(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Naturhistorisk Tidsskrift"

Ile' 

■nnpi 



»■Hill 

— 



■II 




■I 



mm 



1111111 



■li 



jhi 




UN1VERS1TY OF 



7é>3é> 






NATURHISTORISK TIDSSKRIFT 



STIFTET AF HENRIK KROYER 



' 



UDGIVET 



PROF. J. C. SCHIØDTE 



TREDIE RÆKKE 




FORSTE BIND 



MED XIV TAVLER OG 2 KAART 



KJØBENHAVN 

C. A. REITZELS FORLAG 

THIELES BOGTRYKKERI 

18G1-63 



INDHOLD 



FØRSTE H E F T E 

(Udgivet i Juli 1861) 

Side 

KROYER, H., Prof. Dr.: Et Bidrag til Kundskab om 

Krebsdyrfamilien Mysidæ 1. 

Tab. I. Analyser af Mysis flexuosa Miill. , M. vulgaris 

Thonips., M. cornuta Kr. , M. latitans Kr. , M. 

arctica Kr. 
Tab. II. Analyser af Cynthia inermis Kr. , Anchialus ty- 

picus Kr., Promysis Galateæ Kr. 

BRETTON, S., Cand. jur. Baron: Nogle Iagttagelser 

over Humlerne 76. 

HAGEN, H., Dr. phil.: Om O. Fr. Miiller's Arbeider 

over Danmarks Odonater 94. 

MEINERT, FR., Cand. theol.: Bidrag til en Kritik af 
Schroeder van der Kolk's Anatomie af Heste- 
bremsens Larve 104. 

DIDRICHSEN, F. , Bot. Doc: Har Linné seet Tingen 
og havt Syn paa Sagen trods nogen Eftermand? 

Tvende botaniske Smaatilfælde 119. 

UDGIVEREN: Danmarks Harpaliner 149. 

UDGIVEREN: De Metamorphosi Eleutheratorum Ob- 
servationes. Bidrag til Insekternes Udviklings- 
historie 193. 

Tab. III. Gyrinus marinus Gyll. — Hydrous aterrimus 

Eschltz. 
Tab. IV. Hydrophilus caraboides L. — Hydrobius fus- 

cipes L. — Philydrus testaceus F. 
Tab. V. Philydrus testaceus F. — Berosus spinosus Stev. 

ANDET H E F T E 

(Udgivet i Mai 1862) 

UDGIVEREN: De Metamorphosi Eleutheratorum Ob- 
servationes. Bidrag til Insekternes Udviklings- 
historie 199. 

Tab. VI. Sphæridium scarabæoides F. — Sphæridium 
bipustulatum F. — Cercyon analis Payk. 



Side 

Tab. VII. Cercyon litoralis Gyll. — Hydrophilus cara- 

boidesL. — Berosus spinosus Stev. — Helophorus 

grandis Duft. — Helophorus granularis Muls. 

Tab. VIII. Necropborus Vespillo Hersch. — Necrophorus 

mortuorum F. 
Tab. IX. Silpha rugosa F. — Silpha obscura Illig. 
Tab. X. Choleua fusca Panz. — Anisotoma glabra 
Kug. — Agathidium mandibulare St. 
KRØYER, H., Prof. Dr.: Nogle Bidrag til nordisk 

Ichthyologi 233. 

RINK, H., Inspect. Dr. : Om Vandets Afløb fra det 

Indre af Grønland ved Kilder under Isen .... 311. 

1. Gronlænder Stenen Mollers Kaart over Narsalik - lis- 
fjorden. 

2. Kaart over Grenland, udvisende Indlandets formodede 
Vandafløb under Isen eller dets oprindelige Floder. 

FISCHER, J. C. H., Statsrevisor: Nogle Iagttagelser 
over Danmarks Fugle, med særligt Hensyn til 
Vendsyssel 328. 

TREDIE HEFTE 

(Udgivet i Juni 1863) 

MØRCH, OTTO A. L. : Revisio critica Serpulidarum, et 

Bidrag til Rørormenes Naturhistorie 347. 

Tab. XI. Laag af forskjellige Rororme af Slægterne 
Galeolaria, Hydroides, Pomatostegus , Spiro- 
branchus, Pomatocerus og Phragmatopoma. 

BERGH, RUD., Dr. med.: Campaspe pusilla, en ny 
Slægtsform af Dendronotidernes Gruppe, samt 

Bemærkninger om Dotidernes Familie 471. 

Tab. XH. Campaspe pusilla Bgh. — Doto coronata Gm. — 
Dendronotus arborescens. — Glaucus atlan- 
ticus Forst. 

BERGH, RUD. , Dr. med. : Anatomisk Undersøgelse af 
Sancara quadrilateralis, en ny Slægtstyp af 

Pleurophyllidiernes Familie 484. 

Tab. XIII og Tab. XIV. Sancara quadrilateralis Bgh. 

KROYER, H., Prof. Dr. : Nogle yderligere Bemærk- 
ninger i Anledning af Liparis lineata 539. 

UDGIVEREN: Tillæg til Danmarks Harpaliner .... 554. 



ET BIDRAG TIL KUNDSKAB OM KREBSDYRFAMILIEN 

MYSDDÆ 

AF HENRIK KRØYER 



Da jeg 1849 maatte standse Udgivelsen af »Naturhistorisk 
Tidsskrift« paa Grund af Tidsforholdene, haabede jeg dog 
snart at kunne optage det igjen; men, efter at jeg først var 
bleven afholdt fra dets Fortsættelse, deels ved andre Arbeider, 
deels ved Reiser, forværredes mit Helbred og svandt min Ar- 
beidskraft i den Grad, at jeg nødedes til ganske at give Slip 
paa denne Tanke. Det var mig derfor meget behageligt, af 
min Kollega, Professor Sehiødte, som, medens jeg redigerede 
Tidsskriftet, méddeelte saamange værdifulde Bidrag til det, at 
erfare, at han, i Erkj endelsen af den store Nytte, et saadant 
litterært Meddelelsesmiddel yder Videnskaben, var tilbøielig 
til paany at oplive det. Og da han ønskede et Bidrag af 
mig til dets første Hefte, kunde jeg uden Vanskelighed gaae 
ind herpaa, eftersom jeg har adskillige Sraaaarbeider liggende, 
der lade sig betragte som ligefremme Fortsættelser af, eller 
Supplementer til tidligere Arbeider i Tidsskriftet, især saa- 
danne, som oprindeligt vare bestemte for det franske Reise- 
værk »Voyage en Seandinavie«, og tildeels referere sig til de 
dette Værk ledsagende zoologiske Afbildninger, som jeg i sin 
Tid har ladet udføre x ). Blandt saadanne Arbeider har jeg 



l ) At det omtalte franske Værk har en stor Mængde zoologiske 
Tavler, men ganske mangler Text til disse, vil maaskee ikke 
være den nordiske Faunas Dyrkere ubekjendt. Skjondt det 
ikke vilde være upassende, nærmere at udvikle Sammenhængen 
heraf, maa dog dette opsættes til en anden Ledighed. 

1 



her valgt de nordiske Mysidæ, og meddeler Beskrivelse af 
sex til disse henhørende Arter. 

Milne-Edwards (Hist. d. Crust. II, 457 flg.) anfører 
kun fem sikkre Arter af Slægten Mysis, nemlig to fra 
Middelhavet og tre fra Frankrigs og Englands Kyster. Derimod 
har han ikke vovet at optage de to nordiske, for saa lang 
Tid siden beskrevne og afbildede Arter: Mysis flexuosa 
Miill. og Mysis oculata Fabr., fordi han, ifølge det Mangel- 
fulde i Meddelelserne om dem, ikke kunde afgjøre, om de 
skulde betragtes som egne Arter, eller maaske maatte falde 
sammen med de af ham beskrevne, og han berører dem derfor 
kun i Forbigaaende. 

At oplyse denne Tvivl, og at vise deres Forhold til de 
af ham optagne Arter, ansaae jeg baade for nyttigt i Alminde- 
lighed og for fuldkomment overeensstemmende med det franske 
Reiseværks Plan, og lod derfor udføre i det Enkelte gaaende 
og paalidelige Tegninger af dem begge (Mysis oculata, Crust. 
tab. 8, M. flexuosa tab. 9 l )> °g beskrev dem tillige i den 
nødvendige Detail. Det er disse to Beskrivelser, jeg her 
stiller i Spidsen for mit lille Arbeide. 

1. MULLERS KAARE (MYSIS FLEXUOSA MULL.) 

Muller, Prodr. Zool. dan. n. 2352: Cancer flexuosus. 

— Zool. dan. fase. II, pag. 34 og tab. 66 fig. 1-9 : C. flexuosus. 
Leach, Lin. Trans. XI, 350: Mysis spinulosus? 
Thompson, Zool. res. P. 27: Mysis Leachii? 

— Zool. res. P. 28 : Mysis Chamæleon. 

Kroyer, Naturh. Tidsskr. I, 404: Mysis flexuosa. 
Rathke, Beitråge zur Fauna Norwegens, S. 18: Mysis flexuosa. 
Voyage en Scandinavie , Crust. tab. IX fig. 1, 2, 3. 

Denne Mysisart, den første, som er bleven afbildet og 
beskreven paa en noget kjendelig Maade 2 ), forekommer 



1 ) Det er til disse to Tavler jeg i det Følgende henviser, hvilket. 
da Reiseværket findes paa adskillige af Byens Bibliotheker, 
neppe kan ansees for uhensigtsmæssigt. 

2 ) S labber har omtrent samtidigt (Natuurkundige Verlustigingen, 
1778) afbildet og beskrevet en Mysis (under Benævnelsen: 



hyppigt paa den danske Kyst, gaaer ind i Østersøen indtil 
Gotland idetmindste, og naaer paa den norske Kyst idet- 
mindste Trondhjemsfj orden (1. s. c. fig. 1, a: Hunnen fra Siden, 
lidt forstørret). 

Den synes at være blandt de største Mysisarter; dog har 
jeg intet Individ seet, som overskred ti Liniers Længde, maalt fra 
Panderanden til Enden af mellemste Halevedhæng. Hunnerne 
synes at overgaae Hannerne temmelig betydeligt i Størrelse, 
idetmindste har dette altid været Tilfældet, hvor jeg har 
fundet dem skareviis sammen. 

En stor Deel af Aaret træffer man den ganske nær Land, 
fra et Par Fods indtil endog et Par Tommers Dybde, snart 
paa bar Sandbund, snart mellem Konferver og andre Vand- 
planter. Tildeels lever den sammen med andre Krebsdyr, 
saasom Crangon vulgaris og Corophium longicorne, og kan, 
ligesom disse, nedgrave sig i Sandet. 

Farven har jeg oftest fundet hvidagtig i det Gule, hist 
og her med sorte Smaapletter, af hvilke især en omtrent paa 
Midten af enhver af Bagkroppens Ringes Rygflade kan mærkes. 
Fra disse Smaapletter udgaae straaleagtigt, eller rettere 
aareagtigt, Forgreninger til forskjellige Sider (det er denne 
Omstændighed, der har foranlediget den Mullerske Benævnelse 
Stjernekrebs for nærværende Art). Ikke saa sjeldent viser 
den imidlertid mørkere Farver, og træffes endog stundom af 
en mørk olivenbruun Farve. ' ) 

Rygskjoldets Længde fra Pandens forreste Rand til 
Midten af den stærkt indbøiede bageste Rand indeholdes 
omtrent tre Gange i Totallængden. Panden træder temmelig 



Steur - Garnaal met trompetswyze oogen) , men som det fore- 
kommer mig hoist vanskeligt at henfore til nogen bekjendt 
Art. Den Miillerske M. flexuosa er endnu, saa at sige, ikke 
optagen i Videnskaben, efterdi Milne-Edwards, som be- 
mærket, ikke har tildeelt den nogen Plads, men bar ladet det 
uafgjort, om den maaskee kunde falde sammen med M. spinu- 
losa eller M. Chamæleon. 
1 ) I Brændeviin taber Dyret dog hurtigt denne morke Farre og 
bliver hvidagtigt. 

1* 



stærkt frem imellem Øinene eller danner et Pandehorn, 
(1. s. c. fig. 1, b), som dog er bredt og fladtrykket og i 
Enden fladt og stumpt afrundet. Man kunde ogsaa sige, at 
Panden er dybt indskaaret bag Øinenes Rod, hvorved saavel 
det ovenomtalte Pandehorn dannes , som ogsaa en spids 
Vinkel paa hver Side nedenfor Øinene frembringes (Rygskjoldets 
forreste -nederste Vinkel). Rygskjoldets forreste Deel er 
ved en tydelig Tværfure, som betegner Hovedet, afsat fra den 
bageste Deel. 

De inderste Føleres (1. s. c. fig. 1, b) Længde ud- 
gjør omtrent f af Totallængden. Skaftet kort (ikke l af 
den yderste Svøbes Længde), tyndt, dog i Enden temmelig 
stærkt opsvulmet (forholdsviis stærkere end hos M. vulgaris); 
Leddenes indbyrdes Længdeforhold omtrent 5+2+3; første 
Led viser i Enden af den ydre Rand fire til fem temmelig 
smaa Fjerbørster; tredie Led bærer ingen Børster paa den 
ydre Side, men Fjerbørster paa den indre og i Enden; andet 
Led i Enden stærkt skraat afskaaret i Retningen ud og bag; 
ogsaa tredie Led afskaaret i samme Retning, dog mindre 
stærkt. Svøberne forholdsviis noget tyndere ved Roden 
end hos M. vulgaris, den ydre næsten dobbelt saa lang som 
den indre; Ledinddelingen temmelig utydelig; Børstebevæb- 
ningen svag og kun lidet iøinefaldende; vel har den ydre 
Svøbe paa den indre Side Spor til grove baanddannede 
Børster, men de ere langt mindre end hos M. vulgaris. 
Hos Hannerne fremtræder ved Svøbernes Rod det for My- 
siserne eiendommelige Vedhæng, hvilket har lige Længde med 
Skaftets sidste Led, eller overgaaer dette lidt, og synes at bestaae 
af to Led, der indbyrdes forholde sig i Længde som 1 til 3. 
Dette Redskab er forøvrigt cylindrisk, i Enden afrundet, men 
synes meget sjeldent at træffes fuldt udviklet (tab. 1, fig. 1, a). 

De yderste Følere (I. s. c. fig. 1, c) staae i Længde 
noget tilbage for Dyrets Totallængde, men ere længere end 
de inderste. Hos Hannerne synes de at være noget kortere 
end hos Hunnerne. Skaftets Længde, de tyndere Led med- 
regnede, omtrent lig med det bladdannede Vedhængs halve 
Længde; Skaftets tykkere Roddeel bestaaer her meget tyde- 



ligt af to Led, hvis indbyrdes Længdeforhold kan ansættes 
som 8 til 4, medens derimod Skaftets tre sidste tyndere Led, 
fra hvilke Svøben udgaaer, forholde sig indbyrdes og til de 
to foregaaende omtrent som 4+5 + 5. Skaftets andet Led 
har, som sædvanligt, en Torn i Enden af den ydre Rand, 
som lægger sig tæt op til det bladdannede Vedhæng; Enden 
af Skaftets sidste Led naaer ikke til Enden at den første 
Ejerdedeel af det bladdannede Vedhængs Længde. Det 
blacldannede Vedhæng er meget langt (dets Længde ud- 
gjør hos Hunnen næsten \ af Totallængden fra Pandespidsen 
til Spidsen af mellemste Halevedhæng) og tillige meget smalt, 
efterdi dets største Brede indeholdes otte Gange eller derover 
i dets Længde; den indre Rand er kun meget svagt bøiet, 
dog bliver det mod Enden lidt smallere end mod Roden; 
Enderanden er afskaaren lidt skraat i Retningen udad og bag; 
hele den inderste Rand er tæt besat med lange Ejerbørster; 
Enderanden har, foruden adskillige Ejerbørster, yderst en 
Torn, der dog oftest hos voxne Hunner er afstødt. Hos 
Hannerne har jeg fundet denne Torn større end hos Hunnerne. 
Svøbens Led meget utydelige. 

Øinene korte og plumpe; de naae langtfra ikke til 
Enden af de inderste Føleres Skaft (omtrent til Enden af 
dettes andet Led), og deres største Gjennemsnit er større 
end deres halve Længde (1. s. c. hg. 1, b). 

Kindbakken (tig. 1, d) er stor, næsten ligesaa lang 
som Palpen, af stærk Bygning; dens forreste Fremragning 
viser idetmindste sex eller syv Tænder, en temmelig stor 
Hornknude og tæt bag ved disse Dele fire Knipper Børster, 
(Børsterne i hvert Knippe ere imidlertid saa tæt forenede, at 
det er vanskeligt at sige, om de ogsaa kunne betragtes som 
særskilte Børster). Den lidt længere tilbageliggende Knude 
viser idetmindste sex Tænder, bag hvilke atter tre Børste- 
knipper eller fryndsede Børster ere anbragte (d**) 

Overlæben (Fig. 1, e) fremstiller en lille, temmelig tyk, 
konvex Fremragning, hvis hornagtige frie Rand i Midten 
er svagt indbøiet og tillige væbnet med endeel tætstillede, 
meget smaa Torne; ogsaa paa Underfladen af Fremragningen 



6 



har jeg iagttaget en Mængde sraaa, mørke hornagtige Torne, 
der ere stillede saaledes, at de ligesom indeslutte et langstrakt - 
triangulært Rum. 

Første Kjæbepar (Fig 1, g) har kun Kindbakkens 
halve Længde og er af smal Form; den ydre Plade kun om- 
trent halvt saa lang som den indre og tillige smallere, omtrent 
af eens Brede i hele Længden, i Enden fladt afrundet, for- 
synet med ti store Torne; den indre Plade opsvulmet paa 
Midten, smallere mod Enden, skraat afskaaren, væbnet med 
omtrent femten store Torne paa Enderanden, desuden med 
nogle store Børster paa den ydre Side lidt nedenfor Ende- 
randen, og endvidere paa den indre Rand mod Midten besat 
med en Mængde smaa Haar. Tæt op til denne Plade indadtil 
ligger en tredie mindre Plade, som i Enden er væbnet med en 
halv Snees stærke Torne 1 ). 

Andet Kjæbepar (Fig. 1, h) noget længer end første 
(næsten en halv Gang), i det Væsentlige af samme Form som 
hos M. oculata. Rodstykket temmelig lille, dets frie Rand 
tæt væbnet med Børster, noget konvex, men ikke fremtrædende. 
De to ovale Kjæbeplader anbragte den ene oven over den 
anden dog lidt skraat indefter. Den toledede Palpes sidste 
Led ovalt, af meget større Længde end Brede og langt frem- 
ragende over Kjæbepladerne. Viften af Halvmaaneform, 
foroven tilspidset, forneden afrundet, naaende med sin øverste 
Spidse omtrent til Enden af Palpens første Led eller kun lidt 
ud over dette. Delenes Børstevæbning er omtrent af Be- 
skaffenhed som hos M. oculata. 

Underlæben (Fig. 1, f) meget tynd og hudagtig; den 
er dybt kløftet i to, temmelig ovale, endog ved Roden ad- 
skilte Dele, som bagtil ere heftede til samme langstrakte, 
smalle Hudlap; hver af disse Dele synes at bestaae af to 
Led, skjøndt det lille Rodled kun er meget utydeligt afsat 
fra det større Endeled. Dette har den ydre Rand jævnt og 
svagt konvex, Enderanden bredt og fladt afrundet, den indre 



! ) Til deniie tredie Plade har jeg ikke opdaget Spor hos Mysis 
oculata. 



Rand temmelig lige, tæt børstevæbnet; ogsaa Rodleddenes 
indre Rand er børstevæbnet. 

Første Par Kjæbe fødder (fig. 1, i), hvis største 
Længde indeholdes lidt meer end fem Gange i Totallængden 
(omtrent 5^ Gange), har en Rod de el, hvis Længde udgjør 
omtrent ^ af Kjæbefodens Længde, og kun er lidt kortere 
end Fodgrenen (de forholde sig omtrent som sex til syv). 
Denne sidste bestaaer af fem Led, hvis indbyrdes Længde- 
forhold vanskeligt kan angives, deels paa Grund af Formens 
Uregelmæssighed, deels paa Grund af de ubestemte Grændser 
mellem et Par af Leddene, (det er andet og tredie Led begge 
disse Bemærkninger gjælde). Første Led meget kort (omtrent 
af lige Længde med femte), men bredt, af meget større Brede 
end Længde, i Enden afrundet eller udbuet; andet Led det 
længste, dog meget længer paa den indre end paa den ydre 
Rand, og altsaa i Enden meget skraat afskaaret 1 ); tredie 
Led meget mindre end andet, særdeles kort paa den indre 
Side, længere paa den ydre, i Enden lige afskaaret; fjerde 
Led, som danner en ret Vinkel med tredie, er næsten lige 
saa langt som andet, stærkt udbøiet paa den ydre Side, 
bredere mod Enden, lige afskaaret; det lille femte Led er 
overalt afrundet, næsten kredsformigt, af ligesaa stor eller 
større Brede end Længde, langs hele Randen tæt væbnet med 
et temmelig stort Antal lange og stærke Saugtorne, der 
mod Siderne blive kortere; andet, tredie og fjerde Led ere 
forsynede med Fjerbørster; første Led synes ligesom Roddelen 
at savne Børster. Palpen, som er meget mere end dobbelt 
saa lang som Fodgrenen, bestaaer af en toleddet Roddeel, 
der ikke er halvt saa lang, som den tolvleddede Svøbe. Den 
yderste Green eller Viften har omtrent lige Længde med 



!) Det er den skraataf.skaarne Spidse af andet Led, der forvolder 
Usikkerhed, idet den ved en Belysning synes bestemt at hen- 
høre til andet Led, ved en anden til tredie, og atter stundom 
synes at udgjore et Led for sig selv. Men en god og stærk 
Lupe synes at afgjore Tvivlen til Fordeel for den forste Be- 
tragtningsmaade. 



Roddelen, er af langstrakt, tilspidset Form, og, som del 
synes, at* Gjælléstruktur. 

Andet Par Kjæbefødder (tig. 1, k) er lidt længere 
end første, saavel hvad Fodgrenen som Palpen angaaer; 
derimod er Roddelen aldeles rudimentær. Fodgrenen har 
omtrent f af Palpens Længde, bestaaer af sex Led (dersom 
man ikke heller vil regne det første til Roddelen), og er 
forholdviis endeel spædere end Fodgrenen hos første Par 
Kjæbefødder; første Led kort, men meget bredere end de 
følgende, med den indre Rand indbøiet; tjerde og femte Led 
de længste, indbyrdes omtrent lige lange, dannende en Vinkel 
mod hinanden, det første liniedannet, det sidste noget kølle- 
dannet; sjette Led, som er det korteste af Leddene, er dog 
kun ubetydeligt kortere end andet, og idetmindste lig Halv- 
delen af femte Leds Længde; i Bevæbning saavelsom i Form 
har det Lighed med samme Led hos første Par Kjæbefødder, 
dog saaledes, at Længden her er større end Breden, og 
Formen altsaa oval (eller rigtigere omvendt oval). De fore- 
gaaende Led ere alle væbnede med simple Børster, især.paa 
den indre Side. Palpens Skaft er ikke halvt saa langt som 
Svøben, hvilken bestaaer af fjorten Led. 

Første Fodpars (hg. 1, 1) Længde udgjor lidt mere 
end j; af Totallængden; den fælleds Rod deel, fra hvilken 
Grenene udgaae, er meget plump og kort; Længden af den 
indre Green forholder sig til den ydre omtrent som fem til 
fire. Den indre Green, eller den egentlige Fod, kan deles 
i to Dele, som jeg vil kalde Skaftet og Svøben; det fire- 
leddede Skaft er dobbelt saa langt som Svøben,, eller ube- 
tydeligt længer; det indbyrdes Længdeforhold af Leddene kan, 
skjøndt Uregelmæssigheden af de to første gjør Bestemmelson 
vanskelig, ansættes omtrent til 24- 2+6 + 6^; første Led som 
sædvanligt opsvulmet, med den indre Rand konvex. Svøben 
bestaaer af sex meer eller mindre tydelige Led, foruden en 
Klo i Enden 1 ); alle Leddene ere, foruden nogle enkelte 



"■) De to forste Smaaled ere hyppigt saa utydeligt adskilte, at 
nm n kunde forledes til at betragte dem som et. Og det 



9 

meget fine Børster, af almindelig Beskaffenhed, væbnede med 
endeel store Saugborster (saugtaggede paa den nedre Rand, 
fig. 1, 1*), medens Skaftet kun bar almindelige Børster. Den 
ydre Greens toleddede Skaft er neppe halvt saa langt som 
Svoben; Leddenes Form den sædvanlige; Svøben bestaaer af 
fjorten Led. 

Andet Fodpar lidt længere end første; den indre 
Green har et Led mere i Svøben, og den ydres Svøbe er 
noget længer i Forhold til Skaftet, og har ligeledes et Led 
mere end hos første Fodpar. løvrigt ingen Forskjel af 
Betydenhed; hvilket ogsaa gjælder om tre die og fjerde 
Fodpar. 

Femte og sjette Par (fig. 1, m) aftage atter lidt i 
Længde, eller blive omtrent af lige Længde med første Fod- 
par; de adskille sig iøvrigt kun hoist ubetydeligt fra de fore- 
gaaende (i Længdeforhold o. s. v.), naar undtages, at Skaftets 
første Led hos den indre Green bliver meget smallere og 
meer overeensstemmende med de følgende Led. 

Hos Hannerne findes mellem det sidste Fodpars Rodled 
paa Bugfladen et Par smaa Plader (tab. 1, fig. 1, b) af 
bredt- ægdannet Form, som paa den ydre eller mod Foden 
vendte Rand bærer sex smaa Børster. I Enden mod den 
indre Side viser sig en stor oval Aabning, gjennem hvilken 
Penis formodenlig fremtræder. 

Første Par Buglemmer ere hos Hunnerne (fig. 1, p) 
smaa (de indeholdes omtrent 27 Gange i Totallængden), men 
temmelig stærke, synes kun at bestaae af et 1 ), noget til- 
spidset eller konisk Led med 22 store Fjerbørster langs hele 
den indre Rand. Hos Hannerne (fig. 1, p*) har jeg fundet 
dette Par Lemmer endnu mindre, af en bred, langstrakt-oval 
Form, ganske uden Spor til Ledinddeling. 



Samme er altid Tilfældet med det sidste meget lille Led og 
Kloen, saa at Presning og .store Forstørrelser ere nodvendige, 
for at vise det sande Forhold. 
!) I Virkeligheden antager jeg vel, at to Led ere tilstede, men 
det forste meget kortere, i Enden skraat afskaarne, er kun 
lidet tydeligt adskilt fra det andet. 



1 

Andet Par Buglemmer hos Hunnerne (fig. 1, q) er 
noget længer end første (det indeholdes omtrent 21 Gange i 
Totallængden) og har et Par Randbørster flere, men det er 
tillige noget tyndere; det bestaaer af to utydeligt adskilte 
Led, af hvilke det første er lidt kortere end andet. Jeg har 
heller ikke med Hensyn til dette Fodpar kunnet bemærke 
nogen Ledadskillelse hos Hannerne (fig. 1, q*). 

Tredie Par Buglemmer (fig. 1 , r) er kun høist ube- 
tydeligt, eller næsten slet ikke, længer end første, men ad- 
skiller sig ved en mere konisk Form, eller ved den stærkere 
opsvulmede Roddeel; de to Led ere noget tydeligere og be- 
stemtere adskilte, omtrent al lige Længde, og det første har, 
foruden Børsterne langs den indre Rand, ogsaa nogle store 
og tydelige Børster paa den ydre mod Enden. Saaledes hos 
Hunnerne. Hos Hannerne (fig. 1, r*) har jeg iagttaget 
en dobbelt Form, og det hos store og fuldkomment voxne 
Individer, som indbyrdes vare af omtrent lige Størrelse. Hos 
nogle var Formen omtrent som hos Hunnerne; hos andre 
derimod bestod Lemmet af en meget tyk, men kort Roddeel, 
fra hvilken to Grene udgik, den ydre lang, konisk, maaskee 
toleddet, paa begge Sider væbnet med Børster; den indre 
meget lille, ægdannet, uden Børster. Længdeforholdet mellem 
Roddelen og den ydre Green fandt jeg omtrent som 2^ til 4, 
mellem den ydre og indre Green omtrent som 4 til 1. 

Hos Hunnernes fjerde og femte Par Buglemmer 
(fig. 1, s) tiltager atter sidste Led lidt i Længde, hvorimod 
første Led svulmer stærkere op, eller bliver mere konvext 
paa den indre Side. I Længde ere de omtrent indbyrdes 
lige, og overgaae det foregaaende Par Lemmer høist ube- 
tydeligt, men her viser sig atter hos Hannerne (fig. 1, s*) 
med Hensyn til fjerde Fodpar en dobbelt Form, idet det hos 
nogle omtrent er som hos Hunnerne, hos andre derimod an- 
tager en meget betydelig Størrelse (det er næsten fem Gange 
saa langt som første Fodpar og henimod tre Gange saa 
langt som samme Fodpar hos Hunnerne), og ligesom forrige 
Fodpar bestaaer af en kort Roddeel og to Grene. Roddelens 
Længdeforhold til den ydre Green er omtrent som 3 til 11 






11 

og den ydre Green forholder til den indre som 11 til 4. 
Begge Grenene ere af en langstrakt og tynd Form, dog især 
den ydre; denne bestaaer ogsaa af syv eller otte Led, og 
har kun et Par Borster eller maaskee kun en tyk i Enden af det 
sidste, medens den indre ingen Ledinddeling viser, men mange 
Børster langs Randen. Det femte Par Lemmer er derimod 
omtrent eens hos begge Kjøn (fig. 1, t). 

Sjette Par Buglemmer eller yderste Halevedhæng 
(fig. 1, u) indeholdes henimod 4k Gange i Totallængden, og 
rager med \ af sin Længde frem bag mellemste Halevedhæng. 
Den ydre Svømmeplade er endeel længer end mellemste 
Halevedhæng (de forholde sig som 5 til 4), af langstrakt, 
smal, næsten liniedannet Form, i Enden stumpt afrundet. Den 
indre Svømmeplade er ikke blot kortere end den ydre (de 
forholde sig som 3 til 4), men ogsaa lidt kortere end mellemste 
Halevedhæng (Forholdet omtrent som 15 til 1G); Formen 
mere tyk ved Roden og mere tilspidset i Enden, dog ikke i 
den Grad som hos Mysis vulgaris. Lange Fjerbørster sees 
tæt udgaaende fra begge Rande af Svømmepladerne. 

Det mellemste Halevedhængs (fig. 1, v) Længde 
indeholdes omtrent sex Gange i Totallængden. Dets Form 
er langstrakt fiirkantet, dog uregelmæssigt, idet det nemlig 
udvider sig noget ved Roden, og derimod mod Enden efter- 
haanden bliver noget smallere, ligesom det ogsaa viser et 
temmelig dybt, triangulært Udsnit; den største Brede ved 
Roden har jeg fundet at forholde sig til Vedhængets Længde 
som 7 til 16, Breden i Enden til Breden ved Roden som 4 
til 7 og Udsnittets Dybde til Pladens Længde som 3 til 16 ')• 
Vedhængets Overflade er stærkt konkav eller udhulet; Side- 
randene har jeg fundet væbnede hver med 28 Torne, der 
omtrent ere ligestore, med Undtagelse af de to første, som 



l ) Rathke er med Hensyn til disse Forhold kommet til et noget 
andet Resultat end det, jeg har erholdt: efter ham er nemlig 
Halevedhænget tre Gange saa langt som bredt, og den bageste 
Rands Indsnit indtager en Fjerdedeel af Pladens Længde. Jeg 
tor ikke afgjore, hvorvidt den individuelle Afvexling her kan 
strække sig. 



12 



ere lidt mindre end de øvrige; den sidste Torn paa hver 
Side, som er anbragt paa Hjørnet af Sideranden og nederste 
Rand, er adskilt fra den foregaaende ved et meget større 
Mellemrum end de andre Torne indbyrdes. Udsnittet kalder 
jeg triangulært, fordi det foroven er tilspidset og gradeviis 
divergerer mod Siderne, dog saaledes, at Omridset af de to der- 
ved dannede Flige bliver afrundet eller konvext. Dette Om- 
rids eller denne Fligenes Rand er særdeles tæt væbnet med 
meget smaa Torne ligesom Saugtænder (ingenlunde Børster, 
som Rathke angiver) i sin hele Udstrækning og altsaa i 
stort Antal (mere end 60 for hver Flig). 

Om Embryoet kunne endnu et Par Bemærkninger til— 
føies (1. s. c. tab. FX, fig 2, a-c og fig. 3, a-f). 

Øinenes Længde udgjør omtrent | af Totallængden; de 
ere temmelig regelmæssigt ægdannede, og deres Brede over- 
gaaer noget Halvdelen af deres Længde. Det sorte Pigment 
og Lindserne ere allerede tydeligt udviklede; de sidste have 
Pære- eller snarere Sømform, idet den inderste eller nederste 
Deel pludseligt bliver tyndere, hvorved den yderste, noget 
kugledannede eller ovale Deel kommer til at danne ligesom 
et Hoved. 

De inderste Følere, hvis Længde indeholdes omtrent 
2h Gange i Totallængden, vise tydeligt et treleddet Skaft 
og to Svøber, og Skaftets Led have næsten samme Form 
som hos det voxne Dyr. Skaftet er ubetydeligt længer end 
den indre Svøbe, men kun omtrent halvt saa langt som den 
ydre. Svøberne ere temmelig utydeligt deelte i Led; den 
indre har omtrent syv eller otte, den ydre over tyve. Børster 
mangle derimod. 

De yderste Følere, som overgaae de inderste ube- 
tydeligt i Længde, vise tydeligt et femleddet Skaft, en 
mangeleddet Svøbe og et blad dannet Vedhæng. Skaftet 
og det bladdannede Vedhæng omtrent lige lange, lidt længere 
end Svobens halve Længde. Vedhænget er langstrakt, ved 
Roden vinkelformigt boiet , i Enden afrundet -tilspidset og 
forsynet med nogle Børster. Skaftets tre sidste Led forbinde 
sig med de to foregaaende omtrent under en ret Vinkel. 



13 



Ogsaa alle Munddelene ere udviklede, og nærme sig 
i Form saa meget til den hos det voxne Dyr beskrevne, at 
de uden Vanskelighed erkjendes. Kindbakkens inderste- 
forreste Vinkel er tydeligt deelt i store, spidse Tænder, og 
længer nede paa den indre Side fremtræder en Tyggeknude 
med en stump Brolægning, .dannende Tandknuder. Palpen er 
deelt i tre tydelige Led, af hvilke det andet omtrent er 
dobbelt saa langt som det tredie, ovalt, i Enden forsynet med 
et Par Borster. 

2. MTSIS OCULATA FABR. 

Otto Fabricius, Fn. gronl. n. 222: Cancer oculatus. 

— — i Vid. Selsk. Skrift., ny Saml 1, 563 flg. 

Leach. Lin. Trans. XI. 350: Mysis Fabricii. 
Kroyer, Naturh. Tidsskrift II, 255: M. oculata. 
Voyage en Scandinavie , C rust. tab. VIII, fig. 2, a-r. 

Denne i det boreale Hav saa udbredte og hyppige 
Art har jeg undersøgt saavel efter gronlandske som efter 
spitsbergenske Exemplarer. De sidste synes efter mine Exem- 
plarer ikke at naae saa betydelig en Størrelse som de første, 
hvilket maaskee dog er tilfældigt. Ved det nordlige Norge 
har jeg ikke gjenfundet den, skjøndt den dog efter Rimelighed 
maa vise sig der. 

Ved Grønland »udgjør den til en Tid af Aaret Rynke- 
hvalernes fornemste Næring, og til en anden (i Februar og 
Marts) er den den eneste Næring man træffer i Spiserøret af 
Uria- Arterne, hvilke paa denne Aarstid saa at sige bedække 
Havet paa flere Steder i Grønland« '). 

Dette Dyrs Længde kan ansættes til en Tomme eller 
endog noget mere. 

Rygskjoldet (tab. VIII, fig. 2, b.) viser ved en Tvær- 
fure Hovedet meget tydeligt adskilt fra Brystet; ligesom det 
bagtil ikke skjuler alle Brystringene, og har den bageste 
Rand temmelig meget indbøiet, saaledes naaer det heller ikke 
langt ned paa Siderne og har Siderandene indbøiede, skjøndt 



1 ) Meddelelser af afgangne Kapitain Holboll. 



14 

svagt. Den forreste Rand træder vel frem imellem Øinene, 
dog saaledes, at den, istedetfor at uddrages til et Horn, blot 
danner en Vinkel (der omtrent er ret, men med lidt afrundet 
Hjorne). Paa Rygskjoldets bageste Deel (ikke langt fra den 
bageste Rand) har jeg bemærket to smaa Duske af sorte 
Haar, der sidde jævnsides hver paa sin Side af Ryggens 
Middellinie. 

Første Par Følere (tab. VIH, fig. 2, c) har Skaf- 
tets første Led af Længde som de to følgende Led tiisammen- 
tagne, temmelig cylindrisk, dog lidt tykkere i begge Ender, 
med et Par smaa Fjerbørster i Enden af den ydre Rand. 
Tredie Led, der er meget længere end andet, bliver hos 
Hannerne meget tykt mod Enden (fig. 2, c*), skraat af- 
skaaret udefter, paa den indre Side forlænget til en meget 
fremragende Knude. Hos Hunnerne synes det samme Led 
at være mindre opsvulmet, ikke skraat afskaaret i Enden, og 
Knuden paa den indre Side kun lidt fremragende (fig. 2, c). 
Hos begge Kjøn er den indre Rand og Knuden forsynet med 
et Antal Fjerbørster, af hvilke de paa Knuden anbragte (fire 
eller fem) udmærke sig ved Længde. 

Svøbernes Forhold til Skaftet og til hinanden indbyrdes 
kan ikke bestemmes, da jeg ingen Individer har truffet, hos 
hvilke de vare ubeskadigede. Ledinddelingen hos dem er 
overmaade utydelig og vanskelig at iagttage; Leddene ere 
særdeles korte og af meget større Brede end Længde; dette 
gj ælder i endnu højere Grad om den ydre end om den indre 
Svøbe, dog med Undtagelse af det første Led, der er af 
større Længde end Brede. Ogsaa synes Svøbernes Led mod 
Enden, forsaavidt jeg har kunnet iagttage disse 1 ), at tiltage 
i Længde; idetmindste gjælder dette om den indre Svøbe. 
Af Børster har den indre Svøbe (fig. 2, c, x) langs den 
indre Rand et ikke stort Antal, temmelig lange og af al- 
mindelig Form. Den ydre Svøbe (fig. 2, c, y) er ligeledes 
forsynet med Børster paa den indre Rand, men i betydeligt 



1 ) Det vil sige , forsaavidt de ikke have manglet hos mine 
Individer. 



15 

Antal, tætsiddende og af Baandform (o: flade og ligesaa brede 
i Enden som ved Roden). Foruden de to Svøber viser 
Hannen mellem disse et langt konisk, dog noget fladtrykket 
Redskab (af Længde omtrent som Skaftet, tig. 2, c, z), 
hvilket aldeles savnes hos Hunnen. 

Oinene (tig. 2, h) ere korte, tykke, stærkt opsvulmede 
eller udvidede i Enden; den største Tykkelse forholder sig til 
Længden omtrent som to til tre. De naae omtrent til henimod 
Enden af de overste Føleres første Led. 

De yderste Føleres utydeligt femleddede Roddeel eller 
Skaft (fig. 2, d) er ikke langt, idet det neppe indeholdes otte 
Gange i Totallængden, dog kjendeligt længer end de øverste 
Føleres Skaft, samt har fuldt § af det bladdannede Vedhængs 
Længde; i Enden paa den ydre Side er det væbnet med en 
Torn, der ikke kan bemærkes ovenfra. Svøbens Længde over- 
gaaer den halve Totallængde; Skaftets sidste Led er temmelig 
plumpt, idet dets Brede tydeligt overgaaer Halvdelen af dets 
Længde. Kun omtrent Halvdelen af det bladdannede Ved- 
hæng rager frem foran Enden af dette Led. 

Kindbakkerne (tab. VIII, fig. 2, e) ere temmelig 
korte, men bre'de, forsynede med en stor og stærk Palpe. 
Kindbakkens forreste -inderste Vinkel er væbnet med en stor 
Gruppe Tænder, som bestaaer af tre mindre Grupper, først 
to simple, koniske, stærke Tænder, af hvilke den forreste er 
meget større end den bageste; lidt bag disse findes to stærkt 
fremragende, saugtakkede Tænder, af hvilke den ene er tre- 
fliget som en Haifisketand; bag disse er en Gruppe af syv, 
saugtakkede, tildeels meget spidse Tænder; atter bag disse efter 
et børsteklædt Mellemrum en Hornknude med mangfoldige 
stumpe parallele Tænder, der danne ligesom en Brolægning. 
Palpen er meget længer end Kindbakken (Forholdet omtrent 
som 14 til 9), treleddet, første Led meget kort (Leddenes 
Længdeforhold omtrent H + 8 + 5^); andet Led ikke blot det 
længste, men ogsaa overgaaende de to andre betydeligt i 
Brede, den ydre Rand stærkt udbøiet, den indre mere lige, 
begge børstevæbnede, især dog den indre. Tredie Led smalt 
og i en Strækning liniedannet, men imod Enden tilspidset og 



16 



se^lformigt krummet, væbnet med mange Børster og i Enden paa 
den indre Rand tillige med en Mængde (over en Snees) saugdan- 
nede Torne. Det bladdannede Vedhæng (som indeholdes 
lidt mere end fem Gange i Totallængden) er langstrakt og smalt 
ægdannet (Længden næsten fem Gange større end Breden), i 
Enden afrundet uden Torne, paa alle Sider tæt besat med 
Fjerbørster lige til Roden, af hvilke dog de i Enden af Ved- 
hænget anbragte for en større eller mindre Deel pleie at være 
afbrækkede. 

Første Par Kjæber (tab. VIII, fig. 2, f) er lidet og 
af simpel Bygning, bestaaende af et Rodstykke, fra hvilket 
to Plader udgaae; den indre er meget kortere end den ydre, 
i Enden væbnet med endeel Fjerbørster af middelmaadig 
Længde. Den ydre Plade har i Enden omtrent et Dusin 
meget stærke Torne, der langs begge Rande ere forsynede 
med adskillige Tænder eller Kroge. 

Andet Par Kjæber (tab. VIII, fig. 2, g) er endeel 
større end forste Par og af en meget mere kompliceret Byg- 
ning, idet det viser en ikke ringe Analogi med samme Deel 
hos Caridina. Fra en kort, men temmelig bred Roddeel (a) 
udgaae fem Plader, af hvilke de tre inderste (b og c) ud- 
gjore den egentlige Kjæbe; den fjerde, toleddede Green 
(d) er Palpen og den femte, yderste pladedannede eller 
halvmaanede (e) fremstiller Viften. Denne sidstes inderste 
Rand er lige, den yderste udbuet, i hele Længden tæt besat 
med Fjerbørster (jeg har talt 35 saadanne). Palpens to Led 
ere omtrent lige lange, men det sidste meget bredt, skive- 
formigt, i Enden og paa den indre Rand tæt besat med Pig- 
borster (omtrent 40 i Tallet). Ogsaa de tre Kjæbeplader 
ere meget tæt besatte med Saugbørster (i Enden) og Fjer- 
børster (langs den inderste Plades første Led). 

Første Par Kjæbe fødder (tab. VIII, fig. 2, i) inde- 
holdes omtrent 64^ Gange i Totallængden, er af stærk Byg- 
ning , og bestaaer af tre Dele : den egentlige Kjæbedeel, 
Palpen og det vifteformige Vedhæng. Kjæbedelen bestaaer, 
Grundstykket medregnet, af syv Led; Grundstykket er større 
end noget af de øvrige Led, plumpt, uden Spor til Børster, 



17 

hvorimod de følgende Led alle ere meget rigeligt børste- 
kiædte, andet til femte paa den indre Side, sjette paa den 
ydre Side og syvende Led paa den ydre Side og i Enden; 
Børsterne ere deels Fjerborster, deels Pig- eller Saugborster 
(de sidste især paa andet Led og i Enden af syvende Led). 
Andet, tredie og fjerde Led have et usædvanligt og uregel- 
mæssigt Udseende, idet de ere korte, meget brede, paa den 
indre Side stærkt udvidede eller udtrukne til en Green og 
noget vinkelagtigt boiede. Femte Led er af sædvanlig Form, 
noget langstrakt, temmelig cylindrisk, dog lidt bredere i 
Enden end ved Roden; sjette og syvende Led ere korte, 
plumpe, det sidste i Enden afrundet og næsten skiveagtigt. 
Palpens Skaft eller Roddeel udgjør lidt mere end ^ af 
Palpens Længde, er toleddet, det sidste Led flere Gange 
længere end det første, bredere, udbøiet paa den indre Side, 
i Enden skraat afskaaret, hvorved dets yderste Vinkel bliver 
stærkt fremragende, og danner ligesom en Torn; Svøben 
bestaaer af ni Led, af hvilke det første er meget kort, konisk, 
det andet det længste, alle Leddene, første undtaget, forsynede 
hver med een lang Fjerbørste i Enden paa den ydre Side. 
Det viftedannede Vedhæng er langstrakt, smalt, med den 
ydre Rand udbøiet, den indre lige, i Enden noget tilspidset, 
af hudagtig Bygning (ligner Amphipodernes Gjælleblade). 

Andet Par Kjæbefødder (tab. VIII, fig. 2, k) be- 
staaer af en lille Roddeel (a), fra hvilken en sexleddet 
Kjæbegreen (b) og en Palpe udgaae, hvorimod viftedannet 
Vedhæng savnes. Naar Længden af den eenleddede Rod- 
deel ansættes til 3, bliver Kjæbegrenens Længde at betegne 
med 18, Palpens (Børsterne i Enden fraregnede) ligeledes med 
18. Den uregelmæssigt fiirkantede Roddeel, som har omtrent 
lige saa stor Brede som Længde, er i Enden paa den ydre 
Side væbnet med endeel Børster. Det indbyrdes Længde- 
forhold af Leddene er: 4+1^+4+4+3^+2; første Led langt 
bredere end de følgende og meget bredere mod Enden end 
ved Roden, i Enden skraat afskaaret i Retningen ud og bag, 
den indre Rand stærkt opsvulmet eller udbuet og mod Enden 
væbnet med en Mængde temmelig lange Fjerbørster. Det 

2 



18 



lille andet Led skraat i begge Ender, saa at den indre Rand 
bliver noget kortere end den ydre; tredie Led noget ovalt, 
fjerde Led liniedannet, begge paa den indre Rand væbnede 
med endeel lange, almindelige Børster, paa den ydre kun 
med et Par; femte Led omvendt konisk eller tykkere mod 
Enden, med Hensyn til Børster visende det modsatte Forhold 
af de to foregaaende Led, idet den ydre Rand har mange, 
den indre faa Børster mod Enden; det lille sjette Led er af 
en temmelig regelmæssig, bredt-oval Form, i Enden væbnet 
med en Mængde Børster, men tillige med et Dusin, langs 
begge Rande saugtandede Torne, af hvilke de midterste ere 
meget lange, men de mod Siderne aftage. Længdeforholdet 
mellem Palpens bredere Rodled og den elleveleddede Svøbe 
omtrent som 6 til 13. Rodleddet ikke synderligt mere end 
dobbelt saa langt som bredt, dets indre Rand konvex, den 
ydre lige, dannende en spids Vinkel med den skraat afskaarne 
Enderand. løvrigt omtrent som hos forrige Par. 

Første Par Fødder (tab. VIII, fig. 2, 1) har en Længde, 
der udgjor'lidt mere end \ af Totallængden. Den indre 
Green eller den egentlige Fod viser, Rodstykket fraregnet, 
følgende Forhold mellem Delenes Længdeforhold: forste Led 
3, andet Led 9, tredie Led 8, Svøben uden Børsterne 11. 
Svøben bestaaer af otte Led, af hvilke det forste overgaaer 
de andre noget i Længde; maaskee er i Enden af det 
ottende endnu et lille, konisk niende Led anbragt, hvilket 
i alt Fald er saa tæt omgivet af Børster, at det meget van- 
skeligt kan iagttages. Den ydre Greens eller Palpens 
nederste, bredere Deel eller Skaft er toleddet, ikke fuldt 
halvt saa langt som den tileddede tyndere Deel eller Svøbe. 
Skaftets første Led indeholdes omtrent tre Gange i andet, 
eller, naar dets Længde ansættes til 2^, saa er Længden af 
andet Led 7-^- og af Svoben 18. Hele Palpen forholder sig 
til Foden i Længde som 4 til 5. Hvad Børstebeklædning 
angaaer, da viser saavel Rodstykket som Foden langs hele 
den indre Rand en stor Mængde Børster af almindelig Form, 
hvis Længde tiltager noget mod Enden; ogsaa paa den ydre 
Rand har Skaftets sidste Led og Svøben nogle Børster, dog 



19 

forholdsviis kun i ringe Antal. Palpen har blot Børster paa 
Svøben og disse ere alle Fjerbørster. 

Andet Fodpar er ganske ubetydeligt længer end første, 
hvilket blot beroer paa en ringe Forlængelse af andet Led i 
Fodens Skaft; iovrigt stemmer dette Par saa ganske og al- 
deles overeens med første, at jeg kan hemise til dettes Be- 
skrivelse og Afbildning. 

Dette gjælder ogsaa om de fire følgende Fodpar, 
kun at de to sidste aftage noget i Længde, saa at femte Par 
er lidt kortere end fjerde, og sjette Par atter kortere end 
femte (tab. VIII, fig. 2, m). 

Bagkroppen er langstrakt, tynd, temmelig trind, bagtil 
efterhaanden aftagende lidt i Tykkelse. De fem første Bu»- 
ringe vise indbyrdes kun ringe Forskjel i Længde, hvorimod 
den sjette overgaaer de foregaaende betydeligt. 

Syvende Bugring eller det mellemste Haleved- 
hæng (tab. VIII, fig. 2, r) er vel meget længer end de fore- 
gaaende Bugringe, men dog endeel kortere end de ydre Hale- 
vedhæng, og indeholdes henimod sex Gange i Totallængden. 
Af Form er det langstrakt-fiirkantet (den største Brede inde- 
holdes kun 24- Gange i Længden), ikke betydeligt bredere 
fortil end bag, i Enden dybt indskaaret (i mere end l af 
Længden) og saaledes deelt i to afrundede Flige. Indsnittet 
er smalt i Forhold til dets Længde, med Siderande, som i 
den største Deel af Længden løbe parallelt; paa Bunden 
eller i den forreste Ende viser Indsnittet sig bredt afrundet. 
Halevedhængets ydre Rande ere væbnede i hele Længden 
med en Mængde tætsiddende , stærke , bagudrettede , lidt 
krumme Torne; jeg har paa hver Side talt omtrent 32 J ). 
Ogsaa Indsnittet er væbnet med Torne, men som ere meget 
mindre og tyndere, mere tætstillede og i meget stort Antal. 

Første Par Buglemmer (tab. .VHI, fig. 2, n) er et 
lille, noget indadbøiet Legeme, som bestaaer af en kortere 



1 ) Dog- staaer Tallet rinieligriis i Forhold til Exemplarernes 
Storrelse; thi hos mindre Individer har jeg; kun talt en Snees 
Tornepar eller lidet derover. 

2* 



20 



Roddeel og en længere Endeplade, hvis Adskillelse dog er 
temmelig utydelig. Hele den ydre Rand af dette Par Lemmer 
er forsynet med en Mængde (omtrent en Snees) lange Fjer- 
børster. 

Andet Par Buglemmer (tab. VIII, fig. 2, o) er lidt 
længer end første; Endepladen meer end dobbelt saa lang 
som Grundpladen, med sexten eller sytten Fjerbørster paa 
den ydre Rand, Grundpladen med fire. Ogsaa den indre 
Rand bar nogle, men kortere Børster 

Tredie Par Buglemmer (tab. VIII, fig. 2, p*) er 
dobbelt saa langt som andet, og forsynet med to Endeplader, 
omtrent af lige Længde indbyrdes, men over en halv Gang 
længere end Grundpladen. Endepladerne ere tynde, linie- 
dannede, leddede, skjøndt temmelig utydeligt; hver synes deelt 
i otte Led. Børstebeklædningen sparsom og svag: den indre 
Rand af Grundleddet har fire smaa, duskformige Fjerbørster; 
Endepladerne synes for hvert Led at have een Børste af al- 
mindelig Form. 

Fjerde Par Buglemmer (tab. VIII, fig. 2, q) er atter 
meget længer end tredie (skjøndt ikke fuldt dobbelt saa 
langt), og ligeledes forsynet med to leddede Endeplader; dog 
er den indre neppe halvt saa lang som den ydre. Bygningen 
er temmelig tynd og spæd. Den ydre Endeplade er deelt i 
otte Led; ogsaa den indre synes omtrent at bestaae af et 
lignende Antal, dog ere Leddene her saa utydelige, at deres 
Antal ikke med Sikkerhed kan bestemmes; endeel Fjerbørster 
af middelmaadig Længde iagttages paa begge Sider af denne 
Plade; den ydre viser derimod slet ingen Børster, men har i 
Enden af sidste Led en temmelig stærk Torn, og en anden 
i Enden af næstsidste Led paa den ydre Side; denne Plade 
synes altsaa snarere at fremstille Formen af et Springeredskab 
end af et Svømmeredskab. 

Femte Par Buglemmer nærmer sig atter til de første 
Buglemmer i Størrelse og Form. Det indeholdes næsten tre 
Gange, eller dog 'over 2^ Gange, i Længden af fjerde Par 
Buglemmer, og er kun forsynet med een Endeplade, der er 
lidt længer end Grundstykket (de forholde sig til hinanden 



21 

omtrent som fire til fem). Om Endepladen er deelt i Led, 
har jeg ikke med Sikkerhed kunnet erkjende; dog synes det 
at være Tilfældet; dens ydre Rand er tæt besat med Fjer- 
børster. Grunddelen viser et Par korte Fjerbørster paa den 
indre Side. Den hidtil meddeelte Beskrivelse af Buglemmerne 
gj ælder kun Hannerne, fra hvilke Hunnerne i flere Forhold 
fjerne sig. Buglemmerne ere i det Hele taget mindre hos 
Hunnerne; første Par viser imidlertid ingen videre Afvigelse 
af Betydenhed, ligesom heller ikke andet Par. Tredie Par 
(tig. 2, p) er derimod for det Første ikke synderligt længer 
end andet, og har dernæst kun een Endeplade, der synes 
deelt (skjøndt utydeligt) i fire smaa Led. Fjerde og femte 
Par stemme med tredie. baade i Størrelse og Form. 

Sjette Par Buglemmer eller de ydre Haleved- 
hæng (tab. VHI, fig. 2, r) overgaaer alle de foregaaende 
betydeligt i Længde, og indeholdes kun lidt mere end fire 
Gange i Totallængden. Grundstykket er meget kort; den 
ydre Aare er baade bredere og meget længere end den indre 
(de forholde sig til hinanden omtrent som tre til to), af 
langstrakt-oval Form, neppe sex Gange saa lang som bred, 
i Enden lidt tilspidset, rundtom tæt besat med Fjerbørster. 
Den indre Aare er skarpt opsvulmet ved Roden med meget 
tydeligt fremtrædende Høreredskab , mod Enden tilspidset, 
ikke alene rundtomkring forsynet med Fjerbørster, men tillige 
paa den indre Rand mod Roden væbnet med Torne, otte i 
Tallet, af hvilke de sex første sidde tættere sammen, de to 
sidste derimod ere fjernede noget mere fra de øvrige. 

3. MTSIS VULGARIS THOMPS. 
Thompson, Zoolog 1 , researches pag 9 og tab. II, fig. 1-12 '). 

Denne Mysis har jeg truffet i stor Mængde i Randers- 
og Mariagerfjord paa meget lavt Vand (en halv til to Fod) 

1 ) Hvorvel det af mig undersøgte Dyr just ikke aldeles stemmer 
med Thompsons Afbildninger (hans Beskrivelse er næsten for 
Intet at regne) , ere Afvigelserne dog ikke af den Betydenhed, 
at de tilstrækkeligt kunne motivere en Adskillelse. 



22 

i Juli Maaned, tildeels sammen- med Mysis flexuosa, dog 
langt hyppigere end denne 1 ). 

Størrelsen synes hos os sjeldent at overstige 6 til l'"' 1 ). 

Farven har jeg deels fundet hvidgraa, deels olivengrøn, 
efter Opholdsstedets Forskjellighed. Sorte Stjerner forekomme 
ikke; derimod træffes vel Pigmentansamlinger af ubestemt 
Form og uden nogen tilsyneladende Orden i Fordelingen. 

Rygskjoldet, hvis Forhold iøvrigt er det sædvanlige, 
udsender fortil et tilspidset Pande horn, men dette, som er 
temmeligt lille, har jeg ofte fundet meget vanskeligt at iagt- 
tage; ja, ikke sjeldent har jeg slet ikke kunnet opdage det, 
hvad enten det nu har været afbrudt, eller skjult af om- 
liggende Dele. 

De inderste Føleres Længde indeholdes noget mere 
end to Gange (omtrent 2^ Gange) i Totallængden. Skaftet 
er, skjondt kolledannet, temmelig tyndt, og udgjor ikke synder- 
ligt mere end i af den ydre Svobes Længde; det indbyrdes 
Længdeforhold af dets tre Led er omtrent 3+1 -+"2; første 
Led det tyndeste; andet Led i Enden temmelig skraat af- 
skaaret i Retningen ud og bag; tredie Led maadeligt op- 
svulmet; første Led har et Par Fjerbørster i Enden af den 
ydre Rand, tredie Led almindelige Børster langs den ydre, 
Fjerbørster langs den indre Rand. Svøberne ere temmelig 
tykke ved Roden, deres Ledinddeling meget utydelig; den 
ydre Svøbe, som overgaaer den indre med omtrent en Tredie- 
deel af sin Længde, bærer endeel grove, baandformige Børster 
langs den indre Side ved Roden. Det for Hannerne eien- 
dommelige Vedhæng (tab. I, hg. 2, a) er stort (omtrent saa 
langt som Skaftets to sidste Led tilsammen), noget konisk, i 
Enden bredt afrundet, langs hele den indre Rand tæt be- 
klædt med en overordentlig stor Mængde særdeles fine, lange, 
blode Haar. 



') Sjeldent og undtagelsesviis har jeg truffet den i Kattegattet, 
t. Ex. ved Hirsholmen. Et enkelt Exemplar har jeg fra Trond- 
hjemsfj orden. Ogsaa i Øresundet findes den, og er maaskee 
der endog ligeså a hyppig som M. flexuosa. 

'- ) Thompson angiver en Tomme for fuldvoxne Exemplarer. 



23 



De yderste Fole res Længde udgjør omtrent § af 
Totallængden. Skaftets tykke Deel eller Roddeel ender 
med to, temmelig store Torne, den ene fremragende udvendigt 
ved det bladdannede Vedhængs ydre Rand, den anden heelt 
indvendigt. Skaftets tre tynde Led forholde sig indbyrdes 
omtrent som 2+3+3. Det bladdannede Vedhæng er 
langt (det indeholdes tre Gange i Følernes Længde, omtrent 
4.t Gange i Totallængden), og naaer med mere end sin halve 
Længde frem foran de indre Føleres Skaft; af Form er det 
langstrakt, meget smalt (den største Brede indeholdes 8 til 9 
Gange i Længden), ganske sylformigt tilspidset. Langs 
begge Sider er det, næsten lige fra Roden, tæt forsynet med 
lange Fjerborster, men har derimod ingen yderst i Spidsen. 
En Mærkelighed ved dette Vedhæng er endelig, at det viser 
sig ligesom toleddet, idet Spidsen ved en Tværfure eller lige- 
som en Artikulation synes sondret fra Roddelen. 

O in ene ere korte (de naae ikke til Enden af de inderste Fø- 
leres Skaft) og tillige noget plumpe, idet deres største Gjennem- 
snit, som falder modEnden, overgaaer Halvdelen af deres Længde. 

Kindbakken, hvis Længde omtrent udgjør en Tolvte- 
deel af Totallængden, er af noget langstrakt Halvmaaneform, 
og viser omtrent den sædvanlige Bevæbning. Famle ren 
har lige Længde med Kindbakken, eller er kun høist ube- 
tydeligt længer end denne (naar man ansætter Kindbakkens 
Længde til 5 og Famlerens til 5\ eller 5^, er Forholdet ud- 
trykt med saamegen Nøiagtighed, som kan opnaaes). Hvad, 
der forekommer mig karakteristisk, er det udbuede og paa 
Midten særdeles stærkt opsvulmede andet Leds betydelige 
Tykkelse: denne udgjør nemlig mere end Halvdelen af dets 
Længde, og er fire Gange saa stor »om Tykkelsen af det 
Iiniedannede tredie Led, medens disse to Leds Længdeforhold 
omtrent er som 3 til 2. I Enden paa den indre Side viser 
det tredie Led sig ligesom skeagtigt udhulet. 

Første Par Kjæber, som omtrent har Kindbakkens 
halve Længde, viser intet Paafaldende i Formen. 

Andet Kjæbepars Palpe har det sidste Led af en 
regelmæssig oval Form med større Længde end Brede. De 



24 



to mellemste Plader af den indre eller egentlige Kjæbedeel 
have den indre Rand lige afskaaren. 

Første Par Kjæbe fødders Længde udgjør ikke syn- 
derligt mere end | af Totallængden, og det er altsaa usæd- 
vanligt kort. Kjæbedelens sidste Led er ovalt med større 
Længde end Brede. 

Andet Par Kjæbefødder (tab. 1, fig. 2, b og b*), 
hvis Længde indeholdes omtrent sex Gange i Totallængden, 
viser omtrent følgende Forhold af Kjæbegrenens fem Led: 
1-f- 2 + 2^4-2+1, hvortil endnu kommer et Slags Klo, som 
kun er ganske lidt kortere end det ovale femte Led, og om- 
gives af en stor Mængde lange Børster. 

Alle Bryst fødderne ere omtrent af lige Længde, og 
indeholdes lidt mere end fire Gange i Totallængden. De ere 
ganske byggede efter samme Plan som hos de to foregaaende 
Arter, og stemme tillige saa nær overeens indbyrdes, at en i 
det Enkelte gaaende Beskrivelse af dem kan ansees for over- 
flødig. Jeg troer det tilstrækkeligt at bemærke, at de ikke, 
som Thompson angiver og afbilder, have ti Smaaled i Svø- 
ben, men kun syv (tab. 1, fig. 2, c) tilligemed en Klo, om 
man ellers vil anerkjende denne sidste, som hos nærværende 
Art staaer tilbage for de omgivende Børster i Længde, og kun 
lidet overgaaer dem i Tykkelse. 

Det for Hannerne eiendommelige, mellem Rodleddene 
af sjette Fodpar liggende og til Generationen henhørende 
Redskab (tab. I, fig. 2, d) synes her paa hver Side at be- 
staae af to Halvdele eller adskilte Partier, en ydre og en 
indre; denne sidste er langstrakt og smal, i Enden afrundet 
og væbnet med fem krumme og lange Børster, som med be- 
tydelig Fiinhed synes at forene Styrke. Den ydre Halvdeel 
er bredere, mod Enden lidt tilspidset og visende en stor 
kredsrund Aabning. I det Indre af denne Deel saaes Om- 
ridsene af et Redskab, der maaskee kunde være Penis, samt 
en stor Mængde paatværs liggende Fibrer, der synes at kunne 
tjene til dennes Fremskydeise 1 ). 



') Saadanne Fibrer sees også hos M. flexuosa. 



25 



Første Par Bu glemmer meget smaa , men af en 
plump Bygning, tydeligt toleddede; forste Led kortere end 
andet, aoget hjertedannet, med syv, forholdsviis meget lange 
Fjerborster paa den indre Rand og et Par i Enden; andet 
Led konisk eller noget tilspidset, med fem lange Fjerbørster 
paa den indre Rand. 

xln det Par Buglemmer er af Beskaffenhed som første, 
kun overgaaer det dette lidt i Længde. 

Tre die Par er atter lidt længer end andet og tillige 
af noget tyndere Form og med nogle fiere Børster; det be- 
staaer af to, tæt til hinanden liggende Aarer, af hvilke den 
ene er meget kort, omtrent ligesaa bred som lang eller 
næsten skivedannet, og kun forsynet med nogle Børster i 
Enden. 

Fjerde Par afviger ikke mærkeligt fra tredie, hverken 
i Størrelse eller Form. 

Heller ikke femte Par Buglemmer giver Anledning 
til nogen Bemærkning. 

Disse Angivelser gjælde Hunnen, men kunne ogsaa, 
saavidt de tre første Fodpar angaaer, omtrent anvendes paa 
Hannen. Men dennes fjerde Fodpar (tab. I, fig. 2, e) har 
en ganske overordentlig Længde (idetmindste lig med Bryst- 
føddernes Længde og næsten lig \ af Totallængden), hvilket 
beroer paa den indre Aares betydelige Udvikling. Rod- 
delen er noget langstrakt -nirkantet, og udgjør kun omtrent 
l af Fodparrets Længde. Den indre Aare er tynd, linie- 
dannet, toleddet, dog temmelig utydeligt, med to lange og 
stærke Børster i Enden. Leddenes Forhold omtrent 64 2. 
Den meget lille ydre Aare stemmer omtrent med Roddelen 
i Længde, samt er næsten ligesaa tyk som den indre Aare. 
Den synes kun at bestaae af et Led, og er mod Enden 
væbnet med syv store Børster. Hannernes femte Fodpar 
vender atter tilbage til omtrent sædvanlig Form og Størrelse. 

Sjette Par Buglemmer eller det ydre Haleved- 
hæng er omtrent \ længer end det mellemste Halevedhæng, 
og i Længde omtrent lig med l af Totallængden; Roddelen 
meget kort; den forholder sig til den ydre Svømmeplade kun 



26 

omtrent som 1 til 11, og den ydre Svømmeplade til den 
indre som 11 til 8 (i Sammenligning med disse kan det 
mellemste Halevedhæng betegnes med Tallet 9). Den ydre 
Svømmeplade er ikke blot længer, men ogsaa bredere end 
den indre; imidlertid er dens Form langstrakt og næsten 
liniedannet, eller kun svagt aftagende i Brede mod Enden; 
medens derimod den indre Svømmeplade er langstrakt, 
konisk eller dolkdannet, ved Roden noget opsvulmet. Denne 
sidste viser tillige mod Roden en lysere kredsrund Plet eller Svulst, 
som sees lige tydeligt fra Over- og Underfladen (Høreblæren 
med Hørestenen). Svømmepladerne ere langs begge Rande 
tæt besatte med lange Fjerbørster. 

Mellemste Halevedhæng, hvis Længde indeholdes 
omtrent syv Gange i Totallængden, har en saa eiendommelig 
Form, at nærværende Art ene derved tilstrækkeligt adskilles 
fra de andre her beskrevne Arter: det fremstiller nemlig en 
langstrakt Triangel, og viser bagtil ikke noget Indsnit, men 
ender med en lidt afskaaren eller stump Spidse; Triangelens 
Høide er mere end dobbelt saa stor som Grundlinien (de 
forholde sig omtrent som 9 til 4) ; Overfladen kun svagt kon- 
kav; Siderandene væbnede hver med tyve Torne, der tiltage 
lidt i Størrelse nedefter , men tillige staae længere fra 
hverandre mod Spidsen af Vedhænget. Enderanden eller 
den afskaarne Spidses Rand bærer fire Torne, af hvilke de 
to yderste dog ogsaa kunde henregnes til Siderandene, og de 
to mellemste ere meget smaa. 

4. MYSIS CORNUTA KB. 

Af denne Art erholdt jeg et Par Exemplarer ved 
Tromsø, og jeg har senere truffet den, skjondt ganske enkeltviis, 
i Mariagerfjord mellem de der forekommende Mysiser; ogsaa 
fandt jeg, ved at gjennemgaae mine Mysiser fra Spitsbergen, 
et enkelt Exemplar blandt disse, som hører herhid. Den har 
altsaa en temmelig vid Udbredelse i Norden. 

Størrelsen synes neppe at overskride syv Linier. 

Med Hensyn til Farven synes det at kunne betragtes 
som karakteristisk, at Halevedhængene ere forsynede med sex 



27 

sorte, næsten kredsrunde, Smaapletter, der danne ligesom en 
krum Tværlinie, to paa det mellemste Halevedhæng, og een 
paa hver af de yderste Halevedhængs Aarer nær Roden ' ). 
Derimod har jeg ikke, som hos endeel andre Dyr af denne 
Familie, fundet straaledannede Pigmentmasser hist og her. 

Rygskjoldets Længde indeholdes henimod fire Gange 
i Totallængden. Det er bagtil stærkt indbøiet paa Midten, 
Og lader de tre til fire sidste Brystringe ubedækkede. Fortil 
er det paa Midten udbuet og afrundet, dog forsynet med et 
Pandehorn, skjøndt lille og vanskeligt at bemærke. 

Oinenes (tal«. I, fig. 3 a) Længde indeholdes kun om- 
trent 12 Gange i Totallængden, og de naae næsten til Enden 
af de øverste Foleres Skaft, eller dog lidt ud over Enden af 
disses andet Led. Imidlertid giver deres Plumphed dem Ud- 
seende af at være temmelig korte, og deres Tykkelse udgjor 
| af deres Længde. En kort og tyk, ved et Indsnit forneden 
paa den indre Side frembragt Stilk iagttages. Omtrent den 
forreste Halvdeel af Oiekuglen, der i ringe Grad synes flad- 
trykket, indtages af Pigmentmassen. 

De overste Fole res Skaft er af forholdsviis tynd 
Bvgning, og overgaaer lidt en Tiendedeel af Totallængden. 
Formen ret tydeligt kølledannet, paa Grund af sidste Leds 
Udvidelse mod Enden. Leddenes Længdeforhold omtrent 
4 -.- 1 + 2. Deres Adskillelse svagt betegnet. Det sidste Led 
bærer adskillige korte Fjerbørster paa den indre Side (tab. I, 
fig. 3, a). Hos Hannerne fremtræder mellem de to Svøber 
(analogt med Forholdet hos de alt beskrevne Mysiser) en kegle- 
dannet Fremragning af ikke ubetydelig Størrelse, hvilken slet 
ikke spores hos Hunnerne (tab. I, tig. 3, a*). 

De nederste Føleres (tab. I, tig. 3, b) Skaft synes 
intet usædvanligt at frembyde; sidste Led er liniedannet. 
Detbladdannede Vedhæng udmærker sig derimod først 
ved Korthed, idet det neppe udgjør j. af Totallængden, og 



) Paa een Gang sees sædvanligt kun fire Pletter, enten man be- 
tragter Halevedhængene fra Ryg- eller Bugfladen , paa Grund 
af den Maade, hvorpaa Halevedhængene bedække hverandre. 



28 

langtfra ikke er dobbelt saa langt som de øverste Føleres 
Skaft, hvorimod det omtrent har Øiets dobbelte Længde. 
Dernæst viser det en liniedannet Form, men med en hos 
denne Slægt mindre sædvanlig Brede, idet denne sidste neppe 
indeholdes fem Gange i Bladets Længde. I Enden er det 
særdeles skraat afskaaret i Retning indenfra udefter og til- 
bage, hvorhos er at mærke, at den indre Vinkel viser sig 
temmelig bredt afrundet, medens den ydre er væbnet med en 
Torn af mere end almindelig Styrke og Størrelse. Bladets 
ydre Rand er aldeles nøgen, den indre og Enderanden der- 
imod tæt .børstevæbnede. 

Kindbakken er af omtrent lige Længde med Øiet, 
men kortere end dens egen Famler, om endog kun i ringe 
Grad (dog næsten >). Tandgrene, Børster og Tyggeknude 
viser den omtrent som hos andre Mysiser. Hvad der kan anføres 
som Betegnende for Famleren (tab. I, fig. 3, c) er den 
tydelige Afsætning af det meget lille første Led, Længden af 
andet Led (det er omtrent otte Gange saa langt som første, 
fuldt dobbelt saa langt som tredie, tydeligt mere end dobbelt 
saa langt som bredt) , samt den stærke Børstevæbning langs 
begge Sider af de to sidste Led. Især er det sidste saa 
stærkt bevæbnet, at det fremstiller ligesom en Børste eller 
Kradser, fornemmelig da det tillige er af en mere bred og 
oval Form, end hos andre nærstaaende Former. 

Første Kjæbepar har intet Betegnende. 

Hos andet Kjæbepar er Palpens sidste Led af lang- 
strakt, regelmæssigt oval Form. 

Andet Par Kjæbe fødders Foddeel (tab. I, fig. 3, d, 
d* og d**) viser omtrent følgende Længdeforhold af Leddene : 
3+l + 2+2£+2|+l. Sidste Led har omvendt Hjerteform, 
samt omtrent lige Længde og Brede, og er langs Randene 
væbnet idetmindste med 15 skarpe Saugtorne, der tiltage i 
Længde fra Roden mod Spidsen, hvor de omtrent naae Leddets 
dobbelte Længde. Tilsammen danne de ligesom en Vifte. 
Hos Palpeu, der omtrent har lige Længde med Foddelen, er 
Forholdet mellem Rodpladen og den tynde, leddede Deel, 
som 4 til 7. 



29 



Bryst fødderne ere alle af en temmelig stærk og solid 
Bygning, samt væbnede med Klo. 

Første Par Bryst fødder s Foddeel viser følgende 
Længdeforhold af Leddene: 3+1+4+3+3 + 1. Det næst- 
sidste Led eller Tarsen deles i fem Smaaled (af hvilke det 
første er det længste, det andet det korteste, de tre følgende 
indbyrdes omtrent lige lange); det sidste Led er en 
tydelig Klo (tynd, spids og lidt krum), ligesom hos alle 
de folgende Fodpar; denne Klo er ikke blot omgivet af 
Børster ved Roden, men udsender ogsaa nogle Stykker fra 
sin Midte. Palpen er lidt kortere end Foddelen (de forholde 
sig omtrent som 12 til 13); Forholdet mellem Rodpladen og 
Svøben er som 1 til 2. 

Andet og tredie Fodpar (tab. 1, fig. 3, e), som ind- 
byrdes ere lige lange og af samme Bygning, overgaae det 
første temmelig betydeligt i Længde (medens dette indeholdes 
over fem Gange i Totallængden, udgjøre de næsten { af 
denne), hvilket beroer paa Foddelens Tiltagen, da Palpen 
bliver omtrent uforandret. Leddenes Længdeforhold 3 + H+ 

4i+4i-4-5+l. 

De tre sidste Fodpar ere indbyrdes lige lange, kor- 
tere end andet og tredie, men kjendeligt længer end første. 
Bygningen som hos de foregaaende, kun at hos sjette Par 
Palpens Roddeel bliver liniedannet istedetfor pladedannet (For- 
hold, som iøvrigt gjentage sig hos alle Mysiser). 

Bug fødderne (tab. I, hg. 3, f) frembyde hverken i 
Størrelse eller i Form nogen mærkelig Afvigelse fra det for 
Mysiserne regelmæssige Forhold hos Hunnerne. Og hos Han- 
nerne fremtræde, atter ligesom hos Mysiserne i Almindelighed, 
paa nogle af Parrene to Aarer, den ene med betydelig Længde. 

Det mellemste Halevedhæng (tab. 1, hg. 3, g), som 
udgjør ubetydeligt mere end l af Totallængden og omtrent har f 
af Sidevedhængenes Længde, nærmer sig særdeles meget til 
den hos Mysis flexuosa beskrevne Form, fra hvilken den 
især kun adskiller sig ved et meget ringere Antal og altsaa 
videre stillede Sidetorne: femten Par. Ligesom hos den 
nævnte Art er Pladens Rygflade dybt udhulet efter Længden, 



30 



og den bageste Rand har et dybt (omtrent \ af Pladen ind- 
tagende), skarptvinklet Indsnit, hvis konvexe Siderande grade- 
viis bagtil skride ud fra hinanden. Tornene paa disse Rande 
ere særdeles smaa. 

De yderste Halevedhængs ydre Aare har en lang- 
strakt og smal, i Enden afrundet Form; Længden overstiger 
Breden mere end sex Gange. Den indre Aare, hvis Længde 
omtrent stemmer med det mellemste Halevedhæng, og udgjør 
| af den ydre Aares Længde, nærmer sig temmelig meget til 
denne sidstes Form, idet Pladen ikke er synderligt stærkt 
tilspidset mod Enden, og ikke meget stærkt udvidet mod 
Roden. Høre blæren er stor og tydelig. 

5. MYSIS LATITANS KR. 

Denne Art har jeg fundet mere enkeltviis blandet mellem 
Mysis oculata Fabr. (mellem tre til firehundrede Exem- 
plarer af denne sidste, 30 — 40 af førstnævnte), hvilken den 
staaer saa nær, at det ikke før meget seent er lykkedes mig 
sikkert at adskille den som egen Art l ). Naar man imidlertid 
først rigtigt har faaet Øiet aabnet for det disse to Arter 
Betegnende, kan man i Almindelighed skjelne dem uden 
nærmere Undersøgelse blot efter Habitus, idet nærværende 
Art har Formen lidt tyndere og siirligere; ligesom ogsaa Om- 
ridsene vise større Skarphed og Bestemthed, upaatvivleligt 
som Følge af Bedækningens større Haardhed (maaskee rettere 
udtrykt: mindre Blødhed), hvilken vel atter hidrører fra en 
lidt rigeligere Kalkafsætning. 

Ogsaa Farven er af et renere og lysere Gulbruunt 
(medens den hos M. oculata falder mere i det Graalige), 
hvorhos endvidere kan mærkes, at de sorte Stjerner paa 
Bagkroppen og mellemste Halevedhæng blive mindre, tildeels 
endog ganske utydelige. 



1 ) Alle Exemplarerne maatte, ifolge Forholdet af deres øverste 
Fokre og deres Bugfodder, ansees for Hunner, men da de tillige 
uden Undtagelse manglede den Hunnerne ejendommelige Bryst- 
sæk , kunne de kun antages for endnu ikke fuldvoxne Unger, 
og Arten kan folgelig supponeres at maatte naae en betydeligere 
Størrelse. 



31 

Rygskjoldet lader de to sidste Brystringe ganske ube- 
dækkede paa Rygfladen, og dets Pandehorn er ikke andet 
end en Udboining af den forreste Rand, der danner en Vinkel, 
som er lidt større end en ret. 

Oiet, som er kort og tykt pæredannet, og næsten uden Stilk, 
naaer blot lidt frem foran Enden af det første Led af de 
overste Foleres Skaft. Dets største Tykkelse er større end 
Halvdelen af dets Længde, men dog ikke fuldt lig 2 af denne. 
Den med Pigment forsynede Deel indtager ikke ganske 
Halvdelen af Længden. 

De øverste Følere ere af lidt spædere Bygning end 
hos M. oculata, men have iøvrigt ikke noget Betegnende. 
Forholdet af Skaftets Led har jeg fundet omtrent 44-1 + 2. 

Derimod frembyde de nederste Følere (tab. 1, fig. 4, 
a), og især disses bladdannede Vedhæng, ligesaa sikkre som 
letopfattelige Skjelnemærker mellem nærværende Art og M. 
oculata. Først er Formen i det Hele taget spædere. Der- 
næst er Skaftet kortere saavel i Sammenligning med Total- 
længden (det indeholdes ti Gange i denne) som med det 
bladdannede Vedhæng (det har paa det Nærmeste dettes 
halve Længde). Dets tredie Led viser intet Spor til Torn i 
Enden af den ydre Rand, og sidste Led har dobbelt saa 
stor Længde som Brede. Det bladdannede Vedhæng er 
mere end dobbelt saa langt som Skaftet og som de øverste 
Føleres Skaft, udgjør mere end J af Totallængden, rager med 
næsten § af sin Længde frem foran Enden af Skaftets sidste 
Led, har en meget langstrakt og smal Form (fuldkomment 
syv Gange saa lang som bred), som med Føie kan kaldes 
syldannet, og ender med en Torn, samt er langs begge Rande 
rigeligt beklædt med Fjerborster (paa den ydre Rand dog 
neppe lige til Roden; tab. 1, fig. 4, a' viser Spidsen). 

Overlæben har Form af et omvendt-hjertedannet Skjold 
af omtrent lige stor Længde og Brede, hvis forreste spidse 
Ende lægger sig ind mellem de nederste Foleres Rod. Paa 
hver Side mod den bageste Ende viser sig en lille frem- 
ragende Flig. Den bageste Rand er halvmaaneagtigt udbøiet, 



32 



væbnet med meget smaa Børster, som mod Midten tiltage 
noget i Længde, og derved ligesom danne en Fremragning. 

Kindbakken afviger neppe i noget Væsentligt fra Slæg- 
tens regelmæssige Form. Længden af dens Palpe indeholdes 
ti Gange i Totallængden, og stemmer med Længden af Skaftet 
hos de øverste og nederste Følere. Forholdet af dens tre 
Led er: 3+20+12. 

Kjæberne stemme saa aldeles overeens med den hos 
M. oculata iagttagne Form, at jeg ikke er istand til at ud- 
hæve noget for dem Eiendommeligt. 

Første Par Kjæbe fødder, hvis Længde indeholdes 
omtrent syv Gange i Totallængden, viser, hvad Foddelen an- 
gaaer, den samme komplicerede Bygning som hos M. ocu- 
lata. Dens sidste Led har større Brede end Længde. For- 
boldet mellem Fod og Palpe er som 7 til 10, eller Palpen 
er omtrent ^ længer end Foden. Palpens Roddeel forholder 
sig til Aaren som 3 til 7. Svøben har omtrent lige Længde 
med Palpens Roddeel. 

Andet Par Kjæbefødder indeholdes neppe sex Gange 
i Totallængden. Forholdet mellem Foden og Palpen er omtrent 
som 11 til 12, eller første er næsten ligesaa lang som sidste. 
Længdeforholdet af Fodens Led kan ansættes til: 4+2+ 
5+5+4+2. Forholdet mellem Palpens Roddeel og dens 
Aare er som een til to. 

Bryst fødderne have Slægtens almindelige Form og 
Forhold, og Fodens sidste Led deler sig i sex Smaaled, af 
hvilke det sidste i Enden er bredt afstumpet og børstevæbnet. 
Hos de to første Par er Forholdet mellem Fod og Palpe 
omtrent som 16 til 11, og Længdeforholdet af Fodens fem 
Led kan udtrykkes ved Tallene 3+3 + 9+9+9. Forholdet 
mellem Palpens Roddeel og dens Aare omtrent som 4 til 7. 
Hos tredie Fodpar har jeg fundet Forholdet mellem Fod 
og Palpe som 17 til 12, Fodleddenes Længdeforhold 4+4+ 
8+8+10; Forholdet mellem Palpens Roddeel og Aare som 
4 til 7. Forholdet mellem Fod og Palpe hos fjerde Par 
som 18 til 13, Fodleddenes 4+4+10+8+10; Forholdet hos 
Palpen 5 til 8. Hos femte Fodpar var Forholdet mellem 



33 



Fod og Palpe som 18.V til 14, mellem Fodleddene 6+3+10 
+ 8+10 og mellem Palpens Roddeel og Aare som 5 til 9. 
Hos sjette Fodpar endelig forholdt Foden sig til Palpen 
som 18i til 13; Fodleddenes Længdeforhold var ligesom hos 
femte Fodpar, og Forholdet mellem Palpens Roddeel og Aare 
som 5 til 8. 

Naar Bagkroppen hos denne Art sammenlignes med 
samme Deel hos M. oculata, vil man bemærke, at den ad- 
skiller sig ved spædere Form, ved større Længde af sjette 
Ring og (naar den betragtes ovenfra) ved en lille Torn eller 
tilspidset Flig, som fremtræder paa hver Side af femte og 
sjette Rings bageste Rand forneden. 

Bagkroppens Fødder vise omtrent det samme For- 
hold med Hensyn til Form og Størrelse, som hos Mysis- 
Slægtens Hunner i Almindelighed, og give saaledes ingen 
Anledning til nærmere Beskrivelse (tab. I, fig. 3, f). 

Det mellemste Halevedhæng (tab. I, fig. 4, b), 
som, naar det er fuldstændigt*), indeholdes næsten 51 Gange 
i Totallængden, og hvis største Brede indeholdes tre Gange 
i dets egen Længde, viser ingen Udhuling efter Rygfladens 
Længde. Skjøndt det ikke ganske savner de to sorte Pletter, 
der findes paa samme Deel hos M. oculata, saa ere de 
dog meget mindre, meget svagere farvede og anbragte nær- 
mere Pladens Rod. Indsnittet i Pladens bageste Rand ind- 
tager omtrent \ af dens Længde, og er meget tydeligt vinkel - 
dannet med regelmæssigt fra hinanden vigende Been, om 
Toppunktet end er lidt afrundet. Langs hver af Pladens 
Siderande har jeg talt omtrent 24 Torne, der ere jævnt for- 
deelte lige fra Roden. Indsnittets Rande ere, som sædvanligt, 
væbnede med mindre Torne. 



') Hos det ikke ringe Antal Exeraplarer , jeg har havt til min 
Raadighed, vare Halevedhængets Spidser næsten stedse i større 
eller mindre Grad mutilerede, og viste Spor til et Slags Re- 
generation, hvorved den oprindelige Form var mere eller mindre 
forandret. Dette Forhold finder deels sin Forklaring i en større 
Sprodhed af Intcgumenterne (begrundet i en stærkere Kalk- 
afsætning) , men kunde maaskee tildeels staae i Forbindelse 
med visse Eiendommeligheder i Levemaaden. 

3 



34 



De ydre Halevedhængs Forhold ere ene tilstrække- 
lige til at adskille nærværende Art fra M. oculata. Rod- 
delen er meget kort, og mere end dobbelt saa bred som 
lang; dens Længdeforhold til den ydre Aare omtrent som 1 
til 13; dens ydre Rand er uddraget til en tydelig Torn, 
hvilken hos M. oculata ganske savnes. 

Den ydre Aare er af en meget smal, liniedannet Form, 
omtrent ni Gange saa lang som bred, i Enden næsten af- 
stumpet, eller dog bredt og fladt afrundet. Dens Rande 
bære lange Fjerbørster. Den indre Aare har omtrent f af 
den ydres Længde, er omtrent fem Gange saa lang som bred, 
jævnt tilspidset, væbnet med Fjerbørster, samt desuden paa 
don indre Rand mod Roden med en halv Snees store og 
meget tydelige Torne, og med mindre tydelig Høreblære. 

6. MYSIS ARCTICA KR. 

I et i det kongl. naturhistoriske Museum henstaaende 
Glas, som indeholdt flere hundrede Exemplarer af Mysis 
oculata, nedsendte fra, Grønland, fandt jeg, da jeg engang 
besluttede mig til at opoffre nogle Dage paa at undersøge 
bemeldte Glasses Indhold Stykke for Stykke med Lupe og 
Mikroskop, foruden endeel Individer af Mysis latitans, et 
eneste Exemplar af nærværende prægtige Dyr, en Hun med 
Brystsækken fuld af Unger. Kun den Omstændighed, at det 
indtog Glassets Bund og aldeles bedækkedes af de overliggende 
almindelige Mysiser, havde hidtil unddraget en saa udmærket 
Form fra min Opmærksomhed. 

Størrelsen af Exemplaret udgjorde omtrent en Tomme. 

Farven var lyst leverbruun, noget ureen og skjoldet, 
men ganske uden Spor af de sorte Stjerner, der sædvanligt 
pryde Mysiserne. 

Rygskjoldet, hvis Længde fra Spidsen af Pandehornet 
til Midten af den bageste Rand udgjor lidt mere end i af 
Totallængden og lidt mere end Halvdelen af Bagkroppen, har 
vel den bageste Rand udskaaren eller halvmaaneagtigt ind- 
bøiet paa Rygfladen, men bedækker ikke desto mindre 
alle Brystringe lige til forreste Rand af Bagkroppens 






35 



første Ring. Og dets Sideflige strække sig endog udover 
denne Ring næsten til dens bageste Rand. Hvad der frem- 
deles udmærker Rygskjoldet, er, at det ved en usædvanlig 
tydelig og dyb Tværfure er deelt i en forreste og 
en bageste Deel, eller at omtrent dets forreste Trediedeel, 
som bedækker Oinenes og Følernes Rod, samt nogle af de 
forreste Munddele, danner ligesom et Slags Hovedskjold. 
Endvidere er det forsynet med meget tydeligt og bestemt 
fremtrædende, skjondt kort, Pandehorn 1 ), hvilket udgaaer 
fra en halvmaanedannet Udbøining af Rygskjoldets forreste 
Rand, naaer frem næsten i Linie med Oinenes forreste Ende 
og ligesom fortsættes ved en svag Kam langs en Deel af 
Rygskjoldets Medianlinie (tab. I, fig. 5, a). Dette Horn er 
lidt opadrettet og ved Roden noget fladtrykket, men ender 
meget flint tilspidset. Bag de nederste Føleres Rod danner 
Rygskjoldets forreste Rand paa hver Side en meget dyb og 
skarpvinklet Indbøining (for at tilstede de nederste Følere en 
friere Sidebevægelse?), hvorved paa hver Side frembringes en 
stor nederste Lap af lilspidset Tungeform. Rygskjoldets 
nederste Rand har paa hver Side to flade Indbøininger, en 
forreste mindre og en bageste større. 

Øinene, som ere temmelig korte (de indeholdes omtrent 
fjorten Gange i Totallængden, og naae neppe frem foran det 
første Led af de øverste Føleres Skaft), udmærke sig ved 
flere Særegenheder. Først have de et rødbruunt eller guul- 
liruunt Pigment istedetfor et sort; dernæst ere de meget flad- 
trykkede, saa at Oiekuglens Brede er omtrent eller næsten 
dobbelt saa stor som dens Høide. Oiekuglen lader sig end- 
videre her let adskille fra den tynde Stilk: dens Brede for- 
holder sig til dens egen Længde som 7 til 5A- og til Oiets 
Længde som 7 til 9; ovenpaa er den flad, og Pigmentet ind- 
tager der kun en indskrænket Strækning af den; nedenunder 
er den konvex og ganske optagen af Pigmentet. 



) Dets Længde indeholdes omtrent fjorten Gange i Rygskjoldets 
Længde. 



36 

De o verst e Føleres Længde i Forhold til Total- 
længden kan ikke bestemmes, da Svøberne vare beskadigede. 
Skaftet (tab. I, fig. 5, b) er temmelig kort (det indeholdes 
omtrent ni Gange i Totallængden), af plump, kølledannet 
Form. Første Led, hvis Længde er lig med de to følgende 
tilsammen, har sin øverste Flade meget dybt udhulet, for at 
optage Øiets konvexe Underflade. Det meget lille andet Led 
(det forholder sig til første som 2 til 7, til tredie som 2 til 
5) er ligesom skaalformigt udvidet, og danner et Slags Krands 
om Roden af det plumpe, tredie Led, hvis Tykkelse næsten 
er ligesaa stor som Længden (de forholde sig som 4 til 5). 
Dette sidste Led udsender en Dusk lange Fjerbørster fra 
Enden af den nederste Rand. Den ydre Svøbe deler sig 
tydeligt i en tyk Roddeel og en tyndere Snært, og den første 
har en særdeles tæt og rigelig Borstevæbning paa den nederste 
Side. 

De nederste Føleres Skaft viser en usædvanligt 
tydelig Ledinddeling, og staaer ikke meget tilbage for det 
bladdannede Vedhæng i Længde (med omtrent en Femtedeel). 
En temmelig stor og stærk Torn udgaaer fra Enden af dets 
andet Led paa den ydre Side af det bladdannede Vedhængs 
Rod. Dets to sidste Led ere begge noget kølledannede eller 
udvidede mod Enden; det femte, som er lidt kortere end 
fjerde, og omtrent naaer til Midten af det bladdannede Ved- 
hæng og kun omtrent til Enden af de øverste Føleres Skafts 
andet Led, udmærker sig ved Plumphed og ved en Dusk 
Borster i Enden af den ydre Rand. Det bladdannede 
Vedhæng, som udgjor omtrent - ( l af Totallængden, og hvis 
største Brede indeholdes lidt mere end fire Gange i Længden, 
har den indre Rand noget udbuet , Enderanden temmelig 
bredt og næsten lige afskaaren med en Torn paa det ydre 
Hjørne (tab. I, fig. 1, c), og er tæt børsteklædt paa den 
indre Side og i Enden, hvorimod den ydre Rand er aldeles 
nøgen. 

Kindbakken, hvis Længde indeholdes elleve til tolv 
Gange i Totallængden, og som er af Halvmaaneform , har de 
to sædvanlige tandbærende Grene , hver med fem større 



37 

Tænder, og mellem disse og den lille, stærkt fremragende, 
triangulære Tyggeknude syv eller otte plumpe, krummede, 
med meget smaa Torne væbnede Børster. Famler en er 
omtrent en halv Gang saa lang som Kindbakken; Forholdet 
mellem dens tre Led": 1 + 10+7. Det lille første Led har 
ikke andet Leds halve Brede, men er meget tydeligt afsat 
og begrændset. Andet Led udvider sig strax ved Roden paa 
den indre Side næsten uformeligt, eller danner ligesom en 
Pukkel, og aftager derpaa gradeviis i Brede indtil Enden. 

Første Kjæbepar viser intet Betegnende i Formen. 

Hos andet Kjæbepar er den øverste eller forreste af 
de fire Smaaplader, som danne den egentlige Kjæbedeel, 
særdeles kort, idet den kun naaer til Enden af Famlerens 
første Led (maaskee en tilfældig Mutilation?). Famlerens 
andet Led er temmelig regelmæssigt fiirkantet, i Enden lige 
og bredt afskaaret, omtrent af samme Længde og Brede 1 ). 
Overlæben er omvendt hjertedannet, bagtil noget utydeligt 
Hrefliget; de to mellemste Flige ere stærkere fremragende og 
have Randen børstevæbnet. 

Første Par Kjæbefødder, hvis Længde indeholdes 
sex Gange eller lidt mere i Totallængden 2 ), er af den for 
Mysiserne sædvanlige plumpe og komplicerede Form. Leddenes 
Længdeforhold i Fodgrenen lader sig meget vanskeligt be- 
stemme, men kan omtrent udtrykkes saaledes: 6+3+ H+ 
2=r + 4+2;y+2. Børstebevæbningen er saa rigelig, at den til- 
deels skjuler Leddenes Form. Forholdet mellem Fod og 
Palpe er som 20 til 26, mellem Palpens Roddeel og deus 
Aare som 8 til 18. Aaren bestaaer mindst af 20 Smaaled. 
Svøben, der ganske har Gjællestruktur, og upaatvivleligt er 
Respirationsorgan, er af meget langstrakt, i Enden tilspidset, 
Bladform, lidt mere end tre Gange saa lang som bred. Dens 
Længde forholder sig til Palpen som 1 til 2, til Foden som 
2 til 3. 



l ) Alle de enkelte Munddele har jeg fundet rundeligt bedækkede 

med de stilkede Æggehylstre af et igleagtigt Dyr. 
-) Dette gjælder Fodgrenen : Palpen er ikke synderligt længer. 



38 



Andet Par Kjæbefødder har næsten dobbelt saa stor 
Længde som første Par, og er af en langstrakt og tynd, men 
ingenlunde svag Form. Forholdet af Fodens Led er omtrent: 
3+4+4-i-6-|-ll + 8 + 3. Sidste Led, som har en oval, noget 
skedannet Form, udmærker sig ved sin overordentligt rige, til 
alle Sider udstaaende Børstevæbning, der giver det Udseende 
af en Kost eller Strigle. Forholdet mellem Fod og Palpe 
er som 37 til 30, mellem Palpens Roddeel og Aare som 8 
til 22. En tydelig, ja endog temmelig stærkt udviklet Svobe 
er tilstede (den forholder sig i Længde til Palpen som 1 til 
3). Den har Bladform, men ender bredt afrundet, viser ikke 
Gjællestruktur, og er i Randen børstevæbnet. 

Brystfødderne, som kun vise ringe Længdeforskjel (de 
voxe imidlertid svagt indtil det fjerde inklusive, og sjette er 
det korteste), kunne siges omtrent at indeholdes tre Gange i 
Totallængden. Alle Fødderne have en meget spæd eller svag 
Bygning, dog gjælder dette i endnu hoiere Grad de bageste 
end de forreste (tab. I, fig. 5, d og d*). Hvad der udmærker 
dem, er, at det sidste Led, skjøndt deelt i et Antal Smaaled 
(sex eller syv), dog ender med en tydelig, men kun svagt 
bøiet Klo, som bærer et Børsteknippe paa Spidsen 1 ); at de 
foran Kloen gaaende Smaaled voxe i Længde fra Roden, saa 
at det sidste faaer en anseelig Længde (det er ligesaa langt 
som de to foregaaende Smaaled tilsammen, og oftest dobbelt 
saa langt som Kloen); samt at alle Fodparrenes tredie og 
fjerde Led ere besatte med en Mængde lange og bløde Haar, 
medens det femte eller sidste Led bærer en Mængde Børste- 
knipper-). Første Par viser omtrent følgende Længde- 
forhold af Fodens Led; 2+24-9+144-13. Forholdet mellem 
Fod og Palpe kan ansættes som 40 til 35, mellem Palpens 



') Dette trænger dog til nærmere Forklaring. Kloens ovenomtalte 
Borsteknippe béstaaer af to Borster og en Torn, hvilken sidste, 
skjøndt bestemt afsat fra den foregaaende Deel af Leddet, ud- 
gaaer ligesom en Fortsættelse af dette. EHer med andre Ord : 
Kloen er bestemt toleddet. 

2 ) Et Knippe for hvert af de smaa Led. Borsterne ere Sang- 
børster, 



39 



Roddeel og dens Aare sum 8 til 27. I Aaren tælles, ligesom 
hos de følgende Fodpar, en Snees Led. Andet og tredie 
Fodpar ere vel ganske ubetydeligt længer end første, men 
stemme saa nær med dette i Form og Forhold, at det bliver 
overflødigt nærmere at omtale dem. Hos fjerde Pars Fod var 
Leddenes Længdeforhold omtrent 2+24-9 + 15-1-15. For- 
holdet mellem Fod og Palpe som 43 til 34, mellem Palpens 
Rod og Aare som 8 til 20. Hos femte Par var Leddenes 
Forhold i Foden 2+2+9+14+15; P'orholdet mellem Fod og 
Palpe som 42 til 33, mellem Palpens Roddeel og Aare som 
8 til 25. Endelig hos det næsten traaddannede sjette Par 
fandt jeg Leddenes Forhold i Foden 3+2+7^+13 + 12, For- 
holdet mellem Fod og Palpe som 38 til 30, og mellem 
Palpens Roddeel (som er liniedannet) og Aaren som 8 til 22. 

Om Bagkroppen tinder jeg ikke videre at bemærke, 
end at dens sjette Ring har en temmelig betydelig Længde, 
fuldt dobbelt saa stor som femte Ring, og at dens bageste 
Hjorner paa Bugfladen ere uddragne til en, vistnok lille, men 
dog tydelig Torn. 

Første Par Bugfødder, hvis Længde indeholdes 25 
Gange i Totallængden, bestaaer af et næsten rudimentært 
Rodled og eu mere end tre Gange saa lang Aare, af lang- 
strakt-oval Form, og væbnet med omtrent sexten lange Svømme- 
børster langs den ydre Rand. 

Andet Par Bug fødder, som er lidt længer end første, 
har Rcdleddet tydeligere udviklet, i Enden udvidet, og Aaren 
af Linieform. Hos det lidt længere tredie Par ere begge 
disse Egenskaber endnu stærkere udviklede. Og hos de to 
følgende, gradeviis voxende Bugfødder, bliver Aaren syl- 
dannet og langs begge Rande væbnet med Fjerbørster. 

Det mellemste Halevedhæng (tab. I, tig. 5, e) er 
af langstrakt Form, (dets største Brede fortil udgjør omtrent 
| af Længden), bagtil meget smallere og ligesom lidt ind- 
knebet, langs Siderandene væbnet med en Snees Tornepar, 
(eller, naar alle de smaa mellem de større anbragte med- 
regnes, nogle flere), med et Indsnit i den bageste Rand, 
som er dybt (dets Længde udgjør omtrent ^ af Pladens 



40 

Længde) men smalt, (saa at dets Tornevæbning næsten mødes 
i Midten), med temmelig parallele Rande og paa Bunden 
eller fortil bredt afrundet. 

De yderste Halevedhængs Længde udgjør næsten \ 
af Totallængden; den indre Aare rager kun meget lidt 
frem bag Spidsen af det mellemste Halevedhæng, og har den 
sædvanlige smalle, noget tilspidsede Form; Høre sækken er 
forholdsviis temmelig lille, men dog tydelig. Den ydre Aare 
overgaaer den indre temmelig betydeligt i Længde, idet deres 
Forhold næsten er som 3 til 4; dens Længde er omtrent 5 
til (3 Gange saa stor som Breden; Form og Forhold iøvrigt 
det sædvanlige. 

De talrige i Bugsækken indesluttede Embryoner (over 
en Snees Stykker) havde en ret anseelig Størrelse (alle om- 
trent to Linier) og vare fuldt udviklede (tab. I, tig. 5, i'). 
Det vil sige: alle hos det voxne Dyr forekommende Lemmer 
kunde let eftervises , Øine , øverste Følere med to lange 
Svøber, nederste Følere med Svøbe og Vedhæng, Kindbakke 
med tydeligt treleddet Palpe, Kjæbefødder, Brystfødder og 
Bugfodder i det regelmæssige Tal o. s. v. Hvad der adskilte 
dette Embryo fra det fuldbaarne Embryo til Ex. af Mysis 
flexuosa, var en langt foran Oinene udstrakt tyk, lidt op- 
adbøiet, i Enden bredt afrundet Cylinder (Antydning af det 
senere Pandehorn?), Længden af Følernes Svøber, der omtrent 
stemmer med Totallængden , og de ligeledes meget lange 
Brystfødder, af hvilke de bageste naae Halevedhængene med 
deres Spidser. 



DIAGNOSER AF DE OVENBESKREVNE ARTER. 

1. Mysis flexuosa Miill. 
Appendix antennarum inferiorum foliiformis quartam 
ferme æquans partern longitudinis animalis, duplamque pedun- 
culi antennarum superiorum superans longitudinem, triplamque 
oculi; septies et ultra longior quam latior, apice suboblique 
truncato, aculeo prædito anguli exterioris, margine exteriori 



41 

nuda. Rostrum frontale perbreve, depresso-laminare, apice 
obtase rotundato. Palpus mandibulæ tantillum modo maudi- 
bula ipsa longior, ultimo articulo apice haud hamato. Palpus 
maxillæ posterioris articulo ultimo ovali, multo longiori 
qnam latiore. Lamina caudalis intermedia sextam ferme 
longitudinis animalis partern æquans, longitudinaliter profunde 
excavata , 28 is ferme marginum lateralium armata aculeis, 
postice incisura prædita profunda , acutangulata , lateribus 
convexis sensim divergentibus. 

2. Mysis oculata Fabr. 
Appendix antennarum inferiorum foliiformis quintam 
vix æquans longitudinis animalis partern, nec duplam pedun- 
culi antennarum superiorum attingens longitudinem (duplam 
vero oculi); qvinquies ferme longior quam latior, apice acu- 
minato-rotundato, inermi, margine exteriori setosa. Rostrum 
frontale fere evanidum. Palpus mandibulæ dimidia ferme 
parte ipsa mandibula longior, ultimo articulo apice hamato. 
Palpus maxillæ posterioris articulo ultimo latiori quam 
longiori. Lamina caudalis intermedia sextam ferme 
longitudinis animalis partern æquans, longitudinaliter parum 
supra excavata, 32 is ferme marginum lateralium armata acu- 
leis, postice incisura prædita profunda anterius, obtuse rotun- 
data, lateribus subrectis, subparallelis. 

3. Mysis vulgaris Thomps. 
Appendix antennarum inferiorum foliiformis quintam 
longitudinis animalis partern destincte superans, pedunculo 
antennarum superiorum ter fere longior, oculo plus ter longior, 
octies et ultra longior quam latior, subulata, apice inermi, 
margine exteriori setosa, Rostrum frontale prorsus sæpius 
evanescens. Palpus mandibulæ longitudine mandibulam ipsam 
vix superans, ultimo articulo recto. Palpus maxillæ poste- 
rioris articulo ultimo ovali, longiori quam latiori. Lamina 
caudalis intermedia septimam ferme longitudinis animalis 
partern æquans, elongato-triangularis, apice præciso non vero 
emarginato, parum supra excavata, vicenis marginum latera- 
lium armata aculeis. 



42 



4. Mysis cornuta Kr. 

Appendix antennarum inferiorum foliiformis sextam 
longitudinis animalis partern vix æquans, pedunculo anten- 
narum superiorum haud duplo longior, oculo duplo ferme 
longior, vix quinquies longior quam latior, linearis, apice 
obliquissime truncato, aculeo armata anguli exterioris forti, 
margine exteriori nuda. Rost rum frontale bene distin- 
etum, acutum. Palpus mandibulæ longitudine mandibulam 
ipsam tantillum modo superans, ultimo articulo crasso r.ecto 
aculeis setisque dense obtecto. Palpus maxillæ poste- 
rioris articulo ultimo ovali, longiori quam latiori. Lamina 
c au dal is inter media septimam longitudinis animalis partern 
parum superans, vix ter longior quam latior, profundius per 
dorsi longitudinem excavata, 15 is marginum lateralium armata 
aculeis, postice profunde (per quartam fere longitudinis la- 
minæ partern) excisa et acutangulata, ut margines incisuræ 
convexi postice sensim divergant. 

5. Mysis latitans Kr. 

Appendix antennarum inferiorum foliiformis quintam 
longitudinis animalis partern superans, pedunculo antennarum 
superiorum et inferiorum oculoque plus duplo longior, s ep tie s 
longior q u a m 1 a t i o r , apice subulato, a c u 1 e a t o , margine 
exteriori setosa. Rostrum frontale evanidum. Palpus 
mandibulæ dimidia fere parte mandibula ipsa loDgior, ultimo 
articulo apice subbamato. Palpus maxillæ posterioris 
articulo ultimo sublatiore quam longiore (v. eadem longitudine 
ae latitudine). Laniina caudalis int ermedia sexta longi- 
tudinis animalis parte subbrevior, supra longitudinaliter non 
excavata, 24 is ferme marginum lateralium armata aculeis, 
postice incisura profunda, distincte angulata. 

Mysis arctica Kr. '). 
Pedunculus antennarum superiorum crassissimus, 
articulis discre ti s, secundo dilatato patelliformi. 
Appendix antennarum inferiorum foliiformis sextam ferme 



) An potius lHJvum genus? 



43 



æquans longitudinis animalis partern, pedunculo quinta parte 
modo longior, oculis plus duplo longior, quater ferme longior 
quam latior, apice truncato aculeo anguli exterioris, margiue 
exteriori nuda. Rostrum frontale breve sed bene perspi- 
cuum, acuminatum. Oculi breves, pedunculo gracili, globulo 
valde depresso, fusci. Scutum dorsale magnum 
omnes thoracis annulos postice tegens, ad latera 
etiam superans, medio tamen margine postico promnde con- 
cavo. Flagellum pedum maxillarium anteriorum folii- 
forme, stractura branchiali (vel branddam quasi efficiens?). 
Pedes thoracici elongati, gracillimi, fere filiformes. La- 
mina c au dal i s in terme dia sextam longitudinis animalis 
partern superans, quater longior quam latior, 20 is ferme mar- 
ginum lateralium arinata aculeis, postice per quintam ferme 
longitudinis laminæ partern excisa, incisura angusta, non angu- 
lata, an ti c e rotundata. 

7. Mysis inermis Rathke 1 ). 
Appendix antennarum in fe r i o ru m foliiformis septimam 
fere æquans partern longitudinis animalis, duplam pedunculi 
antennarum superiorum haud attingens longitudinem sed tri- 
plam oculi, ter fere longior quam latior, apice peroblique 
truncato, aculeo prædito anguli exterioris, margine exteriori 
nuda. Rostrum frontale omnino nullum. Palpus mandi- 
bulæ ... Palpus maxillæp ost erioris . . . Lamina c au da lis 
intermedia septimam ferme longitudinis animalis partern 
æquans, supra longitudinaliter parum excavata, lG is ferme 
marginum lateralium armata aculeis, postice incisura prædita 
profnnda antice valde angusta. 



l ) Denne af H. Rathke i hans »Bcitrage zur Fauna Norwegens« 
S. 20 opstillede og beskrevne Art har jeg saavel truffet paa 
den norske Kyst indtil. Tromso (skjondt kun sparsomt), som 
ogsaa paa Jyllands Østkyst mellem andre My sis-Arter , og den 
maa altsaa optages i vor Fauna. Jeg har maattét lade mig 
noie nied at give en ikke ganske fuldstændig Diagnose og 
Udmaaling af den, da jeg for Tiden savner ret gode Exemplarer 
til dens fuldstændigere Undersøgelse. 



44 



CONSPECTUS SPECIERUM. 

J nigri M. cornuta 
( distinctum i° culi \iulvi M.arctico 



Lamina 

caudalis 

intermedia 



nuda ; rostrum 



postice incisa ; 
margo app. folii- 
formis ant. inf. I 
exterior 



evanescens ; la- C 28 is M. flexuosc 

mina aculeis mar- 1 

ginalibus ( 16 is M. inermi 



i elongato-ovata M oculata 
setosa ; appendicis formå ^ suhuh ^ M tø tø; . 



postice non 
incisa 



M. vulgaris 



Som Tilgift til de ovenbeskrevne nordiske Mysisarter 
lader jeg følge nogle nærstaaende, mest exotiske Former, 
der synes mig ikke at mangle videnskabelig Interesse. 

CYNTHIA INERMIS KR. 

Da denne Slægt endnu maa ansees som meget lidt be- 
kjendt, troer jeg intet overflødigt Arbeide at foretage, ved at 
føie en ny Art til de to, som forud ere optagne i Systemet. 
Vel er jeg i min Undersøgelse indskrænket til to, og disse 
noget mutilerede, Exemplarer, men desuagtet vil Arten kunne 
fastsættes med Sikkerhed, og Slægtens Karakteristik i flere 
Punkter forøges 1 ). Jeg har fanget det beskrevne Dyr i det 
aabne Atlanterhav, det ene Exemplar paa omtrent 47° nord- 
lig Brede , det andet paa 14 ° . 

Længden fra Midten af Panderanden til Spidsen af 
mellemste Halevedhæng var kun fire Linier. 



1 ) Den Thompsonske Art (C. Thompsonii M. Edw.) støtter sig 
kun paa et eneste Exemplar, en Han, og saavidt jeg kan 
skjønne, har Milne Edwards heller ikke kunnet begrunde 
sin C. armata med et rigere Materiale. Dana har mellem 
sin Reises rige Udbytte ingen Cynthia. 






45 

Farven hvidguul, i det bruunlige, med to temmelig 
store, kredsrunde, sorte Pletter paa hver Side af de to sidste 
Brystringe og de sex Haleringe, den ene ovenover den anden. 
Ogsaa findes sort Pigmentmasse afsat hist og her i Legemets 
forskjellige Dele, dog under uregelmæssige Former og i saa 
ringe Mængde, at den forst ved stærkere Forstørrelse iagttages. 

Formen som hos en Mysis, kun Buglemmernes Størrelse 
paafaldende. 

Rygskjoldet, hvis Længde omtrent udgjør £ af Total- 
længden, er forsynet med et lille og særdeles fiint Pande- 
horn, og har den bageste Rand paa Midten saa dybt ind- 
bøiet, at idetmindste de to sidste Brystringe savne Bedækning 
paa Rygfladen. 

De øverste Føleres Forhold til Totallængden kan 
ikke bestemmes, da Svøberne vare afbrudte. Skaftet (tab. 
II, fig. 6, a) er stort og plumpt (dets Længde udgjør omtrent 
i af Totallængden). Leddenes Længdeforhold 3-bT-f~3. Det 
første paa den ydre Side indbøiet, i Enden udvidet, for lige- 
som at rette sig efter Øiets Form. Det andet af større 
Brede end Længde. Det tredie, langstrakt -fiirkantede ud- 
sender i Enden paa den indre Side en Spids eller konisk 
Forlængelse, og er paa hele den indre Side nedefter tæt be- 
dækket med et Lag af uendeligt fine Haar. Efter de af- 
brudte Stumper at skjonne er den indre Svøbe lidt tykkere 
end den ydre; begge deelte i korte Led. 

De nederste Føleres (tab. II, fig. 6, b) Svøbe af- 
brudt. Skaftet fireleddet (Rodleddet medregnet); Leddenes 
Længdeforhold 2-}-l+2-f 1. Tredie Led langt og liniedannet; 
fjerde Led udvidet mod Enden , noget bægerdannet , dog 
uregelmæssigt. Det bladdannede Vedhæng naaer ingen- 
lunde til Enden ' af de øverste Føleres Skafts tredie Led, 
men dog udover Midten af dette Led; dets Form er smal 
og langstrakt med den indre Rand udbuet, i Enden afrandet 
med en Torn paa det yderste Hjørne. Den ydre Rand nøgen, 
den indre og Enden tæt forsynet med Fjerbørster. 

Øiet temmelig kort, da dets Længde indeholdes omtrent 
tretten Gange i Totallængden, og det ikke ganske naaer til 



46 

Enden af de øverste Føleres Skafts første Led ; derimod meget 
tykt, næsten lige saa bredt som langt, med særdeles kort, 
tynd (altsaa tydeligt afsat) Stilk. Øieæblet udfyldes næsten 
ganske af Pigmentmassen (tab. II, fig. 6, a). 

Kindbakken (tab. II, fig. 6, c) har en ikke ubetydelig 
Størrelse, og er, ligesom hos Slægten Mysis, forsynet med 
en endnu meget større Palpe (Kindbakkens Længde for- 
holder sig til Palpens som 2 til 3). Kindbakkens forreste- 
inderste Hjorne udsender to stærke Hornspidser, af hvilke 
den ene deler sig i fire Smaatænder; og lidt længer tilbage 
vise sig tre (maaskee flere) stærke, simple Torne (uden Børster 
eller Sidetorne), og atter bag disse fremtræder en hornfarvet 
Tyggeknude. Palpen treleddet. Leddenes Forhold l + 12-{- 8. 
Andet Led meget tykt, pølsedannet, paa den indre Side med 
fire vidtspredte Børster. Tredie Led er tyndt, af lige Tykkelse 
i næsten hele Længden, i Enden lidt tilspidset og svagt ind- 
bøiet; paa den ydre Side først (o: nærmest Roden) væbnet 
med fem eller flere temmelig lange tætstillede Saugbørster, 
dernæst med ni temmelig vidtstillede smaa Torne, hvilke i 
Enden ere ligesom kostedannede eller forsynede med over- 
maade smaa Bibørster. Enden af Leddet er saa tæt besat 
med korte Saugbørster, at de gjøre det vanskeligt, at erkjende 
dets Form. 

Første Kjæbepar (tab. II, tig. 6, d) bestaaer af to 
smaa Plader, af hvilke den forreste, som er lidt større end 
den bageste, har Enderanden tæt optaget af sex stærke Torne. 
Paa den bageste har jeg kun iagttaget fire Torne, som sidde 
noget adskilte fra hverandre, men i Længde og øvrige Be- 
skaffenhed omtrent stemme med de paa forreste Plade 
anbragte. 

Andet Kjæbepar (tab. II, fig. 6, e)* viser, foruden to 
Kjæbeplader, en stærk, toleddet Palpe. Kjæbep laderne s 
Enderand indtages hver af sex Torne. Palpen, som er om- 
trent dobbelt saa lang som Kjæbepladerne, udmærker sig ved 
Størrelsen af sit forste Led, som neppe staaer i Længde til- 
bage for andet; dette er meget rigeligt tornevæbnet paa den 
indre Rand og i Enden, sparsommere derimod paa den ydre Rand. 



47 

Underlæben (tal). II, flg. 6, f) er en kort, bred Plade, 
hvis forreste Rand bøier sig noget ind paa Midten, saa at 
to bredt afrundede, i Randen med sraaa og fine Børster væbnede 
Flige opstaae. 

Første Par Kjæbefødders (tab. II, tig. 6, g) Fod- 
green har jeg fnndct plump, femleddet (Leddenes Længde- 
forhold omtrent 2-f 1 + 1-f 2-f 1). Sidste Led er ovalt med 
Tilnærmelse til Skivedannelse, og viser nogle smaa Børster 
spredte paa alle Rande. Palpe og Vifte har jeg ikke 
iagttaget, men jeg tør ikke nægte, at de, uagtet al Sogen, 
kunne have unddraget sig min Opmærksomhed. 

Andet Par Kjæbefødder (tab. II, hg. 6, h) bestaaer 
af en syvleddet Fodgreen og en Palpe, hvilke begge ere 
heftede til en plump Rod de el. Fodgrenens Led ere plumpe, 
alle næsten af ligesaa stor Brede som Længde, undtagen det 
fjerde, som overgaaer de øvrige meget i Længde, og det 
sidste, som er en Klo. Nogle smaa Børster iagttages paa 
det sidste Led. Palpen, som er lidt længer end Fodgrenen, 
bestaaer af en ualmindeligt langstrakt Roddeel og en omtrent 
tileddet Svøbe. Disse Kjæbefødder stemme i det Væsentlige 
af deres Bygning ganske med Brystfødderne, kun at de ere 
meget mindre (de indeholdes omtrent otte Gange i Total- 
længden) og af plumpere Bygning, og kunne altsaa, som 
Edwards har foreslaaet og Dana efter ham optaget, hen- 
regnes til Brystfødderne, hvis Tal da bliver syv Par. 

Det første Par Brystfødder (tab. II, fig. 6, i og i*) 
danner en Overgang mellem de nysbeskrevne Kjæbefødder 
og de øvrige Brystfødder baade i Størrelse og Form. Det 
er dobbelt saa langt som de første og af spædere Bygning, 
paafaldende kortere end de sidste, men kjendeligt førere. 
Foruden en langstrakt Roddeel synes det kun at bestaae af 
fem Led, af hvilke det sidste er en lang Klo (Leddenes 
Forhold omtrent 1-f H-f 4+4+2^), men ved Presning erfarer 
man, hvad ellers ved omgivende Børster skjules, at et meget 
lille Led gaaer foran for Kloen, og at Foden altsaa er sex- 
leddet. Palpen er kortere end Foden, omtrent tileddet. 



48 

De øvrige Brystfødder (tab. II, fig. 6, k, k* og k**) 
have en ganske anseelig Længde (den udgjor over ^ af 
Totallængden), men en særdeles spæd Bygning. Roddelen 
langstrakt og smal, lidt tilspidset mod Enden, indeholdes 
omtrent sex Gange i Fodgrenens Længde. Denne, som 
næsten kan kaldes børsteagtig, bestaaer af sex Led, hvis 
Længde omtrent kan ansættes H+3^ + 10+3^+4+2^. Første 
Led er meget skraat afskaaret i Enden; tredie, fjerde og 
femte Led forsynede med en Deel Børster og Børsteknipper; 
sjette Led eller Kloen endelig saa tæt omgivet af lange 
Saugborster, at den kun med Vanskelighed iagttages. Pal- 
pen har kun omtrent Fodgrenens halve Længde. 

Imellem de bageste Brystfødder findes et lille Skjold 
eller en Plade anbragt, som mod Enden er væbnet med sex 
Torne, og hvilken Plade af Thompson betragtes som eien- 
dommelig for Hannerne, i Overeensstemmelse med Forholdet 
hos Mysiserne. 

Bagkroppen er trind, temmelig tyk, eller dog fyldig, 
uden Torne paa nogen af Ringene. Af disse have de fem 
første indbyrdes omtrent lige Længde; den sjette overgaaer 
just ikke betydeligt de foregaaende, og staaer langt tilbage 
for det mellemste Halevedhæng. 

Bagkroppens Lemmer (tab. II, fig. 6, 1, m, n og o), 
fem Par, kunne paa Grund af deres Overeensstemmelse om- 
tales under eet. De ere af ret anseelig Størrelse, næsten 
lige lange; dog staae de to sidste Par lidt tilbage for de 
foregaaende i Længde. De bestaae først af en meget stor, 
bred og solid Rodplade, hvilken meget nær udgjør Halv- 
delen af Lemmernes Længde, og hvis Brede forholder sig til 
dens egen Længde omtrent som 2 til 3. Dens nederste Rand 
deles ved en dyb, afrundet Indbugtning i to store Flige, af 
hvilke den ene, den yderste, altid er bredere og stumpere, og 
tillige ubetydeligt kortere, end den anden. Fra Bunden af 
denne Indbugtning og mellem Fligene udgaae dernæst to 
Aarer (første Par Bugfødder har dog kun een Aare), hvilke 
ere lange (alle omtrent af lige Længde), men meget tynde, 
snordannede, deelte hver i en halv Snees Smaaled, rigeligt 



49 



væbnede med lange Fjerbørster. Hertil kommer endelig et 
lille hudagtigt Redskab, som er tilheftet paa Bunden af 
Indhugtningen bag Aarerne, og som deler sig i to, omtrent 
lige lange, mere eller mindre bugtede og krummede Arme, 
som altid synes at være meget kortere end Aarerne. Det er 
disse Redskaber, Mil n e-Edwards har betegnet som Gjæl- 
lerne (hos Thompson tinder jeg ingen saadan Udtydning 
af dem), og, uagtet jeg ikke vil bekæmpe Rigtigheden af 
denne Anskuelse, mener jeg dog, at den er fremsat med for 
stor Afgjorthed, eftersom jeg intet Spor til Gjæl le struktur 
har kunnet iagttage hos dem. Rigtigst vilde det derfor 
maaskee være, at betragte dette Punkt som et endnu tvivlsomt, 
hvis Afgjørelse maatte søges i Iagttagelsen af det levende 
Dyr. Hvad nu disse pølsedannede Grenes spiralagtige 
Krumning angaaer, da maa den vistnok snarere betragtes 
som Undtagelse end som Regel. I al Fald har jeg, som mine 
Tegninger vise, ikke fundet Forholdet ganske saaledes, som 
Thompson, og efter ham Edwards, afbilder det. 

Det mellemste Halevedhæng (tab. II, fig. 6, p), 
som næsten udgjør £ af Totallængden, men ikke ubetydeligt 
staaer tilbage for Sidevedhængene i Længde, har en langstrakt 
og smal Form, som gradeviis endnu bliver lidt smallere bagtil, 
er i Enden afrundet eller fladt udbuet, og udmærker sig 
især ved Fiinheden af sin Tornevæbning. Den bageste af- 
rundede Rand har jeg fundet væbnet med sex Torne, af 
hvilke de to yderste paa hver Side, skjondt smaa, dog i be- 
tydelig Grad overgaae de to mellemste: og med disse sidste 
stemme omtrent de Torne, som ere anbragte langs Side- 
randene; den hele Tornevæbning , med Undtagelse i al 
Fald af de fire nysomtalte, lidt større Torne, kan ved en los 
Betragtning meget let ganske oversees, og det er derfor, jeg 
foreslaaer at kalde denne Art inermis. 

De yderste Halevedhæng indtage næsten i af Total- 
længden, og udmærke sig især derved, at den inderste 
Aare er kjendeligt længer end den yderste, skjondt ogsaa 
denne sidste naaer udover det mellemste Halevedhæng. For- 
men af den indre Aare er særdeles smal, griffel- eller dolk- 

4 



50 

a^tig. Ho re redskab et optager ganske dens første Fjerde- 
deel eller lidt mere. Dens indre Rand er væbnet med meget 
smaa Torne (dog noget større end de paa den modsvarende 
Rand af det mellemste Halevedhæng), som vise den Særegenhed, 
at øverst afvexle regelmæssigt større og mindre Torne med 
hinanden, derpaa følger en Strækning, hvor en større Torn 
fremtræder efter to mindre, og nederst endelig ere tre mindre 
Torne ligesom indesluttede af større. Paa den ydre Rand 
har denne Aare lange Børster. — Den ydre, kortere Aare er 
vel ogsaa smal, dog bredere end den indre; dens ydre Rand 
er nøgen i de forste Totrediedele; men derpaa fremtræder 
den stærke Torn, som ellers pleier at indtage det yderste- 
nederste Hjørne, og denne efterfølges umiddelbart af lange 
Fjerbørster, som optage den nederste Trediedeel (fire), den 
flade eller afstumpede Enderand (tre) og den lidt udbuede 
indre Rand. 

Jeg skal nu til Slutning omtale det beskrevne Dyrs Ad- 
komst til at gjælde som en ny Art. Fra Cynthia armata 
Edw. er den, foruden ved andre Forhold, bestemt og tydeligt 
adskilt ved det meget korte Pandehorn, og al yderligere 
Sammenligning bliver her overflødig. Men til den Thomp- 
son'ske Art, som ogsaa skal stamme fra det aabne Atlanter- 
hav, nærmer den sig mere, og derfor skal jeg sammenstille 
Forskjellighederne. Farven omtales ikke af Thompson, 
men efter hans Afbildning maa man antage 1) at kun een 
Række Pletter ere tilstede langs hver Side afBag- 
kroppen. Pandehornets Længde stemmer omtrent med 
Forholdet hos C. inermis, men 2) det fremstiller mere 
en Vinkel eller en Udbøining af Rygskjoldets for- 
reste Rand end et egentligt Horn, hvilken Form C. 
inermis derimod viser. — I Diagnosen hos M.-Edw. hedder 
det: carapace s'etendant jusq'au dernier anneau du thorax, og, 
da Thompson ikke berører dette Forhold i sin Beskrivelse, 
maa Edwards have hentet denne Angivelse fra hans Af- 
bildning. Hvis den var ganske sikker, vilde den være til- 
strækkelig til Adskillelsen af min Art fra Thompson' s, men 
jeg frygter for, at den ikke er ganske berettiget, og anseer 



51 



det derfor for forsigtigst , at holde dette Punkt udenfor 
Sammenligningen. Medens efter Thompson' s Afbildning og 
og E.'s Diagnose 3) de nederste Føleres bl ad danne de 
Vedhæng naaer til Enden af de øverste Føleres 
Skaft, strækker det sig hos C. inermis kun lidt ud over 
Midten af de øverste Foleres Skafts tredie Led; ogsaa er 
dette Vedhæng af en mere langstrakt Form end Thompson' s 
Figur viser, 4) samt i Enden afrundet, ikke skraat 
afskaaret. — Istedetfor »a taper sessile appendage, very 
strongly ciliate.d« (Thompson' s Ord) eller »une petite ecaille 
pilifore« (Edwards) i Enden af de øverste Foleres Skaft 
paa den indre Side, har jeg kun seet hos C. inermis 5) 
en konisk Udvæxt af Leddet, og denne nøgen eller 
uden Børster, medens Leddet bag den viser utal- 
lige bløde Haar. Munddelene beskriver Thompson ikke, 
men han afbilder de to sidste Led at Kindbakkens Palpe. 
Dersom denne Afbildning tor antages for noiagtig, 6) vil 
man alene i den kunne finde tilstrækkeligt Motiv 
til at sondre C. Thompsoni og C. inermis. At Th. 
fremstiller de to første Fodpar som manglende Klo, antager 
jeg blot at hidrøre fra en Vildfarelse, og kan altsaa ikke 
tage Hensyn til dette Punkt ved Artsadskillelsen. Derimod 
kommer den almindelige Form af Bryst fødderne i Betragt- 
ning, idet disse Redskaber hos Thompson ikke vise noget 
Spor 7) til den Stivhed og ualmindelige Spædhed, 
som er karakteristisk for C. inermis. — Det til de mand- 
lige Forplantningsredskaber henhørende Pladepar, som er an- 
bragt mellem de sidste Brystfødder, er hos C. Thompsoni 
væbnet med »three curved hooks«, 8) hos C. inermis med 
sex stive Torne. Efter Th.'s Afbildninger er den stumpe 
og hrede Flig paa Bugføddernes Roddeel forneden længer end 
den tilspidsede; 9) hos C. inermis har jeg iagttaget 
det omvendte Forhold paa alle fem Par Buglemmer. 
Og hvad Bugføddernes Vedhæng eller de saakaldte Gjæller 
angaaer, 10) da naae de hos C. inermis hverken den 
Udvikling iLængde, eller vise de den regelmæssige 
Dreining i en Sneglelinie, som Th.'s og M.-Edw.'s Af- 

4* 



af- 
bildninger angive. 11) Halevedhængene ere alle hos 
C. inermis af en meget mere langstrakt og spæd 
Form end Th. for sin Art angiver. Det mellemste Hale- 
vedhæng er efter Th. stærkt udvidet ved Roden, dets Ende- 
rand »truncated or very sligthly indented«, dets Siderande 
væbnede med stærke og iøiefaldende Torne, 12) hvilket alt 
er anderledes hos C. inermis. -—De ydre Halevedhængs 
yderste, kortere Aare, som hos Th.'s Art ender tilspidset, er 
13) her trunkeret, saa at tre Fjerbørster findes an- 
bragte jævnsides paa Enderanden; dets indre Aares 
T o r n e b e v æ b n i n g er n æ s t e n u m æ r k e 1 i g (T h. afbilder Torne 
af ikke uanseelig Størrelse). Saamange og tildeels saa be- 
tydelige Afvigelser, mener jeg, kunne vel retfærdiggjøre Op- 
stillingen af en ny Art, og denne har jeg forsøgt at diag- 
nosere paa følgende Maade. 

Cornu frontale distinctum , sed gracillimum brevissi- 
mumque (baud ad dimidiam oculi longitudinem porrectum). 
Appendix antennarum inferiorum foliiformis angustata 
apiee rotundato, ad finem pedunculi antennarum superiorum 
haud perveniens. Articulus secundus pal pi man dibularnm 
erassissimus, clavatus; articulus tertius gracilis, linearis, apice 
aeuminato subincurvo. Pedes thoracici gracillimi, rigiduli, 
fere setacei. Appendices (branchiæ?) pedum abdomina- 
lium breviores, vix dimidiam remorum longitudinem superan- 
tes, plus minusve curvatæ, haud vero in spiras flexæ. Lamina 
eau da lis elongata, angustata, basi haud dilatata, apice late 
rotundato, senis armato aculeis, binis lateraliter majoribus, 
intermediis duobus minutissimis; margines laminæ laterales 
multis sed perminutis instructi aculeis. Remus appendicum 
caudalium lateralium exterior interiori brevior, cauda 
ipsa vero longior, apice truncato, extus maximam partern 
inermis; remus interior gracilis, organo acustico magno ad 
basin instructus, intus aculeis armatus perinultis sed subtilis- 
simis. Color albidus, binis seriebus macularum nigrarum 
laterum. Longitudo 4'". 

Mas, qui solus mihi uotus, tuberculo conico nudo årti- 



53 

culi antennarum superiorum tertii , laminaque inter pedes ultimi 
paris thoracicos stibovali, sex armata aculeis rectis insignitur. 

ANCHIALUS TYPICUS KR. 1 ). 

Af dette Dyr bar jeg kun seet to Exemplarer, fangede i 
det tropiske Atlanterhav, 14" nord for Linien. 

Størrelsen udgjør kun mellem tre og fire Linier. 

Farven er endeel mørkere end hos de fleste Mysiser, og 
falder i det Rodligtbrune '-); tillige besidde Integumenterne større 
Haardhed, hvorfor ogsaa Omridsene blive skarpere og be- 
stemtere, ja endog vise en eiendommelig Stivhed, hvad enten 
det hele Dyr eller en enkelt Deel af dette betragtes, hvilken 
gjengivet i en Afbildning vilde synes unaturlig, og som vist- 
nok maa betragtes som noget karakteristisk for nærværende 
Form. 

Rygskjoldet (tab. II, fig. 7, a), som udgjør heuimod 
| af Totallængden, besidder intet egentligt Pandehorn, men 
bøier si«; kun ud mellem Oinene til en kort, pladeagtig, i 
Enden bredt afrundet Fremragning, ligesom hos adskillige 
Mvsisarter. Afvigende fra Mysisslægten er Rygskjoldet der- 
imod i den Henseende, at dets bageste Rand slet ikke 
er indbøiet paa Midten af Rygfladen, ja snarere er 
svagt udbøiet eller konvex, og at det ganske be- 
dækker hele Cephalothorax. 

Øinene ere temmelig smaa (deres Længde udgjør kun 
omtrent Halvdelen af de overste Føleres Skafts Længde), og 
udmærke sig ved en bruunguul Farve, idet de ganske savne 
sort Pigment (selv hos fuldkomment vel konserverede Exem- 
plarer). Formen er kort og bredt ægdannet, næsten med 
Tilnærmelse til det Kugledannede. Oiestilken forsvinder 
næsten ganske, eller er dog særdeles kort. Den af Glas- 



l ) Slægtsnavnet efter "Jv^UXoq, en Phaiaker (Odyss. VIII, 112). 
- ) Saadanne sorte Stjerner, som regelmæssigt synes at forekomme 
hos alle egentlige Mysiser, savnes her. 



54 



legemerne indtagne Deel af Oiekuglen udgjør noget mindre 
end dennes Halvdeel. 

De øverste Følere, hvis Længde omtrent beløber sig 
til g af Totallængden, have, i Almindelighed talt, Form som 
hos Mysis. Men det noget plumpe og lidt kølledannede 
Skaft (tab. II, tig. 7, b), hvis Længde indeholdes mellem 
7 og 8 Gange i Totallængden, udmærker sig ved Leddenes 
tætte Forening og uregelmæssigt boiede Enderand (hvad de 
to første angaaer), hvorved det bliver vanskeligt at adskille 
dem, og at bestemme deres indbyrdes Længdeforhold: dette kan 
imidlertid ansættes omtrent 9-1-24" 11 ')• Sidste Led over- 
gaaer altsaa de foregaaende i Længde: fra dets Enderand 
udgaaer foruden de to Svøber, mellem disse en Plade, som 
er af temmelig Brede, i Enden stumpt afrundet, samt langs 
den indre Rand tæt væbnet med omtrent en Snees temmelig 
lange og stærke Børster. Om dette er et for begge Kjøn 
regelmæssigt Forhold, eller, som hos Slægten Mysis, kun 
betegner Hannerne, kan jeg ikke afgjore; men jeg holder dog 
det sidste ror overveiende rimeligt, ligesom hos Cynthia. 
Svøberne have omtrent lige Førlighed, ere begge deelte i 
et stort Antal meget fine Led, samt paa den indre Side 
væbnede med overordentligt fine Børster. 

De nederste Følere (tab. II, rig. 7, c), hvis Længde 
nærmer sig til Lighed med Dyrets Totallæimde, besidde vel 
et bladdannet Vedhæng, skjøndt dette dog ikke er 
langt fra at blive rudimentært, da det ikke har Halv- 
delen af Skaftets Længde. Af Form er det pladedannet, 
omvendt ægdannet, i Enden altsaa bredt afrundet, væbnet 
langs den indre Rand og Enderanden med forholdsviis meget 
lange Fjerborster (længer end selve Pladen), og forsynet med en 
særdeles lille Torn paa det ydre Hjorne. Skaftets andet 
Led er paa den indre Side væbnet med en meget stor, saug- 
takket Torn; dets sidste Led er meget kort, og indeholdes 
omtrent fem Gange i det næstsidstes Længde. 



' ) Dette gjælder dog kun den ene Side. Maaler man Leddene 
lang-s den anden, faaer man omtrent Forholdet 7 + 5-1-8. 



55 



Kindbakken (tab. II, tig. 7, d og d*) har, som sæd- 
vanligt, den indadbøiede Spids kløftet til to tandede Grene 
(den forreste, som det synes, tretandet, den bageste fire- 
tandet, dog ere disse Angivelser ikke sikkre); derpaa folge 
tre, i Enden dybt trak løft ede, glasklare og glatte Turne, 
og umiddelbart derpaa den ovale, mangetandede Tyggeknude. 
Den treleddede Palpe nærmer sig i Størrelse og øvrige 
Forhold til samme Deel hos Mysiserne : første Led er ikke blot 
meget kort, men ogsaa langt smallere end andet, der er 
plumpt, kølledånnet, paa den indre Side forsynet med en halv 
Snees vidtspredte Børster, samt paa den ydre Side i Enden 
med en Torn. Tredie Led, af langstrakt, mod Enden til- 
spidset Form, har en stærk og tæt Bevæbning langs hele den 
indre Rand: først, fra Roden regnet, en halv Snees middel- 
store, men stærke Saugtorne, derefter fire lange Fjerbørster, 
saa en halv Snees Smaatorne ug i Spidsen endelig en lang, 
fjerdannet Torn. 

Første Par Kjæbe fødder, hvis Længde indeholdes 
omtrent syv Gange i Totallængden, udmærker sig derved, at 
Fodgrenens sidste Led er en stor og stærk Klo. Det 
indbyrdes Længdeforhold af dets Led kan omtrent ansættes : 
4+2 + 4+2+3 + 3. 

Andet Par Ivjæbefødder (tab. II, fig. 7, e), hvis 
Længde indeholdes henimod sex Gange i Totallængden, af- 
viger i et meget betydningsfuldt Forhold fra Mysis. Længde- 
forholdet af Foddelens sex Led kan omtrent ansættes: 7+1 
+ 3+4+3 + 1}. Første Led er af en plump, næsten tiir- 
kantet Form. Fjerde Led udvider sig stærkt mod 
Enden, næsten i Oxeform, og danner en Fremrag- 
ning, som i Forbindelse med de to sidste Led ud- 
gjor et Slags Gribe- eller Holderedskab (main sub- 
cheliforme). 

Første Par Bryst fødder bestaaer, ligesom alle de 
følgende, af en Fodgreen, en Palpe og et Slags Svøbe. Dets 
Længde (eller rettere Fodgrenens Længde) udgjør \ af Total- 
længden. Leddenes Længdeforhold i Fodgrenen er omtrent 
5+1 + 3+5+3.}; første Led har en plump tiirkantet Form. 



56 



Skjøndt de ovrige Led i Sammenligning med dette første ere 
tynde og liniedannede, have de dog en stærk Bygning. Det 
sidste Led, som danner en Vinkel med de foregaaende, deler 
>L r i tre Smaaled. Første Led har fem eller sex Børster 
mod Enden af den bageste Rand; tredie og fjerde Led ere 
børstevæbnede langs hele den bageste Rand, og Borsterne ere 
stillede parviis eller i smaa Knipper. Femte Led er ikke 
blot forsynet med nogle Børster langs begge Rande, men 
viser en eiendommelig, fra den bredt og lige afskaarne Ende- 
rand ndgaaende Bevæbning: den bestaaer nemlig af sex Torne, 
hvilke ere meget lange (omtrent af lige Længde med hele 
femte Led), indbyrdes paa det nærmeste af eens Længde og 
anbragte meget tæt op til hverandre; hvad der især ud- 
mærker disse Torne, er, at de hverken krumme sig eller aftage 
i Tykkelse mod Enden, samt at de ere forsynede med meget 
tine Tværstriber. Palpen er tydeligt kortere end Fodgrenen 
(deres Forhold omtrent som 12 til 17), dens Roddeel næsten 
af lige Længde med Svommeaaren, naar denne sidstes Børster 
ikke medregnes. Svøben har kun omtrent l af Palpens 
Længde; dens Form kan kaldes kølledannet, og den viser et 
meget stivt Udseende '). 

Andet Par Brystfødder synes ene deri at skjelri- 
sig fra første, at det kun er væbnet med fire Torne i Enden 
af sidste Led, og at disse Torne ikke have en saa betydelig 
Længde som hos første Par. 

De følgende Fodpar (tab. II, tig. 7, f og f*) adskille 
sig kun fra de to forste derved, at deres Fodgreens sidste 
Led forholdsviis bliver noget længer, samt ikke i Enden er 
væbnet med Torne , men kun med nogle simple Børster. 
Sjette Fodpar har desuden den Ejendommelighed (som det 
iøvrigt deler med Mysisslægten) , at Palpens Roddeel ikke 
er pladedannet, men tynd og liniedannet. 



M Den opfyldes, ligesom overalt, hvor den hos dette Dyr fore- 
kommer (undtagen paa forste Par Kjæbefodder) af Muskel- 
trævler, der udbrede sig straaleagtigt fra Koden lige til den 
• bredt og fladt afrundede Ende. Oo- j c -o- tvivler næsten paa. at 
det er rigtigt at tillægge den Benævnelsen af Svobc. 



57 



Første Par Bngfødder, hvis Længde kun indeholdes 

lidt mere end sex Gange i Totallængden, bestaaer af en 

metret bred (omtrent lige saa bred som lang), pladedannet 
Roddeel, en forholdsviis tynd, med store Fjerhørster forsynet 
Svømmeaare, og et ved Aarens Side udgaaende plade- 
dannet Vedhæng af en uregelmæssig Triangelform med af- 
rundede Hjorner. Længdeforholdet mellem disse tre Dele kan 
omtrent ansættes 5+64 3. Om det omtalte Vedhæng er at 
betragte som et Respirations organ, svarende til det hos 
Slægten Cynthia forekommende, vover jeg ikke at afgjøre, 
men vil kun bemærke, at Strukturen just ikke taler bestemt 
derimod (dog har Vedhænget nogle Randborster), skjondt 
heller ikke afgjørende derfor. 

Andet Par Bugfødder stemmer med første baade i 
Størrelse og Bygning, kun at det har to Svommeaarer. 
Det samme gjælder ogsaa de to følgende Fodpar (tab. H, 
tig. 7, g og g*), dog aftager Rodpladen lidt i Brede. Fem t e Par 
Bngfødder er lidt mindre end de to foregaaende, men afviger 
ellers ikke fra dem. 

Al e 1 1 e mste Halevedhæng (tab. II, tig. 7, i) har en 
anseelig Længde, da det kun indeholdes fem Gange i Total- 
længden; dets Brede udgjør omtrent ' af Længden, og det 
aftager kun svagt bagtil, og har den bageste Rand indskaaren, 
eller viser i Formen Lighed med Mysis flexuosa og M. 
oeulata. Dog indtager Indsnittet kun omtrent en Femte- 
deel af Pladens Længde, og dets Vinkel er hverken spids 
som hos den førstnævnte Art, eller afrundet, som hos den 
sidste, men derimod fladt afskaaren. Halevedhængets Side- 
rande ere nøgne i den første Fjerdedeel fra Roden, hvorpaa 
smaa, efterhaanden voxende Torne, omtrent 26 eller 27 i 
Tallet, fremtræde; dog bliver at mærke, at mod Enden af 
Randens Udstrækning; skifte regelmæssigt længere og kortere 
Torne med hverandre; den sidste Torn er meget stor. Endnu 
bliver at antegne, at de Torne, hvormed Indsnittets Rande ere 
tæt væbnede, forholdsviis have en meget betydelig Størrelse, 
idet de for en stor Deel ere lige saa store som de ydre 
Randes Torne; fremdeles, at de ni eller ti nederste Torne 



58 

paa hver af de ydre Rande, ligesom de sex eller syv nederste 
paa Indsnittets Rande, ere forenede ved et Slags Svømmehud. 

De yderste Halevedhæng overgaae ikke de mellemste 
i Længde, og vise det hos Mysisslægten neppe mødende For- 
hold, at den ydre Aare er tydeligt lidt kortere end den 
indre (Forholdet omtrent som 12 til 13); den er omtrent 
eller næsten fem Gange saa lang som bred, kun lidet af- 
tagende i Brede mod den afrundede Ende, langs den ydre 
Rand væbnet med smaa Torne, i Enden (tab. II, fig. 7, k) 
med tre store Torne og indenfor disse, samt tildeels paa den 
indre Rand, med lange Fjerbørster. Den indre Aare er af 
lidt mere smal og tilspidset Form, har langs den ydre Rand 
Borster, i Enden (tab. II, hg. 7, 1 og V) to store Torne, og 
langs den indre Rand en Blanding af smaa Børster og Torne. 
Ved Roden viser det, med samme Tydelighed som hos My- 
siserne, en stor Høresæk med en kredsrund Høresteen. 

Muskulaturen er hos dette Dyr meget kraftig og Mu- 
skeltraadenes Tværstriber meget tydeligt fremtrædende. 

Anchialus Kr. 
Scutum dorsale magnum, totum obtegens cephalotho- 
racem, margine postico omnino non concavo. Oculi medio- 
cres, pigmento nigro carentes. Antennæ superiores ferme 
ut Mysidis, inferiores lamina foliiformi subrudimentaria. 
Mandibulæ et maxillæ fere ut Mysidis. Pedes maxil- 
lares pedesque thoracici singuli ramo pediformi, palpo et 
flagello constantes. Pes maxillaris anterior articulo rami 
pediformis ultimo in unguem mutato validum. Quartus rami 
pediformis pedis maxillaris poster i oris articulus an ti c e 
dilatatus, cum articulis quinto sextoque quasi manum efficiens 
subcheliformem (v. organum prensorium). Pedes omnes 
thoracis articulo ultimo rami pediformis in tres minores 
articulos diviso, mutico, non unguiculato, aut aculeis armato 
terminalibus peculiaris formæ (in duobus paribus pedum anti- 
cis), aut setis simplicibus (in quatuor paribus posticis). Pe- 
des abdom inales raagni, invicem ejusdem ferme magni- 
tudinis , parte basali constantes subquadrato , binis remis 



59 

oatatoriis (primo pare excepto, cui anus uiodo renius adest), 
laminaque appendiculari suborbiculato-subtriangulari, (respira- 

toria?) Appendix caudalis intermedia postice profunde 
excisa, marginibus aculeatis. Remus appendicum c au da - 
lium lateralium interior magno ad basin præditus sacco 
auriculari otolithoque orbiculari. 

PROMTSIS GALATEÆ KR. 

Af denne lille Mysisart, som stammer fra det ostindiske 
Hav, og som godhedsraldt er bleven mig meddeelt af Dr. 
Didrichsen, har jeg kun undersøgt et enkelt Exemplar, men 
vel vedligeholdt, en Hun med Fostere i Brystsækken. 

Størrelsen kun lidt over fire Linier. 

Farven hvid, dog hist og her med saa danne uregel- 
mæssige, forgrenede Pigmentpletter, som forekomme hos My- 
sis flexuosa o. s. v. Jeg har især truffet saadanne paa 
Halevedhængene og paa Brystsækken. 

Rygskjoldet har intet Pandehorn, men dog en lille 
Vinkel eller spids Udbøining paa Midten af den forreste 
Rand. Dets Forhold er iøvrigt det almindelige. 

De inderste Føleres Skaft staaer kjendeligt tilbage 
for Svøberne i Længde, og Forholdet af dets tre Led er om- 
trent 7 -hl 4 3; det første Led udvider sig lidt i Enden, det 
andet har større Brede end Længde; sidste Led noget plumpt, 
lidt bredere i Enden. Svøberne ere tynde, af omtrent lige 
Tykkelse, uden tydelig Ledinddeling, den yderste lidt længer 
end den inderste. 

De yderste Føleres Længde indeholdes omtrent 3 
Gauge i Totallængden; Skaftets to første Led ere af sædvanlig 
plump Form; de tre tyndere Led, som bære Svøben, vise 
omtrent Længdeforholdet l + i-j-lj eller første og sidste ere 
korte og indbyrdes lige lange, medens det mellemste ud- 
mærker sig ved Længde. Svøben uden tydelig Ledinddeling. 
Det bladdannede Vedhæng, hvis Længde indeholdes om- 
trent 7 Gange i Totallængden, er af sædvanlig Form, dog 
lidt bredt, da dets Brede omtrent udgjør \ af dets Længde. 
Det yderste - forreste Hjørne danner en spids, fremragende 



60 



Vinkel (ingen Torn); den ydre Rand er nøgen; de stærke og 
lange Børster, som tætstilledde indtage Enden og den indre 
Rand, vise kun meget svage Spor til Sidebørster, eller ere 
kan ufuldkomne Fjerbørster. 

Oinene af middelmaadig Længde (de indeholdes over 3 
Gange i Rygskjoldets Længde) men meget tykke (Tykkelsen 
til Længden omtrent som 5 til 6), næsten kugledannede og 
med forsvindende Stilk. Facetteringen meget utydelig paa 
Grund af dens særdeles Fiinhed. Glaslegemerne cylindriske, 
neppe tilspidsede forneden, uden Stilk. Pigment-Massen ind- 
tager omtrent f af Oieæblet. 

Med Munddelenes Udredning har jeg været uheldig, og 
maa derfor indskrænke mig til nogle faa Bemærkninger. 
Kindbakken viste de sædvanlige i Tænder deelte Grene 
med efterfølgende Børsterække og hornagtige Tyggeknude 
(tab. II, tig. 8, a), og nærmede sig især de ægte Mysiser ved 
sin overordentligt store, toleddede Palpe (tab. II, hg. 8, b). 
Denne, hvis Længde omtrent udgjør £ af Totallængden, har 
det første og største Led (de forholde sig i Længden som 3 
til 2) omvendt kølledannet med korte spredte Børster langs 
begge Rande, det andet Led meget tyndt, liniedannet, lige, i 
Enden pludseligt krummet og tilspidset, eller dannende en 
Krog, hvis indre Rand er væbnet med meget smaa Torne 
(tab. I, tig. 8, b*). Om de øvrige Munddele kan jeg intet 
sikkert meddele, hvorvel jeg har forsøgt at fremstille et Par 
Brudstykker under hg. 8, c og d. 

Dette lille Dyr er forsynet med sex Par kløftede Bryst- 
fod der, hvis sidste eller femte Led danner en krum og 
spids Klo; hvorved det synes at betegnes som henhørende til 
den af Dana opstillede Slægt Pr o ray s i s. Fødderne stemme 
alle meget nær overeens i Længde (de indeholdes henimod 
fire Gange i Totallængden), og hos alle er Palpen meget 
kort i Forhold til Fodgrenen. Første P'odpar (tab. II, fig. 
8, e), skjøndt ikke just af stærk Bygning, overgaaer dog 
meget kjendeligt alle de øvrige i saa Henseende, og har tillige 
en større og tydeligere Klo. Fodgrenens Roddeel, som er 
af plump og uregelmæssig Form, har neppe en Sjettedeel af 



61 

Fodgrenens Længde. Forholdet af dennes fem Leds Længde 
er omtrent: 3+3 + 6-1-6+2. Saavel paa den indre Side af 
tredie og fjerde Led findes endeel temmelig korte Borster, 
ligesom ogsaa paa selve Kloen, som derved tildeels faaer et 
noget loddent Udseende. Palpens Rodled er stort, noget 
uformeligt (nærmest kunde det betegnes som omvendt-pære- 
dannet); dets Længdeforhold til selve Palpen er næsten som 
3 til 4. Palpen, som ikke fuldt naaer Enden af Fodens 
tredie Led, bestaaer af en halv Snees Smaaled, af hvilke 
dog det første er betydeligt længer end de følgende. Mod 
Enden bærer den endeel Børster paa den ydre Side. 

De følgende Fodpar (tab. II, fig. 8, f) ligne hver- 
andre indbyrdes meget nær, men skjelne sig i flere Henseender 
fra forste. De ere, som ovenfor bemærket, meget spædere; 
Leddenes Forhold undergaaer en ikke ubetydelig Forandring. 
R o d d e 1 e n forholder sig til F o d g r e n e n som 1 til 5. Leddenes 
Forhold i denne sidste er omtrent 4+8+3 + 3+1. Kloen 
er ikke blot meget lille og gjennerasigtig, men saa ganske 
omgivet af lange Saugborster (dobbelt saa lange som Kloen), 
at den ganske skjules (tab. II, fig. 8, f* og f**), og kun ved 
Hjælp af stærk Forstørrelse i Forbindelse med Presning bestemt 
kan erkjendes. Mærkes maa, at ingen af Børsterne udgaae 
fra selve Kloen , som hos første Fodpar, men alle fra Enden 
af det foregaaende Led. 

Bagkroppens Form er lidt plump, men har iøvrist 
intet Særegent; dens sjette Ring staaer i Længde lidt tilbage 
for det mellemste Halevedhæng. Lemmer (tab. II, tig. 8, g, 
h, i) ere tilstede paa de fem første Bugringe, dog meget 
smaa (deres Længde indeholdes 16-20 Gange og derover i 
Totallængden), af børstedannet Udseende, uden Ledinddeling 
og uden Kløftning i Enden (eller Aarer). Derimod ere de 
forsynede med Børster af en forholdsviis ganske ualmindelig 
Styrke (skjøndt ikke talrige), udgaaende fra Spidsen og fra 
smaa Knuder paa Lemmernes bageste Rand. 

Det mellemste Halevedhæng (tab. 1, tig. 8, k), 
som er lidt kortere end de yderste (de forholde sig omtrent 
som 7 til 8), og som indeholdes omtrent sex Gange i Total- 



62 



længden, har en langstrakt, bagtil gradeviis tilspidset, i Enden 
afrundet Form, uden Indsnit eller Emarginering. Bagtil er 
den væbnet med to større Hjornetorne, og Mellemrummet 
mellem disse udfyldes af fire meget smaa Torne. Pladens 
Siderande ere i hele deres Længde tornevæbnede (nogle og 
tredive Torne langs hver Side). 

Hos Halens Sidevedhæng, hvis Længde næsten ud- 
gjor i af Totallængden, er Rod del en meget lille, ja næsten 
forsvindende, Aarerne meget smalle, indbyrdes omtrent lige 
lange. Den ydre Aare viser sig næsten liniedannet, i Enden 
svagt rundet uden Hjørnetorn, og er overalt væbnet med lange 
Fjerbørster, undtagen paa den ydre Side mod Roden, hvor 
kortere og mere vidtstillede Torne træde istedetfor Børsterne. 
Den indre Aare er tilspidset, næsten dolkdannet, ved Roden 
(hvor Horeredskaberne ligge) lidt opsvulmet, overalt børste- 
væbnet, desuden paa den indre Rand, mellem Børsterne, for- 
synet med mangfoldige smaa Torne. — Høresækkene og 
Hørestenen (tab. II, hg. 8, k*) ere overordentligt store og 
tydeligt fremtrædende og indtage næsten den første Trediedeel 
af den indre Aares Længde. Før Presning anvendtes, viste 
Hørestenen sig langstrakt ægdannet, ved Presning kort og 
bredt oval. Dens Midte viser sig betegnet med flere koncen- 
triske Kredse. 



Fur at gjøre det lettere for Læseren at bedomme. hvorvidt det 
ovenbeskrevne Krebsdyr horer ind under den endnu kun lidet be- 
kjendte, af Dana opstillede Slægt Pro my sis (til nogen anden 
hidtil publiceret Slægt lader det sig neppe henfore) , samt tillige 
hvorvidt det er forskjelligt fra Pr. orientalis Dana (fanget i det 
chinesiske Hav) , troer jeg det hensigtsmæssigt, her at optage Dana' s 
meget tarvelige Meddelelser (Exploring expedition I, 650). 

Pr om y s is: antennæ internæ tiagellis duobus laminaque oblonga 
confectæ. Oculi syrnmetrici breves. Pedes thoracis duodecim et tarso 
simplici, unguiculato. Maxillipedes quatuor pediformes, pare secundo 
et paribus peduni totis palpo natatorio extus instructis. Pedes abdo- 
minales natatorii, subæqui. 

Pr. orientalis: carapax breviter rostratus. rostro oculis multo 
breviore. Antennæ internæ apice basis valde crassæ , articulo tertio 
vix oblongo. Pedes thoracis gracillimi , breviter et sparsim ciliati, 
ungue oblongo tenuissimo, palpo multo breviore quam ramus pedi- 






63 



formis. Segnientnin abdominis posticum supra longitudinaliter con- 
cavuin, lamellis caudalibus valde brevius, basi latius et crassius, 
apice paulo furcatum et acutum , marginibus spinulosis. Lamella 
caudalis externa internå ruulto longior, extus intusque ciliata. — Saa- 
vidt Dana. Afbildning- girer han tab 43, fig. 4, a-c*. 



Efter de ovenbeskrevne mysisagtige Dyr troer jeg det 
ikke upassende at lade følge en Tilvæxt for den nordiske 
Fauna, som just ikke kan finde Plads blandt selve Mysiserne, 
men dog staaer disse særdeles nær. Nærmest vilde dette 
Krebsdyr være at henføre til Subfamilia Sceletininæ Dana 
(forsaavidt man anerkjender denne), som denne Forfatter 
sætter umiddelbart efter sin Mysinæ, og i hvilken han alle- 
rede har indrangeret min Slægt Myto. 

DYMAS TYPUS KR. ' ). 

Af denne nye Form har jeg kun seet et eneste Exemplar, 
nedsendt fra Grønland blandt andre Krebsdyr. Nærmere Be- 
stemmelser savnes. 

I Habitus har dette lille Krebsdyr nogen Lighed med 
den tidligere af mig beskrevne Form fra Polarhavet, Myto 
Gaimardii 2 ), dog uden dennes Stivhed af Integumenterne 
eller dens karakteristiske Tornevæbning paa Bagkroppen. I 
adskillige Henseender synes den at kunne betragtes som 
Overgangsled mellem Slægterne Myto og Mysis. 

Tot al længden fra Panderanden til det mellemste Hale- 
vedhængs bageste Rand udgjor omtrent 5'". 

Rygskjoldet, er fortil bredt afrundet, uden Spor til 
Pandehorn; bagtil er det halvmaaneagtigt indbøiet, og lader 
en lille Deel af de bageste Brystringe ubedækkede. 

De øverste Føleres Længde indeholdes henimod fem 
Gange i Totallængden, og udmærke sig, ligesom hos Myto, 



1 ) Opkaldt efter en Pbaiaker, Ætling af Poseidon (vavoixXevtOtO 

dvfxavtog. Odyss. VI, 22). 
-i Naturh. Tidsskr. . Ny Række. I, 470-47G: Voyage en Scandi- 

navie &c. tab. VII, fig. I. a-q. 



G4 



ved et langt, tyndt Skaft og meget korte Svøber; dog her i 
endnu høiere Grad, idet Skaftet omtrent er syv Gange saa 
langt som den længste af Svøberne, den yderste. Forholdet 
af Skaftets tre Led er omtrent 8-fl-fl. Det første Led 
har den indre Rand lige, den ydre derimod paa Midten lidt 
indbøiet eller udhulet, hvorved dets Form paa Midten bliver 
tyndest og mod begge Ender ligesom opsvulmet, stærkest dog 
ved Roden. Andet og tredie Led ere af regelmæssigt, lang- 
strakt-tiirkantet Omrids. Svøberne vise ingen Spor til 
Ledinddeling; den ydre, som ikke blot er den længste, men 
ogsaa den tykkeste, med lidt Tilnærmelse i Formen til det 
langstrakt ovale, har mod Enden paa den indre Rand nogle 
korte Børster. Den indre, liniedannede Svøbe bærer kun en 
lang, noget plump, simpel Børste i Enden, hvorimod adskillige 
lange Fjerbørster udgaae fra den indre Rand af Skaftets to 
sidste Led. 

De nederste Følere overgaae kun de øverste lidet i 
Længde, og deres Svøbe er ikke meget længere end deres 
bladdannede Vedhæng (Forholdet som 5 til 4), men viser 
imidlertid Spor til Ledinddeling; jeg mener at have iagttaget 
sex meget langstrakte Led, af hvilke især det andet udmærker 
sig ved betydelig Længde. Det bladdannede Vedhæng 
har en meget langstrakt og smal Form (dets Længde 7 til 8 
Gange saa stor som dets Brede), bærer tætstillede Fjerbørster 
langs den indre udbuede Rand, er i Enden meget skraat af- 
skaaret i Retningen udad og bag, samt bærer en stor og 
stærk Torn paa det ydre Hjorne. Den ydre Rand er endelig 
nøgen. 

Øinene ere store og tykke, idet deres Længde omtrent 
udgjør f ' af Totallængden og deres Tykkelse overtræffer f 
af deres Længde (jeg fandt Forholdet som 3.V til 5). Formen 
pæredannet. Kun omtrent den forreste Femtedeel af Øiet 
viser Facettering , hvilken fremtræder med Tydelighed og 
Regelmæssighed. Facetterne ere kredsrunde, adskilte ved smaa 
Mellemrum. Glaslegemerne fandt jeg langstrakt-cylindriske, 
forneden tilspidsede og forsynede med en tynd Stilk. 



65 

Kindbakken er temmelig lille, og udmærker sig, lige- 
som hos Slægten Myto, ved Mangelen* af Famler. Dens 
Form viser sig udvendigt stærkt bøiet og hvælvet, og for- 
længer sig indvendigt og fortil til en tynd, med Tænder 
væbnet Dobbeltgreen (den forreste af Grenens Afdelinger 
Lærer tre smaa Tænder, paa den bageste har jeg kun iagt- 
taget to). Mellemrummet paa den indre Rand mellem disse 
Grene og den store hornagtige Tyggeknude indtages af en 
Række smaa Torne. Tyggefladen er af fiirkantet Omrids med 
noget fremragende, saugtandede Rande. 

Første Kjæbepar bestaaer af to Kjæbeplader og en 
Palpe, hvilken sidste kun synes at være dannet af eet Led. 
Alle have de Enderanden væbnet med temmelig store og 
stærke Torne, der idetmindste for en stor Deel ere forsynede 
med Sidetorne eller Borster. 

Andet Kjæbepar fandt jeg hudagtigt, blødt og gjennem- 
sigtigt, bestaaende inderst og bagest af to horizontaltliggende 
Kjæbeplader, som i Enden viste sig afrundede, og hver var 
forsynet med 3-4 middelmaadige Fjerbørster; dernæst af en 
skraat - fremragende Palpe, som ved Borsteknipper og Knuder 
paa den indre Rand syntes at antyde Ledinddeling (dog ube- 
stemt) ; endelig af en langstrakt - oval Vifte , som betydeligt 
overgaaer Kjæbepladerne og Palpen i Størrelse. 

Første Par Kjæbefødder omtrent som hos Myto; 
dets Længde omtrent lig med i af Totallængden. Naar 
Længdeforholdet af den, noget langstrakte, toleddede Rod- 
deel udtrykkes ved Tallet 5, maa den tynde, fireleddede 
Kjæbedeel ansættes til 4, Palpen, som kun i Spidsen 
viser Spor til smaa Led, til 8. Roddelen bærer langs den 
indre Side temmelig tætstillede Fjerbørster, Kjæbedelen blot 
simple Børster og mere sparsomt. Palpen har nogle alminde- 
lige Børster i Spidsen (lire fandt jeg udgaaende fra sidste, 
to fra næstsidste Led). Paa Roddelens ydre Side bagest 
var et lille, langstrakt -ovalt Redskab tilheftet, som syntes 
at fremstille Viften. 

Andet Par Kjæbefødder er lidt længer end første 
Par, af mindre plump Bygning og uden Vifte. Længden af 



66 

den toleddede Roddeel forholder sig til Kjæbegrenen som 4 
til 6, til Palpen som 4 til 14. Kjæbegrenen viser først et 
større Led, som indtager Halvdelen af dens Længde, og der- 
paa, som det synes, tre Smaaled, men Ledafsætningen er paa 
Grund af Integumenternes Blødhed meget ubestemt. Palpen, 
paa hvilken jeg ingen Ledinddeling har kunnet bemærke, var 
i Enden forsynet med kun to Børster. 

Første Par Brystfødder, hvis Længde omtrent inde- 
holdes fem Gange i Totallængden, viser kun eet Led i Rod- 
delen 1 ). Fodgrenen er noget kortere end Palpen (de for- 
holde sig omtrent som 7 til 9), og bestaaer først af fire 
tydelige Led, hvis Længdeforhold kan udtrykkes ved Tallene 
34 3_|_4+li_ 9 men kløfter sig derpaa til to fuldkomment 
rudimentære, utydeligt leddede Smaagrene, af hvilke den ydre 
omtrent er dobbelt saa lang som den indre 2 ). De ere væb- 
nede med et Par korte Børster, og fremstille ligesom en 
rudimentær Sax. Palpen viser svage Spor til Ledinddeling 
mod Enden, og er væbnet med en halv Snees Børster. 

Andet Par Bryst fødder stemme i Længde med første, 
ligesom ogsaa i det Hele taget i Bygning, kun at Roddelen 
tydeligt er toleddet og at Forholdet af P'odgrenens Led om- 
trent fandtes: 7 + 7-f 9-1- 5-1-2. Fra næstsidste Led udgaaer 
ligesom hos første Fodpar en Knude, der i Forening med det 
lille sidste Led ligesom antyder en rudimentær Sax, men 
hverken Knuden eller Leddet vise ringeste Spor til Ledind- 
deling. Palpen er omtrent af Længde som Foden, og har 
Beskaffenhed som hos første Par. 

Tredie Par Brystfødder har jeg fundet ganske ube- 
tydeligt længer end første og andet; Roddelen, hvis For- 
hold til Grenene var som 4 til 18, toleddet, dog det første 
Led meget kort. Fodgreen og Palpe omtrent lige lange, den 



1 ) Vistnok dog kun Folge af tilfældig Lemlæstelse , da ellers 
stadigt to Led skjelnedes i Roddelen. 

-) Den indre er dog egentlig blot en fremskydende Knude, medens 
den ydre er et virkeligt Led. Den formeentlige Ledinddeling 
er maaskee kun en optisk Illusion, foranlediget ved Bedæk- 
ningernes Blodhed. 



67 

første, som det synes, femleddet, skjøndt noget utydeligt. 
Leddenes Forhold kan maaskee ansættes: 84 -3+2+4+1 h- 
Det lille sidste Led viser ingen Inddeling i Smaaled, men 
har i Spidsen fire eller fem temmelig lange Børster; ogsaa i 
Enden af andet og fjerde Led sees et Par Børster. Palpen 
synes yderst i Spidsen at vise et Par svagt og ubestemt af- 
satte Smaaled, og er tillige der væbnet med 5-6 Børster. 

De tre sidste Par Brystfødder voxe noget i Længde, 
idet Fodgrenen tiltager, hvorimod Palpen aftager i den Grad, 
at den kun omtrent beholder Halvdelen af Fodens Længde. 
Beskaffenheden af disse Fodpar er forøvrigt som hos det 
tredie; kun fandt jeg det indbyrdes Længdeforhold af Fodens 
Led omtrent : 2+ 4+ 1£ +4 + 1 £. 

Bagkroppen er af langstrakt og tynd Form, hvad især 
gjælder fjerde til sjette Ring, glat og uden noget Spor til 
Bevæbning. Som sædvanligt overgaaer den sjette Ring de 
andre betydeligt i Længde (den indeholdes kun omtrent 4-!, 
Gange i Totallængden). 

Hver af Bagkroppens fem første Ringe har et Par smaa 
Lemmer af temmelig stærk Form og simpel Bygning, be- 
staaende af en Roddeel og to pølsedannede Smaagrene, af 
hvilke den ydre er ganske lidt længer end Roddelen, den 
indre oftest lidt kortere. Spor til Ledinddeling vise de ikke, 
og heller ikke til Borster, og Bugfødderne kunne altsaa ikke 
kaldes Svømmefødder, hvad ogsaa vilde være stridende mod 
deres Form. Antydning af Gjællestruktur vise de ikke. De 
tiltage i Længde fra første til tredie Par. Mærkes bør her, 
at da det lille første Par gik til Grunde for mig ved et 
UheJd, før jeg var kommen paa det Rene med dets Under- 
søgelse, tør jeg ikke bestemt afgjøre, om det har to Grene, 
eller kun een. 

Det mellemste Halevedhæng, som er lidt kortere 
end den sjette Bugring og indeholdes fulde sex Gange i To- 
tallængden, udgjøres af en langstrakt-fiirkantet Plade, som 
bagtil gradeviis tiltager lidt i Brede, og hvis bageste Rand 
ikke er indskaaren som hos Mysiserne, men svagt indboiet, 
omtrent som hos Myto, og ligesom hos denne væbnet med 

5* 



68 



Børster (jeg har iagttaget ti saadanne), der have en betydelig 
Længde og en særegen Beskaffenhed. Hvad Længden angaaer, 
da kan denne omtrent ansættes til en Ottendeel af Pladens 
Længde, og, dersom de ved Udmaalingerne regnedes til denne 
(hvad ikke er gjort ovenfor), vilde Halen overgaae sjette Bug- 
rings Længde, samt udgjore en Femtedeel af TotaLlængden. 
— Hvad Beskaffenheden af disse Redskaber betræffer, da ere 
de ved Roden for tykke og stærke til med Ret at kunne 
kaldes Borster, og paa Grund af deres meget lange, tynde 
og bøielige Spids fortjene de heller ikke Benævnelsen Torne; 
de ere mod Roden væbnede med en Mængde overmaade 
smaa Spidser eller Pigge, og faae derved Udseende af at 
være rue, hvorimod disse Pigge ere meget for smaa til at 
kunne gjore dem fjerdannede. Halens Siderande ere nøgne 
eller uden Tornevæbning. 

De yderste Halevedhæng eller sjette Par Bug- 
fodder stemme omtrent i Længde med det mellemste, og 
vise omtrent den hos Slægten Mysis herskende Form. Rod- 
delen forholder sig i Længde til den ydre Aare som 1 til 7, 
til den indre som 1 til 0. Denne sidste er af meget lang- 
strakt-oval Form ; den ydre har derimod Yderranden lige, 
Inderranden udbuet, og er i Enden meget skraat afskaaren i 
Retningen udad og frem, samt har det yderste-bageste Hjørne 
væbnet med en temmelig stærk Torn. Begge Aarer have 
tætstillede Svommeborster langs den inderste Rand , den 
yderste ogsaa i Enden , hvorimod de begge savne saadanne 
paa deres ydre Rand. Sluttelig maa bemærkes', at der i de 
yderste Halevedhamgs Roddeel, ligesaalidt som hos Myto, 
kan eftervises noget Spor af Høre sæk og Høresteen. • 
Slægten Dy mas foreslaaer jeg at karakterisere saaledes: 
Branchiæ nullæ , nullaque ad basin caudæ organa 
auditui inservientia. Flagella antennarum superi- 
orum subrudimentaria, non artieulata. Mandibula palpo 
destituta. Duo pedum maxillarium paria, pedum thoraci- 
corum sex, omnia pede et palpo constantia (primus pes maxil- 
laris msnper flabello); pedes bini anteriores thoracici chela 



09 



arraati rudimentaria. Sex pedum abdominalium paria; 
ultimum liberum (haud cauda. connatum). 

Arten kan foreløbigt betegnes: 

Dym. typicus: cornu frontale nullum. Lamina caudalis 
postice dilatata, margine posteriori perparum modo inflexo, 
deuis ferme armata setis prælongis peculiaris structuræ, mar- 
ginibus lateralibus nudis. Remus appendicum caudalium ex- 
terior interiori haud parum longior, laminam caudalem ferme 
æquans. 

Da jeg ikke tidligere har meddeelt Udmaalingerne af Myto 
Gaimardii, har jeg troet det passende at give dem Plads her mel- 
lem de øvrige Udmaalinger efter Dy mas typus. Ligeledes har 
jeg rueent , at det for dem , som muligen maatte ville benytte Af- 
bildningerne til Myto Gaimardii i det skandinaviske Reisev;erk. 
kunde være hensigtsmæssigt at finde dem forklarede (hvad ikke tid- 
ligere er skeet), og giver desaarsag følgende Explikation af dem. 
Tab. VII, fig. 1, a. Myto Gaimardii a dorso exhibita, magni- 
tudine 7ies aucta diametraliter. b. Idem a latere. c. Antenna 
superior. d. Antenna inferior. e. Mandibula (x et e' ramus 
mandibulæ anterior, y et e" ramus medius , z ramus pasterior). t. 
Maxilla prioris paris (x palpus, y lamina exterior, z lamina interior, 
f aculeus laminæ exterioris . f" seta serrata laminæ interioris). g. 
Pes maxillaris primus (x pars basalis, y pes, z palpus), h. Oculus. 
i. Pes maxillaris secundus (x pars basalis , y pes proprius , z pal- 
pus), k. Pes thoracicus primus. 1. Pes thoracicus secundus. m. 
Pes thoracicus tertius (in his figuris literæ x, y et z idem signi- 
ficant ae in g et i; o" vero in figura m partern denotat accessoriam 
(flagellum?). n. Pes quinti , sexti et septimi paris thoracicus. o. 
Angulus scuti dorsalis antico-lateralis. p. Pes abdominalis primi 
paris. q. Pes abdominalis secundi paris. 

EXPLICATIO FIGURARUM. 
Tab. I, fig. 1, a. Mysis flexuosa Miill., appendix ma- 
riura peculiaris antennæ interioris. 
b. Organa generationis externa maris. 
fig. 2, a-e. Mysis vulgaris Thomps. 

- a. Appendix antennæ interioris maris. 

- b. Pes maxillaris secundi paris; b* apex 

unguiculi liujus pedis magnitudine auctior. 

- c. Pars terminalis pedis thoracici primi. 
d. Organa generationis externa maris. 



70 

Tab. I, fig.'2, e. Pes abdominalis quartus maris. 
fig. 3, a-g. Mysis cornuta Kr. 

- a. Oculus cum pedunculo antennæ interioris. 
a*. Pars antennæ interioris maris cumappen- 

dice peculiari. 

b. Pedunculus antennæ exterioris cum appen- 
dice foliitbrmi. 

c. Palpus mandibulæ. 

- d. Pars pedis maxillaris secundi paris (pes 

proprius). d*. Articulus hujus ultimus, 
magnitudine auctior. d**. Seta hujus 
articuli adhuc auctior. 
e. Pes thoracicus secundi paris. 

- f. Pes abdominalis primi paris. 

- g. Appendix caudalis intermedia. 
lig. 4, a-b. Mysis latitans Kr. 

- a. Antenna exterior (pedunculus cum appen 

dice fbliiformi). a*. Apex appendicis 
l'oliiformis auctior. 

- b. Appendices caudales. b*. Apex appen- 

dicis intermediæ. 
fig. 5, a-f. Mysis arctica Kr. 

- a. Cornu frontale a latere visum. 

- b. Antenna superior (pedunculus cum basi 

flagellorum). 

- c. Margo anterior appendicis antennarum 

inferiorum foliiformis. 

d. Pars pedis thoracici quinti; d*, ungui- 
culus hujus pedis auctior (divisio ungui- 
culi desideratur incuria sculptoris). 

e. Particula terminalis appendicis caudalis 
intermediæ cum particula adjunctæ laminæ 
appendicum exteriorum interioris. 

f. Embryo e sacco thoracico productum. 
Tab. II, fig. 6, a-q. Cynthia inermis Kr. 

- a. Pars antennæ superioris cum oculo. 

- b. Pars antennæ inferioris. 



71 

Tab. II, fig. 6, c. Mandibula cam palpo. c*, ramus mandi- 
bulæ anterior supra visa. 

d. Maxilla prioris paris. 

e. Maxilla posterioris paris. 

- f. Margo labii inferioris anterior. 

g. Pars pedis raaxillaris prioris paris, 
h. Pes maxillaris posterioris paris. 

- i. Pars pedis thoracici primi. i*, ungui- 

culus hujus pedis (unguicnlus in utraque 
rigura minus accurate expressus). 

- k. Pes thoracicus secundus. k', unguiculus 

hujus pedis auctior. k", apex setæ ser- 
ratæ hujus pedis adhuc auctior. 
1. pes abdominalis primus. 1', pars ejusdem 
auctior, remo remoto. 

- m. Pes abdominalis secundus. m', branchia(?) 

- n. Pes abdominalis tertius. 

o. Pes abdominalis quartus. o', branchia (?) 
hujus pedis. 

- p. Cauda cum appendicibus lateralibus; p*, 

pars terminalis laminæ caudalis cum acu- 
leis, magnitudine auctior. p**, pars 
marginis interioris remi interioris appen- 
dicum caudalium lateralium, valde aucta. 
p***, pars apicalis remi exterioris appen- 
dicum caudalium lateralium exteriorum. 

- q. Appendix genitalis maris , inter pedes 

thoracicos ultimos posita. 
fig. 7, a.-l. Anchialus typicus Kr. 

- a. Scutum clorsale, supra exhibitum. 

- b. Pedunculus antennæ superioris. 

- c. Pars antennæ inferioris. 

d. Mandibulæ pars interior. d*, palpus ejusdem. 

e. Pes maxillaris posterior. 

- f. Pes thoracicus quinti paris, f , pars hujus 

pedis apicalis, magnitudine auctior. 



Tab. II, tig. 7, g. Pe.s abdoniinalis tertii paris, g*, lamina 
Iiujus pedis respiratoria (?), auctior. 

- i. Appendix caudalis intermedia. 

k. Pars apicalis remi exterioris appendicum 

caudalium lateralium exteriorum. 
1. Pars apicalis remi interioris harum appen- 
dicum. 1', pars marginis kiterioris ea- 
rundem. 

NB. Incuria hæ figuræ in tabula notata 
sunt 7, b et 7, b' pro 7, 1 et 7, 1'). 
tig. 8, a-k. Promysis Galateæ Kr. 

- a. Mandibulæ ramus interior dentatus. 

- b. Palpus ejusdem; b', apex bujus palpi, 

auctior. 

- c. Pars maxillæ prioris paris? 

d. Pars maxillæ posterioris paris'? 

- e. Pes thoracicus primi paris. 

f. Pes thoracicus secundi paris, f, ungui- 
culus bujus pedis auctior. f**, seta ser- 
rata terminalis bujus pedis, valde aucta. 

- g. Pes abdoniinalis primus, 
b. Pes abdoniinalis secundus. 
i. Pes abdoniinalis tertius. 

- k. Appendices caudales. k'. Otolithus remi 

interioris appendicis lateralis. 

NB. Fig-uræ, quæ ad Dyjnanta typum explanandum coufectæ sunt, 
cuni fasciculo huju.s libri proximo apparabunt. 






••»3 




- , . 


- 




- 








- . - 








: 




- 
































npjrennto 0}A"j( 




COCM -b 


,-■■ 




Zl 




-In 


-I* 


I^Jo^toc-.^ 




<*]«> 


1 


^H 




1—1 


•-til 




, 


s 










, 


« , , » 






, 






































sndi} seuia"q 




VJ-" ' 


— 1 




1—1 




«.y. 


_ c 


_ -_■-„' -n^ 




Njn 


IN 


1-( 




""" 


■j^j snoid 


Of 


COJJ7 ra lN(N 




=!S 




lo 


lo 


1-1 ^ CO 




-|c 


% 


<n' 




i.. 






5 ^ 




















_ 








••13 


b 


1— 1 ' 




























siunaut ■Eiq^nAa 


i 1 




HS 






lo 

1- 


«E ' ' ' 




"*" 


_lo 


i 




o>)a 


; 




. , 










, 


, 














. 


■s. \A 


Of 


«-«» ' 




1 




""'0 


"lo 
"1^ 


1111 




1 


1 


1 




"IS 


2. s 






























































e s 






























































O 03 


Of 


"* T-t 


-1= 

-|N 




^ 




-g 


_lo 


,IlO_l03>t>M|m 
1M h-— tr»T— 1 






Jp 


Jp 




ifc 


•iqia 




^ 






~ 




r 


: 






5 


- 






, 


sitaieui stsau 




Z via 1 


1 




--' 




„lo 


_e> 


„t= 1 1 1 




_lo 


[0 


i 




n|* 


a 


e 




_ 








„ 


, 


^ , ^ ^ 




, 


, 


; 




^ 





a t 


C3 rH ' 


71 




«)» 




_Jo 


lo 


ja-to-l«.,!« 
1—1 — 1 (M.CM 




„lo 


J° 


„lo 




Jo 
































































































1" 


Ot 


CNI JjT— f ' 




1—1 




*£ 


Ha 


-,^1 ' ' ' 




1- 


,.t 


1 








M - 




; 


























•13 



Of 


f-ca ' 


lo 
'*- 

eo 




f- 




N|D 


JO 


-^ ' co ' 




% 


-¥> 


1 




-i« 

1— 1 


■Bjnuaoa sisa'h 




- - 






- 






- 














: 


Of 


SKS**' 




i-'° 




*. 


„0 


=K« ' ' ' 




. 1° 
1- 


-,- 


1 




Jo 

7—1 


•sdaioiix 




; - - 


; 




, 




: 


5 






- 


- 


: 




; 


stjESinA stsA'n 


of 


^ - |u, 5sr 




-|M 




„lo 
1- 


_IO 


1-1 03 "* 




edm 


|M 


co 




1—1 






„ - 














_ 














































3 u 

U -O 
O « 

M 6. 






1 




-|N 






to 

"IM 


> 1 1 1 

1« 




^(* 


1 


1 




m|^i 
































Mys 
lata 


b 


eb* 1 
1-1 co 


1 




i-H 




> 


-|« 


i 1 'år 






«(«= 


-In 
i- 




c<T 







_ 


. 










, 


, , - 




, 


, 






. 




a i- 

K J2 






























o! 


ed-» 1 1 


_lo 




-1* 




-læ 


_>" 


-t-BHS-* 




„P 


IN 


-In 




j= 


















^ 




, 










(1) 


b 


-|N-|N *. -1* 




«. 




*, 


lo 


"i-J7co -* 




sJO 


H„ 


-1 








- - - 


- 












, , - , 




- 








- 


S 


Of 


HsHn b-H 




^ 




-fc« 




lO-^pO— (P3M1M 




-lul 














Ol CO In;o 








"l-CM iQ t- 




1— 1 




«D 




(M 




CfH 


^■^ • 














• 4) <B O 


OG 








w 






C 


C . 




u 




<u 


Ol 


_i * 




- 





S g 




CJ 










11 












^3 S q 

^ >■ > G 
tJ CO CO ^ 






t-3 S 




















. 





















■as s 


ft 


; 




z 


J "g 


1-3" 


Z 


. G 


* "q 




c 


> 




T3 


■M 




-^ 


• Pm 


- !xi 




3H 


1=1 


•3 £ 






5 
si 




CO 


s .ajl 





— I 




03 


t-i © 


CM qj 


co ■- Z 

"C '"D !- 




09 


OJ 


9; 




c; 


K S; c 


." 


- 


=1-1 

03 


- 


C5 "-I 


ta -S 


^: S 


> 


* ^* 


'■i * 

CO ^ 


~. 


^»a 










V 


.M 




-i4 fl) 


^ aj 


-■ 


-^! 


► 













■c CO 




CO T3 


CO T3 CO ns ri rs 


~Z 


CO T3 


CO 


- 


_c 







-*a f 4lf 
























. 






S 






















1 










s 
































8 
































cS 


r5 &0 ' 






























O 
































H 


Oh uj 





























•>H 






















- 




. 


npjEtnreg o?^K 




-(MS.]«! 




1 Jo Ho 


-fa 
T-H 


-In 


t>T 


rH 


T-< 


-1^ 

rH 


■"1- 


1 


-+s 


•J3 




, 








, 


- 


= 


5 


; 


, 


, 


, 


















Jo 










sndX} sEtnXfl 








1 Z^-i* 


Mfca 


lo 

r- 


iT 


rH 


r^ 


rn' 


rt 


™l- 


j\[ snoid 








; 






I 


r- 


5 


- 


- 






-aj ^[unpnv 


U 


-.•* 1 




«S ' -"* 


— r' 


^0 


-p 


t-P 


"'■- 




= z 


«|c 


-■^ 


























































siuuaut BiqjuA*;) 


•b 


n t-~'~* 






Jo 

1— 


-IN 


rH 


rH 


rn' 


D,g 


Jp 


rH 


_c 


C u 


Of 


l- P 3kn 




t- ! ° 1 m IC 


CTO 


Av> 


1 


1 


. 


1 


1 


1 


r 


£ S 






















































6 S 




























O J3 





ap ' 




-I« ' ' 


1 


1 














-'- 


ft- 














rH 






T-l 


1—1 


7-1 


1- 


iqiH 




























situiani sis^jy 
















' 








1 


1 


cS 








» » 


















, 






"Jo-Ho 






1 


1 


réfe 


« lin 


^n 


M* 


^n 


2* 


-•=" 


15 M 














































































































S 


O 


~lo-J° 




»p-l=^ 


<>5 


CO 


■?* 


JJo 


lo 


T)H 


^ 


co 


Hs 






























SUB}pTiI sisa'h 


a 
O 


»|aHe, 




.£-**. 


rH 


ir 


l-H 


t- - 
1— 1 


-Ti 


4^ 
rH 


-!2 

rH 


rH 


c^^-. 


■ejniuoo sisa'rj 


Or 


-te -te 




ra^n'^N^n 


P-IO 


Jo 


rH 


rH° 


rH 


JJj" 


rH 


rH 


-te 


sduioqx 




























J ui:r[nA sisXpj 


Ur 


C*»-|» 




-|N-'^._|o» 


w)o 


1-1 


J? 


rH 


-Ira 
rH 


rH 


rH 


rH 


n>n 






. 
















, 






^ 
































S >■ 


O. 13 ' 




1 1 1 




1 






HV> 


-to 


-Jo 


1 




O G 


W J3 
















rH 




rH 




^Im 


*3 

S 45 




























V> 


%l 




-*'~,-T.~ 


^ 


~. 


* 


- 


5 


n»n 


-^ 


II« 


i_ 








IH - "- - 


<M 


co 


CO 


CO 


CO 


CO 


CT 


1— 1 


C8 
O 


1 O 

w5 


^*°*"E 




- P 1 1 


1 


1 


1 


1 


1 


1 


1 


1 


1 


3 






























- 




- 


, 


, 


, 








5 


- 


5 


55 
>> 


b 


:r,"'- 




^HS^ 


ir 


rH 


rH 


<>1 


<^1 


J-l 


1-t 


r^" 


►E 












~ 










, 


, 


^ 


S 




























o- 


£*. 




= : °^>K n>o 


T-( 


<N 




SJ 


TI 


<>1 


-fri 


C^ 


^ 










• S- b 






1 • 


. ■ 


. - 


J, • 


j^ 


^ 








p 


a 
s- 




■f ■ 




>. . 


f-> 




>> 


>^ 


>- 








O QJ 


■ ►JfaJ 


> • 


i ■ 


PC • 


P5 . 


C3 ■ 




M • 


cq • 








0) - s 


-^ *^ 


1 


■3 S 
^ 




^ S 




a « 






c"- 
J5 Å 












ca rs 


T3 "C 


w rZ 








£1 


S "c 








ø '4! 


_> 


3-i 5 s 


se: 


s .s 

OS ^ 


c cl 


c cl 


■- «a 




5"* 


MC 






05 1 


1 


1 1 


1 


1 


1 


' 


1 


1 


1 


1 


1 






« 




























O 




























13 




























6J0 i 


1 


1 1 


1 


1 


1 


1 




1 


1 


1 


1 






C 




























U 




























tA 

























lipjBtniBJ) OJAJV 



„lo ^ 






•ig snoid 
-Å» sniBiqDnv 



Of 



-fr" -fri -fri 



siunaui BiqjuA'a 



o d 



"b 


„lo 


w£ 


< 


n*= 


^ 


-fe. 


HS 




Tb 


1- 


_!o 
1- 


«r» 


Of 


J= 


i. 


™£ 


5;«, 


1 


1 


i 


i 


' 


1 


1 


— c 





























Of 



•wa 

sttnaaui sisa"h 



1 Jh 






Of 






Of 



mnuioa sisa'h 



Of ■* 



•sdmoqx 



Of 



\) * 



I- t-H CN 



F b 






Of 



O.-" P-.S P^.S &-.S Cl. C <» 
SK Ch£ P-r> c.^3 p.3 ~ bl 

j3g.£.S.*.gJ2g.*2wJ 

bo -o 60 Td fcc s bo a fcjo t: — — 

« B = ?=:« = S a SL? » 



23 ■« 






X u l 






C3 <<-.*- "-i- ■—,'•—. 



PH . 



S .O S .2-) S 



^-t w"— ^ 



NOGLE IAGTTAGELSER OVER HUMLERNE 
VED S. BRETTON 



lSm en af Foraarets Forkyndere hilse vi med Glæde den j 
store, sindige Humle, der dybt brammende streifer hen over 
Skovbunden og Markerne. Det er de i forrige Aar fødte og 
befragtede fuldkomne Hunner, der, efterat have tilbragt I 
Vinteren i Dvale, nu begynde de første besværlige Arbeider 
i deres Nybyggerliv. Den overvintrede Dronning skal udfinde 
et passende Sted til at grundlægge det nye Bo, udgrave og 
udbedre dette Sted, der enten vælges i Jorden eller i Mure, 
afbide, sammenslæbe og sammenfiltre Materialet til Reden, 
bygge Voxceller, lægge Æg og samle clet Foder (Honning og 
Blomsterstøv), hvormed den opfostrer sin Yngel. Saaledes 
fortsætter den sin eenlige Dont, indtil den har frembragt et Af- 
kom, der strax hjælper den med at udvide det nu grundlagte 
Bo og sætter Dronningen istand til mere udelukkende at hen- 
give sig til det Arbeide, der raaa betragtes som dens egent- 
lige Livsopgave, nemlig at sørge for Coloniens Formering. 
Jeg veed ikke, om Dronningen ophører med sine Udflugter, 
saasnart det første Kuld Arbeidshumler er fremkommet, men 
dette er ialfald Tilfældet paa et senere Udviklingstrin, naar 
Arbeiderne kunne hjembære al den Næring, der behøves til 
at opfostre den Yngel, Dronningen formaaer at afsætte. 

Paa dette Trin befandt den Rede sig (af Bombus lapi- 
darius L.), i hvilken jeg har gjort de Iagttagelser, som jeg 
her skal meddele. Jeg udgravede den i Begyndelsen af Juli 
af en Bakkeskraaning, omtrent H Alen inde i Jorden. Gan- 



77 



feen, der forte ind til Reden, deelte sig omtrent midtveis i 2 
Anne, der begge udmundede ved Reden. Da jeg tog den 
hjem midt om Dagen, tik jeg kun omtrent 30 Arbeidere med 
den, samt Dronningen; Resten var deels paa Udflugt, deels 
forlode de Reden, idet denne gled ud af sit Leie. Det sam- 
lede Antal Individer maa efter et løseligt Skjon have været 
en Deel over Hundrede. Reden var omtrent 9" Tommer i 
Gjennemsnit og uden noget Mosdække foroven, hvorimod den 
heelt var overhvælvet med et Voxdække. Jeg opstillede 
den i mit Vindue, idet jeg lod dette staae paa Klem, saa at 
de kunde have fri Udflugt. I de første Dage derefter tiltog 
Indbyggernes Antal betydeligt, saa at det efter 8 Dages For- 
hil) vist var henimod 100. Vel vare endeel af dem komne 
til Verden, medens Reden var i mit Værge, men det forekom 
mig, at Tilvæxten var for stor til, at den alene kunde have 
sin Grund heri, og det turde maaskee ikke være umuligt, at 
de fra Reden udflyvende Humler have ført de Humler med 
sig tilbage, der ikke vare fulgte med Reden, da jeg tog den. 
Jeg turde ikke fremsætte denne Formodning, hvis der ikke i 
Biernes Samfund forekom Tilfælde, som ikke kunne forklares 
uden ved at antage, at de besidde Evne til at meddele sig 
til hverandre indbyrdes; jeg skal her exempelviis anføre, at 
Rov-Speiderne, eller de Bier, som om Aftenen i Mørkningen 
efterat Bierne ellers ikke mere flyve ud, paa en større Bistand 
sees at flyve fra een Kubes Flyvehul til et andet, for at 
undersøge, om Stadet holder Vagt og ellers er i Orden, — at 
disse Speidere, naar de om Aftenen mærke, at et Stade er 
modløst, enten paa Grund af Viserløshed eller formedelst 
Mol eller Sygdom, næste Morgen ganske tidligt medbringe en 
Mængde Kammerater, der forsøge Angreb. Ligeledes forud- 
sætter det en Meddelelse, naar enkelte Bier forinden Sværm- 
ningen udspeide og afpudse en Bolig for den nye Sværm, 
eller naar en Bi, der i Marken har truffet paa en uventet, 
rig Ilonningkilde, f. Ex. lidt hensat Honning, efter faa Mi- 
nutters Forlob vender tilbage, ledsaget af flere. Om denne 
sidste Iagttagelses Paalidelighed kan man overbevise sig ved 
at mærke Bien, medens den er ifærd med at suge Honningen. 



78 



Reden indeholdt en stor Mængde Coconer af to for- 
skjellige Størrelser; den underste Etage indeholdt de mindste 
Celler og af dem udgik flere Arbeidshumler. — Reaumur 
angiver, at Aabningen for den udkrøbne Humle stedse er i 
Cellens nederste Ende; hos denne Art Humler var det Om- 
vendte stedse Tilfældet, og kun, hvor en ovenpaa hvilende 
Kage hindrede Humlen fra at komme ud igjennem den øverste 
Ende, var Aabningen paa Siden. De udkrøbne, unge Humler 
vare sølvhvide. Udfoldningen af Vingerne foregaaer inde i 
Cellen, førend eller imedens Humlen befries fra sit Fængsel. 
Kun med en enkelt ung Dronning var dette ikke Tilfældet, 
men den var abnorm i flere Henseender, og Udfoldningen 
fandt slet ikke Sted i Løbet af den halve Time, i hvilken 
jeg lod den leve. 

Skjøndt jeg opmærksomt speidede derefter, lykkedes det 
mig dog ikke i længere Tid at see nogen Humle forlade 
Cellen. Den unge Bi gjennembider som bekjendt selv det 
Laag, der holder den fængslet, hvilket ogsaa er Tilfældet med 
Hvepserne. Først efter daglig i 14 Dage at have iagttaget 
Reden, fik jeg Oie paa en ung Humle, der var i Begreb med 
at forlade sin Cocon, og fik derved Bekræftelse paa, hvad 
jeg med Hensyn paa Coconens Seighed alt forud havde an- 
taget, at nemlig de gamle Humler gjennembide Cellen og 
befrie Fangen. Hvorledes de erfare , at Tiden hertil er 
kommen, veed jeg ikke, men sandsynligviis forraader den unge 
Humle sin Modenhed ved at bevæge sig i Cellen. Selve 
Øieblikket, da den begynder at aabne Cellen, er det ikke 
lykkedes mig at bemærke. Aabner man en Cocon med en 
Kniv, saa tillukke Humlerne Aabningen iilfærdigen med Vox. 

Foruden disse Coconer var der omtrent midt i Reden 
opført vistnok en Snees Celler af Vox, som for Størstedelen 
indeholdt Blomsterstøv, medens 4 eller 5 vare Honningkar. 
Til Beholdere for Honningen benyttede de ogsaa de tomme 
Coconer, som de kantede med Vox. Voxet lignede bruunligt 
Pakpapir og var meget løst. Da jeg, hvergang jeg saae til 
Reden, maatte fjerne Voxdækket, og Humlerne strax søgte at 
erstatte det, saae jeg dem hyppigt arbeide derpaa. Dronningen 



79 

tog ogsaa Deel i dette Arbeide, som gik temmelig hurtigt. 
Kun Kindbakkerne og Antennerne vare de tjenstgjørende 
Redskaber, idet disse sidste holdtes knækkede saaledes, at 
de berørte hver sin Side af Voxdækket, sikkert for at maale 
Tykkelsen. Voxet hentede de stedse fra andre Steder i Reden, 
og skjøndt jeg tre Gange ganske berøvede dem Voxdækket, 
og det to Gange blev fornyet af Humlerne, saae jeg dem 
dog ikke tage Voxet fra Bugleddene, maaskee fordi Bygningen 
væsentlig skete om Natten. Den tredie Gang dækkede de 
Reden med Mos, som de tog fra Udkanterne, og derimellem 
var blandet noget opflosset Papir, som de om Natten hørligt 
afgnavede af det Underlag, hvorpaa jeg havde stillet Reden. 
Endelig fandtes i Reden ovenpaa Cellekagerne nogle 
uregelmæssige Knuder af graat Vox, de mindre fyldte med 
Æg, de større med Larver. Reaumur har antaget, at disse 
Hylstre ikke bestode af Vox, men af en sammenæltet Deig 
af Blomsterstøv og Honning, som tjente Larverne til Næring, 
og denne Mening er efter ham optaget af Lepeletier de Saint 
Fargeau og Oken; men dette er ikke Tilfældet, idetmindste 
ikke med denne Art Humler. Det er aldeles det samme Stof 
som det, hvoraf Dækket over Reden og Cellerne til Honning 
og Blomsterstøv bestaae, og jeg har mangfoldige Gange seet 
dem tage fra Voxdækket for at udbedre dette Hylster, naar 
jeg havde beskadiget det, og omvendt skrabe fra Hylsteret 
for dermed at bygge, især paa den Tid, da Hylsteret endnu 
tildækker de færdig spundne Coconer. Ved at smage paa 
dette grødagtige Stof og det i Cellerne gjemte, med Honning 
befugtede Blomsterstøv, hvilket sidste havde en svag, syrlig 
og ligesom lidt brændende Smag , medens det første var 
ganske uden Smag, kunde man heller ikke være i Tvivl om 
deres Forskjellighed. Førstnævnte Stof smeltede i en Sølv- 
skee over Lyset, hvilket undrede mig meget, da Reaumur an- 
fører at have gjort det samme Forsøg med et modsat Udfald. 
Vel blev der midt i det Smeltede en sort forkullet Masse 
tilbage, men der var ogsaa nogle Trevler Mos i den Kugle 
Vox, som jeg havde laL't i Theeskeen. lovrigt gik hele Massen 



80 

ved fortsat Ophedning over til Forkulning og antændtes til 
Slutningen. 

Om et saadant Stof kan tjene Larverne til Foder, som 
Reaumur paastaaer, tør jeg ikke bestemt afgjøre, men jeg 
troer det ikke. Voxne Humler (Dronninger og Arbeidere), 
som jeg havde indespærret paa denne Kost, rørte det ikke, 
medens de strax gave sig ifærd med det med Honning be- 
fugtede Blomsterstøv, og et Faktum, jeg nedenfor skal berøre, 
tyder paa dets Ubrugbarhed som Fødemiddel ogsaa for Larverne. 
Fuldkommen sikkert er det, at disse ialfald tillige blive fod- 
rede igjennem Hylsteret. Jeg har ofte seet Humlerne bide 
Hul paa Hylsteret og stikke Snabelen og den nederste Deel 
af Hovedet ind ad Aabningen, i hvilken Stilling de forbleve 
i nogle Secunder. Saasnart Humlen havde trukket Snabelen 
tilbage, lukkede den hurtigt Aabningen, og bed Hul paa et 
nyt Sted, hvor den da gjentog samme Adfærd. Undertiden 
lukkede den strax til, formodentlig fordi den tilgrændsende 
Larve har været tilstrækkelig forsynet. Aabnede man nu 
Hylsteret, saa fandtes i den Krumning, som Larvens Legeme 
dannede, et guulgrønt Stof, der sikkert er den samme Masse, 
som den saakaldte Fodervælling, med hvilken Biernes Larver 
blive fodrede. Jeg mærkede den Humle, jeg første Gang 
saae foretage Fodringen, for at see, om den særligt havde 
dette Hverv, og iagttog den ogsaa i denne Forretning senere 
hen paa samme Dag, men der var dengang tillige en anden, 
og jeg overbeviste mig senere om, at de i Flæng toge Deel i 
denne Bestilling. 

Skjøndt allerede af Andre beskreven, vil jeg dog her 
efter egen Iagttagelse fremsætte den unge Humles Udviklings- 
historie fra Æggets Lægning, indtil den fuldfærdig kryber ud 
af sin Cocon. Den første Begyndelse er en lille Gryde af 
Vox, der befæstes ovenpaa en Kage Coconer, og under sin 
senere Udvikling støttes af smaa Voxpiller. Hvo der lægger 
Grunden til den, tor jeg ei afgjøre; jeg har flere Gange 
seet Arbeiderne gjøre det, men disse Begyndelser bleve 
ødelagte af Dronningen. Paa den anden Side har jeg aldrig 
seet Dronningen lægge nogen Grundvold til Gellen, men derimod 



81 

truffet den byggende videre paa en saadan. Naar Cellen, en 
lille rund Gryde, havde naaet en Høide, som anstod Dron- 
ningen, bragte den Enden af Bagkroppen ned i den og 
krummede sig næsten i en Kreds, idet den med samtlige 
Fødder klamrede sig fast til Cellen med Hovedet vendt nedad. 
Bagkroppen bevægede sig som ved livligt Aandedrag. Efter 
kort Tids Forlob drog den Bagkroppen ud, og der laae da i 
Cellen flere H"' lange, smukke Æg. Den tillukkede derpaa 
hurtigt Cellen, men dette forhindrede den ikke i senere at 
aabne den, for at lægge endnu flere Æg i samme Celle. 
Selve Æggets Lægning lykkedes det mig nogle Gange at see. 
Dronningens Braad var under Æglægningen heelt ude, og 
Skedeklapperne spilede vidt fra hinanden. Braadden, der 
krummede sig opefter, stak et Par Gange med Spidsen ud 
igjennem CeHens Vægge. Om Ægget kom ud mellem Braadden 
og Skedeklapperne eller indenfor (d. e. nærmere Bugfladen), 
kunde jeg ikke see, da jeg stod bagved Dronningen og saa- 
ledes ikke kunde bemærke, om Ægget gik ud i lige Linie 
med eller forud for Braadredskaberne. At jeg flere Gange 
fik selve Æggets Lægning at see, skyldtes en Omstændighed, 
som jeg nedenfor skal omtale. I Almindelighed hjalp Ar- 
beidshumlerne den med at tillukke Cellen, og de hentede, 
som ovenfor berørt, stedse Voxet dertil fra Voxdækket, hvilket 
Stof de bar imellem Kindbakkerne, saaledes at det strakte 
sig et godt Stykke ned under den Huling, hvori Snabelen 
ligger i Hviletilstand. Den tillukkede Celle staaer nu urørt i 
nogle, vistnok 3 til 4 Dage. Jeg undersøgte det ikke nøiere, 
da jeg stod i den Formening, at det var tilstrækkeligt be- 
kjendt. Larven kryber da ud af Ægget, Fodringen begynder, 
og ved den hyppige Aabning og Tillukning af Hylsteret lem- 
pes dette efter Larvernes Væxt, saa at det daglig tiltager i Stør- 
relse og efterhaanden begynder at antage et buklet Udseende. 
Paa denne Tid, den 10de eller Ilte Dag efter Æggets Læg- 
ning, begynder Larven (idetmindste Dronningelarven) at spinde 
sin Cocon , og samtidig dermed ophører Fodringen. Om 
Larven faaer Foder med, har jeg forsømt at eftersee. Efter- 
haanden som Tndspindingen skrider fremad, begynde Ilumlerne 

6 



82 

at gjøre Voxdækket tyndere og fortsætte hermed flere Dage 
i Rad, indtil de ganske have borttaget det. Larven gaaer 
imidlertid efter fuldendt Indspinding ikke strax over til at 
blive Nymphe. Tidspunktet, naar dette skeer (Alt for de 
unge Dronningers Vedkommende) , har jeg ikke iagttaget, 
men det er neppe før den 20de Dag, idetmindste har jeg 
omtrent ved dette Tidspunkt endnu fundet Larver af Æg, der 
vare lagte den 1ste August. Det kan allerede heraf sees, at 
det ikke gaaer an, med Lepeletier de Saint Fargeau, at an- 
vende Analogien fra Honningbien til Tidsbestemmelse for 
Ilumlernes Udvikling. En Bidronning behøver 14 å 16 Dage 
til sin Udvikling, hvorimod de unge Humledronninger efter 
28 Dages Forløb vel vare Nympher, men udenat Chitinen 
ved deite Tidspunkt endnu var begyndt at farves. Ikkun 
Øinene vare mørkt purpurfarvede. 

Antallet af de af Dronningen lagte Æg var forskjelligt i 
de forskjellige Celler; det høieste Antal vil vel omtrent passe 
med det af Reaumur opgivne, nemlig henimod 40. , 

Foruden Dronningen og Arbeiderne viste der sig efter 
omtrent 14 Dages Forløb Humler af et afvigende Udseende. 
De havde en guulgrøn Pandedusk og Halskrave, en lignende 
Krands om Brystskjoldet og om den bageste Deel af Bryst- 
stykket. Det var to Hanner. De deeltoge aldeles ikke i 
Arbeidet. Imidlertid ere Humlehannerne ikke saa besværlige 
Byrder for Samfundet som Hanbierne, thi de træffes hyppigt 
paa Blomster, medens Dronerne ikke selv suge nogen Hon- 
ning i det Frie. 

I Slutningen af Juli Maaned iagttog jeg i Reden en Op- 
førsel af enkelte Humler, som i høi Grad forbausede mig, da 
den tydede hen paa en Usamdrægtighed, som jeg ellers aldrig 
har seet hos Insekter, der udgjøre ordnede Samfund. En 
enkelt Humle blev pludselig betaget af et Slags Raseri og 
foer i sand Bersærkergang rundt i Reden, anholdt og bed 
alle de Arbeidshumler, den mødte, og tumlede tilsidst ud af 
Reden med en anden, som den forfulgte. Den følgende Dag 
voxede Antallet af disse Bersærker, uden at det var mig 
muligt at udfinde Grunden til denne pludselige Ophidselse. 



83 

Dronningen behandlede de med den samme overseende Lige- 
gyldighed, som saavel Hnmlerne som Hvepseme udvise mod 
den til daglig Brug, ganske modsat den Omhu og Hengivenhed, 
som Bierne yttre mod deres Dronning. Men efter endnu et 
Par Dages Forløb saae jeg denne begyndende Splidagtighed 
ogsaa strække sig til Dronningen. Denne var den 1ste Au- 
gust ifærd med at indrette en lille Celle til Æglægning, men 
heri søgte en af Arbeiderne at hindre den ved at nedrive 
det, Dronningen byggede, hvergang denne forlod Cellen for at 
hente Byggemateriale fra Voxdækket. I Begyndelsen lod Dron- 
ningen sig nøie med at give den en Slags Paamindelse med 
en af Fødderne, men da dette ikke hjalp, forgik Taalmodig- 
heden den tilsidst, og den foer løs paa Humlen og bed den, 
saa at denne iilsomt tog Flugten. Endelig blev den saavidt 
færdig, at den begyndte at lægge Æg, men nu indfandt 
Humlen sig atter og søgte at hindre den deri, idet den gjorde 
sig Umage for med sit Hoved at trænge Dronningens Bagkrop 
ud af Cellen, hvilken den samtidig nedrev. Under alle disse 
Bestræbelser bevægede den Vingerne saa hurtigt, at man ikke 
kunde see dem, og frembragte derved en eensformig sørg- 
modig Lyd 1 ). Det var denne Opførsel fra een og siden flere 
Humlers Side, der hjalp mig til at see selve Æggets Lægning, 
deels derved, at Dronningens Bagkrop blev løftet lidt, og 
deels derved, at endeel af Cellevæggen blev nedreven. Efter 
endt Lægning tillukkede Dronningen Cellen, uagtet den blev 
forsinket ved Arbeidshumlens utrættelige Modstand. Med en 
Pennekniv aabnede jeg atter Cellen, men dette forbittrede 
Dronningen, der med Kindbakkerne greb fat om Knivsbladet 
og ruskede det temmelig føleligt. I Slutningen af Dronningens 
Bestræbelser for at lukke Cellen understøttedes den af en 
anden Arbeider. Dronningen vedblev at holde sig i Nærheden 
af Cellen, for at vogte den, hvilket ogsaa var aldeles nød- 
vendigt. Forgjæves søgte jeg at udgrunde Aarsagen til denne 



1 I Hermed er naturligviis ikke meent, et Lyden skulde udtrykke 
en tilsvarende Sindsstemning hos Humlen, saaledes som viser- 
løse Biers Klagelyd. 

6* 



84 



paafaldende Disharmoni og tænkte mig det som en Mulighed, 
at min Nærværelse og den Forstyrrelse, denne frembragte i 
Reden, idet jeg hver Gang maatte borttage Voxdækket, kunde 
hos den ødelæggende Humle have vakt en Forestilling om, at 
Omstændighederne ikke vare gunstige for yderligere For- 
mering, medens Dronningen og den den bistaaende Humle ikke 
havde modtaget lignende Indtryk, og at den hele Begivenhed 
nærmest maatte sættes i Klasse med den Opførsel, Bierne 
under Mangel paa Næring udvise mod Yngelen, idet de da 
rive den ud af Cellerne og slæbe den ud af Kuben, og at 
det Eiendommelige blot laae deri, at medens Bierne handle 
samdrægtigt og ligesom drevne af een og samme Tilskyndelse, 
saa gjorde hos Humlerne flere Indskydelser sig gjældende i 
forskjellige, modstridende Retninger. For at see, hvilken 
Skjæbne Æggehylsteret vilde faae, naar jeg fjernede den Be- 
skyttelse , Dronningen ved sin physiske Overmagt ydede den, 
borttog jeg Dronningen. Der begyndte nu forfra den samme 
Scene med Nedrivning og Opbygning, bestandig ledsaget af 
den samme sørgmodige Brusen med Vingerne. Da denne 
Strid efter halvandens Times Forløb endnu var uafgjort, til- 
dækkede jeg Reden og fandt Cellen om Eftermiddagen til- 
lukket. Dronningen blev da givet tilbage. 

Omtrent ved denne Tid krøb flere Hanner ud af Cellerne, 
medens jeg ikke mere saae unge Arbeidshumler fremkomme, 
og samtidig med Hannerne begyndte ogsaa de unge Dron- 
ninger at vise sig. Dagen før den første unge Dronning viste 
sig, havde jeg borttaget hele Voxdækket for at see Vox- 
productionen, hvilket imidlertid, som berørt, ikke lykkedes. 
Om Natten var der endeel Uro i Boet, som jeg formodede 
at hidrøre fra Voxdækkets Fjernelse. Da jeg næste Dag 
aabnede Reden, mødte mit Øie strax Dronningen, der sad' 
ganske ubevægelig ovenpaa en 'Kage Celler. Dens Bagkrop 
var meget stærkt udstrakt og imellem Ringene ovenpaa 
Rygg ei b især paa den høire Side, var der udsvedet en Masse, 1 
der var stivnet mellem de øverste Ringe, medens den endnu 
var flydende ved den sidste Ring. Jeg tog lidt af den paa 
et Knivsblad; den sad temmelig fast, og det lod ^il at genert 



85 



Dronningen, at jeg rørte ved den. Den var lidt gjennemsigtig. 
At den var noget Abnormt, syntes at fremgaae deraf, at 
Striberne vare meget bredere ved den høire Side (c : 1'") 
end ved den venstre, hvor den heller ikke strakte sig saa 
langt ned. Et idetmindste noget lignende Stof saae jeg ud- 
svede paa en Hvepse. Jeg havde med Gummi limet dens 
Vinger og Brystskjold til et Brædt for bedre at kunne see 
Tungens og Braaddens Bevægelser, og under den voldsomme 
Anstrængelse for at løsrive sig bedækkedes hele Kroppen og 
navnlig Brystskjoldet med en tilsyneladende hvid, under Mi- 
kroskopet klar Masse, der navnlig paa Bryststykket ganske 
skjulte Hudskelettets Farve. Stoffet paa Humledronningen 
syntes dog noget mere fedtagtigt. Grunden til, at jeg saa 
omstændelig omtaler dette Phænomen, er den, at jeg med 
Rette eller Urette sætter det i Forbindelse med Dronningens 
senere Skjæbne. Jeg opdagede nemlig snart den første, unge 
Dronning, der sikkert samme Nat var krøbet ud af Cellen. 
Idet jeg benyttede mig af en Analogi fra Biernes Samfund, 
satte jeg baade Uroen om Natten og Dronningens Udseende 
i Forbindelse med den unge Dronnings Fødsel. Det er be- 
kjendt, at der mellem Bidronningerne indbyrdes tinder et 
dødeligt Had Sted , og at dette Had foranlediger Efter- 
sværmens Komme. Den først udløbne Dronning søger nemlig, 
saaledes som Huber har iagttaget, strax at dræbe sine endnu 
i Celler indesluttede Medbeilerinder; ere Bierne sværmelystne, 
forhindre de hende heri ved at bide hende i Been og Vinger, 
saasnart hun nærmer sig de Celler, de bevogte, og den unge 
Dronning løber da i yderste Ophidselse og piint af Skinsyge 
om i Kuben, udstødende sin bekjendte Tytten, indtil den 
endelig drager ud, fulgt af en Sværm. Huber har flere Gange 
iagttaget Dronningers Kampe i Kuben; udenfor Kuben har 
jeg forsøgt at bringe en saadan Kamp tilveie , men Dronnin- 
gerne, som havde et Bord til Kampplads, skyede hinanden. 
Jeg 'bragte dem flere Gange tæt sammen, men de hoieste 
Yttringer af Fjendskab vare, at de med Kindbakkerne greb 
om hinandens Antenner. Derimod yttrede deres Skinsyge 
sig derved, at de strakte Bagkroppen overmaade stærkt og 



86 

droge den ud og ind som ved heftigt Aandedrag. Jeg tænkte 
mig nu, at der muligt fandt en lignende Skinsyge Sted imellem 
Humle dronningen og dens yngre Medbeilerinder, og at Ar- 
beiderne muligt med Vold havde hindret disses Drab. Til 
Forsøg indespærrede jeg den gamle og en ung Dronning i en 
Cigarkasse med Glaslaag, og deres Opførsel var lige i Be- 
gyndelsen ganske lig den ovenbeskrevne mellem Bidronnin- 
gerne; men strax derpaa gjorde den fælles Bevidsthed om 
Fangenskabet sig gjældende, og der var senere intet andet at 
bemærke end Yttringerne af denne Følelse. I Humlereden 
sporede jeg aldeles ingen Uro ved Dronningens Fjernelse 
eller Tilbagekomst. Det Samme er ogsaa Tilfældet med 
Hvepserne. I de følgende Dage kom stedse flere og flere 
unge Dronninger frem, men jeg bemærkede end ikke den 
mindste Ufred mellem dem og den gamle Dronning. Hvad 
jeg derfor her har udtalt, er kun en svagt begrundet Gisning, ■ 
som jeg dog ikke har villet udelade, da det, jeg har seet, 
muligt kunde medvirke som et Moment til herom at kunne 
erholde nogen Kundskab. 

Jeg havde til et andet Forsøg, nemlig for at see om 
Dronningen vilde begynde en Coloni, naar man forsynede den 
med Materiale og Foder, havt den indespærret i to Dage 
udenfor Reden. Da jeg atter lod den gaae tilbage, bemærkede 
jeg, at der i dens Fraværelse var kommet et nyt, tillukket 
Æggehylster. Alle de øvrige Hylstre havde jeg seet Dron- 
ningen besætte med Æg. Dronningen var ikke mindre seen 
end jeg til ogsaa at opdage dette Hylster; den kastede sig 
strax med Heftighed, over det, oprev det og aad Æggene. 
Et Par Humler søgte at forhindre den og at lukke til for 
Æggene, men der blev af disse dog kun to tilbage, som bleve ; 
bedækkede. Hvoraf vidste nu Dronningen, at Æggene i dette 
Hylster ikke vare dens egne? Havde den ligesom jeg mærket 
sig Tallet og Beliggenheden af dem, den selv havde besat I 
med Æg, eller var der i Formen nogen Forskjel? Mig fore- I 
kom der ikke at være anden Forskjel, end at det sidste i 
Hylster maaskee havde et lidt mindre Gjennemsnit. Samme I 
og næste Dag besatte den selv et nyt Æggehylster med en I 



87 



stor Mængde Æg, men da jeg den derpaa følgende Dag 
aabnede Reden, laae Dronningen næsten døende i en Krog af 
eller rettere udenfor denne. Den bar synlige Tegn paa at 
have lidt voldsom Behandling; Vingerne vare stærkt sønder- 
bidte, den havde en Deel Mider paa sig og saae i det Hele 
slemt medtaget ud. Jeg bragte den midt ind i Reden igjen, 
men strax kastede flere Humler sig over den og sled i Vin- 
gerne, Antennerne og Benene, indtil de endelig tik den 
slæl>t ud af Reden igjen. Et tredie og fjerde Forsøg førte 
til samme Resultat, og den næste Dag var dens Endeligt 
øiensynligt saa nær forestaaende , at jeg borttog den til Op- 
bevaring i Spiritus. Samme Dag hk jeg Oplysning om, hvo 
der havde lagt Æggene i det omtalte Hylster. Jeg saae 
nemlig en Arbeider opføre en Voxcelle, i hvilken den, da 
Cellen havde naaet en vis Høide, sænkede sin Bagdeel og 
indtog derved aldeles den samme Stilling, som Dronningen. 
Da den efter omtrent 1 Minuts Forløb drog Bagkroppen ud, 
laae der nogle Æg i Cellen, hvilken sidste den hurtigt til- 
lukkede. Den foer derpaa rasende omkring i Reden og an- 
faldt og bed alle de Humler den mødte. Imidlertid havde en 
anden Humle begyndt at aabne Hylsteret under den samme 
sørgmodige Brusen, som tidligere omtalt. Saasnart den havde 
gjort Aabningen tilstrækkelig vid, greb den med Kindbakkerne 
de Æg, der vare i Cellen og aad dem. To, tre til fire Æg 
saae jeg deels nu deels ofte senere blive fortærede af en 
enkelt Humle. Derpaa lagde den selv Æg, og indtog her 
ganske den samme Stilling som den foregaaende, ligesom 
dens Opførsel efter endt Lægning ganske var den samme. 
Denne Dag saae og mærkede jeg 5 Humler, der lagde Æg, 
medens endnu flere gjorde Forsøg derpaa, men bleve fordrevne 
enten af andre Medbeilerinder, eller (og dette var hyppigst 
Tilfældet) af den Humle, der sidst havde lagt Æg og nu efter 
endt Bersærkergang vendte tilbage for at forsvare Cellen. 
Det hændte derfor ofte, at den, der havde aabnet Cellen, 
ikke blev den, der kom til at lægge Æg, idet en tredie 
Humle benyttede den Frist, Uenigheden mellem de to Andre 
gav den, til at lægge sine Æg. Dagen efter mærkede jeg 



med Lakering omtrent 30 Humler (de 5 fra forrige Dag in- 
klusive), der kom til at lægge Æg, medens idetmindste et 
ligesaa stort Antal gjorde mislykkede Forsøg. Selv de 30 
vilde neppe være naaede hertil, hvis jeg ikke havde skaffet 
dem Fred ved at holde den nærmeste Omegn ryddelig. Ved 
denne Leilighed bleve Humlerne hyppigt vrede og bede i 
Knivsbladet, men ingen sogte at stikke. Et Par Gange havde 
jeg Leilighed til at see, at Braadden ogsaa hos Arbeiderne 
var ude under Æglægningen, men deres Skedeklapper vare 
ikke spilede fra hinanden , saaledes som hos Dronningen. 
Æggene vare omtrent en Trediedeel mindre end Dronningens 
og i Forhold proportionerede. Bagkroppen paa Arbeiderne 
var i denne Periode noget større, og 14 Dage efter vare de 
blevne kjendelig mindre, ja en enkelt af dem borttog jeg 
senere og gjemte den som et ualmindeligt lille Exeinplar af 
en Arbeidshumle. Forskjellen i Arbeidernes Størrelse 1 ) hos 
denne Art Humler er aabenbart heelt tilfældig og vistnok 
navnlig afhængig af den dem under deres Udvikling ind- 
rømmede Plads. En saadan deraf afhængig Forskjel i Størrelse 
mellem Arbeiderne finder man ogsaa hos Bierne. Hele Bi- 
folk kunne være paafaldende større eller mindre end andre, 
og her afhænger Forskjellen af Voxkagernes Ælde , idet 
Cellerne i gamle, sorte Voxkager, hvor der er ophobet en 
stor Mængde Hinder, Efterladenskaber fra alle de unge Bier, 
der ere udviklede efter hverandre i de samme Celler, ikke 
give den sig udviklende Bi saamegen Plads som nye Vox- 
tavler. Men selv i een og samme Kube kan der være paa- 
faldende smaa Exemplarer, hidrørende fra, at de ere ud- 
gaaede af Celler i Kanten af Voxtavlerne, hvor disse ere 
mindre dybe. 

Den Mængde Æg, Arbeiderne lagde, var meget stor; 
thi uagtet hver Humle aad af sin Forgængers Æg, inden den 



1 ) Nogle af dem kunne stige ned til en Flues Størrelse. At an- 
tage disse Miniaturudgaver som en en særegen Varietet, som 
Lepeletier synes at ville, er sikkert urigtigt, idetmindste for den 
Art Humler, som her omhandles. 



selv lagde, vare dog de Hylstre, der vare tillukkede Dagen 
etter Æglægningen, propfulde af Æg. Et af Hylstrene var \ 
Tomme høit og vel 2 Linier i Gjennemsnit. lovrigt kom 
ingen af disse Æg til et videre Udviklingstrin end til Larve, 
der naaede en Alder af 6 a 7 Dage. Nogle Hylstre bleve 
nemlig ufrivillig forstyrrede af mig ved at løfte Voxdækket, 
hvortil de vare fastbyggede. Humlerne reve da Larverne ud 
og fløi bort med dem i Munden. Den ovrige Deel af Ar- 
beidernes Yngel omkom af Mangel paa Næring, idet Humlerne 
ganske ophørte at arbeide paa Grund af det raakolde, regn- 
fulde Veir, der uden Afbrydelse varede i flere Dage 1 ). Det 
maa her med Hensyn til Reaumur' s ovennævnte Gisning, at 
Larverne leve af deres Hylster, anføres, at uagtet de lige- 
frem hungrede tildøde, var Hylsteret ubeskadiget, og Ar- 
beiderne beskjæftigede sig ikke i mindste Maade med Vox- 
bygning. løvrigt er det mærkeligt, hvor seiglivede Larverne 
ere, thi de levede endnu efter flere Dages Hunger, uagtet 
nogle af dem begyndte at blive sortegraae. Dette er iøvrigt 
ogsaa Tilfældet med Biernes Larver. 

At de Arbeidshumler, der lagde Æg, vare ubefrugtede, 
er sandsynligt 2 ). Vel var der samtidig Hanner i Reden, 



1 ) Hylsteret , hvori denne Yngel befandt sig , havde en fra de 
øvrige næsten kredsformige Hylstre noget afvigende Form, idet 
det ved en temmelig stærk Indsnøring- midtveis tik Udseende 
som et Ottetal. Det befandt sig i Udkanten af Reden. Jeg 
har ikke villet undlade at tilføie denne Omstændighed (som 
jeg- ansaae for tilfældig og altfor ubetydelig til at omtales), 
fordi jeg hos Huber har fundet samme Beskrivelse af et Yngel- 
Hylster, der var grundet og- gik tilgrunde paa samme Maade 
som det af mig omtalte. 

'-) Lepeletier omtaler Hunner af Mellemstørrelse, der skulde være 
befrugtede af smaa Hanner, medens de store Hunner, Dronnin- 
gerne , skulle blive befrugtede af store , senere fødte Hanner. 
Dette finder ialfald ingen Anvendelse paa B. lapidarius , der kun 
har een Slags Hanner. 

Arbeidsbierne lægge som bekjendt ogsaa undertiden Æg, 
af hvilke der kun kommer Droner. Dette indtræder kun, naar 
Stadet i længere Tid har været viserløst. At Humlemes Yngel 
ogsaa vilde blive Hanner, synes Analogien at tale for. 



90 



men ingen af dem fløi endnu ud, og i selve Reden saae jeg 
aldrig mindste Spor af nogen øm Tilnærmelse. Den eneste 
Venskabsyttring mellem dem bestod deri, at de æglæggende 
Arbeidsbier under deres Bersærkergang aldrig anfaldt Han- 
nerne. Kun en eneste Gang saae jeg dette, og det var al- 
deles aabenbart kun en Feiltagelse, da den ikke engang tog 
ordentlig fat med Kindbakkerne. Hannerne viste iøvrigt 
beller ingen Opmærksombed imod de unge Dronninger. Re- 
aumur omtaler, at ban bar seet Parringen i selve Reden. Jeg 
indespærrede forsøgsviis unge Dronninger med Hanner i en 
Cigarkasse og fodrede dem med Sukker og Æggehvide, (hvad 
der hos Bierne sætter Æggestokkene i forøget Virksomhed), 
men der var ingen Parring at see. Derimod søgte de, rime- 
ligviis for bedre at holde Varme i det kolde Veir, tæt sammen 
i et Hjørne af Kassen. 

Af de unge Dronninger, af hvilke Reden maa have havt 
over en Snees, fløi i Begyndelsen af August nogle ud. De 
arbeidede ikke, saavidt jeg saae, navnlig kom de aldrig hjem 
med Buxer, saaledes som Arbeidsh umierne meget hyppigt 
gjorde. Før den 10de August vare ingen eller ialfald kun 
ganske enkelte af Hannerne fløine ud, men den 10de og Ilte 
August forlode de Reden, og ikke een vendte tilbage. Der 
var kun en eneste Han i Reden, og den var saa nylig krøbet 
ud af Cellen, at den ikke kunde flyve 1 ). Dronningerne 
derimod, som ogsaa næsten alle vare fra Reden i disse Dage, 
vendte tilbage igjen hver Aften. De unge Dronninger vare 
næsten alle, nogle ganske overordentligt, fulde af store, muntre 
Mider, saa at de saae ud som broderede med dem. De 
stærkest plagede søgte med Bagfødderne at frigjøre sig for 
dem, men deels opholdt de sig paa Siden (under Vingerne 
og imellem Bryststykket og Bagkroppen), hvor det var van- 



de ere ganske unge . kunne de ikke flyve Bierne 
blive under normale Forhold en heel Uge hjemme , inden de 
flyve i Marken , hvorom man har overbevist sig ved til et 
Stade med sorte Bier at sætte en italiensk (guul) Dronning, og 
iagttage dens Yngel. 



91 



skeligt for Humlen at naae med Benene, og deels kravlede 
de ligesaa hurtigt op som de bleve strøgne ned. Saaledes 
som Reaumur og Lepeletier anføre, følge disse Mider ud med 
Humlen paa dens Udflugt og vende tilbage med den. De 
unge Dronninger ere i Udseende lidet forskjellige fra den 
gamle. Hos denne er Brystskjoldet blankt, rimeligviis fordi 
Haarene under dens Bevægelser i Reden efterhaandeu afslides, 
saa at kun en Krands, ligesom ved Tonsuren, bliver tilbage 
rundt om Brystskjoldet; hos de unge Dronninger derimod er 
dette tæt besat med Haar. Størrelsen er hos de unge lidt 
mindre, hvilket upaatvivlelig hidrører fra, at Æggestokkene 
endnu ikke ere traadte i Virksomhed, idetmindste er dette 
Tilfældet med Bidronningerne , idet de unge , ubefrugtede 
Hunner, og de, der have indstillet Æglægningen, ikke ere saa 
store som de Dronninger, der daglig lægge Æg. 

Der var en stor Mængde Celler til vordende Dronninger, 
men jeg fik ikke Leilighed til at oppebie deres Fødsel, da 
jeg den 28de August maatte forlade Reden; ved den Tid 
var, som ovenfor berørt, de Nympher, som skrev sig fra Æg, 
lagte 1ste August af den gamle Dronning, endnu ikke farvede, 
Øinene undtagne. 

Hamlernes Maade at værge sig er paa Grund af det til- 
syneladende aldeles Hensigtsløse deri høist komisk. Pirrer 
man ved dem, stikke de ufravigelig et af de mellemste Been 
næsten lodret og ligesom afværgende i Veiret; ved endnu 
stærkere Foruroligelse begge de mellemste Been, saa at det 
seer ud, som om de vare vredne af Led; gjør man dem endnu 
yderligere Uleilighed, lægge de sig halvt paa Siden og strække 
helst det mellemste, men undertiden ogsaa alle Benene paa 
den ene Side, ud som Værge, og tilsidst lægge de sig endog 
paa Ryggen. Jeg har aldrig seet dem vise Braadden si mi 
Trudsel, derimod spærrede de stadigt Kindbakkerne fra hin- 
anden, og bede ogsaa, naar man stak Noget til dem. Sam- 
tidig give de ofte den samme særegne Lyd fra sig, som naar 
man stoder til Reden, især er Dronningen tilbøielig hertil. 
løvriet ere de høist fredsommelige og stikke vistnok næsten 



92 

aldrig, naar man ikke tirrer dem stærkt. I saa Fald yttrer 
deres Vrede sig ved en høiere Summen. At de imidlertid 
ere hævngjerrige for tilføiet Overlast, har jeg havt Leilighed 
til at bemærke. Naar man slaaer med Haanden efter Bier, 
kan man være sikker paa at blive stukket, og de glemme 
ikke i lang Tid den, der har fornærmet dem. Jeg vilde en 
Dag forsøge, hvorledes Humlerne opførte sig under samme 
Forhold, og gav en, der snurrede mig omkring Ansigtet, et 
lille Slag med Loupen. Den tørnede imod Ruden, og den 
Lyd, den gav fra sig, syntes at røbe høi Grad af Bestyrtelse. 
Efter i nogen Tid at have snurret mod Ruden, blev den 
siddende ganske ubevægelig i over et Qvarteer, saa at jeg 
troede, den vilde til at døe. Imidlertid havde jeg gjentaget 
det med flere og tilsyneladende med samme for mig lidet 
farefulde Udfald, men alle disse Humler begyndte, da de kom 
lidt til sig selv, at søge ind paa mig, og kun ved at dække 
mig bag et Brædt, med hvilket jeg samtidig smækkede dem 
ud af Vinduet, lykkedes det mig at undgaae Stik. Imidlertid 
havde jeg atter sat mig til at betragte Reden, da den først 
trufne Humle pludselig styrtede løs paa mig og ind i Skjægget, 
hvorfra jeg dog hurtigt tik den strøget bort og reddede mig 
ved iilsom Flugt — den eneste Gang, jeg maatte forlade 
Reden. 

Om Humlerne saaledes som Bierne og Hvepserne holde 
Vagt om Natten udenfor Reden, tør jeg ikke afgjøre. Enkelte 
Nætter saae jeg een, stundom to Humler patrouillere rundt 
om Kassen, men andre Nætter ingen, saa at det vel er troligt, 
at de første kun have været vildfarende. 

Det Tidsrum, der udfordres for Humlerne til at gjennem- 
gaae de forskjellige Trin i Udviklingen, har jeg forsømt at 
iagttage, væsentlig fordi jeg stod i den Formening, at dette 
var tilstrækkelig undersøgt. Det er at formode, at det er 
forskjelligt for Dronningerne, Hannerne og Arbeiderne. For- 
haabentlig vil jeg ad Aare kunne give yderligere Oplysninger. 



93 



[De her meddeelte Iagttagelser bekræfte i mange Henseender 
dem, som den yngre Huber har anfort i en hidtil kun lidet be- 
nyttet og, som det synes, ikke meget bekjendt Afhandling i Trans- 
aet. of the Linn. Soc. Vol. VI. Men med disse Iagttagelser blev 
Hr. Bretton forst bekjendt , efterat han havde skrevet sin Afhandling 
og sendt den til Udg. 

Af de S. 87 flg. omtalte æglæggende Arbeidshumler, som Forf. 
havde mærket med Lak paa Bryststykket, har han tilstillet Udg. 
nogle , med Anmodning om at undersøge dem nærmere. Reeepta- 
culum seminis fandtes fuldstændigt udviklet i alle sine Dele, men 
tomt, uden Spor af Sæd. Ogsaa de to smaa oreformige Bikjertler 
vare tomme]. 



OM O. FR. MULLER'S ARBEIDER OVER DANMARKS 
ODONATER 

VED DR. H. HAGEN 



Den folgende kritiske Udsigt over de af vor store Faunist be- 
skrevne danske Libeller blev allerede for en Række af Aar siden 
meddeelt Tidsskriftets nuværende Udgiver, og bekjendtgjores lier 
ifølge Forfatterens Ønske i dansk Oversættelse. 



Det maa synes paafaldende, at Muller' s nu snart hundred- 
aarige Arbeider saa lidet eller rettere slet ikke ere blevne 
benyttede for Odonaternes Vedkommende, og det uagtet vi 
have ham at takke for den første Monographi over disse 
mærkværdige Dyr. Hans Landsmand og Samtidige Fabricius 
citerer ham aldrig, uagtet det dog neppe har kunnet falde 
denne Forfatter vanskeligt at forskaffe sig sikker Underretning 
om de af Muller beskrevne Arter. Af Latreille og Charpentier 
forbigaaes han med Taushed, og Vanderlinden har næsten slet 
ikke taget Hensyn til ham. Jeg har i lang Tid bestræbt mig 
for at udrive en saa dygtig Iagttagers Forskninger af den 
Forglemmelse, der var blevet dem til Deel, og har allerede i 
min Dissertation (Synonymia Libellularum Europæarum, Re- 
giom. 1840. 8.) forsøgt saavidt muligt at gjenindsætte Muller's 
Nomenklatur i dens velbegrundede Rettigheder. En fortsat 
Beskjæftigelse med hans Skrifter har ydet mig flere nye Re- 
sultater, som for en Deel ere benyttede i den af Selys-Long- 
champs og mig bearbeidede Revue des Odonates d'Europe, 
Liége 1850. Da imidlertid de enkelte Landes Specialfauner 
ikke kunde behandles med Udførlighed i dette Skrift, og de 
enkelte herhenhørende Data desuden deri findes adspredte paa 



95 



mange forsk jellige Steder, saa tillader jeg mig herved i en 
samlet Oversigt at forelægge Mullers Landsmænd det Udbytte, 
som Studiet af hans Værker har ydet mig. De Kilder, af 
hvilke jeg har øst, ere: 

1. Enumeratio ae descriptio Libellularum agri Fridrichsda- 
lensis, 4 Maj. 1763; i Nova Acta Natur. Curiosor. 
Tom. ITI, p. 122. (1767). 

2. Fauna Insectorum Fridrichsdalina, 1764; tilligemed nogle 
af Miiller's Haand i hans eget Exemplar nedskrevne Be- 
mærkninger, hvis Meddelelse jeg skylder Hr. Prof. Schiødte. 

3. Zoologiæ Danicæ Prodromus, 1776. 

4. Undersøgelsen af de i Danmark samlede Odonater i den 
forrige Lund - Sehested'ske og i den Westermann'ske 
Samling i Kjøbenhavn, tilligemed Adskilligt i Fabricius's 
Skrifter og i hans Samling i Kiel 1 ). 

Miiller's Beskrivelser ere næsten altid saa fuldstændige, 
at hans Arter med Lethed kunne gjenkjendes; i Særdeleshed 
gjælder dette om de udførlige Beskrivelser, han har givet i 
sin Monographi. Ved Bestemmelsen af hans Arter er i den 
følgende Oversigt stadigt henviist til Skriftet: Revne des 
Odonates. 

L1BELLULAMULLER. 

1. L. QUADRIMACULATA. 

L. 4-maculata Linn. Revue p. 7, no. 2. 

Miill. Enum. no. 1. Fn. Fridr. no. 531. Prodr. no. 1616. 

Af de angivne ubetydelige Varieteter er den fjerde en 
Hun, de øvrige fire Hanner. 

2. L. FL AVE OL ATA. 

L. flaveola Linn. Revue p. 33, no. 17. 

Miill. Enum. no. 2. Fn. Fridr. no. 532. Prodr. no. 1617. 

De angivne tre Varieteter ere hyppige overalt. 



l ) Da Dr. Hagen i 1839 var i Kjobenhavn, fik lian ingen af de 
herværende Samlinger af danske Insekter at see, da Eierne 
tilfældigviis vare fraværende. 



96 



3. L. VULGATA. 

L. vulgata Linn. Revue p. 45, co. 21. 

Miill. Enum. no 3. Fn. Fridr. no. 533. Prodr. no. 1618. 

Muller' s korte Diagnose er vistnok aldeles utilstrækkelig 

til derefter at bestemme Arten med Sikkerhed, men iøvrigt 

er der ingen Grund til at formode, at lian skulde have mis- 

kjendt denne i Danmark hyppige Art. 

4. L. DEPRESSA. 

L. depressa Linn. Revue p. 8. no 3- 

Miill. Enum. no. 5. Fn. Fridr. no. 535. Prodr. no. 1620- 

5. L. RUBICUNDA VAR. A. 

L. rubicunda Linn. Rerne p. 53, no. 24. 

Miill. Enum. no. 4. Fn. Fridr. no. 534. Prodr. no. 1619- Var. a: 
niacula marginali ferruginea. 

6. L. RUBICUNDA VAR. B. 

L. pectoralis Charp. Revue p. 56, no. 25. 

Miill. Enum. no. 4. Fn. Fridr. no. 534. Prodr. no. 1619- Var. b : 
niacula marginali nigra. 

Tilsætningen : huic quoque mas fuit, i Enum., viser med 
tilstrækkelig Sikkerhed, at her ikke kan være meent den 
kvindelige L. rubicunda, hvis pterostigma ligeledes er sort. 

7. L. VULGATISSIMA. 

Gomphus vulgatissimus Linn. Revue p. 82. no. 1. 

Miill. Enum. no. 6. Fn. Fridr. no. 536. Prodr. no. 1621. 

Den korte, hos Linné laante, Diagnose betegner vistnok G. 
vulgatissimus; om Muller imidlertid virkeligt har havt denne 
Art for sig, er ikke let at afgjøre, uagtet jeg holder det for 
sandsynligt. I Enum. citerer han foruden Fauna Suecica 
tillige Swammerd. Hist. Ins. tab. 8, fig. 6, der afgiver en ret 
kjendelig Afbildning af Lib. conspurcata F., en Art, der er 
hyppig nok paa Sjælland, men som i begge Kjøn (under Navn 
af L. Fridrichsdalensis og L. fulva) findes saa tydeligt be- 
skreven af Muller, at han her umuligt igjen kan have havt 
den for Øie, saameget mindre som hans Diagnose: thorace 
strigis octo flavicantibus, paa ingen Maade passer til den. I 



97 



Prodr. citerer Muller Sehaff. Ins. Ratisb. tab. 6, tig. 5. Denne 
Afbildning forestiller meget tydeligt Hunnen til den. af Muller 
under Navn af L. cyanea beskrevne Art, og passer heller 
ikke til Diagnosen. Da nu G. vulgatissimus Linn. (G. forci- 
patus Charp. et autor.) er hyppig i Danmark, en traditionel 
Kundskab om den Linné'iske Art med nogen Sandsynlighed 
kan antages at have været tilstede hos Muller, og falske 
Citater desuden oftere forekomme hos ham, tinder jeg saa- 
megen desto større Grund til at antage hans Art for identisk 
med den Linné'iske, som denne ellers trods sin hyppige Fore- 
komst maatte forudsættes at være aldeles forbigaaet i Mullers 
Skrifter. 

8. L. CANCELLATA. 

L. scotica Donor. Revue p. 48. no. 22. 

Miill. Enum. no. 7. Fn. Fridr. no. 537. Prodr. no. 1622. 

Den nøiagtige Beskrivelse i Enum. viser tydeligt, at 
Muller* s Art ikke er den Linné'iske af samme Navn, hvilken 
lian desuden senere beskriver som L. frumenti. Tilsætningen: 
thorax — subtus tria puncta triangularia (sulphurea), betegner 
meget kjendeligt Donovan's Art. 

9. L. ÆNEA. 

Cordulia ænea Linn. Revue p. 75, no. 5. 

Miill. Enum. no. 8. Fn. Fridr. no. 538. Frodr. no. 1623. 

10. L. QUADRIFASCIATA. 

Aeschna grandi.s Linn. Revue p. 131. no. 10. 

Miill. Enum. no 9, « L. grandis, y L. nobilis, £ L. plcbeia: Fn. 
Fridr. no. 540, a, >], C- Prodr. no. 1625, a, e. f. 

Disse Citater ere saameget desto sikkrere, som Muller i 
Fn. Fridr. egenhændigt har nedskrevet Bemærkningen: // tfc t 
L. grandis mas et fem., has enim d. octavo Augusti copula 
junctas prehendi. 

11. L. QUADRIFASCIATA VAR. B. 

Aeschna rufescens Vanderlind. Revue p. 129, no. 9- 
Miill. Enum. no. 9, fi. L. Lsoceles. Fn. Fridr. no. 540. §. Prodr. 
no. 1625, b. 

7 



98 



Da Muller kun har anvendt Navnet Isoceles til Betegnelsen 
af en Varietet, maatte Vanderlinden's Benævnelse bibeholdes, 
eftersom denne Forfatter først har opstillet Arten som saadan. 
Mullers Beskrivelse er iovrigt ret træffende. Til denne Art 
troer jeg endvidere at maatte henføre L. 4-fasciata var. y. 
L. rufa Enum., var. y. Fn. Fridr. , var. c. Prodr., uagtet jeg 
tilstaaer, at Ordene: dorso baseos sex lineis inæqualibus ni- 
gris, ere mig ganske uforstaaelige. Til Aeschna grandis synes 
en Art, alis totis albidis, minime ad hasin lutescentibus, vistnok 
ikke at kunne henføres, men til alle andre mig bekjendte 
europæiske Arter passe disse Angivelser endnu mindre. 

12. L. QUADRIFASCIATA VAR. D. 

Aeschna juncea Linn. Rerue p. 116, no 3. 

Miill. Enum. no. 9, £. L. ocellata; Fn. Fridr. no. 540, f. Prodr. 
no. 1625, cl. 

Den adtømmende Beskrivelse i Enum. betegner tydeligt 

den kvindelige Aeschna juncea. 

13. L. FORCIPATA. 

Gomphus forcipatus Linn. Revue p. 98, no. 8. 

Miill. Enum. no. 10. Fn. Fridr. no. 539- Prodr. no. 1624. 

I Enum. citerer Muller Roesel tab. 5, fig. 3 (G. vulga- 
tissimus) og fig. 4 (G. serpentinus), og han lægger til : tho- 
race antico M. nigrum. I Fn. Fridr. tilføier han et Citat af 
Reaumur tom. 4, pi. 10, fig. 4, hvilket jeg for Oieblikket 
ikke kan sammenligne, ligesom i Prodr. Schaff. Ins. Ratisb. 
tab. 160, fig. 1 (G. vulgatissimus) og tab. 180, fig. 1 (G. 
forcipatus L., unguiculatus Autor.). Uagtet nu dette M. ni- 
grum bedre passer paa G. vulgatissimus, saa troer jeg dog 
ikke, at Muller vilde have beskrevet denne Art: thorace 
nigro, characteribus flavescentibus, men netop omvendt, med 
guul Thorax og sorte Tegninger. Ligeledes vilde han ikke 
have kaldt den forcipata, da en egentlig forceps ganske fattes 
den, og man paa Miiller's Tid med Rette lagde Vægt paa at 
undgaae slige Modsigelser i Nomenklaturen. Vigtigere er den 
Indvending, at Forekomsten af G. forcipatus L. i Danmark 
endnu ikke er konstateret; idetmindste savnedes denne Art i 



99 

de af mig undersøgte danske Samlinger. Da den imidlertid 
forekommer i alle omliggende Lande (Sverrig, Hannover, 
Pommern osv.), formoder jeg, at den heller ikke vil mangle 
i Danmark. 

14. L. FRIDRICHSDALENSIS. 

L. fulva Miill. Revue p. il. no. 4. 

Miill. Enum. no. 11. Fn. Fridr. no. 549. Prodr. no. 1635. 

Muller synes her at have forenet gamle, kraftigt ud- 
farvede Hanner af to forsk] ellige Arter, navnlig fremgaaer det 
ikke klart af hans Beskrivelser, om han under sin L. Frid- 
richsdalensis har forstaaet den mandlige L. depressa eller 
den mandlige L. fulva (conspurcata F.). Begge disse Arter 
ere ikke sjeldne i Danmark, og en af dem har han sikkert 
meent. Den nøiagtigere affattede Diagnose i Fn. Fridr. og i 
Prodr.: alis prioribus linea, posticis macula ba?eos nigricante. 
synes vistnok mere at tale for L. fulva, eftersom han for L. 
depressa beskriver Vingerne: omnibus basi nigricantibus, og 
altsaa ikke betragter Forvingernes Plet som en linea. Man- 
gelen af de gule Pletter paa Bagkroppen taler ligeledes for 
L. fulva. Derimod synes Udtrykket : abdomine depresso, saa- 
velsom Citaterne, snarere at hore til L. depressa, og var. b. 
Prodr. maa ubetinget henfores til denne. Under disse Om- 
stændigheder synes det rigtigst at lade Navnet L. Fridrichs- 
dalensis ganske gaae ud, men derimod bibeholde Navnet L. 
fulva som det ældste. 

15. L. FULVA. 

L. fulva Revue p. 9, no. 4. 

Miill. Enum. no. 20- Fn. Fridr. no. 544. Prodr. no. 1629. 

Beskrivelsen i Enum. er meget klar, og tydelig udkastet 
efter endnu ikke fuldstændigt udfarvede Exemplarer af beg»e 
Kjnn. Mullers Benævnelse er derfor ubetinget at foretrække 
for den senere : L. conspurcata F. 

16. L. CYANEA. 

Aesclma cyanea Revue p. 115, no. 2. 

Miill. Enum. no. 12. Fn. Fridr. no. 549. Prodr. no. 1626. 



100 

Da Beskrivelsen i Enum. er fuldkommen tilstrækkelig, 
vil Mullers Benævnelse være at foretrække for de nyere: Ae. 
maculatissima Latr. Vanderl. og juncea Charp. 

17. L. PRATENSIS. 

Aeschna pratensis Revue p. 113. no. 1. 

Miill. Enum. no. 14. Fn. Fridr. no. 543. Prodr. no. 1628. 

Beskrivelsen omfatter kun Hannen, Hunnen har Muller 
opstillet som L. Hafniensis, et Navn, der maa gaae ind under 
Synonymerne tilligemed L. vernalis Vanderl. og pilosa Charp. 

18. L. HAFNIENSIS. 

Aeschna pratensis fem. Revne p. 113. no. 1. 

Miill. Enum. no. 13. Fn. Fridr. no. 542. Prodr. no. 1627. 

19. L. SANGUINEA. 

L. sanguinea Revue p. 31. no. 16. 

Miill. Enum. no. 15. Fn. Fridr. no. 547. Prodr. no. 1632. 

Saavel Beskrivelsen som Citatet af Roesel betegne denne 

Art med en saadan Sikkerhed, at Navnene: L. Roeselii 

Curtis og L. nigripes Charp. ubetinget maae vige for Miiller's 

saa langt ældre Benævnelse. 

20- L. VARIEGATA. 

L. striolata Charp. Revue p. 40, no. 20. 

Miill. Enum. no. 16- Fn. Fridr. no. 548. Prodr. no. 1633- 

Beskrivelsen i Enum. forekommer mig saa tilfredsstillende, 
at jeg maa antage Identiteten af begge Arter for fuldkommen 
afgjort, saasnart Forekomsten af L. striolata i Danmark bliver 
konstateret, hvilket den rimeligviis vil blive, eftersom denne 
Art ikke er sjelden i Pommern. 

Miiller's Citat af Roesel er sikkert blot en Skrivefeil : 
det horer til Ae. cyanea. 

21. L. RUBRA. 

L. flareola Linn. Revue p. 33, no. 17. 

Miill. Enum. no. 17. Fn. Fridr. no. 550. Prodr. no. 1634. 

Jeg maa indtil videre ansee denne Muller'ske Art for at 
være grundet paa gamle, stærkt udfarvede Exemplarer af 



101 

L. flaveola, saaledes soni de hyppigt blive fundne om Efter- 
aaret. Skulde imidlertid L. Fonscolombii, der allerede fore- 
kommer ved Lyneborg, blive opdaget i Danmark, vilde jeg 
være tilbøielig til at henføre hans Art til denne. 

22. L. FRUMENTI. 
L. cancellata Linn. Revue p. 12, no 5. 

Mull. Enum. no. 18. Fn. Fridr. no. 551. Prodr. no. 1636. 

Identiteten af begge Arter er utvivlsom. 

23. L. TRIEDRA. . 

L. caudalis Charp. Revue p. 62. no. 27. 

Mull. Enuni. no. 19. Fn. Fridr. no. 545- Prodr. no. 1630. 

Denne Art har foraarsaget mig meget Bryderi. Foruden 
de i Mullers Skrifter anførte Varieteter: alis omnibus, alis 
posticis, alis nullis basi navis, har Mullers Exemplar af Fn. 
Fridr. endnu to med hans Haandskrift tilfoiede : Alis nullis 
basi luteis, puncto marginali ferrugineo, og: alis omnibus basi 
luteis, puncto marginali albido. Sammenligner man hermed 
Beskrivelsen i Enum., saa bliver L. caudalis den eneste euro- 
pæiske Art, der forener alle disse heterogene Karakterer. 
Denne Arts Forekomst i Danmark er mig imidlertid endnu 
ikke bekjendt, men den er meget sandsynlig, eftersom Sundevall 
har fanget den ved Lund (L. platyura Sund.), og Erichson 
ved Berlin. 

24. L. GLOBULATA. 

L. vulgata Linn. fem. Revue p. 45- no. 21. 
Mull. Enum. no. 21. 

I Fn. Fridr. og i Prodr. er denne Art atter inddragen, 
og med Rette, thi den er utvivlsomt grundet paa den ikke 
udfarvede Hun af L. vulgata. 

25. L. PARVULA. 

L. dubia Vanderlind. Revue p. 50, no, 23. 
Mull. Prodr. no. 1637. 

Forekomsten i Danmark af L. dubia er endnu ikke efter- 
vist, men den er sandsynlig, eftersom denne Art ikke er 
sjelden ved Lyneborg. T ethvert Tilfælde er L. dubia den 



102 

eneste mig liekjendte Art, paa hvilken Moller's Diagnose 
passer. 

26. L. SQUAMATA. 

Aeschna mixta Latr. Revne p. 122, no. 5. 

Mfill. Euum. no. 22. Fn. Fridr. uo. 546. Prodr. no. 1631. 

Jeg maa tilstaae, at jeg ikke er istand til at tyde denne 
Art; en Aeschna er den sikkert, og blandt de europæiske 
Arter af denne Slægt, der kunne antages at forekomme i 
Danmark, og forresten ikke findes beskrevne hos Maller, har 
man kun Valget imellem Anax formosus, Aeschna borealis, 
mixta, atfinis og viridis. Af disse passe kun Ae. borealis og 
mixta til Beskrivelsen, den sidste dog bedst, eftersom ingen 
Pletter angives paa Bryststykkets Forside. Under: squamula 
ad basin pedum posteriorum alba, er rimeligviis at forstaae 
den stramme Leddehud, der hos et ungt Exemplar tilfældig- 
viis har beholdt sin glindsende, hvide Farve, som overhovedet 
Angivelsen af hvide Pletter paa Bagkroppen tyder paa et 
ikke ganske udfarvet Exemplar. Hvorledes dette nu end for- 
holder sig, saa seer jeg ingen Udvei til at tyde Arten paa 
en sikkrere Maade, end her er skeet. 

27. L. VffiGO VAR. A. B. 

Calopteryx virgo Linn. Revne p. 131, no. 1. 

Miill. Enum. no. 23, «, /'. Fn. Fridr. no. 552, «, y. Prodr. uo. 
1638. a. b. 

28- L. VIRGO VAR. C. 

Cai. splendens Harris Revne p. 138, no 2. 

Miill. Euum. no. 23, 8. Fn. Fridr. no. 552. d. Prodr. no. 1638, c. 

29. L. PUELLA VAR. A. 

Lestes sponsa eller virens Revue p. 151 no. 1 og p. 156 no. 5. 
Miill. Enum. no. 24, «. Fn. Fridr. no. 553, «. Prodr. no. 1639, a. 






Af de to nævnte Arter troer jeg med størst Sandsynlighed 
at kunne stemme for den sidste, efterdi det synes lidet troligt, 
at Maller skulde have opfattet L. sponsa og den nedenfor 
nævnte L. aympha som forskjellige Arter. 



103 



30. L. PUELLA VAR. B. 

Airrion miniuni Harris Revue p. 178, no. 4. 

Miill. Enuiu. no. 24, /S. Fn. Frdr. no. 533, §. Prodr. no. 1639, b. 

31. L. PUELLA VAR. C. 
Lestes Nympha Selys Revne p. 151. no. 3. 

Miill. Emrni no. 24, y. Fn. Fridr. no. 533, y. Proclr. no. 1639, e. 

32. L. PUELLA VAR. D, E. 
lade sig ikke med Bestemthed udtyde, men hore sikkert til 
Afdelingen: L. puella Linn. 

Miill. Enum. no. 24, 8, s. Fn. Fridr. no. 533, 8. e. Prodr. 1639- e, d. 

Ligeledes ubestemmelige ere Varieteterne f, g og h 
i Prodr. 

Vi finde saaledes, at Muller for den danske Faunas Ved- 
kommende, naar de ikke sikkert bestemmelige Agrioner med- 
tælles, har opført et Antal af omtrent 33 Arter Odonata: et 
for den daværende Tid overraskende Resultat, som gjor det 
end mindre tilgiveligt, at hans Arbeider saalænge have hen- 
ligget saa godt som ganske ubenyttede. At endnu flere Arter, 
end Muller kjendte, ville vise sig som tilhorende Danmarks 
Fauna, holder jeg for meget sandsynligt ifølge de Talforhold, 
Selys har opstillet (Revue p. 248). Som saadanne Arter 
kunne med større eller mindre Sandsynlighed nævnes : Libel- 
lula coerulescens, pedemontana, Fonscolombii (?), striolata, 
albifrons, Epitheca bimaculata, Cordulia metallica, flavomacu- 
lata, Gomphus flavipes, serpentinus, Cordulegaster annulatus, 
Anax formosus, Aeschna mixta, viridis, Lestes barbara, fusca, 
Agrion speciosum, majus, elegans, armatum, pulchellum, puella, 
ornatum (?), cyathigerum, hastulatum og lunulatum. 



BIDRAG TIL EN KRITIK AF SCHROEDER VAN DER 
KOLK S ANATOMIE AF HESTEBREMSENS LARVE 

Ved FR. MEINERT 



Den berømte hollandske Anatom Schroeder van der 
Kolk forelagde allerede i September Maaned 1829, ved 
Naturforsker - Forsamlingen i Heidelberg, Tegninger til en 
anatomisk Undersøgelse af Larven til Oestrus (Gastrus) equi, 
og i Isis for 1830 (S. 555) henledte dernæst Oken Opmærk- 
somheden paa dette saa lovende Arbeide. Udgivelsen mødte 
imidlertid uventede Forhindringer, og fandt ikke Sted før 
1845 i Ilte Deel af Nieuwe Verhandelingen der eerste Klasse 
van het koninklijk-nederlandsche Instituut, hvor det er be- 
kjendtgjort i det franske Sprog under Titel af Mémoire sur 
Fanatomie et la physiologie du Gastrus equi. Foruden de 
mange herlige Afbildninger, der ligesom af sig selv opfordre 
til nærmere at gjøre sig bekjendt med selve Afhandlingen, 
indeholder denne saa meget Nyt og Overraskende i anatomisk 
og physiologisk Henseende, at den ikke blot maa tildrage sig 
enhver Zoologs Opmærksomhed, men ogsaa opfordre til en 
noiagtig Prøvelse af de mange mærkelige Paastande, For- 
fatteren opstiller. Til en saadan Prøvelse skal jeg i de føl- 
gende Linier søge at give et Bidrag, og om end det Meste af 
det i anatomisk og physiologisk Henseende Nye og Forunder- 
lige ifølge mine Undersøgelser maa antages at beroe paa 
feilagtig Opfattelse, bliver der dog endnu saa meget Ud- 
mærket tilbage saavel i flittig Undersøgelse som navnlig i de 
saa mesterligt tegnede og graverede Tavler, at dette Arbeide 
fremdeles maa betragtes som noget af det Bedste, den 
zootomiske Literatur eier. De Organer, hvis Bygning og 



105 



Tydning ilet nærmest forekom mig vigtigt at prøve, vare 
Tarmrøret med dets Kjertier, Rygkarret eller Hjertet og 
Aandedrætsredskaberne, hvortil jeg da for denne Gang skal 
indskrænke mig. 

1. 

Schr. v. d. K. opstiller fem forskjellige Slags Organer 
(Organes sécréteurs, excréteurs et absorbants), som skulle 
staae i Forbindelse med Tarmrøret. 

1) Organes ou glandes salivaires (S. 28 — 29; 
tab. III. tig. 1. p. q. r. q. r) eller Spyttekjertlerne. 

Væggene paa de egentlige Kjertier skulle være tynde 
(minces) og gjennemsigtige, samt omgivne af kun faa, men 
særdeles fine Muskelfibre. 

Tilstedeværelsen af en saadan fiin Muskulatur tør jeg 
ikke bestemt nægte, uagtet jeg hverken her eller paa andre 
Spyttekjertler har kunnet tinde Spor til Muskelfibre; derimod 
kan jeg med Hensyn til Strukturen af Kjertiernes afsondrende 
Deel oplyse, at denne bestaaer af et særdeles tyndt Lag af 
klare, mangekantede Celler med 4 til 7 retlinede Sider; 
Cellernes Skillevægge træde dog ikke tydeligt frem, tildeels 
fordi de meer eller mindre falde sammen med det Net af 
Tracheer, hvormed disse Kjertier ere omspundne. Celle- 
massen er meget flint grynet, med smaa Oliekugler af 0,004 
M. m. Diameter; Kjernerne ere klare, flade, uden tydelige 
Kjernelegemer, og af 0,030 M. m. Diameter. 

Kjertiernes fælles, særdeles tynde Udforingsgang, som 
Schr. v. d. K. ikke har kunnet følge længere end til den 
stærkt chitiniserede Rende, hvori Spiserøret ligger, gaaer 
langs Rendens Underside til dennes Begyndelse, hvor den 
ender med en oval Opsvulmning, der er omgivet af et tem- 
melig tykt Lag fine Chitintraade. Til Udføringsgangeh hefter 
sig ikke langt fra dens Udmunding en særegen Muskel, der 
udgaaer fra Undersiden af Spiserørets Chitinrende. Musklen 
bestaaer af to korte, svære, tydeligt tverstribede Muskelfibre, 
som ere fæstede til en langstrakt Sene, der paa en længere 
Strækning med sin nederste Side er forbunden med Udførings- 
gangen. Den frie Deel af Senen saavelsom den nærliggende 



106 



Deel af Udføringsgangen ere beklædte med tætte, yderst fine, 
korte Traade, der minde om Fimretraade. 

Schr. v. d. K. veed ikke med Sikkerhed, hvorvidt Spytte- 
kjertlerne ere fæstede til den i Dyrets Legeme udbredte 
Fidtmasse ved Hjælp af den Hinde, som overalt forener 
Fidtcellerne; efter mine Undersøgelser finder en saadan For- 
bindelse altid Sted, uden at jeg derfor, ligesaalidt som Schr. 
v. d. K., tør antage nogen direkte, aaben Forbindelse, ialt- 
lald ikke paa et senere Stadium af Larvens Liv. 

2) Organes sécréteurs du suc gastrique (S. 29 
—33; tab. III. tig. 1. b. s. s og tab. IV c. d. e. f. c. d. e. f.) 

De saaledes benævnte Dele skulle efter Schr. v. d. K.'s 
Mening være en Mellemting mellem selvstændige Kjertier 
(svarende til Pancreas) og Udføringsgange for Fidtlegemets 
Afsondring, som her skulde modtage den sidste Omdannelse, 
førend den gik over i Næringsvædsken '). 

Efter mine Iagttagelser derimod kan jeg kun ansee disse 
Organer for simple Baand , der tjene til Befæstning af Ma- 
vens forreste Deel. Fidtlegemet hos Bremselarverne bestaaer 
nemlig af to jævnsides løbende, næsten heelt adskilte Dele, 
som strække sig fra Kroppens Bagende til henimod dens 
Forende; kun paa Undersiden af Dyret ere de to Halvdele 
forbundne med et temmelig smalt Baand, der bestaaer af de 
almindelige Fidtceller, forbundne ved den sædvanlige Hinde. 
Fra dette Baand, som ogsaa er den Deel af Fidtlegemet, 
hvormed Spyttekjertlerne staae i Forbindelse, udgaae to 
endnu smallere Baand, som hos den unge Larve tydeligere 
vise sig som Fortsættelser af det første Baand, men som 
hos den voxne Larve skrumpe mere og mere sammen og 
blive smækkrere, idet de enkelte Celler miste største Delen 
af deres Indhold, og kun sjeldent seer man endnu Spor til 



1 ) For at forstaae Forf.'s Theorier , bliver det nødvendigt saavel 
her som mange andre Steder vel at huske paa, at han antager, 
at de Celler, som danne Fidtlegemet, ikke ere lukkede, men 
staae i en indbyrdes aaben Forbindelse , og at han mener , at 
der gaaer en stadig Strøm af en Slags Blodvædske (serum) 
fra den ene Deel af Fidtlegemet til den anden. 



107 



de ogsaa i de øvrige Fidtceller oprindeligt tilstedeværende 
K jerner. 

Dernæst, hvis disse Baand skulde være Kjertier, som 
udgjød deres Afsondring i Tarmrøret, saa maatte de ikke 
blot gjennembryde dettes Tunica propria, men ogsaa dets 
Tunica intima; men nogen Aabning paa Tarmrørets Vægge 
har jeg aldeles ikke kunnet opdage. Kun er det rimeligt, at 
det Lag af Celler, som udgjør Hovedbestanddelen af Mavens 
forreste, opsvulmede Deel, paa et meget tidligt Stadium af 
Larvens Liv har ved disse Baand staaet i Forbindelse med 
Fidtlegemet, som det altsaa oprindeligt maatte have været 
en Deel af. Cellernes Indhold i dette Lag, som krandsformigt 
omgiver Mavens Tunica intima, er ikke altid det samme, 
men, naar det, hvad der oftest er Tilfældet, er en klar, 
svagt guulagtig Vædske, seer man tydeligt de store, runde 
Kjerner skinne igjennem. 

3) Canaux biliaires (S. 33—37; tab. III. fig. s. w. 
w. w. w. og tab. V. hg. 1. f. g. g og fig. 3. c. d. g. e. 
f. h.); 

4) Organes absorbants du chyle ou vaisseaux 
chyliféres (S. 38—43; tab. III. fig. 1. t. t. t, t., tab. V 
fig. I. h. h. i. i. og tab. VI. fig. 1. a. a) og 

5) Canaux représentant les reins (S. 43 — 53; 
tab. III. fig. I. v. v. v. v., tab. V. fig. 2. c. d. e. f. og tab. 
VI. fig. I. b. b. b. c. b. c) 

ere tilsammen efter min Mening ikkun de malpighiske Kar. 
Hvad der navnlig synes at have vildledet Schr. v. d. K., er 
den Omstændighed, at det længste af de to Par malpighiske 
Kar er forskjelligt bygget og farvet i sine to Ender, og at 
Befæstningen af de lukkede Ender til Tarmrørets nederste 
Deel er saa kort, at det let kan komme til at see ud, som 
om deres Lysning ikke ved nogen Mellemvæg var skilt fra 
Tarmrørets Lysning. Jeg undersøgte da først nøie, hvorvidt 
de to Rørs Ender (jfr. tab. V fig. 2) vare lukkede eller stode 
i aaben Forbindelse med Tarmrøret, og ligeoverfor Schr. v. d. 
K.*s bestemte Paastand om en saadan Forbindelses Tilstede- 
værelse, ja Fremstilling (paa den anførte Figur) af Stromningen 



108 

fra denne Ende af disse malpighiske Kar ind i Tarmrøret, 
tør jeg ligesaa bestemt paastaae, at en saadan Forbindelse 
ikke existerer, idet jeg tydeligt bar kunnet følge saavel Tu- 
nica propria af de malpighiske Kar som ogsaa den indre frie 
Væg af det Cellelag, der beklæder Tunica propria indvendig, 
uden at jeg har kunnet opdage nogen Afbrydelse eller Aab- 
ning enten paa Tunica eller Cellelag, ligesom jeg heller ikke 
har fundet nogen tilsvarende Aabning paa Tarmrørets Vægge. 
Det bliver herefter umuligt, at der, saaledes som Schr. v. d. 
K. paastaaer, gjennem- disse Organer kan gaae en Strømning 
fra en Deel af Tarmrøret til en anden Deel; det bliver umu- 
ligt, at Chylus, blandet med Afsondringen (Galden) fra de 
korte malpighiske Kar, kan gaae ind i de lange Kar, for, 
efter at have afgivet sine brugbare Bestanddele til Fidt- 
legemet, at udstøde de ubrugelige Dele i Tarrarøret. 

Det andet Punkt, som skulde undersøges, var de to 
lange Kars Forbindelse med Fidtlegemet. Intet er lettere end 
at overbevise sig om, at en saadan Forbindelse virkeligt 
finder Sted, og at disse to Kar netop paa det Sted, hvor 
deres to forskjellige Slags Celleepithelium støde sammen, 
nøie ere forbundne med Fidtlegemet. Langt vanskeligere 
bliver det derimod med Sikkerhed at eftervise, at denne 
Forbindelse kun er en Befæstelse for de to Kar, og at det 
ikke er aabne Rør, som her munde ind i Karrene. Men ere 
disse to lange Kjertelror ikkun det ene Par af de malpighi- 
ske Kar (og derom antager jeg, at man ikke kan tvivle), 
saa bliver strax en nærmere Forbindelse med Fidtlegemet 
uforklarlig, hvorimod den for Schr. v. d. K.'s Theori om 
Fordøielsesprocessen er af høieste Vigtighed, for ved An- 
tagelsen af en her foregaaende Vexelvirkning med Fidtlege- 
met at kunne forklare Grunden til, at Chylus strømmer fra 
Tarmrøret gjennem disse Kar. 

Vi maae sikkert antage, at meget vilde have stillet sig 
anderledes for Schr. v. d. K., eller at han ialtfald vilde have 
været langt varsommere med at opstille sin Theori om Be- 
tydningen af disse Organer, hvis han havde kjendt noget til 



109 



det nu velbekjendte Forhold, at samme malpighiske Kar kan 
vane af forskjellig Bygning 1 ) i sine to Ender, et Forhold, 
hvorpaa disse Larver 2 ) afgive et særdeles smukt og tydeligt 
Exempel. De korte Kar (Canaux biliaires) og den forreste 
Deel af de lange (Organes absorbants du chyle) have nemlig 
fuldkomment samme Bygning og Farve, idet Kjertelepitheliet 
bestaaer af særdeles store Celler med store runde Kjerner, 
og Cellernes Indhold, dog ikke heelt ud til Væggene, er af 
en stærkt guul Farve , der ogsaa meddeler sig til deres Af- 
sondring, som man oftest seer i større eller mindre Partier 
inde i Rørenes Lysning. I Modsætning hertil er den bageste 
Deel af de lange Kar af en klar, hvid Farve, og saavel Cellerne 
som deres Kjerner langt mindre. Nogen gradeviis Overgang 
mellem de to Slags Epithelium linder ikke Sted, men det 
hvide afløser pludseligt det gule ved Karrenes indsnevrede 
Deel, der hvor Befæstelsen til Fidtlegemet finder Sted. 

Efter Schr. v. d. K. skulle de lange Kar udgaae hver 
for sig fra Tarmrøret, medens de korte skulle udgaae fra 
(efter Schr. v. d. K. indmunde med) et fælles Rør (tab. XV. 
fig. 1). En saa stor Forskjel, som Forf. angiver paa sin 
Afbildning, har jeg aldrig fundet, og saaledes, som jeg har 
fundet den, har den altid været for ringe til at kunne an- 
tages at have nogen Betydning. Schr. v. d. K. paastaaer 
dernæst, at de lange Kar ere befæstede til (efter ham ind- 
munde i) Tarmrøret et godt Stykke fra hinanden (tab. V. 
lig. 2); efter mine Undersøgelser skeer Befæstelsen af de to 
Kar snart fjernere fra hinanden, snart nærmere, indtil lige- 
overfor hinanden. 



1 ) Af egentlige histologiske Undersøgelser finder man kun faa hos 
Schr. v. d. K. , og de kunde heller ikke ventes fra den Tid. 
Aarene henimod 1830, da hans Undersøgelser maae antages 
at være udførte. 

2 ) Hos andre parasitiske Fluelarver, saaledes hos Larven til den 
hos Forficula snyltende Metopia (?) , have de fire korte, tykke 
malpighiske Kar overalt samme Bygning og samme stærkt gule 
Farve. 



110 



2. 

Med Hensyn til Rygkarret skal jeg indskrænke mig til 
at berøre et Par Forhold, nden at dog min Taushed om de 
øvrige maa betragtes som en Stadfæstelse fra min Side paa 
Schr. v. d. K.'s Fremstilling. 

Schr. v. d. K. siger (S. 59; tab. VII), at der fra Si- 
derne af Rygkarret udgaaer tre Par aabne Rør (1. 1. 1. 1. 1. 1.), 
som Blodet strømmer igjennem for at komme til Fidtlegemet. 
Det vilde allerede i og for sig være besynderligt, om der hos 
et Insekt fra Siden af Rygkarret skulde udgaae Aorter, men 
dertil kommer, at jeg bestemt maa nægte Tilstedeværelsen al 
tilsvarende Aabninger paa Rygkarret. Rørene have vel i 
deres brede, mod Rygkarret vendte Deel en Lysning, som 
dog ofte findes meer eller mindre opfyldt af Celler med tyde- 
lige Kjerner, men denne bliver snart mindre og mindre, ind- 
til den aldeles ophører. Disse saakaldte Grene (rameaux) 
anseer jeg kun for at være Sener; de svare til de tre andre 
Par Sener, som findes ved Rygkarrets Bagende (tab. VII. 
h. h'. k. i. i y . k), og som opstaae der ved en Sammen- 
smeltning af det Senenet, der paa dette Sted omgiver Ryg- 
karret og tjener til Befæstelse for de indstrøede •Muskellag. 

Schr. v. d. K. antager dernæst (S. 60; tab. VI. fig. 3. 
k. k. k. og tab. VII b'), at der langs Rygkarret findes nogle 
særegne, ham gaadefulde Organer af en perJesnoragtig Form 
og med et klart, kornet Indhold, som maaskee kunde tjene 
til en Forbindelse mellem Rygkarret og Fidtlegemet. Disse 
»vaisseaux« anseer jeg dog ikke for andet end det Cellelag, 
som man saa ofte (f. Ex. hos Formica og Forficula) finder 
Rygkarret omgivet med, og som foruden ved sin gule, meer 
eller mindre rødagtige Farve udmærker sig ved tydelige 
Celler og Kjerner, ofte med Spor til fortvarende Celledan- 
nelse, løvrigt troer jeg, at de enkelte Udvidelser, det vil 
sige Cellerne, ligesaa lidt som Fidtlegemets Celler staae ind- 
byrdes i nogen Forbindelse. 

3. 

Det er naturligt, at et Dyr, der lever paa et for Aande- 
drættet saa særeget Sted som Hestebremsens Larve, maa 



111 



have de dertil tjenende Redskaber udviklede paa en særegen 
Maade; men at dets Aanderedskab dog kun er en særegen 
Tillempning af den for Fluelarverne almindelige Bygning, 
mener jeg i det Følgende at kunne vise. For jeg gaaer 
nærmere ind paa Schr. v. d. K.'s Fremstilling af disse Or- 
ganer, anseer jeg det dog for rigtigst, kortelig at fremsætte 
min Opfattelse af dem. 

Aandedrætsredskaberne bestaae bagtil af en meget stor 
Aandehule, som er lukket med et temmelig tykt Lag af 
sammenfiltrede Chitintraade, hvilket Lag atter udadtil er 
dækket af en Chitinplade med tre Par lange, smalle, bue- 
formede Aandespalter. Midten af Chitinpladen og Traadlaget 
optages af to bag hinanden liggende klare Hinder, af hvilke 
den yderste er gjennemboret af Udføringsgangen fra en Kjer- 
tel, som ligger mellem Hinderne, og som hos den voxne 
Larve næsten er obsolet. Fra Aandehulen udgaae først de 
to Hovedtracheestammer, der løbe forefter hver paa sin 
Side af Dyret, indbyrdes forbundne ved kun faa fine Tracheer, 
og fortil endende med en stærkt chitiniseret Deel. Enderne 
have Form af Blindsække, men ere dog kløftede i Spidsen 
og gjennembrudte af talrige, fine Spalter; Dyret kan efter 
Behag trække dem tilbage i Kroppen og skyde dem frem 
gjennem en Aabning i Huden. Foruden Hovedstammerne og 
to mindre Tracheestammer til Tarmrøret, udgaae dernæst 
fra Aandehulen otte større og fire mindre, meget korte Tra- 
cheer, som strax udsende en særdeles stor Mængde lige 
tykke , korte Sidegrene. Sidegrenene gaae hver til sin Celle 
(»Lungecellerne"), hvor de opløse sig i talløse, ganske fine 
Tracheer. 

Schr. v. d. K. deler Aandedrætsredskaberne i organ es 
externes, hvortil han regner arcades branchiales , munies 
de vésicules og stigmate ou orifice aérifére, og i or gane s 
internes, hvortil henføres reservoir, vésicules, qui peuvent 
åtre considerées comme une espéce de poumons, og beaucoup 
de grandes trachées dispersées dans le corps. 

1) Parties extérieures de la respiration (S. 
86-97). 



112 

a) Vésicules brancliiales ou organes respira- 
toires aquatiques (S. 86 — 93; tab. IX fig. 1 og tab. XIII 
fig. 4, 5 og 7.) 

Saaledes betegner Schr. v. d. K. de tolv buede Rækker 
af luftfyldte Sække, som ligge indenfor den Aandehulen dæk- 
kende Cbitinplade, mellem denne og Traadlaget. Ræk- 
kerne ere ordnede i sex Par; mellem de to Rækker af 
hvert Par ligger en Rende, i hvilken Sækkene munde ud 
ligefor hinanden. Renderne skulle efter vor Forf.s Paa- 
stand være lukkede udadtil ved en ihvorvel særdeles tynd 
Hinde (S. 87). Tilstedeværelsen af denne Hinde og den 
deraf følgende Lukning af Renderne er af største Vigtighed 
for Schr. v. d. K.'s hele Theori om disse Larvers Aande- 
dræt. Thi naar Luftsækkene ikke ere eller ikke kunne sæt- 
tes i nogen umiddelbar Forbindelse med den atmosphæriske 
Luft, kunne de ikke tjene til Luftrespiration, og det ligger 
da nær, med vor Forfatter at betragte dem som et Slags 
Gjæller (v. branchiales) eller snarere Tracheegjæller. Jeg 
har derfor med stor Omhyggelighed undersøgt Chitinpladen i 
alle mulige Retninger, baade i tør og i fugtig Tilstand, med 
svag og med meget stærk Forstørrelse, i store og i meget 
smaa Stykker, i Længdesnit og i Tversnit'), og som Resul- 
tat har jeg faaet ud, at der ikke findes nogen saadan Hinde, 
der kunde lukke Renderne, men at Luften i Luftsækkene 
gjennem Renderne og disses aabne Spalter staaer i umiddel- 
bar, aaben Forbindelse med den ydre Luft. Fornyelsen af 
Luften i Aandehulen, antager jeg da, skeer gjennem Traad- 
laget og Spalterne i Chitinpladen, og Luftsækkene ere Be- 
holdere for atmosphærisk Luft 2 ). ( 



1 ) Een Gang er det ogsaa lykkedes mig at aftrække en ganske 
fiin Hinde, Fortsættelsen af Larvens Overhud, af den ene Halv- 
deel af Chitinpladen , og i denne Hinde saaes da ogsaa tre Spalter, 
svarende til de tre Render. 

-) Saaledes tjene hos Dyti skerne Mellemrummet mellem Dækvingerne 
og Bagkroppen til en Luftbeholder, og saaledes spinde jo flere 
Vandspindler sig en særegen Beholder for atmosphærisk Luft. 



113 



Schr. v. d. K. indrømmer selv, at han oftere har været 
usikker om Tilstedeværelsen af Hinden (S. 88: »j'ai douté 
plus d'une fois de son existence«), og anseer som bedste 
Beviis for dens Virkelighed den Omstændighed, at naar der 
føres Luft ind i en af Renderne, vil Luften bevæge sig frem 
og tilbage i denne, og udspile Luftsækkene, som munde ud 
i den. Jeg skal her villig indrømme, at jeg selv oftere har 
seet, hvorledes en i Renderne indkommen Luftblære kan be- 
væge sig inde i dem i en større Strækning, uden at slippe 
ud gjennem den aabne Spalte ; men deels ere Spalterne saa 
fine, at de maae antages lettelig at kunne holde en Luftblære 
fra at slippe ud gjennem et omgivende Vandlag, deels ere 
ogsaa Randene af Spalterne besatte med en særdeles tæt 
Række af korte, yderst fine Tænder, som gribe ind i hver- 
andre, og som endmere hindre den indespærrede Luft fra at 
undslippe gjennem Vandet. Disse Tænder, der ikkun ere 
simple Udskæringer af Spalternes Rande, omtaler Schr. v. d. 
K. under Navn af »cils ou poils« (S. 88, tab. XIII, fig. 5, a, a), 
men er usikker med Hensyn til deres Betydning; han sammen- 
ligner dem nærmest med det Fimre-Epithelium, som hos de 
høiere Dyr beklæder Aandedrætsveiene, uagtet han dog, hvad 
der ogsaa er meget naturligt, aldrig har opdaget nogen Be- 
vægelse hos dem. 

Schr. v. d. K. angiver (S. 87), at Chitinpladen (la lame 
branchiale) hos Larven til Gastrus hæmorrhoidalis er meget 
mindre og kun har to Par kortere Buer med færre Luftsække. 
Jeg tør ikke benægte, at han har havt hiin Larve for sig, 
men skal kun bemærke, at disse to Par kortere Buer ikke 
ere Artsmærke, men Aldersmærke. Jeg har nemlig hos de 
ældre Larver, baade af Gastrus equi og hæmorrhoidalis fundet 
tre Par længere Buer, h.os de unge Larver af begge Arter 
derimod kun to kortere. 

b) Organes respiratoires dans l'air. Stigmate. (S. 
93—97, tab. IX, fig. 1, e og tab. X, fig. 1). 

Schr. v. d. K. antager, at Aandehulen staaer i umiddelbar 
Forbindelse med den ydre Luft gjennem en Kanal, som gjennem- 
bryder de to Hinder, der optage Chitinpladens og Traadlagets 

8 



114 



. 



Midte, saaledes som før er omtalt. Forresten skulde Dyret 
efter Behag kunne aabne og lukke denne Kanal. Det hører 
til de vanskeligste Opgaver, at afgjøre med fuldkommen 
Sikkerhed, om begge disse Hinder virkeligt blive gjennem- 
brudte af en Kanal; men efter mangfoldige Forsøg er jeg 
kommen til det Resultat, at kun den yderste af Hinderne er 
gjennembrudt af Udføringsgangen fra en obsolet Kjertel. 
Denne Udføringsgang er saa snever, at det bliver meget 
vanskeligt at afgjøre, om den har nogen Lysning eller ikke; 
kun seer man ofte i den yderste Ende af den smaa Klumper 
af et guult Legeme, der maaskee kan ansees for størknet Af- 
sondringsmasse. Den inderste Hinde, antager jeg derimod, 
er ikke gjennembrudt, og naar den alligevel oftest faaer et 
saadant Udseende, mener jeg, at dette skyldes den Om- 
stændighed, at den særdeles fine Hinde følger Omridset af 
den indesluttede morbærdannede Kjertel. Nogen Muskelmasse 
eller nogen særegen Sphincter, som Schr. v. d. K. vil have 
fundet (S. 94), har jeg ikke seet Spor til; hvad han anseer 
for Muskler og navnlig for Sphincter, antager jeg derimod for 
Celler uden Kjerner. Jeg antager disse kjerneløse Celler for 
at være en Levning af hiin Kjertel, som findes tydeligt ud- 
viklet hos den yngre Larve, hos hvilken man træffer baade 
tydelige Kjerner i Cellerne og en tydelig, vid Udføringsgang 
fra Kjertelen. Som Beviis for, at der virkelig gaaer en Kanal 
gjennem begge Hinder, anfører Schr. v. d. K. (S. 96), at det 
lykkedes ham, rigtignok efter forskjellige forgjæves Forsøg, 
ved Hjælp af et meget fiint Rør at fylde Aandehulen med 
Kviksølv gjennem denne supponerede Kanal. Men naar det 
allerede ved de høiere Dyr bliver misligt, at støtte sine An- 
tagelser paa Injectioner, bliver det ved Insekterne umuligt. 
Ogsaa ved Forsøg med Luftpumpen „vil han have beviist Til- 
stedeværelsen af en Aabning (S. 96). Saadanne Forsøg har 
jeg ikke anstillet, derimod har jeg seet, naar Larven 
underkastedes et Tryk, hvorledes den i dets Tracheesystem 
indespærrede Luft rask strømmede ud gjennem Spalterne. 
Dernæst har jeg oftere paa Larver, der havde ligget længere 
Tid i Vand, seet en større Luftblære hænge saaledes fast 



115 



ved Chitinpladen , at den berørte denne ved en af Spalterne, 
og ikke ved dens Midte , hvad der dog maatte have været 
Tilfældet, hvis Lutten var strømmet ud gjennern den suppo- 
nerede Kanal. 

For Schr. v. d. K. er en saadan Kanal (»stigmate«) 
aldeles nødvendig for at forklare Larvens Aandedræt udenfor 
Vandet, da Tracheesystemet efter hans Mening ellers vilde 
være fuldkommen udelukket fra al Forbindelse med den 
atmosphæriske Luft; for vor Theori derimod er det uden Be- 
tydning, om der rindes en Aabning meer eller mindre. 

Endelig skal jeg blot gjøre en lille Bemærkning. Schr. 
v. d. K. taler ofte om Læberne eller om to Læber, som 
kunne lukke for hele Aandeapparatet. I Virkeligheden findes 
der kun een Læbe, nemlig nedenfor Chitinpladen. Lukningen 
skeer paa den Maade, at Læben ligesom krænges op over 
Pladen, idet nemlig dens Yderside kommer til at berore 
Pladen, der paa samme Tid ved særegne Muskler drages til- 
bage henunder Kroppens sidste Led, som derved ved flygtig 
Betragtning faaer Udseende af en tilsvarende Læbe, der fra 
oven kunde nærme sig til den anden, virkelige Læbe. Paa 
Læben findes enkelte Føle(?)vorter, og navnlig udmærke sig 
to Par lange, tynde Vorter, som rage ud igjennem korte, 
tykke Chitinrør, og af hvilke eet Par er indplantet paa Midten 
af en flad Ophoining i hvert af Læbens Forhjørner. 

2) Or ganes respir atoires internes (S. 97 — 125). 

a) Chambre aérifere (S. 97—99; tab. XIII, fig. 2, 
tab. VIII p, q, q, p, tab. IX, fig. 2 og tab. X, fig. 1). 

Jeg har ikke meget at føie til Schr. v. d. K.'s Frem- 
stilling af dette Rum, som jeg har kaldet Aandehulen; kun 
skal jeg bemærke, at den Chitinring (tab. X, fig. T, a, a), 
som væsentligt betinger dets Størrelse, hos de voxne Larver 
vel er meget tykkere (a, b), men tillige ogsaa mange Gange 
smallere end hos de unge Larver, som kun have to Par Buer 
i Chitinpladen. Chitinringen fremtræder hos disse Larver mere 
som et ovalt Rør, hvis Længde næsten er ligesaa stor som 
mindste Diameter af dets Lysning, 



116 

b) P o umons (S. 99—103; tab. VII, p, p, tab. X, fig. 
2 og 3 og tab. XII, fig. 1 og 3). 

Schr. v. d. K.'s Fremstilling er her saa smuk, og hans 
Afbildninger saa fortrinlige, at jeg kan fatte mig i Korthed. 
Jeg skal indskrænke mig til at tilføie, at jeg stadigt i de 
Celler (Lungecellerne), som omspændes af de talløse For- 
greninger af Sidegrenene paa de korte Tracheestammer, har 
fundet store, runde Kjerøer (0,042 Mm.), dog uden Kjerne- 
legemer, og at Fidtkuglerne , som findes i Cellemassen, ere 
større (0,034 — 0,038 Mm.), men færre end de, som findes i 
de egentlige Fidtceller (0,021 Mm). Med Hensyn til Cellernes 
Betydning som Organer, hvori Næringsvædskerne skulde renses 
(S. 102), kan jeg ikke være enig med Schr. v. d. K., navnlig 
fordi jeg ligesaalidt antager Aabninger mellem Lungecellerne 
indbyrdes som mellem Lungeceller og Fidtceller, eller mellem 
disse sidste indbyrdes. 

c) Vaisseaux aériféres, Trachées (S. 104 — 125; 
tab. VIII, tab. LX, fig. 2, tab. XI, fig. 1 og tab. XIII, fig. 
2 og 3). 

Det er ikke min Hensigt, her at indlade mig paa Tra- 
cheernes histologiske Bygning i Almindelighed, skjøndt jeg 
antager Schr. v. d. K.'s Anskuelser om Tracheernes frie 
Spiraltraade, og om at de ende med Slynger, for forældede og 
tildeels urigtige; jeg skal indskrænke mig til en enkelt Deel 
af Tracheesystemet, hvorom jeg er af en ganske anden Mening 
end Schr. v. d. K. 

Schr. v. d. K. beskriver (S. 105; tab. XHI, fig. 2 og 3) 
Enderne af de store Hovedtracheestammer som to brune, 
stærkt chitiniserede, fuldstændigt lukkede Rør. 

Ogsaa efter mine Iagttagelser ere Rørenes Ender i Spidsen 
kløftede i flere eller færre Dele ved meer eller mindre dybe 
Indskæringer og besatte med flade Ophøininger, hvis Antal 
varierer særdeles meget (jeg har fundet fra c. 15 til c. 100); 
men i Modsætning til Schr. v. d. K., der nægter Tilstede- 
værelsen af nogensomhelst Aabning paa disse, har jeg fundet 
en fiin Spalte i Midten af enhver af de omtalte Ophøininger, og 
ofte har jeg seet smaa Luftblærer slippe ud gjennem disse. 



117 

Schr. v. d. K. angiver dernæst om Trachee-Enderne, at 
de ere fæstede til Indersiden af Larvens Hud, fuldkomment 
dækkede af denne. Denne Angivelse er ialtfald unøiagtig; 
thi Enderne ere ikke fæstede til selve Huden, men til et kort, 
bindet Rør, som sænker sig fra Huden ind i Kroppen, og 
Larven formaaer at skyde eller krænge Enderne ud til Over- 
fladen af Huden og saaledes sætte Tracheesystemet ogsaa i 
denne Deel af Kroppen i umiddelbar Forbindelse med den 
atmosphæriske Luft. 

Ved Hjælp af Luftpumpen troer Schr. v. d. K. ogsaa 
at kunne bevise, at der ikke her tindes nogen Aabning paa 
Tracheesystemet (S. 86); men for det Første kan jo Larven 
holde Enderne tilbage, saa at de dækkes af Huden, og der- 
næst bevæge de sig ikke paa samme Maade frem og tilbage 
i de korte, hindeagtige Rør, som Stemplerne i Dampmaskinen, 
saa at det ikke er nødvendigt, at Endernes Spidser just 
ramme de smaa Aabninger i Hudskelettet. 

Schr. v. d. K. omtaler (S. 106), at han inde i Rørene 
har fundet Hobe af meget fine, kjertelagtige Vorter, som 
aabnede sig paa Rørenes Yderside med meget fine Huller (»Ce 
tube est... intérieurement garni de mamelons tres fins, dis- 
posés par groupes, sous la forme de petites glandes. Ces 
mamelons ont une surface granuleuse, comme on le voit fig. 
B, qui représente un groupe grossi 600 fois. Dans la coupe 
ils paraissent étre coniques et se terminent å de petites 
ouvertures sur la surface extérieure, par des tubes tres fins«). 
Spor til disse kjertelagtige Vorter har jeg ikke fundet; men 
muligt er det, at Schr. v. d. K. er bleven vildledet af Væg- 
genes tykke Chitinmasse, som ved meget stærk Forstørrelse 
virkeligt faaer et granuløst Udseende. De formodede fine 
Huller har jeg heller ikke seet; istedetfor dem har jeg 
kun paa Rørenes udvendige Side fundet mørke, fordybede 
Punkter, men Huller, der skulde gjennembore Væggene, 
findes sikkerligt ikke. Forresten vilde Forekomsten og Be- 
tydningen af en Kjertel inde i en Trachee i og for sig være 
saa uforklarlige, at man alene af den Grund maatte tvivle paa 
dens Tilværelse, og Schr. v. d. K. siger ogsaa selv: »Cependant 



118 



j'avoue franehement que l'usage de ce corps enigmatique, me 
parait si difl'icile å démoutrer, que je n'ai le courage de 
proposer d'autres conjectures.« 

Hos de unge Larver staaer Tracheesystemet fortil ikke i 
nogen Forbindelse med den ydre Luft; idet de to Eloved- 
tracheestammer nærme sig Dyrets Forende, spalte de si" i 
en stor Mængde fine Tracheer, af hvilke ingen gaaer ud til 
Hudens Overflade '). 



I Gurlt und Hertwig's Magazin fiir die gesammte Thierheil- 
kunde, 26 Jahrg. , 1 H. , tab. 1, fig. b, giver Voigt lander 
en Afbildning af en spæd Bremselarve , udtagen af Ægget. 
Ifolge denne Afbildning (jfr. Forklaringen S. 47, fig. B, e) 
skulle HoYedtrachee>tammerne bagtil aabne sig særskilte, uden 
at danne nogen Aandehule , og fortil synes de ikke at naae 
den forreste tredie Deel af Dyret; dog er Tegningen i sidste 
Henseende for raa, til at man paa den kan stotte en bestemt 
Anskuelse. 



HAR LINNE SEET TINGEN OG HAVT SYN PAA SAGEN 
TRODS NOGEN EFTERMAND? 

TVENDE BOTANISKE SMAATILFÆLDE 

VED F. DIDRICHSEN 



1 det videnskabelige Uføre, der fandtes, da Linné frem- 
traadte, var det intet Under, om han havde gjort et Feiltrin. 
Imidlertid har det dog i Aarenes Løb oftere viist sig, at Et 
og Andet, som man ansaae som noget Urigtigt hos Linné, 
ved en nøiere Undersøgelse fremgik som det ene Rigtige. 
Det skulde glæde mig, om jeg her kunde bidrage til at fast- 
sætte et saadant Tilfælde. 

I. STIKKELSBÆR -TORNEN. 

Linné var den Første, der følte Trang til at skjelne 
mellem Vedtorn (spina) og Barktorn (aculeus) og fremsatte 
denne Adskillelse. Karaktererne for de tvende Typer giver 
han ' ) saaledes : 

(84 Fulcra). 

(3) spina est mucro plantæ e ligno plantæ protrasus. 

(4) aculeus est mucro plantæ ejusdem cortici tantum 
affixus. 



') Philosophia botanica, Holmiæ 1751, pag. 50. Det forekommer 
mig, at man ogsaa i denne lille Sag ikke kan miskjende, at 
Linné, med al hans i ethvert givet Oieblik afgjorte Færdighed, 
dog var i en stadig Udvikling. Folgeude Sammenstilling- synes 
at betegne det forskjellige Standpunkt. 
1736. Linné, Fundainenta botaaica. Amstelod. pag. 9- 

(84). Fulcra plantarum sunt sextuplicia ; bractea, cirrus, 
mucro, aculeus, petiolus, pedunculus. 



120 



De Tilfælde, han anfører som Exempler paa aculeus: 
Rosa, Rubus, Ribes, Berberis, ere nu vistnok saa ueensartede, 
at de maae siges at være sært uheldige. Imidlertid bor Linné 
ikke bedømmes 2 ) efter de i hiin Bog givne Exempler. Hans 
væsentlige Opgave var at fastsætte Begrebsbestemmelserne, 
og i Udførelsen heraf var han da ogsaa saa træffende og saa 
sikker, at ikke Nogen senere har kunnet rokke det i saa faa Ord 
Givne. Exemplernes Mangfoldighed derimod turde vel gjøre 
en Feiltagelse undskyldelig, allerhelst naar man ikke undlader 
at tage Hensyn til, at Exemplerne, paa Grund af de usæd- 
vanlige Omstændigheder, under hvilke Bogen blev til 3 ), ifølge 



Her findes kun den ved Navnet givne Antydning, og 
blot for pedunculus følger en Karakteer. Mucro er sand- 
synligvis hvad Linné senere gav Navn af spina. 

(Til Sammenligning: 1738. Chr. G. Ludwig, Aphorismi 
botanici. Lips. 

pag. 20, § 96- Spinæ sunt processus caudicum, ramorum, 
foliorum breves et acuti. 

pag. 60, § 398- Spinæ ab utriculis , partern cuticulæ 
et parenchymatis extendentibus , formantur, et vix ex me- 
dulla ipsa originem trahunt. 

Her er ikke skjelnet mellem spina (=mucro) og aculeus, 
og det i § 398 antydede Forhold svarer dog til denne og 
ikke til hiin, der giver Navnet). 
1747. Linné, Fundamenta botanica, Halæ pr. Salam pag. 13. 
(84). Fulcra plantarum sunt . . . spina, aculeus . . . 
aculeus mucro plantæ affixus. 
spina vero plantæ innatus. 

Allerede her staaer Linné langt over Ludwig. Men 
medens Præcisionen paa dette Sted kun afgiver et Nødtørftigt 
for at hævde Grændsen, ville vi finde, at det videnskabelige 
Indhold bliver fyldigere og den afgjørende Indsigt fremtræder 
kjendeligere 
1751, i Philosophia botanica pag. 50 (see ovenfor), hvor 
Exemplerne første Gang gives ; disse blive rettede og 
nærmere drøftede 
1762 i Species plantarum, ed. alt. Vol. 1, pag. 291,292 (Ribes) 
og 472 (Berberis). 

2 ) at multas spinas ad aculeos retuLtø. Link Eleni. philos. bot. 

tom. 2, pag. 40.(1837). 

3 ) incepi collectanea mea in compendium redigere et typis man- 
dare , at dira arthritis , vix incepto opere, ita una cum corporis 



121 



Nødvendighed, og idetmindste for en ikke ringe Deel, niaae 
have været hentede ud af Hukommelsen. Men at Linné ikke 
selv har vedkjendt sig de tvende Exempler, Ribes og Berberis, 
som eensartede, at han tvertimod, naar han stod overfor de 
konkrete Tilfælde, betragtede dem som heelt forskjellige, at 
han forstod, at Ribes havde aculei, at Berberis havde spinæ, 
vil fremgaae af det Følgende. Det gjælder her, som ved 
saa mange andre Ledigheder, at Linné maa gribes som To- 
talitet, at han ikke er blot til at slaae op i, men at han 
bør studeres; uden dette kunde man faae ham til at sige det 
urimeligste Tøieri. For fuldt at naae til at vurdere ham, 
maa man kunne hengive sig saavidt, at man tør istemme J. 
J. Rousseau's Ord, han, der netop med Philosophia botanica 
for Gie, skrev 4 ) til Linné: je vous lis, je vous étudie, je 
vous médite, je vous honore et vous aime de tout mon coeur. 
Den egentlige og eneste Urigtighed paa det anførte Sted 
ligger deri, at Tornen hos Berberis er nævnt som en aculeus, 
medens den ifølge Linné's egen og uanfægtede Begrebsbestem- 
melse paa det Kjendeligste er en spina. Men han har da 
heller ikke givet Sagen fra sig i denne Skikkelse. Rimelig- 
viis endogsaa uden at han er bleven opmærksom paa denne 
Opstillingsfeil 5 ), har han senere, navnlig i den klassiske 
Karakteristik af Berberis |; ), lyst dennes Torne i Kuld og 
Kjøn som af Blade konstituerede utvivlsomme Vedtorne. 



viribus mentem et animum fregit, ut in ipsa herba fere sufto- 
catum fuisset. Linné, i Fortalen til Phil. bot.; og fremdeles: 
Ar 1750, då jag borjat min Philosophia botanica, råkade jag 
i en så åfventyrlig Arthritis at foga hopp for mig var ofrigt; 
men såsnart sjukdomen begynte lindras nodgades jag besvare 
min kåra Loefling, at fora pennan under det jag dieterade 
utur sangen , såfort Boktryckaren hånt såtta. Linné , i For- 
talen til P. Loefling, iter hispanicum (1758). 
i ) J. E. Smith, A Collection of the Correspondence of Linnaeus 
and other Naturalists, Vol. II, Lond. 1821. 

5 ) Thi, at det kun er en Opstillingsfeil, fremgaaer deraf, at Linné 
allerede 1737 i Hortus Cliftbrtianus diagnosticerer Arten: Berberis 
spinis trijilicibus. 

6 ) Species plantarum , ed. alt. (1762) pag. 472: folia in spinas 
tripartitas mutata. 



122 



Efter at have paapeget denne Linné's afsluttende og af- 
gjorende Udtalelse, skulde vi egentlig turde antage, at vi for 
dette Tilfældes Vedkommende vare naaede forbi det Urigtige 
hos ham, og i Virkeligheden ere vi ogsaa komne saavidt. 
Men det vil dog, ved nøiere at see os om, ingenlunde vise 
sig at være tilladeligt, at standse her; thi, hvad saa Grunden 
er — hvad enten det nu er, fordi man ikke ret har kjendt 
Linné, eller ikke har vovet at stole paa ham, har søgt det 
Nyere og derved er revet bort af Strømmen, eller endelig 
ogsaa, fordi man i Besiddelse af mere udviklede, eller nu 
lettere tilgængelige og, som man troede, for Afgjørelsen bedre 
egnede Midler, tillige har meent, at man ogsaa i Skarpsindighed 
burde overtrumfe ham — saameget er afgjort, at det endnu 
seer ud, som om Linné end yderligere havde Uret. 

Det vil saaledes — for at komme til det Tilfælde, der 
endogsaa væsentligst skal beskjæftige os her — strax blive os 
paafaldende, at ogsaa det tredie af Linné nævnte Exempel 
paa aculeus, Ribes, meget sjelden antages som gyldigt, ja, 
endogsaa de allerfleste Botanikere have betegnet Tilfældet 
som en Vedtorndannelse. Disse have tilmed været saameget 
sikkrere paa Rigtigheden af deres Opfattelse, jo mere bestemt 
og afgjort de havde stillet sig paa den rene, det vil da her 
sige, den moderne Morphologies og Udviklingshistories Stand- 
punkt, og de have endydermere, støttede til den af dem 
fremsatte Tydning, udledet Følgeslutninger, der omfatte ganske 
andre Organforhold, og som nødvendigviis maae staae eller 
falde med selve Opfattelsen af Tornen. 

Men, førend jeg gaaer over til nærmere at drøfte det 
bestemte Hovedsporgsmaal, skulde jeg ønske, at gjøre Mit til 
om muligt at afbyrde Linné den Beskyldning for Inkonsekvents, 
som Link — hvad jeg ovenfor nævnte — har henkastet i al 
ubestemt Almindelighed; thi om end Beskyldningens Ret- 
mæssighed eller Uretmæssighed ikke nødvendigviis foreligger 
til Afgjørelse, saa laae Sagen dog saa lige paa min Vei, mit 
Emne saa nær, og var mit Forinaal saa tjenende, at jeg vel 
turde anvende nogle faa Linier paa at lade den komme til 
Omtale. Det er vel saa, at jeg ikke veed, om Link ikke 



123 



skulde have havt noget bestemt Tilfælde for Oie; men det er 
heist sandsynligt, at han kun har husket paa Noget, der for 
ham har taget sig ud som en heel Klynge af Urigtigheder, at 
han, der selv skrev en Philosophia botanica, har erindret sig 
Linné's Phil. bot. pag. 110, hvor der blandt aculei nævnes en 
heel Deel utvivlsomme spinæ, saaledes f. Ex. Volkameria, 
Parkinsonia, Robinia. Denne Antagelses Rigtighed forudsat, 
saa ville vi tinde, at disse Tilfælde, ligesom det fandt Sted 
for Berberis-Slægtens Vedkommende, for Linné staae som 
spinæ, saasnart han tager den enkelte paagjældende Plante for 
sig, saaledes i Species pi. ed. alt. pag. 889 (Volkameria: 
spinis petiolorum rudimentis) og pag. 1083 (Robinia, stipulis 
spinosis) '), og at man altsaa i det Høieste kunde naae til 
at bebreide Linné, at han i 1751 ikke var saa nøieseende, 
som han viste sig at være i 1761. Men jeg skulde ikke 
ønske at nogen, end ikke denne fattige Bebreidelse blev staaende 
her, og jeg troer ogsaa, at man paa en anden Vei, om end 
mindre umiddelbart, saa dog ikke mindre afgjørende, kunde 
vinde til at afvise Beskyldningens Berettigelse. Jeg kan 
navnlig ikke indsee andet, end at aculeus paa det førstnævnte 
Sted hos Linné (Phil. bot. pag. 50) og aculeus paa det 
sidstnævnte Sted (ib. pag. 110) ere aldeles disparate Stør- 
relser, og at der følgelig ikke tør anlægges samme Maal paa 
dem begge; men denne Omstændighed har man overseet og 
er derved kommen til den skjæve Dom. Dog maa jeg vel 
her paapege , hvorledes jeg kommer til denne Paastand, 
medens jeg villig skal overlade til Andre at underkjende eller 
godkjende Rigtigheden af min Beviisførelse. Jeg mener da, 
at man neppe tor formode, at Linné i Fortalen til sin Phil. 
bot. 3 Gange skulde have udhævet Betegnelserne partes plan- 
tarum og termini årtis i Samhold og i Modsætning, ganske 
uden dermed at have villet forbinde nogen bestemt Mening. 
Men seer jeg efter blandt Bogens 12 Kapitler, saa forekommer 
det mig aabenbart, at kun III og IV, plantæ og fructificatio, 
ere at henføre under den første, og af VI Kapitel characteres og 



7 ) Parkinsonia skal nærmere omtales i næste Stykke. 



124 



endeel af den store Paragraph 113 (habitus), under den 
anden af disse Betegnelser. See vi Sagen i dette Lys, lade 
vi os ikke lede vild af Biting, der letteli^ forekomme, saa 
vil det være klart, at vi paa disse tvende Steder staae lige- 
overfor en Linné'isk Morphologi og Terminologi som tvende 
forskjellige Discipliner, der forsøgsviis holdes ud fra hinanden. 
Navnlig ville vi finde, at Plantens morpholo^iske »Organer«, 
dens arkitektoniske Elementer, paa det førstnævnte Sted ere 
ikke blot gjorte kjendelige, men efter Tidem; bedste Leilighed 
endogsaa begrebsviis fremførte i morphologisk Væsenhed, 
medens vi pag. 110 kun finde en Mængde Tilfælde saa løst, 
saa naivpopulært skizzerede, at Gjenstandene kun fremtræde 
kjendelige ved at være opstillede i en Rækkefølge, hvor det 
lille, bløde Haar kan være Udgangspunktet, medens alt større 
og større, mere og mere vaabenlignende Plantedele: strigæ, 
hamuli, setæ, aculei, gjøre Overgangene til den mægtige Ved- 
torn. Men at Forholdet maa opfattes saaledes, som det her 
er givet, synes endvidere at maatte fremgaae deraf, at der 
pag. 110 kommer en ny, reen terminologisk Bestemmelse til, 
navnlig furca, som skydes ind mellem aculeus og spina, men 
som slet ikke var fremtraadt pag. 50 ved den morphologiske 
Drøftelse af de tvende sidstnævnte, og som derved viser sig 
at skylde et ganske andet Udgangspunkt og et heelt andet 
Hensyn, at det dog kommer til Omtale. See vi dernæst hen 
paa den lille Tilgift, Tyro, som ifølge en linnæansk horror 
vacui findes paa den, hos en anden Forfatter vistnok tomme 
Side, pag. 284, saa vil det vise sig af den Rækkefølge, i 
hvilken Linné ønskede, at Disciplen skulde tilegne sig de 
forskjellige Discipliner 8 ), at han netop har accentueret Sagen 
saaledes, som jeg her har søgt at fremstille den. Tage vi 
sluttelig Hensyn til den Signatur, med hvilken Stedet pag. 110 
er opført i Registeret pag. 349 (aculeorum) , 354 (furcarum) og 
361 (spinæ plantarum usus), og hvormed det er indledet pag. 108 
(armatura plantarum, qua ab externis injuriis defenditur), saa 



8 ) Partes plantarum sibi reddat notissimas — Fructificationis 
partes discat distingvere — Terminos årtis sibi habeat perspectos. 






125 



finde vi ogsaa derved den morphologiske Væsenlied udelukket, 
og vi blive vaer, at det næsten blot Glossologiske faaer et 
Stænk af den for Tidsalderen ikke fremmede teleologiske 
Side af Physiologien. Men forholder det sig nu som her an- 
tydet, saa tør jeg vel sige, at aculeus pag. 50 aldeles ikke 
er det Samme som aculeus pag. 110, at Link ikke har for- 
staaet dette, og at hans paa Vildfarelse grundede Beskyldning 
ligeledes er vildfarende. 

Vi kunne da altsaa frit gaae ud fra, at Linné har be- 
tegnet Tornen hos Stikkelsbærbusken som en Barktorn, acu- 
leus, ikke som en Vedtorn, spina, og skulle nu see, hvorledes 
hans Eftermænd have seet Tingen. I Forbigaaende være det 
sære Tilfælde erindret, at medens der i Botaniken neppe 
gives et Spørgsmaal af et saadant Omfang, som det fore- 
liggende, selv hvor ringe dette end kan siges at være, uden 
at der jo desangaaende har fundet en virkelig Strid Sted, 
saa ere Meningerne om denne Art af Torn neppe nogensinde 
drøftede mellem Tvende. Hver har sagt Sit uden at bryde 
sig om Andres. Kun i et enkelt Tilfælde har en Forfatter, 
Kutzing, været i Strid og gaaet paa Akkord med sig selv 
paa en Maade, der synes at godtgjøre, at ogsaa løs Tale er 
en Fjende af Botaniken 1 '). 

De, der have skrevet om Ribes Grossularia, have næsten 
altid omtalt Tornene. Forfatternes Antal er altsaa over- 
ordentlig stort, og jeg maa indskrænke mig til at træffe et 
ganske lille Udvalg. 

1789. A. L. Jussieu : Genera plantarum, pag. 310. Frutices, 
alii inermes, alii spinosi spinis simplicibus aut partitis, 
quibus axillares gemmæ ramulorum squamosæ; folia al- 
terna in spinescentibus pariter axillaria. 
1797. Borckhausen: Botanisches Worterbuch , pag. 349. 
Stachel, aculeus, ein Nebentheil oder Waffe bei Pflanzen, 
eine stechende Hervorragung, die aus der Rinde entspringt 



°) Kutzing skrev 1844: Die Sophisten und Dialektiker, die ge- 
fahrlichsten Feinde der wissenschaftlichen Botanik. 



126 



und sich mit dersélben abziehen låsst. Er ist . . . . hand- 
formig, palmati aculei, bei Berberis vulgaris. 

1837. Link: Elementa Philosophiæ botanicæ, ed. alt. tom. IT, 
pag. 40. 

Spinæ loca definita in plantis occupant, aculei indefinita, 
exceptis aculeis Grossulariæ, qui structuram aculeorum 
ostendunt, sed locis definitis sub ramis foliisque positi sunt. 

1843. Dbll: Rheinische Flora, pag. 615. 

R. Grossularia. Deckblåtter der Zweige aus einem 
ungetbeilten oder dreitlieiligen Stachel bestebend. 

1843. Schouw: Erindringsord til en Forelæsning over Læge- 
planter, pag. 53. 

Grossulariæ. Buske, ofte med Torne. R. Grossularia. 
Tredeelte Torne. 

1852. Kutzing: Philosophische Botanik, 2. Bd., pag 122. 

(?) Das Riickenblåttchen (stipula dorsalis) steht aussen 
an der Basis des Blattes oder des Blattstiels und stiitzt 
das Blatt, wie das Blatt den Ast. Sein Vorkommen ist 
selten; es findet sich z. B. bei Grossularia, wo es zu 
einem Stachel erhartet und das Laubblatt iiberdauert. 
Dieser Stachel ist einfach oder auch dreitheilig. Der 
dreitheilige Stachel erinnert iibrigens an den dreitlieiligen 
Stachel bei Berberis vulgaris 58 ), og her, ved 58 ) s. S., 
pag. 312: Wenn man Berberis vulgaris mit Grossularia 
vergleicht, so wird man wieder zweifelhaft, ob die An- 
nahme des Riickenblåttehens bei Grossularia begrundet 
ist. (Her findes en Fremstilling af Forholdet hos Berberis). 
Diese Erscheinung finden wir bei Grossularia eigentlich 
auch, nur mit dem Unterschiede, dass der Stauchstengel, 
welcher sich in der Achsel des Stachelblattes entwickelt, 
nur eingliederig ist, weshalb er auch nur ein Laubblatt 
tragt. Ist das richtig, so ist die Annahme des Riicken- 
blåttchens uberfliissig. (Her sluttes med en yderligere 
Sammenligning mellem Grossularia og Berberis). 

1852. Schleiden : Handbuch der medicinisch-pharmaceutischen 
Botanik, pag. 327. 



127 



Fam. Mit oder olme Dornen. Blåtter abfållig oder 
bleibend. Ribes. Stamm 1. Stachelbeeren. Die Sten- 
gelblåtter zu Dornen verkiimmert, in ihren Winkel Blatt- 
biischel mit verkiimmerten Stengeln tragend. R. Gros- 
sularia. Dornen dreitbeilig. 
1854. Wigand: Der Banm, pag. 52. 

Stachelbeere. Eine Metamorphose des Blattes wird 
hier durch die Stacheln bedingt, welche den dornartigen 
Blåtter von Berberis gleich åhnlich, gleichwohl durch den 
anatomischen Bau, indem sie, der Gefåssbiindel entbehrend, 
nicht in den Holzkorper, sondern in die Rinde iibergehen, 
so wie durch ihre Stellung an der Basis wahrer Blåtter 
als blosse Epidermoidalgebilde und zwar wegen ihrer 
constanten Stellung als characteristische Anhångsel der 
Blåtter erkannt werden. Hierin zeigt sich insofern ein 
gesetzmåssiger Fortschritt, als an den Anfangsblåttern 
des Triebes die Stacheln fehlen, an den fblgenden mit 
einem und an den obersten Blåttern mit drei Zålmen 
auftreten. 

1859. Schnizlein: Iconographia famil. regni veg. fase. XIII. 
Ribesiaceæ. 

In morphologischer Hinsicht ist besonders die Dorn- 
bildung merkwiirdig, welche bei manche Arten als eine 
oder als drei Spitzen unterhalb eines Blattes, welches 
Tragblatt eines nåchstjåhrigen Zweiges ist , auftreten. 
Dass diese Bildungen nicht, wie man bisweilen angegeben 
findet, wahre Dornen sind, d. h. verkummerte Blåtter 
åhnlich denen des Sauerdorns, geht aus ihrer Entwicke- 
lungsgeschichte, aus ihrer Stellung, und da sie kein Ge- 
fåssbundel enthalten, aus ihren anatomischen Bau hervor. 
Sie sind daher als Stachel des Blattkissen zu bezeichnen. 

1860. Schacht: Lehrb. d. Anatomie u. Physiologie der Ge- 
wåchse, 2. Th., pag. 27. 

Die Ranken (Cyrrhi) 10 ) und die Dornen (Spinæ) sind 
zum Theil Zweige eigenthumlicher Art. Die Dornen 

10 ) o: Cirri. 



128 



unterscheiden sicli vom Stachel, welcher ein Gebilde der 
Oberhaut ist (s. Bd. I, S. 284), durch ihre Gefåss- 
biindel-Verbindung mit dem Starara oder Zweig, aus 
dem sie hervorgehen. Docb nicht alle Ranken und 
Dornen sind Stammgebilde .... Die drei Dornen, aus 
deren Achsel der Zweig der Stachelbeere hervorgeht 
(Fig. 99) sind Blattgebilde. Sie entsprechen einem Haupt- 
blatt mit zwei Nebenblåttern. 

Paa dette Sted findes en Tegning, som i tro Kopi er 
livet i den første af de hosstaaende Figurer, 
2 3 




og som er ledsaget af følgende Forklaring: 

Fig. 99, a. Die 3 Dornen bei der Stachelbeere (Ribes 
grossularia) , welche aus einem Blatte und seinen beiden 
Nebenblåttern entspringen, b. die Achselknospe. 

Kaste vi et Blik paa den her givne Literatur, saa vil 
det strax sees, at Jussieu, Doll, Schleiden og Schacht be- 
tragte Tornen som en Vedtorn, og at Link, Wigand og Schniz- 
lein derimod i Overeensstemmelse med Linné ansee den som 
Barktorn. Kun Schouw har fulgt den i Tvivlstilfælde eneste 
rigtige Vei, ikke at indlade sig paa det Morphologiske, men 
at tage Tingen reent terminologisk; han har gjort den kjendelig 
uden at røre dens Væsentlige. Wigand og Schnizlein have 
tydeligst udtalt sig for Barktornen; kun maa jeg for den første 
Forfatters Vedkommende erindre om, at hans Ord: »Die 
Metamorphose der Blåtter wird hier durch die Stacheln be- 
dingt« ere uklare eller indeholde noget Urigtigt, hvilket imidlertid 
ikke formindsker Sikkerheden om, hvorledes han har opfattet 
Tilfældet i det Hele. Han har dog kun udhævet en ganske 



129 



enkelt Side af Sagen, og da Schnizlein kun nævner, men 
ikke udvikler, hvad der i flere Retninger kunde tale for hans 
Synsmaade, saa maa det dog erkjendes, at Sagen ikke er 
bragt paa det Rene, og det er saameget mere nødvendigt, at" 
der gjøres noget Yderligere, som der ligeoverfor Linné, 
Wigand og Schnizlein staaer »Udviklingshistoriens« Fader, 
Schleiden, og hans lille, men frugtbare og dominante Apostel 
Schacht. 

Schleiden's Angivelse er, saavidt jeg har kunnet finde, 
ikke nogetsteds motiveret, og tager sig derfor blot ud som et 
Bydende ; Forestillingen er dog nok ellers kun borget hos 
Doll. Schacht, derimod, kommer meget nemt til Forstaaelse 
af Forholdet, og paatager sig at thinglæse Decretet. Jeg 
troer derved at turde sige, at han er saa skjødesløs, som vel 
mulig, og saaledes, som han har taget fat paa Sagen, kunde 
man da med Afgjorthed forudsige, at han maatte komme til 
aldeles falske Resultater. Han tegner en Stikkelsbærgreen i 
Vintertilstand (see den første Figur), og af hans Fremstilling 
kan man ikke faae Andet ud, end at han derved overseer, at 
den har havt almindelige grønne Blade den foregaaende 
Sommer. Men Tegningen er da ogsaa lempet efter en saadan 
Forestilling, og han har her saa smaat hjulpet paa Naturen ' '). 
Det vil sees af den kopierede Figur, at de ophøiede Linier, 
der findes paa Axen, tegnes som om de vare nedløbende fra 
Siderne af Tornens Grund, medens de i Virkeligheden udgaae 
— sammenlign den mellemste Figur — ovenfor denne, fra 
Randen af det virkelige Blads Skededeel, eller, naar Bladet 
er faldet af, fra Fløiene af det smalt halvmaaneformige Bladår (a), 
saa at de vel gaae forbi og omskrive, men ikke komme i 
Berørelse med Tornene, end sige, at de skulde udgjøre noget 
Continuum med dem. Ved denne lille Mangel paa morpho- 



1 ' ) Det træffer atter her, som saa ofte, at en Tegning- er et meget 
sikkrere Maal ved Afgjorelsen af det Sporgsmaal,- om en For- 
fatter i et givet Tilfælde er gaaet ud fra og har bygget paa 
en reel Anskuen, end samme Mands Ord, der kunne have Huller, 
gaae i Spring eller være saa tilslørende, at Forstaaelse og 
Dom blive usikkre. 

9 



130 



logisk Nøieseenhed, ved denne ringe Afvigelse fra det Virkelige, 
farer lian vild i Huset, Etagerne blive forbyttede, og han 
maa indrette sig efter Misgrebets Leilighed. Tornen bliver 
til Blad, dette Blad til Støtteblad, det virkelige Støtteblad 
enten oversees — hvad jeg ovenfor antog — eller det bliver 
det første Blad paa en Axe, hvor det aldeles ikke har hjemme. 
Det Hele er forvendt og falskt fra Ende til anden. Men er 
Tornen ikke Blad, saa vil endvidere hans specielle Tydning 
af den tredobbelte Torns Dele som Plade- og Stipulardannelser 
være specielt forfeilede. Ogsaa naar han henfører Tornen 
til de Tilfælde, hvor Veddet skulde træde ud af Axen, er 
han heelt vildfarende. Han har aldrig seet, Undersøgelsen 
har ikke fundet Sted, han gjør en bagvendt Slutning og 
gj ætter: dersom det anatomiske Forhold var saaledes, saa 
vilde det passe saa herligt til Tornens formeentlige Bladnatur. 
Schacht er Udviklingshistoriens Talsmand, men ikke for noget 
Led i Undersøgelsen tages Udviklingen til Indtægt, det ana- 
tomiske Forhold er tilgjættet , den morphologiske Side af 
Sagen fandtes ikke, en Forvanskning er givet, og en fuld- 
stændigt vildledende Forklaring er leveret i hans Lehrb. d. 
Anat. u. Physiol. 

Kiitzing seer Intet og faaer dog saa Forskjelligt ud af 
Tingen. Han savner ethvert holdbart Udgangspunkt , og 
uagtet hans gjentagne Tilløb til en Tydning viser, at han var 
godt paa Veien til at føle Trang til en Afgjørelse, saa er 
han dog aldeles ikke naaet til noget endogsaa kun subjektivt 
sikkert Resultat. Hvad angaaer hans Opfattelse af Tornen 
som stipula dorsalis, da er hans løse og vaklende Fremstilling 
og den Omstændighed, at han selv kalder Meningen »iiber- 
fliissig« , tilstrækkelig til at ansee denne som dødfødt; men 
iøvrigt vilde det anatomiske Forhold, der viser, at vi over- 
hovedet ikke have med noget Blad at gjøre, være nok til at 
afgjøre, at vi heller ikke have nogen Stipular- eller Bladflig- 
dannelse for os. At R. Grossularia skulde have en »ein- 
gliederig Stauchstengel« er en aldeles falsk Mening, som han 
tvinges ind i ved at holde sig til Analogien med Berberis, en 
Plante, der har gjort saamegen Skade ved her at spørges tilraads. 



131 



Det vil af det fra Borckhausen citerede Sted sees, at 
han, en af de saakaldte Linnéanere, ikke holder ud fra hin- 
anden de tvende Liuné'iske Begreber fulcra (Nebentheil) og 
arma (Waffe), men at han derimod er uheldig nok til at 
holde paa den i Phil. bot. engang indløbne Feil, at Berberis 
opføres som Exempel paa aculeus, skjondt Linné baade tidligt 
og seent havde viist, at han ikke forstod Tingen saaledes. 

Vi skulle nu kortelig omtale de Forhold, der tale for, 
at vi have med en Barktorn, og ikke med nogen Vedtorn at 
gjøre. 

Hos nogle x\rter af Slægten Ribes (R. rubrum, R. ni- 
grum) mangle Tornene aldeles, medens det egentlige Moder- 
blad og Knoppen iøvrigt forholde sig aldeles ligesom hos R. 
Grossularia, og for selve denne Plante finde vi, at ikke blot 
Knopskællene, men ogsaa de første vegetative (knopførende 
Moder-) Blade ikke fremvise nogetsomhelst Spor til Torn- 
dannelse ved Grunden, medens de derpaa følgende have en 
enkelt eller tredobbelt Torn paa dette Sted. Det synes alle- 
rede af disse Omstændigheder at fremgaae, at Tornen her 
kun danner ligesom et vegatativt surplus, et, om man vil, 
mere Tilfældigt. Men Vedtornen skulde typisk netop være 
det morphologisk Bestemte. 

Andre Arter frembyde et stort Antal Torne spredte over 
hele Axen, uden at nogen af disse staaer i noget særdeles 
Stillingsforhold til Knoppen, og atter hos andre (R. oxya- 
canthoides) findes Torne som hos R. Grossularia, men tillige 
et større Antal spredte, der kunne frembyde jævne Over- 
gange til den ved Bladgrunden staaende Torn. Seete fra et 
almindeligt botanisk Standpunkt, maae disse Tilfælde siges 
at afgive gode Exempler paa intermediære Stadier i Tornenes 
Udviklingshistorie indenfor Slægten Ribes. Men en saadan 
springende Værentilstede og Værenborte af et afgjort mor- 
phologisk Element, som en Vedtorn er, tilmed indenfor en 
godt begrændset, naturlig Slægt, kjender man neppe i Plante- 
riget, og hvor disse Ribes-Slægtens Torne saa end træffes, 
enten de ere faa eller mange, enten de ere stillede paa 
tydelig bestemte Steder, eller (om end kun tilsyneladende) 

9* 



132 

uordentlig spredte, saa ere de dog aldrig at bringe ind under 
Phyllotaxiens Love. Men vare de selvstændige Blade eller 
(oprindelige, ikke adventive) Axedannelser ' 2 ) maatte de altid 
lade sig indordne under hine. 

Vi ville dernæst finde, at der ikke hos R. Grossularia, 
hverken i den ene eller i den anden Axes Forløb, træffes 
nogensomhelst Mellemtilstand, nogen Overgangsform, mellem 
Tornen og Bladet. Men Paaviisningen af saadanne færdige 
Udviklings-Intermedier er en Fordring, som Metamorphose- 
læren aldrig kan give Afkald paa at see godkjendt, naar den 
skulde samstemme med den Anskuelse, som vi her bekæmpe. 
Ihvorvel den Goethe'ske Lære om Metamorphosen, skjøndt 
selv en Udviklingslære, er bleven overfløiet af den nu saa- 
kaldte Lære om Udviklingshistorien, saa kan der dog aldrig 
være Tale om, at den i og for sig nogensinde skulde have 
ophørt at være ikke blot ligesaa tiltalende, men ogsaa 
ligesaa sand, som da den fremtraadte. Men dens Konse- 
kventser ere derfor ogsaa ligesaa nærliggende og lige- 
saa paatrængende nu som tidligere, og den kan, saaledes 
navnlig i dette Tilfælde, ikke slaae af paa det Forlangte. 
For at nævne et Tilfælde , som af Kiitzing og Andre er bragt 
i en vistnok unaturlig Nærhed af R. Grossularia, skal jeg 



1 2 ) Det er mig navnlig ikke bekjendt , at en adventiv Axe , det 
vil ker sige en af en Brudknop (gemma prorumpens) umiddel- 
bar fremgaaet Axe — sandsynligviis dog med Undtagelse af 
de af mig ikke undersøgte Tilfælde, hvor Biroden omdannes til 
Torn — nogensinde skulde omdannes til Torn. Hvis noget 
saadant Tilfælde skulde kunne paavises , vilde der kunne blive 
Tale om en Axe- Vedtorns af Bladstillingslovene uafhængige 
Stilling. Ligeledes kun ved det ganske usædvanlige Tilfælde, 
at Grundaxen (axis primaria totius plantæ) afsluttes i en Ved- 
torn-Dannelse (Lepidium spinosum , Zilla?), kunde der siges, at 
Tornens Stilling var uafhængig- af Bladets , hvilket imidlertid 
reduceres til en Trivialitet ; - thi Uafhængigheden er naturligviis 
kun begrundet i, at denne Axe netop selv er Stillingsforholdets 
nodvendige Forudsætning og Grund. Hvad »adventive« Blade 
angaaer, da ikke blot findes de ikke, men de ere endogsaa saa 
utænkelige, at de aldrig burde have været nævnte, og i bedste 
Overeensstemmelse hermed er en af et Bladanlæg fremdannet 
»adventiv« (Blad-) Vedtorn ligeledes utænkelig. 






133 

blot erindre om, hvor almindelig Fordringen er indfriet for 
Berberissens Vedkommende; ikke at tale om det mere sam- 
mensatte Forbold hos Slaaen (Prunus spinosa), hvor Over- 
gangene fra den aldeles nøgne og jævne, gjennem den blad- 
og blomstbærende Torn, til den almindelige Green, ere saa 
meget let paaviselige. 

Endnu en herhenhørende Omstændighed burde ikke ganske 
lades ude af Sigte, nemlig den, at Tornen hos R. Grossula- 
ria paa den ældre Axe løsnes og kastes af. Allerede Leers ' 3 ) 
har (1775) gjort opmærksom paa dette Forhold, der, saavidt 
jeg veed, ikke senere er omtalt, og som, om det end ikke 
kan siges at karakterisere Barktornen, dog i Almindelighed 
synes at udelukke Forestillingen om en Vedtorn. 

Med Hensyn til det anatomiske Forhold, da tindes Intet, 
der kunde ligne de Dele, som ellers hos en Blad-Vedtorn 
træde ud af Axen og gaae over i det omdannede Blad. Hele 
Tornens i færdig Tilstand bruunlige Masse er dannet af væ- 
sentlig eensartet Cellevæv, og taber sig heelt og holdent i 
Barken 14 ), medens Axens Ved gaaer glat og uforandret 
forbi det Sted, hvor Tornen er stillet. Her er end ikke den 
ringeste Omstændighed, der taler for, at vi ikke skulde have 
med en Barktorn at gjøre. 

Det her Nødvendige for at kjende Tornens individuelle 
Udvikling i Forhold til det nærmest ovenfor staaende Blad, 
kan gives i faa Ord. Bladets Skededeel og Plade ere fuldt 
fremtraadte, ja, Stilken er endogsaa kjendelig og Pladen viser 
Spor til Lapper, inden den nedenfor staaende Torn begynder 
at vise sig. Men en saadan Udviklingsgang er jo netop lige 
modsat den, der finder Sted for tvende efter hinanden føl- 
gende Blade, og Tornen kan derfor ikke være noget Blad. 

Endnu nogle faa andre Bemærkninger turde finde Sted her. 

At det enkeltstaaende, ikke rosulerede, haandlappede Blad 
ikke, som underforstaaet hos Døll og angivet hos Kutzing, er 



13 ) Flora Herbom. pag. 66. 

14 ) See Figuren tilhoire (3) , Længdegjeimemsnittet af et Green stykke 
af R. Grossularia, med Knoppen og Tornen , ligeledes gjenneni- 
skaarne: a. a. Bark; b. b. Ved; c. Marv; d. Bladår. 



134 



et første Blad paa den første Biaxe ovenfor den respektive 
Torn, men at det hører til den tidligere Axe, det vil sige, 
har Axe fælles med Tornen, fremgaaer paa det Bestemteste 
af alle de Omstændigheder, som der her kunde være Tale 
om at inddrage i Undersøgelsen; men her skal jeg blot erin- 
dre om, at de fra Bladskedens, og ikke fra Tornens Rande, 
nedløbende fremragende Linier 15 ) kun tilhøre en første, ikke 
den anden og yngre Axe, en Omstændighed, der er til- 
strækkelig afgjørende til at afvise hiin førstnævnte Opfattelse. 




Antage vi, at Tornen var et omdannet Blad og at det 
første grønne Blad stod i Hjørnet af hiint — og saaledes 
have jo Døll, Schleiden og Schacht opfattet Sagen — saa 
havde vi derved antaget et Tilfælde, som vilde være aldeles 
enestaaende. Men en saadan Antagelse er fuldkommen ube- 
grundet og grundløs, der er ikke den ringeste Trang til den, 
og den strider tilmed paa det Bestemteste ligemeget mod den 
mest almindelige, som med den mest i det Enkelte gaaende 
Opfattelse af Plantens Arkitektonik. Morphologien maa 
ubetinget protestere mod Forestillingen om et Blad i Hjørnet 
af et andet. Kun naar man var saa fattig stillet, at man 
var indskrænket til at troe Alt, hvad en Autoritet havde 
sagt, kunde man være uheldig nok til at reise Tvivl mod 
Protestens Gyldighed. Og naar skulde vi lede længe efter 
en Autoritet for en ikke gjennemtænkt Modanskuelse? Vi 



15 ) See den mellemste Figur (2, a) i Sammenligning med den til- 
venstre (1). 



135 

see jo dog saaledes for dette Tilfælde, at Lindley 10 ), med 
det afgjorte Talents momentane Bagvendthed, kommer tilskade 
ved saaledes at henvende sig til Schleiden : We would ask 
this ingenious anatomist what the fruit of Salix is but fo- 
lium in axilla folii? Det af Lindley selv valgte Exempel er 
for Schleiden og for Enhver, der forstaaer ham, saa op- 
lysende i Faveur af Sidstnævntes Betragtningsmaade, at denne 
allerede af denne Grund ikke behøvede at besvare et Spørgs- 
niaal, der for en Mand, man ellers bør sætte Priis paa, 
røber en saadan Mangel paa elementår Forstaaelse, at man 
kunde græde derved, hvis Misforstaaelsens Snurrighed ikke 
paa det Samme havde faaet En til at lee. 

Det forekommer mig, at det her Givne noksom siger, at 
Linné's Exempel paa Barktorn har været og er fuldkommen 
rigtigt, og at Intet taler for de afvigende Synsmaader, der 
ere fremsatte af Doll, Kiitzing, Schleiden og Schacht. 

Men, kunde man spørge, hvorledes er det dog gaaet til, 
at saa dygtige Mænd saaledes have kunnet misforstaae en 
saa simpel Sag? Svaret synes at maatte lyde derhen, at 
den Omstændighed, at Barktornen hos R. Grossularia og 
Vedtornen hos Berberis vulgaris i den ydre Form meget ligne 
hinanden, og at begge Planter have Stuvgrene (axes reductæ) 
med knippestillede Blade, som komme fra en Langaxe (axis 
evoluta) med fjerntstillede Torne, har ledet til at troe, at 
Analogien gik videre. Man undersøgte ikke. At Stuvgrenen 
i det ene Tilfælde stod i Hjørnet af en Torn, i det andet i 
Hjørnet af et almindeligt Blad, var en Forskjel, man over- 
saae, og derved var alt andet Urigtigt indledet. 

Vi sagde i Begyndelsen, at ikke Nogen havde kunnet 
rokke Linné's Bestemmelser, spina og aculeus; men det skal 
ikke nægtes, at man har forsøgt et Tilløb, og da det for 
En og Anden maaskee kunde seer ud, som om Forsøget var 
lykkedes, saa skal jeg sluttelig borøre de herhen hørende 
Tilfælde. 

16 ) Vegetable Kingdom, pag. 227. 



136 

Vi finde da, at den ældre Decandolle allerede 1805 
(Flore frangaise, ed. 3. pag. 114) og ligeledes meget senere 
(Organographie végétale, 1827, tom. 2. pag. 177), dog uden 
nogetsteds at nævne Linné, paa en Maade har angrebet De- 
finitionen som forældet, mindre fuldstændig, mindre sikker. 
Hans Ord lyde paa det sidstnævnte Sted saaledes: On a dit 
longtemps que les épines tenaient au bois et les aiguilions 
a l'écorce, mais d'aprés cette definition, il aurait fallu ad- 
mettre qu'il n'existait que Tun de ces organes dans les 
monocotylédones, ou le bois et l'écorce ne peuvent se distin- 
guer, et on aurait méme été embarrassé de dire s'il apparte- 
nait aux épines ou aux aiguillons. 

Man vil ikke her kunne være i Tvivl om, at Angrebet 
er rettet mod Linné, men det er ligesaa sikkert, at det 
allerede paa dette Sted er forfeilet; thi det maa vel erindres, 
at naar Linné nævner »cortex« som Udgangssted for aculeus, 
saa maa man ikke forstaae det ganske, som naar en senere 
Anatom havde brugt dette Navn. »Cortex« var hos Linné 
snart cortex, snart cortex -f- epidermis, snart epidermis 
alene. Men er dette saa, saa er der ingen Vanskeligheder 
— og i Virkeligheden vilde de i det Høieste have været 
reent formale — for at kunne indrømme Monokotyledonerne 
aculei; ikke at tale om, at den fremsatte Paastand, at Bark 
og Ved hos de monokotyledone Planter ikke skulde være 
sondrede, paa forskjellig Viis lider hyppige Undtagelser. 

Decandolle giver dernæst en for sin Tid meget smuk 
sammenlignende Fremstilling af de forskjellige Tornformer og 
fortsætter med denne almindelige Bemærkning: Quoi qu'il en 
soit, les aiguilions se distinguent des épines en ce qu'ils ne 
tiennent la place d'aucun des grands organes de la plante : 
on les trouve ordinairement le long des tiges, des branches, 
des pédoncules, des pétioles, des nervures des feuilles ou 
des calices ou méme des pétales; mais ils ne terminent 
jamais les fibres ou les nervures, tandis que les épines . . . 

Der behøves nu ikke stor botanisk Kundskab til at for- 
staae, at Decandolle her, afseet fra, at han bruger andre 
Ord, aldeles ikke har sagt Andet eller Mere, end man kan 



137 

finde hos Linné, og dog skulde det vel være dette Sted, 
hvor Afvigelsen fra Linné maatte blive kjendelig. Det turde 
dog vel hænde sig, at man kunde troe, at der i den nega- 
tive Sætning: les aiguillons se distinguent des épines en ce 
qu'ils ne tiennent la place d'aucun des grands organes, laae 
en dybere morphologisk Erkjendelse, og at Decandolle var 
kommet udover Linné. At dette dog ikke er saa, skal jeg 
søge at paavise, naar jeg kommer til at omtale Link's lige- 
ledes indirekte angribende Fremstilling. 

Jeg skal endnu blot anføre Decandolle's Slutningsbemærk- 
ning: De ce que les aiguillons remplacent les poils , et que 
les épines remplacent tous les autres organes , il suit, 
comme conséquence, que les premiers sont superficiels , et 
que les seconds tiennent au tissu intime, ce qui rentre dans 
l'une des anciennes maniéres de considérer ces organes. 

Den Formodning om en gjennemgaaende Opposition, som 
blev fremkaldt ved Indledningen, viser sig at have været 
forhastet, Modstanden opgives og den 8 Sider lange Frem- 
stilling reduceres til en Sætning, der er identisk med denLin- 
néi'ske Bestemmelse. 

I det ovenanførte Sted, spinæ loca definita in plantis 
occupant etc, ligesom ogsaa i det Øvrige af den herhen- 
hørende Paragraph, synes Link ikke at finde Hold nok i 
den Linné'iske Bestemmelse, og, efterlignende Decandolle, 
troer han, at det Afgjørende turde søges i Stedforholdets 
Bestemte eller Ubestemmelige. 

Spørge vi nu — og det er til dette Sporgsmaal jeg 
ovenfor hentydede — om Decandolle og Link ikke her have 
betraadt en Vei, der var aldeles ukjendt for Linné — og det 
tager sig jo dog næsten ud, som om begge Forfattere have 
været af denne Mening — saa troer jeg ikke , at vi herpaa 
kunne svare bekræftende. Tvertimod forekommer det mig, at 
Linné meget vel har kjendt den morphologiske Side af Sa- 
gen. Thi ikke at tale om hans for Vedtornens specielle 
Vedkommende gjennemførte Betegnelse af denne Tornforms 
morphologiske Underlag, saaledes som vi finde den i Phil. 
bot. pag. 110 (spinæ ramorum, foliorum, calycis, fructus) — 



138 ' 

et Sted, der for mig ganske tager sig ud som Forbillede for 
Decandolle's saa meget senere komparative Udvikling — saa 
finde vi hos Linné en meget mere talende Yttring, der ikke 
blot for Tilfældet, men ogsaa i Almindelighed synes at godt- 
gjøre, at hans morphologiske Indsigt ikke var ringere end de 
nævnte Forfatteres. Det er den ganske lille Bemærkning, 
der ledsager Diagnosen af Ribes cynosbati (Sp. pi. ed. 2. 
pag. 292) : aculeus instar spinæ sub alis , som her staaer 
mig for Øie. For mig siger den, at Linné paa det Bestem- 
teste kjendte Stedforholdets almindelige Betydning, og vidste 
at vurdere dets Anvendelighed for Sondringen af de tvende 
Tornformer. Men hvorfor havde Linné ikke almindeliggjort 
denne Kundskab til yderligere Begrundelse af Tornens Tve- 
artethed? Den Omstændighed, at der ligger 11 Aar mellem 
Phil. bot. og Sp. pi. ed. 2., kunde synes at begrunde en 
Forklaring, men jeg troer dog, at en saadan maa hentes af 
heelt andre Forhold, og navnlig af dette: Linné havde at 
udføre et stort Hverv, saa stort, som ingen Anden senere 
har magtet det, og han maatte derved i det Almindelige 
holde tilraade med den videregaaende singulære Indsigt, for 
ikke at forstyrre eller gjøre ufordøieligt det for Tiden abso- 
lut nødvendige fulde Hele, som det var hans Opgave at 
gjøre gjældende. Ved at vælge et enkelt sikkert Moment til 
derpaa at bygge Bestemmelsen, undgik han det Usikkre og 
Vaklende i en mangeleddet, mere deskriptiv Fremstilling, han 
blev færdig med Sagen , og Disciplen modtog noget Bestemt 
at holde sig til. Man vil maaskee bedre forstaae, at jeg har 
fattet Linné paa denne Viis, naar man sammenligner ham 
med, hvad man for denne Betragtning kunde kalde en Mod- 
sætning, med Robert Brown, der overalt, hvor han arbeidede, 
har ruttet med sin overordentlige Indsigt, men som kun for 
saa Faa var Andet end en uraadet Gaade, som aldrig gav 
nogen ledende og sammenknyttende Traad, og som af denne 
Grund, uagtet alt det Store, han udrettede eller pegede hen- 
imod, ikke fremkaldte Noget, der kunde lignes ved den Væk- 
kelse, der fulgte Linné. 



139 

Og spørge vi nu endelig, om ikke den Vei, som de 
tvende Forfattere søgte at bane, for det givne Tilfælde aab- 
nede en lysere Udsigt end det begrændsede Standpunkt, 
Linné velbevidst indskrænkede sig til, saa maae vi jo vist- 
nok svare bejaende; men det er lige saa vist, at den selv 
ved ringe videnskabelig Færdsel vilde blive opkjørt og bund- 
los. Den- anatomiske Karakteer, som Linné bragte i An- 
vendelse, bliver her den mest holdbare. Det Morphologiske 
er overordentlig bevægeligt. Snart er et heelt Komplex af 
Axedele og Blade, snart et eneste Blad, til andre Tider kun 
en Deel af Bladet, en Bladflig, Substrat for Vedtorndannel- 
sen, og selv det, der til Slutningen skulde binde Læsset, 
Stedforholdet, svigter og lader os i Stikken, maaskee netop 
der, hvor Afgjørelsen var mest ønskelig. Vi ville navnlig 
ikke kunne undlade at see, at naar vi træffe Vedtorne paa 
Bladet, og her mener jeg især paa Bladets Flader, saa ville 
de i Almindelighed være fordeelte saaledes, at Decandolle og 
Link vilde have kaldt dem »spredte«. Men netop i dette 
Forfatternes Udtryk for Stillingsforholdet er deres Udgangs- 
punkt, opgivet som uholdbart; thi vi staae jo her just, hvor 
vi ifølge Stedets Ubestemmelige skulde have med en Bark- 
torn at gjøre. Linné har følt dette, har indseet , at Ana- 
lysen snart maatte sprede, hvad der burde være samlet. 
Han greb Typen, fixerede den ved dens mest gjennemgaaende 
og lettest udtalelige Karakteer, og lod Fremtiden om at 
maale dens Afskygninger og jævne Overgangene. Eet var ham 
det ene Fornødne: han vilde bringe Orden i det Kaos, han 
modtog, han skulde skabe Udgangspunkter, han maatte af- 
pæle Veien, hegne om det Spæde, rokke det Stivnede, 
fængsle det Flygtige. Her var ikke Tid eller Sted for det 
Uklare, det Tvivlsomme, det Dobbelte. Han undgik det. 
Og dog troer jeg, at Linné, ved sin Tro paa fast Orden 
gjennem alt Liv, glædede sig i Anelsen om, at selv de til- 
syneladende mest »spredte« og uberegnelige Barktorne for en 
sidste Betragtning skulde vise sig som stedbundne , og at 
Tydeliggjørelsens Blomst: »ja endog alle Eders Hovedhaar ere 
talte«, skulde kunne sees som naturhistorisk Sandhed. 



140 



II. PARKINSONIA- TORNEN. 

Det er vel noget ganske Almindeligt, at træffe tvende 
eller flere Forfattere, der for samme Gjenstand bruge ligesaa 
mange forskjellige Navne, eller for samme Egenskab ligesaa 
mange Benævnelser, og dette kan ikke godt være anderledes 
paa Steder, hvor, og saalænge som, der kun er lagt an paa 
at gjøre Tingen eller Egenskaben kjendelig. Derimod kan det 
neppe gaae an, at en Deel af et morphologisk Hele benævnes 
lig det morphologiske Hele selv, og naturligviis kan det 
aldeles ikke taales, at en Forfatter betragter og frem- 
stiller en Deel lig det Hele, samme Deel hører til. Det 
tør da ogsaa ansees som et meget sjeldent Tilfælde, at en 
Botaniker fandt sig beføiet til at sige, at en bestemt Plante- 
deel var et sammensat Blad (folium compositum), medens en 
Anden uden videre kaldte den samme Deel et Smaablad 
(foliolum). Jeg skal imidlertid her nærmere paavise en saa- 
dan Synderlighed, især dog for at lade see, at der skulde 
gaae 118 Aar, førend Nogen nærmede sig til at see Tingen 
saa klart, som den strax i første Øieblik havde stillet sig for 
Linné. 

For dette Øiemed nødes vi til at sammenstille nogle 
Forfattere, dog kun forsaavidt som de ere yngre end Linné, 
og kjendeligt have omtalt de Forhold hos Linné's Parkinsonia 
aculeata, som her ere af Interesse. 

1763. Jacquin, Select. stirp. Americ. hist. pag. 121. tab. 80. 
Parkinsonia aculeata Linn. Aculeos håbet solitarios sub- 
axillares, in ramis senioribus sæpe ternos, intermedio for- 
tissimo et novemlineari. Folia sunt pinnata terna qua- 
terna quinave ex eadem axilla, costa pedali, foliola 
numerosa. 
1789. A. L. Jussieu, Genera plantarum, pag. 347. 

Arbuscula spinosa. Folia 2 — 5 ex ejusdem spinæ simpli- 
cis aut tripartitæ axilla, alterne pinnata. Petiolus com- 
munis .... Foliola .... 



141- 



1791. 01. Swartz, Observ. bot. quibus pi. Ind. occid. illustr. 

pag. 155. 

Caulis inermis, rami aculeati. Aculei duo oppositi 

ad latera petiolorum, unus intermedius triplo longior. 

Folia alterna, quaterna ex eadem gemma pinnata lon- 

gissima. Petiolus universalis .... Foliola .... 
1804. Decandolle in Lamarck, Encycl. meth. (Botanique), 

tome V. pag. 21. 

Il porte des feuilles ailées, dont le petiole, long de 

pres d'un pied, est comprimé ... — Tornene ere ikke 

nævnte. 

1822. Bronn, De formis Leguminosarum primit. et deriv. 
pag. 18. 

Aliis quibusdam armis, si ex situ et analogia argu- 
mentari licet 17 ), e foliis primariis abortivis origo esse 
videtur (Parkinsonia?) 

1823. (Humboldt, Bonpland) Kunth, Nov. gen. et sp. pi. 
vol. vi. pag. 335. 

Parkinsonia spinosa Linn. Folia 2 — 3 ex axilla ejus- 
dem spinæ simplicis aut tripartitæ prodeuntia pinnata. 
Rachis communis .... Foliola .... 
1825. Kunth, Synopsis pi. aequinoct. tom. IV. 50. 

Samme Navn og samme Omtale som i det foregaaende 
Værk. 
1825. Decandolle, Prodr. syst. regni veget. p. II. pag. 486. 

Parkinsonia aculeata Linn. Spinæ (aculei ve) soli- 
tariæ vel ternæ. Folia pinnata, petiolo longissimo, 
foliolis .... 
1833. Descourtilz, Flore des Antilles. Ed. 2. tom. 1. pag. 54. 

Les branches offrent å chaque articulation leur feuilles 
singuliéres, qui s'échappent ainsi que les fieurs .... 
du milieu des trois épines, dont l'intermédiaire est la 
plus longue. 



') Her anfører Bronn Berberis vulgaris som Analogon. 



.142 



1834. Wiglit & Arnott, Prodr. Fl. Penins. Ind. or. p. 1. 

pag. 283. 

Thorns solitary or in threes. Leaves pinnated, petiole 

very long, leaflets .... 
1834. Spach, Suites å Buffon. Hist. naturelle des végétaux. 

T. 1. pag. 408. 

Rameaux garnis d'épines axillaires. Feuilles fasciculées. 

1840. Endlicher, Genera plant. pag. 1314. 

Spinæ simplices v. tripartitæ. Folia ex axillis spina- 

rum gernina vel terna pinnata, petiolo communi longis- 

simo, foliolis .... 
1850. (Til Sammenligning). Sonder, i Linnaea, vol. XXIII. 

pag. 38. 

Parkinsonia africana. Rami spinescentes; ramuli 

spinosi; folia ex axilla spinarum terna plurave fascicu- 

lata basi aculeis parvis fulta pinnata, petiolo communi 

longissimo. 

1855. Miquel, Flora Indiæ Batavæ. Vol. 1. p. 1. pag. 114. 
Folia ex axillis spinarum vulgo gemina vel terna pin- 
nata dicta, sed vera bipinnata 1 — 2-juga, petiolo com- 
muni abbreviato et terminali abortivo in spinam mutato. 
Spinæ stipulares parvæ. 

Ved at sammenholde Parkinsonia aculeata med de her an- 
førte Angivelser er jeg bleven overtydet om, at alle Forfatterne 
paa den sidstnævnte nær have misforstaaet og mistydet de 
Forhold, de have havt for sig, og at den hele underlige Sam- 
ling af »2-5« Blade, tilligemed den tredobbelte Torn, kun 
udgjør et eneste Blad. Hos Sonder's Art, Parkinsonia afri- 
cana, som jeg ikke har seet, maa Forholdet være i høi Grad 
forskjelligt fra det hos den Linné'iske Plante forekommende, 
eller ogsaa — og det synes at være dén mest nærliggende 
Forstaaelse — maa den givne Beskrivelse (rami spinescentes, 
aculei fulcientes) være nok saa urigtig som hos nogen af de 
andre Forfattere, skjøndt det seer ud, som om han idethele 
kun altfor strengt har holdt sig til disse. 



143 

See vi nu nærmere paa Plantens enkelte Forhold, saa 
kunde der udhæves flere smaa, morphologiske Omstændigheder, 
som man vel har havt for Øiet, men som man ikke har havt 
Øie for, og som dog vilde have været tilstrækkelige, ikke 
blot til at vække en nyttig Tvivlen, men som endogsaa kunde 
have ledet Forfatteren ind paa det ene rigtige Spor, ja, til 
den fulde Sagerkjendelse. 

Medens det saaledes hos Leguminoserne, og navnligt hos 
dem, der ere forsynede med sammensatte Blade, vil være en 
meget stor Sjeldenhed, at Stipierne ikke skulde være kjende- 
lige, saa maatte dette almindeligt og tidligt erkj endte Forhold 
ogsaa ventes at have gjort sig gjældende hos en saa typisk 
udviklet Leguminos som Parkinsonia. Men ved denne Plantes 
folia (Aut.) findes ikke den ringeste Antydning til nogen 
Stipulardannelse, og det skulde derfor synes, at denne Mangel 
maatte have viist bort fra her at ville søge Bladets Udgangs- 
sted, og peget hen paa de tvende sidestillede Torne, som den 
egentlige Bladgrunds Fløidannelser. Det burde heller ikke 
ved denne Leilighed have været holdt ude af Sigte , at folia 
(Aut.) hos Parkinsonia ved deres Udspring ere næsten trinde, 
og kun spænde omkring £-| af den Deel, der maa antages i 
dette Tilfælde at have været Forfatternes supponerede Axe, 
den midterste Torn; thi et saadant Forhold ved Bladgrunden 
vilde blandt Leguminoserne være det ganske sjeldne, saameget 
mere som vi i dette Tilfælde vilde have med modsatte folia 
(Aut.) at gjøre. 

En ikke mindre betydningsfuld Omstændighed er den, at 
folia (Aut.) aldrig ved Grunden have nogen Knop, medens 
en saadan aldrig mangler i Hukken mellem Axen og den 
mellemste Torn. Dette Forhold vilde man tildaglig aldrig 
have ladet upaaagtet, men her er det dog skeet. 

Man skulde dernæst ikke have overseet, at folia (Aut.) 
ere stillede parviis paa Tornene; thi en saadan Opposition 
forekommer neppe hos nogen Biaxe indenfor Leguminosernes 
Gruppe, om den end hyppigt tindes ved Grundaxens første 
vegetative Blade (folia primordialia), og saaledes navnligt hos 
selve Parkinsonia. 



144 



Endvidere havde det ikke været uvigtigt at lægge Mærke 
til, at naar folia (Aut.) ere tilstede i et større Antal end 
saa staae de paa Tornens øverste Flade i tvende fortil kon- 
vergerende Rækker, saaledes at Rækkerne fortil næsten be- 
røre hinanden, medens de paa Tornens nederste Side staae 
vidt fra hinanden. En saadan Bladstilling — ikke den blotte 
toradede Stilling — er ukjendt hos Leguminoserne, og en 
saadan Stilling af Dele burde have udelukket Tanken om, at 
disse Dele kunde være Blade. 

Ogsaa en anden Bestemmelsesgrund ligger saa nær, at 
den burde være taget i Beslag, og navnligt denne: Bladene 
paa den Biaxe, der udvikles i den virkelige Bladhuk, ere i 
færdig Tilstand naaede til en meget forskjellig Udvikling. 
Navnligt fremtræde de tvende første Blade, der staae tilhøire 
og venstre for Moderaxen, aldeles enkelte, kun som smaa, 
men for det blotte Øie kjendelige, knopskællignende tiltrykte 
Torne. Havde man ikke undladt at see hen til dette Forhold, 
saa vilde man have havt et ikke uvæsentligt Udgangspunkt 
for Bedømmelsen af det sammensatte Blads Tilbehør. 

Endeligt vilde Afgjørelsen have været sikkret, hvis man 
havde iagttaget og vidst at vurdere Bladets Forhold i en vis 
yngre Udviklingstilstand, og navnligt i en Alder, der ikke 
ligger længere tilbage, end at Delene med Lethed kunne sees 
uden Forstørrelse; thi det vilde da have viist sig, at den 
midterste Torns nøgne Ende er hageformigt krummet opad 
og tilbage, og at tillige Smaabladene, folia (Aut.), i begge 
Rækker ere seglformigt krummede mod hinanden, saa at alle 
disse, 3, 5 eller 7 Dele støde sammen med Spidserne. Men 
medens et saadant Forhold er saa ganske almindeligt for 
Leguminosernes finnede Blade, maa det aldeles udelukke Fore- 
stillingen om en Kombination af flere selvstændige Blade. 

Vildfarelsen er sikkert nok indledet derved, at de hos 
Planterne allerusikkreste Maal for det Væsentlige, de Be- 
stemmelsesmidler, som man allersidst skal tage sin Tilflugt 
til, Dimensionsforholdene, have udøvet en afgjørende Indflydelse 
paa den første Dom. Det var noget Ualmindeligt, at den 



k:e 
2, 



145 

fælles Bladstilk var saa overordentlig kort (3-5, vistnok sj el- 
dent 9'" lang), medens de tætstillede Smaablade, folia (Aut.), 
naaede en Længde af 12" eller derover. Man ligesom over- 
saae Tornens Væsenhed paa Grund af dens Lidenhed, og 
overvurderede derimod Smaabladenes Betydning for deres 
Længdes Skyld. Men var forst det morphologiske Grændse- 
skjel forrykket, forlagt fra Tornens Grund til Smaabladets 
Grund, saa var Vildfarelsens første Konsekvents — at man 
fik indtil 6 Blade istedetfor 1 — strax givet, og alle de 
andre Misligheder vare overhængende. 

Jeg maa dog her specielt gjøre opmærksom paa en af 
de nævnte Forfatteres Stilling til Sagen, og det er navnlig 
Bronn, jeg tænker paa. Ogsaa han har feilet, men han har 
feilet i bedste Overeensstemmelse med en god Forstaaelse af 
det hos hans postlinnæanske Forgængere Givne. Han har i 
denne Sag ikke kjendt Linné, han har ikke kjendt Planten, 
han har kun kjendt Forfatterne fra Jacquin af. Men skulde 
han bringe nogen fornuftig Mening ud af det hos disse Mænd 
forefundne Virvar, saa kunde han ikke komme Sandsynligheden 
nærmere, end ved at antage, at Forholdet maatte ligne det 
hos Berberis forekommende. 

Angaaende Plantens Navn maa jeg her tillade mig at 
indskyde en lille Bemærkning. Det vil sees, at Kunth — 
baade i Nova Genera og i Synops. — har den Egenhed eller 
er i den Vildfarelse, at han troer at kunne kalde Planten P. 
spinosa, ja, han citerer endogsaa »P. spinosa Linné«. Men 
Linné kaldte aldrig Planten saaledes, uagtet han selv ud- 
trykkelig kun omtaler spinæ, og er aldeles fri for den Tvivl 
og Usikkerhed, man bliver vaer hos Decandolle (spinæ [acu- 
leive]), som dog kjendte ogsaa den levende Plante (see Mém. 
sur la fam. des Légum. pag. 119). At Linné kaldte Planten 
aculeata og ikke spinosa, skjøndt han sikkert selv havde 
valgt det sidste Navn, hvis han havde havt frit Valg, beroede 
paa, at han havde modtaget Navnet fra Plumier (1703). 

Men vi vilde jo vise, at man, fra det Øieblik da Miquel 
atter fik Greb paa at see Tingen i det rette Lys, maatte 

10 



146 



. 



regne 118 Aar tilbage for at træffe samme Opfattelse tydeli 
og klart fremsat af Linné. 

Vi finde da, at Linné 1737, i Hort. Cliffortianus pag. 157 
har givet Sagen fuldt færdig, navnligt saavidt den unge Plante, 
han havde for sig, kunde afgive et tilstrækkeligt Materiale. 
Han tegner Plantens vegetative Dele, og for Blomstens 
Vedkommende laaner han hos Plumier. Bladene beskrives 
saaledes: folia infima 4 simpliciter pinnata, quorum infima 
duo opposita, digit.o breviora, foliolis 4-5 paribus 18 ), tum duo 
folia conjugata, seu geminata ex eadem basi, spithamæa: 
singula pinnata, abrupta, impari quasi præmorso vel vix con- 
spicuo; petiolus communis brevissimus inarticulatus partialibus 
per harmoniam, sub divisione petioli communis prodit spina, 
jn quam terminatur quasi idem petiolus. Stipulæ duo fere 
spinosæ , sæpius deciduæ, alis adstant. 

Det vil sees, at her ikke tindes nogetsomhelst, der kunde 
lade os i Tvivl om, hvorledes Linné opfattede Forholdet, men 
tillige ville vi finde, at her er nok til at overtyde os om, at 
hans Opfattelse er den naturlige. 

Jeg sagde ovenfor, at man havde villet see fra 2, 3 til 
5 folia (Aut.), og jeg skal endnu tilføie, at Descourtilz (p. a. 
St. tab. 12) kun tegner et' eneste folium (Aut.) fra hver 
større Torn. Jeg har aldrig seet 1, 3 eller 5, men derimod 
altid kun 2, 4 eller 6, og altid parviis, per harmoniam, som 
Linné her kalder det. 

I den anførte Beskrivelse nævnte Linné kun eet Par 
foliol a primaria; men han havde som sagt kun seet en yngre 
Plante. Han har dog senere, 1748, seet ogsaa det andet 
Par, hvad der fremgaaer af Hort. Upsal. pag. 100, hvor han 
paa følgende Maade fuldstændiggjør Beskrivelsen i dette 
mindre væsentlige Punkt: costa brevissima promit quatuor 
(non duo) folia partialia pinnata, cum tenerior tantum duo 
ejusmodi folia producat, uti in figura H. Cliff, videre est. 



1 8 ) Man sammenligne hermed Decandolle, Mém. sur la fam. des 
Légum. pag. 119 og tab. 22, fig. 112. 



147 



Ihvorvel det her nærmest kun er af Interesse at paavise 
Forholdets historisk -morphologiske Side, saa vil det dog 
ikke kunne ansees som Sagen uvedkommende, naar jeg tillige 
erindrer om, at de i saamange Aar fra Mand til Mand over- 
leverede falske og kun lidet varierede Forestillinger ikke 
ganske kunne have undladt at afficere Systematiken. Jeg 
skal blot henvise til Meisner (1836—1843, Plant, vascul. 
genera, pars I, pag. 98) og Bentham (Hooker, Journ. of 
Botan. vol. II [1840] pag. 72). Den Første har mere sche- 
matisk, den Sidste reent systematisk, opstillet Parkinsonia i 
en Afdeling af Cæsalpiniernes Gruppe, som karakteriseres 
ved folia simpliciter pinnata. 

Naar man nu vender tilbage til Linné, naar man ganske 
ubetinget maa følge ham i den Anskuelse, at Bladet er dobbelt 
tinnet, saa maa det ligesaa ubetinget indrømmes, at Systemets 
objektive Gyldighed her kommer til at lide et Brud. Hos 
begge Forfattere er man desuden lige ilde stillet, selv om 
man kuu skulde benytte dem som Midler til at fremlede 
Slægten; thi hvis man er heldig nok til at see rigtigt, saa 
er man netop værst faren, saa kan man slet ikke linde, hvad 
man søger. 

De specielle morphologiske Fordringer, som jeg ovenfor 
bebreidéde Forfatterne, ikke at have taget Hensyn til, kunne 
ingenlunde betragtes som uforholdsmæssige, og altsaa ubillige 
for en svunden Tid. Kunde man end ikke i nogen Haandbog 
træffe Fordringerne saaledes smaathuggede, som jeg her har 
givet dem, saa maatte de dog ved enhver Botanikers Ud- 
vikling lidt efter lidt indfinde sig ligesom af sig selv, og ikke 
sjeldent med megen Paatrængenhed, og saameget troer jeg 
forvist, at de meget tidligt vare godkjendte af Linné, ja, 
ligesom indsmeltede i hans almindelige Bevidsthed, saa at de 
kun sjeldent gjordes kjendelige ved Siden af hans færdige og 
saa ofte træffende almindelige Dom om dette eller hiint 
morphologiske Tilfælde. Dette være imidlertid som det vil, 
saameget er derimod afgjort: Forfatterne have ikke været 
trofaste i at opfylde en almindelig literær Pligt, den navnlig, 

10* 



148 



at ma n bor have Urt den Forfatter, man "f*****™. 
Alle anføre Linné som Antoritet, ja, endogsaa det paa 
ødende Sted i Hor,. Cliff., saaledes f. Ex. Jacqnm og 
Decandolle. Men havde de test Stedet, saa er der rkke 
å„— helst rimelig Grund til, at de ikke skolde have bort- 
kastet deres egne nførstaaede og uforstandige Talemaader, 
og grebet det Tydelige og Klare hos Linne. 



I 






DANMARKS HARPALINER 
VED UDGIVEREN 



JJe Angivelser om Harpalinernes Mundbygning, med hvilke 
jeg i min ældre Bearbeidelse var gaaet ud over mine For- 
gængere, ere hidtil kun lidet blevne benyttede. Tildeels har 
man ogsaa benægtet deres Rigtighed. Efterat have optaget 
disse Undersøgelser paany, i et langt større Omfang end 
tidligere, og med et langt bedre, Instrument, maa jeg dog ikke 
blot henstille, at hine Angivelser ere fuldkommen korrekte, 
men tillige, at Gruppens nu saa forfaldne indre systematiske 
Bygning i væsentlige Henseender ved dem kan ophjælpes. 

Hos Stenolophus havde jeg fremstillet en særegen Form 
af Kjæbernes Palpestykke (eller Kjæbepalpernes Stamme, 
stipes palpi maxillaris). Medens denne Deel af Kjæben nemlig 
hos de andre Harpaliner kun breder sig ud til Siden med en 
flad, stumpvinklet Udvidelse, forlænger den sig hos Steno- 
lophus forefter, og naaer ud over Palpens Rodled i Form af 
en stor og flad, spidsvinklet Tand. Endvidere angaves Kjæbe- 
fligene hos denne Slægt at være af en egen slank Bygning, 
den ydre Fligs Endeled forlænget og tilspidset, den indre 
Flig langt udtrukken i Spidsen, men kun svagt krummet ind- 
efter, med aaben, af en tynd Børsterække overspredt Kam. 

Denne Kjæbebygning, og skarpt begrændset i enhver af 
sine Eiendommeligheder, gjenfindes nu hos en Række af smaa 
Harpaliner, som ere spredte over den hele Jord, og ikke 
mindre spredte i de videnskabelige Systemer. Deres Hudskelet 



150 



er næsten nogent, uden fremtrædende Skulptur, og uden Net- 
ridsning i Bunden, deres Fane mest rødguul, ofte med større 
brune eller sorte Aftegn, og hyppigt overgydt med et skiltende 
staalblaat Skær. Mandiblerne ere skarpe, og træde usæd- 
vanlig langt frem foran Overlæben. Saavidt man kj ender 
deres Levemaade, færdes de alle paa fugtig Bund. Disse 
Harpaliner sammenfatter jeg til en, som jeg mener, i alle 
Henseender iøinefaldende naturlig Gruppe: Stenolophini. 

Sydeuropa eier en Form af dem, som er omdannet til 
at grave Gange i Jorden, nemlig Daptus Fisch. Her er 
Hovedet tykt, Pandens Hjørner springe tandformigt frem over 
Antennernes Rod, Kinderne ere udvidede nedefter, og have 
en let bulet Rende for Antenneskaftet, fra hvilket Svøben er 
indrettet til at knækkes tilbage, saa at den under Gravningen 
bekvemt kan lægges op langs Kroppens Sider; Forbryststykket 
er kraftigt afsat, og en Kam af Gravetorne strækker sig op 
ad Forbenenes ydre Rand. 

Ogsaa Indien har en gravende Stenolophin-Slægt, nemlig 
Batoseelis Dej; men Hovedet er her ikke saa tykt, og 
Forbenene ere indrettede paa en anden Maade til Grave- 
arbeidet, nemlig med faa :>tore Tænder. Nordamerika har 
ligeledes en eiendommelig Slægt af denne Gruppe, bekjendt 
som Agonoderus Dej. Hos disse Slægter have Kjæberne 
aldeles den samme karakteristiske Bygning som hos Steno- 
lophus, kun er Palpestykkets Top afrundet hos Batoseelis. 

Blandt vore indenlandske Stenolophiner udsondrer St. 
consputus sig ved den mærkelige Tunge, jeg har fremstillet 
i Danm. Eleuth., og stiller sig ved denne og andre gode 
Karakterer som Type for en egen Slægt, Balius n., af hvilken 
det Kongl. Museum tillige besidder en meget nærstaaende 
Art fra Bengalen. Ogsaa Daptus har en afvigende Tunge, 
der med sine udvidede Sidefløie rager frem foran Enden af 
Bitungerne, og bærer en Deel kraftige Børster paa Oversiden 
henimod Spidsen. 

Hos vore øvrige Harpaliner, med den sædvanlige Kjæbe- 
bygning, er Hudskelettet, ganske uafhængigt af hvad Slags 
Beklajdning eller Skulptur, der ellers kan forekomme paa det, 



I 



151 



i Bunden enten netridset med smaa Masker, eller det er glat. 
I første Tilfælde ere de to forreste Fodpar hos Hannen ud- 
dannede til Hefteredskaber, i sidste Tilfælde derimod kun det 
første Fodpar. De pudeformige Bitunger ere som sædvanligt 
tæt belagte med tynde, rhomboidale Chitinskæl, som udefter 
mod Bitungernes Rande, og forefter mod deres Ender, grade- 
viis ved Forlængelse og Udtyndning af Skællenes Forhjørner 
omdannes til flade Torne eller korte Borster'). Den egentlige 
Stamme af Slægten Harpalus udsondrer sig nu derved, og 
har deri sit skarpeste Mærke, at en Række af stive, lange, 
fremadliggende Borster ere indplantede langs med Bitungernes 
ydre Rande (Danm. El. tab. IV, tig. o). Hos vore andre 
Slægter, ligesom hos alle Stenolophiner, fattes disse Børster 
aldeles. Derimod træffes de igjen hos den sydeuropæiske 
Slægt Aeinopus Latr., der forholder sig ganske paa samme 
Maade til Harpalus, som Daptus forholder sig til Stenolophus. 
Den er nemlig en Graveform, med tykt Hoved, høie Kinder 
med Antennerender osv. (Naturhist. Tidsskr. N. R. II, 363). 
Ogsaa Ditomus med sine Beslægtede er en Graveform, men 
af en anden Type end Aeinopus; Hudskelettet er kun hos de 
meget storhovedede Arter af Aristus let netridset, ellers 



*) En ogsaa paa de finere anatomiske Forhold indgaaende Frem- 
^tilling- af Karabtungens Bygning vilde være meget onskelig, 
men maa beroe til en anden Leilighed. Karakteristisk for den 
er det , at Tungestotten ligesom hos Dytiskerne og Gyrinerne 
træder frit frem som den saakaldte Ligula. medens den egentlige 
Tunges to Flige her have faaet Nara af Paraglossæ. I Spidsen 
og i Forhjernerne af Tungen (Ligula) findes smaa, runde Huller, 
som ved et i Dybden gaaende Ror staae i Forbindelse med 
Tungens indre, ikke chitiniserede Deel. Lignende Ror straale. 
tildeels knippeviis , fra det indre Rum i Hagens Sideflige ud 
mod Randene, og fra det Indre af Hagetanden ud mod dens 
Spidse, ligesom ogsaa fra det Indre af Kjæbernes Palpestykker 
ud mod Yderkanten. Denne videre Udbredelse paa Munddelene 
af disse Huller tilsteder ikke saa vel at tolke Hullerne i 
Tungen som Sæde for Sandsevorter : rimeligere er det . at de 
allesammen ere Kjertelaabninger. Maaskee gjælder det Samme 
ogsaa om en anden Slags , langt storre , runde Huller , som 
staae længere tilbage paa Ligula, sædvanligt i Antal af eet 
eller to Par. 



152 



næsten glat, og Bitungerne savne Børsterækken. En anden, 
videre udbredt, men ogsaa i Sydeuropa repræsenteret Slægt, 
Amblystomus Er., er netridset, og forholder sig ved ringe 
Størrelse og Palpernes udtyndede Endeled til Harpalus, om- 
trent som Acupalpus til Stenolophus ; men den har Træk i 
sin Mundbygning, som ikke tilstede at betragte den som 
nærmere beslægtet med nogen anden europæisk Form, men 
vel med den tropiske Slægt Barysomus. Med denne deler 
Amblystomus nemlig saavel de korte, af Læben dækkede 
Mandibler, som det besynderlige Forhold, at de overordentlig 
brede Bitunger forene sig sammen foran Tungespidsen. Hos 
Cyclosomus er det Samme Tilfældet, men Tungen har her 
et større Antal Børster, og Kjæberne en stor Dusk af krumme 
Torne ovenover Tyggefligens Krog; adskilligt i den øvrige 
Bygning, især Undersidens talrige Vandrebørster, minde 
noget om Harpalus hirtipes; men mange andre Eiendommelig- 
heder hos Cyclosomus gjøre det sandsynligt, at denne mærke- 
lige Slægt vil være at bedømme fra et ganske andet Synspunkt. 

Beklædningen paa Hannens udvidede Saaler bestaaer 
hos alle Harpaliner i Børster, som falde i to Hovedformer. 
De ere enten i Enden udvidede til et tyndt, trekantet, tver- 
stillet Blad, med mere eller mindre spidst udtrukne Hjørner, 
og stillede mere eller mindre regelmæssigt i to Rader, eller 
hver Børste ender med en lille Sugekop, og da ere de som 
oftest stillede tæt sammen, og saaledes, at den samlede 
Børstemasse faae en jævn Topflade, hvorved alle Sugekopperne 
komme til at staae i samme Plan. 

Hos de til en gravende Levemaade kraftigt udprægede 
Former falder Omdannelsen af de mandlige Fødder til Hefte- 
redskaber bort, ligesom hos Scaritinerne — en iøinefaldende 
Nødvendighed. Ikkedestomindre vedbliver man endnu uaf- 
ladeligt at bygge systematiske Grupper paa denne Karakteer, 
med andre af samme Slags Værdi. Denne Betragtningsmaade 
og Alt, hvad der hænger sammen med den, er endnu bestandigt 
herskende, ofte ubevidst, og den er haabløs. De biologiske 
Bygningsforhold have aldrig høiere systematisk Betydning. 
Ved de levende Organismer, som i Sprogene, gjælder det om 



153 



at tinde de Rødder, som tabe sig i Tidernes Mørke. Men en 
Betragtning, lad den end være nok saa omfattende, af den 
uendeligt mangfoldige, efter Livets enkelte Fordringer til- 
lempede Benyttelse og Omdannelse af Stammer, Grene og 
Kviste, vil aldrig føre til fundamentale -Adskillelser. 

Med disse Bemærkninger maa det her beroe. At gaae 
nærmere ind paa de exotiske Formers systematiske Forhold, 
Herser udenfor mit nærværende Formaal; jeg har undersøgt 
mange, men de trænge til en heel ny Gjennemarbeidelse. De 
i vor Fauna optrædende Slægter omfattes af følgende Schema. 

I. Stipites palporum maæiUarium anterius oblique truncati. Maia in- 
teriør maxillamm apice incurva. 

(Antennæ rectæ, genis haud recipiendæ '). 
1. Palpi articulo ultimo fusiformi. Corpus reticulosum. 
Tarsi anteriores maris dilatati. 

a. Paraglossæ setis lateralibus nullis. 

a. Ligula nuda. Mentum lobis lateralibus acuminati*. 
Setæ plantares maris acetabulatæ. 
*Corpus distincte reticulosum. Setæ ambulatoriæ pro- 
thoracicæ posteriores nullæ. 

Anisodactylus. 
"Corpus obsolete reticulosum. Seta ambulatoriautrinque 
prope angulos posteriores prothoracis. 

Diachromus. 
£?. Ligula superne ante apicem pilosa. Mentum lobis 
lateralibus obtusis, emarginatis. 
Setæ plantares maris lamellatæ. 

Ophonus. 

b. Paraglossæ setis lateralibus instructæ. 
Setæ plantares maris lamellatæ. 



l ) Yed den modsatte Karakteer udsondres Acinopus, 



154 



Harpalus. 
2. Palpi articulo ultimo attenuato. Corpus læve. Tarsi 
antici niaris dilatati. Paraglossæ setis lateralibus 
nullis. 
Setæ plantares maris lamellatæ. 
Bradycellus. 
II. Stipites palporum maæillarium anterius producti, articulum primv,m 
palporum superantes. Maia interiør maæillarum apice elongata^ sub- 
porrecta. Corpus læve. 

STENOLOPHINI. 
(Antennæ genis haud recipiendæ '). 
Paraglossæ setis lateralibus nullis. Tarsi anteriores maris 
dilatati. Setæ plantares maris lamellatæ. 

1. Palpi articulo ultimo fusit'ormi. 

a. Ligula quadriseta. 

Balius. 

b. Ligula biseta. 

Stenolophus. 

2. Palpi articulo ultimo attenuato. 

Ae up al pus. 

I det folgende Gjennemsyn af vore Harpaliner ere de 
Arter indføiede, som ere opdagede hos os siden min forrige 
Bearbeidelse. Man vil indrømme, at Udvidelsen ikke blot i 
numerisk Henseende er betydelig, men tillige, at den er af 
en saadan Beskaffenhed, at den væsentligt bidrager til at 
klare Forestillingerne om vor Faunas Karakteer overhovedet, 
om hvilket mere ved Slutningen af denne Afhandling. Dette 
er ogsaa Grunden til, at jeg vælger at aabne en ny Række 
af faunistiske Meddelelser her i Tidsskriftet med dette Arbeide. 

Til Arternes skarpere Opfattelse og naturrigtige Sammen- 
ordning har jeg søgt at bidrage ved en ny gjennemgaaende 
Undersøgelse af dem alle, understøttet, som jeg var, af et 
høist betydeligt Materiale, sammenbragt ved de mange mellem- 
liggende Aars Forskninger, ligesom ved kjære Venners og 
Elevers Hjælp. 



l ) Ved den modsatte Karakteer udsondres Da p tus. 



155 



ANISODACTYLUS. 

Ligula nuda: paraglossæ setis lateralibus nullis. Mentuin 
fin nostratibus) dente medio obsoleto, lobis lateralibus acutis. 
Palpi articulo ultimo fusiformi. Tarsi anteriores maris latis- 
simi. articulo primo angustiori, quarto transversim obcordato: 
plantæ dense setosæ, setis apice acetabulatis. Oculi nudi. 
Corpus reticulosum. 

Tungen staaer temmelig frit mellem Bitungerne ; For- 
randen udbuet i Midten, indbuet til hver Side, Forhjørnerne 
fremragende, spidse. Bitungerne ere hos vore indenlanske 
Arter smalle, noget tilspidsede, lidt længere end Tungen, 
Bvagt chitiniserede , dog mere end hos Gruppens øvrige 
Slægter, saa at de faae en mørkere Farve end hos disse. 
Paa Forskinnebenenes Forside en Række af korte , i smaa 
punktformige Gruber indplantede Børster. For- og Mellem - 
benenes Hofter og Laar tæt besatte med længere Børster; 
Baglaarene med faa, i Rækker stillede, tine Børster. Fødderne 
nøgne. Paa Issen to røde, undertiden sammenflydende Pletter. 
Hunnernes Dækvinger med mattere Glands. 

I. Tibiæ anticæ apice emarginatæ, angulo exteriori ob- 
tuse acuminato, spinulis fossoriis paucis; calcare apicali basi 
utrinque dilatato. Pronotum angulis posticis dentiformibus. 
Elytra interstitio tertio puncto impresso. Abdomen basi parce 
pubescens. 

1. Anisodactylus binotatus F. 
Danm. Eleuth. 122. 1. 

Sort, Antennernes to første Led og undertiden tillige Benene 
røde. Antennerne over en halv Gang længere end Forryggen. For- 
ryggen bredest foran Midten, knap en Trediedeel bredere end lang. 
Dækvingerne een og en halv Gang længere end Forryggen, meget 
over en halv Gang saa lange som brede; Siderne i Midten rette og 
parallele; fiinthaarede langsmed Siderandene, paa Spidsen, og derfra 
opefter over deres bageste Trediedeel. — 4 i — hh. Lin. 

Almindelig over hele Landet, især paa tør og høi Bund. 
De rødbenede Individer holde sig dog temmelig sjeldne. Den 



_156_ 

hører til de Arter, som af og til masseviis 
den opskyllede Tang ved vore Kyster. 



søge Næring i 






2. ANISODACTYLUS NEMORIVAGUS. 
Duftschm. Fn. Austr. III. 79. 84. — Carabus nemorivagus. 
Dej. Spec. IV. 143. 8. — Harpalus gilvipes. 

Sort, Antennernes to første Led og Benene røde. Antennerne 
kun en halv Gang længere end Forryggen. Forryggen bredest over 
Midten, over en Trediedeel bredere end lang. Dækvingerne een og en 
Trediedeel Gang længere end Forryggen, lidt over en halv Gang saa 
lange som brede; Siderne noget buede; fiinihaarede langsmed Side- 
randene og paa Spidsen. — 4 Lin. 

Den staaer overmaade nær ved A. binotatus, men synes 
dog at være en god Art; imidlertid har jeg et altfor ringe 
Materiale til at have nogen begrundet Dom i saa Henseende. 
Den er kun halvt saa stor og noget fladere; Forbryststykket 
er kortere, Gruberne ved Roden større, af ringere Dybde, 
mere runde, og endnu mindre skarpt begrændsede; de op- 
høiede Sidekanter ere smallere. Dækvingerne ere betydeligt 
kortere og deres Spidse bag Udsnittet kortere, mindre ud- 
trukken. 

Udbredt i Mellemeuropa, især i de sydligere Egne. Hannen 
har jeg ikke havt Leilighed til at undersøge '). Jeg har kun 
fundet to Hunner, begge i Nordsjælland, den ene ved Lund- 
tofte, den anden paa en Bakke ved Brede. De komme ganske 
overeens med et ligeledes kvindeligt P^xemplar, som jeg har 
taget i Krain ved Laibach. 

II. Tibiæ anticæ apice emarginatæ , angulo exteriori 
dilatato, rotundato, spinulis fossoriis numerosis: calcare basi 
vix dilatato. Pronotum angulis posticis edentulis. Elytra 
interstitio tertio impunctato. Abdomen basi et lateribus 

pubescens. 

3. ANISODACTYLUS SIGNATUS. 
Panz. Fn. Germ. 38. 4. — Carabus signatus. 
Sort, Dækvingerne ofte med mørkt grønligt Bronceskær {især 
hos Hannen), Sidedækkerne brune. Antennerne kun en Trediedeel 



1 ) Samme Bemærkning som nedenfor om A. signatus. 



157 



længere end Forryggen. Forryggen bredest foran Midten, knap en 
Trediedeel bredere end lang. Dækvingerne lidt over een og en 
Trediedeel Gang længere end Forryggen, lidt over en halv Gang 
saa lange som brede; Siderne noget buede; fiinthaarede langsmed 
Siderandene og paa Spidsen. — 8 Lin. 

Betydeligt større, anseeligere og kraftigere, især bredere, 
end A. binotatus, mere hvælvet, især Hovedet og den forreste 
Deel af Forryggen. Antennerne eensfarvede med Kroppen, 
mod Enden noget lysere. Forryggen fortil i Midten dybere 
indbuet end hos de to foregaaende Arter, Forhjørnerne ikke 
saa stærkt fremtrædende, bredere afrundede; dens største 
Brede falder over Midten af den forreste Halvdeel ; Siderne 
skraane derfra svagt indefter, og ere ikke frie for at være 
lidt indbuede ovenfor Baghjørnerne, der omtrent ere retvinklede, 
men ikke skarpe; Rodgruberne store, flade, udflydende, og, 
ligesom hele Roden, tæt punkterede; Sidekanterne skarpt af- 
satte, smalle; Randhulingen smal, bagtil ikke udfladet. 

Jeg har ikke havt Leilighed til at undersøge nogen Han 
af denne i Mellemeuropa vidt udbredte, men overalt kun 
enkeltviis forekommende og sjeldne Art 1 ). Jeg har kun 
fundet to Hunner, den ene i Jylland, paa en af Bakkerne 
ved Volsted nord for Lindeborg Aa, den anden under Tang 
paa Falsters østlige sandede Havstok under Tro'mnæs. Trods 
megen Søgen langs sidstnævnte, paa interessante Arter saa 
rige Kyst, er det dog ikke senere lykkedes at finde den 
igjen. 



1 ) Med Hensyn til Hannens Fodbygning støtter jeg mig altsaa 
for Tiden ene paa Dejean's Angivelse; da han har opstillet 
Slægten efter denne Karakteer, er han for dette Tilfælde at 
ansee som en paalidelig Kilde , og senere Forfattere , navnlig 
Erichson, synes ingen Tvivl at nære. Hvorvidt de indre Mund- 
dele passe med min Karakteristik af Slægten, kan jeg for 
Oieblikket heller ikke sige med Sikkerhed, da jeg indtil videre 
ikke gjerne vil opoffre noget af de to eneste hidtil fundne 
Exemplarer til en saadan Undersogelse. 



158 



DIACHROMUS. 

Ligula nuda: paraglossæ latæ, ligulam vix superantes, 
apice rotundatæ, setis lateralibus nullis. Mentum dente me- 
dio obtuso, lobis lateralibus acuminatis. Palpi articulo ultimo 
fusiformi. Tarsi anteriores maris lati, articulo primo angu- 
stiore, quarto transversim obcordato: plantæ dense setosæ, 
setis apice acetabulatis. Oculi, nudi. Corpus obsolete reti- 
culosum, pubescens. Pronotum seta ambulatoria utrinque 
prope angulos basales. Tarsi pubescentes. 

Det maa indtil videre ansees som tvivlsomt, om Slægten 
Diachromus kan opretboldes. For det Første maa Karakte- 
ren »Tibiæ anticæ calcare apicali duplici« ganske opgives 
som eiendommelig for Diachromus. En saadan kort og tyk 
Torn sidder nemlig ogsaa hos Anisodactylus bagved Ende- 
sporen, og er især fremtrædende hos A. signatus. Det forhol- 
der sig nemlig saaledes, at saasnart Endesporen bliver stærkt 
udvidet, saa skeer det Samme ofte med en eller flere af de 
nærmest siddende i den Række af korte Torne, som staaer 
langsmed den nederste Rand af Benets bageste Flade. Hos 
Ophonerne seer man sædvanlig to stærkere Torne bag Sporen, 
hos mange Harpalus-Arter een, hos andre gjør ingen af disse 
Torne sig bemærkelig fremfor de andre. Dernæst, hvad Mun- 
den angaaer, saa viser den sig neppe i nogen væsentlig Hen- 
seende forskjellig fra hvad der tindes hos Anisodactylus. 
Tungens Form er for svagt udpræget til at kunne tillægges 
nogen særlig Vægt, især da den hos Anisodactylus, naar man 
tager de fremmede , især exotiske , Arter med i Betragtning, 
er temmelig ubestandig i Omrids, saavel som Hagetanden; 
undertiden er den ligesaa dybt indbugtet som hos Diachromus. 
Hos H arp al u s chilensis Dej., der ifølge sin Fod- og 
Mundbygning maa bringes til Anisodactylus, er Tungens For- 
rand derimod i Midten uddragen i en skarp Spids, og Hage- 
tanden kraftigt udviklet, ligesom hos mange andre sydameri- 
kanske Anisodactylus -Arter. Ogsaa i Habitus staaer Dia- 
chromus i nært Slægtskab med forskjellige Anisodactyler; A. 
heros F. gjentager aldeles dens Farve og Tegning, og det 
Meste af dens Form. 



159 

Der gives imidlertid en Omstændighed, som idetmindste 
for Tiden gjor det betænkeligt, at lade Diachromus uden 
videre gaae ind under Anisodactylus. Dens Hudskelet er 
nemlig ikke tydeligt retikuleret som hos vore andre Harpa- 
liner, et Forhold, den deler med to andre sydeuropæiske 
Arter af Gruppen, Harpalus oblongiusculus Dej. og Gyn- 
andromorphus etruscus Quens.; denne sidste staaer 
ogsaa i Behaaring, Tegning og Form overmaade nær ved 
Diachromus germanus. Ogsaa det Par Vandrebørster, der 
hos denne kommer til paa Forrvggen, og som ikke findes hos 
de to nysnævnte, ellers saa beslægtede Arter, fortjener under 
disse Omstændigheder at blive taget i Betragtning. Saalænge 
Gruppens systematiske Forhold altsaa ikke ere mere oplyste 
end nu for Tiden, kan man vel indtil videre lade Slægten 
blive staaende, skjondt den just ikke duer meget. 

1. Diachromus germanus L. 
Danm. El. 124. 1. 

De Exemplarer, jeg havde for mig, da jeg beskrev denne 
Harpalin som dansk, bleve i Aarene nogle og tredive fundne 
ved den saakaldte Gaasesø, tæt ved Stubbekjøbing. Hr. 
Consul E. Benzon har i nyere Tid gjentagne Gange søgt den 
i det hele hævede Dalstrog, af hvilket Gaasesøen endnu ud- 
gjør en meget dyb Deel. men uden nogensinde at kunne finde 
den igjen. Imidlertid blev den ogsaa opdaget paa Lolland 
af Hr. V. Bergsøe, som tidligt i Foraaret 1856 fandt et en- 
kelt Exemplar under en Steen paa en de skovklædte Bakker, 
som vende ud mod Lysemose Sø, Nord for Maribo. Under 
ganske lignende Forhold har jeg samlet den i den romerske 
Campagna, saa det synes, at dens egentlige Opholdssted er i 
aaben Skov og Krat, paa en planteklædt, ikke for tør og 
ikke for fugtig Bund, omtrent som det er Tilfældet med Bra- 
chinerne, om hvilke Diachromus jo ogsaa minder i flere Hen- 
seender ved sin særegne Kolorit og Behaaring. 



160 



OPHONUS. 

Ligula superne ante apicem setulosa: paraglossæ apice 
rotundatæ, setis lateralibus nullis. Mentum lobis lateralibus 
abbreviatis, late emarginatis, dente medio (in nostratibus) 
obsoleto. Palpi articulo ultimo fusiformi. Tarsi anteriores 
maris articulo primo triangulari, sequentibus tribus obcorda- 
tis: plantæ biseriatim setosæ, setis apice triangulariter spatu- 
latis. Oculi setulosi. Corpus reticulosum, pubescens. Pro- 
notum basi obsolete marginatum. Elytra interstitio tertio, 
quinto et septimo serie punctorum majorum impressis. 

Tungens Spidse svagt udbuet i Midten, svagt inbuet til 
hver Side, Hjørnerne ikke fremspringende, næsten retvinklede, 
men ikke skarpe. Den Gruppe af korte Børster, som Tun- 
gen bærer paa sin øverste Flade, tæt ved Spidsen, rager med 
Enderne noget ud over Tungen, men synes at være noget 
ubestandig i Tæthed; den er kun lille hos O. punctatulus. 
Hagefligene ere korte, bredt indbugtede, Bugtens Hjørner afrun- 
dede, det ydre noget mere fremragende end det indre; Rum- 
met mellem Bugtens Sider og Hagestriben meget bredt. For- 
skinnebenenes forreste Flade med omtrøede børstebærende 
Punkter, men uden Gruberække. Mellem- og Bagskinne- 
benene kun lidet forskjellige i Længde, Tornene paa deres 
ydre Side tynde og aabenstaaende. Fødderne ovenpaa haa- 
rede, korte, Bagfødderne ubetydeligt længere end Mellem- 
fødderne, deres fire første Led gradeviis aftagende i Længde. 
Dyret næsten overalt, ogsaa paa Bugen, tæt behaaret. For- 
ryggen bagtil utydeligt randet, Baghjørnerne uden Tand. 

Hovedkuldet af vore danske Arter udvikler sig i For- 
sommeren. 

a. Farven ovenpaa grøn, metallisk. Dyret jager om 
Dagen i Solskinnet. 

1. Ophonus punctatulus Duft. 
Danm. Eleuth. 575. 1- 

Bruun, med rodgule Palper, Antenner og Been, ovenpaa morkt 
metalgrøn. Forryggens Hjerner skarpt retvinklede, Siderne indbuede 



I 



161 



ovenfor Roden. Hovedets Punktur temmelig spredt og fiin, Forryggens 
spredt og temmelig fiin paa Skiven, fortil og paa den nedtrykkede 
Roddeel temmelig tæt og grov, Dækvingernes yderst tæt og meget 
fiin. — 3? — 5 Lin. 

Paa solaabne, nogenlunde tørre og høie Steder i Krat 
og Skov trindt om i Sjælland, fortrinsviis i Egnen omkring 
Roeskilde, især i Boserup Krat, som er det eneste Sted, 
hvor jeg har truffet den i større Antal. Mellem 1843 og 
1850, medens nuværende Pastor Jacobsen vor Adjunkt i Sorø, 
samlede han den i visse Aaringer i temmeligt Antal under 
Stene og Bark i Akademihaven. Man finder den undertiden 
enkeltviis løbende i Solen paa tørre Træstubbe; ogsaa be- 
stiger den Planter og Buske paa sin Jagt, og træffes stundom 
selskabeligt paa Blomsten af Skærmplanter. Saaledes be- 
skjæftiget blev den engang truffet i stor Mængde ved Veien 
mellem Roeskilde og Boserup af den dygtige Samler D. 
Liebenberg. 

2. OPHONUS AZUREUS. 
Fab. Ent. Syst. I. 155- 133. — Carabus azureus. 
Panz. Fn. Germ. 73. 3. — Carabus chloropbanus. 

Bruun, med rodgule Palper, Antenner og Been, ovenpaa, især 
paa Dækvingerne, glimrende metalgrøn, sjeldnere azurblaa; Forryggens 
Boghjørner stumpvinklede, Siderne uden tydelig Indbøining ovenfor 
Roden. Hovedets Punktur aaben og grov, Forryggens aaben og grov, 
Lat/til tættere. Dækvingernes stærk og tæt. — 2f — 3f Lin. 

I Gjennemsnit kun halvt saa stor som O. punctatulus, 
og saa vel derved, som ved de ovenfor angivne Mærker, me- 
get let at skjelne fra denne. Skulpturen er hos begge Arter 
lidt ubestandig i Styrke, saaledes at den ikke kan bestemmes 
med større Skarphed, end ovenfor er forsøgt; men den er 
altid i en iøinefaldende Grad kraftigere hos O. azureus, især 
paa Dækvingerne; ogsaa synes Mellemrummene mellem Stri- 
berne stadigt at være lidt mere hvælvede hos denne sidste. 

I Mellem- og Sydeuropa, denne Arts egentlige Hjem, 
synes den at forekomme fortrinsviis paa Kalkbund. Hos ns 
lever den i temmelig stort Antal paa enkelte Punkter af 

11 



162 

Høie-Møen. Kun paa Kongsbjerg og Høvbleg har jeg fundet 
den i større Antal, mere enkeltviis ogsaa paa Risk og Trylre- 
dandsbakken, ligesom hist og her paa nogle af de høiere 
Bakker i den Deel af Landskabet, som fra Kongsbjerg bølger 
sig i Sydost ned mod Graaryg og Hundevangsfald. Rimelig- 
viis har den i tidligere Dage, forinden saameget af det indre 
Klinteland blev opdyrket og beplantet, været langt alminde- 
ligere og mere udbredt der, end nuomstunder. Den holder 
sig overalt strengt til de nøgne, eller kun sparsomt bevoxede 
Steder, hvor Kridtet i smaa Brudstykker træder frem til 
Overfladen. Den løber om i Solskinnet paa det løse Kridt, 
men paa mørke og kolde Dage maa man opsøge den under 
Stenene. De blaae Individer forekomme kun sparsomt. For- 
øvrigt synes Arten hos os i det Hele at opnaae en ligesaa 
glimrende Metalfarve og en ligesaa anseelig Størrelse som i 
Sydeuropa; de grønne Exemplarer, som jeg har samlet paa 
Apenninerne , overgaae i ingen af disse Henseender vore 
Klinteboere. 

b. Farven overalt bruun. Dyret jager i Tusmørke. 

3. Ophonus brevicollis Dej. 

Danm. Eleuth. 128. 2. 

3. Ophonus puncticollis (Payk.) Dej. 

Danm. Eleuth. 129. 3- 

Disse to Arter forholde sig i flere Henseender til hin- 
anden paa samme Maade, som de to foregaaende, saavel i 
Bygning, som i Levemaade, saaledes nemlig, at O. brevicol- 
lis svarer til O. punctatulus, og O. puncticollis til O. azu- 
rens. O. puncticollis adskilles let fra O. brevicollis ved sin 
grove og tætte Punktur, og, som en Følge deraf, tillige ved 
tættere Behaaring og ringere Glands; fremdeles ved et noget 
længere Forbryststykke, med mindre skarpt udprægede Bag- 
hjørner. Hos O. puncticollis ere Hoved og Forbryststykke 
meget ofte betydeligt lysere af Farve end den øvrige Deel af 
Dyret, røde eller rustrøde, hvilket kun yderst sjeldent, og al- 
drig i en saa fremtrædende Grad, er Tilfældet med O. bre- 
vicollis. Det viser sig endvidere, naar store Rækker af begge 






163 

Arter sammenholdes, at O. puncticollis i Gjennemsnit er be- 
tydeligt større, idet den meget ofte naaer en Længde af 4, 
undertiden endog af 44 Linier, medens O. brevieollis maaskee 
aldrig naaer denne Storrelse, og i Gjennemsnit ikke bliver 
over 3\ Linier lang, hvorhos dog begge Arter stundom træf- 
fes af kim 3 Liniers Længde. Fremdeles er O. brevieollis 
vidt udbredt over hele Landet, om den end intetsteds kan 
henregnes blandt vore almindeligste Harpaler, og lever især i 
aabne Krat, i Haver og under Hækker, hvor Bunden er no- 
get løs og sandblandet, og holder sig der om Hagen under 
Mos og Lov. O. puncticollis forekommer derimod kun sjel- 
dent og sparsomt paa saadanne Steder, hvorimod dens egent- 
lige Opholdssted hos os, ligesom det er Tilfældet med O. 
azureus, synes at være Høie-Møen. I det løse Kridt paa 
Høvbleg, men især paa de steile Sider af Kongsbjerg, fore- 
kommer den undertiden over storre Strækninger i saadanne 
Masser, at jeg ofte har seet indtil hundrede Stykker under 
en enkelt lille Steen. Hen enes der godt med O. azureus, 
af hvilken man af og til kan træffe en enkelt midt i en stor 
Hob af O. puncticollis. 

Henne Fordeling af Ophonerne afgiver vistnok et me- 
get betegnende Træk i Faunen paa Høie-Møen. Men dette 
skjønne og i saamange Henseender naturhistorisk mærk- 
værdige Landskab viser desuden andre paafaldende Eien- 
dommeligheder i sin Karabfauna. I Selskab med de to 
Ophoner, under ganske lignende Udbredelsesforhold, og 
næsten i ligesaa stor Mængde som O. puncticollis, fore- 
kommer nemlig Amara rufocincta Sahlb., der hidtil ellers 
kun er mig bekjendt som dansk af nogle faa Exemplarer, 
som ere samlede mellem andre Amarer af Hr. Meinert i 
Vestjylland, paa et enkelt Sted i Egnen omkring Ringkjøbing. 
Det kan neppe omtvivles, at ogsaa denne Karab væsentligt 
er kalkbunden, saameget mindre, som den og de tvende Opho- 
ner ere de eneste Karaber, som forekomme i større Antal 
paa det løse Kridt, medens alle andre Arter, som træffes 
der, ere saa forsvindende mellem hine, at de aabenbart sees 
at være tilfældigt forvildede derhen fra nærliggende Steder, 

11* 



164 



hvor Leer eller Sand ere fremherskende , og hvor de træffes 
i stor Mængde, saasom Harpalus anxius og discoideus, for 
ikke at tale om de allestedsnærværende Amarer og Calather. 
Endvidere er Skoven paa Store-Klint det eneste Sted i Dan- 
mark, hvor Harpalus seriepunctatus Gyll. synes at fore- 
komme i nogenlunde Antal, hvad nedenfor nærmere skal om- 
handles. At Ane horn enus elongatus Dej. i senere Aa- 
ringer har viist sig i stor Mængde paa Havstokken under 
Klinten, ligefra Liselund til Graaryg, hvor den søger Næring i 
de med Tangen opskyllede Smaadyr, er derimod mindre at 
ansee som et væsentligt Træk i Klintens Fauna, end i selve 
denne Arts Udbredelseshistorie hos os. Medens den nemlig 
i et noget længere tilbageliggende Tidsrum var saa sjelden 
ved vore Kyster, at den ganske var undsluppet mig, er den 
i senere Aar voxet saaledes i Antal og Udbredelse, at den 
af flere af mine Elever, især de Herrer Johannes Boye og 
Bergsøe, er bleven samlet i Mængde paa de samme Punkter 
af Bornholms Strandbredder, som jeg tidligere allermest havde 
gjennemstiL't, og hvor det neppe er tænkeligt, at den kunde 
være undgaaet min Opmærksomhed, hvis den dengang havde 
været anderledes tilstede der, end som ganske enkeltviis. I 
de sidste to Aar er den nu ogsaa blevet en af de i størst 
Mængde optrædende Karaber paa den hele Kystlinie fra 
Tromnæs ned til Gjedserodde, og har sagtens nu hjemme 
overalt i den lange Bugt mellem denne Odde og Hoie-Moen,- 
saavidt Forholdene ere den tjenlige. Det har mere end een 
Gang truffet sig, paa de mange Tog, jeg med Consul E. 
Benzon har gjort til forskjellige Punkter af denne Kyst, at 
vore Forhaabninger om et lønnende Udbytte skuffedes, medens 
Anchomenus elongatus alligevel overalt løb om i smaa Flokke 
fra den ene Tanghob til den anden. 

Noget anderledes stiller Sagen sig for Klintens Vedkom- 
mende med Hensyn til et Par Bembidier, nemlig B. sa.xa- 
tile Gyll. og B. bruunipes Dej. Om dem kan man vist- 
nok sige, at de paa Klinten have deres egentlige danske Hjem. 
B. saxatile har en spredt Forekomst paa mange af vore 
Kyster, men findes neppe nogetsteds saa stadigt, saa uldan- 



165 

det med andre Arter, og i en saadan Mængde,' som paa Hav- 
stokken under Klinten; den er end ikke der indskrænket til 
det blottede Sand, men findes tillige i Mængde paa Rulle- 
steenskysten under Lille-Klint. Den er ogsaa hyppig, men 
langtfra i samme Grad, under den høie Leerklint paa Gjedser- 
oddes Sydspidse, men savnes, saavidt mine Undersøgelser 
naae, paa hele den lange Kystlinie mellem disse to frem- 
trædende Pynter. Mere karakteristisk for Klinten optræder 
B. brnnnipes. Den kan siges at være en reen Ferskvands- 
art, idet dens egentlige og maaskee udelukkende Forekomst 
er ved Kildevæld i nogne Brinker. Paa slige Steder træffes 
den som Sjeldenhed ved enkelte af vore største Indsøer og 
ved vore Sunde og Belter. Paa Klinten savnes den derimod 
neppe i noget af Faldene, hvor der findes Kildevæld, og paa 
det vandrigeste Sted, under Græderen, forekommer den i store 
Flokke. Den stiger der op ad den lodrette Kridtflade, saa 
hoit som denne vedbliver at være fugtig, og lader sig 
stundom heelt overrisle, idet den klynger sig til Klippen med 
Kloerne for at modstaae Strømmens Magt. Dens Bevæg- 
grund til at mode saa store Besværligheder er fornemmelig 
at jage en lille Sericostom- Larve og nogle smaa Antliat- 
larver, som have deres mærkelige Tilhold paa den lodrette 
vaade Flade. I Selskab med denne Bembidium forekommer 
stadigt, og i lignende Mængde, den udmærkede Stenus fos- 
sil la tus Er., hvis Udbredelsesforhold og Forekomst hos os 
overhovedet vise den nøieste Overeensstemmelse med Bembi- 
diens. — Flere Træk til Klintelandets Fauna ville finde Plads 
i faunistiske Bidrag i Tidsskriftets følgende Hefter. 

HARPALUS. 

Ligula nuda: paraglossæ apiee rotundatæ, setis latera- 
libus instructæ. Mentum lobis lateralibus acuminatis, dente 
medio aut acuto, aut obtuso, aut obsolete Palpi articulo 
ultimo fusiformi. Tarsi anteriores maris articulo primo trian- 
gulari, ceteris ob'cordatis : plantæ biseriatim setosæ, setis apice 
triangulariter spatulatis. Oculi nudi. Corpus reticulosum. 
Pronotum basi marijinatum. 



166 



Tungens Spidse af noget forskjelligt Omrids, men altid 
uden den Børstegruppe, som findes hos Ophonerne. Derimod 
bære Bitungerne paa deres udvendige Side en Række af 
sædvanligt fire til syv stive og lange, skraat fremadrettede 
Børster, som er eiendommelig for Slægten i dens lier an- 
tagne Begrændsning. Paa Forskinnebenenes forreste Flade en 
Række af korte, i smaa punktformige Gruber indplantede 
Børster. Mellem- og Bagskinnebenene udentil med kraftige, 
mere eller mindre tætstillede Torne. Øinene nøgne. 

Hovedkuldet af vore danske Arter udvikler sig først 
midt om Sommeren. Et andet Hold kommer frem henad 
Efteraaret, i Slutningen af August og Begyndelsen af Sep- 
tember. Fra om Foraaret til hen i Juni Maaned træffes næsten 
alene overvintrede Exemplarer. 

I. Setce ambulatoriæ abdominales pilis nullis intermixtæ. 

Setce ambulatoriæ femorales parciores et graciliores, 

foveohs setigeris minutis. 

A. Ab domen pubescens. 
Mentum dente medio prominente. 
Prothorax posterius angustior. 
Tarsi postici subelongati, articulo quarto abrupte minori. 

a. Tarsi pubescentes. 
Elytra interstitio tertio puncto interstiliali nullo. 
Elytra fulvopubescentia, punctatissima, in feminis 
non opaciora. 
Arterne brune, slanke, med slanke, kraftige Been og 
noget forlængede Bagfodder. De flyve langt omkring, og ere 
ved deres Silkeklædning vel skikkede til ogsaa at færdes paa 
fugtige Steder l ). 

1. Harpalus ruficornis F. 
Danm. El. 129. 4. 



) Den sydeuropæiske EL ho spe s St. bereder Overgangen mellem 
denne og den folgende Gruppe. Den har Behaaring, ogsaa paa 
Fødderne, tilfælles med H. ruficornis og grisens , men derimod 
Form og Farve som H. æneus. 






167 

3. Harpalus griseus Pz. 
Danm. El. 130. 5. 

Ved Siden af al ydre Lighed mellem disse to Arter 
træder der dog saamange smaa Forskjelliglieder frem, naar 
man sammenligner større Rækker af aldeles rene, hele og vel 
opstillede Stykker, at man ikke vil kunne forvexle dem, naar 
man forst har deres Billede vel inde. Et skarpt Mærke 
mellem dem er det, at Bugen hos H. ruficornis er næsten 
glat langsad Midten, hos H. griseus derimod« ligeligt, jævnt, 
og tillige noget grovere, punkteret overalt. Da Forryggens 
Midte er glattere hos denne sidste, faaer den tillige et mere 
glindsende Udseende. Den er fremdeles i Gjennemsnit kun 
halvt saa stor, og endog uden Hensyn dertil langt finere 
bygget i alle sine Dele, hvilket især bliver ioinefaldende, 
naar man sammenligner den med meget smaa Stykker af H. 
ruficornis. Dens Mellemskinnebeen ere, skjøndt i ringe Grad, 
dog tydeligt noget mere buede, og Vingedækkerne ere bagtil 
svagere indbugtede. Dens Farve er lysere bruun, Benene 
langt blegere , Forryggens Sidekanter altid , Baghjørnerne 
næsten altid, gjennemskinnende rødlige. 

Ogsaa i Forekomst og Levemaade bestaaer der en frem- 
trædende Modsætning imellem dem. H. ruficornis er hos os, som 
overalt i Europa, næst H. æneus den almindeligste og mest 
udbredte Art i hele Slægten. Den lever paa enhver Slags 
Jordbund, i Vaadt og Tørt, og er een af de faa Arter, som 
ere hyppige paa Agerjord. Den samler sig undertiden i 
millionviis paa Strandbredder, naar frisk Tang er kastet op 
af Havet. 

H. griseus er derimod indskrænket til Sandegne ; den er, 
skjøndt temmelig vidt udbredt, især paa Øerne, dog meget 
lokal, og samles sjeldent i større Mængde uden paa enkelte 
sandede Kyststrækninger, saasom paa Bornholm og Falster, 
men flyver da ogs.aa stundom i større Antal fra disse ned 
paa Havstokken, for at søge Næring i den opkastede Tang. 

H. ruficornis flyver ofte omkring i lune Sommernætter, 
og lokkes da undertiden ind ad aabentstaaende Vinduer i op- 



168 



lyste Værelser, endog inde i vore større Byer. Det Samme 
er rimeligviis Tilfældet med H. griseus, men da den er Lunden 
til saa øde Steder, vil dens Nattefærd ikke være saa let at 
blive Vidne til. 

(Elytra maris nitida, feminæ opaciora). 

b. Tars i glabri. 
Elytra puncto interstitiali impressa. 
Farven paa Oversiden ofte metallisk, især hos Hannerne, 
men høist ubestandig, skiftende i Grønt, Blaat og Bronce. 
Bagfodderne slanke , tydeligt længere end Mellemfødderne, 
næstsidste Led forholdsviis lille. Arterne i Bygning og Leve- 
maade i Overgang mellem den foregaaende og efterfølgende 
Gruppe: Behaaring paa Oversiden endnu deelviis tilstede hos 
den første, men' allerede ganske forsvunden hos den næste, 
skjøndt meget nærstaaende Art ; den første Art et paa enhver 
Slags Bund forekommende Dyr, den tredie en Fælled- og 
Gruus-Art, med Tilbøielighed for høiere Egne. 

3. Harpalus æneus F. 
Damn. El. 131. 6- 

4. HARPALUS DISTINGUENDUS. 

Duftschm. Fn. Austr. III. 76- 80. — Carabus distinguenclus. 

Sortebrvnn, Oversiden metallisk forskjelligtfarvet; Dækvingerne 
nogne. — 4 — 5 Lin. 

Fra sortbenede Exemplarer af H. æneus adskiller denne 
for vor Fauna nye Art 'sig sikkert ved Dækvingernes Mangel 
paa Punkter og Behaaring langsmed Siderne. Antennernes 
Skaft og Spidsen af de to følgende Led røde. Forryggen 
meget lidt smallere bagtil, Siderne let indbuede ovenfor Bag- 
hjørnerne, som ere retvinklede; Rodgruberne flade, punkterede. 
Vingedækkerne med en svagt fremspringende Skuldertand, 
meget svagt indbugtede i Spidsen, Bugtens ydre Hjørne aldrig 
tandformigt, som det vel heller ikke altid er hos H. æneus, 
men det er dog selv hos Hannen af denne Art altid tydeligt 
mere fremspringende end det indvendige Hjørne. 



169 

Denne Harpalus er i en stor Deel af Mellem- og Syd- 
europa næsten ligesaa hyppig som H. æneus, og forekommer 
der ofte sammen med denne og under ganske lignende Be- 
tingelser, ligesom den der afvexler paa samme Maade i Farve, 
med den Undtagelse, at Benene aldrig ere røde. At den 
ogsaa naaer op til Danmark, fremgaaer af flere Exemplarer, 
som jeg har fundet i Sandet paa Falsters Østkyst under 
Tromnæs og udenfor Bøtø. Jeg har endnu kun lire Exem- 
plarer, tre broncefarvede og et smukt mørkt azurblaat, alle 
Hunner. Hvorvidt der maatte være noget Eiendommeligt i 
de Farvenuancer, hvormed den optræder hos os, kan følgelig 
endnu ikke bestemmes. Derimod kan det vel allerede nu 
siges, at denne Harpalus afgiver et Exempel paa det Ud- 
bredelsesforhold, at et Dyr, som i sit Hovedhjem slet ikke 
er kræsen med visse Livsbetingelser, saasom i Valget af 
Jordbund, ikke saaledes tager tiltakke i Udkanterne af sin 
Udbredelseskreds, men her ligesom vender tilbage til sin 
Stammes egentlige Bund, og ikke kan nøies med nogen anden. 

5. Harpalus discoideus F. 
Danni. El. 133. 7. 

Udmærket fra de foregaaende Arter af denne Gruppe 
derved, at Metalfarven her er indskrænket til Hannen, og 
let kjendelig paa Forryggens udfladede, skarpt retvinklede 
Baghjørner, og den skarpt fremspringende Skuldertand. 

Den hører til de Harpaler, som ere udbredte over hele 
Landet, uden nogetsteds at optræde i ret store Masser, og 
er temmelig bunden til høie og tørre Steder, især inde i 
Landet. Dog kræver den ligesaalidt med Nødvendighed 
Sandbund som H. æneus, men tager ofte tiltakke med tør 
Leerbund, hvorimod den næsten aldrig forekommer i Enge, 
hvor H. æneus ofte sees i uendelig Mængde, men vel paa 
flade og grusede, endog temmelig fugtige Fælleder. 

B. Ab domen g l ab rum. 
Tarsi glabri. 
a. Prothoraæ posterius angustior, foveis basalibus crebrius punctat/'s. 
Elytra puncto interstitiali impressa. 



170 






«. Mentum dente medio prominente. 

*Tarsi breviores, latiores, postici intermediis vix lon- 
giores, articulis 1-4 sensim decrescentibus. Color in 
mare æneus, in femina fuscus. 

6. Harpalus rubripes Duft. 
Danm. El. 134. 8. 

Denne prægtige, ved sin Farve i Forbindelse med Grube- 
rækken i Vingedækkernes syvende Striberum saa let kjende- 
lige Art udmærker sig ogsaa fra sine Beslægtede ved Kortheden 
af sine Fødder, især i Sammenligning med H. discoideus, fra 
hvilken den i Bygning og Levemaade gjør en Overgang til 
H. honestus i Slægtens næste Afdeling. Bagfødderne ere 
især hos Hunnen neppe længere end Mellemfødderne, og de 
lire første Led aftage saaledes gradeviis i Længde, at fjerde 
Led ikke danner nogen paafaldende Modsætning til de fore- 
gaaende. Denne Fodbygning antyder upaatvivleligt en lidet 
omkringstreifende Art. 

Den maa vedblivende ansees som en af vore sparsomt 
forekommende Arter, men til Gjengjæld er den meget ud- 
bredt, idetmindste paa Øerne. Den kræver ingenlunde med 
Nodvendighed Sandbund, men trives maaskee nok saa vel 
paa tor, noget gruset Leerbund, hvorimod den altid behøver 
solaabne , tørt og varmt liggende Steder. Nogle af mine 
skjønneste azurblaae Hanner har jeg samlet paa Leerskræn- 
terne ud mod Stranden i Phanefjord Skov paa Møen. Mange 
smukke Exemplarer ere samlede af Hr. Johannes Boye paa 
Bakkerne i Omegnen af Faaborg. Det mest glimrende 
grønne Exemplar, jeg har seet, er fundet paa Bornholm af 
Hr. Bergsøe. Den træffes endog af og til tæt ved Kjøben- 
havn, navnlig i den store Gruusgrav ved Jagtveien, og jeg 
har et Par Gange mødt den paa Stierne over Byens Glacis. 
Det synes imidlertid at gjælde om denne Harpalus, hvad der 
ogsaa finder Sted med andre, stærkt metalfarvede Karaber, 
saasom Pterostichus lepidus, at den kun paa meget varme 
og tørre Steder opnaaer sin høieste Farvepragt. 






171 



**Tarsi angustiores, postici subelongati, artieulo pen- 
nltimo abrupte minori. Color nigrofuscus, pedibus pallidis. 
De herhen hørende Harpaler ere Slægtens Skovdyr, og 

tilkjendegive sig ogsaa som saadanne ved den eiendommelige 

brune Farve og de blegtfarvede Lemmer. 

7. Harpalus fulvipes F. 

Danm. El. 135. 9. 

De flere fremmede Faunister, som tyde Linné's Carabus latus 
paa denne Harpalus, have maaskee ikke lagt Mærke til. at Be- 
skrivelsen (Fn. Sv. ed. I. 521) — der uforandret er aftrykt i Insecta 
Beposita i den anden Udgave (2276), og' som er det Eneste, der 
foreligger fra Linné's egen Haand til Oplysning — til Diagnosens 
pedibus ru fis foier: tibiæ et antennæ basin versus ru- 
fescent es: en Angivelse, der maa synes at udelukke al Tanke om 
nærværende Art, men snarere, om Linné ellers virkelig har havt en 
Harpalus for sig, kunde gjælde# en sortbenet og mork H. æneus. 
At H. fulvipes staaer i Linné"s Samling i London med Etikette: C. 
latus, beviser naturligviis Intet i Tilfælde af denne ISatur, med mindre 
man tillige vil antage 1) at Linné i Opfattelse af Dyrearter indtog 
samme Standpunkt som Nutidens Fagmænd , hvoraf da atter vilde 
folge 2), at han maatte have undersogt sit Land meget slet, thi en 
stor Deel af dets alleralmindeligste Karaber har han jo slet ikke 
opført i sin Fauna; og 3) at hans Beskrivelser ere meget upaa- 
lidelige. Men disse Ting forholde sig i mine Tanker ganske omvendt. 

8. Harpalus luteicornis Duft. 
Danm. El. 136- 10- 
Denne og den foregaaende Art slutte sig i alle Hen- 
seender meget nær til hinanden, og gjentage omtrent det 
samme indbyrdes Forhold, som det, der bestaaer mellem H. 
ruticornis og H. griseus. Hos ingen af vore andre Arter er 
Hannen saa svagt netridset og derfor saa glindsende i Sammen- 
ligning med Hunnen. Medens H. fulvipes er udbredt overalt, 
synes H. luteicornis stadigt at holde sig sjelden og enkelt. 
Jeg har kun Exemplarer af den fra Sjælland, Amager, Born- 
holm og Nørrejylland. Den bestiger undertiden Urter og Buske 
paa sin Jagt. 

8. Mentum dente medio evanido. 
Caput crassiusculum. 
De herhen horende Arter ere Bjergdyr. 



172 



9. HARPALUS SERIErUNCTATUS. 

Gyll. Ins. Suec. IV. 434. 32 — 33- — Harpalus seriepunctatus. 
Dej. Spec. IV. 326. 111. — Harpalus quadripunctatus. 

Da Gyllenhal forst har beskrevet denne Art, saa finder jeg det 
onskeligt, at bevare hans Benævnelse. Og dette kan ogsaa ret vel 
skee. Thi skjondt den grunder sig paa en Mistydning af Sturm's 
H. seriepunctatus, saa bliver Navnet dog ledigt derved, at Sturm's 
Art niaa beholde det af Duftschmid tidligere givne Navn, BT. impiger. 

Forryggens Baghjørner stumpvinklede; en Punktrække paa 
Vingedækkernes tredie Stribenim. --- 4 h. — 5 Lin. 

Denne udmærkede Art slutter sig nær til de foregaaende, 
især til H. fulvipes, men er mærkeligt større og fladere, især 
paa Dækvingerne, og tillige, især bagtil, noget bredere. 
Bruunsort, med rødgule Lemmer. Hovedet stort, førere end 
hos H. fulvipes; Øinene noget større; Antennerne noget førere. 
Forbryststykket forholdsviis bredere og kortere, med mere 
stumpe Baghjørner, og især langt mindre nedbøiede For- 
hjørner; Sidekanterne aldrig røde; hele Forryggen bagtil 
punkteret, med to temmelig dybe Gruber. Punktrækken paa 
Vingedækkerne synes idetmindste deri at være bestandig, at 
der altid mindst findes to Punkter; men ofte er Antallet tre 
eller fire. 

Dens Hjem synes fortrinsviis at være Europas Bjerg- 
skove, i hvilke den forekommer sparsomt hist og her, ligefra 
den skandinaviske Halvø til Alperne. Selv har jeg samlet 
den i Norge ved Christiania, hvor den syntes at være tem- 
melig hyppig, og ligeledes i de krainiske Alper. Dens egent- 
lige Hjem hos os synes at være Klinteskoven paa Høie-Møen, 
hvor den neppe er særdeles sjelden; den løber undertiden 
omkring paa Veie og Fodstier, og kan en enkelt Gang træf- 
fes paa Stien ude ved Klintens Rand. Imidlertid er dens 
Forekomst i Danmark ikke indskrænket til Møens Klint. Jeg 
har allerede for mange Aar siden havt et Stykke af den, 
som var fundet ved Bromme , til Bestemmelse fra forhenv. 
Adjunkt Jacobsen i Sorø, og et andet Exemplar er fundet af 
Hr. Joh. Boye i en Leergrav ved Svendborg. 



173 



10. Harpalus fuliginosus. 

Damn. El. 575. 10, b. — Harpalus nigritarsis Sahlb. 
Duftschm. Fn. Austr. III. 83. 90. — Carabus fuliginosus. 

Et jydsk Exemplar af denne Harpalus, som fra mig paa anden 
Haand blev meddeelt afd. Prof. Erichson i Berlin, blev af ham fun- 
det at være den i den tydske Fauna i Forglemmelse komne Car. 
fuliginosus. Da Sturm"s Afbildning (tab. 92 f. D.) ret godt passer 
paa vor Art , faaer man vel optage det ældre Navn . ligesom saa 
mange andre traditionelle Navne, hvor utilstrækkeligt begrundet det 
end er ved disse Faunisters Beskrivelser; især da Sahlberg' s Beskri- 
velse heller ikke er meget træffende. 

Denne Harpalus horer til de Dyr, som i Mellem- og 
Sydeuropa ere alpinske eller subalpinske, men i Norden fore- 
komme i lavere Egne. For den skandinaviske Halvøes Ved- 
kommende er den dog hidtil kun efterviist i Lapland (EL 
nigritarsis Sahlb. og H. lapponicus Zett. Ins. Lapp. 37. 21), 
men kun som Sjeldenhed. I Centralalperne i Sehweitz fore- 
kommer den derimod i større Antal i en Hoide af 4—7000 
Fod (Harpalus Chevrierii Heer Kaf. d. Schw. I. 1. 69. 42 
og II. 1. 45. 43). Ogsaa i Bjergegnene i det vestlige og 
østlige Tydskland har man opdaget den efter den Tid, jeg 
fandt den i Jylland. Da min Tydning af Dejean's Harpalus 
solitaris har viist sig at være rigtig, er det endvidere sikkert, 
at den ogsaa tindes paa Kamtschatka. 

Danmark bliver saaledes det eneste Sletteland, hvor 
den hidtil vides at have en videre .Udbredelse. Den fore- 
kommer paa Sandbund og gruset Hedebund paa enkelte høie 
Punkter over hele Nørrejylland, saavel ved Kysterne, som 
inde i Landet, saasom ved Frederikshavn, Hald, Aunsbjerg, 
Holstebro, Silkeborg og Rye. Paa Gerne lever den under 
lignende Forhold ved Tidsvilde i Nordsjælland, paa Vest- og 
Sydkysten af Bornholm, og paa Østkysten af Falster under 
Tromnæs, ved Bøtø, paa Bøtø Fang og paa Dillet Syd for 
Norets Udløb. Den gaaer ogsaa ud paa Strandbredden for 
at søge Næring i Tangen. Udentvivl forekommer den endnu 
mange andre Steder, men synes dog at ville holde sig som 
en af vore sjeldneste Arter, ligesom den ved sine Udbredelses- 



174 



forhold i Europa og Asien maa ansees som en af vor Faunas 
interessanteste Harpaler. 

Benenes Farve vexler noget hos vore danske Exemplarer. 

Hos nogle ere de eensfarvet rodgule, hos de fleste ere Laa- 

rene begbrune og Skinnebenene da enten heelt røde eller 

rode med sorte Spidser, og Fødderne enten heelt røde eller 

røde med sort yderste Led, eller ganske sorte. De ganske 

rodbenede Exemplarer har jeg kun fundet paa Bakkerne 

langs Vendsyssels Ostkyst og Bornholms Vest- og Sydkyst. 

b. Prothorax anterius angnstior, foveis basalibvs sublævibus. 

Mentum dente medio prominente. 

Gruus- og Sandarter, med stor europæisk Udbredelse. 

a. Elytra puncto interstitiali impressa. 

11. Harpalus tardus F. 
Danm. El. 139. 13. 

Paa sandede og grusede Steder over hele Landet, men 
aldrig i stor Mængde, skjøndt den maa kaldes almindelig. 

12. HARPALUS FUSCEPALPIS. 

Stunn IV. 66- 37. tab. 88. fig. B. 
Dej. Spec. IV. 373- 148. 

Sort, Oversiden med blaaligt Metalskær, Antennernes Bodled 
redt; Forryggen fortil smallere, dens Forhjerner afkortede og bredt 
afrundede, dens Baghjørner næsten rette. — 3f Lin. 

Det blaae Skær er mest fremtrædende paa Dækvingerne 
og ved Roden og Siderne af Forryggen; dennes Sidekanter' 
gjennemskinnende rødbruunlige; Palperne rustrøde, Leddene 
bruunlige ved Roden; Antennernes andet Led rustrødt, med 
bruunlig Midte, de øvrige Led brune, med rødlige Spidser; 
Undersiden sort, Trochanterne og Skinnebenene begbrune, 
Fødder og Sporer rustbrune. Omridset elliptisk, næsten lige- 
ligt tilspidset fra Midten forefter og bagtil, Oversidens Hvæl- 
ving langt høiere end hos H. tardus. Forryggen fortil bredt 
og svagt indbuet, Forhjørnerne mindre fremspringende end 
hos nogen af vore andre Arter, men stærkt nedhvælvede, 
hvorved hele Forryggen bliver lidt afsmalnet forefter; bagtil 






175 



er den derimod i endnu ringere Grad tilsmalnet end hos 
H. tardus, hvorved Baghjornerne blive mere retvinklede, me- 
dens deres yderste Spidser dog ere temmelig stumpe; Rod- 
gruberne smaa, smalle, dybe, enkelt punkterede. Dækvin- 
gernes Striber lidt dybere end hos H. tardus. 

Opdaget paa Sandet i Veilø-Bugten mellem Vordingborg 
og Xestved af den kyndige og flittige Samler, Hr. Joh. Bove, 
hvem vor Fauna skylder mange værdifulde Oplysninger. Jeg 
kjender kun Arten af dette ene Exemplar, en Han, men har 
ikke mindste Grund til at tvivle paa Rigtigheden af min Be- 
stemmelse, skjondt denne Arts Forekomst i Danmark vistnok 
for Oieblikket er overraskende. Imidlertid ville fremtidige 
Undersøgelser muligviis udfylde det store Gab, som ifolge 
vor nuværende Kundskab om dens Udbredelse bestaaer imel- 
lem dens Forekomst hos os og i det sydlige Belte, i hvilket 
den hidtil er iagttaget som enkeltviis forekommende Sjelden- 
hed, nemlig i Schweitz, Baiern, Østerrig og paa Kaukasus. 

13. Harpalus servus Duft. 

Danm. El. 144. 18- 
En af vore sjeldneste og mest enkeltviis forekommende 
Arter, der synes at kræve reen Sandbund. Udbredt paa hoie 
Punkter paa Sjælland, i Fyen og paa Bornholm. Paa Møens 
Klint forekommer den i Sandfald. I større Antal er den 
samlet i Veilø-Bugten af Hr. Joh. Boye. 

14. Harpalus anxius Duft. 

Danm. El. 145. 19. 
Flokkeviis i alle vore Flyvesandegne saavel paa Øerne 
som paa Halvøen, sjeldnere og mere enkelt paa høie Punkter 
inde i Landet. Den tager tiltakke med Leerbund, naar Ste- 
det kun er tørt, høit og varmt. Paa Møens Klint findes den 
i Mængde paa kridt- og sandblandet Leer paa Stibakken og 
opad den sydøstlige Side af Høvbleg. 

15. Harpalus serripes Quens. 
Danm. El. 142. 16. 
Udbredelse og Forekomst omtrent som ved H. tardus, 
men den holder sig mere til enkelte høilændte Steder og 



176 

forekommer da oftere i større Selskaber. Flyvesandsegne 
ynder den derimod ligesaa lidt som H. tardns. 

8. Elytra puncto interstitiali nullo. 

16. Harpalus picipennis Duft. 

Danm. El. 147. 21. 

Denne vor mindste Harpalus forekommer hist og her paa 
hoiere Sand- og Gruusbakker over hele Landet, undertiden 
i større Selskaber, men den er i det Hele taget en sjelden 
Art. I større Antal er den samlet af mig paa Bakkerne ved 
Tiis Sø og paa Stibakken ved Budsene paa Hoie - Møen tæt 
ved Veien, af Hr. Joh. Boye paa Bornholm ved Rønne og Hasle. 

II. Setæ ambulatoriæ abdominales pilis longioribus inæ- 

qualibus intermixtæ. Setæ ambulatoriæ femorales copiosæ, 

validiores , foveolis setigeris plerumque 

profan dias impressis. 

A. Ab cl omen pabescens. 

Tarsi pubescentes. 

Coleoptera lateribus punctatissima, pubescentia, puncto 
interstitiali nullo. Mentum dente medio prominente, lobis 
lateralibus apice rotundatis. Tibiæ intermediæ distincte 
curvatæ. Tarsi postici vix elongati. 

17. Harpalus calceatus Duft. 

Danm. El. 137. 11. 

Denne anseelige, i systematisk Henseende temmelig ene- 
staaende Harpalus, indtager i nærværende Afdeling af Slæg- 
ten samme Plads, som H. ruficornis og griseus i den forrige 
Afdeling, men er mere alsidig i sine Slægtskabsforhold, idet 
den sammenbinder flere af Grupperne ved en Forening af 
deres Karakterer. Om dens Forekomst og Udbredelse hos 
os gjælder omtrent det Samme, som ovenfor er bemærket om 
H. griseus. Den indtager derimod en anden Stilling i den 
nordsjællandske Fauna, da den her af og til forekommer i 
temmeligt Antal i Bakkestrøget mellem Lyngby, Vedbæk og 



177 

Dyrehaven, især paa Bakkerne omkring Fuglevad, Nærum og 
Søllerød, medens H. griseus neppe naaer saa nær til Kjøben- 
havn, idetmindste ikke i større Antal. Rødplettede Exem- 
plarer, med ufuldstændig Pigmentdannelse i Hudskelettet, 
men ofte med temmelig regelmæssig Tegning, saasom med to 
store Pletter paa Vingedækkerne, forekomme undertiden 
sammen i større Antal. 

B. Abdomen glabrum. 
Tarsi glabri. Coleoptera glabra. 
Rene Sanddyr, som om Dagen ikke blot skjule sig under 
Stene og Plantedele, men grave sig mere eller mindre dybt 
ned i Sandet. 

a. Tibiæ anticæ apice truncatæ. 
Elytra puncto interstitiali impressa. 

a. Prothorax posterius angustior. 

Mentum dente medio evanido. 

18. HARPALUS HONESTUS. 

Duft. Fn. Austr. III. 85. 93. — Carabus honestus. 

ID. 85. 94. — Carabus ignavus. 
Dej. Spec. IV. 299. 88. — Harpalus honestus. 

Sort, ovenpaa ofte metallisk violblaa, Palper og Antenner rode, 
de sidste i Midten sortplettede ; Forryggen med smalle og dybe, spar- 
somt punkterede Rodgruber og retvinklede Baghj orner ; Dækvingerne 
dybt stribede, syvende Stribenim med en Række af Gruber. — 4 — 5 Lin. 

Blaae Hunner af H. distinguendus ligne ved flygtig Be- 
tragtning blaae Hunner af denne Art, men forøvrigt kan den 
ikke nærmere sammenlignes med nogen af vore Arter uden 
med H. rubripes, hvis Gjenpart den er i denne Afdeling af 
Slægten. Med H. rubripes deler den Dækvingernes Grube- 
række (der hos samtlige hidtil undersøgte danske Exemplarer 
er tilstede, medens den stundom savnes hos vest- og maaskee 
endnu oftere hos sydeuropæiske Stykker) , men adskilles ved 
første Øiekast ved Farven, der her hos begge Kjøn er enten 
sort eller blaa, og især ved de sortebrune Been. Antenner- 
nes andet og tredie, ofte ogsaa fjerde og femte Led, ere 
sortebrune i Spidsen. Hovedet har omtrent samme Førlighed 

12 



178 

som hos H. rubripes. Forryggen er bagtil noget smallere, 
tydeligere indbuet paa Siderne bagtil, Rodgruberne ere tem- 
melig dybe og smalle, og Forryggens Punktur er væsentligt 
indskrænket til dem; Baghjørnerne ere noget skarpere. Dæk- 
vingernes Striber ere især hos Hannen af paafaldende Dybde. 
Hunnens Dækvinger ere temmelig matte, Hannens meget 
stærkt glindsende. Fødderne ere af samme Form og Størrelse 
som hos H. rubripes. 

H. honestus er en syd- og vesteuropæisk Art, som af- 
tager indefter over Kontinentet mod Øst og Nordost, og i 
det nordøstlige Tydskland bliver sjelden. Imidlertid udbreder 
den sig ogsaa til Danmark, og, hvad der vel fortjener at 
bemærkes , den forekommer ikke blot her i den uanseelige 
Dragt , i hvilken den fra det mildere Vest naaer op paa den 
nordtydske Slette, men viser sig ligesaa ofte hos os med den 
samme skjønne Violfarve som i Frankrig og Rhinlandene. I 
de sydlige Egne af Europa antager den dog en langt mere 
glimrende blaa eller endog grøn Metalfarve, men at dømme 
efter de Exemplarer, jeg har samlet i Krain, i Dalmatien, i 
Italien ved Spoleto og Perugia, og i den romerske Campagna 
ved Torre dei Schiavoni, bliver den i Syden meget ofte 1 ) 
kun halvt saa s or som i Vesteuropa og hos os, ligesom den 
der ofte har mere stumpe Baghjørner paa Forryggen, og, som 
anført, undertiden savner Dækvingernes Gruberække. Slige 
smaa glimrende Stykker see saa forskjellige ud fra vore, at 
den mig kun gjennem dem bekjendte H. honestus var langt 
fra at fremstille sig i min Erindring, da jeg først fandt den 
her. De danske Exemplarer har jeg fundet paa det paa syd- 
ligere europæiske Arter saa rige Falster, paa Østkysten un- 
der Tromnæs, nedgravede i Sandet, og ved Hr. Consul E. 
Benzon's Medvirkning har jeg efterhaanden faaet en Række 
af en Snees Stykker samlet paa denne Kyst, især paa Bøtø 
Sand. Den gaaer ud paa Strandbredden til Tangen. 



J ) Imidlertid har jeg ogsaa paa Sicilien i Bjergene mellem Mes- 
sina og Spadafora fundet Exemplarer, som stemme meget nær 
overeens med vore danske. 



179 

Da de ovennævnte Lokaliteter, hvor jeg selv har samlet 
den i Syden, ikke havde sandet Bund, men vare deels Kalk 
og Leer, deels vulkansk Aske, saa formoder jeg, at der be- 
staaer et analogt Forhold mellem H. honestus og H. distin- 
guendus, hvad deres Udbredelse til Danmark angaaer; saale- 
des nemlig, at ogsaa H. honestus hos os kræver Sandbund, 
og ikke i vort Klima kan nøies med en tættere, for ved- 
varende Fugtighed mere udsat Bund. 

19. Harpalus neglectus Dej. 
Danm. El. 146. 20. 

Nogenlunde hyppig, tildeels flokkeviis, i alle vore Flyve- 
sandsegne, sjeldnere og mere enkelt i høitliggende Sandegne 
inde i Landet, men vidt udbredt saavel paa Øerne, som i 
Jylland og Slesvig. 

|5. Protlwrax anterius angustior. 

Den tilsyneladende noget bratte Overgang mellem denne 
og den foregaaende Gruppe udjævnes fuldstændigt ved nogle 
syd- og vesteuropæiske Arter, især ved den navnrige II. 
semiviolaceus Dej., der med en Form som hos H. melan- 
cholicus forbinder Farve og Skulptur som hos H. honestus. 
* Mentum dente medio prominente. 
Corpus convexum. 

20. Harpalus Froehlichii St. 
Danm. El. 140. 14. 

Udmærket ved sin korte, høithvælvede Form, sine korte 
Been, med overordentligt tykke og korte Baglaar, og sine korte 
og fine Fødder, der ere temmelig svagt udvidede hos Hannen. 

Ved Bornholms sydlige og vestlige Kyst, i Fyen ved 
Faaborg, i Nordsjælland ved Tidsvilde og paa Dillet paa 
Falsters Østkyst, altid enkeltviis og sjelden. Af Hr. Chr. 
Drewsen er den. fundet paa en Sandmark ved Silkeborg, og 
han var tilbøielig til at antage, at en sort Harpalus, som 
forekom der i større Antal, var af denne Art. lindeværende 
Foraar har Hr. Joh. Boye samlet en større Række Exem- 



12* 



180 



piarer i den sandede Veilø Bugt mellem Vordingborg og 
Nest ved. 

** Mentum dente medio evanido. 
Corpus subdepressum. 

21. Harpalus melancholicus Dej. 
Danm. El. 141. 15. 

Denne ved sin anseeligere Størrelse — den naaer en 
Længde af noget over 5 Lin., er sædvanlig ikke under 4^, 
sjelden kun 4 Linier lang — og kulsorte Farve, sin flade 
Form , sine slanke Lemmer og Dækvingernes Gruberække 
udmærkede Harpalus forekommer paa sandede Kystbakker 
paa Sjællands Nordkyst og Bornholms Syd- og Vestkyst, 
men kun meget sjeldent og enkelt. Paa Falster derimod, paa 
de lave Flyvesandsbakker paa Fanget og Dillet mellem Bøtø 
Nor og Havet, træffes den enkelte Steder i stor Mængde. 
Den synes at være endnu mere lyssky end sine Beslægtede, 
thi medens H. neglectus og hirtipes, ikke at tale om H. 
anxius, dog en Gang imellem kunne mødes løbende i Dag- 
lyset, er det ingensinde hændet hverken Consul Benzon eller 
mig at see den saaledes, hvorimod vi altid med Besværlighed 
have maattet udgrave den ved Roden af Artemisierne , hvor 
den træffes i Selskab med H. neglectus og store Flokke af 
Amara maritima og Chrysomela carnifex F. Heller ikke 
have vi ved nogen af de mange Undersøgelser, vi have an- 
stillet paa denne Kyst, seet den paa Strandbredden, som 
den altsaa neppe gaaer ud paa, vel ikke engang om Natten; 
thi heller ikke efter Storm og Regn, som ellers ofte stoppe 
de andre Arter i Tangen, og hindre dem fra at drage sig 
tilbage til den høiere Deel af Kysten, har den nogensinde der 
været at finde. 

b. Tibice anticæ angulo apicali eæteriori elongato. 

Elytra feminarum spina suturali armata 1 ). 



x ) Hos H. hirtipes findes den sædvanlige lille Grube paa Vinge- 
dækkernes tredie Striberum, men hos H. ferrugineus fattes den 
paa alle de Exemplarer, jeg har seet, undtagen paa en af 
Museets piemontesiske Hunner. 



181_ 
Mentum dente medio prominente. 

a. Prothorax anterius angustior. 

22. Harpalus hirtipes Pz. 
Danm. El. 143. 17. 

En østeuropæisk Art, som fra Rusland, Polen og Un- 
garn har en bestandigt aftagende Udbredelse mod Vest, i 
Frankrig bliver meget lokal, og ikke naaer over til England. 

Hos os enkeltviis eller i større eller mindre Selskaber 
paa høie Sandbakker saavel ved Kysten som inde i Landet; ved 
Tidsvilde, Bromme og Veilø, paa Bornholm, paa Falsters Øst- 
kyst under Tromnæs og paa Bøtø Sand, i Jylland ved Ebeltoft. 

I#. Prothorax cordatus. 

23. Harpalus ferrugineus F. 
Danm. El. 138. 12. 

Ogsaa denne udmærkede Harpalus er en østlig eller ret- 
tere nordøstlig europæisk Art, der jævnt aftager mod Vest 
og Sydvest, men overalt er lokal og sparsomt forekommende; 
den gaaer ned i Piemont, hvorfra Museet har faaet den ved 
Ghiliani, og over paa den venstre Rhinbred, men naaer ikke 
England 1 ). Det er ikke lykkedes at gjenfinde den hos os i 
nyere Tid, saa at jeg endnu kun kjender den som dansk af 
de Exemplarer, jeg for tyve Aar tilbage fandt ved Rønne og 
Slesvig. Imidlertid har det viist sig, at den naaer over til 
Skaanes Kyst, hvor den er opdaget ved Ystad af Grev 
Mannerheim. 

BRADYCELLUS. 

Ligula nuda : paraglossæ subacuminatæ , eam paullo supe- 
rantes, setis lateralibus nullis. Mentum dente medio lobisque 



1 ) Paa Sicilien forekommer en Art , der horer til Slægtens anden 
Hovedafdeling (efter min Opstilling) , og som i Earve og- til- 
deels i Form meget ligner H. ferrugineus, nemlig H. fulvus 
Dej. Den deler imidlertid ikke de væsentligere Karakterer 
ved vor Art. Forskinnebenenes ydre Endehjorne er ikke for- 
længet , og Forryggens Baghjorner ere stumpe. 



182 



lateralibus acutis. Palpi articulo ultimo conico, attenuato. 
Tarsi antici maris dilatati: plantæ setosæ, setis apice trian- 
gulariter spatulatis. Corpus læve. Abdomen pubescens , in 
mare basi foveolatum. Tarsi pubescentes. Foveolæ frontales 
ad oculos continuatæ. Pronotum basi utrinque marginatum. 
Palpernes Endeled er hos alle ægte Bradyceller af een 
og samme Grundform. Det udtyndes ud mod Spidsen, hvis 
Endeflade derved bliver saa lille, at den ikke mere frem- 
træder som saadan , og denne hele tynde Deel tiltager be- 
standigt i Blødhed ud mod Spidsen. Jo mindre Dyret er, 
desto længere er den udtyndede Deel i Forhold til Leddets 
øvrige Deel, og desto brattere er Overgangen mellem den 
tykke Roddeel og den udtyndede Endedeel. Dette gjælder 
især om Læbepalperne. Hos B. pubescens er deres Endeled 
ikke meget forskjelligt fra Kjæbepalpernes, hos Br. similis 
er dets Roddeel derimod næsten en Kugle. De øvrige Arter 
danne i deres her anførte Rækkefølge en gradeviis Over- 
gang mellem disse to Yderpunkter. 

/. Oculi setulosi. Antennæ prothoracem superantes. Pronotum seta 
ambulatoriet utrinque prope angulum baaalem, Elytra striola 

abbreviata nulla. 
a. Tarsi antici maris fortius dilatati; articuli 1—4 mag- 
nitudine sensim decrescentes, primus triangularis : 
setæ plantares confuse seriatæ 1 ). 
Saltbundsdyr. 

1. Bradycellus pubescens Payk. 
Danm. El. 157. 1. 

Hannen bruunplettet, Hunnen rødguul. Ved alle vore 
Kyster almindelig, tildeels flokkeviis, paa Leerbund og leer- 
blandet Sand- og Gruusbund. 



') Slægten Dichirotrichus Jaquelin du Val, som er grundet 
paa Br. pubescens og de beslægtede Arter ved Europas vest- 
lige og sydlige Kyster, er opstillet ifølge den urigtige Anskuelse, 
at Beklædningen paa Hannens Saaler tilhorer en anden Grund- 
form end hos Harpalus og de andre Bradyceller. 



183 



h. Tarsi antici mans angustius dilatati, lineares, arti- 
culo primo subquadrato : setæ plantares subseriatæ. 
Arterne paa fugtige Steder. 

2. Bradycellus cognatus Gyll. 

Danm. El. 158. 2. 
Denne høinordiske, ogsaa i Grønland almindelige, Art 
har i Danmark en mærkelig stor Udbredelse og forekommer 
undertiden flokkeviis. Den lever hos os deels i Hedemoser, 
deels under Tang ved Kysterne. I Nørrejyllands Heder, 
navnlig ved Rye og Silkeborg, træffes den jævnligt, ligesom i 
Bøllemosen i Dyrehaven. Under Tang har jeg fundet den 
hist og her i Nærheden af Kjøbenhavn , og den er samlet i 
stor Mængde saaledes af Dhrr. Meinert og Bergsøe, deels 
ved Kallebodstrand mellem Valby og Kjøbenhavn, deels paa 
Østkysten af Amager ud for Prøvesteen ; under samme For- 
hold er den fundet paa Hindsholms ostlige Strand af Hr. 
Joh. Boye. 

3. Bradycellus placidus Gyll. 

Danm. El. 160. 3. 
Udbredt over hele Danmark, og undertiden at træffe 
flokkeviis. Dens egentlige Opholdssted er under visne Plante- 
dele paa fugtige Steder i Skove. 

//. Oculi glabri. Antennæ prothoracem vir superantes. Pronotum 
seta ambulatoriet posteriori nulla. Elytra striola abbreviata. 

Tarsi antici maris angustius dilatati, lineares, arti- 
culo primo subquadrato : setæ plantares subseriatæ. 
Hedearter. 

4. Bradycellus collaris (Payk.) Dej. 
Danm. El. 161. 4. — 576. 4. 

5. Bradycellus harpalinus Dej. 
Danm. El. 577. 5. 

6. Bradycellus similis Dej. 
Danm. El. 577. 6- 

Alle tre Arters egentlige Hjem er paa gruset Hedebund, 
men dog med nogen Forskjel imellem dem. Medens nemlig 



184 



de to første ere mindre kræsne i Valget af Opholdssted og 
derfor videre udbredte, holder Br. similis sig strengt til Hede, 
især hvor denne er noget fugtig. Den er udbredt gjennem 
hele Jylland, Slesvig og Nordsjælland. De to første Arter 
søge ofte ud paa Strandbredder, og navnlig Br. harpalinus 
kan man stundom træffe der i temmelig stort Antal. Alle 
tre Arter, men især Br. similis, bestige Græs, Lyng, Bøller 
og andre Hedeplanter, og faaes derfor af og til i Kætseren. 
Saavel af Br. harpalinus som af Br. collaris gives der mørke- 
brune Exemplarer, som i Farvens Dybde kunne sættes ved 
Siden af Br. similis. 

STENOLOPHINI. 

Stipites palporum maxillarium anterius producti, articu- 
lum primum palporum superantes. Maia interior maxillarum 
apice elongata, subporrecta. Articulus apicalis malæ exte- 
rioris elongatus. Mandibulæ exsertæ, acutæ. Corpus læve. 

(Mentum dente medio nullo. Foveolæ frontales ad oculos 
continuatæ. Pronotum basi immarginatum. Tarsi anteriores 
maris articulis 1 — 4 dilatatis, setis plantaribus lamellatis, elon- 
gatis). 

Alle vore Arter paa fugtige Steder, fortrinsviis paa 
Leerbund, under henfaldne Plantedele. 

- 
BALIUS. 

Ligula quadriseta, linearis , angulis oblique truncatis, 
apice medio producto. Palpi artieulo ultimo fusiformi. 

Prothorax cordatus, angulis posticis rectis. Abdomen 
pubescens. Tarsi anteriores maris obsolete dilatati, artieulo 
penultimo subobcordato. 

Maxillæ mala interiori ante apicem subdentata, dorso 
sinuata; articulus apicalis malæ exterioris e basi crassiori 
sensim acuminatus, artieulo basali triplo ferme longior. Tibiæ 
anticæ calcare apicali serrulato. 



185 



1. BALIUS CONSPUTUS DUFT. 
Danm. El. 154. 7. 

Paa tugtig leret Bund, især i Skov og Krat, men ogsaa 
paa aaben Mark, især i Leergrave, udbredt over hele Lan- 
det; den er i det Hele noget lokal og ikke almindelig, men 
forekommer dog stundom flokkeviis. 

STENOLOPHUS. 

Ligula biseta, apice dilatata, aut rotundata, aut medio 
acuminata. Palpi articulo ultimo fusiformi. Prothorax sub- 
quadratus, angulis posticis rotundatis. Abdomen pubescens. 
Tarsi anteriores maris latius dilatati, articulo penultimo bilobo. 

Tungen noget ubestandig i Omrids, dog ere dens Hjørner 
altid rundede. Hos St. anglicus er den temmelig stærkt 
fremtrukken i Midten, hos St. melanocephalus næsten lige 
afskaaren, med en svag Indbugtning til hver Side; hos St. 
vespertinus har den ligeledes Indbugtninger, men er stærkere 
rundet fremad; hos St. elegans er dens Midte fremtrukken i 
Form af en temmelig anseelig Tand. 

1. STENOLOPHUS ANGLICUS. 

Voet I. 67. 18. tab. XXXV. fig\ 18. — Buprestis anglicus. 
Danm. El. 149. 1. — St. vaporariorum F. 

Da det af flere Grunde var ønskeligt, at denne Art fik et 
andet Navn, eftersom den i ethvert Tilfælde ikke kan være Car. 
vapor. L. , og- maaskee ikke engang forekommer i Sverrig, har jeg 
udsøgt det ældste Navn, under hvilket den findes gjort kjendelig, 
og dette antager jeg at være det her valgte, der er fra 1766 ( og 
altsaa meget ældre end Schrank's Car. teutonus, som er optaget af 
de nyere engelske Faunister. 

Sort, Overskien med blaat Metalskær, Antennernes Rod, Benene, 
Forbryststykket og Dækvingerne klart redgule, de sidste med en stor 
sort Plet; Forryggens Forrand ret. — 2| — 3 Lin. 

Sjelden og lokal. Enkelte Exemplarer ere fundne paa 
Bornholms Vestkyst af mig og Hr. Joh. Boye. Med Consul 
Benzon's Bistand har jeg efterhaanden faaet samlet en smuk 
Række Exemplarer paa Falster, deels langs Ostkysten fra 
Tromnæs og ned til Dillet, hvor den ligesom paa Bornholm 



186 



gaaer ud paa Strandbredden efter Tangen, deels i en leret 
Gruusgrav i Nærheden af Nykjøbing, hvor den forekom i 
Selskab med store Flokke af St. vespertinus. 

2. STENOLOPHUS MELANOCEPHALUS. 

Dej. Spec. IV. 409. — St. vaporariorum Var. melanocephalus. 
Steph. 111. Brit, Ent, I. 166. 2. — St, Skrimshiranus. 

Uagtet Dejean har betragtet denne Art som en Var. af St. 
anglicus (St. vaporar.) , er lians Beskrivelse dog tilstrækkelig til at 
adskille den, hvilket paa ingen Maade gjælder om Englænderens. 
Skjondt det Stephens'ske Navn er et Aar ældre end Dejean's , har 
jeg derfor meent at burde foretrække dette sidste. 

Soi% Oversiden med svagt blaaligt Metalskær, Antennernes Rod, 
Benene, Forbryststykket og Dækvingerne rustmde ; Forryggens For- 
rand, indbuet. — 2\ — 3 Lin. 

Den rødgule Farve er langt dybere og mindre klar end hos 
den foregaaende Art, ofte næsten uden Metalskær. Dækvingerne 
savne den store sorte Plet, men ere ofte i Midten og bagtil 
mørkere, bruunlige, men denne Farve har ingen skarp Be- 
grændsning. Antennerne have samme Farve, men ere lidt 
længere og førere. Forryggen er tydeligt et godt Stykke kor- 
tere end sin største Brede, og fortil bredt indbuet, hvorved 
Forhjørnerne blive mere fremragende end hos St. anglicus; Rod- 
gruberne næsten altid tydeligt og i større Udstrækning punk- 
terede. Paa Grund af Forryggens Korthed blive Dækvingerne 
forholdsviis længere ; fremdeles ere de mere parallele paa 
Siderne, og Udsnittet bagtil er dybere. 

Udbredt hist og her i det sydlige og vestlige Europa, i 
Ungarn, Østerrig, Schweitz, Frankrig og England, i Tydsk- 
land i Rhinlandene, men hidtil ikke iagttaget længere mod 
Øst. Jeg har allerede for mange Aar siden fundet et enkelt 
meget mørkt Stykke af den i en næsten udtørret Skovmose i 
Skoven ved Herlufsholm, men dengang vovede jeg ikke at adskille 
den fra St. anglicus ; senere ere enkelte Stykker fundne paa 
samme Sted af forhenv. Adjunkt Davidsen. Hr. Joh. Boye 
har i senere Aar samlet den i stort Antal omkring en Skov- 
dam i Ortved Skov i Nærheden af Ringsted. 



187 



3. STENOLOPHUS VESPERTINUS. 

Panz. Fn. Germ. 37. 18. — Carabus vespertinus. 
— - — 108. 8. — Carabus Ziegleri. 

iSbrt, Oversiden med blaat Metalskær, Antennernes Skaft og 
Benene bruungule; Forryggens Siderande og Baghjørner og Dæk- 
vingernes Rod og Sider gwdbrune; Forryggens Forvand indbuet. — 
2^— 3$ Lin. 

Mindre, især smallere, end de to foregaaende. Anten- 
nerne brune, kun Skaftet og Roden af de følgende Led 
lysere. Palperne blegbrune med lysere Spidser. Forryggen 
næsten af eens Brede og Længde, Rodgruberne store, flade, 
kraftigt punkterede. Dækvingerne smallere i Forhold til For- 
ryggen end hos de to foregaaende Arter, Skuldrene derfor 
mindre fremragende; Siderne næsten parallele, Spidserne svagt 
indbugtede ; Striberne temmelig dybe. Dækvingernes Farve 
noget ubestandig, eftersom den lysebrune Farve har større 
eller ringere Udbredelse. Der gives Exemplarer, hos hvilke 
kun de yderste Sidekanter ere brune, og andre, hos hvilke 
Dækvingerne ere heelt lysebrune, kun med en mørk Skygge 
i Midten. 

Udbredt over Syd- og Mellemeuropa. Hos os hist og 
her i det sydlige Sjælland og paa Falster. I Sommeren 1850 
var den den almindeligste Karab i den nordlige Deel af Sko- 
vene paa Falsters Østkyst, hvor jeg saae den løbe omkring 
overalt i Mængde i halvt udtørrede Mosehuller og Grøfter. 
I senere Aar fundet i Mængde af Hr. Joh. Boye ved den 
ovennævnte Dam i Ortved Skov. 

4. STENOLOPHUS ELEGANS DEJ. 

Danm. El. 150. 2. 
Udbredt ved Saltsøerne i Mellem- og Sydeuropa og ved 
Bredderne af Middelhavet, enkeltviis ved Englands Sydkyst. 
Den er i nyere Tid ikke gjenfunden hos os. Jeg skulde troe, 
at den tidligere Angivelse om dens Forekomst i Sandgraven 
ved Jagtveien ved Kjøbenhavn er grundet paa en mangelfuld 
Erindring hos Finderen; den er nemlig aldrig senere fundet 
paa dette meget undersøgte Sted, og jeg har senere i en 



188 






Æske med danske Insekter, som af den samme Samler, Hr. 
D. Liebenberg, velvillig blev mig overladt til Udvalg, truffet 
et andet Exemplar, en Han, som med stor Sandsynlighed 
kan antages for at skrive sig fra Egnen omkring Roeskilde. 
Da Arten er et Saltbundsdyr, og flere saadanne, endog 
ellers meget lokale Arter, forekomme ved Boserup Strand, 
saa er denne rimeligviis det virkelige Findested hos os for 
denne Stenolophus. 

ACUPALPUS LATR. 

Ligula biseta, linearis, apice truncata. Palpi articulo 
ultimo attenuato. Prothorax subquadratus, angulis posticis 
rotundatis. Tarsi anteriores maris angustius dilatati, articulo 
penultimo obeordato. 

/. Abdomen glabrum. Elytra puncto interstitiali nullo. 

1. ACUPALPUS FLAVICOLLIS ST. 
Danm. El. 153. 5. 

En i det Hele sjelden og lokal Art. Paa Sjælland er 
den udbredt gjennem Dalstrøget fra Fure Sø over Veile og 
Søllerød Søer ad Vedbæk til og i Bøllemose i Dyrehaven, 
og ligeledes gjennem Dalstrøget fra samme Sø over Lyngby 
Sø og langs Aaen ad Strandmøllen til. Paa mange Punkter 
i disse to Linier er den samlet i temmeligt Antal af de fleste 
kjøbenhavnske Samlere. 
2. Abdomen apice pubescens. Elytra puncto interstitiali impressa. 

2. ACUPALPUS MERIDIANUS L. 
Danm. El. 152. 4. 

3. ACUPALPUS DORSALIS F. 
Linn. Fn. Sv. 796- — Carabus vaporarioruni. 
Danm. El. 151. 3. — Stenolophus dorsalis F. 

Germar's Mening (Zeitsclir. f. d. Ent. II. 442), at naar man forst 
er faldet paa den Tanke, at Cymindis basalis Gyll. er Linné's Cara- 
bus vaporariorum, saa behover man end ikke at vide, at denne Cy- 
mindis staaer saaledes bestemt i Linné's Samling , for at finde Be- 
skrivelsen i Fauna Svecica aldeles trællende : er neppe fremsat saaledes, 
som den hos Forfatteren er opstaaet. Sagen hænger snarere saaledes 



189 



sammen . at Germar forst efter at være kommen til Kundskab om 
den Linné'iske Samlings Carabus vaporariorum har sammenlignet Be- 
skrivelsen i Fn. Sv. , og nu med hiint Faktum for Øie har været 
meget tilboielig til at glide let hen over Alt, som ikke lod sig for- 
ene dermed. Thi Beskrivelsen i Fauna Svecica passer aldeles ikke 
paa Cymindis basalis. At Luiné derimod kan have havt , og rime- 
ligviis ogsaa har havt denne for sig, da han optog Car. vapor. i 
Syst. Nat. (Ed. 12. II. 671. 23, hvor den da ogsaa er blevet flere 
Gange saa stor, som den var, da han forst, beskrev den i Fn. Sv.), 
var allerede længe for blevet bemærket af Gyllenhal (II. 162). Og- 
naar Gyllenhal dertil foier , at Car. vapor. L. Fn. Sv. er Harp. dor- 
salis Gyll. , saa anseer jeg denne Mening for fuldkommen begrundet 
ved Linné's Beskrivelse og den angivne Lokalitet (in vaporariis 
horti academici), ligesom ved den Plads, han giver den ved 
Siden af sin Car. meridianus. At Car. merid. paa en Maade angives 
som større end Car. vapor., finder sin tilfredsstillende Forklaring' deri, 
at Beskrivelsen paa denne sidste som paa saa mange andre Arter 
er gaaet uforandret over fra Ed. I., hvor den staaer mellem ganske 
andre Arter end i Ed. II. , i hvilken Car. meridianus forst er kom- 
men til. — Hvad Car. dorsalis F. angaaer, saa besidder det Kg'l. 
Museum et Exemplar af den fra samme Kilde og samme Lokalitet, 
Fabricius angiver (Kiliæ , Daldorf) , og Beskrivelsen i Ent. Syst. I. 
165. 183 passer ogsaa bedst paa nærværende Art. 

4. ACUPALPUS EXIGUUS DEJ. 
Danm. El. 154. 6. 

Lokal og ikke ret hyppig, men udbredt over hele Lan- 
det, især paa fugtige Steder i Skove, hvor den undertiden 
kan samles i temmeligt Antal under visne Plantedele; ogsaa 
løber den stundom, ligesom sine Beslægtede, omkring i Sol- 
skinnet. 



Sammenligner man vor Harpalin-Fauna med den skandi- 
naviske Halvøes, saaledes som denne, efter saa mangfoldige 
dygtige svenske Undersøgelser gjennem et Tidsrum af 128 Aar ' ) 



') Jam per tria lustra incubui huic labori . . . (Linn. Fn. Sv., Ed. 
I, 1746, i Dedikationen), og: Studii hujus amor, quem initio, 
ante hos quindecim annos .... (sammesteds , overst paa den 
upaginerede Fortales syvende Side). 



190 



nu stiller sig i den nyeste Fortegnelse (Thomson, Skand. Col. 
1859 l ): saa finder man vel, at man ogsaa i Sverrig i nyere 



Vor zoologiske Literatur har vel i det Hele taget i Sverrig 
ikke fundet saamegen Indgang, Opmærksomhed og Indflydelse, 
som i Tydskland, og knap saamegen som i Frankrig og Eng- 
land. For Entomologiens Vedkommende finder dette vel tildeels 
sin Forklaring, ligesom sit Forsvar, i de svenske Entomologers 
overveiende diagnostisk -katalogiserende Retning, hvori de hare 
indlagt sig saamegen Fortjeneste, og som i den danske Literatur, 
især i nyere Tid , er langt mindre fremtrædende : men ogsaa 
kun tildeels. Thi om end Kataloget, der har en saa rig Høst 
for sig i det uoverskuelige tydske Navne-Rige, maatte føle sig 
mindre stemt til at dvæle paa vore goldere Enemærker, saa 
var dette dog ingen Grund til, at ogsaa O. F. Muller, O. Fa- 
bricius og Strom næsten ganske bleve forbigaaede; skjondt det 
vel saaledes kan forstaaes, at J. C. Fabricius, medens han om- 
formede den tydske, franske og italienske Videnskab, i Sverrig 
kun vakte en svag Efterklang , som snart tabte sig igjen , af 
sine nye Anskuelser , og sin hele videnskabelige Behandlings- 
maade. Thi vilde man sige , at den overmægtige linneiske 
Tradition i Sverrig maatte være disse imod , som den ogsaa til- 
deels blev det i England (dog her mere i Ord end i Gjerning) : 
saa var jo Fabricius dog ogsaa selv en Discipel af Linné, og 
det Store , han undfangede og bragte tillive , saa ganske i 
Linné's Aand, om end slet ikke efter hans Bogstav. Men man 
seer, at dette ikke har været nok. Og hos Fabricius kan 
man jo heller ikke med samme trygge Hengivelse som hos 
Linné » efter Anstrengelsen , i hvilken man erhvervede For- 
staaelsen, udhvile sig i Beundringens festlige Stemning.« 

Forøvrigt tilsigtes her i ingen, end ikke i fjerneste Hen- 
seende, nogen Dom over disse literære Forhold. Men der synes 
endnu at være saa lidt tænkt over dem , eller er idetmindste 
endnu saa lidt skrevet om dem. at disse faa Bemærkninger 
gjerne her kunde finde Plads, hvor den nyeste Udsigt over den 
skandinaviske Halvoes — ikke blot over Sverrigs — Eleuthe- 
ratfauna er kommen til Omtale; og der foreligger dertil en 
særlig Anledning. Man savner nemlig endnu i dette Arbeide, 
der bygger paa saa mange nordiske Mænds Bestræbelser 
gjennem mere end hundrede Aar, en af de ved Bygning mest 
udmærkede , ligesom ved sin Leveviis under Havvandet mærk- 
værdigste Former, skjondt den allerede langt tilbage i forrige 
Aarhundrede blev opdaget af Strom paa den norske Kyst. og 
1783 ved tydelig Beskrivelse og Afbildning i det Kongl. Danske 
Vidensk. Selsk. Skr. , Ny Saml. H. 63, 47, fig. 8 indlemmedes 



191 

Tid har opdaget flere af de mere betydende Arter, mit ældre 
Arbeide indførte i den nordiske Fauna, navnlig Harp. ferru- 
gineus, Froehlichii, melancholicus og Acup. flavicollis, for ikke 
at tale om Harp. griseus og Ophon. brevicollis, der i den 
svenske Fauna paa den Tid kun endnu ikke vare udskilte 
fra de beslægtede Arter, eller om Bradyc. harpalinus, som 
hos de tidligere svenske Faunister let kan have været ind- 
befattet under B. collaris 1 ). Men min ældre Fortegnelse 
beholder alligevel flere udmærkede Arter forud for den nyeste 
Fortegnelse for Halvøen, navnlig Diachromus germanus, Ophonus 
punctatulus og Stenol. elegans, sandsynligviis ogsaa Stenol. 
anglicus (vaporariorum Autt.), som de nyere svenske Faunister 
ikke synes at kjende efter noget sikkert indenlandsk Exemplar." 
Derimod er den svenske Fauna nylig bleven forøget med 
Acupalp. brunnipes St., som endnu ikke er funden i Danmark, 
skjøndt der turde være Sandsynlighed for, at den ogsaa vil 
blive truffet hos os. Ved den nyeste Fortegnelse for Halvøen 
har dens Fauna saaledes faaet det samme Tal, som min 
ældre Fortegnelse angav for Danmark, nemlig 37; men med 
den Forskjel, at Halvøen viser 3 Arter, som ikke vare an- 
førte for Danmark, nemlig de ældre: Ophon. azureus og Harp. 
seriepunctatus, og en ny: Acup. brunnipes, medens Danmark 
havde 3 Arter, som heller ikke endnu ere fundne paa Halvøen, 
nemlig Diachromus germanus, Ophon. punctatulus og Stenol. 
elegans. Ved foranstaaende Arbeide ere nu for Danmark to 
af de Arter tilkomne, som Halvøen havde forud, nemlig 
Ophon. azureus og Harp. seriepunctatus, og desuden af syd- 
og vesteuropæiske Arter, som ere fremmede for Halvøen: 
Anisodactyl. nemorivagus og signatus, Harp. distinguendus, 



af ham i Videnskaben som Cicindela marina. Der hengik over 
40 Aar , inden man igjen fandt dette Dyr paa den engelske 
Ky»t. Men Aepus fulvescens Leach bor naturligviis for Fremtiden 
hedde: Aepus marinus STRØM. 

Harp. calceatus var allerede 1835 angivet fra Skaane i et 
godt lille akademisk Proveskrift af Eb. Munck af Rosenschold: 
Prodr. Faunæ Coleopteror. Lundensis. 



192 



fuseipalpis og honestus, Stenol. melanocephalus og vespertinus 
Ved denne Tilvæxt faaer den danske Fauna en betydelig 
Overvægt, og viser en temmelig stærkt udpræget sydvest- 
europæisk Karakteer, ikke blot i Sammenligning med den 
skandinaviske Halvøe', men tillige i Sammenligning med Nord- 
tydskland; men saaledes, at den danske Fauna alligevel med 
stærke Baand sees at være knyttet endog til det liøie Nordens. 
Medens nemlig Slægten Stenoloplius, der hos os optræder 
med lire Arter, endog ganske synes at mangle paa Halvøen, 
er Harp. fuliginosus, som paa Halvøen er indskrænket til 
Lapland, i Danmark udbredt over hele Landet, og den høi- 
nordiske Bradyc. cognatus, som ikke naaer ned til Tydskland, 
og hos os har sin Sydgrændse, forekommer flokkeviis tæt ved 
Kjøbenhavn. 






DE METAMORPHOSI ELEUTHERATORUM OBSERVA- 

TIONES 

BipRAG TIL INSEKTERNES UDVIKLINGSHISTORIE 
VED UDGIVEREN 



JNodvendigheden af igjen, og fra nye Synspunkter, at 
optage de Undersøgelser over Insekternes Metaraorphose, som 
indtil ud over Midten af forrige Aarhundrede udgjorde Hoved- 
formaalet for saamange fremragende Naturforskeres Bestræ- 
belser, har i nyere Tid gjort sig mere og mere gjældende, 
efterhaanden som Kundskaben om Arterne er naaet videre 
frem i den materielle Retning, den nu i saa lang Tid har 
forfulgt. Eleutheraternes vanskelige Systematik trænger især 
til en saadan Støtte, og det bliver derfor en af Erichson's 
mange Fortjenester, at have sammenstillet det hidtil Bekjendte 
til en brugbar foreløbig Oversigt, der kan tjene som Udgangs- 
punkt for videre Undersøgelser. Saadanne ere ogsaa siden 
den Tid fremkomne i ikke ringe Antal, men uden at den 
indlysende Sandhed , som Erichson dengang fremhævede, 
endnu i nogen væsentlig Grad ved dem har kunnet ind- 
skrænkes eller forandres: at naar man undtager de Bidrag, 
som indeholdes i Ratzeburg's berømmelige Værk over Preus- 
sens Forstinsekter, saa gives der kun meget faa Arbeider af 
denne Slags, som kunne udholde de Fordringer, den nærmest 
kommende Tid vil stille til deres Brugbarhed. 

Selv har jeg tidligt, og med Forkj ærlighed, endnu for- 
inden Erichson gav os hiin Sammenstilling, begyndt at for- 
berede saadanne Bidrag. Det ligger i Sagens Natur, at det 
dermed gaaer overordentligt langsomt. Imidlertid ere mine 

13 



194 



Samlinger ' ) og Undersøgelser i Løbet af nogle og tyve Aar 
naaede saavidt, at jeg nu tør forsøge paa at fremstille dem 
med den Forventning, at nogen virkelig ny og tillige sammen- 
hængende Indsigt derved kan vindes. I Hensyn til de For- 
maal, jeg anseer for at ligge nærmest, vil mit Arbeide i 
Hovedsagen blive morphologisk og biologisk, og indtil videre 
ikke gaae oftere ind paa den finere anatomiske Bygning, end 
derved behøves. Fremstillingen af Dyrenes Bygning skeer 
væsentligt ved Tegninger, uden hvilke ingen heel og fyldig 
Anskuelse her er at vinde, og Texten bliver derfor mere 
tydende , udhævende , sammenlignende og ordnende , end 
egentligt og udforligt beskrivende. For en stor Deel ville 
disse Bidrag angaae Dyr, hvis Udvikling hidtil var ganske 
eller dog i Hovedsagen ubekjendt; men selv hvor tidligere 
Undersøgelser foreligge , vil der dog ikke ret ofte findes An- 
ledning til at berøre dem kritisk, uden forsaavidt det skeer 



x ) Da de Midler, som anvendes paa det Kongl. Museums entomo- 
logiske Afdeling, ikke tilstede den at naae nogen Betydning 
som Grundlag for mere omfattende systematiske og monogra- 
phiske Undersøgelser i Nutiden — som Generalsamling vil den 
under de nærværende Forhold altid blive overfløiet af de private 
Samlinger — har jeg i min hele Bestyrelsestid, især siden jeg 
begyndte at holde Forelæsninger paa Museet, nærmest bestræbt 
mig for at gjore Afdelingen til et Grundlag for oversigtlig 
høiere Underviisning i forskjellige Retninger, og blandt dem har 
Udviklingshistorien altid indtaget en fremragende Plads , ifolge 
dens overveiende , saavel reent videnskabelige, som anvendte 
Vigtighed. Den dertil anlagte Samling har efterhaanden naaet 
et meget betydeligt Omfang. Den grunder sig paa Bidrag fra 
mange forskjellige Kilder, for den storste Deel naturligviis paa 
mine egne Undersøgelser, hvorved jeg kraftigt er bleven under- 
støttet af Venner og Elever. Blandt de første bør her strax 
nævnes Hr. Fabrikeier Christian Drewsen, som i de tredive Aar, 
vi have været forbundne ved et aldrig kjolnet Venskab, stadigt 
og virksomt har understøttet mine Bestræbelser for at oplyse 
vore danske Insekters Naturhistorie, og hvem jeg blandt Andet 
skylder det hele Materiale til Necrophorernes Udviklingshistorie, 
for hvilken Videnskaben siden 1761 ingen anden Kilde har 
kjendt end Roesel. Mange oplysende Stykker skyldes danske 
Naturforskeres Reiser i fremmede Egne, især nuv. Adjunkt 
Kiellerup*s Reise med Gaiatea. 



195 



gjennem min egen afvigende Fremstilling og Tydning. Jeg 
vil tage een eller flere Familier ad Gangen, men uden at 
binde mig strengt til nogen systematisk Rækkefølge. Dette 
tørste Bidrag beskjæftiger sig med Gyrinernes, Hydrophilernes, 
Silphernes og Staphylinernes Familier. 



GYRINUS MARINUS GYLL. 

Tab. III. Fig. I 1 ). Larven ovenfra, lige udstrakt; Lemmer og 
Gjæller udstrakte; Halekrogene udspilede, 
de to inderste skjulte af sidste Gjællepar. 

- - - 2. Hovedet ovenfra, med det spaltede Mund- 

skjold, med venstre Kindbakke lukket i, 
med venstre Antenne og de tre øverste 
Øine paa venstre Side. Hovedets høire 
Side udeladt. 

- - - 3. Hovedet nedenfra, med Underlæben, høire 

Kjæbe, og de to nederste Øine paa høire 
Side. Hovedets venstre Side udeladt. 

- - 4. Høire Kindbakke, ovenfra. 

- - - 5. Høire Kjæbes to Flige , nedenfra. 

- - - 6. Been af tredie Par, fra Siden, seet med 

gjennemfaldende Lys. I Hoften sees Tro- 
chanterens Strække- og Bøiemuskel, hiin 
■befæstet paa Trochanterens øverste fortyk- 
kede Hjørne, denne paa en fra Trochan- 
teren i Hoften fremspringende Tap. I 
Laarets øverste Deel sees Skinnebenets 
Strækkemuskel , som udgaaer fra .den 
øverste Deel af Laarets Sidevæg, lidt foran 
Roden. Skinnebenets Bøiemuskel sees at 
udspringe med tre Rødder, den ene fra 



1 ) Forstørrelsens Grad er angivet paa Tavlerne ved hver enkelt 
Figur. 

18* 



196 



Tab. III. Fig. 6. Laarets Ryg, lidt foran dettes Rod, de to 
andre fra Trochanteren. I Laarets Ende, 
mellem Skinnebenets Strække- og Bøie- 
muskel , bemærkes endnu Skinnebenets 
tre smaa Dreiemuskler. I Skinnebenet 
sees (a. a. a.) de tre, fra dets Ryg 
kommende Portioner af Kløernes lange 
Bøierrmskel; dens fjerde og øverste Portion 
sees at udspringe fra Skinnebenets Rod- 
ende. Fodens Strække- og Bøiemuskel 
sees ved c og d; den sidste udspringer 
fra den øverste Deel af Skinnebenets 
Rodende, tæt under Knæet, hiin derimod 
fra Midten af dets nederste Væg. Ved b 
sees Kløernes lille Strækkemuskel. 

- - - 7. Bagkroppens tiende og sidste Led, nedenfra, 

med de fire Kroge i udspilet Stilling. 

- - - 8. Gjælle af første Par, seet med gjennem- 

faldende Lys, for at vise Aanderørsstammen 
og dens Hovedforgreninger. Gjælleborsterne 
ere udeladte. 

- - 9. Et Afsnit af niende Gjællepar med Aande- 

rørsstammen, fire af dens Sidegrene og 
nogle af de store Celler langs Sidevæggene, 
som udmærke de to sidste Par Gjæller. 

HYDROUS ' ) ATERRIMUS ESCHLTZ. 

Tab. III. Fig. 10. Larvens Hoved ovenfra. De sex Øine paa 
hver Side tydelige. Kindbakkerne op- 
lukkede, især den venstre. Høire Antenne 



*) Benævnelsen Hydrous blev foreslaaet 1775 af Linné i hans 
sidste entomologiske Afhandling: Bigæ Insectorum (Amoenit. 
Academ. VIII. 308); men ganske som synonym med Hydro- 
philus Geoffroy. Da Leach deelte Slægten, anvendte han Hy- 
drous for H. piceus L., Hydrophilus derimod for H. caraboides 
L. Nyere Forfattere ombytte Navnene. 



197 

Tab. III. Fig. 10. og venstre Kjæbe ere borttagne, for ikke 
at skjule de omliggende Dele. 

- - - 11. Hovedet nedenfra. Kindbakkerne opluk- 

kede, især den høire. Høire Antenne bort- 
tagen , venstre Kjæbe borttagen paa Hæng- 
selpladerne nær. 

- - 12. Bryststykket ovenfra, for at vise Formen 

og Udstrækningen af Skjoldene. 

- - - 13, 14, 15 og 16. For-, Mellem- og Bagbryst- 

stykket og første Led af Bagkroppen, 
nedenfra, for at vise Hudfoldernes Form, 
Udstrækning og indbyrdes Forhold , til 
Sammenligning med det fuldkomne Insekts 
Bygning af de samme Dele. De tre Par 
Been ere borttagne, og man seer de tomme 
Leddeskaale. Paa fig. 13 sees det chiti- 
niserede Prosternum - Skjold at indtage 
Leddets forreste og mellemste Deel. 

- - - 17. Første Led af Bagkroppen, ovenfra. 

a. Den forreste, paa Siderne dobbelte 
Leddefold. 

b. Leddets Rygdeel, med sine to Hoved- 
folder paatvers og sine to Sidefolder. I 
det fordybede Sted, hvor alle tre Folder 
støde sammen paa hver Side, sees de 
smaa Aandehuller. Paa den bageste Tver- 
fold bemærkes de fire mellemste Rygvorter, 
paa Sidefolderne de to yderste, og paa 
Sidefolderne udentil de to rudimentære, 
toleddede Gjæller. 

c. d. e. Den bageste Leddefolds tre Af- 
snit, første og andet Afsnit med Sidefolder. 

- - - 18. Bagkroppens syvende Led, ovenfra. 

a. Den forreste Leddefold, af hvilke kun 
Sidedelene ere synlige ovenfra. 

b. Leddets Rygdeel med sine to Tver- 



198 



Tab. III. Fig. 18. folder, sine to Sidefolder, sine sex Ryg- 
vorter og sine to rudimentære Gjæller. 
c. d. e. Den bageste Leddefolds tre Af- 
snit, som her alle ere forlængede. 

- - - 19. Bagkroppens ottende Led ovenfra. Den 

forreste Leddefold er utydelig, den bageste 
Leddefolds Afsnit utydeligt adskilte; Ryg- 
vorterne ere forsvundne, Gjællerne derimod 
ligesaa fuldstændige som paa de fore- 
gaaende Led. 

- - - 20. Bagkroppens niende og sidste Led, ovenfra, 

med de to store Aandehuller og de to 
rynkede Halevedhæng. 

- - 21. Been af første Par, seet fra Siden. Svømme- 

børster paa Hoftens Yderside, paa Tro- 
chanterens Underside, og paa Over- og 
Undersiden af Laaret og Skinnebenet. 
Foden kloformig, uden Kløer. 

HYDROPHELUS CARABOIDES L. 

Tab. IV. Fig. 1. Larven, seet ovenfra, udstrakt. 

- - 2. Hovedet, ovenfra. Kindbakkerne oplukkede. 

Høire Antenne og venstre Kjæbe borttagne. 
I Nakkehuden, som udfylder Nakkehullet, 
sees fortil de to smaa Nakkeskjolde, og 
bagved dem den store aflange Aabning, 
gjennem hvilken Forbindelsen med For- 
brystets Indvolde tinder Sted. 

- - - 3. Hovedet, nedenfra. Kindbakkerne aabne, 

den venstre heelt oplukket. Venstre i^n- 
tenne og høire Kjæbe borttagne, den sidste 
paa Hængselet nær. Paa hver Side af 
Midtlinien skinne Befæstningsfladerne af 
Kindbakkernes Muskler igjennem. 

- - - 4. Nymphen, seet fra Rygsiden. 

Tab. V. Fig. 1. Et Been af Larvens tredie Par, seet fra 
Siden. 



199 



HYDROBIUS FUSCIPES L. 

Tab. IV. Fig. 5. Larven, seet ovenfra, udstrakt. 

V. - 2. Hovedet , seet ovenfra. Kindbakkerne 
aabne, især den venstre. Kjæberne og 
venstre Antenne borttagne. 
_ 3. Hovedet seet nedenfra. Antennerne, Kind- 

bakkerne og høire Kjæbe borttagne, den 
sidste paa Hængselet nær. 
- - 4. Et Been af tredie Par, seet fra Siden. 

PHILTDRUS TESTACEUS F. 

Tab. IV. Fig. 6. Larven, seet ovenfra, udstrakt. 

- 7. Hovedet, seet ovenfra. Venstre Kindbakke 

heelt, høire halvt oplukket. Venstre An- 
tenne , begge Kjæberne og Underlæben 
borttagne. 

_ - - 8. Hovedet, seet nedenfra. Høire Kindbakke 
borttagen, venstre oplukket. Antennerne 
borttagne. Venste Kjæbe borttagen paa 
Hængselet nær. 

_ - 9. Nymphen, seet fra Rygsiden. 

V. - 5. Larven, seet fra Siden, siddende, for at 
vise Gangvorterne under Bagkroppen. 

_ - 6. Et Been af Larvens tredie Par; i Hoften 

sees Gruben, hvori Laaret kan lægges op. 

- 7. Saalen af en af Bagkroppens Gangvorter, 

med Heftekrogene. 

- 8. To sammenhængende Æggehylstre. 

BEROSUS SPINOSUS STEV. 

Tab. V. Fig. 9. Larven, seet ovenfra, udstrakt; Gjællerne 
udstrakte. 
- - - 10. Hovedet, seet ovenfra. Høire Kindbakke 
aaben , venstre heelt. oplukket. Høire 
Antenne, Kjæberne og Underlæben bort- 
tagne. 



200 



Tab. V. Fig. 11. Hovedet, seet nedenfra. Antennerne, høire 
Kindbakke og venstre Kjæbe borttagne, 
den sidste paa Hængselet nær. 

- - - 12. Et Been af tredie Par, seet fra Siden. 

- - - 13. Tracheesystemet i Bagkroppens to sidste 

Led, seete ved gjennemfaldende Lys, og 

under stærk Presning. 

t. t. De to Hovedstammer. 

b. b. b. b. Gjællestammerne. 

s. s. s. s. s. s. De tre sidste Par Aande- 

hulsgrene. 

i. i. i. i. Stammer til Tarmrøret. 

c. c. Grene til Hjertet. 

- - - 14. Et Stykke af en Gjælle af første Par, 

seet ved gjennemfaldende Lys og under 
stærk Presning. Paa den forreste Deel 
er Hudens Tverrynkning angivet. Paa 
den bageste Deel sees Tracbeernes For- 
delingsmaade i Omrids. 

NECROPHORUS VESPILLO HERSCH. 

Tab. VI. Fig. 1. Larven, seet ovenfra, staaende i bugtet 
Stilling. 

- - 2. Hovedet, seet ovenfra. 

- - - 3. Hovedet, seet nedenfra. 

- - 4. Høire Kindbakke, seet ovenfra. 

- - 5. Samme, seet fra den indvendige Side. 

- - - 6. Samme, seet fra Rygsiden. 

- - 7. Samme, seet nedenfra. 

- - 8. Venstre Kindbakke, seet nedenfra. 

- 9. Samme, seet fra den indvendige Side. 

- - - 10. Den forreste Deel af høire Kjæbe, med 

de to Kjæbeflige og Palpen, nedenfra. 

- - - 11. Samme Dele, ovenfra; Palpen borttagen. 

- - - 12. Underlæbens forreste Deel, seet nedenfra. 

- - - 13. Underlæben, seet ovenfra. 

- - - 14. Been af første Par, seet fra Siden. 






201 

Tab. VI. Fig. 7. takkede Laag; bag dette sees den fire- 
tandede Rand af Aandepungens øverste 
Laag at rage frem. (Den korte Hudkegle, 
som forestiller Bagkroppens niende Led, 
og som med sine korte, treleddede Hale- 
nokker rager frem mellem de to store 
Aandehuller af ottende Par, er skjult i 
Aandepungen.) 
-8. Nymphen, seet ovenfra. 

- ~ " 9- Ottende og niende Led af den mandlige 

Nymphes Bagkrop, nedenfra. 

- - - 10. De samme to Led af den kvindelige Nym- 

phes Bagkrop, nedenfra. 

SPHÆRIDIUM BIPUSTULATUM F. 

Tab. VI. Fig. 11. Larvens venstre Kjæbe, seet nedenfra. 

- - - 12. For- og Mellembryststykket, nedenfra. Paa 

Forbrystet sees Forryggens Sideombøininger 
og mellem dem den i Spidsen kløftede 
Forbrystplade ; paa hver Side af denne 
Forbenene. Paa Mellembrystet sees Mellem- 
benene, de to Tapper, som bære Bryst- 
stykkets Aandehuller, og, bagved dem, 
Enderne af Mellemrygsskjoldet. 

- - - 13. Been af tredie Par. 

- - - 14. Spidsen af samme Been, stærkere forstørret. 

Skinnebenet ender med to indleddede Torne, 
men savner Fod. 

- - - 15. Bagkroppens ottende Led, seet nedenfra 

og lidt bagfra. Gatboret aabner sig mel- 
lem de tre smaa trekantede Klapper ved 
Roden af Aandepungens nederste, i Ran- 
den rundtakkede Laag; bag dette sees den 
tvetandede Ende af Aandepungens øverste 
Laag at rage frem. 

14- 



202 



CERCYON ANALIS PAYK. 

Tab. VI. Fig.16. Larven, i noget krummet Stilling, seet 
ovenfra. 

- - - 17. Hovedet, ovenfra; Kindbakkerne ere halvt 

oplukkede. Baghovedets Hul er udfyldt af 
Nakkehuden, i hvilken sees de to Nakke- 
skjolde. Kjæberne og Underlæben ere bort- 
tagne. 

- - - 18. Hovedet, nedenfra. Antennerne, venstre 

Kindbakke og høire Kjæbe borttagne. 

- - - 19. Venstre Antenne, ovenfra. 

- - - 20. Begge Kindbakkerne, ovenfra. 

- - - 21. Høire Kjæbe og Underlæben, nedenfra. 

- 22. Bagkroppens ottende Led, seet nedenfra 
og lidt bagfra. Gatboret aabner sig i 
Tverspalten ved Roden af Aandepungens 
nederste, i Randen trekantede Laag; bag 
dette sees Randen af Aandepungens øverste 
Laag at rage frem med sine tre Tænder, 
som dog i denne Stilling blive lidt for- 
kortede og derfor mindre tydelige. Fra 
Aandepungen titte niende Leds Halenokker 
frem. 

- - - 23. Niende Leds Halenokker, stærkere for- 

størrede, nedenfra. 

- - - 24. Nymphen, fra Rygsiden. 

- - - 25. En af de lange Dreietapper med Ende- 

børste fra Nymphens Forryg. 

CERCYON LITORALIS GYLL. 
Tab. VII. Fig. 1. Bagkroppens ottende Led, seet nedenfra 
og lidt bagfra. Gatringen ved Roden af 
Aandepungens nederste, i Randen tretan- 
dede Laag; bag dette sees Randen af 
Aandepungens øverste Laag at rage frem. 
Fra Aandepungen titte niende Leds Hale- 
nokker frem. 



203 



HELOPHORUS GRANDIS DUFT. 

Tab. VIL Fig. 4. Et Æggehylster. 

- - 5. Larven, i udstrakt Stilling, seet ovenfra. 

- -6. Hovedet, seet ovenfra. Nakkehullet aabent. 

Venstre Kindbakke lukket, høire halvt 
oplukket. Høire Antenne, Kjæberne og 
Underlæben borttagne. 

- - 7. Hovedet, nedenfra. Høire Kindbakke bort- 

tagen, venstre halvt oplukket. Antennerne 
og venstre Kjæbe borttagne, den sidste 
paa Hængselet nær. 

- - 8. Forbryststykket, nedenfra. 

- - 9. Been af andet Par, seet fra Siden. 

- - - 10. Bagkroppens syvende, ottende og niende 

Led, nedenfra. Halenokkernes første Led 
antydet, de følgende Led udeladte. Ved 
Roden af Bagkroppens niende Led frem- 
træder Gatringen : Gattet mellem de to 
runde Vorter. 
- 11. Venstre Aandehulsplade af ottende Par. 

HELOPHORUS GRANULARIS MULS. 

Tab.VH. Fig. 12. Larvens høire Kindbakke, seet ovenfra og 
lidt bagfra, med Bøie- og Strækkemusk- 
lernes Sene og Rodende. 

- - - 13. Nymphen, seet ovenfra. 

NECROPHORUS VESPILLO HERSCH. 

Tab. VHI. Fig. 1. Larven, staaende i bugtet Stilling, seet 
ovenfra. 

- - 2. Hovedet, seet ovenfra; Kjæberne og Under- 

læben udtagne. 

- - - 3. Hovedet, seet nedenfra; venstre Halvdeel 

indtil henimod Midtlinien er udeladt, An- 
tennerne og Kindbakkerne ere borttagne. 

- - - 4. Høire Kindbakke, seet ovenfra. 



204 



Tab. VIII. Fig. 5. Høire K indbakke, seet nedenfra. 

- - 6. Samme, seet fra Rygsiden. 

- - 7. Samme, seet fra den indvendige Side. 

Ved de fire sidste Figurer betegner a den 
øverste og b den nederste Leddetap; 
Bøiemuskelens Sene er mærket med c, 
Strækkemuskelens med d. 

- - - 8. Den forreste Deel af venstre Kjæbe med 

de to sammenvoxne Flige, Palpestykket 
og Palpen, seet nedenfra. 

- - 9. Samme Deel, seet ovenfra; Palpen er bort- 

tagen; i Palpestykket sees dens store 
Leddegrube. 

- - 10. Et Been af første Par, seet fra den ba- 

geste Side. 

NECROPHORUS MORTUORUM F. 

Tab. VIII. Fig. 11. Larven, staaende i en noget bugtet Stil- 
ling, seet ovenfra. 

- - 12. Randen af venstre Kindbakke, seet ovenfra. 

- - 13. Underlæben med venstre Kjæbepalpe, seet 

nedenfra. 

- - 14. De to yderste Led af høire Antenne, noget 

pressede, forfra. 

- - 15. Den unge Larve, udstrakt, seet ovenfra. 

- - 16. Nymphen, seet fra Rygsiden. 

- 17. Niende Led af den kvindelige Nymphes 
Bagkrop med Gatringen , Skedefølerne 
(Vaginalpalperne) og Halenokkerne, seet 
nedenfra. 

- - - 18. Samme Led af den mandlige Nymphes 

Bagkrop, med Gatringen og Halenokkerne, 
seet nedenfra. 

SILPHA RUGOSA F. 
Tab. IX. Fig. 1. Larven, lige udstrakt, seet ovenfra. 






205 



Tab. IX. Fig. 2. Hovedet, ovenfra; venstre Halvdeel indtil 
henimod Midtlinien udeladt. 

- - - 3. Samme, nedenfra; høire Antenne og Ho- 

vedets venstre Halvdeel indtil henimod 
Midtlinien udeladte. 
_ - 4. Høire Kindbakke, seet ovenfra. 

- -5. Samme, seet fra den indvendige Side. 

- - 6. Venstre Kindbakke, seet ovenfra. 

- - - 7. Samme, seet fra den indvendige Side. 

- - - 8. Samme, seet fra Undersiden. 

- - 9. Høire Kjæbe, noget presset, seet neden- 

fra; den bageste Deel af Stammen og 
hele Hængselet, som ved tilstrækkelig For- 
størrelse sees fremstillede paa Fig. 3, ere 
her udeladte. 
_ - 10. Samme, noget presset, seet ovenfra; Pal- 

pen og Hængselet borttagne. 

- - - 11. Et Stykke af den tandvæbnede Rand med 

tre Torne af Kammen af samme Kjæbes 
indre Flig, stærkt presset, seet ved gjennem- 
faldende Lys. 

- - - 12. Spidsen af Hagen med Palpestammen, 

Palperne og Tungen, noget presset, seet 
nedenfra. 

- - - 13. Hele Underlæben , noget presset , seet 

ovenfra. 
. _ _14. Been af tredie Par, seet fra Siden. 

SILPHA OBSCURA ILLIG. 

Tab. IX. Fig. 15. Larven, lige udstrakt, seet ovenfra; teg- 
net efter et Exemplar med et overtalligt 
Bagkropsled. 

- - - 16. Enden af venstre Antenne, noget presset. 

- - - 17. Høire Kjæbepalpe, ovenfra. 

- - - 18. Hele Underlæben med det forreste Afsnit 

afHypostoma, noget presset, seet nedenfra. 

- - - 19. Been af tredie Par, seet fra Siden. 



206 



CHOLEUA FUSCA PANZ. 

Tab. X. Fig. 1. Larven, staaende i bugtet Stilling, ovenfra. 

- -2. Venstre Kindbakke, ovenfra; m Knuse- 

tanden, r Gjenhagen, a den øverste Ledde- 
tap, b Strække- , c Bøiemusklernes Sene. 

- - - 3. Venstre Kjæbe og Underlæben i Sammen- 

hæng, nedenfra. 

- - -4. Enden af høire Kjæbes indre Flig med den 

lille ydre Flig, ved gjennemfaldende Lys, 
noget presset, nedenfra. 

- - 5. Venstre Antenne, ovenfra. 

- - 6. Been af tredie Par, fra Siden. 

ANISOTOMA GLABRA KUG. 

Tab. X. Fig. 7. Larven, udstrakt, ovenfra. 

- - 8. Mundskjold og Læbe , svagt pressede, 

ovenfra. 

- - - 9. Venstre Kindbakke, ovenfra; a den øverste 

Leddetap. 

- - 10. Samme, nedenfra; a* den nederste Ledde- 

tap med Leddegruben. Paa disse to Figu- 
rer betegner m Knusetanden, r Gjenhagen, 
b Strække- og c Bøiemusklernes Sene. 
- 11. Venstre Kjæbe og Underlæben i Sammen- 
hæng, nedenfra. 

- - - 12. Enden af samme Kjæbes indre Flig, noget 

presset, ved gjennemfaldende Lys; de tre 
nederste Kamtænder borttagne. 

- - - 13. Enden af samme Kjæbes ydre Flig, noget 

presset, nedenfra. 

- - - 14. Tungen med Tungestøtten (i Midten) og 

Bitungerne, noget presset, ovenfra. 

- - 15. Venstre Antenne, ovenfra. 

- - - 16. Been af tredie Par, fra Siden. 




207 



AGATHIMUM MANDIBULARE ST. 

Tab. X. Fig?17. Larvens 1 ) venstre Kjæbe og Underlæben 
i Sammenhæng, nedenfra. 

- - 18. Enden af samme Kjæbes ydre Flig, noget 

presset, nedenfra. 

- - - 19. Høire Antenne, ovenfra. 

- - 20. Been af tredie Par, fra Siden. 



Den her fremstillede Række af Skikkelser har jeg stræbt 
at lægge tilrette, saavel i det Enkelte som i det Hele, i 
nedenstaaende Opstilling. En nærmere Begrundelse af min 
Synsmaade, ligesom af de nye Ting, der forekomme i Or- 
ganernes Nomenklatur, kan ikke ret vel finde Sted, før det 
hele Arbeide er naaet saavidt frem 2 ), at min Tydning kan 
sammenholdes med en større Række af Udviklingsformer. 
Meget i det her Fremsatte, haaber jeg, vil dog allerede nu 
finde Indgang. 

GYRINI: 

Tarsi exserti, biungulati. 

Spiracula nul la. 

Plenræ abdominis appendiculatæ , appendicibus elongatis, acumi- 
natis, ciliatis, natatoriis, brauchiis. 

Abdomen segmento nono exserto, posttergis brevissimis , constri- 
ctis, moniliforme, natatorium. 

Cerci elongati, acuminati, integri, ciliati, natatorii, bran- 
chice. 

Annulus analis eæsertus, hamulis armahis quattuor mobilibus, 
s c ans or iu s. 



1 ) Billedet af Larven maa af Mangel paa Plads henlægges til en 
senere Tavle. 

-) De Vanskeligheder, der have viist sig ved Tegningernes Stik, 
og den lange Tid , dette har medtaget , ere Skyld i , at jeg 
ikke har kunnet optage endeel af Staphylin - Larverne i denne 
første Afhandling, saaledes som det var min Hensigt 



208 



GYRINUS MARINUS: 



Corpus elongatum, lineari-fusiforme , minute granulosum, 
parcius pubescens. 

Caput minutum, porrectum, cylindricum, pone antennas 
paulo dilatatum, læve: occipite constricto, foramine cervicali 
amplo, retro spectante: collo nullo. Anguli frontales truncati. 
Clypeus concretus, basi excavatus, apiceni versus ascendens, 
porrectus , acute bidentatus : labro nullo. Sulci frontales 
latius excavati. Hypostoma concretum, impressione trans- 
versa sejunctum. 

Ocelli seni, laterales, congregati, majusculi, convexi, pro- 
minuli: superiores ovati, subreniformes: inferiores magis ro- 
tun dati. 

Antennæ laterales, extensæ, filiformes, longitudine ca- 
pitis: radicula exserta, annuliformi: articulis sequentibus 
tribus gracilibus, elongatis, magnitudine paulo decrescentibus: 
appendice terminali brevissima. 

Instrumenta cibaria exserta, libera. 

Mandibulæ capite breviores, falcatæ, latiusculæ, acutæ, 
medio denticulis nonnullis parvis, retro vergentibus, armatæ. 

Maxillæ distantes, membrana articularia nulla; cardines 
brevissimi , membranacei. Stipites mentum vix excedentes, 
crassi, obovato-quadrati. Malæ binæ, longitudine subæquales : 
exterior gracilis, conica, palpiformis, biarticulata, palpario 
elongato, filiformi; interior angulatim hamata, obsolete bi- 
articulata: articulo priore pectinato : terminali cultriformi, 
valido, sub apicem dentato. Stipites palporum maxillarium 
brevissimi, annuliformes. Palpi maxillares filiformes, quadri- 
articulati: articulo primo brevi: sequentibus fere æqualibus, 
secundo et tertio obconicis, quarto paulo crassiore, oblongo- 
ovato. 

Mentum brevissimum, transversum. Ligula nulla. Stipi- 
tes palporum labialium maxillas excedentes, discreti, graciles, 
conici. Palpi labiales biarticulati , articulis fere æqualibus, 
priore obconico, altero oblongo-ovato, subincurvo. 



209 

Prothorax capiti longitudine par, sed paulo latior, ova- 
tus. Mesothorax et metathorax subglobosi, annulorum om- 
nium corporis latissimi. Scuta prothoracica concreta, integra, 
incompleta, scutum subovatum tbrmantia læve, convexum, 
basi et lateribus marginatum. Scuta mesothoracica discreta, 
minuta, transversa. Scuta metathoraciea nulla. Scuta ster- 
nalia nulla. 

Pedes longiores, graciles, per paria crescentes,pubescentes, 
ambulatorii. Coxæ conicæ , inclinatæ. Femora longitudine 
coxarum, clavata, apice spinulosa, inf'erius pilosa. Tibiæ 
femoribus paulo breviores, apice spinulosæ. Tarsi longitudine 
tibiarum, unguibus æqualibus, gracilibus. 

Segmenta abdominalia scutis corneis carentia, sensim 
decrescentia, integra, globosa, nonum subclavatum. Pleuræ 
obsolete expressæ, integræ. Ventralia integra, 

Color pallidus, partibus corneis pallide flavis. Lai*va 
aquatica, mobilissima, abdomine branchiisque natans, liamis 
analibus scandens, rapax. 



HYDROPHILI: 



Tarsi iingulif ormes, interdum deficientes. 
Spiraeula abdominalia octavi paris terminalia. 
Instrumenta cibaria exserta, libera, membrana articidaria maxillari 
brevissima, cardines non excedente. 
Ctypeus concretus, labro mdlo. 
Mandibulæ falcatæ, acutæ, clausæ. 
Ligida aut parva, acuminata, aut nulla. 
Caput porrectum, collo mdlo. 
Annidus analis brevissimus. inermis. 

Caput extensum, quod sursum flecti possit, occipite amplo, 
convexo, deorsum vergente, foramine cervicali sursum spectante, 
membrana cervicali scutata. Antennæ triarticulatæ (radicula 
scilicet vix annuliformi), raro quadriarticulatæ, articulo primo 
elongato, terminali pusillo. 



210 

Mandibulæ sursum curvatæ, validæ, sæpissime dentatæ, 
basi distantes, musculis adductoribus occipiti inferiori insertis. 
Maxillæ distantes, palpiformes : cardine brevi, transverso, 
membrana articularia libera, prominente, duplicata, sæpissime 
scutata : stipite elongato, libero : mala interiore nulla, exteriore 
uniarticulata, pusilla, inermi, stipiti palporum inserta. Palpi 
maxillares triarticulati, labiales biarticulati. Stipites palpo- 
rum labialium concreti. 

Ocelli seni. 

Prosternum corneum. Scuta tergorum abdominis parva, 
discreta. Ventralia plicata. 

I. Spiracida lunata, transversa^ peritremate elevato, oblovgo, 
eætrorsum dilatato, scutellato , aérifero 1 ). Spiracula octavi paris 
abdominis detecta. Segmentum nonum abdominis exsertum. Vestis 
aeri/era nulla. Antennæ extra angulos frontis insertæ. 



*) Skjondt Cussac's Meddelelser om Udviklingen af Spercheus 
emarginatus (Ann. de la Soc. Ent. de Fr. II. Ser. T. X. 1852. 
p. 617. PL 13. f. 8 — 16) vistnok hore til de bedste nyere 
Fremstillinger af denne Art, have de dog intet Hold kunnet 
yde mig til nærmere Sammenligning med de mig bekjendte 
Hydrophillarver. Den stærkt udviklede Læbe , som angives i 
Beskrivelsen, sees af Figurerne at være Mundskjoldet. I An- 
tennerne er den hudagtige Rodkegle betragtet som et Led, 
hvorfor de angives at være fireleddede. Mindre let bliver det 
at udrede, hvad der bor forstaaes ved »machoires assez fortes, 
arquées , aigues a Fextrémité, fortement ciliées dans leur partie 
intérieure« (fig. 12). Skulde Pandefligene have en saadan 
Bygning , at de af Forf. kunde misforstaaes og antages for 
Kjæbeflige, eller har han faaet Billedet af Kjæberne forvirret 
af de overliggende Mandibler? thi at der skulde forekomme en 
stærkt udviklet Flig paa Kjæbeskaftet (stipes), foruden den 
sædvanlige rudimentære Flig paa Palpestykket, der ogsaa sees 
paa Cussac's Figur, og i hans Beskrivelse omtales som et 
Vedhæng paa forste Palpeled , staaer dog neppe til at for- 
mode om en Hydrophillarve. Fem Øine paa hver Side tør 
vel antages for en Observationsfeil. Det kan ikke udfindes, 
hvorledes det forholder sig med Skjolddannelsen paa Bryststykke 
og Bagkrop. Men, hvad der især staaer mig iveien, ere Forf.s 
Angivelser om Aanderedskaberne : »Les stigmates garnis de 
poils tres longs et tres nombreux sont au nombre de 7 paires, 



211 



Mandibulæ non multum distantes. Scuta tergorum ab- 
dominis conspicua. Ventralia scutata. 

A. Ocelli laterales, congregati, rotundati, convexi. 

Larvæ amphibiæ, prædam cursu sectantes. 

1. Abdomen sensim dilatatum, supra convexum, iufra planius- 
culum, pieuris exsertis, segmento nono abrupte minore, apodum, cercis 
longissimis, triarticulatis, articulis apice setigeris, ambulatorium. 

a. Pedes breviusculi, validi, compressi, spinulosi, femo- 
ribus tibiisque fere æque longis, coxis scrobe femorali scnlptis, 
ras orii. 

aa. Appendices pleurarum abdominis octonæ, corneæ, 
elongatæ, setiformes, ambulatoriæ. 

Antennæ articulo secundo et tertio appendiculatis. 



tres proéminants, placés sur les cotés de l'abdomen« (p. 622), 
altsaa i de Haarbuske, der sidde langsmed Dyrets Sider (fig. 8, 
men som denne Figur ogsaa viser paa de to bageste Led af Bryst- 
stykket), og som vel maae være de samme, der et andet Sted 
(p. 619) omtales som: »appendices respiratoires situés sur les 
cotés de l'abdomen«, og om hvilke det hedder, at Dyret stik- 
ker dem frem over Vandets Overflade, naar det vil aande. 
Disse Angivelser synes baade i sig selv at være mindre tyde- 
lige, ligesom ogsaa at staae i nogen indbyrdes Modsigelse, og 
de lade sig saalidt forene med mine Undersøgelser over de 
andre Hydrophillarvers Former af Aanderedskaber , at jeg ret 
meget længes efter at finde Ledighed til at undersoge denne 
Larve. Saameget fremgaaer imidlertid af Cussac's Afhandling, 
at Spercheuslarven slutter sig til Helophorlarven ved fremskudt 
niende Bagkropsled , som det jo ogsaa ifølge de udviklede 
Dyrs Slægtskab var at vente. Ifølge hans Figurer kunde man 
være tilboielig til at slutte, at Spercheuslarven Lorholder sig 
paa en lignende Maade til Helophorlarven, som Berosuslarven 
til de andre Hydrophilinlarver : at den nemlig er en kort, bred 
Form, med lange, tynde Klattrebeen. Nogle tidligere Med- 
delelser om en ung Spercheuslarve af H. v. Kiesenwetter (Ent. 
Zeit. 1845. S. 222) gaae altfor lidt ind paa Dyrets Bygning, 
til at man hos dem kunde hente nogen Hjælp. Dog maa 
ogsaa efter dem det niende Bagkropsled forstaaes at være 
fremskudt. Larven var langs med Siderne og paa Bagkrop- 
pens Spidse besat med » abstehenden Haaren « ; Benene vare 
tynde, Laarene besatte med lange Haar: skulde de altsaa 
være Svømmebeen? men dermed passer den Form ikke, som 
Cussac har paa sine Figurer. 



212 



HELOPHORUS : 

Caput subquadratum. Anguli frontis clypeum excedentes, 
ampli, fornicati, obtusi. Clypeus convexus, apice conico pro- 
minente. Sulci frontales profundi. Hypostoma triangulum, 
medio transverse impressum, apice rotundatum. Occiput pro- 
funde canaliculatum. 

Antennæ articulo primo secundum paulo superante, se- 
cundo apicem versus dilatato, subtriangulari, tertio minuto. 

Mandibulæ breviores, basi dilatatæ, apice incurvæ, sub 
apicem crenulatæ, subæquales: dente medio hamato, interdum 
duplici. 

Stipites maxillares crassiusculi, subcylindrici , palpis 
labialibus inferiores. Palpi maxillares minuti, conici, articulis 
decrescentibus ; stipes elongatus , clavatus, validus, palpum 
duplo superans. 

Mentum oblongo-quadratum, angustum, pusillum, sub fron- 
tem retractum. Stipes palporum labialium angustus, longi- 
tudine menti, apice tissus. Palpi labiales articulis fere æque 
longis. Ligula nulla. 

Scuta thoracica concreta, completa, integra. Thorax 
superne profunde canaliculatus. Prosterum areis membrana- 
ceis sculptum. 

Coxæ foras apertæ, scrobem membranaceum femoralem 
exbibentes. 

Præterga abdominis brevissima, simplicia, obtecta. Terga 
non plicata, scutis corneis quaternis, setigeris, intermediis 
subquadratis, lateralibus an gu stis, ad longitudinem subellipti- 
cis; scuta segmenti noni concreta, scutum unicum subqua- 
dratum exhibentia. Ventralia scutis corneis novenis. 

Spiracula terminalia pone scuta lateralia tergi sita. 

Cerci minute reticulosi, articulo terminali ruguloso. 



Helophorus gran dis: Mandibulæ sub apicem profundius 
crenulatæ: dente medio bicuspide, acumine utroque 
bamato. Color pallidus, partibus corneis fuscis: 
cercis pallidis, setis atris. 






213 



Helophorus gran u la ri s: Mandibulæ sub apicem obso- 
lete crenulatæ : dente medio simplici. 1 ) 



//. Spiracula rotandata. peritremate annuliformi. Spiracitla 
abdominalia octavi paris obtecta. Segmentum nonum abdominis abs- 
conditum, minutissimam vel obsoleium. Partes corporis membranaceæ 
veste indutæ aérife ra, e pube brevissima, constipata, inæquali, 
sericea confecta. Antennes supra angidos frontis insertæ. 

Mandibulæ late distantes. Scuta tergorum abdominis 
minutissima, verruciformia, sæpius obsoleta. Ventralia scutis 
carentia. 

B. Ocelli superiores, majusculi, distantes, 

oblojigi, plani. 

Larvæ sursum prospicientes, presbyopicæ, aqua- 

ticæ, prædam aversæ sectantes. 

2. Abdomen sensim atteuuatum , acutum, apodum, pieuris e.c- 
serlis, >iatatorium. 

* Atrium respiratorium nullum. Spiracula terminalia 
minuta. Cerci nulli. 

o Pleuræ segmentorum abdominis præter octavum ap- 
pendiculatæ. 

b. Pedes articulis omnibus elongatis , setulosi , tarsis 
gracilibus, longissimis, scansorii. 

\ Abdomen supra planiusculum, infra convexum. 

bb. Appendices pleurarum abdominis longissimæ, trans- 
verse rugosæ, breviter pubescentes, b ran c hi æ. 

§ Spiracula tubulata. Spiracula thoracica superne 
conspicua. 

BEROSUS SPINOSTJS: 

Caput breviter obovatum. Anguli frontales breviusculi, 
late rotundati. Clypeus angustus, convexus, apice producto, 
rotundato, quinquedentato. Sulci trontales basi distantes. 
Hypostoma brevissimum, transversum. Occiput anterius pro- 
funde excavatum. 



x ) Af denne Arts Lane kjender jeg kun den afstreifede Hud. 



214 



Antennæ articulo primo secundum duplo fere superante, 
tertio pusillo. 

Mandibulæ acuminatæ, inæquales: dextra dente medio 
duplici, acumine anteriore elongato, acuto: sinistra dente 
medio parvo, acuto, simplici, retro vergente. 

Stipites maxillares crassi, elongato-obovati, medio sub- 
constricti, palpos labiales valde excedentes. Palpi maxillares 
crassiusculi; stipes brevis, crassus, articulo primo palpo- 
rum duplo ferme major. 

Mentum minutissimum, subquadratum , angulis anteriori- 
bus obtusis. Stipes palporum labialium subquadratus, minu- 
tissimus. Palpi labiales articulo priori brevissimo. Ligula 
nulla. 

Scuta prothoracica concreta, integra, incompleta, tergum 
medium obtegentia. Scuta mesothoracica discreta, minuta, 
coriacea, oblique triangula. Scuta metathoracica distantia, 
minutissima, verruciformia. 

Præterga abdominis simplicia. Terga plicata, scutis mi- 
nutissimis, verruciformibus, per paria approximatis. 

Color albus, partibus corneis pallide flavis, veste aéri- 
fera in dorso nigricante, seriem macularum exhibente. 



-j--f- Abdomen supra et infra æque convexum. 

Segmentum octavum abdominis atrium respira- 
torium exhibens, scuto superiore repando-denticulato, inferiore 
trilaciniato. Spiracula terminalia dilatata. Cerci minutissirai, 
in fundum atrii retracti. 

oo Pleuræ segmentorum abdominis omnium appendiculatæ. 

— Pleuræ thoracis tuberculatæ. 

c. Pedes gracillimi, compressi, articulis elongatis, femo- 
rali omnium longissimo, utrinque ciliato , natatorii. 

Antennæ scapo longissimo, ciliato, natatoriæ. 

cc. Appendices pleurarum abdominis præter octavum par 
elongatæ, inæquales, ciliis gracillimis vestitæ, natatoriæ; 
appendices octavi paris deorsum flexæ, acuminatæ,^ sinuosæ, 
suspensoriæ. 



215 



gg Spiracula thoracis tubulata, superne conspicua. Spira- 
cula abdominis immersa. 
Antennæ triarticulatæ. 
Tubercula thoracica cylindrica. 
Terga abdominalia obscure plicata. 

HYDKOPHILUS CARABOIDES: 

Caput obovatum. Anguli frontis brevissimi , sinuati. 
Clypeus valde convexus, margine late rotundato, crenulato. 
Sulci frontales ante divergentes, basi distantes. Hypo- 
stoma semicirculare , valde convexum , ante truncatuni. 
Occiput obscure canaliculatum, medio constrictum, prope 
hypostoma utrinque profunde impressum. 

Antennæ articulo primo longissimo, tenui, ciliato, se- 
cundo et tertio tenuibus, pusillis, subæqualibus. 

Mandibulæ elongatæ, falcatæ, acutissimæ, subæquales, 
dente medio valido, duplici, acumine posteriore acuto, 
priore lanceolato, majore. 

Stipites maxillares gracillimi, longissimi, palpos labiales 
excedentes. Palpi maxillares graciles; stipes gracilis, recur- 
vus, articulo primo triplo longior. 

Mentum amplum, fornicatum, e basi sensim decrescens 
latitudine, angulis dentiformibus , lateribus serrulatis. Stipes 
palporum labialium elongato-quadratus, basin versus angustior. 
Palpi labiales articulo priore brevissimo. Ligula elongata, 
acuminata. 

Scuta prothoracica concreta, completa, integra. Scuta 
raesothoracica discreta, tergum medium occupantia, triangula, 
apicem truncatum versus constricto-attenuata. Scuta meta- 
thoracica discreta, incompleta, apice incurva. 

Prætérga abdominis integra. Terga obscurius plicata, 
scutis verrucitbrmibus, cylindricis. 

Color sordide albus, in larvis adultis fuscescens; scuta 
fuscescentia; partes corneæ flavescentes. 



15 



216 



dd. Appendices pleurarum abdominis inæquales, parium 
septem priorum breves, nudæ, natatoriæ, octavi paris 
deorsum flexæ, acuininatæ, sinuosæ, suspensoriæ. 

§§§ Spiracula iramersa. Spiracula thoracica superne non 
conspicua. 

Antennæ quadriarticulatæ. 

Tubercula thoracica verruciforraia. 

Terga abdominalia profunde plicata. 

HYDROUS ATERRIMUS: 

Caput rotundatum. Anguli frontales clypeum superantes, 
lingulati. Clypeus planiusculus , margine late rotundato, 
medio sinuato. Sulci frontales extrorsum curvati, basi et 
apice convergentes. Hypostoma triangulum, obscure canali- 
culatum. Occiput canaliculatum. 

Antennæ articulo primo valde elongato, tenui, ciliato, 
secundo et tertio gracilibus, pusillis, subæqualibus. Articulus 
extraordinarius brevissimus, nodiformis inter articulum primum 
et secundum interpositus. 

Mandibulæ crassæ, obtusiusculæ, inæquales: dextra dente 
medio crasso, obtusiusculo, transverso, duplici : sinistra dente 
minore, inferiore , apici vicino armata. 

Stipites maxillares gracillimi, elongati, palpos labiales 
longe superantes. Palpi maxillares graciles; stipes gracilis 
recurvus, articulum primum subæquans longitudine. 

Mentum cordatum, planiusculum, angulis porrectis, vali- 
dis, dentiformibus. Stipes palporum labialium cordatus. 
Palpi labiales articulis fere æque longis. Ligula brevis, conica. 

Scuta prothoracica discreta, tergum medium tantum ob- 
tegentia. Scuta metathoracica discreta, tergum medium ob- 
tegentia, triangula, apice incurva. 

Præterga abdominis plicata. Terga abdominis plicata; 
scutis verruciformibus , obtusis. 

Color fuscus; partes corneæ nigrofuscæ. 



Pleuræ thoracis tuberculis carentes. 

Antennæ articulo secundo et tertio appendiculatis. 



217 



d. Pedes breviores, spinulosi, coxis ovatis, simplicibus, 
femoribus tibiisque fere æque longis, ambulatorii. 
ee. Appendices pleurarum abdominis nul læ. 

§§§§ Spiracula tubulata. Spiracula thoracica superne 
conspicua. 

HYDROBILS FUSCIPES: 

Caput quadrato- oblongum. Anguli frontis clypeum vix 
superantes, apice auguste rotundati. Clypeus convexus, mar- 
gine transverso, quinquedentato. Sulci frontales retro conflu- 
entes. Hypostoma subquadratum, apice rotundatura. Occi- 
put integrum. 

Antennæ articulo primo secundum duplo ferme superante, 
tertio pusillo. 

Mandibulæ latiores , acutæ, subæquales, dente medio 
maximo, triplici, acumine posteriore minuto, prioribus duobus 
validis, incurvis, acutis. 

Stipites maxillares crassi, subovati, palpos labiales non- 
nihil excedentes. Palpi maxillares crassiusculi; stipes bre- 
vissimus, articulo primo palporum duplo major. 

Mentum subquadratum, retro angustatum, angulis acu- 
tiusculis. Stipes palporum labialium subquadratus. Palpi 
labiales articulo priore brevissimo. Ligula tenuis, acu- 
minata. 

Scuta protboracica concreta, completa, integra. Scuta 
mesothoracica et metathoracica discreta, incompleta, trian- 
gula, apicem truncatum versus constricto-attenuata. 

Præterga abdominis simplicia. Terga plicata, scutis mi- 
nutis, subquadratis, planiusculis , subcorneis, intermediis du- 
plicibus. 

Color sordide eburneus; scuta fusca; caput pallide flavum, 
minute fusco-variegatum. 



3. Abdomen sublineare, apice atfemiatum . , obtusum, supra 
conveæum, infra plamusculwn , pedatum, pieuris haud e.rsertis, 
gressorium. 

15* 



218 

e. Pedes breviores, validi, spinulosi, femoribus tibiisque 
fere æque longis, coxis scrobe femorali notatis, rasorii. 
Præterga plicata. 

PHIL YD RUS TESTACEUS: 

Caput quadrato-oblongum. Anguli frontis clypeum paulo 
excedentes, dentiformes, acuti. Clypeus convexus, margine 
transverso, quadridentato. Sulci frontales retro confluentes. 
Hypostoma triangulum. Occiput canaliculatum. 

Antennæ articulis prioribus duobus fere æque longis, ter- 
tio pusillo. 

Mandibulæ lanceolatæ, acutæ, inæquales: dextra sub 
apicem serrulata, dente medio duplici, acumine utroque lan- 
ceolato : sinistra dente medio simplici, lanceolato. 

Stipites maxillares crassi, subcylindrici, palpos labiales 
longe excedentes. Palpi maxillares conici; stipes brevissi- 
mus, articulo primo palporum dimidio major. 

Mentum cordatum, apice truncatum. Stipes palporum 
labialium brevis, apice rotundatus. Palpi labiales articulo 
priore brevissimo. Ligula tenuis, acuminata. 

Scuta protboracica concreta, completa, integra. Scuta 
mesotboracica tergum ex parte obtegentia, medio cobærentia, 
laciniata. Scuta metatboracica discreta, incompleta, laciniata, 
medio profunde constricta. 

Coxæ magnæ, foras apertæ, scrobem membranaceum 
femoralem exhibentes. 

Præterga abdominis plicata. Terga abdominis plicata, 
scutis minutissimis, transversis, pianis, subcorneis, intermediis 
duplicibus. 

Pedum abdominalium paria quinque, in ventrali tertio, 
quarto, quinto, sexto , septimo sita, hamis plantaribus nu- 
merosis munita. 

Color eburneus; partes corneæ fuscæ; caput scutaque 
tboracica pallido-variegata. 



219 

C. Ocelli superiores, minuti, congregati, rotundati, 
planiusculi. 

Larvæ sursum prospicientes, myopicæ, in terra 
humida vel fimo degentes, larvas antliatorum 
præcipue sectantes. 

4. Abdomen cylindricum , pieuris haud eæsertis, sensim dilata- 
ftw/j, segmento octavo omnium amplissimo, apodvm, reptorium. 

f. Pedes nulli. 

ff. Appendices pleurarum abdominis parium septem prio- 
rum nullæ, octavi paris breves, obtusæ, retro eminentes. 

Ligula palpos labiales superans, elongata, acuminata, 

setulosa. 

CERCYON : 

Caput obovatum. Anguli frontis abbreviati. Clypeus an- 
gustus, convexus, obtuse unidentatus. Sulci frontales pro- 
fundi. Hypostoma triangulum. Occiput profunde canalicu- 
latum, foveola media sculptum. 

Antennæ articulo primo triplo longiore quam secundo, 
tertio secundum nonnihil superante, clavato. Appendices 
antennariæ validæ, posterior cylindrica , articulum secundum 
superans, terminalis articulo tertio duplo longior, setacea. 

Mandibulæ breviores, subfalcatæ, basi introrsum dilatatæ, 
inæquales: dextra dente medio brevi, crasso, integro, apice 
oblique truncato, corona serrulata: sinistra edentula, margine 
interiore serrulata. 

Stipites maxillares palpos labiales valde excedentes, 
latere exteriore depresso-dilatato, multispinuloso, interiore 
confuse spinuloso. Palpi maxillares conici, articulis sensim 
decrescentibus, stipite brevi, crasso, mala spiniformi. 

Mentum brevissimum, transversum. Stipes palporum la- 
bialium brevis, transversus, apice medio obtuse acuminato. 
Palpi labiales conici, articulo altero priorem quarta parte 
superante. Ligula ampla, mento quadrupio longior. 

Scuta prothoracica concreta, completa, integra, disco 
foveolato. Scuta mesothoracica concreta, integra, incompleta, 



220 



tergum medium occupantia. Scuta metathoracica discreta, 
tangentia , integra , incompleta , minuta. Prosterni apex 
acutus. 

Præterga abdominis simplicia. Terga abdominis simpli- 
cia, scutis carentia. 

Cerci subexserti, setis longioribus fulti. 

Color sordide eburneus; partes corneæ flavescentes. 



Cercyon an a lis: Scutum superius segment! octavi ab- 
dominis apice obtuse tridentatum. Scutum ventrale ejusdem 
segmenti margine posteriore parce setuloso, tridentato , dente 
intermedio latiore, infra excavato. 

Nympha: Styli motorii scapo apicem versus multi- 
articulato. 

Cercyon litoralis: Scutum superius segmenti octavi ab- 
dominis margine posteriore repando-denticulato. Scutum ventrale 
ejusdem segmenti margine posteriore dense piloso, valide tri- 
dentato, dente medio angustiore, infra canaliculato. 
Nympha: Styli motorii scapo integro. 



g. Pedes brevissimi, conici, tarsis carentes, reptorii. 

gg. Appendices pleurarum abdominis paiium septem priorum 

nullæ, octavi paris validæ, conicæ, sinuosæ, rugosæ, motor iæ. 

SPHÆRIDIUM: 

Caput rotundatum. Anguli frontales abbreviati. Clypeus 
latus, excavato - descendens, obtuse tridentatus. Sulci fron- 
tales evanescentes. Hypostoma triangulum. Occiput profunde 
canaliculatum, foveola media sculptum. 

Antennæ articulo primo triplo fere longiore quam se- 
cundo, tertio secundum vix adæquante, conico. Appendice 
antennariæ pusillæ. 

Mandibulæ breves, apice incurvæ, acutæ, basi introrsum 






221 

dilatatæ, subæquales : dextra sub apicem dente admodum ex- 
iguo armata: sinistra edentula, margine interiore crenulato. 

Stipites maxillares palpos labiales valde excedentes, latere 
exteriore depresso-dilatato, spisse mucronulato, interiore du- 
plici serie spinularum prædita. Palpi maxillares conici, articulis 
sensim decrescentibus, stipite brevi, crasso, mala / spiniformi. 

Mentum cordatura. Stipes palporum labialium transver- 
sus, apice medio acuminato. Palpi labiales conici, articulo 
altero priorem quarta parte superante. Ligula angusta, mento 
vix duplo longior. 

Scuta thoracica concreta, completa, integra, protboracica 
foveolata, mesothoracica et metathoracica punctis latis con- 
spersa. Prosterni apex obtusus, fissus. 

Coxæ adpressæ , primæ ovatæ , obliquæ , posteriores 
lunatæ, planæ. Femora pone apicem spinulis coronata. Ti- 
biæ apice interiore producto, obtuso, spinulis binis lateralibus, 
tarsum simulantibus, fulto. 

' Cerci subexserti, setis longioribus fulti. 

Color sordide eburneus; scuta cornea fusco-testacea; 
mandibulæ nigrofuscæ. 



Sphæridium scarabæoide s: Pleuræ segmenti octavi 
abdominis appendice antica auctæ conica, valida. Scutum 
superius ejusdem segmenti apice truncatum, quadridentatum. 



Sphæridium bipustulatum: Pleuræ segmenti octavi 
abdominis appendice antica nulla. Scutum superius ejusdem 
segmenti apice rotundatum, bidenticulatum. l ) 



l ) Jeg har efter disse Mærker sondret Larverne i to Arter og 
efter Skjøn , hentede fra Forekomst m. ni., bestemt dem som 
ovenfor. Dog er jeg i nogen Tvivl om hvorledes Sagen forholder 
sig, især fordi den tvehornede Larve, der er opfort som til- 
hørende S. bipustulatum, ofte opnaaer en ligesaa betydelig 
Størrelse som den firehornede. Nogle faa Formforskjelligheder 
mellem disse to Larver i Kjæbebygningen ere fremstillede paa 
Tavlen. 



222 



Ved Betragtningen af de Skikkelser, Dyrene antage i 
Udviklingens hvilende Periode, følges overhovedet den Grund- 
sætning, at de Forhold udelukkes, i hvilke det modne Dyrs 
Bygning allerede kjendeligt er kommen tilstede. Der tages 
derimod fortrinsviis Hensyn til de Bygningsforhold, der ere 
særegne for Nymphen som saadan, som komme til Anven- 
delse i dens eget eiendommelige Liv, og hvis Tilværelse er 
begrændset af dette. 



NYMPHÆ: 
Pterothecæ metathoracicæ superne conspicuæ. 

a. Styli motorii tergorum abdominalium quatemi. 

Terga abdominalia in tuber minus, spiraculum non ob- 
tegens, utrinque desinentia. Pleuræ abdominales cum 
tergis confusæ. 

* Styli motorii subæquales, breves, seta terminali 
elongata. 

Cerci breves, conici, integri. 
Helophorus. 

** Styli motorii pleurarum abdominalium brevissimi, 
conici, laterales tergorum abdominalium lbngissimi, 
gracillimi, prothoracici elongati, graciles. 
Cerci elongati, acuminati, flexuosi, parte terminali 
multiannulata. 

Ber osus. 

b. Styli motorii tergorum abdominalium seni. 

Terga abdominalia in tuber majus, spiraculum ex 

parte obumbrans, utrinque desinentia. 

Pleuræ abdominales manifestæ. 

Styli motorii validi, elongati. 

Cerci elongati , acuminati , flexuosi , parte terminali 

multiannulata. 

* Cerci apice fissi. 
Styli motorii prothoracici numerosi, utrinque acer- 
vati. 

Hydrophilus. 






223 



** Cerci acuti. 

Styli motorii prothoracici rariores, distantes. 
Philydrus. 
II. Pterothecæ metathoracicæ obtectæ. 

Styli motorii tergorum abdominalium quaterni. 
* Pleuræ abdominales cum tergis confusæ. 

Cerci longiores, graciliores, acuminati, multi- 
annulati. 

Cercyon. 

** Pleuræ abdominales manifestæ. 
Cerci breves, conici, biarticulati. 
Sphæridium. 



Stærkt udviklede grenede Kjertier paa Æggelederne 
yde Hydrophilhunnerne en betydelig Mængde af en silkeagtig 
Afsondring, som med Vaginalpalperne og Bagbenene spindes 
til Æggehylstere. De Former, jeg kjender af disse, kunne 
oversees saaledes : 

CAPSULÆ OVIGERÆ: 

1. cornutæ, liberæ, natantes; 

a. nudæ : 

Helophorus, Hydrous; 

b. folio convoluto inclusæ : 

Hydrophilus; 

2. laminatæ, plantis aquaticis affixæ, sæpius congregatæ : 

Hydrobius, Philydrus; 

3. inermes; 

a. sub ventre feminarum suspensæ; 

* coxis affixæ: 

Spercheus; 
** liberæ : 

Helochares; 

b. in terra humida vel fimo depositæ: 

Cercyon, Sphæridium. 



224 

SILPHÆ: 

Tarsi unguliformes. 

Instrumentel cibaria retracta, membrana articularia maxillari 
completa. 

Ciypeus discretus, labro amplo, mandibulas contegente. 

AJandibulæ breves , dorso posteriore tnmido , apice denticulatæ. 

AJaxillce mandibulis contectæ, malts binis , basi concretis, in- 
teriore pectinata, exteriore barbata fimbriatave. 

Ligula lata, membranacea, biloba. 

Antennæ triarticulatæ , articulo secundo et tertio appendiculatis, 
seciindo elongato. 

l'erga ihoracica et abdominalia sevtata, sctitix omnibus concretis. 

Annulus analis exsertus, motorius. 

Caput breve, obcordatum, pronum, foramine cervicali in- 
feriore. Sulci frontales evanescentes. Hypostoma ovatum,mem- 
branaceum vel subcorneum, membrana articularia maxillari 
utrinque inclusum. Labrum transversum , margine priore 
medio sinuato, inflexo, incrassato, spinuloso. 

Maxillæ cardine magno, triangulari, stipite lato, mentum 
haud excedente, per totam longitudinem membranæ articulariæ 
affixo amplæ, sinuosæ. Palpi maxillares triarticulati, stipite 
brevi, annuliformi. Labium mandibulis et labro contectum, 
mento amplo, subquadrato. Palpi labiales biarticulati. Scuta 
sternalia evanescentia. Spiracula rotundata, hiantia. 

/. AJandibulæ retinaculo et mola carentes, angu- 
stiores, apice oblique truncatæ, subbifidæ, serrulatce. 

Labrum iriangulum. 

AJaxillæ malis corneis, latiusculis, ad apicem usque coa- 
litis: exteriore apice membranacea, obtusa, dense barbata: interiore 
crassa. inæquali, apice acuminato , recurvo. minime prominente, mar- 
gine interiore arcuato. pectine brevi, validissimo, obtusiusculo. 

Stipites palporum, labialium coaliti. 

Appendices antennariæ pusillæ, parum exsertæ. 



225 
Geret articulo terminali i?itegro, stiliformi. 



* Abdomen reptoriam. 

NECROPHORUS: 

Ocelli duo, laterales, rotundati, convexi, prominuli, in 
larvis adultis sæpius evanidi. 

Antennæ mandibulas non adæquantes , articulo tertio 
brevi, cylindrico. 

Mandibulæ apice oblique truncatæ, serrulatæ. 

Maxillæ mala interiore sulcata, margine inæquali, pectine 
brevissimo, dentibus tribus inferioribus in mucronem validum 
conflatis. Palpi maxillares articulo ultimo conico. 

Mentum basin versus angustatum. Stipes palporum 
labialium brevis, transversus. Ligula parva. 

Partes corneæ corporis parce setulosæ, læviusculæ. 

Scuta tergorum thoracis incompleta, mesothoracis et 
metathoracis brevia, transversa. Scuta tergorum abdominis 
incompleta, spiracula non obtegentia, mucronibus armata qua- 
ternis, apice subarticulatis. Postterga tota membranacea. 
Ventralia scutis carentia, obscure plicata. Partes membra- 
naceæ abdominis in larvis adultis valde dilatatæ. 

Pedes breves, parce setulosi, validi, fossorii: coxæ 
scrobe femorali instructæ; femora valida, fusiformia; tibiæ 
validæ, incurvæ, acuminatæ. 

Cerci articulo posteriore brevi, conico. 

Vivit cadaveribus sepultis animalium minorum verte- 
bratorum. 

Necrophorus vespillo: Larva ovata, flava, partibus 
corneis luteis, posttergis pleurisque manifestioribus, thorace 
valde convexo, caput versus valde decrescente, scutis utrinque 
profundius impressis. Antennæ articulo primo dimidio lon- 
giore quam secundo, hoc obconico, apice satis crasso, appen- 
dice brevissima. Mandibulæ obtuse serrulatæ. Palpi maxil- 
lares articulo ultimo vix longiore quam secundo. Palpi labiales 
articulo altero duplo graciliore quam priore, stipite apice 



226 



medio producto, acuto. Scutum tergi noni abdominis inerme. 
Cerci brevissirai, segmentum nonum abdominis vix adæquantes. 



Necrophorus ruspator: Larva elongato-ovata, alba, 
paitibus corneis sordide flavis, posttergis pleurisque minus 
manifestis, thorace planiusculo, scutis obscurius impressis. 
Antennæ articulo primo dimidio longiore quam secundo, hoc ob- 
conico, appendice brevissima, oculos pæne effugiente. Mandibulæ 
profunde serrulatæ. Palpi maxillares articulo ultimo pænulti- 
mum vix superante. Palpi labiales articulo altero duplo 
graciliore quam priore, stipite apice medio producto, rotundato. 
Scutum tergi noni abdominis utrinque mucronatum. Cerci 
segmentum nonum abdominis valde excedentes. 



Necrophorus mortuorum: Larva elongato-elliptica, 
alba, partibus corneis sordide flavis, posttergis pleurisque 
minus manifestis, thorace planiusculo, scutis utrinque profun- 
dius circulatim impressis. Antennæ articulo secundo apice 
ante dilatato, appendice conspicua. Mandibulæ acute serru- 
latæ. Palpi maxillares articulo ultimo pænultimum tertia 
parte superante. Palpi labiales articulo secundo crasso, 
conico, stipite apice truncato. Scutum tergi noni abdominis 
utrinque mucronatum. Cerci segmentum nonum abdominis 
valde excedentes. 

** Abdomen cursorium. 

SILPHA : 

Ocelli seni, ovati, convexi, superiores quaterni, inferio- 
res bini. 

Antennæ mandibulas excedentes, articulo tertio elongato- 
ovali. 

Mandibulæ apice oblique truncatæ, subbifidæ, minute 
serrulatæ. 

Maxillæ mala interiore tuberosa, pectine æquali. Palpi 
maxillares articulo ultimo fusiformi. 






227_ 

Mentum subquadratum, utrinque angulatum. Stipes pal- 
porum labialium basi constrictus. Ligula ampla, biloba. 

Partes corneæ corporis subtiliter reticulosæ, minute gra- 
nulosæ, setis creberrimis obsitæ; scuta margine ciliata. 

Scuta tergorum thoracis et abdominis completa, spiracula 
et pleuras obtegentia. Præterga et postterga cornea. Ven- 
tralia scutata. 

Pedes elongati, validi, cursorii. Coxæ clavatæ, setulosæ. 
Femora elongata, clavata, spinulosa. Tibiæ subrectæ, spinis 
validis, creberrimis obsitæ. 

Cerci articulo posteriore subcylindrico. 



Silpha rugosa: Larva elongato-ovata, convexa, atra, 
occipite detecto, scutis thoracicis utrinque rotundatis, scutis 
tergorum abdominalium utrinque retro productis, acuminatis. 
Antennæ articulo secundo omnium longissimo, appendice gra- 
cillima. Palpi labiales subulati. Cerci segmentum nonum 
abdominis superantes. 

Vivit gregatim cadaveribus animalium majorum verte- 
bratorum. 

Silpha obscura: Larva ovata, planiuscula, testacea, 
bit'ariam nigroliturata, occipite margine pronoti obtecto. Scuta 
tergorum thoracis et abdominis utrinque acuminata, retro 
producta. Articuli antennarum sensim decrescentes, appen- 
dice articuli secundi crassiuscula. Palpi labiales articulo 
altero obovato. Cerci segmentum nonum abdominis longitu- 
dine æquantes. 

Vivit cadaveribus animalium vertebratorum et insectorum, 
vaga, solitaria vel paucæ simul. 



II. Mandibulæ retinaculo molaque instructæ, basi 
valde dilatatæ, dorso arcuatæ, apice bifidæ. 
Labrum. tran sver sum, angulis rotundatis. 



228 



Maxillæ malis angustis. apice discretis: exteriore gracili, mem- 
branacea, jimbriata: interiore cornea, plana, falcata, acuminata, pec- 
tine longiore, graciliore, acuto. 

Stipites palporum labialhim diset eti. 

Appendices antennariæ valde exsertæ, conicæ. Appendix termi- 
nalis biarticulata. 

Partes corporis corneæ subtiliter reticulosæ, minute granu- 
losæ , setulosæ ; scuta margine eiliata. Postterga membrana- 
cea. Ventralia scutata. Palpi labiales subulati. 

A. Mola mandibularum transverse plicata. Retinaculum gra- 
cile, filiforme. Paraglossæ haud manifeste. 

CHOLEUA FUSCA: 

Ocelli duo, superiores, rotundati, subimmersi. 

Antennæ capite longiores, setis longioribus instructæ, 
articulo secundo elongato. 

Maxillæ mala interiore apice uncinata, pectine validiore: 
exteriore gracillima, lineari, margine exteriore breviter tim- 
briato. Palpi maxillares articulo ultimo gracili, conico, pæn- 
ultimum superante. 

Mentum utrinque angulatum. Ligula medio incisa. 

Scuta thoracica completa, pleuras obtegentia, setis mar- 
ginis omnibus, disci multis clavatis. Scuta tergorum abdominis 
completa, spiracula et pleuras obtegentia, utrinque acuminata, 
retro vergentia, setis lateralibus binis majoribus: altera an- 
gulum coronante, acuminata, apice summo truncata: altera 
intramarginali , clavata, sursum porrecta. Partes corneæ 
corporis crebris minutisque setulis obsitæ. 

Pedes elongati, graciles, cursorii: coxæ conicæ; femora 
clavata, spinulosa; tibiæ lineares, rectæ, longissimæ, spi- 
nosissimæ. 

Cerci elongati, gracillimi, dense pubescentes, articulo 
posteriore longissimo, setaceo, multiannulato. 

Larva pallida, partibus corneis pallide fuscis, annulis 
thoracicis dilatatis, prothorace amplo, rotundato, basi trun- 
cato, abdomine gracili, acuminato. 

Hab. in cellis. Vivit putridis, fungis. 



229 



B. Mola mandibularum ereberrimis mucronulis. Retinacalum 
valiihim, hamatt/m. acutum. Paraglossæ distinctæ, barbatæ. 

Ocelli bini, rotundati, convexi, altero laterali, prominulo, 
altero inferiore, pone antennas sito. Maxillæ mala interiore 
apice porrecta, acuta, pectine gracili, rariore : exteriore apice 
dilatata, utrinque fimbriata, lacinia terminali elongata. Men- 
tum subquadratum, transversum. Ligula lata, rotundata, me- 
dio sinuata. Antennæ capite breviores, præter setas ordi- 
narias brevissimis tantum setulis pubescentes. Scuta tergo- 
rum thoracis incompleta, pleuras non obtegentia. 

ANISOTOMA GLABRA: 

Cerci graciles, elongati, pubescentes, articulo posteriore 
longissimo, setaceo, multiannulato. 

Lacinia terminalis malæ exterioris maxillarum tenuis, 
acuminata, utrinque pennata. 

Palpi maxillares articulo ultimo obovato, pænultimum vix 
adæquante. 

Antennæ articulo secundo sesqui longiore quam priore. 

Scuta tergorum abdominis completa, spiracula et pleuras 
obtegentia, utrinque acuminata, retro vergentia, setis termi- 
nalibus binis majoribus. Partes corneæ corporis crebris mi- 
nutisque setulis obsitæ. 

Pedes breviusculi, validi, parce spinulosi, ambulatorii: 
coxæ conicæ; temora fusiformia; tibiæ sensim acuminata?, 
latere interiore sinuatæ. 

Larva linearis, post sensim decrescens, pallida, parti- 
bus corneis fuscis. Vivit lycoperdis. 



AGATHIDIUM MANDIBULARE: 

Cerci crassiusculi, segmentum nonum abdominis parum 
superantes, parce setulosi: articulo priore crasso, subovato, 
seta longiore lateris exterioris: altero paulo longiore et 
duplo graciliore, recto, integro. 

Lacinia terminalis malæ exterioris maxillarum quinquetida. 



230 

Palpi maxillares articulo ultimo conico, pænultimum su- 
per ante. 

Antennæ crassiusculæ , articulo secundo duplo longiore 
quam priore. 

Scuta tergorum abdominis incompleta, spiracula et pleu- 
ras non obtegentia, utrinque angulata, setis tenninalibus binis 
elongatis. Partes corneæ corporis setis rarioribus, longiori- 
bus obsitæ. 

Pedes breves, crassiusculi, validi, parce setulosi, rasorii: 
coxæ crassiores, scrobe femorali instructæ; femora valida, 
fusiformia; tibiæ sensim acuminatæ, latere interiore sinuatæ. 

Larva oblongo - ovata, convexa, pallide fusca, partibus 
corneis fuscis. 

Hab. sub cortice arborum ægrescentium. Vivit fungis. 



EXPLICATIO FIGURARUM. 

Tab. III. Gyrinus marinus: 1. larva: 2. 3. caput pronum 
et supinum; 4. mandibula; 5. malæ maxillæ; 6. pes tertii paris, 
musculis extensoribus, flexoribus et rotatoribus expressis (a. a. a. mu- 
sculi flexores unguiculorum ; b. musculus extensor unguiculorum; 
c. muse. extensor tarsi; d. muse. flexor tarsi); 7. annulus analis, 
supinus ; 8. appendix branchialis primi paris, eiliis omissis; 9. frag- 
mentum appendicis branchialis noni paris. — Hydrous aterri- 
mus larva: 10- 11- caput pronum et supinum; 12. thorax pronus ; 
13. 14.15. thorax supinus; 16. 17. segmentum primum abdominis, 
supinum et pronum (a. prætergum; b. tergunr; c. d. e. posttergum) ; 
18. segmentum septimum abdominis. pronum (a. prætergum; b. 
tergum ; c. d. e. posttergum); 19.20- segmentum octavum abdominis, 
pronum; 21. pes primi paris. 

Tab. IV. Hydrophilus caraboides: 1. larva: 2, 3. caput 
pronum et supinum; 4. nympha. — Hydrobius fuscipes: 5. 
larva. — Philydrus testaceus: 6. larva: 7. 8. caput pronum 
et supinum ; 9 . nympha. 

Tab. V. Hydrophilus caraboides larva: 1. pes tertii 
paris. — Hydrobius fuscipes larva: 2. 3. caput pronum et supi- 



231 



mini; 4. pes tertii paris. — rhil y d rus testaceus:5. larva (obliqua) : 
6. pes tertii paris ; 7. planta pedis abdominalis. 8. Capsulæ ovigeræ 
Philydri testacei. — Herosus spinosus: 9. larva: 10. 11. 
caput pronum et supinum ; 12. pes tertii paris ; 13. segmenta tria ultinia 
abdominis systema trachearum exhibentia (t. t. tracheæ cardinales ; 
b. b. b. b. tracbeæ branchiales; s. s. s. s. s. s. spiracula; i. i. i. i. 
rami intestinales ; c. c. rami vasis dorsalis) ; 14. fraginentuni appen- 
dicis branchialis primi paris. 

Tab. VI. Sphæridiuni scarabæoides: 1. larva: 2. 3. caput 
pronum et supinum : 4. antenna ; 5. maxilla cum labio , supina; 6- pes 
tertii paris: 7. segmentum octavum abdominis. supinum; 8. nympha; 
9. 10. segment a duo ultima abdominalia nympliæ, supina. — Sphæ- 
ridium bipustulajt um larva: 11. maxilla: 12. prothorax et 
mesothorax, supini; 13. pes tertii paris; 14. apex femoris cum tibia 
ejusdem pedis; 15. segmentum octavum abdominis, supinum. — Cer- 
cyon analis: 16. larva: 17. 18. caput pronum et supinum; 19. 
antenna : 20. mandibulæ ; 22. segmentum octavum abdominis , su- 
pinum ; 23. cerci; 24. nympha: 25. stylus motorius prothoracicus. 

Tab. VII. Cercyon litoralis larva: 1. segmentum octavum 
abdominis, supinum. — Hydrophilus caraboides: 2. capsula ovi- 
gera cum folio includente. — Berosus spinosus: 3. nympha. — 
Helophorus grandis: 4. capsula ovigera; 5. larva: 6- 7. caput 
pronum et supinum ; 8. prothorax, supinus ; 9. pes secundip aris ; 10. 
segmenta tria ultima abdominis , supina ; 11. spiraculum abdominale 
octavi paris. — Helophorus granularis: 12. mandibula larvæ, 
prona; 13. nympha. 

Tab. VIII. Necrophorus vespijllo: 1. larva: 2. 3. caput 
pronum et supinum; 4. mandibula sinistra, prona; 5. eadem supina; 6. 
eadem, a tergo; 7. eadem, a latere interiore (a. condylus superior; 
b. condylus inferior: c. tendo musculi flexoris ; d. tendo musculi 
extensoris) ; 8. 9. malæ maxillæ pronæ et supinæ ; 10. pes primi 
paris. — Necrophorus mortuorum: 11. larva: 12. apex man- 
dibulæ sinistræ, pronus ; 13. labium et palpus maxillaris, supina; 
14. apex antennæ; 15. larva junior; 16- nympha: 17. 18. seg- 
mentum abdominis nonum, pronum et supinum. 

Tab. IX. Silpha rugosa: 1. larva: 2. 3. caput pronum et 
supinum; 4. mandibula dextra, prona; 5. eadem, a latere interiore; 
6. mandibula sinistra, prona; 7. eadem, a latere interiore; 8. eadem, 
supina; 9. 10. maxilla, supina et prona; 11. fragmentum marginis in- 
terioris malæ interioris maxillæ; 12. apex labii, supinus; 13. la- 
bium, pronum; 14. pes tertii paris. — Silpha obscura: 15. 
larva (exemplum segmentis abdominalibus decem) : 16. apex an- 
tennæ; 17. palpus maxillaris; 18. labium, supinum; 19. pes 
tertii paris. 

Tab. X. Choleua fusca: 1. larva: 2. mandibula sinistra, 
prona (m. mola; r. retinaculum ; a. condylus superior; b. tendo 

16 



232 



musculi extensoTis ; c. tendo musculi flexoris): 3- maxilla cui 
labio, supina; 4. apex maxillæ: 5. antenna sinistra, prona; 6. pes 
tertii paris. — Anisotoina glabra: 7. larva: 8. clypeus cur 
labro , pronus ; 9. mandibula sinistra, prona: a. condylus superior; 
10. eadem , supina: a. condylus inferior (m. mola; r. retinaculum; 
b. tendo musculi extensoris ; c. tendo musculi flexoris); 11. maxilla 
cum labio, supina: 12. apex malæ interioris, pectine ex parte omisso; 
13. apex malæ exterioris; 14. ligula cum paraglossis , prona; 
15. antenna sinistra, prona; 16. pes tertii paris. — Agathidium 
mandibulare larva: 17. maxilla cum labio supina; 18. apex 
malæ exterioris; 19. antenna dextra, prona; 20- pes tertii paris. 



NOGLE BIDRAG TIL NORDISK ICHTETYOLOGI 

VED HENRIK KRØYER 



I. De grønlandske L iparis- Arter. 

.Ligesom mit tidligere Bidrag om Mysiserne i dette 
Tidsskrifts første Hefte, saaledes ere ogsaa de nærværende 
Meddelelser i Hovedsagen en Sammenstilling af det Materiale, 
jeg i sin Tid har bragt tilveie for det franske Reiseværk i 
Norden. Ved dettes uventede Afslutning paatænkte jeg for 
Fiskenes Vedkommende at udgive Materialet samlet i Form 
af et Slags »Prodromus til den grønlandske Ichthyologi«; 
dog, da Udførelsen heraf er bleven mig umulig, benytter jeg 
Leiligheden til paa dette Sted at give et Brudstykke af mit 
Arbeide. At Lipariserne ere fremskudte forrest, kunde ikke 
blot motiveres ved den meget indskrænkede Kundskab til 
Slægtens grønlandske Arter i Almindelighed, men ogsaa i 
visse Maader fremstilles som Følge af en mig paahvilende 
Forpligtelse. I anden Rækkes andet Bind af naturhistorisk 
Tidsskrift, hvor jeg beskriver to nordiske Liparis- Arter, ud- 
hæves af mig Side 275: »jeg er endnu ikke ganske paa det 
Rene, hvad Antallet og Diagnoseringen af de grønlandske 
Liparis- Arter angaaer, og skal derfor senere vende tilbage 
ti) dette Punkt.« Det er altsaa vistnok paa Tiden for mig 
at indløse dette tolv til tretten Aar gamle Lofte, og det saa 
meget heller, som mine fortsatte Undersøgelser have ledet 
saavel til nogen Forandring i mine Anskuelser, som til nogen 
Forøgelse af Artstallet (hvad dog ikke udelukker, at endnu 
meget staaer tilbage i Undersøgelsen af de grønlandske 

16* 



234 

Lipariser). Men hertil maa endnu lægges den Tilskyndelse og 
Vækkelse, jeg erholdt gjennera en lille Artikel af Dr. Philos. 
Lutken: »nogle Bemærkninger om Liparis lineatus« i et nyligt 
udkommet Bind (for 1860) af den naturhistoriske Forenings 
videnskabelige Meddelelser (Side 169 til 174); idet mine An- 
skuelser i Adskilligt ere forskjellige fra denne Forfatters. Og 
slutteligt maa mærkes, at de nordamerikanske Faunister, der 
i senere Aar have udviklet en Iver og Virksomhed, som 
høiligt fortjener at berømmes, ogsaa have begyndt at vedrøre 
den grønlandske Fiskefauna, hvilket sidste imidlertid, paa 
Grund af det sparsomme literære Materiale, der hidtil over 
denne er publiceret, let kan lede til Videnskabens Bebyrdelse 
med en og anden Vildfarelse. Ogsaa dette har ansporet mig 
til de følgende Bidrag. 

Uagtet de Individer af Slægten Liparis, som til forskjel- 
lige Tider fra Grønland ere nedsendte til det kongelige natur- 
historiske Museum , næsten uden Undtagelse ere hentede fra 
forskjellige større Sødyrs Maver, og altsaa, bløde og skrøbe- 
lige, som de af Naturen ere, maae have lidt mere eller min- 
dre; og skjøndt den Omstændighed, at Samlerne i Regelen 
bragte for svag Spiritus til Opbevarelsen, hvorved endnu Be- 
skaffenheden forringedes, saa at Exemplarerne hyppigt naaede 
Museet i en Tilstand, der gjorde deres Undersøgelse og Bestem- 
melse vanskelig eller endog umulig, kommer til: dette uagtet, 
siger jeg, kunne dog, som jeg mener, de i Museet opbevarede 
Individer med Sikkerhed henføres til fem Arter. Disse ere : 
Liparis Fabricii Kr., L. tunicata 1 ) Reinh., L. Monta- 
gui Don., L. lineata Kr. og L. gelatinosa Reinh. (non 



Ved at opsoge Fisken Liparis i latinske Ordbøger, finder man, 
at nogle Lexikografer (Forcellini i Leipziger Udgaven, Georgi 
o. s. v.) betragte den som et Fæmininum, andre (Gesner) som 
et Masculinum. Alle henvise de til Plinius's hist. natur. 
XXXII, 53 som eneste Kilde. Men gaaer man nu til Plinius, 
saa træffer man ikke et Ord til Oplysning af det tvivlsomme 
Punkt. Som Lægmand i Filologien har jeg besluttet mig til 
at følge de nyeste mig bekjendte Ordbøger, og bruger derfor 
Ordet Liparis som Fæmininum. 



235 



Pallas). Jeg skal forsøge af disse at give sammenlignende 
Diagnoser, samt tilføie adskillige oplysende Bemærkninger; 
ogsaa meddeler jeg Beskrivelse, saavidt Materialet tillader, 
af de to hidtil ubeskrevne Arter. 

1. LIPARIS FABRICII KR. 

Kroyer i Naturh. Tidsskr. 2 R. II. 274: L. Fabricii. 

Th. Gill, Catalogue of the Fishes &c. pag. 47 : L. Fabricii Kr. ' ) 

Voyage en Scandinavie &c. Poissons tab. 8 fig- 2, a — i.-) 

Color supra cinereo-coerulescens vel aurantiacus ma- 
culis punctisve nigricantibus variegatus, infra albicans. Ca- 
put quartam longitudinis animalis partern fere æquans, maxi- 
mam piscis altitudinem superans, subcompressum, altius quam 
latius, rostro exaltato, truncato. Nares anteriores simplices, 
posteriores margine cutaceo cinctæ (vel brevissime tubulosæ). 
Maxilla inferior superiori subbrevior. Diameter oeuli 
longitudinalis tertiam ferme longitudinis capitis partern æquat. 
Dentes graciles, seriebus transversis dispositi, trilaciniati, 
lacinia intermedia lateralibus multo inajore. Discus ven- 
tral i s ellipticus, vix nonam longitudinis piscis partern ex- 
plens. Pinna caudalis acnminata, maxima parte cum pin- 
nis dorsali et anali connata, sextam usque ad octavam lon- 
gitudinis animalis partern explens. Numerus radiorum 
pin. dors. i3 / 2 i ; pect. 34; anal. 2 / 30 ; caud. 9. Vertebræ 46. 



') Theodor Gills i 1860 publicerede: »Catalogue of the Fishes of 
the eastern coast of North-America from Greenland to Georgia« 
henviser her til Storers mig ubekjendte : »Synopsis of the 
Fishes of North-America«, hvor denne Art skal anføres pag. 230 
under Navnet Lip. communis. Men jeg anseer det for meget 
tvivlsomt, om disse to Forfattere ikke snarere burde henfores 
til følgende Art end til denne. 

-) Tab. 8 fig- 2 Lip. Fabricii magnitudine naturali repræsentat 
coloribus pictam. 2, a. Pars piscis infra exhibita, ut appareant 
discus ventralis, anus tuberculumque anale. b. Os apertum antice 
exhibitum, ut series dentium monstrentur. b*. Rens solitarius 
magnitudine valde auctus. c. Præoperculum. d. Operculum 
cum suboperculo (e). f. Interoperculum. g. Ossa infraorbitalia. 
h. Ventriculus cum appendicibus coecis et liene. "i. Radius 
pinuæ dorsalis aculeatus. i*. Radius ejusdem pinnæ articulatus. 



236 

Af denne i Belsund ikke sjeldne Art har jeg kun seet 
tre eller fire smaa og slet konserverede Exemplarer fra det 
grønlandske Hav, uden nærmere at kunne betegne Fange- 
stedet. Den ovenciterede Beskrivelse og Afbildningerne ere 
efter friske og velbevarede spitsbergenske Individer. Naar 
jeg- i Naturh. Tidsskr. 1. c. har føiet Reinhardts L. tunicata 
som Synonym til nærværende Art, dog med Spørgsmaal, raaa 
jeg nu, efter senere Undersøgelser, ansee en saadan For- 
ening for aldeles uholdbar. Den Tid savnede jeg Materiale 
til Sammenligning. 

2. LIPARIS TUNICATA RHDT. 

0. FabriciiFn. Groenl. n. 95: Cyclopterus Liparis (idetniindste tildeels). 

1. H. Reinhardt i Vid. Selsk. Forh. 1832-36- S. CXI: L. tunicata. 

— i Vid. Selsk. Naturv. og math. Afli. VII. 116. n. 51: 

Liparis. (?) 

— i Vid. Selsk. Forh. 1842. S. 82 : L. tunicatus. 

C ol or fuscus vel cinereo-olivaceus, infra parum modo 
dilutior, nullis maculis punctisque nigro-marmoratus ; rarissime 
longitudinaliter lineatus vel undulatus lineis di4utioribus. Ca- 
put quartam longitudinis piscis partern æquans, altitudinem 
superans, depressum, latius quam altius, rostro hnmiliori 
obtuso. Nares anteriores tubulosæ, posteriores modo mar- 
gine cutaneo prominente cinctæ. Maxilla inferior su- 
periori brevior, ferme horizontalis. Dentes maxillarum 
numerosi, multiseriati, trilaciniati, lacinia intermedia laterali- 
bus angulariter protensis multo majore. Diameter oculi 
longitudinalis vix sextam longitudinis capitis partern explet, 
tertiam vero latitudinis frontis inter oculos partern æquat aut 
superat. Spatium a margine oculi posteriori ad aperturam 
branchialem latitudine frontis inter oculos aliquanto longius. 
Discus ventralis suborbicularis , decimam fere longitudinis 
piscis partern explens. Pinna caudalis haud acuminata, 
cum pinna dorsali et anali connata sed ad basin modo, oc- 
tavam ferme explens longitudinis partern. Numerus radiorum 

pin. dors. 2, /2i; pector. 42; anal. T / 3 , ; caud. 10. Vertebræ 48. 
( 2, /29- 2, /2l) (V26-V31) 



237 

Denne Art, som synes at være den anseeligste i Nor- 
den, da den opnaaer en Længde af ti Tommer og maaskee 
mere, er tillige i det grønlandske Hav vistnok den alminde- 
ligste af Slægtens Arter efter Antallet af de nedsendte In- 
divider at slutte. Ogsaa har jeg seet Exemplarer fra Island. 
At jeg ikke i den ovenstaaende Diagnose har vovet at tage 
Hensyn til »Hudens særdeles løse Vedhængen«, som i sin 
Tid foranledigede I. H. Reinhardt til at foreslaae Artsnavnet 
tunicata, er, fordi jeg ikke tør holde det for afgjort, at den 
nævnte Hudens Beskaffenhed er oprindelig og naturlig for 
denne Fisk, og ikke snarere en Virkning af et kortere eller 
længere Ophold i andre Sødyrs Maver. Iagttagelser paa en 
Række Exemplarer af flere Liparis - Arter ligesom paa andre 
bløde Fisk have vakt nogen Mistanke hos mig angaaende 
dette Forhold. løvrigt omtale flere Forfattere Lipariser med 
løst vedhængende Hud. Saaledes Pallas (Specil. zool. VII. 23) 
under L. gelatinosa: cutis — — vix corpori adhærens at 

utris ad instar circa piscem inflari possit, ae separatæ 

operiat et corpus et pinnas, aliter ae in ullo pisce observatur. 
Og hos Yarrell læses om hans Lip. vulgaris: the body in- 
vested with a thin semi-transparent membrane, wich incloses 
it like a bag, the fixed points being the lines of the dorsal 
and anal tins. Artsnavnet tunicata synes saaledes i ethvert 
Tilfælde ikke at være meget betegnende, men at kunne an- 
vendes paa flere Arter. Det bør imidlertid beholdes , indtil 
det ved umiddelbar Sammenligning med L. vulgaris afgjøres, 
hvorvidt den besidder Artsgyldighed. Den ovenfor i Diagno- 
sen omtalte stribede Farveforandring antydedes af Reinhardt 
som en egen Art, men ved nærmere Undersøgelse af det 
eneste Exemplar, hvorpaa hans Angivelse støttede sig, har 
jeg overtydet mig om, at tilstrækkelig Grund til Artsadskil- 
lelse savnes. Naar Dr. Liitken gjentagne Gange udhæver, 
at R. allerede har kjendt den stribede grønlandske Liparis, 
er hans Mening dermed, at R. har kjendt den af mig L. 
lineata benævnede Art som grønlandsk, men dette er urigtigt. 
Den grønlandske Fisk, som har foranlediget mig til at give 
Lip. lineata Plads i den grønlandske Fauna, har R. aldrig 



238 



seet, end sige undersøgt; og den grønlandske Fisk derimod, 
der af R. er antydet som en stribet Liparis, falder, som 
allerede bemærket, sammen med L. tunicata Reinh. Endnu 
vil jeg vove at udtale en Formodning: maaskee Striberne 
hos vore Museums-Exemplarer tildeels kunde være forsvundne 
som Følge af slet Konservation. og maaskee det grønlandske 
Hav hyppigere frembringer stribede Individer, end vi efter 
vore mangelfulde Erfaringer maatte ane. »This fish loses 
both markings and size, if allowed to become dry«, siger 
Yarrel om sin L. vulgaris; og fremdeles: »these markings 
(o: Striberne) are not constant, and many examples are 
without any streaks or lines, w 1 ) 

Da endnu ingen Beskrivelse haves af Liparis tunicata, 
vil det ikke være overflødigt at levere et Bidrag dertil , om 
end kun efter gamle og slet konserverede Exemplarer. 

Denne Art udmærker sig ved den brede og plumpe Form af 
Hoved og Forkrop , den stærkt fremragende Overkjæbe , den store 
Udvikling af Gjællelaagets Hudflig foroven, Brystfinnernes betydelige 
Storrelse , den kun lidet synlige Ryg- og Gatborfinne , Halefinnens 
Form, Sugeskiven. Pandefladen er stærkt nedskraanende. Ga- 
bet af betydelig Brede, nedadrettet, naar det opspiles. Læberne 
ere ret vel udviklede , men dog temmelig tynde eller hudagtige. 
Tænderne, paa Mellemkjæbebenene og Underkjæben ere smaa, men 
meget talrige og danne Kårder: de ere anbragte i Quincunx eller 
stillede i meget tætsluttede skraae Rækker, og aftage i Størrelse fra 
Mundens indre Rand udefter, saa at de yderste vanskeligt skjelnes 
med det blotte Øie. Tandkarden har i Overkjæben kjendeligt større 
Brede end i Underkjæben, hvorimod paa sidste Sted Længden af 
den med Tænder beklædte Deel er lidt større ; paa hvert Mellem- 
kjæbebeen har jeg kunnet tælle 36 — 38 Skraarækker , paa hver 
af Underkjæbens Grene over 40 til henimod 50- Paa Grund af de 
paagjældende Knoglers tilspidsede Form maa Skraarækkernes Tand- 
antal naturligviis være forskjelligt : paa den inderste Deel af Mellem- 
kjæbebenet fandt jeg omtrent tolv Tænder i en Skraarække , aller- 
yderst kun to ; i Underkjæben stiger Tændernes Tal i de indre 
Rækker neppe over otte (høiest ni). Af Form ere Tænderne tynde 






1 ) Hvorledes stemme forresten disse Yarrells Yttringer med Dr. 
Lutkens Paastand: at der ved Englands Kyster ikke sikkert 
vides at være fanget mere end et Exemplar af en stribet 
Liparis, nemlig det Donovanske? 



239 



og langstrakte, alle tre fligede i Enden, den mellemste Flig 
lang og spids , Sidefligene meget smaa og udgaaende omtrent under 
en ret Vinkel mod Siderne. Et lille Kjæbeseil er tilstede bag 
Tandkarderne saayel oven som neden i Munden (størst foroven). 
Mundhulen hvid. Tungeapparatet med alt dertil hørende be- 
tydeligt udviklet; saavel dettes øverste Flade som Mundhulens 
Hvælving foroven viser et chagrinagtigt Udseende eller en Mængde 
smaa ovale Granulationer (Kjertier). Svælgkarderne temmelig 
smaa , men stærke , foroven noget ægdannede , forneden langstrakt 
triangulære, begge Steder tæt væbnede med stærke, kegledannede, 
simple Tænder, der dog foroven ere kjendeligt større og stærkere 
end forneden. Ogsaa Gjællebuernes Mundknuder ere væbnede 
med Knipper af Tænder, der kun udmærke sig ved betydelig Fiin- 
hed. — Det forreste Næsebor, som omtrent ligger midt imellem 
Øiets forreste Rand og den øverste Ende af Mellemkjæbebenets op- 
stigende Fortsættelse , danner et kort , plumpt Rør ; det bageste, 
som er anbragt høiere oppe paa Panden og nærmere Øiet , er en 
simpel rund Aabning uden tydeligt fremragende Rande. Øinene 
temmelig smaa (deres Længdegjennemsnit indeholdes omtrent sex 
Gange i Hovedets Længde) , noget elliptiske eller ægdannede , med 
den øverste Rand i Pandefladen. Denne særdeles bred (omtrent 
eller næsten lig Hovedets halve Længde), flad, opstigende mod 
Nakken med jevn Skraaning. Gjællespaltens Høide omtrent 
lig Halvdelen af Hovedets største Høide. 

Sugeskiven er af temmelig kredsrund Form med lige stort 
Længde- og Bredegjennemsnit, med temmelig lille Midteskive og 
rigeligt udviklet Rand. Den ligger under Gjællelaagene, eller frem- 
træder omtrent i Linie med Øiehulens bageste Rand, men er dog 
fjernet længere fra Snudespidsen end fra Gatboret. Dens Gjennem- 
snit udgjør omtrent ^ af Totallængden. De Sugeskiven omslut- 
tende Brystfinner ere særdeles stærkt udviklede baade i Længde 
og Brede og udmærke sig tillige ved et større Antal Straaler, i 
Regelen 42, end hos nogen anden bekjendt nordisk Art. Deres Længde, 
regnet fra deres Forening under Struben indtil deres bageste Rand, 
udgjør omtrent eller henimod 1 a f Fiskens Totallængde, deres største 
Brede vil omtrent være hg med Halvdelen af deres Længde. Straa- 
lerne ere leddede, men ikke kløftede, de nederste de mindste. Ryg- 
finnen, som begynder omtrent over Brystlinnernes øverste Tilheft- 
ningspunkt og indtager omtrent | af Totallængden, er bagtil ved 
Hud fastvoxet til Halefinnens Rod, uden at dog nogen egentlig 
Sammensmeltning finder Sted som hos Liparis Fabricii , idet Ryg- 
finnens Straaler i Virkelighed ophore et lille Stykke fra Hale- 
finnens Rod; tages blot Hensyn dertil, da bliver et Mellemrum at 
ansætte mellem Ryg- og Halefinne, hvorimod dette, naar kun Binde- 
hudens Kontinuitet betragtes, synes at falde bort. Rygfinnen har 
en ikke ubetydelig Høide, eller rettere, dens Straaler naae en ikke 



240 



uanseelig Længde, men den skraat nedliggende Stilling, hvori de ere 
anbragte paa Ryggen, indhyllede i Bindehuden, skjuler tildeels dette 
Forhold ; de forste Straaler ere korte , men Straalerne tiltage efter- 
haanden i Længde omtrent indtil den tredivte ; og.saa rykke de 
efterhaanden tættere sammen , medens de første ere meget vidt- 
stillede. Alle Straalerne ere ukloftede i Enden, men de 21 forste 
frembyde Karakteren af Pigstraaler, medens de ovrige ere leddede ; 
Straalernes Spidser vise sig i en temmelig lang Strækning bolge- 
agtigt ud- og indboiede eller dreiede paa en særegen Maade. Gat- 
borfinnen, som ikke udstrækker sig gjennem Fiskens halve Længde 
(dens Længdestrækning udgjor omtrent j 5 , af Totallængden), ligner 
i de allerfleste Henseender Rygfinnen , dog naae Straalerne ikke en 
saa betydelig Hoide og Pigstraalernes Antal er meget mindre (jeg 
har iagttaget syv). Hale finnen, som sædvanligt udgjor omtrent L 
af Totallængden, er af meget smal og langstrakt Form. omtrent fem 
Gange saa lang som bred og omtrent af eens Brede i hele Læng- 
den : den ender afstumpet eller bredt afrundet, og bestaaer af ti, paa 
det Nærmeste lige lange , meget tynde , ukloftede , men leddede 
Straaler. Skæl eller skælagtige Udviklinger viser denne Fisks Hud 
ingen Spor til. 

Bughulen er meget rummelig, baade høi og lang: dens 
Længde udgjor fuldkomment -| af Fiskens Totallængde; dens Ld- 
klædning hvidagtig , svagt sølvglindsende eller perlemoderfarvet. 
Spiserøret særdeles kort, men vidt , muskelstærkt, indvendigt med 
12 til 14 stærkt fremspringende Folder ; Længden af Spiseroret hos 
et 9" langt Exemplar (hvilket ogsaa de folgende Maal gjælde) er 
omtrent 7'". Mavens forreste lige bagudrettede Deel er sæk- 
dannet, muskelstærk, indvendigt foldet, dog kun med sex eller syl 
Folder , Mellemrummet mellem disse meget stærkt rynket eller lige- 
som dannende et Net; Mavesækkens Længde omtrent 14'"; Port- 
nerdelen, som forbinder sig med Maven bagtil under en lidt spids 
Vinkel, har lidt mere end en halv Tommes Længde, Sækform eller 
rettere bred Kegleform, tyndere Vægge " end Spiserør og Mave og 
er indvendigt glat. Tæt bag Portneren ere talrige Blindtarme 
anbragte; paa Grund af det undeisogte Fxemplars slette Tilstand 
vover jeg ikke med Bestemthed at angive Tallet; sikkert er det, 
at de overstige 30 og nærme sig til 40; de ere meget langstrakte, 
tynde og skrøbelige ; tildeels naae de over en Tommes Længde. 
Tarmen har ringe Gjennemsnit og tynde Vægge; efterat have 
naaet bag i Bughulen, danner den en stor Bugtning, eller stiger 
forst lige ned til Bugfladen, dernæst op igjen, parallel med og tæt- 
sluttende til den nedstigende Deel ; forst derpaa begiver den sig til 
Gatboret. Den udstrakte Tarms Længde fra Portneren til Gat- 
boret vil mindst beløbe Bughulens dobbelte Længde eller -| af 
Fiskens Totallængde. Leveren fandt jeg lyseguul, blød, stor og 
bred , skjolddannet , liggende næsten ganske paa Mavens venstre 












241 



Side, kun med en lille tilspidset Flig mod Hoire; Galdeblære viste 
sio- ikke. Milten, som ligger nær Portnerdelens Forening med 
Tarmens Blindtarmdeel , er lille, langstrakt, af noget uregelmæssig 
Form, bruun. Nyrerne begynde tæt op mod Hjerneskallens bageste 
Deel. danne forst to kolledannede, vidtadskilte (ved det store til 
Gjællerne hørende Muskelparti) Masser, forene sig dernæst til et tem- 
melig bredt , til Rygradens Underflade heftet Baand , stige derpaa 
ned langs Bughulens bageste Væg til Bugfladen og fremsende ende- 
lig et kort, vidt Urinror. 

Rogn sækkene store (2" lange, 1" brede), dobbelte eller 
deelte i hele Længden, langstrakt sækdannede, noget sammentryk- 
kede; jeg fandt dem fyldte med et stort Antal (vistnok flere Tu- 
sinde) fuldt udviklede Rognkorn , næsten af Størrelse som Senneps- 
korn. 

Mellemkjæbebenene ere lange (Sidegrenenes Længde om- 
trent 1"), tynde, tilspidsede; den opstigende Deel har Sidegrenens 
halve Længde og deler sig i to Plader, af hvilke den inderste 
længste er sammentrykket, tilspidset i Enden, den yderste flad- 
trykket, udvidende sig mod Enden. O verkj æ bebenet er stort 
(over \" langt), af stærk Bygning, krummet og af uregelmæssig 
Form, foroven udvidet med stærkt betegnede Artikulations-Flader og 
Gruber, forneden aarebladagtigt med et skraat , halvmaanedannet 
Udsnit i Enden. Underkjæben er langstrakt (15"' lang), men 
af temmelig tynd og svag Bygning-, paa Midten forneden med en 
temmelig stor, spids Knude; dens forreste Deel eller Tanddelen har 
tre store Slimgruber langs den nederste Rand , Leddelen to paa 
Midten af dens ydre Side. Oie benene vise den for Lipariserne 
karakteristiske Form, idet de tre Underoiebeen forene sig til et Slags 
lige Stok, der strækker sig fra Overkjæbebenet til Forgjællelaagets 
bageste Rand; Længden af denne Stok næsten 21'" ; fortil gjennem- 
bores den af en Slimkanal , som indtager mere end dens halve 
Længde og aabner sig gjennem fem store Gruber. Bagtil begrænd- 
ses Oiehulen af en langstrakt og smal Oieknogle ; ovenover Oiehulen 
ere et Par skælagtige Smaaplader anbragte. Forgj ællelaage t 
har snarere Vinkelform end Halvmaaneform ; Vinkelens nederste 
eller horizontale Been viser et Par store Slimgruber. Gjællelaags- 
stykket er i særdeles ringe Grad udviklet, sammenlignet med 
Forojnellelaaget, som dog kun har middelaiaadig Størrelse ; det er 
stavdannet . tyndt og noget trindt, lidt krummet, med et Par 
Længdefurer paa Underfladen. Un dergj ællelaaget, som omtrent 
danner en ret Vinkel med Gjællelaagsstykket, staaer kun lidet til- 
bage for dette i Længde , men er af hudagtig Tyndhed , bredere i 
den frie Ende, lidt sabeldannet. Mellemgj ællelaaget, af over- 
ordentlig Længde (mere end \\") og Tyndhed, meget ligt en Gjælle- 
straale. sabelagtigt krummet, bagtil tyndere og spidsere, indtager 
næsten hele Hovedets Længde. Hjerneskallen, som kun har 



242 



meget ringe Fasthed, viser sig bag Øiehulerne i en ualmindelig Grad 
flad, bred og kort; Breden er meget kjendeligt større end Læng- 
den ; af en Nakkekam viser sig kun svage Spor paa den bageste 
Flade. Overskulderbladet meget lille, foroven kløftet til to 
Blade eller Afdelinger , af hvilke den ydre har en Slimgrube ; 
Skulderbladet er vel meget større end Overskulderbladet, men 
dog kun af Middelstørrelse, forneden dybt kløftet, den yderste læn- 
gere, men smalle Green udhulet af en stor Slimgrube, den inderste 
bladdannet, stærkt stribet efter Længden. Overarm s ben et meget 
stort eller i alt Fald meget langt (fuldt to Tommer), bagtil eller for- 
oven smalt, fortil udvidet, næsten skeedannet. Strå aleb een og 
Albuebeen svagt udviklede; Haandrodbenene derimod store, 
skjøndt bruskagtige, for største Delen af en temmelig kredsrund 
Form; jeg mener at kunne skjelne sex i Tallet. Den ravnenæb- 
dannede Fortsættelse bestaaer kun af en meget lang (Ir/'), 
tynd, sabelagtig krummet Beenstraale. Bækkenknoglerne be- 
staae af to middelmaadigt store, temmelig tykke (dog bruskagtige) 
Plader, som stige ned paa Siderne af Bughulen tæt indenfor Skulder- 
apparatets nederste Deel, til hvilken de ere nøie forenede ved Binde- 
væv ; med Hensyn til Form adskiller deres øverste Deel sig betyde- 
ligt fra den nederste: hiin er triangulær, denne langstrakt efter 
Fiskens Bugflade , bagtil ved en dyb Kløft adskilt fra den øverste 
og udsendende en lang Spids , underneden udhulet for at op- 
tage Sugeskivens Muskelapparat ; denne nederste Deel udmærker 
sig desuden ved sin stærkt stribede eller straalede Bygning. Ryg- 
hvirvlernes Antal er 48, hvoraf 11 Bughvirvler, 37 Halehvirvler. 
Alle Hvirvlerne have de opstigende Fortsættelser vel udviklede og 
lukkede foroven ; med den anden Hvirvel fremtræde saavel de øverste 
Interspinalbeen som Ribbenene ; nogle faa af de forreste Bughvirvler 
have omtrent ligesaa stor Tykkelse som Høide (Tornefortsættelserne 
fraregnede), men de følgende antage snart en stærkt sammentrykket 
Form; hos de 16 — 18 sidste bliver Længden af Corpus overveiende 
over Høiden , medens det modsatte Forhold finder Sted hos de fore- 
gaaende; den sidste Halehvirvel er temmelig stærkt udviklet, læn- 
gere end de to foregaaende tilsammen , pladedannet , bagtil udvidet 
og lidt udrandet paa Midten, uden Straaler langs øverste og nederste 
Rand eller kun bærende Halefinnen paa bageste Rand. De tre 
første Bughvirvler mangle nedstigende Fortsættelser ; paa den fjerde 
begynde disse at vise sig , paa den femte ere de temmelig stærkt 
fremtrædende, paa den sjette og de følgende antage de Kanal- eller 
Ringform, og Tornefortsættelser kunne allerede siges at være tilstede 
paa den tiende eller ellevte. Af Ribbeen findes ti Par. fra anden 
til ellevte Hvirvel, begge inclusive ; de udmærke sig alle saavel ved 
Længde som ved Tyndhed, men de 3 til 4 sidste Par overgaae dog 
endnu de foregaaende i Fiinhed ; med Hensyn til Tilheftningen kan 
mærkes, at medens de første Par fæste sig allerøverst til Hvirvelens 



243 

Corpus eller endog til Roden af de opstigende Tornefortsættel.Ner, 
saa rvkke de folgende mere og mere ned, saa at vi finde det sidste 
Par ved Roden af de nedstigende Tornefortsættelser. Tiende og 
ellevte Hvirvel have dobbelte Ribbeen , eller et Par ribbeenlignende, 
forholdsviis temmelig store og stærke Knogler hefte sig paa disse 
til Spidsen af den nedstigende Tornefortsættelse og strække sig ned 
til Fiskens Underflade. Interspinalbenene, saavel de øvre som nedre, 
ere kjendeligt tilbagekrummede i Enden. 

Maven af denne Art har jeg fundet fyldt med Krebsdyr, 
især Caprella septentrionalis. En eneste Gang har 
jeg truffet Lernæa cyclopterina Fabr. paa dens Gjæller. 
En Ascaris findes undertiden i Mængde i Sliimvæven, som 
sammenbinder Blindtarmene. 

3. LIPARIS MONTAGUI DON. 

Krøyer Danmarks Fiske II. 519: Lip. Montagui Don. 

— Voyage en Scandinavie &c. tab. 13 fig- 1, a — f-') 

Color rubro-fuscus, infra dilutior, nec maculis nec lineis 
distinctus. Caput quartam longitudinis piscis partern haud 
explens, depressum, multo latius quam altius, rostro brevi, 
descendente, humili. Dentes trilaciniati , lati , lacinia 
intermedia lateralibus perparum modo majori, conica, Nares 
simplices (non tubulosæ). Maxilla superior inferiori lon- 
gior. Diameter oculi longitudinalis quintam sextamve 
longitudinis capitis partern æquans. Pin næ dorsalis et ana- 
lis intervallo a caudali haud acuminata distinctæ. N urne- 
rus radiorum 

pin dors. 13 /n i P ect - 30 ' anaL V21 » caud - 18< Vertebræ 35. 

( ,3 /io— ,3 /i7) (29-30) ( 4 /2o- 4 / 21 )- 

Af denne Art har jeg kun seet et fra Grønland nedsendt 

Exemplar af 32'" Længde, altsaa lidt større end de Exem- 

plarer, jeg paa den norske Kyst har havt Leilighed til at 

samle, og efter dette er den ovenciterede Afbildning udført. 



') Tab. 13 fig. a. repræsentat Liparidem Montagui magni- 
tudine naturali; b. eandem auctam ; c. caput supra; d. partern 
corporis anteriorem infra; e. dentem maxillarem ; f. dentes pha- 
ryngeos. 



244 



At Pladens Underskrift har et Spørgsmaalstegn føiet til Arts- 
navnet, beroer derpaa, at jeg først var tilbøielig til at be- 
tragte den paagjældende grønlandske Fisk som en egen Art, 
paa Grund af enkelte Uovereensstemmelser i de relative Maal, 
i Sammenligning med norske Exemplarer. 1 ) Skjøndt jeg ved 
nærmere Drøftelse ikke har anseet Afvigelserne for tilstræk- 
kelige til at begrunde en Artsadskillelse , har jeg dog her 
troet at burde henlede Opmærksomheden paa dem, samt op- 
muntre Andre, som dertil maatte kunne finde Leilighed, til 
nærmere Prøvelse. Ogsaa har jeg under de medfølgende Ud- 
maalinger, ved Siden af Maalene af den grønlandske Fisk, 
stillet Maalene af et norsk Exemplar, 2C/" langt, til Sammen- 
ligning. 

4. LIPARIS LINEATA KR. 

Krøyer i Naturh. Tidsskr. 2 R. II. 284 : Lip. lineatus. 
Voyage en Scandinavie &c. tab. 13 fig. 2, a — g. 2 ). 

C ol or lineis longitudinalibus alternantibus laterum nlbis 
(quinis) coeruleisque (quaternis) distinctus; pinnæ pectorales, 
dorsalis et analis albo coeruleoque variæ, pinna caudalis fasciis 
binis transversalibus coeruleis : vertex capitis albo coeruleoque 
lineatus longitudinaliter. Caput quartam ferme explens lon- 
gitudinis piscis partern, summam liujus altitudinem superans, 
summam vero æquans latitudinem, rostro exaltato, crasso, 
subprominente. Nares anteriores simplices, posteriores tu- 
bulosæ. Maxi 11a s up e ri or inferiori longior. Dentes tri- 
laciniati, seriatim et regulariter positi , lacinia intermedia 
lateralibus baud longiore, crassa, obtusata. Diameter ocu li 
longitudinalis quintam ferme capitis partern æquans dimidiam- 



1 ) Især er Halefinnen meget kortere, Bugskiven ligeledes kortere, 
men Rygfinnen længere. 

2 ) Tab. 13 fig. 2, a. exhibet piscem magnitudine naturali, colori- 
bus pictum ; b. eundem magnitudine auctum ; c. caput superne 
visum; d. caput infra cum acetabulo &c; e. maxillam superio- 
rem cum dentibus seriatis ; f. dentem maxillarem solitarium, 
valde auctum ; g. particulam cutis cum squamulis valde auctam. 






245 



que frontis inter oculos latitudinem. Pinna caudalis haud 
;uuniinata, cum dorsali et anali connata, septimam ferme 
longitudinis piscis partern explens. Numerus radiorum 
pin. dors. '%i 5 pector. 34; anal. 2 / 29 ; caud. 13. Vertebræ 42? 

Denne kun omtrent tommelange Ringbug-, som jeg paa de 
ovenanførte Steder har beskrevet og ladet afbilde , er nylig bleven 
Gjenstand for Dr. Luttens Undersøgelser , som meddeler Publikum, 
at den »forekommer, som jeg i det Folgende skal vise, om end maaskee 
mindre hyppigt, baade ved de grønlandske, islandske, norske, svenske, 
russiske og danske Kyster ; alligevel vil man forgjæves søge den i 
Fortegnelserne over disse Landes Fiske ; hverken i Krøyers Beskri- 
velse af Danmarks Fiske, eller i Nilssons skandinaviske Fauna, eller 
i Fabers Naturgeschichte der Fische Islands , eller i Reinhardts For- 
tegnelse over Grønlands Fiske i de naturhistoriske Tillæg til Rinks 
Beskrivelse af Grønland findes den anført.« At Dr. Liitken her 
har stillet det for Videnskaben allerede Vundne i et falskt Lys, og 
ikke beviser , hvad han bebuder , skulle de folgende Linier søge at 
opklare. Forst maa jeg for den norske Faunas Vedkommende 
tillade mig at erindre , at min ovenciterede Beskrivelse saavelsom 
Afbildningerne jo ere efter norske Exemplarer. At Nilsson ikke 
har taget Hensyn dertil , bor komme over hans Hoved , ikke over 
mit. Og naar Dr. L. beretter, at han i en haandskreven Forteg- 
nelse over nogle norske Havdyr i Christiania - Museet, indsamlede af 
Prof. Sars, ogsaa har fundet Liparis lineata Kr. opført, men dog 
ikke er istand til at tilfoie saa meget som et nyt Findested for 
denne Fisk: indseer jeg just ikke, at den norske Fauna her gjen- 
nem ham har vundet stort, selv om man antager Bestemmelsen i 
den nævnte Liste for ganske utvivlsom. Med Hensyn paa den 
grønlandske Fauna bliver at mærke, at jeg paa det ovenciterede 
Sted i Naturh. Tidsskrift (S. 284 Aum. **) anfører, »at jeg i det 
kongl. naturhistoriske Museums grønlandske Magazin har forefundet 
et meget mutileret Individ af en Liparis, der synes at hore til nær- 
værende Art, og nu er opstillet i den grønlandske Samling.« Alt- 
saa idetmindste i tolv Aar har Lip. lineata været opstillet som 
grønlandsk i det kongelige Museum. At Prof. J. Th. Reinhardt 
ikke har optaget den i sin ovenomtalte Liste , bør jeg naturligviis 
ikke bode for. Dr. Liitken ignorerer imidlertid ganske min anførte 
Notice, men vindicerer Arten for Grønland efter et til Universitets- 
Museet senere nedsendt Exemplar. Naar han endnu tilføier : »at 
en stribet Liparis - Art findes ved Grønland , er iovrigt allerede an- 
tydet af Pr. Reinhardt senior« , saa er dette Punkt allerede drøftet 
ovenfor under Lip. tunicata, og kan altsaa her forbigaaes. 

For Lip. lineata som svensk anfører Dr. Liitken dHrr. Lilje- 
borg og Malm som sine Autoriteter: da nemlig Dr. L. ved det 



246 



nordiske Naturforskerniode i Kjobenhavn Sommeren 1860 ilede med 
at bringe sin formeentlige Opdagelse af Lip. lineata ved Hellebæk 
til almindelig Kundskab, toge de omtalte Herrer deraf Leilighed til 
at anmærke , at de havde truttet samme Fisk i den bohuslehnske 
Skjærgaard. Uden ganske at ville forkaste Opbevarelsen af saa- 
danne lejlighedsvise mundtlige Udladelser, niaa jeg dog paa det Be- 
stemteste erklære mig imod , at de betragtes som fuldgyldigt Beviis 
for Indlemmelsen af en ny Art i en Fauna. ' ) 

Jeg gaaer nu over til Lip. lineata som dansk. Dr. L. an- 
giver ved Hellebæk at have erholdt et elleve Linier langt , noget 
mutileret Exemplar; han udhæver selv Misligheden af, at ville efter- 
vise Identiteten med et saa ringe Materiale ; af Enkeltheder angiver 
han et Par Uovereensstemmelser (Længdestriberne vare ikke blaae, 
men violette , Finnernes Marmorering savnedes , Hudens skælagtige 
Dannelser kunde ikke gjenfindes), men anforer derimod aldeles ingen, 
som kunde bekræfte Foreningen : intet om Tændernes Form , intet 
om Finnernes Straaletal, intet om Hovedets Form og Forhold, kort 
sagt intet andet end almindelige Talemaader (til Ex. : »jeg finder 
aldeles ingen Grund til at tvivle om , at det virkelig er Kroyers 
Lip. lineata« og lignende), der, naar de ikke erholde nogen solid 
Stotte, blive intetsigende. Det Lidet, som Dr. Lutken anfører om 
sin Fisk, fremkalder overhovedet den Forestilling, at han ikke har 
underkastet den en ordentlig Undersogelse , men ladet sig noie med 
en los Beskuelse. Men kan det nu, efter hvad der foreligger, be- 
tragtes som beviist, at Lip. lineata tilhorer den danske Fauna? 
For min Deel betvivler jeg det og maa insistere paa yderligere Op- 
lysninger, inden jeg kan ansee Andet for afgjort, end at en lille 
Liparis med Længdestriber er fundet ved Hellebæk. 

Dernæst den islandske Lip. lineata. Dr. Lutken dokumen- 
terer her nøiagtigt , at et halvtredie Tomme langt Exemplar i Uni- 
versitets-Museet virkeligt er fra Island, men at det virkeligt er Lip. 



*) Den ovenstaaende Paastand har i dette Tilfælde fundet langt 
tidligere Bekræftelse, end jeg turde vente det. Prof. Liljeborg, 
som i denne Eftersommer besogte Kjobenhavn og beærede mig 
med en Visit, meddeelte ved denne Leilighed, at han efter 
nærmere Undersogelse og Overveielse ikke længer 
anseer sin Liparis og den af mig beskrevne Liparis 
lineata som identiske. Og Hr. Malm, med hvem jeg 
endnu senere har havt en' Samtale, erklærede, at han til Dato 
(den 13 October 1861) ikke har underkastet sin bohuslehnske 
Liparis nogen nærmere Undersogelse , og at han ved sin Yt- 
tring i Naturforskermodet kun har villet udtrykke, at han an- 
tog den for identisk med den af Dr. L. fremviste, uden der- 
ved at ville hævde dens Identitet med L. lineata Kr. 



247 



lineata Kr. beviser han ikke , det anseer han for afgjort ; thi for 
ham synes kun een stribet Liparis-Art tænkelig-. Han meddeler 
heller ikke her et Ord om Tændernes Form og- Finnernes Straale- 
tal. ingen Udmaalinger, ingen Angivelser om Indvoldene , der 
vel efter Exemplarets Størrelse kande have været undersogte med 
Nytte. Og, hvad han anforer, taler Alt mod Identiteten : først er 
Storreisen allerede noget mistænkelig; dernæst er Tegningen meget 
forskjellig; Sugeskiven or mere langagtig, og Afstanden fra Suge- 
skivens bageste Rand til Gatboret er ikke dobbelt saa stor som 
fra dette til Gatborfinnen ; Skæl kunde ikke iagttages. — Det for- 
bliver altsaa i det Mindste aldeles uafgjort, om Dr. L.s islandske 
Liparis lader sig forene med min L. lineata. løvrigt leder dette 
Exemplar Dr. L. til et overraskende Raisonnement : »Det viser 
ogsaa med tilstrækkelig Tydelighed«, siger han, »at de tættere og 
talrigere Længdestriber ere fremkomne ved en Deling eller Opløs- 
ning af de fire bredere primære Striber, saaledes at hver af disse 
mere eller mindre skarpt har deelt sig i to sekundære Striber; de 
tilbageblevne oprindelige Rande af de primære Striber ere derfor 1 ) 
ogsaa mørkere end de mellemliggende, rimeligviis yngre Rande af 
de nye smallere Striber.« Hvorledes et enkelt Exemplar af et 
eller andet Dyr, som besidder en vis Tegning, med tilstrækkelig 
Tydelighed kan vise, paa hvad Maade denne Tegning er opstaaet, 
indseer jeg ikke. Naar man besidder en Række Exemplarer af et 
farvevexlende Dyr, kan man ved Sammenligning mellem dem haabe 
at faae nogen Oplysning om de Regler, hvorefter Farveskiftningen 
foregaaer. Af et enkelt og isoleret Individ derimod med en vis 
Tegning kan jo ikke sees , om det er Farvevexel underkastet , og 
endnu mindre kunne Reglerne for denne bestemmes. Dr. L. be- 
nytter strax sin Hypothese som om den var en uimodsigelig Kjends- 
gjerning, til derpaa at opføre en Slutning: »jeg anseer det derfor 
for afgjort,« skriver han, »at L. lineata Kr. falder sammen med L. 
vulgaris Yarr. « At dvæle ved saa grundløs en Slutning forekom- 
mer mig ganske overflødigt. 

Nu staaer blot den russiske Liparis tilbage. Om denne be- 
retter Dr. Liitken : »allerede 17 74 har Lepechin iovrigt beskrevet 
og afbildet en Cyclopterus lineatus efter et 2" \'" langt Exemplar 
fra Mundingen af det hvide Hav, hvor det var taget ved de tre 
Øer ; dens Identitet med Krøyers Liparis lineata er evident , men 
uagtet Arten er optaget i Gmelins Bearbeidelse af Linnés Systema 
Naturæ , og uagtet Donovan udtrykkelig anerkjender, at den ham 
foreliggende Form er identisk med Gmelins Cyclopterus lineatus, har 
Kroyer dog aabenbart været uvidende herom og troet at opstille en 
ny Art , men heldigviis valgt det samme Navn , som Lepechin alle- 



') Derfor! Hvorfor? 

17 



248 



rede havde tildeelt den.« — Naar Dr. L. her blandt mere trium- 
pherer over min Uvidenhed , kunde det dog maaskee hænde sig , at 
denne ikke var ganske saa stor , som han fremstiller den , men at 
jeg, efter særdeles paalidelige Forgængeres Exempel , troede at 
burde betragte den lepechinske Art som dodfødt ; hvorhos jeg dog 
indrommer Dr. L. , at jeg ved min første Undersøgelse ikke gik til 
den rette Kilde: Acta petropolitana. I Zoographia rosso-asiatica 
nævner Pallas ikke Cyclopterus lineatus, men siger under Cyol. Li- 
paris (111,76): in mari albo atque boreo observatus est a Lepechin, 
og han maa altsaa have betragtet denne Zoologs C. lineatus som 
en blot og bar Afart af C. Liparis ; hvilket bliver endnu tydeligere 
af, hvad han allerede ovenfor i samme Skrift (III, 72) har yttret: 
hujus generis eximias nostrorum marium species jampridem in 
Specilegiis zoologicis recensui et illustravi , unde illas hic tantum 
breviter perlustrasse sufficiat, quum nihil habeam quod addi 
pos sit 1 ) præter unicam speciem a Stellero imperfecte descriptam. 
Thi Dr. L. vil dog vel neppe sige, at Pallas »aabenbart har været 
uvidende om«, at Lepechin havde beskrevet en Cycl. lineatus? — 
I andet Bind af Cuviers Rgn. animal findes i den Note under Slæg- 
ten Liparis, hvori C'uvier opregner dennes Arter, intet Ord om Le- 
pechins C. lineatus. Om dette er en Følge af aabenbar Uvidenhed 
hos Cuvier, eller en forsætlig Forbigaaen, overlader jeg Dr. L. selv 
at bestemme. Og nu Gmelin , hvem Dr. L. synes at tillægge en 
hoi Rang som Kritiker ved Siden af Donovan-'), han optager vel 
Arten og meddeler et Uddrag af Lepechins Beskrivelse af den, men 
tilfoier derpaa det Sporgsmaal : an vere a (Cycl.) liparide diversus? 
Hvorfor Dr. Lutken ganske med Taushed har forbigaaet denne for 
Sagen ikke uvigtige Tvivl hos den ellers meget troende Gmelin , om 
af Uvidenhed eller Forsæt , skal jeg atter lade Dr. L. selv afgjore. 
Det Anførte vil , som jeg haaber. være tilstrækkeligt til at vise, at 
der vel kunde være anden Grund til min Forbigaaen af Lepechins 
Ord end just Uvidenhed. Men naar jeg udhæver en anden Reticens 



1 ) Udhævet af mig. Kr. 

a ) E. Donovan var Maler og udgav en lang Række kolorerede 
Pragtværker , nærmest beregnet paa det engelske Aristokrati, 
ikke blot over alle Dele af Zoologien , den exotiske saavelsom 
den faunistiske, men ogsaa over Botanik (the Botanical Rewiew 
or the Beauties of Flora), Landskabs - Sceneri og Antikviteter 
(Descriptive Excursions through South-Wales and Monmouthshire) 
o.s.v.) Han har vistnok sine Fortjenester, men at tillægge ham 
Auctoritet som Kritiker, var imidlertid Dr. L. forbeholdt. Cu- 
vier i sin historiske Oversigt over Ichthyologien (Hist. de Pois- 
sons vol. lier) forbigaaer ganske blandt Englænderne Donovan, 
medens dennes Samtidige: Shaw, Low og Montague afhandles. 



249 



af Pr. L. , vil det blive endnu tydeligere , at jeg umuligt kunde 
være uden Kundskab om en tidligere Cyclopterus lineatus. Idet 
Yarrell omtaler den stribede Farveforandring af Lip. vulgaris (Br. 
fish. lst edit. II. 276), tilfoier han den Anmærkning: in this state 
some authors have cailed this species lineatus. Hvorfor har nu Dr. 
L. ignoreret denne Passus, istedetfor at benytte den til at give den 
mod mig reiste Beskyldning for beskjæmmende Uvidenhed fornyet 
Styrke? Sandsynligviis , om jeg tor gjøre en Gjætning, fordi han 
indsaae. at han ikke ret vel paa een Gang kunde anke over, at 
jeg havde benyttet en Artikel af Yarrell formeget (see nedenfor) 
og tillige paastaae, at jeg var ubekjendt med samme Artikels 
Indhold. 

Pog nok om min Uvidenhed. Jeg skal nu gaae over til Iden- 
titeten , der efter Pr. L. er evident. Ja, for ham er den evident, 
fordi nemlig Fisken har Striber, og enhver Liparis med Striber efter 
hans Forestilling skal og maa være L. lineata. Vil man derimod 
samvittighedsfuldt drøfte Lepechins Beskrivelse , endog blot efter 
Gmelins Meddelelse, saa vil man finde Anledning nok til at beundre 
den Tillidsfuldhed , hvormed Pr. L. proklamerer evident Identitet. 
P°g> j e g s kal ikke denne Gang blive staaende ved Gmelin, men 
gaae til 18de Bind af Nov. Comment. Acad. Petropolitanæ (pag. 522 
sequ.) og af Lepechins Opgivelser udhæve , hvad der er uovereens- 
stemmende og giver Anledning til Tvivl. »Grundfarven kastaniebruun, 
lysere under Bug og Strube, med blegt rosenfarvede Knuder paa 
Underlæben. Tre temmelig brede , hvidagtige , mod Halen conver- 
gerende Længdelinier paa hver Side af Hoved og Krop. Ryg - og 
Gatborfinnen kastaniebrune , hist og her med blegere gjennemsigtige 
Tverbaand ; Brystfinnerne omtrent af Bugens Farve ; Øinenes Iris 
lyseblaa, Pupillen hvid, Hovedet fladtrykket« (efter Afbildningen 
tab. V fig. 2 af betydeligt større Brede end Høide. Kr.). »Gabet 
stort ; Tænderne i hver Kjæbe stillede i to Rækker, spidse ; begge 
Læberne besatte med smaa Hudvorter. Ryg- og Gatborfinne ganske 
sammensmeltede med den tilspidsede Halefinne. Sugeskivens Gjennem- 
snit neppe ^\ r a ^ Totallængden. Ingen Skæl. Finnernes Straale- 
tal: Rygf. 36", Biystf. 26, Gatborf. 22, Halef.?« 

Endnu kan tilføies , at Hovedets hos min L. lineata saa tal- 
rige, tildeels rørdannede Kjertelaabninger hverken omtales i Lepechins 
Beskrivelse, eller udtrykkes i hans Afbildning, og derfor sandsynlig- 
viis enten have manglet eller have været svagere udviklede hos den 
af ham undersøgte Fisk . Heller ikke tor det forbigaaes, at mange 
Enkeltheder, der omtales i min Beskrivelse, hos Lepechin findes 
uberørte, hvorfor ingen fuldstændig Sammenligning kan anstilles. 

Og alt dette uagtet debiterer Pr. Liitken med største Fri- 
modighed den evidente Identitet af Cyclopterus lineatus 
Lep. og Liparis lineata Kr. Hvorimod jeg, som jeg haaber, 
støttet paa en solidere Grundvold, ikke frygter for at udtale, at 

17* 



250 



disse to Fiskes Artsforskjellighed forekommer mig evident, idet et 
Blik paa Formen af Hoved og Hale er tilstrækkeligt til at skjelne 
dem , uden at tage de andre Afvigelser til Hjælp. Om Lepechins 
Cycl. lineatus falder sammen med Lip. vulgaris auct. , indlader jeg 
mig derimod slet ikke paa at afgjøre. 

Den, der maatte holde hele Sagen for ubetydelig, og mene, at 
for mange Ord ere anvendte paa at bevise, at Dr. Liitken intet har 
beviist , svarer jeg , at Bestræbelsen for at drive Letfærdighed og 
Overfladiskhed bort fra Videnskabens Behandling altid er be- 
rettiget. 

Gjerne skulde jeg nu have forladt Dr. L., dersom han ikke 
saa at sige havde tvunget mig ind i en anden Diskussion om Lip. 
vulgaris. Det er ovenfor berørt, at han ifolge sin Farvehypothese 
vil forene min L. lineata med Yarrells L. vulgaris. Men derved har 
han tillige faaet Anledning til at tage mig i Skole. »Mærkeligt 
nok«, siger han, »synes det aldrig at være falden Krøyer ind, at 
den stribede Ringbugform, som er beskreven og afbildet af Donovan 
og efter ham af Yarrell , kunde være den samme Art, som hans 
Liparis lineata, uagtet denne Tanke dog ligg r nær nok . og ialfald var 
antydet ved Prof. Reinhardts (af Krøyer citerede) Yttring, om den 
ene af de grønlandske Liparis - Arters Lighed med den hos Yarrell 
afbildede Form.« Og videre: »at forene Lip. barbata og L. vul- 
garis Yarr. , men ikke denne og L. lineata, er under alle Omstæn- 
digheder en paafaldende lnconseqvens. « Da Dr. Liitken saaledes 
har stillet mig frem paa Forundringsstolen for et æret zoologisk 
Publikum , maa det undskyldes , om jeg gjør et Forsøg paa at til- 
bagevise de mig for Sløvhed og Inkonsekvente adresserede Irette- 
sættelser. Og jeg skal til den Fnde først erindre , at jeg aldeles 
ikke antager Nødvendigheden af alle stribede Liparisers Identitet, 
og dernæst, at Dr. L.'s Baandtheori for mig kun er en dod og 
grundløs Hypothese ; Tanken om en Forening kunde altsaa ikke 
ligge mig saa nær, som den laa ham, og selv Prof. Reinhardts 
Antydning havde jo kun Betydning for den . der var opfyldt af 
Ideen om alle stribede Liparisers Identitet. Støttende mig paa vig- 
tigere , allerede tilstrækkeligt udhævede Bygningseiendommeligheder, 
maa jeg stadigt betragte den foreslaaede Forening som chimærisk. 
Hvad Beskyldningen for Inkonsekvense angaaer, da bliver det for- 
nødent at oplyse, at Dr. L. ved sit Udsagn om, at jeg har forenet Lip. 
barbata og L. vulgaris , idetmindste gjør sig skyldig i Reticens. 
Jeg har vel givet L. vulgaris Plads i Synonymien, men med et 
Sp orgsmaals tegn, og- i de umiddelbart efter Synonymien føl- 
gende Bemærkninger udtaler jeg baade Sammenstillingens Usikker- 
hed og udhæver tillige nogle Strukturforhold , som især synes at 
tale imod den : de to Arter ere altsaa ikke ligefrem forenede , men 
mere udpegede til nærmere Undersøgelse og Sammenligning. Saa 






251 



vidt mig bekjendt har imidlertid Ingen senere gjenoptaget Drøftelsen 
heraf. Men sæt ogsaa, at jeg bestemt og afgjørende havde forenet 
de omtalte Arter, saa er jo Dr. L. ikke berettiget til at betegne 
Foreningen som Inkonsekvense uden at fore Beviis for sin Paastand, 
og dette Beviis burde vel fylde.stgjorende udvikle , at L. vulgaris 
Yarr. og L. lineata Kr. ere nærmere beslægtede, eller dog ligesaa 
nær som L. vulgaris og L. barbata. Men dette Beviis er Dr. L. 
til Dato skyldig, og hans Bebreidelse for Inkonsekvense er altsaa 
i ethvert Tilfælde kun en los Inkrimination. • 

Naar endelig Dr. L. troer at maatte udtale sin Dadel over. at 
der i min Text til »den almindelige Ringbug (Danmarks Fiske II, 
534 — 537) er indkommet meget, der rimeligviis slet ikke vedkom- 
mer den«: skal jeg blot oplyse, at dette Meget tilsammenlagt be- 
løber sig til syv eller otte Linier, og saa tydeligt og bestemt er 
betegnet som blot vedkommende den engelske Form , at al For- 
virring eller Sammenblanden er næsten umulig. 

For den Omhu, hvormed Dr. L. har sorget for min Oplysning, 
skylder jeg ham vistnok Gjengjæld , og det glæder mig derfor, at 
kunne hjælpe ham tilrette i et Punkt, der synes at have brydt ham 
endeel, og med Hensyn til hvilket han selv dolerer over sin Kund- 
skabs Ufuldkommenhed. Han bemærker (1. c. S. 174 i anden Note), 
at den engelske stribede Liparis's Udbredelse mod Syd endnu ikke 
vides, og tilfoier: »Donovans Exemplarer vare fra Billingsgate, et 
Sted, som jeg ikke finder opfort i de mig tilgjængelige geographiske 
Haandboger, og hvis Beliggenhed derfor er mig ubekjendt.« Bil- 
lingsgate er simpelthen — og har i mindst 500 Aar været — dét 
londonske Fisketorv, vor Gammel - Strand , men efter en betydeligere 
Maalestok. I engelske Romaner fra Peregrine Pickle til Little Dorrit 
fremtræder denne Lokalitet jevnligt , og man moder nu og da 
»a matron of Billingsgate« som en zirligere Betegnelse for vort 
danske »Fiskerkjælling«. Dog ogsaa i Yarrells Fiskebog vil man, 
naar man gjennemgaaer den med Opmærksomhed, finde Underretning 
om Billingsgate (til Ex. 1, 125 i forste Udg.). For yderligere Op- 
lysninger maa jeg henvise Dr. L. til Leighs new pioture of London 
og lignende Skrifter, eller, dersom han attraaer en graphisk 
Fremstilling af Stedet, til Thomas Millers picturesque sketches of 
London o.s.v. 



252 



5. LIPARIS REINHARDI KR. 

?? Pallas Specilegia zoologica VII. 19 tab. 3 : Cyclopterus gelatinosus. 
?? Pallas Zoographia rosso-asiatica III. 74: C. gelatinosus. 
Reinhardt i Vid. Selsk.Forh. 1842 S. 82: L. gelatinosus. 
? Gill. Catalogue of Fishes &c. pag. 47 : Lip. gelatinosus. ' ) 

Color supra fuscus, infra albus, argentatus. Caput 
quartam longitudinis piscis partern haud prorsus æquans, com- 
pressum, duplo altius quam latius, rostro obtuso. Maxilla 
inferior adscendens, sublongior. Diameter oculi longi- 
tudinalis sextam fere explens longitudinis capitis partern 
dimidiamque frontis inter oculos latitudinem. Longitudo rostri 
ad oculos, latitudo frontis inter oculos et distantia a margine 
oculi posteriori ad aperturam branchialem invicem ferme æqua- 
les. Dentes simplices, hamati. Discus ventralis minu- 
tus, fere rudimentarius (20ies et plus longitudine corporis 
superatus), sub anteriorem oculi partern positus, minimoque 
intervallo ab ano diremptus, qui vero a pinna anali remotis- 
simus est (tertia fere longitudinis piscis parte). Cauda 
elongata, valde acuminata. Pinnæ dorsalis, analis et cau- 
dalis in acumen connatæ. Numerus radiorum 

pin. dors. 54; pector. 32; anal. 46; caud. 11. Vertebræ 60. 

Denne Art er nedsendt fra Omenak, Jakobshavn og 
Julianehaab. Størrelsen indtil 7 Tommer. 

Det forekommer mig kun lidet rimeligt, at den grøn- 
landske Art skulde være identisk med den kamtschadalske, 
som Pallas har fremstillet efter Stellers Optegnelser og et 
tørret Exemplar i Petersborger-Museet. Denne beskrives som 
af en for en Liparis kæmpemæssig Størrelse (indtil 18"), halv- 
gjennemsigtig, blød som en Meduse, med tykt, fladtrykt, noget 
fiirkantet Hoved o.s.v. , kort sagt betydelig forskjellig fra de 
grønlandske Exemplarer, hvilken Forskjellighed finder yder- 
ligere Bekræftelse i de af Pallas angivne Udmaalinger. Jeg 
er derfor tilbøielig til at betragte den grønlandske som en 



1 ) Storers Synopsis of North- Arner. Fishes S. 231 ligger egentlig 
til Grund for dette Citat, men jeg savner Adgang til Storers Bog. 



253 



egen Art og foreslaaer at betegne den med Opdagerens Navn. 
Dernæst maa jeg bemærke, at de to Arter Liparis gelatinosa 
Reinhardt et Palassii ved saa vigtige organiske Eiendommeligheder 
(den ubetydeligt udviklede Sugeskive, Gatborets Fremrykning mod 
Snudespidsen, men betydelige Fjernelse fra Gatbortinnen, den 
deraf betingede Forandring i Indvoldenes Leie og Form o.s.v.) 
afsondre sig fra Slægtens øvrige Arter, at de gjore Opstillin- 
gen af en ny Slægtsgruppe nødvendig. Maaskee kunde denne 
ikke upassende føre Navnet Careproctus. Jeg bar iøvrigt ikke 
for Tiden det tilstrækkelige Materiale til en tilbørlig Karak- 
teristik af denne nye Slægt; især savnes jo kamtschadalske 
Exemplarer til Sammenligning, eller i al Fald en ny Beskri- 
velse af saadanne, affattet med et rigere og bedre Materiale, 
end det, Pallas havde til sin Disposition. Men istedetfor en 
Karakteristik vil jeg, rigtignok efter 'et fortvivlet slet Exem- 
plar, meddele en Beskrivelse af endeel af Formforboldene, 
saavel ydre som indre, hvorved, som jeg haaber, begge mine 
Antagelser, baade af en ny Slægt og af to distincte Arter, 
ville finde Understøttelse. 

Tænderne paa Mellemkjæbebeen og- Underkjæbe ere simple 
(uden Flige) , spidse , lidt krumme eller krogdannede. Hvorvel de 
kunne siges at danne et , dog meget smalt , Baand , og uagtet der 
kan opdages Spor af en Anordning i smaa Tverrækker , sees dog 
egentlig kun een Kække ret udviklede Tænder, medens de ovrige 
ere meget smaa, stumpe og have Udseende af at være afslidte og 
traadte ud af Tjeneste. Tænder paa Plougskærbeen eller Ganebeen 
har jeg ikke fundet (hvad Pallas mener med : arcus palati asper ad 
labium, er mig ikke klart). Derimod ere Svælgbenene væbnede 
med vel udviklede Tandkarder. Disse vise sig i Overkjæben af 
noget triangulær Form , meget større end i Underkjæhen , hvor For- 
men er meget langstrakt og smal ; Tænderne ere spidse, for en stor 
Deel tilbagekrummede , tildeels lige , storst indefter eller mod Svæl- 
gets Middellinie. Ogsaa paa Gjællebuernes Mundknuder fin- 
des virkelige Tænder i smaa, tætstillede Knipper. Tungen er stor 
og stærkt udviklet (ligesom overhovedet, medens Hjerneskallen er 
paafaldende lille, alle til Ansigtsdelen henhorende Partier forholds- 
viis ere store, hvorved Hovedets Hoide betinges). Gjællestraa- 
lerne ere sex i Tallet (at Pallas har talt syv, beroer rimeligviis 
blot derpaa, at han har anseet Mellemgjællelaaget for en Gjælle- 
straale) ; de ere meget lange, tynde, næsten børsteagtige , indbyrdes 



254 






kun lidet forskjellige i Længde ; med Hensyn til deres Tilheftning 
kan mærkes , at de naae langt frem , næsten til Tungespidsen , og 
at Mellemrummet mellem anden og tredie Straale, forfra regnet, er 
kjendeligt større end mellem de øvrige Straaler. Fire Par temmelig 
anseelige Gj æll eb uer ere tilstede, hvis forreste, noget sabeldannede 
Respirationsdeel forener sig med Tilheftningsdelen under en spids 
Vinkel. Medens Gjælleapparatets Knogler ere vel udviklede, vise 
derimod de bløde Dele eller Gjælletraadene kun ringe Størrelse. Af 
tandbærende, imod Mundhulen rettede Knuder har jeg langs den 
yderste Gjællebues ydre Rand talt sex , langs den indre fem ; paa 
den anden Gjællebues ydre Side syv , paa den indre sex , hos den 
tredie Gjællebue syv paa begge Sider , og hos den fjerde endelig 
sex paa den ydre Side. Brystfinnerne vise ved Udstrækning og 
Tilheftningsmaade et hoist eiendommeligt Forhold , dog ikke ejen- 
dommeligt for nærværende Art alene, men for Slægten Careproctus ; 
de strække sig frem paa Siderne af Hovedet forneden næsten til 
Underkjæbens Spidse, have meget større Brede end Længde og vise 
Tilnærmelse til Halvmaanefiorm. Straalerne vise kun ubetydelig For- 
skjel i Længde og Tykkelse , ere meget tynde , alle enkelte eller 
ukloftede og deelte i store Led. 1 ) Sugeskiven, som er anbragt 
allerforrest mellem Brystfinnerne nær Underkjæbens Spidse , er saa 
lille og saa svagt udviklet, at den neppe synes at kunne tjene 
Dyret til Fastheftning ; dens Form er temmelig smal eller langstrakt 
oval. Tæt bag den fremtræder Gat boret, medens derimod Af- 
standen mellem dette og Gatborfinnens Begyndelse udgjør omtrent i 
af Fiskens Længde. Rygfinnen begynder omtrent ved Enden af 
Totallængdens første Trediedeel, noget foran Gatborfinnen ; dens 
Straaler ere meget lange og tynde , alle ukløftede (men meget tyde- 
ligt deelte i to let adskillelige Sidedele), de første sytten uden 
Led, altsaa et Slags Pigstraaler, de følgende sammensatte af lange 
Led, faa i Tallet; de forste Straaler ere, skjøndt ikke korte, dog 
de korteste; Længden tiltager omtrent til den femtende. Gatbor- 
finnen ligner Rygfinnen i de fleste Forhold, men har kun otte 
Pigstraaler eller uleddede Straaler. 

Indvoldene vare for største Delen udtagne af det undersøgte 
Exemjilar ; dog tilbøde Levningerne Stof nok til at adskille nær- 
værende Art fra Pallas's. Nyrerne, som tage deres Begyndelse 
allerforrest i Bughulen, tæt op til Hjerneskallen, vise sig først som 
to temmelig store , langstrakt - ægdannede , indbyrdes ved et ikke 
ringe Mellemrum adskilte Masser, der længere tilbage smelte sam- 



1 ) Pallas's Angivelse: »radii anteriores sensim breviores et exi- 
liores tresque vel quatuor primi exilissimi soluti . cirrorum vel 
digitorum instar ante pinnam propendent« passer ikke paa nær- 
værende Art. 



255 



men til en Snor, der forst folger Rygradens Underflade, dernæst 
stiger ned langs den høie Bughules bageste Væg , og efterat have 
naaet ned mod Bugfladen , udsender det særdeles lange Urinror i 
Retningen lige fremad. 1 ) Bagest i Bughulen og parallelt med dens 
bageste Væg ligge to Ægge sække tæt op til hinanden og endog 
sammenbundne ved Slimvæv ; imidlertid adskilles de let fra hinanden 
og besidde hver sin store Udforingsgang , der løber fremad tillige- 
med Urinroret; af Form ere Æggesækkene pølsedannede (eller maa- 
skee rettere lidt prismatiske) ; de vel udviklede Æg vare meget 
smaa, omtrent som Valmuefro. 2 ) Spiseroret og den ubetydelige 
Deel af Maven, som fandtes efterladte i Bughulen, viste en meget 
tyk og muskelstærk Bygning samt indvendigt meget store, tæt- 
stillede Folder; jeg talte af saadanne 14 eller 15, og alle ere de 
langs den fremspringende Rand besatte med fine , men meget tyde- 
lige Fryndser. Leveren var ikke fuldstændigt tilstede, og jeg 
kan derfor ikke bestemme dens Form, 3 ) men at en Galdeblære 
af middelmaadig Størrelse forefandtes, anseer jeg for utvivlsomt. 

Hvad der overhovedet udmærker K n og 1 e bygningen, er dens 
lose, svampede Textur og deraf følgende Blødhed. Overkjæbe- 
benet stort, deelt i en øverste pladeagtig og noget fiirkantet Ledde- 
deel og en meget længere, fri nederste Deel, som er aareagtigt ud- 
videt og meget skraat afskaaret i Enden. Under kjæben har en 
betydelig Længde , men hvad der udmærker den fra de alminde- 
lige Liparisser er de tre store , til Optagelse af Slimkjertler be- 
stemte Gruber, der vise sig forrest paa Tanddelens ydre Side. 
Under Giet ligge, ligesom hos andre Lipariser, tre lange og tynde 
Infraorbitalbeen, der ere forenede til eet Stykke af Stok- eller 
rettere Sylform; men betegnende for nærværende Art er, at de to 
forreste af disse Knogler have Slimgruber; Oiehulens bageste Rand 
lukkes af en enkelt, opretstaaende , ligeledes udhulet, fjerde Or- 
bitalknogle, og dens øverste Rand indtages af et Par meget tynde, 
skælagtige Plader. Forgjællelaaget er egentlig for lang- 
strakt til at kunne kaldes halvmaanedannet; maaskee vilde Be- 
nævnelsen omvendt sabeldannet være at foretrække; det er 
gjennemfuret af Slimgruber, især dets nederste - forreste Deel. 
Gjællelaagsstykket er meget langstrakt og smalt (langt mere 
end hos de sædvanlige Lipariser) , bagtil deelt i to Spidser , af 
hvilke den øverste sabeldannede omtrent er dobbelt saa lang som 
den nederste dolkdannede. Undergj ælle la aget lige til Roden 
deelt i to traaddannede , omtrent lige lange Arme. Mellem - 



') Renes in unum corpus compactum uniti &c. Pallas 1. c. 

2 ) Uterus refert bursam orbicularem , refertam ovulis albis , dia- 
phanis, pisi mole. Pallas 1. c. 

3 ) Fellis vestigia prorsus nulla. Pallas 1. c. 



256 



gj ællelaa get , af betydelig Længde og Tyndhed, fremstiller ved 
sin Form til Skuffelse en Gjællestraale. Skulderapparatet har 
en betydelig Udstrækning eller Størrelse , men de det sammen- 
sættende Knogler ere svage, tildeels af ganske hudagtig Tyndhed. 
Overskulderb ladet langstrakt, foroven pladedannet , ikke tyde- 
ligt kløftet; Skulderbladet meget langstrakt, fortil tykkere, 
bagtil bladagtigt, forneden tilspidset; den ravnenæbdannede 
Fortsættelse bestaaende af en lang, næsten naaleagtig Knogle, 
som paa en særegen Maade viser sig bolgeagtigt krummet og 
ender meget spids; Overarmen fortil og forneden bredere, 
sammensat af særdeles tynde Plader: Albuebeuet og Straale- 
benet Hudplader af rundagtig Form. Bækkenapparatet be- 
staaer af to nær hinanden liggende, flade Knogler, som bagtil ere 
brede og ligesom afskaarne , fortil tilspidses , forrest kløfte sig eller 
paa den ydre Side udsende en temmelig lang, tynd Spids. Ryg- 
raden sammensættes af 60 Hvirvler. 10 Bughvirvler og 50 Hale- 
hvirvler; de to første Bughvirvler ere aabne foroven, eller besidde 
ingen egentlig opstigende Fortsættelse, idet de to Sidegrene hæve 
sig 1 parallelt i Veiret (Forholdet altsaa meget forskjelligt fra Af- 
bildningen hos Pallas , hvor Ringen foroven er lukket og forsynet 
med en opstigende Spids paa Midten): tredie Hvirvel har en op- 
stigende Fortsættelse af omtrent sædvanlig Form , og her begynder 
Ribbenenes Tilheftning, ligesom ogsaa de temmelig korte og 
tykke, men bløde Interspinalbeen begynde at vise sig. Hvirv- 
lerne ere af en temmelig stærkt sammentrykket Form ; deres op- 
stigende og nedstigende Fortsættelser naae tildeels en meget be- 
tydelig Udvikling, især paa de ti eller tolv første Halehvirvler, 
hvor de endog minde om Forholdet hos Flynderfamilien ; allerede 
paa den fjerde Bughvirvel fremtræde tydelige Spor af de ned- 
stigende Fortsættelser , der paa Halehvirvlerne danne Kanalen, hvori 
den store Rygarteriestamme optages. Den »idste Halehvirvel er 
kun lille , men den udvider sig dog ret tydeligt bagtil , for at 
danne den Rand, hvortil de elleve, Halefinnen udgjorende Straaler 
hefte sig. Af Ribbeen forekomme otte Par af traadagtig Tynd- 
hed, de bageste især udmærket fine. 

Endnu kan jeg om denne Fisk tilføie, at den synes for 
en Deel at nære sig af Balaner, thi jeg har truffet Brud- 
stykker af Skallerne i dens Mundhule. Den mangler ikke 
sine Indvoldsorme: to Exemplarer af en Ascaris(?) tog jeg 
ved dens Lever. 






257 



Liparis tunicata 
Reinh. 



'< 



Liparis Mon- 
tagui Don. 



~ fc ») 

?§ o"? 
5.5 i. 



Totallængde 

Største Høide 

Største Tykkelse (over 
Gjællelaaget) 

Hovedets Længde (til 
Gjællelaagets bageste 
Rand) 

Fra Snudespidsen til 
Øiets forreste Rand . 

Øiets Længdegjennemsnit 

Pandens Brede mellem 
Ørnene 

Fra Øiet til Gjælle- 
spalten 

Fra Snudespidsen til 
Rygfinnens Begyndelse 

Rygfinnens Længdestræk- 
ning 

Længde af Rygfinnens 
længste Straale . . . . 

Afstand mellem Rygfin- 
nen og Halefinnens 
Rod 

Fra Underkjæbens Spidse 
til Brystfinnernes Rod 

Brystfinnernes Længde 
(fra Roden paa Bug- 
fladen) 

Fra Underkjæbens Spidse 
til Sugeskiven 

Sugeskivens Længde . . 

Sugeskivens Brede . . . 

Fra Sugeskiven til Gat- 
boret 

Fra Snudespidsen til 
Gatboret 

Fra Gatboret til Gatbor- 
finnen 

Gathorfinnens Længde- 
strækning 

Længden af Gatborfin- 
nens længste Straale . 

Fra Gatborfinnentil Hale- 
finnens Rod 

Halefinnens Længde. . . 

Gjællespaltens Høide . . 

Brystfinnernes Brede ved 
Roden 



Q5" ai« am. 
27'". 23'". 12' 



22' 



18" 



10'" 



2.1". 2". 121'". 

10'". 7'". 4'". 

5'". 4^'". 2"'. 

15'". 10"'. 51'". 

13"'. 10"'. 61'". 

33'". 28'". 141'" 

6>". 

20'". 16'". 8'". 

o(2l"'). o(2"'). o(l'") 
12'". 



31" 



14' 



0(21'"). 

16f". 14'". 6'". 
13'"'. 111'". 6{'". 

20"'. 



55 Y". 

1U'". 

10','". 



121'". 



4'". 
2'". 



131'". 
31'"'. 
51'". 

o(H'") 

51'". 
12'". 



17'" 


151'" 


10'". 




12'". 


9'". 


51"'. 


6"'. 


12'" 






4.1///. 
^2 


10'" 


13'". 


41"' 




3". 






15|'" 


8'". 


6.^'". 


3'". 


AV"- 


4". 






22'". 


14'" 






5'"'. 



0(11' 

61" 



8'". 



32'". 26'". 
6A"'. 6'". 



7'". 



^3 
il"' 



54' 



W 



H'"- 21'". 

8f". 7f". 

191"'. 13 i"' 

31'". 21'". 

13/// | Utl 

81'" 7'". 

31'". 3'". 

2f". 21'". 

91'". 8'". 

03/// 91/// 

14'"'. 10"'. 



1 1/'/ 

's 
4'". 



1'". 

42" 



4'". 



7". 
21£"'. 

9'". 

19'". 

6'" 
3'". 

61'". 

61'". 

2.','". 



21" 



2'". 
4'". 



13' 



J258 

II. GYMNELIS. 

Corpus angvilliforme. Caput raediocre, obtusum, genis 
labiisque tumidis, dentibus intermaxillarium maxillæque in- 
ferioris uniseriatis, sat validis; dentibus palatinorum, vomeris 
et faucium minutis. Unum narium par. Apertura bran- 
chialis parva, postica (cute infra capiti connata). Quatuor 
branchiarum paria, branchiaque opercularis. Radii mem- 
brans branchiostegæ sex. Pinna dorsalis analisque 
per totam fere longitudinem extensæ cumque caudali coa- 
litæ. Pinnæ v entr åles desunt. Cuticula lævis, crassa, 
squamis destituta. Linea lateralis nulla. Ventriculus 
elongato-sacciformis millam monstrat partern pyloricam; ap- 
pendices coecales binæ perminutæ adsunt. Vesica 
aérea desideratur. 

Genus Gymnelis 1 ) ad pisces blennioideos, ut opinor, referen- 
dum est, potissimumque ad genera Clinus , Zoarces , Lycodes &c. 
ponendura. 

GYMNELIS VIRIDIS O. FABR. 

O. Fabricii Fn. Groenl. n. 99: Ophidium viride. 

Reinhardt i Vid. Selsk. Forh. 1828-32 S. LIV: Ophidium viride. 

— — — — 1832—36 S. XXI: Gymnelus. 

— i Vid. Selsk. naturv. og math. Afh. VII. 116 n. 53 og 

131 n. 53: Gymnelis viridis. 
Voyage en Scandinavie <fcc. tab. 15 fig. a — f-). 

Caput septimam explens londtudinis animalis partern, 
duplo longius quam altius. Rost rum obtusum, diametro 






1 ) Slægtsnavnet Gymnelis (af yvfivog) paa Grund af den nogne 
Hud. Et. R. var ikke ganske enig med sig selv om Navnets 
Form, idet han forst har Gymnelus, senere Gymnelis. Da 
Et. R. ikke har meddeelt nogen Slægtskarakteer, er den oven- 
staaende udkastet af mig, hvem det altsaa paahviler at >taae 
til Ansvar for denne, for saa vidt noget maatte være at ind- 
vende mod den. 

2 ) Exhibitur tabula supra citata sub fig. a. Gymnelis viridis 
magnitudine naturali a latere; fig. b. varietas ejusdem animalis 
maculata: fig. c. varietas punctata; fig. d. caput cum parte an- 
teriori corporis supra, magnitudine naturali; fig. e. caput cum 



259 



oculi brevius, quintam longitudinis capitis partern ferme ob- 
tinens. Nares tubulosæ. Pinna pectoralis 14ies — 15ies, 
caudalis 40ies ferme longitudine piscis continentur. Color 
fuscus, ocellis nigris, albomarginatis pinnæ dorsalis vulgo 
ornatus, sed valde varians 1 ). Numerus radioruui 

pinnæ dors. 96; pect. 11; anal. 72; caud. 11. Vert. 97. 



parte corporis anteriori infra magnitudine naturali ; fig. f. caput 
pulli cum parte corporis, supra, magnitudine aucta. 

) Insequentes colorum varietates notavi : 

I. Color immaculatus (nullis maculis, punctis lineisve ornatus). 

a. fuscus, pinnis concoloribus ; 

b. fuscus, pinnis (præcipue anali) saturatioribus ; 

c. fuscus, pinnis dilutioribus ; 

d. fulvus, pinnis flavescentibus ; 

e. fulvo-aurantiacus, pinnis aurantiacis ; 

f. carneus, pinnis flavo -albescentibus , anali margine nigre- 
scente. 

II. Color maculatus , punctulatus vel lineolatus (o: transverse 
fasciatus). 

g. fuscus, pinnis saturatioribus, niacula nigra pinnæ dorsalis ; 
h. fuscus, pinnis saturatioribus, ocello nigro albomarginato 

pinnæ dorsalis ; 
i. fuscus, pinnis dilutioribus, macula nigra pinnæ dorsalis; 
k. fuscus, pinnis saturatioribus, maculis p. dors. binis longe 

distantibus ; 
1. fuscus, pinnis saturatioribus. maculis p. dors. binis fere 

confluentibus ; 
m. fuscus, pinnis saturatioribus, ocellis p. dors. binis nigris 

albomarginatis : 
n. fuscus, pinnis dilutioribns, maculis p. dors. binis nigri- 

cantibus parum conspicuis ; 
o. fuscus, pinnis saturatioribus, ocellis p. dors. ternis nigris 

albomarginatis ; 
p. fuscus, pinnis subsaturatioribus, maculis p. dors. ternis; 
q. fuscus, pinnis subsaturatioribus, ocellis p. dors. quaternis 

nigris albomarginatis ; 
r. fuscus, pinnis dilutioribus, maculis p. dors. quinis nigris; 
s. fuscus, pinnis saturatioribus, ocellis p. dors. quinis mag- 

nis nigris albomarginatis ; 
t. lineolatus Rh. , ocellis duobus p. dorsalis nigris albo- 
marginatis ; 
u. lineolatus Rh., ocello p. dors. unico nigro albomarginato; 



260 






I Oversigten over Videnskabernes Selskabs Forhandlinger 
for 1829—30 meddeelte Etatsr. Reinhardt nogle Bemærkninger 
om Fabricius's Ophidium viride, hvorved denne vistes, vel at 
være »meget beslægtet« med Ophidium, men dog at besidde 
Eiendommeligheder , der fordrede Opstillingen af en egen 
Slægt. Uden at benævne eller karakterisere denne, anførte 
han et Par af de Egenheder, der vare tilstrækkelige til at 
begrunde den fremsatte Paastand. I Oversigten for 1832-33 
tilfoiede Et. R., at han senere fra flere Steder i Grønland 
havde erholdt Exemplarer af den omhandlede Fisk, som Følge 
deraf var gaaet dybere ind paa dens Undersøgelse og havde 
kaldt den nye Slægt Gymnelus. Han udtalte (S. 6), at Be- 
stemmelsen af Slægtens Arter endnu var underkastet nogle 
Tvivl, men at han troede at kunne skjelne tre Arter. Tillige 



t. lineoiatus Rh., ocello p. dors. nigro nullo, fasciis trans- 
versis numerosis flavis ; 

w. lineoiatus Rh.. ocello p. dors. nigro nullo, fasciis trans- 
versis flavis paucis (3 — 4nisve) ; 

x. lineoiatus Rh. , ocello p. dors. nigro nullo, fasciis fere 
omnino in ocellos flavos nigromarginatos mutatis; 

y. lineoiatus Rh., ocello p. dors. nigro nullo, fuscus flavo- 
vermiculatus v. variegatus. 

z. lineoiatus Rh., ocello p. dors. nigro nullo, fulvo-auran- 
tiacus fasciis dilutioribus fere evanidis ; 

æ. punctulatus Rh. , punctis numerosis albidis dorsi later- 
umque ; 

ø. punctulatus Rh. , punctulis numerosis albidis dorsi later- 
umque ; 

a. punctulatus Rh. . punctulis numerosis dorsi , nullis yero 
laterum ; 

|3. punctulatus Rh. , punctis modo paucissimis (ternis qua- 
ternisve) laterum majoribus albidis ; 

y. punctulatus Rh. , macula p. dorsalis nigra, punctis pau- 
cissimis laterum majoribus albidis ; 

8. punctulatus Rh. , ocello p. dors. nigro, punctulis dorsi 
laterumque numerosis albidis ; 

£. punctulatus Rh., ocello p. dors. nigro punctulisque ejus- 
dem pinnæ minutissimis vix oculo nudo conspicuis, nul- 
lis vero dorsi laterumque: 

£". punctulatus Rh. , ocellis p. dors. binis , punctis dorsi la- 
terumque majoribus albidis. 



261 



bebuder han, at hans Afhandling herom saavelsom om andre 
den grønlandske Fauna vedrørende Gjenstande »snart bliver 
trykt". Dette er imidlertid, saavidt Gymn. viridis angaaer, 
ikke gaaet i Opfyldelse; thi i de 1837 udkomne ichthyologiske 
Bidrag til Grønlands Fauna hedder det S. 49: »det har 
endnu ikke været mig muligt at bestemme , om disse Indi- 
vider« (med afvigende Tegning) »henhøre til forskjellige Ar- 
ter, men jeg haaber, inden det Bidrag, i hvilket denne Slægt- 
form skal afhandles, vil blive færdigt til Trykken, at kunne 
ved bedre Exemplarer blive sat istand til at have en bestemt 
Mening herom. De meest paafaldende Varieteter ere fore- 
løbigt i Fortegnelsen (S. 34) betegnede med egne Navne, 
men ikke optagne som Arter under Løbenummere.« Senere 
har Et. R. Intet publiceret om denne Fisk. Jeg kan altsaa 
ingenlunde beskyldes for, ved nærværende Artikel »rem actam 
agere«, saameget mere, som Fabricius's Beskrivelse ikke blot 
er ubetydelig, men selv vildledende, da den er affattet efter 
et eneste Exemplar, en Unge paa to Tommers Længde. — 
Hvad Opstillingen af flere Arter angaaer, da kan jeg ikke til- 
træde den. Et. R. bemærker selv, at der med stor Forskjel- 
lighed i Farver kun tindes ringe Forandringer i de relative 
Maal. Jeg har med et meget stort Materiale Intet fundet, 
der forekommer mig at kunne retfærdiggjøre en Artsadskillelse. 

Udmaalinger: 

Totallængde: A 11"; B 9£"; 

Største Høide (lidt'bag Gatboret): A 8'"; B 10i/"; 

Høiden over Nakken: A 6'"; B 8'"; 

Høiden foran Halefinnens Rod: A 1{'"; B 11'"; 

Største Tykkelse (over Kinderne): A 7'": B 9J-'"; 

Tykkelse foran Halefinnens Rod: A £"'; Bi'"; 

Tykkelse over Gatboret: A 6-j'"; B ~7'"; 

Afstand fra Snudespidsen til Gjællelaagets bageste Rand : A 1 2'"; 

B 16'"; 
Afstand fra Snudespidsen til Nakken: A 8^'"; B 12"'; 
Afstand fra Snudespidsen til Næseborene: A 14'"; B li,""; 
Næseborenes indbyrdes Afstand: A l'-J'"; B 2£'"; 
Afstand fra Næseborene til Øjehulens forreste Rand: A ^'"; Bl'"; 
Afstand fra Snudespidsen til Øiehulens forreste Rand : A2]'";B3i"'; 



262 



Øiehulens Længdegjennemsnit : A 23'"; B 4'"; 

Øiehulens Hoidegjennemsnit: A 2£'"; B 3i'"; 

Pandens Brede mellem Øinene (i Midten af disses Længde) : A 2'"; 

B 2!'": 
Afstand fra Midten af Øiets nederste Rand til Hovedets Underflade : 

A 3'"; B 4'"; 
Afstand fra Øiets bageste Rand til Gjællelaagets bageste Rand : 

A 7'"; B 9f"'; 
Det opspilede Gabs Høide: A 6"'; B 10|'"; 
Det opspilede Gabs Brede: A 4"'; B 7""; 
Mellemkjæbebenets Længde: A 4'": B b^'"\ 
Overkjæbebenets Længde: A 5\'"; B 7 i'": 
Underkjæbens Længde til Ledforbindelsen: A 6^'"; B 9^"'; 
Gjællespaltens Længde : A 3'"; B 3£'"; 
Afstand fra Snudespidsen til Rygfinnens Begyndelse: A 11 \'"; 

B 21'"; 
Rygfinnens største Høide: A 2V": B 4'"; 
Længden af Rygfinnens storste Straaler: A 4'"; B 5V'; 
Brystfinnernes Længde: A 5g"'; B 8'"; 
Brystfinnernes Brede ved Roden: A 2 i'": B 3'"; 
Afstand fra Snudespidsen til Gatborets forreste Rand: A '2y n \ 

B 35V"; 
Gatborets Gjennemsnit : A 1]"'; B 2]'"; 
Afstand mellem Gatboret og Gatborfinnens Begyndelse: A H'"; 

B 2'"; 
Gatborfinnens største Høide: A 2£'"; B 3£'"; 
Længden af Gatborfinnens storste Straaler: A 3j*"; B 4j"'; 
Halefinnens Længde i Midten: A 24"'; B 2X'".~ 

Hovedet, hvis Længde udgjor i af Totallængden, og som 
altsaa er temmelig lille, har en langstrakt, fladtrykket, temmelig 
afstumpet Form med lidt storre Brede end Høide og med kort 
Snude ; Overfladen er fra Nakken til Oinenes forreste Rand omtrent 
horizontal, bred, flad; Sidefladerne temmelig lodrette, konvergerende 
svagt fortil : Underfladen næsten horizontal indtil Underkjæbens Led- 
forbindelse og derpaa stigende noget skraat opad. Snuden meget 
kort, stump : dens Længde udgjor kun \ af Hovedets Længde eller 
vel endog mindre og staaer tilbage for Øiehulens Længde. K j æ - 
berne ere ligelange: idetmindste har det ikke været mig muligt at 
bestemme nogen af dem som længst : naar stundom en af Kjæberne 
synes længere end den anden , beroer dette blot paa Læbernes til- 
fældige Stilling. Gabet middelmaadigt eller endog temmelig stort, 
opspilet ligt med Halvdelen af Hovedets Længde eller større : naar 
Munden er lukket, naae Mundvigerne hen under Øiets bageste Rand 
eller endog lidt forbi denne. Læberne meget stærkt udviklede, 
skjondt hudagtige ; de danne betydelige Udvidelser paa Siderne al 



263 



Mellemkjæbebenene og Underkjæbens Grene, og ere indvendigt langs 
Randen af de nævnte Knogler forsynede med endeel smaa Papiller. 
Tænderne danne paa Mellemkjæbebenene og paa Underkjæbens 
Grene kun een Række ' ) ; i hver af disse fire Rækker har jeg talt 
omtrent tyve smaa, eller dog kun middelmaadigt store, men stærke 
Tænder af stumpt konisk, svagt bøiet eller næsten lige Form. Saa- 
vel i Over- som i Underkjæben er bag Tænderne et Kjæbeseil. Paa 
hvert Gane b een har jeg fundet en skraa Række af omtrent otte 
smaa Tænder, forrest paa Ploug skærbenet et Par (jeg har 
truffet indtil tre , men ofte kun een) temmelig store og krumme 
Tænder. Tungen langt tilbage, kun svagt adskilt fra Under- 
kjæben , bred , afstumpet , noget konvex , med vortebedækket Over- 
flade. Svælgtænderne vise saavel oven som neden i Munden 
omtrent samme Form som Kjæbetænderne , kun at de maaskee ere 
lidt spidsere og tillige mindre. Næseborene, af hvilke jeg kun 
har fundet eet Par, nærmere Oiet end Snudespidsen, fremtræde som 
temmelig lange, men tynde, lidt tilspidsede Hudror. Oiet temmelig 
stort (dets Længdegjennemsnit udgjor omtrent \ af Hovedets Længde), 
noget elliptisk, fremstaaende, liggende med den overste Rand i Pande- 
fladen eller fremragende noget over denne; Pandens Brede mellem 
Oinene ringere end Oiets Hoidegjennemsnit og end Snudens Længde. 2 ) 
Kinderne ere store og stærkt opsvulmede ligesom hos Gobioidei 
Cuv. i Almindelighed. Gjællelaagsapparatet er forneden ganske fast- 
voxet til Struben, og Gj ælle spalt en aabner sig som Folge deraf 
blot bagtil og er liden; den begynder foroven omtrent i Linie med 
Oiets nederste Deel og ender forneden omtrent i Midten af Bryst- 
finnens Brede ved Roden ; dens Længde udgjor omtrent Halvdelen 
af Hovedets Høide over Nakken, og den har en lidt skjæv Retning. 
Gjællestraalerne, hvis Antal beløber sig til sex, ere indhyllede 
af en saa tyk Hud, at de forst ved Hjælp af Dissektion tydeligt 
kunne erkjendes og tælles med Sikkerhed : de have den sædvanlige 
Sabelform, dog med ringe Brede og forholdsviis temmelig betydelig 
Styrke. Det inderste af de fire Par Gj ælle buer er næsten ganske 
tilvoxet paa den indre Side , eller viser kun en meget lille Spalte ; 
de to yderste Par have paa deres øvre eller kortere Side store og 
talrige Forlængelser i to Rækker, af spids og krum Form; ogsaa 
de to inderste Par Gjællebuer have to Rækker Forlængelser, men 



') Forrest paa hvert Mellemkjæbebeen findes dog to eller tre smaa 
Tænder bag den egentlige Tandrække. 

2 ) Hos ganske unge Individer ere Oinene forholdsviis meget større 
end hos voxne (dette forklarer Fabricius's Udtryk : oculi — 
maximam partern capitis occupant); de flyde næsten sammen i 
Panden, og synes ogsaa at være meget mere fremragende end 
hos ældre Individer. 

18 



264 






meget mindre og i ringere Antal , skjondt omtrent af samme Form. 
En Bigjælle er tilstede med frie og stærkt udviklede Traade (for- 
holdsviis baade lange og tykke) , men kun i ringe Antal ; jeg har 
talt otte eller ni. 

Rygfinnen, som begynder et Stykke bag Nakken, og er 
mindre end Afstanden fra Nakken til Snudespidsen, og hvis første 
Straale ligger foran Spidsen af Brystfinnerne , bestaaer af omtrent 
96 Straaler: de to forste af disse ere uden Articulationer og kunne 
vel derfor betragtes som Pigstraaler, uagtet deres Spidse er blod, 
boielig, bolgeagtigt bugtet. De folgeude ere tydeligt leddede og 
for størte Delen mere eller mindre dybt kløftede i Spidsen. Ryg- 
finnen synes vel lav. fordi den ligger henstrakt langs Rygfladen, 
men naur man . efter at have fjernet Bindehuden , reiser den og 
undersøger de enkelte Straaler. finder man disse tildeels af ikke ganske 
ringe Hoide . idet de naae ^ af Kropjæns Hoide under dem eller 
lidt mere. Bagest lægger Rygfinnen sig op til øverste Side af Hale- 
finnen og er sammenvoxet med denne. Brystfinnerne ere meget 
smaa (deres Længde indeholdes to Gange i Hovedets Længde, fjorten 
Gauge i Totallængden, eller lidt mere), af ægdannet Omrids, bagtil 
bredere, dannede af elleve temmelig tykke, leddede og kløftede 
Straaler. Deres Bindehud viser sig for hver Straale noget ind- 
skaaren i Randen . hvad ogsaa i større eller mindre Grad er Til- 
fældet med de øvrige Finner. Af Bugfiuner viser intet Spor sig. 
Gat bo ret er anbragt lidt foran Enden af Totallængdens første 
Trediedeel; det er temmelig stort, uden Analpapil. Gatborfinuen 
indtager omtrent -, af Fiskens Længde, idet den begynder nær bag 
Gatboret: i Beskaffenhed ligner den meget Rygfinnen, men har kor- 
t re Straaler; jeg har af disse talt 72; kun den første er ukleftet, 
ug synes ingen Artikulationer at besidde; de øvrige ere alle tyde- 
ligt leddede og kløftede. Hale finnen meget lille (dens Længde 
udgjør kun omtrent 4 ', Deel af Totallængden og er kortere end 
Brystfinnernes halve Længde) ; den bestaaer af elleve, til den bageste 
Rand af sidste Halehvirvel fæstede Straaler, hvilke ere tydeligt led- 
dede, men kun meget svagt kløftede. Huden af denne lille Fi>k 
er forholdsviis tyk og stærk, ganske glat og uden Spor til Skæl. 
Sidelinie savnes, thi hvorvel man. især naar Huden er fjerneta 
kan bemærke, at den store Sidemuskel ved en Længdelinie deles i 
en øverste og nederste Halvdeel, saa viser denne Linie ikke mindste 
Spor til afsondrende Redskaber eller til udførende Aabninger. 

Hos et Individ af over ni Tommers Længde har Bughulen hen- 
imod to Tommers Længde. Farven af dens indre Beklædning sort- 
agtig. Leveren lang (1^ Tomme eller derover), men meget smal 
og tynd, deelt i flere tilspidsede Lapper, liggende ganske paa den 
høire Side, forsynet med en lille Galdeblære. ' ) Den forholdsviis tem- 



) Leverens Form er dog nogen Forandring underkastet, rimeligviis 



265 



nielig store og tykke Milt ligger ovenover Mavens bageste Deel; 
den har en triangulær Form, dog med afrundede Hjørner, er flad- 
trykket, paa den øverste (mod Ryggen vendte) Side noget konvex, 
paa den nederste plan eller lidt konkav. Maven og Spiserøret 
(tilsammen af omtrent 1 Tommes Længde) gaae gradeviis over i 
hinanden, og danne en temmelig vid Sæk med lukket Bund; Maven 
savner Portnerdelen , eller denne er i al Fald ganske rudimentær. 
Portner aabn ingen fremtræder paa Mavens nederste Flade tæt 
ved Bunden eller den bageste Flade, og har tæt nedenfor sig to 
rudimentære Blindtarme (omtrent som hos adskillige Flynderarter). 
Tyndtarmen gaaer frem til Bughulens forreste Ende, danner der- 
paa en lille Bugt tilsiden og vender sig endelig tilbage , for i lige- 
Linie at gaae til Enden af Bughulen. Tyktarmen er ret tydeligt 
ved et betydeligere Gjennemsnit afsat fra Tyndtarmen ; dens Længde 
henimod en Tomme. Længden af hele den udstrakte Tarmekanal er 
paa det Nærmeste lig den halve Totallængde. Paa den indre Side 
af Spiseror og Mave opdagede jeg ingen Længdefolder. Svømme- 
blære savnes. Testiklerne viste sig hos det undersøgte Individ som 
to smaa, baanddannede Legemer bag*est i Bughulen under Nyrerne. 
Disse ere udviklede paa sædvanlig Maade. En lille, mere eller 
mindre sæk- eller polsedannet, Urinblære er tilstede. 

Overkjæbebenene korte (meget kortere end Mellemkjæbe- 
benene), men stærke, mod Enden tilspidsede, deres opstigende Deel 
omtrent naaende til Øiets forreste Rand. Me Ile mkj æbe benene 
langstrakte og tynde , mod Enden dog udvidede eller noget aare- 
daiinede. Underkjæben forholdsviis af meget stærk Bygning. 
Det forreste Giebeen langstrakt og smalt, de følgende brede, 
men tynde. Forgjællelaaget stort og stærkt, det største af 
Gjællelaagsstykkerne, halvmaanedannet. Det egentlige Gjælle- 
laag triangulært med Toppunktet ned, bagtil udtrukket til en 
Spids, der dog er blød. Undergj ællelaaget meget svagt ud- 
viklet, næsten af Form som en Gjællestraale, naar det adskilles fra 
Gjællelaaget, som det er tæt forenet med. M ellem gj ællelaaget 
er just ikke meget storre end Undergjællelaaget , men af laugt 
stærkere Bygning. Skulderapparatet er stærkt, men viser 
ingen Afvigelser fra den sædvanlige Form. Rygraden har jeg 
fundet bestaaende af 97 Hvirvler, 19 Bughvirvler og 78 Hale- 
hvirvler. Bughvirvlerne ere alle forsynede med særdeles fine, 
naaledannede Ribbe en. Rygfinnens første Straale støtter sig til 
ottende Hvirvels opstigende Fortsættelse. Den sidste Halehvirvel er 
vel pladedannet, men udvider sig ikke stærkere end de foregaaende. 

Størrelsen af denne Fisk overskrider neppe en halv Snees Tommer. 



efter Aarstiden og Fiskens deraf afhængige Fedme ; jeg har 
saaledes hos et andet Exemplar fundet den kortere og bredere, uden 
ret tydelige Lapper, bedækkende næsten hele Mavens Underflade. 

18* 






266 

Hvis jeg tør dømme efter det særdeles betydelige, fra 
næsten alle Grønlands Kolonier nedsendte Antal Exemplarer, 
maa den henregnes til de alleralmindeligste og meest ud- 
bredte grønlandske Fiske. Kun Cottus grønlandicus, Gadus 
Ogak og maaskee een eller to andre kunne gjøre den Rangen 
stridig. Det er derfor overraskende, at Otto Fabricius (som 
allerede ovenfor bemærket) har været indskrænket til Under- 
søgelsen af et eneste Exemplar. Med Hensyn til denne Fisks 
Udbredelse fortjener at erindres, at den hidtil, idetmindste 
saa vidt mig bekjendt, hverken er truffet ved det nordligste 
Norge eller ved Spitsbergen eller ved Island. Og at den 
heller ikke paa den amerikanske Kyst er funden udenfor 
Grønland, have vi et negativt Vidnesbyrd for i Gills nyligt 
udkomne Fortegnelse over de paa Amerikas Østkyst fra Grøn- 
land til den mexikanske Bugt forekommende Fiske, hvor man 
forgjæves vil søge den. Den synes altsaa fortrinligviis , efter 
vor nuværende Kundskab , at kunne fortjene Benævnelsen af 
en grønlandsk Fisk. 

Om dens Opholdssteder og Levemaade er aldeles Intet 
mig bekjendt. 

Efter Tyggemusklernes betydelige Udvikling og Kjæbe- 
tændernes Styrke skulde man formode , at denne Fisk var 
bestemt til at ernære sig af haarde Gjenstande, til Exempel 
smaa Skaldyr. Imidlertid har jeg hidtil kun truffet Krebsdyr 
i dens Mave, engang Gammarus Locusta Linn., en anden 
Gang Entomostraca. 

Om Forplantningen vides hidtil Intet , og Snyltedyr har 
jeg aldrig kunnet opdage hos G. viridis. 



III. De grønlandske Lump enus- Arter. 

I Oversigten over det danske Vid. Selsk.'s Forhandlinger 
for 1885—36 S. 10 afsondrede Et. Reinhardt Gruppen Lum- 
penus som egen Slægt fra nogle andre nærstaaende Fiske- 
former, og karakteriserede den ved »en bagtil fri Gjællehud 
med sex Straaler, en Sidelinie uden Sliimaabninger og ved 



267 

Tænder paa Plougskærbenet« l ) (foruden Kjæbetænder natur- 
ligviis). Han kjendte dengang tre grønlandske Arter, som 
han benævnede L. Fabricii, L. medius og L. aculeatus. Her- 
til kom lidt senere en fjerde Art, L. gracilis (Vid. Selsk."s 
naturv. og math. Afh. VH, 194), og ved kortelig at omtale 
denne, henleder R. Opmærksomheden paa, at disse grøn- 
landske Arter, efter deres forskjellige Tandforhold kunne hen- 
føres til tre Afdelinger, idet L. gracilis kun har Kjæbetænder, 
L. Fabricii og L. medius tillige Ganetænder, medens L. acu- 
leatus foruden Kjæbe- og Ganetænder endvidere bærer Tæn- 
der paa Plougskærbenet (1. c. Anm. **). Jeg formoder, at 
R., ved at bemærke denne Afvexling i Tandforholdet hos 
Lumpenerne, hvorved Slægten mistede en af de Karakterer, 
hvorpaa den, som ovenfor angivet, var grundet, har følt Tvivl 
om dens Berettigelse. Thi han synes virkeligt at have op- 
givet den, eftersom han i sin systematiske Fortegnelse over 
de grønlandske Fiske (1. c. Side 144), anfører alle dens Ar- 
ter under Slægten Clinus. Men , skjøndt endnu en anden al 
Karaktererne for Slægten Lumpenus, Gjællestraalernes Tal, 
viser sig inconstant (see nedenfor under Lumpenus Fabricii), 
og altsaa taber skarp Anvendelighed, anseer jeg det dog for 
nødvendigt at adskille Grupperne Clinus og Lumpenus. Ja, 
jeg er endog gaaet langt videre i Adskilningsretningen, idet 
jeg har været tilbøielig til at antage, at disse tre Tand- 
forskjelligheder, efter den Vei, Ichthyologien nu følger, burde 
begrunde ligesaa mange Smaaslægter, af hvilke en maatte 
beholde Navnet Lumpenus, de to andre maatte forsynes med 
nye Navne. Men, idet jeg har dvælet med at gjøre denne 
Anskuelse praktisk gjældende, fordi jeg savnede tilstrækkeligt 
Materiale til en nøiagtig Undersøgelse af et Par af Arterne, 
er Gill i sit ovenfor omtalte lille Skrift kommen mig i For- 
kjøbet, idet han har tildeelt L. aculeatus Slægtsnavnet Lepto- 
clinus, giver L. gracilis Navnet Centroblennius og lader de 



l ) Ordet »Plougskærbenet« rettes senere af R. som en Skri ve- 
eller Trykfeil til Ganebenene. 



268 






to øvrige Arter beholde Navnet Lumpenus. Om nu Gill har 
baseret disse Slægter paa Tandforholdet, eller hvorpaa ellers, 
maa jeg lade være usagt, da han intet Ord derom meddeler 
i det anførte Skrift og ikke henviser til nogen anden Bog, 
hvor Kundskab herom kunde hentes. De nye Slægtsnavne 
indeholde i deres Etymologi intet Vink, ja, ere efter min 
Mening snarere vildledende. Det maa naturligviis være Gill 
overladt selv at karakterisere sine Slægter; derimod skal jeg 
give Beskrivelse af et Par Arter og tilføie Diagnoser af de 
øvrige. 

1. LUxMPENUS ACULEATUS RHDT. 

Reinhardt i Vid. Selsk. naturv. og niath. Afh. VII, 114 og 122. 

n. 16: Clinus aculeatus. 
Gill, Catal. of the Fishes of the east coast of North-America pag. 45 : 

Leptoclinus maculatus. 
Voyage en Scandinavie tab. 14, fig. 2, a — d. 1 ) 

Dentes maxillarium, vomeris et palatinorum. Color 
fulvus, lateribus punctis fuscis maculatis. Caput usque ad 
sexies longitudine piscis complectitur. Maxilla superior 
inferiori longior. Unum narium par, tubulare. Diameter 
oculi longitudinalis rostri longitudinem quartamque capitis 
partern æquans vel superans. Radii membranæ branchiostegæ 
sex. Quinque vel sex anteriores pinnæ dorsalis radii liberi 
vel perleviter modo conjuncti; pectorales postice velut 
emarginatæ (quini vel seni radii inferiores reliquis subito lon- 
giores), caudali multo longiores, sextam ferme longitudinis 
piscis partern æquantes. Pinnæ ventrales mediocris mag- 
nitudinis, duodecimam ferme piscis partern explentes. Cau- 
dali s truncata. Squamæ imbricatæ. Numerus radiorum 

pin. dors. 60; pector. 16; ventr. '/.,? anal. 38; caud. 17. 
(58—60). (15—16). (36-38). 



1 ) Tabula supra citata exhibui hunc pisceni a latere magnitudine 
naturali (fig. 2, a) ; præterea caput supra (fig*. 2. b) et infra 
(fig. 2, c) niagn. naturali , et squaniulam hujus piscis magn. 
auctam (fig. 2, d). 



269 



Anni. Hvorvidt Gills Leptoclinus maculatus virkeligt er iden- 
tisk med Lump. aculeatus Reinh. , maa jeg- lade staae hen, da G. 
foruden det tomme Navn ikke meddeler et Ord til Sagens Oplys- 
ning. At han vil fortrænge det Reinhardtske Artsnavn, finder jeg 
ganske ubefoiet , hvorvel der mod dette kan indvendes , at det støt- 
ter sig til et Forhold , der i høiere eller ringere Grad fremtræder 
hos alle Forfatterens Lumpenus - Arter. Det foreslaaede nye Arts- 
navn maculatus synes iøvrigt ikke at være mere betegnende. 

Farven er guulbruun med nogle mere eller mindre tydelige 
Pletter eller snarere Skygger, især paa Siderne af Halen, dog ogsaa 
paa Siderne af Kroppen samt det bageste af Hovedet. Disse morke 
Skygger opstaae ved en Sammenstilling af sortagtige Punkter. 

Formen er langstrakt og sammentrykket, dog i lidt ringere 
Grad end hos Slægtens andre Arter; den største Høide, som falder 
mod Enden af Brystfinnerne, indeholdes omtrent elleve til henimod 
tolv Gange i Totallængden, og den største Tykkelse (over Kinderne) 
udgjor omtrent ^ eller -| af den største Høide. 

Udmaalinger: 

Totallængde: A 5 T V'; B 4f"; 

Største Hoide (henimod Enden af Brystfinnerne): A %\"'\ B 5" y ; 

Høiden over Nakken: A 5.'/"; B 4-jj'"; 

Hoiden over Gatboret: A bl" 4 ; B 4 1"'; 

Høiden foran Halefinnens Rod : A 2 l'"; B 1*'"; 

Største Tykkelse (ved Kinderne eller Forgjællelaaget) : A 5'"; B4'"; 

Tykkelse foran Halefinnens Rod: A V"; B |'"; 

Afstand fra Snudespidsen til Gjællelaagets bageste Rand: A 10^'"; 
B 10^'"; 

Afstand fra Snudespidsen til Nakken: A !{'"; B !{'"; 

Afstand fra Snudespidsen til Næseborene: A l;!,'"; B lj'": 

Næseborenes indbyrdes Afstand: A 1§"'; B IV": 

Afstand fra Snudespidsen til Oiehulens forreste Rand: A 2|'"; 
B 2'"; 

Øiehulens Længdegjennemsnit : A 2^'"; B ?>'"; 

Øiehulens Høidegjennemsnit : A 1\"'; B 2'"; 

Pandens Brede mellem Øinene: A- 1 l'" ; B ;,""; 

Afstand fra Midten af Øiehulens nederste Rand til Hovedets Under- 
flade: A 21'"; B 2\'"; 

Afstand fra Oiehulens bageste Rand til Gjællelaagets bageste Spidse: 
A 5|"'; B 5.V"; 

Det opspilede Gabs" Hoide: A 41'"; B 4"'; 

Det opspilede Gabs Brede: A 2~\"'; B 2\'"; 

Overkjæbens Fremragning foran Underkjæben : A V"; B \'": 

Mellemkjæbebenets Længde: A 2\ tu \ 



270 






Overkjæbebenets Længde: A 3\'"; 

Underkjæbens Længde til Ledforbindelsen: A 4$"'; B 4^"'; 

Afstand fra Snudespidsen til Rygfinnens Begyndelse: A 9|"'; 

B 9V"; 
Rygfinnens Længdestrækning , Bindehudens Udvidelse medregnet : 

A 4"; B 3 T V'; 
Afstand mellem Rygfinnens Ophor og Halefinnens Rod: A IV"; 

B 2'"; 
Rygfinnens største Høide: A 3'"; B 2f"; 
Længden af Rygfinnens største Straale: A 4"'; B 34"'; 
Brystfinnernes Længde: A 11"'; B 10'": 
Brystfinnernes Brede ved Roden: A 2f"; B 2£'"; 
Afstand fra Snudespidsen til Bugfinnernes Rod:~A 10$"'; B 9§'"s 
Bugfinnernes Længde: A 5^"'; B 5"'; 
Bugfinnernes Brede ved Roden: A |"'; B J"'; 
Afstand fra Snudespidsen til Gatborets forreste Rand: A 2 T 'V"> 

B 25£'"; 
Gatborets Længdegjennemsnit : A %'"; B 4,'"; 

Afstand mellem Gatboret og Gatborfinnens Begyndelse : A : j'"; B .','"; 
Gatborfinnens Længdestrækning: A 2\"; B 2"; 
Gatborfinnens Afstand fra Halefinnens Rod: A 2V"\ B 2h'"\ 
Gatborfinnens største Hoide: A 3""; B 2f" ; 
Længden af Gatborfinnens største Straale: A 4^'"; B 3|'"; 
Halefinnens Længde: A 6}"'; B 5f"; 

Hoxedets Længde indeholdes omtrent 5A til 6 Gange i 
Totallængden; dets Hoide over Nakken er lidt større end dets Brede 
og omtrent lig med Halvdelen af dets Længde. Formen altsaa 
langstrakt, noget sammentrykket, med temmelig horizontal Pandeflade 
og lidt opstigende Underkjæbe. Snuden kort, stump, i Enden tem- 
melig høi og næsten lodret eller lige afskaaren ; men den synes at 
være endeel individuel Forskjel underkastet , idet dens Længde , som 
de ovenstaaende Udmaalinger vise , snart kun indeholdes fire , snart 
fem Gange i Hovedets Længde. Mund s pal ten, som, naar Mun- 
den er lukket, kun viser ringe Skraaning, naaer omtrent hen under 
Oiets Midte. Overkjæben er længer end Underkjæben , dog kun 
i ringe Grad. Læberne temmelig store, saa at de skjule Mellem- 
kjæbebenene og Overkjæbebenene, naar Munden er lukket. Tænder 
findes paa Overkjæbebenene (flere Rækker) , Underkjæbens Grene 
(ligeledes flere Rækker) , Plougskærbenets forreste Ende (en Tver- 
række af syv eller otte) og Ganebenene (paa hvert en Længderække 
af en halv Snees Tænder.) Af Form ere Tænderne tynde , koniske, 
noget tilbagekrummede; de ere i det Hele taget meget smaa, dog 
har jeg fundet et Par af de forreste paa Mellemkjæbebenene at 
overgaae de andre temmelig betydeligt, saa at de med Ret kunne 
kaldes Hundetænder. Et lille Ganeseil eller en Hududvidelse 



271 



findes bag Tænderne paa Mellemkjæbebenene. Tungen langt til- 
bage i Munden, lille, liniedannet, i'Enden afskaaren. Næseborene, 
af hvilke kun et Par findes , lidt nærmere Oiet end Snudespidsen, 
vi>e sig under Form af temmelig store Hudror; de ere ikke an- 
bragte paa Pandefladens Grændse, men temmelig langt nede paa 
Hovedets Sider omtrent i Linie med den nederste Rand af Øiets 
Pupille. O in ene af elliptisk Form, temmelig store; deres Længde- 
gjennemsnit indeholdes 3^ til 4 Gange i Hovedets Længde ; foroven 
indtage de en Deel af Pandefladen , saa at Pandens Brede mellem 
dem kun er ringe. Gjællelaaget danner bagtil en temmelig 
stærkt fremragende , tilspidset Flig. Gjælleaabningerne temmelig 
store , forneden kloftede til omtrent i Linie med Oiehulens bageste 
Rand. Gjællestra alerne sabeldannede ; deres Antal sex. Af de 
fire Par Gjællebuer er det inderste paa den indre Side kun frit 
i en meget lille Strækning. Forlængelserne paa Gjællebuernes øvre 
Flade danne paa de to første Par to Rækker og ere af en meget 
spids, tildeels lidt krummet Form, uden Spor til Tænder (idetmindste 
har jeg ingen kunnet opdage) ; paa de inderste Par Gjællebuer for- 
svinde Forlængelserne næsten ganske eller blive til meget smaa og 
stumpe Knuder. Bigjællen er meget lille, dybt skjult, liggende 
paatværs paa hver Side A-ed Hjerneskallens bageste Rand, bestaaende 
af en halv Snees korte, tykke Traade. Svælgtænderne have om- 
trent samme Form som Kjæbetænderne ; de danne en meget større 
Plade eller ere langt talrigere oven i Munden end nede. 

Rygfinnen begynder foran Gjællelaagets bageste Rand (Spid- 
sen af Gjællelaagets bageste Flig falder omtrent under Mellem- 
rummet mellem dens anden og tredie Straale) og ophører lidt foran 
Halefinnens Rod, saa at dens sidste Straaler ikke naae denne, naar 
de ligge ned langs Ryggen. Hvad cer udmærker denne Finne, er, 
at dens fem eller sex første Straaler ere, ligesom hos adskillige 
Scomberoider , frie eller kun forsynede med en lille Hudtriangel bag- 
til ved Roden; de følgende Straaler, som ere forsynede med Binde- 
hud paa sædvanlig Maade, voxe pludseligt temmelig stærkt i Længde ; 
den største Længde opnaae de omtrent mellem 20 og 30; iøvrigt 
aftage kun de fire eller fem sidste Straaler ret mærkebgt, men ere 
dog meget længere end de forste. Antallet af Straalerne belober 
sig omtrent til 60 ; de ophøre et Stykke fra Halefinnens Rod , der 
er større end Halens Høide foran Halefinnen ; Bindehuden fortsætter 
sig vel lidt bag sidste Straale, men uden at naae Halefinnens Rod. 
Brystfinnerne stemme i Længde omtrent med Hovedet eller inde- 
holdes omtrent sex Gange i Totallængden; forste Straale er temme- 
lig kort (den har ikke Finnens halve Længde); anden, tredie og 
fjerde tiltage, hvorimod de sex følgende vedligeholde omtrent samme 
Hoide ; ofte er vel endog den tiende kortere end den niende ; ellevte 
og tolvte tiltage derimod pludseligt eller danne en Fremragning, der 
ligesom deler Finnen i to Dele; de tre eller fire sidste Straaler 



272 



aftage svagt , saa at den sidste omtrent er dobbelt saa lang som 
forste Straale. Straalerne ere, med Undtagelse af den første, kløf- 
tede i Enden , dog kun svagt og temmelig utydeligt ; deres regel- 
mæssige Tal synes at være femten, dog har jeg ogsaa iagttaget 15 
paa den ene, 16 paa den anden Side. Rugfinnerne, som ere 
tilheftede lidt foran Brystfinnerne og lidt foran Gjællelaagets ba- 
geste Flig, have omtrent Brystfinnernes halve Længde eller inde- 
holdes tolv Gange i Totallængden ; deres Form meget langstrakt og 
smal ; de synes kun at bestaae af tre Straaler : ved at borttage 
den dem indhyllende Hud finder man imidlertid endnu yderst en 
kort Pigstraale (den er neppe halvt saa lang som anden): alle 
Straalerne ere meget tynde i Forhold til Længden: de tiltage lidt, 
saa at den inderste er den længste. Gat boret er anbragt lidt 
foran Midten af Totallængden, tæt foran Gatborfinnens Begyndelse; 
det er temmelig stort og viser sig foldet eller ligesom fryndset : i 
en Fordybning bag Gatboret findes en lille Genitalpapille (dog, som 
det synes, kun hos Hunnerne). Gatborfinnens første Straale en 
lille Pig-traale: de ovrige leddede . men ikke kløftede i Enden: 
allerede med femte eller sjette naae Straalerne deres storste Længde, 
som er lidt storre end Længden af Rygfinnens største Straaler; Fin- 
nen ophører lidt længere fra Halefinnens Rod end Rygfinnen. Hale- 
finnen kort (den indeholdes omtrent ti Gange i Totallængden og 
overgaaer ikke Bugfinnerne meget) , i Enden lige afskaaren , da de 
elleve midterste, stærkt kløftede Straaler omtrent ere lige lange; 
paa hver Side af disse finde.- tre mindre ukloftede Straaler. foruden 
et Par >maa Stottestraaler paa Siderne af Halen. 

Skællene meget »maa (de storste hos et Individ paa 5.J" 
af ^'"Længde), bestemt taglagte, skjondt ikke i hoi Grad. naaende 
ud over Halefinnens Rod . af tynd . hudagtig Beskaffenhed og af 
noget oval eller næsten kredsrund Form ; de vise kun faa koncen- 
triske Ringe (neppe over en halv Sneesj. have paa Midten en nøgen 
Plet og ere fortil forsynede med en Vifte, som dog kun bestaaer 
af tre til fem Straaler. 

Bughulen forneden sølvfarvet, med Ryggen sort, af omtrent 
l.V Længde hos et Exemplar paa fem Tommer. Leveren af 
Middelstørrelse, guulagtig. beliggende for en stor Deel langs Bug- 
hulens nederste Flade under Spiserør og Mave, deelt i to bagtil til- 
spidsede Lapper, der omtrent have lige Længde, hvorimod den hoire 
er meget bredere end den venstre. En temmelig stor Galdeblære 
er tilstede. Maven viser sig af meget forskjellig Størrelse og 
Form, eftersom den er tom eller udspilet af Næringsmidler: i for-te 
Tilfælde gaaer den ganske i eet med det korte Spiserør og har 
Tarmform; iøvrigt danner den en Blindsæk, fra hvis inderste Flade 
en lille tynd, ligefremadrettet Portnerdeel udgaaer. Maven og Spise- 
roret vise indvendigt stærkt fremragende Længdefolder, syv til otte 
i Tallet ; ogsaa Portnerdelen har Folder , men finere og , som det 



273 



Bynes, talrigere. Ved Portneren ere tre smaa Blindtarme an- 
bragte, af hvilke den mellemste - forreste synes at staae lidt tilbage 
for de to andre i Storrelse. Tarmen er rettet lige bagud, indtil 
den omtrent har naaet | af Bughulens Længde , derpaa gjør den 
en kort Boining fremad til henimod Mavens bageste Væg, hvor den 
atter boier sig, for i lige Retning at fuldfore sit Lob. Den uregel- 
mæssigt kantede Milt ligger tæt bag Maven. Længden af den 
udstrakte Tarmekanal lige fra Spiserorets Indtrædelse i Bughulen er 
omtrent lig med den halve Totallængde eller lidt mindre. Hos flere 
Hunner har jeg kun fundet een langstrakt, polsedannet Rognsæk, 
liggende tæt under Nyremassen langs Bughulens Middellinie og ikke 
indtagende Halvdelen af Bughulens Længde. Hos en Han fandt jeg 
ligeledes kun een Testikel af smal Baandform. 

Om Knoglebygningen i Almindelighed kan siges, at den, 
naar Hensyn tages til Fiskens ringe Storrelse, er stærk og vel ud- 
viklet; enkelte Undtagelser udhæves i det Folgende. Mellem- 
kjæbebenets Mundgren ikke indtagende hele Mundens Overrand, 
stærkt tilspidset mod Siderne; Pandegrenen endnu langt kortere, men 
tyk. Overkjæbebenene ere ikke ubetydeligt længere end Mellem- 
kjæbebenene, af langstrakt og noget tynd Form, dog lidt aareblad- 
agtigt udvidet i den bageste Ende. Underkjæbens Grene store, 
stærke, hoie, med Spor til Slimgruber. Oiebenene ere meget 
svagt udviklede, og jeg kan intet nærmere meddele om dem. For- 
gjællelaaget kan nærmest kaldes halvmaanedannet , dog ufuld- 
komment: den lodrette Green er lang, den bageste lodrette meget 
kort-, men bred. Gjællelaag s stykket er temmelig lille, trian- 
gulært, af bladagtig Tyndhed og glasagtig Gjennemsigtighed , meget 
noie forenet med det ligeledes tynde og gjennemsigtige , men usæd- 
vanligt brede og store Undergjællelaag. der forlænger sig langt bag 
Gjællelaagsstykket og danner Gjællelaagets oven omtalte Spids. 
Forgjællelaaget langstrakt og smalt eller baanddannet, fortil 
lidt aftagende, af solidere Bygning end de to sidst omtalte Knogler, 
forsynet med en lang Slimkanal. Hjerneskallen er mellem Oie- 
hulerne særdeles smal , baand - eller snordannet ; dens bageste Deel 
eller den egentlige Hjerneskal danner en forholdsviis lille, men stærk 
Kasse af triangulært Omrids med noget hvælvet og temmelig glat 
Overflade uden tydeligt Spor til Crista occipitalis. 

Rygraden bestaaer af 69 Hvirvler, nemlig 27 Bughvirvler og 
42 Halehvirvler; den sidste Halehvirvel viser en temmelig kraftig 
Fd vikling og fremstiller en triangulær Plade. Ribbenene frem- 
træde allerede paa den anden Bughvirvel; de ere meget fine og til- 
lige meget korte, og kunne saaledes kun i ringe Udstrækning tjene 
til Beskyttelse for Bughulen, saameget mere som de have en meget 
skraa Stilling forfra bagtil. De op - og nedstigende Tornefortsæt- 
telser af Rygradens Hvirvler ere kun smaa, men de lodrette Fin- 



274 



ners Støttestraaler ere derimod forholdsviis store, af flad eller 
sammentrykket Form. 

Nærværende Art synes at være den mindste grønlandske 
Lumpenus-Art, da den neppe overstiger sex Tommers Længde; 
men derimod er den, efter Antallet af de nedsendte Exempla- 
rer at slutte, maaskee den hyppigste, og kan neppe holdes 
for sjelden. Om dens Forekommen uden for Grønland vidste 
man, før Publikationen af Gills ovennævnte Fortegnelse, intet, 
og hvad ved denne er vundet i dette Punkt, er vistnok 
meget ubetydeligt, da han intet Fangested angiver for sin 
Fisk. Om dens Levemaade kan jeg intet anføre, ligesaa lidt 
som om dens Forplantning ; med Hensyn til dens Næring kan 
jeg oplyse, at jeg har fundet Maven fyldt med Annelider (af 
Slægten Nereis, som jeg mener) hos enkelte Exemplarer. To 
Snyltedyr forekomme efter min Erfaring hos denne Fisk: jeg 
har paa Bughnnerne ved Roden taget en meget lille Ancho- 
rella (maaskee den samme, som jævnligt træffes paa Finnerne 
af Stichæus punctatus) og i Tarmen en Distoma af omtrent 
en Linies Længde. 

2. LUMPENUS FABRICII RHDT. 

O. Fabricii Fn. Groenl. n. 109 : Blennius Lumpenus. 
Reinhardt i Vid. Selsk. Forh. 1832 — 35 S. CX: Lumpenus Fabricii. 
i Vid. Selsk. naturv. og math. Afh. VII. 114 n. 14: 
Clinus Lumpenus. 
Gill Catal. of the Fiskes &c. p. 46: Lumpenus Fabricii. 
Voyage en Scandinavie &c. tab. 14'): Lumpenus Fabricii. 

Dentes luaxillarium et palatinorum. Color fulvo fus- 
coque varius, pinna dorsali et caudali subtiliter maculatis, 
abdomine, pinnis ventralibus et anali albis. Caput vulgo 
octies usque ad novies longitudine piscis complectitur. Ma- 



l ) Tabula supra citata exhibet: fig\ 1, a. Lumpenum Fa- 
bricii a latere; b. ejusdem caput supra; c. ejusdem caput infra, 
omnes has figuras magnitudine naturali ; d. squamam magnitudine 
auctam. 



275 

xilla superior inferiori longior. Unum narium par tubu- 
lare. Diameter oculi longitudinalis rostro brevior, quin- 
tam fere longitudinis capitis partern æquans. Radii mem- 
bran ae brancbiostegæ septem. Pinnæ pec tor åles ovatæ, 
pinna caudali breviores, decies vel undecies longitudine piscis 
mineres. Pinnæ ventrales minutæ, 30ies ferme longitu- 
dine piscis contentæ. Anus parum post tertiam longitudinis 
partern situs. Pinna analis per dimidiam ferme longitu- 
dinem protensa. Pinna caudali s lanceolata. Squamæ 
juxtapositæ vel subimbricatæ. Numerus radiorum 

pin. dors. 64; pector. 15; ventr. '/ 2 '; anal. '/ 42 ; caud. 18. 
(63-65) (15—16) C/41 — ' 43)- 

Farven paa Ryg og Sider guulbruun med mørkere Marmorering, 
paa Bugen hvid eller hvidguul. Rygfinnen , Halefinnen og Bryst- 
finnerne omtrent af Farve som Ryggen : især er Halefinnen meget 
fiint spættet eller marmoreret: Bugfinnerne og Gatborfinnen hvide. 

U d m a a 1 i n g e r : 

Totallængde: A 11"; B 9^"; 

Største Hoide (omtrent over Brystfinnernes Spid.se) : A 9"'; B 10]'"; 

Hoiden over Nakken: A 8'"; B 8^'"; 

Hoiden over Gatboret: A 7}'"; B 85'"; 

Hoiden over Halefinnens Rod: A 3"': B 3. 1 ,'": 

Største Tykkelse (omtrent unde* den største Høide): A5'":B5.V"; 

Tykkelse foran Halefinnens Rod: A 1'": B 1L'" ; 

Af>tand fra Snudespidsen til Gjællelaagets bageste Rand: A 15"'; 
B 144/"; 

Afstand fra Snudespidsen til Nakken: A 11'"; B 10]"'; 

Afstand fra Snudespidsen til Næseborene: A 2. 1 ,'"; B 2'": 

Næseborenes indbyrdes Afstand: A 1^'"; B 1^"': 

Afstand fra Snudespidsen til Øiehulens forreste Rand: A 3 5'"; 
B 3 2 '"; 

Øiehulens Længdegjennemsnit : A 3}'"; B 3'": 

Øiets Høidegjennemsnit : A 2^'"; B 24/"; 

Pandens Brede mellem Øinene: A 1"'; B ;'": 

Afstand fra Midten af Øiehulens nederste Rand til Hovedets Under- 
flade : A 3'"; B 3-'"'; 

Afstand fra Øiehulens bageste Rand til Gjællelaagets bageste Spidse : 
A 8f"; B 8^'"; 

Det opspilede Gabs Høide: A 7.]'"; B 6]'"; 

Det opspilede Gabs Brede: A 4'""; B 4A'"; 



! //'. 



276 



Overkjæbens Fremragning foran Underkjæben : A ^'"; B \'"\ 

Mellemkjæbebenets Længde: A 3f"; B 3V"; 

Overkjæbebenets Længde: A 4^'"; B 4'"; 

Underkjæbens Længde til Ledforbindelsen : A 5 : ]'"; B 5.1'"; 

Afstand fra Snudespidsen til Rygfinnens Begyndelse: A 15"'; 

B 14}'"; 
Rygfinnens Længdestrækning , Bindeliudens Udvidelse medregnet : 

A 8£"; B 7 1": 
Afstand mellem Rygfinnens Ophor og Halefinnc ns Rod : A 2"; B 0"; 
Rygfinnens største Høide: A 3}'"; B 3^'"; 
Længden af Rygfinnens største Straale: A 4§'"; B 3^'"; 
Brystfinnernes Længde: A 12'"; B 114/"; 
Brystfinnernes Brede ved Roden: A Sif'"; B 3]'": 
Afstand fra Snudespidsen til Bugfinnernes Rod: A 14.}'"; B 14A/"; 
Bugfinnernes Længde: A 4'"; B 4'"; 
Bugfinnernes Brede ved Roden: A §"'; B |' 
Afstand fra Snudespidsen til Gatborets forreste Rand: A 3|/"; 

B 34/"; 
Gatborets Længdegjennemsnit : A 1}"'; B 1}'"; 
Afstand mellem Gatboret og Gatborfinnen: A »"'; B ]'"; 
Gatborfinnens Længdestrækning: A 5]"; B 4{V'; 
Gatborfinnens Afstand fra Halefinnens Rod: A ["'; B 0; 
Gatborfinnens største Høide: A 4"'; B 3 1 /"; 
Længden af Gatborfinnens største Straale: A 6'"; B 4j'"; 
Haletinnens Længde: A 15]'"; B 13'". 

Hovedet, hvis Længde sædvanligt synes at indeholdes otte til 
ni Gange i Totallængden (stundom dog neppe 74 Gange), er af en 
langstrakt, sammentrykket, fortil noget tilspidset Form : dets Længde 
er næsten dobbelt saa stor som dets Høide over Nakken , men 
Høiden atter betydeligt større end Tykkelsen. Pandefladen er tem- 
melig horizontal indtil Oiets forreste Rand; Hovedets Sideflader 
divergere i Retningen nedefter, men konvergere lidt i Retningen 
fremad. Underfladen stiger lidt skraat opad. Snuden er kort, idet 
den indeholdes fire Gange i Hovedets Længde, men overgaaer dog 
Øiets Længdegjennemsnit; den stiger ned til Mundspalten med en 
temmelig betydelig Skraaning. Overkjæben er umiskjendeligt 
længere end Underkjæben, og lægger sig, naar Munden er lukket, 
udover denne baade fortil og paa Siderne; dog synes en ikke 
ganske ubetydelig iudividuel Forskjel at finde Sted med Hensyn til 
Graden. Mund s pal ten rækker, naar Munden er lukket, lien 
under Oiehulens forreste Rand eller kun lidt bag; Høiden af det 
opspilede Gab er omtrent lig med Hovedets halve Længde. Læ- 
berne kun lidet udviklede. Paa Mellemkjæbebenene og i Under- 
kjæben ere Tænderne anbragte i flere Rækker, dog uregelmæssigt 
og ikke i meget stort Antal ; paa Ganebenene findes enkelte smaa 






277 



Tænder, som ere meget vanskelige at iagttage; Plougskærbenet 
savner derimod Tænder. Af Form ere Tænderne lige, tynde, cylin- 
driske, temmelig stumpe i Enden. En Hududvidelse findes i 
i Overkjæben bag Tænderne, i Underkjæben derimod iagttages kun 
meget svage Spor af en saadan. Tungen temmelig langt tilbage, 
smal. tlad, i Enden stumpt afrundet, glat. Svælgtæiiderne ere ikke 
i Form forskjellige fra Kjæbetænderne. Af Næsebore har jeg 
kun iagttaget et Par, som ligger paa Grændsen af Pandefladen, 
nærmere Oiet end Si.. idespidsen, og har Rorform, eller omgive* af 
en temmelig stor Hudadvidelse. Oiehulen, som er af elliptisk 
Form. med meget storre Længde- end Hoidegjennemsnit , og inde- 
holde- henimod fem Gauge i Hovedets Længde, ligger foroven tildeels 
i Pandefladen: Pandens Brede mellem (linene kun ringe (neppe ^ 
af Øiets Længdegjennemsnit). Kinden af betydelig Udstrækning; 
deu> nederste Rand ligesom Underkjæbens Grene forsynede med tem- 
melig store K jertelaabn i nger. Gj æ Iles t r aal ernes Antal har 
jef altid fundet syv : de ere temmelig stærke i Forhold til Størrel- 
sen , af sædvanlig Sabelform , gradeviis aftagende , den sidste ikke 
halvt saa lang som den forste. Ligesaa vanskeligt som det er at 
tælle dem hos Lumpenus aculeatus. ligesaa let er det her ifolge 
deres Stilling og Tykkelse. Men mærkes maa imidlertid . at stun- 
dom, som Undtagelse, kun sex Gjællestraaler skulle forefindes. GjælJe- 
aabningerne temmelig store, forneden og fortil omtrent naaende 
hen under < »iehulens bageste Rand . foroven og bagtil omtrent i 
Linie med Midten af Øiehulen. Fire Par frie Gjællebuer med 
dobbelte Rækker Gjælleblade : det inderste Par dog kun i en lille 
Strækning frit paa den indre Side. Forlængelserne paa Gjælle- 
buernes øverste Side -maa. cylindriske (paa det yderste Par stærkt 
fremadkrummede). uden Spor til Tome; de danne dobbelte Rækker 
paa ile tre inderste Par , derimod kun en enkelt paa det yderste. 
Bigjællen stærkt udviklet: den bestaaer vel kun paa hver Side 
af otte trinde Traade . men disse ere forholdsviis meget store og 
tykke. 

Rygfinnen begynder omtrent over Gjællelaagets bageste Rand 
og strækker sig snart til Haletinnens Rod , snart ophorer den foran 
denne: dens Længdestrækning udgjor omtrent ; ( ; af Totallængden; 
jeg har fundet den bestaaende af 63 eller 04 stærke Pig>traaler. 
af hvilke de forste ere meget korte: med omtrent den tiende naae 
de allerede deres største Hoide. og beholde denne næsten uforandret 
lige til Enden , et Par af de sidste blot undtagne. Kun om den 
første meget lille Straale gjælder. hvad ovenfor er anført i storre 
Forhold om Lump. aculeatus: den ligesom løsriver sig fra den 
øvrige Finne og har en lille triangulær Hudlap fæstet til sin bageste 
Rand. Brystfinnerne, hvis Længde indeholdes ti til elleve Gange 
i Totallængden , have en afrundet Form og bestaae af femten eller 
sexten Straaler; disse tiltage i Længde til den sjette, hvorpaa tre 



278 



eller fire omtrent vise lige Længde , inden de atter aftage ; den 
sidste er kun lidt kortere end den forste ; alle Straalerne ere tyde 
ligt kloftede med Undtagelse af den forste. Bugfinnerne, som 
ere anbragte lidt foran Brystfinnerne, omtrent i Linie med Gjælle- 
laagets bageste Rand, have omtrent -1 af Brystfinnernes Længde, en 
meget smal Form og bestaae af fem Straaler: en kort, forholdsviis 
stærk Pigstraale og fire leddede , i Enden kloftede , gradeviis i 
Længde tiltagende og med Spidserne fremragende Straaler. Gat- 
boret ligger lidt bag Enden af Totallængden^ forste Trediedeel og 
har et ret anseeligt Gjennemsnit; tæt bag dette begynder Gatbor- 
finnen, som omtrent indtager Fiskens halve Totallængde (snart lidt 
mere, snart lidt mindre); den bestaaer gjerne af 42 — 44 Straaler 
(sædvanligt maaskee 43), af hvilke den forste er en meget kort 
Pigstraale, den anden omtrent dobbelt saa lang, er leddet, men 
ukloftet, de folgende alle leddede og kløftede i Enden; med femte 
eller sjette opnaae de den største Længde, hvilken i det Hele taget 
er kjendeligt større end hos Rygfinnens Straaler, med hvilke de 
stemme i den skraa Stilling, den vide indbyrdes Afstand, den tynde 
Bindehud og dennes Nærmelse til eller endog P'orbindelse med Hale- 
finnens Rod. Halefinnen er temmelig' vel udviklet og overgaaer 
tydeligt Brystfinnerne i Længde ; dens Forhold til Totallængden er 
næsten som 1 til 9. Af Form er den bagtil tilspidset, lancetdannet, 
og de midterste Straaler altsaa de længste , medens Sidestraalerne 
blive meget smaa. Alt i Alt har jeg talt atten Straaler , der for 
den allerstørste Deel ere leddede og mere eller mindre kløftede. 

Bughulens Længde hos et Exemplar paa 11 Tommer om- 
trent 2\ Tomme; forneden er den smukt og reent sølvfarvet, mod 
Ryggen sort, dog med nogen Metalglands. Leveren af heniniod 
en Tommes Længde, graaguul, indesluttende Mavens Underflade og 
Sider, deelt i to tilspidsede Lapper, af hvilke den venstre er meget 
længere, den høire bredere. Spiseroret meget kort, med fire eller 
fem indvendige Længdefolder, endeel smallere end Maven; denne 
en pølsedannet Blindsæk (af omtrent en Tommes Længde) , fra hvis 
Underflade en kort, ligefremadrettet Portner deel udgaaer. Ved 
Portneren findes to, ikke ganske ubetydelige Blindtarme anbragte 
(den høire, længste omtrent \ Tomme lang). Tarmen danner to 
Bugtninger, idet den forst begiver sig i lige Linie til Enden af 
Bughulen, derpaa retter sig frem til Mavens bageste Væg og der- 
paa atter boier sig tilbage. Længden af den hele udstrakte Tarme- 
kanal overgaaer lidet den halve Totallængde. Milten ligger tæt 
bag Maven og har en uregelmæssig, bugtet Form. Hos Hannerne 
indtage to langstrakte, baandformige , fortil tilspidsede Testikler om- 
trent -| af Bughulens Længde. Urinblæren lille, langstrakt, smal, 
polseformig. 

Kjæbeknoglerne vise forholdsviis en betydelig Styrke, men 
ringe Størrelse. I Sammenligning med L. aculeatus er Mellem- 



. 



279 



kjæbebenenes opstigende Green storre, Sidegrenen mindre, Over- 
kjæ bebenet bredere og mere uregelmæssigt krummet, Under- 
kj;vben meget kortere og bredere. Af Øiebeen har jeg neppe 
kunnet opdage noget Spor. Forgjællelaaget, den største af 
Gtøællelaagsknoglerne, og meget langstrakt, bestaaer egentlig kun af 
en horizontal Green , som dog bagtil boier sig svagt og bliver lidt 
bredere; det er temmelig tykt, i bele Længden forsynet med en 
Kam eller ophoiet Stribe langs Midten af den ydre Side (Antydning 
af et Slimapparat). Gj æl lelaags s tykket temmelig lille, trian- 
gulært, af bladagtig Tyndhed. Undergj ællelaaget danner en 
forholdsviis stor, meget langstrakt Plade, som bagtil bliver tilspidset 
og strækker sig ud over Gjællelaaget ; det er endnu tyndere end 
dette. Mellemgj ællel aaget nærmer sig Forgjællelaaget baade 
i Størrelse og Soliditet. Pande benet over Øiehulerne er særdeles 
smalt; bag Oiehulerne udvider Hjerneskallen sig og antager 
Form af en uregelmæssig Polygon. Issen er lidt hvælvet og savner 
ikke aldeles Spor til en Længdekjol ; ogsaa vise sig Antydninger af 
to Kjole i Nakken som Støttepunkter for Overskulderbladene. 
Disse vise sig som sædvanligt gaffelagtigt kløftede til en øverste 
længere og en kortere nederste Green. Det egentlige Skulder- 
blad er lille, pladedaunet eller rettere skældannet (uden dog at 
være svagt), noget ovalt. Overarm benet temmelig stærkt, for- 
oven tilspidset, men med en bred, næsten kredsrund Plade fæstet 
bag Spidsen; i den nederste Ende udvider det sig noget kølleagtigt 
eller aarebladagtigt. Albuebenet og Straalebenet have om- 
trent den sædvanlige Pladeform og vise de sædvanlige Aabninger 
mellem sig. Ravnenæbdannet Fortsættelse har jeg ikke be- 
mærket. Bækkenet, som er tæt forenet med Skulderapparatet, 
bestaaer af to smaa , men temmelig stærke , noie sammensluttende 
Knogler af langstrakt Form og noget hvælvede. Rygraden, som 
bestaaer af 70 Hvirvler, 25 Bughvirvler og 45 Halehvirvler, har en 
særdeles stærk Bygning. Saalangt Bughulen strækker sig , har 
Hvirvlernes Korpus større Høide end Længde eller ligesaa stor 
Hoide som Længde , men hos Halehvirvlerne bliver Længden efter- 
haandon overveiende; den sidste Halehvirvel danner en temmelig stor 
triangulær Plade. Allerede fra den forste Hvirvel udgaae Ribbeen, 
og der findes saaledes 25 Par tynde, middelmaadigt lange Ribbeen, 
om hvilke bliver at mærke, at det tredie til det syvende ere dob- 
belte eller gaffelagtigt kløftede, medens de øvrige ere simple. 

Denne Art opnaaer den foregaaendes dobbelte Længde, 
men synes sjeldnere end denne ved Grønlands Kyster; at 
den udbreder sig sydligere, antydes af det fra Gill hentede 
Citat. I dens Mave fandt jeg Fiskeæg, Annelider og især i 

19 



280 

betydelig Mængde Entomostraceer. En lille Distoma fore 
kommer i Tarmekanalen, efter min Mening den samme som 
hos L. aculeatus. løvrigt er Intet mig bekjendt om dens 
Livsforhold. 

3. LUMPENUS MEDIUS RHDT. 

Reinhardt i Vid. Selsk. Forh. 1835 — 36, S. CX: Lumpenus medius. 
— i Vid. Selsk. naturv. og math. Afh. VII, 114. 121. n. 15 

og S. 194: Clinus medius. 
Gill, Catal. of the Fishes &c pag. 45 : Lumpenus medius. 

Dentes maxillarium et palatinorum. C ol or fulvus, im- 
maculatus. Caput sextam longitudinis partern æquans vel 
superans, subcrassius, duplo fere longius quam latius. Ma- 
xi llæ ferme æquales. Unum narium par tubulosum. Dia- 
meter oculi longitudinalis rostrum superans, quartam longi-, 
tudinis capitis partern ferme æquans. Membran a bran- 
chiostega radiis sex. Pin næ pectorales elongatæ, acu- 
minatæ, caudaii longiores, octavam ferme longitudinis piscis 
partern complentes. Pinnæ ventrales subsetaceæ, 20ies 
ferme longitudine contentæ. Anus multo post tertiam lon- 
gitudinis partern situs. Pinna analis per dimidiam longi- 
tudinem haud protensa. Pinna caudalis lata, rotundata, 
cura dorsali et anali ope, membranæ conjunctivæ juncta. 
Squamæ vix vel parum imbricatæ. Numerus radiorum 

pinnæ dors. 60; pector. 13; ventr. '/ 2 ; anal. 44( 32 /i2); caud. 19- 

Farven er et skident Guulbruunt ganske uden Pletter og Stri- 
ber , Finnerne lysere , Halefinnen undtagen. Formen langstrakt, 
næsten baanddannet ; den største Hoide , som omtrent falder over 
Nakken, indeholdes henimod tolv Gange i Totallængden. Paa samme 
Sted, hvor ogsaa den største Tykkelse falder, er denne fuldt saa 
stor som Hoiden , men strax bag Hovedet bliver Kroppen sammen- 
trykket. Hovedet, der omtrent indeholdes sex Gange i Total- 
længden, er langstrakt, lidt tykt, noget tagdannet eller med smal. 
Pande og nedskraanende Sider, og udmærker sig ved kort Snude, 
store elliptiske Oine , ligelang-e Kjæber. temmelig tykke Kinder. 
M und spalten er af middelmaadig Størrelse og naaer, naar Mun- 
den er lukket, omtrent til Øiehulens forreste Rand. Tænderne 
paa Mellemkjæbebenene og i Underkjæben smaa, af almindelig Be- 






281 



skafl'enhed, fortil stillede i flere Rækker. De næsten umærkelige 
Tænder paa Ganebenene danne en Længderække. Et lille Gane- 
seil er tilstede oven i Munden. Af Næsebore har jeg ikke 
kunnet iagtage niere end et Par, som ligger Oiehulen endeel nær- 
niere end Snudespidsen og er rordannet , temmelig stort og plumpt. 
Men ovenfor hvert Næsebor vise sig to meget smaa, kredsrunde 
Aabninger, den ene foran, den anden bag dette (Slimudforings- 
aabninger?). Gjælle spalt en naaer forneden omtrent lien under 
Øiets Midte. Gjællelaagets bageste Spidse stærkt fremragende. 
Rygfinnen, som begynder næsten over Brystfinnernes Rod eller 
Gjællelaagets Spids, indtager fuldt | af Totallængden, uden at den 
stærkt udviklede Bindehud , som forener den med Halefiunen , med- 
regnes; jeg har fundet den bestaaende af GO Pigstraaler, af hvilke 
de tre eller fire forste, som tillige ere de mindste, paa samme 
Maade som hos L. aculeatus ovenfor beskrevet, ere adskilte saavel 
fra den ovrige Finne som indbyrdes fra hverandre. Den storste 
Høide opnaae Straalerne med den 23de eller 24de, og de følgende 
vise kun ringe indbyrdes Forskjel. Brystfinnerne, som ere 
meget kortere end Hovedet, noget længere end Halefinnen og inde- 
holdes henimod otte Gange i Totallængden, have en langstrakt, smal. 
tilspidset Form ; af de tretten Straaler , som danne Finnen , og som 
alle ere leddede, de mellemste tillige mere eller mindre kløftede, 
vise de yderste paa hver Side sig kortest; med fjerde eller femte 
naaes den største Længde. Bu g finnerne, der, som sædvanligt 
hos Lumpenerne, ere tilheftede foran Brystfinnerne tæt op til hin- 
anden, have en meget lang-strakt og smal, i Enden borsteagtigt til- 
spidset Form , og indeholdes fuldt en Snees Gange i Totallængden : 
de bestaae af en lille Pigstraale og to noget længere, leddede Straa- 
ler. Gatborets Afstand fra Snudespidsen udgjor omtrent 3 a f 
Totallængden og er kortere end Gat borfinnen s Længdestrækning, 
som dog ikke naaer den halve Totallængde (den udgjor omtrent i 
af samme). Jeg har i Gatborfinnen talt 44 Straaler, af hvilke om- 
trent de første 31 eller 32 ere Pigstraaler, de ovrige leddede og 
kløftede; ligesom hos Rygfinnen ere de forste de korteste, og de 
folgende tiltage efterhaanden , men naae ikke den storste Længde 
for omtrent med den 30te. Straalerne ere i det Hele taget længere 
end Rygfinnens, især det sidste Dusin ikke ubetydeligt. Hale- 
finnen, hvis Længde indeholdes omtrent 8y Gange i Totallængden, 
udmærker sig ved sin brede, ægdannede Form, et betydeligt Straale- 
tal (19) og en ualmindelig stærk Udvikling af Bindehuden, som 
forener Ryg- og Gatbortinnen med Halefinnen (uden denne udgjor 
Halens Hoide ved Roden kun omtrent 4 af Fiskens storste Høide, 
med denne over Halvdelen). Straalerne ere alle leddede (den yderste 
paa hver Side maaskee undtagen), de fleste tillige kløftede i Enden. 
Sidelinien viser sig, som hos Lumpenerne i Almindelighed, som 
en ret Linie langs Siderne i Midten af Hoiden. Skællene ere 

19* 



282 



smaa , hudagtige , sluttende til hverandre , men neppe , eller kun i 
ringe Grad, taglagte. 

Udmaalinger: 

Totallængde 5£". 

Største Hoide (over Nakken) 5!'"- 

— Tykkelse (sammesteds) 5'\'"- 
Hoiden foran Halefinnens Rod 2"' (med Bindehuden 3"'). 
Hovedets Længde 11"'. 
Fra Snudespidsen til Næseborene 14/". 

— - Øiehulen 2{'". 

Oiets Længdegjennemsnit 3'". 
Pandens Brede mellem Oinene y. 
Fra Snudespidsen til Rygfinnens Begyndelse 11'". 
Rygfinnens Længdestrækning 3-, 7 .,". 

— længste Straaler 2^'". 

Brystfinnernes Læng-de 8'". 
Bugfinnernes Længde 3'". 
Afstand fra Snuden til Gatboret 26'". 
Gatborfinnens Længdestrækning 28"'. 

— længste Straaler '6h'"- 

Halefinnens Længde 7|'". 

4. LUMPENUS GRACILIS RHDT. 

Reinhardt i Vid. Selsk. naturv. og math. Afh. YH, 194: Clinus 

gracilis. 
Gill, Catal. of the Fishes &c. p. 45: Centroblennius nebulosus. 

Dentes modo maxillarium. Color fulvus, punctis sa- 
turatioribus innummeris adspersus, infra albo-grisescens, pin- 
nis flavicantibus. Caput octies et ultra longitudine piscis 
complexum, duplo longius quani latius. Maxilla superior 
inferiore distincte longior. Duo narium paria perminuta, an- 
terius simplex, longitudinaliter ellipticum, posterius tubulosum. 
Diameter oculi longitudinalis rostro snbbrevior, quartam 
longitudinis capitis partern fere æquans. Membrana bran- 
chiostega radiis sex. Pinna d or sal i s ] ferme longitudinis 
piscis explens, aculeis composita, quatuor vel quinque anticis 
fere liberis. Pinnæ pectorales ovatæ, decimam longitudi- 
nis partern æquantes, caudali subbreviores (vel fere æquales). 
Pinnæ ventrales styliformes, 22ies fere longitudine piscis 



283 



eontentæ. Anus parum post tertiam lonrritudinis partern 
situs. Pinna analis supra dimidiam longitudinem protensa. 
Cauda gracillima acuminata. Pinna caudalis elongata, 
acuminata, a dorsali et anali intervallo discreta. Squaraæ 
penninutæ, juxtapositæ. Numerus radioruin 

pin. dors. 74; pector. 15; veutr. l / 2 ; anal. ' 50 ; caud. 20. 
(14-15). 

At Hr. Gill, efter de overmaade sparsomme Meddelelser, 
som R. (1. s. c.) har givet over nærværende Art (og andre 
haves, saavidt mig bekjendt, ikke), har kunnet identiticere 
sin amerikanske Fisk med den, og det uden al Tvivl eller 
Betænkelighed, maa hos den forsigtige Forsker vække nogen 
Modstræben — hvad ogsaa mere eller mindre gjælder med 
Hensyn til de foregaaende Lumpenus - Arter. Men skulde 
han virkeligt have truffet det Rette — hvad kommende Under- 
søgelser maae vise — kan hans egenmægtige Forandring af 
Artsnavnet neppe tinde Billigelse. 

Kroppens Hoide over Bugen samt Halens tilspidsede Form 
synes mig at være det mest betegnende i denne Fisks ydre 
Habitus. 

Farven er guulbruun, men et overordentligt stort Antal mor- 
kere Prikker — een , som det synes , for hvert Skæl — bedække 
Kroppen (ikke Finnerne); hvorimod jeg hverken har iagttaget storre 
Pletter eller Striber; Bugen er hvidagtigt gTaa, hos den levende eller 
friske Fisk rimeligviis med mere eller mindre Perlemoderglands ; 
Finnerne vise et guulagtigt Skjær med gjennemsig-tig Bindehud. 

Hovedet, hvis Længde til Gjællelaagets bageste Spidse om- 
trent udgjor en Ottendedeel af Totallængden (Hovedets Længde til 
Nakken indeholdes tolv Gange i Totallængden) og er dobbelt saa 
stor som Hoiden over Nakken , har omtrent sædvanlig Form med 
kort, stump Snude, smal Pande, stærkt nedskraanende Sideflader, 
tykke Kinder o. s. v. Læberne ere temmelig svagt udviklede. 
Overkjæben er tydeligt længere end Underkjæben og lægger sig 
ikke blot ud over denne fortil , men indeslutter den ogsaa paa 
Siderne. Naar Munden er tillukket, naaer Mundspalten hen under 
Øiets forreste Rand. Tænderne ere talrige, især paa Mellem - 
kjæbebenene, og paa disse navnlig mod Midten, hvor de danne talrige 
Rækker, dog uden Orden : de forreste Tænder overgaae de bageste 
betydeligt i Storrelse ; Formen er næsten cylindrisk, eller de vise sig kun 
i meget ringe Grad tilspidsede og boiede. Et lille Ganeseil sees i 



284 



Overkjæben. Paa Ploug s kærbenet og Ganebenene findes 
ingen Tænder, hvorimod jeg har iagttaget et Par Tverrækker af 
Hudpapiller, der i Udseende skuttende ligne Tænder og let kunne 
vildlede. Tungen er temmelig langt tilbage, men tydelig. Snu- 
den, som udgjør en Fjerdedeel af Hovedets Længde, er længere 
end Øiets Længdegjenuemsnit, om end kun i ringe Grad. Det 
første Par Næsebore ligger tæt bag Overkjæbebenene og have 
Form af en simpel, efter Fiskens Længde elliptisk, Aabning uden 
Hududvidelser. Nær bag dette viser sig det andet Par, som ud- 
vikler sig til Rørform. I betydeligere Afstand tilbage og høiere 
oppe mod Panden fremtræder et Par simple, kredsrunde Aabninger; 
ogsaa disse staae i Forbindelse med Næsegruben og kunne derfor 
maaskee betragtes som Næsebore, i hvilket Tilfælde Antallet vilde 
være tre Par istedetfor to. Oinene, hvis øverste Rand naaer 
Pandefladen, ere store (lidt mindre end ] af Hovedets Længde), dog 
med meget større Længde- end Hoidegjennemsnit, eller af elliptisk 
Form ; deres Høide staaer kjendeligt tilbage for Afstanden fra deres 
nederste Rand til Hovedets Underflade. Kindmusklerne opsvulmede. 
Fo rgj ællelaaget lille, halvmaanedannet , men af temmelig stærk 
Bygning, med Gruber og Udhulinger. Gj ællelaag s stykket af 
ret anseelig Størrelse , men tyndt , Formen noget triangulær , fortil 
bredere. Undergj ællelaaget , som er endnu tyndere, baand- 
dannet, frembringer, ligesom hos de øvrige Lumpener, Gjællelaagets 
bagtil fremragende Spidse. Mellemgj æ llelaaget har ogsaa baand- 
dannet Form, men er af meget stærk Bygning, endog stærkere end 
Forgjællelaagets , som det ogsaa betydeligt overgaaer i Længde. 
Gjælles palterne store, foroven temmelig dybt indskaarne, paa 
Underfladen af Hovedet naaende frem omtrent i Linie med Øiehulens 
bageste Rand. Gjællestraalerne sex i Tallet, tydelige eller 
lette at tælle , stærkbyggede , store , den sjette" eller sidste dog be- 
tydeligt mindre end de foregaaende ; de ere forøvrigt svagt krum- 
mede eller lidt sabeldannede. Brystfinnerne have middelmaadig 
Størrelse (de indeholdes omtrent ti Gange i Totallængden), en lang- 
strakt ægdannet, bagtil temmelig bredt afrundet Form, fuldkomment 
dobbelt saa lang som bred og bestaae af 14 til 15 Straaler (det 
her beskrevne Exemplar havde 15 Straaler i den venstre Bryst- 
finne, men kun 14 i den hoire) , der ere lange og tynde, næsten 
alle kløftede i Enden . og som øverst og nederst aftage i Længde, 
stærkest dog foroven. Rygfinnen begynder et Stykke bag Nak- 
ken, omtrent over Gjællelaagets bageste Spidse eller Brystfinnernes 
Rod , og ophører lidt foran Halefinnens Rod , hvad Straalerne an- 
gaaer, medens dens Bindehud derimod forener sig med denne. Ryg- 
finnens Længdestrækning udgjor henimod A eller over | af Total- 
længden. Jeg har fundet den bestaaende af 74 Straaler, der alle 
ere tydelige og stærke Pigstraaler ; de fire første ere meget smaa, 
dog gradeviis voxende og udmærke sig ligesom den femte , tildeels 



285 



ogsaa den sjette , ved en saa ringe Udvikling af Bindehuden , at de 
mere eller mindre synes frie. Den største Høide opnaae Straalerne 
omtrent med den 36te eller 37te , og denne udgjor omtrent Halv- 
delen af Kroppens største Hoide ; derpaa aftage de gradeviis , dog 
gaaledes , at Finnens sidste Straaler have en meget betydeligere 
Hoide end de første; Bindehuden er meget tynd, glasklar, uden 
Pletter, hvad ligeledes hos Brystfinnerne er Tilfældet. Bugfin- 
nerne, som findes anbragte tæt sammen paa Bugiladen omtrent i 
Linie med Brystfinnernes Rod eller lidt foran disse , have en lang- 
strakt, smal, noget tilspidset Form, uden dog at være traadagtige; 
deres Længde indeholdes næsten 22 Gange i Totallængden , og de 
naae ikke ganske Brystfinnernes halve Længde (ligesaa lidt »om 
den halve Længde af Halefinnen) ; de dannes af tre Straaler , en 
Pigstraale og to længere blode Straaler, som ere dybt kløftede. 
Paa Grund af denne dybe Kloftning lige til Roden kan man let 
forledes til at antage fire leddede Straaler istedetfor to, men den 
anatomiske Undersøgelse giver ikke en saadan Antagelse Medhold. 
Gatborets Afstand fra Snudespidsen udgjør lidt mere end ^ af 
Totallængden ; det er temmelig stort, og dets bageste Rand udsender 
en lille Hududvikling, som dog ikke er papilagtig, men snarere 
pladeagtig ', derimod viser den tæt bag Gatboret fremtrædende, tem- 
melig store Generationsaabning, paa hver Side en lille spids 
Papille. Gat bor finnens Længdestrækning udgjor lidt mere end 
den halve Totallængde , og den forholder sig til Halefinnen omtrent 
ligesom Rygfinnen, men deri er den meget forskjellig fra Rygfinnen, 
at kun dens første Straale er en Pigstraale, alle de øvrige (50) 
derimod bløde; Straalerne ere i det Hele taget længere end Ryg- 
finnens; de have vel Spidserne kløftede, dog kun i ringe Grad; 
Bindehuden meget tynd og klar. Hale finnen, som er lidt læn- 
gere end Brystfinnerne og ikke fuldt indeholdes ti Gange i Total- 
længden, udmærker sig ved en langstrakt og stærkt tilspidset 
Form; Straalernes Antal udgjør 20, de smaa paa Siderne medreg- 
nede; de ere tynde, meget tydeligt leddede, men kun svagt kløftede, 
og deres stærke Væxt eller Tiltagen i Længde fra Siderne mod 
Midten betinge Finnens stærke Tilspidsning. Sidelinie findes vel 
ligesaa lidt som hos Gruppens øvrige Arter, men Adskillelsen mellem 
Sidemusklernes øverste og nederste Parti er meget tydeligt angivet 
med en horizontal Fure i hele Længden fra Brystfinnernes Rod. 
Hvad Skælbeklædningen angaaer, da har jeg fundet Forholdet 
saaledes : Snuden og Issen lige til Nakkens bageste Rand ere nogne, 
Kinderne derimod næsten til Øiehulens forreste Rand forsynede med 
smaa, sidelagte, tildeels endog noget spredte eller fra hverandre 
fjernede Skæl; Underfladen af Hovedet nøgen. Kroppens Skæl paa 
Nakken og den forreste Deel af Rygfladen ere ikke alene meget 
smaa, men ogsaa i temmelig Grad spredte; længere tilbage og ned 
ad Siderne blive de efterhaanden større og rykke nærmere sammen, 



286 



saa at de endog tildeels med Randene berore hverandre, dog uden 
at frembringe nogen egentlig Taglægning - (eller i al Fald en høist 
ufuldkommen, ligesom rudimentær Taglægning). Skællene synes at 
opnaae den betydeligste Udvikling i Størrelse i en Strækning paa 
Siderne af Halen , dog aftage de igjen mod Enden af denne , men 
naae ud paa Halefinnens Rod ; paa Bugfladen ere Skællene smaa, 
om end ikke ganske saa smaa som paa Rygfladen. Formen nær- 
mer sig i det Hele taget stærkt til det Kredsrunde. 



Udmaalinger: 

Totallængde 10;?"; 

Hovedets Længde til Gjællelaagsspidsen 16'"; 

Hovedets Længde til Nakken 10g"'; 

Høiden over Nakken 8'"; 

Tykkelsen sammesteds 74'"; 

Kroppens største Hoide over Bughulen 10'"; 

Dens største Tykkelse sammesteds 7"': 

Høiden foran Halefinnens Rod 3}'"; 

Fra Snudespidsen til forreste Næsebor 2\'"\ 

Fra Snudespidsen til Oiehulens forreste Rand 4"'; 

Oiehulens Længdegjennemsnit 3 4 '"; 

Oiehulens Hoidegjennemsnit 21-'"; 

Pandens Brede mellem Øinene ]]"'; 

Fra Snudespidsen til Rygfinnens Begyndelse 154'"; 

Rygfinnens Længdestrækning 8 4 "; 

Afstand mellem Rygfinnens Ophor og Halefinnens Rod 2\"'\ 

Længden af Rygfinnens længste Straale 5'"; 

Brystfinnernes Længde 13"'; 

Brystfinnernes største Brede G'"; 

Bugfinnernes Længde 6'"; 

Fra Snudespidsen til Gatboret 43 \'"\ 

Gatborfinnens Længdestrækning 5,' '"; 

Afstand mellem Gatborfinnens Ophor og Halefinnens Rod 2 .','"; 

Længden af Gatborfinnens største Straaler 6'"; 

Halefinnens Længde 13 i"'- 



Bughulen, hvis Længde omtrent beløber sig til en Fjerde- 
deel af Fiskens Totallængde, har en sølvfarvet Beklædning, hvilken 
dog mod Ryggen pludseligt bliver sort eller sortebruuu og danner et 
mørkt Baand langs hver Side af de guulagtige Nyrer. Leveren 
temmelig kort (den indtager neppe ^ af Bughulens Længde) , men 
tyk, lyst guulbruun, ikke tydeligt deelt i Lapper, liggende mest til 
venstre Side; en lille Galdeblære er tilstede og aabner sig paa 






287 

wedvanlig Maade i Tarmen. Længden af den udstrakte Tarmekanal 
udgjor omtrent en Trediedeel af Totallængden. Det korte, men 
muskuløse Spiserør viser sex eller syv stærke Længdefolder; Ma- 
ven bestaær som sædvanligt af Kardialdeel og Portnerdeel, for- 
enede under en spids Vinkel; i den forstes Indre har jeg iagttaget 
lire stærke Folder; ved Portneren ere to smaa Blindtarme hef- 
tede (skjondt begge smaa, er den ene dog endeel længere end den 
anden). Tarmen danner den for nærværende Gruppe sædvanlige 
Slyngning-, for den i lige Retning lober mod Bughulens bageste 
Ende. Kun een Rogn sæk, men af ret betydelig Størrelse (den 
indtager mere end Bughulens halve Længde) er tilstede; i den for- 
pote Ende viser den Spor til Kloftning, som dog snart forsvinder; 
Rognkornene fandt jeg forholdsviis meget store, næsten som smaa 
Senepskorn. Nyrerne gjennemlob hele Bughulen som flade Baand 
og uden fortil at danne nogen ret mærkelig Udvidelse ; en lille 
Urinblære er tilstede. 

Om Beenbygningen kan jeg Intet meddele af Mangel paa 
Materiale, og om denne Fisks Livsforhold savner jeg ganske 
Oplysninger. 

Det vil maaskee ikke tindes overflødigt, at jeg her, til 
Sammenligning med de grønlandske Lumpener , meddeler en 
Diagnose af den islandske Art, som jeg har beskrevet i første 
Bind af Nat. Tidsskr., første Række, S. 32—38. 

LUMPENUS LAMPETRÆFORMIS TVALB. 

Dentes modo maxillares. Color aurantiacus , maculis striis- 

que laterum dorsique fuscis, abdomine ante anum dilutiori. Caput 
septimani longitudinis piscis partern vix æquans. Maxillæ sub- 
æquales. Duo narium paria perminuta, anterius tubulosum, poste- 
rius simplex. Diameter oculi longitudinalis rostri longitudinem 
æquans, quintam longitudinis capitis partern superans. Membrana 
branchiostega radiis sex. Pinnæ p eet or åles ovatæ , caudali 
breviores, decimam ferme longitudinis piscis partern æquantes. Pinnæ 
ventrales minutæ, 25ies ferme longitudinc piscis contentæ. Anus 
parum post tertiam longitudinis partern situs. Pinna analis per 
diniidiam ferme longitudinem protensa. Pinna caudali s lanceolata. 
Squamæ iinbricatæ. Numerus radiorum 

pin. dors. 72; pector. 15; ventr. }> ; anal. 50; caud. 18. 



28K 



IV. LYCODES RHDT. 

Efterat J. H. Reinhardt i Aaret 1831 havde opstillet 
den fra flere Synspunkter interessante Slægt Lycodes efter 
den Art, som han med Nedsenderens Navn kaldte L. Vahlii 
(Overs. ov. Vid. Selsk. Forh. f. 1831), forøgede han et 
Par Aar senere denne nye Slægt med endnu en Art, L. reti- 
culatus (Vid. Selsk. Forh. f. 1834), og raeddeelte derpaa i 
7de Bd. af Selskabets Skrifter 1838 en udførlig Karak- 
teristik af Slægten samt udførlige og omhyggelige Beskrivelser 
af tre Arter (L. seminudus, en ny Art, kom nemlig her 
til). Af de to først nævnede Arter gaves tillige Af- 
bildning , og den nyligt opdagede Slægt kunde saaledes 
nu siges ikke blot at være vel bekjendt og rodfæstet, men 
tillige rigeligt repræsenteret. 1 ) Dog, at det paa dyriske 
Former saa rige grønlandske Hav endnu ikke var udtømt i 
denne specielle Retning, blev nogle faa Aar efter aabenbart, 
idet en Gave til det kongl. naturh. Museum fra afgangne 
Kapitain Holbøll gav mig Leilighed til (Overs. ov. Vid. Selsk. 
Forh. f. 1844) kort at antyde en Tilvæxt af to Arter: L. per- 
spicillum og L. nebulosus, den sidste dog med Tvivl; af den 
første har jeg leveret Afbildning til det franske Reiseværk. 
I Gills ofte citerede Liste findes syv Arter anførte under 
Slægten Lycodes, idet han til de fem her nævnte endnu føier 
Lycodes mucosus Rich. og Blennius polaris Sab. ; dog giver 
han selv tilkjende, at han ikke holder det for afgjort, at L. 
mucosus jo nmligen kunde falde sammen med en af de fore- 
gaaende Arter, og med Hensyn til Sabines Art. udtrykker han 
det som tvivlsomt, om den virkeligt er en Lycodes. Her 
foreligger altsaa Stof for kommende Undersøgere til nærmere 
Belysning. Hvad nu de af mig benævnte Arter angaaer, da 
har jeg ventet indtil den yderste Time paa, at maaskee nye 



' ) Jeg vil benytte Leiligheden til at forøge de af R. anførte grøn- 
landske Benævnelser paa Lycodes'- Arter med Navnet Kussau- 
nak, hvormed L. reticulatus efter en paalidelig Hjemmelsmand 
betegnes ved Omen ak. 



289 

Sendinger fra Gronland vilde yde mig et rigere Materiale til 
deres Beskrivelse; men da jeg heri er bleven fuldkomment 
skuffet, griber jeg Leiligbeden til at fremlægge, hvad jeg 
formaaer, og giver af L. perspicillum en til den ydre Form 
indskrænket Beskrivelse, af L. nebulosus blot en Diagnose. 

1. LYCODES PERSPICILLUM KR. 

Krøyer i Overs. ov. Vid. Selsk. Forh. f. 1844, S. 140: Lycodes 

perspicillum. 
Gill, Catal. of the Fishes &c. pag. 46: L. perspicillum. 
Voyage en Scandinavie &c. tab. VII. 1 ) 

C ol or dilute fulvus, fasciis eorporis pullis latis trans- 
versis octo, verticeque pullo ocellis duobus fulvis. Caput 
postice depressiusculum, quartam longitudinis animalis partern 
æquans. Diameter oculi longitudinalis quartam longitudi- 
nis capitis partern parum superans, rostrique longitudinem 
fere æquans. Al ti tud o piscis latitudinem fere æquans, sep- 
timamque explens totius longitudinis partern. Anus paullo 
ante dimidiam piseis longitudinem situs. Pin næ ventrales 
18am ferme explentes longitudinis partern. Anterior eorporis 
pars squamata, posterior nuda; pinnæ squamis destitutæ. 
Numerus radiorum 

pin. dors. 80; pect. 19; ventr. 3; anal. 65. 

Den følgende Beskrivelse er affattet efter to Exemplarer, af 
hvilke det ene havde omtrent halvtredie Tommers Længde, det andet 
derimod kun halvanden. 

Farven lyst bruunligtguul med sortagtig Halespidse, otte mørke, 
lodrette Tverbaand paa Kroppen , et mørkt Skjold paa Hovedets 
Pandeflade, i hvilket sees to lyse Øiepletter, omgivne af sort Rand. 
Skjoldet strækker sig næsten fra Nakken til Snudespidsen . folger 
omtrent paa Siderne Øinenes nederste Rand og bliver fortil smallere ; 



') Tabula supra citata sub A. exhibet piscem magnitudine ter 
auctum a latere , sub a. caput ejusdem supra visum; sub B. 
pullum quinquies auctum, colore ab antecedente in nonnullis 
variantem ; sub b. denique caput ejusdem pulli supra visum. 



290 



dets bageste Rand er paa Midten concav eller indboiet ; ogsaa Side- 
randene ere lidt indboiede , den forreste Rand derimod bredt og 
stumpt konvex. I Midten af dette Skjold , tæt bagved og tildeels 
mellem Øinene ere de to omtalte lyse Pletter; de ere store (længere 
end Øinene), af en noget uregelmæssigt oval Form (fortil spidsere), 
og indesluttes tæt af en temmelig bred. sort Rand. Hovedet viser 
hist og her nogle mørke Skyg'ger eller mindre tydelige Smaapletter: 
en saadan findes under Øiet fortil, en anden paa Gjællelaag-sstykket 
Om Tverbaandeue i Almindelighed kan siges , at de ere meget 
brede (bredere end det Mellemrum , som adskiller dem indbyrdes, 
hvor dette er smallest) , og at de alle udbrede sig over Rygfinnen 
til Straalernes Spidser. Det første Tverbaand er kun ved et tem- 
melig smalt, lyst Mellemrum adskilt fra Paudefladens Skjold; det 
ligger over Brystfinnernes Roddeel og for storste Delen foran Ryg- 
finnens Begyndelse, saa at det kun udbreder sig tilbage over dennes 
forste eller to forste Straaler; det gaaer ued under Brystfinnen eller 
skjules tildeels under denne og ender tilspidset noget over Midten 
af Brystfinnens Brede ved Roden. Andet Tverbaand falder tildeels 
over Brystfinnernes Spidse, tildeels bag denne, ophorer et Stykke 
ovenover Bugfladeu bredt og stumpt afrundet og udbreder sig for- 
oven over fire eller fem af Rygfinnens Straaler. Mærkes maa, at 
den Deel af Baandet, som udbreder sig over Rygfinnens Straaler, 
synes at danne en Vinkel med det øvrige Baaud og at være til- 
spidset mod Enden , hvilket beroer paa den liggende Stilling af 
Straalerne; naar disse reises, danner denne Deel ikke længere nogen 
Vinkel, ligesom den heller ikke er tilspidset, men bredt afrundet, 
hvilket ogsaa gjælder alle de følgende Baand. Tredie Tverbaand 
strækker sig ned over og tildeels lidt bag Gatboret, men er endnu 
temmelig langt fra at naae Bugfladen. De fem sidste Baand ere 
altsaa anbragte paa Halen; det fjerde strækker sig vel lidt længere 
ned end tredie, dog uden at naae Buglinien, hvad derimod er Til- 
fældet med det femte ; dog udbreder det sig ikke ret over Gatbor- 
finnen ; de tre sidste udbrede sig derimod over Gatborfinnen lige til 
Straalernes Spidse og vise samme Forhold som paa Rygfinnen. Den 
lille mørke . viftedannede Plet , hvormed Halen ender , er blot an- 
bragt paa Straalerne, men naaer ikke selve Halen. Alle Baandene, 
saavelsom Hovedets Skjold, ere mørkere mod Randene, lysere inden- 
for; dette gjælder ogsaa Halepletter, som mod Midten af Spidsen 
ere lysere. Om dette Forhold er naturligt eller en Følge af Af- 
blegning ved Opbevaring i Spiritus, maa jeg lade uafgjort. 

Den ovenstaaende Beskrivelse af Farven er efter det størsti 
Exemplar; det mindre viser adskillige Afvigelser i Tegningen. Hove- 
dets Skjold er bredere , næsten lige afskaaret bagtil og kun noget 
svagt indboiet paa Siderne. Oiepletterne ere meget mindre (deres 
største Diameter har neppe mere end Oiets halve Længdegjennem- 
snit) , af næsten kredsrund eller meget kort elliptisk Form. Baan- 



291 



dene ere tildeels noget kortere , men de fleste af dem , især de tre 
eller fire forste og det sidste, forholdsviis bredere. Forst det sjette 
Baand berorer Gatbortinnens Rod , og kun de to sidste udbrede sig 
over dennes Straaler; det sidste Baand har Form af en Oval efter 
Fiskens Længde med den spidsere Ende bagudrettet. Halepletten 
mangler; heller ikke har jeg paa Hovedet iagttaget Pletter udenfor 
Pandeskjoldet. 

Denne Art ligner Slægtens andre Arter saameget i Form i Al- 
mindelighed, at Be.vkrivelsen kan fattes meget kort, især da tillige 
Individerne ere saa smaa, at det ikke vel er muligt at gaae dybt i 
Enkelthederne. 

Hovedets Længde til Gjællelaagets bageste Rand udgjor paa 
det nærmeste J af Totallængden. Dets Form er fladtrykket, dog 
ikke i nogen høi Grad ; den øverste Flade er lavt hvælvet paatvers 
og ligeledes lidt hvælvet i Retningen forfra bagtil ; Hovedets største 
Brede er omtrent lig med Fiskens største Høide (eller overgaaer 
kun denne sidste ganske ubetydeligt) og med 1 af Totallængden. 
Munden er kun af middelmaadig Størrelse og af oval Form; det 
opspilede Gabs Hoide udgjor ikke synderligt mere end A af Hove- 
dets Længde; Underkjæbens Længde til Ledforbindelsen er næsten 
lig med Hovedets halve Længde. Tandforholdet er i det Væ- 
sentlige som hos de andre Arter, men i dets Detaille kan jeg ikke 
gaae ind. Oinenes Længdegjennemsnit udgjor lidt mere end ] af 
Hovedets Længde til Gjællelaagets bageste Rand og er kun lidt 
kortere end Afstanden fra Snudespidsen til Oinenes forreste Rand ; 
Afstanden fra deres bageste Rand til Gjællelaagets bageste Rand 
er ikke dobbelt saa stor som Oiets Længdegjennemsnit; Oinenes 
øverste Rand ligger i Pandefladen. Rygfinnen tager sin Begyn- 
delse omtrent i Enden af Totallængdens første Fjerdedeel eller kun 
meget ubetydeligt bag denne; dens største Høide udgjor kun om- 
trent i af Fiskens største Høide ; Længden af dens længste Straa- 
ler er derimod næsten lig med Halvdelen af den største Hoide. 
Længden af de allersidste, yderst i Halespidsen anbragte, er lig med 
Halvdelen af de største eller med J C) af Totallængden. Rygfinnen 
bestaaer af omtrent 80 Straaler (for en Forskjel af en eller to 
Straaler tor jeg ikke indestaae). Brystfinnerne vise den sæd- 
vanlige brede og afrundede Form; deres Længde indeholdes omtrent 
7 \ Gange i Totallængden , og Breden ved Roden er lig med deres 
halve Længde; Straalernes Antal 19; ottende til ellevte Straale ere 
de længste og blive pludseligt længere end de foregaaende. Kun 
paa nogle af de midterste Straaler har jeg med Sikkerhed kunnet 
iagttage en Kløftning ; derimod forekomme de fem , sex eller syv 
øverste og omtrent ligesaa mange af de nederste mig at være en- 
kelte. Bugfinnernes Stilling omtrent den sædvanlige; Formen 
liniedannet; deres Længde indeholdes omtrent 17 eller 18 Gange i 
Totallængden. Gatboret, som er anbragt noget foran den halve 



292 






Totallængde og tæt foran Gatborfinnens Begyndelse , er temmelig 
stort, kredsrundt. Gatborfinnen bestaaer af 65 Straaler og 
stemmer iøvrigt næsten i alle Henseender overeens med Rygfinnen. 
Uagtet ingen egentlig Sidelinie med Slimkanaler synes at være 
tilstede , iagttages dog to temmelig tydelige Linier langs Siderne. 
Den ene følger i horizontal Retning omtrent Midten af Kroppens 
Høide ligefra Gjællelaagets bageste Rand til Halespidsen og angiver 
Muskellagets Delingslinie. Den anden løber nær Ryglinien lidt 
nedenfor Rygfinnen, næsten horizontalt, og kan i den ene Retning 
forfølges næsten til Halespidsen, i den anden lidt op paa Hovedet. 
Paa Hovedet, Finnerne og den bageste Deel af Legemet har jeg 
ingen Skæl kunnet iagttage ; derimod er Kroppens forreste Deel 
bag Hovedet rigeligt skælbedækket, og Skællene kunne forfølges, 
skjondt efterhaanden stedse mere sparsomt og enkeltviis , indtil bag 
Kroppens femte mørke Tverbaand. 



Udmaalinger: 



Totallængde : 



Største Tykkelse (over Kinderne) : 4-j"'; 

Afstand fra Snudespidsen til Gjællelaagets bageste Rand: 7^'": 

Det opspilede Gabs Høide: 2|'"; 

Det opspilede Gabs Brede: 2'"; 

Underkjæbens Længde til Ledforbindelsen : 3^"'i 

Afstand fra Snudespidsen til Oiets forreste Rand: 2\'"; 

Øiets Længdegjennemsnit: 2"'\ 

Øiets Hoidegjennemsnit : l^'"; 

Pandens Brede mellem Øinene: 1"'\ 

Afstand fra Øiets bageste Rand til Gjællelaagets bageste Rand : 3 \'"\ 

Afstand fra Snudespidsen til Rygfinnens Begyndelse: 8"'; 

Rygfinnens største Høide: IV"; 

Længden af Rygfinnens største Straaler: 2"'\ 

Afstand fra Snudespidsen til Bugfinnernes Rod : 6'"; 

Bugfinnernes Længde: l^'"; 

Bugfinnernes Brede ved Roden : \'"\ 

Afstand fra Snudespidsen til Brystfinnens Rod øverst: l\ iU : 

Brystfinnernes Længde: &'"; 

Brystfinnernes Brede ved Roden : 2'"; 

Afstand fra Snudespidsen til Gatborets forreste Rand: 13"'; 

Gatborets Gjennemsnit: |'"; 

Gatborets Afstand fra Gatborfinnens Begyndelse: ±'"; 

Længden af Finnernes Straaler bag Halens Spidse: 1'". 

De beskrevne Exemplarer ere fangede med Skraben paa 
dybt Vand, det største endog paa 90 Favne, Ungen paa 



293 



30 Favne, og Arten er altsaa vistnok en Dybvandsfisk , som 
Lykodes- Arterne i Almindelighed. ' ) I Gabet af det største 
fandt jeg en temmelig stor Sipunculus, som det har været i 
Begreb med at nedsluge, just som det fangedes. Dette er 
Alt, hvad jeg om Fiskens Levemaade har at anføre. 

2. LYCODES NEBULOSUS KR. 

Kroyer i Vid. Selsk. Forh. f. 1844, L. 140: L. nebulosus. 
Th. Gill, Catal. of the Fishes &c. pag. 46: L. nebulosus. 

Color brunneus, fasciis transversis dorsi fulvis, sed par- 
vis et parum distinctis. Caput postice depressum, quartam 
longitudinis piscis partern parum superans. Diameter oculi 
londtudinalis septimam longitudinis capitis partern explens, 
dimidiamque fere rostri longitudinem. Altitudo piscis 
æquans latitudinem, octavamque totius longitudinis partern. 
Anus perpaullo ante dimidiam longitudinem situs. Anterior 
corporis pars nu da; posterior pinnæ dorsalis pars squa- 
mata; pinna analis squamis nullis vel paucissimis. Pinnæ 
ventrales haud 30am æquantes longitudinis animalis partern. 
Numerus radiorum 

pin. dors. 87; pect. 19; ventr. 3; anal 68. 

Af denne Art har jeg kun seet et lille Exemplar. 

Fan-en synes at have været et skident Rustbruunt , eller Rust- 
bruunt overfloiet med Blyantsfarve og Sortagtigt. Paa Kroppen skim- 
tes fem lyse Baand , som ere brede , men korte , og som nedstige 
fra Ryggen mod Sidelinien, men ikke naae denne uden maaskee det 
tredie: det forste af disse Baand er omtrent over Brystfinnernes 
Spidse, det andet omtrent over Gatboret, det tredie over Gatbor- 



1 ) Man erholder dem nemlig jevnligt af Maven paa de grøn- 
landske Haier og andre Fiske, der soge store Dybder. Som 
en Undtagelse kan mærkes , at et til Museet oversendt Exem- 
plar af L. reticulatus ledsagedes af den Oplysning, at det var 
fanget i Vandskorpen i en mat Tilstand (Marts Maaned). Ved 
en eller anden tilfældig Omstændighed maa det vel være jaget 
op fra Bunden. 



294 



finnenis ottende Straale , det femte midtyeis mellem Gatborfinnens 
Begyndelse og Halespidsen og det fjerde midt imellem tredie og 
femte. Alle disse Baand udbrede sig til Spidserne af Rygfinnens 
Straaler. og Rygfinnen viser desuden længere tilbage endnu et Par 
lyse Pletter eller Baand, hvilke dog ikke udbrede sig paa Kroppen. 



V. STICHÆUS. 

Formå elongata et compressa. Caput mediocre (quin- 
tam ferme longitudinis animalis partern æquans), crassitudi- 
nem corporis æmulans vel etiam superans, multis præditum 
poris raucura excernentibus. Dentes acerosi ossium inter- 
maxillarium, maxillæ inferioris, vomeris, palatinorum et fau- 
cium. Apertur a branchialis sat magna. Radii mem- 
branæ branchiostegæ sex. Arcus branchiales quaterni liberi 
cum branchia operculari. Pinna d L orsalis longissima, acu- 
leis modo composita, basi pinnæ caudalis conjuncta, ut pinna 
quoque analis. Pinnæ ventrales jugulares, minutæ, qua- 
driarticulatæ. Pinna caudalis mediocris, postiee rotun- 
data. Squamæ perminutæ, imbricatæ, corpus modo tegen- 
tes. Præter lineam lateralen) propriam una pluresve 
lineæ corporis longitudinales, mucum efferentes, omnes 
vero ante basin pinnæ caudalis evanescentes. Ventriculus 
sacciformis, appendices pyloricæ paucæ minutæque, intestinuin 
sinuatum. Vesica aérea nulla. 

Et. Reinhardt, som opstillede Slægten, har kun kort an- 
tydet den, uden at levere dens Karakteristik 1 ); hvorfor den 
ovenstaaende er udkastet af mig, der altsaa har at svare paa, 
hvad mod denne maatte være at indvende. Derhos maa jeg 
dog bemærke, at Slægtskarakteren kun er baseret paa de to 
i det Følgende beskrevne grønlandske Arter, hvorimod en 
tredie af Gill under Stichæus optayet amerikansk Fisk (tid- 
ligere afhandlet af Storer under Navnet Pholis subbifur- 



') Det har endog ligesom Udseende af. at han igjen har opgivet 
den , da han i et senere Arbeide (see nedenfor) opforer Arterne 
under Navnet Clinus. 



295 



catus 1 ) er mig ubekjendt (og uvedkommende hvad An- 
svaret betræffer). 

1. STICHÆUS PRÆCISUS KR. 

Krøyer i Naturh. Tidsskr. I, 25 : Chirus præcisus. 

Reinhardt i Vid. Selsk. Forh. 1832—36, S. CX: Stichæus uni- 

maculatus. 
Krøyer i Naturh. Tidsskr. I, 372: St. præcisus. 
Reinhardt i Vid. Selsk. naturv. og math. Afh. VII, 114 og 121 n. 12: 

Clinus unimaculatus. 
Gill, Catal. of the Fishes &c. pag. 45 : Stichæus præcisus 
Voyage en Scandinavie &c Poissons tab. 20, fig. 1, a — f. 2 ) 

Macula magna pinnæ dorsalis antice nigra. Præter 
lineam lateralem propriam ternæ utrinque lineæ longitudi- 
nales mucum efferentes, prima inter pinnam dorsalem et 
lineam lateralem propriam, secunda in confinio laterum et 
abdominis, tertia abdominalis a basi pinnarum ventralium ad 
anum. Caput quintam longitudinis piscis partern æquans, 
corpore vulgo crassius. Primus (interdum etiam secundus) 
pinnæ analis radius binique vel terni ultimi aculei. Nu- 
merus radiorum 

pin. dors. 48; pector. 18; ventr. 4; anal. V32/2; caud. 17. 
(47-48). ('-2/30 32/2-3). 

Skjøndt jeg tidligere har meddeelt Beskrivelse af denne 
Art, anseer jeg det dog for nyttigt at levere en heelt igjen- 
nem ny Beskrivelse efter et rigere Materiale. Hiin første Be- 
skrivelse var udkastet efter et eneste Exemplar, som maatte 
skaanes, og derfor mindre fuldstændig. 

Farven er hos de i Spiritus opbevarede Individer olivenbruun, 
tildeels i det Sortagtige. Hovedet viser gjerne en Marmorering af 
lysere og mørkere Farver. Alle Finnerne ere mod Roden lysere 



: ) Synopsis of the Fishes of N. Arner. pag. 118. 

' 2 ) Tab. 20 fig. 1, a. Stichæus præcisus a latere, magnitu- 
dine naturali ; b. caput et anterior corporis pars supra; c. caput 
et anterior corporis pars infra ; d. pars lineæ mucum eflerentis 
aucta; e. squama corporis aucta; f. squama lineæ muciferæ. 

20 



296 



(olivenbrune eller tildeels guulagtigt-brune) mod Spidsen, eller Randene 
mere eller mindre dybt sortagtige. Rygfinnen er desuden forsynet 
med een eller flere sorte Pletter, af hvilke den forreste (som om- 
trent har Plads mellem Rygfinnens 5te og 9de Straale) altid, hvor 
flere findes , er den storste og den tydeligste , skjondt den dog af- 
vexler med Hensyn til Udstrækning, ikke altid viser en lige tydelig 
Begrændsning og tildeels danner ligesom et Øie, idet en lys Ring 
omgiver den , tildeels savner denne Omgivelse. 



Udmaalinger: 

i //. 
i 
Storste Hoide (omtrent over Brystfinnernes Midte): 13-t'"; 
Hoide over Gatboret: 11"'; 
Hoide foran Halefinnens Rod: 44 y "; 

Kroppens stor.-te Tykkelse (mod Brystfinnernes Rod) : 9'"; 
Tykkelse over G at b oret : 5?"'; 
Tykkelse foran Halefinnens Rod: 1'"; 
Største Omkreds: 2]": 
Afstand fra Underkjæbens Spidse til Gjællelaagets bageste Rand 

15'": 
Hovedets Hoide over Oiet : 6%'"; 
Hovedets Hoide over Nakken: 9'"; 
Hovedets storste Tykkelse (over Kinderne) : 10"'; 
Det opspilede Gabs Hoide : 6'"; 
Det opspilede Gabs Brede: 4z^'"\ 
Underkjæbens Frernragning foran Overkjæben : V"\ 
Afstand fra Underkjæbens Spidse til forreste Næsebor: 2\'"\ 
Afstand mellem forreste og bageste Næsebor: \'"\ 
De forreste Næsebores indbyrdes Afstand: 24/"; 
De bageste Næsebores indbyrdes Afstand: 1#"'; 
Afstand mellem bageste Næsebor og Oiet: }/" ; 
Fra Underkjæbens Spidse til Øiets forreste Rand : 3f "'; 
Øiets Længdegjennemsnit : 2>\'"; 
Oiets Hoidegjennemsnit : 3'"; 
Pandens Brede mellem Øinene: 14-'"; 

Fra Øiets bageste Rand til Gjællelaagets bageste Rand : 8"'; 
Fra Underkjæbens Spidse til Rygfinnens Begyndelse: 15'"; 
Rygfinnens Længdestrækning : 4"; 
Rygfinnens storste Høide: 3'"; 
Længden af Rygfinnens længste Straaler: 54'"; 
Brystfinnernes Længde: 1"; 
Brystfinnernes Brede ved Roden: 5"'; 
Fra Underkjæbens Spidse til Bugfinnernes Rod: 144/"; 
Bugfinnernes Længde: 5?"'; 






297 



Bugfinuernes Brede ved Roden: lh"'\ 

Fra Underkjæbens Spidse til Gatboret : 32 3 "'; 

Gatborregionens Længde: 2"'\ 

Gatborfinnens Længde: 30'/"; 

Gatborfinnens største Hoide : 3'"; 

Længden af Gatborfinnens længste Straale : 5}/"; 

Gatborfinnens Afstand fra Halefinnens Rod: V"; 

Halefinnens Længde i Midten: 8'". 

Hovedet, hvis Længde noget overgaaer } af Totallængden 
(det indeholdes 4i til henimod fem Gange i denne), er af en tem- 
melig plump og tyk Form , noget bredere end Kroppens største 
Tykkelse. Den brede, mod Siderne hvælvede Isse stiger fortil kun 
ned med ringe Skraaning ; Sidefladerne konvergere vel temmelig 
stærkt fremad, dog saaledes , at den lidt hvælvede Snude desuag- 
tet er tyk og bred ; Underkjæben stiger temmelig stærkt opad og 
lægger sig fortil lidt frem foran Overkjæben , men er derimod kjen- 
deligt smallere end denne. Hovedets storste Brede overgaaer gjerne 
Halvdelen af dets Længde og er omtrent lig med Hoiden over 
Nakken. Læberne ere temmelig store, noget tykke og kjodagtige. 
Mundspalten naaer omtrent hen under Pupillens forreste Rand: 
det opspilede Gabs Hoide er neppe lig med Hovedets halve Længde 
og overgaaer ikke Breden betydeligt.') Mellemkjæbebenene be- 
sidde hvert en Tand kårde af langstrakt Triangelform eller fortil 
bred, bagtil tilspidset; Tænderne temmelig smaa, men stærke, 
koniske, lidt krummede , tætstillede. Paa Underkjæbens Grene ere 
Tandkarderne endnu meget mere langstrakte end paa Mellemkjæbe- 
benene, saa at de næsten tabe Triangelformen og nærme sig det 
Liniedannede ; Tænderne , især de forreste , synes lidt større , men 
ogsaa lidt tyndere end Mellenikjæbebenenes. Et Kjæbeseil af 
ikke ubetydelig Størrelse er udspændt bag Mellemkjæbebenene , et 
smallere findes i Underkjæben. Paa Plougskærbenets forreste Ende 
findes en Tverkarde , paa hvert Ganebeen en Længdekarde ; til- 
sammen danne disse tre lig - esom en Hestesko ; Tænderne ere meget 
smaa . paa Plougskærbenet anbragte i tre eller fire Rækker , paa 
Ganebenene i to eller tre. Tungen er langt tilbage i Munden, 
temmelig vel adskilt fra Mundhulens Bund, lille, fladt konvex, glat, 
fortil lidt tilspidset, i Enden afrundet. S vælg tænderne danne 
tre Kårder paa hver Side oven i Munden paa ligesaa mange Knog- 
ler; neden i Munden findes derimod kun een, meget langstrakt, i 



Dog- bør det bemærkes , at de stærke Kindmuskler i Døds- 
kampen lukke Munden saa fast, at det er vanskeligt at er- 
holde en rigtig Forestilling saavel om Gabets Størrelse som om 
dets Form. 

20* 



298 



begge Ender tilspidset, med mange meget smaa Tænder forsynet 
Tandkarde paa hver Side. Snuden til Oiehulens forreste Rand 
udgjor omtrent J- af Hovedets Længde og er omtrent lig med Øiets 
Længdegjennemsnit. Næseborene ere smaa, kredsrunde, anbragte 
paa Grændsen af Snudens Overflade og Sideflader , temmelig langt 
fra hverandre; det forreste Par er forsynet med et temmelig stort, 
fuldstændigt, næsten cylindrisk eller kun i ringe Grad konisk Hud- 
ror; det bageste Par (hvis det virkeligt er andet end en blot 
Udføringsaabning for Slimkanaler, hvorom jeg ikke er overtydet), 
viser sig blot som en lille rundagtig Aabning tæt foran Oiet, næsten 
i Linie med deties øverste Rand. in ene ere af Middelstørrelse, 
eller temmelig store , med den øverste Rand i Pandefladen , ganske 
opfyldende Oiehulen, rettede skraat udad, af elliptisk Form. Pan- 
den er mellem Oinene smal, eller Oinene ligge nær hinanden, idet 
det Mellemrum , som adskiller dem , neppe har Halvdelen af Øiets 
Hoidegjennemsnit. Kinderne af Middelstørrelse , med meget stærkt 
udviklede Muskler. Gjælle s palten er foroven og bagtil kløftet 
til omtrent i Linie med Pupillens nederste Rand, forneden og fortil, 
hvor den er sainmenvoxet med den fra den modsatte Side , omtrent 
indtil Oiehulens bageste Rand ; paa dens øverste bageste Grændse 
dannes efter Længden en tydelig Hudfold. Gjællestraalerne ere 
sex i Tallet , store , men smalle , alle sabelagtigt krummede , den 
første ikke synderligt bredere end de ovrige, den anden den længste, 
skjondt kun ubetydeligt længere end første og tredie ; den sjette 
har endnu en temmelig betydelig Størrelse. Gjællebuerne ere 
halvmaaneformigt boiede, den inderste kun i meget ringe Strækning 
adskilt fra Svælget. Kun paa den yderste Bues ydre Side frem- 
træde smaa cylindriske Forlængelser , iøvrigt kun Knuder ; Tallet 
har jeg fundet paa den yderste Bue elleve i hver Række, paa den 
anden Bue otte i den ydre, syv i den indre Række, paa den tredie 
Bue syv i hver Række , paa den fjerde Bue fem aldeles rudimen- 
tære Knuder paa den ydre Side , ingen (idetmindste ingen tydelige) 
paa den indre Side. Med Undtagelse af de tre første Forlængelser 
i første Bues ydre Række ere forresten alle Udvæxterne anbragte 
paa Buernes nederste Been ; paa de tre inderste Par Gjællebuer ere 
Knuderne tornevæbnede , hvorimod jeg ingen Torne har kunnet op- 
dage paa den yderste Bues Udvæxter. Bigjællen har jeg' kun 
fundet bestaaende af syv korte , men forholdsviis tykke Trevler. 
Hovedet har en Mængde kredsrunde Slimudføringsaabninger 
af betydelig Størrelse , nemlig omkring Oiet en Kreds af omtrent 
tolv ; fra Oiet til Gjællelaagets bageste Flig en Læng-derække af 
sex ; langs Forgjællelaagets bageste og nederste Rand sex ; paa 
hver af Underkjæbens Grene fire ; i Nakken en dobbelt Tverrække, 
hver dannet af fire Slimaabninger , hvilke alle tilsammen danne en 
halvmaanedannet Figur , idet den forreste Række er bøiet bagud ; 
tæt bag den bageste af disse to Rækker findes i Ryggens Middel- 






299 



linie en enkelt Aabning ; mellem Øinenes bageste - øverste Hjorne 
iagttages endvidere tre noget triangulært stillede og forrest paa 
Snuden et Par. Alle disse Slimaabninger blive ikke blot ved deres 
Størrelse, men ogsaa ved den lyse Rand, der omgiver dem, temme- 
lig iøjnefaldende. 

Rygfinnen begynder omtrent over Gjællelaagets bageste Flig 
eller kun ganske lidt længere tilbage og strækker sig lige til Hale- 
finnens Rod, med hvilken den er forenet ved en Hud, ligesom ogsaa 
dens sidste Straale lægger sig op ad denne ; den indtager omtrent 
^ af Totallængden , hvorimod dens Hoide forholdsviis kun er meget 
ringe, ikke lig med ] af Kroppens største Hoide. Straalerne, der, 
som i Slægtskarakteren angivet, alle ere Pigstraaler, vise i det Hele 
taget kun meget ringe Forskjel i Størrelse, hvorvel de mod begge 
Ender aftage lidt ; de ere temmelig stærke, noget spidse, lidt bagud 
boiede, kun ubetydeligt fremragende med Spidserne af Bindehuden, 
ligge meget skraat hen ad Ryggen og kunne ikke reises lige i 
Veiret. Der maa derfor her g'jores Forskjel mellem Rygfinnens 
Høide og Længden af de største Straaler; thi dette sidste Maal 
udgjør omtrent Halvdelen af Fiskens største Høide og er altsaa 
dobbelt saa stort som det forste. Bindehuden tyk, uigjennemsigtig, 
stærk. Brystfinnerne ere temmelig korte (de indeholdes sex 
Gange eller derover i Totallængden) , men brede , bagtil stumpt af- 
rundede. Deres Brede ved Roden er omtrent lig med deres halve 
Længde og ikke synderligt mindre end Halvdelen af Kroppens 
største Hoide. Deres Tilheftningslinie er næsten lodret (dog som 
sædvanligt med halvmaaneformig - Krumning), og deres nederste Rand 
falder omtrent sammen med Bugtladens Grændse. Straalerne tiltage 
gradeviis i Længde til den ottende eller niende og aftage derpaa 
ligesaa gradeviis ; forste og sidste Straale indbyrdes omtrent lige 
lange og af den længste Straales halve Længde. Alle Straalerne 
ere forgrenede, de fleste temmelig stærkt; Bindehuden stærk og kun 
lidet gjennemsigtig. Bugfinnerne, som ligge temmelig langt foran 
Brystfinnernes Rod , fæstede til Struben tæt ved Siden af hinanden, 
ere smaa (de indeholdes omtrent tretten Gange i Totallængden) , af 
langstrakt og smal, bagtil noget tilspidset Form, idet Straalerne til- 
tage i Længde indefter. Første Straale , som kun omtrent har 
andens halve Længde , er en tynd og spids Pigstraale. De øvrige 
tre Straalrr tiltage gradeviis , skjondt kjendeligt , og ere stærkt 
kløftede. Gatboret, som er anbragt ganske lidt foran Midten af 
Totallængden, viser sig som en stor kredsforniig Aabning, og tæt 
bagved dette ligger Generationsaabningen som en bred Tverspalte. 
En Gatborpapille bemærkes ikke. Gatborfinn en , som omtrent 
indtager i af Totallængden, og som bagtil gjerne ved en Hud fæstes 
til Halefinnens Rod , har omtrent lige saa lange Straaler som Ryg- 
finnen , men Straalerne rage med deres Ender langt mere frem af 
den forbindende Hud og - kunne reises mere i Veiret, hvorved Finnen 



300 



faaer et hoiere Udseende. Af Straalerne har jeg snart fundet den 
første, snart de to første at være Pigstraaler, hvad ogsaa er Til- 
fældet med de to eller tre sidste, medens derimod de mellemliggende 
alle ere leddede og kløftede. Pigstraalerne staae temmelig meget 
tilbage i Længde for de blode Straaler, hvilke derimod indbyrdes 
ikke vise betydelig Forskjel ; den sidste Pigstraale ligger saa tæt 
op til Halefinnens Rod , at den let vilde kunne oversees eller be- 
tragtes som henhørende til dennes Stottestraaler. Ha le finnen er 
temmelig lille , da dens Længde indeholdes otte til ni Gange i 
Totallængden, men bred, bagtil bueformigt udboiet eller med de 
længste Straaler i Midten. Det hele Straaletal er sytten, men da 
Straalerne aftage mod Siderne, bliver det noget vilkaarligt, hvor- 
mange af de yderste Straaler man vil betragte som Stottestraaler; 
maaskee er det dog rimeligt at antage to paa hver Side. 

Af de slim ud forende Linier lober den første vandret fra 
Nakken midt imellem Rygfinnen og den egentlige Sidelinie og naaer 
lidt forbi Gatboret og Gatborfinnens Begyndelse, eller omtrent til 
Midten af Totallængden; den anden eller den egentlige Side- 
linie, som i Begyndelsen er forbunden med den første, boier sig 
imidlertid strax ned og lober derpaa vandret og omtrent midt imel- 
lem Ryglinien og Buglinien (eller kun høist ubetydeligt nærmere den 
sidste), indtil den omtrent ved Enden af Totallængdens ^ forsvinder. 
Den tredie Linie er omtrent anbragt paa Grændsen af Sider og 
Bug, men krummer sig allerforrest ned paa Bugfladen, hvor den 
støder op til den fjerde ; den forsvinder lig-e under eller høist ube- 
tydeligt foran den forstomtalte Linie, men kan vel ogsaa undertiden 
fortsætte sit Lob lidt længer end denne. Den fjerde Linie endelig, 
som er den korteste, begynder paa Bugfladen foran Bugfinnernes 
Rod , krummer sig uden for denne i en Halvkreds ligesom for at 
undgaae den, og løber derpaa i lige Linie henimod Gat boret , lidt 
foran hvilket den forsvinder. lovrigt er at mærke , at disse Linier 
vise saa megen individuel Forskjellighed, at man maaskee neppe vil 
finde to Exemplarer, hos hvilke de fuldkomment stemme overeens i 
Udstrækning o.s.v., ligesom de hos samme Individ gjerne vise nogen 
Uovereensstemmelse paa Kroppens to Sider ; kun deri ere de kon- 
stante , at de alle dannes af Skæl, som ere forsynede med en 
Slimkanal. 

Skællene, der blot bedække Kroppen, ere i en temme- 
lig hoi Grad taglagte , saa at kun deres mindste Deel rager frit 
frem ; men de synes imidlertid ikke synderligt stærkt befæstede i 
Huden. De have kun en ringe Størrelse; hos et Individ af 51 
Tommers Længde vare de største omtrent -J Linie lange. Formen 
er almindeligt langstrakt firkantet, naturligviis med afrundede Hjør- 
ner; tildeels ogsaa oval. De koncentriske Væxtstriber ere meget 
tydelige ; jeg har talt indtil mellem 40 — 50 , men sædvanligt er 
Antallet meget ringere , idet Striberne fjerne sig temmelig vidt fra 






301 



hverandre og et temmelig stort Rum paa Midten af Skællet riser 
sig blottet for Striber. Skællenes forreste Deel er forsynet med 
en Vifte, som dog kun har meget faa Straaler, idethoieste fem eller 
sex, sædvanligst kun to eller tre. Dette gjælder de almindelige 
Skæl; men ganske anderledes er Forholdet af Slimliniernes Skæl: 
Éisse danne nemlig langstrakte, men tillige meget vide, tildeels tem- 
melig uregelmæssige Ror eller Kanaler, som aldeles savne Side- 
udvidelser. 

Bughulens Længde indeholdes mere end tre Gange (omtrent 
3^ Gange) i Totallængden; dens Fane indvendigt guulagtig. Le- 
veren, hvis Længde omtrent er lig Bughulens halve Længde, og 
hvis Substans er meget blod , har en lys guul Farve ; den ligger 
under og paa Siderne af Maven, meest vel paa dennes venstre Side, 
dog ogsaa for en stor Deel tilhoire, hvor den endog udsender bagud 
en lang tilspidset Flig, som strækker sig hen ovenover Maven tæt 
under Bughulens overste Væg. Galdeblære har jeg ikke iagt- 
taget. Spiseroret er saa særdeles kort, at det kan siges næsten 
ganske at forsvinde, derimod af omtrent lige Vidde med Maven og 
kun kjendeligt fra denne ved et halvt Dusin Længdefolder paa dets 
indre Flade. Maven danner en temmelig stor, bagtil lukket Sæk 
(af omtrent Bughulens halve Længde eller l af Totallængden), som 
paa den underste Side udsender en meget lille, tyndere, tarmedannet 
Portnerdeel i Retningen fremad. Den Hud, som danner Maven, 
er tyk og stærk; Mavesækkens indre Flade viser aldeles ingen 
Længdefolder, men derimod et Næt af temmelig stærkt fremragende 
Masker; i Portnerdelen forsvinder dette Næt, hvorimod denne viser 
Spor til henimod et Dusin meget fine Længdefolder. Omkring 
Portneren har jeg fundet fem meget korte, men tykke Blind- 
tarme; een eller to af dem ere endog saa korte, at de neppe 
kunne erkjendes. Længden af den hele udstrakte Tarmekanal fra 
Spiseroret regnet er omtrent lig med | af Totallængden. Nyrer- 
nes Forhold det sædvanlige; Urinblæren stor, langstrakt sæk- 
dannet. Rognsækkene har jeg fundet temmelig korte, men tykke, 
bagtil sammenvoxede. 

Mellemkjæbebenene ere af stærk Bygning og have den 
mod Panden opstigende Green stærkt udviklet, saa at den i Længde 
ikke staaer meget tilbage for Sidegrenen ; denne sidste er ved Ran- 
den , eller hvor den forener sig med Pandegrenen , stærkt udvidet, 
indMiorer sig derpaa , for atter mod Midten at udvide sig paa den 
bageste Side og ender tilspidset, Det bag Mellemkjæben liggende 
Overkjæbebeen er omtrent i længere end dette, af uregelmæssig 
dreiet Form , i den forreste Ende stærkt udvidet , derpaa i den 
længste Strækning tynd, men danner derpaa atter i den bageste 
Ende temmelig pludseligt en stor, pladedannet, noget fiirkantet Ud- 
videlse af næsten ligesaa stor Brede som Længde. Oiebenenes 
Kjede, som jeg har fundet bestaaende af sex smaa Knogler, er 



meget smal og liniedannet i sin hele Strækning; dog overgaaer den 
første Knogle de øvrige lidt, idet den udvider sig lidt foroven. 
Uuderkjæbens Grene have en langstrakt og smal Form (Læng- 
den omtrent tre Gange saa stor som den størte Iloide , der falder 
langt tilbage). Forgj ællelaaget af en smal og uregelmæssig 
Halvmaaneform , foroven bredere end forneden, gjennernstrommet af 
meget store slimudforende Kanaler, medens dets Beensubstans der- 
imod er meget tynd. Gjællel aags stykket lille, tyndt, temme- 
lig regelmæssigt triangulært, med en Fure eller Fordybning langs 
den øverste Rand. Und er gj ællelaaget forholdsviis stort, men 
meget tyndt, bagtil aldeles hudagtigt og uddraget til en lang 
Spidse, fortil mere beenagtigt, med en stærk opadrettet Torn ud- 
gaaende fra den forreste - øverste Yinkel , men skjult under Gjælle- 
laagsstykket. Mel lem gj ællelaaget langstrakt og smalt, men 
forholdsviis stærkt. Hjerneskallens Overflade er svagt hvælvet, 
glat og uden noget Spor til Kjole; selv Nakken eller Hovedets 
bageste Flade viser neppe Spor til Fremragninger. Over skulder- 
blad et lille, med den øverste Green langstrakt, tynd, meget spids, 
den nederste næsten rudimentær. Underskulderbladet større 
end Overskulderbladet , gaffelagtigt kløftet til to Grene , eller be- 
staaende af en større, stærk, flad og bred Hoveddeel, som er 
rettet nedad, og en øverst fra dennes bageste Rand under en næsten 
ret, eller dog kun lidet spids, Vinkel udgaaende mindre, smallere 
og meget tyndere Eideel. Rygraden bestaaer af 51 Hvirvler, af 
hvilke kun 15 tilhøre Bughulen, 36 derimod Halen; de ere alle, 
dog især Halens, korte, men af stærk Bygning. Ribbenene af 
Middelstørrelse, tynde; de fremtræde allerede paa anden Hvirvel. 
Biribbeen ere tilstede. 

Grændsen for Størrelsen synes omtrent at kunne ansættes til 
ni Tommer. 

Denne Art forekommer paa hele Grønlands Østkyst, men 
den er sjelden, idetmindste meget sjeldnere end næste Art. 
Om dens Levemaade vides Intet. I Maven og Tarmekanalen 
har jeg truffet Integumenter og Fodder af Krebsdyr, blandt 
hvilke jeg tydeligt har skjelnet Amtipodformer. Ogsaa Fiske- 
rogn mener jeg at have kunnet kjende. Snyltedyr har jeg 
endnu ikke opdaget hos denne Art. 






303 



2. STICHÆUS PUNCTATUS FABR. 

O. Fabricii Fn. gronl. d. 110: Blennius punctatus. 

Naturh. Selsk. Skrifter, II, 2, Side 84 ; den punkterede 

Tangsprel. 

Reinhardt i Vid. Selsk. Forh. 1832 — 36, S. CX: Stichæus punc- 
tatus. 
— i Vid. Selsk. naturh. og raath. Afh. VII, 114. 11- 13: 

Clinus punctatus. 

Th. Gill, Catal. of Fishes &c. pag. 45 : Stichæus punctatus. 

O. Fabricius, Nat. S. Skr. 1. s. c. tab. X, fig. 3. 1 ) 

Voyage en Scandinavie, tab. 20, fig. 2, a — e. 2 ) 

Maculæ pin næ dorsalis quinque nigræ, partira ocel- 
lata? vel disco instructæ albo. Una modo utrinque linea 
mucuni efferens inter pinnam dorsalein sita et lineam latera- 
len! propriam (qua? mucum non excernit). Caput quintam 
longitudinis animalis partern haud æquans , duplo longius 
quam crassurn, corporis crassitiera non superans. Unus tan- 
tum pinnæ analis aculeus. Numerus radiorum 

pin. dors. 49; pector. 16; ventr. '/ 3 ; anal. '/as! caud. 21. 
(15- 16) 

Formen er hos nærværende Art mere slank, sirlig og lang- 
strakt end hos foregaaende , hvilket især hvad Hovedet angaaer er 
temmelig paafaldende. 

Legemets Farve overhovedet er rodbruun eller guulbruun i for- 
skjellige Afskygninger , snart lysere rustbruun , snart mørkere med 



1 ) Skjondt den Afbildning, Fabricius paa ovenanforte Sted har 
meddeelt, er ret kjendelig, tilfredsstiller den dog ikke ganske 
i det Enkelte (Gabet er saaledes for lidet, Hovedet for plumpt, 
dets Slimaabninger udtrykkede som hvide Pletter, Bugfinnernes 
Form falsk, Rygfinnens Straaler angivne som længere end 
Gatborfinnens, Halefinnen for smal o.s.v.) og synes udfort efter 
et tørret Exemplar, hvorfor jeg har holdt det for hensigts- 
mæssigt til det franske Reiseværk at lade udføre nye Afbild- 
ninger. 

2 ) Tab. 20, fig. 2, a. Stichæus punctatus a latere , magni- 
tudine naturali ; b. caput et pars anterior corporis supra ; c. in- 
terior pinnæ pectoralis superficies cum Lernæis arfixis ; d. 
squama corporis aucta; e. squama lineæ muciferæ aucta. 



304 



større eller mindre Indblanding af Graat eller Sortagtigt, undertiden 
næsten ganske sortebruun. Rygfinnen udmærker sig ved en Længde- 
række af sorte Pletter paa den brune Grund , alleroftest fem i Tal- 
let : disse Pletter, som have en rundagtig Form, vise alle eller dog 
tildeels Oieform, idet en mindre og mere langstrakt, hvid eller guul- 
agtig Plet fremtræder i den sorte mod dennes bageste Deel. I Re- 
gelen er det de tre bageste Pletter, som tydeligst vise Oieformen 
og ere skarpest begrændsede; den forreste Plet deler sig undertiden 
til to, der antage en mere uregelmæssig Form. Stundom er Mellem- 
rummet mellem Pletterne eensfarvet , stundom fiiut marmoreret eller 
ligesom lysere og morkere tavlet. Finnerne have ellers om- 
trent samme Form som Kroppen , dog har jeg stundom fundet dem 
noget lysere, stundom morkere. Hos enkelte Individer har jeg iagt- 
taget en mork Plet ved Brystfinnernes Rod, medens de fleste savne 
denne. Gatborfinnen har jeg snart fundet marmoreret , snart eens- 
farvet. Paa den nederste Deel af Hovedets Sideflader og tildeels 
af Underfladen viser sig en smuk Marmorering eller Afvexling af 
hvidagtige og brune Baand. Pupillens Farve den sædvanlige, sorte- 
blaa, men omgiven af en smal rodguul Ring; Hornhuden sværtet, 
især foroven. 

Udmaalinger: 

Totallængde: A 6]"; B 5V'; 

Største Høide (over Gatboret): A 9|'"; B 81'"; 

Høide over Brystfinnernes Midte: A 9'"; B 7 i'": 

Høide foran Halefinnens Rod: A ±\" '; B 3f"; 

Kroppens største Tykkelse (ved Brystfinnernes Rod) : A §\'": B h\'"\ 

Tykkelse over Gatboret: A h\"'\ B 4\'": 

Tykkelse foran Halefinnens Rod: A \ u, \ B »'"; 

Største Omkreds: A 25'": B 21"': 

Afstand fra Snudespidsen til Gjællelaagets bageste Rand: A 14'"; 

B Uf"; 
Hovedets Hoide over Oiet : A h\"*\ B 4f"'; 
Hovedets Hoide over Nakken: A 1\'"; B 6'""; 

Hovedets største Tykkelse (over Forgjællelaaget) : A 6!/"; B 5^'"; 
Det opspilede Gabs Hoide: A 6'"; B 5'"; 
Det opspilede Gabs Brede: A 3'": B 2$'"; 
Underkjæbens Længde til Ledforbindelsen: A 6g"'; B 5V": 
Afstand fra Snudespidsen til forreste Næsebor: A 2"'; 
Næseborenes indbyrdes Afstand: A 1\'"; 
De rørdannede Næsebores Afstand fra Oiet: A V"; 
Fra Snudespidsen til Oiets forreste Rand: A 3""; B 2\'"; 
Oiets Længdegjennemsnit: A 3"'; B 2g'"; 
Øiets Høidegjennemsnit : A 21'"; B 2f"; 
Pandens Brede mellem Oinene: A li'": B 1'"; 






305 

Fni Øiets bageste Rand til Gjællelaagets bageste Rand: A 8 .','"; 

B 7f"; 
Fra Snudespidsen til Rygfinnens Begyndelse: A 13}'"; B 11^'"; 
Bygfinnens Længdestrækning : A 4^"; B 3 {.]"; 
Rygfinnens største Hoide : A 3f"; B 3'"; 
Biystfinnernes Længde: A 13^'"; B 10]'"; 
Brystfinnernes Brede ved Roden: A 4-"'; B 3^'"; 
Ira Snudespidsen til Bugfinnernes Rod: A 12'"; B 10i'"; 
Bugtinneraes Længde: A 5f"; B 4'": 
Bugfinnernes Brede ved Roden: Aj='"; B!/": 
Fra Snudespidsen til Gatboret: A 2>"; B 25"'; 
Gatborregionens Længde: A 2},'"; B 2"'\ 
Gatborfinnens Længde: A 3": B 30 !,'"; 
Gatborfinnens største Hoide: A 4},'"; B 3 i'"; 
Længden af Gatborfinnens længste Straale : A 6"'; B 5'"; 
Halefinnens Længde i Midten: A 10f"; B 9 ". 

Hovedet er hos nærværende Art lidt kortere og tillige meget 
mindre tykt og opsvulmet end hos foregaaende og har overhovedet 
et meget mindre Udseende; dets Længde indeholdes mere end fem 
Gange i Totallængden (omtrent 5} Gange), og dets største Tykkelse 
naaer i Regelen neppe Halvdelen af Længden. ' ) Det stiger ned 
med temmelig jevn Skraaning fra Nakken til Snudespidsen , men er 
tillige lidt konvext saavel i Længderetningen som i Brederetningen. 
Dets Underflade er opstigende, dog kun i ringe Grad; Sidefladerne 
konvergere i Retningen fremad, men Snudespidsen bliver imidlertid 
noget afstumpet eller bredt afskaaren. Kjæberne ere omtrent af 
lige Længde eller Underkjæbens Fremragning er i al Fald saa høist 
ubetydelig, at den neppe kan iagttages. Læberne ere temmelig 
tykke og brede, eller kjodagtige , skjondt dog i ringere Grad end 
hos foregaaende Art. Den kun lidet nedskraanende Mundspalte 
naaer lidt forbi Oiets forreste Rand. Hoiden af det opspilede Gab 
har omtrent eller næsten Hovedets halve Længde; dets Brede er 
kun omtrent halvt saa stor som Hoiden, og Formen en langstrakt 
Ellipse. Tænderne paa Mellemkjæbebenene ere temmelig stærke, 
koniske, svagt krummede, anbragte i flere Rækker, især forrest; i 
den yderste Række tælles omtrent et Dusin. Underkjæbens Tænder 
vise omtrent samme Beskaffenhed . kun at Tallet , paa Grund af 
Grenenes storre Længde , bliver noget større. Et temmelig stort 
Hudseil findes udspændt bag Mellemkjæbebenenes Tænder, et min- 
dre i Underkjæben. Plougskærbenets forreste Ende viser et svagt 



') Hos Hunnen, hvis Bughule er stærkt udspilet af Rognmassen, 
bliver ogsaa Hovedet bagtil noget bredere, saa at dets Brede 
overgaaer Halvdelen af Længden lidt. 



306 






krummet Tverbaand af flere Rækker meget smaa Tænder ; dog 
endnu mindre ere Tænderne i den enkelte Række , som strækker 
sig tilbage i Munden langs hvert Ganebeen. Tungen ligger langt 
tilbage i Munden, er vel adskilt fra Mundhulens Bund, temmelig 
langstrakt og smal, i Enden afrundet tilspidset, med flad eller 
endog ofte lidt udhulet Overflade Svælgbenene saavel i Over- 
som Underkjæben ere væbnede med Kårder af talrige smaa Tænder, 
der i Torm og Beskaffenhed ligne de foran i Munden, kun at de ere 
krummere og paa de nederste Svælgbeen meget smaa. Snuden 
har omtrent lige Længde med Oiets Længdegjennemsnit og er tem- 
melig bred og flad. Næseborene ligge nærmere Oiet end Snude- 
spidsen: jeg har kun med Sikkerhed kunnet bemærke et Par, det 
forreste," som er lille, temmelig kredsrundt, forsynet med et kort, 
men fuldstændigt , cylindrisk Hudror. Dersom et andet Par Næse- 
bore er tilstede, da er det ikke forskjelligt fra de paa Hovedet 
anbragte almindelige Slimaabninger. Oinene ligge med den øvers« 
Rand i Pandefladen temmelig nær hinanden; deres Længdegjennem- 
snit . som er lidt større end Hoidegjennemsnittet , indeholdes mellem 
fire og fem Gange i Hovedets Længde, og de ere temmelig frem- 
staaende over Hovedets Flade. Pandens Brede mellem Oinene er 
ikke engang lig Oiets halve Hoidegjennemsnit. Kinderne ere 
store og fyldige, skjondt ikke saa fyldige som hos foregaaende Art. 
Gjællespalterne ere kløftede foroven og bagtil (hvor de vise 
et lille vinkeldannet Indsnit) i Linie omtrent med Oiehulens Midte, 
forneden og fortil næsten i Linie med dens bageste Rand. Af de 
sex Gjællestraaler, der alle ere sabelagtigt krummede, ligger 
den forste saaledes skjult under Gjællelaaget , at den neppe uden 
Dissektion kan iagttages , og har en temmelig betydelig Brede, 
medens de ovrige ere meget smalle. Anden Straale er lidt længere 
end første og tredie lidt længere end anden : de følgende aftage 
gradeviis, men ikke stærkt. Gjællebuerne ere halvmaanedannede 
eller i alt Fald ikke tydeligt vinkeldannede. Den yderste Gjælle- 
bue har en ydre Række af omtrent et Dusin smaa, glatte For- 
længelser, af hvilke tre eller fire ere anbragte paa den øverste 
Green , og en indre Række af ti smaa. stærkt tandvæbnede Knuder 
paa den nederste Green. De følgende Gjællebuer vise blot tand- 
væbnede Knuder, og kun paa den nederste Green: paa den anden 
ti i hver Række: den tredie ti i den yderste, syv eller otte i den 
inderste: den fjerde har blot en ydre Række af syv Knuder og er 
kun i meget ringe Strækning adskilt fra Svælget. Bigjællens 
Traade ere ikke talrige, men meget tykke. 

Hovedets Overflade viser ligesom hos foregaaende Art en Mængde 
Slimaabninger, men hvilke, skjondt de stemme i Antal, ere 
meget mindre end hos denne : omkring Oiet tælles en Kreds af 
tretten, fra hvert Øies bageste Rand til den slimudforende Linie 
fem . langs Forgjællelaagets bageste Rand syv : i Nakken en 



307 



krum Tverlinie af fem , paa Unclerfladen af hver af Underkjæbens 
Grene fire o.s.v. 

Kroppen er langstrakt, .smal, sammentrykket, noget knivs- 
bladdannet , især bagtil, med Halen kun lidet aftagende i Hoide. 
Rygfinnen begynder lidt foran Gjællelaagets bageste Rand (om- 
trent over Bunden af Gjællelaagets øverste Indsnit) og strækker 
sig til Halefinnens Rod , med hvilken den forbindes ved en lille 
Hududvidelse ; dens Længdestrækning udgjor omtrent 'j af Tiskens 
Totallængde, hvorimod den er temmelig lav, idet dens største Hoide 
ikke belober synderligt mere end J af Kroppens største Hoide. 
Alle Straalerne ere stærke, lidt krummede Pigstraaler, som kun 
yise ringe indbyrdes Længdeforskjel , idet forste og sidste omtrent 
have Halvdelen af de størstes Længde; de to sidste Straaler ere 
stærkere krummede end de øvrige. Bindehuden meget stærk. 
Brystfinnerne, hvis lodrette Tilheftningslinie begynder lidt under 
Gjællelaagets bageste Spidse og ophorer paa Grændsen af Bug- 
tiaden , ere af Middelstørrelse eller endog temmelig store; deres 
Længde indeholdes ikke fulde sex Gange i Totallængden , og deres 
Brede ved Roden udgjor næsten ± af deres Længde. Formen oval, 
bagtil afrundet. Straalerne naae deres største Længde med den 
sjette eller syvende ; den forste har lidt mere end Halvdelen , den 
sidste lidt mere end Trediedelen af den længste ; forste udeelt , de 
ovrige kloftede , tildeels temmelig stærkt. Bugfinnerne, som ere 
anbragte under Struben ,. tæt ved Siden af hinanden , ere smaa og 
smalle; deres Længde indeholdes tretten Gange i Totallængden og 
derover, deres Brede ved Roden omtrent otte Gange i Længden. 
De bestaae af fire tynde og meget stærkt sammentrængte Straa- 
ler, af hvilke den første, som kun omtrent har den størstes halve 
Længde , er ukloftet og temmelig utydeligt leddet , de andre mere 
eller mindre stærkt kløftede; fjerde er den længste. Gat boret, 
som ligger lidt bag Enden af Totallængdens forste Trediedeel, viser 
sig som en lille kredsrund Svulst, der forst frembyder en meget 
lille , transversel Gatborspalte og bag denne hos begge Kjøn en 
næsten rudimentær Analpapille. Gatborf inn en , som ved et lille 
Mellemrum er adskilt fra Gatborregionen , men bagtil ved Roden 
gjerne (skjondt ikke altid) er forenet med Halefinnen, indtager f 
eller dog henimod | af Totallængden; dens Straaler ere høiere end 
Rygfinnens, men, med Undtagelse af den første, leddede og kloftede 
og rage desuden med Spidserne meget stærkere frem af den for- 
bindende Hud. Halefinnen, som omtrent udgjor | af Total- 
længden , kun gaaer lidt op paa Siderne af Halens Rod og er 
længst paa Midten , viser sig bagtil jevnt afrundet og vifte- 
dannet. Den bestaaer af tretten større Straaler i Midten , der 
alle ere forgrenede eller kløftede, og paa hver Side af fire Stotte- 
straaler. 



308 



Den egentlige Sidelinie eller Sidemusklernes Delingslinie 
viser sig hos denne Fisk slet ikke uden hos saadanne Individer, der 
ere udtørrede ved lang Opbevaring i Spiritus. Derimod iagttages 
paa hver Side ovenfor den omtalte Delingslinie , og omtrent midt 
imellem denne og Ryglimen, en slimudforende Linie, som begynder 
i Nakken foran Gjællelaagets bageste Rand , og strækker sig i 
aldeles horizontal Retning til noget bag Kroppens halve Længde, 
hvor den , omtrent under Rygfinnens 25de eller 26de Straale og 
over Gatborfinnens fjortende eller femtende, aldeles forsvinder, efter 
at have gjennemlobet omtrent 75 Skælrækker. 

Skælbeklædningens Forhold i Almindelighed er som hos 
foregaaende Art , og selv Størrelsesforholdet viser sig omtrent det 
samme. Imidlertid ere Skællene af en meget bredere Form, og 
Viften paa deres forreste Deel tæller flere Straaler; almindeligst er 
Antallet vel sex , stiger hyppigt til syv eller otte , og synes ikke, 
saavidt jeg* har bemærket, at synke under fem. Den egentlige 
Sidelinies Skæl afvige ikke fra de øvrige Skæl, men derimod 
vise de Skæl , som sammensætte den slimudforende Linie (omtrent 
70 i Tallet) sig saavel afvigende fra Skællene i Almindelighed som 
fra de slimudforende Skæl hos foregaaende Art. De have nemlig 
en meget bred , fiirkantet Form (af omtrent ligestor Længde og 
Brede), og ere blot langs Midten forsynede med en Slimkanal, som 
vel er stor og vid , men imidlertid ikke indtager Skællets hele 
Længde. 

Bughulens Længde udgjor omtrent | af Totallængden; dens 
indre Flade viser tildeels et perlemodeifarvet Overtræk, dog meget 
tyndt og ikke ligeligt fordeelt. Den graaligt guulbrune Lever 
indtager omtrent Bughulens halve Længde ; dens Hoveddeel , som 
ligger til Venstre , ender bagtil bredt afstumpet ; ogsaa den meget 
kortere Deel til Hoire ender meget bredt ; under denne sidste lig- 
ger Galdeblæren tæt op til Mavens forreste Deel og til Tar- 
mens første Bugtning; den er af Middelstørrelse og af oval Form. 
Spiserøret temmelig kort, men vidt, lobende i Et med Maven. 
Denne en meget kort, bagtil noget opsvulmeude Blindsæk, hvis 
Portnerdeel er bøiet ned under Sækken og fremad. Port- 
neren omgives paa hver Side af to særdeles korte og tykke 
Blindtarme (den øverste paa hver Side dog kjendeligt længere 
end den nederste) og viser desuden paa Underfladen svage Spor 
til en femte Blindtarm. Tarmen boier sig- strax bag Blindtarmen 
op og tilbage langs Mavens hoire Side ; efter at være kommen et 
Stykke bag Maven , danner den atter en Krumning , som lægger 
sig tæt op til Mavens Bund og indslutter den mørke, sammen- 
trykkede, noget rundagtige Milt. Efter denne Krumning fort- 
sætter Tarmen sit Lob i lige Retning til Gatboret; den har en 
ikke ubetydelig Vidde , ja er endog i den første Strækning bag 
Blindtarmen meget tyk. Længden af den hele udstrakte Tarme- 



309 



kanal ligefra Spiseroret er kun omtrent lig med den halve Total- 
længde. Indvendigt i Spiseroret har jeg iagttaget sex Længde- 
folder, i Maven otte, der idetmindste tildeels fortsætte sig gjen- 
nem Portnerdelen; Folderne træde meget stærkt frem. Testik- 
lerne ligge langt tilbage i Bughulen, ere korte , men temmelig 
tykke, fortil bredt afstumpede, bagtil lidt tilspidsede og afrundede; 
da de ikke naae til Enden af Bughulen , har deres fælleds Ud- 
foringsgang en temmelig betydelig Længde. Nyrernes Forhold 
er det sædvanlige; Urinblæren er en meget lang Sæk (næsten 
af lige Længde med Testiklerne) , men smal ; den ligger til hoire 
Side og bestaaer af en tyk og fast Hud. 

Mel lemkj æbe b enen e vise omtrent samme Forhold som hos 
foregaaende Art; dog danner den opstigende Green en lidt mere 
spids Vinkel mod Sidegrenen ; Udvidelsen paa denne sidstes ba- 
geste Rand falder nærmere mod Enden , og Indsnoringen paa 
Midten er mindre kjendelig , ligesom Enden mindre tilspidset. 
O verkjæbebenet er forholdsviis meget mindre, men af stær- 
kere Bygning. Forholdet af U n d e r k j æ b e n og af Øiebenenes 
Kjæbe omtrent som hos foregaaende Art; heller ikke Forgjælle- 
laaget er ret mærkeligt forsk jelligt; derimod har jeg fundet 
Gjællelaagsstykket lidt kortere , høiere og mindre regelmæs- 
sigt triangulært og Mellemgj ællelaaget kortere og tyndere, 
forholdsviis bredere i den bageste og smallere i den forreste 
Ende. Hjerneskallens øverste Flade er glat og uden Kjole, men 
naturligviis meget smallere end hos foregaaende Art og tillige 
lidt mere hvælvet. Underskulderbladet er ikke kløftet til 
to Grene, men danner en Plade af uregelmæssigt triangulær Form, 
hvorved dog er at mærke , at Udfyldningsstykket mellem den for- 
reste og bageste Green er af hudagtig Tyndhed. Rygraden 
bestaaer af 55 Hvirvler, af hvilke kun femten ere Bughvirv- 
ler ligesom hos foregaaende Art, 40 derimod Hale hvirv ler. Rib- 
benene synes mig at være lidt kortere og stærkere end hos fore- 
gaaende Art. Biribbeen ere tilstede. 

Længden udgjor hos intet af de ikke faa undersøgte Exem- 
plarer synderligt mere end sex Tommer, og den er altsaa mindre 
end foregaaende Art. 



Den synes at forekomme paa hele den grønlandske Vest- 
kyst, saalangt denne er undersøgt, nedsendes meget hyp- 
pigere end foregaaende Art, og er forsynet med et eget 
grønlandsk Navn (Akulliakitsok), hvad idetmindste ikke er 
bekjendt at være Tilfældet med foregaaende Art. Fabricius 
beretter, at den holder sig paa Dybet, sjelden sees nær 



310 



Kysten og sædvanligt erholdes i større Fiskes (Flynderes 
og Torskearters) Mave. Og til disse Angivelser kan endnu 
intet Videre om dens Livsforhold føies. 

En Snyltekrebs (Anchorella Stichæi Kr.) er hyppig 
hos nærværende Art. Den findes sædvanligst og i størst 
Mængde heftet paa den indre Side af Brystfinnerne, sjeldnere 
paa Ryg- eller Gatborfinnen eller andre Steder af Kroppen, 
aldrig, saa vidt min Erfaring naaer, paa Gjællerne eller i 
Mundhulen. 






OM VANDETS AFLØB FRA DET INDRE AF GRØNLAND 
VED KILDER UNDER ISEN 

AF H. RINK. 

Mele Grønland med tilliggende Øer, fra Sydspidsen til 
den 74de Bredegrad, kan vel anslaaes til et Areal af 16,000 
D Mile. Skjøndt det Indre er aldeles ubekjendt og util- 
gængeligt, har man dog Grund til at antage, at det fra Nord 
til Syd kløves ved en Bjergryg i to Dele, af hvilke den ene, 
hvis den ikke var begravet under lis, vilde have lutter Elve 
eller Floder, som mundede ud i Davis - Strædet og Baftins- 
Bugten, medens den anden vilde have sit Afløb til Iishavet 
og Atlanterhavet. Der er tillige Grund til at antage, at 
dette Vandskjel ligger nærmere over mod Øst end mod Vest, 
og vi ville da sætte, at af hine 1(3,000 D Mile de 10,000 
have deres Afløb til Baffins- Bugten og Davis -Strædet. Af 
disse 10,000 □ Mile kan man atter antage, at 1600 falde 
paa Halvøerne og Øerne; denne Deel af Landet, der saa 
rigeligt er gjenemskaaret eller omflydt af Havet og derved 
gjort tilgængelig, har selvfølgelig en utallig Mængde Elve, 
som bortføre det af Regnen og den optøede Snee og lis op- 
staaende Vand; men ingen af disse Elve har Ledighed til at 
opnaae en nogenlunde betydelig Størrelse, eftersom alle disse 
Landstrækninger i det Indre have høie Bjerge, der dele Vand- 
afløbet, saa at det til alle Sider har nær til Havet, og ingen 
Elv faaer Leilighed til at optage synderligt Tilløb fra Siderne. 
De største af disse Halvøer eller Øer naae vel neppe et 

21 



312 

Areal af 150 □ Mile, og der gives vel neppe nogen Elv paa 
dem, som samler Afløbet fra 50 □ Mile; den største mig be- 
kj endte Elv kan antages at have et Opland af høist 32 D 
Mile; men i Almindelighed forstaaer man i Grønland ved en 
stor Elv en saadan, som har et Opland paa 1 til 2 □ Mile, 
og ved en blot noget mere udvidet Undersøgelse af Kysten 
end den, der allerede er foretaget, vilde man snart kunne 
tælle de Elve, der kunde være større. 

Anderledes derimod forholder det sig med det samlede 
Fastland af Grønland, som ligeledes har sit Afløb til de vest- 
lige Have. Efter hvad der nys er anført, kunde det anslaaes 
til over 8000 □ Mile. Dette saa langt betydeligere Areal 
kan kun have Afløb til Bunden af de større Fjorde og Bug- 
ter, der skære ind i Landet. Forudsat, at det aarlige Ned- 
slag paa dette Indland var det samme som paa Yderlandet, 
og at ikke en betydelig Deel deraf aarlig forblev uoptøet og 
opdyngede sig i det Indre, kunde man jo vente, her at træffe 
Elve, der vare 50 til 100 Gange saa store som de største 
paa Yderlandet. Dette er imidlertid langtfra Tilfældet. De 
fleste af disse dybere Fjorde modtage slet ingen Elve fra 
Indlandet, eftersom nemlig Isen, der bedækker dette, gaaer 
heelt ned i selve Fjorden, og saaledes ganske skjuler Lan- 
det, hvorover Elvene skulde lobe; og ovenpaa Isens tak- 
kede og revnede Overflade ere ingen Floder tænkelige. De 
øvrige Fjorde, som ikke saaledes berøres af Indlandets lis, 
findes især mellem 65 og 68° N. B. , og ere kun temmelig 
lidet kjendte af Europæerne, hvorimod de saameget desto 
hyppigere ere blevne bereiste af Grønlænderne, som især paa 
dette Strøg drive Rensjagt. Man veed ogsaa af deres Be- 
retninger, at der findes flere Elve, som alle have deres Kil- 
der fra Indlandsisen, og som kunne kaldes store, i Lighed 
med de større, som findes paa Yderlandet, og som kunne 
svare til Indvaanernes Begreb om en stor Elv; men der er 
Intet, som tyder paa, at de skulde være mange Gange større 
end disse, eller svare til endog ganske almindelige Floder i 
andre Landre; i det Høieste kunne de, ligesom ogsaa en 
enkelt af Halvøernes Elve, paa korte Strækninger benyttes 



313 

af de flade Skindbaade, og det er netop derfor, at Grønlæn- 
derne kjende og opsøge dem, da det gjælder om at komme 
saa nær som muligt til Indlandsisen, hvor Rensdyrene som 
oftest søge hen om Sommeren. Der er derfor ingen Grund 
til at antage, at nogen af disse Elve danner Afløbet for flere 
hundrede, end sige tusinde D Mile. Man kan nemlig heller 
ikke antage, at Nedslag og Optøening paa Indlandet skulde 
være saa langt ringere end paa Yderlandet, at Fraværelsen 
af de talrige Elve, der overalt om Sommeren strømme ned 
fra dettes Bjerge, ja tildeels rinde hele Vinteren igjennem, 
derved skulde kunne forklares. Ovenomtalte største Elv, som 
jeg kjender paa Yderlandet, tindes mellem 71° og 72° N.B., 
og den største Deel af dens til 32 □ Mile anslaaede Opland 
dannes af Bjerge paa indtil 5000 Fods Høide paa begge 
Sider af Dalen, som den løber igjennem. Den sydlige Deel 
af selve Grønlands Indland er jo ogsaa at betragte som en, 
om end noget større Halvø, der rager ud i Atlanterhavet, og 
da den ligger 10 Bredegrader sydligere, maa den dog vistnok 
i Henseende til Nedslagets Mængde og Sommervarmen frem- 
byde Betingelser, der nogenledes kunne maale sig med disse; 
alligevel ere de Elve, som skulle bortfore det derved dannede 
Vand, og som man ret godt kjender paa dette Strøg, for 
Intet at regne. 

I min geographisk - statistiske Beskrivelse af Grønland 
har jeg søgt at forklare denne Mangel paa Floder derved, at 
netop de Punkter, hvor disses Mundinger skulde findes, ligge 
begravede under Isen, som der bedækker Landet med en 
Tykkelse af over 1000, maaskee over 2000 Fod, og at det 
oprindelige Vandløbs Styrke giver sig tilkjende ved den Kraft, 
hvormed denne Iisplade skydes ud i Havet og afgiver svøm- 
mende Iisbjerge, idet Nedslaget paa Indlandet saaledes nu 
overgives til Havet i fast, ligesom oprindelig i flydende Til- 
stand; overeensstemmende hermed har jeg ogsaa antaget, at 
Vandskjellet, som ovenberørt, ligger nærmere Østkysten end 
Vestkysten, eftersom Havet vestenfor Grønland efter Alles 
Erfaringer er langt rigere paa Iisbjerge end østen for samme. 
Denne Anskuelse vinder ogsaa i Rimelighed derved, at den 

21* 



314 



over 200 Mile lange Yderrand af Indlandsisen, omendskjøndt 
den frembyder det samme Udseende ved Julianehaab som ved 
Upernivik, saavel hvad Overfladens Høide og Heldning, som 
hvad dens Ujevnhed angaaer, sammentrænger hiin udadsky- 
dende Bevægelse til ganske bestemte Punkter, Iisfjordene, 
ganske i Analogi med det rindende Vands Afløb fra større 
Landstrækninger gjennem Floder. Men Spørgsmaalet er nu, 
hvorvidt den Mængde lis, der aarlig udskydes i disse lis- 
fjorde, svarer til den Mængde Vand, der paa Yderlandet 
føres til Havet gjennem Elve, og om der ikke alligevel bliver 
et betydeligt Qvantum Vand tilbage , hvis Anvendelse bliver 
uforklarlig, med mindre det, hvad der ikke synes rimeligt, 
skulde bidrage til en bestandig Forøgelse af Indlandets lis- 
masse. Jeg har gjort mig Umage for at komme til en om- 
trentlig Vurdering af den Mængde lis, der i Form af svøm- 
mende Iisfjelde aarligt udskydes af en stor Iisfjord, f. Ex. 
Jakobshavns og Uperniviks; jeg anslog den Mængde, som til 
en vis Tid bedækkede et vist Strøg af Fjorden, og søgte Op- 
lysning om, hvorofte en saadan Masse kunde drive tilsøes og 
atter fornyes inde fra Fjorden af. Men til en saadan selv- 
stændig Beregning vilde der udkræves flere Aars stadige Op- 
hold ved en saadan Fjordmunding; af de Oplysninger, som 
kunde indhentes hos Folk, der vare bosatte ved disse Steder, 
kunde jeg kun med Sikkerhed komme til det Resultat, at en 
stor Iisfjord aarligt udskyder over 1000 Millioner Cubikalen 
lis. Holbøll har (see Dansk Maanedsskrift, Juli 1858, S. 36) 
gjort et Overslag over det Qvantum lis, som aarligt kalver 
ud i Godthaabs- Fjorden, og anslaaer det til 2200 Millioner 
Cubikalen. Men denne Iisfjord hører afgjort til de smaa 
(d. e. lidet produktive), og Overslaget forekommer mig at 
være for stort. Alligevel vil jeg være tilbøielig til at antage, 
at man , naar man kunde anstille Beregninger over samtlige 
lisfjordes Størrelse eller Produktivitet, vilde komme til at 
maale dem efter hiin Størrelse som Eenhed, eller finde, at 
de, eftersom de vare mindre eller større, aarligt udskjøde een 
eller flere tusinde Millioner Cubikalen lis. 



315 



I mit fornævnte Skrift om Grønland har jeg paaviist 5 
store, 2 middelstore og 7 smaa Iisfjorde paa den omtrent 
250 Mile lange Vestkyst af Grønland. Holbøll har endnu 
gjort opmærksom paa een, som var mig ubekjendt, Kanga- 
miuts - Fjorden ved Sukkertoppen. Disse 15 Punkter af 
Kystranden skulde altsaa svare til ligesaa mange Flodmun- 
dinger fra det ubekjendte Indland, og danne Afløb for henved 
8000 □ Mile, naar man nemlig fradrager noget for det rin- 
dende Vand fra Indlandet, der danner Elve imellem lis- 
fjordene. 

Ifølge Dalton (see Berghaus phys. Geogr. II Bd. S. 23) 
udgyder Themse-Floden aarligt 167 Tusinde Millioner Cubik- 
fod Vand i Havet, idet den danner Afløbet for en Land- 
strækning paa 310 □ Mile, med et Nedslag af 36" Høide. 
Heraf sluttes der, at kun de £| af hele Nedslaget udføres 
som rindende Vand gjennem Floden, hvorimod de || eller 
nærmest ^ maae bortgaae ved Uddunstning. 

Vi have desværre kun yderst sparsomme Iagttagelser 
over Nedslagets Mængde i Grønland. Etter egne Observa- 
tioner har jeg anslaaet det til 36" aarligt ved Julianehaab, 
men der kan ingen Tvivl være om, at det paa denne mod 
Atlanterhavet vendende Sydspids er langt større end mod 
Nord og indad Landet til. Middelantallet af Døgnene, paa 
hvilke der falder Nedslag, er ved Upernivik omtrent ^ af 
hvad det er i Sydgrønland. Fra Kysten og indefter aftager 
Nedslaget udentvivl i et lignende Forhold. Lad os saaledes 
antage, at det over hele Indlandet er ^ af Julianehaabs, eller 
12". Hvad der heraf bortgaaer ved Uddunstning, er ligesaa 
vanskeligt at sige; paa den ene Side stiger Overfladens Tem- 
peratur vistnok aldrig over 0", og den har heller ingen Ve- 
getation til at befordre Uddunstningen; paa den anden Side 
maa man erindre, at Overfladen aldrig paa nogen Plet bliver 
tør, at den varme Sydostvind, som netop blæser ud fra Lan- 
det, virker stærkt tørrende paa lis og Snee, og at Taage 
maaskee endog slet ikke forekommer inde i Landet. Man 
tør dog vel neppe antage, at mere end ^ af Nedslaget gaaer 
bort ved Uddunstning, og der bliver da 8" tilbage, som 



316 

skulde udgyde sig i Havet. Efter de nedenfor berørte Under- 
søgelser af Forbes og Agazziz synes det, at de Strømme, 
som komme fra Alpejøklerne, bortføre en Vandmængde, 
der kunde svare til '20 eller 30" Nedslag paa de høieste 
Dele af Alperne. Paa hine 8000 □ Mile vilde 8" Nedslag 
udgjøre 384 Tusinde Millioner Cubikalen; fordeles disse paa 
de 15 Iisfjorde, saa falder der 26 Tusinde Millioner paa hver; 
men da hver af de store Iisfjorde afgiver flere, ja maaskee 
ti eller tyve Gange saamegen lis, som hver af de smaa, 
maatte en stor lisfjords Produktion anslaaes til 50 Tusinde 
Millioner Cubikalen lis om Aaret, hvis den skulde bortføre 
sin Part af Indlandets Nedslag under denne Form. Hvor 
vanskelig end imidlertid denne Produktion kan være at be- 
stemme, tør jeg dog med Sikkerhed sige, at dette Qvantum 
er for stort, og skjøndt hele den Beregning, paa hvilken det 
er støttet, er hypothetisk, lader den sig ikke med nogen 
Rimelighed reducere saaledes, at man kunde fa ae et nogen- 
lunde sandsynligt Qvantum ud. 

Der er imidlertid en anden Betragtning, som godtgjør, 
at det ogsaa er en Umulighed, at hele Nedslaget, med Fra- 
drag af det Bortdunstede, kan glide ned af Landet som lis. 
Man kan nemlig ikke tænke sig en sig selv fremskydende 
Iismasse paa Landet, uden at den tillige ledsages af en 
Strøm rindende Vand, og Iagttagelserne ved de større Jøk- 
ler i de tempererede Lande synes tillige at godtgjøre, at 
det rindende Vand, der paa denne Maade i Løbet af et Aar 
ledsager den i samme Retning fremskydende lis, beløber sig 
til flere Gange saameget, som den i det samme Tidsrum ned- 
glidende lis. Sneen, som falder paa de høie Bjerge, kan 
ikke blive til lis uden ved afvexlende Tø og Frost, og den 
saaledes dannede lis vilde endvidere forblive i en hvilende 
Tilstand, hvis den ikke ligeledes var udsat for de samme 
vexlende Indvirkninger. Enhver Jøkel er jo ikke andet 
end en Bjergstrøm, hvis øverste Deel er bleven til lis, og i 
denne Form endnu vedbliver at bevæge sig; men man kan 
ikke tænke sig denne Forvandling og Bevægelse, uden at den 
kun er deelviis , og at en Deel af den oprindelige Strøm 



317 



endnu vedbliver at lobe i flydende Tilstand, snart ovenpaa 
Jøkelens Overflade, snart gjennem Kanaler under den. 
Hvor der altsaa er fremskridende lis, der findes ogsaa rin- 
dende Vand, og jo større Jøkelen, eller den fremskridende 
Iismasse er, desto mere rindende Vand maa der ogsaa være, 
naar de øvrige Betingelser forresten ere lige. 

For at komme til et Overslag over, hvormeget Vand 
der løber igjennem en saadan Jøkeldal, samtidig som lis 
og som rindende Vand, har jeg gjennemgaaet de Under- 
søgelser, som Forbes og Agazziz have anstillet over Jøk- 
lerne »des Bois« og Aarflodens (see Agazziz: Systéme 
Glaciaire, I Deel, 1847, og Petermanns Mittheilungen 1855, 
S. 173). Vanskelighederne derved have især været, at det 
rindende Vands Mængde ikke er angivet for hele x\aret, og 
at Isens Bevægelse kun er angivet for Overfladen, ikke for 
hele Gjennemsnittet; alligevel kan man, ved at tage tilbør- 
ligt Hensyn til alle Omstændigheder, dog udlede de Data, 
som ere tilstrækkelige til den her attraaede Sammenligning. 
Det maa da erindres, at disse Jøkler øverst oppe ud- 
fylde større Dalstrøg (mer de glace), der optage mange min- 
dre Jøkler, og i hvis Omkreds hele den oprindelige lis- 
dannelse gaaer for sig. Længere nede trænges hele denne 
Iismasse sammen i en snever Dal og danner der den egent- 
lige, omtrent ^ Miil lange, stærkt fremadskridende Jøkel. 
Paa dette Sted, hvor den egentlige Jøkel saaledes be- 
gynder, synes den Vandmængde, der aarligt løber ned i fly- 
dende Tilstand, at maatte anslaaes til imellem 6 og 10 Gange 
saameget som den i samme Tidsrum nedglidende lis; derfra 
og nedefter aftager Isen, og det rindende Vand tiltager, ind- 
til endelig ved Enden af Jøkelen hele Vandmængden be- 
væger sig i rindende Tilstand. Der maa altsaa være et Punkt, 
hvor f. Ex. det rindende Vand beløber sig til 50 Gange saa- 
meget som den det ledsagende lis. Hvorledes det derimod 
forholder sig høiere oppe, vides rigtignok ikke, men ogsaa 
der kommer man tilsidst til de øverste Bjergskrænter, hvor 
Sneen ialtfald til visse Tider tøer bort, og ingen lis faaer 
Leilighed til at danne sig; der maa altsaa ogsaa hele den 



318 



afløbende Vandmasse bevæge sig ned i rindende Tilstand, 
naar midtages, hvad der falder ned ved tilfældige Aarsager, 
saasora Laviner. 

I Almindelighed inaa man jo fastholde, at lis, som lig- 
ger paa Landet, kun kan sættes i Bevægelse ved to Aar- 
sager, nemlig deels sin egen Tyngde, der bringer den til at 
glide ned ad de skraae Elvleier, den udfylder, deels Virknin- 
gen af Vandet, som gjennemtrænger den, og afvexlende fry- 
ser og atter fornyer sig, og derved udvider Massen og træu- 
ger den frem i den Retning, hvor der er mindst Modstand, 
altsaa ligeledes nedefter mod Jøkelens Ende, hvor for- 
skjelligt nu end denne Bevægelse forøvrigt nærmere lader sig 
forklare. Naar man nu betænker, at en af hine store Alpe- 
jøkler kun har et Opland paa lidet over 1 D Miil, og at 
Isen fra sin Dannelse af Snee paa de øverste Høider neppe 
har et Par Mile at tilbagelægge ned til Jøkelens nederste 
Rand, med et Fald af 6 til 8000 Fod, hvorimod en stor 
grønlandsk Iisfjord har et Opland af henved 1000 □ Mile, 
og Isen fra sin første Dannelse i det Indre af Landet har en 
Vei af 30, ja maaskee indtil 60 Mile at tilbagelægge, inden 
den naaer Fjorden, da bliver Heldningen her jo for Intet at 
regne imod Alpejøklernes, selv om man antog, at der 
midt i Grønland fandtes en Bjergkjede som den høieste paa 
Jorden. Der bliver da kun tilbage at antage, at den anden 
virkende Kraft er saameget desto stærkere, og at Isen i 
Dybden er gjennemskaaren af utallige Vandbeholdninger, som 
trænge den frem mod deres fælles Foreningspunkt , den op- 
rindelige Flodmunding, ud til Fjorden. I Virkeligheden bærer 
ogsaa den faste Landiis, betragtet fra Høiden omkring de 
store Iisfjorde, et hermed overeensstemmende Præg, idet kun 
den yderste Dal, gjennem hvilken den sænker sig ned i Fjor- 
den, har en antagelig Helduing. Men denne Dal er for Intet 
at regne i Forhold til Landisens Areal, og den er vel egent- 
lig ikke andet end den inderste Deel af selve den oprindelige 
Fjord, da Isen jo er over 1000 Fod tyk, og neppe rager 
100 Fod op over Vandskorpen med sin yderste Rand. Læn- 
gere tilbage frembyder Isen kun en eensartet, svagt hvælvet' 



319 



men forøvrigt plan Overflade, og de Kræfter, som skulle 
trænge denne Masse henimod Fjorden, maae nødvendigviis 
ligge skjulte i dens Indre. 

Yderlandet af Grønland med dets Jøkler turde vel 
ogsaa frembyde et godt Sammenligningspunkt til Bedømmelse 
af Indlandsisens Natur. Imellem 70° og71°N. B. findes der 
en Halvø paa omtrent 120 D Mile og med Bjergrygge paa 
5000 til 6000 Fods Høide. Fra disse Bjerge gaaer der mange 
Jokler ned i Dalene, af hvilke de middelmaadig store 
paa det nærmeste kunne sammenlignes med hine x\lpejøk- 
ler, idet hver af dem har et Opland af et Par □ Mile, og 
Isen fra det øverste Punkt, hvor den danner sig, ligeledes 
bar en Strækning af et Par Mile at tilbagelægge ned til 
Jøkelens Ende, der nærmer sig til Havfladen, saa at 
Faldet her bliver 4 til 5000 Fod. Med ringe Afvigelser 
gjentager sig her alt det samme som ved Alpejøklerne. 
Isen glider langsomt ned gjennem Kløfterne , ledsaget af 
Vandstrømme, der voxe nedefter, idet Isen i samme Retning 
aftager ved Smeltning , og til Slutningen kun en Strøm af 
rindende Vand fortsætter den sidste Deel af Veien, fra Jø- 
kelens Ende til Havet, vedligeholdende sig ganske svagt 
endog hele den lange Vinter igjennem. Kun to af disse 
Jøkler, ligeledes hver med et Opland paa et Par D Mile, 
have paa Grund af Landets Høide og stærke Heldniug kun- 
net følge det rindende Vand heelt ned til Havet. Paa hele 
den øvrige Deel af Halvøen naaer alt Nedslaget ned til Havet 
i flydende Tilstand; men det er øiensynligt, at Flod-Oplan- 
dene, ved Siden af den samme Høide over Havet, blot be- 
høvede en større Udstrækning, for at Jøklerne i dem alle 
vilde naae Havet, og at i saa Fald alligevel det rindende 
Vand vilde vedblive at ledsage dem i langt større Mængde 
end deres egen fremadskridende Masse. Gaae vi nu atter 
tilbage til Indlandet, da kan der vel ingen Tvivl være om, 
at den sydligste Deel af dette under 60 til 62° N. B., som 
alt ovenfor berørt, frembyder ligesaa gunstige Betingelser for 
Dannelsen af rindende Vand som nysomtalte Halvø under 
71 til 72° N.B. Fra Høiderne af lulianehaabs District seer 



320 



man, med Undtagelse af et Par enkelte spidse Kegler, ingen 
høie Bjergrygge rage frem af Isen i det Indre af Landet. 
Alligevel tindes der her en Iisfjord, i hvilken Indlandsisen 
aarlig skyder ned med en Masse, der kan antages at være 
halvhundrede Gange saa stor som den, der skydes frem af 
en stor Alpejøkel i dens centrale, stærkt bevægede Deel. 
Der kan da vel ingen Tvivl være om, at denne Iisstrøm maa 
ledsages af en endnu større Strøm rindende Vand fra det 
Indre af Landet. 

Uagtet jeg allerede fra først af, ved at befatte mig med 
Studiet af Grønlands physiske Geographi, er kommen til det 
Resultat, at der maatte være skjulte Floder, som fra Ind- 
landet udgyde sig i Havet, er det dog først lykkedes mig i 
de seneste Aar, deels at gjøre selvstændige Iagttagelser i 
denne Retning, deels at indsamle bedre Erfaringer i saa 
Henseende. Det synes nemlig, at overalt, hvor Indlandsisen 
naaer ned i Havet og har en kjendelig Bevægelse ud i dette, 
iagttages der ogsaa paa Havfladen, foran den yderste Rand 
af den faste lis, en Bevægelse i Vandet, ligesom af meget 
store Kildevæld, der komme op fra Bunden. Vandet er lige- 
som i Kog eller som bevæget af en Malstrøm, og Sværme af 
Søfugle svæve bestandig over disse Pletter, idet de stadig 
dykke ned og snappe efter Føde i det brakkede Vand. Jeg 
selv har kun havt Leilighed til at iagttage dette i en lille 
Iisfjord ved Frederikshaab, den saakaldte Qvanefjord; den 
naaer med to Arme op til Indlandet, og i begge Arme sæn- 
ker Indlandsisen sig ned , i den nordre med en noget stær- 
kere, i den søndre med en ikkun svag Bevægelse; kun i den 
sidste lykkedes det mig at nærme mig selve Iisranden til en 
Afstand af vel henved et Par tusinde Alen, og derpaa at 
gaae iland og oppe fra en Høide nøie at betragte den. Jeg 
saae da tydeligt gjennem Kikkerten den ovennævnte Bevægelse 
paa Havfladen over en Strækning af nogle tusinde Qvadrat- 
alen, tæt inde ved Iisranden, og Fuglenes (Larus tridac- 
tylus) Sværmen over disse Pletter ligesom over Fiskebanker. 
Endvidere var den lille Fjordarm stærkt farvet af leret Brak- 
vand, uagtet der intetsteds sporedes nogen Elv paa Landet. 



321 

Isens Bevægelse var under vort Ophold mærkelig ved en svag 
buldrende Lyd, og enkelte Smaastykker løsnedes og faldt ud 
i Fjorden. Grønlænderen, som fulgte os til Stedet, paastod, 
at Kilderne (saaledes betegne ogsaa Grønlænderne disse 
Strømninger fra Havbunden) paa dette Sted netop blot vare 
synlige, men at de her intet vare mod dem i den nordre 
Arm, hvis Bund paa Grund af Kalvningerne var vanskeligt 
tilgængelig. 

Godthaabs- Fjorden er ogsaa en Iisfjord, og dens Indre 
er godt kjendt af Grønlænderne, da der i disse Egne 
er drevet megen Rensjagt. En opvakt og i Henseende til 
Landets Beskaffenhed kyndig Grønlænder i dette District har 
givet mig en, ved et meget detailleret Kaart oplyst Beskri- 
velse af hele Indlandsisens Rand mellem 64" og 65° N. B., 
med alle dens Smaaelve og de i Fjorden nedskydende Arme. 
Paa to Steder skyder Isen ned i Havet og afgiver Iisfjelde, 
og foran begge kommer der meget store Kildevæld op fra 
Havbunden, kjendelige i Frastand ved de Søfugle, der sværme 
over dem. Men mærkeligt er det, at en Indsø, der støder 
op til Randen af den faste lis et Stykke oppe i Landet, 
viser et lignende Forhold som Havet foran Iisranden. Van- 
det i den stiger og falder nemlig periodisk; medens det 
stiger, aftage de nærmeste Kilder fra Havbunden, og om- 
vendt, naar det falder, tiltage de. Undertiden falder Vandet 
i Indsøen meget pludseligt og hurtigt, og Kilderne fra Hav- 
bunden komme da frem med en kjendelig Voldsomhed, saa 
at der mærkes en forøget Strømning fra dem paa Fjorden, 
paa et Sted af Kysten, som ligger henved tre Mile fra lis- 
randen. Dette tyder aabenbart paa, at Kanalerne i det 
Indre af Isen, under dennes fremadskridende Bevægelse, ere 
underkastede idelige Forandringer, idet nemlig Indsøens Stig- 
ning kun kan hidrøre derfra, at Kanalerne, som strække sig 
fra den gjennem Isen ned til Havet, midlertidigen lukkes, og 
at Vandet fra Indlandet udgyder sig i Indsøen istedetfor i 
Havet, indtil nye Forandringer atter aabne de yderste Afløbs- 
kanaler. 



322 

Ved at erkyndige mig hos Grønlænderne fra Godthaabs, 
Frederikshaabs og Julianehaabs Distrikter, har jeg erfaret, at 
det er en blandt Grønlænderne i det Hele fra gammel Tid 
bekjendt Erfaring, at der findes saadanne Kildevæld fra Hav- 
bunden overalt, hvor Indlandsisen gaaer ned i Havet, og at 
de ere desto stærkere, jo virksommere vedkommende Iisstrøm 
er i Henseende til sin Bevægelse eller Produktion af Kalv- 
iis. De kunne imidlertid kun sees fra Land af, da man 
ikke godt tør nærme sig Iisranden, allermindst i de virksom- 
mere Iisfjorde. Under alle Omstændigheder betegnes de 
Steder, hvor Kilderne ere, altid tydeligt ved de derover 
svævende Fugle, men det er heller ikke bekjendt , hvad Næ- 
ring dises søge der, eller hvilke Smaadyr det er, der fortrins- 
viis opholde sig i dette kolde og lerede Brakvand. At de 
store Iisfjorde udmærke sig som de vigtigste Tilholdssteder 
for Fjordsæle, turde muligen ogsaa staae i Forbindelse her- 
med, foruden at Kalvningerne og de derved dannede Aabnin- 
ger i Havisen hele Vinteren igjennem vistnok trække disse 
Dyr til det Indre af Iisfjordene, naar alle de ydre Bugter og 
Løb ere tæt lukkede. 

Antage vi nu, efter Alt hvad der her er anført, at der 
paa de samme Steder, hvor Isen fra Indlandet skydes ud i 
Havet, tillige udgydes flere Gange saa meget rindende Vand, 
da bliver det forklarligt, at Nedslaget paa Indlandet kan have 
tilstrækkeligt Afløb, og at der er en vis Grændse for Isens 
Tilvæxt paa samme, ligesom paa høie Bjerge i alle Zoner. 
Anslaae vi f.Ex. Vandet, der løber under Isen, til sex Gange 
saameget som selve den fremadskridende lis, og hele Ned- 
slaget, som skal bortføres, til 8", saa kan en Iisfjord, som 
afgiver 1000 Millioner Cubikalen lis, give tilstrækkeligt Afløb 
for 125 □ Mile, og en Iisfjord, som afgiver 8 Tusinde Mil- 
lioner Cubikalen , kan give tilstrækkeligt Afløb for 1000 
□ Mile. At hiin Antagelse af det rindende Vands Mængde 
til det Sexdobbelte af Isens skulde være for stor, er der 
ingen Rimelighed for. Enhver Jøkel er at betragte som 
et frosset Vandløb, der vedbliver at bevæge sig, deels som 
Vand, deels som lis, idet den sidste Deel dog aftager ned- 



323 



efter og omsider ganske ophører, saa at hele Strømmen ved 
Jøkelens Ende er rindende Vand. Men vi saae nu, at 
Vandløbene endog paa hiin Halvø i det nordlige Grønland 
alle, med Undtagelse af to, naae Havet blot som rindende 
Vand, om de end alle begynde at flyde ned ad Bjergene 
deelviis som lis. Hvis Isen i disse Jøkler ogsaa blot 
skulde skride frem i samme Forhold som Vandet , der 
løber over og under dem, da maatte man ligefrem kunne see 
deres Bevægelse, og disse stivnede Masser, der for Be- 
skueren vise sig som ganske hvilende, maatte jo da under 
deres Glidning over Klippegrunden frembyde ganske iøiue- 
faldende Særsyn. Tvertimod kunde man vistnok antage, at 
det rindende Vand fra Indlandet maatte beløbe sig til langt 
mere end det Sexdobbelte af den fremskudte lis, og det er 
ogsaa vel muligt, at deels Nedslaget, som skal bortføres, 
maa anslaaes høiere end til 8", deels at Iisfjordenes Pro- 
duktion er mindre end 1 til 8 tusinde Millioner Cubikalen 
for hver. 

Der er endnu een Betragtning, som gjør det rimeligt, at 
der maa udgyde sig Vandmasser fra Grønlands Indland, som 
kunne svare til Flodoplande paa flere hundrede □ Mile, og 
som ikke ere at sammenligne med Elvene paa Yderlandet, 
eller paa de arktiske Ølande overhovedet. Da de alminde- 
lige store Iisfjeldes mindste Diameter er omtrent 1000 Fod, 
maa den Plade, fra hvilken de løsbrydes, have en Tykkelse 
af over 1000 Fod. Der er heller ikke den ringeste Rimelig- 
hed for, at Indlandet overalt skulde være enlløislette; Halv- 
øernes Form henimod Indlandet og de enkelte af Indlands- 
isen fremragende spidse Bjergtoppe tyde tvertimod paa det 
Modsatte, og efter al Rimelighed maa Landet, om det end 
fortrinsviis kan være et Bjergland, dog tillige antages at 
have store Dale og lavere Strækninger. Da nu Isens Over- 
flade overalt er den samme at see til, fra Julianehaab op til 
Upernivik, og nærmest Yderlandet 2000 Fod høi, er det 
rimeligt, at den over visse Strækninger af Indlandet er fra 
2 til flere tusinde Fod tyk. I en saadan Dybde maa Jord- 



324 

varmen upaatvivlelig trænge frem til Overfladen og virke 
tøende paa Isen. Man maa jo vel antage, at Iisskorpen 
kommer til at spille samme Rolle som Jordskorpen, kun at 
hiin i den Dybde, hvor Jordskorpens Temperatur vilde stige 
over 0", holder sig paa 0", indtil der, hvor den hviler paa 
sit Underlag, eller Landets Overflade. Paa denne Grændse 
maa Temperaturen antages at være over 0° og Isen udsat 
for Tøening. Der er og Rimelighed for, at Isens aarlige 
Middeltemperatur i en ringe Dybde er betydeligt over Luf- 
tens Middeltemperatur. Ved Kolonien Godthaab er Luftens 
Middeltemperatur udregnet til -^ 1,33" R., men i en Dybde 
af 4 Fod under Jorden har jeg ved 3 Aars Observation fun- 
det den at være nærmest +1°, idet den nemlig fra sidst i 
August, da den er henved -f 4'', langsomt synker til blot 
lidet under U i Marts og April og derpaa atter begynder at 
stige. Denne Forskjel af over 2° mellem Luftens og Jord- 
bundens Temperatur hidrører vistnok for en stor Deel der- 
fra, at paa den ene Side Sneelaget om Vinteren giver Be- 
skyttelse mod Vinterkulden, hvorimod paa den anden Side 
Regnen om Sommeren, ved hurtigt at synke ned i Jorden, 
der paa Observationsstedet er et Gruuslag, strax forplanter 
Sommerens Varme ned i samme. Noget lignende finder i en 
maaskee endnu høiere Grad Sted paa Indlandets Iisslette. 
Vinterkulden kan kun langsomt trænge ned i Isen, som slet 
Varmeleder, men paa den anden Side forbruges al Sommer- 
varmen, som den optager, til at danne rindende Vand, og da 
dette strax synker ned i Spalter og Porer, bliver hele 
Sommervarmen fuldstændigt ført ned i det Indre af Isen. 
Overalt, hvor dette Vand træffer lis, som er under 0", vil 
det, medens det derved frigjør Varme, selv stivne og udfylde 
samt udvide Aabningerne, og man kan paa denne Maade vel 
bedst forklare sig hele den uhyre Masses langsomme Frem- 
trængen fra Landets Indre. Rimeligheden synes ogsaa at 
tale for, at hele denne Iismasse i sit Indre gjemmer Vand- 
beholdninger, som ikke udtømmes til nogen Tid af Aaret, 
saaledes at Kilderne ogsaa maae antages at løbe om Viute- 



325 



ren, om end svagere. De Indfødte her i Sydgrønland have 
rigtignok i saa Henseende ingen Oplysninger kunnet give 
mig, eftersom de ikke besøge de paagjeldende Steder om 
Vinteren. Men i Nordgrønland har jeg selv seet et saadant 
Vandløb, som havde sit Udspring fra Indlandsisen ved Pa- 
kitsokfj orden , nær Jakobshavn. Jeg saae det først om Efter- 
aaret, da Elvene endnu vare stærke, og derpaa om P'oraaret, 
paa den Tid, da det rindende Vand paa Landet er sparsomst. 
Det løb imidlertid under en tynd, hist og her afbrudt lis- 
skorpe, uden at dets Vandmængde paa nogen paafaldende 
Maade var forandret, og Vandet selv var uklart af Leerpar- 
tikler, saaledes som Jøkelvandet altid pleier at være om 
Sommeren, og hvorved det ganske adskilte sig fra ethvert 
Vandløb, som ellers kan findes om Vinteren, med Udspring 
fra Yderlandets Indsøer eller Kilder. En ganske lignende 
Vandstrøm, som kommer fra Indlandsisen og ligeledes ved- 
ligeholder sit Løb om Vinteren , synes at være opdaget af 
Kane ved Smiths Sund, under 79" N. B., altsaa i den nord- 
ligste bekjendte Deel af Landet. I en Dybde af 1000 Fod 
under Isen maa Temperaturen jo ogsaa være aldeles uafhæn- 
gig af Aarstidernes Forandringer, og selve Beholdningerne, 
fra hvilke Kilderne næres, og som maae antages at strække 
sig indtil halvhundrede Mile ind i Landet, synes at maatte 
være saa store, at de i Lighed med andre underjordiske Be- 
holdninger, der give Kilder Næring, ikke maae kunne ud- 
tømmes i den halve Deel af Aaret ; tvertimod er deres Afløb 
vistnok mere afhængigt af Kanalernes vexlende og tilfældige 
Afspærring eller Aabning ved Isens Bevægelse, end af Aars- 
tiderne. Elve paa Yderlandet, som blot have l □ Miils Op- 
land, have, saavidt bekjendt, altid rindende Vand hele Vin- 
teren igjennem. Directe Iagttagelser kunde forøvrigt passende 
anstilles ved en stor Iisfjord med smal Munding, f.Ex. Jakobs- 
havns, idet man undersøgte Vandets Saltmængde og For- 
holdet mellem den indad og den udad gaaende Strøm om 
Vinteren. Det turde vel i saa Henseende anføres, at Strøm- 
ningen af den Grund synes at maatte være overveiende udad- 



326 



gaaende, at Folk paa Stedet endog have troet at be- 
mærke, at den altid var udadgaaende. som i en Flod, hvilket 
dog ikke er Tilfældet. 



Efterat have nedskrevet Ovenstaaende , har jeg endnu 
modtaget et Par interessante Grundrids af Iisfjordene: Sermi- 
liarsuk og Narsalik under 61 til 62° N. B., begge tegnede 
af en Indfødt ved Navn Steffen Møller, deels efter hvad han 
har seet, deels efter hvad hans Brødre have iagttaget paa 
Rensdyrjagten, der netop drives paa dette Strog af Fast- 
landet. Narsalikfj orden er den virksomste Iisfjord i Syd- 
grønland, den eneste, hvis Kalviis lægger alvorlig Hindring 
iveien for Færselen langs Kysten. Den udskyder jevnlig i 
Sommerens Løb tætte Klynger af Iisbjerge, der undertiden 
kunne naae et Par Mile fra Fjordens Munding ud i Havet 
og saaledes danne en Barriere , som det kan være meget 
farligt at passere igjennem eller udenom med en Baad. Fjor- 
den danner en stor Bøining, saa at den fra Søen af ganske 
lukker sig. Der er rigeligt 4 Mile fra dens Munding op til 
Randen af den faste Landiis, hvis yderste Deel her, som i 
alle Iisfjorde, maa antages at stikke flere hundrede Fod dybt 
ned i Havet og derfor mere eller mindre at bæres op af 
dette. Denne inderste Deel af Fjorden er paa Grund af den 
store Masse Kalviis og selve Isens Bevægelse eller Kalvnin- 
gerne ganske utilgængelig, men paa begge Sider kan man 
gaae dertil over Land. Tæt foran den kalvende Iiskant 
findes to meget store Kildevæld fra Havbunden; de ere paa 
sædvanlig Maade kjendelige ved Fuglenes Flugt over dem og 
Vandets hvirvlende Bevægelse, som holder Drivisen borte fra 
disse Pletter. Oppe paa den faste lis , omtrent .', Miil fra 
dens yderste Kant, findes der et Bækken, omtrent ] Miil i 
Tvermaal. Til en vis Tid af Sommeren fyldes dette Bæk- 



327 

ken med Yand, og udtommes derpaa atter pludselig, idet 
Kanten af den faste lis paa samme løftes noget høiere op 
over Havfladen, og en stærk Bevægelse mærkes paa Fjor- 
den, idet Kalvisen driver udefter. Sermiliarsuk, som ligger 
noget sydligere, er en mindre virksom Iisfjord, som dog 
ogsaa afgiver Iisfjelde af ret antagelige Dimensioner. Ogsaa 
her har man iagttaget store Kildevæld foran den kalvende 
Iiskant, og temmelig langt oppe paa Landet en Indso i 
selve Landisen, der paa samme Maade som Indsøen ved 
Godthaabs -Fjorden afvexlende fyldes og atter tømmes gjen- 
nem Kanaler i Isen. 



Sluttelig har jeg været saa heldig at kunne vedføie et 
Par oplysende Smaakaart, der ere graverede og trykkede af 
en ung Grønlænder, som jeg har medtaget her til Hjemmet 
for at lade ham oplære i Bog- og Steentryk. Disse Kaart 
ere hans første Forsøg. 



22 



NOGLE IAGTTAGELSER OVER DANMARKS FUGLE, 
MED SÆRLIGT HENSYN TIL VENDSYSSEL 

AF J. C. H. FISCHER 

I en Række af Aar har jeg ikke forsømt nogen Leilig- 
hed, der tilbød sig for mig, til at anstille Iagttagelser over 
vore Fugle, og til at berige min Samling. Størst Leilighed 
har jeg havt hertil i Vendsyssel, navnlig, ved den Skeelske 
Families Gjæstfrihed, i Omegnen af Dronninglund og Birkelse, 
det førstnævnte Sted liggende østen for Jyllands Høideryg, 
det sidstnævnte vesten for samme. Efterstaaende Iagttagel- 
ser ere derfor i det Væsentlige anstillede paa disse to Steder, 
eller ved Udflugter derfra paa andre Steder i Vendsyssel. 
Af og til har jeg tiliøiet Bemærkninger vedkommende det 
øvrige Danmark. Hvad jeg anfører, er i Regelen iagttaget 
af mig selv; hvor dette ikke er Tilfældet, vil det udtrykke- 
ligt findes bemærket, eller klart nok fremgaae af Sammen- 
hængen. 



Kongeørnen (Aquila fulva) forekommer i Vendsyssel 
paa Trækket, ligesom overalt i Danmark; men, naar det an- 
tages, at den der skulde yngle, beroer dette udentvivl paa 
en Misforstaaelse, nemlig paa en Forvexling med Havørnen. 
Paa Sjælland forekommer den hyppigt paa Efteraarstrækket 
i Lyngbygaards Skove. Jeg har derfra faaet fire Fugle, der 



329 



hver havde fortæret sin Hare umiddelbart førend den blev 
skudt. Paa den ene sad det Halve af Harens Hjerte endnu 
i Svælget. Ved at præparere en anden af disse Fugle, fandt 
jeg et stort Hyrehagl siddende midt imellem den inderste 
Deel af Underkjæbebenene, op imod Hjerneskallen. Som det 
sædvanligt er Tilfældet med Hagl, der i længere Tid have 
befundet sig i en Fugls Legeme, var ogsaa dette omvoxet af 
en ru Hud. Da Kjæbebenene vare ubeskadigede, maa Haglet 
sikkert være udskudt paa Fuglen nedenfra, maaskee medens 
den svang sig over Trætoppene, og det maa, ad hvilken Vei 
det end er kommet til at indtage sin Plads, nødvendigviis 
stærkt have beskadiget flere vigtige Dele. Det synes mig 
derfor mærkeligt, at Fuglen under disse Omstændigheder har 
kunnet tage Føde til sig; og man tor vel af dette Tilfælde 
slutte, at slige Saar læges forholdsviis hurtigt, ligesom ogsaa, 
at Fuglen temmelig længe kan udholde at sulte. 



Havørnen (Aquila albicilla) forekommer hyppigt saavel 
paa Trækket som ynglende i Vendsyssel. Naar Aaerne over- 
svomrae de tilgrændsende lave Strækninger, seer man den 
stundom i Flokke ved disse. Den yngler i Oxholm Skov, 
hvor dens Rede til 1858 fandtes i et lavt Træ, kun omtrent 
en halv Snees Fod fra Jorden; Træet havde derhos Grene 
næsten lige ned til denne. Men, da der udhuggedes en Vei 
tæt forbi Reden, flyttede Fuglen, og valgte nu som Modsæt- 
ning Toppen af et af Skovens hoieste og slankeste Bogetræer. 
Der fandt jeg den 7de Mai 1859 to omtrent 14 Dage gamle 
Unger i Reden. Den maa altsaa have lagt Æg sidst i 
Marts. Tidligere har Havørnen ogsaa ynglet i Dronninglund 
Storskov ovenpaa et Træ, hvis Top Vinden havde afbrudt; 
men da dette for nogle Aar siden omhuggedes, forlod den 
Skoven. Den yngler dernæst i Hals Skov, hvor jeg dog ikke 
har seet Reden, og i den store Vildmose. Som bekjendt, 
udgjor denne en meget stor, aldeles jevn Flade, hvor intet 
Træ findes, der kunde bære dens svære Rede, endmindre 

22* 



330 



nogen Klippe, der kunde findes indbydende for den. Rime- 
ligviis er det den uforstyrrede Ensomhed paa dette vanske- 
ligt tilgængelige Sted, der har tiltalt den. Den har bødet 
paa Stedets Mangler som Redeplads ved omtrent midt i 
Mosen at sammenslæbe en Mængde Tørv og Riis, og af disse 
danne en Høi, der er synlig over hele Mosen. Efter hvad 
man har sagt mig, har den ynglet her i mange Aar. Jeg 
har, afskrækket ved de Besværligheder, en Vandring saa dybt 
ind i Mosen medfører, endnu ikke besøgt denne Rede; men 
jeg har ofte betragtet den i nogen Frastand og seet Ørnen 
flyve til og fra den. Man har forsikkret mig, at en lignende 
Rede findes i den lille Vildmose, sønden for Liimfjorden. 

Ungen i Duundragt er skiden hvidguul, noget mere graa- 
lig paa Ryggen end paa de øvrige Dele af Kroppen. Dunene 
paa Hovedet ere stive, børsteagtige. Den er ingenlunde 
smuk. 

At Havørnen er en feig Fugl, har jeg oftere seet Exem- 
pel paa, naar den har svunget sig hen i Nærheden af en 
Ravnerede. Ravnen kommer da strax imod den, høit skri- 
gende, og Ørnen tager saa skyndsomt Flugten. 



Flodørnen (Pandion haliaetus) har jeg ikke fundet 
ynglende i Vendsyssel, skjøndt jeg har truffet den til saa- 
danne Aarstider, navnlig paa Østkysten, at der kunde op- 
staae Formodning om, at den ynglede der. I Trækketiden 
træffes baade unge og gamle Fugle. Den 15de Sept. 1859 
satte en gammel Han sig i Birkelse Have, og var saa lidt 
sky, at man kunde gaae den ganske nær. Jeg skjød den 
med en til Hønsejagt ladet Bøsse. Maaskee har den havt 
sin Yngleplads høiere mod Nord, fjernt fra Mennesket, og 
derfor, som det ofte er Tilfældet med høinordiske Fugle, ikke 
kjendt Faren ved Menneskets Nærhed. 



331 



Glenten (Milvus regalis) forekommer ynglende hist og 
her i Vendsyssel, men langtfra saa hyppigt som paa Øerne. 
Medens flere andre Arter, der ellers pleie at anbringe deres 
Reder høit, i Vendsyssel kjendeligt foretrække en lavere 
liggende Yngleplads, rimeligviis fordi de derved søge Be- 
skyttelse mod Klimaets Ublidhed, har jeg kun fundet Glen- 
tens Rede i høie Bøgeskove, anlagt i Toppen af et høit og 
slankt Træ, der ikke sjeldent har staaet ved en Skrænt, alt- 
saa netop udsat for Stormens Indflydelse. Jeg har fundet 
dens Rede i Dronninglund Storskov, i Stagsted Skov og paa 
Oxholm; men uagtet den ellers ikke sjeldent lægger fire Æg, 
har jeg, med een Undtagelse, stedse der kun fundet to Æg 
i Reden. Til Gjengjæld have de havt den eiendommelige 
Charakteer for Glenteægget stærkt udpræget. Æglægningen 
skeer stundom sidst i April, men som oftest ikke før ind 
i Mai. 



Musevaagen (Buteo vulgaris) forekommer særdeles 
hyppigt i Vendsyssel. Man kan ikke blot gjøre sikker Reg- 
ning paa at træffe den i de større Skove, men selv hvor kun 
nogle hundrede Træer staae sammen, eller hvor der findes 
en Række Elletræer langs med en Bæk, træffer man ikke 
sjeldent dens Rede. I 1859 besøgte jeg syv brugte Reder i 
Dronninglund Storskov, og det var paa ingen Maade alle dem, 
der fandtes. Man vil heraf kunne gjøre sig en omtrentlig 
Forestilling om Antallet. Sin Rede anbringer den ofte høit 
i et Træ, men dog ottere lavt, eller i Træer, der voxe i 
Dalene, altsaa i Læ. Hvor der findes Bøge - og Elleskov 
sammen (hiin paa de høiere, denne paa de lavere liggende 
Steder), foretrækker den som oftest den sidste. I Ulv- 
skovens vestlige Deel , der kun er omtrent een Miil fra 
Vesterhavet, findes en Rede, der i de sidste Aar afvexlende 
har været benyttet af Musevaagen, Hønsehøgen og Ravnen, 
og som ikke staaer høiere, end at den, der har taget Æg- 
gene ud af Reden, har kunnet række mig dem, medens jeg 
stod ved Foden af Træet. Æggenes Antal er meget for- 



332 



skjelligt, og retter sig sandsynligviis efter den Føde, Fuglene 
foretinde. Den 27de April 1859 fandt jeg saaledes i Dron- 
ninglund Storskov to Reder med fem, to med fire og tre med 
tre Æg; men i 1860 i det Hele kun een Rede med tre Æg, 
og flere med kun eet Æg, medens mange Reder stode ube- 
nyttede. Det paafaldende store Antal i 1859, antager jeg, 
hidrørte derfra, at der i 1858 avledes megen Olden, hvorpaa 
fulgte en stærk Formerelse af Musene. 

Lidt efter Midten af April begynde flere Fugle at lægge, 
andre (formodentlig de yngre) først otte Dage ind i Mai. I 
Ulvskovens vestlige Deel yngler kun eet Par Musevaager; 
ved at tage Æggene fra dem, har jeg havt Leilighed til at 
bemærke, at de lægge igjen efter fjorten Dages Forløb, men 
stundom eet Æg mindre end første Gang. 

Den laadenbenede Musevaage (Buteo lagopus) har 
jeg aldrig iagttaget i Vendsyssel. 



Hvepsevaagen (Pernis apivorus) har jeg om Foraaret 
seet skareviis under Trækket nordpaa. Den 24de Mai 1859 
saae jeg baade mange tilstede i Dronninglund Storskov, og 
flere at komme trækkende sydfra mod Skoven. En Mand, 
der godt kan skjelne den fra Musevaagen, har forsikkret 
mig, at den yngler flere Steder i Vendsyssel, og jeg selv har 
først i Juni fundet en med grønne Bøgegrene belagt, stor 
Rede, der blev forladt, efterat den var besteget, og som jeg 
formoder har tilhørt Hvepsevaagen ; men noget sikkert Beviis 
for dens Ynglen har jeg endnu ikke. 



Vandrefalken (Falco peregrinus) forekommer vistnok 
kun trækkende i Vendsyssel. Den yngler neppe andetsteds i 
Danmark end paa Bornholm; men derfra har jeg dens Æg. 



333 

Lærke falken (Falco subbuteo) yngler hist og her og 
vistnok ikke saa ganske sjelclent i Vendsyssel. Jeg har dens 
Æg fra Rævdals Kjær og Havens Skov. Den indfinder sig 
omtrent midt i Mai, og noget efter den Tid kan man iagttage 
Parret ved den udsete Yngleplads; thi naar man nærmer sig 
denne, vise de sig i nogen Afstand flyvende over Skoven, og 
holde længe skarpt Udkig med den, der har forstyrret deres 
Fred. Den 25de Mai 1857 bemærkede jeg et saadant Par, der 
i en lille Skov ved Dronninglund stadig holdt Øie med mig, 
naar jeg gik derigjennem. Jeg gjorde da Gjengjæld, og fandt 
den 7de Juni et Æg i en stor Musevaagerede, af hvilken jeg 
havde borttaget Æggene den 21de April, og som derefter var 
forladt af Musevaagerne. Da jeg steg op i Reden, kom 
begge Falkene flyvende hen over den, dog uden at skrige. 
En af mine Ledsagere skjød efter den ene Fugl, men feilede, 
og nu toge de begge skyndsomt Flugten. Den Ilte besøgte 
jeg atter Reden; men nu var den forladt. Ved at gaae 
noget omkring, bemærkede jeg imidlertid begge Fugle noget 
derfra, og jeg fandt da, at de havde taget en temmelig stor 
gammel Kragerede i Besiddelse, og i denne lagt et Æg. 
Senere lagdes endnu to dertil, af hvilke det ene blev bort- 
taget. Den 31te Juli besøgte jeg igjen Reden og fandt i den 
to Unger, hvis forskjellige Størrelse tydelig nok viste, at de 
vare Han og Hun; den sidste er nemlig, som bekjendt, 
meget større end den første. Ungerne havde lige begyndt at 
faae Slagfjer. De ere smukke i Duundragten: ovenpaa blaa- 
graae, nedenunder hvidgule. Under de Gamles høie Skrig 
tog jeg Hunnen ud af Reden for at benytte den til min Sam- 
ling, medens den samme ovennævnte Ledsager atter skjød 
feil til den ene af de Gamle, som derefter hurtigt forføiede 
sig bort. Omtrent otte Dage derefter besøgte jeg atter 
Reden, og forbausedes nu over den Masse af Lærker, de 
Gamle havde opdynget i den. Lærkerne vare alle pillede og 
laae med Brystet iveiret; de fyldte Reden saa fuldstændigt, 
at Ungen kun tilnød fandt en Plads ved Kanten. En Tælling 
viste, at dér var henved et halvt Hundrede, for største Delen 
aldeles urørte og tildeels stærkt forraadnede. De Gamle floi 



334 



høit over Reden, men da en Mand steg op til den, og Ungen 
begyndte at skrige, skjød Hannen med stor Hurtighed i en 
Bue ned ad Reden til og i en hastig Zigzagflugt tæt forbi 
Mandens Hoved. Henne Færd gjentog den mange Gange, 
og gav mig derved rig Leiliglied til at beundre dens over- 
ordentlige Flyvefærdighed. Især tog det sig herligt ud, naar 
den, efterat være passeret forbi Reden, hævede sig næsten 
lodret iveiret til en anselig Høide, og derpaa vendte, for atter 
at kaste sig piilsnart ned imod Reden. Endelig lykkedes det 
mig at faae Hold paa den, skjøndt det næsten gjorde mig 
ondt at skyde denne herlige Fugl. Den, der selv samler, vil 
imidlertid forstaae, hvorledes Hensynet til Samlingen bringer 
andre Hensyn i Forglemmelse, og at Fuglen netop er mig 
dobbelt kjær, fordi jeg har seet dens udmærkede Færdighed 
og skudt den under Udøvelsen af denne. Den store Ophob- 
ning af plukkede Lærker i Reden maa udentvivl tilskrives 
Fuglenes Frygt, efterat der gjentagende var skudt ved 
deres Rede; den viser tillige, hvilken Ødelæggelse Lærke- 
falken kan anrette mellem Lærkerne. 

Sidst i August og først i September har jeg oftere paa 
Jagter seet unge Lærkefalke følge min Hund, men aldrig seet 
nogen Lærke flyve op , naar en Falk fulgte Hunden. Lær- 
kerne maae frygte Falken langt mere end Hunden. At et 
ikke ringe Antal om Foraaret gaaer over Vendsyssel til nord- 
ligere Ynglepladser, havde jeg et Beviis paa den 18de Mai 
1857, da jeg i Ulvskoven, hvor Fuglen ikke yngler, traf et 
stort Antal Lærkefalke, der især havde taget Sæde ved aabne 
Pladser i Skoven, og hvor stundom 3 — 4 sade ganske nær 
sammen. 



Taarn falken (Falco tinnunculus) yngler i adskillige 
Kirketaarne i Vendsyssel. For faa Aar tilbage var det en 
Sjeldenhed at see den; men i de sidste 3 — 4 Aar er An- 
tallet af den igjen tiltaget, og jeg kan nævne som Yngle- 
steder: Jetsmark, Sulsted og Voer Kirketaarne, hvor jeg 
har iagttaget den i 1861. Fra førstnævnte Kirke har jeg 



335 



dens Æg, der ere meget større end de Æg, jeg har fra 
Tydskland. 



Den rød fodede Falk (Falco mfipesj. Af denne Fugl 
modtog jeg den 5te Mai 1856 en gammel Han, der af For- 
pagter Salicath var skudt i Toftegaards Have (ved den vest- 
lige Kant af den store Vildmose) , hvor den havde sat sig 
til Hvile om Aftenen, tilligemed en Hun af Spurvehøgen. 
Den var her aabenbart paa Trækket, og da jeg aldeles Intet 
har hørt om, at den skulde yngle i Vendsyssel, maa jeg an- 
tage, at dens Reisebestemmelse har været Sverrig. Exem- 
plaret findes i min Samling. I dens Kro fandtes kun Brud- 
stykker af Insekter, navnlig Hvepser. 



Hønse høgen (Falco palumbarius) er en forholdsviis 
meget hyppigt forekommende Fugl i Vendsyssel. Ikke blot i 
de større, men ogsaa i mange mindre Skove yngler den hvert 
Aar: i Dronninglund Storskov og paa Oxholm mindst to Par, 
i Stagsted Skov, Paihede, Vrængmosen, Dronninggaard og 
Miilholt Skove, i Haven Skov, Skeelslund og Ulvskoven i 
Regelen eet Par. Paa disse Steder har jeg selv fundet dens 
Rede, og af Andres Beretninger veed jeg, at den yngler 
mange andre Steder. Man kan omtrent antage, at der fore- 
kommer dobbelt saa mange Hønsehøge i Vendsyssel som 
Glenter, og fem Gange saamange Musevaager som Hønsehøge. 
Paa mine Udflugter i Skovene om Foraaret har jeg, under- 
støttet af flere Jægere, stadig efterstræbt Hønsehøgen, og 
siden 1857 er derved skudt nogle og tyve Fugle og taget 
omtrent 80 Æg af Rederne; men nogen stadig Formindskelse 
i Tallet har derved ikke været at spore, da de bortskudte 
Fugle det næste Foraar erstattes ved nye, der trække til 
andetsteds fra. 

Man kan i Almindelighed let kjende en Honsehøgerede 
fra en Glente- eller Musevaagerede. Hønsehøgen anbringer 



336 



nemlig helst sin Rede, hvor et Par mindre Grene udgaae fra 
Træets Stamme. Reden bliver derved spids nedadtil, medens 
de to nævnte Fugle i Regelen anlægge deres Rede flad for- 
neden. Hønsehogens er dertil høiere, især naar det er en 
gammel Rede, alene bygget af Kviste (udvendig grovere, ind- 
vendig ganske fine), og i Overkanten hvælvet udad. Saa- 
længe Fuglen ikke forstyrres, bruger den i Regelen den samme 
Rede ; og selv om den efterstræbes , bliver den ofte ved den 
samme. I Vendsyssel foretrækker den et noget beskyttet 
Sted til Yngleplads, og anbringer derfor ofte sin Rede enten 
lavt eller i et Træ, der staaer i en Dal. Vil man skyde 
Honsehøgen, enten for at skaffe sig en smuk Fugl til Ud- 
stopning, eller blot for at befrie sig fra en otte paatrængende 
Rover, er det sikkrest at opsøge Reden i den Tid, Hunnen 
ruger, der er den samme som for Musevaagen. De gamle 
Fugle begynde at lægge lidt efter (sjeldent før) Midten af 
April, de unge sidst i April eller først i Mai. Naar man 
nærmer sig Reden , behover man ikke første Gang at være 
forsigtig eller at liste sig; man kan i al Mag vælge sig den 
Plads, hvor man troer bedst at kunne komme til Skud, og 
bør derved mærke sig, at Fuglen ligger med Hovedet vendt 
imod Vinden og flyver ud imod denne. Har man taget Plads, 
lader man En banke paa Træet, for at jage Fuglen af; oftere 
maa der bankes længe eller kastes Noget op i Reden, inden 
den kommer, og sidder Reden høit, maa man ofte lade En 
stige op i Træet eller skyde hen over den. Flyver Høgen 
saa endelig ud, maa man vogte sig for at skyde feil; thi vel 
kan man et Par Timer efter igjen træffe Fuglen paa Reden, 
men det er da ikke sikkert, at den holder. Den flyver i 
ethvert Tilfælde nu med større Hurtighed fra Reden og kaster 
sig ofte ud fra denne i en Bue ned mod Jorden, hvorved det 
bliver vanskeligt at skyde den, selv om det ikke lykkes den 
at dække sig bag et Træ. Har man skudt den rugende Fugl, 
kan man med temmelig Sikkerhed gjøre Regning paa at faae 
Fred for Honsehøgen i det Aar. Kun en eneste Gang, 
Kl. IH om Middagen, har jeg truffet Hannen rugende, uden 
at Hunnen først var skudt; ellers altid denne paa Reden. 



337 

Er Hunnen derimod skudt, kan man et Par Timer eller noget 
mere derefter vente at finde Hannen paa Reden; men her 
maa man være forsigtigere ; thi den holder baade mindre fast, 
og flyver hurtigt, naar den forlader Reden. Kan man ikke 
komme til at skyde nogen af de Gamle paa et Sted, hvor 
man plages af Hønsehøgen, vil man allerede opnaae ikke saa 
lidt ved at tage Æggene fra dem; thi Hannen bliver saa 
nærgaaende, som den ofte er, fordi den skal føde den langt 
større Hun under Rugningen, og i den første Tid Ungerne 
med. Efterat Ungerne ere voxede noget til, ernæres de af 
begge de Gamle, der da fristes til at forgribe sig paa de 
tamme Fugle; senere er det især de voxne Unger, der røve 
i Hønsegaarden (i den rugende Huns Kro har jeg kun fundet 
Brudstykker af mindre Fugle). Men har man taget Æggene 
een Gang, lægger Hunnen i Regelen ikke mere detAar, men 
dog stundom. Den 23de April 1859 skjød jeg feil af en 
Hun i Ulvskoven og fratog den derpaa dens fire Æg, der 
alle vare befrugtede; den 25de Mai havde den lagt igjen, 
men kun to Æg, der vare meget mindre end de første, og 
af hvilke det ene var ubefrugtet. Man vil altsaa ved at 
borttage dens Æg i ethvert Tilfælde betydeligt indskrænke 
dens Formerelse. 

Da jeg første Gang besøgte Oxholm Skov, hørte jeg paa 
Veien et Par Hønsehøge, der vedbleve at skrige, snart den 
ene alene, snart begge paa een Gang. Et Par Timer der- 
efter kom jeg ud i Skoven og hørte da Fuglene endnu skrige. 
Forundret over denne Adfærd gik jeg efter Lyden og fandt 
uden Vanskelighed en temmelig lavtstaaende Rede, der ved 
de paa Kvistene siddende Duun viste sig at være brugt. 
Hunnen var næsten ikke til at jage af Reden. Jeg steg op 
i den, rullede de fire Æg ind i et Tørklæde, og bandt det 
om Halsen, saaledes at Æggene fik Plads i Nakken (en Me- 
thode til at bringe Æg uskadte ned, jeg særdeles vil an- 
befale). Nu fik jeg en Forklaring over Fuglenes paafaldende 
Adfærd: jeg hørte Ungerne pibe i Æggene, og det var aaben- 
bart disse Toner, der have glædet Forældrene og aflokket 
dem høie og vedvarende Glædesraab. Jeg har senere lagt 



338 



Mærke til lignende Glædesyttringer hos andre Fugle, naar 
Ungerne lade sig høre, f. Ex. hos Storken. Da jeg ønskede 
Ungerne til Udstopning, tog jeg Æggene med til Birkelse, 
hvor de bleve lagte under en Høne til videre Udrugning. 
Det var nu vistnok en stærk Fordring at gjøre til en stak- 
kels Høne, at den skulde udklække sin Dødsfjendes Unger; 
men det gik da heller ikke. Thi da Æggene vare blevne 
opvarmede, og Ungerne begyndte at pibe , løb Honen fra 
Reden og foer i stor Forfærdelse skrigende omkring; heller 
ikke var den til at bevæge til at blive ved Reden, før de 
fremmede Æg vare borttagne. 

I Stagsted Skov fandt jeg den 2den Mai 1859- efterat 
have skudt Hunnen, da den fløi fra Reden, allerede Unger 
tilstede, fire i Tallet. Hverken Ungerne eller Hunnen havde 
Føde i Kroen, hvoraf det lod sig slutte, at Hannen var paa 
Jagt, og rimeligviis snart vilde komme til Reden. Jeg lod 
da Ungerne ligge , vendte en Timestid efter igjen tilbage til 
Reden, og fandt ganske rigtig Hannen hjemkommen fra en heldig 
Jagt. I Reden laae nemlig Brystet med de derved siddende 
Vinger af en Krikand, saa reent pillet, at ingen Kokkepige 
skulde skamme sig ved Arbeidet. Da Hønsehøgen ellers 
strax giver sig ifærd med at fortære Brystet af en fangen 
And, maa den af Kjærlighed til Hunnen og Ungerne selv 
have taget tiltakke med de mindre gode Dele af sin Fangst, 
for at kunne bringe det Bedste hjem til sin Huusstand. Da 
Hunnen var borte, havde Hannen madet de 3— 4 Dage gamle 
Unger ved at afbide Kjødstykker af en lille Negls Størrelse 
og give hver Unge to til tre af dem. 

I Rugetiden fælder Hunnen mere eller mindre stærkt. 
Hos alle de Hunner, jeg har faaet skudte i Rugetiden, have 
de fire inderste Slagfjer af første Orden manglet, og de nye 
Fjer viist sig mere eller mindre i Fremvæxt. Naar Fuglen 
flyver fra Reden, bemærker man derfor en stor Aabning midt 
i hver Vinge. Men herfra danne dog de to eneste Hunner, 
jeg har faaet i 1861, en Undtagelse; de havde alle deres 
Slagfjer. Som det Almindelige tør jeg imidlertid betragte 
det, at den anførte Fældning finder Sted; den skader selv- 



339 



følgelig meget Hunnens Flugt, men da Hunnen i Rugetiden 
fødes af Hannen, kan Fældningen ikke foraarsage den nogen 
Ulempe. Hannen, der skal skaffe Føden, og som fodrer sin 
Hun saa vel, at denne bliver fed under Rugningen, har jeg 
i Rugetiden stedse truffet med fuld og smuk Fjerklædning. 
Jeg veed ikke, om det tidligere er bemærket, at begge Fugle, 
men dog især Hannen , for hver Fældning tabe Tverbaandene 
over Halen mere og mere , saa der stundom næsten ikke 
bliver Spor tilbage af dem. Den unge Fugl (med rodguul 
Bundfarve paa Underkroppen) har jeg fundet med to til tre 
Æg, dog oftest kun to; den gamle Fugl med to til fire, og 
oftest det sidste Antal. Den 26de April 1858 fandt jeg i 
en ung (rødguul) Fugls Rede kun eet Æg. Da Farveforan- 
dringen allerede foregaaer i andet Aar, var det altsaa Fug- 
lens første Æg. Det er kun omtrent halvt saa stort som et 
almindeligt Æg og svarer altsaa til et Hønekeæg. I det Hele 
taget ere Hønsehogens Æg fra Vendsyssel betydeligt større 
end dem, jeg har seet fra Tydskland. Som bekjendt er Far- 
ven blaalig hvid uden Tegning. Dog findes denne ikke saa 
meget sjeldent. Enkelte smaa mørkebrune Pletter kan man 
oftere iagttage, og jeg har et Æg med mange lysebrune Snirk- 
ler paa den butte Ende, samt to med rode Pletter, der have 
en flygtig Lighed med svagt tegnede Musevaageæg. Stundom 
viser der sig stærkere blaae Skalpletter, og stundom findes 
Æg, der ere heelt rustgule. 



Spurvehøgen (Falco Nisus) forekommer hyppigt paa 
Trækket og ikke sjeldent ynglende. Dens Foraarstræk har jeg 
havt rig Leilighed til nøiere at iagttage i Birkelse Have, 
hvor den ofte overnatter, og især i fugtigt Veir, eller efter 
en Regn, er let at komme paa Skud, fordi dens Fjer gjennem- 
blødes, og den da ikke gjerne vil flyve (ogsaa Hønsehøgen 
flyver nødigt og tungt efter en stærk eller langvarig Regn). 
Trækket varer hele April og Mai Maaned; ikke sjelden kom- 
mer der Hunner endnu ind i Juni Maaned; rimeligviis er det 



340 



dem, der gaae nordligst, og derfor senest begynde paa at 
yngle. Reden har jeg kun fundet paa Østkysten og i Høide- 
ryggens Skove, derimod ikke paa Vestkysten. Den har altid 
været bygget temmelig lavt, i mindre Træer, og paa et be- 
skyttet Sted. Den lægger Æg midt i Mai, til henimod 
Midten af Juni. 



Kjærhoge (Circus) forekomme ikke saa ofte i Vend- 
syssel, som man efter Landets Rigdom paa Vand, de mange 
og vidtudstrakte Moser og Kjær skulde formode, og kun 
enkelte Gange har jeg havt Leilighed til at iagttage dem. 

Steppehøgen (Circus pallidus). Den 16de Aug. 1858 
skjød Kammerherre Skeel paa en Bekkasinjagt i Nærheden 
af Dronninglund en Kjærhøg, der fløi ganske tæt forbi ham. 
Den hørte til en adspredt Flok, der drog hen over Egnen. 
Jeg udstoppede den og har havt den i min Samling siden 
den Tid, uden at være istand til at bestemme den, hvorfor 
det havde været min Hensigt, her ganske at lade den uom- 
talt. Jeg havde nemlig bestandig forudsat, at den maatte 
være en af de tre blandt de fire europæiske Arter, om hvilke 
det hidtil har været antaget, at de forekomme i Danmark, 
navnlig har jeg vaklet mellem den blaae og den graae Kjær- 
høg, uden dog afgjørende at turde henføre min Fugl til den 
ene eller den anden af disse Arter. Heldigviis er jeg da 
bleven gjort opmærksom paa en Afhandling af Blasius, der 
findes i Naumannia for 1857, i hvilken han efter omfattende 
Undersøgelser og Sammenligninger har givet en klar Frem- 
stilling af de fire europæiske Arters plastiske Forhold og 
forskjellige Dragter. Herefter tilhorer min hidtil for mig 
ubestemmelige Kjærhøg aldeles utvivlsomt den fjerde euro- 
pæiske Art (C. pallidus), hvis Forekomst hos os Ingen, mig 
vitterligt, har formodet. Mit Exemplar er en ung lian. 
Hovedets eiendommelige Tegning (de hvide Pletter under 
Øiet, omgivne af de mørkebrune Fjerkrandse, der fra begge 
Sider nedentil begrændse den hvidgule Hage, og udenom disse 



341 



igjen en rustrød Fjerkrands) gjør den, i Forbindelse med 
den uplettede smukke rastrøde eller rustgule Underside og 
de rustgule Fjerrande paa den brune Overside, til en af vore 
skjønneste Fugle, der er en sand Prydelse for en Samling. 

Blasius gjør i sin nylig nævnte Afhandling opmærksom 
paa, at denne Fugl efter hans Iagttagelser forekommer langt 
hyppigere i Tydskland, end det tidligere har været antaget, 
ja selv i den nordlige Deel, og anfører blandt Andet, at 
Zander har fundet den i Meklenborg. Mit Exemplar beviser, 
at den forekommer endnu langt nordligere, og da det, som 
anført, hørte til en spredt Flok, er det sandsynligt, navnlig 
naar der hensees til Aarstiden, at det har hørt til endnu 
nordligere ynglende Fugle, der have begyndt deres Træk 
sydpaa. Jeg skal tilføie, at et Par Timer efterat hiin Fugl 
var skudt, saae man en ganske lignende flyve saa nær forbi 
Vinduerne af Dronninglunds Hovedbygning, at den kumle 
have været naaet derfra med en Stok. Det er derfor ikke 
aldeles usandsynligt, at denne Fugl forekommer oftere i Jyl- 
land, og maaskee hidrøre flere af de ældre Efterretninger 
om, at enten C. cyaneus eller cineraceus er skudt hos os, 
fra en Forvexling med C. pallidus. Disse tre Arter have 
nemlig i deres forskjellige Dragter saamange Overgange, at 
efter Blasius selv Naumann bar taget feil, og de Artsmærker, 
der tidligere have været opstillede, have deels været uklare, 
deels urigtige og utilstrækkelige. Man kan derfor kun til- 
lægge de nævnte Efterretninger en relativ Betydning, selv 
om de, fra hvem de hidrøre, have benyttet de da forhaanden 
værende Midler til Bestemmelsen, og virkeligt havt Fuglene 
i deres Hænder; thi en Meddelelse om, at en Fugl er seet, 
betyder her naturligviis meget lidt. 

Det var ønskeligt, at de, der have Leilighed til at for- 
skaffe sig Kjærhøge, vilde skjænke dem en nøiere Opmærk- 
somhed, da de danne en meget interessant Slægt, som det 
vil lønne Umagen at iagttage. Jeg tænker her navnlig paa 
de tre mindre Arter, da den størstes (C. rufus) Forekomst 
er sikker nok, og den ikke er saa vanskelig at kjende. 



342 

Den blaae Kjærliøg (Circus cyaneus). Den 16de 
Februar 1862 modtog jeg fra Hr. Godseier Quistgaard 
til Lyngbygaard, bvem jeg skylder Tak for ikke faa sjeld- 
nere Fugle, en yngre Hun af Circus cyaneus. Dens 
Forekomst i Danmark er sikkert ikke hyppig, og end mindre 
paa den Aarstid. Uvist maa det blive, om den har over- 
vintret her, eller allerede begyndt sit Træk nordpaa; det 
Første er vel det Rimeligste. Den var vel næret og havde 
(trods Loven om nyttige Dyrs Fredning) i Kroen en itureven 
Muldvarp, hvis Ryg den havde nedslugt med Skindet paa, 
medens der forøvrigt intet Spor fandtes af dette. Naar man 
seer bort fra Been og Hale, har denne Fugl Lighed med 
Sumphornuglen. Iris bruun. 

Den 17de Marts modtog jeg ligeledes fra Hr. Quistgaard 
en ved Lyngbygaard skudt Han af samme Fugl. Dens Dragt 
svarer i det Hele nøiagtigt til den af Blasius beskrevne 
Overgangsdragt (Mittelkleid); men den minder tillige stærkt 
om den fuldkomment udfarvede gamle Hans Dragt. Over 
den hele Fugl er nemlig udbredt et blaaligt Skjær, der træder 
stærkest frem ved de hvide Pletter under Øinene, paa den 
øverste Deel af Halens Overside og paa Yderfanen af de 
store Slagfjer. Flere af de større Fjer, f. Ex. Slagfjerene 
af tredie Orden, ere stærkt blaae paa Undersiden, hvilket 
pletviis skinner igjennem paa Oversiden. Nogle enkelte Fjer 
ere heelt blaae. Iris lyseguul. 



Sneeuglen (Strix nyctea) besøgte os i ikke ringe An- 
tal i Vinteren 1858—59, og var ikke mindre almindelig i 
Vendsyssel end i det øvrige Danmark. Jeg fik den første 
den 9de Novbr. 1858, og, saavidt jeg veed, var den den 
første, der blev skudt her i det Aar. Da jeg udstoppede 
den, forundrede det mig, at jeg ikke fandt noget Skudsaar 
paa den, og forskaffede mig derfor Underretning om, hvor- 
ledes den var kommen af Dage. Den havde sat sig paa en 
Bondes Tag i Næsby ved Storebelt og lod sig der ganske 
rolig betragte. Bondens Søn fik Lyst til at skyde den, men 



343 



maatte forst hos Naboen laane en Bøsse. Denne ladede han 
af Mangel paa Hagl med Ærter, gik tæt ind under Taget, og 
skjød den død ned, uden at Ærterne vare trængte igjennem 
Skindet. Den samme Frygtløshed overfor Mennesket viste 
mange af disse Fugle, hvorfor ikke faa bleve fangne levende. 
I Januar 1859 fik jeg een, skudt af Skovrider Rosen paa 
Bornholm, i Februar een fra Sandmosen i Vendsyssel, og den 
19de Marts to Hunner fra Justitsraad Gad i Sæby. De tre 
førstnævnte vare Hanner og havde en Længde af 21" 6"', 
22" 6'" og 22" 9'"; Hunnernes Længdemaal vare 23" 2"' 
og 24" 2'". I Sandmosen dvælede to til henimod Midten af 
Mai Maaned, saa jeg begyndte at troe paa, at det var et 
Par, som vilde, yngle der. Da det har været antaget, at 
denne Fugl ynglede meget tidligt, skal jeg bemærke, at Æg- 
gene paa Æggestokkene af de to ovennævnte Hunner ikke 
vare større end temmelig store Knappenaalshoveder. 



Natuglen (Strix aluco) er langtfra saa almindelig en 
Fugl i Vendsyssel som paa Sjælland. Paa Vestkysten fore- 
kommer den maaskee slet ikke, og paa Ostkysten er den 
ikke hyppig. Jeg har seet den nogle Gange ved Dronning- 
lund og i Dronninglund Storskov, hvor den yngler i et huult 
Træ. I Foraaret 1860 fandt Skovrider Clausen, at en Due, 
der hængte i et Bur udenfor Huset, om Natten var trukket 
ud mellem Burets Tremmer og halvt fortæret. Levningerne 
satte han derpaa i en Rottesax, og næste Morgen sad Strix 
aluco i Saxen. Det er derfor rimeligt, at den har været 
Røveren. 



Minervas Ugle (Strix noctua) forekommer almindeligt 
i Vendsyssel. Man finder den ynglende i de fleste Kirke- 
taarne og ikke sjeldent i andre Bygninger. Jeg har dens 
Æg fra Jetsmark Kirke, lagte nogle Dage ind i Mai. Man 
kan sige, at den i Vendsyssel indtager den samme Plads 

23 



344 



soin Strix aluco paa Øerne; dog at den er talrigere paa 
Individer. 

Om Teng malms Ugle (Strix Tengmalmi) kan jeg kun 
med Sikkerhed anføre, at jeg har den fra Birkelse, hvor 
den er skudt i Haven den 23de Marts 1855. Den kom 
flyvende dertil midt om Dagen. 



Sløruglen (Strix flammea) forekommer, som en i det 
Hele sydligere Fugl, vistnok ikke i Vendsyssel. Den 3die 
Decbr. 1855 fik jeg et Exemplar af denne Fugl fra Ærø, og 
dengang gjaldt det for en Sjeldenhed, at faae den fra det 
egentlige Danmark. Et Par Aar derefter saae jeg Beviser 
for, at den begyndte at udbrede sig i det vestlige Fyen, 
hvor den tidligere ikke vides at være forekommen, og efter- 
haanden er den tiltaget paa Fyen, saa at man nu hører 
Klage over, at den røver Unger og Æg i Dueslagene. Flere 
hertil ankomne Exemplarer vise desuden, at den ikke mere 
kan være nogen Sjeldenhed paa Fyen. Vi have saaledes her 
et Exempel paa, at en Fugl efterhaanden har udbredt sig 
længere mod Nord. 

Den store Hornugle (Strix bubo) skydes af og til i 
Vendsyssel. Efterat den i længere Tid havde været bemær- 
ket i Dronninglund Storskov, modtog jeg en der skudt Han 
den 6te Marts 18G1. Da der endnu derefter viste sig en 
anden Fugl, er det rimeligt, at det har været et Par, som 
vilde yngle. Som bekjendt yngler den sydligere i Jyllands 
Skove. Kammerraad Erichsen modtog saaledes dens Æg i 
Foraaret 1861 fra Mylenberg, hvor dens Rede var fundet paa 
Jorden, ved Siden af et stort Træ. 



Skovhornuglen (Strix otus). Af denne Ugle fandt 
jeg den 28de April 1859 to Reder i Dronninglund Storskov, 



345 



begge med Unger, og i den ene ikke mindre end syv af 
temmelig ulige Størrelse. Begge Par havde taget gamle 
Musevaagereder i Besiddelse. Da jeg kun denne ene Gang 
har seet Skovhornuglen i Vendsyssel , kan den neppe fore- 
komme der hyppigt, og mindst ynglende. Grunden til, at 
de to Par fandtes i 1859, søger jeg i den samme Omstæn- 
dighed, som bragte Musevaagerne til at lægge usædvanligt 
mange Æg i dette Aar, nemlig at der forud for det gik et 
godt Oldenaar, hvoraf fulgte en stærk Formerelse af Mu- 
sene. Ungerne i Duundragt ere først hvidgule, senere graa- 
lige. Paa »Hornenes« Plads hæve to Duunduske sig. I 
den graalige Duundragt have Dunene paa Sidefjerenes Plads 
mørkere Tverstriber. I denne Dragt have Ungerne et snur- 
rigt Udseende. 



Sumphornuglen (Strix brachyotus) har jeg flere Gange 
truffet paa saadanne Aarstider, at jeg maa antage den for 
ynglende i Vendsyssel; men dens Rede har jeg ikke fundet. 
Som Steder, hvor jeg antager, at den yngler, om end maa- 
skee ikke aarligt , skal jeg anføre den store Vildmose, 
Orum Mose og en Hede ved Voergaard. Adskillige over- 
vintre i Skovene. Den 31te Januar 1855, altsaa midt i den 
strenge Vinter 1854 — 55, traf jeg saaledes paa en Klapjagt 
i Ulveskoven flere tilstede, hvoraf een blev skudt. 

Et stort Antal drager .over Vendsyssel til nordligere 
Ynglepladser. Herpaa fik jeg et Beviis den 25de Marts 
1855. Henimod Aften kjørte jeg fra Øst til Børglum Præste- 
gaard, hvor Veien paa en temmelig lang Strækning gaaer 
gjennem Hede. To Hunde, som fulgte med Vognen, strei- 
fede ind i Heden, hvorved det viste sig, at der med Mellem- 
rum af omtrent Hundrede til to Hundrede Alen laae Ugler 
spredte langs med Veien, paa en Strækning af vel en 
Fjerdingmiil. Skjondt kun Strimler af Heden nærmest 
Veien paa denne Maade bleve undersøgte, er det dog rime- 
ligt, at der ogsaa i andre Dele af den vidtudstrakte Hede 



346 



har været Ugler, og Antallet har da været meget stort. 
Næste Dag vilde jeg nøiere undersøge Sagen, men da fand- 
tes ikke en eneste Ugle. Jeg slutter deraf, at det har 
været et Træk, hvis Reises Maal var nordligere Lande. De 
fleste Fugles Træk foregaaer i Regelen efterhaanden og grade- 
viis i mindre Hold, og da de paa Trækket ofte streife mere 
eller mindre omkring, er det ikke let at afgjøre, om de 
Fugle, men træffer idag, ere de samme, som fandtes igaar 
eller iforgaars, og altsaa ikke let at gjøre et Overslag over, 
hvor stort Antallet af de gjennemreisende Fugle egentlig er. 
Stundom komme de imidlertid næsten alle paa engang eller 
i Løbet af en meget kort Tid, og er man saa heldig at iagt- 
tage et saadant Træk, vil man ofte forundre sig over Mæng- 
den. Jeg har ovenfor omtalt et saadant Træk af Lærke- 
falke, og skal senere omtale lignende af andre Arter. Den 
25de Marts 1855 var Vinteren endnu ikke forbi, og kun 
enkelte Viber havde ladet sig see, hvoraf jeg slutter, at 
denne Ugles Træk maa falde temmelig tidligt. jSaar Fuglene 
hævede sig fra Jorden og derved arbeidede stærkt med Vin- 
gerne, var deres Bevægelse ikke smuk; men naar de der- 
efter dalede langsomt, holdende Vingerne ganske stille, tog 
det sig nydeligt ud i den smukke Aftenbelysning. 



Strix scops er en sydligere Fugl, der selv i Nord- 
tydskland regnes for sjelden, og ikke vides at være truffet i 
Danmark. Det er derfor besynderligt, at en Han af denne 
Ugle den 6te Novbr. 1858 i Nordsøen satte sig paa Damp- 
skibet Arcturus, under dets Reise fra Færøerne til Kjøben- 
havn. Den var saa udmattet, at den lod sig gribe med 
Hænderne og døde inden Ankomsten hertil. Jeg var saa 
heldig at faae den, og den pryder nu min Samling. 

(Fortsættes). 



REVISIO CRITICA SERPULIDARUM 

ET BIDRAG TIL RØRORMENES NATURHISTORIE 

VED OTTO A. L. MORCH 



JAørormene (Serpulidæ) stemme i deres ydre Skaldannelse 
saa nær overeens med Ormesnekkerne (Vermetidæ), at de ofte 
kun med megen Usikkerhed kunne adskilles fra disse efter 
Skallen alene , skjondt de henhore til en ganske anden 
Række af Dyreriget; hvorfor Linné, Laraarck og selv langt 
nyere Forfattere ofte have sammenblandet Rororme og Orme- 
snekker i een og samme Slægt. 

Jeg har derfor været nødsaget til at foretage et sammen- 
lignende Studium af Rørormenes Skaller i Anledning af 
det Arbeide over Vermeterne, jeg har forelagt det zoologiske 
Selskab i London, og som nu findes trykt i Oversigten for 
1861 og 1862 over dette Selskabs Forhandlinger. Denne 
Undersøgelse var saameget nødvendigere, som der hidtil har 
manglet en blot nogenlunde fuldstændig kritisk Sammen- 
stilling af Rørormenes Arter, især vel fordi den conchologiske 
Literatur kun har været lidet tilgjængelig for de Forfattere, 
som have behandlet dette Emne. 

I nærværende Bidrag har jeg i Almindelighed kun taget 
Hensyn til de Arter, hvis Laag er bekjendt, uden hvilket 
Slægten sjelden kan bestemmes med Sikkerhed. De Arter, 
som ene ere bekjendte af Skallen, findes optagne i den 
alphabetiske Oversigt ved Slutningen af denne Afhandling. 



24 



348 



Rørormenes Skaller udmærke sig altid ved Tilstede- 
værelsen af en Analaabning, medens Ormesnekkerne stedse 
ere forsynede med en Fosterskal, og altsaa lukkede; men da 
Fosterskallen kun sjelden findes bevaret, bliver dette Forhold 
kun af ringe praktisk Nytte ved Adskillelsen. 

Arterne af Slægten Ditrypa vare længe sammenblandede 
med Bloddyrslægten Dentalium , der ligeledes har en Anal- 
aabning; men førstnævnte Slægt adskilles derved, at Mun- 
dingen er noget sammensnøret. 

I Almindelighed bestaaer Rørormenes Skal af en mat 
kridtagtig Masse, der indvendig aldrig viser det glatte glind- 
sende Lag, som altid findes i Ormesnekkerne; hos nogle 
Arter er Skallen derimod dannet af en calcedonagtig, halv 
gjennemsigtig Masse, saasom hos Placostegus tridentatus J. 
C. Fabr., Placost. crystallinus Sassi, Ditrypa subulata Desh. 
og adskillige Arter af Spirorbis: et Forhold, jeg blandt Ver- 
meterne kun har iagttaget hos et ungt Fxemplar af Si- 
phonium gæderopi M. fra Middelhavet. 

Skulpturen er i Almindelighed temmelig afvigende fra 
Vermeternes. De tætstillede og meget regelmæssige ophoiede 
Længdelinier, der som oftest findes hos disse, ere hos Rør- 
ormene meget utydelige. Imidlertid sees hos flere Arter af Spir- 
orbis en Skulptur, der neppe kan adskilles fra Vermeternes: 
saaledes hos Sp. granulatus, sammenholdt med Yerm. varians 
d"Orb. Hos en Mængde Rororme findes nogle mindre Kjole 
paa Siderne af Skallen og en skarp Rycrkjol, som undertiden 
fortil over Mundingen løber ud i en Tand eller et Horn : et 
Forhold , der blandt Vermeterne kun træffes hos enkelte 
Arter af Slægten Siphonium. 

Tilvæxtstriberne ere næsten ganske som hos Vermeterne; 
paa tresidede Skaller danne de en meget spids fremadvendt 
Vinkel paa Rygkjølen. 

Farverne ere altid forskjellige fra Vermeternes ved en 
livligere og blødere Tone. Den sorte og især den brune 
Farve, der er saa almindelig blandt Vermeterne, findes ikke 
hos Serpuliderne. Meget fremtrædende farvede Længdebaand 



349 



forekomme kun hos følgende nyhollandske Arter: Vermilia 
triquetra var. b. Lam., V. tæniata Lam. og Serpula eruca Lam. 

Blainville 1 ) antog, at Anneliderorene adskilte sig fra 
Verraeternes ved Mangelen af indvendige Tverbunde; Pro- 
fessor Steenstrup'-') efterviste imidlertid Bundenes Tilstede- 
værelse hos Rorormeslægten Spirobranchus. 

Disse Tverbunde, af hvilke der aldrig findes meer end 
een ad Gangen, idet de ældre opløses under Væxten, medens 
de i Almindelighed alle forblive uforandrede hos Vermeterne, 
adskille sig fra disse sidstes aldeles glatte septa ved den 
næsten midtstillede , tragtdannede eller trestraalede Anal- 
aabning, der omgives af svage udstraalende Furer. Om- 
kredsen er gjennemboret af en Række smaa Huller, som 
give den tilbageblivende Kant et riflet Udseende, naar Tver- 
bunden bortfjernes eller oploses. Rummet bag Tverbunden 
er tildeels opfyldt af jordagtige Excrementer 3 ). 

I de tresidede Skaller af Slægterne Pomatocerus og Ver- 
milia ere de to fastsiddende Sidekjøle indvendig meget regel- 
mæssigt smaakamrede 4 ), næsten ganske som hos Poecillopora 
og Millepora blandt Korallerne. Dette Forhold er endnu 
stærkere udviklet hos den fossile Serpula caput serpentis 
Blv. (Manuel pi. fossiles fig. 6). Hos nogle Arter af Pla- 
costegus aabne disse Kamre sig udadtil ved en Pore. 



!) Diet, se. nat. 1828 tom. LVII p. 323. 

2 ) Om Brachionopodernes og Cyathophyllernes Plads i Systemet, i 
Overs, over det Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Forhandl. 1848 
Nr. 7. 8 p. 86 (Cymospira). 

3 ) Johnston (Mag. of Nat, Hist, VII 1837 p. 127) angiver, at 
Skallen af Psygmobranchus er tillukket i den bageste Ende. 
og ligesom Hunter (Phil. Trans. vol. 75 p. 333 t. XI f. 1. 2: 
Spirobranchus giganteus) formoder han, at Excrementerne fores 
langs Dyrets Ryg ud af Mundingen, om hvilket mere ne- 
denfor. 

4 ) Sars (Beskrivelser og Iagttagelser p. 37 og 39) anforer, at 
Spirorbis nautiloides SchrSter er kamret indvendig; men denne 
Art hører til Foraminifererne. 

24* 



350 



Overfladen af Skallen frembyder ofte, saaledes hos PI. 
ornatus Sowb. og PI. porosus Daud., flere Rækker dybe Porer, 
der aldrig findes saa stærkt* udviklede hos Vermeterne l ). 

De allerfleste Arter ere forsynede med et Laag, under- 
tiden med to. Disse Laag ere altid udviklede paa Spidsen 
af den bageste Fangetraad 2 ) i hvert Bundt. Naar begge 
Laag ere udviklede , er det venstre i Almindelighed det 
mindste. Filigrana er den eneste Slægt, hos hvilken den 
laagbærende Fangetraad er fryndset paa samme Maade som 
de øvrige Fangetraade; hos alle de andre Slægter savner den 
Fryndser og er af et meget afvigende Udseende. 

Hos Serpula (sens. strict.) er den venstre Laagtraad 
meget kort og uden Laag , hos de fleste andre Slægter 
mangler den aldeles eller er maaskee ikke forskjellig fra de 
øvrige Gjælletraade. 

Laagtraaden (accessorische Kiemenfilament, Grube) eller, 
som den undertiden kaldes, Køllen (clava) er hos Spiro- 
branchus meget stor, flad, med hindeagtige Udbredelser paa 
Siderne, næsten midtstillet; men dog tydeligt udviklet af den 
ene Gjællebusk 3 ). 

De to Laag hos Filigrana ere skeedannede, omtrent af 
eens Størrelse, og erindre stærkt om Laagene af Teredo me- 
gotara. 

Eupomatus euplæanus Delle Ch. og Eup. dipoma Schmard. 
have begge Laag af forskjellig Størrelse og Laagtraadene af 
forskjellig Længde; men om begge Laag ere dannede sam- 
tidig, eller om det mindste er det ældste og har været 



') Vermetus centiquadrus Val. viser dog lig-nende, men meget 
svage indtrykte Punkter; ligeledes ere de ikke sjeldne hos Mitra, 
f. Ex. hos M. pertusa L. 

2 ) Cuvier, Blainville, Grube, Milne Edwards, Philippi og over- 
hovedet de fleste Forfattere ansee disse Traade for Gjæller; 
Montagu , Risso og Tempieton betragte dem derimod som 
Fangetraade. 

3 ) Efter Grube er Laagtraaden hos Galeolaria cæspitosa midtstillet, 
men det er neppe afgjort, hvorvidt den er dannet af to sain- 
menvoxede Gjælletraade eller af en enkelt. 



351 

benyttet i en yngre Alder, er endnu ikke undersøgt. Ros 

sidstnævnte Slægt er Laaget sammensat af to, at' hvilke det 
Byerste er dannet af flere udstraalende Stave eller Pigge, 
ikke uligt Laagene af Xylotrya. 

Laaget af Pomatostegus Schmard. er sammensat af 3 til 
4 Skiver, stillede over hverandre og forenede ved en midt- 
stillet huul Axe, der er inddeelt i Kamre ved en Tverbund 
for hver Skive 1 ). Det er endnu ikke undersøgt, hvorvidt 
Antallet af disse Skiver er afhængigt af Dyrets Alder. 

Laaget er fastheftet til Køllen paa forskjellig Maade. 
Hos Serpula , Eupomatus og (efter Grube) Galeolaria er 
Laaget forsynet med en midtstillet kalkhaard Stilk, som om- 
fattes af Enden af den kjødagtige laagbærende Traad. Hos 
Spirorbis er Stilken mere hornagtig, sidestillet, flad og ind- 
vendigt udhulet. 

Laaget af Pomatocerus viser paa den indvendige Side 
to eller tre dybe Muskelindtryk, der gaae ud i de hule 
Horn, som sidde paa den udvendige Side. Dette Forhold er 
endnu mere udviklet hos Slægten Spirobranchus, som viser 
et Hul paa Laagets Indside for hvert af de grenede Horn, 
der sidde udvendigt. Det yngste Kammer af den hule, laag- 
bærende Axe hos Pomatostegus er udfyldt af en trind Tap 
af den kjødede Kølle, hvilket gjør det sandsynligt, at den 
kamrede Axe svarer til Hornene paa Laaget af Spirobranchus. 

Laagene ere næsten altid kredsrunde, hornagtige, med 
meget svage concentriske Tilvæxtstriber, der aldrig ere spi- 
rale, saaledes som de altid ere det hos Vermeterne. Under- 
tiden tindes svage udstraalende Linier (Placostegus) eller 
stærke Ribber, som danne Tænder i Omkredsen (Serpula). 
Spirobranchus og nogle Arter at Pomatostegus have et noget 
ovalt Laag, der undertiden er svagt saddeldannet. Pomato- 
cerus, Spirobranchus og Pomatostegus have et Laag, der er 



l ) Jeg har seet et Brudstykke af et Laag af en Serpula. der 
findes paa den store middelhavske Vernietus , og som er cylin- 
drisk, med mange indvendige Tverbuude , altsaa meget ligt 
Slægten Pyxipoma's blandt Tenagodi. 



352 



besat med ubevægelige, hos de to sidste Slægter stærkt for- 
grenede Horn, der riraeligviis , som allerede omtalt, tjene som 
Tilheftelsespunkter for Laagets Muskler. Det Øverste af Axen 
paa Laaget af Pomatostegus fruticosus er omgivet af stærkt 
grenede Horn med noget gjennemsigtige Pigge, der erindre 
meget om Dendropoma's Laag blandt Vermeterne. De piggede 
Børster paa Laaget af Hydroides norvegica ere saa lige dem, 
der findes paa Laaget hos Vermetslægten Stephopoma, at 
Laaget af Hydroides kun ved den manglende Spirallinie lader 
sig adskille med Sikkerhed. Laaget afGaleolaria er sammensat 
af en stor Mængde Kalkstykker af meget forskjellig Størrelse 
og Skikkelse. I Bunden og paa Siderne ere de skjolddannede 
og i Omkredsen tynde, stavdannede og opretstaaende. Paa 
Laagets udvendige Side tindes hule Pigge (undertiden i flere 
Lag), der hver er stillet paa en egen Plade. Af ingen af 
de fossile Arter kjendes Laag, uden at Serpula crassa Sowb. 
Min. Conch. — Cyclolithes trochoides Nyst, der af Forfatteren 
ansees for en ny Polypslægt, er udentvivl grundet paa Laaget 
af en Serpula. 

Rørormenes Skaller ere i Almindelighed fastheftede til 
andre Gjenstande og danne ofte store sammenfiltrede Masser, 
der dog undertiden kunne have en temmelig regelmæssig 
Skikkelse, saasom hos Filigraua. Imidlertid er den ydre 
Form aldeles ikke af nogensomhelst Betydning som Arts- 
mærke, idet den ofte er aldeles afhængig af de Gjenstande, 
hvortil Rørene ere befæstede. Naar saaledes Pomatocerus 
triqueter har fastheftet sig paa en lille Flade, saasom paa 
en Trochus eller anden Snekke, tvinges den til at voxe i en 
regelmæssig Spiral, og er da bleven anseet for en egen Art; 
hvorimod den paa en langstrakt Flade voxer i Bugter og paa 
større Flader danner store koralagtige Masser. Spirorbis 
derimod er næsten altid regelmæssigt spiraldannet , uden 
Hensyn til de ydre Forhold. Ditrypa, som næsten ganske 
efterligner en Dentalium, er den eneste Rørorm, der lever frit. 

Quenstedt har ved store Suiter saavel viist Uholdbar- 
heden af en Mængde fossile Arter, der vare opstillede efter 
Dannelser , som skylde aldeles tilfældige ydre Omgivelser 



353 

deres Oprindelse; ligesom ogsaa, at Skallens tresidede Form 
især er afhængig af dens Fasthængen, saa at den næsten 
altid bliver trind, naar den skiller sig fra sit Underlag. Dette 
Forhold er især tydeligt hos Placostegus og Ditrypa., hvilken 
sidste Philippi forener med den førstnævnte, trods den eien- 
dommelige Form, om hvilket mere nedenfor. 

Rorormenes geographiske Udbredelse er langt større end 
Vermeternes. De findes overalt i Polaregnene, men blive 
dog, ligesom Ormesnekkerne, talrigere paa Slægter og Arter 
mod Troperne. Som det næsten altid er Tilfældet, svarer 
den geologiske Forekomst til den geographiske, idet Ror- 
ormene tindes saagodtsom i alle Saltvandsdannelser. Alle 
Arterne findes i Havet, dog kunne nogle taale temmelig fersk 
Vand. Hr. Apoth. Riise besidder saaledes en Art, som er 
heftet 'paa Bladene af en Ferskvandsplante fra en Aa paa 
St. Thomas. Gmelin angiver, at Serpula triquetra og S. 
glomerata ere fundne i det kaspiske Hav, hvilket Eichwald 
vistnok med Grund anseer tor en Feiltagelse. 



Classis Annulata. 
Cuv. M. Edw. Agass. Burm. 

Les Annelides Lam. Extr. d*un cours 1812 p. 92. 
Setipodes Blv. 1818. 
Ånnelida Mac Leay. 

Ordo Heteromerata. 
Blv. Bull. philora. 1818. p. 78. 

Les Tubicoles Cuv. R. A. 1817. p. 517. 
Vermes tubicoli Schweig. Handb. 1820. p. 599. 
Chetopodes tubicolées Cuv. R. A. 1830. 
Annulata cephalobranchiata s. tubicolæ M. Edw. 
Capitibranchiata (Subordo) Ørsted 1844. v. Siebold. Grube. 
Cephalobranchiata (uom. emend. quorund.). 

Ormene af denne Orden adskilles ved Tilstedeværelsen 
af et Rør, der enten er hindeagtigt, som oftest med tilheftede 
fremmede Legemer, eller kalkagtigt. Kroppens forreste Ringe 



354 



ere større end de øvrige. Munden er omgiven af Fangetraade, 
som af Nogle ansees for Føletraade , af Andre for Gjæller. 

Fam. Serpulidæ. 
Blv. Diet. se. nat. t. 48. p. 428. 

Serpulæ Savigny 1817. Eichw. Zool. spec. 1829 p. 256- 
Serpulinæ Mac Leay Phil. An. XIV. p. 133. 
Serpulæa Latr. Fam. nat. 1825. p. 242. 
Serpulacea Burni. Bronn. Grube. Schmarda. 

Vermis tubo calcareo inclusus; annuli antici latiores, utrinqué 
dilatati , m embranacei. 

Denne Familie adskilles fra Sabellerne ved den kalk- 
haarde Skal og ved Bygningen af de forreste, sædvanlig de 
syv forreste Ringe, der ere stærkt udvidede paa Siderne og 
tilsammen danne det saakaldte Thorax. 

Roret af Slægten Spiramella Blv., som undertiden hen- 
føres til Serpuliderne, er ubekjendt; men da Ormens forreste 
Ringe ikke ere udvidede paa Siderne, hører denne Slægt 
sikkert til Sabellerne. 

GEN. I. PROTULA. 

Risso 1826. 

Vermis operculo destitutus, utrinqué flabello instructus spirali 
petiolato, e jilamentis longissimis fimbriatis composito. 

Protula Risso Hist. nat. p. 405. 

Terebelle Blv. Diet. se. t. 57 p. 433. 

Sabella Cuv. R. A. III. 1830. p. 192. 

Apomatus (Sbg. Protula) Phil. Wiegni. Arch. 1844 p. 189. 

Skjøndt Risso's Beskrivelse af denne Slægt er noget 
uklar, betegner den dog tydeligt en Rørorm med Kalk- 
skal og uden Laag. Det omtales ikke, at Fangetraadene ere 
stillede i Spiral, hvad Philippi anseer for det væsentligste 
Slægtsmærke ligeoverfor hans Slægt Psygmobranchus; men 
Cuvier, som vistnok har havt et Original-Exemplar for sig, 
sammenligner Risso's Art med Sabella bispiralis og Spira- 
mella Blv. , hvilket bestyrker Philippi's Mening , især da 






355 



Guérin's Afbildning, formodentlig efter Cnvier's Exemplar, 
netop viser Fangearmene stillede i Spiral. Risso's Be- 
skrivelse lyder saaledes: 

Le corps de l'aninial est alongé , aplati , d'un jaune påle le 
long du dos, blanchåtre en dessous, compose de 120 segments lisses, 
traversés en dessus d"un sillon longitudinal en forme de gouttiére; 
la partie antérieure est d'un blanc jaunåtre, avec un large rebord 
aurore pointillé de rouge, ou sont implantés sur un seul rang 120 
longs tentacules ciliés en plume, d'un beau blanc, parsemes au 
milieu de petits points pourpres ; ce rebord couvre l'ouverture du 
tube, et fait fonction d'opercule quand ranimal se contracte ; la 
bouche est subter'minale , arrondie , ornée en dessous et de chaque 
coté de sept branchies entourées d'une tres large membrane (denne 
er aabenbart Thorax) d'un rouge vif: elles sont assez semblables a 
celles des protées ; en dessous et sous cliacune des branchies existe un 
petit orifice rond d'ou sort un faisceau de petits cils qui ce retirent 
en dedans au moindre attouchement ; la partie du corps qui vient 
ensuite est tres contractile , traversée au milieu d'un sillon longitu- 
dinal , nue et sans poils jusqu'au milieu de sa longueur totale, garnie 
ensuite de chaque coté de longs cils ou poils soyeux, tres fins, 
subtils , rapprochés , fort long-s , d'un blanc luisant (disse Haar ere 
fremstillede af Guérin) ; l'extrémité inférieure est également nue. 
Long. 0,070. 

1. PROTULA RUDOLPHl RISS. 

Le tube est calcaire, droit , brun et nede en dehors, lisse et 
blanc en dedans, serpentant un peu å so base oh il adhere fortement 
aux rockers. Long. 0,150- (Risso) l ). 

Protula Rudolphi Risso Hist. IV. p. 406. 

Terebelle dans une tube de Seipule Blv. Diet. se. t. 57. p. 433. 

Sabella protula Cuv. R. A. ni. 1830. p. 192. 

» » Guérin Iconographie du Regn. Animal pi. 1. f. 5- 

» » Griffith Animal Kingdom (Copi). 

Sabella Rudolphi Oken Allgemeine Naturg. Suppl. tab. 8. f. 
16- (Copi). 

Protula intestinum Lam. Phil. Archiv f. N. G. 1844. p. 196. 

Protula (Spiramella) intestinum Grube 1. c. p. 89. 

Animal juvenile? »panaches blanches ornes de points rouges«, 
Milne Edw. 



') Skallen er rimeligviis afbildet hos Risso t. 2. f. 18. som hen- 
horende til Vermetslægten Limintina. 



356 



Protule elegante M. Edw. An. se. nat. 3. Sér. Zool. vol. 3. 
1845. p. 161 fig. 42. 

Protula elegans Loven Årsbeiåttelser 1845-49- p. 320. 

Hab. pres Nice sur les rochers d'un metre de profondeur 

(Risso). 

Philippi, der aldrig har været saa heldig at træffe dette Dyr, 
antager at den følgende Art, der kun er kjendt af Skallen, 
hører herhid. Protula elegans stemmer saavel med Hensyn 
til Farven som Dannelsen af Thorax overeens med Risso's 
Art, saa at jeg har troet at maatte forene dem. De lange 
Haar paa Bagkroppens Ringe ere kun svagt antydede paa 
Afbildningen, men turde let være oversete paa Grund af 
Dyrets Lidenhed. 

2. PROTULA INTESTINUM LAM. 

T. tereti, longa, undato-torta , lævhiscula, modo serpenie^ modo 
ascendente (Lam.). 

Serpula intestinum Lam. V. 1818. p. 363. n. 3. ed. 2. V. 
p. 619. 
d » Blv. Diet. se. t. 48. p. 554. 

» » Delessert Rec. t. 1. f. 7. paa Pecten ja- 

cobæus. 
» » Chenu Illustr. Conch. t. 1. f. 2. (Copi; & 

fig. 7. 
Serpula proboscidalis Gravenhorst Tergestina p. 77. n. b. (ex 
specim. orig.). 

Protula intestinum Lam. Phil. 1. c. p. 196. 

» » Grube. 1. c. p. 89- 

Hab. Mers d'Europe, Lam.; Triest , Gravenh. ; Zara in Dalm., 
Okr. ; Neapel, Mus. Reg. 

Et Exemplar i Prof. Dunker's Samling , meget ligt 
Chenu's f. 7, har en Længde af 42 cm., et Tvermaal af om- 
trent 11 m. ved Mundingen og 6 m. ved den afbrudte Ende, 
som viser, at Skallen der er næsten 1 m. tyk. 

Jeg opfører denne Art foreløbigt som selvstændig, da 
den er hvid og ikke bruun som den foregaaende. Maaskee 
kunde den med samme Ret henføres til den næste. 



357 



3. PROTULA GRÆCA BRULL. 

Serpula grceca Brullé Chenu Hl. Conch. t 1. f. 5. a. b. 
(Formindsket Copi) Chenu Cours, element. 1847. p. LXXXI. 
f. 541-42 Serpula. 

Jeg har intetsteds fundet denne Art beskrevet. Teg- 
ningen er formodentlig udfort af Brullé paa den franske Ex- 
pedition til Morea i 18*27. Dannelsen af Thorax er meget 
forskjellig fra den næstforegaaende Arts. Tegningen af Dyret 
maa være udført efter en anden Maalestok end Tegningen af 
Skallen, der meget ligner Skallen af S. fascicularis Lam., 
Delessert. 

4. PROTULA MEDIA STIMPS. 

Tubes large cylindrical, rather tlnck and strong, marked with 
i ud (stinet lines of growth, irregidarbj and variably contorted, and 
adhering throughout their length. often 6 inches or more in length, 
with a diam. at the aperture of i of an ineli. 

Auimal pale yellowish ; disk (thorax) broad , membranous, 
very thin and delicate , with a scalloped margin , and extending 
ruuch beyond the extremities of bristles of the 7 segments it occu- 
pies. On the succeeding 40 to 50 segments there are no long- 
bristles , while those of the last 20 segments are very long and 
haire like. Branchial plumes (Fangetraadene) moderately large , of 
a very pale yellowish tint. The tentacula of each are about 36 in 
number, arranged in a spiral of oue turn and a quarter, with a 
thin raised membrane encircling their bases within (Stimpson). 

Protula media Stimps. Marine Invertebr. of Grand Manan p. 30- 
Hab. It is dredged on muddy and gravelly bottoms in the 
coralline zone , attached almost invariably to dead valves of Pecten 
Magellanieus (Stimpson). 

Denne Art maa efter Beskrivelsen være meget lig P. 
Rudolphi Risso. Navnet skal bringe i Erindring, at Arten 
især er almindelig paa et Sted under 45 u N.B., altsaa midt 
imellem Polen og Æquator. 

5. PROTULA DYSTERI HUXL. 

Protida Dysteri Huxley Edinb. new philos. Journal 1855. p. 
155 c. tab. 
» » Leuckart Jahresb. 1854-55. p. 338- 



358 



Protida Dysteri Barret, List of the British Marine Invertebrat. 
(British Assosiat. 1860) p. 229. 

Jeg har ikke kunnet forskaffe mig det nævnte Tidsskrift, 
der ikke findes her i Byen. I den anførte Fortegnelse findes 
desuden opført en Serpula Dysteri Johnst. 



6. PROTULA APPEND1CULATA SCHMARD. 

Tubidus vontortus , striis transversis irregularibus obsoletis. 
Branchiæ in spira 1^ cændeæ, foliolis rubris et vændeis. Inter 
branchias et membranam ventralem quinque lob i membranacei. Long. 
corp 30 m. 

Protula appendiculata Schmarda, ISeue Wirbellose Thiere p. 
33. f. 185. 

Hab. in rupibus corallinis ad insulain Jamaicam (Schmarda). 

De fem Flige ere enestaaende blandt Serpuliderne. 



Subg. 1. Psygmobranchus Phil. 1844. 

Animal utrinque Jtabello simplici, nec spirali. 

1 Bunodes Guettard Mern. 1774 pi. 69. f. 9. 

» Schweig. Handb. p. 601. 

? Clymene Oken N. G. 1815. p. 378. 

Sabella Cuv. Berkeley. 

Apomatus sbg. Psygmobranchus Phil. 1. c. p. 189. 

Psygmobranchus (genus) Phil. ib. p. 196. 

At Fangearmene ikke ere stillede i Spiral, er muligviis 
tildeels afhængigt af Alderen. Jeg følger derfor Grube i kun 
at ansee Psygmobranchus for en Underslægt. 

Clymene er opstillet paa en Tegning af en Rørorm med 
kugledannede Led, og uden Laag og Fangearme, i d'Argen- 
ville*s Zoomorphose p. 25 pi. 1 f. L. L. M. At Fange- 
traadene mangle, kan maaskee forklares derved, at de ere 
afkastede i Dødsoieblikket, saaledes som Stimpson og John- 
ston allerede have iagttaget det. Clymene (Oken) er sand- 
synligviis opstillet paa selvsamme Tegning, uagtet det ikke 
udtrykkelig er nævnet. 



359 



7. PROTULA (PSYGMOBRANCHUS) PROTENSA PHIL. 

T. tereti, lævi, protensa, elongata, finem versus parum. atte- 
muata; diam. 2\'". 

Animal Bavescens; branchiarum filis utrinque ultra 40, albis, 
rubro annulatis : raembrana laterali lutea , maculis septeni rubris. 
(Philippi). 

Serpula protensa Lam. V. 1818. p. 364. n. 5. ed. 2. p. 2- 
Chenu 111. Conch. pi. 1. f. 9- et t, X. f. 14. 

Serpula /'ascicularis Blv. Diet. t. 48- p. 558. 

Psygmobranchus protensus »Gm.« Phil. 1. c. 1844. p. 196- 

Protula protensa Grube 1. c. p. 90- 

Hab. in mare mediterraneo , Phil.; Golfo di Tarento . Blv. 

Gmelin's Serpula protensa er ikke begrundet paa Rumph's 
tab. 41 f. 2, som Philippi angiver, men paa Martini's fig. 12 
A., hos hvilken sidste Forfatter Gmelin har laant sin Be- 
skrivelse. Afbildningen fremstiller Roret af en Teredo eller 
en ung Kuphus, og ingen Serpula. Lamarck anfører ikke 
Gmelin, endskjondt Findestedet er taget fra denne Forfatter 
eller fra Martini. Ifølge Blainville ere de Rørstykker, der 
findes i Lamarck's Samling, og som rimeligviis ere de samme, 
der ere afbildede hos Chenu, fra Tarent. Grube anseer 
denne Art, maaskee med Rette, for en Form af den følgende. 

8. PROTULA (PSYGMOBRANCHUS) TUBULARIA MTG. 

Shell taper, subulate and fleomose, with the larger end detached 
and ascending. Diam. -fa inch* length 4-5 inch. 

Animal is an Amphitrite, with between 50-60 annulations; the 
head long, white, barred with pink and green : on each side a loose 
scalloped . transparent membrane , capable of contraction and expan- 
sion . and frequently surrounding the under part: tentacula two. 
beautif'ully feathered . each originating from a single stalk , placed 
near to each other , on the fore part of the head ; on one side of 
each of these stalks are long fibres , placed in regular order ; these 
again are furnished on each side with finer fibres. When the ani- 
mal withdrew its tentacula it became somewhat convoluted, as 
the fibres closed . and turned a little spiral up the stalk : their 
colour pale yellow, or yellowish white. the fibres, or pinnæ, annulated 
with pink. so as to form regular, ?>emicircular lines, when the plumes 
where spread. (Montagu). 



360 






Serpula tubularia Mtg. Test. Brit. 2. p. 513. (ed. Chenu p. 223). 
» • Mat. & Rack. Lin. Transact. VIII. p. 244. 

fed. Chenu p. 240). 
» ■ Dillw. Cat. p. 1873 n. 33. 

Pennant ed. 2. IV. n. 362. 
Wood Index p. 187. n. 32. t. 38. f. 32. 
Serpula arundo Turt. Diet. 1819. p. 235. n. 15. 
Serpula tubularia Johnst. Mag. of. N. H. VIII. 1834. p. 128 
med Afb. 

Sabella tubularia Berkeley Zool. Journ. V. p. 427. 

» Johnst. Index Annals N. H. XVI. p. 449. 

var. «. Testa aggregata. 

Serpula tubularia Turt. Diet. p. 154. n. 13. f. 84. 
» » Thorpe Mår. Conch. p. 13. f. 68. 

var. B. zetlandica. 

Serpula tubularia Flemg. Edinb. Ene. VEL p. 67. t. 204. f. 9. 

■ .. Brown Illustr. t. 2. f. 10. (Copi). 

Hab. ad Torrcross , Devonshire. Mtg., Turt.: Berwick Bay, 
Johnst.: Wymouth. Berk. 

Det er ikke umuligt, at flere Arter ere sammenblandede 
under ovenstaaende Navn. Montagu's, Johnston's og Berke- 
ley's Beskrivelser afvige indbyrdes i flere Henseender; men 
da de to sidstnævnte Forfattere gjensidig ansee deres Arter 
for identiske, har jeg ikke villet adskille disse. Johnston's 
Afbildning er formodentlig taget efter et dødt sammentrukket 
Exemplar , medens Berkeley's Exemplar er fremstillet fra 
Siden og maaskee var levende, da Fangetraadene ere meget 
lange; men Berkeley finder desuagtet Johnston's Afbildning god. 

Montagu angiver, at Fangetraadene ere stillede noget i 
Spiral, hvad de to andre Forfattere ikke omtale, og som 
viser Underslægtens ringe Betydning. 

Iiblge Johnston er Skallens Længde 4-5 Tom. . medens Dyrets 
neppe er 3. 

var. y. costellata. 

T. soldaria. vel fasciculata. primum repente, costellis longitu- 
dinal ibus quatuor plus minusve obsoletis, rugisque intermediis trans- 
versis, demum adseendente, iransversim rugoso-striata (Berk.). 

Serpula arundo Turt. Berk. Zool. Journ. 1827. III. n. 10. p- 
229. t. 18. f. 2. 

Hab. dredged by Wymouth , Berkeley, 
var. 8. Basteri. 



361 



Serpnla of Kokerwurm met een bogtige driehoohige Koker Baster 
L762 Naturk. Uitspanningen (Opusc. subsessiv.) p. 109. t. IX. f. II. 

Dersom Baster' s Afbildning er efter et fuldstændigt Ex- 
emplar, veed jeg intet bedre Sted at anføre dette Dyr. 

9. PROTULA (PSYGMOBRANCHUS) INTRICATA L. 

T. jiliformi scabra tereti fleæuosa; instar fili tenuioris varie 
flexa, cinerea, ocido armato volde rudi et fere scabra observanda (L.). 

Serpula intricata L. S. N. X. 787. n. 695.; ed. XII. p. 1265. 
n. 796. 

Hab. in mari mediterraneo super Pinnas aliaque recrementa 
marina , L. 

var. «. subcarinata. 

T. jiliformi, fieæuosa. tereti, scabra , medio subcarinata, vable 
rugosa; dm. £— \"' (Phil.). 

Animal aurantiacura , branchiarum albarum filis utrinque tribus 
(Phil.). 

Psygmobranchus intricatus Phil. 1. c. 1844. p. 197. n. 3. 

Protula intricata Grube 1. c. p. 90. 

Hab. in mari mediterraneo. vulgatissima species (Phil.). 

10. PROTULA (PSYGMOBRANCHUS) CINEREA FORSK. 

T. jiliformi, glabra, conglomerata, in mole pertusa. Testæ crassitie 
fili confertitn fy fleæuose repentes: f rustrum pugni mole, magnis cavi- 
tatibus diverso modo pertusis: microscopio adspectæ glabrce fy farina 
guasi conspersæ; colore cinereo albidæ. A S. intricata differt gla- 
britie testæ §• modo crescendi (Forskål). 

Massiliæ (Forsk.). 

Serpula cinerea Forsk. Oescr. 1775. p. 128. Gm. S. N. p. 3747. 
forskar s Beskrivelse passer meget godt paa Filigrana. men ifolge 
Philippi er Dyret en Psygmobranchus. 
var. a. solitaria? 

T. jiliformi, glabra, varie fleæa; cliam. 4 — \'". Animal pallid e 
■aurautiacum, branchiarum coccinearum filis utrinque quatuor. (Phil.). 

Psygmobranchus cinereus Forsk. Phil. 1. c. 1844. p. 196. 

Protula cinerea Grube 1. c. 

Hab. in mari mediterraneo (Phil.). 

11. PROTULA (PSYGMOBRANCHUS) LONGISETA SCHMARD. 

Tubulus teretiusculus quinquecostatus ; tenuis, inferne læviuscidus 
costa longitudinali, superne costis 4. 



362 

Branchiæ rubræ in circulum dispositce. Setæ capillares in po- 
stica corporis parte longissimæ. 

Protula longiseta Schmarda 1. c. p. 32. t. 22. f. 184. 1861. 
Hab. ad Ins. Jamaicam, in rupibus coralliferis (Schmarda). 

De to følgende Slægter anføres her, fordi Skallen er 
angiven som kalkhaard. Afbildningerne vise ikke noget ud- 
videt Thorax, men dette turde være overseet paa Grund af 
Dyrets ringe Størrelse. Det er imidlertid ikke umuligt, at de, 
som M. Edwards antager, ere Udviklings-Former af Sabeller. 

GEN. II. ANISOMELUS. 

Tempieton 1835- 

Testa cy lindrica calcarea, erecta, ad basin in saxis immer sa. 

Os tentacidis simplicibus octo, per paria dispositis, filiformibus, 
préhensilibus instructum. Branchiæ? simplices, tentacidiformes , pe- 
dibus haud midto longiores, in segmentis corporis quatuor anlerioribns 
sitæ. (Tempi.). 

Anisomelus Templeton Proc. Zool. Soc. 1835. p. 111- Grube, 
1. c. p. 87. 

12. ANISOMELUS LUTEUS TEMPL. 

Long. corporis vix \ unc. 

Å. hdens Tempi. Zool. Transact, I. p. 30- t. 5. f. 9—14. 
Proceed. 1835. f. 111. 

Hab. in saxis corallinis apud Black River, I. Mauritius. 
(Tempi.). 

GEN. III. PIRATESA. 

Tempieton 1835. 

T. cylindrica, calcarea erecta, e saæo parum prominente. Os 
tentacidis sen branchiis numerosis, longe ciliatis, stibulatis, simplict 
serie dispositis, cinctum. 

The cilia of the tentacida arise in a single row along each edge 
of the upper surface, and turn in upon any substauce that is seized 
so as to embrace it tightly. (Tempieton). 

13. PIRATESA NIGROANNULATA TEMPL. 

P. brunnea, tentacidis pallidioribus nigro confertim interrupte 
annidatis. 






363 



P. nigroarmulata Tempi. Froc. zool. Soc. 1835. p. 112. 

» » Transact, zool. Soc. 1835 p. 31 t. V. f. 15-18. 

Protulat Grube 1. c. p. 90. 
Hab. in saxis corallinis apud Black River, I. Mauritius (Tempi.). 

GEN. IV. APOMATUS. 

Philippi 1844. Mørch. 

Dette Slægtsnavn var oprindelig bestemt til at omfatte 
Protula og Psygmobranchus. Da det hertil forekommer mig 
overflødigt, har jeg anvendt det for Philippi's eneste nye Art 
af Apomatus. Den Blære, Philippi beskriver som siddende i 
Spidsen paa en af Fangetraadene, forekommer mig at være 
af generisk Betydning og at forestille et rudimentairt Laag, 
beslægtet med Filigranernes. Philippi selv vilde have anseet 
denne Blære for en Misdannelse, dersom Scacchi ikke ogsaa 
havde iagttaget den. 

14. APOMATUS AMPULLIFERUS PHIL. 

T. transverse rugata, dorso sulcis duobus longitudinalibus , ap- 
proximatis bipartito; dm. ^'" (Phil.). 

Animal. operculo nullo', branchiis flavidis, filis utrinque 7, punctis 
purpureis ornatis ; filo uno in vesiculam sphæricam terminato. (Phil.). 

Apom. ampulliferus Phil. 1. c. p. 188 & 197. 
Hab. in mari mediterraneo (Phil.). 

GEN. V. FILIGRANA. 

Oken 1815. 

T. gracilis , filiformis , agglomerata et fasciculata. 

Filamentet branchialia omnia (8) fimbriata, quorum duo dor- 
salia operculigera; opereula mollia, oblique ii)fundibuliformia, lanceo- 
lata vel ovalia. 

Animal prolificatione seu divisione (transversa) spontanea insigne. 
(Sars). 

Reticidatum Raius Hist. plant. I. p. 65. 

Tubularia Plane, de Conch. min. notis. 

Tubercularia (Plancus) Blv. Diet. se. t. 48. p. 556. (errore typ.) 

Tubipora Koehlreuter Aet. petrop. VII. p. 374. 
Gm. S. N. p. 3754. 

25 



364 



Filograna Oken N. G. 1815. p. 379 og Register VI. 

» Agass. Nomencl. p. 155. 

» Berkeley Zool. Journ. 1832. 

Filipora Flemg. Brit. An. 1828. p. 530- 
Filigrana Agass. Nomencl. Univ. 

Ormen adskiller sig fra alle andre laagbærende Rørorme 
ved at de Fangetraade, der bære Laagene, ikke afvige fra de 
øvrige ved Mangel paa Fryndser. Laagene ligne meget den 
Form, Philippi har fremstillet hos Spirorbis cornu arietis 
Phil., hvilket maaskee antyder et nærmere Slægtskab mellem 
Filigrana og Spirorbis. Formereisen skeer ifølge Sars og 
Schmidt ved Tverdeling. Ethvert Individ frembringer en Unge 
ved en Sammensnøring, omtrent ved det tiende sidste Led. 
Ammen (?) forlader da Skallen, og den fuldstændige Ad- 
skillelse synes først at finde Sted udenfor denne. Den senere 
Udvikling er endnu ikke iagttaget. Det er saavidt bekjendt 
den eneste Rørorm, der kan forlade sit Huus. Skallerne ere 
klistrede sammen i Bundter, der danne Netværk, paa samme 
Maade, som det ogsaa undertiden forekommer hos Protula. 

Ifølge Plancus er Filigrana de store Søborrers (Echi- 
niders) Yndlingsnæring; det Samme var sandsynligviis Til- 
fældet i Juratiden, eftersom den store Cidaris maximus Goldf. 
ifølge Quenstedt altid findes i Selskab med Filigrana socialis 
Goldf. Filigrana permiana King er ifølge Geinitz (Dyas p. 
41) en Plante. 

15. FILIGRANA IMPLEXA BERK. 

Opercula elongato-lanceolata ; jilaimenta branchialia omnia con- 
ferta, æquidistantia nec fasckulata. (Morch). 

Serpula filograna Berkeley Zool. Journ. IH. p. 230- tab. suppl. 
XVIII. f. 3. 

Filograna imple.ra Berk. ib. V. 1832 — 34. p. 427. 
Hab. in Oceano britannico ad Weymouth (Berk.). 
var. a. Sarsii an n. sp.? 

Opercula ovali-cordiformia (M.) Testa nitidiuscula , fascicidata, 
fasciculis cancélldto-ramosis fastigiatis; animal fulvwn, branchiis albis; 
'long. L'"— }.'". (Sars). 

Hab. in oceano Norvegico ad Ins. Floro , ad prof. 20 — 40 org. 
(Sars) ; in fundo lapidoso ad prof. 30-80 org., usque ad Vadso (Daniels.) 



365 

Berkeley's og Sars's Afbildninger af Laaget afvige be- 
tydeligt i Omridset, hvilket maaskee bør tilskrives et for- 
skjelligt Udviklingsstadium hos de fremstillede Exemplarer. 

16. FILIGRANA SCHLEIDENI O. SCHM. 

Filograna Schleideni O. Schmidt Neue Beitråge p. 33. t. 3. 

Filograna tutple.ra? Kroyer om Sabella i D. Vid. Selsk. Forh. 
1856. p. 5. 

Hab. in oceano atlantico ad Ins. Færøenses, in Modiola affixa, 
mense Maio (O. Schmidt). 

Denne Art adskiller sig fra den foregaaende ved tykkere 
og tættere sammenpakkede Rør. De 8 Fangetraade ere 
kortere og ordnede i to Bundter, som ere aldeles forskjellige 
fra Sars's og Berkeley's Afbildninger, der aldeles ikke vise 
de fem Trevler eller Grene paa Siden af Fangetraadene, som 
sees paa Schmidt' s Fremstilling; denne stemmer desuden saa 
nøie overeens med samme Forfatters Afbildning af Amphicora 
sabella (Hunnen, der er meget forskjellig fra Hannen), at 
det forekommer mig sandsynligt, at en eller anden Forvexling 
maa have fundet Sted. Denne Formodning bliver noget be- 
styrket ved den Omstændighed, at Forfatteren ikke har iagt- 
taget Laagene paa det levende Dyr, men først opdagede dem 
senere paa nogle Exemplarer i Spiritus. Det maa dog be- 
mærkes, at ifølge Sars udvikles Laagene senere end Fange- 
traadene; men han omtaler ikke, om disse dannes samtidig 
med Thorax. 

De følgende Arter ere kun kjendte af Skallen. 
17. FILIGRANA CORALLIFICA PALL. 

Reticulatam tophaceum Rai Hist. 1. p. 65. 

Bete marinum Bauhin Boc. Mus. 228. t. 7. f. 2 & t. 2 f. 13. 

Tubularia filograna dicta Plane. ed. 1739. p. 18. 

» » Plane. ed. 1760. t. XIX. f. N. B. 

Serpida corallifica Pallas Zoophyt. 1766. p. 238. 

» »> Pallas ed. belg. p. 299- et Index p. 558. 

Serpula filograna L. S. N. XII. 1767. p. 1265. n. 797. 

25* 



366 



Serpula filograna Gm. S. N. 3741. n. 8. 

? Serpula cinerea Forsk. p. 128. 

Serpula filograna Lam. V. 1818. p. 364. ed. 2. p. 62* 

» i Blv. Diet. se. t. 48. p. 556. 

» » Risso Hist. nat. p. 402. 

Serpula filograna G. Martens 1824 Reise naeh Venedig 2. p. 483. 
Filograna marina G. Martens 1844 Italien 3. p. 428. 
Hab. in mari mediterraneo ; presqu'ile de Contentin, Gerville 
(Blv.). Paa Klippegrund i meget store Dybder, v. Martens. 

18. FILIGRANA FILIFORMIS REES. 

Serpula Anonymus (Humphr.) Conch. pi. X. f. 18. 
Serpula filiformis Rees Ene. vol. X. — (Copi) ex Tempi. 

» » Tempieton Mag. Nat. Hist. IX. 1836. p. 233. 

Serpula complexa (The compleæ creeper) Turt. Diet. 1819. p. 
153. n. 12. 

Serpula filograna Wood Index Supp. t. 8. f. 1. 
Filipora filograna Flemg. Brit. Animals 1828. p. 530. 
Tubipora fascicularis Stewart Elem. 426. (non Fabr.) ex Johnst. 
Hab. in oceano britannico , Devonshire , Turt.; Ireland , Tempi. 

Er maaskee Skallen til F. implexa Berk. 

19. FILIGRANA RAMOSA GM. 

T. interstitiis subrotundis distincta, tubulis ramorum confiuentium 
simplicibus flexuosis aggregatis conglutinatis (Gmelin). 

Tubipora marts al bi indigena Koehlreuter 1761. Nov. Comment. 
acad. Petrop. VH. p. 374 — 76. t. XVI. f. 3. 

Tubipora ramosa Gm. S. N. p. 3754. n. 5. 

Hab. in mari albo, acaulis, basi angustiore, ramis undequaque 
diffusis , fragilissima , exalbida , intus candida , testaceis fucove ad- 
hærentibus sæpe ornata (Gm.). 

Er maaskee Skallen af F. Schleideni. 



20. FILIGRANA DIVARICATA MORCH. 

Glomi cæspitiformes ; fasckidis tenuibus, apice diuaricatis. (Lam). 

Serpula filigrana var. b. Lam. V. p. 365. 1818- éd. 2. V. 
p. 621. Blv. Diet. se. t. 48. p. 556. 

Galeolaria cæspitosa Delessert, Rec. t. 1. f. 6. non Lam. 
)> » Chenu Illust. Conch t. X. f. 5. (Copi). 

Hab. ad Novam Hollandiam ad portum »Roi Georges a, Peron. 
(Lam.). 



367 



Ved en af de talrige Omflytninger af den Lamarck'ske 
Samling er denne Filigrana-Art bleven forvexlet med Galeo- 
laria cæspitosa og saaledes afbildet i Delessert's Værk iste- 
detfor sidstnævnte 1 ). 

GEN. VI. GALEOLARIA. 

Lamarck 1818. 

T. calcarea, carina sæpe instructa dorsali canaliculata vel 
bipartita. 

Operculum transversim subovale, e scutellis inæqualibus compo- 
sitwn, superne bacillis procumbentibus. (M.). 

Descriptionem animalis inferne videris. 

Forfatternes Beskrivelse af Laaget er meget ufuldstændig, 
idet man har overseet, at det er sammensat af talrige ho- 
mologe kalkagtige Plader og Stave , og at hver Pig udvendig 
er befæstet paa en egen Plade, saa at det Hele erindrer meget 
om en Echinusskal. Stykkerne, hvoraf Laaget er sammensat, 
danne fire Hovedpartier: Bunden, Væggen, Kanten, Piggene 
og, ifølge Grube, endnu en Stylus, der paa hver Side er 
uddragen i en skarp Fremragning. 

Bunden er sammensat af uregelmæssig-sexkantede Plader; 
Væggen dannes af indadheldende Plader, som paa den øvre 
Side af Laaget ere store og langagtige (saaledes som Sowerby 
fremstiller dem), paa den nedre Side smaa, rundagtige og 
stillede i to eller tre Rækker, enhver Plade bærende paa 
Udsiden en huul, nedliggende Pig; Kanten ligner et Gjerde, 
sammensat af stavdannede Plader, der hos G. cæspitosa ere 
meget korte, hos G. hystrix meget lange, svagt S-bøiede, 
næsten naaledannede. 

Den over Mundingen fremspringende tungeformige For- 
længelse af Skallens Bugkjol er intet Slægtsmærke , som 
Lamarck antager, da den ikke findes hos G. hystrix. 



l ) I Mr. Cuming's Samling- findes endvidere to meget smukke Arter 
af Filigrana fra Philippinerne , af hvilke den ene maaskee er 
afbildet hos Seba III. t. 100 f. 8. 



368 



21. GALEOLARIA CÆSPITOSA LAM. 

Testis angulosis, breviusculis , in cæspitem. lalum confertis; aper- 
turce ligula postice canaliculata (Lam.). 

Corpus subfuscum , membrana ventrali purpurea, subcærulea, 
branchiæ fuscæ albido-vittatæ , circulum componentes , filis utrinque 
circiter 14 barbatis , operculuni calcarium, niitræ conove obliquo 
simile , apice infero in stylum transeunte , basi supera , antrorsum, 
et deorsum inclinata, pæne plana, spinis 9 mobilibus armata, 
spinæ ad niargineni posteriorem superiorem operculi aftixæ , eo haud 
longiores , tres inferiores ensiformes inuticæ , planitiei dorsuali oper- 
culi appressæ , marginibus lateralibus, 6 superiores, suberectæ , coni- 
pressæ margine altero infero, altero supero, serrato, acutæ, mediæ 
breviores , exteriores longiores , stylus operculi supra sulco exaratus, 
nigricans , ad basin eius utrinque in processum acutum productus, 
collare branchiis paulo brevius , setæ capillares in omnibus segmentis 
visæ, tenerrimæ, decolores ; mutatio setarum ^. (Grube). 

Galeolaria ccespitosa Lam. V. 1818. p. 372. 1. ed. 2. V. 
p. 636. 
» » Blv. Diet. se. t. 57. p. 431. 

Galeolaria cespitosa Bowd. Elem. 1827. 2. fig. 133. 

ccespitosa Grube Archiv f. N. G. 1855. p. 126. t. V. f. 4. 

Galeolaria ccespitosa B1y. Diet. se. t. 57. p. 431. pi. 1. f. 4. 
c. operc. 

Verinilia subcrettata »Lam.« Chenu 111. t. IX. f. 3? 

Vermilia bicarinata Lam. V. p. 372. éd. 2. V. p. 634? 
var. a. bacillo mediano operculi acutiusculo nec truncato. 

Hab. les niers de la Nouvelle Hollande , Peron & Les. (Lam.) 
Australia, Mus. Cuming: Port Felipe, Dr. Thams (Coll. Dunkeii). 

Laagets Bund er oval paatvers, sammensat af sexkantede 
Plader, ordnede omkring en midtstillet, næsten femkantet 
større Plade. Væggen bestaaer fortil af omtrent fem store, 
aflange, udstraalende, indad heldende og mod Kanten noget 
bredere Plader (sml. Sowerby's Afbild.). Bagtil er Væggen 
meget lav, opretstaaende, sammensat af smaa kantede Plader, 
som paa Udsiden bære en lang, vinkelret staaende Pig, der 
saaledes kommer til at ligge vandret over Bunden og næsten 
berørende med Spidsen den modsatte Væg. 

Den mellemste Stav er lige, flad, svagt oo-bøiet, med 
afhugget eller undertiden noget tilspidset Ende. 

I Kanten af Laaget findes en bred Indbugtning, del- 
svarer til Breden af den midtliggende Stavs Grunddeel. Paa 



309 

hver Side at* denne sidde fire til sex hule, sammentrykkede, 
noget buede Pigge, der paa den indbuede Rand bære nogle 
Tænder, hvis Spidser ere buede mod Grunddelen. 

Grube beskriver Laagets Rand som crenuleret, og den 
tager sig ogsaa ud paa hans Tegning som et Perlebaand; 
seet under Microscopet, viser den sig sammensat af talrige 
smaa, flade Plader, der erindre om de smaa flade Ambula- 
cral-Pigge hos mange Asterier. Pladerne ere næsten alle af 
samme ringe Størrelse , undtagen i Udlandingen bag den 
store, midtstillede, brede Stav, hvor de ere noget større. 
Skallen kjendes let paa den brede, i Midtlinien udhulede og 
tverrynkede Rygkjøl, hvis tungedannede, fremspringende Deel 
er godt fremstillet af Blainville og Bowdich. 

I et Exemplar fra Australien, tilhørende Mr. Cuming, 
findes i den afbrudte Ende en Tverbund uden Analaabning. 

I denne Samling tindes ogsaa en løs Kage, som viser 
det Indre blottet af en Mængde Exemplarer, af hvilke kun 
nogle enkelte vise Spor til begyndende Tverbunds-Dannelse. 

22. GALEOLARIA ELONGATA LAM. 

Testis elongatis, tereti-angulatis, in massam crassam coalitis; 
aperturæ ligula postice planulata. 

Ce n'est peut-étre qu'une varieté du G. cæspitosa; ruais elle 
est tres reruarquable. Ses tubes sont trois fois plus longs que ceux 
de l'autre. (Lam.). 

Galeolaria elongata Lam. V. 372. 2. éd. 2 p. 637. 2. 
» )» Chenu Bl. t. IX. f. 1. 

Hab. N. Holland.? Mus. Paris (Lam.). 

Chenu's Afbildning stemmer ikke ganske med Lamarck's 
Beskrivelse. 

23. GALEOLARIA DECUMBENS SOWB. 

T. repente, teretiuscula, dorso obtuse angulato, sulcato, aperturæ 
lingula breviuscula. (Sowb.). 

Galeolaria decumhens Sowb. Genera n. 10. f- 1 — 3. 

» » Sowb. Tank. Cat. 1825. n. 26 (nomen). 

» » Sowb. Man Ag. 6 paa Tetraclita sp. 

Hab. Africa, Australia, Sowb. Man. edit. 2. 



370 






Saaledes som Laaget fremstilles af Sowerby, adskiller 
det sig fra den foregaaende Arts ved at Piggene ere langt 
stærkere krummede og desuden meget bredere ved Roden. 
De smaa Randplader mangle paa Sowerby's Exemplar. Det 
er ikke umuligt, at førstnævnte Forskjel hidrører fra Unøi- 
agtighed af Tegneren. 

I Sowerby's Genera er Arten fremstillet krybende paa en 
Turbo, i Conchological Manual sees en noget forskjellig Skal 
paa en Tetraclita. I Tankerville's Catalog angives Arten at 
forekomme paa Emarginula aspera Humphr. og paa . en Art 
af Buccinum. I anden Udgave af Sowerby's Manual angives 
Slægten at forekomme saavel ved Cap som i Australien, 
uagtet kun een Art opføres. 

24. GALEOLARIA HYSTRIX MORCH. 

T. affiæa, subsolitaria, reptns, varie Jleæa, solidula, cretacea, 
Mc Mie miniacea; superne carinis duabus compressissimis. acutis, ap- 
proæimatis, aperturam versus sæpe evanescentibus; rugce incrementi 
validæ* inæquales, interdum antiee h iantes , postice septo inferno 
tenui, convexo, fovamine laterali panduræformi aut reniformi; apertura 
circularis. integra, leviter ejrpansa. Dm. 10 m. 

Operculum cinereuni , fundo excentrico , transversali-ovali , hexa- 
gono , ex areis irregulariter hexagonis composito; areola centrali 
subpentagona; limbo antico declivi . scutis divergentibus 11 compo- 
sito; limbo postico erecto . scutellis hexagonis composito. in fcriplici 
serie digestis , extus spinam longissimam gerentibus , unde superficies 
externa operculi spinis confertissimis , prostratis, occulta, in stratis 
tribus superpositis digestis ; spinæ cavæ , subulatæ , strati superioria 
squamis circiter 20 approximatis . subangulatis ornatæ , cæteræ 
nudæ , apice leviter flexo ; peripheria bacillis aciculatis , porrectis, 
compressis , confertissime connatis circumvallata : bacilli antici longi- 
ores , vertice piano, obliquo , extus sulco longitudinali divisi. 

Diam. transv. 6 m. ; long. 5iy ni. ; aciculi peripheriæ 1 m. long. ; 
scuta antica long. lJj m. ; spinæ long. 2!j — 3 m. 

Hab. ad Novam Zelandiam (Mus. Cuming). 

To sammenvoxede Exemplarer, siddende paa et Brud- 
stykke af en Turritella, og to lignende paa Byssushylsteret 
af Modiolaria impacta findes i ovennævnte Samling. 

Laaget af denne Kjæmpeart adskiller sig især fra den 
foregaaende derved, at Randpladerne ere naaledannede og foran 






371 



næsten dobbelt saa lange som bagtil; derimod ere Væggens 
Skraaplader forholdsviis meget kortere. Den hos den fore- 
gaaende Art forekommende, midtstillede Pig mangler. De 
nedliggende Pigge ere alle omtrent eens, med Undtagelse af 
en enkelt, og ordnede i tre Lag ovenpaa hverandre; hver Pig 
er fæstet paa en egen Plade i Bagvæggen; Piggene i det 
øverste Lag ere prydede med omtrent 20 regelmæssigt stillede 
Skjæl; Spidserne af Sidepiggene ere svagt krogformigt udad- 
bøiede. 

Skallen er i Forhold til sin Størreis« langt tyndere end 
hos de foregaaende Arter, og Kjolen er ikke fremspringende 
fortil og bestaaer af to skarpe Kanter. 

Serpula eruca Lam. V. 370. 4 synes at have meget til- 
fælles med denne Art; men Størrelsen er ikke angiven. 

25. GALEOLARIA? TETRACERUS SCHMARD. 

Operculum quadricome , mærgine crenulatum , obconicum , superne 
promimdum , costatum; margo dentatiis, centro leviter eæcavato, cor- 
nubus tribus subramosis; color rufus ; costæ cinerece. 

Pomatoceros tetraceros Schmarda 1. c. p. 29. t. 21. f. 174. 
Hab. New South Wales (Schmarda). 

Afbildningen af Laaget erindrer saa meget om den fore- 
gaaende Art, at jeg har troet det rettere, at henføre Poma- 
tocerus tetracerus til Galeolaria. 



GEN. VIL HYDROIDES. 

Gunnerus 1768. 

Operculum corneum , petiolatwn, margine crennlato, superne in- 
fundibuUforme , centro bacillis baai connatis coronatam. 

Testa gracilis, prælonga, subquadrangularis , fere per totam 
longitudinem subcequalis, sæpe Uris obsoletis longitudinal libus. (M.). 

Hydroides et Serpula Gunnerus om nogle Norske Coraller, i 
det Kgl. norske Vidensk. Selsk. Skr. IV. 1768- p. 52. ed. germ. 
P- 51. 

Chjmene »Oken« Schweig. Handb. p. fiOl. 

Eupomatxis Phil. 1. c. 1844- p- 181). 



372 



Denne Slægt er en af de faa, der næsten altid kunne 
kjendes paa Skallen, idet denne udmærker sig ved sit fir- 
kantede Tversnit og sin langstrakte , overalt næsten eens 
tykke Form. 

Nogle Arter have et høire og et venstre Laag, nemlig 
H. euplæana Delle Chiaje, H. pectinata Phil., H. dipoma 
Schmard. og en Varietet af H. Miilleri fra Zetland, be- 
skrevet af Berkeley; men dette Forhold synes ikke at have 
Artsværd. Prof. Grube anseer saaledes den førstnævnte Art, 
trods denne Forskjel, for at være identisk med Eup. unci- 
natus Phil. 

Laaget synes at bestaae af en temmelig blød hornagtig 
Masse, der hærdes i Kanten til smaa trekantede Plader. — 
Stavene ere ved Roden spadedannede og udgjore tilsammen 
et Hjul med afbrudt Fælge. 

Efter Stavenes Dannelse har jeg troet at maatte danne 
de følgende Underslægter: 

Eupomatus Phil. bacillis simplicibus apice leviter arcuato, acuto. 
Hydroides Guu. bacillis teretiusculis , niultispinosis. 
Eucarphus M. paleis (vel bacillis) pianis, lateribus æqualibus, 
apice arcuato (vel subulato) , utrinque cornuto. 

Sbg. 1. Eupomatus Phil. 
Ciymene Schweig. Handb. 1820. p. 601. non Savig. 1817. 

26. HYDROIDES (EUPOMATUS) EUPLÆANA DELLE CH. 

T. granulis arenaceis fahricata, cylindracea, inferne dupliciter 
intorta ; opercula duo æqualia. (Delle Ch.). 

Sabella euplæana Delle Ch. Mern. 3. 1828. p. 226. t. 48. f. 21. 
Ampkitrite euplæana Chenu 111. Conch. t. 7. f. 4. (Copi). 
Serpula (Eupomatus) unciuata Phil. Grube. 

Grube anseer denne Art, maaskee med Rette, for iden- 
tisk med den følgende; imidlertid afviger H. euplæana derved, 
at Spidserne af de lange Pigge paa Laaget ere indadbøiede, 
medens de korte Spidser paa Kanten ere tilbagebøiede. Røret 
er rimeligviis kalkhaardt, med paaklistrede Sandkorn; dersom 
det var hudagtigt, kunde det neppe være bugtet, saaledes 
som det er fremstillet paa den anførte Afbildning. Paa 



373 

Chenu's Copi sees en Række af omtrent 20 runde, rode 
Pletter paa Skallens Rygside; eii næsten utrolig Tegning for 
et Annelideror. 

27. HYDROIDES (EUPOMATUS) UNCINATA PHIL. 

T. tereti, transversim rugosa, dm. V". Animal fuscescens, 
branchiarum albarum fusco-fasciatarum filis atrinque 13; margine 
operculi inciso-dentato ; cornubus octo, apice incurvo uncinatis. (Phil). 

Eupomatns uncmatus Phil. 1. c. 1844. p. 195. f. Q- 

Hab. in mari niediterraueo (Phil.). 

Kun et Laag. Den foregaaende Art har kun 10—11 
Fangetraade paa hver Side. 

28. HYDROIDES (EUPOMATUS) BLUMENBACHII MORCH. 

Serpula contortuplicata Blumenb. Abbild. VI. 1802. pi. 59. f. 
1—2. 

Clymene contortuplicata Oken N. G. 1815- p. 378. pi. XI. f. 
2. (Copi). 

Bunode (Clymene) Schweig. Handb. 1820. p. 601. 

Seine sieben convergirenden Arme sind an der Wurzel mit 
ohugefåhr 60 kurzen steifen Fåden besetzt. Inwohner einer der 
gewohnlichsten Wurmrohren, den ich schon an. 1774 zufållig in 
einer derselben entdeckte. (Blumenb.). 

Den anførte Afbildning er hidtil aldeles misforstaaet, 
idet Laagets Pigge ere tagne for Arme, saavel af Oken som 
Schweiger, der have lagt denne Afbildning til Grund for deres 
Slægtsbeskrivelse. Førstnævnte Forfatter kalder Tentaklerne 
bløde, men dette strider ganske imod deres Stilling paa 
Tegningen. I Schweiger' s Beskrivelse : »Vermis tubo calcareo 
inclusus, branchiis filamentosis corona simplici collum cingen- 
tibus. Caput conicum protractum« er Laagets Kolle taget 
for Hovedet. — Skallen har en stærk Rygkjol. Arten ad- 
skiller sig fra den foregaaende ved længere Pigge og ved det 
store Antal Tænder paa selve Laaget, hvis Antal dog ikke 
er angivet af Philippi. 

29- HYDROIDES (EUPOMATUS) DUNKERI MORCH. 

T. gracilis quadrangidaris , latere dorsali piano, Uris tribus 
vcdidis cequalibus, sub7iodidosis ; rugce incremenli irregulæres, confertæ. 
Diam. 1 m. circ. 



374 



Operculura spinis longis, apicem versus subito incurvis ; margine 
geminatini subulato-dentato. 

Hab. La Guayra, in Millepora, una cum Spirobrancho giganteo 
var. v. d. Hoeven. 

30. HTDROIDES (EUPOMATUS) FUSICOLA MØRCH. 

T. migna, longissima. diam. 3 m. Operadum spinis gradlibna 
subreclis circiter 18; operculum accessorium parvwn, spinis pro mag- 
niludine crassioribus et brevioribus. 

Hab. ad Japoniam in Fuso sp. , F. ansato affini, in ccllec- 
tione cl. Wessel Hamburgensis. 

Jeg har tydelig seet, at Piggene ere gjennemborede i 
Spidsen, saa at Luftblærerne ved et let Tryk træde ud i Mængde 
af Aabningen. 

31. HYDROIDES (EUPOMATUS) HEXAGONA BOSC. 

Tesi solitaire, courbé irregidiéremenl, monlrant la moitié d'une 
prisme heæagone dont les cbtés sont rugueux. 

Animal å dix-huil branchies plumeuses, fasciées de brun, régu- 
lierement el circulairement disposées autour de Couverlure du test. 
Trompe presque pyriforme, annelée de brun. avec des lentandes nom- 
breiur, courts el forts rappjrochés ; longueur deux centimetres. (Bosc.) 

Serpula hexagona Bosc Vers 1802. 1. p. 176. t. 7. f. 1. 
» » ed. 2. 1. p. 205. pi. 50. f. I- 

Okeu N. G. 1815. p. 383. 
S. (Eupomatus) hexagona Grube. 1. c. p. 91- 
Hab. sur les coquilles d'huitres et d'autres corps a surface 
inégale, dans la Rade de Charleston (Bosc.) 

32. HYDROIDES (EUPOMATUS) DIPOMA SCHMARD. 

Tubidus cylindricus, coslis longitud in alibus quinque. 
Operculum duplex infundibu Uforme , bacillis 8—10 inlrorsum 
convergentibus. In ter setas alias etiam scalprake. (Schmard.) 
Eupomatus dipoma Schmard. 1. c. p. 29- t. 21. f. 177. 
Hab. ad caput bonæ spei, in rupibus affixa (Schmard.). 

Laagene ere uligestore. 

Sbg. 2. Hydroides Gunnerus. 

33. HYDROIDES NORVEGICA GUNN. 

Bacilli operculi basi utrinque inæqualiter dilatnto-angidati, vertice 
atlenualo spinis 3 — 4 distichis suboppositis ; spinis Iribus brevibus, 
basin versus in seriem longitudinalem digestis (M.) — 



375 



T. sordide alba vel ftavescens, gracilis^ repens vel planorboidea, 
Uris obsoletis longiludinalibus remolis , unde obsoletissivie hexagona; 
lirce incrementi sal regulares, sinuosce. (M.) Diam. cir. 1^ m. 

Serpula lævis , teres , incurva ; ore oblique truncato, basi anfrac- 
tuosa^ subobsoleta, adnata; radiis capitis 16, pedibus septenis vix 
ornlo nudo observabilibus (Gunnerus). 

Hydroides et Serpula norvegica Gun. 1. c. p. 52. t. 2. f. 11-13. 

Serpida contortuplicata L. Fn. sv. 532. Nr. 2205. vix S. N. non 
Mus. Ulr. 

Serpula norvegica Miill. prod. 2859. Blv. Diet. t. 48. p. 562. 
Gm. S. N. 3746 n. 32. Bosc. 1. p. 181. 

Hab. in oceano norvegico juxta Nidrosiam in Amphelia proli- 
fera affixa. (Gunnerus.) Hirsholmene (Krøyer.) 

Gunneri Fremstilling af en af Laagets Børster med de 
tre Par smaa Pigge stemmer ret godt med et Exemplar fra 
Bohuslån, meddeelt af Hr. Intendant Malm. Linné's Beskrivelse 
af S. contortuplicata i tiende Udgave er altfor ufuldstændig 
til at dette Navn kan optages, især da man vistnok i Al- 
mindelighed ikke tør ansee en Art for tilstrækkelig begrundet, 
med mindre Laaget er kjendt. 

Til Diagnosen: »T. tereti rugosa glomerata. Oc. Europ.« 
er i Mus. Lud. Ulr. tilføiet »crassitie tili grossioris« ; men 
Farven »rufa« gjør det næsten sikkert, at Linné har havt en 
virkelig Vermetus for sig. I tolvte Udgave af Systemet til- 
føies en Henviisning til d'Argenville tab. 29. f. D., som frem- 
stiller en langt større Skal, rimeligviis af en virkelig Serpula. 

Af de fire Arter Rørorme, der ere kjendte fra Sverrig, 
kan kun denne Art, ifølge sin Størrelse, forstaaes ved den i 
Fn. Sv. opførte S. contortuplicata. 

var ol. Miilleri. 

Serpida vermicidaris Abildg. Zool. Dan. t. III. p. 9. 

» » Miill. ibid. pi. 86. f. 9. 

Serpida contorluplicala Pennant Brit. Zool. IV. 158. t. 91. f. 158- 
Serpula angulata Da Costa Brit. Conch. 1778. p. 20. t. 2. f. 9. 

paa Mytilus. 
Serpula vermicularis Mont. Test. p. 509. (edit. Chenu p. 220.) 
Vevmdia inlrkala Flemg. Edinb. Phil. Journal 1825. p. 242. 
Serpida vermicularis Flemg. Edinb. Ene. p. 67- n. 1. 
>' » Brown. Ene. Brit. VI. p. 468. 

* » Brown. 111. pi. 2. f. 3 et 2 (den mindre). 

• ■ Savigny. 1. c. p. 407. — 



376 



Serpula Mullen Berkeley Mag. of N. H. 1834. VII. p. 421. 
Serpula {Eupomatus) sp. Grube 1. c. p. 91. 
Serpula Mulleri Thorpe Br. Mar. Conch. p. XX. et 12; fig. 67. 
Serpula spirographis Goldf. Chenu 111. Conch. t. X. f. 10. paa 
Neptunea antiqua. 

Abildgaard, Montagu, Fleming og Berkeley beskrive 
Laaget som dobbelt og tragtdannet, hvilket stemmer med 
Afbildningen i Zoologia Danica. Dette er dog ikke ganske 
noiagtigt. Det øverste Laag er nemlig dannet af Piggene, 
der ved Roden ere udvidede, tætstillede og tilsammen danne 
en Tragt; dog mangler man endnu en god Fremstilling af 
dette Laag. 

Abildgaard formoder, at fig. 8 1. c, der fandtes blandt 
Miiller's efterladte Tegninger, uden nogen Oplysning, er gjort 
efter et Exemplar af samme Art som fig. 9, hvis børstede 
Laag er trukket tilbage og skjult i Køllen. Da Philippi 
imidlertid afbilder et meget lignende Laag af Vermilia emar- 
ginata, har jeg troet at maatte henføre denne Afbildning 
til Slægten Vermilia, hvor den nærmere vil blive omtalt. 

var ft. Spirorbis. 

T. solitaria, .spiralis, reversa. diara. aperturæ T \j poll. (Montg.) 
Serpula reversa Mtg. Test. p. 508. (Chenu édit p. 221.) 
Heterodisca reversa Flemg. Edinb. Phil. Journ. 1825. p. 248. 
Serpula contorta Brown. 111. t. 2. f. 4. Dunbar. 
Serpula vermicvlaris Var. C. Turt. Diet. 1819. p. 152. 
Spirorbis reversa Thorpe Mar. Conch. p. 12. 

» » Flemg. Br. Ene. VII. p. 69- 

» » Brown. 111. t. 1. f. 52. 

Serpula Mulleri var Thorpe Mar. Conch. p. XX. 
Serpula solitaria reversed var. Bean. ib. p. 265. 
Hab. Devonshire, paa Krabber og Skaller (Montg.); Zetland, 
paa Coraller. (Flemg.) 

Montagu adskilte denne Varietet som Art, alene paa 
Grund af Skallen, uagtet Dyret og Laaget ikke afvege fra 
hans S. vermicularis. Ormen beskrives saaledes: 

The animal is a Terebella, with branched eiliated tentacula 
(o: branchia) spotted with crimson, which when spread, almost sur- 
round a double funnelshaped proboseis (Laag) placed one within 
the other, the stalk of which is long and slender, and originates 



377 



on the left side, below the tentacula; this in some is green, in 
others reddish ; the interior funnel is cut in deep longitudinal striæ ; 
external one ciliated round the margin; on the right side, corre- 
sponding with the proboscis , is a short cylindric appendage. (Mtg.) 

Den fossile Mørchia turbinata Phil. adskiller sig egentlig 
kun ved sin Tykkelse fra denne Varietet. 

var y. solitaria Thorpe. 

Coiled up in substances to which it cannot adhere itself. (Thorpe.) 
Serpula Miil I fri Thorpe Mar. Conch. p. XX. f. 67. 
Serpula solitaria Bean Supp. ib. 1844. p. 265. 
Hab. Scarborough, paa Dentularia abietina og Plumularia fal- 
cata. (Bean.) 

var. 8. dipoma. 

Serpula Millleri with Iwo opercula from western Hebrids ; 
Berkel. 1. c. 
var. £. gronlandica. 

Serpula triguetra Fabr. Fn. gr. p. 379. 

» » Fabr. MSS. n. 204. cum figura. 

Endskjøndt jeg ikke erindrer, at have seet mere end 
een Art af større Rørorme fra Grønland, har Fabricius dog 
uden Tvivl sammenblandet flere Arter under ovenstaaende 
Navn; men det eneste Exemplar, som han har fundet med 
Dyret, er ifølge Beskrivelsen og Afbildningen i Forfatterens 
efterladte Haandskrifter paa det store kgl. Bibliothek en 
Hydroides. Jeg har ofte seet denne Art paa Pecten islandicus, 
men aldrig fundet Laaget; formodentlig vil den vise sig som 
en selvstændig Art. 

34. HYDROIDES ABBREVIATA KR. 

Eupomatus abbreviatus Kroyer Mus. Reg. 

Paleæ opercnli 32, lineari-ktnceolatæ , apice libero?. Bacilli 16, 
ptbulati, spinis utrinque fernis, in medio sitis^ opposiiis, æquidistantibus, 

centrum versus brevioribus (M.) 

Hab. ad insulam Sanctæ Crucis. 

35. HYDROIDES PECTINATA PHIL. 

T. tereti, transversim rugosa, lineisque longiludinalibus obsoletis, 
dm. I ni. 



378 



Ani/nal fulvum, branchiarum filis utrinque decem. punclis coc- 
cineis ornalis; operculo margine crenato , cornubus duodecim, rertis, 
utrinque peetinatis denlibus tribus acutis. (Phil.) 

Serpula sidrata »Bosc.« Gravenh. Tergest. p. 69. verisira. 

Eupomatus pertinatus Phil. 1. c. 1844. p. 195. Nr. 2. f. R. 

Et ab. in mari raediterraneo (Phil.), Tergeste, Gravenh. (Coll. 
Dunkeri et Mus. Wratislaw.) 

Philippi undersøgte et Exemplar, der var forsynet med 
to aldeles eens Laag. At denne Art er aldeles forskjellig 
fra den foregaaeude, sees saavel af Beskrivelsen som Afbild- 
ningen, der viser, at Piggene have tre korte Tænder paa hver 
Side, medens H. norvegica har et lignende Antal Børster, 
stillet paa samme Maade. 

Sbg. 3. Eucarphus Morch. l ) 

Operrulum peliolatuuu margine deutato. superne paleis in infun- 
dibulum dispositis ; paleæ basi spathulatæ, ronnatæ, superne liberæ, 
extremitate utrinque avrila , interdum aculeo intermediet terminalt, 
unde uti cruciati. 

36. HYDROIDES (EUCARPHUS) CRUCIGERA MØRCH. 

T. solitaria repens, albescens. subquudrangularis. longitudinaliter 
bisulcata et striatula; Uris tribus prominentioribus . aculiusridis , aper- 
turain versus evanesrentibus; striæ et rugulæ inrrementi flexuosæ, sig- 
moideæ inæquales. Diarn. 1^ m. 

Opemdum peripheria confertim subulato-denlata; paleæ apiee 
supra medium utrinque spin < triaugidari luta opposita. 

Hab. in oceano pacifico , juxta Puntarenas, ad prof. 14 orgy. 
in Margaritifera barbata Reeve (Orsted). 

Denne og den næste Art afvige tra de øvrige i denne 
Underslægt derved, at paleæ ere korsdannede. 

37. HYDROIDES (EUCARPHUS) SANCTÆ CRUCIS KR. 

Eupomatus St. Crucis Krøyer Mus. Reg. 

Bacilli operculi subu/ali. apicem versus subito attenvati et hviler 
inflexi, basi abbreviato-sptdlai/aii. ronnati ; spina parva in latere eætemo 
paululwn iufra medium sita (M.) 



) y.UQq,o^' palea. 



379 



T. albescens, crassiuscula, latere libero Uris tribus remotis; rugæ 
incrementi validce, in interstitiis lirarum retrorsum arcuxtæ. Diam. 
aperturæ 2 m. 

Hab. ad insulam Sanctæ Crucis. 

38. HYDROIDES (EUCARPHUS) DIRAMPHA MØRCH. 

T. calcarea, ieres, laxe agglomerata , leviter torta; rugæ incre- 
menti flexæ, aculiusculæ , compressæ , plerumque alternet! im minores. 
Diam. 3 m. 

Operculum margine subulato - deutato ; paleis radiwitibus 13 
vel 16, lateribus leviter concavis, vertice arcuato, utrinque inflexione 
obsoleta, unde lateraliter adunco-rostralo. 

Hab. in portu urbis St. Tliomæ Antillarum , Mus. A. II. 
Riise. 

Skallen danner store uregelmæssigt sammenstillede Masser, 
som ere overvoxede med Eschara, der gjor det vanskeligt at 
iagttage Sculpturen. 

Anni. Serpula cereolus Gm. fra St. Thomas er sandsynligviis 
nær beslægtet med denne Art. I Hr. Cuming' s Samling lindes 
en meget nærstaaende Skal fra Peru. 

39- HYDROIDES (EUCARPHUS) CUMINGII MORCH. 

T. calcarea, agglomerata, graeilis, longa, subæqualis, teres, 
leviter undata, isabellina, nitens, inlus candida; liræ incrementi bis 
flexæ , valider, approximatæ ; liræ longitudinal es minutce, obsoletæ; 
apertura plerumque circidaris. Diam. 2\ m.; longiludo teshr forsan 
75 m. Paleæ operculi vertice vix arcuato , utrinque angulatim 
cornuto. 

Hab. ad Ins. Pliilippin. ; massa agglomerata lacunosa (Mus. 
Cuming.) 

Jeg har kun seet nogle af Laagets Staver, som meget 
ligne den foregaaende Arts; men de ere kun svagt buede i 
Enden, der synes at være indbøiet som en Skraber. 

var. a. navalis. 

T. candida, opaca tenuiuscula, confertini agglomerata, primum 
irregulariter flexa; rugæ incrementi bis flexæ, irregulares , approxi- 
matæ; liræ longitudinales remotissimæ, ininutæ. plerumque obsoletæ; 
apertura circularis, rarissime soluta. Diam. 2 ni. 

Paleæ operculi circiter 16, speciei typicæ, ut mihi videtur, 
graciliores. 

Hab. Nova Zelandia, Mus. Cuming. 

26 



380 

I Hr. Cuming's Samling lindes to Kager af omtrent 35 
cm. i Tvermaal. Paa Undersiden tindes et Lag Spanskgrønt 
og nogle Splinter Kobber, sandsynligviis Levninger af For- 
hudningen paa et Skib. Findestedet maa derfor ansees for 
meget tvivlsomt, med mindre Stykkerne ere tagne af et Vrag. 

Paa Kanten sidde nogle Grene af en Achamarchis , som 
meget ligner A. neritina, men er meget forskjellig fra A. 
dentata Lamrx t. 68. f. 1 — 3. fra Australien. Denne Af- 
ændring vil maaskee vise sig som en egen Art, der adskiller 
sig fra Hovedarten ved sin bvide Farve og tyndere Skal, 
Forbold, som dog maaskee ere noget afhængige af Alderen. 

40. HYDROIDES (EUC ARPHUS) MICROTIS MORCH. 

T. longissima , heæagona, dorso oblnso biangulato; rugæ incre- 
menti validce. Long. testce circiler 10£ cm.; Diam. aperturæ o m. 

Palece angustæ vertice fere rede truncato, vix auriculato, ivflexo. 

Hab. ad Åmericara borealem, in Pectine irradiante Lam. (coll. 
A. B. Mayer, Hamburgensis.) 

Skallen af denne store Art ligner meget den ovenfor 
beskrevne japanske, men denne hører til en anden Underslægt. 

41. HYDROIDES (EUC ARPHUS) BENZONI MORCH. 

T. solilaria, affiæa, spirorbiformis , sinistrorsa, solidissima , sor- 
dide alba vel cinerea, nitidiuscula, inlus candida; rugæ incremenli 
lalissimæ, conve.rce^ approximatæ, obsolete nodulosæ; superne aperluram 
v,ersus Uris crassis evnnescentibus 2 — 3; umbilicus angvslus, pro- 
fundus; apertur/i circularis, viæ soluta. Diam. circ. 1^ m. 

Paleæ opera/li inferne latiores , lateribxts leviter arcuatis, vertice 
mbarcuato, utrinque acute angulalo. 

Hab. in litore Brasiliæ ad Bahiam, in Purpura hæniastomate L. 
ot Dolio ci'enulato affixa. I Hr. Apotheker A. Benzon's Samling 



42. HYDROIDES (EUCARPHUS?) INFUNDIBULUM D. CH. 

T. conica, striis transversis el longitudinalibus exornala^ repenle 
af in gyris contorta; infundibtdis fastuosis confiata. (D. C.) 

Serpula infundibulum Delle Chiaje 1828, 3. p. 226. t. 49. f. 

39. 40. (non Mart. nec. Lam.) 
Hab. in mari niediterraneo. 



381 



Denne mærkelige Art er ikke iagttaget af nogen senere 
Forfatter. 

Den sexstraalede Stjerne, afbildet f. 39 a , kan kun sammen- 
lignes med denne Afdelings Laag; paa tig. 30 synes der at 
være antydet syv Straaler. 

Skallen afviger fra alle øvrige Arter derved, at den til- 
tager meget hurtigt i Vidde mod Mundingen. 

GEN. VUI. SERPULA L. PHIL. 

OpercvUum peliolatum, circuiare, extus concavum, radialim *nl- 
catum, tinde peripheria crenulutti. 

Serpula Lin. S. N. X. p. 786. 

Antalium Guettard Mém. 1774. p. 74. pi. 69. f. 1. 

Serpula Philippi 1. c. 1844. p. 192. 

Linné omfattede under dette Navn alle kalkagtige Rør, 
saavel af de mest forskjellige Bloddyr, som af Ledorme; 
men da Dyret i Slægtsbeskrivelsen kaldes Teredo, og Linné 
kun kjendte Dyrene af den i Fahius Columna og Ellis's Værker 
afbildede Art, kan Linné's Slægt vistnok kun opfattes saa- 
ledes, som Philippi har opfattet den. 

43. SERPULA VERM1CULARIS L. 

T. lereli, subulala, curvata, rugoaa. Animalis proboscis interior 
c l ii udo exlerioris pro lubilu exseritur, referens Lichenem pyæidatum 
1). Skene. (L.) 

Tulus vermicularis Ellis Essai p. 117. t. 38. f. 2. typus. 
Teredo Tubas vermicularis Bergmann Acta Holm. tom. 27. 

1764. p. 237. 
Dentalium Lin. Fn. Sv. ed. 1. p. 380 n. 1328. 
Serpula vermicularis L. S. N. ed. XII. p. 1266. Nr. 805. 
Serpula contortuplicata Savigny 1. c. 
Serpula vermicularis Oken Allgern. N. G. 1838. p. 576. t. XVI. 

f. 11. (Copi) 
Serpula contortuplicata The pictorial Museum fig. 3760- (Copi) 
» > Illustrirte Naturg. f. 3348. (Copi) 

» » Knigbt Encycloped. Serpula fig. 208. 

(Copi) 
Scolopendra Cordiner remarkable Ruins Nr. 6- 
Serpula vermicularis L. Don. Brit. Sh. III. tab. 95.? 
Serpula triguelra Mont, Br. Sh. 2. p. 511. (edit. Chenu p. 222) 
non Mtg. Suppl. Flemg. Edinb. Ene. 67. 2 

2G* 



382 






Ser pula rugosa Turtori Conch. Diet. p. 154? (Thorpe) 
Vermilia vermicularis Flemg. Edinb. Phil. Journ. 1. c. p. 242. 
Vermilia triquetra p. p. Brown. 111. t. 2. f. 1. 
Serpula vermicularis Thorpe Marin. Conch. p. XX. f. 66. 
Serpula contoriuplicata Gosse The Aquarium 1854. p. 183. pi. 5. 
Testa. Serpula glomerata Lin. S. N. X. p. 697. 

» » Lin. Mus. Lud. Ulr. p. 699. 

Lin. S. N. XII. 1266. p. 800. 
Lin. Fn. Sv. 335. 
var. A. mediterranea. 

Peripheria operculi dentibus fortioribus. (M.) 
Serpula contoriuplicata Blv. Diet. se. t. 48. p. 553. t. 1. f. 1 abc - 
» i) Cuv. R. A. illustre pi. 3. f. 1. 

» » Guérin Iconogr. du R. A. t. 1. f. 8. = 

o o Griffith An. Kingd. t. 8. f. 1. — Burm. 

Atlas t. 33. f. 2. = Encycl. Brit. 1842. 
VII. t. 272. 
Serpula sp. M. Edw. Elements 1834. p. 1019- f. 489. 
Serpula sp. Cuv. Bull. philom. an. X. Nr. 65. p. 130 pi. VII. 
f. 6 — 8. 
Testa? Serpula iufundilmlum Lam. V. p. 304. p. 9. (non 

Martini, Gm.) 
» » Delessert Recueil t. 1. f. 8. Chenu. 

111. t. X. f. 3- 
Hab. in mari britannico et germanico. 

Paa Pecten opercularis L. , Anomia ephippium L. og Pinna 
ingens Pennant (Mus. Cuming) ; Bohuslåu (A. W. Malm.) 

Dyrets Farve er ifølge Ellis høirød. 

Linné synes ikke at have seet denne Art selv, men har 
enten beskrevet den efter Afbildningen hos Ellis eller, hvad 
der maaskee er rimeligere, faaet Beskrivelsen fra Dr. Skene, 
som nævnes af Linné, men hvis Navn ikke omtales af Ellis. 
— S. glomerata L., beskreven efter Skallen, maa efter Stør- 
relsen være samme Art, da der i Sverrig ikke er fundet nogen 
Protula. 

Var. A. er formodentlig fra Middelhavet og sandsynligviis 
en egen Art, maaskee den samme som den følgende. Jeg 
har ikke havt tilstrækkeligt Materiale til en Sammenligning, 
dog synes det mig, at Kanten af Laaget paa et Exemplar fra 
Bolmslån er langt finere tandet. 



383 



44. SERPULA VENUSTA PHIL. 

,, T. tereti, transversim slriata, varicibus pluribus ornatet, alba, 
ure patulo; dm. 3'". 

Animal coccineum, branchiis jUorum frequenlium ; operculi crenis 
circa 60. Animal long. 28'" lat 3'"" (Phil.) 

Serpula venuslu Phil. 1. c. 1844. p. 192 tig. 

Ifølge Philippi er denne Art den største, der tindes i 
Middelhavet. 

45. SERPULA PR0B0SCIDEA BRUG. 

Animal intra tubulos degit vel rectos longos, aut intortos conuo- 
kUosque, candidos læves atque fir mos; . . . Acetabulum rubrum est 
atque striatum. Cirri rubri suut ^ luieis maculis dislincti. In 
corporis dorso nigra linea ad caudæ terminum usque producilur. 
(Fab. Column.) 

Yermis marinus <nQo(ioay.i<jiXtxravo^ Fab. Columiia 1610 minus 
cognit. stirp. De aquatil. XXI. c. tig. 

Penivilhts Klein 1732 Tub. marin. p. 1. pi. 1. f. 1. (Copi) 

Antale å luyau lisse Guettard . Mém. 1779. p. 74. pi. 69. 

Meerpinsel, besenformige Miill. v. Wiirm. n. 287 p. 3. 

» » Martini Geschichte der Natur. 2. p. 

485 t. 55. f. 7. 

Aiiqihilrite penivilhts Gm. 1791. S. N. 3110. p. 2. 

Amphitrile proboscidea Brug. Ene. 1. p. 58. 1789. 

Serpida contortuplicata Cut. R. A. ed. 2. 3. p. 190. 

Hab. in .syrtibu.s maris Neapolin alluentis (Gm.) Neapoli in 
scopulis habetur. (Fab. Col.) 

Baade Bruguiére og Gmelin have uddraget deres Be- 
skrivelser af Columna's anførte Værk. Førstnævnte Forfatter 
har tilføiet en Afbildning, der er en Copi efter Baster, Opus- 
cula t. IX. f. 3, der sandsynligviis fremstiller Hydroides nor- 
vegica Gunn. 

Jeg henfører denne Art til Slægten Serpula, fordi Co- 
lumna's Afbildning af Laaget viser udstraalende Linier, som, 
efter hvad jeg formoder, antyde, at Kanten er smaatandet. 
Dersom dette ikke er Tilfældet, maa denne Art henføres til 
Slægten Placostegus. 

Den ovennævnte Tegning viser omtrent 23 Fangetraade 
paa hver Side. Maaskee vil det vise sig, at denne Art er 
identisk med den næste. 



384 






46. SERPULA TRILATERA GRUBE. 

T. triquetra, flexuosa . alba, allero lettere toto adnato. dm. 2'". 
An/ mal branchiis albo coccineoque fasciatis, JUorum circa 30, 
operculo coccineo, crenis circa 24; (eæ icone, Phil.) 

Serpula triquetra Phil. 1. c. 1844. p. 190. non L. 
Serpula trilalera Grube 1. c. 1851. p. 91. 
Hab. in mari mediterraneo. (Phil.) 

47. SERPULA ECHINATA GM. 

T. teretiusculd, protensa, flexuosa , rosea, trunsversim rugosa, 
carinis denticulatis echinata; dm. 2'": (Phil.) 

Animal branchiis albo coccineoque fasciatis JUorum (in utroqué) 
30 el ultra, operculo rubro. (Phil.) 

Tubulus marinas elc. ecbiuatus roseus Gualt. Index. t. X. f. R. 
Tub. pennce corvinæ crassitie Mart. Conch. Cab. I. t. 2. f. 8. 

(Copi) 
Serpula echinata Gm. S. N. 3744. n. 18. 1791. 
Serpula muricata »Born.« Dill. Cat. 1817. p. 1080. 
Serpula echinata Gm. Lam. 1818 V. 366. n. 20. éd. 2. V. 625. 
» » Blv. Diet. se 48. p. 557. 

» » Wood Index, t, 38. f. 27. (Copi) 

» » Gravenhorst Tergestina p. 88. (Animal.) 

» » Chenu Illustr. t. X. f. 3. 

Phil. 1. c. 1844. p. 190. 
Serpula crislala Sow. Gen. fig. 9 ? an Placostegus? 
Hab. in mari mediterraneo Gualt. Tergest. Grav. 

Gravenhorst har J. c. leveret en meget udforlig Beskrivelse 
af Byret, som afviger i flere Henseender fra Philippi's Diag- 
nose. Saaledes er ifølge Gravenhorst Laaget klokkedannet 
og hvidt, Gjælletraadene have ved Roden to røde Punkter, 
som danne en Tverring; den udvendige Side er svovlguul. 
Denne Beskrivelse stemmer maaskee bedre med den følgende 
Art, 

48. SERPULA PALLID A PHIL. 

T. teretiuscula , protensa. flexuosa pallide rosea, carina medianå 
eonspicua, laterali utrinque obsoleta, striisque incrementi tenuibus, sub- 
aspera; diani. 1^'". 

Animal branchiis a/bo coccineoque fasciatis, JUorum pauciorum 
quam in antecedente, operculo albido. (Phil.) 

Serpula pallida Phil. 1. c. 1844 p. 190 n. 2. 

Hab. in mari mediterraneo. (Phil.) 



385 



Philippi formoder, ;it denne Art inaaskee kun er en At- 
ændring af den foregaaende. 

49- SERPULA PHILIPP1I MORCH. 

1 . tereti, flexuosa, læviuscula, ajrice libero protensa, rosea, ore 
patulo; carina denticulata dorsali demum obsoleta; diam. 2\'". 

An hntd branchiis omnino coccineis, filorum mullorum; opercido 
coccineo crenis plurimis. (Phil.) 

Serpula vermicularis L. ? Phil. 1. c. 1844. p. 191. f. A. 

Serpula M. Edw. Elements Zool. 1834. p. 1018. f. 489- 

Serjiula vermicularis Donovan p. 69. t. 25. f. 2. (teste Grube.) 

Hab. in niari meditenaneo. (Phil.) 

Philippi formoder, at ogsaa denne Art er en Afændring 
af S. echinata. 

50. SERPULA ASPERA PHIL. 

T. teretivscula. rosti* circiter 7. cremdatis ornala, albu; dm, V". 
Animal branchiis fuscescenlibus out rubentibus, filorum ulrinque 
8; opercido ulbiJo. crenis 16 — 24. (Phil.) 

an Vermilia scabra Lam? Dele.-^ert t. 1. f. 9- (pessime Phil.) 
Serpula aspera Phil. 1. c. 1844. p. 191- n. 5 f. B. 
Hab. in niari mediterraneo. (Phil.) 

51. SERPULA SULPHURATA M. EDW. 

Dijfere de toutes celles décrites jusqu'ici par lu forme de son 
opercide dont lu surface terminale est tres concave et divisée en un petit 
nombre de lobes. Le tube calcaire est subquadrangulaire et presente 
sur chacun de ses bords libres deux cotés arrondis contigus. (M; Edw.) 

Serpula sidphurata M. Edw. Cuv. R. A. éd. 3. pi. 3. f. 4. 
i) » Grube 1. c. p. 91. 

Hab. les cotes de Nice (M. Edw.) 

52. SERPULA LACTEA M. EDW. 

Ici les lobes du disque sont beaucoup plus nombrevx <pie chez 
lu S. sidphurata sans Stre aussi multipliés que chez la S. conlournée; 
on ne comple que 8 ov 9 teulacules branchiales de chaque cote\ et 
le tube calcaire est garni de 5 cotes, arrondies et saillantes, dont 2 
aéparent la fare inlérieure des faces laterales el les trois aulres sont 
rapprochées entre elle* et occupent la face dorsale (M. Edw.) 

Serpula lactea M. Edw. Cuv. R. A. éd. 3. pi. 3 f. 5. 
» » Williams Philos. Transact. 1858. p. 125. 

Hab. cotes de Nice. M. Edw.-. Eng-land. William.-. 



386 



53- SERPULA SUBQUADRANGULA PHIL. 
T. elongala, subquadrangula , angulis crenaio-dentatis carinié 



4 



tribus, singulis in medio luterum liberorum i diam. 

An. albidum branchiis filosum utrinque octo; operculo basi acuto, 
fuscescente, crenis admodum profundis circa 24 (Phil.) 

Serpula subquadrangula Phil. 1. c. 1844. p. 191. b. f. C. 

II ab. in niari inediterraneo. (Phil.) 

Der fleischige Stiel ist am Ende nicht kegelformig verdickt, 
sondern erst cylindrisch verdickt, und dann verkehrt kegelformig. (Phil.) 

Sbg. Sclerostyla. 
Operculum et peliolus calcarea. 

54. SERPULA CTENACTIS MORCH. 

T. crassa, alba, solitaria, repens, carinis 2 vel 3 compressissirmd 
laciniatis; interstitia Uris duabus interruptis subgranosts; laminæ et 
striæ incrementi irregulares vakle inæquales; apertura intus iufiuuli- 
bulifornns, arm superiore rectangulari. (M.) 

Diam. aperluræ 3 m.; diam. testæ 5 — 6 m. 

Operculum eætus infundibuliforme , costulis radiantibus purvis 
compressis circiter 23 alternalim minoribus et brevioribus , wnJeis 
subulalis centrum versus minoribus eæornatis; peripheria sinuato-dem 
tala; intus conicum, suk-is radiantibus, dentes peripheriæ dividentibus; 
sti ) rite longo calcareo compresso intus cavo, apice aperto, carimilis 
arutis longitudinalibus circumdato. (M.) 

Die Seeschlange SchrOt. Einl. 2. p. 569. t. VI. f. 18-? 

Serpula denticulata Gro. S. N. p. 3746. p. 36.? 

Hab. ad Ins. St. Thomæ Antillarum. (Mus. A. H. Riise.) 

Uet er maaskee Skallen af denne Art, der hos Gmelin 
lindes opført som S. denticulata, beskreven efter Schroter's 
Afbildning af et Exemplar, som var fastheftet paa en enkelt 
Skal af Balanus tintinabuhun. Da den anførte Afbildning 
imidlertid passer ligesaagodt paa Skallen af Pomatostegus 
stellatus Abildg. og Spirobranchus dendropoma M., og neppe 
er efter et fuldvoxet Exemplar, har jeg ikke villet antage 
Gmelin'sNavn. — Spirobranchus polycerusSchmard. er maaskee 
beslægtet med denne Art. 

55. SERPULA TROCHOIDES NYST. 

Cyclolites disco orbiculato, depresso, supcrne concaviusculo, slriam 
striis radiantibus, injerne stipitato, slipite peltato. (Nyst.) 



387' 



Cyclolithes? trochoides N. Gen. Nyst. Coq. et Pol. foss. Belg. 

Aet, Brux. XVII. t. XV. f. 1. 
Serpula triangularis Galeotti Brab. 166. (ex Broun.) 
Hab. Fossilis, Lethen et Vliermael. (Limburg) (Nyst.) 

»Ce polypier nous parait étre fixe comme les caryophylies et 
quelques espéces du genre Turbinolie , mais il est trochoide ou en 
forme du clou et dépourvu de lamelles longitudinales. Sa 
partie supérieure est orbiculaire , légerement concave et rounie de 
stries circulaires inégales, qui paraissent provenir de l'accroissement; 
de son disque pointent quelques stries lamelleuses ecartées et ra- 
yonnantes , qui ne s'appercoivent pas également bien dans tous les 
individus. (Nyst.) 

Denne Beskrivelse passer i det Væsentlige paa Laaget 
af den foregaaende Art. 

56. SERPULA CRASSA SOWB. 

Shell acutely comcal round within, three sides eæternally , aboul 
four times as long as the diameter of t/te end at the aperture. Ani- 
tnal with a stellated long tennination to the proboscis. (Sowb.) 

Serpula crassa Sowb. Min. Conch. I. p. 73. t, 30. f. 1-3. 

Vermilia crassa Flemg. Ed. phil. Journ. 

Hab. London clay, Hightgate, on Strombus amplus. (Sowb.) 

GEN. IX. VERMILIA LAM. PHIL. 

Operadum calcareum, conicum, breve vel elongatum (asymetricurn). 
(Phil.) 

Vermilia Lam. Hist. 1818. V. p. 368. ed. 2. 632. 

Phil. 1. c. 1844. p. 192. (emend.) 
? ConchoserpiUe Blv. Bull. Soc. phil. 1818. p. 79. l ). 
? Conchoserptt/a Blv. 1 ) Oken Isis 1818. p. 2062. 
/ Vermilia Blv. Diet. se. LVII. p. 430. 

Ligesom Lamarck udsondrede Slægten Carocolla fra Helix 
paa Grund af Vindingernes trekantede Form, saaledes adskilte 



: ) Conchoserpula Blv. 

Corps tout - a - fait semblable a celui des Serpules ; branchies 
formées par deux peignes tres courts ; un des tentacules formant 
une masse operculaire trés-épaisse, couverte par une petite co- 
quille en forme de bonnet, l'autre avorté. Ce genre compreud 
la S. triquetra Lam., qu'on trouve en abondance dans uos niers. 



388 

han ' ) med sin sædvanlige Consequents af den samme Grund 
Vermilia fra Serpula. Skallen angives at udmærke sig ved 
sit trekantede Tversnit og ved een eller tre fremragende Tænder 
over Mundingen. Det vilde derfor maaskee være berettiget, 
efter Skallen at ansee den første Art, V. rostrata, som er 
en Spirobranchus Blv. (Cymospira), for Slægtens Typus. Laaget 
beskrives saaledes: »L'opercule des Vermilies est orbiculaire 
a sa base, å dos convexe, le plus souvent conique«. Blandt 
de otte Arter, som Lamarck anfører, beskrives Laaget kun 
af den anden Art, V. triquetra, og af den femte, V. sub- 
crenata. Begge Arter angives at have et kegledannet Laag, 
men Udtrykket: »å dos convexe« kan, som Philippi med 
Rette har gjort, kun tilskrives førstnævnte Art, der er en 
Rørorm, og saaledes Slægtens Typus, medens den anden Art, 
V. subcrenata , er en Vermet med et tragtformigt Laag, 
hvilket bevises derved, at Lamarck angiver at denne Art »se 
creuse un lit sur le Spondyle mutique«, et Forhold, der er 
ukjendt blandt Rørormene. 

Lamarck kalder Laaget »testaceum«, Daudin og Philippi 
»calcarium«; de faa Laag, jeg har seet af denne Slægt, 
forekomme mig mere hornagtige end kalkagtige. 

57. VERMILIA DINEMA MØRCH. 

T. triquetra, fleæuosa, al/m, altero latere adnato; dm, V". (Phil.) 
Animal branchiarum alburum, fusco arliciUataram filis numerosisf 

{sallem ultra 7); operculo elongato, subcylindrico , obtuso, peduncul% 

utrinque fiLum gerente. (Phil.) 

Vermilia triquetra »Lam.« Phil. 1. c. 1844. p. 192. f. F. (non L.) 
Hab. in mari mediterraneo, rarissima species. (Phil.) 

At denne Art er identisk med Lamarck's V. triquetra, 
som Philippi antager, synes mig meget tvivlsomt, da Laaget 
kun er meget ufuldstændigt beskrevet-), og den Afbildning, 



1 ) Lamarck anforer, at Daudin forst har opstillet Slægten under 
det urigtige Navn Vermetus og begrundet den paa, at Laaget 
er kalkagtigt; dette har jeg ikke fundet i Daudins lille 
Arbeide. 

-) »Son opercule est conique« eller »a dos conique«. 



389 



Lamarck henviser til hos Born. t. 18. f. 14, er rosenfarvet 
og ikke hvid. Jeg har derfor foreslaaet et nyt Navn, især da 
Lamarck's V. triquetra ikke er Linné's. Philippi's Afbildning 
forekommer mig at vise 3 »lila« og ikke 2. 

58. VERMILIA ELONGATA PHIL. 

T. obscure quadrangula , crassa, transversim rxigosa, linea im- 
pressa dorsali; diam. |"'. 

Atiimal rubrum, branchiarum utrinqw flis 6 — 8; opermlo elon- 
gato conico; pedunculo utrinque flum gerenle (vt in præcedenté). (Phil.) 

VermiUa elongala Phil. 1. c. 1844. p. 193. f. L. 

Hab. in mari mediterraneo. (Phil.) 

59. VERMILIA MULTIVARICOSA MORCH. 

T. teret i, alba, midtolies varicosa, quasi ex infundibulis sese 
recipienlibus confata, ore quam maæime patulo; dm. oris 4h'". 

Animal branchiarum albo corcineoque fasciatarum flis multis; 
opermlo elongato conico (yerlice obtuso). (Phil.) 

Vermilia infundibulum »Gm.«, »Lam.« Phil. 1. c. 1844. p. 193. 
f. G. (non Mart.) 

Serpula infundibulum Delcss. 1. f. 18 ad specimen raaluin. (Phil.) 

Hab. in mari. mediterraneo. (Phil.) 

Serpula infundibulum Lam. er fra Ostindien, og Martini's 
og Gmelin's lige benævnte Art er fra Vestindien. Delle Chi- 
aje's S. infundibulum er omtalt ved Ilydroides. 

60- VERMILIA CLAVIGERA PHIL. 

T. tereti, lineis longiludinalibus elevatis quinque ornatet; dm. '^'" . 
Animal .... opermlo vakle elongato, subcij lindrico (leviter ar- 
euato). (Phil.) 

Hab. in mari mediterraneo. (Phil.) 

61. VERMILIA POLYTREMA PHIL. 

T. triquetra , adnala , carinis foris frequenlibus perforatis; 
dm. I 1 ,'". 

Animal coccineum, branchiarum flis utrinque circiter 6; operculo 
formå coni obliqui brevissimi ; pedunculo albido annulis tribus fuscis 
ornalo et utrinque filum gerente (utin V. triquetra et V. elongala). (Phil.) 

Siliquaria porosa »Bosc.« Gravenh. Terg-estina p. 49. Nr. 1. 
(verosim.) 



390 



Vermilia polytrema Phil. 1. c. 1844. p. 194. n. 8. f. N. 
Hab. in mari mediterraneo. (Phil.) 

Ved Prof. Grube's Forekommenhed har jeg havt alle 
Gravenhorst's Exemplarer til Gjennemsyn og har saaledes 
kunnet overbevise mig om, at Siliquaria porosa er en Rørorm 
og, saavidt man kan slutte uden at kjende Laaget, nær- 
værende Art. 

Paa Skallen af Vermilia dinema M. og andre tresidede 
Skaller af denne Slægt ere de tre Kjole indvendig smaa- 
kamrede. Hos nærværende Art ere disse Smaakamre især 
stærkt udviklede og desuden forsynede med en Aabning i 
den indre Væg, hvorved der udvendig dannes en Længdelinie 
med regelmæssigt tætstillede Porer. 

62. VERMILIA QUINQUELINEATA PHIL. 

7'. lereti, lineis elevalis, longitudinalibus , lævibus, quinque or- 
nata (ul in V. claviyera) ; dm. },'" — f" é . 

Animal branckiarum lutescentium flis ulrinque 8, rubro macu- 
lalis; operculo conum brevem, obliquum referente {fere ut in V. ca- 
lyptrata.) (Phil.) 

Vermilia quinquelineata Phil. 1. c. 1844. p. 193. Nr. 7. f. M. 

Hab. in mari mediterraneo. (Phil.) 

63. VERMILIA CALYPTRATA PHIL. 

T. tereti, crussa, transversim corrugaia; dm. Ih'". 

Animal fitscescens, collari lineaque in Jilis branchiarum viridilnis. 
jili* branchiarum 11; ciliis rufofuscis; operculo conum obliquum, 
Irvcncatum referente. (Phil.) 

Vermilia calyptrata Phil. 1. c. 1844. p. 193. n. 4. f. G. 

Hab. in mari mediterraneo. (Phil). 

64. VERMILIA PORRECTA MULL. 






T. lereli, e basi spirali fleæuose ascendente (Miill. pr od. § 
Zool. Dan.) 

T. teres, rugosa, alba, basi avfraclus binos, tres, quatuor vel 
quinque sæpe circa fucos tenuiores formans; moæ Jle.vuose uscendit, 
sæpe jilures injunguntur ascendenles et descendenles , basi semper 
spirali. (Miill. mss. posthum.) 

Animalciduni ul in congeneribus ; pennæ albo el rubro alternatim 
lessidalæ; pedicellus operculi ruber, clava striata. (Miill-. ibid.) 



891 ( 

Serpula porrecta Miill. prod. p. 236. Nr. 2860. 

Miill. Z. Dan. HI. p. 9. 1789. t. 86. f. 7. 8. 
Serpula vermicularis Abildg. Zool. Dan. III. p. 9- pp. (non I,.) 
Verntilia armata Flemg Edinb. Journ. 1825. p. 243- Nr. 5- 

(ex citato.) 
Serpula vermicularis Blv. Diet. se. t. 48. p. 553- var. b. 

Lam. p. p. 
Serpula triquetra Sow. Gen. f. 2. a. ? 
Testa. Serpula solitaria »Lam.« Chenu 111. t. X. f. 8. 
? Serpula glomerata var. b. Lam. V. p. 363. 
Hab. passim in f'ucis, præsertim intra rupes Theistholmenses, 
Chiistiansandenses (Miill. mss. posthum.) Abildg. Z. D. III. p. 9. 

Udgiveren af tredie Bind af Zoologia Danica fandt mellem 
0. Fr. Muller' s efterladte Papirer en Beskrivelse af S. por- 
recta Miill. (allerede opført med samme Diagnose i Prod. 
zool. dan.), som stemmer godt overeens med Afbildningen 
fig. 7. 8. 1. c., naar undtages, at Køllen ikke fremstilles som 
striata. At denne Afbildning hidrører fra Muller, fremgaaer 
saavel af Abildgaard's Anmærkninger i Fortalen, som af den 
Omstændighed, at Abildgaard ikke veed om denne Afbildning 
er i naturlig Størrelse. 

Afbildningen fig. 9, Hydroides norvegica Gun., maa deri- 
mod tilskrives Abildgaard, eftersom han angiver, kun at have 
seet eet Exemplar; ligesom Muller vistnok heller ikke vilde 
have fortiet Tilstedeværelsen af det dobbelte eilierede Laag, 
som sees paa Tegningen, hvis denne havde hidrørt fra ham. 

Ginanni's t. 2. f. 14, som Muller anfører, fremstiller en 
virkelig, temmelig stor Serpula. 

Afbildningen af Laaget i Zool. Dan. t. 7. 8 stemmer 
i det Væsentlige overeens med Philippi's Fremstilling af den 
foregaaende Arts, hvorfor jeg anseer det for sikkert, at S. 
porrecta Miill. er en Vermilia. 

Abildgaard giver, tildeels efter Tegningerne, følgende 
Beskrivelse : 

Collare laciniatum. Tentacula octodecim l ) pennata lutea, in 
quorum medio proboscis, quæ non perfecte extensa, membrana molli 



l ) Miiller's Tegning viser 9 paa den ene og 8 paa den anden 
Side. 



392 



obducta et simpliciter clauata capitulo pyriformi papillis duobus 
terminata apparet. (Dette passer paa Vermilia porrecta, det følgende 
af Beskrivelsen derimod paa Hydroides norvegica , nemlig:) In 
summa vero exteusione formam obconicam induit et terminatur disco 
infundibuliformi , ex cujus centro similis proboscis pedunculo breviore 
margineque ciliato exseritur. 

De to beskrevne og afbildede Vorter paa Laaget ere 
maaskee de to Hjørner af den kortere concave Side af det 
skjævt kegledannede Laag, som findes hos følgende Art, der 
sandsynligviis vil vise sig identisk med denne, især da det 
er den eneste Art af denne Slægt, der senere er fundet i 
Skandinavien. Den Linie, der skulde begrændse Laagets 
tredie Side, maa isaafald være udeladt paa MiillerV Tegning. 
Det er dog ogsaa muligt, at de to Vorter betegne Indsnittet 
i Laagets afstumpede Spidser. Skallerne afvige dog betydeligt, 
idet V. porrecta Miill. har en trind Skal, medens Skallen af 
V. conica er tresidet og har en stærk Rygkjol; denne Forskjel 
kan dog forklares deraf, at Miiller's Art lever næsten frit, 
slyngende sig om Tangstilkene, og saaledes ikke bliver tre- 
sidet, hvad der, som ovenfor anført, tildeels afhænger af, at 
Skallen er fastsiddende. 

Flemming henfører Miiller's S. porrecta til sin Vermilia 
armata, men Beskrivelsen af denne Arts Laag: »testaceous, 
and armed with two or three spines in front« synes at passe 
bedre paa en Pomatocerus. (Serpula Nr. 2. Mtg. Sup. p. 
157. ed. Chenu p. 333.) 

Serpula solitaria »Lam.« Chenu 111. ligner meget Miiller's 
Afbildning af Skallen, men jeg har ikke fundet dette Navn i 
Lamarck's Arbeider. 

Fabricius og enkelte nyere Forfattere, f. Ex. Danielssen, 
ansee Miiller's Art for en — formodentlig stærkt forstørret 
— Spirorbis. 



65. VERMILIA CONICA FLEMG. 

T. candidissima, glabi-n, triquetra, lateribus convevis, carina 
dorsali compressa, leviler undulala, anlice prominula. (M.) 

Operculum obtique jvjramidale, compressiusculwm, apice indso. (M.) 



393 



Lid testaceous and conical, shell resembling Serpula triquelra. 
(Mtg. Supp.) 

Serpula Nr. 3. Montg. Test. brit. Supp. p. 157. 1808. 
» » ed. Chenu p. 333- 

Vermilia com'ca Flemg Edinb. Journ. 1825. p. 243. Nr. G. 

Palella extinclorivm Turt, Diet. 1819 p. 138. 

PerJiaps an Operculum ib. p. 255. 

Serpula triquetra Sow. Gen. f. 2. c? 

Hab. in oceano britannico (Mtg.); Torbay (Turt.); in sinu co- 
dano ad ins. Hirsholm. (H. Kroyer, Mus. Reg.) 

Som ovenfor bemærket, vil denne Art formodentlig ved 
nærmere Undersøgelse vise sig identisk med den foregaaende. 

Turton har beskrevet Laaget som en ny Art af Patella 
saaledes: 

Shell exactly conic, brownish horn -colour and rather rough, 
semitransparent with a few irregular circular wrinkles ; the point 
rather obtuse, quite erect and central, without curvaturc or apparent 
volution; the base orbicular, with the margin thin and plain; inside 
glossy brownish white: diam. of the base T ' n of an inch ; heio-ht 
about a third more than the diameter. 

A living specimen of this curious and very distinct minute Pa- 
tella we took from a mass of the S. tubularia, trawled up at 
Torbay. Its figure exactly resembles a common extinguisher and 
independently of its regularly conic shape and comparatively con- 
tracted base, it may be known from the P, chinensis by the want 
of internal appendage or lip v. v. (Turt.) 



66. VERMILIA MULTICRISTATA PHIL. 

T. tereti, lamellis 5, longitudinalibus , plemmque pectinatim in- 

cisis, cristata; dm. \ 4 ". 

Animal albidum, operculo parvo, conico, basi camosæ, mul to 
crassiori sid>globo.sæ insidente. (Phil.) 

Vermilia midticristata Phil. 1. c. 1844. p. 193. f. K. 
Vermilia scabra Lam. V. 370. éd. 2 V. 634. (Grube p. 92.) 

Hab. in mari mediterraneo. (Phil.) 

Beskrevet efter et enkelt tørret Exemplar. 



67. VERMILIA GALEATA GRUBE. 

C. vermiforme, gracilius, subgriseum, lateribus ferrugineis pallio 
pallidhis aurantiaco, segmeutis fere 107, sectione anteriorc, \ oorporis 



394 

excedente. Branchiæ æque longce, pallide puniceæ, vittis 3 ex violaceo 
albescentibus ornatæ, longitudinem sectionis anterioris ccquantes; fila 
branchialia dextra 20, sinistræ 21, stylus operculi sinister, pallide 
aurantiacns, processibus nidlis armatus. Operculum quasi glandiforme, 
dimidio superiore rede imposito, semigloboso, in apiicem uncinatum 
exeunte olivaceo, d. inferiore pallide aurantiaco paulo breviore {?). 
Setæ capillares haud limbatæ , segmentorum postremorum productæ, 
sectionis anterioris flavæ , fasciculos magnos componentes. Mutatio 
setarum in segmento 8vo observata. (Grube.) Testa ignota. 

Tg. 1,55 unc. ; long. operculi cum stylo 0,35 unc. 

Vermilia galeata Grube Archiv. f. N. G. 1860. XXVI. p. 113. 
t. IV. f. G. 

Hab. ad porto Ré (specimen unicuni). (Grube.) 



68. VERMILIA CONTORTA GRUBE. 

Branchiæ albo et ferrugineo articulatæ, filamentis apicem et 
basin versus albis, intermediis ferrugineis. 

Operculum glandiforme, svperne atrocyaneum, lineis albis irre- 
gidaribus, vertice truncato et, ut videtur, immerso; stipite ftliformi, 
branchiis longiore, albo, annidis nigris angustis 4. (ex descr. Gravenh.) 

Serpula contortitplicata ? Gravenh. Tergest. p. 90. Nr. 3. 

S. ( Vermilia) contorta Grube 1. c. 1851. p. 92. 

Hab. in inari mediterraiieo prope Tergestera in lapidib. (Gravh.) 



69- VERMILIA DUBIA SCHMARD. 

Tubulus irregidariter pentagomis. 

Operculum obtuse glandiforme. Pedunculus curvatus ad basin 
operculi bicornis. (Schm.) 

* Serpula Nr. 4 Montagu Supp. p. 155. (ed. Chenu p. 333). 

» » Flem. Edin. Ene. p. 67.? 

Vermilia dubia Schmarda 1. c. p. 21. f. 175. 
Hab. in oceano atlantico prope St. Malo in rupibus (Schm.) 

Skallen synes ved første Øiekast tresidet, men har en 
svag Kjol paa Siderne mellem Basis og den store Rygkjøl. 
I nogle Henseender ligner den S. polytrema. (Schm.) 
Det forekommer mig, at det er Laaget af denne Art, 
der er beskrevet saaledes hos Montagu : 

»lid with a smooth termination , grooved on each side for the 
reception of two cirri , placed at the base of the operculum, which 
is corneous, and furnished with a bifid style«. 



395 



V. dubia er maaskee snarere en Placostegus, men de to 
smaa Pigge paa Kollen erindre dog meget om V. elongata 
og V. polytrema. 

GEN. X. POMATOSTEGUS SCHMARD. 

Operculum 3 — 5-plex, columna cava concamerata articulata 
subcentvali ; vertex et nodi columnæ radiaiim spinosa. 
Branchiæ animalis spir oles. 
Testa septo perforato interiore. 
Cymospira (Sav.) Blv. Grube. 
Terebella Abildgaard, Gm. 

Laaget af denne Slægt er især mærkeligt paa Grund af 
sin paafaldende Lighed med Siphonen af Slægten Actinoceras 
af Orthoceratiternes Familie. 

Axen er leddet, huul, med et Skillerum i livert Ledde- 
mod. Udenom hvert Leddemod findes store hule Pigge an- 
bragte, der danne en Krands, som bærer en rund, i Kanten 
bølgetandet Skive. Skiven mangler altid paa det øverste og 
undertiden paa de næstoverste Leddemod. En Tap af den 
Laaget bærende Kølle udfylder Axens nederste Kammer og 
formodentlig ogsaa de i dettes øverste Kant udmundende 
krandsstillede Pigge. Undertiden findes i Axen en Kreds af 
smaa piggede Buske (cfr. P. fruticosus.) Om Antallet af 
Skiverne er afhængigt af Alderen, er mig endnu ikke bekjendt. 

Jeg antager, at Væxten udgaaer fra Køllen og at den 
begynder dermed, at Støtten forst forlænges, og Skiven derpaa 
efterhaanden løsnes fra Køllens Overflade, hvorefter der be- 
gyndes paa Dannelsen af en ny Skive ' ). De krandsstillede 



') Laagene af flere Serpulaer erindre paafaldende om mange Sø- 
svampes Spiculæ. Saaledes ligne Stavene paa Laaget af Hy- 
droides (Eucarplms) indtil Porvexling Spiculæ af Euplectella 
Bowerb. Phil. Transact. 1858 t, 26. f. 3- 4. 5 og af Dacty- 
localyx ib. fig. 1. ( = Dendrolithes Ehrcnb.). 

Ligheden imellem Bowerbank's »trirotate Spiculæ« ib. f. 
38 af en Spongia (=- Amphidiscus polydiscus E!hrb.) og Laaget 
af Slægten Pomatostegus er ligeledes paafaldende. saavelsom 
Ligheden mellem samme Forfatters »birotate Spiculæ« af Spon- 
gilla plumosa og Laaget af Serpula (Subg. Sclerostyla). 

27 



396 

Pigge udgjøre idetraindste hos een Art en Deel af Skiven, 
idet de følge med, naar denne borttages. Antallet af Skiverne 
opfattes paa en meget forskjellig Maade; medens Nogle med- 
regne den øverste Ringknude, der kun har udstraalende Pigge, 
medregne Andre kun de frie Skiver, og ikke den sidst dannede, 
der sidder paa Overfladen af Køllen. Om Antallet af Skiverne 
og Leddene paa Støtten er eiendommeligt for Arten, eller 
blot er en Aldersforskjel, er endnu ikke oplyst. De mindste 
Exemplarer have de fleste og indbyrdes længst fjernede Skiver; 
saaledes har et Exemplar af 

P. stellatus 40 m. langt, 3 Skiver 
var $. tetrapoma 25 m. — 4 — 
var d, pentapoma 20 m. — 5 — 

Dette kan maaskee forklares derved , at Væxten er 
hurtigere i den yngre Alder. 

Jeg formoder, at de øverste Led af Axen efterhaandeu 
afbrydes, formodentlig mod Kanten af Mundingen. Noget 
Lignende tinder Sted hos en Mængde Conchylier, de saa- 
kaldte decollerende, af hvilke Rumina decollata L. er den 
mest bekjendte. 

70. POMATOSTEGUS STELLATUS ABILDG. 

Proboscidis disco triplici perfoliato, anteriore armato cornu Irun- 
cato acxdeis radiato; long. 2^ poll. (Abildg.) 

T. crassa subtriquetra , carina dorsali compressa, valida. un- 
dulato-lobata ; lirulæ uirinque duæ obsoletæ, granulis validis, asperis^ 
regxdaribus ornatæ. (M.) 

Terebella stellata Abildg. Scliriften naturf. Freunde IX. p. 142. 
t. 3. f. 5. A. B. 
» » Gni. S. N. p. 3114. Nr. 10. 

Serpula stellata Savigny. Egypt. Armelid. p. 
Serpula (Cymospira) Blv. Diet. se. t. 57. p. 431. Grube 1. c. 
i) » Guérin. Icon. R. A. t. f. 3. (Laaget.) 

» Griffith An. Kingd. 13. 1833. pi. 8. f. 3. 

(Copi.) 
Pomatostegiis stellatus Scbmarda p. 31. 

Hab. ad ins. St. Crucis (Abildg.) I. St. Thomæ (A. H. Riise.) 



397 



Skallen forekommer mig ikke at afvige væsentlig fra 
Spirobranchus dendropoma og Serpula ctenactis. Abildgaard's 
Afbildning ' ) af Laaget viser to frie Skiver. 

var. «. tetraponia. 

Operculum discis quatuor suprapositis concavis, marginibus un- 
dulato-crenatis. Long. 1| poll. angl. 

T. crassa, carina dorsali laciniata, antiee prominula, utrinque 
bilirata. 

Hab. ad ins. St. Thomæ (Dietz), Riise. 

Endskjøndt denne Varietet er meget mindre end Abild- 
gaard's Exemplar, har den dog een Skive mere paa Laaget. 
Blandt nogle Tegninger, udførte af Hr. M. A. Dietz paa St. 
Thomas og meddeelte af Hr. Apotheker Riise, fandtes en 
ret kjendelig koloreret Afbildning af denne Form, ledsaget 
af følgende Forklaring: 

»Branchies rouge-verniillon , pointe des barbules d'une couleur 
blanchåtre (Fangetraadene synes ikke at være stillede i Spiral) ; 6 
faisceaux couleur de paille sur 6 costules (o : Thorax) ; espace entre 
les sommets des costules a peine perceptihle sous la loupe. Oper- 
cule , piece composée de 4 disques concaves a bord crénelé , suf>er- 
posés , espacés , maintenus par un trone calamiforme qui sert d"axe 
et qui reparait au dessus du 4éme disque et se termine par une 
coronule caliciforrae astériée. Long. 1^ pouces anglais. 
var. {5. fruticosa. 

Operculum discis quatuor superpositis subæqualibus, modo sellæ 
leviter flexis, raargine confertim crenulato-lobato , lobulis concavis; 
axis lateralis, vertice margine radiatim spinoso, fruticibus ramulosis, 
confertis erectis cincto ; raniuli conferti , aculeis hyalinis sæpe cruci- 
atim dispositis. Dm. 4^ ni. 

Hab. ad ins. St. Thomæ. (A. H. Riise.) 

Specimen exstat in Museo Academiæ Regiæ Hauuiensis Veteri- 
norum. 

Enden af Støtten bærer i Randen en Kreds af tætstillede, 
meget smaa og stærkt grenede Buske; Grenene have for- 



1 ) Abildgaard angiver, at Arten ogsaa fandtes i Spengler's Sam- 
ling; jeg har imidlertid ikke forefundet den der, ligesaalidt 
som Abildgaard's egne Exemplarer i Veterinærskolens Samling; 
det er muligt, at de sidste ere afgivne til det berlinske Selskab, 
hvis Skrifter ere anforte ovenfor. 

27* 



398 



hoklsviis store, ofte parviis modsatte, glasagtige Pigge, som 
erindre meget om de langt større Horn paa Laaget af Spiro- 
branchus dendropoma. 

Jeg har ikke truffet disse Buske paa den typiske Art; 
men da Laaget forøvrigt ikke viser nogen væsentlig Forskjel, 
og da disse Buske let kunne være afslidte eller afkastede 
paa de større Exemplarer, har jeg ikke vovet at opstille 
denne Varietet som selvstændig Art, især da Laagets Ud- 
viklingsforhold i det Hele endnu ere meget dunkle. 

var. y. pentapoma. 

Operculum discis quinque superpositis , sat remotis ; axis late- 
ralis, internodiis medio paululum contractis. Diam. 3 ni. 
Animal parvum, longitudine circiter 20 ni. 

Cymospird quadruplicata Kroyer Mus. Reg. 

Hab. ad ins. St. Crucis. (H. Kroyer, Mus. Reg.) 

Uagtet denne Varietet er endnu mindre end de to fore- 
gaaende, har Laaget dog een Skive mere. 

71. POMATOSTEGUS MACROSOMA SCHMARD. 

Operculo quatuor [i. e. tres], versus finem decresceniia. Lobus 
collaris duplex. Branchiarum spiralia tria; branchiæ rosaceæ, breves. 
Tubulus trigonus. (Schm.) 

Pomatostegus macrosoma Schra. 1. c. p. 31. t. 21. f. 182. 

Hab. An den Keys im Siiden von Jamaica. (Schm.) 

Der Deckelstiel ist von der Form eines umgekehrten holilen, 
an der einen Seite aufgeschnittenen Kegels. Seine Basis biidet eine 
flache Vertiefung. aus der sich eine kurze Såule erhebt, auf der 
ein zweiter Deckel mit einer zweiten (Såule) aufsitzt. Das d ritte 
Såulenstiick tragt einen dritten aber viel kleineren Deckel ; alle 
Deckeln stimmen darin iiberein, das ihre Rander umgebogen und 
eingekehrt sind (ikke fremstillet paa Afbildningen). Ausser diesen 
Kerben tragt der oberste noch zwei (de øvrige formodentlig afstødte) 
horizontalstebenden Stacheln. (Schm.) 

Schmarda angiver, at P. stellatus Abildg. adskiller sig 
derved, at Enden af Støtten har »6 — 7 senkrechten Stabchen.« 
Denne Mening grunder sig formodentlig paa en urigtig Op- 
fattelse af Abildgaard's Afbildning, der rigtignok i perspec- 



_ 399 _ 

tivisk Henseende er noget feilagtig. Abildgaard derimod angiver 
selv, at Støtten ender i 7, 8 indtil 10 udbredte Pigge, stillede 
som en Stjerne : 

»Auf den ersten oder vordersten Platten des Riissels sitzt im 
Mittelpunkte statt der Horner des erst beschriebenen , ein kurzes 
hornartiges abgestunipftes Gewåchs , das sich mit ausgebreiteten 7, 
8 bis 10 Stacheln in der Form eines Stems endigt. (Abildg.) 

Det er dog ogsaa muligt, at Schmarda har antaget det 
af Abildgaard fig. 6 afbildede Laag for henhørende til P. 
stellatus Abildg. 

Gjællebuskene ere forholdsviis ligesaa korte som paa 
Dietz's Afbildning, men af en lysere rod Farve. Den væsent- 
ligste Eiendommelighed ved Schmarda s Art er, at Laagets 
Støtte er næsten midtstillet, og at Dyrets Krop synes for- 
holdsviis meget lang; men da disse Forhold, navnlig først- 
nævnte, maaskee ogsaa beroe paa Feiltegning, forekommer 
det mig sandsynligt, at P. macrosoma vil ved Sammenligning 
af flere Exemplarer vise sig som en fortegnet P. stellatus 
Abildgaard. 

' 72. POMATOSTEGUS KRØYERI MORCH. 

Branchiæ glaucescentes obsolete ter vittatæ, fil is utrinque circiter 60. 

Operculum ex discis suborbiculatis 3 ad 5 (3 modo) inter se 
distantibus, sensim minoribus, composilum, axi supra libero, dentibus 
(i. e. aadeis) aliquot coronato, disco infimo integro (minime), cæteris 
margine plus minusve crenatis (ex descr. Grubii). 

Serpula stellata Grube. Videnskabelige Meddelelser fra natur- 
historisk Forening 1859 p. 113. Annulata 
Ørstediana. 
Hab. in oceano pacifico ad Puntarenas leg. A. S. Ørsted. H. 
Kroyer Mus. Reg. (Grube.) 

I det kgl. naturh. Museum findes tre Exemplarer, af 
hvilke dog kun eet har sit Laag nogenlunde bevaret; dette 
har 3 Skiver^ der alle ere crenulerede i Randen, men langt 
finere- end hos P. stellatus. Gjællebuskene ere af en ganske 
anden Farve end hos Pomatostegus stellatus, idetmindste efter 
Hr. Dietz's og Abildgaard s Angivelser. 



400 



73. POMATOSTEGUS BRACHYSOMA SCHMARD. 

Operctda tria concava, finis columnæ spina unica, pedunculus 
magis curvatus. Lobus collaris simplex. Spiræ branchiarum 1^, 
branchiæ rubre et viride strialæ, longissimce. (Schm.) 

Pomatostegus brachysoma Schmarda 1861. L c. p. 32. t. 21. 
f. 183. 

Hab. ad insulam Jamaicam, in rupibus corallificis. (Schm.) 

Efter Tegningen udmærker denne Art sig især derved, 
at Dyrets Krop ikke er længer end Køllen og Laaget til- 
sammen. De enkelte Led af Støtten ere omvendt kegle- 
dannede og sidestillede som paa Laaget af P. stellatus, der 
imidlertid adskiller sig ved Mangelen af Baand paa Gjælle- 
buskene. 

74. POMATOSTEGUS ACTINOCERAS MØRCH. 

Operculwn discis duobus /ribvsve membranaceis , concavis, mar- 
gine cremdato, reflexo; axis eæcentricus; internodia constricla; nodi 6 
vel 7 validi, aculeis 5 — 7 radiantibus, infinti 2 vel 3 opercidum ge- 
rentes; nodus summus superne cavitate hexagona, lateribus arcuatis. 
Long. axis 4 m. ; dm. operculi circ. 2^ m. 

T. repens, solilaria, crassa, cretacea alba, sublriquetra carina 
dorsali valida, compressa tenui, sab/aciniata, lateribus convexis, lirulis 
duabus approæimatis , submembranaceis , semdatis; latere affixo lato, 
planissimo; aperlura subtrigona infundibuliformi, /leritremate (lindis 
prominentibus) denticulato; superne carina dorsali subbijida; faucibus 
flavescentibus ; ruges et striæ incrementi arcuatæ , flexæ, inæquales, 
rudes in dorso angulatim productæ. Diarn. circ. 7 m. 

Vermetus quinqueco status Daudin Rec. f. 22 (non absimilis). 

Serpula cincta var. Chenu 111. t. X. f. 13. (non Goldf.) (item.) 

Actinoceras Bigsbyi Chenu Man. p. 65 f. 230 (quoad formam 
operculi). 

Varietas lateribus testæ multiliratis. 

Hab. ad ins. Philippin. Mus. Cuniing. In Malleo vulgari 
(Mus. Reg. Haun.) 

De kredsstillede Pigge paa Internodierne udgjøre en Deel 
af Laagskiven, idetmindste paa den sidst dannede Skive. 

75. POMATOSTEGUS? CORDINER1 FLEMG. 

Shell triangular, branchiæ stellular, lid produced ivith an obtuse 
ter in i nation, and Jive lobes on each side, opposile, in pairs. (Flemg.) 



401 

Operculi stylus angustissimus , vertice trilobato, lobo intermedio 
trecto, maæimo; versus finem stylt disens lotus margine lobato, deinde 
tria paria loborum piriforinium, basin versus sensim minonnn. 

Brdnchiæ circulares, fasciis cluabus concentrkis, inæqualibus ; fila- 
mentet branchialia lata, uirinque fimbriata, apice summo angulato-in- 
a'.so. (ex icone M.) 

Terebella. Cordiner Remarkable ruins in north Britain Nr. 2. 
Serpula Cordineri Flemg. Edinb. Phil. Journ. 1825. p. 244. 
Sabella (Serpula) Cordineri John.st. Index Annals of N. H. 

XVI. 16. p. 448. 
Hab. in oceano britannico boreali adhering to a stone dredged 
up in forty fathoms water (Cordiner). 

Cordiner's Afbildning erindrer stærkt om Slægten Po- 
matostegus; de tre Par Flige paa Siden af Støtten ere 
maaskee Levninger af Laagskiverne, men det maa dog er- 
indres, at paa Tegningen aftage disse i Størrelse nedad. 
Skallen er ikke ulig Placostegus trideYitatus J. C. Fab. 

GEN. XI. SPIROBRANCHUS BLY. OKEN. 

Operculum subovale, corneum, intus impressionibus muscularibus 
profundis in cornua ramosa lateris eaierni exeuntibus. 

T. repens, solilaria, septo inferno foramine subcentrali infnndibidi- 
formi porisque marginalibus pertusa. 

Les Serpules cymospires Savigny Explor. d'Egypt. 1809 p. 27 

ed. 2. p. 408. 
Spirobranche Bly. Bull. soc. phil. Avril. 1818. p. 79. læst 

Juni 1817. 
Spirobranchus Blv. Oken Isis 1818 p. 2062. 
Vermilia p. p. Lam. 1818. V. p. 369. 
Spirobranchus Schweig. Handb. 1820 p- 600. 
Cymospira Blv. Diet, se. 1828 t. 57. p. 431. 

» Philippi 1. c. p. 49. 

» Subg. Serpulæ Grube 1. c. 

Gjælletraadene ere stillede paa en i 4—5 Vindinger 
spiralsnoet Arm, saaledes som Pallas (der har leveret den 
bedste Fremstilling af Dyret) bar beskrevet det hos Sp. gi- 
ganteus; men dette Forhold synes ikke at tinde Sted hos 
alle Arter og er vistnok meget afhængigt af Alderen. 



402 



76. SPIROBRANCHUS GIGANTEUS PALL. 

Opercuhan mbovale vel fere circidare* extus juxta marginem 
dorsalem ramis duobus oblique erectis, interne aculeis aliquot deftexis, 
postice ramulo brevissimo juxta basin, vertice spinoso; intus impressio- 
nibus muscularibus duabus, fundo angusiissimo, profundo; color rubro- 
violaceus (M.) 

T. solitaria triquetra repens, crassa, alba superne pierum que 
lilacina; carina darsali compressa sublaciniata, antice rostro longo 
compresso inferne linda longitudinali divisa; laminæ et striæ incre- 
rnenti utrinque arcuatæ in carinam medianam sub angulo acutissimo 
productæ; apertura circularis subinfundibuliforinis, faucibus pallide 
coccineis ; septum internum foramine {vel fissura)- subcentrali, in- 
fundibuliformi, sulcis obsoletis radiantibus, irregularibus , peripheria 
poris sat approximatis perlusa (M.) 

Serpula gigantea Pall. Miscell. Zool. 1766. p. 140. t. X. 
f. 2—10. 

Gra. S. N. p. 3747 Nr. 37. 
» i Wuod Index t. 38 f. 38 (Copi af Ormens 

Bafgkrop, der er taget for en Skal.) 
Spirobranche, Serpula gigantea Blv. Bull. phil. 1818. 1. c. 
Cymo8pira gigantea Bly. Diet. se. t. 57 p. 431. pi. 2 f. 2. 
Serpula gigantea Cuv. R. A. III. p. 199. 

» » Savign. Expl. d'Egypt. p. 74 ed. 2. t. 26. 

p. 408. 
Serpula (Galeolariu) gigantea Vogt. Cuv. Das Thierr. IV. p. 14. 

Hab. in oceano americano ad Antiguam (Pallas). La Guayra 
(Mus Curaing). St. Thomas, paa Steen, men ialmindelighed indleiret 
i Koraller (Millepora, Porites, Mæandrina) , hvoraf den overgroes; 
den borer derimod ikke (A. II. Riise). I Almindelighed leve to og 
to Exemplarer sammen , et Forhold , der er fælles for næsten alle 
de større Serputider og maaskee staaer i Forbindelse med Kjons- 
forholdene. I Hamborger- Museet findes et næsten ret Exemplar, 
der omtrent er 220 m. langt. 

Pallas angiver, at Gjællebuskene ere dreiede i næsten 
otte Vindinger; senere Forfattere angive kun fem, hvilket 
maaskee er afhængigt af Alderen eller en forskjellig Tæl- 
lingsmaade. Lamarck omtaler ikke denne Art, uagtet han 
selv i Aaret 1809 skjænkede et Exemplar til Savigny, be- 
skrevet af denne i »l'Exploration d'Egypte.« 

a. Animal longissimum gracile; operculum ovale (ex icone). 
Penicillum marinum ex indiis orientalibus Seba Thesaurus III. 

p. 39. t. 16 f. 7 a b - 



i 



403 



Det er ikke bekjendt om der, som Seba angiver, findes 
en lignende Form i Ostindien. Afbildningen viser ikke nogen 
mærkelig Forskjel fra det af Pallas fremstillede Exemplar. 
Det er derfor meget sandsynligt, at det af Seba angivne 
Findested er urigtigt. 

|3. operculum margine ciliatum (ex Home). 

Actiuki animal flower Home Philos. Transact. 1785. t. 75. p. 
333. t. XI. 
» » Hunter ibid. p. 352. 

» » Lectures I. pi. 1. (Copi.) 

Sabella madreporcmim Shaw Miscell. t. 290. (Copi.) 

v » Blumenb. Abbild. Nr. 67. (Copi.) 

Hab. ad ins. Barbades, Fortn. (Home.) 

y: branchiæ anfractibus 5 ; cornua operculi quatuor, duo longa et 
duo brevissima. (Schm.) 

Cymospira giganten Pallas Schiuard. 1. c. 1861. p. 31 t. 21. 

f. 180. 
Hab. ad Jamaicam meridionalem in rupe corallifico. (Schm.) 

Schmarda anseer den lille Green paa Bagsiden af de 
store Horn for et selvstændigt Horn. 

d. Abdomen animalis breve, (ex icone). 

Terebella bicornis Abildg. 1789. Schriften Berlin. Geseli. IX. p. 
142. t. 3. f. 4. 
Gm. S. N. p. 3114. Nr. 10. 
Serpula bicornis Sav. 1809- p. 408. ed. 2. p. 75. 

» » Guérin IconogT. du R. A. t. 2 f. 4. (Copi.) 

» Griffith An. Kingd. t, 8. f. 4. (Copi.) 

Hab. ad Ins. St. Crucis. (Abildg.) 

f . Operculum differt a præcedentium : ramulo postico cornuum 
validiore et erecto. (M.) 

T. teretiuscula , tenuis pro magnitudine. Exstat in Museo 
Hamburgensi. 

var. A. Operculum bicorne ut præcedentium sed ramulo parvo 
intermedio spiniformi prostrato. 

Hab. ad Puerto Cabello. (In Mus. cl. Duukeri?) 

Den nedliggende uparrede Pig svarer til det store gaffel- 
dannede Horn paa Laaget af den følgende Varietet, som jeg 
derfor ikke troer kan være en egen Art. 



404 



var. B. tricornis. 

Operculura bicorne ut præcedentium sed differt ranio intermedio 
prostrato , tereti , longo , ad finem furcato , ramulis utrinque aculec 
mutico. 

Steinbohrer etc. Abildgaard 1. c. 1789. p. 43. 

Serpula bicornis »Sav.« v. d. Hoeven. Handb. I. p. 803. t. 

6. f. 4 A. B. (bene) 
Hab. in indiis occidentalibus (Mus. Spgl.) Puerto Cabello (Mus. 
Dunkeri). 

var. C. microceras. 

Operculum ovatum, bicorne; cornua parva recta procumbentif 
basi subremota; cornu dextrum paulo longius, latere interno bi- 
spinoso , sinistrura unispinosum ; spina subreflexa in lateribus externis 
apicem versus sita, ramulo parvo postico præcedentium nullo. 

Hab. in oceano antillaruni? (H. Kroyer Mus. Reg.) 

Hornene ere i Forhold til Laagets Størrelse paafaldendf 
smaa og langt stærkere nedliggende end paa alle øvrige Af- 
ændringer; de to smaa knudeagtige Grene paa Bagsidei 
mangle aldeles. Saalænge Væxtforholdene endnu ikke ere 
bekjendte, er det meget usikkert at bestemme, hvad der ei 
Art, og hvad der er Varietet. 

77. SPIROBRANCHUS ROSTRATUS LAM. 

T. tereti, lævigata, madreporibiis incrustata; aperlura dente 
acuto rostriformi. Son tube est assez gros, rouge et paraissait i-idé. 
(Lam.) 

Vennilia rostrata Lam. 1818. p. 369. 1. 

» » Bowd. Elem. 1827. t, 2. f. 129. 

Blv. Diet. t. 57. p. 329. 
» Chenu 111. Conch. t. XI. f. 9. 

Serpula rosea Wood Index Supp. 1828. t. 8 f. 4. 
Stoa? rostrata M. de Serres An. se. nat. 1855. p. 240- 

Hab. Les mers de la nouvelle Hollande, dans l'épaisseur d'un 
Porite. (Lam.) 

Jeg tvivler meget paa Rigtigheden af det opgivne Finde- 
sted, især fordi Lamarck ikke tilfører »Peron & Lesueur« 
som nævnes ved alle hans nyhollandske Arter, eller angiver 
i hvilken Samling Exemplaret findes. I Henseende til Farven 
»rouge« afviger denne Art betydeligt fra P. giganteus Pall., 
men stemmer derimod overeens med S. rosea Wood. 



405 



78. SPIROBRANCHUS INCRASSATUS KRØYER. 

T. repens, crassa, subquadrangularis , lævhtscula, violaceo-pur- 
purea , carina dorsali sublaterali compressa, sublobata , fiava , antice 
parum prominente; kttere externo perpendiculari, bast expansa; ledere 
intemo declivi, interdum lira obsoleta longitudinali ; apertura alba, 
faucibus roseis. Diam. ant. circ. 10 m. 

Operculum angulari- ovatum, pallide rufescens, extus ramis duo- 
bas longis leviter decumbentibus ; rami latere externo ramidis geminis 

- deflexis remotis, latere intemo spina dejlexa solitaria, postice 
ramulo basali brevissimo crasso vertice spinuloso, latere externo ra- 
mulo minutissimo spi?ioso ; rum o mediano brevissimo piano prostato, 
apice ramis duobus longis divergentibus, verticibus spinis recw'vis, latere 
externo ramulo spinoso submediano. 

Cymospira gigantea Grube 1. c. p. (ex loc. nat. et specimine 
Kroyeri). 

Cymospira incrassata Kroyer Mus. Reg. 

Hab. in oceano pacifico ad Columbiam occidentalem in Marga- 
ritifera sp. affixus, Mus. C'uming. Puntarenas (Orsted) H. Kroyer. 

Beskrivelsen er efter Exemplarer i Hr. Cnming's Sam- 
ling. I det kgl. Museum findes et noget større Exemplar, 
hvis Bagkrop er meget kort, sammenlignet med Sp. giganteus, 
og hvis Laag ikke forekommer mig at afvige væsentligt fra 
de Cuming'ske Exemplarer. 

var. «. T. concolor riifescente-purpurea. 

Hab. in oceano pacifico ad Columbiam occidentalem in Arca 
pacifica affixa. 

Farven er mattere, medens den typiske Art er lidt 
gliudsende, hvilket maaskee hidrører fra Polering. 

Laaget af denne Art ligner meget Laaget af Sp. gi- 
ganteus var. B., men adskiller sig fra dette derved, at Grenene 
paa det uparrede gaffeldannede Horn ere meget længere end 
Skaftet, der næsten ganske mangler, og ere mere udspærrede, 
medens det Modsatte finder Sted hos den af v. d. Hoeven 
afbildede var. B. Jeg har seet flere Exemplarer, der alle 
stemme overeens i dette Forhold. 

79. SPIROBRANCHUS SEMPERI MORCH. 

Operadum suborbiculare rufescens, margine angustissimo elevato, 
quadricorne ; cornua postica erecta, medio oblique fwcata; rami eæterni 



406 






furcarum intus bispinosi, e.vtus ramulo minuto, apice bispinoso; rami 
internt furcati; verticibus furcarum omnibus spinis 3 — 5 min ti tis; 
cornua antica decumbeutia, recta, basi approæimata, dimidiam po- 
steriorum longitudinem vix superantia, furcata; ramo externo furcarum 
ramulo brevissimo spinifero el postice spina solitaria; latus internum 
operculi margine infleæo acuto, canali profundo peripherico; impres- 
sione centrali vultum Simiæ non male referente; foraminibus duobus 
majoribus fere infundibuliformibus duobusque minoribus sulco conjunctis 
ad cornua respondent ibus. 

Diam. operculi 3|- m.; alt. cornuum circ. 3] m. 

T. teres, linea dorsali elevata; apter tura circidaris; rugæ incre- 
menti irregulares. 

Hab. ad ins. philippin. , legit cl. Carolus Semper; exstat in 
collectione fratris Altonæ. 

80. SPIROBRANCHUS DENDROPOMA MØRCH. 

Optrculum subcirculare albescens; margine deflexo jjoslice elevatcu 
cornubus erectis furcatis 5 — 6 approæimatis in circulo juxla marginen 
digestis; stipite nudo breviusculo, ramis divergentibus spinosis et dense 
rarnulosis; intus impressione musculari cordiformi submarginali, fora~ 
minibus 5 æquidistantibus, quorum marginalibus geminis, centro sera 
biculo punctiformi. Diam. circ 2\ m. 

T. solitaria, repens teretiuscula, Uris parvis acutis sat remotis, 
interdum carina dorsali compressa, laciniata; liræ incrernenti regu- 
lares, prominentes; apertura circularis; sepliun internum sulcis radi- 
antibus 3 vel 4 et foramine centrali infundibuliformi: peripheria puncw 
minutis pertusa costulisque brevissimis radiantibus: margine adnato 
laminoso. Diam. aperturæ circ. o\ m. (M.) 

»Animal long 2| pouces anglais; branchies violet clair avec 
deux bandes violet foncé, six faisceauæ couleur de paille sur siv 
costules ; espace entre les sommets des coslules considérable, diminuattt 
ou se rétrécissant å la jointure avec le corps el s'élargissant 
mesure qu'il avance vers les branchies«. Dietz in litt. 1861. 

SeescMange Schxøt. Einl. 2. p. 369. t. VI. f. 18. (S. denti- 
culata Gni.)? 

Ostindische SchneckenrohreiniteinemtiefliegendenDeckelverschlosseBp 
welcher mit 6 slacheligen Hornern bewaffnet war. Abildg. 
1789. 1. c. p. 193. t, 3. f. 6. (siniilliina sed rudis). 

Galeolaria (Lam.) Cut. R. A. éd. 2 IH. p. 191. 

Hab. in oceano americano ad ins. St. Thomæ. (A. Dietz) 
A. H. Riise. 

Abildgaard' s meget raa Afbildning maa henføres til denne 
Art, indtil det viser sig, at en nærstaaende Art forekommer 
i Ostindien. Laagets Muskelindtryk viser fem Huller, der 
ere Hornenes Aabninger og saaledes nøiagtigt angive disses 



: 



407 

ladbyrdes Stilling. To og to Horn ere saaledes stillede sammen, 
og det femte henimod Midtpunktet staaer alene; undertiden 
er et af Hornene dybere kløftet, hvorved der opstaaer 6 
Horn istedetfor det almindelige Antal af 5. Ifølge Hr. Dietz's 
Afbildning er Dyrets Bagkrop meget smækker, høirød, især 
i den bageste Deel, og har en sort Ryglinie ; Gjællerne synes, 
ligeledes efter Hr. Dietz's Tegning, ikke at være spiralsnoede. 

81. SPIROBRANCHUS? POLYCERUS SCHMARD. 

Opercuhim crassum, breve; pedunculus curvatus. Superfines 
operculi uncinis (cornubus) pluribus (7). Long. anim. 16'". 

Der Korper ist blass-rosenroth; der untere Theil der Kiemen 
z^ischen violett und rosenroth. Gehort zu den kleineren Formen 
und zeichnet sich durch den kurzen , gekriimmten Deckelstiel , den 
kurzen , dicken , weissen kalkigen Ueckel , der auf seiner oberen 
Flaclie sieben krumme Hacken , davon 2 lange tragt, aus. Die 
Amvesenheit der Spiralgånge (nur zwei) der Kiemen verweist das 
Thier in dieses Geschlecht. (Schm.) 

Cymospira polycera Schmard. 1. c. p. 31 f. 181. 
Hab. in oceano americauo ad ins. Jamaicam. (Schm.) 

Den generiske Bestemmelse af denne Art er meget 
tvivlsom. Laaget angives som kalkagtigt, hvad det aldrig 
er i denne eller de nærstaaende Slægter, med mindre Angivelsen 
skyldes Nulliporer eller et uorganisk Nedslag. Dersom dette 
imidlertid ikke er Tilfældet, og især dersom Laagstilken, der 
angives som kort og krummet, er en Deel af Laaget, og ikke 
selve Køllen, er det sandsynligt, at denne Art er en Serpula 
og da nærbeslægtet med S. ctenactis. Dette bestyrkes yder- 
mere ved de 7 preendannede, aldeles rette Tapper, der frem- 
stilles paa Tegningen, men som ikke stemme med Beskrivelsen, 
i hvilken disse betegnes som krumme Hager, af hvilke de 
to ere længere. Dersom Arten virkelig er en Serpula, maa 
Antallet af Piggene være opgivet efter et Exemplar, hvor en 
Deel af disse ere afstødte. Det maa dog bemærkes, at 
ivanten af Laaget ikke er tandet som paa Serpula, men 
lette kan ligesaa let være glemt ved denne Art som ved 
^omatostegus macrosoma. Schmarda sammenligner Piggene 



408 



med dem, der findes fremstillede af Philippi paa Laaget af 
Eupomatus uncinatus. 

I Diagnosen kaldes Piggene »cornua«, hvorved man især 
i denne Slægt maa tænke sig forgrenede Legemer; jeg kan 
derfor ikke tilbageholde den Tanke, at Schmarda for at spare 
Tid ved Tegningen af det altfor rigelige Materiale, der frem- 
bød sig paa Reisen, blot har antydet de faste Dele, for 
senere at udføre dem nøiere, og at Exemplaret senere er 
gaaet tabt. I dette Tilfælde vil Arten maaskee vise sig nær- 
beslægtet med den foregaaende. 

Schmarda's Afbildning stemmer i det Væsentlige med 
Dietz's Afbildning af den foregaaende Art; men Dyrets Farve 
er blegere, og Gjællebnskene have kun eet bredt Tverbaand, 
som maaskee er dannet ved en Sammensmeltning af de to 
paa Dietz's Afbildning fremstillede Baand. 

GEN. XU. POMATOCERUS PHIL. 

Operculum crassum, corneum, circulare, intus pianinn, impressiom 
musculari profunda, foraminibus profundis 2 vel 3, unde extus cor- 
nutum; cornua paria semper simplicia; cornu impar inlerdum bi- 
fidum. 

T. calcaria triquetra, carinis basalibus concameratis. 

Vermilia Bly. Diet. se. t. 57. p. 329. (piéce operculaire or- 
dinairement bi-ou tricorne). 

Vermilia, Lam. pp. Sow. Gen. 

Pomaloceros Philippi 1. c. j>. 194. 

Denne Slægt adskiller sig kun væsentligt derved fra den 
foregaaende (Spirobranchus), at Hornene ikke ere grenede 
eller piggede. Dog viser P. bucephalus en Overgang. 

82. POMATOCERUS TRIQUETER L. 

Operculwn pallidwn, cornubus Iribus brevibus, crassis, sat inolli- 
bus, incurvis, æqualibits, basi approximatis ; cornua postica hviler an- 
irorsum Jle.va', cornu impar subproslratum. (M.) 

T. repente flexuosa Iriquetra. (L.) 

Cancer variis inscriptionibus Franckenau 1727 Aet. phys. med. 

I. p. 315 ex Norwegia (Marc. 

Herforth). 
Dentaliiim Liomé 1747. Westgotha Resa p. 170 (paa Krabber). 









409 

Serpula triquetra L. S. N. X. 787. p. 644. (non Mus. Ulr.) 
» » L. Fn. Srec. 2. p. 55. Nr. 2206. excl. obs. 

quæ Placostegus tridentatus. 
Dentalium testa fleæuosa triquetra Strom 1770. Aet. Haun. X. 

p. 17. vm. t. VI. f. 1—5. 
Serpula intricata Pennant Brit. Zool. IV. p. 146 f. 157. ed. 2. 

XCI. f. 158. 
Serpula triquetra. Mont. Supp. p. 154. Nr. 2 (et forsan Nr. 4.) 

ed. Chenu p. 333. 
? Vermilia scabra Lam. V. 1818. p. 730 p. 7. Deless. t. 2. 

f. 8. Chenu 111. t. IX. f. 8? 
Patella tricomis Turton Diet. 1818. p. 139. 
Vermilia triquetra Sowb. Miscell. t. 31 (bene, ex Thorpe.) 
» » Sowb. Gen. fig. 2. cum operculo ; vix f. a & c. 

» » ? Fleming Edinb. Journ. 1825. p. 242. Op. 

with a bifid style. 
Serpula triquetra Hoffman Berlin. Magazin 1829. p. 150- (C. 

Fig. animalis.) 
Serpula vermicularis Cuv. R. A. III. p. 191.? 
Serpula triquetra Berk. Loud. Mag. VII. 1834. p. 421. 

» » Loud. Mag. VIII. p. 621. 

Serpula tubularis (Turt.) Harway & Glossop Proc. Zool. Soc. 

1835 p. 128. 
Serpula triquetra Sars Reise til Lofoten p. 84. 
Vermilia triquetra Thorpe p. 14. p. XXI. 

Pomatoceros tricuspis Leuckart Archiv f. N. G. 1849. p. 189. 
t. 3 f. 4. a (bene.) 
var. a. solitaria spiralis, interdum reversa. 

Serpula spiralis Brown 111. t. 2. f. 6. (1827). 

Serpula perverst Brown 111. t. 2. f. 7. 

Vermilia triquetra var. serrulata Thorpe Mar. Conch. p. VII. 

XXI. 14. f. 53. 
Serpula placentula Bean Supp. Thorpe. p. 265. 
Hab. in sinu codano, freto Oresundico, mari germanico et bri- 
tannico; ad ins. Helgoland (Hoffm. et Leuckart) ; ad ins. Hirsholmene 
(H.Krøyer); Hellebæk (Ltk.); Bohuslån (Malm) ; ins. Lofoten (Sars); 
Island (Johnson); ad Drobak (Orsted). 

Uagtet denne Art er den almindeligste af alle Rørorme, 
haves dog kun to, temmelig maadeiige Afbildninger, nemlig 
Strom's og Hoffmann's; Leuckart har leveret en udforlig Be- 
skrivelse af Dyret og en god Afbildning af Laaget. De to 
fremadvendte trekantede Tapper paa Køllen findes neppe, 
saaledes som de fremstilles paa sidstnævnte Figur, altid nøi- 
agtigt paa samme Maade paa alle Exeraplarer. Det er dog 



410 



muligt, at heri kan søges en Artsforskjel mellem denne Art 
og den følgende, der efter Philippi's Tegning viser disse tre- 
kantede Tapper med udadvendt og ikke fremadvendt Spidse. 
Jeg mindes ikke at have truffet fuldstændige indvendige Tver- 
bunde i Skallen af denne Art. Flere af de anførte Afbild- 
ninger af Skallen, navnlig af var. p. , kunne maaskee med 
samme Ret henføres til Vermilia conica Flemg. 

83. POMATOCERUS TRICUSPIS PHIL. 

T. triquetra, sæpe in gyrum contorta, alba; cliam. 2'". (Phil.) 

Animal branchiis albo et coccineo sive albo et fusco fasciatis; 
fil is idtra 18; operculo hemisphærico , vertice cornubus Iribus acutis 
instructo; pedunculo utrinque filum gereide. (Phil.) 

Pomatoceros tricuspis Phil. 1. c. 1844. p. 199. f. P. 

f Serpida vermicidaris Cuv. R. A. III. p. 191. 

t Vermilia trieornis Blv. Diet. se. t. 17. p. 329. (piéce oper- 
culaire ordinairement hi- ou tricorne). 

Hab. in mari inediterraneo , vulgaris (Phil.). 

Ifølge de ovenfor anførte Afbildninger er det sandsynligt, 
at denne Art er forskjellig fra den foregaaende. Antallet af 
Gjælletraadene angives eens hos begge Arter, nemlig til 18 
i hver Busk. Det er tvivlsomt, om ikke det af Blainville 1. 
c. p. 430 omtalte Laag maaskee snarere hører til fore- 
gaaende Art : 

»Il nous senible que la piece calcaire, regardée comme re- 
N couvrant la tentacule opereuliforme , e.st un simple depot du mucus 
dans l'espéce si commune sur nos huitres. Il nous est arriré de 
le trouver bien bicorne, mais sans aucun depot cretacé.« 

Strom's Afbildning 1. c. anf'ores af Blainville. 

84. POMATOCERUS TRIQUETROIDES DELLE CH. 

Opercidum cornubus iribus rectis. subulatis. (M.) 

Serpula Iriquetroides Delle Ch. Mem. IV. t. 67. f. 15 — 16. 

Pomatocerus tricuspis"! Phil. 1. c. 1844. p. 194. 

Hab. in mari mediterraneo. (Delle Ch.) 

Denne Art er utvivlsomt forskjellig fra de to foregaaende. 
Laagets Horn ere nemlig rette og meget længere, saaledes 
som paa den anførte Afbildning, og Gjælletraadene ifølge 



411 

denne langt færre. Skallens to Sidekjøle ere ifølge den an- 
forte Afbildning indvendig kamrede. 

85. POMATOCERUS BUCEPHALUS MØRCH. 

Opercuhim rrassum, flavescens , suborbiculare , vel obsolete heæa- 
gomim, peripheria inæqvali, margine elevato angustissimo, vod o subcen- 
trali Iricomi, cranium bovinum non male referens ; cornua poslica 
divergentia , conica , apice antrorsum fleæo , postice ad indium fleæionis 
spinula triangulari obsoletissima; corrm anlicum decumbens , apice 
furcato, acwmine ulroque deflexo. Diam. 1| m. 

T. (riquetra, gramdis confertissimis pianis obsoletis; carina dor- 
sali plana medio canalicidata , antice (plerumque) rostro pyramidali 
producto, callo lato, piano, juæta aperhiravi; sulci iucrementi pro/undi, 
irregulares, in carinam s\d> angulo acutissimo proditcti; septum ivtemum 
ovale, planum, peripheria poris linearibus transversis utrinque circiter 8. 
antice foramme sublunari angusto e poris covfluentibus orlo; carinæ 
laterales intus concnmeratæ. Diam. testce. circ. 6 m. (M.) 

Hab. ad Samboanga insular. Philippin. , C. Semper (coll. cl. 
I. O. Seiuperi, Altonæ). 

Denne Art nærmer sig noget Slægten Spirobranchns, 
navnlig S. Semperi. Den beskrevne Tverbund er af et andet 
Exemplar, og sad ved Mundingen af det typiske Exemplar; 
den kan derfor meget godt være af en ganske anden Art, 
ja Slægt. 

86. POMATOCERUS? INDICUS DAUD. 

Vermetus irregulariler contortus, supra longiludinaliter coslatus; 
opercido trochiformi et adhærente. Long. 1 å 2 pouces. Tube rampant, 
adhérent, irrégidierement tortillé, garni longitudinalement en dessus d'une 
petite cote saillanle ; un petit opercule un pen transparent et conique 
ou en forme de tonpie å pointe quelquefois bifide , et fiæé apres la 
mort de Vanimal au bas de Vouverlure du tube. (Daudin.) 

Vermetus indicus Daudin Recueil. 1800. p. 44. fig. 18, 19. 
Hab. l'ocean indien. (Daudin.) 

Denne Art hører maaskee snarere til Slægten Vermilia; 
det afbildede Laag er nemlig kegledannet med en kløftet 
Spids, og har saaledes megen Lighed med det i Sowerby's 
Genera fig. a afbildede Laag af Vermilia triquetra. Dersom 
Daudin ikke havde afbildet Laaget in situ i Mundingen af 
Skallen, saaledes at de to Spidser vende udad - hvad der 

28 



412 



neppe kan være en Feiltagelse — vilde jeg have antaget 
Laagets Spidse for Stilken. 

Den som saa gaadefuld betragtede Afbildning af et Laag 
i Diet. se. nat. t. 1. f. 3. (copieret af Philippi 1. c. fig. T.), 
som der er henført til Vermilia triquetra, adskiller sig egentlig 
kun derved, at de to Spidser i Toppen ere afrundede. Jeg 
antager derfor, indtil et saadant Laag bliver opdaget, at oven- 
nævnte Figur grunder sig paa en raa Skizze efter Daudin's 
Afbildning, ligesom den bekjendte Tegning af Spirula i Encyclop. 
méth. pi. 465. 

Den af Blainville 1. c. t. 1. f. 2. afbildede Skal stemmer, 
især med Hensyn til de skarpvinklede og sammensnørede 
Tverfolder, med en Serpulaform uden Laag fra Malta i Hr. 
Cuming's Samling. 

87. POMATOCERUS STRIGICEPS MØRCH. 

Operculum orbiculare, planum, coriaceum, atropurpureum vel 
violacewm : intus planum, marginem versus rotundatum, impressione 
dilatato- deltoidea, excentrica, in adultis sensim obliterata; peripheria 
margine angusio depresso, attenualo: extra rude (decrepitu), planum. 
Opercidum ætate media tenuiusculum , pallide violascens, intus im- 
pressione dilatato - deltoidea flavescenle , profunda, unde figura externa 
æquali elevala, impressione media parva deltoidea; latus basalis 
deltidii omnium longissimum exlremitatibus tuberculo munitis. Diam. 
circ. 2^ m. 

T. agglomerata, repens, varie torta, triquetra, extus cinereo- 
coerulescens , intus saturate pvrpurea vel lilacina-, carina dorsalis 
comjiressa, acuta, laciniata, antice incrassata, obsolete canaliculata, 
rostrata, basi utrinque serie punctorum impressorum; latera convexa, 
sæpe rugis transversis pulcherrime cancellatis vel reticulatis sed pie- 
rum que evanescentibus ; liræ incrementi sæpe laminatæ, confertæ, in 
carinam sub angulo acuto productæ; apertura cirexdaris , peritremate 
valde incrassato, subpentagono , sæpe idrinque obsolete indso; septa 
interna 2 vel 3 approæimata, plus minusve obliqua, wide ovalia, leviter 
convexa, peripheria utrinque foraminibus 5 — 6 ovalibus jissuraque 
interdum mediana minuta. Diam. aperturæ circ. 3 m. ; diam. testæ 
5 m. (M.) 

Serpida punctata Chenu 111. pi. IX. f. 4 simillima. 

Hab. North Australia and New Zealand. (Mus. Cuniing.) 

Exemplarerne fra Nyseeland mangle Laag og afvige derved, 
at de ere stærkt fortykkede ved Mundingen; men en anden 



413 



Gruppe, uden Angivelse af Findestedet, viser en tydelig Over- 
gang til de ovenfor beskrevne Exemplarer fra Nord- Australien. 

Væggene af Skallen synes at være kamrede indvendig 
og undertiden tillige udvendig; i sidste Tilfælde dannes Kamrene 
af Rynkerne paa den udvendige Side, naar to Exemplarer 
komme i Berorelse med hinanden. Den anførte Afbildning er 
meget lig nærværende Art, men Rygkjolen viser ikke noget 
fremstaaende Horn over Mundingen. I Henseende til de ind- 
vendige Tverbunde ligner denne Art meget Spirobranchus 
Semperi, men Hullerne i Kanten ere meget større og ovale. 

Laaget er meget forskjelligt fra de øvrige Arters i 
Slægten, idet Spidserne kun ere rudimentære eller ganske 
mangle, dog maaskee kun paa Grund af Slid. Paa Laagets 
indvendige Side findes et dybt tresidet Indtryk, der paa den 
udvendige Side viser sig som en meget tykvægget Trekant, 
hvis Grundlinie er den længste og bærer en lille Knop ved 
hver Ende. 

En Række af 6 — 7 Laag viser, at Fordybningen paa den 
indvendige Side og Ophøiningen paa den udvendige gradeviis 
blive mindre og utydeligere og tilsidst aldeles forsvinde , saa 
at Laaget ganske kommer til at ligne Slægten Placostegus's. 
Samtidig tiltager Tykkelsen, som kun er meget ringe paa det 
Laag, der har den største Fordybning. En saa stor For- 
anderlighed hos en og samme Art er hidtil ikke iagttaget. 

GEN. XIII. PLACOSTEGUS PHIL. 

Operculum orbiculare, planiusculum vel concavum, margine in- 
tegro; clava cornea. (M.) 

Testa triquetra, crystcdlina, vel crelacea. (M.) 
Vermetus p. Daudin Rec. 1800- 

Sectio a. species ty pie æ. 

Testa crystallina. (M.) 

Operculum „c/dcanum", margine inlegro, orhmulari, planum (Phil.), 
subinfundibuliforme. (Sars.) 

Vermilia aperlura trklentata Gray Cat. Br. Mus. 1842. p. 62. 

Laaget af denne Slægt er kun ufuldstændigt bekjendt og 
ligner meget Vermeternes, navnlig paa Grund af de ofte meget 

28* 



414 

fremtrædende concentriske Tilvæxtlinier (der dog ikke ere 
spirale) og de udstraalende indtrykte Linier, der dog ikke 
ere meget talrige. Laaget forekommer mig mere hornagtigt 
end kalkagtigt, som Philippi angiver. Køllen er udvendig af 
samme elastiske hornagtige Snhstants som hos Serpula (sens. 
strictiss.), der har megen Lighed med en Penneposes. 

Man maa vel vogte sig for at tage Indtrykket paa Køllen 
af affaldne Laag for Laaget af denne Slægt. 

Dyret er kun kjendt af en enkelt Tegning af M. Edwards, 
forsaavidtsom man ikke regner Ditrypa med til denne Slægt. 

88. PLACOSTEGUS TRIDENTATUS J. C. FABR. 

T. brevis^ pollicaris, erecla. fleæuosa^ triquelra, apice dentibus 
tribus porreclis acutis, superiore sublongiore. (Fabr.) 

Animal teidaculis plurimis ramosis et inler hcec corpuscalum 
tubulosum sensim incrassatum, clavatum, truncatum, obtusissimum, 
roncavum. (Fabr.) Operculum orbiculatum, subinfuudibulalum , læve 
(Sars), sæpe concentrice antiquatum, striis parcis radiantibus. (M.) 

Serpida triquelra p. L. Fn. Su. ed. 2. 1761. p. 535. n. 2206 Obs. 
Gunn. Norske Vid. Selsk. Skr. IV. p. 53 t. 
2 f. 14. 
» » id. Dronth. Gesellsch. Schr. IV. p. 46 t. 

2 f. 14. 
» » Miill. prod. n. 2856. 

» » Schrot. Einl. 2. p. 541. 

Serpula tridentata J. C. Fab. Reise nach Norwegen 1779. p. 385. 
Serpida triquelra p. 1. Mont. Supp. p. 157 (ed Chenu p. 333.) 
var. a. serrulata. 

Sh. transparent, smooth, glossy, triangular, tapering, flexuous, 
base spreading, adhering; dorsal ridge serated, and a little produced 
at the opening. Breadth of the base T ~ inch., length about 3 inches. 
(Flemg.) 

Serpida serrulata Flemg Edinb. Ene. VII. p. 67 t. CCIV. f. 8- 
Vermiiia serrulata Flemg Edinb. Journ. 1825. p. 243. 
Serpula serrulata Brown Illust. 1827. t. 2. f. 8. (Copi) ed. 2. 

pl. 58. f. 8. 
Vermiiia. Iricuspidata Morris Brit. Fossils, p. 67. 
Serpida serrulata Johnst. Index. Annals of N. H. XVI. p. 454. 
Serpula polita Sars Reise til Lofoten p. 84. n. 20- 

« » Danielssen Reise Norske Vid. Selsk. 1859- p. 124. 

var. ft. pennata. 

Liræ incrementi juxta carinam arcuatæ , reflexæ , interstitiis 
profunde impressis. (M.) 



415 

Hab. in oceano Norvegico ad prof. 100 (?) orgy. (J. C. Fab.) ; 
in Lophelia prolifera (Gunnerus) ; in Plagiostoma excavata J. C. Fab. 
(Schrot.) Temmelig almindelig paa Stene og Skjæl fra 20 — 200 
Favne, langs Kysten indtil Vadsø (Danielss). Found in Zetland in 
1809 adhering to stones brought from deep water (Flemg.) Var. ft. 
sidder paa en enkelt Skal i min egen Samling af Plagiostoma exca- 
vata fra Bergen. Bohuslån, men altid uden Dyr (Malm.) 

Montagu, Fleming og Sars have beskrevet Laaget om- 
trent med de samme Ord. Hvorvidt den følgende Art er 
Ibrskjellig fra denne, kan neppe endnu afgjores med det 
forhaandenværende Materiale. Jeg har derfor kun foreløbig 
adskilt disse Arter paa Grund af deres forskjellige geographiske 
Udbredelse, der gjør deres Identitet mindre sandsynlig. 

89. PLACOSTEGUS TRICUSPIDATUS SOWB. 

T. elo?igata, tenui, trigona, basi affixa, demum porreeta; carina 
dorsali primum dentkxdata; apertura tricuspidata. (Sowb.) 

Animal album; fasciis duabus fuscis in branchiis ; filis circa 9 
in utraque; peduncido opercidi simplici. (Phil.) 

fOpercidum Soldani Test. mier. p. 25. pi. 22. f. vas 122. S. 
Vermetus Iridentatus Daudin Rec. 1800 p. 47. f. 23. 24. 

(non Fab.) 
Serpida Iricuspidata Sowb. Tank. Cat. p. 93. n. 23. 
Serjmla crystallina Scacchi Catalogo p. 18. 1836- 
Serpida armata M. Edw. Cuv. E. A. éd. 3 pi. 3 f. 2. 

» » Liitken Dyreriget p.438 f. 350- (Copi, omvendt.) 

Serpida {Placostegus) armata Grube 1. c. p. 91. 
Hab. in mari mediterraneo ; alto in mari madreporis adhæret 
(Scacchi). Lebt in grossen Tiefen auf Korallen (Phil.) 

Daudin afbilder denne Art siddende paa den store Tere- 
bratula vitrea, og Sowerby angiver ligeledes, at den forekommer 
paa denne Art. Jeg har derfor benyttet Sowerby's ældste Navn 
for den middelhavske Art, da det ikke er sandsynligt, at hans 
Terebratula har været fra England, hvor den først nylig er 
opdaget. Jeg har henført M. Edwards's anførte Afbildning, 
som er efter et Exemplar fra Nizza, til denne Art. Tegningen 
er, som der ogsaa angives, forstørret nogle Gange. 

Afbildningen af Laaget viser den midterste Deel ophøiet, 
ligesom om Laaget var dobbelt; dette stemmer ogsaa med 
Ditrypa's Laag. 



416 



var a. Testæ caiina dorsalis spinulis minutis remotis. (M.) 
Hab. ad ins. Siciliam in Terebratula vitrea. (Mus. Curaing.) 

v a r. [i. tubifera. 

T. nitidula , primura triquetra , deinde angustata cylindrica, 
carina obsoletissima, iuterrunta. Diani. circ. 1 m. (M.) 

Hab. in mari mediterraneo ; cum Corallio nobili, in massa 
tophacea incrustata. (Stykket meddeelt af Hr. J. Collin.) 

Formen af det her beskrevne Ormeror er øiensynligt 
bleven stærkt paavirket af et kalkagtigt Nedslag, der næsten 
altid tindes paa Corallium nobile, og som tvinger Dyret til at 
give Roret en lige Retning og en mere rund Form, end naar 
det voxer frit. 

Dette Rør forekommer mig at antyde et Slægtskab med 
uogle af Soldani afbildede, besynderlige Rørstykker, af hvilke 
et Fxemplar findes sammen med den foregaaende Var. i det 
samme kalkagtige Bundfald, hvorfor jeg her vil henlede Op- 
mærksomheden paa dette Rør, der ogsaa erindrer meget om 
de enkelte Rør af Tubipora. 

var. y. annulifera. 

Tubulus (fragnientum) teres , æqualis , carneus vel albus , sed 
vix nitidu.s, annulis coni|)ressis , acutis , validis , remotis; liræ incre- 
menti geminæ, sat prominentes. 

Soldani Test. microseop. t. 26. vas 134.? t. 27. vas. 137. r. r. 
138. t. 28. vas. 138, 139. 

Hab. cum præcedente. 

Soldani afbilder en stor Mængde Afændringer af dette 
Ror med høist forskjellige Former af de flade, udstaaende 
Ringe, der snart ere skarpe i Kanten, snart saaledes om- 
bøiede, at de danne en halvtaaben eller endog ganske lukket 
ringdannet Kanal. Antallet er meget forskjelligt, idet disse 
Ringe ofte sidde ganske tæt, eller i meget forskjellige Af- 
stande og Antal. Tilvæxtstriberne ere meget stærkere end 
paa de frit levende, men erindre dog meget om Voxestriberne 
paa var (i. af foregaaende Art. Overfladen er meget mattere. 
Farven er ialmindelighed hvid, men ofte paa enkelte Steder 
af samme røde Farve, som paa de blegere Varieteter af Co- 
rallium nobile. 



417 

Hornes 1 ) afbilder et meget nærstaaende fossilt Rør fra 
Tegel som »unbekannte Versteinerung« og beskriver det saa- 
ledes: »Es ist eine ganz geråde diinne, durchsichtige , glas- 
glånzende, manchmal breitgedriickte , an beiden Seiten offene 
Rohre, die in bestimmten Intervallen mit ringformigen An- 
såtzen, ungefåhr in der Weise wie ein Equisetum versehen 
ist.« Serpula corona d'Archiach. Mem. Geol. 1846. 1 pi. 7 f. 
7. er meget nærstaaende. Serp. exigua Rolle Sitzungsber. d. 
Wien. Akad. 1857. Vol. 26. p. 27 f. 13. 14 og Serpula 
Noggerathii Goldf. t. 70 f. 14 b. ere analoge Dannelser af 
andre Arter. 

90. PLACOSTEGUS CÆRULEUS SCHMARD. 

Tubulus trigonus cærulescens; operculum clavalum fine planum. 
Pedunadus brevis irregulariter triqueter. Long. anint. 25 m. (Schm.) 

Placostegus cærulens Schm. 1. c. p. 29- t. XXI. f. 178. 
Hab. ad Cap. bon. spei et Novam Zelandiam in rupibus. (Schm.) 

Der Deckel hat eine keulenformige am Ende schief abgeflachte 
Gestalt. Der Stiel ist kurz , unregelniåssig dreikantig und geht 
allmåhlich in den Deckel iiber. Die Kiemen stehen auf einer kreis- 
formigen Basis mit weissem Rande. Die Kieinenfåden sind jeder- 
seits bis zur Zahl 20- Sie sind blau mit zarten weissen Queerstreifen. 
Die Kragenhaut ist breit und schlågt sich am Riicken lappenformig 
um. Eine grosse Zahl von Gefåssen befindet sich darin uud bildet 
Wundernetze. Das Gehåuse ist eine stark gewundene , dreikantige 
Rohre; der obere Rand tragt eine unregelmåssige Rinne, deren 
Wånde in einiger Entfernung vom Rande mit einer himmelblauen 
Linie gezeichnet sind; der iibrige Theil ist blassblau und an den 
aufsitzenden Råndern gelblich. (Schm.) 

Dyret afviger væsentlig fra PI. tricuspis efter M. Edwards's 
Afbildning, idet Kraven paaThorax er heel, medens den paa 
sidstnævnte Art er fingerdeelt. 

91. PLACOSTEGUS TÆNIATUS LAM. 

T. repente, conlorta, siibtriquetra, alba; fasciis duabus dorsalibus 
rubro-violaceis. (Lam.) 



l ) Tertiårversteinerungen des Wienerbeckens (Geol. Reichsanst.) 
t. ult. f. 47. 



418 

Vermilia tcemata Lam. V. p. 370. n. 8. éd. 2 V. p. 634. 
» » Riv. Diet. se. t. VIL p. 530. 

» » Chenu 111. Conch. pi. IX. f. 5. 

» » Delessert Recueil t. 2 f. 

flab. sur une Monodonte des mers australes , a la terre de 
Diémen, Mus. n. (Lam.) 

I Prof. Dunker's Samling findes en Euchelus rostratus 
(Gm.?) med 2 Exemplarer af denne Serpula, der ganske 
svare til Chenu's Afbildning. 

rar. a. serrulata. 

T. soeialis , fceres, flavescente-alba , nitidula, tenuis, carina dor- 
sali compressa, tenui, antice prominula, acie lobata, vel acute den- 
tata, fascia angusta violaceo - purpurea utrinque ad basin carinæ, 
interdum paululum remota vel in uno latere vel in utroque. Rugæ 
incrementi distinctæ, leviter arcuatæ, remotiusculæ, interstitiis carinam 
dorsalem versus interdum profundis , ibique serie punctorum distinc- 
torum, serieque nonnunquam simili secundum carinas laterales. Aper- 
tura circularis, diam. circ. 1^ m. (M.) 

Operculum circulare crassiusculum, extra plauiusculum, peripheria 
margine augusto, elevato, centro disculo elevato circulari : intus con- 
vexum, vertice excentrico, impressione musculari transversali, angusto, 
verrucis obsoletis 4 minutissimis. (ex specimine Cumingii, M.) 

Hab. ad Australiam (pilula agglomerata, Mus. Cumingii, M.) ; 
ad Tasmaniam leg. Dr. Milligan. (Coll. A. Benzon). 

Skallens Overflade er noget glindsende, hvorfor jeg ikke 
vil sætte den i næste Afdeling. — At Lamarck ikke omtaler 
Kjolen paa Skallen, maa formodentlig hidrøre fra, at den har 
været opslidt paa hans Exemplarer. 

Sectio p. 

Operculum calcarium , extra concavum , intus convexiusculum, 
apice obsoleto, excentrico, transversali; impressio muscularis trans- 
versalis, verrucis minutis 4 ob solelis simis. (M.) 

T. substantia cretacea, sæpe seriatim porosa, carinis latera- 
libus concameratis. (M.) 

92. PLACOSTEGUS POROSUS DAUD. 

Vermetus roseus, irregulariter arcuatus, supra longUudinaliter 
coslalus, quatuor linels porosis munitus. Long. 6 å 8 lignes. (Daud.) 

Tube rose, un peu aplati, courbé irréguliérement, a trois cotes, 
dont une relevée en créte ; avec deux lignes longitudinales formées 



419 



par des pores sur chacun des cotés : ouverture ronde. Les pores 
ne communiquent pas dans le tube; mais ils percent d'outre en 
outre les trois cotés. Observé a la loupe , le tube parait garni de 
petits plis transversaux formes par l*aniraal, a mesure qu'il augmente 
son tube. (Daud.) 

Vermetus poroms Daud. Rec. 1800- p. 45 f. 20. 21. 

Serpida porosa Bosc Vers. 1. 1802. p. 181. 

Hab. dans l'océan indien (sur une valve de rastellum, Coll. du 
Cn. Vata. (Daud.) Ad ins. Philippinas in coralliis emortuis. (Mus. 
Cuming.j. 

Jeg har ikke seet Laaget af den typiske Art, men for- 
moder, at dette maa være ligesom paa Varieteten p. 

rar. a. erythrospila. 

T. triquetra, alba, maculis coccineis , sparsis, in seriern longi- 
tudinalem irregularem digestis : utrinque lineis longitudinalibus regu- 
lariter porosis 5 — 6, linea infinia poris majoribus; carina dorsalis 
compressiuscula , dentibus acutiusculis sat remotis , interstitiis æqua- 
libus; apertura circularis parva. Diam. testæ circ. 3 ni.; diam. 
aperturæ circ. 1 ni. 

Serpula cristala Sowb. Gen. f. 7. (non absimilis.) 

Hab.? in museo Cumingii sine loco , corallio emortuo affixa. 

var. ^. niacrostigma. 

T. alba, crassa, triquetra, confertissime et subtilissime granu- 
losa et porosa; granula sæpe transversim coniluentia; carina dorsalis 
altissima, compressa, antice rostrata, acie Mneis abruptis impressis 
(loco dentium varietat. præced.) ; utrinque ad basin carinæ pori validi, 
remoti , regulariter distantes , in seriem digesti ; latera testæ plana, 
subperpendicularia: apertura orbicularis; paries affixa testæ infra 
aperturam foraruinibus quinque pertusa perpendicularibus, subquadran- 
gularibus , interstitiis oblongis , angustis , unde paries affixa testæ 
verisimiliter intus canaliculata. Diam. testæ 2\ m. ; aperturæ lim. 

Operculum pallide flavum, tenue, subpelluciduni, leviter concavum, 
intus convexiusculum , verruca obsoleta excentrica lineaque mediaua 
concentrica. Diam. circ. IA m. 

Hab. ad ins. Philippinas ; specimina dua in fragmento Hetero- 
poræ. (Mus. Cuming.) 

Denne Varietet er maaske en egen Art; den adskiller 
sig fra de foregaaende derved, at Porerne paa Overfladen af 
den meget tykke Skal ere saa smaa, at de ikke sees uden 
ved Forstørrelse; derimod er der en Række meget store 
Porer paa begge Sider ved Grunden af Kjolen. 



420 



93.' PLACOSTEGUS ORNATUS SOWB. 

T. cretacea, alba, piano- Ir iquetra, utrinque coslis arcualis trans- 
versis approæimatis , sæpe opposilis, subcontinuis ; interstitiis poris sat 
t nag nis 4c — 5 in seriem transversam digestis; linea dorsalis prominula; 
latera testæ eæpansa^ inlus concamerata, eqtus conferlim porosa; aper- 
tura circularis, parva, vix tertiam parton lutitudinis testæ æquans. 

Serpula ornata Sow. Gen. N. 11. f. 8. in Actinobolo sp.? 
Hab. ad insulas Philippinas, in Porite emortuo. (Mus. Cuming.) 

var. «. articulata. 

T. alba, nitidula, articulatini nodoso-costata, sulco dorsali inter- 
rupto divisa; interstitia costarum subarcuata, superne poro magno 
solitario , unde utrinque linea porifera ; carinæ laterales intus con- 
canieratæ; apertura parva circularis. Diara. testæ 5 ni.; apert. 
li m. (M.) 

Hab. ad insulas Philippinas; in Arca obliquata Reeve affixa. 

De store Porer, der danne en Række paa hver Side 
af Rygfuren, aabne sig i de smaa Kamre i Sidekjolene. 

var. |3. pennata. _ 

T. vix triquetra, planata, expansa, subtilissime transversim rugu- 
losa et obsoletissime porosa, hic illic præsertim aperturam versus 
poris majoribus; dorsum convexiusculum, sulcis angulatis, retrorsum 
spectantibus , ex poris 2 — 3 magnis confluentibus ortis, unde uti 
pennatum ; apertura circularis vix quintam partern latitudinis testæ 
æquans. Di am. testæ 6 ni. circ. 

Hab. ad ins. Philippinas, in Ostrea hyoti affixa. (Mus. Cuming.) 

Det er ikke umuligt, at P. ornatus Sowb. vil vise sig 
som en Afart af P. porosus, naar større Suiter blive bekj endte. 

94. PLACOSTEGUS FIMBRIATUS D. CH. 

T. teretiuseida, seriebus 4 — 7 longitudinalibus appendicum falca- 
tarum, peciinatanim, confertissimarum ornata; dm. 1 — 1-j'". (Phil.) 

Animal album ; branckiarum cocciuearum filis utrinque circa 9 ; 
pedunculo operculi appendice aucto. (Phil.) 

Serpula fimbriata Delle Ch. Mern. 1828. 3. p. 226. t. 48. £ 

19. 20. 
Placostegus fimbriatus Delle Ch. Phil. 1. c. p. 192. f. E. 
Hab. in mari mediterraneo. Delle Ch. Phil. (Mus. Cuming, 
ex Phil.) 



421 



95. PLACOSTEGUS QUINQUECOSTATUS DAUD. 

Ver/n. 5-costatus, costis crenulatis ; operculo piano et sæpius ad- 
hærenle. Long 1} T p. environ. Tube courbé irrégulierement* adhérent* 
å cinq cotes saillaules. longitudinales , crcnelces; avec une ouverture 
arrondie et munie quelquefois cVun opercule plat, transparent et 
attaché å sa base. (Daud.) 

Vermetus quinquecoslalus Daud. Rec. 1800. p. 46. f. 22. (aucta.) 
Serpida quinquecostata Bosc Vers. 1802. 1. p. 181. 
Hab. sur les coquilles de la Méditerranée , et principalenient 
sur les Spondyles. (Daud.) 

Denne Art er maaskee en Varietet af den foregaaende. 
Afbildningen maa ifolge det opgivne Maal være forstørret, 
uagtet den i Forklaringen angives at være i naturlig Størrelse. 

Sectio y. 

Omphedopoma. Operculum extra oblique vifundibuliforme* intus 
oblique pyramidale* apice arcualo. (M.) 

Jeg har en Tid tillagt denne Afdeling generisk Betydning, 
men da det forekommer mig, at der viser sig en gradeviis 
Overgang fra de næsten flade Laag til den følgende Arts 
tragtdannede, har jeg ikke villet opstille en egen Slægt, især 
da et lignende Forhold, skjøndt i omvendt Retning, viser sig 
paa Laagene af Vermilia. 

96. PLACOSTEGUS (OMPHALOPOMA) UMBILICATUS MORCH. 

Operculum circidare, corneum, extra oblique infundibuliforme, 
concaviuscidum fundo excentrico , transverso , profundo: intus oblique 
pyramidale, tatere antico longo, convexo, utrinque obsoletissime angu- 
lalo, postico piano, perpendiadari, brevi: apice transversalt* lato, ar- 
cualo* medio prominulo, sulcis obsoletissimis brevibus longiludinalibus 
circb* unde margo apicis obsoletissime crenulatus. Diam. circ.l\m. (M.) 

T. alba, crassa, cretacea, subquadraugularis , laminis incrementi 
obtusis, rudibus, superne antrorsum flexis ; carinæ basales dilatatæ, 
intus concameratæ ; carina dorsalis plana, lata, superne et lateraliter 
canaliculata, unde utrinque acuta, antice prominens, lingulata. Galeo- 
lariæ cæspitosæ simillima. Diarn. 2 — 3 ni. 

Var. T. candida, triquetra, læviuscula, carina dorsali com- 
pressa, undulata, longitudinabter bipartita. Testæ Pomatoceri indici 
suiiilbjna. (M.) 



422 



Operculum cærulescens , intus pyramidali conicura , basi con- 
stricta. (M.) 

Hab. ad urbem Manilam Philippinarum : Car. Semper legit 
(in collectione J. O Semperi Altonæ.) 

Laaget af denne Art erindrer om Galeolarias, men der 
findes intet Spor af Pigge paa Overfladen, som rigtignok er 
stærkt overgroet af Søvæxter. Paa den korte Flade af det 
indentil skjævt pyramidale Laag sees nogle yderst svage 
Spor af ophøiede Længdelinier, der kunde antyde en Sammen- 
sætning af flere Stykker; men da Laaget er mere hornagtigt 
end kalkagtigt, troer jeg ikke, at denne Art, uagtet Skallens 
store Lighed med Galeolaria cæspitosa, kan være beslægtet 
med sidstnævnte Slægt. Det dybe, aflange, brede Indtryk 
paa Laagets Udside ligner en aaben Tverspalte eller Navle. 
Laagets Høide er større end Breden ; det ligner meget 
Daudin's Afbildning af Laaget af Vermetus indicus, naar 
denne sees omvendt, og Laagets to Spidser tænkes bort- 
skaarne; Laaget ligner fremdeles meget et omvendt Vermilia- 
Laag, hvorfor jeg udtrykkelig maa anføre, at et Exemplar 
var fastheftet med Spidsen til Køllen. 

97. PLACOSTEGUS ANNULATUS SCHMARD. 

Operculum irregidariter glandiforme, sub fin em excavalum. Pedun- 
culus longus viv curvatus, anmdatus. Testa ignota. (Schm.) 

Der Deckel hat eine unregelmåssige eichelforniige Gestalt; seine 
obere Flåche ist etwas vertieft und mit einem aufrechtsteheuden 
diimien , gelben, hornartigen durchscheinenden Rande wie mit einer 
Mauer umgeben. Der Stiel des Deckels ist lang, wenig gekriimmt, 
weisslich und hat 21 Querringe. Die Kiemenfåden sind blauroth, 
bis 15 in einem Biindel. Der Korper ist am vorderen Ende gezackt, 
rbthlichgelb , mit einer braunen Langslinie. Der Mantel ist etwas 
heller g-efårbt. Die Borsten der letzten Biindel sind auffallend lang, 
aber von sehr einfacber Structur. 

Vermilia anmdata an N. G. Schm. 1. c. p. 28. t. 21. f. 176- 
Hab. ad ins. Jamaicam ; auf Korallenriften. (Schm.) 

Da alle Arter af Slægten Vermilia have et meget ophøiet 
Laag, troer jeg ikke, at denne Art, der har et indhulet Laag, 
kan henføres til Vermilia. 



423 



Den erindrer ved sin ringede Kølle og sit indhulede Laag 
om den følgende, tvelaagede Art. 

98. PLACOSTEGUS? OPERCULATUS BOSC. 

Test presque cylindrique, å peine plus petit å sa partie poste'ri- 
eure, cowbé en differens sens^ strié circulairement et irréguliérement, 
tutgal. et solitaire, avec une ouverture anlérieure un peu relevée. (Bosc.) 

Auirual a vingt-huit branchies fasciées de brun. Les plumules 
blanches ; la tronipe (i. e. operculuni accessoriurn) entourée de six 
tentacules simples. Un opercule pédonculé, beaucoup plus gros que 
la trompe, presque sphérique, annelé de bruu, couvert a son somniet 
d'une vase adhérente. (Bosc.) 

Serpula (an N. G.?) opereulala Bosc Vers. 1802. p. 176. t. 

7 f. 2. 
» Oken N. G. 1815. p. 383. 

Hab. Elle se trouve dans la substance de l'éponge fauve dans 
la baie de Charleston. (Bosc.) 

Kollen og Laaget ligne meget den foregaaende Arts. 
Bosc. afbilder et lille Bilaag, som i Beskrivelsen kaldes »la 
trompe« og angives at være omgivet af 6 Tentakler; dette 
lader formode, at denne Art maaskee er en Hydroides; Piggene 
paa det store Laag maae da være overseete, fordi Laaget var 
bedækket af Dynd, saaledes som det anføres i Beskrivelsen. 

GEN. XIV. DITRYPA BERK. 
T. libera, subulata, utrinque aperta, apertura contracta. (M.) 

Operculuni circulare, planum, concentrice antiquatum et radiatim 
striatum. Filamenta branchialia uno latere solum ciliata. (Sars, M.) 
Dentalium p. Miill. Mtg. Desh. 
Brochus p. p. Brown 1827. Hl. Br. Conch. 
Ditntpa Berkel. Zool. Journ. V. 1832 — 34. 

» M. Edw. Lam. éd. 2. V. p. 637. 
Ditrypa Agass. Nomencl. 

» Bronn Index Pal. I. p. 433. 
Serpula Sars Beskrivelser &c. 1835. p. 52. 
Cadulus Phil. Enum. 1844. 2. p. 208. t. 27. f. 21. 
Cresis „Gadus 1 " Rang Manuel & Costa Palæont. Neap. 
Gadila Gray Proc. 1847. p. 159. n. 280. 
Placostegus p. Grube. 1. c. p. 91- 
Pyrgopolon Mtf. Conch. Syst. 1810. p. 394. 
Entalium Defr. Diet. se. t. 14. p. 517. Blv. Man. pi. foss. f. 4. 



424 



Grube forener denne Slægt med Placostegus paa Grund 
af Laagenes Overeensstemmelse , og maaskee med Rette. 
Sars'es og Berkeley's Fremstilling af Ditrypadyret viser der- 
imod en vis Forskjellighed i Habitus fra Placostegus, idet- 
mindste saavidt man kan dømme efter M. Edwards's og 
Schmarda's Afbildninger. Gjællebuskene ere kun fryndsede 
paa den ene Side, ligesom hos Placostegus. Dette Forhold 
er kun lidet paaagtet. Saaledes afbildes Serpula vermicularis 
i Cuv. R. A. éd. 3. med Gjælletraadene fryndsede paa begge 
Sider , medens den forstørrede Afbildning kun viser dem 
fryndsede paa den ene Side. Sars'es Afbildning af D. libera 
viser foran paa Thorax to aflange mørke Pletter, der ogsaa 
sees, men utydeligere, paa Afbildningen af Placostegus ar- 
matus M. Edw. Kraven paa Thorax løber fortil ud i to 
fremragende Tapper. Skallen er altid fri, et Forhold, der 
maaskee ikke er af en saa stor Betydning, som man ved 
første Øiekast skulde formode; imidlertid viser dog Placo- 
stegus tricuspidatus var. /?. en Antydning til at en og samme 
Art kan leve baade fastheftet og frit. Det er derimod al- 
deles eget for Ditrypa, at Mundingen er sammensnøret. 

Slægten Pyrgopolon Mtf. , der findes i Kridtformationen, 
adskiller sig ved sin Tykkelse, men især ved et lille Rør, 
der rager frem af Skallens bageste Aabning, og som jeg 
antager for et omdannet Septum. Dog er jeg ikke ganske 
sikker paa, at et lignende rudimentært Rør ikke findes hos 
de levende Arter af Ditrypa. 

Slægten Spirulæa Bronn, der er regelmæssigt spiralsnoet 
som en Krumstav, men har samme Dannelse af Mundingen, 
er sandsynligviis nær beslægtet. Serpula canteriata Hag. 
Jahrb. f. Min. 1840. p. 668 t. 9. f. 18. forekommer mig at 
danne en Overgang i Henseende til Skallens Form. 

99. DITRYPA ARIETINA MULL. 

T. tereli arcuuta, continua, lævi; ocluplo temnor magisque ar- 
niala quam (Dentalium) Enlalis. (Miill.) 

Animal filamentis branchialibus 24 pecUnalis rubris. (Sars.) 
Denlalmm arielinum Miill. 1776. Prod. p. 236. n. 2853. 
» » Gm. 3737. n. 5. 



1 425 
Dental 'htm læve rurvum album Borl. Cornw. p. 276- t. 25 f. 5. 
Serpxda libera Sars Beskriv, p. 52. t. 15. f. 33. (1835.) 
Dentalium strangulation var. Chenu 111. pi. VI. f. 24. (verisim.) 
Placoslegus libera Sars Grube 1. c. p. 91. 
Ditrypa arietinn Danielss. Zool. Reise. Norske Vid. Selsk. Skr. 
1854. p. 125. 
Hab. ad Scandinaviæ littora (Gm.); in sinu Bergensi, in fundo 
sabuloso, vulgatissima specie.s (Sars). Overalt paa stenet, sandig 
Bund, fra 30 — 60 Favne, langs den norske Kyst til Oxfjord (Daniels- 
sen) ; Drøbak, paa 50 Favne, Leerbund (Orsted). 

Denne er den største nulevende Art. 



100. DITRYPA ARCUATA BROWN. 

Sh. cylindrical, slightly lapering, and greatly arcualed; bluish 
ichite, extremely glossy. Length nearly £ inch. (Brown.) 

Broehus arcuatus Brown. 111. 1827. t. 1. f. 9- 

» » » ed. 2. p. 125. t. 24 t. VI. f. 9. 

Hab. found in sand at Bear Haven, Bantry Bay, Ireland ; 
Bingham. (Brown). 

Om denne Art er virkeligt forskjellig fra den foregaaende 
og de følgende, kan jeg ikke med Sikkerhed afgjøre. Et 
Exemplar fra Bohuslån, der maaskee bør henføres til den 
næste Art, stemmer dog bedre med Brown's Afbildning end 
med Sars'es. 

101. DITRYPA CORNEA L. 

T. tereti subarcuata interrupta opaca; simillima Dentalio En- 
lali, sed cornu colore obscuro, sæpius interrupto. (L.) 

Dentalium eomewn L. 1767. S. N. XII. p. 1263. n. 787. 
Ditrupa subulata Desh. Hanley Ips. Conch. Linn. p. 437- 
Dentalium slrangitlatun Desh. Phil. Enura I. p. 244.? 
Hab. in oceano Africano. (L.) 

var. a. T. tereti, arcuata, angusta, subulata, acuminata, albido- 
fusca ; maculis nebulosis fuscis ; apertura coarctata. (Desh.) 

Dentalium subulalum Desh. Mgr. du Dental. 1825. p. 55. 
pi. 11. f. 29. 

Philippi Enum. I. p. 244. 11- p. 206. 
Hab. in mari mediterraneo , rarissima species; ad Cataniam 
(Phil.). Endeel Exemplarer fra Madeira stemme godt med Deshayes's 
Afbildning, men ere alle noget mindre. 



426 



var. /?. T. solidior. 

Filanienta branchialia utrinque 11. (Berk.) 

Dilrupa subulala Berkel Zool. Journ. V. f. 424. t. XIX. f. 2. 
» » Chenu Illustr. Conch. pi. VI. f. 25. a-c. (Copi.) 

» » Pictorial Museum f. 3762. (Copi.) 

» » Illustrirte N. G. f. 3350. (Copi.) 

Dentalium subulatwn Thorpe Br. Mar. Conch. p. XVIII. f. 60- 
Hab. Coast of Ireland, lat. 55°— 63°, 120 fath. ; St. Kilda, 
171 fatk. , taken in the sounding tallow (Thorpe). Berkeley fandt 
ingen Forskjel mellem Exemplarer fra Madeira, samlede af Lowe, 
og de irske. 

?var. y. Dentalium conslrictum Phil. Enum I. p. 244. II. p. 206. 

T. non ultra 14'" longa, l\" é lata, parum arcuata, parum 
versus apicem attenuata; basis sæpe in speciem colli coarctata, 
versus aperturam angustata, margo autem minime inflexus dici potest. 
Sæpe tubus pluribus in locis constrictus, sed hoc non seruper obser- 
vatur. (Phil.) 

Hab. Cataniæ, Neapoli, rarissimum in cæno maris pluries vel 
in Spongiis a me repertum. (Phil.) 

102. DITRYPA STRANGULATA DESH. 

T. teret i, subarcuata, cinerea, interrupta, opaca, apertur a coarc- 
tata, tubi margine antico infleæo. (Lam.) 

Dentalium corneum Lam. V. 345. n. 15. (Desh.) non. L. nec. Gm. 
Dentalium strangulation Desh. Mgr. p. 52. t. 2. f. 28. 
Hab. Terres australes, Péron. (Lam.) 

103. DITRYPA PUSILLA PHIL. 

T. minuta, tereti, subarcuata, versus apicem attenuata, albida, 
aperlura. coarctata. 

T. tantum 3 — 4"' longa, parum arcuata, subfusiformis , apicÅ 
valde attenuata, sordide alba, annulis fuscescenlibus parum disfinctis 
cincta. Num pulli D. strangulati aul subidati? (Phil.) 

Dentalium pusillum Phil. Enum. I. p. 245. n. 7. II. f. 206. 
Hab. Panormi, Cataniæ; pauca specimina in cæno maris in- 
veni. (Phil.) 

104. DITRYPA GADUS MTG. 

Sh. slightly curved, very smootli, loith a pointed summit, and 
the base contracted. (Mtg. Dill.) 

Dentalium gadus Mont. Test. Brit. p. 496. t. 14. f. 7. 
» » Mont. ed Chenu p. 215. t. V. f. 20- 

» Mat, & Rack. Lin. Trans. VHI. p. 238. 




427 



Dentalium gadus Dill. Cat, n. 1067. 

» » Turt, Diet. p. 40. 1819. 

» » Sow. Genera n. 15. f. 7. 8. 

» ■ Brown Iilustrat. 1. f. 1. ed. 2. p. 117. t. 

56. f. 1. 

Wood Index t. 38. f. 184. Hakestooth t. 
38 f. 11. 
» » Tkorpe Br. Mar. Conch. p. 5. f. 62. 

? Creseis gadus Cantr. Mediterr. p. 22. t. 1. f. 8. 
Gad il ii gadus Gray. Proc. zool. Soc. 1847. p. 159. 
Hab. British channel but very rare, Mtg. Thorpe. Dill. Brown. 

Berkeley har blot seet et meget slet Exemplar af Dyret, 
som dog tillod deri at gjenkjende en Annelide. Gray sætter 
denne Art, der er Typus for hans Slægt Gadila, til Den- 
talierne. Dentalium coarctatum Lam., der er fossil, henføres 
til denne Art af Deshayes (Mgr. p. 51). Afbildningen t. 
IV. f. 18 viser en Split paa hver Side af Spidsen, et For- 
hold, der ifølge S. Wood ikke findes hos Montagu's Art. 
Wood anfører udtrykkelig de to Sidesplitter paa sin Ditrupa 
polita (An. of. N. H. 1842. IX. p. 459. pi. V. f. 14) som 
den væsentligste Forskjel mellem denne Art og D. gadus. 

105. DITRTPA DOMINGENSIS D'ORB. 

T. elongata, angustata, arcuala, læoigata, nitiiln, apice acuminata. 
Long. 7 m. (d"Orbigny.) 

Dentalium domingense d'Orb. Cuba p. 20. n. 408. t. 25. f. 7 — 9- 
Hab. in arena insulæ St. Doming.. Cubæ, St. Thoinæ, d*0rb. 

Fra sidstnævnte Sted har jeg faaet flere Exemplarer af Hr. Apoth. 

Riise. 

At denne Art er en Ditrypa, fremgaaer af .d'Orbigny's 
Bemærkning: »Facile a reconnaitre au retré< issement de son 
ouverture, qui est oblique et ovale.« 

106. DITRYPA PERPUSILLA SOWB. 

T. minima, tenni, cmgusta, curva, polita, alba, apice acuto; 
apertura coarctata, obliqua. Proæime hue acredit D. Gadus Mtg., 
attamen diversa. Long. -fa poll. lat. ^ poll. (Sowerby.) 

Dentalium perpimllum Sowb. Proc. zool. Soc. 1832. p. 29. 
Hab. Legit H. Cuniing ad oras Americæ nieridionalis , Puerto 
Salango, West Columbia. (Sowb.) 

29 



428 



GEN. XV. SPIRORBIS DAUD. 

T. parva, affixa, regulariter spiralis. Operculum circulare, con- 
caviusculum vel unguiformé^ stipite lateralt inlus concavo. (M.) 
Serpvla L. Mtill. Mtg. &c. Grube. 
Coretus Bast. Naturk. Uitspan. p. 48 (non Adanson.) 
Dinotus p. Guettard Mém. 1774. p. 133. (t. 71. f. 1. 2.) 
Spirorbis Daudin Rec. 1800. p. 37. 
Lam. Syst. 1801. p. 326. 
Charybs Montf. Conch. Syst. I. 1808. p. 107. 
Anatomus Montf. Conch. Syst. II. 1810. p. 279. 
.Spirillum Oken N. G. 1815. I. p. 381. 
» Eichw. Zool. spec. 1. p. 257. 

Helerodisca Flenig Edinb. Journ. 1825. p. 247. 
Coretus Oken Allgem. N. G. V. p. 577. (non Adans.) 

Uagtet de fleste Arter af denne Slægt ere overordentlig 
almindelige, savnes dog endnu ganske en tidssvarende Frem- 
stilling af deres Bygning. O. Muller, Cordiner, Bosc, Oken, 
Pallas, Lesson, Chenu, Charles d'Orbigny og Grube have 
fremstillet forskjellige Arter, men deres Angivelser afvige 
saameget indbyrdes, at de, idetmindste tildeels, maae ansees 
for urigtige. 

Antallet af Fange - eller Gjælletraade angives meget 
forskjelligt. 

Cordiner afbilder en Art med 6 Par, Montagu og Grube 
angive, at S. granulatus har 5 Par; Pallas angiver, efter 
Exemplarer, undersøgte ved Mundingen af Trenen, at S. spi- 
rillum (ikke Linné's Art) har 4 Par. Det samme Antal an- 
gives af Philippi og Grube hos S. cornu arietis Phil., S. spi- 
rillum L. og S. simplex Grube. Tre Par Gjælletraade angives 
hos S. spirorbis Mtill. , S. spirillum Oken, S. lucidus var. 
gronlandica Fabr., S. nautilpides Chenu & Grube og S. ant- 
arctica Lesson. Spirorbis communis Bosc afbildes med kun 
2 Par Gjælletraade og en besynderlig kløftet Flig, stillet 
mellem de to Par. 

Grube angiver, at S. simplex mangler Fryndser paa 
Fangetraadene; det Samme synes at være Tilfældet med S. 
nantiloides, saaledes som den afbildes hos Chenu. Maaskee 
ere Fryndserne saa tæt stillede, at de synes at danne en 
Hinde. 



429 



Laaget angives snart som fladt, snart som negledannet 
eller skjolddannet. S. verruca Fab. har Laagstilken side- 
stillet, udhulet indvendigt, hvælvet udvendigt. Montagu an- 
giver, at Laaget af S. granulatus har »a brown hyalinous 
ciliated margin«, en Angivelse, der med Urette henføres 
til S. Montagui af Fleming. Spir. cornu arietis er den eneste 
Art, hvis Laag er afbildet; det er meget forskjelligt fra de 
Laag, jeg har seet. Cordiner fremstiller en Art, hvis Kølle 
i Enden bærer 7 runde Plader, der omgive en større midt- 
stillet Plade. Ch. d'Orbigny (Diet. class.) afbilder en Art 
med en fliget Kølle. 

Arterne ere alle smaa; Skallerne ere neppe over 5 m. 
i Tvermaal og ikke meget over 1 m. i Mundingen, altid 
regelmæssigt snoede, undertiden med frie Vindinger, men 
aldrig krybende i Bugter. Nogle Arter ere venstresnoede, 
hvilket har foranlediget Fleming til at opstille en Slægt paa 
denne Egenskab, der ikke engang har Værd som Artsmærke. 
Forøvrigt er man ikke enig i, hvad der bør forstaaes ved 
venstresnoet i denne Slægt. Dersom Skallen antages at være 
fastheftet paa Spiret ligesom hos Vermeterne, ere de fleste 
Arter venstresnoede og kun nogle faa høiresnoede, nemlig: 
Heterodisca heterostropha Mtg. , H. minuta Mtg. , S. conicus 
Flemg., S. vitreus Fabr. og S. cancellatus Fab. 

Skallen er ligesom hos Placostegus enten af en kridt- 
agtig eller calcedonagtig Masse. Jeg har derfor deelt Slægten 
efter dette Forhold i to Subgenera, indtil bedre Charakterer 
findes. 

Udviklingen er endnu ikke bekjendt. Gervais og v. Be- 
neden (i Zoologie médicale) have beskrevet Æggene, og Cor- 
diuer har afbildet nogle Smaadyr, som maaskee ere Larver. 

Sbg. 1. Spirorbis Daud. 
T. substantia crelacm. (M.) 

107. SPIRORBIS BOREALIS DAUD. 

7'. late umbilicata; anfraclus semiteretes^ rugis incrementi obso- 
let/* irreguluribwf. (,M-) 

29* 



430 



Vermiculus esrigwm albus, nautiloides Lister Hist. pi. 553. 
Planorbis minimus Petiver Gazophyl. t. 35. f. 8. 
Serpula Spirorbis L. S. N. X. p. 787. n. 693. 
L. Fn. Sv. n. 2204. 
» » L. Westg. Resa p. 170. 

L. S. N. XII. n. 794. 
Miill. Zool. Dan. t. 86. f. 1—3. 
Pennant Br. Zool. IV. p. 145. t. 91. f. 155. 
» » Gm. S. N. p. 3740. 

» » Da Costa Br. Conch. p. 22. t. 2. f. 11. 

i) i) Montagu Test. p. 498. 

» » Dill. Cat. p. 107:). 

» » Brookes Introd. p. 142. t. 9. f. 134. 

» Cuv. R. A. éd. 3. t. 3. f. 1. (Copi.) 

» » Griffith An. Kingd. XIII. t. 8. f. 6. (Copi.) 

Sp>irorbis navtihides Lam. Syst. 1801. p. 326. 

Lam. Hist. V. p. 359- éd. 2. V. p. 613. 
Spirorbis boreatis Daudin Rec. 1800. p. 38- 

>. Blv. Diet. se. t. 50. p. 301. pi. 2. f. 2. (Copi.) 

var. a. acifera. 

Peripheria anfr. ultimi dilatata, plana, tenuis (M.) 

Tnbulus parvus Mart. 1. f. 21. A. B. (non C.) 

Serpula polka Bolt. Verz. p. 49. n. 889. 

Vermicularia carinata Schum. Essai p. 262 (verisim.) 

Serpula spirorbis Wood Index t. 38. f. 8. 

Spirorbis communis Flemg Edinb. Journ. 1825. p. 245. (non Bosc.) 

Spiroi'bis nautiloides Chenu 111. t. 1. f. 1? (animal.) 

» » Thorpe Brit. Mar. conch. p. 9. 

» » Gould Massach. p. 9. f. 3. 

var. fi. reversa. 

T. discoidea, striata, marginata. (Chenu.) 

Serpula baltira Wood gen. Conch. (ex Chenu.) 

Spirorbis baltira Sp. de Wood, Chenu 111. p. 2. t. 2. f. 12. 

? Serpula spirUlwn Pallas nov. aet. petrop. H. 1786- p. 23. 

t. 5. f. 21. 
Hab. in mari germanico et baltico, in Fuco vesiculoso adhæ- 
rens, ad Tranæ ostiuin. (Pallas.) 

Denne Art findes især paa Blæretangen, men ogsaa paa 
Skaller og Stene, ved Englands og Skandinaviens Kyster. 
Afbildningerne af Dyret lins Muller, Pallas og Chenu afvige 
indbyrdes meget betydeligt. Det er dog fortiden vanskeligt 
at afgjøre, hvorvidt Forskjellen blot beroer paa en mangel- 
fuld Opfattelse af Dyret, eller om der virkelig tindes Mere 




431 

Arter, hvis Skaller ere eens, saaledes som det er Tilfældet 
i mange af de foregaaende Slægter. 

108. SPIRORBIS CORRUGATUS MTG. 

Shell reguJar. spiral , transversely wrinkled, and umbilicated ; it 
is mach stronger, titan the S. spirillum, and never eæposes so mach 

of the second volution to vieiv, and though more wrinkled, it possesses 
a superior gloss when cleared from extratteous matter. (Mtg. Dill.) 

Aninial with 8 gills. (Montg.) 

Serpxda corrvgata Mtg. Test. p. 507. (ed. Chenu p. 219.) 
,, » Mat. & Rack. Lin. Trans. VIII. p. 242. 

(ed. Chenu p.239.) 
» » Dill. Cat. p. 1075. 

» » Turt. Conch. Diet. p. 151. 

Spirorbis corrugatus Flenig Edinb. Journ. 1825. p. 245. 
Serpula corrugata Brown 111. t. 1. f. 46. 

» Wood Index t. 38. f. 14. 

» » Thorpe Brit. mar. Conch. p. 11. f. 65? 

Serpxda annidus Brown 111. of Brit. Conch. t. 1. f. 49. (verisim.) 
Hab. the sea on slate rocks; at Milton, Devonshire (Montg.); 
on an Oyster from Prestonpans, East Lothiau, Lady Jardine (Brown.) 

Denne Arts Skal er maaskee ikke forskjellig fra den 
foregaaendes, hvorimod Dyret synes at være meget forskjelligt. 

109. SPIRORBIS VERRUCA FABR. 

T. opaca, tereti, rugosa, glomerata; otnni.no teres sine caiina 
notabili, æque rudis, rugosa, opaca, apertura orbicidari; lovgitudinaUter 
linen in aliis ttodosa viæ eminente, in aliis vix superfine kumiliore, 
dorsali rugæ quasi transecantur. Eætremitas supera erecla; b-tsis vero, 
qua corpori alii adhæret, planata, si fracta horizonlaliler discedat, 
rudimenta spirarum 2 vel 3 ostendit, quæ exteme non conspiciuntur : 
licet mim anfractus habeat, hi tam inier se glomerati sunt, vt fere 
evnnescatit et conve&itas tantum gibbosa remmieal, unde eætremitas 
orificii se erigit. Color albus. Tndividuum umcum flavum vidi- (Fn. Gr.) 

Serpula glomerata Fbr. Fn. Gr. 1780. p. 381. n. 377. (excl. 

syn.) non L. 
Serpida verruca Vorteroret Fab. Mss. 2. p. 186. n. 206. 

» » Cat. 1822. n. 1094. 

Hab. in mari gronlandico super testacea, præsertim in Pectine 
islandico. (M.) Coll. Morch. 

Denne er den største nordiske Art af denne Afdeling og 
meget lig den følgende. 



432 



110. SPIRORBIS ANTARCTICUS LESS. 

T. spiralis, lira elevata submediana, basi expansa membranacea, 
umbilico profuudo, sæpe aperto. (M.) 

Spirorbis antarctica Lesson Voyage de la Coquille p. 164. 

» » Lesson Centime Zoolog. 1830. p. 147. 

t. 51. f. 2. 
,, .. Chenu Illustr. t. 2. f. 7. (Copi.) 

Spirillum Oken Allgem. Naturg. t. 16. f. 12. 1836. (Copi.) 
Hab. Excessivement abondant sur les rivages des iles Malou- 
ines , surtout dans la baie francaise de la Solidad , ou il couvre les 
moules, les patelles, les rochers et ménie les feuilles des Fucus 
pyriferus (Lesson). Paa Helcion vitreum Phil. fra Cap Horn. (Mus. 
Cuming.) 

Lesson angiver Gjælletraadenes Antal til fire Par, medens 
Afbildningen kun viser tre Par. 

111. SPIRORBIS CHILENSIS GAY. 

Spirorbis chilensis Gay Hist. de Chile p. 34. 
Sow. 111. Fissurella. f. 28. 
Hab. Chile. (Gay.) 

Jeg har ikke havt Leilighed til at see det anførte Værk, 
der ikke lindes paa noget af de herværende offentlige Biblio- 
theker. Jeg formoder imidlertid, at den af Sowerby (1. c.) 
paa Fissurella chilensis tilfældigt afbildede Spirorbis horer 
hertil. 

112. SPIRORBIS PLICATUS MONTF. 

Coq. toule plissée et comme boudtuée; totis ces bowrelets sont 
finement slriés dans le sens du prolongement de la coquille, qui a 
quelquefois une ligne de diametre. Elle est blanche, teintée de vert 
et de rose. (Mtf.) 

Tubulus &c. Soldani Mier. p. 33. t. 29. vas. 143- R. 

Charybs plicatus Montf. Syst. 1808. 1. p. 107. 

Serpula rugo'sa Mus. Paris. Chenu 111. t. 1. f. 20- 

Hab. Tres abondante dans toute la Méditerranée sur l'algue, 
les plantes marines, sur le tét des crustacés , et dans les ramifica- 
tions des corallines. (Mtf.) 

Splitten paa Undersiden af Skallen, fremstillet af Soldani 
og af Montfort tillagt generisk Betydning, er fremkommen 



433 



derved, at Skallen paa dette Sted har været stærkest fast- 
nettet, saa at en Deel er bleven .tilbage paa det Legeme, 
hvorpaa Skallen har været befæstet. Dette Forhold er især 
øjensynligt, naar man sammenligner Soldani's Afbildning af 
Undersiden, der ikke er copieret af Montfort. 

113. SPIRORBIS COMMUNIS BOSC. 
Coqville canaliculée en desstis. (Bosc.) 

Spirorbis coinnamis Bosc Vers. 1802. 1. p. 184. t. 7. f. 3 & 4. 

(non Chenu.) 
? Analomus indicus Montf. 2. p. 279. 

Hab. Se trouve dans la, haute mer, attachée aux fucus et aux 
ZoophJies. (Bosc.) 

Den anførte Afbildning er formodentlig udført af Bosc 
selv paa Reisen til Nordamerika. Paa denne Tegning sees 
to Par Gjælletraade og en midtstillet, dybt kløftet Flig, 
hvorved der dannes to Spidser, som maaskee ligge til Grund 
for Montfort's Angivelse af to Tentakler hos Anatomus 
indicus. 

114. SPIRORBIS PONTICUS EICHW. 

Tubulus subregulariter in una planitie contortus , subangulatus 
vel læviusculus, in apice atlenuatus, e.vtus transversiin striatus. Diam. 
vix ^ lin. (Eichw.) 

Animal niucosum elongatum , et tubulo raro exsertum minutis- 
simum; tubuli ex cinereo albidi ^ lin. lati. (Eichw.) 

Spirorbis ponlicus Eichw. Naturh. Skizze von Yolhyn. 1830. 
p. 198. n. 35- 
» » Eichw. Fauna Casp. Cauc. 1841. p. 229. 

t. 38. f. 29. ab. 
Hab. in fucis aliisque plantis Ponti euxini (Eichw). Eadem, 
ni fallor , species , quam e Ponto cel. Rathke posthac S. pusillum 
dixit. (Eichw.) 

115. SPIRORBIS PUSILLUS RATHKE. 

T. discoidea, subumbilicata, anfractibus supra carinatis, trans- 
versiin sulcatis; plerumque sinistrorsa. Diam. 2 lin. (Rathke.) 

Gehaus wie geringelt, weiss. An den ausseren Windungen be- 
nierkt man eine kielartige Leiste , von der die freiliegende Seite 
dieser Windungen ungefahr in 2 gleiche Seitenhålfteu getheilt wird. 



434 



Der zur Verstopfung der Miindung des Gehauses dienende Fleisch- 
lappen und die Kiemen sind halbdurchsichtig und fast durchweg 
schwach fleischfarbig ; der iibrige Theil des Thiers ist undurchsichtig 
und dunkelbraun. 

Spirorbis pusilla Rathke Fauna d. Kryni. Mém. Pétersb. 3. 1836. 
p. 407. n. 101. 

Hab. in Ponto euxino juxta Balaclavam in lapidibus et Mytilis 
affixus. (Rathke.) 

116. SPIRORBIS CARINATUS MONTG. 

Sh. regular, spiral, with the outer whirl rising into a carinated 
ridge on the top. (Mtg. Dill.) 

Serpula carinata Montg. Test. brit. p. 502. (ed. Chenu p. 218.) 
» » Mat. & Rack. L. Trans. VIII. p. 242* 

» » Dill. Cat. p. 1074. 

» » Turt. Conch. Diet. 1819. p. 151. 

Spirorbis carinata Flemg Edinb. Ene. p. 68. t. 204. f. 13? 

» » ' Edinb. Journ. 1825. p. 294. 

f Serpula carinata Brown 111. t. 1. f. 48. (Copi.) 
» »> Wood Index t. 36. f. 10. 

i) » Thorpe Marin. Conch. p. 10. 

Hab. the sea on other shells , Salcombe Bay, Devonshire, 
(Montagu) ; on Ostrea edulis (Mus. Cumg.) 

Sh. about half the size of S. spirorbis, and a little spreading 
at the base; besides the carinated ridge on the outer whirl, it also 
ditters from S. spirorbis in having the middle whirl rather concave, 
and sometimes pervious. (Mtg. Dill.) 

117. SPIRORBIS GRANULATUS L. 

T. tereti spirali glomerata, tatere superiore suleis tribus elevatis. 
Testæ magnitudine seminis coriandri, confertæ, spirales , sed irregu- 
lares. (L.) 

Animal furnished with 10 eiliated rays, and a sub-funnel shaped 
proboscis at one side, of the same colour, with a brown margin, 
eiliated, hyaline. (Mtg.) 

Serpula granulata L. S. N. XII. p. 1266- 
Gm. S. N. p. 3741. 
» .. Mont. Test. brit. p. 500- (ed. Chenu. p. 218.) 

Mat. & Rack. L. Fr. VIII. p. 241. 
» » Donov. Brit. shells pi. 100. Chenu. p. 71. 

t. 25. f. 18. 19. 
Wood Index t. 38. f. 11. 
» » Turt. Diet. 1819. p. 150- 

Serpula sulcata Mat. & Rack. Lin. Trans. III. p. 255. 






435 



Spirorbis granulata Flemg Edinb. Journ. 1825. p. 244. 
Serpula granulatet L. Brown 111. t. 1. f. 47. 
Spirorbis granulatet Thorpe Brit. Mar. Concli. p. 10- f. 64. 
» »> Grube 1. c. p. 143. 

var. a. fasciata. 

Shell With two brown circular bands on the top between the 
ribs : about half the size , and found among the roots of Fuci and 
Corallines. On stones and shells. (Turt.) 

Serpula granulala var. Turt. Diet. 1819. p. 151. 

Hab. in oceano germanico et britannico (Mtg.) ; ad Milton (Mus. 
Cumg.); Bohuslån (Malm.) 

, 118. SPIRORBIS QUADRANGULARIS STIMPS. 

Ttdtes large , thick, and strong^ white, somewhat rugose with 
lines of growth; underside flat, upper surface with two slrong ca- 
r i ii ir. oae on each side; so tliat a transverse section of the tube is 
a sqttare. Aperlure rounded within and lurned upioards. Dm. I inch. 
(Stimps.) 

Spirorbis quadrangtdaris Stinips. Grand Manan p. 29. 

var. «. Fabricii. 

T. opaca, semitereti, rugo*a, glornerata, carinata. Dm. 1 — .', lin. 

T. alba, rudis, opaca, irregulariter spiralis, glornerata, et rugosa 
trausversim. Præterea versus interiora carinam longitudinal em håbet, 
cui (non in omnibus) alia versus exteriora adjuncta est, sicque tubulus 
»uperne angulatus evadit. Apertura ampla orbicularis integra. (Fab.) 

Serpula contortuplieatu Fab. Fn. Gr. p. 381. n. 376. excl. syn. 

Serpula carinulata. Det smaakantede Ormerør. lab. Mss 2. 
p. 181. n. 205. 

Hab. eisdein in locis ae S. granulata, cum qua et S. verruca 
sæpe mire contortuplicata est (Fabr.). In oceano Americæ boreahs 
ad prof. x. orgy., in testis. (Stimps.) 

119. SPIRORBIS HETEROSTROPHUS MTG. 

Sh. taper, spiral, with three elevated ribs on the upper side, 
and the whirls reversed. Not half the size of S. granulata. (Mig. Dill.) 

Serpula heterostrupha Mig. Test. brit. p. 503. (Chenu p. 219.) 

» » Mat. & Rack. Lin. Trans. VIII. p. 242. 

» » Dill. Cat. p. 1075. n. 14. 

» » Turt. Conch. Diet. p. 151. 

» » Brown 111. t. 1. f. 55. 

» « Wood Index t. 38. f. 13. 
■Spirorbis liHerostropha Flem. Edinb. Ene. VII. p. 68. CCV. f. 1. 



436 



Eelerodisca heterostropha Flem. Edinb. Journ. 1825. p. 247. 
Spirorbis heterostropha Thorpe Brit. Mar. Conch. p. 10. 
Hab. on oysters and other shells , and marine Algæ, in 
Kingsbridge Bay, Devonsliire (Mtg.), on sheltered situations (Flemg.) 

120. SPIRORBIS MINUTUS MONTG. 

Sh. regular, spiral, and orbicular, with the whirl reversed, taper, 

and transversely wrmkled. (Mtg. Dill.) Very small, dirty white, 

with 2 or 3 lateral volutions, wrinhled transversely : sometimes it has 

a slight longitudinal furrow, on each side, forming a ridge, or carina, 
along the back. Diam. ^ lin. (Mtg.) 

Branchiæ ciliated; a clavate lid, varying in colour from brovon 
to green. (Mtg.) 

Serpxda minuta Mont. Test. brit. p. 505. (ed. Chenu. p. 220. 9.) 
» » Mat. & Rack. Lin. Trans. VIII. p. 246. (ed. 

Chenu. p. 238.) 
» » Turt. Diet. p. 150. 

» » Dill. Cat. p. 1072. 

Spirorbis minutus Flemg Edinb. Ene. VII. p. 68. t. CCV. f. 2. 
Heterodisca minuta Flemg Edinb. Phil. Journ. 1825. p. 247. 
Serpula minuta Brown 111. t. 1. f. 51. 
» » Wood Index t. 38. n. 7. 

» » Thorpe Marine Conch. p. 11. 

Hab. the sea on Corallina officinalis; frequent on the English 
coasts. (Mtg.) On substances exposed directly to the motion of the 
waves. (Flemg.) 

Not easily distinguished from S. heterostropha, except by its 
inferior size, rounded base, and habits. (Mtg.) 

121. SPIRORBIS ZELANDICUS GRAY. 

Sh. rever sea ', ivhirls two or three, rapidly enlarging ; the last 
with three spiral ridges, the middle rib most prominent. (Gray.) 

Spirorbis celamlica Gray Dieffenb. N. Zealand 1843. p. 295- 
Hab. Great Barrier Island, on Patella Hookeri. (Gray.) 

122. SPIRORBIS TRICOSTALIS LAM. 

T. anfractibus subdiscoideis ; coslis tribus rotundatis; apertura 
subrotunda. (Lam.) 

Spirorbis trirostalis Lam. V. 1818. p. 360. n. 3. (éd. 2. p. 614.) 
» » Blv. Diet. se. t. 50. p. 302. 

» ., Chenu 111. conch. p. 3. n. 8. t. 2. f. 8. 

t. 1. f. 5. 

Hab. Port Roi Georges, Nouvelle Hollande. (Lam.) 






437 



Ifelge Lamarck tindes der i Kanalen ved Croisic (Ménard) 

en meget lignende Art; som dog maaskee kun er S. granu- 
lata L. 

123. SPIRORBIS LAMELLOSUS LAM. 

T. discoidec. subumbilicata ; anfraclibus cosiis longitudinalibus 
lamellosis denticulatis, ad inlerstitia striatis. (Lam.) 

Spirorbis lamellosa Lam. V. 1818. p. 359. n. 4. éd. 2. V 
p. 614. 

Blv. Diet. t. 50. p. 302. 
Chenu 111. p. 3- t. 1. f. 1. 
Hab. les niers de la Nouvelle Hollaiide . a File de King-, 
Péron. (Lam.) 

124. SPIRORBIS POROSUS MUS. PARIS. 

T. longitudinaliter btsulcata, umbilicata et sulcis transversis or- 

nata. Coq. discoide. ombiliquée, creusée dun* toute m longueur par 

deux sil/on.s, et ornée Æun grand nombre de stries trausverses qui la 
revdent rwjueiise. (Chenu.) 

Spirorbis porosa Mus. Paris. Chenu 111. p. 4. t. 1. f. 19. 
Hab.? Mus. Paris. 

Denne Art er maaskee nærmere beslægtet med S. com- 
munis Bosc. 



125. SPIRORBIS? TRANSVERSUS BAUD. 

iS. costis plurimis transversU minutis. U/am. 1 lign. (Daud.) 
Ccq. blanchdtre, adhérmle, garnie de quelques coles transverses^ 
et comme formée de plusiewrs petits tubes inclus Pun dans l'autre. 

Spirorbis transversus Daud. Rec. 1800 p. 48. f. 26. 27. 
Hab. On trouve rarement ce Spirorbe sur des plantes marines 
et sur divers cocpoillages de l'océan indien. (Daud.) 

Denne Art adskiller sig fra alle de øvrige ved de skarpe 
fremstaaende Varices. At den neppe kan være en Vermetide, 
bestyrkes af den Omstændighed, at den tindes fastheftet paa 
Havplanter, paa hvilke hidtil ingen Vermetide er funden. 

Sbg. 2. Spirillum (Ok en) Mørch. 
T. substaiitia erystallina^ subpeUvcida. nitida. (M.) 



438 



126. SPIRORBIS (SPIRILLUM) SPIRILLUM L. 

T. regulari spirali orbiculata pellucida, an/r. teretibus sen- 
simque minoribus. (L.). 

Lid of the shape of a nail, four gills on each side. (Mtg.) 
Le mollusque porte en dehors six filets ou bras ; ils sont faits 
en plume, et non seulement ils offrent les organes de la respiration, 
mais ce sont encore des instrumens capturs qui servent a saisir, a 
assujétir toute proie qui vient dans leur voisinage. (Mtf.) 

Bast. Phil. Trans. 1757. t. 50. p. 277. t. VIII. f. 6. a 
Coretus Baster Naturkundige Uitspanningen. 1762. 1. p. 48. 

t. 2. f. V. C. 
Serpula Spirillum L. S. N. X. p. 785. n. 692. 
» )> L. Fn. Svec. n. 1203. 

L. S. N. XII. p. 1264. n. 793. 
» » Gm. S. N. p. 3740. n. 4. 

» » Pult. Dorset Cat. t. 19. f. 27. ed. 2. non 

ed. 1. (ex Dill.) 
» » Montg. Test. brit. p. 499. (ed. Chenu. p. 504.) 

» i> Mat. & Rack. Lin. Transact. VIII. p. 240. 

» » Dill. Cat. p. 1072. (non Wood.) 

Spirillum pellucidwm Oken N. G. 1815. p. 382. (non aniinal.) 
Spirorbis crustacites Moutf. Syst. 2. 1810. p. 35. 

» » Flem. Edinb. Journ. 1825. p. 245. 

» Brown 111. t, 1. f. 41. 42. 53. 54. 

» » Chenu 111. t. 1. f. 2. 

» » Thorpe Brit. Mar. Conch. p. 9. 

Lam. V. 1818. p. 359. n. 2. éd. 2. V. p. 614. 
var. u. sinistrorsa. (Dill.) 

Serpula Walker Test. minut. f. 13. 14. 

? Spiral Serpula Cordiner Remarkab. Ruins &c. Nr. 9 — 16. 

Serpula sinistrorsa Mont. Test. brit. p. 504. (ed. Chenu p. 219.) 

Serpula spirillum, sinistrorsa Dill. Cat. p. 1072. 

Serpula spirillum reversed Turt. Diet. 1819. p. 150. 

» » » Thorpe Brit. Mar. Conch. p. 9. 

Hab. in oceano super Sertularias et Zoophyta alia (L). Les 
crustacés de la Manche et particuliérement les langoustes que l'on 
péche sur les cotes de la Basse Bretagne , dans les envirous de 
l'orient, sont recouverts par ce Spirorbe (Mtf.) On Fuci and Sertu- 
lariæ , Weymouth (Thorpe) ; on Corallina officinalis and on Algæ 
(Flemingi. The variety is found on Cancer gammarus and ho- 
marus. (Mtg.) 

127. SPIRORBIS (SPIRILLUMI MONTAGUI FLEMG. 

Sh. with one very thich rounded, glossy, white volutiov- The 
shell is very conveæ, and icrinkled transversally with a minute cen- 
tral caoi!y al (he top, somelimes only a suture. (Flemg.) 



439 



Serpula sp. Montg. Test. brit. p. 502. (ed. Chenu p. 218.) 
Spirorbis Montagui Flemg Edinb. Joum. 1825. p. 245. n. 6. 
» » Johnst, Index Annals of N. H. vol. XVI, p. 451 . 

Hab. On Haliotis tuberculata L. from Guernsey. (Mtg.) 

Fleming henfører urigtigt Montagu's Beskrivelse af Dyret 
af S. granulata til denne Art. Jeg har et Exemplar af den 
anforte Haliotis med en Mængde Exemplarer af nærværende 
Art, sandsynligviis fra Marocco. Denne Art er endnu større 
end den foregaaende. 

128. SPIRORBIS (SPIRILLUM) LUCIDUS MONTG. 

Shell taper, spiral, rer// smooth and glossy, ichirls reversed. 
Diam. £ lin (Mtg. Dill.) 

Serpula ha-ida Montg. Test. brit. p. 507. (ed. Chenu. p. 504.) 

» » Mat. & Rack. Lin. Trans. VIII. p. 243. 

.' Serpula rejtexa Adams in Lin. Trans. V. p. 4. t. 1. f. 31. & 32. 
Serpula lucida Dill. Cat. 1819. p. 1075. n. 16. 
Spirorbis lucidus Flemg Edinb. Ene. VU. p. 69. t. CCV. f. 4. 
'Heterodisca lucida Flemg Ed. Joum. t. 15. 1825. p. 247. n. 4. 
Serpula lucida Brown 111. 1. f. 60. 56. 

» » Turt. Diet. 1819. p. 150. 

» » Tliorpe Mar. Conch. p. 11. f. 63. 

Hab. the sea on Sertularia abietina very frequent, and some- 
times on Sertularia argentea. (Mtg.) 

var. fi. cornea. 

Shell brownish horncolour, transparent, rounded , with three 
volutions, minute. (Ad.) 

Serpxda cornea Adams Lin. Trans. V. pi. 1. f. 33 — 35. (ed. 
Chenu. p. 15. t. V. f. 37- 39. 
» » Turt. Diet, 1819. p. 159. n. 9- 

» >. Brown 111. 1. f. 43. 

var. y. gronlandica. 

T. tereti e basi spirali ilexuose ascendente, lævi, nitente. 
Vermiculus brevis, ita ut vix tertiam partern testæ occupet, tere- 
tiusculus, abdomine planiore, postice attenuatus, antice scyphum orbi- 
cularem membranaceum petiolatum porrigit, cinctum cirris 6 mollibus, 
brevibus, conicis, altøs; pone bos fascia plicata alba, utrinrjue armata 
aculeis 2 sursum tendentibus aureis. Color dorsi sanguineus, laterum 
abdominisque pallidior, qui per testam transparet. (Fabr.) 

Serpula porrecta Fab. Fn. Gr. p. 378. n. 373. non Miill. 
» » Fab, Mss. 2. n. 191. cum fig. 

Gm. S. N. p. 3746. n. 33. 
Spirorbis porrecta Stimps. Grand Manan p. 20. 



440 



■Spirorbis sinistrorsus Gould Massach. p. 9. t. 2. f. 4. (aucta.) 
» » Chenu III. p. 9. pi. 2. f. 11. (Copi.) 

jun. : 

Serpala spirillum Katungiak Mull. prod. p. 236. n. 2854. 
» » Fabr. Fn. Gr. p. 376. n. 371. Mss. 2. 191. 

Hab. in Sertulariis, Flustris, Fistulanis, Tubiporis, cancris ma- 
rinis , fucis minoribus rarius in lapidibus vel testaceis. (O. Fab.) 

129. SPIRORBIS (SPIRILLUM) VITREUS O. FAB. 

T. lereli regulari, spirali, orbiculata, peilucida, splendente, mgom, 
aperlura incrassata. Diam. -J- — 1 lin. (Fabr.) 

T. crassa (cavitate interna angusta) orbiculata, spiralis, con- 
vexiuscula, basi explanata, crystallina, glaberrima, quasi oleo illita, 
transversira rugosa, longitudinaliter una vel altera stria humiliore vix 
notabili intercepta. Superne anfractus solitarius inferiori incumbit; 
umbilicus vero profundior 2 vel 3 minutissimos obsoletos adhuc os- 
tendit, qui in latere baseos obverso , si testa frangatur, vix dete- 
guntur. Aperturæ margo incrassatus in plerisque, et quidem majoribus, 
non perfecte orbicularis ringit. (Fabr.) 

Variat a colore rubicundo ; fi lævior, rugis fere deletis ; y sub- 
glomerata, anfractu summo erecto et umbilicum obducente. (Fab.) 

Serpida vitrea Fab. Fn. Gr. p. 382. n. 378. Mss. 2. p. 193. 
»» ». Gm. S. N. p. 3746. n. 34. 

Dill. Cat. p. 1075. n. 17. 
» » Cat. Dublin Soc. 1813. p. 147. 

Spirorbis vitrea Stimps. Grand Manan p. 29. 

@. zetlandica ; lira solitaria. 

Spirorbis conicus Flemg Edinb. Ene. p. 68. t. CCV. f. 3. 

Helerodisca coniea Flemg Edinb. Journ. 1825. p. 247. n. 3. 

Serpxda coniea Brown 111. 1. f. 58. (Copi.) 

Hab. in oceano gronlandico in Sertulariis, testaceis , fucis et 
lapidibus marinis (Fabr.) On a Pecten at 90 fath. (Stimpson). Zet- 
land, coast of Appin, Capt. Carmichael, on stones and sbells. (Flemg.) 

Denne Art er maaskee kun en glat Varietet af den 
følgende. 

130. SPIRORBIS (SPIRILLUM) CANCELLATUS FAB. 

T. spirali glomerata,- trisulcata,' sulco inferiore costis transversis 
interritpto. 

Hæc Serpulæ granulatæ omnino similis , sed major. Dift'ert 
tamen , quod præter sulcos 2 longitudinales dorsales alium latiorem 
lateralem versus basin habeat, spirant totam percurrentem et can- 
cellatura, s. costis transversis crebris interruptum. Apertura bidentnta. 



441 



terminis carinarum dorsalium acutis. Color albus, cincrascens vel 
virescens. (Fabr.) 

Serpula cancellala Fbr. Fn. gr. 1780- p. 383. n. 379. syn. excl. 

Sprinkel Ormerøret Fbr. Mss. 2. p. 209. 

Seipida cancellata Gm. S. N. p. 3746. n. 35. 
» » Dill. Cat. p. 1074. n. 16. 

» ). Blv. Diet. se. t. 48. p. 554. 

Serpida spiralis Brown 111. br. Conch. t. 2. f. 6. non absimilis. 
a. T. semiadulta. 

T. tereti spirali glomerata, latere superiore sulcis tribus elevatis, 
glabra. Dm. 1 — 2 lin. T. glabra, pellucida, teres, jam regulariter 
spiralis 1 vel 2 anfractibus , sæpius irregulariter glomerata et aliis 
adnata in massam contortuplicatam. Sulci longitudinales 2 profundi 
eminentias 3 efficiunt, in orificio 3 dentibus prominentibus declinatis 
terminatas (in aliis sulcus solitarius et eminentiæ duæ tantum). 
Apertura ceterum orbicularis et plerumque deorsum tendens. Color 
albus, cinereus, coeruleus, vel viridis; minutarum rufus. 

Hospes hujus illi in S. porrecta similis, sed crassior, croceus 
scypho albo cum petiolo brevissimo , fascia 6-plicata; et præter 2 
aculeos utrinque adhuc 2 alii sub collo in conspectum venerunt ; 
cauda grisea. (Fbr.) 

Serpula gramdata Fab. Fn. Gr. p. 380. n. 375. non L. 

» » Det furede Ormerør Fbr. Mss. 2. p. 157. 

c. figura. 

Hab. in oceano gronlandico frequens super lapides marinos, 
Balanos , Mytilos et alia testacea, quibus arctissime adhæret. (Fabr.) 

131. SPIRORBIS (SPIRILLUM?) INCISUS MORCH. 

T. discoidea; centr o concavo; an/r. rarina lis. (Lam.) 
Spirorbis carinata Lam. 1818. V. p. 359. éd. 2. p. 614. 
(non Daud. nec Mtg.) 
» » Velins du Museum n. 20. f. 9. n. 47. f. 9. 

(Chenu.) 
» » Chenu 111. t. 1. f. 3. 

Hab. Les mers de la Nouvelle Hollande, a File de King 
Péron. (Lam.) 

Ifølge Chenu har Skallen tre skarpe Kjole paa Oversiden. 
En meget lignende Art findes fossil i Tertiærformationen ved 
Grignon (Defr. Diet, se. t. 50. p. 303.). Mundingen viser 
ligesom hos foregaaende Art en lille Bugt. 

132. SPIRORBIS (SPIRILLUM?) ALBUS MUS. PARIS. 

T. discoidea, peUucida, umbilicata; anfractibus contiguis et sub- 
striaiis, slriis incrementi uumerosissimis, (Chenu.) 



442 



Spirorbi8 alba Mus. Paris. Chenu 111. t. 1. f. 22. 
Hab. Les niers des Indes. Mus. Paris. 



133. SPIRORBIS (SPIRILLUM?) SIMPLEX GRUBE. 

Letztere Umgang- der Rohre nicht gekielt. Deckel keulenformig, 
am Ende abgestutzt. Rohre mit 1 Umgang, glatt, jederseits 4 nicht 
bartige Kiemenfaden. 

Serpnla (Spirorbis) simplex Grube 1. c. p. 92 & 143.- 

Hab. in mari mediterraneo. (Grube.) 

134. SPIRORBIS? (SPIRILLUM?) CORNU ARIETIS PHIL. 

T. spirali tereti, concenlrice striata; anfrartu ultimo reb'quos 
abscondente; dm. totius gyri 4 in. Animal pallide aurantiacum, 
branchiarum albarum tilis uirinque qvatuor; operculo obliquo, sub- 
spathidato, in parle postica appendice brevi anilo. (Phil.) 

Sinrorbis conm arietis Phil. 1. c 1844. p. 195. f. S. 
Hab. in mari mediterraneo. (Phil.) 

Laaget af denne Art antyder et nærmere Slægtskab med 
Filigrana. 

GEN. XVI. PHRAGMATOPOMA MØRCH. 

Operculum duplex: superius circulare, e paleis radiantilms, in 
duplicem stratum digestis compositum, in ferne acideo flexili præditis: 
inferius mfundibidiforme, e palets aciculalis, ad Jinem dilatatis, apice 
aduncis, confectum. 

Denne Slægt forekommer mig at vise en stor Overens- 
stemmelse med Serpnliderne, navnlig med Slægten Hydroides, 
saa at jeg her anfører den, endskjondt den horer til Her- 
mellerne paa Grand af det nleddede Analror. Den nye Slægt 
adskiller sig især fra Pallasia Quatref. ') ved Laagets næsten 
fuldkomne Symmetri. 

135. PHRAGMATOPOMA CAUDATA KR. 

Operculum superius circulare, corneum . nigrkans vel budium, 
conveæivseulum, e paleis radiardibus, angustis, acuti ngulis 30 compo- 



) Annales des sciences naturelles 1848. T. X. p. 23- 



443 



silit/n, centrum non attingentibus , wide fissura mediana, inferne mar- 
ginem versus spina longa. lemter incurva præditis. Puleæ strut i in- 
ferioris tertia parie breviores* sed spina submarginali longiore et molliore. 
Opercidum inferius iujundibulifornie, paleis utriuque cirriter 36 com- 
pressis; pars inferiør palearum aciculala, superior quarta pars dilatala, 
irregidariter scapulæ/ormis, apice libero adunco, unde peripheria sub- 
tilissime serratodenlata , opercidum superwn arctissime amplectens et 
superans. Diam. circ. 4^ m. Tubus ignotus. 

Hab. in insulis Aniericæ, Krøyer, Mus. Reg. 

Det øverste, noget convexe, næsten fuldkommen kreds- 
runde Laag bestaaer af 30 spidsvinklede, som Straaler stillede 
Hornplader, hvis Spidser ikke naae sammen i Midten, hvor 
der saaledes dannes en noget uregelmæssig Revne, og som 
fortil og bagtil ere ubetydeligt længere, hvorved Laagets 
Form bliver næsten umærkeligt elliptisk. Pladerne ere i 
Midtlinien sammenføiede mindre fast. Disse Plader fastheftes 
i Laagstilken ved en i Spidsen noget indadbøiet Tap, der er 
stillet retvinklet i nogen Afstand fra Randen. Under enhver 
af de omtalte Plader ligger en lignende, men mindre, omtrent 
± kortere Plade, hvis Yderende passer ind i en Hak i Under- 
siden af den overliggende Plade; Tappen er her noget længere 
og blødere og stillet tæt ved Yderranden. 

Det underste tragtdannede Laag , hvis Kant ligesom 
danner et fremspringende Gjerde om det øverste, bestaaer al 
sammentrykkede, naaledannede Stave, hvis øverste fjerde Deel 
er stærkt udvidet, af en aflang Form, med Spidsen næb- 
dannet og tilbagebøiet saaledes, at de to forreste Stave i 
Midtlinien vende Spidserne fra hinanden og de to bageste 
Spidserne mod hinanden, saaledes som det ogsaa sees paa 
Hermellernes Laag 1 ). Under Mikroskopet viser den udvidede 
Deels udvendige Rand sig noget takket. Paa vel bevarede 
Exemplarer bære de tyve bageste Spidser hver en lille 
Trevl. 

Paa Laagets Underside sees en lancetdannet Aabning, 
hvis Spidser berøre Centrum og Peripherien, og som tjener 



l ) Grube Archiv fur Naturges c hichte XIV Jhrg. 1848. p. 34. tab. 3. 

30 



444 



til Gjennemgang for Laagstilken , der med sin Hud beklæder 
Udsiden af det underste Laag. 

Ormens Bagkrop ender i et smalt uleddet Rør, der er 
bøiet tilbage og tildeels skjult i den dybe Rygfure, sand- 
synligvis for at sende Excrementerne tilbage i denne Retning. 



SYSTEMATISK OVERSIGT OVER SLÆGTERNE. 

Slægternes indbyrdes systematiske Forhold er endnu 
temmelig usikkert, navnlig fordi Kundskaben til selve Ormene 
kun er meget ufuldstændig. Det forekommer mig sandsynligt, 
at Serpuliderne ved Slægten Hydroides slutte sig til Her- 
mellerne og navnlig til Slægten Phragmatopoma; men om Pro- 
tula er beslægtet med Sabellerne, eller disse bør følge efter 
Hermellerne, tør jeg ikke afgjore. Jeg vil her give en Sammen- 
stilling, der afviger noget fra den i Texten fulgte. 

Serpuliderne stemme ikke blot overeens med Vermeterne 
i Skallens Ydre , men Laagene frembyde ogsaa slaaende 
Analogier. Hen store middelhavske Vermet (Thylacodes) 
mangler saaledes Laag, ligesom den største Serpulide (Pro- 
tula) fra samme Hav. Hos Vermetslægten Stephopoma bærer 
Laaget piggede Børster, der ikke ere væsentlig forskjellige 
fra dem, der findes paa Laaget af Serpulideslægten Hydroides. 
Paa Laaget af Vermetslægten Siphonium findes grenede Horn, 
der egentlig kun adskille sig fra Hornene paa Laaget af 
Spirobranchus ved deres næsten mikroskopiske Lidenhed og 
store Antal. Laaget af Pomatostegus erindrer stærkt om det 
cylindriske Laag af Vermetslægten Tenagodus, der ligeledes 
afbrydes med Alderen. Endvidere kan Placostegus med Hen- 
syn til Laaget ansees for analog med Bivonia og Vermetus 
(sens. strict.). 

I. Uden Laag Protula. Anisomelus. Piratesa. 

II. Med Laag : 

A. sammensat af Kalkplader Galeolaria. 

B. ikke sammensat: 

a. uden Stilk : 

a. med flere Skaale paa en fælles Axe Pomatostegus. 



445 



f?. enkelt: 

med grenede Horn Spirobranchus. 

med ugrenede Horn Pomatocerus. 

uden Horn (glat) . . Placostegus. Ditrypa. 
med Stilk : 

a. Stilken sidestillet: Spirorbis. 

Filigrana. 
Apomatus? 
(}. Stilken midtstillet: 

Laagets Overflade kegledannet . . . Vermilia. 
Laagets Overflade concav: 

Laaget enkelt, med riflet Rand . . . Serpula. 
Laaget med et Bilaag, sammensat 

af Stave Hydroides. (Phragmatopoma). 



ALPHABETISK FORTEGNELSE OVER ARTERNE. 
SERPULA (sens. autt. vet.) 
* betyder at Arten er nulevende. 

*Abbreviata Krøyer. Hydroides Morch n. 34. 

*actinoceras Morch. n. sp. Pomatostegus n. 74. 

*aggregata (Sabella) Chiereghini Venez. 1847. Siebold Jahres- 
bericht 1850. An Eupomatus euplæanus Delle Chiaje? 

alata d*Arch. Descr. foss. nummulit. Mém. géol. 2 sér. III. p. 417. 
pi. IX. f. 33. Biaritz. An Placostegus.? 

*albida Humphr. Cat. n. 3. St. Domingo. 

ambulacrum K. Mayer 1860. Fauna von Kleinkuhren. (tertiar.) 

amphisbæna Goldf. p. 239. t. 70. f. 16. (Chenu 111. V. f. 8.) Tere- 
dinis tubulus Leym. Mém. géol. 1842. V. t. 2. f. 2. Geinitz 
Nachtr. 1843. p. 11. t. IV. f. 14. Fistulana Reuss p. 19. 

*ampulliferus (Apomatus) Philippi. Archiv. f. N. G. 1844. 

anfracta Goldf. t. 71. f. 13. Griinsand. Spirorbis Bronn. 
— Vermilia planorbiformis Miinst. 

*anguinoides Chiereghini 1847. Venez. Sieb. Jahresb. 1850. 

*anguis Schroter Beste Einrichtung 1818. p. 215 (nomen.) 

*angulata Forsk. 1775 Descr. animal p. XXXIV. In mari nigro. 
(nomen.) 

*angulata Da Costa 1778 Brit. Conch. p. 20. t. 2. f. 9. Hydroides 
norvegica Gunn. 

angulata Miinst. Goldf. t. 71. f. 5 (Chenu El. t. XI. f. 6) Placo- 
stegus. 

30* 



446 



*angulosa v. Martens Reise nach Venedig. 2. p. 482. Gen. Foraniinif. 

angulosa (Galeolaria) Rom. Kreide 1842. p. 99. 

annellus Defr. Diet. 1827. t. 48. p. 567. Vennilia cristata Lam. 

Velins du Mus. n. 20. f. 14. Grignon. 
annulata Serres tert. 153. non Lam. quæ Spiroglyphus. 
annulata Reuss Kreide II. 106. t. 24. f. 8. 9. non Lam. An Spi- 

rulæa sp.? 
*annulata (Vermilia) Schmarda 1861. p. 28. t. 21. f. 176. Placostegus. 
antiqua Defr. Diet. 1827. vol. 48. p. 569. 
antiquata Sow. M. C. Jan. 1829. VI. n. 103. p. 202. t. 598. f. 4. 

— S. ampullacea Reuss V. f. 22. t. XXIV. f. 6, 7. — S. 

intermedia Røm. — S. Noeggerathii Goldf. 
antiquata Kon. Carb. p. 57. t. G. f. 7. (1842 — 44). — S. Sower- 

byana. Spirorbis? 
*appendiculata (Protula) Schmarda 1861. p. 33. t. 22. f. 185. 
archimedis Konig Carb. p. 57. t. G. f. 6. (1842—44.) Med Urette 

henfort af Chenu til Tenagodus anguinus L. Den er maaskee 

en Stephopoma. Spirorb. spinosa Konig turde vise sig som 

dens Unge. 
arcuata Miinst. Goldf. 237. n. 58. t. 70. f. 10. (Chenu t. 7. f. 6.) 

Griinsand. 
*armata (Vermilia) Flem. 1825. Edinb. Journ. p. 243. Ifolge Be- 
skrivelsen maaskee Pomatocerus triqueter L., derimod ifolge 

Synonymien Vermilia porrecta Miill. 
*armata M. Edw. Cuv. R. An. éd. 3. pi. 3. f. 2. Placostegus 

tricuspis Sow. 
articulata Sow. M. C. 1829. Jan. n. 103. t. 599. f. 4. S. vertebralis 

Goldf. t. 68. Nogrobs vermicularis Mtf. 1. p. 275? 
*arundo Turt, Diet. 1819. p. 155. f. 85. Protula. 
aspera Defr. 1827. Diet. t, 48. p. 566. Velins du Mus. n. 21. f. 2. 

Grignon. 
aspera Hag. 1840. Jahrb. f. Min. p. 666. Kridtform. 
*aspera Phil. 1. c. 1844. p. 191. n. 5. f. B. Serpula s. str. 
asperrima Boll Mecklenb. Archiv. 1859. p. 167. f. 4. Spirorbis? 
*avena Meusch. Cat. Gevers. 1778 n. 1443. Zoophyl. n. 1650. Seba. 

t. 93. f. 8. Protula intestinum Lam? 
barbata Morton Synops. of the foss. cretaceous group. 1834. p. 73. 

t. XV. f. 12. Alabama. Placostegus? 
Bardensis Hag. Jahrb. 1840. p. 667. t. 9. f. 16. Spirulæa sp.? 
*Benzoni Morch. Hydroides (Eucarphus) n. 41. 
*Berkeleyi Johnston Barret Dredging - List. 
bicanaliculata Miinst. Goldf. p. 240. t, 71. f. 6. n. 71. Chenu 111. XI. 

f. 7. Tertiårf. 
*bicarinata Lam. V. 369. 3. (Vermilia) Blv. t. 48. p. 329. Nov. 

Hollandia. Paa Fuci , men Expl. afbildet af Chenu paa en 

Pecten er formodentlig Lamarck's V. eruca. 






447 



bicarinata Boll 1859. Mecklenb. Archiv p. 167. f. 3. Spirorbis? 
*bicornis Abildg. 1789. Schriften Berl. Geseli. IX. Spirobranchus 

giganteus. 
bipartita Reuss Kreide. 19. t. 13. f. 95 Plånerkalk. Spirulæa Br. ? 
biplicata Reuss 1845—46. p. 18. t. 5. f. 23. Bohmen. Kridtf. 
*Blumenbachii Morch. Hydroides (Euporaatus) n. 28. 
boa Defr. 1827. Diet. se. t. 48. p. 568. Grignon. 
*brachysonia Schruarda 1861. Poniatostegus. 
brauoriensis Dumortier Soc. agric. de Lyon. 1857. Journ. Conch. 1861. 

p. 394. Lias. Maaskee Trykfeil for bognoriensis. 
*buccinula Chiereghini Venez. 1847. Siebold Jahresb. 1850. 
*bucephalus Morch. Poniatocerus n. 85. 
*cælata Humphr. Cat. n. 7. 1799. 

*cæruleus (Placostegus) Schmarda 1861. Morch. n. 90. 
*cæspitosa Deles. Chenu Filigrana divaricata M. 
*cæspitosa (Galeolaria) Lam. V. 1818. Morch n. 21. 
*caltrops Humphr. Cat. p. 2. f. 9. 1799. — Turbo madreporoides. 

Burrow Elem. 1815. Maa være Skrivfeil for calcitrapa. Findes 

i flere Exempl. i Mus. Cum. 
*calyptrata (Yermilia) Phil. 1. c. 1844. p. 193. n. 4. fig. G. 
*campanulata (Amphitrite) Sowb. Br. Misc. t. 31. — S. triquetra. 
canaliculata Miinst. Goldf. p. 233. t, 69. f. 1. Chenu t. 2. f. 3. 

— S. Deshayesii Quenst. Jura p. 664. t. 81. f. 56. 
caualifera Miinst. Beitr. 1841. IV. p. 54. t. V. f. 24. sed non expl. 

tab. St. Cassian. 
*caneleto Risso Hist. IV. p. 403. 
Cannelletto Olivi Zool. adriat. 1792. p. 195. Ginan. 2. t. 1. f. 4. 

Bon. n. 20. Er maaskee Serpulorbis melitensis Gm. foss. 

Romagna. 
canteriata Hag. Jahrb. 1840. p. 668. t. 9. f. 18. S. sinuata Hag. 

olim. Placostegus vel Hamulus Morr. Puggaard Moen p. 93. 

fig. 39. 
capillaris Defr. (Serpularia) Diet. 1827. t. 4S. p. 557. Velins du 

Museum n. 21. f. 28. Grignon. 
capillaris Miinst. Bair. 65 non Rom. Ool. p. 34 nec Defr. 
capillaris Rom. Ool. 1835. p. 34. 

capitata Goldf. 1. p. 228. t. 67. f. 17. Chenu t. 2. f. 7. Jura. 
capitata Bean Phill. 1835. I. p. 136. t. XIV. f. 6. 
caput serpentis Defr. Diet. se. 1827. t. 48. p. 557. Velins du Mus. 

n. 20. f. 15. Blv. Man. pi. 69. f. 6. a. b. S. tete de serpent, 

stærkt forstørret, 
carbonarius M. Coy Synops. Carb. Foss. Ireland. t. 33. f. 32 (Ser- 

pulites.) Giebel Beitr. zur Palæont. 107. t. 2. f. 1. Zeitschr. 

f. die gesammte Naturwiss. tom. XII. 1858. p. 445. 
carenata Bosc. Vers. I. 1802. p. 178. Montmartre paa en Osters. 
carinata Woodward Norfolk t. 5. f. 13. 



448 



carinella Sow. Min. Conch. VI. 103. Jan. 1829. p. 201. pi. 598. f. 2. 
carinula Miinst. Beitr. IV. p. 54. t. 5. f. 23. 1841. 
*carmatus (Vermetus) Rouss. Chenu 111. t. 2. f. 4. an err. typ? 
*carnaria Cat. of. N. Hist. in the Mus. of Dublin Society 1813. 

p. 147 (nomen.) 
caudata Hag. Jhrb. 1840. p. 667. 
*caudata Krøyer. Phragraatopoma Morch n. 135. 
*cereolus Gm. S. N. p. 3745. Hydroides (Eucarphus)? 
cereolus »Lam.« Defr. Diet. t. 48. 1827. p. 570. 
*cespitosa (Galeolaria) Burrow. Elements. — G. cæspitosa Morch n. 21. 
chorda Risso Hist. p. 405. n. 27. 

cincta Goldf. 237. t, 70. f. 9. Chenu 111. t. 7. f. 5. Grunsand. 
*cincta Chenu pi. X. f. 13 var. Pomatostegus actinoceras? 
*cinerea Forsk. p. 128. n. 77. Gm. 3747. Ifølge Philippi en Art af 

Psygmobranchus. Filigrana corallifica Pall.? 
cingulata Goldf. p. 39. t. 69. f. 4. Chenu t. V. f. 6. cfr. Quenst. 

Jura p. 664. 
circinalis Miinst. Goldf. 1. 227. t. 67. f. 9. (Chenu 6. f. 4.) Hydroides? 
circinata Defr. 1827. Diet. t. 48. p. 570. 

clavæformis Kønig Carb. p. 56. t. G. f. 5. 1842—44. Ditrypa? 
*clavigera Phil. 1. c. 1844. Vermilia. 
*coacervata Siemssen Syst. Verz. Mecklenb. Conch. 1794. p. 37. an 

Sabella. Paa Skaller i Østersøen, 
coacervata Blumenb. Archæol. Telluris 1803. I. p. 22. t. 2. f. 8. 

Serpulites. — S. coacervata Røm. Ool. I. 34. (1835.) — Dunker 

Wealden 1846 p. 58. t. XIII. f. 22. — D. incurvum? Bronn Leth. 

p. 989. Filigrana sp. 
cochlearia Defr. Sow. Gen. Serpula, fossil from calcair grossier d'Or- 

glandes. Jeg har ikke kunnet finde dette Navn i noget af 

Defrance's Arbeider. Denne Art er maaskee en Vermet med 

stærkt hvælvede Skjæl. 
colon Konig Icones sectiles IV. f. 39. In fodinis prope Aalen ; 

» desepimenta hujus speciei admodum convexa sunt«, altsaa en 

Vermetus. 
colubrella Defr. Diet. 1827. t. 48. p. 568. 
colubrina Miinst. Goldf. I. p. 226. t. 67. f. 5. Chenu pi. 12 f. 1. 

Terquem Pal. de Luxembourg et de Hettange Mém. géol. 1855. 

p. 231. t. 26. f. 5. paa Østers. Molluscorum ova M. Edw. 

Lam. V. p. 632. 
*complexa Turt. 1819 Diet. p. 153. n. 12. Filigrana. 
compressa Sow. Min. Conch. 1829. VI. 103. p. 201. t. 598. f. 3. 

— Dentalium indistinctum Flemg? Maaskee beslægtet med 

Onychites. Quenst. Jura. 
*concamerata Mtg. Test. — Lobatula Flem. Brit. An. p. 233. 
conformis Goldf. I. p. 228. t, 67. f. 13. — Chenu t. 12. f. 5. Juraf. 
*conglutinata Chiereghini Venez. 1847. Sieb. Jabresb. 1850. Filigrana? 




♦conica (Vermilia) Flem. Edinb. Journ. 1825. p. 243. cfr. Vermilia. 
conica Hag. Jahrb. 1840. p. 666. t. 9. f. 15. Placostegus? 
conjuncta Gein. Kreide 2. p. 7. t. 4. f. 6 — 9. 
eonoidea Hisinger Leth. Svec. 20. Spirorbis conulus Bronn. (Ver- 

metus) Vers. deutscher Naturf. zu Kiel. p. 118. n. 23. 
*constrictor Schmidt. 1818. Beste Einrichtung. p. 215. 
contorquata Schlot, (Serpulites) Verz. 1820. p. 96. cfr. S. torquata 

Quenst. Jura. p. 393. — S. gordialis Bronn. 
*contorta Bronn. 111. 1827. t. 2. f. 4. Hydroides norvegica Gunn. 
contorta Phil. 1843. Norddeut. Tertiårverst. p. 43. Paa Ditrypa 

strangulata. Hydroides sp.? 
*contorta (Vermilia) Grube Archiv f. N. G. 1. c. p. 92. S. con- 

tortuplicata Grav. Morch n. 68. 
*contortuplicata L. S. N. X. .p. 787. n. 696. cfr. Hydroides norvegica. 
*contortuplicata L. Blumenb. Hydroides (Eupomat.) Blumenbachii M. 
*contortuplicata Sav. Blv. Bunn. see Serpula vermicularis. 
contracta Woodw. Norf. t. 5. f. 19. 
convoluta Goldf. I. 228. t, 67. f. 14 non Miinst. Chenu pi. 2. f. 1. 

Røm. Ool. 34. — S. Deshayesii. — Vermicularia nodus Phil. 

— S. lumbricalis Schlot. Quenst. Jura p. 664. 
convoluta Miinst. Goldf. t. 68. f. 17. Spirorbis Miinsteri Goldf. 

Chenu t. 2. f. 2. 
*convolvulata Chiereghini Venez. 1847. Siebold Jahresb. 1850. 
*corallifica Pallas Elench. 1766. p. 238. Filigrana. 
*coralloides Bolt. Verz. p. 50. n. 897. 1798. (nomen.) 
*cor de chasse Blv. Man. t. 69. f. 3. S. venatorium cornu Defr. 
*Cordineri Flem. 1825. Edinb. Journ. p. 244. cfr. Pomatostegus. 
corniculum Sandb. Nassau p. 38. t. 3. f. 8. (1850 — 56.) 
*cornu copia Risso Hist. p. 405. n. 26. Vermetus sp.? 
corona d'Archiac Mém. Géol. 1846. 1. p. 207. pi. 7. f. 7. Bayonne. 

Sandsynligviis beslægtet med Placostegus tricuspis Sow. var. y. 
*corrugata Link. 1807. Cat. Rostock, p. 23. 
corrugata Goldf. p. 241. n. 77. t, 71. f. 12. Chenu t, 8. f. 1. Phil. 

Tert. p. 43. 
corrugata Sow. Mss. Morris Cat. 66. 
corrugata d'Archiac Mém. Géol. 2. 1846. p. 206. pi. VI. f. 5. Fossile 

de Bayonne ; an Spirulæa sp. ? 
*costalis Lam. Guérin Icon. t. 1. f. 2. = Vermiculus costalis Rouss. 
costata Hag. Jahrb. 1840. p. 669. 
crassa Sow. M. C. 1812. p. 73. t. 30. — Galeolaria? Sow. Gen. 

Vermilia crassa Flemg London Clay. Serpula. Morch n. 56. 
crenato-striata Miinst. Hag. in litt, ohm. Cyclogyra granulata Sow. 
cristata (Vermilia) Duj. Mém. Géol. 2. p. 233. 1835—37. t. XVIII. 

f. 17. Touraine. 
cristata Lam. V. 1818. p. 365. n. 17. Grignon. — Lam. Velins du 

Museum n. 20. f. 1. Defr. Diet. t. 48. p. 564. Vermilia 



450 



cri-tata Lam. Chenu Hl. 6 X. f. 1; ligner meget Pomatocerus 

triqueter. Serpula cristata Chenu 111. t. IX. f. 7. er sandsynligviis 

en Hydroides og maaskee en Var. af Lamarcks species. 
*cristata Sow. Gen. fig. 7. Placostegus P. poroso aff. 
*crocea Sowb. Verzeich. iiber Consul Gruner's Sammlung in Bremen. 

(nomen.) 
*crotalus Schmidt 1818. Beste Einrichtung p. 215. (nomen.) 
*crucigera Morch. Hydroides (Eucarphus) n. 36. 
*crystallinus Scacchi Cat. p. 18. Placostegus tricuspidatus Sow. 
*ctenactis (Serpula) Morch n. sp. (Schlerostyla subg.) n. 39. 
*Cumingii Morch Hydroides (Eucarphus.) 
curtus (Serpulites) Salter Murch. Silur. p. 233. 
*cylindrica Bol. 1859. Mecklenb. Archiv p. 67. f. 5. 
*decumbens (Galeolaria) Sow. Gen. Morch n. 23. 
decussata Miinst. Jahrb. 1835. p. 435. non Lam. quæ Vermetus. 
delphinula Goldf. t, 67. f. 16. Chenu VI. f. 7. Quenst. Jura p. 663. 

t. 81. f. 49—51. 
*dendropoma (Spirobranchus) Morch n. 80. 

dentalina Leym. Mém. Géol. IV. 1851. p. 193. t, 11. A. f. 14. 
*dentata »Lam.« Chenu pi. X. f. 9. Lam. har ingen Art af dette 

Navn. 
*denticulata Gm. 3746. n. 30. Schrot, Einl. 2. t. VI. f. 18. S. cten- 

actis cfr. 
deplexa Bean Ms. Phill. Yorksh. p. 129. t. XI. f. 37. Hydroides. 
Deshaye.vii Miinst. Geol. 35. p. 232. t, 68. f. 18. er Mundroret af 

S. convoluta Goldf. t. 68. f. 17. S. canaliculata Goldf. t. 69. f. 1. 

Quenst. Jura p. 664. t. 81. f. 53—56. 
dilatata d"Archiac Foss. nummulitique de Bayonne Mém. Géol. 1846. 

p. 206. pi. VII. f. 3, 4. Tom. 3. 1848. p. 427. t. 7. f. 2 a . 
*dinema (Vermilia) Morch. n. 57. V. triquetra Phil. 
*dipoma (Eupomatus) Schmarda 1861. Morch n. 32. 
*dirampha Morch Hydroides (Eucarphus) n. 38. 
discus Miinst. Jhrb. 1835. p. 435- Blinde, 
dispar Salter (Serpulites) in app. YVoodward. Mus. M. Coy. Pal. 

Foss. p. 132. pi. 1. D. f. 11, 12. Murch. Silur. p. 233. 
*divaricata Morch (Filigrana) n. 20. 

dracocephala Goldf. p. 236. t, 70. f. 5. Chenu pi. 7. f. 8. 
dubia Miinst. Braun Bair. 20. 

*dubia (Vermilia) Schmarda 1861. f. 175. Morch n. 69. 
Dunkeri Morch Hydroides. n. 29. 

*duodenalis Bolt. Verz. 1799. p. 49. n. 888. Argenv. t. 29. f. E. 
*Dysderi Huxley Edinb. Phil. Journ. 1855. p. 155. Leuck. Jahresb. 

1854—55. p. 338. Protula. 
*Dysderi (Serpula) Johnston Barret Dredging List. 
*echinata Gm. S. N. 3744. n. 18. Serpula. Morch n. 47. 
*echinata Lam. V. 1818. p. 366. Chenu 111. t. X. f. 3. Blv. Diet. p. 557. 



451 



echinata Defr. Diet. t. 48. p. 564. Velins du Mus. n. 47. f. 17—18. 
*elongata Lam. V. 1818. p. 372. n. 2. Dh. V. 637. 2. (Galeolaria). 

Chenu Hl. IX. f. 1. 
*elongata (Verrnilia) Phil. 1. c. 1S44. p. 193. f. L. 
*elongata Miinst. Jhrb. 1835. p. 435. 
*emarginata Phil. 1. c. 1844. p. 199. n. 9. Verrnilia. 
epithonia Goldf. 1. p. 225. t, 67. f. 1. Chenu XI. f. 4. Bensberg. 
*erecta Salis 1793. p. 358. Mart. 1. f. 12 a . T. subflexuosa, lævi, 

nitidissima, alba. Tarent, 
erecta Goldf. 2. p. 238. t. 70. f. 15. (Chenu Hl. VI. f. 5.) 
*eruca Lam. V. 370. f. 4. (Verrnilia). Diet, se. t. 48. p. 330. 
eruca d'Arch. Mém. Géol. 1846. t. 2, 1. p. 207. t, VII. f. 8. Tom. 3. 

p. 427. t, 7. f. 8. pi. 9. f. 34. 
*euplæana (Sabella) Delle Chiaje Mern. 3. p. 226. t. 48. f. 21. Hydroides 

(Eupomatus.) 
exigua Rolle Wiener Sitzungsbericht. 1857. vol. 26. p. 27. f. 13, 14. 

Lias-Keuper. 
*exstinctoriuni (Patella) Turt. Diet, 1819. p. 138. Postscr. p. 255. 

Laag af Verrnilia. 
extensa Sol. Foss. Hantoniana 1766. p. 12. f. 12. — S. protensa 

Defr. Diet. 48. p. 564. 
*fascicularis Lam. V. 1818. p. 362. n. 2. Deless. Rec. I. f. 2. Chenu 1. 

f. 1. Serpula. 
fascicularis (Lam.?j Catullo Giorn. di Fisica. 1826. IX. p. 405. 
fascigiata »Eichw.« Bronn Index. 

fastigiata Eichw. 1830. Naturh. Skizze p. 199. Leth. Rossica I. p. 50. fig. 
*filaria Lam. 1818. V. p. 365. n. 14. N. Hollandia. 
filaria Goldf. p. 233. t. 69. f. 11. Chenu t. 12. f. 4. 
*filiformis Rees Ene. vol. X. Filigrana. 

filiformis Sowb. Geol. Trans. IV. Fitton p. 353. t. XVI. f. 2. S. soci- 
alis Goldf. 
*filograna L. S. N. XII. 1767. cfr. Filigrana. 
filosa Dujardin Sol en Touraine Mém. Géol. 2. p. 233. 1835—37. 

Galeolaria Rom. Filigrana sp. 
fimbriata Defr. Diet, se. t. 48. 1827. p. 571. Velins du Mus. n. 20. 

f. 4 — 5. Grignon. 
*fimbriata Delle Chiaje 1828. 3. p. 226. t. 48. f. 19, 20. Placo- 

stegus Phil. 
fimbriata Bronn Ital. Tertiarg. 1831. p. 130. 
flaccida Goldf. t, 69. f. 7. Chenu t. 5. f. 2. Oolith. 
flagellum Miinst. Goldf. t, 69. f. 5. 
fragilis Defr. 1827. Diet. se. t. 48. p. 565. 
funiculosa d'Archiac Foss. nummulit. Mém. Géol. 2. Sér. 3. p. 428. 

1850. 
*fusicola (Hydroides) Morch n. 30. 
*galeata (Verrnilia) Grube 1860. Archiv f. N. G. p. 113. 



452 



gastrochænoides Leym. Mém. Géol. IV. p. 336. t. 2. f. 2. cfr. S. 

ampbisbæna. 
geranæ Miinst. Beitr. IV. p. 55. t. V. f. 24. (1841.) 
gibbosa Goldf. 1. p. 229. t. 68. f. 3. Jura. Placostegus. 
*gigantea Pallas. 1766. Miscell. Spirobranchus. 
glaberriraa Link. 1807. Rostock Verz. p. 23. Walch. Steinr. t. 1. n. 2. 

superne ad sinistr. — Rugen. 
*glabra Scbmidt 1818. Beste Einrichtung. p. 215. (nomen.) 
globiceps Quenst. Lias. 1858. p. 111. t. 13. f. 21. Ditrypa. 
*glomerata L. S. N. X. — Hydroides norvegica. Gunn. verisim. 
gordialis Schloth. Petref. I. 96. t. 60. 1820. Naturforscb. XVIII, 
p. 131. n. 3. Goldf. t. 69. f. 8. (Chenu 111. t. 3. f. 1.) Goldf. 
t, 71. f. 4. (Chenu pi. 6. f. 6.) Leym. Mém. Géol. 1846. 2. Ser. 
p. 369. t. XIII. f. 16. Gein. Kreide 1842. p. 65. 
gracilis Hag. in Boll. Archiv f. Mecklenb. 1859. p. 167. 
:i: græca Brullé (Protula) Chenu 111. & Lecons élém. 
grandis Goldf. I. 227. t. 67. f. 11. (Cbenu XI. f. 1.) 
granulosa Hag. Jabrb. 1840. p. 668. 
gregalis Eichw. Naturh. Skizze 1830. 1. p. 199. Leth. Ross. 1. p. 49. 

t, 3. f. 5. 
grignonensis Defr. Diet. 1827. t. 48. p. 565. 
bamulus Miinst. Goldf. p. 241. t. 71. f. 10. Chenu t. 6. f. 1. 
heliciformis Goldf. t. 68. f. 15. Cbenu t. XI. f. 9. Rotularia Cou- 

loni Defr. 
heptagana Sow. Mss. Morris Cat. 66. (non Hag.) Dent. elephan- 

tinum Brand, 
beptagona Miinst. Jahrbuch f. Min. 1835. p. 435. 
heptagona Hag. Jahrb. 1840. p. 669. n. 16. 
*hexagona Bosc 1802. Vers. p. 176. t. 7. f. 1. Eupomatus. 
hexagona Rom. Kreide 100. t. 16. f. 5. 1842. 
hexagona (Vermetus?) Rauault. Mém. Géol. 1848. 3. p. 477. t. XV. 

f. 10. Bull. Géol. 2. Sér. p. 264. 
Hierlatzensis Stoliczka 1861. Wiener Sitzungsbericht. X. 53. p. 201. 

t. VII. f. 6. 
Huthii Boll. Archiv fiir Mecklenb. 1859. p. 261. Pomatostegus? 
*hystrix (Galeolaria) Morch. n. 24. 
*ileacea Bolt. Verz. 1799. p. 49. n. 886. (nomen.) 
*iliacus (Vermiculus) Meusch. 1787. p. 236. Petiv. t. 102. f. 3. Bombay, 
ilium Goldf. t. 69. f. 10. Chenu t. 5. f. 3. 
*implexa Berk. Zool. Journ. III. p. 230. Filigrana. 
implicata Hag. Jahrb. 1840. p. 668. f. 17. 
*incrassatus Krøyer. Spirobranchus Mørch n. 78. 
*indicus (Vermetus) Daudin 1800. p. 44. f. 18, 19. Pomatocerus. 
indistinctum (Dentalium) Flemg Edinb. Journ. 1825. p. 24. t. IX. 

f. 2. S. compressa Sow. 
infibulata Gein. Kreide p. 65. t. 22. f. 7. — S. gordialis. 



453 



*infundibulum Mart. Berl. Beschåft. 2. 1776. p. 357. t. XII. f. 1. 

*infundibulum Lam. Deless. Rec. cfr. Serpula multivaricosa Mørch. 

*infundibulum Chenu 111. pi. 10. f. 12. an Vermetus (Stoa) .sp.? 

*infundibuluni Delle Chiaje 1828. p. 226. t. 49. f. 40. Hydroides 
(Eucarphus?) 

inscripta d'Archiac Mém. Géol. 2. Ser. 3. p. 428. t. 9. f. 35. cfr. 
Vermetus. 

intercepta Goldf. t. 69. f. 9. Chenu t. 8. f. 3. Spirorbis? 

intermedia Miinst. Bair. p. 35. n. 65. Rom. Kreide p. 100. 

interrupta Defr. Vél. du Mus. n. 20. f. 12. Diet. se. 1827. t, 48. 
p. 567. Grignon. 

*intestinalis Gm. S. N. n. 27. Le Jelin Adanson. Senegal. Maaskee 
en Pleurodictyum, cfr. Morch Annales des sciences 1861. Turbo 
madreporoides Burrow Elements 1818. p. 186. t. 27. f. 1. og 
Serpula caitrops Humphr. Cat. Colonne 1797. p. 2. n. 9. høre 
dog ikke hertil. 

intestinalis Phill. Geol. Yorksh. 1. 1835. p. 111. t, V. f. 21. Ox- 
ford clay. 

*intestinum Lam. V. 1818. 363, 3. Chenu Deless. cfr. Protula. 

*intestinum bubalum Cat. of "N. H. in the Mus. of Dublin. 1813. 
p. 147. Tripe worm shell (nomen.) 

*intricata L. S. N. X. 787. n. 695. Psygmobranchus Phil. 

*intricata (Vermilia) Flemg Edinb. Journ. 1825. p. 242. Hydroides 
norvegica. 

*kingicola Chenu Dl. pi. 2. f. 7., maaskee en Vermetus. 

*Kroyeri Morch. Pomatostegus n. 72. 

lacerata Phill. York. I. 1835. pi. IV. f. 35. 

*lactea M. Edw. R. An. éd. 3. p. 3. f. 5. Serpula. 

lævigata Link. 1807. Rostock Verz. p. 160. (nomen.) 

lævis Goldf. p. 236. t, 70. f. 3. Chenu t. 8. f. 2. 

*lamellata Bolt 1799. p. 49. Martini 1. f. 24. A. Bunodes Guett, 

*lenticularis Martens Reise nach Venedig. Ulm 1824. (Foraminif.) 

Leonhardi Reuss Bøhm. Kreide 1845. p. 18. t. XIII. f. 93. 

*limaciformis Humphr. Cat. 1797 n. 11. St. Maurice on coralls. 

limata Miinst. Goldf. 1. t. 68. f. 1. 

limax Defr. Diet. 1827. t. 48. p. 570. Gravesend. Kridtf. 

limax Goldf. t. 67. f. 12. Oolith. 

lineata Link. 1807. Rostock Verz. p. 160. (nomen.) 

lineata Klipst. Beitr. 1843. p. 207. t. XIV. f. 29. Gen. dub. 

lirata Sandb. Nassau p. 38. t. 3. f. 10. Spirorbis? 

*litkogena Péron Voyage 1816. 2. p. 82. Baie Bougainville (nomen.) 

lithuus Schloth. Verz. 1820. cfr. Spirulæa. 

*lituiformis Humphr. Cat. 1797. n. 14. (nomen.) 

lituiformis Miinst. Goldf. 1. 218. t. 67. f. 15. Chenu t. XI. f. 8. 
Spirulæa. 

lituola Leym. Mém. Géol. IV. 319. 336. V. 2. t. 1. f. 7. 



454 



lituus Hisinger Leth. Srec. 20. t. 4. f. 8. Spirulæa Bronn. 

lobata Montg. 1803. Discorbis vesicularis Clark Zool. Journ. XI. 1827. 

lombricus Defr. 1827. Diet. se. t. 48. p. 571. 

*longiseta Schmarda 1861. p. 32. f. 184. Protula. 

longissimus (Serpulites) Murch. Silur. p. 608. 705. t. 5. f. 1. Upper 

Ludlow. 
lophiodon Goldf. t. 70. f. 2. S. trachinus Chenu 111. t. VII. f. 2. 
lunibricalis (Serpulites) Schloth. 1820. p. 96. S. grandis Goldf. t. 67. 
f. 11. S. limax ib. f. 12. — S. convoluta Goldf. t. 67. f. 14. 
— Vermiculus nodus Phill. Quenst. Jura t. 53. f. 12. p. 392. 
lumbricus Defr. see lombricus. 

macrocephala Goldf. t. 68. f. 14. Chenu t. VI. f. 3. 
macropus (Vermilia?) Sow. M. C. 1828. n. 102. VI. pi. 597. f. 6. 

Chalk. 
*macrosoma Schmarda 1861. p. 182. Pomatostegus. 
*madreporarum Shaw Miscell. — Spirobranchus giganteus Pall. 
*madreporina Modeer Kgl. Vet. Acad. Handl. XV. 1794. p. 179. 
Det indvendige Rør af Heteropsammia cochlea Spgl. Vid. Selsk. 
Skrift. 1781. 1. p. 240. 
mæandra Hag. Jahrb". 1840. p. 668. 

*marina v. Martens Italien 3. 1844. p. 428. Filigrana corallifica. 
*media Stimps. 1853. Grand Manan p. 30. Protula. 
*melitensis Meuschen Mus. Gronov. Index 1778. p. 48. n. 487. Ellis 

p. 99. tab. 34. — S. penicillus L. Amphitrite. 
*merdaria Bolt. Verz. 1799. p. 650. n. 898. 
*microtis (Hydroides) Morch n. 40. 
*minima Lam. 1818. V. n. 20. Civita vechia. Defr. Diet. t. 48. 

p. 568. fossil, 
minutissima Miinst. Braun. Bair. 21. 
*minutissima Schliiter Verz. 1838. p. 39. (nomen.) 
miocenica Michel. Ter. mioc. 1847. p. 71. Spirorbis. 
misera K. Mayer Fauna von Kleinkuhren bei Konigsberg. 1860. 
monilifera Miinst. Beitr. IV. p. 54. t. 5. f. 26. 1841. 
*Miilleri Berk. Mag. of N. H. 1837. \II. p. 421. Hydroides norvegica. 
*multicristata (Vermilia) Phil. 1844. p. 193. f. K. 
*multiplex (Cyclogyra) S. Wood. An. N. H. 1842. p. 458. t. V. f. 5. 
*multivaricosa Morch n. 59. Serpula infundibulum »Lam.« Phil. 
muræna Defr. Diet. se. 52. (Vermilia) p. 331. 1828. Caen. 
*muricata Flem. Edinb. Journ. 1825. p. 244. Cordiner Ruins n. 22. 

probably from Norway. Jeg har ikke seet denne Tavle, 
muricata Miinst. Keflerst. Deut. 1829. VI. 97. 
muricinus (Serpulites) Schloth. Verz. 1820. p. 98. n. 7. Pfalz. cfr. 

Nogrops Mtf. 
*natrix Schmidt 1818. Beste Einricht. p. 215. (nomen.) 
*nautiloides Schroter. Truncatulina tuberculata. 






455 



*neveitea Meusch. Index Mus. Gevers. p. 48. n. 487. 1778. Pallas 

Miscel. t. X. f. 1. 
*nodosa Risso Hist. p. 403. Serpula; animal descriptum. 
*nodulosa Schmidt 1818. beste Einricht. p. 215. (nomen.) 
nodulosa Goldf. t. 68. f. 4. Jura. 
Noggerathii Miinst, Goldf. t, 70. f. 14. Chenu t. VII. f. 3. Placo- 

stegus? 
*norvegica (Serpula et Hydroides) Gunnerus Acta nidr. IV. p. 511. 

t. 2. f. 11—13. 
nuda d'Årchiac Mém. Géol. II. 2. 1846. p. 207. pi. VII. f. 6. Foss. 

nummulitique. 
obtorta (Vermilia) Defr. Diet. t. 57. 1828. p. 330. Weymouth. 
olifex Quenst. Jura 1858. p. 88. t. XI. f. 12. 13. 
*operculata (Serpularia) Bosc Vers. 1. 1802. p. 176. t. 7. f. 2. 

Placostegus. 
*ornata Sow. Gen. Placostegus. 

ornata Lea Contrib. to Geol. p. 37. t. 1. f. 5. Cyclogyra. 
*pallida Phil. 1. c. 1844. p. 190. Serpula. 
pannosa Quenst. Jura 1858. p. 776. t. 95. f. 30. 
*pappigera Phil. Tertiårverst. 1843. p. 44. nomen, Eupomatus pecti- 

natus verisim. 
*parensis Chenu Marc. de Series An. se. nat. 1855. p. 238. Vermiculus 

panamensis. 
*pectinatus Phil. 1844. p. 195. f. R. Eupomatus. 
*pellucida Lam. V. 1818. n. 15. Stephopoma? an S. solitaria Chenu 

pi. x. f. 8? 
*penicillus (Amphitrite) Gm. p. 3110. n. 2. Serpula. 
pentagona Goldf. t. 68. f. 7. & b. var. Jura. Placostegus? 
permiana (Filograna) King Mon. Perm. Foss. p. 56. Durham. Er 

en Plante, Palæochorda M. Coy. 
*perversa Brown 111. 1827. t. 2. f. 7. Pomatocerus triqueter L. 
*Philippii Morch n. 49. Vermilia vermicularis Phil. Serpula. 
Phillipsii Rom. 1842. p. 102. n. 35. t. XVI. Vermicularia Sowerbyi 

Phill. York. 2. f. 29. Burtinella Phillipsii Mørch Proc. zool. soc. 
*placentula Bean Supp. Thorpe Mar. Conch. 1844. p. 265. Pomatoc. 

triqueter. 
plana Woodw. Norf. t. 5. f. 9. (opus mihi ignotum.) 
planorbiformis Miinst. Goldf. 1. 231. pi. 68. f. 12. Chenu pi. 1. f. 10. 

— S. trochleata. — S. prolifera Goldf. t. 68. f. 11. Quenst. 

Jura p. 663. t. 81. f. 44. cfr. S. anfracta. 
planorbis Schloth. Verz. 68. (nomen) S. gordialis Gein. 
planorbis (Euomphalus) Miinst. in litt. Gæa v. Sachsen p. 95. Gein. 

Zechstein 1848. p. 6. t. 3. f. 1—2. 
planorbites Miinst. Gein. Zechst. t. 3. f. 2. Dyas p. 40. t. X. 

f. 10—14. 
plexus Sowb. M. Conch. 1829. pi. 598. f. 1. Filigrana? 



456 



*plicaria Lam. 1818. V. p. 363. Blv. Diet. t. 48. p. 554. Oc. ind. 

in Myt. rnargaritif. 
plicatilis Miinst. Goldf. t. 68. f. 2. 
*plicifera Lam. V. 1818. p. 370. n. 6. Middelhavet, paa en Pecten. 

Vermetus plicifer Vogt Das Thierreich p. 413. 
*polita Sars Reise til Lofoten p. 84. Placostegus tridentatus Fab. 
*polycera (Cymospira) Schmarda 1861. p. 31. f. 181. Spirobranckus. 
*polytrema (VermiUa) Phil. 1. c. 1844. p. 194. f. N. 
*porosus (Vermetus) Daudin 1800. Rec. p. 45. f. 20. 21. Placostegus. 
porosus Defr. Diet. se. t. 48. p. 567. 1827. 

*porosa (Siliquaria) Gravenh. Tergest. p. 50. cfr. Serpula polytrema. 
*porrecta Miill. prod. 2860. Zool. Dan. t. 86. f. 7 — 9. Vermilia. 
primæva Steininger Eifel. 1853. p. 86. n. 3. cfr. Pleurodictyum. 
problematica Miinst. Goldf. t. 69. f. 13. an Sabella? 
*proboscidea Brug. Ene. Méth. 1789. p. 581. nec. tab. 60. Amphitrite. 

penicillus Gm. 
*proboscidea Gm. S. N. 3745. n. 22. Mart. f. 18. B. er Røret af en 

monstres Brechites. 
prolifera Goldf. t. 68. f. 11. Chenu t. 12. f. 3. S. planorbiformis 

Quenst. Jura p. 663. Placostegus? 
*protensa Gm. S. N. 3744. Mart. f. 12. A. non Rumph t. 41. f. 3. 

Psygmobranchus Phil. 
*protensa Lam. V. p. 364. n. 8. Chenu pi. 1. f. 9. pi. x. f. 4. 
puncta (Vermilia?) Defr. 57. 1828. p. 331. 

*punctata Chenu 111. pi. IX. f. 4. Pomatocerus strigiceps M.? 
pusilla Gein. Zechst. 1848. p. 6. t. 3. f. 3 — 6. Spirorbis. 
pustulosa Gein. Kreide 65. III. t, 22. f. 5. 1842. 
pygmæa Hag. Jahrb. 1840. p. 667. 

pygmæa Miinst. Jahrb. 1841. V. p. 54. t. V. f. 25. S. Cassian. 
quadrangularis Lam. V. 1818. p. 366. 19. cfr. Spirulæa. 
quadrangularis Galeotti Brab. 101. t. 3. f. 5. non Lam. 
quadrangularis Rom. Kreide 100. t. 16. f. 4. — S. canteriata Hag. 

— S. tetragona Røm. 
quadrata Galeotti Brab. p. 192. non Phill. 
quadricanaliculata Miinst. Goldf. t. 71. f. 11. Chenu t. 8. f. 16. 

Tertiårf. 
quadricarinata Miinst. Goldf. t. 70. f. 8. Spirulæa. 
quadricarinata Leym. Mém. Géol. 1846. p. 369. t, XIII. f. 17, 18. 

Burtinella? 
quadrilatera Goldf. t. 68. f. 9. Chenu t. 12. f. 2. S. tetragona Sowb. 

teste Quenst. Jura p. 393. 
quadristriata Goldf. t. 68. f. 16. Juraf. 
*quadruplicatus Krøyer. Pomatostegus stellatus y. 
quinquangularis Goldf. t. 68. f. 8. Kimmeridg. Clay. 
quinquangulata Røm. 1842. p. 101. t. XVI. f. 6. 
quinquecarinata Røm. 1842. Kreide 102. t. XVI. f. 3. Spirulæa? 



457 

*quinquecostatus (Vernietus) Daudin 1800. p. 46. f. 22. Placostegus. 

quinquecristata Miinst. Goldf. p. 226. t. 67. f. 7. Chenu t. XI. f. 2. 

*quinquelineata Phil. 1. c. 1844. Vermilia. 

quinquesulcata Miinst. Goldf. p. 220. t. 67. f. 8. Chenu t. XI. f. 3. 

radicans Eichw. Leth. Ross. 1852. p. 51. pi. 3. f. 7. 

*ramosa (Tubipora) Gm. S. N. 3754. n. 5. Piligrana. 

raricostata Quenst. Jura 18.58. p. 111. t. 13. f. 18. 

recta (Serpula?) Sowb. Grant Geol. of Cutch. Geol. Trans. 1837. p. 32. 

t. 25. f. 1. Teredo? 
*recumbens (Galeolaria) Brown Textbook. 1833. p. 155. t. 19. f. 16. 
*reticularis Cat. of N. H. Dublin Soc. 1813. p. 147. (nomen.) 
retroussé (Vaginelle?) Defr. Blv. Man. pi. 69. f. 5. V. succincta. 
*reversa Mtg. 1803. p. 508. Hydroides norvegica var. 
Richardi Leym. Mém. Géol. IV. 336. V. 2. t. 2. f. 3. 
*Riolensis Chiereghini 1847. Siebold Jahresb. 1850. 
*rosea Wood Supp. 1828. t. 8. f. 4. Spirobranchus. 
*rosea (Galeolaria) Chenu 111. t. X. f. 15. Vermilia triquetra Knight 

Ene. 2. V. 208. Illustrirte Naturg. 3349. Pictorial Museum (Copi). 

Adskillige Exemplarer af denne Art, aldeles lige Afbildningen, 

findes paa en Skal af Margaritifera inflata Schum. fra Philip- 
pinerne (Mus. Cuming.) Serpula sp. vera? 
*rostrata (Vermilia) Lam. V. 2. p. 369. 1. 1818. Bowd. Elem. f. 129. 

Chenu 111. Spirobranchus. 
rotula (Vernietus) Journ. Philad. VI. p. 197. Spirulæa. 
*Rudolphi (Protula) Risso. IV. p. 206'. 
*rugosa Turt. Diet. 1819. p. 154. 14. Pomatocerus. 
rugosum (Entalium) Defr. Diet. se. t. XIV. 1819. p. 517. Knorr 

pi. V. a. f. 3. Blv. Man. pi. 69. f. 4. E. ride. Pyrgopolon Mtf. 
*rupestris Risso. Hist. p. 404. n. 25. 
*rupifica (Sabella) Bowd. Elem. 2. f. 127. Eupomatus euplæanus? 

Bivonia? 
rustica Defr. Diet, 1827. t. 48. p. 566. Velins du Mus. 20. f. 9? 
rustica Sow. M. C. 1829. VI. t. 599. f. 3. Hamulus? 
sabellaria Defr. Diet. t. 48. p. 566. Velins du Mus. n. 21. f. 5. 
*Sanctæ Crucis Krøyer. Hydroides Morch n. 37. 
*scabra (Vermilia) Lam. 1818. p. 370. n. 7. Chenu 111. t. IX. f. 8. 

Vermetus scaber Vogt Das Thierr. 
*seabra Turt. Diet. 1819. Zool. Journ. 11. p. 567. Psygmobranchus 

arundo ? 
scabrosa Defr. Diet. t. 48. 1827. p. 567. 
*Schleidenii (Filograna) Schmidt 1848. Neue Beitråge. 
Schubarti v. Schauroth. Geol. Geseli. VI. 539. t. 20. f. 1. Schloth. 

Denkschr. der Akad. Miinchens 1816 — 17. p. 25. t. 2. f. 6. 

Geinitz Dyas p. 39. t. X. f. 9. 
*semicancellata Humphr. Cat. 1797. n. 6. (nomen.) 
*semimuricata Humphr. 1797. Cat. n. 7. (nomen.) Sicily. 



458 



semiplicata Sandb. Nassau 1856. p. 38. t. 3. f. 6. Hamulus? 

Sernperi (Spirobranchus) Mørch n. 79. 

septaria Gieb. Zeitschr. f. die gesamnite Ntw. XII. 1858. p. 445. 

serpentina Røm. Oolith. 1835. p. 35. non Schmidt. 

serpentina Schmidt Muschelkalk v. Jena p. 38. t. 4. f. 1. 

*serpentula Chiereghini Venez. 1847. Siebold Jahresb. 1850. 

serrata Boll 1859. Mecklenb. Archiv p. 166. lig. 1. Placostegus. 

*serrula (Vermilia) Stimps. Grand Manan p. 29. 1853. 

*serrulata Flemg Edinb. Ene. VII. 1. p. 67. pi. 204. f. 8. Placostegus." 

sexangularis Miinst. Goldf. t. 70. f. 12. Chenu 171. f. 4. 

sexsulcata Miinst. Goldf. t. 70. f. 13. Chenu t. V. f. 4. Hamulus 

Morton. 
sica (Serpulites) Salter Palæozoic fossils from South Africa Geol. 

Trans. VII. p. 205. t. 25. f. 19. Pyrgopolon eller Theca. 
siliquariæformis Schloth. Verz. 68. 
similis Rom. Ool. 37. (1835.) 
sinuata Hag. Mss. — canteriata. 
socialis Goldf. p. 233. t. 69. f. 12. Filigrana. 
solarium Link. 1807. Verz. Rostock p. 23. 

*solitaria Bean. Supp. Thorpe 1844. p. 265. Hydroides norvegica. Gun. 
*solitaria »Lam.« Chenu pi. X. f. 8. Lamarck har intet saadant 
Navn, maaskee er det hans S. glomerata var. b. testis sub- 
solitariis, basi in spiram attenuatam desinentibus. Afbild- 
ningen ligner meget S. porrecta Miill. 

Sowerbyana Kon. Carb. 627, 633. S. antiquata Kon. t. 57. t. 9. f. 7. 
non Sowb. 

speciosa Miinst. Bair. 34. n. 5. (nomen.) 

spinulosa Reuss. Kreide 19. 

*spiralis Brown Hl. t. 2. f. 6. 1827. Pomatocerus triqueter. 

spiralis Miinst. Goldf. t. 69. f. 3. Chenu t. V. f. 9. 

*spiralis Humph. Cat. 1797. n. 4. West Indies, (nomen.) 

spirata Reuss. Skizze Kreidegeb. p. 216. S. gordialis var. f. Reuss. 
Bøhm. p. 19. 

spirographis Goldf. t. 70. f. 17. (Chenu t. 8. f. 17. sed major) 
Griinsand. 

*spirographis Chenu t. X. f. 10. Hydroides ; paa Neptunea antiqua. 

spirolinites Miinst. Goldf. t. 68. f. 5. 

spirorbita Miinst. Bair. 34. Braun Bair. 19. 

squamosa Bean. Mss. Phill. Yorksh. 1835. p. 103. t. 4. f. 15. 

squamulosa Conr. Morton Synops. app. p. 8. 

*stellata Abildg. 1789. Pomatostegus. 

strangulata Terquem. Pal. Luxemb. Mém. Géol. 1855. p. 231. pi. 26. f. 7. 

striata Uefr. Velins du Mus. t. 21. f. 3. Diet, 1827. t. 48. p. 566. 

*striata Risso Hist. IV. p. 404. 

*striata Chenu 111. pi. 3. f. 5. Maaskee Risso's Art. 

*striatula Schmidt 1818. Beste Einricht. p. 215. (nomen.) 






459 



stricta Rom. Ool. 34. (1835.) 

*strigiceps Morch. Pomatocerus n. 87. 

subangulata Miinst. Jahrb. 1835. p. 435. (nomen.) 

subannulata Portl. rep. 363. 

subcarinata Goldf. t. 71. f. 9. Chenu pi. 1. f. 13. Spirulæa? 

subcincta Portl. rep. 362. 

subcingulata Rom. Ool. 36. 

*subcrenata (Vermilia) Lam. V. 1818. p. 370. 5. non Chenu IX. f. 3. 

subfalcata Gein. Kreide 65. III. t, 22. f. 8—10. 1842. 

subgranulosa Rauault Foss. eocen. de Pau Mém. Géol. 1848. 3. p. 468. 

pi. 14. f. 16. Vermetus? 
subinvoluta Reuss Kreidef. 19. t. 5. f. 27. S. lituola Leym. 
subnodulosa Miinst. Braun Bair. 20. 
*subquadrangula Phil. 1. c. 1844. Serpula. 
subrugosa Miinst. Goldf. t. 71. f. 1. Spirorbis Chenu t. 2. f. 4. 

Vermetus M. Edw. 
subrugulosa Quenst. Jura 1858. p. 665. t. 81. f. 57. sed reversa. 

Spirorbis ? 
substriata Miinst. Goldf. t, 69. f. 6. Chenu t. V. f. 5. 
*subtilis Chiereghini Venez. 1847. Sieb. Bericht. 1850. 
subtorquata Miinst. Goldf. t. 70. f. 11. Chenu t. 8. f. 4. 
subtricostata Miinst. Bair. 65. 
succincta (Vaginella?) Defr. 1828. Diet. se. t. 56. p. 427. Blv. 

Man. pi. 69. f. 5. 
sulcata Bosc. Vers 1802. p. 178. Montmartre. 
*sulcata »Bosc« Gravenh. Tergest. p. 69. Hydroides. 
sulcataria d'Arch. Bull. Geol. 1846. III. p. 335. (nomen.) 
sulcatus (Vermetus) Scacchi Notizia intorno alla conchigl. di Gravina 

1836. p. 57. 
*sulphurata M. Edw. Cuv. R. A. éd. 3. pi. 3. f. 4. Serpula. 
*tæniata (Vermilia) Lam. 1818. V. p. 370. n. 8. Chenu 111. X. f. 5. 
tenuis Sow. Min. Conch. 1829. VI. t. 598. f. 5. p. 202. 
*tetraceros (Pomatoceros) Schmarda 1861. p. 29. t. 21. f. 179. cfr. 

Galeolaria. 
tetragona Sow. M. C. 1829. VI. 203. pi. 599. f. 2. — S. quadrila- 

tera Goldf. 
texta Defr. 1827. Diet. se. t. 48. p. 565. 

torquata Quenst. Jura p. 393. t. 53. f. 15. an S. contorquata Schl.? 
*torulosa Delle Chiaje 1828. III. p. 217. t. 49. f. 35. an Placostegus? 

I Hr. Cuming's Samling forefindes et Exemplar paa en Koral 

med Placostegus fimbriatus , bestemt af Philippi , men meget 

forskjellig fra Delle Chiaje's Afbildning, 
trachinus Goldf. t. 70. f. 1. S. lophodia Chenu 111. t. 7. f. 1. 
triangularis Miinst. Goldf. 236. t. 70. f. 4. Chenu t, VI. f. 8. S. am- 

pullacea Sowb. Rom. 101. Giebel p. 601. 
triangularis Gal. Brabant p. 161. non Miinst. 

31 



460 



tricarinata Goldf. t. 68. f. 6. Oolith. 

*tricornis Turt. Diet. (Patella) p. 139. n. 11. 1819. Harway & Glossop 

Proc. 1835. p. 128. Laaget af Pomatocerus triqueter L. 
tricostata Bellardi Cat. rag. di coq. numulit. 1854. 
tricostata Goldf. t. 67. f. 6. Chenu t. 12. f. 6. cfr. S. triserrata Sow. 
*tricuspidata Sow. Tank. Cat. p. 23. p. 93. Placostegus. 
*tricuspis (Pomatocerus) Phil. 1. c. 1844. n. 83. 

*tridentata J. C. Fabricius Reise nach Norwegen 1779. p. 385. Placo- 
stegus. 
*tridentatus (Vermetus) Daudin Rec. 1800. p. 42. f. 23, 24. 
triedra (Dentaliuru?) Quenst. Jura p. 200. t. 24. f. 55. 
*trigona (Sabella) Chiereghini 1847. Venez. Sieb. Jahresb. 1850. 
*trilatera Grube 1851. — S. triquetra Phil. 1. c. 1844. p. 190. 
trilineata Rom. Kreide 102. p. 26. 1842. 
*triquetra L. S. N. X. Pomatocerus. 
*triquetra (Conchoserpula) Blv. p. 387 & 412. 
*triquetra (Vermilia) Lam. 1818. Vermilia dinema Morch. n. 57. 
*triquetra Miill. prod. n. 2856. — S. tridentata J. C. Fabr. 
*triquetroides Delle Chiaje 1828. t. 67. f. 15. Pomatocerus. 
triserrata *Sow. Geol. Trans. IV. Fitton p. 347. t. 23. f. 8. — 

S. tricristata ibid. p. 231. 
trochiformis Hag. Jahrb. 1840. p. 666. f. 14. Spirorbis? 
trochleata Munst. Goldf. t. 68. f. 13. Chenu t. 8. f. 5. S. planorbi- 

formis var. Quenst. Jura t. 81. f. 45. 
trochoides (Cyclolites?) Nyst. Coq. Pol. foss. de Belgique. Mém. cour. 

de Bruxell. XVII. 1843. pi. XV. f. 6. Laaget af S. triangu- 

laris Gal.? 
tuba Sow. Geol. Trans. IV. Fitton p. 340. t. 6. f. 3. 
*tubæformis Schroter 1818 Schmidt. Beste Einricht. p. 215. (nomen.) 
*tubularia Mont. 1803. 1. p. 513. Psygmobranchus. 
tubulus Eichw. 1830. Naturh. Skizze p.199. Leth. Rossica. 1. 50. t. 3. f.6. 
turbinata (Serp.) Phil. Verz. Magdeb. Verst, in Palæontogr. 1846. 1. 

p. 80. t. X. f. 14. Hydroides (Morchia.) 
*turboides Chiereghini 1847. Venez. Sieb. Jahresb. 1850. 
umbilicata Schlot. Verz. 1820. p. 96. Serpulites. 
umbilicata Hag. Jahrb. 1840. p. 667. 
*umbilicatus (Placostegus, Omphalopoma) Morch n. 96. 
umbonata Sow. S. bardensis Hag. 1846. S. annulata Reuss. S. Phil- 

lipsii Rom. Gein. 603. Burtinella? 
*uncinatus (Eupomatus) Phil. 1. c. 1844. p. 195. 
undulata Hag. Jahrb. 1840. p. 668. S. fluctuata Sow. 608. f. 5. 

Rom. 101, 24. 
undulata Sandb. Nassau 1850 — 56. p. 39. t. 3. f. 7. 
unilineata Rom. Kreide 102. t. XVI. f. 2. Serpula? 
Vallotina Defr. Diet. t. 48. 1827. p. 569. Blv. Man. pi. 69. f. 2. 
meget problematisk. 



461 



variabilis Defr. Diet. se. 1S27. t, 48. p. 5G5. 

røiabilis Sow. Geol. Trans. IV. Fitton t. 23. f. 7. 

venatorium cornu Defr. Diet. t. 48. p. 568. Velins du Mus. t. 20. 

f. 9. S. cor de chasse Blv. Man. pi. 69. f. 3. 
*venusta Phil. 1. c. 1844. p. 192. n. 7. 
*vermicella var. b. Lam. 1818. p. 365. n. 13. Chenu pi. 8. f. 2. Den 

typiske Art er en Vermetus. 
*vermfcularis L. S. N. XII. p. 1267. 805. Ellis. t. 38. f. 2. Serpula. 
*vermicularis Abildg. Zool. Dan. t. 86. f. 8. Vermilia. 
*vermicularis Phil. 1. c. 1844. f. A. Serpula Philippii Morch. 
*vermicularis Flem. Ed. Ene. 67. f. 1. Hydroides. 
rermicularis (Nogrobs) Montf. 1808. Knorr t. 2. p. 255. pi. V. a. 

f. 8. S. articularis Sow.? 
vermiculites Link. 1807. Verz. p. 23. Lange lapid. t. 50. f. 2. 
vermis Sow. Geol. trans. IV. Fitton p. 340. t. 16. f. 4. 
vertebralis Sow. M. C. 1829. VI. pi. 599. f. 5. cfr. Spirulæa. 
vibicata Munst. Goldf. t. 71. f. 3. Chenu t. VI. f. 2. 
*viperina Chieregh. 1847. Venez. Sieb. Jahresb. 1850. 
volubilis Munst. Goldf. t, 69. f. 2. Chenu t. V. f. 7. V. nochis Morris. 
yolvox Woodw. Norf. 15. f. 10—12. 
Warnii Defr. Diet. se. 1827. t. 48. p. 569. Weymouth, palæoz. 

SPIRORBIS. 

*alba Mus. Paris. Chenu 111. 1. f. 22. Oc. ind. Spirillum? 

ambigua Chenu pi. 3. f. 5. Grignon. 

*ambiguus Fl. Edinb. Journ. 1825. p. 246. pi. IX. f. 3. S. planorbis 

Ure Hist. of Rutherglen p. 309. 
ammonia (Serpula) Goldf. t. 67. f. 2. Chenu I. f. 15. Eifel. 
*ammonita Schrot. Schmidt Beste Einricht. 1818. p. 215. nomen, 
ammonites Defr. Diet. se. t. 50. p. 303. Chenu pi. 3. f. 18. Grignon. 
anfracta (Serpula) Goldf. t. 71. f. 13. Chenu 1. f. 9. Sp. anfractus 

Bronn Ind. — Vermilia planorbiformis Miinst. 
angulosa Chenu pi. 1. f. 24. Grignon. 
*annulus Brown. 111. t. 1. f. 44. Prestonpans. 

*antarcticus Lesson Cent. zool. pi. 2. f. 7. & Voy. de la Coquille. 
antiqua Chenu pi. 1. f. 20. Mus. Deless. 
antiquata K6n. Carb. p. 57. t. G. f. 7. Serpula Sowerbyana, an 

Vermetus (Stephopoma?) 
arietina Chenu pi. 3. f. 16. Grignon, coll. Defr. 
*baltica Wood. Chenu 111. pi. 2. f. 12. 
bicarinata Chenu t. 3. f. 17. Grignon, Defr. 
*borealis Daudin 1800 Rec. p. 38. n. 3. Serpula Spirorbis L. 
Braunii (Cochlearia) Braun Miinst. IV. t. X. f. 27. Klippstein 1845. 

p. 206. XTV. f. 17. Si. Cassian; an gen. Mollusc.? 
canaliculata Chenu Hl. pi. 2. f. 3. 

31* 



462 



*cancellata Fab. Fn. Gr. 379. Spirilluni. 
cancellata Chenu 111. pi. 3. f. 7. Grignon. 

carbonaria Davson Geol. Quat. Journ. 1860. XVI. p. 292. Annals of 
N. H. 3. V. 69. 70. Bronn Jahrb. 1860. p. 493; fundet sammen 
med en Pupa; er maaskee Trykfeil for Planorbis. 
carbonarius (Microconchus) Sow. Silur. Syst. p. 84. vix eadem? 
*carinata Mont. 1803. p. 502. Wood. Ind. Flemg Brown 111. 1. f. 48. 
*carinata (Vermicularia) Schum. Essai 262. S. spirorbis Mart. 21. A. B? 
*carinata Lam. V. 1818. p. 359. Velins du Mus. n. 20. f. 9. et n. 47. 
f. 9. Chenu 111. t. 1. f. 3. Defr. Diet. t. 50. p. 303. Grignon. 
carinata Bowd. Elem. 2. f. 123 a - Grignon. 

*carinatus Daudiii Rec. 1800. p. 48. f. 25. Af Favanne's Samling; 
maaskee en Vermetus (Stoa), men Mundingen er forskjellig fra 
alle mig bekjendte Vermeter. 
*carinulata Fab. Mss. Sp. quadrangularis Stinips. var. a. 
*chilensis Gay Chile. p. 34. 

*communis Bosc Vers. 1802. p. 184. t. 7. f. 3—4. 
*communis Flemg 1825. Edinb. Journ. p. 245. n. 3. S. spirorbis L. 
*communis Chenu 111. 1. f. 25. 

complanata Miinst, Goldf. t. 67. f. 10. Chenu XI. f. 5. Lias. 
*conica Flemg Edinb. Ene. p. 68. t. CCV. f. 3. Edinb. Journ. 1825. 

S. vitrea Fbr. 
*conoidea Lam. V. 1818. p. 310. Defr. Diet. t. 50. p. 303. Chenu 

111. 3. f. 2. N. Holl. 
convoluta Miinst. Goldf. t. 68. f. 17. (non tab. 67. f. 14.) S. Miinsteri 

Goldf. Chenu pi. 2. f. 2. 
conulus Bronn Index 2. 1848. p. 1186. S. conoidea Hising. 20. non Lam. 
*cornea Adams Lin. Trans. V. pi. 1. f. 33-35. Brown 111. 1. f. 43. 

S. lucidus. 
corniculum Goldf. t, 71. f. 14. Chenu 111. 1. f. 7. Spirorbis spirilli- 

formis Miinst. 
*cornu Schrot. Schmidt Beste Einricht. 1818. p. 215. 
*cornu arietis Phil. 1. c. 1844. p. 195. f. S. 
cornu copia Defr. Chenu t. 1. f. 1. 
*corrugata Mont. Test. 1803. ed. Chenu p. 219. Flemg 1825. Brown. 

111. 1. f. 46. 
corrugatus Chenu 111. pi. 1. f. 23. Hauteville. 
crenatostriata (Serpula) Miinst. Goldf. t. 71. f. 2. Sprirorbis Chenu 

t. 2. f. 5. Cyclogyra granulata Bronn. 
cristata Defr. Chenu 111. pi. 3. f. 13. Hauteville. 
*crustacites Mtf. Syst. 2. 1810. p. 35. Spirillum, 
cyclostoma Chenu pi. 3. f. 9. coll. Defr. Hauteville. 
Defrancii Chenu pi. 3. f. 11. Grignon Defr. 
disjunctus Defr. Chenu pi. 3. f. 20. Grignon Defr. 
elegans Defr. Chenu pi. 3. f. 12. Hauteville. 
gallica Chenu pi. 3. f. 3. Grignon Defr. 



463 



globosus House Tynesd. N. H. Club. 1848. non M. Coy. 

gracilis Sandberger Nassau p. 36. t. 3. f. 11. Jahrb. 1842. p. 401. 

gracilis Chenu Hl. pi. 3. f. 19. Hauteville Defr. 

*granulata L. S. N. XII. p. 1266. n. 798. 

*granulata O. Fab. p. 380. S. cancellata jun. 

granulata (Spirorbis) Sow. M. C. VI. pi. 547. f. 7. 8. Cyclogyra 

Wood 1842. Chalk. 
heliciformis Eichw. 1830. Skizze v. Lithau. p. 198. Eichw. Leth. 1. 
p. 32. pi. III. f. 11. 

pusilla. 

1. f. 57. an Hydroides norvegica? 

(ed Chenu p. 219.) Heterodisca Fl. 

S. omphalodes. 

carinata Lam. 

1825. p. 245. Walker Test, p. 31. f. 11. 



helix King. Cat. 6. cfr. S 
*heteroclitus Brown 111. pi 
*heterostropha Mont. 1803 
Honighausii Steininger, cfr 
*incisus Mørch. n. 131. S. 
*incurvatus Fl. Ed. Journ. 

Cæcum (Vermiculum) incurvatum Mtg. 
*indicus (Anatomus) Mtf. 2. 1810. p. 275. Soldani 1. p. 33. vas 143. 
*lamellosa Lam. V. 1818. p. 359. 4. Chenu 1. f. 4. Blv. Diet. t. 50. 

p. 302. N. Holland. 
Lewisii Sow. Silur. t. 8. f. 1. & p. 232. t. XVI. f. 2. S. tenuis 

paa Pladen, 
lirata Sandb. Nassau p. 38. t, 3. f. 10. (1850—56.) 
lituites Defr. Diet, t. 50. p. 504. 

*lobata Mtg. 1803. Discorbis vesicularis Clark Zool. Journ. XI. 1827. 
*lucida Mtg. 1803. p. 506. Heterodisca Flemg. 
magnifica Chenu 111. pi. 3. f. 14. Hauteville Defr. 
maxima Steininger Mém. Soc. Géol. t, 1. t, 22. f. 11. S. Chenu 

pi. 2. f. 9. Schizostonia prisca Schloth. Eifel. 
*minuta Mont, p. 505. 1803. Heterodisca Flemg. 
niinuta (Cyclora) Hall. Sillim. Journ. 1845. t. 48.p. 294. 
minutissima House Transact. Tynesd. N. H. Club. 13. p. 258. S. pu- 
silla Gein. 
minutus Portl. rept. 363. t, 12. f. 3. 
*mitis Mus. Paris. Chenu 111. pi. 1. f. 18. 
*Montagui Flemg. Edinb. Jaurn. 1825. p. 245. 
Miinsteri Goldf. Chenu Hl. pi. 2. f. 2. S. convoluta Miinst, Goldf. 

pi. 68. f. 17. 
*nautiloides L. S. N. X. 1758. Schrot. Neue Litteratur 3. p. 383. 

t. 3. f. 22, 23. Truncatulina. 
*jiautiloides Lam. 1801. Syst. p. 326. S. spirorbis L. Chenu pi. 1. f. 1. 
nodulosus Terquem Pal. de Luxenib. Mém. Géol. 1855. p. 331. t. 36. 

f. 7. an Stephopoma? 
obscura Verneuil Foraminites serpuloides King. Cat. p. 6. 
omphalodes Goldf. t. 67. f. 3. Chenu t. 1. f. 14 & 16. Bronn Leth. IX. 

t. 3. f. 17. p. 521. Spirorbis siluricus Eichw. 1840. 
ornata Defr. Diet. t. 50. p. 303. Chenu t, 3. f. 10. Grignon. 



_46^ 

*pellucidum (Spirillum) Oken 1815. Naturg. p. 382. 

permiana King. Cat. 

*pervius Mtg. Flemg Edinb. Journ. 1825. p. 245. Cæcum. 

planaria Chenu pi. 3. f. 6. Hauteville. 

planorbiformis Goldf. t. 68. f. 12. Edw. Lam. éd. 2. V. p. 615. n. 10. 

Chenu pi. 1. f. 10. Baade levende og fossil ifølge M. Edw. 
planorbites Miinst. Gein. Zecbst. t. 3. f. 2. 
*planorbis L. S. N. X. p. 691. Orbitulites. 
*plicatus (Charybs) Mtf. 1810. 2. p. 107. 
*polita Bolt. Verz. 1799. p. 49. n. 889. Mart. 1. f. 21. 
*ponticus Eichw. 1830. Naturh. Skizze von Lithauen p. 199. Fauna 

Casp. 1841. p. 229. t. 38. f. 29. 
*porosa Mus. Paris. Chenu 4. t. 1. f. 19. 

*porrecta Fabr. Fn. Grl 1780. non Mull. Spirorbis lucidus Mtg. 
*pusilla Rathke Beitr. Fauna Krym. 1836. p. 407. n. 101. 
pusilla Gein. Zechst. 1848. p. 6. t. 3. f. 3—6. 
*quadrangularis Stimps. 1853. Grand Manan p.29. 
quadricarinatus Miinst. Goldf. n. 56. t. 70. f. 8. 
quadricarinata Leym. Mém. Géol. 1846. p. 369. t. 13. f. 17, 18. 

Burtinella? 
quinquecarinata Røm. Kreide 1842. p. 102. t. XVI. f. 3. Spirulæa? 
radiatus (Planorbis) Sow. Min. Conch. 140. f. 5. Vermetus radiatus 

Sow. Geol. Trans. IV. 1834. Fitton. p. 363. Greensand. 
*recta Walk. Test. Min. Wood Annals N. H. 1842. IX. p. 458. 
*reflexa Adams Lin. Trans. V. p. 4. t. 1. f. 31 — 32. S. lucidns? 

Skeneæ persimilis. 
*retorta (Vermicularia) Mont. p. 524. Flemg Edinb. Journ. 1825. 

p. 245. Walk. 1. f. 10. Foraminifera. 
*re versa Mont. 1803. Test. Brit. p. 508. Heterodisca Flemg Hydro- 
ides norvegica. 
rotula Goldf. t. 70. f. 7. Chenu pi. 1. f. 12. Vermilia carinata. Miinst. 
*rugosa Mus. Paris. Chenu Bl. pi. 1. f. 21. 
*semilunium Fab. Fn. n. 370. Foraminif. 
semistriata Chenu t. 3. f. 4. Grignon Defr. 

serpuliformis Eichw. Bull. Mose. 1838. p. 158. Fauna Casp. Cauc. 
1840. t. 38. f. 28. Leth. Rossica I. p. 52. t. 3. f. 10. Sand- 
synligviis to forskjellige Arter,- ja Slægter, 
serpuloides (Foraminites) King. Cat. p. 6. S. pusillus Gein. 
siluricus Eichw. Thier. Novgor. 1840. — S. omphalodes Goldf. 
*simplex Grube 1. c. p. 92. p. 143. 
*sinistrorsa Mtg. Test. 1803. — S. lucida Flemg vel S. spirillum 

reversa Thorpe. 
*sinistrorsa Gould. Mass. 9. pi. 1. f. 4. Chenu 111. 2. f. 11. 
spinosa Konig Carb. 58. t. 9. f. 8. 1841—44. S. archimedis jun.? 
spiralis Eichw. Leth. Rossica 1. 1852. pi. III. f. 9. 
spirillifornus Miinst. Goldf. — S. corniculum Goldf. t. 71. f. 14. 



465 



»spirillum L. S. N. X. 692. Spirillum subg. 

*spirorbis L. S. N. X. 693. Chenu pi. X. f. 2. 

*stellaris Fab. Fn. Gr. 1780. n. 380. Foraminifera. 

striata Defr. Diet, se. t, 50. p. 304. Chenu pi. 3. f. 22. Fontenois. 

*striatulus Brown 111. pi. 1. f. 59. Dunbar; an Stephopoma? 

subcarinata (Yenniculus) Miinst. Kefferst. Deut. 1828. VI. 98. Goldf. 

t. 71. f. 9. Spirorbis Edw. Lam. éd. 2. V. p. 615. 
subrugosa Miinst. Goldf. p. 239. t. 71. f. 1. Chenu t. 2. f. 4. 
subrugulosa Quenst. Jura 1858. p. 665. t. 81. f. 57. 
*sulcata Adams. Lin. Trans. II. p. 254.. — S. granulata L. 
tenuis Sow. Silur. Syst. t. 8 f. 1. & t. XI. f. 8. S. Lewisii paa 

Tavlen. 
*transversus Daudin Rec. 1800. p. 48. f. 26. 27. 
*tricostalis Lam. 1818. V. 360. Chenu pi. 3. f. 8. pi. 2. f. 8. pi. 1. f. 5. 
trochiformis Hag. Jahrb. 1840. p. 666. f. 14. Serpula, 
truncata Chenu 111. pi. 1. f. 6. p. 5. 
tubanella Lea Contrib. to Geol. 1833. pi. 1. f. 4. 
tuberculata Chenu pi. 3. f. 15. Hauteville Defr. 

umbiliciformis (Spirorbis) Miinst. Goldf. t. 71. f. 7. Chenu Bl. 1. f. 8. 
unilineata Røm. 102. t, XVI. f. 2. Sahlberg. 

valvata Goldf. p. 224. t. 67. f. 4. Chenu 111. 1. f. 17. M. Edw. p. 116. 
vermicularis (Jesites) Mtf. Syst. 1808. p. 103. Soldani t. 30. vas. 143. 

Ifolge Parker et Jones »a rninute discoid Serpula«. 
vermiculus Defr. Chenu 111. pi. 3. f. 21. Ermenonville Defr. 
verruca Fabr. Mss. n. 97. S. glomerata Fab. Fn. Gr. 
*vitrea Fabr. Fn. Gr. 1780. n. 378. Spirillum. 
*zelandica Gray. Dieffenbach New Zealand 1843. p. 295. 

SPIRULÆA BRONN. 

Spirulæa Bronn Jahrb. f. Min. 1827. II. 544. Ital. Tertiargeb. 

1831. p. 130. (non Pc-ron 1807.) Rotularia Defr. Diet. se. t, 46. 

1827. p. 321. non Lamrx. 1822. Vermicularia Sow. Miinster. 
Soldani (Saggio orittographico et Testacea microscop. t. 61. vas 19. 

fig. N.) har fremstillet et Gjennemsnit af en Skal, der viser 

mange Tverbunde, som hos Vermeterne. Slægtens systematiske 

Plads er derfor endnu tvivlsom. S. concava Sow. Fitton. pi. 18. 

f. 10. er fremstillet med et Mundror. 
ampullacea Sow. M. C. n. 102. t. 597. f. 1 — 5. 

?anfracta Goldf. t. 71. f. 13. Vermicularia planorbiformis Miinst. ibid. 
articularis Heidelb. Cat. n. 421. — S. vertebralis Sow. Goldf. Jahrb. 

1833. p. 107. 
bognoriensis (Vermicularia) Mantel Sussex 1822. p. 272. n. 4. 
bognoriensis (Vermetus) Sow. Min. Conch. 1828. VI. t. 596. f. 1 — 3. 
coiuplauata Defr. 1827. t. 47. p. 322. Park. t. 3. pi. 7. f. 7. 8. 

S. spirulæa Lam. Bayonne. 



466 



compressa Young et Bird Phill. Yorksh. 1835. p. 103. pi. 4. f. 17. 
concava (Vermicularia) Sow. Min. Conch. 1. 1812. M. C. pi. 324. 
concavus (Vermetus) Sow. Geol. Trans. IV. Fitton p. 363. t. XVIII. 

f. 10. M. C. t. 57. f. 1—5. Synes meget forskjellig fra 

den foregaaen de. 
concinnus (Vermetus) Sow. M. C. 1822. n. 102. t. 596. f. 5. 
convoluta Goldf. t. 67. f. 14. Vermilia nodus Phill. Serpula. 
Couloni (Rotularia) Defr. t. 48. 1827. p. 323. Jura. — S. heliciformis 

Goldf. (Bronn.) 
cristata Defr. 1827. Diet. t. 47. p. 322. — S. spirulæa Bronn. 
depressa York. Mus. Young et Bird. Phill. Yorksh. I. 1835. p. 129. 

t. XI. f. 37. 
heliciformis Goldf. 232. t. 68. f. 15. 32. Chenu t. 11. f. 9. Rotularia 

Couloni Def.? 
lithuus Schloth. 1820. Petref. p. 98. t. 29. f. 16 Rotularia lituus Defr. 
lituiformis Miinst, Goldf. 1. 228. t. 67. f. 15. Chenu XI. f. 8. Oolith. 
lituus (Schl.) Hisinger Anteck. V. t. 3. f. 16. Leth. Svec. p. 20. IV. 

f. 8. Gotland, 
nummularius (Serpulites) Schloth. 1820. p. 97. Vermicularia Miinst. 

S. spirulæa Bronn Index p. 1139. 
ovata (Vermicularia) Sow. M. C. 1812. p. 126. t, 57. f. 8. gen. dub. 
polygonalis Sow. (Vermetus) M. C. 1822. t. 596. f. 6. 
quadrangularis Lam. V. 1818. p. 366. n. 19. Ifølge Defr. Diet. t. 48. 

p. 568. Rotularia lituite Defr. Fossil de Mans et de Say en 

Normandie. 
quadricarinata Miinst. Goldf. t. 70. f. 8. Grønsand ; snarere en Spir- 

orbis. 
quadricarinata Leym. Mém. Géol. 1846. t. XIII. f. 17. 18. p. 369. 

an Burtinella? 
quinquecarinata Rom. Kreide XVI. f. 3. Hilsthon. 
rotula Goldf. t. 70. f. 7. Vermicularia carinata Miinst. 
rotula (Vermetus) Morton Syn. 1834. p. 81. pi. 1. f. 14. New Jersey. 

Journ. Acad. N. H. Philad. vol. VI. p. 197. 
Spirulæa Lam. n. 23. Vermetus? Desh. IX. p. 65. M. Edw. V. p. 623. 

Goldf. t. 71. f. 8. Sow. Gen. t. 9. 
subcarinata Goldf. 241. t. 71. f. 9. Chenu t. 1. f. 13. Tertiårf. 
tumidus (Vermetus) Sow. M. C. 1828. n. 102. t. 596. f. 4. Coral Rag. 
umbonata (Vermicularia) Sow. M. C. 1822. 1. p. 126. t. 57. f. 6. 7. 

Mantel Sussex 1822. p. UI. t. 18. f. 24. 
vermicularis (Jesites) Mtf. 1808. I. p. 103. 
vertebralis Sow. M. C. 1829. VI. t. 599. f. 5. Bedford. 

DITRYPA. 

*arcuata (Serpula) v. Martens 1824. Reise nach Venedig p. 484. t. 3. 

f. 10. Cæcum sp. 
*arcuatus (Brochus) Brown 111. 1827. t. 1. f. 9. 



467 



*arietinum (Dentalium) Miill. prod. 1777. n. 2853. — S. libera Sars. 
Brownii (Dentalium) Hisinger Lethæa Svec. 21. t. VI. f. 9. Køpinge. 

Pyrgopolon Mtf. 
canteriata Hag. Jahrb. f. Min. 1840. vid. Serpula. 
clava (Dentalium) Lam. V. 1818. p. 346. n. 19. Desh. Mgr. Dental. 

p. 54. t. IV. f. 29. Cypli. Chenu III. Conch. pi. VI. f. 1. 

Pyrgopolon. 
clavæformis Kon. Carb. p. 56. t. G. f. 5. 1842 — 44. Vise. 
coarctatum (Dentalium) Brocchi. 2. 264. 9. t. 1. f. 9. 
*corneum (Dentalium) L. S. N. XII. 1263. n. 787. Ditrypa Hanl. Ips. 

Conch. Lin. p. 437. 
crassum (Dental.) Desh. Mgr. Dental, p. 53. IV. p. 20. Cypli. 

Pyrgopolon Mtf. 
cylindraceum (Dentalium) Costa Pal. Neap. p. 353. 
deformis (Dentalium) Lam. Chenu 111. pi. 1. f. 31, 32. Pyrgopolon. 
dentalina Leym. Mém. Géol. Foss. de Belg. 
Deshayesii Gal. Brabant. St. Gilles. 

*domingensis (Dentalium) d'Orb. Cuba 408. t. 25. f. 7—9. 
fragile (Pharetrium) Konig Icones sectiles VII. f. 80. Pyrgopolon. 
*gadus (Dentalium) Mtg. Test. brit. p. 496. 
globiceps Quenst. Lias. 1858. p. 111. t. 13. f. 21. 
hamatum (Dentalium?) Forbes Foss. Invert. S. India p. 138. t. XV. 

f. 8. Hamulus. 
incrassatum Sow. Min. Conch. 79. f. 34. 
*incurvatum (Dentalium) Fleming. Cæcum. 
*incurvum (Dent.) Brocchi Renieri Tav. alph. Hornes 1. c. p. 659. 

t, 50. f. 34. 
indistinctum (Dentalium) Flemg Edinb. Journ. 1825. p. 24. t. IX. f. 2. — 

Serpula compressa Sow. 
*libera (Serpula) Sars Beskriv, og Iagttag. 1835. p. 52. t, 12. f. 32. 
liberæformis Mus. Univ. Hafn. Terkelskov. Amtl. Bericht. 24 Ver- 

sammlung deut. Naturf. 1846. p. 118. n. 13. 
longissima Forb. Foss. Inverteb. from South India p. 157. t. XIX. 

f. 13. Pondichery. 
*minutum (Dentalium) L. S. N. X. 786. n. 689. an Ditrypa gadus 

jun.? an Cæcum sp.? 
Mosæ Montf. I. p. 394. Pyrgopolon. 

nigrofasciatum Eichw. Skizze v. Volhyn. p. 199. Pusch. Polen p. 199. 
Olivii Scacchi Notic. Due Sicil. VII. p. 56. t. 2. f. 6. 
onyx (Hamulus) Morton Synops. p. 73. t. 2. f. 8. t. 16. f. 5. 
*ovulum (Dentalium) Phil. Enum. 2. p. 208. t. 27. f. 21. D. 
*perpusilla (Dentalium) Sow. Proc. Z. S. 1832. 
*Petiveri Mørch. Dentalium exiguum album læve Petiv. Gazophyl. 

pi. 102. f. 22. Bombay shells collected by M. Alex. Christie. 
plana (Dentalium) Sow. M. C. 1. 179. t. 79. f. 1. Ditrypa Forb. 



468 



polita Wood Ann. N. H. 1842. IX. p. 459. t. 5. f. 14. Dent. coarc- 
tatum Desh. t. V. f. 18. 

pusilla Phil. Mørch n. 103. 

rugosum (Entalium) Defr. Diet. se. t. XIV. 1819; p. 517. Knorr. 
pi. V. a f. 3. Blv. Man. pi. 69. f. 4. Entale ridée. (Pyrgopolon.) 

septangulare Flemg Edinb. Phil. Journ. XII. 1825. p. 240. 8. t. IX. f. 1. 

septemsulcata Reichenb. Gein. Kreide 66. 111. t. 22. f. 6. Pyrgo- 
polon vel Hamulus. 

sexsulcata Miinst. Goldf. t. 70. f. 13. Ch. V. f. 4. Hamulus. 

sica (Serpulites) Salter (Sharpe) Palæoz. Foss. from South Africa 
p. 205. pi. 25. f. 19. Geol. Trans. VII. 1845—56. p. 222. 

sinuata Hag. in litt. posthac S. canteriata Hag. 

Sowerbyi Michelotti Ital. Subapp. 1847. 

*strangulatum (Dentalium) Lam. Desh. Mørch. n. 102. 

striatum (Dentalium) Eichw. Naturh. Skizze 1830. p. 199. n. 43. 

*subulatum (Dental.) Desh. Mgr. Dental. 1825. p. 53. 

ventricosum (Dentalium) Bronn Heidelb. Compt. 539. 

vertebralis Goldf. t. 68. f. 10. 

GENERA. 

Anatomus Mtf. — Spirorbis. 

Anisomelus Tempi. p. 362. 

Antalium Guett. 1774. Serpula L. Phil. p. 381. 

Apomatus Phil. p. 363. 

Burtinella Mørch Proc. Zool. soc. 1861. — Mørchia C. Mayer. 

Bunodes Guett. Psygmobranchus p. 358. 

Cadulus Phil. — Ditrypa p. 423. 

Charybs Mtf. — Spirorbis Daud. 

Clymene Oken Schweig. Hydroides (Eupomatus.) 

Conchoserpula Blv. Vermilia p. 387. 

Coretus Baster. Oken (non Adans.) Spirorbis. 

Cornulites Salter. Schloth. Murch. Silur. XVI. f. 3. 

Cyclogyra Wood Annals 1842. 

Cyclora Hall Pal. N. York 1845. Sill. Journ. 48. p. 294. 

Cymospira Blv. — Spirobranchus Blv. 

Dinotus Guett. — Spirorbis p. p. 

Ditrypa vel Ditrupa p. 423. 

Entalium Defr. — Pyrgopolon Mtf. 

Eucarphus Mørch. Hydroides p. 378. 

Eupomatus Phil. Hydroides p. 372. 

Foraminites King. Cat. p. 6. Spirorbis. 

Filigrana et Filograna p. 363. 

Filipora Flemg. Filigrana. 

Gadila Gray Ditrypa p. 423. 

Galeolaria Lam. p. 367. 

Genicularia Quenst. Jura p. 521. t. 69. f. 14. 15. 



469 



Hamulus Morton Syn. p. 73. Ditrypa? 

Heterodisca Flemg. — Spirorbis. 

Hydroides Gunnerus p. 371 & 374. 

Microconchus Sovvb. Silur. Sy.st. p. 84. 

Moerchia C. Mayer Journ. de Conch. VIII. 1860. p. 309. — Hydroides. 

Nogrobs Mtf. Conch. syst. I. p. 275. Gen. incert. 

Omphalopoma Mørch. Vermilia p. 421. 

Phragmatopoma Moren. p. 442. 

Piratesa Tempi. p. 362. 

Placostegus Phil. p. 413. 

Poruatocerus Phil. p. 408- 

Poraatostegus Schmard. p. 395. 

Protula Risso. p. 354. 

Psygmobranchns Phil. p. 358. 

Pyrgopolon Mtf. I. p. 394. Ditrypa sbg. 

Rotularia Defr. (non Lmrx.) - Spirulæa p. 465. 

Schizostoma Steiniger Bronn Leth. p. 95. 

Sclerostyla Morch. Serpula p. 386. 

Serpula L. Phil. p. 381. 

Serpularia Bosc. Defr. 

Spirillum Oken Spirorbis p. 428. 

Spirobranchus Blv. p. 401. 

Spirorbis Daud. p. 428. 

Spirulæa Bronn p. 465. 

Trachyderma Phill. Mém. Géol. Surv. II. t. 4. f. 3. 

Vermicularia Lam. Spirulæa. 

Vermilia Lam. p. 387. 

FORKLARING AF AFBILDNINGERNE TAB. XI. 

Forstorrelsesgraden er angivet paa Tavlen ved hver enkelt Figur. 
Alle de udførte Figurer ere fremstillede ved et meget stærkt 
Lys fra venstre Side. 

1. Laaget af Galeolaria cæspitosa Lam., seet ovenfra. 

2. Samme Laag, seet nedenfra. 

3. Laaget af Galeolaria hystrix Mørch, seet ovenfra. 

4. Samme Laag, seet nedenfra. 

5. To Stave af det øverste Laag af Hydroides norvegica 
Gun. , sete ovenfra. 

6. Laaget af Hydroides abbreviata Kr. , seet ovenfra, den 
øverste Stavkrands heldende til Siden. 

7. Omridset af samme Laag, seet fra Siden. 

8. En Stav af det øverste Laag af Hydroides crucigera Morch. 

9. En enkelt Stav af Hydroides Eucarphus Cumingii Morch. 
10. To Stave af det øverste Laag af Hydroides (Eucarphus) 

dirampha Mørch. 



470 



11. Laaget af Hydroides (Eucarphus) Benzoni Mørch, seet 
fra Siden. 

12. Fire Stave af det øverste Laag af Hydroides (Eucarphus) 
Sanctæ Crucis Kr., sete ovenfra. 

13. Laaget af Pomatostegus quadruplicatus Kr. , seet fra 
Siden. 

14. En Skaal af Laaget af Pomatostegus stellatus Abildg. ft. 
fruticosa, seet ovenfra. 

15. Laaget af Pomatostegus Krøyeri Mørch. 

16. Laaget af Pomatostegus actinoceras Mørch, seet fra 
Siden ; de tre øverste Skaale ere affaldne. 

17. Nederste Skaal af et yngre Exemplar af samme Art, seet 
ovenfra. 

18. Laaget af Spirobranchus giganteus Pall. , seet ovenfra. 

19. Samme Laag , seet fra Siden ; de tilsvarende Horn paa den 
modsatte Side ere udeladte, for at undgaae Forvirring. 

20. De to længere grenede Horn af Laaget af et andet, nogen af- 
vigende Exemplar af samme Art, sete ovenfra. 

21. Laaget af Spirobranchus incrassatus Kr., seet ovenfra. 

22. Samme, seet fra Siden ; de tilsvarende Horn paa den modsatte 
Side ere udeladte. 

23. Enden af et af de lange Horn af et andet Exemplar, seet fra Siden, 

24. Laaget af Spirobranchus Semperi Mørch, seet fra Siden; 
de tilsvarende Horn paa den modsatte Side ere udeladte. 

25. Samme Laag, seet forfra ; de to bageste, i denne Stilling meget 
forkortede , Horn ere udeladte. 

26. Laaget af Pomatocerus bucephalus Mørch, seet ovenfra. 

27. Laaget af Phragm atopoma caudata Kr. , seet ovenfra. 

28. Samme Laag, seet nedenfra ; de fra den nederste Straalekrands 
hos velbevarede Exemplarer udgaaende tynde, hudagtige Ved- 
hæng ere her fremstillede. 

29. En Straale af den nederste Krands af samme Laag, seet nedenfra. 

30. En Straale af den øverste Krands af samme Laag, med hos- 
liggende Straale af den mellemste Krands, sete fra Siden, for at 
vise de nedstigende Tapper og de tvende Straalers Forenings- 
maade. 



Figurerne 8, 9 og 10 ere tegnede af Forf., de øvrige af Udgiveren. 



CAMPASPE PUSILLA, 



EX NY SLÆGTSFORM AF DENDRONOTIDERNES GRUPPE, SAMT BEMÆRKNINGER 
OM DOTIDERNES FAMILIE 

ved 
R BEBGH 

Hertil Tavle XII 



Mellem andre nøgne Mollusker (flere Dorider, Aeolidia 
hirsuta, n. sp. , Bgh.), som af afdøde Capt. Holbøll vare 
tagne i Grønlandshavet og blevne overladte Hr. O. Mørch, 
fandt jeg en mærkelig lille Form, som ved nøiere Under- 
søgelse viste sig at maatte enten antyde et hidtil ubekjendt, 
eiendommeligt Udviklingsstadium af en bekjendt Slægtsform 
eller og sandsynligst være Typ for en ny Slægt, der maatte 
danne et nyt Led i Dendronotidernes Familie. Den vilde 
nemlig udpræge sig fra de andre Former af denne Gruppe 
(Dendronotus, Bornellia, Lomanotus) ved sine simpelt fingrede 
Rhinophorskeder og ved en simplere Bygning af Ryggens 
Papiller. 

Fam. Dendronotidae. 

CAMPASPE. N. G. BGH. 1 ). 

Vagina rhinophorii digitata. Frons papillis majoribus 
et minoribus ornata. Papillae dorsales in utroque latere dorsi 
singula serie dispositae, validae, ut plurimum bitidae vel tri- 
fidae, papilligerae. 



') Campaspe, Alexanders og Apelles's Elskerinde. cf. Plin. 
hist. nat. 1. XXXV, cap. 10.4S-. 



472 

CAMPASPE PUSILLA, BGH., n. sp. 
Animal pusillum. 
Long. 3,75; lat. 0,75; alt. 2 mm. 

Forf. skylder Hr. Mørch's Forekommenhed Undersøgelsen 
af det eneste forhaandenværende Individ. Nødvendigheden af 
saa uskadt som gjørligt at bevare dette hidtil eneste bekj endte 
Exemplar forbød en dybere gaaende anatomisk Undersøgelse 
af det. 

Dyret (Fig. 1, 2) var af 3^ mm. Længde, c. 2 mm. 
Høide og havde en Tykkelse af c. ^ mm. Farven var 
hvidlig, mere reen paa Spidserne af Papillerne og Lapperne 
af Rhinophorskederne; Indvoldene skinnede guulladent og 
brunligt gjennem Siderne af Kroppen og Papillerne. 

Hovedet var forholdsviis stort; paa dets forreste Deel 
(Panden , Fig. 3) saaes til hver Side flere (5-6) mindre og 
større Papiller, der paa hver Side dannede ligesom to Smaa- 
grupper, i hvilke de mindre Papiller sadde ved Roden af og 
foran de større; disse Papiller viste tildeels svage, circulære 
Folder og havde i Spidsen en hvid Plet. Rhinophorskederne 
(Fig. 4) vare korte, kraftige, bægerdannede, i Randen udtrukne i 
flere (paa den høire i 4, paa den venstre i 5) fingerformede 
Lapper, af hvilke den inderst-bageste var den længste; ved 
Roden af Skederne laa paa Udsiden en Tverfold, og ved 
samme paa høire Side en lille Vorte (Kjønsaabningen?). 
Rhinophorerne vare aldeles indtrukne og sammentrukne og 
saaes kun som en lille, maaskee kredsfuret (perfolieret?) 
Vorte i Bunden af Skeden. 

Kroppen var kraftig, noget kort (vistnok alene paa 
Grund af Sammentrækning.) — Ryggen saaes temmelig hvælvet 
i alle Retninger, dannende en stærkere Ophøining i Egnen af 
Mellemrummet mellem det første og det andet af de 4 Par 
Papilstammer, der hæve sig fra Ryggen. Paa Sidedelene af 
Ryggen sees nemlig 4 Par Papilstammer, af hvilke den 
anden er den største, den første lidt større end den tredie, 
den fjerde er mindst. Den første (Fig. 5) er dybt trekløvet; 
dens tykke, trinde, kun lidt sammentrykte, i Enden lidt til- 
spidsede Grene ligge i denne som paa de andre Papilstammer 



473 



næsten i samme Tverplan; de to indre Grene høre mere 
sammen og danne ligesom en tvedeelt Stamme, fra hvis Rod 
den tredie Green rager skraat op. Grenene bære enkelte 
mere eller mindre fremstaaende, i Enden afrundede eller lidt 
tilspidsede, fremstaaende Tapper, af hvilke to paa Indsiden 
af den inderste fornemlig udmærke sig ved Størrelse; de paa 
den mellemste Green ere mindst. Den anden Papilstamme 
(Fig. 6) ligner den første, men sammes indre Green er 
betydeligt større end de to andre, der ligesom udspringe fra 
den og stige skraat udad, næsten parallele med hinanden; 
Tapperne paa Grenene ere mindre og naae kun paa Hoved- 
grenen en saadan Størrelse som paa den første Papilstamme. 
Den tredie Papilstamme er tvekløvet næsten heelt ned til 
Grunden (Fig. 1, 2); Grenene, af hvilke den inderste er den 
stærkeste, gabe kun lidt fra hinanden; Tapperne paa dem 
ere smaa, som sædvanligt stærkest paa den indre Green. 
Den fjerde og bageste Papilstamme ligger nær ved Bag- 
enden af Legemet (Fig. 1, 2); den er udeelt og viser kun ved 
Roden en Antydning til en Tapdannelse. Bagest, næsten 
ved Enden af Legemet saaes (idetmindste paa den ene 
Side) endnu en enkelt, meget lille (femte) Papil. Skjøndt 
Forholdet af Papilstammerne i alt Væsenligt er det 
samme paa begge Sider af Legemet, finder der dog nogen 
Forskjel Sted med Hensyn til Længden af Grenene, til Stor- 
reisen af Aabningsvinklen mellem disse saavelsom og med 
Hensyn til Antal og Størrelse af Tapperne paa samme. Den 
i Papilstammerne indesluttede Leverlap skinnede 
igjennem Bedækningerne og stak ved sin guulagtige Farve af mod 
Papillernes egen hvide Farve; denne Leverlap saaes (idet- 
mindste paa enkelte Stammer) udeelt i Rodpartiet, men strax 
ovenfor deelt og fortsat i Grenene, uden dog at kunne 
forfølges ud i Tapperne paa disse (Fig. 6). — Siderne vare 
temmelig lave, aftoge i Høide bagad og skraanede nedad og 
indad mod Foden. Paa den høire Side sees fortil lige under 
Rhinophorskeden maaskee en Antydning til K j o n s a a b n i n g e n , 
og lige i Rygranden mellem første og anden Papilstamme en 
fiin Pore, sandsynligviis Anus. — Foden var i det Hele 



474 

temmelig svag, kun lidt fremspringende fra Siderne; Fod- 
saalen temmelig smal, jævnt tilspidset mod Bagenden. 

De med det udtagne Svælghoved fulgte Gangiiabucco- 
pharyngea stemmede i Formforhold med dem hos den grøn- 
landske Dendronotus arborescens eller vare kun lidt større. 

Huden saaes under Loupen overalt (kun paa Siderne 
mindre tydeligt) flint chagrineret eller yderst flint puncteret. 
Dette Udseende hidrørte fra en Mængde i den inde- 
sluttede, svagt guulladne, stærkt lysbrydende, fidtlignende, meest 
ovale, sjeldnere uregelmæssigt formede Legemer (Fig. 7) af 
meest 0,013-0,02 mm. største Diain. Ved betydeligere For- 
størrelse (700 X) viste disse Legemer endnu ikke noget 
Spor til Structur, forandredes ikke ved Indvirkning af Aether 
og bleve ved Tilsætning af Syrer kun blegere; de forekom i 
størst Mængde i Spidsen af Pandepapillerne og af Papil- 
stammerne. 

Ydermund, Mundrør og Læbeskive (Fig. 8, 9, 10) 
vare af den hos Dendronotider og Aeolidier almindelige 
Beskaffenhed. 

Svælghovedet (Fig. 8, 9, 10) var stort, af c. f mm. 
Længde eller udgjorde ! af Totallængden. Det var paa 
Grund af den betydelige Udvikling af ovre Kjæbefortsættelser 
af større Høide fortil. Dets ovre Flade bestaaer af en mindre 
forreste Deel, som falder meget skraat af forefter og bagtil 
næsten sænker sig brat mod den bageste Deel, som er større 
og mere flad; i Midten nedenfor Sammenstødet mellem den 
forreste og bageste Deel indmunder Spiserøret. Den nedre 
Flade af Svælghovedet er flad, Sidefladerne skraane nedad 
og indad. 

Kjæberne (Fig. 11) vare af lys Ravfarve , lidt mørkere 
fortil, næsten kastaniebrune i Navlepartiet og Forranden. De 
vare forholdsviis stærke og lignede i Form en Deel dem hos 
Dendronotiderne og Glaukerne, og saaes som hos disse fortil 
og oventil forsynede ligesom med en Udbygning; dog vare de 



475 



noget mere langstrakte, mindre buede og i det Hele noget 
mindre kraftige end hos hine Former. Paa den flade Rand 
af Navlepartiet sees den krummede Kam (crista connectiva); 
fra dennes overste Side stiger en tyk Liste skraat iveiret 
i Forranden af Kjæben og fortsætter sig som en Spids 
ud over denne; denne Liste er indad forsynet med en lille 
Vinge, som danner en Antydning til den smalle horizontalt 
liggende Plade, som sees paa Glaueus-Kjæben (Fig. 31), og 
maa vel betragtes som homolog med den af mig hos Fiona ' ) 
efterviste, næsten fritstaaende proc. connectivus. Forenden 
af Kjæbens crista connectiva fortsætter sig i en Kam om paa 
Enden af Kjæbens Navleparti. Den ovre Afdeling af Kjæben, 
den ovenfor omtalte Udbygning, er i det Hele meget mindre 
end hos Glaukerne; den falder oventil af imod og er ved en 
Fure adskilt fra den omtalte Liste, medens den nedentil 
ligeledes ved en Fure er skilt fra den anden, mere lang- 
strakte Afdeling af Kjæben 2 ). Fra den forreste Deel af 
denne sidste Deel af Kjæben udgik Tyggefortsættelsen (proc. 
masticatorius) paa sædvanlig Maade; den var kortere end hos 
Glaucus, især i sin frie Deel, omtrent af Længde som eller 
lidt længere end hos Dendronotus; dens forreste Rand bar, 
som hele Tyggeranden, en enkelt eller længere op mod Navle- 
partiet en dobbelt eller fleerdobbelt Række yderst tine Tænder 
(Fig.l2)af0,0018-0,0028 mm. Høide. -Udsiden af Kjæben 
var — som ifølge mine Undersøgelser ogsaa hos maaskee alle 
Aeolidier saavelsom hos Dendronotus — belagt med en fiin 
Mosaikaf Celler af 0,0127— 0,025 mm. største Diameter (Fig.13.) 

Mundbihulen var lille, Indgangen til den spalteformet. 

Tungen var kort, sammentrykket ved Roden, oventil 
krydset af R*aspe dækket, den forreste Ende af Raspepulpen. 
Raspen indeholdt ovenpaa Tungeryggen 4, paa Spidsen og 



') Saml. Anatom. Unders, af Fiona atlantica. Vdsk. Meddel, fra 
naturh. Foren, i Kbhvn. 1857. p. 296. t. II. f. 12 B**, C**, E. 

2 ) Undersogelsen af Kjæben kunde ikke skee uden Anvendelse at 
Tryk fra Dækglasset; hvorved sammes Krumning og sandsyn- 
ligvis isærdeleshed Krumningen af dens overste Deel er blevet 
formindsket. 

32 



476 



Undersiden af Tungen 17 Tandrækker; desuden taltes under 
Raspedækket og i Raspepulpen 10 fuldt udviklede og 4 ufuld- 
stændigt udviklede Rækker Tænder; Antallet af de til- 
stedeværende Tandrader belob sig saaledes ialt til 35, men 
desforuden saaes bag de nederste — som altid paa Grund 
af Slid og Afrivning ufuldstændige — Tandrækker Spor efter 
affaldne Tandplader (Fig. 14 B.) Hver Tandrække inde- 
holdt en Mellemtand med en Række Sidetænder ud til Siderne 
for samme. Mellemtænderne (Fig. 14, 15, 16,) ere 
pyramidale, bagoverbøiede, guulladne Legemer; den udhulede 
Grundflade saaes stærkt fortykket i den bageste Rand, i den 
forreste var den udtrukket i et Par, ved et Udsnit adskilte 
Hjorner; Pyramidens Sideflader ere skarpt afsatte fra For- 
fladen og skraane mod den afrundede Rygrand, som nedentil 
mellem de udtrukne Hjørner af Basaldelen er stærkt udhulet; 
Sidefladerne ere i deres bageste Halvdeel udpløiede med dybe 
Furer med mellemliggende Ribber, som i Enden rage frern 
med en skarp Spids; af saadanne Denticler taltes sædvan- 
ligviis 10 paa hver.. Side af det fremstaaende, stærke Odde- 
parti, kun paa de forreste Tandplader var Antallet mindre, 
5-7 (Fig. 14, 15). De forreste Mellemtænder vare af 
0,016, de øvrige af c. 0,034 mm. Brede. Høiden af en 
Mellemtand fra Midten af Raspen udgjorde, maalt fra Midten 
af den bageste Rand af Basalfladen til Oddespidsen, 0,029 
mm. — Af Sidetænder (Fig. 14, 15, 17) taltes kun et 
temmelig ringe Antal paa hver Side af Mellemtanden; i de 
forreste (Fig. 14 B) — som anført ufuldstændige — Rækker 
taltes kun een, længere bagtil flere , sædvanligviis 3 , og det 
høieste Antal udgjorde 4 — 5. De viste sig som korte, temmelig 
brede, efter Fladen lidt bøiede, næsten farveløse* Plader, som 
med Enden reiste sig iveiret fra Tungen (Fig. 15, 17); Skjære- 
randen var skraat udad afskaaren, forsynet med flere (3-5) 
uligestore, skarpe Takker; kun den yderste Sidetand bar 
kun een eller to. Længden af Sidetænderne aftog kun ube- 
tydeligt udefter saaledes, at den yderste kun var lidt kortere 
end den inderste; den yderste Sidetand saaes undertiden i 
sin største Udstrækning ligesom tvedeelt. 






477 

De øvrige anatomiske Forhold kunde ikke undersøges. 
Imidlertid fremgik saa Meget allerede af den ydre Betragtning, 
at de i Papilstammerne indesluttede Le ver grene vare af 
betydelig Tykkelse, i hvilken Henseende der fandt en ikke 
ringe Forskjel Sted fra de Forhold, som Hancock har paa- 
viist hos Dendronotus l ), og som jeg kan bekræfte. Tarmen 
syntes at ende med en Analaabning omtrent paa samme Sted, 
hvor den ender hos Dendronotus. 



Der kunde muligviis nu hæves Spørgsmaal om den ovenfor 
beskrevne Dyreform ikke inaaskee snarere end at danne en 
ny Slægtstyp var et Udviklingsstadium af en allerede bekjendt 
Form, af en Dendronotus. Det er sikkert, at Nudibranchierne 
i det Hele kun ere lidt kj endte i deres yngre Stadier, og 
der synes at foreligge enkelte Documenter for, at de i de 
yngre Stadier, endnu efterat de have forladt Æggeskallen, 
kunne undergaae ikke ganske ubetydelige Formforandringer. Et 
af Collingwood 2 ) fundet mærkeligt Dyr blev af Alder erklæret 
for en ung Triopa clavigera uden Gjæl fer; hvis Collingwood's 
Opfattelse af den omtalte Form og Alders Tydning af 
samme skulde befindes rigtige, da turde det maaskee ogsaa 
kunne vise sig, at den her beskrevne Form var et Aldersstadium 
af Dendronotus eller af en nærstaaende Typ. Saalænge der 
imidlertid ikke foreligger andre og bedre Documenter, maa 
det vel ansees for fuldt berettiget at opfatte den som en 



1 ) Sml. Alder and Hancock, Monogr. of the br. nudibr. moll. 
part, 2. (1846.) pi. 2. 

2 ) Collingwood, remarks upon some points in the economy of the 
nudibranchiate mollusca. Ann. mgz. n. h. 3 S. VII. (1861) 
p. 33— 41, pi. IV. Her gjores ogsaa opmærksom paa at visse 
Aldersstadier og visse physiologiske Tilstande kunne give enkelte 
Nudibranchier et afvigende Udseende , hvorved de ere blevne 
antagne for egne Arter. Der anfores saaledes , at Goniodoris 
emarginata, Forb., kun er den unge Form af den typiske Gon. 
nodosa, som udspændt af Æg og derved med forvidskede 
Tuberkler ogsaa er blevet opstillet af Johnston som en egen 
Art, Doris Barvicensis. 

32* 



478 



ny Slægtstyp, og som saadan antager jeg, at senere Erfaringer 
skulle godkjende den. Den er tilstrækkeligt forskjellig fra 
Dendronotus ved den simple, ikke træformigt grenede Be- 
skaffenhed af sine Papilstammer og især af Rhinophor- 
skederne og Pandepapillerne; fremdeles ved sin meget af- 
vigende Raspebygning med de færre Sidetænder og med 
en ikke lidet forskjellig Form baade af Mellem- og Side- 
tænder 1 ); endelig adskiller den sig muligviis ogsaa ved Formen 
af sine Kjæber, samt ved en betydeligere Tykkelse af Le ver- 
Grenene. 

Til Sammenligning med den nysbeskrevne Form findes 
paa den hertil horende Tavle en Fremstilling af Raspebyg- 
ningen og Kjæberne hos den gronlandske Dendronotus 
arborescens. To Individer bleve undersøgte. Længden af 
hele Dyret udgjorde 4 og Ah cm., den af Svælghovedet beløb 
sig til 4i og 5 mm. Raspen (Fig. 32) indeholdt 16-22 Tand- 
rækker og desuden taltes under Raspedækket og i Pulpen 25-27 
Rader Tænder 2 .) Breden af M e 1 1 ejm t a n d e n (Fig. 32, 33) 
beløb sig til 0, 14-0,18 mm. Af Sidetænder (Fig. 34, 35) 
taltes 10—13; de yderste i Rækken havde en Længde af 
c. 0,14, de midt i den maalte 0,18 mm. Kjæberne (Fig. 28, 
29, 30) vare af c. 4£ mm. Længde, de saaes af lys Rav- 
farve, fortil lidt mørkere og i Navlepartiet samt hele For- 
randen næsten kastaniebrune. 






') Det er vel bekjendt, at Raspebygningen hos Larverne under- 
tiden er meget forskjellig fra den hos de voxne Former, og 
at Larverne af mange Clioider (især Pneumodermon) saaledes 
have Mellemtænder, der senere gaae tabt (sml. Krohn, Bei- 
tråge zur Entwgesch, von Pteropoden und Heteropoden. 1860. 
p. 18.) Et omvendt Forhold er derimod ubekjendt, og det er hoist 
usandsynligt, at Antallet af Sidetænderne skulde kunne til tage 
saaledes, efter at Dyret har forladt Larvetilstanden, at Cam- 
pasperne og Dendronoterne i denne Henseende kom til at stemme. 

2) Loven (Ofvers. Vet. Ae. Forhandl. 1817. p. 189. t. 3.) angiver 
Antallet af Sidetænder til 10. Ifolge Alder og Hancock (Mo- 
nogr. part 2 (1816.) fam. 3. pi. 2. f. 6, 7, 8; part VU [1855.] 
pl. VIL suppl. f. 2.) er Antallet -8— 10 (10 1. 10.). 






479 



Ved Siden af Dendronotiderne staaer en i de ydre Form- 
forhold med Aeolidierne niere nærbeslægtet Gruppe, Do-ti- 
derne. Medens den typiske Form for Dendronotiderne maa 
siges at have været vel kjendt allerede i en Deel Aar, ogsaa 
med Hensyn til sin anatomiske Bygning 1 ), saa kunde dette 
derimod ikke paastaaes om Slægten Doto, idet de foreliggende 
Angivelser om forskjellige Bygningsforhold hos samme maatte 
forekomme apokryphe og vel turde opfordre til en Revision, 
som nærværende Forfatter da ogsaa har foretaget, og hvis 
Resultater allerede for et Par Aar siden ere blevne korteligt 
meddeelte '-). 

DOTO. OK. 

Doto. Oken, Lehrb. der Zool. I. 1815 p. 278. 

— Gray, Alder »fe Hane. 
Idulia, Leaeh, syn. nioll. Brit, 1852. p. 23, 253.) 
Tergipes, d'Orb. Vov. de la Bonite. II. (1852.) p. 443. 
Melibaea, Forbes »fe autt. 

Slægten Doto blev af Oken opstillet paa den Gmelinske 
Doris coronata (Bomme 1 .) Adskillige Aar senere (1829) 
dannede Rang (Man. 1829. p. 129, pi. 3, f. 3) en ny 
Slægtsform Melibe af en nøgen Mollusk, som han fandt 
paa Tang i Havet ved det gode Haabs Forbjerg. Den Rang'ske 
Slægt, som af Forfatterne sædvanligviis blev kaldet Melibaea, 
er af Malacologerne ofte bleven identificeret med den Oken'ske 



') Sml. Alder and Hane, Monogr. br. nudibr. moll. part. II. (1846), 
f'ain. 3. pi. 4. 

c,) R. Bergh, anat, Unders, af Phyllodesmhim hyalinum, Elirenberg. 
Vidensk. Meddel, fru naturh. Furen, i Kbhvn for 1860. (1861). 
p. 105. Anni. 2. 

a ) Ifølge Alder og Hancock (Monogr. part 2. fam. 3. pi. 6. Text), 
er D. maculata (Mtg.), paa hvilken Leach's Slægt er opstillet, 
sandsynligviis = D. coronata som Unge eller med reproducerede 
Papiller , hvilket Sidste turde være ikke usandsynligt , da de 
engelske Forf. have seet Individer af I), coronata, paa hvilke 
enkelte Papiller vare af den af Mtg. beskrevne Beskaffenhed. 

4 ) Benævnelsen Doto er langt senere (1836) atter benyttet for 
Crustace - Slægter af de Haan og Guérin , af begge omtrent 
samtidigt. 



480 

Doto saaledes, at alle hidtil beskrevne Melibaeer netop med 
Undtagelse af Rang's (Melibe rosea , R.) høre til Doto- 
Gruppen x ). 

Af Slægten Doto foreligge tvende anatomiske Under- 
søgelser, den ene af Souleyet (Voy. de la Bonite. [1852]. II. 
p. 443—445, pi. 24 bis. f. 20-30), foretagen paa D. coro- 
nata; den anden af Alder og Hancock (Monogr. part 2 [1846], 
fam. 3, pi. 4; part. VII [1855]. pi. 47 supplem.) anstillet 
paa D. fragilis (Forbes) og paa Munddelene af ogsaa den 
typiske Art. Begge Undersøgere frakjende Slægten 
Kjæber og angive Tungen kun bevæbnet med een 
Række Tandplader 2 ). 

Nærværende Forfatter har af den typiske Art, Doto 
coronata, havt Leilighed til at undersøge et enkelt, stærkt 
sammentrukket og saaledes meget lille (neppe 2 mm. langt) 
Individ, som af Prof. Krøyer var taget ved Herø. 

Svælghovedet (Fig. 18) stemmer i Form ikke lidet med 
det af Dendronotus arborescens, men ligner hverken den af 
Souleyet (1. c. f.f 25) eller af Alder og Hancock (1. c. part 2 
[1845]. fam. 3, pi. 4, f. 3) givne Figur; det var af c. 1 
mm. Længde. Kjæberne (Fig. 19, 20, 21) ere omtrent saa 
lange som Svælghovedet, meget tynde, og med Undtagelse af 
i den tykkere Forende næsten ganske farveløse, hvorved de 
let kunne oversees. Forenden (Navlepartiet) har paa sin 



') Den mærkværdige Rang' ske, sikkerligt ikke apocryphe Slægt 
characteriseres af ham som »gélatineux, transparent«; den er 
dertil udpræget ved sit store tondeformige »velum«, som ind- 
vendigt er forsynet med cirrhi ; fremdeles ved sine meget lange, 
stilkede Rhinophorskeder og angives til Overflod forskjellig fra 
»de smaa Dyr, som d'Orbigny har taget ved Rochelle«, og 
som efter den vedfoiede korte Beskrivelse have været virkelige 
Dotoer. Slægten synes mig i flere Puncter at have den umis- 
kjendeligste Lighed med den af Gould (United States 
expl. Exped. 1856. p. 309. pi. 26. f. 404.) fra Port Discovery 
(Puget Sound) beskrevne Chioraera, som horer hen i Nær- 
heden af Tethys eller Hermaea. 

'-) Ifølge Souleyet (1. o. p. 444, f. 27) skal Tungen være som hos 
Glaucus. 






481 

inderste Rand den sædvanlige Kam (crista connectiva) til For- 
bindelse med den anden Kjæbe; fortil og oventil er den som hos 
Dendronotus trukket ud i en Forlængelse, nedentil fortsat i den 
sædvanlige Tyggefortsættelse; den sidste (Fig. 21) og i det Hele 
Tyggeranden bærer en fortil enkelt, bagtil fleerdobbelt Rad smaa 
Takker l ). — Det sees saaledes, at det gaaer med Angivelserne 
om Kjæbemanglen hos denne Form, som med Ehrenberg's Paa- 
stand om Manglen af Kjæbe hos Phyllodesmium, hos hvilken 
jeg ogsaa har kunnet paavise vel udviklede Mandibler '-'). Jeg 
skulde være tilboielig til at troe, at det vil gaae paa lignende 
Maade med d'Orbigny's Angivelse om Mangel af Kjæber hos 
»Calliopaea« (Souleyeti [Ver.]) saavelsom med Alders og 
Hancock's lignende Paastand med Hensyn til Slægterne Alderia 
og Hermaea. 

Tungen er i Overeensstemmelse med Angivelserne hos 
Alder og Hancock meget smal; Raspe bygningen (Fig. 22) er 
omtrent som hos Dendronotus, og Tungen bærer saaledes ikke 
en enkelt Række Tandplader, men ud til Siderne for Mellem- 
tænderne en heel Række næsten farveløse eller meget svagt 
guulladne Sidetænder, som let oversees. Antallet af Tand- 
rækkerne syntes temmelig stort, skjondt neppe saa betydeligt, 
som det af Alder og Hane. er angivet (100) baade for D. 
fragilis og coronata. Tandpladerne ere i det Hele meget 
smaa, af svag guulladen Farve. Mellem tænderne (Fig. 24-25) 
ere af 0,029-0,034 mm. Brede og tiltage lidt i Størrelse bagad; 
de stemme i Form saa temmelig med dem hos Dendronotus; 
til hver Side af den lidt fremspringende Odde sees 4-5 
(sjeldent 6) Denticler 3 ). 



1 ) Kjæberne bleve kun undersøgte under Dækglas, hvorved deres 
Form sikkerligt blev noget forandret. 

2 ) R. Bergh, anat. Undersog. af Phyllodesmium hyalinum, Ehrbg. 
1. c. p. 103, t. 2. 

3 ) De af Alder og Hancock (1. c. f. 5, 6) givne Figurer af 
Mellemtænderne hos Doto fragilis vise sig at være kun lidet 
troe Gjengivelser efter Naturen ; de siges at være glatrandede 
eller subdenticulate, medens de hos Doto coronata skulde være 
tydeligere tandede. 



482 

Sidetænderne (Fig. 26) ere af 0,029 mm. Længde 
ved en Brede af c. 0,0127 mm.; de vise en lignende Grund- 
form som Sidetænderne hos Dendronotus , men ere mere 
skraatløbende i For- og Bagranden og bredere i Oddepartiet, 
som har flere (6—7) Denticler, af hvilke den inderste er 
længst. 

Huden indeholdt tætstaaende, guulladne, større og mindre, 
stærkt lysbrydende (ligesom fidtlignende) Legemer oftest med 
Kjerne (Fig. 27). Forekomsten af saadanne findes hverken 
omtalt hos Souleyet eller Alder og Hancock. Det turde for- 
tjene herved at bringes i Erindring, at Frey og Leuckart 
(Beitr. zur Kenntn. wirbell. Th. 1847. p. 68) fandt den hvide 
Farve paa Gjællerne hos Polycera betinget af Fidtdraaber. 

I eller mellem Indvoldene fandtes — uden at Stedet 
nærmere lod sig bestemme — smaa bruunlige Legemer, der 
let gik itu ved Tryk og syntes at være Psorospermier. Saa- 
danne synes hidtil ikke bekjendte fra andre hvirvelløse Dyre- 
former end Monostomum, hvor de bleve fundne af G.Wagner. 



FORKLARING TIL TAVLEN. 

Fig. 1. CAMPASPE pusilla, Bgh., fra Undersiden. 

2. Samme, fra høire Side. 

3. Pande-Papillerne paa venstre Side. 

4. Høire Rhinophorskede. 

5. Første Papilstamme, af høire Side. 

6. Anden Papilstamme, af høire Side. 

- 7. Af Huden (sml. p. 4). 

8. Svælghovedet ovenfra, med Spiserøret og de paa 
sammes Sider fremragende bucco - pharyngeale 
Ganglier. 

9. Samme, nedenfra. 

10. Samme, fra Siden. Bag Spiserøret sees det venstre 
bucco-pharyngeale Ganglion. 

11. Venstre Kjæbe, fra Udsiden. 

- 12. Stykke af Tyggeranden. 



483 



Fig. 13. Af Belægningen paa Kjæbens Udside. 

- 14. Stykke af den forreste og mellemste Deel af Raspen, 

ovenfra. Tegnet ved camera- lucida ved c. 750 
Ganges Forstørrelse. 

A. Af Raspens midterste Deel. 

B. Raspens forreste Ende. 

- 15. Forreste Deel af Raspen, fra Siden. Tegnet ved 

camera lucida ved 350 Ganges Forstørrelse. 

- 16. Mellemtand , tegnet ved camera lucida ved 750 

Ganges Forstørrelse. 
17. Inderste Sidetand, tegnet paa lignende Maade og 
ved samme Forstørrelse. 



18. Svælghovedet af DOTO coronata, Gm. 

19. Venstre Kjæbe af samme fra Udsiden. 

20. Høire Kjæbe fra Indsiden. 

21. Stykke af Tyggeranden. 

22. Et Stykke af Raspen, ovenfra. 

23. En Mellemtand fra Undersiden. 

24. En lignende fra Rygsiden. 

25. En lignende, skraat ovenfra. 

26. En Sidetand. 

27. Af Huden mellem Papillerne. 



- 28. Høire Kjæbe af DENDRONOTUS arborescens, fra 

Udsiden. 

- 29. Samme, fra Indsiden. 

- 30. Mellemste Stykke af Tyggeranden og Spidsen af 

samme. 

- 32. Stykke af Raspen, ovenfra. 

- 33. En Mellemtand, fra Undersiden. 

- 34. En Sidetand fra Midten af Rækken. 

- 35. Spidsen af første Sidetand. 



- 31. Høire Kjæbe af GLAUCUS atlanticus, Forster, fra 
Indsiden. 



ANATOMISK UNDERSØGELSE 

AF 

SANCARA QUADRILATERALIS , 

EN NY SLÆGTSTYP AF PLEPROPHYLLIDIERNES FAMILIE 

ved 
R. BERGH 

Hertil Tavlerne XIII og XIV 



1 Universitetets zootomiske Museum henstod og havde i 
mange Aar henstaaet en skalløs Gastraeopod, som af afdøde 
Etatsr. Eschricht i sin Tid (c. 1827) skulde være erhvervet eller 
indsamlet ved Cette i Syd-Frankrig. Den var bleven antaget 
for og henstillet med Etiquette som en Patella -Form, hvis 
Skal var faldet af; men viste sig ved nærmere Undersøgelse 
at danne en ny Slægtsform indenfor Pleurophyllidiernes 
Familie. Den blev mig med sædvanlig Velvillie af Opdageren 
overladt til anatomisk Undersøgelse, kun med Paalæg om 
behørig Omhu for at bevare de ydre Former af det eneste 
foreliggende Individ. Denne Undersøgelse blev allerede fore- 
taget for en Deel Aar siden (1855), er senere atter gjennem- 
gaaet i Anledning af gjenoptagne Undersøgelser af en Deel 
andre Pleurophyllidier, og kunde, om ikke af anden Gruna, 
saa allerede derved have Interesse, at den behandler en ny 
og ret mærkelig Dyreform og iiii det saa omhyggeligt under- 
søgte Middelhav x ). 



) Localitets-Angivelserne i det zootomiske Museum ere ikke altid 
ganske paalidelige, og mange Forvexlinger synes i denne Hen- 
seende at have fundet Sted. Referenten har derfor ikke kunnet 
undertrykke en Tvivl om Rigtigheden af Stedangivelsen. 



485 

Pleurophyllidierne ere forst seent blevne Naturforskerne 
bekjendte, saaledes som det overhovedet gjælder næsten alle 
nøgne Mollusker. Hverken Linné eller Linnaeisterne havde 
noget Kjendskab til herhen hørende Dyreformer, af hvilke 
Cavolini 1 ) dog allerede tidligt skal have iagttaget en enkelt, 
den senere typiske Art. Dette blev imidlertid den Gang og- 
er selv senere forblevet saa at sige ubemærket, og det var 
først med dette Aarhundrede og med Udviklingen af en 
strengere videnskabelig Conchyliologi (Malacologi), at Inter- 
essen vaagnede for Undersøgelser ved Havet og derved Kund- 
skaben om saadanne og andre nøgne Mollusker. 

Paa en Udflugt til Neapel i 1812 indsamlede J. F. 
Meckel en stor Deel Mollusker, mellem hvilke fandtes flere 
nøgne, der dannede Typer for nye Slægtsformer, som Aaret 
efter bleve beskrevne som Pleurobranchaea og Gasteropteron 2 ), 
hvortil et Par Aar senere endnu kom den her under Omtale 
værende Gruppe, Pleurophyllidia 3 ). Denne sidste, Typen for 
den Familie, til hvilken den nedenfor beskrevne nye Slægts- 
form vil være at henføre, blev imidlertid, som publiceret i en 
af de lidt læste Disputatser, overseet, og saaledes kunde 
Cuvier 4 ) da paa en anden Form af samme Slægt, hjembragt 
afBrugmanns, opstille, og Otto for en middelhavsk Art adop- 
tere Slægten Diphyllidia 5 ). Uagtet Meckel i sit Archiv 
senere atter henledede Opmærksomheden paa den af ham 
opstillede Slægt og til den tidligere Form-Beskrivelse endnu 
føiede en anatomisk Undersøgelse, saa har Cuviefs Autoritet 
sædvanligviis dog haandhævet den af ham givne Benævnelse, 
som nødvendigviis maa vige Pladsen for den ældre og i alle 
andre Henseender lige berettigede Meckel'ske. 



') Rhombus (»Ruommo«, pisc. neapol.), Cavolini. 

Monticelli, Caulini vita. 1812 p. 35. cf. 
delle Chiaje. Memorie I . (1825) p. 134. 

2 ) Leue, de Pleurobranchaea, novo nioll. genere. 1813. 
Kosse, de Pteropodum ordine novoque ipsius genere. 1813. 

3 ) Stammer, observationen ex anatomia comparata. 181G. p. 22. 
l ) Regne anim. II. (1817). p. 111. 

3 ) N. A. N. C. X. (1820) p. 121—126. t. VII. f. 1. 



4 86 

Senere Tiders utrættelige Undersøgelser af europæiske 
og fremmede Have have kun bragt et meget ringe Antal 
Former af denne Dyregruppe for Dagen. Gruppen, som kun 
har en eneste og lille nordisk Repræsentant (PI. Lovéni), til- 
hører iøvrigt de varme og hede Havegne. 

Cuvier havde forenet den medPhyllidierne til een stor Gruppe, 
Inferobranchierne, som sædvanligt er blevet bevaret i denne 
Skikkelse og med denne Benævnelse. Vor Kundskab til Phylli- 
dierne er altfor ringe til at tilstede nogen sikker Dom om 
Berettigelsen af en saadan Sammenstilling, som nok kunde be- 
tvivles; men saameget fremgaaer af de nu forhaandenværende 
Documenter, at Pleurophyllidierne maae indtage en Plads 
nærmest ved og forenede i en større Gruppe med Aeolidierne ; 
egenlige Overgangsled ere imidlertid ikke kjendte hverken til 
sidstnævnte eller til andre Grupper. 

Efter at min Interesse for denne Familie var bleven 
vakt ved den nærværende mærkelige Form, har et heldigt 
Sammentræf af Omstændigheder sat mig istand til at samle 
et temmelig stort Materiale til en monographisk Behandling 
af denne Gruppe , som ved omhyggelig Sammensøgen af 
allerede bekjendte eller idetmindste benævnede ældre og nye 
Arter i det Hele dog neppe omfatter stort mere end en halv 
Snees forskjellige Former. 

Den mere reent zoologiske Kundskab til denne Dyre- 
gruppe er tarvelig nok, men ikke siørt bedre sttiaor det sig 
med den anatomiske. 

Fra J. F. Meckel's Haaud foreligge tvende anatomiske 
Undersøgelser over Pleurophyllidier , begge anstillede paa 
den samme Art , PI. unclulata , Meckel. Meckel's forste 
Arbeide ■ ) indeholder en Deel hygtige Angivelser af de grovere 
Organisationstræk, men er fuldt af Urigtigheder, som tildeels 
findes rettede i hans anden supplerende Undersøgelse 1 ), der 
imidlertid ogsaa er holdt i den Skizzeform, i hvilken Cuvier, 
der hurtigt skulde skabe Malacologien et anatomisk -physio- 



») Deutsches Arch. fur die Phys. VIII. (1823). p. 190— 207. t. II. 



,487 

logisk Fodfæste, var nødt til at publicere sine fleste Bloddyr- 
Anatomier. Før dette Meckel's senere Arbeide og uden 
virkeligt Kjendskab til hans tidligere havde delle Chiaje 2 ) 
offentliggjort en anatomisk Undersøgelse af den samme Art, 
men som rigtignok er ulige mere uheldig end Meckel's. 
Efterat Cantraine ;l ) mange Aar senere havde leveret nogle 
Bemærkninger om Nervesystemet hos denne samme Art, og 
H. Meckel ') om Kjønsapparatet hos den, har Souleyet Fj ) 
endelig i nyeste Tid meddeelt en i de grovere Træk mere 
gjennemgaaende Undersøgelse, atter af den typiske Art. Her 
findes første Gang en rigtig Fremstilling af Leveren og 
sammes Forbindelse med Sidelamellerne, som derved vise sig 
homologe med Aeolidiernes Papiller; her findes en noget 
detailleret Fremstilling af Karsystemet, men tillige en Deel 
aldeles urigtige Angivelser, saaledes ogsaa med Hensyn til 
Tungebevæbningen (Raspen), og om en noiagtigere Under- 
søgelse af Svælghovedet og egenligt histologiske Forhold er 
der ikke Tale. 

Af andre end den typiske, middelhavske Art foreligger 
hidtil ingen anatomisk Undersøgelse. 



^ Arch. fur Anat. u. Phys. 1826. p. 13—19. t. 1. f. 11 — 14. 

'-) Mern. sulla storia e notomia degli animali senza vertebre. I. 

(1824.) p. 128—132, 137—138 (Forklaring til) Tab. X. f. 12- 20. 

3 ) Malacologie méditerranée. 1840. p. 64. (Nouv. Mém. de l'acad. 
de Brux. XIII.) 

4 ) Ueber den Geschlechtsapparat einiger hermaphrod. Thiere. J. 
Miill. Arch. 1844. p. (472—507.) 501. t. XV. f. 16. 

5 ) Voy. de la Bonite. Zool. II. (1852.) p. 456 — 459. 
(Destoværre mangler her ofte, som saa mangt et Sted hos 
Souleyet, Text til Figurerne.) 



488 



FAM. PLEUROPHYLLIDIDAE 1 ). 

Mollusca gastraeopoda 2 ) androgyna. 

CORPUS limacinum, ovale vel elongatum, depressum vel sub- 
domatum. 

CAPUT breve, superne a trunco distincte discretum, inferne 
soleae contiguura , Rostro brevissimo, subcylindraceo 
terminatum. Clypeus t entacularis transversalis, reni- 
formis vel ovalis, margine posteriore solutus et angulis 
tentaculatim productus prominentiis brevioribus. Pone 
clypeum caruncula tentacularis plerumque adest. 
Rhinophoria 3 )e foveis contiguis pone carunculam tenta- 
cularem emergentia, sub margine anteriore pallii partim 
absconsilia, subverticalia, erecta, subclavata, breve pedun- 
culata, clavo longitudinaliter dense plicato; foveae (vaginae 
breves) margine truncato, integerrimo. 

TRUNCUS validus, lingulatus, subquadrilateralis. Nothaeum 
depressum vel subdomatum, antice a collo discretum, vel in 
collum transiens posteriora versus declive, utrinque dilatatum, 
margine latera supereminens et in podarium plus minusve 
impendens. Pallium subcoriaceum, testa externa vel in- 
terna nulla; pagina superalaevis, velpunctata,velverrucosa, 
vel pustulis obtecta, vel lineis elevatis pervagata; margine 
planulato, foraminulis minutis cribrose pertuso (knido- 
poris); pagina inferiore antice branchiis, postice lamellis 
lateralibus ornata. Latera (trunci) plus minusve ex- 



1 ) Det vil ved den store Mangel paa brugelige Familie - Charac- 
teristiker og især ved det yderst ufuldkomne Kjendskab til 
denne Gruppe være nødvendigt at forudskikke en Characteristik 
af Familien. 

2 ) Denne Benævnelse har jeg bestandig-t (Sml. Bidr. til en Monogr. 
af Marsen. 1853. [Danske Vdsk. Selsk. Skr. 5 R. III. p. 315]) 
anvendt som en Variant paa Cuviers Gasteropoder med Ind- 
optagelse af hans Pteropoder. 

3 ) Ovennævnte Benævnelse er foreslaaet af Forf. (Anat. Unders, 
af Fiona atl. Vidsk. Medd. fra naturh. Foren, i Kbhvn for 
1857 — 1858. p. 290 Anni.) for de hos mange Gasteropoder 
forekommende, eiendommeligt byggede ovre Tentakler. 



489 



cavata, antice altiora, superiora versus in fossam caecara 
depressa. In dextro latere sub fossa coeca postice aper- 
tura genitalis observatur, magis versus posteriora situs anus. 
Podarium reptile, sat validum, sublanceolatum, trunco 
paulo angustius sed postice vix brevius; margine anteriore 
vix subsuleato; solea oblonga, posterius angustiore, in 
posteriore parte plus minusve distincte sulcata. 

BRANCHIAE confertae, tenues, alternatim inaequales, anteriora 
versus declives, postice abruptae; ex sinu rimaeformi 
coeco in suprema parte lateris anterioris emergentes. 

LAMELLAE LATERALES pallii paginam inferiorem occupant, 
laminae breviores vel longiores, plus minusve crassae, 
inaequales, obliquae, subparallelae. 

APERTURA GENITALIS cum foramine duplici; ex anteriore 
penis prodit, exsertilis, conicus vel flagelliformis. 

ANUS verruca prominula, subconica, apice perforata, mar- 
ginem lamellarum lateralium fere attingens. 

BULBUS PHARYNGEUS validus, brevis, crassus, modo in 
anteriore parte mandibulis lateralibus tectus , pulpa 
radulae vix vel paullum prominente. 

MANDIBULAE conjunctae pelvi tonsorio, fundo fisso valde 
similes. Mandibula valida, ovalis, curvata, in interna 
dimidia parte incrassata, superne (umbilico) praesertim, 
ibique versus posteriorem paginam prominens; postice cum 
scissura et processu tenui (masticatorio) praedita. Margo 
internus, masticatorius mandibulae subtilissime dentatus, 
denticulis pluriseriatis. 

LINGVA lata, brevis, superne plus minusve profunde sulcata. 
Radula lata, canaliculata; rhachide unidentata, dente 
valido, lato, acie denticulata, unicuspide; pieuris multi- 
dentatis, dentibus ungvicularibus, omnibus, vel nonnullis, 
vel singula modo denticulatis. 

VENTRICULUS in saccum coecum prolongatus, ductus hepa- 
ticos excipientem. 

HEPAR lateribus superioribus corporis et pallio laterali in- 
clusum, in lamellas laterales ramulos emittens. 



490 

CONSPECTUS PLEUROPHYLLIDIDARUM ; 

I. PLEUROPHYLLIDIA (MECKEL.) 

* 

1. PI. undulata, Meck. 

2. - Lovéni, Bgh., n. sp. 

3. - Cuvierii, d'Orb. 

4. - taeniolata, Peters, n. sp. 

5. - Petersi, Bgh., n. sp. 

6. - Semperi, Bgh., n. sp. 

7. - rubida, Gould. 

8. - formosa, Kelaart. 



9. - pustulosa, Schultz. 

10. - ocellata, Desh. ? 

11. - verrucosa, Cantr. ? 

12. - marmorata, Kelaart. 

II. SANCARA, BGH. 

13. S. quadrilateralis, Bgh. 

III. CAMARGA, BGH. 

14. C. marginata, Ørst. 



SANCARA. BGH. 

Sancara, N. Gen., Bgh. om Forekomsten af Neldefiim hos Moll. 
Naturh. Foren, vidsk. Meddel, for 1860. 1861. p. 330. 

Clypeus tentacularis mediocris, tentaculis depressis pro- 
ductus. Caruncula tentacularis nulla. Rhinophoria 
approximata, sed non contigua, sub angulis marginis 
anterioris pallii partim absconsilia , interno latere 
laevia, externo longitudinaliter fissa. Pallium antice 
non continuum , sed medio in collum transiens, 
omnino laeve. 

Denne nye Slægtsform adskiller sig allerede ved sin 
hele Farve og ved Kappens Beskaffenhed paafaldende fra 



491 

alle hidtil bekjendte Pleurophyllidier. Den er meget kortere, 
høiere og tildeels bredere end de andre; Kappen er 
glat og hverken som hos de typiske Former gjennemstroget 
af Længdefurer, adskilte ved Ribber (Baand), eller som hos 
andre Grupper bedækket med Pustler, Tuberkler eller Stænk; 
derhos gaaer Kappen i Midten af Forranden umiddelbart over i 
Dyrets Hals. Rhinophorgruberne stode ikke saa tæt som hos alle 
andre Pleurophyllidier, og der saaes (som hos Camarga-Slægten) 
intetSportil den hos de andreFormer forekommendeC a r u n k e 1 
til at dække de i deres Form ganske characteristiske, kun paa 
den ene Side bladdeelte Rhinophorer. Tentakel- 
skjoldet var meget mindre udviklet end hos andreFormer 
og sammes Ører smaa, fladtrykte og spidse. Sidelamellerne 
vare i det Hele kun udviklede i temmelig ringe Grad. Der 
saaes intet Spor til den hos Dyr af denne Familie ellers 
sædvanligviis tilstedeværende Fodfure. — Kjæberne frem- 
bøde neppe noget brugeligt Slægtsmærke og ligesaalidt Tungen. 

SANCARA QUADRILATERALIS , BGH. 

Pleurophyllidia quadrilateralis , Bgh. Forh. ved skand. Ntf. syvende 
Mode. 1857. p. 208. 
— _ i Bgh. Om Forek. af Neldefiim hos Moll. 1. c. p. 330. 
Linguella Elfortii, Blv. man. de malac. 1825. p. 491. pi. XLVII. 
f. 2. ?? '). 

CORPUS oblongum, subdomatum, quadrilaternm, antice latius, 
postice leviter angustatum, utrinque rotundatum. Truncus 
quadrilateralis , lateribus exaltatis , patentibus , medio 
longitudinaliter impressis. Pal Hum lateribus subparal- 
lelis (in spec. spir. vini asservato margine relevato, revo- 



! ) Jeg kan, uagtet det rimeligviis bestandigt vil forblive uafgjort, 
hvilken Form. der har foreligget Blainville, dog ikke undlade 
at gjore opmærksom paa de ikke ubetydelige Ligheder imellem 
Blainville' s og min Figur (Tab. XIII. f. 3), særligt da paa den 
lange, spidse Penis og de spidst udtrukne Hjørner af Tentakel- 
skjoldet. 

Blainville saa denne Form i det Britiske Museum , hvor den 
henstod uden Angivelse af Hjemstavn. 

33 



492 



luto), posterius sensim angustatum, lingulatim terminatum ; 

supra fere planulatum vel parum convexum. 
COLOR fuscescente -cinereus, ferruginoso - fusco variegatus, 

maculis brunneo-piceis sparsis. 
Long. 31, lat. 17, alt. 12 mm. 

Af Arten forefandtes som anført kun et eneste Individ, 
der af afdøde Etatsraad Eschricht skal være erhvervet i 
Cette 1827. Det var særdeles vel bevaret, og maalte i 
Længde 31, i Brede 17 og i Høide 12 mm. 

Farven var næsten eensformigt bruunligt-graa med svag 
Indblanding af Grongraaligt, kun Midten og Siderandene af 
Ryggen saavelsom Tentakelskjoldet og tildeels Fodrandene 
vare oliven- og leverbrnne. Paa Underfladen og Randene af 
Foden ligesom et enkelt Sted bagtil paa Ryggen og paa den 
ene Side fandtes enkelte temmelig store , usymmetriske 
Pletter af mørk Sepiafarve (og som i Dyrets levende Tilstand 
sandsynligviis havde været aldeles begsorte). 

Mund røret var paa det undersøgte Individ krænget 
halvt tilbage; indenfor den af samme dannede Ring (Yder- 
mund) saaes den blottede Læbeskive med de mørkebrune, 
smalle Kjæberande og den mellemliggende langstrakt - ovale, 
nedefter tilspidsede Mundaabning (Tavle XIII. fig. 5.) 

Tentakelskjoldet (Tavle XIII. fig. 3, 5) var meget 
mindre udviklet end hos nogen hidtil bekjendt Form af 
denne Familie ; dets bageste Rand var løsnet, temmelig bred, 
omslaaet og i Hjørnerne fingerformet udtrukket i en kort, 
tilspidset Føler, som paa den ene Side var kortere og tykkere 
end paa den anden. Der saaes en svag Antydning til en 
ophøiet Linie strække sig fra det forreste Fodhjørne op 
til Tentakelskjoldet. Der fandtes (som hos PI. marginata, 
Ørst. n. sp.) ikke nogensomhelst Antydning til den hos de 
andre Pleurophyllidier tilstedeværende Carunkel. De ovale 
Rhinophorgruber stode heller ikke tæt sammen som hos de 
andre Former (Fig. 5), men vare rykkede fra hinanden, idet 
der fandtes en jævn Overgang mellem den midterste Deel af 
Kroppen og Halsen. Indadtil i Gruberne saaes en sortagtig 



493 



Pigmentplet. Rhinophorerne laae lidt skjulte af Hjørnerne 
af Kapperanden og vare forskjellige fra dem hos alle andre 
Pleurophyllidier derved, at Køllen var glat paa den inderste 
Side ' ) , derimod paa Udsiden paa sædvanlig Maade efter 
Bøiden deelt i Blade (Fig. 7), der atter vare paalangs tve- 
klovede, og som deels skjøde umiddelbart ud fra Rhinophorens 
Axe , deels vare forenede to og to paa samme ; Stilkpartiet 
var ganske kort, ved Roden af samme kunde intet Oie sees 
skinne igjennem. 

Kroppen var af en Form, der var noget afvigende fra 
den hos andre Pleurophyllidier, hverken saa tilspidset som 
hos de typiske eller saa afrundet som hos andre Arter. T 
Modsætning til alle øvrige Former af denne Gruppe havde 
denne en ganske glat Kappe uden Spor til Længdefolder, 
Papler, Pustler eller Stænk; i Forranden var den svagt udrandet, 
men i Midten afbrudt og gik uden bestemt Grændse over i 
Halsen istedenfor, som hos andre Pleurophyllidier, der at 
være skarpt afgrændset og kun forsynet med et lille Indsnit. 
Kapperanden var ikke tynd som hos andre Former og stod 
saaledes her ikke bræmmeformet ud over Siderne. Selve den 
bratte bruunladne Kapperand bar talrige, fine, sortebrune, 
hist og her i Grupper samlede, sortebrune Punkter, der viste 
sig som fortyndede Hudsteder eller som Aabninger (Knido- 



x ) Begge Rhinophorer ble ve undersøgte. 

2 ) Gould angiver (United States Explor. Expedit. Moll. [1856] 
p. 308) hos sin Diphyllidia rubida Oienpletter tilstedeværende 
ved Udsiden af Basis af Tentaklerne. Dersom han virkelig 
har seet de meget smaa Øine og ikke taget de sædvanligt 
paa Ind- eller Forsiden liggende Pigmentpletter for saadanne, 
da er det ialtfald en aldeles enkeltstaaende Iagttagelse ; thi 
Øine have hidtil aldrig været paaviste hos Pleurophyllidierne, 
skjondt de hos Former med sparsomt og lyst Pigment endog 
ere synlige udvendigt og saaledes t. Ex. hos PI. Lovéni og 
og pustulosa vise sig tydeligt paa Udsiden af Rhinophorernes 
Basis. Paa sammes Ind- eller Forside og paa den tilsvarende 
Side i Rhinophorgruben sees derimod meget almindeligt og som 
anfort ogsaa hos denne Art en sort Pigmentplet, der allerede 
af delle Chiaje er iagttaget hos PL undulata, og tydet som Øie. 

33* 



494 



pori), der dog i det Hele vare mindre tydelige end hos andre 
undersøgte Former af denne Familie. Kappen endte bagtil 
temmelig afrundet, og sammes bageste Ende var derfor ikke 
bunden til Foden ved et smalt Baand som hos andre under- 
søgte Arter. 

Paa Undersiden af Kappen fandtes Gjæl lerne og 
Sidelamellerne anbragte paa sædvanlig Maade. Gjællerne 
saaes saaledes naae næsten lige ud til Kapperanden; Side- 
lamellerne efterlode en smal, nøgen Strækning, omtrent saa 
bred som det Halve eller de f af den lamellerede Strækning; 
bagtil fortsatte denne nøgne Strækning sig hen mellem Kappe- 
og Fodende og gik over i den tilsvarende paa den anden 
Side. 

Gjælle bladene (T. XIII. f. (3) vare kortest udad imod 
Kapperanden, tiltoge derefter i Brede til hen over Midten af 
Gjællesættet og aftoge derfra atter ind imod Bunden af den 
temmelig (c. 1 mm.) dybe, halvmaanebøiede, Convexiteten 
nedefter vendende Gjællegrube; de største saaes af omtrent 
(3 mm. Længde og 24 mm. Høide. Gjællebladene vare af 
den efter mine Undersøgelser hos denne Familie sædvanlige 
Form og Beskaffenhed. De vare temmelig talrige (c. 50- 60, af 
hvilke, som det syntes, 6—8 i Gjællegrubens Bund), tynde, 
hindeagtige, tildeels, dog paa ingen Maade aldeles constant, 
vexlende i Størrelse, saaledes at længere og høiere Blade 
alternerede med 1 — 2 korte og lavere. De vare fortil ganske lave 
og de større, især de i Midten af Gjællesættet, udtrukne i ligesom 
en tynd , tiin Liste ; hævede sig derefter for i den bageste 
Ende at falde lodret af, ofte lidt udhulede i den bageste 
Rand, og sædvanligviis, især de i Midten af Gjællesættet, 
nedentil udtrukne i en lang og tynd Liste og saaledes, at 
de længere og høiere Blade næsten altid skjøde sig længere 
frem end de lavere Blade. Ogsaa hos denne Form saa jeg, 
som jeg har seet det hos andre, en Overgang af enkelte 
af disse Gjælleblade i Sidelamellerne. 

Sidelamellerne viste sig indbyrdes tydeligere adskilte 
end hos nogen af de andre Arter. Af disse Blade taltes 
paa den ene (høire) Side 38, paa den anden 39; de vare 






495 



temmelig lave, men forholdsviis tykke. De forreste 3 — 4 vare 
kortere, mere transverselt liggende, og af samme saaes eet 
eller to, som anført, fortsætte sig i Gjællebladene; de øvrige 
vare af mere eensartet Form og Størrelse end hos andre 
Pleurophyllidier, og kun hist og her saaes enkelte korte 
Lameller ovenfra, sjeldnere nedenfra indskudte mellem de 
større ; omtrent fra den bageste Femtedeel af Dyrets Længde 
aftoge Bladene gradviis i Høide. Under Loupen viste alle 
Bladene sig mere eller mindre tydeligt furede i Randen og 
nedad Siderne; ned mod Gjællebladenes Rod bleve Furerne 
mere udprægede. De bruunlige Leverlapper skinnede tydeligt 
igjennem. 

Dyrets Sider ere af ikke ringe Høide og temmelig 
bratte. Under den bageste Deel af den høire Gjællegrube 
saaes den lille runde Genitalaabning, næsten udfyldt af 
den næsten 4^ mm. lange, trinde, lidt tilspidsede, noget 
bøiede Penis, som under Loupen saaes utydeligt ringet. 
Foran Begyndelsen af den sidste Fjerdedeel af den hele Legems- 
længde, tæt oppe under Sidelamellerne fandtes Anus som en 
kort, afstumpet, gjennemboret, lidt bagudrettet Papil. Mellem 
Genital- og Analaabningen, dog nærmere førstnævnte end 
sidste og ligeledes na>rmet til Sidelamellerne , saaes endelig 
en ganske fiin Aabning, som maatte antages for og efter 
nærmere Undersøgelse virkeligt syntes at vise sig at være 
Nyre-Aabningen (Tab. XIII. f. 3). 

Foden var kraftig og i Overeensstemmelse med den 
hele Legemsform bredere end hos de typiske Former af 
Pleurophyllidier; en Antydning til en ophøiet Liste forenede, 
som anført, Foden med Tentakelskjoldet. Fodsaalen var af 
langstrakt, fortil afstumpet Ægform, kun med ringe Antydning 
til en Fure i Forranden; der saaes intet tydeligt Spor til 
den hos de fleste Pleurophyllidier saa udprægede Fodfure i 
den bageste Ende af Saalen eller opdagedes kun en meget 
svag Fure, muligviis en ringe Antydning til en saadan. 



496 



ANATOMISK UNDERSØGELSE. 

I Modsætning til Forholdet hos de fleste Aeolidier ere 
Legemsvæggene hos denne som hos alle Pleurophyllidier 
for tykke til at tillade Indvoldene at skinne igjennem. 
Legemsvæggene vare tyndest paa Midten af Ryggen og Foden 
samt paa Hovedet. Muskellagene i samme med deres for- 
skjellige Retning forraadede sig tildeels allerede udvendigt 
fra, især paa Siderne. 

Naar Dyret aabnedes fra Rygsiden , gjennemskjares 
tilligemed Ryggens Hud- og Hudmuskellag (o: den c. I mm. 
tykke Kappe) tillige den tynde Hinde (Peritonaeal- 
hinde), som nærmest skiller Legemshulen fra den ydre 
Bedækning. Samme beklæder hele Ryggen af Legems- 
hulen og folder sig derfra mere eller mindre lodret ned og 
deler Legemshulen i flere Rum. Af saadanne (Peritonaeal-) 
Dissepimenter bemærkes fortil et, umiddelbart bag Svælg- 
hovedet staaende, hvis Slaphed tillader det at følge Svælg- 
hovedets Bevægelser; dette -er oventil i Egnen foran de til 
Rhinophorerne lobende Muskler fuldstændigt, nedentil ufuld- 
stændigt. Længere tilbage saaes et foran Hjertet staaende 
Skillerum og et bag samme saaledes, at der som hos Aeoli- 
dier og andre Nudibranchier dannes en afsluttet Peri- 
cardial-Lacune. Bag det sidstnævnte Skillerum findes 
Indvoldene ved en Mængde korte Forbindelses-Strænge og 
-Blade heftede til Peritonaealhinden. 

Naar Dyret er aabnet efter hele Længden af 
Rygsiden, sees forrest Svælghovedet med det Spiserørets 
Rod omslyngende Centralnervesystem, Spyttekjertlerne og den 
forreste Deel af Maven med Begyndelsen af Tarmcanalen, 
der sees stige ned paa høire Side. Bag Maven opdagedes 
Hjertet, og den øvrige, største Deel af Indvoldshulen sees fra 
denne Side optaget af Forplantningsorganerne , den fortil 
liggende fleerlappede Sliim- (Æggehvide-) Kjertel og den 
bag samme værende Kjønskjertel. — Aab nes Dyret fra Bug- 
siden ved Gjennemskjæring af Fodskiven, sees Svælghovedet 
forrest og umiddelbart bag samme den store Sliimkjertel med 



497 

de i den indleirede Vindinger af Kjønskjertelgangen , bag 
Siiinikjertlen den største Deel af Maveblindsækken og til Siden 
for den en Deel af Kjonskjertlen og lidt af Tarmen. 

NERVESYSTEMET. 

Som hos andre »nogengjællede«, og som i det Hele hos 
alle Mollusker bestaaer Nervesystemet af to Hoveddele, en 
animalsk eller excito- motorisk og en sympathisk, beregnet 
paa det vegetative Livs Forretninger. 

Det animalske Systems Centraldeel dannes af 
de sædvanlige 3 Par Nerveknuder, For- eller Hjerne-Ganglier '), 
Mellemganglier 2 ) og Bag- eller Fodganglier 3 ). Som hos 
alle de nogengjællede Mollusker ere disse Nerveknuder stærkt 
centraliserede, sammentrængte ovenover Spiserorsroden; inderst 
og øverst de to sammenstødende Hjerneknuder, som ere smeltede 
uadskilleligt sammen, hver med den samsidige, uden- og bagved 
liggende Mellemknude. Bag og udenfor hver af disse samlede 
Gangliemasser, ligeledes ovenpaa Spiserorsroden, ligger Fod- 
gangliet. De sammenhorende Ganglier ere forbundne ved 
Commissurer hen under Spiserøret. 

Fra den store, ved Forening af For- og Mellemknuderne 
dannede, ovale, lidt nyreformede Gangliemasse udsprang som 
sædvanligt hos Molluskerne og især hos Grupper, der staae 
denne mere nær, (6-7) Nerver til Mundrøret samt Læberne 
med de dertil horende Muskler, Tentakelskjoldet, de høiere 
Sandseorganer (Gie, Ore, Lugteorgan), Tyggeapparatet (Kjæber 
og Tunge) samt enkelte andre Dele; paa nogle af disse 
Nerver udvikles seeundære Ganglier (GI. olfactorium, Gll. 
buccinatoria). Alle de nysnævnte Nerver synes dog fortrins- 
viis at tilhore Hjerneganglierne , medens Mellemganglierne 
derimod forsyne Halsens Sidedele og Kroppens Sidevægge og 
maaskee ogsaa afgive en Nerve til Parringsapparatet. Bag- 



•) Ganglia cerebralia, autt.; GI. cephalica, Huxley. 

- ) — branchialia, autt. ; visceralia, autt. ; parieto-splanchnioa, 

Huxley. 
3 ) GI. pediaea, autt. 



498 



eller Fodganglierne ere næsten kuglerunde, utydeligt stilkede 
og beliggende udenfor Midten af de forrige; de afgive to 
Nervestammer (N. pediaeus longus og brevis) til Foden. 

Under Spiserøret sees de tre, nu hos flere Gastraeopoder 
(Aeolidier, Pleurobranchier) paaviste slyngeformede Com- 
missurer, en mellem Fodknuderne, med hvilken den imellem 
Mellemknuderne synes at være forenet, og en mellem Hjerne- 
og Buccal-Ganglierne. 

De sidstnævnte, Buccal-Ganglierne (GI. bucco-pha- 
ryngea), ere forholdsviis temmelig store, beliggende umiddel- 
bart under Spiserørets Rod. Udad afgive de 3 Nerver og 
ere indbyrdes forbundne ved en temmelig kort Commissur, 
fra hvilken der ved Overgangen mellem samme og Gangliet 
afgaaer en Nerve bagud. 

Til det hos Doriderne af Hancock og Embleton 1 ) og af 
mig hos mange Aeolidier (især Glaukerne) paaviste, stærkt 
udviklede sy mp at hi ske System saaes her kun svagere 
Antydninger. Af dets forreste Afdeling, plexus bucco-gastricus, 
fremtræder her et Par smaa gastro-oesophageale Gang- 
lier' 2 ) som en paa hver Side af Spiserøret liggende lille 
Nerveknude , der staaer i Forbindelse med det samsidige 
bucco-pharyngeale Ganglion. Af dets bageste Afdeling saaes 
paa Fordøielsescanalen enkelte spredte smaa Ganglier, især 
i Egnen af Pylorus ligesaavel som om Kjønsorganernes Ud- 
føringsgange. 

En nøiere Forfølgen af og dybere Indgaaen paa Nerve- 
fordelingen lod sig paa Grund af det saa indskrænkede 
Materiale ikke foretage. 

Ganglierne ere indhyllede i en løs Bindevævscapsel, der 
som Neurilem fortsætter sig ud paa de større Nerver. Neu- 
rilemet er gjennemsigtigt, stribet (traadet), med ind- eller 
paaleirede ovale eller langstrakte Celler; paa Nerverne saaes 



!) Philos. Trans. 1852. part 2. p. 235—239. pi. 17. f. 1.; pi. 18. 

f. 1—4. 
'-) Gangl. gastro - oesophageum , H. & E. ; GI. pharyngeuni acces- 

soriuni, Fr. »fe Leuck. 



499 



det ikke sjeldent kredsfoldet, længere ude paa dem bliver 
det ganske tyndt, næsten strueturlost. Ganglierne sammen- 
sattes af temmelig store og af mindre Celler, der tildeels 
vare samlede i Grupper og iøvrigt af den hos de fleste 
Mollusker sædvanlige Bygning. 

SANDSEORGANER. 

Ved Udsiden af Roden af Rhinophorernes Huulhed saaes 
den meget lille, c. 0, 029 mm. lange, ovale O ie kugle med 
sin N. options, sit mørkt bruunsorte Pigment og sin farve- 
løse Lindse i) (Tab. XIII. f. 8.). 

I Roden af Rinophorets Huulhed fandtes et lille, næsten 
kuglerundt Ganglie med flere, fra sammes øverste Deel ud- 
springende Nerver, af hvilke enkelte saaes ligesom ganglionært 
opsvulmede ved Roden. I disse Nerver, saavelsom i deels 
kugleformede, deels nervelignende Vedhæng fandtes en stor 
Mængde smaa (0,005—0,01 mm.) cellelignende Legemer, der 
sandsynligviis tjene Lugte sandsen. Iøvrigt lode disse mærke- 
lige Structuriorhold sig ikke noiere bestemme paa Grund af 
det indskrænkede Materiale. 

HUDBEDÆKNINGEN, BINDE-, MUSKELVÆV. 

En særlig Hududvikling paa Ryggen, der kunde gjøre 
Fordring paa Benævnelsen Kappe (Cuv.), forekommer egenligt 



1 ) I Nærheden af det ene Øie fandtes en flad, rundagtig-oval 
Skive af næsten ganske lignende Storrelse eller kun lidt 
mindre og med Spor til en coucentrisk Stribning. Muligviis 
var dette en Otolith , og samme traadt ud af en ved Siden 
af Oiet paa lignende Maade som hos mange Heteropoder 
liggende Øre blære. 

Hos andre Pleurophyllidier har Forf. imidlertid fundet Oreblæren 
paa sædvanligt Sted ved Overgangen af Hjerne- i Fodgangliet, 
og han kan derfor ikke fornegte en Tvivl om Rigtigheden af 
nysnævnte Iagttagelse. 

2 ) Saml. R. Leuckart, iib. die Morphologie der wirbellosen Thiere. 

1848. p. 126. 
Huxley, on the morphology of the cephalous mollusca. 
Philos. Trans. 1853 (Vol. 143. part. 1). p. 45, 49. 



500 

ikke hos denne saalidt som hos beslægtede Grupper af »Nøgen- 
gjællede«. Den Deel, der hos tbrskjellige Undersøgere af 
saadanne fungerer under denne Benævnelse, er hele Ryg- 
beklædningen med sin bræmmeagtigt fremstaaende Rand. 

Paa Legemets Overflade bemærkedes hist og her Rester 
af et Lag Epithelialceller (Cylinder - Epithel.) Under 
Epitheliallaget sees, idetmindste paa de mere mørktfarvede 
Steder, spredte eller i Grupper samlede, men i det Hele 
sparsomt tilstedeværende, guulladne, eller mørkere, meget 
smaa, uregelmæssigt kantede Pigmentkorn. Stærkt udviklet 
optræder Pigmentet kun i de ovenfor nævnte sorte Pletter, 
men her paa en heelt anden Maade, for den største Deel 
bundet til ganske egne cellelignende, dobbelt- contourerede 
Legemer, der paa de forskjelligste Maader ere forbundne til 
forskjelligt lange, stavdannede, vinkelbøiede eller bølgedannede, 
cylindriske Organer af sædvanligviis 0,005—0,007 mm. Diam. 
Disse i og for sig kun svagt guulladne Legemer (Tavle XIII. 
f. 10) laae tæt sammentrængte oven paa hverandre og frem- 
bragte ved deres Masse den sorte Farve af Pletterne; de svarede 
øiensynligt til de hos Dorider (Tavle XIII. fig. 11) og andre 
nøgne Mollusker forekommende Spiculae 1 ). De saaes kun 



L ) Disse Naale (Spiculae) have længe været bekjendte fra Spon- 
gierne og ere især i nyere Tid fundne hos forskjellige Alcyonier 
(Nephtya, Spongodes, Paralcyonium.) Deres Tilstedeværelse og.saa 
hos Molluskerne blev forst paaviist af Gray (Ann. mgz. n. h. XVII. 
[184G.] p. 70 [uden Figur]) hos Phyllidierne, senere ere de af Loven 
(Vet. Ak. Handl, før 1839. 1841. t. II. p. 232.) samt Hane. og Embleton 
(Ph. Tr. 1852. II. p. 243.) iagttagne hos Doriderne. Paa den 
anden Side er det oftere, senest især af Alder og Hancock 
(Monogr. part VII. [1855.] p. 303.) udhævet, at Pleurophyllidieme 
i Modsætning til Phyllidierne skulde mangle Naale. Jeg har 
imidlertid kunnet paavise Tilstedeværelsen af saadanne hos det 
ikke ganske ringe Antal Pleurophyllidier , som jeg har havt 
Ledighed til at undersoge. Naalene udmærke sig kun fra de 
colossale hos Phyllidierne ved deres særdeles ringe Størrelse 
og ved at være tilstede i meget ringe Mængde. Ogsaa hos 
Dendronotus arborescens forekomme lignende Legemer af 
0,016 — 0,025 mm. Længde, af usædvanligt stærk guulladen Farve 
og i det Hele temmelig stærkt udviklede. Alle disse Legemer 
synes ikke at indeholde Kalk, snarere maaskee Silicater, og 
ere vel at opfatte som omdannede Bindevævsceller. 



501 



tydeligt udviklede i de omtalte sorte Pletter. De brusede 
ikke ved Syrer (Salpetersyre), bleve heller neppe klarere 
derved, hvilket derimod skete ved Tilsætning af kaustiske 
Alealier. Disse Spiculae manglede vel ikke fuldstændigt paa 
de andre Legemsdele, men forekom idetmindste meget sparsomt. 
Selve Huden bestod af runde eller aflange, større eller mindre 
Grupper af Bindevævsceller, mellem hvilke der skød sig 
tyndere og tykkere Muskelbaand ind (Tavle XIII. tig. 9.) 

I Kapperanden saaes, som ovenfor anført, fine Aabninger, 
som førte ind i Nel de sække, der naaede ind gjennem Huden 
og det subeutane Muskellag. Disse Sække fandtes fyldte 
med Neldefiim (Tavle XIII. fig. 30), der vare svagt guul- 
ladne, af meget vexlende Længde, der fra 0,076 gik op til 
0,2 mm. 1 ). 

Under, men uadskilleligt forbunden med Huden findes 
det subeutane Muskellag. Det viser sig som tætliggende 
paalangsløbende Traade og ulige tykke Bundter af Traade, 
der krydses af andre med Tvær- og Skraaretning. Paa de 
forskjellige Legemsdele er hele dette Muskellag af meget 
forskjellig Tykkelse, tykkest, som det synes, paa Ryggen. 
— Paa sidstnævnte Sted saaes desuden Knipper stige lodret 
op gjennem Kappens Tykkelse og tabe sig ud i Huden. 
Længdelaget fandtes ind mod Peritonaealhinden hist og her 
krydset af Fortsættelser af de tykke Muskelstrænge, som fra 
Bugfladen stege op langs Siderne og bredte sig vifteformet 
ud paa Undersiden af Ryggen heelt hen til Midtlinien, idet 
de bagtil ved Siderne af hinanden liggende Strænge med 
Enderne krydses. Det underste Lag af Ryggens subeutane 
Muskellag er paa sine Steder saa stærkt udviklet, at det 
næsten fremtræder som en egen Muskel (M. lougitudinalis 
dorsi.) 1 Egnen af Gjællerne fremtræde de paatværsløbende 
Elementer ogsaa meget stærkt udviklede og danne her ligesom 
en egen Muskel (M. transversus s. respiratorius), der fortil 
støder til det forreste Peritonaeal-Dissepiment. — Hudmuskel- 



l ) Srul. R.Bergh, om Forek. af Neldefiim hos Mollusker. Naturh. 
Foren. vdsk. Medd. for 1860. p. 330. 



502 



laget i Siderne af Kroppen l