saa  svag,  at  han  ikke  selv 
kunde  gaa,  og  skøndt  støttet  af  Stationsfolkene  maatte 
han  standse  flere  Gange,  inden  han  naaede  den 
Vogn,  der  holdt  efter  ham. 

Han  gik  strax  til  Sengs,  og  Lægen  konstaterede 
en  Lungebetændelse.  Efter  faa  Dages  Sygeleje  døde 
han.  Jeg  havde  en  Følelse,  som  om  alt  lukkede  sig 
over  mig,  som  om  jeg  var  hjemløs  paa  den  hele 
vide  Jord.  Men  de  ydre  Forhold  kom  mig  nu  til 
Hjælp,  saa  at  jeg  endelig  kunde  føre  mit  længe 
nærede  Ønske  igennem.  — 


80 


Min  Stedmoder  og  min  ugifte  Søster  havde  fattet 
den  Plan  at  danne  sig  et  Hjem,  og  da  jeg  lidet 
havde  passet  dér,  gik  de  med  stor  Glæde  ind 
paa  mit  Ønske  om  at  komme  paa  Diakonisse- 
anstalten. 

Damer  af  bedre  Familie  fik  endnu  dengang  ikke 
Adgang  til  Hospitalerne  som  Sygeplejersker.  Hver- 
ken fra  Lægernes  eller  fra  Samfundets  Side  var 
det  paa  nogen  Maade  velset.  Diakonissestiftelsen 
dækkede  ved  sin  religiøse  Form  over  slig  Skan- 
dale og  lagde  et  skaanende  Slør  over  det  „eman- 
ciperede" i  Tanken.  Og  jeg  maatte  døje  mange 
spidse  Ytringer  og  høre  mig  underlagt  mange  sære 
Bevæggrunde  i  Anledning  af  min  Beslutning. 

I  Efteraaret  1866  henad  Aften  rejste  jeg  med  det 
gamle  Dampskib  fra  Randers.  Næsten  alle  mine 
Barndomsveninder  var  nede  ved  Havnen,  hvilket 
egentlig  undrede  mig,  da  de  heller  ikke  sympathi- 
serede  med  mine  Planer,  men  kun  sagde:  „Ja,  Ida, 
Du  har  jo  altid  været  saa  sær." 

I  den  skønneste  Aftensol  svandt  bag  Randers  Enge 
og  Bakker  det  Barndomshjem,  hvor  jeg  altid  havde 
følt  mig  ensom  og  aldrig  lykkelig.  Skibet  var  over- 
fyldt med  unge  Mennesker,  thi  Byens  og  Omegnens 
nye  Studenter  blev  fulgt  af  deres  Venner  og  Ven- 
inder, Forældre  og  Søskende  paa  Vej  til  den  nye 
Verden,  der  aabnede  sig  for  dem.  Mine  Tanker 
vandrede  til  min  første  Udflugt  til  Hovedstaden 
med  det  samme  Skib,  da  Liver  kom  mig  i  Møde 
med  aabne  Arme  og  viste  sig  i  sin  fulde  Glans. 

Da  det  sidste  Glimt  af  Byen  var  forsvundet,  gik 


81 


jeg  ned  i  Kahytten.  De  andres  Leg  og  Sang  skar 
mig  i  Hjærtet,  thi  min  egen  Ungdom  forekom  mig 
allerede  langt  borte.  Jeg  var  kun  22  Aar  gammel. 
Min  Ensomhedsfølelse,  Sorgen  over  min  Fader, 
Spændingen  for  alt  det  nye,  der  forestod,  kunde 
altsammen  ikke  harmonere  med  de  muntre  Om- 
givelser. Medens  Skibet  gyngede  mig  et  helt  nyt 
Liv  i  Møde  og  de  Unge  dansede  paa  Dækket  og 
raabte  Hurra,  tog  jeg  Afsked  med  mine  Venner  og 
min  Ungdom  —  og  senere  har  jeg  sjældent  mødt 
den  igen. 


Den  gamle  Diakonissestiftelse  i  Smallegade. 

DIAKONISSESTIFTELSEN 


En  Efteraarsdag  fulgte  min  kære  gamle  Tante,  min 
Faders  Søster,  mig  ud  til  Anstalten  for  at  præ- 
sentere mig  for  Forstanderinden.  Denne  gik  en 
Runde  med  mig  i  Sygestuerne1).  Et  Øjeblik  havde 
jeg  en  Følelse,  som  mit  Hjærte  snørede  sig  sam- 
men ved  at  se  den  ene  blege  Skikkelse  ligge  dér 
ved  Siden  af  den  anden;  men  jeg  tog  alt  mit  Mod 
fangen,  gik  hen  og  talte  med  forskellige  af  de  Syge, 
og  dette  mildnede  Beklemmelsen. 

Aftalen  blev,  at  jeg  skulde  give  Møde  nogle  Dage 
efter.  I  disse  Dage  søgte  mine  Venner  paa  forskellig 
Maade  at  adsprede  mig  ved  at  arrangere  Ture  for 
mig  og  gaa  i  Theatret  med  mig  o.  m.  a.;  men  den 
Nedtrykthed,  der  længe  havde  plaget  mig,  vilde  ikke 

i)  Louise  Martinié  Laurette  Conring  (1824— 91)  blev  1855  Inspektrice  ved  den 
kgl.  Plejestiftelse  i  Kbhvn.  og  1853  Forstanderinde  for  Diakonisseanstalten,  da 
denne  s.  A.  traadte  i  Virksomhed  i  et  Hus  i  Smallegade  Nr.  43.  1865  flyttede  den 
til  Nr.  50,  og  1875  rykkede  den  ind  i  sine  nuværende  Bygninger. 


83 


vige,  og  jeg  var  lettet,  da  Timen  slog,  hvor  jeg  helt 
skulde  tiltræde  min  nye  Vej. 

Da  Dagen  oprandt,  fulgtes  jeg  af  min  Svigerinde 
og  nok  en  kvindelig  Slægtning.  Da  jeg  i  den  høj- 
tideligste Stemning  vilde  stige  i  Vognen  med  mine 
Ledsagere,  kom  jeg  pludselig  i  Tanker  om,  at  jeg 
efter  den  Tids  Mode  bar  Krinoline.  Dette  Klæd- 
ningsstykke passede  forfærdelig  daarligt  derude,  og 
vi  løb  da  tilbage  og  prøvede  at  tage  hele  „Buret" 
af;  men  alle  tre  syntes  vi,  at  jeg  tog  mig  ganske 
uanstændig  ud  ved  saaledes  at  præsentere  hele  Fi- 
guren. Øjet  var  jo  saa  vænnet  til  det  store  Omfang, 
som  enhver  Dame  den  Gang  havde,  og  vi  greb 
derfor  til  den  Udvej  at  trække  de  videste  af  Fjed- 
rene ud;  men  dette  var  ingenlunde  nogen  let  Sag, 
og  vi  sled  forfærdeligt  i  det  alle  tre,  men  kom  saa 
hjærteligt  til  at  le  under  dette  vort  Slid,  at  hele 
Højtideligheden  gik  af  Situationen  og  hjalp  mig  over 
et  Punkt,  hvor  Spændingen  var  meget  høj;  og  jeg 
naaede  ud  til  Stiftelsen  i  det  bedste  Humør. 

Mit  Soveværelse  laa  i  en  Sidebygning  over  Gaar- 
den  med  en  Enestue  tilhøjre  og  en  Tre-Sengsstue 
til  den  anden  Side. 

En  Bomulds  Arbejdsdragt  med  tilhørende  Kappe 
blev  lagt  ind  til  mig.  Det  blev  anset  for  vigtigt  for  en 
Diakonisse  fremfor  alt  at  have  Hovedet  bedækket. 

Kun  lidet  sov  jeg  den  Nat,  dels  af  Ængstelse  for 
ikke  at  høre,  naar  Patienterne  omkring  mig  kaldte, 
dels  for  ej  at  vaagne  i  rette  Tid  den  næste  Morgen. 
Paa  Slaget  var  jeg  dog  ved  Thebordet,  hvor  der 
efter  Maaltidet  altid  blev  holdt  Andagt. 

6* 


84 


Da  vi  denne  første  Morgen  var  færdige  hermed, 
mødte  en  af  Søstrene,  en  kraftig  Bondepige,  mig 
med  en  Spand  og  en  Skrubbe,  som  hun  bad  mig 
benytte  til  at  vadske  Forsamlingssalen,  en  Stue  vel 
paa  en  elleve  Alen. 

Det  svimlede  for  mig,  da  jeg  aldrig  havde  rørt 
ved  en  Gulvklud  før. 

Bagefter  fortalte  vedkommende  Søster  Mette  mig, 
at  hun  og  et  Par  andre  af  Søstrene,  samt  Gaards- 
karlen  Peter,  Anstaltens  Faktotum,  der  havde  et 
stort  Ord  over  alle  „de  Fruentimmer"  at  sige  ved 
de  mange  praktiske  Udenoms  Ting,  han  skulde 
holde  i  Orden,  alle  var  forargede  over  mine  hvide 
Hænder  og  havde  udtalt  det  Haab  snart  at  faa  denne 
fine  Søster  gjort  ked  af  det  hele.  De  blev  dog  skuf- 
fede, baade  af  mit  Mod  og  min  Arbejdsevne.  Jeg 
lod  mig  hverken  den  Dag  eller  senere  mærke  med 
mine  Ængstelser. 

Denne  første  Gulvvadsk  var  mig  uhyre  grinagtig, 
og  jeg  sled  i  det,  saa  Sveden  drev  af  mig,  og  mine 
Skørter  var  ligesaa  vaade  som  Gulvet.  Arbejdet 
blev  naturligvis  ikke  saa  hurtigt  færdigt,  som  hvis 
en  af  de  øvede  Søstre  havde  udført  det,  men  dog 
i  nogenlunde  rimelig  Tid,  og  jeg  følte  mig  meget 
stolt,  da  jeg  meldte  mig  færdig.  Men  Søster  Mette 
tog  det  Hele  efter  min  Mening  meget  for  tørt. 

Dagen  igennem  havde  jo  enhver  sin  Gerning, 
men  jeg  savnede  fra  første  Dag  en  regelret  Vej- 
ledning og  Undervisning.  Det  var  jo  ogsaa  i  An- 
staltens første  Barndomsaar. 

Om  Aftenen  var  der  igen  Andagt  efter  endt  Maal- 


85 


tid.  Flere  Gange  om  Ugen  holdt  Stiftelsens  Præst, 
den  Gang  Pastor  Fick1),  Bibelforklaringer  for  Sø- 
strene. Han  var  en  grundig  og  belæst  Theolog,  der 
tog  denne  Undervisning  meget  alvorlig,  men  mest 
fra  Forstandens  Side.  Senere  hen  indsaa  jeg,  hvor 
klogt  dette  var,  blandt  saa  mange  Kvinder,  samlede 
under  ét  Tag,  hvor  Jordbunden  i  Forvejen  er  saa 
stærkt  beredt  for  Følelseslivet  og  de  smaa  Liden- 
skaber. Hans  Foredrag  om  Lukas'  Evangelium  staar 
mig  endnu  i  friskt  Minde  nogle  og  halvtredsins- 
tyve  Aar  efter. 

Mine  første  Patienter  var  mest  Nervesyge  med 
deraf  følgende  Sindslidelser;  en  Sygdom,  der  altid 
har  været  mig  svær  at  have  med  at  gøre. 

Henimod  Vinteren  blev  jeg  sendt  i  privat  Pleje, 
men  der  indtraadte  Sygdom  imellem  Søstrene,  hvor- 
for jeg  blev  kaldt  hjem,  og  nu  kom  der  en  anstræn- 
gende  Tid,  hvor  jeg,  imellem  de  Søstre,  der  var 
forblevne  hjemme,  næsten  var  den  eneste  raske; 
et  Par  af  dem  kunde  nemlig  kun  hjælpe  lidt  til  om 
Dagen.  Min  Seng  blev  flyttet  ind  i  Forsamlingssalen, 
og  derfra  maatte  jeg  om  Natten  yde  Hjælp  til  de 
4  Sygestuer,  der  laa  omkring  den,  og  om  Dagen 
havde  jeg,  foruden  nederste  Etage,  en  Del  Arbejde 
paa  første  Sals  Stuerne.  Alt  gik  dog  godt,  saa  Søster 
Mette  og  Karlen  Peter  begge  to  ydede  mig  deres 
Anerkendelse  og  Undskyldning  for  deres  ugrun- 
dede Mistanke. 

Forstanderinden,  som  jeg  holdt  meget  af,  var  svag 

i)  Andreas  Gabriel  Fick  (1827—1901)  var  fra  1863  til  1869  Anstaltens  første 
Præst,  senere  blev  han  Sognepræst  i  Roholte  og  fra  1879  i  Karlebo. 


86 


af  Helbred.  Hun  kom  mig  i  Møde  paa  den  kær- 
ligste Maade  og  var  altid  ved  Haanden  med  gode 
Raad.  Uagtet  detstrænge  og  for  min  Udvikling,  som 
for  mine  Kræfter,  alt  for  store  Arbejde,  under  hvilket 
hver  Nerve  var  spændt  til  det  yderste  baade  Nat 
og  Dag,  var  det  dog  den  lykkeligste  Tid,  jeg  havde 
i  de  Par  Aar,  jeg  var  paa  Stiftelsen.  Omtrent  tre 
Maaneder  gik,  inden  alt  kom  i  Lave  igen,  og  jeg 
blev  da  indviet  til  Prøvesøster,  som  det  hed,  ved 
Haandspaalæggelse  og  en  Tale  af  Præsten  i  de  andre 
Søstres  Nærværelse.  Præsten  byggede  denne  Til- 
tale til  mig  paa  de  Ord:  „Søger  det  Lave".  De  faldt 
saa  underligt  paa  mitSind,da  min  Stedmoder  og  Søster 
altid  havde  bebrejdet  mig  mit  Hang  til  det  „Lave". 

Den  megen  Beskæftigelse  med  religiøse  Themaer: 
Bibellæsningerne,  Andagterne,  Disputterne  mellem 
Søstrene  indbyrdes  om  de  forskellige  religiøse  An- 
skuelser og  Partier,  deres  strænge  pietistiske  Domme 
over  Begivenheder  og  Personer,  hvor  der  viste  sig 
andre  Anskuelser  end  deres,  rejste  naturligvis  paa- 
ny  en  Kamp  i  mig  om  Livets  Problemer. 

Dertil  kom  en  Begivenhed  indenfor  Søstrenes  Om- 
raade,  idet  en  af  de  ældste  Søstre,  Forstanderindens 
Yndling  og  højre  Haand  i  Arbejdet,  kom  hjem  efter 
et  længere  Ophold  i  Udlandet.  Det  var  ikke  blevet 
mig  fortalt,  at  denne  Søster  stod  i  et  intimere  Forhold 
til  Forstanderinden  end  de  andre.  Uvidende  om 
dette,  havde  jeg  uden  Tøven  givet  mig  hen  i  For- 
standerindens meget  imødekommende  Venskab. 

Var  der  noget,  mit  unge  Sind  trængte  til,  efter 
de  sidste  sørgelige  Aar,  var  det  netop  en  forstaa- 


87 


ende  Veninde.  Naarsomhelst  jeg  siden  min  An- 
komst havde  Tid  fra  mit  stærke  Arbejde,  modtog 
hun  mig  med  aabne  Arme,  og  vi  havde  mange  og 
lange  Samtaler,  i  hvilke  hun  som  den  erfarne  var 
mig  til  uvurderlig  Støtte  og  Hjælp  i  disse  for  mig 
saa  uvante  Forhold.  Den  hjemkomne  Søster  havde 
imidlertid  følt  sig  krænket  og  forurettet  og  troet  sin 
Plads  optaget  af  mig,  hvilket  senere  blev  mig  for- 
talt. Havde  denne  Søster  set  sig  lidt  for,  vilde  hun 
hurtigt  have  indset,  at  dette  at  usurpere  mig  nogen 
Plads  eller  tragte  efter  Deltagelse  i  noget  „ledende", 
aldrig  var  og  aldrig  har  været  nogen  Ærgerrighed 
hos  mig.  Min  Tragten  har  hele  mit  Liv  havt  andre 
Maal. 

Intet  anende  kom  jeg  en  Dag,  efter  endt  Arbejde, 
ind  til  Forstanderinden.  Hele  Dagen  havde  jeg,  me- 
dens jeg  arbejdede,  glædet  mig  til  at  faa  endnu  én 
at  tale  med  om  alt  det  meget,  der  bevægede  og 
rørte  sig  hos  mig.  Til  min  Skræk  mødte  mig  en 
isnende  Kulde  fra  de  to  Damer,  og  Forstander- 
indens Anmodning  om  ikke  ukaldet  at  bryde  ind  til 
hende,  naar  jeg  ikke  havde  noget  at  melde  mit  Ar- 
bejde vedrørende.  Aldeles  forstenet  gik  jeg  min  Vej. 

Nu  kom  der  en  meget  vanskelig  Tid  for  mig. 

Der  var  ingen  Grænser  for  den  Mistænksomhed, 
jeg  blev  udsat  for  fra  de  ældre  Søstres  Side.  Men 
som  den  menneskelige  Natur  er  ens  overalt,  hvor- 
ledes de  ydre  Kaar  end  stiller  sig,  saaledes  ogsaa 
her.  Da  de  unge  Søstre  fik  Vished  for,  at  jeg  var 
„falden  i  Unaade"  og  altsaa  ufarlig,  sluttede  de  Kreds 
om  mig,  og  Søster  Mette  erklærede:  „at  nu  holdt 


88 


hun  rigtignok  meget  af  miga.  Men  Skærsilden  var 
derfor  ikke  let. 

De  føromtalte  religiøse  Spørgsmaal  rejste  sig  igen 
hos  mig  og  med  langt  større  Magt  end  før.  Navnlig 
blev  „Syndsforladelsesproblemet"  en  Sten  paa  min 
Vej.  Dette,  Grundlaget  i  vor  Kirkelære,  som  Pie- 
tisterne tidlig  og  sildig  lægger  Hovedvægten  paa, 
havde  jeg  slet  ikke  grebet,  og  overhovedet  havde 
jeg  altsaa  slet  ikke  Del  eller  Part  i  den  kristne 
Menighed!  Nat  og  Dat  kæmpede  jeg  i  Sjæleangst, 
og  glemte  jeg  et  Øjeblik  alt  dette,  kom  Mistænk- 
somheden fra  de  ældre  Søstre  mig  i  Vejen  og  be- 
sværliggjorde mit  Arbejde. 

Tiden  var  kommen  op  imod  Jul,  da  der  blev  lagt 
Børn  med  Mæslinger  ind  paa  en  af  mine  Stuer. 
Alt  maatte  nu  afsondres,  og  jeg  blev,  saavidt  mu- 
ligt, lukket  inde  med  mine  tre  Patienter.  Vi  havde 
det  meget  fornøjeligt  paa  et  Par  Dage  nær,  da  den 
ene  af  dem  blev  alvorlig  syg.  Min  Kærlighed  til 
Børn  var  ikke  bleven  formindsket.  Jeg  lovede  dem 
et  lille  Juletræ  for  os  fire  alene,  og  vi  var  meget  be- 
skæftiget med  dets  Arrangement.  Glæden  blev  noget 
forstyrret  for  mig,  da  jeg  blev  stærkt  angrebet  af  en 
vedholdende  Hovedpine;  men  den  ledende  Søster 
kom  mig  dog  her  elskværdigt  til  Hjælp,  og,  skøndt 
lidt  anstrængt,  fik  Smaapigerne  det  dog  fornøjeligt. 

Næste  Aften  havde  Søstrene  deres  særskilte  Jule- 
bord, men  min  Hu  stod  hele  Tiden  kun  til  min 
Seng,  og  næste  Morgen  under  Andagten  tabte  jeg 
Bevidstheden.  Jeg  var  bleven  smittet  af  Smaapigerne, 
og  Mæslingerne  tog  ret  alvorligt  fat  nogle  Dage, 


89 


Søstrene  sagde  endog  livsfarligt;  men  da  den  første 
Tid  var  overstaaet,  gik  Sygdommen  sin  reglemen- 
terede Gang,  og  jeg  nød  den  Ro,  Hvile  og  Afson- 
drethed, som  jeg  haardt  trængte  til. 

Søster  Mette  skulde  have  Øje  med  mig,  naar  Tiden 
var  levnet  fra  hendes  Arbejde.  Hendes  naive  Uviden- 
hed og  ofte  umiddelbare  Opfattelse  gjorde  mig  godt 
og  forfriskede  mig,  men  ofte  maatte  jeg  le  indvendig. 

Efter  min  Sygdom  var  min  Stilling  dog  heller 
ikke  fri  for  Pinagtigheder.  Hele  min  Higen  gik  ud 
paa  at  blive  uddannet  i  Sygeplejen,  saa  jeg  paa  det 
Omraade  kunde  naa  et  Højdepunkt;  men  Diako- 
nissesagens Forkæmpere  sad  inde  med  den  An- 
skuelse, at  Tyngdepunktet  laa  i  Søstrenes  religiøse 
Stilling  og  Opfattelse. 

Personlig  var  jeg  geraadet  i  disse  religiøse  Tvivl 
og  Kampe,  som  min  Ungdom  var  saa  fuld  af,  og 
som  sagt,  Syndsforladelsesdogmet  blev  ved  at  slaa 
med  sine  tunge  Hammerslag  paa  mit  grublende  Sind. 
Den  megen  Smaalighed,  som  ofte  kommer  frem, 
hvor  Kvinder  arbejder  sammen,  bidrog  heller  ikke 
til  at  klargøre  Problemet  for  mig.  Men  som  Hjælpen 
oftest  kommer  uventet,  saaledes  mødte  den  her  i 
Pastor  Fick's  Skikkelse. 

Paa  sin  klare  og  forstandige  Fremstillingsmaade 
udlagde  han  en  Dag  i  Bibeltimen  vort  kristelige  An- 
svar mest  som  „en  Helliggørelsesproces",  altsaa  en 
Udvikling.  Nu  forstod  jeg  strax,  at  denne  for  mange 
maatte  kunne  blive  langvarig,  og  nu  saa  jeg  herefter 
med  helt  andre  Øjne  paa  alle  de  ydre  Former  og 
de  daglige  Tilskikkelser,  baade  de  smaa  og  de  store. 


90 


Midt  i  Vinterens  Hjærte  blev  jeg  sendt  i  Pleje 
til  en  dengang  bekendt  Embedsmand,  en  Departe- 
mentschef. Hans  ene  Barn  havde  faaet  Skarlagens- 
feber, og  hans  andre  Børn  var  sendte  ud  af  Huset. 
Den  lille  Patient  var  meget  syg.  Ti,  elleve  Nætter 
vaagede  jeg  hos  det,  indtil  det  døde.  Den  dengang 
aldrende  Mand  spadserede  hver  Morgen  en  Tur 
med  mig  i  Haven,  naar  min  Nattevagt  var  endt. 
Han  udviklede  da  sine  Meninger  for  mig  om  Musik 
og  Musikinstrumenter.  Han  forfærdigede  selv  Vio- 
liner, efter  Sigende  af  en  overordentlig  Finhed. 
Hele  Haven  var  fuld  af  smaa  Pavilloner,  fyldte  med 
disse  Instrumenter.  Naar  Spadsereturen  var  endt, 
holdt  der  en  lukket  Vogn,  der  kørte  mig  tilbage 
til  Diakonissestiftelsen.  Om  Aftenen,  naar  jeg  igen 
indfandt  mig  til  Vagten,  var  der  dækket  Bord  til 
mig  med  alle  de  dejligste  Sager,  der  kunde  tænkes 
at  friste  en  ungdommelig  Gane.  Den  gamle  Herre 
havde  selv  været  ude  at  vælge  disse  Herligheder. 
Da  Barnet  døde  om  Dagen,  medens  jeg  ikke  var 
der,  sendte  Departementschefen  Bud,  om  jeg  alli- 
gevel vilde  komme  derud.  Man  mærkede  ikke  paa 
hans  ydre  Fremtoning,  at  han  havde  taget  sig  Døds- 
faldet nær.  Han  bad  mig  gøre  de  sidste  Anstalter, 
inden  Barnet  skulde  lægges  i  Kiste,  og  derpaa  spurgte 
han,  om  jeg  ikke  havde  Lyst  til  at  se  hans  Broders 
Afdeling  af  Villaen.  Her  fandt  man  et  helt  Kunst- 
kabinet, især  en  herlig  Samling  af  Malerier.  Vi 
gennemgik  det  Hele,  og  han  forklarede  mig  ind- 
gaaende  alt,  hvad  der  kunde  være  bemærkelses- 
værdigt. Sin  Hustru,  der  var  meget  smuk  og  meget 


91 


yngre  end  han,  havde  han  givet  et  uhyre  vanske- 
ligt Stykke  Fransk  at  oversætte,  for  at  afværge,  at 
hun  fordybede  sig  i  sin  Sorg.  —  Efter  denne  Pleje 
blev  jeg  sendt  til  en  Dame  af  Aristokratiet;  hun 
led  af  Tuberkulose  i  det  sidste  Stadium.  Hendes 
Tilstand  har  vist  været  blandet  med  tyfoid  Feber; 
thi  midt  i  Plejen  blev  jeg  atter  syg,  som  det  viste 
sig  af  en  let  Tyfus.  Denne  Sygdom  bredte  sig  nu 
som  en  Ild  over  hele  Stiftelsen  og  angreb  næsten 
hver  eneste,  der  ikke  havde  havt  den.  Flere  af  Sø- 
strene var  ogsaa  blevne  smittede,  saa  da  jeg  kom 
op,  laa  der  et  stort  Arbejde  til  Rede  for  mig.  Den 
første  af  Patienterne  var  vor  eneste  Ridder,  Peter. 
Han  havde  hele  Vinteren  holdt  mange  Straffe- 
prædikener for  mig,  fordi  jeg  brugte  for  mange 
Pinde  til  at  tænde  op  med  i  Sygestuerne,  han  til- 
føjede hver  Gang:  „at  det  var  ugudeligt  af  mig". 
Nu  fandt  han  paa,  at  han  ikke  vilde  plejes  af  andre 
end  af  mig,  og  lukkede  Døren  af  for  alle  de  andre. 

Samme  Dag,  jeg  havde  forladt  min  egen  Syge- 
stue, maatte  jeg  da  strax  gaa  ind  til  ham,  for  at 
hjælpe  ham  og  tale  ham  til  Rette.  Nu  var  det  mig, 
der  holdt  Prædiken  for  ham  og  erklærede  ham  for 
„ugudelig".  Han  blev  meget  medgørlig  og  taalmodig 
efter  denne  Medfart  og  var  heller  ikke  meget  syg. 
Men  efter  ham  begyndte  Anfaldene  at  blive  farligere. 

En  ung  Pige,  der  havde  dræbt  sit  Barn  og  af- 
sonet sin  Forbrydelse  i  Tugthuset,  var,  efter  endt 
Straffetid,  bleven  svagelig  og  derfor  anbragt  paa  Stif- 
telsen, hvor  hun  udrettede  et  lettere  Arbejde.  Nu 
var  hun  bleven  angreben  af  Tyfus.  Hendes  Værelse 


92 


laa  i  Kælderen  ved  Siden  af  Peters,  hvorfor  jeg 
samtidig  overtog  hendes  Pleje.  Hun  var  et  stilfær- 
digt, beskedent  Menneske,  der  nærmest  gjorde  et 
sympatisk  Indtryk.  Jeg  havde  havt  en  Del  med  hende 
at  gøre,  netop  da  mit  eget  Sind  sloges  med  „Synds- 
forladelsesdogmet". 

„Hvorledes",  spurgte  jeg  hende  en  Gang,  „er  De 
kommet  over  dette  med  Dem  selv  og  hvad  der 
skete  med  Barnet?" 

„Den  Tid,"  svarede  hun,  „jeg  holdt  det  hemme- 
ligt, var  rædselsfuld.  Da  jeg  var  bleven  fængslet  og 
gik  til  Bekendelse,  hjalp  det  noget;  men  først,  da 
jeg  kunde  sige  til  Vorherre:  „Nu  véd  Du  det",  fik 
jeg  Fred.  Vorherre  vidste  det  jo  nok  hele  Tiden, 
men  jeg  kunde  jo  ikke  sige  det  til  ham,  naar  jeg 
ikke  havde  bekendt  det  for  Menneskene.  Altid  er 
Barnet  i  mine  Tanker,  men  altid  siger  jeg:  „Du 
véd  det  nu,  og  Du  vil  være  god  ved  mit  Barn. 
Det  gør  jo  nok  ondt,  men  det  er  saa  stille".  „Dér," 
tænkte  jeg,  „er  da  i  al  Enfoldighed  Syndsforladel- 
sen virkeliggjort  i  hele  sin  Udstrækning". 

Tyfusen  tog  strax  alvorlig  fat  med  høj  Feber. 
En  Dag,  da  jeg  havde  været  nødt  til  at  gaa  fra 
hende  til  nogle  andre  Patienter,  fandt  jeg  hende  i 
Kartoffelrummet  i  Færd  med  at  læsse  Kartoflerne 
spandevis  ud  over  hele  Gulvet.  Med  et  stivnet  be- 
vidstløst Smil  vendte  hun  sig  imod  mig,  og  med 
meget  Besvær  fik  jeg  hende  lokket  ind  i  Sengen. 
Da  Overlægen  kom,  forlangte  han  hende  lagt  over 
paa  Enestue  i  Bagbygningen.  „Hun  vil  dø  i  Løbet 
af  Natten",  tilføjede  han,  „men  De  maa  ikke  vige 


93 


fra  hende,  Søster  Ida".  Saa  begyndte  der  en  Kamp 
med  Døden,  som  i  Tyfus  ofte  er  haard;  men  efter 
de  Erfaringer,  jeg  har  gjort,  forekommer  det  mig, 
at  i  ingen  anden  Sygdom  er  Chancerne  foren  Kamp 
fra  Plejens  Side  saa  store  som  i  denne.  I  alle  andre 
Sygdomme  staar  det  for  mig,  som  om  man  kun  har 
at  resignere  med  Haab  eller  uden  Haab.  I  Tyfus 
er  det  jo  mest  Nerverne,  der  slaas  ned  ved  den 
stærke  Feber.  Kampen  er  at  berolige  eller  afhjælpe 
hver  Fantasi  og  hver  Bevægelse.  Fjorten  Timer  stod 
jeg  bukket  over  hende,  og  fik  hende  til  at  ligge 
stille,  hver  Gang  Uroen  kom.  I  de  Tider  brugte 
man  Moskus  som  beroligende  Middel.  Lægens  Ordre 
lød  paa  et  vist  Antal  Pulvere,  som  jeg  i  det  højeste 
maatte  anvende.  Ved  3-Tiden  om  Morgenen  var  det 
fastsatte  Antal  naaet.  Flere  Gange  havde  det  truet 
med,  at  hun  i  sine  Anstrængelser  for  at  komme  ud 
af  Sengen  vilde  tage  Magten  fra  mig  med  sin  for- 
øgede Feberstyrke.  Et  Kvarterstid  havde  der  været 
lidt  Ro  over  hende,  men  ved  nævnte  Tid  begyndte 
hun  igen  at  rase. 

„Du  tager  Ansvaret  paa  Dig",  sagde  jeg  til  mig 
selv,  og  saa  gav  jeg  hende  3  Pulvere  paa  én  Gang 
over  det  mig  fastsatte  Maal. 

Faa  Øjeblikke  efter  faldt  hun  hen  i  en  Dvale. 
De  Timer,  i  hvilke  jeg  ikke  turde  føle  efter  Pul- 
sen eller  Hjærteslaget  af  Frygt  for  at  forstyrre 
hendes  Søvn,  var  noget  af  det  forfærdeligste,  jeg 
har  oplevet.  Jeg  sad  og  gjorde  mig  det  selv  klart, 
at  hvis  hun  døde,  maatte  jeg  melde  mig  som  Mor- 
derske, fordi  jeg  egenmægtig  havde  paataget  mig 


94 


Ansvaret  mod  Lægens  Anordning.  En  Gang  imel- 
lem trak  hun  Vejret  med  en  svag  Snorken,  men 
dette  kunde  ogsaa  være  Rallen.  Endelig,  henad 
Morgenstunden  begyndte  man  at  kunne  skelne  nor- 
malt Aandedrag  og  store  Svedperler  traadte  frem. 
Da  Lægen  kom,  erklærede  han  hende  over  Faren 
og  tilføjede,  at  det  var  det  mærkeligste  Tilfælde 
ud  af  det  haabløse,  han  havde  havt. 

Endnu  en  afsondret  Patient  havde  jeg,  inden  der 
kom  saa  mange  til,  at  Søster  Mette  og  jeg  fik  dem 
alle  samlede  under  os  begge  i  et  Par  Sygestuer. 
Den  nævnte  var  Pige  hos  en  svensk  Grevinde 
med  Datter,  der  var  lagt  i  Kur  hos  Professor  Ho- 
witz.1)  Pigen  blev  smittet  paa  Stiftelsen  og  strax 
haardt  angrebet  og  var  døende,  da  jeg  blev  sat  til 
Nattevagt  hos  hende.  Hun  strakte  sine  Arme  ud 
imod  mig,  raabte  og  bad  ved  alt,  hvad  der  var 
helligt,  „om  jeg  vilde  lade  hende  slippe  med  Om- 
nibussen (den  holdt  altid  udenfor  Stiftelsen)  ned 
til  Malmøfærgen". 

„Syster,  Syster,  var  barmhjartig,  jag  langtar  så 
mitt  hjarta  brister.  Låt  mig  få  slippa  hem  till  mor 
og  till  vannen  min.  De  gråter  hemma,  hvis  jag 
inte  får  slippa!" 

Da  Morgendæmringen  skinnede  ind  ad  Vin- 
duerne, strakte  hun  endnu  engang  Armene  ud: 
„Lilla  Mor«,  raabte  hun  og  udaandede. 

Et  Par  Dage  efter  fyldtes  Forsamlingssalen  af 
den  unge  Piges  Slægt  og  Venner.  Man  saa  ikke 
noget  til  de  Taarer,  som  den  Døde  havde  raabt 
om;  men  derimod  denne  stille,  forkuede  Smerte, 

i)  Professor  Frantz  Johannes  August  Carl  Howitz  (1828—1912). 


95 


som  Bondestanden  dengang  ikke  gav  Udtryk,  maa- 
ske  en  nedarvet  Stoicisme  fra  henfarne  Tiders 
haarde  Tryk.  Da  alle  var  samlede,  kom  Grevinden 
ind,  klædt  i  Sort,  for  at  hilse  paa  sine  Bønder. 
De  bøjede  og  nejede  sig  dybt  og  kyssede  hendes 
Haand  med  et:  „tackar  odmjukast!" 

Søster  Mette  og  jeg  arbejdede  nu  sammen  med 
fuld  Kraft  paa  vore  to  Sygestuer,  og  alt  gik  efter 
bedste  Ønske.  Lige  som  før  oplivede  hendes  umid- 
delbare Opfattelse  mig  i  høj  Grad.  Engang  da  jeg 
bemærkede,  at  det  var  mærkeligt,  at  Nattevagterne 
tog  mere  paa  Kræfterne  end  Dagvagterne,  selv  om 
man  fik  det  samme  Antal  Timers  Søvn  i  begge 
Tilfælde,  svarede  hun:  „De  kan  da  nok  begribe, 
Søster  Ida,  at  man  føler,  naar  man  staar  paa  Ho- 
vedet." Og  da  jeg  saa  noget  uforstaaende  paa  hende, 
tilføjede  hun,  forarget  over  min  Dumhed:  „Jorden 
drejer  sig  jo  da!" 

Omsider  blev  de  sidste  Tyfuspatienter  udskrevne, 
og  jeg  blev  sat  til  at  pleje  den  svenske  Grevinde 
og  hendes  Datter.  Det  var  en  meget  let  Pleje,  og 
en  sand  Hvile  for  mig  var  Samlivet  med  disse  to 
elskværdige,  fint  dannede  Damer  og  deres  Slægt- 
ning, en  ældre  Greve,  der  opholdt  sig  her  i  Byen 
for  at  være  dem  til  dagligt  Selskab.  Denne  Ord- 
ning gjorde,  at  Sommermaanederne  gik  paa  den 
behageligste  Maade,  for  det  meste  nede  i  Anstal- 
tens Have.  Den  gamle  Herre  foreslog  at  lære  mig 
Svensk,  og  vi  læste  da  Frithjofs  Saga.  Det  morede 
mig  meget,  da  han  var  en  begavet  Mand  og  en 
begejstret  Digterven. 


96 


Ved  denne  Pleje  fik  jeg  med  Professor  Howitz 
at  gøre.  Som  Specialist  i  Underlivssygdomme  var 
han  Comtessens  Læge.  I  ham  lærte  jeg  en  meget 
aparte,  men  udmærket  Personlighed  at  kende,  som 
jeg  hele  mit  Liv  nærede  den  største  Ærbødighed 
for.  Han  stødte  mange  ved  sit  barokke  Væsen; 
men  af  de  mange  Læger,  jeg  lærte  at  kende,  mødte 
jeg  ingen,  der  mere  intensivt  optoges  af  den  Op- 
gave, der  netop  laa  for.  Han  undte  sig  ikke  Ro 
de  Dage  og  Nætter  en  Operation  stod  paa  og  un- 
der dens  første  Forløb.  Han  vaagede  selv  de  før- 
ste Nætter  hos  Patienten  og  ofrede  altid  af  sine 
egne  Midler,  naar  denne  var  ubemidlet,  og  mange 
har  han  endog  sat  i  Vej  efter  Helbredelsen. 

Hen  paa  Eftersommeren  blev  Comtessen  ud- 
skreven, og  jeg  fulgte  hende  og  Moderen  ned  til 
den  Malmøfærge,  som  deres  Kammerpige  saa 
hjærteskærende  med  sine  sidste  Suk  havde  bedt 
mig  „faa  slippe  med". 

Her  paa  Diakonissestiftelsen  hørte  jeg  første 
Gang  den  store  Philantrop:  Stephansen  fra  Børne- 
anstalten paa  Holsteinsminde  omtale.  Alle,  der  var 
komne  i  Berøring  med  ham,  var  stærkt  optagne 
af  hans  Personlighed.  Det  var  jo  i  denne  Vækkel- 
sestids  Morgenrøde,  han  startede  Børneopdragel- 
sesanstalten.1) Desværre  kom  jeg  aldrig  i  personlig 
Berøring  med  ham.  Men  nogle  unge  Piger,  der 
var  opdragne  paa  „Holsteinsminde",  blev  anbragte 
paa  Stiftelsen.  Om  det  ligger  i,  at  Børn,  der  an- 

*)  Anders  Stephansen  (1791—1870),  Børnehjemssagens  Fader  i  Danmark. 
Han  oprettede  Opdragelsesanstalten  Holsteinsminde  1840. 


professor  H.  V.  Meyer. 


PROFESSOR    F.  J.   A.  C.  HOWITZ, 


97 


bringes  saaledes,  har  et  særligt  vanskeligt  Grund- 
lag, der  maaske  er  Aarsagen  til  Anbringelsen,  eller 
det  er  Sammenhobningen  med  andre  vanskelige 
Naturer,  véd  jeg  ikke;  men  disse  Par  unge  Piger, 
ligesom  alle,  jeg  senere  har  truffet,  som  har  levet 
under  lignende  Forhold,  har  haft  et  Særpræg  over 
sig,  der  i  høj  Grad  vanskeliggjorde  deres  Existens 
i  almenmenneskelige  Forhold.  Disse  to  vakte  hver 
Dag  min  Medlidenhedsfølelse  under  Arbejde  som 
ved  Samvær.  Men  jeg  var  som  sagt  dengang  for 
uerfaren  til  at  se  Grunden  til  min  egen  Medliden- 
hed med  de  unge  Pigers  besynderligt  afstikkende 
Optræden. 

Naar  Høstmaanederne  var  forbi,  og  Landliggerne 
var  vendte  tilbage  til  Byen,  var  Tilstrømningen  til 
Johanneskirkens  Aftengudstjenester  i  de  Aar  saa 
stærk,  at  Kirken  knap  kunde  rumme  Tilhører- 
skaren. 

De  Aftener,  hvor  Pastor  Frimodt  holdt  Guds- 
tjeneste, føltes  altid  som  en  Fest.1)  Hele  hans 
Apostelskikkelse  og  den  Ild,  hvormed  han  præ- 
dikede, greb  alle  ved  sin  Sanddruhed  og  skønne 
Form,  og  var  vel  skikket  til  at  slukke  den  Trang 
til  et  Evangelium,  der  i  mange  Aar  gjorde  sig 
stærkt  gældende  i  vide  Krese.  Dertil  kom  Hart- 
manns vidunderlige  Orgelspil,  der  bragte  Salme- 
sangen til  et  Højdepunkt  og  en  Begejstring,  man 
maa  have  oplevet,   for  at  forstaa.  Som  det  enkle, 

i)  Jens  Christian  Rudolph  Frimodt  (1828—79)  var  Adjunkt  i  Sorø,  da  han 
1861  blev  Præst  ved  St.  Johannes  Kirke  paa  Nørrebro.  Han  var  Leder  af  den 
kbhvnske  „Kirkelig  Forening  for  indre  Mission". 


98 


baade  i  Ord  og  Musik,  næsten  altid  griber  stær- 
kest, saaledes  ogsaa  her.  Naar  den  simple  lille  Sang: 
„Dybt  helder  Aaret  i  dets  Gang"  lød  som  et  bru- 
sende Hav  igennem  Kirken,  greb  den  alle  Hjærter. 
De  Syge,  der  nogenlunde  var  rørlige,  havde  an- 
søgt Overlægen  om  Lov  til  en  Søndag  Aften  at 
overvære  en  af  disse  omtalte  Gudstjenester.  Flere 
Vogne  hentede  dem,  og  de  fleste  maatte  bæres 
ind  og  ud,  en  enkelt  maatte  endog  have  Rullestol 
med,  hver  Vogn  havde  en  Søster  paa  Bukken,  og 
begge  Parter  var  lige  forventningsfulde  og  optagne 
af  Begivenheden.  Vi  naaede  Kirken  i  god  Tid,  saa 
alle  var  baarne  og  kørte  paa  Plads  inden  Tjene- 
sten begyndte.  Aftenen  forløb  saare  skønt.  Frimodt 
havde  en  Evne  til  at  mangfoldiggøre  sig,  saa  en- 
hver syntes,  det  var  ham  eller  hende,  Festen  galdt. 
Den  jublende  Sang  greb  ogsaa  de  Syge  stærkt, 
hvoraf  flere  aarevis  ikke  havde  været  ude  blandt 
Mennesker.  Jeg  har  sjeldent  set  nogen  blive  saa 
oplivede,  som  disse  af  Skæbnen  saa  prøvede  Men- 
nesker blev  det  hin  Aften,  og  jeg  ønskede  kun, 
da  jeg  bar  min  kære  Frøken  Hansen*)  ud  af  Kir- 
ken, at  Præsten  havde  hørt  hendes  Stemme,  idet 

*)  Frøken  Alvilda  Hansen  var  Søster  til  Kunstneren 
Constantin  Hansen.  Hun  var  en  begavet  Kvinde,  med 
Talent  for  Tegning  og  havde  stærke  poetiske  Anlæg. 
Hun  havde  havt  den  frygtelige  Skæbne  at  blive  lam  i 
begge  Benene  som  Følge  af  at  sidde  timevis  med  vaade 
Fødder  og  fugtigt  Tøj,  naar  hun  gik  fra  Sted  til  Sted 
for  at  give  Undervisning.  Hun  var  mig  en  god  og  tro- 
fast Veninde  i  al  den  Tid,  jeg  kendte  hende.  Hun  døde 
1872,  59  Aar  gammel.  Forf.  Anm. 


99 


hun  sagde:  „Søster  Ida,  dette  har  glædet  mig  for 
lange,  lange  Tider,  men  hvor  jeg  er  dødtræt!" 
Trætte  og  oprevne  var  jo  alle  Patienterne,  saa  da 
den  Vogn,  hvor  jeg  sad  paa  Bukken,  var  den  for- 
reste, bad  jeg  Kudsken  skynde  saa  stærkt  som 
muligt  paa  de  stakkels  Hinkedyr  for  Drosken,  da 
jeg  var  ængstelig  for,  at  de  Syge  skulde  blive  for 
medtagne;  og  den  skikkelige  Mand  satte  efter  da- 
tidige Begreber  en  Fart  op,  som  vakte  Opsigt.  Vi 
Søstre,  der  havde  ledsaget  det  lille  Tog,  vare  op- 
løste af  Varme  og  Iver,  inden  vi  havde  faaet  alle 
baarne  paa  Plads  og  Tøjet  taget  af  dem. 

„Nu  maa  De  sidde  ganske  stille,  Frøken  Han- 
sen, til  jeg  faar  hentet  The  til  Dem,  og  saa  paa 
Hovedet  med  Dem  i  Sengen",  beordrede  jeg,  idet 
jeg  styrtede  ud  ad  Døren,  hvor  Forstanderinden 
netop  stod  for  at  kalde  paa  mig  og  hørte  hvad  jeg 
sagde: 

„Men,  Søster  Ida,  hvor  tør  De  love  The,  inden 
vi  selv  har  drukket  og  holdt  vor  Andagt?" 

Jeg  bryder  mig  slet  ikke  om   The",  svarede 

jeg. 

„Der  er  ikke  Tale  om  den  Ting,  nu  har  vi 
ventet  halvanden  Time  paa  at  faa  Søstrene  sam- 
lede. Der  maa  dog  være  Orden  i  Tingene". 

Jeg  kan  ikke  i  mit  bevægede  Liv  erindre  at 
have  havt,  billedlig  talt,  Fornemmelsen  af  at  være 
plumpet  i  et  Vandhul  med  alle  Klæderne  paa 
som  ved  denne  Befaling.  Det  var  mig  næsten  umu- 
ligt at  faa  Maden  ned,  og  aldrig  har  jeg  havt  saa 
forargelige  Tanker  som  ved  den  paafølgende  An- 


100 


dagt.  Det  mest  skærende  for  mig  personligt  laa  vel 
i,  at  jeg  holdt  saameget  af  Forstanderinden. 

Først  senere,  da  jeg  vandt  større  Erfaring  i  Li- 
vet, saa  jeg,  at  der  altid  har  været  og  bestandig 
vil  vedblive  at  være  en  Fare  for  menneskelig  Ud- 
vikling ved  at  samle  mange  Individer  paa  ét  Sted 
og  paa  en  Maade  at  lukke  af  for  dem.  Denne  Le- 
vevis gør  Kvinder  smaalige. 

Naar  jeg  tænker  tilbage  paa  den  Tid,  slaar  Min- 
derne mig  imøde  med  de  latterligste  Barnagtighe- 
der, der  blev  til  Hovedspørgsmaal  for  disse,  hver 
især  paa  ganske  enkelte  Undtagelser  nær,  saa  for- 
træffelige Kvinder.  Intet  har  vel  i  Kvindens  Historie 
sat  hende  saaledes  tilbage  som  Klosterlivet,  her 
mener  jeg  naturligvis  i  katholsk  Form.  Hvormange 
Personligheder  er  ikke  blevne  kvalte  i  disse  In- 
stitutioner! 

Efter  denne  lille  Begivenhed  stod  det  første 
Gang  klart  for  mig,  at  der  dog  var  en  Mulighed 
for  at  skilles  fra  dette  Sted,  der  hidtil  havde  ud- 
fyldt mange  af  mine  ungdommelige  Drømme,  og 
som  jeg  havde  troet  at  kunne  gaa  igennem  Ild  og 
Svovl  for  og  at  kunne  tjene. 

Hen  paa  Efteraaret  blev  jeg  beordret  til  Natte- 
vagt inde  i  Byen  hos  en  Enkefrue.  Denne  lille 
Episode  fortæller  jeg,  fordi  den  paa  saa  paafal- 
dende  Maade  viser  den  mærkelige  Opfattelse  af 
Diakonissegerningen,  som  mange  den  Gang  sad 
inde  med. 

Anmodningen  om  Nattevagten  blev  begrundet 
med,  at  Damen,  der  var  Rekonvalescent  efter  en 


101 


længere  Sygdom,  havde  været  forulempet  af  — 
„Djævelen".  Denne  Herre  havde  havt  den  Ufor- 
skammethed at  forstyrre  baade  hende  og  Pigen  i 
deres  Nattesøvn. 

Da  jeg  første  Aften  mødte,  blev  jeg  overrasket 
ved  at  Pigen  slog  en  Lem  ned  under  Vasken  i 
Køkkenet  og  redte  sin  Seng  dér.  Hun  fremstillede 
med  levende  Fantasi  de  omtalte  djævelske  Angreb; 
men  efter  at  jeg  havde  set  hendes  Leje,  fandt  jeg 
egentlig  samme  Hr.  Djævel  ret  human,  at  han  ikke 
stiltiende  vilde  finde  sig  i  dette  under  al  Kritik 
umenneskelige  Sengeleje;  men  jeg  sagde  dog  ikke 
noget,  for  ikke  at  sætte  Ugler  i  Mosen  mellem 
Fruen  og  Pigen. 

Medens  jeg  henad  Natten  hjalp  Fruen  til  Ro, 
var  hun  meget  snaksom  og  fortalte  mig  indgaaende 
om  sine  forhenværende  store  Forhold  og  udsøgte 
Omgang.  Til  mig  som  Sygeplejerske  og  specielt 
som  Diakonisse  var  hun  uudtømmelig  i  at  prise 
det  store  Gode  i,  at  man  saaledes  kunde  gøre  Bod 
for  sin  „mislige  Fortid". 

Jeg  søgte  at  forklare  hende,  at  man  absolut  ikke 
kunde  blive  optaget  paa  Stiftelsen,  naar  der  kunde 
paavises  bestemte  „mislige"  Forhold,  man  havde 
gjort  sig  skyldig  i;  men  det  vilde  hun  ikke  for- 
staa.  Selv  om  jeg  maaske,  efter  hendes  Mening, 
ikke  havde  havt  et  lille  Ophold  paa  „Børnehuset", 
var  der  dog  ingen  Mening  i  at  give  sig  til  at  pleje 
sine  syge  Medmennesker,  naar  der  ikke  laa  en 
særlig  skyggefuld  Baggrund  for  denne  Beslutning. 
Det  mærkeligste  var,  at  hun  vistnok  fandt,  at  denne 


102 


»mørke  Fortid*  ikke  fordrede  nær  den  Ernæring, 
som  en  lysere;  thi  uagtet  jeg  vaagede  hos  hende 
Nat  efter  Nat,  var  der  kun  sat  en  lille  halv  Kop 
Kaffe  med  ét  helt  og  ét  halvt  Stykke  Sukker  af 
til  mig,  samt  en  lille  tynd  halv  Skive  Franskbrød. 
Mad  kunde  jeg  jo  tage  med  fra  Stiftelsen,  men 
Kaffen  ikke,  og  for  mig  kneb  det  altid  at  vaage, 
naar  jeg  ikke  fik  mig  en  rigtig  varm  „Opstrammer" 
midt  paa  Natten. 

En  af  de  sidste  Aftener  fortalte  hun  mig  om  et 
af  sine  Fortidsselskaber  og  nævnede  blandt  andre 
Gæster  min  Faders  Navn.  Maaske  vilde  jeg  hævne 
mig  for  „den  mislige  Fortid";  thi  det  brast  da  ud 
af  mig:  „Ja  det  var  min  Fader";  men  det  fortrød 
jeg  bitterligt,  thi  Meddelelsen  tog  saa  stærkt  paa 
hende,  at  jeg  frygtede  for  et  Tilbagefald  af  Syg- 
dommen. Hun  fik  ikke  et  Øjebliks  Søvn  hele 
Natten. 

Næste  Aften  var  der  ikke  alene  rigeligt  med 
Kaffe  og  Mad,  men  endogsaa  —  Rødgrød!  — 

I  meget  lang  Tid,  fra  Begyndelsen  af  Vinteren, 
havde  jeg  kun  nervøse  Patienter,  som  jeg  var  lidet 
egnet  til  at  passe  paa  Grund  af  den  tunge  Sinds- 
stemning, der  betog  mig  ved  Fordybelsen  i  de 
mange  Livsproblemer  og  store  aandelige  Spørgs- 
maal.  Overlægen  sagde  hver  Dag  til  mig,  naar  vi 
havde  havt  Stuegang:  „Søster  Iday  De  maa  tage 
disse  Patienter  mere  bestemt";  men  jeg  led  med 
dem  i  deres  Tungsind.  Heller  ikke  syntes  jeg,  at 
jeg  lærte  noget  ved  at  passe  dem.  Havde  jeg  endda 
kunnet  komme  ud  til  en  af  de  rigtige  Sindssyge- 


103 


anstalter,  hvor  det  hele  blev  drevet,  om  man  saa 
kan  sige,  mere  videnskabeligt,  vilde  det  have  hjul- 
pet paa  min  Higen  efter  at  lære.  Jeg  turde  dog 
ikke  sige  noget  om  disse  mine  Ønsker,  da  det  i 
den  datidige  Opfattelse  af  en  Diakonisses  Sindelag 
blev  fordret,  at  hun  ingen  selvstændige  Ønsker 
maatte  have,  men  lydigt  føje  sig  i  det,  som  de 
Ledende  fordrede  og  ordnede.  Flere  Gange  op- 
levede jeg,  at  jeg  selv,  som  ogsaa  de  andre  Søstre, 
blev  fjernet  fra  Patienter  og  private  Plejer,  fordi 
vi  særlig  kom  til  at  holde  af  dem,  eller  fra  For- 
hold, vi  befandt  os  vel  ved. 

Maaske  var  den  oprindelige  Ide  hertil  den  at 
forhindre  Partiskhed  og  Ensidighed  overfor  Pa- 
tienterne; men  da  netop  de  smaa  Lidenskaber  er 
fremtrædende  hos  Kvinden,  tog  det  sig  ofte  ud 
som  Chikane,  parret  med  en  lille  Kende  Misun- 
delse ved  mange  Lejligheder,  som  Arbejdet  mellem 
flere  fører  med  sig.  Det  blev  mig  dog  stadigt  mere 
og  mere  indlysende,  at  Lydighed  maatte  fordres, 
saavel  for  Disciplinens  som  for  Paalidelighedens 
Skyld.  Men  denne  Fordring  bliver  uhyre  let  mis- 
brugt til  Herskesyge  fra  den  Overordnedes  Side 
og  til  mange  Slags  smaa  Insinuationer  osv.  hos 
den  Underordnede.  Jeg  saa  det  den  Gang  i  de 
her  omtalte  Forhold  og  har  mødt  det  i  alle  de  In- 
stitutioner, jeg  har  set. 

Som  før  omtalt  tyede  jeg  ofte  til  Søster  Mette, 
naar  Problemerne  blev  mig  for  indviklede;  uvil- 
kaarlig  haabede  jeg  paa  den  store  Moder  Naturs 
direkte  Indflydelse  lige  fra  Bondelandet.  „Jeg  vilde 


104 


saa  gerne  ud  at  lære  noget  rigtigt,  f.  Ex.  til  Oringe 
eller  til  et  udenlandsk  Hospital,  men  jeg  tør  ikke 
bede  derom",  ytrede  jeg  en  Dag  til  hende.  „Det 
turde  jeg  godt",  svarede  hun,  „det  er  meget  værre 
for  mig,  jeg  vilde  gerne  have  en  Station  udenfor 
Stiftelsen,  helst  paa  Landet,  hvor  jeg  kunde  være 
ene  om  deta.  »Ja,  men  Søster  Mette,  det  er  jo 
netop  dér,  Skoen  trykker;  vi  véd,  at  der  vil  blive 
svaret  Dem,  at  De  vil  være  for  selvstændig,  og 
mig,  at  jeg  tragter  for  højt,  og  at  mit  Sind  er  for 
uroligt.  Vi  faar  vist  blive  i  Forholdene,  som  de 
ere." 

Jeg  arbejdede  og  sled  i  det  tidligt  og  sildigt,  men 
jeg  følte  det  som  om  en  tyk  Skal  omgav  mig,  og 
som  jeg  ikke  formaaede  at  trænge  igennem,  men 
maatte  arbejde  paa  én  Plet  uden  at  komme  af  Stedet. 

Mit  Forhold  til  Søstrene  og  Patienterne  var  saa 
godt,  det  kunde  tænkes.  Mange  glade  og  rørende 
Minder  har  jeg  om  dem  fra  den  Tid;  men  jeg  fulgte 
dog  den  Søsters  Raad,  der  var  mig  kærest:  Hellere 
at  opgive  Gerningen  end  at  omkomme  i  lutter  Intet- 
heder. Jeg  maatte  nu  tage  den  vanskeligste  Beslut- 
ning, som  jeg  nogensinde  har  taget.  I  et  Par  Maa- 
neder  gik  jeg  og  grundede  paa,  hvad  der  var  rig- 
tigst, og  denne  Kamp  tog  i  den  Grad  paa  mig,  at 
Folk  foer  forfærdede  op,  naar  de  saa  mig. 

Saa  gjorde  jeg  da  Ende  paa  Tvivlraadigheden  og 
tog  hjem  til  min  Stedmoder  og  Søster,  som  alt  i 
et  Par  Aar  havde  havt  Hjem  i  Kjøbenhavn.  Begge 
Parter  var  lige  lidt  tilfredse  med  denne  Ordning, 
men  der  var  i  Øjeblikket  intet  andet  Valg. 


105 


Overgangen  fra  det  stærke  Arbejde  og  de  mange 
Mennesker  og,  hvad  der  bandt  mig  mest,  det  stærke 
Samfundsliv,  der  trods  al  Smaalighed  uvægerligt 
fremkommer,  hvor  ærlige  Mennesker  arbejder  med 
et  Maal,  var  det  mig  i  høj  Grad  svært  at  komme 
over. 

Som  en  Genopstanden  blev  jeg  hilst  i  hele  min 
Kres,  og  de,  der  holdt  af  mig,  haabede  vist  at  faa 
mig  helt  omkalfatret.  Dog,  havde  jeg  ikke  før  mødt 
Forstaaelse  af,  hvad  jeg  vilde  naa,  mødte  jeg  den 
endnu  mindre  i  dette  Tidsrum.  Man  syntes  jo  nær- 
mest, jeg  havde  været  forrykt,  eller  idetmindste 
ret  overspændt;  men  nu  haabede  man  nok,  som 
nogle  udtrykte  sig,  „at  jeg  blev  en  af  deres". 

En  lille  opmuntrende  Hændelse  mødte  mig  en 
Dag,  da  jeg  stod  i  min  Stedmoders  Dagligstue  oppe 
paa  en  høj  Trappestige  for  at  hænge  Gardiner  op. 
Jeg  havde  nok  hørt  det  ringe,  men  tog  ingen  Notits 
deraf  og  vedblev  med  mine  Gardiner.  Lidt  efter 
gik  Døren  op,  og  min  Stedmoder  stod  der  med  en 
ældre  Herre:  „Oberst  Tscherning  vilde  gerne  hilse 
paa  Dig,  Ida",  sagde  hun.  „Ja,  Frøken,  det  har 
interesseret  mig  meget,  først  at  De  i  sin  Tid  brød 
ud,  uagtet  jeg  ikke  sympathiserer  med  den  Vej,  De 
havde  valgt;  men  endnu  mere  glæder  det  mig,  at 
De  ogsaa  har  Interesse  for  Livets  dagligdags  Fore- 
teelser, f.  Ex.  at  hænge  Gardiner  op.  Jeg  spaar  Dem, 
at  De  snart  vil  finde  Dem  Deres  Plads  igen".  — 
Det  var  en  uhyre  forlegen  Stilling  for  mig  deroppe 
i  Højheden  paa  Trappestigen!  Gaa  ned  havde  jeg 
ikke  Mod  eller  Aandsnærværelse  til,  og  denne  Mand, 


106 


en  af  vore  Store,  som  man  hørte  omtale  hver  Dag, 
havde  jeg  ofte  ønsket  at  se.  Familien  hørte  til  mine 
Forældres  Omgangsvenner,  uagtet  de  i  politisk 
Henseende  stemte  lidet  eller  intet  overens.  Nu  stod 
han  dér  nedenfor  mig  og  gav  mig  egentlig  det  første 
tilsluttende  Ord,  jeg  havde  faaet  fra  den  Kres  af 
Mennesker,  jeg  tilhørte.  Jeg  kunde  have  faldet  paa 
Knæ  for  ham,  men  jeg  var  jo  bundet  oppe  i  Høj- 
heden. —  Faa  Aar  efter  døde  han,  saa  det  var  første 
og  sidste  Gang,  jeg  saa  ham. 

En  Glæde  endnu  mødte  mig.  Paa  min  Fødsels- 
dag, der  indtraf  nogle  Maaneder  efter  min  Afsked 
fra  Stiftelsen,  kom  der  Hilsener  fra  alle  de  Søstre, 
jeg  havde  havt  Samarbejde  med,  skrevne  paa  pragt- 
fuldt dekoret  Brevpapir  og  med  mange  gode,  kær- 
lige Ord.  Jeg  har  endnu  disse  Hilsener  liggende 
mellem  gamle  Minder. 

Hen  paa  Foraaret  blev  jeg  anmodet  om  at  pleje 
Enkefru  Nathalie  Møller,  af  den  bekendte  Møllerske 
Præstefamilie  fra  Breum1).  Fru  Møller  selv  var  en 
usædvanlig  begavet  Kvinde,  men  var,  paa  Grund 
af  altfor  svære  Arbejdsaar  i  sin  sørgelige  Enkestand, 
blevet  angrebet  af  Tuberkulose  og  befandt  sig  i  det 
sidste  Stadium  af  Sygdommen.  Her  lærte  jeg  to 
Personligheder  at  kende:  Dr.  Vilhelm  Meyer,  den 
saakaldte  „Øre-Meyer*  2),  og  Pastor  Frimodt,  der 
begge  fik  stor  Indflydelse  paa  min  senere  Udvikling. 

Hos  Fru  Møller  blev  det  en  meget  anstrængende 


*)  Fru  Nathalie  Møller  født  NSdschau  (1835—68)  var  Enke  efter  Sognepræst 
til  Tyregod  Jens  Leth  Møller  (1823-64). 

«)  Den  berømte  Læge,  Professor  Hans  Vilhelm  Meyer  (1824—95). 


107 


Pleje.  Hun  havde  stadig  Feber  med  Delirier,  under 
hvilke  hun  fik  Kræfter,  som  hun  ikke  ejede,  naar 
hun  var  ved  sin  Bevidsthed.  I  mangen  Kamp  maatte 
jeg  bruge  al  min  Kraft  og  Aandsnærværelse  for  at 
hindre  hende  i  at  kvæle  mig,  hvad  hun  ofte  for- 
søgte under  Delirieanfaldene.  Dr.  Meyer  hjalp  mig 
troligt,  kom  tidligt  og  silde,  sommetider  henad  Natten. 
Han  var  uudtømmelig  i  at  udfinde  Midler  til  at 
glæde  og  lindre  hende,  og  disse  Gaver  kom  altid 
i  andres  Navn.  Han  sendte  endog  en  Dag  sin  egen 
Lænestol,  som  han  ellers  tog  sin  daglige  Hvile  i, 
naar  han  var  færdig  med  sin  anstrængende  Praxis. 
I  tre  Maaneder  kæmpede  den  stakkels  Syge,  inden 
hun  endelig  fik  udstridt. 

Efter  hendes  Død  tilbød  Dr.  Meyer  at  give  mig 
Undervisning  i  alle  de  elementære  Ting,  der  hø- 
rer til  Sygeplejen:  Forbindinger,  Anatomi  og  Hy- 
giejne. 

Jeg  mødte  hos  ham,  tre  fire  Gange  om  Ugen, 
hvor  han  saa  ofrede  sin  kostbare  Tid  paa  min  Ud- 
dannelse, som  jeg  trængte  saa  haardt  til,  og  som 
jeg  tørstede  saa  meget  efter.  % 

Pastor  Frimodt  saa  jeg  ikke  saa  meget  til  hos 
Fru  Møller,  da  hun  sjældent  var  i  en  Tilstand,  hvor 
hun  taalte  Samtale.  Men  saasnart  han  erfarede  hen- 
des Død,  skrev  han  til  mig,  om  jeg  vilde  overtage 
Plejen  hos  en  ung  Pige,  der  var  angrebet  af  en 
Underlivssygdom.  Her  kom  han  ofte,  til  stor  Glæde 
for  Patienten  som  ogsaa  for  os  andre.  Han  havde 
en  ligefrem  Optræden,  uden  den  dengang  mellem 
Præsterne  saa  ofte  benyttede  højtidelige  og  salvel- 


108 


sesfulde  Prædiketone,  naar  han  talte  med  de  Syge. 
Ofte  benyttede  han  sig  endog  af  Paradoxet,  der 
kan  virke  som  en  Solstraale  i  Regnvejr  ved  en 
lille  forfriskende  Latter,  og  kan  være  saa  velgø- 
rende i  de  mange  tunge  Øjeblikke,  Sygdom  fører 
med  sig. 

Al  min  Tanke  gik  i  denne  Tid  op  i  at  søge  et 
fast  Virksomhedsomraade  i  Retning  af  Sygepleje. 
Jeg  henvendte  mig  desangaaende  til  forskellige  Ho- 
spitaler; men  den  Gang  ønskede  Lægerne  endnu 
slet  ikke  at  faa  Sygeplejersker,  der  kunde  ind- 
befattes under  Begrebet  Damer.  En  af  Overlægerne 
afviste  mig  endog  meget  kort  med  den  Udtalelse:  „at 
jeg  burde  for  mit  Navns  og  min  Families  Skyld  ikke 
nedværdige  mig"  o.  s.  v. 

Der  blev  da  efter  min  Mening  intet  andet  Valg 
end  at  søge  til  Udlandet.  Jeg  skrev  et  Par  Steder 
hen,  og  fra  et  Hospital  i  London  fik  jeg  det  Svar, 
at  man  kunde  tænke  sig  at  indlade  sig  med  mig, 
naar  jeg  kunde  sende  Anbefalinger  fra  dem,  jeg 
havde  arbejdet  under.  Dr.  Meyer  skrev  ifølge  denne 
Opfordring  et  saa  fyndigt  Ord,  der  kunde  have 
aabnet  Vej  igennem  de  stærkeste  Fæstninger.  Men 
han,  hvis  Hjærte  brændte  saa  varmt  for  Danmark, 
havde  jo  selv  lidt  et  langt  og  svært  Martyrium, 
fordi  Forholdene  havde  tvunget  ham  til  at  blive  paa 
det  Sted,  hvor  Vægten  laa  tungest,  og  vidste  af 
Erfaring,  hvad  det  vilde  sige  at  blive  afskaaret  fra 
sit  Fædreland.  Uagtet  hans  Anbefaling  var  saa  varm 
som  tænkes  kunde,  for  at  hjælpe  mig  i  min  Nød, 
bad  han  mig  dog  meget  indtrængende  at  se  Tiden 


109 


lidt  an  endnu.  Da  ogsaa  Frimodt  med  hele  sin  Energi 
protesterede  mod  min  Bortrejse,  ja  endog  frem- 
stillede det  som  en  Forbrydelse  at  forlade  mit 
Fædreland,  besluttede  jeg  mig  til  at  se  Tiden  an, 
om  der  dog  skulde  aabne  sig  en  Vej  herhjemme. 


1 1 1  1 1  ni  \u\  uMiTTiwrr 
1 1 1  iiiiijlIuiii  1 1 1 1 1 
i  n  uui 


nm  i  1 1 1 1 


« « « « « ■ 


Ulli 

■  III 


Ulli 

Ulli 


I? 
il 


UUI    VI    Ulli   I  II 

«!•■■     H|  |.t  ■  ■  i  f     ■    ■■ 


ALMINDELIG  HOSPITAL 


Jeg  var  altsaa  ikke  kommen  videre  end  til  som 
før  at  tænke  frem  og  tilbage,  da  jeg  en  Aften 
i  1868  mødte  to  Damer,  som  jeg  holdt  meget  af, 
men  ikke  havde  set  i  lange  Tider. 

Det  var  Frøken  Povelsen,  der  af  Fængselssel- 
skabet  var  engageret  til  at  modtage  de  løsladte 
kvindelige  Fanger,  indtil  de  kunde  faa  Ansættelse, 
samt  hendes  Hjælper,  Frøken  Olrik1). 

„Ved  De,  at  Overlæge  Brandes  ved  Almindelig 
Hospital  har  bekendtgjort,  at  han  antager  Damer 
til  Oplæring  i  Sygepleje?  Frøken  Olrik  har  faaet 
Ansættelse  henad  Jul.a  Denne  Samtale  faldt  i  de 
første  Foraarsmaaneder  1868,  og  jeg  gik  i  samme 
Øjeblik  op  til  Overlægen  i  hans  Konsultationstid2). 

„De  er  meget  for  ung  Frøken,  De  skal  hellere 
gifte  Dem,a  svarede  han  mig  paa  min  Henvendelse 
om  at  faa  Ansættelse  paa  hans  Hospital.  Min  hæf- 

i)  Frøken  Emma  Povelsen  (død  1893)  oprettede  1878,  tilligemed  Frøken  Anna 
Margrethe  Jacobe  Olrik  (1843—1903),  der  var  uddannet  til  Sygeplejerske  paa 
Almindelig  Hospital,  et  Optagelseshjem  for  kvindelige  Fanger.  Fra  1876  besty- 
rede de  Sygeplejeforeningen  paa  Christianshavn,  Frøken  Povelsen  som  For- 
standerinde til  sin  Død  1893,  Frøken  Olrik  til  1900. 

*)  Dr.  med.  Professor  Ludvig  Brandes  (1821—94)  blev  1863  Overlæge  ved 
Almindelig  Hospital  og  Lemmestiftelse. 


111 


tige  Natur  skød  op  i  mig,  og  indvendig  aldeles 
rasende  svarede  jeg: 

Jeg  mener,  der  hører  to  dertil,  Hr.  Overlæge.*4 
Han  saa  lidt  forbavset  paa  mig,  dog  mærkværdigvis 
ikke  vred. 

„Nej,  det  kan  ikke  lade  sig  gøre,  De  er  for  ung, 
Frøken,"  sagde  han  igen,  efter  et  Øjebliks  Over- 
vejelse. Saa  gik  jeg  forknyt  og  slukøret  min  Vej, 
følte  mig  bitter  over,  at  jeg  saa  godt  som  blev  jaget 
ud  af  mit  Fædreland,  hvis  jeg  vilde  blive  paa  den 
Vej,  jeg  var  slaaet  ind  paa.  Min  Patient  og  hendes 
Familie  trøstede  mig  paa  det  bedste,  men  alt  stod 
dog  stille  for  mig. 

Nogle  Dage  gik;  saa  ringede  Postbudet  med  et 
Brev  til  mig  fra  Overlæge  Brandes,  der  kort  og 
godt  lød:  „Den  Sygestue,  De  kunde  ønske  at  over- 
tage paa  mit  Hospital,  kan  De  faa  at  se  i  Morgen, 
naar  De  henvender  Dem  hos  Inspektøren,  der  øn- 
sker at  se  Dem,  inden  De  eventuelt  antages". 

Brandes. 

Det  var  en  Bombe! 

Patienten,  saavel  som  hendes  Familie,  fik  travlt, 
da  det  nu  gjaldt  om  at  faa  mig  udhalet,  saa  jeg 
kunde  tage  mig  rigtig  værdig  ud  i  Inspektørens 
Øjne.  Ulykken  var,  at  jeg  havde  mistet  mit  Haar 
i  Tyfus,  saa  det  endnu  var  ganske  kort.  Begge 
Frøknerne  halede  og  sled  i  det,  balsamerede  det 
med  Pomade,  for  at  faa  Krøllerne  til  at  gaa  ud, 
men  altid  vendte  de  Halerne  i  Vejret  igen.  I  deres 
Fortvivlelse  gav  Frøknerne  mig  deres  gamle  Moders 
Strimlekappe  paa  og  malede  mig  fuld  af  Rynker  i 


112 


Ansigtet,  hvilket  de  sagde  hjalp  meget  til  at  gøre 
mit  Udseende  værdigt.  Desværre  maatte  jeg  jo 
vadske  Tatoveringerne  af  og  gik  med  bankende 
Hjærte  til  Inspektøren,  med  en  Følelse,  som  jeg 
var  en  Hest,  man  skulde  føle  paa  Tænderne. 

Da  jeg  kom  udenfor  Almindelig  Hospital  i  Amalie- 
gade, som  jeg  den  Gang,  mig  bevidst,  aldrig  havde 
passeret  før,  greb  mig  atter  den  samme  stærke  Be- 
novelse, som  da  jeg  første  Gang  saa  Sygestuerne 
paa  Diakonissestiftelsen.  Der  var  Jærnstænger  for 
Vinduerne,  rigtignok  i  Kælderetagen,  men  de  bragte 
mig  til  at  gyse.  Det  klemte  mig  saa  underligt  for 
Brystet.  Dette  altsaa  var  den  eneste  Udvej  for  mig 
til  at  komme  i  en  fast  Stilling,  for  at  pleje  mine 
syge  Medmennesker  i  mit  eget  Fædreland,  og  det 
forekom  mig,  som  om  jeg  gik  ind  i  et  Fængsel! 

Paa  Trapperne  til  Kontoret  mødte  jeg  et  Par  gamle 
Lemmer.  Den  ene  saa  lidt  smaatosset  ud,  og  i  forbi- 
gaaende  klappede  hun  mig  paa  Kinden  og  sagde: 

„Hvad  hedder  Du?" 

„Du  maa  ikke  saadan  tale  til  fremmede  Damer," 
rettede  den  anden  hende. 

„Men  hun  er  jo  ikke  konfirmeret  endnu",  sva- 
rede den  Tossede. 

„Av,"  tænkte  jeg,  „hvordan  mon  dette  dog  skal 
ende?" 

Paa  Kontoret,  der  laa  ved  Lemmeafdelingen,  blev 
jeg  meget  imødekommende  modtaget  af  Inspektøren, 
og  jeg  kunde  egentlig  ikke  hos  ham  mærke  nogen 
Ængstelse  for  at  antage  mig.  Jeg  maatte  have  en 
Fører  med  for  i  den  vidtløftige  Bygning  at  finde 


OVERLÆGE    L.  BRANDES. 


113 


over  til  Sygeafdelingen.  Den  Gang  var  Johannesstif- 
telsen endnu  ikke  opført,  saa  Alm.  Hospital  optog 
alle  Byens  Fattige,  der  var  under  Magistraten. 

Jeg  naaede  saa  Medicinstuen,  der  var  fuld  af 
Patienter,  men  Overlægen  kom  strax  hen  til  mig 
og  førte  mig  over  til  de  tre  Sygestuer,  der  laa  i 
Række,,  og  som  han  mente,  jeg  skulde  overtage. 

„Hvor  her  er  yndigt!"  udbrød  jeg  uvilkaarligt, 
da  jeg  traadte  ind. 

Disse  store,  høje  Rum,  jeg  tror  7  Alen  til  Lof- 
tet, de  høje  Vinduer,  hvor  Lys  og  Luft  kom  ind 
i  sin  fulde  Pragt,  og  saa  disse  Rækker  af  Syge,  der 
saa  noksaa  smilende  og  tilfredse  ud,  vel  fordi  Til- 
værelsen her  var  langt  bedre  og  sorgfriere  for  dem, 
end  den  Nød  og  Elendighed,  de  kom  fra. 

Overlæge  Brandes  havde  en  enestaaende  Evne 
til  at  omgaaes  disse  Mennesker. 

Jeg  havde  nær  vendt  mig  om  og  sagt:  „Maa  jeg 
ikke  blive  her  med  det  samme?"  Men  det  var  ikke 
hans  Plan,  han  vilde  maaske  prøve  min  Beslutning 
helt  igennem.  Da  vi  havde  set  Stuerne,  gik  han 
ud  paa  Gangen  med  mig.  „Jeg  tænker,  det  er  bedst, 
at  De  prøver  tre  Dage,  inden  De  overtager  Stuerne. 
Kom  igen  i  Morgen  og  de  tre  efterfølgende  Dage." 
Dermed  Farvel  og  færdig.  Han  var  allerede  helt 
henne  ad  Gangen,  da  han  vendte  sig  om  og  sagde: 
„Frøken  Dahl  paa  Medicinstuen  vil  vistnok  følge 
Dem  ned  til  Frøken  Flindt  paa  Børneafdelingen. 
Det  er  bedst,  De  hilser  paa  hende." 

Jeg  fulgtes  da  med  ham  ind  til  Frøken  Dahl.1) 

i)  Vibeke  Adelhaid  Dahl  (1828—97)  blev  ansat  paa  Alm.  Hospital  1866  og 
tog  sin  Afsked  1894. 

8 


114 


Hun  var  et  af  de  originaleste  Mennesker,  man 
kan  forestille  sig,  hvis  haarfine  Nøjagtighed  og  Pligt- 
troskab  jeg  aldrig  har  truffet  Magen  til.  Vilde  jeg 
senere,  under  mit  Hospitalsophold,  slippe  lidt  let 
og  mindre  nøjagtigt  over  noget,  var  det,  som  om 
hun  klemte  min  Samvittighed  mellem  sine  Negle 
og  tvang  mig  til  at  gøre  det  om,  uagtet  hun  ikke 
havde  det  fjerneste  med  min  Gerning  eller  mine 
Stuer  at  gøre,  og  næsten  aldrig  kom  derind.  Senere 
hen  levede  vi  meget  sammen;  men  talte  man  til 
hende  i  den  Time,  hvor  Medicinen  blev  uddelt, 
bed  hun  én  af,  saa  det  svirpede  længe  efter.  Der- 
for kaldte  jeg  hende  ogsaa  „Formiddags  Dahl",  naar 
jeg  hentede  Medicinen,  og  „Eftermiddags  Dahl", 
naar  vi  mødtes  selskabeligt  om  Eftermiddagen,  hvor 
det  saa  gik  løs  paa  Litteraturen,  som  hun  var  meget 
bevandret  i.  Syge  og  Sygdom  var  hende  imod:  Jeg 
holder  nu  en  Gang  mere  af  Flasker  end  af  Men- 
nesker," sagde  hun,  og  sendte  et  kærligt  Blik  til 
alle  de  langhalsede  Venner  omkring  paa  Hylderne. 

Vi  to  fulgtes  da  ad  ned  til  Frøken  Flindt,  der 
for  Magistraten  havde  overtaget  Opdragelsen  af  en 
10—12  smaa  Piger,  der  paa  den  forfærdeligste  Maade 
var  misbrugt  af  Samfundet,  og  som  dette  saa  smag- 
fuldt den  Gang  benævnede:  „moralskt  fordærvede 
Børn".1)  Hun  havde  en  temmelig  rummelig  Stue, 
hvor  de  12  blev  underviste  og  fik  deres  Mad.  Dér 
levede  hun  hele  Dagen  med  Børnene,  underviste 
dem,  spiste  og  legede  med  dem,  hjulpen  af  en  Kone, 

i)  Erasraine  Christiane  Flindt  (1812-73),  Datter  af  Købmand  Henrik  Flindt  i 
Næstved,  kom  fra  Almindelig  Hospital  til  Blindeinstituttet  1871.  Hun  var  en 
højt  skattet  og  meget  afholdt  Dame. 


115 


der  hørte  til  Hospitalets  Lemmeafdeling  og  som 
sov  hos  dem  om  Natten  i  et  Rum  paa  samme  Gang. 
Ved  Siden  af  Skolestuen  havde  Frøken  Flindt  selv 
et  lille  bitte  Soveværelse,  og  der  indenfor  en  lille 
Dagligstue,  vel  en  4  Alen  paa  den  ene,  og  en  5—6 
Alen  paa  den  anden  Led.  Hun  tog  mig  strax  om 
Halsen  og  gav  mig  nogle  smældende  Kys. 

„Hvor  vi  to  skal  more  os  sammen,"  sagde  hun 
og  drejede  mig  et  Par  Gange  rundt:  „Lad  mig  rigtig 
se,  hvordan  en  Kammerherredatter  tager  sig  ud, 
der  har  funden  paa  at  ville  være  Stuekone." 

Atter  drejede  hun  mig  igen  baade  aandeligt  og 
legemligt,  saa  jeg  for  første  Gang,  efter  at  der  saa 
at  sige  var  lukket  af  for  min  ungdommelige  Lystig- 
hed, lo,  saa  Taarerne  trillede  ned  ad  Kinderne.  Hvor 
det  gjorde  godt,  og  hun  forstod  altid  at  oplive  mit 
tunge  Sind  i  de  Aar,  vi  kendte  hinanden,  naar  jeg 
gav  efter  for  min  Tilbøjelighed  til  Grublerier.  „Jeg 
er  altid  saa  kisteglad  lige  fra  jeg  staar  ud  af  Sen- 
gen," sagde  hun  engang,  og  hun  forstod  altid  at 
bibringe  sine  Omgivelser  denne  Glæde. 

I  sin  lille  Dagligstue  samlede  hun  en  Skare  Ung- 
dom af  begge  Køn.  Vi  var  ofte  saa  mange,  at  der 
maatte  sidde  to,  tre  paa  Forhøjningen  i  Vinduet. 
Foruden  en  Del  unge  Mænd,  som  stærkt  interes- 
serede sig  for  alle  det  aandelige  Livs  Rørelser,  saa- 
som  Skolebestyrer  Bredsdorff,  cand.  O.Hohlenberg, 
den  senere  Præst,  cand.  Johnsen,  Irwingianeren 
/.  Thomsen,  traf  jeg  der  Skuespiller  Dorph-Petersen 
med  sine  skønne  Søstre,  Fru  Sødring  med  sine 
ligesaa  skønne  Døtre,  hele  den  vestindiske  Hjarde- 


116 


maalske  Slægt  m.  fl.  Mere  eller  mindre  var  de  paa- 
virkede af  Tidens  religiøse,  literære  og  kunstneriske 
Spørgsmaal.  Søren  Kierkegaard  havde  jo  bragt  hele 
Kirken  i  Oprør,  Grundtvig  førte  an  i  Kampene  mod 
Rationalismen  og  for  Folkeoplysningen,  og  dertil 
kom  saa  Pietismens  Rejsning  under  Navnet  „den 
indre  Mission"  med  Blædel1),  Frimodt  og  Vilhelm 
Beck2)  i  Spidsen. 

For  mig  var  „Indre  Missions"  Rejsning  af  den 
største  Betydning,  —  netop  paa  dette  Tidspunkt, 
da  jeg,  efter  at  have  forladt  Diakonissestiftelsen, 
forsaavidt  stod  ene  paa  det  vildene  Hav.  Min  hele 
Natur  higede  efter  aandeligt  Liv,  og  de  mange  Møder, 
som  „Indre  Mission"  holdt,  hvor  der  var  fuldt  af 
Mennesker,  der  søgte  det  samme  og  haabede  det 
samme  som  jeg,  var  mig  til  uvurderlig  Hjælp  og 
Støtte  efter  mit  anstrængende  Arbejde  og  ofte  van- 
skelige Forhold  om  Dagen.  Vilhelm  Beck  var  en 
Folketaler  som  ingen  anden  og  en  Banebryder  for 
den  pietistiske  Retning  i  Kirken.  Han  talte  sjæl- 
dent under  to  Timer,  ofte  længere,  men  man  tabte 
aldrig  Traaden  eller  Opmærksomheden,  og  i  de 
mangfoldige  Forsamlinger,  som  han  oftest  var  Ene- 
taler i,  har  jeg  aldrig  set  hverken  Uopmærksom- 
hed eller  Træthed  hos  Tilhørerne.  Jeg  har  ikke 
hørt  nogen,  som  i  den  Grad  indgaaende  behandlede 
en  Text,  saa  den  mindste  Enkelthed  blev  udpenslet 


i)  Nicolai  Gottlieb  Blædel  (1816—79),  Sognepræst  ved  Garnisonskirken  i 
Kbhvn.  fra  1859  til  sin  Død. 

*)  Johan  Vilhelm  Beck  (1829—1901),  den  indre  Missions  Fører  i  Danmark 
fra  1861  til  sin  Død,  var  fra  1865  Sognepræst  i  Ørum  og  Ginnerup  ved  Grenaa 
og  fra  1874  i  Ørslev  og  Solbjerg  ved  Slagelse. 


117 


og  behandlet.  —  Men  tilbage  til  Hospitalet.  Det  var 
nogle  af  de  kedeligste  Dage,  jeg  nogensinde  har  op- 
levet, de  tre  i  hvilke  Overlæge  Brandes  fordrede,  jeg 
skulde  „se  paa  Forholdene".  Jeg  mødte  Klokken  7 
om  Morgenen  og  blev  sat  paa  en  lukket  Brænde- 
kasse,  da  Stuekonen,  jeg  skulde  afløse,  ikke  vilde 
tillade  mig  det  allermindste  Arbejde,  og  dér  sad 
jeg  og  saa  paa  Patienterne  den  hele  Guds  Dag! 
Naturligvis  var  der  intet  at  lære,  undtagen  under 
Lægernes  Stuegang,  men  den  varede  sjældent  læn- 
gere end  et  Kvarter.  Hvad  Overlægen  egentlig 
mente  med  denne  Tortur,  er  aldrig  blevet  mig  klart 
og  vist  heller  ikke  ham  selv;  men  den  fik  jo  da 
Ende. 

En  dejlig  Solskinsdag  drog  jeg  saa  ind  paa  Alm. 
Hospital,  og  der  var  en  Lykke  og  Tryghedsfølelse 
hos  mig,  da  de  store  Porte  slog  i  bag  mig,  der 
holdt  sig,  saalænge  jeg  var  der. 

Overlæge  Brandes  var  paa  Stuen,  da  jeg  kom, 
—  som  han  havde  sagt  paa  Medicinstuen  til  Læ- 
gerne: „For  at  give  den  Lille  Mod;  men  det  var 
saamænd  overflødigt,  hun  er  saa  glad  som  en  Lærke." 
Patienterne  saa  baade  smilende  og  fornøjede  ud, 
og  der  udviklede  sig  snart  det  bedste  og  ligefrem- 
meste Forhold  imellem  os.  Mange  Fejltagelser  gør 
man  i  den  Gerning,  mere  end  under  andre  For- 
hold, og  for  det  meste  sidder  disse  fast  i  Mindet, 
saalænge  man  lever.  At  jeg  slap  saa  helskindet  fra 
det,  som  jeg  gjorde,  skylder  jeg  udelukkende  Over- 
læge Brandes.  Han  lærte  mig  Humanitet.  Mærk- 
værdigvis og  sørgeligt  nok  følges   Humanitet  og 


118 


Christendom  ikke  altid  ad!  Ofte  snærtede  hans  Lær- 
domme mig  lige  ind  i  Sjælen;  men  jeg  maatte  altid 
i  Tankerne  bøje  mig  for  hans  Ræsonnementer. 
Timevis  kunde  han  diskutere  om  disse  stakkels 
Syges  og  i  Livet  saa  forkomne  Menneskers  sjæle- 
lige, legemlige  og  daglige  Forhold,  og  hvad  der 
kunde  gøres  for  dem. 

Stor  Hjælp  i  disse  Forhold  var  den  daværende 
Fattigborgmester  Holm,  der  paa  alle  Maader  søgte 
at  hjælpe  paa  den  daarligt  stillede  Befolknings 
Kaar1).  En  Gang,  da  han  var  paa  Hospitalet,  kom 
Brandes  ind  og  præsenterede  mig  for  ham.  Senere 
kom  han  ofte  ind  paa  min  Stue,  naar  han  havde 
noget  at  se  efter  paa  Hospitalet,  og  jeg  høstede 
megen  Glæde  af  hans  Samtaler. 

Min  Trang  til  at  lære  blev  grundigt  tilfredsstillet 
paa  Alm.  Hospital.  Overlægen  sørgede  for,  at  alt, 
hvad  der  fremkom  af  nyt,  strax  blev  indført,  og 
han  aabnede  Sygestuerne  for  Indlæggelse  af  Pa- 
tienter, der  til  andre  Lægers  Hjælp  skulde  obser- 
veres. Da  Overlægen  saa,  at  det  interesserede  mig, 
lagde  han  fortrinsvis  disse  Observationspatienter 
ind  paa  min  Stue.  Det  var  ofte  en  anstrængende 
Opgave,  men  man  lærte  meget  derved.  Hele  Da- 
gen var  man  næsten  bundet  til  en  saadan  Patient, 
fordi  Virkningen  af  de  forskellige  Mediciner,  hvert 
Klokkeslet  skulde  opskrives,  samt  Hjærteslaget,  Ud- 
trykket osv.  osv.  Vaagekonerne  blev  paa  den  Tid 
taget  fra  Lemmeafdelingen  og  var  langt  fra  at  stole 


i)  Konferensraad  Johan   Peter  Holm  (1805-84)  blev  1858  Borgmester  for 
Magistratens  3dje  Afdeling. 


119 


paa,  saa  man  mange  Gange  om  Natten  maatte  op 
for  at  se  efter  og  optegne. 

En  saadan  Observationspatient  gav  Anledning  til 
den  første  Carambolage  mellem  Overlægen  og  mig. 
En  lille  Dreng  var  indlagt  af  en  3—4  Læger,  der 
forgæves  havde  søgt  at  stille  hans  Diagnose.  Man 
vilde  da  forsøge  med  en  Observation  med  Opteg- 
nelser hver  halve  Time.  Jeg  skrev  op  og  obser- 
verede det  bedste,  jeg  kunde;  men  en  Morgen  stod 
Lægerne  ved  Drengens  Leje  og  var  lige  tvivlraadige. 
Den  ene  Læge  syntes  at  have  observeret  én  Virk- 
ning og  den  anden  en  anden. 

Jeg  lyttede  spændt  efter  de  forskellige  Meninger 
og  udbrød  saa  i  min  altfor  store  Iver:  „Jeg  synes 
den  Medicin,"  og  nævnede  Navnet,  „virkede  stær- 
kest i  den  eller  den  Retning."  Lægerne  hørte  meget 
interesserede  paa  mit  lille  Indlæg,  men  Overlægens 
hele  livlige  og  hæftige  Temperament  kom  strax 
i  Oprør.  Han  vendte  sig  om  og  sagde:  „Vi  er  ikke 
vante  til,  at  Stuekonerne  taler  med,  naar  vi  Læger 
debatterer  mellem  os!"  Alle  stod  vi  som  slagne. 
Lægerne  saa  aldeles  betuttede  ud,  og  en  af  dem 
sagde:  „Men  det  har  interesseret  mig  ganske  over- 
ordentligt, uhyre  meget!"  Jeg  selv  mærkede,  at  jeg 
blev  ligbleg.  Her  var  jo  det  saare  Punkt:  Lægerne 
havde  jo  havt  stor  Ængstelse  for  at  faa  Damer  ind 
paa  Hospitalerne  af  Frygt  for,  at  de  skulde  komme 
dem  for  nær.  Brandes  havde  nu  gjort  det  første 
Forsøg  og  badovs!  der  sprang  jeg  lige  i  Fælden! 
Jeg  var  frygtelig  ked  af  det,  men  fandt,  at  Over- 
lægen var  gaaet  for  vidt.  Om  Eftermiddagen  kom 


120 


han  ind  og  vilde  gøre  sin  Part  af  Uretten  god.  Jeg 
bad  ham,  om  han  en  anden  Gang  vilde  røfle  mig 
af,  naar  vi  var  alene,  og  saa  var  der  ikke  mere 
at  sige  om  den  Ting.  Imidlertid,  da  Drengen  nogle 
Dage  efter  døde,  var  han  saa  ædelmodig  at  gøre 
mig  Afbigt  overfor  Lægerne  ved  at  ytre:  „Vi  kan 
vist  med  Rette  sige,  at  det,  der  gjorde  vor  Diagnose 
saa  uvis,  var,  at  Drengen  mod  al  Sansynlighed  holdt 
saa  længe  ud,  og  det  kan  vi  jo  takke  Frøkenens 
Pleje  for."  „Ganske  vist,  upaatvivlelig,"  lød  det  i 
Kor  fra  Lægerne;  men  jeg  havde  ondt  ved  at  lade 
være  at  le,  da  jeg  jo  nok  vidste,  at  jeg  desværre 
ikke  havde  lært  at  holde  paa  Livet. 

Mine  Vanskeligheder  paa  Hospitalet  var  dog  langt- 
fra overstaaede  med  denne  lille,  om  jeg  saa  maa 
sige,  Forpostfægtning. 

Det  var  kommet  det  tjenestegørende  Personale 
paa  Hospitalet  i  høj  Grad  paa  tværs,  at  der  blev 
ansat  „Damer"  ved  Sygeplejen.  En  Følelse  af,  at 
gammel  Slendrian  vilde  komme  hurtigere  for  Dagens 
Lys  ved  de  nye  Elementer,  har  vel  været  Hoved- 
aarsagen.  Enqueten  imod  mig  blev  aabnet  af  Por- 
tørerne, hvis  Bestilling  det  var  hver  Middag  at 
bringe  de  store  Bakker  med  Maden  omkring  paa 
Sygestuerne,  endvidere  at  bære  de  nyindlagte  Syge, 
som  ikke  selv  kunde  gaa,  op  paa  Stuerne,  samt  at 
bære  dem  ned  paa  Spadserepladsen,  naar  de  ikke 
heller  selv  kunde  bevæge  sig  derned.  Imidlertid 
havde  disse  Kavallerer  funden  paa,  hver  Dag,  naar 
de  bragte  Maden  ind  paa  mine  Stuer,  at  bringe  den 
ene  Grovhed  og  uhøflige  Besked  værre  end  den 


121 


anden  til  mig  fra  Køkkeninspektricen.  I  Begyn- 
delsen lod  jeg,  som  jeg  ikke  hørte  det;  men  i 
Længden  blev  denne  Tavshed  fra  min  Side  farlig 
overfor  Patienterne,  og  Portørerne  vænnede  sig  til 
en  aldeles  utaaleligTone  overfor  mig,  naar  de  havde 
noget  paa  mine  Stuer  at  hjælpe  til  med.  En  Dag 
bad  jeg  dem  bære  en  Syg  ned  paa  Spadserepladsen. 
Hun  led  af  en  Underlivssvulst  og  var,  paa  Grund 
heraf,  særlig  svær  og  særlig  uhandelig.  Portørerne 
var  altid  to  om  at  bære  de  Syge  ned,  saa  de  kunde 
godt  have  udført  Arbejdet,  men  de  nægtede  det 
rent  ud  med  den  Undskyldning,  at  hun  var  for 
tung.  Jeg  var  ked  af  at  klage,  men  tænkte:  Nu  vil 
Du  have  en  Ende  paa  hele  det  Vrøvl!  Den  Syge 
var  jo  ogsaa  uhyre  skuffet  ved  Portørernes  Besked. 
Hun  havde  glædet  sig  hele  Dagen  til  denne  Ud- 
flugt, for  hende  den  eneste  hele  Sommeren.  Saa 
snart  Middagen  var  overstaaet,  gik  jeg  ned  paa 
Spadserepladsen  og  beredte  hende  et  Leje.  I  Tan- 
kerne priste  jeg  min  store  Øvelse  fra  Diakonisse- 
stiftelsen i  at  bære  Syge.  Jeg  bad  Patienten  om  at 
være  fuldkommen  rolig,  tage  mig  om  Halsen  og 
især  at  lægge  hele  sin  Tyngde  her,  samt  gøre  sit 
Legeme  saa  stift  som  muligt.  Først  blev  hun  angest, 
men  lagde  dog  sine  Arme  om  min  Hals  med  de 
Ord:  „Jeg  kan  se  paa  Dem,  De  er  sikker!"  Mit 
Hjærte  bankede  forfærdeligt  af  Spænding.  Hele 
Sygestuen  kom  i  Oprør.  Paa  Gangen  kom  Pati- 
enterne ud  for  at  se  Optoget.  Det  var  aldrig  hændet 
før,  at  nogen  af  Stuekonerne  havde  baaret  deres 
Patienter.  Jeg  naaede  uden  Vaklen  ned  ad  Trap- 


122 


perne,  over  Gaarden  og  hen  til  Spadserepladsen, 
hvor  Lemmerne  i  et  Nu  havde  samlet  sig  om  mig, 
og  flere  trykkede  mig  endog  i  Haanden.  Alle  Vin- 
duerne stod  fulde  af  Mennesker,  og  jeg  tænker 
mig,  Portørerne  er  blevne  alvorlig  flove  og  alvorlig 
sat  i  Rette;  thi  jeg  hørte  aldrig  nogen  Uhøflighed 
af  dem  siden,  og  de  nægtede  heller  aldrig  senere 
at  bære  mine  Syge.  Legemlig  Energi  er  for  lidt 
raa  Mennesker  ofte  det  eneste,  de  bøjer  sig  for. 
Aandelige  Værdier  derimod  gaar  som  oftest  over 
deres  Rækkevidde. 

Dette  var  nu  altsaa  den  ene  Part,  jeg  havde  faaet 
i  Ro.  Men  de  andre?  Det  var  saa  vanskeligt  at 
finde  Formen  dér.  Det  var  f.  Ex.  anordnet,  at  alle 
Patienternes  brugte  Linned  skulde  samles  og  bringes 
op  til  Oldfruen  hver  Mandag.  Dette  havde  jeg  ladet 
Gangpigen  gøre,  samt  modtage  Kvittering  for  det 
afgivne  Tøj.  En  Dag  fik  jeg  imidlertid  Bud,  at  Old- 
fruen ikke  vilde  modtage  Tøjet  af  Gangpigen,  fordi 
det  var  Lov,  at  Stuekonerne  selv  skulde  bringe 
det.  Nu  ja,  Lov  er  Lov,  tænkte  jeg,  uagtet  det  var 
mig  meget  imod.  Til  bestemt  Tid  begav  jeg  mig 
da  derop,  hvor  Oldfruen  vilde  have  mig;  men  det 
viste  sig,  at  Ubehageligheden  ikke  var  afgjort  der- 
med; Oldfruen  havde  nemlig  indrettet  det  saaledes, 
at  jeg  maatte  sidde  3  Timer  mellem  alt  det  smud- 
sige Tøj,  der  var  leveret  fra  Hospitalets  Sygestuer, 
saavel  som  fra  Lemmeafdelingerne,  og  endvidere 
maatte  høre  paa  de  Menneskers  raa  og  tvivlsomme 
Samtale  og  Vittigheder,  der  afleverede  det,  og  som 
benyttede  Lejligheden  til  at  gøre  mange  Hentyd- 


123 


ninger  til  mig  personlig.  Denne  „Lov"  blev  mig 
lidt  kvalm,  saa  jeg  gik  ned  til  Overlægen  i  hans 
Modtagelsesværelse,  forestillede  ham  Sagen,  dog 
under  den  Forudsætning,  at  jeg  ingenlunde  vilde 
have  disse  Ubehageligheder  sat  som  „Kabinets- 
spørgsmaal",  hvis  de  viste  sig  at  være  uundgaaelige 
Nødvendigheder.  Men  hvis  han  kunde  befri  mig 
for  dem  paa  en  eller  anden  Maade,  vilde  det  jo 
lette  min  Stilling,  i  hvilken  jeg  ellers  følte  mig 
meget  tilfreds. 

„Har  De  gjort  Visit  hos  disse  Mennesker?" 
spurgte  han. 

„Nej,  det  er  oprigtig  talt  ikke  faldet  mig  ind." 

„Saa  giver  jeg  Dem  herved  en  Liste  paa  alle 
dem,  De  maa  hilse  paa,  og  hvor  i  Hospitalet  de 
er  at  finde.  Det  maa  være  gjort  i  Eftermiddag,  saa 
skal  jeg  nok  klare  Resten." 

Strax  begav  jeg  mig  til  de  værste  Cerberusser: 
Oldfruen  og  Køkkeninspektricen. 

„Gu's"!  sagde  begge,  „tør  De  virkelig  komme 
over  til  os"? 

„Ja",  svarede  jeg,  „det  er  jo  Damer,  jeg  kommer 
til,  saa  jeg  har  ikke  frygtet  noget". 

„Det  er  dog  nogle  dejlige  Krøller,  De  har,  men 
De  maa  dog  endelig  ikke  putte  dem  ind  i  det 
rædsomme  Net!  Hvor  kunde  det  dog  ogsaa  falde 
Dem  ind  at  ville  pleje  Syge  og  netop  her,  hvor 
der  er  lutter  simple  Folk?  De  er  jo  dog  af  saadan 
god  Familie"  osv.  osv. 

Dernæst  gik  Turen  til  Stuekonerne.  De  tog  mere 
jævnt   paa   mig  og  mit   Udseende   og   vor  fælles 


124 


Bestilling,  samt  mine  Familieforhold.  Næste  Dag 
stod  mine  Døre  ikke  for  Genvisitter,  og  inden 
Aften  havde  jeg  faaet  henimod  en  Snes  Levneds- 
løb at  høre,  med  deres  Sorger  og  Kalamiteter  af 
enhver  Art.  De  glædelige  Levnedsløb  faar  man 
saare  sjældent  at  høre,  og  de  ere  vel  ogsaa  saare  faa. 

Overlægen  havde  tilsagt  hele  Personalet  til  et 
Møde  samme  Aften,  jeg  havde  klaget  til  ham,  og 
dér  havde  han  meddelt  dem,  at  han  ingenlunde 
vilde  fortrædige  Stuekonerne  ved  Ansættelse  af 
Damer,  der  ønskede  at  lære  Sygepleje.  Han  havde 
udtaget  enkelte  Stuer,  der,  naar  de  bleve  ledige, 
vilde  blive  besatte  paa  denne  Maade;  men  hvem 
der  forulempede  disse  Damer,  vilde  otte  Dage  efter 
blive  afskediget. 

Nu  gik  mit  Arbejde  i  lang  Tid  sin  støtte  Gang. 
Altid  var  der  meget  at  bestille.  Selv  stod  jeg  op 
Klokken  5  om  Morgenen,  for  at  være  paaklædt  og 
gøre  alle  Forarbejderne,  inden  hele  Hospitalets 
Maskineri  sattes  i  Gang  Kl.  6.  Saa  begyndte  Dagens 
Kamp  med  at  faa  alle  25  Patienter  i  Orden,  der 
ofte  hverken  kunde  vadske  eller  rede  sig  selv. 
Stuerne  maatte  Kl.  8  være  i  Stand,  naar  Stuegangen 
begyndte,  med  alt,  hvad  Lægerne  skulde  bruge, 
og  Nattens  forskellige  Sygeberetninger  ligge  til 
Rede.  Det  svære  Punkt  i  denne  Plan  laa  i,  at  man 
skulde  tage  alle  Forbindingerne  af  igen,  ligesom  de 
stakkels  Patienter  følte  lidt  Ro  og  Forfriskning  efter 
den  første  Morgenbehandling.  Denne  Ordning  har 
jeg  altid  funden  tung  overfor  Patienterne,  men  den 
lader  sig  vel  vanskelig  ordne  anderledes,  thi  saa- 


125 


ledes  er  det  jo  paa  alle  Hospitaler.  —  De  to  Læger, 
man  hovedsagelig  den  Gang  havde  at  gøre  med  paa 
Alm.  Hospital,  var  Overlæge  Brandes  og  Under- 
lægen Laub,  senere  Generallæge  ved  Armeen1). 
Denne  sidste  havde  mest  de  kirurgiske  Patienter. 
Han  var  blandt  de  Læger,  der  særligt  modsatte  sig, 
at  der  blev  ansat  Damer  paa  Hospitalerne.  Han  gik 
endog  saa  vidt  i  sin  Modstand,  at  han  nægtede  mig 
Adgang  til  min  egen  Stue  en  Dag,  da  han  foretog 
en  lettere  Operation,  og  forlangte  en  af  de  gamle 
Stuekoner  til  sin  Hjælp.  Dette  var  naturligvis  en 
frygtelig  Fornærmelse  og  Skade  for  mig  overfor 
Hospitalets  øvrige  Funktionærer.  Jeg  gik  ind  til 
ham  og  forklarede  ham  min  Stilling  og  bad  ham 
at  staa  mig  bi  i  min  Oplæring  i  Sygeplejen,  hvilket 
var  Hensigten  med  min  Ansættelse  her  paa  Hospi- 
talet. Han  bøjede  sig  meget  elskværdigt  for  denne 
min  Anmodning  og  blev  egentlig  let  at  arbejde  under, 
trods  noget  opbrusende  i  hans  Karakter.  Hans  An- 
ordninger var  altid  saa  koncise  og  bestemt  afgræn- 
sede, at  der  vanskeligt  blev  Anledning  til  Mis- 
forstaaelser,  hvilket  han  heller  ikke  taalte,  ligesom 
han  altid  irriteredes  over  Stammen  eller  Usikker- 
hed i  Plejerskens  Sygeberetninger.  Jeg  lærte  altid 
Hovedpunkterne  udenad,  som  jeg  havde  opskrevet. 
Paa  den  anden  Side  var  han  utrættelig  i  at  for- 
klare og  hjælpe  mig  til  Rette,  men  ogsaa  utrættelig 
i  at  udfinde  Fejlene  til  de  mindste  Enkeltheder, 
hvilket  naturligvis  var  en  uvurderlig  Fordel  for  mig. 

!)  Hieronymus  Laub  (1838—1910)  var  assisterende  Læge  ved  Alm.  Hospital 
fra  1866  til  1874.  Han  blev  Korpslæge   i  Hæren  1874,  Generallæge  1902. 


126 


Fra  Diakonissestiftelsen  havde  jeg  medtaget  den 
Skik  hver  Morgen,  naar  Patienterne  havde  spist 
deres  Morgenmaaltid,  at  læse  et  Kapitel  af  det 
nye  Testamente  og  bede  Fadervor  med  dem.  Om 
det  var  nyttigt  for  disse  Mennesker,  er  jeg  ikke 
vis  paa  nu,  efter  et  langt  Livs  mange  Erfaringer. 
Der  maa  jo  visse  Forudsætninger  til  for  at  for- 
staa  eller  faa  noget  ud  af  Christendommen  i  sit, 
om  man  saa  maa  sige,  Raastof  „Bibelen";  derfor 
vel  dog  alle  de  mange  Skrifter,  Præster  og  Lærere. 
Den  Gang  faldt  det  mig  naturligt,  ja  nødvendigt. 
Pietismen  i  sin  Rendyrkelse  holder  jo  paa,  at 
Aabenbaringen  følger  med  Ordet  i  Bibelen,  og  at 
det  kun  afhænger  af  den  Læsendes  personlige  Tro 
og  Aand,  hvad  han  faar  ud  af  det. 

Menneskene  paa  disse  Sygestuer  var  imidlertid 
den  Gang  aldeles  paa  bar  Bund,  og  mange  naive 
Bemærkninger  kom  efterhaanden  frem  ved  deres 
Opfattelse  af  de  religiøse  Themaer. 

Saaledes  sagde  en  af  dem  en  Dag  efter  endt 
Læsning: 

„Det  er  vist  en  rigtig  god  Bog,  Frøkenen  dér 
læser  op  af?" 

„Ja,  men  det  er  jo  Bibelen,"  svarede  jeg. 

„Naa  ja,  jeg  har  jo  nok  hørt  om  den,"  ved- 
blev hun. 

„Madam  Jensen,"  lød  det  fra  en  Anden:  „De 
mener  bestemt  Geografien." 

Jeg  havde  jo  imidlertid  den  faste  Overbevisning, 
at  det  for  mig  kun  gjaldt  om  at  holde  ud,  da  disse 
Menneskers  Trosliv  i  dette  Øjeblik  var  givet  mig 


127 


i  Hænde,  og  at  jeg  laa  inde  med  Ansvaret.  De 
unge  Theologer  gik  meget  om  paa  Lemmeafdelin- 
gerne,  som  en  Slags  Forberedelse  til  deres  Embeds- 
gerning.  Cand.  Sorterup1)  bad  jeg  saaledes  om  af 
og  til  at  tale  paa  mine  Sygestuer.  Han  imødekom 
min  Anmodning  og  kom  i  nogen  Tid  regelmæssigt 
et  Par  Gange  om  Ugen;  men  han  fik  Kald,  hvor- 
ved hans  Virksomhed  paa  Hospitalet  blev  afbrudt. 
Han  anbefalede  mig  saa  Cand.  Johnsen,  som  jeg 
undertiden  traf  hos  Frøken  Flindt  Hvad  der  især 
bidrog  til,  at  jeg  henvendte  mig  netop  til  ham,  var 
Sorterups  Meddelelse  om,  at  Johnsen  var  tilbudt 
Stillingen  som  Lærer  for  Prins  Valdemar,  men  at 
Kongen  havde  fordret,  han  ved  at  overtage  denne 
Stilling  skulde  opgive  sin  Virksomhed  blandt  Lem- 
merne. Denne  Betingelse  vilde  han  ikke  gaa  ind 
paa.  Sorterup  henvendte  sig  da  til  ham,  og  han  var 
villig  til  at  komme,  men  desværre  kun  en  Time 
hver  anden  Søndag,  da  hans  Tid  ellers  var  stærkt 
optaget  paa  Hospitalet.2) 

Cand.  Johnsen  var  som  skabt  til  en  Virksomhed 
mellem  alle  disse  hjemsøgte  Stakler.  Der  kom  snart 
Tilhørere  fra  alle  de  andre  Stuer  de  Dage,  han 
talte.  De  formelig  indsugede  hans  milde  fredelige 
Ord,  der  stemte  Sindene  saa  blødt  i  Modsætning 
til  al  den  Haardhed,  Livet  havde  ydet  dem. 

i)  Christian  Frederik  Sorterup  (1840—1904)  blev  1884  Sognepræst  til  Sankt 
Mikkels  Kirke  og  1899  til  Stillinge. 

*)  Johan  Vilhelm  Johnsen,  født  21.  Maj  1837,  var  Søn  af  Geheimekonferens- 
raad,  Departementschef  i  Finansministeriet  Vilhelm  Ferdinand  Johnsen  og  Anne 
Johanne  Thuesen.  Han  blev  Student  fra  Metropolitanskolen  og  Kandidat  1862, 
Kapellan  p.  1.  i  Taarnby  i  Sundby  Marts  1870,  Sognepræst  i  Vamdrup  1876, 
Provst  for  Andst,  Malt  og  Slaugs  Herred  1879.  Han  blev  gift  med  Forf.  af  disse 
Memoirer  paa  sin  Fødselsdag  1870.  Han  døde  5.  Decbr.  1887. 


128 


Alt  dette  havde  jo  ikke  været  Skik  paa  Syge- 
stuerne før,  saa  det  faldt  de  andre  Stuekoner  for 
Brystet.  En  Søndag,  lige  efter  Middagen,  kom  Por- 
tørerne bærende  med  en  Syg,  medens  Stuen  be- 
gyndte at  fyldes  med  Tilhørere.  Portørerne  havde 
vel  tænkt,  at  de  kunde  give  mig  en  lille  Tak  for 
sidst;  thi  næppe  var  Candidaten  begyndt  at  tale, 
før  Kvartermesteren  indfandt  sig  for  at  indtegne 
den  Nyankomne.  Jeg  bad  ham  vente,  hvilket  han 
tog  meget  fortrydeligt  op  og  gik  skændende  ned 
ad  Trappen,  med  noget  som:  „Det  hellige  Rak". 

Det  Hele  var  dog  gaaet  mig  temmelig  uænset 
forbi,  og  jeg  gik  let  og  glad  i  Sind  til  Johannes- 
kirken om  Aftenen,  hvor  jeg  traf  sammen  med 
Frøken  Povelsen,  Forstanderinden  for  de  løsladte 
Fængselspiger,  den  Gang  mest  fra  Prostitutionen. 
Hun  bad  mig  følge  med  hjem.  Det  regnede  stærkt, 
og  ingen  af  os  havde  Paraplyer  med,  saa  vi  blev 
alle  dygtig  vaade,  inden  vi  naaede  op  i  hendes  lille 
snævre  Kvist  i  Gothersgade  (Fængselshjælpens 
Lokale  for  de  Løsladte).  Her  sad  vi  saa  i  en  tæt 
Klynge  i  hendes  urimelig  smaa  Værelser  med  disse 
mærkelige  stakkels  Mennesker.  Et  Øjeblik  var  der 
opstaaet  Tavshed,  men  pludselig  rejste  en  af  disse 
Kvinder  sig  op,  dundrede  i  Bordet,  saa  det  kna- 
gede og  raabte,  „at  hverken  hun  eller  de  andre 
vilde  finde  sig  i  den  Behandling.  Saadanne  magre 
Rade  som  de  hellige  Frøkener  o.  s.  v.  gjorde  det 
jo  intet,  men  naar  man  havde  en  lille  Smule  Figur, 
var  det  skammeligt  at  byde  en  saadan  et  Regnvejr." 
Ordstrømmen  kom  saa  overraskende,  at  ingen  sva- 


129 


rede,  og  hun  begyndte  saa  igen.  Da  jeg  sad  hende 
nærmest,  vilde  jeg  sige  et  beroligende  Ord:  „Jeg 
synes  lige,  vi  har  havt  det  saa  godt  og  hørt  saa 
meget  smukt  om  Vorherre",  men  hun  afbrød  mig: 
„Bilder  saadan  en  Frøken  sig  ind,  at  hun  kender 
Vorherre,  nej,  da  skulde  De  have  været  i  al  den 
Elendighed,  jeg  kender,  saa  kunde  De  tale  med 
om  Vorherre.  Havde  jeg  ikke  altid  havt  Vorherre 
med  mig,  havde  det  nok  set  galt  ud  for  mig",  osv. 
Det  mærkelige  ved  denne  Tale  var,  at  hun  gjorde 
Indtryk  af,  at  det  var  hendes  fuldeste  Overbevis- 
ning, hvert  Ord  hun  sagde. 

Men  er  der  noget,,  der  keder  den  Slags  Kvinder, 
er  det  at  gaa  i  Kirke,  og  uagtet  der  aldrig  blev 
lagt  ydre  Tvang  paa  dem,  da  Frøken  Povelsen  var 
det  mest  frisindede  og  klart  seende  Menneske,  følte 
de  dog  en  Kapsun  paa  dem  ved  hele  den  for- 
haandenværende  Situation.  Deres  Klæder  er  det 
kæreste,  de  ejer,  saa  Fristelsen  skal  være  stor  for 
at  drive  dem  ud,  naar  de  kan  risikere  at  faa  dem 
ødelagte;  og  her  var  de  nu  blevne  overlistede  af 
Regnen  og  nødsagede  til  at  gaa  Skyllen  igennem. 
Mange  Gange  senere  har  jeg  hos  disse  stakkels 
Kvinder  set,  at  de  fuldstændig  har  misforstaaet 
Forholdet  og  i  den  Grad  vendt  op  og  ned  paa  det 
hele,  at  de  opfattede  det,  som  om  man  maatte  være 
dem  taknemlige,  fordi  de  gav  Anledning  til  den 
missionerende  Virksomhed.  Ja,  de  syntes  det  for- 
tjenstfuldt af  dem  og  mente,  at  de  var  selvskrevne 
til  den  guddommelige  Naade  og  menneskelige  Vej- 
ledning fremfor  andre,  fordi  de  havde  været  saa 


130 


dybt  i  Dyndet,  og  de  ligesom  følte  sig  overfor  de 
stakkels  taabelige  Mennesker,  der  søgte  at  hjælpe 
dem,  men  ikke  havde  den  Erfaring  som  de  om 
Livets  Jammer  i  dens  videste  Udstrækning. 

Næste  Dag  var  Hospitalet  som  ladet  med  Krudt. 

Efter  endt  Stuegang  bad  Overlægen  mig  om  at 
komme  ned  i  hans  Modtagelsesværelse.  Bleg  af 
Raseri  kom  han  mig  i  Møde:  „Jeg  vil  ikke  taale 
nogensomhelst  gudelig  Andagt  paa  Sygestuerne  her 
paa  Hospitalet.  Der  er  blevet  klaget  fra  Kontoret 
over,  at  Kvartermestrene  ikke  engang  kan  faa  Lov 
til  at  indskrive  de  Nyankomne  paa  Grund  af  de 
gudelige  Taler.  De  vil  faa  Tilsigelse  til  at  møde  i 
Magistraten  paa  Lørdag." 

Nu  var  det  mig,  der  blev  bleg.  Hele  min  Stil- 
ling, som  jeg  med  saa  megen  Kamp  havde  arbejdet 
mig  ind  i  og  følte  mig  saa  lykkelig  ved,  laa  altsaa 
nu  i  Ruin.  Dertil  kom  Skandalen  overfor  min  Fa- 
milie, naar  det  rygtedes,  at  jeg  var  indanket  for 
Magistraten.  Men  min  Overbevisning  om,  at  jeg 
stod  paa  den  rigtige  Side,  var  saa  rodfæstet  i  mig 
den  Gang,  at  jeg  svarede:  „at  uagtet  jeg  saare  nødig 
vilde  det,  maatte  min  Gerning  paa  Hospitalet  være 
endt,  hvis  man  nægtede  mig  at  følge  den  Vej,  jeg 
var  slaaet  ind  paa." 

Denne  Udtalelse  havde  Overlægen  aabenbart  ikke 
ventet. 

„Saa  voldsomme  Forholdsregler  har  De  ikke  Lov 
til  at  tage",  svarede  han. 

„Jo,  Hr.  Overlæge,  naar  De  forbyder  mig  at 
trække  Vejret,  maa  jeg  gaa." 


131 


Jeg  gik  med  rystende  Knæ  op  til  min  Sygestue, 
bag  mit  Skærmbrædt,  der  var  den  eneste  Sondring 
imellem  mig  og  mine  Syge.  —  Hvad  nu?  Alt  luk- 
kede sig  igen  for  mig. 

Hen  paa  Eftermiddagen  bad  jeg  om  Udgangs- 
tilladelse, for  om  muligt  at  faa  Pastor  Frimodt  til 
at  raade  mig  i  min  store  Vaande. 

Uagtet  det  ikke  var  hans  Modtagelsestid,  lod  han 
mig  komme  ind  og  blev  helt  forskrækket  over  mit 
nedtrykte  Udseende. 

Jeg  fortalte  ham  nu  det  passerede. 

„Til  Lykke,  kære  Frøken!"  sagde  han,  idet  han 
rakte  mig  begge  sine  Hænder,  „det  er  altid  en  god 
Hjælp  at  faa  en  Lussing  for  Vorherres  Skyld.  Jeg 
og  Vennerne  skal  støtte  Dem  paa  enhver  Maade; 
men  gaa  til  Hospitalets  Præst  og  forklar  ham  Sam- 
menhængen." 

Vedkommende  Præst  —  Koch1)  —  stillede  sig 
ogsaa  til  min  Raadighed  og  tilbød  at  følge  mig, 
naar  der  blev  gjort  Alvor  af  Tilsigelsen  fra  Magi- 
straten. 

Som  en  Løbeild  udbredte  denne  lille  Begiven- 
hed sig  i  den  sammensluttede  Del  af  Menigheden 
i  Johanneskirken,  og  i  Følge  en  indre  Forstaaelse 
mellem  Præsten  og  den  var  Stemningen  den  paa- 
følgende Søndag  steget  til  et  ukendt  Punkt.  Utal- 
lige var  de  Breve  og  Besøg,  jeg  fik  i  denne  Tid, 
dels  om  Tilslutning  og  dels  om  Støtte,  hvis  jeg 
skulde  lide  Mén  af  Klagen.  Dette  viste  sig  dog 

i)  Johannes  Georg  Elias  Koch  (1821—87)  blev  1867  afskediget  som  Præst  i 
Sønderjylland  og  konstitueret  som  Præst  ved  Alm.  Hospital.  Han  blev  1872 
Præst  i  Kastellet.  1882  Titel  af  Professor. 


132 


heldigvis  ikke  at  være  nødvendigt,  da  Sagen  paa 
en  eller  anden  Maade  maa  være  bleven  standset, 
jeg  ved  ikke  hvorledes.  Men  naturligvis  gav  al 
denne  Tilslutning  mig  en  Tryghedsfølelse,  der  bragte 
mig  over  den  pinlige  Ensomhedsfornemmelse,  jeg 
til  Tider  led  under  i  min  Virksomhed. 

I  denne  Sammenhæng  maa  jeg  dog,  for  at  gøre 
Billedet  fra  hin  Tid  saa  klart  som  muligt,  omtale 
to  Besøg,  der  var  ret  betegnende,  netop  for  det 
Tidspunkt,  hvor  de  forefaldt.  Det  ene  var  Lægen 
Arendrup1),  som  jeg  tidligere  havde  mødt  i  det 
selskabelige  Liv.  Han  var  paa  Vejen  til  Paris,  og 
jeg  var  siden  den  Tid  naaet  et  godt  Stykke  ind 
paa  Sygeplejens  den  Gang  knudrede  Vej.  Vi  talte 
en  Del  om  vore  forskellige  Beslutninger.  Han  ytrede 
sin  Glæde  over,  at  der  var  begyndt  at  brydes 
Breche  i  Sygeplejesagen,  da,  som  han  ytrede,  Læ- 
gerne aldrig  kunde  naa  frem  paa  Hospitalerne,  naar 
de  ikke  fik  ordentlig  oplært  Hjælp.  Jeg  fra  mit 
Standpunkt  sympathiserede  ikke  med  hans  Plan  om 
at  drage  ud  af  Landet,  for  at  vie  sine  udmærkede 
Kræfter  til  et  fremmed  Lands  Tjeneste.  Han  for- 
talte mig  ikke  de  Grunde,  der  førte  ham  bort  herfra, 
men  jeg  tænkte  paa,  hvor  nær  jeg  selv  havde  været 
ved  at  forlade  det  kære  Danmark,  og  hvor  lykkelig 
jeg  følte  mig  over,  at  det  var  blevet  forhindret.  Da 
han  stod  i  Døren  og  vinkede  mig  Farvel,  med  sit 
underlige  vemodige  Smil,  sagde  han:  „De  vil  naa 
Deres  Maal,  Frøken!"   Han  døde  dernede  under 


1)  Emil  Peter  Ussing  Arendrup  (1838—71)  tog  under  Paris's  Belejring  Del 
i  Lazarettjenesten  som  Overlæge  og  døde  der  1871. 


133 


Paris's  Belejring.  —  Det  andet  Besøg  hørte  til 
Minderne  fra  Jylland.  En  Dag,  da  jeg  netop  havde 
havt  særlig  mange,  stærkt  angrebne  Patienter,  og 
knap  var  bleven  færdig  mellem  Stuegangen  og 
Modtagelsestiden  for  Besøg,  bankede  det  paa  Døren, 
og  de  to  gamle  Præstefolk  Brix  og  Hustru  traadte 
ind.1)  En  hel  Række  unge  Præster  er  Sønner  af 
dem.  Det  var  de  første  af  den  gamle  Kreds  fra 
Jylland,  der  besøgte  mig  paa  det  skrækindjagende 
Hospital.  Hos  dem  havde  jeg  tilbragt  saa  mange 
Timer  i  deres  store  Børneflok.  Trandberg  havde 
ved  sin  varme  Begejstring  tilført  hele  Familien  en 
stærk  Strøm  af  den  Vækkelse,  der  som  før  omtalt 
gik  hen  over  hele  Landet.  Den  gamle  Præst  kunde 
knapt  gaa,  men  endnu  fra  Døren  strakte  han  Ar- 
mene ud  imod  mig:  „Min  kære  Ida,  hvor  er  det 
en  Glæde  for  mig  at  se  Dig  her.  Alt,  hvad  jeg  kan 
tænke  mig  af  Velsignelse,  ønsker  jeg  over  Dig!" 
Det  var  ogsaa,  som  om  de  to  Gamle  bragte  Vel- 
signelsen med  sig.  Ingensinde  gik  alt  saa  glat  og 
lykkedes  for  mig  som  i  den  Tid.  Deres  Hjærtens- 
godhed  faldt  saa  lindrende  efter  alle  de  over- 
bærende, foragtelige  og  medlidende  Smil,  jeg  var 
vant  til  at  møde  blandt  mine  Bekendte. 

Vinteren  begyndte  at  melde  sig,  og  en  stærk  Ind- 
læggelse af  alvorlige  Syge  kom  fra  de  fattige  og 
forhutlede  Hjem,  som  den  første  Vinterkulde  kuer 
saa  meget.  Især  Lungesottige  var  stærkt  repræsen- 
terede, saa  jeg  kunde  ikke  vige  fra  Sygestuerne 

i)  Jens  Bøgild  Brix  (1815—77)  blev  1865  Sognepræst  til  Rødding  og  Krejberg 
og  1844  gift  med  Anne  Marie  Noschau  (1821—1904). 


134 


hele  Dagen.  Om  Aftenen  græd  de,  naar  Natte- 
vagten afløste,  saa  jeg  ofte  maatte  staa  op  om  Natten 
for  at  stille  dem  tilfreds.  Dertil  kom,  at  der  blev 
indlagt  en  lille  hjemløs  Dreng,  der  var  hittet  Gud 
ved  hvor,  og  hvis  Fader  eller  Moder  ikke  var  at 
opspørge.  Han  var  et  yndigt  Barn  og  hang  efter 
mig  med  Børns  Instinkt,  hvor  de  kan  finde  Støtte- 
punkt i  deres  Hjælpeløshed;  og  jeg  maatte  hele 
Dagen  tage  ham  med  omkring,  og  enten  holde  ham 
i  Haanden,  eller  han  mig  i  Skørterne.  Dette  lettede 
jo  ikke  Arbejdet.  Jeg  følte  mig  i  den  Tid  over- 
anstrengt, og  Nattesøvnen  svigtede,  uagtet  jeg  var 
dødtræt  efter  Dagens  Arbejde. 

En  Aften  henad  Jul  bad  Frøken  Flindt,  som  jeg 
længe  ikke  havde  besøgt,  om  jeg  vilde  komme  ned 
til  hende,  sammen  med  Vennekresen,  der  var 
samlet  hos  hende.  Jeg  lod  mig  lokke  dertil  og 
fandt  megen  Ungdomsglæde  og  Julestemning  der- 
nede, men  uagtet  jeg  trængte  til  sligt,  saa  var  Mod- 
sætningen fra  mine  Stuer  med  alle  mine  Stakler 
dog  noget  for  grel,  og  jeg  havde  ondt  ved  at  holde 
mig  oppe. 

En  Dag,  da  Dr.  Laub  og  jeg  havde  haft  et  sær- 
ligt svært  Arbejde  med  en  af  de  stærkest  angrebne 
Syge,  vilde  han  gaa,  medens  jeg  endnu  var  ved  at 
lægge  Forbindingerne  til  Rette.  Han  vendte  sig  om 
i  Døren  og  sagde:  „Vil  De  komme  ud  til  mig  paa 
Gangen,  Frøken,  naar  De  har  forbundet,  jeg  vil  gerne 
tale  med  Dem.«  —  „Nu  kan  De  betragte  Dem 
som  færdig  Candidat,  Frøken,  med  bedste  Karak- 
ter," sagde  han,  „hvis  vi  kunde  have  holdt  Examen 


135 


over  Dem.  Deres  Stue  er  en  Mønsterstue!  Erfa- 
ringen kommer  naturligvis  mere  og  mere  i  Embedet, 
som  for  alle  Candidater;  men  fra  vor  Haand  er  De 
færdig!" 

Jeg  blev  helt  overvældet,  satte  mig  ganske  stille 
ned  og  sansede  ikke  mine  Omgivelser  eller  noget- 
somhelst,  kun  opfyldt  af  den  ene  Tanke,  hvor 
mærkeligt  det  var,  at  jeg  uden  at  have  tænkt  over 
det  eller  at  have  gjort  mig  det  bevidst,  vel  af  Mangel 
paa  Tid,  var  naaet  det  Skridt  frem,  som  jeg  aare- 
vis  havde  arbejdet  hen  til.  Alt  var  jo  saa  vaklende 
med  Hensyn  til  Sygeplejegerningen  i  de  Tider,  at 
man  egentlig  ikke  kunde  gøre  sig  Rede  for,  hvor 
man  vilde  begynde  eller  ende,  og  hvorledes  man 
skulde  tage  fat.  Jeg  blev  vækket  af  mine  Drømme- 
rier, ved  at  en  af  de  Syge  ganske  højt  raabte: 
„Herregud,  Frøken,  kan  De  da  ikke  høre,  jeg  har 
kaldt  saa  mange  Gange  paa  Dem."  Det  var  en  af 
de  Lungesyge.  „De  maa  ikke  gaa  fra  mig,  Frøken," 
sukkede  hun.  Hun  var  paa  det  Sidste.  Jeg  satte 
mig  hos  hende.  „De  vil  nok  holde  mig  i  Haanden?" 
Og  saaledes  sad  jeg  hele  den  øvrige  Del  af  Dagen. 
Hun  var  næsten  uden  Bevidthed,  kun  en  Gang 
imellem  slog  hun  Øjnene  op  for  at  se,  om  jeg  var 
der.  Egentlig  var  jeg  saa  jublende  glad,  men  søgte 
at  undertrykke  denne  Følelse  og  at  blive  siddende 
der,  ventende  paa  Dødens  haarde  Bud.  Og  dog, 
hvor  forskellig  ser  man  paa  Døden,  naar  den  saa 
at  sige  bliver  ens  stadige  Omgang,  end  i  Familie- 
livets daglige  Gænge.  Henad  Aften  fik  hun  udstridt, 
tidsnok  til  at  blive  baaret  bort,  inden  Nattevagten 


136 


kom  for  at  afløse.  Dødsfald  gør  naturligvis  altid 
Indtryk  paa  de  tilbageblivende  Patienter.  Enhver 
tænker,  om  hun  eller  han  staar  næste  Gang  for 
Tur.  Jeg  satte  mig  hos  dem  for  at  tale  lidt  om 
hende,  der  var  gaaet  bort.  Hun  havde  havt  det 
haardt,  og  alle  de  andre  vel  ligeledes,  men  dog 
synes  vi  alle,  at  det  var  sørgeligt,  at  hun  skulde 
dø  saa  ung,  —  kun  20  Aar. 

Døren  blev,  uden  at  jeg  hørte  det,  aabnet,  og 
en  Arm  lagde  sig  bagfra  om  min  Hals.  Det  var 
Frøken  Flindt  Hun  hviskede  til  mig:  „Du  maa 
komme  ned  hos  mig,  saasnart  Du  kan;  der  er  nogen, 
der  vil  tale  med  Dig."  ,Ja,  saasnart  Nattevagten  er 
kommen,  skal  jeg  være  der."  Saa  listede  hun  ud 
igen.  Stærkt  udmattet  følte  jeg  mig,  men  jeg  maatte 
dog  holde  Ord. 

Da  jeg  kom  ned  i  Frøken  Flindfs  Stue,  stod 
Cand.  Johnsen  der  og  bad  mig  blive  hans  Hustru. 
Mine  Tanker  var  den  Dag  jaget  saa  stærkt  mellem 
Liv  og  Død,  mellem  Jubel  og  Jammer,  at  det  som 
en  Kniv  skar  igennem  mig:  Er  Dit  Liv  ikke  lagt 
henad  andre  Veje?  Men  saa  følte  jeg,  at  jeg  ikke 
kunde  tænke  mig  Tilværelsen  uden  ham,  og  saa 
fik  alt  andet  staa  til.  Vi  sluttede  da  en  Pagt,  som 
ikke  kan  tænkes  lykkeligere,  under  Indflydelse  af 
Jordelivets  mangeartede  Foreteelser. 

Søvnen  svigtede  mig  aldeles  i  disse  bevægede 
Tider.  Mine  Syge  var  særlig  angrebne,  og  Læge- 
besøgene trak  længere  ud  end  sædvanligt,  hvilket 
forhindrede  mig  i  at  hvile  mig  lidt  om  Dagen. 
Den  sidste  af  de  Dødssyge  laa  med  store  bebrej- 


137 


dende  Øjne  og  saa  efter  mig,  hver  Gang  jeg  rørte 
mig.  Hun  syntes  ikke,  jeg  var  saa  meget  hos  hende 
som  hos  de  to  andre,  allerede  bortgangne.  Dette 
traf  netop  Dagen  efter  min  Forlovelse,  og  min  til- 
kommende Svigermoder  kom  for  at  se  dette  Men- 
neske, som  hendes  Søn  havde  valgt,  hvis  Tilvæ- 
relse hun  ej  havde  anet,  og  som  var  slaaet  ind  paa 
Veje,  der  laa  aldeles  udenfor  den  Tids  Horizont. 
Kun  meget  flygtigt  kunde  jeg  desværre  hilse  paa 
hende,  da  jeg  maatte  ned  i  Ligstuen  for  at  gøre 
de  to  sidst  Afdøde  i  Stand,  inden  de  skulde  lægges 
i  Kiste,  hvilket  hørte  til  min  Bestilling  som  Stue- 
kone. Deres  Familier  stod  alt  og  ventede,  inden 
jeg  naaede  ned  til  de  Døde,  Ligstuen  var  fuld  af 
dem.  Det  var  en  forunderlig  Kontrast  mellem  mine 
egne  personlige  Hændelser  og  hernede  i  de  Dødes 
Rige.  Min  Ungdom  og  Lykke  tilligemed  mine  Sø- 
skendes Glæde  over  Forlovelsen,  som  de  bedre 
forstod  end  mine  andre  Livsforetagender,  bragte 
dog  snart  min  Stemning  og  min  Glæde  i  Vejret. 

Patienterne  tog  Meddelelsen  paa  deres  Fagon. 
En  sagde:  „Det  har  min  Billigelse!"  En  anden: 
„Det  er  da  Deres  Plaser!"  En  tredie:  „Ja,  mig  er 
det  ikke  noget  Nyt!  Jeg  har  godt  vidst,  at  Frøk- 
nen vilde  gøre  Deres  Lykke!"  Men  alles  Mening 
var  det,  at  de  delte  min  Glæde.  Vi  give  jo  blot 
vore  Følelser  Udtryk  i  forskellige  Former  efter  de 
sociale  Traditioner,  vi  tilhøre. 

Overlæge  Brandes  var  strax  baade  overrasket 
og  misfornøjet.  „Jeg  havde  lagt  en  Plan  om  Syge- 
plejens videre   Udvikling,"  ytrede  han,  „men  nu 


138 


maa  jeg  opgive  den.  De  har  forresten  mine  oprig- 
tigste Lykønskninger,  og  De  vil  som  tilkommende 
Præstekone  jo  kunne  høste  god  Nytte  af,  hvad  De 
har  lært  hos  os." 

Juleaftens  Morgen  tabte  jeg  Bevidstheden  under 
Lægernes  Stuegang.  De  bar  mig  ind  paa  min  Seng. 
Overlægen  var  utrættelig  i  at  anvende  baade  be- 
roligende og  stimulerende  Midler,  men  Feberen 
vedblev  at  være  lige  høj.  „Jeg  vil",  sagde  han, 
„at  De  skal  gaa  til  Deres  Svigerforældre  i  Aften. 
Igaar  gik  jeg  op  til  Deres  Svigermoder  for  at  sætte 
hende  lidt  ind  i  de  Planer,  De  har  havt,  og  hvad 
det  er,  De  har  villet;  men  hun  forstod  ikke  en 
Stavelse  deraf;  derfor  vil  jeg  have,  at  de  Gamle 
selv  skal  se  Dem.  Den  gamle  Gehejmeraad  er  vist 
for  Tiden  Landets  mest  ansete  Embedsmand!"  — 
Om  Aftenen  kom  han  endnu  en  Gang  og  gav  mig 
baade  Piller  og  Pulvere  og  hjalp  mig  endog  selv 
op  i  den  Vogn,  der  skulde  føre  mig  til  min  nye 
Familie. 

Jeg  glemmer  aldrig  det  Syn,  der  mødte  mig,  da 
jeg  traadte  ind  i  mine  Svigerforældres  Dagligstue, 
aldrig  de  to  gamle  ærværdige  Mennesker,  der  stod 
under  Lysekronen.  Man  kan  ikke  tænke  sig  noget 
saa  jævnt  og  ophøjet  beskedent,  som  min  Sviger- 
fader, den  gamle  Gehejmeraad  Johnsen,  der  dog 
sad  inde  med  alt,  hvad  tænkes  kunde  af  Hæders- 
bevisninger fra  Ind-  som  fra  Udlandet. 

Efter  at  Juletræet  var  slukket,  satte  han  sig  hen 
for  at  tale  med  mig,  men  desværre  viste  det  sig, 
at   det  var  en   Fejltagelse   af  Overlægen,  at  han 


139 


havde  ladet  mig  tage  derud,  thi  jeg  tabte  atter  Be- 
vidstheden og  maatte  køres  tilbage  til  Hospitalet. 

I  3  Uger  laa  jeg  hen  i  de  stærkeste  Feberdelirier. 
Overlægen  var  utrættelig  i  sin  Omhu  og  kom  to 
Gange  daglig  og  to  Gange  om  Natten.  Forstander- 
inden paa  Diakonissestiftelsen  kom  strax  ud  for  at 
se  til  mig,  og  bad  om  Tilladelse  til  at  sende  en 
Diakonisse  for  at  pleje  mig.  Hun  fik  denne  Til- 
ladelse, saa  jeg  var  i  de  bedst  mulige  Hænder. 
Sygdommen  tog  imidlertid  stærkere  og  stærkere 
fat  og  bragte  mig  lige  til  Dødsgrænsen.  Den  far- 
ligste Nat  kom  jeg  delvis  til  Bevidsthed,  og  bad 
om  at  Frimodt  maatte  blive  hentet,  for  at  give  mig 
Sakramentet.  Frøken  Flindt  sendte  strax  Bud  til 
ham  og  til  min  Forlovede.  Alle  var  da  samlede 
midt  om  Natten  hos  hende,  da  Professor  Brandes 
i  det  samme  kom  til. 

Han  blev  yderst  opbragt  og  forbød  dem  rent  ud 
at  gaa  ind  til  mig,  da  han  mente,  at  det  vilde  virke 
skadeligt.  I  sin  Hæftighed  kunde  han  ikke  lade 
være  ogsaa  at  gøre  mig  Bebrejdelser,  og  jeg  selv 
maa  jo  have  havt  Kræfter  nok  til  at  blive  hidsig; 
thi  jeg  svarede  ham:  „Hvor  tør  De  som  Jøde  nægte 
mig  som  Kristen  at  faa  Sakramentet?  De  aner  jo 
ikke,  hvad  Betydning  det  har  for  mig."  Derpaa 
tabte  jeg  Bevidstheden. 

Brandes's  umaadelige  Omhyggelighed  frelste  mit 
Liv,  men  jeg  var  saa  kraftløs  som  et  Barn.  Det  var 
mig,  som  om  alt,  hvad  der  foregik,  skete  langt  borte, 
og  denne  Nerveslappelse  varede  et  helt  Aar,  og 
Tilstanden  var  mig  yderst  pinlig. 


140 


En  Dag,  da  jeg,  for  at  bruge  Hospitalssproget, 
„var  tjenlig  til  Udskrivning",  kom  Overlægen  ind 
til  mig  og  sagde,  at  han  syntes,  jeg  skulde  tage 
bort  fra  Hospitalet  og  Sygeplejegerningen,  da  baade 
min  Forlovede  og  Familie  ønskede  det,  og  de  Gamle 
jo  ingensinde  vilde  lære  at  forstaa  mine  Ønsker  i 
den  Retning.  Jeg  kunde  jo  ikke  andet  end  erkende 
Sandheden  i,  hvad  han  sagde,  og  tog  min  Afsked 
med  blødende  Hjærte. 

Den  sidste  Aften,  inden  jeg  tog  fra  Hospitalet, 
kom  Overlægen  ind  til  mig  med  et  lille  Manuskript, 
han  selv  havde  skrevet,  og  bad  mig  modtage  det 
til  Erindring. 

„Jeg  skal  sige  Dem,"  tilføjede  han,  „jeg  kan  ikke 
mindes,  at  noget  har  bedrøvet  mig  som  de  Ord, 
De  sagde  den  Dag,  da  jeg  forhindrede,  at  De  fik 
Sakramentet,  og  ytrede:  at  jeg  som  Jøde  ikke  turde 
nægte  Dem  som  Kristen  det.  Da  alle  disse  Men- 
nesker var  gaaede,  gik  jeg  ind  paa  mit  Værelse  og 
græd  som  ikke  siden  min  Faders  Død.  At  netop 
De  kunde  sige  det,  som  jeg  har  talt  saa  meget  med, 
forstod  jeg  ikke.  De  véd,  hvor  hele  min  Sjæl  hænger 
ved  min  Nation  og  dens  Religion;  De  maatte  vide, 
at  det  var  som  Læge  og  Menneske,  at  jeg  maatte 
sætte  mig  derimod." 

Manuskriptet  var  en  Henvendelse  i  Eventyrform, 
skrevet  med  den  fine  Begavelse,  der  var  egen  for 
ham  og  hans  Familie,  og  som  Medlemmer  af  den 
senere  har  givet  saa  mange  Beviser  paa. 

Den  Gang  gik  det  op  for  mig,  at  ingen  anden  Nation 
i  Menneskeheden  har  kunnet  frembringe  Christus- 


141 


skikkelsen  end  netop  Jødefolket.  Hvor  lidet  har  vi 
Hedningefolk,  som  har  paataget  os  Kristennavnet, 
forstaaet  den  Hjælp,  de  usynlig  raadende  Magter 
har  villet  bringe  os  ved  netop  at  sprede  denne  Na- 
tion over  hele  Verden.  Vi  har  misbrugt  den  helt 
igennem  og  bogstavelig  talt  trykket  den  de  grimmeste 
Vaaben  i  Hænde,  for  bagefter  at  haane  den,  fordi 
vi  har  tvunget  den  til  at  bruge  disse  Vaaben.  Man 
maa  mindes  Mesterens  Ord:  „Den  Tid  vil  komme, 
da  de  vil  mene  at  vise  Gud  en  Dyrkelse  ved  at 
forfølge  Eder!"  Mesteren  selv,  saa  højt  han  elskede 
sin  Nation,  vilde  visselig  have  givet  ti  Liv  for  den, 
om  han  havde  havt  dem. 


SUNDBYERNE 


Da  Rygterne  om  Krig  mellem  Frankrig  og  Tysk- 
land begyndte  at  svirre  om  i  den  politiske 
Verden  1870,  blev  min  Forlovede  residerende  Ka- 
pellan i  Sundby  og  Taarnby1),  hvorpaa  vi  med  den 
„betryggende"  Indtægt  af  600  Rdr.  og  fri  Bolig  gif- 
tede os. 

Vi  blev  viede  i  Johanneskirken  af  Pastor  Frimodt. 
Hele  Kirken  var  fuld  af  Syge,  Krøblinge,  Plejer- 
sker, Forstanderinder,  Fængselspiger,  Diakonisser 
og  andre  gode  Venner.  Min  Broder  gjorde  Fest- 
lighederne og  havde  bl.  a.  indbudt  vore  tre  gode 
Venner:  Pastor  Frimodt,  Overlæge  Brandes  og 
Frk.  Flindt,  saa  vi  fik  et  i  høj  Grad  gemytligt 
Bryllup.  Lykkelige  drog  vi  ud  i  vort  lille  Kapel- 
lani  paa  tre  smaa  Fag  —  mærkværdigvis  med  takket 
Gavl  — ;  det  laa  midt  i  en  Have.  Naar  vi  vandrede 
rundt  i  vore  4  meget  smaa  Værelser  og  beundrede 
vore  nye  Ting,  hvor  en  lille  Sofa  var  det  eneste 
polstrede  Møbel,  havde  vi  Fornemmelsen  af  noget 
kongeligt,  hvilket  jeg  egentlig  ikke  tror  forekom 
de  andre  ligesaa.  Alle  vore  Venner,  baade  fra  Alm. 
Hospital  og  Diakonissestiftelsen  besøgte  os  og  delte 


i)  Sundby  Kirke  var  Annex  til  Taarnby  Kirke  og  blev  indviet  i  Decbr.  1870. 
Ved  Reskript  af  1878  blev  Sundby  udskilt  til  et  selvstændigt  Sognekald. 


143 


vor  Lykke  med  den  naive  Glæde,  som  maaske 
mere  hørte  Datidens  end  Nutidens  Slægt  til. 

Kun  et  Aar  blev  vi  i  denne  Idyl.  Min  Mands 
egentlige  Arbejdsmark  laa  i  Sundbyerne,  som  den- 
gang var  befolket  med  c.  14,000,  mest  fattige  Ar- 
bejdere. Det  saakaldte  Rhabarberkvarter  var  endnu 
ikke  bebygget  paa  den  Tid,  saa  at  alle,  der  ikke 
kunde  betale  en  nogenlunde  ordentlig  Husleje  paa 
Christianshavn,  flyttede  ud  til  Sundbyerne. 

Sundbyerne  hørte  dengang  under  Frederiksberg 
og  var  yderst  slet  stillet  i  kommunal  Henseende. 
Dels  førte  alle  de  mange  Fabrikker,  der  blev  anlagt 
ude  paa  de  dengang  saa  billige  Grunde,  en  Hær 
af  Arbejdere  derud,  der  ikke  kunde  betale  Skat, 
hvorimod  Fabriksejerne  boede  i  Byen  eller  i  Vil- 
laer og  betalte  deres  Skat  til  andre  Kommuner. 
Dels  var  den  frygtelig  forsømt  i  sanitær  Retning. 
Alle  Lossepladserne  var  lagt  derud;  og  hvis  der 
paa  denne  flade  0  kan  være  Tale  om  Fald  til  nogen 
af  Siderne,  var  Faldet  fra  disse  stærkest  ind  mod 
den  bebyggede  Del.  Grøfter  og  Afløb  var  heller 
ikke  synderligt  vel  arrangerede,  saa  det  Hele  gik 
i  et  i  Sne  og  Fugtighed,  og  var  et  bundløst  Morads. 
Vand  var  der  ikke  i  alle  Huse,  og  Drikkevandet 
i  Brøndene  var  kun  daarligt. 

Store  Kaserner  var  smurt  op.  En  Samling  paa 
en  10 — 12  Stykker,  de  saakaldte  „Ishøis  Steder", 
indeholdt  80  Familier,  hver  med  et  Værelse  og 
Køkken,  og  ofte  havde  de  Bunker  af  Børn.  Flere 
Steder  var  der  kun  et  Rum,  der  var  utæt  paa  alle 
Kanter,  altsammen  Jordbund  for  Epidemier  af  en- 


144 


hver  Art.  Overhovedet  var  der  ikke  den  Nød  og 
Elendighed,  der  nævnes  kan,  som  Fattigdommen 
ikke  havde  pløjet  op  med  sin  skærende  Plov. 

I  kirkelig  Henseende  var  Sundby  ligesaa  forsømt 
og  opløst  som  i  sanitær.  Da  Sognepræsten,  Provst 
Theilade1),  kom  dertil,  fandt  han  en  15 — 16  Børn 
i  Konfirmationsalderen,  der  ikke  var  døbte.  Bryl- 
lupper og  andre  kirkelige  Paabud  var  ligesaa  for- 
sømte og  forvirrede.  Religiøse  Sekter  af  enhver  Art 
maatte  dog  anses  for  Lyspunkter  i  al  denne  Sam- 
menhoben af  aandelig  og  timelig  Enighed.  Etatsraad 
Holmblad2),  der  var  den  eneste  betydelige  Fabriks- 
herre,  der  havde  slaaet  sig  ned  derude  ved  Siden 
af  sin  Virksomhed,  var  dog  en  udmærket  Støtte 
for  det  Samfund,  han  levede  i.  Hver  Jul  gav  han 
ret  klækkelige  Summer  til  Præsten  og  Lærerne, 
saa  at  disse  for  nogle  Maaneder  kunde  hjælpe  lidt 
paa  Nøden.  Han  foranstaltede  senere,  at  der  blev 
bygget  en  Kirke,  saa  at  der  ogsaa  paa  dette  Om- 
raade  blev  afhjulpet  et  Savn. 

Da  Kirken  var  færdig,  blev  vor  Bolig  flyttet  ned 
ved  Siden  af  den,  og  her  ventede  nu  min  Mand 
et  kolossalt  Arbejde.  Tidlig  og  silde  vandrede  han 
om  i  dette  Kaos  om  Hverdagene,  og  han  kendte 
ikke  Hvile  om  Søndagen.  Der  var  ofte  15 — 16  Børn 
at  døbe,  store  Altergange,  og  10  å  12  Brudevielser 
var  ingen  Sjeldenhed. 


i)  Provst  Peter  Andreas  Frederik  Theilade  (1808-91)  blev  1865  Sognepræst 
i  Taarnby  paa  Amager.  Han  tog  sin  Afsked  1878,  da  Sundby  blev  udskilt  til  et 
selvstændigt  Sognekald. 

*)  Etatsraad  Lauritz  Peter  Holmblad  (1815-90),  der  var  Kirkeværge  for 
Sundby  Kirke,  stod  paa  mange  Maader  i  et  særlig  patriarkalsk  Forhold  til  Amager. 


Ida  Johnsen  f.  Jessen. 


pastor  J.  V.  Johnsen. 


145 


Midt  i  al  denne  Fattigdom,  Nød  og  Last  af  en- 
hver Art,  viste  der  sig  en  Redebonhed  til  at  hjælpe 
og  yde,  endog  med  store  Opofrelser,  der  rørte  os 
dybt,  men  som  egentlig  hyppigere  findes  hos  de 
Hjemsøgte  end  hos  de  Velstillede.  Naar  man  for- 
talte om  et  Sted,  hvor  det  var  særligt  slemt,  hændte 
det  tidt,  at  der  kom  Hjælp  samme  Dag.  De  Fattige 
havde  da  tidt  slaaet  sig  sammen,  og  af  deres 
Fattigdom  blev  saa  én  Elendig  hjulpen.  Gud  véd, 
hvorledes  de  fik  Midlerne  samlet?  Dette  gjorde  det 
uendelige  Arbejde  rigt  og  lykkeligt,  saa  at  vi  begge 
trods  alle  Anstrængelser  følte  os  saa  hjemlige,  naar 
vi  om  Aftenen  mødte  disse  Skarer  af  Arbejdere, 
der  vendte  hjem  fra  de  mange  Fabriker,  til  de 
trange  Gader,  hvor  Lugten  af  Sild  og  Kartofler 
mødte  os  alle  Vegne  i  Gyder  og  Smaaveje. 

Mangen  mærkelig  Livsironi  udsprang  af  de  un- 
derligt forkrøblede  Livsskæbner,  vi  stødte  paa,  baade 
de  tragiske  og  latterlige.  Som  Exempel  kan  for- 
tælles om  en  Familie,  som  vi  kom  i  Forbindelse 
med,  hvor  Faderen  var  i  Tugthuset,  men  dette 
gjorde  ham  ingenlunde  ringere,  hverken  i  Konens 
eller  hans  tre  Drenges  Øjne.  Alt  hvad  Moder  og 
Børn  i  deres  Kummerlighed  kunde  skrabe  sammen 
blev  lagt  hen  for  at  festligholde  hans  Hjemkomst. 
Konen  var  tyskfødt  og  havde  en  god  Sangstemme, 
men  havde  liden  Ide  om  danske  Sange;  hun  valgte 
da  at  fejre  Manden,  da  han  igen  traadte  ind  i  Hjem- 
met, ved  at  stille  Drengene  op  og  lade  dem  alle 
tre  afsynge:  „Heil  Dir  im  Siegeskranz!" 

Et  andet  Sted,  hvor  Manden  ligeledes  var  fra- 

10 


146 


værende  paa  Grund  af  Straf,  gik  Konen  op  og 
ned  ad  Gulvet  og  raabte  aldeles  sanseløs:  „Jeg 
sulter,  jeg  sulter,  giv  mig  noget!"  —  og  da  der 
kom  Mad,  som  Overbringeren  vilde  tilberede  til 
hende,  rev  hun  det  til  sig,  flaaede  med  Neglene 
Kødet  i  Stykker  og  slugte  det  raat. 

Hvad  den  praktiske  Del  af  Arbejdet  angik,  ind- 
saa  jeg  snart,  at  skulde  der  gennemføres  en  ind- 
gribende Hjælp  for  denne,  i  alle  Henseender  saa 
slet  stillede  Befolkning,  kunde  den  ikke  baseres 
paa  privat  Godgørenhed,  men  maatte  i  sin  Grund- 
vold støtte  sig  til  Staten  eller  Kommunen.  Jeg  be- 
gyndte derfor  at  overveje  en  Plan  i  denne  Retning; 
men  ved  Udarbejdelsen  af  en  systematisk  Frem- 
gang stødte  jeg  stadig,  ukendt  med  offentlige  For- 
hold, som  jo  alle  Damer  var  i  min  Ungdom,  paa 
saa  mange  Anstødssten  og  Hindringer,  at  jeg  tyede 
til  min  gamle  Lærer,  Overlæge  Brandes,  Han  slut- 
tede sig  med  største  Interesse  til  Sagen  og  satte 
den  i  Form. 

Hidtil  var  det  ikke  forsøgt  at  støtte  et  saadant 
enkelt  Foretagende  til  Kommunen,  og  dertil  kom, 
at  der  ikke  var  noget,  der  indjog  de  Fattige  større 
Skræk  end  netop  alt,  hvad  der  vedrørte  denne 
Institution,  som  de  kun  tyede  til,  naar  alle  Grænser 
var  overskredne  og  alt  Haab  om  at  bevare  deres 
borgerlige  og  tildels  menneskelige  Rettigheder  var 
bristet. 

Det  hørte  til  Fremtidens  Frihedskultur  at  klar- 
gøre, at  Samfundet  har  Ansvar  for  at  skaffe  Leve- 
vilkaar  for  alle  sine  Medlemmer,  og  at  disse  har 


147 


Ret  til  at  forlange  fornøden  Hjælp,  naar  Sygdom 
forener  sig  med  Nød. 

Det  var  i  dette  Decennium,  da  min  Mand  og  jeg 
saaledes  var  optagne  i  det  lille  Samfund,  vi  levede 
i,  at  de  store  Livsproblemer  rejste  Hovedet  og  be- 
gyndte at  gøre  sig  gældende.  De  store  Problemer 
rejses  jo  i  Almindelighed  af  enkelte  Personligheder 
og  breder  sig  i  Samfundet  og  faar  Indflydelse  over- 
alt, hvor  der  leves,  virkes  og  arbejdes.  I  kirkelig 
Henseende  var  Kampen  herhjemme  endnu  ikke  i 
fuld  Gang,  der  stod  kun  Forpostfægtninger.  Men 
engang  imellem  foer  Gnisterne  tilvejrs,  naar  Grundt- 
vig f.  Ex.  kastede  et  eller  andet  Dogme  ud  i  Menig- 
heden, der  bragte  de  Konservative  til  at  stejle. 
Men  de  sociale  Problemer  laa  endnu  i  Svøb.  Man 
blev  vel  opskræmmet  ved  den  strænge  Dom  over 
Pio  og  Geleff1),  og  man  hørte  vel  nu  og  da  om 
Striker  i  England,  men  man  havde  egentlig  liden 
Forstaaelse  af  denne  Form  for  Revolution.  Ude  i 
Sundbyerne,  der  husede  en  saa  stor  Part  af  Hoved- 
stadens Arbejdere,  mærkede  man  kun  sporadisk 
ligesom  en  Understrøm,  der  kunde  vise  sig  ved 
at  en  eller  anden  skældte  min  Mand  grundigt  ud 
og  ytrede,  at  naar  der  bare  ikke  var  Præster  til, 
vilde  Verden  være  herlig.  Men  han  havde  en  egen 
Gave  til  at  afvæbne  slige  Angreb.  En  Arbejder, 
der  havde  udtalt  sig  særlig  hæftigt  imod  ham,  er- 
klærede endog  bagefter:  „Jeg  har  søgt  overalt,  men 
jeg  kan  ikke  finde  nogen  „Fejler"  hos  den  Mand." 

i)  Socialdemokraterne  Pio  og  Geleff  blev  i  August  1873  af  Højesteret  dømt 
til  5  Aars  Forbedringshusarbejde  for  deres  ophidsende  Optræden  mod  den  be- 
staaende  Samfundsorden. 

10* 


148 


I  Literaturen  var  der  jo  efter  Krigen  til  Begyn- 
delsen af  1870'erne  en  meget  stille  Tid,  indtil  Georg 
Brandes  tændte  Ilden.  Hans  „Hovedstrømninger" 
gjorde  vældig  Opsigt,  men  endnu  var  der  ikke  fra 
kirkelig  Side  rejst  nogen  Opposition  imod  ham. 
Hans  Oversættelse  af  Stuart  Mills  „Kvindens  Un- 
derkuelse" vakte  megen  Røre  og  gav  vel  Stødet 
til  den  Bevægelse  herhjemme,  der  endnu  er  stan- 
dende og  vel  ikke  ophører,  før  Kvinden  har  er- 
hvervet sig  sine  fulde  borgerlige  Rettigheder.  Mær- 
keligt nok  blev  jeg  personlig  mere  frastødt  end 
tiltrukken  af  det  omtalte  Skrift  og  endnu  mærke- 
ligere var  det,  at  min  Mand  sympathiserede  med 
det;  men  hvor  lidet  man  ofte  er  sig  sin  egen  Ud- 
vikling bevidst,  erfarede  jeg  engang  i  den  Anled- 
ning. I  et  Aftenselskab  hos  Overlæge  Brandes  var 
den  dengang  lige  nycreerede  Doktor  Georg  Brandes, 
en  Nevø  af  Overlægen,  tilstede.  Stuart  Mills  Bog 
kom  paa  Tale,  og  i  en  Debat,  der  opstod  om  den, 
erklærede  jeg  min  Modvillie  mod  Emancipations- 
tanken. Hele  Selskabet  brast  i  Latter,  og  Dr.  Georg 
Brandes  udbrød:  „Ja,  men  bedste  Frue,  De  har 
jo  selv  emanciperet  Dem  her  herhjemme  som  ingen 
anden  Kvinde,  mig  bekendt." 

Dette  var  ikke  gaaet  op  for  mig  selv.  Jeg  havde 
jo  ganske  vist  stærkt  erfaret  Datidens  Uvillie  mod 
min  Stræben,  men  ansaa  det  egentlig  for  Stands- 
fordomme. Jeg  havde  styrtet  mig  ind  i  Arbejdet, 
der  ikke  havde  levnet  mig  Tid  eller  Plads  i  min 
Hjerne  til  at  betragte  min  Stilling  i  Forhold  til 
Samfundet.   Men  flere   Fænomener  i   Kvinderejs- 


149 


ningens  Begyndelse  havde  endog  afskrækket  mig 
i  dens  ydre  Form. 

Der  hvilede  i  det  hele  taget  en  vis  Ro  over  Van- 
dene, til  Georg  Brandes  fremstod  med  sine  Angreb 
paa  Hjemmets  Literatur  og  sine  radikale  Udtalelser 
af  social,  politisk,  religiøs  og  literær  Natur,  der  gav 
ham  mange  Tilhængere,  men  ogsaa  fremkaldte  stærk 
Modsigelse  og  efterhaanden  en  bitter  Polemik,  ogsaa 
fra  kirkelig  Side. 

Hvad  denne  Strid  angik,  delte  min  Mand  og  jeg 
ikke  den  almindelige  Ophidselse  og  Bitterhed,  der 
herskede  i  vor  Kres.  Vi  hvilede  begge  trygt  i 
Christendommens  Ur-Sandheder,  der  altid  faar 
Overtaget,  fordi  de  viser  den  eneste  Vej,  ad  hvil- 
ken den  menneskelige  Udvikling  kan  bane  sig  og 
Retfærdigheden  frem. 

Inden  jeg  havde  faaet  lagt  en  fast  Plan  til  Syge- 
plejens Organisation,  der  kunde  føre  den  ud  i  Livet, 
blev  jeg  angrebet  af  en  Underlivssygdom,  der  æng- 
stede mine  Omgivelser.  Min  Broder  tilbød  mig  et 
Ophold  ved  et  Badested,  og  Ems  blev  valgt.  Midt 
i  Maj  drog  jeg  da  for  første  Gang  ud  over  Lan- 
dets Grænser,  og  jeg  var  ikke  lidet  ængstelig  ved 
at  maatte  begive  mig  ud  i  Verden  alene.  Pastor 
Ewaldsen1)  var  dernede,  og  min  Mand  skrev  til 
ham,  om  han  vilde  tage  sig  lidt  af  mig. 

Ems  er  et  „Præstebad",  hvor  der  kunde  hentes 
Lægedom  for  de  mange  Halsonder,  der  let  op- 
staar  ved  den  megen  Prædiken.  Den  herlige  gamle 

i)  Pastor  Christen  Ewaldsen  (1819-93)  havde  været  Præst  i  Sønderjylland, 
blev  1865  res.  Kapellan  til  Frue  Kirke  i  Kbhvn.  og  1876  Sognepræst  paa  Fre- 
deriksberg. 


150 


Bauer,  samt  Kanitz  og  Hofpræsten  Kogel  var  de 
mest  fremtrædende  af  de  Mænd,  jeg  gjorde  Be- 
kendtskab med,  da  vi  boede  paa  samme  Hotel. 

Saavel  den  russiske  som  den  tyske  Kejser  var 
i  Ems  paa  den  Tid.  Man  kunde  møde  dem  hver 
Morgen  paa  Promenaden,  naar  de  drak  deres  Emser- 
vand.  Sjældent  saaes  de  dog  samtidigt.  Kejser  Wil- 
helm var  uagtet  sin  Alder  stadig  lige  „lebendig", 
hilste  og  talte  tilhøjre  og  tilvenstre,  leende  og  kur- 
tiserende Damerne,  der  altid  i  Mængde  mødte  frem 
paa  hans  Vej.  Den  russiske  Kejser  gik  høj,  slank 
og  majestætisk,  aldrig  et  Smil  i  Ansigtet,  men  Øj- 
nene var  aldrig  i  Ro  og  flakkede  sky  til  alle  Sider. 
Han  var  omgivet  af  et  stort  Følge,  en  Gejstlig  gik 
foran  i  en  lang  violet  Silke-  og  Fløjls-Dragt.  Man 
sagde,  at  70  hemmelige  Politiembedsmænd  ligeledes 
omgav  ham.  Hver  Eftermiddag  red  han  sig  en  Tur 
paa  en  hvid  Hest  og  passerede  en  Villa,  hvor  Fru 
Dolgorucki  med  deres  fælles  Børn  stod  paa  Veran- 
daen, for  at  hilse  paa  ham. 

En  Morgen  havde  jeg  selv  et  ganske  lille  Eventyr 
med  Hans  kejserlige  Majestæt.  Jeg  var  gaaet  noget 
sildigere  ud  end  sædvanlig  for  at  drikke  Emser- 
vand  og  passerede  en  Park,  der  adskilte  mit  Hotel 
fra  Kuranstalten.  Gennem  denne  Park  førte  en  Sti 
til  Kejserens  Slot.  Kejseren  kom  ganske  alene  henad 
denne  Sti,  der  mundede  ud  til  Hovedindgangen, 
der  var  temmelig  smal.  For  ikke  at  løbe  lige  paa 
Hans  Majestæt,  traadte  jeg  til  Side  op  paa  en 
Græsrabat.  Denne  Bevægelse  maa  have  vakt  ham 
af  de  dybe  Tanker,  han  syntes  at  vandre  i;  thi 


151 


han  saa  forfærdet  op,  og  uagtet  jeg  gjorde  min 
fineste  Reverens,  fløjtede  han  i  en  lille  Pibe  og 
alt  kom  styrtende  til:  Hunde,  Poper  og  Følge,  og 
der  stod  vi  to.  Jeg  kunde  ikke  slippe  udenom,  inden 
Majestæten  var  passeret,  og  han  har  vel  frygtet  en 
Polak  i  mig.  Inden  jeg  var  naaet  til  Hotellet,  var 
allerede  de  Herrer,  som  jeg  hele  Tiden  tænkte  mig 
var  russisk  Politi,  underrettet  om  Mødet,  og  har 
vel  beroliget  Kejserens  Omgivelser  angaaende  min 
Personlighed. 

Den  yndige  Egn  omkring  Ems  fristede  mange 
Badegæster  paa  Hotellet  til  Fodture.  Jeg  turde  des- 
værre kun  følge  dem  et  ganske  lille  Stykke  paa 
Vej,  da  jeg  ikke  maatte  stige  op  ad  Bjærget.  En  af 
Selskabet,  en  Gerichtsrath  Ziegler  fra  Sachsen- 
Coburg,  en  ældre  Mand,  udmærket  begavet  og  stor 
Æstetiker,  var  da  ogsaa  saa  elskværdig  at  blive  til- 
bage, for  at  underholde  mig  i  min  Ensomhed.  Han 
foreslog  mig,  at  vi  skulde  gennemgaa  Goethes 
„Faust"  i  disse  Hviletimer,  hvilket  vi  ogsaa  udførte 
lige  til  det  sidste  Afsnit.  Han  „spigrede"  Faust  i  den 
Grad  fast  i  min  Bevidsthed,  saa  den  aldrig  mere 
har  revet  sig  løs,  og  jeg  tyer  atter  og  atter  til  den 
og  maa  bekende,  at  den  giver  de  fleste  uklarede 
Tanker  Ord. 

Jeg  fortalte  ham  om  Grundtvig  og  Søren  Kierke- 
gaard. Denne  interesserede  ham  især  meget,  og 
han  sagde  endog,  at  han  vilde  lære  sig  saa  meget 
Dansk,  at  han  kunde  studere  ham. 

En  lille  Oplevelse  endnu  havde  jeg  inden  min 
Afrejse.   En  Eftermiddag,  da  jeg  passerede   Kur- 


152 


parken,  gjorde  en  af  mine  Bekendte  mig  opmærksom 
paa  et  stort  Selskab,  der  sad  og  drak  Kaffe  foran 
en  af  Restauranterne.  Det  var  Kejseren  og  Kejser- 
inden af  Tyskland,  Kejseren  af  Rusland  med  sin 
Minister  Gortschakojf,  der  dengang  regerede  Czar- 
riget  og  sammen  med  Bismarck  ordnede  Europas 
Husholdning.  Her  ved  Kaffebordet  sad  de  Side  om 
Side.  Kongen  og  Dronningen  af  Wurtemberg  var 
ogsaa  tilstede,  samt  alle  disse  høje  Herskabers 
Kavallerer  og  Hofdamer.  Jeg  stod  dem  saa  nær,  at 
jeg  kunde  høre  deres  Tale,  og  jeg  blev  staaende, 
uagtet  jeg  selv  hader  den  Slags  Nærgaaenhed  og 
uagtet  jeg  hele  Tiden  skændte  paa  mig  selv.  Men 
et  sligt  historisk  Øjeblik  paa  ét  Sted  at  se  Datidens 
Verdensherskere  i  én  samlet  Klynge,  vilde  jo  aldrig 
mere  blive  mig  tilbudt!  — 

Endelig,  efter  de  i  mange  Henseender  interes- 
sante Uger,  blev  jeg  udskrevet  af  Lægen  og  kunde 
tage  hjem.  Jeg  havde  ofte  længtes  forfærdeligt,  saa 
det  var  med  Fryd,  jeg  stod  paa  Banegaarden  sam- 
men med  den  elskelige  Bauer  og  Kanitz,  der  begge 
ligeledes  skulde  forlade  Ems.  En  hel  Skare  fulgte 
os  tildørs,  og  en  halv  Have  Blomster  blev  stukket 
ind  til  os  i  Kupeen.  Vi  havde  en  meget  fornøjelig 
Eftermiddag,  skiftede  i  Dusseldorff,  hvor  vi  spiste 
til  Aften  sammen  ved  et  særskilt  Bord,  som  jeg 
pyntede  med  Blomsterne.  Saa  kom  Togene,  hver 
fra  sin  Side.  Deres  afgik  først,  og  i  den  dejligste 
Sommernats  klare  Maaneskins  Belysning  saa  jeg 
de  to  herlige  Skikkelser  forsvinde,  for  aldrig  mere 
at  mødes  med  dem. 


153 


Efter  min  Hjemkomst  satte  jeg  fuld  Kraft  paa  at 
faa  den  kommunale  Sygepleje  i  Gang.  Vor  Sogne- 
præst, Provst  Theilade,  en  alvorlig  og  klog  Mand, 
kunde  ikke  virke  praktisk  i  Sagen,  da  han  var  svag, 
men  han  støttede  mig  med  mange  gode  Raad;  især 
sluttede  han  sig  til  Tanken  om  at  gøre  Sygeplejen 
kommunal,  da  han  mente,  at  en  stærkt  forceret  privat 
Velgørenhed  vilde  skade  Kirken.  Fuldt  ud  forstod 
jeg  ikke  dengang  hans  Mening  i  kirkelig  Hense- 
ende, først  senere  lærte  jeg  at  indse  hans  Forud- 
seenhed. 

Mit  Standpunkt  var  nærmest  bygget  paa  de  mange 
Erfaringer,  jeg  havde  erhvervet  mig  under  Arbejdet 
paa  Sagen,  ikke  mindst  paa  Kendskabet  til  den 
menneskelige  Ubestandighed  med  Hensyn  til  at 
yde  Bidrag  i  det  lange  Løb,  samt  til  de  eventuelle 
Plejerskers  svigtende  Kræfter.  Den  private  God- 
gørenhed strandede  altid  paa,  at  den  ikke  havde 
Midlerne  til  det  tilstrækkelige  Antal  Plejersker  til 
Afløsning,  naar  der  var  Tale  om  en  gennemgribende 
og  altid  fortsat  Hjælp  for  den  arbejdsdygtige  Arbej- 
derklasse i  de  store  Distrikter. 

Inden  jeg  kunde  faa  det  vidtløftige  Apparat  i 
Stand  og  Midlerne  til  at  faa  det  i  Gang,  begyndte 
jeg  med  én  Sygeplejerske,  der  blev  optaget  i  vort 
Hjem.  Samme  Dag  overraskede  en  gammel  Kone 
os  med  at  bringe  2  Kroner  til  Hjælp  til  Syge- 
plejen, og  hele  Dagen  strømmede  Folk  ind  med 
Bidrag  —  25  Ører  og  10  Kroner  mellem  hinanden 
—  uden  at  vi  havde  ladet  nogensomhelst  Opfor- 
dring udgaa  eller  endog  fortalt,  at  vi  havde  en 


154 


Plejerske  boende  hos  os.  Jeg  henvendte  mig  nu 
til  de  Fabrikejere,  der  havde  Arbejdere  i  Sundby, 
og  de  gik  alle  ind  paa  at  give  aarlige  Bidrag.  Etats- 
raad  Holmblad  stillede  en  af  sine  Arbejderboliger 
til  Disposition,  hvor  der  saa  blev  anbragt  endnu 
en  Plejerske,  samt  en  Husmoder,  der  skulde  be- 
sørge Husholdningen  osv.  Fra  den  stedlige  Kom- 
mune fik  jeg  tilstaaet  1  Krone  om  Dagen  for  hver 
Syg,  der  fik  Pleje.  Det  var  ikke  meget,  men  dog 
altid  en  Hjælp.  Kommunen  var  selv  fattig,  og  Sagen, 
der  hidtil  var  ukendt  og  uprøvet,  maatte  jo  først 
arbejdes  op. 

Da  Epidemierne  tog  til  og  flere  Plejersker  blev 
ansatte,  blev  Sagen  altfor  ansvarsfuld  for  mig  alene 
og  fordrede  en  rigtig  Bestyrelse.  Overlæge  Brandes, 
som  jeg  hele  Tiden  havde  raadført  mig  med  og 
som  havde  været  mig  en  uvurderlig  Støtte,  nægtede 
til  min  store  Skuffelse  at  overtage  Formandspladsen 
eller  andet  Sæde  i  en  eventuel  Bestyrelse.  Min 
Mands  Tid  var  altfor  optaget  til,  at  han  fra  første 
Færd  havde  kunnet  støtte  Foretagendet,  og  det  var 
jo  egentlig  ogsaa  min  Opgave  at  støtte  hans  Virk- 
somhed; men  indtræde  i  Bestyrelsen  vilde  han  ikke, 
da  han  ikke  fandt  det  heldigt,  at  Mand  og  Kone 
havde  Stemmeret  i  samme  Forening.  Pastor  Ewald- 
sen,  der  havde  lovet  at  assistere  mig  ved  Lovenes 
Affattelse,  kunde  ikke  støtte  mig  mere,  da  han  selv 
havde  fuldt  op  at  gøre,  men  han  var  mig  en  ud- 
mærket Hjælp  ved  sine  enestaaende  praktiske  og 
administrative  Evner. 

Frøken  Conring  paa  Diakonisseanstalten,  der  jo 


155 


havde  rige  Erfaringer  paa  Sygeplejens  Omraade, 
støttede  mig  ligeledes  med  gode  Raad,  skøndt  hun 
havde  en  anden  Opfattelse  af  Sygeplejens  Veje  og 
Ordning  end  jeg. 

Planen  blev  i  sin  Helhed  ordnet  saaledes:  Ad 
de  dengang  farbare  Veje  at  uddanne  et  Antal  Syge- 
plejersker, der  efterhaanden  skulde  ansættes  i  Di- 
strikt efter  Distrikt  parvis  eller  flere  efter  Distrik- 
ternes Størrelse  og  Behov  under  Distriktslægernes 
Kontrol.  Under  Epidemier,  Krig  osv.  skulde  de 
forskellige  Kommuner  afstaa  saa  stort  et  Antal  Syge- 
plejersker, som  der  eventuelt  maatte  være  Brug 
for.  Epidemihospitalerne  existerede  jo  dengang  ikke. 
Syge,  der  ikke  henhørte  under  Fattigvæsnet,  skulde 
om  muligt  yde  noget  Vederlag  for  deres  Pleje,  be- 
regnet efter  den  Skala  efter  hvilken  de  ydede  Skat, 
saa  lavt  som  til  25  Øre  for  Døgnet.  Denne  Ord- 
ning skyldtes  Arbejdernes  vaagnende  Selvfølelse, 
der  ofte  gjorde  dem  ømfindtlige  overfor  Almisser. 
Endelig  blev  det  bestemt,  at  velstillede  Familier 
ogsaa  kunde  søge  Sygepleje,  saavidt  Plejerskerne 
ikke  var  optagne  af  Fattigpleje.  Dette  skete,  fordi 
disse  derved  blev  holdt  i  Øvelse  med  at  fyldest- 
gøre de  større  Fordringer,  som  Overklassen  stiller 
og  som  holder  Plejen  paa  dens  øverste  Trin,  dels 
ogsaa  for  Indtægtens  Skyld. 

Jeg  begik  nu  den  store  Fejl  at  henvende  mig  til 
Præsterne  for  at  faa  dannet  en  Forening.  Men  sik- 
kert er  det,  at  Præsterne  viste  en  fuldstændig 
Mangel  paa  Forstaaelse  af  at  løse  de  store  sociale 
Problemer,  der  dengang  begyndte  at  vælte  deres 


156 


Bølger  ind  over  Landene,  ogsaa  over  vort.  Den- 
gang mente  jeg  fejlagtigt,  at  de  var  de  første  og  de 
selvskrevne. 

Pastor  Nielsen,  der  dengang  var  Kateket  paa 
Christianshavn1),  var  den  første,  der  anmodede  om 
en  Sygepleje-Station  i  sit  Sogn.  Han  kom  da  efter 
Lovene  ind  i  Bestyrelsen.  Pastor  Holck  gled  saa 
ind  som  Formand,  formodentlig  fordi  han  laa  lige 
paa  Vejen2).  Pastor  Nielsen,  der  hørte  til  den  grundt- 
vigianske Retning,  trak  en  stor  Mængde  af  sine 
Tilhængere  ind  i  Foreningen,  og  disse  og  de,  som 
ikke  var  Grundtvigianere,  trak  i  hver  sin  Ende  af 
Snoren.  Foreningen  blev  da  snart  en  sydende  Kedel. 
Især  irriterede  det  Grundtvigianerne,  at  Lovene 
bestemte  en  ordnet  Fremadskriden  i  Virksomheden. 
De  vilde  gøre  det  til  en  Godgørenheds-Anstalt  i 
videste  Udstrækning,  og  naturligvis  skulde  de  kirke- 
ligsindede Syge  først  hjælpes;  der  maatte  ikke  taales 
Indblanding  af  Kommunen,  hvilket  vilde  ødelægge 
Kirke-  og  Trosliv.  „Aanden"  skulde  lede  Sagen 
og  føre  den  ad  sine  Veje  saa  vidt  hen  den  vilde. 

Etatsraad  Holmblad,  der  sad  inde  med  stor  prak- 
tisk Erfaring,  hjalp  mig  troligt  i  alle  de  stormende 
Møder,  men  i  Længden  kunde  han  ikke  staa  sig 
imod  de  mange  ganske  abstrakte  Meninger  og  Paa- 
stande. Jeg  heller  ikke.  Abstraktion  har  noget  til- 
intetgørende ved  sig.  Grundtvigianer-Partiet  vilde 
i  det  hele  taget  ikke  have  Sagen  ført  videre  —  ud- 

i)  Frederik  Christian  Nielsen  (1846—1907)  blev  1877  Professor  ved  Univer- 
sitetet i  Theologi,  1900  Biskop  i  Aalborg,  1905  i  Aarhus  Stift. 

*)  Johan  Christopher  Holck  (1824-99)  blev  1863  Kapellan  og  1880  Sogne- 
præst ved  Vor  Frelsers  Kirke  paa  Christianshavn. 


157 


over  Christianshavn!  —  Under  al  denne  Strid  kom 
en  Dag  Stabslæge  Nota  Salomon1)  ud  til  mig  og 
bad  mig  om  nærmere  Oplysning  om  Sygepleje- 
sagen, som  Professor  Brandes  havde  omtalt  i  „Læge- 
tidende". Stabslægen  gav  baade  Planen  og  Lovene 
sin  fulde  Tilslutning  og  tilbød  sin  Hjælp  i  Besty- 
relsen. Jeg  tog  med  begge  Hænder  mod  dette  Til- 
bud, overbevist  om,  at  med  ham  vilde  Sagen  blive 
fuldt  ud  sikret  i  sin  videre  Fremgang. 

Men  saa  oplevede  jeg  den  beskæmmende  og  pin- 
lige Begivenhed,  at  Bestyrelsen  viste  ham  ud  — 
fordi  han  var  en  Jøde! 

Vi  fulgtes  ad,  da  jeg  gik  hjem  fra  Mødet,  hvor 
dette  var  sket.  Han  søgte  paa  den  fineste  Maade 
at  skjule  for  mig,  hvor  fornærmet  han  følte  sig. 
Da  vi  skiltes,  trykkede  han  min  Haand  og  sagde, 
at  han  gerne  havde  villet  arbejde  sammen  med  mig, 
for  at  faa  denne  Sag  fremmet,  som  han  ansaa  for 
meget  vigtig;  men  efter  den  Ordning,  som  han  nu 
havde  faaet  Indblik  i,  tvivlede  han  om,  at  jeg  vilde 
faa  den  ført  igennem.  Desværre  spaaede  han  jo 
altfor  sandt. 

Én  Ting  trøstede  mig  ved  denne  triste  Begiven- 
hed, nemlig  at  Professor  Brandes  havde  været  for- 
udseende nok  til  ikke  at  melde  sig  ind  i  Besty- 
relsen; thi  med  hans  opbrusende  Natur,  der  end- 
ogsaa  overfor  den  Enkelte  kunde  komme  i  saa 
stærk  Bevægelse,  naar  der  var  Tale  om  hans  Reli- 
gion, vilde  der  være  opstaaet  en  Scene  uden  Græn- 

i)  Nota  Salomon  (1823-85)  blev  1873  Stabslæge  for  Hæren  og  Flaaden,  1877 
Medlem  af  Sundhedskollegiet,  1880  Stabslæge  for  Hæren  alene. 


158 


ser  ved  denne  Behandling.  Hvilke  Udtalelser  vilde 
der  ikke  være  falden,  om  han  havde  faaet  dette 
Slag  i  Ansigtet  af  denne  Samling  Herrer! 

Endnu  havde  det  staaet  i  min  Magt  at  vælte  hele 
Bestyrelsen,  i  det  mindste  for  Amagers  Vedkom- 
mende. Jeg  havde  havt  Fondene,  Fabrikkerne,  samt 
Kommunens  Extratilskud  at  støtte  mig  til  ved  Sagens 
videre  Forløb;  men  netop  i  de  Dage  kom  der  en 
Deputation  fra  Vamdrup,  hvis  Præstekald  var  le- 
digt, med  Opfordring  til  min  Mand  om  at  søge 
dette.  Der  blev  altsaa  kun  en  kort  Arbejdstid  til- 
bage for  mig  paa  Amager.  Dertil  kom  min  Mands 
stærke  Ønske  om  at  kunne  skilles  i  Fred  fra  sine 
Kolleger.  Jeg  skrev  til  Frøken  Zahrtmann,  den 
senere  Forstanderinde  for  Diakonissestiftelsen1),  der 
dengang  opholdt  sig  i  Strassburg,  om  at  overtage 
Ledelsen  af  Distriktssygeplejen,  som  jeg  beskrev 
hende;  men  hun  svarede  mig,  at  hun  foretrak 
Arbejdet  i  Diakonissestiftelsen  for  den  kommunale 
Sygepleje. 

Den  sidste  Vinter,  jeg  boede  i  Sundby,  indtraf 
den  sidste  Epidemi,  jeg  oplevede,  „Koppeepide- 
mien%  der  mest  ytrede  sig  som  sorte  Kopper;  men 
da  havde  jeg  faaet  Plejen  drevet  op  til  elleve  Syge- 
plejersker, og  vi  havde  et  rigeligt  Forraad  af  Senge, 
Klæder  og  Plejemateriel  af  alle  Arter,  samt  hele 
Befolkningens  Tilslutning  og  Tillid,  saa  vi  klarede 
denne  Epidemi  ret  godt  med  de  utrættelige  Syge- 
plejersker, 

i)  Sophie  Zahrtmann  er  født  1841  i  Vammen  ved  Viborg.  Hun  ind-  traadte 
i  Diakonissestiftelsen  1871  og  blev  1891  valgt  til  dens  Forstanderinde.  Hun 
tog  sin  Afsked  som  saadan  1914. 


159 


Bestyrelsen  valgte  Frøken  Emma  Povelsen  til 
Forstanderinde.  Hvor  meget  jeg  holdt  af  hende, 
og  hvor  elskelig  en  Person  hun  end  var,  egnede 
hun  sig  saa  lidt  som  muligt  til  at  føre  netop  denne 
Gerning  videre  frem.  Der  fordredes  et  Overmaal 
af  legemlig  Kraft  til  den,  og  hun  var  legemlig  svag; 
fremdeles  et  klart  Syn  for  den  opdukkende  sociale 
Udvikling  og  den  Aand,  denne  vilde  føre  med  sig, 
hvilket  fordrede  en  uvægerlig  bestemt  og  afstukken 
Arbejdsplan,  der  ikke  maatte  vige  et  Skridt  til  nogen 
af  Siderne,  hvor  stærkt  end  de  forskellige  Pro- 
blemer og  Meninger  syntes  at  rykke  til  hver  sin 
Side.  Og  her  var  det  ogsaa,  at  Sagen  brast.  Faa 
Aar  efter  laa  Planen  knust  som  „Folkesag"  be- 
tragtet, med  alt,  hvad  der  med  utrolig  Møje  og 
mangfoldige  Ofre  var  samlet  sammen. 

Flere  af  Plejerskerne  blev  dog  i  deres  derefter 
beskedent  afstukne  Virksomhed  og  arbejdede  med 
vanlig  Flid  i  den  enkelte  Station  paa  Christianshavn. 
En  af  de  efterfølgende  Præster  i  Sundby  fik  rejst 
en  Bygning,  i  hvilken  en  Afdeling  af  Diakonisse- 
anstalten stadig  arbejder,  vistnok  til  stor  lokal  Nytte. 
Desuden  er  der  i  Hovedstaden,  dels  ved  privat, 
dels  ved  kommunalt  Initiativ  —  vel  egentlig  for- 
søgsvis —  startet  en  Sygepleje  efter  engelsk  Møn- 
ster, der  gaar  ud  paa,  at  hver  Plejerske  kan  tilse  hen- 
ved en  Snes  Syge  om  Dagen.  Dette  kan  opnaaes,  naar 
det  gælder  om  kroniske  Sygdomme;  men  denne 
Fremgangsmaade  naaer  ikke  ind  til  Kærnen  i  den 
almindelige  Nød,  naar  Hjælpen  skal  ydes  som  en 
af  Kommunen  eller  Staten  støttet  Sygepleje. 


160 


Mit  personlige  Syn  paa  Sagen  er,  at  Hjemmenes 
Opretholdelse  er  Kærnen  i  det  sociale  Arbejde. 
Det  er  Arbejdernes  Sundhed  og  Kraft,  der  holder 
Samfundet  oppe,  og  Hjemmet  er  Grundlaget  for 
Samfundets  Ordning.  I  Arbejderstanden  gaar  de 
fleste  Hjem  tilgrunde,  naar  Husmoderen  bliver  ført 
paa  Sygehuset.  Arbejderne  har  derfor  Ret  til  offentlig 
Støtte  og  Hjælp  og  at  vide  sig  uafhængige  af  privat 
Godgørenhed  og  dens  ofte  svigtende  Kræfter.  Ar- 
bejderen og  hans  Hustru  henter  i  Reglen  deres 
Sygdomme  under  det  stærke  Arbejde,  Samfundet 
har  lagt  paa  deres  Skuldre,  og  Samfundet  skylder 
dem  derfor  ogsaa  en  rationel  Sygehjælp,  der  kan 
strække  sig  over  Dage  og  Nætter,  og  uddannede 
Plejersker,  der  kan  pleje  den  Syge  og  eventuelt 
overtage  Husholdningen.  Tidens  sociale  Udvikling 
fordrer  ikke  Almisse,  men  offentlig  Hjælp. 

Derimod  er  de  kroniske  Syge  og  de  gamle  Ar- 
bejdere, der  som  oftest  har  afgivet  deres  Arbejde 
og  Kraft  til  Samfundet,  selskrevne  til  Godgørenhed; 
og  de  nyere  Tider  har  jo  ogsaa  ved  Alderdoms- 
understøttelses-Loven  og  de  samvirkende  Menig- 
hedsplejer  søgt  at  gennemføre  dette.  — 

Jeg  maatte  jo  imidlertid  forlade  Valpladsen  med 
en  trykkende  Følelse  af,  at  jeg  ikke  havde  havt 
Personlighed  nok  til  at  magte  Sagen  og  maaske 
heller  ikke  Tid  nok.  Slaget  var  tabt,  og  det  var 
med  Sorg  i  Hjærtet,  jeg  forlod  Amager  og  mit 
Smertensbarn. 


r-.„-  -     - .  -, 

_.    i                -•  *--^^^^_ 

ffnfttj 

Præstegaarden  i  Vamdrup. 

PRÆSTEGAARDSLIV 


Det  var  en  voldsom  Overgang  for  os  at  blive 
omplantede  fra  den  befolkede,  urolige  og  al- 
drig hvilende  Arbejdsmark  i  Sundbyerne  til  det 
landlige  Vamdrup.  Men  trods  det  smærtende  Saar, 
som  „Distriktssygeplejen"  havde  tilføjet  mig,  følte 
jeg  mig  taknemlig  for  Overgangen.  Min  Mand 
var  meget  overanstrængt,  da  han  ogsaa  havde  været 
smittet  af  Kopper  under  den  frygtelige  Epidemi, 
men  jeg  haabede,  at  de  rolige  Omgivelser  skulde 
bringe  hans  Nervesystem  ny  Styrke.  For  min  Part 
blev  der  stærkest  lagt  Beslag  paa  min  Virksomhed 
ved  Husholdningen.  Vi  overtog  selv  Avlingen,  hvil- 
ket var  en  stor  Fejltagelse  som  Forretning  betragtet, 
da  min  Mand  altid  havde  boet  indenfor  Kjøben- 
havns Volde,  og  han  havde  heller  ikke  Spor  af 
Interesse  derfor. 
I  de  Tider  var  Bønderne  egentlig  glade  derved. 


162 


Det  kirkelige  Liv  var  saa  stærkt  udviklet  paa  de 
Egne,  at  de  hellere  saa,  at  deres  Præst  udelt  hen- 
gav sig  til  sin  kirkelige  Virksomhed.  Mig  hjalp 
ingen  udenom.  Produkterne,  der  kom  ind  i  Huset, 
maatte  anvendes.  Dels  fra  Beboerne  og  dels  fra 
min  Slægt  i  Landbostanden  fik  jeg  imidlertid  god 
Vejledning,  saa  jeg  lavede  Smør  og  Ost,  slagtede 
og  bagte  af  alle  Livsens  Kræfter.  Det  Hele  vandt 
min  udelte  Interesse,  og  en  lille  Tid  efter  gik  mit 
Smør  sammen  med  de  Andres  til  Hamborg  og  fik 
„første  Notering",  hvilket  mine  Læremestre  og  jeg 
selv  naturligvis  var  meget  stolte  af.  Det,  der  gør 
Madkunsten  interessant  at  drive,  er  vistnok  de  hur- 
tige Resultater,  man  udvinder.  Ganske  anderledes 
langsomt  kommer  Resultaterne  joafenhversomhelst 
anden  Videnskab,  enten  denne  nu  er  Haandens  eller 
Aandens.  Efter  nogle  Aars  Forløb  maatte  vi  dog 
bortforpagte  vor  Jord,  da  den  udendørs  Omsætning 
er  og  bliver  den,  der  fordrer  den  største  Viden  og 
Erfaring,  for  at  en  Ejendom  kan  svare  sig. 

Tildels  blev  jeg  ogsaa  skuffet  i  mine  Forvent- 
ninger om  den  Ro,  Forflyttelsen  skulde  bringe  min 
Mand.  De  daglige  Sygebesøg,  der  var  saa  over- 
vældende i  Sundbyerne,  fordredes  kun  sjældent 
her,  og  tilmed  kunde  han  køre,  naar  Afstandene 
var  for  lange,  da  vi  jo  paa  Grund  af  Jordbruget 
havde  Heste.  Men  de  kirkelige  Forhold  var  den- 
gang i  Sønderjylland  et  bølgende  Hav. 

Tre  Gange  var  den  herrnhutiske  Bevægelse  fra 
den  lille  Flække  Christiansfeldt  med  dens  stille  og 
vindskibelige  Befolkning  trængt  ind  i  Jylland  og 


163 


videre  ud  i  Landet.  Første  Gang  i  Tyverne  og 
Trediverne,  da  den  i  stor  Udstrækning  greb  om 
sig  og  bredte  sig  saa  højt  op  som  til  Horsensegnen 
og  afsatte  de  saakaldte  „stærke  Jyder",  der  antog 
sekterisk  Karakter,  og  paa  den  her  omtalte  Tid  — 
sidste  Halvdel  af  1870erne  —  sang  de  endnu  i  Kirken 
efter  Brorsons  Salmebog,  selv  om  der  blev  sunget 
for  af  den  autoriserede. 

Denne  Vækkelsesbølge  blev  imidlertid  paa  Fre- 
derik VFs  Tid  anset  som  landsskadelig,  og  dens 
Tilhængere  blev  forfulgt,  naar  de  forsamlede  sig 
til  Møder.  Der  indtraadte  da  den  Besynderlighed, 
at  man  kunde  komme  sammen  paa  Kroerne  for  at 
drikke  sig  fuld  og  synge  Drikkeviser,  uden  at  nogen 
indvendte  noget  derimod;  men  kom  man  sammen 
for  at  synge  Salmer,  blev  samtlige  Tilstedeværende 
kørt  til  Kolding  Arresthus.  Denne  Fremgangsmaade 
foraarsagede  naturligvis  ofte  den  modsatte  Virkning 
af,  hvad  der  var  tilsigtet. 

Paa  Egnen  omkring  Vamdrup  levede  endnu  en- 
kelte Folk  fra  hine  Tiders  religiøse  Kampe.  Den 
betydeligste  af  dem  var  Niels  Thomsen,  en  af  de 
største  Ejendomsbesiddere  i  vort  Nabosogn  Hjarup. 
I  sin  Ungdom  var  denne  Gaardmand  alt  andet  end 
religiøst  sindet;  men  en  Aften,  da  han  kom  fra 
Kroen,  fik  han  Lyst  til  at  erfare,  hvorledes  det  gik 
til  paa  et  af  de  omtalte  Møder,  da  han  saa  en  Del 
Mennesker  gaa  ind  i  en  Gaard,  som  han  passerede. 
Han  fik  ogsaa  Adgang,  men  uagtet  alle  i  Forsam- 
lingen havde  været  saa  forsigtige  at  slukke  deres 
Blændlygter,  blev  den  dog  opdaget,  rimeligvis  efter 


164 


Angivelse,  og  alle  Deltagerne  blev  under  Politi- 
bevogtning kørt  til  Kolding.  Under  denne  Kørsel 
slog  den  Tanke  Niels  Thomsen,  hvor  besynderligt 
det  var,  at  han  blev  ført  i  Fængsel  for  den  Tros 
Skyld,  som  han  til  denne  Aften  slet  ikke  havde 
bekendt  sig  til. 

Da  han  paa  Raadstuen  blev  forhørt,  vilde  han 
ikke  fornægte  sin  Tilslutning  til  sine  Medfanger, 
men  tog  sin  Straf  sammen  med  dem.  Han  var  en 
udpræget  Personlighed,  som,  da  han  nu  én  Gang 
var  knyttet  til  Sagen,  blev  den  en  betydelig  Støtte 
og  Forkæmper.  Han  blev  fængslet  30  Gange  for 
sin  efter  de  Tiders  Opfattelse  kriminelle  Tro. 

Det  var  samme  Bevægelse,  der  i  1850 — 60erne 
mødtes  med  „Indre  Mission",  der  blev  baaret  frem 
af  Blædel,  Frimodt,  Rønne  og  Vilhelm  Beck,  og 
som  nu  fik  Overtaget.  Især  gennem  Vilhelm  Becks 
mægtige  Veltalenhed  og  hele  Personlighed  bragte 
„Indre  Mission"  en  frejdigere  Stemning  med  sig, 
end  der  fandtes  i  den  gamle  herrnhutiske  Be- 
vægelse. 

Pietismens  store  Modsætning,  „Grundtvigianis- 
men", slog  dog  ogsaa  ned  i  dette  stærkt  bevægede 
Hjørne  af  Landet.  Askov  Folkehøjskole  og  dens 
bekendte  Lærere  samlede  mægtige  Skarer  af  Land- 
bostanden til  Undervisning  og  Oplysning.  Den  blev 
Foregangssted  saavel  i  grundtvigiansk-kirkelig  Ret- 
ning som  i  Bondestandens  baade  aandelige,  mate- 
rielle og  politiske  Rejsning.  Præsterne  Knudsen  i 
Lejrskov  og  Sveistrup  i  Vejen  bidrog  i  høj  Grad 
til  at  støtte  denne  Bevægelse. 


165 


De  to  store  Partier  stod  skarpt  overfor  hinanden. 
Pietismen  har  til  alle  Tider  strængt  og  ensidigt 
holdt  sig  udenfor  al  Politik.  Men  det  grundtvigi- 
anske Parti  mente,  at  Rejsningens  Tid  nu  var  kom- 
men for  Bonden,  og  at  der  nu  maatte  gives  ham 
de  bedste  Vaaben  i  Hænde,  nemlig  Oplysning  og 
Kundskaber.  Da  Arbejderne  begyndte  deres  Rejs- 
ning, slog  den  indre  Mission  dem  de  samme  Vaaben 
af  Hænderne  og  byggede  store  og  smaa  Kirker, 
Stiftelser  og  Missionshuse,  og  medens  Arbejderne 
sled  for  Brødet,  var  der  ingen,  der  dengang  kom 
dem  i  Møde  i  aandelig  Henseende  paa  samme 
Maade  som  Tilfældet  havde  været  med  Landbo- 
standen. Derfor  har  denne  ogsaa  holdt  sig  til  Kirken, 
enten  den  fremtraadte  som  Folkekirke  eller  som 
Frimenighed;  men  Arbejderne  har  forladt  Kirken. 

Uagtet  stik  modsatte  i  Anskuelser,  som  de  to 
Partier  var,  havde  de  dog  én  fælles  Interesse,  nem- 
lig en  uudslukkelig  Trang  til  at  „høre",  saa  For- 
samlingslivet  blomstrede  i  høj  Grad  derovre.  Fire, 
fem  Møder  om  Ugen,  i  Tiden  mellem  Hø-  og 
Kornhøsten,  var  ingen  Sjældenhed  med  6 — 7  Taler 
hver  Gang.  Men  det  maa  man  sige  til  Jydernes 
Ros,  at  parlamentarisk  retlinede  var  de.  Man  hørte 
aldrig  Opposition  eller  Meningstilkendegivelser,  selv 
om  de  mest  modsatte  Anskuelser  blev  fremførte. 
Der  blev  hørt  paa  de  forskellige  Talere  med  uhyre 
Opmærksomhed,  og  Møderne  gik  i  enhver  Hen- 
seende sømmeligt  for  sig.  Mand  og  Mand  imellem 
kunde  de  derimod  nok  disputere  sig  baade  krid- 
hvide og  kobberrøde  i  Ansigterne,  selv  de  sindig- 


166 


ste  af  dem.  Mig  personlig  gjorde  det  Fænomen, 
at  se  en  Jyde  „ivrig",  egentlig  godt  i  Hjærtet.  Jeg 
besad  ikke  min  Mands  rolige  Taalmodighed.  Det 
stemte  mere  med  min  Karakter,  naar  der,  som  i 
Sundby,  strax  var  Forstaaelse  og  Hjælp  ved  given 
Lejlighed,  selv  om  der  faldt  nok  saa  haard  en  Dyst 
engang  imellem,  end  naar  jeg  i  Vamdrup  en  enkelt 
Gang  forelagde  en  og  anden  Sag  og  fik  det  Svar: 
,Ja,  nu  ska'  vi  jo  tænk'  ower  'et!"  Denne  Blan- 
ding af  grundtvigianske  og  pietistiske  Opfattelser 
var  uheldig,  thi  Pietisternes  Paabud  om  Askese 
og  Afhold  var  baade  for  meget  og  for  lidet  for 
Sydjyderne,  der  vistnok  er  den  mest  begavede  og 
lærenemme  Del  af  vor  Befolkning,  hvorimod  den 
grundtvigske,  særlig  historiske,  Oplysningsmission 
gav  Sjælen  større  Næring  og  højere  Flugt,  og 
derfor  blev  grebet  med  Begejstring  af  den  mod- 
tagelige Jordbund.  Men  det  pietistiske  Parti  holdt 
en  vaagen  og  skarp  Disciplin  i  deres  Kreds  mod 
al  falsk  Lære.  Da  saaledes  en  Lægprædikant  havde 
meldt  sig  til  at  holde  Møde  i  „Indre  Mission",  var 
man  ikke  rigtig  sikker  paa  denne  Prædikant.  Han 
blev  saa  afhentet  ved  Middagstoget.  Efter  at  have 
bespist  ham,  satte  to  Mænd  sig  til  at  forhøre  hans 
Standpunkter,  og  med  Jydens  sejge  Udholdenhed 
holdt  de  ham  fast  til  Kl.  4  næste  Morgen,  saa  rø- 
bede han  sig  —  jeg  tror  som  Tilhænger  af  en 
Smed  Møllers  Parti  fra  Bornholm.  Da  de  to  Mænd 
havde  faaet  Klarhed  over  deres  Gæsts  kætterske 
Anskuelser,  kørte  de  ham  ned  til  6-Toget  samme 
Morgen. 


167 


Disse  bevægede  kirkelige  Forhold  gav  ikke  min 
Mand  den  Ro  og  Fred,  som  han  i  saa  høj  Grad 
trængte  til.  Hele  hans  Sind  var  anlagt  for  de  stille 
Studier,  som  han  ikke  kunde  undvære;  men  store 
Skarer  baade  af  Studerende  og  af  Lægfolk  var 
dengang  grebne  af  en  „Missionstrang"  imod  Ratio- 
nalismen —  alle  vilde  „forkynde".  Min  Mand,  der 
helt  igennem  var  et  Barn  af  sin  Tid,  gik  det  lige- 
saa,  og  uagtet  han  ved  sine  fremtrædende  Evner 
som  Lærer  var  som  skabt  for  en  Lærestol  ved 
Universitetet,  havde  han  dog  valgt  Præstegerningen. 
For  dog  at  faa  Tid  til  sine  Studier  benyttede  han 
nu  Nætterne  for  at  erstatte  den  Ro,  som  han  al- 
drig fik  om  Dagen,  hverken  i  Sundbyerne  eller 
her.  Overanstrengelsen  blev  stadig  den  samme. 
Han  hørte  nærmest  til  det  pietistiske  Parti,  det, 
der  havde  stiftet  „Kirkebladet"  med  Elmkvist  og 
Th.  Rørdam  som  Førere;  men  han  saa  dog  baade 
med  Forstaaelse  og  Sympathi  paa  Grundtvigianis- 
men. I  Vamdrup  sluttede  ogsaa  begge  Partier  sig 
til  ham.  Han  var  en  Fredens  Mand,  og  hans  hele 
Hu  stod  til  at  forlige,  for  at  de  stridende  Partier 
ikke  skulde  bringe  Forargelse  til  de  Vaklende. 
Hele  hans  Personlighed  virkede  stærkt  paa  hans 
Omgivelser. 

Vamdrup  var  en  efter  danske  Forhold  hurtigt 
opvoxende  lille  By,  hvor  mange  søgte  hen,  efter 
at  den  var  bleven  Stationsby  ved  Grænsen.  Handel 
og  Vandel  susede  50  Gange  i  Døgnet  forbi  med 
Togene,  Forretningslivet  førte  vaagne  Nætter  med 
sig  og  deres  Følger  af  Drik  og  Spil.  En  Nat  var 


16S 


det  gaaet  haardt  til  i  saa  Henseende,  og  en  af  de 
Spillende  sagde  da  henad  Morgenstunden:  „Lad  os 
hellere  gaa  hjem,  for  Provsten  rejser  til  Fyen  i  denne 
Tid  og  skal  med  6-Toget,  jeg  vil  nødig  møde  ham 
i  denne  her  Tilstand." 

„Ja,"  svarede  en  Anden,  „ham  vilde  jeg  nødig 
skulde  se  os,  som  vi  er  redet  til,  men  véd  I  hva', 
det  var  Grin  at  møde  — ",  og  han  nævnede  en 
bekendt  Vækkelses-Prædikant,  der  var  bekendt  for 
at  fare  frem  med  Sprogets  kraftigste  Udtryk,  naar 
han  ikke  traf  Tilslutning  til  Kirken. 

Min  egen  Udvikling  var  udelukkende  foregaaet 
i  pietistiske  Krese,  og  mit  Sind  havde  indsuget  en 
Del  Bitterhed  mod  det  grundtvigianske  Parti  under 
mit  Arbejde  med  det  paa  Amager.  Senere  Aar  lod 
mig  dog  indse  den  geniale  Ide  i  Grundtvigs  Op- 
lysnings- og  Kulturarbejde,  men  jeg  har  lige  saa 
lidt  kunnet  slutte  mig  til  Grundtvigianernes  særlige 
Dogmer  som  til  Pietisternes.  Ingen  af  Parterne  var 
derfor  naturligvis  fuldt  ud  tilfreds  med  mig. 

En  Søndag  Eftermiddag  sad  jeg  alene  inde  i 
Dagligstuen,  da  der  traadte  tre  Mænd  af  den  mest 
udprægede  pietistiske  Retning  ind  til  mig.  Da  jeg 
vilde  kalde  paa  min  Mand,  bad  de  om  at  tale  med 
mig  alene.  Efter  lidt  Omsvøb  kom  det  da  frem,  at 
de  var  saa  grumme  tilfredse  med  min  Mand  og 
hans  Forkyndelse  og  saavidt  med  mig,  at  vort  Hus 
stod  aabent  for  enhver,  der  vilde  komme;  men  én 
Ting  „forarget"  dem  da  saa  fælt:  at  jeg  „strikket" 
om  Søndagen.  Strax  forskrækkede  Ordet  „For- 
argelse" mig,  men  da  jeg  hørte,  hvad  det  løb  ud 


169 


i,  maatte  jeg  betænke  mig  et  Øjeblik,  for  ikke  at 
forraade,  at  jeg  lo,  og  svarede  saa: 

„Ja,  jeg  gaar  ind  paa  Deres  Anmodning  om  at 
lægge  Strikketøjet;  men  noget  for  noget:  hvis  jeg 
skal  lægge  mit  Strikketøj  til  Side  om  Søndagen, 
maa  De  lægge  Deres  Piber  til  Side  samme  Dag." 

Nej,  nej,  det  —  tyt  —  de  slet  ingen  Forlig,  der 
var  i. 

,Ja,  saa  bliver  det  ved  det  Gamle,"  sagde  jeg, 
„De  beholder  Piberne,  og  jeg  Strikketøjet." 

Denne  Ide  med  „Forargelsen  over  Strikketøjet" 
stammede  fra  England,  hvor  Strikkeriet  var  afskyet 
af  alle  Damer  i  Overklassen,  baade  Hellig  og  Søgn, 
og  da  Vækkelsen  dér  er  udgaaet  fra  Overklassen, 
blev  Strikketøjet  strax  erklæret  i  Ban.  Derimod 
tillod  man  gerne  Skriverier  af  enhver  Art,  baade 
—  verdslige  og  religiøse  —  om  Søndagen. 

Dermed  endte  dette  lille  Mellemværende,  og  tog 
vi  henholdsvis  vore  Piber  og  Strikketøj  med,  og 
havde  det  ofte  gemytligt  sammen  med  disse  intel- 
ligente Mennesker.  Vi  fik  Lyst  til  engang  at  besøge 
det  lille  Christiansfeld,  der  havde  havt  saa  stor  Ind- 
flydelse paa  den  Befolkning,  vi  levede  imellem,  og 
som,  trods  dens  Lidenhed,  har  slaaet  saa  mærk- 
værdig dybe  Rødder  i  vort  Lands  Kultur,  ja  helt 
ned  i  Tyskland,  og  endog  i  andre  Verdensdele 
gennem  sin  Hedningemission,  hvilket  vi  vist  egentlig 
aldrig  har  gjort  os  rigtig  klart. 

Den  ligger  saa  venlig  i  en  aldeles  flad  Egn,  der 
fra  Naturens  Haand  ikke  har  faaet  Karakter  i  nogen 
Retning.  Vi  gæstede,  efter  Indbydelse,  en  Familie 


170 


dernede,  som  var  saa  elskværdig  ved  samme  Lej- 
lighed at  vise  os  om  i  Kolonien.  Alting  er  ens 
indrettet  i  Familieboligerne  og  ensartet  i  Byg- 
ningsformen som  i  Indretningen,  samt  med  en  for 
andre  Dødelige  uopnaaelig  Renlighed.  Indbyggerne 
er  ligesaa  ensartede,  rolige  og  noget  apatiske.  Alt 
er  lagt  snorligt  tilrette  i  dette  Samfund,  lige  fra 
Troslivet  til  Rengøringen.  Man  øjner  ikke  Tilnær- 
melser til  en  Lidenskab,  hverken  af  Kærlighed  eller 
Antipathi  —  de  smaa  Lidenskaber  skal  der  jo  læn- 
gere Tid  til  at  opdage.  Ægteskaberne  sluttes  som  be- 
kendt ved  Lodtrækning. 

Jeg  spurgte  vor  Værtinde,  en  køn  ung  Kone,  der 
først  fornylig  var  bleven  gift,  om  det  ikke  var  for- 
færdeligt ikke  selv  at  maatte  vælge  sin  Ægtefælle. 
Hun  svarede:  „Nej,  tvertimod,  jeg  turde  aldrig  tage 
det  Ansvar  paa  mig,  og  de  andre  Kvinder  her  heller 
ikke.  Det  lader  vi  Herren  bestemme!"*) 

Jeg  foreslog  da,  om  Herrens  Hjælp  ikke  kunde 
hentes  ad  andre  Veje;  men  hun  var  fast  i  sin  Over- 
bevisning, at  Lotteri  var  den  eneste  Form,  hvor- 
under Vorherre  vilde  blande  sig  i  denne  Side  af 
det  ægteskabelige  Problem. 

Min  Mand  blev  alene  vist  om  i  Brødrehuset,  jeg 
i  Søstrehuset,  hvor  henholdsvis  de  Ugifte  i  Sam- 
fundet  var  bosatte.  Alt  i  Søstrehuset  var  ligeledes 

*)  Christiansfelderne  benyttede  i  sin  Tid  et  Bibel- 
lotteri med  Henvisnings-Tal  til  Skriftsteder  istedetfor 
Numre,  og  slog  saa  efter  i  Biblen,  for  at  finde  Besked 
i  tvivlsomme  Spørgsmaal.  Om  dette  Bibellotteri  blev 
benyttet  ved  Ægteskabslodtrækningen,  véd  jeg  ikke. 

Forf.  Anm. 


171 


ens  helt  igennem,  og  alt  ens  hvidskuret.  Dér  saa 
jeg  levendegjort  Forskellen  mellem  at  „gøre"  rent 
og  „holde"  rent.  Der  blev  kun  skuret  én  Gang  om 
Aaret,  og  Trapper,  Stuer  og  Sale  var  saa  kridhvide, 
at  de  skar  i  Øjnene.  Paa  mig  virkede  det  under- 
lig tomt,  at  alle  disse  Søstre  ikke  virkede  samlede 
for  ét  Maal,  men  at  hver  arbejdede  for  at  ernære 
sig  selv.  Maaske  har  „de  smaa  Lidenskaber"  ikke 
ladet  sig  styre  efter  den  samme  lige  Snor  som  det 
øvrige  Maskineri.  Udenfor  Ægteskabet  var  Son- 
dringen mellem  Mand  og  Kvinde  fuldstændig.  Baade 
til  Søstre-  og  Brødrehuset  var  forbunden  Opdra- 
gelsesanstalter for  Piger  og  Drenge,  men  Samkvem 
maatte  dengang  ikke  finde  Sted  blandt  Børnene,  og 
var  de  saa  uheldige  at  mødes  paa  Vejene,  blev  de 
kommanderede  til  at  se  til  den  Side,  hvor  „Faren" 
ikke  passerede  forbi.  Man  sagde  rigtignok,  at  Brev- 
korrespondancen var  temmelig  levende  mellem  de 
to  strængt  adskilte  Parter. 

Kirken  var  uden  Altertavle  eller  Prydelse  af 
nogen  Art:  hvide  Vægge,  og  paa  Gulvet  Bænke, 
paa  den  ene  Side  for  Mænd,  paa  den  anden  for 
Kvinder.  Kirkegaarden  var  belagt  med  Gravsten 
af  samme  Størrelse,  der  laa  i  lige  Rader  over  det 
Hele,  uden  Prydelser,  Kvinder  for  sig  og  Mænd 
for  sig,  —  som  i  Livet.  Børnene  blev  begravet  i 
en  Afdeling  for  sig  med  Stene  af  samme  ensartede 
Tilhugning,  kun  mindre.  Denne  Ensartethed  gjorde 
i  den  Grad  Indtryk  af  Død,  som  jeg  aldrig  før  har 
fornummet  det,  selv  hvor  jeg  saa  at  sige  har  staaet 
med  Døden  i  Haanden. 


172 


Opstandelse  synes  her  ikke  at  have  Plads. 

Paa  én  eneste  af  Gravene  var  der  sat  en  lille 
Maanedsrose;  men  den  lille  ensomme  Stakkel  tog 
sig  ud  som  en  Karikatur  i  denne  de  Dødes  Ørken. 


En  Begivenhed  indtraf,  der  optog  alle  Partier  og 
bragte  end  mere  Liv  i  de  stærke  Strømninger,  nem- 
lig Missionær  Børresens1)  Ankomst  hertil  fra  San- 
thalistan.  Første  Gang  man  i  Sydjylland  hørte  Tale 
om  ham  var  efter  et  Møde  hos  Pastor  Grove-Ras- 
mussen i  Paaby  ved  Kolding2),  hvor  alle  blev  be- 
tagne af  Børresens  store  Virksomhed  og  hele  Per- 
sonlighed. Fra  vor  egen  ydre  Missionsmark  var  vi 
jo  lidet  forvænte  med  Resultater,  saa  Børresens 
Ry  snart  løb  som  en  Stormvind  over  hele  Landet. 

Fra  Askov  havde  man  især  Bud  efter  ham,  og 
det  blev  ét  af  hans  Hovedkvarterer  under  hans 
Ophold  her  i  Landet;  men  Pietisterne  sluttede  sig 
ogsaa  begejstrede  om  hans  varme,  barnlige  For- 
kyndelse, saa  at  der  paa  dette  Punkt  ikke  var  Tale 
om  Partideling.  Hans  Forkyndelse  var  uhyre  jævn 
og  ligetil,  uden  nogensomhelst  Pathos,  Filosofi  eller 
Skolastik,  som  alt  laa  langt  udenfor  hans  Omraade. 


i)  Hans  Peter  Børresen  (1825—1901),  der  oprindelig  var  Smedesvend,  rejste 
1864  tilligemed  sin  Hustru,  Caroline  Hempel,  til  Indien  som  Missionær,  og 
sluttede  sig  der  i  1867  til  Nordmanden  Lars  Olsen  Skrefsrud.  De  begyndte  paa 
egen  Haand  Missionen  blandt  Santhaierne,  hvis  Leder  Børresen  blev.  1876  til 
77  var  han  i  Europa  og  holdt  Møder  for  Santhai-Missionen  i  de  skandinaviske 
Lande,  England  og  Tyskland,  og  blev  præsteviet  1877.  1889  var  han  igen  hjemme. 

»)  Andreas  Christian  Grove-Rasmussen  (1836—1904)  var  efter  sin  Afsked 
som  Præst  i  Sønderjylland  1870  i  nogle  Aar  Rejsepræst  m.  m.,  indtil  han  fik 
Sognekald  i  Danmark,  sidst  1892  i  Odense. 


173 


Alle  vilde  høre  ham,  saa  han  maatte  efterkomme 
utallige  Anmodninger  om  at  tale. 

Efter  Møderne  var  der  altid  Diskussion,  dog  mest 
ved  de  selskabelige  Sammenkomster,  hvor  alle  be- 
gærligt søgte  efter  Oplysninger  angaaende  hans 
Virksomhed.  Jeg  erindrer  saaledes  en  Aften,  at  der 
blev  spurgt:  „Hvorledes  griber  De  nu  Sagen  an, 
Børresen,  naar  en  Santhaier  første  Gang  henvender 
sig  til  Dem  for  at  blive  undervist  i  Christendommen?" 

De  fleste  af  os  troede  vel,  at  der  ved  dette 
Spørgsmaal  boredes  lige  ind  i  Kærnen  af  den  pæda- 
gogiske Side  af  hans  saa  lykkelige  Missionsævne. 
Børresen  svarede:  „Det  første,  jeg  siger  til  saadant 
et  kært  Menneske  er:  „Vadsk  Dig,  kære  Ven.  Thi 
de  ere  saa  forfærdelig  grisede,  de  kære  Venner 
derovre."  Endnu  mere  udpræget  fremstillede  hans 
Personlighed  sig  dog  under  to  Møder  i  Kolding, 
som  han  var  indbudt  til  at  holde  der.  Pastor  Leun- 
bach,  Sognepræsten  i  Byen,  senere  Biskop  over 
Lolland-Falster1),  havde  indbudt  ham  til  at  bo  i 
Præstegaarden.  Pastor  Ludvig  Hertel,  en  udpræget 
Grundtvigianer2)  var  under  Børresens  Ophold  her 
i  Landet  hans  Ledsager  og  hans,  om  man  kan  bruge 
Benævnelsen,  „Impresario"  i  dette  Tilfælde.  Han 
arrangerede  alle  Rejserne  og  havde,  Gud  véd  hvor- 
ledes, faaet  den  Ide  at  føre  ham  sammen  med  Biskop 
Kierkegaard  fra  Aalborg,  en  Broder  til  Søren  Kierke- 


1)  Henrik  Christian  Leunbach  (1837—1903)  blev  1873  Sognepræst  i  Kolding 
og  døde  som  Biskop  over  Lolland  og  Falsters  Stift. 

2)  Ludvig  Vilhelm  Hertel  (1844—1909)  blev  1875  Kapellan  i  Seest  i  Kolding. 
Han  var  en  af  Santhalmissionens  ivrigste  Forkæmpere  i  Danmark.  Han  døde 
som  Sognepræst  i  Brænderup  paa  Fyen. 


174 


gaard1).  Ogsaa  Biskoppen  fik  Bolig  under  Leun- 
bachs  gæstfrie  Tag;  men  mere  modsatte  Poler 
kunde  ikke  huses  under  ét  Tag:  Lægmanden  i  per- 
sonificeret Umiddelbarhed,  og  den  inkarnerede  Sko- 
lastiker, Dogmatiker,  Filosof  og  Reflektør.  Hvis  Hen- 
sigten var,  at  Biskop  Kierkegaard  skulde  have  baaret 
Børresen,  som  den  fremtrædende  Arbejder  i  Her- 
rens Vingaard,  frem  for  den  danske  Menighed  og 
sætte  ham  som  en  Prik  over  i'et,  blev  man  skuffet. 
Biskoppen  stod  fra  første  Dag  aldeles  uforstaaende 
overfor  Hensigten  med  denne  „Føren  dem  sammen", 
og  blev  vist  endog  lidt  fornærmet,  da  han  endnu 
havde  den  gamle  Opfattelse  af  Forholdet  mellem 
Overordnede  og  Underordnede,  især  naar  det  galdt 
de  guddommelige  Embeder,  og  Børresen  jo  var 
Lægmanden  uden  nogensomhelst  Theologi.  I  det 
offentlige  Møde,  der  fandt  Sted  om  Aftenen,  var 
Børresen  første  Taler,  og  skulde  her  føre  sin  egen 
særlige  Mission  frem  for  Forsamlingen.  Om  han 
havde  følt  noget  Kuldegys  fra  Biskoppens  Side, 
eller  andetsteds  fra  havde  mødt  nogen  mindre 
Tilslutning,  nærmest  i  pekuniær  Henseende,  end 
han  havde  troet  sig  berettiget  til  at  vente,  er  jeg 
ikke  inde  i,  men  han  blev  ved,  under  sin  Tale, 
stærkt  at  fremhæve,  hvad  Englænderne  havde  været 
for  ham,  hvor  højt  han  elskede  dem  og  stillede 
dem  som  Nation,  „formedelst  deres  store  Offer- 
villighed overfor  hans  Mission".  Her  stødte  Børresen 
imidlertid  mod  en  patriotisk  Taarnbygning,  rejst 


i)  Peter  Christian  Kierkegaard  (1805-88)  var  Biskop  over  Aalborg  Stift  fra 
1856  til  75.  Han  var  Kultusminister  fra  1867  til  68. 


175 


af  Grundtvig  med  det  Dogme  som  Grund,  at  Dan- 
mark er  Landet  Nr.  1  med  Mottoet:  „Herren  kan 
ikke  undvære  Danmark",  hvilken  Opfattelse  var 
fastslaaet  i  hele  den  grundtvigianske  Tilhængerkres, 
til  hvilken  jo  ogsaa  Biskop  Kierkegaard  hørte. 

Efter  Børresen  fik  saa  Biskoppen  Ordet.  Med  sin 
fastmejslede  Form  og  stringente  Tankegang  gjorde 
han  i  sin  Tale  gældende:  at  Tiden  var  forfejlet  for 
Mission,  undtagen  den,  der  udgik  ved  Forkyndelsen 
indenfor  ens  eget  Omraade,  og  fremfor  alt  paa 
fædrene  Jord,  selv  om  man  følte  sig  misfornøjet 
eller  forurettet  (jfr.  Børresens  Slaaen  paa  Englæn- 
dernes Offervillighed).  En  saadan  Kærlighed  havde 
drevet  Apostlen  Paulus  til  endog  at  fremføre  den 
Bøn:  „At  blive  en  Forbandelse  for  sit  eget  Folk, 
om  dette  kunde  gavne  det.a  I  alle  Tilfælde  blev 
der  gjort  for  megen  Ophævelse  af  denne  enkelte 
Foreteelse:  „Børresen".  —  Biskoppen  gik  endog 
saa  vidt,  at  han  lod  det  grundtvigianske  Parti  for- 
staa,  at  det  forholdt  sig  for  ukritisk  overforBegiven- 
heder  og  lod  det  blive  ved  Begejstring. 

Det  heldige  ved  denne  Situation  var,  at  Biskop- 
pens Tale  var  svøbt  ind  i  saa  megen  Videnskabe- 
lighed og  i  saa  mange  af  de  ham  ejendommelige 
Parenthesers  Parentheser,  at  Lægfolket,  som  Plu- 
raliteten af  Tilhørerne  bestod  af,  ikke  forstod  det 
allermindste  af  Talerens  skærende  Kritik  —  Børresen 
allermindst.  Man  var  jo  allerede  dengang,  som  Følge 
af  den  grundtvigianske  Bevægelse,  kommen  ind 
paa  det  aldeles  jævne  og  folkelige  i  Forkyndelsen. 
Den  naive  og  intetanende  Børresen  gik  op  paa  Taler- 


176 


stolen,  tog  den  lille  magre  Biskop  om  Livet,  og 
takkede  „den  kære  Ven"  for  „de  kærlige  Ord". 

Efter  Mødet  kom  jeg  tilfældigvis  til  at  være  alene 
i  Stuen  med  Biskoppen  hos  Leunbachs.  Under 
den  Samtale,  der  fandt  Sted  i  det  Øjeblik,  ytrede 
jeg:  „at  det  forekom  mig,  Biskoppen  havde  givet 
Børresen  en  meget  haard  Medfart."  —  „Har  jeg?" 
svarede  han  og  rejste  sig  op  og  gik  op  og  ned  ad 
Gulvet,  idet  han  gned  sig  i  Hænderne.  „Ja,  men 
Grundtvigianerne  fik  da  ogsaa  det  glatte  Lag!" 

En  af  de  nærmeste  Dage  derefter  havde  Pastor 
Grove-Rasmussen  samlet  alle  de  tilrejsende  og  sted- 
lige Præster  tilligemed  Biskop  Kierkegaard  og  na- 
turligvis Børresen.  Her  holdt  Kierkegaard  ved  Bor- 
det en  Tale,  der  vel  nærmest  skulde  forklare  hans 
Stemning  under  hele  Mødet.  „Hvorfor,"  sagde  han, 
„har  jeg  spurgt  mig  selv  flere  Gange,  kan  Du  ikke 
se  med  samme  Øjne  som  de  andre  i  Dag?  Jeg  kan 
sige  om  mig  selv,  at  jeg  vel,  næst  min  Broder  Søren, 
er  den  største  Sofist,  der  har  levet  i  Danmark." 
Derefter  kom  en  lang  filosofisk  Udvikling  af  Per- 
son og  personligt  Resultat. 

Der  syntes  da  endelig  at  opstaa  Forstaaelse  hos 
Børresen,  og  han  svarede  med  det  smukkeste,  jeg 
hørte  fra  ham:  „Om  Garnet,  der  lægges  ved  Strøm- 
men for  at  renses,  og  de  stærke  Vande  gaar  over 
det  og  de  sagte  ligeledes.  Garnet  bliver  liggende, 
som  det  laa,  hvordan  Vandene  saa  komme;  men 
om  det  nu  var  de  stærke  eller  de  sagte  Vande, 
der  foraarsagede  Rensningen  og  gjorde  det  hvidt, 
vidste  ingen.  Resultatet  for  mig  eller  Resultatet  for 


177 


min  Gerning  véd  jeg  ikke,  kun  at  Herren  udret- 
tede det,  der  blev  udrettet."  Børresen  stod  i  det 
Øjeblik  egentlig  saa  stor  og  ydmyg  i  Modsætning 
til  den  lille  Biskop,  men  store  Skeptiker. 

Trods  dette  Slags  Forlig  endte  Mødet  dog  ikke 
i  idel  Gammen.  Ved  den  endelige  Afsked,  da  Bi- 
skoppen rejseklædt  ventede  paa  Vognen  hos  Leun- 
bachs,  gik  han  op  og  ned  ad  Gulvet  med  Børresen 
og  gav  ham  den  sidste  Overhaling. 

Den  taknemmelige  Børresen  tog  atter  Kierkegaard 
om  Livet:  „Jeg  skal  aldrig  glemme  Deres  Højær- 
værdighed!" 

„Det  kan  saamænd  være  det  samme,  Børresen^ 
svarede  Biskoppen,  idet  han  rystede  Omfavnelsen 
af  sig,  „naar  De  blot  vil  huske,  hvad  jeg  har  sagt 
Dem!" 

Der  var  forholdsvis  faa,  der  oplevede  disse  smaa 
Divergenser,  saa  de  fik  ingen  Indflydelse  paa  den 
almindelige  Opfattelse  af  Børresen  og  hans  Mission. 
Det  store  ved  Børresens  Personlighed  var,  at  men- 
neskelig Dom  ikke  berørte  hans  Sind. 

Inden  hans  Tilbagerejse  til  Santhalistan  var  der 
berammet  et  Afskedsmøde  i  Vamdrup  Præstegaard. 
Gennem  Aviserne  var  dette  Møde  bleven  bekendt 
viden  om.  Skarer  af  Mennesker  strømmede  til  og 
i  hundredevis  samlede  de  sig  i  vor  Præstegaard, 
for  at  hilse  paa  ham  for  sidste  Gang.  Men  Børresen 
var  ude  af  Humør.  Breve  var  lige  indløbet  fra  hans 
Hustru  og  Skrefsrudy  at  de  ikke  ønskede,  at  Mis- 
sionær Jenseny  der  havde  meldt  sig  til  at  følge  med 
ham,  maatte  gifte  sig.  Men  dette  var  allerede  sket 

12 


178 


efter  Børresens  egen  Tilladelse,  og  det  unge  Par 
mødte  ogsaa  i  Præstegaarden,  for  næste  Dag  at 
slaa  Følge  med  ham. 

Pastor  Hertel  var  aldeles  oprevet:  „Børresen  er 
syg  og  taaler  ikke  at  tale  i  Dag,  —  han  taaler  det 
ikke."  Med  denne  Besked  kom  min  Mand  ind  til 
mig,  fulgt  af  en  Mængde  Præster.  Alle  talte  de  for- 
færdede i  Munden  paa  hverandre. 

„Dette  bliver  en  Skandale,  der  vil  høres  langt." 

„Maa  jeg  et  Øjeblik  raade,"  bad  jeg. 

Jeg  tog  et  Par  af  Præsterne  til  Side,  bad  dem 
finde  Hertel  og  gaa  ind  med  ham  i  min  Mands 
Studereværelse.  Da  jeg  i  Frastand  havde  obser- 
veret, at  dette  var  sket,  aflaasede  jeg  Dørene  til 
Kontoret  udefra,  gik  derpaa  ind  til  Børresen,  der 
i  vor  største  Stue  stod  omringet  af  en  Menneske- 
mængde, saa  man  knapt  kunde  trænge  sig  igennem. 
Til  alle  disse  vendte  jeg  mig  nu  og  sagde,  at  Børresen 
trængte  til  Ro,  og  derfor  vilde  jeg  bede  dem  gaa 
ud  i  Haven,  hvor  de  vilde  træffe  min  Mand,  samt 
flere  andre  Præster.  Da  Stuen  var  tømt,  gik  jeg 
hen  til  Børresen  og  sagde,  at  nu  ventede  alle  disse 
Skarer  som  sultne  Børn  efter  et  godt  Ord,  de 
kunde  leve  af  i  og  efter  Adskillelsen.  Disse  Men- 
nesker stolede  ligesaa  sikkert  paa  hans  Løfte  som 
paa  Vorherre  selv,  saa  det  gik  ikke  an  at  narre 
dem.  Børresen  lovede  mig  da  at  tale,  og  da  jeg  gik 
bort,  for  at  lade  ham  faa  ubetinget  Ro,  laasede  jeg 
ogsaa  hans  Dør  udefra.  Jeg  bad  min  Mand,  naar 
det  ringede  til  Forsamling,  ikke  at  lukke  op  for 
Pastor  Hertel  og  hans  Medfanger,  førend  jeg  var 


179 


naaet  ind  i  Kirken  med  Børresen.  Mødet  gik  ud- 
mærket. Tilhørerne  og  Børresen  selv  var  begge 
glade  ved,  at  det  ikke  var  blevet  afbrudt. 


Efter  et  Par  Aars  Forløb  blev  vi  nødt  til  at  for- 
pagte vor  Jord  bort.  Som  sagt,  Landbruget  paa  de 
mindre  Ejendomme  er  for  dyrt,  naar  man  maa  holde 
Folk  til  Driften.  Personlig  havde  jeg  egentlig  Inter- 
esse for  Landhusholdning. 

At  dele  Naturens  mangehaande  Glæder  og  Van- 
skeligheder med  Naboer  og  Genboer  er  Hjælp  for 
en  Præstekone  og  et  Bindeled  med  Landbo-Hus- 
mødrene, som  letter  Forstaaelsen  for  hende,  der 
ofte  kommer  uden  Forudsætninger,  til  at  leve  med 
dem.  I  Byerne  er  man  næppe  nok  et  enkelt  Num- 
mer, men  man  er  kun  lste,  2den,  3die,  4de  Sals  Be- 
boere og  bliver  hverken  nævnte  eller  betragtede 
som  mere.  Jeg  hørte  endog  engang  en  Dame  sige: 
„Dér  kommer  4de  Sal  gaaende."  Paa  Landet  der- 
imod er  Mennesker,  Dyr,  Jord  og  Planter  én  sam- 
menhængende Kæde,  som  man  deler  med  hver- 
andre, saa  man  føler  sig  som  sat  paa  Døren,  naar 
man  ikke  tager  Del  i  denne  Kædegang. 

Vort  Faktotum,  Avlskarlen,  Mikkel  Tulesen,  over- 
tog Forpagtningen. 

Han  havde  med  stor  Dygtighed  og  Troskab  be- 
stridt Præstegaardsavlingen  fra  den  Dag,  vi  kom 
til  Vamdrup,  og  var  omhyggelig  og  paapassende 
overfor  alt  med  hele  Jydens  sejge  Udholdenhed, 
fra  Hestene  og  Kostalden  med  Tilbehør,  til  min 

12« 


180 


Mand  og  mig.  Han  ledsagede  ofte  min  Mand  paa 
dennes  Rejser  til  Syn  i  Provstiet,  og  da  jeg  altid 
har  været  en  ængstelig  Natur,  og  hans  Helbred 
ikke  var  stærkt,  klagede  jeg  paa  dette  og  mange 
andre  Punkter  min  Nød  til  Mikkely  men  han  sva- 
rede med  stor  Tilforladelighed:  —  „Te  —  Fruen 
haar  jo  da  mæ.ft 

Rigtignok  røbede  min  Mand  i  et  Øjeblik,  da  han 
var  irriteret  over  den  megen  Indpakken,  som  jeg 
foranstaltede  til  Værn  mod  den  barske  jydske  Luft 
paa  aaben  Vogn,  at  Mikkel  hjalp  ham  med  at  befri 
sig  fra  det  ene  Stykke  efter  det  andet,  naar  Præste- 
gaarden  var  ude  af  Syne.  Men  trods  dette  lille  For- 
ræderi vidste  jeg,  at  vi  havde  vor  bedste  Støtte  i 
ham,  og  han  bevidnede  det  tydeligt  ved,  uden  vort 
Vidende,  at  vaage  4  Nætter  i  Træk  sammen  med 
Andenkarlen,  da  de  havde  faaet  Vished  for,  at  der 
blev  stjaalet  af  vort  Brænde,  der  i  store  Kvantiteter 
(det  fulgte  med  Embedet)  blev  leveret  os  og  op- 
stablet ved  en  af  Laderne.  Den  fjerde  Nat  fangedes 
Tyven,  og  først  da  fik  vi  det  at  vide.  Der  blev 
intet  gjort  ved  Sagen,  da  han  hørte  til  selve  Sognet, 
og  han  lovede  at  holde  sig  derfra  i  Fremtiden. 

Mikkel  giftede  sig,  da  han  overtog  Forpagtningen, 
og  Brylluppet  stod  i  Præstegaarden.  Der  blev  holdt 
mange  Taler,  mest  over  „Elieserskikkelsen",  men 
det  forekom  mig  ikke,  at  Sammenligningen  passede. 
Mikkel  havde,  som  udpræget  Type  paa  Jyden,  der 
i  den  Grad  elsker  og  hæger  om  Husdyrene,  ikke 
for  Alverdens  Guld  tilladt  fremmede  Piger  at  vande 
hans  Heste,  især  efter  en  længere  Rejses  Strabadser. 


181 


Det  var  nu  da  ogsaa  en  særlig  intrigant  Brud,  Elieser 
bragte  den  blide  Isak!  Sørgeligt,  at  vi  altid  maa 
6000  Aar  tilbage,  naar  vi  vil  finde  en  Tjenerskik- 
kelses Type.  I  Aarenes  Løb  blev  Mikkels  Børne- 
flok os  til  stor  Glæde,  den  løb  ud  og  ind  hos  os 
og  bragte  Liv  i  den  barnløse  Præstegaard.  Tiden 
med  alle  dens  aandelige  Omvæltninger  havde  i  høj 
Grad  forandret  Præstekonens  Stilling  i  Menig- 
hederne, især  i  disse  bevægede  Egne.  I  gamle  Dage 
var  hun  en  Slags  „Moder"  i  Sognet,  og  egentlig 
fordrede  man  ikke  meget  af  hende  udover  hvad 
Spisekammeret  kunde  præstere  for  de  daarligst 
stillede,  og  hendes  Vægtskaal  i  Sognet  gik  op  og 
ned  efter  Spisekammerets  Elasticitet  til  at  yde. 
For  det  meste  var  der  et  vist  Standsskel,  der  frem- 
bragte en  Afstand;  men  dette  var  et  overstaaet  Sta- 
dium dernede  paa  den  omtalte  Tid.  Den  megen 
Oplysning  havde  slettet  ethvert  Spørgsmaal  af  den 
Art.  Saavel  Forældrene  som  Ungdommen  var  al- 
deles jævnbyrdige  med  ethvert  andet  dannet  Men- 
neske i  Samfundet,  kun  var  Formen  noget  ander- 
ledes. Paa  visse  Felter,  f.  Ex.  i  deres  eget  Fag  og 
i  Religionsspørgsmaal  vilde  faa  Lægfolk,  helt  op 
paa  Rangstigen,  kunne  staa  Maal  med  dem,  og  gav 
de  sig  af  med  Politik,  var  de  ligesaa  hjemme  i 
enhver  Afskygning  og  ethvert  Spørgsmaal,  der  var 
for.  Kvinderne  var  ogsaa  i  den  Retning  langt  videre 
end  Hovedstadens  Kvinder  dengang.  I  Literaturen 
blev  der  ikke  saa  stærkt  fulgt  med  som  i  Storbyen. 
Her  tog  det  grundtvigske  Parti  dog  Teten.  Da 
Ibsens  „Dukkehjem"   kom    frem,  blev   der  ogsaa 


182 


her  Røre  i  mange  Krese,  der  viste,  at  en  ny  Tid 
brød  frem  og  fandt  Jordbund  derovre.  De  unge 
Piger,  der  havde  været  paa  Højskole,  læste  vore 
hjemlige  Klassikere  flittigt.  Endog  Shakespeare 
havde  sine  Tilhængere. 

En  Høstdag  besøgte  min  Mand  en  større  Gaard- 
ejer  og  fandt  ham  siddende  paa  en  Trillebør  ved 
Kostalden,  hvor  han  holdt  Vagt,  studerende  Mar- 
tensens Ethik,  medens  alle  Folkene  var  ved  Høst- 
arbejdet i  Marken.  Min  Mand  satte  sig  paa  den 
anden  Side  af  Trillebøren,  og  de  diskuterede  da 
Biskoppens  dengang  verdensberømte  Skrift.  Min 
Mand  sagde,  at  han  vilde  skrive  til  Biskoppen  og 
fortælle  ham  denne  lille  Begivenhed,  da  han  maaske 
næppe  havde  nogen  Ide  om,  hvor  dybt  hans  Tanker 
var  trængt  igennem. 

Forholdene  derovre  faldt  mig  personligt  ikke  altid 
lette.  Hele  min  Hu  og  min  Udvikling  var  jo  gaaet 
ad  de  sociale  Problemers  Veje:  Hjælp  i  Arbejder- 
standens Nød;  men  det  var  der  ingen  Interesse  for 
derovre.  Man  havde  slet  ikke  sat  sig  ind  deri,  men 
paa  mange  andre  Punkter  var  de  jo  saa  meget  mere 
forud  for  mig.  For  det  meste  stillede  Forholdet 
mellem  Menigheden  og  mig  sig  saaledes,  at  Pie- 
tisterne kom  med  deres  Sorger,  Grundtvigianerne 
derimod  med  deres  Glæder. 

Udenfor  de  egentlig  store  Forsamlinger  var  der 
ofte  selskabelige  dito,  hvor  en  og  anden  ofte  holdt 
et  lille  Foredrag  eller  fortalte  et  og  andet,  men  for- 
resten underholdt  man  sig  som  i  ethvert  andet  Sel- 
skab. Vi  sad  saaledes  engang  i  et  Selskab  i  Niels 


183 


Thomsens  store  prægtige  Gaard.  En  Mængde  Kvin- 
der sad  for  sig  i  et  Værelse,  medens  Mændene  røg 
Tobak  i  et  andet.  Der  kom  et  Par  Præstekoner  paa 
Tale,  som  var  bondefødte.  Der  lød  en  meget  stræng 
Kritik  over  dem.  Jo  mere  de  udsatte  paa  Stak- 
lerne, jo  mere  forbavset  blev  jeg,  og  udbrød  til— 
sidst:  „Jeg  begriber  Jer  ikke;  er  der  noget,  jeg  har 
ønsket,  efter  at  være  kommet  hertil,  er  det  at  være 
bondefødt,  saa  vilde  jeg  jo  have  ganske  anden  For- 
staaelse  af,  hvad  I  egentlig  fordrer." 

Men  Niels  Thomsens  Kone  svarede:  „Bliv  De 
kun  den,  De  er,  vi  forlanger  noget  helt  andet  af 
Dem;  men  én  af  vort  eget  skal  ikke  lave  sig  til." 

De  tog  mig  altsaa,  som  jeg  var,  og  det  gjorde 
mig  godt. 

En  Eftermiddag  tidlig  paa  Sommeren  blev  jeg 
overrasket  med  et  Besøg  af  flere  af  mine  gode  Ven- 
inder —  Kvinder  der  mest  tog  Del  i  Livet  fra  den 
grundtvigianske  Lejr.  Jeg  blev  naturligvis  glad  for 
Besøget,  men  det  forundrede  mig,  at  de  kom  uden 
deres  Mænd,  hvilket  skete  meget  sjældent,  og  tænkte 
mig  derfor,  åt  de  havde  et  eller  andet  paa  Hjærte. 
Da  Kaffen  var  drukket  og  forskellige  Themaer  først 
var  drøftede,  kom  det  da  frem,  at  de  gerne  vilde 
se  den  Dragt,  jeg  skulde  iføres  til  min  Søsters 
Sølvbryllup  paa  Tjele,  hvilken  Fest  havde  været 
omtalt  i  alle  Aviserne,  hvorfra  de  havde  erfaret  den; 
selv  havde  jeg  ikke  omtalt  den.  Jeg  har  altid  havt 
Tilbøjelighed  til  at  klæde  mig  tarveligt,  sommetider 
maaske  lidt  for  meget,  og  det  var  da  en  vis  Æng- 
stelse derfor,  der  havde  foranlediget  dem  til  Visiten. 


184 


„De  har  da  vel  ikke  spart  altformeget?"  indskød 
en  af  dem.  „Hos  saadanne  Mennesker  maa  man  jo 
være  pænere  end  hos  os,"  tilføjede  en  anden. 

Jeg  blev  saa  rørt  over  deres  ængstelige  Omhu, 
saa  ægte  kvindelig  under  en  saa  hjærtelig  Form; 
men  jeg  var  jo  ogsaa  Kvinde  og  vilde  drille  dem 
lidt,  inden  jeg  gav  mig,  og  svarede:  „Ja,  jeg  synes 
nu  dog  ikke,  at  jeg  vilde  anskaffe  mig  en  ny  Kjole, 
derfor  har  jeg  ladet  en  Kjole  farve,  som  jeg  havde!" 
Tavshed  og  lange  alvorlige  Ansigter.  „Men,"  til- 
føjede jeg,  „jeg  har  skrevet  til  min  Søster  derom 
og  sagt,  at  jeg  haabede,  det  ikke  vilde  gaa  mig, 
som  „Anders  Tikøb"s  Kone,  der  kom  til  Begra- 
velse og  smittede  hele  Familien,  fordi  hun  græd, 
og  Farven  ikke  var  ægte,  saa  jeg  bad  min  Søster 
at  sørge  for  at  more  mig,  saa  Taarerne  ikke  skulde 
forraade  Hemmeligheden  med  Kjolen."  Hele  Sel- 
skabet var  skuffet  til  det  yderste.  Men  de  vilde  dog 
nok  se  den  Kjole.  —  Det  var  en  meget  kostbar 
Dragt,  der  havde  tilhørt  min  Stedmoder,  men  ikke 
kunde  bruges  som  den  var,  og  jeg  havde  sendt  den 
til  Berlin  for  at  farves.  Et  sandt  Udbrud  af  fryde- 
fuld Overraskelse  brød  løs  fra  mine  Venner,  da 
den  kom  frem,  og  en  af  dem  sagde:  „Véd  De,  hvad 
Deres  Søster  har  sagt,  da  hun  fik  Brevet?  —  „Sø- 
ster Ida  bliver  den  samme  alle  sine  Dage". 

Mærkværdigt  nok  er  det,  men  vel  politisk  sundt, 
at  man  dernede  ved  Grænsen  aldrig  hørte  Tale  om 
de  to  forskellige  Nationaliteter.  Der  var  Fred  og 
venskabeligt  Samkvem  mellem  de  danske  og  talrige 
tyske  Funktionærer  ved  den  umaadelig  stærkt  trafik- 


185 


erede  Station,  hvor  begge  Parter  arbejdede.  Hoved- 
sagelig skyldtes  dette  vel  en  aldrig  svigtende  Takt 
fra  de  Overordnedes  Side  i  Jernbane-  og  Told- 
væsenet. Man  søgte  gerne  ned  til  de  dejlige  Skove 
og  Søer  ved  Jels,  da  Naturen  jo  kun  har  behandlet 
Vamdrup  stedmoderligt.  Ved  de  sorte  og  hvide  Pæle 
maatte  vi  da  fremvise  den  medbragte  Rødgrød  og 
Steg,  som  Gendarmerne  stak  deres  Lanser  i,  samt 
nogle  lystne  Blikke  efter  Lækkerierne;  men  dette 
var  egentlig  den  eneste   Ulempe,  man  mærkede. 

I  de  første  Aar  af  vort  Ophold  derovre  sendte 
Folk  sydfra  hyppigt  Konfirmander  til  min  Mand; 
men  dette  blev  forbudt  af  de  tyske  Øvrigheder. 

Men  saa  en  Dag  blev  der  stærkt  Røre,  da  det 
forlød,  at  et  stort  Antal  Slesvigere  vilde  gæste  det 
aldrig  forglemte  Fædreland. 

Da  vi  Danske  saa  det  mægtige  Tog  med  vore 
Landsmænd  fra  hinsides  Grænsen  komme  ind  over 
vor  Grænse,  blev  Mængden  saa  betagen,  at  ingen 
kunde  mæle  et  Ord.  Ikke  en  Lyd  hørtes,  kun  hist 
og  her  en  stille  Hulken.  I  flere  Minutter  holdt  de 
Kommende  i  Toget  ligesaa  tavse  og  uden  at  røre 
sig.  Denne  stille  Jammer  tog  saa  stærkt  paa  Folk, 
at  flere  besvimede;  men  saa  fik  Spændingen  og 
Betagelsen  Luft  i  den  mest  jublende  Begejstring, 
hvor  Tale  og  Sange  afløste  hverandre,  til  Toget 
kørte  forbi  med  dem.  Lidt  længere  nordpaa  havde 
nogle  Tørvegravere  plantet  Flag  om  deres  Tørv  og 
stod  og  vinkede  med  deres  Huer.  De  fik  natur- 
ligvis et  dundrende  Hurra  fra  Toget.  Denne  saavel 
som  de  andre  Demonstrationer  var  visselig  hjærte- 


186 


gribende,  men  de  var  dog  vistnok  allesammen  fejl 
Taktik  fra  begge  Sider,  som  vi  paa  denne  Side  — 
udenfor  Nødsstanden  —  med  et  roligere  Overblik 
burde  have  raadet  fra,  uagtet  vi  jo  sørgede  med 
dem  over  Adskillelsen.  Erfaringen  viser  jo,  hvor 
de  kan  skade. 


Da  det  grundtvigske  Partis  store  Høvding  var 
død,  indtraadte  der  ligesom  en  Slappelse  mellem 
hans  Tilhængere.  Askov  Folkehøjskole  blev  da  efter- 
haanden  det  naturlige  Samlingssted,  hvor  de  her- 
efter tyede  hen,  især  naar  der  opstod  særlige  Spørgs- 
maal,  der  fordrede  samlede  Forhandlinger. 

Der  var  jo  af  Grundtvigianerne  fra  først  af  rørt 
ved  de  snærende  Baand,  der  binder  Kirken  til  Staten. 
Paa  den  Tid,  vi  var  i  Vamdrup,  var  Sognebaands- 
løsningen  kommen  som  en  stor  Lettelse  baade  for 
Præsterne  og  for  Sognebørnene,  og  der  opstod  og- 
saa  Frimenigheder  omkring  i  Landet.  Men  Friheds- 
kravene  blev  stærkere.  De  to  Spørgsmaal,  der 
brændte  stærkest,  var  „Kirketugten",  som  den  indre 
Mission  ved  mange  Lejligheder  forgæves  havde  søgt 
at  føre  igennem,  og  „Præsteløftet",  der  har  været 
den  Orm,  der  vel  har  gnavet  stærkest  paa  Stats- 
kirken, og  som  det  grundtvigianske  Parti  rejste  en 
vældig  Kamp  imod.  I  Begyndelsen  af  1881  blev 
der  holdt  Møder  rundt  om  i  Landet,  især  af  den 
begavede  og  begejstrede  Pastor  Leth  fra  Middelfart1), 

i)  Andreas  Peter  Martin  Leth  (1822—1905),  der  havde  været  Præst  i  Aabenraa, 
var  fra  1870  til  1894  Sognepræst  i  Middelfart. 


187 


og  der  blev  agiteret  for  den  Frihedsbevægelse,  der 
havde  givet  sig  Udslag  i  Lovene  om  Sognebaands- 
løsning  og  Valgmenigheder  og  andre  Omordninger 
af  mange  kirkelige  Spørgsmaal. 

I  det  store  Møde  paa  Askov  i  August  1881  var 
der  forsamlet  700  Præster  og  Lægfolk  for  at  dis- 
kutere Formen  for  en  Opposition.  Omtrent  80  af 
dem  enedes  om  at  indsende  den  saakaldte  „Askov- 
Adresse"  til  Lovgivningsmagten.  Dens  vigtigste  Punk- 
ter vedrørte  „Præsteløftets  Ophævelse",  „Børns 
Altergang",  „Lægprædikanters  Ordination",  „Fri- 
menigheders Adgang  til  Kirken"  osv.  Resolutionen 
vakte  stor  Opsigt  i  den  kirkelige  Verden  og  megen 
Forargelse,  ikke  mindst  i  den  indre  Mission.  Kultus- 
ministeren (Scavenius)  gav  imidlertid  de  Præster, 
der  havde  underskrevet  Adressen,  en  alvorlig  Til- 
rettevisning, fordi  denne  var  sendt  direkte  til  Rigs- 
dagen, hvorved  man  havde  forbigaaet  ham  som 
Kirkens  Primas.  Denne  Tilrettevisning  nægtede 
imidlertid  flere  af  Præsterne  at  modtage,  og  samt- 
lige Præster,  der  havde  underskrevet  Adressen, 
blev  da  indstævnede  for  en  Provsteret. 

Da  Askov  laa  i  min  Mands  Provsti,  dannede  han 
tilligemed  Jurisdiktionens  Herredsfoged  „Under- 
retten". Da  der  blev  Tale  om  en  Retssag,  var  min 
Mand  strax  af  den  Mening,  at  Præsterne  efter  hans 
Overbevisning  ikke  kunde  dømmes  paa  Grund  af 
Adressens  Indhold,  da  Staten  havde  tilladt  Religions- 
frihed, og  Præsterne  var  stillede  som  Landets  andre 
Borgere.  Men  Præsternes  Protest  mod  Kultus- 
ministeren, „Kirkens  Øverste",  mente  han  at  være 


188 


kriminel.  Dette  Syn  paa  Sagen  vakte  stor  Mis- 
fornøjelse hos  mange,  og  han  modtog  mange  mis- 
billigende Erklæringer  baade  gennem  Pressen  og 
fra  private  Folk. 

Hans  Meddommer  i  Underretten,  Herredsfogden, 
saa  vel  som  i  Overretten,  Biskoppen  og  Amtmanden, 
var  alle  tre  uenige  med  min  Mand  i  hans  Opfat- 
telse af  Sagen,  og  han  indgav  derfor  et  „dissen- 
tierende  Votum",  i  hvilket  han  frikendte  Præsterne 
med  Hensyn  til  Adressens  Indhold,  men  foreslog 
en  Bøde  for  deres  Protest  mod  den  af  Ministeren 
afgivne  Reprimande.  Højesteretsdommen  faldt  1885, 
—  den  stadfæstede  min  Mands  Dom. 

Nu  strømmede  det  ind  med  Lykønskninger  og 
Tilslutninger,  naturligvis  mest  fra  Jurister  og  blandt 
dem  ikke  faa,  der  var  ham  ganske  ukendte. 


I  Begyndelsen  af  1880erne,  da  Bølgerne  gik  højt 
i  den  theologiske  Verden,  blev  der  en  skønne  Dag 
stor  Jubel  i  Præstegaarden,  da  vort  barnløse  Ægte- 
skab blev  velsignet  med  en  lille  Pige.  Da  jeg  første 
Gang  holdt  hende  i  mine  Arme,  var  der  to  Stem- 
ninger, der  trængte  sig  frem  i  mig:  Ønsket  om  at 
have  kendt  min  egen  Moder,  og  en  Følelse  af  Lin- 
dring i  det  aldrig  lægte  Saar  i  mit  Hjærte  efter 
Skuffelsen  over  „Distriktsplejen",  mit  „Smertens- 
barn", der,  for  tidligt  født,  blev  kvalt  i  Vuggen. 

Lykken  blev  i  de  Aar,  vi  endnu  levede  derovre, 
saa  meget  rigere,  som  Menigheden  paa  den  mest 
rørende  Maade  delte  vor  Glæde  og  i  den  Grad 


189 


syntes,  at  de  havde  Part  i  Barnet,  at  jeg  ofte  spø- 
gende gjorde  opmærksom  paa,  „at  det  var  dog  mit!a 

Men  Livets  Lykke  er  saa  forfærdelig  kort. 

Min  Mands  Helbred  gav  altid  Aarsag  til  Æng- 
stelse. Efter  den  for  alle  Parter  egentlig  godt  over- 
staaede  Askovsag  tabte  hans  Udseende  sig  paafal- 
dende,  og  han  taalte  ikke  mere  de  mange  Embeds- 
rejser  i  alskens  Vejr  og  Nattelejerne  i  de  kolde 
Gæstekamre.  Selv  maa  han  have  havt  en  Følelse 
af,  at  Kræfterne  svandt,  thi  han  afslog  at  overtage 
to  betydelige  Embeder,  der  blev  ham  tilbudt,  det 
ene  i  Nordvestjylland,  det  andet  i  Kjøbenhavn. 

En  Dag  sagde  min  lille  Pige:  „Fader  kalder!" 

Da  jeg  kom  ind  i  hans  Studereværelse,  fandt  jeg 
ham  liggende  bevidstløs  paa  Gulvet,  med  Blodet 
strømmende  ud  af  Munden.  Lægerne  derovre  er- 
klærede det  strax  for  Kræft.  Min  Broder  sendte 
den  dengang  berømte  Specialist  Professor  With  over 
til  os.  Han  saa  noget  lysere  paa  Sygdommen,  men 
ønskede  at  faa  Patienten  ført  til  Kjøbenhavn,  hvilket 
da  skete  ved  Menighedens  og  min  Broders  Offer- 
villighed. Alt  hvad  menneskelig  Hjælp  kunde  ud- 
tænke, blev  sat  i  Værk  for  hans  Helbredelse,  men 
det  var  og  blev  den  frygtelige  Sygdom,  som  Læge- 
kunsten endnu  ikke  har  funden  Lægedom  for. 

Trods  hans  Lidelser  var  det  dog  et  forunderligt 
lyst  og  skønt  Sygeleje.  Hans  mange  Venner  besøgte 
ham  stadigt,  og  han  var  altid  den  livligste  og  gla- 
deste af  dem.  Mærkværdig  aandsstærk  fulgte  han 
med  til  den  sidste  Dag  saavel  i  kirkelig  som  i 
anden  Literatur,  og  da  han  syntes,  at  hans  latinske 


190 


Kundskaber  var  gaaet  tilbage,  studerede  han  den 
sidste  Maaned,  han  levede,  hver  Dag  et  Par  Timer 
i  Madvigs  Syntax,  saavelsom  i  andre  Hjælpekilder. 

Næsten  daglig  spillede  den  da  bekendte  Chopin- 
spillerinde,  Professorinde  Melbye  f.  Matthison- Han- 
sen, for  ham,  og  Billedhuggeren,  Professor  Saabye 
indbød  ham  til  sit  Atelier,  hvor  vi  kunde  køre  ham 
ind  i  hans  Sygevogn.  Den  netop  fuldførte  „Susanne 
for  Raadet"  stod  dér  i  al  sin  Renhed  og  Skønhed. 

Hele  Sommeren  kunde  vi  gøre  lange  Udflugter 
med  ham  i  hans  Sygevogn,  og  Sommerluften  og 
de  afvexlende  Indtryk  hjalp  til  hans  Opmuntring. 
Men  da  Efteraarskulden  kom,  forhindrede  den  jo 
al  Friluftsadspredelse.  Saa  hændte  det  sig,  at  Kunst- 
neren ZachOy  der  boede  i  samme  Hus,  skulde  flytte, 
og  det  ene  store  Lærred  blev  bragt  ned  til  Flytte- 
vognen efter  det  andet.  Da  han  erfarede,  at  min 
Mand  nede  i  Stueetagen  gerne  vilde  se  dem,  bar 
han  dem  efterhaanden  ind  til  ham,  saa  at  han  laa 
som  i  en  stor  Skov,  hvor  Aaløb  og  Sol  knitrede 
gennem  Løv  og  Stammer.  Han  vendte  sig  til  mig 
med  det  frydefuldeste  Smil  og  sagde:  „Saa  kom  jeg 
dog  i  Skoven  for  sidste  Gang!"  — 

Inderlig  Tak  skylder  jeg  disse  herlige  Kunst- 
nere. Hver  af  disse  Nydelser  hjalp  i  lange  Tider 
og  lettede  mange  tunge  Timer. 

Henad  Julen  1887  udaandede  han  med  Hilsen  til 
hele  Menigheden,  som  til  mange  enkelte  Venner, 
og  forlod  en  Tilværelse,  hvor  han  kun  har  efter- 
ladt de  reneste,  fineste  og  kærligste  Minder. 


REGISTER 


Alexander  II,  Czar  af  Rus- 
land, 150  ff. 

Andersen,  H.  C,  Digter,  19  f. 

Arendrup,  Emil  Peter  Ussing, 
Overlæge,  132  f. 

Baggesen,  Jens,  Digter,  14. 

Bauer,  tysk  Geistlig,  150, 152. 

Beck,  Joh.  Vilh.,  Præst,  116, 
164. 

v.  Bismarck,  Otto,  tysk  Stats- 
mand, 152. 

Blædel.  Nic.  Gottl.,  Præst, 
116,  164. 

Boisen,  Fr.  Engelhardt,  Præst, 
61. 

Brandes,  Geo.,  Prof.,  148  f. 
—  Ludv.  H.,  Prof.,  110— 
125, 130, 137—142, 146,  154, 
157. 

Bredsdorff,  Niels  Chr.,  Sko- 
lebestyrer, 115. 

Brix,  Anna  Marie,  f.  Noschau, 
133.  —  Jens  Bøgild,  Præst, 
133. 

Børresen,  Caroline,  f.  Hem- 
pel, 172.  —  Hans  Peter, 
Missionær,  172—179. 


Caroline  Mathilde,  Dronning 
af  Danmark,  10. 

Christian  IX,  Konge  af  Dan- 
mark, 12,  70. 

Christiani,  Ant.  Carl  Emil, 
Præst,  29  ff.,  39,  42. 

Clausen,  Johs.  Carl  Emil, 
Præst,  71. 

Conring,  Louise  Martinié  Lau- 
rette, Forstanderinde,  82, 
86  f.,  99  f.,  154. 

Dahl,  Vibeke  Adelhaid,  113  f. 

Danner,  Louise,  Lensgrev- 
inde, 67. 

Dirckinck,  Arnold  Chr.  Leop. 
Edler  v.  Holmfeld,  Søoff., 
20  —  Slægten  4. 

Dolgorukof,  Katharina,  Fyrst- 
inde, 150. 

Dorph-Petersen,  J.  F.  S.,  Skue- 
spiller, 115. 

Elmquist,  Thorv.  Jørgen  Ad., 
Præst,  167. 

Ewaldsen,  Chr.,  Præst,  149. 

Fick,  Andr.  Gabriel,  Præst, 
85,  89 

Flindt,  Erasm.  Chr.,  Forstan- 


192 


derinde,  114  f.,  127,  134, 
136,  139,  142. 

Fog,  Am.  Sophie  f.  Eccard, 
62,  —  Carl,  Præst,  62. 

Frederik  VI.,  Konge  af  Dan- 
mark, 11. 

Frederik  VII.,  Konge  af  Dan- 
mark, 12,  66  f. 

Frederik  II.,  Konge  af  Preus- 
sen, 18. 

Frimodt,  Jens  Chr.  Rud., 
Præst,  97  f.,  106  f.,  109, 
116,  131,  139,  142,  164. 

Frølich,  Lorenz,  Maler,  62  f. 
—  Vilh.  Pauline  f.  Tutein, 
62  f. 

Geleff,  Poul  Jons.,  Socialde- 
mokrat, 147. 

Gortschakoff,  russ.  Minister, 
152. 

Grove-Rasmussen,Andr.Chr., 
Præst,  172,  176. 

Grundtvig,  Nic.  Fr.  Sev.,  Bi- 
skop, 32, 147,  151, 168,  186. 

Hage,  Hother,  Herredsf.,  61. 

Hansen,  Alvilda,  Lærerinde, 
98  f. 

Hertel,  Ludv.  Vilh.,  Præst, 
173,  178. 

Hohlenberg,  O.,  Præst,  115. 

Hjardemaal,  Slægten,  115  f. 

Holck,  Joh.,  Christ.,  Præst, 
156. 

Holm,  Joh.  Peter,  Konf.raad., 
118. 

Holmblad,  Laur.  Peter,  Etatsr., 
144,  154,  156. 


Howitz,  Frantz  Johs.  Aug.  Carl> 
Læge,  94,  96. 

Jensen,  Missionær.  177. 

Jessen,  Carl  Am.  Edwin,  Dr. 
phil.,  56  ff.  —  Carl  Vilh., 
Guvernør,  16  f.  —  Carol. 
Vilh.  f.  Jessen,  4  f.,  8,  10, 
20,  27  f.,  39-47,  53  f.,  59 
f.,  65,  71,  76-80,  105.  — 
Fr.  Chr.,  Overkrigskomm., 
8,  15  f.  —  Joh.  Vilh.  f.  Wil- 
denradt,  11  f.  —  Juliane 
Marie,  Forf.,  13  f.  —  Nic. 
Jac,  Overførster,  4,  6,  27, 
32,  35  f.,  41,  51,  66,  69,  72 
—80.  —  Nic.  Jac.  Etatsr., 
13.  —  Peter  Carl,  Kabi- 
netssekr.,  11  f.  —  Petrine 
Carol.,  56  f.  —  Regine  Margr. 
f.  Wildenradt,  11  f.  —  Sel- 
ma Henr.  f.  Baronesse 
Dirckinck-Holmfeld,  4.  — 
Sophie,  56  f.  —  Sophie 
Fransine  Muller,  8,  17.  — 
Tycho,  Oberst,  17.  —  Slæg 
ten  13  f. 

Johnsen,  Anne  Joh.  f.  Thue 
sen,  127,  137  f.  —  Joh 
Vilh.,  Præst,  115,  127  f. 
136,  147,  158,  161,  167  f. 
170,  178—181,  182—190.— 
Vilh.  Ferd.,  Geh.konf.raad 
127,  138.  —  Ida  Anna  He 
lene  f.  Jessen,  Bogens  Forf. 
1-190. 

Juliane  Marie,  Dronning  af 
Danmark,  10  f.,  13  f.,  17. 


193 


Kanitz,  tysk  Geistlig,  150, 152. 

Kierkegaard,  Peter  Chr.,  Bi- 
skop, 174—178.  —  Kierke- 
gaard, Søren,  32,  116,  151, 
173. 

Knudsen,  Jens  Lassen,  Præst, 
164. 

Koch,  Johs.  Geo.  Elias,  Præst, 
131. 

Kruse,  Nic.  Eeg,  Præst,  43  f. 

Kogel,  tysk  Hofpræst,  150. 

Laub,  Hieronymus,  125, 134  f. 

Leth,  Peter  Martin,  Præst,  186. 

Leunbach,  Henr.  Chr.,  Biskop, 
173  f.,  176  f. 

Levinsen,  Carsten,  Præst,  42. 

Liittichau,  Chr.  Ditl.,  Hof- 
jægerm.,  40  f.,  48.  —  Hans 
Helmuth,  Hofjægerm.,  4.  — 
Idalia  Fr.  Poul.,  f.  Baronesse 
Dirckinck-Holmfeld,  4,  6, 
19—37,  48—52.  —  Margr. 
Th.  Petrine  Malvina  f.  Jes- 
sen, 40  f.,  48. 

Melbye,  f.  Matthison-Hansen, 
190. 

Mette,  Diakonisse,  84  f.,  87, 
89,  94  f.,  103  f. 

Meyer,  Hans  Vilh.,  Læge, 
106  ff. 

de  Meza,  Chr.  Jul.,  General, 
67  ff. 

Monrad,  D.  G.,  Biskop,  61.  — 
Emmy  f.  Tutein,  61. 

Muller,  Bodil  Marie  f.  Jensen, 
8  f.  —  Wilh.  Andr.,  Minia- 
turmaler,  8,  17  f. 


v.  Munster-Meinhovel,  pr.  Ge- 
neral, 72. 
Møller,  Jens  Leth,  Præst,  106. 

—  Nathalie  f.  Noschau,  106  f. 

—  Smed,  166. 

Nielsen,  Fr.  Chr.,  Biskop,  156. 

Oehlenschlæger,  Adam,  Dig- 
ter, 14. 

Olrik,  Anna  Margr.  Jacobe, 
Forstanderinde,  110. 

Peter,  Gaardskarl,  84  f.,  91  f. 

Petersen,  Parmo,  Skuespil- 
ler, 1. 

Pio,  Louis,  Socialdemokrat, 
147. 

Pontoppidan,  Dines,  Præst,  78. 

Povelsen,  Emma,  Forstander- 
inde, 110,  128  f.,  159. 

Rønne,  Chr.,  Fr.,  Præst,  164. 

Rørdam,  Th.,  Præst,  167. 

Saabye,  Aug.,  Vilh.,  Billed- 
hugger, 190. 

Scavenius,  Jac.  Brønnum,  Mi- 
nister, 187. 

Saint  Aubain  (Carl  Bernhard), 
Andr.  Nic.  13,  60  f.,  64  f. 

Salomon,  Nota,  Stabslæge,  157. 

Servais,  Adrien  Francois,  Vio- 
loncellist, 65  f. 

Siboni,  Guiseppe,  Syngeme- 
ster,  59. 

Skrefsrud,  Lars  Olsen,  Mis- 
sionær, 172,  177. 

Sorterup,  Chr.  Fr.,  Præst,  127. 

Steffens,  Henr.,  Filosof,  14. 

Stephansen,  Anders,  Forstan- 
der, 96. 


194 


Struensee,  Joh.  Fr.,  Minister, 

10. 
Sveistrup,  Hans   Kr.,  Præst, 

164. 
Sødring,    Julie,    Skuespiller- 
inde, 115. 
Theilade,  Peter  Andr.,  Præst, 

144,  153. 
Thomsen,  Niels,  Gaardmand, 

163  f.,  183  f.  —  J.,  Præst,  115. 
Trandberg,  Hansine  Chr.  Gott- 

holdine  f.  Luttichau,  32.  — 

Peter  Chr.,  Præst,  32,  37— 

43,  133. 
Trap,  Jens   Peter,  Geheime- 

raad,  12,  16. 
Tscherning,  Ant.  Fr.,  Oberst, 

105  f. 
Tulesen,    Mikkel,    Forpagter, 

179  ff. 


Tutein,  Anna  f.  Eccard,  61  f. 

—  Ferd.,  Grosserer,  59,  65. 

—  Josepha  f.  Siboni,  59  f., 

—  Peter  Ad.,  Hofjægerm., 
61  f. 

Valdemar,  Prins  af  Danmark, 
127. 

Valløe,  Knud,  Forf.,  62. 

Wilhelm  I,  tysk  Kejser,  150, 
152. 

Willemoes,  Peter,  Søoff.,  16. 

Wimmer,  Skuespillerinde,  1. 

With,  Carl   Edv.,  Prof.,  189. 

Vogel  v.  Falkenstein,  Ernst  Fr. 
Ed.,  pr.  General,  76. 

Zacho,  Peter  M.  Chr.,  Maler, 
190. 

Zahrtmann,  Sophie,  Forstan- 
derinde, 158. 

Ziegler,  Gerichtsrath,  151. 


1 


ane*  > 


DL 
103 
.5 
M5 
bd.  23 


Memoirer  og  breve 


PLEASE  DO  NOT  REMOVE 
CARDS  OR  SLIPS  FROM  THIS  POCKET 


UNIVERSITY  OF  TORONTO  LIBRARY 


••%  *»