'.*'•■ *
,'*#
LiA
MEMOIRER
OG BREVE
UDGIVNE AF
JULIUS CLAUSENooPFkJUST.
XXIII
MELLEM TO TIDSALDRE
ERINDRINGER
AF
IDA JOHNSEN
FØDT JESSEN
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISKE FORLAG
KØBENHAVN
1915
*r / V
-^' ...
; Ti
*mmj**r
UDGIVNE AF JTJIiIUS CfcAUSENT ©C RFRRISH7
TRYKT I 900 EKSEMPLARER
LANGKJÆRS BOGTRYKKERI
KØBENHAVN
INDLEDNING
Forfatterinden af disse Memoirer, Provstinde Ida
Anna Helene Johnsen, født den 26. Marts 1844,
Datter af Kammerherre, Hofjægermester, Overførster
/. N. Jessen, vil være bekendt ved sine Arbejder for
Løsningen af mange sociale Spørgsmaal, og har ikke
mindst indlagt sig Fortjeneste som en af de første For-
kæmpere for Indførelsen af en rationel Sygepleje her
i Landet. Herom fortælles i hendes her meddelte Erin-
dringer, ligesom Forfatterinden i det hele taget har søgt
at fremstille et Billede af den Periode, hun har oplevet
mellem den gamle Tid med dens rolige og urørlige soci-
ale Forhold herhjemme og den nye Tid, der brød frem
efter Krigen 1864, og af de Vilkaar, som den enkelte
havde at kæmpe imod paa Fremskridtets Omraade, ikke
mindst for Kvindens Vedkommende.
Udg.
Ida Johnsen f. Jessen.
Barndomshjemmet i Randers.
SKOLEN OG BARNDOMMEN
Vokalerne fordobles undtagen foran Konsonan-
terne b. d. g. og v. — fordobles — b. d." —
„Aa, Ida, husk, Du har lovet at se min tyske Stil
igennem?" — „Tys, man kan ikke høre, hvad man
selv siger!" — „Og dog noget jeg fik, hvi bedug-
ges mit Blik." — „Konsonanterne b. d." — „Iday
kan Du da ikke høre!" — „Du lovede!" — „Men
ved Hjemmet med Ømhed det dvæler." — „Det
er en Skam Ida, Du lovede." — „Tidt for Din Skyld
i Løn!" — „Aa Vrøvl, Blækhus hedder ikke Bliek-
haus!" — „Aa Du er altid saa vigtig, mit Tysk
kan vel være ligesaa godt som Dit!" — Har no-
gen af Jer set „Tordenskjold i Dynekilen?" —
„Hvi bedugges mit Blik!" — „Parmo Petersen
spiller mageløst og Jomfru Wimmer hvor det
var rædsomt, at han saadan døde!* — „Jeg har væ-
ret hedder ikke: ich håbe gewesen." — „Ok, Du
med Dine Verbehistorier!" — „Dér er Frøknen!"
og hele Klassen sad som elektriseret. I det
samme væltede et Blækhus sin sorte Strøm ud-
over et hvidt Broderi.
„Gud's, det var Dig Ida\«
Skolefrøknen var traadt ind, rank og majestætisk.
„Hvad er det dog for en Støj?"
„Det var Jessen."
„Ja naturligvis, Jessen gør altid Fortræd. Ved
Din Uagtsomhed har Du nu ødelagt Annas Arbejde,
som hun har syet paa hvert Minut, hun har havt
fri, for at det kunde blive færdigt til hendes Mo-
ders Fødselsdag. Men nu skal Du ogsaa have en
Anmærkning i Protokollen, og jeg skriver hjem
til Din Moder, da jeg er meget vred over Din Op-
førsel. Hvis hele Klassen nu ikke er stille til Læ-
reren kommer, skal I alle sidde en Time over!"
„Det var rigtignok en Skam, Du angav Idaya
sagde Børnene i Munden paa hverandre, da Frøk-
nen var gaaet, „det var dog Din Skyld, Ida rettede
jo Din tyske!"
„Det var da ved Gud hende, der væltede Blæk-
huset, jeg kunde da ikke lyve og sige, at det var
mig!"
„Men det var jo for at skjule Din Stilebog",
svarede jeg. „Jeg blev saa angst, da jeg saa Frøk-
nen, at jeg slet ikke lagde Mærke til Blækhuset."
„Tys dog, dér er Læreren!"
Efter hans Time var Skolen endt for den Dag.
Under et Sus af Snak tog Skolepigerne deres
Tøj paa. Striden var stærkt oppe og delte Klas-
sen i to Partier, det ene for mig, det andet for
Anna.
„Du sladrer aldrig Ida> og vi skal rigtignok
holde med Dig næste Gang," sagde mine Venner.
Det andet Parti raabte: „Anna faar aldrig Anmærk-
ninger, og Du skulde bare ikke være saa vigtig,
fordi Du er Kammerherredatter, saa burde Du netop
være Nr. L*
Jeg fik oftere dette Faktum at høre fra Skole-
kammeraterne. Paa Hjemvejen spekulerede jeg paa
Livsproblemernes mange Vanskeligheder. Det fore-
kom mig saa underligt, at Anna og de andre altid
gik fri for Beskyldninger. Men Fader sagde, at jeg
ikke maatte sladre, da det ikke sømmede sig for
hans Datter; men hvorledes skulde jeg saa for-
svare mig, naar Skylden ikke var min, og det var
den sjældent. De andre benyttede sig saa ofte af,
at jeg ikke angav dem. Jeg ønskede altid, at der
dog ikke var saa mange i Skolen. De fleste maatte
jeg ikke omgaas, og det var netop de allerrareste.
Hjemme talte de altid om, hvor yndig Emma var;
saadant et rent Dydsmønster, men hun havde og-
saa en hel Lærerinde ganske alene for sig selv og
slet ingen Kammerater, der kunde vælte Skylden
over paa hende.
Min Fader, Kammerherre Jessen, havde været
gift første Gang med en Baronesse Dirckinck Holm-
feldty der skænkede ham en stor Flok Børn,
hvoraf jeg var den yngste.
Fra min Moders Dødsleje,1) da jeg var et Aar
gammel, tog min Tante mig med sig til sin Herre-
gaard. Hun var Søster til min Moder og gift med
Besidderen af en Herregaard i Nærheden af Ran-
ders.2)
Familien Dirckinck Holmfeld stammede fra Hol-
land. Blev forjaget derfra under dets saakaldte Fri-
hedskrig mod Napoleon. I Landflygtigheden bo-
satte den sig en Tid i Tyskland, hvor en Del af
Børnene blev opdragne. Senere flyttede den hertil
og lod sig naturalisere.
Vanskelighederne med den store Husholdning
efter min Moders Død og de mange Børn voxede
imidlertid min Fader over Hovedet, og han giftede
sig anden Gang med sin Kusine. Denne Dame var
en meget klog, ret velhavende ældre Pige, en be-
kendt Fremtoning i det kjøbenhavnske Bourgeoisies
Selskabsliv omkring Aarene 1830 — 40. Hun stod
fuldkommen paa Højde med sin Kreds, der endnu
levede i Litteraturens saakaldte „Guldalder", men
hun stod saa fjernt som vel muligt fra Kendskab
til og Forstaaelse af Barnesindene og deres Ledelse,
som ogsaa til et datidigt Provinsliv.
Min Fader, der var Overførster i Jylland, havde
bosat sig i Randers, og til dette Hjem medbragte
i) Kammerherre, Hofjægermester Nicolai Jacob Jessen (1797—1866) var fra
1845 Overførster for de jydske Statsskove med Bopæl i Randers. Han var Lands-
tingsmand 1855—63. Han blev gift 1832 med Selma Henriette Dirckinck Baro-
nesse af Holmfeld (1806—45) og anden Gang 1848 med sin Kusine, Caroline
Vilhelmine Jessen (1804—82). Det sidste Ægteskab var barnløst. Forfatteren til
nærværende Memoirer, Ida Anna Helene Johnsen, født Jessen, er født 1844.
») Idalia Frederikke Pouline Dirckinck Baronesse af Holmfeld (1808—1899)
blev gift 1829 med Kammerherre, Hofjægermester Hans Helmuth Liittichau til
Tjele (1804-1857).
hans anden Kone et rigt Udstyr af Kunstskatte,
samlet fra hendes Faders og Morfaders Hjem, saa
det kom snart til at spille en fremtrædende Rolle
i den lille Bys Selskabsliv.
Til dette Hjem vendte jeg mine Skridt fra Sko-
len, og jeg var ikke let om Hjertet under denne
Gang ved Tanken om Brevet, som jeg skulde
aflevere.
Jeg traadte ind i den store, smukke Dagligstue,
hvor min Stedmoder sad med mine to ældre Søstre.
Alle var de beskæftigede med deres Haandarbejder.
„Hvordan er det, Du kommer ind ad Døren,
gaa ud og kom saa ind igen uden at slentre saa-
dan omkring!" var min Stedmoders Velkomstord
til mig.
„Aa, altsaa er Humøret daarligt!" sukkede jeg
ved mig selv, idet jeg gjorde min Entrée om. „De
to Gamle" — min Betegnelse for mine to ældre
Søstre — „ser heller ikke for haabefulde ud, de
hjælper mig heller aldrig, saa det ender nok med
Storm; men det er lige saa godt at tage Skyllen
strax og aflevere Brevet".
Inde i Dagligstuen gik Stemningen højt, og det
var ikke milde Domme, der faldt om mig.
Med hele den Klogskab min Stedmoder sad inde
med, havde hun underlagt sig Husstanden, fra Bør-
nene til Tyendet og Omgangsvennerne. Min tavse,
indesluttede Fader, der en stor Del af Aaret var paa
Embedsrejser, blandede sig aldrig i sin anden Ko-
nes Husførelse; men Familiesygdommen (Herske-
syge) var gaaet i Arv til Stedmoder, saa dette, at
6
jeg elskede og saa op til min Tante, min afdøde
Moders Søster, som min egentlige Moder, vilde
hun ikke finde sig i.
Barnehjærtet lader sig jo imidlertid ikke tvinge
uden ved den højeste Grad af Mildhed og Over-
bærenhed, hvilke Egenskaber hun ikke besad, saa
jeg blev hele min Barndom og min første Ungdom
igennem, uden at vide eller ville det, den Sten i
hendes Ægteskab, hun aldrig fik løftet.
Underligt nok, senere i Livet, da jeg gik ud paa
de, dengang endnu ubanede Veje, var hun dog den
i Familien, der bedst forstod hvad jeg søgte og
hvad jeg vilde; hvorimod jeg har et Brev fra min
Tante, min første Plejemoder, hvori hun paa det
stærkeste bebrejder mig min „Bryden ud" fra Tra-
ditionen.
Efter endt Skoletid satte jeg mig gerne ind i min
Faders Studereværelser til mine Lektier. Meget
gjorde jeg ikke ved dem. Skoleundervisningen var
jo dengang saa tør, især vel i Pigeskolerne, at den
mest tog Hensyn til „Lærenemhed" og deraf føl-
gende Remseri, men aldrig tog Forstand eller Fan-
tasi i Betragtning. Lektierne kedede mig forfærde-
ligt og jeg brugte dem mest som Paaskud til at
sidde uforstyrret hos min Fader, hvor jeg altid var
sikker paa Fred, og i Ro kunde følge min drøm-
mende Naturs mangfoldige Veje. Dog vel mest
fordi jeg med Børns sikre Instinkt følte, at jeg var
hans Yndling. Her drømte jeg mig ind i Forhold
og Verdener, hvor Menneskene og Lykken til-
smilede mig.
Paa dette Tidspunkt hørte det saaledes til mine
mest yndede Drømme: at være „velgørende Fe"
paa min Tantes Gods. Jeg drømte mig ind i Ha-
vens dunkle Gange, hvor jeg med Kusiner og
Fætre legede Konge og Dronning. Naar Drøm-
mene rigtig vilde føje sig, var jeg naturligvis Dron-
ning. Jeg red om paa en hvid Hest og gav alle
Bønderne fri. Sidste Ferie havde jeg netop læst
Ingemanns Romaner. I sidste Øjeblik reddede jeg
saa Forpagterens Jørgen fra at faa Prygl, fordi han
havde stjaalet formange Æbler, idet jeg ædelt tog
Skylden paa mig. En Dronning maatte jo tage
Æbler, hvor hun vilde. Mine Drømme endte gerne
hos „Ajax", min Fætters Hund. Ak, hvor jeg læng-
tes efter den! Vilde den dog blot komme i dette
Øjeblik, og hylende af Glæde springe op ad mig!
Den var bleven dresseret sidste Sommer, lukket
inde og sultet, naar den ikke kunde fatte de mange
Lærdomme. At dens Opdragelse trak saa stærkt i
Langdrag, var vistnok for en stor Del min Skyld;
thi saasnart den var bleven lukket inde, listede jeg
ned i Køkkenet, hvor jeg var Ven med hele Per-
sonalet og fik saameget Mad, jeg kunde have i mit
Bluseforklæde. Ved at sætte en Stige til, kunde
jeg krybe igennem et Vindue til dens Indelukke,
hvor vi to saa havde et Par underholdende Timer.
Gratis udleverede jeg dog ikke mine Almisser;
men fordrede smaa extra Forestillinger af dens
nys lærte Kunster, saa den vistnok mange Gange
var tvivlraadig om, hvem der var værst, Fætteren
eller jeg.
8
Naar Tiden var skreden saa langt frem, at Lek-
tierne ikke mere kunde bruges som Paaskud til
at blive inde hos Fader, maatte jeg tage Afsked
med Ajax og alle de andre skønne Drømme, og
sætte mig ind i Dagligstuen til de Voxne med
mit Haandarbejde. Det var ikke nogen behagelig
Overgang. Dér kunde Drømmene ikke komme i
Gang, de blev skræmte af de mange Øjne omkring
mig. De mødte kun op i enkelte Tanker den Aften
f. Ex. da „Dronningen" hævnede sig paa min Sø-
ster ved at nægte hende at komme paa det næste
Klubbal til Straf for hendes onde Handlemaade
imod hendes egen Søster og fordi hun altid slad-
rede om denne, hvilket ikke sømmede sig for en
fin Dame. Men som sagt, der kom aldrig nogen
rigtig Sammenhæng i Drømmene og især ingen
ordentlig Slutning paa dem i den kedelige Daglig-
stue. Inde i min Bedstemoders Stuer derimod be-
fandt jeg mig mere tryg. Hun var Stedmoders Mo-
der og Datter af Miniaturmaler Mullery indkaldt
her til Landet ved Kunstakademiets Oprettelse paa
Charlottenborg.1) Hun maa have været meget smuk
efter et vidunderligt Billede af Jens Juel at dømme.
Ved i senere Aar at læse Heibergs eller Fru Gyl-
lembourgs Noveller syntes jeg at finde hendes Bil-
lede i Heltinden i „To Tidsaldere".
*) Fru Caroline Vilhelmine Jessen var en Datter af Forfatterindens Farbroder,
Overkrigskommissær Fredrik Christian Jessen (1761—1820), der havde været
Bogholder ved Specie-Banken i Altona, og Sophie Fransine Muller (1767—1861).
Denne var en Datter af den i sin Tid meget bekendte Hof-Miniaturmaler Wil-
helm Andreas Muller (1733—1816) i hans andet Ægteskab med Bodil Marie
Jensen (1739—1817). Han var født 1 Brunsvig og kom c. 1755 til Kbhvn., hvor
han 1765 blev Hofminiaturmaler.
9
Naar vi Børn skulde hilse Godmorgen paa hende,
stededes vi til Haandkys og nejede. Efter Datidens
Tradition gjorde hun da allehaande moralske Be-
mærkninger om Dyd og Beskedenhed etc; men
gled dog temmelig rask derover, især naar jeg var
alene; thi jeg var hendes Yndling, trods hendes
Datters Mangel paa Sympathi for mig. Hendes
Dagligstue var et lille Kunstkabinet. Blandt andre
Sager stod der et broncebeslaaet Chatol, der var
det skønneste Møbel, jeg har set. Paa en Afsats
var der et lille Rum, hvorfra en Duft af Rosen-
olie endnu staar mig i friskt Minde, naar den lille
Lem, der lukkede for Rummet, blev lukket op,
for at hun kunde give mig en 8 Ski. — i al Hem-
melighed — , hvorefter jeg strax løb ned til Ur-
tekræmmeren i Baggaden for at erhverve mig for
2 Ski. Figener, som Købmanden serverede mig i
en stor Klump paa Disken, hvor han stod og
maalte Skraa i lange Strimler efter afstukne
Mærker. Resten af Formuen blev lagt hen til Ba-
geren i Skolegaarden, der leverede en mellem
Smaapigerne højst eftertragtet Genstand: „et 2
Ski. Franskbrød med Smør paa til tre Ski.," slet
ikke anderledes eller bedre end vor øvrige Skole-
mad, men det fremmede og hemmelighedsfulde
satte naturligvis Krydderiet paa Nydelsen. Hvad
der dog langt overgik mine Forventninger om disse
hemmelighedsfulde 8 Skillinger, Bedstemoder glæ-
dede mig med, var hendes Fortællinger.
Min Begærlighed efter at lytte til dem var vel
det egentlige Bindeled mellem os to. De andre
10
Børn holdt ikke videre af hende, og hun heller
ikke af dem. Levende skildrede hun de svundne
Tiders Familieskikkelser, baade dem hun var kom-
men af, og dem, hun blev gift ind i. Meget var
vel over min Alder og Forstand, men tjente dog
vist i høj Grad til min Udvikling, og ubevidst
følte jeg vel hendes store Hjærte i Modsætning til
min Stedmoders store Forstand, men Mangel paa
denne Livets skønneste Egenskab.
Hele vor Slægt for et Par Generationer tilbage
havde staaet i nær Forbindelse med Dronning
Juliane Marie og var hende i høj Grad hengiven.
Masser af Træk fra hine Tider sad Bedstemoder
inde med. Min Stedmoder tog altid Juliane Maries
Parti; men jeg kan huske, hvorledes jeg rullede
mine bare Arme ind i mit Bluseforklæde og knyt-
tede mine smaa Hænder derunder af Vrede mod
denne Dronning; hvorimod den unge ulykkelige
Caroline Mathilde havde min fulde Kærlighed,
trods de haarde og foragtelige Domme, der faldt
om hende fra min Stedmoders Side. Jeg turde dog
for alt i Verden ikke udtale disse Tanker, og jeg
tænker mig, Bedstemoder ikke heller; thi hun tav
altid, naar dette Emne kom paa Bane; men mine
egne Anskuelser maa jeg jo ubevidst have faaet
fra hende.
Den Dag Struensee blev henrettet, satte Bedste-
moders Fader hende paa Tjenerens Arm og lod
dem følge med, for at se paa det frygtelige Skue-
spil, og da det var forbi, fik hun et Ørefigen for
at huske det.
11
Som alle Børn paa den Tid fik hun en stræng
Opdragelse. Naar hun vilde undfly den stærke Op-
sigt, hun var underkastet, løb hun langs ad de brede
Tagrender paa Charlottenborg, hvor hendes For-
ældre boede, hen til en Veninde, hun uset kunde
naa ad denne Vej. En Dag saa hun sit Snit til at
smide en Kattekilling ned i Matrosernes Ærter, der
sad og nød denne Spise paa et af Smaaskibene ne-
denunder i Nyhavns Kanal. Denne Demonstration
var en Hævn, fordi de til Faderen havde meldt
hendes farefulde Excursioner ad Tagrenderne, der
satte Skræk i hele Nabolaget.
Hendes Mands Broder, den bekendte Peter Jes-
sen, blev Kabinetssekretær hos Frederik den VI1)
og havde megen Indflydelse, men var forfærdelig
forhadt, vistnok mest fordi han led af en ubæn-
dig Herskesyge, et Onde, der har hjemsøgt mang-
foldige kvindelige, som mandlige Medlemmer af
Slægten, baade i de forbigangne og de senere
Tider.
Grandonkel Peter havde sin Bolig ude paa Fasan-
gaarden paa Frederiksberg. Han taalte ikke nogen
Slags Rengøring i dette Hjem, men dog endnu
mindre Malproperhed. Naar der da i al Hemme-
lighed var skuret Gulv, medens han var paa Slottet,
trak den stakkels forkuede Grandtante og hendes
Pige timevis med Fyrfade henover de vaade Gulve
i) Peter Carl Jessen (1772—1830) var Kasserer hos Kronprinsen til 1803,
da han blev Chef for dennes civile Departement og 1808 Kongens Kabinets-
sekretær. Han var en meget stræng og indflydelsesrig Embedsmand. 1828 blev
han Konferensraad. Han var gift med tvende Søstre: Johanne Vilhelmine Wil-
denradt (1768—1804) og Regine Margrethe Wildenradt (1770—1842).
12
(dengang ferniserede man dem jo ikke). Havde
Grandonkel truffet dem vaade, sagde min Bedste-
moder, var der opstaaet frygtelige Scener, da Hidsig-
hed og Herskesyge hyppigt er to uadskillelige Sø-
skende.
En fast Regel var det, at han hver Aften spillede
et Parti Ecarté med sin Kone. Aldrig mere end ét
var Reglen, og dette skulde tage en Time. Hans
Kone havde imidlertid engang paadraget sig en
Skade i det ene Ben, men turde ikke sige det til
Manden, da Sygdom var blandt de Ting, han ikke
taalte. Hun lod sig aarelade efter datidig Brug.
Aaren skulde bløde en Time, og hun benyttede
dertil den, hvori de spillede Kort. Benet blev
anbragt i varmt Vand i et Kar, der stod skjult
under Bordet. Uheldet vilde imidlertid, at Manden
den Aften — første og sidste Gang i deres Ægte-
skab — vilde spille to Partier. Min Grandtante
havde nær forblødt sig, men turde intet sige, saa
hellere sætte Livet til.
De havde ingen Børn, men adopterede to. Den
ene af dem var forhenværende Kabinetssekretær
Trap, der først var ansat hos Frederik den VII> se-
nere hos Christian den IX1). Trap har fortalt mig
endel af de Frasagn, der verserede om Grandonkels
Despoti. Efter hans Udsagn til mig maa der exi-
stere eller have existeret endel efterladte Medde-
lelser, baade om Grandonkels Embedsførelse og
om Slægten Jessen.
i) Geheimeraad Jens Peter Trap (1810-85) var en Søn af Købmand Niels
Trap i Randers. Fra 1834 var han ansat i Kongens Kabinetssekretariat, men
blev først selv Kabinetssekretær 1856, til ban tog sin Afsked 1884.
13
Denne er af meget gammel Oprindelse, stammer
fra 3 frisiske Bønder, der var Brødre og udvan-
drede fra Slesvig under Ditmarskerkrigen. Disse
tre Brødre var „frels", dengang Benævnelsen for
„frie" eller adelige, førende Adelsmærket „a Jessen"
i Stedet for det senere tyske „v." Gennem mang-
foldige Generationer har der i alle tre Grene været
betydelige saavelsom mindre betydelige Skikkelser
— Generationer, der til Tider har kunnet opret-
holde det i Fortiden ret kostbare Adelsskab, men
til andre Tider af Forholdene har været afskaaret fra
dette, til Dato begunstigede Fortrin. Familiegodserne
er nemlig gaaet tabt i de mange Aarhundreder.
Efter Sagnene blev en Del skænket til et Kloster
i Jylland ad Mariagerkanten.
I vort Leds Grandslægt var en Datter, Juliane
Marie, — Søster til Kabinetssekretæren, — natur-
ligvis opkaldt efter Dronningen.1) Hun blev Lek-
trice hos Dronning Juliane Marie, var tillige Digter-
og Forfatterinde, bl. a. til den temmelig gruelige
Fædrelandssang: „Danmark hellige Lyd o.s.v.", en
Prisopgave, hvortil 11 Digtere havde konkurreret.
Hun vandt Prisen — som Forfatteren Carl Bern-
hard eller Saint Aubain udtrykte sig: „røg 11
Poeter af Pinden, da Priskomitéen troede, at Oeh-
lenschlæger var Forfatteren".
Som Lektrice tjente Grandtante Juliane Dron-
i) Juliane Marie Jessen (1760—1832) var en Datter af Etatsraad N. J. Jessen.
Hun var fra c. 1787—90 Lektrice hos Enkedronning Juliane Marie og var i
høj Grad æstetisk interesseret. Trods sin Sygelighed havde hun megen Om-
gang især med Tidens største literære Personligheder. Hun vandt 1819 Præ-
mien for en Nationalsang, det uheldige Digt: „Dannemark, Dannemark, hellige
Lyd!", som Weyse gjorde populær ved sin Musik.
14
ningen i mange Aar; men disse var ikke uden
Rystelser. Engang Dronningen under en af disse
Læsetimer havde givet sig i Passiar med hende,
var de begge blevne ivrige, og Grandtante for-
glemte sig i den Grad, at hun i Distraktion tog en
Pris af Hendes Majestæts Snusdaase, hvilken Næs-
vished umuliggjorde saavel Daasens, som Indhol-
dets fremtidige Benyttelse af Dronningefingre. Den
blev ogsaa med et Knips sendt hen i den anden
Ende af Stuen fulgt af Beskeden: „Nimm Sie Ihre
Doosea — Vrede, Afsked! — Efter at have gjort
Knæfald blev Synderinden dog taget til Naade igen.
Hun skal efter Bedstemoders Sigende have været
et fromt og godhjertet Menneske, der adopterede
to Plejebørn, som hun opdrog omhyggeligt, men
strængt efter Datidens Sæd. Noget af sin Broder
Peters peremptoriske Karakter har hun maaske dog
siddet inde med. Saaledes modtog hun alle Da-
tidens Skønaander: Baggesen, O ehlenschlæger, Hen-
rick Steffens o. fl. med et : „Vær saa artig, Mon-
sieur, ikke at træde Toppen af mit Sand!" — man
strøede dengang hyppigt Sand paa de hvidskurede
Gulve for at lette Renholdelsen — og hos Tante
Juliane maatte disse store Aander dele Skæbne med
de andre Dødelige, der besøgte hende i hendes
Hjem i Smallegade, og liste langs Væggene for ikke
at tage Synet af det friskt strøede Sand.
Constantin Hansen har malet et fortræffeligt Bil-
lede af hende i en underlig Dragt, der nærmest
minder om en Nattrøje. I denne Paaklædning gik
hun dog paa Gaden, og om Sommeren uden Hat,
15
kun med Parasol over Hovedet. Dragten har vel
dengang ikke virket afstikkende, da der eksisterer
flere samtidige Billeder af Damer i lignende Paa-
klædning. Køn har denne Tante ikke været, efter
Billedet at dømme, med store Øjne og karakte-
ristiske Træk, mere lignende en Mand end en
Kvinde,
En Tid var Bedstemoders Mand ansat i Altona
netop under den franske Revolution, og hun for-
talte ofte om sine Oplevelser med Emigranterne.
Af disse Meddelelser staar kun ét Hovedindtryk
mig klart, nemlig den franske Adelsmands ukuelige
Energi til at erhverve det nødvendige til sig og
sine, for ikke at blive afhængig af de Forhold, der
havde berøvet ham al hans Ejendom, hvilket man
jo i høj Grad maatte beundre. En af de Marquier,
hun gjorde Bekendtskab med, gik saaledes rundt
og solgte Baand o. a. m. ved Dørene. Damerne
viste sig derimod ikke videre bevægelige i Nøds-
standen. Et blaseret, nydelsessygt og overkultiveret
Standsaristokrati har, efter Bedstemoders Fortæl-
linger, været det fremherskende Træk. En af disse
Damer havde Bedstemoder maattet huse, da den
stærke Tilstrømning af Flygtninge foraarsagede
Pladsmangel, baade i Hamborg og Altona. Samme
Dame maatte vel have reddet en Del; thi hun førte
baade Tjener og Kammerjomfru med sig, som hun
ikke var at formaa til at skille sig af med; ikke
engang den ene af dem, uagtet Bedstemoder havde
ondt ved at skaffe dem Plads. Hver Morgen maatte
Tjeneren paa et Guldfyrfad varme dito Tandstikker,
16
for at Madame ikke skulde forkøle sine Tænder,
naar hun stangede dem. I den Smag, sagde Bedste-
moder, at de fleste af disse franske Damer havde
stillet deres Livsfordringer, og gennem Generationer
var de vel opfødt med saa overciviliserede Vaner,
at de trods Nød og Livsfarer ikke kunde bringes
ud af dem.
Intet bragte dog Bedstemoders Begejstring og
Hjertevarme i den Grad frem, som naar hun om-
talte den næstældste af sin Mands Brødre: Carl
Wilhelm Jessen, min Farfar, bekendt fra Slaget ved
Odden 1807, hvor han om Bord paa „Prinds
Christian", som han førte, holdt Kampen gaaende
en hel Dag mod to engelske Fregatter.1) Da han
maatte give op, satte han „Prinds Christian" saa
dybt paa Grund, at Englænderne ikke kunde faa
den los og tage den som Prise. Men de engelske
Matroser og Officerer stod i Geled for at hædre
hans udholdende Modstand mod Overmagten, da
han som Fange bordede deres Skib. Ligeledes le-
verede de ham hans Sabel tilbage.
Her var det ogsaa, at den unge haabefulde
Willemoes faldt, allerede ved det første Skud.
Om Bedstefaders jævne Karakter fortalte baade
Bedstemoder og senere Gehejmeraad Trap mig
mange betegnende Træk. Efter Slaget ved Odden
mødte min Farmor ham en Dag paa Trappen for
i) Den saa bekendte Søhelt og højt agtede Hædersmand Carl Vilhelm Jes-
sen (1764—1823) — Forfatterindens Bedstefader — blev Guvernør i Vestindien
1822 og døde allerede Aaret efter, men der vides intet om, at han blev forgi-
vet. — Mindesmærket ved Odden blev allerede rejst kort efter Affæren af en
Privatmand, men blev istandsat 1879 og senere af Staten.
17
Udgaaende i fuld Uniform med trekantet Hat,
Epauletter o. a. m. med en stor Dyne under Armen.
„Men Jessen dog, hvad er det, Du slæber paa?"
„Aa, lille Mor, jeg skal sige Dig, jeg kom lige
fra Rapport hos Ministeren, gik paa Hjemvejen ind
til den saarede Matros, der kun har det daarligt
og slet ikke ordentligt Sengetøj, saa skyndte jeg
mig hjem efter min Dyne, men jeg kommer strax
igen."
De store sociale Begivenheder i hele Europa paa
de Tider havde havt stærk Indflydelse paa Bedste-
fader, og hans Frisind var ikke velset paa højere
Steder. Hverken det traditionelle Adelskab eller
det militære lagde han nogen Vægt paa. Min Fader
fortalte, hvorledes han og hans Broder, Tycho Jesseny
bekendt fra 1848 under Navnet „Batteriet Jessen",1)
skød til Skive efter de gamle Adelspatenter med
Farfars Tilladelse.
Efter Affæren ved Odden vilde Dronning Juliane
Marie vise Bedstefader en Anerkendelse ved at
sende ham et fornyet Adelspatent, men Bedstefader
sendte Foræringen tilbage til Dronningen. Noget
sligt var jo et Unicum dengang og blev meget
unaadigt optaget paa højeste Steder. Da der tillige
var stærk Gæring i den menige Marine, og min
Bedstefader var meget forgudet netop blandt dem,
frygtede man vel for hans frie Ideer; thi for at
fjerne ham blev han sendt til Vestindien som
i) Tycho Jessen (1799—1857) blev 1842 Chef for Artillerikorpsets 3. Batteri
og udmærkede sig med dette i Krigen 1848 og 49. Han blev Major 1848, tog
sin Afsked 1854 og fik Titel af Oberst 1856.
18
Guvernør. Skjulte og aabenbare Fjender har vel
ikke anset denne Fjernelse for tilstrækkelig, thi
et Par Aar efter Ansættelsen blev han forgivet og
ligger begravet paa St. Thomas. Landet forglemte
dog ikke sin tapre Søn, men satte ham et smukt
Mindesmærke Syvtiaarsdagen efter Slaget ved Od-
den. Jeg vilde ønske Bedstemoder havde oplevet
dette, da hun var en varm Ven af den Familie,
hun var blevet gift ind i og altid følte Bitterhed
over at Bedstefader ikke blev her i Landet.
Hvad Kunstværkerne efter Miniaturmaler Muller
(Bedstemoders Fader) angik, saa existerede der
en lille Samling af de kongelige Personers Billeder,
mest i Jens Juels Smag. De var Dubletter af Bil-
leder, der dels var i Majestæternes private Eje, dels
paa Museerne. En Del gik tabt ved Frederiksborgs
Brand, en Del ved Christiansborgs Brand 1884.
Frederiksborg Museum erhvervede senere, hvad
der var opbevaret i Familien.
Af Frederik den Store var der en udpræget Teg-
ning, som Muller havde taget i sine Drengeaar og
som havde sin lille Historie: Mullefs Fader havde
en Ansættelse hos Frederik den Store. En Dag var
Drengen listet efter Faderen uden dennes Vidende,
havde skjult sig bag et Skærmbrædt og taget Teg-
ningen, medens Kongen stod i sit Studereværelse
og talte med Faderen. Tegningen i hel Figur i kvart
Format var saa levende, at man syntes, man kunde
høre ham tale. Da Faderen fandt Drengen bagved
Skærmen, fik han et Ørefigen, men han sagde:
»Tegningen fik jeg dog.a
19
De sidste 5 — 6 Aar Bedstemoder levede, laa hun
stadig til Sengs. Hun blev 95 Aar, men bevarede
sin Livlighed til kort før sin Død. Som de fleste
Gamle, især de mest livlige, foretrak hun let Lek-
ture i sine sidste Aan H. C. Andersens Eventyr var
hendes stadige Adspredelse. Digteren selv besøgte
os uformodet engang hun netop laa beskæftiget
med denne Læsning, og det glædede ham natur-
ligvis at se sig forstaaet af den Gamle. Han greb
Bogen, idet han udbrød:
„Ja, disse vil leve, men alt mit andet vil gaa til
Grunde."
Han læste Eventyret: „De røde Sko" for os; men
egentlig var jeg, trods min Uerfarenhed i literær
Henseende, skuffet af hans Oplæsning. Mig selv
uafvidende var jeg forvænt, da min Fader var en
Mester i at læse Holberg og Andersen.
Senere i Livet har jeg forøvrigt fundet, at For-
fattere i Reglen ikke forstaar at læse deres egne
Værker op.
Endelig nærmede en af de længselsfuldt ventede
Sommerferier sig. Dagene syntes mig Aar, inden
den 24de Juli vilde indfinde sig. Disse Ferier var
Glanspunkterne gennem hele min Barndom.
En hel Maaned paa Landet hos min Tante var
næsten ikke til at fatte for Glæde og Forventning!
De sidste Dage før den forestaaende Afrejse kunde
jeg hverken spise eller drikke. Pigen, der hjalp
mig i Vognen, sagde: „Frøken Ida bliver saa bleg."
Min Tante sad nu Enke paa sit Gods. Hun var,
2*
20
som omtalt, Søster til min afdøde Moder1). Hendes
tyske Opdragelse havde sat tydelige Spor i hendes
Talesprog, der havde en stærk udenlandsk Accent,
hvilket hun dog satte Pris paa, da uforfalsket Dansk
af hende, som af mange i Aristokratiet, blev be-
tragtet som simpelt.
Hendes Smag og moralske Standpunkt kan nær-
mest betegnes som stærkt paavirket af Rousseaus
Tidsalders sentimentale Overkultur, i hvilken Kvin-
den indtager den hvide, uskyldsrene Skikkelse. I
en ældre Alder blandedes dette med en stærk
Religiøsitet, uden at denne dog prægedes af nogen
af de enkelte Strømninger, der i hine Tider gik
hen over Landet. Maalet for den Udvikling, hun
søgte for sig selv og hvormed hun søgte at paa-
virke sine Børn, var, som for alle Datidens privi-
legerede Stænder, for ingen Pris at formindske
disse Privilegiers Værdier ved at komme i for
intim Berøring med den Del af Samfundet, der
ikke var privilegeret.
Hun var en omhyggelig Moder, og den Gang
hun tog mig fra min Moders Dødsleje til sit Hjem,
optog og behandlede hun mig aldeles som sit eget
Barn. Hun var den første, jeg kaldte „Moder", jeg
elskede hende over alt i Verden og ansaa det som den
største Uretfærdighed hele min Barndom igennem,
at hun havde bragt mig til Randers til den nye
Stedmoder. Den Rystelse jeg fik, da jeg saa hende
*) De var Døtre af en hollandsk Søofficer, Arnold Christian Leopold
Dirckinck Edler von Holmfeld (1763—1828) af gammel hollandsk Adelsslægt,
der blev engelsk Krigsfange 1797, men boede i Tyskland til han flyttede til
Danmark, hvor han 1806 blev optaget i den danske Adel.
21
køre bort igen uden at tage mig med, forvandt
jeg egentlig aldrig.
Men nu var altsaa et Aar stridt igennem. Ferien
var begyndt, og jeg var nu paa den fire Timers
Kørsel til mit Paradis. Vognen drejede fra den
haarde Chaussée ind paa den bløde sandede Bivej,
der førte op til Gaarden og løb mellem Herre-
gaardens Jorder. Jeg syntes altid det var som at
køre i en Dyne.
Nu var der kun en halv Times Forventning, og
endelig kom Borgens takkede Gavle til Syne
mellem Parkens Træer. Mit Hjærte bankede af
Glæde. Dér var de mægtige Asketræer omkring
Haven, der saa saa underligt ned paa Menneskene,
fordi disse var saa smaa. En Lindeallé førte gennem
Ladegaarden til en prægtig hvælvet Port, gennem
hvilken den indelukkede Borggaard kom til Syne
med en Bygning ligefor, der var mellem 3 å 400
Aar gammel. En lille Bøjning førte hen til en bred
Trappe, hvor min elskede Tante altid stod og vin-
kede velkommen.
Herude levede jeg helt og uforstyrret mit Drøm-
meliv. Jeg travede rundt i Haver og Skove, Lader
og Stalde. Overalt kun Venner blandt Menneskene
som blandt Dyrene. Havens Træer og Blomster,
Hundene og Kattene, alt blev tjenende Aander i
min Fantasiverden.
Men den lykkelige Maaned, da jeg vandrede fra
den ene lykkelige Dag ind i den anden, svandt
kun altfor hurtigt.
En af de Ting, som den yngste af mine to Søstre
22
altid drillede mig med, var, at hun sagde, at mit
Haar var rødt. Denne Beskyldning tog jeg mig for-
færdelig nær, da hun tilføjede, at denne Farve
Haar var Tegn paa et falskt Sind, og jeg følte
denne Tilskikkelse som en frygtelig Skam. Der
havde, kort før Feriedagene sluttede, været en
Dame i Besøg hos Tante. En af Fætrene bemær-
kede om hende, der havde stærkt rødt Haar, at
da en Solstraale var falden henover det, skinnede
det aldeles som Guld.
„Mon mit ogsaa vilde skinne som Guld, naar der
kom Sol til?" tænkte jeg strax. Hurtigt løb jeg
op og fik fat paa et Haandspejl, og bevæbnet med
dette gik Løbet om bag Borggaarden, hvor Solen
altid skinnede saa klart og varmt. Midt i Solen
drejede og vendte jeg Spejlet og mig selv fra den
ene Side til den anden Side. Jeg tog mit røde
Bluseforklæde op til Haaret. Forklædet var rødt,
men Haaret lignede det ikke det mindste. „Nej,
det er dog for galt, Ida!" raabte en Stemme bag
mig. „Er Du allerede saa forfængelig, at Du løber
om med Spejle for at se paa Dig selv; det er vist
ikke uden Grund, at Dine Søstre klager over Dig!"
Det var Tante!
„Det er vist alle Dine Skoleveninder, der lærer
Dig de Daarligheder. Du skulde læse nogle gode
Bøger. Du bør læse den om „Florisandes Barndom
i Vildfarelse og Ungdom i Uskyld," vedblev min
Tante. „Det er meget bedre end at løbe rundt og
spejle sig. Kom nu, saa skal jeg give Dig noget
nyttigere at foretage Dig, og Du maa tro, at Du saa
23
vil lægge Dig mere tilfreds i Din Seng i Aften."
Saa fulgte jeg da med hende op til hendes Væ-
relse, der laa i den lille Sidefløj.
Der var noget hemmelighedsfuldt for mig over
dette Værelse, og jeg blev aldrig rigtig klog paa,
om det var en Begunstigelse eller en Straf at
komme til at betræde det. Af mig selv turde jeg
aldrig gaa derind. I Dag syntes jeg nok, at det
kunde have været morsommere at færdes ude i
det dejlige Solskin, især da det var en af de sidste
Dage i Ferien.
Hun gav mig strax Bogen, og hurtigt fik jeg den
jaget igennem. Min eneste Tanke var, at den eg-
nede sig udmærket til at opføre i Virkeligheden
paa Runddelen bag ved Lunden, og i Tankerne
satte jeg Bogen i Scene med Forpagterens Dreng
som Helten og mig selv som den dydige Flori-
sande. Da min Tante gav mig Lov til at slippe ud
i det Fri, var jeg i et Par Spring ovre i Forpagter-
gaarden, hvor jeg traf Jørgen svedende over sin
Bibelhistorie.
„Hør Jørgen, Du maa strax komme med og
være Armand, der bekranser mig, som hedder
Florisande, ved en stor Slags Examen. Du har
nemlig været min Lærer, og jeg, der før har væ-
ret doven, har nu bunden den smukkeste Krans
til denne Eksamen. Nu er jeg voxen og er først
ulykkelig, fordi Du, som er Armand, tror, at jeg er
doven igen, men da jeg har grædt og bedt Vorherre
om Tilgivelse for mit skrækkelige Levnet, ægter jeg
Dig i Hvidt med Sølv, og Lykken gæster mit Slot".
24
Jørgen foretrak egentlig altid Kostalden for mine
Lege, der svævede ham for højt; men da han vid-
ste, at Forældrene ikke nægtede ham at gaa, naar
nogen fra Herregaarden vilde have ham med, kunde
han jo i Dag slippe for Bibelhistorien, og den Fri-
stelse stod han ikke for. Vi fulgtes saa ad til Lun-
den. Paa Vejen bandt jeg „den skønneste hvide
Krans", som jeg selv skulde bekranses med, og
ankommen til Stedet gik Jørgen i Lag med at
bryde en Masse store Grene af, der skulde fore-
stille de artige Elever. Alt gik saare godt saalænge
den unge Hr. Jørgen skulde lægge Kræfter til; men
da Øjeblikket kom, at han skulde fremstille „den
ædle Armand", svigtede baade Forstaaelse og An-
stand. Varm og svedig, som han var, led han til-
lige af Mangel paa Lommetørklæde, og saa erklæ-
rede jeg, at jeg hverken vilde bekranses af ham
eller græde over ham, eller ægte ham, naar han
havde — lang Næse! Han vilde løbe sin Vej, mens
jeg søgte at holde paa ham, saa der opstod et større
Slagsmaal, og jeg rev hans Bluse i Stykker og han
mit Forklæde, saa vi skiltes i Vrede.
Om Aftenen kom Tante altid ind til os Børn,
naar vi var i Seng for at sige Godnat. I disse Øje-
blikke havde hun en egen Gave til at faa smaa og
store Synder lokket ud af os, begaaet i Dagens Løb.
Længe havde hun heller ikke siddet, før jeg ryk-
kede ud med Slagsmaalet mellem Jørgen og mig.
„Men Barn dog, hvor kan det falde Dig ind at indlade
Dig med den uartige Dreng, og ovenikøbet slaas med
ham? Du bør da hæve Dig langt over den Omgang!"
25
„Ja, det vilde jeg egentlig heller slet ikke, Tante,
men jeg kunde jo ikke opdrive nogen anden „Ar-
mand", der vilde ægte den forhærdede Florisande;
men lige da vi skulde giftes, havde han lang Næse,
og saa gav jeg ham paa Tuden."
„Men Gud bevares, Barn, hvad er det dog for
skrækkelige Udtryk, Du bruger?" raabte Tante for-
færdet, „Du maa slet ikke lege med de Børn, naar
Du lærer saadanne Ord af dem."
„Tuden" har jeg ikke lært afjørgeny det er Dren-
gene hjemme, der siger saadan."
„Ja, det er forfærdeligt, min lille Pige, hvor Du
tager Manerer efter de Drenge. Jeg, som troede,
at Florisandes Vildfarelser skulde have stemt Dig
til Alvor, og saa spiller Du Komedie efter dem, og
bagefter slaas Du med Forpagterens Dreng! Bed nu
Vorherre om Forladelse, og om at han vil hjælpe
Dig til at blive en god Pige!"
Grædende og syndebetynget kyssede jeg Tante,
og uagtet jeg var aldeles udmattet, bad jeg da: „Om
Forladelse, Vorherre, fordi jeg slog Jørgen paa
Tuden, og om Forladelse, fordi jeg sagde Tuden;
men vil Du saa ikke nok selv besørge det, for han
er saa væmmelig. Jeg beder Dig ogsaa saa inder-
ligt, kære Vorherre, om at hele Randers maa faa
Tyfus, saa Skolerne maa blive lukkede ligesom i
Viborg, saa at de ikke tør have mig hjemme, men
jeg bliver nødt til at blive hos min Tante saa længe."
— De fromme Bønner gled over i Drømmenes
Verden, og jeg sov Barnets trygge Søvn, der ikke
lader sig forstyrre af Sorger og Ængstelser.
26
Solen maa længe have skinnet ind over min Seng,
thi jeg var ganske ophedet af dens Straaler, da jeg
vaagnede. Men da stod den sørgelige Virkelighed
for mig: det var min Feries sidste Dag. Jeg skyndte
mig ned for at se, om der ikke laa Brev fra Ran-
ders. Jeg troede jo fuldt og fast paa, hvad Præsten
havde sagt, at Gud hører altid vore Bønner, naar
de er rigtig alvorligt mente, og i en Hast red jeg ned
ad Trappegelænderet for hurtigst muligt at faa fat
i Brevet. Men der var intet Brev. Skuffelsen over,
at det ikke slog til, hvad Præsten sagde, var lige
saa stor som Skuffelsen over ikke at finde den
ventede Skrivelse.
Formiddagen benyttede jeg til at tage Afsked med
alle de kære Steder, baade inde og ude.
Hver Stue fik sin Farvelhilsen, ligesom i Haven
de Blomsterbede, jeg havde Lov til at tage af; thi
da det var en næsten lidenskabelig Glæde for mig
at sætte Farver sammen, spillede disse Bede en
stor Rolle i mine Fantasier. Hele mit Liv har denne
Passion bevaret sig. Denne min Lidenskab for
Blomsterfarverne deltes dog ogsaa dengang med
Kærligheden til et Blommetræ, der stod i et Hjørne
ved en af de mange Sidefløje; jeg omfavnede det
hin Afskedsdag varmt og vemodigt og takkede det
for dets dejlige Frugter. Ajax veg ikke fra mig,
men sjokkede saa nær i Hælene paa mig, at den
traadte Skoene af mig. Det var, som om den min-
dedes disse Afskedstimer fra foregaaende Aar og
nu vilde passe bedre påa. Tante syntes at have
glemt Gaarsdagens slemme Begivenheder, hvilket
27
jeg var hende inderligt taknemmelig for. Et Par
Gange aflagde hun endog sit fornemme kølige
Væsen saavidt, at hun kærtegnede mig, hvilket
skete saa sjældent, at jeg havde ondt ved ikke at
briste i Graad i min Smerte over at skulle rejse
fra hende.
Henad Eftermiddagen holdt Vognen foran Trap-
pen i Borggaarden, hvor Tante og Kusinerne stod
for at vinke Farvel. Saalænge et Glimt af de tak-
kede Gavle var at øjne, blev jeg ved at se til-
bage, hvor hele Egnen i dette Øjeblik belystes af
Eftermiddagens gullige Straaler.
Vognen kørte i jævnt Trav gennem det dybe Sand,
og paa begge Sider af Vejen gik Høstfolkene i
travlt Arbejde. Lyden af Leernes Hvæssen lød i
Takt til Folkenes Sang og tonede vidt i den stille
Egn. Nu var der ikke mere at høre eller se fra
Paradiset, og jeg satte mig stille hen i mine dybe
Tanker og Længsler. Med Hjærtebanken saa jeg
Hjemkomsten i Møde; thi ved inderlige Bønner
havde jeg nemlig overtalt min Tante til at indvil-
lige i, at jeg var bleven hos hende udover Feriens
Ophør. Jeg frygtede min Stedmoders Vrede over
min Udeblivelse og var forfærdelig ked af, at min
Fader ikke var hjemme. Kun én Tanke trøstede
mig: at min Tante altid alligevel vilde holde mest
af mig for min Moders Skyld; da hun døde, blev
jeg hendes Barn. Mine Taarer randt, de trillede
og trillede alt som Vognhjulene knasede i Lande-
vejens Sand og førte mig nærmere og nærmere til
det, jeg skulde kalde mit Hjem.
28
Vognen rullede ind paa Randers Brosten fra
Vesterport. Hvor den Lyd dog lød rædsomt for
mig! Dér var de første Huse. De saa ud, som de
vilde lukke sig over mig, saa alt blev mørkt og
grimt. Med et Sving drejede Vognen ind i Porten
til Forældrenes Bolig. Bedstemoders Kammerjomfru
kom ned, for at hjælpe mig af Vognen. Hun var
ikke min Veninde, og sagde nok saa skarpt: „Frø-
ken Ida har nok forbiet sig!" Jeg trak Tiden ud,
saalænge det var mig muligt, ved at tage mit Tøj
og sende Hilsner med tilbage til alt og alle; men
jeg maatte jo op.
Mine to Søstre og min Stedmoder stod inde i
Dagligstuen, og Minerne var meget truende. Jeg gik
hen for at kysse dem til Goddag, men Stedmoder
gjorde en afværgende Bevægelse, idet hun udbrød:
„Hvor falder det Dig dog ind at ville kysse os, naar
Du fører Dig saadan op. Du gaar strax i Seng, og
i otte Dage bliver Du inde i Din Faders Stue, naar
Du kommer fra Skole og faar Din Mad bragt der-
ind. Vil Du ikke hjem til os, saa vil vi heller ikke
have noget med Dig at gøre!"
Jeg krøb i Seng og trak Tæppet højt op over
Hovedet, for at mine Søstre, som jeg delte Værelse
med, skulde tro, at jeg sov. Mine Tanker gik til-
bage til min elskede Tante. Jeg fortrød alvorligt
Historien med Spejlet og med „Tuden", jeg lovede
mig selv at blive lige saa artig som Florisande og
sov saa ind i Tanken om alle mulige dejlige Blom-
ster, som jeg næste Aar vilde binde til Kranse.
Paa Skolen, som jo var begyndt, modtog de mig
29
med stor Glæde. De fleste af Kammeraterne holdt
af mig, og jeg satte altid Munterheden og Spilop-
perne i Gang i Frikvarteret. De var alle optagne
af den store Nyhed, at der var kommen en ny
Lærer i Historie og Literatur. Den gamle var rejst
bort, og Pastor Christiani1) i Bjerregrav ved Ran-
ders, en bekendt Taler, der hørte til den grundt-
vigske Retning, havde tilbudt midlertidig at over-
tage den bortrejste Lærers Timer. Han var en nær
Bekendt af Bestyrerinden.
Han begyndte med at give et Overblik over Old-
tidens Kultur. Med levende Fantasi og i et billed-
rigt Sprog fremstillede han dens Bedrifter, dens
klassiske Kunst, dens Digtekunst og Sæder. Jeg
blev som lamslaaet. Det var jo dette, jeg havde
gaaet og ventet paa, naar min Fantasi søgte Holde-
punkter under mine Vandringer paa Landet i Haver
og Heder! Da Pastor Christiani var gaaet og næsten
alle Eleverne havde forladt Klassen, blev jeg sid-
dende paa min Plads, mens Billederne blev ved at
passere forbi mig med Kunstværkerne i Sydens
glødende Sol. Imidlertid var jeg Ordensduxen i
Vejen, og da hun raabte: „Ida, sover Du?", vendte
jeg mig forvildet om og faldt ned af Stolen. Da
jeg vaagnede, laa jeg paa Bestyrerindens Sofa.
„Er Du syg, lille Ida?" spurgte de, og begge kæ-
lede de for mig. Jeg brast i Graad. Disse kærlige
Ord var det jeg trængte til, og da Graaden var
standset, fulgte min Kammerat mig hjem. Ad Bag-
i) Anton Carl Emil Christiani (1817—1901) blev 1846 Sognepræst i Bjerregrav,
Aalum og Tanum i Viborg Stift. Han blev 1871 kaldet til Nysted og Herridslev
paa Lolland, tog sin Afsked 1886 og boede i Kbhvn.
30
trappen gik jeg ubemærket op til min Faders Stu-
derestuer, og var nu glad ved at skulle være
ene, for uforstyrret at kunne tænke over alt dette
nye, der var hændet mig.
Jeg satte mig stille hen. Billederne gled atter og
atter forbi mig, samtidig med at Længslen efter
Tante, mit kæreste paa Jorden, knugede mit Barne-
hjærte. Jeg tegnede Omridsene af Gaarden derude,
med Vinduet i det Værelse, jeg lige havde beboet
og hvor jeg havde følt mig saa lykkelig. Ved nu at
gennemsøge Faders Reoler fandt jeg en gammel
Verdenshistorie, der langt udførligere omhandlede
det, jeg havde hørt paa Skolen; men den var mig
jo altfor tør Kost ovenpaa de straalende Ord, der
havde gjort saa mægtigt Indtryk paa mig.
Ingensinde senere i mit Liv har jeg truffet en
saa levende og fin Fremstillings- og Fortælleevne
som hos Pastor Christiani. Et helt nyt Afsnit be-
gyndte nu i mit Tankeliv. Drømmene, som hidtil
havde fyldt mig, slog ikke længer til. Med ét Slag
var Trangen til Kundskab vaagnet hos mig, og
Pastor Christianis Timer gav stadig ny Næring til
den Ild, der var tændt. Han havde lagt Mærke til
det spændte Udtryk, hvormed jeg fulgte hans For-
tællinger, og spurgte Forstanderinden ud om mig;
men hun, der egentlig ikke beskæftigede sig med
mig, undtagen der var noget i Vejen, mente, at jeg
langt fra var én, man kunde regne med, hvortil
Pastoren skal have svaret: „leg tror, vi senere vil
høre fra hende; hun er begavet, men ikke som
Duxene, der gerne gaar de slagne Veje og i Reglen
31
kan skøtte sig selv, men lille Jessen vil ved rigtig
Vejledning kunne naa vidt." Med dette Syn paa
mig hjalp han mig troligt, uden at det dengang gik
op for mig, hvor meget. Paa mange forskellige
Maader skaffede jeg mig Lekture efter hans An-
visning. Hans Køretøj holdt, heldigvis for mig, i
vor Gaard hos Værten, der havde Staldrum, og
naar han mødte mig, hed det altid: „Naa, lille Ida,
hvad læser Du nu? Ja, saa skal Du nu læse det
eller det."
Jeg gav mig nu stærkt hen til Læsning, dog ikke
Skolefagene — de kedede mig forfærdeligt. Meget
af, hvad der gik i mig, forstod jeg slet ikke, men
meget satte sig dog fast. Saa kom den sørgelige
Dag, da Pastoren maatte opgive sin Skolevirksom-
hed, fordi hans Embede ikke levnede ham Tid.
Det var for mig som at blive sat ud i et tomt Rum.
Jeg vedblev at skaffe mig Bøger, men mærkede
først da, hvor meget hans Timer havde hjulpet mig,
og hvor lidt jeg fandt frem paa egen Haand. Efter
Skoletimernes Ophør kom Pastoren jo ogsaa nu
sjældnere til Byen.
Af Naturen var jeg livlig og greb Glæden, hvor
den blot viste en Flig, men nu blev jeg stille og
tavs. Naar de i Hjemmet troede mig legende i
Haven og i Gaarden med Husets andre Børn,
listede jeg op paa Loftet, hvor der stod en stor
Kiste, som jeg krøb bagved, for at græde og tænke
i Fred. For det meste fik denne skjulte Melankoli
min afdøde Moders Navn. Timevis kunde jeg hviske:
„Mor, lille Mor, aah kom, kom!" —
32
En Dag fandt Stedmoder mig i mit Skjulested
og hørte vel endog mit Udbrud. Dette forbedrede
naturligvis ikke hendes stadige Misfornøjelse med
mig. „Du bilder Dig ind,a sagde hun, „at Du gaar
uforstaaet omkring, stakkels ulykkelige Ida! Det
tror jo alle dovne Piger! Tag din Strikkestrømpe
og bestil noget. Det skal nok jage de dumme Nykker
ud af Hovedet!"
Al denne indeklemte Higen og Længsel blev dog
en virkelig Sjælslidelse for mig og paavirkede mig
ogsaa legemligt. Min distrait Fader blev endog op-
mærksom paa mit forandrede Udseende, da han
efter en længere Fraværelse saa mig, og tog da den
Beslutning, at jeg en lille Tid skulde ud til Tante.
Der var indtraadt en for Egnen betydningsfuld
Begivenhed nemlig, at Sognepræsten, der var ble-
ven syg, havde faaet ansat en personel Kapellan
ved Navn Trandberg, der var meget bekendt som
en af de første Forkæmpere i den Kamp, Grundtvig
havde rejst mod Rationalismen, og efter at Søren
Kierkegaard, om man saa kan sige, havde udsendt
sin „Banbulle" mod „Kirken."1) Trandberg vakte
et stærkt Røre i den ensomme Hedeegn, lige fra
den adelige Borg til den, endnu dengang, saa sløve
Husmand.
Tante havde netop Fødselsdag, saa Fader kørte
i) Peter Christian Trandberg (1832—1896), en Bondesøn fra Bornholm,
blev teologisk Kandidat 1858 og s. A. Kapellan for Tjele og Vinge Sogn i Viborg
Stift. 1860 blev han Vandrepræst paa Bornholm, hvor han 1863 meldte sig ud
af Folkekirken og dannede en Frimenighed. Fra 1877 rejste han i Jylland og tog
1882 til Amerika, hvor han i mange Aar var Seminarielærer, til han 1896 døde
i Minneapolis. Han blev 1863 gift med Hansine Christiane Gottholdine Liitti-
chau, der havde været Diakonisse i Tyskland.
33
selv med mig derud, for at lykønske hende. Jeg
var salig af Glæde, baade ved Tanken om Besøget
og ved at skulle køre alene med min Fader.
Han var maaske først bleven rigtig opmærksom
paa mit sygelige Udseende under disse mange Ti-
mers Enekørsel, thi pludselig bøjede han sig over
mig, lagde mit Hoved op til sig og sagde, idet han
klappede mig paa Kinden: „Du maa ikke forlade
Din gamle Fader, min søde lille Pige, men blive
stor og stærk og rigtig komme Dig paa Landet.
Hold alt det andet ud for min Skyld!" Fader havde
mistet flere Børn og taget sig det forfærdelig nær. —
Vognen drejede ind i Borggaarden, hvor alt var
festligt smykket i Anledning af Fødselsdagen, og
hele Familien var samlet paa Stentrappen for at
tage imod os. Fra Forstuen gik man lige ind i
Spisestuen, hvor et stort Frokostbord var dækket.
Kusinerne og de hjemkomne Fætre samledes om-
kring det. Passiaren og Latteren gik lystigt mellem
al den Ungdom. Min Plads var altid ved Siden
af Tantes. Hemmeligt stak jeg min Haand ind under
Bordet, for at holde i hendes Kjole, og overbevise
mig om, at Øjeblikket var Virkelighed, og det Hele
ikke en Drøm.
Til Middag skulde der være Selskab paa 40 Per-
soner. Der var dækket oppe i „den store Sal", som
optog hele den ene Fløjs Længde. Efter Frokost
spredtes alle Damerne for at paase Tjenerskabet
eller ordne deres Toiletter, Herrerne gik til Bil-
lardet eller til de udenoms Seværdigheder. Jeg var
ellers altid i strakt Karriere mellem Spisesalen og
34
Køkkenet, henrykt, naar Tjenerskabet betroede mig
at bære en eller anden ufarlig Genstand, eller naar
man i Køkkenet stak en Lækkerbidsken til mig;
men i Dag faldt dette mig slet ikke ind. Jeg satte
mig ganske alene ind i den hjemlige gamle Daglig-
stue med Empire-Møblerne og de dybe Vindusfor-
dybninger, som i de tre Alen tykke Mure dannede
smaa Værelser med Borde, hvor Damerne plejede
at sidde med deres Haandarbejder. Paa Sidevæg-
gen ind til afdøde Onkels Kontor stod den store
Sofa med Hestehaars Betræk bydende Plads til
mindst fire Personer, og det store runde Søjlebord,
hvorom Familien samledes om Vinteraftnerne. Og
der stod det taffelformede Piano med de spinkle
Toner, hvorpaa de store Kusiner hamrede Øvel-
ser med mere Flid end Talent, og hvortil Læ-
rerinden sang: „Home sweet home", som min
næstældste Fætter stadig nynnede til med megen
Følelse, men ikke ganske rent. Saa var der det
Hjørne, hvor det Legetøj, vi havde Lov at be-
nytte nede i Stuen, opbevaredes i „Peterstalen",
som vi kaldte den i Stedet for Piedestalen. Alt
dette var og blev Hjemmet for mig. Og hvor jeg
elskede det! I Dag fik jeg første Gang Øje for, at
Dagligstuen i Randers var langt elegantere med alle
de mange Malerier, Kunstsager og antike Møbler,
men den kunde dog alligevel slet ikke sammen-
lignes med denne Stue. Hvori det laa, var mig ikke
klart; men jeg følte, at kunde jeg altid blive her,
vilde jeg vist ikke være saa ubehagelig og ækel,
som de derhjemme syntes, at jeg var. I Dag var
35
alle Dørene aabne helt igennem til den lille Sal,
det egentlige Selskabsværelse, der var skilt fra
Dagligstuen ved et lille Kabinet. Noget dejligere
end den lille Sal med de fire Fag til hver Side,
dækkede med røde og hvide silkestribede Gardiner,
var jeg overbevist om ikke fandtes paa denne Jord.
Det store runde Søjlebord i Midten af Stuen med
den mægtige Bronzekrone over, de med rødt Silke-
damask betrukne Sofaer og Stole, de høje Spejle
med de store Marmorvaser paa Vinduespillerne,
var altsammen vidunderskønt i mine Øjne.
En Times Tid efter kom Fader hjem efter sin
Tur med Fætrene, der satte sig hen til mig og
sagde, at de var glade ved at have deres lille Kusine
hos sig. De foreslog, at vi gik en lille Omgang i
Haven sammen, og efter faa Timers Forløb var jeg
den gladeste blandt de glade, og da de gik mig for
adstadigt, tog jeg mig en rigtig Løbetur med Ajax.
Ved Firetiden rullede den ene Vogn for Døren
efter den anden og bragte en Skare elegante Gæster,
baade Gamle og Ungdom, der samledes nede i
Stueetagen, i Dagligstuen og den lille Sal. De ku-
lørte Silkekjoler med Slæb og de store Hovedsæt,
man kaldte Kapper, med mangefarvede Blomster
og lange flagrende Baand, gjorde et straalende Ind-
tryk. De unge Piger var dengang klædt i sorte eller
kulørte Silkestoffer, nedringede og med bare Arme.
Man kendte endnu ikke de senere fremkomne lette
Uld- og Bomuldsstoffer.
Da der blev givet Tegn til at tage til Bords, blev
Stemningen højtidelig og al Tale standsede. Til alle
36
Tider har jo Rangforordningen spillet en vigtig
Rolle i Selskabslivet, især dog i de to Yderpunkter:
Bondestanden og Aristokratiet. Mellemklasserne har
til alle Tider forbeholdt sig en mere usnobbet Fri-
hed i Valget af Naboskabet ved festlige Lejligheder.
I Provinsen tog Amtmanden, som Nr. 1 paa Stigen,
altid først, og i dette Tilfælde naturligvis Tante; kun
i Dag renoncerede han til Fordel for min Fader,
der efter sin første Kones Død var en sjældnere
Gæst ved denne Fest. Amtmanden maatte da lade
sig nøje med Generalkrigskommissærens Frue. „De
behøver ikke at kalde mig andet end Generalinde,
min Mand sætter slet ikke Pris paa den lange
Titel!" plejede hun at sige. Og da hun iøvrigt med
yderste Nøjagtighed iagttog Formerne, f. Ex. naar
hun toges til Bords, traadte tre Skridt tilbage og
saa to frem, inden hun tog sin Kavallers Arm, og
da hun sidst og vel ikke mindst var en stor Skønhed,
føjede Verden hende og betitlede hende efter Ønske.
Da Spændingen var løst og enhver havde faaet
sin, satte Toget sig i Gang op til den store Spisesal
og tog sig ud som et mangefarvet Baand, der sno-
ede sig op ad Trapperne. I Salen tog det lange
Taffel sig pragtfuldt ud med den høje Sølvopsats
i Midten og de mægtige Vinkølere ved hver Ende
samt Krystalbesætningerne. De 10 å 11 Retter Mad
med Tilsætning af 7 å 8 Slags Vine gjorde hurtigt
Stemningen livlig, og den holdt sig under hele det
lange Maaltid. Disse mange Retter var min Tortur,
og da Børnene sad ved et Sidebord, undslap jeg
altid og aflagde Visitter i alle disse Smaakamre og
37
Krinkelkroge, der findes paa slige gamle Steder,
og hvor Barnefantasien anbringer Skikkelser og
Begivenheder, der gør disse Steder levende.
Jeg sørgede dog altid for at være tilstede, naar
Tantes Skaal blev drukket, hvilken Amtmanden i
Følge sin Rang var selvskreven til. Han sagde altid
de samme smukke Ting om Tante, der fik min
Hjærtevarme til at slaa ud i lys Lue af Glæde over
denne min elskede Afgud. Naar Børnenes Skaal der-
efter blev drukken, især naar „Generalen" udbragte
den, var min Glæde næsten lige saa stor; thi han
tog gerne mig med blandt dem.
Et Par Dage efter holdt Pintsen sit Indtog i fuld
Foraarspragt med Solskin i alle de ellers dunkle
Gange i Haven. Jeg vaklede stærkt mellem at lege
i dette Solskin eller at gaa i Kirke, for at høre den
meget omtalte Trandberg. Nysgerrigheden vandt
dog Sejr, og jeg begav mig ind i den lille Kirke
med den store Marmorsarkofag over en af de tid-
ligere Besiddere. Den hviler paa 6 Hoveder —
hans 6 Elskeder efter Folkeversionen, — men
han selv, i pansret Legemsstørrelse i Hautrelief
midt paa Kirkevæggen, tog sig mægtig krigerisk
imponerende ud i de smaa Omgivelser.
Trandberg fremstillede med rivende Veltalenhed
Christendommens første Morgenrøde, Helgenglorien
om „De første Christne", Kirkens nuværende for-
færdelige Tilstand, Præsternes Dødhed og Menig-
hedernes Ligegyldighed.
Altsaa her, tænkte jeg, da jeg kom hjem og havde
anbragt mig i et af mine mange Skjulesteder, er
38
den egentlige Trøst for alle Sorgerne! Mon den
Trøst ogsaa er for ukonfirmerede Børn? Den kan
da umuligt være for mig, som jo med mit røde
Haar har et falskt Sind, som holder mere af at
være her end i mit eget Hjem, og mere af at læse
end strikke. Nej, det var galt altsammen, og jeg
turde slet ikke tænke mere derpaa. Jeg besluttede
dog at tale med min næstældste Kusine, som jeg
denne Gang delte Værelse med, og som af Fami-
lien blev betragtet som den lærde. Hun havde en
Dag ytret, at Trandberg var den eneste virkelige
Præst, hun havde truffet. Hun maatte nok kunne
klare det for mig. Med stort Besvær holdt jeg mig
vaagen, til hun kom op senere paa Aftenen og gik
saa lige løs paa Sagen:
„Det Trandberg sagde, at vi skulde være som
de første Christne, gælder det ogsaa for Ukonfir-
merede?"
„Men hvorfor dog ikke, Ida?"
„Jeg véd det ikke, men jeg kan ikke forstaa, at
det saadan er for alle."
„Jo," vedblev hun, „naar Du altid beder Gud
hjælpe Dig at være rigtig flittig, og aldrig gør dem
Sorg derhjemme."
Jeg tav; men ved mig selv tænkte jeg: Ja, jeg
vidste jo nok, det vilde slippe derud! Naar det
skal passe paa Ukonfirmerede, er det kun for saa-
danne Dydsmønstre som Emma og alle dem, der
holder af deres Hjem; men det er ikke for mig.
Disse Tanker holdt jeg dog ved mig selv, og
forstod heller ikke at give alt det Ord, der rørte
39
sig i mig. Ved nogle Dage at spekulere over Pro-
blemet, udfandt jeg, at ved at læse hver Dag i
Biblen, som Tranåberg havde sagt, at man skulde,
maatte man vist kunne lære meget. Naar min Ku-
sine ikke var paa sit Værelse, især om Aftenen,
listede jeg mig tidligt i Seng og læste saa i hendes
Bibel. Megen Mening fik jeg ikke ud deraf, heller
ikke fandt jeg denne Læsning saa interessant, som
den, Pastor Christiani havde givet mig Anvisning
paa, men en vis højtidelig Stemning følte jeg derved.
Naar du bare bliver ved, bliver det nok engang
med Dig som med de første Christne, tænkte jeg,
og da jeg for det meste førte igennem, hvad jeg
rigtig havde besluttet, søgte jeg det ogsaa i dette
Tilfælde. I Bogreolen fandt jeg et nyt Testament,
som Tante gav mig Lov at beholde, og jeg følte
mig i høj Grad betrygget i mit Forehavende ved
denne Ejendom og var fast overbevist om snart at
kunne naa mit høje Maal.
Da jeg efter et længere Ophold blev sendt hjem,
var mit Sind denne Gang ikke saa nedtrykt som
ellers ved at forlade det kære Sted. Alt gik ogsaa
godt i nogen Tid. Jeg lagde mig aldrig nogen Aften
uden at læse et Stykke i Testamentet; men jeg
skjulte det omhyggeligt, for at Søstrene ikke skulde
faa fat deri. Imidlertid udfandt min næstældste
Søster, at jeg havde noget at skjule og har vel
rapporteret det; thi en Aften, da jeg endnu var be-
skæftiget med min Læsning, overraskede Stedmo-
der mig:
„Hvad bestiller Du dér?"
40
Jeg maatte da vise Bogen.
Et underligt Udtryk af Forundring gik hen over
hendes Ansigt, og hun gav mig et haardt Ørefigen.
,Jeg forbyder Dig at læse den Bog. Det er noget,
Du slet ikke forstaar."
Men mærkelig nok tog hun ikke Bogen med sig,
da hun gik, og jeg gemte den endnu omhygge-
ligere end før, da jeg listede i Seng. Længe laa
jeg og spekulerede over, hvad de første Christne
vilde have gjort i Aften. De taalte jo alt muligt
ondt — og blev dog ved at tilbede Christus! Jeg
tænkte, at min Kusine dog maatte have taget fejl;
Christus, som havde været saa underlig langt borte
uagtet alt, hvad jeg havde lært og læst om ham,
var denne Aften som lige ved, og jeg var saa glad,
skøndt min Stedmoder og mine Søstre havde be-
skyldt mig for Lumskeri! Det, Trandberg havde
sagt, kunde maaske dog alligevel ogsaa gælde for
dem, der ikke var konfirmerede.
I senere Aar har jeg bedre forstaaet min Sted-
moders Handlemaade ved denne Lejlighed, skøndt
jeg i høj Grad misbilliger den. Først og fremmest
var hun jo ikke selv Moder, og det er sjældent
at finde barnløse Kvinder, der helt ud forstaar de
forskellige Barnesind. Den mangeartede Maade,
Børn skal behandles paa, er mange tilbøjelige til
at øve over én Læst, og det er netop den største
Fejl. Hvad mit Forhold til mine Søskende angik,
skete det samme som over alt ude i Naturen. Hvad
der bliver sat ind bagefter, assimilerer sig sjældent
med det, der allerede bestaar. Vi ser det ofte i
41
Planteverdenen, men ufravigeligt i Dyreverdenen.
Jeg blev adskilt fra Hjemmets Jordbund og var og
blev dem alle Dage en Fremmed. Var der en en-
kelt imellem dem, der syntes at betragte mig som
nærmerestaaende, forpurrede de andre dette, uden
selv maaske at vide eller forstaa det. Hele min
Barndom og Ungdom led jeg under denne Hjem-
løshedsfølelse, der for det unge Hjærte vistnok er
en af de ulykkeligste.
I Aarenes Løb skete der nu forskellige Be-
givenheder. Min ældste Søster blev forlovet med
vor ældste Fætter, der var Stamherre til God-
set.1) Min næstældste Kusine var bleven forlovet
med Pastor Trandberg.
Begge Forlovelser skulde hemmeligholdes, min
Søsters, fordi hendes Forlovede vilde fuldende sin
Examen før Deklarationen. Disse Hemmeligheder
var ikke blevne mig meddelte, men jeg havde dog
paa anden Haand erfaret dem.
Sommerferien stod atter for Døren. Min Fætter
skulde tilbringe den i Hjemmet, og min Søster
naturligvis være sammen med ham. Det var jo
umuligt at holde Forlovelserne hemmelige for mig,
hvis jeg ogsaa kom derud, og jeg blev derfor af-
skaaret fra at rejse til mit Paradis.
Jeg var grænseløs fortvivlet, men skjulte min
Kvide saa godt, jeg formaaede. Min næstældste
Søster var paa et længere Ophold i Hovedstaden,
saa den Tanke at skulle være alene med Stedmoder
især afskrækkede mig.
i) Margrethe Theresia Petrine Malvina Jessen, født 1835, blev 1860 gift med
Kammerherre, Hofjægermester Christian Ditlev Liittichau til Stamhuset Tjele.
42
Dog vendte Forholdene sig helt modsat de æng-
stelige Forventninger. Stedmoder kunde mindst af
alt finde sig i Ensomhed. Fader var paa Embeds-
rejser, Søstrene paa hver sin Kant af Landet og
Byen temmelig folketom paa Grund af Ferien. Jeg
var da hendes eneste Adspredelse, og hun indlod
sig derfor med mig som aldrig før. En Smule Ven-
lighed lukkede snart op for min af Naturen aabne
Karakter. Det var med en grænseløs Forbavselse,
hun opdagede, hvad denne, hendes daglige An-
stødssten sad inde med. „Ida er egentlig ikke noget
Barn mere, og det er underligt, at hendes to Søstre
altid søger at holde hende nede", skrev hun til et
af Familiens Medlemmer. At hun selv havde lige-
saa stor Part i den Mur, der gennem Aarene var
bleven bygget mellem Barnet og Hjemmet, forstod
hun ikke, eller vilde ikke tilstaa det for sig selv.
Hun, der var meget belæst og kundskabsrig paa næ-
sten alle Omraader, valgte en Del god Lekture, især
fra Revolutionstiden, som Pastor Christiani ogsaa
havde anvist mig, saa jeg var temmelig inde i
Emnerne. Jeg holdt meget af at læse højt, saa det
var ikke lidt, vi fik læst, og inden vi vidste et
Ord deraf, var Ferien forbi, og jeg havde følt mig
helt tilfreds, blandt andet fordi Stedmoder slet ikke
sonderede noget angaaende min Læsning om Aft-
nen. Jeg fortsatte derfor denne mere uforstyrret og
mere indgaaende end ellers. Og saa fik jeg nogle
Anvisninger paa Hjælpekilder gennem Pastor Le-
vinsen ved Trinitatis Kirke1), der var paa Besøg
*) Pastor Carsten Levinsen (1812—73) var res. Kapellan til Trinitatis Kirke
i Kbhvn.
43
hos Slægtninge i Randers, og gav mig et godt Skub
fremad.
Den sidste Aften i Ferien, før mine Søskendes
Hjemkomst, forsøgte min Stedmoder at udtale sig
med mig og at faa mit Syn paa hende forandret.
Helt forstaaelig blev denne Samtale mig ikke. At
en Stedmoder havde ondt ved ikke at omfatte alle
sine Stedbørn med samme Kærlighed, som en rigtig
Moder, gik dengang over min barnlige Horizont.
Hvorfor ikke have samme Tiltro til den yngste
som til den ældste?
Fuldt saa forrykket, som før denne Ferie, blev
Forholdet mellem hende og mig aldrig senere; men
Hjemløshedsfølelsen tabte jeg ikke, lige til den
sidste Dag, jeg var i dette Hjem.
Nu nærmede Konfirmationstiden sig. Jeg var
meget spændt paa, hvem af de to Præster i Byen
jeg skulde gaa hos. Sognepræsten var Familiens
Omgangsven; men jeg foretrak Pastor Kruse, resi-
derende Kapellan og ansat ved Byens Hospital1).
Jeg var meget taknemmelig over, at man føjede mig
i dette Ønske.
Lige siden jeg efter hin Pintsepræken af Trand-
berg var begyndt at slaas med religiøse Problemer
og havde sat „De første Christne" som mit Maal,
havde jeg regelmæssig hver Søndag hørt Pastor
Kruse i Hospitalskirken. Hans stærke Fremhæven
af Budene voldte mig mange Bryderier, f. Ex. disse
i) Nicolai Eeg Kruse (1797-1868) res. Kapellan ved St. Mortens Kirke i
Randers.
44
stærke Advarsler mod at stjæle! Jeg følte mig vir-
kelig aldeles ikke fristet til at stjæle, og andre gjorde
det dog vel heller ikke. Og saa Forklaringen over
„dagligt Brød"! Dertil hørte altsaa „fromt Tyende".
Hvorledes mon det egentlig saa ud? Hjemme skænd-
tes altid Bedstemoders Kammerjomfru og de to
Piger. Kokkepigen Kirsten holdt jeg forfærdelig
meget af. Hun læste altid, naar hun lavede Mad,
og medens hun rørte i Gryderne; det var dog saa
dygtige og saa var hun saa sød mod os, stak altid
Pandekager til os og til nogle Latinere, der havde
Værelse paa Værtens Kvist, og var vore daglige
Legekammerater. Men det kunde jo maaske være,
at Pastor Kruse vilde synes, at vi stjal de Pande-
kager? Dog ønskede jeg inderligt, at han saadan
rigtigt vilde tale om, hvordan man helt igennem
skulde bære sig ad, thi jeg blev stedse ængsteligere
og mere tvivlraadig, efterhaanden som Konfirma-
tionsdagen nærmede sig. Jeg havde rigtignok ikke
tænkt mig det i den Grad svært at blive som „de
første Christne". Nu havde jeg læst og læst i flere
Aar og var lige vidt. Jeg maatte jo næsten ikke
gøre en eneste Ting af det der blev fordret. Man
maatte ikke betragte noget som sit „eget", stod der.
Naa, jeg gav en af mine gamle Kjoler til en lille
Pige, der tiggede om Klæder; men saa skændte
min Stedmoder paa mig og sagde, at det ikke var
min Kjole, og at jeg overhovedet ikke havde noget,
der var var min Ejendom! Til min Fødselsdag
havde Fader foræret mig 2 Rigsdaler. De er da
mine egne, tænkte jeg, og gav dem næste For-
45
middag inden Præstetimen til en af Konfirmanderne,
som jeg vidste var meget fattig. Hun stod med Tøjet
paa for ligeledes at gaa til Timen. Jeg var bange
for, at hun skulde føle sig saaret, hvis jeg gik i
Forvejen, og foreslog derfor at følges med hende.
Paa Vejen mødte vi Amtmandinden, der gik hjem
og fortalte min Stedmoder, i hvilket Selskab hun
havde truffet mig, og atter fik jeg Skænd og strengt
Forbud mod at følges med nogen, vi ikke kendte.
Hvad var nu Meningen med det altsammen? Man
maatte jo alligevel ikke gøre noget af alt det, der
stod, man skulde gøre. De andre gjorde jo heller
ikke, hvad der stod i Testamentet! Hvorfor er jeg
da saa slem og de andre saa gode?
Næste Søndag skulde jeg love, at jeg vilde tro
paa Gud og Christus; men dem tvivlede jeg jo slet
ikke om. Og hvad kom det egentlig andre Menne-
sker ved? De kunde jo dog ikke se, hvad man in-
derst inde troede eller ikke troede, og der var jo saa
mange, der skiftede om. Jeg var vis paa, at der var
noget, jeg skulde svare paa, som jeg ikke forstod!
Min Stedmoder, der vel følte, at jeg ved denne
Lejlighed, som saa ofte før, gik om i en Verden
for mig selv, som de andre hverken ænsede eller
skøttede om at kende, og hun selv manglede Nøglen
til, gik om Aftnen før Konfirmationsdagen ind til
mig i Gæstekamret, hvor jeg i denne Tid for det
meste tyede ind, for at være ene.
„Jeg kommer til Dig, lille Ida, for at give Dig et
Minde om Din afdøde Moder," og hun tog en Guld-
ring frem. „Den fik Din Moder paa sin Konfir-
46
mationsdag, og nu skal du have den paa Din, og,a
tilføjede hun, „Du skal ikke altid se den mørke
Side af Livet, der er nok gemt megen Lykke for Dig!"
Dette betog mig i den Grad, at jeg næsten ikke kun-
de fremføre nogen Tak. Min egen Moder blev næsten
aldrig nævnet, og ofte havde jeg spurgt mig selv hvor-
for, men ikke turdet spørge. Nærmest troede jeg,
at min Stedmoder ikke taalte det. Nu havde hun
dog selv givet mig en Ting, der havde tilhørt min
Moder, og som denne formodentlig havde baaret
altid. Det var smukt af min Stedmoder netop nu
at give mig den! Det vilde jeg aldrig glemme!
Med min Skat trykket op til mig, saa tryg i Sindet,
som ikke i lange Tider, lagde jeg mig til Hvile
den sidste Aften, før Skellet blev trukket mellem
Barndom og Ungdom.
Da Konfirmationen var overstaaet med Tilbehør
af Visitter og Genvisitter hos Byens Honoratiores,
blev det bestemt, at jeg skulde til Tante. De to
Søstre var begge sendte til Hovedstaden, nærmest
for at være sammen med vor afdøde Moders Fa-
milie; men da jeg blev anset for at være for
umoden til denne Udflugt, maatte jeg som Erstat-
ning blive derude, saalænge jeg vilde.
Gennem et Par Aar havde jeg, for mig selv,
beredt mig til det forventede Hovedstadsophold,
som jeg havde forestillet mig som noget i Smag
med at komme til det gamle Athen. Særlig havde
jeg lagt mig efter Mythologi og Fransk; det første
for Museernes og Digternes Skyld, hvilke sidste
jeg troede altid bevægede sig i en højere Sfære
47
end almindelige Dødelige. Det andet mente jeg,
man altid betjente sig af i Selskabet, — og staa
saadan rent uforstaaende overfor alle vilde dog
være for flovt. Disse Studier var nu overflødige.
Jeg forvandt dog temmelig hurtigt Skuffelsen over
mine bristede Forventninger ved Tanken om mit
Paradis, hvor jeg nu kunde dvæle, saalænge jeg
vilde, uden at have den truende Skole bag alle
Dagens Glæder. Med Stolthed pakkede jeg de nye
lange Kjoler sammen tilligemed alle de smaa røde
Æsker, Skrivemapper etc. fra Konfirmationsdagen.
UNGDOM
Solen blev netop ringet ned og Folkene gik til
deres Nadver, da Vognen drejede ind ved Avls-
gaardene. Ved Svinget gennem Porten til Borg-
gaarden saa jeg strax, at min Tante ikke stod paa
Trappen som ellers. Hun var i Besøg, de to ældste
Kusiner var gaaet Tur, og kun den yngste var til-
stede. Vi havde aldrig ret harmoneret, men hun
hørte til Paradiset, og andre Fuldkommenheder
behøvedes ikke. Men Situationen forekom mig
fremmed og forandret, jeg kunde ikke forklare mig
Grunden. Min Umiddelbarhed bragte mig dog
hurtigt over alle Grublerier.
Min ældste Fætter havde nu bosat sig paa Godset
efter endte Studier og skulde i Løbet af Sommeren
holde Bryllup med min Søster. Jeg tilbragte den
første Tid af den dejlige Forsommer med at tage
alle de gamle Steder og gamle Venner i Besid-
delse, og jeg saa kun lidt til, hvad der foregik
om mig.
En Dag var hele Familien budt i Middagsselskab
hos min ældste Kusine, der var gift paa et Nabo-
gods, og jeg var naturligvis henrykt over at faa
Lejlighed til at iføre mig min fineste nye Kjole.
For første Gang havde jeg Blomster i Haaret, og
49
jeg var saa glad som unge Piger er, naar de første
Gang skal debutere som Voxne.
Selskabet var det samme, som i Aarenes Løb
havde samlet sig hos min Tante, saa langt tilbage
jeg kunde huske. Alle kom mig i Møde med stor
Venlighed og lykønskede mig til min Konfirmation.
Flere underholdt sig længe med mig, og under-
tiden bemærkede jeg nogle forundrede Miner; ja
en Herre af Familiens ældste Bekendte stirrede saa
vedholdende paa mig, at jeg blev forlegen derved og
tænkte, at det maaske var ubeskedent at tale saa
længe og saa ligefremt med de ældre. Jeg søgte at
fjerne mig og at skynde mig over til Kabinettet,
hvorfra de Unges Latter og Tale lød. I Forbigaaende
hørte jeg imidlertid min Kusine sige til min Tante:
„Husk, at de skrev, at vi maatte passe paa, at Ida
ikke drog Opmærksomheden for stærkt hen paa
sig." Det var godt, tænkte jeg, at jeg skyndte mig
bort fra de Gamle.
Næppe havde jeg siddet et Øjeblik hos de Unge,
før min Kusine sagde til mig: „Inde i Spisestuen
sidder Baronen, der har været sindssyg. Han
er bleven saa sky paa Oringe, at han ikke vil
være hos os andre. Du er saa munter, kan Du
ikke gaa ind og live ham lidt op?" Jeg gik nødig
bort fra de. andre Unge, som jeg havde glædet
mig til at være sammen med. Den stakkels Baron
stod alene i Stuen. Han saa saa forknyt ud og
skulede saa underligt, at jeg blev helt ængstelig.
Jeg følte, at det maatte være sørgeligt for ham, især
at alle vidste, at han havde været paa et Gale-
50
hospital. I det samme slog han Øjnene op, og jeg
mødte et saa usigelig fortvivlet Blik, at jeg blev
greben af den inderligste Medlidenhed. Jeg nær-
mede mig ham ganske sagte med bankende Hjærte
og vidste ikke, hvad jeg skulde sige til ham, og i
min barnlige Ubehjælpsomhed sagde jeg: „Var der
rædsomt paa Oringe?"
Han vendte sig imod mig med et rasende Blik,
og i min Rædsel gjorde jeg det værste, jeg kunde.
Jeg løb. Jeg styrtede ud ad Døren, ned i Haven
og videre af Sted over i Skoven, hvor jeg græ-
dende og skælvende skjulte mig bag nogle Buske.
I det samme kom en stor Del af Selskabet gaa-
ende langs ad Skovstien, de Unge forrest, leende
og løbende imellem hverandre. Tilsidst kom min
Tante gaaende med den Herre, der før havde
stirret saa vist paa mig. Jeg vilde netop løbe hen
til dem, da han nævnede mit Navn:
„Den unge Frøken Jessen har udviklet sig enorme
og tegner til at blive smuk."
„For Himlens Skyld,a svarede min Tante, „lad
hende ikke høre derom. Jeg finder heller ikke,
hun er det. Baronen maa ikke skænke hende nogen
Opmærksomhed. I Familien er vi meget ængstelige
for at hun drager Opmærksomheden altfor meget
til sig a. Hendes øvrige Ord tabte sig, da de
fjernede sig i Skoven.
Jeg stod som en Død. De Ord, jeg havde hørt,
gjorde et stærkt Indtryk paa mig. Mine Tanker
jagede frem og tilbage. Mon min Tante skubber
mig tilside ligesom de derhjemme? Mon jeg er
51
smuk, jeg, som de derhjemme driller med mit Ud-
seende?
Min Fader var netop hjemme paa den Tid, og
jeg fortrød nu, at jeg ikke havde ventet med at
tage herud til han rejste igen. Jeg listede stille til-
bage til Gaarden, hvor Børnene fik Øje paa mig
og kaldte og raabte, — de idetmindste var altid
glade ved mig. Ved Hjemkørslen om Aftenen skub-
bede jeg mig ind i et Hjørne af Vognen og græd.
Da vi kom op i Stuen, sagde min Tante i en un-
derlig uvenlig Tone: „Det er en meget fin Kjole,
Du har paa, hvor har Du den fra?" — „Hvorfra?
naturligvis hjemmefra." — „Den er altfor voxent
syet til Ida,a tilføjede min yngste Kusine, „det ser
latterligt ud at putte saadan en Prop i den Dragt."
— Alle saarede mig, med og mod deres Villie.
Næste Morgen havde jeg den Følelse, at der var
hændet mig noget sørgeligt, og at der var noget lige-
som ved at glide fra mig. Men jeg kunde ikke se klart,
og jeg besluttede at være lige saa glad som ellers,
men at holde mig mere tilbage og at gaa ned i
Lunden, indtil de fremmede Gæster, som havde
overnattet, var rejste.
Jeg tog en af Carl Bernhards Noveller, fandt
snart et Skjulested og fordybede mig i Fortællingen.
Da læste jeg et Vers, som netop i Øjeblikket gjorde
et overordentlig stærkt Indtryk paa mig:
Mosgroede Tag, landlige Bo,
Arne for Fred, for Haab og for Tro,
Venlige Genier stedse dig skærme,
Kummer ej nærme sig kærlige Hjem
52
Det betog mig ved sin simple landlige Inder-
lighed; Kærligheden til Landet og til dette Fristed,
hvor jeg altid havde følt mig saa lykkelig, gjorde
min Beslutning stærkere om fremdeles at være glad
og fornøjet som altid herude.
Jeg mere løb end gik hjemad for at indhente den
Glæde, som jeg ubevidst efter Tantes Udtalelser
om mig den foregaaende Aften frygtede for at miste.
De Fremmede var rejste. Min Tante og en af Ku-
sinerne stod i Havestuen. Tante talte saa hæftigt
og saa saa vred ud, saa jeg ikke kendte hendes
Ansigt igen. Jeg havde aldrig set disse for mig saa
usigelig kære Træk saaledes. De havde hele min
Barndom igennem i min Fantasi lyst for mig fra dette
Paradis, som Barnehjertet havde klamret sig til.
„Aa Tante, sig ikke mere!" raabte jeg og styr-
tede ud af Stuen og op paa mit Værelse, hvor jeg
brast i en endeløs Graad. Det gik da først op for
mig, at min Tante maaske slet ikke var anderledes
end alle andre Mennesker, at der maaske ogsaa var
Ufred i Paradiset som alle andre Steder. Idealet
var bristet. I flere Dage var jeg syg og led af vold-
som Hovedpine, og da jeg kom op, greb jeg mig
i at sige: Gid jeg var hjemme i Randers igen!
Nede i Stuen laa der Brev til mig hjemmefra,
hvori de bad mig komme, da der var saa meget at
hjælpe med i Anledning af det forestaaende Bryllup.
Senere i Livet indsaa jeg, at det virkelig var
Menneske-Idealet, der var bristet for mig i det om-
talte Øjeblik; det Barndoms-Ideal, som min Fan-
tasi havde formet saa skønt og saa fejlfrit, var ved
53
smaa nøgne dagligdags Begivenheder forstyrret og
ødelagt for altid. Men saa er det, at vi Mennesker
græder og lider Smerte.
Nogle Dage efter gik der Vogn til Randers, der
tog mig med sig. Paa Køreturen tænkte jeg paa
hin Dag, da jeg havde følt mig saa skuffet af Vor-
herre, der ikke havde opfyldt min barnagtige Bøn
om at sende en Tyfusepidemi over Randers, for at
jeg kunde blive i mit Paradis. Men underlig nok, nu
da jeg næsten mig selv uafvidende ønskede at for-
lade det, laa Brevet strax tilrede og kaldte paa mig.
Nu syntes jeg ikke mere at have et Sted, hvor jeg
ønskede at være. Det gjorde saa forfærdelig ondt
at tænke paa, at jeg gerne vilde bort fra det Sted,
som jeg altid havde følt som mit egentlige Hjem. —
Besøget i Hovedstaden skulde endelig gaa for sig.
Min Stedmoder foretog sit traditionelle aarlige
Besøg dertil og tillod mig at følge med. En Efter-
middag i Juli Maaned gik vi ombord i det lille
Dampskib, der inden Jærnbanerne blev bygget
dannede Forbindelsen mellem Randers og Kjø-
benhavn.
Dampbaaden var allerede overfyldt af Passagerer,
da vi kom, og der var ingen Plads i det lille Af-
lukke, der dannede den egentlige Damekahyt; men
da Verden ikke dengang tog det saa nøje med
Komfort paa Rejser som nu, havde man, for at
Velanstændigheden skulde ske Fyldest, trukket et
Gardin tværs over Herrekahytten, bag hvilket de
54
overtallige Damer maatte indrette sig som de for-
maaede. Min Stedmoder saa med Gru paa Situatio-
nen, og da alle jo kender hinanden i de smaa Provins-
byer, kendte alle ogsaa hendes ret store Fordringer
til Livet. En af de Damer, der havde været paa
Færde itide, tilbød hende elskværdigt at bytte med
sig, saa at hun kom ind i den rigtige Afdeling, men
jeg, som den unge, maatte naturligt ind i Herre-
kahytten, hvilket forresten var mig uden Forskel.
Sejladsen gennem den snævre Fjord var aldeles
yndig i den skønne Sommeraften. Engene laa i
hele deres flade, frugtbare Udstrækning med Herre-
gaarde og Bøndergaarde, der syntes mig at dale
op og ned i det dugvaade Græs ved Baadens gyn-
gende Bevægelse, og Sivene nejede og rejste sig
paa begge Sider af Baaden ved Hjulets Omdrej-
ninger. Jeg var henrykt. Den længselsfuldt ønskede
Rejse var jo nu Virkelighed. En anelsesfuld Ung-
domsfølelse greb mig, det var som om Verden nu
stod mig aaben, og jeg kun behøvede at strække
Haanden ud for at faa den fyldt.
Flere af Byens Borgere, der ogsaa var med
Baaden, nød ret min ungdommelige Glæde og kap-
pedes om at gøre mig opmærksom paa og forklare
mig de forskellige Punkter, vi passerede, hvad de
hed og hvem de tilhørte osv. Jeg fik heller ikke
Lov at slippe ned i Kahytten, før Baaden duvede
i Kattegattets store Bølger, og jeg maatte love at
komme op paa Dækket igen ved Daggry for at se
Indsejlingen i Øresund.
Min Stedmoder var aldeles forbavset over den
55
megen Opmærksomhed, disseHerrer viste mig. Med-
lemmerne af min Familie blev ellers altid behandlede
med en vis sky Tilbageholdenhed, naar de netop
ikke hørte til vor Omgang, hvortil min Faders
tavse Væsen vel for en Del bidrog. Det var sent,
da jeg slap ned, og jeg blev forbavset over at se
Damerne iføre sig et fuldstændigt Nattoilette, idelig
udsatte for, at Opvarterne trak det beskyttende
Værn mellem Herrerne og os tilside, naar de be-
tjente disse med Drikkevarer, medens de spillede
Kort. Ved den monotone Lyd af Grand, Pas og
Kortenes Raslen, gyngedes jeg hurtigt i Søvn i den
lille Krog, som Damerne havde levnet mig. Jeg
vaagnede kun én Gang ved at en Opvarter raabte:
„Frøken Jessen, er De vaagen?" „Gud, forliser vi,"
svarede jeg. „Nej, men jeg skulde gerne have de
halve Bajere, Frøknen ligger paa." Ud maatte jeg
saa, men kom til at le saaledes, at jeg maatte putte
noget i Munden for ikke at høres. Paa Grund af
Pladsmangel var der lagt en Madras over et Par
Ølkasser.
Spændingen efter at se Indsejlingen i Sundet
hjalp mig til at vaagne henad Morgenstunden, og
det første Dagskær faldt netop ind gennem Koøjet,
da jeg stod op. Ude paa Trappen mødtes jeg alle-
rede med en af mine Venner fra Gaarsaftnen, og
de andre fulgte snart efter. Det storslaaede Syn,
der faar ethvert dansk Hjærte til at banke af Fryd,
fik jeg da her første Gang at se. En rød Stribe i
Horizonten førte Daggryet som et svagt Brus hen
over Vandet. En let Dis fra Nattetaagen, som Solen
56
endnu ikke havde fordrevet, omsvævede Hundre-
der af Fartøjer, saa det saa ud, som de sejlede i to
Vande, medens Morgenrøden stærkere og stærkere
farvede Sverigs brogede Stenkyst og Kronborgs
rolige Majestæt. Vi var alle betagne af denne Pragt,
og flere af Herrerne havde dog set det ofte; men
de sagde, at Synet var dem hver Gang nyt.
Der blev bestilt Morgenkaffe op paa Dækket, og
Stemningen blev alt højere, eftersom Solen strøede
sit Guld paa Omgivelserne. En af Herrerne bestilte
endog en Flaske Vin, trods den tidlige Morgen-
stund, for at drikke min Skaal paa en lykkelig Rejse.
De andre Passagerer begyndte nu at komme paa
Dækket. Nogle af Damerne udtalte deres Beun-
dring over mit Mod ved saaledes at fjerne mig fra
kvindeligt Omraade. En af Herrerne svarede dem
imidlertid orakelmæssigt: „En er modigst omAftenen,
en anden om Morgenen. Frøken Jessen sværger nu
til Lysalferne og er ikke i dette sit Valg sket nogen
Overlast!" Mine Tanker foer uvilkaarligt til Da-
mernes frygtløse Negligée igaaraftes, bag det for-
ræderske Gardin.
„Gud velsigne Dem for Deres Naturlighed, lille
Frøken Jessen," sagde han saa til mig, „gid De
maa faa en rigtig fornøjelig Rejse," og Glassene
blev atter tømte til min Ære.
Aldeles ør i Hovedet af den uvante Støj og Trafik
paa Toldboden kom vi fraborde og kørte lige hen
til Faders to Søstre, der boede i Larslejstræde sam-
men med min ældste Broder og en gammel Dame.
Tanterne nød en Livsunderstøttelse fra det, der i
57
sin Tid blev kaldt Kongens Chatolkasse, paa Grund
af min Bedstefaders Fortjenester af Fædrelandet.1)
Deres Dagligstue, der ogsaa var Spisestue, med
de mange gamle Familieportrætter, havde en Karnap
af den rigtig gammeldags Slags, der hørte med til
Værelset, og ikke som den nyere Tids Karnapper,
der synes forundrede over ligesom ikke at høre
med til Huset, hverken indenfor eller udenfor; og
i Sofaen og ved Bordet i denne Karnap havde
Tanterne Dagen igennem Pladsen besat af deres
mangfoldige Venner af alle Samfundsklasser. Den
yngste af Søstrene tog sig mest af Huset og for-
kælede paa alle tænkelige Maader alle dem, der
kom i Berøring med dem. Den ældste var derimod
ude saalænge Solen var oppe, for at hjælpe alle
stakkels Mennesker, især Mandfolk, med at komme
i Stillinger, og især at skaffe unge Mennesker i Vej.
Hun forbavsede mig altid ved sin store Medliden-
hed med „Manden" i Almindelighed som Mand
betragtet og sin Mistro til hans Evner i Særdeles-
hed. „Enlige Kvinder," ytrede hun, „er græsselig
kedsommelige, men enlige Mandfolk er de ynke-
ligste Skabninger paa Jorden."
Da Kommunehospitalet var opført, var hun ude
for at bese det, men erklærede sig yderst mis-
fornøjet. „Du kan jo tænke Dig til det heler det er
jo Mandfolk, der har lavet det." Men hun svigtede
dog sit Køn, da der første Gang blev slaaet til Lyd
for dets sociale Stilling. „Værre Pjank har jeg aldrig
i) Kontreadmiral C. V. Jessens Døtre: Sophie Jessen (1804—1872) og Petrine
Caroline Jessen (1807—1878).
58
hørt!" sagde hun, da Kampen for Kvindens større
Selvstændighed tog Fart.
Et lille trekantet Værelse, det hvideste og pro-
preste jeg har set, var deres Hvilested, hvor de
henad Midnat lagde sig til Ro for næste Morgen
ved Daggry at begynde deres Kærlighedsliv paany.
Intet var fornøjeligere end at være deres Gæst.
Da jeg senere besøgte dem, erfarede jeg, hvor
uudtømmelige de var i at udfinde Glæder for deres
Broderbørn, som de rige Slægtninge ikke ofrede
en Tanke; smaa og' store Skovture, Besøg i The-
atrene og meget andet blev arrangeret og nydt med
Spøg og Munterhed.
Jeg følte mig en Dag meget smigret, da min
ældste Broder1) tilbød mig en Spadseretur for at
lære mig lidt af Byens Mærkværdigheder at kende.
Vi begyndte paa de uforglemmelige gamle Volde,
der virkede paa mit romantiske Gemyt, som en
Tændstik i en Krudttønde. Den dæmpede Belys-
ning gennem de skønne gamle og ærværdige Træer
anslog strax Stemningen. Træer er i det hele taget
den Naturskabning, der gør det stærkeste Indtryk
af ligesom at besidde en Viden og Erfaring fra
deres hundredaarige Tilværelser, og som de synes
at ønske at meddele de dumme Menneskebørn
gennem deres stille Hvisken eller stærke Susen;
men hvad forstaar vi deraf?
Paa den ene Side, nedenfor Voldskrænterne, laa
Gravene, dækkende over deres smaa Hemmelig-
heder med Buskads, Græs og Siv, hvor imellem
i) Den bekendte Filolog og Sprogmand, Dr. phil. Carl Arnold Edwin Jessen,
født 1833.
59
man med en lille Smule god Vilje tydeligt saa
baade Alfer og meget andet interessant Smaakravl.
Paa den anden Side Voldene stod Gadens Huse,
hvert med sin Historie, baade fra Fortid og fra
Nutid. Ved hvert Hus tænkte jeg: Mon det var her,
den unge Løvenørn ringede paa og bad Skøn-
jomfruen om et Kys? Saadant sker dog vist aldrig
mere, tænkte jeg saa med et lille Suk; men for alt
i Verden turde jeg ikke sige dette til min store
Broder, da han vilde have gjort grundig Nar ad
mig. Men den stakkels Ungdom nu! Den har kun
Vendersgade, Kartofler og Grønkaal osv., som
er behageligt nok til sine Tider, og den behøver
hverken Stemning eller Minder eller Belysninger.
— Men den er jo heller ikke bleven romantisk!
Fra Voldene gik vi over Ravelinen til Langelinie.
Dér pustede imidlertid den Gang, som nu, den
stærke Blæst, der jager al Romantik paa Flugt.
En Eftermiddag blev min Stedmoder og jeg afhen-
tet i Grosserer Tuteins Vogn til hans Landsted ved
Strandvejen, hvor vi var indbudte for et længere
Ophold. Det var indrettet efter det datidige køben-
havnske Bourgeoisies Fordringer til Smag og Com-
fort.1) Fru Tutein var kendt og berømt som et
musikalsk Geni. Hun nedstammede fra den italien-
ske Siboniske Slægt, var sydlandsk livlig, over-
ordentlig smuk, og hele hendes Apparition aandede
Kunst. De førte et selskabeligt Hus, hvor selv-
følgeligt alt, hvad der betød noget i Musik, saavel
i) Grosserer Ferdinand Tutein (1788—1880) gift 1824 med Josepha Aloisia
Franciska Romalia Anna Maria Siboni (1806—66), født i Milano, Datter af Pro-
fessor, Syngemester ved Det kgl. Theater, Guiseppe Siboni.
60
Danske som Fremmede, samledes. Den første Dag
efter Middagen satte Fruen sig til Klaveret. Altid
havde jeg jo hørt min Stedmoder tale om hendes
Musik; men en saadan Aabenbarelse — eller hvad
jeg skal benævne det — havde jeg ikke det rin-
geste Begreb om existerede.
Til min store Bedrøvelse havde min Stedmoder
altid modsat sig mit Ønske om at lære at spille.
Paa Grund af manglende Talent, mente hun. Meget
muligt. Der bliver visselig i vore Dage drevet stort
Misbrug med Musik; men for mit Vedkommende
var det derfor saare svært at følge med, hvad jeg
hørte, og ofte glippede Forstaaelsen netop paa de
Punkter, hvor hele Sjælen higede efter at følge med.
Fru Tutein, der vel havde opfattet noget af, hvad
jeg paa dette Omraade kæmpede med, sagde en
Dag, da vi var alene: „Følg med ned i Musikstuen,
saa skal jeg forklare Dig noget af, hvad jeg kan se
er Dig uklart, naar jeg spiller." Først fremsatte hun
de forskellige Benævnelser paa de forskellige Slags
Musikarbejder og spillede Brudstykker af dem,
forklarende videre: „dér menes dette og dér hint."
Selv blev hun alt mere og mere grebet af de Stem-
ninger, hun fremstillede, og aabenbarede en Verden
af Længsel, Smerte og Skønhed i sit store Musik-
geni, som jeg i et givet lykkeligt Moment fik Ind-
blik i, og som blev fastslaaet for hele mit Liv.
Digteren Saint Aubain, eller Carl Bernhard, som
han kaldte sig som Forfatter, kom ofte ud til Tu-
teins i den Tid, min Stedmoder var der. Han satte
hende højt som hele hendes Kreds herovre paa
61
Grund af hendes udmærkede Forstand. Der er
udgivet et efter min Mening meget daarligt Udvalg
af den store Correspondance, som Saint Aubain
i en Række af Aar førte med hende. —
Vort næste Besøg gjaldt Familien Tutein paa
Møen, hvor en yngre Broder var Besidder af det
skønne Gods „Marienborg", der havde en slots-
agtig Hovedbygning, som var opført nogle Aar før
vort Besøg af den daværende Ejer. Ejendommeligt
ved dens Bygningsart er dens 1ste Sals Forbindelse
med Parken. Ideen var min Stedmoders, og den blev
skønt sat i Værk ved den mægtige Terrasse. Par-
ken er dejlig — Trævæxten overalt paa Møen har jo
naaet en Fuldkommenhed som intet Sted i Landet.
Vi var meget sammen med den bekendte Poli-
tiker Hother Hage, hvis Hustru var en Datter fra
Marienborg, og som senere blev gift med Biskop
Monrad. x)
Hages var i høj Grad sympathetiske, og deres
Hjem i Nærheden af Marienborg var fint og kunst-
nerisk. Deres Spisestue var f. Eks. dekoreret med
en Freske, en Guirlande, der løb hele Stuen rundt,
udført af den da berømte Blomstermaler Jensen.
„ Budstikke a-EoiS£/i var dengang Præst2) i| Stege
og satte ved sin udprægede Personlighed sit kirke-
lige Stempel paa hele Befolkningen. Han var en
!) Hofjægermester Peter Adolp Tutein til Marienborg (1797—1885) var gift
med Anna Eccard (1810—87), Datter af Etatsraad C. D. Eccard paa St. Thomas.
Deres næstældste Datter Emmy Tutein (1832—94) blev 1856 gift med Herreds-
foged paa Møen, Folkethingsmand Hother Hage (1816—73) og anden Gang 1875
med Biskop D.G.Monrad (1811—87).
2) Politikeren Frederik Engelhardt Boisen (1808—82), der fra 1852 til 1879 udgav
Folkeskriftet „Budstikken", blev 1859 Sognepræst i Stege paa Møen, hvorfra
han tog sin Afsked 1881.
62
velset Gæst paa Marienborg, hvor Fru Tutein f.
Eccard var ivrig Grundtvigianer. Hendes Søster
var gift med den bekendte grundtvigske Præst i
Skjolde i Jylland1). Han og hele hans Retning med
de saa fremtrædende grundtvigske Extravagancer
er blevet satirisk behandlet i „Emtejægerne", en
Novelle af Knud Valløe. I det daglige Liv paa
Marienborg var det dog især gamle Hr. Tutein, der
interesserede. Han var meget belæst og havde en
indgaaende videnskabelig og kunstnerisk Viden. —
Da Vinterens Selskabelighed i Kjøbenhavn ind-
traadte, blev jeg endel bedt ud. Meget af dette Liv
havde naturligvis baade sin Interesse og sine Ud-
viklingsmuligheder; men det var mig ikke altid
nogen udelt Nydelse. At sidde flere Timer ved et
Middagsbord skal der jo større Gourmander til,
end Ungdommen dengang i Almindelighed var ud-
viklet til.
Hos Enkefru Frølich, Kunstneren Lorenz Frø-
lichs Moder, kom jeg oftere, og dér mødte jeg en
fin og elskværdig Kres. Hendes Søn var den-
gang bosiddende i Paris, og for at Bedstemoderen
kunde følge med sit lille Barnebarns Udvikling,
sendte han hende paa hendes Fødselsdag en Sam-
ling Tegninger, der forestillede: „Hvorledes Dagen
gaar for lille Lise"; den var morsom og yndefuld
som alt, hvad der kom fra hans Haand. Bedste-
moderen, som alle vi andre, blev henrykt over
Gaven, og det blev samme Aften besluttet, at det
i) Carl Fog (1809—85) var Sognepræst til Skjold (Vejle Amt) fra 1840. Han
var gift med Amalie Sophie Eccard (1807-84).
63
lille Værk skulde udgives1). Nu kender alle det.
I Tidernes Løb har Samlingen faaet mange Efter-
følgere; men den første var kun skabt for den gamle
Bedstemoders personlige Glæde. Hun fortalte ofte
om denne Søn og hvorledes han som Barn altid
tegnede alt, hvad han hørte fortælle, og naar han
ikke syntes, at de andre forstod ham rigtigt, sprang
han ud paa Gulvet og satte sig i de Stillinger, som
han vilde have, de skulde se hans Fremstillinger.
De Soiréer, jeg var indbudt til, var ikke altid
underholdende. Naar der ikke blev danset, var det
meget Mode, at Herrerne tog hver sin Dame og
med denne Udvalgte satte sig i en Vinduesfordyb-
ning eller i et af Sideværelserne, hvor man saa var
henvist til hans Ydeevne i selskabelig Underhold-
ning, der naturligvis ikke altid viste sig lige vel-
lykket. Saaledes var jeg en Aften bleven en Sø-
officers udvalgte Dame. Han var bekendt for sin
Skønhed og havde i Marinen endog erhvervet sig
et „nom de guerre" paa denne Conto; men hans
Aandrighed stod ikke Maal med hans Ydre, syntes
jeg. Han var saa vidtløftig kedelig, at der fordredes
et Overmaal af Taalmodighed med ham, som jeg
ikke sad inde med. Den omtalte Aften havde han
slaaet sig fast i Udgrundeisen af, om den nærmeste
Vej til et givet Punkt gik gennem Vimmelskaftet
eller ad Kompagnistræde. Uagtet jeg ikke med et
Ord blandede mig i denne hans indre Strid, prote-
sterede han dog hele Tiden: „Nej, De kan ikke
i) Maleren Lorenz Frølich (1820—1908) var fra 1840 til 1873 mest bosat i
Paris. Hans Moder Vilhelmine Pauline Tutein (1789—1881) var en Søster til de
nævnte Brødre Tutein.
64
mene, og De maa dog indrømme", o. s. v. Kl. 1,
da Opbrudstimen endelig slog, havde vi vandret
Vimmelskaftet med Sidegader saa mange Gange
rundt, at jeg var fuldstændig svimmel og slet ikke
mere paa det Rene med, om disse gamle Kjøben-
havnergader laa i Maanen eller paa vor egen Klode.
De morsomste Soiréer, jeg oplevede den Vinter,
var, naar Saint Aubain var tilstede. Han spillede
ikke Kort, men gik om, som han selv sagde: „og
gjorde godt imod mange". Ofte kom han ogsaa
til min Ringhed: „Lad os sætte os her i denne lille
Krog og skumle lidt", hvilket han nok yndede meget,
dog aldrig af det Onde; men meget vittig var han
altid, og stærkt satirisk. Han mindede mig en Aften
om, at vi engang havde leget „Urtekræmmer" paa
et Besøg i Hjemmet i Randers, da jeg var Barn.
Jeg havde opfordret ham til at være „Svend" i
Butiken, uagtet jeg var saa uvidende som Chef i
Forretningen, at han maatte lære mig at lave Kræm-
merhusene. Jeg fortalte ham om den lille Scene,
der ligesom havde knust et af min Barndoms Ide-
aler, og at et lille Vers i en af hans Noveller havde
spillet en Rolle deri. Han svarede, at af alt det skrø-
belige i Verden var „Idealer" det, der først brast,
og dem vilde han alvorligt raade mig fra at skabe mig.
„Ogsaa i Kærlighed brister de. — Jeg har havt
15 ulykkelige Kærligheder, saa jeg kan snakke med,"
sagde han.
Da jeg forfærdet spurgte ham, om han ikke vilde
beskrive nogle af Idealerne, ytrede han:
„De var virkelig lige dejlige allesammen; men
65
forresten skyldes den første Kærlighed altid Skræd-
deren. I Ungdommen ser man kun paa det Ydre.a
Denne lille Douche mindedes jeg ofte senere i
Livet.
Hos Tuteins formede Selskabeligheden sig jo paa
Forhaand over Musik, og andet tænkte og begæ-
rede man ikke i dette skønne, rige Hjem. Man
hørte den ene Virtuos efter den anden og tænkte
dog kun paa Husets Værtinde. — Paa en Tourné
var den dengang berømte Violoncellist Semiis kom-
met hertil og havde sit stadige Tilhold hos Tuteins1).
En Aften foreslog han Fruen, at de skulde impro-
visere hver paa sit Instrument. Her tog Fru Tutein
Teten. Da de havde spillet nogen Tid, lagde Servais,
aldeles betaget, Instrumentet, knælede ned for hende
og kyssede Sømmen af hendes Kjole. —
Hjemme i Randers forandrede det selskabelige
Fysiognomi sig, især for de Unges Vedkommende,
de sidste Aar før Krigen 1864. De jydske Jern-
baneanlæg, der blev overdraget et engelsk Con-
sortium, førte en Del fremmede, baade Englændere
og Indlændere, til Byen. Ungdommens Glæder
havde hidtil havt en aldeles intim familiær Karakter.
Opvoxede sammen, som vi var, baade Piger og
Drenge, havde vi ofte leget sammen, og om Vin-
teren kørt i Slæde paa Hjemvejen fra Skolen.
Taskerne blev lagt i Bunke, og vi fik navnlig hos
Herredsfogdens, der havde en nedad skraanende
i) Den berømte Violoncellist Adrien Francois Servais (1807—66) gav 1862
Koncerter i Kbhvn.
66
Gaard, mangen dejlig Rutschetour. Dette gav na-
turligvis en meget gemytlig og jævn Tone, selv efter
at vi var voxne. Hvad der kunde opsættes, til Brød-
rene kom hjem i Ferierne, blev udsat, og da den
længste Ferie jo er i den varme Tid, gispede vi
os med Glæde gennem mangen dejlig Sommernat
i Dansenes varme Hvirvler. Denne Slags Sel-
skabelighed tabte sig endel, eller den mistede sin
intime Karakter ved Udlændingenes Ankomst.
Min Stedmoders mange Sprogkundskaber drog
Englænderne til vort Hjem. Dette var jo et sandt
Fund for dem i en Provinsby, og de gik daglig
ud og ind hos os.
Men Uvejrsskyerne trak stærkt op i den politiske
Horizont.
Rygtet gik, at Fredrik den VII var syg, men
underlig hemmelighedsfuldt talte man derom. En
Dag lød det truende, og næste Dag blev det demen-
teret. Min Fader saa endnu alvorligere ud og var
endnu tavsere end han plejede. Naar Herrerne var
sammen, begyndte de for det meste med at tale saa
sagte, at det mere lignede en Hvisken, for saa, et
Øjeblik efter, at raabe i Munden paa hverandre,
den ene ligbleg og den anden højrød af Ophid-
selse. „Helstatsmand" og „Ejderdansk" var de Be-
nævnelser, der som Ildgnister foer frem og tilbage
i Disputterne.
Min Faders store Bekymringer betog mig stærkt,
men jeg forstod ikke hans dybe Nedtrykthed over
Kongens Sygdom. Fredrik den VII var jo ikke
populær i den højere Embedsstand. Fader havde
67
i sine unge Dage staaet Kongen nær; men dette,
at han havde skullet gøre Grevinde Danner sin
Opvartning under Majestætens og hendes Besøg i
Randers, og endog tage sin Kone med, havde af-
født en Bitterhed i Faders aristokratiske Sindelag,
som han ikke kunde overvinde. Ved en given Lej-
lighed var det endog kommet til et Sammenstød
mellem Fader og Kongen, som efter Faders Sigende
kunde have ført til hans Afsked.
Ung som jeg var, stod jeg dengang uforstaaende
overfor alle Datidens Rørelser og Problemer. Aviser
var der jo kun faa af, og Oplysning eller Vejled-
ning som nu om Tide gav de ikke Spor af. Nogle
„Ledere" med det Kvantum „Viden og Syn paa
Situationen", som den eventuelle Regering ønskede
at slaa fast i Befolkningen, var det Hele. Naar Krigs-
rygterne blev meget højlydte, sagde Fader altid:
„Lad dem kun komme, vi skal nok give dem Svar
paa Tiltale. Med saadan en Hær som vor og med
Dannevirke i Ryggen skal vi nok kunne forsvare
vore Rettigheder."
Saa oprandt hin 15de November, da Klokkerne
over hele Landet forkyndte, at den sidste „Olden-
borger" havde lukket sine Øjne i Døden.
Kort Tid efter rykkede 5te Dragonregiment ud
af Randers fulgt til Dørs af Befolkningen. Gud
véd, at vi var haabefulde Landet over. Dannevirke,
Dannevirke! var den visse Sejr i vor Bevidsthed
og var Enden paa al vor Tale!
General de Meza var en god Bekendt af begge
mine Forældre, og var en Gang for alle indbudt
68
som Gæst i vort Hjem, naar han paa sine Inspek-
tionsrejser kom gennem Randers. Som Barn glæ-
dede jeg mig til hans Komme som til en Theater-
forestilling. Inledningen skete altid med, at Tjeneren
meldte, at Generalens Vogn holdt nede paa Gaden,
med Spørgsmaalet „om alle vore Vinduer var luk-
kede?" Selv viste han sig saa, kastede et ængsteligt
Blik rundt til sine argeste Fjender „Vinduerne", og
først, naar han var beroliget paa dette Punkt, hilste
han meget ceremonielt Goddag til hver især i Dag-
ligstuen. Saa tog han Hatten af, satte en Kalot paa
Hovedet, og efterhaanden som han blev akklima-
tiseret, faldt det ene Sjal og den ene Halsklud efter
den anden. Kalotten, der først var bleven trukket
ned over begge Ørene, blev skubbet fra det ene
og lidt efter fra det andet, for tilsidst at havne oven-
paa Hovedet med en lang Kvast nedad Nakken.
Naar alt Ydertøjet var fjernet, iførte han sig en
Silkemantille med Fryndser: „Jeg skal sige Dem,
jeg taaler ikke den mindste kolde Luft. Jeg taler
aldrig i den Stue, hvor jeg sover, kun en eneste
Gang, da min Tjener, det Fæ, ikke forstod de Tegn,
jeg gjorde, for at gøre ham begribelig, at jeg havde
tabt en Sok bag Sengen, nødtes jeg til at sige det
ene Ord: „Sok", og blev derefter saa forkølet, at
jeg otte Dage maatte holde mig inde."
Naar jeg havde overværet Ankomsten, gik mine
Observationer ud i Køkkenet, hvor Tjeneren mødte
med store Bakker, fulde af Klædningsstykker, der
skulde afdampes, ligefra Pudevaar til Flipper og
krusede Manchetter. Højdepunktet af min Nys-
gerrighed var dog at slippe ned i Soveværelset,
indenfor hans improviserede Kontor, hvor alt blev
ordnet i Rækker: Pomadekrukker, Salve-dito, Fla-
koner og Medicinflasker langs et Toiletbord, der
maalte et Par Alen i Bredden, og foran disse Rækker
laa to Par Krusemanchetter. Disse Manchetter spil-
lede en vis Rolle: „Selv i Felten," sagde han, „ligger
der altid 2 Par fremme, for hvis jeg skal til hurtig
Udrykning, skal man dog se, at det er en Gentle-
man, hvis jeg falder."
Den 25de December blev General Mezas Ud-
nævnelse til Overgeneral bekendt i hele Landet.
Almindeligvis var Herrerne tilfredse med dette
Valg. Han havde jo gjort sig bekendt i Krigen 48,
og der var lige saa mange Historier om hans Tapper-
hed og Koldblodighed, som om hans Egenheder.
Den 2den Februar 1864 brød saa den ulykkelige
Krig løs.
„Vi har vunden en stor Sejr"! kom jeg styrtende
ind og meddelte min Fader. Den tavse indesluttede
Mand blev ganske bleg, han næsten vaklede og ud-
bredte sine Arme imod mig, og vi græd begge af
Fryd. Det var Slaget ved Mysunde. Sejren var jo
ikke betydelig. Tyskernes Tab var vel en 60 Mand
mere end vort; men i det Øjeblik var vi overbeviste
om vor Overlegenhed.
Saa oprandt hin skrækkelige 6te Februar. Der var
Familiefest hjemme, og jeg kom glædestraalende ind
med en Gave, jeg lige til sidste Øjeblik havde stræbt
med at faa færdig; men forfærdet standsede jeg i
Døren ved, at alle i Stuen saa ud, som Lynet var
70
slaaet ned. Fader var kridhvid i Ansigtet og holdt
sig segnefærdig ved en Stol: „Dannevirke er for-
ladt af Tropperne!" hviskede han. „Det er Kon-
gen!" raabte jeg i min Skræk og Fortvivlelse. Det
var, som Harmen vilde kvæle mig. Christian IX
var paa det Tidspunkt meget upopulær. Man var
mistænksom for at hans Interesser skulde være
hinsides Grænsen. Bagefter, da Sindene var kom-
met mere i Ro, indsaa man først, hvor urimelig
dette vilde have været, netop fra hans Standpunkt;
og under sædvanlige Forhold vilde min Ytring ikke
være bleven taalt af Fader, der var den loyaleste
Undersaat og Borger, man kunde tænke sig. Man
skulde dø for sin Konge, baade Mand og Kvinde,
naar og hvor det fordredes. For sit Fædreland
blødte han sig egentlig tildøde i de Dage.
Denne Oplevelse gjorde et saa mægtigt Indtryk
paa mig, at jeg aldrig har forvunden den. Uagtet
jeg senere i mange Aar boede ved Grænsen, har
jeg aldrig kunnet se de Steder, hvor vi fik vort
Banesaar. I Dannevirke ligger vor Fortid paa den
mest ydmygende Maade jordet, og Sorgen derover
bør være os hellig. Saaret er saa ømt, at der aldrig
bør røres derved. Senere da jeg var i Frankrig, hvor
jeg var i Berøring med de forskelligste Samfunds-
klasser, forstod og sympathiserede jeg med, at de
aldrig nævnede hverken Metz eller de andre sørge-
lige Minder fra Aaret 1870, eller tillod andre at
berøre disse Begivenheder.
I Randers beredte alle sig til at modtage Syge
og Saarede, som skulde blive i Byen, samt den Del
71
af Hæren, der paa Tilbagetoget skulde passere den,
og som blev beværtede med alt, hvad Byen for-
maaede. Befolkningen, især af Handelsstanden og
deres Damer, var utrættelig opofrende til at hjælpe
begge Steder. Honoratiores's Damer var mere pas-
sive med deres Hjælp udenfor Hjemmet. Min Sted-
moder traadte selv ikke hjælpende til og nægtede
ogsaa mig Tilladelsen til at assistere, hvilket var
mig saare svært at komme over.
Under disse sørgelige Tilstande, var jeg nogle
Dage ude hos min Tante. En Afdeling Tropper af
Hegermann-Lindencrone's Kavalleri-Division var
bleven indkvarteret paa Herregaarden en Dagstid.
Ved Officersmiddagen var Feltpræsten Johannes
Clausen fra Ryslinge tilstede1). Ung og brændende,
som han var, tilmed Grundtvigianer, der efter deres
Mester gjorde gældende, „at Holger Danskes Aand
var opstaaet i Folket", og at „Gud ikke kunde und-
være Danmark" — gjorde han gældende i en le-
vende Disput, der opstod ved Bordet: „at Danne-
virke burde være forsvaret til sidste Mand." Min
Fætter, der var Adjutant ved General Hegermann
Lindencrones Korps, blev saa rasende under Di-
sputen, at han kridhvid i Ansigtet forlod Bordet,
og Pastor Clausen var ikke stort mere ved Be-
vidsthed. Sindene var saa nedbrudte og inderst inde
dog saa oprørte, at enhver Diskussion, baade for
og imod, tændte Ild, saa Flammerne slog højt i
Vejret.
i) Johannes Carl Emil Clausen (1832—1908) Præst i Ryslinge fra 1866 til
1877, i Slagelse fra 1885.
72
Den 30te April stod jeg en Eftermiddag hjemme
i Randers ved Vinduet og blev opmærksom paa,
at Folk pludselig foer saa underlig forvildede om.
En Ængstelse greb mig, og jeg skyndte mig op paa
Loftet, hvorfra man kunde se ud over den sydlige
Del af Byen. Chausseen, fra Landsbyen syd for
Randers helt ned til Sønderbro, var én blinkende
Masse af Sabler og Pikkelhuer.
Fader stod ved Vinduet, da jeg kom ned igen.
Jeg vilde forberede ham paa, at Fjenden var i
Anmarch og vistnok havde overskredet Sønderbro,
da den første Tysker allerede red forbi. Idet-
samme viste den skrækkelige Bleghed sig igen, der
saa ofte kom over ham i den senere Tid. Den for-
lod ham ikke mere, og hans ranke Holdning var
borte fra det Øjeblik.
Nogle Timer efter kom der Bud fra Hoved-
kvarteret, at General Miinster vilde indkvarteres
hos os og have 4 Værelser1). Blandt andet maatte
vi rømme vor skønne Dagligstue.
Under Invasionen boede i alt tre tyske Gene-
raler hos os. De hilste paa Fader ved deres An-
komst, ellers saa vi dem ikke. Deres Mandskab
var høfligt og vel disciplineret, saa forsaavidt var
der ingen Ulemper. En af disse Generaler sagde
ved Visitten, efter Dybbøls Fald, at Tyskerne var
bleven rystede ved Synet indenfor Dybbøls Vold,
da der ikke var saameget som en Fodsbred, der
ikke var oprevet af Skytset. Han begreb ikke, at
1) Preussisk Generalmajor Grev Mtinster-Meinhovel kommanderede en kom-
bineret Division paa c. 9000 Mand.
73
man havde faaet Soldaterne til at holde Stand saa
længe.
Det ubehagelige ved netop at have en højtstillet
Officer i Indkvartering var, at han hver Morgen blev
trakteret med Musik udenfor Vinduerne. Den be-
begyndte altid med en Koral og gled saa over i
mere krigerske Emner. Musikerne stod paa en aaben
Plads foran vor Bolig, og samme Sted blev ogsaa
hver Dag holdt smaa Parader for at efterse Mand-
skabet, fra deres Støvlesaaler til deres Haartoppe.
Efter hver Parade fulgte en lille Tale spækket med
diverse moralske Formaninger; men dér kneb det
tidt for den stakkels Korporal som Prædikant. Han
kunde aldrig huske Formaningerne og havde dem
derfor skrevet op, og en Menig bagved, der suf-
flerede ham efter Papiret; men enten det var Chi-
kane, eller Mangel paa kalligrafisk Tydelighed — der
suffleredes enten galt eller altfor sagte: „der Soldat
muss ruh— ruh — ruhig sein! — Der Soldat muss
pre— pre— precis sein", kom det endelig fra Suf-
fløren, „muss ge — ge — gewandt sein", og Taleren
trak Vejret lettet, medens det bageste Geled var
nærved at briste i Latter.
Da Fjenden besatte Byen, blev den erklæret i
Belejringstilstand, saa der ingen dansk Postforbin-
delse var. Hemmeligt fik man af og til et Brev
stukket i Haanden. Efter Kl. 8 om Aftenen maatte
ingen gaa paa Gaden, og ingen kunde komme ud
af Byen, uden at visiteres o. m. a. Denne Belej-
ringstilstand var en Straf over Byen, fordi den ikke
kunde betale saa høj en Krigsskat, som Fjenden
74
fordrede, og han overholdt denne Tilstand, endog
efter at Vaabenhvilen var indtraadt. Den blev ikke
engang kundgjort Byen, og vi erfarede den gennem
de Breve, der hemmeligt kom os i Hænde. Dette
affødte jo den afmægtige Harme, der er saa svær
at bære. Forbitrede over Krigsskattens Nægtelse
lagde Fjenden yderligere Tryk paa Byen, de kom-
munale Embedsmænd blev fængslede, alle de største
Butiker blev tømte for deres Varer, der kørtes bort
i store Vognladninger, og den skønne Jærnbanebro
ved Langaa blev sprængt i Luften. Saa kom der
Kontraordre, og Butiksvarerne blev læsset af paa
Markerne en Milsvej fra Byen, hvor Ejerne saa
selv kunde hente dem, men Varerne blev ødelagte
og flere taalte ikke de store Tab, — Broen var og
blev sprængt! —
Sommeren skred imidlertid med sit Tryk over
Sindene, og Felttoget begyndte paany. De hemme-
lige Efterretninger blev sjældnere, da Højsommeren
begyndte, og Fjendens Forholdsregler blev endnu
strængere. Der blev lagt yderligere 20,000 Mand ind
i den lille By, der kun havde 7—8000 Indbyggere,
og der blev kørt Skyts op omkring den.
En Dag var alt Militæret paa Benene. Med løf-
tede Faner og fuld Musik gik de igennem Gaderne.
Ingen af os vidste, hvad der var sket, men alle var
jo forberedte paa, at al denne Pomp og Glæde hos
Fjenden betød Nederlag for os. Timevis lyttede jeg
ved Døren ind til det tydske Hovedkontor, for
muligen at opfange Efterretninger. Endelig bredte
Sørgebudskabet sig: Als var faldet.
75
Mange misvisende og til Tider komiske Efterret-
ninger kom i Omløb, fordi Rygterne for største
Delen fra de menige Soldater naaede Tjeneste-
folkene, og disse paa begge Sider kun havde svage
Begreber om hinandens Sprog og endnu svagere
geografiske Kundskaber. Vi havde to Piger, hvoraf
den ene oplevede de tusinde Ting i denne Menneske-
hob. Hun kom den Dag styrtende ind bævende af
Angst, med Raabet: „Ole Krag er gaaet til Bunds
og Tydskerne er marcheret over til „Fjunt"!" Det
skulde sige: „Rolf Krake er skudt i Sænk og at
Fjenden skulde være gaaet over til Fyen". Samme
Pige meddelte os ogsaa, da den store extra Styrke
var lagt ind i Byen, at Købmanden overfor os
havde faaet: „60 Meninger i Indkvartering".
En Nat, kort efter at Als var faldet, vaagnede jeg
ved en ustandselig gennemtrængende og dump Lyd.
Da det ikke var Maaneskin, kunde jeg ikke skelne
noget enkelt. Kun et langstrakt mørkt Legeme, der
langsomt bevægede sig fremad og fortsattes i det
uendelige. Først troede jeg, det var et Ligtog, men
da Øjet vænnede sig til Mørket, kunde jeg skelne,
at det var Baade. Man havde jo ikke Spor af Efter-
retninger udefra, saa dette var aldeles uforstaaeligt.
Jeg vilde gaa ind for at vække Fader, men han var
alt vaagnet ved den vedvarende dumpe Lyd. Vi
blev sammen til Dagen brød frem og fik saa at vide,
at det var Baade, der var rekvirerede helt nede fra
Grænsen, op gennem hele Jylland, for at sætte
Fjenden over Limfjorden. Han vilde vise, at han
fuldt ud var Herre over os. Tre Dage og Nætter
76
kørte dette Tog i én uafbrudt Række gennem Byen,
saa tæt sluttet, at man ikke kunde passere over
Gaden. Geral Vogel v. Falkenstein, der paa den
Tid havde Kommandoen1), befalede, at der skulde
strøes Bark paa alle de Gader, Toget passerede, hvil-
ket ydermere inficerede Luften, saa mange blev syge.
Saaledes gled Dagene i Frygt og Ængstelse for
hvad den næste Dag vilde bringe af Ulykkesbud-
skaber, indtil Freden blev sluttet, der bragte os det
sørgeligste og haabløseste af alle Budskaber, at den
bedste Del af vort Land ikke mere var vort! —
Troppernes Hjemkomst satte Seglet paa Sorgen;
den fuldstændigste Tavshed og Ligegyldighed mødte
dem, hvilket var saa knugende haardt og kuende
for disse Mænd, der havde taget det største Stød
af Ulykkerne, og som havde været saa udholdende
i de daadløse Tider og saa frygtløse, naar det gjaldt
om at slaa til. Betegnende for den jydske Bondes
Karakter og Sindelag er et Ord fra hin Tid: En
Soldat, der blev rost for sin Tapperhed, svarede
tørt: „De hued a it nouet om, men de hued a, a
haar standen, hwor a skull sto, aa a haar slauen,
hvor a skull slo!"
Min Faders Helbred blev stadigt svagere. Bekym-
ringen herover og den dybe vedholdende Smerte,
der hvilede over alle efter den sørgelige Krig, tyn-
gede ogsaa mit Sind saa stærkt, at jeg, trods mine
unge Aar, ikke kunde ryste Vægten af mig. Sted-
i) Ernst Friedrich Edutrd Vogel v. Falkenstein (1797—1885) var under Krigen
1864 Stabschef hos General Wrangel og Guvernør i Jylland.
77
moder og min yngste Søster rejste til Kjøbenhavn
en tre Maaneders Tid for at forvinde lidt af Som-
merens Besværligheder. Jeg blev tilbage for at være
om Fader. Vi to flyttede saa ud paa Landet, da
Randers endnu var i Opløsningstilstand, da Fjenden
delvis endnu holdt Byen besat paa Grund af den
ulykkelige Krigsskat, der blev Byen saa dyr og var
saa vanskelig at skaffe tilstede.
Ensomheden ude paa Landet forøgede maaske
mit Tungsind, og da Familien atter var samlet i
Randers, foreslog Fader mig tidligt paa Foraaret at
tage en Tur til Kjøbenhavn. Her, saameget fjer-
nere fra Begivenhederne, havde disse jo ikke virket
nær saa nedslaaende som hos os derovre under
deres direkte Tryk, og derfor baade adspredte og
oplivede dette Besøg mig meget. Men det var et
vældigt Bølgeslag, der var gaaet hen over Befolk-
ningen, og jo mere man med objektivt Blik ser
tilbage paa Krigens Virkninger paa vort Folk efter
1864, kommer man til den Erkendelse, at den for
Mandens Vedkommende medførte en stærk Be-
vægelse i religiøs Kulturretning i det første Tiaar;
for Kvindens blev den alt i alt det Stød, der bragte
hende til Rejsning — det vil sige ind i Arbejds-
livet, den eneste Vej til Udvikling. Denne Vej har
hun fulgt siden med Udholdenhed og Energi.
Mit Sind trængte i den Grad til Arbejde for et
virkeligt Maal, at jeg formelig hadede de Brode-
rier, der var de eneste Opgaver, der i de Tider
blev stillet og tilladt de velstillede Hjems unge
Døtre. Jeg sled tidlig og silde og med stor Flid,
78
kun for at have noget mellem Hænder, men jo
flere „kløvede Blade", mine store franske Brode-
rier fremviste, des stærkere havde mine Tanker
faaet Fart. Jeg bad om Tilladelse til at forberede
mig til en Lærerindevirksomhed; men Fader sva-
rede, at det sømmede sig ikke, at jeg tog Brødet
fra de unge Piger, der ikke havde Raad til at leve
i deres Hjem.
Omtrent paa denne Tid blev den bekendte Præst
Pontoppidan Sognepræst i Randers1). Han var en
af Grundtvigianismens største Mænd, Fader til For-
fatteren, Lægerne og flere andre Pontoppidan'er.
Han var en højtbegavet, men meget aparte Per-
sonlighed, baade som Prædikant og i hele sin Frem-
træden. Nogle Gange kom jeg i Samtale med ham.
Jeg tror i Anledning af Byens Asyl. Præsten havde
anmodet Randers Damer om skiftevis at have Til-
syn med dette og skrive deres Observationer i en
fremlagt Protokol. Min Stedmoder, der ogsaa havde
faaet Opfordringen, ønskede ikke at træde til, og
bad mig om at gaa istedetfor. Alle Damerne skrev
omtrent det samme i omtalte Protokol, men jeg
havde vel nok skrevet noget anderledes end de
andre, og dette gav Anledning til, at han flere
Gange kom til os for at tale med mig.
Disse Samtaler gjorde et vist Indtryk paa mig,
og mit tunge Sind vilde vist have havt mere Gavn
af det grundtvigske lysere Syn paa Kristendommen
og Livet end af Pietismen med dens mørke og stærkt
i) Pastor Dines Pontoppidan (1814—79) blev 1863 Sognepræst til St. Mortens
Kirke i Randers.
79
ensidige Syn paa Menneskene og deres Trosliv.
Men Stedmoder, som de fleste andre, ansaa dengang
Grundtvigianismen for et saa ovenud overspændt
Vildskud, at hun formente mig al videre Indtrængen
ad den Vej til Christendommen. Tilfældig faldt den
første Aarsberetning fra Diaconissestiftelsen mig i
Hænde paa dette Tidspunkt, og gennem denne In-
stitution syntes jeg, at jeg maatte kunne naa mine
Ønskers Maal: at komme i en Virksomhed, der
kunde udfylde mig, uden at træde nogen for nær.
Jeg besluttede da at bryde overtvært og indgaaende
tale med min Fader om Sagen. Jeg havde allerede
Haanden paa Dørlaasen, da den Følelse greb mig
saa overmægtigt, at jeg ved min Anmodning maa-
ske vilde lægge endnu en Sorg paa hans nedtrykte
Sind. —
Tidlig paa Foraaret meldte Fader en Dag sin
Hjemkomst fra en Embedsrejse, og jeg gik ned til
Jærnbanegaarden for at tage imod ham. Han var
næsten ukendelig. Hele hans Skikkelse var sam-
menbøjet, og han var saa svag, at han ikke selv
kunde gaa, og skøndt støttet af Stationsfolkene maatte
han standse flere Gange, inden han naaede den
Vogn, der holdt efter ham.
Han gik strax til Sengs, og Lægen konstaterede
en Lungebetændelse. Efter faa Dages Sygeleje døde
han. Jeg havde en Følelse, som om alt lukkede sig
over mig, som om jeg var hjemløs paa den hele
vide Jord. Men de ydre Forhold kom mig nu til
Hjælp, saa at jeg endelig kunde føre mit længe
nærede Ønske igennem. —
80
Min Stedmoder og min ugifte Søster havde fattet
den Plan at danne sig et Hjem, og da jeg lidet
havde passet dér, gik de med stor Glæde ind
paa mit Ønske om at komme paa Diakonisse-
anstalten.
Damer af bedre Familie fik endnu dengang ikke
Adgang til Hospitalerne som Sygeplejersker. Hver-
ken fra Lægernes eller fra Samfundets Side var
det paa nogen Maade velset. Diakonissestiftelsen
dækkede ved sin religiøse Form over slig Skan-
dale og lagde et skaanende Slør over det „eman-
ciperede" i Tanken. Og jeg maatte døje mange
spidse Ytringer og høre mig underlagt mange sære
Bevæggrunde i Anledning af min Beslutning.
I Efteraaret 1866 henad Aften rejste jeg med det
gamle Dampskib fra Randers. Næsten alle mine
Barndomsveninder var nede ved Havnen, hvilket
egentlig undrede mig, da de heller ikke sympathi-
serede med mine Planer, men kun sagde: „Ja, Ida,
Du har jo altid været saa sær."
I den skønneste Aftensol svandt bag Randers Enge
og Bakker det Barndomshjem, hvor jeg altid havde
følt mig ensom og aldrig lykkelig. Skibet var over-
fyldt med unge Mennesker, thi Byens og Omegnens
nye Studenter blev fulgt af deres Venner og Ven-
inder, Forældre og Søskende paa Vej til den nye
Verden, der aabnede sig for dem. Mine Tanker
vandrede til min første Udflugt til Hovedstaden
med det samme Skib, da Liver kom mig i Møde
med aabne Arme og viste sig i sin fulde Glans.
Da det sidste Glimt af Byen var forsvundet, gik
81
jeg ned i Kahytten. De andres Leg og Sang skar
mig i Hjærtet, thi min egen Ungdom forekom mig
allerede langt borte. Jeg var kun 22 Aar gammel.
Min Ensomhedsfølelse, Sorgen over min Fader,
Spændingen for alt det nye, der forestod, kunde
altsammen ikke harmonere med de muntre Om-
givelser. Medens Skibet gyngede mig et helt nyt
Liv i Møde og de Unge dansede paa Dækket og
raabte Hurra, tog jeg Afsked med mine Venner og
min Ungdom — og senere har jeg sjældent mødt
den igen.
Den gamle Diakonissestiftelse i Smallegade.
DIAKONISSESTIFTELSEN
En Efteraarsdag fulgte min kære gamle Tante, min
Faders Søster, mig ud til Anstalten for at præ-
sentere mig for Forstanderinden. Denne gik en
Runde med mig i Sygestuerne1). Et Øjeblik havde
jeg en Følelse, som mit Hjærte snørede sig sam-
men ved at se den ene blege Skikkelse ligge dér
ved Siden af den anden; men jeg tog alt mit Mod
fangen, gik hen og talte med forskellige af de Syge,
og dette mildnede Beklemmelsen.
Aftalen blev, at jeg skulde give Møde nogle Dage
efter. I disse Dage søgte mine Venner paa forskellig
Maade at adsprede mig ved at arrangere Ture for
mig og gaa i Theatret med mig o. m. a.; men den
Nedtrykthed, der længe havde plaget mig, vilde ikke
i) Louise Martinié Laurette Conring (1824— 91) blev 1855 Inspektrice ved den
kgl. Plejestiftelse i Kbhvn. og 1853 Forstanderinde for Diakonisseanstalten, da
denne s. A. traadte i Virksomhed i et Hus i Smallegade Nr. 43. 1865 flyttede den
til Nr. 50, og 1875 rykkede den ind i sine nuværende Bygninger.
83
vige, og jeg var lettet, da Timen slog, hvor jeg helt
skulde tiltræde min nye Vej.
Da Dagen oprandt, fulgtes jeg af min Svigerinde
og nok en kvindelig Slægtning. Da jeg i den høj-
tideligste Stemning vilde stige i Vognen med mine
Ledsagere, kom jeg pludselig i Tanker om, at jeg
efter den Tids Mode bar Krinoline. Dette Klæd-
ningsstykke passede forfærdelig daarligt derude, og
vi løb da tilbage og prøvede at tage hele „Buret"
af; men alle tre syntes vi, at jeg tog mig ganske
uanstændig ud ved saaledes at præsentere hele Fi-
guren. Øjet var jo saa vænnet til det store Omfang,
som enhver Dame den Gang havde, og vi greb
derfor til den Udvej at trække de videste af Fjed-
rene ud; men dette var ingenlunde nogen let Sag,
og vi sled forfærdeligt i det alle tre, men kom saa
hjærteligt til at le under dette vort Slid, at hele
Højtideligheden gik af Situationen og hjalp mig over
et Punkt, hvor Spændingen var meget høj; og jeg
naaede ud til Stiftelsen i det bedste Humør.
Mit Soveværelse laa i en Sidebygning over Gaar-
den med en Enestue tilhøjre og en Tre-Sengsstue
til den anden Side.
En Bomulds Arbejdsdragt med tilhørende Kappe
blev lagt ind til mig. Det blev anset for vigtigt for en
Diakonisse fremfor alt at have Hovedet bedækket.
Kun lidet sov jeg den Nat, dels af Ængstelse for
ikke at høre, naar Patienterne omkring mig kaldte,
dels for ej at vaagne i rette Tid den næste Morgen.
Paa Slaget var jeg dog ved Thebordet, hvor der
efter Maaltidet altid blev holdt Andagt.
6*
84
Da vi denne første Morgen var færdige hermed,
mødte en af Søstrene, en kraftig Bondepige, mig
med en Spand og en Skrubbe, som hun bad mig
benytte til at vadske Forsamlingssalen, en Stue vel
paa en elleve Alen.
Det svimlede for mig, da jeg aldrig havde rørt
ved en Gulvklud før.
Bagefter fortalte vedkommende Søster Mette mig,
at hun og et Par andre af Søstrene, samt Gaards-
karlen Peter, Anstaltens Faktotum, der havde et
stort Ord over alle „de Fruentimmer" at sige ved
de mange praktiske Udenoms Ting, han skulde
holde i Orden, alle var forargede over mine hvide
Hænder og havde udtalt det Haab snart at faa denne
fine Søster gjort ked af det hele. De blev dog skuf-
fede, baade af mit Mod og min Arbejdsevne. Jeg
lod mig hverken den Dag eller senere mærke med
mine Ængstelser.
Denne første Gulvvadsk var mig uhyre grinagtig,
og jeg sled i det, saa Sveden drev af mig, og mine
Skørter var ligesaa vaade som Gulvet. Arbejdet
blev naturligvis ikke saa hurtigt færdigt, som hvis
en af de øvede Søstre havde udført det, men dog
i nogenlunde rimelig Tid, og jeg følte mig meget
stolt, da jeg meldte mig færdig. Men Søster Mette
tog det Hele efter min Mening meget for tørt.
Dagen igennem havde jo enhver sin Gerning,
men jeg savnede fra første Dag en regelret Vej-
ledning og Undervisning. Det var jo ogsaa i An-
staltens første Barndomsaar.
Om Aftenen var der igen Andagt efter endt Maal-
85
tid. Flere Gange om Ugen holdt Stiftelsens Præst,
den Gang Pastor Fick1), Bibelforklaringer for Sø-
strene. Han var en grundig og belæst Theolog, der
tog denne Undervisning meget alvorlig, men mest
fra Forstandens Side. Senere hen indsaa jeg, hvor
klogt dette var, blandt saa mange Kvinder, samlede
under ét Tag, hvor Jordbunden i Forvejen er saa
stærkt beredt for Følelseslivet og de smaa Liden-
skaber. Hans Foredrag om Lukas' Evangelium staar
mig endnu i friskt Minde nogle og halvtredsins-
tyve Aar efter.
Mine første Patienter var mest Nervesyge med
deraf følgende Sindslidelser; en Sygdom, der altid
har været mig svær at have med at gøre.
Henimod Vinteren blev jeg sendt i privat Pleje,
men der indtraadte Sygdom imellem Søstrene, hvor-
for jeg blev kaldt hjem, og nu kom der en anstræn-
gende Tid, hvor jeg, imellem de Søstre, der var
forblevne hjemme, næsten var den eneste raske;
et Par af dem kunde nemlig kun hjælpe lidt til om
Dagen. Min Seng blev flyttet ind i Forsamlingssalen,
og derfra maatte jeg om Natten yde Hjælp til de
4 Sygestuer, der laa omkring den, og om Dagen
havde jeg, foruden nederste Etage, en Del Arbejde
paa første Sals Stuerne. Alt gik dog godt, saa Søster
Mette og Karlen Peter begge to ydede mig deres
Anerkendelse og Undskyldning for deres ugrun-
dede Mistanke.
Forstanderinden, som jeg holdt meget af, var svag
i) Andreas Gabriel Fick (1827—1901) var fra 1863 til 1869 Anstaltens første
Præst, senere blev han Sognepræst i Roholte og fra 1879 i Karlebo.
86
af Helbred. Hun kom mig i Møde paa den kær-
ligste Maade og var altid ved Haanden med gode
Raad. Uagtet detstrænge og for min Udvikling, som
for mine Kræfter, alt for store Arbejde, under hvilket
hver Nerve var spændt til det yderste baade Nat
og Dag, var det dog den lykkeligste Tid, jeg havde
i de Par Aar, jeg var paa Stiftelsen. Omtrent tre
Maaneder gik, inden alt kom i Lave igen, og jeg
blev da indviet til Prøvesøster, som det hed, ved
Haandspaalæggelse og en Tale af Præsten i de andre
Søstres Nærværelse. Præsten byggede denne Til-
tale til mig paa de Ord: „Søger det Lave". De faldt
saa underligt paa mitSind,da min Stedmoder og Søster
altid havde bebrejdet mig mit Hang til det „Lave".
Den megen Beskæftigelse med religiøse Themaer:
Bibellæsningerne, Andagterne, Disputterne mellem
Søstrene indbyrdes om de forskellige religiøse An-
skuelser og Partier, deres strænge pietistiske Domme
over Begivenheder og Personer, hvor der viste sig
andre Anskuelser end deres, rejste naturligvis paa-
ny en Kamp i mig om Livets Problemer.
Dertil kom en Begivenhed indenfor Søstrenes Om-
raade, idet en af de ældste Søstre, Forstanderindens
Yndling og højre Haand i Arbejdet, kom hjem efter
et længere Ophold i Udlandet. Det var ikke blevet
mig fortalt, at denne Søster stod i et intimere Forhold
til Forstanderinden end de andre. Uvidende om
dette, havde jeg uden Tøven givet mig hen i For-
standerindens meget imødekommende Venskab.
Var der noget, mit unge Sind trængte til, efter
de sidste sørgelige Aar, var det netop en forstaa-
87
ende Veninde. Naarsomhelst jeg siden min An-
komst havde Tid fra mit stærke Arbejde, modtog
hun mig med aabne Arme, og vi havde mange og
lange Samtaler, i hvilke hun som den erfarne var
mig til uvurderlig Støtte og Hjælp i disse for mig
saa uvante Forhold. Den hjemkomne Søster havde
imidlertid følt sig krænket og forurettet og troet sin
Plads optaget af mig, hvilket senere blev mig for-
talt. Havde denne Søster set sig lidt for, vilde hun
hurtigt have indset, at dette at usurpere mig nogen
Plads eller tragte efter Deltagelse i noget „ledende",
aldrig var og aldrig har været nogen Ærgerrighed
hos mig. Min Tragten har hele mit Liv havt andre
Maal.
Intet anende kom jeg en Dag, efter endt Arbejde,
ind til Forstanderinden. Hele Dagen havde jeg, me-
dens jeg arbejdede, glædet mig til at faa endnu én
at tale med om alt det meget, der bevægede og
rørte sig hos mig. Til min Skræk mødte mig en
isnende Kulde fra de to Damer, og Forstander-
indens Anmodning om ikke ukaldet at bryde ind til
hende, naar jeg ikke havde noget at melde mit Ar-
bejde vedrørende. Aldeles forstenet gik jeg min Vej.
Nu kom der en meget vanskelig Tid for mig.
Der var ingen Grænser for den Mistænksomhed,
jeg blev udsat for fra de ældre Søstres Side. Men
som den menneskelige Natur er ens overalt, hvor-
ledes de ydre Kaar end stiller sig, saaledes ogsaa
her. Da de unge Søstre fik Vished for, at jeg var
„falden i Unaade" og altsaa ufarlig, sluttede de Kreds
om mig, og Søster Mette erklærede: „at nu holdt
88
hun rigtignok meget af miga. Men Skærsilden var
derfor ikke let.
De føromtalte religiøse Spørgsmaal rejste sig igen
hos mig og med langt større Magt end før. Navnlig
blev „Syndsforladelsesproblemet" en Sten paa min
Vej. Dette, Grundlaget i vor Kirkelære, som Pie-
tisterne tidlig og sildig lægger Hovedvægten paa,
havde jeg slet ikke grebet, og overhovedet havde
jeg altsaa slet ikke Del eller Part i den kristne
Menighed! Nat og Dat kæmpede jeg i Sjæleangst,
og glemte jeg et Øjeblik alt dette, kom Mistænk-
somheden fra de ældre Søstre mig i Vejen og be-
sværliggjorde mit Arbejde.
Tiden var kommen op imod Jul, da der blev lagt
Børn med Mæslinger ind paa en af mine Stuer.
Alt maatte nu afsondres, og jeg blev, saavidt mu-
ligt, lukket inde med mine tre Patienter. Vi havde
det meget fornøjeligt paa et Par Dage nær, da den
ene af dem blev alvorlig syg. Min Kærlighed til
Børn var ikke bleven formindsket. Jeg lovede dem
et lille Juletræ for os fire alene, og vi var meget be-
skæftiget med dets Arrangement. Glæden blev noget
forstyrret for mig, da jeg blev stærkt angrebet af en
vedholdende Hovedpine; men den ledende Søster
kom mig dog her elskværdigt til Hjælp, og, skøndt
lidt anstrængt, fik Smaapigerne det dog fornøjeligt.
Næste Aften havde Søstrene deres særskilte Jule-
bord, men min Hu stod hele Tiden kun til min
Seng, og næste Morgen under Andagten tabte jeg
Bevidstheden. Jeg var bleven smittet af Smaapigerne,
og Mæslingerne tog ret alvorligt fat nogle Dage,
89
Søstrene sagde endog livsfarligt; men da den første
Tid var overstaaet, gik Sygdommen sin reglemen-
terede Gang, og jeg nød den Ro, Hvile og Afson-
drethed, som jeg haardt trængte til.
Søster Mette skulde have Øje med mig, naar Tiden
var levnet fra hendes Arbejde. Hendes naive Uviden-
hed og ofte umiddelbare Opfattelse gjorde mig godt
og forfriskede mig, men ofte maatte jeg le indvendig.
Efter min Sygdom var min Stilling dog heller
ikke fri for Pinagtigheder. Hele min Higen gik ud
paa at blive uddannet i Sygeplejen, saa jeg paa det
Omraade kunde naa et Højdepunkt; men Diako-
nissesagens Forkæmpere sad inde med den An-
skuelse, at Tyngdepunktet laa i Søstrenes religiøse
Stilling og Opfattelse.
Personlig var jeg geraadet i disse religiøse Tvivl
og Kampe, som min Ungdom var saa fuld af, og
som sagt, Syndsforladelsesdogmet blev ved at slaa
med sine tunge Hammerslag paa mit grublende Sind.
Den megen Smaalighed, som ofte kommer frem,
hvor Kvinder arbejder sammen, bidrog heller ikke
til at klargøre Problemet for mig. Men som Hjælpen
oftest kommer uventet, saaledes mødte den her i
Pastor Fick's Skikkelse.
Paa sin klare og forstandige Fremstillingsmaade
udlagde han en Dag i Bibeltimen vort kristelige An-
svar mest som „en Helliggørelsesproces", altsaa en
Udvikling. Nu forstod jeg strax, at denne for mange
maatte kunne blive langvarig, og nu saa jeg herefter
med helt andre Øjne paa alle de ydre Former og
de daglige Tilskikkelser, baade de smaa og de store.
90
Midt i Vinterens Hjærte blev jeg sendt i Pleje
til en dengang bekendt Embedsmand, en Departe-
mentschef. Hans ene Barn havde faaet Skarlagens-
feber, og hans andre Børn var sendte ud af Huset.
Den lille Patient var meget syg. Ti, elleve Nætter
vaagede jeg hos det, indtil det døde. Den dengang
aldrende Mand spadserede hver Morgen en Tur
med mig i Haven, naar min Nattevagt var endt.
Han udviklede da sine Meninger for mig om Musik
og Musikinstrumenter. Han forfærdigede selv Vio-
liner, efter Sigende af en overordentlig Finhed.
Hele Haven var fuld af smaa Pavilloner, fyldte med
disse Instrumenter. Naar Spadsereturen var endt,
holdt der en lukket Vogn, der kørte mig tilbage
til Diakonissestiftelsen. Om Aftenen, naar jeg igen
indfandt mig til Vagten, var der dækket Bord til
mig med alle de dejligste Sager, der kunde tænkes
at friste en ungdommelig Gane. Den gamle Herre
havde selv været ude at vælge disse Herligheder.
Da Barnet døde om Dagen, medens jeg ikke var
der, sendte Departementschefen Bud, om jeg alli-
gevel vilde komme derud. Man mærkede ikke paa
hans ydre Fremtoning, at han havde taget sig Døds-
faldet nær. Han bad mig gøre de sidste Anstalter,
inden Barnet skulde lægges i Kiste, og derpaa spurgte
han, om jeg ikke havde Lyst til at se hans Broders
Afdeling af Villaen. Her fandt man et helt Kunst-
kabinet, især en herlig Samling af Malerier. Vi
gennemgik det Hele, og han forklarede mig ind-
gaaende alt, hvad der kunde være bemærkelses-
værdigt. Sin Hustru, der var meget smuk og meget
91
yngre end han, havde han givet et uhyre vanske-
ligt Stykke Fransk at oversætte, for at afværge, at
hun fordybede sig i sin Sorg. — Efter denne Pleje
blev jeg sendt til en Dame af Aristokratiet; hun
led af Tuberkulose i det sidste Stadium. Hendes
Tilstand har vist været blandet med tyfoid Feber;
thi midt i Plejen blev jeg atter syg, som det viste
sig af en let Tyfus. Denne Sygdom bredte sig nu
som en Ild over hele Stiftelsen og angreb næsten
hver eneste, der ikke havde havt den. Flere af Sø-
strene var ogsaa blevne smittede, saa da jeg kom
op, laa der et stort Arbejde til Rede for mig. Den
første af Patienterne var vor eneste Ridder, Peter.
Han havde hele Vinteren holdt mange Straffe-
prædikener for mig, fordi jeg brugte for mange
Pinde til at tænde op med i Sygestuerne, han til-
føjede hver Gang: „at det var ugudeligt af mig".
Nu fandt han paa, at han ikke vilde plejes af andre
end af mig, og lukkede Døren af for alle de andre.
Samme Dag, jeg havde forladt min egen Syge-
stue, maatte jeg da strax gaa ind til ham, for at
hjælpe ham og tale ham til Rette. Nu var det mig,
der holdt Prædiken for ham og erklærede ham for
„ugudelig". Han blev meget medgørlig og taalmodig
efter denne Medfart og var heller ikke meget syg.
Men efter ham begyndte Anfaldene at blive farligere.
En ung Pige, der havde dræbt sit Barn og af-
sonet sin Forbrydelse i Tugthuset, var, efter endt
Straffetid, bleven svagelig og derfor anbragt paa Stif-
telsen, hvor hun udrettede et lettere Arbejde. Nu
var hun bleven angreben af Tyfus. Hendes Værelse
92
laa i Kælderen ved Siden af Peters, hvorfor jeg
samtidig overtog hendes Pleje. Hun var et stilfær-
digt, beskedent Menneske, der nærmest gjorde et
sympatisk Indtryk. Jeg havde havt en Del med hende
at gøre, netop da mit eget Sind sloges med „Synds-
forladelsesdogmet".
„Hvorledes", spurgte jeg hende en Gang, „er De
kommet over dette med Dem selv og hvad der
skete med Barnet?"
„Den Tid," svarede hun, „jeg holdt det hemme-
ligt, var rædselsfuld. Da jeg var bleven fængslet og
gik til Bekendelse, hjalp det noget; men først, da
jeg kunde sige til Vorherre: „Nu véd Du det", fik
jeg Fred. Vorherre vidste det jo nok hele Tiden,
men jeg kunde jo ikke sige det til ham, naar jeg
ikke havde bekendt det for Menneskene. Altid er
Barnet i mine Tanker, men altid siger jeg: „Du
véd det nu, og Du vil være god ved mit Barn.
Det gør jo nok ondt, men det er saa stille". „Dér,"
tænkte jeg, „er da i al Enfoldighed Syndsforladel-
sen virkeliggjort i hele sin Udstrækning".
Tyfusen tog strax alvorlig fat med høj Feber.
En Dag, da jeg havde været nødt til at gaa fra
hende til nogle andre Patienter, fandt jeg hende i
Kartoffelrummet i Færd med at læsse Kartoflerne
spandevis ud over hele Gulvet. Med et stivnet be-
vidstløst Smil vendte hun sig imod mig, og med
meget Besvær fik jeg hende lokket ind i Sengen.
Da Overlægen kom, forlangte han hende lagt over
paa Enestue i Bagbygningen. „Hun vil dø i Løbet
af Natten", tilføjede han, „men De maa ikke vige
93
fra hende, Søster Ida". Saa begyndte der en Kamp
med Døden, som i Tyfus ofte er haard; men efter
de Erfaringer, jeg har gjort, forekommer det mig,
at i ingen anden Sygdom er Chancerne foren Kamp
fra Plejens Side saa store som i denne. I alle andre
Sygdomme staar det for mig, som om man kun har
at resignere med Haab eller uden Haab. I Tyfus
er det jo mest Nerverne, der slaas ned ved den
stærke Feber. Kampen er at berolige eller afhjælpe
hver Fantasi og hver Bevægelse. Fjorten Timer stod
jeg bukket over hende, og fik hende til at ligge
stille, hver Gang Uroen kom. I de Tider brugte
man Moskus som beroligende Middel. Lægens Ordre
lød paa et vist Antal Pulvere, som jeg i det højeste
maatte anvende. Ved 3-Tiden om Morgenen var det
fastsatte Antal naaet. Flere Gange havde det truet
med, at hun i sine Anstrængelser for at komme ud
af Sengen vilde tage Magten fra mig med sin for-
øgede Feberstyrke. Et Kvarterstid havde der været
lidt Ro over hende, men ved nævnte Tid begyndte
hun igen at rase.
„Du tager Ansvaret paa Dig", sagde jeg til mig
selv, og saa gav jeg hende 3 Pulvere paa én Gang
over det mig fastsatte Maal.
Faa Øjeblikke efter faldt hun hen i en Dvale.
De Timer, i hvilke jeg ikke turde føle efter Pul-
sen eller Hjærteslaget af Frygt for at forstyrre
hendes Søvn, var noget af det forfærdeligste, jeg
har oplevet. Jeg sad og gjorde mig det selv klart,
at hvis hun døde, maatte jeg melde mig som Mor-
derske, fordi jeg egenmægtig havde paataget mig
94
Ansvaret mod Lægens Anordning. En Gang imel-
lem trak hun Vejret med en svag Snorken, men
dette kunde ogsaa være Rallen. Endelig, henad
Morgenstunden begyndte man at kunne skelne nor-
malt Aandedrag og store Svedperler traadte frem.
Da Lægen kom, erklærede han hende over Faren
og tilføjede, at det var det mærkeligste Tilfælde
ud af det haabløse, han havde havt.
Endnu en afsondret Patient havde jeg, inden der
kom saa mange til, at Søster Mette og jeg fik dem
alle samlede under os begge i et Par Sygestuer.
Den nævnte var Pige hos en svensk Grevinde
med Datter, der var lagt i Kur hos Professor Ho-
witz.1) Pigen blev smittet paa Stiftelsen og strax
haardt angrebet og var døende, da jeg blev sat til
Nattevagt hos hende. Hun strakte sine Arme ud
imod mig, raabte og bad ved alt, hvad der var
helligt, „om jeg vilde lade hende slippe med Om-
nibussen (den holdt altid udenfor Stiftelsen) ned
til Malmøfærgen".
„Syster, Syster, var barmhjartig, jag langtar så
mitt hjarta brister. Låt mig få slippa hem till mor
og till vannen min. De gråter hemma, hvis jag
inte får slippa!"
Da Morgendæmringen skinnede ind ad Vin-
duerne, strakte hun endnu engang Armene ud:
„Lilla Mor«, raabte hun og udaandede.
Et Par Dage efter fyldtes Forsamlingssalen af
den unge Piges Slægt og Venner. Man saa ikke
noget til de Taarer, som den Døde havde raabt
om; men derimod denne stille, forkuede Smerte,
i) Professor Frantz Johannes August Carl Howitz (1828—1912).
95
som Bondestanden dengang ikke gav Udtryk, maa-
ske en nedarvet Stoicisme fra henfarne Tiders
haarde Tryk. Da alle var samlede, kom Grevinden
ind, klædt i Sort, for at hilse paa sine Bønder.
De bøjede og nejede sig dybt og kyssede hendes
Haand med et: „tackar odmjukast!"
Søster Mette og jeg arbejdede nu sammen med
fuld Kraft paa vore to Sygestuer, og alt gik efter
bedste Ønske. Lige som før oplivede hendes umid-
delbare Opfattelse mig i høj Grad. Engang da jeg
bemærkede, at det var mærkeligt, at Nattevagterne
tog mere paa Kræfterne end Dagvagterne, selv om
man fik det samme Antal Timers Søvn i begge
Tilfælde, svarede hun: „De kan da nok begribe,
Søster Ida, at man føler, naar man staar paa Ho-
vedet." Og da jeg saa noget uforstaaende paa hende,
tilføjede hun, forarget over min Dumhed: „Jorden
drejer sig jo da!"
Omsider blev de sidste Tyfuspatienter udskrevne,
og jeg blev sat til at pleje den svenske Grevinde
og hendes Datter. Det var en meget let Pleje, og
en sand Hvile for mig var Samlivet med disse to
elskværdige, fint dannede Damer og deres Slægt-
ning, en ældre Greve, der opholdt sig her i Byen
for at være dem til dagligt Selskab. Denne Ord-
ning gjorde, at Sommermaanederne gik paa den
behageligste Maade, for det meste nede i Anstal-
tens Have. Den gamle Herre foreslog at lære mig
Svensk, og vi læste da Frithjofs Saga. Det morede
mig meget, da han var en begavet Mand og en
begejstret Digterven.
96
Ved denne Pleje fik jeg med Professor Howitz
at gøre. Som Specialist i Underlivssygdomme var
han Comtessens Læge. I ham lærte jeg en meget
aparte, men udmærket Personlighed at kende, som
jeg hele mit Liv nærede den største Ærbødighed
for. Han stødte mange ved sit barokke Væsen;
men af de mange Læger, jeg lærte at kende, mødte
jeg ingen, der mere intensivt optoges af den Op-
gave, der netop laa for. Han undte sig ikke Ro
de Dage og Nætter en Operation stod paa og un-
der dens første Forløb. Han vaagede selv de før-
ste Nætter hos Patienten og ofrede altid af sine
egne Midler, naar denne var ubemidlet, og mange
har han endog sat i Vej efter Helbredelsen.
Hen paa Eftersommeren blev Comtessen ud-
skreven, og jeg fulgte hende og Moderen ned til
den Malmøfærge, som deres Kammerpige saa
hjærteskærende med sine sidste Suk havde bedt
mig „faa slippe med".
Her paa Diakonissestiftelsen hørte jeg første
Gang den store Philantrop: Stephansen fra Børne-
anstalten paa Holsteinsminde omtale. Alle, der var
komne i Berøring med ham, var stærkt optagne
af hans Personlighed. Det var jo i denne Vækkel-
sestids Morgenrøde, han startede Børneopdragel-
sesanstalten.1) Desværre kom jeg aldrig i personlig
Berøring med ham. Men nogle unge Piger, der
var opdragne paa „Holsteinsminde", blev anbragte
paa Stiftelsen. Om det ligger i, at Børn, der an-
*) Anders Stephansen (1791—1870), Børnehjemssagens Fader i Danmark.
Han oprettede Opdragelsesanstalten Holsteinsminde 1840.
professor H. V. Meyer.
PROFESSOR F. J. A. C. HOWITZ,
97
bringes saaledes, har et særligt vanskeligt Grund-
lag, der maaske er Aarsagen til Anbringelsen, eller
det er Sammenhobningen med andre vanskelige
Naturer, véd jeg ikke; men disse Par unge Piger,
ligesom alle, jeg senere har truffet, som har levet
under lignende Forhold, har haft et Særpræg over
sig, der i høj Grad vanskeliggjorde deres Existens
i almenmenneskelige Forhold. Disse to vakte hver
Dag min Medlidenhedsfølelse under Arbejde som
ved Samvær. Men jeg var som sagt dengang for
uerfaren til at se Grunden til min egen Medliden-
hed med de unge Pigers besynderligt afstikkende
Optræden.
Naar Høstmaanederne var forbi, og Landliggerne
var vendte tilbage til Byen, var Tilstrømningen til
Johanneskirkens Aftengudstjenester i de Aar saa
stærk, at Kirken knap kunde rumme Tilhører-
skaren.
De Aftener, hvor Pastor Frimodt holdt Guds-
tjeneste, føltes altid som en Fest.1) Hele hans
Apostelskikkelse og den Ild, hvormed han præ-
dikede, greb alle ved sin Sanddruhed og skønne
Form, og var vel skikket til at slukke den Trang
til et Evangelium, der i mange Aar gjorde sig
stærkt gældende i vide Krese. Dertil kom Hart-
manns vidunderlige Orgelspil, der bragte Salme-
sangen til et Højdepunkt og en Begejstring, man
maa have oplevet, for at forstaa. Som det enkle,
i) Jens Christian Rudolph Frimodt (1828—79) var Adjunkt i Sorø, da han
1861 blev Præst ved St. Johannes Kirke paa Nørrebro. Han var Leder af den
kbhvnske „Kirkelig Forening for indre Mission".
98
baade i Ord og Musik, næsten altid griber stær-
kest, saaledes ogsaa her. Naar den simple lille Sang:
„Dybt helder Aaret i dets Gang" lød som et bru-
sende Hav igennem Kirken, greb den alle Hjærter.
De Syge, der nogenlunde var rørlige, havde an-
søgt Overlægen om Lov til en Søndag Aften at
overvære en af disse omtalte Gudstjenester. Flere
Vogne hentede dem, og de fleste maatte bæres
ind og ud, en enkelt maatte endog have Rullestol
med, hver Vogn havde en Søster paa Bukken, og
begge Parter var lige forventningsfulde og optagne
af Begivenheden. Vi naaede Kirken i god Tid, saa
alle var baarne og kørte paa Plads inden Tjene-
sten begyndte. Aftenen forløb saare skønt. Frimodt
havde en Evne til at mangfoldiggøre sig, saa en-
hver syntes, det var ham eller hende, Festen galdt.
Den jublende Sang greb ogsaa de Syge stærkt,
hvoraf flere aarevis ikke havde været ude blandt
Mennesker. Jeg har sjeldent set nogen blive saa
oplivede, som disse af Skæbnen saa prøvede Men-
nesker blev det hin Aften, og jeg ønskede kun,
da jeg bar min kære Frøken Hansen*) ud af Kir-
ken, at Præsten havde hørt hendes Stemme, idet
*) Frøken Alvilda Hansen var Søster til Kunstneren
Constantin Hansen. Hun var en begavet Kvinde, med
Talent for Tegning og havde stærke poetiske Anlæg.
Hun havde havt den frygtelige Skæbne at blive lam i
begge Benene som Følge af at sidde timevis med vaade
Fødder og fugtigt Tøj, naar hun gik fra Sted til Sted
for at give Undervisning. Hun var mig en god og tro-
fast Veninde i al den Tid, jeg kendte hende. Hun døde
1872, 59 Aar gammel. Forf. Anm.
99
hun sagde: „Søster Ida, dette har glædet mig for
lange, lange Tider, men hvor jeg er dødtræt!"
Trætte og oprevne var jo alle Patienterne, saa da
den Vogn, hvor jeg sad paa Bukken, var den for-
reste, bad jeg Kudsken skynde saa stærkt som
muligt paa de stakkels Hinkedyr for Drosken, da
jeg var ængstelig for, at de Syge skulde blive for
medtagne; og den skikkelige Mand satte efter da-
tidige Begreber en Fart op, som vakte Opsigt. Vi
Søstre, der havde ledsaget det lille Tog, vare op-
løste af Varme og Iver, inden vi havde faaet alle
baarne paa Plads og Tøjet taget af dem.
„Nu maa De sidde ganske stille, Frøken Han-
sen, til jeg faar hentet The til Dem, og saa paa
Hovedet med Dem i Sengen", beordrede jeg, idet
jeg styrtede ud ad Døren, hvor Forstanderinden
netop stod for at kalde paa mig og hørte hvad jeg
sagde:
„Men, Søster Ida, hvor tør De love The, inden
vi selv har drukket og holdt vor Andagt?"
Jeg bryder mig slet ikke om The", svarede
jeg.
„Der er ikke Tale om den Ting, nu har vi
ventet halvanden Time paa at faa Søstrene sam-
lede. Der maa dog være Orden i Tingene".
Jeg kan ikke i mit bevægede Liv erindre at
have havt, billedlig talt, Fornemmelsen af at være
plumpet i et Vandhul med alle Klæderne paa
som ved denne Befaling. Det var mig næsten umu-
ligt at faa Maden ned, og aldrig har jeg havt saa
forargelige Tanker som ved den paafølgende An-
100
dagt. Det mest skærende for mig personligt laa vel
i, at jeg holdt saameget af Forstanderinden.
Først senere, da jeg vandt større Erfaring i Li-
vet, saa jeg, at der altid har været og bestandig
vil vedblive at være en Fare for menneskelig Ud-
vikling ved at samle mange Individer paa ét Sted
og paa en Maade at lukke af for dem. Denne Le-
vevis gør Kvinder smaalige.
Naar jeg tænker tilbage paa den Tid, slaar Min-
derne mig imøde med de latterligste Barnagtighe-
der, der blev til Hovedspørgsmaal for disse, hver
især paa ganske enkelte Undtagelser nær, saa for-
træffelige Kvinder. Intet har vel i Kvindens Historie
sat hende saaledes tilbage som Klosterlivet, her
mener jeg naturligvis i katholsk Form. Hvormange
Personligheder er ikke blevne kvalte i disse In-
stitutioner!
Efter denne lille Begivenhed stod det første
Gang klart for mig, at der dog var en Mulighed
for at skilles fra dette Sted, der hidtil havde ud-
fyldt mange af mine ungdommelige Drømme, og
som jeg havde troet at kunne gaa igennem Ild og
Svovl for og at kunne tjene.
Hen paa Efteraaret blev jeg beordret til Natte-
vagt inde i Byen hos en Enkefrue. Denne lille
Episode fortæller jeg, fordi den paa saa paafal-
dende Maade viser den mærkelige Opfattelse af
Diakonissegerningen, som mange den Gang sad
inde med.
Anmodningen om Nattevagten blev begrundet
med, at Damen, der var Rekonvalescent efter en
101
længere Sygdom, havde været forulempet af —
„Djævelen". Denne Herre havde havt den Ufor-
skammethed at forstyrre baade hende og Pigen i
deres Nattesøvn.
Da jeg første Aften mødte, blev jeg overrasket
ved at Pigen slog en Lem ned under Vasken i
Køkkenet og redte sin Seng dér. Hun fremstillede
med levende Fantasi de omtalte djævelske Angreb;
men efter at jeg havde set hendes Leje, fandt jeg
egentlig samme Hr. Djævel ret human, at han ikke
stiltiende vilde finde sig i dette under al Kritik
umenneskelige Sengeleje; men jeg sagde dog ikke
noget, for ikke at sætte Ugler i Mosen mellem
Fruen og Pigen.
Medens jeg henad Natten hjalp Fruen til Ro,
var hun meget snaksom og fortalte mig indgaaende
om sine forhenværende store Forhold og udsøgte
Omgang. Til mig som Sygeplejerske og specielt
som Diakonisse var hun uudtømmelig i at prise
det store Gode i, at man saaledes kunde gøre Bod
for sin „mislige Fortid".
Jeg søgte at forklare hende, at man absolut ikke
kunde blive optaget paa Stiftelsen, naar der kunde
paavises bestemte „mislige" Forhold, man havde
gjort sig skyldig i; men det vilde hun ikke for-
staa. Selv om jeg maaske, efter hendes Mening,
ikke havde havt et lille Ophold paa „Børnehuset",
var der dog ingen Mening i at give sig til at pleje
sine syge Medmennesker, naar der ikke laa en
særlig skyggefuld Baggrund for denne Beslutning.
Det mærkeligste var, at hun vistnok fandt, at denne
102
»mørke Fortid* ikke fordrede nær den Ernæring,
som en lysere; thi uagtet jeg vaagede hos hende
Nat efter Nat, var der kun sat en lille halv Kop
Kaffe med ét helt og ét halvt Stykke Sukker af
til mig, samt en lille tynd halv Skive Franskbrød.
Mad kunde jeg jo tage med fra Stiftelsen, men
Kaffen ikke, og for mig kneb det altid at vaage,
naar jeg ikke fik mig en rigtig varm „Opstrammer"
midt paa Natten.
En af de sidste Aftener fortalte hun mig om et
af sine Fortidsselskaber og nævnede blandt andre
Gæster min Faders Navn. Maaske vilde jeg hævne
mig for „den mislige Fortid"; thi det brast da ud
af mig: „Ja det var min Fader"; men det fortrød
jeg bitterligt, thi Meddelelsen tog saa stærkt paa
hende, at jeg frygtede for et Tilbagefald af Syg-
dommen. Hun fik ikke et Øjebliks Søvn hele
Natten.
Næste Aften var der ikke alene rigeligt med
Kaffe og Mad, men endogsaa — Rødgrød! —
I meget lang Tid, fra Begyndelsen af Vinteren,
havde jeg kun nervøse Patienter, som jeg var lidet
egnet til at passe paa Grund af den tunge Sinds-
stemning, der betog mig ved Fordybelsen i de
mange Livsproblemer og store aandelige Spørgs-
maal. Overlægen sagde hver Dag til mig, naar vi
havde havt Stuegang: „Søster Iday De maa tage
disse Patienter mere bestemt"; men jeg led med
dem i deres Tungsind. Heller ikke syntes jeg, at
jeg lærte noget ved at passe dem. Havde jeg endda
kunnet komme ud til en af de rigtige Sindssyge-
103
anstalter, hvor det hele blev drevet, om man saa
kan sige, mere videnskabeligt, vilde det have hjul-
pet paa min Higen efter at lære. Jeg turde dog
ikke sige noget om disse mine Ønsker, da det i
den datidige Opfattelse af en Diakonisses Sindelag
blev fordret, at hun ingen selvstændige Ønsker
maatte have, men lydigt føje sig i det, som de
Ledende fordrede og ordnede. Flere Gange op-
levede jeg, at jeg selv, som ogsaa de andre Søstre,
blev fjernet fra Patienter og private Plejer, fordi
vi særlig kom til at holde af dem, eller fra For-
hold, vi befandt os vel ved.
Maaske var den oprindelige Ide hertil den at
forhindre Partiskhed og Ensidighed overfor Pa-
tienterne; men da netop de smaa Lidenskaber er
fremtrædende hos Kvinden, tog det sig ofte ud
som Chikane, parret med en lille Kende Misun-
delse ved mange Lejligheder, som Arbejdet mellem
flere fører med sig. Det blev mig dog stadigt mere
og mere indlysende, at Lydighed maatte fordres,
saavel for Disciplinens som for Paalidelighedens
Skyld. Men denne Fordring bliver uhyre let mis-
brugt til Herskesyge fra den Overordnedes Side
og til mange Slags smaa Insinuationer osv. hos
den Underordnede. Jeg saa det den Gang i de
her omtalte Forhold og har mødt det i alle de In-
stitutioner, jeg har set.
Som før omtalt tyede jeg ofte til Søster Mette,
naar Problemerne blev mig for indviklede; uvil-
kaarlig haabede jeg paa den store Moder Naturs
direkte Indflydelse lige fra Bondelandet. „Jeg vilde
104
saa gerne ud at lære noget rigtigt, f. Ex. til Oringe
eller til et udenlandsk Hospital, men jeg tør ikke
bede derom", ytrede jeg en Dag til hende. „Det
turde jeg godt", svarede hun, „det er meget værre
for mig, jeg vilde gerne have en Station udenfor
Stiftelsen, helst paa Landet, hvor jeg kunde være
ene om deta. »Ja, men Søster Mette, det er jo
netop dér, Skoen trykker; vi véd, at der vil blive
svaret Dem, at De vil være for selvstændig, og
mig, at jeg tragter for højt, og at mit Sind er for
uroligt. Vi faar vist blive i Forholdene, som de
ere."
Jeg arbejdede og sled i det tidligt og sildigt, men
jeg følte det som om en tyk Skal omgav mig, og
som jeg ikke formaaede at trænge igennem, men
maatte arbejde paa én Plet uden at komme af Stedet.
Mit Forhold til Søstrene og Patienterne var saa
godt, det kunde tænkes. Mange glade og rørende
Minder har jeg om dem fra den Tid; men jeg fulgte
dog den Søsters Raad, der var mig kærest: Hellere
at opgive Gerningen end at omkomme i lutter Intet-
heder. Jeg maatte nu tage den vanskeligste Beslut-
ning, som jeg nogensinde har taget. I et Par Maa-
neder gik jeg og grundede paa, hvad der var rig-
tigst, og denne Kamp tog i den Grad paa mig, at
Folk foer forfærdede op, naar de saa mig.
Saa gjorde jeg da Ende paa Tvivlraadigheden og
tog hjem til min Stedmoder og Søster, som alt i
et Par Aar havde havt Hjem i Kjøbenhavn. Begge
Parter var lige lidt tilfredse med denne Ordning,
men der var i Øjeblikket intet andet Valg.
105
Overgangen fra det stærke Arbejde og de mange
Mennesker og, hvad der bandt mig mest, det stærke
Samfundsliv, der trods al Smaalighed uvægerligt
fremkommer, hvor ærlige Mennesker arbejder med
et Maal, var det mig i høj Grad svært at komme
over.
Som en Genopstanden blev jeg hilst i hele min
Kres, og de, der holdt af mig, haabede vist at faa
mig helt omkalfatret. Dog, havde jeg ikke før mødt
Forstaaelse af, hvad jeg vilde naa, mødte jeg den
endnu mindre i dette Tidsrum. Man syntes jo nær-
mest, jeg havde været forrykt, eller idetmindste
ret overspændt; men nu haabede man nok, som
nogle udtrykte sig, „at jeg blev en af deres".
En lille opmuntrende Hændelse mødte mig en
Dag, da jeg stod i min Stedmoders Dagligstue oppe
paa en høj Trappestige for at hænge Gardiner op.
Jeg havde nok hørt det ringe, men tog ingen Notits
deraf og vedblev med mine Gardiner. Lidt efter
gik Døren op, og min Stedmoder stod der med en
ældre Herre: „Oberst Tscherning vilde gerne hilse
paa Dig, Ida", sagde hun. „Ja, Frøken, det har
interesseret mig meget, først at De i sin Tid brød
ud, uagtet jeg ikke sympathiserer med den Vej, De
havde valgt; men endnu mere glæder det mig, at
De ogsaa har Interesse for Livets dagligdags Fore-
teelser, f. Ex. at hænge Gardiner op. Jeg spaar Dem,
at De snart vil finde Dem Deres Plads igen". —
Det var en uhyre forlegen Stilling for mig deroppe
i Højheden paa Trappestigen! Gaa ned havde jeg
ikke Mod eller Aandsnærværelse til, og denne Mand,
106
en af vore Store, som man hørte omtale hver Dag,
havde jeg ofte ønsket at se. Familien hørte til mine
Forældres Omgangsvenner, uagtet de i politisk
Henseende stemte lidet eller intet overens. Nu stod
han dér nedenfor mig og gav mig egentlig det første
tilsluttende Ord, jeg havde faaet fra den Kres af
Mennesker, jeg tilhørte. Jeg kunde have faldet paa
Knæ for ham, men jeg var jo bundet oppe i Høj-
heden. — Faa Aar efter døde han, saa det var første
og sidste Gang, jeg saa ham.
En Glæde endnu mødte mig. Paa min Fødsels-
dag, der indtraf nogle Maaneder efter min Afsked
fra Stiftelsen, kom der Hilsener fra alle de Søstre,
jeg havde havt Samarbejde med, skrevne paa pragt-
fuldt dekoret Brevpapir og med mange gode, kær-
lige Ord. Jeg har endnu disse Hilsener liggende
mellem gamle Minder.
Hen paa Foraaret blev jeg anmodet om at pleje
Enkefru Nathalie Møller, af den bekendte Møllerske
Præstefamilie fra Breum1). Fru Møller selv var en
usædvanlig begavet Kvinde, men var, paa Grund
af altfor svære Arbejdsaar i sin sørgelige Enkestand,
blevet angrebet af Tuberkulose og befandt sig i det
sidste Stadium af Sygdommen. Her lærte jeg to
Personligheder at kende: Dr. Vilhelm Meyer, den
saakaldte „Øre-Meyer* 2), og Pastor Frimodt, der
begge fik stor Indflydelse paa min senere Udvikling.
Hos Fru Møller blev det en meget anstrængende
*) Fru Nathalie Møller født NSdschau (1835—68) var Enke efter Sognepræst
til Tyregod Jens Leth Møller (1823-64).
«) Den berømte Læge, Professor Hans Vilhelm Meyer (1824—95).
107
Pleje. Hun havde stadig Feber med Delirier, under
hvilke hun fik Kræfter, som hun ikke ejede, naar
hun var ved sin Bevidsthed. I mangen Kamp maatte
jeg bruge al min Kraft og Aandsnærværelse for at
hindre hende i at kvæle mig, hvad hun ofte for-
søgte under Delirieanfaldene. Dr. Meyer hjalp mig
troligt, kom tidligt og silde, sommetider henad Natten.
Han var uudtømmelig i at udfinde Midler til at
glæde og lindre hende, og disse Gaver kom altid
i andres Navn. Han sendte endog en Dag sin egen
Lænestol, som han ellers tog sin daglige Hvile i,
naar han var færdig med sin anstrængende Praxis.
I tre Maaneder kæmpede den stakkels Syge, inden
hun endelig fik udstridt.
Efter hendes Død tilbød Dr. Meyer at give mig
Undervisning i alle de elementære Ting, der hø-
rer til Sygeplejen: Forbindinger, Anatomi og Hy-
giejne.
Jeg mødte hos ham, tre fire Gange om Ugen,
hvor han saa ofrede sin kostbare Tid paa min Ud-
dannelse, som jeg trængte saa haardt til, og som
jeg tørstede saa meget efter. %
Pastor Frimodt saa jeg ikke saa meget til hos
Fru Møller, da hun sjældent var i en Tilstand, hvor
hun taalte Samtale. Men saasnart han erfarede hen-
des Død, skrev han til mig, om jeg vilde overtage
Plejen hos en ung Pige, der var angrebet af en
Underlivssygdom. Her kom han ofte, til stor Glæde
for Patienten som ogsaa for os andre. Han havde
en ligefrem Optræden, uden den dengang mellem
Præsterne saa ofte benyttede højtidelige og salvel-
108
sesfulde Prædiketone, naar han talte med de Syge.
Ofte benyttede han sig endog af Paradoxet, der
kan virke som en Solstraale i Regnvejr ved en
lille forfriskende Latter, og kan være saa velgø-
rende i de mange tunge Øjeblikke, Sygdom fører
med sig.
Al min Tanke gik i denne Tid op i at søge et
fast Virksomhedsomraade i Retning af Sygepleje.
Jeg henvendte mig desangaaende til forskellige Ho-
spitaler; men den Gang ønskede Lægerne endnu
slet ikke at faa Sygeplejersker, der kunde ind-
befattes under Begrebet Damer. En af Overlægerne
afviste mig endog meget kort med den Udtalelse: „at
jeg burde for mit Navns og min Families Skyld ikke
nedværdige mig" o. s. v.
Der blev da efter min Mening intet andet Valg
end at søge til Udlandet. Jeg skrev et Par Steder
hen, og fra et Hospital i London fik jeg det Svar,
at man kunde tænke sig at indlade sig med mig,
naar jeg kunde sende Anbefalinger fra dem, jeg
havde arbejdet under. Dr. Meyer skrev ifølge denne
Opfordring et saa fyndigt Ord, der kunde have
aabnet Vej igennem de stærkeste Fæstninger. Men
han, hvis Hjærte brændte saa varmt for Danmark,
havde jo selv lidt et langt og svært Martyrium,
fordi Forholdene havde tvunget ham til at blive paa
det Sted, hvor Vægten laa tungest, og vidste af
Erfaring, hvad det vilde sige at blive afskaaret fra
sit Fædreland. Uagtet hans Anbefaling var saa varm
som tænkes kunde, for at hjælpe mig i min Nød,
bad han mig dog meget indtrængende at se Tiden
109
lidt an endnu. Da ogsaa Frimodt med hele sin Energi
protesterede mod min Bortrejse, ja endog frem-
stillede det som en Forbrydelse at forlade mit
Fædreland, besluttede jeg mig til at se Tiden an,
om der dog skulde aabne sig en Vej herhjemme.
1 1 1 1 1 ni \u\ uMiTTiwrr
1 1 1 iiiiijlIuiii 1 1 1 1 1
i n uui
nm i 1 1 1 1
« « « « « ■
Ulli
■ III
Ulli
Ulli
I?
il
UUI VI Ulli I II
«!•■■ H| |.t ■ ■ i f ■ ■■
ALMINDELIG HOSPITAL
Jeg var altsaa ikke kommen videre end til som
før at tænke frem og tilbage, da jeg en Aften
i 1868 mødte to Damer, som jeg holdt meget af,
men ikke havde set i lange Tider.
Det var Frøken Povelsen, der af Fængselssel-
skabet var engageret til at modtage de løsladte
kvindelige Fanger, indtil de kunde faa Ansættelse,
samt hendes Hjælper, Frøken Olrik1).
„Ved De, at Overlæge Brandes ved Almindelig
Hospital har bekendtgjort, at han antager Damer
til Oplæring i Sygepleje? Frøken Olrik har faaet
Ansættelse henad Jul.a Denne Samtale faldt i de
første Foraarsmaaneder 1868, og jeg gik i samme
Øjeblik op til Overlægen i hans Konsultationstid2).
„De er meget for ung Frøken, De skal hellere
gifte Dem,a svarede han mig paa min Henvendelse
om at faa Ansættelse paa hans Hospital. Min hæf-
i) Frøken Emma Povelsen (død 1893) oprettede 1878, tilligemed Frøken Anna
Margrethe Jacobe Olrik (1843—1903), der var uddannet til Sygeplejerske paa
Almindelig Hospital, et Optagelseshjem for kvindelige Fanger. Fra 1876 besty-
rede de Sygeplejeforeningen paa Christianshavn, Frøken Povelsen som For-
standerinde til sin Død 1893, Frøken Olrik til 1900.
*) Dr. med. Professor Ludvig Brandes (1821—94) blev 1863 Overlæge ved
Almindelig Hospital og Lemmestiftelse.
111
tige Natur skød op i mig, og indvendig aldeles
rasende svarede jeg:
Jeg mener, der hører to dertil, Hr. Overlæge.*4
Han saa lidt forbavset paa mig, dog mærkværdigvis
ikke vred.
„Nej, det kan ikke lade sig gøre, De er for ung,
Frøken," sagde han igen, efter et Øjebliks Over-
vejelse. Saa gik jeg forknyt og slukøret min Vej,
følte mig bitter over, at jeg saa godt som blev jaget
ud af mit Fædreland, hvis jeg vilde blive paa den
Vej, jeg var slaaet ind paa. Min Patient og hendes
Familie trøstede mig paa det bedste, men alt stod
dog stille for mig.
Nogle Dage gik; saa ringede Postbudet med et
Brev til mig fra Overlæge Brandes, der kort og
godt lød: „Den Sygestue, De kunde ønske at over-
tage paa mit Hospital, kan De faa at se i Morgen,
naar De henvender Dem hos Inspektøren, der øn-
sker at se Dem, inden De eventuelt antages".
Brandes.
Det var en Bombe!
Patienten, saavel som hendes Familie, fik travlt,
da det nu gjaldt om at faa mig udhalet, saa jeg
kunde tage mig rigtig værdig ud i Inspektørens
Øjne. Ulykken var, at jeg havde mistet mit Haar
i Tyfus, saa det endnu var ganske kort. Begge
Frøknerne halede og sled i det, balsamerede det
med Pomade, for at faa Krøllerne til at gaa ud,
men altid vendte de Halerne i Vejret igen. I deres
Fortvivlelse gav Frøknerne mig deres gamle Moders
Strimlekappe paa og malede mig fuld af Rynker i
112
Ansigtet, hvilket de sagde hjalp meget til at gøre
mit Udseende værdigt. Desværre maatte jeg jo
vadske Tatoveringerne af og gik med bankende
Hjærte til Inspektøren, med en Følelse, som jeg
var en Hest, man skulde føle paa Tænderne.
Da jeg kom udenfor Almindelig Hospital i Amalie-
gade, som jeg den Gang, mig bevidst, aldrig havde
passeret før, greb mig atter den samme stærke Be-
novelse, som da jeg første Gang saa Sygestuerne
paa Diakonissestiftelsen. Der var Jærnstænger for
Vinduerne, rigtignok i Kælderetagen, men de bragte
mig til at gyse. Det klemte mig saa underligt for
Brystet. Dette altsaa var den eneste Udvej for mig
til at komme i en fast Stilling, for at pleje mine
syge Medmennesker i mit eget Fædreland, og det
forekom mig, som om jeg gik ind i et Fængsel!
Paa Trapperne til Kontoret mødte jeg et Par gamle
Lemmer. Den ene saa lidt smaatosset ud, og i forbi-
gaaende klappede hun mig paa Kinden og sagde:
„Hvad hedder Du?"
„Du maa ikke saadan tale til fremmede Damer,"
rettede den anden hende.
„Men hun er jo ikke konfirmeret endnu", sva-
rede den Tossede.
„Av," tænkte jeg, „hvordan mon dette dog skal
ende?"
Paa Kontoret, der laa ved Lemmeafdelingen, blev
jeg meget imødekommende modtaget af Inspektøren,
og jeg kunde egentlig ikke hos ham mærke nogen
Ængstelse for at antage mig. Jeg maatte have en
Fører med for i den vidtløftige Bygning at finde
OVERLÆGE L. BRANDES.
113
over til Sygeafdelingen. Den Gang var Johannesstif-
telsen endnu ikke opført, saa Alm. Hospital optog
alle Byens Fattige, der var under Magistraten.
Jeg naaede saa Medicinstuen, der var fuld af
Patienter, men Overlægen kom strax hen til mig
og førte mig over til de tre Sygestuer, der laa i
Række,, og som han mente, jeg skulde overtage.
„Hvor her er yndigt!" udbrød jeg uvilkaarligt,
da jeg traadte ind.
Disse store, høje Rum, jeg tror 7 Alen til Lof-
tet, de høje Vinduer, hvor Lys og Luft kom ind
i sin fulde Pragt, og saa disse Rækker af Syge, der
saa noksaa smilende og tilfredse ud, vel fordi Til-
værelsen her var langt bedre og sorgfriere for dem,
end den Nød og Elendighed, de kom fra.
Overlæge Brandes havde en enestaaende Evne
til at omgaaes disse Mennesker.
Jeg havde nær vendt mig om og sagt: „Maa jeg
ikke blive her med det samme?" Men det var ikke
hans Plan, han vilde maaske prøve min Beslutning
helt igennem. Da vi havde set Stuerne, gik han
ud paa Gangen med mig. „Jeg tænker, det er bedst,
at De prøver tre Dage, inden De overtager Stuerne.
Kom igen i Morgen og de tre efterfølgende Dage."
Dermed Farvel og færdig. Han var allerede helt
henne ad Gangen, da han vendte sig om og sagde:
„Frøken Dahl paa Medicinstuen vil vistnok følge
Dem ned til Frøken Flindt paa Børneafdelingen.
Det er bedst, De hilser paa hende."
Jeg fulgtes da med ham ind til Frøken Dahl.1)
i) Vibeke Adelhaid Dahl (1828—97) blev ansat paa Alm. Hospital 1866 og
tog sin Afsked 1894.
8
114
Hun var et af de originaleste Mennesker, man
kan forestille sig, hvis haarfine Nøjagtighed og Pligt-
troskab jeg aldrig har truffet Magen til. Vilde jeg
senere, under mit Hospitalsophold, slippe lidt let
og mindre nøjagtigt over noget, var det, som om
hun klemte min Samvittighed mellem sine Negle
og tvang mig til at gøre det om, uagtet hun ikke
havde det fjerneste med min Gerning eller mine
Stuer at gøre, og næsten aldrig kom derind. Senere
hen levede vi meget sammen; men talte man til
hende i den Time, hvor Medicinen blev uddelt,
bed hun én af, saa det svirpede længe efter. Der-
for kaldte jeg hende ogsaa „Formiddags Dahl", naar
jeg hentede Medicinen, og „Eftermiddags Dahl",
naar vi mødtes selskabeligt om Eftermiddagen, hvor
det saa gik løs paa Litteraturen, som hun var meget
bevandret i. Syge og Sygdom var hende imod: Jeg
holder nu en Gang mere af Flasker end af Men-
nesker," sagde hun, og sendte et kærligt Blik til
alle de langhalsede Venner omkring paa Hylderne.
Vi to fulgtes da ad ned til Frøken Flindt, der
for Magistraten havde overtaget Opdragelsen af en
10—12 smaa Piger, der paa den forfærdeligste Maade
var misbrugt af Samfundet, og som dette saa smag-
fuldt den Gang benævnede: „moralskt fordærvede
Børn".1) Hun havde en temmelig rummelig Stue,
hvor de 12 blev underviste og fik deres Mad. Dér
levede hun hele Dagen med Børnene, underviste
dem, spiste og legede med dem, hjulpen af en Kone,
i) Erasraine Christiane Flindt (1812-73), Datter af Købmand Henrik Flindt i
Næstved, kom fra Almindelig Hospital til Blindeinstituttet 1871. Hun var en
højt skattet og meget afholdt Dame.
115
der hørte til Hospitalets Lemmeafdeling og som
sov hos dem om Natten i et Rum paa samme Gang.
Ved Siden af Skolestuen havde Frøken Flindt selv
et lille bitte Soveværelse, og der indenfor en lille
Dagligstue, vel en 4 Alen paa den ene, og en 5—6
Alen paa den anden Led. Hun tog mig strax om
Halsen og gav mig nogle smældende Kys.
„Hvor vi to skal more os sammen," sagde hun
og drejede mig et Par Gange rundt: „Lad mig rigtig
se, hvordan en Kammerherredatter tager sig ud,
der har funden paa at ville være Stuekone."
Atter drejede hun mig igen baade aandeligt og
legemligt, saa jeg for første Gang, efter at der saa
at sige var lukket af for min ungdommelige Lystig-
hed, lo, saa Taarerne trillede ned ad Kinderne. Hvor
det gjorde godt, og hun forstod altid at oplive mit
tunge Sind i de Aar, vi kendte hinanden, naar jeg
gav efter for min Tilbøjelighed til Grublerier. „Jeg
er altid saa kisteglad lige fra jeg staar ud af Sen-
gen," sagde hun engang, og hun forstod altid at
bibringe sine Omgivelser denne Glæde.
I sin lille Dagligstue samlede hun en Skare Ung-
dom af begge Køn. Vi var ofte saa mange, at der
maatte sidde to, tre paa Forhøjningen i Vinduet.
Foruden en Del unge Mænd, som stærkt interes-
serede sig for alle det aandelige Livs Rørelser, saa-
som Skolebestyrer Bredsdorff, cand. O.Hohlenberg,
den senere Præst, cand. Johnsen, Irwingianeren
/. Thomsen, traf jeg der Skuespiller Dorph-Petersen
med sine skønne Søstre, Fru Sødring med sine
ligesaa skønne Døtre, hele den vestindiske Hjarde-
116
maalske Slægt m. fl. Mere eller mindre var de paa-
virkede af Tidens religiøse, literære og kunstneriske
Spørgsmaal. Søren Kierkegaard havde jo bragt hele
Kirken i Oprør, Grundtvig førte an i Kampene mod
Rationalismen og for Folkeoplysningen, og dertil
kom saa Pietismens Rejsning under Navnet „den
indre Mission" med Blædel1), Frimodt og Vilhelm
Beck2) i Spidsen.
For mig var „Indre Missions" Rejsning af den
største Betydning, — netop paa dette Tidspunkt,
da jeg, efter at have forladt Diakonissestiftelsen,
forsaavidt stod ene paa det vildene Hav. Min hele
Natur higede efter aandeligt Liv, og de mange Møder,
som „Indre Mission" holdt, hvor der var fuldt af
Mennesker, der søgte det samme og haabede det
samme som jeg, var mig til uvurderlig Hjælp og
Støtte efter mit anstrængende Arbejde og ofte van-
skelige Forhold om Dagen. Vilhelm Beck var en
Folketaler som ingen anden og en Banebryder for
den pietistiske Retning i Kirken. Han talte sjæl-
dent under to Timer, ofte længere, men man tabte
aldrig Traaden eller Opmærksomheden, og i de
mangfoldige Forsamlinger, som han oftest var Ene-
taler i, har jeg aldrig set hverken Uopmærksom-
hed eller Træthed hos Tilhørerne. Jeg har ikke
hørt nogen, som i den Grad indgaaende behandlede
en Text, saa den mindste Enkelthed blev udpenslet
i) Nicolai Gottlieb Blædel (1816—79), Sognepræst ved Garnisonskirken i
Kbhvn. fra 1859 til sin Død.
*) Johan Vilhelm Beck (1829—1901), den indre Missions Fører i Danmark
fra 1861 til sin Død, var fra 1865 Sognepræst i Ørum og Ginnerup ved Grenaa
og fra 1874 i Ørslev og Solbjerg ved Slagelse.
117
og behandlet. — Men tilbage til Hospitalet. Det var
nogle af de kedeligste Dage, jeg nogensinde har op-
levet, de tre i hvilke Overlæge Brandes fordrede, jeg
skulde „se paa Forholdene". Jeg mødte Klokken 7
om Morgenen og blev sat paa en lukket Brænde-
kasse, da Stuekonen, jeg skulde afløse, ikke vilde
tillade mig det allermindste Arbejde, og dér sad
jeg og saa paa Patienterne den hele Guds Dag!
Naturligvis var der intet at lære, undtagen under
Lægernes Stuegang, men den varede sjældent læn-
gere end et Kvarter. Hvad Overlægen egentlig
mente med denne Tortur, er aldrig blevet mig klart
og vist heller ikke ham selv; men den fik jo da
Ende.
En dejlig Solskinsdag drog jeg saa ind paa Alm.
Hospital, og der var en Lykke og Tryghedsfølelse
hos mig, da de store Porte slog i bag mig, der
holdt sig, saalænge jeg var der.
Overlæge Brandes var paa Stuen, da jeg kom,
— som han havde sagt paa Medicinstuen til Læ-
gerne: „For at give den Lille Mod; men det var
saamænd overflødigt, hun er saa glad som en Lærke."
Patienterne saa baade smilende og fornøjede ud,
og der udviklede sig snart det bedste og ligefrem-
meste Forhold imellem os. Mange Fejltagelser gør
man i den Gerning, mere end under andre For-
hold, og for det meste sidder disse fast i Mindet,
saalænge man lever. At jeg slap saa helskindet fra
det, som jeg gjorde, skylder jeg udelukkende Over-
læge Brandes. Han lærte mig Humanitet. Mærk-
værdigvis og sørgeligt nok følges Humanitet og
118
Christendom ikke altid ad! Ofte snærtede hans Lær-
domme mig lige ind i Sjælen; men jeg maatte altid
i Tankerne bøje mig for hans Ræsonnementer.
Timevis kunde han diskutere om disse stakkels
Syges og i Livet saa forkomne Menneskers sjæle-
lige, legemlige og daglige Forhold, og hvad der
kunde gøres for dem.
Stor Hjælp i disse Forhold var den daværende
Fattigborgmester Holm, der paa alle Maader søgte
at hjælpe paa den daarligt stillede Befolknings
Kaar1). En Gang, da han var paa Hospitalet, kom
Brandes ind og præsenterede mig for ham. Senere
kom han ofte ind paa min Stue, naar han havde
noget at se efter paa Hospitalet, og jeg høstede
megen Glæde af hans Samtaler.
Min Trang til at lære blev grundigt tilfredsstillet
paa Alm. Hospital. Overlægen sørgede for, at alt,
hvad der fremkom af nyt, strax blev indført, og
han aabnede Sygestuerne for Indlæggelse af Pa-
tienter, der til andre Lægers Hjælp skulde obser-
veres. Da Overlægen saa, at det interesserede mig,
lagde han fortrinsvis disse Observationspatienter
ind paa min Stue. Det var ofte en anstrængende
Opgave, men man lærte meget derved. Hele Da-
gen var man næsten bundet til en saadan Patient,
fordi Virkningen af de forskellige Mediciner, hvert
Klokkeslet skulde opskrives, samt Hjærteslaget, Ud-
trykket osv. osv. Vaagekonerne blev paa den Tid
taget fra Lemmeafdelingen og var langt fra at stole
i) Konferensraad Johan Peter Holm (1805-84) blev 1858 Borgmester for
Magistratens 3dje Afdeling.
119
paa, saa man mange Gange om Natten maatte op
for at se efter og optegne.
En saadan Observationspatient gav Anledning til
den første Carambolage mellem Overlægen og mig.
En lille Dreng var indlagt af en 3—4 Læger, der
forgæves havde søgt at stille hans Diagnose. Man
vilde da forsøge med en Observation med Opteg-
nelser hver halve Time. Jeg skrev op og obser-
verede det bedste, jeg kunde; men en Morgen stod
Lægerne ved Drengens Leje og var lige tvivlraadige.
Den ene Læge syntes at have observeret én Virk-
ning og den anden en anden.
Jeg lyttede spændt efter de forskellige Meninger
og udbrød saa i min altfor store Iver: „Jeg synes
den Medicin," og nævnede Navnet, „virkede stær-
kest i den eller den Retning." Lægerne hørte meget
interesserede paa mit lille Indlæg, men Overlægens
hele livlige og hæftige Temperament kom strax
i Oprør. Han vendte sig om og sagde: „Vi er ikke
vante til, at Stuekonerne taler med, naar vi Læger
debatterer mellem os!" Alle stod vi som slagne.
Lægerne saa aldeles betuttede ud, og en af dem
sagde: „Men det har interesseret mig ganske over-
ordentligt, uhyre meget!" Jeg selv mærkede, at jeg
blev ligbleg. Her var jo det saare Punkt: Lægerne
havde jo havt stor Ængstelse for at faa Damer ind
paa Hospitalerne af Frygt for, at de skulde komme
dem for nær. Brandes havde nu gjort det første
Forsøg og badovs! der sprang jeg lige i Fælden!
Jeg var frygtelig ked af det, men fandt, at Over-
lægen var gaaet for vidt. Om Eftermiddagen kom
120
han ind og vilde gøre sin Part af Uretten god. Jeg
bad ham, om han en anden Gang vilde røfle mig
af, naar vi var alene, og saa var der ikke mere
at sige om den Ting. Imidlertid, da Drengen nogle
Dage efter døde, var han saa ædelmodig at gøre
mig Afbigt overfor Lægerne ved at ytre: „Vi kan
vist med Rette sige, at det, der gjorde vor Diagnose
saa uvis, var, at Drengen mod al Sansynlighed holdt
saa længe ud, og det kan vi jo takke Frøkenens
Pleje for." „Ganske vist, upaatvivlelig," lød det i
Kor fra Lægerne; men jeg havde ondt ved at lade
være at le, da jeg jo nok vidste, at jeg desværre
ikke havde lært at holde paa Livet.
Mine Vanskeligheder paa Hospitalet var dog langt-
fra overstaaede med denne lille, om jeg saa maa
sige, Forpostfægtning.
Det var kommet det tjenestegørende Personale
paa Hospitalet i høj Grad paa tværs, at der blev
ansat „Damer" ved Sygeplejen. En Følelse af, at
gammel Slendrian vilde komme hurtigere for Dagens
Lys ved de nye Elementer, har vel været Hoved-
aarsagen. Enqueten imod mig blev aabnet af Por-
tørerne, hvis Bestilling det var hver Middag at
bringe de store Bakker med Maden omkring paa
Sygestuerne, endvidere at bære de nyindlagte Syge,
som ikke selv kunde gaa, op paa Stuerne, samt at
bære dem ned paa Spadserepladsen, naar de ikke
heller selv kunde bevæge sig derned. Imidlertid
havde disse Kavallerer funden paa, hver Dag, naar
de bragte Maden ind paa mine Stuer, at bringe den
ene Grovhed og uhøflige Besked værre end den
121
anden til mig fra Køkkeninspektricen. I Begyn-
delsen lod jeg, som jeg ikke hørte det; men i
Længden blev denne Tavshed fra min Side farlig
overfor Patienterne, og Portørerne vænnede sig til
en aldeles utaaleligTone overfor mig, naar de havde
noget paa mine Stuer at hjælpe til med. En Dag
bad jeg dem bære en Syg ned paa Spadserepladsen.
Hun led af en Underlivssvulst og var, paa Grund
heraf, særlig svær og særlig uhandelig. Portørerne
var altid to om at bære de Syge ned, saa de kunde
godt have udført Arbejdet, men de nægtede det
rent ud med den Undskyldning, at hun var for
tung. Jeg var ked af at klage, men tænkte: Nu vil
Du have en Ende paa hele det Vrøvl! Den Syge
var jo ogsaa uhyre skuffet ved Portørernes Besked.
Hun havde glædet sig hele Dagen til denne Ud-
flugt, for hende den eneste hele Sommeren. Saa
snart Middagen var overstaaet, gik jeg ned paa
Spadserepladsen og beredte hende et Leje. I Tan-
kerne priste jeg min store Øvelse fra Diakonisse-
stiftelsen i at bære Syge. Jeg bad Patienten om at
være fuldkommen rolig, tage mig om Halsen og
især at lægge hele sin Tyngde her, samt gøre sit
Legeme saa stift som muligt. Først blev hun angest,
men lagde dog sine Arme om min Hals med de
Ord: „Jeg kan se paa Dem, De er sikker!" Mit
Hjærte bankede forfærdeligt af Spænding. Hele
Sygestuen kom i Oprør. Paa Gangen kom Pati-
enterne ud for at se Optoget. Det var aldrig hændet
før, at nogen af Stuekonerne havde baaret deres
Patienter. Jeg naaede uden Vaklen ned ad Trap-
122
perne, over Gaarden og hen til Spadserepladsen,
hvor Lemmerne i et Nu havde samlet sig om mig,
og flere trykkede mig endog i Haanden. Alle Vin-
duerne stod fulde af Mennesker, og jeg tænker
mig, Portørerne er blevne alvorlig flove og alvorlig
sat i Rette; thi jeg hørte aldrig nogen Uhøflighed
af dem siden, og de nægtede heller aldrig senere
at bære mine Syge. Legemlig Energi er for lidt
raa Mennesker ofte det eneste, de bøjer sig for.
Aandelige Værdier derimod gaar som oftest over
deres Rækkevidde.
Dette var nu altsaa den ene Part, jeg havde faaet
i Ro. Men de andre? Det var saa vanskeligt at
finde Formen dér. Det var f. Ex. anordnet, at alle
Patienternes brugte Linned skulde samles og bringes
op til Oldfruen hver Mandag. Dette havde jeg ladet
Gangpigen gøre, samt modtage Kvittering for det
afgivne Tøj. En Dag fik jeg imidlertid Bud, at Old-
fruen ikke vilde modtage Tøjet af Gangpigen, fordi
det var Lov, at Stuekonerne selv skulde bringe
det. Nu ja, Lov er Lov, tænkte jeg, uagtet det var
mig meget imod. Til bestemt Tid begav jeg mig
da derop, hvor Oldfruen vilde have mig; men det
viste sig, at Ubehageligheden ikke var afgjort der-
med; Oldfruen havde nemlig indrettet det saaledes,
at jeg maatte sidde 3 Timer mellem alt det smud-
sige Tøj, der var leveret fra Hospitalets Sygestuer,
saavel som fra Lemmeafdelingerne, og endvidere
maatte høre paa de Menneskers raa og tvivlsomme
Samtale og Vittigheder, der afleverede det, og som
benyttede Lejligheden til at gøre mange Hentyd-
123
ninger til mig personlig. Denne „Lov" blev mig
lidt kvalm, saa jeg gik ned til Overlægen i hans
Modtagelsesværelse, forestillede ham Sagen, dog
under den Forudsætning, at jeg ingenlunde vilde
have disse Ubehageligheder sat som „Kabinets-
spørgsmaal", hvis de viste sig at være uundgaaelige
Nødvendigheder. Men hvis han kunde befri mig
for dem paa en eller anden Maade, vilde det jo
lette min Stilling, i hvilken jeg ellers følte mig
meget tilfreds.
„Har De gjort Visit hos disse Mennesker?"
spurgte han.
„Nej, det er oprigtig talt ikke faldet mig ind."
„Saa giver jeg Dem herved en Liste paa alle
dem, De maa hilse paa, og hvor i Hospitalet de
er at finde. Det maa være gjort i Eftermiddag, saa
skal jeg nok klare Resten."
Strax begav jeg mig til de værste Cerberusser:
Oldfruen og Køkkeninspektricen.
„Gu's"! sagde begge, „tør De virkelig komme
over til os"?
„Ja", svarede jeg, „det er jo Damer, jeg kommer
til, saa jeg har ikke frygtet noget".
„Det er dog nogle dejlige Krøller, De har, men
De maa dog endelig ikke putte dem ind i det
rædsomme Net! Hvor kunde det dog ogsaa falde
Dem ind at ville pleje Syge og netop her, hvor
der er lutter simple Folk? De er jo dog af saadan
god Familie" osv. osv.
Dernæst gik Turen til Stuekonerne. De tog mere
jævnt paa mig og mit Udseende og vor fælles
124
Bestilling, samt mine Familieforhold. Næste Dag
stod mine Døre ikke for Genvisitter, og inden
Aften havde jeg faaet henimod en Snes Levneds-
løb at høre, med deres Sorger og Kalamiteter af
enhver Art. De glædelige Levnedsløb faar man
saare sjældent at høre, og de ere vel ogsaa saare faa.
Overlægen havde tilsagt hele Personalet til et
Møde samme Aften, jeg havde klaget til ham, og
dér havde han meddelt dem, at han ingenlunde
vilde fortrædige Stuekonerne ved Ansættelse af
Damer, der ønskede at lære Sygepleje. Han havde
udtaget enkelte Stuer, der, naar de bleve ledige,
vilde blive besatte paa denne Maade; men hvem
der forulempede disse Damer, vilde otte Dage efter
blive afskediget.
Nu gik mit Arbejde i lang Tid sin støtte Gang.
Altid var der meget at bestille. Selv stod jeg op
Klokken 5 om Morgenen, for at være paaklædt og
gøre alle Forarbejderne, inden hele Hospitalets
Maskineri sattes i Gang Kl. 6. Saa begyndte Dagens
Kamp med at faa alle 25 Patienter i Orden, der
ofte hverken kunde vadske eller rede sig selv.
Stuerne maatte Kl. 8 være i Stand, naar Stuegangen
begyndte, med alt, hvad Lægerne skulde bruge,
og Nattens forskellige Sygeberetninger ligge til
Rede. Det svære Punkt i denne Plan laa i, at man
skulde tage alle Forbindingerne af igen, ligesom de
stakkels Patienter følte lidt Ro og Forfriskning efter
den første Morgenbehandling. Denne Ordning har
jeg altid funden tung overfor Patienterne, men den
lader sig vel vanskelig ordne anderledes, thi saa-
125
ledes er det jo paa alle Hospitaler. — De to Læger,
man hovedsagelig den Gang havde at gøre med paa
Alm. Hospital, var Overlæge Brandes og Under-
lægen Laub, senere Generallæge ved Armeen1).
Denne sidste havde mest de kirurgiske Patienter.
Han var blandt de Læger, der særligt modsatte sig,
at der blev ansat Damer paa Hospitalerne. Han gik
endog saa vidt i sin Modstand, at han nægtede mig
Adgang til min egen Stue en Dag, da han foretog
en lettere Operation, og forlangte en af de gamle
Stuekoner til sin Hjælp. Dette var naturligvis en
frygtelig Fornærmelse og Skade for mig overfor
Hospitalets øvrige Funktionærer. Jeg gik ind til
ham og forklarede ham min Stilling og bad ham
at staa mig bi i min Oplæring i Sygeplejen, hvilket
var Hensigten med min Ansættelse her paa Hospi-
talet. Han bøjede sig meget elskværdigt for denne
min Anmodning og blev egentlig let at arbejde under,
trods noget opbrusende i hans Karakter. Hans An-
ordninger var altid saa koncise og bestemt afgræn-
sede, at der vanskeligt blev Anledning til Mis-
forstaaelser, hvilket han heller ikke taalte, ligesom
han altid irriteredes over Stammen eller Usikker-
hed i Plejerskens Sygeberetninger. Jeg lærte altid
Hovedpunkterne udenad, som jeg havde opskrevet.
Paa den anden Side var han utrættelig i at for-
klare og hjælpe mig til Rette, men ogsaa utrættelig
i at udfinde Fejlene til de mindste Enkeltheder,
hvilket naturligvis var en uvurderlig Fordel for mig.
!) Hieronymus Laub (1838—1910) var assisterende Læge ved Alm. Hospital
fra 1866 til 1874. Han blev Korpslæge i Hæren 1874, Generallæge 1902.
126
Fra Diakonissestiftelsen havde jeg medtaget den
Skik hver Morgen, naar Patienterne havde spist
deres Morgenmaaltid, at læse et Kapitel af det
nye Testamente og bede Fadervor med dem. Om
det var nyttigt for disse Mennesker, er jeg ikke
vis paa nu, efter et langt Livs mange Erfaringer.
Der maa jo visse Forudsætninger til for at for-
staa eller faa noget ud af Christendommen i sit,
om man saa maa sige, Raastof „Bibelen"; derfor
vel dog alle de mange Skrifter, Præster og Lærere.
Den Gang faldt det mig naturligt, ja nødvendigt.
Pietismen i sin Rendyrkelse holder jo paa, at
Aabenbaringen følger med Ordet i Bibelen, og at
det kun afhænger af den Læsendes personlige Tro
og Aand, hvad han faar ud af det.
Menneskene paa disse Sygestuer var imidlertid
den Gang aldeles paa bar Bund, og mange naive
Bemærkninger kom efterhaanden frem ved deres
Opfattelse af de religiøse Themaer.
Saaledes sagde en af dem en Dag efter endt
Læsning:
„Det er vist en rigtig god Bog, Frøkenen dér
læser op af?"
„Ja, men det er jo Bibelen," svarede jeg.
„Naa ja, jeg har jo nok hørt om den," ved-
blev hun.
„Madam Jensen," lød det fra en Anden: „De
mener bestemt Geografien."
Jeg havde jo imidlertid den faste Overbevisning,
at det for mig kun gjaldt om at holde ud, da disse
Menneskers Trosliv i dette Øjeblik var givet mig
127
i Hænde, og at jeg laa inde med Ansvaret. De
unge Theologer gik meget om paa Lemmeafdelin-
gerne, som en Slags Forberedelse til deres Embeds-
gerning. Cand. Sorterup1) bad jeg saaledes om af
og til at tale paa mine Sygestuer. Han imødekom
min Anmodning og kom i nogen Tid regelmæssigt
et Par Gange om Ugen; men han fik Kald, hvor-
ved hans Virksomhed paa Hospitalet blev afbrudt.
Han anbefalede mig saa Cand. Johnsen, som jeg
undertiden traf hos Frøken Flindt Hvad der især
bidrog til, at jeg henvendte mig netop til ham, var
Sorterups Meddelelse om, at Johnsen var tilbudt
Stillingen som Lærer for Prins Valdemar, men at
Kongen havde fordret, han ved at overtage denne
Stilling skulde opgive sin Virksomhed blandt Lem-
merne. Denne Betingelse vilde han ikke gaa ind
paa. Sorterup henvendte sig da til ham, og han var
villig til at komme, men desværre kun en Time
hver anden Søndag, da hans Tid ellers var stærkt
optaget paa Hospitalet.2)
Cand. Johnsen var som skabt til en Virksomhed
mellem alle disse hjemsøgte Stakler. Der kom snart
Tilhørere fra alle de andre Stuer de Dage, han
talte. De formelig indsugede hans milde fredelige
Ord, der stemte Sindene saa blødt i Modsætning
til al den Haardhed, Livet havde ydet dem.
i) Christian Frederik Sorterup (1840—1904) blev 1884 Sognepræst til Sankt
Mikkels Kirke og 1899 til Stillinge.
*) Johan Vilhelm Johnsen, født 21. Maj 1837, var Søn af Geheimekonferens-
raad, Departementschef i Finansministeriet Vilhelm Ferdinand Johnsen og Anne
Johanne Thuesen. Han blev Student fra Metropolitanskolen og Kandidat 1862,
Kapellan p. 1. i Taarnby i Sundby Marts 1870, Sognepræst i Vamdrup 1876,
Provst for Andst, Malt og Slaugs Herred 1879. Han blev gift med Forf. af disse
Memoirer paa sin Fødselsdag 1870. Han døde 5. Decbr. 1887.
128
Alt dette havde jo ikke været Skik paa Syge-
stuerne før, saa det faldt de andre Stuekoner for
Brystet. En Søndag, lige efter Middagen, kom Por-
tørerne bærende med en Syg, medens Stuen be-
gyndte at fyldes med Tilhørere. Portørerne havde
vel tænkt, at de kunde give mig en lille Tak for
sidst; thi næppe var Candidaten begyndt at tale,
før Kvartermesteren indfandt sig for at indtegne
den Nyankomne. Jeg bad ham vente, hvilket han
tog meget fortrydeligt op og gik skændende ned
ad Trappen, med noget som: „Det hellige Rak".
Det Hele var dog gaaet mig temmelig uænset
forbi, og jeg gik let og glad i Sind til Johannes-
kirken om Aftenen, hvor jeg traf sammen med
Frøken Povelsen, Forstanderinden for de løsladte
Fængselspiger, den Gang mest fra Prostitutionen.
Hun bad mig følge med hjem. Det regnede stærkt,
og ingen af os havde Paraplyer med, saa vi blev
alle dygtig vaade, inden vi naaede op i hendes lille
snævre Kvist i Gothersgade (Fængselshjælpens
Lokale for de Løsladte). Her sad vi saa i en tæt
Klynge i hendes urimelig smaa Værelser med disse
mærkelige stakkels Mennesker. Et Øjeblik var der
opstaaet Tavshed, men pludselig rejste en af disse
Kvinder sig op, dundrede i Bordet, saa det kna-
gede og raabte, „at hverken hun eller de andre
vilde finde sig i den Behandling. Saadanne magre
Rade som de hellige Frøkener o. s. v. gjorde det
jo intet, men naar man havde en lille Smule Figur,
var det skammeligt at byde en saadan et Regnvejr."
Ordstrømmen kom saa overraskende, at ingen sva-
129
rede, og hun begyndte saa igen. Da jeg sad hende
nærmest, vilde jeg sige et beroligende Ord: „Jeg
synes lige, vi har havt det saa godt og hørt saa
meget smukt om Vorherre", men hun afbrød mig:
„Bilder saadan en Frøken sig ind, at hun kender
Vorherre, nej, da skulde De have været i al den
Elendighed, jeg kender, saa kunde De tale med
om Vorherre. Havde jeg ikke altid havt Vorherre
med mig, havde det nok set galt ud for mig", osv.
Det mærkelige ved denne Tale var, at hun gjorde
Indtryk af, at det var hendes fuldeste Overbevis-
ning, hvert Ord hun sagde.
Men er der noget,, der keder den Slags Kvinder,
er det at gaa i Kirke, og uagtet der aldrig blev
lagt ydre Tvang paa dem, da Frøken Povelsen var
det mest frisindede og klart seende Menneske, følte
de dog en Kapsun paa dem ved hele den for-
haandenværende Situation. Deres Klæder er det
kæreste, de ejer, saa Fristelsen skal være stor for
at drive dem ud, naar de kan risikere at faa dem
ødelagte; og her var de nu blevne overlistede af
Regnen og nødsagede til at gaa Skyllen igennem.
Mange Gange senere har jeg hos disse stakkels
Kvinder set, at de fuldstændig har misforstaaet
Forholdet og i den Grad vendt op og ned paa det
hele, at de opfattede det, som om man maatte være
dem taknemlige, fordi de gav Anledning til den
missionerende Virksomhed. Ja, de syntes det for-
tjenstfuldt af dem og mente, at de var selvskrevne
til den guddommelige Naade og menneskelige Vej-
ledning fremfor andre, fordi de havde været saa
130
dybt i Dyndet, og de ligesom følte sig overfor de
stakkels taabelige Mennesker, der søgte at hjælpe
dem, men ikke havde den Erfaring som de om
Livets Jammer i dens videste Udstrækning.
Næste Dag var Hospitalet som ladet med Krudt.
Efter endt Stuegang bad Overlægen mig om at
komme ned i hans Modtagelsesværelse. Bleg af
Raseri kom han mig i Møde: „Jeg vil ikke taale
nogensomhelst gudelig Andagt paa Sygestuerne her
paa Hospitalet. Der er blevet klaget fra Kontoret
over, at Kvartermestrene ikke engang kan faa Lov
til at indskrive de Nyankomne paa Grund af de
gudelige Taler. De vil faa Tilsigelse til at møde i
Magistraten paa Lørdag."
Nu var det mig, der blev bleg. Hele min Stil-
ling, som jeg med saa megen Kamp havde arbejdet
mig ind i og følte mig saa lykkelig ved, laa altsaa
nu i Ruin. Dertil kom Skandalen overfor min Fa-
milie, naar det rygtedes, at jeg var indanket for
Magistraten. Men min Overbevisning om, at jeg
stod paa den rigtige Side, var saa rodfæstet i mig
den Gang, at jeg svarede: „at uagtet jeg saare nødig
vilde det, maatte min Gerning paa Hospitalet være
endt, hvis man nægtede mig at følge den Vej, jeg
var slaaet ind paa."
Denne Udtalelse havde Overlægen aabenbart ikke
ventet.
„Saa voldsomme Forholdsregler har De ikke Lov
til at tage", svarede han.
„Jo, Hr. Overlæge, naar De forbyder mig at
trække Vejret, maa jeg gaa."
131
Jeg gik med rystende Knæ op til min Sygestue,
bag mit Skærmbrædt, der var den eneste Sondring
imellem mig og mine Syge. — Hvad nu? Alt luk-
kede sig igen for mig.
Hen paa Eftermiddagen bad jeg om Udgangs-
tilladelse, for om muligt at faa Pastor Frimodt til
at raade mig i min store Vaande.
Uagtet det ikke var hans Modtagelsestid, lod han
mig komme ind og blev helt forskrækket over mit
nedtrykte Udseende.
Jeg fortalte ham nu det passerede.
„Til Lykke, kære Frøken!" sagde han, idet han
rakte mig begge sine Hænder, „det er altid en god
Hjælp at faa en Lussing for Vorherres Skyld. Jeg
og Vennerne skal støtte Dem paa enhver Maade;
men gaa til Hospitalets Præst og forklar ham Sam-
menhængen."
Vedkommende Præst — Koch1) — stillede sig
ogsaa til min Raadighed og tilbød at følge mig,
naar der blev gjort Alvor af Tilsigelsen fra Magi-
straten.
Som en Løbeild udbredte denne lille Begiven-
hed sig i den sammensluttede Del af Menigheden
i Johanneskirken, og i Følge en indre Forstaaelse
mellem Præsten og den var Stemningen den paa-
følgende Søndag steget til et ukendt Punkt. Utal-
lige var de Breve og Besøg, jeg fik i denne Tid,
dels om Tilslutning og dels om Støtte, hvis jeg
skulde lide Mén af Klagen. Dette viste sig dog
i) Johannes Georg Elias Koch (1821—87) blev 1867 afskediget som Præst i
Sønderjylland og konstitueret som Præst ved Alm. Hospital. Han blev 1872
Præst i Kastellet. 1882 Titel af Professor.
132
heldigvis ikke at være nødvendigt, da Sagen paa
en eller anden Maade maa være bleven standset,
jeg ved ikke hvorledes. Men naturligvis gav al
denne Tilslutning mig en Tryghedsfølelse, der bragte
mig over den pinlige Ensomhedsfornemmelse, jeg
til Tider led under i min Virksomhed.
I denne Sammenhæng maa jeg dog, for at gøre
Billedet fra hin Tid saa klart som muligt, omtale
to Besøg, der var ret betegnende, netop for det
Tidspunkt, hvor de forefaldt. Det ene var Lægen
Arendrup1), som jeg tidligere havde mødt i det
selskabelige Liv. Han var paa Vejen til Paris, og
jeg var siden den Tid naaet et godt Stykke ind
paa Sygeplejens den Gang knudrede Vej. Vi talte
en Del om vore forskellige Beslutninger. Han ytrede
sin Glæde over, at der var begyndt at brydes
Breche i Sygeplejesagen, da, som han ytrede, Læ-
gerne aldrig kunde naa frem paa Hospitalerne, naar
de ikke fik ordentlig oplært Hjælp. Jeg fra mit
Standpunkt sympathiserede ikke med hans Plan om
at drage ud af Landet, for at vie sine udmærkede
Kræfter til et fremmed Lands Tjeneste. Han for-
talte mig ikke de Grunde, der førte ham bort herfra,
men jeg tænkte paa, hvor nær jeg selv havde været
ved at forlade det kære Danmark, og hvor lykkelig
jeg følte mig over, at det var blevet forhindret. Da
han stod i Døren og vinkede mig Farvel, med sit
underlige vemodige Smil, sagde han: „De vil naa
Deres Maal, Frøken!" Han døde dernede under
1) Emil Peter Ussing Arendrup (1838—71) tog under Paris's Belejring Del
i Lazarettjenesten som Overlæge og døde der 1871.
133
Paris's Belejring. — Det andet Besøg hørte til
Minderne fra Jylland. En Dag, da jeg netop havde
havt særlig mange, stærkt angrebne Patienter, og
knap var bleven færdig mellem Stuegangen og
Modtagelsestiden for Besøg, bankede det paa Døren,
og de to gamle Præstefolk Brix og Hustru traadte
ind.1) En hel Række unge Præster er Sønner af
dem. Det var de første af den gamle Kreds fra
Jylland, der besøgte mig paa det skrækindjagende
Hospital. Hos dem havde jeg tilbragt saa mange
Timer i deres store Børneflok. Trandberg havde
ved sin varme Begejstring tilført hele Familien en
stærk Strøm af den Vækkelse, der som før omtalt
gik hen over hele Landet. Den gamle Præst kunde
knapt gaa, men endnu fra Døren strakte han Ar-
mene ud imod mig: „Min kære Ida, hvor er det
en Glæde for mig at se Dig her. Alt, hvad jeg kan
tænke mig af Velsignelse, ønsker jeg over Dig!"
Det var ogsaa, som om de to Gamle bragte Vel-
signelsen med sig. Ingensinde gik alt saa glat og
lykkedes for mig som i den Tid. Deres Hjærtens-
godhed faldt saa lindrende efter alle de over-
bærende, foragtelige og medlidende Smil, jeg var
vant til at møde blandt mine Bekendte.
Vinteren begyndte at melde sig, og en stærk Ind-
læggelse af alvorlige Syge kom fra de fattige og
forhutlede Hjem, som den første Vinterkulde kuer
saa meget. Især Lungesottige var stærkt repræsen-
terede, saa jeg kunde ikke vige fra Sygestuerne
i) Jens Bøgild Brix (1815—77) blev 1865 Sognepræst til Rødding og Krejberg
og 1844 gift med Anne Marie Noschau (1821—1904).
134
hele Dagen. Om Aftenen græd de, naar Natte-
vagten afløste, saa jeg ofte maatte staa op om Natten
for at stille dem tilfreds. Dertil kom, at der blev
indlagt en lille hjemløs Dreng, der var hittet Gud
ved hvor, og hvis Fader eller Moder ikke var at
opspørge. Han var et yndigt Barn og hang efter
mig med Børns Instinkt, hvor de kan finde Støtte-
punkt i deres Hjælpeløshed; og jeg maatte hele
Dagen tage ham med omkring, og enten holde ham
i Haanden, eller han mig i Skørterne. Dette lettede
jo ikke Arbejdet. Jeg følte mig i den Tid over-
anstrengt, og Nattesøvnen svigtede, uagtet jeg var
dødtræt efter Dagens Arbejde.
En Aften henad Jul bad Frøken Flindt, som jeg
længe ikke havde besøgt, om jeg vilde komme ned
til hende, sammen med Vennekresen, der var
samlet hos hende. Jeg lod mig lokke dertil og
fandt megen Ungdomsglæde og Julestemning der-
nede, men uagtet jeg trængte til sligt, saa var Mod-
sætningen fra mine Stuer med alle mine Stakler
dog noget for grel, og jeg havde ondt ved at holde
mig oppe.
En Dag, da Dr. Laub og jeg havde haft et sær-
ligt svært Arbejde med en af de stærkest angrebne
Syge, vilde han gaa, medens jeg endnu var ved at
lægge Forbindingerne til Rette. Han vendte sig om
i Døren og sagde: „Vil De komme ud til mig paa
Gangen, Frøken, naar De har forbundet, jeg vil gerne
tale med Dem.« — „Nu kan De betragte Dem
som færdig Candidat, Frøken, med bedste Karak-
ter," sagde han, „hvis vi kunde have holdt Examen
135
over Dem. Deres Stue er en Mønsterstue! Erfa-
ringen kommer naturligvis mere og mere i Embedet,
som for alle Candidater; men fra vor Haand er De
færdig!"
Jeg blev helt overvældet, satte mig ganske stille
ned og sansede ikke mine Omgivelser eller noget-
somhelst, kun opfyldt af den ene Tanke, hvor
mærkeligt det var, at jeg uden at have tænkt over
det eller at have gjort mig det bevidst, vel af Mangel
paa Tid, var naaet det Skridt frem, som jeg aare-
vis havde arbejdet hen til. Alt var jo saa vaklende
med Hensyn til Sygeplejegerningen i de Tider, at
man egentlig ikke kunde gøre sig Rede for, hvor
man vilde begynde eller ende, og hvorledes man
skulde tage fat. Jeg blev vækket af mine Drømme-
rier, ved at en af de Syge ganske højt raabte:
„Herregud, Frøken, kan De da ikke høre, jeg har
kaldt saa mange Gange paa Dem." Det var en af
de Lungesyge. „De maa ikke gaa fra mig, Frøken,"
sukkede hun. Hun var paa det Sidste. Jeg satte
mig hos hende. „De vil nok holde mig i Haanden?"
Og saaledes sad jeg hele den øvrige Del af Dagen.
Hun var næsten uden Bevidthed, kun en Gang
imellem slog hun Øjnene op for at se, om jeg var
der. Egentlig var jeg saa jublende glad, men søgte
at undertrykke denne Følelse og at blive siddende
der, ventende paa Dødens haarde Bud. Og dog,
hvor forskellig ser man paa Døden, naar den saa
at sige bliver ens stadige Omgang, end i Familie-
livets daglige Gænge. Henad Aften fik hun udstridt,
tidsnok til at blive baaret bort, inden Nattevagten
136
kom for at afløse. Dødsfald gør naturligvis altid
Indtryk paa de tilbageblivende Patienter. Enhver
tænker, om hun eller han staar næste Gang for
Tur. Jeg satte mig hos dem for at tale lidt om
hende, der var gaaet bort. Hun havde havt det
haardt, og alle de andre vel ligeledes, men dog
synes vi alle, at det var sørgeligt, at hun skulde
dø saa ung, — kun 20 Aar.
Døren blev, uden at jeg hørte det, aabnet, og
en Arm lagde sig bagfra om min Hals. Det var
Frøken Flindt Hun hviskede til mig: „Du maa
komme ned hos mig, saasnart Du kan; der er nogen,
der vil tale med Dig." ,Ja, saasnart Nattevagten er
kommen, skal jeg være der." Saa listede hun ud
igen. Stærkt udmattet følte jeg mig, men jeg maatte
dog holde Ord.
Da jeg kom ned i Frøken Flindfs Stue, stod
Cand. Johnsen der og bad mig blive hans Hustru.
Mine Tanker var den Dag jaget saa stærkt mellem
Liv og Død, mellem Jubel og Jammer, at det som
en Kniv skar igennem mig: Er Dit Liv ikke lagt
henad andre Veje? Men saa følte jeg, at jeg ikke
kunde tænke mig Tilværelsen uden ham, og saa
fik alt andet staa til. Vi sluttede da en Pagt, som
ikke kan tænkes lykkeligere, under Indflydelse af
Jordelivets mangeartede Foreteelser.
Søvnen svigtede mig aldeles i disse bevægede
Tider. Mine Syge var særlig angrebne, og Læge-
besøgene trak længere ud end sædvanligt, hvilket
forhindrede mig i at hvile mig lidt om Dagen.
Den sidste af de Dødssyge laa med store bebrej-
137
dende Øjne og saa efter mig, hver Gang jeg rørte
mig. Hun syntes ikke, jeg var saa meget hos hende
som hos de to andre, allerede bortgangne. Dette
traf netop Dagen efter min Forlovelse, og min til-
kommende Svigermoder kom for at se dette Men-
neske, som hendes Søn havde valgt, hvis Tilvæ-
relse hun ej havde anet, og som var slaaet ind paa
Veje, der laa aldeles udenfor den Tids Horizont.
Kun meget flygtigt kunde jeg desværre hilse paa
hende, da jeg maatte ned i Ligstuen for at gøre
de to sidst Afdøde i Stand, inden de skulde lægges
i Kiste, hvilket hørte til min Bestilling som Stue-
kone. Deres Familier stod alt og ventede, inden
jeg naaede ned til de Døde, Ligstuen var fuld af
dem. Det var en forunderlig Kontrast mellem mine
egne personlige Hændelser og hernede i de Dødes
Rige. Min Ungdom og Lykke tilligemed mine Sø-
skendes Glæde over Forlovelsen, som de bedre
forstod end mine andre Livsforetagender, bragte
dog snart min Stemning og min Glæde i Vejret.
Patienterne tog Meddelelsen paa deres Fagon.
En sagde: „Det har min Billigelse!" En anden:
„Det er da Deres Plaser!" En tredie: „Ja, mig er
det ikke noget Nyt! Jeg har godt vidst, at Frøk-
nen vilde gøre Deres Lykke!" Men alles Mening
var det, at de delte min Glæde. Vi give jo blot
vore Følelser Udtryk i forskellige Former efter de
sociale Traditioner, vi tilhøre.
Overlæge Brandes var strax baade overrasket
og misfornøjet. „Jeg havde lagt en Plan om Syge-
plejens videre Udvikling," ytrede han, „men nu
138
maa jeg opgive den. De har forresten mine oprig-
tigste Lykønskninger, og De vil som tilkommende
Præstekone jo kunne høste god Nytte af, hvad De
har lært hos os."
Juleaftens Morgen tabte jeg Bevidstheden under
Lægernes Stuegang. De bar mig ind paa min Seng.
Overlægen var utrættelig i at anvende baade be-
roligende og stimulerende Midler, men Feberen
vedblev at være lige høj. „Jeg vil", sagde han,
„at De skal gaa til Deres Svigerforældre i Aften.
Igaar gik jeg op til Deres Svigermoder for at sætte
hende lidt ind i de Planer, De har havt, og hvad
det er, De har villet; men hun forstod ikke en
Stavelse deraf; derfor vil jeg have, at de Gamle
selv skal se Dem. Den gamle Gehejmeraad er vist
for Tiden Landets mest ansete Embedsmand!" —
Om Aftenen kom han endnu en Gang og gav mig
baade Piller og Pulvere og hjalp mig endog selv
op i den Vogn, der skulde føre mig til min nye
Familie.
Jeg glemmer aldrig det Syn, der mødte mig, da
jeg traadte ind i mine Svigerforældres Dagligstue,
aldrig de to gamle ærværdige Mennesker, der stod
under Lysekronen. Man kan ikke tænke sig noget
saa jævnt og ophøjet beskedent, som min Sviger-
fader, den gamle Gehejmeraad Johnsen, der dog
sad inde med alt, hvad tænkes kunde af Hæders-
bevisninger fra Ind- som fra Udlandet.
Efter at Juletræet var slukket, satte han sig hen
for at tale med mig, men desværre viste det sig,
at det var en Fejltagelse af Overlægen, at han
139
havde ladet mig tage derud, thi jeg tabte atter Be-
vidstheden og maatte køres tilbage til Hospitalet.
I 3 Uger laa jeg hen i de stærkeste Feberdelirier.
Overlægen var utrættelig i sin Omhu og kom to
Gange daglig og to Gange om Natten. Forstander-
inden paa Diakonissestiftelsen kom strax ud for at
se til mig, og bad om Tilladelse til at sende en
Diakonisse for at pleje mig. Hun fik denne Til-
ladelse, saa jeg var i de bedst mulige Hænder.
Sygdommen tog imidlertid stærkere og stærkere
fat og bragte mig lige til Dødsgrænsen. Den far-
ligste Nat kom jeg delvis til Bevidsthed, og bad
om at Frimodt maatte blive hentet, for at give mig
Sakramentet. Frøken Flindt sendte strax Bud til
ham og til min Forlovede. Alle var da samlede
midt om Natten hos hende, da Professor Brandes
i det samme kom til.
Han blev yderst opbragt og forbød dem rent ud
at gaa ind til mig, da han mente, at det vilde virke
skadeligt. I sin Hæftighed kunde han ikke lade
være ogsaa at gøre mig Bebrejdelser, og jeg selv
maa jo have havt Kræfter nok til at blive hidsig;
thi jeg svarede ham: „Hvor tør De som Jøde nægte
mig som Kristen at faa Sakramentet? De aner jo
ikke, hvad Betydning det har for mig." Derpaa
tabte jeg Bevidstheden.
Brandes's umaadelige Omhyggelighed frelste mit
Liv, men jeg var saa kraftløs som et Barn. Det var
mig, som om alt, hvad der foregik, skete langt borte,
og denne Nerveslappelse varede et helt Aar, og
Tilstanden var mig yderst pinlig.
140
En Dag, da jeg, for at bruge Hospitalssproget,
„var tjenlig til Udskrivning", kom Overlægen ind
til mig og sagde, at han syntes, jeg skulde tage
bort fra Hospitalet og Sygeplejegerningen, da baade
min Forlovede og Familie ønskede det, og de Gamle
jo ingensinde vilde lære at forstaa mine Ønsker i
den Retning. Jeg kunde jo ikke andet end erkende
Sandheden i, hvad han sagde, og tog min Afsked
med blødende Hjærte.
Den sidste Aften, inden jeg tog fra Hospitalet,
kom Overlægen ind til mig med et lille Manuskript,
han selv havde skrevet, og bad mig modtage det
til Erindring.
„Jeg skal sige Dem," tilføjede han, „jeg kan ikke
mindes, at noget har bedrøvet mig som de Ord,
De sagde den Dag, da jeg forhindrede, at De fik
Sakramentet, og ytrede: at jeg som Jøde ikke turde
nægte Dem som Kristen det. Da alle disse Men-
nesker var gaaede, gik jeg ind paa mit Værelse og
græd som ikke siden min Faders Død. At netop
De kunde sige det, som jeg har talt saa meget med,
forstod jeg ikke. De véd, hvor hele min Sjæl hænger
ved min Nation og dens Religion; De maatte vide,
at det var som Læge og Menneske, at jeg maatte
sætte mig derimod."
Manuskriptet var en Henvendelse i Eventyrform,
skrevet med den fine Begavelse, der var egen for
ham og hans Familie, og som Medlemmer af den
senere har givet saa mange Beviser paa.
Den Gang gik det op for mig, at ingen anden Nation
i Menneskeheden har kunnet frembringe Christus-
141
skikkelsen end netop Jødefolket. Hvor lidet har vi
Hedningefolk, som har paataget os Kristennavnet,
forstaaet den Hjælp, de usynlig raadende Magter
har villet bringe os ved netop at sprede denne Na-
tion over hele Verden. Vi har misbrugt den helt
igennem og bogstavelig talt trykket den de grimmeste
Vaaben i Hænde, for bagefter at haane den, fordi
vi har tvunget den til at bruge disse Vaaben. Man
maa mindes Mesterens Ord: „Den Tid vil komme,
da de vil mene at vise Gud en Dyrkelse ved at
forfølge Eder!" Mesteren selv, saa højt han elskede
sin Nation, vilde visselig have givet ti Liv for den,
om han havde havt dem.
SUNDBYERNE
Da Rygterne om Krig mellem Frankrig og Tysk-
land begyndte at svirre om i den politiske
Verden 1870, blev min Forlovede residerende Ka-
pellan i Sundby og Taarnby1), hvorpaa vi med den
„betryggende" Indtægt af 600 Rdr. og fri Bolig gif-
tede os.
Vi blev viede i Johanneskirken af Pastor Frimodt.
Hele Kirken var fuld af Syge, Krøblinge, Plejer-
sker, Forstanderinder, Fængselspiger, Diakonisser
og andre gode Venner. Min Broder gjorde Fest-
lighederne og havde bl. a. indbudt vore tre gode
Venner: Pastor Frimodt, Overlæge Brandes og
Frk. Flindt, saa vi fik et i høj Grad gemytligt
Bryllup. Lykkelige drog vi ud i vort lille Kapel-
lani paa tre smaa Fag — mærkværdigvis med takket
Gavl — ; det laa midt i en Have. Naar vi vandrede
rundt i vore 4 meget smaa Værelser og beundrede
vore nye Ting, hvor en lille Sofa var det eneste
polstrede Møbel, havde vi Fornemmelsen af noget
kongeligt, hvilket jeg egentlig ikke tror forekom
de andre ligesaa. Alle vore Venner, baade fra Alm.
Hospital og Diakonissestiftelsen besøgte os og delte
i) Sundby Kirke var Annex til Taarnby Kirke og blev indviet i Decbr. 1870.
Ved Reskript af 1878 blev Sundby udskilt til et selvstændigt Sognekald.
143
vor Lykke med den naive Glæde, som maaske
mere hørte Datidens end Nutidens Slægt til.
Kun et Aar blev vi i denne Idyl. Min Mands
egentlige Arbejdsmark laa i Sundbyerne, som den-
gang var befolket med c. 14,000, mest fattige Ar-
bejdere. Det saakaldte Rhabarberkvarter var endnu
ikke bebygget paa den Tid, saa at alle, der ikke
kunde betale en nogenlunde ordentlig Husleje paa
Christianshavn, flyttede ud til Sundbyerne.
Sundbyerne hørte dengang under Frederiksberg
og var yderst slet stillet i kommunal Henseende.
Dels førte alle de mange Fabrikker, der blev anlagt
ude paa de dengang saa billige Grunde, en Hær
af Arbejdere derud, der ikke kunde betale Skat,
hvorimod Fabriksejerne boede i Byen eller i Vil-
laer og betalte deres Skat til andre Kommuner.
Dels var den frygtelig forsømt i sanitær Retning.
Alle Lossepladserne var lagt derud; og hvis der
paa denne flade 0 kan være Tale om Fald til nogen
af Siderne, var Faldet fra disse stærkest ind mod
den bebyggede Del. Grøfter og Afløb var heller
ikke synderligt vel arrangerede, saa det Hele gik
i et i Sne og Fugtighed, og var et bundløst Morads.
Vand var der ikke i alle Huse, og Drikkevandet
i Brøndene var kun daarligt.
Store Kaserner var smurt op. En Samling paa
en 10 — 12 Stykker, de saakaldte „Ishøis Steder",
indeholdt 80 Familier, hver med et Værelse og
Køkken, og ofte havde de Bunker af Børn. Flere
Steder var der kun et Rum, der var utæt paa alle
Kanter, altsammen Jordbund for Epidemier af en-
144
hver Art. Overhovedet var der ikke den Nød og
Elendighed, der nævnes kan, som Fattigdommen
ikke havde pløjet op med sin skærende Plov.
I kirkelig Henseende var Sundby ligesaa forsømt
og opløst som i sanitær. Da Sognepræsten, Provst
Theilade1), kom dertil, fandt han en 15 — 16 Børn
i Konfirmationsalderen, der ikke var døbte. Bryl-
lupper og andre kirkelige Paabud var ligesaa for-
sømte og forvirrede. Religiøse Sekter af enhver Art
maatte dog anses for Lyspunkter i al denne Sam-
menhoben af aandelig og timelig Enighed. Etatsraad
Holmblad2), der var den eneste betydelige Fabriks-
herre, der havde slaaet sig ned derude ved Siden
af sin Virksomhed, var dog en udmærket Støtte
for det Samfund, han levede i. Hver Jul gav han
ret klækkelige Summer til Præsten og Lærerne,
saa at disse for nogle Maaneder kunde hjælpe lidt
paa Nøden. Han foranstaltede senere, at der blev
bygget en Kirke, saa at der ogsaa paa dette Om-
raade blev afhjulpet et Savn.
Da Kirken var færdig, blev vor Bolig flyttet ned
ved Siden af den, og her ventede nu min Mand
et kolossalt Arbejde. Tidlig og silde vandrede han
om i dette Kaos om Hverdagene, og han kendte
ikke Hvile om Søndagen. Der var ofte 15 — 16 Børn
at døbe, store Altergange, og 10 å 12 Brudevielser
var ingen Sjeldenhed.
i) Provst Peter Andreas Frederik Theilade (1808-91) blev 1865 Sognepræst
i Taarnby paa Amager. Han tog sin Afsked 1878, da Sundby blev udskilt til et
selvstændigt Sognekald.
*) Etatsraad Lauritz Peter Holmblad (1815-90), der var Kirkeværge for
Sundby Kirke, stod paa mange Maader i et særlig patriarkalsk Forhold til Amager.
Ida Johnsen f. Jessen.
pastor J. V. Johnsen.
145
Midt i al denne Fattigdom, Nød og Last af en-
hver Art, viste der sig en Redebonhed til at hjælpe
og yde, endog med store Opofrelser, der rørte os
dybt, men som egentlig hyppigere findes hos de
Hjemsøgte end hos de Velstillede. Naar man for-
talte om et Sted, hvor det var særligt slemt, hændte
det tidt, at der kom Hjælp samme Dag. De Fattige
havde da tidt slaaet sig sammen, og af deres
Fattigdom blev saa én Elendig hjulpen. Gud véd,
hvorledes de fik Midlerne samlet? Dette gjorde det
uendelige Arbejde rigt og lykkeligt, saa at vi begge
trods alle Anstrængelser følte os saa hjemlige, naar
vi om Aftenen mødte disse Skarer af Arbejdere,
der vendte hjem fra de mange Fabriker, til de
trange Gader, hvor Lugten af Sild og Kartofler
mødte os alle Vegne i Gyder og Smaaveje.
Mangen mærkelig Livsironi udsprang af de un-
derligt forkrøblede Livsskæbner, vi stødte paa, baade
de tragiske og latterlige. Som Exempel kan for-
tælles om en Familie, som vi kom i Forbindelse
med, hvor Faderen var i Tugthuset, men dette
gjorde ham ingenlunde ringere, hverken i Konens
eller hans tre Drenges Øjne. Alt hvad Moder og
Børn i deres Kummerlighed kunde skrabe sammen
blev lagt hen for at festligholde hans Hjemkomst.
Konen var tyskfødt og havde en god Sangstemme,
men havde liden Ide om danske Sange; hun valgte
da at fejre Manden, da han igen traadte ind i Hjem-
met, ved at stille Drengene op og lade dem alle
tre afsynge: „Heil Dir im Siegeskranz!"
Et andet Sted, hvor Manden ligeledes var fra-
10
146
værende paa Grund af Straf, gik Konen op og
ned ad Gulvet og raabte aldeles sanseløs: „Jeg
sulter, jeg sulter, giv mig noget!" — og da der
kom Mad, som Overbringeren vilde tilberede til
hende, rev hun det til sig, flaaede med Neglene
Kødet i Stykker og slugte det raat.
Hvad den praktiske Del af Arbejdet angik, ind-
saa jeg snart, at skulde der gennemføres en ind-
gribende Hjælp for denne, i alle Henseender saa
slet stillede Befolkning, kunde den ikke baseres
paa privat Godgørenhed, men maatte i sin Grund-
vold støtte sig til Staten eller Kommunen. Jeg be-
gyndte derfor at overveje en Plan i denne Retning;
men ved Udarbejdelsen af en systematisk Frem-
gang stødte jeg stadig, ukendt med offentlige For-
hold, som jo alle Damer var i min Ungdom, paa
saa mange Anstødssten og Hindringer, at jeg tyede
til min gamle Lærer, Overlæge Brandes, Han slut-
tede sig med største Interesse til Sagen og satte
den i Form.
Hidtil var det ikke forsøgt at støtte et saadant
enkelt Foretagende til Kommunen, og dertil kom,
at der ikke var noget, der indjog de Fattige større
Skræk end netop alt, hvad der vedrørte denne
Institution, som de kun tyede til, naar alle Grænser
var overskredne og alt Haab om at bevare deres
borgerlige og tildels menneskelige Rettigheder var
bristet.
Det hørte til Fremtidens Frihedskultur at klar-
gøre, at Samfundet har Ansvar for at skaffe Leve-
vilkaar for alle sine Medlemmer, og at disse har
147
Ret til at forlange fornøden Hjælp, naar Sygdom
forener sig med Nød.
Det var i dette Decennium, da min Mand og jeg
saaledes var optagne i det lille Samfund, vi levede
i, at de store Livsproblemer rejste Hovedet og be-
gyndte at gøre sig gældende. De store Problemer
rejses jo i Almindelighed af enkelte Personligheder
og breder sig i Samfundet og faar Indflydelse over-
alt, hvor der leves, virkes og arbejdes. I kirkelig
Henseende var Kampen herhjemme endnu ikke i
fuld Gang, der stod kun Forpostfægtninger. Men
engang imellem foer Gnisterne tilvejrs, naar Grundt-
vig f. Ex. kastede et eller andet Dogme ud i Menig-
heden, der bragte de Konservative til at stejle.
Men de sociale Problemer laa endnu i Svøb. Man
blev vel opskræmmet ved den strænge Dom over
Pio og Geleff1), og man hørte vel nu og da om
Striker i England, men man havde egentlig liden
Forstaaelse af denne Form for Revolution. Ude i
Sundbyerne, der husede en saa stor Part af Hoved-
stadens Arbejdere, mærkede man kun sporadisk
ligesom en Understrøm, der kunde vise sig ved
at en eller anden skældte min Mand grundigt ud
og ytrede, at naar der bare ikke var Præster til,
vilde Verden være herlig. Men han havde en egen
Gave til at afvæbne slige Angreb. En Arbejder,
der havde udtalt sig særlig hæftigt imod ham, er-
klærede endog bagefter: „Jeg har søgt overalt, men
jeg kan ikke finde nogen „Fejler" hos den Mand."
i) Socialdemokraterne Pio og Geleff blev i August 1873 af Højesteret dømt
til 5 Aars Forbedringshusarbejde for deres ophidsende Optræden mod den be-
staaende Samfundsorden.
10*
148
I Literaturen var der jo efter Krigen til Begyn-
delsen af 1870'erne en meget stille Tid, indtil Georg
Brandes tændte Ilden. Hans „Hovedstrømninger"
gjorde vældig Opsigt, men endnu var der ikke fra
kirkelig Side rejst nogen Opposition imod ham.
Hans Oversættelse af Stuart Mills „Kvindens Un-
derkuelse" vakte megen Røre og gav vel Stødet
til den Bevægelse herhjemme, der endnu er stan-
dende og vel ikke ophører, før Kvinden har er-
hvervet sig sine fulde borgerlige Rettigheder. Mær-
keligt nok blev jeg personlig mere frastødt end
tiltrukken af det omtalte Skrift og endnu mærke-
ligere var det, at min Mand sympathiserede med
det; men hvor lidet man ofte er sig sin egen Ud-
vikling bevidst, erfarede jeg engang i den Anled-
ning. I et Aftenselskab hos Overlæge Brandes var
den dengang lige nycreerede Doktor Georg Brandes,
en Nevø af Overlægen, tilstede. Stuart Mills Bog
kom paa Tale, og i en Debat, der opstod om den,
erklærede jeg min Modvillie mod Emancipations-
tanken. Hele Selskabet brast i Latter, og Dr. Georg
Brandes udbrød: „Ja, men bedste Frue, De har
jo selv emanciperet Dem her herhjemme som ingen
anden Kvinde, mig bekendt."
Dette var ikke gaaet op for mig selv. Jeg havde
jo ganske vist stærkt erfaret Datidens Uvillie mod
min Stræben, men ansaa det egentlig for Stands-
fordomme. Jeg havde styrtet mig ind i Arbejdet,
der ikke havde levnet mig Tid eller Plads i min
Hjerne til at betragte min Stilling i Forhold til
Samfundet. Men flere Fænomener i Kvinderejs-
149
ningens Begyndelse havde endog afskrækket mig
i dens ydre Form.
Der hvilede i det hele taget en vis Ro over Van-
dene, til Georg Brandes fremstod med sine Angreb
paa Hjemmets Literatur og sine radikale Udtalelser
af social, politisk, religiøs og literær Natur, der gav
ham mange Tilhængere, men ogsaa fremkaldte stærk
Modsigelse og efterhaanden en bitter Polemik, ogsaa
fra kirkelig Side.
Hvad denne Strid angik, delte min Mand og jeg
ikke den almindelige Ophidselse og Bitterhed, der
herskede i vor Kres. Vi hvilede begge trygt i
Christendommens Ur-Sandheder, der altid faar
Overtaget, fordi de viser den eneste Vej, ad hvil-
ken den menneskelige Udvikling kan bane sig og
Retfærdigheden frem.
Inden jeg havde faaet lagt en fast Plan til Syge-
plejens Organisation, der kunde føre den ud i Livet,
blev jeg angrebet af en Underlivssygdom, der æng-
stede mine Omgivelser. Min Broder tilbød mig et
Ophold ved et Badested, og Ems blev valgt. Midt
i Maj drog jeg da for første Gang ud over Lan-
dets Grænser, og jeg var ikke lidet ængstelig ved
at maatte begive mig ud i Verden alene. Pastor
Ewaldsen1) var dernede, og min Mand skrev til
ham, om han vilde tage sig lidt af mig.
Ems er et „Præstebad", hvor der kunde hentes
Lægedom for de mange Halsonder, der let op-
staar ved den megen Prædiken. Den herlige gamle
i) Pastor Christen Ewaldsen (1819-93) havde været Præst i Sønderjylland,
blev 1865 res. Kapellan til Frue Kirke i Kbhvn. og 1876 Sognepræst paa Fre-
deriksberg.
150
Bauer, samt Kanitz og Hofpræsten Kogel var de
mest fremtrædende af de Mænd, jeg gjorde Be-
kendtskab med, da vi boede paa samme Hotel.
Saavel den russiske som den tyske Kejser var
i Ems paa den Tid. Man kunde møde dem hver
Morgen paa Promenaden, naar de drak deres Emser-
vand. Sjældent saaes de dog samtidigt. Kejser Wil-
helm var uagtet sin Alder stadig lige „lebendig",
hilste og talte tilhøjre og tilvenstre, leende og kur-
tiserende Damerne, der altid i Mængde mødte frem
paa hans Vej. Den russiske Kejser gik høj, slank
og majestætisk, aldrig et Smil i Ansigtet, men Øj-
nene var aldrig i Ro og flakkede sky til alle Sider.
Han var omgivet af et stort Følge, en Gejstlig gik
foran i en lang violet Silke- og Fløjls-Dragt. Man
sagde, at 70 hemmelige Politiembedsmænd ligeledes
omgav ham. Hver Eftermiddag red han sig en Tur
paa en hvid Hest og passerede en Villa, hvor Fru
Dolgorucki med deres fælles Børn stod paa Veran-
daen, for at hilse paa ham.
En Morgen havde jeg selv et ganske lille Eventyr
med Hans kejserlige Majestæt. Jeg var gaaet noget
sildigere ud end sædvanlig for at drikke Emser-
vand og passerede en Park, der adskilte mit Hotel
fra Kuranstalten. Gennem denne Park førte en Sti
til Kejserens Slot. Kejseren kom ganske alene henad
denne Sti, der mundede ud til Hovedindgangen,
der var temmelig smal. For ikke at løbe lige paa
Hans Majestæt, traadte jeg til Side op paa en
Græsrabat. Denne Bevægelse maa have vakt ham
af de dybe Tanker, han syntes at vandre i; thi
151
han saa forfærdet op, og uagtet jeg gjorde min
fineste Reverens, fløjtede han i en lille Pibe og
alt kom styrtende til: Hunde, Poper og Følge, og
der stod vi to. Jeg kunde ikke slippe udenom, inden
Majestæten var passeret, og han har vel frygtet en
Polak i mig. Inden jeg var naaet til Hotellet, var
allerede de Herrer, som jeg hele Tiden tænkte mig
var russisk Politi, underrettet om Mødet, og har
vel beroliget Kejserens Omgivelser angaaende min
Personlighed.
Den yndige Egn omkring Ems fristede mange
Badegæster paa Hotellet til Fodture. Jeg turde des-
værre kun følge dem et ganske lille Stykke paa
Vej, da jeg ikke maatte stige op ad Bjærget. En af
Selskabet, en Gerichtsrath Ziegler fra Sachsen-
Coburg, en ældre Mand, udmærket begavet og stor
Æstetiker, var da ogsaa saa elskværdig at blive til-
bage, for at underholde mig i min Ensomhed. Han
foreslog mig, at vi skulde gennemgaa Goethes
„Faust" i disse Hviletimer, hvilket vi ogsaa udførte
lige til det sidste Afsnit. Han „spigrede" Faust i den
Grad fast i min Bevidsthed, saa den aldrig mere
har revet sig løs, og jeg tyer atter og atter til den
og maa bekende, at den giver de fleste uklarede
Tanker Ord.
Jeg fortalte ham om Grundtvig og Søren Kierke-
gaard. Denne interesserede ham især meget, og
han sagde endog, at han vilde lære sig saa meget
Dansk, at han kunde studere ham.
En lille Oplevelse endnu havde jeg inden min
Afrejse. En Eftermiddag, da jeg passerede Kur-
152
parken, gjorde en af mine Bekendte mig opmærksom
paa et stort Selskab, der sad og drak Kaffe foran
en af Restauranterne. Det var Kejseren og Kejser-
inden af Tyskland, Kejseren af Rusland med sin
Minister Gortschakojf, der dengang regerede Czar-
riget og sammen med Bismarck ordnede Europas
Husholdning. Her ved Kaffebordet sad de Side om
Side. Kongen og Dronningen af Wurtemberg var
ogsaa tilstede, samt alle disse høje Herskabers
Kavallerer og Hofdamer. Jeg stod dem saa nær, at
jeg kunde høre deres Tale, og jeg blev staaende,
uagtet jeg selv hader den Slags Nærgaaenhed og
uagtet jeg hele Tiden skændte paa mig selv. Men
et sligt historisk Øjeblik paa ét Sted at se Datidens
Verdensherskere i én samlet Klynge, vilde jo aldrig
mere blive mig tilbudt! —
Endelig, efter de i mange Henseender interes-
sante Uger, blev jeg udskrevet af Lægen og kunde
tage hjem. Jeg havde ofte længtes forfærdeligt, saa
det var med Fryd, jeg stod paa Banegaarden sam-
men med den elskelige Bauer og Kanitz, der begge
ligeledes skulde forlade Ems. En hel Skare fulgte
os tildørs, og en halv Have Blomster blev stukket
ind til os i Kupeen. Vi havde en meget fornøjelig
Eftermiddag, skiftede i Dusseldorff, hvor vi spiste
til Aften sammen ved et særskilt Bord, som jeg
pyntede med Blomsterne. Saa kom Togene, hver
fra sin Side. Deres afgik først, og i den dejligste
Sommernats klare Maaneskins Belysning saa jeg
de to herlige Skikkelser forsvinde, for aldrig mere
at mødes med dem.
153
Efter min Hjemkomst satte jeg fuld Kraft paa at
faa den kommunale Sygepleje i Gang. Vor Sogne-
præst, Provst Theilade, en alvorlig og klog Mand,
kunde ikke virke praktisk i Sagen, da han var svag,
men han støttede mig med mange gode Raad; især
sluttede han sig til Tanken om at gøre Sygeplejen
kommunal, da han mente, at en stærkt forceret privat
Velgørenhed vilde skade Kirken. Fuldt ud forstod
jeg ikke dengang hans Mening i kirkelig Hense-
ende, først senere lærte jeg at indse hans Forud-
seenhed.
Mit Standpunkt var nærmest bygget paa de mange
Erfaringer, jeg havde erhvervet mig under Arbejdet
paa Sagen, ikke mindst paa Kendskabet til den
menneskelige Ubestandighed med Hensyn til at
yde Bidrag i det lange Løb, samt til de eventuelle
Plejerskers svigtende Kræfter. Den private God-
gørenhed strandede altid paa, at den ikke havde
Midlerne til det tilstrækkelige Antal Plejersker til
Afløsning, naar der var Tale om en gennemgribende
og altid fortsat Hjælp for den arbejdsdygtige Arbej-
derklasse i de store Distrikter.
Inden jeg kunde faa det vidtløftige Apparat i
Stand og Midlerne til at faa det i Gang, begyndte
jeg med én Sygeplejerske, der blev optaget i vort
Hjem. Samme Dag overraskede en gammel Kone
os med at bringe 2 Kroner til Hjælp til Syge-
plejen, og hele Dagen strømmede Folk ind med
Bidrag — 25 Ører og 10 Kroner mellem hinanden
— uden at vi havde ladet nogensomhelst Opfor-
dring udgaa eller endog fortalt, at vi havde en
154
Plejerske boende hos os. Jeg henvendte mig nu
til de Fabrikejere, der havde Arbejdere i Sundby,
og de gik alle ind paa at give aarlige Bidrag. Etats-
raad Holmblad stillede en af sine Arbejderboliger
til Disposition, hvor der saa blev anbragt endnu
en Plejerske, samt en Husmoder, der skulde be-
sørge Husholdningen osv. Fra den stedlige Kom-
mune fik jeg tilstaaet 1 Krone om Dagen for hver
Syg, der fik Pleje. Det var ikke meget, men dog
altid en Hjælp. Kommunen var selv fattig, og Sagen,
der hidtil var ukendt og uprøvet, maatte jo først
arbejdes op.
Da Epidemierne tog til og flere Plejersker blev
ansatte, blev Sagen altfor ansvarsfuld for mig alene
og fordrede en rigtig Bestyrelse. Overlæge Brandes,
som jeg hele Tiden havde raadført mig med og
som havde været mig en uvurderlig Støtte, nægtede
til min store Skuffelse at overtage Formandspladsen
eller andet Sæde i en eventuel Bestyrelse. Min
Mands Tid var altfor optaget til, at han fra første
Færd havde kunnet støtte Foretagendet, og det var
jo egentlig ogsaa min Opgave at støtte hans Virk-
somhed; men indtræde i Bestyrelsen vilde han ikke,
da han ikke fandt det heldigt, at Mand og Kone
havde Stemmeret i samme Forening. Pastor Ewald-
sen, der havde lovet at assistere mig ved Lovenes
Affattelse, kunde ikke støtte mig mere, da han selv
havde fuldt op at gøre, men han var mig en ud-
mærket Hjælp ved sine enestaaende praktiske og
administrative Evner.
Frøken Conring paa Diakonisseanstalten, der jo
155
havde rige Erfaringer paa Sygeplejens Omraade,
støttede mig ligeledes med gode Raad, skøndt hun
havde en anden Opfattelse af Sygeplejens Veje og
Ordning end jeg.
Planen blev i sin Helhed ordnet saaledes: Ad
de dengang farbare Veje at uddanne et Antal Syge-
plejersker, der efterhaanden skulde ansættes i Di-
strikt efter Distrikt parvis eller flere efter Distrik-
ternes Størrelse og Behov under Distriktslægernes
Kontrol. Under Epidemier, Krig osv. skulde de
forskellige Kommuner afstaa saa stort et Antal Syge-
plejersker, som der eventuelt maatte være Brug
for. Epidemihospitalerne existerede jo dengang ikke.
Syge, der ikke henhørte under Fattigvæsnet, skulde
om muligt yde noget Vederlag for deres Pleje, be-
regnet efter den Skala efter hvilken de ydede Skat,
saa lavt som til 25 Øre for Døgnet. Denne Ord-
ning skyldtes Arbejdernes vaagnende Selvfølelse,
der ofte gjorde dem ømfindtlige overfor Almisser.
Endelig blev det bestemt, at velstillede Familier
ogsaa kunde søge Sygepleje, saavidt Plejerskerne
ikke var optagne af Fattigpleje. Dette skete, fordi
disse derved blev holdt i Øvelse med at fyldest-
gøre de større Fordringer, som Overklassen stiller
og som holder Plejen paa dens øverste Trin, dels
ogsaa for Indtægtens Skyld.
Jeg begik nu den store Fejl at henvende mig til
Præsterne for at faa dannet en Forening. Men sik-
kert er det, at Præsterne viste en fuldstændig
Mangel paa Forstaaelse af at løse de store sociale
Problemer, der dengang begyndte at vælte deres
156
Bølger ind over Landene, ogsaa over vort. Den-
gang mente jeg fejlagtigt, at de var de første og de
selvskrevne.
Pastor Nielsen, der dengang var Kateket paa
Christianshavn1), var den første, der anmodede om
en Sygepleje-Station i sit Sogn. Han kom da efter
Lovene ind i Bestyrelsen. Pastor Holck gled saa
ind som Formand, formodentlig fordi han laa lige
paa Vejen2). Pastor Nielsen, der hørte til den grundt-
vigianske Retning, trak en stor Mængde af sine
Tilhængere ind i Foreningen, og disse og de, som
ikke var Grundtvigianere, trak i hver sin Ende af
Snoren. Foreningen blev da snart en sydende Kedel.
Især irriterede det Grundtvigianerne, at Lovene
bestemte en ordnet Fremadskriden i Virksomheden.
De vilde gøre det til en Godgørenheds-Anstalt i
videste Udstrækning, og naturligvis skulde de kirke-
ligsindede Syge først hjælpes; der maatte ikke taales
Indblanding af Kommunen, hvilket vilde ødelægge
Kirke- og Trosliv. „Aanden" skulde lede Sagen
og føre den ad sine Veje saa vidt hen den vilde.
Etatsraad Holmblad, der sad inde med stor prak-
tisk Erfaring, hjalp mig troligt i alle de stormende
Møder, men i Længden kunde han ikke staa sig
imod de mange ganske abstrakte Meninger og Paa-
stande. Jeg heller ikke. Abstraktion har noget til-
intetgørende ved sig. Grundtvigianer-Partiet vilde
i det hele taget ikke have Sagen ført videre — ud-
i) Frederik Christian Nielsen (1846—1907) blev 1877 Professor ved Univer-
sitetet i Theologi, 1900 Biskop i Aalborg, 1905 i Aarhus Stift.
*) Johan Christopher Holck (1824-99) blev 1863 Kapellan og 1880 Sogne-
præst ved Vor Frelsers Kirke paa Christianshavn.
157
over Christianshavn! — Under al denne Strid kom
en Dag Stabslæge Nota Salomon1) ud til mig og
bad mig om nærmere Oplysning om Sygepleje-
sagen, som Professor Brandes havde omtalt i „Læge-
tidende". Stabslægen gav baade Planen og Lovene
sin fulde Tilslutning og tilbød sin Hjælp i Besty-
relsen. Jeg tog med begge Hænder mod dette Til-
bud, overbevist om, at med ham vilde Sagen blive
fuldt ud sikret i sin videre Fremgang.
Men saa oplevede jeg den beskæmmende og pin-
lige Begivenhed, at Bestyrelsen viste ham ud —
fordi han var en Jøde!
Vi fulgtes ad, da jeg gik hjem fra Mødet, hvor
dette var sket. Han søgte paa den fineste Maade
at skjule for mig, hvor fornærmet han følte sig.
Da vi skiltes, trykkede han min Haand og sagde,
at han gerne havde villet arbejde sammen med mig,
for at faa denne Sag fremmet, som han ansaa for
meget vigtig; men efter den Ordning, som han nu
havde faaet Indblik i, tvivlede han om, at jeg vilde
faa den ført igennem. Desværre spaaede han jo
altfor sandt.
Én Ting trøstede mig ved denne triste Begiven-
hed, nemlig at Professor Brandes havde været for-
udseende nok til ikke at melde sig ind i Besty-
relsen; thi med hans opbrusende Natur, der end-
ogsaa overfor den Enkelte kunde komme i saa
stærk Bevægelse, naar der var Tale om hans Reli-
gion, vilde der være opstaaet en Scene uden Græn-
i) Nota Salomon (1823-85) blev 1873 Stabslæge for Hæren og Flaaden, 1877
Medlem af Sundhedskollegiet, 1880 Stabslæge for Hæren alene.
158
ser ved denne Behandling. Hvilke Udtalelser vilde
der ikke være falden, om han havde faaet dette
Slag i Ansigtet af denne Samling Herrer!
Endnu havde det staaet i min Magt at vælte hele
Bestyrelsen, i det mindste for Amagers Vedkom-
mende. Jeg havde havt Fondene, Fabrikkerne, samt
Kommunens Extratilskud at støtte mig til ved Sagens
videre Forløb; men netop i de Dage kom der en
Deputation fra Vamdrup, hvis Præstekald var le-
digt, med Opfordring til min Mand om at søge
dette. Der blev altsaa kun en kort Arbejdstid til-
bage for mig paa Amager. Dertil kom min Mands
stærke Ønske om at kunne skilles i Fred fra sine
Kolleger. Jeg skrev til Frøken Zahrtmann, den
senere Forstanderinde for Diakonissestiftelsen1), der
dengang opholdt sig i Strassburg, om at overtage
Ledelsen af Distriktssygeplejen, som jeg beskrev
hende; men hun svarede mig, at hun foretrak
Arbejdet i Diakonissestiftelsen for den kommunale
Sygepleje.
Den sidste Vinter, jeg boede i Sundby, indtraf
den sidste Epidemi, jeg oplevede, „Koppeepide-
mien% der mest ytrede sig som sorte Kopper; men
da havde jeg faaet Plejen drevet op til elleve Syge-
plejersker, og vi havde et rigeligt Forraad af Senge,
Klæder og Plejemateriel af alle Arter, samt hele
Befolkningens Tilslutning og Tillid, saa vi klarede
denne Epidemi ret godt med de utrættelige Syge-
plejersker,
i) Sophie Zahrtmann er født 1841 i Vammen ved Viborg. Hun ind- traadte
i Diakonissestiftelsen 1871 og blev 1891 valgt til dens Forstanderinde. Hun
tog sin Afsked som saadan 1914.
159
Bestyrelsen valgte Frøken Emma Povelsen til
Forstanderinde. Hvor meget jeg holdt af hende,
og hvor elskelig en Person hun end var, egnede
hun sig saa lidt som muligt til at føre netop denne
Gerning videre frem. Der fordredes et Overmaal
af legemlig Kraft til den, og hun var legemlig svag;
fremdeles et klart Syn for den opdukkende sociale
Udvikling og den Aand, denne vilde føre med sig,
hvilket fordrede en uvægerlig bestemt og afstukken
Arbejdsplan, der ikke maatte vige et Skridt til nogen
af Siderne, hvor stærkt end de forskellige Pro-
blemer og Meninger syntes at rykke til hver sin
Side. Og her var det ogsaa, at Sagen brast. Faa
Aar efter laa Planen knust som „Folkesag" be-
tragtet, med alt, hvad der med utrolig Møje og
mangfoldige Ofre var samlet sammen.
Flere af Plejerskerne blev dog i deres derefter
beskedent afstukne Virksomhed og arbejdede med
vanlig Flid i den enkelte Station paa Christianshavn.
En af de efterfølgende Præster i Sundby fik rejst
en Bygning, i hvilken en Afdeling af Diakonisse-
anstalten stadig arbejder, vistnok til stor lokal Nytte.
Desuden er der i Hovedstaden, dels ved privat,
dels ved kommunalt Initiativ — vel egentlig for-
søgsvis — startet en Sygepleje efter engelsk Møn-
ster, der gaar ud paa, at hver Plejerske kan tilse hen-
ved en Snes Syge om Dagen. Dette kan opnaaes, naar
det gælder om kroniske Sygdomme; men denne
Fremgangsmaade naaer ikke ind til Kærnen i den
almindelige Nød, naar Hjælpen skal ydes som en
af Kommunen eller Staten støttet Sygepleje.
160
Mit personlige Syn paa Sagen er, at Hjemmenes
Opretholdelse er Kærnen i det sociale Arbejde.
Det er Arbejdernes Sundhed og Kraft, der holder
Samfundet oppe, og Hjemmet er Grundlaget for
Samfundets Ordning. I Arbejderstanden gaar de
fleste Hjem tilgrunde, naar Husmoderen bliver ført
paa Sygehuset. Arbejderne har derfor Ret til offentlig
Støtte og Hjælp og at vide sig uafhængige af privat
Godgørenhed og dens ofte svigtende Kræfter. Ar-
bejderen og hans Hustru henter i Reglen deres
Sygdomme under det stærke Arbejde, Samfundet
har lagt paa deres Skuldre, og Samfundet skylder
dem derfor ogsaa en rationel Sygehjælp, der kan
strække sig over Dage og Nætter, og uddannede
Plejersker, der kan pleje den Syge og eventuelt
overtage Husholdningen. Tidens sociale Udvikling
fordrer ikke Almisse, men offentlig Hjælp.
Derimod er de kroniske Syge og de gamle Ar-
bejdere, der som oftest har afgivet deres Arbejde
og Kraft til Samfundet, selskrevne til Godgørenhed;
og de nyere Tider har jo ogsaa ved Alderdoms-
understøttelses-Loven og de samvirkende Menig-
hedsplejer søgt at gennemføre dette. —
Jeg maatte jo imidlertid forlade Valpladsen med
en trykkende Følelse af, at jeg ikke havde havt
Personlighed nok til at magte Sagen og maaske
heller ikke Tid nok. Slaget var tabt, og det var
med Sorg i Hjærtet, jeg forlod Amager og mit
Smertensbarn.
r-.„- - - . -,
_. i -• *--^^^^_
ffnfttj
Præstegaarden i Vamdrup.
PRÆSTEGAARDSLIV
Det var en voldsom Overgang for os at blive
omplantede fra den befolkede, urolige og al-
drig hvilende Arbejdsmark i Sundbyerne til det
landlige Vamdrup. Men trods det smærtende Saar,
som „Distriktssygeplejen" havde tilføjet mig, følte
jeg mig taknemlig for Overgangen. Min Mand
var meget overanstrængt, da han ogsaa havde været
smittet af Kopper under den frygtelige Epidemi,
men jeg haabede, at de rolige Omgivelser skulde
bringe hans Nervesystem ny Styrke. For min Part
blev der stærkest lagt Beslag paa min Virksomhed
ved Husholdningen. Vi overtog selv Avlingen, hvil-
ket var en stor Fejltagelse som Forretning betragtet,
da min Mand altid havde boet indenfor Kjøben-
havns Volde, og han havde heller ikke Spor af
Interesse derfor.
I de Tider var Bønderne egentlig glade derved.
162
Det kirkelige Liv var saa stærkt udviklet paa de
Egne, at de hellere saa, at deres Præst udelt hen-
gav sig til sin kirkelige Virksomhed. Mig hjalp
ingen udenom. Produkterne, der kom ind i Huset,
maatte anvendes. Dels fra Beboerne og dels fra
min Slægt i Landbostanden fik jeg imidlertid god
Vejledning, saa jeg lavede Smør og Ost, slagtede
og bagte af alle Livsens Kræfter. Det Hele vandt
min udelte Interesse, og en lille Tid efter gik mit
Smør sammen med de Andres til Hamborg og fik
„første Notering", hvilket mine Læremestre og jeg
selv naturligvis var meget stolte af. Det, der gør
Madkunsten interessant at drive, er vistnok de hur-
tige Resultater, man udvinder. Ganske anderledes
langsomt kommer Resultaterne joafenhversomhelst
anden Videnskab, enten denne nu er Haandens eller
Aandens. Efter nogle Aars Forløb maatte vi dog
bortforpagte vor Jord, da den udendørs Omsætning
er og bliver den, der fordrer den største Viden og
Erfaring, for at en Ejendom kan svare sig.
Tildels blev jeg ogsaa skuffet i mine Forvent-
ninger om den Ro, Forflyttelsen skulde bringe min
Mand. De daglige Sygebesøg, der var saa over-
vældende i Sundbyerne, fordredes kun sjældent
her, og tilmed kunde han køre, naar Afstandene
var for lange, da vi jo paa Grund af Jordbruget
havde Heste. Men de kirkelige Forhold var den-
gang i Sønderjylland et bølgende Hav.
Tre Gange var den herrnhutiske Bevægelse fra
den lille Flække Christiansfeldt med dens stille og
vindskibelige Befolkning trængt ind i Jylland og
163
videre ud i Landet. Første Gang i Tyverne og
Trediverne, da den i stor Udstrækning greb om
sig og bredte sig saa højt op som til Horsensegnen
og afsatte de saakaldte „stærke Jyder", der antog
sekterisk Karakter, og paa den her omtalte Tid —
sidste Halvdel af 1870erne — sang de endnu i Kirken
efter Brorsons Salmebog, selv om der blev sunget
for af den autoriserede.
Denne Vækkelsesbølge blev imidlertid paa Fre-
derik VFs Tid anset som landsskadelig, og dens
Tilhængere blev forfulgt, naar de forsamlede sig
til Møder. Der indtraadte da den Besynderlighed,
at man kunde komme sammen paa Kroerne for at
drikke sig fuld og synge Drikkeviser, uden at nogen
indvendte noget derimod; men kom man sammen
for at synge Salmer, blev samtlige Tilstedeværende
kørt til Kolding Arresthus. Denne Fremgangsmaade
foraarsagede naturligvis ofte den modsatte Virkning
af, hvad der var tilsigtet.
Paa Egnen omkring Vamdrup levede endnu en-
kelte Folk fra hine Tiders religiøse Kampe. Den
betydeligste af dem var Niels Thomsen, en af de
største Ejendomsbesiddere i vort Nabosogn Hjarup.
I sin Ungdom var denne Gaardmand alt andet end
religiøst sindet; men en Aften, da han kom fra
Kroen, fik han Lyst til at erfare, hvorledes det gik
til paa et af de omtalte Møder, da han saa en Del
Mennesker gaa ind i en Gaard, som han passerede.
Han fik ogsaa Adgang, men uagtet alle i Forsam-
lingen havde været saa forsigtige at slukke deres
Blændlygter, blev den dog opdaget, rimeligvis efter
164
Angivelse, og alle Deltagerne blev under Politi-
bevogtning kørt til Kolding. Under denne Kørsel
slog den Tanke Niels Thomsen, hvor besynderligt
det var, at han blev ført i Fængsel for den Tros
Skyld, som han til denne Aften slet ikke havde
bekendt sig til.
Da han paa Raadstuen blev forhørt, vilde han
ikke fornægte sin Tilslutning til sine Medfanger,
men tog sin Straf sammen med dem. Han var en
udpræget Personlighed, som, da han nu én Gang
var knyttet til Sagen, blev den en betydelig Støtte
og Forkæmper. Han blev fængslet 30 Gange for
sin efter de Tiders Opfattelse kriminelle Tro.
Det var samme Bevægelse, der i 1850 — 60erne
mødtes med „Indre Mission", der blev baaret frem
af Blædel, Frimodt, Rønne og Vilhelm Beck, og
som nu fik Overtaget. Især gennem Vilhelm Becks
mægtige Veltalenhed og hele Personlighed bragte
„Indre Mission" en frejdigere Stemning med sig,
end der fandtes i den gamle herrnhutiske Be-
vægelse.
Pietismens store Modsætning, „Grundtvigianis-
men", slog dog ogsaa ned i dette stærkt bevægede
Hjørne af Landet. Askov Folkehøjskole og dens
bekendte Lærere samlede mægtige Skarer af Land-
bostanden til Undervisning og Oplysning. Den blev
Foregangssted saavel i grundtvigiansk-kirkelig Ret-
ning som i Bondestandens baade aandelige, mate-
rielle og politiske Rejsning. Præsterne Knudsen i
Lejrskov og Sveistrup i Vejen bidrog i høj Grad
til at støtte denne Bevægelse.
165
De to store Partier stod skarpt overfor hinanden.
Pietismen har til alle Tider strængt og ensidigt
holdt sig udenfor al Politik. Men det grundtvigi-
anske Parti mente, at Rejsningens Tid nu var kom-
men for Bonden, og at der nu maatte gives ham
de bedste Vaaben i Hænde, nemlig Oplysning og
Kundskaber. Da Arbejderne begyndte deres Rejs-
ning, slog den indre Mission dem de samme Vaaben
af Hænderne og byggede store og smaa Kirker,
Stiftelser og Missionshuse, og medens Arbejderne
sled for Brødet, var der ingen, der dengang kom
dem i Møde i aandelig Henseende paa samme
Maade som Tilfældet havde været med Landbo-
standen. Derfor har denne ogsaa holdt sig til Kirken,
enten den fremtraadte som Folkekirke eller som
Frimenighed; men Arbejderne har forladt Kirken.
Uagtet stik modsatte i Anskuelser, som de to
Partier var, havde de dog én fælles Interesse, nem-
lig en uudslukkelig Trang til at „høre", saa For-
samlingslivet blomstrede i høj Grad derovre. Fire,
fem Møder om Ugen, i Tiden mellem Hø- og
Kornhøsten, var ingen Sjældenhed med 6 — 7 Taler
hver Gang. Men det maa man sige til Jydernes
Ros, at parlamentarisk retlinede var de. Man hørte
aldrig Opposition eller Meningstilkendegivelser, selv
om de mest modsatte Anskuelser blev fremførte.
Der blev hørt paa de forskellige Talere med uhyre
Opmærksomhed, og Møderne gik i enhver Hen-
seende sømmeligt for sig. Mand og Mand imellem
kunde de derimod nok disputere sig baade krid-
hvide og kobberrøde i Ansigterne, selv de sindig-
166
ste af dem. Mig personlig gjorde det Fænomen,
at se en Jyde „ivrig", egentlig godt i Hjærtet. Jeg
besad ikke min Mands rolige Taalmodighed. Det
stemte mere med min Karakter, naar der, som i
Sundby, strax var Forstaaelse og Hjælp ved given
Lejlighed, selv om der faldt nok saa haard en Dyst
engang imellem, end naar jeg i Vamdrup en enkelt
Gang forelagde en og anden Sag og fik det Svar:
,Ja, nu ska' vi jo tænk' ower 'et!" Denne Blan-
ding af grundtvigianske og pietistiske Opfattelser
var uheldig, thi Pietisternes Paabud om Askese
og Afhold var baade for meget og for lidet for
Sydjyderne, der vistnok er den mest begavede og
lærenemme Del af vor Befolkning, hvorimod den
grundtvigske, særlig historiske, Oplysningsmission
gav Sjælen større Næring og højere Flugt, og
derfor blev grebet med Begejstring af den mod-
tagelige Jordbund. Men det pietistiske Parti holdt
en vaagen og skarp Disciplin i deres Kreds mod
al falsk Lære. Da saaledes en Lægprædikant havde
meldt sig til at holde Møde i „Indre Mission", var
man ikke rigtig sikker paa denne Prædikant. Han
blev saa afhentet ved Middagstoget. Efter at have
bespist ham, satte to Mænd sig til at forhøre hans
Standpunkter, og med Jydens sejge Udholdenhed
holdt de ham fast til Kl. 4 næste Morgen, saa rø-
bede han sig — jeg tror som Tilhænger af en
Smed Møllers Parti fra Bornholm. Da de to Mænd
havde faaet Klarhed over deres Gæsts kætterske
Anskuelser, kørte de ham ned til 6-Toget samme
Morgen.
167
Disse bevægede kirkelige Forhold gav ikke min
Mand den Ro og Fred, som han i saa høj Grad
trængte til. Hele hans Sind var anlagt for de stille
Studier, som han ikke kunde undvære; men store
Skarer baade af Studerende og af Lægfolk var
dengang grebne af en „Missionstrang" imod Ratio-
nalismen — alle vilde „forkynde". Min Mand, der
helt igennem var et Barn af sin Tid, gik det lige-
saa, og uagtet han ved sine fremtrædende Evner
som Lærer var som skabt for en Lærestol ved
Universitetet, havde han dog valgt Præstegerningen.
For dog at faa Tid til sine Studier benyttede han
nu Nætterne for at erstatte den Ro, som han al-
drig fik om Dagen, hverken i Sundbyerne eller
her. Overanstrengelsen blev stadig den samme.
Han hørte nærmest til det pietistiske Parti, det,
der havde stiftet „Kirkebladet" med Elmkvist og
Th. Rørdam som Førere; men han saa dog baade
med Forstaaelse og Sympathi paa Grundtvigianis-
men. I Vamdrup sluttede ogsaa begge Partier sig
til ham. Han var en Fredens Mand, og hans hele
Hu stod til at forlige, for at de stridende Partier
ikke skulde bringe Forargelse til de Vaklende.
Hele hans Personlighed virkede stærkt paa hans
Omgivelser.
Vamdrup var en efter danske Forhold hurtigt
opvoxende lille By, hvor mange søgte hen, efter
at den var bleven Stationsby ved Grænsen. Handel
og Vandel susede 50 Gange i Døgnet forbi med
Togene, Forretningslivet førte vaagne Nætter med
sig og deres Følger af Drik og Spil. En Nat var
16S
det gaaet haardt til i saa Henseende, og en af de
Spillende sagde da henad Morgenstunden: „Lad os
hellere gaa hjem, for Provsten rejser til Fyen i denne
Tid og skal med 6-Toget, jeg vil nødig møde ham
i denne her Tilstand."
„Ja," svarede en Anden, „ham vilde jeg nødig
skulde se os, som vi er redet til, men véd I hva',
det var Grin at møde — ", og han nævnede en
bekendt Vækkelses-Prædikant, der var bekendt for
at fare frem med Sprogets kraftigste Udtryk, naar
han ikke traf Tilslutning til Kirken.
Min egen Udvikling var udelukkende foregaaet
i pietistiske Krese, og mit Sind havde indsuget en
Del Bitterhed mod det grundtvigianske Parti under
mit Arbejde med det paa Amager. Senere Aar lod
mig dog indse den geniale Ide i Grundtvigs Op-
lysnings- og Kulturarbejde, men jeg har lige saa
lidt kunnet slutte mig til Grundtvigianernes særlige
Dogmer som til Pietisternes. Ingen af Parterne var
derfor naturligvis fuldt ud tilfreds med mig.
En Søndag Eftermiddag sad jeg alene inde i
Dagligstuen, da der traadte tre Mænd af den mest
udprægede pietistiske Retning ind til mig. Da jeg
vilde kalde paa min Mand, bad de om at tale med
mig alene. Efter lidt Omsvøb kom det da frem, at
de var saa grumme tilfredse med min Mand og
hans Forkyndelse og saavidt med mig, at vort Hus
stod aabent for enhver, der vilde komme; men én
Ting „forarget" dem da saa fælt: at jeg „strikket"
om Søndagen. Strax forskrækkede Ordet „For-
argelse" mig, men da jeg hørte, hvad det løb ud
169
i, maatte jeg betænke mig et Øjeblik, for ikke at
forraade, at jeg lo, og svarede saa:
„Ja, jeg gaar ind paa Deres Anmodning om at
lægge Strikketøjet; men noget for noget: hvis jeg
skal lægge mit Strikketøj til Side om Søndagen,
maa De lægge Deres Piber til Side samme Dag."
Nej, nej, det — tyt — de slet ingen Forlig, der
var i.
,Ja, saa bliver det ved det Gamle," sagde jeg,
„De beholder Piberne, og jeg Strikketøjet."
Denne Ide med „Forargelsen over Strikketøjet"
stammede fra England, hvor Strikkeriet var afskyet
af alle Damer i Overklassen, baade Hellig og Søgn,
og da Vækkelsen dér er udgaaet fra Overklassen,
blev Strikketøjet strax erklæret i Ban. Derimod
tillod man gerne Skriverier af enhver Art, baade
— verdslige og religiøse — om Søndagen.
Dermed endte dette lille Mellemværende, og tog
vi henholdsvis vore Piber og Strikketøj med, og
havde det ofte gemytligt sammen med disse intel-
ligente Mennesker. Vi fik Lyst til engang at besøge
det lille Christiansfeld, der havde havt saa stor Ind-
flydelse paa den Befolkning, vi levede imellem, og
som, trods dens Lidenhed, har slaaet saa mærk-
værdig dybe Rødder i vort Lands Kultur, ja helt
ned i Tyskland, og endog i andre Verdensdele
gennem sin Hedningemission, hvilket vi vist egentlig
aldrig har gjort os rigtig klart.
Den ligger saa venlig i en aldeles flad Egn, der
fra Naturens Haand ikke har faaet Karakter i nogen
Retning. Vi gæstede, efter Indbydelse, en Familie
170
dernede, som var saa elskværdig ved samme Lej-
lighed at vise os om i Kolonien. Alting er ens
indrettet i Familieboligerne og ensartet i Byg-
ningsformen som i Indretningen, samt med en for
andre Dødelige uopnaaelig Renlighed. Indbyggerne
er ligesaa ensartede, rolige og noget apatiske. Alt
er lagt snorligt tilrette i dette Samfund, lige fra
Troslivet til Rengøringen. Man øjner ikke Tilnær-
melser til en Lidenskab, hverken af Kærlighed eller
Antipathi — de smaa Lidenskaber skal der jo læn-
gere Tid til at opdage. Ægteskaberne sluttes som be-
kendt ved Lodtrækning.
Jeg spurgte vor Værtinde, en køn ung Kone, der
først fornylig var bleven gift, om det ikke var for-
færdeligt ikke selv at maatte vælge sin Ægtefælle.
Hun svarede: „Nej, tvertimod, jeg turde aldrig tage
det Ansvar paa mig, og de andre Kvinder her heller
ikke. Det lader vi Herren bestemme!"*)
Jeg foreslog da, om Herrens Hjælp ikke kunde
hentes ad andre Veje; men hun var fast i sin Over-
bevisning, at Lotteri var den eneste Form, hvor-
under Vorherre vilde blande sig i denne Side af
det ægteskabelige Problem.
Min Mand blev alene vist om i Brødrehuset, jeg
i Søstrehuset, hvor henholdsvis de Ugifte i Sam-
fundet var bosatte. Alt i Søstrehuset var ligeledes
*) Christiansfelderne benyttede i sin Tid et Bibel-
lotteri med Henvisnings-Tal til Skriftsteder istedetfor
Numre, og slog saa efter i Biblen, for at finde Besked
i tvivlsomme Spørgsmaal. Om dette Bibellotteri blev
benyttet ved Ægteskabslodtrækningen, véd jeg ikke.
Forf. Anm.
171
ens helt igennem, og alt ens hvidskuret. Dér saa
jeg levendegjort Forskellen mellem at „gøre" rent
og „holde" rent. Der blev kun skuret én Gang om
Aaret, og Trapper, Stuer og Sale var saa kridhvide,
at de skar i Øjnene. Paa mig virkede det under-
lig tomt, at alle disse Søstre ikke virkede samlede
for ét Maal, men at hver arbejdede for at ernære
sig selv. Maaske har „de smaa Lidenskaber" ikke
ladet sig styre efter den samme lige Snor som det
øvrige Maskineri. Udenfor Ægteskabet var Son-
dringen mellem Mand og Kvinde fuldstændig. Baade
til Søstre- og Brødrehuset var forbunden Opdra-
gelsesanstalter for Piger og Drenge, men Samkvem
maatte dengang ikke finde Sted blandt Børnene, og
var de saa uheldige at mødes paa Vejene, blev de
kommanderede til at se til den Side, hvor „Faren"
ikke passerede forbi. Man sagde rigtignok, at Brev-
korrespondancen var temmelig levende mellem de
to strængt adskilte Parter.
Kirken var uden Altertavle eller Prydelse af
nogen Art: hvide Vægge, og paa Gulvet Bænke,
paa den ene Side for Mænd, paa den anden for
Kvinder. Kirkegaarden var belagt med Gravsten
af samme Størrelse, der laa i lige Rader over det
Hele, uden Prydelser, Kvinder for sig og Mænd
for sig, — som i Livet. Børnene blev begravet i
en Afdeling for sig med Stene af samme ensartede
Tilhugning, kun mindre. Denne Ensartethed gjorde
i den Grad Indtryk af Død, som jeg aldrig før har
fornummet det, selv hvor jeg saa at sige har staaet
med Døden i Haanden.
172
Opstandelse synes her ikke at have Plads.
Paa én eneste af Gravene var der sat en lille
Maanedsrose; men den lille ensomme Stakkel tog
sig ud som en Karikatur i denne de Dødes Ørken.
En Begivenhed indtraf, der optog alle Partier og
bragte end mere Liv i de stærke Strømninger, nem-
lig Missionær Børresens1) Ankomst hertil fra San-
thalistan. Første Gang man i Sydjylland hørte Tale
om ham var efter et Møde hos Pastor Grove-Ras-
mussen i Paaby ved Kolding2), hvor alle blev be-
tagne af Børresens store Virksomhed og hele Per-
sonlighed. Fra vor egen ydre Missionsmark var vi
jo lidet forvænte med Resultater, saa Børresens
Ry snart løb som en Stormvind over hele Landet.
Fra Askov havde man især Bud efter ham, og
det blev ét af hans Hovedkvarterer under hans
Ophold her i Landet; men Pietisterne sluttede sig
ogsaa begejstrede om hans varme, barnlige For-
kyndelse, saa at der paa dette Punkt ikke var Tale
om Partideling. Hans Forkyndelse var uhyre jævn
og ligetil, uden nogensomhelst Pathos, Filosofi eller
Skolastik, som alt laa langt udenfor hans Omraade.
i) Hans Peter Børresen (1825—1901), der oprindelig var Smedesvend, rejste
1864 tilligemed sin Hustru, Caroline Hempel, til Indien som Missionær, og
sluttede sig der i 1867 til Nordmanden Lars Olsen Skrefsrud. De begyndte paa
egen Haand Missionen blandt Santhaierne, hvis Leder Børresen blev. 1876 til
77 var han i Europa og holdt Møder for Santhai-Missionen i de skandinaviske
Lande, England og Tyskland, og blev præsteviet 1877. 1889 var han igen hjemme.
») Andreas Christian Grove-Rasmussen (1836—1904) var efter sin Afsked
som Præst i Sønderjylland 1870 i nogle Aar Rejsepræst m. m., indtil han fik
Sognekald i Danmark, sidst 1892 i Odense.
173
Alle vilde høre ham, saa han maatte efterkomme
utallige Anmodninger om at tale.
Efter Møderne var der altid Diskussion, dog mest
ved de selskabelige Sammenkomster, hvor alle be-
gærligt søgte efter Oplysninger angaaende hans
Virksomhed. Jeg erindrer saaledes en Aften, at der
blev spurgt: „Hvorledes griber De nu Sagen an,
Børresen, naar en Santhaier første Gang henvender
sig til Dem for at blive undervist i Christendommen?"
De fleste af os troede vel, at der ved dette
Spørgsmaal boredes lige ind i Kærnen af den pæda-
gogiske Side af hans saa lykkelige Missionsævne.
Børresen svarede: „Det første, jeg siger til saadant
et kært Menneske er: „Vadsk Dig, kære Ven. Thi
de ere saa forfærdelig grisede, de kære Venner
derovre." Endnu mere udpræget fremstillede hans
Personlighed sig dog under to Møder i Kolding,
som han var indbudt til at holde der. Pastor Leun-
bach, Sognepræsten i Byen, senere Biskop over
Lolland-Falster1), havde indbudt ham til at bo i
Præstegaarden. Pastor Ludvig Hertel, en udpræget
Grundtvigianer2) var under Børresens Ophold her
i Landet hans Ledsager og hans, om man kan bruge
Benævnelsen, „Impresario" i dette Tilfælde. Han
arrangerede alle Rejserne og havde, Gud véd hvor-
ledes, faaet den Ide at føre ham sammen med Biskop
Kierkegaard fra Aalborg, en Broder til Søren Kierke-
1) Henrik Christian Leunbach (1837—1903) blev 1873 Sognepræst i Kolding
og døde som Biskop over Lolland og Falsters Stift.
2) Ludvig Vilhelm Hertel (1844—1909) blev 1875 Kapellan i Seest i Kolding.
Han var en af Santhalmissionens ivrigste Forkæmpere i Danmark. Han døde
som Sognepræst i Brænderup paa Fyen.
174
gaard1). Ogsaa Biskoppen fik Bolig under Leun-
bachs gæstfrie Tag; men mere modsatte Poler
kunde ikke huses under ét Tag: Lægmanden i per-
sonificeret Umiddelbarhed, og den inkarnerede Sko-
lastiker, Dogmatiker, Filosof og Reflektør. Hvis Hen-
sigten var, at Biskop Kierkegaard skulde have baaret
Børresen, som den fremtrædende Arbejder i Her-
rens Vingaard, frem for den danske Menighed og
sætte ham som en Prik over i'et, blev man skuffet.
Biskoppen stod fra første Dag aldeles uforstaaende
overfor Hensigten med denne „Føren dem sammen",
og blev vist endog lidt fornærmet, da han endnu
havde den gamle Opfattelse af Forholdet mellem
Overordnede og Underordnede, især naar det galdt
de guddommelige Embeder, og Børresen jo var
Lægmanden uden nogensomhelst Theologi. I det
offentlige Møde, der fandt Sted om Aftenen, var
Børresen første Taler, og skulde her føre sin egen
særlige Mission frem for Forsamlingen. Om han
havde følt noget Kuldegys fra Biskoppens Side,
eller andetsteds fra havde mødt nogen mindre
Tilslutning, nærmest i pekuniær Henseende, end
han havde troet sig berettiget til at vente, er jeg
ikke inde i, men han blev ved, under sin Tale,
stærkt at fremhæve, hvad Englænderne havde været
for ham, hvor højt han elskede dem og stillede
dem som Nation, „formedelst deres store Offer-
villighed overfor hans Mission". Her stødte Børresen
imidlertid mod en patriotisk Taarnbygning, rejst
i) Peter Christian Kierkegaard (1805-88) var Biskop over Aalborg Stift fra
1856 til 75. Han var Kultusminister fra 1867 til 68.
175
af Grundtvig med det Dogme som Grund, at Dan-
mark er Landet Nr. 1 med Mottoet: „Herren kan
ikke undvære Danmark", hvilken Opfattelse var
fastslaaet i hele den grundtvigianske Tilhængerkres,
til hvilken jo ogsaa Biskop Kierkegaard hørte.
Efter Børresen fik saa Biskoppen Ordet. Med sin
fastmejslede Form og stringente Tankegang gjorde
han i sin Tale gældende: at Tiden var forfejlet for
Mission, undtagen den, der udgik ved Forkyndelsen
indenfor ens eget Omraade, og fremfor alt paa
fædrene Jord, selv om man følte sig misfornøjet
eller forurettet (jfr. Børresens Slaaen paa Englæn-
dernes Offervillighed). En saadan Kærlighed havde
drevet Apostlen Paulus til endog at fremføre den
Bøn: „At blive en Forbandelse for sit eget Folk,
om dette kunde gavne det.a I alle Tilfælde blev
der gjort for megen Ophævelse af denne enkelte
Foreteelse: „Børresen". — Biskoppen gik endog
saa vidt, at han lod det grundtvigianske Parti for-
staa, at det forholdt sig for ukritisk overforBegiven-
heder og lod det blive ved Begejstring.
Det heldige ved denne Situation var, at Biskop-
pens Tale var svøbt ind i saa megen Videnskabe-
lighed og i saa mange af de ham ejendommelige
Parenthesers Parentheser, at Lægfolket, som Plu-
raliteten af Tilhørerne bestod af, ikke forstod det
allermindste af Talerens skærende Kritik — Børresen
allermindst. Man var jo allerede dengang, som Følge
af den grundtvigianske Bevægelse, kommen ind
paa det aldeles jævne og folkelige i Forkyndelsen.
Den naive og intetanende Børresen gik op paa Taler-
176
stolen, tog den lille magre Biskop om Livet, og
takkede „den kære Ven" for „de kærlige Ord".
Efter Mødet kom jeg tilfældigvis til at være alene
i Stuen med Biskoppen hos Leunbachs. Under
den Samtale, der fandt Sted i det Øjeblik, ytrede
jeg: „at det forekom mig, Biskoppen havde givet
Børresen en meget haard Medfart." — „Har jeg?"
svarede han og rejste sig op og gik op og ned ad
Gulvet, idet han gned sig i Hænderne. „Ja, men
Grundtvigianerne fik da ogsaa det glatte Lag!"
En af de nærmeste Dage derefter havde Pastor
Grove-Rasmussen samlet alle de tilrejsende og sted-
lige Præster tilligemed Biskop Kierkegaard og na-
turligvis Børresen. Her holdt Kierkegaard ved Bor-
det en Tale, der vel nærmest skulde forklare hans
Stemning under hele Mødet. „Hvorfor," sagde han,
„har jeg spurgt mig selv flere Gange, kan Du ikke
se med samme Øjne som de andre i Dag? Jeg kan
sige om mig selv, at jeg vel, næst min Broder Søren,
er den største Sofist, der har levet i Danmark."
Derefter kom en lang filosofisk Udvikling af Per-
son og personligt Resultat.
Der syntes da endelig at opstaa Forstaaelse hos
Børresen, og han svarede med det smukkeste, jeg
hørte fra ham: „Om Garnet, der lægges ved Strøm-
men for at renses, og de stærke Vande gaar over
det og de sagte ligeledes. Garnet bliver liggende,
som det laa, hvordan Vandene saa komme; men
om det nu var de stærke eller de sagte Vande,
der foraarsagede Rensningen og gjorde det hvidt,
vidste ingen. Resultatet for mig eller Resultatet for
177
min Gerning véd jeg ikke, kun at Herren udret-
tede det, der blev udrettet." Børresen stod i det
Øjeblik egentlig saa stor og ydmyg i Modsætning
til den lille Biskop, men store Skeptiker.
Trods dette Slags Forlig endte Mødet dog ikke
i idel Gammen. Ved den endelige Afsked, da Bi-
skoppen rejseklædt ventede paa Vognen hos Leun-
bachs, gik han op og ned ad Gulvet med Børresen
og gav ham den sidste Overhaling.
Den taknemmelige Børresen tog atter Kierkegaard
om Livet: „Jeg skal aldrig glemme Deres Højær-
værdighed!"
„Det kan saamænd være det samme, Børresen^
svarede Biskoppen, idet han rystede Omfavnelsen
af sig, „naar De blot vil huske, hvad jeg har sagt
Dem!"
Der var forholdsvis faa, der oplevede disse smaa
Divergenser, saa de fik ingen Indflydelse paa den
almindelige Opfattelse af Børresen og hans Mission.
Det store ved Børresens Personlighed var, at men-
neskelig Dom ikke berørte hans Sind.
Inden hans Tilbagerejse til Santhalistan var der
berammet et Afskedsmøde i Vamdrup Præstegaard.
Gennem Aviserne var dette Møde bleven bekendt
viden om. Skarer af Mennesker strømmede til og
i hundredevis samlede de sig i vor Præstegaard,
for at hilse paa ham for sidste Gang. Men Børresen
var ude af Humør. Breve var lige indløbet fra hans
Hustru og Skrefsrudy at de ikke ønskede, at Mis-
sionær Jenseny der havde meldt sig til at følge med
ham, maatte gifte sig. Men dette var allerede sket
12
178
efter Børresens egen Tilladelse, og det unge Par
mødte ogsaa i Præstegaarden, for næste Dag at
slaa Følge med ham.
Pastor Hertel var aldeles oprevet: „Børresen er
syg og taaler ikke at tale i Dag, — han taaler det
ikke." Med denne Besked kom min Mand ind til
mig, fulgt af en Mængde Præster. Alle talte de for-
færdede i Munden paa hverandre.
„Dette bliver en Skandale, der vil høres langt."
„Maa jeg et Øjeblik raade," bad jeg.
Jeg tog et Par af Præsterne til Side, bad dem
finde Hertel og gaa ind med ham i min Mands
Studereværelse. Da jeg i Frastand havde obser-
veret, at dette var sket, aflaasede jeg Dørene til
Kontoret udefra, gik derpaa ind til Børresen, der
i vor største Stue stod omringet af en Menneske-
mængde, saa man knapt kunde trænge sig igennem.
Til alle disse vendte jeg mig nu og sagde, at Børresen
trængte til Ro, og derfor vilde jeg bede dem gaa
ud i Haven, hvor de vilde træffe min Mand, samt
flere andre Præster. Da Stuen var tømt, gik jeg
hen til Børresen og sagde, at nu ventede alle disse
Skarer som sultne Børn efter et godt Ord, de
kunde leve af i og efter Adskillelsen. Disse Men-
nesker stolede ligesaa sikkert paa hans Løfte som
paa Vorherre selv, saa det gik ikke an at narre
dem. Børresen lovede mig da at tale, og da jeg gik
bort, for at lade ham faa ubetinget Ro, laasede jeg
ogsaa hans Dør udefra. Jeg bad min Mand, naar
det ringede til Forsamling, ikke at lukke op for
Pastor Hertel og hans Medfanger, førend jeg var
179
naaet ind i Kirken med Børresen. Mødet gik ud-
mærket. Tilhørerne og Børresen selv var begge
glade ved, at det ikke var blevet afbrudt.
Efter et Par Aars Forløb blev vi nødt til at for-
pagte vor Jord bort. Som sagt, Landbruget paa de
mindre Ejendomme er for dyrt, naar man maa holde
Folk til Driften. Personlig havde jeg egentlig Inter-
esse for Landhusholdning.
At dele Naturens mangehaande Glæder og Van-
skeligheder med Naboer og Genboer er Hjælp for
en Præstekone og et Bindeled med Landbo-Hus-
mødrene, som letter Forstaaelsen for hende, der
ofte kommer uden Forudsætninger, til at leve med
dem. I Byerne er man næppe nok et enkelt Num-
mer, men man er kun lste, 2den, 3die, 4de Sals Be-
boere og bliver hverken nævnte eller betragtede
som mere. Jeg hørte endog engang en Dame sige:
„Dér kommer 4de Sal gaaende." Paa Landet der-
imod er Mennesker, Dyr, Jord og Planter én sam-
menhængende Kæde, som man deler med hver-
andre, saa man føler sig som sat paa Døren, naar
man ikke tager Del i denne Kædegang.
Vort Faktotum, Avlskarlen, Mikkel Tulesen, over-
tog Forpagtningen.
Han havde med stor Dygtighed og Troskab be-
stridt Præstegaardsavlingen fra den Dag, vi kom
til Vamdrup, og var omhyggelig og paapassende
overfor alt med hele Jydens sejge Udholdenhed,
fra Hestene og Kostalden med Tilbehør, til min
12«
180
Mand og mig. Han ledsagede ofte min Mand paa
dennes Rejser til Syn i Provstiet, og da jeg altid
har været en ængstelig Natur, og hans Helbred
ikke var stærkt, klagede jeg paa dette og mange
andre Punkter min Nød til Mikkely men han sva-
rede med stor Tilforladelighed: — „Te — Fruen
haar jo da mæ.ft
Rigtignok røbede min Mand i et Øjeblik, da han
var irriteret over den megen Indpakken, som jeg
foranstaltede til Værn mod den barske jydske Luft
paa aaben Vogn, at Mikkel hjalp ham med at befri
sig fra det ene Stykke efter det andet, naar Præste-
gaarden var ude af Syne. Men trods dette lille For-
ræderi vidste jeg, at vi havde vor bedste Støtte i
ham, og han bevidnede det tydeligt ved, uden vort
Vidende, at vaage 4 Nætter i Træk sammen med
Andenkarlen, da de havde faaet Vished for, at der
blev stjaalet af vort Brænde, der i store Kvantiteter
(det fulgte med Embedet) blev leveret os og op-
stablet ved en af Laderne. Den fjerde Nat fangedes
Tyven, og først da fik vi det at vide. Der blev
intet gjort ved Sagen, da han hørte til selve Sognet,
og han lovede at holde sig derfra i Fremtiden.
Mikkel giftede sig, da han overtog Forpagtningen,
og Brylluppet stod i Præstegaarden. Der blev holdt
mange Taler, mest over „Elieserskikkelsen", men
det forekom mig ikke, at Sammenligningen passede.
Mikkel havde, som udpræget Type paa Jyden, der
i den Grad elsker og hæger om Husdyrene, ikke
for Alverdens Guld tilladt fremmede Piger at vande
hans Heste, især efter en længere Rejses Strabadser.
181
Det var nu da ogsaa en særlig intrigant Brud, Elieser
bragte den blide Isak! Sørgeligt, at vi altid maa
6000 Aar tilbage, naar vi vil finde en Tjenerskik-
kelses Type. I Aarenes Løb blev Mikkels Børne-
flok os til stor Glæde, den løb ud og ind hos os
og bragte Liv i den barnløse Præstegaard. Tiden
med alle dens aandelige Omvæltninger havde i høj
Grad forandret Præstekonens Stilling i Menig-
hederne, især i disse bevægede Egne. I gamle Dage
var hun en Slags „Moder" i Sognet, og egentlig
fordrede man ikke meget af hende udover hvad
Spisekammeret kunde præstere for de daarligst
stillede, og hendes Vægtskaal i Sognet gik op og
ned efter Spisekammerets Elasticitet til at yde.
For det meste var der et vist Standsskel, der frem-
bragte en Afstand; men dette var et overstaaet Sta-
dium dernede paa den omtalte Tid. Den megen
Oplysning havde slettet ethvert Spørgsmaal af den
Art. Saavel Forældrene som Ungdommen var al-
deles jævnbyrdige med ethvert andet dannet Men-
neske i Samfundet, kun var Formen noget ander-
ledes. Paa visse Felter, f. Ex. i deres eget Fag og
i Religionsspørgsmaal vilde faa Lægfolk, helt op
paa Rangstigen, kunne staa Maal med dem, og gav
de sig af med Politik, var de ligesaa hjemme i
enhver Afskygning og ethvert Spørgsmaal, der var
for. Kvinderne var ogsaa i den Retning langt videre
end Hovedstadens Kvinder dengang. I Literaturen
blev der ikke saa stærkt fulgt med som i Storbyen.
Her tog det grundtvigske Parti dog Teten. Da
Ibsens „Dukkehjem" kom frem, blev der ogsaa
182
her Røre i mange Krese, der viste, at en ny Tid
brød frem og fandt Jordbund derovre. De unge
Piger, der havde været paa Højskole, læste vore
hjemlige Klassikere flittigt. Endog Shakespeare
havde sine Tilhængere.
En Høstdag besøgte min Mand en større Gaard-
ejer og fandt ham siddende paa en Trillebør ved
Kostalden, hvor han holdt Vagt, studerende Mar-
tensens Ethik, medens alle Folkene var ved Høst-
arbejdet i Marken. Min Mand satte sig paa den
anden Side af Trillebøren, og de diskuterede da
Biskoppens dengang verdensberømte Skrift. Min
Mand sagde, at han vilde skrive til Biskoppen og
fortælle ham denne lille Begivenhed, da han maaske
næppe havde nogen Ide om, hvor dybt hans Tanker
var trængt igennem.
Forholdene derovre faldt mig personligt ikke altid
lette. Hele min Hu og min Udvikling var jo gaaet
ad de sociale Problemers Veje: Hjælp i Arbejder-
standens Nød; men det var der ingen Interesse for
derovre. Man havde slet ikke sat sig ind deri, men
paa mange andre Punkter var de jo saa meget mere
forud for mig. For det meste stillede Forholdet
mellem Menigheden og mig sig saaledes, at Pie-
tisterne kom med deres Sorger, Grundtvigianerne
derimod med deres Glæder.
Udenfor de egentlig store Forsamlinger var der
ofte selskabelige dito, hvor en og anden ofte holdt
et lille Foredrag eller fortalte et og andet, men for-
resten underholdt man sig som i ethvert andet Sel-
skab. Vi sad saaledes engang i et Selskab i Niels
183
Thomsens store prægtige Gaard. En Mængde Kvin-
der sad for sig i et Værelse, medens Mændene røg
Tobak i et andet. Der kom et Par Præstekoner paa
Tale, som var bondefødte. Der lød en meget stræng
Kritik over dem. Jo mere de udsatte paa Stak-
lerne, jo mere forbavset blev jeg, og udbrød til—
sidst: „Jeg begriber Jer ikke; er der noget, jeg har
ønsket, efter at være kommet hertil, er det at være
bondefødt, saa vilde jeg jo have ganske anden For-
staaelse af, hvad I egentlig fordrer."
Men Niels Thomsens Kone svarede: „Bliv De
kun den, De er, vi forlanger noget helt andet af
Dem; men én af vort eget skal ikke lave sig til."
De tog mig altsaa, som jeg var, og det gjorde
mig godt.
En Eftermiddag tidlig paa Sommeren blev jeg
overrasket med et Besøg af flere af mine gode Ven-
inder — Kvinder der mest tog Del i Livet fra den
grundtvigianske Lejr. Jeg blev naturligvis glad for
Besøget, men det forundrede mig, at de kom uden
deres Mænd, hvilket skete meget sjældent, og tænkte
mig derfor, åt de havde et eller andet paa Hjærte.
Da Kaffen var drukket og forskellige Themaer først
var drøftede, kom det da frem, at de gerne vilde
se den Dragt, jeg skulde iføres til min Søsters
Sølvbryllup paa Tjele, hvilken Fest havde været
omtalt i alle Aviserne, hvorfra de havde erfaret den;
selv havde jeg ikke omtalt den. Jeg har altid havt
Tilbøjelighed til at klæde mig tarveligt, sommetider
maaske lidt for meget, og det var da en vis Æng-
stelse derfor, der havde foranlediget dem til Visiten.
184
„De har da vel ikke spart altformeget?" indskød
en af dem. „Hos saadanne Mennesker maa man jo
være pænere end hos os," tilføjede en anden.
Jeg blev saa rørt over deres ængstelige Omhu,
saa ægte kvindelig under en saa hjærtelig Form;
men jeg var jo ogsaa Kvinde og vilde drille dem
lidt, inden jeg gav mig, og svarede: „Ja, jeg synes
nu dog ikke, at jeg vilde anskaffe mig en ny Kjole,
derfor har jeg ladet en Kjole farve, som jeg havde!"
Tavshed og lange alvorlige Ansigter. „Men," til-
føjede jeg, „jeg har skrevet til min Søster derom
og sagt, at jeg haabede, det ikke vilde gaa mig,
som „Anders Tikøb"s Kone, der kom til Begra-
velse og smittede hele Familien, fordi hun græd,
og Farven ikke var ægte, saa jeg bad min Søster
at sørge for at more mig, saa Taarerne ikke skulde
forraade Hemmeligheden med Kjolen." Hele Sel-
skabet var skuffet til det yderste. Men de vilde dog
nok se den Kjole. — Det var en meget kostbar
Dragt, der havde tilhørt min Stedmoder, men ikke
kunde bruges som den var, og jeg havde sendt den
til Berlin for at farves. Et sandt Udbrud af fryde-
fuld Overraskelse brød løs fra mine Venner, da
den kom frem, og en af dem sagde: „Véd De, hvad
Deres Søster har sagt, da hun fik Brevet? — „Sø-
ster Ida bliver den samme alle sine Dage".
Mærkværdigt nok er det, men vel politisk sundt,
at man dernede ved Grænsen aldrig hørte Tale om
de to forskellige Nationaliteter. Der var Fred og
venskabeligt Samkvem mellem de danske og talrige
tyske Funktionærer ved den umaadelig stærkt trafik-
185
erede Station, hvor begge Parter arbejdede. Hoved-
sagelig skyldtes dette vel en aldrig svigtende Takt
fra de Overordnedes Side i Jernbane- og Told-
væsenet. Man søgte gerne ned til de dejlige Skove
og Søer ved Jels, da Naturen jo kun har behandlet
Vamdrup stedmoderligt. Ved de sorte og hvide Pæle
maatte vi da fremvise den medbragte Rødgrød og
Steg, som Gendarmerne stak deres Lanser i, samt
nogle lystne Blikke efter Lækkerierne; men dette
var egentlig den eneste Ulempe, man mærkede.
I de første Aar af vort Ophold derovre sendte
Folk sydfra hyppigt Konfirmander til min Mand;
men dette blev forbudt af de tyske Øvrigheder.
Men saa en Dag blev der stærkt Røre, da det
forlød, at et stort Antal Slesvigere vilde gæste det
aldrig forglemte Fædreland.
Da vi Danske saa det mægtige Tog med vore
Landsmænd fra hinsides Grænsen komme ind over
vor Grænse, blev Mængden saa betagen, at ingen
kunde mæle et Ord. Ikke en Lyd hørtes, kun hist
og her en stille Hulken. I flere Minutter holdt de
Kommende i Toget ligesaa tavse og uden at røre
sig. Denne stille Jammer tog saa stærkt paa Folk,
at flere besvimede; men saa fik Spændingen og
Betagelsen Luft i den mest jublende Begejstring,
hvor Tale og Sange afløste hverandre, til Toget
kørte forbi med dem. Lidt længere nordpaa havde
nogle Tørvegravere plantet Flag om deres Tørv og
stod og vinkede med deres Huer. De fik natur-
ligvis et dundrende Hurra fra Toget. Denne saavel
som de andre Demonstrationer var visselig hjærte-
186
gribende, men de var dog vistnok allesammen fejl
Taktik fra begge Sider, som vi paa denne Side —
udenfor Nødsstanden — med et roligere Overblik
burde have raadet fra, uagtet vi jo sørgede med
dem over Adskillelsen. Erfaringen viser jo, hvor
de kan skade.
Da det grundtvigske Partis store Høvding var
død, indtraadte der ligesom en Slappelse mellem
hans Tilhængere. Askov Folkehøjskole blev da efter-
haanden det naturlige Samlingssted, hvor de her-
efter tyede hen, især naar der opstod særlige Spørgs-
maal, der fordrede samlede Forhandlinger.
Der var jo af Grundtvigianerne fra først af rørt
ved de snærende Baand, der binder Kirken til Staten.
Paa den Tid, vi var i Vamdrup, var Sognebaands-
løsningen kommen som en stor Lettelse baade for
Præsterne og for Sognebørnene, og der opstod og-
saa Frimenigheder omkring i Landet. Men Friheds-
kravene blev stærkere. De to Spørgsmaal, der
brændte stærkest, var „Kirketugten", som den indre
Mission ved mange Lejligheder forgæves havde søgt
at føre igennem, og „Præsteløftet", der har været
den Orm, der vel har gnavet stærkest paa Stats-
kirken, og som det grundtvigianske Parti rejste en
vældig Kamp imod. I Begyndelsen af 1881 blev
der holdt Møder rundt om i Landet, især af den
begavede og begejstrede Pastor Leth fra Middelfart1),
i) Andreas Peter Martin Leth (1822—1905), der havde været Præst i Aabenraa,
var fra 1870 til 1894 Sognepræst i Middelfart.
187
og der blev agiteret for den Frihedsbevægelse, der
havde givet sig Udslag i Lovene om Sognebaands-
løsning og Valgmenigheder og andre Omordninger
af mange kirkelige Spørgsmaal.
I det store Møde paa Askov i August 1881 var
der forsamlet 700 Præster og Lægfolk for at dis-
kutere Formen for en Opposition. Omtrent 80 af
dem enedes om at indsende den saakaldte „Askov-
Adresse" til Lovgivningsmagten. Dens vigtigste Punk-
ter vedrørte „Præsteløftets Ophævelse", „Børns
Altergang", „Lægprædikanters Ordination", „Fri-
menigheders Adgang til Kirken" osv. Resolutionen
vakte stor Opsigt i den kirkelige Verden og megen
Forargelse, ikke mindst i den indre Mission. Kultus-
ministeren (Scavenius) gav imidlertid de Præster,
der havde underskrevet Adressen, en alvorlig Til-
rettevisning, fordi denne var sendt direkte til Rigs-
dagen, hvorved man havde forbigaaet ham som
Kirkens Primas. Denne Tilrettevisning nægtede
imidlertid flere af Præsterne at modtage, og samt-
lige Præster, der havde underskrevet Adressen,
blev da indstævnede for en Provsteret.
Da Askov laa i min Mands Provsti, dannede han
tilligemed Jurisdiktionens Herredsfoged „Under-
retten". Da der blev Tale om en Retssag, var min
Mand strax af den Mening, at Præsterne efter hans
Overbevisning ikke kunde dømmes paa Grund af
Adressens Indhold, da Staten havde tilladt Religions-
frihed, og Præsterne var stillede som Landets andre
Borgere. Men Præsternes Protest mod Kultus-
ministeren, „Kirkens Øverste", mente han at være
188
kriminel. Dette Syn paa Sagen vakte stor Mis-
fornøjelse hos mange, og han modtog mange mis-
billigende Erklæringer baade gennem Pressen og
fra private Folk.
Hans Meddommer i Underretten, Herredsfogden,
saa vel som i Overretten, Biskoppen og Amtmanden,
var alle tre uenige med min Mand i hans Opfat-
telse af Sagen, og han indgav derfor et „dissen-
tierende Votum", i hvilket han frikendte Præsterne
med Hensyn til Adressens Indhold, men foreslog
en Bøde for deres Protest mod den af Ministeren
afgivne Reprimande. Højesteretsdommen faldt 1885,
— den stadfæstede min Mands Dom.
Nu strømmede det ind med Lykønskninger og
Tilslutninger, naturligvis mest fra Jurister og blandt
dem ikke faa, der var ham ganske ukendte.
I Begyndelsen af 1880erne, da Bølgerne gik højt
i den theologiske Verden, blev der en skønne Dag
stor Jubel i Præstegaarden, da vort barnløse Ægte-
skab blev velsignet med en lille Pige. Da jeg første
Gang holdt hende i mine Arme, var der to Stem-
ninger, der trængte sig frem i mig: Ønsket om at
have kendt min egen Moder, og en Følelse af Lin-
dring i det aldrig lægte Saar i mit Hjærte efter
Skuffelsen over „Distriktsplejen", mit „Smertens-
barn", der, for tidligt født, blev kvalt i Vuggen.
Lykken blev i de Aar, vi endnu levede derovre,
saa meget rigere, som Menigheden paa den mest
rørende Maade delte vor Glæde og i den Grad
189
syntes, at de havde Part i Barnet, at jeg ofte spø-
gende gjorde opmærksom paa, „at det var dog mit!a
Men Livets Lykke er saa forfærdelig kort.
Min Mands Helbred gav altid Aarsag til Æng-
stelse. Efter den for alle Parter egentlig godt over-
staaede Askovsag tabte hans Udseende sig paafal-
dende, og han taalte ikke mere de mange Embeds-
rejser i alskens Vejr og Nattelejerne i de kolde
Gæstekamre. Selv maa han have havt en Følelse
af, at Kræfterne svandt, thi han afslog at overtage
to betydelige Embeder, der blev ham tilbudt, det
ene i Nordvestjylland, det andet i Kjøbenhavn.
En Dag sagde min lille Pige: „Fader kalder!"
Da jeg kom ind i hans Studereværelse, fandt jeg
ham liggende bevidstløs paa Gulvet, med Blodet
strømmende ud af Munden. Lægerne derovre er-
klærede det strax for Kræft. Min Broder sendte
den dengang berømte Specialist Professor With over
til os. Han saa noget lysere paa Sygdommen, men
ønskede at faa Patienten ført til Kjøbenhavn, hvilket
da skete ved Menighedens og min Broders Offer-
villighed. Alt hvad menneskelig Hjælp kunde ud-
tænke, blev sat i Værk for hans Helbredelse, men
det var og blev den frygtelige Sygdom, som Læge-
kunsten endnu ikke har funden Lægedom for.
Trods hans Lidelser var det dog et forunderligt
lyst og skønt Sygeleje. Hans mange Venner besøgte
ham stadigt, og han var altid den livligste og gla-
deste af dem. Mærkværdig aandsstærk fulgte han
med til den sidste Dag saavel i kirkelig som i
anden Literatur, og da han syntes, at hans latinske
190
Kundskaber var gaaet tilbage, studerede han den
sidste Maaned, han levede, hver Dag et Par Timer
i Madvigs Syntax, saavelsom i andre Hjælpekilder.
Næsten daglig spillede den da bekendte Chopin-
spillerinde, Professorinde Melbye f. Matthison- Han-
sen, for ham, og Billedhuggeren, Professor Saabye
indbød ham til sit Atelier, hvor vi kunde køre ham
ind i hans Sygevogn. Den netop fuldførte „Susanne
for Raadet" stod dér i al sin Renhed og Skønhed.
Hele Sommeren kunde vi gøre lange Udflugter
med ham i hans Sygevogn, og Sommerluften og
de afvexlende Indtryk hjalp til hans Opmuntring.
Men da Efteraarskulden kom, forhindrede den jo
al Friluftsadspredelse. Saa hændte det sig, at Kunst-
neren ZachOy der boede i samme Hus, skulde flytte,
og det ene store Lærred blev bragt ned til Flytte-
vognen efter det andet. Da han erfarede, at min
Mand nede i Stueetagen gerne vilde se dem, bar
han dem efterhaanden ind til ham, saa at han laa
som i en stor Skov, hvor Aaløb og Sol knitrede
gennem Løv og Stammer. Han vendte sig til mig
med det frydefuldeste Smil og sagde: „Saa kom jeg
dog i Skoven for sidste Gang!" —
Inderlig Tak skylder jeg disse herlige Kunst-
nere. Hver af disse Nydelser hjalp i lange Tider
og lettede mange tunge Timer.
Henad Julen 1887 udaandede han med Hilsen til
hele Menigheden, som til mange enkelte Venner,
og forlod en Tilværelse, hvor han kun har efter-
ladt de reneste, fineste og kærligste Minder.
REGISTER
Alexander II, Czar af Rus-
land, 150 ff.
Andersen, H. C, Digter, 19 f.
Arendrup, Emil Peter Ussing,
Overlæge, 132 f.
Baggesen, Jens, Digter, 14.
Bauer, tysk Geistlig, 150, 152.
Beck, Joh. Vilh., Præst, 116,
164.
v. Bismarck, Otto, tysk Stats-
mand, 152.
Blædel. Nic. Gottl., Præst,
116, 164.
Boisen, Fr. Engelhardt, Præst,
61.
Brandes, Geo., Prof., 148 f.
— Ludv. H., Prof., 110—
125, 130, 137—142, 146, 154,
157.
Bredsdorff, Niels Chr., Sko-
lebestyrer, 115.
Brix, Anna Marie, f. Noschau,
133. — Jens Bøgild, Præst,
133.
Børresen, Caroline, f. Hem-
pel, 172. — Hans Peter,
Missionær, 172—179.
Caroline Mathilde, Dronning
af Danmark, 10.
Christian IX, Konge af Dan-
mark, 12, 70.
Christiani, Ant. Carl Emil,
Præst, 29 ff., 39, 42.
Clausen, Johs. Carl Emil,
Præst, 71.
Conring, Louise Martinié Lau-
rette, Forstanderinde, 82,
86 f., 99 f., 154.
Dahl, Vibeke Adelhaid, 113 f.
Danner, Louise, Lensgrev-
inde, 67.
Dirckinck, Arnold Chr. Leop.
Edler v. Holmfeld, Søoff.,
20 — Slægten 4.
Dolgorukof, Katharina, Fyrst-
inde, 150.
Dorph-Petersen, J. F. S., Skue-
spiller, 115.
Elmquist, Thorv. Jørgen Ad.,
Præst, 167.
Ewaldsen, Chr., Præst, 149.
Fick, Andr. Gabriel, Præst,
85, 89
Flindt, Erasm. Chr., Forstan-
192
derinde, 114 f., 127, 134,
136, 139, 142.
Fog, Am. Sophie f. Eccard,
62, — Carl, Præst, 62.
Frederik VI., Konge af Dan-
mark, 11.
Frederik VII., Konge af Dan-
mark, 12, 66 f.
Frederik II., Konge af Preus-
sen, 18.
Frimodt, Jens Chr. Rud.,
Præst, 97 f., 106 f., 109,
116, 131, 139, 142, 164.
Frølich, Lorenz, Maler, 62 f.
— Vilh. Pauline f. Tutein,
62 f.
Geleff, Poul Jons., Socialde-
mokrat, 147.
Gortschakoff, russ. Minister,
152.
Grove-Rasmussen,Andr.Chr.,
Præst, 172, 176.
Grundtvig, Nic. Fr. Sev., Bi-
skop, 32, 147, 151, 168, 186.
Hage, Hother, Herredsf., 61.
Hansen, Alvilda, Lærerinde,
98 f.
Hertel, Ludv. Vilh., Præst,
173, 178.
Hohlenberg, O., Præst, 115.
Hjardemaal, Slægten, 115 f.
Holck, Joh., Christ., Præst,
156.
Holm, Joh. Peter, Konf.raad.,
118.
Holmblad, Laur. Peter, Etatsr.,
144, 154, 156.
Howitz, Frantz Johs. Aug. Carl>
Læge, 94, 96.
Jensen, Missionær. 177.
Jessen, Carl Am. Edwin, Dr.
phil., 56 ff. — Carl Vilh.,
Guvernør, 16 f. — Carol.
Vilh. f. Jessen, 4 f., 8, 10,
20, 27 f., 39-47, 53 f., 59
f., 65, 71, 76-80, 105. —
Fr. Chr., Overkrigskomm.,
8, 15 f. — Joh. Vilh. f. Wil-
denradt, 11 f. — Juliane
Marie, Forf., 13 f. — Nic.
Jac, Overførster, 4, 6, 27,
32, 35 f., 41, 51, 66, 69, 72
—80. — Nic. Jac. Etatsr.,
13. — Peter Carl, Kabi-
netssekr., 11 f. — Petrine
Carol., 56 f. — Regine Margr.
f. Wildenradt, 11 f. — Sel-
ma Henr. f. Baronesse
Dirckinck-Holmfeld, 4. —
Sophie, 56 f. — Sophie
Fransine Muller, 8, 17. —
Tycho, Oberst, 17. — Slæg
ten 13 f.
Johnsen, Anne Joh. f. Thue
sen, 127, 137 f. — Joh
Vilh., Præst, 115, 127 f.
136, 147, 158, 161, 167 f.
170, 178—181, 182—190.—
Vilh. Ferd., Geh.konf.raad
127, 138. — Ida Anna He
lene f. Jessen, Bogens Forf.
1-190.
Juliane Marie, Dronning af
Danmark, 10 f., 13 f., 17.
193
Kanitz, tysk Geistlig, 150, 152.
Kierkegaard, Peter Chr., Bi-
skop, 174—178. — Kierke-
gaard, Søren, 32, 116, 151,
173.
Knudsen, Jens Lassen, Præst,
164.
Koch, Johs. Geo. Elias, Præst,
131.
Kruse, Nic. Eeg, Præst, 43 f.
Kogel, tysk Hofpræst, 150.
Laub, Hieronymus, 125, 134 f.
Leth, Peter Martin, Præst, 186.
Leunbach, Henr. Chr., Biskop,
173 f., 176 f.
Levinsen, Carsten, Præst, 42.
Liittichau, Chr. Ditl., Hof-
jægerm., 40 f., 48. — Hans
Helmuth, Hofjægerm., 4. —
Idalia Fr. Poul., f. Baronesse
Dirckinck-Holmfeld, 4, 6,
19—37, 48—52. — Margr.
Th. Petrine Malvina f. Jes-
sen, 40 f., 48.
Melbye, f. Matthison-Hansen,
190.
Mette, Diakonisse, 84 f., 87,
89, 94 f., 103 f.
Meyer, Hans Vilh., Læge,
106 ff.
de Meza, Chr. Jul., General,
67 ff.
Monrad, D. G., Biskop, 61. —
Emmy f. Tutein, 61.
Muller, Bodil Marie f. Jensen,
8 f. — Wilh. Andr., Minia-
turmaler, 8, 17 f.
v. Munster-Meinhovel, pr. Ge-
neral, 72.
Møller, Jens Leth, Præst, 106.
— Nathalie f. Noschau, 106 f.
— Smed, 166.
Nielsen, Fr. Chr., Biskop, 156.
Oehlenschlæger, Adam, Dig-
ter, 14.
Olrik, Anna Margr. Jacobe,
Forstanderinde, 110.
Peter, Gaardskarl, 84 f., 91 f.
Petersen, Parmo, Skuespil-
ler, 1.
Pio, Louis, Socialdemokrat,
147.
Pontoppidan, Dines, Præst, 78.
Povelsen, Emma, Forstander-
inde, 110, 128 f., 159.
Rønne, Chr., Fr., Præst, 164.
Rørdam, Th., Præst, 167.
Saabye, Aug., Vilh., Billed-
hugger, 190.
Scavenius, Jac. Brønnum, Mi-
nister, 187.
Saint Aubain (Carl Bernhard),
Andr. Nic. 13, 60 f., 64 f.
Salomon, Nota, Stabslæge, 157.
Servais, Adrien Francois, Vio-
loncellist, 65 f.
Siboni, Guiseppe, Syngeme-
ster, 59.
Skrefsrud, Lars Olsen, Mis-
sionær, 172, 177.
Sorterup, Chr. Fr., Præst, 127.
Steffens, Henr., Filosof, 14.
Stephansen, Anders, Forstan-
der, 96.
194
Struensee, Joh. Fr., Minister,
10.
Sveistrup, Hans Kr., Præst,
164.
Sødring, Julie, Skuespiller-
inde, 115.
Theilade, Peter Andr., Præst,
144, 153.
Thomsen, Niels, Gaardmand,
163 f., 183 f. — J., Præst, 115.
Trandberg, Hansine Chr. Gott-
holdine f. Luttichau, 32. —
Peter Chr., Præst, 32, 37—
43, 133.
Trap, Jens Peter, Geheime-
raad, 12, 16.
Tscherning, Ant. Fr., Oberst,
105 f.
Tulesen, Mikkel, Forpagter,
179 ff.
Tutein, Anna f. Eccard, 61 f.
— Ferd., Grosserer, 59, 65.
— Josepha f. Siboni, 59 f.,
— Peter Ad., Hofjægerm.,
61 f.
Valdemar, Prins af Danmark,
127.
Valløe, Knud, Forf., 62.
Wilhelm I, tysk Kejser, 150,
152.
Willemoes, Peter, Søoff., 16.
Wimmer, Skuespillerinde, 1.
With, Carl Edv., Prof., 189.
Vogel v. Falkenstein, Ernst Fr.
Ed., pr. General, 76.
Zacho, Peter M. Chr., Maler,
190.
Zahrtmann, Sophie, Forstan-
derinde, 158.
Ziegler, Gerichtsrath, 151.
1
ane* >
DL
103
.5
M5
bd. 23
Memoirer og breve
PLEASE DO NOT REMOVE
CARDS OR SLIPS FROM THIS POCKET
UNIVERSITY OF TORONTO LIBRARY
••% *»