Nordiske fortids sagaer

Google

This is a digital copy of a book that was preserved for generations on library shelves before it was carefully scanned by Google as part of a project
to make the world's books discoverable online.

It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject
to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books
are our gateways to the past, representing a wealth of history, culture and knowledge that's often difficult to discover.

Marks, notations and other marginalia present in the original volume will appear in this file - a reminder of this book's long journey from the
publisher to a library and finally to you.

Usage guidelines

Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Public domain books belong to the
public and we are merely their custodians. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing this resource, we have taken steps to
prevent abuse by commercial parties, including placing technical restrictions on automated querying.

We also ask that you:

+ Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individuals, and we request that you use these files for
personal, non-commercial purposes.

+ Refrain from automated querying Do not send automated queries of any sort to Google's system: If you are conducting research on machine
translation, optical character recognition or other areas where access to a large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the
use of public domain materials for these purposes and may be able to help.

+ Maintain attribution The Google "watermark” you see on each file is essential for informing people about this project and helping them find
additional materials through Google Book Search. Please do not remove it.

+ Keep it legal Whatever your use, remember that you are responsible for ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just
because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other
countries. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can't offer guidance on whether any specific use of
any specific book is allowed. Please do not assume that a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner
anywhere in the world. Copyright infringement liability can be quite severe.

About Google Book Search

Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps readers
discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. You can search through the full text of this book on the web

alhttnr //books 00018 .scom/

Digitized by Google

&

Osiovm —*8*

ig

General Library System
Unvarzity of Wisconsin - Madison
728 Siuie Street

Madison V
U.S.A.

Digitized by Google

J ork (er BA

Nordiffe Fortids Sagaen

Tredie Bind. ie gl

bon

LÆ

.
i
'
.
'
—

SW
. Fi ø
« 4
1 z *
* K
ø 4 W ”
.
Cd
ig '
-
'
.
å v .
AM
å k 1
kj *
* 1
(|
ig -
- … 9
* * * Ea |
* Fa
'
J i — — 2
1 NH J
ER å
J
i ' z
” 3
- J *
2
- i '
*

Nordiſte Fortids Sagaer,

efter

-

den udgione islandffe
æller gamle nordiſke Grundſtrift
ober ſatte

| af .
— €. C. Kafn, P. D.,

Profesſor, Ridder af Dannebroge og Nordſtjernen, Secretair i det stongr.

nordiſte Oldſtrift Gelfab, Medlem af den Kongl. Commisſion til Old⸗
fagers Opbevaring, Wresſsmedlem af de engelſte Antiqvarers Gelffab i
London, det Kongl. irlandfte Akademi i Anblin, det Kongl. nederlande
Literafur : Eelftab i Brüſſel, ordentligt eller correſponderende Medlem
af det ftandinavifte Literatur⸗GSelſtab, det Kongl. ſpenſte Vitterhets:
Akademi, det Konyl. Gelffab for Skandinaviens Hiſtorie i Gkokholm,
Det Kongl. Bohmiſte Videnſtabers⸗Selfkab i Prag, Videnſtabers⸗Inſti⸗
tuterne i Amſterdam og Washington, def Kongl. franfſke antigvariſte og
det geographiſke Selſtab i Patis, det amerikanſte philoſophiſte Selſtab
i Philadelphia, på adftilige andre lærde Gamfund.

3

Tredie Bind.

— — SER

* v
BER: 2 sé *

dåd

Kjøbenhavn. ——

Trykt hos Andreas Seidelin,
Hof: og Univerſitets⸗Bogtrykker.

ba så

i 1830.

dn i
lg 1 ; . |
i -
he i |
i I
3 ,
ig
.
AJ
i ”
v i 1 i É
å '
— LJ
2 i ek i i |
« É i |
i i |
U * |
” *
4 |
⸗ — — —
x Én : å
I
* i i |
I
- + i |
Å |
i i
i
' 4
— |
i
i U
-
*
—
—F |
- S |
j — — og — ne: å
, k '
*
—
—
* 1 *
—
*
*
FA i
i . '
AM
- ig i
— -
.
= *
* -
.
: i
.
- *
*
é i i
* EH
s J
* 1 SE — 2 4. MK |
I
NU
i I
*
—
Rø — 22 *
1 3* i p J
i i
.
E i Å —— i
ne i
u i |
. , ; i . ' |
r
n |
. ,
ls i |
hs —
— J |
i KA
+
' *F Cir ks ———
-
ba A
, y * i
' ' t EJ d
.
i I
J i Fj , J
*
* — i '
.
' -
,
å * — J
rd ;
i . . | |
Ås
+ i a J
& — — F
⸗
J * i: å . . i
4—
— — 8 e + z
—
1 så i 4 i, . på FÅ —
-
$ Ø + NH e e ke: . + 4
… € .
*
ø
É i .
bd —
* CJ

Generel! Library System En

University of Wisconsir —
n81 * ĩ
| 728 Stata Sirget Madison
MRS, —— VVI 53706-1494 i |

æ —

JAN —— 427.

— B. Akdåersen

BUSI
N82

— — — InmnmnI ——— — —

⸗⸗

Fortale.

1 å
TD DE SEE

U

Da, ſom har Lyſt til af Fjende de markelige Begiven⸗

heder, der ere ſtete i fordums Tider, han har to Ting

at iagttage; førft at fpørge om det, ſom han ikke til

forn kjender; dernæft at. fæfte fig det i Minde. Men
for at gjøre fig bekjendt med fange og ubekſendte Cas

gaer, maa man have dem optegnede, thi fun ſaaledes

holde de fig i tro og barigt Minde, Nærværende Saga,

ſom er een af de ſtorſte, der have været ſtrevne i det

tydſte Tungemaal, indeholder Fortallinger om Kong

Didrik. og. hans Kæmper, Sigurd Fafnersbane og Nifs

fungerne, Vilfinamændene, Rusſerne og Hunnerne,
pg om mange andre Konger, og Kæmper, fom hore til

denne Sagnkreds. Sagaen tager fin Begyndelfe ft:

Apulien, og vender fig derpaa imod Norden til Lun

bardiet, Venedig, Svaben, Thyrningeland, Ungarn,

Polen, Rusland, Vindland, Danmark og Gverrig;
den gaaer over hele Sarxland og Frankland, ja ſtrekker
ſig ogſaa veſterud til Valland og Spanien. Over alle

disſfe Lande gaae Begivenhederne i denne Saga, der

fra Begyndelfen til Enden. handler om de vælbige Be
drifter, hine Mænd i de her opregnede Lande have ub⸗ Fe
Mordiſte FortidssGagaer, 3die Bind. „A—

k 0 Al

2

ført. De Danſte og Svenſte vide at "fortælle mange
Sagn herom, og nogle af disfe have de endog overført
i dereg Kvad til fornemme Mænds Morſtab. Hos
dem fvædes endnu mange Viſer, fom for rum Tid ſiden
ere blevne forfattede efter denne Saga. Nordmændene .
have. og behandlet en Deel af Sagaen Begivenheder,
tildeels ogfaa i Koad, hvori fortælleg om Sigurd Faf⸗
nersbane, Volfungerne og Niflungerne, Velent Smed
og hans Broder Egil og om Kong Nidung. Om nu
"gen og anden Forſtjellighed paa enkelte Steder kan
være indlaben i Mænds Navne og Handelſer, faa und⸗
" fylde man det med, at; uagtet Tildragelſerne ere de
felø ſamme, Fortællingen dog grunder fig van faa
mange forſtjellige Beretninger. Sagaen er ſammenſat
efter tydſte Mends Sagn, og grunder ſig for en Deel
paa de Kvad, fom vare beſtemte tilat more Hov dinger
med, og ſom bleve digtede for rum Tid ſiden ſtrax efter
Begivenhederne. Lg om du end vil tage en Mand ud
"af hver Borg i hele Saxland; de ville. dog alfe fortælle
dig: Sagaen omtrent paa ſamme Maade, hvortil deres
gamle Viſer hjælpe den. Disſe deres Kvad. ere for⸗
fattede i den Verſeart, ſom er brugelig i vore Maal.
Yfølge Digtemaaden overdrives ſtundum Fortællingen ;
faaledeg ſiges den at være den tapreſte, om hvem og
hvis ZEtmænd man da fortæller; ligeledes naar Mane
defafd beſtrives, bruges der ogſaa at ſige, at Trop⸗
perne falde, naar de ppperſte for beromte Mænd ere
faldne; men det maa man forſtaae paa den Baade, af
hefe Tabet beroer paa Hobdingernes Fald, efterfom
ingen ere deres — „ligeſom ogſaa Halfred
ger: am . | i

Ode bleve ved Drottens
Død de nordiſte Lande;
Freden ved den fagre
Tryggveſons Fald forſtyrret.

Her ftal det ikke forſtaaes lige efter Ordene, at
de nordiſte Lande bleve obe, om end Olaf var falden;
men det ſagde Skjalden til Kongens Berommelſe, at
der ikke var ſaadan Mand mere her i Norden, fom
Olaf Tryggveſen. Saalunde vil der og gane ſtort
Ravnkundigheds Rygte i alle Lande, faa vidt ſom
denne Saga kommer, af de ſtore Bedrifter, ſom Kong
Didrik og hans Kamper og andre hans Samtidige have

” udført; de nemlig; fom vare de forſte Høvdinger, der

raadede over Landene, og hvis Navne baade.de dem.

undergivne Folkeferd og deres Rtmend eudun den
Dag i Dag bære. Egå

Denne Saga blev forſt ilden omtrent ved
Kong Konſtantin den Stores Dod. Denne Konge
havde, ſom vi vide, naſten kriſtnet hele Verden , men

ſtrax efter hans Endeligt led Kriftendommen et betyde⸗

Sigt Skaar, og Bifdfarelfer tiltoge pan mange Maader.
Derfor findes der heller ikke i den forſte Deet af Gar
gaen nogen, ſom havde den rette Tro. Ikke deſto
mindre troede de dog paa een fand Gud, ved Hvis
Navn de fvore og gjorde deres Lofter. Der vare i den:
Tid: mange flere Konger end Didrik, uagtet Sagaen
dog meeſt dreier fig om hans Bedrifter. -Det er de
fleftes Sagn, at i de forſte Tider efter Noa Vandflod
vare Folk faa ſtore og ſterke ſom Riſer, og opnaaede
mange Menneſters Alder; men det varede et lenge, for

Tolk bleve mindre; fan at der var fjelden een af bude
A 2.

4

drede, der opnaaede ſine Forfædres Storrelſe og Lebe⸗

"tid. Men uagtet Folk bleve mindre, aftog dog hvers

ken deres Stridslyſt eller Begjerlighed efter Gods og

Berommelſe, hvorved der opſtode ſtore Kampe. Ofte
hendtes det, ar en ſterk Mand havde faa fvær en Hjelm
og Brynje, faa hverken Jern eller andet Vaaben bed
derpaa, og fom almindelig Mand ikke havde Kræfter
til at løfte fra Jorden, og at han tidige førte. et til
hans Styrke i Haardhed og Skarphed pasfendeS værd,
faa at ſaadan Mand ofte ene med fine Vaaben fældte
hundrede almindelige Mand; og om hang Sværd end

ikke bed paa de mødende. Vaaben, . fan hug han dog faa

haardt-til, at fmæfre Been og tynde Lægge ikke kunde

" holde det ud. Paa den anden Side maa man ei heler

anſte det for underligt, om den almindelige Mand ikke
funde med fine ringe Kræfter ſonderhugge en ˖ſtark
Mands Lemmer eller Vaaben, ſom han ikke engang
mægtede af bære. Kong Didrik og hans Kæmper les.
vede længe efter den Tid, da Menneſtkenes Kræfter bes
gyndte at aftage, og der vare ikkun faa i hvert Land,
der havde beholdt deres: Forfedres Styrke. Men ef

. terfom nu de ſtæerkeſte Mænd ſamledes i et ikke ringe
Antal i een Stad, og enhver af dem havde fortrinlige.

Vaaben, der bede Jern faa fet ſom Kjod, faa maa
man iffe undre over, at fvage Smaamenneſters Trop

har maattet vige Pladſen for dem. Og tør man heller

ikke tvivle om, af de Gamles Sværd bede Jern, efs
terſom de bleve førte med faa ſtor Styrke; faa meget
mindre, fom der endnu gjores Sværd, der ikke blive
fløve, om man end hugger Jern med dem. Ethvert
Fraſagn vil vife, "at alle: ikke have været af ſamme

AJ y
*
— ——— ——— —— —— — —

5
Natur: ſomme berommes for Viisdom, fomme for
Styrke eller Tapperhed eller noget Slags. Fardighed
eller Lykke, ſaaſnart der opftaaer en Saga om dem.

En anden. Fortællingsmaade er den, at omtale
de forſtjellige Tidsomſtiftninger og de vidunderlige
Ting, ſom paa mange Maader ere flete i Verden. Hvad
der i eet Land er almindeligt, holdes i et andet for
underligt; derfor falder en Tosſe ofte i Forundring,
naar der fortælles Ting; han ei tilforn far hørt.
Men den Mand; fom er viis, og fjender mange lig⸗
nende Begivenheder, ham forekommer det ei underligt,
efterfom han fan begribe Sagens Beffaffenhed. Faa
anſee fig faa erfarne, af de blet ville troe det, ſom de
felv have feet. Men ſomme ere i den Grad. blottede
for Forſtand, at de ikke engang kunne indfee det, fom
de nylig have feet eller hørt, faa godt ſom vife Mænd,
der allene have det af Rygtet; og, naar nu nogen Tid
forlober da er det for den Uforſtandige, ſom Gan als
deles ikke havde. høre det.”

Mytten af at Fjende Sagaer om — Mend
viſer fig ifær bed, at de fremſtille for vort Blik efter⸗
. lignelſes verdige Moenſtere af mandige Foretagender og
vældige Bedrifter, da man derimod ved Efterladenhed
i Saga⸗Kundſtab let udfætter fig for at ſloves og dra⸗
ges bort fil onde Sjerninger; og ſaaledes hjælpe de
dem, fom rigtig ville forfaae dem, til at adſtille Godt
fra Ondt. Ogſaa til vor Fornsielfe bidrage de; og
alle ere enige i, at eet Menneſte ved en Sagas For:
tælling fan underholde mange i lang Tid. De flefte.
Morftabslege-udføres iffe uden Arbeide, ſomme endog
ikke uden ſtore Omkoſtninger; en Deel kunne iffe

4 —

6 | | F

komme i Stand, uden et ſtort Antal Menneſter for⸗
ſamle fig. til dette Hiemed; ſomme Lege afgive ikkun
faa Menneſter Morftab, og vare desuden kun en fort
Tid, andre Lege igjen udfætte ofte Folk for Livsfare;
men ganfte anderledes forholder det fig med den Skjenit
” og Morftab; Sagaer pg Kvad forffaffe; den koſter
intet, og fætter ikke Menneſters Liv-i Vove; her fan og
tet Menneſte forlyſte mange, ſom kunne hore paa hans
Fortælling, og om der end kun ere faa tilſtede, kan
deg dette Slags Morſtab ligefuldt iderkſettes; det
lader ſig ogſaa lige godt udføre, hoad enten det er Dag
eller Rat, Hvad enten fyft eller morkt.

Men det er uforfandigt, at falde det Løgn, ſom
man iffe har feet efter hørt, da man dog ikke veed nos
get Sandere af berette om flige Bedrifter. Viſeligt
er det derimod, at tænfe over. det man hører, for man.

forfmaaer og foragter det. Kan det nu vel hænde fig,
at een og anden, fom hører disfe Fortællinger, vil finde,
at Sagaens valdige Bedrifter og Storvarker ikke pasſe
med haus Værd, og desaarſag forſmaae Fortællingen; -
men ſaadan gen. maa dog, om fan nu end falder i
Forundring over alle de Fuldkommenheder, hvori de
her omtalte Mænd bave overgaaet andre, fænfe paa;
at man ei fan fige faa meget om diéfe eller andre For⸗
frin, af den afmægtige Gud jo kunde have givet dem

alt dette. og endda Hælvten til, om han vilde.

*

Her begynder Sagaen om Kong Didrik
af Bern og hang Kæmper.

Førfte Fortælling.
Om Kong Samfon i Salerne.

QOortæltingen begynder her med en Ridder, ſom var

født i Staden Salerne. Der regførede paa den Tid
én mægtig Jarl, fom hed Rodgeir; hang Broder hed
Brunſteen. Jarlen havde en Datter, ved Navn Hils
defvid, den deiligfte Mo man kunde fee for fine Sine,
og meget færdig i-alle de Sysler, der hædre Kjønnet.
Hun havde fin Faders fulde Kjærlighed. . Hendes
Skjonhed og Anſtand, Blidhed og beſtedne Vaſen,
ſom ogſaa hendes Færdighed i kunſtige Sysler vandt.
hende alles Hjerter. Ridderen hed Samſon, den
taprefte og fortrinligfte af fine Jovnlige. Sort form
Beg var hang Haar og Skag, og begge hang ned i
fide Lokker; i fin Vært lignede han aldeles en Riſe,
naar det undtages, at-hans Lægge og Lemmer ei vare:
ſaa flet formede, men i Forhed og Kræfter ſtod han
ikke tilbage for den ſterkeſte Nife; han havde et langt
bredt Anſigt, et morkt og barſt Aaſyn; et heelt Grand

8 J Didrik af Berns — 1 €.

var imellem hans Mine, og over dem fjvælvede fø, lig
tvende forte Krager, de tykke mrke Bryn. Mork⸗
laden var han, dog den anſeeligſte Kæmpe; for vat
hans Hals, brede og tyffe hans Skuldre, Armene
føre og fan haarde at føle paa ſom Stokke og Steen;
fang Haand var ſmuk, Fingrene fmidige og vel dans
nede. Uagtet den ftærfe Bygning befad han dog baade
Fardighed i at ride Heſt og udføre alſtens Lege, ſaavel
de der fordre Hurtighed, ſom de hvor Styrken gjør

Upſlaget, faa at han i Legems Fuldkommenheder var fin

Tids Ypperſte. Han havde noget Skarpt i fit Dig,

dog var han blid og nedladende mod alle, ſaavel Rige

fom Fattige, faa åt Han fdarede den ringefte Mand
med en glad Mine, og enhver, fan maatte være nok

” faa fattig, havde ligefuidt Adgang til hang Agtelfe
, Dan bar viis og ſtarpſindig ; derhos forſigtig; ligeledes

velvillig og gavmild, fan at han mod fine Venner
hverken fparede fine Eiendomme elfer fin Biſtand, om

de end vare ſtadte i fan for Nød og Livsfare, at en⸗
hver anden havde fadet fig afſtrekke. Ofte holde. han

"Træfninger og Enekampe, ene mod mange, men aldrig

gif han bort af Striden uden ſom Seierherre. Alle
hans Løfter maatte ſtaae fuldt og faſt, hvad enten han
havde lovet det Onde eller Gode; og havde: han engang
taget en Beflatning, da aflod han ikke, før den. var
fuldbyrdet, enten det faa holde let eler vanſteligt; og
faa urokkelig var han heri, at han, hellere end bryde

fit Løfte, gif i Døden. Wed alt dette blev han navns

kundig, og vandt fine Venners og Bekjendteres fulde

Hengivenhed; hans Fjender derimod ſtjelvede, ſaa⸗

ſnart de blot hørte hans Navn. Aldrig roſte han fig

2C. Didrik af Berns Saga. E "9

af. nogen Stordaad, men naar andre prifte hans vel⸗
dige Bedrifter, faa hørte han vel derpaa, men talte.
ingenſinde felv derom. Han tjente Rodgeir Jarl vel,
og blev igjen hadret af ham efter. Fortjeneſte. Samſon
fattede en heftig. Kjærlighed til Jarlens Datter Hil⸗

deſvid, og faa vidt kom det omfider, at han beſluttede |
af. binde hendes Sjenfjærlighed, hvad enten det —
med det Gode eller Onde.

2.. Det hændte fig nu en Dag, ſom Saren ſad
ved Bordet, og Ridder Samfon juſt var tilſtede, at
- han lagde nogle af de bedſte Retter paa to forgyldte
Solofade til fin Datter Hildefvid. Samſon var ſtrax
ved Haanden, tog imod Fadene, og bar eet i hver
Haand hoit .i Veiret, og gik ſaaledes, fulgt af fin
Svend, til Hildefvid. uGaÉ og tag min Heſt,“ ſagde
" han til Svenden, „ſamt alle mine Vaaben og bedſte
… SKlenodier, og hold dette færdigt, til jeg gaaer nd af
… denne Gaard. " Samſon gik derpaa ind i Gaarden,
og bod Porfneren oplukke Kaftellet. Saa ſtete, og
han gif op i det hoieſte Taarn, hvor Jarlens Datter

ſad, omgivet af faa Kvinder, ved Maaltidet. Han .

gif lige til hende, boiede ſig, og fagde: Bær hilfet
Jomfru, og J alle tiſſammen!“ De modtoge ham vel,
- og. Gade ham fpife og drikke med ſig. Han gjorde faa,
og berettede med det ſamme Hifdefvid ſit WÆrende
Saafnart nu Bordet var taget bort, tog Gun fine -
bedſte Klenodier, og fagde derpaa grædende til fine
Kvinder: «Her er nu Ridder Samſon kommen, og vil
bortføre mig uden min Faders og mine Franders Villie.
Men hvorlunde ſtulle vi forhindre ham det! thi om
her end vare hundrede fuldtvæbnede Riddere, faa vil.

10 Didrik af Bens Saga. 3C.

fan dog kunne bortføre; hvad han lyſter; derfor tog
jeg. nu mine Klenodier og bedſte Klæder fil mig, hoor⸗
Del min Skam er paa det hoieſte, bed ſaaledes at fare
bort med en Mand, og ſtilles fra Fader, Frænder og
trofafte Venner, fra Hæder og Nige. Dog beder jeg
eder, at J holde det ſtjult for min Fader, faalænge
ſom mueligt; thi jeg veed, at han forfølger os, ſaa⸗
fnart han underrettes herom, og fulde de da traffes,
da er Ridder Samſon faa dygtig én Krigsmand og
vældig en Kæmpe, at, før han fader fis Liv, vilde jeg
fane at fee mangen Mand ſonderhugget, mange brudte
Skjolde og blodige Brynjer, og mange Frender og —

Wenner hovedloſe at ſtyrte til Jorden”

3. Ridder Samſon fatte nu Jarlens —
paa ſin Arm, og bar hende ud af Kaſtellet, men. alle.
Kvinderne. bleve grædende tilbage. Udenfor Gaarden
holdt Svenden med fo Hefte, den ene fadlet, den an⸗
den belesſet med deres Koſtbarheder. Samſon væbs
nede fig, og fprang paa Heſten, tog derpaa fin Frue,
fatte hende paa fit Knæ, og red ſaaledes fang Vei bore
fra Borgen, og ſtandſede ikke, far han havde naaet
en flor og ubeboet Skov. Der byggede han et Huus,

fom i fang Tid tjente dem til Bolig. Forſt mange
- Dage efter ſpurgte Rodgeir Jarl, at hang Datter var

bortfort, hvo der havde gjort det, og hvorlunde det var

tilgaaget. Han græmmede fig til ft Inderſte, og fade”
ingen Udveie til at fane fin Harme hevnet. Imidlertid
lod han Ridder Samſons Gaard brænde, tilkjendte fig
alle hans Kvæg og Ciendomme/ gjorde ham felv land⸗
flygtig fra hele fie Rige, og bod alle fine Mænd dræbe
ham, om de det formaaede. Saafnart' Samſon

3 €, Diidrik af Berns Saga. ET

ſpurgte, at han var gjort landflygtig og fredlss, ved
han ftrar bort fra Skoven ligetil Jarlens Gaarde,

. brændte dem, og”dræbte baade Folk og Fæ, men alle

de, ſom kunde komme afſted dermed, toge Flugten.

"Gom fan nu vendte om igjen, kom Rodgeir Jarl

imdd fam med tesfindstyve Mand, men ſaaſnart fan
blev dette vaer, dreiede han fin Heft, gav den af Spo⸗

rerne, og ved djærvt igjennem deres Rakker, fpændte

e

faa fin Hjelm og Brynje faft, fatte fit Skjold og Spyd
frem, og borede i det forfte Stad ſit Spyd i Bryſtet
pan cen af Jarlens Niddere, ſaa af det trængte igjens
gem Brynjen og ud igjen mellem Skuldrene, og Rid⸗
deren ſtyrtede død langt bort paa Valen. J det Tamme
traf han ſit Sværd ud af Skeden; det var baade haardt
og bredt og -et fortrinligt Vaaben. Med det. førge

Hug "ramte han Jarlens Bannerfører i den venſtre

Gkulder, faa at Sværdet gik tvært. igjennem Brynje
ig Bug, og hvert Stykke af Kroppen falde til ſin Side
af Jorden; ogſaa Bannerſtangen gif fønder, faa Ban⸗
neret faldt. Dernaſt hug han til hoire Gide en Ridder
i Ryggen otzenfor Gadelbuen;. Manden med. famt .
Brynjen klovedes midt over, faa han faldt i to Stykker

til Jorden. Endelig hug fan felve Jarlen i Halſen,

faa Brynjen gif ſonder, og Heſtens Hoved i ſamme
Hug gif af, og alt faldt paa cen Gang dødt tif Jorden,
ſaavel Jarl ſom Heſt. Det varede faaledes kun foie
Stund, inden han havde. dræbe. femten Riddere; og
da var. vel. hans Hjelmſtygge, Waabenkjole og Silke⸗

Gadelflæde afhuggede, men heel var endnu baade hang

Hjelm og Brynje, og Heſten var: heller ikke ſaaret.
Da flyede alle Ridderne, og holdet den fig for heldigſt,

de N

122 DibriÉ af. Berns Saga, å C.-

ſom var den førfte paa Flugten. Ridder Samfon ved
derpaa til Skoven, hvor han traf fin Frue, og dva⸗
lede der en Stund. Men da Nidderne kom tilbage. til |
Salerne, fortalte. de, hvorlunde Jarlen og med Gam
femten Riddere vare. dræbte, og hvo der havde ud⸗
ført dette Verk. NU var altſaa Selerniebors uden
Hovding.
4. Saume Dag lod Rorgeir Sar —

Brunſteen ſtevne til Thinge og fig ſelv udnævne til

Konge over hele. det. Rige, Jarlen Havde beſiddet.
Fan red .dernæft i mange Dage omkring med ſtort
Folge, af dede efter Nidder Samfon , men denne red
flere Gange uforfærdet til Kongens Gaard, opbrændte
en ſtor Deel af; hans Gods, og dræbte mange Meus
neffer. Allerede havde denne: Ufred varet ved i to.
Når; da red. Kongen engang; i Følge af hundrede
Riddere, ud for at opføge.Samfon. . Om Aftenen
kom han:til. et ved en Son beliggende Kaſtel, Hvor
han agtede at obernatte. Did; fom Ridder Samſon
ganſte ene ved Midnatstide, og traf Kaſtellet lukket
og: Vagten i Søvn. Han udtankte nu fin Plan, ſteg
af Heſten, og bandt den. Tat ved Kaſtellet laae der
juſt en lile Torp, Hvor der boede fattige Folk; der gik
han ben, fTaffede fig Ild, og gif ind i.et Huus, hvori
han fiden ſtak Ild; han tog derpaa en luende Brand
» og ſted den op i Kaſtellet. Ru flod hvert Huus i lys
Lue, hvorved Vagtmendene vaagnede, ſprang üſomt
op, og blæfte i Lurerne, til Tegn. paa af der var Ufred
for Haanden. Enhøer, fom -vaaguede, greb fine |
Klader og Vaaben, og den ene ſtyndte nu den auden
til at tage Flugten. Krigsrygtet kom ogſaa ſtrax ind

-

é

4 C. - Dibdrif af Vernes Saga. 13

for Kongen, ſom paa det hurtigſte iforte fig ſine Kleder

og Vaaben, ſpraug paa Heſten, og ilte, ledſaget af
ſer Riddere, ud af Kaſtellet. Med dette Folge ſtyndte

han fig ad. Skoven til, og alfe troede, at det. havde
været en heel Krigshær,. der havde, brændt Kaſtellet,
efterfom der var megen Ludtrgang'og:Vaaben&rag at
hørg hele Natten, ſtjont det dog egentlig: var dem ſels,
der indbyrdes ſtrakkede hinanden. Ogſaa alle de svrige

. flyede, ſomme til Heſt, ſomme fil. Fods, nogle i Vaa⸗

ben andre derimod vaabenlsſe, ja næften'uden Klæder ;

" faa at Ridder. Gamfon i den Nat gjorde mangen Mand

Stam og. Gkade, og, før Dagen. brød frem; vare
mange. faldne for hans Haand. .. Kong Brunſteen red

lenge om i Skoven, indtil han endelig traf paa. et

Huus. Der var en Kvinde, fom Kongen ſtrax Fjeridte
at være hans Frenke Hildefvid. " Han, fpurgte, Hvi
hun: var der, og; Hvor hendes Elſter dar, og om fun
vilde fare med dem? „Herre!“ føarede han; „dette
lille Huus er mit Herberge, men Ridder Samſon red
bort ved Nattens Frenibrud, og, om J ikke er bleven
ham vaer, da veed jeg ikke, hvad Bei han har taget.
Men hoorlunde ér det tilgaget, at F er kommen hid

faa dybt ind i denne morke Skov, uden at fjende

Beien; hvorfor rider J om Natten, og hvor er eders
Natteherberge; og bet undrer mig meget, at J kom⸗
mer her fan tidlig; Solen faner nu forſt op i dette

Mieblit, men Ridder Samſon har ſagt mig, at man

behøver en halv Dag til at ride Sfoven, igjennem.“
„Du figer fandt, Frue!” føarede Kongen, det er vig
nof en underlig fang Vei; vi have nu redet. i denne
Skod Hele den forgangne Nat; i Gaaraftes:toge vi

4

Herberge i et Kaſtel „ men en frygtelig Raaben og Lure

t

«

44 Ditrit af Berns Saga. 4 C.

gang fra alle Kanter vakte og fnart, dg da bleve vi.

vare vi handrede Riddere, men da jeg red hid til denne
SÉov, hapvde jeg .ikfe flere end disſe fer tilbage; og
dog vide vi ikke, hveden Ufreden fom;” Derſom det
er faa, ſom mig aner,” føarede Fru. fikdefoid,. da
har Ridder. Samſon ene udført alt dette, ligeſom han
jævnlig tilforn har tilfølet eder SFade." Nei, dn er

eu Taabe,”.gjentog Kongen, ‚og kun flet underrettet,

om du vil paaſtaae, at Ridder Samſon ene har kunnet

brænde vort Kaſtel og gjøre al den Storm, ſom der

var; heller iffe kunde han paa sen Gang tude i tredive
Lurer. Tag nu hurtig dine Klæder, og far med og!
altfor flænge har du været her til Skam for dig og. dine

Srender.“ MNMei,“ foarede hun, eg vil ikke fare

med eder denneſinde, thi jeg feer, at J ſnart vil faae
noget at beſtille; Dreier eders Heſte, og ſparer dels,
ſom nu kommer at tale med eder.“ Da bleb Kongen

. va, af Samfon' red mod dem, og han dreiede da fin

Heſt. De ſtyrtede nu begge 158 paa hinanden; og blots

x gar, at hvert Huus flod i lys Lue. Da vi lagde 08) |

rede Sværdene; men Ridder Samſon hug til Song

Heſten. Det andet Slag gav han den næfte Ridder
over Arten, og klovede hans brynjekledte Bug, faa
at Sværdet fad faſt i Sadlen. Den tredie Ridder ſtak
fan tvært igjennem. Da fiyede de, fom vare tilbage,
men Nidder Samfon fatte efter dem, og lod ei af, før

Brunſteen, og klovede Hjelmen og Hovedet / faa at
Hugget gik ned i Axlerne, og Kongen ſtyrtede dod af

han havde dræbt dem alle, pad cen nær, ſom undkom

haardt faaret, Denne fom til Borgen, og havde da

WN

fk SEER Didrik af Berns Saga. … 15

vigtige Tidender at fortælle om Ridder Samfons og
” Kong Brunſteens Møde, og hvad Ende deres Ufred
- havde taget. Da forftode alle, at ingen Mand kunde
maale fig. med Ridder Gamfon. .

5. Ridder Samſon kom nå tilbage til fin Frue,
og tiltalte. hende ſaalunde: Altfor lang Tid har jeg
. været i Denne CÉov, og jeg vil ikke fænger holde mig
hev ſtjult for mine Ufenner. Tag nu dine Klæder og
- afte dine Koſtbarheder, og gjsr dig færdig!” " Saa
" gjorde hun. Derpaa tog han tre Heſte, lasſede dem
med Guld, Solv og alftens gode Klenodier; den fjerde
gav han Hildefvid at ride paa, og den femte beholdt
han for fig ſelv. Saaledes begave de fig nu paa Veien,
og fortfatte den igjennem Skoven. Da de næften
havde naaet Udkanten, kom tolv Mænd ridende imod
dem, fom havde ſtore Heſte, brede Gkjolde, blanke
Hielme og tykke Sppoſtafter; felv vare de ſtore, og rede
haardt frem. PWWo mon det være,” fågde Ridder

Samſon til fin Frue. Herren foarede hun, hvo

det er, veed jeg ikke, men det er vift, at de ride djærve
til; ſtulde I ikke kſende Dem?” Nei) dem ſelv kjen⸗
Der jeg ikke,“ foarede han, men det fan være, at
jeg Ejender deres Vaaben: den forſte Maud har et røde
" Otjold, hvori der ſtaaer en forghldt Løve; dette Marke
havde min Fader og hans Broder. Ditmar, og det ſamme
bærer ogſaa jeg i mit Skjold, hvoraf jeg veed, at det
er. mine Wtmænd.” Lg nu vare de komne til hinan⸗
den. Da fpurgte Nidder Samfon, 600 de vare, hove
den de kom, og hvorhen de agtede ſig? Lang Vei,”
… fvarede deres Hovding, have bi fabet, men dog venter
. jeg; at vi nn kunne vende om herfra, thi nu: fave st

⸗ U

hk 3

U

46 Dirrit af. Berns Saga. 6 C.

udføre vort Ærende, efterſom vi have fundet eder.
Vi have for fang Tid fiden ſpurgt, hvilfen Ufred der

var tilfsiet dig, hvilke mægtige Fjender du har haft

at fæmpe imod, og hvorlunde du blev affat fra din
Værdighed, og hadde ikkun fåa' Venner,. ſom kunde
ſtaae dig bi.” .LDOM jeg feer ret, ”- foarede Ridder
Samſon, da er du min Farbroder.“ Ja,“ fvarede
hin, jeg er din Farbroder Ditmar; mine to Sonner
ere ogſaa her med; og alle disſe ere dine Frænder.

Bi have nu reiſt fang Vei, for at opføge dig, da vi

vilde yde dig Hjælp, i hvad du agter at fage dig for.”
Da omfavnede Ridder Samſon fin Farbroder, og tak⸗
fede ham meget for hans gode Villie. '
6. De rede nu alle i Forening ud af Skoben
hen til en Borg, ſom Kong Brunſteen eiede. Borg⸗

. Beboerne bleve det ikke vaer, før de allerede vare komne

ind i Staden. Da mærkede de, at det var Ridder

Samſon, fom var. kommen der, han fom havde dræbt

Rodgeir Jarl og. Kong Brunſteen og mange andre
mægtige Hevdinger.- "De tænkte nu paa, hvilke Stor⸗
værfer han havde udført, og hvor drabelig en Mand
han i alle Henſeender var, ſamt at de ſeld nu vare

” uden høvding. De vifefte Mænd traadte derpaa ſam⸗

men, og ſaa falde. deres Beſlutning ud, at de vilde
indgaae Forlig med Ridder Samſon. Ifolge denne
Beſlutning gif de til ham med megen Xrbodighed uns

der talrigt Optog, og fraf ham og hans Mænd i en

.Hal, hvor han var tagen ind. Ridderne ginge nu for
Samſon, faldt paa Knæ for ham, og tilbede, at give

fig i hans Vold, og blive hans Undergivne: ,, Borgen

bilde de overgive ham; han ſtulde være deres Hevding.” |

-

é

76 DidriÉ af — Saga. | 47

Dette. Tilbud modtog Samſon, og bød dem ſtaae op.

Der blev nu ſtævnet til Thinge, og. paa dette Thing

toge Borgens Beboere fam til deres Hertug. |

7. Kort efter red Hertug Samſon ud af Borgen,
og méd ham fem hundrede Niddere!, Han red nu
hen til en anden Borg, ſom baade i Rigdom og Folke—
mængde overgif de flefte andre. Han affendte Mænd
til Borgen med det Forlangende, at Indbyggerne enten
fulde overgive Borgen, eller i andet Fald værge des
res Gods og Liv. - Men da de hørte dette, holdt forſt
Hobedsmendene Stævne, og Sagen blev dernæft fores
” Draget paa et almindeligt Møde; mén for man ſluttede
dette Møde, talte en Hovding længe og fnildelig ; han
begyndte Talen om Ridder Samfon fra dennes Barn:
” Dom, . dernæft talte han om, hvormange ſtore Gjers
"ninger han udførte i fine unge Aar, og fiden da han
blev Ridder, at han vandt Borg og Rige, holdt Ene⸗

kampe og Slag, ſamt hvorlunde han var mild og raſt,

Fjærlig mod fine Venner, men grum mod fine Uvenner,

" Hvor ſiandhaftig Han var i fine Beflutninger og Hvor:
ilde han havde gjengjeldt Rodgeir Jarl og Kong Bruns
fieen deres Ufred, Ja det funde de vente, at de ei
vilde kunne holde deres Borg for. hans. Hær, da faa
ſtore Hsvdinger ikke kunde holde dereg Liv for Gam:

allene: ..0g er det nu. mit Raad,” faa fluttede-han,
«åt vi modtage ham pan det bedſte.“ Da nu Hertug
Samſon kom til Borgen, vare alle Borgportene ops
luftede for ham, og han red ind i Staden med hele fin
Her. Dernæft blev der flævnet til et almindeligt

1) Ovdet Ridder brugtes I det gamle Sprog ogſaa til at be⸗

tegne Rytter i Almindelighed.
Nordiſte Fortide⸗Sagaer, 3die Bind, B

18 Didrit af Berns Saga. 8C.

Thing, paa hvilket Folket overgav ham Staden og
alle Aerreder og Kaſteller, ſom hørte til den, ja de
tilbøde endog, at give ham Kongenavu. - Herpag foas
rede han dog ſaalunde, at han ikke vilde hedde Konge,
heller et bære høiere Navn, end det han forud havde,
førend fan reifte fin Bannerſtang midt i Salerne. Sk
denne Borg dvælgde han nu fem Dage.

— 8. Da nu Hertug Samſon red ud af denne
Borg, havde han fo fufinde Riddere og desuden en
ſtor Mængde andre golf. Denne Hær fatte fan i Des
vegelſe ad den Bei, ſom gif til Salerne, og der var
nu ingen. Borg paa hans Vei, fom jo overgav fig tik
ham. Da fendte fan Bud til Salerne, og [od ſige
fin Beſlutning, at han vilde bemægtige fig Borgen;
hvad enten det vilde blive ham let eller vanſteligt, faa
at han heller vilde falde med hele fin Hær end ikke blive |
Borgens Eier. Ved denne Tidende bleve alle Indbyg⸗
gerne bedrovede, og holdt indbyrdes Moder med viſe
Mænd og Høvdinger; og der raadſloges mange Dage
om denne Sag, fer der blev taget faſt Beflutning i
den: Man fpurgte imidlertid, at Hertugen var nær,
hvorpaa hele Folket red ud af Borgen med Vaaben og
vaiende Bannere i pragtfulde Optog med alle Slags
Spil, baade Harper og Feiler, Giger og Trommer og
alſtens Lyſtighed, ſom man kunde finde paa. Da.
Borgmandene nu traf Hertugen og hans Har, ſtege
de af Heſtene, forſt de Fornemſte, ſtden alle Ridderne,
hvorpan de afgave den Erklæring: at de vilde overgive.
Staden og fig felv i hang Vold. Hertugen takkede
dem for deres Beredvillighed, hvorpaa de fulgte ham
ind i Borgen, og gave ham ſamme Dag Kongenavn,

s
!

*

9E, ” Didrif af Berns Saga. 149

og overdroge ham baade hele. Kaſtellet og Skatkam⸗
meret, ſom Kong Brunſteen havde eiet. Han ſendte.
nu Bud over hele det Rige, ſom forhen havde ſtaaet
under Kong Brunſteen, at alt Folket (fulde tjene ham.
og viſe ham Lydighed. Derefter ſtyrede Kong Samſon
fie. Rige en Stund. NERE i
9. Kongen — fortælles der, ved ſin Kone
Hildeſvbid en Søn, der hed Ermenrik. Han blev ved i
” fin Opvært baade ſtjon og ſterk, og havde fin Faders
falde Kjærlighed. Kong Samfon udvidede nu fe Rige
paa mange Maader, foer vidt og bredt omfring, og
underlagde, fig mange Lande vefter ud og flere Steder.
Han fik dernæft en anden Son, ſom efter Farbroderen
blev faldt Ditmar. Denne Son blev, da han vorte
til, ſtor og ſterk og mandig fom fin Fader, haard
før, forftandig og en djære Mand, der flægtede fin.
Fader paa. i Sindelag. Som nu Kong Samſon var
femmelig til Aarene, men hang Søn Ermenrik allerede
var voxen, Ditmar derimod tolv Vintre gammel,
hændte det Øg en Dag, at Kongen fad i fit Hoiſede,
og Ermenrik traadte frem for ham. Da talte Kongen
ſaalunde til ham; Ei dif jeg, af du tjener mig eller

auden Mand fænger; jeg vil nu. give dig Kongevalde

over. de tolv ſtorſte Borge i Spanien, ſom jeg har til⸗
vandet mig med mig eget Svard; og da fan. du ſelv
forøge dit Rige, thi, ſtjont jeg; hverken ſik Rige til
Gave. eller Aro, har jeg nu iffe Mangel derpaa

Men da hans yngſte Sen Ditmar hørte dette; gif han.

for Faderen og talte: Nu har du givet din Son Er⸗

menrik Kongevalde og et ſtort Rige, men lige tilt

Dag: bag jeg. faret. med dine Ridderſvende, og haft
B2

20 Didrik af Berns Saga. 40 C.

ſamme Anſeelſe ſom Gam Men nu har du ikke gjort
et ligeligt Skifte imellem os, og det fan du allene

gjøre godt igjen, om du vil give mig nogen Valde eller

Titel, efterdi du har gjort ham til faa for en Mand.“

Kongen hørte paa denne Tale, fvarede intet, men fas
fede et vredt Øie paa ham: Da han altſaa intet Svar
fil, gif han igjen tilbage.

10. Kong Gamfon fad nu i Heiſedet i fn for⸗
nemſte Hal. En Kreds af anſeelige Hovdinger omrin⸗

gede ham. Salen var betrukken med koſtelige Tepper,

og alle Borde vare beſatte med prægtige Fade; Bord⸗

toiet var af purt Guld, og fri Viin perlede baade

rod og Hvid i ſtore Pofaler af rødt Guld, heelt befatte
med funklende Ædelftene; trende Mundſtjenke bare

Binen frem for Kongen. Det var nu Middag; Solen
ſtinnede gjennem alle Hallens Vinduer, og udbredte en

klar Glands over hele Salen, og man morede fig med
, alffens Lege; da rafte Song Samſon fin Haand frem:
over Bordet, og talte: ſaalunde «Nu har jeg ſiddet i
dette - Hoiſede i famfulde tyve Vintre, og alle mine

Mand have haft Fred, og vel har jeg i den Tid ikke

forøget mit Rige, men dog feer her nu heelt anderledes
Ud end den Gang, thi nu er her i denne Hal megen.

Glands og Pryd af anfeelige Hovdinger og raſte Kam⸗

per; ogfaa er hele Hallens Indretning derefter pragt⸗

fuld, og alſtens Lege anſtilles; og meget er forandret
fiden den Tid, da mit Haar og Skag, der nu er hvidt

t

fom en Due, bar Ravnens forte Farve, og da min Arm,

. Der nu er hvid, var rød og blaa; dog hvad.voldte det,

uden min Brynje, da den i fulde tre Maaneder ikke

kom af min Arm. Mine Niddere vare i ſamme Kaar;

11 c. Didrik Bens — 21

da vare vore Soarde — —— — af Blod og ſtaarede
af Vaaben; nu derimod ere de rode af Ruſt, ogſaa
vore Brynjer ere ruſtne, og Skjoldene ſonderſprukne.
Hvor ere nu vore Heſte, der baade vare ſtarke og ſtor⸗

fodede, og kunde lobe i brendende Jid, om man der

lyſtede af ride? nu derimod vil enhver Ridder ride en

Ganger, og han holder for, at den ikke er blod nok,
ſaafremt mindſte Gjæder ſtakkes paa hang Hjelm, naar
den render i fuldt Fiirfpring. Men pan hvad andet

tyder vel dette hvide og. ſtinnende Haar, end at jeg;

ſtyjsnt jeg fidder her i mit Hoiſede, og kommer iffe ud

af Salerne, dog omſider maa fare den famme Bel,

ſom alle andre Jarler; og naar jeg ſaa er dod, da er

ogſaa al den Hæder, ſom er bleven mig tildeelt her i

Livet, gaaet til Grunde; men efterfom Storvarker og
Kampe ere fledfe i friſt Minde, vil jeg nu ikke oppebie -
denne Dag her i Salerne; thi ſkulle mine Mænd nu

udføre der Budftab over hele mit Rige til Konger og

Hertuger og alle Landets Beboere, at der i hver Stad |

ikke ſtal gjøres andet i de næfte tre Maaneder, end at

Å 3

ride Heſte, tilberede Sadler , gjøre Skjolde, Brynjer

og Spyd, og polere Svarde; men naar den Tid er

forloben, da ſtulle alle Penbinger komme til HUS med
deres Mænd.

II. Kong Samfon fod nu udfærdige et Brev,
og ſendte det bort med fer vel udruſtede Riddere. . Og

i dette Brev flod, at Kong Samſon ſendte Bud til
Elſung Jarl hin Rige og Stormodige og Skagſide

ſaalunde: J har længe undflaaet eder for at vife os
Hæder ved Skattegaver og venſtabelige Sendefard;

thi Kal Y nu ſende os i Skat eders Docter, fom min

22 Didrik af Berns Saga, 11 i

pungfte Sen ſtal have til Frille, og hende Tal følge tres
findstyve haderlige og vel udfiprede Moer, derhos
trefindstyve Niddere, fulde udruſtede; hver Ridder
ſtal have fo Hefte og een Svend; og endnu ſtal du
ſende mig treſindsſstyve gode og vel afrettede Falke og
frefindstpve Jagthunde; og paa den bedſte Hund al
Halsbindet være af Guld, og Baandet flettet af dig eget
Sfæg; og da veed du, om nogen Mand i Verden er
mægtigere end du. Vil du et faa gjøre, da bered dig
vel i tre Maaneder, og udruft alle dine Borge og dine .
Mand, at de paa det bedfte kunne værne dig og dit
QNige.” Ridderne dtoge nu afſted, og fortfatte Reiſen
nafbrudt, til de kom til den Borg, fom (ed Bern 1%, til
Elſung Jarl hin Gamle. Ved deres Ankomſt fad Jar⸗
len ved Spiſebordet. De fremfom med Kong Sams
ſons Brev og Indſegl, og lagde det paa Bordet for
Jarlen. Han tog Brevet, og læfte det ſelb, men. da
han havde fæft det til Ende, farvedes hans Anſigt røde
ſom Blod, og med megen Vrede talte han ſaalunde til
fine Mend: „Os har hin fore Konning Samſon ſtikket
fit Budſtab, af jeg ſtal ſende ham Skat. Han gjør
"mig nu, da jeg er ſtadt i den kraftesloſe Alderdom/
ſaadanne Fordringer, ſom han ingenlunde ſtulde have
fremkommet med i mine yngre Aar, nemlig, at jeg
ffal tjene ham med Skam og desuden have hans Uven⸗
ſtab. Men før dette ſtal fee, ſom han fer fordrer,
ffal hver Borg i mit Rige vorde jævnet med Jorden,
og mangen Ridder gjort hovedløs; og langt heller Tal
jeg døe, end taale en ſaadan Vangre.“ ” Han bød nu

1) d. e. Verona.

12 €. Didrik af Berns Saga, 23
at fætte Ridderne faft, og den, ſom frembar render,
fod han hænge hoit foran Borgen, de fire lod fan
halshugge, og af den fjette lod han hugge den hoire

Haand, og fendte ham £ faadan Forfatning hjem.
Siden fod fan alle fine Borge og Kaftellér omgive med
Steenmure og grave Diger om Sem og fætte Valſlynger
ved fjder Borgport; ogſaa Ridderne bleve paa det
bedſte udruſtede, og det var.nu ſtor Kaadflagning i

KRiget, hoorlunde mån fulde værne Landet nød Kong

Samſon. Ridderen forp imidlertid tilbage til Sas
ferne, og fortalte Kong Samſon Udfaldet af Reiſen,
og hvor haardt de bleve modtaghe af Elſung Jarl.
Da Kongen hørte dette, lod han, fom intet var; fan
gav ikke Svar og lod fig ikke forlgde med, enten fan
tyktes vel eller ilde herom.

12. Da nu tre Maaneder vare forløbne, droges
en ttovervindelig Hær ſammen, hvorefter Kong Sam:

fon vred ud af Borgen, og med ham tre Konger og

mange Hertuger, og i alt havde han femten tufinde
Riddere og utallige andre Mænd. Med denne Hær
rykkede han (itd, i Elfung. Jarls Land. Da han havde

redet i to Dage om i Landet, kom Elſung Jarl med ti

tufinde Niddere imod ham, og havde Jarlen desuden
en for Hær af andet Mandſtab; thi vide fra Land var
fam ſendt Hjælpetropper, bande fra de Folk, ſom
boede nord for Fjeldet? åg fra Svaben og Ungarn.
Da de nu modtes, kom det til et haardt Slag, og paa
begge Gider blev der et ſtort Mandefald. Nu red
Kong Samſon, og med ham hans Sønner Ermenrik og F

1). Ulvene

2

24 Didrik af Berns Saga. 42 €.

den unge Ditmar frem Kong Samſon nedhug baade
Mand og Heſte, og faldte for Fode fil begge Sider.

Frem red han midt i fine Fjenders Hær, og blodig var

hele hans Brynje og Heft, og nu tog han til fir Sværd,

æg Fæftet gjaldede fan hoit, at det hørtes over hele
Hæren. Da fagde Kong Samſon: Om jeg end havde

ene vedet til denne Kamp, da havde jeg, om det behs⸗
vedes, kunnet dræbe med min ene Haand hver Mands
Barn i Elfungs Hær,” og hang Stemme tar faa
ſtrekkelig, at den bragte alle fil at ſtjelde. Men da.
Elfung Jarl faac, hvor megen Sfade Kong Samfon-
gjorde hans Mænd, og at intet. vilde hjælpe, raabte
han hoit: Giorer et haardt Anfald, mine Mænd!
Seiren flal blive vor, men Banen deres, thi vore

Fylkinger gaae endnu bedre end deres, og denne: tyk⸗

halfede Orm, ſom længe har trængt fig frem i vor
Hær, ſtal ſnart ſtodes død til Jorden, ellers ſtal jegg
felvd døe, og da vil Kampen være endt.” Lg med det
ſamme gav han fin Heft af Sporerne, red ene djærvt -
mod Kong Samſon, og hug til sverg i Kanten paa
hans Skjold, og klovede det ned til Haandfanget; det.

. andet Slag traf paa hang Skulder, faa at det (far
Brynjen fønder, og tilføjede ham er ftort Saar. Men

i det famme hug Kong Samſon til Jarlen paa hans
Hals, fan at hugget tog Hovedet bort. Kong Sams
fon tog nu Jarlens Hoved, og holdt det i Veiret, og

ſpurgte, om Elſungs Mænd Ejendte Hovedet: | Og nu,

da Jarlen var falden, ftandfedeg Kampen, og alle
Elfungs Mænd overgave fig i Kong Samſons og fang
Gunners Vold. Derpaa red Kong Samſon med hele
fin Hær til Bern, og ingen var i hele Elſungs Land

E

i

13 C. | Didrik af Berns Saga, " 95

driftig nok til af værne Borg eller Kaſteller imod ham.
Da han altſaa kom til Bern, bleve alle Borgportene

oplukkede for ham, og Borgbeboerne ginge imod ham

med alſtens Lege, viſte ham alle deres Skatkammere,
ſom Eiſung Jarl havde eiet, og overgave det alf i

hans Vold.

13. Kong Samſon lod. nu. gjøre et koſteligt
Gilde, og paa dette giftede han Elſung Jarls Datter
Odilia med fin Søn Ditmar, og gav ham Kongenavn,
og derhos Bern og hefe det Rige, Elſung Jari havde
tiet. Lg den Borg; ſom hedder Fritile, og Varin⸗
gerne falde Fridfæle”, gav han fin Son Aage med Tils

— navn Orlungetroſte. Ogfaa gav han fam Hertugnavn.

Aages Moder var iffe af høi Byrd, men han blev dog
en fior og mægtig Hovding. Derefter drog Ermenrik
med fin. Fader ſyd paa til Romeborg; og paa denne
Færd døde Samſon hin Mægtige. Da tog hang Son
Ermenrik Kongedom over alle de Riger, ſom hans

" Gader hadde eiet, og foer dernæft til Romeborg, holde
- mange Træfninger, og blev Herre over den bedſte Deel

af Romeborg, og underlagde fig desuden mange andre.

ſtore Borge ude i Apulien. Han tilegnede fig den

ſtorſte Deel af Niget ude fra Grakelands Hav og nord
til Fjeldet og en flor Deel af Græfelands Øer, og han .
blev en flor og vældig Konge. Han var vennefæl og

fredfæl fin obrige Levetid.

1) Formodentlig Breiſach, ugeſom i beldenbuch ellers er
Fridſela Vercelli.

26 Didrik af Berns Saga. 14 C.

Fe Anden Fortælling.
É Didritks ungdom.

14. Kong å Ditmar beſthrede nu Riget i Bern; han
var en drabelig Mand, forſtandig, rig i berommelig
Daad og en ſtor Kriger, munter og nedladende, mild,
hoimodig og vennefæl af fine Mænd. Hans Kone
Odilia var viis og vennefæl og den færdigfte Kvinde
4 alle Dele, De havde en Son, fom hed Didrik.
Han voxte op, og blev faa flor en Mand, at der
neppe fandtes hans Lige, bar det ei en Riſe. Han
havde et langt og bredt Anfigt, var lysladen, og havde
deilige Hine og morke fammenhængende Hienbryn.
Hans Haar var kort og fagert, og ſtilte ſig i yndige
Lokker. Han ff intet Sfæg, hvor gammel han end
blev. Hans Skuldre vare faa fore, at der var to
Alen at maale over. Hans Arme vare fan tykke fom
Træers. Stammer og faa haarde fom Steen; deilige
ænder havde han, og om Midie var/han ſmakker og
vel voxen, men hans Hofter og Laar vare faa cykke,

at enhver forundrede fig over, Hvordan en Mand

sfunde være ſaaledes dannet. Hans Fodder vare fagre
. Dg vel voxne, men Læggene og Benene vare faa tykke,
at en Nife turde ikke at ſtamme fig ved dem. Hang
Styrke var ſaa flor, at intet Menneſte vilde troe det,
og at han neppe kunde faae den prøvet; han var
munter og nedladende, mild og meget gavmild, faa at
han hverken fparede Guld eller Sølv eller Klenodier til
fine Venner, ja næften til enhver, ſom vilde tage ders
imod. Alle de, der havde feet Samſon, vare enige i,

ri 8

15C. Didrik af Berns Saga. | 27

at Didrik i Sind og Ferdigheder dar hang Lige. Men
de, fom ikke havde Fjende Samſon, holdt for, af der
ei har været født en i alle Henſeender faa fortrinlig -
Mand ſom Didrif. Kong Ditmar ſlog DidriÉ til Rid⸗
"Der, da han var tolv Vintre gammel, og fatte ham
til Havding ved fit Hof over alle Hirdmænd og Rid⸗
dere; og fom han blev mægtigere, deg mere tiltog hang
Anſeelſe. J

15. LDver den Borg, ſom hedder Venedig, raas
dede Hertug Erik, en for Hovding og udmærket i Far⸗
digheder. Hang Sonner vare disſe: Boltram og Nes
ginbald, ſom fiden bleve Hertuger i Venedig og Svaben.
Hertug Reginbald havde en San, fom hed Hildebrand.
Da denne var tolv Aar, tog han fine Vaaben, og git
for fin Faders Hsifæde. Da ſlog Hertugen ham til
Ridder, og gjorde ham til Hevding over mange Rid⸗
dere. Hertug Boltram havde en Son, ſom hed Nes
ginbald; hang Son var Sintram, ſom fiden ſtal nævs
neg. Hildebrand var en ſmuk Mand med et lyſt og bredt
Anſigt, forunderlig ſtienne Mine og Neſe; hans Haar
og Skag vare ſom Silke, og kruſede fig i fagre Lokker,
og han var den anfeeligfte Mand, man-funde fee for
fig; ſtor var han af Vært,” forftandig og raadſnild,
og i af Manddoms Prøve fledfe i Spidſen; i Venſtab
var han trofaft, ſaa af han aldrig fvigtede fin Ven;
han var nedladende og gavmild; faa af der ei fandtes
hans Lige i alle hine Lande i Mod og Tapperhed og alle
gærdigheder, ſom høre til Ridderffab. Da han nu var
tretten Vintre gammel, fagde han til fin Fader, at
Gan bilde lære af Fjende flere fornemme. Mænds Sæder:
«Og ei vil jeg blive navnkundig,“ tilføiede Han; om

så

28 Didrik af Berns Saga, ; 46 C.

jeg ſtal ikke andet gjøre, end være her hjemme i Ves
nedig eller ride omkring i Svaben.“ : Hertugen ſpurgte,
. hvorhen han vilde drage. Jeg har hørt tale,” føarede
Hildebrand, om en mægtig Konning, men didhen er
lang Bei, det: er nemlig Konning Ditmar af Bern;
til ham snfter jeg at drage.” Derpaa beredte han fig,
, Dg med-ham femten Riddere, alle raffe Mænd og bel i
udruftede. . Han begav fig nu paa Reiſen, og kom oms
fider til Bern til Kong Ditmar, fom tog vel imod ham,
og bod ham af forblive hos fig i den hoieſte Anſeelſe.
Det tog Hildebrand med Glæde imod. Kongen gav
ham Plads nærmeft ved Siden af fig, og han. var
længe hos Kong Didrik, ſom fiden ſtal omtales i denne

Saga. Didrik, Ditmars Son, var da fem Binfre

gammel. Hildebrand fatte Didrik ved Siden af fig,
og foftrede ham, indtil han var tolv Vintre gammel,
og blev gjort til Hovding over Hirdmendene. Men
ſaa hoit elſtede Hildebrand Didrik, og denne igjen Gin,
at ingen, fiden David og Jonathan, have elſtet hinan⸗
den med inderligere Kjærlighed.
186. Det fortælles nu, at Didrik og. Hildebrand
engang rede begge tilfammen i fuld Nuftning fra Bern,
med deres Falbe. og Hunde, ud i Skoven for at more
fig: Nu lode de Falkene flyve, og floge Hundene 188.
Men i det Didrik forfulgte en Hjort, ſaae han, hvor
der (86"en Dverg. Han ilte ſtrax efter ham, og før
… han fom i fin Gamme, fif han fat med Haanden over ”
Dvergens Hals, og rykkede ham til fig i Sadlen.
Dette var Alfrig, den berygtede Tyo, men ſom for
Reſten var den kunſtigſte af alle Dverge, ſaavidt Old⸗
tidens Sagaer vide. Herre!” begyndte Dvergen,

46 C. Didrik af Berns Saga. 29

om jeg derved fan loſe mig og-mit Liv fra dig, da

ſtal jeg vife dig derhen, hvor der ſtal være faa meget

Guld og Salo og alſtens Koſtbarheder, at din Fader
ikke engang eier Hælften af rorlige Eiendomme. Det
er to Menneſter, Der eie dette Gods, nemlig en Kone,
ſom hedder Hilde, og hendes Mand Grim. Grim er

en overmande tapper Mand, og holder fig lig med ,

tolv Mænd i Styrke; hang Kone er dog ftærfere, og
begge ere de grumme og onde. Han eier et Sværd,
ſom hedder Nagelring, og ikke har fin Lige, thi dette
ſamme Svard flog jeg med min egen. Haand. Men

Seier faner du ikke, undtagen du forſt vorder Svær
dets Cier, og er det ſtorre Nadnkundigheds Daad for

dig og din Stalbroder, at ſoge disfe ſtore Eiendomme

mied Mandighed, end af kramme min forte Bug og mine

fave Lægge.” Aldrig flipper du med Livet af min

- Haand ;” ſvarede Didrik, førend du fværger, at du i

denne Dag bringer mig Nagefring, og fiden Kal du
vife mig til det Herberge, hvorom dur fortalte.” Da
ſoor Dvergen, og DidriÉ fod ham leg. Denne jagede

dernæfi Fugle og Dyr hele Dagen lige til Klokken tre

om Eftermiddagen. Efter den Tid holdt Didrik og

ildebrand ftile ved en Fjeldſide; da kom Alfrig did

med Ragelring, og overgav det fil Didrik med de Ord:
See her i denne Fjeldſide under en fteil Klippe er den.
Jordhule, hvorom. jeg har fortalt dig. Tag nu der
Koſtbarheder, hvorpaa der er ſtort Forraad. Dog!
tænte J at nage dem, mane J viſe eder ſom Mand; men

mig ſtulle J aldrig ſiden faae i eders Vold, ſaalenge

jeg lever, om J end oplevede to Menneſtkers Alder”.
og dermed var: Dværgen heelt forfounden. Mu ſtege

30 Didrik af Berns Gaga. 16 C.

Didrik og Hildebrand af Heſtene, og bandt deur. Der⸗

paa drog Didrik Sværdet, ſom Doergen havde bragt
ham, og det fagde de baade, at aldrig havde de feet
ſtjonnere og ſtarpere Sværd. De gik da ind i Fjeldklof⸗
fen, og traf omſider Jordhulen; da bandt de deres Heſte,
toge Hjelmene op, fpændte Brynjerne og Brynhoſerne
paa, og flade Skjoldene for fig. Dernaſt gif Didrik
paa def djærvefte ind i Hulen, og Hildebrand ſtrax efter
ham. . Men da den flærfe Berſerk Grim blev vaer,

at der vare komne Krigsmand i hans Huus, greb hau
ſtrax i fin Vaabenkiſte, men favnede fit. Sværd, sg

kunde da bel forſtaae, at Dvergen Alfrig, hin beryg—

tede Tyo, maatte have ſtjaalet det. Imidlertid bleg

han ikke raadvild, men greb af Ilden en brændende
Treſtump, og gif imod dem; og de fæmpede: paa det
drabeligſte. Men Hildebrand, ſom havde faaet Hilde

imod fig, tog fig ikke i Agt, før hun havde ſpœndt ſaa
| faft om hans Hals, at han ikke kunde rore ſig, 1 Og nu
rykkedes de paa det drabeligfte en. fang Tid, indtil han

faldt, og Hilde ovenpaa ham, og vilde binde ham.

Saa faft ſpandte hun nu om hang Arme, af Blodet
ſprang ud af hver Nagl, og fad haardt fatte hun begge
- fine Næver for hans Bryſt, at han naſten faldt i Be⸗

fvimelfe J denne Rod raabte han til fin Foſterſen:

Herr Didrik!“ fagde han, hjælp mig nu; thi aldrig.
har jeg: været i ſaadan Livsfare.“ Tilvisſe,“ foarede
Didrik, „ſtal jeg hjælpe dig, om det ellers ſtaaer i min.
Magt; og et ſtal jeg taale, at min Foſterfader og:

bedfte Ven ſtal for et Kvindfolf længer fvæve i Fare

hær Doden,“ og i ſamme Hieblik hug Didrik Hovedet:

af Grim. Derpaa lob han. did, hvor hans. Foſterfader i

W

£

47 C. Didrit af Berns Saga. 31 |

fane; og hug Hilde i to Stykker, men ſaadan en Djæs
velſtab og Trolddom fulgte hende, at Stykkerne foiede
fig fammen, og hun var heel, ſom tilforn. Dette

holdt Didrik for. er fort. Vidunder, og han hug nu -

anden Gang, fvært over hendes Bug, men det gik als
"deles ligeſom for. Da ſagde Hildebrand: «Sæt din
Fod mellem begge Stykkerne! ſaalunde vil du kunne
fane. Bugt med dette Troldveſen.“ Og nu hug Didrik
hende tredie Gang i fo Stykker, og fatte fin Fod
imellem Stykkerne; da var det nederfte Stykke dødt,
men Hovedſtyhkket talte: „Gid Grim ſaaledes havde
overvundet Didrik, fom jeg Hildebrand, da var Seiren
bleven vor;” og dernæft døde ogſaa dette Stykke.
Derpaa fprang Hildebrand op: .Bift yder du mig nu,”
fagde han, .fom ofte ellers, megen Biſtand, hvorfor
Gud fønne dig!” Nu fandt de Guld og Galv og al⸗
ſtens Koftbarheder, faa at de maatte fande, af Dver⸗
"gen heri iffe havde [viet for dem. De fandt ogfaa en.
Hjelm, faa tyk, at de aldrig før havde feet dens Mage,

om, hvilken Dvergen Alfrig havde fortalt Didrik, at

baade Hilde og Grim holdt den for et ſaa ſtort Kle⸗
nodie, at de begge vilde have den opkaldt efter deres

Navn, og derfor kaldte de den Hildegrim. Samme

Hjelm bar Didrik ſiden i lang Tid og i mange Kampe.
Didrik og Hildebrand toge nu fan meget Gods, fom
deres Heſte kunde bære, og gjemte vel det, ſom blev

"tilbage. Derefter droge de hjem. AF ſaadanne og

mange. andre Storvarker blev Didrik ——— —
alle Lande.

17. Norden for Fjelbet ligger i Soaben en
Borg, fom hedder Sogaard. Der herſtede den meg⸗

ig 2
—

32 Didrik af Berns Saga. 47 C.

tige ; fagre og djervmodige Brynhild, den deiligfte af.
Kvinder i alle Sydlande, og over al Morden navnkun⸗
dig ved fin Viisdom og ved de Storværfer, ſom ſtete

for hendes Skyld, hvis Minde vil forplantes til der

fildigfte Efterflægt. J en Sfov ei langt derfra ligger

en ſtor Gaard, fom Brynhild eiede. Nu. raadede for
famme en Mand, fom fed Studas, der var viis og
vel svet i alſtens Ferdigheder. J denne Skov vare.
mange gode Heſte, men iblandt dem bar ef Stod eller
Stutteri i den Grad Fortrinet, af man ei vilde finde
dets Mage, om man end ledte i alle Lande, Disſe
Heſte vare enten graae eller guulblakkede eller forte, men
ganſte af een Farve. J dette Stod vare der baade
fiore og ſtionne Hefte, hurtige fom Fugle i Flugten, og
dog let tæmmelige og tillige meget modige. Studas
havde megen Fardighed i af ride Hefte til og lære dem
baade Turnering og Pasgang. Studas var nu gammef,
men han havde en San, der ogſaa hed Studas lige»
fom Faderen, og var tolv Vintre gammel. Hans

—— Gfabning var ſaaledes: hans Anſigt var bredt og ikke

langt; Næfen fort og ei tyk, Panden bred, Hinene
ftore og forte; han havde et meget tykt Sfæg, ct. ſtort
Hoved og en før og fort Hals; ſtor Brede var mellem.
hans Skuldre, og faa tyk var han under Axlerne, at
man næfen kunde maale en Alen; hang Arme vare
forte, men ftærfe og føre; tykke Hænder havde han,
og han var fort af Vært og fmæffer over Midie. Ved:
Skuldrene var han firkantet; Fodderne vare tyffe. og
Læggene forte, og derhos overgik han de Fleſte i
Styrke. Det var hang Tidsfordriv at ride Heſt,
komme i Turnering, ove ſig i Fagtning, og ſtyde Pile

Å

nv

N — ud
f

4

17 €, Didrik af Berns Saga. 33

og Synd af Laasbuer. havde et grumt og haardt
Gind, var altfor begjerlig baade efter Penge og Ære,
faa at ingen vilde tjene ham; de fleſte derimod hadede
ham. GF dette Land fandtes ikke hans Javnlige, ens
ten i Styrke og. ridderlige Gærdigheder, eller i Sin
delag. Mange Venner Ejendte han ikke, men mod
dem, han havde, fparede han hverken Penge eller Bis
ſtand. Iſtedenfor hang rette Ravn kaldte man ham
Heimer for hang Sindelags Skyld; thi der var en
Orm af dette Navn, fom var grummere end andre
Orme, og alle Menneſter væddedes for at komme dens
Leie nær; i den Henfeende lignede Studaé Ormen, og
fif derfor dens Navn, faa at Væringerne" faldte ham
Heimer. Han. fif en Heft af det fortræffelige, Stod;
dens Ravn var Riſpa, den var gran af Farve, og
overgik alle andre Hefte i Størrelfe og Styrke. Den
gamle Studas havde felv tilredet den. Det hændtes
nu engang, at Heimer tog fin Heſt og fit Sværd Blod⸗
gang; et fortrinligt Vaaben, gif til fin Gader, og
ſagde, at han vilde vride bort, og ikke henleve fin Tid
i denne. Sfov. DOg Fjende vil jeg,” fagde han, „for⸗
nemme Mænds. Sæder og ſoge mig Hæder og Anfeelfe.”
«vig du ikke vil være her hos mig,” fvarede den gamle
Studas, „og pasſe denne Gaard, hvorhen. bil du da
drage?” .Nide vil jeg,” -fvarede Heimer, „ſonder
over Fjeldet fif den Borg, ſom hedder Bern. Derfra
har jeg hørt meget om en Kongeſon, ſom hedder Didrik,
og provevil jeg;. hvo af 08 fo der vil gaae of med ”

1) De Skandinaver, der bajere et eget Korps i den —
tinopolltanſte Keiſers Tjeneſte; al; Nordboer i Alminde⸗
Ughed.

Nordiſte Fertide⸗Sagaer, Zzdie Bind. C

34 Didrit af Berns Sige 47 C.

Seier i Vaabenſtifte.“ Da ſagde Studas: Saalunde
have paalidelige Mænd fortalt mig om Didrik, af du
vil bilde dig meget ind, om du i nogen Henſeende vil
fætte dig i Ligning med ham. Drag heller andenſteds

hen, om' du vil forføge dig; thi det er ilde at overs
ſtride Middelveien i fine Foretagender, og af Strids⸗
Uyſt og Indbildſthed have mange faaet Banære” Ni
ſparede Heimer, enten ſtal jeg være Døden vis eler

vorde Didriks Overmand. Nu er jeg fytten Vintre
gammel, men fan har endnu ikke fyldt fine tolv, og
hvor mon den findes, med hvem jeg vilde tage i Be⸗
tænkning at prove Gtyrfe.” Vred, fom han var,
fprang han da paa fin eft Riſpa, og red bort fange
og utjendte Veie, og fod ei af, for han kom til Bern.
Han red lige til Borgen og Kongsgaarden, og da han
fom der, ſteg han af Heften, og bad en Mand holde
den, og pasſe hans. Spyd, medens han udførte ſit
rende. Tjenftvillig gjorde man, hvad han forlangte,
og han gif ind i Hallen for Kongens Hoiſede, og hilſte
paa Kongen. Siden gif han. til Didrik, og fagde:
„Herr Didrik! J rum Tid har jeg hørt dit Navn og
Rygte, og langt har jeg redet fra mit Hjem, for at
faae dig at fee; ſaadant rende bringer jeg dig, at,
om du har Mod til at forføge dig og din Styrke, da

" byder jeg dig ud til en Enekamp uden for Gern; dere

ville vi mødes midt paa Sletten, og den bære faa
begges Vaaben bort, fom er den tapreſte Mand, og
vorder den ſeirende i Proven. Herpaa fvarede Didrik
ham med Vrede; thi denne Mand forekom ham at be⸗
ſidde en høj Grad af Dunidriſtighed, i det han vovede
at tiltale ham i ſaadanne Ord, fom ingen før havde

OWN

”

17 C | Didrik af Berns Saga. | 85"

hørt i Tale til Gam, ligeſaa lidt ſom nogen firben

havde haft Mod til at udbyde ham til Enekamp.
Didrik dvælede ei med af møde i Kampen, og
havde god Forhaabning om, af denne Wand havde
indladt fig i en farlig Ferd. Hurtig ſptang han nu
fra Sædet, og gif ud af Hallen. Hildebrand og en

" Mængde Niddere fulgte ham. Han b8d nu at frem

tage alle fine Vaaben, og fortælles der, at cen Ridder
bragte ham Brynhoſerne, en anden Brynſen, en tredie.
Skioldet, der baade var ſtort og haardt og redt ſom
Blod, og mærfet med en gylden Løve; den fjerde
Nidder bragte ham hans Hjelm Hildegrim, og fan
omgjordede fig med ft Sværd Nagelring; ben femte

Ridder tog hans Heſt, og den fjette fadlede den; den

fyvende gav ham hang Spyd, og den ottende holde
hans Stigboiler; denne var nemlig hang Foſterfader
Hildebrand. Derpaa red Didrif ud af Bern, og med
ham Hildebrand og mange andre Riddere, derhen,
Hvor Heimer holde færdig til Kamp. NU gave begge

deres Hefte af-Sporerne; og rede paa det drabeligfte

ind paa hinanden, og hver ſtak fit Spyd mod den ans
dens Sfjold, dog fæftede intet af Spydene; Heſtene
lob hinanden forbi, faa at de ſtiltes for den Gang.
Atter dreiede begge deres Hefte, og rede anden Gang
mod hinanden, men det gif endnu ligefom før. Da
rede de mod hinanden tredie Gang paa det allerdrabes
ligſte, og den ene føgte at bringe den anden Bane.
Heimer ſtak nu fit Spyd mod Didriks Skjold, faa af
det gif igjennem Skjoldet under hans Arm, og ſtodte
mod Brynjen, men bed dog ikke paa den; men Didrik
— i det ſamme gjennem Heimers Skjold og hans dob⸗

C2

36 "Didrik af Berns Saga. 16 C.

belte Brynje, og traf ham i Siden, hvorved han blev
noget ſaaret. Gaa haardt rede de til, at Didriks Heſt
- mæften ftyrtede paa Bagbenene, fan af hang Fedder
naaede Jorden, . men faa ſterk var han, at fan ikke
rokkedes det mindſte i Sadlen, og begge deres Spyd⸗
ſtafter braſt midt over, hvorpaa de hævede deres Tur⸗
nering. Nu ſtege de af Heſtene, trak blank, og ginge
ſammen til en Kamp, baade, langvarig og drabelig,
og ingen deg en Fodbred for den anden, Nu hug
Heimer til Didrik med fit. Sværd Blodgang i hans
E Hjelm Hildegrim, men, ved dette fvære Hug braſt
Svoardet i to Stykker foran Fæftet. Dan var da vaa⸗
benlss, og overgav fig i Didriks Vold. Denne vilde
nu ikke dræbe ham, men gjorde ham til fin Mand.
De bleve de bedfte Venner, og ved denne Seier blev
Didrik endnu mere navnkundig end tilforn. |

Tredie Fortælling.
Velent. — i led

18. Kong Vilkinus i Vilkineland var en mægtig.
" Konge og. en ſtor Krigsmand. Han var engang dra⸗
gen med fin Har ud i Øfterveg!, og ſom nu hans
Krigsſtibe [aae ved Land, handtes def engang, at
Kongen felv gif op i Landet til en SÉov, ganſte ene;
fan af ingen af hans Mænd fulgte ham. Da traf han
en Kvinde, ſom var overordentlig deilig; thi fattede

1) Øfterføen og dene oftlige Kyſtlande.

18 C. i Dibrit af Berns Saga, 37

Kongen Kjærlighed til hende, og gif hen og favnede

hende. Men denne Kvinde var ikke andet, end hvad
man. falder en Havfrue. Disfe have hjemme i Havet

ſom Uhyrer, men fee ud fom Kvinder, naar de ere
komne i Land. De Mænd, fom fulde følge Kongen,
tabte ham af Sigte, og ledte efter ham vidt omkring
i Skoven. . Endelig kom Han igjen til fine Mænd og
Skibe, og, ſaaſnart da Medbor fyldte Seilene, ſtak
de i Seen. Men da de kom langt ud fra Land, kom
en Kvinde op. ved Loftingen paa Kongens Skib, tog

fat i Skibsſtavnen, og holdt faa faft, at Skibet fod . -

ſtille. Da blev Kongen vaer, at det var den ſamme
Kvinde, fom han havde truffet paa i Skoven ved
Stranden. — „Lad os fare vor Vei,” fagde Kongen
til hende, „og om du har noget med mig at tale, kom

da til mit Land, der vil jeg modtage dig vel, og der

ſtal du nyde gode Dage hos mig.” Da flap han Gti
bet, mer Kongen foer fin Vei til ft Rige. Da han
un havde været et Halvaar hjemme, kom der en Kvinde,

og fagde, at hun var frugtſommelig vcd ham. Kongen

kſendte hende, og lod hende føre til en Gaard i Nar⸗
heden. Da hun havde været der en fort Tid, fodte
hun et Drengebarn. Denne Dreng blev faldt Vade.

Da vilde hun ikke blive der længer, men forfvandt, ”

og intet Mennefte vidfte, Hvor hun fiden blev af. Men

da Drengen Vade vorte op, blev han en Riſe af Vext,

og flægtede i visfe Henſeender fin Moder paa, og var
iffe fom andre Menneſtens Børn. Han var ond at
komme til Rette med, Hvorfor han blev forhadt, og
miſtede endog' fin Faders Kjærlighed. Kong Vilkinus
havde eg anden Son, fom hed Nordian; han var ſtjon

y Få

b.

38 - Didrif af Berns Saga. 19 C.

. af Udfeende og en raſt Mand, og havde fin Faders
fulde Kjærlighed. Til denne Son efterlod Kongen
Rige og Kongedom, men gav fin anden Son Vade
tolv Gaarde i Sjælland. Kong Nordian var en mægs
tig Hsvding, før Kong Hernit af Rusland kom til
ham, og hærjede i hans Rige, ſom fiden ſtal fortælles.

Hans Sonner vare de fire Riſer, ſom ogſaa ſtulle om⸗
tales længere hen: Vidolf med Stangen, Aspelian

Riſe, Aventrod og Edgeir. Disſe vare alle Mænd af
fjelden Styrke og Tapperhed, og udmarkede fig ogſaa
ved deres Vaaben, der vare langt fortrinligere end de
fleſte andres.

19. Vade"Nife havde en haabefuld Son, *
hed Velent. Da denne var tolv Vintre gammel, vilde

N

Faderen, at han (fulde beſtemme fig til een eller anden -

Ydræt; og da Bade havde ſpurgt om en Smed i Annes
fand, fom hed Mimer, der i Kunſtarbeider langt overs

gif alle andre, drog han did med Sonnen, og overgav

ham i Mimers Hænder, at denne fulde lære ham at
fmede Jern. Siden drog Vade hjem til ſine Gaarde.
"Paa denne Tid var Sigurd Svend hos Mimer, og til
fsoiede de andre Svende meget Ondt. Da nu Vade
Riſe fpurgte, hvorlunde hang Son blev ſlaaet og ofte
"flet medhandlet af Sigurd Svend, drog han anden
Gang til Huneland. efter fin Son Velent, og førte
ham tilbage med fig til Sjælland. Da havde Velent

været i Huneland fre Vintre; og var nu femten

Vintre gammel, og dvælede nu hjemme 608 fin Fader
folv Maaneder, og behagede hver Mand vel. Han

overgik nu alle fin Tidsalders Fis sag i ———— FE

dighed.

20 C. É Didrik af Berns Saga. 39 '

Bade Nife ſpurgte nu fra Huneland, hdor
der — to Dverge i et Bjerg, ſom hed Kallova!.
Disſe Dverge forſtode bedre af ſmede Jern end enhver

anden, han være fig Dverg eller Menneſte; af Jern
ſwedede de baade Sværde og Hjelme, men af Guld og
Solv alſtens Klenodier, Hvad de vilde. Da tog Bade
"fin Son Velent og drog bort med Ham lige til Gronne⸗
fund", Da der intet Skib var for Haanden, biede
han en Tid, og da der imidlertid ikke kom noget, tog
hån Sønnen paa Skuldrene, og vadede med ham over
Sundet, fom var ni Alen dybt. Derpaa kom han til
Kallova, og traf Dvergene, og fagde til dem, at han
kom med fin Gan Velent, og onſtede at de fulde tage

imod ham tolv Maaneder og lære ham alfteng Smede⸗

arbeide, og derfor vilde han give dem faa meget Guld,
fom de funde komme overeens om. De forlangte een
Mark Guld, og faſtſatte nu en Dag efter tolv Maas
neders Forlob, da han ſtulde komme at afhente Sons

nen. Efterat have antaget disſe Betingelſer drog .

Bade hjem til Sjælland; men Velent var faa oplagt
til Gmedearbeide, og tjente Dvergene faa vel; at; da
Bade kom efter ham, vilde de ikke lade ham drage bort;
men bade at Svbenden ſtulde blive der, og hellere vilde

de give Guldmarken tilbage, end give flip paa Velent.

Dette modtog Vade paa det Vilkaar, at han ſtulde
være der endnu tolv Maaneder, og de aftalte nu ind⸗

7) Man funde tænke paa Kullen; men -af det rettere er at føge
mellem de nederfariffe Bjerge, feer man deraf, at Veſeren
fun ligger tre Dagreiſer derfra; jfr. veldenbuch, hvor det
hedder Glockenſachſen.

.?) eller Grønningefand mellem Sjælland, Møen og Jalſter.

!

-

40 Didrik af Berns Saga, 20 E.

byrdes en anden Stævnedag. Imidlertid fortred det
Dvergene ; at de ſtulde kjobe hans Tjenefte i faa dyre
Domme, og de lagde derfor den Betingelfe til: Om
bu ikke kommer efter din Son til den faftfatte Dag,
da ſtulle vi have Lov til at hugge Hovedet af ham”
Vade kaldte nu Veleut til en Enetale, og de gif bort
af Bjerget. Nu tog Bade et Sværd, og flak det ned
i Jorden under en Buſt, faa at det ikke kunde fees,
og talte ſaalunde til Velent: Om jeg ikke møder den
aftalte Dag, og Doergene ville have Livet af dig, fag
da dette Sværd, og værg dig paa det mandigfte!”
Dermed ſtiltes de, og Bade drog hjem. til fine Gaarde.
Men Velent erhvervede fig nu Hælften mere Duelighed,
end han tilforn befad; og det varede ei længe, forinden
| han befad ligeſaa megen Kunfifærdighed ſom ſelve Dver⸗
gene. Dog tjente han dem vel, og de tyktes godt om
hans Tjenefte; men ikke deſto mindre vare de meget
misundelige paa Gam, at han var bleven faa for en
Kunſtner, men de trøftede fig dog bed, af han iffe
flulde have Nytte af fin Kunſtfæerdighed, efterſom de
Havde hans Liv til Pant. Da nu de tolv Maaneder
vare ledne, vilde Bade drage efter Sønnen, og han
' foer Veien fort lige til der Sted, hvor Mødet var be⸗
rammet imellem dem, men fordi Veien var. lang, og
han ikke vilde komme efter den faftfatte Tid, indfandt
han fig faa betids, af han kom tre Dage før den bes
ſtemte. Bjerget var da lukket, og da han aldeles ins
gen Muelighed fane i at komme derind, lagde han fig
ned under Fjeldfiden, og vilde der oppebie, til Bjerget
blev lukket opꝛ Men efterdi han havde gaaet en umaas
delig lang Vei, var han modig, falde i Sovn og fov

20,6; Didrif af Bens Saga, 41

haardt. Der blev i det ſamme en ſterk Regn og et:
Yordffjælv, faa at der ſtete et Jordſtred pax Bjerget,
og Band og Jord væltede med megen Voldſomhed ned,
og flyrtede over Bade Riſe. Men.da Stævnedagen
kom, lukkede Dvergene Bjerget op, og ginge ud, og
fane efter, om Bade Riſe ſtulde være kommen. Ru
gif ogſaa Velent ud af Fjeldet, og ſaae, hvor et Field⸗
ſtred var gaaet, og tæenkte det, fom feet var, at dette

Skred havde dræbt hans Fader, Derpaa føgte fan -
efter: Sværdet, men Sfredet havde oprykket og med⸗
taget Buſkadſen. Han føgte da langs med Skredet,
til han endelig fandt, hvor Fæftet ſtak frem. Derpaa
vendte han fig om, rakte Hænderne tilbage; og opryk⸗
fede Svardet, og gif hen, hvor Dvergene ſtode. Disſe
toge fig ikke i Agt for, Hvad Velent havde ſyslet, og
han nedhug nu førf den, fom fod ham narmeſt, ſiden
den anden. Efter dette gif han ind i Bjerget, tog alt
Varktoiet og alf: det Guld og Sølv, ſom han kunde
É overkomme, fedte derpaa en Heſt frem, ſom Dvergene
havde eiet, og lædfede disſe Sager paa den. Desuden
tog han ogſaa felv faa meget ſom han kunde bære, og
- fom. med dette efter. fre Dages Reiſe til en Aa, ſom
hed Viſeraa, hvor der var en flor Skov. Der gjorde
han fine Sager i Stand. Han gik til Aabredden, hvor.
der flod et meget ſtort Træ; dette: fældte fan, hug
… Grenene bort, og udhulede det. J den sverfte og
ſnavreſte Ende lagde han fit Værftet og Koſtbarheder,
men i den nederſte rummeligere Ende. lagde” han fin:
Mad og Drikke, og deri foer: han ſelv, og tillukkede
ſaaledes Bullen, at hverken So eller Veir kunde
trænge derind. For de Glugge, ſom han havde ſtaaret

—

—F

2 Dibrit af Berns — 210C.

paa — fatte F Glar, få kunſtigt gjort, at hau
kunde tage det fra, naar han vilde; men naar Glaret
var for, kom der ikke mere Vand ind, end om Træet
havde været heelt. Han dreiede fig derpaa, til Bullen
falde ud i-Aaen, Hvorfra den føb til Søen og derneſt
td Havet, og ſaaledes gi det i atten Dage. Da kom
Bullen omfider i Land. | ;
21. En Konge hed Bibung og raadede over
Sbjode? i Jylland. Hang Mænd roede en Dag. ud
paa Søen med et Vod, for at ſtaffe friſte Fiſke til
Kongens Bord; men nu blev Vodet faa tungt, at de.
med Nød og næppe kunde trakke det op. De faae. da,”
at der var kommen en forfærdelig flor Trabul deri. |
Denne Bul flæbte de i Land, og tænkte over, Hvad
det vel monne være; de fandt, af Træet var underlig
| tilhugget, - og derfor troede de, at der maatte være nos
get inden i det, dg fendte nn en Mand til Kongen,
og bad ham underføge, om det ikke ffulde være nogen
Skat. Da nu Kongen faae Træet, bød han dem.
hugge det itu, og fee efter, hvad der var i det. "Da
Velent mærkede, Hvad de gjorde, raabte han, og ſagde,
at der var en Mand i Træet. Men da de hørte hans
.Roſt, bleve de forſtrekkede, lob bort, og- fortalte
"Kongen, at Fanden felv var i Træet. Da lukkede Ves
… lent Bullen op, gif for Kongen, og fagde, at han
var et Menneffe,. men ingen Fanden. Han hilſte paa
Kongen, bad ham om Fred, og tilbød, at han. vilde

"tjene ham. Da nu Kongen faae, at det var en uden⸗

landſt Mand, faa vilde han, ſtjont denne var kommen

1). nu Thy.

21 ێ Didrik af Berns Saga. 43

paa én underlig Maade i hans Rige, ikke bryde Fred”
og £ov mod ham, men modtog ham vel. Velent tog
nu ſit Varktoi, og ſtjulte det vel i Jorden. Men da
han var i Færd dermed, blev een af Kongens Mænd,
ved Navn Negin, ham vaer. Velent opholdt fig nu fo8 -
Kong Nidung i gode Kaar og blev hans Kertilſvend eller
Kammertſener. Hans Tjenefte beſtod i, at han ſtulde
pasſe tre Knive, fom (fulde ligge paa Kongens Gord,
og hvormed Kongen ſpiſte. Da Velent nu havde dvælet
der tolv Maaneder, traf det fig engang, da han gif
til Szsen af tvatte og polere Knivene, at den bedſte
Kniv faldt jam af Haanden ned i Søen, der paa det
Sted var faa dyb, at man ikke kunde have nogen For⸗
haabning om; aft den vilde findes mere. Han gif dere
paa hjem, og tænkte over, af Kongen vilde tykkes ilde
om; at Kniven var borte, faa meget mere fom han
ikkun havde denne ubetydelige Tjenefte, Han gik dere
for hen, Hvor der boede en Smed, fom hed Amilias.
- Denne var: netop gaaet hen at ſpiſe tilligemed alle
Svendene. Da fatte Velent fig ned paa hans Vark⸗
ſted, og fmedede en Kniv faa lig mueligt den, han
Havde tabt. Før han gif ud af Smedien, flog Han
. tillige et Som med tre Hoveder og [od det ligge tilbage
paa Ambolten. Han var færdig med hele Smedningen,

" før Kongen gif til Bords. Siden kom Amilias til⸗ '

bage til Smedien tilligemed fine Svende, og fandt det
trehovede Som, og ſpurgte, Hvo af dem der havde
flanet det, men ingen af dem kunde vedgaae det, og
de havde heller aldrig feer et Som. fmedet paa dem
Maade, hverfen før eller fiden. Da nu Kongen fad
over Bordet, bragte. Velent ham Knivene, og hang.

sæ

44 Didrik af Berns Saga. 21 €, |

Gkatmeſter tog den ene Kniv, og ſtar en Simle itu
imod Bordet, men Kniven gjenrnemftar baade Simle
og Bord. "Da nu Kongen blev, vaer, hvor flarp
denne Kniv var, tyktes det ham underligt, og han
,… fvurgte, Hvad der var Aarſag hertil, og hvo der havde

" gjort denne Kniv. Hvo har bel gjort denne Kniv,”
fvarede Velent, uden han, ſom har gjort alle. eders
Knive.” Herre 1” tog Amilias, ſom hørte paa Sam⸗
talen, til Orde, jeg har gjort denne Kniv, ſom alle

,”… dine svrige Knive, og du har fo ingen anden Smed

haft til dit Smedearbeide.“ Da foarede Kongen: Al
drig faae jeg faa hvaft Jern komme fra din Haand, og

i hvo der end har gjort den, ſaa er det dog vift, at du
gjorde aldrig dens Lige;” hvorpaa han ſpurgte Velent,
om han havde gjort den. " Denne fvarede, at det var
ſom Amilias havde ſagt. Amilias,“ ſparede Kongen,
ahar ikke gjort Kniven, men hois du nu lyver for mig,
og vil. iffe komme frem med Sandheden, faa ſtal du
derfor have min Vrede,” Da fortalte Velent Kongen,
at han havde fabt een af de Knive, der vare i hang
Varge, og hvorlunde det for Reſten var gaaet til.
«Ja!” fagde Kongen, „det er, fom jeg formodede, at al
Amilias ikke mægtede at gjøre ſaa god en Kniv, thi
aldrig før ſaae jeg faa godt Jern, og det troer jeg, at

, bin Lige i Duelighed ikke vil findes.“ Lad nu end
være,” fagde Amilias, „at Velent har gjort denne
Kniv, fom er faa god, fom du figer, faa fan det dog
hænde fig, af jeg fan gjøre et andet Jern, ſom ikke
giver den noget efter, om jeg vil gjøre mig mage ders
for; og aldrig vil jeg taale at høre, at hans Arbeide
er bedre end mit. Lad os derfor prøve bor Queligs -

—

ed

21 C. Dihdrik af Berns Gaga, 45"

fed, faa at enhver ſmeder faa godt Gan, fan, og jeg
vover fil Veddemaal af fætte min Kunſtfæerdighed, den
jeg vil miſte, om du ſtal kaldes min Mefter.” Kun
fidet formaaer jeg at gjøre,” ſparede Velent, men
med den Kundffab jeg Har lært, ſtal jeg ſmede et
Stykke; du fmede da et andet, og tredie Mand domme
os imellem, hvis Stykke er bed. Men til at vedde
med dig eter jeg ikke mange Penge; dog ſtal det komme
an paa dig.” Da flal du,” foarede Amilias, efter⸗
ſom du ikke har Penge til Veddemaalet, fætte dit Hos
ved derpaa, hvorimod ogſaa jeg fætter mit Liv, og
ſtal da den, ſom feirer i Kunſten, afhugge den andens
als” „Hvoad bil du da ſmede,“ ſpurgte Velent
fremdeles, „og Hvorledes ſtulle vi aflægge den Prøve,

ſom du tilbyder?” Du ſtal,“ ſparede Amilias,

gjøre et Sværd, faa godt ſom du kan, men jeg en
Hjelm og en Brynje og Brynhoſer, og hvis dit Sværd
bider mine Vaaben, faa at du fan faare mig; da fan
du afhugge mit Hoved; hvis derimod dit Sværd ikke
” Gider mine Vaaben, da ſtal jeg raade for dit Lin; og
Prøven ſtal affægges om tolv Maaneder,” Ja, ja!”
fagde Velent, «læg du ſaa meget fil af vedde om, ſom
du vil, og. tag ei dit Ord tilbage; jeg er beredt.”
Amilias fpurgte nu, hoo der vilde borge for ham, og
dertil vare ſtrax to af Kongens Riddere, ſom kſendte
hans Kunfifærdighed, beredte. Hvo borger for dig?”
ſpurgte Amilias Velent. Ei veed jeg,” ſparede denne,
hvo der vil borge for mig, da ingen her kjender, Hvad
jeg fan udrette” Men nu mindedes Kongen, Hvor
lunde Trabullen kom til Land, og hvor underligt denne
Mand hidtil havde udrettet alt, og fagde derfor: Ovis

—

-

46. Ditrif af, Berns Saga. 22 €.

ingen vil borge for Velent, da vil jeg;” og faaledes
blev deres Veddemaal for beftemt fluttet. Samme Dag
gif Amilias til fin Smedie med alle fine Svende, og
begyndte af fmede, og dermed blev han ved-den ene
Dag efter den anden i alle tolv Maaneder; men Velent
tjente ved Kongens Bord ſom tilforn, og lod fom han
intet havde aftalt, og faaledes gif det ene Halvaar hen.
22. Engang fpurgte nu Kongen Velent, hvor⸗
[unde han vilde opfylde det indgangne Veddemaal, og
naar han bilde begynde paa denne Smedning. Herre!”
ſparede Velent, „ſaaſom J raader mig dertil, faa vil
jeg. nu: begynde, men du maa ſtaffe mig en Mand,
fom fan bygge mig et Huus, Hvori jeg fan fmede.”
Dertil var Kongen ſtrax villig, og der bleve Mænd
fatte til af bygge ham en Smedie. Da den var hele
færdig, gif han derhen, hvor hang Varktoi var ned⸗
gravet. Der fandt han: vel Bullen, men Varkteiet
var borte. Dette gjorde ham ilde tilmode, og det kom
ham nu i Hu, at en Mand havde feet paa, at han
ſtjulte fine Redſtaber, hvoraf han fluttede, af denne
Mand maatte have faget dem; men ikke kjendte Gan
Mandens Navn. Han gif derfor til Kongen, og fore
talte ham dette, Kongen ſagde, at det var ilde, og
at der ſtulde (fee Underføgelfe om ,. hvo denne Mand |
maatte være; og ſpurgte, om han funde kjende ham,
da han iffe vidfte hans Nadn. Velent fagde, at ham.
godt kunde fjende ham. Derpaa lod Kongen ſtaævne til
Thinge over hele fit Land, og bød af enhver ſtulde
komme did, ſom var i hans Rige, men ingen vidfte,
hvad det ſtulde betyde. Da nu alt Folket fra hele
Jylland, var kommet til Thinge, fan talrige ſom man

192 & Didrit af Berns Saga. 47
kunde vente, ledte Velent, om han kunde finde Mans.
den, men fan fandt ham ikke. Da blev Kongen vred,.

ng fagde til ham: HDet ſynes mig dog, ſom her er

kommen hver Mand, der er i mit Rige, thi maa den
Mand ogſaa være her, ſom har dit Varktoi! men dr
fjender ham ifte, og du er iffe faa klogtig, ſom jeg
troede, og det var urigtigt, at jeg gik i Borgen for
dig, og du var værd; at en tung Stol blev ſpendt
paa dine Fødder, da du har holdt mig for Nar.“ Nu
blev Velent meget bedrovet, at han havde miſtet KE
Varktoi, og oven i Kſobet faaet Kongens Vrede. Ve
lent gjorde nu engang et Arbeide, uden at noget Men:
nefte blev. det vaer. Det var nemlig et Billede, ſom
han malede i fuld Paaflædning, i alle Maader ſom der
fiod en Mand. Dette Billede fatte han i en Krog i.

— Gallen. Det hændte fig. nu engang, af Kongen gif

ud i Forſtuen, og Velent gif foran ham med en Kerte;
Da fod Kongen Øiet falde fil venſtre Side, og ſagde:
«Bær velkommen, min gode Wen Regin! hvorlunde
er det gaaet dig og dit rende?” men Manden, ſom
ſtod der, fvarede. iffe eg Ord. Da tog Velent til
Orde: „Herre! ei kan denne Mand foare eder, thi
det er et Billede, ſom er mine Henders Gjerning; og
om du tykkes at Fjende hang Anſigt, da maa du vide,
at denne Mand, hvis Billede dette er, har taget mit
SmedeBVærftsi.” Nu fo Kongen, og ſagde: Viſt er
du kunſtferdig, thi noie fjender jeg, efter hvem dette
er gjort, thi det er min Ridder Regin. Ham har jeg
ſendt til Sverrig i mit Xrende; og bør det mig nu at
øfengjelde, hvad haarde Ord jeg- før talte til dig.”
Nu vidfe da Kongen, Hvorledes det havde fis med |

Wo

48 Didrik af Berns Saga. 23 C.

Velents Varktoi; og anden Dagen derefter ſendte hatj
Bud til Regin, og bod ham komme til ſig. Det va⸗
rede ei lenge, før Regin indfandt fig. Da ſpurgte
Kongen ham, om han havde faget Velents Redſtaber.
Regin fvarede, af han rigtig nok havde faget Vark⸗
toiet for Lsiers Skyld. Kongen bød ham at tilbages
give Velent det, hvilket han ſtrax gjorde. Siden flod
nu. Velent hver Dag ved Kongens Bord, og fod ſom
ingen Ting var, og faaledeé fed fire Maqueder frem.
23. Da nu denne Tid var forloben, ſpurgte
i gongen Velent , Hvi. han ikke vilde til at gjøre Svær.
det. Velent fagde, at han var heel færdig til at gjøre
det, faafnart det var Kongens. Raad. Velent gif nu
til Smedien. Fjerde Dagen derefter kom Kongen til
fam, og da var han allerede færdig med et Sværd;
hvis Lige.i Skarphed og Skjonhed Kongen tyktes als -
drig at have feet, De gif nu til en Aa, og Velent
" tog en Filtpude, en Tværfod tyk, kaſtede den. i Aaen,
og lod den drive med Strommen ned paa Svardets Eg.
Sværdet tog Puden ſonder i fo Stykker, faa af hvert
Stykke drev fin Bei. Da ſagde Kongen, at han als
brig havde ſeet bedre Sværd; een Ting. havde han fun
at udfætte paa det, at. det var faa ſtort og. tungt, at
han: ikke kunde føre det. Velent derimod ſagde, at
dette Sværd ikke var godt, men dt det ſtulde blive mer
get bedre. Kongen gif nu fornoiet hjem, men Velent
"fatte ſig ned i fin Smedie, og filede. Sværdet ganſte
ſmaat, tog dernæft Filſpaanen, blandede den. i Mel
og Meel, vørte det fammen, og bar det hen, Hvor
der vare Gjæs og Høns, fom han havde ladet fulte to
Dage i Forveien, og lod Fuglene æde det op altſammen.

w

23 C. Didrik af Berns Saga. 409

Siden tog han Fugledrækket, brændte det i Ilden, og
… gjorde deraf et andet Sværd. Efter fjorten Dages
Forløb kom Kongen igjeh, og da var det ander Sværd
færdigt, i hvilket Kongen fandt ſtort Behag. Nu tog
Velent en Filtpude, to Tvarfod tyk, og gik til Aaen;
men dette Cværd ſtar den fonder. Kongen blev nu
ganſte indtaget i det, og ſagde af man afdrig fif dets
Mage; men ſtjont det var mindre end det forrige, var
det dog temmelig fore. Velent fagde, at dette Sværd
vel var godt, men at han dog, for han Holdt op,

fulde gjøre et Sværd, der endnu var en Halv Gang

bedre. Kongen gif nu tilbage til fin Hal, men Velent
til Smedien, og filede ogſaa dette Sværd heelt ſonder,
og bar fig ad dermed paa ſamme Maade fon før, og efter
"tre Ugers Forlob var et andet Sværd færdigt, der var
poleret og indlagt med. Guld, og havde et ſtjont Fæfte.
Da nu Kongen kom til Velent, og ſaae Arbeidet,
tyktes det ham, at det var deg alterbedfte af de Sværd, ,
fom Han hadde ſeet, og det var tillige meget pasſende
for ham. De gif derpaa fil Aaen, og Velent havde
en Filtpude med fig, ſom bar tre Tværfod tyk, og
baade bred og lang. Denne faftede han i.Aaen, og
holdt Sværdet fiile for, og da Puden drev med
GStrsmmen, tog Sværdet den fønder ligeſaa let ſom
Strømmen felg. Da udbrsd Kongen: Om man end
vilde lede al Verden runde, fulde ingen finde et Vaas
ben, der kunde fættes ved Siden af dette; og dette
ſamme Svard ſtal jeg i mit Haand hoer Gang
jeg. herefter gager-i Kamp.” - Herte!“ fagde Belent,
seg vil. nu gjøre Balg, Gjorder og Svænder til Svar⸗
det; og da forſt overgive dig det naar det er heelt
Nordiſte Jortids⸗Sagaer, 3die Bind, i D

-

50 Didrik af Berns Saga. 23 €.
færdigt.” Dette fandt Kongens Bifald. Kongen gif
derpaa meget vel tilfreds tilbage til fn Hal. Men
Velent gif til fin Smedie, og gjorde et andet Sværd
faa ligt det forſte, at man ikke kunde Fjende det ene fra
det andet. Efterat bette var færdigt, ſtod Velent
igjen, og vartede op ved Kongens Bord flige til Stav⸗
nedagen. Samme Dag tog Amilias fine Brynhoſer,
ſpæendte dem paa fig, og gif hen paa Torvet og morede
fig: Men- hvert Menneſte, fom mødte fam, ſagde,
at han aldrig havde feet bedre Arbeide end dette, og
alt var ganfte nyt og af dobbelt Jern. Henimod Dav,
retid iførte han fig Fin Brynje, der baade var dog
heelt igjennem dobbelt, hvorpaa han gif til Kongens .
"Bord; og det fagde hver Mand, ſom ſaae ham, at de
atdrig havde feet bedre Vaaben: end denne Brynje:
Amilias var meget glad, og rofte fig. af fine Vaaben.
Saaſnart der nu var taget af Kongens Bord, flod han
Op, tog-en Hjelm, og ſatte den pan ſit Hobed. Den
dar baade godt poleret; meget tyk og i det Hele vel
fredet. "Han gik derpaa. hen til en Plads, hvor der
ſtod en Stol, paa. hvitfen han fatte ſig. Siden gik
Kongen ud: med. alle fine Mænd og. med ham Velent.
Da ſagde Amilias, at han var færdig til den aftalte
Prøve. hvorpaa Velent gik fif fin Smedie, og da han -
kom tilbage derfra, havde han et draget Sværd i fin
Haand. Han gif nu bag til den Stol, hvorpaa. Amis
Has fad; og fatte Svardseggen til hang Hjelm, og
- fpurgte,. om han markede det. hug til af alle Kræf:
fer!” foarede Amilias, „eller fif, om du vil, og venter
jeg, at du ſtal lægge haardt til, om.det ſtal bide.”
Velent trykte nu med Soardet fan haardt, at det: gif

4€. Didrik af Berns Saga. 51

igjennem Hjelmen, og da det naaede Hjerneſtatlen,
ſpurgte Velent, om han mærfede det. Men Amilias
ſparede, at det var for ham ligeſom der blev heldt
Band paa ham. Da drog Velent Sværdet faft, og
bad ham ryſte fig; men da han agtede at gjøre det,
føb Sværdet ned. til Balteſtedet, og han faldt i to Styk⸗
fer ned af Stolen. Da fagde mange, at her fane man
Beviis paa, af naar een hovmoder fig allermeſt, er
han faareft udſat for at falde. Giv mig nu Svær.
det!” ſagde Kongen til Velent, udg jeg bil bare det i
min Haand bort herfra.” Herre!“ ſparede Velent,
ujeg bil førft tage Gjorderne med alt hoad der hører til.
og aftorre Sværdet, og ſiden give dig det,” og ders
med var Kongen tilfreds. Velent gif derpaa til Sme⸗
„dien, og ſtod Sværdet under Balgen; men det andet
Gværd ſtak han i Balgen; og bragte det dernæft til Kon⸗
gem, ſom troede; af det bar det ſamme, hvormed. Ve⸗
lent Havde udført den ſtore Navnkundigheds Daab.
Kongen holdt nu for, af han var. bleven Eier af den
bedſte Koſtbarhed, faa af der ikke fandtes dets ng
om man end ledte aͤt Verden vandt.

24. Kong Nidung opholdt fig nu i ſit Rige, og
hos ham var. Velent, hin fortræffelige Smed, ſom
Varingerne kaldte Volund eller Kunſtneren. Han
ſmedede Kongen alftens Klenodier af Guld og Soly og
eſlers af alle andre Ting, ſom fode fig forarbeide. Ves
(ent bled nu navnkundig over hele. Verdens nordre
Deel, og det blev et almindeligt Ordſprog, naar man
vilde rofe noget Smedearbeide fom bedre end ſedvan⸗
net at man da ſaghe at — var en Volund i ſin

D2 sr Brad

—

52 Didrik af Berns Saga. 25 C.

Kunſt. Velent nod nu gode Dage og megen RÆDER,
hos Kong Nidung. — |
"95. Gom Kong Nidung en Das ſad over Bor⸗
| det, kom der nogle Mænd og berettede ham, at en ſtor
Fjendehær var falden ind i hans Rige, og havde gjort
megen Stade. Da famlede Kong Nidung en Hær over
hele fit Rige til Kamp imod denne Konge. Saaſnart
den var udruftet, red han ud, af fit Rige, og havde
fulde tredive tufinde Niddere. Begge Hærene vare nu
komne hinanden faa nær, at der kun var en Dagreiſe
imellem dem, og man altſaa kunde vente, at det næfte
Dag vilde komme til Slag. Mod Aften, da Kongen
havde opſlaaet fit Telt, faldt det ham ind, at han
havde glemt fin Seierſteen hjemme. Denne Steen var
gaaet i Arv fra Fader til Son i hans Slagt, og der.
fulgte den Egenſtab med den, af hvo der bar den i
Kampen,” tabte afdrig. Men da nu Kong. Ridung |
havde mindre Mandſtab, frygtede han. for, at han
fulde tabe, om han ikke ſik fin Seierſteen. Han kaldte
derfor alle de fortrinligffe Mænd fammen, om nogen
af dem fulde mægte af bringe fam hans Seierſteen,
, før Striden næfte Dag ſkulde gane for fig. Han lagde
til, af om någen var i Stand til at udføre dette, da
vilde han give ham fin Datter og Trediedelen af Riget.
Han gjorde dette Tilbud til mange af fine Venner, fom
han i fan Henſeende fatte meſt Haab til, og omſider til
Velent Smed. Velent ſoarede, at han vilde fare, om
Kongen vilde tilſtaae det Belovede, og Kongen bekræf⸗
tede paa fin Tro, at det fulde være en faft Aftale
imellen dem. Derpaa tog Velent en Heſt, fom var
den bedſte af alle Heſte, faa vidt man veed. Den hed

—

25 C. Didrik af Berns Saga, 53

Skemming; han havde faaet den fønden fra af det gode
Stod, ſom Studas hin Gamle havde. eiet. Denne
” Heft var fnar fom en flyvende Fugl, tillige var den for
og fager. Velent red nu om Dagen og Natten derpaa,
naaede ved Midnat Kong Nidungs Borg, og tog hang
Seierſteen. Det var faa lang en Bei, at faa kunde
tilbagelægge den i tre Dage. Derpaa red han Veien
"tilbage, og da Solen var ved at ſtaae op, var han ikke
langt fra Kongens Telte. . Da vare Vagtmandene,
ſom holdt Heſtvagt om Natten, beredte til at ride hjem,
det var nemlig Kongens Mandſtjenk og med ham fer
Riddere. De rede nu mod Velent, og ſpurgte hvor⸗
lunde det bar gaaet ham… ,, Vel,” føarede Velent.
« Bift nok,“ fagde da Skjenkeren, ‚er du en. beun⸗
dringsverdig Mand, da du. fan udføre ligeſaa meget
fom du vil. Giv mig nu Stenen, faa vil jeg bringe
den til Kongen, og fige at jeg har hentet den; men
dig vil jeg give ſaa meget Guld og Solo derfor, ſom
du forlanger, og desuden mit Venſkab.“ „Nei!“
ſparede Velent, ei hår jeg derfor Sent Steen, men
fordi jeg har .hentet den, vil jeg og bringe "Kongen
den.” „Om du end bringer Kongen den,” ſvarede
Mundſtjenken, faaer du aldrig derfor hans Dotter.”
Om jeg end ikke faner Kong Nidungs Dotter,“ foas
rede Velent, ſaa vil det dog ſporges om alle Lande,
at Velent far. hentet hans Geiergeen.” Ja!“ ſpa⸗
rede Mundſtjenken, ‚om du ei vil overlade mig Seier⸗
ſtenen for gode Ord og. Betaling, da ſtal du give flip
paa den med din egen Skam, og oven i Kjobet fade
Livet ;” hvorpaa Mundſtjenken og alle de medfulgte
Riddere med dragne Svard rede mod ham. Men ſaa⸗

—

54 Didrie af Berns Saga, 26 C.

fart Velent fane bette var han ikke ſeen med at træfbte
fit Sværd, fom han kaldte Mimung, og han hug nu
til Mundſtjenken, klovede hans Hjelm med ſamt Hos
vedet, Bugen og Brynjen, faa at Sværdet forſt ſtand⸗
fede i Sadelbuen. Dernæft hug ban en anden Ridder
paa Halſen, faa af baade hans og Heftens Hoved flsi
af; og ligefan hurtig afhug hau den tredie Ridders
Hoved. Da toge de svrige Flugten. Derpaa red Ves
lent til. Celtene, og overgav Kongen hang Seierſteen,
og fortalte ham, hvorlunde Mundſtjenken var kommen

imod ham, og hvad Udfald Sagen havde faaet, og

be]

lagde til, at han nedig havde gjort dette. ,, Belentl”
fvarede Kongen, du har dræbt min gode Ven og des⸗
uden to Riddere; drag du bort, du onde Hund! fra
mine Mine, ſnarere havde du endnu fortjent; at du
blev dræbt.” Men Kong Nidung holdt den Dag et
Slag, og fif Seier, Hvorefter han drog hjem til re

- Rige, og fad der i Fred og No.

26. Belent Smed overlagde nu fn Sag; og
bar ilde tilfreds med at han havde miftet Kongens
Venſtab og tilmed fans Datter og det Rige, ſom var

ham lovet. . Han forandrede, nu fit Udfeende; faa ag

ingen funde Fjende fam, drog derpda lonligen til Kong
Nidungs Gaard, gif ind i Kjskkenet, og gav fig i
Tjenefte hos Kokken og lavede Mad fil Kongens Bord;
og Kokken ſyntes aldrig at have haft faa god en Svend.
Kong Nidungs Datter havde en Kniv, form Doergene

hadde gjort, der havde: den mærfelige Egenſtab, at;

naar der blev ſtaaret med den, hvad der paa nogen
Viis var ureent, da fang det høit i den, faa at man
derved kunde vide, om nogen Slags Svig var i

=
bund
år AN
.

y

26 €. | Dibrif af: Bern Saga. 5

Maden. Men da Velent ſik at vide, — Natur
der fulgte denne Kniv, brugte han alle ſine Kunſter, og
tog Kniven bort. Han gjorde nu en, anden Kniv faa
fig denne; at. ingen kunde kjende dem fra hinanden,
om man end hoͤldt dem begge ſammen. Denne Knid
lagde han paa det Sted, hvor han havde taget den
farge. Dernæft lavede han en lakker Ret, ſom ſtulde
ſattes paa Kongens Bord for Kongedatteren. Denne
Mad beſad den Egenſtab, at, naar hun aad deraf, da
ſtulde hun ikke kunne leve, uden hun fi Velent Smed
til Mand. Da nu denne lakre Net ſtod paa Bordet
for Kongens Datter, og hun vilde fil at ſpiſe af den,
bares det hende for, ſom om der maatte være gjort
nogen Sig ved Maden, og hun. ar derfor i den med
fin Kniv, men Kniden vilde ikke ſynge, ſom den pleiede.
Det fandt hun underligt, og da hun troede fuldt og.
faſt, af der var Svig under, bød hun bringes fig nos
get raat Kjsd. Dette blev bragt, og hun (far deri,
hvor det var meft blodigt, men Kniven vilde ikke ſynge.
Hun fortalte.nu fin Gader det: Herre!” fagde Gun,
nu er jeg. bedraget, thi min Kniv er nu borte, og
den; ſom jeg holder i min Haand, er gjort efter den,
og der er ogſaa Svig i Maden, i hoo der end har gjort
det.” Kongen faae nu hendes Kniv, og ſagde: Ingen
ntægtede. af gjøre denne Kniv uden Velent.“ Det
ſamme ſagde ogſaa alle de Tilftedeværende. Da fod
Kongen lede efter ham, og han fandtes i Kjokkenet, og
bfev ført for Kongen. Da fagde Kongen: Du, Ves
lent! vilde nu fvige mig og min Dotter, det (Tal du
undsgjelde!“ Han faldte nu fine Trælle til, og bød
dem, af ſonderſtere Generne paa begge hans Fødder.

N

vw

56 Dideit af Berns SA 27 C.

baade for og bag, Hvilket de gjorde. Derpaa fb

— Kongen det læge, faa af begge Fødderne bleve uſtik⸗
fede til af gane med, faa længe ſom han levede. Kon⸗
gen vilde nu, at Velent fulde ſmede for jam hele ſin

Levetid. Velent fod engang Kongen bede: at komme

fil ham; han havde nemlig noget at tale med ham om.
Da nu Kongen kom / ſpurgte Velent, af hvad Aarſag
han havde tilfoiet ham denne faa. ſtore Beſtaemmelſe.
„Ei fod jeg dette gjøre,” foarede Kongen, af anden
Aarſag, end at jeg onſtede, at du aldrig drog bore af
mit Rige, faalænge fom du levede; og nu al du
ſmede alt hvad du formager, men du ſtal fane faa. mes

get Guld og Solo, ſom du onſter, til Foldeſtg jorelſe J

for hyad ſteet er.” Herre!” gjenmælte Velent, jeg
feer nu, at du har tilfoiet mig dette, fordi du yndede
miig fan meget, at du ikke vilde, at jeg drog bort, og
det ſtal jeg vel gjengjelde.“ Derpaa gif Velent til ſin
Smedie, og fmedede alſtens Klenodier, og var nu
langt muntrere og venligere mod enhver end tilforn.

227. 3 denne Tid kom Velents Broder Egil til
Kong Nidungs Gaard. "San var den ſtjsnneſte Mand,
man funde fee for fine Mine, og der dar ifær een Ting,
hvori han overgik enhver anden, af han nemlig. ſtod
med fortrinlig Færdighed baade med Laasbue og Haand⸗
bue. Kong Nidung tog vel imod ham, men vidfte dog.
iffe nøie, hva han var. Kongen [od paa mange Maas
der fætte Forføg paa, hvor vel Egil kunde ſtyde; og

da han nu engang havde forføgt alt det, fom rande

ham i Hu, Jod han et Æble lægge paa Hovedet af
Egils Sen. Derfra, hvor du nu ſtaaer,“ fagde
Kongen, aftal du ſtyde Ablet af din Søns Hoved, og

E
Y -

…

-

28 C. Didrit 1J Berne Saga. 57,

om du ikke gjør det, da har du forbrudt dit Liv.” Da
tog Egil en Piil ud. af fit Pilekogger, faaet pan Eggen
og ſtrog Bladet, og fatte den ned hos ſig. Han tog
derpaa endnu en Piil, og firsg Bladet og Fjadren,
fatte den. pan Strengen, og ſted midt i Æblet, fan at
baade Piil og Æble faldt påa een Gang til Jorden; og

denne Daad har flænge fiden været berømmet, og man
kaldte ham Olrunar-Egil eller Egil den Træffende.

Kong Nidung ſpurgte Egil, hoi han tog to Pile, da
dog een var tilſtrækkelig til at flyde med. Herre!”
foarede Egil, ‚ei vil jeg Jnve- for eder: om jeg havde
ſtudt Orengen med. den ene Piil, da havde jeg tiltænkt
eder den anden.” Kongen optog dog dette bel, É og det
tyktes alle, af han talte djærvelig.
2328. RKong Nidung havde to Sonner og een
Datter, fom hed Heren!, den fagrefte af alle Kvinder
og venneſal og meget elftet af Kongen. Det traf fig

nu engang ; da Kongens Datter legede ude i fin Have |

med fine Hofmoer, at hun ſonderbrod fin bedſte Guld⸗
ring, faa at den blev ubrugbar. Dette torde hun

hverken lade fin Fader. eller Moder vide, og fpurgte

desaarſag een af fine Moer, hvorlunde de ſtulde bære
Kig ad i dette ubehagelige Tilfælde. Moen ſagde, at

denne lille Skade vilde Velent let kunne rette, om

i Ringen blev bragt ham. Dette Raad ſyntes hun godt
om; og Moen gik nu til Velents Smedie, og ſagde at
hendes Jomfrue ſendte hende med ſin Guldring, at

han ſtulde gjøre: den ved. Velent fvarede, at han ikke

torde ſmede noget, det være hvad det faa var, uden

” Kongens Forlov. Bed denne Leilighed vil du vel
Ty 3 Kvadet om Walund i Edda ev hendes Navn Bodvilde.

N

(4
oe ren FÆRD RB ST — ger ae ES REE SERENE

58 Dihdrik af Berns Saga: 29 C.

nieppe tage det faa frængt,” fagde Møen, . Kongen. vil
viſt ikke optage det ilde, af der bliver gjort, Hvad
hans Datter onſter, og vel fan du for hendes Skyld
gisredette; thi hun vil ikke vife fin Fader den ſonder⸗
brudte Ning, at; han ikke al blive vred paa fjende.”
uJa!” fagde Velent, ‚hois hun giver mig fis Lofte,
faa at jeg hører derpaa, at jeg ikke ſtal andgjelde dette
for Kongen, faa vil jeg gjøre det.” — Moen fortalte
mu fin Jomfrue, hvad Svar Velent Havde givet. -
Denne vilde for ingen Deel lade fin Gader vide, at
Ringen var brudt, og gif derfor til Velents Smedie.
- en aldrig faafnart var hun kommen ind i Smedien,
for Velent flog Deren haardt i Laas. Derpaa tog han
og kræenkede hende, og, før han dernæft lod hende gaae
bort igjen, Havde han iftandgjort hendes Ning, fan at
ben bar meget bedre end tilforn. Men begge holdt
paa det omhyggelige ſtjult, hvad der var (feet dem
imellem, thi ingen af dem auſtede, at det blev
fundbart. JARRE —
29. Det hændte fig engang; at Kong Nidungs
tvende yngfte Gønuer fom til Velent med deres Lanés
buer, og bade ham gjøre dem Pile. Men Velent
ſagde, at han ikke for Kongen forde ſmede nogen Ting,
uden hvad denne felv ſeudte ham; „men om Y vilte,?
tilfoiede han, «at jeg ſtal ſmede for eder, da ſtulle I
opfylde mig en liden Bon: I. ſtulle gaae baglends fra
Hallen til Smedien og komme før Solens Opgang,
men om J ei gjøre fan, da ſuieder jeg ikke for eder.”
… Dette Vilfaar indgik Drengene med Glæde, og bekym⸗
tede fig ikke om at gage baglænds til Swmedien. Det
vår juſt om Vinteren, og der var nylig falden Snee.

29 C. Diidrik af Berns Saga. 59

Om Morgenen før Solens Opgang kom nu begge
Kongeſonnerne til Velent, og havde gaaet pan den

Maade, ſom Velent havde budet dem. Men faafnart
de fom i Smedien, flog han Dørrene i Laas, dræbte F

begge Drengene, og kaſtede dem i en Grav under fin
Gmedebælg. Op paa Dagen favnedes de. Man fors
modede, at de enten vare dragne ud i Skoven for at
more fig med at flyde Dyr og Fugle, eller ned til
Strandbredden at fange Fiſte. Da man flulde til
Bords, blev der ledet efter dem, men de fandtes ins
genſteds. Man kom nu ogfaa til Velent, og fpurgte
om de fjavde været der. Han fvarede ; at de kom der,
og han fane dem paa Veien tit Kongens Hal. Jeg
gjovde dem Pile,” tilføiede han, ‚og formoder jeg, at
de ere dragne ud i Skoven at more fig, thi de havde
ſmaa Buer med fig.” Og da Kongens Mænd gik hjem,
ſaae de deres Spor f Sneen vende hjem til Hallen.
Kongen. [od nu lede mange Dage efter dem, men de
fandtes ikke, Hoorfor han tænkte, at de maaſkee vare
bræbte ude i Skoven af de vilde Dyr, eller havde faret
uvarlig ved Strandbredden, og ſaaledes fundet deres

Grav i Bolgerne. Velent fremfog imidlertid 'deres

Kroppe, og ſtravede alt Kjødet af Benene. Siden tog
han Hierneſtallerne, indfattede dem i Guld og Solo,

og gjorde deraf to Bordkar. Deres Been forarbeidede
han ogſaa, og indlagde dem med Guld og Selv: af
nogle gjorde han Knioſtkafter, af andre Floiter, af ans
bre igjen Lyfeftager , af Sfulderbladene gjorde han

fmaae Olbagere og ligefaa af Hofteſtaalerne; og af ets ,

Hvert Been gjorde han et Redſtab, ſom ſtulde ſtaae
pan Kongens Bord. Af deres Knokler dannede han

—

og

b
É
|
| i .

= ==
8 Fan
*

— 9*

—

Brikker og Nogler : alt dette til Kongens Beſtæemmelſe.
Men intet Menneſte anede, af han havde dræbt Kon⸗
geſonnerne. Velent fendte nu Kongen alle disſe koſte⸗

lige Sager, og naar denne havde indbudet de fornemſte 3
Mænd til Gjæftebud hos fig, blev ale dette Bordtsi
brugt, og det var i Sandhed flore SORBAr BEDER; havde

der ikke været Svig derunder.

30. Velent Smed habde nu noget hæonet ſin
haanlige Medfart, i det at han havde berovet Kong
Nidung fine Sonner med den Beffæmmelfe, at han
ſelv ſtulde ſpiſe og drikke af deres Been. Dertil var
Kong Nidungs Datter frugtſommelig, men hun holdt
ſtjult ikke allene for ſin Fader, men ogſaa for enhver

anden, hvem Barnefaderen var; men med alt dette

vidfte dog Velent, at det var hans Barn, ſom ogſaa,

at Kongen vilde lade ham dræbe, om han fik det at

vide. Han bad derfor ſin Broder Egil, at han ſtulde
ſtkaffe ham fmaag og flore Fjædre. Egil gif i Skoven,
og ſtod alſtens Fugle, og bragte Velent Fjædrene.
Deraf gjorde nu Velent en Elyveham, og da den var
færdig, fane den ganfte ud: ſom Hammen af en Grib

eller Gam eller af den Fugl, fom hedder Struds. Bro⸗
. brene vare nu engang begge tilfammen i Smedien; da
- gav Belent Flyvehammen til Egil, og bad ham drage "

hen ien Fſeldkloft og der tage den paa fig, og prøve;
om man funde flyve med den. Egil ſpurgte nu, ꝓaa

hvad Maade han ſtulde fare i den, hvorlunde han

ſtulde hæve fig fra Jorden og flyve og fiden fætte fig
hed igjen. „Du ſtal fare i den,” ſagde Velent, „der
hvor den er aaben, og fpænde den foran; du ſtal hæve
. big op imod Vinden. og flyve baade hoit og langt og

£

60 Didrik af Berns Saga. 30 C.

-

g0 C. Dibdrif af Berns Saga. . 64

ſom den hurtige Fugl.og fiden fætte Sig med Vinden.”
Og da Egil under Prøven vilde til at gade ned, vendte
han fig for Vinden, men da flyrtede han ned, og
maatte tage fig i Agt for ikke af brekke Halfen. Siden
gik jan til. fin Broder Velent. Denne fpurgte nu,

Hvor god hans Flyveham var bleven. Var det lige

faa let,“ foarede Egil, ‚at fætte fig med din Fjader⸗

ham, ſom det er af flyve med den, da havde jeg alles

rede været i ef andet Land, og du havde aldrig faaet

den fiden.” Da fagde Velent, at han fulde nok for⸗
bedre den Mangel, og had dernæft Egil lonligen at

falde Kongens: Datter til fig, hoilket Cgil gjorde. - Da

hun nu form i Smedien, taltes de mange Ting ved,
og han fortalte hende hele ſin Beflutning, og derhos
at hun fulde føde et Drengebarn, og hvis dette ind⸗
"træffer efter: mine Ord,” tilføjede fan, da ſtal du

omhyggelig opføbde Drengen; og naar han fan bære

Vaaben, ſtal du fige ham, at hans Fader har gjort

Waaben til ham, og at han flat føge fine Vaaben, hvor

Vinden gaaer ud, men Bandet ind.” For de ſtiltes,

ſpore de hinanden Ed, at han. vilde ikke tage anden
. Kvinde end hende, og hun ingen anden Mand end ham.
Det fortælles nu, at Velent gif op paa fit Huus, tog
Flyvehammen, og. gjorde fig færdig, og dernæft. hæs
- bede han fig op. Men endnu fagde han til fn Broder:

Om du bliver nødt til at flyde efter mig, da har jeg

bundet under min venſtre Arm en Blare, og deri er

Kong Nidungs Sonners Blod.“ Siden fisi Velent op,

og fortalte nu fin Broder, at han havde givet ham
urigtig Beſted om, paa hvad Maade Flyvehammen
ſtulde ſtilles, da han ikke troede ham. Velent flet un

— Ed

⸗

g An

4

62 Didrik af Berns Saga. | 31C.

op paa det hoieſte Taarn; og raabte hoit, at Kongen

aſtulde komme at fale med ham. Men da Kongen horte

Dette, gif han ud, og ſagde: Velent! er du nu ble
ven. fil en Fugl? viſt gjør du mange Undervarker.
Hvad vil dn? vil du flyve noget omkring?“ Here!”
fvarede Velent, jeg er nu en Fugl, og dog tillige. et
Menneſte, men fare ſtal jeg nu min Vei, og'ei. venter
jeg, at du mere feer mig, faalænge du lever. Men
jeg bil dag ikke fijæle mig fra dig, og ſtal du nu høre

vort Mellemvgrende: Farft lod du ffjære mine Stig:
nebeen ſonder, faa at jeg ikke fan bruge mine Fødder,

men det gjaldt din Dotter, thi hun er nu frugtſom—
melig ved mig; og fordi jeg. miftede mine Sener, faa
miftede J eders to Sønner for min Haand, og til
Vidne paa, at jeg ikke lyver, være eders Guldſtaale og
Solvkar og mange Slags Bordtoi, thi inden i dem
ville deres Been findes.“ Derpaa flat Velent "bore.
Da fagde Kongen til Egil: Tag din Bue, og ſtyd É
. fam! aldrig ſtal han komme levende. herfra, i andet
Fald ſtal du fade dit Liv.” Da tog Egil fin Bue, og -

ſtkod under Velents venſtre Arm, ſaa at Blodet faldt

til Jorden. „Det gif godt,” ſagde Kongen, „Velent
vil ikke kunne folde det lenge ud.” Men Velent ſſoi
hjem til Sjælland, nedſatte fig der i en Skob, hvor

han byggede fig et Herberge, og opholde fig en Stund.

Fjerde Fortælling.
Om Vidgas forſte Bedrifter.

BE: Kong Nidungs Datter fødte et Drengebarn, og
denne Dreng blev falde Vidga. Han opfodtes nogle

32 €, —… Didrik af. Berns Saga. - 68

Vintre ved Kongens Hof; og det fagde man om fam,

at i Henſeende til Styrke og Forſtand, ESkjonhed og
Wart var ingen i Landet hang Lige, faa ſom ſiden (tal
omtales. Det fortælles nu, at Kong Nidung falde i
en Sygdom og døde; men hans ældfie Son, der ogſaa
hed Nidung, tog Niget efter ham. Denne Konge ber

handlede fin Soſter og hendes Son Vidga vel. Da

mu Vehent ſpurgte, at den gamle Midugg bar dod,
fendte han Bud til den. nye Konge, for at fane Fred,
höilken dende tilfod ham. Dernæfg drog Velent til

Kong Nidung, og ægtede paa denne Færd hans Soſter, EL

og de ſtiltes ad. fom gode Venner. Velent foer fyjem
med fin Kone til fine Gaarde, og med den deres Son

Bidga, og de bvælede Hjemme en Stuud, uden at der

ere fiere Ting fortalte om dem, Og ei turde Kongedat⸗
… feren af fage efter Vaabnene, der hvor Velent havde

Setydet; thi han tog dem nu ſelv, Hvor han havde
gjemt dem under fin Esſe, og der ſagde han at Vinden
foer ud men. Vandet MD> —— — nemlig der fvas
lede Esſen.

32. Da Vidga vår: tolv Vintre enes var .

han allerede ſtor af Bært og ſtærk af Kræfter, haͤardfor

og meget anfeelig. Velent ſpurgte, om han onſtede

at. beſidde ſaa megen: Kunftfærdighed, ſom han kunde
fære ham. For min Modrenedts Skyld,“ ſparede

Bidgar beder jeg Gud, at min Haand aldrig kom
pag Hammerſtaftet eller paa Tangarmen.” Hvad vil
du da fære?”. ſpurgte Velent fremdeles, at du uden
Skam fan. forhverve dig Føde og Klader.“ En valig

Heſt,“ foarede Vidga, „et ſterkt Spyd, et ſtarpt

Sværd, et nyt Skjold, en haard Hjelm og en hvid

⁊

N

64 Didrik af Berns Saga: 33 &

Brynje og en hæderlig Hovding, med, ham at ride; og -
ham at tjene 1 faalænge mig. Livet forundes, fee dette
er, hvad jeg onſter mig.” Alt dette. vil jeg ſtaffe dig,”
fagde Velent, men hvorhen vil du da fare?” "Da:

fvarede Vidga: J Ømlungeland blev mig fortalt om
en Mand, fom hedder Didrik, Konning Ditmars Sonu
af Bern. Han er- af ſamme Alder ſom jeg; han ev
baade flor og ſterk; til ham. vil jeg drage, og byde
ham ud til en Enekamp. Vel tvivler jeg om at kunne

ſtaae for hans kraftige Hug, men naar jeg falder til
dJorden, da beholder jeg dog mit Liv, naar jeg overs

giver min Hjelm, og tilbyder mig af gaae i hans Tje⸗
neſte, faa god veed jeg han er. Maaſtee fan det falde

bedre ud; imidlertid, hvordan det end gaaer, bliver

det uden Skam for mig.” Nei!” foarede Belent,

idet er ikke mit Raad, at du farer den Vei. Komme

IJ ſammen i Enekamp da vil dy fun foie Stund kunne
holde dig mod ham. Men jeg veed en Skov, i hvilken

der boer en ſtor og ſtark Riſe, ſom gjør mange Mens

”gefter Sfade; ham vil jeg hjælpe dig til. at fane over⸗

vundet; og naar det (feer, da vil Kongen af. Sverrig -

lonne dig vel: derfor, og give dig fin Dotter og Halften
af fit Rige.” Det vil jeg for ingen. Deel gjøre,” var
Vidgas Svar, allermindſt for en Kvindes Skyld; thi

hændtes det da, at jeg falde for Riſen, da havde man

Grund til at fige, at jeg fod mig Liv med megen Van⸗
"are, . Men jeg vil gjøre, fom jeg har beflnttet.” Jal
om * end ikke faaer dig bevæget, ”. foarede Velent,

ſtal dette dog ikke vare til Hinder for, at jeg jo ſtal

ſtaffe bet, ſom bu bad om.”
Velent gav nu — herlige Vaaben, fom

Få

⸗

AJ

33 C. Didrik af. Berns "Saga. | 65

denne iførte fig; forft Brynhoſer baade tykke, blanke

var haard: ſom Staal, dobbelt, fid og rummelig efter
hans Vært; dernæft Sværdet Mimung, fom baade var

haardt og godt, og, havde flarpe og hvasſe Egge, og
par faa fortrinligt, af der fandtes ikke bedre Vaaben,
om man ſaa ledte af Verden rundt. "San. fatte paa fle
"foved en. Hjelm, der var gjort af det haardefte Staal,
og var beſat med ſtore Nagler, tyk og dog bøjelig.
Den. var market med den Orm, ſom hedder Slange,

der var af gylden Farve til Tegn. paa hans Ridderſtab.
Denne Orm var giftſprudende; det tydede hen til hans

Stridslyſt og;Haardførbed. Derpaa tog han ſit Skjold,

og fæftede det pag ſin Axel; det var tykt og tungt, faa .

af Det var: alt det; en Mand kunde lofte det i fin ene
Haaud; det var hoidt ; og market med en rod Hammer
og Tang, fordi hans Fader var Smed, og oven i det

fode fre Karfunkelſtene, fom tydede hen til Hans Mør
breneæt. Siden gav Velent ham Heſten Sfemming, --
den bedſte af alle Heſte; dene Sadel var gjort af Elfen⸗

been, og derpaa var ridſet en Hgle. Vidga gif, nu til
"fu Moder, og. tog. Afſted med hende. Hun bod hau
fare vel, og gab ham tre Mark Guld og ſin Finger:
ring. Derpaa kyſte fan "fin Fader. Velent bod
ham Farvel, og græd, da han drog bort. Vidga
tos nu ſit Spyd, "og ſprang paa Heſtens Ryg faa

let, at han ikke brugte Stigboilen, i det han ſvang
fig op. Da Velent fane: dette; ſmilte han, og han
fulgte ham nu paa Veien, og gav ham mange gade.
Raad. Derpaa ſtiltes de, og Velent drog hjem

igjen. i —
Nordiſte Jortide⸗Sagaer, 3die Bind, CF

0! :

sorten ind fr dernes ned "0 MESS RE RE

66 Dideit af Berns Saga. 34 C.

34. Vidga red nu lange Veie siden tykke og
ubeboede Skode. Han kom omfider. til en flor Aa,
fom hed Edisaa?, men da han ikke fandt det Vadeſted,
fom hans Fader havde betydet ham, ſteg han af Heſten,
fedte den ind i Sfoven, og bandt den ved et Træ.
Derpaa afdrog han fin Krigsruftning, og nedgrov den i -
orden, for af ingen ſtulde fijæle ham den bort, vas
dede ſiden ud i Aaen, og føgte efter Vadeſtedet, men
der var fan hoit Bande, af allene hans Hoved ragede
frem. Da kom tre Riddere Tidende til ham: den ene
” af dem var Hildebrand, den anden Helmer, den tredie
var en Jarkaf Omlungeland, ſom hed Hornboge. Hine
fo Hovdinger havde Didrik ſendt efter Hornboge Jarl;
thi han vilde give ham Plads blande fine fortrinligſte
Hirdmænd. Nu fagde Hildebrand til fine Stalbrodre:
Jeg feer der henne ved Aaen en Dverg; det: er viſt
Dvergen Alfrig, ſom Herr Didrik engang tog, og af
hvem han fik ſit bedſte Sverd Nagelring. Nu ſtulle
vi endnu engang forſoge, om vi kunne fade Fingre i
ham, og ſtulle vi de paalægge ham et ikke mindre be⸗
fværligt Arbeide, for at loſe fig.” De rede. derpaa til
Aagen, og ſtege af Heſtene. Vidga- horte, hvad de
ſagde; „Giver mig Fred og Lov til at gaae i Landt”
raabte han, „ſaa ſtulle J nok fane at fee, om jeg er
mere Dverg end enhver af eder.” De tilſtode hamidet,
… og bade ham gade i Land. Da fprang han: fra Aacn
op i Land ni Fod i eet Spring. «Hvad for en Mand
er du?” ſpurgte Hildebrand, „og hvorfra kom du
her?” Om du ér en raſt Kæmpe,” fvarede Vidga,
hvi fporger du da en nøgen Mand om Sligt? Lad
7) Formotentlig Etſch, ved hvilfen Verona (Bern) ligger.

x —

—VW

«—
e

34 (R | dart af Berns Saga. 67

mig forſt tage mine Vaaben æg Klader, da ſtal jeg fige

dig alt, hvad du vil have: at vide. »Ogſaa dette tik

ſtod Hildebrand. Vidga klædte fig nu. paa, og iførte

fig fine. Vaaben, fprang .dernæft paa" fin Heft, og. red

imod dem: „J trende gode Niddere!” ſagde fan,
„Gud hjælpe eder! jeg ſtulde nævne eder ved eders hæs
derlige Navtiie ; om jeg kjendte dem; nu kunne J ſporge
om, -hvad eder lyſter af vide” Hvad er dit Ravn? åj
ſpurgte Hildebrand, ‚og af hvad Æt: er du, og hvad
gjør du her, og Hvi rider du. ene. i ukjendt tand?”

Jeg er en danſt Mand,” ſoarede Vidga, ogemit
Navn er Vidga, Velent hedder. min Fader, min Mo

ber er Kong Nidungs Dotter; og beføge vil jeg Didrik

Ditmarſon, og før jeg igjen reifer hjem, agter jeg,
at vi begge ſtulle forfage, hvor fafte SEjolde vi have,

Hvor ftærfe Hielme, hvor hvasfe -Sværde og hvor
haarde Brynjer,: thi ban er nu den navnkundisſte over

al Verden for fin. Manddom og Tapperhed.“ Da Hil⸗

debrand fane, at denne Mand baade bar for og dra⸗
belig, ng hans Vaaben og Harniſt indrettet overeens⸗

ſtemmende med hans Stprke, ſaa at han ikke toktes at
" jane feet hans Lige; da indſaae han vel; at hans Herre

Didrik vilde komme i en farlig Prore, og det. blev ham
Lvivlſomt, hva af dem der vilde gane af med. Seiren.

Øg four Hildebrand var en meget viis Mand, udtænkte

San ſtrax fin Plan; og ſagde roligt og muntert til Vidga:
Gubd være Iovet at jeg nu har fundet et Mand, ſom

jeg venter har. Djærvhed til. at føfte fir. Sværd med
Didrik; thi, hvis eykken vil foie dig, haaber jeg; at
du med din Mandighjed vil kunne ſtakke hans Overmod —

"og den Hofferdighed⸗ at han troer, at ingen fan ſettes

ER.

— — —

— mg MR ms.

68 —Didrik af Berns Saga: 38 &

i Ligning med ham.” Bil du indgaae Stalbroderſtab
med mig?” ſpurgte Hildebrand fremdeles, ſaa at den
ene af 08 hjælper den anden, naar han er ſtedt i Nød.” .
«Saa ſynes mig,” foarede VBidga; „ſom du maa. være

en mægtig Mand, og af ſaadan XL at jeg et vil nægte
dig mit Stalbroderſtab, fan meget mindre fom jeg fors
hen red. eenſom. Men hvad er eders Navne og Stand?”
Jeg hedder Boltram,“ foarede Hildebrand, zog er
en Son af Neginbald i Venedig; den anden Mand her
hedder Simtram Herbrandſon; den tredie er Horn⸗
boge Jarl af Humlungeland.“ Vidga og Hildebrand
gave nu hinanden Hauderne, og bleve Stalbrodre.
Siden rede de til Aaen, og Dildebranb — et. ——
ſted over den.

35. De rede nå — ad Selen, indtil den deelte
fig. fer gaae fo Veie til Bern,” ſagde Hildebrand;
den ene er baade lang. og flem, den anden derimod
meget kortere og bedre, men der er en Forhindring
paa denne Vei: der er nemlig en Aa; ſom hedder
Lippa, over hvilfen man ei fan komme uden ad en
Stenebro, og. derved Ligger et Kaftel ved.Raon Brik⸗
tan? … Told Røvere boe i dette Kaſtel; den ene hedder
Gramaleif, den anden Thrella, den tredie: Stodfus.
Paa denne Stenebro maae vi erflægge Told; der maae
Vi lade vore. Vaaden og Heſte, og endda prife- 08: Aykke⸗
lige, om vi flippe med Liv og Lemmer. Der & fun -
ringe Forhaabning om, at vi kunne komme over denne
Bro uden deres Billie, thi endogſaa Didrik har engang
1) Formodentlig Brigen, ved Rienzflodens udløb 1 Eiſakfloden,

der ved Botzen falder ud i Etſch. Navnet (af Bride) in
tyder paa Beliggenheden. 5*

e,

33 C. Dihbrik af Berns Saga, — 69

forføgt at viiide dette Kaflel, men Harintét kunnet ude

rette, og Hvis derfor nogen fan overdinde didfe tolv
Kæmper ; da tor hverken Didrik eller nogen anden ſtaae
imod ham; derfor omme vi bel til at ride den lengſte
Bei.” Bi ville ride den korteſte Vei,” var Vidgas
var, „thi de fade: vel ndenlandſte Mænd ride, hvor
Det dem iyſter.“ De droge au den Bei, ſom Vidga
diſde, og kom tiet Skob, ſom hed Lyrevald', foran
hydiſken Kaſtellet laae. Saaſnart de nu fik Die paa
Det, ſagde Vidga: Bier her paa mig! jeg bil ene ride
hen til Kaſtellet; maaſtee lade de og vride uden at bes
tale; maar jeg beder dem høflig derom; men Hvis det
ikke vil Iykkes, da kommer jeg ſtrax tilbage.” De
bade ham raade, og tyktes vel om, at han foer. Han
ved nu hin til Stenebroen; men Reverne fade foran
den, og fane ham komme. Der former. en Mand
ridende,” ſagde Gramaleif; han har et fore Skjold,
ſom kommer mig ret tilpas; men hans svrige Harniſt
kunne J ſtifte mellem eder.“ Den Mand far bel et
godt Sværd,” ſagde Stodfus, „det ſtal ikke gaae paa
Skifte, for det vil jeg have.” Da vil jeg have hang
Brynje,” ſagde Thrella; ‚og jeg hans Hjelm,” fagde
Sigſtaf. Da fagde den femte: .Han har en god Heſt,

. den tilegner jeg mig.” Og den fjette fagde: Jeg vil

have hans Kjortel og Klader.“ Hvad bliver der da
til mig uden Brynhoſerne,“ fagde den ſpvende, auaar
alt det Øøtige er flifter.” Da fagde den ottende:

WBans Pengebalte vil jeg have, og alt hvad fom er i

det.” FJeg tager hans hoire Haand for min —
ſagde den niende. Tilvisſe,“ ſagde den NAG at
1) En Lyrewald ligger i, Veſtfalen.

*

mg Sy Didrik af Berns Saga. 36 C.

Jotden. Da fagde Hildebrand: "Jeg ſeer hu, at de
, ere komne ſammen; later og derfor ride til, og ſee,
hvorlunde de ſtifte imellem fig: thi hvis Vidga faner
Seier over disfe Mænd, og di iffe komme ham ctl
Djælp, dil han ellers ſige, at vi have fveget ham, og .
da bliver det vor Bane; naar han træffer 08; lad 08
derfor vride fil, thi jeg venter, at han ganer af med
Seiren; ſtulde han derimod tabe, da ville vi ſtynde os
at ride bort.” Saa gjorde de, og da de naaede Ste⸗
nebrden ; fandt de, af Vidga havde-tilføiet ſine Fijender
mange og- flore Hug, fan at af de tolv havde: de før
maaͤttet bide i Græsfet, men de fem svrige ————
hvoriblandt Sigſtaf, undkom ved Flugten.

36. Vidga red nu med fine Stalbrodre til Ka⸗
ſtellet, ſpiſte og drak, og forblev der Natten over:
Hildebraud tenkte nu meget paa Vidgas Mandig⸗
hed, og var nu ſikker paa, at Didrik i ham vilde
finde fin Lige, og han tenkte ogſaa paa, hvor gode |
hans Vaaben vare; thi fod han op ved Midnat, traf
ſit Sværd ud af. SÉeden, og efterat have ombyttet
Hjaltet og Knapperne, lagde han: det iſtedenfor Vidgas
Sværd Mimmung, lagde fig ſiden ned, og fov til Dag.
Os ſaaſnart Dagen brød frem, ſtode de op/ og gjorde
ſig ferdige til at reiſe videre. Vidga ſpurgte nu, hvad
de ſtulde gjøre af dette Kaſtel. Da fvarede Hildebrand:
«Ru ſtal jeg fige dig, hvo jeg er, og hvad:jeg. hedder;
mit Navn er Hildebrand, og jeg ev Konning Didriks
"Mand, og alle vi ere hang Stalbrodre; men ſtjont
jeg ikke ſagde dig vort rigtige Navn, vil jeg dog lige⸗
fulde holde det mellem . 08 indgaugne Stalbroderſtab.
Det er nu mit Raad, dt vi lade Kaſtellet ſtande, og

*
3 ed

37 E. Gå Didrik af Berns Saga. J 73

disfe vore to Staibrodre blive tilbage at holde Vagt

Veddet. Men jeg vil følge dig til Bern til Konning
Didrik, og hois faa ſteer, at J indgage Venſtab, da
kunne I begge rande over dette Kaſtel, men om J ikke
ſtilles ſom Venner, da beholder du det for dig ſelv

" allene.” Da fvarede Vidga: MPaa- denne Stenebro

Hhar ligget Cold og megen Ufred, og ſtjont her gaaer
en alfar Vei, har dog ingen i lang Tid tordet vove
at fare herover; hvis jeg derfor ſtal raade, da ſtulle
alle - Menneſker herefter fare ad den i Fred, baade
udenlandſte og indenlandſte, unge og gamle, rige og
fattige.” Det er det retteſte,“ fvarede Hornboge
Jarl, „at den raader herfor, ſom ene vandt Kaſtellet
ved ſin Tapperhed.“ Da tog Vidga en Brand, ſtak
Ild i Kaſtellet, efterat de førft havde borttaget Godſet,
og / de droge ikke derfra, før hele Kaſtellet var brændt
. og fævnet med Jorden.

37. De rede nu, efter ſaaledes vet abe Gag,
muntre derfra, og kom til den Aa, fom hedder: Vis
ſeraa. Derover gik. en Gro mellem to ſteile Klipper,
Did var Sigſtaf kommen med fine Kammerater, og de
hadde afbrudt Broen, før hine kom dertil. Saaſnart

Vidga blev dette vaer, gav han fin Heſt Skemming af

Sporerne, og red i fuldt Fiirſpring til Aaen, og He⸗
ſten sprang: fra, den "Klippe, hvorpaa Broen havde
hvilet, over Aaen til den modſatte Klippe faa let, form
man. unde. fee en Piil flyve did, og-endnu den Dag i
Dag fees der Marke af Heſteſtoene og Gømmene i

Bjerget, baade der, hvor han fprang fra, og hvor

han kom ned. - Hildebrand. og Heimer rede nu efter

ham tilligemed Jarl Hornboge, og da de naaede Bier⸗

—

74. Didrik af Berns Saga, 38 €.

set, lod Hildebrand ſin Heſt ſoringe i Aaen og ſtem⸗
mede over; Hornboge Jari haude ſamme Færd, men

kom dog noget ſildigere i Land; men Heimers Heft

Riſpa, ſom var Broder til Skemming, ſprang imellem
begge Klipper ligeſom Skemming. Saaſnart Vidga
var over Aaen; ked han paa det ſtyndſomſte did, hvor

"de fem undkomne Røvere Sigftaf og Stalbrodre Holdt, .
indlod fig i Kamp med dem, og tildeelte dem baade

mange og fore Hug; Heimer vilde ikke ſtaae ham bi,

men blev holdende paa fin Heſt ved Aaen, men ſaaſnare

Jarlen og Hildebrand Fom i Land, rede de djærvelig
til, og hjalp Vidga, og da var Striden hurtig afs
gjort; thi de dræbte: alle Kemperne tilhobe. Eüdnu

markede Bidga ikke til; at —— Sværd stks var
GABON

. De rede nu 1 tit ent. — ſom Hildebrand

— hvor hans Kone Oda boede; der forbleve de

Natten over: Om Morgenen rede de derfra, og kom
aarle til Bern. Det blev nu Didrik berettet, at Hil
debrand, Hornboge Jarl og Heimer vare komne.

Didrik ſtod ſiden op, gik imod dem, og modtog dem
alle tre vel, og ſpurgte dem, hvad Tidender de bragte,

men de fagde: „Ingen.“ Med Vidga falte. Didrik
ikke, thi han vidſte endnu ikke, hoo han var. Da

drog Bidga af fin Haand en -følvbeflaaet Handſte, og

gav den fil Didrik. Denne fpurgte, Hvad det (fulde
betyde. Hermed,“ ſparede Vidga, udbyder jeg dig
fil den forſte Enekamp, thi du er min Javnaldrende,
og langveis bore har jeg ſpurgt om dig, ag megen Be⸗
fværlighed har jeg udftaaet, fiden jeg foer hjemmefra 3

men nu enſter jeg at prave, om def er fandt, hvad

' 2

MX

BE, Didrik af Berns Gag 75

hj

Kygtet:farteler fra Land til Land, at du er ſaa vel⸗

dig en Kempe, at ingen, formader at ſtaae imod dig ag

dine Vaaben. Saadant ef mit Xrende, fom jeg
venter, at du ikke afſlager.“ For ingen Kamp, unde
flaner jeg mig,” ſparede Didrik, Ahvad enten jeg ſtal
ſtride mod cen eller flere; men i dit Exempel ſtal jeg

lære bandſtrygere, ikke oftere at byde Didrik nd til Ene⸗

kamp i hans Land.” Da ſagde Hildebrand; «Tal ikke
ſaa, Herre! du veed neppe/ hvad Mand du har for
big; og endnu vover jeg ikke at føare for Udfaldet af
Kampen, om Seiren ſtal blive din eller hans, men
det-forefommer mig ſandſpnligere, af du vil fane den
Deel, fom hedder Uſeier, om du iffe har Hjælp ane
denſteds fra.” "Stor Skam vil det være,” fagde dere

pad Reinald, cen af Didriks Mænd, ;.om hver Trætles

ſon ſtal vove af udbyde big. til Enefamp. i dit Rige.”
Da ſagde Hildebrand: Et aftere ſtal du beſtemme en

bGerommelig Mand;” og med fin knyttede Næve gav”

Gan ham i det ſamme faa vældigt et Ørefigen, at han
ſtrax faldt i Afmagt. Da ſagde Didrik til Hildebrand:
— er meget, ivrig t af yde denne Mand Hjælp, men

u ſiger jeg dig, hvad Dom der venter ham: allerede

me Dag ffal han hænges op uden. for Bern.” Om

ban kommer i din Vold,” foarede Hildebrand, naar
IJ Have prøvet en. Dyft ſammen, aa faner han af un⸗
derkaſte fig denne Dom, . i hvor haard den end er.”
Didrik bod nu fine Vaaben bringes, og ſaaſnart det
nar:(feet, ſprang han paa fin Heſt Falken, fan at han
hverken ſtottede fig. ved. Stigremmen eller Sadelbuen.
Falken var Skemmings og Riſpas Broder. Derpaa

reb Didrik fra Bern ud. til Kampflelten, og med fam |

76. Didrik af Berns Saga. 39 &

… mange høvdinger og Riddere. Vibga hoidt der alle⸗
rede paa fin Heſt Skemming tilligemes Hildebrand, og
fan Mænd hos dem. Derpaa traadte Heimer frem
med en Skaal, fuld af Viin, gav den til Didrik, og
fagde: «Drik Herre! Gud give eder en fager Seier i
Dag!” Didrik tog Skaalen, tømte den, og gav den

; igſen til Heimer. Hildebrand gav Vidga en anden

Skaal med Viin; men denne fagde: Bær den: forſt

- fil Herr Didrik, og bed ham driffe mig til.” Hilde⸗

brand gjorde faa, men Didrik var faa vred, at hau

ikke vilde drikke ham til. Neppe veed du, Herre!”

fagde Hildebrand, ahvi du er vred, thi du har en dra⸗
sr befig Kæmpe for dig, og ikke, ſom Reinald fagde; en
7" Trælleføn.” Derpaa gav Hildebrand. Vidga Skaalen,
— ” og fagde: Drikenn, og varg dig mandig! thi nå har

du fag til at flaae dig bi.“ Bidga. tog derpaa fin"

i —— Gufdrtng af, og gav ham den med disfe Ord: Gud

— fønne dig. for din Biftandl” Didrik raabte nu tit

Vidga, og ſpurgte, om han bar færdig. Vidga —
ér — at ks var beredt til Kampen.

"Nu gave de Heftene af Sporerne, —
— „og rede faa haardt ind paa. hinanden, ſom
en ſulten Hog farer paa fit Bytte; og da de kom ſam⸗
men, ſtak enhver til den anden med fit Spyd faa. ſtarkt
ſom han formaaede. Vidgas Synd gik igjennem Dis
driks Skjold, og (far det ſonder, men. Didriks Spyd
fæftede fun lidt i Vidgas Skjold. . Nu løbe Heftene
hinanden forbi, og Vidga traf fit Sværd ud, men
Didrik red. djærvelig mod ham, ”og ſtodte fin Landfe
mod Vidgas Bryſt, men Vidga hug ligeſaa hurtig
Spydſtkaftet ſonder, og ſamme Hug. tog den nederſte

Fa Søes sk,

b

RR re RR Sa — — — — Hr —, —— — — — — — 2
EA
.

zg €. Didelt af Berns Saga. 77

Deel bort af hans eget Skjold, dog blev Gan ikke ſaa⸗
ret; thi hans haarde Brynje dakkede ham; og dermed
fEilte de deres Turnering. Derpaa førang' de. af He⸗
ſtene, og fæmpede. nu pan det drabeligſte med Svar⸗

dene, Didrik tildeelte Bidga vældige Hug med ſit

Syard Nagelring. Og nu ſtodte Vidga til Didrik i,

Hielmen Hildegrim, men Sværdet braſt fonder i to
Sceykker. Da fagde Vidga: Guds Brede ramme dig)
Velent! at du gjorde ſaa flet. et Gværd, da du dog

havde Magt til at gjøre. det bedre; havde mit Sværd

kun ſtaaet mig. bi, fulde jeg nok have vidſt at værge
mig, men nu tilkommer mig, faavelfom den der gjorde
det, Skam og Sfade.” - Nu tog Didrik fit Sværd
med begge Hænder, og vilde afhugge hans Hoved,
men. i det famme; ſprang Hildebrand imellem dem, og
ſagde: Herr Didrik! giv denne Mand Fred, og gjør
haut til din Mand, thi du faaer ikke hans Lige i no⸗

genſomhelſt Ferdighed.“ Nei,“ ſvarede Didrik, mit
OLD ſtal ſtaae, ſom jeg fagde dig, at Vidga i Dag ſtal

hænge uden for Bern.” | Hexre! behandl ikke ſaaledes
en fan drabelig Mand,” vedblev Hildebrand, « han

ene ſtred mod tolv Kamper, og vandt Kaſtellet Briktan,

ſeom du med alle dine Mænd ingenfinde mægtede af inde

tages: og hap er derhos af den bedſte Kongeat, og vif
nu blive din Mand. Tag .vel imod: ham, form du

pleier.“ Nei!“ —— Didrik, nu i Dag ſtal jeg

tætte Grændfe for, at ikke enhver Tralleſon herefter

AA

ſtal byde mig ud til Holmgang, naar denne er klynget SEN

op; og gak i Hieblikket bort herfra, thi om du et
gjør det, da hugger jeg forſt dig. i to Parter og fiden
ham” Da nu. Hildebrand ſaae, at DidriÉ iffe vilde

78. Dideik afBerus Saga. 39 €.

here hans Ben, traf han Mimmung af Skeden, og
ſagde: «Gud. forbyde enhver. Utroſtab; fee her ap
gode Ven! at jeg vil holde vore Broderſtab, og tag
nu her dit Sværd, og værg dig mandelig; Gud ſtaae
big bi, thi jeg fan ikke hjælpe dig mere” Vidga tog
. Sværdet, og blev faa inderlig glad, at han kyſte paa
Guldknappen, og fagde: „Gud tilgive mig, at jeg
talte oude Ord imod. min Gader; og nu agter jeg dende
Konges Brede og Hidſighed ikke mere end en Træls,”
Mu beghndte Striden paa ny, og Vidga ſvaug Mim⸗
mung mod Didrik, faa at Stykker flat af. fans Skjold,
Brynje og Hjelm ved hvert Hug. Da traf Didrik ig
lidt tilbage, thi hang Sværd. ed ikke ſaa godt ſom
Mimmung. Nu hadde han allerede fem ſtore Saar.
. Men da Ditmar fane, at Blod flsd pan ale Sider. ud
af hans Ruftning, da indfaae han, hoorledes det
Bilde gane, og (86 imellem dem. Hoad vil du, Kon⸗
" ning!” raabte Vidga, .jeg figer dig i Sandhed, om
du med en Mængde Krigere vil (file denne Enekamp,
ffal ingen oftere nævne dig ſom en god Konning eller
tapper Mand; jeg har: en Morbroder, ſom hedder Nis
dung, han vil vide at hævne mig, om du bryder foven
. Mod mig.” Da fagde Kongen; Hor du; tapre Mand
- jeg vil: bede eder, åt J afbryde denne Enekamp, thi
Didrik er allérede meget ſaaret; jeg feer,… Hvorledes
eders Strid vil falde ud; og om du 'gjer faa, da. vil

— jeg tilſtaae dig megen Hæder i mit Rige.” . Neil”

fvarede Vidga, det. Vil jeg for ingen Deel, thi Didrik

ſtal nu lære.mig at fjende, at jeg ikke er mere Lande

ryger end han ſelv, og gaaer du ikke bore, Konning!
da ſtaaner jeg. hverken dig eller andre.” - Da gif Kon⸗

gen fort, og Vidga gif los paa Didrik, og hug nu til
med Hidfighed og Kraft, men Didrik værgede fig man⸗
delig. Nu foang Vidga fit Sværd Mimmung, og gav
Didrik et vældigt Hug. i Hjelmen Hildegrim, faa at det
tog alt af, hvad det traf pan; det var nemlig Sammen
oven over Hovedet, hvormed. fulgte baade Hud og
Haar. Nu faae Hildebrand, at Didrik var kommen
i en vanſtelig Stilling, da Hjelmen var hugget af
ham; thi ſprang jan imellem dem, og ſagde: Min
gode Ven Vidga! ſtands nu for min Skyld denne Ene⸗
kamp, og indgaa Staibroderſtab med Didrik! . dilde
man end lede al Verden rundt; vilde der dog ikke fine
des den, der kunde jævnes med eder.” Da bed Didrik
Vidga Forlig; For vort Venſtab,“ ſagde Vidga, i det
” Han henvendte fig til Hildebrand, vil jeg. opfylde
din Bøn.” Didrik og Vidga gave nu hinanden Haan⸗
"den, indginge Stalbroderſtab, og rede dernaſt hjem
til BEEN, |

" Femte Sortallins. |
Didriks Kampe med Eta og Faſold.
AO. Dorit. bar nu —— i Bern, og med ham

Hildebrand, Vidga, Hornboge Fart og Heimer. Saa⸗
ſnart han nu var helbredet af ſine Saar, red han ud

af Bern ganſte allene, og ingen uden Vidga vidſte,

" hvad Vei han tog; til ham fagde han, at han ikke
vilde komme tilbage. til Bern, førend han ved Helte⸗
bedrifter havde naaet fin forrige Berommelſe. Han
red nu fan ſterkt han funde i fyv Dage over beboede

Pa 4

80 Dibtit af Berns Saga. 40 C.

og ubeboede Egne. En Aften tog han Herberge ved
en Skob, ſom hed: Efving ". Der KE Gan Kundſtab
om, at der paa den anden Side af Skoven fane en
Borg, fom hed Orefanfii Denne Borg havde til⸗
hort Kong Druſian, ſom nu var død; men. hans Enke
levede endnu tilligemed ni Dottre. Dronningen hapde
fæftet fig en. Mand; ved Ravn Ekka, det var fan flor
en Kæmpe, at man. forgjeves (fulde føge i hele Hude
land efter hans Lige .i ridderlig Daad. Hans Broder
hed Faſold. Han var ſaa flært og ſtolt, at han havde
gjont det hoitidelige Lofte, aldrig i Strid at give nos
gen Mand meer end eet Slag) og hidtil, havde han
heller ikke fundet nogen, fom havde udholde hans forſte
Slag. Ekka drog nu ud i Skoven, om han kunde
træffe paa en Mand, fom han kunde have Ære af af
firide imod; og enhver ſaadan lovede han fit Baneſaar.
Da nu Morket faldt paa, red Didrik til ſamme Skov,
og han tænkte ikke paa at træffe Ekka, men fan foer
. Bild i Skoven, og for han blesb deg vaer, var Ekka
kommen ham ganſke nær, Denne raabte ham an:
„Hvo'er det, der rider her?” Den Mand, du her
har for dig,” fvarede Didrik, hedder Heimer Stue
dasſon; jeg vider mine egne Rrender hjem til Bertans
geland? til min Gader, og har intet rende til dig.”
Det maa vel —— ſom du ſiger ſagde —

1) Eller Osneck, ef gammelt Bjerg og en Stov ei —
fra Afa, en Dee af Teutoburger⸗-Skoven, hvor German
flog Romerne og Kart Garerne, ' 2): Eller Drekanflis,
21. formodentlig enfen Drachenfels ved, Rhinen ligeover for
Bonn eller Drachenburg ved Veſer i SØG sal voya.

2) Bretagne.

40 C. J Didrit af Berns Saga. 81

agtet din Stemme lyder, ſom om det var Didrik af
Bern; thi var du faa djærv en Mand fom denne, hvor⸗
om Rygtet veed at. fortælle i alle Lande, da vilde du
viſt ikke jule dit Navn for en eenlig Mand.” Ja!”
ſdarede Didrik, ‚efterdi du fan heftig attraaer at vide
mit Navn, vil jeg ingenlunde ſtjule det for dig. Bid
dar af mit Navn er Didrik, og af jeg er en Son af
Ditmar, Konning i Bern, ligeſom du gjættede, men
til dig har jeg intet Wrende, og vil jeg derfor. ride
min Bei.” Da fagde Ekka: Ovis faa er, ſom mig
er fortalt, at en danſt Mand for fort Tid fiden har
overvundet dig og berovet dig dine gode Paaben, da
vil du fjer igjen kunne faae Vaaben, der iffe give hine
noget efter, om du formaaer. af fælde mig og fratage
mig mine”... DU. udbyder mig til Enefamp,” fvarede
Didrik, men hvorlunde kunne vi nu fæmpe, da den
ene iffe fan fee den anden, men naar Dagens Lys vifer
os Veien til hinanden, da ſtal jeg ikke nægte dig dit
Borlangende.” Da fagde Ekka: De ni Kongedottre,
hvis Moder er min Faſtekvinde, udruſtede mig til
Kamp, og ved deres Biſtand kommer jeg her med disſe
Vaaben; min Hielm er heelt ſmykket med røden Guld,
ogſaa i min Brynje e er Guld indvirket, og paa intet
Skfold kom mere eller bedre Guld end paa mit. Jeg
har ingen Heſt, og derfor fan du vel flye fra mig, om
du vil, men det ev Helteverk, at oppebie fin Mand.
Det var Skade at jeg lod min Heſt hjemme, thi havde
jeg den her, da ſtkulde du have firedet, (vad enten du
vilde eller ei. Bi efter mig! vedblev han fremdeles ;
Didrik, vakre Helt! jeg har et Sværd, ſom jeg. kan
- fortælle dig en Deet om; Dværgen Alfrig, hin berys⸗
Mortigte Zortide-Gogaer, Bie Bim. 8

82 Didrik af Berns Saga. 40 C.

tede Tyd, ſmedede det dybt tede under, Jorden; men
før det var fuldgjort, ſogte han i ni Kongeriger, inden
han fandt Vand til at hærde det i, og han fandt det

et, før han kom til den Aa, ſom hedder Treyaa!; der

lev det hærdet. Hjaltet og Grebet ere flagne af røden |

Guld. Gjorderne til det ere heelt belagte med Guld
og beſatte med Edelſtene og Guldknappe. Det er
ſtinnende blant pg indlagt med. Guld, og naar man
" fætter Odden nedad, da ſynes det, fom en Orm af
gylden Farve løber fra Odden op til Faſtet, og oms
vendt, naar Odden fættes opad. Dets Egge ere ſaa
hyasſe, at jeg troer ikke noget Staal ſtal holde fig for

dem. Det hedder Ekkiſax, og der er 'ei bragt et bedre

Sværd fra Esſen, om man end ledte al Verden rundt.
Alfrig, hin fore Tyv, ftjal dette Svard fra fin Fader,
og bragte det fil Konning Rutſileif. Der blev det vel
forvaret, indtil den unge Rutſtleif bar det, og dermed
dræbte mangen Mand. Faaer du det af mig levende,

N

da lade Gud'dig nyde det vel, men heller vil jeg døe

. end fpare det i min egen Nød og Trængfel.” Da fagde
Didrik: Hvoi kan jeg flye for dit Sværd, eller for dig.
ſels, medens jeg feer ingen af Delene, og et mærker
jeg andet fil dig, end jeg hører: dit Raab og SÉryderi.
Men det venter jeg, at 'du faaer det betalt, naar Das
ugen kommer, og vi funne flifte vor Sag; og ei ſtal

du oftere byde mig til Enefamp” «Hav Guds Taf

for dit Lofte!“ ſagde Ekka; ‚og endnu vil jeg fortælle-

dig mere: i mit Bælte er tolv Pund af roden Guld,

og om du faaer Seier, da bliver alt dette Guld din
Eiendom. Men ſaa luer og brænder nu mit Hjerte,
1) maaſtee Drau?

—

hy

41 C. Diidrik af Berns Saga, 83

ſom dette Guld glimrer, fordi vi ikke ſtrax kunne
ſlaaes. Men om du ikke vil ſlages med mig for Guld
- og gode Vaaben, da ſlaaes med mig for Livet og de ni
Kongedottres Hæder og deres Moders, de fom fode mine
Vaaben beſatte med glimrende Guld. Bi nu efter
mig; og flaaed med mig!” Da fagde Didrik: , Det
veed Gud, at jeg ikke ſlaages med dig for Guld eller
Vaaben, men til ni Kongedottres re og Priis vil
jeg ſlaaes med enhver Mand.” Lg nu ſprang Didrik
af fin Heſt; men det vår faa mørkt, at han ikke unde
fee en Haand for fig, thi flog han Nagelring mod en
Steen; faa aft der floi faa ſtore Gnifter af den, at han
fandt hen til ef Lindetræ, hvorved han bandt fin Heſt.
Og glad blev Ekka, da han nu mærkede, at Serien
ſtulde gaae for ſig.

41. Det fortælles nu, at * hug Etenene
foran ſig, ſaa det gniſtrede efter, og de bleve ved, til
de endelig havde fundet hinanden. Da flogeé de paa
det drabeligfte, og hvo fom hørte deres Kamp, troede,
at det tordnede, faa ſtort et Bulder og Brag lod der
af deres Dug, og tilmed gniftrede Ilden af deres Vaas
ben ſom Lynildsglimt. Nu vare begges Skjolde klo⸗
vede og gjorte heelt ubrugelige, men endnu var ingen
af dem faaret. Da oploftede Ekka fit SFjold og Sværd
med baade Hænder, og hug af alle Kræfter til Didrik,
faa at han ſtrax faldt til Jorden, men Ekka kaſtede ſig
oven paa ham, fpændte faft omkring ham med begge
fine Arme, og ſagde: Om du vil beholde dit Liv, da
vil feg nu binde dig, og fiden. vife dig bunden og overs
vunden for de ni Dronninger, ſom udruſtede mig tif
denne Kamp” «Lade vil jeg Livet ſtrax, om Gud

i . &2 -

e

84 Dibdbrif af Berns Saga. 41 C.

bil,” ſagde Didrik, men det er vig, at jeg ikke vil
taale Forhaanelfe og Spot af disſe ni Dronninger og .
derhos af alle Riddersmænd ; faa fænge jeg lever.”
Derpaa ftræbte han at komme los, fif ogſaa fine Hau⸗
der op, og fog nu om Ekkas Hals; de væltede derpaa
hinanden omkring af alle Kvæfter et langt Stykke Vet,
til de endeligen kom der ned, hvor Didriks Heſt Falken
flod bunden. Heſten fprang nu med begge fine For
been op pan Ekkas Ryg, og. derved kom Didrik op,
tog fit Sværd, og hug Hovedet af Ekka. Han tog
derpaa alle hang Vaaben og Hærtlæder , væbnede fig
med dem, fprang paa fin Heſt, og red. ud af Skoven,
og da var det allerede Dag. Han lagde nu fin Plan;

og ventede at han vilde fane fig en Kone og al den

æder, ſom Ekka havde haft. , Dronningen var juſt
kommen op i et Taarn, og fane denne Mand Fomme
ridende, hvordaa hun hurtig gik ned, og fagde til fine
Dsttre: „Jeg feer 'en god Tidende imsde; Herr Ekka
gik hjemmefra ti Gaaraftes, men nu rider han. en god
Heſt, og er jeg nu glad, thi jeg fan nu viſt vide, at
han man have overvundet een eller anden Kæmpe.”

De iførte fig nu deres Klenodier, og ginge ud af Bor⸗
gen imod ham, men da Didrik var kommen dem nar⸗
mere, bleve de vaer, at det var en heel anden Mand.
Den gamle Dronning kſendte Vaabnene, men ikke

Manden, og ſontes hu at vide, af Ekka ikke i levende
.—— Live havde givet flip pan ſine Vaaben for nogen; og

dette bedrøvede hende faa meget,” at hun faldt om; og
vidſte ikke til ſig felb. Men da Borgmandene bleve
J dette vaer, løb hver til fine Vaaben, og vilde hævne
Ekka. Da Didrik fane deres Tilberedelſer og Mængde,

42 C. Didrik af Berns Saga. 85

vred han tilbage tik Skoven, men Borgmandene bleve

baade brede og bedrovede ved Ekkas Drab.

42. Didrik red nu til ; og naaede Skoven. Da
blev han vaer, at en flor og vel væbnet Mand kom ris

dende imod ham; det var Faſotd, Ekkas Broder.

Denne troede, at det var hang Broder Ekka, da han
Fjendte Vaabnene, og raabte derfor hoit: Er du der,
min Broder Etta?” Nei!“ ſparede Didrik, „her

har du iffe din Broder Ekka, men en ganſte anden.

Mand, for dig.” . «Hør du onde Hund!” fagde ders
paa Faſold „«hvi liſtede du dig over min Broder, og
bræbte ham, mens han for; Havde du truffet ham
vaagen og beredt, da havde du maattet ligge-under.”
„Det var uſandt, hvad du der fagde,” ſparede Didrik,

„t jeg dræbte ham fovende og uberedt, og ſtjal mig

paa ham; tværtimod tilftod jeg ham fun ugjerne Ene

kamp; men det er vift, at jeg dræbte ham, og tog hang
Vaaben, og devi figer du fandt, om du end lyver i det
andet.” . Mu traf Fafold fr Sværd, red' mod Didrik
med megen Djervhed og Hidfighed, og hug af al Magt
i hans Hjelm faa haardt, at det hvinede for hans Øren,
og han faldt ned af Heften og daanede.” Faſold havde
gjort det Løfte, at han ikke vilde bruge fie Sværd mere
mod den. Mand, fom faldt for hang førfe Hug, et

heller fratage en ſaadan hans Vaaben. Dette minde

des han nu, og red bort. Men faafuart Didrik kom
til fig.felv igjen, fprang han op, ſteg paa fin Heft, red
filfomt efter ham, og indhentede ham. J det nu Fa⸗
fold red ud af Skoven, raabte Didrik høit: «Du ſtolte
Nidder!”. rid ei længer, og flygt ikke for en eenlig
Mand, men hævn heller din Broder, om du er ſaadan

86 . Dibrif af Berns Saga. 48 C.

en Kampe, ſom ſagt er. Men om du ei vil det, da
vær hoer Mands Niding!“ Saafnart Faſold hørte
dette, vendte han i en Haft fin Heſt om, og vilde vift

nok heller prøve en Kamp end taale ſaadan Bebreidelſe.

Da de nu vare komne hinanden nær; ſtege de af deres
Heſte, og ginge imod hinanden ; og ſloges baade med
megen Hidſigbed og rafende Tapperhed. Og for de

ſtandſede Striden, havde Didrik faaet fre Saar, dog

ikke fore, men Faſold havde faaet fem Saar, og alle
ſtore, og da tilbod Faſold at overgive. fine Vaaben og
blive Didriis Mand. Men Didrik fagde: «Du er en
raft Mand og en beleven Ridder; derfor ſtal du Have
Fred af mig, men ei vil jeg have din Tjenefte, fordi -
jeg dræbte din Broder, og neppe vil jeg kunne troe dig,

faafænge ingen Boder ere givne derfor. Men vil du

tage mod Hæder iftedenfor Boder, da ſtulle vi foærge
hinanden Broderſtabs Ed, fom vi vare ſambaarne Bro⸗
dre, faa at vi ſtulle fane hinanden bi, naar Noden

kraæver?“ Dette Tilbud modtog Faſold, og de. ſlut⸗

fede nu Stalbroderſtab, og ſtege fiden paa deres Hefte.

43. Didrik vilde nu, efterat have udført fit
Wrende, vende om igjen og drage tilbage til Bern.
De rede den Dag til Aften, og toge Natteherberge i Als
dinſela?. Om Morgenen red de ind i en Skov, ſom
hedder Nuntflu? Skob. Der kom imod dem et Dyr,
fom kaldes Elefant, det er det ſtorſte af afte Dyr og
frygteligt af vove fig i Kamp med: ‚Vil du ſtaae mig

—

1) Oldenſael, nu Oldenziel, Hovedſtaden i Grevſtabet Twente
i Overysſel. 2) Snarere vel Remen, alt Rime eller Rims⸗
lage i det Ravensbergſte end —— Ramſlau i det Lyne⸗
burgſte.

430, ” Diert af Berns Saga, 87

bi?” ſpurgte Didrit Faſold, ‚om jeg vil ride mod dette
Dyr; fane vi det overpundet, da vil den Daad blive
meget navnkundig.“ IJ vort Møde,” ſparede Faſold,
«fik jeg vældige Hug, og miſtede meget Blod; derfor
Har jeg fun: liden Styrke til at yde dig ſaadan Hjælp,
ſom kan være til-Gavn; men det tykkes mig, om du
rider mod dette Dyr og kommer uſtadt tilbage, at du
"da fan ſige, at du aldrig kom i en flørre Livsfare, faa
ofte fom du end har holdt Enekampe.“ Kan du ikke
yde mig Hjælp,” ſparede Didrik, ſaa hjælpe Gud

mig! men til vil jeg ride, hvad enten det gaaer mig .

vel eller ilde”: Derpaa red Didrik mod Dyret med
megen Hidſighed, traf ft Sværd Ekkiſax, og hug tu
Dyret af af Magt; dog det bed ikke pad, men Dyret
flog ham, fan at han faldt tif Jorden. Da nu Fafold
fade dette; red han paa det hurtigſte til, og vilde pde
ham den Hjælp han kunde; men da Gan kom til Dyret,

kunde han ikke finde Huggeſted pad det, fan at det vilde

hjælpe noget, thi Jern bider ikke paa dette Dyr uden
et Stid i Underlivet. Da fagde Faſold: Har du dine
Hander fri og fan naae dit Sværd, ſting da Dyret nær
ved Navlen, der venter jeg af Gværdet vil bide.”
Lg i ſamme Øieblik flog Didriks Heſt Falken med begge
fine Forbeen paa Dyrets Hofter, faa at det naſten
ſtyrtede. Nu fif Didrik fine Hænder fri, naaede fig

, Sværd, og ſtang det ind i Dyrets Bug lige til Hjaltet.

Didrik forang bort fra Dyret, men det falde dade til
Jorden, da ogſaa Faſold hadde givet det mange ſtore
Hug, ſtjont hans Svard ikke ret vilde bide. Ikke deſto

mindre fik Didrik dog her en Prede paa, at Barolo

meD Troſkab ſtod ham bi.

— —

—X

⸗
4

887 Didrik af Bens Saga. 44 C.

44. Efter denne Daad ſtege Didrik og Faſold
paa deres Heſte, men da de kom ud af Skoven, fane
de en fælfom og underlig Hendelſe: det var nemlig en
ſtor og tyk flyvende Drage; den havde hvasfe Kloer og

fore Been og et ſtort og ſtrekkeligt Hoved. Den foer
næften ved Jorden, og hvert Træ; ſom dens Kloer
mødte, blev fom det var hugget med det hvasfefte
Sværd. Den havde en Mand i Munden, og havde
begyndt at fluge ham fra Fodderne af, men han holde
med Hænderne i Kjæften, og Hoved og Skuldre ſtode
ud af Munden, og Manden dar endnu levende. Da
nu denne Mand faae; hvor hine vrede, raabte han;
«ører, gode Kæmper! rider hid, og. frelfer mig!
denne fore Djævel tog mig fovende af mit Skjold; om.
jeg havde været vaagen og beredt, da havde jeg vel
varet mig.” FI Diebliffet forang Didrik og Faſold af
deres Hefte, og hug begge paa cen Gang. til Dragen.
Didriks Sværd bed noget, men Faſolds intet. SEjsnt .
nu Dragen var baade ſtor og ſtæerk, overgik det dog
dens Kræfter, af bære faa tung en Mand i fuld Ruſt⸗
ning; og den kunde derfor ikke have fig i Veiret og
flyve, fom om den var fri. Manden fagde nu til Fas
fold: „Jeg ſeer, den er faa haard i Huden, at dit
Sværd ikke bider; tag derfor i Dyrets Kjæft et Sværd,
fom den: fvælgede tillige med mig, og venter jeg, at
det bider, naar ellers en tapper Mand fører det.“ Da
lob Faſold raſt fil, greb ind i Dyrets Kjæft, og tog É
- der et. meget hvaſt Sværd, hvormed han Gug Lil Dra⸗
gen. Dette Sværd bed, hoadſomhelſt det modte faa
let ſom den ſtarpeſte Haarkniv rager Skegget. Det
var af Farve grønt ſom Gras. Endnu ſagde Manden:;

bud

*

44 C. Didrik af Berns Saga. 89

AHugger varlig, thi mine Fødder ere komne temmelig
langt ind i Halfen)” „Hugger nu haardt tih, rafte
Kamper!“ ſagde han fremdeles, edthi nu klemuer

Dragen mig'med fine Kjæver ſaa, at Blodet løber mig

ud af Munden og Naſen, og jeg veed neppe, hvordan
dette gaaer til”. Og nu hug den ene efter den ånden,

- Indtil Dragen var doed. Manden fom nu ud af Mun⸗

den, og talte: faa: Himlens Gud hjælpe eder nu og

ſtedſe fremdeles, for at I have frelſt mig af Deden;

men der er dog éen Ben, fom jeg gjerne endnu onſtede
opfyldt af eder, om det fader fig gjøre; det. er nemlig
den, at F Dille tillade mig at, beholde mit Sværd.”
ce Hvo er du, vakre Mand!“ fpurgte Didrik, ,,0g af

hyvad Æt; hoor er du fodt, og hvorhen agter du at fare?”

Jeg hedder Sintram,“ ſvarede han, „og er en Son
af Hertug Reginbald i Venedig, og der er jeg barns
født, men jeg vil relfe at beføge min Frænde Hilde

brand og hans Fofterføn Didrik af Bern; og nu har
jeg redet ti Dage og ligeſga mange Natter uden af

hvile fort, og jeg vår nu meget ſovnig, da jeg havde
lagt mig, og denne Drage tog mig ſovende.“ Vel
kommen, vafre Mand!” fagde Didrik, og. faae ſtal
du dit. Sværd og. alt, hvad du beder 08 om, thi-i mig
træffer du- her Didrik af Bern, og | ſtal du nu ride
hjem med 08 og nyde god-Modtagelfe.” De ledte ders
næft efter Hans Skiold, og fandt det. To Dage ders
efter. fandt Didrik Heſten i et Kåftel, fom hed Afdenftig”,
over hoilket herſtede en Grev Lodvig. Grevens Folk

1) Maaſtee Oldenburg, Hovedſtaden i Hertugdemmet af ſamme

Navn, eller Oldenburg i det Lippiſke, hris ikke fnarere Alden⸗

berge i Gertugdemmet Berg.

/

- væ

90 Didrik af Berns Saga. 45 C.

havde fundet Heften og ført den til ham, men nu fod
Greven den udlevere til Didrik, fom igjen gav Sine
tram den. De rede nu alle i Forening Veien fore til

Bern, hvor der med megen Glæde og Lpfighed blev

taget imod Didrik og hans Scalbrødre.

Sjette Fortælling.
Ofantrirs Krige med Melias.

45. Kong Vilkinus vår i den Tid beromt for Tape ke

— Mitdhed og Krigslykke. Han underlagde ſig
med vabnet Haand det Land, ſom hed Vilkineland,
men ſom nu indbefatter Sverrig og Gotlaud og alle
Smagkongerigerne og Skaane, "Sjælland og Iplland,
Bindland og alle de Niger, ſom der høre til, Saa
didt ſtrakte fig hans Rige, ſom Landet var opkaldt
efter ham; og det er Brug i denne Saga, at efter den
førfte Høvding opkaldes ſaavel Riget, ſom Folfet han
fiprer. Saaledes er dette Rige faldt Vilkineland efter

Kong Vilkinus, ligeſom ogſaa de Folk fiden ere kaldte

Vilfinemænd, fom der byggede og boede, lige indtil ans
dre Folk kom til Riget, og gave det et. nyt Navn. Ef:
terat Song Vilkinus havde ſtyret dette Rige en, Stand,
udruftede han fin Hær, og red med utallige Riddere og
andre Krigsmand ind i Pulineland', og Holdt der.
mange og ſtore Kampe. Han ſeirede ftedfe over Rus⸗
ferne, og sdelagde hele Pulineland og svrige tilliggende
Lande. Da fom imod ham Kong Hernit, der paa den
Tid i Forening med fin Broder Hirder beherſtede Rus⸗

1) d. e. Polen.

——— GEN eet,

46:47 C. Didrik af Berns Saga. 91

land og en ſtor Deel af Grakeland og Ungarn og neſten
hele Oſterrige“. De holdt mange Træfninger, men
Kong Vilkinus feirede fedfe. Derefter rykkede han
med fin Hær ind i Rusland, og indtog der mange fore
Borge, ESmaalenſt og Palteſtia?, og ſtandſede ikke,
før han red ind i Holmgaard, ſom var Kong Hernits
Hovedſtad. Def holdet de en Hovedtræfning, ſom falde
ſaa ud, at Hernit fog Flugten, og hans Broder Hirder
faldt. Der faldt mange af Rusſerne, og en ſtor Deel
Cleve fangne. Kong Vilkinus tog. der faa meget Guld
og Solv og alſkens Koftbarheder; at han aldrig før
havde faaet faadan en Seier, — han forſte Gang
drog i Kamp. g 2
46. Nogen Tid — bleve Kong Vilkinus i

og Kong Hernit forligte, faa at denne (Fulde ſelv be⸗
holde fit Rige, men, faalænge de begge levede, give
hin Stat af hele fit Land, faa vidt det ſtrakte fig. Der⸗
med ſtandſede Vilkinemendenes Hær, og Kong Bilki⸗
Sus drog, efter forſt af have reiſt omkring i Rusland
| og beſeet Landet, hjem til. Vilkineland.
47. Kong Vilkinus bled ſyg, og gav før fin Ded
fin Son Nordian Rige og Kongevalde efter fig. Denne
blev ſaaledes Konge over hele Vilkineland. Da Kong
Hernit fpurgte dette til Rusland, kaldte fan fine Mænd
til fg, og talte ſaalunde: Gud være lovet!“ fagde
Han, at jeg har fiddet faalænge i mit Hoiſede, indtil
feg hørte, at Konning Vilkinus var, dod; og det. vil

jeg nu fværge, at, om jeg end. fever tre. Mænds Alder;
ſtal jeg dog aldrig fra denne Dag yde Vilkinemendene
Skat; thi nu er det Aag loftet af min Hals, ſom
1) d, €, det øftlige romerſte Rige. 2) d. e. Polost.

02 EH Didrik af Berns Saga. 48 C.

denne Konning havde paatvunget mig. Hover nu,
alle mine Mend og alle Ruslands Indbyggere! dette
mit Bud, at hver Mand. i mit Rige, ſom er faa gam⸗
mel, at han fan ride fin Heſt og bære fit Skjold og
træffe fit Sværd og har Mod til Strid, ſtal tage fine
Waaben og fin Heſt og komme til mig; thi nu ſtulle bi
havne 08 paa Vilkinemendene; 'thi denne Konnings
Dod har nu tilintetgjort Forliget imellem 08, faa at
vi ere føfte fra de. Eder, vi foore ham.” | . |
48. Derefter ruftede Hernit fig til fin Bortferd
fra Holmgaard, og redenordefter ad Veien fif Vilkine⸗
land, og en utallig Hær ſtrommede fra alle Sider tif -
ham. Og aldrig faafnart var han kommen ind i Vilki⸗
neland, for han begyndte at brende, dræbe og harſe,
og han foer med Od og Eg over hele Landet, indt il
Han traf Kong Nordian med ſin Hær. Da kom det til
et fiort og langvarigt Slag; Mandefaldet var betyder
, ligt paa begge Sider, men dog flørft paa Vilkinemen⸗
"dene, fordi Kong Nordian havde mindre Mandſkab,
efterfom mange Høvdinger vare blevne Hjemme, og
havde ikke ydet ham Hjælp. Enden paa Striden blev
da, af Kong Nordian gav fig paa Flugten med hele
fin Hær, og Kong Hernit fif Seier, fatte derpaa i hele
tre Dage efter de Flygtende, og indhentede endelig Kong
Nordian, for hvem fun to Vilkaar nu bleve tilbage,
enten. at flye af fit Rige eller falde med Uſeier. Men
" han tog derimod den Beflutning, at han pilde overgive
fig i Kong Hernits Vold med alle de af hans Krigere,
fom endnu. vare tilbage. Og i det nu Kong Hernit
holdt Stavne, og Folket begjerte Fred af ham; da
kom Kong Nordian til, gik for Kongen, falde til Fode

',
s

49 & | Didiit "2 Bens Saga, * Sl

for fam, og overgav fig og fit Rige i hans Vold, og

bad om Naade for fin. Kongevardighed. Men Kong
Hernit fvarede ham paa denne Viise Hin mægtige
Konning Vilkinus, din Fader, "underlagde fig vort
Rige, og holdt mange Træfninger med 08; da Com vi

". og vort Rige i hang Vold, ligeſom J nu ere i por

Bold; og fordi. vi den Gang fif Fred af ham, ſtulle vi

pg gjengjelde eder det ;. alt eders Rige ville vi derfor

. tilegne 08 med Skat og Herſtab, men I ſtal fværge
mig den Ed, at holde Fred og Troſtab, ſaaſom Jnu
love.“ Saaledes blev nu Forliget ſtadfeſtet mellem
Kongerne. Da ˖underlagde Kong Hernit fig hele Vil
kineland, og fatte, for han drog hjem til fit Rige,
Kong Nordian til Hovding over det Land, ſom vi falde
Sjælland. Saaledes flod Kong Hernits Rige en
Stund. Han havde. to Sonner ved fin Kone; den
. æfdfte hed Oſantrix, den. hugſte Valdemar; en tredie
Son havde han ved fin Frille, han hed Ilias.

49. Da Kong Hernit var bleven, gammel og -
ſpag, fatte .fan ſin Son Oſantrix til Havding, og
- gav ham hele Vilkinemandenes Rige og Kongenavun:
Over. bette Rige herffede ſaaledes Kong Oſantrix og
hans Underkonge Nordian. Kort Tid derefter fatte
Hernit ſin Son Ilias til Asvding ude i Grakeland,

og gav ham der Jarldomme. Han var en mægtig

Mand og flor Kæmpe. Kong Hernit faldt omfider i
en Sygdom, og lod da fine'farfte Hovdinger og viſeſte
Mand kalde til fig, og faſtſatte, hvorlunde Riget

ſtulde ſtiftes og beſtyres efter hans Dod. Han gav.

fu Son Valdemar Kongenavn, og fatte ham til Konge
over hele Rusland og Pulineland / og hele den oſtre

94 Didrit af Berns Saga. 5061C.

Deel af Verden. Kort efter døde Kong Hernit i fuld

" Ravnfundighed, og hang Sonner ſtyrede Niget —
derefter.

50. Kong Nordian havde fire —— — den ene
hed Edgeir, den anden Aventrod, den tredie Vidolf
Mittumſtang eller Vidolf med Stangen, og den fjerde
Aſpilian. De bare alle Riſer af Styrke og Dannelſe.
Da nu Kong Nordian var dod, fatte Song Oſantrix
Ufpilian til Høvding over det Rige, font hans Fader
havde haft, og gav ham Kongenavn. Vidolf Mit⸗
tumſtang var ſaa vel voxen, at audre Riſer med deres
Hoveder kun naaede til hans Axler. Han var og ſter⸗
fere end fine to-Brødre, ſtjont de ogſaa vare Riſer,
og faa ond var han at komme i Kaſt med, at han ſpa⸗
rede inter, hverken Folk eler Zæ. Men da hans
Broder Afpilian fane dette, fod han om hans Hals,
Arme og Fødder flaae Fernbolt, Hvortit,i tykke Jern⸗
ringe var fæftet en lang Jernlenke. Denne fatte fan

. fine Brødre Edgeir og Aventrod til at bære, og ſaaledes

lede Vidolf Mittumſtang efter fig, faa at han aldrig
blev losladt, uden naar et Slag (Fulde holdes. Han
havde en lang tyk og ſterk Jernſtang, hvormed han

flog fra fig i Kampen. Men Edgeir havde en Helles
barde, flagen af Jern, og faa Fang at tolv Mænd ei

kunde lofte mere.

51. Kong Oſantrix var gift og havde en Kone,
ſom hed Juliane, en Datter af Kong Iron af Skrottau
og Brittan, ſom nu kaldes Skotland og England.

" Kong Oſantrix havde en Datter med Iuliane, ſom hed

Berte hin Hoflige. Juliane blev fyg og dade, og. hele
Folket førgede over hende.

|

*

52/53 C. Didrik af Berns Sep, 05

N

ER WMelias hed den gonge, fom i de Tider fø

. Fede Huneland , en mægtig og ſtormodig Konge. Han
havde en Datter, fom hed Oda, den fEjennefte af alle
Kvinder. Baade Konger og Jarler havde beilet til
hende, men Kongen elſtede Oda faa høit, at fan kunde

ikke affee hende, og vilde derfor ikke give hende til no⸗

. gen. Kong Oſantrix fif nu Efterretning om denne

Konge og hans Datter, og ſendte derpaa ſex af ſine

Riddere, vel udfiprede, til Kong Melias, og fod et
Brev affatte i følgende UdtryÉ: Vilkinemandenes
Konning Ofantrir fender Hunnernes Konning Melias
hin Magtige og hin Skagſide fin Hilſen; meget er og
: fortalt om eders Rige, og hoilig er berommet for os i
SEjønhed og udvortes Takkelighed eders Dotter Oda

thi vil vi bede om hende til vor Xgtekone; ſend ders
hos faa meget Gods, fom det ſommer fig at følge eders
Dotter og vor Xgtekone, og fend alt dette Gods med.

Cd

belevne Riddersmaend og alt Tilbeher med fore Penge⸗

ſtrin, fulde af Guld og Solv og Klenodier; og til
Gjengjeld vil vi tilftaae eder vort Venſtab. Dette

Giftermaal er fra vor Side faa faft befluttet, at; om

JF vil undflaae eder derfor og vanære os og vor Ord⸗
ſending, da maa dette afgjeres med væbnet Haand
imellem 08, førend. bi opgive denne Beſtutning. Le⸗
ver bel!”

Kong Melias, og vliſte ham deres Konges Brev og

53. Disfe —— nu tik ——— til

Indſegl, og frembare derhos hans Hilſen. Kong

Melias optog. denne Hilſen vel, fod Brevet oplæfe, og —

vilde høre, hvad Vilkinelandets Konge monne ville i
hans Nige; og da fan aldrig for havde været hans

J
v

—

96 Didrik af Berns Saga. 5455 C.

Ven, formodede han derfor ikke, at det bar et venſta⸗

beligt Budſtab; heller ikke var han hans Uden ;-at han
kunde tanke, at han vilde fræbe ham efter Riget. Da

nu Kong Melias hørte Brevet opfæfe, og mærfede,.

hvad hans Ordſending gik ud paa, da ſvarede han fans
unde: Mif Dotter Oda er bleven opfodt i min Hal;

og er nu femten Vintre gammel. Til hende have Geitet ”

Konninger af de ftørfte Lande, og Hertuger fom ere

mægtigere end Kouger, og de anholdt om dette Gifter.

maal med Artighed og Hoflighed, og vi nægtede dem

dog vort Svogerſtab, fordi vi elſter vor Dotter ſaa

meget, at vi neppe fan afſee hende; men denne Vilki⸗

nemendenes Konning ev faa ſtolt og overmodig, at. han i

troer, at jeg heller vil give min Dotter bort, end gaae

hans Hær under Pine; men det ffal han. faae at prøve.” -

Han bod derpaa fin Skatmeſter at kaſte Kong Oſantrix's
Udfendinge i Fængfel, og — at de der Kabe ops
pebie deres Konge,

| 54 I den Tid kom til — bene. to: —
Hovdinger Hernit og Hirder, hans Broderſonner,

. Gønner af Oſantrix's Broder. Ilias, Jarl over Gre⸗

kerne. Hernit var da elleve og Hirder ti Vintre gam.
mel. Hernit var den ſtjonneſte og raffefte Mand i alle
Dele, faa at ingen. Ridder i hele Vindland var hans

Lige i Turnering. og alſtens Ridderſtab. Kong Oſan⸗
trix fatte ham til Hovding over fine Hirdmend / og gav

"Dam Jarls Ravn.
55. Nu ſpurgte Kong Oſantrix, at de Riddere,

ſom han havde ſendt til Huneland, vare kaſtede ”

Vangſel; thi bod fan fine Høvdinger og alle fine viſeſte
Mænd komme til fig, og ſpurgte om deres Raad, hvor⸗

*

|

55 C. … Dibrif af Bens Saga, ” 97

lande han ſtulde bære fig ad. Han fortalte dem, at
hans Mænd nu fade i Jern i Huneland, og hvor uhæs
derlig Kong Melias havde optaget hang Andragende.
Han fod fig forlyde med, at han var meſt tilbsielig til
at ſamle en Hær, drage ind i Huneland og prove Styrke
med Kong Melias, og lagde til, at han da bilde fane

Kong Melias's Dotter, eller i andet Fald Døden.” En

viis Hovding fvarede Kongen, at han holde det for
klogere, endnu engang at forføge dette Andragende
ved Ordſending og Gaver, da Kong Melias formos
dentlig havde ment, at der var viiſt ham mindre Ære,
end tilberligt bar. Mari burde derfor tage den Beſlut⸗
ning; at ſende andre Mænd, meget anfeeligere og flere
tilfammen ; og med dem Gods og flore Gader, og for⸗

ſoge, om Kongen vilde agte noget derpaa, og vilde det

da end ikke lykkes, kunde man have et Brev ved Haan⸗
den, fom var affattet i langt beſtemtere Udtryk end det
forrige, og forſoge, om han derved vilde lade ſig noget
bevæge. J dette Raad ſamtykkede baade Kongen og

alle, fom hørte derpaa. Nu kaldte Kong Oſantrix fin

Frænde Hernit Jari, og fagde at han bilde fende.
ham” til Huneland til Kong Delias, at beile til hang -
Dotter med fmigrende Ord dg Pengegaver; men hvis
det endelig ikke vilde hjælpe, da ſtulde fan give ham
tilkjende, at han maatte berede fig paa Ufred. Jarlen
fagde, at han var færdig til af drage, hvorhen Kongen

. bifde fende ham. Kong Oſantrix lod da affatte et an⸗

der Brev, . fåa lydende: Konning Oſantrix i Vilkine⸗
land fender fin Hilſen til Konning Melias i Huneland.
Y har ilde optaget vort Andrageüde, det I heller
fulde faa habe ſtikket, at vi deraf begge havde haft
NRordiſte Fortids⸗Sagger, 3die Bind. — &8 ER

!

ør +

98 Didrik af Berns Saga. | 56 C.

Hader, men nu har Y gjort 68 og vore Mænd Skam,

og forringet ederg egen Anſeelſe, i der J toge vare

Mand, og fatte dem uforſtyldte £ piinligt Fangſel.

Nu fende vi eder vor Frænde Hernit Jarl og andre
elleve hsibaarne Riddere; og have de dette Andragende

at bringe, at J udtage vore Mænd af Fængflet; og
overgive dem til vor Frende, og derhos fende os eders
Dotter Oda til Xgtekone med Hæder og Pryd. Men

derfom J vil afflaae os nogen af de Dele, ſom vi bede

om, da ſtal I for den Sags Skyld fomme til af miſte

eders Rige og dertil Livet oven i Kiobet. i
56. Kong Ofantrir fod nu udſthre Jarlen, o og
med ham de elleve Riddere, paa det anſeeligſte til Reiſen
med Solv og Guld og alffeng Klenodier, og fendte ders.
hos Kong Melia mange betydelige Gaver. Hernit Jarl
ved nu fydefter til Huneland til Kong Melias, og kom
til hang Dal, i det Kongen fad ved Spiſebordet. De

bade om Orlov til at gaae ind, og fif den. Hernit Jarl.

hilſer Kongen, og frembarer Kong Ofantrig's Hilſen,

holder en laug Tale, og underretter ham om Aarſagen
til hans Reiſe, og hvad hang rende var, og belag⸗

ger denne Sag med mange haflige Ord;. men Kong

—

Melias optog hans rende med Misfornaielfe, Da
fremtog Jarlen Purpur og fo Bordkar af Guld og et
Telt af Silke med de Ord, at Kong Oſantrix ſendte
Song Melias disſe Ting, for af hang ved Jarten frem⸗
førte Begjæring maatte tiltaaes. Da foarede Koug
Melias: Mine Trælfvinder vil jeg ſende ham for disſe
Gaver, men aldrig maa han troe, at jeg fælger min.

Dotter for Penge,” Da fremtog Hernit Jarl Kong

—— Brev og Jnofegt; ; men da Kongen havde

* hj

57/58 C. "Didrik af Berns Saga, 99

feer Brevet; fagde: han med Vrede: Oſantrix, Vilki⸗
nemændenes Konning, er fan indbildte at tænke, at han
ffal fane min Dotter ved Trudsler og overmodig Cafe,
. fordi jeg tog hans fer Riddere og kaſtede dem i Fangſel.
Did ſkal nu ogſaa hans Broderſon Hernit Jarl og alle
hans Ledſagere faftes, og fan haudes, at Konning
- Ofantrir felv kommer i dette Fengſel.“ Man greb nu
Hernit Jarl og hang Ledfagere ; fatte dem i Jern og
faftede dem i Fangſel, og ſagde at de der ſtulde ops
pebie Kong Oſantrix.

57. Saaſnart Kong — ſpurgte denne Tis
dende, fendte han Bud over hele fit Rige, og bod til
ſig hver Mand, ſom kunde træffe Sværd, bære Skjold
og ſpeude Bue, og han fif i alt ti tufinde Riddere og
tre tufinde fodgangende Mænd. Han fendte ogſaa Bud
til Kong Aſpilian i Sjælland, og bad ham fende fine
fre Brødre Edgeir, Aventrod og Vidolf Mittumſtang,
og faa meget andet Mandffab, ſom de formaaede ag
ſtitle i Marken. Disſe Brødre kom med en ſtor Hær
til Kong Oſantrix. Edgeir og Aventrod fedte. Vidolf
Mittumſtang, og bare den tykke Jernſtang tilligemed
Jernlænkerne, hvorſomhelſt Heren tog Veien.

58. Kong Oſantrix bod fine Mænd, at de ſtulde
falde ham Kong Didrik, ſamt at de alle ſtulde ſtjule
deres rette Navne; og de gjorde, ſom han bød. Da
han nu fom i Huneland med fin Hær, foer han fredelig
frem, plyndrede ikke, og gjorde intet Menneſte Skade,
men kjobte alt, hvad han behsvede, for Halvdelen
mere end det var verdet. Han drog imod den Borg,
ſom hedder Valsborg og dar Kong Melias's Hovedſtad,
"og ſendte i. — til Kong Melias med Bon om

i ER Se 2

N

-

100 Didrik af Berns Saga. 59 &

Tilladelſe at drage ind i Staden, og lod ſige, at han
var kommen med en Hær fra Spanieland, og vilde
tjene Kong Melia. Kong Melias ſvarede, at han

" fengtede, af de med deres ſtore Hær vilde fvoige fam.
Didrik lod foare, at det var langt fra, af de vilde foige
ham, thi han var derimod med fine Mænd beredt til. at
ofre Liv og Blod for Kongen. Der vare nu mange,
ſom fortalte Kongen, . hvor vel han havde faret frem

med fad ftor en Hær i et fremmedt Land, og lagde til,.
at Kong Melias kunde vente fig flor Hjælp af ham;
men fan fvarede dem lidet dertil, og. fod. fig ſotmecte sod

med / at han ikke troede dem alt for bel.
" 59. Borgmandene holde da felv et Raad ind⸗
byrdes, og ſagde af det kunde ikke være deres Stad til

Skade, men ſnarere bilde forsøge dens Magt, at en.

fan god Høvding kom ind i den; thi red Didrik med

deres Tilladelfe ind i Staden. Da Kong Melias blev:

denne bær vaer, forfærdedes han meget, og onſtkede,
at den aldrig var kommen indenfor Murene. Men

Didrik red med alle fine Mænd til Kongehallen, og:
fagde at han havde et vigtigt rende til Kongen.
Det blev ham tilladt af komme ind, og: fom han nu

kom for Kong Melias's Hsifæde, tålte han ſaalunde:

„Hil være eder Herre og alle eders Mend!“ Gud

figne eder,” gjenfoarede Kongen, hvad er dit Navn,
hvo er din Æt, og vor er du fodt? vig er du en for
og anſeelig Mand,” - Mit Navn er Didrik;“ foarede
han; .jeg ev født i Vilkineland, hoor jeg var Hertug,
"omen kom i Uenighed med Konning Oſautrix, faa Han
forſog mig af fit Rige, og formeente mig der at være.
Nu vil jeg tilbyde: eder,” Herre! at modtage. mig og

—

60 C. Didrik af Berns Saga. 101 |

i alle mine Mænd, og vi ville tjene eder, ſom vi før
have tjent-Konning Oſantrix;“ hvorpaa Didrik falde
paa Knæ for Kong Melias. ..Baftre Mand!” fagde
Kongen; .du maa habe været en mægtig Mand i dit
Land; Hvi blev du ei enig med din Konning, ſom du
burde tjene. Far tilbage i. dit Land, og forlig dig. med
, bin Høvding!” . Saa talte Kongen, fordi Gan ikke ret
vidſte, hoͤorledes det hang fammen. Da faldt Didrik
til Jorden for Kong Melias's Fødder, gav fig i haus
Bold, og bad ham modtage fg. Da JF har ført en for
Her ind i vort Land,” ſagde Kongen, „kan det let
ſtee, om J bliver vor Mand, at J ikke tjener faa vel,
ſom os behager, og blive vi da uenige, da vil bet koſte
Mandeblod, før vi after. fader eder drevet bort af Ri⸗
get.” Da talte Kongens Dåtter Oda ſaalunde: «I
vil iffe gifte. mig med Konning Oſantrix, ſom er faa
vældig, at fan fan drive bort fra fit Nige flig en Hov⸗
ding, der, fom jeg troer, kunde allene med fine. Vaa⸗
" Ben undertvinge hele dig Land, hvis han vilde ſtride
mod dig” Lg endnu laae han. for Kongens Fedder,
og denne vilde ikke løfte ham op. -

60. Dette hørte. Riſerne, og da blev Vidolf
Mittumſtang faa vred, at han vilde dræbe Kongen,
men de andre to Riſer holdt ham tilbage, og nu tram⸗
pede han i Jorden med begge Fodder, faa de gik t til -
Anklerne, og han raabte hoit og ſtrakkeligt: Herr
Didrik! hoi ligger du for Konning Melias's Fodder,
du er en meget .gjævere. Høvding end han, lad os
ødelægge og nedbryde hans Borg og fare med ID og
Sværd over hele hang. Rige. Tag faa. fans Dotter i
- Bytte; og gjør hende til din Trælfvinde!”. Didrit

*

102 Didrik af Berns Saga, i 60 €. .

hørte nu Nifens Raab, og mærkede, at han var vred.
Han fendte derfor en Ridder ud, og bod, at Niferne
ſtulde binde ham ved Borgmuren. De gjorde, ſom
budet var; og bandt ham med fore Jernbolte. Der:
paa falde Didrik tredie Sang Kong Melias til Fode,
og fagde: Kor Guds Skyld, og. den Hoimod og
Manddom, ſom det ſommer fig enhver Hsvding at bes
ſidde, giv mig og mine Mænd Fred her i dit £and,
thi jeg maa ei være i mit eger Land for Konning Oſan⸗
trix, og hvis jan faner mig fat, da vil jeg fnart hænge
. t Galgen.” Stat op,” fagde Kongen, „og gak i Fred
ud af mit Nige. Denne Stad er. uu fuld af eders
Krigsmend, og vi vil iffe have en udenlandſt Hær i
bort Land. Men om J ei gjør faa, da ſtulle vore
Lurer gjalde, og vore Riddere ſtulle med Magt drive
eder ud af Staden.”. Dette hørte Kong Aſpilian, og
han blev faa vred over; at hang Herre laane for Kong
Melias's Fodder, at han gik ind i Hallen, hævede ſin
knyttede Neve, og gav Kong Melias et Hrefigen, faa
at han daanede paa. Steder. Og nu fprang Kong
Oſantrix op, og traf fit Sværd; det ſamme gjorde ogſaa
alfe de Vilkinemand, fom vare derinde. Men da Bis
dolf Mittumſtang markede, at hans Broder Afpilian
" var vred, ſonderbrod han fine Jernlenker, greb gu
Jernſtang, lob om i hele Borgen, og dræbte for Fode
baade Karle og Kvinder, Born og Fa, og alt hvad Les
gende der fom for fam, og han raabte nu: Hvor
er du, Hernit Jarl! vær muntert og glad, jeg ſtal
ſuart komme af forſoſe dig.“ Hernit Jarl hørte hans
Raab, og blev glad, og de begyndte nu at loſe fig, og"
bryde ud af Fangſlet, og een af Ridderne, ved Ravn

-

—

—

61 C. Didrik af Berns Saga. 403

Herman, var faa ſtærk, at han endelig ſik Fengſiet ops
Drudt; hvorpaa de lob den Vei, hvor de horte Riſens
Raab. Der drabte nu Vilkinemandene Utallige, men
Kong Melias undkom ved Flugt. |

GI. Nu toge Vilkinemendene Kong Melias's
Datter Oda, og alt Logøre ſom var i Borgen, og
bragte det fil deres Hovding. Denne ſagde nu til
Oda: Efterſom din Gader ikke vilde give dig til Kom:
ting Oſauntrix, vil jeg nu føre dig til min Herre, og
ſaaledes kſobe mig Fred hos ham.” Herre 1” fvarede
Oda, faa vidt er det nu kommet med vor Sag, af I
maa raade for, om J vil give os Fred eller ikke.“ Da
tog Hovdingen en Sko, ſom var ſlaaet af det hoideſte
Salv, fatte. derneſt Kongedatteren pan fit Kne, og
traf Skoen paa hendes Fod; den: var hverken for ſtor
eller for liden, men netop ſom den kunde være gjort til
hende. Derpan-tog han denne Sko af, og tog en an»
den, fom var flaaet af røden Guld, traf den paa
famme Fod, og vilde fee, Hvorledes den kladede, og
den pasſede endnn en Sang faa godt fom den forrige.
Da firøg hun fine Fodder, ſaae op i Luften, og ſagde:
„Gud i Himlen! naar vil du være mig faa huld en
bjerre, at jeg maa leve den Dag, åt jeg Fan pynte min
god i Vilkineland i Konning Oſantrix's Hsifæde!”
«Nu er den Dag kommen, Frue!” ſdarede Kongen
med et Smil, at Gud et dig faa huld, at du maa
pynte din Fod i-Konning Oſantrix's Hsifæde.” Da
mærfede hun, at det vår Kong Oſantrix, og favnede
ham blidelig. Derpad drog Kongen, efter faalunde at
have udført fit Hverv, hjem med Kongedatteren, og
ſendte ført efter Mænd til Kong Melias, og bilde ind⸗

101 Didrik af Berns Saga, . 62 €.

gaae Forlig med ham. Skjont Kong Melias Havde
beſtemt, at ben Mand, fom fif hans Datter, ſetulde
have Hælften af hans Nige, vare dog Kong Oſantrix's
Tilbud. disſe: at han vilde have Oda til fin Xgtekone,
men vilde dog ikke formindſte ſin Svigerfaders Rige,
faalærige han levede; forſt efter hans Dod vilde han
tage det hele Rige i Befiddelfe-for fin Dronning Oda.
Paa disſe Vilkaar bleve de godt forfigte, Hvorefter
Kong Oſantrix holde Bryllup med Oda, og de levede
fammen i Fryd og Held, og fif en Datter, fom de
kaldte Erka, der blev en meget deilig Mo. i

Syvende —
Attilas Krigen med Melias og - ON LS

62. Der var til de Cider en — ved Ravn Oſid,
ſom herſkede over Frisland, og var en ſtor Hovding og
rig baade paa Lande og Løéøre, Han havde to Gens
ner, af hvilke ”den aldſte hed Ortnit, og den yngfte
Attila. Attila blev tidlig ſtor og ſterk af Kræfter, en
duelig Ridder og gavmild, men vilde ved enhver Lei
lighed have ſin Villie frem. J hans tolote Aar fatte
Oſid ham til Høvding over alle fine, Riddere. Attila
rykkede ofte til Kamp mod Kong Melia, og da denne
var affræftet af Alderdom; og ingen Sen havde fil at
vparge Riget, gjorde han flor Skade, og indtog mange
Borge i Huneland. Omſider falde Melias i en farlig ”
. Sygdom; han lod da fine Hovdinger falde for fig, og ”

63 C. Didrik af Berns Saga. 105

talte hemmelig mange Ting til bem.” Det gjorde ham
ondt, ſagde han, at han ikke havde hogen Mand, ſom
kunde ſtyre Riget efter ham; hans Datter var gift bort

nord i Vilfineland; og hans Svigerføn, Kong Ofantrig,
var for. langt borte, til at han kunde ſtyre ogſaa hans
Rige. Men da Herr Attila hærjede i Huneland, kunde
han derfor vente, af Hunelands Rige vilde gane ud af
Slagten, iftedenfor at det var fang kſareſte Ønfte,
at Kong Oſantrix fik Riget, og kunde værne det mod
Attila. Da nu Melias fil fin fovære Sygdom desuden
fik denne Bekymring, faa døde han endelig, og blev
i meget begredt, fordi han var en fredfæl og gavmild
Konge, og holdt vel over Loven, faa længe han ſtyrede
Huneland. Da Kong Oſids Son Attila ſpurgte Mes
lias's Dod, flævnede han Folket fra alle Rigets Kanter
til Thinge, og holdt nu en lang Tale: hvorlunde han
havde gjort flere Krigstog ind i Huneland, og hvor
mange Borge af Kong Melias's Rige han havde bes
magtiget fig; tilſidſt foor han pan, at han et vilde
vende tilbage til fin Faders Rige, førend han var
Herre over, hele Huneland. Af denne hang Tale gik
ber ſtort Ry, og der gif en flor Deel af Dagen bort
med af lovpriſe ham for hans Mildhed og Tapperhed,
og han var nu bleven langt mægtigere, end hans orne
der før ham havde været.

63. Attila blev nu taget til Konge over — |
og Landsfolket gav ham Kongenavn, men han derimod
foor dem at holde trolig over Lov og Net. Derefter
foer han med væbnet. Haand over hele Huneland, holdt;
mange Træfninger, før han fik hele Melias's Rige uns
dertvunget. Kong Attila beſtemte Staden Suſa, ſom

bun ]

1060 Didrik af Bens Saga. + 64 C.

ut kaldes Sufaf! til fin Hovedftad, og han. blev en
" mægtig Konge. Lang Tid var der Ufred imellem ham
. og Bilfinemændene, da Kong Oſantrix formente at
Kong Attila havde med, Fjendehaand bemagtiget fig
Riget Huneland, faa at Kong Oſantrix ingen Skat ſik
af det. Kong Oſid, Attilas Fader, døde og hans
ældfte Søn Ortnit arvede fin. Fabers Rige, og bled
Konge i Frisland. Han havdeen Sen, fom han efter
fin Fader kaldte Oſid, og ſiden ſendte til Kong Attila,
Hvor han blev opfodt. Denne OfDd blev en vældig
Mand, og Kong. Attila fatte ham til Høvding ved fit
Hof øver mange Riddere. * den Maade sb Niget
en lang Tid. . ey
64. ” Det dar engang, at Kong Attila kaldte ſin
Grænde Oſid til fig, og ſagde at. han vilde ſende ham
nordpaa til Vilkineland til Kong Oſantrix med det
rende, at beile pan hans Vegne til Kong Oſantrix's
Datter Erka. Han gav ham ogfaa en anden høvding,
nemlig en Hertug ved Hoffet, ſom hed Rudolf, med
paa Neifen; og dem til Følge gav han tyve Niddere;
de meſt belevne og hoviſte, ſom fandtes ved hele Hoffet.
Hver af dem havde tvende veludruſtede Sveẽnde 1 fåa at
"hele denne Fard var i alle Henſeender paa det anſeeligſte
udſthyret. De rede nu Veien frem til Vilkineland,
havde Held pan Reiſen, og traf omfider Kong Oſantrix |
i Sverrig. Han modtog dem vel, og ſtjont Attila dar:
hans Uven, vilde han dog høre hans rende. Da frem.
… førte Ofid for Kongen hele fit Wrende, at Kong Attila

ønftede fig hang Datter Eta tilægte. Dette Andra⸗

1) Nu Soeft i Veſtfalen; hat — flere Spor af fin forbumé
Sterrelſe og ——

Ww

65 ; C. i ' Didrik af Berns Saga. 107

gende optog Kong Oſautrix ikke vel, men ſagde at
Kong Attila havde bemagtiget fig hans Rige og til
foiet Bilfinemændene megen Overlaſt. Imidlertid,
ſagde han, ſtkulde hans Udſendinge være velkomne, den
Stund de bilde dvæle der, men da Oſid og Rudolf
markede, at deres JErende ikke havde det forsnſtede
Udfald / begave de fig ſtrax paa Hjemreiſen, og talte
nu indbyrdes om, at de aldrig havde feet fan deilig en
. Rs ſom Erka og — hendes Soſter Berte hin
Boſflige.

6. Efterat være underrettet om dette Affſlag,
fendte Kong Attila Bud til een af fine Hoddinger,
Markgrev Rodingeir, ſom herſtede i en Borg, ved Ravn
Bafalar!, og bar den ſtorſte Hovding i hele Kongens
Rige. Da nu Marfgreven kom til Sufa, fagde Kon⸗
gen, at han. bilde fende ham til Vilkineland til Long
Oſantrix, af bede om hans Datter Erkas Haand paa

" hans Vegne: „og om han bil nægte 08 fin Datter,” .
fagde Kongen-til, og ſaaledes bevife os VBanære, da

behoder du ikke at holde det ſtjult, at han kommer til
at rufte fig. og ſit Rige mod Hunnernes Hær.” Mark.
greven drog nu Veien frem til Vilkineland, og havde
trefindstyve Riddere og mange Svende med fig. Han
blev del modtagen, hvor han drog frem, fordi han var
en vidt berømt og vennefæl Hooding, åg overgik de
…… flefte i Mildhed, ligefom han ogſaa i Turnering befad
. Forttinnet. Da han nun kom til Vilkineland, traf
han Kong Dantes ' ſom tog færdeleg vel imod Lan

1) Egentlig Bechelaren, nu Pechlarn på Oſterrig ved Donau⸗
her menes derimod en Stad ved Rhin, og ererne er dette
Savn ——— med SLET ENE

É

bud

ſonm jeg. elfter hoiere end hele mit Nige. J fan. fare i

% (|

i 108 Didrik af Berns Saga, 6667 C.

efter hans Stand, gjorde et prægtigt Gjæfebud, og

indbod mange af fine Venner til fig:

66." Efterat dette Gilde havde varet i tre Dage,
fagde Markgrev Rodingeir til Kongen: IJImaa nu
hore det Budſtab, ſom jeg har at bringe eder fra Hune⸗

land: Konning Attila hin Mægtige ſender Konning
Oſantrix fin Hilſen, beder Gud hjælpe eder og eders

Rige, og onſter derhos at faae eders Dotter Erka med

faa meget Gods og Anfeelfe, ſom det fømmer baade eder

og ham; og det vil han gjengjelde baade bed, Penges

gaver og andet Venſtabstegn, faa viſt ſom hans Rige
ſtaaer nu i blomſtrende Anſeelſe over alt Huneland, og

nd derhos er den beromteſte blandt Konninger.”
67. DU er en god Hovdding, Markgrev Rodin⸗
geir!“ var Kongens Svar, „og udfører vel din Herres

rende, men det tykkes mig underligt, at Konning
Attila er fan djærv, af han drifter fig til at beile til bor
. Datter, da han dog med væbnet Haand indtog vore

Rige; og det er det eneſte, ſom hår ſtaffet ham Ans
ſeelſe; thi hans Fader Oſid var en ubetydelig Konning,

og hans Æt er ei faa anſeelig ſom vore rusſiſte Fren⸗

der have. været ;. hoi ſtal jeg derfor holde ham ſaa høit
i re, at jeg ſtal give ham min fagre Dotter Erka,

Fred over hele vort Land og være velkommen hos 08,
men Konning Attila maa ikke gjøre fig nogen Forhaabs
ning om, aft jeg.gifter Gam min Dotter Erka.“ Herrer?

gjenſvarede Markgreven, faa tænkte Konning Attila,

at han ved af ſende os, ſtulde fee fit WErende udført.
efter fit Ønffe, og det vil og blive Enden heraf, thi
Konning Attila er en —* Krigsmand, og han har

—

|

— —

68-69 C. Didrik af Berns Saga. 109

mange tuſinde tapre Riddere, ſom brænde af Lyſt til
Strid. Nægter J altſaa Konning Attila eders Dots
tér, er det at formode, at han vil gjøre megen Stade
paa eders. Rige, faa J maa være. beredt paa, at fee
eders Land sdelægges, hvad enten faa Seiren vil falde
i hans eller eders Lod.” Da fvarede Kong Oſantrix
leende: Du er en brav Mand, MarÉgrev Rodingeir!
og udfører dit Wrende, ſom det er dig budet, og du
ftal iffe have nogen Sag af 08 for dette; men bed
fun din Herre jo for des heller komme i Vilkineland

med fin Hær; ham frygte vi fun lidet, og det Kal han

fande, før han drager hjem igjen, at Bilfinemændene
Hase ſtarpe Sværde og ſterke Skjolde, haarde Brynjer

og gode Heſte, og undſlage fig ikke for Kamp.” Med

denne Beffed drog Markgreven bort; og Kong Ofans
trip gav ham gode. Gaver. Han fortfatte Reiſen uafs

brudt til Suſa, og fortalte nu Kong Attila, hvad

Udfald hans Færd havde faaet, og af der ingen. For⸗
haabning var om, at — Oſantrix vilde give —
m —— gg

Da nu Long Attile fik denne Tidende—

— — Bud over hele fit Rige, og ſamlede fig en

Gær, i den Agt at drage til Vilkineland og hævnende
udſlette ſin Beſtemmelſe. Med fem tufinde Riddere
og en betydelig anden Hær? rykkede han ud af Suſa,

drog nordpaa til Vilkineland, og. ffændte og brændte;

hvor han foer. frem; nedbrod ——— og lagde

Bperne i Aſte.

69. Kong Oſantrix lendte nu Bud til Sjælland
efter Aſpilian Riſe. Denne rykkede derpaa med ſine
- 7) af det Slags Fole, der taldes Sergenter. F

to Didrik af Berns Saga, 76.71 C.

Brodre mod Attila. Det kom til et fort Slag, Hvis
Udfald blev, at Vilkinemæendene gave fig paa Flugten,
efterat have miſtet fem hundrede Mand. Attila ſatte
efter dem langt ind i Vilkineland. Aſpilian Riſe og
hans Broder Edgeir flyede til Oſterrige, men Vidolf
Mittumſtang tog derimod, tilligemed fir Broder Avent⸗
rod, Flugten til Kong Oſantrix. Men Kong Attila
bemægtigede ſig alle Aſpilians rorlige Eiendomme for⸗
uden meget audet Bytte. —
70. Saaſnart Oſantrix nu ſik Nys om, at aet⸗
tila hærjede i hang Rige, famfede han en Har, og:
drog imod ham, og da han var kommen fod i Jylland,
havde fan ti tufinde,Riddere og en fir Har andet
Mandſtab. Han vilde nu lade det fomme til Slag,
men Kong Attila drog atter ſydpaa til Huneland.
Oſantrix ſatte efter ham med hele ſin Her, og da At⸗
tila naaede den. Sov; ſom udgjor Grandſeſtjellet
mellem Danmark og Huneland opſlog han ſine Telte,
agtende der at vente paa, om. Oſantrix vilde brage ud
af fit Rige ind i Huneland.
å 71. Saaſnart Kong Oſantrix naaede Skoven,
gpjorde han Holdt, og lod flaae Leir. En god Ridder,
ved Navn Rudolf; Holdt da Vagt i Skoven. Da han
markede det, red han tilbage, til Kong Attilas Hær, og
fik fig tre hundrede fuldevæbnede Riddere. Saaſnart
Natten nu brod frem, og Morket faldt paa, red Ru⸗
dolf med fine Mænd tilbage over Skoven, hvor han
ved Udkanten kom bag paa Kong Oſautrix's Vagt⸗
mand, told X Tallet, og nedlagde dem alle. Dernæft .
red han med ſine Folk til Kongens: Leir, lod alle Lu⸗
rerne gjalde; og de dræbte nu alt, hvad der kom for

72 C. Diltdrik of Berns Saga. 111

dem, baade Mand og Heſte, og forſt efterat hade an⸗
rettet en ſtor Skade, vege de for den betydelige Overs
magt atter tilbage i Skoven. Rudolf efterfane fine
Mand, "og havde iffe miſtet en eneſte, og der var
heller ingen" haardt ſaaret, ſtjont der paa Oſantrix's
Side. vare blevne fem hundrede Mand. Rudolf red
nu tilbage til ſin Konge, og fortalte fin Færd, og til
foiede, at der for. Tiden ikke vilde kunne udrettes mere.
Kongen fagde, at han (fulde have Taf derfor, og ud⸗
[od fig derhos med, at han ſelv ogfaa vilde lønne ham
for denne Daad. Efter denne Vaabenfærd ſtiltes Kone
gerne for den Gang, og droge hjem, Hoer til fit, At
tila til Suſa og Oſantrix til Vilkinelane.

72. Medens Kong Attila nu opholdt fig i Sufa,
gif Hertug Rudolf engang for ham: Herre!” fagde
han, .en Bøn har jeg til eder, at. J nemlig giver mig
tre hundrede Riddere, og faa meget Gud og Solo,
fom jeg troer fornødent til et Tog, fom jeg. agter af
gjøre. Hvorhen vil du fare,” ſpurgte Kongen, «at
du behsver ſaa meget NMandftab.” ” Det faner J ei af
vide,” fvarede Rudolf; «hvorhen jeg agter mig; men
kommer feg ei tilbage inden tre Vintres Forlob, da
fan-J holde mig for død.” Kongen tilſtod ham, hvad
han bad om; hvorpaa han med tre hundrede Riddere

drog ud af Suſa, og vendte nordpaa til Vilkineland.
Da de havde naget en ubeboet Skob, opfloge de deres
Telte, og efterat have dvælet der en Nat, kaldte Rus É
dolf alle fine Mænd for fig, og talte ſaa: «Denne Skov
ev ubeboet, og intet Menneſte færdes her i Nærheden;
her Mulle I bygge eder Huſe og opholde eder, indtil
jeg kommer tilbage til eder. Tor dette Guld og Seto,

112. Didrit af Berns Saga. 73 C.

ſom jeg herved overleverer eder, ſtulle ffaffe eder

Mad og Drikkevarer og Klader vel og anſtendigt; J

kunne ſende Mænd omkring i Herrederne, for af kjobe
hvad I behove. Hvis jeg nu ikke kommer til eder

/

—

efter tre Vintres Forlob, da ſtulle I drage hjem, og.

fortælle Konning Attila, at jeg er død.” Efter fans
funde at have fuldendt fin Tale, tog Hertugen en ſid
Hat paa, ſteg dernæft til Heſt, og red nu ind i Vilki⸗
neland, og kaldte ſig Sigfrid, ſom er det ſamme Navn
fom vore Sigurd. Intet Markeligt modte ham, før.
han kom til Oſantrix. Saafnart han kom til Konge⸗
hallen; udbad han fig Forlov at gane ind i Hallen.
Han ſaae aldeles ud fom en aldrende Mand, : der. var.
ſpag paa Dinene, havde derhos en fid Hat paa, faa
at man neppe kunde fee hans Anfigt.

73. Da Rudolf nu kom for Kongen, falde —

til Fode for ham. ere Konning Ofantrir!” ſagde
han, „tilſtaa mig Ophold i eders Rige for Guds og
eders Kongedommes Sfyld.” Hvo er bu?” fpurgte
Kongen, «hveden kom du, og Hvorhen agter du dig,
du taler vore Uvenners Tungemaal, hvi er du kommen
her?” - .Aerre?” foarede Rudolf, Aeg er født i Rus⸗
land, der har jeg mine Frander, og var en magtig
Mand ligeſom min Fader. Sigfrid er mit Mavn, og
jeg har flyet mit Rige for mine Ubenner.“ Du er en.
hunniſt Mand,” ſvarede Kongen; og efter din Vært

at dømme kunde du være. den Rudolf, ſom tilføiede

mig fan ſtor Skade, at han paa een Bal dræbte fem
hundrede af mine Mænd. Fik jeg ham fangen, ſtulde
jeg viſt nok lade ham hænge op uden for min Borg. id
«Nei ;” ſparede Sigfrid, aldrig Fod det vel. til mellem

—

74 C. Didrik af Berns Saga. 1143

mig og Konning Attila: jeg var hos Konning Melias,
og havde fire Brodre, af hvilfe Attila hængte den ene,
dræbte den anden med Sværd, og faarede den tredie,

fom endnu laae i Saar, da jeg drog derfra, faa jeg ei

veed, om han maaffee allerede er død; men derefter

dræbte jeg hundrede af hang Mænd, brændte fem af

hans Gaarde, og ſlyede fiden bort af Huneland.” Der
var ret en Manddoms Daad, ſom du der bedrev,”
fagde Kongen; ſtjenke Gud dig derfor fin Naade, og
vær os velkommen; og hvis det er ſandt, hvad du
ſiger, da ſtal jeg give dig Jarldomme, og ſaa ſtort et

Rige, ſom du onſter dig.” Herre!” foarede Sigfrid,

.Jeg onſter af være nogle Aar i din Hunstrop, og om
dine Mænd omgaaes mig vel, og det ſtaaer mig an,
da bil jeg dermed tage til Takke.“ Dette. holdt Kongen

for vel talt, og lod det forblive derved. Rudolf dva⸗

fede nu der i to Vintre, og talte i hele den Tid ikke et
Dev med: Kongens Datter Erka.
74. Det traf fig nu, at en mægtig gonge, ved

Navn Nordung, nde fra Svaben, kom til Kong Oſan-

trix, for at beile til Kongens Datter Erka. Hernit

. Jarl og hans Broder Hirder underſtottede meget dette
Giftermaal, og Kongen var ogſaa felv vel tilfreds ,
Dermed, men lod det komme an paa Datteren. Under -

Kong Nordungs Ophold der fod Oſantrix anrette et

fort Gjeſtebud; men Erka fad, omgivet af treſinds⸗

tyve hæderlige Moer, i et. Kaſtet, hvis Gange aldrig
Cetraadtes af nogen Mand. Da fagde Kong Oſantrix
til ſin Ven Sigfrid: «Du har nu været i mit Rige to

Vintre, du er en viis Mand og en djærv Helt, op⸗

rigtig og ſanddru; thi vil jeg ſende dig fil min Dotter
MR BortibisCagaer , 3die Bind, 90

414 Didrik af, Berns Saga. 73 C.

Erka, at fige hende, at Konning Rordung beiler til
Hende; og du ſtal da udforfte hendes Tanker om dette
Yndragende.” Kongerne Oſantrix og Nordung fade
ude paa Borgmuren , da dette gif for fig.
75. Gigfrid gif efter Kongens Bud til Kaſtellet,
og bod det oplukkes. Da Kongedatteren fif at. vide,”
at det var en Udſending fra hendes Fader, tog hun
Éjærlig mod ham, bod Gam velkommen, og ſpurgte,
| hvad rende han. havde did. DU maa. være en viis
og ſnild Mand,” fsiede hun til, ingen Mand har
været hos min Gader i to Aar, der far opført fig. fans
ledes ſom du, intet udforftet EDER hvad dig er tilladt,
og hidtil aldrig talt med. mig.” Jomfru!“ foarede
Sigfrid, det hendes iffe ofte i vort Land, at en
Mand tidlig eller ſildig drager til ſin Dronning i Befos /
uden Kongen ſelv ſender ham; og ei ſtulle Udlændinger.
tale med hoibyrdige Maer; den Levemaade lærte jeg i
Huneland. Men da nu ſelve Kongen har ſendt mig,/
for at tale med eder, ſtulle vi derfor tale lonligen, faa
at intet Menneffe hører derpaa,” Da fagde Jomfru
Erka til fin Soſter Jomfru Berta: .Gak ud af Sas
ſtellet tilligemed alle J andre! os ſtulle vi ene fø her
blive tilbage; faa at han fan udføre fit Wrende.“
Mei,” ſagde Sigfrid, vi ville tage en anden Beſlut⸗
ning ; ſom er meget ſtjonnere. Lad os gaae ud i din
Have, og der tale om mit Erende til eder; thi Kon⸗
gen ſidder paa ſin Borgmuur, og kan da ſee, hvad vi
tage os for, uden dog at kunne høre vor Samtale, og
derhog aner da intet Menneſte, hvad en udenlandſt
Mand taler til dig.” Wiſt er du en beleven Ridder,”
fvavede Erka, Log lærte hoviſte Søder i Din unge

1

76 C. Didrik. af Berns Saga, 115

Alder;“ hvorpaa hun kaldte paa cen af fine Moer, og
bad hende tage to Hynder, og lægge den ud i Æbler
haven. "De gif dernæft ud; og fatte fig ned under et
ſtjont Træ, hvor Oſantrix og Nordung funde fee dem,

men alle Moerne ginge bort fra dent.

76. «Jomfru !” begyndte Sigfrid, ſee nu noiere
paa mig, naar jeg tager min Hat af! jeg ſveg Karle,
Jeg ſveg Kvinder, jeg har fveget Konning Oſantrix,
jeg fveg Konning Nordung, jeg fveg dig, Jomfru!
"thi jeg er ikke Sigfrid, men i det Sted Rudolf, Kon

sting Attilas Mand. Han har fendt mig til dig, at

bede dig for din yndige Anſtand at love dig til min,
Herre. Tag ham til Mand, og bliv hans Kone; da
Bil fan give dig. belevne Riddere, ſtore Borge og meget
Guld. J guldbordyret Purpur ſtal du klades, og alle

dine Moer og Hofkbinder ſtulle være hoibaarne og bære

guldindvævet Skarlagen. Magtige Hertuger ſtulle
bære Slabet efter dig; og ſelv ſtal du være den ſtorſte
Dronning i Verden.” Da fvarede Erka med megen

Vrede og Forbittrelfe, og raabte: Min fode Soſter

Berta, hør engang denne Mauds Ærende; han er gi
Sigfrid, men-i det Sted Rudolf, Konning Attilas
Mand, og. hån har. foeget mig og fveget min Gader,
Gak nu til min Fader, og flig ham denne Tidende, og
bed ham fnart at hænge denne Mand op, han ſom
Dræbte fem hundrede af min Faders Niddere.”. Gior
fom jeg beder dig!” vedblev Rudolf, drag med mig,
og bliv Konning Attilas Kone; men din Soſter, Jom⸗
feu Berta, ſtal være min Kone.“ Da fvarede Berta, i
bet hun henvendte fig til Jomfru Erka: „Du er et

Kongtebarn, ei ſommer det” big at forrande. noget,
, åg i H 2

a
EG se

* keg
AA

/

116 Didrik af Berns Saga. 76 C.

Denne Mand kom til dig paa Tro og Love; det er din

Hader det gjelder , fad ham derfor fare-i Fred, hvor⸗
hen han vil. Soſter! hvad fagde du ikke felv engang?
jeg hørte hvert Ord, du talte, ſaalunde: Hellige Gud -

i Himlen! ſtjenk mig den Naade, at jeg maa vorde
Hunelands og Konning Attilas Dronning; huſt nu

paa dette; Gud har nu forundt dig det; Hvorom du

bad, og ei ſtal du forraade en Udlending, men du ſtat
være Konning Attilas og Hunelands Dronning, og
jeg vil fare med dig.” Berta havde neppe udtalt, for -

Rudolf fiod op, og vilde gane. bort, i der. Tro at

Dronning Erfa vilde fige Kongen det, ligeſom fun
truede; men i det ſamme raabte fun høit: „Hor gode

" Sen Nudolf! kom tilbage, og gaf ei bort; jeg vil

gjerne være-Konning Attilas Dronning, og Berta ſtal

være din Kone; til Pant herpaa giver jeg dig min
Guldring; og udlæg du nu en Plan til vor Flugt.”

Folk troede nu; af hun bilde have Long Nordung, men

. om ham blev ikke et Ord. bragt paa Bane. Sigfrid

gik derpaa ind i Hallen til Kongen. . Kong Nordung

"tiltalte ham ftrar med de Ord? „Gode Ven Sigfrid!

har. du trolig udført vort Rrende, da ſtal feg lønne
dig vel, og gjøre dig. til min Mand og Jarl, og give

dig et ſtort Rige.” Herre!“ ſvarede Sigfrid, tros

ſtyldig fagde hun mig, at hun ikke vilde gifte fig i de

”næfte tolv Maaneder, og til. Bebfræftelfe herpaa gav

hun mig fia Guldring. See her nu, Herre! denne
Ning, men faa ſandt Gud hjælpe mig, udførte jeg mit
WÆrende, faa godt. jeg kunde, og jeg kan ikke faae det
bedre udrettet; og venter jeg, at faa Udlændinger ville
udføre bedre for lige VENDE vene, hvad dem bliver

⸗

7778 C. Didrik af Berns Saga. 117.

betroet i fremmedt Land.” Kong Nordung takkede Gam
meget for hans Uleilighed, og ſagde at han vilde bie
derefter i disſe tolb Maaneder, om hans Xrende da
vilde lykkes. Efter denne Samtale lavede Kong Nors
dung ſig til, og reiſte igjen hjem til ſit Rige.

77. Kong Oſantrix kaldte fin Ven Sigfrid tå
fig, og, da denne. kom for hans Hoiſede, ſagde Kon⸗
gen: Gode Ven; Gigfrid! du har været i mit Rige
to Vintre, og nu har jeg forføgt, at du er en beleven
Riddersmand, og da bu har været en mægtig og hoi⸗
byrdig Mand i dit Fædreland, vil jeg nu give dig nos
get Rige, og du ſtal være Hopding over min Huus⸗
trop, vride med min Hær og værge mit Land.” Da
(varede Sigfrid: Jeg fan ikke fade Konning Attila
fuldt gjengjelde, at han dræbte mine Frander, og drev
mig ifra mit Nige. Min unge Broder Alibrand blev
ſaaret, men han er nu igjen helbredet; thi vil jeg nu
beføge ham, og. han flal være eders Mand, Herre!
han er'en meget raſtere Mand end jeg, og bedre Nids
. Dev, det er netop en Mand, ſom du fan have Ære af
at tage imod.” Oſantrix gav ham det Gvar, at han
ſyntes godt om, at fan drog efter fin Broder, og at
de kom der begge og bleve hans Mænd.

78. . Derefter red Rudolf bort lige til den Skov,
Hvor hans Riddere vare. Disſe havde holdt. fig vel,
ſiden de ſtiltes. Han tog nu Attilas Broderſon, den
unge Ofid, i Folge med fig, og. de rede begge Veien
frem til Vilkineland til. Kong Oſantrix. Sigfrid gik
for Kongens Hsifæde, bukkede fig for ham, og hilſte

ham ærbodig. Kongen modtog fin Ven med Glæde, ”

1%.
2

og ſpurgte, hvorlunde det var gaaet ham. „Herre

—

118 Didrik af Berns Saga. 7981 "CE

fagde han, her er kommen den unge Alibrand, og nu
ſtal du fee, hvor ſmuk han er.” Kongen tog nu vel
mod dem, og ſagde af BAR vilde gjøre dem begge til
ftore Hovdinger i fit Land.

79. Da de nu habde været der ſuv Dage, F
de om Aftenen, ſom Kongen var gaaet til Sengs,
uformarket til deres Heſte, efter i Forveien at have
taget deres Vaaben -og Kofibarheder, og rede til: Ka⸗
ftelet til Kongens Datter Erka. Saaſnart de kom
der, gif Erka tilligemed fin Soſter Berta imod dem,
og begge bare nu beredte til at ride bore med dem.
Thi rede de famme Nat, faa iilſomt de formaaede, og
rede ſaaledes baade Natter og Dage; faa ſtæerkt ſom de
felv og deres Heſte kunde holde det ud.

80. Såafnart Kong Ofantrir blev vaer, at *
var bedragen, bod han ſine Riddere ruſte ſig, og red
felv i deres Følge efter hine Rat og Dag, faa iilſomt
det var mueligt. Men da Rudolf. fom til. fine Mænd,
bleve de overmaade glade bed ham, thi de vare næften
i Frygt for åt have miſtet ham. De rede nu ad Veien
til Huneland, men Kong Oſantrix fatte efcer dem med
fin Hær, og kom dem endelig faa nær, at Rudolf og
hans Mand hu fane, at de ei kunde undflye ham; thi
rede de ind i et Kaſtel, ved Navn Marſteen / —
(tov, — ſukkede Kaſtellet efter ſzgzgzgzg.
| | " Kong Oſantrix kom nu til Kaͤſtellet it
hele fi i n — r pg ſlog Leir omkring det. Men Rudolf
bavde ſendt to Riddere til Huneland til Kong Attila,
at lade ham vide, hoorlunde han havde udføre hans

Aa) formodentag. Marſtein, en Bøn i gammel Saren mellem
Weiebea 09 Hameln.

J

8283€, Didhdrik af Berns Saga. 119
WMrende, og hoorledes Sagerne nu ſtode. Saaſnart
disſe kom til Kong Attila, og berettede deres Wrende,
raabte han ſtrax, at man ſtulde bringe ham hans Vaa⸗
ben; han lod derpaa blæfe i alle fine Lurer, fendte
Mænd rundt: om i fit Rige, og ſamlede en talrig Hær

fammen, red Dag og Nat faa ſtarkt han unde, lige

til fan kom i Falſterſtov.

82. Rudolf og Oſid og deres Folge havde imid⸗

fertid fredet foer Dag med Kong Oſantrix's Hær, og
Dræbt en for Deel af den; ſtundum hadde de gjort Uds
fald af Kaſtellet, men ſtundum fredet paa Baſtionerne,
DØ far Kong Attila kom dem til Undſetning, havde de
miſtet trefindétyve; men Kong Oſantrix hundrede

Mand. Men da Kaftellet var faa ſterkt, at Kong

Oſantrix ikke blev Meſter af det, og han nu fik ſikker
Efterretning om, at Kong Attila var kommen i Nærs
heden med en mandſtærk Hær, brød han op; og red
hjem i fit Rige, og paa den Maade fliltes de.

83. Da nu Erka og Rudolf bleve vaer, af Kong
Oſantrix var reden bort, ſagde Rudolf til fine Mænd,

at de flulde tage Vaaben og Heſte, og ride Kong At⸗ ”

tila i Møde, Som fagt faa gjort, og det varede ikke
… fænge, inden de modte ham paa en fljan Slette, Hans
Hær beftod af ikke mindre end femten tufinde Riddere.
Da overgav Rudolf Ofantrix's Datter Erka til Kong
Attila, og der blev en flor Glæde paa begge Sider.
Kong Attila begav fig nu paa Hjemreiſen. Kort efter⸗
at han var kommen til Suſa, fod han anrette et ans
ſeoligt Gjeſtebud, Hvortil jan indbod alle de fornemſte
Mand i ſit Land, og holdt ſaaledes Bryllup med Erka,
og giftede med det ſamme Kong Oſantrix's anden Datter

ø

—

i

. 120 Didrit af Berns —* — 84 C.

Verta med ſin Betis Rudolf, og gab ham et ſtort
Nige I Huneland. Dette Gilde varede i famfulde ſyv
Dage med megen Glands baade i Henſyn til den talrige
Gorſamling, der indfandt fig, alſtens Lege der anſtil⸗
ledes, og Hadergaver der uddeeltes. Kong Attila
ſtyrede nu fit Rige tilligemed fin Dronning Erka. De
havde to Sønner Erp og Vilum. Fra den Tid af var
der en ſtor Ufred mellem Huneland og Vilkineland og

Rusland. Kong Attila holde mange Træfninger med .
Kong Oſantrix og Rusſernes Konge Valdemar, og de

havde vexelviis Seier, faa at disſe Riger t lang Tid

vare hjemføgte af meget Udeir og Ufred. Men. Sagaen

biger nu fra disſe Kongers Tvedragt, og taler en lang

Tid om andre Mænd, men kommer bog — til dem;

” før den aldeles ſlutter.

⸗ꝰ

Ottende Fortælling.
VBalter og Hildegunde.

84. Kong Attila var en magtig Konge over et talrigt

Folk, og vandt mange Riger. Han traadte i Vens

ſtabsforbindelſe med Kong Ermenrik, ſom paa den Sid

herſtede over Pulien. Disſe to indgik Venſtab mel⸗

Jem fig, faa at Attila ſendte Ermenrik fin Brænde Oſid

med told Riddere, og denne igjen Attila fin Soſter ſon
Valter af Vaſtaſteen ligeledes med tolv Riddere. Valter
var da tolv Vintre gammel, og fooblev der i fyo Vin⸗

fre. To Vintre efter kom ll —— en

21) Appulien, Veapel.

—

—

Datter af Ilias Jari i Grakeland, ſom bled ſendt

ſom Gidſel til Song Attila. Hun var ligeledes tolv

SBintre gammel; og hun og Valter fattede Kjarlighed
til hinanden uden Kong Attilas Vidende.
85. Det ſtete en Dag; at der var et ſtort Gje⸗

| ſtebud og Ringdans i Kong Attilas Gaard, da tog

Valter Hildegunde i Haanden, og de taltes mange

Ting ved, uden at dog nogen mærfede det: Hvor⸗
leænge vil- du være Dronning Erkas Trælfvinde?”
ſpurgte Valter, „det er meget bedre, af du drager med

mig hjem til vore Frænder.” Herre!” foarede fun,

"att ſtal du ſpotte mig, for af jeg er fjerne fra mine

Brænder.” Jomfru!” fagde han, Adu er Ilias Jarls
Dotter, men jeg er en Soſterſon af Konning Ermenrik
af Rom, og een af mine Frander er Konning Didrik
af Bern; Hvi ſtal jeg derfor tjene Konning Attila;
men tank nu bedre, og drag hjem med mig, og ſom
jeg er dig huld, faa være Gud os naadig!” Jeg veed
tilvisſe dit Pnſte,“ ſparede hun, thi ſtal du og vide

mine Tanker, at den allerforſte Time, da jeg fane dig,

fire Vintre gammel, elftede jeg big; thi vil jeg derfor
fare med dig, hvorhen du vil” «hvis faa er, ſom
du figer,” ſvarede Valter, kom da i Morgen ved
Solens Opgang til den yderſte Borgport, og efterſom
du Ejender alle Dronning Erkas Gjemmer, tage du.
fan meget Guld med dig, fom dine Hænder formaae at

bare. Hun var villig til det, og Kong Attila blev

det ikke vaer, inden Valter var bortreden med Hide
guude af Suſa, og havde taget mange Guldfager med
fig. De rede ene to, og havde iffe betroet et eneſte

Menneſte om deres ————

rd

a22 Dibdrif af Berns Saga. 86/87 C.

856. Kong Attila blev nn vaer, at Valter og
Hildegunde vare bortredne, og bød Krag told af fine
Mand at ride efter dem, og at de fulde bringe alle de
Sager, fom vare borttagne, og tillige Valters Hoved.
Y disſe tolv Ridderes Sal var Kong Aldrians Søn
Føgne. De rede nu paa det ſtyndſomſte efter dene.
Da de fif Øie paa hinanden, ſprang Valter af fin Heſt,
og med megen Djærvhed løftede han ſin Frue Hilde⸗
gunde og Koftbarhederne ned af den. -Derpaa ſprang
han, efterat have iført fig. fine Vaaben, atter paa He⸗
filen. Da fagde Hildegunde: „Herre! det bedrover
mig, af dun ſtal flaaes ene med tolv Mænd, undfly
heller, og frels dit Liv!” .Jomfrul” foarede Valter,
ugræbd vei, feet far jeg før klovede Hjelme, ſplintrede
Skjolde, ſonderrevne Brynjer, og Mænd at ſtyrte hos
vedloſe til Jorden, og i ſaadanne tolv. ——— ſom
ſeer jeg juſt ingen Overmagt for mig.”

87. Nu red Valter mod Ridderne, og det kom
til en meget haard Træefning, og Nattens Mørke inde
fandt fig, for Kampen var endt. Da var Valter me⸗
get faaret men Gan havde dræbt de elleve Riddere, og
tilbage var allene Hogne, ſom undfom i Skoven.
Valter faudt ſin Frue, og de lavede fig til Hvile ved
Skoven. Derpaa flog Walter, Ild med en Tlinteſteen,
og gjorde et Kort Baal, hvorved han ftegte en Bringe
af en Vildgalt. De fatte fig da til at fpife, og lode
ei af, for alt Kſodet var af Benene," Hogne gif imids
-Fertid ud af Skoven efter Ilden, hvor: Valter fab,
"blottede fit Gværd, og havde i Sinde at give ham fig
Baneſaar. Maer dig!” ſagde Hildegunde til Valter,
i det hun merkede Uraad, «her kommer nu cen af dem⸗

i

88 C. Didrik af Berns Saga; . 123

med. hvem du fred i Dag.” Da tog han Vildgaltens
Bryſtbeen, og gav Hogne fan vældigt et Slag dermed,

at han ſtyrtede; Slaget traf den ene Kind faa haardt,

at Kinden revnede, og Diet falde ud. Dog ſprang
han fiden op, og red. hjem til Suſa. Valter ſteg igjen
til Heſt, og de rede ſydpaa over &Bjeldet til Song Er
menrif, Dog ff de igjen. Kong Attilas Gunſt, da
Kong Ermenrik ſtikkede ham mange Gaver.

Niende Fortælling.
Ditlev Danſkes Bedrifter.

88. De — fig engang, da Didrik ſab ift ne |

fæde, og hos ham hans Kæmper; da tog Heimer en
Guldſkaal, og flod frem for Didrik, og opvartede ham;

men denne tog fit Sværd Nagelring: «Gee her, Hei⸗
mer,” fagde han, ufor din. Tjeneſie vil jeg give dig

dette Sværd, ſom jeg ikke under nogen anden bedre
end dig; fag det nu, og nyt det vell” Heimer mode
tog nu Magefring, og takkede meget for Gaven. Da
fagde Vidga: . Nu er Nagelring kommet i flette Hæns
der, thi det var et Vaaben. til en duelig Mand, men

faalænge jeg har været i Bern, har jeg i Henſyn til

Hjælp og Biſtaud ei agtet dig, Heimer! mere end en
Kvinde, fra den Tid jeg ſaae dig opfore dig fom en
Riding, ba. du. blev holdende ſtille, og ſaae paa, at

jeg ene bar ſtedt i Nød og maatte ſlaaes med fem tapre
Kæmper; | Jari Hornboge og "Hildebrand funde ders

imod ikke komme til, da de kaſtede fig i Aaen; mer tro

- 424 Didrit af Berns Saga, 8990 E. ”

mig, dette ſtal jeg engang gjengjelde dig!” Da ſva⸗
rede Didrik: „Hor ber en ſtor Skaͤm og Nidingsdadd,

ei at ville hjælpe fn Stalbroder, naar han ſtedes i

Nod; og du, hin onde Hund; drag du bort fra mit
Aaſyn; ſnarere havde du endda fortjent, at. dn endun
i denne Dag klyngedes op udenfor Bern.” Wed denne
Cale Men Heimer meget vred, gif bort, tog fin Heſt
Riſpa og alle ſine Vaaben, og red ſin Vei.

89. Heimer red nordpaa over Fjeldet i mange
Dage åd uükjendte Veie, og var endnu iffe enig med
fig ſelv, hvilken Manddoms Daad han fulde ove.

Da ſpurgte han til en Roder, ved Ravn Ingram, der

med fine tolv Kammerater opholdt fig i Falſterſtod mes

lem Danmar og Saxland. Han var uenig med Her—⸗

tugen af Garland, og gjorde ham alt det Onde, han

formaaede, og intet Menneſte kunde vride i Fred gien⸗

nem Skoven. Han var faa ſterk, at han ene gjerne

funde tage imod tolv Mænd. Heimer tog nu den Be:
ſlutning, aft opføge denne ſamme Ingram, og blev ved

at ride, indtil Gan omſider fandt ham og hans Kam⸗
merater, ag bod fig til at træde ind i deres Selſtab.
Det toge Roverne med BØJEDE imod; i 9Ø ban gif da i

. — med dem.

Det traf fig hu engang, pe en Deel Kent
— paa en Handelsreiſe fra Saxland til Dan⸗
mark. De vare halvotredſindstyve raſte Mand i Folge;
vel udruſtede med ſtjionne Hjelme og ſtarpe Sværde;

og om end deres Vei faldt over hiin Sfov, faa troede

de dog, at faa Mænd ikke fulde hindre dem Giennem⸗

reiſen. Men da Nøverne bleve dem vaer, ſagde In⸗

sgram: Seer Jr hvor der ride en Deel Mænd: Ihvor⸗

* 3

AS

-

91. €. Direit of Beens Saga. 4125

vel de ere mange i Bølge, og vel udruftede med Vaa⸗
ben, faa maae dog Mænd fom vi, der ville erhverve fg

Gods, ofte vove fig, hvor der er Overmagt for Haan⸗

den, og uviſt er det, før bet er prøvet, hvad Udfaldet
bliver. J have fo før gjeldt for tapre Mænd, thi
ville vi nn vove os mod disſe Mænd, om de end Have
meget Mandſtab; lad og derfor ile paa det raffefte
afſted, og viſe enhver iſer, hvad han formaaer i Man⸗
dighed!” Ingram væbnede fig nu tilligemed fine Sams
merater, og de fore imod hine. Mer ſaaſnart Kjob⸗
mændene bleve Bjender vaer, toge de vet og mandig.
imod dem, fprang af Heftene, traf Sværdene ud, og
fældede Spydene, men Sffolde havde de ef at dakke
fig med. Det blev dog Udfaldet paa Kampen, at In⸗
gram og. hans Maud feirede, og holde ei op, førend
de havde dræbt disſe halvtredfindstyve Mænd, og taget
alle deres Eiendele og Vaaben; og da holde de for at
have vel udført deres Sag. De vare nn muntre, og

. fliftede derpaa Gødfet, og holdt fig: nu for ſtorre og
navnkundigere Mænd end tilforn. Vanſtelig vilde de

nu, fan meente de, finde pers ———— * der
end les imod bem.

. Der var en Mand; — hed —— han
var PÅ — Bonde i Danmark i den By, ſom hedder
Tumatorp i Sfaane!. Hans Kone hed Oda, og var
Jarlens Datter. af Saxland. De havde en Søn, ſom
hed Ditlev. Bitterulf var den ftarfte af alle Kæmper;
faa vidt Danmarks Vaide ſtrakte fig. Ditlev var ung
og for af Vext, men i Adfærd og Mandighed lignede

1) Zummatorp ligger paa Oſtkyſten af Skaane, og var forum
en anſeelig Candeleftab, nu Tomarup, et Kirkeſogn.

120 Didrik af Berns Saga. 92 C.

han dog ikke Slægten, thi han elſtede mere at ſidde
Seegerſet, end at lære Idratter eller tjene Hoddinger,
og for den Sags Skyld elflede hans Forældre ham ikke
fort; de holdt ham for et ſtakkels Fſog, og pasſede
fun lidt paa ham. Han var vel tilffede, naar Heſte
tilredes, naar der huggedes med Svarde, ſtodes med
Spyd, kaſtedes med Stene og udevedes alftens. Idrat ·
fer, men ingen troede dog, at han gav videre Agt
derpaa. Han lod aldrig Kam komme i fit Hoved, og
vilde hverken benytte Badftae eller anden Badning, om
end den bedſte Leilighed tilbod ſig. |
92. Nu traf.det fig engang; at peers, og
Hans Kone bleve budne til Gildes til tig Sotaſon,
ſom boede i Vanlands Herred. Bitterulf lavede fig:
til Reiſen, men ſaaſnart Ditlev mærkede det, vilde
fan reiſe med Faderen; Han ſtod derfor op fra Ste⸗
gerſet, hvor han fad, ryftede fine Arme og Ooded, gif
ind i Stuen til fin Moder, og fagde: «Jeg har høre,
” tjære Moder] af DU vil reife til Gildes; jeg. vil med
big.” „Ovi taler du fligt, min Son!“ fagde hun,
. ufan du reiſe til Gildes, dn ſom er faa ſtort et Fjog,
og ſom i hele det forløbne War har ligger i Stegerſet,
og ikke i al den Tid været i fribaarne Mænds Forſam⸗
ling; for ben Sags Skyld kommer du ikke med.” Ja!” .
fvarede Ditlev, „om du end ikke vil tillade mig at drage.
med dig, nu. vel, faa drager jeg: dog ikke deſto mindre
med.“ Han gif derpaa ud i Dagligſtuen, hvor han
traf Faderen. Jeg vil reife med til det Gilde,”. ſagde
Zitlev, hvortil 3 ere indbudne; stv mig Heſt og

1 eller Vetlands, opnednt efter ven ftore By Vittala, nu en
Glætfe ; Smaaland.

år

— —— —

* FF
ø
e

93 94 C. Didrik af. Berns Saga. 427"

Baaben!“ Hvad!“ fvarede Bitterulf, ſtal du fare
fil Gildes med brave Mænd; nel! det vil blive 08 til
Stam og Banære, om du kommer med iblandt faa
mange anfeelige Mænds Sonner, ſaadant et Fjog
fom du er; unge og vakre Sonner af Hædersmænd iX
have andet af tage vare end af ſtege Hané, eller brakke

" Ntié og tænde Jidens og andet, Skam at tale om,

forſtaaer du ikke.“ Ja!” ſvarede Ditlev, ‚raad du
fun for, om du vil give mig Lov eller ikke, men reife
vil jeg alligevel;”' og han gik i det ſamme ud i Gaar⸗

den, tog cen af fin Faders Heſte, fadlede den, ſpraug

op, og red til fin Faders Huusfoged, og bad ham
laane ham fir Skjold. Det var juſt ved Bintertide,
og alle Sunde vare lagte til, faa af man kunde age fra
den ene By til den anden over hele Danmarts Rige.

. 93. Da nu Ditlev kom hjem, og havde faaet
et Skjold ved Siden, markede Faderen nok, at han
vilde reiſe med, om han. end ikke tillod ham det; ban
fremtog derfor gode Klæder og Vaaben til ham, og da

— han hadde ifort fig dem, vare alfe enige i; at man vans

ſtelig vilde finde hans Lige. Han gif derpaa til ſin

Heſt, og fprang med Raſthed pag dens Ryg. De droge

nu til Gildes, og den Tid de vare der, teede og ops
førte Ditlev fig vel, fom om fan ofte havde været til
Gildes. Gildet flod. pan i tre Dage, Hvorefter Bits
terulfs Kone og alle hans Mænd reifte hjem, men hau
ſels drog med Sønnen til et andet Gilde fyd i Falſter.
Deres Vei faldt over den for omtalte Skoo.

94. Da de nu vare fomne et godt Stykke frene
i Skoven, kom de tolv Røvere, Ingram og Kamme⸗
rater, imod dem. Mu tyktes def mig. bedre,” fagde

128 Didrik af Berns Saga. . 94 C.

Bitterulf fil Sonnen, «at du havde været hjemme hos
din Moder; thi jeg (fulde flet ikke have frygter for af.

tage imod disfe tolv, om jeg end varene; men bet er

jeg bange for, da du er fad ung, af jeg ſtal miſte dig.”

Marker du,” fvarede Ditlev, at jeg i nogen Maade:
bliver Gange, om feg end feer disſe Mænd fige for mig?
Nu er det mit Raad, at vi begge flige: af Heſtene og
ſtille os med Ryggene mod hinanden, og hvis jeg ikke

. før værge mig mod disſe Mand, da kald mig aldrig

din Can.” Han ſprang derpaa ſtrax af Heſten, og

traf fi Everd. Roverne talte nu imellem fig, og
Heimer tog forſt til Orde: Her ride to Mænd, ſom

have forte Hjelme; jeg venter at vi der træffe nogle.
Kæmper for os.“ Da. ſvarede Ingram: Fem. af bore
Mand ſtulle ride til og dræbe dem, pg fage aft det
Gods, de have med fig!” Som ſagt faa gjort, men
Bitterulf og Ditlev værgede fig drabelig, og deres
Skifte var meget haardt, -men Udfaldet. blev ; af de
fem maatte bide:i Græsfet, uden at enten Bitterulf

eller Ditlev blev faaret. Da Ingram ſaae dette, bed
han alle Mand op, dog yttrende Frygt for, at det -

var for ſilde. Da blev Kampen hed,” men Bitterulf
hug af alle Kræfter til Ingram i Hjelmen, og klovede
Hjetmen og Hovedet, Bugen og Brynjen, faa af hvert
Stykke faldt til ſin Side paa Jorden: Imidlertid
bræbte Ditlev tre, og de fode ei af, førend alle Ros
verne vare faldne, paa Heimer allene ner. Da hug
Heimer til Bitterulf af alle Kræfter i Hjelmen, faa af
han ſtrax faldt til Jorden, og vidſte ikke til fig ſelv.

"Da Ditlev nu fane; af hang Fader var falden, blev -
han meget forbittret, og hug til Heimer i Hjelmen,

e Å

95 C. Didrik af Bens Saga, 29

faa af han faldt i Kne. Han ſprang dog ſtrax op,
186 til ſin Heſt, ſprang paa den, og red alt hvad hai.
kunde hele Dagen, og var glad ved at flippe med Livet
dennefinde. Da fagde han det, fom mange fiden have
maattet fande, at, intet Jern bæres ud af Esſen, fin.
Herre faa hulde, ſom Sporen; den ſtjenkede ham den
Sang Livet, fom faa mange andre før og ſiden. Heimet

red nu Dag og Nat, og fortſatte Reiſen uafbrudt, til

han kom til Bern, og forligte ſig med Didrik. Men Bit⸗

terulf og Ditlev toge alt det Gods, ſom Roverne havde

tiet, og denne Daad ſtaffede dem megen Berommelfe.
De reiſte dernæft til Gildet, og derfra hjem, hvor de
forbleve en Stund. |

95. Nu tyktes Ditlev, at. han var Mand for
fig, da han Havde prøvet fig i Vaabenſtifte. Han
fagde derfor til fin Moder: Giv mig nu gode Klæder

*

og en anſeelig Ruſtning, faa vil jeg reiſe til Jarlen,

din Fader. Der udenlands vil-jeg kunne fane Nyt at
fee, og der vil det forſt viſe fig, Hvad Mand jeg er for

. mig, naar jeg prøver mig noget i Vaabenſtifte.“ Hun:

fagde, at hun vilde. opfylde hans Onſte. Med: de
famme Ord henvendte han fis til Faderen, og bad ham
hjælpe fig i denne Henſeende. Ja!“ fvarede Bits
terulf, eg vil viſt nok give dig gede Vaaben, og en
Heſt, og faa meget Gods fom du onſter; men det Raad
vil jeg give dig, at, reifer du i Udlandene, da maa du
ride fad vidt, at du kommer til den Stad, fom hedder.
Bern, og beføge Konning Ditmars Søn Didrik, men
bliv aldrig faa driftig af vove dig i Kaft med ham eller
hang Stalbrødre, thi du. vil itkke kunne ſtaage mod
hans veldige Hug. Han har et Svard, ſom —
Nordiſte Fortids⸗Sagaer, 3die Bind, 3

130 Dibrif af Berns Gaga, 96 €.

Ekkiſax, der er det bedſte af alle Sværde, hans Hjelm
hedder Hildegrim, paa Hvilfen intet Sværd bider;
hans Heſt hedder Falken, og er faa hurtig, at om end
Noden fræver det, vil du ei kunne undkomme. Mange
Kamper omgive ham, men du ſtal ikke ſtride mod no⸗
gen af dem. Naar du reiſer til din Morfader, vil du
komme igjennem en Skod, fom hedder Borgarſtov; der
er en Stad, ved Ravn Marſtein', og der er et Kaſtel,
faa ſtjont at du aldrig fane et ſtjonnere for dine Hine.
Du vil intet Menneſte finde i Kaſtellet, men der ſtaaer
en prægtig ſmykket Stol, paa hvilken ligger en ſnuk
»Luur; den ſtal du blæfe i, og da vil ſtrax Kaſtellets
Eier indfinde fig hos dig, men det er Sigurd Graker?,
en god Ven af mig. Naar du feer fam, da fan du -
fjende ham paa, at han er en ſtor Mand, og nu gam⸗
mel og granhærdet, med langt Sfæg og Haar; men
naar du træffer Dam, da maa du hurtig nævne dig og
din Fader, førend. han bliver dig vred, thi maar du
gjør det, vil han fage imod dig meb aabne Arme.
Men om du end havde tolv Mænds Styrke, vilde de
dog komme til fort ved at ſtride mod ham.” Ditlev
ſagde, at han vilde følge hans Bud; og da han var
færdig til Reiſen, ledſagede Fader og Moder ham til
Heſten, og gave ham mange gode Raad, og bad ham
være mild og hoimodig baade mod Rige og Fattige,
paa det af han kunde vinde Yndeſt for Menneftenes
Hine. Derpaa onſtkede de ham en lykkelig Reiſe.

96. Ditlev red nu fin Vei, indtil. fan naaede

1) Her menes vel Fæftningen Markſtein i Wetterau ved Rhinen,

om ikke fnarere Marburg, ſom ligger ved Burgwald. 2) eller

— ſnarere: hin Liſtige. J É…—,
2 z 3

6 C. Ditdrik af Berns Saga. 131

Skoven, der var ham anviifg 1 og kom til Kaſtellet.
Da fandt hau Luren, ſaaledes ſom det var ham ſagt,
og blaſte i den, og ſtrax efter kom Manden ridende paa
en Elefant; Han ſaae netop ud, ſom Ditlevs Fader.
havde ſtildret ham Sigurd. Caafnart de traf hinan⸗
den, ſpurgte Sigurd, hoo der havde driftet fig til at
tage hang Luur uden hans Forlov, og hvorhen han
vilde reife, og hvad hans Xrende var did, ifær da han

kom eenſom, hvortil fun fan for hadde driftet fig. Jeg

hedder Hildemel,” foarede Ditlev, og agter at ride,
indtil jeg finder en, Mand, ſom tor flanes med mig.
For fort Tid fiden vred jeg fra et Sted, hvor .feg ſaae
- blodige Sværde, ſonderbrudte Hjelme og røfte Kæmper
at ſtyrte til Jorden, men hid red feg; fordi det dar
mig fortalt, at J fan ſlaaes, om J ef nu er bleven
faa gammel og affræftet, at J et længer tør indlade
eder paa en Dyſt med mig.” Hvo er du?“ ſpurgte
Sigurd, „er du fan drabelig en Karl, ſom du lader,
eller er du et Stakkels Fjog; fiig frem, hvo erdu, og"
hvo har. fortalt dig, at jeg ikke torde træffe Sværd
eller taale Hug? Og dertil er Gud mit Vidne, at ſaa⸗
længe jeg formager at ſtaae opret paa mine Fodder,

og. mine Been mægte af bære Kroppen, ſaalenge ffal

. bet være mit Fjærefte Onſte, at. unge. Mand ville uds
"byde mig til Kamp; men det aner mig, at du er en
Son af Bitterulf af Tumatorp; fiig frem, om jeg aner
ret!” Jeg fjender ikke den Mand, ſom du taler om,”
var Ditlevs Svar. Da fprang de af Heſtene, og ginge
ſammen til Strid. Ekterat have ſtredet en fang Tid
paa det drabeligſte, hvilede de, fordi Sigurd trattedes,
da han allerede var en aldrende Mand. „Kom nu frem
— — Y 2

*

432 Didrik af: Berns Saga. 97 C.

med Sandheden!” ſagde Sigurd imidfertid, om du
dog ikke er Bitternlfs Son, thi da have vi allerede ſtre⸗
det for flænge!” For lang Tid. fiden,” foarede Ditlev,
«havde jeg fagt dig det, om. faa var, men jeg fjender
"Ham flet ikke. Og endnu. fyfter jeg meer at forføge vore

Vaaben, og fee; Hvo der gaaer af med Seiren.” Da

begyndte de Striden pad ny paa det allerdrabeligſte;
men uden at Lykken havde foiet fig for nogen af dem,
flandfede de Legen ved Solens Nedgang. Bi ville
nu for i Dag ſtandſe vort Skifte,“ tog Sigurd til

Orde, thi jeg vil ikke ſlaaes ved Nattetider; men nu
ſtal du drage hjem med mig, og bære min Sjæft i Nat,

og faa ville vi i Morgen, naar det er blevet Dag,
komme her igjen, og da MRS ſaalunde, at du ei oftere
ſtal byde mig ud til Enekamp.“ Heri indvilgede Dittev.
Men Aarſagen, hvorfor Sigurd talte ſaa, var den,

at han var bleven træt, og havde faaet et Saar; til⸗

med font det ham i Hu, at han Havde glemt fin Selev:
fteen hjemme.

"97. De ſprang nu paa deres Heſte, og vrede
hjem til Kaſtellet. To Kvinder kom ud, og toge imod
bem ; den ene var Sigurds Kone, den anden hang
Datter Gunhild, ſom var faa ſtark, at næften ingen
Karl kunde ſtaae fig imod hende. Da hun fane, at en
Mand fulgte med hendes Fader, tyktes hun vide, at
de havde ſtredet, og det anede hende, at hendes Fader
var bleven overvunden. Saafnart de Vare ſtegne af
Heſtene, greb hun derfor flux i Ditlev faa faſt, at han
falde -til Jorden. Derpaa flog hun Gam med den
knytte Neve i Hovedet, faa det forekom ham, ſom
Hjernen knuſtes. Nu tænkte Ditlev, at det var dog en

+

98 C "Dinit af Berns Saga, 133

for Stam, at en Kvinde ſtulde have fældet ham; Garn

tog derfor med fin ene Haand om hendes Hals og
Strube faa faft, at Bandet flød ud af begge hendes
Hine, men med den anden Haand fattede han faa haardt

om hendes Arm, at ˖ der ſprang Blod. ud af hoer Nagl.

Da ſtreg hun, og bad em Fred, og vilde nu ind⸗
gaae Forlig med ham. Derpaa ſtode de begge op, og
ginge alle tiffammen ind i det ſtjont indrettede Huus.

Med megen Gjaſtfrihed blev Ditlev der modtaget, og

han draf god Vün hele Aftenen, Bondens Datter

vartede ham op, og kaſtede nu og da ét venligt Die

til ham, og fom hun gik og ſtjenkede for ham, ſatte

(i

han fin Fod lettelig paa hendes, og hun gjorde ligeſaa

ved ham, og'nu fattede de gjenfidigen Kjærlighed til

hinanden. De gik nu til Sengs, og -der var vredt

| omhyggelig for Ditlev. - Ved Midnat kom Sigurds

Datter. til ham, ſteg op i Sengen, og lagde fig hos
ham. De taltes nu ved, og fortalte hinanden mange
Ting, ſom de gjenfidigen onſtede at vide. Da bun nu

blev underrettet om, at han var Bitterulfs Son, fleg

Hun ud af Sengen, og gif hen til fin Fader, ſom fon

haardt, da han var drukken af Vinen. Hun tog nu

Seierſtenen, ſom han havde hængt paa fin Hals, faas
ſnart han om Aftenen var kommen hjem. Dernaſt gik
hun tilbage i Sengen, og gav Ditlev Seierſtenen, og
de fane nu der, til det gryede ad Dag. |
98. Saaſnart det blev Dag, ſtode de op, og
fornoiede fig, og Sigurd vige Ditlev alle fine Kleno⸗
dier. , Da Davretiden kom, fatte de fig til Bords, og
frige; og derefter ſtege de til Heſt, og vilde nu aflægge
en endelig Prøve. De kom til Kaſtellet, ſtege af deres

434 Didrik af Berns Saga. 99 C.

Heſte, ginge ſammen, og fæmpede baade fænge og
drabelig, og holdet ikke op, fer Sigurd var bleven
træt; og havde faaet tre Saar. Da overgav han fit

Sværd, og vilde ikke ſlages fænger. Dermed var.

Fitlev fornsiet, og de gif igjen til deres Heſte. Da

ka
4
På
PA
É -
— sr RR

fagde Ditlev ham fit Navn og fin ÆRc. Sigurd gle⸗

dede fig i Hjertet, og omfavnede ham. Længe sus
ffede jeg,” ſagde Sigurd, i det de rede hjem, hvad

nu ev flet, at Bitterulfs Son vilde komme til mig,

og feg vil give dig min Dotter, om du bil hende eie.“
Fan fagde; af han forſt vilde beſoge Jarlen, fin Mors ,

fader, men forblev der dog nogle Dage, hvorpaa han
lavede fig til, og red bort, og Sigurd gav ham ti Mark

Guld ved Skilsmisſen; men Bjemmefra havde fan des⸗

uden tyve Mark Guld.
99. Ditlev red nu til, faa ſterkt han kunde,
over beboede og ubeboede Egne. Da han kom frem i

Saxland, msdte han en Mand, ved Navn Godfvin,

og fpurgte, hveden han kom, og hvorhen fan vilde
reiſe. Godfoin fvarede, at han var kommen fonden

fra Ømlungeland", og vilde reiſe nordefter til Hune

land. Kjender du noget til den Mand, fon hedder
Didrik af Bern?” ſpurgte derpaa Ditlev, ”ubeed du,

hvad Mand han er, og om han er hjemme i Bern?”

„Skulde jeg ikke Fjende Didrik af Bern,” foarede Gods
. fvin, «hvis Navn lyder til Verdens fjernefte Lande;

han ſom overgaaer alle andre Mand Capperhed og

1) Ømlunger eller ——— kaldtes, Sk Efterkommere af
Amal, Aſtgothernes herſtende Stamme, af hvilken, ogſaa Didrik
var. Efter dem er Didrifs Rige i Italien oypfaldt ifølge Stancns
" almindelige ——— ifr. — Cap.

100 C. Dibrif af Bens Saga. . 135

Manddom, Mildhed og Venlighed, Hvor grum fan
ogfag er mod fine Uvenner. Net! han er ikke hjemme;
thi han er reden til Romeborg til Konning Ermeurik.“
„Kjender du da ingen Gjenvei,“ ſpurgte Ditlev frem
deles, «ad hvilfen jeg fan træffe Didrik, for han
kommer til Romeborg?” Jo!” var Godfvins Svar,
uber er en Vei, ſom er et godt Stykke kortere, og
gaaer over Trentedal", 1” Glad blev nu Ditlev, og gav
ham en ſtor Guldring ved Skitsmisſen, og hver drog
nu ad ſin Vei.

100. Ditlev fom nu dertil, Hvor Veien deelte
fig: den ene gik til hans Morfader Jarlen, den anden
fydefter over Fjeldet. Denne Bei tog han, og naaede

omfider Borgen Fritila?, hvor Gan traf Didrik af Bern

og Vidga og Heimer. De vare tagne ind hos en Mand,
fom hed Ake Orlungetroſt, og var Kong Ermenriks og
Ditmars Broder. J ſamme Gaard tog Ditlev ogſaa
ind. Didrik ſpurgte ham om Nabn, og Hvorfra han
"om. Mit Navn er Xmelrik,“ foarede Ditlev; min
Fader er Sofe af Veſtlands Herrederne i Danmark.”
„Hvoorhen agter du dig 1” ſpurgte Didrik, „efterdi du

er reiſt hid faa langveis fra.” Jeg agter fremdeles

at fortſette Veien,“ var Ditlevs Svar, ,, indtil jeg

finder een eller anden hæderlig Hebding, fom vil tage

1) Dalen ved Trident (Trient). Peringſtjolds itdgave foier til,
at Didrik opholdt fig førft nogle Dage I Venedig, og lægger Gods
. Join" fremdeles I Munden: ,, Naar du kemmer fyd fil Trentedal,
halvveis til Trident, tag da ad den Vet, fom gaaer til Bern, og

. Ud øfterind gjennem Slugten, ſom du feer aaben for dig, og

ſporg efter Veien til Trident, og naar du naaer Søen, da vil
hvert Barn kunne give dig noiere Underretning om, hvor Didrik
er at træffes” 2) Ifr. 13 Cap.; man kunde tænfe paa Friglar,
ſom fordum hed Fritislar, og var en beiydelig Stad, ved Eder.

-

FN

136 . Didrik af Berns Saga. 101 €,

mig i Tjenefte enten til at pasſe hans Heſt eller Vaa⸗
ben, eller for at være .i hans Følge, om han hertil
behøver uforfærdede Mænd. Lg. jeg har ſpurgt om
en Hobding, ſom hedder Didrik af Bern; kunde jeg
ham finde, vilde jeg gierne tilbyde ham min Tjeneſte,
om han vilde tage derimod. Men nu vil jeg; ſporge
eder om eders Naune; hoeden J ere komne, og. hvor⸗
hen J agte eder; og venter jeg, at Jundſtylde min
Uvidenhed med, at jeg er en Udlending, og er kommen
fjer i fremmedt Land, fjernt fra min Hjenffavn.” Det
ſtal ikke tages dig ilde op ;” fvarede Didrik, at du
ſporger om Sligt. Efterſom du, agter at finde Didrik
af Bern, og ham tjene, faa er det truffet fig gode;
thi her fan du fee ham, tilligemed hans Mænd Vidga
og Heimer, og venter jeg, af han vil optage det gun-
ſtigt, om du heller vil byde fam end andre. Høvdinger

din Tjenefe.”… Det er mig ret en Glæde,” fagde

Ditlev, ,,af jeg fandt Didrik her, og vil jeg nu byde
… ham og. hans Stalbrødre min Tjenefte.” Didrik ſva⸗

tede, at han vilde tage mod hans Tilbud, og. at han

ſtulde ride med dem, og pasſe deres Vaaben og Heſte.

De. fortſatte nu Reiſen til Romeborg, og Ake Orlunge⸗
troſt og fyve Riddere fulgte dem. Paa Gildesdagen
havde mange fornemme Mænd indfundet ſig. Hovodin⸗
ger oz Hædersmænd blev anviiſt Sæde. i Kongens
ſtorſte Haller, men Svende og Tjenere i Staldbygnin⸗
gerne. Her bar altſaa ogſaa Ditlev. E
IOI. Paa Gildets forſte Dag gik Ditlev ud paa
Torvet, tiligemed en Deel andre Svende, og kjobte
Mjød og Viin og alſkens lækre Retter, faa at Kongen

ſeld ikke Fulde have bedre Retter paa fit —— alt

U

N

"101 C. Dildrik af Berns Saga. 137

å

bette fod fan føre hjem fil ſit Herberge, fod dermed
alle Bordene opdæffe; og indbod en heel Deel Svende
og Tjenere til fig, og dette Gilde varede i falde tre
Dage med megen: Pragt og Overfſlod. Men nu var

hans Formue, de fredive Mark Guld, opgaaet i dette
Gilde, og han vifde dog endnu ikke indſtræenke denne
Bevartning, ſaalenge Kongens Gilde flod paa. Han

gif derfor ud paa Torvet, og Ejøbte nu langt mere end
tilforn, og fatte Heimers Heft og alle hang Vaaben i
Pant for ti Mark Guld. Han bod nu langt flere end

— før til fig, og de fortærede ogſaa alf dette. Derefter

gif han igjen ud paa Torvet, og indkjsbte nu til fit

Bord alt det Bedfte, Gan kunde faae, og fatte Vidgas

Heſt Skemming og hans Sværd Mimung tilligemed

hané svrige Vaaben i Pant for tyve Mark Guld. Saa

prægtig anrettede han nu fir Gilde, at han lod hele fit
Herberge bedekke med de koſtbareſte Tæpper; og han
fortærede ogſaa disſe Øenge, fan langt de ſtrakte til.
Da de vare Oppe, havde Gildet varet i ti Dage, og
der vare endnu to Dage tilbage. Nu vilde Ditlev dog
fremdeles holde Gildet vedlige, thi. red han ud paa
Torvet med Didriks Heſt Falken, og med ale hans
Vaaben,' og ſtaffede fig ſaaledes Gildesføring; . han
fatte Didriks Heſt i Pant, og kjobte alt, hvad der var

dyreſt, og. naar han faae een; "der vilde: fjøbe noget,

fom var fal for tolv, Penninge, faa kom han Gam i
Forkjobet og gav tyde; og fan meget kjobte han ind. til:
fit Gilde, at det belsb fig til tredive Mari Guld, huors
for han maatte pantſette Didriks Heſt Falken tilligemed
hele hans. Ruſtning. Mu indbod han til fig Svende

og Tjenere; Gjoglere og. Spillemend, og hvemſomhelſt

CSE

" 138 Didrik af Berns Saga. 14102 €.

ber vilde fage imod hans Yndbydelfe, faa der vare
hele tre Hundrede forſamlede i hans Hal, og hele den
vbrige Tid af Gildet gik hen for dem i Lyſtighed. Den
Dag; da Glldet var fluttet, gav Ditlev Overſpille⸗

manden Iſung fin Guldring, fom hans Moder havde.

givet ham, og lonnede ham ſaaledes for hans Tidsfor⸗
driv; desuden gav han ham en Klædning af Purpur,

ſom tilhørte Didrik af Ben, og var hang Scades
kladning.

102. NU fod Didrik Ditlev falde, og bod ham
ſadte Heſtene, og fremtage deres Vaaben, da han nu
vilde gjøre fig færdig til Afreiſen. Du maa farft,”
ſagde Ditlev, loſe det, ſom jeg har pantſat, medens
dette Gilde ſtod paa, da jeg og mine Kammerater maatte

have noget af ſpiſe, og det var for langt at hente Mad

fra Kongens Bord, og jeg var desuden ubekjendt her
i Staden.” Ja! Ja! det forſtaaer fig,” fvarede
Didrik, «at jeg bil betale, hvad du har udlagt i denne

. Tids men hvor meget beløber det fig til?” Det er
ikke betydelige,” var Ditlevs Svar: „forſt har jeg ud⸗

lagt tredive Mark Guld af mine egne Penge, dog dem

fordrer jeg ikke godtgjort; men desuden har jeg for⸗

tæret trefindstyve Mark Guld; dem maa du endelig

fee til af betale, thi derfor ſtaae alle JF tre Stalbrodres
Heſte og alle eders Vaaben i Pant, Oven i Kjobet

har jeg givet en Spillemand eders Stadskladning og
min Guldring. Tilmed er der ogſaa en anden Ting:

Hvorfor jeg venter mig eders Forſvar, Herre! da jeg

nemlig gif Gid, var Gaarden tillukket, og da den ikke
blev faa hurtig oplukket, fom jeg anffede, da jeg havde

Haft med at omme til eder, faa fparfede-jeg med min

⸗

103 C. Ditdtik af Berns Saga. 139

ene Fod til Jernporten, faa at den fprang op, og gav.
Den; ſom ſtod inden for, et temmelig droit Stød;
nen da jeg kom ind i Gaarden, faa kom der en heel
Bob Tjenere åg Kokkenſvende, ſom vilde hævne dette,
og igjen gjøre mig nogen Skade, men jeg tog een af dem
ved Fødderne, og med ham flog jeg fo andre ihjel, og
han, fom jeg Holde paa, ſyntes vel heller ikke meget gode
om den Leg; thi han var temmelig ilde medhandlet, da jeg
ſlap ham.” Nu ſyntes Heimer nok, han ſtulde Ejende
Manden. Ditlev derimod Havde ftrar kjendt Heimer,
forſte Gang han faae Dams: Heimer tog derfor til Orde:
«Efterſom jeg mener,” fagde han, have vi nu faaet
ſaadan en Staldknegt, at om han tog alle vore Vaaben,
og faftede dem ned i Snavſet ligefor vore Dine, ja
filmed traadte paa dem, maatte vi alligevel finde
os deri,” | | | |
103. Didrik ftod ſiden op, og gif hen til Kon⸗
gen: „Herre!“ ſagde fan, .vildu betale vore Svendes
og Heftes Fortæring, medené vi vare her.” Ja! det
forſtaaer fig af fig felv,” falde Kongen ham ſtrax ind i
Talen, „at jeg vil betale det. Kald paa "min Glat
meſter Siffi! - Hvor meget fan det vel. belsbe fig til?”
Spørg Svenden der!” var Didriks Svar, «og lad
ham fige dig det!” Kongen henvendte fig derpaa til
Ditlev: Hor min raſke Ungerfoend!” ſagde han,
hvad har dy og eders Heſte fortæret, medens J vare
her?” Herre!“ fagde Ditlev; det er ikke betydeligt;
af mine egne Penge har jeg udlagt tredive Mark Guld,
men de kunne gjerne afkortes, om du vil, naar du
blot erfægger mine ovrige Udgivter, ſom belsbe fig tit
—— Mark og dem maa du endelig ſee

sk,

140 — Didrik af Berns Saga. 104105 C.

til at betale, thi derfor har jeg pantſat Didriks og
hans tvende Stalbrodres Hefte og Vaaben.“ Hvad
er du for en Karl?” fvarede Kongen opbragt, Lat du
fan forsde faa meget i, tolv Dage; og hvad Heltegjer⸗
ning mon du vel fan udføre, af du flaaer faa ftort paa;
enten maa du være en Kæmpe eller et Fjog.” Det
var Hædersmænds Skik, hvor vi hidtil ere komne,“
fagde Ditlev, ‚at de ikke talte ſaalenge med Folk, før
" de bøde dem til Bords.“ Da fagde Kongen, af man
ſtulde bringe Mad og Driffe. Saa blev gjort, og
Ditlev fpifte for tre. " Der blev endnu bragt ham en
Guldſkaal fuld af Viin, og faa ſtor af det var alt det
Mundſtjenken kunde bære den. Ditlev tog ved den;
osg drak den ud i eet Drag. Kongen og Didrik og alle
de Tilſtedeverende ſloge ſtore Dine op; medens fan
gjorde dette, men for ham ſyntes det Hele fun en vere
dags Gag.

I04. Da tog Balter af Vaſtkeſteen — til Orde:
Hvad fan den Mand gjøre meer end ode Penge, æde
og drikke. Kan du ſtyde med Skaft, eller kaſte med
Steen?” Det haaber jeg,” fvarede Ditlev, ,,at jeg
nok i disfe to Dele fan ſtaage mig for enhver af eder.”
Da fvarede Valter hidſig: En Dyſt heri jeg prøver
med dig, og bliver du min Meſter, da høre mit Hoved
dig fil. Kan du derimod ifte, hvad du udgiver dig -
for at forftaae, da naae du vide, at du ſtal miſte dit
Liv med Vanare, faa at aldrig mere ſtal du bortødfle
faa mange Penge, fom du nylig gjorde” |

105. Da Ditfev nu fagde, af han var færdig
fil af prøve disfe Lege, ginge de ud paa en vid Slette,
og toge eh Steen, ſom godt, vog fine to Skippund.

Ed

eee meeen

406,€, Dibrif af Berns Saga. 1414

Nu tog Valter Stenen, og faftede den ni Fod fra fig,

men Ditlev faftede den derpaa ti Fod. Dernaſt kaſtede

Valter den tretten Fod, men Ditlev kaſtede den atten
Fod. Da vilde Valter ikke prøve oftere, og Ditlev
havde altſaa vundet denne Leg. Derpaa toge de Kon
gens Bannerſtang, fordi den var det tungeſte Skaft,
fom var for Haanden. Nu flød Valter dette Skaft
over Kongehallen, faa at det faldt ned paa Halens bas
gefte Muur, og da ſagde alle, af det var et forſtrække⸗
lig ſterkt Sud. Ditlev tog derpaa Spydſtaftet, og
ſtod det igjen over Hallen, lob ſtrax igjennem Hallen

og greb Skaftet i Luften, og gif derpaa bort. Ditled

havde nu vundet begge disſe Lege, og var ſaaledes ble⸗

ven Herre over Valters Hoved.

106. Da tog felve Kongen til Orde: Min

vafre Ungerfvend !” ſagde han; „jeg vil loſe min Fræn⸗
des Hoved med Guld og Selv.” «Hvad ſtal jeg med

din Frændeg Hoved,” fvarede Ditlev; han er. en
vakker Svend, og jeg vil gjerne ſtjenke dig hang Hos
ved; dog om du. vil, faa fan du loſe min Herres og

» hang Stalbrodres Vaaben, men meer ſtal du ei betale.”

—

«Taf ſtal du have,” fvarede Kongen, det tager jeg

med Glæde imod; Gud lønne dig derfor!? Derpaa 100

"Kongen fremtage ſaa mange Penge, ſom Ditlev i den
" Tid havde tilſat, og lod derfor udløfe Kong Didriks

og hans Stalbrodres Vaaben og Heſte; desuden lod

"han ham endnu udbetale de tredive Mark Guld. Oven
i Kjøbet gav Han. ham en Hæbderstlædning, og flog
ham til Ridder. Da aabenbarede Ditlev ogſaa ſit

Navn og Æt; og blev nu vide nabtikundig. Didrik

optog ham derpaa i ſit Stalbroderſtab. Han fulgte

-

142 Didrik af Berns Saga. 1071109 C.

ſiden Didrik hſem til Bern tilligemed Overſpilleman⸗
den Iſung.

Tiende Fortalling.
Didrik hjælper Attila og Ermenrik.

107. Didrit havde fun været faa Dage hjemme i
Bern, førend der kom en ung and ridende. Det

dar nemlig Hornboge Jarls Son Omlung, ſom agtede

fra nu af at opholde fig hos Didrik og fin Gader. De
foge imod ham med aabne Arme, fom man kunde vente,
og de vare nu f alt ni Stalbrødre.

108. Ditmar faldt imidlertid i en Sygdom og
døde, hvorefter Didrik modtog Regjeringen, og var
nu Konge i Bern, og blev ſaa flor en Hobding, at
Gang Navn vil naae til den ſildigſte Oldd.

109. Som Didrik en Dag fad. i fit Hoiſade, om⸗

givet af fine Kæmper, ſom ovenfor ere nævnte, kom

der en Mand gaaende; han var flor og ſterk, men ikke
vel udftyret med Klæder og Vaaben. Han havde en ſid
Hat; faa at man neppe funde fee hans Anfigt. Han
gif hen for Kongen, og hilſte. Denne, fom var en
omgængelig og høflig Wand, tog vel imod ham, og
fpurgte ham om Navn. ‚RFJeg hedder Vildifer,“ var

hans Svar, „og er barnfodt i Omlungeland. Jeg er
kommen her, for aft tilbyde eder min Tjeneſte, med

eder af ride, og eders Mand af være, om I vil tage
derimod.” Wel vil feg faa gjøre,” fvarede Didrik,

abmendſtſjont du er og ubekſendt, og din Tjenefte Fan

”

410:112 C. Didrik af Berns Gaga, 443

komme os godt tilgode, om du bil tjene vel” De
.optoge ham derpaa i deres Stalhroderſtab. Da han
ſiden tvættede fig tilligemed de Øvrige, og fireg. rs
merne op, blev Vidga vaer; at der laae en thk Guld⸗
ring om fang Arm, og funde da vide, at han var af
gode Forældre, ſtjont han ikke lod fig merke med noget
Saadant. Men fiden gav Didrik ham gode Klæder

. og Baaben og en god Heft, og da var han en anfeelig

Rand. i
110. Kongen fif Efterretning om en Maud, ved
Navn Herbrand. Han var vældig og vidtbereiſt, faa

at han havde været hos næften alle de ſterſte Hevdim

ger. Derfor kjendte han ogſaa de forſtjſellige Hobdin⸗
gers Gæder, og funde tale mange Tungemaal; tilmed
overgik fan de flefte i Mandighed. Til denne Wand
ſendte Didrik Bud; og bad Gam komme til ſig. Han
tog mod Indbydelſen- og blev Didriks Mand og Raad⸗
giver, efterfom han befad megen Forſtand. Tillige
kom han fil at bære Didrifs Banner. .

111. Der var i de Tider megen Ufred mellem
- Kongerne Attila og Oſantrix. De holdt mange Træf
ninger, men feirede vexelviis. Kong Attila havde
ſtyrket fig meget ved Venſtab med berømmelige Hove
dinger og Stormand; tilmed var han meget afholdt af
hele Landsfolket ſaa at de alle vilde leve og døe
med ham.

112. Kong Oſantrix havde paa ſin alderdom
aldeles ſtiftet Sindelag; han blev faa overmaade ftræng;
at Folket neppe kunde bære det tunge Aag, hvori han
lagde hver Mands Hals, og ſtjont han drev Handel
baade med Rige og Fattige," baade med fine Hoffinder

444. Didrik af Berns Saga, 113445 C.

og Bønder og udenlandſre Kjobmend, unde han dog

aldrig fane nok. De idelige Krige han maatte føre
med Kong Attila, forbittrede end mere Folkets Sind.
Af de før omtalte Riſer havde Kongen bortſendt den
ene, Edgeir nemlig, for VWenffabs Skyld til Kong
Iſung i Bertangeland. Denne gav. ham Plads i en
ſtor Skov ved Landemarket, for af værne om Landet;
og fra den Side havde da Kongen ingen Ufred af bes
frygte.

ILI3. Kong Attila onſtede — at iftjkee For i

lig med Fong Oſantrix, Hvorfor han ogſaa affærdigede
adffillige Sendebud til ham 1 at forføge, om fan var

at bevæge til Bred; men Oſantrix afflog enhver Freds⸗

underhandling. Da nu Kong Attila var vis paa, at

han paa ingen Maade vilde indgaae Forlig, ſendte ban

Bud til Song Didrik af Bern; og bad ham komme ham
"til Undfætning med alle fine bede. Mænd, da han nu
vilde gjøre et Tog ind i Vilkineland.

114. Didrik vilde ikke tove, da hans Ven bad

ham, men drog ſtrax afſted med fine Kæmper og fem
hundrede Niddere. Attila, font. blev glad ved disſe
Hyjelpetropper, var nu færdig med fine Mand. De
droge da afſted, og fortſatte deres Fard uafbrudt flige

⁊

til Vilkineland. Saafttart de. naaede did, begyndte

de at huſere frygtelig; de drabte for Fode alle, der ikke

kunde undſlippe ved Flugt, de brændte ſtore Borge og
Bygder og mange Landébpyer. og Herregaarde, og gjorde

ſtort Bytte.

| 115. Kong Oſantrix havde ſamlet fig en for
Har over hele fit Rige, og drog dem nu i Møde.
ESaaſnart de traf hinanden, fylkede begge deres Hare

116 C. Didrik af Berns Saga, 145
til Kamp, rede imod hinanden, og. det blev et haard⸗
nakket Slag. Herbrand red frem" haardt og djærvt,
og hug ned til begge Sider baade Mænd og Heſte, den .
ene ovenpaa den anden. Efter ham red Kong Didrik,
og fæmpede paa det drabeligſte, og alle de ti Stalhro⸗
dre fulgté hverandre tappert, fan ingen Fylking holde
Stand for dem, hvor de rede frem, men de fældte
Fiender baade til hoire og venſtre for, Sode, faa langt
deres Sværde funde rakke. Ru rede de midt ind i
Vilkinemendenes Hær. Da kom Riſen Vidolf imod -
dem, og hug med fin Jernſtang til Vidga, fom var
fremmerſt i Fylkingen, faa at han faldt af fin Heſt, og
daanede, men. hans Stalbroder Heimer fom i det
famme til, og;tog Vidgas Sværd Mimung. Vilki⸗
nemændene trængte ogſaa frem, og der blev en haard
Strid og et ſtort Mandefald, og Didrik eggede fine
Spænd til at gane haardt frem. Da finede Oſantrix
med hele fin Hær, efterat han havde miſtet fem hun⸗
drede og Kong Attila tre hundrede Niddere.
116.IJ det famme kom Kong Oſantrix's Bros

derſon Hernit til med ſuin Fylking, og fandt Vidda,
&vor han laae. fan kjendte ham, og fod ham binde
og føre bort med ſig. Da ſlyede alle Vilkinemandene,
og dermed par Kampen endt, pg Hver drog hjem til fit
Rige. Oſantrix lod Vidga kaße i et mørke Fangſel.
Kong Didrik havde miſtet trefindstyve Mand, og
desuden Vidga, hvis Tab gif. ham mere til Hjerte
end alle de Øvriges, Han drog nu hjem til. Bern,
men Vildifer vilde iffe drage hjem under. denne
Sagernes Beſtaffenhed, og blev tilbage hos Kong
Attiia. ——

Rorbifte FortibisBagaer, 3die Bind, K

ø

146 Didrik af-Berns Saga. 117420 C.

117. Mogen Tid derefter drog Kong Attila ud
paa Jagt i den Skov, ſom hedder Lyreſtod. Vildifer
ftilgte ham. Da det lakkede mod Aften, drog Kongen
hjem med fine Mænd, men Vildifer blev tilbage med
to Hunde i Skoden. Da traf fan paa er overmaade
ſtor Bjørn. Denne dræbte han, og flanede Bælgen af
den, hvorefter han drog hſem, men fjalke — i
Skoven, og torrede den.

118. Det tildrog fig na, at Overſpillemand
Iſung en Aften kom til Kong Attila. Han blev vel
modtaget, og morede Folk om Aftenen. Vildifer talte
ſiden med ham, og underrettede fam om fin Beſlut⸗
ting, at han ikke vilde omme tilbage til Bern, før
han fandt fin Stalbroder Vidga enten levende eller dad;
«og Vil jeg nu bede dig at fane mig bi med Lift og
Snildhed,“ tilføjede jan, ‚om du vil fom jeg.”

. 119. Dette Forflag vandt Iſungs fuldfomue
Bifald, og Morgenen derpaa droge de begge bort fra
Borgen. Da de naaede Skoven, fog Vildifer Bjørne .
bælgen, og traf den uden paa fin Brynje. SIfang tog
nu Naal og Traad, og ſyede den faſt ved Hænder og
Fodder, og ved fin Kunftfærdighed bragte han det faa
vidt, at Vildifer aldeles lignede en Bjørn. Han bands
derneſt et Halsbaand om —— Hals, og fedte fam
med fig. SEE
120. De fortfatte derpaa Reifen — cit
Vilkineland, og naaede omſider Kong Afantrir's Gaard.
Denne faa vidt og bredt beromte Spillemand blev, ſom
man funde vente, fjer vel modtaget. - Kong Oſau⸗
trix ſpurgte, hvad han da egentlig funde udrette ved
fin Fanft: / efterſom han fag meget over gi alle. andre

. 121 C. Didrik af Berns Saga. 147

Spillemend i Berommelſe. «Det haaber jeg,” var
Iſungs Svar, at faa her i Vilkineland ville kunne
fville det, jeg Fan ſpille; jeg fan væde Viſer, jeg kan
frille paa Harpe, Feile, Gigje og alſtens Strengeleg.”
Man bragte ham nu en Harpe, og han ſpillede den ſaa
Vel, at alle vare enige i, aldrig at have hørt hang Lige,
Dertil hoppede Bjørnen efter Harpens Lyd, faa enhver
beundrede dens fjeldne Fardighed i at dandſe; og Kon⸗
gen morede fig uſigelig.

121. Eders Bjørn er vel afrettet,“ udbrød
Kongen, „kan den gjøre flere Kunſter end dem, vi nu
"Have feet?” Fa!” fvarede Iſung, „ſaa bidt jeg bar

, faret om i Verden, fandt jeg aldrig en faa fjelden

Skat, fom denne Bjørn; thi alle Lege fan den faa vel
udføre, at den heri ikke giver ſomme Menneffer noget

efter.” Dagen derefter om Morgenen 6ad Kongen

fam, at.han ſtulde lade fin Bjørn gjøre nogle Lunſter
til Morftab for ham. Neppe vil jeg nægte, hvad $
bede mig om,” fagde Iſung, men jeg ſtjotter dog

ikke om, at lade min Bjørn lege for eder, om J vil

ſætte den i altfor haard Prøve.” «Jeg vil forſt prove
ben paa den Maade,“ fagde Kongen, ‚at jeg fader
mine Jagthunde fs8, for at faae at vide, hvor færk
Bjørnen er.“ Det var ilde talt af dig,” foarede
Iſung, at du vil gjøre Bjørnen ondt; thi jeg vil ikke

miſte den for alt, det Guld, ſom du eier; men hvis faa

hæudes, at du mifter dine Hunde, da vil du blive

vred, og da kan det let ſtee, at dine Mænd ogſaa blive

vrede, og Bille dræbe Bjørnen.” Da fvarede Kongen:
Hu maa ikke nægte det; jeg vil Dove mine Hunde, og

om jeg end miſter dem, ſtal Bjørnen deg ikke dræbes.”
i 82

148 Didrik af Berns Saga. 12254124 C. i

Kongen fik nu at raade. Saavel denne Dag fom for⸗
rige Aften horte de tale: om, at Vidga laae i ſamme
Stad i Jern i et morkt Fængfel.

122. Nu drog Kongen med alle ſine Mand ud
af Borgen paa ett. fager Slette. Vidolf Mittumſtang
og hans Broder Aventrod vare med ham; ligeſaa droge
ogſaa alle Kvinder og Karle ud, for at fee denne Leg.
Imidlertid ſpurgte Vidga i Vangſlet, at hans Veu
Iſung var kommen der, og anede nu, at han vilde
ved een eller anden Liſt ſoge at udfrie ham,… og at .
Didrik vel havde fendt ham. Han gjorde.derfor heftige
Bevagelſer, og brød Jernet af fig i Tangſlet.

123. Paa bet andet Sted floge. de treſindstyve
fore Hunde los paa Bjornen; men denne tog den ſtorſte
i fine Forfodder, og dræbte dermed. tolv andre af de
bedſte Hunde. Da blev Kongen: meget vred over at
hans Hunde vare dræbte, lob mod Bjørnen, traf blant,
og hug til i Biornens Ryg. Sværdet bed Huden, men

ſtandſede mod Brynjen. Da tog. Vildifer og rev Hus
den af fig, og, greb fit Sværd ud. af Iſungs Haand,
men Kongen (6 tilbage til fine Mand, : og: Vildifer
efter ham med, draget. Sværd. fans forſte Hug traf
Vidolf Mittumfang ſaa at hans Hoved flsi af; ſtrax
pan Stand: tildeelte Aventrod et andet — og
gav ham ſit Baneſaar.

124. Derpaa 186 Vildifer opi — og op⸗
loftede ſin Roſt: Hvor er du, min gode Stalbroder
Vidga?“ raabte han) «her er nu din Stalbroder Vils
difer kommen, og vil loſe dig.” Da bred Vidga Feng⸗
ſelkjelderens Dør op, og lob ud imod jam, og.de bleve
nu begge glade ved: igjen. at fee. hinanden: … Skyndſomſt

|

1257126 C. Didrik af Berns Saga. 449

ſtege de til Heſt, og dræbte mange Mænd, ſom de traf.
for fig uden Vaaben, hvorefter de rede bort af Bor⸗
gen. Oſantrix ſlap dog den Gang med ſtorſte Delen
af fin Hær; dog havde han miftet tolv af fine Mænd.
Dette var Vildifers forſte Heltegjerning, efterat han.
var kommen til Bern. Sagnet beretter nu, at hine
rede, faa vidt mueligt ad ubeboede Veie, til de naaede
Garland. Kong Attila tog imod dem med aabne
Arme, og blev fjefegfad ved Vidga, der forekom ham
ſom om han var hentet op fra Underverdenen.

125. Der dvælede de en Stund, og vrede ſiden

til Bern til Kong Didrik, hvor de, ſom man vel kan

tenke, bleve modtagne med den allerinderligſte Glæde.
Der floge de fig nu til Ro.en Stund. Vidga fpurgte
engang Didrik, om han ikke vidfte, hvo der havde tåget”
hans Svard Mimung, den Dag han blev fangen.
Dets Tab harmer mig ſaa meget,” tilfetede han, ‚at
jeg aldrig bliver. glad, førend jeg faner det opſpurgt.
Og hvis jeg træffer den. Mand, ſom bærer. dette Sværd,
da ſkulle vi for vift tales ved”. Ci behøver du at tale
faa meget: herom,” ſparede DidriÉ ; athi jeg ſtal for⸗

” tælle dig, hoo der har Gværdet; det er en. Mand her

af min Huustrop; vor Stalbroder Heimer ——
han tog det ſtrax, da du var falden.“ i

126. Bogen Tid derefter kom der udfendinge
fra Kong Ermenrik i Rom med den Anmodning at
Didrik fulde yde ham Hjælp, da han vilde gjøre et
Tog mod en Jarl; ved Navn Rimſteen, ſom herſtede
over Borgen. Geringsheim!. Til den Fard var Didrik
heel beredt. Da gif Bidga til — os bad —

) —— Sermersheim.

150 Didrik af Berns Saga. 41276.

tibagelevere Sværdet Mimung. Jeg vil bede dig,
vakre Mand!” var Heimers Svar, at laane mig
Mimung i den foreffaaende Hærfærd; men ſaaſnart
vi komme hjem, ſtal jeg tilbagegive dig det.“ Deri
indvilgede Vidga. Didrik rd nu nd af Bern med fem
hundrede Niddere, og forenede: fg med ſin Frande,
Kong Ermenrik, der havde en Hær paa fer tuſinde
Riddere. Med denne forenede Hær. rede Kongerne ind
i Jarlens Rige, hærjede og brændte, hvor de fore
frem, 'og dræbte mange Menneſter. Efterat fave
brændt alle omtiggende Bygder, leirede de fig om Ge
ringsheim. Kong Ermenrik opflog fine Telte udenfor
den ene Port, Didrik for den anden. Der laae de nun
ſaaledes om Borgen i fo Maaneder, uden af udrette
noget. | |
127. Det hændte fig en Aften, at Rimſteen
Jarl red ud af Borgen med fer Riddere lonligen paa
Speideri til Ermenriks Leiv, for at efterforſte Tilſtan⸗
den der, om Fjenderne vare beredte til Kamp eler ikke.
For han drog bort, havde han fadet fin Hær vædne fig;
Bannerne vaiede udens og indenfor Borgporten, og
Fylkingerne vare opſtillede fuld Orden, for at der
ſtrax kunde gjøres Udfald, om fan fandt Fjienderne
uberedte. Men då nu Jarlen vendte tilbage, og havde
faaet den Efterretning, fom han onftede, fan havde
juſt Didrik udſtikket Vidga paa Vagt mellem dem
og Borgen, Skijont ganſte ene, red han paa: det
djærvefte mod disfe fer, og be fatte igjen ind paa
ham fra begge Sider og hug til ham, hver fra
fin Het, men han værgede fig mandigen, og hug
af alle Kræfter til Jarlen og klovede hans Hjelm,

4

ES lg
,
ME.

1281129 C. Didrik af Berns Saga. 154
Hoved og brynjeklædte Bug, fa at Jarlen faldt død
af fin Heſt.

128. Vidga gav dernaſt ſin Heſt af Sporerne,
og red nu heel ſtoltelig til Leiren, og alle kunde da ſee
paa ham, at han havde udført nogen Heltegſerning.
Didrik flod juſt, omgivet af alle fine Stalbrodre, uden«
for Leiren. Saa ſtolt rider nu VBidga;” ſagde Hei⸗
mer, ſom han havde udført en Daad, hvorved hans
Hæder var bleven langt høiere end tilforn.” Da han
fom fil dem, tog Didrik vel imod ham, og ſpurgte,
hvorlunde det var gaaet. For Jarlens Skpld,“ (vas
rede Vidga, venter jeg, vi behove ikke længer at ligge
om denne Borg, thi han er stu dod.“ Hvorlunde
det?” ſpurgte Didrik fur, hvo har gjøre det?”
Denne famme Mand,” føarede han, om nu flige
ned af fin Heſt.“ Da fagde Heimer: „Ei tør du at
rofe dig faa meget heraf; denne. Daad er ikke faa meget
at beremme, thi Jarlen var jo faa gammel; at en
Kvinde vel kunde have ſtaffet ham ind i den anden Vers
den, om fun havde billet.” -

129. Bed denne Heimers Tale bleg Vidga vred,
løb ind paa ham, tog om Faſtet pad fir Sværd Mo
mung og rykkede det ud af Skeden, men kaſtede igjen
"Nagelring ned for hans Fodder, og udbød Heimer til
Kamp. Denne erklarede, at han var beredt. Didrik
og alle Stalbrodrene fprang imellem dem, og vilde for
ingen Deel tiltræde dem at ſtaaes, bade derfor Vidga
om af lade det berge, Herpaa gav Vidga dem. intet

gunſtigt Svar, men udfod fig med, at det-var hang - i

Beſlutning, at Mimung ikke fulde komme i fin Balg,
for den havde ſtaaret Heimers Hals midt over. Nu

—
7

152. Didrik af — Saga. 130134 €:

bade de Heimer, at Gan ffulbe gide efter, før. at be
kunde blive forligte, og de fif ham ogſaa til nt gjøre
Ed paa, at han iffe havde brugt de Ord, for at be⸗
fræmme, Vidga, men for at have Lsier deraf med. fine
Kammerater; og paa den Maade blev da deres Uenigs
hed bilagt.

1230. Saaſnart det —* at —— lod
Didrik ſende Melding til Ermenrik om at Jarlen var
falden. Denne [od da alle Lurer gjalde, og, da Mands
ſtabet havde væbnet fig, gjorde de en haard Storm
paa Borgen baade med Valſlynger, Ladsbuer og Ild.
Da fane Borgmandene ikke bedre. Vilkaar for fig, end.
at lægge deres Sag i Kongens Haand og overgive Bor⸗
gen. Gaa gjorde de, og Kongen, fod dem beholde Liv
og Gods, men tilegnede fig ſelb Staden, og fatte
Balter af Vaſkaſteen der til Hobding. Derpaa rede
Ermenrik og Didrik hjem, hoer til ſit.

—

Eltlevte Fortælling. i
| Om Sign safnersbanes Fodfel og Ungdom.

131. Der bar en Konge, ved Ravi Sigmund, der
herffede over det Land,” ſom hedder Jarlungeland ",
— fans Fader hed Sifian, og var en mægtig Konge og
for Hovding. Saaſnart Sigmund efter. fin. Fader
havde overtaget Rigets Styrelſe, fendte fan Mand
veſterud til Spanien til Song Nidung og hang Sen

2) formodentlig det gamle Kærlingen sen. Deel af bet Karolin⸗
gifte Rige, i

132€. Didrik af Berns Saga, 153

Ortvanger, for at. beile paa hans Vegne el Kongens

Datter Siſilie. Denne var af Kvinder "den fagrefe

og befevnefte, man havde hørt omtale. Kong Niduug
og hans Sen. toge færdeles vel mod Kong Sigmunds
Udſendinge, vifte dem megen Hæder og gave dem fore
Gaver. "Men: paa Kong Sigmunds Andragende lød
hans Gvar. ſaalunde: Ei fender vi vor Dotter bort
til et ukjendt Land og med ſaadanne Mænd, der. ere
for hende figefaa fremmede fom for 08; men om eders
Konning gaaer ſtor Berommelſe, at han er en meget
hpperlig Mand; derfor vil jeg ikke nægte ham. min
Dotter, om hau kommer ſelv at hente hende” Os
derefter droge Sendebudene hjem, og Kong Ridung
… gav dem koſtelige Gaver med til Song Sigmund. Da
de kom hjem, fortalte de Kong Sigmund Udfaldet af
deres Xrende, og hvorlunde Kong — havde
modtaget dem... i

| 132. Ei varede det nu lang Tid, inden Kong
Sigmund gjorde fig reifefærdig, og agtede at ride nd til
Spanieland i dette Hverv, og han tog fre hundrede
veludruftede Riddere med fig. Dernaſt begav han fig
paa Reiſen med ſtor Pragt og Sirlighed, og ſtandſede
ikke fin Færd; for han naaede Spanien og Kong Nis
dungs Rige. Da Kong Nidung imidlertid ſik Under
retning om Kong Sigmunds Reiſe, lod han berede
Vodemidler til hans Bevartning paa hele den Vei,
” han flufde' drage, indtil de mødtes. - Kong Nidung
modtog ham med megen Hæder; og gjorde et ſtort
Gjæftebud med. alffens Pragt og Wresbeviisning. Nu
fremfom Kong Sigmund med fit rende; at han vilde
beile til Kong Ridungs Datter, ligefom det for, var

*

454 Didrik af Berns Saga. 133-134 C.

andraget for ham. Det flal Kane,” føarede Nidung,

hvad vi far lovede dine Udfendinge, og du ſtal nu

” fane hende til Huſtru, da du felv er kommen,“ og før

de fluttede deres Tale, fæftede Kong Nidung fin Dakter
til Kong Sigmund.

' 133. Der blev nu holdt et — koſleligt Bryt⸗
(up, og Kong Nidung gav Kong Sigmund fin Datter
og derhos meget Gods og mange Koſtbarheder, og. i

J Medgift gav han hende næften det Halve af fit Rige,

og da han nu felv var til Aarene, gav han det Øvrige.
tilligemed Kongenavn til fin Sen Ortvanger. Dette
Sjæftebud blev holde med megen Pragt; de fornemſte
Hovbinger fra hele Spanieland vare tilfede; man mos.
rede fig med alſkens ſtjemtſomme Lege og Sagaer, og
der uddeeltes ſtore Foræringer; og faa talrig Forfam⸗
fing havde indfundet fig, at aldrig har i Spanieland
en Hoitid været holdt med mere Pragt. Efterat Sils
det havde varet i fem Dage, red Song Sigmund i Følge
af fine Riddere hjem med ſin Kone Siſtlie. Han blev
hæderlig modtaget, hver han drog frem, . og kom bjem
til ſit Rige, hvor han nu fad i Fred en Stund.

134. Da nu Kong Sigmund havde været hjemme
i nogen Tid, kom Udſendinge fra Kong Drasolf med
Breve; fan talte de: Konning Drasolf og din Soſter
Signe ſende dig Hilſen, og lade dig ſige, at Konning
Drasolf har udruſtet en Hær tilligemed alle fine ere

tuger og Grever .og Riddere; han vil gjøre et Krigs⸗

tog oſterpaa ind i Pulinelaud, og ſender eder derfor
Bud med-fitre Tegn, at. Jkommer og yder. ham Hjælp.
med alle eders Mænd, faa mange fom J kan fane.” Det
er ganſke tilborligt,“ foarede Kongen; at, naar min

135136 C. Dibrif af Berns Saga, 155

Svoger og Soſter fynes at behove min Ajælp, jeg da
yder dem den, og det ſtal ogfda flee.” Gamme Dag
fod Kongen udfærdige et Brev med Indfegl til fine

Mand, fan vidt fom hans Land ſtrakte fig, og 689,

at i de næfte fer Dage ſtulde komme til ham hver Mand,
ſom vilde yde ham Hjælp, og ſom funde holde Skjold
"og ride Heft og havde Mod til Strid, og af man maatte

berede fig paa af blive borte i tolv Maaneder. Da nu
denne Hær var kommen ſammen, drog Kongen i Jil
færd med den ud af fit Rige fin Svoger imsde.

135. "For Sigmund brag hjemmefra, kaldte fan

fine Raadgivere til ſig, fom begge vare fore Hovdinger;
den ene hed Artus, den anden Herman; de vare Gre⸗
der i Svaben, meget ſtſonne Mænd og ſtore Kæmper.
Disſe Hovdinger fatte han til at pasſe fit Rige og alle
fine Eiendomme, efterſom han ftofede fuldkommen paa
deres Troſtab; men Svig udruges ofte af dem, paa.
hvis Ærlighed man altfor meget fætter fin Lid. Disſe
tvende Hovdinger fulgte nu Kongen paa Veien, og han
fagde dem mange. Ting, Hvorlunde de (fulde forholde
fig, medenk han var borte. J Sardeleshed bod han
dem at gføre alt; "hvad hans Frue Siſtlie vilde, og
derpaa gave de ham deres Loftes Ord; hvorefter de
rede tilbage, men Kongen foer fin Bei.

136. Da Sdvogrene, Kong Sigmund og Kong
Drasolf, ſtodte ſammen, hadde denne tre kuſinde Rid⸗
dere åg ikke mindre Har i det Hele end ſyd tuſinde
Mand, og ei ringere i Styrke var Kong Sigmunds
Her. Efterat de derpaa havde forenet fig, droge de
med hele denne Hær ind i Pulineland; harjede vidt og
bredt, og udforte der mange fore Bedrifter. —

1560 Didrik af Bevis Saga. 437.138 C.

137. Det var ei længe efter at disſe Greser
"Havde begondt af foreſtaae Riget; af Artus en: Dag gik
tit ſin Frue Sifilie, og talte ſaalunde fil hende: Dette
Rige og eder felv og alle Keuning Sigmunds Koſtbar⸗
— heder har jeg i min Forvaring; og vil jeg nu fige eder,
hvad Beſlutning jeg har taget ; jeg agter nu at tage dig

"til Sjærefte og egen) Hufteu; derhos agter jeg at vi

ſtulle beholde det Rige, ſom vi have taget imod; thi
det er uviſt, om Konning Sigmund kommer tilbage
fra denne Ferd, og om han end kommer, ſtalhan dog
aldrig faae Riget tilbage af mig og af os begge, hvis

du vil ſom-jeg; thi jeg er: ikke ringere Ridder end

. &onniug Sigmund; men endda noget bedre” Ei
tale du ſaadanne Ord,“ foarede Siſilie; «thi jeg vil
vente min Herre, Konning Sigmunds, Hjemkomſt,

og ingen Mand have uden ham. Dog endſtjont du

har talt dette, ſtal jeg for dennefinde holde det ſtjult;
men hyvis da taler oftere herom. vil jeg fortælle det til
min Herre, naar han kommer hjem, hvad du. har i
Sinde, og vil du da i Dieblikket blive hengt.“ Da
fvarede Arius: Du Frue! ei maa du ſaalunde tale;

du maa have fpurgt, at jeg er iffe mindre megtig Wand

i mit, Land; end Konning Sigmund er i fit,” Om
Du end var faa mægtig,” fvarede Siftlie, ‚at du raa⸗
dede over den ſtorſte Deel af Verden, ogKong Sigmund
Lav din Underſaat, ſom du, nu, er hans, da vilde jeg

—

dog ene tilføre han, og aldrig dig, og ej maa dit frem⸗

føre et Ord mere herom, om du vil beholde dit Liv.”
Dan gif derpaa bort, og dermed endtes deres Samtale.

1138: Alt dette fortalte Artus nu til fin Stal⸗
broder Herman, og udbad fig haus Raad, hvorlunde

—
ne

139€. Didrik af Berns Saga, —” 457

han. fulde fremme ſigSag. Gode Stalbroder!” ſpa⸗
rede Herman; .jeg. bil af alle Kræfter rande dig til at

afſtaae fra dette Forſet, men om du' endelig desuagtet
vil dette eller andet, da dil jeg ſtaae dig. bi i Raad og

Daad, ſaa meget jeg formager.“ Ei vil jeg det for—⸗

dolge,“ foarede Artus, at ſaa meget ev det mig om
at gjøre, af denne min Beflutning bliver fremmet, at

jeg i andet Fald vil lade mit Liv.” - Hertil føarede
Herman: Ekfterſom det er dig faa meget om at.gjørve,
at fufdbyrde dette Forſet, faa gaa det da fan vel, ſom

"pt nu beggennfe.”. Efter nogen Tids Forlob gift Her

mat. engang til fin Frue. De taltes mange Ting ved,

og omſider fremfom fan med Artus's rende; mes .

sæ

hun foarede paa ſamme Mande, og blev meget vred.
Da gif Herman bort, og fortalte ſin Stalbroder, hvad

de havdde talt, og alle hendes Evar. "Den ene Tid

forfsb nå efter den anden ;- og Artus forføgte ofte dette
Andragende hos Fruen, men: fuhde aldrig hos der
hoviſte Fru Siſilie opnaae, hvad han attraaede. Imid⸗
lertid herjede Kong Sigmund og hans Svoger Drasoff
vidt omkring i Pulineland, og gjorde Indbyggerne

megen Skade baade ved Manddrab og -Ødelæggelfer

ofte holdt de:Stag med Landets. Beboere, og chasde
ſuart Seier, ſnart Ufeler.;" For. de vendte hjem igjen,
havde de miſtet mange af deres Mænd, men kom dos
uſtadte tilbagͤge. an, od ta

139; ; Da nu Sigmund var ODER til Grent⸗
ſen af' fit. Rige, ſpurgte "hang Landvernsmend Artus
og Herman det, og gif nå pad Raad ſammen. «Det
venter. jeg, ſagde Artus til Herman, ,at Dronnin⸗
gen, der med ſaa ſtor Uvillie ſparede paa vort Andra⸗

—

⁊

158 Didrik af Berns Saga. 4396.

. gende, bil forteile Lonning Sigmund, naar han kom⸗
mer hjem, alle vore Anſlag, og det vil blive os en
ſoar Sag hos Konningen, naar han faner det ret at
bide; lad os derfor ile med at fatte en Beflutning, thi
eu hurtig Beftemmelfe er nødvendig, hvis vor Sag
ſtal fpkfes.” Og for de ſtiltes, overlagde de indbyr⸗
deg, hoorlunde alt ſtulde iverkfettes. Siden gik de
til Dronningen, og fortalte hende, at de havde bes
fluttet at ride ud mod Kongen, og ſporge ham, hvors
fødes det flod til med fans Fard. Dermed var fun
vel tilfreds, og båd dem af dråge paa det hurtigſte.
Det gjorde de, og da de fom fil Kongen, modtog han
dem vel. De kaldte ham til en Side, og. da de vare
ene, fagde Arius: Gode Herre! jeg fan ſige eder en
ond Tidende, fom dog desværre er altfor ſand, og bes
ber jeg, at J et fortænfer mig.i, at jeg ſiger eder dets
da jeg intet før ſtjule for eder; efterſon J har overs
braget alf eders i miu og min Stalbroders Varge.
Gaafnart J var draget hjemmefra, begyndte eders
Lone Sifilie af føre et flet og utugtigt Levnet; Hun
tog en Tral, fom var fager af Anfigt, og lagde ham
hos fig, og da vi Stalbrodre vide formene hende det, da
truede hun os und, at hun ſtulde bagtale os for eder;
ſaaſnart I kom tilbage, fan at J ſtulde lade os dræbe;
og.den ſamme Tral har. fiden ſobet hoer Nat i hendes
Favn, og nu er fun frugtſommelig, men vi torde
ei ladt eder komme hjem, uden. forud at fade eder det
" vide,” Ja! det kan J vide med Vishjed,” foarede
Kongen, at hvis. J lyve hende paa, da er det eders
Bane.” Da fvarede Herman og foor derpaa, at det
Sar altſammen ſandt, fom de havde fagt.” Gode

4
ad (| i "dd

440 C. Didrik af Berns Gaga. - 159

Venner!“ fagde derpaa Kongen; hvad, ſtulle di da
gjøre af denne Kvinde, efterfom det er gaaet faa flet

med hende” ED: maa raade,“ ſdarede Artus, abi

ſtulle gſore alt, hvad J forlanger.“ Det bør fg,”
fagde Kongen, af Trælfen bliver hængt, eller at haus
Fodder blive afhuggede, men at Dinene udftinges paa
hende, og at hun ſaaledes ſendes hjem til fin Fader,”
«Jeg veed et andet Raad,” fvarede Artus, ,,at ſende
hende til Soabenſtos hvorover ingen Vet gaaer,

og hvor der bel é ti' Vintre intet Menneſte femmer,

og der fljære Tungen nd af hendes Mand, og fade
hende da feve; faalænge ſom —— vil.” Dettr Raad
bifaldt Kongen.

- 140. Øreverde rede derpaa Veien bjem. Som an
Dronningen en Dag. ftad ved et Skydehul paa Muren,
fane hun en. Stov flige op af Veien og dernæft Folk at
komme vidende. Hun Fjendte paa Vaabnene, at bet var
Greverne, og faafnart hun ventede, at de funde here
hendes Raab, fagde fun: Det give Gud, af jeg maa
ſporge gode Tidender fra Konning Sigmuad! hvad

Eurnne J fortælle mig om ham? figer fandt, . og lyder

ikke!“ Konning Sigmund befinder fig. del; ſvarede
Artus, „og det er ganet ham godt, han er i Svaben⸗
ffov med fn Hær; og bad eder at komme ham i Møde

" Bi-ftulfe efter hans Befaling følge eder did.“ Ei vil

jeg dvæle,” fagde Dronningen, Nnaar jeg: (tal drage
ham i Møde, men hvor er der en Kvinde, ſom fan
følge mig derhen?” Det er ikke fornodent;” fågdt

Artus, ,aten Kvinde følger. med eder, thi Veien derhen

er ikke lang.” Da er jeg færdig” ſagde hun, ds
1) maaſtee her menes Schwarzwald. ma |

—

160 - Didrik af Berns Saga. 440 C.

ſteg faa op paa fin Heſt. De vrede nu, indtil de kom
til en Dal i Skoven, hvor der aldrig før. havde været
noget Mennefte;. der ſtege de af deres Heſte. Da ſagde
Dronningen med megen Bedrovelſe: .fbor eft du,
Konninug Sigmund! bodſt du disſe Mænd at føre mig
herhen? nu ſeer jeg tilvisſe, at jeg er forraadt, og ei
har du forraadt mig ene, men ogſaa dit Barn;“ og
Hun græd bitterlig. Nu vide vi gjore, ſom Kongen
66d;” fagde Artus, «og ffjære Tungen ud af dit Ho⸗
ded, og bringe den til Kongen, og her -(Fal.bu fade dit
Liv.“ De tog Herman til Orde: Uſtyldig er denne

Koinde; lad os derfor tage en anden Beflutnidg: vi
ville tage den Hund, ſom følger 08, vg ſtjæere dens

Tunge nd, og bringe den til Kongen.” Nei,” ſpa⸗
rede: Artus, hun ſtol: nu undgjelde, at hun har ilde
optaget vort Andragende; og nu ſtal hele vor Beſlut⸗
ning fuldbprdes.” Saa hjalpe Gud mig!“ ſagde

Herman, aldrig ſtal du gjøre: hende Meen, om jeg.

kan forhindre dig det,” og han traf fit Sværd. | Me
dens Dette gif for fig, blev Drouningen forloſt, og
fødte et meget ſmukt Dreugebarn; hun tog nu en ſtor
Glaskrukke ud. af fit Mjødgjemme, tog: Laaget af den,
og efterat hun havde fosbe Barnet i Klader, lagde hun
det i Glaskrukken, lukkede ver ſiden forfigtig til; og
ſatte den hos ſig. Nu traf Artus fe Sværd, og de
begyndte at kampe, og det var en meget haardnakket
Kamp. Tilſidſt faldt Artus tæt ved, hvor Dronningen
Saad, men ſparkede dog forſt med fin Fod til Glaskarret,
faa at det gled ud i Aaen. J det famme ſvang Herman

ſit Sværd, og traf Artus over Halſen, ſaa nt det tog

, Povedet af. Men da Dronningen ſaae, hoorledes det

re 2 ⸗

1414142 C. Didrik Berns — k 161

gif med Barnet, faldt bun i Afmagt, og dode ſiden.
Nu tog Herman hendes tig, og raa sen det til. Rette,
faa. godt. han. formaaede

141. Det er nu at fortælle, at Herman fatte fig
til Heſt, og red, indtil han traf Song Sigmund. - Da
fpurgte Kongen: Hvor er din Stalbroder Artus?“
"Bi bleve uenige,” foarede Herman, da han vilde:
lemlæfte og dræbe Kvinden, men jeg ynkedes over
hende, og vilde hjælpe hende; derover kom vi i Trætte,
ſom endtes med, at vi ſloges, og jeg dræbte ham.
Koinden havde imidlertid født. en meget ſtjon Dreng,
men Artus myrdede ham, før han felv fod fe Liv.”
Nu ſpurgte Kongen: Have J da fagt fandt om Dron⸗
ningen, eller have J løiet hende paa?” „Jeg vil ikke
fremfsre Løgn. for eder, Herre!” føarede Herman.
«Hvorfor brodſt du mit Bud, og overtraadte din Cd?”
fagde Kongen: Da fvarede Herman: „Herre! det
Fan vel hendes, at en Mand begaager en Udaad, men
naar han felv erkjender og angrer den, fan han vel
derfor gjerne i Fremtiden blive en duelig Mand.” . Da
fvarede Kongen pderlig forbittret : Far bort fra mine
Dine! ei længer vil jeg have dig i min Tjenefte, thi
jeg feer nu, at du har fveget din Drot.” Da gik Her⸗
man til fin Heſt, og var glad ved, at han flap bore
med Livet, Men Kong Sigmund fyrede nu fit Riger
og ſorgede meget over Dronningen.

142. Det fortælles nu, at Glaskarret drev langs
med Aaen ud i Soen. Det drev omſider op paa. en
Odde, men Gøen gif tilbage, fan at det blev tort,
hvor Karret laage. Karret gif i Stykker, da det ſtedte
an mod Stenene, og Barnet græd. Da fom en Hind,

—— FZortide⸗SGagaer, 3die Bind, J

462 . Didbrit af Berns Gaga. 143144 C.

og tog det i fin Rund, og bar det hjem til ſit Lee,
hyor den havde to linger. Den lagde fig ned, og ſod
Drengen die fig, og fødte ham der op fom fit eget
Barn. Han blev der tolv Maaneder hos Hinden, og
var da allerede faa for og ſterk, ſom andre fire Viutre
gamle Born.
143. For er talt om Mimer, der var en Em,
Cidt beromt for fin Kunſtferdighed. Han "hadde mange
Svende hos fig, ſom tjente ham. Han havde fig. en
Kone, og-i de ti Vintre, fiden han ſik hende, havde
de ingen Børn faaet, og det bedrovede ham meget.
Han havde fin Broder, fom hed Regin, hos fig, der i
var en drabelig Mand, og overgik de flefte i Ondſtab,
Hvorfor han ogſaa ſiden felv maatte bade, thi ſaadan
Trolddom og Bidunder kom over ham, at han blev til
en Orm, fuld af Edder. Han blev faa flor, af det
var et Under at fee; og Lyft betog ham til at dræbe
hoert Menneſte, faa at endog mange hundrede Mænd
i Forening ei torde komme i Narheden af ham: Jus
- gen kjendte derfor hang Leie uden hans Broder Mimer.
144. En Dag drog Mimer ud i Sfoven med
nogle Mænd, af brænde Kul, og de gjorde der en for
Jid. Gom Mimer nu ſtod ganffe ene ved Ilden, kom
der en fager Dreng løbende hen til ham. Mimer tog
ham, og lagde Klader over ham, thi han var nøgen.
Da kom der en Hind løbende, og ſlikkede Barnet paa
Hovedet og Anſigtet. Deraf tyktes Mimer af vide, at
Hinden maatte have foſtret dette Barn, og vilde han
derfor ikfe forhindre Hinden. Han tog Svenden hjem
med ſig, og vilde tage ham i Barns Sted, gav ham
Navn, og kaldte ham Sigurd; og nu vorte han op—

N

145 C. Didrik af Verns Saga. 463

til han var tolv Vintre gammel, og da var han ſaa

ſtor og ſterk, af man aldrig fane hans Lige. Han var
ond at komme til Rette med, og flog Mimers Svende,
faa at de neppe kunde udholde det hos ham?.

245. Cen af Svendene hed Ekkihard; han Sav
den ſtarkeſte af alle Mimers tolb Svende. En Dag

kom 'Gigurd i Smedien, Hvor Ekkihard fmedede.

Trætte opfom imellem dem; faa at Ekkihard ſlog Sis

gurd med fin Tang paa Øret. Da tog Sigurd med-fin
venſtre Haand i hans Haar, og rykkede ham faa faft,

dt han ſtodte ham til Jorden. Og nu lod alle Smede:

ſpendene til, og vilde hjælpe Ekkihard, men Sigurd

traf fig til Doren, og ud af den, og flabte Ekkihard

. efter fig ved Haaret, og ſaaledes droge de, til de kom

fil Mimer. Sigurd fagde da til Mimer: Ilde gjør
bu i at flaae mine Svende, fom ville gjøre noget Nyt⸗

tigt, medens du -gjer. ikke uden Ondt; du er nu faa

ſterk, at du kan udføre ligefan meget ſom cen af dem;

nu ſtal jeg føge at indgive dig Lyſt til Arbeide; i andet
Fald ſtal Stokken blive din Leremeſter.“ Han tog ham.

derpaa ved Haanden, og ledte ham hen til Smedien.
Miiner fatte fig paa Esſen, tog et ſtort Jern, og lagde
det. i Ilden, og een af de tungeſte Slaghamre gav han
til Sigurd. Da nu Jernet var blevet hedt, tog han
det ud af Esſen, og lagde def paa Ambolten, og bød
ham flaae.derpan. — Sigurd flog det forſte Slag faa
vældigt,. at Amboltſtokken gif i Stykker, og Ambol⸗
ten ſank i til Hovedet. Ligeſaa gif Langen og Ham⸗

merſtkaftet fønder, og Jernet fprang langt bort. Al⸗
Brig fane jeg nogen Haand mere tone inge Re

!) ifr, 19 Cap,
22

———

464 i Didrit af Berns Saga. 146 €

mer; heller ikke ſterkere end din / og hvad der end ſtal
Blive af dig, fan jeg dog ikke Hytte din Tjenefte tit
denne Haandtering.” Nu gif han bort, og ind i

Stuen, og ſatte ſig hos ſin Foſtermoder, og udlod ſig
ikke for nogen, om han tyttes vel eher ilde om *

ſom var ſteet.
146. Mimer — nu over bos ſig ſelv at

- han havde meget Uheld at vente af denne Svend; han |

befluttede derfor at tage ham af Dage, og han gif da
ud paa Heden, hvor den ſtore Orm laane ved Skoven,
ag fagde at han vilde fende ham en Svend, ſom han

Gad ham at dræbe. Derefter drog Mimer hjem. Das |

gen derpaa ſpurgte han fin Foſterſon Sigurd, om hau
vilde fare til Skovs og brænde Kul: for ham. Dets
. fom du vil være ligefaa god imod mig for Eftertiden,”
ſvarede Sigurd, .fom du par været hidindtil, da vil
jeg gjøre ale, hvad du: vil.” Derpaa beredte Mimer

ham til denne Færd, og gav ham Viin og Koſt med til

fer Dage, fom han (fulde være borte, og derhos en
Vedoxe; Hvorefter han vifte ham ud paa Heden "tit

… Skoven. Sigurd drog da til Skoven, gjorde. fine

Sager i Stand, og gif til og huggede Træerne: raft
om, gjorde en ſtor Ild, og bar de ſtore nedhuggede

Træer hen paa den. Ved Davretid fatte han ſig ned

til ſin Mad, og han ſpiſte al Maden op, og lod ikke
en Draabe Viin tilbage, fjønt Mimer havde tenkt, at
det fulde ſtrekke til i fer Dage. Derpaa ſagde han
ved fig ſelv: Neppe vil der nu gives den Mand, med

hvem jeg ei forde maale mine Kræfter, om han nu vo⸗

vede af komme imod mig, thi det mener jeg; at een

Mands Drab iffe vil overſtride mine Kræfter.” - Og

146 C. Didrit af Berns Sega 165

fom han havde fagt bette, kom den fore Dem mod ham.
Da fagde han fremdeles: «Nu fan det haendes, at jeg
fan komme til at forføge mine Kræfter, fom jeg nys
vuſtede,“ og han lob op til Ilden, og tog det ſtorſte
brændende Træ, flog dermed Ormen paa Hovedet, faa
af den nu iffe formagede at udſpyhe Edder, men ludede
med Hovedet mod Jorden. Og nu gav han der ene
Slag efter bet andet paa Ormens Hoved,. indtil denne
Orm. var ganffe dod. Derefter afhug og afſtar han

Ormens Hoved. Da var han meget modig, fatte fig

ned, og fade nu, åt han iffe kunde komme hjem den
Aften, og, fom han fad, og var uvis om, hvad fan
ſtulde fane til Aftensmad, falde det ham ind, at han

kunde foge Ormen; han ffar den da op, og tog Hjertet
. Ud, hængte fin Kjedel op, og lagde Stykker af Ormen

Deri, indtif Kjedelen var fuld, og han gladede ſig nu
fil fit Maaltid. Da han tin meente, at det var kogt,
ſtak han fin Haand i Kjedelen, ſom då kogede paa det
ſterkeſte; han brændte derfor Fingeren, og ſtak den i
Munden, for at føale den. Men da Sodet kom paa
hans Tunge og i hans Hals, hørte han, at to Fugle

ſade i Træet, og kvidrede ſammen, og han forſtod nu

deres Stemme: Kunde denne Mand vide,” fagde den
ene, . hvad bi vide, da fulde han hjem fare, og dræbe

ſtulde han Mimer, fir. Fofterfader, for det af denne.

nu havde dræbt ham, hvis det havde gaaet efter hang.
Ønfte; og denne Orm var Mimers Broder, hois han
derfor ikke Vil dræbe Mimer, da vil Mimer hævne ſin
Broder, og dræbe Svenden.” Han tog nu Ormens
Blod, og gued det i fine Hender, og overalt hvor: det
kom, blev Huden haard, ſom det var Horn; han tog

14

166 . Didrik af Berns Saga. 447 C.

fremdeles alle fie Klæder af, og gued fig med Blodet
over hele fé Legeme, fan vidt: han kunde rakke, men
til Ryggen mellem Skuldrene kunde hang Haand ikke
naae. Derpaa iførte han fig igjen fine Kleder, og
brog fiden hjem, og habde Ormens Tryne i fin Haand.

147. Ekkihard flod uden for, og faae Sigurd

komme gaaende. Han gif da ind til Mimer, og fagde:
«Mu fommer Sigurd her….og har en Ormetryne i fin

Haand; nu har han viſt dræbt Ormen, faa af der er .

. itfe andet for Haanden, end at hver føger at rebde fig;
thi om vi end nu ere tolv, ja om. vi end vare halve
faa mange til, faa flaaer han dog os alleſammen ihjel,
' faa vred han nu er,” Derpaa lob de alle til Skoden,
ng ſtjulte fig, men Mimer gif ene imod Sigurd, og
bød ham være velfommen. Ei ſtal nogen af eder
falde mig velkommen,” fagde Sigurd, thi dette ſamme

Hoved ſtal du gnave fom en Hund.” - Ei ſtal der ſtee

ſaaledes, ſom du der ſiger,“ ſparede Mimer; thi jeg

vil bode til dig, om jeg har gjort det, ſom dig mis⸗

Hager; jeg. vil give dig en Hjelm og et SÉjold og en
Brynje, Vaaben, ſom jeg har gjort med min egen
Haand til Konning Hernit i Holmgaard, og jeg vil
ſtaffe dig en Heſt, ſom hedder Grane, og er i Bryn⸗

hilds Stod, og et Sværd, fom hedder Gram, og er

Det bedfte af alle Vaaben.” AIkke figer jeg nei,” fuarede
Sigurd, „til det, Hvad du der lover mig.“ Da tog
Mimer Brynhoſer, og rakte ham, og han iførte fig
dem; dernæft en Brynje, blank ſom Solv og haard
ſom Staal, hoilken han tog: paa ſig; han gav ham
endvidere en Hjelm, hois Lige ingen. havde feet, og
han ſatte den paa fit Hoved; og nu rafte han ham. et

—

148 C. Didrit af Berns Saga. 467

Skijold baade tykt og tungt, heelt beſlaaet med roden
Guld og beſat med koſtbare Stene; endelig gas han
ham et Sværd; Sigurd blottede det, og det ſyntes
. ham et meget godt Vaaben, og nu fvang han dette
Svard, faa ftærkt han kunde, og hug Mimer Banebhug.

148. Derpaa drog-Gigurd bort ad den Bei,
hvor det bar fagt ham, at Brynhilds Borg laane. Da
San kom der, var Borgporten lukket med ftore Jern⸗
dorre; og der var ingen Mand kilſtede, ſom kunde
linkke op for ham, Gan ſparkede derpaa til Doren
med fin Fod, faa at Jernflaaerne, hvormed Doren var
lukket, gif i Stykker. Dernaſt gif han ind i Borgen.
Da kom der føv Vagtmand, four vafe fatte til at pasſe
Borgporten, imod fam, og de tyktes ilde om, at han
havde opbrudt Porten, og vilde desaarſag dræbe ham.
Men Sigurd: var ikke ſeen med at blotte ſit Sværd
Gram, og han. hug med begge Hænder, og [od ei af,

førend han havde dræbt alle disſe Borgfolk. Borg:

mændene, ſom vare blevne dette vaer, gjorde Anfald
paa ham, men han værgede fig mandelig. Da dette
kom ind for, Brynhild, hvor hun ſad i ſin Stue,
ſagde hun: «fer mon være kommen Sigurd Sigmunds

ſon, og om han end havde dræbt ſyb Niddere, ſom
han nu har dræbt fyv Tralle, da ſtulde han dog være
os velfominen;”- og hun. gif nu ud, hvor de ſloges,
og bod dem at ſtandſe Striden. Hun ſpurgte nu, hvo
denne Mand var, fom der var kommen, men fan
ſagde, at han hed Sigurd. Hun ſpurgte fremdeles
om hans Xt; men fan fagde, at hat flet ikke vidſte
at fige noget derom. Da tog Brynhild fil Orde: Om
du ikke kan fige mig noget herom, da kan jeg dig ſige,

. 168 Didrik af Berns Gaga, 1490,

at du eft Konning Sigmunds og Gifilies: Son. Nu
ſtal du være velkommen hos og; Hvorhen agter du
dig?” Herhid er mit ERrinde,“ fvarede Sigurd,

uthjt min Foſterfader Mimer vifte. mig hid, at hente en me |

Heſt, ved Navn Grane, fom du eier. Nu kommer
jeg, for af tage imod den, om det faa er dig med.”
«Cen Heſt ſtal du fade af mig,” . foarede Brynhild,
‚og flere foruden, om du faa ønffer, og ligeſaa flager
dig til Tjeneſte alt hvad. Borgen formager.“ Hun
fendte nu fem Mænd ud at tage Heften, og de bleve -
derude hele Dagen, men fif den dog ikke fat, ſaa at
de maatte drage hjem med uforrettet Sag. Sigurd
blev nu godt modtaget, og var der Nattenover. Om
Morgenen derpaa kom tolv Mænd. til, og han gif nu.
ud felv trettende. Disfe tolv Mænd forfulgte. længe
Beſten, men kunde ikke faae den far, men før de Holde
op, bad Sigurd dem. give ham Bidslet, og da han
derpaa gif imod Heſten, kom den ham i Møde, faa han
kunde tage den fat, og lægge Bidslet paa den; og
hurtig ſprang han da op paa dens Ryg.

149. Han takkede nu Brynhild meget for den
gode Beværtning, og. red Dag og Nat, indtil. ban
kom til Bertangeland.“ Der herffede da en Konge,
ſom hed Iſung, den ftørfte af. alle Kæmper. Han
havde elleve Sonner, alle Mænd af ſſelden Styrke.
pan tog vel imod —— ſom J der. hos ham é
lang Tid.

' 3 * ig

150C. Ditdrik af Berns Saga. 169
100 Rolvte Fortælling...

Om Kong Didrifs og hans Kempers
Ruſtning.

" 150. Er * bed Ravn Aldrian, herffede over
Niflungeland, og bar en mægtig Konge. Hans Kone
var en. Kongedatter. Det traf fig en Dag, ſom
Kongen juft ikke var hjemme, at hun var viindrukken,
og havde lagt fig til at fove ude i fin Have, Da kom
der en Mand til, og lagde fig fo8 hende. Da hun
vaagnede, forekom det hende, fom det var Kong
Aldrian; men før. hun faae fig til, var denne Mand
ptudſelig forſpunden for hendes Dine. Efter nogen
Tids Forløb følte hun fig frugtfommelig, og, før hur
nedkom, traf det fig: engang, da fun var ene, at den
ſamme Mand kom til hende, og nu fortalte han hende;
hvad der var feet i deres forſte Sammenkomſt, og at
fun var frugtfommelig, og havde Barnet ved ham;
men fan gav fig ud for en Alf; "Log om Barnet fever
og voxer op,” lagde han til; „da ſtal du underrette
ham om. fin. Fædreneflægt, men ellers holde dende
(jule for enhver anden; og er det en Dreng, ſom mig
aner, da vil denne Dreng vore op til en drabelig
Mand, og vil han ofte vorde flrædt i Fare, men hoer
Gang det ér kommet fan vidt med ham, at han ikke
kan frelfe ſig ſelv, da ſtal han kalde paa fin Fader.”
Og dermed fvandt Alfen bore. Nogen Tid efter fødte
— Dronningen et Drengebarn, og han blev faldt Hogne,
og blev regnet. for- Kong Aldrians Søn: Da han var
fire Vintre gammel, gik han og legede med de andre
"Drenge; og han var haard og ſterk og ond at komme

hd

170 DibdriÉ af Berns Saga. HEL ROME

i Kaft med, pg nu blev det ham forekaſtet, at han
ſaae ud fom en Trold og ei fom et Menneffe, og at
hang Aaſyn lignede hans Sind. Bed dette-blev Gan
meget bred, og gif til Vandet, for at fee fit Billede ;
da fane han af. hans Anſigt var blegt ſom Baft og
guftent. ſom Aſtens Farve, og at det var ſtort og
grueligt. Han gif nu til fin Moder, og ſpurgte hende,
Hvorfra hang Legeme havde faaet en ſaadan Dannelfe.
Da fortalte hun ham Sandheden om hans Fader; men .
der var en Kvinde, fom hørte derpaa, og fom fiden blev

Kong Aldrians Frille, og hun betroede Gam da denne ,

Hemmelighed, hvorved det omfider kom op7 hvorlunde
det hang fammen. Kong Aldrian havde med fin Kone
fre Sonner: den ældfte hed Gunnar, den anden |
Gernoſt, den tredie Gisler, der endnu var Barn, da
disſe Begivenheder indtraf, men Gudrun hed deres
Soſter. Da Aldrian dede, tog hang Sen Gunnar
Rige og Kongedom efter ham. SER
151. Det traf fig nu engang, at Kong Didrik
i Bern lod gjøre et Gjaſtebud, og han vilde nu ſamle
alle fine Venner og de ſtorſte Mænd, fom våre i hans
Nige. Til dette -Sjæftebud indbød han iffe mange
Mand, men Gan udfaarede dertil de. ypperligſte, og
- gav dem alle, baade indenlandſte og udenlandſte,
Plads ved eet Bord. Han havde nu ogſaa faaet visſe
" Tidender om denne Kong. Gunnar, at han var em
Mand af fjelden Styrke, og en for Kæmpe, og befad

fortrinlig Tapperhed; det ſamme havde fan ogſaa hort

om hans Brødre Hogne og Gernoſt og Gisler; thi ſeudte
han Mænd til bem, og indbsd dem til ſig. Disſe Ude
ſendinge kom nu til Long Gunnar, og frembar deres

152154€. Didrik af Berns Saga. 171

Wrende. Songen taffede for hans Venſkabsbeviis⸗
ning, og lovede dig at komme, og med ham Hogne;
Gernoſt derimod maatte blive. Bjemme, efterfom fan .
var fyg. Kong Gunnar reiſte nu efter Indbydelſen
til Gjæftebnder med alle. fine Mænd, og dette var til⸗
beredt med alle de Midler, ſom gjordes fornødent.
152. Da bleve alle de anfeeligfte Mænd og

Didriks bedſte Venner bænfede paa. ſamme Bank.

Kong Didrik, Kong Gunnar sg hans Broder Hogne,
Hildebrand og Hornboge Jari og hang Son Omlung,
Vidga hin Stærfe, Ditlev Dauſte, Faſold Stolte,
Sintram fra Venedig Vildifer hin Heftige, Herbrand

int

hin Viſe og hin Vidtfarne, og Heimer hin Grumme;

Dog det fagde nu, alle, af man neppe vilde fee i cen Hal
anſeeligere og ialfe Færdigheder mere udme de Mænd,
end der nu vare famlede.

153. Kong Didrik af Bern — et Skſold af
denne Beftaffemhed : det var. rødt fom Blod og market
med en gylden Love, hvis Hoved vendte opad i
Skjoldet, og Fødderne berørte den nederfte Kant.
Men efterat Didrik var bleven Konge i Bern, forøgede
han Mærket ſaalunde, at der blev ſat en Guldkrone

over Løvens Hoved; og ſamme Mærke havde han ogſaa

paa fit Banner og ſin Sadle. Dette Marke havde han,

. fordi, ligeſom Løven er det ſtorſte af alle Dyr i Vær:

dighed og Mod, og alle Dyr i Verden frygte for den,
faa var ogſaa Didrik modig og alleg Overmand, faa at
alle Mænd frygtede for ham; og efter Fortids Skik
maatte ingen Mand, der nogenſinde — i Strid,
fore en Løve i ſit Skjold.

— 1854. Hildebrand hin Gamle "havde, et EStjold

dia DibriÉ af Berns Saga. 155456 C.

af ſamme Farve fom Kong Didriks, og derpaa var
med hvid Farve malet en Borg, Hvis Taarne alle vare
forgyldte, og denne Borg fulde foreſtille Bern. — Men
Hildebrand førte et ſaadant Mærke paa. alle fine Vaa⸗
ben, og havde fir Banner og ſin Vaabenkjole af ſamme
Farve ſom Didriks til Tegn paa, at han aldrig, hvor⸗
hen han end færdedes, vilde fordolge, at han var
Didriks Mand, og at intet Glags Nod eller Fare
(fulde bringe ham til at ſtjule deres Venſtab. |

155. Heimer hin Stormodige havde alle fine
Vaaben mærkede paa den Maade: hans Skjold var
blaat, og påa det var med lyſeguul Farve mærfet en.
eft, og ſamme Mærke havde hele hans Harnift; og
blaa Farde tyder hen til. et ondt Bryſt og et grumt
Hjerte, væg Heſten er Merke paa hang og hans Xts
mænds Sysfel 7, og betegner, at ben var en NE
trinlig Ridder.

. 156. Vidga Velentſen var faaledes af udſeende:
hans Haar var hvidt ſom den Blomſt, der hedder Lillie;
det var tykt, og deelte ſig i ſtore og ſide Lokker; han
havde et lyſt Anſigt, og hele hang Legeme var hoidt
ſom Snee; hans Øine vare. faa ſtarpe, at man neppe
kunde udholde hans Øiefaft, haar fan tar vred; hang
Anſigt var fyldigt, dog var det vel dannet, fagert og
barſtt, men naar fan var vred, var det rødt ſom
Blod og biſtert at fee til, Af alle Mænd, ſom ikke
bleve kaldte Riſer, var han den hoieſte; han var baade
tyk og bred om Skuldre, ſmakker om Midje, færdeles
vel dannet, rank voxen, og i det Hele var hans Vaxt
ſaaledes, at alle vare enige i, at de aldrig havde feet
5 je 17 Gap.

AM i ⸗
kj

457 C. Dibrif af Berns Saga. 173

en Mand i alle Henſeender ſaa raſt og fortrinlig etter
med mere Anftand og Vardighed; tilmed var han af et
godt, Sind, ſtille og maadeholden. Naar han fad hos
fine Stalbrodre, og der vare faa tilſtede, var fan glad
og oprømt, men i talrig Forfamling ofteſt ordknap,
dog talte han vel og vifelig, naar. fan kom paa Thinge;
han var Fjærlig mod fine Venner, men naar han kom
i Krigshæren, og var iført fine Baaben; da blev. han
frar fan grum, at aldrig i nogen Kampfærd hang
Hjerte bevægedes. til Medynk. Han var meget frært
og en overmande tapper Mand, og i alle FTardigheder
overgik han de fleſte, ſom have dæret til. Af hvid
Farve var, hele hans Harniſt, Skjold, Sadel, Baa⸗
benkjole, Banner. og Hjelmhat. Med rød Farve god
Hammer og Sang mærket i hans Skjold, der desuden
var prydet med fre Karfunkelſtene. Hammer og Tang
fydede til hang Faders Idret ſom Smed, men de tre
JWbdelftene tydede til. hans Medreneæt. Paa fang
Hjelmhat var mærket den Orm, ſom kaldes Slange;
der udſpyede Edder; og. dette Marke bar han over ſit
- Hoved, paa det hver den, ſom fane ham, . (fulde vide;
hoor ſtor han var-i Tapperhed, og hvor frygtelig hans
Brede for dem, font: vovede fig imod ham. Paa hang
Sadle og Banner, Skiold og Vaabenkjole var dette
famme Marke anbragt med ſaadan Glands, af. man
langt fra kunde fe og Fjende, hvor han red.

157. Hornboge Jarl af Bindfand var. lysladen,
og den deiligſte og bedft byggede Mand; ſaavel i Anſigt,
ſom i hele fil Være; raſt og fyrig var han, i hele ſit
Vaſen, hoit bar fan fit Hoved, men fan ſyntes dog
fun middelmaadig af Vært, da. han ofteſt var blande

—

174 Didrik af Berns Saga. 158 C.

ſaadanne Kæmper, der; i Forhold til andre Folk, nær
ſten vare Rifer. Han var en. meget frært Mand, og
ved hans Overlegenhed i Kamp. fane man hvor modig
han var, og hvor færdig i at bruge Skjold og Sværs
og Spyd; og ingen af alle de nu nævnte Mænd var.
faa god Bueſtytte eller Soydkaſter fom han. Han var
faa flor en Helt og Ridder, at han aldrig i Slag eller
Enekamp med Vanare forlod fin Heſt; han var ſom
ofteft noget tungſindig og taus, men paa Thinge og i
Moder var han frimodig og veltalende. Han var flor
i Mod og Forſtand, hurtig i at fatte en Beſlutning,

og i alle Ting djærv og ſterk, fom det egner fig en Helt.
Hans Stjald og hele hans Harntiſk var af bruun Farvee;

paa hang Vaaben var med Guld. mærket en Fall, ſom
forfulgte to Fugle; ſamme Mærke havde ogſaa hans
Søn Ømlung,. hvilket tydede hen til deres fælles Rid⸗
derftab; thi ſom Falken forfølger alſtens Fugle; faa
var Hornboge Jarl ſnar i at fætte efter fare Fjender ;
og med fint iflfomme og hurtige Færd paa fin raſte Heft
kunde han med ingen lignes bedre end med Falke. Hans

Baabens brune Farve bemærkede hans Kløgt og Beles |
venhed. Hornboge Jarl. var nemlig mægtig og vens

nefæl, faa af om ham gane Sagn. bide om Land; fan
eiede Vindland og mange Borge og mange rajte Rid⸗
dere og mange rarlige Eiendomme.

158. Hornboge Jarls. Sen Omlung var i uds

ſeende og Haarfarve fin Fader lig, og gav ham i: Stor⸗

relſe og Styrke intet efter, men var en fortræffelig

Ridder.” J Kamp var han djærv.og forvover, ſtundum

uforfigtig, han vilde fun eet af to, enten vinde

Navnkundighed eller være Døden vis; thi han var er

—

ae RE mk —
"
⸗

159-160 C. Didrik af Berns Saga. 14175

meget heftig Mand, begjerlig efter Rre og Berom⸗
melſe, hvorefter han flræbte paa alle Maader, baade
ved af udſtaae Livsfare, og bed at være nedladende og
gavmifd. Han udftod ſaaledes mange Slags Nod,

for at erhverve fig et berommeligt Ravn.

159. Sintram fra Venedig var deilig af. Ude

| ſeende og lysladen; han havde vel ike noget fyldigt

Anſigt, men. det var dog fagert og vel voxet; Gan
havde deilige Hine; hang Haar var Inf, og krollede
fig noget; han havde en fang Hals, og var hvid paa
hele fit Legeme; desuden var han hoi og ſmakker;
hans Hænder og Fodder vare faa fagre, at ingen
Mand havde ſmukkere Lemmer; han var behændig og
meget ſterk, vel øvet i Færdigheder, og ven finefe
Mand i hele fir Vaſen; han elffede meget Leg og Lyſtighed,
kunde godt drikke, var fnild i Tale, raſt ſindet, ſnar⸗
raadig og overmaade tapper i Kamp, mild og nedla⸗
dende og ufortrøden. Sintram havde fine Vaaben
mærfede paa den Maade, at hans Skjold og hele

, Darnift var grønt ſom Græs 1. og derpaa ſtod malet en

Drage, brun for oven, men rod for neden. Dette
Marke betegnede, i Hvor for Fare han havde været
ſtedt for en Drage, og hvor megen Ære og Taf han,
faa længe han levede, burde yde Kong Didrik, fordi
han udfriede ham af Dragens Mund, Hang grønne
Vaabenfarve tjente til at betegne, at hans fortræfs
felige Sværd var af Farve gront fom Græs.
"160. Bafold og Ekka vare hinanden faa lige,
af man neppe kunde fjende den ene fra den anden; |,
famme Udſeende og ——— ſamme gute og krollede Daar, |
7) ife. 44 Cap, i

176 Didrik ar Berns Saga. 461 C.

ſamme blege og brede Anfitt, ſamme rode og — F

kruſede Skag traf man hos dem begge; de havde deilige
Hine, og føre men ei lange Halſe, ſtore og ſtarke
Skuldre; de vare høie og frygtelig ſterke, havde fafte
Hænder og ſterke Fodder. De vare gode Riddere, og
beſade megen Færdighed i at føre Sværd og Skjold;
de vare ſtolte, djærve, barſte, ordknappe, dog velta⸗
lende, meget pyntelige i Vaaben og Hærklæder, ven⸗
nehulde og ſtandhaftige, heftige og ftivfindede, ærgjers
rige og i Tapperhed og hver Manddoms⸗Prove fortrin⸗
lige. Faſold hin Stolte havde Skjold og hele Harniſt
af gylden Farve; hvorpaa ſtod med Rodt ſamme Marke,
ſom paa Kong Didriks, undtagen at Loven vendte
tvært: pan Skjoldet og var uden Krone. Samme
Marke havde hans Broder Ekka / thi de vilde ei flye
nogen Fare i Kamp, og deres røde Vaabenfarve bes
tegnede deres Lyſt til Strid og Ufred. '
101. Ditlev Bitterulffon var en modig Mand;
hans Haar var rodbrunt, tykt og ſtridt, hans Anſigt
bredt og fyldigt, men dog veldannet, hans Naſe Hoi,
ſmal og lige, hang Gine livfulde, og i det Hele taget
var hans Udſeende anfeeligt og værdigt; hans Anſigts⸗
” farve var iffe lys, men blev Gan vred, da blev han.i
fit Anſigt bleg. ſom Uffe. Han var den ſtorſte og ftærs
fefte Mand, og af alle Didriks Kæmper den drabeligſte.
Af Sind var han meget munter, i Omgang venlig mod
hvert Barn, og rede til at dele hver Skjemt og Lyſtig⸗
hed. Han var djærv i Tale til fornemme Mænd, om
de end. vare ham ubekjendte, ligeſaa i Folkeforſamling,
og briftig var han i alle Henfeender; han var. behændig.
i alle Lege, haard, grum og heftig mod fine Fjender,

—

|

|

|

|

162 C. Didrik af Berns Saga. . 477 .

i Kampe'og Holmgange behjertet, i Arbeide utrættelig,
og i Mildhed fandt han neppe fin Lige. "Ditlevs Vaaben:
vare af morkeblaa Farve, og paa dem var market med"
Guld det Dyr, ſom tydſte Mænd falde Alpendyr,
men Varingerne Fil eller Elefant. Dette Marke
førte han, fordi Sigurd Graker hin Gamle red paa en
Elefant. Med dette havde Ditlev holde Kampe vide
om Land, og ſtedſe vundet Seier og Hæder; ſtore Hug

formaaede ei af bide Mærke i Skjoldet eler forandre

dets Farve, faa ſterkt havde: han ladet. det gjøre, for
at det funde holde Stand i hver Samp. Paa Skjoldet
var desuden Guldmarker til Tegn — at Hang Moder
var ædelbaaren. |

162. Vildifer Havde et mørke Haar, men et
lyſt/, langt og veldannet Anſigt, en krum Naſe, ſtarpe
Gine; var høi og havde ſtore Skuldre; hans Hender
vare hvide, hans Arme føre og ſterke; jan var den
behændigfte blandt Mænd ,. og beſad fortrinlig Færdige
hed-i Legemsovelſer, og var fat i fit Vaſen, raadſnild
og beſtemt, djærv, naar han ſtulde befale over andre,
men ſiin og høflig / naar fan fulde adlyde; lide liſtig
var han dog; men kjak og feierfæl i alle Kampe. Han
mærfebde fine Vaaben paa den Maade, at der paa hans
Skjold var malet en Galt og en Bjorn med morkersd
Farve; ſelve Skjoldet var forgyldt med en morkerod
Rand; ſamme Farve og Marke var ogſaa paa hele hans

»Harniſk. Dette Ruſtningens Marke tydede hen til en

Vildgalt, ſom pan Tydſt kaides Vildifer ”, og ſik Vils

difer dette Navn, fordi han afdrig opholdt fig hos fine

1) ifr. 96 Cap. Alpandyr betydede i det Gammeltydſte —
en Kamel enden Tlefant. 2) nu Wild⸗Eber · Sa i

Mordiſte Fortids⸗Sagaer, Bdie Bind, MR

178 Didrik af Berns Saga. 163€.

Freuder efter i ft Foſterland, men hellere hos ndens
lande Hsvdinger. Vildgalten er af alle Dyr det
taprefte og verſte at komme i Kaft med. Men han
førte en Bjørn paa fre Vaaben til hæderlige Minde one,
at han blev holdt for en Bjorn, da han frelfte fin Stal⸗
broder Vidga. Vildifer havde fit Harniſt forſtjelligt
fra andre Kempers, fordi. jan vilde, at Folk ſtulde
fjende ham, hvor fan red; faa. — i; fom man
funde fee fam.

, 163. Herbrand hin Vidtfarne havde ——
og kruſet Haar, vas morkladen og dog bleg, havde
ſtarpe Anſigtstrek og en kroget Neſe, bruunt Skag
og gt langt og bredt Anſigt med mange Fregner; hans
Dine vare meget ſtarpe, hang Blik alvorligt og grumt;
af Vaxt var han Hei og veldannet, ſterk og meget færs
dig i Ridning. Han var en ſtor Viismand og Taler,
brugte fagre Ord, og beſad en eftertrykkelig Stemme,
var djærv og forudfeende, hadde et ſikkert Die tik at -
Fjende Folk og en god Hukommelſe, og ſtaanede fig. i
ingen Farer. Hans Skjold og hele hans Harniſt var
rodt, og paa det var en Skudild market med Guld.
en Skudild blev merket paa hans Vaaben, fordi
den flyver hurtigere, end Diet fan følge den, og
derfor gjorde man den. Sammenligning, at, naar
Herbrand ved frem i Kampen, og Mænd faldt for ham,
da var det ſom der foer en Skudild. Ogſaa en anden
Bemarkelſe havde denne Vaabnenes Farve, at liges
ſom Skudilden flyver og er aldrig rolig, naar man
bruger den i Kamp, ſaaledes var det ogfaa med Her»
brand, at han aldrig var rolig, men havde faret faſt
hele Verden rundt.

— —— —— — —

164166 C. Didrik af Berns Saga. 179

164. Sing Gunnar havde blondt og kruſet
Haar, kort og lyſt Skag, var bred af Anſigt, tysla⸗
ben og ſtulberbred, hoi og anſeelig af Bygniang, kraft⸗
fuld og en god Ridder, ſtolt, naar han fad. paa fin
Bauger, kyndig i at bruge Skſold og Sværd og alſtens

Skubdvaaben; han var uforfærdet, djærv og forſigtig,

dog bennehuld, modig og grum, glad og gavmild, .
meget tjenfividig mod fine Venner, heftig og haard
mod fine Uvenner. Hele hans Harniſt var Hvidt ſom

Solv; paa hans Skjold ſtod merket en Oen med

Krone, hvilket Marke han bar pan alle fine Vaaben,
fordi Ørnen auſees for alle Fugles Konge, og Ørnen
havde en Krone paa; fordi Gunnar dar Konge; hang
Vaaben vare let Ejendelige, og felo beſad han tillige
en faadan Belevenhed og Anſtand, at om han endog

var i ben ſtorſte Forſamling kunde man dog let
. Fjende ham.

718s. —— ne Hogne havde fort

. ag fidt Haar, langt Anfigt og tyk Naſe, et haardt og
biſtert Aaſyn, var ffor af Vært, hoi og for og barſt,
"Havde kun eet Die, ſom dog var meget ſtarpt; han

var fæmpemæsfig og den ſtorkeſte Mand, fortrinlig
øvet i at ride ſin Heſi og ikke mindre i at gaae i Holms
gang; og udmarket blandt det Slags Kæmper, ſom
sve denne Id. Han var viis af Forſtand og .forfigtig,
alvorlig og taus, heftig. eg hurtig til aft det, han
foretog fig, trodfig og beſteme, haard, gavmild og
hjerteyrud. Hau havde fine Baaben ſtrede paa ſamme |

Maade fom Kong Gunnar, naar undtages, at Ørnen

ikke var. kronet. "Den —— J on — |

1) jfr; 87 Cap. m
. ' 2

V É ' —

180 Didrik af Berns Saga. 166 C.

. af det; naar det bares i Solffin, lyſte og glimrede faa
ſtarkt, at man ikke kunde holde ud at fee længe paa
det. Det var, ſom man funde vente af ham, et vi⸗
feligt Paafund; men nu er det kommet af Brug efter
tydſte Mænds Sagn af bære i Holmgang ſolvbeſlaaet
Skjold eller Butler", |

166. Sigurd Svends Haar var bruunt, fagert
og ſidt, og deelte Øg i ſtore Lokker; hans Skag var
fort og tykt, hans Naſe høi; hans Anſigt bredt og
med ſtarpe Trak; hans Dine vare faa ſtarpe, at. fun.
fan befæde den Djærvhed, at de torde flue ham under.
Brynene; hele hang Hud var fan haard ſom Bruſthud,
hans Skuldre vare faa tykke, ſom om de havde været
tredobbelte; hans Legeme var i det Hele dannet i dette
Forhold, ſom det bedſt padfede fig, og. det var Merket
paa hang Hoide, at naar fan, gjordet med Svardet
Gram, der var ſyy Spand langt, vandrede gjennem
en fuldgroet Rugager, da naaede Dopſtoen til Toppen
af den ſtandende Sad; og dog var endnu fans Styrke
ftørre end hans Vært. Godt forfod han at hugge
med Sværd, at flyde med. Spyd, at føre SEjold,
ſpende Bue og ride Heſt, foruden mange Slags Kun⸗
ſter og Hofverk, ſom han i fine unge Nar Havde lært ;
han var faa viis en Mand, af han vidfte ſomme Ting,
førend de ſtete; han forſtod ogfan Fuglenes Maal og
Stemme, hvorfor fan Ting kom ufordarendes over
ham; han var djærv og udførlig i Tale, og naar han
havde begyndt en Forhandling, faa holdt han ikke op,
før alle Tilhorerne ſyntes, at det aldeles ikke kunde være
anderledes, end juſt ſom han ſagde; han gjorde hø en

ar et lidet huulrundet buttet Sejold, boneer⸗

467168 C. Didrik af Berns Saga, | 184

Vornsielſe af at yde ſine Venner Biſtand, og han

"manglede aldrig Penge. Sigurd Svend havde fit
Skjold ſaaledes market, at det var beſlaaet med roden

Guld, og paa det ſtod malet en Drage, morkebruun

forneden, men rød foroven, og paa den Maade vare
ogſaa alle. hans andre Vaaben mærkede, for at enhver;
faafnart han ſaae ham, kunde vide, hvo der red. Han -
er bleven faa navnkundig, fordi han dræbte den fore
Drage, ſom Varingerne falde Fafner”, Derfor vare
alle hang Vaaben firede med Guld, til Tegn paa at
Han. var den fortrinligfe Mand i alſtens Hofverk af
dem, ſom omtales i naſten alle gamle Sagaer, og
naar alle de beromteſte og ſtorſte og hoimodigſte Kæmper

og Hoddinger omtales, da lyder hans Navn boit blandt

dem i alle Nordens Tungemaal.
167. Sifkas Haar var rødt font Blod eller den
Blomſt, ſom kaldes Roſe, og deelte ſig overalt i Lokker;⸗

hans Anſigt var rodfregnet, hans Legeme lyſt, dog

Dveralt fuldt af Fregner, hang Skag rødt og meget
ſidt; af Aaſyn var han fager, af Bært middelmaadig,
men dog ſtærk af Kræfter; han vred fin Heft med Raſt⸗
hed; og var ellers syet i mange Slags Fardigheder;
han var viis og taalmodig, ihnkom længe Fornærmelfer,
var én meget betænkſom Mand, blidtalende og fager i
fine Ord, grum og ond og viis, og hans Naon vil

ſtiedſe omtales. Varingerne kaldte ham Brune.

… 168. Meſter Hildebrand Havde een Fuldkom⸗
menhed fremfor alle Kæmperne i Bern, at han funde

give ſaadant Slag med ſit Sværd, at ingen kunde

bruge fit Skjold, med hvem han end om i Kamp; ders
2) ifr. 146 Cap, og Volſunga Gaga, 31 Cap.

8

182 Didrik af Berns Saga: 4169 €,

for fit han ſom ofteſt Seier blot ved ef eneſte Hag, og
derved er hans Navn blevet bersmmet, hvorſomhelſt
bet er blevet optegnet eller omtalt. | &
169. Heimer hin Stormodige var i megen An⸗
ſeelſe i Bern, fordi had baade Dar tapper og en for
Berſark, og talte ſaaledes til Didrik efter deres. Tve⸗
famp”, at Didrik i Storke og Duelighed monne over.
gane alle Mænd i Verden, og derhos var hang Sværd
bedre end de flefie andres Vaaben, og hans Hjelm
haardere, end han før havde feet noget Slags Staal.
«Men faa ſtor en Kampe du er,” ſagde Heimer, hot

fired du paa en faa elendig Heſt, ſom ikke kunde ſtaae

imod eet Vaabenhug.“ ER I: veed en Heſt,“ vedblen
Heimer, ſom er tre Vintre gammel, og om du konr⸗

mer paa dens Ryg; da kan du uforfærdet flinge med
hit Spyd pan Hvad du vil, og jeg vil vedde mit Ho⸗

ved paa, at før flal din ſterke Arm ſoigte, end den
ſtal give efter.” - Hois du ffaffer mig den Heß,“ fagde
Didrik, da ſtal jeg gjøre dig til den ſtotſte Mand, og

FÅ

min Fjærefte Ven efter Hildebrand,” . Pan digfe Or)

red Heimer tilbage til. fin Fader, og tag af hang Stød

en tre Vintres Fole, der var auulblakket og ſtarre af
ært, end nogen før havde ſeet; den var pel tilrehen
fil at løbe, og hed Falken. Derefter. drog han tilbage

til. Bern med denne Heſt, og gad den til Didrik, og

hvad Heimer havde ſagt, —— Dideit web. —
Leiligheder for fandt.

1) fee 17 Cap. ) jfr, 17 Cap.

Å SY 7 ; Eros sr denn toner D enden ges ged
— "| Wi. z z
EXE

170471 €. Didrik af Betns Saga | 183
Trettende Fortælling.
Didriks Tog til Bertangeland.

170. Aue disſe mu nævnte og omtalte Mænd fade
ſaaledes pan een Bank ved: dette Gjæftebud, og det
ſagde alle, af man neppe dilde fee i een Hal anfeetigere
eller ſterkere og i alffens Færdigheder mere svede Mænd,
nd der vare komne. Nu ſtuede Kong Didrik til begge
Sider, og talte faa: Megen vældig Styrke af dyres
bare Helte er her kommen ſammen i cen Hal; hvo mon
være fan djærv, at han tar binde an med os7 Søe
fjer fidde paa cen Bank tretten Mænd, Tom jeg venter
ville, naar de fomme i deres Vaaben og paa deres
Heſte, kunne vride i Fred. al Verden rundt, faa af der
aldrig vil findes faa mange Mænd, at de havde Driſtig⸗

hed til af vende et Spyd imod dem; og om nogen

fulde være faa: forvoven og uviis, at han ei fan rad⸗

des for vor ſtore Styrke og Mod og vore de hvasſe
Synd, de haarde Hjelme, de,fafte Skjolde, de ſtærke

Brynjer, de hurtige Heſte, der endog dræbe glubende

"Dyr; ba er. han felv ufornuftigviis Aarſag til fin Død.

171. - Hildebrand : tog Ordet, og fvarede pan

hans Cale; Hold op, Herre! med at tale Sligt,“

fagde han, thi J veed ikke, hvad J figer, J er et

Barn, og taler af Overmod og Uforſtand, naar I

troer, at ingen fan jævnes med eder eller med eders
"Mænd. Men. jeg Éan fortælle eder, at er Land hedder
Bertangeland; derover herſter en Konning, ſom hedder
Iſung; han er den naodnkundigſte og ſtorſte af alle de
Mænd, ſom vi have hørg tale om, Han har elleve

ø

⸗

⸗

184 Didrik af Berns Saga. 172173 C.

Sonner, og enhver af disſe giver fu Faber intet efter.
— Og han har en Bannerfører, ved Navn Sigurd, Kon⸗
ning Sigmunds Sen, der er den ſtorſte af Mænd, og
den færdigfte i alle de Dele, ſom udfordres for den
WMand, fom flal være Kæmpe; og fan ſterk er han, at
han ſnart vil kunne binde enhver af os, fom kommer
til ham. Han, har en fortræffelig Heſt, ſom hedder
Grane, og hans Sværd, fom kaldes Gram, er det.
bedfte af alle Vaaben. til at ſonderhugge Hjelme, flove
Skjolde, og ſplintre Menneſtebeen; til dette. Sværd
fvare ogſaa hans avrige Vaaben; og def venter jeg,
at, kommer J der, da vil J, før. J kommer hjem igjen,
ſande, at I fom aldrig før i ſaadan Livsfare”
172. Da fvarede Kong Didrik af Gern me -
,… megen Brede: «Ifølge det du nu har fagt om, Konning
Iſung og hang Sønner, og denne hin ftore Sigurd,
da ſtal du ſtrax ſtaae op fra dette Bord, og væbne dig,
ſaa godt ſom du formaaer, flig paa din Heſt og. tag mig
Banner, og ingen af 08, hyoerken jeg eller nogen af
. mine elleve dyrebare Mænd, vil længe dvæle med at
følge dig pan Reiſen til Bertangeland; og før jeg igjen
lagger mit Hoved fil Hvilei Bern, ſtal jeg vide, ; hvad
disſe Mænd, du nys omtalte,” formage i Kamp, om
de ſtulle kunne overdinde mig, eller Jeg, os mine
Mænd dem.“

173. Hildebrand tog da fine Baben; og be
redte fig paa det hurtigſte. Han iførte fig fin Ridder⸗
bragt, og bar i Haanden Kong Didriks Banner. . Da
nu ogſaa Didrik og hans Stalbrødre vare komne paa
Deres Hefte med alle deres bedſte Ruſtninger og Vaa⸗
I BE da red Ode branb ud af Bern, og næft efter Ham

Fører — ——— ———

i

474475 C. Didrik af Berns Saga. 185

Rong Didrik, og faa den ene efter den anden af hans

Stalbrodre, og de toge den Vei, fom Kong Didrik

Havde beſluttet. De rede nu fange Veie og ufjendte

Stier, gjennem frygtelig flore Skove og ubeboede
Egne, men flænge ogfaa' i. bebygget Land, men, hvor

Dog hverfen Kong Didrik eller hans Mænd før havde

været. |.
174. -RNu kom de til en — — hoilten

⸗⸗

deres Vei faldt; da dreiede Hildebrand ſin Heſt tilbage
imod Kongen, og talte: „Herre!“ fagde han, her

er.en Skov, fom hedder Bertangeſtopb. I denne Skov

er eu Nife, ſom hedder Edgeir, Konning Nordians

Søn", han er her til Landeværn i Skoven; og om du

agter at komme til Bertangeland, da maa du her tide
gjennem denne Sfov, thi ellers fan du ikke komme i

derhen; men denne Riſe er faa ſterk, af jeg ikke kjen⸗

der haus Lige; rib derfor frem i Skoven enhver af

eder, der har Lyſt, men jeg kommer ikke længer.” Da

ſvarede Vidga: Hois fan er, ſom FJ ſiger, Hilde⸗

Brand! da ſtal Kongen og J alle tilfammen holde ſtille
med eders Heſte, og flal jeg ene ride frem i GÉoven,

og ſtulſe vi tales lidt ved, Nifen og jeg. Og fan være, — ”

Hvis jeg Beder ham derom, at jeg udvirker os Lov til

- at. ride igjennem; mig er ſagt, at vi ſtulle være i

Slagtſtab ſammen, og det er mueligt, at han lader det

komme os tilgode, men. hvis. gan ikke vil, da bærer
min Heſt mig om føle Stund tilbage til eder.”
175. Vidga og Edgeir Nife vare i nært Slægt:

ſtab, endffjønt de ikke agtede det fort. Vidga var en

Son af Velent, fom ———— for hans meer
1) ifr. 50 Cap.

&

486 Didrit af. Berns Saga. 176 E.

heds Skyld kaldte Volund; men Belent var BVate
Niſes Søn, men Vade Riſe var Kung BVilfinns'8. og
en Havfrues Son, fom for er fortalt", Kong Vil
kinus havde ved finn egen Kone en anden Son, der. hed
Mordian. Dan var vel Konge, men iffe fan mægtig,
ſom hans Fader før ham havde været. Men Rordian '
efterlod fig fire Sønner, fom vare fore og ſterke Riſer;
den ene af dens hed Aventrod, den anden Vidolf Mit⸗
tumſtang, og det var den tredie, ved Nadn Edgeir
Riſe, ſom fane i Skoven, og nu bfev omtalt; Kong
Nordians fjerde Son var Aſpilian; han var Konge, og
lignede andre Menneſter. Paa den Maade vare BVidga
og Edgeir Nife i Slægt ab.

176. Vidga red nu frem i Skoven, og * *
havde redet en Stund, ſaae han en meget ſtor Mand
ligge og fove foran fig; han havde en lang og tyk Bug,
" og hans Anfigt var faa fort, at der var en Alen mel⸗
fem hans Dine, og i Forhold dertil var hele hans Verxt,
og ei manglede han Barſthed; og ſaa ſterkt aandede
han, at Grenene paa Træerne derved bevægede fig.
VBigdga ſteg nu af fin Heſt, gif tif Riſen, og blottede
fr Sværd Mimung, ſtodte til ham med fin Fod, og
fagde: Stat op Nife, og værg dig! Her er kommen
den Mand, ſom tragter dig efter: Livet, og ei bor det
fig, at den fover, hvem en mægtig Hsvding har fat til
Varu for Landet.” Da vaagnede Riſen, ſtottede til
ham, og fane, at ber var kommen en. Mand, men
derfor fengtede han ikke: «Hvad Mand er du ”” ſpurgte
Riſen, og hvi vakker du mig? vogt dig, og far bin
Vei bort! thi jeg gider ifÉe ſtrække mine Been — din
1) 4 1806 Cap.

—

176 C. Didrik af Berns Saga, 18

Skyhld efter fane op og dræbe big BR hvorpaa. fan igſen
lagde fig til. at fove: " Da ſtodte Vidga anden Gang fin
Fod mod Nifens Bryſt faa haardt, at Ribbenene gik
ind, og ſagde derhos: Stat op Riſe, og varg dig;
thi her er kommen din Banemand!“ Da ſprang Riſen
pan det hurtigſte op, og var nu meget vred, og greb
fin Stang, og føartig den mad Vidga. Men da denne
ſaae, Hvor haardt denne Stang bled fouirgen , og hvor
tung den var, da føgte han at undgaane Slaget, men
Miſen flog.Stangen mod Jorden, faa at den ene Ende
blev ſiddende faſt mellem to Stene. Didrik pg hang
Stalbrodre hørte nu, Hvor haardt Stangen faldt ned,
thi der gif et fort Gny af dette Slag. Da fagde Hil⸗
debrand: Der monne vi here Vidgas Banehug, og
har Nifen nu viſt dræbt ham, thi fad os ride paa det
iiſſomſte bort, og om vi ei gjøre det, da bliver det
por Bane.” Derpaa tog Riſen en Hellebarde og ſtod
den mod Vidga, men i det famme lob Vidga mod Nie
ſen, og Hellebarden fisi over ham, og faa dybt i
Jorden, at der iffe ragede noget frem af den, og
Wiſen den Gang fab feil af Bidga. Derpaa hug Vidga
Riſen ober Laaret, faa åt Kjødet: gif af Benet ligened
til Knaet, og faa meget far. han den Gang af hans
Laar, at ingen. Heſt kunde bære mere, og han hug nu
det enevældige Hug efter det andet, indtil Riſen faldt,
efter. at have faaet mange frygtelige Saar; og da nu.
Miſen ikke Savde Vaaben at verge fig med, og han didſte,
at han havde faaet fit Baneſaar, lod fan: fig falde fif
Jorden, fordi Gan tænkte, at Vidga ſtulde omme
under ham, og af han paa den: Maade funde dræbe
ham. - Men Qidga ſprang bag ud imellem hans Been;

388 Didrit af Berns Saga. 1476 C.

i det han beredte fig til af falde, og ſaaledes frelfge
Bidga fit Liv. . Dette fore Dron, hvorved hele Jor⸗
den ſtjalv, hørte nu Vidgas Stalbrodre, og fagde:
Nu man Riſen ganſte viſt have Dræbt Vidga; dog
ſagde nogle, at det ogſaa kunde handes, at Vidga håvde

faaet Seler, og at Nifen var falden. Hvormed vil
du loſe dit Hoved?” ſpurgte imidlertid Vidga Riſen,
athi jeg hugger det nu ellers af” Gode Herre!”
ſvarede Riſen, dreb mig ikke, thi jeg vil loſe mit Liv,
ved at viſe dig hen til et Sted, Hvor der er faa meget
Guld og andre Koftbarheder, af alhrig kom mere fans
men paa eet Sted, og alt dette fan du tilegne dig, om

du vil.” Ja!” foarede Vidga, hvis du vil ftaffe
mig det, fom du figer, da flat op og følg mig did!”
Da flod Riſen op, og de gif hen i Skoven, indtil en
Steen flod for dem, og om denne Steen var ſlaget en
Yernring. Tag denne Steen bort!” ſagde Riſen,
«derunder vil du finde de Eiendele, hoorom jeg for⸗
talte dig” Vidga greb i Stenen med begge fine
— ænder. af alle Krafter, men den rokkedes iffe. af
Stedet. Da fagde Vidga til Riſen: .Om du vil bes
holde dit Liv, tag da denne Steen bore, ſom dir felv
. Gar nedlagt, thi t andet Fald undlader jeg ikfe at. afs
hugge dit Hoved.” Da tog Riſen heel nodig fat, og
med fin ene Haand trak han Steuen tilſide. Og under
denne famme Steen var en Jernder,) ſom Nifen.fukfebe -
op, og derunder var en underjordiſt Bygning. «Tag
nu, vakre Helt!” fagde Riſen, «det Gods, hvorom.
jeg fortalte dig, thi nu ligger Stenen dig ikke i Beien.“
Nu indſaae Vidga nok, af, om han gif ned i Hulen,
da vilde Riſen lukke Døren. i efter ham og lægge Stenen

77 C. . Didrik af Berns Saga, 189
over, og ba kunde han vente, at fan aldrig ſlap derude
af igjen; derfor fagde han til Nifen: Ga du ned i

Hulen, og viis mig dette Gods!“ Da ſteg Nifen ned
i Hulen, men i det ſamme foang Vidga fit Sværd med

begsge Hænder, og hug Riſen over Halſen, faa at Hugget

tog Hovedet af, og Nifen faldet.
. 177. Derpaa tog Vidga og ſtar hans Tunge ud
af hovedet, overftænfede fig, heelt med Riſens Blod,
gif ſiden til Kn Heſt, og gjorde den overalt blodig,
men Riſens Tunge bandt han ved Heſtens Hale, thi
han vilde hade ben til et Tegn paa, at han ei lsi. Der
næft fvang han fig paa fin Heſt, og red fan hurtig ham .
kunde til fine Stalbrodre. Har holde nu fit Sværd i
Veiret, og raabte faa hoit han kunde, og ſagde: Und⸗
fiyer, undfiver, gode Venner! thi Riſen har givet mig
Baneſaar, og det famme venter eder, om J ikke firæbe
at komme bort.” Da de hørte dette, bleve de forſtræk⸗
fede, og hver-ilte affted fan hurtig han kunde, undta⸗
gen allene Didrik, ſom vendte fin Heft mod Vidga,
ved haardt og driftig frem, og fagde: „Gode Stal⸗
broder Bidga! lad og vende Begge tilbage og ihu⸗
komme, hoad bi håve lovet, at ei ſtulle vi flye, om vi
end ſee vor. visfe Ded for 08, og det har. vel ingen
Ned, naar vi følges ad.” Men da de kom til hinan⸗
den, fortalte Vidga ham alt, hvad der var ſteet, og
tyktes da Kongen, at Vidga haode forſogt ſig vel, ſom
man kunde vente. Men ſiden efter markede Kong
Gunuar og de andre Stalbrodre, at Didrik og Vidga
vare langt borte, og at der dar ingen ſaadan Mand,
fom kunde gjøre. dem Skade, og da indſaae de; at
Vidga havde holdt dem for Nar og haanligen fpottet

190 Didrik af Berns Saga. 1776.

dent, og de vendte nu. tilbage til dem, og vare ilde
silfredfe over deres Færd. Da talte Vidga tik Kong
Gunnar og alle Staldrsdrene: «Gode Venner!”
fagde han; uberons beder jeg eder, at J iffe miskſende
eller hade mig, fordi jes for ei talte Sandhed til eder,
thi jeg veed ret vel, at, Kjent dette ér hundet edev,
findes der deg i eders Flok mangen fapper Mand, der
i Heltedaad ikke faner. tilbage for ntig. Jeg tilbyder.
"eder endvidere med Guld og mange Slags Klenodier at
bode for; hvad jeg før gjorde ilde.” Alle foarede een⸗
ſtemmigen: «Bi ere endog villigere til at tilgive dige
end du vif det have; og give Gud, at vi aldrig mere
faae ſaadan Banære, hvortil Skylden ét er din, men
ſem vi ſnarere felv hade voldt os.“ Nu rede de alle
ſammen, og ſaage efter, hvor langt Stangen dar genet
ved i Jorden, da Riſen flog, og efter. Stedet, hvor
Sppdet havde gaaet, men det var ganſte fjunfer. Der⸗
næft gif de hen, hoor Jordhuſen var, og Riſen bar -
falden; og der fandt de en ſtor Mængde Guld og. Solb
og mange Slags Klenodier; thi derhen var hele Kong
Iſungs Formue bragt, ligeſom ogſaa det Gods, font
Edgeir Nife havde haft med fig fra Danmark. „Det er
mit Raad,” fagde Didrik til Vidga, at vi fade disſe
ſtore Eiendomme forblive her, og ikke bare bort herfra
fan meget fom en Penning:er værd; thi nu vil jeg drage
"til Kong Iſung og flanes med ham; faae vi da Seier,
da kunne vi vel fage dette liggende Fæj og gjøre af
det, hvad vi ville; men om vi fage Uſeier, da tukkes
det mig upasſende, at det ſtal ſiges, at vi toge hans
Gods, og vare Dog be tabende i Stiftet. Men. hvis
- bet handes, at vi ſtilles ſem gode Benner, da dele di

*

—

478 C. Dorn af Verns Saga. 191

dette Gobs — og” Nu fvarede BVidga ; og bad
Kongen raade for dette fom for alt andet; og fan ſtete
De kom fiden ud af Skoven, og ſaae et Fjeld, og oppe
derpan en flor og ſtjion Borg. Nu flog Kong Didrik
ſit Telt paa en fager Slette under Fjeldet, og lei⸗
rede ſig der.

178. Som nu Kong Iſuag og hans Senher en

Dag ſade i deres Kaſtel, og vare alle glade, kom Si⸗

gurd Svend. fil dem, og talte til Kong Iſung: Herre!”
fagde han, jeg ſaae en Tildragelfe, ſom tykkes mig
ikke liden; jeg fane reift et Celt foran din Borg, og
dette Telt var gjort paa anden Maade, end jeg forhen
bar feet) thi frem af Midten paa Teltet var reiſt et
Fortelt af rød Farve, og deri var en Stang med en
Guidknap paa, og bag ved var et tredie Telt af gron
Farve, og deri en Stang og en tredie Guldknap; og
endnu fade jeg paa hoire Side ef guldindvavet Telt,
hodri fandtes en forgyldt Stang; udſtret med en Guld⸗

— knap; og paa venſtre Side fane jeg et hvidt Telt, og

Deri en Stang med Knap, aft forgyldt, og der venter
jeg; at ingen ſtal have feet anſeeligere Telt, thi foran
paa dette Telt hang tretten Skſolde: paa det yderſte

Skjold var market en Heſt og en Bjørn, og det. troer

jeg, fagbe han, at der har jeg feet Heimers Skjold;
eg paa det :næfte bar med Guld mærket en Falk og fo
Fugle foran den, og dette Mærfe venter jeg; af een
af. mine Frænder eie, thi faa er Hornboge Jarls Skjold;
og paa det tredie Skjiold var med: Guld mærker en Falk,
og faa ev hans San Omlungs Skjold; paa det fjerde.
Skjoid var Hammer og Tang og Ambolt, og det var

et ſtort Skjoͤld, Det er vel, Vidgas; pan det femte

*

W

92 | Dirit af Dens Saga. | 478 c.

Skjold var med Guld market en Løve, det maa være
Konning Didriks Skjold, thi denne Love bar en Guld⸗
krone; paa det ſſette Skjold var en Ørn: med Krone,
faa er Konning Guͤnnars SÉjold; og det ſyvende havde
famme Mærke, dog uden Krone, faa er Hognes Skjold;
paa det ottende Skjold var der noget ligeſom Ild eller
Lue, faa er Herbrauds Stjold; paa det niende var
mærket en Løve unden Krone, og faner Faſolds Skjold;
paa det tiende Skjold var mærfet en Drage, ſaadant
Marke eter Sinutram; paa det ellevte Skjold var mar⸗
. fet en Borg, malet efter Bern, . fan er Hildebrands
Skjold; paa det tolvte Skjold var market en Galt,
ſaaledes fortælles Vildifers at være; og nu endelig
paa det trettende. Skjold var mærket en Elefant, faa

fortælles om Ditlev Danſtes Skjold, fordi Sigurd

Graker hin Gamle red paa en Elefant, da han ſlogs
med Ditlev. Men heraf tykkes jeg vide,” figer Sigurd,
«at der maa være komne nogle udenlandſte Kæmper i
vort Land, hvorfra De end ere 1 og hvad. Nrende de
faa have. Lg jeg vil ride til dem, for at. jeg kan faae

WBished om, foo de ere, ſom ſtille fig faa mandige an,

og ere faa driftige, uden eders Samtykke og Tilladelſe
at betræde eders Land; Herre!” „Jegs vil fende en”
Tjener til disfe Mænd,” fvarede Kongen, at bringe
dem det Bud, at,. hvig de ville beholde deres Liv,
ſtulle de ſende os den Skat, ſom vor Lov byder, og”
faa fan denne: Tjener tillige ſporge dem, hoo de ere,
eller hvor de ére fødte, og hvorhen de ville fare, eler
hvad deres rende er, andet end yde os Skat og ads
lyde 08.” Den Tjener, fom du vil ſende,“ foarede

Sigurd, „ſtal ikke være anden end jeg.”

179 C. Didrik af Berns Saga. | 193.

179. Derpaa tog Sigurd flette Klæder og en

usfel Heſt, og red nu uden noget Skjold ud af Borgen,
og ned af Fjeldet, og da han kom til Kong Didriks

Telt, ſteg han af ſin Heſt, gik ind i Teltet, og talte
faa: «Hil være eder, gode Helte! ved Ravn fulde jeg
hilfe eder, om jeg vidfte eders Navne.” De ſvarede
ham paa ſamme Maade, og bode ham velkommen. Da
tog Sigurd Svend til Orde: Konning Iſung, min
Herre, ſender mig hid med det rende, at jeg ſtal
modtage Skat af eder, fom Loven. fjer yder. " Den
Skat kunne J nu erlægge, om J ville, dog! nægte J
Kongen den, da maa J vide, at der vil fun gaae føle
Tid, inden I alle mifte Livet med hvadſomhelſt J eie.”
Nu fvarede Kong Didrik: Vi gjorde vor Færd til dette
Land i anden Henſigt end at yde Skat. Tværtimod er

vort rende dette, fom dui nu fan overbringe tif din
Herre, at jeg vil byde ham til Kamp, faa af han maa

møde mig med ligeſaa mange Mænd, fom jeg har med
mig /paa det at han, før vi ſtilles, ſtal kunne ſtjonne,

hvilke Helte der have beſogt ham.“ Med eders Tilla—

delſe vil jeg nu. ſporge,“ ſparede Sigurd Svend, hvad
er eders Høvdings Navn, og fra hvad Land ere I
komne? thi det gjøre J, hvad aldrig før er gjort, at
yde Konning Iſung og hans Mænd ud til Kamp, eller
have I maaſkee iffe hørt fige om ham, hvad Mand
han er, og hoilke Sonner han har. Men det venter

jeg, at han 'et vil undſlaae fig for af ſtride med eder,

hvad Mand J fan end. ere.” Hvad enten du nu kjen⸗
der eller ikke kjender nogen af disſe Mænd,” foarede
Vidga, ALvil jeg ikke fordolge, af over dem raader
Didrik, Konning af Bern, og at her end er en anden
Nordiſte FJortids⸗Sagaer, Bdie Bind. J N

194 Didrik af Berns Saga. 180 C.

Konning, ſom hedder Konning Gunnar, så end ere
her flere duelige Mænd, ſtjont vi fun nævne disfe;
men mener du, at Konning Iſung og Sigurd Svend
virkelig driſte fig til at ftride med 08, og ikke hellere
ville give tabt?” Det venter jeg,” ſparede Sigurd,
sat ei monne Konning Jfung eller Sigurd Svend flye
for eder uden Prøve i deres eget Land, om end Didrik
af Bern er kommen fer med fine Mænd; men i hvor⸗
dan det end gaaer ; haaber jeg dog; at J ikke bende
Kongens Lov, men fende ham Sfat, og J funne vel -
til hans og eders æder. fende ham noget, ſom det kan
være ham en re at modtage og eder ingen Skade at
miſte.“ Da fvarede Kong Didrik: Efterdi du udforer
hans Wrende med megen Anſtand og Hoflighed, ſtal
jeg viſt nok ſtikke ham en ſaadan Sending , fom det.
anſtaaer ham at modtage.” Hvad ſkulle vi da ſende

Kongen?“ fagde han derpaa til fine Mænd,” «form det

kan anftaae ham at modtage; vi ville fende ham en Heſt
og et Skſold, og kaſte Lod om, hvo af og der ſtal ſende
Kongen ſin Heſt og ſi t Stjold i Gave.” Saa gjorde
de da; der blev kaſtet Lod, og Loddet traf Hornboge
Jarls Son Omlung. Man tog altſaa hans Heſt og
Skjold, og Kong Didrik ſendte begge disſe Dele til

Kong Iſang, og dermed red Sigurd bort. F
180. Omlung ſyntes nu meget ilde om, at han
havde miſtet fin Heſt, og havde heller ſeet, at han
havde miſtet ſtore Eiendomme hjemme og vilde aldeles
ikke lade det blive derved, men gik til ſin Fader og bad
ham laane ham ſin Hefi, da han vilde ſoge at faae ſin
tilbage, men Jarlen vilde ikke, åt han ſtulde ride efter

Ben. "Da gif Ømlung til Ringe, os bad RR laane

180 C. Didrik af Berns Saga. 195 .

ham fin Heſt. Men Vidga fagde: Det aner mig, at
du ei faner din Heſt af denne Mand, Hvis han er den,
fom jeg troer; og om du- da ei faaer din Heſt, og jeg
desuden mifter min, hvad har jeg Da?” Hvis jeg
miſter din Heſt,“ ſparede Omlung, „da ſtal du have
hele mit Rige, men det er de tolv bedfte Borge i Om⸗
lungeland; dem gav min. Fader mig, og du ffal være
hans Arving, ligeſaafuldt fom jeg er det nu; hvis jeg
ei ſtaffer dig din Heſt tilbage. Faner du derimod He⸗
ſten, da beholder jeg felv min Eiendom/ thi jeg vil
tet af'to, enten hente min Heſt eller min Bane.” Paa
det Bilfaar,” ſvarede Vidga, ſtal du fane min Heſt,
thi du vover meſt i dehne Færd.” Derpaa ſteg Om⸗
. lung op paa Skemmings Ryg, og red nu faa ſterkt
han funde, indtil Gan indhentede Sigurd tæt ved
Borgen, hvor der fiod et Lindetræ. Nu raabte Om⸗
"Jung paa Manden, og bad ham bie. Saa gjorde han.
"Da fagde Omlung: Stig af den Heſt, ſom du vrider!

. for. jeg vil et mifte min Heſt, thi jeg har fang Vei hjem
at ride” Da foarede Sigurd: .Hvad Mand er du,
at. du faa driftig tør gjøre-Fordring paa denne Heſt!
dog hvo du end er, Senter jeg, at den aldrig bliver
din, Hvad enten du fan før har eiet den eller ikke.“
„Staa af Heften!” bleb Omlung ved, „og gjør du et
ſaa, da ſtal det koſte dig dit Liv og din Heſt til.“ Si⸗
gurd formodede nu, at denne Mand maatte vere Horn⸗
boge Jarls Son og hans Frænde, og fagde derfor:
«Jeg feer nu klart, at du vil ſlaaes med mig om denne
Heſt; men det kan maaſtee hande ſig, at du her træffer
den Mand, der om en føle Stund felv vil byde dig til

> "Strid, om du nu ei ſlaaes og er det nu mit Raad,
; R 2

496 Didrik af Berns Saga. 181C.

at vi paa en anden Maade forføge imellem og, om du
al have denne Heſt, eller ſelb maaſtee mifte den du
fidder paa. Vend nu dit Spydffaft, og rid ind paa
mig, og jeg vil holde file for dig; og hvis du da
føder mig af min Heft, fag den da, og nyt den vel;
hvis jeg derimod holder mig imod dit Angreb, da vil
jeg forføge at ride mod dig med. mit Sfaft, og denne.
Leg ville vi ikke ſtandſe, far cen af og har miſtet ſin
Heſt.“ Dermed var Pmlung vel tilfreds, og vilde
lade det faa ſtee.

7 I8I. Nu red Ømlung mod Sigurd, og fear
Skemming haardt med. Sporerne, og ſtodte fit Spyd:
ſtaft faa haardt mod Sigurds SEjold, at Sigurds Heſt
ſegnede ned paa Bagbenene, men felv fad han rolig i
Sadlen; og med det ſamme gif Spydftaftet i Stykker.

" Dét var, mandigen redet af en ung Mand,” fagde
Sigurd, „og det fan hændes, at dn eier Frænder i
din ÆL, ſom vel maae. have lært dig ſaadant Ridder⸗

ſtab.“ Staa nu af din Heſt, gjord Sadlen faſt, og

bered den ſaavelſom dig ſelv paa det bedſte, ſtig faa op
paa den igjen; og hold faa for mig, ſom jeg holdt for
dig, og vær beredt paa, at alt dette er fornødent, om
du ei al miſte din Aeg!” "Saa gjorde nu Ømfung.

" Da flog Sigurd fin Heſt med Sporerne, og fatte fit.
tykke Spydſtaft midt paa Omlungs Skjold faa haardt
og ſterkt, af han ved dette ſamme Stsd førte Omlung
bag af Heften ni Fod bort. Nu. tog Sigurd i Heſtens

Tomme, og fagde: „Du gode Svend! nu Gar du ei
den Heſt, ſom du red efter, og miftet har du desuden

. en anden, fom jeg troer maa have koſtet dig faare mes
get, big det er faa, ſom det mig aner; at du har .

"

L

A846, Didrik af Bens Saga, 497

miſtet Skemming, Vidgas Heſt; og det atter mig, "at
ſtore Løfter har du maattet gjøre ham, før du fif den,

og du vil dog desuden have Utak af ham) fordi du mjs

ſtede den; faa at det vift havde været bedre, at du
havde holdt dig ſtille.“ Saa mane de Mænd ſynes,“
ſvarede Omlung, aſom ikke beſidde ſynderligt Mod,
men det kan endnu blive godt med vor Sag; uagtet
dette nu ei er gaaet faa bel af.“ Da fagde Sigurd:
«Hvad vil du give til, af du nu faaer din Heſt, og
beduden den, ſom dn miftede?” Ømlung fvarede;
«Dertil vil jeg giore alt hvad jeg formager / og hvad
ikke ev mig eller. min Et til Sfamme.” Før vi fon
fammen,” fagde Sigurd, ,fpurgte jeg dig om dit
Mavn og om din Wt, men du var faa ſtolt, at du
vilde det ikke fige; nu ftal du fige begge Dele, om du
vil have begge dine Heſte.“ Efterſom jeg før ſtjuite
mit Ravn,“ ſvarede Omlung, da jeg havde min Heſt,

ſaa ville mine Xtmand og Stalbrodre ſige, at jeg nu

havde fagt min Æt.af Frygt. NMu vil jeg viſt ikke

Vinde min Heſt, uagtet hele mit Rige fraaeri Pant for ”

den, naar jeg derfor ſtal taale Skam ag ond Omtale.”
Da fagde Sigurd: udeg vil ikke ſporge om dette, for
at gjøre dig Vanare, men ſnarere vil jeg endda talte
dig derfor; thi hvis bet er fan, ſom mig aner; at du
er min Frende, Hornboge Jarls, Gan, da vil jeg

heller gjøre dig Wre end Vanare. Og nu vil jeg forſt

fige dig mit Navn, at jeg hedder Sigurd Svend.”

Derpaa foarede Omlung: ,,Sfjønt du nu fagde mig

dit Ravn førft, uden af nogen Nød tvang dig dertil,
faa vil jeg dog ei ſige dig mit Navn, ' uden du falder
Süd til Vidne pag, at jeg aldrig ſtal fane Skam

498 Dibdrif af Bens Saga. 182 C.

deraf.” Derpaa giver jeg dig mit visfe Løfte,” ſagde
Sigurd Svend. Da fvarede Omlung: Mit Navn er
Omlung, fom du gjettede, og jeg er Hornboge Jarls
Son, og viſt nok ere vi Frender. Nu gjorde du vel
i,” fagde Sigurd, «at du ikke længer ſtjulte vort
Slagtſtab, at du var min Frande, og ſtal jeg nu
mage det fag; at du ſtal fane Ære og ei Vanare heraf.”
Derpaa ſprang Sigurd af Heſten, og ſagde: «Gode
Frende! tag der nu din Heſt og dem ˖ begge, og vid
hjem til Teltene; og der ſtal du ſige, at du tog denne
Heſt fra mig imod min Villie, og for du vrider bort,
ſtal du binde mig ved denne Lind, og du ſtal føre mit
Skſold og mit Spyd bort med dig.” Saa ſtete nu, og
Omlung re) derpaa tilbage med begge fine Heſte/ og
bryſtede ſig meget.

182. Didrik og Vidga ſtode ude, og fane Øv
lung komme ridende. Der rider vor Stalbroder
Omlung,“” fagde Vidga, ‚og har nu faaet fin Heſt,
og det vil jeg vedde om, at hvis det var Sigurd Svend,
der var fjer, ligefom vi troede, da har Omlung maattet
"byde ham Gaver for Heften og forud ſagt ham deres
Slastſtab, og fnarere tiltalt fam med Pomygbhed,
thi aldrig havde han ellerg faaet den.” Da foarede
Didrik: Ei venter jeg, at Gan har faaet den Heft eller
. Bøget andet af Sigurd Svend uden hans Willie, men
det fan hendes, at det har været en anden Mand, og
da funde han vel fane, hvad han vilde” Omlung red
nu til Teltet, og kom til fin Fader og fine svrige
Stalbrodre. De bøde ham velkommen, og føurgte,
hvorledes han havde faaet fin Heſt. „Da jeg kom did⸗
hen paa Fjeldſtraaningen,“ ſparede Ømlung, traf

rr eee me — —— — —e —

jeg der for mig den Mand, der red bort med min Heſt,
og da red jeg imod ham faa ſterkt ſom jeg kunde, og
ſtodte mic Spyd mod hans Sfjofd, og her kunne fee ,
Mærke paa Skjoldet, men Spydffaftet gik i Stykker,
og jeg ſtodte ham af hans Heſt og flog ham, med Stum⸗
serne af Spydfaftet; og fan ſtiltes jeg ved ham, af
jeg bandt ham ved ef Lindetræ, og dertil brugte jeg
hang Bælte og Remmen af hans Skjold, og desuden
maatte jeg afſtjere mit Svardbalte, for han var ſaa
faſt bunden, ſom jeg onſtede, og der ftaner han end,

og det venter jeg, at han ikke loſer fig ſelv.“ Da fagde

alle, af han havde hentet fin Heſt mandigen, og tak⸗

kede ham derfor. Jeg vil dog ride hen,” fvarede

Vidga, abvor Ømlung ſagde, at. han havde bundet
denne Mand; og om det er. Sigurd Svend, fom jeg
troer; da er dette gjort med Svig, og. træffer jeg ham
ved Træet, ffulle vi ikke ſtilles ad, for jeg veed, om
det er Sigurd Svend, eller en anden Mand.” Der—
med var Kongen vel tilfreds Vidga fprang da pan
Heſten, og ſagde: „Det er en ſtor Sfam, om. Manden

ſtal fane der bunden uden at kunne loſe fig. Nu ſtal

jeg tilvisſe loſe ham ;” og fan red iilſomt afſted. Si⸗

. gurd Svend blev nu vaer, at der kom en Mand ridende,

og fled da alle fine Baand af fig, lob hurtig op paa
Bjerget ; og vilde ikke give fig i Kaſt med denne Mand.
Vidga red lige hen til det ſamme Træ, og ſaae Baans
bene fledne i Stykker og Stumperne af Spydſtaftet.
Han red dernæft hjem, og. troede, at det var, ſom Om⸗
lung havde ſagt, og fortalte det til fine Stalbrodre.

183. Sigurd fom nu op i Borgen til Kong
Iſung, og fortalte ham fin Færd, og tog til Orde paa

— ml. or Fun så rig fire |

U
æ

200 Didrik af Berns Saga. 184 C.

denne Maade: Jeg kom til dette auſeelige Telty hvor⸗

om jeg fortalte dig; og der traf jeg tretten Mænd,

ſom toge fig heelt drabelige ud, og Hvis Hovding er
Didrik af Bern, og med ham folge hans navnkundige

Kamper, hvorom vi ofte have hørt tale. Nu maae vi
tage og i Agt, thi Konning Didrik byder dig og andre
tolv Mænd med dig ud til en Enefamp. - Og fan
fendte dig ſom Vennegave Hef og Skjold, men disfe
Ting gav jeg til een af mine Venner, ſom jeg traf. paa
min Vel” Om han byder mig nd til Kamp,” ſpva⸗
rede Kong Iſung, da ſtal jeg vere villig til at (fane
fam den, og dermed (Tal jeg ikke dvæle,”

I84. Om Morgenen den næfte Dag tog Kong

Iſung alle ſine bedſte Vaaben, og paa ſamme Maade
ruſtede hans elleve Sønner fig med deres Vaaben; ogs
faa Sigurd iførte fig hele fin Ruſtning, og holde Kong

Iſungs Banner i fin Haand, og de rede nu ale ſammen
nd af Borgen. Disfe havde alle fagre Skjolde, Brynjer

P

Hvide ſom Solo, og Hjelme blanke ſom Glas, og de

vare gjordede med ſtarpeggede Svarde; de havde fafte
Spydftafter og hvasſe Glavind, ſtore og velbrynjede
bg raſke Heſte; felv vare de alle velvoxne og fulde af
Mod. De rede nu lige-til Kong Didriks Telt. Saa
talte da Kong Iſung: Om Konning Didrik er fan
tapper en Helt, at han, har udbudet 08 og vore Mænd
til Enekamp, da ſtande han op og væbne fig, og komme
imod os tretten Mænd med fine tretten Mænd; og: da
ville vi forføge vort Mod og vor Tapperhed; thi det
ſtal være flemt for fam at høre det Ord, ſom ſtal vorde

ſagt / før vi ride hjem, om han nu raddes og tør ikke

flaaes.” Ei maa J være uvidende om,” fvarede Kong

485 €. Diheik af Berns Saga. 201

Didrik, åt vi komme derfor her, og have faret en

. Tang Vet og udſtaaet mange Farer, før vi "naaede

Maalet, fordi vi ſikkert ville have vort rende udført,
for vi igjen drage hjem, og dette vort rende er, at

vide, hvo af 08 der eie de bedſte Svarde eller ftærfefte

Sfjolde, den ſtorſte Styrke og Tapperhed.” Da ſteg
Kong Iſung og hans Mænd af Heſtenes Rygge, men
Didrik og hans Mænd vabnede ſig, og ſtulde to Mænd
ftride ad Gangen, og den ene fulde ikke hjælpe den

anden ;. og de ſtulde ikke ſlaaes til Heſt. Mod Kong:
Didrik fulde Sigurd Svend firide, men imod Kong.
Iſung Kong Gunnar, imod Vidga den ældffe Kongeſon,

thi han bar den ſtarkeſte af dem alle; og fåaledes Mand
imod —

Det fortalles nu, at den forſte Kamp be⸗
me; sl at Heimer ſtred mod den førfte Kongeſon,
og han var Kor og bersmt. De. kampede begge vel og
tappert, og da de havde fredet en Stund, tyktes Kon⸗
geſonnen ilde om, at han ikke kunde overvinde dense
ene Mand, fom var fat imod ham, og han blev nu
meget vred, og kaſtede fit Skjold fra ſig, og fattede fit
Sværd med begge Hænder, og hug til Heimer i hans
Hjelm, faa at han faldt til Jorden; derpaa kaſtede
Kongefønnen fig ned paa ham, og fagde: „Derſom du
Lil beholde dit Liv, fig da rolig, og jeg vil. binde-dig.”
Sen. dette vilde Heimer tilvisſe ikke, og brodes med
ham af alle Kræfter; men Kongeſonnen flog ham med
den knytte Næve paa Øret, og Hjelmen bugnede ind

imod Hovedet, og Blod gik ud af Naſen paa Helmer,
ſaa at han næften ikke vidſte til fig felo. Og i det
i romne bandt han Bangs Hænder og Vodder. Derpaa

202 Didrik af Berns Saga. 186-188 C.

tog: Kongeſonnen ft Spydſtaft, ſtak det langt ned é
orden, og bandt Heimer derved Derefter gif fan
tilbage til Sine, og bed en anden af Didriks Mænd

at fomme frem, men fagde af han un vilde tætte fig. til

No efter vel udført Syoͤſel.

186. Nu gif Didrifs Bannerforer —

frem, og mod fam den anden Kongeſon, og de bes
gondte deres Enefamp. De fæmpede fang Tid, og

ingen af dem fparede fin Modftanderé Vaaben, og dette
Skifte iltes paa den Maade, af Herbrand ſik to fore .

Saar, og ved dette forlob Blodet ham, og han. blev
modig og tabte faa mange af fine Kræfter, at han ved
"set Hug faldt til Jorden. . Da opgav fan ſine Vaaben,
og dernæft blev han bunden ligeſom hin. Men Konge⸗
fonnen gik til Sine, og vilde nu overlade en anden
Kamppladſen.
187. Da fremtraadte Bildifer, og mod ren
den tredie Kongeſon. De begyndte. deres Lamp, og

den var meget haard og færdeles heftig og langvarig.
J deres Sfifte faae man uddeleg mange ftore og val⸗

dige Hug, faa af deres Vaaben bleve meget ilde tils
redte. Fem ſtore Saar havde ſaaledes Kongeſonnen
faaet, førend de (tiltes; dog havde Vildifer faaet ſyv

endnu ſtorre, og han begyndte nu at blive mat af Saa⸗

rene; da Blodet forlob ham; han faldt da omſider,

og blev bunden ſom de andre. Saaledes forlod Kon⸗

geſonnen ham; og gik ike vel forrettet Sag tilbage
til Sine.

188. Sintraͤm af Venedig gik n nu frem, og. imod
— ham den fjerde Kongefon. - De begyndte deres Kamp

ned ſtore Dug uden ſtort Ophold, det ene efter det

189.€. Didrik af Berns Saga. 208

andet, og de gif hinanden nær ind paa Livet, og ingen
vilde vige for den anden. Det Sværd, ſom Sintram
havde, bed Hjelm og Brynje og Skjold faa let, ſom
om det ſtar i Klæde. Kongeſonnen Gavde endelig faaet
tre fore Saar, men Sintram var endnu uſaaret. Da
" hug Kongefønnen til Sintram af alle Kræfter i fans
Hjelm, faa at hans Sværd gif i Stykker. Nu var
han altſaa vaabenlos, men fan tog fit SEjold i begge
Hender, thi han var faa fapper en Mand, at for

” ” vilde han doe, end flye og bede om Fred, og han ſprang

ind paa Sintram med fit SÉjold, og ſtodte fam faa
haardt, at han faldt baglænds om, og kom ikke paa
fine Fodder, før han var bunden. Meu Kongeſonnen
gif glad ved fin Færd tilbage" til Sine, og disſe bare |
vel fornoiede, medens det gif faa, k

139. Af Didriks Mænd gif nu Faſold Gin
Stolte frem, og mod ham den femte Kongeſon. Denne
… Kamp holdtes med overordentlig Tapperhed og Mod, da
de paa begge Sider vare meget ſterke Mænd, og i lang
Tid kunde man ikke fee, i hvis Lod Seiren vilde falde:
De gave hinanden. mange Hug og Slag, det ene oven
paa det andet, De. trængte ind paa hinanden, men
ingen af dem veg en Fodbred for fin Modſtander. Nu
hadde begge faaet to foære Saar; da hug Kongeſonnen
faa fort et Slag pan Faſolds Hjelm, at han. ſtrax faldt
i Beſvimelſe. Han flod nu over ham, og. fagde: Saa
tapper Mand fom bu er og faa dreven i Hofverk, hol
ſtal dn falde-for een Mands Hug? ſtaa op ag varg dig;
om du vil!” "Da fod Faſold op raſt og mandigen, og
de fæmpede. nu i lang Tid paa det allerſter keſte, og ins
gen af dem fparede la Sværd. Ru tænkte —

204 .DibriÉ af. Berns Saga. 190 C.

ved fig ſelv, at det var en ſtor Skam, at ſtaae hele
Dagen og flaaes med cen Mand, „iſtedenfor at jeg
meente,” tilfsiede han, ant jeg ene, om det gjordes
noddendigt, ſtulde feire over disſe tretten.” Og da
Hug han af ſtor Brede i Faſolds Hjelm, faa at denne
nu faldt.anden Gang, og han holdt ikke op, før Fa⸗

" fold laae bunden ligefom de andre paa. Pladſen. Der
ſtode nu fem Spydſtafter, og ved hver laae een af

Didrifs Mænd bunden. Men Bertangtmændene. vare
glade, og tyktes at det gif deres Mænd vel.

190. Da fagde Omlung: Det var ret en for
Utykkesdag, da Konning Didrik af Bern befluttede fg
- til denne Færd, om han felv og hans Mand ſtulle vorde
overvundne. og bundne; og maatte han heller have
fiddet hjemme og pasſet fit Nige.” Derpaa kaldte han
paa fin Fader Hornboge Jarl, og fagde: Tag min
Hielm, og bind. den faft paa mit Hoved, og mit Skjold

ved min venſtre Arm, faa at det ei fan losnes, og. ders

paa ſtal jeg fværge, at for ſtal jeg fade mig hugge ſaa

ſmaat, ſom det Kjød, der bliver ſtaaret i de mindſte

Stypfkker til Kjedlen, end jeg ſtal lade mig binde, og

Bertangemendene ſtulle ſtotte deres Spydſtaft mod min
Ryg.“ Og han gik nu frem paa det allerdjærvefte; og
imod fam den fjette Kongeſen, og de fæmpede hidſig

og haardt i lang Tid. Og nu fane Omlung, at der ef

bilde udrettes ſtort, hvis han iffe gjorde et ſtorre Vo⸗
veſtykke; han tog da fit Sværd i begge Hænder, og hug
haardt til i fin Modſtanders Hjelm, men Sværdet vilde

itlke bide, faa haard var Hjelmen; imidlertid faldt dog

Kongefønnen til Jorden, og Omlung vvenpaa ham, og

fagde: OM du bil. beholde dit Liv, da ſtal du miſte

⸗

(nd

1011927, Didrik af Berns Saga. 208

dine Vaaben, og bunden flal du vorde ved dette Spyd⸗
flaft, ligefom dine Brødre bandt mine Stalbredre;
"omen om du vil loſe dig herfra, da ſtal du loſe mine
Stalbrodre Faſold og Herbrand.” Dette Vilkaar tog.
Kongeſonnen med Glæde” imod, og faa blev gjort.
Derefter ginge begge til deres Mænd, og denne Ene:
kamp var gaaet af, ſom Sigurd Svend havde bes
tænkt det forud. . Denne Kongeſon var nemlig den
mindſt ſterke.

191. Nu fremtraadte Hornboge Jarl, og imod
ham den ſyvende Kongeføn. De ſtrede vel og mandi—⸗
gen. Hornboge Jarl værgede fig godt og med meget
Heltemod og Tapperhed,/ og gjorde haard og langvarig.
Modftand. Men da han havde med Overmagten af
gjøre, baade i Henſyn til.Huggenes Styrfe og mane
digt Angreb „kunde han ikke holde Stand, men. blev
odervunden, fan han faldt og blev bunden, hvorefter
Kongeſonnen ſtiltes ved ham og drog tilbage til ſine
Mænd, og Bertangemændene våre ELISE RBJEDE med
deres Færd. *

192. Derpaa traadte frem af Didriks Mand

Hogne, og imod ham den ottende Kongefon. Og denne
Kamp var af alfe den haardeſte og farligſte, og ſaa
haardt hug enhver til fin Modſtander, at der flot Ild
af deres Vaaben, fan af, hois det havde været Rat,
ſom det var Dag, vilde Gniſterne have givet eys nok til
at ſtride ved; og da nu denne Kamp Havde. faaet faa
længe paa, tankte Kongeſonnen ved fig ſelv, at-han
maatte anftrænge ſig mere, om det. fulde nytte, og
befluttede nu faſt een af Delene, enten at fane Bane,
eller Seier, og han faldt an en halv Gang ſaa haardt

206 DidriÉ af Berns Saga. .… 193 C.

ſom før, og tilfoiede Hogne tre "Saar, alle fore, hvor⸗
" efter Høgne faldt, og blev dernæft bunden ved ſit Spyd⸗
aft, men Kongeſonnen gif. tilbage til Sine, og fagde
at faa fulde det gaae flere.

193. . Ru gik frem af Didriks Mend Ditlev |
Danſte, og mod ham ſtadtes til denne Kamp den niende
Kongeſon, ſom var den ſtarkeſte efter den aldſte, og
disſe kampede med den allerſtorſte Tapperhed, og ingen.
af dem ſparede at gane frem; de hug faa tit og hurtigt,
at man neppe kunde følge Huggene med Hiet, og fan
længe holdt de ved at firide, at Træthed tvang dem at
ſtyde Skioldene ned til at ſtotte ſig ved. Nu ſagde
Ditlev: Bil du beholde dig Liv, da giv dine Vaaben
fra dig, at jeg Fan binde dig; rivet kan du da beholde,
om end du overvunden maa henbriuge det i Vangre.“
Ei giver jeg dig mine Vaaben, ſom Sagerne nu ſtaae,“
fvarede Kongeſonnen 1 ubvorvel du er Danſt og nok
ſaa overmodig, thi for jeg ſlipper mit Sværd, ſtal du
endnu fjende dets Styrke i mangt et Hug, og maaſtee,
naar vi ſtilles, du mindre bruger dine Vaaben, end
jeg mine.” Nu begyndte de atter at ſtride med endnu
ſtorre Hidſighed end tilforn, og. de Holdt ikke op, for
de begge vare fan trætte, at de neppe kunde ſtaae paa

bereg Been, og det begyndte at morkne af Nat. Og

nu tog Kong Didrik fie Skjold og Kong Iſung fit, gik
imellem dem, og ſtilte dem, og ingen af dem var ſaaret,
og den eng havde ikke fanet Bugt med den anden, og
man vidfte iffe bedre end for, hvo der vilde gaae af

med Seiren, og paa den Maade ſtiltes de. Nu er

denne" Dag leden til Aften,” ſagde Kong Iſung til
Kong. Didrik, udg. maa der nu et længer ſtrides for

-

—

194 C. Didrik af Berns Saga. 5 207

denneſinde, og vil jeg nu ride hjem, men her ſtulle

- eders Mænd, ſom endnu ikke ere loſte, ligge bundne

tilbage." Men i Morgen; fåafnare det" bliver lyſt,
ffule vi komme her igjen, og da prøve hverandre til.
det yderſte, og det venter jeg; at næfte Aften ved denne
Tid ſtal du fidde bunden paa ſamme Sted, hvor du nu
fidder fri, thi bedre ſtal du ikke her have udført dit
Wrende” Dermed var nu Talen fluttet, og Song
Iſung red hjen til Borgen med, alle fine Mænd, og de
fatte fig til at drikke, og”vare meget muntre; men
Kong Didrik drog til fie Telt, og lagde fig til at ſove
om. Natten. Men da det blev lyſt om Morgenen, kom
Song Iſung der med fine Mand, og da var. Didrik .
heelt færdig til at gane ud med fine Stalbrodre. Nu
blev der en frygtelig Kamp, da Ditlev ſtulde prove fig

med den ſterke Kongeſon. De ſloges ſom for færdeles
mandigen, indtil Kongeſonnen blev baade faaret og uds

mattet ved Ditlevs Anfald, og ſtyrtede. Da ſagde
Ditleo, at han vilde enten binde eller bræbe ham, hois
han ikke loslod Hogne, hvori Kongeſonnen indvilgede.
Saaledes vare nu mi Holmgange afgjorte.

7194. RNu gif frem af Didriks Mænd Hildebrand, .
og imod ham den tiende Kongeſon. De begyndte deres
Kamp med megen Hidfighed, de floges i lang Tid, og
bleve meget trætte, før de holdt op. Hildebrand havde

da tilfoiet Kongeſonnen tre Saar, alle ftore, og end

hug han et ftort Hug, men da braft hans Sværd fonder
i to Stykker, og nu gif Kongeſonnen faa djærvt. ind
paa Hildebrand, at han tog og bandt han; Hvorefter
han gik tilbage fil Sine; og da — ————
dene fig meget.

9208 Didrik af Berns Saga, 4955496 C.

195. Da fremtreen Kong Gunnar af Niflunge⸗
fand og imod ham Kong Iſung. Begge Kongerne”
ginge nu frem paa Kamppladſen, og begpudte dereg
Kamp, fom var forſtrækkelig haard og langvarig; de
hug baade ſterkt og haardt, og ſtjont Kong Iſung var
meget ftærfere, veg Gunnar dog ikke en Fodbred, men

"gav mange og fore Hug, og fif dem ligeſaa gøde til⸗

"bage. Og nu blev Kong Iſung vred, af een Mand

y

fulde faa længe ſtaae fig for ham, det kunde han ikke
finde fig i, Heller vifde han vove fig i Gare, at een .
ſnart funde fane Uſeier; derfor hug han nu til af alle -

Kræfter, og ſtaanede intet, men da hans Sværd traf
pan Kong Gunnars Hjelm, par denne faa haard, at
det ikke bed paa den, men braſt i to Stykker. Da
greb Kong Iſung det Sppoſtaft, hvormed Kong Gun⸗
nars Broder Hogne for var bunden, rykkede det af
Jorden paa det ſterkeſte, og flog def. mod Kong Gun⸗
nars Hjelm, faa at den bugnede ind mod Hovedet.
Kong Gunnar faldt da, og Blodet ſtrommede ud af
hans Ræfe og Mund. Siden bandt Fong Iſung hans,

og gik dernæft bort, og fagde: «Saa vel maa det ogfaa,

gane de Mænd, ſom ere tilbage, og: have: de: da faaet
velforſtyldt Løn.” |
196. Nu gik frem hin ſterke Vidga og bin ellevte
Kongefon, fom var den drabeligfte bande i Styrke: og >
alſtens Færdighed; og da deres Kamp begyndte, da

. fred de med ſtorſte Heftighed, og faa ſtore Hug tildeelte
enhver fin Modſtander, at ingen fane mandigere Kamp

af to Mænd end denne, og faa nær gik de hinanden paa
Livet, af def bar med Nød og neppe, af de kunne
hugge for fig. Da mindedes: det Vidga, hvor meget

y

196 C. . Dibdrif af Berns Saga, 209

han kunde ſtole paa Mimung, og hvor lidet han be⸗

hovede at. ſtaane det, om han end vilde hugge af alle
Kræfter, thi forlod han ſig paa Sværdet, og hug til

i Kongeſonnens Hjelm, faa at Stykket, fan ſtort ſom

det ramte, fisi af; Kobberet nemlig, ovenover Hove
det. Det naaede ogſaa Hovedet, men ſaarede det dog
fun. lidet. Og end fvang han Sværdet haardt og
tæt; og hug pan hans Skinnebeen, fan at Hugget

i fønderftar Leggen og Strømpen og Brynhoſen, og fun
lidet hang ved. Lg nu faldt Kongefsnnen… Da fagde

Vidga: «DU, Konning Iſung! ſtal have Valget
imellem, at lade alle mine Stalbrodre loſe eller miſte
din Soen.“ Ei vil jeg lade dem loſe,“ ſvarede Kong
Iſung, „ſaaleenge jeg ei fiffert veed, om Manden kan

vorde dræbt, "og ei har han endnu faaet Banefaar.”

od

Da raabte Kongeſonnen til fin Fader; Du maa for al

Ting ſtrax gjøre,- hvad han. beder om, ellers maa jeg
lade mit Liv; thi han har felve Djævelen i Hænde, og
for ham fan ikke jeg, ei heller nogen anden ſtande,
ihvorvel det kunde bære dyrt nok, endog fun at loſe

Mand for Mand.” Om du, Konning Iſung! ei
vil løfe mine Stalbradre,” ſparede Vidga, da ſtal

jeg afhugge din Sons Hoved, og derefter dræbe dig
felv, og ei ſtal Mimung fomme i fin Balg, før mine
Stalbrodre ere loſe.“ Da løb Vidga til, hvor hans
Stalbrodre vare bundne, og fønderhug det ene Spyd⸗
fraft efter det andet, indtil han havde loft alle fine
Stcalbrodre. Dernaſt lob han til ham, med hvem han

havde fredet, og han havde nu faſt i Sinde, at dræbe —

gam. ¶ Men Sigurd Gvend og Kong Iſung og Kong
Didrik løbe da til, for at forlige dem. Og det Forlig

Mordiſte — me, Zdie Bind, DD

210 Didrik af Berns Saga, 197-498 C.

lev nu indganet at alle ſtulde være ſoſe. Saaledes
ſtiltes de, efterat MADS havde loſt alle fine Stab
brodre.

107. Det fortættes nu, at Kong Didrik af Bem
tog om Haandfanget pan ſit Sværd Ekkiſax, traf det
ud af Skeden og gif fra fine Mend frem paa Kamp⸗
pladſen. Mod ham gif Sigurd Svend og traf af
Skeden fit Socrd Gram, og nu gif begge djærvt og
uforfærdet imod hinanden, og faafnart de kom inden
Hugs Vidde, hug de til paa det djarveſte vældige
Slag de flege, og ingen af dem ſparede ſit Skjold eler
fin Brynje, men fatte dem frem mod de haarde Slag;
enhver foang fit Sværd uden Sfaanfel mod den andens
Vaaben, og det faa djærvt, at Vaabnenes Gun hottes
i det Fjerne, og da begge ei havde fig felv allene at
frygte for, engſtedes de meget for Kampens Udfald,

og ſtred derfor pan det drabeligſte, men ingen af den

blev ſaaret, og deres Hoveder holdt vel ud. De ſloges
nu hele den Dag, fil det blev morkt, og endnu vidſte
intet Menneſte, hvo af dem der ſtulde fane Seier.
Da tog Kong Iſung og Vidga deres Skjolde, og gif
imellem dem, og bade dem ſtandſe Kampen. Fuldt
er der nu ſtredet for denne. Gang,” fagde de, «og i
Morgen funne I fintte eders Skifte.“ Saaledes ſtiltes
de nu, og Kong Didrik red med fine Mænd til Teltene,
og alle vare muntre, og — at det bar gaaet godt,
og de fov om Ratten,

4

198. Morgenen derpaa, fn — det bar

blevet loſt , red Kong Iſung af fin Borg imod Kong
Didrik, og da de traf hinanden, beredte Kong Didrik
Mg Sigurd Svend fig til Holmgang, og fulde nu føre

FEE ——

199 E. Didrik af Berns Saga: 211

deres Enekamp tit Ende. Og de kampede nu paa det

i aulertapreſte, ſom om ingen af dem var modig af Gaars⸗
dagens Kamp, og de lode ſom de vare ved friſte Kref⸗

fer, men floges nu ſaalange, indtil de begge vare faa
trætte, at de maatte hvile en Stund. Lg nu gjorde
de atter Angreb, og ſloges baade haardt og længe; og
ſaaledes afloſte det ene Angreb der andet lige til Aften,

og fun faa megen Tid havde de til Hvile, ſom behs⸗

vedes for at ſamle Kræfter paa my, faa at de funde
ftaae op til: atter at ſſages. Deres Daekningsvaaben
holdt det faa vel ud, at ingen af dem endnu var ſaaret,

og endnu vidſte man ei bedre end før, Hvo af dem der

vilde fane SGeier: Tilfidſt RE dog Kong Didrik to Saar.
Og nu bleve de flilte-for den Gang, og Kong Iſung
drog til fin. Borg, men Kong Didrik til fine Mænd,
og dvælede der den tredie Rat.

7, 199. Samme Aften gif Kong Didrik og Vidga
fammen, for at tale med hinanden i Cenrum. Da

fagde Vidga: Hvad Udfald troer du at din Kamp

vil fane med denne Mand Sigurd Svend? han fores
kommer mig af være flæri og færdeles tapper, og hvori
vel F ere det begge, fan jeg dog ei forudſee, hvo der
vil ſeire, thi fengter jeg for dig, da han endnu ikke
er faaret, omendføjent J begge, ſom jeg troer, have
forføgt eders pderſte Kræfter.” Ei fan jeg noie vide,”
foarede Kong "Didrik, i hois Lod Seiren vil falde,

men jeg habde dog Fortroſtuing om. mig, Hvis. mit

Sværd bed fan vel i Sigurds. Kjod, ſom haus Svard
i mit Legeme. - Nu. vil jeg bede dig, gode Ben! at du
laaner mig dit Sværd Mimung, thi det veed jeg, af
det Sværd ſikkert bider, hvad der kommer for det, og

. . DO 2

å

242 Didrik af Berns, Saga, 20 C.

dette ene Vaaben frygter han, thi i Dag maatte jeg;
for han vilde ſlaaes med mig; fværge ham den. Ed, dt
jeg iffe havde Mimung.” Da fvarede Vidga: Ei

maa du bede mig om at laane dig mit Sværd, thi een
| Gang, fiden det blev gjort, er Det kommet i —
Mands Varge, da vor Stalbroder Heimer tog det.”
Nu blev Kongen. meget bred, og fagbe; Hor der en
ſtæeundig Handling mod ſin Konning, at holde mig ei
Gedre Helt end min Svend Heimer. Og for dette
ſamme Ord ſtulle vi: et være faa gode Venner ſom tik
forn.” Ja!“ ſvarede Vidga, hvis jeg talte ilde til
dig, da var det ei tilborligt, tilgiv mig det derfor, thi
jeg vil gjengjelde det med, at jeg ſikkert vil laane dig
mit Sværd, og onſte at det maa vorde dig til megen
Nytte” Han gav fam derpaa Gværdet, og ingen
uden de fo vidfte deraf De gif nu til Sengs, og fov
om Natten.

200. Om Morgenen kom Kong Iſung med be
famme fine Mænd til Kamp. Ogſaa Didrik var nu
færdig: med fine Mænd. Og da Kong Didrik fom paa
Kamppladſen, var Sigurd Gvend. ikke kommen; han
raabte derfor hoit, at Sigurd (fulde komme til Kamp.
«Jeg: gaaer til Kamp mod dig nu font før,” ſvarede
Sigurd Svend, om du ſparger, af du ei har Vidgas
Gværd Mimung; thi har du ikke det, ſtal du tilvisſe
itkke overvinde mig, men mod det vil jeg ikke ſtride.“
„Kom hid, Sigurd!” foarede Didrik, thi heller. vil
jeg gjøre denne Ed, end at vi. fTulle ikke ſlages.“ Og
nu gik Sigurd djærvelig frem, men Kong Didrik holdt
Sværdet Mimung bag ved ſig, ſtak Odden ned i Jor⸗
den, og ſtottede Hjaltet ved ſin Ryg, nien i Haanden

V

201 €. Didrif af Berns Saga 213

holdt han fit eget Sværd, og ſvor da denne Ed: .Saa

ſandt Hjælpe mig Gud, fom jeg veed, at Mimungs
Od ei er over Jorden, ei heller dets Fæfte i' nogen
Sands Haand.” Dermed var Sigurd tilfreds, og
traf da fit Soærd Gram; Kong Didrik tog nn Mis
mung, og de gif fammen til Kamp. Men ei flænge
havde de den Gang firedet, før Kong Didrik hug det
ene Hug efter det andet, -og hver Gang hug han et
Stykke af Sigurds Skjold, Hjelm eller Brynje, og
denne -havde i en kort Tid faaet tre Saar, men dog
kæmpede Gigurd paa det mandigſte, og tildeelte Kongen
to Saar. Og nu fom det ham i Hu, hoorlunde
Kongen foor Eden, og han markede' da, at han dog
havde Mimung. Da fagde Sigurd Svend: Ved
Gvig har J feltet, Herre! og nu vil jeg overgive mig
og blive eders Mand; thi deri er ingen Vangare, al
den Stund jeg ikke er overvunden.” Kong Didrik blev

glad derved; og tog færdeles vel imod ham, og holde
nu for, af han havde faaet den ſtarkeſte og beromteſte

Kæmpe, fom var i Verden. Saa ſtiltes de nu, og

ſaavel Didrik ſom alle hans Mænd vare meget for»

nsiede, fordi der nu bar i deres Trop den drabeligfte

af Mænd, og han, til hvem Bertangemændene havde
fat alt deres Haab. Men da Kong Jfung og Kong

Didrik ſtulde ſtilles, indgik de det fortroligſte Venſtab

—. imellem fig, og gave hinanden gode Gaver:

201. Sigurd gav ogſaa gode Gaver til. fin
Frænde Hornboge Jarl og til Ømfung, og han bragte
det ved fin Underhandling fan vidt, at Omlung fulde
have Kong Iſungs Datter, ved Navn Falborg, der
var den vænefle og i alle, Henſeender belevneſte af

—

214 Didrik af Berns Saga. 202-203 C.

Kvinder. Og dette Bryllup ſtulde holdes, før Kong
Didrik og hans Mænd droge bort. Denne Hsitid bleg
nu holde med flor Pragt baade ved Lege og alſteus
Skjemt. ——

202. Da Gildet dar endt, red Song Didrik og
alle hans Mænd bort tilligemed. Sigurd Svend, fom
de optøge i deres Stalbroderſtab. Og da Kong Didrif
og Kong Iſung iltes, indgik de det fortroligſte Vens
fab indbyrdes, og med Omlung fulgte. ang Kone
Falborg, med hvem han fif mange Klenodier. Kong
Didrik drog nu tilbage ad den fomme Bei, ad hvilken
Gan var dragen did, og. han kom fik Bern med fine
Stalbrodre. Der blev han modtaget med alſtens Ans
feelfe og Hæder, ſom man funde finde paa, og ethvert
Menneſte, faa vidt hang Ravn ſpurgtes, og det var
næften over hele Verden, roffe ham nu for hans Taps
perbed og Mandemod, og ingen, mægtede af gaevne ham
en Mand, ſom kunde have Forhaabuing om at jævnet
mied ham i Henfeende til Fardighed, Styrke eller Vaa⸗
ben. Og han vidſte derfor, af han kunde ſidde voligi .
fit Rige hele fin Levetid; om — ſelv vilde.

Fiortende Sortallins. |
Sigurds og Gunnars Giftermaale.

Da nu Song Didrik og alle hang Mænd hadde
| — ſaadan Prove, at der var ingen Mand i Verden,
fom torde bære Skjold imod dens i Holmgang, da vilde
de nu ſatte Høndinger til at rande og ſture deres Niger

(4

204-205 C. Didrit af Berns Saga. 215

og Borge, Horuboge Jarl ſendte da Heimer, og med
ham fin San Omlung og hans Kone Falborg, tit
Vindland, af ſtyre Riget i lang Tid med Hæder og Aus
ſeelſe. Ogſaa Sintram drog oſterpaa til Venedig, og
blev der Hertug, og var en meget. beromt Mand, lige:
fom hang Xtniand havde været. Ligeledes drog Her:
brand ti fi Rige, og var en mægtig Hertug.
204. Kang Didrik red ſiden Gort fra Bern, og
med ham alle hans Kæmper, ſom vare tilbage, hjem
til Seng Gunnar i Niflungeland; og der blev nu det
Giftermaal indgaaet, ſom ſiden har været meget. navn⸗
kundigt, at Sigurd (Fulde ægte Kong Gunnars Soſter
Gudrun og med hende have Hælften af Kong Gunnars
Nige og Kongedom. Der blev nu anrettet til et fort
Gilde, og alle de bedfte og anſeeligſte Mænd, fom vare
i bet Land, bleve dertil indbudne. Dette Bryllup fod
i ſob Dage, og blev holdt i alle. Henſeender paa det
prægtigſte.

205. Engaug fade be alle renere Kong
Gunnar og Kearny Didrik og Sigurd Svend. Da ſagde
Sigurd Svend til fin Svoger Kong Guunar: „Jeg
veed en Kvinde, ſom langt overgaaer alle Kvinder i
Verden i Stjonhed og af Belevenhed, ſaa og i Klog⸗
ſtab og alſkens Viisdom/ iMandighed og vældig Daad;
hun hedder Brynhild, og raader over den Borg, ſom
Hedder Søgaard”. Hende flat du have til Kone, og

dertil ſtal jeg hjælpe dig, thi:jeg. kjender hele Veien

did.” Da fvarede Gunnar, at fan gjerne onſtede
dette Giftermaal. De rede de fra Gjaſtebudet, Kong
Didrik og Sigurd og Kong Gunnar og Hogne og alle

2) Maaſtee Garten ved Garda⸗Ss; jfr. 17, 38 Cap.

(|

⸗

216. Didrik af Berns Saga. 206 C.

Stalbrodrene, og fode ef af, for de naaede Brynhilds
Borg. Hun tog vel imod Kong Sunnar og Didrik; |
men meget ilde mod Sigurd Svend, da fun vidſte,
at han var gift, thi det havde været en. lonlig Aftale
imellem dem før, da han var vreden op paa Fjeldet til
Hende, at han ikke fulde have anden Kone end hende,
og hun ingen anden Mand end ham, og derpaa- havde
de fvoret Ed. Sigurd Svend gif nu til Samtale med
Brynhild, berettede hende hefe ſit WErende, og bad
Hende give Kong Gunnar fit Ja. Men hun. ſvarede
ſaalunde: Jeg har nu faaet Vished om, hvor ſtan⸗
digen du har brudt din Ed, og hvorlunde Gudrun far
narret dig med fin Trolddom. For derfor af hævne

min Harme og Vanære paa dig, vil jeg nu ægte Kon:
ning Gunnar af denne og ingen anden Grund; thi dit

…7 elle var min udfaarede af alle de Mænd, fom. ere fødte

fil Verden.” Skeet Gſerning ſtaaer ikke til at ændre,”
fvarede Sigurd, men da jeg nu feer, at botten har.
. fvigtet mig, har jeg opmuntrer Kong Gunnar til af
beile til dig, thi ham helſt under jeg dette Giftermaal.“
Jeg har ſagt dig,” ſbarede Brynhitd, hvorfor jeg
vilde bekvemme mig til at ægte Konning Gunnar, thi
faa vidt bringer jeg det aldrig, åt jeg fulde elſte ham,
med mindre det ſtulde (fee, fordi han blev din Banes
mand.” Song Didrif og Kong Gunnar traadte nu til,
og ſamtalte med dem, og de holdt ei op med deres Un⸗
derhandling, før det var beſſuttet, at Kons Gunnar
ſtulde ægte Brynhild, —
206. Der blev na anrettet tir et ſtort Gulde.
Og da det var færdigt, og der var kommen en talrig
Forſamling af Hædersmænd , ſtulde Kong Gunnar ægte

206€. — Didrit — Berns Saga. 217

Brynhild. Og ben — Koeld, da Kong Gunnar
ſtulde hvile i fn Seng hos Brynhild, maatte ef tredie
Mand fove i ſamme Stue, men Vagtmand ſtulde folde.
WVagt udenfor. Da de nu vare komne i deres Seng,
vilde Kong Gunnar favne fin Kone, men hun vilde paa
ingen Maade tilftede det. De firede nu med hinanden
om dette, faalænge til hun tog deres Bælter, og bandt
dermed hang Hænder og Fodder, og hun hængte ham
dbernæft op paa en Nagle, og der hang han næften til

Dag. Da-det dagedes, løfte hun ham, og bar fam i

Sengen til fig, hvor han laae, til Hans Mænd kom at
klæde ham paa til Drikkebordet. Men hvad ſteet var

fortalte hverken han eller hun noget Mennefte. Og.

anden Nat gif det pan ſamme Maade, og ligeledes den
tredie, og Song Gunnar var meget bedrøvet, og vidfte
ikke, hvorledes han ſtulde bære fig ad ved denne Sag.

Nu kom det ham i Hu, at hang Svoger Sigurd havde

fooret ham den Cd, at han vilde være ſom Broder imod

ham i alle Henſeender, og da han vidfte, at han var . >

en viis Maud, og af han torde ſatte fin Lid til ham
fremfor alle andre i denne Gag, vilde han gade paa
Raad med ham/ Hvorledes han ſtulde bære ſig ad.
Han kaldte ham da hemmelig til ſig, og ſagde ham,
hvorledes det hang ſammen. Jeg vil ſige dig,” fvas
rede Sigurd, , hvad der er Aarſag fil, at det gaaer
ſaalunde: hun Har faa ſterk en Natur, faalænge hun.
er Jomfru, at der. neppe vil findes en Mand, fom har

bd

Styrke mod hende, men faafnart det er forbi, er hun I

ikke ſterkere end andre Kvinder.”. , For vort Venſtabs

og Svogerſtabs Skyld,“ fvarede derpaa Kong Gunnar,

— Jeg ingen Mand faa godt fom Dig, men det er af

ud

218 | Didrik af Berns Saga. 207/208 C.

megen Bigtighed, af det holdes fljult. Og jeg ved,

at du er fan ſterk en Mand, at du fan faae Bugt med
hende, om ellers nogen Mand i Verden mægter det;
og jeg troer dig ogſaa til, at aldrig noget Menneffe
ſtal fane det af vide.” Sigurd fagde, at han vilde
gjøre, fom han snffede. . Og dermed var Aftalen
ſluttet.
207. Da Aftenen kom, og gong Sanne fulde
gaae til Sengs, magede de det ſaa, at Sigurd Svend

" gifi Sengen, men Song Gunnar gif bort, iført Ge

gurds Klæder, faa at alfe troede, at det var Sigurd
Svend, der gik. Nu kaſtede Sigurd Svend Klæderne
øver Hovedet, og fod Kg ikke mærfe med noget, og
fane ſaaledes, til alle vare. indſovede eller bortfarne;
da tog han fat paa Brynhild, og ſik fin Villie med
"fjende. Da det dagedes, tog han en Guldring af hen⸗
deg Haand, og fatte den pan ſin. Nu kom hundrede

Mand ind til ham, og deriblandt Kong Gunnar, ſom

gif til Sengen, og de magede det faa, at de ſik atter
hele deres Dragt omverlet, uden at noget ———
KE af vide, af det var gaaet ſaa.

208. Gildet havde nu varet i føv Natter, og
de beredte fig dernaſt til at ride hjem. Song Gunnar

fatte én Hovding over denne Borg, og ved ſelb hjem
til Niflungeland med fin Kone Brynhild. Da fan kom
hjem, fad: han i fit Rige, og ſtyrede det nu i Fred, og

nird ham hans Gvager Sigurd Svend og hans Brødre -

Hogne og Gisler. Men Kong Didrik og. alle haus
Mænd rede hjem til Bern, og fade nu nlge i deres
Rige i lang ——

— — ——— ——— — — — — —

— —— —————

W9 C. — af Berns Saga. i 219
& EH Femtende Fortalling.
Herburts og Hildes Eifterehandel. F

— Soſter Iſod. De havde tre Sønner; den
ældfte hed Herburt, den anden Herthegn, den tredie
Trifram, Hos Greven var en Kæmpe, ved Navn
Vigvald. Da Sonnerne vorte til, beſſuttede Greven
at lade denne lære dem at fægte og undervife dem i al⸗
ſtens Jdrætter og. Hofvark. Herburt og Herthegn

Det. traf fig nu en Dag, at Vigvald og hans Læerlinge
fade og ſpiſte, da talte de to Brodre indbyrdes om, at
Deres Broder Triftram ikke funde lære at fægte, og
- fagde at han blev nødt til at give fig til en anden
Sysſel. Da foarede Triftram, og fagde at han. var
Beredt til at fagte med enhver af dem, og lagde tif, at

"De da ſtulde fane af prøve, om han forftod ſig paa at

fægte eller ei, efterfom de ſagde, at han ikke havde lært
det. De erklærede, at det ſtulde ſtee ſom han onſtede,

og Triftram vilde nu fægte ſtrax paa Stand. Bros⸗

drene og deres Laremeſter Bigvald ginge da ud, og
togt deres Sværde, hvormed de pleiede at fægte. Da
tog den unge Triſtram til Orde, og fagde at Prøven et
kunde vare tilſtrekkelig afgjørende, faa fænge de fun

havde flove Sværde, og at han derfor onſtede at fægte

used hoasſe Sværde, thi da kunne vi vide,” lagde
han fil, ,fvorlunde vore Svarde bide; naar vi et fore

ſtaae at holde vore Skjolde for os; men dog ſtulle vi
ikke vredes for den Sass Skyld.“ vans Broder

SOres — i Verronne var gift med —

fattede godt, men den unge Triſtram kunde ikke nemme.

—

220 Didrik af Berns Saga. 210C.

Herthegn vilde nu træde frem at fægte, og tyktes vel
om, at de havde hvasſe Svarde, fordi han tilforn var
fremmeligere i Kunſten. Vigvald vilde da fee, om de
kunde noget eller incet af hvad de havde lært hos ham,
og bad dem ei-at vredes, da de nu havde hvasfe
Svarde. Herthegn fagde, at han paa ingen Maade

fulde blive vred, men da den unge Triſtram oploftede
fit Sværd, og gik imod fin Broder med Vrede, og hæs

bede fit Skjold, traadte. hang Læremefter Vigvald til;

og fagde at han ikke ſtulde hæve Skjoldet ſaaledes.

Hav det heller paa den Maade!” fagde- han, og vifte

ham hvorledes. Men Triftram ſvarede meget opbragt,

at nu lærte han det ikke, om han ikke havde lært det

for, og at det ikke nyttede at undervife ham deri. De

gif nu ſammen og fægtede, og Herthegn tyktes, at
han funde fløde ham, hvor han vilde, hvis han ikke

vifde ftaane ham. Den unge Triftram. opløftede ft

Sværd, og (od fom han vilde hugge til fin Broder
Herthegn, men Herthegn holdt Skjoldet op for Hugget.
Da Triftram fane dette, ſtak han Sværdet under Skjol⸗
det Herthegn ind i Livet ovenfor Burebæltet, faa at
Sværdet gif igjennem fam, og Herthegn faldt dod paa
Stedet: Men Triſtram kaſtede ſit Skjold ned, og gik
bort med draget Svard hen; hvor hang Heft" ſtod,
ſprang paa dens Ryg; og red dernæft bort af ſin Fa⸗

ders Land til Brandenborg til Hertug Iron, hvor han

opholdt fig ilang Tid, og fortalte Hertugen. hele fin
Gærd, og hvad Aarſagen var til, at han drog ud af
fit Land, og hvad han havde. gjort. Hertugen tyktes
vel om Triſtram.

210. Da Grev Bertbegn blev. underrettet

*

"dl

211C. Ditdrik af Berns Saga, 2214

om / at hans Son var dræbt; og at den unge Triffram

var dragen bort, kaldte han paa Herburt, og fpurgte,

"Hvor hans Broder var, og om det var fandt, - hvad

der var fortalt ham, at hang Broder vår dræbt, og

Triſtram reden. bort. Herburt fagde, at det forholde
" fig faa. Da fagde Herthegn: Jeg har miftet fo Sans

ner, og alt dette voldte du allene. Iſtedenfor at du
fom den ældfte heller Fulde have raadet dem og hindret
dem t at gjøre Ondt, har du hidſet dem ſammen, og
været Aarfag til, af det er gaaet faa, thi var det til⸗
herligt, at du allene undgjeldte det, -og aldrig mere
vorder du en duelig. Mand.” Det tyktes ham ilde, at
hans Fader blev vred paa ham, og han grammede fig

meget "derover, og gif bort en Stund, men dvælede

der dog fiden en fang Tid. Derpaa tog han fin Heſt
og fine Vaaben, og red bort, og drog ad Veien til

. Bern, for at beføge fin Morbroder, hvem fan efter

Ankomſten fortalte alt, - hvordan det var gaaet; af
hang Broder Herthegn var dræbt, og at den unge Tri⸗
ſtram, deres Broder, havde gjort det, og dette havde
deres Fader. lagt ham til Laft, hvorfor han var dragen
bort. Kong Didrik tog vel imod fin Frende, og denne

" var hos ham i lang Tid.

211. Herburt udmarkede fig i alle legemlige Fer⸗

digheder, ſaa at der neppe fandtes hans Lige i de Lege,

ſom foretoges, og i alt andet Ridderſtab. Kong Didrik

ſogte imidlertid Underretning om; hvor der var ett

Kvinde; ſom kunde pasſe fig for ham, og nu blev der
ham fortalt om en Kvinde, fom hed Hilde, en Datter

af Kong Artus af Britannien. Hun blev berommet
fom den: deiligfte Kvinde Kong Didrik ſeudte nu

—

Li

Ed

922 Didrik af Berns Saga. 241C.

Mænd hele Verden omfring, at ſoge efter en Kvinde,
ſom kunde pasfe for ham; disfe Mænd kom til Bri⸗
taunien til Artus, og det blev. dem ſagt, at hans
Datter var den ffjønnefte af alle Kvinder i Verden;
men fan omhyggeligen blev hun bevogtet, at man als

Brig kunde fane hende at ſee. Uden af udrette noget
-—, videre, droge de tilbage til Bern, og fortalte Kong

Didrik, hvor meget der dar fagt dem om Kong Artus's
Dancers Belevenhed og Skjonhed, og af hende Lige
ti vilde findes, om man end ledte al Verden rundes

ogſaa det fortalte de, at hun blev faa omhyggelig bes

vogtet; at ingen Udlæendinger kunde fane hende at
fee, heller ikke Indfodte, undtagen Kongens kjareſte
Venner. Da nu Kong Didrik havde hort denne Ti-
dende, henvendte han alle ſine Tanker paa, at fang
denne Kvinde tilægte. Han kaldte da fin Frænde Her⸗

burt til fig, og fagde af han fulde reiſe hans rende
. til Britannien, og beile for ham til Kong Artus's

Datter Hilde. Herburt fagde, at han vilde reiſe,
hvorhen Kongen vilde fende ham. Kong. Didrik fod
hu berede hans Neife, og gav fam tredive Niddere og
mange Svende og et koſteligt Sktib. De droge derpaa
Veien frem, indtil de kom til Britannien. Der bleve
de vel modtagne, og da Herburt havde. dvælet der en

kort Tid, gif han for Kongen, og fagde at hans Mor

broder, Kong Didrik af Bern, fendte ham did, for at
beile for ham til hang Datter Hilde. Da føargde Kong

Artus, og fpurgte, Hvi Kong Didrik ei foer ſeld, at

beile fil. hans Datter. Herburt foarede, at Long
Didriks Mænd havde været der for nogen Tid ſiden,

men ikke faaet hende at fee; nu ſendte han derfor fin

212213 C. Didrik af Berns Saga. 223

egen Soſterſon, hvem han godt betroede til at udfee
ham en Kone. Da fvarede- Kongen, at Han for det
forſte ikke ſik hende at fee, og af det var Skik, at hun
ikke kom til Syne for Udlæudinger uden den Dag, da
hun pleiede af gane iKirke.

212. Herbart opholdt fig nu i fang Tid hos
Kong Artus, og Kongen gjorde ham til ſin Mand, fag
at han (fulde tjene ham. Der var han ſaaledes en did.
Han var faa beleven en Mand, at ingen tyktes at have

… feet hang Lige. Da nu Kong Artus fane, Hvor vel
han tjente, forøgede han hang Værdighed, og gjorde

ham til fin Mundſtjenk, og fatte ham til at ſtyre hun⸗
brede Riddere, og til at ſtjenke for ſaadanne Gjæfter,
for hvem det ifær kom an. pan Beledenhed, og dette
udførte han med mere Kunſt, end noget Menneſte før
havde feet, og for felve Kongen ſtjenkede han med faa

megen Kunſt og Belevenhed, at ingen ſyntes at have ſeet

ſaadan Mand hverken indenlandſt eller udenlandſt.
Han blev nu fat til Hovding ved Hoffet over Kongens
Riddere. Engang da Herburt tvattede fig, for han
vartede op ved Kongens Bord, vilde han intet Haand⸗
Flæde tage, men holdt fine Hænder op i Solftinnet;
og tørrede dem ſaaledes. |

213. Herburt var Hu hos ranseee indtil der
kom en Dag, da der var for Hsitid i Kongehallen,

paa hoilken Dag Hilde ogſaa fulde gaae i. Kirke. Da

gif Herburt hen paa hendes Vei, for at faae hende af

ſee. Da nu Hilde gif ud fra fin Gal, droge en Mængde

Menneſter med hende Der fulgte hende tolv Grever,
fer pan hver Side, ſom holde hendes Klæder op, og

derefter. gif tolv Munke, fer paa hver Side, ſom maatte

—4

224 Didrik af Berhs Saga, 243C.

pasſe hendes Laabe og bære. ben efter hende, men ſiden
kom tolv Jarler med Brynjer og Hjelme og Skjolde og
blottede Gværde; de ſtulde pasſe, af ingen ſtulde være
faa driftig af tale fil hende. Lvenover hendes Hoved .
var gjort en ſaadan Indretning; at der fade to Fugle,
der udbredte deres Vinger for Solen, faaledes at dens
Straaler ikke (fulde falde paa hendes ſnehdide Legeme.
Om hendes Hoved var ſoobt et Silkeklede, faa at
intet Menneſte kunde fee hendes Anſigt. Med megen :
Auſtand og Siirlighed traadte hun ind i Kirken, og fatte.
fig i fin Stol, tog fin Bog frem, fang i den, og ſaae
aldrig ud af den. Nu gik Herburt i Kirken, og ſik
fig der en Plads, faa nær Kongedatteren fom han.
funde, men: han kunde dog iffe fee hendes Anſigt, da
Vagtmandene ftode for (ende. De tolv Jarler der⸗
imod ſtode uden for Kirken med deres Vaaben. Der
fortælles nu, af Herburt havde taget fo uns med
fig, af hvilke han havde ladet den ene ſmykke med Guld,
den anden med Sølv, Nu lod han den med Guld
ſmykkede Muus los, men den [ob forbi Kongedatteren,
og hun ſtottede hurtig om, og fane hoor Muſen 186.
Da ſaae Herburt noget af hendes Anſigt. Kort ders
efter fod Gan den Muus løbe, fom var ſmpkket med
Salv, og denne Muus 106. ſamme Vei fom den fors
rige. DA ſaae Kongedatteren anden Gang ud af ſin
Bog, fane efter Mufen, Hvor den 186, og nu blev
hun en færdeles vakker Mand vaer. Da faae hun til
"| gam, og han til hende, og fo. Stray derefter ſendte
hun fin Mo hen, at ſporge ham om, hoo han var,
Hvorfra han kom, og hvad rende han bragte. Jeg
hedder Herburt,“ fvoarede han, ‚og er Frænde af

*

943 C. Dibdrif af Betns s Sasa. 228
Konning Didrik af Vern, men ei ſtal jeg drage læns
gere end herhid, dog fan jeg ikke fige dig mit Wrende,

. men om din Frue vil vide det, da ſtal jeg fige hende

det, naar bi ere ene.” Derpaa gif Moen tilbage, og
fortalte Kongedatteren alt det, ſom hun havde faaet

at vide, og tillige at han onſtede af tale med hende.

Da fvarede Kongedatteren, at hun driſtede fig ikke til
at tale et Ord meden Udlænding, faalænge hendes Fader
og Moder vare nærværende; hun bad fam derfor ftilte
fig bag Kirkederen og vente der, til hendes Forældre
vare gangne bort, Møen gif nu anden Gang til ham,
og berettede ham, hvad Kongedatteren havde fagt.
Han gjorde efter hendes Ord, og ventede ved Døren, indtil
Kongen var gaaet ud. Nu gikKongedatteren til Udgangen,
og dreiede om bag ved Doren. Da Herburt ſaae hende,
filge han hende, men hun bod ham velkomnen, og

ſpurgte, hvad Ærende han havde til hende. Det er

langt af fortælle. dig vort rende,” fagde han; athi
uu har jeg været i denne Stad tilligemed mine Riddere
et Halvaar, og fif eder aldrig før at. fee. Og det
ønfter jeg, at J vil mage det faa, at jeg fan tale med

eder fængere Tid, for at J fan fane vort rende at
” vide.” Hun ſagde, at det ſtulde vere ſaa. Men en

Munk, ſom holde Vagt om hende, gik imellem dem,
og ſkod jam bort, og ſpurgte, Hvi han var faa driftig,
at han, ſom Udlænding) underſtod fig i af tiltale deres
Frue, og det fulde jan ſnart undgjelde. Men Herburt
tog med fin Haand i hans Skag og rykkede faa faſt, at

baade Skag og Skind fulgte med, og foiede til, at gr

han gen Gang for alle fulde vænne ham af med, at fløde

Aadenlaudſte Mænd bort. . Kongedatteren og hendes
Nordiſte Fortids-⸗Sagaer, 3die Vind, P

8

æ

226 Didrik af Bens Saga, 244215 C.

Ledſagere gif da bort, og: Herburt gik hſem til re
gens Bord.

214, Kongens Datter gif tig fin Faders Hal,
fordi det var den Tid en ſtor Hoitid, Herburt ſtod mu for
Kongens Bord, og vartede op. Da fagde Kongedat⸗
teren til fin Gader: Bil J give mig en Gave, font
jeg suffer mig af eder?” ,,Hvad er dit Ønfte?” ſpurgte
Kongen, ,, dt ſtal fane alt, hvad du onſter dig i mig
Rige” Det onſter jeg,” ſvarede hun, at J ſtal
give mig denne belevne Ridder, eders Mundſtjenk, til
min Tjener.” Du ſtal fane Mundſtjenken,“ ſparede
Konger, „efterdi det et fan være anderledes, da jeg
Gar gjort mit Løfte, før jeg vidſte, hvad du vilde bede
om,”. Da Gildet var fluttet, drog Kongedatteren til
"fit Kaſtel, og den unge Herburt med hinde, fol at tjene
"Hende. Nu ſendte Herburt fine Riddere at gjøre Gki⸗
bene færdige ; dg tolv af dem fendte han hjem til Bern,
. at fortælte Kong Didrik, at han nu havde feet Hilde,
og at hun var den deiligfte af alle Kvinder. Disſe Ud
fendinge droge til Bern, og fortalte Kong Didrik aft;
" Hvad der var feet, og Kongen var vel orne med
deres Færd.

215. Herburt talte ofte med Kong —
Datter Hilde, og ſagde at hang Morbroder, Kong
Didrik af Bern, habde ſendt ham til hende i det Wrende,
at beile til hende paa hans Vegne. Hun fpurgte nu,
” hvad Mand Kong Didrik af Bern var, og Hvordan
ban fane ud. Konning Didrik af Bern,” foarede
Herburt, „er den ftørfte af alle Kæmper i Verden og.
meget gavmild; og bliver du hang Kone, da bil der
hverken mangle dig Salb eller Solo eller koſtelige Kle⸗

216 C. Ditrif af Berns Saga. 227

nodier.“ Kan du male hans Hoved paa Muren der?”
ſagde hun. Frue!“ fvarede han; udet formaaer jeg
af gjøre med min Haand, at enhbver, fom far feer
Konning Didrik, ſtal ſtrax gjentjende ham.” Og uu
malede han et fort og ſtrækkeligt Anſigt paa Muren,
og ſagde: Frue! fee her: Konning Didrik af Berns

Anſigt, og faa fandt hjælpe mig Gud, er hans Anuſigt

endnu ffræffeligere” Da være Gud mig aldrig faa
vbred,“ fvarede Hilde, at dette hint ſtrakkelige Uhyre
ſtulde blive min WÆgtemand?” og end fagde fun:
„Herre! hoi beiler du ikke hellere til mig for dig felov?”
«(Frue!” fvarede Herburt, .jeg vilde udføre Konning
Didriks rende, ſom mig var budet; men hvis du
ikke vil antage hans Andragende, da vil jeg gjerne
ægte dig, og ſtjont jeg ei er kongebaaren, faa er dog

hele min Slægt hæderlig, og jeg ejer nok af Guld og -

Salo at give dig, og ei frygter jeg for noget MennefTe,
hverken for Konning Artus og hans Mænd, ei heller
for Didrik af Bern eller nogen anden i Verden, og jeg
al gjøre alt, hvad der ſtager til mig , for at fane din
. Kjærlighed.” Nu foarede Hilde: Herre!“ ſagde Hun
«af alle Mænd, ſom jeg har feet, kaarer jeg elg dig;
og fad end Konning Didrik af Bern være mægtigere
end du er, faa vil jeg dog kaare dig, og et ham; og

før de fluctede deres Tale, fagde de deres Hænder ſam ⸗

men, og fvore hinanden Ebr at intet fulde ſtiue dem
ad uden Deden.

216. Herburt opholde fi ſig uun i — ———
Hal i nogen Tid, indtil han en Dag aarle om Morge⸗

nen talte til hende: Frue!” ſagde han, det Raad

vil ke nu give; af vi ride ud af Borgen, før Kongen
| 2

i

228. Divrit af Berns Saga. 217
faner Mistanke om denne bor Beſtutning ;” men Gus
bad ham i alt af raade for. hende, og lugde til, at
hendes Liv var hende ene kjert, naar hun. kunde til⸗
bringe det hos fam. Han tog da to Heſte, og ſadlede
dem, den ene for fig, den anden for hende. De rede
derpaa raſk og iilſomt ud af Borgen og til Skoven.
Men da Vagtmandene fane Herburt ridé, og. anede;
hvilken Kvinde ber fulgte ham, gik de i en Haft tik: .
Kongen, og fagde ham, hvad de havde ſeet. Og da
Kong Artus hørte Dette, fendte han Mænd til fin Dat:
ters Kaftel, men da de Udſendte fom der, . bleve de
vaer, at Kongens Datter var borte og Herburt med
hende, og de gik iilſomt til Kongens Hal, ———
. ham; hoad de havdde erfaret.

217. Kongen falåte nu fin Ridder — til
fig, og båd ham ride ud af Borgen efter Herburt, og.
ei komme tilbage, før han havde hans Hoved at føre
ham. Herman tog fit SÉjold og fine Vaaben, og ſteg
pan fin Heſt; tredive Riddere og tredive Svende fulgte
. ham med Vaaben, og de rede nu ad ſamme Vei, ad
hvilken Herburt bar reden, og de kom ham endelig fan
nær, at Herburt fif dem at fee, og ſagde da til ſin
rue: „Her bag os ride. Kongens Riddere; Kongen.
fynes vel, at vi ere dragne bort med for liden Hæder,
og derfor ſender han fine Riddere til at tjene os.“ Da
fvarede Hilde: Andet monne. disſe Mænds Xrende
være, end J tænker, thi de monne ville have eders
Liv.” Da fvarede Herburt: „Frue!“ ſagde ham,
«hbi monne de ville have en fagløs Mands Liv, og
om faa er, ſom J ſiger, da hjælpe. Gud mig, at
jeg aldrig far falde” for disſe Mænd, . faa at jeg

-

*

218 C. Dinhrik af Berns Saga, 229

bliver dem noget ſeytdis; men lauere 5 vil jeg ikke faar
ledes flygte.”

218. Det fortænes nu, at —— gg af He⸗
ſten, tog fin Frue ned, og bandt Heftene ved et Træ,
men lagde fig hos Kongedatteren, og favnede hende.
Kort efter kom Herman og hans Mænd til. Herburt
bød dem velkommen; Herman fvoarede, af han aldrig
ſtkulde byde dem velkommen, og lagde til: Siig du,
hin onde Hund! førend du dør, og fald Gud til
Vidne paa, at du ei lyver, har Hilde beholdt fin Uſtyi⸗
dighed?” Herburt ſvarede: „J Morges, da Solen
ſtod op, var hun Ms, men nu er hun min Kone.“
Derpaa red Herman imod Gam, og fatte Spydet for
hans Bryſt. J Dieblikket trak Herburt ſit Sværd,
og hug Spyydftaftet fønder, og det andet Slag hug.
han paa fans Hjelm, og klovede den og Bugen, ſaa
at han faldt død fil Jorden, og ſtrax gav han den anden
Ridder et Slag over Laaret, ſaa at det gik af, og han
faldt til den anden Side af Heſten; den tredie ſtak han
igjennem med ſit Sværd. Og nu kom det til en haard
Kamp, og de ſtrede ſaa flænge, at tretten Riddere. og
fjorten Svende vare dræbte, men de øvrige flyede til⸗
bage til Borgen. Herburt hadde elleve Saar, alle
ſtore, og hang Sfjold og Brynje vare faa forhugne,
at de ikke kunde bruges længer; men hans Frue tog
fit Klede, ſkar det fønder og forbandt hang Saar;
fiden ſtege de paa deres Heſte og rede til hans Niddere,
hvorpaa de gik om Bord, og feilede langt bort til. fjerne
Lande, hvor de kom til en Konge; og opholdt fig hos
ham lenge, og Herburt blev der Hertug ved Huustroppen,
og udførte mange Storvarker, blev Landvarnsmand /

230 —— Dibrif af Berns Saga. i 219 C.

og var i megen Anfeelſe, og der er meget. om ham og
hans Storvarker at fortælle.

Gertende Fortælling. É
Iron Jarls Saga.

219. Det hændtes nu engang, , at Kong Didrit begav
fig paa em Reiſe nordpaa over Bjefdet” og med. fam
Faſold og; Ditfev, og i alt havde fan treſindstyve
Riddere. Han drog nu, til han kom til Borgen Dres
fanfil?, og der blev han vel modtaget. Over denne
Borg herſkede Kong Drufians ni Dottre, men deres
Moder var dod af Sorrig over Ekka, ſom Didrik
Dræbte. Nu fremkom Kong Didrik med fit EXrende,
at han vilde begjere til Huſtru Konning Drufians ældfte
Datter Godelinde for fig, og den anden af Soſtrene
for Faſold, og den tredie for Ditlev. Og de kunde
ikke nægte den dem tilbudne Rre, men fagde heller end
gjerne ja. Der blev nu anrettet tilet fort Gilde, og paa
dette Gilde giftede Kong Didrik og Faſold og Ditle v
ſig. Dette Gilde varede nu i ni Dåge, og det tiltog
neoget hver Dag, faa af der den følgende altid blev
koſteligere bevertet end den foregaaende. Ditlev og
Faſold tiltoge fig mu Negjeringen i det Rige, ſom Kong
Drufian havde eiet, og Kong Didrik gjorde dem begge
til Hertuger, men felv red han hjem til Bern med fine
andre Mænd og med fin Kone, og han red: nu fie
Rige lang Tid. i Fred og Ro.
1) d. e. Alperne. 2) ifr. 40 Cap.

220-221 C. Didrik af Verns Saga. — 23141

" 290. J Bertangeland herffede en Konge, ſom
fed Arkimannus; fan, ver én drabelig Mand, og var
nu temmelig til Aarene. Han habde to unge Sonner,
den yngſte hed Iron, den aldſte Apollonius. Deres

Gader blev ſyg og døde; efter ham kom til Niger en

Konge, fom fed Iſung, med fine elleve Sanner, hoilke
alle vare faa flore Kemper, at der. neppe fandtes deres
Jevnſige, ligeſom før blev fortalt, Song Iſung tilegnede
fig hele Bertangeland med væbnet Haand, men Kong
Arkimans Sonner undfiyede med deres Mænd; de fore

vide om Land; og naaede ikke gt fane noget Rige, for

de kom til Huneland, hovor de traf Kong Attiſa af
Svaben, fom ei længe tilforn havde underkaſtet fig.
HGuneland?, Han tog mob dem begge, og gjorde dem
til fne Mænd. Siden gav Kong Attila hver af dem et
Rige. Han gjorde Jron til Yarl, og gav ham Brass.
denburg og det Land, fom der ligger til. Apollonius

fatte Gan til Jarl over Tyra ” ei langt fra Rinen, og

gav ham det Rige. Apollonius var den ſtjongeſte

Mand, wan kunde fee for fine Dine, flor og ſterk og

en fortrinlig Ridder, den taprefte af Mænd og meget
mandig i Kamp. Jron. Jarl var anſeelig, ſterk og
meget færdig i Legemsovelſer, og det var hang ſtorſte
Lyſt at jage Dyr, og deri vifte han fig meget tapper.
221. Ved Apollonius's Land var en Skop, ſom
hed Valſlongeſkop“, Her fane melem hang £and og
Veſter⸗Frakland, ſom til den Tid beherſtedes af Kong Sas
Somon, der bar Fortrinnet blandt Konger i Rigdom pag
Losore og i Tapperhed. Hans Kone og Datter hed
ůÿ

1) 149, 178 Cap. 2) jfr. 63 Cap. 2) Thuͤringen. ") maaſtee
Schwarzwald.

U

232 "Dibrif af Berns Saga. 222C.

begge Herborg. Moen var den fagreſte af Kvinder,
og Kongen elſtede hende meget. " Mange Kongeſonner
og Hertuger havde beilet til hende, men faa meget
elftede Kong Salomon hende, at han ikke vilde bores
gifte hende til nogen. Om denne Mo ſik Apollontus
Jarl Efterretning. Han fendte da fine Mænd til
Frankrige til Koug Salomon, at bejle til hans Datte
for ham. De Riddere, ſom Jarlen fendte i dette
rende til Salomon, bleve vel modtagne, men ved
deres Ærende gjorde Kongen Vanſkeligheder; de droge |
"derpaa hjem med uforrettet Sag, og bragte denne sl
terretning fil Apollonius.
222. Ilde tilfreds hermed reiſte — til
"fin Broder Jron, og fortalte ham hele Sagen, hvor⸗
ledes det var gaaet, og tillige at han ikke havde fat fig
nogen Ting faa faft i Hu, ſom at faae denne Mo,
Hvorfor jan bad fin Broder hjælpe ham bertil; da han
vilde drage derhen med en Har, og faaledes faͤne Koin⸗
Den. Iron Jarl gjorde ham opmærtfom. paa, hvor
magtig Kong Salomon var, og at de ikke kunde faae
hans Datter med væbnet, Haand, faa for Magt han
beſad, og faa tafrigt et Folk han raadede over. Da
kog til Orde Iron Jarls Kone Iſold, fom var den
deiligſte Kvinde man kunde ſee for ſine Dine og fuld⸗
kommen i alle Ting: «Jeg vil give eder to Brodre et
Raad,” fagde hun, J ſkulle ei drage med en Hær til
Frankrige, thiſſtjont J ere ſtore Kemper, fan er dog
Konning Salomon meget mægtigere end Iſbegge, og
"I ville ikke kunne folde Stand mod hans Hær. Tager
heller faa Riddere og udruſter dem vel; rider faa til
Konning Salomon, og beder ham give Apollonius fin

222C. Didrik af Berns Saga. 233

Datter tilægte; thi gaaer denne Sag ſaaledes bet af,
da er det en 'god Beſlutning, ei at have draget med
. væbnet Magt mod faadan en Konning. Men om Sa⸗
lomon nægter ham Kvinden, da vil jeg give eder et
Raad: En Fingerring vil jeg give dig; den gav min
der min Moder til Faſtensgave; i denne Ning er
en Steen, hvis Natur og Indretning er fan, at, dere
fom en Mand fætter den paa en Kvindes Finger, da
ſtal hun elffe ham faa meget, at hun fremfor alle Ting
ænfter-hans Kjærlighed, Hvad. enten det er fjendes
Frenders Villie eller ikke.“ Iron Jarl og hans Broder
"Apollonius takkede Iſold meget for hendes Raad, bes
redte fig og deres Mænd, og droge til Frankrige til
Kong Salomon. " Han tog vel imod dem, ſom udmar⸗
"fede Hovdinger, der vare komne at beſoge ham, og
indbod mange Mand til fig, og gjorde et ſtort Gjaeſte⸗
"bud. Iron Jarl og hans Broder Apollonius fremførte
Mu deres rende for Kongen, om han vilde give Apol⸗
lonius fin Datter tilegte. Men Kong Salomon ſagde
Nei til hans Andragende, fordi han kun var Jarl, og
Dar et Kongenavn; dog blev- der talt derom mange
Dage, og Apollonius ſaae Herborg, og fandt hende
ſæerdeles deilig, ligeſom det var ham fortalt. Hans
Hu blev nu en halv Gang mere end tilforn henvendt paa
sat faae hende. Han fremførte. fit Wrende for hende, .
men hun ſoarede, af hendes Fader maatte raade for
fjende, ligeſom han vilde, og lagde til; af hun. ei vilde
give den Mand fit Ja, hvem Kongen havde givet Net:
Frue!“ fagde da Apollonius, udet er nu vel faa, at
din Fader ef vil give mig dig tilægte, men du er en
beleven MB, og hoit eiſter jeg dig, og om jeg end

srØ

.m 7” 6

234 i Didrit af Berns Suga 223 C.

dj faner dig, faa vil jeg dog viſe rå Klarlighed;

og Gan tog nu Guldringen og ſatte den paa hendes
Finger, og fagde af denne bilde han give hende til Pant
paa fit Onſte, og han bod hende nu leve vel, men hun
boed Gam at fare vel. Derefter beredte Jarlerne fig til
Bortreiſen heelt misfornsiede med deres Færd. Da
Apollonius Jarl og alle de obrige vare komne pag deres
Heſte, fagde ban: Konning Salemon har gjorf os

Banære af vor Færd, i det han holdt det for en Skam
for fig at give 08 fin Dotter; men uh kunde det gjerne

hænde fig, at jeg fif hang Dotter med Banære for ham
ſelv, og end kunde det nok hænde fig, at hans Rige
" nød fun fore Tid Fred,” Kong Salomon brød fig fun
lidt om, at Jarlerne truede ham med Leding; og ders
paa ſtiltes de; og Jarlerne droge hjem, Fru Herborg
havde den Guldring, fom Apollonius Jarl gav hende,
og ſaaſnart hun ſik den, elſtede fun Apollonius Jarl
faa meget, at heller vilde hun leve med ham i natligt
Morke, end hjemme hos fin Fader ved Dagene Lys.
223. Den Gang Apollonius red ud af Borgen,
var Jomfru Herborg kommen imod ham, havde kysſet
ham, og lagt et fagert Xble, røde fom Blod, i hans
Haand. Gom uu Jarlen om. Dagen red, legede han
med Ablet, kaſtede det op i Luften, og tog det, naar
det kom ned, og engang tog han faa haardt bed def,
at det gif i fo Stykker. Han lagde nu Stykkerne ins

den i fin flade Haand, ſaae pas dem, og fandt, af der

var et Brev i Æblet. Han tøg det, og laſte; og
Indholdet af dette Brev var, at Jomfru Herborg

ſendte Apollonius Jarl fin Hilſen, og foer ved Sud,

åt, om Apollonius Jarl elſtede bende; ſaa elſtede hun

—

—— dn sp Fr

224 C. Didrik af Berns Saga." 235

ham doppelt faa hoit, og derſom Gan vilde mage

det ſaa, at han kom fønligen, naar fun fendte ham
Bud, da vilde hun møde ham uden fin Faders Villie,
men han maatte ikke gjøre nogen Skade paa Kong Sas.
lomons Rige. Jarlen var nu meget gladere end til⸗
forn, men lod dog for andre, fom han var misfornsiet

med fin Færd, og dvælede hjemme'i fin Borg en Tid.

Jron Jarl var i fin Borg, og holdt fig beredt til et
Krigstog, naar hans Broder onſtede det. Apollonius

fvarede, at de vilde vente et ———— og da forſt ruſte
ſig; og ſaa gſorde de.

224. Gør endnu et Halsaar var forløbet, traf
det fig en Aften, at en Mand, der ſage ud ſom en oms
fireifende Spillemand, kom til Apollonius, og gav
ham lonligen et Brev, hvis Indhold var: Jomfru
Herborg fender Apollonius Jarl fin Hilſen. Konning
Salomon er reden bort fra fit Rige til Gildes i Nos
meborg hos Konning Ermenrik. Nu ſtal du drage afs
fted med dine tolv Niddere, og vide fan hurtig det la⸗
Der fig gjøre, dog lonligen, til Fraukrige; da vil det
nok lykkes, at vi træffe hinanden.” Da Jarlen havde
laſt dette Brev, blev han glad, og ſtrax om Morgenen
derpaa lod han fine Niddere gjøre fig færdige, og red
nd af Borgen, og han fagde intet Menneſke, hvorhen.
han vilde ride. De rede ad Ubygder og Skove, faa
meget de nyde, og meft om Natten, indtil de endelig
naaede Frankrige. De rede da til et Krat, ſom var i
Marheden af Borgen, paa hvilfet Sted Fru Herborg
havde beſtemt, at de (fulde mødes; men de traf ingen.
der, og de ſtege af deres Heſte, og ſtjulte ſig i Krattet.
Jarlen kunde da ikke ret forſtaae, hvad Aarſagen var

236 Didrik af Berns Saga. ” 225€.

til, at ingen kom til dem. Der dvælede de nu om
Natten.
225. Om Morgenen fagde Jarlen, at Mændene
fulde blive der, men han vilde allene drage ud, og
føge hvad han kunde faae at vide. - Han gif da hen i
en liden Landsby, og traf der i et Huus en Kone, og
ſagde til hende, af hun ſtulde give ham fit Hovedflæde
og fin Kaabe, faa vilde han give hende fin Guldring
og fin gode Kappe. Nu tog han Hovedflædet, og
fvabte det om fit Hoved, og kaſtede Kaaben over Hos
vedet, gif fiden til Borgen filde paa Aftenen. Borge
porten flod aaben. Han gif til den Hal, fom Dron⸗
ningen eiede, og gik der ind til8vinderne. De ſpurgte
da, hvad. det var for en Kvinde, men hun nævnte fig
Heppa. Dronningen mindedes nu, at hun ofte havde
Gørt nævne Heppa Farende⸗Viv, eller fom vi falde
Landſtrygerſte, fom -havde været den flørfte af alle
Sfjøger. Hun var den Hølefte af alle Krindfolk, faa
at næften ingen Karl var hoiere eller førere end fun;
derfor tog Jarlen ogſaa hendes Navn. Mange Møer
talte til Konen, og havde Morftab af hende, og tyktes
at det var noget Nyt, af denne Kone var kommen der.
Gru Herborg tog Ordet, og. talte til Konen, ligeſom
ogſaa de andre: Hvor mange Mænd,” fpurgte Hun,
«tog du i een Nat?“ Kvinden tyktes, at hun ikke
kunde fvare faa ſmukt i Frankernes, Tungemaal, ſom
Det ſommede fig at foare en Kongedatter; thi hævede
hun begge Hænderne og holdt Fingrene i Veiret. Da
lo Kongedatteren, og alle Moerne; thi de tyktes deraf
at bide, hvor mange hun tog i cen Nat; men Konge⸗

J

226 €. Didrik af Berns Saga, 237

datteren fotſtod nu, hwor Mange bal Jarlen haode
med fig hjemmefra.

226. Kort berefter — Fru Herborg enhver
Kvinde; ſom var i Galen, et Æble, og da hun havde
givet dem alle, kaſtede hun ogſaa eet til Landſtrygerſten.
Fun tog Æblet, ſtar det i Stykker, og aad det. ſom
de andre Kvinder, der vare derinde: Hun fandt da
deri et ſammenviklet Brev, og tyktes nu at vide, at
Fru Herborg havde kjendt hende, ſtod op og. gif bore,
og bød Kongedatteren og dem alle at leve vel. Dron⸗

. ningen tog en flor og god Sark og et Hovedklæde og ”

gav hende, og ſaaledes ſtiltes de. Apollonius leſte
Brevet, ſaaſnatt han kunde fane Leilighed, og Ind

" holdet var, at Fru Herborg vilde komme til fam om

Natten paa det mellem dem aftalte Sted. Farten drog

nu tilbage til fine Mænd, og dvælede der om Natten.
Ved. Midnat hørte de to MennefTer nærme fig, og den
ene at fige, da de kom nær til Krattet: Træffer jeg
dig her, min Elſtede! og hvo ere hos dig?” Da foas
rede Jarlen: „Her er jeg med mine Niddere;” og han
fprang derpaa sp, og gik imod hende, faftede ſine Arme
om hendes: Hals og fyfte hende. Derpaa befalede han,
dt Ridderne ſtulde gjere-fig færdige faa hurtig det var
mueligt. Da Apolfoniug nu var. formuen, paa fin Heſt
tilligemed fin Frue, og. alle Nidderne vare færdige, da
Ciltalte Jarlen den Kvinde, ſom havde fulgt hende,
og ſpurgte, hvo huh var. Hun fagde, at hun var en
fattig Kone fra Borgen. Da tog Jarlen Sarken og
Hovedflædet.;. ſom Fru Herborg" havde givet ham, .og
gav Konen dem. Han. gav hende tillige et Brev og bad

. Fjende bringe det tiß Dronningen. Konen:gjorde ſaa.

⸗

2—

2338 Didrik af Berns Saga. 227228 C.

Dronningen var ni ſorrigfuld og bedrovet oner af hen⸗

deg Datter var draget bort. Brevets Indhold var:
«at Herborg ikke (fulde være bekpmret for den Sag, da
hendes Datter var kommen i gode Hænder; thi hun
Dar i Tpra hos Apollonius Jarl.” Saaledes aaben
baredes deres Anſlag. Jarlen drog nu hjem, og han
tilligemed Iron Jarl og hans Landsmænd Cleve alle
vel modtagne, ſaaſnart de kom i hans Borg Tyra.

227. Apollonius Jarl talte mu med fn Frue,
og fagde af han vilde ægte hende, men hun bad ham

vente og fende Mænd til Kong Salomon og forlige fig .

med Gam; thi faa vilde dette Giftermaal være hæders

ligere. Han vilde ikke gjøre, uden hvad der var hen⸗

des Billie, baade i dette og alf andet. Da Kong
Salomon fpurgte denne Tidende, var han meget ilde
tilfredg dermed. Men da Fru Herborg havde været
en Maaned i Tyra, blev der fendt Mænd til Kong
Salomon, og Apollonius Jarl vilde indgaae Forlig
med ham. Dette Andragende optog Kong Salomon
vel, og de beftemte et Sted, Hvor de ſtulde modes.
Da de Udſendte kom tilbage til Cyra, var Fru Herborg
bleven farlig føg, og døde faa Dage derefter, og det
var Narfag til, af der blev intet af Forliget; og fra
den Tid flod det ſtedſe flet til imellem Apollonius Jari
og Kong Salomon.

228. Iron Jarl af Brandenborg red — ud
paa Dyrejagt med fine Falke og Hunde. Gaa megen
Lyſt havde han til Jagten, at han ofte var i Skovene
ſov Nætter, ofte endog ti; ja undertiden hele tolv
"Degn, uden at fan kom hjem til fin Borg, og i den
Tid red han vidt omkring i ode Skode. Dermed var

SED SELER

=

2928 C. Didrik af Berns Saga. — 239

hans Kone Iſold ilde tilfreds, da han foer uvarfig af⸗
ſted, og var ofteſt borte og fjelden hjemme hos hende.

Det var nu engang, at Jron Jarl beredte fig og fine

Mænd, og agtede fig atter paa Dyrejagt, og fan fod

fin Fard berede til at blive tolv Dage borte. Dette

fyørte hang Kone: Iſold, og talte da faa: Herre!“
ſagde hun, ilde gjør du i at kempe mod de vilde Dyr
og ride ude i sde Skode med faa Mand, faa. meget ſom
dy lader efter big hjemme, dit Land og dine Mænd.
Du rider ofte i de Skove, ſom ei ere langt fra dine
Uvenner, Konning Salomon og hans Mænd, og fan
er ei ringere Mand end du. Bliv derfor heller hjemme,
Herre! og pat dit Rige, thi af Dprejagten vil der

komme en ſtor Ulykke, om du ei lader af med den.”

Da fvarede Iron Jarl: Frue! Jagten er min ſtorſte

Vornolelſe, og den Fornsielfe vil jeg vig ikke faa let

opgive; thi ei er jeg bange for Konning Salomon eller
hans Mænd, og ef tykkes det mig værre at fage i hang

Skovd end i min egen.” Dermed fluttede de. denne |

Samtale, og Dronningen var meget vred. Dette for
regik om Vinteren, da der var falden Snee. Aarle
om Morgenen derpaa ſtod Jarlen op af fin Seng, og
gik hen at ſpiſe, og kaldte paa fin Jæger. Da Jarlen

var gaaet af Sengen, ſtod Dronningen op, og gif ud

af Borgen. Nær ved Borgen flod et fagert Lindektre.
Hun gif hen under Træet, trak fine Klader af, og
ſtrakte derpaa fine Arme ud, og fod fig falde i Sneen

faa lang ſom hun var; fiden ſiob hun op og iførte ſig

igjen Klederne. J Sneen ſaaes da et Billede, faa at

der var tydelige Marke paa, af en Kvinde havde ligget
der. Hun gif derpaa hjem til Borgen og til Jarlen,

N
X

240 Didrik af Berns Saga. 228 C.

ſom fad ved Bordet, og ſagde da fil ham: Herre!
hoi fpifer J faa tidlig?” MHvad vil du, Frue!” ſagde
han, ajeg agter at ride ud i Skoven, fom jeg pleier.”
Da fagde Dronningen: Hvi vrider du om i ode Sove,
og jager ikke efter de Dyr, ſom ere her i Nærheden;

da kunde du ride hjem hver Aften og fove i din Seng.”

‚Ei ere her ſaadanne Dyr,” fvarede Jarlen, fom
man fan have nogen EXre af af gade paa Jagt efter ;

allene Smaadyr lobe her omfring, fom jeg ikke vil
flaae mine Hunde los efter,” Et ſaadant Dyr lober

her ved din Borg,” ſagde hun, af dy neppe, hvor
laugt du end rider i ode Skove, vil fage bedre: Fangſt
end den; om du fanger dette det bedſte blande alle Der.
Dette Der, fom jeg nu fortæller dig om, faae jeg for
kort Tid fiden, da jeg gif ud af Borgen, og om du vil
ynde dig lidt, vil du endnu kunne fange dette Dyr,
hots du vil jage efter det; men ei ſtal du gjøre dine
Heſte ſoedige, eller udfætte dig for at mifte dine Hunde
for den Gag, thi du allene fan tage det, om du vil;
men om du ei vil jage efter det, da figer jeg dig for vift,
at en anden jager det.” Jarlen flod nu. ſtrax op, og
gif ud af Borgen og hen til Lindetræet, Da fagde
Dronningen: »See her nu til, hvor dette Dyr har
faret, og feé efter, hoad Dyr det monne have været !
Jarlen fane i Sneen, og blev vaer, at et Kvindemen⸗
nefte havde ligget der nede i Sneen. See noie paa
det!“ vedblev fremdeles Dronningen, ‚om du nogens
" finde Går feet dette Dyr, ſom her har faret. Vil du
ei jage det, da jager anden Mand det.” Da foarede
Jarlen: Frue!“ ſagde han, „dette Dyr, ſom hev
har faret; ſtal ingen Mand jage uden jeg;” og han

ss.
;

229 €, Didrit af Berns Saga. — 944

gik derpaa tilbage til Borgen, og bod ſtne Mand at

tage Sadlerne af Heſtene og binde hans Hunde, da

han nu ikke vilde ride ud paa Dyrejagt.
229. Jron Jarl forblev nu et heelt Palvaar i

ſit Rige; uden at han nogenfinde.£om i Skovben af jage

Dyr. Da hændte det fig, af en Gaardſvend en Aften
kom til Iron Jarls Hof, og tog der Natteherberge.
Jarlen ſpurgte ham om mange Tidender, blandt andet,
hvor han før havde været. For fort Tid ſiden,“ foo

rede han, ſaae jeg Hadersmandene hos Konning Sa: .

fomon i &ranfien”, og hos ham var jeg hele Vinteren
igjennem, dg ned god Behandling.” Da ſpurgte Jar
len: Er Konning Galomon en flor Høvding; med
hoilfen Skjemt og Sysſel forſlaager han helſt Tiden ?
„Herre!“ ſvarede Gjæften, viſt er han en ſtor og

dyhrebar Høvding. Hans Lyft er at ſage Dyr, og han

bærer Fortrinet for alle Jægere, og paa Jagten uds
fører han ſtedſe Heltedaad.” Hvor vrider Konning
Salomon meft af jage Dyr?“ ſpurgte Jarlen fremdeles.
Hin ſvarede: Han rider meft i Valflongeſkov, vel og⸗
faa andre Gteder, men der jager han dog meſt.“ Da—
ſpurgte Jarlen: Hoilke Dyr £ denne Skov ere de
ſtorſte og flærfefte?” Der ere mange Slags Dyr;“
fvarede hin," Pjorte og Bjørne, og der er en Bof—
felore, ſom er det ſtorſte af alle Dyr, ſom Folk have
ſeet, og faa Mænd tør komme imod Den. Denne Boffel

har Konning Salomon i fin SkobrRider Konning.

Salomon: da ikke pan Jagt efter Boffelen ? ſpurgte

Jatlen. Dan vil ikke lade den dræbe,” gav. hin til

Sear, Ithi den gamfe Boffel Har. gaaet drægtig med

——— — — —— x rå

11): Brantland SEE ÆRE > REE
Nordiſte Fortide⸗Sagaer, 3die Bind. Q

242 Didrik af Berns Gaga 2306.

Unger, og den Gar nu føbt dem, fan at der mu ere ti

Bofler; tilmed fordriſter ingen fig til at vride ind på -
Konning Salomons Ciendom.” Om Aftenen drak de,
ag forflog Tiden faa godt ſom be kunde, men om Mors
genen gik Gjæften garle bort. Ren Jarlen tante.

meget over dette.

230. Konning Apollonius's mee: are dragne
ud i Skoven, at jage Dyr, og da de rede omkring i

den, traf de paa døde Dyr, Hjorte og Bjørne, og faner
at de vare revne ibjel af Hunde. Da Ridderne rede
tilbage til Borgen, traf de nogle Mond, fom boede
ved Skoven, hvilfe de ſpurgte, om de pel vidſte, hvo
der vare faa driftige at fare ud i Apollonius Jarls Skob.
De fvarede, at deg kunde man vente, afde vidfte,
- Hvo der havde jaget der, thi det hande Kong Sales
mons Frauker gjort. Dog fagde de, at de ikke vidſte,
om han havde været der felv med eller ikke. Ridderne

" rede nu til Borgen Tyra, og fortalte Apofonige Jarl,
hvad de havde hørt, at Kong Salomon af Franken
havde redet i hang Skov og odelagt hans Dor. Ilde

tilfreds: hermed ſendte Apollonius Jarl Brev tik ſin
Broder Fron Jarl, og fod fige ham denne Tidende; og
bad ham komme fil ham med fine Hunde og Jægere, da

Apollonius vilde fare ud i Forbinbelfe med ham at jage
Dyr: Da Jroh Jert havde hort denug Tidende, raabte
han fin bedſte Jæger MNordian til fig, og ſagde: Gier
… mine Hunde fnart i Stand; fag nu Staffa / min bedſte
Stover, og ſaa Stut, ham maa: jeg have med, thi
ham holder jeg for bedre end min raffefte Heſt, og faa
Brakka og alle mine. bedſte Stovere; bag me og Luſta,
ſom jeg veed er den bedſte af alle Tever, og Ruſta;

Be Dibrik af Berns Gaga, 243

og ſeld er du den tapitfe af alle Riddere.“ Dronningen

kaſtede begge Armene om Jarlens Hals, og ſagde:

Min kjgere Herre! gjør hu, hoad der er bedre, blis

hiemme i din Borg, og rid ei 10 af jage Dyr for den

Sags Skyld.“ Da foarede Jarlen: Frue! ud maa

— feg mu vride; mia Broder Apoſſonius har ſendt mig

Bud; han vil jage Dyr, og vi ſtulle følges ad.”
AHerre!“ fagde da Dronningen grædende, „faaer jeg
dig ikke overtalt til af opſgide Jagten, rid da med din
Broder, og jag. i dit eget Land, men far ei i Valflon⸗
geffov med dine Hunde, thi om end Konning Salomon
har redet i din Broders Sfov, faa maa du finde: dig
deri” Mei Frue!” ſvarede Jarlen, ſaa kan ikke

fer, at. jeg ikle ſtulde pi min Broder Hjælp.” Kom⸗

mer dui Valſlongeſtob med dine Hunde,” ſagde Dron⸗
ningen, da vil ber. fee et fort Tog efter den fore
Boffel, og fader Konning Salomon Efterretning om,

at hang Dyr ere — da vil deraf —— fir:

Uenighed.”
231. Iron Yar kaldte nu fire Middere, og bøde

* berede fig pad det hurtigſte; og de rede derpaa ud

af Borgen med deres Hunde, og det er fortalt i Sas
gaer, åt der ei har næret fundet dedre Jagthunde, end
Gan havde; tolv iblandt dem: vare ifær fortrinlige,
hoilke alle ere nævmede i tpdike Krad; men i alt havde

Gan treſndstyve Jagthunde med fig. Han red mu ku

Broder Apellonius i:Wøde; og da ve rede ind i Sfos
ven, havde de i det Hele trefinddipve Mand; de rede

ſerſt i deres egen Stor, fom hedder Ungareſtoo, bor
de opholdt fig: nogle Dage, og. ſtegte Dør til Gpife.

En Dag: fisge Re paa vereg — og rede fjele den Das/
Q2

==

*
w,

N

244 Didrik af Berns Saga. 231 &

eg Natten derefter; og hele den anden Dag; indtil de
kom til Valſlongeſtov. Der floge De deres Hunde les,
og fældede nu Hjorte og Bjørne, Hinder og alſtens
Dyr; og de vare der mange Dage. Da de ſaaledes en
Dag havde redet vide om i Skoven og fældet mange
Dyr, kom de paa en Sti; hvor der havde lobet et
Slags. Dyr, hvis Spor vare langt ſtorre, end de før

havde feet. De fode Hundene forfølge Sporene, og

vrede alle derefter, : Silde paa Dagen fane de, hvor
Hundene (86 og foran dem mange og fore Dyr; det
var en Boffel faa ſtor, at ingen af dem Havde fees faa
ftort og frygteligt Dyr, og med den fulgte Ungerne
faa af der i aft vare ti Dyr. De rede nu efter Dy⸗
rene, og hidfede Hundene ſterkt paa dem, men Dyrene
sdelagde der mange gode Hunde, og alligebel undkom
de, undtagen de tre mindſte, fom bleve nedlagte, Jar—
ferne fældede i Valſlongeſtov, i alt treſindstyve ſtore
Dyr, Hjorte og Bjørne, Boſſerne iberegnede, og hvert
Dyr, ſom de havde fældet, fode de blive liggende. der,
og de toge ef mere deraf, end deres Hunde aade, og

"| Drengene flegte dem til Mad.“ Da de nu havde været

i Valfløngeffov en Maaned, fagde Apollonius. Jarl:
«Bi have her dvælet længe i Konning Salomons Rige;
gu er det mit Raad, at vi drage tilbage, thi vi have

ikke Mandſtab imod Konning Salomon, om han ſpor—

ger vor Ferd; men vi have nu gjort t hans Jagtſtob
dobbelt faa megen Skade, fom. Han. Har. gjøre. i
Bor.” Da fagde Jron: VH du nu ride hjem i vore
Nige? det tykkes mig ilde; at vi ſaaledes ſtulle opgive

Konning Salomons. Jagt, efterat have miftet faa

mange Hunde for be ſtore Bofſter, at Dyrene dog ere

—

. 2321233 €. Dibrif af Berns Gaga,” 245

lege ESkulle vi da nu faa illſomt ſtynde og

i hjem til vort Rige,” vedblev Fron, uden at have

udretfet mere, da lover jeg for. viſt, at jeg en anden
Gang, hvis Helfen mig ſtjienkes, ſtal ride i Valſlonge⸗
ſtov, og ei holde op, før jeg kommer denne Boffel faa

"nær, at den ſtal falde for min Haand.” De toge dev

paa deres Heſte, og beredte fig til Hjemreiſen efter faa
forrettet Sag. Alle vare de muntre tilmode.

232. Nu ſpurgte Kong Salomon denne Tidende
fra Balfløngeftov. Mænd, ſom vare dragne omfring
i Skoven, havde der fundet faa mange Dyr, baade
fore og ſmaae, at ingen vidfte Tallet paa dem. Kong:
Salomon var meget ilde tilfreds hermed, og ſyntes,

at der var gjort ham ſtor Skade og VBanære. Han .

kaldte fine. Riddere til fig, og bod dem ride ud i Skoven.

” Og ſelb red han med trefindstyve Mand og en flor
" Mængde Hunde ud i Valſlongeſtov, og han fane da;

at den Tidende, fom var ham berettet, var fand, og

» at en ſaa ſtor Mængde Dyr vare fældede, af man

neppe kunde tælle dem. Han fane ogſaa mange Ild⸗
ſteder, og aft Skoven var forhugget. Kongen dvælede ny
en kort Tid i Valſlongeſtov, og vred. dernæſt til Ungare⸗
fov, hvor han med fine Mænd jagede Dyr, og gjorde
fan megen Skade, af —— næften blev ganſte ode
for Dyr.

233. »Apollonius Jarl udſendt ſine Ja⸗

gere huder Anforſel af en Mand, ſom hed Rolf. Han '

bød ham ride med nogle Riddere ud i Ungareftov, og
der jage Dyr. Men hvor langt de end rede omkring i
Skoven, ſik de dog intet; thi de faa Dyr, de traf
vare alle dode. Omfider kom de paa en for Sti, Hvor

246 . Didrik af Berns Saga. 234 C.

be fane Spor af mange Mænd. Rolf red da vidt oms
kring i Skoven, og ſogte efter Mændene, og kom ender
lig til en aaben Plads, hvor han fane for fig mange
Mænd og mange Hunde; men Rolf var faa tapper en
" Mand, at heller bilde han miſte ft Liv, end ikke kunne
fige fin Herre, maar han kom Hjem, Hvo der. havde
gjort Gam ben Vanare, at jage Dyr i hans SÉov uden
haus Tilladelſe. Rolf red da .djærvelig ind. i Sfonen
fil Dem, eg traf der Kong Salomon for fig. . Da
fourgte Nolf, . hvi Kang. Safomon var kommen der
men Kongen ſagde, at han vilde hævne fig, fordi: Apol⸗
lonius Jarl og hans Broder Jron havde redet i hand
Sfav og der fældet mange Dyr; og endogſaa dem,
over hvilke Kongen og hans Mænd lode frede, Boflerue
nemlig. Tor I tove her,” fagde derpaa Rolf, indtil
. jeg vider. hjem: og fortæller Apollonius Jarl. dette.”
«Din Herre Apollonius,“ fvarede Kong Salomon,
«bilde ei bie efter og; i Palſlongeſkov, da han havde
fældet vore Dyr; derfor vil jeg. nu heller ikke bie efter
ham her, men bring fam den Tidende, at Kong Sa⸗
[omon i Franſien far nu hævnet ſig, og er fra fin Side
vel tilfreds.“ Kong Salomon lod derpaa tage fine
Defte, og ved tilbage til fit Rige, og. havde nu anket tet
megen Skade. |
234. Derpaa drog: ogſaa Rolf hjem, og —
tede Jarlen denne Tidende, hvad der var ſteet ham,
et alle Dyrene haus SÉov vare sdefagte af Kong San
lomon, og at fan havde-truffet Kongen ſeld i Skeven.
Dan fortalte dernæft hele den Samtale, de havde haft
med hinanden. Jarlen fagde da, at han vilde. fende
bem efter Iron Jarl, ſom nu ſtulde komme og. udfere

—8

235. Didrik af Berns Saga, . 247.

fit ofte; Han bod ham fige, hvad Kong Salomon
havde gjort. Da Fron Jarl ſaae Brevenes Indhold;
blev han meget vred, og kaldte fn Jæger Rordiau til
fig, bød ham tage ſine Hunde; ég fågde at inak ſtulde
berede fig til at blive borte i to Mackheder. Nu græd
Iſold bitterlig, og ſtyngede begge Armene om Iron
Jarls Hals: Mit Ejære Herre!” fagde hun, vid ei ud,
ſom du ſiger, bliv heller hjemme og fornoi dig i din Seng,
| og drag ei pad Dyrejagt! thi af den vil der komme for .
| Ulptte for dig, ſeis og for mig; hois du ei vil opgive
| den” Ei kan jeg nu,” foarede Fron Jarl, opgide
at jage Dyr.“ Da ſagde hang tolv Vintre gamle
Daltere „Herre! der vil komme Ondt af denne Dyre⸗

jagt; Gik du ef tiſſtage min Moder fin Ben, og forblive

her, da vil du dog gisre det for min Sy.” E

maa dn bede mig,“ fvarede Jarlen, „om ikke af ride

og udføre mit Lofte. Stad nu op, alle J Riddere,
ſom (fulde brage med, og bered eder; ei ſtulle Kvinder
ſtandſe mig”. Da fagde Dronning Iſold: Du jager
omkaps med Konning Salomon, og ved du, åt han

er en veidigere Mand, end du er, og om du nu ef
veed det, da farer du det ſtden at prove, for eders
Skifte er ſluttet.“ Iron Jarl red. nu ud af Branden
borg med mange Riddere. Han havde mange Hunde
med fig. - Han vred til Tyra til Apollonius Jarl Da

Han kom til. Eyrå; vår Apollonius Jarl ſyg, og for⸗
magede ei at ride med ham. Iron Jarl vilde dog
ikke fave, —* fog ef — ——— ſaa —

| han bvilbe.

238. gu bed — Yder ud i Skoven "med
trefindstyve Riddere. Han red, til han kom i Val⸗

248 Didrik af Berns Saga. 235 C.

fengeftov , og begyhudte ſtrax at jage Dyr: Og hvor

de kom paa Spor efter Dyr, forfulgte de dem ſtrax,
og intet Dyr undkom, hvor de kom frem i Sover:
Som Jarlen nu en Dag red om i Skovben med fine
unde, kom han paa en Sti, hvor de ftore Boſler

havde faret. Han flog da mange Hunde los efter Spo⸗
rene, og red heftig til. Hundene vare faa hurtige, af

de i føle Tid indhentede Boflerne, men den ſtore Boffel
vendte fig om imod. Hundene, og vargede fig med Hor⸗
nene; dog fatte Hundene raſt ind pan den. Den forſie
Ridder, Jæger Nordian, kom til, og havde i Commen
to Hunde Stut og Staffa; og dernæfgt kom Jarlen, og
havde i Tommen de to bedſte Stavere Paron og Bonikt;

derpaa red Jarlens Droſt, og holdt i Haanden Brakka
og Posſa; derefter red hans Mundſtjenk, ham fulgte

Luſka og Bufta, fo Taver, af hvilfe de bedfte Hunde
ere faldne, og ſom begge vare fortrinlige Jagthunde.
Da ſagde Jarlen til Droſten: Saa nu dine Hunde
Brakka og Posſa los!“ Hundene [56 hidſig mod Dyret,

hver paa fin Side. Bøflen dreiede Hovedet til hoire

Side, og ſtak Hornene under Brakkas Bov; fan at den
ſtak ham igjennem, og faftede ham over fit Hoved, og
derneſt dreiede den fig til venſtre Side til Posſa, dg

ſtangede ham i Siden med Hovedet, faa af den ryſtede

ham død af hornene. Saaledes vare nu de to bedfte
unde tabte. Da raabte Iron Jari til Skjenkeren,
at han fulde lade Tæverne Lufta og Bufka 188; fan

gjorde faa, og de lobe begge paa een. Gang til Dyret.

Lufta lob under Dyret og bed i Underlivet, faa at Dyret
gav fig derved. Dyret ſprang med fine Bagbeen op
paa Luſkas Ryg, faa at Ryggen brodes ſonder, og hun

235 C. Didrik af Berns Saga. J 249

ſaaledes fit fin Bane. Buſta ſtodte det med Ho⸗

vedet, ſaa at hun deraf dode. Derpaa ſlap Nordian

"Staffa og Stut, der varé de bedſte af alle Hundene.

Staffa fprang faa hoit op paa Opret; at han fatte fig
ovenpaa dets Hals og mefflem Hornene, og bed der faft,
men Opret kaſtede ham faa langt op i Luften" med fé
Hoved, at, da han faldt ned, brodes hvert Been i Gam.

Nu vilde Stut løbe op paa Dyrets Hals, men Dyret

ſtodte ham med Hornene, og kaſtede ham, fan at han

—kom ded ned. Nu undlob Dyret, og blev bange for
Hundene. Da flog Jron Jarl. fine Hunde Paron og
Bonikt (og; Dyret lob nu, men Hundene ſogte efter

t. En. Ridder havde fulgt Jarfen, ſom hed Van⸗
dilmar; han var flov og ſterk, dog var han. af alle
den feigeſte. Han var meget bange for Dyret, og ſaa⸗
ſnart han fane det, undlob han, og; da han fade, at
det kunde indhente ham, fprang han af Heſten op i et

Træ. Dyret lob nu efter Gam hen under Træet; da blev
— Han endnu dobbelt faa bange ſom tilforn, og kravlede

op i Træets Kvifte, men disſe unde ikke bære ham; og
Han fafdt da ned. Dyret flod neden under Træet, og
havde vendt fig mod Hundene. Ridderen faldt da ned,
og fom imellem Dyrets, Horn med et Been paa hver.
Side af dets Hals. Han fpændte da Hænderne om
Hornene, og holdt faa faft, han kunde. Da blev
Dyret meget bange, og lob, men Hundene efter
Jartlen og hans Mænd ilte nu efter Hundene, og fore

ſaaledes lang Bei. Da fagde Jarlen til fin bede Fær
ger Rordian: Jeg feer hvor Dyret løber, og det er

forſtræekkeligt, der ligger en Mand paa dets Hals.”
Da ſaae ogſaa Nordian det ſamme, ſom Jarlen faae.

250 Dibri af Berns Saga. 2356:

Jarlen raabte høit: Lad os fætte efter Dyret, thi nu
maa det trættes, da cen af vore Mænd er kommen op
paa det.” Da ilte Nordian, og enhver Ridder äfſted
faa raſt, font Heftene funde fare. Ogſaa Dyret feb
faa ſtarkt bet funde med Manden, og efter det fulgte
de fyv unge Bafler.og alle Iron Jaris Hunde, og der
var nu ſtort Naab og Hufdeglam og Skraal af Ja⸗
gerne. Dyret (536 nordpaa ad Heden fil Ungareſtov.
Vandilmar var nu faa bange for at falde af Dyret, efs
terfom dette Dyr var fan flort, af han faae fin visſe
Dod, om fan faldt ned, og det vidfte han, at om fan
holde fig faſt, vilde Dyret trættes. .” Paa den Maade
fø Dyret, indtil de fomrtil Wigareffov; der indhen⸗
tede Hundene Paron og Bonikt det, og drev Dyret
tilbage, og da var det Dyret tungt at røre Halfen og
Hovedet, hvorbaa Manden fad. J des ſamme kom
Iron Jarl til, og med ſit Jagtſpyhd ſtak ham Dyret
igjennem. Ved dette faldt Boflen. Da ſagde Iron
fil Vandilmar Ridder: Du er af alle Mand holdt
for den feigefte i Kamp; her har du nu udført det Vark,
åt ingen er faa djærv eller tapper i mit Lkaud, at ban
har vundet mig faa ſtor Heder ſom du ved din Tape
perhed, og"for denne Mandighed og Stordaad ſtal du
nyde godt, naar of komme hjiem.“, Nu red Nordiau
og andre Riddere til, hvor Dyret var faldet, og de
roſte da meget den Daad, ſom Farten. havde udfort,
men ingen af dem uden han allene vidſte, Hvorledes
det var gaaet til. De toge Dyret, lavede der tit Mad
for fig, -og gave ogſaa deres Hunde deraf, og vare nu
meget fornøiede. Derpaa red Iron Jarl med alle ſin e

*

bh

1 ' … «

236 €, Didrik af. Berns Saga. 931

Band hjem, efter ſaaledes vel og hederlig at pave
udført PE Lofte. i sg
236. Da. Jron Jarl kom hjem i Brandenborg,
gif hans Frue og hans Datter Jomfru Iſold imod
ham, modtage Jarlen vel, og bleve nu meget glade;
fan tog Iſold i Haanden, og ledte hende til Nidder

Wandilmar, og fagde af denne Gave vilde han give

Gam. Vandilmar takkede Jarlen meget derfor, og
beretter blev. deres Bryllup holdt, og han fik Jarlens
Datter Iſold tilægte, Saaledes lonnede Jarlen Van⸗
dilmar, fordi han ved hans Medvirkning fif den ſtore

Boffel fældet. Vandilmar var ſiden Fron Jarls Greve.
” Efter nogen Tids Forløb talte Jarlen til fine Jægere;

og henvendte fig til Nordian: , Minde. du det, at de
unge Bofler bleve tilbage i Ungareftov. Der vilde nu
væregod Leilighed til at fange dem, ligefom den gamle.”
Nordian ſagde, at han var heelt beredt, ſaaſnart Jar⸗

"| Jen vifde drage afſted. Dette hørte Iſold, og gvæd

mu meget bitterlig, gif til Jarlen, og Sad end ſom fer,
at han ei ſtulde drage paa Dyrejagt; men Jarlen vilde
Beftenit drage, ſom han. havde Sefluetet, Da fagde
Iſold, at hun. havde drømt en Drom, hvoraf hun
ſikkert vidſte, at der vilde folge meget Onde af, at

Iron hapbde fældet de ſtore Dyr. Jarlen ſparede, af

han vilde ride i fin Skov, at jage Dyr, men ei vilde

han drage længere dennefinde, og derpaa gav han hende
fn Ed. Da blev Iſold glad, og tillod ham nu åt reife«
Jarlen red: da bort i Følge af tofv Riddere med fine
Hunde, og red tre Dage, tik han naaede Ungareſtov,
ba ted han om Aftenen ind i Skoven, og. fane. mange
og fore Jidſteder.

2592 Didrik af Berns Saga. 237 €,

237. Det fortælles nu om Kong Salomon, af
han ſpurgte, at Iron Jarl havde dræbt haus ſtore
Boffel, odelagt alle hans bedſte Dyr, og gjort megen
Skade i hans Rige. Og da han hørte denne Tidende;

kaldte han fine Riddere til fg, og bad dem væbne” fig,

og fagde af fan nu vilde hævne fig paa Iron Jarl og
fans Broder Apollonius. Han gjorde fig da i en Daft
færdig, og. havde med fig fem hundrede fuldtvcbnede

Riddere. Derpaa red han uafbrudt, til han en Aften

naaede Ungareſtov, hvor han opflog fine Telte. Silde
om Aftenen red Kongen felv ud af Skoven, og vilde
om Natten brænde den Bygd; fom Apollonius Yar

eiede. Iron Jarl var da kommen i Skoven, og red >

imod dem. Da Jarlen og hang Mænd fane meget
Mandſtab ride imod fig, flyede alle Ridderne ind i
Skoven, men Jarlen var fan tapper en Mand, af Gan
heller vilde doe end flye; og hans gode Ven Nordian
vilde ei five fra ham. Da tog Kong Salomon dem
begge til Fange, og fod dem binde, hvorpaa .han

vendte tilbage fil fine Mænd. Derefter drog Gan hjem
med fin Hær fil ſit Nige, og førte Iron Jarl med fig,

"og [od ham fafte i et underjordife Fengſel. Jarlens

Svigerſon Vandilmar fom hjem med de Riddere, ſom

vare undflyede, og bragte Iſold denne Tidende; og

ſtor Sorg udbredtes da vidt over Landet) fordi Jarlen
. var fangen. Da Iron Jarl havde ligget fre Natter
i Fengſlet, kom den Mand; fom vogtede Taarnet, og
bragte Mad til ham. Da fpurgte Jarlen ham, om
han vilde bringe, hvad Xrende han enſtede, til Kong

Salomon. Manden fagde, at Gan gjerne vilde ſige
Kong Salomon, Hvad Jarlen onſktede. Da ſagde

”
La
" i
— — — — — — — ————— — —
———— — ————
————— —— —— le —
— ——

—— om — ene

238& — Dihrik af Berns Saga. 9253

Jarlen, at han (fulde bede Kongen at komme og. tale

med hån Dagen” efter. ” Manden gjorde ſom Jarlen
bad; han fagde Kongen, åt Jarlen onſtede af tale med
Gam. Kongen gik Da til Taarnet, hvor Jarlen ſad,

og ſpurgte, hvad han vilde har, og Hvorfor han

fendte ham: Bud. Da fagde Jarlen, at han vilde
gjøre ham en. Bon, om han vilde tilſtaae ham den,
men den Bøn var, om han vilde loslade Nordiau, da
han vilde fende ham fil Brandenborg i fit WÆrende.
Da fagde Kongen; af, om end Jarlen ikke havde fore

fylde noget Godt af ham, vilde han dog tilſtaae ham
"denne Bøn. RNordian blev nu losladt, og der blev

givet ham en Heft, og han ſtulde nu ride til Branden⸗

. borg i Jarlens rende, og frembære Iſold hans Hil⸗

-fen, at hun (fulde ſamle alle de bedſte Klenodier, fom
vare i hans Land; og komme og byde LÅ, at udloſe

ir

Nordian ved Fe fin Vei, indtil han kom

tit — der traf han Apolſonius Yarf og hang

Riddere 'fuldtvæbnede; han agtede nu af drage med fin

Har til Frankland efter fin Broder. Da Nordian
kom til Haren, var Apollonius Jarl falden i en foær

og farlig Sygdom, af hvilfen han faa Dage derefter

døde. Da ſtandſede Hæren, og da de nu vare uden

Hovding, droge de hjem igjen. Nordian red. nu til

" Brandenborg, og berettede fit JÆrende: Dronningen

fog vel imod ham, og fagde at hun ikke fulde dvæle

med at udloſe Iron Jarl, om det paa nogen Maade

fod ſig gjøre, og hun fendte nu Bud over. hele Niget;
dg lagde Skat' paa: huer Mand, baade rig og fattig.
Hun ſammenbragte faa meget, at. hun ladede en Vogn

254 Didrit af Berns Saga. 239€,

med Guld og Solv. Forſt drog hun: tif Kong Attifa,
og fagde at hun aldrig havde bedet og agtede heler ikke
mu at bede Kong Attila om Underſtottelſe i Pengegaver,
ti helter i Vaabenhjalp mod Kong Galomon, men at
hun derimod bad om hans Medvirkning, faa at han
vilde fermaae Kong Salomon til af tage fil Takke med
Hvad Guld hun funde byde, og derfor loslade Iron
Jarl af Fængflet. Det gjorde ogſaa Kong Attila, faa
Gan. fendte Brev til Kong Safoman. De: havde å
" Barndommen holdt meget af hinanden, og derfor havde
Kong Salomon aldrig herjet paa Iron Jarls og haus
Broder Apollonius's Rige, fordi Kong Attila eiede
hele dette Rige, omendſtjont Jarlerne vare — til at
have Opſhu dermed.
239. Dronning Iſold — nu Beien frem, til
. hun naaede Fraukrige og Kong Salomons Borg. Der
blev hun vel modtaget, og Kongen fatte hende hos fig
og fin Dronning. Samme Aften, ſom hun kom til
Kong Salomon, vifte hun fam Kong Attilas Brev,
flod op fra fit Sæde, og faldt pan Kræ for ham, og
ſagde: Min gode Herre, Konning Salomon! laug
Vei har jeg faret, og det med ſtor Bekymring, for at
komme hid til dig, og jeg fører med mig fore Koſtbar⸗
heder i Guld og Salo, Purpur og Skarlagen, og gode
Heſte og gode Harniſter eg mange haviffe Riddere, aft
bette farer jeg til dit Rige. Hor da, Herre! en Bon,
four jeg beder big om, loslad min Herre Iron Jarl,
og modtag aft dette Gods og de Eiendele, ſom vi have
ført med til eder)” Frue!” fvarede da Song. Salo⸗
mon, adu er em beleven Kvinde, brag heler. tilbage til
dit Rige, og før alt dit Guld og, Koß barheder med digs

"DAGE, Didrik af Berns Gaga 985

Iren Jarl har gjort ſaa megen Skade pan mit Sige,

ag mig til Beſtjammelſe, at han. nu vel fortjener at
undgielde derfor; og neppe vil jeg løslade ham.” Da
ſtod Seng Salomons Dronning: op, gif for Kongen,
og faftede begge: ſine Arme om hans hals, kyſte ham,
og ſagde: Milde Herre! os har den herlige Frue Iſold
beſegt; hun kigger nu grædende for eders Fødder, og
faner ikke ſin Ban opfylde af eder. Tilſtaa nu denne
Ban for min Skyld og for. din Ven Konning Attilas .
Ordſending!“ Da fagde Kong Salomon: til ſin Frue,
af de; Kulde gade ud i Taarnet, og tage Jernet af
Iron SE og . lede — ind for Kongen; og he
gjorde de
240. Da tu Iron Sag fod for Kong Salomon,
ſagde Kongen til Iſold: e,, See der nu, Frue! Iron
Jarh, din Kjæreſte, ham vil vi nu ſende tilbage med
eder tif fin Herre, Konning Attila, hvem vi vil ſtjenke
ham, for fans Ordſending og eders Belevenhed.“
Ilold takkede mi Kongen meget for hans Velgjerning.
Kong. Salomon lod derpaa Iron Fart fætte. fig i Sædet
hos fig, og fod ſine Kammertjenere opoarte ham, og
han forblev der: om Natten. Om Morgenen ſtod Iron
Jark op for Kongen og med ham effe hans Riddere,
fom havde. fulgt Iſold hſemmefra. Da fagde Køng
Salomon, at han vilde, at Iron. Jari. ſtulde foærge
ham den Ed, at han for Eftertiden ei vilde hærje paa
hans Rige. Iron Jnri og tolv Riddere med ham
føore denne Ed, at de nu for Eftertiden ſtulde være
forligte, og at Iron Jart si ſtalde ſoge af hævne dette,
ab han var fat i Taarnet. Iron Jarl og han Kone
Iſeld gabe Kong Galsmon mange Gaver, før. de. droge

256 Dibrif af Berns Saga. | 241 €.

Gort. Iron Jarl drog nu hjiem til Haneland til Song
Attila, og fortalte ham, hoor megen Hæder Kong Sas
lomon havde viiſt hang Ordſending; han fagde nu, at
han var kommen i Kong. Attilas Vold, og ſpurgte,
hvad han vifde gjøre af ham. Herpaa foarede Kong
Attila: Iron Jarl ſtal' drage tilbage til. ſit Rige i
ſamme Stilling fom for.” Da takkede Fron Jarl Kong

Attila meget for alt det Venſtab, fom han havde viiſt

imod håm ved denne Anledning, og de ſtiltes nu ſaaledes
ſom gode Venner.

241. Iron Jarl ſtyrede nu i lang Tid fé Rige.
Ci flænge derefter faldt Dronning Iſold i en Sygdom,
der blev hendes Død. Dette anſaae Iron Jari for et

fort Tab. Kong Attila ſkulde nu drage til Romeborg

til Gildes hos Kong ErmeariÉ, og med ham droge
mange af hang Høvdiuger, iblandt hvilfe Iron Jarl
af Brandenborg ; og de havde i aft hundrede Riddere

—… og mange Svende. Kong Attila kom ſod til Omlun⸗

geland til den Borg, ſom kaldes Fritila. Der anret⸗
tede Ake Orlungetroſt, Kong Ermenriks Broder, et
Gjæftebud for ham. Der var ef meget anſeeligt Gilde
om. Aftenen, og god Viin var der til at drikke i Overs
flodighed. Hertug Akes Kone Bolfriane ſtjenkede om
Aftenen. Hun var den deiligſte af Krinder og af hoi
Byrd. Hun ſaae der med Kong Attila en for. Mand,
der havde meget. fagert Haar, deilige Dine og Hvide
Hænder, og i Skſonhed var ingen i denne Forfamling

. hang Lige; men denne Mand. var Iron Jarl af Bram

denborg. Bolfriane fane ofte venlig til Iron Jarl,
haar. hun troede, at de andre ikke lagde Marke dertil:
Iron Jarl fane, hvor fager denne Kvinde var, og han

t

242,243 C. Didrik af Berns Saga. 257

agtede lidt paa at drikke om Aftenen, thi han fattede
ſtor Kjærlighed til Kinden, faa at han endog blev ſyg
deraf. Alle, de andre Mænd vare muntre. Og om
fider bleve de alle drufne, paa de to nær. De talte

da indbyrdes. med hinanden om; hvad Sindelag de
ærede den ene, for den anden. Iron Jarl gav Bol⸗
friane den Guldring, fom hans Broder Apollonius
Havde eiet og givet Herborg. Morgenen derpaa drog
Long Attila til Gildes til Nomeborg. Paa dette Gilde
var ogſaa Kong Didrik af Bern og med ham BVidga og
Heimer; det var nemlig den Gang; da Ditlev Danſte
og Valter af Vaſtaſteen, fom før blev fortalt”, kappe⸗
des i mange Slags Idratter.

242. Da Kong Attila drog hjem fra Gjeſtebu⸗

det, red de til Fritila til Gildes med Hertug Ake Or⸗
lungetroſt, og der bleve de bebertede. Ved dette Gilde
magede Iron Jarl det faa; at han kom til at tale med -
Bolfriane, og Slutningen af. deres Samtale var, at
de. ved Tegn indbyrdes forbandt fig; faa at de ſtulde
efte hinanden. | Kong Attila og alle hans Mænd rede
nu hjem til Huneland, og Jron Jarl drog hjem tik
Brandenborg med fine Hunde. Dee red D ofte i Skoven i
at jage Dyr.

243. Noget derefter beredte e Iron Jarl fig til en
Reiſe, og med ham hans Jager Nordian og nogle
Riddere, og de havde mange Hunde med ſig. De be—
redte fig til af være borte i to Maaneder. De fede nu.
langt bort i de Skove, af jage Dyr og forlygte fig.
Fron Fart. red fydefter gjennem alle de ode Sove, de
kunde træffe, ligetil be kom til Omlungeland til fe

1) i det 105 Cap, - . —
Nordiſte Fortids⸗Sagaer, 3die Bind. R

258 Didrik af Berns Saga. 243 C.

Drlungetroſts Rige. Da — Jarlen, at Kong
Ermenrik i Romeborg havde et ſtort Gjaſtebud, hvor⸗

til Kong Didrik og Hertug Ake vare indbudne at

. omme. Og Jron Jarl fendte nu ten af fine Riddere
til Borgen Fritila med det Wrende, at Iron Jarl
ſendte Bolfriane ſin Hilſen, og ſpurgte, hvorledes de
fulde treffes, naar Ake Orlungetroſt var dragen hjem.
mefra. Denne Ridder fif fig en. omſtreifende Spille⸗
mands Klader, og gik ſom Spillemand ind i Borgen,
hvor der da var et ſtort Drikkelav i Akes Hal. Fru
Bolfriane ſtod, og ſtjenkede for Hertug Ake. Og da hun
gik frem, at tage imod Drikkekarret, ſom Kammertje⸗
neren bar ind i Hallen, da kom Iron Jarls Udſending

fil hende; og ſagde hende Jarlens hemmelige Tegn, og.

oderrafte hende Brevet. Hun lagde det i fin Poſe, og
fagde til Ridderen, at Iron Jarl fulde ride til Borgen
om Natten, naar Ake var bortreden. Ridderen drog
ſtyndſomt Gort af Borgen. Fru Bolfriane tog Bord⸗
karret, og fØjenfede for Ake. Han tog ved det; og
fagde: See her, Frue! drik til Halvs med mig!” Hun
tog ved, og drak hele Aftenen, og fra den Tid lod
Hertugen hende drikke til Halvs med fig, og før de
holdt op, var Bolfriane drukken, faa at hun fov faſt.
Ake bod Ridderne tage Bolfriane, og bare til ſin Seng,

og felv gif han derpaa ogfaa til Sengs. Ridderne

lagde Bolfriane i Sengen med alle Klæderne, ſiden gif
de at ſove. > Men han tændte et Lys, loſte hendes Pofe
op, fandt Brevet, og læfte bet; og Indholdet Sår:
Iron Jarl af Brandenborg" fender fin Hilſen til. fin
elſtede Bolfriane; han er kommen til den Skov, ſom

ligger nær herved; Hvis Hertug Ake rider til Sildes é

h)

—

244 C. Didrik af Berns Saga. 259 ”

Morgen, da ſtal du fee mig i Morgen Aften, naar
det bliver mørkt, men hvis fan opfætter Neifen læne
gere end det er beſtemt, ſend mig da i Morgen en Mand,
fom du vel fan troe!“ Hertugen lagde nu Brevet
ſammen, fonr det var før, og lagde det. i Pofen, lagde
fig ſiden ned, og fov til Dag; da væffede han Bol
friane, og var meget venlig .i fin Cale, ſpogte med
hende, og bad hende ſtaae op med ham, thi han vilde

nu gjøre fig færdig. Han havde med fig tyve af de

tapreſte Riddere, vel udruftede med Vaaben.

244. Før Middag red Ake ud af &ritila, og red
, hele Dagen til Klokken tre- efter Middag. Da fagde
han til ſine Mænd: .Bift rider jeg nu ſom en Taabe,

at jeg ei ſkulde vente efter min Frænde Didrik af Bern,

og ride med ham til Gildes. Og om Konning Didrik
kommer til Fritila, ogyjeg ei er hjemme, da er det
uſommeligt. Nu vil jeg vende tilbage og vente pan
ham hjemme.” Han vendte nu fin Heſt om, og faa
gjorde de alle. Og da de kom i Sköven paa den nordre
Side i Narheden af Borgen, og Solen alt var gaaet
ned, ſaae de'en Mand komme ridende; og foran fam
186 to Hunde; paa hans venſtre Arm fad en Falk, han.
havde en fager Hjelm og et nyt Skſold, paa GotiÉet
Falk og Hund vare mærkede med Guld. Deraf kjendte

Ake da, af def var Fron Jarl af Brandenborg, og

raabte nu paa fine Mænd, at de ſtulde drage hen og
dræbe ham; hvorpaa Ake blottede fit Sværd, og alle
Ridderne rede imod Jron Jarl. Denne kjendte nu den
forſte af disfe Mænd, ſom havde et rødt Skjold, mær
ket med.en gylden Løve, det. var nemlig Afe, den for⸗
trinligfte blandt —— De ſtodte ſammen ved Veien,
R2

260 Didrik af Berns Saga, 245 C.

og kempede. Iron Jarl værgede fig paa det mans

digſte i lang Tid, men Enden bled, at han ikke kunde ås

holde fig paa Heſten, men ſtyrtede til Jorden, efterat
have faaet mange ſtore og frygtelige Saar: Hertug
Ake vred bore derfra; og fod Iron Jarl ligge ded til⸗
bage; han red til en Gaard, fom han eiede der ved
Skoven, og tog der Herberge om Natten.
245. Samme Aften kom' Kong Didrik af Bern

til Fritila med fine Mænd, og med ham Vidga hin: ”
Stærke og Heimer. De forbleve der den Rat over i
Akes Hal, og bleve godt bevertede. Tidlig om Mor⸗
genen gjorde Kong Didrik fig færdig med fine Mend,
og vilde ride efter fin Frende Ake. De rede ud af
Borgen Veien frem, til de kom i Skoven. Der fandt
de for fig en død Mand 1 og da de rede til Manden,
fane de en Heſt med Ridderfadel; den bed og flog til
dem, og vilde forhindre dem at ride til dens Herre;
der vare ogſaa fo Hunde, ſom hylede og. tudede mod
den, og vilde anfalde dem, og to Falke fade oppe i
Traet over ham og ſtrege meget høit. Da fagde Kong
Didrik, af de ſtulde flige, af, - og fee, om de kjendte
Manden. Han har en anſeelig Ruſtning,“ fagde: -

han, uog maa være en fortræffelig Høvding, da hane”
Falke og Hunde og Heft elſte ham-faa høit.” De hæs
vede da Manden op, og ſaae, om de kunde Éjende'

— ham. Da fagde Kong Didrik: Her er fafden en dy⸗

rebar Helt og flor Hovding, Iron Jarl af Branden⸗
borg, hvo der faa har dræbt ham. Lad og tage og
berede hans Lig. et Leie. Da opbrode de ſtore Træer i
Skoven, og gjorde deraf en Gran, hoori de lagde"
Iron Jarl i hans fulde Ruſtning, lagde fiden Stene:

.

. 2461247 C. Didrit ” Berns Gaga. 261

og rer. betin og mærfede det: faa, at man kunde

. Fjende; hvo der laae. Og nu kom Ake til med fine

SMætid, og hilſte vel fin Frende Didrik, og fagde at

de fulde nu. vide alle ſammen til. Romeborg. Da

ſpurgte Kong Didrik, om han ſtulde vide, Hvo der
havde dræbt. Iron Jarl, men Hertug Ake ſagde, at
han og. hans Mænd. havde dræbt ham. Da ſpurgte
Kong Didrik: vad Sag havde du imod ham?” Han

" fvarede: „Han vilde jage i min Skov uden Forlov,

medens jeg var borte,” Kong Didrif og med ham

hans Frænde Hertug ate rede nu ad Veien til Ro⸗

meborg.
22463 Nordian og de .svrige Riddere ſyntes, af
Iron Jarl blev fænge borte, føgte efter ham, og kom
derhen, hvor Jarlen var dræbt; da hørte de, af Hun⸗
dene tudede over hans Gravſted, de ryddede det da op,
og fandt deres Herre med ſtore Saar, og de fyntes da
at vide, at Ake maatte have dræbt ham. Mændene .
toge nu hans Heſt og Hunde med fig, og rede tilbage

. til Huneland med denne Tidende, og fortalte det til

Song Attila. Han fatte da en anden Hertug: over
Brandenborg; og denne ſtyrede nu det Rige, ſom —
Fart. havde beſiddet.

247. Den Tildragelfe hendtes i ———

at der døde en Hertug ; fom hed Ake Orlungetroſt.

Han efterfod fig med fin. Kone to Sønner, ſom vare
Born af Alder. Den ene hed Edgeir, den anden Ake

ligefom hans Fader. . Deres Moder hed. Bolfriane, og

var den, fagrefte af alle Kvinder og Ungmser. Den |
gamle Ake var Kong Ermenrißs ——— pan Mo⸗
1) kombardiet.

262 …… Dibrif af Berns Saga. . 248 C.

dreneſide, og var em mægtig Mand. Nu drog Kong

Didrik og med fam hundrede Niddere og hans gode
Ven Bidga til Romeborg til Kong Ermenrik. Og de

fremkom nu med deres rende for Bolfriane af Dres |

kanfil‘ og Kong Ermenrik, at Didrik vilde beile til

hende for Vidga. Til dette Giftermaal gav Kong Er⸗

menrik med Glæde fit Samtykke,og fagde: OM
Vidga vil være mig ſaadan Mand, fom han forhen har
været Didrik, og mig faa god en Ven, da vil jeg give
ham denne Kone og dermed Borgen Gregen, hvorover
han ſtal være Greve.“ Saa blev nu. beftemt, af Vidga
"ægtede Bolfriane, og ev Kong Ermenriks Greve,
men Kong Didrik drog bjem, og ſtyrede fit Rige i
fang Tid.

Syttende Fortælling.
Sifkas Hevn.

248. Kong Ermenrik fad nu rolig i ft Nige. Han
Lar Overfonge i Romeborg og herſtede over mange
ſtore Kongeriger, og ham lode og tjente alle Konger
og Hertuger fønden for Fjeldet, og han var den ſtorſte
og mægtigfte Hovedkonge i den Verdensdeel, ſom hede
der Evropa. Keiſeren herſtede meſt fun ude i Bol
gareland og Græfeland; men Kong Ermenriks Rige
ſtrakte fig heelt ud til den Ss, ſom hedder den Adria
tiſte. Engang hændte det fig; at Kong Ermenrik
ſendte fin Raadgiver, fom hed Siftka?, til den Stad,

ſom hedder Sarkeſteen, for der at paademme de Sager,

1) jfr. 40 Cap, 2) jfr. 167. Cap,

249C. Didrik af Berns Saga. re 263

fom horte under Kongens Dom; og med fam rede

mange Niddere. Siffa drog nu, fom Kong Ermenrik

Havde befalet ham, men hans Kone Odilia, der var
den ſtjonneſte af alle Kvinder, ſom nogen havde feet,
blev hjemme. Det ffete nu, fom Kong Ermenrik forud
Haode betankt, at Odilia opholde fig eenſom i et lidet
Huus. Did kom Kong Ermenrik ene, og fagde hende,
at han attraaede at modtage Beviis paa hendes Gunſt,
Hvilfet han aft længe havde forefat fig af erholde; men
hun vilde det aldeles ikke, og dog torde hun ikke lade
Det være anderledes; end Kongen vilde, og fan gjorde
efter ſin Beflusning og favnede hende; dog brodes fun

forſt med ham, faa at alle hendes Klæder ſonderreves,

og hun blev haardt medtager, før Enden tog. Derpaa

drog Kongen fin Bei bort, og Gun ad en anden.

249. Sifka kom nu tilbage fra fin Færd, efter
vel af have udført fit rende, og gik til øn Gaard og
Huus, og traf fin Kone Odilia. Men da Gun ſaat
Sifka, flod hun op, og gik imod ham, hylede og græn
Gitterlig. Hovi græder du fan, Frue?” ſpurgte Sifka,

"deg ſyntes du heller (fulde være glad ved min Hjem⸗
komſt.“ „Langt er det gt fortælle,” fvarede hun,
ehvotfor jeg græder; det volder Konning Ermenrik og

Hans Oudſtab. Det var.den Gang, da du var dragen
bort, og jeg fad i min lille Stue, og ſpede paa din

Silkeſtjorte, ſaa kom Konning Ermenrik til mig, og,

før han gif bort, gjorde han mig faadan en Vangre,
at dn aldrig, hvor meget Ondt'du end tilføter ham, vil
kunne gjengjelde ham det;” og hun fortalte ham nu,

hvorledes det var gaaet til. Var rolig, Frue!“ fagde

Sifka, ‚„os lad ſom intet er ſteet; men jeg ſtal mage

—

264 Didrit af Berns Saga. 250.251C.

det ſaa, at; førend jeg hviler i min Hævn, ſtal Kon⸗
gen have undgjeldt dette med forſtjellig Slags Vangre.“
Mu gif Siffa til Borgen, og hilſte paa Kongen, og
lod form han var glad og tilfreds; men Kongen tog
vel imod jam, og raadfpurgte ham i alle e Ting lige⸗
ſom før. ' ;

250. Det traf fig engang; at Kong Ermenrit
og hans Raadgiver Sifka fade i Raadsforſamling. Da
tog Sifka ſaaledes til Orde: Herre!“ ſagde han, du
er den ſtorſte Konning i Verden, ſaa at alle Konger og
Hadersmaend over hele Verdens nordre Deel lyde dig
og yde dig til Hævder ftore Skattegaver. Oſantrix,
Vilkinelandets Konge; ene undtagen yder dig ingen
Hadersgqve af fit Rige; og 08, dine Venner, harmer
dette meget, thi ikke er han ftørre Mand end. de svrige,
ber tjene dig. Det Raad vil jeg derfor give dig, at
du ſtal fende din mandige Sen Fredrik til ham, og
bede ham yde dig Skat, forſt med venlige Ord, men,
naar de ikke ville hjelpe, omſider med det Tillæg; at
du vil harſe pan hans Rige. Bered hans Reiſe hæe⸗
derlig, men lad et mange Mand følge ham; thi det er
Sendemands Skik, ef at være-mange fammen.” | Dette
behagede Kongen vel, og han vilde faa fade være; thi
kaldte han fin San Fredrik til. fig, og ſagde ham, hvor⸗
lunde han ſtulde anſtille ſin Reiſe.

251. Here Fredrik beredte fig nu til fin Reiſe,
og med ham ſyd Riddere, og de ſtandſede ei deres Færd, ”
for de kom til den Borg, ſom hed. Vilkineborg. Over

denne Borg herffede en Jarl, der ſtod under Kong

Oſantrix. - Ru havde Sifka fønfigen, men dog iilſomt/
forudſtikket Udferdinge, ſom kom til Jarlen med dem

—

* P

. 252953 C. Didrik af Berns Saga. 265

Ordſending, at naar Jarlen ſpurgte Fredriks Færd,

da ſtulde han ſende Mænd hen at dræbe han. Denne
Jarl var nemlig Siftas Frænde. Da nu Fredrik vilde
ride hd, da kom Jarlen og hang Mænd imod dem, og
Jarlen dræbte dem alle ſpp. Da nu Kong Ermenrik
fyurgte dette, troede han, at det maatte have været
Kong Oſantrix's Anſtiftelſe, og at han maatte være
bleven vred over, at der var fordrer Skat af ham.
252. En anden Gang gif Kong Ermenrik og
Sifka til Raadsſorſamling. Og nu. fagde Sifka: Jeg
tænter paa, Herre! af du vel ikke, ſom det dog bor
fig, har faaet Sat af England, og det venter jeg, at

… om bit Indſegl kommer did, tor Anglernes Konning

ikke nægte af yde dig Skat. Det er derfor mit Naad,
at du nu fender din Søn Reginbald og med ham mange
Riddere, og dette vil være en ærefuld Neife for ham
og for eder begge; og det Raad vil jeg dig give, at du
lader fam pag det ſtyndſomſte udrufte til Reiſen, anderle⸗
des end man nu i Almindelighed pleier; du flal nemlig

"fade udruſte ef Skib til hang Neife, thi det medtager

fun den halve Bekoſtning, og er meget mere anfeeligt,
og tilmed funne hans Uvenner da ei foige ham fom
hans Broder. Men om han, fom jeg venter, faner
Stat, da er det meget lettere at føre Skatten hjem paa
Skibe end paa Heſte, og Ssveien ev meget bedre og
lettere at fare, end man hår fagt.” Dette Raad beha⸗
gede Kongen særdeles: bel, . og Ban vilde lade det
ſaa fee.

253. Kong Ermenrik faldte nu fin Son Regin
bald til ſig, og ſagde ham ſin Beſlutning, men han

- bad fn Fader raade for, om han fulde reiſe, og udlod

266 Didrik af Berns Saga. 254€.

fig med, at han vilde gjsre alt; hvad Faderen vilde.
Neginbald gif nu ben til den Aa, hvor Skibene lade,
og Sifka gif med fam, og de traf der tre Sfibe. Da
fagde Neginbald, at han vilde have det bedſte Skib;
men Sifka ſagde, af Kongen ei vilde undvære det, og
vifte ham til det ſletteſte, ſigende, at def var fuidkom⸗
men godt til en ikke lengere Reiſe. Men nu vilde Re⸗
ginbald ikke reiſe, uden fan havde et godt Sfib. Da
ſvarede Sifka: Da vil du fane din Faders Vrede,
maar du fommer tif ham uden at have udrettet hans
Mrende.“ Herpaa begav Reginbald fig paa Reiſen med
det fletteſte Skib; men han var fun kommen lidt ud
paa Havet, for ban fif faa. ſtor Storm og Uveir, aft

Skibet gik ſonder, og ſaavel Reginbald ſom PRS DES

„Marnd bleve et Rov for Bolgerne.

254. Det var engang, at Kong Ermenrik red
ud paa Dyrejagt, og med ham hang unge Cen Samſon
og hans Raadgiver Sifka. Sifka anſtillede ſig meget
bedrovet, men red dog med Kongen.” Da ſagde Kon⸗

gen: Min gode Ven! hoi er du fan bedrøvet?”
Herre!” foarede Sifka, det tyktes mig en Skand⸗
ſels Daad, hvad din Son føgte at gjøre, i det han
vilde voldtage min Datter, ſom er den ſtjonneſte af
Roer; men def bliver aldrig hævnet, med mindre du
hævner det felv paa nogen Maade.” Da blev Kongen
vred. paa fin Sen. Samſon var felv med i Folget;
Gan bar ei endnu fuldvoxen, thi han var den yngſte af
Kongens Sønner, men dog den haabefuldeſte af dem
alle. Korg Ermenrik red nu mod ſin Son, og med mes
gen Vrede greb han fat i hang Haar, ſaa at han ſtrax
faldt af Heſten, og hang Heft traadte med alle Benene

—

255 C..Didrik af Berus Saga, 267

paa Drengen, og ſaaledes blev fan dræbe. Kongen
red derpaa hjem, og ſamme Aften fif han Efterretning
onm, at hans Son Reginbald var druknet. Nu havde
Han ſaaledes miſtet alle ſine Sønner efter Sifkas Au⸗
ſſtiftelſe, og var meget bedrøvet.
255. Det traf ſig nu engang, at Sifkas Kone

Odilia gik med fine Moer til fin Frue, Kong Ermen·
riks Kone, og. da de nu fade alle tilfammen, da fortalte
Odilia fin Frue meget om: Eggard og Ake af Ørlunges
. Tand. Hun ſagde hende, at Eggard havde udladt Øg
med, af han ikke vilde ſtaane ſelve Dronningen, om
han funde komme afſted dermed, og han havde angivet,
at han havde det rende, og fun bad hende derfor
tage fig i Agt. Dronningen blev'da meget bange, og
tyktes at Eggard havde talt ſaare vanærende om fjende.
IJ det ſamme kom Kong Ermenrik ind, og fatte fig til
- at drikke med dem. Da tog Odilia til Orde: «Nu er
det Veſten⸗ og Sonden⸗Vind, og Solen finner fagert
og varmt, men ſtundum er det dog Stsvregn, ſtjent
Himlen er klar ? Oſt og Nord. Hvad andet pleier vel
derfra af komme, end den unge Eggard og hans Bros
der, og da er fredloſt hvert vildt Dyr og hver Fugl i
Skoven; thi de ere forfrækfelig overmodige.” Kongen
taug, og fvarede intet. Da fagde Dronningen: Ei
er det faa forſtrakkeligt, om de grumme Dyr eller
Fugle ei kunne fane Fred af dem, efterdi vore Tjeneſte⸗
moer ikke kunne have Fred for dem, Hver Gang de
komme her til 08.” Og endnu taug Ermenrik, men
lagde dog Mærke til, hvad Kvinderne ſagde. Der var
fulgt med. Kongen did en Mand, fom hed Fritila; Gan
var Eggards og Akes Fofterfader. Ogendnu fagde

968 Dibrif af Berne Saga. 266 C.

. Dronningen: Ci fanne vore Tjeneſtemser være ſikre
- for. dem, og. nu: er der forkyndt mig ſikkert Budſtab
om, at jeg kommer til at tage endog mig ſelv i Agt,

og at de ville krenke mig, om de kunne komme afſted

dermed.“ Da ſparede Kongen med. megen Vrede:
«Frue! om du ei ſtal fane Fred for dem, da ſtulle de
ci fane Fred for mig; og det vil jeg fværge ; at ei ſtal
jeg hvile nogen Nat i min Seng, før vi ſtulle træffes,
og faa hoit ſtulle de hænge, at intet Menneſtes Barn
ſtal for have hængt hoiere.“ Da foarede Fritila: Nu
komme Eggard og hans Broder til at undgſelde, af
Vidga er reden at beføge Konning Didrik af Bern; ;thi

om han var hjemme, da vilde, før hang Stedfønner

— blive hængte, mangen Hjelm vorde klovet, fan at Ho⸗
bedet maatte følge. med, mangen Sronje ſonderſlidt,
og mangt et SEjold gjort ubrugeligt.“ Ei kommer

din Forfvarstale dem til Nytte,” føarede derpaa .
Kongen, „om du end er deres Foſterfader, ſuarere

ſtulle de endnu hænge hoiere, end jeg tilforn havde
befluttet det,” Da fagde Fritila: .Saalænge jeg, og
min Søn ſtande paa vore Been, ſtal jeg ei ſee dem

hænge. i Galgen.“ Derpaa gik han paa deg” fyndfomge i

fil. ſin Heſt, og. red bort Dag og — ſaa ilſomt
han formaaede.

256. Kong Ermenrit lod nu blæfe i ſine eu—
ver, og ſtæevnede til fig alle fine Riddere. Han fik
mange Riddere, og red nu Dag og. Rat til Eggard

og hang Broder. Men da nu Fritila en Dag kom

til Rinen, fprang de af deres Heſte, gik ud til Anen
"og fatte over den; og havde deres Hefte med fig. . En

'

'
'
J
«
4
—————— +
— — —— — — —— — — ——— —— samt —

257C.. Dibrit af Berns Saga, ” 269

Træborg? flod paa Aabredden, og i denne Borg: var
Eggard. Han ſaage, hvor Mændene ſpommede, og
ſagde: "Min Foſterfader Fritila foommer der, og vil
ei vente efter Skib.“ Fritila kom nu over Aaen. Ake
og Eggard gif imod ham, og fpurgte, hoi han drog
faa ivrig afſted. Den ſtorſte Nodvendighed kraver

det,“ fvarede Fritila, Konning Ermenrik er nu paa
Farden herhid med fin Hær, og vil dræbe eder begge.”

«Bi komme nok til Forlig,” fagde Eggard, | naar vi
træffes, og ei behove vi at være bange for vor Farbro⸗
der.” Og nu fortalte Fritila dem den rette Aarſag,
og hvoraf det fom; "dog de vilde ikke undflye, men
fendte Bud efter deres Mænd, traf Broerne af Gras
ven; og vilde værge Borgen.

257. Kong Ermenrik fom nu med. fin Bør til

Borgen. For han begyndte Angrebet, tog han fit

Banner, ved faa filfomt ſom mueligt til Graven, og
ſtod Bannerſtangen ind over den. Da fagde Eggard:
Herre! hvad Sag giver du 08? Hvi vil du tage: vor.

Borg?” Hovad Sag jeg end gider eder,” var Kon⸗

gens Svar; - ſtulle I dog, - før Dagen faaer Ende,
hænge i Toppen af det hoieſte Træ, jeg fan finde her i
Nærheden.” Da fagde Ake: ‚For vi lade. vort Liv,

ſtal du betale det dyre med Tab af mangen ædel Helt.”

J lang Tid (fade de nu paa hinanden. Omſtider lod
Kong ErmentiÉ reiſe en Valſlynge, og lagde deri en
ſtor Jid, der blev flynget ind i Borgen, fan at. hele.
Staden ſnart flod i lys Lue. „Lad 08 gane ud,”

1) Trelinborg i Peringſtjolds udgave; da Borgen forhen (13,
100 Cap.) hed Fritila, per Foſterfaderen Sull urigtigen her
faaet dette Navn.

bh"

270. Didrik af Berns Saga. 2585259 C.

fagde da Fritila, ,,0g heller dse med re, end brænde i

her inde fom Hunde.” Da ginge de ud, treſiudstyve
Mand tilfammen, og Long Ermenrik imod dem, "og
de floges nu faalænge ; til der. vare faldne fire hundrede

spand pan Kong Ermenrifs Side. Da bleve begge

Brødrene fangne, og maatte nu efter, Sifkas Anſlag
mifte Livet, hvornaſt Kong Ermenrik drog hjem. i
258. Da nu Vidga fom tilbage til fin Borg,

var den brændt tilligented alt hang Losore, og finKone,

fandt han i en usfel Hytte. Hun fortalte nu, hvor⸗
ledes Kong Ermenrik havde huſeret. Da tog Vidga

alle fine Mænd og fine rorlige Ciendomme, og drog til.

Kong Didrif i Bern, fortalte jam, hvad der var feet,

gg bad ham om Raad, hvorledes han fulde. bære fig

Kong Didrik drog nu med Bidga til Song Er⸗

N

DE: og ſpurgte, hvad det flulde betyde, og om KE

Bidga i nogen Henſeende hadde forurettet ham: Men

Kongen ſagde, at det var ikke Tilfældet; thi Vidga
var aldeles brodefri, og han tilbød derfor at erſtatte

ham, hvad fan troede at fave fabt i fin forrige An⸗

ſeelſe; han tilbod ham den Borg, der hed Rana 7, hvil⸗

ken Vidga modtog og ſiden herſtede over. Efter dette

drog Didrik hjem, og var meget ilde tilfreds med; at

Kong Ermenrik var faa voldſom pg ond mød hans |

Frænder.

i 259. Slag kaldte Kong Ermenrik Sifka til
en Samtale. Da tog Sifka til Orde: Herre!“ ſagde

han, mig ſynes, at du nu maa tage dig i Agt for
din Frænde, Konning Didrik, thi han er i Færd med
at udføre ſtore Planer mod dig, og du veed, han er en
"T) formodentlig Ravenna, i Gammeltyoſt Raven, Raben,

han]

ENE ERE REE

260 C. Didrik af Berns Saga. 271
fnuitd og heftig Mand. Og det mener jeg, at, om du
tænfer paa at holde dit Kongedemme mod hans heftige

Anfald, da maa du ſee dig for og vogte dig, thi han

har, ſiden han blev Konning, meget forsget ft Rige
paa mange Gider, og fun dit Rige fattes fam endnu.

— Hvo er det vel, der hæver Stat af Omlungeland, ſom
din Fader vandt med fit Sværd? Det er jo ingen

uden Konning Didrik af Bern, og heller ikke fan du
vente at fane noget deraf, ſaalenge han raader i Bern.”
Det er fandt,” fvarede Kongen, hvad dn nu minder
mig om, af min Fader eiede dette Land, og ei indſeer
jeg, at jeg er mindre berettiget dertil end. Konning
Didrik, og det vil jeg tilvisfe have.” Lad og tage
det Raad,” vedblev Sifka, at du fender den dygtige
Ridder Reinald, og med ham treſindstyve Riddere,
til Omlungeland, med den Paaſtand, at de ſtulle ſende
dig Skat af Landet. Og yde de Skatten, da er det
"vel, men din fande Uven er hver den, der taler ders.
imod, Hvad enten det faa er Didrik eller nogen anden,” .
Dette Raad vandt Kongens Bifald, faa han vilde lade
det iværffætte, . Udſendinge droge da til Omlungeland,
og ftævnede Landsfolfet til Thinge, og nu fremførte
Reinald Kongens Andragende. Da fvarede Indbyg: |
gerne: Bi have givet Skat til Konning Didrik af
Bern, hvem vi ere ſtyldige at erlægge den. Hvis dan

Mn vil overdrage Sfatten til Konning Ermenrik, da

faaer det ſaa at være, men ei ville vi Setale Sfat til
eder begge. R

260. — ſtiktede — Wænd til —
Didrik, fode ham ſige, hvad der var ſteet, og bade
ham; at han ſtulde komme og fvare for dem: Didrik

272 Dibrif af Bens Saga. 2611263, E

red-da ud af Bern: med tolv giddere til Thinget. Der
ſtod han frem, og talte, og ſluttede ſin Tale ſaalunde:
at han bad Ridder Reinald drage hjem, og ſige Kong
Ermenrik, at aldrig fif han Skat af Ømlungeland,.
faalænge han var Konge i Bern, og. desuden fulde Gan
Gave megen Utak for deune Ordſending. Reinald drog

da bort, og fortalte det til Kong Ermenrik. Saaſnart

Sifka hørte dette, tog han. til Orde: Fa!” fagde:
han, um gaaer det, ſom jeg auede, at Didrik vil ei
være en ringere Mand end du, og: faa vil han ei heller
blive, om du ei vogter dig bedre for ham.“

261. Til denne Sifkas Tale ſvarede gong Er⸗
menrik: Min Frande, Konning Didrik, har; ſom
mig ſones, faret. frem med faa meget Overmod m9d
mig og alle andre, til hvem han er kommen, ſaa han
nu endogſaa ter ſatte fig i Ligning med mig, og fit;
Rige med mit. Men det ffal han faae betalt, fom 3:
ſtulle hare, faa at han, før han ſtkal fane dette drevet:
igjennem, ffal blive hængt ; os ſaaledes fane agſande,
hvo af os der er den mægtigfte.” Da fvarede Heimer:
„Gud hjælpe Konning Didrik; men du (Tal med alſtens
Vanare komme til af undgjelde, at du sdelægger faa
mange af dine Frender og Xtmænd; og for dette og
alt andet have vi Siffa af takke.” Da tog BVidga til
Orde: Jal“ fagde han, udet border den ſtorſte Sam.
for Konning Ermenrik, en Stam, ſom bil mindes,”
faalænge Verden fader.” Derpaa gif Vidga ſtrax til⸗
fin Heſt, og red i alle fine Vaaben Nat og, Bek faa
ſterkt han formagede.

2062. Kong Exmenrik lod nu bieſe i alle ſine

Lurer, os z Befjendigjører at alle hans Rand ſtulde

⸗
Fad —

263 C. Didei af Berns Saga. 273

tage deres Vaaben og Heſte; og, da denne Har var

ferdig, vred ban fan ſterkt har kunde Dag og Rat, og

famlede til fig hver en Mand, ſom AR ii paa, og

han ryffede nu mod Bern. |

. 263. Vidga kom om Natten til Bern, n men
Borgporten var lukket. Da bleve Vagtmandene vaer,
at en Mand var kommen under Borgen, og fpurgte |
da, 690 der var. Vidga nævnte ſig, og bad dem

lukke op.Nogle af Vagtmandene gik da til Borge

porten, andre til Kong Didrik, at fortælle ham, at fang,

gode Stalbroder Vidga var kommen der. Saafnart

Kong Didrik horte dette, ſtod han op, og gik imod

Bam, og da de modte hinanden, modtog Kongen ham

venligen, og fpurgte, om han bragte nogen Nyhed,
og om fan vidſte, hvorlunde Kong Ermenrik havde
krævet Skat af hans Rige. Herre!“ foarede Vidga,
deg fan, fige dig en for og ond Tidende, ſom dog des⸗

varre ev alt for ſand, at, Hvis du bliver her fil Dag;

da vil Konning Ermenrik komme her med en novervin⸗
delig Hær; og nu er du, Herre! fan bagtalt for ham,
at han vil dræbe dig ligeſom fine andre Krænder.” Da
flævnede Kongen alle aufeelige Mænd ſammen paa cen
Plads, og fortalte dem deune Tidende, og fluttede ſaa⸗
lunde fin Tale; Mu er 08 altſaa to Vilkaar for Haans
den; det ene Bilfaar er at tøve her og værge os, faa
godt vi kunne, og vil da Konning Ermenrik miſte for |
por Haand mangen dyrebar Helt, men vi ſtaae da ogfan

Fare for af mifte ved hans Voldſomhed vort Rige og
Liv for Enden tager; men det andet Vilkaar er, at
vi gjøre os færdige til at ride bore og. forlade Borgen)

” og lade Gud faa førge for, om vi fare den igjen; og"

Nordiſte Fortids⸗Sagaer, 3die Bind. — S

<

274 Didrik af Berns Saga. 264 C. i

da beholde bi vore Mænd og bort Siv, og dette fidge er
mit Raad, om J ville ſom jeg.

"264. Da fvarede Hildebrand: — veed Gud,
at nu komme vi til at miſte vort Rige med Vanare,
naar vi faa fane det igjen! Dog hoer fom. vil følge
Konning Didrik, ſtal nu ſtaae op og berede. fig, fan
hurtig det er mueligt; thi nu. maae vi denne Gang
undflye, paa det bi en anden Gang kunne faaé vore
Rige igjen, om Gud det vil”. Da blev der. paa. den
ene Side en flor Graad af Koner og Born, der græd
over at ſtilles fra Fædre, Brødre og gode Venners
paa den anden Side hørtes derimod: vældigt Vaaben⸗
brag, da hver Ridder tog fine. Vaaben og fin Heſt,
faa at Hylen og Graad den Nat blandede fig med Vaa⸗
ben og Lurernes Gang. Da nu alle Ridderne vare
færdige, gif de ind i den: flørfte Hal, at hvile fig en
. Stund og drikke god Viin. Der kom nu deres Stal⸗
broder Heimer, og vidſte at give dem ſikker Efterret⸗
ning om, at Kong Ermenrik var i Nærheden ; og havde
mete end fem tufinde Riddere og utallige andre Folk.
Kong Didrif havde derimod fun hundrede: Niddere.
Da tog Ulfard Kampe til Orde: ,,Det veed Gud, at
di viſtnok ſtandigen mifte vort Rige for Konning Er⸗
menriks Skyld; men han ſtal dog fane mere Skade end
Gadn af os, for vi. ſtilles, om han end indtager Bern
og hele Omlungeland.“ Da tog Hildebrand "Song
Didriks Banner, og bad dem alle at følge ham; har
vilde nu ride foran. Ridderne ſprang nu paa deres
Heſte, og Hildebrand red ud i Lombardiet og ſyd over

Mundia og ind i'Kong Ermenriks Rige, og nu brændte

de Landsbyer og Kaſteller, Borge og enkelte Gaarde,

-

265266 C, Didrik af Berns Saga. — 275

og dræbte mange Menneſter, og for de igjen red nord
paa om Fjeldet", havde de i Kong Ermenriks Rige
Jagt ni tufinde Landsbyer og Kafteller - eller enkelte
Gaarde i Aſte.

” 265. Derpaa rede de tilbige Vidga og Heimer
tiltes nu fra deres Stalbroder Didrik, og droge til
Kong Ermenrik. Heimer gif for Kongen, og tog med
ſtor Vrede til. Orde: Du har, Konning Ermenrif |
gjort meget Ondt mod dine Frænder: dine Sonner
Fredrik og Reginbald overgav du felv til Døden, og
den unge Samfon dræbte du med egen Haand, og dine
Broderſonner Eggard og Ake lod du hænge, og for
uden alt dette har du nu bortdrevet fra fit Nige Didrik
tilligemed Detter og din: Soſterſon Ulfard og den brave
Helt Hildebrand, foruden mange beromte Riddere,
hvoraf du dræbte nogle, og forjog andre. Dette og
alt andet Ondt volder den onde Siffa.” Da udbrød
Sifka, Det ſagde jeg dig for lang Tid ſiden, Herre!
da du trak Heimer herhid, og ophsiede ham faa meget,
at han, ſom du nu feer, bruger vanærende Tale mod
dig felv; det var bedre; af du flyrtede ham, og lod
ham drage til den ſamme Sfov, hvor hang Fader er,
og der pasſe dine Heſte ligeſom hans Gader” Da
fagde Heimer: Det veed Gud, at; derfom jeg havde
mit gode Gdærd Nagelring, da ſtulde jeg dræbe dig
Sifka fom en Hund;” og i dét ſamme flog han Sifka
med fin Næve paa Kinden, faa at han flug faldt ned
for Kongens Fødder, og fem Tænder flot ud af han
Hoved; og Bevidſtheden forlod ham.

266. Da ſagde Kong: Ermenrik: S—— op,

1) Alperne, i
; s 2,

276. Didrik af Berns Saga. 267 C.

alle mine Mend, og henger fam!” Saaſnart Heimer |
hørte Kongens Ord, gif han iilſomt bort, greb fine

Vaaben og fin Heſt Riſpa, ſprang paa Heſten og reb
ud af Borgporten; men efter ham fore trefindstyve
fuldtvæbnede Riddere. Da ſprang Vidga frem midt i
Borgporten, og havde Mimung i fun Haand, og nå
driſtede ingen af disſe Riddere fig til af ride ud, og ſaa⸗
ledes flap Heimer den Gang. - Han red nu ud i Skoven,
og, hvor han kunde finde nogen af Kong Ermenriks eller
Sifkas Gaarde, brændte han dem og dræbte Beboerne;
og han opholde fig omfring i Skovene, men Sifta
forde aldrig ride ud med færre. end trefindstyve Mænd,
. og dog var han ſtedſe i Frygt for Heimer.

267. Nu er at. fortælle om King Didrik, at han

red nord over Bjeldet, indtil han kom til den Borg,

ſom hedder Bakalar, ſom lage ved Rinen. Derover
herſtede en ſtor Hovding, Markgrev Rodingeir. Da
nu Greven hørte dette, at Kong Didrik var i Nerhe⸗

den af Borgen, [od fan alle ſine Mænd berede fig paa

det bedſte, og red felv ud af Borgen tilligemed fin Kone
Godelinde. De lode opſtille Spillemend paa alle Ste⸗
der, og rede faa imod Kong Didrik. Da de nu mødte
hinanden, red Grevens Kone Godelinde til, og gav
Kong Didrik et Banner, ſom var gjort af Silke, halve

gront og halvt redt, og deri var merket en Løve med
Guld, og desuden gav hun Ham en Purpurkappe, hvis

Lige i Koſtbarhed ingen havde ſeet. Markgreven gav
. ham desuden mange Klenodier, og hver af hans Rib⸗
dere en ſerſtilt Gave. Kong Didrik red nu til Borgen
med Markgreven, og nod den * Modtagelſe, og
forblev bet i nogen Tid.

ſig nu 608 Kong Attila i lang Tid.

268269 C. Didrik af Berns Saga. 277

268. Didrik og med ham Markgreven red nu
til Gufa til Song Attila. Og da Kong Attila ſpurgte
Kong Didriks Færd, lod han blæfe i alfe fine Lurer og
alle fine Riddere berede fig paa det bedfte; han fod nu

ſit Banner bære foran fig, og red derpaa, ledſaget af

fin Kone Erka, i et pragtfuldt Optog ud imod Kong
Didrik. Med ham fulgte en for Mængde Niddere og

Spillemaend med alſtens morende Strengeleg. Da de

nu modtes modtoge de hinanden med megen Venlig⸗
hed. Kong Didrik red derpaa med Kong Attila hjem
til Suſa, og Kong Attila ſatte ham narmeſt hos ſig,

og gan alle hans Mænd en hæderlig Plads, og han

gjorde et ſtort Gjeſtebud med. megen Pragt, og indbød

Kong Didrik til af blive hos ham, faalænge fom ham

vilde, hvilfen Indbydelfe Kongen modtog, og opholdt

* i ”

Attende Fortallins— F

Attilas Krige med Oſantrir og Valdemar.

⸗

269. KE saae fortalte gong Attila gong Didrik, SED

hvor flor en Ulempe han i lang. Tid havde udſtaaet af

i Kong. Attilas Rige, og:at man ikke burde taale det
længer. Kort efter kom der Udfendinge til. Kong Attila
med den Tidende, at Kong Oſantrix var kommen i hans

Zand og brændte Bygderne, odelagde Landet, og havde

Oſantrix, Vilkinelandets Konge; baabe bed Mands
drab og Landets Pdelaggelſe. Da ſagde Didrik, at
han suffede, dt dette maakte havnes, medens han var

- 978 Didrik af Berns Saga. 270 C.

dræbt meget Folk. Da nu Kongerne Attila og Didrik
Hørte dette, fagde Kong Attila: Det ſtulle nu alle
mine Mænd tide, af de nu ſtulle berede fig paa det
Hurtigfte til af værge vort Land, :vog enhver maa viſe
fig paa det bedfte og Mmandigfte.”- Kong Didrik fagde
derpaa til fre Mænd: Meſter Hildebrand! tag nu
mit Banner, og fad. alle mine Mænd være beredte tå
at ſtaae Konning Attila bi; dennefinde ſtulle vi prøve,
om Ømlungerne ville være Kongen til Hjælp. Kongerne
Attila og Didrik og Markgrev Rodingeir rede nu ud
af Suſa, og havde i ale ti tuſuude Mand, med hoilken
Har de rykkede lige til'den Stad, ſom hedder Bran⸗
denborg. Der var Kong Oſantrix med alle fine Rid⸗
dere, og havde en: ei mindre Hær.

- 270. Da Kong Ofantrir nu ſpurgte, aft *
Attila var kommen i Nærheden, beredte han fin Hær,
og red ud af Borgen imod ham. Da de mødte hinan⸗
" Den vare de paa begge Sider beredte til Kamp, og der
kunde man fee mangen fager Hjelm og nyt Stjold,
mangen hvid Brynje og mangt et hvaſt Sværd. Nu.
fpurgte Kong Oſantrix, om Kung Attila og hang Hær
var færdig til Strid, og raadede Hunerne til af værge
fig fappert. Dernæft epmuntrede han Vilkinemendene
fil af ftride med megen Hidſighed og iffe flye for Fien⸗
derne. Da fvarede Kong Didrik af Bern: Du Kon⸗
ning Oſantrix! ſtal ſnart faar at finde, at Konning
Attila er berede, men farft ſtuue I made det Golf, ſom
hedder Omlunger, og dernæft Hunerne. Varger eder
nu; thi her ere komne Mænd, der have. Mod til at
gaae eder paa Livet. Gager nu raſt frem! gode
Drenge!” ſagde han derpaa til fine Mænd, «jeg venter

-

£

271C. Didrik af Berns Saga. 279

Dif, at: vi ville fane Seier, ovg de Bane.” Meſter
Hildebrand red nu: frem med Kong Didriks Banner,
ssg hug; til begge Sider, og. faldte mangen Mand.
Strax efter ham red Kong Didrik, og hug til begge
"Sider, og fældte Vilkinemendene for Fode, den ene
æfter den anden, og hans &rænde Ulfard fulgte ham
mandig. Og efter: ham red ;den ene efter den anden
af Omlungerne, og for. deres Fylking falde Vilkine⸗
mændene for. gode. Men Hildebrand bar Kong Didriks
Banner faa langt frem i Vilkinemandenes Hær, at
de fede igjennem alle Folkinger, og vendte derpaa en
anden Vei tilbage, og dræbte den ene ovenpaa den,

anden. Da Kong Oſantrix blev dette daer, red han .

haardt imod: ham, :og dræbte mangen. Mand, ag denne
Kamp koſtede ikke fan Lives. Kong Oſantrix red frem
forreſt i Fylkingen, og tilfoiede mangen Mand Skade,
men mod ham. red Kong Didriks Frænde Ulfard med
fin Trop, og de. havde en haard Kamp ſammen, og før
den var forbi, falde Kong Oſantrix. Efter hans Fald
"| Avede Bilfinemændene, men hine, fatte efter bem, og
draæbte maugen Mand, ſaa at fun faa undkom. Saa⸗
ledes habde Kong Attila nu vundet Seier; dog havde
han miſtet fem hundrede og tyve Riddere, og Kong
Didrik desuden to hundrede. Efter faa udfert Sag
drog Kong: Attila hjem; og havde nu befriet hele ſit
Rige for Biffinemændenes Overfald. Vilkinemandene
- tøge nu Kong Oſantrixs San. Hernit til Konge.
271. Deenaſt fortalles der, at Kons Attila
ſpurgte den Tidende, at Kong Valdemar af Holurgaard,
Kong::Ofantrig'g Broder, var kommen i Huneland,
herjede der, og hande en meget ſtor Dar. Os fom nu

280 Didrit af Berns Gaga. 272€,

Kong Didrik en Dag flod: sppe i det holeſte cearn, og
ſtuede vidt omkring over Huneland, da ſaae Gan ſtor

Rog og Lue omkring i Landet, og han gif da til Kong

Attila, og fagde: Stat op, Herre! og ruft dig og
alle dine Mænd! jeg har feet, af denne Dag vil Val⸗
demar brænde mangen een af dine: Gaarde og gjøre
megen Skade i dit Rige; og om du ei vil made ham og
værge dit Land, da vil fan komme fer, og da ſtal du
flanes med ham, om du end ei onſter det, eller i andet
Fald five.” "Kong Attila fod hurtig op / og bød blæfe
i alle Lurer. Han red dernæft udb af Sufa med fin Harr
Kong Valdemar havde taget en Borg fra Kong Attila,
og i denne Borg Gavde han fanget den gode Nidder
Rudolf, Sendemanden, og bundet ham, og han havde
i alt dræbt tuſinde Mand og brændt elleve. Landsbyer-
og tyve Kafteller og Borge, og fan havde bemægtiget
fig meget Gods og fanget mange Mænd. Men da han
ſpurgte, at Kong Attila havde en meget mandftær
Hær, flyede han tilbage i fe Nige. I —
272. Kong Attila foer nu afſted med ſin Hær,
og ſamlede over hele fit Rige Hertuger og Grever og
Riddere og alſkens Folk, og da ham ſaaledes havde
ruſtet fig, drog han ind i Ruslaud, og vilde nu hævne

"fig. Saaſnart han fom. der, 'hærjede han, Hvor han

kom frem, og gjorde megen Sfådé. Kong Valdemar
ſpurgte nu, hvad Kong Atelfa foretog fig; han ſam⸗
lede da en Hær over hele at Rige, og drog imod ham;
- Øg de mødtes i Pulineland. Kong Waldemar havde i
"fin Hær. langt flere Mænd. Paa begge Sider beredte
de fig nu til Kamp, og Kong Attila ſtillede Hunernes
Har og fit Danner mod Kong Valdemars Banner

-

4

WMen Kong Didrik ſiilede ſin Fylking og ſit Banner
mod Didrik Valdemarſons Banner.

273. Nu vrede de ſammen paa det tapreſte, og

ſtrede med megen Hidſighed. Og nu red Køng Didrik
af Bern frem for Midten af. ſin Fylking , og nedhug
Rusſerne til begge Sider. Da red imod ham Didrik,

Song Valdemars Sen, og de fo kampede, faa at ingen
kom nogen af dem til Hjælp. Dette var et haardt

Mede, og. enhver tilfsiede fn Modſtander ftore Slag,

og de ſtrede med den ſtorſte Heftighed og Manddom.
Og nu habde Kong Didrik af Bern faaet ni Saar og alle

ſtore, men Didrik Valdemarſon fem ſtore Saar. Da
"ved Kong Didrik af Bern paa det allerdrabeligſte frem,
og holdt ei: op, før han havde taget Didrik Valdemarſon
fangen og. bundet ham. Nu horte de et fort Krigés

raab, og bleve da vaer, at Kong Attila flyede og hele
Hunernes Har med han. Kang Didrik raabte nu hoit
og barſtt: Ale mine Mænd! vender om og ſtrider!

el vil jeg: flyve, og endun ville J fane. Geier, om I

vifte viſe eder modige;” og han red nu frem djævvelig;

os hug til begge Sider, og alle hans Mand fulgte

ham mandigen. Kong Attila havde af fin Har miſtet

fem hundrede Mand, KG RE mm, til fan kom al

til Sunda. 0 3

274. Didrik af. — — ig Dagen, be

Havde miſtet fo hundrede, men Kong Waldemar havde

miſtet to tuſtude Mand: "Og nu ſogte Kong Didrik
med ſtue Mend hen, hvor der var en gammel og ode

og havde oder tolo tuſinde Riddere, og hver Dag —

i

Borg; og i denne Borg drog Kong Didrik ind med fine
Bolt; men uden om den leirede Kong. Valdemar. fig,

282 Didrik af Berns Saga. 275 C.

Didrik med denne ſtore Hær, og dræbte en Mængde Bolt,
og tilføtede dem megen Skade. Og omſider begyndte-

deres Levnetsmidler af nærme fig Enden. Da fik Koug i

Didrik ved Speidere opfanget den Efterretning, at

Valdemar og hele hans Hær fad ved Spifebordet. Han . -

lød da fem hundrede Niddere væbne fig, og lod halv⸗
tredie hundrede af dem rykke ud med ſit Banner, men
af den anden Borgport fod Gan udride det. andet halv
tredie hundrede. Rusſerne bleve det da ikke vaer, før
Didrik kom fra to Kanter, og nu raabte de: Krigsraab
og blæfte i alle Lurer. Da troede Valdemar og hans
Mænd, at Kong Attilas Hær, var kommen tilbage, og
Gan flyede nu med hele 8 Hær, og Kong Didrik dræbte
mange af hans Folk, Da ſik Kong Didrit rigeligt
Forraad af Fodevarer og Viin.
275. Men da Song Valdemar haode fiygtet et
fort Stykke Vei, blev han var, at dette ikke var an⸗
det end hans Fjenders Forhaanelſe og Spot, og at der
ingen Her var. kommen fra Kong Attila; thi vendte
han om igjen til Borgen, og beleirede den, indtil. Kong
Didrik atter manglede Levnetsmidler, og det var forms
met. fag bidt, at be. maatte æde. Heſtene. Da talte
Kong Didrik en Dag til Meſter Hildebrand; og: de
ginge ſammen ene fo fil en Samtale, og overlagde,
hvad Raad de: fulde tage. Da fagde Kong Didrik:
Hvilken Ridder vil vi funne finde i vor Hær faa tap⸗
per; at han driſter fig til at ride igjennem Rusſernes
Gær; og indretter fin Sag ſaa vel, at han, neger til
Markgreven, min Herre, .og fortæller ham, i hvilken
Nod di ere ſtedte.“ Da fvarede Hildebrand: «Dertil
tykkes mig ingen Mand faa ſtikket ſom bin gode Ven

⸗

273 C. Dihrik af Berns Saga. 283 =
Vildifer; og om ellers nogen i bor Hær drifter fig der⸗
til, da venter jeg at han gjor det.“ Didrik kaldte
ham nu fil fig, og ſagde: Nid ud, Vildifer! hois
du har Mod til at ride igjennen Konning Valdemars

Har, og fan indrette din Sag. fan, at du naaer til

Markgreden; da venter jeg, naar du træffer han, af -
han vil yde 08 Hjælp, om fan faaer at vide, i hvilken

Nod vi ere ftædte.” Jeg har flore Saar,“ foarede
Vildifer, Jog er ei Del beredt tif at drage i faa ftært
en. Strid, og dernæft vil jeg heller ikke, ſaalenge jeg

» an bære mit Skjold og mit Soard, ſtilles fra dig.”

Gaa talte han, fordi han ikke trøftede fig til at ride.
«Kald din Frænde Ulfard tilt”; vedblev Vildifer frem⸗
deles, ‚og bed ham drage i denne Sendefærd; ingen

er ſaa ſtikket fom fan. til denne Værd i Henſyn til Dri⸗

ſtighed og Styrke.” De gik da hen, hvor Ulfard var
«DU, min Brænde Ulfard!“ ſagde da Didrik, vil du

ride i min Sendeferd igjennem Rusſernes Hær, og

ringe Markgreven Ekfterretning om, i hvilken Ned pi
ere fædte” Herre!“ ſparede Ulfard, Wildifer vil
ikke vide ibenne Sendeferd; han er den ſtorſte Kæmpe

- vor Hær, men jeg ér en ung Mand og fun lidet fors

ſogt i mandige Bedrifter til at drage i en faa flor
rave” Vildifer har mange. og ſtore Gaar,” foas
rede da Kong Didrik, Log han fan derfor iffe ride til
Enekamp mod faa flor en Hær.” . Da ſagde Uffard:
«Bor:Ven Vildifer torde ek -ride ; og. gav Anviisning
paa mig; men om dm laaner mig din gode Heft Fatken
og. din gode Hjelm Hildegrim og. dit: gede Socrd ED
kiſar, da rider jeg i denne Sendefærd, om du faa vil;
Det vil: jeg tilſtaae,“ fvarede Didrik, .om-Ddu: vil: føre

i

464 Didrik af Berns Saga. 275 C.
i denne Færd.” Derpaa ſtiftede Kong Didrik og Ul⸗

fard Vaaben. Ulfard havde nu alle Didriks Vaaben
og hans gode Heſt, og vred ſaaledes ud af Borgen.
Det var allerede mork Rat; han red derfor hen, hvor
Valdemars Mænd. havde haft Ildſted, tog fig en (nende
Brand, og vred dermed ind i Kong Valdemars Hær,
og alle troede, af det var een af Bagtmændene,.da han
red faaledes uden Frygt igjennem Hæren. Ulfard kom
til et fort Telt, ſom flod midt i Leiren. Deri for
Kong Valdemar felv og mange Hsvdinger. - Han fatte
da Branden, hvormed han lyſte fig paa Veie, til Teltet,
og flur ſtod Teltet i lys Lue, da Silken let antendtes.
De, fork vare derinde, fprang nu op, da Luen ſlog
op igjennem Teltet over deres Hoveder, og ſogte af
vedde fig. Ulfard bræbte der ti Riddeke med fin ene
Haanud, og red dernæft bort; men i Nattens Morke
kunde han ei faae at vide, om ſelbve Valdemar havde
maattet fade fit Liv. Han ilte nu videre afſted. Kong

Didrik og Hildebrand og Vildifer fode i det famme paa
Borgfloien, og bleve: var, at Teltet luede, og kunde
nu vel vide, at det var Ulfard, der havde ſat IK paa
Teltet; om han fan ei maatte have udført mere, og de

vare derover meget glade. Ulfard red nu denne Nat

og Dagen derpaa ligetil Aften faa. ſtæarkt til ſom Gan
kande, indtil han nagede Huneland, og traf Kong
Attila med fin. Hær og. Markgreven. Denne. fjendte
Kong Didriks Vaaben, ogtroede, at det. maatte. vare
ham ſelb / as red derfor frem: fra Hæren imod han.
Men ba de bam til hinanden, fagde Ulfard: Velkom⸗
men Markgrebe! Konning Didrik ſender dig fin Hilfen.”
Og nu kjendte Markgreven, af det ei tiger Didrik, men

(4

276€. Dihrik af Berns Sage, . 285

at det var Didriks Mand. Gud være lovet,” ſagde

han, ‚at jeg veed, at Konning Didrik er uſtadt, og
vi ſkulle fnart komme og. yde ham Hjælp.” Da fvarede
Ulfard og fortalte om hele fin Færd, og hvad rende
Kong Didrik havde budet ham. Markgreven drog nn
til Kong Attila, og fagde ham denne Tidende.
276. Men da Kong Attila harte dette, ſtod han

op; og fod blæfe i alle fine Lurer, og tage alle ſiue

Vaaben og Telte, og vendte tilbage, at ſtaae Kong
Didrik bi. De rede nu med deres Hær, indtil de kom
i Nærheden af den Borg, hvori Kong Didrik, var.
Men da Kong Valdemars Vagtmand bleve vaer, at
en mandſterk Hær var fommen i Musland, ifte de til
Kongen med denne Efterretning. Da fod Kong Var

demar tude i fine Lurer, og bod, aft alle hang Mænd

(fulde væbne fig, flige til Heſt og tide hjem efter. Saa⸗

fnart Kong Didrik blev baer, at Kong Valdemar und⸗

flyede, gjorde han Udfald af Borgen, og fatte efter
dem, og dræbte to hundrede Mand; og da Kong Didrik
drog tilbage, madte han Kong Attila med en for Hær,
og de modtog hinanden med flor Kjærlighed og: vare
faare fornotede, og-Koyg Attila ifær var glad over; at
Didrik var velbeholden. De gif derpaa op: i Borgen.
Da fagde Markgreven:; Jeg harmer mig meget over,
at vi ei kom før, at hjælpe eders Hær, i ſaadan Red

ſom J vare ftædte.” Da: fagde Hildebrand: Jeg er
nu halofſerdſindsſtype Vintre gammel, og kom albrig
for i ſaadan Fare og Nød, og ſaaledes har Sulten an

grebet os, af vi have ſpiſt fem Hundrede Heſte, og
allene fyv af de Heſte, ſom vi bragte hid, ere nu til⸗
bage” Derefter gik Kong Didrik hen, hvor Didrik

U

286. Didrik af Berns Saga⸗ 277 C.

Valdemarfon var, og vifte ham for Kong Attila, figende ;
ufjer er Didrik Valdemarſon af Rusland, fom jeg tog
til Fange i Slaget; men for vort Venſtabs Skyld vil

. jeg give dig ham, og fan du da gjare, hvad enten de |

vil dræbe ham eller fade Valdemar. udlefe fam med
Guld og Solv, Gorge eller Niger.” Da fagde Kong
Attila: «Nu ſtal du have Taf for denne Gave, ſom
fyntes mig bedre end et Slippund rodt Guld, hav me⸗
gen Taf derfor!” Kongerne Attila og Didrik droge

Bu tilbage til Huneland ad den. famme Vei, hvor de

før droge frem. Kong Didrik havde mange og ſtore

„Saar, hvoraf han længe laae føg; men Didrik Val⸗

demarſon blev kaſtet et Fengſel. Ogſaa han var
meget ſaaret. | En
277. Da Kong Attila. Havde været hjemme en
Tid, traf det fig engang; at han vilde ride ud paa
Harjetog. Han lod da tude i fine Lurer, og ſendte
Mand ud faa bidt fom hans Rige ſtrakte fig, at alle
Fulde komme til ham, fom vilde. pde ham Hjælp, og
havde Mod til Strid. Kong Attila var nu fyldt uds
ruftet med fin Hær, og, havde ei mindre Mandſtab end
ofte tuſinde Riddere og ufalligeandreFolf. Men Kong
Didrik var faa haardt ſaaret, at fan ikke kunde drage
mied Kong Attila, at pde ham Hjælp. Derefter gik
Dronning Erka til Kong Attila, og ſagde: Een Ben
. vil. jeg bede dig, Herre! at du tager min Frænde!
. Dtdrif Valdemarſon nd af Fængflet, og vvergiver ham
til mig, og tilſteder, at jeg læger ham; er det da faa
wel, at I indgaae Forlig, Song Valdemar og du, da
er. det bedre, at. Didrik —— ikke er dd.”
1) jfr, Gå Cap, — i

!

i 2780. Didrik af Berns Saga. 287

Det vil jeg ikke Lilfaae dig,” foarede Song Attila,
athi bliver han helbredet, medens jeg er borte, da
faner jeg ham aldrig. i min Magt mere”. Om han
bliver helbredet, ”. ſagde derpaa Erka, da fætter jeg
mit Hoved og Liv i Pant, faa af; hvis Han er bore
reden, naar du kommer hjem, det ſtaaer dig frit for
at afhugge mit Hoved.” Nu blev Kong Attila vred, og
fagde: Vil du:tænfe paa at tage ud af Fangſlet min
hin ſtorſte Fjende Didrik Valdemarſon og helbrede ham!
Beed du da ikke, at, om jeg mifter Gam, og han rider.
hjem fil Rusland, da var det Tab mig ſtorre, end om
"jeg. miftede min Borg Suſa; thi hans Frænder vide
ſikkert udløfe ham med mange Borge og meget Rige,
Heller end ikke at faae ham. Nu boder du dit Hoved
til Pant, men tvivl fun. iffe paa, at du ſtal mifte dit.
Boved, om Didrik Valdemarſon flipper los, og bliver
han forſt helbredet, ſaa vil du ikke kunne hindre ham
fra at ride til Rusland.“ Uagtet alt dette og hvad
mere han end fagde, blev det dog, fom Dronningen
vilde, og fun: lod tage Didrik Valdemarſon ud af
Faengſlet og bringe hen i et Taarn. Paa det: ſomme⸗
ligſte lod hun der hans Pleie berede, fad felv. over han, '
og en ham med alf Omfu. i i
Kong Attila drog imidlertid med fig hal
lang * ad beboede og ubeboede Egne; til han forms
tit Pulineland og Rutſeland, da harjede han; og
braændte, og ødelagde Landet. . Næft dette er at tale
om Dronning Erka, — helbredede fin
Fræende Didrik Valdemarſon; hun bragte ham foer
Dag de fæfrefte Rætter med friſt Drik, og ſtaffede haw
Karbad, og gav ham desuden. mage Koſtbarheder.

N —

LL

288 Dibrif af. Berns Saga. 278

Til Kong Didrik af Bern fendte fun derimod een af
fine Tjeneftepiger; men da. denne ikke var fan obet i La⸗
gekunſten fom Dronningen, gif det kun ifde med fans
Saar; de lægedes fun ſeent, og der gif en ſſem Stank
af bem. Men da Didrif VDaldemarføn var bleven hel⸗
bredet, gik Gan en Dag hen og ruftede fig med gode
Vaaben og Brynhoſer, og traf en Gvid Brynje over
fg; og fatte pan fit Hoved en haard Hjelm, blank ſom
Glas. Da falte fan til Hjelmen: Du hin haarde
Hjelm!” fagde han, har taalt mange. og fore Hug
af Konning Didrik, og de Hug, ſom jeg maatte taale
af ham, gjengfeldte jeg ham med ei færre og ei mindre,
og deraf ligger fan nu i Saar, men jeg er helbredet.
Derfor fværger jeg, af. om en anden Mand havde gjort
dette, ſtulde jeg nu uopholdeligen dræbe ham, men
han er faa tapper en Helt, at jeg ei neuner at dræbe
ham, medens fan er uduelig til Kamp. Men jeg vil
uden Ophold vride ud af Suſa og hjem til Rusland.
Nu forhindrer ingen mig det.” Da nu Dronning Erka
blev dette vaer, at han agtede at drage bort, ſpurgte

hun: Didrik, Frænde! hvad agter du”at-tage dig

for?” „Jeg har været i Huneland alt for længe,”
foarede Didrik Valdemarſon, «og vil nu drage. hjem
fil mis Rige?” Da fagde Dronning Erka: Du rider

" fort. med liden Åre for dig felv; og lønner mig faa flet
at den Velgjerning, fom jeg har gjort dig, 'at jeg har

fat mit Hoved til Pant for dig; og ikke bekymrer du

dig for mit Liv, naar du kun felv fan komme bort.”
«DU er en. mægtig Dronning,” fagde derpaa Didrik,
«og Konning Attila vil ei dræbe dig; men om jeg oppe⸗
Bier ham her; da vil han vift dræbe mig" Nu gif

2179 C. Didrik af Berns Saga, 289

han hen; hvor Kong Didrik laae i en Seng, og ſpurgte,
om hang Saar vare lægte, agtende af dræbe ham, om
de vare det. Kong Didrik foarede: Mine Caar ere
mange og ſtore, faa af jeg fan hverfen vride eller gane.”
Da gik Didrik Valdemarſon bore, og hen hvor hans
Heſt fed, kaſtede Sadlen paa den, og ſteg paa dens
Nyg. Det var een af Kong Attilas Hefte. Nu fagde
Dronning Erfa: Bliv du her hos mig, og ſtal jeg

dig ſaa underſtotte, at J ſtulle blive forligte, du og
Konning Attila, men om du ei vil det, da er Konnin⸗

"gen faa gruur, at han vil afhugge mit Hoved, naar
han kommer hjem.” Men DidriÉ red nu IDE; og [od
fom fan iffe hørte det.

279. Da græd Dronning Erfa bitterlig, hylede
og rev fine Kleder ſonder, og gif hen hvor Kong Didrik |
laae faaret paa Leiet. Didrik, gode Helt!” fagde
hun, mu er jeg her kommen, at føge dine gode Raad;
jeg har helbredet: Didrik Valdemarſon, men fan lanse
stede mig fan; at han red bort. Men naar Konning

Attila kommer hjem, veed jeg, at det bliver min visſe Dod,
om dn nu ei yder mig Biſtand.“ Da ſagde Kong
Didrik: Bel var det; af han lonnede dig fan, for at
du helbredede ham, og gjorde ham godt; men den
værfte Tralkvind har du ſendt til mig; jun funde ef
læge mine Saar/ men fun laae hos mig hver Rat, og
dét er ei en Maade at læge pan. Nu ere mine Saar
dobbelt faa ſſemme, fom da jeg nylig fif dem, thi nu
er der dodt Kjod i dem, og faa'faaret og ſyg er jeg, at”,
jeg hverken fan gaae eller ſidde, ei heller ſtride med nos
Agen Matid; og dette er forſte Gang, at du kom til
mig, Fruel ſiden jeg kom paa derte Lele. Da græd
— —— 3die — —

—

200 Didrik af Berns Saga. 280 C.

Dronning Erka bitterlig, og hylede: «Gode Herre,
Konning Didrif! du er den fortrinligfte af alle mænd
4 Verden i Mod og Tapperhed; ffee mig derfor en
Utykke, at jeg ſtulde ei læge dig, faa at du nu kunde

hjælpe mig; thi om jeg faa havde gjort, da var Didrik

ei reden bort. Nu har jeg derimod ingen Mand i mit
Rige, ſom fan være mig til Hjælp, og nu vil Konning
Attila afhugge mit Hoved, og det vil ſporges over alle
Lande. Var du friſt, Konning Didrik! da kunde jeg

endnu leve og fyre mit Rige.” Og hun blev ved med -

de famme Ord, og hylede og flog fig paa Bryftet.

280. Da ſagde Kong Didrik: «Sid mig hid. min |

Brynje og mine Vaaben, og ſtulle vi gange fammen
til Kamp, jeg og Didrik,” Da nu Kong Didrik havde
væbnet fig, bød han tage fin Heſt og lægge Sadel paa

den, hvorefter han fprang paa dens Ryg og vred ſaa

ſterkt han kunde. Og medens han red, blodte hans
Saar, ſaa at hele hans Brynje og Heſt bleve overalt
blodige. Han red nu lige til han kom for Bilkine⸗
borg. I denne Borg var det; at Kong Ermenriks
Son Fredrik, efter Sifkas Anſtiftelſe, blev dræbt; I

eet af Borgens Taarne ſtod juſt en Jomfru, en Datter

af Jarlen, ſom herſtede over Borgen; hun hadde feet
Didrik Valdemarſons Fard, og nu ſaae hun en Mand
ride paa det hidſigſte, og hun gik derfor til Borgporten,
fan lønlig og iilſomt ſom fun kunde. Didrik kom da
faa nær, at han kunde tale med hende, og han fagde
da: Sane du en Mand ride her fra Borgen, ſom
havde en hvid Brynje, et Hvidt Skjold og én graa eft 3

det var min Stalbroder, og fam vil jeg folge i hans

-Mige.” Ja!” ſvarede hun, jeg fane den Mand,

284 C. Didrik af Berns Saga. 291

om hvem du taler, og han fan ikke være reden langt

. frem i Skoven.“ Da ſlog Kong Didrik fin Heſt Falken

med Sporerne, og red til dobbelt faa hidſigt, og fatte.
fit. Glavind frem, holdt ſit Skſold for fir Bryſt, og
red nu paa det allerſterkeſte. Nu anede Jarlens Dats

. ter, at denne Mand ei maatte være en Ven af den fom

red foran, men vilde dræbe ham, og hun tyktes nu,
at hun havde været for hurtig til at fige, af der fun
var et fort Stykke Vel imellem dem, og hun raabte
pan Manden: Herre! rid hid, jeg vil læge dine Saar,
da fan du igfen ſtrax ride efter ham, ſom du vil træffe,
men du maa ei ride faa hurtig nu for dine fiore Saar. Vi
du føve, da vil jeg forbinde dine Saar, og ſtal du da
ride mere fagte.” Dette vilde Didrif paa ingen Maade,
uven red til paa det hidſigſte; og nu kunde hun forſtaae,
at de bare fånde Uvenner, og at den ene var ſaaret af
den anden, og hun vilde ikke gaage bore fra det Sted,

" Hvor hun ſtod, førend hun fik at vide, hvorledes Ude

"faldet blev af deres Møde, og hun sled at være Til⸗
Fuer af deres Kamp. J

281. Didrik af Bern red nu frem, til bat naaede
den Skov, fom hed Borgarftov!. Den ligger mellen

Pulineland og Huneland. Da faae Kong Didrik, hvor
Didrik Valdemarſon red gjennem Skoven, og han raabte:

(3

a F i
ps
⸗
— — åg
⁊ * Søg Ø
— -
r i $ —

Bend tilbage! jeg vif give dig Guld og Galv og aft, -
Hvad. jeg eier i Huneland, og udvirke dig Forlig og
Venſtab hos Konning Attila.” Da ſagde Didrik Val⸗
demarſon: Hovi byder din Djævel mig Guld og Solv
jeg ſtal aldrig blive din Ven, og hvis det ei vor en
Banære for mig, da fle du aldrig fee Dronning

— 95 — ma
22:

292 i: Didrik af Berns Saga. 282 2C.

Erka; rid bort fra mig, thi der ſtaaer en ſſem Stank
ud af dine Gaar.” Da ſagde Didrik af Bern: Bend
tilbage, gode Stalbroder! du har ingen re af at
ride ſaaledes ud af Huneland, at Dronning Erkas Hos
ved ſtaaer i Pant for dig; -men vi ſtulle underſtotte dig
ſaa, at vi ſtulle ſtaffe dig Forlig og Venſtab hos Kon⸗
ning Attila.” Didrik Valdemarſon - foarede atter de
famme Ord fom før. Da blen Kong Didrik vred, og
fagde: Om du ikke vil vende tilbage med mig til Hu⸗
neland for Guld og Solv og mit Venſtab, og heller
ikke for din Frenkes, Dronning Erkas, Liv, og ei for

din egen og din Slægts Ære; da flig ned af din Heſt,

og bered dig til Strid, og tør du ikke det, da ſtal du
væte hver Mands Niding, og aldrig ffal du fortjene
Nabn af en brav Ridder, hois nu du flygter for em
eentig Mand; men min Heft ev faa god; at du ei ſtal
undkomme; og ſtal du da. blive dræbt paa Flugten, og
aldrig fiden vil dig Naon vorde nævnet anet —
Heltes.“
282. Da Didrik — disſe Ord,
vendte han fin Heſtom, og vilde nu viſt ikke flye, om
han end faae fin visfe Bane. "Begge fprang da af He⸗
ſtene, gik ſammen, og. fæmpede færdeles tappert og
modigt, faa Skjolde og Brynjer fif dybde Mærker, og
begge bleve haardt ſaarede. Da de ſaaledes havde
ſtredet en god Stund, blev Didrik af Bern træt f de
Saar, han før havde, og af dem han nu ſik; Cræthed
overfaldt ogſaa Didrik Valdemarſen, og enhver fatte
nu fit Skjold ned for fig; ſtottede fig paa det, og hvis
lede fig. Da fagde Kong. Didrik af Bern: .Du gode
Ven! vend tilbage, og lad os begge drage hjem ſammen,

N

— **

-

-

283 C. Didrik af Berns Saga. ' 293 —

og jeg ſtal underſtotte dig fan, at du ſtal fane Fred af Lon⸗
ning Attila; og om det gaaer faa ilde, at du ei faner
Fred, da ſtulle jeg og mine Mænd følge dig hjem i dit

Mige.“ Men Didrik Valdemarſon vilde aldeles ikke

indlade fig derpaa, og de gif ſammen og ſloges med
megen Vrede. Da gav Didrik af Bern fin Navne .et
ſtort Slag paa den hoire Side over Halſen, faa at Hos
vedet flot af til venſtre Side. '
7283. Kong Didrik gif derpaa til fin Heſt, og
Holdt fin Navnes Hoved i Haanden, og bandt det ved
" fit Sadelrem, og red nu til Vilkineborg, hvor han traf
den famme Frue, fom før havde tilbudet ham at fore
binde hang Saar. Nu tog han.mod hendes forſte Til:
bud, og lod hende forbinde hans Saar, og medens
hun gjorde dette, havde han kaſtet et Klade over ſin
Navnes Hoved, for at hun ei ſtulde fee det. Da kom
Jarlen, hendes Fader, til, og ſpurgte, hvad det. var
for en Mand, der var hos hans Datter. Kong Didrik
ſdarede: Jeg veed ei, om jeg ſtal fige eder Sandheden
om mit Navn, thi hvis det er ſaa fom mig aner, da
har jeg her miftet cen af mine Frender, men dog, hvor.
dan det nu end gaaer, ſtal jeg fige eder mit ſande Navn:
— Jeg hedder Didrik af Bern, Konning Ditmars Søn.”
Da Jarlen hørte dette, bød Gan med flor Hoflighed
Didrik til- fig om Aftenen. "Denne. modtog Indbydel⸗
fen, fordi han baade var faaret og træt, og han var
der i god Behandling den Nat. Men det traf fig faa,
at Didrik og Jarlens Datter lage i cen Seng om Nats
ten. Da det nu blev Dag, gif Jarlen til fine Mænd,
og fpurgte dem til Raads, hvad han ffulde byde Kong |
Didrik for fin Frænde, hvad der kunde anſtaae fig for

Ud , ig —4

294 Didrik af Berns Saga. 284 C.

Gam af modtage. Da fvarede ham en Ridder, ſom

var Sifkas Frænde: Nu er Didrik kommen her, ganſte

ſaaret; lad os derfor tage vore Vaaben og dræbe haut;
og behove vi da aldrig fiden at frygte ham; men lade
… vi ham nu fare bort, da kan det hænde fig, at han en
anden Gang ødelægger vor Borg og dræber alle fine
Uvenner; thi faa grum er han, at (an ſtaaner ingen
Ting, om endog mindre Fornarmelſe er ſteet ham, end
nu.” Da fvarede Jarlen: „Om vi dræbe Konning
Didrik her, da kunne vi vente og Ufred af Konning
Attila, faafnart han ſporger, at Konning Didrik er

dræbt, og han er en altfor mægtig Mand, til at vi

da kunne holde vor Stad imod ham.” Da fvarede en
- anden høvding: Lad 08 heller tage et andet Raad,

lad og gjøre et anſeeligt Gjæftebud og give ham gode .

Gaver i Guld og Selv og mange Niddere til at følge.
ham hjem til Suſa, og det vil han optage vel, faa
brav en Mand er Gan.”

284. Dette Raad fulgte Jarlen, og fod nu ans
”vette til et koſteligt Gilde for Kong Didrik, ſom dva⸗
lede der mange Dage. Jarlen (od nu fine fyv bedfte
Riddere iføre fig Purpurkleder og alſtkens koſtbare

Smykker, gif for: Kong Didrik, og ſagde: „Herr

Konning Didrik! disſe ſyv Riddere vil jeg give eder til
Tegn paa mit Ønffe, at maatte hadres med eders
. Gun.” Men Kong Didrik takkede ham meget derfor,
og optog bel af den Sæder, ſom Jarlen viſte ham.
Da fagde Jarlen: En Bon har jeg af gjøre eder,
Herre! fom jeg gjerne onſter, at J vil opfylde mig.”
«Et fan jeg tilſtage det,” fvoarede Kongen, for jeg

veed, Hvad du bil bede om; men for din Velvillighed

285 C. Didrik af Berns Saga, 295

imod mig er jeg ſtyldig at gjøre hvad du beder om.”
«Jeg vilde gjerne,” fagde da Jarlen, ‚at JF tilgiver
mig det, at jeg dræbte eders Frande Fredrik efter
GSifkas Anſtiftelſe, og viſt nok fulde jeg ei have gjort
det, om jeg havde vidſt Sagens Sammenhæng.”
MWBiſt ſtal jeg eder den Sag tilgive,” ſparede Didrik,
«thi du har. behandlet mig hæderlig og givet mig. ans
ſeelige Gaver; men om du ei havde faa gjort, da vilde
ſeg vift nok have hævnet min Frende.“ Da nu Kong
Didrik var kommen til fin Heft, gik Jarlen til ham,
tog Klædet af, ſom laae over Sadlen, og kjendte Hos
vedet, og havde nu fuld Vished om, hvorledes Kong
Didriks og Didrik Valdemarſons Skifte var gaaet af.
Derefter fprang Didrik paa fin eft, og med ham de
- fyv Riddere, og han red nu hjem til Sufa. Da gif
Dronning Erka imod ham, og troede, at Didrik Val—⸗
demarſon fulgte med ham, og hun blev glad. Men
Didrik tog fin Navnes Hoved, og kaſtede det for hen⸗
des Fodder. Nu græd Dronning Erka, og græmmede
fig over, af faa mange af hendes Frander miftede deres
Liv for hendes Skyld. Derpaa gik Kong Didrik til
fin Seng, og laae ſyg af fine Saar, ligeſom før han
gjorde denne Færd. Lg de ſyv Riddere bleve vel
modtagne, og de tjente ham med megen Kunſt og Des
hendighed.
2885. Nu ſtaaer til at fortælle om Kong Attilas
Færd, at fan havde brændt ſtore Gorge i Kong Val:
demars Nige. Da nu Kong Valdemar fpurgte Ufred,
ſendte jan Bud over hele. fit Rige, og lod blæfe i alle
fine Lurer, og bod, at alle Mænd ſtulde komme til
fam, ſom torde ſlaaes og funde fore Skjold. Kong,

ø

296 Didrik af Berns Saga. 285 €.

Valdemar var nu færdig til at rykke mod Kong Attila,

og han havde da ei mindre Hær end. fi tuſinde Riddere

foruden meget andet Mandſkab, og han drog nu frem,

til han traf Kong Attila. Da disfe fo Konger ſtodte

(5

ſammen, fom det til et haardt Slag; de floges længe
med megen Tapperhed og Manddom. Fremmerſt i Fyl⸗
kingen vred Kong Attila, og holdt ſelvſit Bauner i.
Haanden, og fæmpede med megen Hidfighed. Men i
den anden Fylfing red Hildebrand, og Holde. Kong
Didriks Banner. i Haanden, og ſtred paa det: tapreſte;
og for hans Slag maatte mangen Mand. falde i Kong
Valdemars Hær. Det famme gjorde ogſaa Markgrev
Rodingeir. Kong Valdemar red nu frem paa det
djærvefte; og opmuntrede Rusſerne, og fod blæfe. i
mange Lurer, og. der blev nu ſtor Larm af Rusſernes
Naab og Hidfen. Og nu falde mange af Hunernes

Har, og ſaaledes endte deres Skifte ſig, at Kong

Attila undflyede med hele fin Hær, efterat han i For⸗
veien havde af fine Mænd miftet ei færre end ti hun⸗

drede. Da Markgreven og Hildebrand ſaae, at Kong
Attila flyede, da mindedes. Hildebrand, Hvor tapre

Ømlungerne vare i Kamp, og bod dem gane mandigen
frem, og det ſamme gjorde Markgreven ved. fin: Hær,
og de opmuntrede hinanden, og fortfatte Slaget paa
det mandigſte, faa at de i fort Tid havde fældet ti hun⸗
drede Mand. Det traf fig faa, at en græft Jarl af
Kong Valdemars Hær. kom imod dem; og han ſtak til

- Hildebrand faa haardt med fig Spyd, at Hildebrand
falde af Heften til Jorden. Da Markgreven fang dette,

at Hildebrand var falden, eggede han fine Mænd og

Omlungerne, at de ftulbe gange frem, at hjælpe Hil⸗

— — — — —
+

286€. Didrik af Berns Saga. 297

debrand af undkomme. Selo red Markgreven til,

hvor Hildebrand laae, fik fat i hans Heſt, og hjalp

ham op, og da han kom paa fin Heſt, fæmpede han

paa det allertapreſte, og red nu haardt frem, og ſtred
en Stund med.megen Mandighed. Træfningen"'endtes

. Dog med, af Hildebrand undfinede,. fordi han havde
med fan ſtor Obermagt at gjøre, at hån ikke kunde

holde Stand, og han havde da miſtet hundrede Mand af
OHOmlungerne. Ogſaa Markgreven miſtede ei ferre
Mænd, men undkom dog felv fra Striden. Og med
tfeier og Vangre maatte de ſaaledes denne Gang brage -
Hjem til Suſa til Kong Attila. —

286. Da de nu kom hjem, git Hildebrand ders
til hvor Kong Didrik laae ſos af ſine Saar, og ſagde:

Jeg er glad, fordi jeg feer, at du er i Bedring, men

gladere vilde jeg være, om du var vaabenfor.“ Kong
Didrik ſpurgte da Hildebrand, hvad Handelſer der
havde modt dem paa deres Færd i Rusland. Nu ſoarede
Hildebrand: „Ja! der er noget at tale om; du har
ofte ſagt, at Konning Attila var ſerdeles tapper og
djerv i Kamp, men jeg agter ham nu ikke for nogen

"Kæmpe eller Helt; ſnarere tykkes det. mig, af han i

Feighed ſtal lede om fin Lige; thi da vi kom ind i Rus—
land, da kom imod og Konning Valdemar, og da vi.
vare færdige til Kamp, da ginge Rusſerne imod os
med megen Tapperhed, men da Kampen var paa det
haardeſte, og vi ſtulde bedſt fil at falde an, da flyede
denne hin onde Hund, Konning Attila, og lod ſin

Bannerſtang falde, og tog hele Hunernes Hær. med fig.

Jeg mindedes da, hvor megen Fortroſtning jeg havde
der, hvor Ømlungerne vare, og det ſamme glorde

⸗

3

2908 Dihrik af Berns Saga." 287 C.

Markgreven. Thi red jeg da frem igjennem Rusſernes

Har tre Gange, og. fældte der mange Rusſer, indtil

ten af Konning Valdemars: Jarler kom imod mig, og
ftak til mig, faa at jeg faldt af min Heſt til Jorden;
men det har bi åt takke Markgreven for; at jeg und⸗

flap, thi han hjalp mig paa min Heſt. Saaledes have
vi da faaet Ufeier og VBanære i Rusland.“ Meſter

Hildebrand!” ſparede derpaa Kong Didrik, hold op,

og flig mig ei meer om eders Færd, thi den er falden”

" meget flet ud, men jeg haaber, at jeg vil komme mig

og blive helbredet af mine Saar; og, om faa ſteer, da

ſtulle vi end komme i Rusland, og før vi atter drage
derfra, da ſtulle vi prøve, hvo der flyer forſt, Konning
Valdemar. elfer vi; og ei ſtulle Rusſerne fænger broute
af; af de have mere Lykken med. fig end Hunerne eller
Omlungerne.“ Men før et Halvaar var omme, fra
denne Tid af regne, var Kong Didrik. helbredet.

287. ” Det ſtete en. Dag, at Didrik kaldte Long
Attila til Samtale med fig; og talte faa: Mindes du;
Herre! hvor megen Banære bu fi ſidſte Sang i Rus⸗

land af Konning Valdemar ?. Har du nu Lyſt at hævne.

… big eller fade. det blive derved?” ‚Tilvisſe,“ ſparede

derpaa Køng Attila, vil jeg et lade det blive derved,

hvis jeg faner Hjælp af dig, og jeg venter, af du vil
kunne yde mig Biftand, nu fom for, ved din Tapper⸗
hed og Manddom.” Nu foarede Kong Didrik: Cil⸗
visſe ſtal jeg yde dig. Biſtand! Om du vil følge mit
Raad, da ſtal der nu ſamles en Hær over hele dit Rige,

og nu ſtulle vi ei hvile igjen, før enten Konning Val⸗

demar flyer fit Rige eller undgjelder med fit Liv, eler,
hvad der ſtal være det tredie Vilkaar, vi ei mere ville

-
£ a

—

288 C. Dihdrik af: Berns Saga. 299
komme tilbage” Kong Attila lod nu ſende Bud over
hele fit Nige, at hver Mand fTulde omme til fam,
fom vilde yde ham Hjælp i Kampen. Og nu fif Kong

Attila i føle Stund meget Mandftab, ei færre end ti

tuſinde Riddere og meget andet FolÉ Han rykkede da
med denne ftore Hær ind i Rusland og Pulinefand, og
brændte Borge dg Kaſteller, hvor han foer frem. Om
fider kom Kong Attila med fin Hær for den Borg, fom
hedder Palteſtia. Denne Stad er faa ſtæerk, at de

naſten ikke vidfte, paa hvad Maade de Fulde faae den
indtaget ; der var ſterke Steenmure og ſtore Kaſteller,
en bred og dyb Grav, og i Staden var en'ſtor Beſat⸗
ning, og Stadens Beboere frygtede fun lidet Kong
Attilas Hær. Men da Attila ſaae, hvor vanſkelig den
vilde være at indtage, lod fan flade Leir omkring den,
og fordeelte Hæren paa fre Steder; under fit Banner
fatte. han ti tuſinde Riddere og meget andet Mandftab ;.
men andre ti tuſinde Riddere foruden andet Mandſkab,
dobbelt ſaa talrigt, lagde han paa et andet Sted, og
derover fatte han Didrik af. Bern; og paa det tredie
Sted lagde fan ti tuſinde Riddere til at følge Mark⸗
greven, og med ham var desuden en'talrig Hær af

Partigengere. ; Hver af disfe Hovdinger opflog nu med
fine Riddere Leir mod Borgen, og i mange Dage ſtrede
de, og udøvede mangen Stordaad, og paa. begge Gis

"ber miftede-de mange Mænd. Om denne Stad laae de
i tre —

Kong Didrik kaldte da — Attila til
— med fig, og talte ſaa: „Herre!“ ſagde han,
«et ville vi længer være fjer paa dette Sted med hele

) Poloſt; ifr. 45 Cap.

N

300 Ditrif af. Berns Saga. 288 C.

vor Hær. Nu ville vi, Herre! eet af to, enten at J
rider med eders Fylking ind i Rusland paa cen Kant,
og ligeſaa Markgreven paa en anden, medens vi ved⸗
blive med vor Fylfing at holde denne Stad indſluttet,
faa længe til den giver fig i vor Magt, eller ogſaa, Hvis
IJ heller faa sufte det, at J bliver fer tilbage, og bi
brage det andet Sted hen.” Kong Attila foarede med
Hoflighed herpaa, men betænkte, at Didrik maaſtee nu
ene vilde have Wren for Stadens Indtagelſe, ſom ogſaa
at en flor Deel af Borgmuren allerede var sdelagt ved
de Balflynger, der Dag og Nat havde været anvendte
mod Borgen, hvoraf der i hver Fylking vare mange,
, pg fom vare faa ſtore, af ei færre end hundrede Mand
behsvedes fil at betjene een. Han frygtede desuden
for, at det (fulde hænde, naar han blev ene tilbage
med fin Fylking, af Kong Valdemar vilde komme Gam
i Ryggen med den talrige Het, han, ſom Rygtet bes
rettede, havde ſammentrukket, og da havde han ingen
Biſtand at vente. fra Kong Didrik og Markgreven.
Derfor fvarede han nu: Gode Ven! fan meget har jeg
beſtrebt mig for af vinde denne Stad, af jeg nu ikke vil
brage herfra, førend. mit Banner er baaret over denne
Borgs Baſtioner. Ogſaa vil jeg bede dig og Mark⸗
greven, af J Geller ikke drage bore, thi ofte have vi
paa vore Toge i Rusland maattet bukke under for
Landsfolkets Overmagt. Nu derimod have vi faa ſtor
en Hær, at intet Vanheld fan møde 08, ſaalenge vi
Blive forertede,” Da fvarede Kong Didrik: Seent
fane vi Rusland indtaget, om vi ligge her fre om cen
Borg. For vovede vi 08 dog mod Rusſerne med en
ei ftørre Hær end ti hundrede. Mand, iſtedenfor at gi

VW

(i

. Baldemar, og han ſagde, af denne Dag ſtulde Kong Val

289 C. — Didrik af Berns Saga, — . 301.

nu have tredive tufinde Riddere foruden meget andet
Mandſtab, og da ſtiltes vi dog faa fra dem, af de

maatte fee over to tuſinde af deres Brødre falde for

vore Hænder. Bliv derfor fun tilbage, Herre! med

eders Hær, og Markgreven med fin Trop, men. jeg vit

med min Fylking vide videre omkring og opføge flere
Steder, thi nu ſtal Seiren bære hos Hunerne.“ Os
deri indvilgede de.

289. Kong Didrik tog da fine Telte op, og ryk⸗
fede med hele ſin Her ind i Rusland, og hvor han
foer frem, ødelagde han Borge og Kaſteller, og dræbte
mange Menneſter. Nu kom han for den Stad, ſom

hedder Smalenſt, og der leirede han fig omkring Sta⸗

4

—

den med fin Hær, og holdt mange Trafninger med

Borgmændene. Men efterat fyv Dage vare forløbne
frå den Tid han kom til Borgen, da drog Kong Vale
demar frem wed Rusſernes Hær, der talte ei mindre

ehd tyve tufinde Stridsmænd. Kong Didrik lod da i

blaſe i alle fine Lurer, og bød Omlungerne og Hunerne
væbne fig, fpringe paa deres Hefte og ride imod Kong

demar fålye eller naae ſin Bane, eller ogſaa Kong Didrik

ſelv, ſom det tredie Vilkaar, falde med hele fin Har.

ham hans Frande Ulfard og Meſter Hildebrand og haus
gode Ven Vildifer, og der blev nu et haardt og langs
varigt Glag. Kong Didrik red midt ind i Rusſernes
Her, og hug ned til begge Sider Mand og Hefte, og
fæfdte den ene ovenpaa den anden, og hang Kæmper

fulgte ham paa det mandigſte, og alle Omlungerne

vare muntre, og firede med megen Hidſtghed hele denne

Nu vred Kong Didrik fremmerſt i Fylkingen; og med |

i i

302 . Dibrif af Berns Saga. 290291 C.

Dag. Didrik. foer frem i Hæren, fom en Ufo i en

Dyreflok, og alle ræddedes for hans Vaaben, men

" felv var han blodig overalt; og ligeſaa hang Heſt.

Omſider traf han for fig felve Kong Valdemars Banner

og Fylking, og derimod red han paa det djærvefte,. og
" hug ham, fom førte: Banneret, Banebug, faa at Ban⸗
neret faldt til Jorden; dernæfg hug. han felve Kong
Valdemar Banehug, hvorefter ſtort Guy opſtod blande

HOmlungerne og Hunerne, ſom eggede hverandre frem,
fan af Rusſerne faldt i hundredeviis. Da flyede Rus⸗
ferne efterat deres Landsmænds Lig laae dyngeviis paa .
Balpladfen. Men Ømlungerne og Hunerne fæmpede

hele Dagen, og dræbte hver Mand, ſom de kunde inds
hente; og fun. faa undſlap.

290. Tre Dage efterat Kong Didrik var reden
bort, gjorde Kong Attila fan kraftigt et Anfald paa
Borgen med Balflonger og Laadbuer, at de endte med
at fane Gtaden indtaget. Samme Dag ginge Hunerne
ind i Borgen med hele deres Hær, og dræbte mange

Menneſter, og gjorde et ftort Bytte, og ſiden jævs

nede de. næften hele Staden med Jorden, og af den
Daad, der da udførtes, kunne de; ſom komme i denne
Stad) endnu fee Spor.

291. Derefter rykkede Kong Attila med fn Hær

op i Rusland, og nu var Kong Didrik fominen tilbage
til Smalenſt, da kom Kong Attila did, og Kong
Didrik fortalte ham nu de Handelſer, ſom vare ind⸗
trufne. I denne Stad var Kong Valdemars Broder

Iron Jarl. Hau gif paa Rand med ſine Mend: «Saa
ſpnes mig,” ſagde han, ſom vi have to Vilkaar for
Haanden, det ene er; at vi ſtride mod Konning Attila,

N
— XDC

292 C. Didrik af Berns Saga, 303

ſaalæenge vi kunne, ſtjont der er at vente, at vi ei
kunne ſtaae imod deres. Obermagt, men blive nedlagte;
men det andet Bilfaar er, at vi overgive os felv og"
Staden i Kong Attilas Vold.” Iron Jari afførte ſig
nu fit Fodtoi, og aflagde hele fit Harniſt, og det
ſamme gjorde ogſaa alle Rusſernes Hovdinger, hvor⸗
paa de ginge barfodede og vaabenlsfe ud af Borgen,
og viſte paa den Maade, af de vare overvundne, og
denne Dag blev Rusſernes Kongers Herlighed og Valde
overgivet i Kong Attilas Haand. Kong Attila overs
lagde nu med Kong Didrik, om han ſtulde give denne
Jari Fred. Det er mit Raad,” fagde Kang Didrik,
at J give Jarlen og hans Mænd Fred, thi da kom⸗
mer han i eders Vold og med ham vil hele hans Rige
komme under eder. Det byder desuden eders Helte⸗
mod og Hæder, at J ei dræbe ham, nå han ei far
Vaaben at værge fig med, og derved fan J ogfaa. bedſt
blive Herre ober hele Rusſernes Nige” Da fagde
Kong Attila: Om JF vil 08. tjene med Troſtab, da
ſtal J det erklære paa eders Tro, og da. vil vi vel efter
Konning Didriks og andre Høvdingers Raad, tilſtaae
eder Fred, ſom ogſaa alle eders Mænd, der ere komne i
bor Vold.” Iron Jarl. foarede paa denne Maade:
Herr Konning Attila! Om vi havde ſaa meget Mands
ſtab, at vi kunde forfoare Staden, da ginge vi ei i
eders Bold, men nu: maa J gjøre. med og hvad I vil;
og fordi Rusſernes de ſtorſte Hovdinger alle ere døde; .
ſtulle vi tilvisfe i vor Tjeneſte og Lodighed mod eder
viſe os med Troſtab.“ Derpaa oploftede Kong Attila
Non Jarl, og fatte ham blandt fine Fortrolige”
” 292. Kong Uttila kaldte nu Kong Didrik :og

-

Åj

304 Didrik af Berns Saga. 293.294 C.

mange andre Hovbdinger til eh Raadsforſamling, at:
raabflaae om Beſtyrelſen af hele dette Rige; fom de
nu havde indtaget. Efter Kong Didriks og andre Hov⸗
diugers Raad fatte Kong Attila Iron Jarl til Hovding
i Rusland, at ſtyre dette Rige og domme efter Lands⸗
loven, imod at pde Skat til Kong Attila og viſe ham
Holdeſt og Ærbsdighed , ſamt ſende ham ———— i
naar han behevede del.

N

Nittende Fortælling.
Didriks Tog mod Ermenrik.

293. Kong Didrik af Bern kom til Sufa, da han
Apgtede fra ſit Rige for ſin Farbroder Kong Ernienrik;
og da var med ham hans Broder Detter, der var cen
Winter gammel, da han kom til Suſa, og havde nu
opholdt fig der tyve Vintre hos Attila. Han var i alle
Henſeender den kraftfuldeſte blandt ungeMænd, og blandt
fine Jæevnaldrende fandt han ikke fin. Lige i Styrke og
Sfjønged og, alſtens fegemtige. Fulbkommenheder.
Kong Attila havde to Sonner, den ene hed Erp, den
”” anden Ortvin. Disſe tre Drenge dvare alle lige gamle,
dg fan meget elftede de hverandre, at de neppe kunde
være adſtilte. Dronning Erka elſtede fine Sonner
hoit, og ei mindre elſtede hun Detter, og det ſamme
gjorde ogſaa Kong Attila. Og de hadde. affe Menue⸗
ſters Berommeiſe i Huneland.
J 294. En Dag gif Kong Didrik ind i den Bal,
ſom Dronning Erfa eiede, og hvori hun fad. med fine

—

—

295. Didrit af Berns Saga, . 305

Tjeneftefvtnper. Hun flod da op mod, Kong Didrik,
modtog ham vel, og [od tage en Guldſtaal og fylde med
Viin, og bod ham den med de Ord: «Belfommen;
gode Herre! fid og drif med mig! Kan du vel fortælle
mig nogen ny Tidende?” Kong Didrik var da beklemt
af Sorg, faa begge hans Dine lob over i Vand, og
han ſvarede ſaalunde: Frue! jeg kom fra min' Gaard,
og hid havde jeg et ſtjelligt Wrende; ingen ny Tidende
fan jeg fortælle, men dag kan jeg fige en Tidende, ſom
dog nu er gammel ; jeg mindes: nu, hvorlunde jeg mi⸗
ſtede mit Rige, og min hin gode Borg Bern, og- hin

rige Ravenna, hvorefter jeg. kom i Konning Attilas

Vold og Miſtuͤndhed 1 og i ſamfulde tyve Vintre har
jeg maattet undvære mine Eiendomme, og Tanken her⸗

om harmer mig faare. Dette vil jeg nu andrage for

eder og for, alle Huner, faa at det Fag — vidt og
bredt i hele Huneland.“

295. Dronning Erka fvarede nu: Gode Herr
Konning Didrik! det er en ſtor Tidende, ſom FJ nu
mindes, og ei ev det af undre over, at den kommer
eder ofte i Hu. I har længe næret i vort Rige og viiſt
os megen Hader, men. I har miftet et ſtort Nige for
eders Frænde Konning Ermenrik; men om J vil mins
deg eders Rige og vide did, og forføge om J fan vinde
det tildage, da er det tilborligt, af Hunerne under.
fistte eder med Hjælpetropper,. og til af yde denne Bi⸗
ſtand ſtal jeg være den forſte; det ſtal J nu høre,
Hvad jeg ſtal bidrage -til denne Færd: jeg vil nemlig
overdrage eder mine to Sonner Erp og Ortvin og ders
fil ti hundrede Riddere, og desuden ſtal jeg bede Kon⸗
ning Attila af yde eder Hjælp.” Derpaa fvarede Kous

Mordiſte ——— , Z3die Bind, u

306 Didrik af Berns Gaga. 296 €.

Didrik, og bød Dronningen modtage Forfitring om
hans Erkjendtlighed. Dronning Erka ftod da op7. og
gif til den Hal, hvor Kong Attila fad. Med hende
fulgte Kong Didrik. Men da Dronningen. kom for
Kong Attilas Hsifæde, modtog han hende vel,. lod
ſtjenke for hende en Guldſtaal med Viin, gav hente
den, bad hende fætte fig hos ham; og fpurgte; om
hun tyktes af have noget rende. Da foarede Dron⸗
ning Erka: Herre!“ fagde hun, jeg har et ſtſelligt
WErende til eder; thi Konning Didrik har andraget for
mig en Tid „hvorlunde han blev dreven ud af fit Rige;
og hvorlunde han miftede fine Borge Bern og Ravenna
" øg alle fine Eiendomme, over hvilfe nu hans Udennet
raade. Dette græmmer han fig nu meget over, og han
vil nu drage tilbage til fie Rige og hævne fig, hvis
han faaer Biftand af eder.” Konning Didrik har ops
"Holdt fig længe i Huneland, været i mangen Fare i
Slag og i Enekampe og udſtaaet megen Med for eders
Skyld. Han har ogfaa viift eder megen Hæder... Nu
fylde I derfor af lonne ham det og give ham epe eders .
Land en Hær til at vinde fit Rige!”
296. Kong Attila fvarede da .i Brede, og ilde
tyktes det. ham, at han blev bedet om dette. Hvis
Konning Didrik,“ fagde han derfor, vil have Hjælp
"til at vinde fit Land, da maa han felv bede derom, og

"| ei være faa ſtolt at forlange, at vi ſtulle tilbyde ham
ben.” Da fvarede Dronningen: Didrik funde vel
udføre dette Wrende, og hverken. Stolthed eller Hove
mod er Aarfag i, åt han ei talte felv fin Sag, men
derfor talte jeg heller end han, fordi han troede, at
du da bedre vilde optage hans Andragende, end om

297 C. | Didrik af Berns Saga. 307
han taite ene derom; jeg vil give dn til Hjelp begge
mine Sonner og ti hundrede vel væbnede Niddere; og
nu maa du ſige, hvad du vil filfaae,” Da foarede
Hong Attila: Frue! viſt figer du fandt, at Konning
Didrik af. Bern har længe været hog 08, og gjort og
” meget godt og meget ſtyrket vort Rige, fiden. han kom
i vort Land, og viſt er. det tilborligt, at vi give ham
Hjalp, til at han fan faae fit Rige tilbage; dg fordt
„J udforer hans rende, ſtal det da ogſaa tykkes mig
bedre af gjøre dette, baade for hans Skyld og for eders
Bon. Nu! har I tilſtaaet ham eders Sonner og ti
hundrede Mand, da ſtal jeg tilfaae ham min Mand
Markgreven, og med ham tyve hundrede Riddere, alle
vel udruſtede.“ Da fagde Kong Didrik til Kong Attila:
«RU gaaer det; fom jeg ventede, at Dronning Erkas
Biſtand vilde blive mig til meget Goon, og for dette
dit Tilbud yder jeg dig min Tak og beder Gud lonne
dig derfor; thi nu hindrer intet mig mere.“ Denne
Hær udruſtedes fiden den hele paafolgende Vinter, og
| gi ſaae man noget Arbeide at gage faa raft og flittig fra
H.aanden i Huneland, ſom at gjøre Svarde og Spyd,
Hjelme og Brynjer og alſtens Harniſter; og tidlig om
Vaaren ſamledes i Suſa den Har, ſom ſkulde drage
. med Kong Didrik, af vinde hans Rige tilbage.
297. - Da Hæren nu var færdig, traf det. fig en
Dag, at Kong Attilas Sønner Erp og Ortvin og
Junker Detter og med dem mange unge Mænd fade i
| en Æblehave; da kom Dronning Erka, kaldte paa. fine
Sonner og fagde: , Mine tjære Sønner! nu ſtal jeg
Aidruſte eder til denne Fard med Konning Didrik, hoor⸗
ved han ſtal binde fit Rige igſen.“ Hun lod dem ders
Sal u2

308 Didrik af Berns Saga. i BR 298 C.

paa give Brynhoſer, med hoilke de væbnede fig; og
dernæft fod hun tage to Brynjer, Hvide ſom Solv,
hoilke de traf paa fig; de vare haarde ſom Staal og
meget firede med roden Guld. Nu fod hun bringe dem

to Hjelme, blanke fom et Sværd, og alle Naglerne,

fom fade i dem, vare forgyldte. Da de havde ſpæendt
fyjelmene paa fig, fod hun bringe dem to Skjolde,
begge tykke og malede med rød Farve og mærkede med
en forgyldt Bannerſtang. Men de havde ikke Fugle
eller Dyr paa deres Vaaben, fordi de, for deres
Alders Skyld, endnu ikke vare flagne til Riddere.
Dronning Erfa fagde da grædende: NMu har. jeg udv
ruſtet begge eder, mine Sønner! til Kamp, og troer jeg,
at ei ſkulle tvende Kongeſonner være bedre udruftede.
Varer J nu faa brave og tapre, fom eders Vaaben ere
ſtarke; og faa meget fom "jeg onſter, at FJ fomme
uſtadte hjem, ſtal dog intet glede mig mere, end
at J viſe eder ſom tapre —— naar J komme i
Kamp”

298. Nu: kaldte Dronningen paa ig Foſterſon
Detter, ſlyngede begge ſine Arme om hans Hals, kyſte
ham, og ſagde: „Min kjare Foſterſon Detter! fee her
nu mine Sønner, ſom jeg har udruſtet til Kamp, at
følge Konning Didrik; og du og hau ſtulle kæmpe for
eders eget Rige. J tre Ynglinge have elſket hverandre
faa, at J ingenſinde kom filen Leg, hvor J ikke ſtode
hverandre bi; nu fare J til den forſte Hærfærd, følges
nu bel ad, og hjælper hverandre i denne Leg, hovortil
J nu vandre!” Da ſoarede Detter: «Frue! nu ere
dine Sønner udruftede til Kamp; hjælpe faa Gud mig,
at jeg fan føre dig begge dine Sonner uftadte tilbage;

| 299 C. Aj Didrit af Berns Sig, 309

mien om de falde i Glaget, da ſtal jeg ei komme tilbage,
og ei ſtal du det ſporge, at jeg da lever, naar de ere
døde” Hun bad ham holde fir Ord, og ſagde: „Gud
fanne dig. derfor, om du det vel udfører!” Hun lod

gide. ham Hoſer af haarden Staal og tillige en god

Brynje; den var hvid og haard og dobbelt og overalt
indlagt med meget Guld. Han iforte ſig den. En
Ridder bragte ham en Hjelm, ſom Dronning Erka havde
ladet gjøre; denne Hjelm var beſat med de koſtbareſte
Stene. Skjoldet, ſom hun bragte ham, var haardt
og flærft og belagt i Midten med Guld og market med
en Løve.” Og faaledes vare nu de tre Svende væbnede;
og faa er fagt i gamle Sagaer, at ingen ſaae nogens
finde Kongeſenner prægtigere udruſtede, heller ikke
mere Guld og koſtbarere Stene end. paa disſe ——
PERKER:

299. Mu var i Suſa megen Fee og Aullarm af
*— og af Folkenes Naab og Heſtenes Brinften ;
og hele. denne Stad var fan fuld af Mand og Heſte,
at ingen kunde komme frem, hvorhen Han agtede fig,
om han end vilde gane, og- ingen kunde her høre den
andens Tale, hvis. han ikke ſtod tæt ved Siden af fam
og raabte ham indd Øret. Kong Attila ſteg da op

—

paa et Taarn, og raabte hoit: MHorer paa mig; alle

Mand! og giver mig Lyd, medens jeg fremforer mit
rende!” Lg nu talte: han: Saa ſynes mig nu,

fam her maa være ſammenkommen en ſtor Hær. af Mænd

og mange koſtelige Hobdinger. Nu ſtulle I fare fan med
denne Her, ſom jeg byder eder: Konning Didrik ſtal

drage ene med fit Hær; men min Mand Markgreven

ſtal drage med den anden Flok, ſom jeg overdrog Kon

-

310" "| Didrik af Berns Saga 30 C.

ning Didrik; og nu alle de Mand, ſom her ere ſam⸗
menkomue, og ei ere talte, de ſtulle følge mine Sønner

og Junker QDetter.” Og alle erklærede, at det fulde 2

ſtee, ſom Kongen 68d. Marfgreven red derpaa forſt
nd af Suſa med fin Fylking, og fang Hær var vel uds
ruftet, —Dernæft fprang pan deres Heſte Junkerne Erp

og Ortvin, og i deres Fylking var Hertug Nodung af

Valkaborg , der førte Detters Banner; ſammeſteds
var ogfag den tapre Ulfard, Kong Didriks Frande,
og der var den magtige Hjalprik, Detters Frænde.
Øg da han, iført fine Vaaben, ſprang paa ſin Heſt,
da ſagde Dronning Erka: «Gode Ven, Hjalprik! J-
din Varetægt overdrager ſeg mine Sønner; fad dem
vride ved dig; naar de komme i Kamp.” - Han fvarede:
«Frue! det vil jeg eder fværge ved Gud, at aldrig
fommer jeg hjem af denne Kamp, om jeg. mifter dine
Sønner,” Da talte Dronning Erka, og båd ham vel
udføre fit Løfte, og gav ham meget Guld, Hertug
Nodung vred nu ud af Sufa og alfe de tre JunÉere og
- be gode Riddere Hjalprik og Ulfard og hele deres Hær.
Mu fprang Kung Didrik paa ſin Heſt Falken, og Meſter
Hildebrand førte Kong Didriks Banner, og red foran
Kong Didrik, og næft efter ham Vildifer og hele den
Har, ſom fulgte Didriks Banner. Og i disſe trende
Afdelinger taltes nu ei mindre end ti tuſinde Riddere
foruden en talrig Hær af andet Mandſtab. i

. 800. De fore nu deres Vei, og intet er at fore
"tælle om dem, medens: de droge frem. Da Kong
Didrik var kommen et Seykke fremad paa Veien, kaldte
han til ſig to af ſine Lobere. Han ſagde, at de ſtulde
ile fan ſterk de kunde Dag oge Rat, dige til de naaede

300C.. Dibrif af Berns Saga. 311

"fil Song Ermenrik, og da fige, at Kong Didrik og

hans Broder Detter nu vilde ride hjem, til Omlunge⸗

land til deres Nige med en væbnet Magt. Og om

Kong Ermenrik vilde værge Landet, (fulde han komme
imod dem ved Granéport" med. ſin Hær. Disſe to
Mænd fore da affted med deres JCrende, og ei traf de
Koug Ermenrik før i Romeborg. Da fagde den, ſom

. fulde. frembære Rrendet: Hor du Konning Ermen⸗

rift! Viſt er du en trolss Forreder; men nu have
Konning Didrik og hans Broder Detter ſamlet en Hær
øver hele Huneland, og der ere med dem to af Kon⸗
ning Attilas Sonner, og nu ville de hævne det, at du
ſtendigen tog deres Nige fra dem; kan hændes, at de
nu faae dig gjengjeldt for din Troloshed; thi hele

denne Vinter have de daret ſysſelſatte med at udruſte

denne Her, og ere nu paa Veien hid. Men om du
vil værge dit Rige, kom da imod dem ved Granéport,

Saaledes har han fendt 08, at forkynde dig Krigen,
. thi ei bilde han ftjæle fig paa dig.” Da Kong Ermeurik

havde hort denne Tidende berettet, fod han tage frem
to gode Hefte pg gode Klædninger til to Mænd, og löd
give bisfe Mænd, fom havde fremført Krigsforkyndel⸗

ſen, og bad dem ride hjem og have hans Venſtab for
denne Ordſending: Athi fun lidet,” ſagde han, afryg⸗
ter jeg Huuernes Hær, naar de ei komme uforvarendes
Hver os.“ Derefter rede Sendemændene bort. Men

Kang Ermenrik fendte Bud over hele fit Rige, at til

Gam ſtulde fomme.fver Mand, ſom var fan obet ;
Sampfærd eller fan gammel, at han forſtod vel af ride

1) Gransport eller Gronsport maa have ligget ved Moſel, ifr.

313 Cap. : ;

312 Dibdrif af Berns Saga. 301 €.
og bære ſine Vaaben. Og dette Opbud gik i tre Dage
og tre Netter; dg da den Tid var forlsben, da vare
fytten tufinde Riddere ſammenkomne, alle vel udruſtede
til Kamp, og af dem var Hertug Bidga Velentſon af
Fritila den forſte Mand. De vare alle udruſtede med
ſterke Hornbuer og forte Hjelme og hvide ſtore Span⸗
gebrynjer!. Da talte Vidga til Kong Erthenrik: Her
ere nu komne alle mine Mænd; ei funde jeg ſamle ſtorre
fjær i faa fort en Tid, og alle dieſe ere nu beredte til
at flaaeg med Hunnerne; men ei er jeg beredt til at
ſlaaes med Konning Didrik og hans Broder Detter; men
dog vil jeg lade det ſtee, ſom J vil.”

301. Nu var der megen Allarm og Raaben og
Vaabenbrag og Heftevrinffen i hele denne Borg. Kong
Ermenrik gif nu op i det hoieſte Taarn, og raabte, at
nu (fulde alle give Agt paa hans Tale: «Min gode Wen
Sifka!“ faa talte han, „du Mal føre mit Banner og
min Huustrop og ei mindre Hær end fer tuſinde Ride
dere, men naar du kommer i Cræfning; da ſtal du
mode Konning Didrik af Bern, og alle I Mænd ſtulle
angribe ham og hans Fylking, og det vilde være man⸗
digt, om du flutter denne Lamp ſaalunde, at du bærer

hang Sværd i din Haand.” Og endnu raabte han:
Min kjare Frande Reinald, dig fætter feg til Hertug
dver fem tuſinde Riddere, og den Hær ſtal du fyre
mod Hunerne, faaledes at Markgreven falder for dit
Sværd. Lg hør faa, du gode Ven Vidga, du min
- hin bedſte Hertug! bu ſtal have i din Fylking fer tu⸗
finde Riddere, ſom alle ere tilbsielige tilat kempe mod
Hunerne; og et maa du komme tilbage til Romeborg

— d. e. Pladebeynjer,

—

y

302 C. Duen af Sene Saga. 313

med Uſeier. Jeg vilde —— at Didrik og hans
Broder Detter, ſom nu hærje paa mit˖ Rige, maatte
falde i denne Kamp; men fremfor aft maa J aldrig

Jade Konning Attilas Sonner komme tilbage med Livet. .

Nu give Gud eder: Geier i denne Færd, hader Held

Lom med eder, og værer tapre og brave Helte! derfor ſtulle
I 3 have fager Hader og megen Berommelfei” Da ſva⸗

rede Vidga, og fagde, at han var heelt færdig til ag

ſtride mod Kong Attilas Sonner: men, om jeg maa
raade,“ lagde han til, uftal ingen Stade tilfoies Kon⸗
ning Didrik.“
302. De ſprang derhæft paa —* Heſte, og rede
med Skrigen og Raab og Luregang ud af Borgen.
De droge nu Veien nordpaa over Mundia, og ſtand⸗
fede ei deres Færd, forend de kom til den Stad, ſom
Hedder Gransport; og der traf de for fig Kong Didrik

i af Bern med fin Hær. Ømfungerne opfloge nu deres
Leir fonden for Aaen, men Hunerne havde flanet deres
norden for ſamme, og der faae de nu den Rat. Om
Matten var Mefter Hildebrand Kong Didriks Vagt⸗
mand. Da nu alle Mand vare indfovede i Teltene,

red Hildebrand eenſom ned langs Aaen, indtil han
fandt et Vodeſted, Hvor han red over den. Da kom
én Mand imod ham, uren: det var faa mørk Nat; at
ingen af dem kunde fee den anden, før de ſtodte ſam⸗

men. Da fagde Hildebrand: Hvo er dis Ridder, ſon
ader faa uhoflig og tider faa heftig?” Reinald ſvarede:
| „Ei behsver jeg at fige dig: mit Ravn, uden jeg vil,
fordi du rider eenſom ligeſom jeg; og ei behøver jeg af

| ſporge dig om Navn; thi, ſtjont jeg ei ſaae dig i tyve
Bintre, Ejender jeg. dog ; at du. er Meſter Hildebrand.”

314 Didrif af Berns Saga. 303 C.

Han fvarede derpaa: WBiſtnok er jeg Hildebrand, Kon⸗
"ning Didriks bedſte Ven; for intet Menneſte vil jeg -
det fordolge, at jeg er hans Ven, og vær du nu vel⸗
kommen, Reinald! og giv mig Efterretning om eders
Hær.” ” Det er den forſte Efterretning,“ foarede har,
ſom jeg har at give eder, at over Hæren er en Hertug
Bidga, eders gode Ven, en anden er Sifka, eders
ſtorſte Uven; og ſaa lonlig red jeg bort fra vore Telte,
gt alle troe, at jeg fover paa mit Leie, thi jeg vilde
ride til Konning Didrik, om jeg ei havde truffet Ddigz.
og give eder Efterretning; thi det onſter ſeg, af det vil
gaae ham vel, men ſlaaes ville vi dog i Dag, og maa jeg.
da ſtaae mine Mænd bi, men dog vil. jeg ikke ſtjule for
Konning Didrik, hoad gan onſter at vide om vor Færd.”
— 303. De rede nu op med Aaen, og talte med
hinanden; og nu ſtod Maanen op, og det blev faa lyſt,
at de kunde fee over begge Here. Da fagde Hilde⸗
brand:. Hvor er Sifkas Telt? han er vor ftorfte
Fjende; nu kunde jeg tilføje ham noget Ondt, hvis du
ikke vil forhindre bet.” Der fan du fee,” foarede Reis
nald, et guult Telt og ovenpaa Stangen tre fore
Guldknappe. Dette Telt vil du godt kunne fjende, -
"det cier Konning Ermenrik, deri ligger Siffa; men
om jeg end ikke hindrede dig, faa vil du dog ikke kunne
gjøre ham Skade dennefinde, faa fior en Hær ligger
der omfring ham.” Da fagde Hildebrand: Hvor er
Vidga, vor bedſte Stalbroder, med ſin Hær?” Du
fan fee ef gront Telt,“ fogrede Reinald, og oppe paa
Stangen en for Solvknap; deri fover Vidga og mange
- Ømlunger; og det have de fvoret, af t Dag ſtulle de
klove mangen Hjelm, fom Hunerne ville fætte paa deres

*
-

304-305 C. Didrik af Berns Saga. . 345

Hoveder, og det faae de vel ogſaa udført.” Hdo eiet

det forte Tele?” fpurgte Hildebrand fremdeles. Det
feer du mit Telt,“ ſvarede Reinald; der fove mine

Mand.“ Da ſagde Hildebrand: Nu har du gjort
vel, at du gav mig Underretning om, Hvo der ligge i

Hvert af eders Telte; nu ſtal jeg igjen fige dig, hvore
lunde vi have fordeelt vor Hær”

304. De vrede nu op langs Aaen, og da rede
fem. Riddere imod dem, det var Omlunger af Sifkas
Hær os hang Vagtmæend. Disfe fem rede djæret ind -

"paa dem, og froede, af det var Huner, fom fore paa

Speideri i deres Hær; de traf derfor deres Sværde;
øg vilde dræbe dem. Nu traf ogſaa Hildebrand fi

Svard paa det dfærvefte, og red -imod dem. Da tog
Reinald Ordet, og bad dem ikke ride faa haardt til:
. Denne Mand- fulgte mig hid,” fagde han; «og er

min Mand.” Imidlertid tyktes dog Mændene at fjende,

at bet var Mefter Hildebrand, Hvorfor de hug haardt

fil i hans Hjelmhat, ſaa den gif ſonder, men ikke bed
det i Hjelmen. Hildebrand hug derpaa med fit Sværd
fil cen af dem i hans Hjelm over Halſen, faa at Hos
bedet flsi af, -og han faldt død af Heſten; og derefter
filtes-de, thi Reinald vilde ikke, at de floges. Rei⸗ |
nald og Hifdebrand rede derpaa, ſom de havde ——
og Vagtmandene droge deres Vei.
305. Da Reinald og Hildebrand kom til Aabred⸗
Den ligefor Horene, da tog Hildebrand. til Orde: «Der
kan du ſee et Telt med fem Stænger. og Guldknap paa
Hver Stang, det er let at fjende, . det er Konning
Didriks Telt; og der fan du fee pan hoire Side et rødt .
Telt af rødt — det er med ni ——— og Gutd⸗ J

846" Didrik af Berns Saga. 3066,

knap paa hver Stang, det er Konning Attilas Telt;
der ere hans .Ssuner og Junker Detter, Konning
Didriks Broder, og. nu vil. hån hævne fin Beſtem⸗
melfe,” Der paa venſtre Side,” vedblev Hildebrand, -
skan Du fee et grønt Telt, det eier. Markgreven, og
han vil yde Detter og Konning Didrik Biſtand. Nu
har jeg fagt dig, hvorlunde vore Telte ere ordnede, og
"det ſtal Siffa merke, at Konning Didrik vil. lade bære
fit Banner imod ham.” Da fagde Reinald: „Sifka
har befluttet at ſtride mod Konning Didrik, men mit
Banner ſtal føres imod Markgreven; ham folge Huner,

- ” de ere ikke vore Venner; men da kommer vor Ben

Bidga til at ſtride mod. Detter og Konning Attilas
Sonner, dog vil han fun nodig ftride mod Detter for
Konning Didriks Skyld, men det maa nu dog faa
være” Nu kysſedes de, og bøde hinanden kg
Hildebrand red derpaa hjem til fine Telte.

306. Da Reinald kom til fit Telt, traf Gan der
Sifka med mange Mænd, fuldt beredte til Strid,
Denne havde ſpurgt om Hildebrands Ferd, og agtede
at ride efter jam, for.at dræbe ham. - Da. fagde Nei
nald til Sifka: «Bil.du ride efter Hildebrand, og med
dit Mandſtab dræbe ham, min gode Ven, da vil jeg
i fort Tid fane ikke mindre: Maudffab end du har, og
ba ſtal du flaaeg med. mig førend med ham, og- venter
jeg, at du da vil Foonne til af mifte mangen Mand,
for du naaer Hildebrand; og dog fan man-fnarere
vente, at han denneſinde rider fin Vei, hvor ham dps”
fler, hvad enten du faa rider efter. hans eller ei,” Da,
fagde Sifka: „Hvi vil du, Reinald! vorde Konning
Erwenriks Uven og tage vore Siender i Vorſvar

-

(i

4
va

307 C. Eg Didrik af Berns Saga. 317

Han fvarede:” Ei vil jeg være Konning Ermknriks
Udben, han ſom fatte mig til Hovding paa dette Tog,

men jeg ſtal pde eder Biftand, om J end ſtride mod
vore Frænder og Venner; men det kan jeg ikke tilfæde

-at F.dræbe Hildebrand. Desuden faa hændes det. vel,

. at I pan denne Dag fane fuldgod Leilighed til at traffe

Hildebrand, naar han kommer med ſine Mend. Dog

jeg vil ikke hindre nogen. i at ride efter ham, thi jeg
veed, at han vel forſtaaer at føre fit Verge.“ Ved dette
tabte Sifka imidlertid Lyſten til af forfølge Hildebrand:
Denne kom i Dagningen til Kong Didriks Telt, og
fortalte ham alt, - Hvad han var bleven vaer; men

” Kongen roſte hans Bærd 1 og ſagde, af han i Mandig⸗

hed endnu var ſig ſeild lig.
307. Men da nu Morgenen indfandt fig, og

det var blevet lyſt, ſtod Kong Didrik op, og lod blee

i alle fine Lurer, og ſtrax fod ogſaa Junker Detter
blæfe i fine Lurer, og ligeſaa Markgreven. Alle ſtode
da op, og vebnede ſig. Og ſaaſnart de kom paa deres

Heſtered Meſter Hildebrand foran, og bar i fin Haand

Kong Didriks Bannerſtang, og ſtrax efter ham Kong

Didrik og alle hans Mænd; de rede til det ſamme Bas

defted, hvorover Mefter Hildebrand for var reden. Da
Hmlungerne fane dette, lod Sifka blæfe, og da Vidga
og Reinald hørte det, lode de ogſaa blæfe i alle deres.
Lurer, at Folkene fulde væbne fig og gjøre fig. færdige
fil Kamp. Lg nu ſprang Vidga paa fin eft Skem⸗
ming, iført allé fine Vaaben, og var ſaaledes færdig
fil Kamp, og ligeledes Reinald med ſin Her. Walter
af Baftafteen var nu kommen paa fin Heſt, og fortet 5
fin Haand " Kong Ermenriks Bannerſtang. Dette

1848 " Dibdrif af Bern Saga, 307 C.

Baner var paa den Maade gjort, at Bannerets yderſte
Farve var fort ſom en Ravn, den: anden Deel derimod
var ſilkefarvrt fom Guld, den tredie Deel var gran form
Græs; og udentil paa Banneret var ſyet halofjerd
Kndstpve Klangbjældre, og Banneret ringede og lod,
faa af man funde høre det over hele Hæren, ſaaſnart
det gyngede fig i Heftens Kart eller Kagrede for Vinden.
Og derefter red Sifka med hele fn Fylking med fer tu⸗
" finde Niddere og en ſtor Mængde Sergenter eller Rid⸗

derknegte. Kong Didrik fane hu, hvor Kong Ermen⸗

riks Banner bar, og vidfte, at Sifka fulgte Des, thi
raabte han; at Meſter Hildebrand ſtulde føre hans
Banner derimod. Dette var gjort af hvidt Silke, og
deri var mærfet med Guld en kronet øve, og derpaa
var ogſaa Klangbjæfdre, ei færre end trefindstyve. Dette
Banner havde Dronning Erfa ladet gjøre, og gav det
til Song Didrik. Reinald red nu ogſaa med fin Trop;
hans Banner var gjort paa denne Maade: det dar røde
fom Blod og foroven mellem Flaget og Spydet! vare
tre Knapper af Guld. Han rykkede frem med fine
Mænd mod Markgreven. Dernaſt red Vidga frem
med ſin Hær; hans Banner bar den ftærfe Runga,
hvem ingen Riſe overgik i Styrke; dette Banner var
fort, og med hvidt Silke var market i det Hammer og
” Tang og Ambolt. Herimod red Hertug Rødung, der
bar i fin Haand et hvidt Banner, mærket med en gyl⸗
den Leve, "Dette Banner gav Dronning Erka Junker
Detter, og det fulgte ogſaa begge Kong Attilas Sønner
og den gode Ridder Hjalprek, ſom var den. ſtandhaf ⸗
tigſte blande Mend; "deres Skare bar heelt hee
1) eller maaſtee⸗ oppe midt over ——

—

—

308." sk —— af Berns Saga, 319

med Gald ſaa at det lyfte il den, ſom mån 'funde
fee en Lue. |
308. "RU vrede disfe trende Fylkinger —

Kong Didrik red frem paa ſin Heſt Falken, og nedhug

til begge Sider Mænd og Heſte, og fældte den ene,

oven pan den anden, hvor han kom frem; og foran

Ham ted Mefter Hildebrand med fit Banner, og dræbte
mangen Mand med fin ene Haand, og deres Stalbroder
Vildifer fulgte ham måndigen. . Denne Træfning var
meget haard, og der faldt mange Ømlunger for Sifka.
Nu raabte Didrik høit, og eggede fine Mænd frem med
de Ord: Frem haardt, vore Mænd! og kamper nu
med megen Heftighed og Manddom! J have ofte ſtredet
med Rusſerne og Bilfinemændene, oꝙ da finge vi ſtedſe
Seier. Nu ſoge vi vort Rige, og komme vi da til
Anſeelſe, om vi erholde der.” Og derefter blev denne
Kamp dobbelt faa hidfig; og nu vred Kong Didrik frem
midt i Sifkas Fylking, og dræbte mangen Mand, og
han red derpaa igjennem Fylkingen og en anden Vei

- tilbage. Alle ræddedes for ham, og ingen mægtede af

ſtaae for hans Hug, og allerede havde han dræbt utal⸗
flige Mænd. Et andet Sted i Midten af Omlungernes

KFylking red Vildifer frem, og for ham falde Omlun⸗

gerne, og hvor han fom i Hæren, der. beholde ingen
Mand fin Heſt og Vaaben for ham, og nu havde han
Dræbt mange Hovdinger, men var endnu ikke ſaaret.
Dette fane Hertug Valter af Vaſkaſteen, hvor megen
Skade Vildifer tilføiede Omlungerne, og af de flyede
for ham, hvor han fom frem, og han red da mod ham
paa det hidſigſte, og fatte Bannerſpydet for hans Bryſt,
faa at det gif ud gjennem Skuldrene, men da ſonderhug

320 Didrik af Berns Saga. 309-310 €, -

fan Spoͤdſtaftet og red mod Walter, og hug ham over
Laaret ved Sadlen, og ſonderhug Brynjen, ſaa at
Sværdet fæftede i Sadlen, og hver af dem faldt til ſin
Gide af Heften til Jorden. Og da Sifka fane, at hans
Banner var faldet, og af dræbt var den ſtorſte Kæmpe
Valter, vendte han fin Deft, og flhede bort, -og efter
fam hele hans Hær; men Kong Didrik og hans Mænd
fatte efter de Flogtende, og dræbte mangen Mand, og
forfulgte dem længe, og ſtiltes ei fra dem, førend en |
for Deel af denne Hær var falden, og det var en lang
: Bei, Kong. Didrik red, før: han ſtiltes fra dem, for.
igjen af bende tilbage. d

309. Nu fane Vidga, at Sifka og 3 alle hans
Mend flyede, og han vidſte nu, at ei finge Omiun-⸗
gerne Seler, om det gik andenſteds ſom her; derfor.
ved han frem paa det mandigſte, og faae, hvor Hertug
Nodung red og havde dræbt manger Mand. Vidga
red imod ham, og da de modte hinanden, kom det til
en meget ſtarp Strid; og de ſtilte deres Enekamp med, .
at Vidga fvang fit Sværd Mimung i Veiret, og hug
Bannerſtangen fønder, og fældte Banneret til Jorden,
og i det ſamme gav han ham et andet Slag paa Halſen,
faa at det tog Hovedet: af. Da Junkerne ſaae dette,
fagde Ortvin til fin Stalbroder Hjalprif: „Kan du nu
fe, hvorledes den. onde Hund Vidga gjør vore Mænd
Skade, og nu har han dræbt vor Hertug Nedung;
fad os derfor ride mod ham, og et fare faa fænger, thi
vi have jo nok af raſte Helte.” "|.

310. Da red Ortvin tilligemed Hjalprik paa det
mandigſte frem imod Vidga, og imod dem den ſtarke
Runga, og deres Træfning blev frygtelig Gaard, men

f

306 Didrik af Bens Sug. 321

den endtes med, at Ortvin og hans Stalbroder kaldt

"døde til Jorden. Men da Erp og Detter bleve dette”
vaer, rede de pad det mandigſte frem, og Detter og
Nunga ſtredes med flor Didfighed, og Detter hug et
ſtort Hug paa hans Hjelm, faa at Hjelmen og Hovedet
klovedes, og Sværdet ſtandſede i Axlerne, og Runga

faldt død til Jorden. Og i det ſamme havde Vidga

dræbt Erp. Da Detter ſaae, at begge Junkerne Erp
og Ortvin vare dræbte, red han meget bred imod
Vidga, og vilde nu lade fit Liv eller jævne fine Foſt⸗
brødre; og han tildeelte Vidga mange haarde Slag.
Da fagde Vidga: Er du der, Detter, Konning
Didriks Broder! rid bort andenſtedshen, og flanes med
andre Mænd ; thi for hans Skyld vil jeg ikke gjøre dig
Stade.” - Da ſyarede Detter: „Det veed Gud, forde
mine Junkere Erp og Ortvin ere faldne, og du, hin
onde Hund! haver dem begge dræbt, da vil jeg viſt et
leve, uden jeg faaer dem hævnet, og enten ſtal du
fælde mig død af min Heſt, eller jeg ſtal være din Ba⸗
nemand.“ Nu hug han end langt flærkere, og faldt
an paa. det heftigfte. - Da fagde Vidga: Det veed
Gud med mig, at jeg for din Broders, Konning
Didriks, Skyld fun nødig vorder din Banemandl”
Da hug Detter af alle Kræfter til Vidga i hans Ajelm.

— Men denne Hjelm var fan haard, af intet Staal var

haardere. Sværdet ſprang da fra Hjelmen ned foran

Sadelbuen, ſaa at det aftog Heſtens Hoved, og der

lod Skemming fit Liv. Det veed Gud,” ſagde Vidga,

at jeg nu, ſtjont nødig, maa gjøre, hvad aldrig var.

mit Dufte, at dræbe dig; thi ſaa meget Under og: Nod

er mig hænder, at mit eget Liv ellers ſtaaer i Gare.”
Nordiſte —— 3die Bind. X

1*

322 Didrik af Berns Saga. … 344 C.

Og nu tog Vidga med begge Hænder om Fæftet paa fit
Sværd, og hug faa faft paa Detters Ryg; at Sværdet
fonderbed Brynjen og Bugen, og han faldt into Stpk⸗
fer til Jorden.” Og derefter blev en haard Kamp, og
Bidga dræbte mangen Mand, men han miſtede ogſaa
mangen cen af Omlungerne.

311. Den gode Ridder Ulfard fæmpede hele —

gen med megen Heftighed, og ved hans Side ſtred
Markgreven. Langt vred han frem iØmlungernes Har,

og nedhug til begge Sider Mend og Heſte; og ham

fulgte Markgreven paa det tapreſte. De drabte en ſtor
Mangde Menneſter, og ingen Skare holdt Stand for

dem. Ligeſaa ſtred den tøgtige Ridder Reinald med
megen Hidſighed, og nedhug Huner hele denne Dag,

og fældte den ene obenpaa den anden, faa at hele hans
Brynje og Heſt var farvet i Blod; han ſaae nu, Hvor
megen Skade hang Frænde Ulfard tilføjede Omlun⸗
gerne, og af hang Mænd flyede for Markgreven og
Ulfard. Reinald red da paa det mandigſte imod dem
med megen Heftighed, og ſatte ſit Glavind for Ulfards
Bryſt, faa at det gif gjennem Brynjen og Bryſtet og

ud mellem Sfuldrene, og han faldt ded af Heſten.

Markgreven, fom-var nær ham, optog da fit Banner,
og red frem paa Det tapreſte, holdende felv Banneret,
og han hug med fit Sværd over Halſen paa den Ridder,
ſom bar Reinalds Banner, faa at Hugget tog. Hovedet
af, og ſtar Bannerſtangen ſonder, og Banneret falde
til Jorden. Og da Omlungerne fade dette, af Rei⸗
nalds Banner var faldet, og Sifka var flygter; da
flyede alle Omlunger, men Reinald red ind paa Mark⸗
greven, og hug i hans Hjelm faa haardt, at han falde

*

NE

i
*
i

342 313 C. Didrik af Berns Saga. . 323

—
?

Ad

af Heſten ' og. tabte Bevidſtheden men ſiden undflyede
WReinald, og føgte af ſatte fig i Sikkerhed. «

312. Nu fom en Ridder imod Kong Didrik, og

ſagde: . Herre! Jeg fan ſige dig en førgelig Tidender

fom desværre er ſand. Hin onde Hund Vidga dræbte
førft pin gode hertug Nodung og dernaſt dine Junkere
Ortvin og hans Broder Erp og tillige din gode Ven
Hjalprik; og nu er din Broder Detter ogſaa bræbt,
og alt bette har hin onde Hund, Vidga gjort; rid tii⸗
bage, Herre, og hævn dem!” Da fvarede Kong Didrik:
«vad Sag gav Gud mig, da han fod komme faadan
en Ulykkes⸗Dag over mig, at intet Vaaben bed faſt
paa mig i Dag, men mine Junkere ere dode og min
Broder, og om end hans Tab gager mig til Hjerte;
funde jeg dog vel bære det, naar fun mine Junkere
end levede, thi fra denne Dag kan jeg ei komme til
Huneland, og derfor vil Jeg nu døe eller hævne mine
Junkere!“

313. Didrik vendte da ſin — tilbage,
og ſlog den ſterkt med Sporerne, og ham fulgte nu

hele hang Har; og faa ſterkt red han, af ingen kunde
følge ham, og han red hen, der hvor Kampen fod,

og fag vred og harmfuld og grum var han, at bræns
dende Jid flet ud af hans Mund, og ingen Ridder var

ſaa dDjærv, at han forde firide mod. hans. Da nu

Bidga fane dette, flyede han fom de andre med den -
Heſt, ſom Detter havde eiet, og red ned fangs Aaen"
Muſalaa!, men Kong Didrik red efter ham. Og nu

raabte Kong Didrik paa Vidga, og fagde: Du hin

onde Hund! bi efter mig, jeg vil færre min Brgberi

1) ſandſynlig Moſel.
xX2

394 " Dibrif af Berns Saga. 3140.

fom du dræbte, og ei ſtal du længer leve, om du tor
flaaeg med en eenlig Mand.” " Men Vidga fod, ſom
han hørte det ikke, og red nu paa det alleriilſomſte.
Og end raabte Kong Didrif anden Gang, og bad ham
bie, om han torde, og ſagde at / dette var Skam, at.
five for en eenlig Mand, ſom vilde hævne fin Broder.”
Da fvarede Vidga: Jeg dræbte din Broder nødig, og
ei havde ſeg drebt ham, om jeg ellers havde kunnet
beholde mit Liv, og om jeg fan bøde dig dette med
Guld og Solo, da vil jeg vift bøde det.“ Og nu red
han alt hvad hans Heft kunde fare afſted, men Kong
Didrik fatte efter ham, og da de nu kom ned til Ssen,
ſprang Vidga ud i den. Didrik var da fommen ham
nær, og ſtod fit Spyd' til ham, og i det ſamme ſank
Vidga i Søen, men Sppyydſtaftet flod tilbage, hvor
det havde truffet i Jorden i Aaens Munding; og der
ſaaes dette Spydſkaft endnu i mange Tider derefter.
314. Nu red Kong Didrik tilbage, hvor Kampen
havde ftanet. Der faae han da falden mangen Mand,
Ven og Frende. Han kom derhen, hvor hans Broder
fane. Da fagde han: Der ligger du, Broder! det
ev mig en for Sorrig, at du er faa faren bort.” | Og
han tog hans Skjold op, og bortkaſtede der Skjold, ſom
"han felv bar, da det var fan ilde tilredt af de mange
Hug, at han ei kunde bruge det. Lg nu gif han hen,
. Hvor hang Junkere vare faldne med deres fortrinlige
Brynjer, -og da fagde Kong Didrik: „Mine tjære
Herrer! Det er mig den ſtorſte Sorrig, at jeg har

— miſtet eder to, og hvorlunde fan jeg nu fare hjem til

Sufa; og det veed Gud med mig, at heller vilde jeg
have haft ftore Saar ſelb, naar J ikun vare uftadte.”

4

—

3146 Ditrif af Vane Saga. — 325

Og tu: 9— Dibdrit bort, og alle hans Mænd ſamlede

fig om ham. Da fagde Didrik: „Hor nu, Markgreve!

Gær du min Hilſen hjem til. Huneland til Attila - og

" Dronning Erka; aldrig mere vil jeg komme der, faa

i mangen god Helt ſom Konning Attila har miftet for

min Styld.” Da fvarede Markgreven og mange ans

dre høvdinger: Ei ſtal du faa gjøre; det fan ofte.

hændes i Kamp, at Hsvdinger miſte deres koſtelige
Helte, men faae dog felv Seier, ſaaledes ſom det ev
ganet her, og ei ffal du lade Modet falde, om du end
har miftet dine Junkere; vi ſtulle nok bede Dronning
Erka, at hun ſtal gide fig tilfreds, om hun end har

miſtet fine. Ssuner, og vi ftulle alle hjælpe til,” at

Konning Atttla ei ffal mindre være. din, Ven end til
forn.“ Hertil foarede Didrik, og udlod fig med; aft
han afdrig vifde fare hjem efter denne Sagernes Ven:

… ding: fordi jeg lovede Dronning Erka det,“ føtede

han til, at feg fulde bringe hende begge hendes Son⸗
ner, og det har jeg nu iffe udført,” Da gif alle Hov⸗
dinger og Niddere til Kong Didrik, og ſagde: Gode

„Herre Konning Didrif! drag hjem med os til Hunes

land. Vi ſtulle Hjælpe, ſaa at Koming Attila og
Dronning Erka ei ffulle være mindre dine Venner, end
tilforn. Men vil du ei drage tilbage til Huneland, da
ville vi alle følge dig; om, du endnu engang vil fivide
mod Konning Ermenrik, og fage at binde dit Nige til,
bage.” Da fvarede Kong Didrik: „Det vover jeg bit

ei, at rykke længer frem med Konning Attilas Hær,

faa ilde det er gaaet mig, og heller vil jeg drage hjem

med eder.” ODg nu dvoge de hjem til Huneland til

” Kong Attila.

326 Didrik af Berns Saga, 315 €.

315. Da nu Kong Didrik kom Hjem til Suſa,
gif han til et Huus, og vilde paa ingen Maade gaae til
Kong Attila. Markgreven gif nu ind i Kong Attilas
Hal og for Kongen, og ſagde: Hil være eder, Kon⸗
ning Attifal” Velkommen, Markgreve!“ fvarede
Attila, hvad Tidende fan du fortælle mig om eders
Ferd; fever Konning Didbrik, og have Hunerne faaet
Seier eller ei; Hvordan er det gaaet eder, vel eller
ide?” „Konning Didrik fever,” foarede Markgreven,
og Hunnerne Gave feiret i Kampen, og dog er det ganet
os ilde, fordi vi have miſtet vore Junkere Erp og
Ortvin.“ Da Dronning Erka hørte dette, græd hun,
og ligeſaa næften alle de, der vare inde i Hallen. Da
fagde Kong Attila: Hvo ere faldne af Hunerne med
mine Sønner?” Da fvarede Marfgreven: ” Mange
Foftelige Helte,” den forſte Mand Detter, Konning
Didriks Broder, og din gode Ven, Hertug Nodung,
Hjalprik og Vildifer og Ulfard og mange andre Helte
og ſtore Höbdinger. Dog fave Pmlungerne miſtet for
og dobbelt faa mange Mænd, men paa Flugten undkom
den ſtorſte Deel af Lonning Ermenriks Hær,” - Da fagde
Kong Attila: Lad og mandigen modtage denne Tidende; ”
de maa falde, fom ere beſtemte til Døden, og ingen
Mand frelfer enten gode Vaaben eller megen Styrke,
naar han dog ſtal døe, og dette bifte fig fuldelig i denne
Færd, thi nagtet de fortrinlige Vaaben ; hvormed mine
Sonner Erp og Ortvin og deres Foſtbroder Detter
"vare udruftede, fan figge de dog nu der alle .dsde.”
„Hvor er nu min gode Ben Konning Didrik?” ſpurgte
Kongen. Da fvarede en Gaardskarlz „J et Stegerſe
fidder Konning Didrik tilligemed Meſter Hildebrand, af⸗

346 €. . Ditrif af Berns Gaga, — 327

korte deres — og ei vil han komme for eders Aaſpn,
ſaa ilde er han tilmode over, at han har miſtet eders
Sonner.“ Da ſagde Kong Attila: Kald nu min gode

Ven Konning Didrik ind!” - Da ginge to Riddere hen/
hvor Kong Didrik fad, og bade ham gaae ind for Kong
Attila, og fagde, af de vare fendte efter ham. . Kong

Didrik ſagde, af han var altfor befymret i Sindet, til
at han vilde komme for noget Menneſte. Ridderne

ginge tilbage, og berettede Kong Attila, at Kong
Diidrik var faa ilde tilmode; at han iffe vilde komme

for hans Aaſyn.

316. Dronning Erka fot nu grædende op, og -
med hende mange af hendes Hoffvinder,” og gif hen,
Hvor Kong Didrik fad; og da hun kom i Huſet, talte

hun til Kong Didrif: „Gode Herre!” fagde hun,

uhvorlunde vergede fig mine Sønner, før de falde 2”
Da fvarede Kong Didrik med ftor Sorg: Frue! vig
vare de brave Helte, og de værgede fig vel, og ingen
af dem vilde Filles fra de andre” Da gif Dronningen
til ham, og flyngede fine Arme om hans Hals, og kyſte
ham. „Gode Ven, Konning Didrit!” ſagde hug,

… ggaf nu ind med mig i Konning Attilas Hal, og vær

velfommen og munter! Ofte er det gaaet faa ſom nu,
at de Mænd finge Bane i Kampen, hvem Skjabnen
havde Saadant beſtemt; og de, ſom beholde Livet,
made dog vedblive at ſorge for fig ſelv; ei nytter det at
begrade dade Mænd; Herre! vær nu munter og glad
og velkommen hos Konning Attila, og gaf ind med

mig!“ Kong Didrik ſtod da op, og gik ind med Dron⸗
ning Erfa i Hallen; men da han fem for Kong Attila,

fiod Kongen op, og bad 009 Didrik være Dele SN En,

(4

fyfte ham, og fagde, at” deres Venſtab nu ei fulde
være mindre end tilforn, og bad ham fidde hos fig.

- Og dette tog Didrik gjerne imod, og han var nu hos

Kong Attila i lang Tid. …

317. To Vintre efterat Slaget flod ved Grans⸗

port blev Erka ſog, og denne Sygdom var farlig, faa
at enhver kunde fee, at hun vilde ikke have længe tilbage,
om Sygdommen ei lindredes noget, faa-voldfom var
den. fun fendte da Bud til Kong Didrik, og bad

ham komme til fig, og da Gan fpurgte Dronningens

Svaghed, drog han ſtrax til, hende. Da ſagde Kong
Didrik: Det vil blive for alle den ſtorſte Sorrig, om
du maa bukke under for denne Sygdom, og derved vil
Huneland lide et betydeligt Skaar, om en faa dyrebar
Kvinde doer bort; og det veed Gud, at hvis faa ſteer,
da miſter jeg een af mine bedſte Venner.” Og nu

ſagde Dronning Erka: „Herre Konning Didrik! du

har været vor og Konning Attilas fore Ven, og mes
get har, du ftyrfet vort Rige, og for meget. Godt have

bvi dig at takke, og mu fan det hænde fig faa, at⸗denne

Sygdom afbryder vort Venſtab; thi vil jeg nu, at du

modtager af mig Vennegaver; jeg vil give dig femten

Mark Guld i et Bager og tillige en heel Kladning,

ſtaaren af Purpur, faa at ingen eier et koſtbarere Klæs-

demon.” „Dette ſtal,“ fagde fun, «være din Ha⸗

derskledning. Jomfru Herad?, min Frænte, hende”

vil jeg dernæft give dig, og vær du fan. hendes For⸗

mynder!“ Gode Gru Erfa,”” fagde Kong Didrik,

abiſtnok er din Sogdom farlig; meget Venſtab viſer
du os nu ſom før, LÅ at mifte dig er bid ARR
1) fee 80 Cap.

328 Dibdrif af, Berns Saga. 317 C.

3476. " "DibriÉ af Berns Saga, 329 |

Attila ſtorre Tab, end om han miſtede den ſtorſte Deel

"af Huneland.“ Da var Kong Didrik faa ſorrigfuld,

at han ikke kunde tale mere, og han grad ſom et Barn,
og gik bort. Og endnu ſagde Dronning Erka: Hvor
er min gode Ven Meſter Hildebrand?» der er jeg,”
ſagde han, og gik hen til hende. Hun tog da den bedfte
Guldring af fin Haand, og gav ham den, ſigende, at
de ſtulde ſtilles vel, og atter findes. Da ſagde Hildes
brand: . KFrue! Gud fønne dig for denne Gave og
mange andre, ſom du før har givet mig, og for alt
det Venffab, ſom du har udviiſt mod mig og Konning

Didrik”. Lg nu græd Hildebrand og alle de, ſom

vare tilſtede. Dronning Erka fagde derpaa til fine |
Niddere: Kalder Konning Attila ſtyndſomt til mig!”
Odg da disſe Riddere havde berettet hendes rende, ”
ftod Kong Attila op, gik til Dronningen, og ſpurgte,—

hvad Dufte hur havde til ham. Hun fvarede: Hin

mægtige Konning Attila, nu fan handes, af vi ſtilles,

og dæer du uden Kone, og det onſter du vel ikke; ſog

dig derfor en god og dprebar Kone, fom det anſtaaer i

dig; men om du tager en ond Kone, da kommer du og”

" mange andre tif af undgjelde det. Gode Herre Kon⸗

ning Attila! tag dig. ei en Kone af Niflungeland og ei
af Aldriaus Slægt; thi om du gjør det, da. kommer
du derfor til at undgjelde, og af ingen Ting vil der

opſtaae ſaa meget Ondt for dig alle dine Dage og for.

dine Børn, ſom deraf, Hvis du ſaaledes handler mod
mit Onſte.“ Og da hun havde dette galt, vendte hun
fig om, og endte fine Dage. ; Da nu Dronningens

Endeligt ſpurgtes, ſorgede og gvæd over hende hvert
Barn og hvert Mennefte i hele Huneland og mange .

⸗

i

7

KE

—

330 Didrik af Berns Saga. 318319 €.

andre Steder, og det ſagde alle, at aldrig kom til
Huneland en dyrebårere Kvinde eller cen, ſom havde
gjort flere Godt end Dronning Erka, og tillige, at
ingen Kvinde i Huneland havde faa mange Menne⸗
ſter Gegrædt.

318. Kong Attila fod for Bioniiig Erkas Lig
anrette en hæderlig Begravelſe, og hun blev jordet
foran Borgmuren, og over hendes Grav ſtode Kong
Attila og Kong Didrik og alle de dyrebarefte Mænd,
ſom vare i Suſa, og alle fældede paa ny Taarer
over hendes Dod. |

Tyvende Fortælling.
Sigurd Svends Endeligt.

319. En Borg i Niflungeland hedder Verminga
Derover herfede Kong Gunnar og med” ham hans
Broder Hogne og den tredie, deres Svoger, ſom har
været den navnkundigſte af alle Konger og Høvdinger
” Baade i Sydlandene og Nordlandene. Denne Berom⸗
melſe ſkaffede ham hans Styrke og alffens legemlige
Fuldkommenheder, hans Hoimod, Klogffab og Frem⸗
viisdom; det var nemlig Sigurd Sovend, ſom havde
tilægte Gudrun, Kong Aldrians Datter og Soſter til
Kong Gunnar, fom havde den mægtige og fagre Bryn⸗
hild Budles Datter tilægte, Lg fra den Tid Sigurd
… Havde faaet Gudrun, var deres Rige i megen Anfeelfe,
da der vare ſamlede fan mange Kæmper, for hvem alte
frygtede, og "de eiede mere — og Sølv end andre
ST) d. e. Wormo.

ENGE . eN

820 C. Didrik af Berns Saga. 331

Konger. De vare gavmilde, men grumme mod deres
Uvenner, men indbyrdes vare de faa gode Venner, fon. .
om de alle vare Brødre. . Og Gigurd' Svend var i alle
Henſeender deres Overmand. Hans Hud var faa
haard ſom en Vildgalts Skind eller Horn, og ikke
kunde Vaaben bide paa ham uden midt imellem Skul⸗
drene, hvor hans Hud var fom andre Menneſters.
320. Det hændte fig nu engang, at Dronning
Brynhild gif igjennem fin Hal, og der fad Gudrun,
Sigurds Dronniug. Da tog Brynhild til Orde: Hot
er du ſaa ſtolt, af du ei flanger op for mig.” Da foas
rede Gudrun : Ei haaber jeg, af der ſtal findes nogen
Dronning i Verden, fom jeg behøver at viſe Xrbo⸗
dighed, da jeg har faaet den Konning, fom er navn⸗
kundigſt i af Verden.“ Da føarede Brynpild: uMed
Svig fom du til Sigurd, men jeg ſtal dog herſte over
. big, og dernæft ffal du løbe fom en Hind gjennem
Skovewn efter din Huusbond Sigurd Svend; thi dertil
er du bedke, end til at være Dronning i Niflungeland.”
- Gudrun ſparede: „Hvi bebreider du mig nu, og ans
fører det til min Forhaanelfe og Skam, Hvad jeg
troede ffulde være fil min Ære og Hæder, at Sigurd .
Svend er min Mand; Du har her begynde en Leg, faa.
at du vel onfter, vi tales flere Ting ved, Hvad dig
fan være enten til Ære eller Vanagre. Svar mig paa
et Spørgsmaal; fom jeg vil gjøre dig: Hvo tog din
Uſtyld, eller hvo var din forſte Mand?” Da fvarede
Brynhild: Der har du gjort mig et Spørgsmaal,
fom jeg vel veed at foare paa; og mig er til ingen
Vanære: Hin mægtige Konning Gunnar kom til min
Borg og med ham mange Hovdinger, og med mine

832 Didrik af. Berns Saga. 321C.
WVenners Raad tog jeg ham til min Band; efterſom

- Gigurd bed Svig var mig berovet, og med Konning
Gunnar drog jeg hiem til Niflungeland, og det vil jeg

ei ſtjule for dig og ei for nogen anden, at han er min

tidligſte Mand og min Huusbonde.“ Da fvarede.
Gudrun: Nu lyver du, fom jeg —* den Mand,
ſom forſte Gang tog din Uſtyld, hedder Sigurd Svend”
Da fvarede Brynhild: .Jeg var aldrig — Svends.
Kone; og han aldrig min Hunsbonde.” Til Beviis
pan, hvad jeg ſiger,“ fagde Gudrun, fremfører jeg
her denne Guldring, ſom han tog af dig, da han
havde taget din Uſtyld. Denne ſamme Ring tog han
af Dig, og gav mig” Og da Brynhild ſaae denne

Guldring, kjendte hun den, og kom nu i Du, hvor⸗

- fedes det var gaaet, og nu fortrød hun bitterlig at
habe begyndt en Strid i fan manges Paahor, og hvis
"Ende blev, at Ting, ſom før vare ffjulte, kom til ale

meen Mands Kundſtab. En forfærdelig Grumhed

nærede hun derover mod Sigurd, fordi han faa ofte
. og fan bitterlig havde fveget hende, og hun gik derpaa
ad af Borgen.

321. Hun fade nu tre Mænd komine ridende til
Borgen; det var Kong Gunnar, Hogne og Gernoft,
og hun gif imod dem, og græd bitterlig, og ſonderrev
fine $læder. De havde om Dagen redet i Skoven, at

jage Dyr. Da de nu ſaae Brynhild, hvorledes Hun teede

fig, og de ei vidſte, fond hun harmede fig over, ſtand⸗

fede de deres Heſte. Da fagde Dronningen: ,, fint

& mægtige Konning Gunnar! jeg gad mig i din Bold,
og forlod mit Nige og mine Venner og Frander, og
alt dette. gjorde jeg for din Skyld. Enten al du eller

hy

⸗

t

bl * ø

322 €, i Didrik af Berns Saga. — 333

en anden Mand nu hævne.min Beftænintelfe;'og vil du
nu et. hævne min, da maa du dog hævne. din egen. Gi
gurd Svend har aabenbaret eders Hemmelighed og for⸗
talt ſin Kone Gudrun alt, Hvorlunde du betroede dig
til fam; faa at du overdrog ham af tage min Uſtyld,
da du ſelv ikke magtede det. Dette ſamme bebreidede
Gudrun mig i Dag i alles Paahar.” Da foarede Hogne:
«Du hin mægtige Dronning Brynhild! græd ei længer,
kal ei. derom, og fad ſom dette ei er ſteet!“ Ja det
fan jeg vel godt lade,” fvarede Brynhild; «Sigurd
Svend fom til eder ſom en fremmed Vandringsmand,
men nu er han ſaa ſtolt og ſaa magtig, at det ei vil
vare fænge, før alle J ville tjene ham, og faa kom han
forſte Gang til mig, at fan ei kſendte fin Fader eller
Moder og ingen af fine Ætmænd!,” Frue!“ ſagde
derpaa Kong Gunnar, set flal du græde; Sigurd.
Svend. ftal ei længer bære vor Herre, og min Soſter

— Gudrun ſtal ei være din Dronning” Hun ſtandſede
da ſin Graad, og Kong Gunnar red med alle ſine

Brødre til Borgen, og gik ind i Hallen, hvor hans

Mand toge imod ham. Lg Kong Gunnar, ligefom

ogfaa Hogne og Gernoft fode fom de intet havde ſpurgt,
og det fanme gjorde ogſaa Brynhild. Kong Sigurd
var reden ud i Skoven, at jage Dyr og more fig med
fine Riddere, og var ikke hjemme paa den Tid.

322. Faa Dage derefter kom Kong Sigurd Svend

» hjem med fine Mand, og da han fom i Hallen, ſtod

Kong Gunnar op, og modtog fin Svoger venlig, og
det ſamme gjotde ogſaa hans Brødre Hogne og Gernoſt,
og alle de ſom vare derinde; og denne drak

y ſe. 148 Gap.

334 Didrik af Berns Saga. 323 C.

og bare meget muntre. LOgfan-Dronning Brynhild
var meget munter. Kort efter ſagde Hogne til Kong
Gunnar: „Herre! naar vil du ride t.GÉoden, at jage
Dyr med og alle tilfammen?” Kongen ſvarede, at han
vilde ride ud, ſaafnart det en Dag blev godt Veir. Efter
nogle Dages Forlob gif Hogne til Stegerſet, og ſagde
hemmelig til Kokken: LJ Morgen tidlig ſtal du have
vor Mad færdig, og alle Retter ſtal du gjøre faa ſalte,
fom det er dig mueligt, og bære for Sigurd Svend alf,

Hvad der er ſalt!“ og derefter gif han bort, og raabte
til fin Mundſtjenk og fagde: Naar vi ſpiſe i Morgen
tidlig, ſtal du ſtjenke langſomt for o8;” og derpaa gif
Hogne tilbage.

7 323. Aarle om — — vilde — Gunnar
og Hogne vride ud; af jage Dyr. De gif forft til
Gordé, og ſpiſte. Da fom Sigurd Svend did, og
fagde til Kong Gunnar: Hoi fpifer da faa tidlig; vil
du ride ud?” WVi ville ride ud,” ſparede Kongen, at
jage Dyr og more og; vil, du drage med os eller blive
Gjemme?” Herre!” fvarede derpaa Sigurd,” vil du
ride ud, af jage Dyr, da vil jeg vift følge dig.” Da
fagde Kong Gunnar: „Gak da til Bords, og fpiis!”
Og faa gjorde han, men Kokken og Mundſtjenken havde
ganſte gjort, four Høgne havde budet dem. - Da de.
havde ſpiiſt, vare deres Heſte færdige, og de vrede un
ud i Skoven, og fatte efter Dyrene, og floge deres Hunde
los. Men faafnart Sigurd Svend var reden ud; gif

Gudrun til fin Seng, og lagde fig ned af fove, fordi
— hun var fan fuld af Had imod Brynhild, at hun ikke
vilde fidde hos hende, og ei med hende dele nogen
Sfjemt, Hogne red noget fenere fra Borgen end de

a

323€. Didrik af Berns Saga. 335

andre, og havde talt en fang Tid med Dronning, Bryn⸗
hild, og i denne Samtale bad Brynhild Hegne, at fan -
fulde mage det fad, af Sigurd Svend maatte omfomme
om Dagen, faa af han ikke kunde komme hiem om Af-
tenen, og derfor vilde hun lønne ham med Skjſenk af
Guld og Solv og andre Koſtbarheder. Men Hogne
fvarede, at Sigurd Svend var faa flor en Kæmpe, at
det ei ſtod i hang Magt, men lagde dog til, at han
vilde prøve det, om det vilde lykkes. Og derefter red -
Hogne ud i Skoven, men Dronningen 6ad ham fare
vel og holde ft Ord. De fatte nu efter Dyrene, og
fore frem fom gode Jægere, men ſtundum (ob de, men
Kong Gigurd var den forrefte af dem, nu ſom ellers
altid. De havde nu dræbt en Vildgalt, ſom de længe
havde fat efter. Da Hundene havde faaet. Bid paa
den, ſtod Hogne med fit Spyd Vildgalten død paa
Stedet; og over den ſtode de nu alle, og ſtare Svinet
op, toge Judvoldene ud og gave Hundene, og det blev
bem da faa varmt, at de næften troede de ſtulde ons
komme af Hede. De gif derfor til en rindende Bak,
og Kong Gunnar lagde fig ned og drak, og Hogne liges
ledes paa den ene Side af fin Broder. Lg da kom

Sigurd Svend til, og lagde fig ned til Bakken ligefom

de andre. Og da Hogne havde drukket, ſtod han op;
og tog fit Spyd med begge Hænder, og ſtak det mellem
Skuldrene pan Kong Sigurd Svend,» faa af det gik
ügjennem hans Hjerte og ud af Bryſtet. Da Sigurd
Svend fil dette Stik, fagde han: Den Gjerning,
ſom du nu bedrev, havde jeg ikke ventet af min Svo⸗
ger, og hvis jeg havde vidſt dette, medens jeg fiod paa
mine Fodder, da fulde mit Skjold have vordet fondens

!

Fed

336 - Didrik af Berns Saga, 324C.

hugget, min Hjelm ſplintret, og mit Svard brudt, før
Banefaar jeg ſtulde have faaet af dig; og endda venter
jeg, at J alle fulde have ligget døde, før jeg var fal⸗
det.” Og derpaa endte Sigurd Svend fit Liv. Da
fagde Hogne: HDele denne Dag have vi jaget efter en
Galt, og vi fire finge den neppe fældet, men nu paa

en fort Stund har jeg ene fældet en Bjorn og en Boffel,

og vanſteligere ſtulde det endnu have været for os fire,
at angribe Sigurd Svend, naar fan havde været bes
redt, end af dræbe en Bjsrn og en Boffel.” Kong
Gunnar fagde: Bift har du vel jaget, og denne Boffel
ſtulle vi fore hjem til min ore Onbroni Hvorfonv
helſt hun er.” |

.324. Og nu —* de Sigurd Svends Lig; og
droge det hjem til Borgen. "Da ſtod Brynhild oppe
paa Borgen, og ſaae, at Kong Gunnar og Høgne og
Gernoſt rede til Borgen, og tillige, at de førte Sigurd

Svend ded med fig. Hun gif ud imod dem, og ſagde,

at de havde været ſardeles heldige paa deres Jagt.
Hun bad dem bringe ham til. Gudrun: med de Ord:
Dun fover i fin Seng, fad hende nu favne ham. Det
Har nu Sigurd naaet, hvad han og de begge have for⸗
tjent.“ De bare nu Liget op' paa Loftsſalen, men da
den var lukket, maatte de bryde Døren op. De kaſtede
derpaa Liget op i Sengen i Gudruns Favn; og hun
vaagnede, og fane Kong Sigurd død ved fn Side.
Da talfe Gudrun til Sigurd: «Ondt tykkes mig dit
Saar; hvor fif du det? her ſtander dit gyldne Skſold,
og eier det ſonderhugget, og ligeſaa din Hjelm, Hvi
er du ſaalunde ſaaret? med Svig maa du være myrdet;
vidſte jeg; hvo der havde gjort det; da ſtulde jeg det

bem mel all Fr

325 C. Dideir af Berns Saga. 337

gjengjelde.” Da fvarede Hogne: Ei blev F myrdet,
vi joge en Vildgait, og denne ſamme Vildgalt gav ham
Baneſaar. Da -fvarede Gudrun: Denne ſamme

Vildgalt har bu varet, Hogne! og ingen anden;” og

end græd" hun bitterlig. De ginge nu bort fra Loft⸗

ſalen og ind i Hallen, og vare nu muntre, og Bryn⸗

hild et mindre. Dronning Gudrun kaldte paa fine
Riddere, og vifte dem Long Sigurds Lig, og de be⸗
redte paa det haderligſte om det. Men da denne Fi

dende fpurgtes, at Sigurd Svend var dræbt, da til

ftod hver Mand, at nu ei fandtes mere i Verden, et.
Heller vil fiden blive baaren en ſaadan Mand i Henſyn
til Styrke og Gærdighed i Hofvært, Nidfjærhed og .
Mildhed, hvori han overgik alle andre, og hans Navn
Vil aldrig udfletteg i den tyoͤſte Tunge, ei heller fors
glemnies blande —— Kort efter døde Dronning
Brynhild. rer DDK

Een og tyvende Fortælling.
Faſolds og Ditlev Danſkes Dod.

325. Kong Hernit i Vilkineland? var en mægtig

Mand og ſtor Hovbding i alle Henſeender, faa at han

bar Vortrinnet for alle Konger. Hans Kone var i
Oſtanſia, en Datter af Kong Runa af Oſterrige. Hen⸗

des Stedmoder var ſaa tryllekyndig, at hun forgſorde
Hende i hendes. Barndom, og mieddeelte hende fin
Trolddoms⸗Kunſt, ſaa at hun blev ligeſaa tryllekyndig

1) ifr. 270 Cap. me
Mordiſte Fortids⸗Sagaer, 3die Bind, 5)

(d
—

338. Ditrif af Berns Saga, 326327 C.

fom hendes Stedmoder før hende. Ikke degomindre
var Oftanfia den ſtjonneſte og vifefte blande: Kvinder,
men dog bar hun meget ondſtabsfuld. Desuagtet el⸗
fede Kong Hernit hende meget.

326. J den Tid herſtede over Bertangeland
Kong Jfung hin Stærke med fine Sonner?. Han var
en erklæret Fjende af Kong Hernit, og hadde ſtedſe
pdet Kong Attila Biſtand, og gjort. BWilfinemændene
meget Ondt. Kong Hernit bilde gjerne hævne fin Cas
ders, Kong Ofantrig's, Drab, forſt paa Kong Attila
eller Kong Didrik og dernaſt paa Kong Iſung, ſom
fan troede dar. fornemfi. Aarfag. i Kong Oſantrix's
Drab”. Kong Hernit ſamlede fg derfor en Hær, og
brog med den, til han kom til Bertangeland til Kong
Iſungs Rige ;. der brændte han. og dræbte Indbyggerne
og gjorde ſtort Bytte. Kong Iſung og. hans Ssuner
bleve ei vaer, hvad Kong Hernit gjorde. ..Men da.
denne havde gjort faa, Kort Bytte, og havde draget fan
vidt om i Bertangeland, ſom fan vilde, drog han
igjen hjem, uden at have miftet en eneſte Mand.

327. Omfider fpurgte Kong Iſung og hang
Sonner, hoad Kong Hernit, deres fterfte Hven, hadde -
gfort. De famlede da en Hær over hele deres Rige,
ag broge efter Kong Hernit, og.vilde hævne fig. Han
fendte Bud fil fine gode Venner Ditled Danſte og Fa⸗
fold hin Stolte. De toge vel imod denne Ordſending,
og droge med deres Nænd Kong Iſung imode. Der:
paa fore de alle filfammen ind i Vilkineland, brændte
" Børge og ſtore Herreder og dræbte mange Menneſter,

1) jfr. 202 Cap. 2) Y det foregaaende mældes intet om Slungs
Deeltagelſe i fle Krige; ffr. 113, 270 Cap.

328 C. Didrik af Bern — 339

og hvor de fore frem, der flyede aft, og ingen Mand

driſtede fig til at" ſtyde ét Synd imod dem, Alle finede,

nogle til Skobene, andre til Skibe, andre til ube

boede Heder; nogle flyede dog tif Kong Hernit, og be

rettede ham denne Tidende, at kommen var i hans Rige
- Kong Iſung af Bertangeland med fine Sønner og med

ham Ditlev Danſte og Fafold bin Stolte, og i aft
havde de fem tuſinde Niddere, og ingen Fylfing ftod
for dem, og ingen Kempe torde oppebie dem. Ved
denne Tidende blev Kong Hernit vred; han fendte Bud

over hele fit Rige, at alle Vilkinemend (fulde komme

til ham og værge hang Land. Denne Tidende tyktes
alle frygtelig, at ſtride mod ſaadanne Kamper ; fom nu
vare komne i Vilkineland. |

328. Nu ſamledes en ſtor Har om gong Hernit.
Hans Kone Oſtanſia foer ud og rorte ſin Gand, eller

ſom vi udtrykke det, hun drog ud at here, ſom det var

Brug i den gamle hedenſkte Tid, at tryllekyndige Kvin⸗
ber, ſom vi falde Valaer eller Volver, gave fig af med
at here. Gaa meget virkede hun ved fir Hexeri og

Troldſkab, at. hun tryllede til fig alſtens Dyr, baade .

Løver og Bjørne. og ſtore flyvende Drager; dem tom⸗
mede hun alle, fan at de adføde hende, og hun funde
hidſe dem paa fine Fjender. Saa berettes i tydſte
Koad, at hendes Har var ſammenſat af lede Djevte⸗

vg at hun ſelv havde paataget fig en fiyvende Drages
Skikkelſe. Kong Hernit rykkede med fin Hær imod -

Kong Iſung, og der hvor de mødtes kom bet til ec
haardt Slag. Kong Jfung og hans Sonner ginge
med deres Banner haardt frem, og bræbte mangen

Mand, og nedhus til enge Sider Mænd og Heſte, og

92

340 Didrik af Berns Saga. 329C.

Hæren faldt for dem, hvor de rede frem.” Paa et ans

det Sted fremred Ditlev Danſte, og han tilføjede man⸗

gen Mand Banefaar. Og den tredie Fylking førte
Faſold hin Stolte; han fred hele Dagen med for Hids

fighed, og ftifte mangen Mand ved fin Heſt, faa at de

” aldrig fane hinanden mere. — Som Axene falde paa

-

Ageren, maar de meies, faa falde pan den Dag .

Bilfinemændene.
" 329. I det ſamme kom —— til med fin

Flok, ſom hun ved ſin Trolddom havde ſammendraget.

Dragerne flai over Hæren, og dræbte Folkene med des
reg Kloer og Gab, og Loverne baffede og bede, og liger
ledes Bjornene, og ſelve Oſtanſia floi fom en Drage
over Hæren, og hidſede alle Dyr og Drager til: at
ſlaages. Kong Iſung og hang Sønner fane nu, hvor.

funde denhe onde Flok gjorde dem megen Gfade; han

gav da fin Heſt af Sporerne, og fvændte ft Spydſtaft

faſt, der var den ene Deel af et i tre lige Dele ſpaltet
Aſtetræe, og faa hoit ſom dette var, faa hoit var ogs

faa Skaftet. Da han nu fane, hvor den onde Drage

flsi, der af dem alle var den ſtorſte og ſtraekkeligſte, da
ſtod han Spydet efter den. Men Dragen ſaae, hvor⸗

lunde dette ſtore Spyd floi mod den; og duftede fig,
fad at han ſtod fell af den, og derpaa flog Dragen ned

paa Kongen, og greb ham med ſit Gab og Kloer, faa

at den dræbte og flugte ham. Dette fane den ældfte

Kongeſon, fom var den ſtarkeſte af dem; han ſtak da
Dragen med fit Spyd gjennem Foden op i Livet; men
den vendte fig ved Stikket, og greb ham med begge
fine Kloer faa faſt, af de gif igjennem Bugen, og han

paa den Maade blev drabt, dog havde SR, tilforn

330 C. Didelt af Berns Saga. 341

dræbt en. Love og en Bjorn. Den yngſte —

Lorantin havde imidlertid drabt en Løve, og endnu ſaa⸗

rede han en Drage tildode, men denne Drage gav ogſaa
ham ſit Baneſaar med ſine Kloer. Saalange ſtod denne
Kamp, at Loverne og Dragerne havde næfteh alle fadet
. deres Liv for Iſungs Sonners vældige Hug. Men nu
Var ogſaa Kong Iſung død tilligemed alle hans Ssnner
for Dyrene og Dragerne, og intet uden Oſtanſias
Trolddom havde formaaet af feire over dem.
"330. Faſold hin Stolte fod bære ſit Banner
midt frem i Vilfinemændenes Hær imod Kong Hernit,
og der opſtod en Gaard Kamp mellem begge disſe tvende

Hoddinger. Faſold havde med fin ene Haand dræbt

mange hundrede Vilkinemend, faa at fan var meget
faaret og træt af Kampen. Kong Hernit red da mod
ham, og ftaf «fil ham med fit Glavind i hans Bryſt,
faa at det gif ud mellem Skuldrene, og han faldt død
af fin Heſt. Dog var den. ftørfte Deel af hans Hær
forud falden. - Dette ſaage Ditlev Danſte, der hvor
han ſtred, og havde fældet Vilkinemandene, faa at Lis
genes Dynge ei. laane lavere; end hans Sadel ragede i
Veiret. Han havde ogſaa miſtet næften alle fine Mænd,
og ſelv var han meget haardt ſaaret, men iffe defto
mindre red han djærvelig ind i Vilkinemendenes Hær,

1

for at hævne fin fjære Ven Faſold. Han. flog da fin i

Heſt med Sporerne, og ſtak fit Spyd tik Kong Hernit

i hans Skjold, faa at det tog Skjoldet og hans dob⸗

belte Brynje fønder, gif ind under Armen, og fønders
ſtkar Skuldrene lige igjennem ved Skulderbladet, faa
at Kongen falde af Heſten til Jorden. Ditlev Danfte

dræbte der med fit Sverd —— god Mand ober Kong

*

342 Dibrit af Berns Saga. 334 & |

Hernit, og mange flyede, og fun faa ſtode tilbage.
Da floi den værge Drage over Ditlev med gabende
Mund, og bilde tilfsie Gam Bane. Ditles ſiak med
fe Glavind op igjennem Dragens Mund, faa at det
gif ud ved Halſen; men Dragen fpændte ham med fine
Klor, og flog ham med Vingerne, og fod ſig falde
heelt ned over ham, og ſaaledes ſik Ditlev Dante Bane
og Heſten under ham. Og da alle Kemperne af Ber⸗
tangehæren-våre faldne, holde Vilkinemendene et op,
førend hvert Menneſtes Barn af ——— var
dræbt.

331. Vilkinemendene fandt deres Herre —
Hernit haardt ſaaret af ſtore Saar; de bare ham da
med fig, og fode komme de bedſte Læger, ſom vare i
Vilkineland, at læge ham. Da Kong Hernit var”
kommen hjem i fin Borg, var hang Kone Oftanfia ſys.
Da mærfede Kong Hernit, hvorfra. den Biftand var
fommen, fom Dragerne og Dyrene havde ydet fam,
og hvor. tryllefyndig fang Kone var; og. tre Dage
derefter døde hun med liden Bersmmelſe. Kong.
Hernit blev igjen helbredet af fine Saar, og ſtyrede
nu hit Rige, ſaaledes fom fortælles i hang Saga,
og udførte mange ftore Bedrifter, medens han var

Konge i Vilkineland; og om fam er en for Saga,
nagtet der nu her ikke bliver talt mere om. hang
Hendelſer.

⸗

3326. Dibrif af: Berns Saga. 343

To og tyvende Fortælling.
Gudruns Hevn.

332. Kong Attila ſpurgte nu, at Kong Sigurd var
dod, og at hang. Kone Gudrun, fom i Skjoenhed og

Vorſtand bar Fortrinet for de flefte Kvinder, endnu

levede. Han havde nu ingen Kone; thi ſendte fan
derfor Bud efter fin Frende Oſid, at Gan ſtulde komme
til ham. Og da Hertugen fpurgte, at hans Frende
Kong Attila vilde tale med Gam, drog han til Suſa,

og med ham tredive Riddere. Kong Attila modtog

fam meget vel, og fagde, at han havde fende ham Bud,
og vilde, at han ſtulde drage til Nifſlungeland. Kong
Attila vilde beile til Gudrun, Kong Gunnars Søften,
ſom Sigurd Svend havde haft tilægte. Hertug Oſid
fagde, at han vilde drage, hvorhen Kongen vilde fende

ham. Oſid beredte fig til denne Færd med megen An⸗

ſtand og Pragt, og havde. trefindstnve af de belevnefte
Middere og mange vel udruftede Svende med fig, Han.
fortfatte Reiſen, til han kom til Niflungeland, og
traf Song Gunnar i Vermintſa, hvor han blev vel
imodtagen, og dvælede nogle Dage. En Dag bab
han Kong Gunnar tilligemed Hogne dg. Geruof at
træde ſammen med han til en Samtale. Lg da de
vare komne til Mødet, tog Hertug Oſid til Orde:

KKonning Attila af Suſa ſender Konning Gunnar og

hans Brodre ſin Hilſen; Konning Attila onſter fig til⸗
ægte eders Soſter Gudrun med faa meget Gods,
fom det fommer eder af fende ham, og han vil være
eders Ven; men før jeg Drager herfra igjen, vil jeg.

*

344 Didrik af Berns Saga. 33306.

høre mit Xrendes Udfald, hvorlunde det ſtal være”
Kong Gunnar foarede gu: «Konning Attila er en
mægtig og ſtor Hovding; ville mide Brødre fom jeg,
da ſtulle vi ei afflaae dette Giftermaal.“ Da fvårede
” Søgne: «Saa fynes mig, fom det maa være os ſtor
Hader, at Attila faner vor Soſter, thi han er den
mægtigfte af alle Konger, Derged ville vi blive ſtorre
Mand, end vi nu ere, men dog komme vi forſt til at
foredrage Sagen for hende; thi hendes Sind er faa
ſtolt, at ei vil Konning Attila, og et nogen i Verden, ”
fane hende uden hendes Vilſie.“ Gernoſt Gad dem
raade, og tyktes at det. var godt, ſaaledes ſom dem
ſyntes. Nu droge Kong Gunnar og Hertug Oſid til
Gudrun, og Kong Gunnar fortalte denne Tidende,
og ſpurgte, hvorlunde Hun ſyntes om dette Gifter
maal; men fun ſagde, at hun ikke torde nægte af tage
Kong Attila til fin Mand, faa mægtig en Konge var
ban, og ſaadan en Mand var ſendt at tidføre hans
Erende, at hun vilde heller. fige ja: end nei dertil.
Og fiden underhandlede hun og Hertugen og Brodrene
om denne Sag, faa at dette Giftermaal blev beſluttet.
Dg derefter beredte Oſid ſig til at ride hien. Og da
han var heelt færdig, tog Kong Gunnar et guldbeſlaaet
Skjold og den Hjelm, fom Sigurd Svend havde eiet,
tilligemed de fortrinligſte Vaaben, hvilket alt han gas
til Hertug Oſid. Og de ſtiltes derpaa ad ſom gode
Venner. Hertugen drog hjem til Huneland, og gav Kong
Attila Beretning om hele fin. Reiſe. Kongen takkede ham

wWwueget, og ſagde at hans Reiſe hadde haft det —J—
go ——

Kort —— Kong Attila fis til

- s oe ka

334 C. Dibrik af Berns Saga. 345

Reiſen tilligemed Kong Didrik, og de droge til Vers
mintſa; der blev da holdt et anſeeligt Gilde, paa
hvilfet Sudrun blev gift med: Song Attila. Efterat

Gildet var forbi, red Kong Attila bort. Og: bed

Skilsmisſen gav Kong Gunnar Kong Didrik Heſten
Grane, ſom Kong Sigurd Svend havbde eiet, og Svar⸗

det Gram gav han Markgreven, men Kong Attila gav

han fan meget Solv, ſom ham vel anſtod. Og derpaa
fliltes de form gode Venner. Kong Attila red. - med

” Kong Didrik hjem til fit Rige, og pasſede det en Stund;

men hans Kone Gudrun begred hver — ſin ER
Mand Sigurd Svend J
334. Da ſyv Vintre vare flige; —
Gudrun var kommen til Huneland, ſtete det en Nat,
at hun talte til Kong Attila: Herre! det er mig en ſtor
Sorrig, at jeg i disfe fyv Vintre aldrig. har feet mine

Brødre, Haar agter du bel at byde dem her hjem? Jeg

fan fortælle: dig en Tidende, ſom du maaſkee allerede før
har hørt, at Konning Sigurd Svend var. faa rig paa

Guld, at ingen Konning i Verden eiede ſaa meget,

og det have mine Brødre, og ei ville de unde mig faa
nieget fom en Penning deraf; ſtjont det tykkes mig
rimeligere, at jeg ſom hans Kone fif dette Gods; og
det ſkal du viſt vide, at om: jeg faaer det, da ſtal du
eie det alt i Forening med mig.” Kongen tænkte over

Dette; og vidſte at det forholdt fig fan, men Kong.
Attila var meget gjerrig, og bet tyktes ham ilde, at
EH han ei havde fadet Niflungeſtatten; derfor foarede han

ſaalunde: Jeg veed, Frue! af Konning Sigurd eiede
meget Guld; forſt det, ſom han tog under den, ſtore

| al

—

346. DidtiÉ af Berns Sage, 334E.

Drage, fom han dræbte'; dernæft det, ſom Gan vante
pan Krigstoge, og tillige det, fom hans Gader Sons
ning Sigmund havde eiet; og alt dette maae vi nm
undbere, men dog er Konning Gunnar vor bedfte Ven.
Mu bil jeg, af du byder dine Brødre her hjem, ſom
du onſtede, og ſtal jeg da intet fpare, for paa det an⸗
ſeeligſte af anrette et Gilde,” Dermed fluttede de deres
Tale for den Gang. Kort Tid derefter fod Gudens
fem Udſendinge kalde til fg; Hun berettede dem RE
rende, og fagde af hun vilde ſende dem til Niflunge-
land; „og til denne Færd,” vedblev hun, „ſtal jeg
udſtyre eder med Guld og gode Heſte og koſtbare Kiær
ber.” fun beredte derpaa deres Færd paa det anfees
ligſte, og gav dem med Long Attilas og ſit eget Ind⸗
ſegl. Disfe Mænd droge deres Vei til Niflungeland,
og traf Kong Gunnar i Vermintſa. Han tog vel imod

" fin Svoger Kong Attilas Udſendinge, og de nede ber
god Behandling. Nu fod han op, ſom Fulde frems
bære Ærendet, og gif for. Kong Gunnar, og fagde:
Lonning Attila af Suſa og hans Kone Gudrun. fender
Hilfen til Konning Gunnar og fans Brødre Hogne og
Gisler og Gernoſt, og til alle deres og hendes Veuner.
Bi ville byde eder hjem til Hoitid og Venſtabs⸗Gilde
i vort Land. Konning Attila er nu gamurel, og deg
er ham befværligt at ſtyre fit Rige, og hans unge Søn.
Aldrian er fun faa Vintre gammel. — Nu, fynes os,
ſom J med eders Fræuder monne være meſt berettigede
til at ſtyre dette Rige, faalænge han ei for. fin Alder
er i Stand til ſels at pasfe ſit Rige. J kunne derfor
stu komme efter vor Ordſendins og gaae paa Raad med

1) ifr. 146 AG

"ad

-

335 &, — Dibrit af Berns Saga. 847

og om Landets Styrelſe, hvad Beftutning vi i dense

Henſeende bedſt kunne tage. Og kunne J fore med
eder fan mange. Mand, — Hader fordrer:

Lever vel!”
335. Da nu Kong Gunnar havde laſt bette Bred,
kaldte han paa Hogne, Gernoſt og Gisler. Dem fore

drog han. Sagen, og fpurgte, hvad Beſlutning man

fulde. tage. Da fvarevde Hogne: Det fan være
Herre! at du vil drage til Huneland til Konning At⸗
tila, men hvis du Drager did, Da vil hverfen du ellev

nogen af dem, fom følge dig, komme tilbage; thi vor

Soſter Gudrun er en trolss og ſnedig Kone, og det
Fan hendes, at hun ponſer paa Sbig imod os.“ Da.

Ek fvarede Kong Gunnar: Konning Attila har fendt mig

Bud med Benffab, at jeg flal komme til Huneland,
og disfe Mænd fare med Sandhed. Men hvad det

Raad angager, Hogne! at jeg ikke ſtal drage did, da
er det ligeſom det, din Moder pleiede af give din FA .
" Der, hvoraf Udfaldet gjerne var, at det ſidſte blev

værre end det forſte. Derfor vil jeg nu et følge dette .
dit Raad, men for vift bil jeg reife fil Huneland, og

denter jeg, at jeg kommer tilbage, om ſaa jeg onſter,
og af hele Huneland, før jeg drager bort, vil være
overgivet i min Wold; men du, Hogne! kan følge

mig / om du vil, eller fidde Hjemme og pasſe dit Rige—
om du ei vover at reife.” Da fagde Hsgne: Ci taler

zeg dette, fordi jeg ev mere Gange for mit Liv, end dn

for dit;' og ei frygter jeg for Strid mere. end du, men
med Sandhed vil jeg fige dig, at, om du drager til His

neland, da vil, hvad enten du drager med mange

Mand eller med fan, ikke cen komme med Livet tilbage.

. 3488 . Didrik af Berns Saga. 336 C.

… Sen er det din faſte Billie at drage til/ Huneland, da
vil jeg heller ikke blive tilbage. Mindes du dog ikke,
hvorlunde vi ſtiltes fra Sigurd Svend, men om du |
nu ei mindes det, da monne vor Søfter Gudrun det
mindes; og hun ſtal minde dig om det, naar du kom⸗
mer til Sufa.” Da fvarede Kong Gunnar: Uagtet
du er faa bange for din Soſter Gudrun, af du: for
hendes Skyld ikke tor reiſe, faa vil jeg dog alligevel
drage did.” Hogne blev nu vred over, at hans Ms⸗
brene faa ofte blev ham bebreidet, thi ſtod han op, og
gif ind i fin Frende Folkers Hal, og ſagde: Du ſtal
drage med os til Huneland, ſom Konning Gunnar har
befluttet efter Gudruns Ordſending; og med v8 ſtkulle
fare alle vore Mænd, og væbne fig paa det raſteſte,
. men fun de ene ffulle rasen mee: os, ſom have Mod

til Strid.” g

- 336. . Dronning. Oda, Kong Gunnars og Gie
lers Moder, gif til Kong Gunnar, og fagde til ham:
«herre! jeg Gar drømt en Drom, ſom du ſtal høres
IDromme fyntes jeg af fee vort Land blottet for Fugle,
og Huneland derimod fuldt af Fugle, ſom alle vare
døde; nu hører jeg, at J have beſluttet af drage til
Huneland, men af denne Gærd, aner jeg, vil komme
Ulykke baade over Niflungerne og Hunerne; og det fan
man vare ſikker paa, om J drage did, at mange da
bille fade dereg Liv. , Gjør derfor, Hvad bedre er,
Verre! drag ei, thi kun Ondt allene vil følge af denne
- Færd.” . Da fvarede. Høgne: „Konning Gunnar har ”
nu beſluttet denne Færd, og ei bekymre vi os om J
. gamle Kvinders. Drømme; kun lidet Godt vide IJ.”
«Kong Gunnar,” foarede Dronningen, … maa raade

é

| "337338 C. Dibrit af: Berns Saga. . 349 —

for. fin Færd, og ligeſaa du, Hogne! men min unge
Son Gisler, han ſtal blive hjemme,” Ja!” ſagde

Gisler, ahvis mine Brødre drage bort, vil jeg ei. blive -

fiddende hjemme ;” og han tog fine Vaaben.
337. Kong Gunnar fendte Bud over. hele fit

—" Land, at til ham ſtulde komme alle de Mænd, fom

vare de raſteſte og tapreſte og ham meft hengivne. Og

Kong Gunnar ti hundrede brave Mænd, vel udruſtede
med hvide Brynjer, blanke Hjelme, ſtarpe Svarde,

hvasſe Spyd, nye Skjolde og hurtige Heſte; og der: I

da Udruſtningen til denne Fard var heelt færdig, havde -

. fad hjemme. mangen fager og dyrebar Kone efter ſin

—Huusbonde, ſin Son og fim Broder. - Derpaa tog

H)ogne Kong Gunnars Banner i fin Haand. Kong

Gunnar havde til Marke paa hele fin Ruſtning en
gylden Ørn med Krone; ogſaa Hogne bar en Ørn paa

ſit Harniſk, men uden Krone. Gernoſt og Gisler

havde røde Skjolde, mærfede med en gylden Løve, og
famme Mærke havde hele deres Harniſk, og deraf kunde
man Fjende dem, hvor de rede. Niflungerne begave
fig nu paa Neifen > og fortfatte den, til de naaede

Ninen, der hoorDyna” og Nin forene deres Stromme;
og der hvor Floderne fløde ſammen, er bredt over, men

… De fandt'intet Skib; de forbleve der da om Natten i
deres Telte.

338. Om Aftenen efter: Maaltidet fagde Kong

Gunnar til Hogne: .Beftem nu, hvo blandt vore

Mænd der ſtal holde: Vagt.” Sæt du dem,” foas

rede Høgne, .fom dig. ſynes, op langs Floden, men-
nedenfor Hæren vil jeg felv være Vagtmand, thi da
” her menes formid ekko Mayn.

— — —

-

* Ad

PS

&
⸗

850. Didrik af Berne Gaga. 339C.

kunne di fee til, om vi * fane noget Skib.“ Da
nu Folkene gif til Sengs, tog Hogne alle five Vaaben,
og gif langs ned med Floden, og da det var meget
maanlyſt, kunde Gan let finde fin Bei. Hogne kom da
ſaaledes til et Band, ſom hed Mære”, og ſaae nogle
Menneſter ude i det, og deres Klæder ligge ved Vandet
mellem Floderne; han tog da og ſtjulte Kladerne; men
det var ikke andre Menneffer end ſaadanne man falder .
Hanfruer, hvid Natur er ſaaledes beſtaffen, at de op⸗
Holde fig i Sser og Vande. Disfe Havfruer vare
farne ud af Rinen hen i dette Vand, for at more fig.

" Nu raabte cen af Havfruerne paa Hogne, og bad ham
give hende hendes Klæder. Da fagde Hogne: „Siig!
ſtulle vi komme over denne Flod frem og tilbage! og
hvis du ei figer det, ſom jeg fpørger dig om, faaer du
aldrig dine Kleder.“ J ville omme oder denne Flod,“
ſvarede hun, men aldrig tilbage, og dog Vil det koſte
Vig megen Moie forinden.” Da traf Hsgne fit Sværd;
og hug Havfruen midt over, og ligeſaa hendes Datter.
339. Og end gif Hogne langs med Floden en
Tid, da ſaae han midt ude paa Floden et Skib, hvor⸗
paa bar en Mand, hoem han raabte paa, og bad at
roe til Land til en Elſungs Mand. Denne Benævhelfe
brugte han nemlig, fordi de nu fare komne i Elfung -
Jarl, hin Unges Rige, og han troede, at. Skibsman⸗
den da hurtigere vilde roe til ham end ellers. Da
fagde Skibsmanden: «Ét føger jeg Hefler -en Elſungs
Mand end en anden, og vil, jeg viſt ei roe over uden
, Betaling. ” Da tog Høgne fin Guldring, holdt den

19) More; ſandſynlig er dette Navn ved en Skrivefeil ——
met af Men, Mayn. |

FS

340 C. .- Didrik af Berns Saga, 351

UJ
!

hud

op, og ſagde: «Senher, gode Ben! Skibsleien, her

er en Guldring, den giver jeg dig, om du. vil fætte
mig over.” Og da Manden ſaae, af der blev budet
ham Guld, da tænfte han paa fin fagre Kone, med
hvem han nylig bur bleven gift, og ſom han elſtede
hoit og gjerne vilde bringe i Gave en Guldring. Han
lagde un derfor Aarerne ud, og roede til Land. Hogne
fteg derpaa i Skibet, og gav Færgemanden fin Guld⸗
ring. Da vilde Færgemanden roe tilbage over Floden;
Hogne derimod bød fam roe op langs Landet, men
Gærgemanden vilde ei'roe, Hogne fagde da, at han
ſtulde roe, Hvad enten han vilde eller ei. . Ru blev

Færgemanden bange, og roede ſom Hogne bilde, indtil |

de kom til Niflungerne.

. 340. Kong Gunnar og hele hans Hær var' nu
paaklædt, og havde allerede faaet et lidet Skib, der
laae ganſte ſeilklart. Paa dette lille Skib vare nogle
gangne om Bord, men neppe havde de fat fra Land,
før Skibet fyldtes med Vand og kantrede med den,
faa at de fun med yderſte Befværlighed naaede Land.
Men da Hogne nu kom til dem med dette ſtore Skib,
bleve Niflungerne glade. Kong Gunnar ſteg da paa
Skibet, og med ham en Mangde Riddere, og de roede
midt åd paa Floden. Hogne roede faa ſterkt, at han
i eet Drag brød begge Aarerne ſonder tilligemed: Nos
brætterne; og udbrød: Aldrig trives den Mand, ſom
gjorde ſaadant Rotoi.“ Han blottede dernæft fit Sværd,
og hug Hovedet af Baadsmanden, ſom fad foran ham
pan Brættet. Da fagde Kong Gunnar: Hoi bedrev
du. denne onde Gjerning; Hvad havde han vel for»

ſtyidt?“ Da fagde Hugne: Jeg vil ei, at der ſtal

J

352 Didrik af Berns Saga. 341.

gane Bud foran og til Huneland om vor Færd, og
denne kan nu ikke fortælle derom”. Da fagde Kong
Gunnar med Vrede: Kun Ondt gjior du nu, ſom altid
tilforn, og aldrig er du glad, uden naar | du gjør Ondt.”
„Hoi ſtal jeg nu ſpare at gjøre Ondt,” ſagde Hogne,
medens vi drage did, da jeg dog veed, at ikke en Mo⸗
ders Gjel kommer tilbage fra vor Færd.” Som Kong
Gunnar nu fiprede, braſt Styretsiet ſonder, og Styret:
gikelos, faa at Skibet firsg baade for Strom og Veir.
Hogne fprang da iiffomt tilbage, og traf meget haardt
i Styrebaandet, og da han havde iffandfat Rofræerne -
og faaet Styret igjen fat i Lave, var der ikke langt til⸗
Land; men i det ſamme væltede Skibet, og ſaaledes
kom de til Land, at alt, hvad der var inden Borde,
blev. vaadt. De trak nu Skibet op paa Land, og bo⸗
dede paa det, høor det gjordes nødig, og fiden fatte
de hele Hæren over derpaa. - Dernæft droge de Veien
frem hele den Dag, og om Aftenen lagde Hæren fig
ned, men Hogne holdt Bagt. |
341. Da alle vare indfovede, gif Hogne ene paa
Speideri ef godt Stykke fra æret. Han kom til et
Sted, hvor han traf paa en Mand, der laae og ſov.
Denne Mand var væbnet, og havde lagt fie Gværd
under fig, dog faa at Hjaltet ragede frem. føgne tog
og trak Soardet ud, pg kaſtede det fra fig. Dersætt
ftødte han med fin ene Fod paa Mandens Side, og bad
ham vaagne; Manden ſprang da op; og greb efter
Sværdet, men favnede det, og ſagde: En Ulykke
komme over mig for denne Såvn, ſom jeg nu fov; for
den miſtede jeg mit Sværd, og ilde vil min Herre
tykkes af hans Rige vogtedes, da jeg ſaaledes ſov.“

342€, Dihdrik af Berns Saga, 358

Nu fane han, hvor Hæren var kommen, og da ſagde
han endnu: En Ulykke komme over mig til Straf;.
fordi jeg fod mig overvælde af denne Sovn, faa at
imidlertid en heel Hær er kommen i min Herre Mark⸗
grøde Rodingeirs Land. - Jeg havde nu vaaget tre.
Natter, og tre Dage -tilforn, og derfor falde jeg &
Søvn.” Da Hogne nu fandt; at han var en braͤß
Mand, fagde han til ham: Jeg ffal ſtaffe dig din
Heſt og dit Sværd;” og faa gjorde han, og end fagde
han: «Du brave Helt! See her min Guldring, den
vil jeg give dig for din Manddom, dg då ſtal den bedre
nytte end han; til hvem den før blev givet.” - Ru. fon
rede denne Mand: Mav megen Tak for denne Gave,
forſt fordi du gåv mig mit Sværd, ſiden for din Guld⸗
ring.” Hogne fagde endvidere: Ikke ſtal du være
bange for denne Hær, om du vogter Markgreve Ros
bingeirs Land; thi han er vor Ven, og for denne Hær
raader Konning Gunnar. ” Stig mig, brave Wand!
Hvor vifer du 08 til Herberge i Nat, og hvad hedder
bun?” „Jeg hedder Ekkihard,“ fvarede han, dg det
undrer mig; Hvi du drager ſaalunde frem. Du er
Høgne; Aldrians Søn, ſom dræbte min Herre Koh
ning Sigurd Svend. Og vogt du dig, medens du ev
i Huneland, du far der mange Abindsmand; men et
kan ſeg viſe dig til bedre Natteherberge end til Bakalar
fil Markgreve Rodingeir, han er én brav Mand.““ Da
ſagde Hogne: Den Vei har du os viiſt, ſom vi til
forn havde beſluttet at tage, rid nu hjem, og flig,
at. vi ville komme der, og — „at bi ere meget
vaade.“ bp

342. Nu ſrittes — og Ettiharde red hjem, men

ROED te FortibssGagaer, 3die Bind, 3

*

— —

854 Didrik af Berns Saga, 3436,

Hogne til fine Mænd, og fortalte Song Gunnar dette,
og bad ham paa det hurtigſte at flage op og ride til
Borgen; og faa gjorde de. Ekkihard red hjem til
Borgen, og da han fom i Hallen, havde Markgreve
Rodingeir ſpiiſt, og vilde til at fore. - Da fortalte
Ekkihard ham, hvorlunde han traf Hogne, og at. Kong
Gunnar var kommen der med en ſtor Hær og Vilde ride
did. Markgreve Rodingeir ftod da op, og faldte paa
fine Mænd, og bad dem ifore fig deres. Vaaben og bes
rede fig pan det anſeeligſte og ligeſaa ordne hang Huné,
Markgreven lod tage fine Heſte, og vilde ride imod
dem. - fang Mænd fom da i meget Arbeide. Men
ſom Markgreve Rodingeir red ud af Borgen, da kom
Kong Gunnar med hele fin Hær imod ham. Marts
greven tog bel imod Niflungerne, og. bod dem at drage
med ham; hvilfer Kong Gunnar med Sfæde tog imod;

og Hogne takkede Ekkihard meget, ſer at han havde

faa vel udført hans rende.

343. Niflungerne kom nu til Malkgrede Rodin
geirs Gaard, og ſtege af deres Heſte, ſom Markgre⸗
vens Mand toge imod. Markgreven fod nit gjøre Ild
to Steder ude i Gaarden, da de vare vaade. Bed
den ene Ild fade Kong Gunnar og Hogne og deres

Brodre og nogle af deres Mænd, men nogle fade ved

den anden Iid. Men de, fom vare tørre, | fulgte

Markgreve Nodingeir ind i Hallen, og han gav dem

Plads paa Bænken. Niflungerne afførte fig nu deres

Klæder. Da fagde Markgreve Rodingeirs Kone Gode⸗

linda, ſom var en Sofer til Hertug Nedung, der

falde ved Gransport?: „Niflungerne have fart hid
1), ifr. 309 Cap. ' '

—— 343 C. Dibrik af Berns Saga. 355

mangen hoid Brynje og haard Hjelm, mangt et ſtarpt
Sværd og upt Skjold, men det harmer mig meſt, at
Gudrun hver Dag begrader fin Mand Sigurd Svend.”
Da Ilden var antændt, gif Kong Gunnar og hans
Brødre. ind i Hallen efter Markgreve Rodingeir, og |

ſade der om Aftenen ( den kjærligſte Behandling, og
drak Viin. Dernaſt gif de til Seugs. Markgreve

Modingeir laaei ſin Seng has Ku Kone, og talte med
hende. Da ſagde Markgreve Nodingeir: Fruel Hvad
ſtal jeg give Konning Gunnar og hans Brodre, ſom
fan vare ſommeligt for dem at modtage?” Hun ſva⸗
rede: Den Beflutning , fom du tager ; ſtal ogſaa være
min.” «Jeg vil fige dig,” fagde Markgreven, om

du vil. fom jeg, da vil jeg give Junker Gisler min

Dotter ſom den førfte Gave.” Det er vel,” foarede
Godelinda, sat du giver Gesler vor Dotter, Hvis han
vil komme til at leve med hende, men det frygter jeg

for.” Da det var lys Dag, ſtod Markgreven og Nif⸗

lungerne op, og Éfædte fig paa. Markgreven bad dem
forblive hos ham nogle Dage, men Niflangerne vilde
drage afſted. Da fagde Markgreven, at. han vilde
drage med dem med fine Mænd, hvorpaa de gik til

Borde, og drak god Viin, og vare. meget muntres
Markgreven fod nu indbare en Hjelni, beſlaaet "med

røden Guld og beſat med koſtbare Stene, og gav den
til Kong Gunnar. Kongen takkede ham meget for den,

og holdt den for en ſtor Koſtbarheb. Derpaa tog

Markgreven et nyt og vel arbeidet Sfjold ,, og gav det
til Gernoſt. Siden tog Markgreven ſin Datter, og

gab hende til Junker Gisler, og fagde: Gode Herre

Gibler! Denne Bø bif eg give dig til Egtekone, om
32

356 Divit af. —— SER 3446.

bu vil tage bende. Glerne — jegſhende,“ foar.

rede Gisler, og takkede ham meget for hans Gave.

End ſagde Markgreven: See her, Junker Gisler
ét Sværd, ſom ſeg vil give dig, det hedder Gram, og
det har Sigurd Svend eiet.“ Ogſaa for: denne. Gave
takkede Gisler, dg far al den Hæder, ſem han beviſte
fam paa denne Færd. Derpaa henvendte Markgreve
Rodingeir fig til Hegne: Gode Ven!” ſagde han,
hoilken af de. Koſtbarheder, du her har ſeet, onſter
du dig?” Mig ſones,“ fvarede Hogne, ſom her

I hænger et Skſold, der er morkeblaat af Farve, ſtort

og ſterkt og har udftaanet forære Hug, dette Skjold
onſter jeg mig.” Da fvarede Markgreven: Det pasſer
fig vel, thi dette Skjold bar Hertug Nedung, og han
fit ftore Hug under Mimungs Eg af hin ſtarke Vidga,

for han faldt, og det ſtal nu være givet Hogue.“ De

takkede un Markgreven meget for. deres gode Modta⸗
gelſe, og efterat de havde fpiiſt, lode de deres Heſte
trække frem, og gjorde. fig dernæft færdige til Reifen

tilligemed Markgreven og med ham fyv af de raffefte

Riddere, og» de rede derneſt ud aß Borgen. Da de
. Sare færdige, onſtede Fru Godefinda dem at fare vel
og lykkelig og at komme med Anſeelſe tilbage.

i iv og tyvende gortsiling
iflungernes ſidſte Kamp.

34. g Joter fortælles nu om Riftungerited Særd, før
den — de rede fil Suſa. Det. var da vandt Veir og

—2

— — —

te

344 C.Didrik af Berns Saga, . "367

ſt or Storm, og de dare alle vaade. Ogd dar de kom
til den Borg; ſom hedder: Sporta, red dér en Mand

imod dem, ſom var udſendt af Kong Attila, og fulde

"Dragt til Bakalar og⸗ be Markgreven til Gildes.

Maxrkgreve Rodingetr red juſt foran Hæren med fine
Mand; og da de nu kom ſammen, ſpurgte Markgre⸗
ben: Hvad Nyt er der nu iSuſa?“ Det er: det

Gildes, men nu. vil jeg følge tilbage med eder, da jeg
Hår faaet mit rende udført,” og fda gjorde han, og
ved. un nted Markgreven. DA ſpurgte Markgreven
Manden: „Hoor ſtort et Gjaſtebud agter Konning

⸗

Myeſte i Suſa,“ ſparede Manden, at Niflungerne ere
komne i Huneland, og Konning Attila bereder et Gilde
for dem, men jeg ev ſendt til dig, at byde dig til

afferede i eders Følge er. et iffe ringe Antal Mænd;

Konning Attila har budet mange Mand til fig til Gja⸗

ſtehudet, men Dronning Gudrun har ſtevnet did dob⸗
belt faa mange af ſine Venner, og" hun ſamler over
hele ft Rige alle de Mand, der villi yde hende Hjælp,

og der ere gjorte: fan. ſtore Anrettelſer til dette Gſaſte⸗
bud, ſom om der Fulde komme en overordentlig ſtor
Mangde Menneſter, og" Gildet tillige vare fænge.”

Markgreven bed nu denne Mand ride til Borgen; og

ſige at Niſſungerne nu vare konnne. Han red da til

Rong Attila, og bragte ham denne Tidende. Kongen

ſendte da Bud ober hele Borgen, at hvert Huus
ſtulde beredes, og i nogle fulde der gſores fore Ild⸗
ſteder. Dernæft talte Kong Attila til Kong Didrik,
og bad ham at ride. ud. imod bem: Saa gjørde han,

Fa

w

Attila at gjøre; og hvor mange Mand at indbyde dere
fil” "Mig fpne8,”: ſparede den Udſendte, ‚at der

—

—

858 Didrit ef Berns 2 345-346 €.

og da de modtes, modtoge de boeiandee med Glade,
og rede alle ſammen fi Borgens.

345. Gudrun fod et — og ſaae * Brøs
dres Færd; og. fane der mangt ef apt Skjoſd, mangen.
fager Hjelm og hid. Brynje og mangen dyrebar. Helt.
Da fagde Dronningen: «Run flager Sommeren i fu
fagreſte grenne Dragt, og der komme mine Brødre med
mangt et nyt Skſold og mangen hoid Brynje, og defto

mere ſynes mis nu; af Sigurd Sopends dybe Saar
harme mig;” og hun græd bitterlig, og gif imod Nif⸗
lungerne, bod dem velkommen, : ag. kyſte dem alle.
Borgen ver nu næften fuld af Menneſter og Heſte, da
der alt tilforn vare faa mange £ Bundrebe ; at man si
kunde tælle dem.

846. KNong Attila tog vel imod fine — og
de bleve fulgte ind i de Haller, ſom forud vare indret⸗
tede, og Iid blev antændt for dem. Men Niflungerne
hoerken aftoge deres Brynjer, eller lagde Vaabnene
fra. fig. Oronningen kom nu ind i Hallen til fine
Brodre. Dun fane, hvorledes de hvide Brynjer ſtin⸗
nede frem, naar de loftede deres Kjortler. Saaſnart
Hogne fane fin Soſter Gudrun, tog han ſtrax fin Hjelm,
fatte den paa. fit. Hoved; og ſpandte den faſt, og liger
faa gjorde Folker. Da fagde Gudrun: ,, Dif være dig,
Hogne! Har du medbragt til mig: noget af; Niflunge⸗
Skatten, ſom Sigurd Svend eiede?” AIJeg bringer.
dig en ſtor Uvben,“ ſparede Hegner jan. følger mit
Skjold og min Hjelca og mit Sværd, og derfor fod jeg
ei min Brynje blive hjemme.” Da fagde Kong Gunnar:
Fru Gudrun, vor Soſter, gak hid, og ſid er!” Nu
gif Gudrun til fin unge Broder Gigler, kyſte ham, dg

P

347.348 — Didrik af Berns Saga. —— 859

fatte: ſig medlem ham og Kong Gunnar, og: Gun —
bitterlig. abvi græder du; Frue!“ ſpurgte da Gisler.

Det fan jeg dig vel ſige,,“ ſparede hun, mig farmer
meget de ſtore Saar, foni Sigurd Svend ff imellem
fine Skuldre, ffjsnt. intet Vaaben "havde fæftet i i hans
Skjold.“ Da foarede Hogne: Tal nu et fænger om
Sigurd Svends de dybe Saar. Saa kſar ſom han var

” Dig før, faa fjær være dig nu Konning Attila. Denne

er en dobbelt faa: mægtig Wand; og Sigurd Svends

Saar wmiegtervi dog ilkke at —— Da —

er og gif ſort.
347. Kong Didrit afVern kom da: fil og —

at Nifltungerne ſtulde gane til Bords, og ham falgte |

Kong Attilas Son Aldrian; men Dronningen tog
Drengen i ſin Favn, og bar ham ud. Saa gode Ven⸗
ner vare Kong. Didrik og Hogne, at de Haand'i Haand
forlode Hallen, og vandrede faa; til de traadte ind i
Kongehallen, men. i hvert Taarn og pnå hver Muue,
ſtode anſeelige Kvinder, og vilde fee den over: alle Lande
faa — — — — kom LD tit Kong

Attilas Hal. .

348. — Attila ſad nu i. i ſit Boiſade paa

ſin hoire Side ſatte han fin Svoger, Kong Gunnar,
os dernaſt Junker Gisler, faa Hogne, ſaa Gernoſt,
faa Folker; paa venſtre Side af Kong Attila fad Kong,

Didrik, faa Markgreve Rodingeir, fan Mefter Hildes
brand. Alle disfe fade i Hsifædet hos Kong Attilas
og: ſaaledes havde de: auſeeligſte Høvdinger nu faaet
Plads i denne Hal: ” Om: Afltenen blev den bedſte Biin

baaren frem, og intet Gilde var i Tilberedelſer og alle

gode Sager fofteligere; og alle vare muntre og glade.

N

360 . Didrik of Børns Saga. 348 .

Og der var vu lommen fan, ſtor en Mæugde Moenneſter
ſammen i Borgen, af naſten hørt Huus var fuldt.

Den førfte Nat fov de alle i god No. og paa godt Leie.
Da ' det blev Morgen, og man flod op, kom Kong

Didrik og Hildebrand til Niflungerne. Kong Didrik -

fpurgte nu, Hvorledes de havde fover. Hogne tag. da

Ordet; og ſagde, at han. havde fovet vel, men dog

var han i fit Sind faare ilde ſſtemt. Da foarede Didrik:
«Gode Ven! vær: munter og glad,.og; velkommen: hos

og; men daer dig her i Hundand; thi: din. Soſter

Gudrun begræder endnu Sigurd Svend, og du behsver
at tage dig i Agt i alle Henſeender, for du kommer

biem. Da Niflungerne. vare paakledte, gif de ind i

Gaarden, og paa. den ene Side af Kong Gunnar gik
Kong Didrik, men paa den anden Side Meſter Hilde⸗

brand; men med Hogne gik Folker, ogenn vare alle

Miflungerue ſtandne op, og gif omkring.i Borgen, at

more fig. Kong Attifa ſtod da op, og. gif. ud, paa

Svalen,… og ſaae, . hvor. Niflungerne gif, og hvorledes

mange: Menneſter ftimlede til, for, at fee deres Optog;

og alle ſpurgte de meft om, hvor Hogne var. Nu blev

” Kong Uftila vaer, hvor Høgne og Folker gik, og. deres .

Ruſtning vår ei, ringere end Kong: Gunnars, og faa
fide Hjelme, bare: de, at Kong Attila ei, noie kunde
ſtielne Hogne fra Folker, thi ſpurgte han, hvo de vare;
der gif med Kong Gunnar. og. Didrik. Da fvarede
Hertug Blodlin: Det tykkes mig at være. Hogne:og
Folker.' Da fagde Kong Attila: . ‚Vel maatte jeg
- Fjende Hogne, efterdi han var hos mig en Tid, og. jeg
og. Dronning Erka ſloge ham til, Ridder, og, viſtnok
bar, han da vor Ben”: Hogne og Folker gik nu ud. af

—
— — —

349 C. Dibrif af Berns Saga. . 361

Borgen med Armene om hinandens Skuldre, og da de
der fane mange anſeelige Kvinder, toge de Hjelmene
— af for at de kunde ſee dem. Hogne var. let af fjende;
" han: tar: ſmal om Midié og bred om Skuldre, havde
et; laugt Auſigt, der. var blege ſom Aſte, eet meget
fyrigt Øie, og han var den mandigſte blandt Mand.
| Niflungerne gif nu med hele deres Her ud omkring
Borgmuren, og morede fig, men kl Didrik gif
hjem fæle "Gaard.

. Kong Attila. fane nu, re for en Mængde
—— her var. kommen ſammen, og at han ikke
kunde fane Plads til dette Folk i een Hal. Men da
Veiret var godt, og Solen ſtinnede fagert, lod han
anrette til Gildet en. Æblehave. Medens dette gik
for ſig, gik Dronningen hen i Kong Didriks pal til
Enetale ined ham, og fagde grædende: Gode Ven,
Konning Didrik! Nu er jeg kommen, at føge dine ops
rigtige Raad; thi vil jeg dig bede, at du yder mig
Hjælp fil af. hævne. min ſtorſte Sorrig; at Sigurd
Svend blev dræbt;… Paa Hsgne og Gunnar og de ans
dre Brødre. ønfter jeg at hævne hans Drab, og vil du
dertil ftade mig bi, Herre! da vil jeg give dig ſaa me⸗
get Guld. og Safv,. fom du onſter, og tilmed; vil jeg
yde dig Hjælp, om du vil ride over Ninen og. hævne
dig paa. Siffa:.og Konning Ermenrif.” Da fvarede-
Kong Didrik: Frue! det vil. jeg. viſt ei:gjåre, og: hvo É
ſom det:gjør, vil giore det imod mit Raad og Billie;
thi de.eremmine bedfte Venner, og heler "vil. jeg. gjøre
dem Gavn end. Skade.“ Da gif hun grædende bore
heu i den Hal; hvor Hertug Blodlin var; og ſagde:
Herr Blodlin vil.du lyde mig Hjælp. til at hævne.

362 - Didrik af Berns Saga. 3850 C.
min Gorrig? Nu mindes jeg med Græmmelfe , Hvor
lunde Niflungerne behandlede Sigurd Sſvend, og det
vil jeg jævne, om du vil yde mig Hjælp, og da bil .
jeg give dig et fort Rige, og hvad du ellers beder om.”
Da fvarede Blodlin: Frue! om jeg gjør det, fom du
beder om, da vil jeg derfor fade megen Utak af Kon⸗

”— ning Attila, efterfom de ere hans gode Venner!” Nu
gif Dronningen til Long Attila, og fågde til ham:
„Herr Attila! hvor er det Guld og Solv, ſom mine
Brødre have fart dig?” "Kongen foarede, af de havde
ikke foret ham enten Guld eller Ssiv, men at han dog
" vilde modtage dem vel; da de havde befsgt fam. Da
fagde Dronningen: „Herre! Tanken om. Sigurd

Svends Mord græmmer mig tif det Inderfte, men
høo uden. dig .vdif heone min Beſtemmelſe. Gjor nå
efter mit Onſte, og hævn mig, da ſtal Riflungernes
Skat og fjefe deres Land dorde dit.“ Da føarede Kon⸗
gen: Frue! hold op, og tal ei Sligt! Hvi ſtulde jeg
ſoige mime Svogre, da de ere komne hid paa min Ind⸗
bpyodelſe.“ Da gif Dronningen bort, og hendes Græm⸗
melſe ſteg un til det. Hoieſte. Kong Attila gif derpaa
ud i XRblehaven, hoor Gildet fulde holdes, og;
faldte paa de indbudne Sieſter, — de alle for;
—— ſig.
350. Nu ſagde en til ————
«Giver mig ni: eders Vaaben at. giemme; thi her ſtal
,… dugen bare. Vaaben. J fee. fo vel, at fan gjore Hus
nerne.“ Da ſvarede Hogne: Du er en Dronning ;
Hvi vil bu tage Mænds Vaaben, og det lærte mig min
Gader, at jeg aldrig (Fulde betroe mine Vaaben til en
Koinde, og: faalænge jeg er i Hunelaud, flipper jeg

** —— —— —

351352 C. Didrik af Berns Saga, 363

æ

”

aldrig mine Vaaben.“ Nu fatte Hogne fn Hjelm paa,
og bandt den. ſaa faſt, det var ham mueligt. Og de
"fane da, hvor vred Hogne var, og. ingen vifte, hvad
Srunden var dertil. Da ſvarede Gernoft; at der vel
maatte være vig paa Færde; thl Søgne bar aldrig,”
fagde han, i god Lane, fiden vi degave os paa dende
Reiſe, og fan:dtt maaftee hendes, at han denne Dag

kommer til at. prøve fin Mandighed;“ fremdeles, at
Hogne maatte have vidſt forud, hvad Ende Niſlun⸗
gernes Reiſe vilde tage. Derpaa fatte han fin Hſelmn

Paa, og fpændte den faft, og gik ind i Rölehaven.

351. Kong Attila: fane, at Hogne fpændte ſin

Hielm faſt⸗ og ſpurgte Didrik af Bern, hvo det var,

der fatte Hjelmen paa. Da ſoarede Kong Didrik: DA

forekommer mig, ſom det ev Hogne og hans rodet

Gernoſt; de ere begge brave Mand, men ere fer iet
fremmedt Lan.” ” Men,” vedblev Kongen, med

megen: Brede gjøre de dette” Da ſdarede Tong Didrik:
MWiſteere de brave Mænd, og er det ſandſynligt, Dæred
at du i denne Dag vil fane at fee —— —

"dd
Å

Det gaaer, ſom jeg aner. ”

352. Ru ſtod Kong Attila op, og gik imod gong i

Gunnar og: Gisler, og tog med ſin ene Haand Kong

" Gunnar, med:den anden Gisler i Haanden, og indbed

dem tilligemed Hogne og Gernoſt dg Folker at fageGæde
hos ham. Paa ſin venſtre Side faste han Kong Didrik

og Markgreve Rodingeir og Hertug Oſid.Denne 685

Kongen åt ordne ænderne, ſom ham ſyntes bedſt.
En for. Jid var anrettet i Haven, og rundt om den
Care ſatte Borde. Alle Rißungerne vare nu komne

ind i Haven med deres blanke Hjelme og hvide Brynſer,

—

364 Didrik af Berns Saga. | — 3526.

men deres Skſelde og Glavind havde de givet fra fig at
forvares, og til at pasfe dem havde de. fat tyve Riddere,
fom tillige ſtalde give dem Efterretning, om der var
Gvig i Gjæring. Dette var faa foranſtaltet efter Hognes
og Gernoſts Raad. Folker fad hos Kong Attilas Son
Aldrians Foſterfader. Dronning Gudrun fod ſatte en
Stol lige overfor Kong Attila, og derpaa ſad Hertug
Bloͤdlin. Imidlertid gif Dronningen til Ridder Irung,
ſom var Hjedding over de andre Riddere, og tiltalte ham
med de Ord: Sode Ven Jrung! vil du hævne min
Beftæmmelfe? thi hverfen Konning Attila, ei heller
Konuing Didrik, eller nogen anten af vore Venner,
tH hvem jeg her henvendt mig, vil gide mig Hjælp.”
Da fvarede Irung: Fene! hvad er det; du vil hage
hævuet ; og Hvi græder. du?” - Sigurd Svends Mord,”
ſoarede derpan Dronnitigen, ufbæver idelin for. mine
Tanker; ham onſter jeg at hævne. ” Derpaa tog hun
hans guldbeſlagede Skjold, . og . vedblev framdeles:
Gode Ven. Irung! vil du hævne min Beſtæenmelſe,
da vil jeg give dig dette Skiold faa fuldt af roden Guld,
fom du fan fylde det, og desforuden mit Venſtaboᷣ
Frue!“ ſvarede Irung, det er. meget Gods, ſom du
der byder. mig, men dog er dit Venſtab mig enduu
mere verd;“. og han ſtod deruæft hurtig op, iførte

ſig fine Vaaben, og kaldte paa fine Riddere, og bad

Dem ligeledes nt væbne. fig; og. han habbe i alt hun⸗
drede Riddere, . Hat: fatte nu fit Banuer op; da ſagde
Dronningen, at hån fulde: forſt dræbe deres Spende,
og. ikke lade nogen, ſom var udenfor. fasen, komme
ind i den; heller ikke mnogen, ſom var i EAunven, flippe
ud med Liuet. Ét 3 20 HS FIRE SED P's dl Seer 8 SE

t

sø

353 C.Didrik af Berns Saga, 865

383. Dtonningen gif derneſt ind i Haven, hoor
Gildet holdtes, og fatte fig i fi Sæde. Nu lob hen⸗
des Son Adrian til hende, og kyſte hende. . Da hvids
ſkede hud: Drengen Indelig i Øret: Min fjære Son!
vil du være dine Frænder lig, og har du Mod dertil,
da ſtal bu gane. til. Hogne, og, naar han rakker fig

" frem over Bordet, og tager Mad af Fadet, hæv. da

din kuytte Neve, og ſlaa ham faa haardt du formaaer

paa Kinden, fad "at du viſer dig ſom en brav Kart.”

Strax 196- Drengen hen, Hvor Hogne fad, og, da

. denne bøiede fig frem over Bordet, flog Drengen med

ſin Nave paa hané Kind, og dette Slag var valdigere,

end mian kunde vente det af faa- ung en Dreng, thi

Blodet ſtrommede af Hognes Næfe ud over Bordet. Da

" tog Hogne med ſin venſtre Haand i Drengens Haar, og

fagde: „Dette hår du et gjort. af egen Drift, og ei

” heller efter Konning Attilas Raad, men fnarere efter
din Moders; dog! denne Gjerning ſtal blive dig. til

liden Baade ;” og han tog derpaa med fin hoire Haand

om Gæftet paa ſit Sværd, drog det ud af Skeden, og.
afhug Drengens Hoved, og kaſtede bet mod Dronnin⸗
gens Broſt med de Ord: «I denne Eblehave drikke
vi god Viin, men den komme vi til at kjobe dyrt; fee,
det er noget, jeg. ſtolder dig, min Soſter!“ Og end

hug han over Folkers Hoved til Drengens Foſterfader,
ſaa at hans. Hoved fisi af, og dertil fagde "han: RR
betaler jeg dig, hvad du har fortjene, fordi dn faa flet
pasſer denne Dreng!” Da fprang Kong Attila op;

æg raabte: Stander op, dlle Huner og alle mine

Mænd! og dræber Niffungerne!” Og nu fprang op
hver Mand, fom var i Haven. Da. blottede Nilun-

366 Didrik af Berns Saga. 354-355 &

gerne deres Gværde. Paa Dronningens Raad vare
raae og bløde Oxehuder udbredte foran Haveporten.
Gom nu Nifuugerne lob ud af Haven, faldt de. vaa
Huderne, og der fandt mange deres Ded, thi Iruns
god. der med fine Mænd, og dræbte. mangen brav Mand,
Ogſaa Niflangerne dræbte mange, og i ——
laae dode Kroppe paa Valpladſen i Haven.
334. Da Niflungerne maerkede, at. de miſtede
dem af deres Mend/, ſom kom ud af Haven; vendte
de tilbage, og gjorde anden Gang Ynfald, og ſloges
mel Hunerne i Haven; og ſtandſede ei, for de havde
dræbt. hver Mands Barn af Hunerne, ſom ei undkom
ved Flugten. Kong Attila fod oppe i et Kaſtel, og
eggede ſine Mænd til Fremgang mod Niflungerne, men
Kong Didrik gif til fin Gaard og græmmede fig over;
at faa mange af fans, Venner ſtulde ſtille fig ad, og .
brage Sverdet mod hinanden. Dronningen derimod
var hele Dagen. virkſom med at tage frem Brynſer og
' Hjelme, Sværde og Skſolde, fan mange Kong Attila
eiede, for dermed af væbne dem, fom. vilde ſlaaes; og
ſtundum gif hun ud i Borgen, og eggede til Fremgang,
og raabte, at hver Mand, ſom vilde have Guld og
Selv, ſtulde nu kuns gaage raſt frem og dræbe Nifluns
— Og dette gjorde fun. hele Dagen. I
885. Mu blev der en haard Lamp, i det Hu⸗
merne angrebe Gaven; men Niflungerne forſvarede
Den! Paa begge: Gider blededer et LARS ———

1) En Uffærift tilføer, at Stedet, hvor Kampen. fod, laldes
Hognagard eller Hognes Have; t Peringſtjolds Udgave faldes det
Holmgaard, og der — udg faa hedder det end i Dag Nif⸗
ig lunge: — EET TR

(9

J

335 C. Didrik af Berns Saga, 367

. Breve til. fra Herrederne og Borgene, faa at Hunerne
nu havde dobbelt faa ſtor en hær fom i Forſtningen.
Hogne ſagde da til Kong Gunnar: «Mig fyres ſom
der af Huner og Niflunger ere mange fafdne, men faa
mange. fom di have dræbt, faa drive der dog dobbelt
faa mange til ligeſom vi flet. intet beſtilte, men Hu⸗
nernes Hovedsmend komme ikke nær, ſaa at vi neſten
flaaes ene med Træelle. Det græmmer mig meget, af

vi ei funne komme ud af Haven, thi da kunne vi felø
vælge, med hvem vi ville flaaeg; pg tydelig. funne vi
nu fee; hvad Udfald denne Leg vif faae, hois det ſtal

blive ſaaledes ved. Niflungerne ville falde, ſaalenge
de ere mere udſatte for Spyd og Skud end for Svardet,
og ingen Heitedaad kunne vi udøve, om vi et nytte
vore Hugvaaben. Derfor er det nu mit Raad, at vi
trænge ud af Saven,” Men om Haven var en Steens
muur, der endnu den Dag i Dag er at fee. Hogne
og hans Stalbrodre fab da til den veſtlige Side, Hvor
Steenmuren var: ſprukken meſt. Niflungerne. brode
derpaa. Muren, og ſtandſede ei, førend der var en

Aabning paa den; Derigjeunem ſprang Hogne ud,
men udenfor var en bred Gade med Haller paa begge

Sider, faa vat der ikke var meget rummelig Plada.
Gernoſt og Gisler og. mange Niflunger fulgte ham, og
trængte frem. mellem Huſene. Da kom Hertug Blodlin
imod dem, og der opſtod em meget haard Kamp. Nu
fode Hunerne blæfe i alle. deres Lurer ; og raabe, at
Niflungerne vare. fomue ud af Haven; og da ſtrommede

alle Hunerne til, fan at hoert Stræde blev fuldt af
Hutjer, pg Miflungerne maatte obermandede rykke til⸗

deg faldt der dobbelt ſaa mauge Huner, men FAE

re: æ
| ka ' a

.— 368 Didrik af Berns Gaga, - 356 C.

bage i Haven, men Hogne drog op til en Hal, og
ſtottede fin Ryg mod Hallens Muur, ſom dar lukket
og ſterk. Han flød: derpaa Skjotdet for ſig, og ned⸗
Gug med fin Haand. den ene obenpaa den anden; af
nogle hug Gan Hænder og Fodder, af andre Hovedet;
andre hug has midt over, og der var ingen af dem,
fom trængte.ind paa ham, der jo fik tilſtrekkelig Gjen⸗
gjeld; og ſaa? ſtor Trængfel var der omkring ham, at:
Ø de, fom bleve dræbte, neppe kunde falde, og ſaaledes
- bærgede han fig med ſit Skjold, at han ff intet Saar:
Paa Niflungernes venſtre Side ſtod Long Didriks Hal,
og der ſtod felve Kongen oppe i Skydehullerne med ft

Mandſtab fuldtvæbnet.

"356. Gernoft og Gisler og Folker dreiede fra
Gaden ind under Hallen, vendte Ryggene til, og værs

gede fig mandigen, og dræbte der mangen Mand ,. og
Hunerne trængte ut paa det heftigfte ind paa: dem. Da
ſagde Gernoſt til Kong Didrik: Heller burde du nu
gaae til med dine Mænd, og yde os Hjælp og et tillade,
"at. fåa mange Mænd ſlaages mod een.“ Da ſvarede
Kong Didrik: Gode Ven Gernoſt! det er. mig den
florſte Sorrig, at denne Storm begyndte, der vil koſte
mig faa mange gode Venner, men ſeld fan jeg intet
* foretage mig; thi ei vil ſeg ſtride mod Hunerne og
Konning Attila, min Herre, et heller vil jeg gjøre
Miflungerne Men, ſom Sagerne nu fiaae.” : ; Kong
Gunnar mærfede nu, af hans Brodre Hugne, Gernoſt
og Gisler vare trængte ud af Haven, og tilmed at der
var kommen Overmagt til Strid mod. ham, og åt. alle
. "nu bare flygtede fra ham tilbage i Haven. Hidtil
|. haode ban DE Stand os forſvaret den øftre Peet;

J 337 C. Didrik af Berns Saga 369

foran hoilken Irung ſtod med ſine Mænd, Da Kong
Gunnar nu hørte, at Hogne behovede Hjælp, da flyede
han vefter paa i Haven til den Udgang, ſom Niflun—⸗
gerne havde brudt paa Muren, og gif pad det raftefte
ud med fine Mænd. Strax udenfor Haven ſtode Hus
nerne i fuld Vobning, og der blev en meget ſtarp
Strid, og Kong Gunnar trængte haardt frem , og |
ingen af hans Mænd var faa ſtæerk, at han funde følge
ham. Imod Kong Gunnar kom nu Hertug LOfid,
Kong Attilas Frænde, ſom var den ſtorſte af alle Kem⸗
per, og de ſtredes med megen Hidfighed i lang Tid, til
det morknede ad Nat. Men da nu Kong Gunnar var
ſtadt ene i Hunernes Hær, og han havde med den ſtorſte
Kempe at gjore, blev han overmandet og fangen, mis
ſtede fire Vaaben, og blev bunden. Da nu Hunerne
havde vundet denne Seier, oploftede de et ſtort Krigs⸗
raab, og Attila og Dronningen raabte, "at de et
maatte dræbe Kong Gunnar, men overlevere ham til
dem. Oſid førte Kong "Gunnar for Kong Attilas
"Rødder, og han blev efter Dronningens Raad kaſtet i
en Ormegaard, og der fod han fit Liv; og det Taarn,
Hvori dette ſtete, ſtaaer midt i Suſa.

37. Da Hogne og Gernoft hørte, hvad Hu
nerne raabte, af de havde fanget Kong Gunnar; da
blev Hogne faa raſende, at han fprang fra Døren ud
paa Gåden, og hug til begge Sider, faa af intet
kunde ſtaae for. ham. Da Gernoft ſaae dette, filte han
opfaan' ud. paa Gaden, og banede fig Vei til ham over
Lig af Huner, dem han hug ned til begge Sider; faa
hans Sværd ingenſteds ſtanbſede, for det ſtodte mod
Jorben. Og: ham falgte Junker Gesler, der med ſit

Nordiſte Fortids⸗Sagaer, 3die Bind, Aa EH

⸗

370 Didrik af Berns Saga, 357 C.

Sværd Gram dræbte mangen Mand, og ſaaledes floge
de fra fg, at ingen fod for dem, og alle Hunerne
flvede, og mange af dem bleve dræbte. Og nu kom
Niflungerne ud af Haben paa Gaden, og oploftede et
vældigt Krigsxaab, og raabte, af Hunerne dare onde
Hunde, og af de (fulde flye, da Riflungerne nu vilde

" hævne fig. Lg de 186 nu heelt igjennem Borgen, og
dræbte Fotk, hvor de kom frem, og det vat allerede
ganfte mork Nat. Hunerne droge da til Kamp paa ny
mod disfe Cværme af Niflunger. Kong Attila brog
op i fin Hal, og lukkede Muren efter fig, og værnede
den; faa at Riflungerne der intet fif udrettet. Marks
greve Rodingeir gif op i Kong Didriks Hal, og ops
haldt fg der om Natten hos Gam. Hertug Blodlin
gif ind i en Hal med fine Mænd, og Irung med fine.

- En Mængde Mennefter ſtrommede i denne Rat til Bor:
gen. Det bar nu ganſte morkt. Da fod Hogne blaſe

f fin Baſun, og flævnede alle Niflungerne til ſig; alles
rede bar han kommen fil. Borgmuren, og derhen. kom

alle Niflungerne til ham. Da ſpurgte Hogne Gernoſt:
Hvor mange Mand have vi miſtet med Komning
Gunnar, og hvor mange have pi end tilbage?” Gernoſt
fvarede, at dette" var vel talt; vi fulde nu,“ ſagde
han, .efterfee vore Mænd; og paa hoire Cide af Hogne
ſtal Gisler ſtage med fit Banner, men mine Mænd paa
hans venftre Side, og ud fra mig de Mænd, der have
fulgt disfe Bannere, fom ere tilbage, og ud fra'Gisler
ſkuͤlle de Mænd ſtaae, ſom fulgte Konning Gunnars
Bannere, og der ſtal tillige Folker Save Plads.“ Og
faaledes opſtillede Nifungerne deres Mandſtab. De
— talte pu.efter, hvor mange Mænd de havde miſtet, va

4 .
”
,
å —
*

|
)

366 359 C. Dieit af Berns Sasa. 371

det belsb ſig til tre hundrede Mand, men ſyv hundrede
vare endnu tilbage.” Lg da ſagde Hogne, at, da de
endnu hadde meget Mandſtab, (fulde Hunerne end miſte
mange Mænd, førend Niflungerne alle maatte. falde;
og dette. bekraftede de. alle. Da fagde Høgne: Bar
det nu Dag, fom det er Nat, og kunde bi fee at kempe,
da ffulde Seiren endnu blive vor. Nu har Kong Attila
kun lidt mere. Masdſtab end vi, men bie.vi til Dag,
da frygter jeg for, at vi ingen Navnkundigheds Daad
faae udavet, før pi mifte vort Liv, thi Landsharen vil
ſtromme til, og da kunne vi ei fang og mod faa ſtor
Overmagt, naar faa mange komme mod cen; men det i
maqe vi ſorge meg over; at vi ei kunne faae Ild; thi
ba ſtulde vi endnu ſlagaes med Hunerne.“ Da drog
Hogne bort med faa, Mænd, til han kom til et Kokken-
huus, hvor de fif Ild, ſom de kaſtede i Hufer, og
brændte det 09, og det- blev da lyſt over hele Borgen.
358, Da fode Niflungerne reife deres Bannere;
og blæfte i alle deres Baſuner, og oploftede et ſtort
Raab og SÉrig over, hele Borgen, og eggede Hunerne
til at træfige ind paa fig, da de kom for Hallerne, men
Hunerne bleve ſtagende i Skydehullerne, ag ſtode paa
Niflungerne, og de igjen paa dem, men de, vilde ikke
firipe for Dag; dog dræbte Niflungerne mange Mænd
i denve Dat» Og da:det dagedes, lob de Huner, ſom
vare ſtrommede til fra Herrederne, op i Vorgen/ og
blev der da en meget ftor Hær. ——

359. Paa begge Cider fatte de gu deres —
nere op, og dernaſt kom det til den heftigſte Kamp.
Hunerne trængte mandigen frem, og dén ene eggede
"beg anden fil at — Niſtungerne, og Dronningen

—

372 Didrit af Derns Saga. 360:

bod dem Guld og Selv derfor. Hertugerne Blodlin
og Irung vare begge denne Dag i Kampen, men Korg
Attila lod fig ingenftedg finde. Gernoſt (00. fit Banner
bære frem imod Blodlin, og disſe to Fylkinger gik imod
hinanden med megen Hidfighed. Gernoft gif nu frem ”

" for afle fine Mænd, og hug til begge Sider af fig, og.
bræbte mangen Mand; og nu fom Hertug Blodlin
imod fam, og de begyndte; der en Enekamp, . hvori
vældige Hug uddeltes, og ſaaledes fæmpede de i lang
Tid, og Gernoſt holdt ei op, før han. havde afhugget
Blodlins Hoved; og da bryſtede Niflungerne fig af
denne Geier. —

360. Og da Markgreve Modingeir Sille bette,
blev han meget vred, og raabte til fine Mænd, at de
nu fulde kampe og dræbe Niflungerne, og han lod

… bære fit Banner frem i Kampen, og Niflungerne faldt
"for ham. Nu gif Hogne ene frem, i Hunernes Hær,
og hug med fin ene Haand baade til hoire og venſtre,

i og fældte Huner frem foran fig, faa langt ſom hans
Sværd kunde vakke, og mange nedſtodte han med ſit
Sppyd, faa at hans Arme bleve blodige til Bkuldrene,
og hele hans Brynje var ſom levret Blod; og faa langt
bar han nu kommen frem i Hunernes Hær, at han,
da han nu næften var træt, ikke vidfte, om han kunde
komme tilbage til ſine Mend, thi dreiede han om til
en Dal, brød den op, og gif ind og vendte fig om til
Døren, og blev ſtaaende og hoilte ſig. Markgreve
Rodingeir gik nu haardt frem imod Miflungerne, og
der bleven ſtarp Strid, og Hunerne trængte til Hallen,
hvor Høgne var inde, men han værgede Døren, og
dræbte mangen Wand. Da Dronningen nu fane; hvor

ø

360 C. Didbrik af Berns Saga. 373

Hogne var, raabte hun hoit til Hunerne, og bad dem
at ſtikke Ild i Hallen, hvis Tag var af Træ, og faa
blev gjort. Derpaa raabte Gudrun paa fin fjære Ven
Irung: Gode, Ben!” fagde hun, nu maa du trænge.
ind paa Hogne, thi han er indſluttet i et Huus; ſtaf
mig nu hans Hoved, og jeg ſtal fylde dit Skjold med
rødt Guld.” Da vendte Jrung fig til Hallen, ſom
Dronningen 68d, og allerede flod den fuld af Rog
ryndt om Hogne. Irung fprang ind i Hallen, og hug
"med fit Sværd til Høgne over hans Laar, ſaa at det
tog Brynſen ſonder og fan meget af hans Laar; ſom
det ftarfte Stykke Kjød, der hugges til Kjedelen. Der: .
paa ſprang Irung ud af Hallen. Nu fane Gudrun,
at Hogne blodte, og gif til Irung, og ſagde: Min
Fjære Irung! nu far du ſaaret Hogne, menu anden
Gang vil du dræbe ham.” Derpaa tog. hun fin Guld⸗
ring, og fpændte den pan hans Hjelmbaand paa hsire ”
. Side, og en anden Ring paa den venſtre Side, og
fagde: Irung, brave Mand! ffaf mig. nu Hognes
Hoved, og du ſtal fane fan meget Guld og Solv, ſom
jeg formaaer at fylde i dit. Skjold, og endnu ligefan
"meget til.” Lg da ſprang Irung anden. Gang ind til
Hogne. Saaſnart denne blev ham vaer, vendte han
| fig imod ham, og ſtak fit Spyd under hans Skjold i
hans Bryſt, faa af det (far Brynjen fønder, og gif tværs J
igjennem Maven ud imellem Skuldrene, og fæftede i
Steenmuren, ved hvilken Irung da ſegnede ned; og
endun den Dag i Dag falde denne Steenmuur Hr
rungs Veg. Da fagde han: «Havde jeg fan gjengjelde
— Gudrun fin Ondftab, ſom jeg nu gjengjeldte Irung

374 Didrik af. Bens Sage 361 363 —

mit Går, da havde jeg nu fadet. mit Sdard —2
mandigen it Huneland. .

00861. IJ ſamme Stund ſtete ſtore ——
Markgreve Rodingeit frængte un haardt frem, og.
dræbte Niflungerne, og imod ham kom Junker Gisler,
og ingen ſparede fine Vaaben. Gisler ſvang ſit Sverd
Bram, og det bed fan vel, at, hvorſomhelſt det traf
Skjold, Hjelm og Brynje, ſtar det dem. fønder ſom
Klæde. Der faldt nu Marfgreven for Gislers Haand,
efterat have faaet mange ſtore Saar, hvitke han fif
alle af det Sværd, Den fes gav — i Venſtabs
Gave.

362. Nu trængte Gister 6 dg Gernoͤſt faa haardt
frem, at de kom ind i Hallen til Kongen, og dræbte
der mangen Mand; ogfaa Folker trængte nu haardt og
mandigen frem fil det Huus, hvor Høgne var inde,
og nedhug den efte odenpaa den anden, faa at han als
brig traadte paa Jorden, før han havde bedekket den
méd en dod Krop. Hogne fane da, hvor cen af Nif
ungerne foer frem, . for at komme til ham, og da
ſpurgte han: „Hvbo er denne Mand, der ſoger ſaa
mandigen fil mig?” Han fødrede: „Jeg er Folker,
, din Spillemand. See Gaden, hvorlunde jeg har huge
get.” Gud lønne dig derfor,” ſagde Hegne, ut du
ſaalunde fod din Harpeſtreng fynge.”

363." Da nu Kong Didrik ſaae at Markgreven
var død, raabte han hoit: KRu er min bedſte Ven
J Markgreve Rodingeir dødi nu fan jeg ei længer sære
. Folig; griber derfor til Vaaben; alle mine Mænd! thi
nu vil jeg firide mod Niflungerne.” Da gif Kong
Didrik ned paa Gaden, og faa ſiges der i tydſte Kvad,

364 . Dibri af Berns Saga. 375

at der var intet Tilholdſted for en feig Mand, hvor
Kong Didrik og Niflungerne kom ſammen til Kamp,
—aog vide am i Hæren hørtes det, hvorlunde Ekkiſar
”fanig i Niflungernes Hjelme, og. Kong. Didrik var nu
meget bred. Men Niflungerne vargede fig mandigen,
og fældte mange Ømlunger, Kong Didriks Mænd,
men ogſaa mange Niflunger faldt i denne Kamp. Køng
Didrik trængte nu faa haardt frem med alle fine Mænd,
at den brave Helt egne af Troia! rykkede tilbage med
fit hvasfe Sværd, og ſogte ind i Hallen til Gernoſt og.
Gisler, men Kong Didrik og Mefter Hildebrand droge
efter ders; og nu vare inde i Hallen Hogne, Gernoſt,
Gisler og Folker. Kong Didrik gik ind i Hallen, og
for ham ſtod Folker. Da fagde denne: Ru fan man
fee, af du Niding agter at dræbe dine Venner, naar
de ere mødige af Kampen og næften overkomne af Træt»
hed, og ville alle brave Mænd derfor falde dig en flet |
Karl” Da hug Kong Didrik paa hans Hals, faa
Hovedet flet af, hvorpaa Hsgne fom imod ham, og
en Enekamp begyndte imellem dem. Og Mefter Hilde
brand trætigte ind paa Gernoft; og der opſtod en haard
Kamp, og Hildebrand tilføjede Gernoſt med fir fiore
Svard Lagulf ſtore Slag, hvoraf han fik ſin Bane,
da Trathed allerede tilforn næften havde faaet Bugt
med fam. Nu var der. altfaa ei flere inde i denne
Hal end de ſire: Hogne og Kong Didrik, ————
og Gisler.
364. Kong Attila * nu dg fit Taarn hen

DBS] Mibelungenlied kaldes den Helt, med hvem Hogne her for⸗
'verleg, af Fe ——— vel menes Troneck ei langt fra .
Brier. mee: É

376 Didrik af Berns Sagg. 3658.

hoor de ſloges. Da ſagde Hogne: Det er Helteverk,

Konning Attila! at J giver denne Svend Gisler Fred.
Han er uffyldig i Sigurd Svends Drab, og. ſeg ene
gav ham fit Baneſaar. Lad ei Gisler undgjelde det,
og det er fun liden Heltegjerning for ſaadanne Kæmper,
at dræbe ham, ſom næften er odervunden af Træthed.”

Da fagde Gisler: Tal ei faa, ſom om jeg frygtede
for af værge mig. Det veed min Soſter Gudrun, at;
da Sigurd Gvend bfev dræbt, var jeg fem Vintre
gammel og laane i min Moders Seng; men ei flottere
"jeg om at leve ene, naar alle mine Brodre ere dræbte.”
Og nu trængte Hildebrand ind paa ham, men Gisler
vargede fig mandig; og tilfoiede Hildebrand mange og
fore Saar, men. dog gif det, fom man funde vente,
at Gisler ſegnede til Jorden, overvaldet af fore
Gaar. | X
365. Nu ſagde Hogne til Kong Didrit: «Det
ſpnes mig nu, fom vort Venſtab, hvor ftort det end
har været, her maa oploſes, og ei indſeer jeg; hvor⸗
ledes du fan vente Hæder af en ſaadan Enekamp med
mig; der alt er modig og ſaaret. Havde jeg ſaaledes
hvilet mig fom du, da fulde du aldrig bære dit Legeme
heelt herfra, og desuagtet opgiver jeg end ikke mit Lip
for een Mand allene; lad og derfor ende denne Kamp
med Manddom, og ingen af os ſtal bebreide den anden
fin Wt.” Ren Kong Didrik fvarede: Angen Mand
… beder jeg mig til Hjælp i denne Enefamp, og den oil
” jeg viſtnok vide af udføre med Behændighjed pg Mand⸗
Dom” De begyndte derpaa Enekampen, og ſloges
fænge paa det djærvefte, faa af man ikke kunde forudſee,
hoem Seiren ſtulde tilhøre. Og faalænge flod denne ”

—

366 €. Didrik af Berns Saga, 377
Kamp paa, at begge blede modige og ſaarede. Der⸗
over blev Kong Didrik vred, da det harmede ham, at

han faalænge: (Fulde flages med een. Mand, ſom forud

havde ſtredet i tre Dage. Og hu ſagde han: «Dette

er viſtnok en for. Skam, at jeg ſtaaer her hele Dagen,

og at en Alfeſon ſtal holde Stand imod mig.” Da

ſparede Hogne: Mon vel en Alfeſon ſtulde have værre

Forhaabning end felve Djævelens San.” Og. bed disſe
Ord tændtes faaledeg Didriks Brede, at Ilden floi
gniſtrende ud af hans Mund, hvorved Hsgnes Brynje

blev faa. hed, at den brændte ham. Da fagde Hogne:

«Mu kommer jeg til at overgive mine Vaaben, thi jeg

brænder af. mine Brynjeringe. Bar jeg en Fiſt, iſte⸗
denfor at jeg er et Menneffe; da vilde noget af mit

Kjed være fnifeligt.” ” Derpaa tog Kong Didrik ved

ham, og rykkede Brynjen af ham.

366. Dronningen tog nu; der hodr Huſet var
brændt, en luende Brand, og gik tif ſin Broder Gernoſt,
og ſtak ham den i Munden, for at vide, om han var
dod, men hun forlod ham forſt, da han heraf var
kvalt, og ligeſaa gjorde hun med Gisler, ſom heller ikke
tilforn var dod. Kong Didrik fane nu, hvad Drons
ningen gjorde, og ſagde til Kong Attila: See nu,
hvor denne Djævel Gudrun, din Kone, Évæler fine
Brødre, de brave Helte, og fe, hvor mange Mænd
fjer have miftet deres, Liv for hendes Skyld, og hvor
mange brave Helte hun har volde Deden af Niflungerne
og- Hunerne, og Omlungerne, og det famme vil. hun
engang gjøre ved dig ſelv.“ Da fvarede Kong Attila:
„Viſtnok er hun en Djævel; drab du hende, og vil

vil det være en god Daad; og om du havde.gjore det

sø

Ed
'

”

378 Didrit af Berns Saga. 367 C.

for fpv Natter ſiden, ba vilde mangen dyrebar Sand,

fom un er dræbt, have været freiſt.“ Da leb Kong
Didrik til Gudrun, fvang fit Sværd i Veiret, og hus
hende midt i Stykker.

367. Kong Didrik gik nu til Hogne, og — re

om fan flod til at helbredes. Hogne fagde, at han
def funde leve nogen Tid, men fod ikke til mere at
helbredes. Kong Didrik [od da føre Hogne hjem i fin
Sjal, og Didriks Kone Herat forbandt fans Saar.
Om Aftenen bad Hogne Song Didrik at ſtaffe ham en
Kvinde af-god Æt, da han vilde hoile hos hende one
Matten. Denne Ban opfyldte Didrik ham, Efter tre

Dages Forlob fagde Høgne til-Kvinden: Det fan nu

hendes, af, naar nogen Tid: gaaer hen, du føder en
Son ved mig, og benne Dreng ſtal hedde Aldrian, og
her ere nogle Nøgler, ſom du ſtal pasfe paa og give
denne Dreng, naat han bliver voren. Disſe Nøgler
føre til Sigisfrod:"Kjælder, hoori Niflunge s Skatten
er forvaret.“ Og herefter dode Høgne, og ſaaledes

dar nu alle de anſeeligſte Niflungers Levetid endt. J

dette Slag vare faldne tufinde Niflunger og fire tuſinde
af Huner og Omlunger. Saa fige tydſte Mænd, at
intet Slag har været mere berømt i gamle Sagn end
dette, og efter dette Slag har der været faa ode pan
Mænd i Huneland, af der ef mere i Kong Attilas Tid
har været mange tapre Delte af udvælge. Nu var det
upfhidt, ſom Dronning Erka ſpaaede?, ar det vilde
Bolde Kong Attila: og alle Hunerne for Ulykke, om
han giftede fig i Niflungeland. Her fan man nu høre

1) Sigisfrod eller Sigfred, Sigurds tydſte Havn, 3) ifr.

317 —

"868 C. Didri? af Berns Saga. 979

tydſte Mends Fråfagn om, hvorlunde disſe Beziven⸗

heder have tildraget ſig, ſaadanne Mands, ſom ere
fødte i Suſa, og mangen Dag hade feet Staden endnu
ubeboet. De ſamme kunne fige, hvor Hogne faldt, og
Zrung bles nedlagt, og viſe Ormetaarnet, hvor Kong

Gunnar ſik ſin Bane, og "Haven, fom endnu kaldes |

Niflunge; Haven. Og alt flaaer endnu paa ſamme
Maade, ſom den Gang Niflungerne dræbtes; den
gamle Port, Hvor Striden: begyndte, og den veſtre
Port, ſom kaldes Hognes Port, Hvor. Niflungerne
brode ud af. Haven. Og flere Mand, ſom vare fødte
i Bremen og Monfterborg, have fortalt dette, og ftjønt
ingen af dem kjendte til hinanden, fortalte de det dog
alle paa een Maade, dog meſt efter det der berettes i
de gamle Koad, der om dette Lands ſtore ———
eve — f det fhofte ———

i i 2

"Fire og tyvende zottelling
Didrits Tilbagefærb,

Kong Didrit af Bern havde nu miftet —

— Mænd. Da taltes be begge ved, Kong
Didrik og Meſter Hildebrand. Kong Didrik begyndte;

"Bit nok er det mig en ſtor Sorrig, at jeg har ſaa⸗
Tængt' maattet undvære mit Rige, og at jeg har nu

miſtet alle mine Mænd. See nu Her, hovorlunde
mange af vore Venner. ere dræbte: vor hin gode Vei
Markgreven, Konning Gunnar af Nifſlungeland,
Hogne af Troia, ſom have været vore trofafte Venner;

tr =

”

%

* *
-

380 im Didrik af Berns Saga. 368 C. i

eg det veed Gud, at. beller ou jeg doe for mit Riger |

end jeg ſtal opleve min Alderdom her i Huneland, og
allerede altfor længe have vi tjent, Konning Kttila.”
Herre!” fvarede da Hildebrand L «dt have været længe
fra port: Rige og have miftet meget, og deri vil jeg
være enig med dig, heler at døe i Omlungeland end at
henlede en uhederlig Alderdom i Huneland.“ Derpaa
fagde Kong Didrik: Hvad har du mu ſpurgt om min
Borg Bern? Hoo herſter over den?” Beſtemt veed
jeg ikke,” foarede Hildebrand, ahvo der. herſker over -
den, men det har jeg ſpurgt, at der ſtal herſte en
Hertug, fom hedder Alibraud, fom maa være min Son,

og tillige fortælles det, at. fan er en flov og drabelig

ø

Mand: Def faa hendes, at min Kone Oda har været
frugtſommeltg, da jeg drog bort fra Bern, og at han
faa fiden er født.” Da fagde Kong Didrik fremdeles :
„Er din Son Hertug over min Borg, da. vil det være
os en ſtor Lykke. Han vil modtage og vel, om han ev
og tro, fom du har været.” Hildebrand fagde da:
„Herre! hvad Beſlutning vil du i den Henſeende tage?”
Herpaa tog Fong Didrik ſaaledes til Orde: Ci kunne
vi nu faae en Hær til at drage meb os til Omlungeland,
faa øde her er blevet paa Folk. Konning Attila fan nu
ikke give os fine Høvdinger til af indtage bort Rige.
Jeg vil derfor drage fønligen til. Omlungeland, og
gaaer det da faa vel, af jeg kommer der, ſtjont ei med
flere Mænd end vi to tilſammen ere, vil jeg dog fværge
paa, at jeg ei anden Gang kommer ud af Omlunge⸗
lagd.” Nu ſpurgte Hildebrand: Skulle vi tale noget
om dette for Konning Attila?” Dette har jeg nu ſaa

ag

faſt befluttet,” . foarede Kong Didrik, af jeg vil drage

ML

369-370 C. Didrik af Berns Saga, - 384
hjem; Hvad. enten Korning Attila thkkes vel eller ifde

derom. Og derfor ſtal det holdes ſtjult for Konning
Attila, og for enhver anden; indtil vi ere reifefærdige.”

369. Og endnu fagde Kong Didrik: Fru Herat |

ſtal fare med og, om hun vil, gak derfor hen, og fig

hende det!” "Hildebrand gjorde faa, og fagde hende,

— hvad- Kong Didrik havde beſluttet. Fru Herat ſagde,
at hun vilde høre det af Kong Didrik ſelv; hvilket Hil⸗

debrand berettede Kongen, fom nu ſelv gik til. Kru
Herat, og ſagde: Bil du drage hjem med og til Om⸗
lungeland, da jeg agter at. vinde mit Rige tilbage?

efter Hildebrand følger med mig. Jeg. har nu været

borte: fra mit Nige i to og tredive Vintre” Da fon
rede Herat: Herre! gjerne vil jeg dig følge, og det
vil vif Gud, at du faaer dig Rige. Der vil ingen
Dag komme, paa hoilken jeg vil være. faa glad, ſom
"naar du faner din Herlighed tilbage” Ghor dig da
fnart færdig,” fagde Kongen, i. denne Aften ſtulle

vi ride bore fra Suſa.“ Hun fvarede, at det fan

ſtulde ſtee.

370. Og om —— — Das havde bilde
brand fadlet deres tre Heſte, og den fjerde Heft havde fig
lesſet med deres Klæder og deres Guld og Solv.
de nu havde loftet Herat op pan hendes Heſt, og GE

ledes Bylterne, ſagde Hildebrand: Mon bu. ſaalebes

Vil reiſe bort, Herre! uden: forſt at tale med Kouning
Attila?“ Kong Didrik ſparede: „Du og Herat ſtulle
ride i Forveien ud af Borgen, men feg dil gaae til
Konning Attila.” Kong Didrik gik da op i den Hal,
hvori Kong Attila fov, og fagde til Vagtmendene/ at
han: vilde beſoge Kongen. Vagtmandene lode Kong

NV -

i

3882 Dibrt of Berns Saga, — 370 C.

Didrik gane, Hvor fan vilde. Kong Didrik gik ind i
Hallen, hvor Kong Attila fov., og vokte fam, Da

Kong Attila fase; af Kong Didrik var kommen eenſom,

fagde han: MWVelkommen! Konning Didrik, fjære-

Sen! Hvad bil du, hvi kommer du eenſem i Vaaben?”

. Da fvarede Kong Didrik: Herre!l gak eenſom med
mig til en Enetale!“ Kongen ſtod op, og gjerde faa.
Da fagde Sang Didrik: Magtige Herre Konning
Actila! jeg fan fige dig en Tidende: jeg har miſtet min

Borg Bern og hele mit. Rige, og det har nu mine

Uvenner. Nu græmmer jeg. mig faa meget derover,
at jeg fan ei længer fade Sagerne faa ſtaae; jeg vil
drage hjent til Ømlungeland, og flal jeg da fane mit

Rige igjen, eller i andet Fald min Død.” „Hvor ere

dine Krigere,“ faghe Song Attila, - Log pag hvad

Maade vil du vinde dit Rige, drag ei med Banøre her

fra og, og hvorlunde Gar du lagt denne Jan?” Kong

Didrik ſparede: Jeg vif drage lonlig i mit Rige, og”

ingen Krigere har jeg til at tilbagevinde mit Land.”

Da fagde Kong Attila: Min gode Ven, Konning

Didrik! bliv endnu heller hos 08 en Tid; men om du
æt vil det, da vil jeg give dig Hunernes Hærtil at tinde
dit Nige.” Herre Konning Attila!” føarede Didrik,

«det gik, ſom jeg ventede af eder, at J vilde behandle

os ædelt. Gud lonne eder derfor, men eenſom og lon⸗
ig vil jeg drage, og Hildebrand med mig; ei vil jeg
oftere adelægge dine Mænd,” Da gif Køng Attila ud

med ham fil Borgporten, og der ſtiltes de, og. kyſtes,

os nu græd Kong Attila, og par meget: ilde tilmode
over, at han: Fulde lade Kong Didrik drage bort fra
| fig med iffe ftorre Hæder. Kong Didrif bad Kong

V ; we /

—

37 — C. Didrik af Berns Saga. 388

Attila og hans Rige være i Guds Varetægt, og fagde,
at de endnu kunde træffes, og fprang:dernæft paa He⸗
ſtens Ryg, og de broge nu alle deres Vei. Meſter
Hildebrand red forud. med Trosheſten. De drejede ad
… Ten venſtre Vei til Mundia, og Kong Dibrik agtede at
fortſette Reiſen Nætter og Dage, og de fom ei til Folk,
og droge ikke til Borge.
. 37I. En Nat kom de til Bakalar, og ba fagde
Kong Didrik, i det han vendte fin Heft mod Borgen:
«Mu bedrøver du mig, Bakalar! formedelft din Herre
Markgreven. Da jeg havde miftet mit Rige for min
Farbroder, kom. jeg her for Bakalar, og da kom imod
mig Markgreven med fin Dronning Godelinda; hun
gav mig en grøn Krigsfane, ſom blev mange Mænd
til Bane. Nu ſſorger jeg meget over min gode Ben
Markgreven. Var han fjer endnu i Live, da drog jeg
ikke faa fra denne Stad uden. at. beſoge ham.” Da
ſvarede Hildebrand: WBiſt fagde du fandt, at Mark⸗
greven var en brav Mand; det forſogte bi i Rusland,
da jeg miftede min Heſt, og Gan igſen hentede den til
mig ",” Derpaa droge de frem ad Veien, og vrede, til
de fon i Nærheden af Skoven Lutuvald, hvor de ops
holdt fig om Dagen, men mater CALA rede de igjen
videre.
| 372. Elſung gan hin Unge var dragen en
Minen med fine Riddere, ; og nu udſpeidede han, at
Kong Didrik red der. Han mindede fig nu, af den
gamle Samſon og. hans Sonner Ermenrik og Ditmar
havde. dræbt. hans Frænde Elfung Jarl af Bern fin

Gamle og fin Stægfide”, og han — mu, at. der

1) ft. 285 Cap. 2) if, 12 Gap. —

id [|

384 Dibrif af Berns Saga: … 372€. .

var en god Leilighed til at hævne dette, hvorfor han
ved om i Skoven, og ſogte efter dem. Da Solen var
nærved at gaae ned om Aftenen, ſagde Didrik, at de
ſenibe gjere ſig fardige og ride deres Vei. Kong Didrik
og Herat rede nu foran, men Hildebrand bag éfter med
Trosheſten, og da fan vendte fig om, og ſaae tildage,
blev han vaer, at megen Stov, fom af mange Hefte;
flod op fra Veien. Han flog da Heſten, og red efter
Kong Didrik, og ſagde til fam: Jes feer en ſtor

Stod af Hefte flige op af Veien, og deri ſees fagre |

Skjolde og hvide Brynjer/ og de ride faſt efter 08.
Da fagde Herat med grædende Taarer: «Jeg frygter,
at det er eders Uvenner.” Nu vendte Song Didrik fin
Heſt om, og loftede Hjelmen op, og ſagde: Ja vifte
nok er. det af Heſte, den Stov reifer fig fra Veien, og
jeg ſtjelner endag væbnede Mænd, i hvo be. faa ere,
der her fare faa vældigen frem. - Hvo troer du det er,
Meſter Hildebtand?” Ei venter. jeg her, ſvarede
han, nogen Hovding, uden det ſtulde være Elſung,
ſom er dragen over Minen; og det mener jeg , at om
det er ham, og Gan har ſpurgt om vor Færd; da fan
det være, han vil træffe 08.” Da fagde Kong Didrik:
«Sa! faa heftig. ride disfe Mænd. til, ſom om de ville
indhente og, men hvad ſtulle vi nu gjøre, enten unde
five i Skoven og ſtjule og, eller flige af vore Heſte og

værge 082” Nu vendte Hildebrand atter ſin Heſt, og
"tog fin Hjelm af Hovedet, og ſaae hen, boor disfe
Mand rede, og ſagde: Herre! der ride to og tredive
Mænd; fad os flige af vore Heſte/ og berede 08. Kor
"dem ville vi ikke fye;. deg (Tal: ſporges i Huneland, at
nogle af disfe ſtulle falde under vore Hug; medens

bv

ea

378 E. Didril af Bens Sasa. 385

andre af dem forſtrakkede unde” Han ſprang da af
fin Heſt, og ligeſaa gjorde Kong Didrik, og de løftede
Herat ned, ſpandte deres Hjelme faft, og blottede des
reg Svarde. Da fagde Kong Didrik: Viſtnok er du
en brav Mand, Hildebrand! Lykkelig er den, ſom Har
en ſaadan Svend. pan fin ene Side, naar der ſtal ſtri⸗
des. Fru Herat! grad ei, vær munter, indtil du ſeer
08 faldne; men jeg haaber det bil gane bedre!”

373. Nu. fom Elſung Jarl til dem med fine
Mænd, og ved Synet af Fru Herat fagde Junker
Omlung, der var Elfung Jarls Soſterſan og en meget
drabelig Mand: Bille J overgive Kvinden, da ſtulle
JF beholde eders Liv.” Da. foargde Hildebrand: „J
anden Henfigt drog hun fra Suſa med Konning Didrik,
end for. af fare med eder; og det. ville bi ei.” Da ſagde
cen af Elſungs Mænd: Aldrig hørte jeg en gammel
Mand foare med ſtorre Driftighed og mere uforfærdet,
og tillige med. ſaadan Hobmod.“ GSaa ung fom du
er,” foarede derpaa Kong Didrif, ſaa røber dog din
uforftandige Tale mere Barnagtighed. Under Hæder
. og mandig Stoͤrdaad ere hans Haar bleve graae; Drift
— du dig derfor ikke oftere. fil at holde dig op over hans

Yfderdom!” Nu tog Ømlung til Orde: Overgiver

eders, Vaaben. og. eder. felv. i vor Vold! og Hvis du ei
vil det, tager jeg med min, Haand i dit Skag, faa "af
den ſtorſte Deel ſtal følge bort med Haanden.” Lægger
du Haand paa mit Sfæg,” fvarede Hildebrand, da.

bil du fortryde det; thi da. ffal min Arm for briſte
ſonder, end du atter ſtal faae Brug af din Haand.
Men hvo er eders Hovding?“ Da fvarede Ingram:
Hvor langt end dit Skag er, ſaa er du dog fattig. i

Nordiſte Fortids-Sagaer, 3die Bind, HC

386 . … Didrik af Berns Saga. 374€,

Kundſtab, Hvis ikke du Ejender vor Jarl Elſung; men
Daarer ere vi vif nok, at vdi her fan længe holde file
for to Mænd, og lade dem vexle ligelig Ord med.o8;”
hvorpaa Ingram i Vrede traf fit Sværd, og hug til
Hildebrand i hang Hjelmhat, faa Svardet bed igjennem
Hjelmhatten, men indenfor den var Kong Didriks
Hjelm Hildegrim, og mod den maatte Hugget ſtandſe.

"+" Sen Kong Didrik havde den Hjelm, ſom Sigurd

Svend Havde ejet. Da traf Mefter Hildebrand ſit
"Sværd Gram, ſom Gigurd Svend havde eiet, og hug
til Ingram i Hjelmen, faa at Hugget Elavede Hovedet
med famt Bugen og Brynjen, og Sværdet flandfede i
den forrefte Sadelbue, men Ingram faldt død til Jor⸗
"den. Nu blottede Kong Didrik Ekkiſax, og gav det
forſte Glag til den forrefe Ridder over Skuldren, faa
at Armen flei af tilligemed Siden, og han fåldt død af
Heften; og det andet Slag gav han ſelve Jarlen under
hans hoire Arm, fan Hugget gif op igjennem Gfuldren,
og ſtar Armen af, og traf ham paa Kinden 1 faa at
det fonderffar Kjævebenet med ſamt Kjævetænderne; og
Jarlen faldt til venſtre Side dod af Heften. Nu kom
der en ſtor Nædfel over dem alle, og de ønftede fig da
hjemme i Babilon?, men da blev der en haard Kamp,
og i et Hieblik havde Kong Didrik bræbt ile Riddere, -
og Hildebrand havde dræbe ni

374. Nu trængte den unge Omlung ind paa
Hildebrand, og flogs med fam, medens alle, ſom
” endnu vare tilbage, flyede for Kong DINE. Hilde⸗

1) Maaſtee faa fadet af Baiern, hvor Eiſung efter Nibelun⸗

J genlied var Markgreve, eller maaſtee en Forvexling med Abilon,

en Abilons eller — Borg.

374! C. — af Berns Saga. 387

— gav —— et Slag paa hang Hjelm, og for
dette Slag faldt Omlung, og Hildebrand ovenpaa ham,
og bod ham overgive fine Vaaben, for at beholde Livet.
Da fvarede Omlung: PViſt nok fortjente jeg ikke at

leve, naar en ſaadan gammel Knark ſtal have over⸗

vundet mig, men dog vil ſeg overgive mine Vaaben.”
Da bød Hifdebrand ham fane op, og fpurgte, hvo har
var; og hvi-disfe Mænd havde ftræbe dem efter Livet.
Men Ømlung foarede, at Elſung Jarl vilde hævne fin
Frænde Elſung Jarl, fom Kong Samſon, Kong Didriks
Fræende, havde dræbt. " Nu fagde Kong Didrik: Gode
Ven Omlung! filg 08, hvad Tidende du veed, og
ſiden ſtal du og dine Ledfagere ſtjenkes Livet.” Da

ſagde Omlung: Gode Herre Konning Didrik! jeg

fan. fige dig en vigtig Tidende om din Farbroder Kon⸗
-ning Ermenrik, han har nu været fyg en Tid af et
Brok, han havde faaet, hvorved hans Tarme og Iſter
vare ſjunkne ned, og Sifka har givet det Raad, at
man ftulde gjøre et Snit og træffe Iſteren ud, ſigende
at det da vilde blive bedre. Dette blev ogſaa gjort,

men nu er det dobbelt fan flet med ham ſom tilforn,
og nu vide vi ei, om Kongen lever eller iffe,” Da

foe Hildebrand og Didrik, og taffede ham meget for
hans Tidende. Alle de Riddere, fom vare undkomne

ved Flugt, droge nu tilbage, og fortalte, hvor de

kom frem, at Elſung Jarl var dod, og at faa af hans
Mand vare undkomne, og at dette havde to Mænd
gjorte, den ene var en gammel Mand, øg den anden en

får Mand, Og disfe Mænd droge over Rinen Veien

frevir fil Babilon. Og da de kom til Staden, havde
de denne. omtalte sipenbe at fortelle. Da fpurgte
B52

*
r ——— — —— — —

388 . Didrik af Berns Saga. 375 C.

Jarlens Raadgiver: AHvo have vel gjort dette?” "Ride
derne fvarede: .To Mænd have gjort det. Den ene
af dem var nfædvanlig gammel, og ei indfeer jeg, hvi
den Djævel havde naaet faadan Alder. En Djævel
var han viſt nok, og fan. havde Fanden. felv i fin .
Haand; hvorfor intet kunde holde Stand imod ham.
Hans graae Skag var fan langt, at det dakkede hans
Bryſt.“ Imidlertid kom Omlung hjem feld tolvte,
og havde Jarlens Ruſtning med ſig. Nu ſtod felve
Raadgiveren op, og mange Riddere fulgte ham, og
hilſte paa Omlung, og kaldte det en ſtor Lykke, at
han var kommen tilbage. De ſpurgte nu, hvo disfe
to Mænd vare, fom havde ſtredet med ham, fornem,

melig, hvo den gamle og ftægfide var? Denne hin

Gamle, ſom J fporge om,” fvarede Omlung, „er en
brav Mand, ſom ſtjenkede mig Livet, "da det flod i
hans Magt at dræbe mig, det var Mefter Hildebrand,
og den førere Mand var Konning Didrik. Stadte i
den yderſte Nød maatte de værge fig; og det gjorde de
med ſaadan Mandighed, af de, fun to, holdt Stand
mod fo og tredive, faa at vi miftede fjorten for deres
drabelige Hug.

—

Fem og tyvende Fortælling.

Didriks og Giltebrands Modtagelfe i Bern.
Kong —— ſagde til Hildebrand, at de ſtulde

— fydefter over Mundiefjeld. Foran dem laae en
SÉov, i hoilken de rede ind, ſtege af Heftene; og toge

375 & Didrik af Berns Saga. 389

Bylterne ned. Kong Didrik og Fru Herat bleve nu
tilbage i Skoven, medens Hildebrand red ud af den

hen til en Borg, hvilken én anden Jarl, ved Navn

Ludvig, eiede. Jarlen ſelb var nu gammel, men

havde en ung Son, der hed Konrad. Hildebrand traf

i Skoven pan en Mand, fom havde hjemme i Borgen,
og han ſpurgte ham ſaalunde: Hvo raader over denne
Borg ,-fom jeg feer her?” Kor den raader,” ſparede
Manden, Hertug Ludvig og hans Søn Konrad.“ Kan
du ſige mig,” ſpurgte Hildebrand fremdeleg, hvo
raader over Bern?” Ja!“ fvarede han, derover
raader Alibrand, en Son af den gamle Hildebrand.”
Da ſpurgte Hildebrand med. et Smiil: Hvor brav en
Mand er Alibrand, og hoor drabelig er han i Strid ?”
Alibrand,“ ſvarede Borgmanden, „er den ſtorſte af

alle Kæmper, og overgager alle Mænd i Mildhed og

Belevenhed; dog er han grum, og ivrig og ond mod fine
Uvenner, og vil ikke taale, at nogen Mand ligner fig

med ham.” Hildebrand red nu med ham, og fagde

fremdeles: Du er ret en brav Mand. Hvad flere Tis

dender fan du fige?” Bofgmanden- fvarede: en be⸗
tydelig Tidende er fortalt, :den jeg venter ev fand, at.
Konning Ermenrik ſkal være død.” Da fvarede Hilde⸗

brand: Det er en flor Tidende, og den vil ikke tykkes
god for hang Venner.” De kom imidfertid nær ind
til Borgen. Da fagde Hildebrand: Bil du, brave
Mand! udføre mit rende i Borgen, thi jeg vil nu ei
fare længere denneſinde. Bed Junker Konrad fomme

fil mig, efterſom han er lettere til Fods end hans:
Bader!” Borgmanden fagde, at han vilde udføre .

hans rende; og, da hån kom ind i Borgen, gif han

Fed

390 Didrik af Berns Saga. 3758

til Konrad, og fagde til ham: Junker Konrad! Her
faner udenfor Borgen en ſtor Mand med Hvide Skeg.
Han bad mig at falde paa dig, og gav mig fin Guld⸗
fingerring.” Konrad var en nedladende Mand, ſom
gjerne vilde gage, maar Udfændinger fendte ham Bud.
Han gik da ene ud af Borgen. Udenfor Borgporten i
fod Hildebrand, og bød den udfommende Mand vel,
kommen, og fpurgte, hvo han bar. Jeg bedder
Konrad,” fagde han, ‚og min Tader hedder Ludvig;
men hvad er dit Navn?” Hildebrand ſvarede: Jeg
hedder Hildebrand Ylfinge⸗Meſter, om du har hort
den Mand nævne far,” Da gif Konrad til ham, og
bod ham vet inderlig velkommen. - Konrad ſagde: .Gak
med mig fif min gader. Viſt ſtal du her være velkom⸗
men hos o8g!”. „Jeg fan endnu ei fare med dig dennes
finde,” ſparede Hildebrand, men fan du fige mig
nogen ny Tidende?” „Jeg fan fige dig en ſtor Tis
dende,” foarede Konrad, Konning Ermenrik er død.”
Boo bærer nu hans Krone?” ſpurgte Hildebrand ends
videre, Det bedrsver af nævne det,” foarede Konrad,
udet gjør den onde Hund Sifka Balerad.“ Men hvad
Tidende fan du 08 fige?”- fpurgte Konrad, .hveden
fommer du?” „Ja det fan man vente,” fvarede Hils
debrand, ,,af jeg fan ſige dig. det, ſom du ei tilforn
Har ſpurgt, at Elſung Jarl i Babilon er dræbt, og at
Konning Didrif er kommen i Omlungeland. »Gud
være lovet!” fagde Konrad, thi din San Alibrand
har fendt Mand nordpaa til Huneland efter Konning
Didrik, at han atter ſtulde komme til ſit Rige, og
Alibrand vil viſt ikke overgive ſin Borg eller nogen an⸗
den Stad i Omlungeland til Sifka. For. ville alle

375 C. didrik af Berns Saga. 391

Bunlimger der, end Siffa ſtulde komme til at raade
"+ Bern. Hildebrand, brade Mand! drag nd derfor
med mig ind i Borgen til min Fader!” "Jeg bil nu
førft vide ud SÉoven,” fvarede Hildebrand; Athi der:
venter Konning Didrik påa mig.” Derpaa ſagde
Konrad: „Gode Ven! bi efter mig! jeg vil ſige min

Gader denne Tidende.” Og nu gik Konrad ind i Bor⸗

gen til fin Fader, og ſagde: Herre! ſeg kan fige dig
en fior og god Tidende, Konning Didrik af Bern er
Æommen i Ømlungeland, og vor Frænde Hildebrand
med fam, og denne er her udenfor Borgen, og bier

. efter mig.” Men da Jarlen hørte dette, ftod han ſtrax

op, og gif ud, og med ham mange Riddere, og da de
fom. ud af Borgen, traf de Hildebrand. . Hertug Ludvig

gif få ham, gjenfjendte fam, og ſagde: Meſter Hil. -

debrand! ber ffaf du være velkommen hos os, og viſes
al den Hæder, fom vi kunne yde dig; men hdor er
Konning Didrik?” «Han er i Skoven tæt herved,”
- fvarede Hildebrand. Da bød Hertugen, at man ſtulde
fremtage hang Heſte, da fan vilde ride ud, at tage
imod Kong Didrik. Og Vet varede ikke lenge, før der
kom fyv Borgmænd med: Vogne; læsfede med Honning
og Viin ag de Gebfte Levnetsmidler. Da lod Jarlen
tage disſe Vogne og kjore ub i Skoven. De rede nu
alle, til de traf Kong Didrik, ſom da juft havde ans
tændt en Ild. Hertug Ludvig og hans San Konrad
ſtege da af deres Heſte, gif hen for Kongen; og falde
begge paa Knæ, kyſte hang Haand, og bode deres
Serre, Konning Didrik af Bern, velkommen, og tilbode,
at de felv vilde ſtage ham bi, i Hvad han onſtede. Kong
Didrik flod da op, tog dem i Haanden, og bød dem at

-
1

392 Didtik af Berns Saga, 376 .-

reife fig og tage Sæbe hos fam, De ſpurgte dernæg
hverandre om Tidender. Kong Didrik fortalte. dem da
om fin Reiſe, og Hertug Ludvig bam igjen alle de Tis
dender fan vidſte. Jarlen bad da Kong: Didrik af
drage hjem med fig; men Kongen fagde, at han vilde
forblive i Skoven endun i nogen Tid. Men Hildes
brand ſtal ride,” fagde han, at beføge fin Son Alibrand.“
Hildebrand gjorde fig da færdig. Men Grunden. til,
at Kong Didrik ikke vilde drage til Borgen, var, at
han havde gjort der Løfte, at fan aldrig vilde komme
i nogen Slags Bygning, før han kunde drage ind-i ſin
egen Borg. Da nu Mefter Hildebrand var heelt færs
dig, og Junker Konrad red paa. Veien med ham, fagde
"Konrad til ham: Naar du træffer din Son Alibrand,
tal da heflig til ham, og ſiig, at du er hans gader,
thi om du ei gjør faa; da vorder det din Bane.” Gode
Ven!” fagde derpaa Hildebrand, «hvad fan. du fige
mig; hvorlunde jeg fan Fjende min Son fra andre
Mænd?” „Han har en hvid Heſt,“ fagde Konrad,
ubg Naglerne i Skoene ere af Guld; hans Skjold er.
— Hvidt fom Snee, og paa det er malet en Borg. Ingen
Mand i Omlungeland er hans Lige; og nu er du gam.
mel og vil ikke kunne ftaae for ham” Da ve Hilde
brand, og fagde: «Om end miu Søn Alibrand holder
fig for af være én vældig Mand, og hans Overmod er
ſaa ſtort, at han ikke vil lignes med nogen Mand,
faa fan det dog være, hvor gammel jeg end er, at
han — til at ſige mig ſt ſit —— for jeg ſiger
Ham mit.“

376. Nu red Hildebrand. raſk frem ad Veien,
ſom gif til Bern, og da han nu var kommen faa vidt,

Fa
æ .

h 2

376 C. — Ritrit af Berns Saga, 33

at han fane Staden, da kom en Sand ridende imod
ham med fo Hunde, og paa ſin venſtre Side havde han

en: Falk. Denne Mand vår flor paa Heſteryggen, og
"fad med: Anſtand paa fin Ganger, han -havde en
hoid Heſt, og hele hans Harniſt var hvidt, og paa det

var market Bern med forgylodte Taarne. Hildebrand

—

red imod Manden, og ſyntes at finde, at denne Mand

ikfe var mindre end han. Og da Alibrand fane en

wvaæbnet Mand vide imod fig]. og at han red drabelig
, frem, og iffe kunde fee, at han boiede fig noget for

ham, da blev Alibrand bred, i dét han. ſyntes, af
denne vilde fætte fig i Ligning med ham. Han fpændte
da fin Hjelm. faſt, og flød fit SEjold for ſit Bryſt,

fatte ft Glavind frem, og flog fin Heſt med Sporerne.

Og: - da Hildebrand faner hvorledes Alibrand havde
gjort fig. i Stand, holdt han ſit Gkjold for ſit Bryſt,
og fatte fe Glavind drabelig frem, flog fin Heft med
Sporerne; og ved imod ham. ; De rede nu ſammen, og
fatte deres Spyd i hinandens Skjolde fan faſt, at
begge Skydſtafterne braſt ſonder. Den Gamle ſprang
derpaa ſtrax af Heſten, og traf ſtt Svcrd; og figefaa

gjorde den Unge; hvorpaa de. gif ſammen, og ſloges,
*il de begge vare” trætte. E Og da- fatte de deres
Skjolde ned, og ſtottede ſig paa dem. Da tog Alibrand
til Order Hvo er derne hin gamle Mand, ſom far
ſtaaet for mig en Stund; flig hurtig. dit Mason, og
overgiv dine Daaben! faa ſtal du beholde dit Liv smeg
om du ei vil det, da ſtal det borde din Baue.“ Vil
du vide mit Navn L" foarede Hildebrand, „da kommer
du forſt til at ſige mig dit, hvis ikke, vil du komme

til af overgive dig. Sværd. og dine Vaaben, for vi

394 Ditrlk af Berus Saga. 376C.

ſeitles, og om du ei il det mød det Gode, da vil No⸗
den deg tdiage big benet.” „Da ftragg Alibrand ſit
Sværd i Veiret paa det brabeligfte , og hug tif den
… Gamle, og ildebrand ſparede ham heller ikke, faa ber
blev. en Gaard Kamp, og de gjorde det andet Anfald
dobbelt faa heftigt ſom det forfe. Og nu vare igjen
begge trætte, og Alibrand fatte ſit Skjold ned, og
vilde hoile fig, og ligeſaa vilde Hildebrand. Da ſagde
Alibraud: «Bil du ſige dit Ravn og overgive dine
Vaaben, faa al du beholde dit Liv, men oni du ei
gjør fan; da ſtal du blide dræbt. Du. vilde et fige dit
Nabn, da vi madtes, og da var det dig bog ingen
Vaucre, men nn flak Du komme til at: fige det med
Uſeien“ Os mi bles den Unge allermeſt rafende, og
vifde for viſt drebe ham, og hug nu af alle Kræfter til
den Gamle, uten. fan værgede fig pan det allertapreſte.
Da ſagde Hildebrand: Er du toget i Slægt med Yl⸗
fingerne, da fig. mig det, og da vil jeg give. dig Fred,
men om du ei er det, da dræber jeg. dig.” Om du
vil beholde dit Lid,“ foarede Alibrand, da fig mig ſtrax
dit Navn. Ci er jeg Pifing mere end du, og viſtnok
er du ett Taabe, om end du er gammel, af du ſporger
mig om fligt. Og vidſte du, hvo jeg er, da vilde
du ef. nevne min Fader Pifing.” De trævgte nu pan
det heftigſte ind paa fisanden, . Den Gamle gif ham
ind paa Livet, og hug dygtige: Ang; og nu flog han
et Slag paa hang Laar, faa. det tog Brynjen ſonder,
og Alibrand FÉ et ſtort Saar, ſaa at han neppe kunde
ſtaae paa fit Been. Da ſagde hans: „Der er nu. mig
GSwoerd; nu fan jeg ei længer ſtage for dig, thi du. har
Fanden LDR, Raantis" og. han rakte derpaa baanden

—e

| 377 C. Dihrik af Berns Saga. 395

frem. Men ben Gamle dreiede Skjoldet tiiſthe, far
at tage med Haanden imod Sværdet. Da hug Alibrand
til den Gamie, uden at denne tankte derpaa, og vilde
| afhnugge Daatsden; men den Gamle ſtod Skjoldet hu⸗⸗
tig i Velvet, og ſagde: Dette Slag maa din Kone
| og ei din Fader: hade. lært dig.” LDg den Gamte
… trængte fan faft ind, at den Unge faldt til Jorden, og
den Gauile ovenpaa ham, og -fatte fir Sværd for. hans .
Bryſt, og ſagde: »Siig mig i Hieblikket dit Navn og
din ERte; ellers ſtal du miſte dit Liv!” Det ſiger jeg
nu aldrig,” ſagde Alibrand, thi ei ſtjotter jeg nu
om Livet fra denne Stund, da en ſaadan gammel
Graagaas ſtal have overvundet mig” Bil du ber
holde dit Liv,” fagde Hildebrand endvidere, da flig
- ulig hurtig; ‚om du er. Alibrand, min Son, thi jeg
er Hildebrand, din Fader.” Da fagde den Unge:
Om du er Hildebrand, min Fader, da er jeg Alis
" Grand, din Son.“ Da ſtod Hildebrand hurtig op fra
. ham, og Alibrand ligeſaa, og de kyſtes og kjendtes ved
hinanden. Hildebrand bles nu meget glad ved fn
Son, og Alibrand ved ſin Fader; og de ſprang nu paa
deres Heſte, og rede hjem til Borgen. Na ſpurgte
Alibrand: „Hvor ſtiltes du ved Konning Didrik?
Hildebrand. fvarede, at de ſtiltes i Skoven, og at han
vilde, af Alibrand (fulde ride ud. imod ham med alle
fine Mænd.
377. De rede nu om — ” Alibrauds Mos
der. Hun gik imod dem, og: ſaae fn San. Alibrand
blodig og faaret. Da hylede hun, og græd; åg fagde:
Min fjære San! hvo gav dig detteSaar?” Frue!”
ſvarede Alibrand, dette Saar maa jeg vel. kunne taale,

J 4

396 Didrit af Berns Saga. | 377 &.

omendfijent det ei ér lidet/ thi det har min. Fader. giver
mig; han rider her nu med mig.” Da blev hun glad
ved ſin Son og fn Mand, og gik imod ham, og der var
megen Glæde paa begge Gider. Alibrauds Moder fore
bandt: nn hans Saar; og de ſpiſte der om Aftenen,
Hvorefter de toge deres Heſte, og rede til Bern. Vagt
manden vår. juſt kommen fil, og vilde lukke Borg:
porten. Alibrand red da op i Borgporten, men Vagt⸗
manden Ejendte ham ikke, Hvorfor Hildebrand vred til;
og ſtodte Doren haardt op. Og nu blev Vagtmanden
vred, og hug med ſit Sværd fil Hildebband, men han:
Holde fir Skjold imod, og blev ikke ſaaret. Men da
Alibrand fane dette, blottede han ſit Sværd, og hug
Vagtmanden over Halſen, faa af Hugget tog Hovedet
af. Da fagde Hildebrand: Mu bedrev du en ond
Gjerning; i det du dræbte ſaglos Mand, thi dette
. Dug fladede mig. ikke.“ Det fan du takke din Brynje
for,” ſagde Alibrand, ‚at det ſkadede dig ikke; havde
den ei været, da havde jeg. haft min Faders Drab. af
hevne, og da var Manden ikke ſaglos.“ .Dernæft rede
de ind i Borgen, og der bleve de vel imodtagne. Alis
rand fendte nu Bud over hele Borgen, dg lod falde
alle de mægtigfte Mænd, ſom vare i Staden, til fig.
Da nu en for Mængde Menuefter vare koume ſammen
i Kongens hal, tog Alibrand til Orde: Jeg fan ſige
eder en god Tidende, at Konning Didrik Ditmarſon
er koumen i Omlungeland, og gjør. Fordring paa. fit
Rige. Nu ffulle J tænke over, hvad Svar J ville
give, og pm J ville tjene. Konning Didrik eller Sifka
Balerad.“ "Paa Gangs Tale foarede en Hovding ſaa⸗
lunde: Vidſie bi, at Konning Didrik. var kommen i

—

—

378 E. Diidrik af Berns Saga, 397

Hmlungeland, og bi kunde ham finde, da veed jeg
alles Billie her i Landet, af; efterfom de have værnet
Riget i lang Tid mod Sifka og hans Mænd og ſaa⸗

ledes ventet efter Konning Didkik, da ville nu alle

heller doe med Konning Didrik, end at han ei Ænide

fane; Hvad ham tilkommer.“ Wed denne Tale gave

alle lydelig deres Bifald tilfjende, fan at alle de Tilſte⸗
Dærende langt ud paa Natten raabte og takkede Gud

" for, af Kong Didrik var kommen i Omlungeland. Da

fvarede Alibrand; Konning Didrik er tilvisſe kommen

i Ømfungeland, og med ham ér fulgt Hildebrand

Pilfinge: Mefter; der er min Fader, og han fidder nu

iblandt os.“ Da raabte alle fon cen Mand, af Hils

debrand. fulde være velfommen. Nu ſagde Alibrand:

Om JF ville have Didrik til Konning, da ſtulle nu
alle de bedſte Mænd tage deres Heſte og alle deres —
Vaaben og vide ud imod ham.” ···

378. Alle Ridderne gjorde fig: nu færdige, og

rede ud af Borgen, og med dem. fyv hundrede Mand.

Og de fortfatte nu Reiſen, til de kom til den SÉov,

. hvor Kong Didrik og Hertug Ludvig vare. Meſter

Hildebrand og Alibrand og alle Ridderne ſtode af deres
Heſte, og bøiede fig for Kong Didrik. "Kongen flod op
imod dem, og kyſte Alibrand, og der blev da et fryde⸗
fuldt Møde. Oerpaa ſteg Kong Didrik paa fin Heſt,
og de rede alle ſammen ad Veien, ſom førte tit Bern.

Og da de fom i Nærheden af Staden, og Borgman⸗
dene fane Kong Didrik komme ridende; drog hele Folket

ud imod dem med Spillemend og alſtens Lyſtighed.
Da nu Kong Didrik kom for Bern, red Hildebrand
med hans: Banner og Alibrand pan den anden Side.

-

398 Dibrif af Derns Saga. 31790.

Auibrand red hen, og fagde fin Haand i Kong Didrite,
"og tog en liden Guldeing, og gav ham med de Ord:

Megtige Herre Konning Didrik! Siden din Frende

Sonning Ermenrik døde, blev jeg fat over denne Stad;
og tillige til at pasſe hele Ømlungeland ; og ſaaledes
kom dette Nige aldrig under Sifka. Denne lille Guid⸗
. ving dil jeg give eder, Herre! og derhos Bern og hele
Pmlungeland, og mig felv og alle mine Mænd til din
Tjenene.” Ru foarede Kong Didrik, og takkede ham
meget derfor; og ſaßde, at han ved Venſtab vilde lonne
Gam dette. Alle Ridderne bøde nu Kong Didrik Gas
ver; nogle fore Gaarde; audre gode Heſte eller Har⸗
niſter, og alle mægtige Mænd gave ham koſtelige Kle⸗ |
nuddier. Der blev mu en glædelig Modtagelfe, og Kong .
Didrik red ind i Bern til fin Gaard. Hertug Alibrand
og Hildebrand førte ham til Hoiſadet, og denne Dag
Havde han ei.færre end fo hundrede Mand til Bords.
Kongen ſendte nu Bud oner. hele fit Rige, og ſtevnede
tit fig alle dem; fom raadede over Borge eller Kaſteller
eller Herreder” Hver Dag fom nu. mange til Kong
Didrik, og overgave ham Borge eller — eller
andre Riger.

Ser og tyvende Fortælling.
Didriks Seier og Hildebrands Dod.

39. Faa Dage derefter red Kong Didrik ud med en
ſtor hær Tilden Stad, ſom hedder Ran, ſtevnede
han Folk til Thinge, og paa dette Thing fortalte hau

—

—

Å

ur U
,

379 C. Blot af —* Sege. 399

dem den aigtise Tidende, at Sita havde fammenbraget

en talrig Hær, og vilde drage ind i Ømlungeland, og
indtage Landet. Kong Didrik ſpurgte nu Gorgmæns
mendene, om de bilde have ham eller Giffa til Konge,
og lagde til, at han. bilde ei ye for Sifkas Hær. Men
alle de tiffjeveværende Borgmænd ſvarede, at de vilde
tjene Kong Didrik, og heller døe med ham, end til.
ſtaae Sifka en Penning. Da ſagde Kong Didrik, at
alle hans Mænd og alle de, ſom vilde ſtaae ham bi,
ſtulde vabne fig, og af han nu ikke vilde dvæle der nos

gen Nat, inden han traf Sifka. Kong Didrik red

derpaa ud af Staden Ran, og hadde. nu otte tufinde

Mand. Sifka var kommen med en Hær af tretten tu⸗

finde Mand for den Stad, fom hedder Gregenborg.
Kons Didrik rykkede nu imod dem, og Hildebrand red
frem med Kongens Banner, og alle Mændene fulgte
ham. J det ſamme indtraf en Hær paa foo tuſinde
Riddere fra Romeborg, fom faldt Didriks Fylfing i
Myggen. Og da Pmlungerne bleve dette vaer, vendte
Didrik med fit Banner imod Romerne. Men Hilde
Grand og Omlungerne rykkede frem mod Sifka. Hertug
Alibrand red nu paa det djærvefte mod Sifka ind under

hans Banner. Og det førfte Slag gav han Banner

føveren over Haanden, faa at Haanden gik af, og Ban⸗
nerſtangen ſonder, og Banneret faldt til Jorden; og

… Da red Sifka imsd ham pad det djærvefte; og de til⸗
deelte hinanden fvære Hug; og deres, Enekamp varede

en Tid, indtil Alibrand fik Magt oder ham, og Siffa
faldt dsd af fin Heſt. Da nu Romernes Konge var
falden: oploftede Omlungerne et vældigt Seierſtrig,
hvorefter Romerne overgavs ſig. Os da Korg Didrik

400 - Dibrik af Berns Saga, 3803818.

"blev -vaer, at Siffa var falden, og Alibrand kom til
ham, da ſaae han, at der Denne Dag var hænder ham
en ſtor Lokke, og has ſagde til Alibrand, at, havde
han gjort dette ni Vintre for, vilde det have ſtaaet
bebre til med Bmlungernes Rige. Romerne førgede
ikke meget over deres Hevding, . os de. ——— fig alle
i Kong Didriks VAD. —
380. Med dense Hær reb Kong Didrik nu —
ad Beien, ſom gik til Romeborg, og hvor han kom
frem, overgav man Borgene og Kaſtellerne til ham.
Han red med hele ſin Her ind i Romeborg og til den
Hal, ſom Kong Ermenrik hadde eiet, og fatte fig i
hans Hsifæde; . og der fatte Hildebrand: Kong Ermen⸗
riks Krone paa hans Hoved, Da gik alle. Ridderne,
fom havde tjent Kong Ermenrik, til ham, og bleve
bang Mand, og alle gik ham til Haande i dette: Rige,
nogle fordi de ikke forde andet. . Kong Didrik har: ops
fort fore Værter, ſom endnu. ere til at fee, ſaaſom:
Badet, der kaldes Didriks Bad; og. i Romeborg fod
han ſtobe en Støtte af Kobber, der ſtulde foreſtille ham
felv: ſiddende paa fin. eft Fallen. En anden Ststte
lod Gan gjøre i Borgens, nordre Ende ;- der: ftaaer han
i Taarnet og fvinger fir Sværd Ekkiſax mod Steens
buen, fom gaaer over Aaen. Ogſaa mange andre
Steder er der gjort Billeder. efter ham. Kong Didrik
fatte Hertug Alibrand over Rana; og gav ham et. —
Lehn i Omlungeland.

381". Silde i Kong Didriks Dage blev Ariusꝰs
Kletteri fordomt af de Kriſtne, og alle de, ſom
havde haft Deel i Kjætteriet, omvendte fig…til. deg.

. 7) 382 Cap, i Peringſtolde Udgave, NE

3& Didrik af Berns Saga. | 401

rette Tro. Da gif ogſaa Kong Didrik og Meſter Hil⸗
debrand tilligemed hele Romernes Rige over til Sri
fendommen, og Lungbardiet kriſtnedes nu paa ny.
Kort Tid derefter faldt Hildebrand i en Sygdom.
Denne Sygdom blev farlig, og Kong Didrik fad over
ham. Da fagde Hildebrand: Denne Sot har ſaaledes
faaet Bugt med mig, at jeg troer, den forer mig til
min Bane. Nu vil jeg derfor bede dig om; at du vil
lade min San Alibrand nyde godt af vort Venſtab, og
ham vil jeg fende mine Vaaben, dem Han ſtal bære,
hvor du behover hans Hjælp. ; Kort derefter døde Hils
debrand, og da begræd Kong Didrik ſin gode Ven: Hils
debrand, og han fod hand. Lig diſe al Hæder og foran⸗
ſtalte en anſeelig Begravelſe, og Hildebrand blév meget
begrædt. Og i hele denne Saga er ingen Mand bleven
berommet faa meget ſom Hildebrand; iſer roſtes han
for den Troſtab, han udviſte mod Kong Didrik; hertil
kom, at han var den tapreſte blande Mænd, fortrinlig
iKamp og meget gavmifd. Og tydſte Mænd fortælle,
åt han havde fyldt fine halvandet hundrede Vintre, da
han døde, men i tydfte Koad ſiges, at han havde feet
ſine to hundrede Vintre. — Hertug Alibrand tog da
førfte Gang fin Faders Vaaben; og bar for Kong
Didrik Sværdet Gram og Hjelmen, ſom Sigurd Svend …
havde eiet, foruden andre Vaaben, ſom hans Fader
Meſter Hildebrand havde baaret, og dem bar han & -
Hande, hver Gang Kong Didrik fulde flaaes. Kort
efter Meſter Hildebrands Dod faldt ogſaa Kong Didriks
Kone Fru Herat i en Sygdom / og af denne Sygdom
døde. hun. Hun var en god Kone, beleven og venne⸗
ſal, ligeſom tilforn hendes Srænfe Dronning Erka og
Nordiſte Fortids⸗Sagaer, 3die Bind. Ce

402 Didrik af Berns Gaga. 382C.

Markgrede Rodingeirs Kone Godelinda. Dis ſe treũde
Kvinder have i alle Henſeender været de bedſte og gia⸗
vefte åf alle de Kvinder, fom ere omtalte i denne Saga.

Syv og tyvende Fortælling.
Didriks Kamp med Drager,

382. Kong Hernit i Babilon var en for Kempe;
hang Kone var Iſold. Han var faa drabelig en Mand,
at han intet Folge vilde have, naar han drog ud. paa
Dyrejagt. Han havde ſpurgt, at der i en GÉov laae
en Drage, fom havde dræbt mange Menneſter og for»
ſtrekket endnu flere. Kong Hernit befluttede da; at
ride ene ud i denne Sfov, og enten vinde Navnkun⸗
dighed, eller naae fin Ded. Han red nu frem i SÉos
ven Nat og Dag, og anden Dag hørte han noget Les
vende at rore fig foran ham i Skoven. Med megen

Mandighed red han da frem. Da fom der en Fjende, —

og gjorde et heftigt Anfald imod ham; det var en Orm,
bande tyk og lang, ſom havde et ſtort Gab og ſtærke
"Fødder. Kong hernit red mod Dragen mere af Hef⸗
tighed og Hovmod end af Forftand, thi denne Drage
var faa ſterk, at, ſaaſnart de kom ſammen, tog Dra⸗
gen ham i fine Kløer jireg fløj med hamehen i en dyb
Dal, hvor der var et Bjerg, ogideten ſtor Grotte, Der
havde Dragen tre Unger, for hoilke den kaſtede Kongen
dod, og de aade da hans Kjod, men Dragen ſtrabede
alle hans Vaãben bort — ſit Leie.

383 C. … Didrik af Berns Sage. 403

383. Dette fpurgtes vide omkring, at Kong
Hernit var reden ud, uden af være kommen tilbage.
Dette fpurgte ogſaa de Rovere, ſom lage ude sidet om⸗
kring i Huneland; de famlede fig da ſammen, og fif
omſider faa ſtor en Hær, at de vare tre tuſinde Rovere,
med: hvilfen Hær de droge til Kong Hernits Borg; og
vilde ftaffe fig Gods, efterfom Riget nu var uden
Konge. . Kong Didrik red jævnlig ud at jage Dyr, og
dar reden langt ud I Skeven med fine Falke og Hunde.

Da han ff Underretning om digfe Røvere, og hvad de.

agtede at gjøte, bilde han træffe dem, og faae at vide,

hvo de vare, og han brændte af Begjerlighed efter at

udføre nogen ny navnkundig Daad. Og fom han ene
gang vred omfring i Skoven, traf han et Sted en flor
banet Vei foran fig, og kunde nu tide, af det havde
varet Røverne, der havde faret ad denne Vei. Han

drog da frem ad Veien, og bilde indhente dem, og Nas

verne fore lige til de kom i det Land, ſom Kong Hernit
havde eiet, men de vidfte ikke, at Kong Didrik red
efter dem. Kong Didrik var nu kommen faa nær, at
han fane Rovernes Hær ved en ſtor Skob; da hjorte
han paa ſamme Tid en Slags Alarm i Skoven; det
var at høre fom megen Hylen og fiore Hug og megen
Bragen. Her vifde han da ikke ride. forbi, uden at
fane at vide, hvad dette var. Han gav derfor fin Heſt
af Sporerne, og den var fan modig, at den gik overalt,
hvor man vilde have den frem." Da han derpaa havde

vedet et kort Stykke frem i Skoven, fane han et un⸗
derligt Syn, han faae nemlig en ſtor banet Bei, ad .

hoilken en Drage havde faret. Han red efter ad Veien,
Øg da fane han Dragen paa det gruſomſte ar ſlaaes med
— HERE SE Ccc2

Fa

404 Didrit af Berns. Saga, . 3836,

en Løve; og det var dette, han hadde hare. Nu kom Kong
Didtik i Hu, at han bar en. Leve market paa ſine Vaa⸗
ben, og derfor beſſuttede han at hjælpe Loven. Hau
ſpraug da af fin Heſt, trak ſit Sværd paa det mandigſie
ud, ilte frem imod Dragen, og hug med fin ene Haand
fan ftort et Slag paa dens Ryg, at den fegnede til
Jorden; men nu kom det Kong Didrik til Skade, at
. han havde ladet Ekkiſqx ligge hjemme, thi detteSværd |
bed ikke, men Hjaltet braſt, og Klingen faldt ned paa

den anden Side af Ormen. Da raabte Kong Didrik:

- «Din hellige Gud! hjælp mig nu, og ſtaa mig bi, og -

fra den Tid jeg troede med Sandhed paa dig, er dette
: min førfte Bon, fom jeg beder dig, frels mig nu, Gud
min Herre! thi om du ei frelfer mig, da magter vift
ingen at, gjøre det;” og han greb derpaa fil. et ſtort
Træ faa faſt, at han rykkede det op med Rode. Men
i bet ſamme blev Dragen faa vred, at den fog Løven .i
, fin Mund, og dernæft flog den fin Hale rundt om Kong
Didrik, og boiede Halen faa faft ſammen om. fam, at
han intet kunde gjøre;, og med alt dette hævede ben fig.
op, og floi fil fit Leie, Hvor. dens Unger vare. Strar
faftede den Løven for Ungerne, og de ande alleſammen
af den, og bleve da mætte: Da nu. den ftore Drage
var mæt, ſtrakte ben fin Hale ud, og da blev Didrik
(8; men der var faa mørke, at han ikke kunde fee en
Haand for fig. Han ſprang da paa det hurtigfte ders.
hen; hvor han ventede, .af Dyrene vare, og da kom
han ned, hvor der Taae nogle Klæder; han. følte paa
det, hvad det var, og da han tog Klæderne op, fandt
” han imellem dem et Sværd. Mu fvang han Sværdet .
i Veiret, og hug fan haardt i Stenene, at. der flet IId

383 C. Didrik af Berns Saga, 405

af dem, faa af han kunde fee runde omkring i hele
Grotten. Han fane da, hvor den gamle Drage laae

og fov imellem fine Unger. Og nu vilde han enter .

vinde Hæder eller Dad. Han tråadte da op til Dragen,

og hug den i Nyggen. Dette Sværd bed faa godt; at
det ſtar Dragens Ryg ſonder. Han forføgte Svardet

anden Gang; og hug det ene Hug efter det andet;
indtil Dragen var død. Han ſaae derpaa, hvor Uns
gerne fade, og han drog ikke Gort derfra, før fan
havde bræbt dem alle. Og nu fane han, hvor der laae
én heel Ruſtning, og han tog alle Vaabnene og. Klæs
derne, og gif. derpga op af Dalen.” Da fade - han;

… hvorledes de Vaaben bare, fom han havde fundet.-

Brynjen dar hoid ſom Solb, og Skjoldet belagt med
Guld, endvidere var der enn Hjelm, blank ſom Glas,
ihvilken der fade fem Karfunkler, og hele Befætningen

var af Xdelſtene, og aldrig fane han flere Klenodier

paa een Hjelm. Han fatte den nu paa fit Hoved, og
tog hele dette Harniſt, og væbnede fig dermed, og
fagde: Gud hjælpe den Mand, ſom har eiet disſe
Vaaben.“ Derefter gik jan omkring i Skoven i fang
Tid, og vidſte ef, til hvad Side han fulde tage Veien.
Da kom han omſtdder fil et Sted; hvor han traf en Heft
foran fig; der var fort af Farve, og ſadlet, men Sadlen
” havde dreiet fig ned: under Bugen. Denne Heſt var
fortrinlig god og Øjen, og tillige meget feed. "Da
Heſten blev en Mand daer, lob den, men Kong Didrik
lob efter den i lang Tid, og harmedes over, at han

maatte løbe faa længe; og ei kunde faae fat paa den.
Han flavrede da op i det hoieſte Træ, og hængte der ſt
Skjold og. fin Hjelm Hildegrim tilligemed” det Skjold,

—

ks

406 Didrik af Berns Saga. 384 C.

ſom han habde taget, hvorpaa hau igſen lob efter He⸗
gen. Den lob nu ned i en Dal, og der fif han den
fat i Halen, men Heften hævede begge fine Bagbeen,
og flog til ham. Da greb Kong Didrik med fin ene
Haand om Heſtens Fod, og rykkede faa haardt til, af
Heſten ſtyrtede, og han fif da fat om Heftens Hals, og
holdt faft, og dette magtede ikke tols Mænd, at tage
denne Heſt. Heſten havde brudt begge Cadelbuerue,
men der, hvor Gjotden havde ligget paa dens Ryge
var den blodig og faaret. Han dreiede derpaa Sadlen
Op, hvor brukken den end var, og hele denne Sadel
havde været belagt med Guld, Derpoa red han hen;
hvor han havde hængt. fine Vaaben, og fog Hjelmen
ned, men Skjoldet lod han hænge der, og vilde hente
bet en anden Gang, da han ikke ventede, af nogen
vilde komme i denne Skov. Han red enu, til han traf
paa en Sti, hvor der habvde faret Folk før, og den
fulgte Gan, fil Gan kom ud af Skoven. Der fod nu
for ham en Borg, og om denne Borg ſaae han en flor
Hær ligge, og han formodede nu, at det maatte være
Roverne, fom han Havde-redet efter; og at dette maatte
pære deg Borg, form Fong Hernit havde eiet. |
384. J det: ſamme flod Dronning Iſold | det
hoieſte Taarn: og, fage, en, Mand komme ridende wd af
Skoven, hois Harniſt var heelt af, fee. til. fom Guld,
ago hvis Hjelm flingede ſom fem Stjerner, og hvis
Vaaben vare belagte med Guld, der glindſede ſom
luende Ild. Hun bleo da glad, da hun kſendte Heſten
og Ruftningen,. og: tenkte, at det var Kong Hernit,
der nu kom ridende. hiem, efterat have udfert nogen.
Navbnkundigheds Dgad. Hun gif derfor hurtig ned til

*

384 C. Dibrif af Berns Saga. — 407

fine Wand, og bed, at alle fulde væbne fig paa det
hurtig fte… «Jeg figer eder en god Tidende,” ſagde
Gun, tre Konning Hernit kommer ridende hid til
Borgen, rider derfor paa det mandigfte ud imod ham!
thi han vil flaaes med denne Hær, om han énd ingen
Folk har med fig.” Da toge alle Ridderne deres Vaa—
ben og Heſte og Kong Hernits Banner, lukkede Borg,
porten op, og rede ud imod Roverne. Og da Roverne
ſaae dette, væbnede de fig, og ſprang paa deres Heſte,
rede imod dem, og begyndte Striden. J det ſamme
lom Kong Didrik til. Af Vaabnene fyntes han at
Éjenve, hvor Kong Hernits Banner var. Han red da

djærvelig til, og hjalp Borgmandene, og de troede;

af det var deres Herre Kong Hernit, og bleve derfor
dobbelt. fan driftige ſom tilforn, thi de vidſte, at han
var faa ſtor en Kæmper, at Biſtand af ham var dem
bedre end af hundrede Riddere. Kong Didrif red nu
tilbage til Gorgmændene, og de troede, af det var
deres Herre Kong: Hernit, indtil han tog Hjelmen af.
Han havde da deels fældet deels drevet paa Flugt fem⸗

ten hundrede Mand af Roverne. Men da de fane

hans Anſigt, ſyntes de ei af funne vide, hvorfra
denne Mand var kommen, faa flor og overordentlig
var han; og ei var. deres Herre Hernit faa ftor en
Mand. ” Da nu Dronningen blev vaer, at det var en
anden Wand, gik fun med megen Bekymring og Sorg

i Hjertet ud til denne Mand, og ſpurgte: .GodeHerret,

Du nraa ikke tage mig det ilde op, at jeg ſporger dig;
Hvad dit Ravn. er, og Hvilfen din Beflutning, af hvad

Værdighed. du ev, og hvor du fif min Herre Konning

Hernits Baaben?” Han fvarede faalunde: Hvi fab

—

408 Didrik af Berns Soga. 388 C.

eg ſtiule mit Navn for eder, da det dog er ſandſpynligt,
at J have hort det før; jeg har i fang Tid været næont
Konning Didrik af Bern, men nu er jeg baade Konning
over Bern og over Romeborg og mange andre ftore
Borge, ſom J vel mane vide, om J end ei have feet
mig. Men disſe Vaaben tog jeg dybt mede i Jorden i
en Skov, „hvor der opholdt fig en forſtrækkelig ſtor
Drage; ſom maa fave dræbt Konning — thi der
[ane hang Been og Ruftning.”

385. Da Dronningen hørte — Tidende res

hun til Kong Didrik, kaſtede begge fine Atme om hans

. Hals, og kyſte ham, og bod ham være færdeles vel⸗

kommen. Hun fedte ham frem til Kong Hernits Høis
ſade, og fremførte alle de magtigſte Mænd til at hædre
og tjene ham. Kong Didrik var meget vel tilfreds
hermed, og dvælede der en Tid. " Han ſaae, høor fager
og viis denne Kvinde Iſold var, og han ſyntes godt
om hende, og: bilde ægte hende, og da ogſaa de viſeſte
Mænd raadede dertil, tog hun den Beflutning, at
gifte fig med Kong Didrik: Der blev da anvettet et

Gilde, paa hvilfet Kong Dibrif ægtede Iſold. Og

derneſt beredte han fig. til Hjemfærden tilligemed fin
Kone. J Borgen til at pasſe Landet fatte hanen Jarl,
ſom hed Artus, der var en Soſterſon af Kous Iſung
" af Bertangeland og; Iſolds Frende. Kong Didrik red
derpaa fin Vei. Mange troede nu, af Kong Didrik
maatte pære død, da de i fan lang Tid ikke havde ſpurgt
til ham, og de vrede vide om Land, af føge efter ham,
indtil de ſpurgte hans Færd, og hørte, hvor flor Navne
kundigheds Daad han havde udføre. Kong Didrik drog
med fine Mænd. til Romeborg. i

.386€, Didrik af Berns Saga. 409
Otte og tyvende Fortalling.
Attilas Dod. |

386". Efter Niflungernes Drab ſtyrede Hunernes
Konge Attila fremdeles fit Rige, og der opfodtes Hogs
nes Søn Aldrian, hyvilken Søn Hogne havde med
Hoodingen Ridder Irungs Datter. Og nu var denne
Dreng tolv Vintre gammel, og Kong Attila elſtede
ham meget. Kongen hadde felv en Son, der ogſaa
var tolv Bintre gammel, og een Kone opfoſtrede begge
disſe Drenge. Det hændte. fig nu en Aften, at Kong
Attila fad i fit Hsifæde, og Aldrian flod foran fam
med et Lys, og tæt ved var et Arneſted, hvor Ilden
gniſtrede faa ſterkt, at en Glod ſprang hen paa Ale
drians Fod, og brændte igjennem Skoen og Strompen,
faa Foden brændte, men Aldrian mærkede iÉfe dertil,
" før en Ridder tog Gloden af ham. Da Kong Attila
” fane dette, fagde han: Aldrian! hvad tænfer du faa.
alvorlig paa, af du ei pasſer at tage Ilden af dig?”
„Herre!” ſvarede Aldrian, „jeg tænkte paa, Hvad der
vel er af. Tiden Betydning, at der nu ſtaae foran dig
Hvedeſimler og alffens læfre Retter tilligemed: den bedſte
Viin, men af den Tid vil komme, da du gjerne vilde
tage til Takke med at æde Bygbrod og drikke Vand til,
om du havde det.” Da fagde Kongen: Hvi tænker.
du ſaalunde; ofte har jeg i Krigsfard været udfat for at:
tørfte og hungre, men un er jeg faa gammel og. af».
kreftet, at. det ikke ev at formode, at jeg nu ſtulde

komme ſaabidt paa Krigstoge, af jeg behovede at drikke

1) 381 Gap i Devi GaNDIDE tidgave.

V

4

40 Didrik af Berns Saga. 386 C.

Band eller ede Byg.” Engang var Kong Attila reden
ud i Skoden med fine Mænd, at jage Dyr, da ſtiltes
alle Mændene fra ham undtagen Aldrian. Aldrian
fagde da til Kongen: „Hvor meget Gods troer du vel .
Gigurd Svend har eiet i NiftungeStatten?” Det
Gens,” ſvarede Kongen, .fom man falder Niflunge«
Skatten, er det mefte Gods, der nogenſinde, faa vidt
Bi veed, er kommet fammen paa eet Séed.” Hvo
pasſer ni dette Gods7?“ vedblev Aldrian, og hvad

vil du gide den Mand, ſom vil viſe dig Niſtunge⸗

Skatten?“ Hvo der kunde gjere det,” foarede Kon⸗
gen, ham ftulde jeg gjøre til faa flor en Mand, at
fan ſtulde blive mægtigere,” Bil du gjøre hans faa
for, ſom du figer,” ſagde Aldrian, da fan. det hen⸗
des, at jeg fan være denne Mand.” Da fvarede- Kon⸗
gen: AE eie Rifinnge-Skatten var viſt nok en ſtor
Lytte.” „Bi ta dille da ene vide derhen,“ gjentog

Aldrian; Goortil Kongen fvarede, at han vilde følge

fam. Dog for denneſinde,“ ſagde Aldrian, ſtulle
vi ride hjem.” Nogle Dage derefter bilde. Aldrian og

Kong Uttifa vide ud i Skoven, og ingen. ftulde følge
Dem. Ihvorvel Folk ſyntes underlige derom, rede de

bog affted, og ud i Gkoven fang Vei, til de kom til et
Bjerg. Da tog Aldrian en Nøgle, ſom pasfede til en
Dør i Bjerget, hoilken han. lukkede op; og han aab⸗
nede endnu en anden Der og ligeſaa ew tredie, Der⸗
paa gif Afdrian ind i Bjerget, og Kong Attila efter. -
han. Aldrian fagde da fil Longer, af Niflungernes
Gfat var. der, og han viffe ham nu &Guldog Solv og
gode Vaaben, ſom Sigurd Svend -og Kong-Gunnar:

og Hogne af Troia havde eiet, og der vare alle deres

⸗

* ER -

386 C. — Didrik af Berns Saga. ” 411

rerlige Eiendemme henbragte. Kang Attila betragtede
dette Gods, men Aldrian gik videre ind omkring i

Blierget, og bad. Kong Attila, falge ham, Da det vig⸗

tigfte af Guldet var der. Da vifte han ham det Gods,
Sigurd Svend havde eiet, det var det atigtigfte; og.
Kong Attila blev. dDergvder meget glad. Men Aldrian
gif endnu rundt om i Bjerget og derpaa hen til Doren
og ud-af den, og laaſede den. Da raabte Kong Attilaz
«Min. gode Svend Aldrian! kom hid fil mig!” " Mew
Albrian fvarede: Nu har dn Guld og Solv og gode

Koſtbarheder, men jeg har længe maattet feve uden af

have noget Gods at raade over.” Og han laaſede alle
Dørene, og kaſtede Stene og Gronfoær derover. Da
tænkte Kongen over, hvad denne Svend havde gjort.
Han kunde nu vide, at han vilde hævne fin Faders og

alle Riflungernes Ded. Tre Dage derefter kom Af
drian til Bjerget. Da havde Kong Attila hugget den
ene Der. op, og raqbte: Gode Ven Adrian! luk nu
Hulen op, jeg vil give dig faa meget Guld og Sølo,
fom du vil eie, og fætte dig til Hevding over mit Rige;
og bøde fil dig for din Fader og dine Frender, og. jeg
ſtal aldrig tilregne dig dette, hvad du her har gjort.” Da

" foarede Afbrian: .Konning Attila! du tragtede meget
- efter Niflunge⸗Skatten, medens dine Svogre Kouning
Gunnar og. hans Brødre levede. Nu er du bleven fan

lykkelig, at du maa beſidde het. Guld og Sefo., ſom
disſe Konger. have eiet. Og ſee! nu er den Tid kom—

men, da du vide være glad ved af æde Brod og dertiß
drikke Band.” Da ſoarede Song Attila: LJ Sandhed!
faa vilde jeg bære, hois det var. nu her for Haanden.“
Men Aldrian gientog: ED du mu det Guld og det

412 Didrik af Berns Saga. 387.
Sold, Hvorefter. du faalænge har torſtet, thi andet
" faner du iffe;” hvorpaa Mdrian lagde endnu flere
Stene for Doren. Aldrian red derpaa fin Bei-til Nif⸗
lungeland til ſine Frender, og fortalte dem hele Til⸗
dragelſen om Kong Attilas Endeligt, og bad om Hus
derſtottelſe til at fase Riget. De overgave ham ſtrax
Hovedborgen, og fiden red han omfring i Riget, og
nuderlagde fig hele Landet; og han raadede ſiden heſe
fin Levetid over dette Rige. Men Kong Attila ſultede
ihjel, og NiflungeStatten fandtes aldrig fiden. Efter
Kong Attilas Dad underlagde Didrik af Bern fig hele
Huneland. Kong Didrik ſtyrede nu ali —— ——
ma blev —

Fa

i

el Ni og tyvende Fortælling.
Heimers ſidſte Bedrifter os Endeligt.

387. Hoeimer Studaslon rune i * ren opholdt
- fig i ubeboede Skove, og. derfra redet ind i Bygderne i
og gjort Skade i Landet. Siffa brændte hans Gaard,
og dræbte hans Mænd, efterat havde beleiret Gaarden
Dag og Nat. Paa den Maade forløb de fyve. Vintre:
TF hvitken hele Tid Kong Didrik var borte fra fit Rige.
Da Heimer derefter fpurgte, at Sifka var. dræbt, gik
det ham fil Hjerte; at'han havde gjort faa meget Ondt;
og han vilde hu angre. fine Synder. Han red derfor
til et Munkekloſter: med alle fine Vaaben og fin Heſt
Rispa. Da han fom indenfor Kloſtermuren, ſpurgte
en Munk om, hvo han var. Han ſprang da af Heſten,

—

387 C. Durik af Berns Saga, 413

og had bem falde Abbeden til ſig. Munkene fagde da
til. Abbeden, at. en vel udruſtet Mand var. kommen
der, og vifde tale med ham, og at de troede, at denne
Mand vilde give fig i deres Selſtab. Abbeden gik til
Mauden, og ſpurgte, hvo han var. „FJeg hedder
Ludvig,” faarede. han, „og har min Slagt i Omlun—
geland. Men hvorfor jeg kom fer, fulde J nu høre,”
Han tog da Skjoldet. af fin Hals, og ſpendte Sværdet
Nagelring af fig, Brynjen og Hjelmen aftog han liger
ledes, og traf Brynhoſerne af. Alle disfe Vaaben
lagde han ned/for Abbedens Fodder, og felv kaſtede
han fig ned, og fagde: „Herre! disſe Vaaben og denne
Heſt og mig felv ſamt mine Klader og det Løsøre, font
jeg her har med mig, og fom ei udgjør mindre end ti
Pund, vil jeg for Guds Skyld hengive til dette Sted,
og mig ſelv til Ordens⸗Levnet hos eder, og ſaaledes vil
jeg bode for mine Synder.“ Da fagde alle Munkene,
at Gud vift havde indſtudt ham dette, om han tilforn
havde været Krigsmand og havde tjent Konger. Og
paa fans Klader ſaae de, åt han havde. været et Slags
Hadersmand, men Munkene tyktes det dog meſt værd,
at han bragte fan meget Gods til Stedet, og de fagde
fil Abbeden: .Tag denne Mand op fra det Sted, hvor
han ligger! thi han vil blive en Pryd for vort Kloger.”
Men Abbeden fod rolig, og betragtede Manden, og
faldt i Torundring; thi det fyntes ham, ſom denne
Mand nar meget drabelig, og han tænkte ved fig ſelb,
at han ei vilde være lydig, naar han ſtulde være i
Kloſtret, Hvorfor han frygtede for at tage imod fam.

Dog da alle Munkene Geftig trængte, derpaa, tog Ab⸗

beden, ſom ſyntes godt om Godſet, Luddig iHaanden,

414 didrik af Berns Saga. 3886,

ledte Gam ind i Kirken pg Koret, og forte: ham til et
Num, hvor han anvifte ham en Bank af fidde paa. .
Y dette Rum nedlagde han fine StadsÉlæder, og tog
forte Klæder paa. figefom de andre Munke, og ſamme
Dagz blev han viet til Munk. Abbeden tog nu alt
Godſet og Harniſtet, og kaſtede det til fin Eiendom,
men Ludvig iagttog mu Kloſtrets Regel. Dog! havde
Brodrene didſt, at det. bar Heimet Studasſon, da
hadde de aldrig faget imod ham, om han end hadde
budet dem nok faa meget Guld og Salo. Dan rente
nu i dette Kloſter en Tid.

388. Aſpilian Riſe efede mange Borge i dette
Land, Lungbardiet. Han var, ſom før er omtalt,
for og ſterk, og ond at have med at gisre; Han havde
med Uret tilegnet fig ftore Gaarde og Jorder, Guld og
- Galv og gode Koſtbarheder, thi da han var alle andre
overlegen, forde de ikke nægte ham det, han vilde
-have. Der var nu en flor og. indbringende; Gaard,
ſom Munkene eiede. Den tilegnede Aſpilian Riſe ſig,
og det ſyntes Abbeden meget ilde om, at han ſtulde
miſte ſin Gaard; han ſendte derfor Munke hen til Riſen.
Disſe ſpurgte, hvad det. fulde ſige, at Aſpilian tog
deres Gaard. Riſen ſvarede dem paa denne Maade,
at han kun havde taget fin egen Gaard, og ei deres⸗
og at han var mere berettiget fil at ele den end, de;
men Munkene fagde, at denne Gaard var givet tik
Stedet for Guds Skyld. Riſen fvarede: Jeg vil
ende denne Sag med eder; vi ſtulle aflægge en Prøve:
"paa, hvo der eter, benne Gaard; J ſkulle ſtille en Mand
frem, ſom drifter fig til at flaaes med mig, og hois
" jeg faa bliver den Tabende, da ſtulle I ele denne Gaard

—.

388. G. | Didrik af Berns Saga. — 415 |

"foruden mange andre; men om jeg faner Seier, da

viſer Gud derved, at han vil, af jeg flal beholde denne
Gaard. Og faa byder fo Landslodven, at, naar to

Mand blive uenige om nogen Ting, da ſtal Sagen af⸗

gjøres ved Holmgang. »Munkene kunde intet ſige
derimod, da Riſen havde budet dem lovligt Sogsmaal.

De droge da hjem, og fortalte Abbeden, hvorlunde
. Rifen havde ſvaret dem. Denne Sag foredrog Abbe⸗

ben for alle Munkene i Kapitlet, og ſagde, at de kom
til at miſte deres Gaard, om de ei fif en Mand, der
torde ſlaaes med Riſen. Meget utilfredfe herover fendte

Munkene Bud vidt omfring, om der ikke flulde findes

nogen; der vilde forhverve fig Gods og ſlaaes med
Riſen; men der fandtes aldeles ingen. Endnu engang
foredrog de Sagen i Kapitlet, og vare meget bedrovede
derover. - Da fagde Ludvig: „Hoad ér det J fære,
Munke! hvad gjør Aſpilian eder?” Da fvarede Ab
heden: Aſpilian Har taget vor Gaard, og byder 08
Holmgang, fordi vi gjere Fordring paa den; men nu
tør ingen ſlages med Nifen, ſtjont vi love det for Guds
Skyld, at den, ſom gjør dette, ſtal vorde los for alle
de Synder, fom fan har ſtriftet.“ Da føarede Ludvig:
Jeg hengav mit Gods og mine Vaaben og mig felv til
dette Sted for Guds Skyld. Nu vil feg endnu gjøre

dette, at flaaeg med Riſen. Giv mig derfor mit
Svard og min Rufining.”- Da anede Abbeden; at
— han maatte være noget Slags Kæmpe, og fagde derfor:

«Dit Sværd vil du ikke kunne fane, det er ſonderhug⸗
get ; og deraf ev gjort Dorhangſler her til Kloſterkirken,
Ng den anden Ruſitning gr folge pan Torvet, for af
ſtaffe Penge ind til Steder.” Da fagde Ludvig: I

416 Didrit af Bern Sal "388 C.

Munke ere biſe paa Boger, men libet viſe paa Ridder⸗
ſtab; vidſte J, hvor gode disſe Vaaben vare, da havde
J aldrig odelagt dem.” Og nu ſprang han op til Ab⸗
beden, og tog i hang Kaabehette med begge Hænder;
og fagde: «Gal maatte du viſt nok være, naar du, til
at klinke din Kirkeder, ikke fulde have andet Jern end
mit gode Sværd Nagelring, fom har fonderffaaret
mangen Hjelm ligeſaa let fom Klæde, åg gjort mangen
Riſeſon hovedløs, det ſtal dn nu undgjelde;”. og han .
ryftede da Hovedet med Kaabehætter faa haardt, at
fire af hans Cænder gif loſe. Da Munkene hørte Ras
gelring nævne, mærkede de, af det var Heimer Stu⸗

dasſon, hvorover de bleve meget bange, og de toge da '
en Nøgle, fom førte til et ſtort Gjemme, hvor alle
hans Vaaben vare. Cen fremtog nu hans Sværd Nas
gelring, en anden hang Brynje og Brynhofer, den
" tredie. Hjelmen, den fjerde SÉjoldet, den femte Gla⸗
vindet; og disfe Vaaben. vare alle pasfede faa vel, at
de nu ei vare ringere, end da Han gav dem fra fig.
Nu tog Heimer Nagelring, og ſaae, hvor fagert dets |
Egge og Forgyldning luede, og Gan tenkte da paa,
hvor megen Lid han kunde ſatte til dets Eg, og derover
foer fnart Blodet ham i Kinderne, ſnart blev han igſen
"heel Hvid og bleg, og tang en Stund, hvorpaa har
ſpurgte efter fin Heſt Riſpa. Da føarede Abbeden:
„Din Heft traf Steen til Kirken, og er nu for mange
Nar fiden dod.“ Men Munkene fagde: «WVi ſtkulle
fende BUD over hele dette Rige, og lede efter en Heſt,
faa god ſom den kan fages; her ere mange gode Heſte
paa Stedet, og du ſtal af dem fane den bedfe.” Mun⸗
kene fendte da Bud efter de bedſte Heſte, og fode dem.

-

j

388 C. Dibrif af Berns Saga. 417

bringe hjem til Kloſtret, kaldte dernæft Heimer til, at -
han ſtulde vælge fig een. Der vare mange Hefte iblandt,
ſom vare. vel vante til Turnering. Heimer gik til een
Heſt, og flød med fin. Haand paa Siden af den faa

— frærkt; at den ſtrax faldt. Derpaa gif han til den,

. fom de holdt for den dueligſte, og trykkede med ſin
Haand pag dens Ryg; ſaa ſat Ryggen brodes; og han
ſagde da, at disſe Heſte ikke duede til noget, og bad

dem bringe den bedſte, de kunde faae. Da ſagde Mun⸗
kene,; af man ſtulde tage og bringe ham den gamle og
magre Heſt. Dernaſt blev da: fremledt en Heſt, ſom
var meget ſtor, og ſaare gammel; denne Heft kjendte
Heimer, at det var Riſpa; han gik da til Heſten, og
tog i Mannen, og rykkede af alle Kræfter, men Heſten
flod rolig; derpaa tog han i Halen, og trak ſtarkt é
den, men Heſten bevagedes ikke derved. Da loe
Heimer, og ſagde: Nu ev du her kommen, min gode
Heſt Riſpa! og ſaa gammel og mager ſom du er, ſaa
kjender jeg ingen Heſt i Verden, ſom jeg heller vil have
i Kamp end dig;” og da ſagde Heimer til Munkene:
Tager hu Heften, og giver den Korn!” Da blev
Riſpa ledet hen til Stalden, og der blev givet den
Korn. IJ den Stald ſtod den fyv Uger, og da var. den

fan glat og fed ſom da den var ung. . Abbeden fendte

derpaa Bud til Aſpilian Riſe, af; om han vilde ſlaaes,
da ſktulde han komme ene fil en Ø, og der ſtulde den
Mand, ſom bilde flaaes med ham, komme imod ham.
Da nu Aſpilian ſpurgte dette, ſtod han hurtig op, og
væbnede fig, og til at ride paa. fod han berede en
Aſpandil, eller ſom man ellerg nævner den Elefant.
Munkene drage. mu afſted, og Abbeden med dem,
Mordifte FJortids⸗Sagaer, 3die Bind. — Dd

418 Didrit af Berns Gaga. 389 C.

og fulgte Heimer til Holmen. De toge da et Slid,
og roede paa det ud til Øen. :
389. Nu tog Heimer fin Heſt Nifpa frem, og
ſpendte Sadel og Beynje paa den; derpaa iførte han
fig fine Brynhoſer og Brynje, fatte Hjelmen paa ft

Hoved, og gjordede fig med Nagelring, fæftede Skjoldet

om fin Hald, og tog fit Glavind, og ſprang paa Heſten
uden at bruge Stigboilen. Nu onſtede Abbeden Heis
mer, at det vilde gane ham godt, og at Gud vilde
hjælpe ham og yde ham Beſtyttelſe, og det ſamme
Onſke frembare alle Munkene. Heimer red nu ud paa
Øen, og imod Gam Aſpilian, og ffisnt det var en

frygtelig Sag af 'ftride mod ham, red dog Heimer faſt

imod Riſen, og bad nu Gud at hjælpe fig. Da raabte
Riſen: „Hoad er det for en lille Mand, ſom vrider

imod mig? Hvad vil du? Tanker du at flaaeg med .

mig? Jeg fætter en GÉam i af dræbe dig, far derfor.
hjem, og fag dig i Agtl” Da foarede Heimer: Hor
du hin onde Hund Aſpilian! fan for ſom du er, og
. faa lave og forte Been fom. jeg har, faa ſtal jeg dog
vorde dig Obi nok, før bi Milles, fan at du, Hvor ſtor
du end er, ſtal komme til at ſee op til mig; thi viid,
du Nifel et flyer jeg for dig ene, ſom Sagerne nu
fiane.” Nu flog Heimer fin Heft, og red mod ham,
og ſtak Spydet under Riſens Arm, men faa gode vare

hans Dakningsvaaben, af dette Stik ſtadede ham ikke.

Da ſkod Rifen fin Hellebarde imod han, men Heimer
heldede fig frem over Sadelbuen, og Hellebarden fløt
"øver ham, og gif i. Jorden, fan at. intet af den ſtod
op, og intet Mennefte har fiden fundet denne Helles
Garde. Ved det fore Stik, ſom Heimer gav. Rifen,

,

389 € Dibrif af Berns Saga, 419

braft Sppoſtaftet i Stykker, men Heimer ſprang af

Sadlen, og kom ſtaaende til Jorden, og greb nu om
Haandfanget paa fit Sværd, og traf det i en Haft ud.
Riſen fprang da ogfan ned, og blottede fit Sværd,
. Føang det i Veiret, og hug til Heimer, men Heimer
undgik Hugget, faa at Riſen forfeilede Gam, og hug
i Jorden. Heimer dreiede fig derpaa hurtig, fvang
ft Sværd, og afhug Riſens heire Haand ovenfor
Svardehjaltet, fad at Haanden og Sværdet faldt ned
til. Jorden, og frar derefter gav Heimer fam et andet
Slag. over Laaret, hvormed han ſtar Laarkſodet af
langs ned med Benet; og fan fige tydffe Kvad, at han
ſtar faa. meget af hans Laar, at een Heſt ikke kunde

drage mere. Nu ſaae Rifen, at han maatte opgive

Seiren, da han havde miſtet fin Haand, og han havde

nu faaet faa ſtort et Saar, at han ei anden Gang"
kunde ſtande for et-faadant Hug. Han lavede fig dem.

for til at lade fig falde over Heimer, da han vidſte, ak
denne vilde blive dræbt, om han kom under ham. Men
fan fodhvas og djærø var Heimer, at, ffjønt han fane,
at Riſen vilde falde ovenpaa ham, vilde han dog alliges
vel ikke undlobe, men fprang ind pag Riſen, i der
ſamme han faldt, og faa traf det ſig, at Riſens Been
fom paa. hver fin Side af Heimer, men Heimer ſtod
uſkadt imellem dem. . Og han dreiede fig nu om; og
hug derpan det ene Hug efter det. andet, far at tilſidſt
hvert Lem laae for fig. Munkene, ſom pasſede Ski⸗
bet, hørte da faa ſtort et Dran, at Jorden ſtjalv under
dem, og da de nu fade, at Riſen bar falden, oploftede
de alle et $yrieeletfon", og lovede Gud før hang Sev

1) b. fe" Herre forbaum digt. — er
Dd2

U

420 Didrik af Berns Saga. . 3906,

tegn, og fom ud paa Øen imod Helmer. - Han red
imod dem, og var ikke ſaaret. Derpaa fleg han paa -
Skibet med fin Heft, og de fore.i Land og Hjem. til
Kloſtret, men Tidenden var allerede fommen Gjem for
dem. Abbeden gik nu imod Heimer, og med. fam alle
Munkene, og bare Skrinet og Helligdommene ud; og
gjorde en anſeelig Procesſion, og takkede Gud, for aft
han ſaaledes havde flanet dem bi. Heimer ſteg af fin
Heſt foran Kirkegaarden, men Abbeden og Prioren
toge ham i Haanden, og forte ham ſaaledes i Kirken
til ſit Sæde, og Heimer iagttog Neglen endnu en Tid
ligeſom for.
" 390. Denne Tidende ſpurgtes nu vidt omkrius,
at Aſpilian Riſe var drabt, og at en Munk havde
gjort det. Men da Kong Didrik af Bern ſpurgte dette,
fandt han det beſynderligt, og tænkte over ved fig ſelv,
hvem dog denne Munk funde være, der" havde udført
ſaa ſtor en Heltedaad. Han mindedes nu, at alle
hans Kamper vare dode; kun vidſte han ikke, hvor
hans tjære Ven Heimer var kommen hen, thi dm hans
havde han aldeles intet ſpurgt, faa han ikke vidſte,
om han var dsd eller levende. Han tyktes, at denne
Daad iffe kunde ligne nogen fan meget fom Heimer,
om han Gar i Live, men intet Menneſtekunde fige
ham, Hvad der var blevet af Heimer. Kong Didrik
ved da til dette Klofter med fine Mænd, og kom der en
Aften. Kloſtret hed Vadmeuſan. Da han: fom til
Kloſtret, lod fan Abbeden falde til fig. . Abbeden gik
ud af Kloftret, og modtog Kong Didrik vel, og ſpurgte,
hvorhen han dilde veife, "Kongen fagde, at han reiſte
i et ——— rende. Derpaa fagde Kongen til Abs

⸗

| BØN Didrik Berns Saga. 421

Er her nogen Munk i dette Kloſter, ſom hedder.
— og er en San af Studag?”. Abbeden ſparede:
Jeg fan opregne Navnene paa alle de Munke, ſom
ere ie dette Kloſter, men ingen af dem hedder Heimer.”
Derpaa fagde Kongen: Da kommer FJ til at tillade
mig, at gaae ind i Kapitlet og- falde alle Munkene til
mig. FJ det-famme gik ud-af Kloſtret en Munk, iført
fin Kappe og en fid Hat; han: var bredſtuldret, dog
lav af Vært, havde et bredt og ſidt Sfæg, der var
graat fom en Due. ” Denne Munk taug, og malte iffe
et Ord fil Kong Didrik. Kong Didrik vendte fig mod
"Sanden, og tyktes kjende, at det maatte være hans
gode Stalbroder Heimer, og fagde: Broder! vi have
feet mange Vintre; fiden vi ſtiltes ſom gode Venner,
og faa ſtulle vi nu igfen findes. Du er jo Heimer,
min fjære Ven.” Da ſvarede Munken: „Heimer, ſom
du begræder, ham Éjendte jeg aldrig, og aldrig fane
jeg ham; og ei far jeg været din Mand, faalænge ſom
… jeg har levet.” Da fvarede Kongen: Broder! mins
deg du nu, Hvorlunde vere Heſte drak ved Frifia, faa
Bandet ſvandt fan meget, at det. endnu fan fees.”
Da fagde Heimer: Ei fan jeg det mindes, at jeg har
vandet Heſte med dig, thi aldrig ſaae jeg dig før, faa
vidt jeg fan. huſte. »Da ſagde Kong Didrik: „Vil du
nu end ei kjendes ved mig, da kunde du dog kjende mig
den Dag, da du forhen fulgte mig; da jeg blev dreven
ud-af mit Rige, og du drog hjem til Konning Er⸗
menrik, og han drev dig fra ſig i Landflygtighed; dette
maa du vel kunne mindes, om du end ſiger, af du als
drig har feet mig.” Da fvarede Heimer: Ei fan jeg
det mindes, -fom du nu fagde. Jeg har hørt nævne

422 Didrik af. Berns Saga, 391C.

Didrit af Bern og Konning Ermenrik af Nos
meborg, men andet kjender jeg aldeles ikke til dem”
Broder!” ſagde Kong Didrik, .der faldt mangen
Snee, ſiden fidft vi faaeg; det fan du vel mindes, da
vi rede til Gildes til Romeborg, hvorlunde vi.fandt
for og paa Veien Iron Jarl med fit ſtore Saar; og
hvorlunde hans Falke gole over ham, og hvorlunde
hans Hunde tudede, og hang Heſt vrinſtede, og hvor⸗
funde alle hans Mænd havde elſtet deres Herre, faa at .
ingen af dem vilde Files fra ham.” Og nu fagde
Heimer: Ei mindes jeg det, at jeg par der. tilftede,
hvor Iron Jarl faldt.“ Fremdeles fagde Kong Didrik:
««GBroder! fa! mangen Snee er falden ſiden den Tid;
og nu (Tal du mindes, hvorlunde vi kom til Romeborg
fil Kouning Ermenrik, og hvorlunde vore Hefte vrin⸗
ſtede, og alle befevne Kvinder ftode og fane paa og; da
havde vi Haar af Farve ſom Guld, og ſom hang i fagre
Lokker, men nu er det graat fom en Duer, baade dit og
mit. Alle dine Kæder ere farvede fom mine. Siig
mig, min Ben! mindes du, hoad jeg huſter dig pan?
fad migset ſtande her længer for dig” Da. loe Heimer,
og fagde: Gode Herre Konning Didrik! nu mindes
jeg aft det, ſom du Huffer mig paa, og nu vil jeg

drage med dig.” Da kaſtede Heimer Kappen, og gif .

tilbage i Kloſtret, og tog alle ſine Vaaben og fin Heſt,
og red bort med Kong Didrik og Hjem til Romeborg.
: ev tog Kong Didrik ſardeles vel imod Heimer, og
fatte ham over ſine Riddere ved Hirden, og gav ham
et ſtort Lehn, og der bar han faaledes en Tid.

391. Engang taltes Kong Didrik og Heimer ved,
og gik paa Raad ſammen om Skattelandet. Da ſagde

Må

391€. Didrik af Berns Saga. 423

Heimer: „Herre! du er nu den magtigſte af alle Longer
i Verden, og tager Skat af hvert Land og Hver Borg
her over hele Lungbardiet og vidt omkring paa andre
Steder. Den Skat yder mangen rig og fattig Mand.
Hvorfor, Herrel henter du ikke Skat der, hvor der
er nok af Guld og Sølv, fom jeg veed, at ingen hæver
Skat af, hverken du, Herre! eller nogen anden Mand;
det er nemlig af det Klofter, hvor bi vare.” Hertil
fvarede Kong Didrik: „Der maa være mange Ciendele,
fom du fagde, og deraf have vi aldrig hævet Sfat.
Men om vi ſtulle faae den, da maa du være. den førfte
Mand fil at kræve Skatten.“ KRide vil jeg, for af >
fræve Skat,“ ſparede Heimer, hvorhen du det onſter.“
Gaa Dage derefter var Heimer færdig til af ride,. og -
vilde nu drage til, Kloftret. Han vred da, iført fine
Vaaben, ene did. Munkene vare vel blevne meget
forſtrekkede, da han før drog ſaaledes ud af Kloſtret,
uden at bede Abbeden om Lov dertil, men dog, paa den
anden Side, tyktes det dem meget godt, at han var
borte; fordi de alle frygtede for fam. Da han nu
fom der tilbage, gave Munkene ham Herberge Natten
over, men neſte Dag om Morgenen traadte han ind i
Kapitlet, kaldte alle Munkene did, og talte da forſt
til Abbeden og fiden til alle Munkene. Han fremſatte
ſit rende for dem, og Tagde, at Didrik af Bern
havde fendt ham did med der Hverv, at fræve Skat
der ſom andenſteds, da han vidfte, af der var fan meget
Guld og Sølv og Landſtold, at ikke engang, det Halve
behsvedes at lægges til Stedet. Derfor,” vedblev
Heimer, ſporger jeg nu eder, om J ville give Kongen.
ben Sat, Gam tilkommer? Derpaa vil jeg. hore eders

424 Didrik af. Berns Saga. 392 &

Svar” Da fvarede Abbeden: ; BE vogte her det
Gods, ſom Sancta Maria tilligemed Gud eier, og alt
dette er faa frelgt for hans Krone, af ingen Konge Kal.
deraf have Sfat.” «Bille J ikke yde Skat til Kon,
ning Didrik,“ fagde Heimer, da ville J udfætte eder
for hans Vrede, og det er ogſaa ef ſtort Under, at I
; her ſammendrage faa ufallig mange Penge, hvoraf intet
Menneſte faaer Nytte, og J dog ei ville yde Kongen
Sfat deraf.” Da fvarede Abbeden: Heimer! dy er
Dift et ondt Menneſke, du (86 ud af Kloftret ind i Kon⸗
gens Hird, men nu er du kommen tilbage, og vil rane
Helligdommen. Far du, Heimer! nu tilbage til Kon⸗
ning Didrik, ſom Fanden før har indffudt dig, og
vær der en Djævel ligefom Konning Didrik.” Nu blev
Heimer fan bred, at han traf fit Sværd. Nagelring,
og hug der førfte Hug over Abbedens Hals, faa det
tog Hovedet af; og dernæft dræbte han alle Brødrene,
og tog der Guld og Sølv, og alt, hvad han vidfte,
at disſe Munke havde haft i deres Varetægt, Alt
dette Gods bar han, faa vidt han kunde komme afſted
dermed, bort fra Stedet, og læsfede dermed mange
Heſte. Da kom Kong Didrik til, og de ſtak nu Ild i
Kloſtret, og lagde det heelt i Uffe, men førte alle Eien⸗
delene hjem, og lagde dem i deres Skatkammer. |
392. Kong Didrik ſik nu Efterretning om en
, Rife, fom havde faa meget Guld og Sslo under ft
Varge, at man ingenfteds havde hørt tale om mere
Guld paa eet Sted. . Denne Riſe var nu gammel,
' men for Neften den ſtorſte og ſtærkeſte af alle Riſer,
faa at ingen Elefant kunde bære ham. Da han: var
langſom til. Fods, laae han paa eet Sted, og for den

U

"dl

zo2 . Dibrit af Berns Saga. 426

ESass Skyd var han ei faa meget paa Farde, at Folk

i Almindelighed vidſte noget til ham. Heimer gav
Kong Didrik Underretning om denne Riſe, og fagde
at han vilde drage og Fræve Skat af. ham for Kong

Didrik. Dette ſyntes Kongen vel om. Heimer lagde

fil, af han ikke Ejendte noget Menneſte i, det Land, der
jo pdede Kong Didrik Hæder og Skat, uden denne
Riſe allene. Heimer tog dernaſt fin Heſt og. fine Vaa⸗
ben, og begav fig paa Veien did. Og omſider kom—
han op paa et høit Fjeld, hvor der. var en flor GÉov.

Han fandt der en Grotte, og fprang da af fin Heſt,

og gif ind i Grotten. Der faae for ham en Riſe faa
ſtor, at. han aldrig havde feet hans Lige i Storrelſe,

og denne havde Haar, graat fom en Due, og fidt, . faa

at det bæffede hele Anſigtet. Heimer gik til ham, og

ſagde: «Stat op; Riſe! og varg dig! Her er kommen
en Mand, der vil ſlaages med dig.” Riſen vaagnede
derved, og mælte Driſtig er du Mand! men ei umas
ger jeg mis med at ſtande op og. dræbe dig.” Staaer

du ei op,” ſagde Heimer, ,,0g varger dig, da drager:
jeg. mit Sværd ud af Skeden, og dræber dig.” Da
ſprang Riſen op, og ryſtede Hovedet, og Haaret reiſte

- fig paa det; faa man maatte grue derover. Han greb

dernæft fin Stang, ſom baade var. fang og tyk, og
ſpang den faa vældig, af han i det forſte Slag Eaftede

Heimer faa langt bort og fan fnart, ſom en Kolfe flyver .
, fra en Bue, og faa høit, at han var død, før han
kom tilbage til Jorden. Saaledes fortælles Heimers
Endeligt. Dette blev nu ſpurgt vidt omkring, at en
ſaa ftor Kæmpe havde miftet fit Liv. Ogſaa blev det

berettet Song Didrik af Bern, at hang kſareſte Ben

/

426. Didrit af Berns Saga, 392 C.

5
Heimer var ded. Da ſagde Didrik: Nu ſtal eet af
Delene ſtee, enten at ſeg ſtal fade dette hævnet, eller

at jeg ſtal lade mit Liv;” og fan fod da tage fin Heſt

Blanka og alle ſine Vaaben. Længe red han over dybe
Dale og hoie Fjelde, inden Han kom til det Sted, Hvor
denne Nife boede. Men da han var kommen der,
fprang han af fin Heft udenfor Grottens Der, og
raabte: Kiſe! flat op, og tal med mig!” Riſen
ſpurgte, Hvo der var. Kong Didrik ſparede: Jeg
er Konning Didrik af Bern.“ Da fpurgte Riſen:
«vad pil du mig, da du kalder mig ud af tale med

- Dig?” Kong Didrik vedblev: " Vil du vedgaage, at

du har dræbt min kjære Ven Heimer, fiig frem!” Ei
vidſte jeg,” ſvarede Riſen, ,,at Heimer var din Ben,
men det ev fandt, at jeg dræbte ham, fordi han havde
bræbt mig, om jeg ikke havde dræbt ham.” Da fagde
Kongen: Har du dræbt min fjære Ben Heimer, da
vil jeg hævne ham. Stat op til Kamp mod cen Mand!”
Jeg troede,” ſparede Riſen, ,,at een Mand (fulde
ei udbyde mig til Enekamp. Men er du begjerlig efter
den, da ſtal jeg tilvisſe tilftaae dig den;” og fan fod

nu hurtig op, tog fin Stang, og ſprang imod ham.

Kong Didrik blottede derpaa fit Sværd, det hoasfe
Ekkiſax; men Riſen foang Stangen med begge Hænder
af alle Kræfter, Skſont Kong Didrik fang, hoorledes
Stangen foer afted, ſprang han dog ind paa Riſen,

og vilde ikke undflye. Riſen flog da Stangen ſaaledes,

at Enden traf i Jorden bag ved Kong Didrik. Denne
trængte nu haardt ind paa Riſen, og hug i eet Hug
Begge Hænderne af ham ovenfor Stangen. RNifen bar
nu fri for af ſeire, da Gan havde miftet ſine Hender,

9: C. J Diit af Berns Saga. 427

og gKong Dideit gik el Gort, for han havde —
Riſen. Da ſprang Koͤngen paa fin Heſt, og havde un
afholdt. den fidfe Enekamp, fom er omtalt i Hans
Saga; og denne Daad blev føden meget navukundig,

…” hvorlunde han hævnede fin kjare Jen.

Tredivte Fortælling
Didriks Endeligt.

393. D erefter er der ikke fortalt noget om, af Kong
Didrik fi ſiden ſtal have ſpurgt til ſaadanne Kamper eller
Riſer, ſom det ſyntes ham at være til Berommelſe at
ſlaaes med. Kong Didrik var nu fan for en Kempe
og bersmmelig Helt, at ingen torde fætte fig i Ligning
med ham; og fan fatte nu ene fin Beremmelfe i, at
jage ſaadanne ſtore Dyr, fom andre Sæmper ikke forde
ride imod. Ofte red han med faa Folk paa Dyrefagt,
og udførte der mangen Heltedaad, ſom vi ei kunne ops
tegne, og ei have fpurgt. Kong Didrik var da næften
krafteslss af Alderdom, men han førte dog fine Vad
ben vel. Engang havde han taget Bad paa det Sted,
… fom nu faldeg Didriksbad. Da raabte een af hang

Svende: Herre! her lober en Hjort; og aldrig ſaae
jeg, ei heller kan nogen have ſeet ſaa ſtort eller ſaa
prægtigt et Dyr. ” Da Kongen hørte dette, ſprang
han op; og tog fin Badekappe, ſvobte den om fig, og
raabte, da han fane Dyret: Tager min Heſt og mine
Gunde!” Da løb Svendene, faa hurtig de kunde,
for af tage hans Heft. Nu tyktes Kongen, at det var

em

48 Didrik af. Berus Saga. 393 C.

for lenge at ble, da Dyret lob raſt, og han ſaae da,
hvor der ſtod en meget flor Heſt med Sadel; den var
fore fom en Navn; og han løb til den, og ſprang paa
dens Ryg. JF det ſamme floge Svendene Hundene: 198,
men Hundene vilde ikke [sbe efter denne Heſt. Nu lob
Heſten under ham hartad raftere, end noget Slags
Fugl fiyver. Hang bedſte Svend red efter ham pag
hans bedfte Heſt Blanka, og ham fulgte alle Hundene.
Kong Didrik fandt nu, at dette ikke maatte være nogen
Heſt, og han vilde nu ſlaae fig los af dens Ryg, men
han kunde ikke hæve noget af Laarene op fra Heſten;
faa faft fad fan. Da raabte Svenden paa ham, og
fagde: „Herre! naar vil du komme tilbage? Hvorfor
rider. du fan haſtig?“ Kong Didrik føarede:. Jeg
rider ilde,” fagde han, dette maa være en Djævel,
fom jeg fidder paa. - Men tilbage mon jeg komme, naar
Gud og Gancta Maria vil.” Lg dernæft fjærnede de
fig fra hinanden, faa at Svenden tabte Kong Didrik
af Syne; og aldrig har man fiden fpurgt til ham, og

ingen veed, hvor han fra den Tid ev bleven af; men

faa fige tydfte Mænd, at de have faaet at. vide i
Dromme, at Gud og Sancta Maria have ladet Fong
Didrik nyde godt af, at han — deres Navne
ved ſin Dod.

Her LA vi denne Sagas Brafogn.

i lg ' i i ——— —
la E rer — i Es go TE . mæ

Overfigt af Capitlernes Indhold,

—

[| *

1. Om Kong Samfon i Saferne:

*

1 — . Ridder Samſon og Sobgele Zan Dans Datter

14

SEN

12 —

Gildeſrid.

Ridder Samſon lokker Jatlens Datter Sunefoib til at

- følge fg. EA EN |

Ridder Samſon og Sadler Datter bideſoids Bort⸗

reiſe fra Borgen Salerne, Segningen efter dem 'øg
Rodgeir Jarls Fald. i BE ;

Om Ridder Samfon og Kong, Brunſteen og SR

Brunſteens Fald. så sd

Ridder Samſon træffer fin Fader
Ridder Samſon bliver Hertug i en Borg. --

Hertug Samſon faaer'en-anden Borg.
Gertug Samſon bliver Konge i Borgen Salerne.

Om Kong Samſon og hans Sonner Ermenrik og Ditmar.
Kong Samſons Tale til fine Bordgieſter. ;

Om Kong Samſons Udfendinge og Skattefordring til

Elſung Jarl af Vern og —————— Jarlen — ege
Imod,

Kong Samſon SE (9 satt, og bliver Song ft.
Ben, … '

Kang Samſons Søn —— — — Jarle Datter

Odilia; om Kong Samſons Dod og haus Son Kong
EGrmenriks Magt, og om. — —

Samſons tredie Søn, , NE

”
d —

430

=

Im Didriks Ungdom.

14 Cap. Om Kong Ditmar og hans Son Didrit, Deres Vært

18 Cap,

19

20
21

24

I

og Fuldkommenheder.

Hildebrand kommer til nalk og bliver Didriks Stal⸗
broder.

Didrik og Hildebrand — ODvorgen — og faae
Sværdet Nagelring, og dræbe Grim og Hilde.

Om Heimer Studasfen og hans Ankomſt til Bern og
hang og Didriks Enekamp.

III. Velents Saga.

Om Kong Vilkinus, at han avler Vade xihe me en
vavfrue.

Om Bade Riſe og hans Son Velent, hrorlunde han
kom fil Mimer Smed i Huneland. gr så

Om Bade Rife og. Dvævgene og hans og deres Død.
Velent kommer til Kong. Nidung, og vedder med hans
Smed Amilias. | E
Velent favner fit Værftal, og gjør et Billede efter
Regin.

Velent fmeder Soerdet Mimung, men Xmikias Harniſt,
og om deres Prøne. - - —

WVelent faaer af Vœringerne Navnet Vølund, og ſme⸗

der for Kong Nidusg.
Kong Nidung ſporger Ufred, og om bet, åt Belent
faaer Løfte pan hans Datter, henter haus Seierſteen,

og kommer i Strid med Sktienkeren.

Kong Nidung lader Velent lemlæfte.
Velents Broder Egil kommer fl Kong Nidungs Hird.
Velent boder Kongedatterens Ring, og ligger hos hende.

Belent dræber to af Sangens —— og ſmeder jens
: Bager af deres Been.
Belent gjør, en Fiederham, og — —2 bort fra

Kong Nidung.

31 Cap.
32 —

Bidga udbyder Didrik til Enekamp.

4384
iv. Vidgas forſte Bedrifter. |

Widoa Velentſens Fodſeil. |
Om Vidga Velentſon og Didrik, Kong — Son
af Bern.

” Bidga' bereder fig paa at deiſ⸗ —

Vidga træffer. Hildebrand og hans Stalbredre.
Vidgas Samtale med tolv —— og hvorlunde

han overvinder dem.

Hildebrands og Vidgas Raadflagning, , famt hoorlunde
de brænde Kaſtellet. i .
Hildebrand og Ledfagere reiſe over Weſeraa, og lys
overvinder Sigſtav og hans Stalbrodre.

Didrits vo Vidsas Enekamp.

Didrits Kampe med Etta og Zaſeld.

Didrik forblev en Tid hjemme. i Bern meget fadet
dog vilde han ikke vente , til han blev helbredet, men
for at han ikke ſtulde forringe fin ———— red
han bort.

J Didriks og Ekkas ——— som — —* og om
hans Dronning. —

Om Didriks og Faſolds ——
Didrik og Faſold dræbe et ſtort Dyr eller en Elefant. i
Didrik og Fafold hjælpe Sintram ud ——— Mund,

vogo overvinde Dragen,

vi Ofamips Sig med metias.

45 Cap.

6 —
47 —

Om. Kong Vilkinus i Bilkincland og Song Gerni å
Rusland. i

Kong Vilfinns”s og. Song briit Jorlig. . - 4
Kong Vilkinus's Død og hans Bøn Nordians —
ting og om — verait.

432

48 Cap,

51 —
62 —

55 —

Kong Gernit indtager Vilkineland og gier Nordian til
fin Underkonge i Sjælland, og om Kong Hernits Sønner,
Koug Hernit flifter Riget mellem fine Sonner og doer
ſiden.

Her fortælles om Kong Nordian og alle hane Sonner.
Kong Oſantrix's Dronning Julianes Død.

Kong Ofantrir beiler til ide en Datter af Kong Mer
lias i Huneland.

Her fortælles om Kong Oſantrirxe udſendinge , 98 —
lunde Kong Melias optager Frieriet.
Kong Ofantrix's Broderſonner Hernit og Hirder komme
til hans Hird.

Kong Ofantrir ſender Hernit Jarl paa grieri til Hu⸗
neland.

Hexnit Jarls og hans Ledfageres Reiſe til ——
Oſantrix lader udrufte en Gær at drage til Huneland,
„og ſender Bud efter Riſerne.

Kong Oſantrix's Krigstog ind i Sanclan
BVorgmændene give ſelv Oſantrix Lov til af ride ind i
"Borgen , og om Kong Melias's og Kong Oſantrix's i
Samtale.

Om Vidolf Mittumtange goretagende og Bilkinemen⸗
denes Allarm.

Kong Oſantrix faaer Kong Meliad's Datter Oda.

Attilas gige med Melias og Ofantri,

Kong Attilas Ophav og Kong Meliass Død.
Attila tages til Konge over Huneland og hans Broder
Ottnit over Frisfand, og om Oſid Ortnitfen, at han

kommer til Kong Attila.

Oſide og Rudolfs Reiſe, for at beile for Kong Attila til
Erka, en Datter af Kong Dfantrir i Vilkineland.

Kong Attila ſender Markgreve Rudolf paa Frieri til

Vilkineland.
— Rudolf fremtomjiee med fit Werende.

⸗

433

67 Cap, Kong —* Svar hertil, og Markgrevens Sjemrelfe,

68 —
69 —

70 —

É-; HET SS
—
73 —

74 "mis
75 —
76 —
(rager

78 —

. 79 —
80 —
8 —

83 —

Om Kong Attilas vorſamling og Krigstog til lle
neland.

Kong Ofantrir ſporger ufred, og ſender Bud til Sjæle
land efter Riſerne, og om deres Flugt: for Kong Attila.
Kong Dfantrir drager med fin Gær mod Kong Attila,
Om den lonlige vor, hvormed Markgreven kom J—

paa Kong Oſantrix.

Markgreven udtænkte en ſtor Lift mod Kong ANSE
Rudolf kommer til Vilkineland, og falder fig Sigurd,
Sigurd mistænkes nu 'itfe mere.

Sigurd kommer i Kaſtellet, og faler med Zomfrũ Erka.
Rudolf aabenbarer fit Navn og Xrende for Jomfru
Erka.

Sigurd beder om Lov til at — bort og hente fin
Broder Alibrand.

Grev Rudolf vrider til fine Mænd, og tager Ofid med
fig til Kong Oſantrix's Hof. ;

Grev Rudolf. og Oſid ride bort til deres Mænd med
Jomfruerne.

Kong Ofantrir ſporger, at hans Datter er borte.

: Om Gvev Rudolfs Udſendinge til fin Konge Attila.
Kong Dfantrir'å og "Grev Rudolfs Kamp, og Kong
Oſantrixs Flugt?

Kong Attila reiſer igjen hjem til ——— og sled:
Bryllup med — ik

*

VIIL. Valter og Hildegunde.

84 Cap. Venſtabsforbindelſe imellem Kong Attila og Kons GE

85 —-

——7
86 —

87 —

menrik i Apulien.

Valter af Vaſtaſteen og Hildegunde, Ilias Jarls Bie
af Grokeland, drage hemmeligen- bort fra Suſa.

Kong Attila fender Mænd ud efter Hildegunde og Valter.
Valter dræber Kong Attilas udſendinge, og vetfer ders
paa fin Bei. F

ak!

Norbifte FortibasBagaer, 3 Zdie Sint. | Ee

N

"405
106:

SEBS388 S8& & &g&8 8

| .
e

IX. Ditlev Danſkes Bedrifter,

Om Heimers og Vidgas Uvenſtab.

Heimer drager bort fra Bern, og giver fig i Selſtab
med Ingram Naver i Falſterſkov.

Om SKjøbmændenet og Rovernes Kamp.

Her begyndes at tales om Bitterulf og hans Son
Ditlev.

Bitterulf bydes til Sildes, og hans Søn Ditlev vil
reiſe med,

Bitterulf giver fin Sen Ditlev Vaaben og Klader.

Bitterulf og Ditlev dræbe Roverne i Falſterſtov, og
om Heimers Flugt.

" Ditlev fræver fine Klæder og waaben, og files fra fin

Fader og Moder,
Sigurd Greker og Ditlev Danſte ie og ſlaaes.
Ditlev Danſke kommer hjem til Sigurd, og om Ditlev .
og Sigurds Datters Samtale, |
Sigurds og Ditlevs Skifte og Forlig.
Ditlev føger efter Didrik af Bern. i

, Ditlev træffer Herr Didrik af Bern.
Om Ditlevs Gieſtebud.

Nu vil Herr Didrik have fine Vaaben.
Ditlev underretter Kong Ermenrik om fin Fortæring. i

Balter af Vaſtaſteen byder "Ditlev —— at prøve

Idrætter med ham.
Valter og Ditlev prøve nu deres. Kræfter,
Kong Ermenrik løfer Valters Hoved.

X. Kong Didrik hjælper Attila og Ermenrik.

107 Cap. Ømlung kommer til Didrik af Berns Hof.
100 — Om Kong Ditmars Død, og at — taget Imod pons

va

109 —:

110 —

i

gedemmet.
Nu kommer Bildifer fil Bern. |
Didrik fender Bud efter Serbrand, ?

Ww

U

| 433

111 Cap, Nu ér ber anden Gang Strid imellem Kongerne Oſan⸗

trix og Attila.

Ver tales om Kong Oſantrixꝰs —

113 — Kong Attila ſender Kong Didrik Bud om Hjælp.

414 — Kong Didri€ rider ud af Bern, og Fommer Song At⸗
205 fila til Hielp. i

115 — Kong Oſantrix's Strid med Kongerne Dibtit og Attila

116 — Vitdga — til gange; — Attilas og Didrits

Viemreiſe.
117 —Kong Attila anes * i Stoven paa Dorelagt, "og
10.5 med: ham Bildifev, ſom dræber en Bjørn.

118 — Vildifer forbinder fig med Sfung Spillemand, og *

— ſeger Vidga.

119 — Om Vildifer og Iſung ESpillemand.

120 — Iſung Spillemand kommer til Kong Re og free

| - for ham, .

121 — Kong Dfantrir beder, at Bjørnen ſtal bande for. —

122 — Rong Oſantrix gaaer til ———— med fine Hof⸗

—
SS
de
|

folk.

123 — Om Viertedandſen og: ; Mifæene Vidolfs og p Uventrabe
Ded.

124 — Vidga ſlipper les, og rider bort med Iſung og —

125 — Widga rider hjem til Bern, og at hale Bo,
—— hans Sværd er.
126 — Kong Ermenriks Ordſending til Song Didrik om —
petropper.
127 — Vidga dræber Rimftein Jarl, ;
"1287 — Vidga vider hjem til Leiren.
429 — &Vidgas og veimers uvenſtab.
130 — Kongerne indtage Borgen, fætte Walter af Vaſkaſteen
over den, oͤg drage — hiem.

FR.

XL Sigurds Bodſe og Ungdom,

131 Cap, Om Kong Sigmund og hans Frieri til Sifille, —
Datter af' Kong, Nidung f Epanien.
Ce 2

,

132 Cap. Kong Sigmund reiſer felv fil Kong Nidung.

133 — Kong Sigmunds Bryllup.

134 — Kong Sigmund udrufter en Hær, at hiehe Song! Dra: j
folf mod Pulineland,

135 — Kong Sigmund overdrager Riget og fin Frue Sifille
i fine Raadgivere Artus's og Bermans Honder.

136 — Om Kongerne Sigmunds og Draſolfs Her og Hærs
færd. - *
137 — Grev Artus's Samtale med — Site.
138 — Grev Sermans og Dronning Sifilies Samtale: i
139 — SGreverne bagtale Dronning mine hos Kong ———
440 — Dronning Siſilies Dod.
141 — Grev Herman rider tilbage til Kong Sigma,
142 — Om Sigurd Svend. —
143 — Om Mimer og Regin. mr m
144 — Om Mimer og Sigurd Svend. i
145 — Om Sigurd og Ektihard. HL:
146 — Sigurd dræber Regin. - i
147 — Sitgurd dræber fin Fofterfader Mime
"448 — Sigurd finder Brynhild, og faner Grane.
149 — Sigurd Svend kommer til Kong Iſung.

XxII. "Kong Didriks og hans REE Ruftning, ng

150 Cap, Om Niftungerne og Hegnes Fedſel. ORDE
1531 — Kong Didrik anretter et Gilde, og indbyder Kong
—— Gunnar og hans Brødre.

152 — Her nævnes Kong Didriks Kæmbper, .
1583 — Om Kong Didriks Ruſtning. |
154 — Om Sildebrands Ruſtning.
155 — BSeimers Ruſtning.
156 — Bidga hin Sterkes Ruſtning.
187 — vornboge Jarls Ruſtningng.—
158 — Om Ømlung og hans Ruſtning.
159 — Om Sintrams Ruſtning. SSG

160 — | om Ekkas og Faſolds Ruſtning.

—

| SEE — 437
161 Cap. Om Ditlev Danſte og hans VBaabenmoeerke.
162 — Om Vildifer og hans Vaaben.
163 — Om Herbrand hin Vidtfarne og haus VBaabenmoeerke.
Om Kong Gunnar og hans Vaaben.
165 — Om. hans Broder Hognes Ruſtning.
466. — Om Sigurd Svend og hans Ruſtningsmarkr.
167 — fer fortælles om Sifta og hans Sindelas.
Om Meſter Hildebrand.
"Om Helmer. | J É i

*
Fr
|

88
1J

..XIII. Didriks Tog til Bertangeland.
170 Cap. Kong Didrik taler om fine Mænds Tapperhed.
171 — Hildebrand fvarer Kong Didrit,
172 — Kong Didrik beſlutter at ride til Bertangeland og prove
fine Mænd.
"473 — Sildebrand tfører fig fing Vaaben, , og rider foran tit me:
S Bertangeland.
174 — De komme til den Skov, hvor Edgeir Riſe var,
175 —Om VBibgas og Edgeir Riſes Slægt —
176 — i Bidga rider ind i Skoven til Edgeir Riſe, og. overvin⸗
der ham.
me 177 —. Vidga narres med * Stalbrodre, og viſer dem —
paa Riſens Eiendele i Jordhulen.
178 — Om Kong Didrik og Kong Iſung og Sigurd Erend.
179 — Sigurd Svend drager til Kong Didrik.
180 — Amlung rider efter Sigurd, os vil DK fin Geft til⸗
bage, ”
181 — Gigurd Svends og Omlungs Zurnering og Stifte.
182 — Ømlung kommer tilbage til Leiren med bregge fine
— VGeſte.
183 — Sigurd Svend fortæller Kong Iſung, at Kong Didrik
— udbyder ham og hans Sonner til Kamp.
184 — . Kongerne Ifung og Didrik vetede fig og deres Mænd
"til Kamp.
185 — Heimers og den forſte Kongeſons CDE

438
- 188 Cap. Gerbrandé og ben auden Kongefens Enekamp.
187 — Bildifers og den tredie Kongeſens Enekamp.
188 — Sintrams og den fierde Kongeſons Enekamp.
189 — Faſold Stoltes og den femte Kongeſons Enekamp.
190 — Ømlungé og den fjétte Kongeſons Enekamp. SEE
1919 — Sornboge Jarls Enekainp med den ſyvende Kongeſen.
192 - —. .$øgnes Enekamp med den ottende Kongeſon.
193 — Ditlev Danſtes Enekamp med den niende Kongeſon.
194 — Lildebrando Enekamp med den tiende Kongeſon.
195 — Kong Ifung og Kong Gunnars Enekamp.
196 — Bidgas og den ellevte Kongeſens Enekamp.
197 — Kong Didriks og Sigurd Svends forſte Enekamp.
— Kong Didriks og Sigurd Svends anden Enefamp,
199 — Bidga laaner Kong Didrik fit Sværd Mimung,
— " Kong Didriks og Sigurd Svends tredie Enekamp.
"201 — Ømlung faaer Kong Iſungs Datter Falborg.
— Kong Dibrif og hans Stalbrødre reiſe igjen hjem til
Bern.

XIV. Sigurds og Gunnars Giftermaal. J

203 Cap. Hornboge Jarl og hans Søn Ømlung, Sintram og

. Gerbrand reiſe hjem til deres Niger.

204 — Sigurd Svend faaer Gudrun, en Soſter til Kong
Gunnar i Niflungeland.

205 — Kong Gunnar beiler efter — Svende Raad Hl
Brynhild.

206 — " Om Kong Gunnaré og Brynhilds Bryllup og Samfærd.

207 — Gigurd Svend berøver Brynhild hendes üſtyld. |

208 — Kongerne reiſe fra Brylluppet hjem hver til fit Rige,

XV. Herburts og Hildes Eiſ oshandel.

209 Cap. Sintram dræber fin Broder Herthegn⸗

230 — Om Herburts Ankomſt til Bern.

211 — Om Herburt og Hilde, en Datter al Kong Artus i
Britannien, x

⸗

Fa

212 Cap. Herburt tjener Kong Arkus, og er hane Stjerner,

213

244
215

216

217
218

———

|| *

|

219 Cay.

220
221

|

?

=-

Kongedatteren gaaer til Kivte, og Herburt taler med
hende. —

Herburt bliver Zjener hos Kongens Datter Hide. —

Herburt afmaler Kong Didriks Anſigt, og trolover ſig
med Kongens Datter Hilde.

Gerburt rider bort med Kongens Datter bude

hendes Fader Villie og Vidende.
Kong Artus udſender fine Riddere efterzverburt og Slide.
Herburt dræber Kong Artus's Riddere, og — bort
med Hilde til et fremmedt Land. …

XVI. Iron Jarls Saga.

Om Kong Didriks, Faſolds og Ditlev Danſtes Sig i
termaal.

Kong Iſung og hans Sønner komme tit Bertangelgnd.

Om Kong Artus's Sønner Iron og Apollonius, og om
Appollonius's Frieri til Kong Galomoné Datter i
Frankland.

Iron Jarls Kone Iſolds Rand, og Brodrenes Reife til
Frankrige for at beile til Kong Salomons Datter.
Om XSblet, ſom Jomfru Herborg gav Apollontius Jarl.
Jomfru Herborg ſender Apolonius et Brev, og SAR

reiſer lonligen til Frankrige.
Heppa Tiggerſte kommer til Jomfru Sad
Apollonius bortfører Jomfru Herborg fra fin Moder.

Om Jomfru Herborgs Død, og — Jarls og

Kong Salomons Uvenſtkab.
Om Iron Jarls Kone Iſolds Liſt.
En Gaardfvend fortæller Fron Sari om song Salo⸗
mons Dyrejagt.
Iron Jarl bereder fig. paa at følge. fn roder -Xpellos i
nius paa Dyrejagt.
Jarlerne jage Dyr i VWalſlongeſtov. —
Kong Salomon "jager Dyr i Ungareſton.

—⸗

440 i
233 Gay. Om Apollenins Jarls Zeger Rolf og Kong Salomon.

REE.

Yron Jarl vrider til Valſlangeſtov.

Om Iron Jarls Dyrejagt i Valfløngeftov.

Iron Jarl giver Nidder Vandilmar fin Datter med Gre⸗
venavn, og reiſer ſiden til Ungareſtov paa Dyrejagt.

Iron Jarl tages til Fange af Kong Salomon.

Apollonius Jarls DD, "BD: Fru Iſolds tel til Kong
Attila. «

Fru Iſold brager til ren Salomon, og beder ham at
udløfe hendes Mand Jron Jarl

Iron Jarls ——— og hans og Kong Salomons
: Forlig.

Iron Jarl mifter fin Kone Iſold, og elſter ſiden Bol⸗
friane, Hertug Ake Orlungetroſts Kone. i

Iron Jarl og Bolfriane give hinanden Løfte om eifob.

Hertug Ake faaer underretning om Iron Jarls og Bol⸗
frianes Elſtov.

Hertug Ake Arlungetroſt faaet Iron Jar chiel.

Kong Didrik af Bern og hans Kemper me Iron
Yarlé Lig, og hoilægge det. .

Jæger Nordian bringer — kats om Iron
Jarls Fald.

Hertug Akes Dod og Vidgas Giftermaal.

XVI. Siftas Havn.

Kong Ermeunrik voldtager Sifkas Kone Odilia.
Sifka faaer Underretning om, hvad Kong Ermenrik
havde giort hans Kone.

⸗

| Om Sifkas Svig.

Kong Ermenriks Søn Fredrik bliver mieneten efter
GSifkas Anftiftelfe,
Sifka raader Kong Ermenrik af fordre Skat af ermim.

Ermenriks Søn Reginbald drukner.

Om Kong Ermenriks Søn Samſons Dod.

Sifkas Kone Odilia bagtaler E
føgard og Ake, AÉe
lungetroſts Sønner, Silk —

Ny

'
i
SE REE. SAR 441
Å

256 — Om — Bradrene Eggards og honaiatg.
257

Eggards og Akes Drab.
Om deres Stedfader Vidga der Stærke Velentſon.

Sifka bagtaler Kong Didrik for Kong Ermenrik, og

faaer ham til at kreve Stat af Amlungeland.

… Kong Didrik nægter at give Kong Ermenrik Skat.

"Kong Ermenriks Trudfelsord mod Kong — og
Heimers og Vidgas Svar.
Kong Ermenriks Krigsudruſtning mod Kong Didrie

Vidga advarer Kong Didrik, og om dennes Raadſtagning.

Kong Didrik flyer fit Rige for Kong Ermenriks —
Om GHeimer og Sifka.
Vidga Velentſon den Sterkes Fapperhed og —

Om Kong Didrik og Markgreve Rodingeir.

Kong Didrik kommer til Kong Attila og — ſis

hos ham.

Attilas Krige med Oſantrix og —

Kongerne Attilas og Didriks Krigstog imod Vilkine⸗

mændenes Konge Oſantriixi. | SEK

Kong Oſantrixs Fald. — —
Kong Attilas Krigstog mod Kong Valdemar af bolm—⸗

gaard, Kong Oſantrix's Brodze.

Kong Attilas Krigstog i Rusland og Vilkineland mos
"Kong Valdemar.

Om Slaget. mellem Hunerne og KRusferne, —

Om Kong Didriks og Kong Valdemars Trœfning.

Om Kong Didriks Udſending Ulfard,

Kong Attila og Markgreve Rodingeir komme Song Didrik
til Hicelp, og om Didrik Valdemarſons Fengſel.

Dronning: Erfa læger Didrik Valdemarſon.

Didrik Valdemarſons Bortfœrd.

Om Dronning Erka og Kong Didrik af Bern.—

Om Kong Didrik og Didrik Valdemarſon.
Om det, at Kong Dibrit beder den anden IDE: at
bie efter ham.

282 Gap.
BI —

*
|

|

BE8 883 88
i

293 Gap.
294 —
295 —

Didrit Baldemarſend Ded.
Kong Didriks Tilbagekomſt til Bilkineborg, hang mod:

tagelſe der, ſamt Jarlens Raadſlagning, ham an⸗

gaaende, med fine Fortrolige.

Kong Didriks Samtale med Jarlen i Vilfineborg, og
Kong Didriks Hiemkomſt til Suſa.

Om Slaget mellem Kong Attila og Kong Valdemar.
Kong Didriks og Hildebrands Samtale om den Lil:
forledne Krig. : —

Kong Attilas Krigsudruſtning mod Rusland.

Kongerne Attilas og Didriks Raadſlagning.

Om Slaget imellem Kong Didrik og Valdemar, og
Kong Valdemars Død. .

Kong Attila vinder og indtager Palteftiaborg.

Om Kong Attila og Kong Valdemars Broder. Iron Jarl.

Om Kong Didriks og Kong Attilao Raadſlagning.

XIX. Didriks Tog mod Ermenrik.

Om Kong Didrik og Kong Attila.

Om Kong Didrik og Dronning Erka.

Om Kong Didrik, at Dronning — bad Kong Attita
at give ham Hjælp.

Kong Attila yder Kong Didrik —

Dronning Erka udrufter fine Sønner tu at følge Kong -
Didritk.

Dronning Erka — ren Detter til Kampens i

Kong Didriks Opbrud med fin $ær.

Kong Didriks Krigeforkvndelſe til Kong Ermeurit, es
dennes Gærfamling.

Kong Ermenriks Tale og Fordeling af ——

Om Mefter Hildebrand og Hertug Reinald.

Reinald beretter Hildebrand deres Leirs Indretning.

Siftas Mænd mede Hildebrand og Reinald.

Hildebrand underretter Reinald om Kong Didriks og
Hunernes Leirs Indretning.

Sifkas og Reinalds Samtale og Forhandling.

i 318 mme Om Dronning Erkas Begravelſe.

307 Cap, Om Didriks og Sifkas Fylkinge⸗Skifte.

308 — Om Kong Didriks Kamp mod Sifka.

309 — Om Vidga hin Sterke.

310 — Detters og Kong Attilas Sonners gab. i

311 — Om at Warfgreve Rodingeir ſlaaes med Reinald.

312 — En Ridder beretter — Didrik Detters og Junifernes

Fald.

313 — Om Vidga den — Sin Endeligt.

314 — Kong Didriks Veeklage og Oiemreiſe fil Huneland.

315 — Markgreve Rodingeir — Song Attila ham Son⸗
ners Fald.

316 — " Dronning Erkas Samtale med — Didrik.

317 — Dronning Erkas Endeligt,

XX. Sigurd Svends Endelige.

319 Cap. Om Song Guntiår og hané Brødre og Sigurd GSvend.

320 —Om Gudrun og Brynhild og deres Trætte.
321 — Dronning Brynhild klager fe for Kong Gunnar og

hans Brødre.
322 — Om Hognes Svig mod Si Svend.
323 — Sigurd Svends Endeligt.
34 — Om. Sigurd Svends Lig.

XXL Faſolds og Ditlev Danfkes Dod.

325 Cap, Om Kong Hernit og hans Kone Oſtanſia.

326 — Om Kong Iſung hin Storke og hans Sonner.

327 — Kong Iſungs Krigstog til Vilkineland.

328 — Kong Iſungs og Vilkinemendenes Strid. F i

329 — Om Dronning Oſtanſias Trolddom og Kong Iſungs og
hans Sonners Fald.

330 — Faſold Stoltes og · Ditlev Danſtes Fald.

331 — Om Dronning Oftanſias Dad.

⸗

44
XXI.

332 Gap.”

E BE SEE & SE & gg
|

e

Attilas Giftermaal med Gudrun, og Nifs
lungernes Reiſe til Huneland.

Kong Attilas Frieri fil Kong Gunnars Soſter Gudrun.

Kong Attilas og Gudruus Bryllup.

Kong Attila og Gudrun indbyde Song Gunnar og Døgne
hjem til fig til Gilde.

Kong Gunnars og Hegnes Samtale om Sejer til *
neland.

Kong Gunnars Moder Dronning Odas Drøm,

Kong Gunnar og Niflangerne begynde deres Reiſe til
Huneland.

Hogne holder Vagt ved SMinené Bred, og dræber en
Gavfrue. z

Om Soegne og Fergemanden. i

Hogne dræber Færgemanden, og om Beſverlighed for

Niflungerne ved af drage over Aaen.

Hogne træffer Markgreve Rodingeirs Vagtmand.

Kong Gunnar roen er med fin Har til Warkgreve Ro⸗
dingeir. i

Ser fortælles om, at Markgreve Rodingeir giver Gisler
fin Datter. ; —

XXIII. Niflungernes ſidſte Kamp.

244 Gap.

8
1111

*
|

351

353

Miffungerne, og med dem Markgreve Rodingeir, fomme É
til Kong Attila i Suſa. AR

Om Dronning Gudrun.

Dronning Gudruns Samtale med fin Broder føgne.

Om Kong Didrik af Berné og Hognes Benſtab.

Om bet Gjæftebud, fom Kong Attila 4 Suſa holdt for
Niflungerne.

Gudrun begjerer Hjælp af Kong Didrik, bertug Blodlin
og Kong Attila til at hævne Sigurd Svend paa Nife
lungerne. '

Gudruns Beftræbelfer for at fvige Niflungerne.

Om Kong Attila og Kong Didrik.

Gudruns Svig mod fine Brødre

Begyndelſen af Kampen i Suſa.

Om Niflungernes Kamp.

355 Cap, Om Slagt å ig føgne xczgenſane Bremgang og Kem⸗

pedaad. J
358 — Kong Gunnars Død, sr
357 -— Om føgnes og hans Bredres Fremgang.
3588 — Om Niflungernes og Hunernes Slas·
359 — Gertug Blodlins Fald. AGERE
. 360 — Om Hognes Fremgang og Ridder Iſungs Fald.
361 —: Om Gislers Kamp og Markgreve Rodingeirs Fald.
362 — Om Folfers Fremgang. —F
363 — Om Kong Didrik og Niflungerne og Gernoſts Fad,
364 — GBogne beder Kong Attila om Bred for — , 98 ork
| Gislers Fald, *
- 365 — Kong Didriks og føgnes Enekamp.
3662 — Gudruns Gruſomhed mod fine Broedre og hende —
367 — Om vegne og hane Son Aldrian.
Nm un xxiv. Didiit Tilbagereiſe.

368 Cap. Om Kong Didrik og Fru Herad.
360 — Fru Herad bereder fig til Reiſen — Kong Didrik
nt ryg Meſter Hildebrand.
370 — Kong Didrik fager Afſted fra Kong Attila. ,
371 — Kong Didriks Sorg og Klage over — Robin>
geirs Fald. .,
372 — Om Kong Didrik og Mefter Hildebrand, at de ſaae Ge
fung Jarl hin unge af ride efter dem, og berede fig,
373 — , Om Kong Didrik og om Elſung Jaris Fald. in. mr ER
374 — Elſung Jaris Frænde Omlung beholder Livet, og fortælter
den Tidenden om Kong Ermenriks Sygdom, og Borgs
"mændene om Elſung Yaris Fald.

XXV. Didriks o og Hildebranbs Modtagelſe i Bern.

375. Gap. Kong Didrik og Meſter Hildebrand komme til Amlun⸗
| — geland, og træffe Hertug Ludvig. og hans Søn Konrad,
FE ne og om Mefter Hildebrands Reiſe til fin Søn ——

ſom da raadede for Bern.
376 — Silbdebrands ;og Alibrands Samtale og Srifte.
327 — Sildebrands Indtog og —— i Bern, og Alibrands
Tale.
370 — RKong Didrik faaer igjen Ømtungeland og Borgen Bern,

* — J

XXVI. Didbrifs Seier og Hildebrands Ded.

379 Cap. Om Kong Didriks Slag med Sifta, og om at All:
brand dræber ham. .

380 — Kong Didrik bliver kronet til Konge i Rom.

3812 — Sildebrands Ded.

XXVI. Didriks Kamp med. —

382 Cap. Kong Hernit dræbes af en Drage.

3883 — Kong Didrik dræber Dragen og dens Unger.

384 —, Kong Didrik overvinder Roverne, ſom havde leiret fig
; om Borgen Babllon.

385 — Kong Didrik ægter Dronning Sfor,

XXVIIL Køng Attilas Ded.
386 Cap. Om Hognes Søn Aldrian og Kong Kttilas ås;

XXIX. Heimers ſniſte Bedrifter og Endeligt,

387 Cap. Helmer gaaer i Kloſter.

388 — Heimer ruſter fig til Strid mod — ie.

389 — Seimer nedlægger Aſpilian.
Didriks og Heimers Madde.. —
Heimer kræver Skat af Kloſtret.

Om Seimeré Død, og om at Didrik hævner —

$
bl

xxx. Kong Didriks Endeligt,
"393 Cap, Kong Didrik rider bort paa en fort Heſt.

1.
Y
HF +

Hiſtoriſt og mythologiſt Navneregiſter.

Ng Bonde, 1, 213217.

229. 232. 238.
mm Konge, 141, 417. 420.
— Kampe, 1; 352.
— Kæmpe, 2, 385-388,
Ada, 1, 310. :
Abdelbrigt, Adelmunds Søn,

— — Osti, Konge, 1,
359

59.
Adelmund, Konge i Engelland,
41, 329.

Adam, ØR 12, 13.

Adils hin Hoimodige fra Up⸗ —

ſal, 1, 353.

— Konge i Sverrig, 14, 98,
- 29. 3144. 72/88. 100.
103. 2, 11.
Agde, Thryms Søn, SÅ 5.
Agnar, 2, 197.
— BerfærE, 1, 97.
— Berſark, 2, 175. 219.
— Brages Son, 2,9.
— Kampe, 1, 355.

FR ou

— Ragnars Søn, 1, 226.

- 283. 240:242. 244. 246.
248. 283. 320:322.-
— Roars Son, 1, 26. 27.

| Agnar, —— Son, 2, 98.

— Thryms Son, 2, 5.
Agne Skjalfarbonde, 2, 11.
Ake, Akes Son, 8, 261.

267:270. 275.
— (Aage) Orlungetroſt, 3, .
25. — 136. 256: 261.
Afjar, 1, 448.
Albrikt, 2, 14. 15.
Aldrian, AttilasS sn, 3, 346.
364, 365.

— egnes Søn, 3, 378.

— Konge i Nagel ans, 3,
Ale, 2 197.
— Konge, 1, 306.

— hin Fvæfne, Konge, 1,
352.

HEISE DT ll —J— 118.
Alf, 2, 197.
—Agnars Søn, 2, 9.

—— hin Gamle, 1, 131. 2, i

10. 33. 311.
— sunbings cen; 1, 127.
299

€. 2

448
— iAlfheim, 1, 348.
— Konge i Øjalfeland,… 2,

225:

id +

— Konge i Danmark, 2, 385. -
387.

— Konge, Hijalpreks Son,
1, 136.138. 169. 191.
192. 297.
— Ulfs Søn, 2, 7.

Alfar, Gandalfs Son, 1, 351.

Alfarin, 2, 99.

Sd Gandalfs Son, 1, 851.

Alfgeir, Alfs Son, 2, 10.

Gandalfs Datter,
2,1

— Es: Datter, 1, 348.
358. 380. 381.

— Ivar Vidtfarnes Datter,
1, 467. See Aude hin
Grundrige.

Alfny, Eymunds Datter, 2,8.

AN Konge i Hordeland, 2,

"— 23-25.

— Eriks Søn, 2, 9%.
— Konge tEngelland, 1, 448.
+ Alfrig (Alpris), 1, 363. 3,
28. 29% 30. 66. 81. 82.
Algaute, 2, 97.
Alibrand, 3, 117.
— Hildebrands Søn, 8, 380,
389. 390. 392:4041.
Alius, 2, 381. 383.
Alef, 2 2, 97. i
— 2, 145.
Alrek, Agnes Søn, 2, 11;
— hin $Fræfne, 2, % -
Alreks Sønner, 1, 353. 354.
Alſpid, Heimers Søn, 4,
, 164. 165.
* Alſvin, 1. 158.
Am, Dags Son, 2, 9.

Ama, Adeibrikts Sen, 1,359.

— —— Datter, 1, 379.

Amillas, Smed, 3, 4346. -
— 50. 51.

An Buebsier, 2, 258:290.
* Andvare, 1, 141. 142.175.
Ane (On) hin Gamle, 2, 11.
Angantyr, Arngrims Søn,

1, 383. 386. 387. 389:

” 892. 394. 396. 399106.

2, 9. 189:194.

— Greips Søn, SØ 293.

— Heidreks Søn, 1, 414
420. 447:466. 467.

— Hermunds Søn, 2, 363:
365. 368. 370:;373. '

Are, 2, 197.

— Eensie, 1, 351.
—— bjørn, Audbjørns Om,

Arſus — 3, 400.

Arkimannus, Konge i Ber⸗
tangeland, 3, 231.

Arneid, Asbjorn Skerjableſes
Datter, 2,.142.

Arngrim Riſe, 1, 379. 384.
—— Verſert 1, 381387.
400. 2, 190. 192.
— Dags Søn, 2, . É
— Gunnars Datter, 2, .

Arnvid Berſærksbane, 2; 5.

Artus, Jarl, 3, 408.

— Greve i Svaben, 3, 156
161.

— Konge i Britannien⸗ 3,
221. 222. 223. 226. 227.

228...
Arvaler, 1, 158.

A.B

afa, Eyſteln Ildraades Dat⸗

ter, 2, 98.

— hin Fagre, Alfs Datter,
390, 400,

— Gotraude Datter,

- In Loft, 2, 26. 27. 29.

— Olaf8. "Datter, 2257,
278. 279. 289,

— Es 2,9. 99,
HERE Jarl Sferjableje, 2;

"2, 885. .887:;
402.

Ashild, Eyſteins Datter, 2, 4.
Aslak, Bonde, 2, 34. 52,
Aslaug, Sigurd Fofnersbanes
Datter, 1, 175. 212-217.
— 226. 239. 240. 243:247,
249. 256:258. 269. 2710.
287. 320.325. 330. 331.
2,10(Krafa) 1, 216. 228;
…— 233.237. 238. (Randalin)
" 1, 250. 252. 320. 324.
— Sigurd Orm i Dies Dat:
ter, 1, 270. 331. 2, 10.

41. 13.

&

— Verſark, 2, 175.
2
— — Boftbroder 525

63. 13. 7 8. 82.

— Ingjalds — 2, 140.
1465. 147:149. 154; 153.
”- 156. 159. 161:165. 169.
176:178. 180. 188. 222,

233. 236. 237. 246.
44. 55. 5

"4186. 414420.

— Konge, 2, 33. 35-38. 40,

7.

ILL Kæmpebane, 2, 38602.
— paa Berurjoder, 2, 139.
Aspilian, Nordians Søn, 3,

38. 94.99. 102, 109. 110.

—*

449

Aſtrid, Mietfes' — 1,
469,

Atle, 2, 197.

— Budles Søn, 1, 467.
169. 170. 175. 1875190.
193-195. 198:208. 241.
310. 2, 10. "eg Attila.

— hin Svarte, 2, 46. ”

—. Bifing, 2,7 79. 80.

— — 13.

Attil, Budles Søn, 2 40

Attila, Konge, Oſids — 5 JR

. 104120. 120:;123, 1435 -

. 146, 149, 231. 254. 255.
256. 257. 261. 277;307.
-309. 316. 325-330. 338,

" 343:347. 357:366. 368:
372. 375:378. 380:383.
4094 12.

Aubbjørn , Freybjorns Son,

Hude, zdeldans Søn, 2,

| Audi — hin Grundri⸗

ge, Ivar Vidtfadmes Dat⸗

ter, 1, 335342. 2/ 11,

e

Audes Broder. See Agnar,

Konge.

Audleif, Gudbrands Son,

e
Andur (tune) hin Grundrige, |
Ketil Fladnaſes Datter, 2,
Aventrod, Nordians Sen, 5 MÅ
- 38.94. 99. 110, 186. 148...

Baard, Bonde, 2, 116.
* Bade, Riſekonge, 2, 163.

*Balder, 1, 286. 344. 445.

61. 67. 68. 69. 84.
—— Halfs Kæmpe,

2 . Måv

Nordiſte Jortids⸗Sagaer, gdie Bind. Ff

450

Vard, Thorken Son, 2, 139.
… Barre, 1, 350.
— — Om, 1, 383.

Delte, Gores Son, 2, 5. 19.
id, Budles Datter, 1,
163. 164.

Sy 1, 350.

— Konge i Sogn, 2, 6163. .
69.

— Sfates Sen, Konge i
» Sogn, 2, — *

— —* 199.
— hryms Datter,

— — Son,2,6.
*Berling, 1, 363. å
Berſe, Helges Sen, 2, 7.
— Halfs Kæmpe, 2, 53. —
Berte hin Hoflige, 3, 94

107. 4141 16. 118. 426.

378. 381. 384. 385. 389.
401.

Bertram, fee Boltram.
Bikke, 1, 189.208:210. See

Sifta.
— Arngrims Om, 2; 190.
— 3, 1255130. 131.
—— Rolfe Kæmpe,

, Bøjar(Beaf) 2, 13.
Bjarne, 1, 352. ”

— Hertug, 3

2, 344.
— Blaatand, 2, 317. 318.

458. 277.
— nthete hoſtbroder ⸗ 2

—— 2, 3
44. 53.

" 248. 249. 252.
262:271… 274. 313. 393,
"328. 330. 467. 468.
— Kong Ingjalds Hoffinde,
— Konge paa Dug, 1,468.
— Njørfes — 2, —
53. 56. | E
— rune om, Konge, 1,

— (3508) hin Onde, 2,
304-307.

3, 360.

— 362. 364. 367. 370.
Blot; Svend, 4, 469. 470.
Blaia, Kong Ellas Datter,
" 4, 398. 381.

i Blang 1, 350.
Bolfriane, Ake Orlungetrsſts

Kone, 8, 256259, 261.
262.

Boimo⸗Grim, 1, 380. 384.
Boltram, Eriks Son, 3, 27.
Borgar, 4, 350. 356.

Borghild, 14, 126, 131-433.
(Bergbitb/ 1, 299.)

—— Beles Datter, 1,

⸗

ø7

| Sove, 2, 9
Brae, Sætalfé Bade, 1,
356.

x Brage, 4, 159.
— Bos Søn, 2, 190.

— Stjald, 1; 468. 2, 57,

Brame Aengrims Om,.1
383. .
. Brand Berfært, 2, 175. 249,

e, 350.

Brane, Arngrims Søn, 1,
” 383. .

Brat Irſtke, 1, 351.
Brautønund, Sngvapg Sen,
2, 11.

Bravid, Arnvids Søn, 25.
Brede, Træl, 1, 109. .
Brenner, Bifils Sen, 2, 396.
B368. 369. 372.

* Brof,-Dværg, 1,104
une, 1, 350, 351. 35%

451

” Brynjulf, aem
sees Salfé pe, 2

z87.
2 0. 111. 115. 117,

— ſee Sifka.

lee SEG 3, TØ 12:15.

16.17. 4

Bryngerde, Slog Datter, 2,
329

— Raums Datter, 2, 314.

Brynhild, Budles Datter, 1,
155⸗155. 160⸗190. 212.
238. 239. 240. 305. 307;
312. 320. 2, 10. 3, 32.
166;168. 215: 248. 330⸗
337.

— — Datter 2, 139.
— — Datter, 2, 48. 49. od

5557.
— Vemunds Datter, 2,

e

i

SER feakftans Sen, $

— — 2, 381;

385. 387. 389. 399.

— Konge (Ljenfas Son) 1,
" 167, 472. 175.479. 182,
"207. 249. 2, 10,

Rue, Arngrims Søn, 1,

8 Søn, VR 11.
) SAGE i Tyrk⸗

Bodmoͤd, — Son, 2,

" 123. 125: 127, 130. 141,
258.

Bodvar Bjarke, 1,45. 50:527

56:68. 69/72,-776. 78:80.
82:84. 86, 89. 94102,

105.
Bodvilde, fee Heren.

bid, Z, 122..
Cretus (Telius) 2, 12,

De, Deflings Søn, 2, 1.
— Dysser — 2; 11.

— mp rute, Halfs Bampe,
ax hin Tyfte, 4,353

— Konge-i Veftmøre, 2, 98.

— Liflender, 1, 351. :

Sf2

Babel, 3 Halfs Kæmpe, 2
Bork, Ralfs Kæmpe, 2, *
ER.

|

U

452

Dag; Oles San, 2,9.

Dagny, Asmunds Datter, 2,
1.39. 299. -

Dan Mykillati, 2, 12.

David, 3, 28.

* Delling, 1, 428. 429. 430.
"Add, 2,77.

— Ditmars Son, 8,

275. 304. 307313. 317.

318. 321:323. 326.

Didrik af Bern, Konge, 3, 1.
3, 44. 26:31. 33:35. 64
66. 67. 68. 71. "72. 73.
74:90. 121. 123. 124.
429. 134141. 142145.
448:152. 169:172. 175.
4/76. 182. 183:187. 189

— 494. 198. 200. 201. 204.
206. 207. 209:216. 218.
221. 222. 225:227. 230.

. 257:262. 268. 2'70:330.

338. 345. 357. 359:3614.
363. 364. 366. 368. 370.
374&392. 395:401. 403

… 408. 412.420:428. (Het
mer, Studas Søn, 3, 80).

— Valdemars Son, Es 281. -
285:293. 295.

Dis, 2,257.

— Kols Datter, 2, 3147.
318, 321. 322. 323. 324,

Ditlev Danffe, 3, 125141.
1741. 176. 177. 192, 206.
207. 230. 257. 337:342.

(ildemel, 3, 131) Ems

rik, 3, 135).

Ditmar, 3, 15. 16. 19.

— Ditmars Søn, fee Detter.

— Samſons Soen, 3, 19.

2428. 64. 78. 81. 135.
139:142,. 293. 383. i

⸗

t ' X J

72

"HE

DE
—— Visburs Sm; —
—* Domaldes Sø, 2, -
Def, Kinge, 8 154. 155,
gl 2, 271. 273. 274.

— Kong Roifs Datter, 1, i
72;

—

— Ones Datter, 2, 3.

Drufian, Konge, 3; 80. 230,
Dut Vindverffe, 1, 353.
* Dwalin, 1,150. 363. 382. |

401.

Dyggve. (Tryggoe) Domars
Son,
*Dyrin, 1, 382.

Edgeir, Akes i Sen, 3, 261.
. 267210. 27

— Nordians ER 3, 38.
94. Re 110. 144. 185:
189. 1

Edmund bin "Hellige, 1,327.
32

9.
Egder, Styles Søn, 2, *
— ſee Edgeir, A

* Sy 283.

198.
— (Søfonge) 41, 278.
— Aslaks — 2, 34. 52.
— Skialge, 1
— Tønnadolg, VÆ 11.
— Velents Broder, 3, 2. 56.
” 57, 60. 61.
Eimyrja, 2, 342. 3415. 316,
Einar fra Agde, 1, 352.
— Thrjug, 1, 352. .
* Cinefør, 1, 281.
FS HundingsSon, 127.

sg 2, 312,

-

| KR 286. 287. 825:327 . 328. —
— Konge i Engelland, 1,

E
*

*

— 3, 79:85. 175.

176. 230.
Cffihavd,.3, 353. 354. -

Mimers Svend, 3, 163.

"166. lg
Ekkil, Myndils Søn, 2, 5.

Egfrode, 1, 50:53. 55:56.

58-60. 102.
Ella, 4 356. J
— Adalbrikts Søn, 1, 359.
— Konge i Engelland, 1,
259. 260. 261. 263:269.

359.

Elfung Jarl, 3, 21:25. 383.
387.

— hin Unge, 3, 350. 38% ,

387. 390,
Endil, 1,284. .
Enoch, 2; 12. i
Enos, 2,12. i
Eredei (Endride), 2, 12.
Erik, Agnars Søn, 2,98.
— Alfs Søen, 2,9.

— Bjørn Jernſides Søn,

i 1, 468.

— ⸗ Blodoxe, 2 4

— Helſing, 1, 353.

— Hertug i Venedig, 3, 27.
— hin Seierfælle, 1, 468.
— Zarl Hakons Søn, 2,14.
— Langehertug, 2, 14.

— Maalfpage, 2, 9.

— Myndils Søn, 2, 353.

— Pr ader), 2; 14.

— Minen 1, 226.
233..240:246. 320:322.

— Nefils Søn, 1, 468.

— Stjolds Søn, 2,9.

— i Upfal, 1, 314. 468.

— Vatnars Son, 2,9.

Erithonius, 2, 12.

453

Era, Oſantrix's Datter, 3,

104. 106109. 113116.
448120. 121. 277. 286;
| 310.
318. 325:330.

Erling, Konge i Oplandene,
. 4, 366. 368. '
— Snog fra Jæder, 1, 352.

— Stenvæg, 2,14. .

Ermenrik, Samſons Søn, 3,
19. 23. 25. 120. 121.123.
É 135. 41.49, 450. 152. 235.
i 256. 258. 261276. 290...
"304. 311. 312, 314. 316;
818. 325. 326. 361. 383.
387. 389. 390. 398. 400.
i 421. 422. : i —
Erp, Attilas Son, 8, 120.
304. 305. 307-310, 318.
. 321. 323. 326.

— Bonde, 2, 285. 290. F

— Jonakers Søn, 1, 208.
211. 212. i

Eylime, Konge, 1, 133-136.
169. 298. 299. 2, 10.

Eymod, 1, 192.

Eymund, 2, 315. 316.

— Konge af Holmgaard, 2,

8. ,
— Olafs Søn, Konge, 1,

469.
Eynef, Heimars Søn, 2, 10.
Eyſtein, Adils Son, 2, 11.
— Bele, Konge i Sverrig,
1, 236. 237. 239. 241:
243. 246, 247. 250. 252.
279, 321. 323. 324

30. 378.
i 401. ' N i
Erland (Erling) Aslaks Son,

454
en , ennen Søn, 2,

cm Sin — Harald Hil⸗
detands Søn, fee Eyſtein
Bele.

— Hognes Son, 2, 99.
— Jarl af Valdres, — 26.

.f

— —* af — 2;

— fange, Haralds Syn, 2;
1

— Konge i Danmark, 2; 44.
Al. 48 is i

— Konge i Veſtmore, 1,359.
— Magnus's Son, 2,

— Vikings Søn, 2, 230.
Eyſodul Berſerk, 1, 351.
Ehuif, fee Eiolf.
Eyvind, *

gane 2,1 197.

— Seinnholl, 2, 387. 388.

Eyvor, 1, 382. 383, 400. 2,

. 9. 190, 192.

Fafner, Reidmars Søn, 1
104. 105. 140:141. 143
145. 148:153. 162; 172.

175. 176. 1'77. 1/79. 298:
300. 304. 311. 3, 181.

*Fala, 1, 280.

Falborg, Iſungs Datter,
213. 214. 215.

Farbaute, 1,364.

Faſold hin Stolee 3, 79. 80.

— 85. 86. 87. 88. 171. 1754
1'76. 192. 203:205. 230

— 837. 338. 339. 340. 341.
FFeng, 1, 146. 301.

+ Fenja og Menja, 1, 104.
ig åeima, 2, 133. 134. 135.

… €&
Find, Bitings Sen, 2 830
338. i

— Firdffe, 1, 352.
— Vale Rige fra Akrenæs, 2,

— hin Sktjalge, 1, 469.
skr, Raums Søn, 2,

Finnboge, Vikings Son, 2,
330,

Fjalar, 2, 197.
Fjolmund, 2, 197.
* Fjolner, 1, 146. 286.301. ”
— Freys Søn, 241.
Fjørner, 1, 199.

lofe, 2, 197.

olfer, 3, 348. 358-360.

363. 368. 374. 375.
* Forat, 2,120123.
Fornjots Søn, i, 435.
Framar, Vikinge⸗Konge, 2,
;130.

erfins Søn, 2, 318.
Fred; Frode, Fridleifs Son,
1,366. 2,12. 13.
— Ermenriks Son, 3,
264. 265. 278. 290. 295.
* ag 4, 105. 363-366. 2,

X grey, 2, 230.

— Njords Son, 1, 363. 2
11.

— Odins Son, 2, 11.

Freybjorn, Fteygards Sm;

Brengard, Gard⸗Agdes sm,

2;
— Freyr, Konge, 1,280.

Frenftein Gamle paa Gøre,
25;

Frid, Thjasſes Datter, 1,
382. | ;

⸗

88
mt brokrodes Sen, 2

—— ⸗Fredſowmes Søn,
— 23 Søn, 2, 12. 413.
Sridthjof hin Frokne, 2, 61;
96. 373. 377. CEpjef) 2;

—— 89:92.

Fe 4, 444 .
Fritila, 3, 267 EON g
Frode, Audes Søn, 2, 10.

— — Son, ſee SE i

: frode,
— hin Fredſomme, 2,12, 1%
hin Frokne, 2, 12. 13.

— Konge i Danmark, 1, LØ

46. 402.
—. Konge i Norge, 1, 334.
. Frodmar, 1, 395:
— Brofte, 2,16. .

Fullafle, 2, 3481348. 3
z Fonn⸗ Snes Datter, 2,

Gatterus, Mefter, 1, 4,101.

10.
— diolfgeirs øm, 2, 93
Gandalfs Sonner, 4, 805.
. 306. 359.
* Gang, Fætte, 1, 105. —
Garan, — gg 276.
Gard, 2,
— Harald Rhetande Sem
pe, 1, 350.
Gard⸗Agde, 2,5.
Gaut, 2, 97.
am Greips Son, 2, 293:
— Gudi, 1,352. ;

— — Samme 2, 2585

— 2, 385: 337. 338.
353. —

4656

Gautid hin Prude, 2,97.
Gautrek Milde, 2, 97.
Geir —— 1, 351.

— Njevfes S 1199 2, 329.
Geiralf, 1, 351.

Geirbrand, 2,197.
— Drifs Datter, 2,

. 23. 24
— Sølges Datter, 2, 134.
Geirmund Herſe, 2, —
—— 2, 57. 58

dmunds San, Sari, '

* — Gandvikektja, 2
136. 187 (ſee Lepthæna).

Geiter, — Søn, 2,5." -

— Njorfes. Søn, 2, 329.

i Gernoft, Aidrians sm, 8,

4/70. 171. 302. 303.306.
343. 344. 346. 347. 349.
359. 363..364. 367370
372.374. 375. 377.
Geſt hin Blinde, 1, 425445
Oddleifs San, 2, 1442.
— fee Nornageſt. F
Gilfe, Konge, fee Gylfe.
Gisler, Audrians Son, 3,
"4170. 218. 346. 347.
. 855. 356. .358.-359, 363.
36%370. 37377. ;

Gisſur, 2, 197.

— Gyrtingers Zlaiper Heid⸗
reks Foſterfader, 1, 408
409. 453. 458 — i

— Konge 1, 448.

Gjafar, 2, 497.

Gjute, Konge, 1, 167. 170.
in 474. 179. 182. 2, 48: 52.
See Aldrian, Konge. ik

Stama,. 2,197.

Glamme, Geiters San, 2, 5. |

Glaumvor/ — Kone,
1, 196. 198.

456

Glismak Gode, 1,393. -
Glum Vermffe, 1, 353.
Glod, 2, 311. 312.

* Gnueip, 163:165.
Gnepe hin Gamle, 1, 350. .
Gnepia, 1, 356.
Gnode⸗Asmund, 2, 139. 293.
— Hognes Son, 1,

Godelinde, Druſians Datter,
3

, 230.
. mær Rodin irs Kone, 3 276.
354356. 383. 402.

Godmund,-1, 293. 379.407.
408. ;

410.
Godolf, 2,13
Godfvin, 3, 134.135. -
-Goe, Thorres Datter, 2, 3.
4. 16:18.

Gor, Thorres Søn, 2, 3:5.
16:19.

Gorm, Horde⸗ Knuds Søn,
4, 328;330. 331.

Gote, 2,197. -

. Gram, Halfdans Søn, 2, &

Gramaleif, 3, 68771. -

— Njorfes Sen, 2,

Granmar, Konge, 1, 427. .

129. 430. 347.
Greip, Bonde, 2,293. .
% Srer, 1, 363.
Gretter Sfæve, 1, 353.
Grim Berſark, 1, 351.
— Berſark, 3, 29:31.

— — 2, 352. 353. 356.

— (Brynhids Søn) 2, 142: i

281. 283. 284. ,

— — Sen, ſee Bolmo⸗

— LA Wrimsgaard, 2, 844.

— Lodinkin, 2, 1416. 117. 7

G

130. 184.142. 145. 146,
152. 1753. 154. 155. 167.
168. 170. 171. 172.237.

Grim, Njørfes Sen, 2,329.
338. 339. 357. 358.

Grima, 1 213217. 226.

227. 229. 232.
Grimer, 1, 293. .
Grimhild hin Toldkyndige, 1,

467. 169-473. 175. 178.
180. 189, 191. 192. 193.

— Joſurs Datter, 2,131.
. 135. 138. 139.
Griper, 1, 144. 145.

Grjotgard, Gard⸗Agdes Søn,

— Salgards Son, 2, 6.
Gudbrand (Brand) Raumé
Søn, 2,6

— Gudmunds Søn, Jarl,

— Rodgeirs Sen, 2,77.

Gudmund, Granmars Son,
1, 129.

— Grims Søn, 2, 152155.

457. 158. 160. 161. 166,

167. 169. 171:173, 176:

", 181. 202. 238. 244.

— Kong Audleifs Søn, 2, 6.

— Konge paa Slæfisval, fee
Godmund.

— Gjukes Datter, 2,

Gudrun, Aldrians Datter, 3,
215. 216. 330-334. 336.
337. 343:348. 355. 357:

362.364. 365. 366. 3609.

372. 373. 376-378.

— Giukes Datter BR, PR 166:

i 471. 175211. 305. 308.
312. 10. See Gudrun,
Aldrians Datter.

*

G.$

— Halfdans Sø, 2

meme Fin Gamle, 2; 7. i
orm bin Hoimodige, Jagtkon⸗
REE (I ng, 1; 343. 2 2, 98, 99,
jet — Olafs Søn, 4, 330. i
— Raums Søn, 2, 7.

Gubvard, 2, 197.

i ——— Gjufes Søn, 2,

— Aldrians sm, 3,
" 4770. 171. 179. 189. 190.
192. 193. 201. 208. 215:
218. 330;336.: 348:349.

”” 851:361. 363. 865-372.
379. 410, 411.

— Baugs Søn, 2, 141.

— Gjukes Søn, 1,: 167.
170204. 210. 211. 305.
306. 2, 10. See Guns
nar, Aldrians Søn.

— Hamunds Søn, 2, 141.

Gunfaſt, 1, 353.

Gunnhild, Sigurds Datter,

3, 132:134.

Sunled, Hroks Datter, 2, 8:
|. 57, 293. 298.
— ———— Datter, 2, 7.

åd. 5
Guntbjof, Fridthjofs Son, 2,
Guns (Roge)Stordes Jarl;
2

Gufe, Binnefonge, 2, 1115
—

o

Guttorm 2, 197.
er Gjukes Son, i 167%,
184-186. 190. 308.

— Aiſ⸗ Some, 2, 226.
228. 229.
— Eriks Datter, 2, 9, g

457 .

—— 1,381. -
— Geiters om, 2,5. .
— Halfdans Son, 2,8. g
— 2197:

Gymer, 1, 435. 438. -

Byrd, Harald Red ffæge Søn,

0

*Golner, Jatte, 1, 130, :

* Gondul, 1, 369 873.
Gøte, 2, 197.

— Halfs Kæmpe, 234 53

Hadd Haarde, 4, 353. 355;

Hadding, 2, 197. | i

— 2, 198.

— Arngrims Søn, 4, 383,
2, 19%. .

— —58 Son, 1, 888
2,

— Haddings —— % 8.

af, 1,35

Hagal⸗ one, VA 303. 304
"306.

Segbarb, i, 168.

— Zundings Son, 127;

Hagny/ Hakes Datter, 2,57,
58.

— 298,
— Berſæerk, 2, 7.

— Greips Søn, 2, 293.

Tall $ Berſark, 1, 331.

e

— Halfs Kampe, 2, 34. 52,

— hin Modige, Rolf Krafes

. Kæmpe, 1, 94.

— Hoggyinkinne, 1,351,

— Hamunds Son, . Konge i

— val Krakes Kam
R Xtelgrens goſtre, 2

— (Eriks Sem) Jarl, 2, 14

— Halfdans Søn, 1, 366.

— Hladejarl (BlotjarD, 1,
2, 14.

— Deilæg, 2, 13. 14.
— Sl Grjotgards Sem;

— Magnus sm, 2, 14. —
— Søfonge, 1, 366.

— Thorersfoftre, 2, RE

— Unge, 2,1 14, É =
Halb jorn —— 2; 103;

Halding, Kind i Sverrig, VI
303:307.

300. 301, 303:
— Konge i Sverrig, 2, 300,
303,

Hal jørtelfe Sa, Kon
— dn, f

y

— Konge i ——— ſee
Alf Hjalpreks Son.

Halfdan, Beles Søn, 2,64,

6370. 75. 84. 83:87.98v
96. 373.

— Frode Søn, Song 1
Damark, 2, 18.

— (Frodes Søn?) Sange i
Danmark, 1,3.4.1

— ————— 866:

sn ER Same 2,8 40.19.

—-

BR i

—

athen, F Sams, 2,

— og Moadilde,

IL Roe Son, 2, 168. 169.
. 220. 222. 247.

—— Rareks Son, 2, 42, 2

— Sigurd RiſesSen, 2, 13.

— Snilde, 1, 344, 347. 466.
2, 1141. 18.

— 4; 332. 2, 9%.

99
— Ulfs Søn, SS ——
34465. 346. 350:35
Halfred —— 3 2,
Halfrek, fee Hjalprek.
Halketil, 2,142.
ane 2 311. 312." 318.

Segen, enkes Søn, 1 2

PSG i 18:80. RER
Hamder, 1, 208. 240, 21.
"— 1, 983. 2, 2415.

* Hamglame, 2, 70. 76. 81.
Sense, Gunnars Sem, 2,

== Halt⸗ Roars Sen, 2

— — Son, 2, 87.88.
— Romunds Son, 2,7. 33.
34,

49.

— Sigmunds Søn, 1, 126.
- 297. 299. 304,

Hander, 2, 29. 31.

Harald Gille, 2, 13. 14.

— Garms Sem, Kange, Ey

. 292. 329. 330.

— mr Gotraud, År 467. i 2

—

Harald Graaßeld, 2, 14.

— Haarfager, 1, 270, 314.

" 332. 468. 2, % 10. 11.

. 42: 1315. 142. 235.
— — 1, 222. 338.
g » 342. 346:359,
467. 2, 11.12.

— Herſe i Bigen, 2, 131.

438: 139. 145: J

— hin Gamle, Valdars Søen,

2, 10.13:
— Kefia, 2, 353. 373. 374.
— Konge i Reidgoreland, 1,
412417. 424.
— Numedals Jarl, 2, 6.
— Olafs Søn, 1, 351:

| — (hin Greuſte)⸗

— Sigurds Søn, Konger

— 1, 271. 469, 270;

. 3 J

Hardhaus 2, 165.

— Sar i i Sjælland, 2,
18

— Gl Krakes Kam

aber ile Con, 2,46:

KH, 2, 208. 213. 214.

"224226. 235.
— Gand, 1, 332.
— Hilderids Om, 2, 144;

' i — Jarnhaus, 2, 313; 323,

333. 342,

Harre, Halfdans Sen, 2, 8.
Havard (Havar) hin Haand⸗

, Yamme, 2, 12. 13.

Haud (Haut) Raums Søn,

22, br — — dan

Hedin, Hjarandes Søen, 1,
369⸗3 ne

— Jarl, 2 48. 49. 55. —
— Smæffre, 1, 351. ss
+ Seler, 1,278

459
ig — Epaakvinde, 1, 10.

vane — 2, 148481. i
— Gylfes Datter, 1, 381.
* Heide, 2, 170. 176. 81.
—— Skjoldmso, 1; 351. SES
Heidrek, 5 Son, —
' 451. 2,14 1; '
— —i Ulveham, 1, 466.

— Ulfs Søn, 1,370.
Heimar, Nafils Son, 2, 40.

* Heimdal, 4, 345.

yåelmer, Konge, 1, 163465.
172.'175. 212-216. 232.

— hin Stormodige, 3, 3236.

66. 73. "74. 776. 79. 123,
137. 139. 145. —
171. 172. 182. 191. 201.
" 202; 212. 257. 260. 272.
2745276. 412:426. (Sin:
tram, 3, 68). (Ludvig, 3,
4192:416 ). i
Seite, Beites Søn, 2, 5.
— Gors Søn, 2, 5.19.
Hekling/ 1, 175. = CR
* Hel, 1, 14. 142. 308. 430,
Heiga, Geſts Datter, 2, 142,

NHaralds Datter, 1, 442;

414. 417.
— Helges Datter, 2, 14.
e, 2,197.
— Son, 2, 61: 69.
55 76. sn 88/87. 9% 96.
— ——— ry 8.
— Salfdans Søn, 1, 3.93.
— 48. 80. (Sean), 1,

£

460"

i YDE, Serene Sen, 2,

— free 2, 295. 800
B302.

— hin Hvide, 1, 352.
— Hundingebane, Sigmunds
Om, 1, 121, 1265131.
" 297. 299.
— Hvatfe (Olafs Søn), 1,
330. 331. 335-344. 345.

— Thorolfs Ssn, 2, 7.
—— Hundings Søn, 1,

— — Borge; 2,4
Heppa, 3, 236.
Lerat, fee. Berte hin Hofuge.

Herborg Salomons Datter,

3, 2325238.

— Salomons Dronning, 3,

232. 237. 238. 257.
— Rollaugs Dronning, 1,
420:422.
Serbrand, 3, 143.145. 174.
1/78. 192. 202. 205. 215.
Er Hovedſtore, 2, 362.

— Vigbrands Sen, 2, 9.

Herburt, Herthegns Søn, 3,
219. 221:229. É

— Here, Hjorleifs Søn, 2, 27.
28. 31. 32.

Heremoth (Hermod), 2, 13.

Heren,

dungs Datter, 3,
57. 58. 60. 61, 63. 65. 67.
Herfin, Farl, 2,318. |

Hergaut, Jarl, 2, 180. 181.
Hergerde, Rollaugs —
424. 425.

1,

Hergils Napras, 2, 141.

Hergrim Halftrold, 1, g79
38. —

> JER

— 1,350. .
— Fredfrodes Søn, 2, 13.
Herlang, Haralds Søn, 2, 6.
— Rollaugs Søn, — 420:
423. 462466.
Herman, 3,103
—” Artut'8 Ridder, 3, 298.

229.
— Greve i Svaben, 3, 155«
161.

*Hermod, 1, 345.

Hermund, Jeri, 3, 363.

Hernit, Ilias Søn, 3, 96:99.
102. 113. 145.

— Konge i Babilon, 3, 402.
403. 406:408. É

— Konge i Rusland, 3, 38.
90:94, 166.

— Ofantrir's Son, 3, 279.
337:339. 341. 342. ig

ig — Sindres Datter, 2
367.

Herrod, Hundings Sen, 4,

278.

299.
— Jarl i Gotland, 4, 2ꝛt⸗ F
226.
— Jarl paa Orkenderne, 2,
373 ”

— Konge i Huneland, 2,
226, 208. 210.244. 224:

231.
— Gindres Søn, 2, 367,

gr
Herfer, Jarl, 2, 313. 325.
Hechezn, Greve, "8, 219:

— - Betegn Søn, 3, 21%

—*8 1,282.

Hertram, ſee Boltram.

Hervard, Arngrims Søn, 1,
383. 391. 400. — 190.

FN
— aeminge Sin, >

Hervor⸗ Angantyrs Datter,

1, 394:396.400:412,415.
46. 424. (Hjorvard, Her⸗
vard, 1, 397399. 40).

— Heidreks Datter, 1 1, 1,425.
454

* Heidrek Ulvehams Dati
ter, 2, 11. See Hilde,
Heidrek Ulvehams Datter,

— Hiorvards Datter,4, 370; i

373.
| Heymar, Næfils Sen, 2, 10.
Hilde, 3, 29:31.
X— 1,54. 103. 278. 2, 30.
— Artus's Datter, 3, 221;
229.
— Budles Datter, — 384.
93844386.
— Eriks Datter, 2, 9.
— Grjotgards Datter, 2, 9.
— Gudrods Datter, 2, 7.
— (Servør), Heidrek Ulves
TAN Datter, 1,466.
— Hildebrands Datter, 4
347. 348.
— hin Srere Hognes Dat⸗
— 2, 6. 26. 27. 29. 32.

3
— Hognes Datter, 1, 370:

375.
Hildebrand (Gerfært), 1, 331.
— — 2, 384, 386.
387. 389.40
— Hilders — 2,9.

— Konge i Huneland, 2

384. 389.

— Konge i Reidgoteland, Ås.

347.
— Re inbalds Sen, 3, 27:
31, 35. 66:68. 72777. 79.

2461

89. 123. 174. 172. 184,
1383185. 187. 192. 207.
274. 275. 278. 219. 282.
284. 285. 296298. 301.
310. 313:319.. 326. 329.
… 359. 360. 375. 376. 379;
. 401. (Boltram, 3, 68). .
Sildegunde, Ihas atter, 3,
120123.
Hilder, 8382.
— Dags. Søn, 39. X&
— Halfdans Søn, 2, 8. DL
— —— 9 ST.
: 348.

— Rife, 2; 251.
mr Vigbrands Son, 2, 9.
Hildeſvid, Rodgeirs Datter,
37.940. 13. 14.15. 17.
Silbing, 2, 61. 62. 65. 66.
9

Hilmer, Halſdans Son, 2 8

Hirder, Ilias Son, 3, 96.
113.

— feet: ——— 3, 90.
91.

Sjalle, Træl, 1, 203. —

Hjalmar hin Huſtore, 1, 384 E.

394. 403. 2, 172477.

479:481. 183-185, 187.

189:200. 222. 242. 244,
245. 247, 248. .

Hjalm⸗Gunnar, 1, 155. 310.

Sjalmehjer, Egders Søn, 2,

— Korige Danmark, 1;
436. 1.38: 176. 297. 299.
Hjalte, 1, 350.

— hin Qøimodige, 1, 647 $

"18. 80. 84. 92:1 104,

Hjarande, 1, 368. 375:

Se Biting, 2, He: 124,

Hjort, 1, 380.356.
byer, Halfs Sim, 2, 57. 88.

26. .

Hjørdis, Eylimes Datter, 1,
133-138. 297. 299. 2,10.

leif, Hjørs Sen, hin
——— 2, 5. 6. 26

… 83.
— Hervards Sj,
—* diorleifs Son, 2,

— Arngrims Søn, 1,
383:385. 387. 390. 394:
— 897. 398. 400. 2, 190:

— 221. É
299.

— Heidreks Søn, 1,370.

— Kong Rolfs Socher 1,

44. 45. 90. 92. 93. 96.
96. 98:102.-

% Hlaka, 1, 282. É,
*Huikar, 4, 146. 301. -
; Hoddbrodd, Hods Son, 2, 7.
KOS Vederorms Sen,

⸗

| Hoimder⸗ Jarl: ti Sjælland, |
' 181.

,

Holmſtein, Berfært, 1, 354. i

— Hvide, 1, 352.
Hornboge, Jarl, 3, 66. 73.
. 4. 79. 123. 142. 171.
4/73. 174. 191. 194. 195.
” 198. 204, 205. 213. 2415,
Hrok, 2 299. Én
— Greips Søn, 2, 293.
— hin Hvide, 2, 7. 34. 39.
43. 46. 52. 54.
— bin Svarte, 2,77. 34. 39.
då 44, 46.48557.

9
HOrok, Ha: Searte, Savi
Jaͤrls Sm, 1, 16. 23.
26. 293.

2

* Hropter (Odin), 5 4, 458.

Hrut Vave, 1, 362.

Huge, Abbed, 2, 202:204.

Humle, Konge i Huneland/ 1,
417. 448. 449. 452454.
460. 463. 464.

——— Kongé, 4) 127.
169. 297. 298 7299.

— Konge i tore, 2, 4,

Hunfaſt, 2,198. ,

Hunn, 1, 356. -

—— Fridehjofs Si, 2,

Hunvor Rings Datter, 9,
312316. 319: 325, 327.

Hufto, 1,327.

Hvedna den ældre, 1, 366.

WMvitſerk (Serk) Svips Son,

1,34. 71. 76. 94.

*Hyrja, 2,13434.
Hakling, Viking, 2, 24.

*Haner, 1, 104. 141. 345.
Hang/ 2, 106. 107. -

Hod, Konge i Hadeland, 2, 7.
Hodbrod, Granmars Søn, 1,

127. 129:131.

HE Svades Datter, 2,

.

Rv Godmunds Sen, PER

379. 407:412. 249: 416.
466.

* —* i, 284. -

$3
Hogne, Abdrlans Son, 4.
1224123. 169. 170. 171.
179. 192. 205-208. 215.
218. 330. 332-337. 343.
344. 3465379. 409, 410,
Fe Adraades Son,

— Gjukes sm, 1, 167.
1/70. 171. 173. 180. 184.
185. 187. 189. 195204,
210. 211.305. Z, 10. See
Søgne, Mibriang Sen.

— Halfdans Sgn, 1, 366:
374. 373376.
— Hvide, Otrygẽ Son,

— qHerdiageSon,

N ,

— Konge, 1, 127. 128. .
134.

i — Solves Gem, 2, 6. 26.
Bol, Halfs Kampe, 2, 34.
MHord, Gard⸗Agbes Son, 2, 8.

— Ivar Vidtfadmes —

fader, 4, 343;345.
Horde ⸗ Knud, 1, 328. 331.
Hott, ſee Hjalte hin Hoimo⸗
dige.

ing, Bernits: Sen, 8 93.
96. 121.

Ilus, 2, 12.

Imald, Vatnars Sø, 2,9.
Inge, Bards Søn, 2, 14.
— Halſteins Søn, 1, 470.

Inge ——— (Raab

Søn), 2 J 14. —
— Rings Søn, 1, 330;
———— om, i, 469.

463 |

Sngeborg, Deles Datter, 2,
61:68. 70/72. 74. 75.78.
81:96. 373. 377.

— — Hoilege F
— re 2, Btå;
age 195. 196. 199, 200;

Yngves Datter, 1; 3884.
385. 393. 394. —

— Kong Eyſteins Datter; 1, F

236. 237. 239. 244. 242.
— Klaf-Qaralds Datter, 4,
831. — —
— Skates Datter, 2, 353.

354. 359-361. 377. Gee

Sbkellineſta.

Ingegerd, Haralds Datter,
Ingemund, Alfs Søn, 2,77.
— hin Gamle, 2, 290.
SYngiald, Asmunds Søn, 2,

139.240. 141. 142. 145.
— 446: 448; 149. 151, 152.

236."

— Derfært, 2, 175. 219.
— Helges Ssn, 2, 98.:
—. (Inge) Jldraade, 1, 346.

466. 2,.11. 97. 172. 329,
— Konge i Sverrig, 2, 176,

188. — . 200. —— SE!
— In on, 1,330.
— Bera. Herrsds Hofſinde,

2, 200; ;214. 225. 231.,
— Olafs Søn (Fylke⸗Konge)

2,257.261:263. 265270.

272. 273. 276-290.
— Olaf Tratelges Sen, 2,

97.
— Starledeoſtte 2, 125

'

ø

ig —

!

Trana, 2, 817.
. 318. 323. 324. 325. 328,

329.
Ingram, 3, 885. 306. As
— 3, — 126.

Innſtein, 2,7. 3444, 52 É
Sen, Konge, 3, 94.
804. 422.

— Jarl over ———

rs — .231:235. 238260,
— ſee Aldrian, Konge.
— Ridder, 3, 364. 366.

400.
Skod, Kong Didriks Søfter,

3, e

So, Kong Hernits Dron⸗

ning, 3, 402. 40608.

— Iron Jarls Kone, 3, 232.
233. 239. 240. 243. 247.

s 2515256. F
Spang, 3, 138, 142. 146;

— — i Gertangeland, 3,

144, 168. 183. 184. 190;-

194. 199:201. 2065214.
231. 338:341. 408,
» Stref, 1, 433. —
war Beenløé, 1; 233;235.
245:256… 262:271. 320.
— 324. 326. 327. 329,

— — Oplandene, 2,277
279.

gxriendingernes Sari, Pr

— Ljome, 1, 375. 376.
=> Ofage,, 1,352, É

Jupiter, 2,12.

å rer GE
25.
Yøtunbjørn(Alfbjørn), Raunis

38
War Bibtfabme; 1, 335.846

347. 358: 466.467, SAR
13. 97.

Japhan, 2, 12
Japhet, 2,12. .
Jarisleif, 1, 192.
Jernſtloid, 4, 375.
Jolf, 2, 200.208. 228.
Jonaker, 1, 189. 208. 209.
Jonathan, 3, 28.
Jormunfrode (Jorund), Ing⸗
ves Sen, 2,11.
Jormunrek, Konge, 1, 189.
20821

2.
i Jorun, 2, 276. 277. 280.

281. 284286. 288.
Juliane, Irons Datter, 3,

Fod

Irfur, Dagé Søn, 2,9.
— Halfdans Søn, 2, 8.
— (Joſur) Hords Søn, 2,

Jotel Jernryg, 2, 318. s2u.

3283. 324.

Jokul, Kares Søn, 2, 3.

— Mjerfes. Søn, 2, 329.

331. 332. 3345344, 343-
345. 354358. 360. 374
377.

—— Thorgils Son, 2,

Ogvalds Sen, 2, 24.

Søn,

pp Ve de

Kaare, 2, 197.

- 197.
— 2, 293:296.

— Fornjots Søn, 2, 3. 16.
— Kaidrane, 2,109. 123.

Kar, Frodes — 2,10.

Kee
Karl Lettha 1,353.

Karre, 1, 3541.

Kaynan, 2, 12.

Ketilbjorn pag Mo⸗efet/ 2
142.

Ketil Breid, 2, 141.
— Fladnæfe, 2 6.

— Hang, 2,103:130. 134.

132, 139. 145. 258.

— — Thorkels San), 55

— vig Ingjalds ——
— Als
— Raum, 2, 7.

— Thrym, Agnars Søn, 2,
… 5. 142.
Kiat⸗Harald/ Konge⸗ 1, 328.
31.

8
* Kleima, 2,133. 134.
Knud. Danaaft, 1, 329.

— Fundne, 1, 328.

— hin. Mægtige, 2,14.

— Konge i Smeg 2,
"204. 205.

Knue, 2,198.

Knott, Orms Son, 2,7.

Kol, 2, 198.

— — 23. 25. ⸗

— Krappe, 2, 318.

— Kroppenbag, 2, 316318.
Konrad, Ludvigs Søn, 8,
389%392.

Konſtantin den Store, 3, 3.
Koſtbera, Hognes Kone ÅG
— 196. 197.

Kraka, fee Aslaug.

Krokar fra Aker, 1, 353.
Kroppenbag, Konge, 2,313.
Kvillanus Bleſe, 2, er

Lamech, 2,12.
Lamidon, 2,12.
* Lara, 2, 301. 302.

Nordiſte gortiderSaaer, Fie Bind,

465

Lazinus, Konge; 2; 886.394.
392, 77 da.

Laufen, 1, 364.
Leif, 1, 128.
Free Søn, 2, 57.

Le (Hler) Fornjots Søn; 2, 3.
1 e 17.

SK By Datter, 2, 98.
it, 259. 322. 323.
324.

Ljenfa, 2, 10.
ejod, Rimners Datter, 1,
112.

Lodhacta, 2,58.

Lodmund, 1,293...

2 dodvig (Greve, 3, 89,

— — Halfdans Son, 2,
Loge, Fornjots Son, 2, 3.

4

— Greips Søn, 2, 293. |

* Loke, 1, 104. 141, 1492,
364 365.

Lopthanga, Haralds Datter, ”

Z, 131. 132. 135.137.
— 139. 142, 145, 146,

— —* Iſungs Søn, 3, i
| — — Thors Sen, |

Synge Eyngve), Rons Suns

dings Søn, 1, 133135.
146. 147. 299, 303. 304.
Læfer, 1, 353.
Lødver, 2. 197.

BHeidreks Søn), 1,417.

,449:451. 453. 454. 456.
459,.462:466. 467.
— Harkonge, 2,185.

Gøg

466

Ladver, Konge, fee Ingjald
hin Ildraade.
— Konge i Saxrland, 1, 314,

ø 2) åg

Maane, Bonde, 2, 295. 296.
298.

Mage (Magne), 2, 12.
Magnus Barbeen, 2, i 14.
— Erlings Son, 2, 14.

— lg: (eller Smek),

1
— Haralds Sen, 2, 14.
— bin Magtige (eller Gode),

— Lagabæter, 2,13. 14.
Malaleel, 2, 12,

* Mardol, 1, 105.
— Valdemars Datter,

2, 15
Maria, St., 3, 424. 498.
Marſtein, Konge, 1, 283.
— hin Gamie, 2,

— Gus Søn, 2,5.

Melias, Konge i Huneland,

3, 955104. 113.
Mennon (Munnon), 2, 12.
* Midgardsormen, 1, 345.
Milva, 1,351. Er
*Mimer, 1, 158. i
— Smed, 3, 38. 162-167.

4168. i.

Mijell, Ans Datter, 2, 290,

— gns Snes Datter, 3.
Mode, 2, 12.
Mundilfare, 2, 7.

— Metals Gøn, 2, 353. - ”

Mafil, Meiters Søn, 2, 5.
— se 2, 329,
Mar, 1, 469.

2.9

Ree, 2, 197;
Nidung, Konge, 3, 2. 42:62.
63. 78.

— Konge i Spanien, 3, 152:
154

Niels, 1, 469.
Niflung, Hognes Sør, 1
206, jfr. Aldrian, Zeines

Njorfe, Konge, 2, 326:331.
333. 334. 336. 339, 344.

345. 354. 355. 374. 376,

Noe, 2,12. 3, 3.

—— Thorres Søn, 2, 3:5.
4

— (Irons Jæger), 3,
242; 247:253. 257. 261.

— Vilkins Søn, 3, 37. 38.
91:94. 186.

Nordre, Konge i Engelland,
Nordung, Konge i Svaben,
3,113, 114,416. 117. -

ore, 4, 353.
Mornageft, 1, 291:346.
Nafil, Halfdans Søen, 2, 8.

10.
Nodung, Hertug af Valke⸗
” Borg, 3, 310. 318. 320.
323. 326. 354. 356,
Oster, Hijorleifs Sem, 2,

Oda — Bitterulfs Kone, 8,
4295:12'7. 129. 130.

— Hildebrands Kone, 3, 74,
380 | i

— Kong Aldrians Dronning,
” 8, 348.

3, i:
— Melias's Datter, 3, 25;

798. 101. 103: 108.

Odd pogen ſee Owat⸗Odd.
— Ulfs S on, 2, 46.
Oddbjorn — 53 — AE

— 1, 189.
—2** Elfungs Datter, 3,

— Siſta⸗ Kone, 3, 263,
267.

x Odin, 1, 5 89. 1400. 104.
106. 109. 110. 111. 112,

113. 135. 139. 144. 142.
" 2.46. 155. 288. 304. 314;
3541. 352. 363: 365. 375.
. B8£. 388. 389. 401, 416.
417. 425. 445. 446. 459.

2, 11; 12. 13. 23. 24. 37.
41. 48. 124. 127. 128,

130. 294,
* Ofote, 2,123.

Ogautan, 2, 335; — 843, É

344, 349. 353; 357. 359,
* Oin, 1, 142.

2 Bjørns Son, Konge,

- 468. —
—. Cyfteins Son, Konge, 2,
329.

— Fylfes Konge, 2, 2575
— Geirſtade-Alf, 2; 99, SER

— Gudrods Søn, 2,99...

— Gnode⸗-Asmunds Søn,

ſee Olaf Krigskonning.

— Hakons Søn, 2, 14. 15.

— bin. Hellige, 1, 469. 2
13. 14. 235.

— —— 2 98.

JR: 299301. 306. 307.
vre; 2, 13. 14.
Litillati, 2, 12,

— Krigsfonning, 2, 2938

— —— Konge, |

2, —

467.

Olaf, Nierfes Son, 2,
SNE 339, —

ks
— RER 2, " TERRE
— Stjødkonning (Svenfte),
" 1,468. 469.

—kreteige, , Songe, 2, 11.
— Tryggveſon, Konge, 4;

291 ;296. 307. 312: 316.
. 875. * SÅ: 14. 235»

3,

— Asbjorn Skerjableſes Kor
ne, 2, 142,
— Vemunds Datter, 2, 13.

— Vilhelms Datter, 2, 354

356.
Orfning, 1, 199.
Ovn, 2, 197. Fre
— Engelſte, 1,351. .
— Storolfs Sen, 2; 44.
Ormar, Hervors Foſterfader,

— 454457. 461. ”

46
Ortnit, Oſids Son, EN 104,

Gg2

W

468

Oßd, Kotige. i Frisland, 34
404. 1

: 108.
— Ortnits Son, 3, 106.
117. 118. 119, 120. 343.
344. 363. 369. ER

— ſee Hirder, Ilias Søn. ”

Oſtanſia, Runas Datter, 3,
- 837:342,

Oter, Reidmars Søn, 1; 104.

140. — — J
Othjodan,
Otryg/ Oblods Søn, 2, 33.
Ottar, 2, 198.

— Kong Herreods Hofſinde,

35: 210:214. 225. 231.
— Vandilskrage, 2 11.
Otto, Keiſer, 1, 292.
Otvin, ſee —— Riding

Son.

Pharet, 2, 12.

Dyr, Baglernes Konge,

Priamus, 2; 12.

Radbard, Konge, 4, 342.
343

4 "4

— Nave, 6 358.

U
É

nge,
— Peele: Ketils Sen, 2, NE
ser re

Rafnhild, Brunes Datter, 2,

- 4414. 146, 117,

— Ketil Datter, 2, 117.
” 448. 124. 130. 144. 258.

— Storolfs Datter, 2, 141.

Ragnar, 2, 197,
— Lodbrog, Konge, 1; 22,

226. 228 234. 236; 241.
244. 245. 256: 261. 264.
274. 312, 344, 319; 321.

2:

324-326: "348, 358. 467.
"2, 40.11.13. .
—— Odds Datter⸗ 2,
183. 232. 235.
— Sigurd Hiorts Datter,
. 1, 270. 331. 332. Ry 9,
40. 11.13. .

. Rate, Eynefs Son, 2, 10.

" Ran, 1,141. 438. 2, 74.
75. 76. 81.
Randalin/ fee Aslaug Sigurd

Fofnersbanes Datter.

Nandver, Jormunteks Son,

—Radbaros Son, 2, 11.

- 142. 13. |

— Baldars.Søn, 1, FR

Bane, Bonde (Odin), 4 i
75. 88. 89. ;

— Arngrims Sen, 1, 400:
2, 190;

— Hildes Søn, 1,352,

i — 2,198.
— Halſtems Gøn, 1, 470:

Raubfel, Bars Sr, 24 139.
Raum, Jotunbjerns Son,

2, 7. |
— Nors Sen, 2, 6. 1. 8.
311.

Refil Zorn Jernpiet. Søn,

1, 468.
Regin, 3,43. 471. 48: .
— RNeidmars Søn, 1,10. ,
138:141. 143; PETE 148.
481:153. 174. 179. 297;
— 800. 304. 3, 162. 165.
w= "Roars og Helges serne

der, 1, 3. 4. 12:16. 2

SST 68.8 —— Son,

— Eriks SAs 'g, 27.

— Ermenriks Sm,. , 265;
267. 275.”

— — 2 135.

R 7
ig k ”
*

Reiber, Konge i Sjælland, %

27. 28. 31. 32.

Reidmar Bonde, L, 104.
" 440-143.

Reinald, Didriks Mand, 3,

LÆ —

— Trmeariks Harforer, 3,

271. 272. 312:318. 322. -

323.
Never, Siges Sen, 1,110:
… 142.
Reytner, Arngrimẽe Son, 1,
383.
* Rimner, Yætte, 45 114.
, 11

— 2, 133.134. 135.138.
—— (Runften). Jarl, %

— Dags Søn, 1,330. "
— Fylkekonge i Sverrig, 2,
823. :314. 319. 320. 322.
— Halfs Kampe, 2, 34. 53.
—AInglalds Søn, 1, 330.
— Konge i Opdalene, 1, 45:
" 51. 54. 56. 57.
— Konge i Ringerige, 2, 64
- 68. 81. 82. 87:96. å
—— Oleifs Son, 2 9.
— Raums Son, one, 2,

ss 8.
"Ringia, Hjorleifs Datter, 2;

28.
ges Roald Taa, 1, 353. 355.
Naar, Halfdans Søn, 1, Øs
9-16. 23:27. 34. 2, 1
. (Rane, 1, 8:12).
— Konge, 23 10.
— Konge, 2,185.

— Offerpræft paa Tunga, 2, .
1411. i .

. 469

Rotgele, Haten sm, 27.

— Jari, 3, 7.9. 40, 11.
16. 17.

— — Geirmunds Son,

—*— Markgreve, d,

109. 276. 277. 278.
—31 2956-301. 307.

309. 316,318. 322. 328.

326. 345, 353 $ 357. 359.
— 370. 372. 374. 379.

3
Rodmar, Konge, 2, 318.
— Rodgeirs Søn, 2,7.
Roe, Jarl, 2, 184.

— Oplændingernes Konge, 2,
"” 468.

Rokkel Hakia, 1, 352.

Wolf, Apollonins's Jæger, 3,

245. 246.
— Greips Søn, 2, 293.
— Hodbrods Søn, 2,77.
—— i Berge, 2, 4. 18.
1

— Krafe, Konge, 1, 27. 31.
41:45. 59. 61. 62. 6468. .-

.69:102. 403. 106.
— SKvindefjære, 1, 352.

— Bnarhaandede, Rolf Kras

kes Kæmpe, 1, 94.
Rolfgeir, Konge, 2, 99.

" Rollaug, Konge i Garderige,

1, 420. 421. 423. 424.
Romund Berſark, 2,77. 33.
— Grips Søn, % 8.57.

gore ,

— —— Roif rakes Kem⸗

pe, 1,

oebjern Raums Sen, 2,71.
Rofiteif, fee Rutſileif. i

Rudolf, Hertug, 3, 106. 107.
2 112 1147).

—

11020. 280. (Sigfrib, .

470

— Gard Asdes Son,

una , Konge | Ohenige⸗ 8,

SHunga, 9; 318. 320, 321.

——— Konge, -3, 82.

— — Osen Gan, 2, 329.

Sæfer, Halfdang Gan, 2, 8.

Rød, Ulfs Søn, hin Ramme,

Rogner, 1, 158.

i * vald, 1,283.

in Gamle, 1, 469.

i iere end Bjerge, 2, 99.

— 8 — (Radbard Nave), i,

353. 354.

— Sari hin Møgtige, 2, 19.

.— Ragnars Sen 3.
235. 245. 246.

— Rugalfs Søn, 2, 5.

Rognvid, Viking, 2, 293;
295. 301. 302.

— Hilderids Son, 2;

— af SEER 2342:
— (Rarek) Sliyngebauge,
Halfdans Gøn, 1, 336;
342. 344, 2, 11.12.
— Slyngebauge, ——
detands Sen, 1, 1, 348,

Sagn: Grit, 1,382.

Saxe⸗Fletter, 1,353. 2, 97. i

Sale fra Gotland, 1, 353.
—— Grjotgards —

*

Frakland, 3, 2311235.
—— 241-⸗247. 2562⸗

Sam, 1, 350.

SEER 2, 345347. —
— 1, 42.

— Ermenriks San, 3,
266. 267. 275. 383. 387.

— Konge i Salerne, 3, 125.
26. 27.

Saturnus, 2; 412.

— (Ser), Hunden, 2, J.

8.

Seming, Arngrims sm, 1,
383.

— Konge i Svertig,- 2,299.
Seth, 2, 12 i
+ Sif, 1, 104. 2, 246.
Sifian, Konge, 3, 152.
Sifka Balerad (Sifke), 3,
139. 181. 262:267. 270;
272. 275. 276. 290. 294,
295. 312.314: 320. 322.
361. 387. 390. 391. 396:
"400. 412. (Brune, 3,
… 181). ' kg
— Humles Datter, 1, 447. -
— Kong Heidreks Frille, 4,
" 420:422.

Sigar, Grjotgards sm, 2; 6.

— Same Syn, 1, —

Sige, Odins Sen, 1, 109:

Siggelr, Konge i Gotland, 1,
413:119. 121:126. 130.
- 491. 2, 9.

Sigmund Kopangskampe, 1,
"858

Lt Sifians Son, fer Oig⸗
Salomon, Konge i Veſter⸗

mund Volſungs Søn.
hane Sigars Søn, 2, 9.
—Sigurd "onda
1, 172. 193.

S

Sigmund, Volſungs Sen, 1,
112. 114. 118:126.. 131.
. 132. 1335136. 144. 145.

449. 169. 170. 191. 297.

299, 3, 1525161. 168.
346

(4

Signe, Halfdans Datter, 1,
3. 911. 16.2 —

— Gifians Datter, fee Sig.

ne, Volſungs Datter.
— Sigars Datter, 2, 6.

— (Signy) Sigaxs Datter,

Eigny) Volſungs Dat:
ter, 1, 112:120. 123126.
2, 9, sp 154. 155. .

Signy, Datter af Kongen i

i Vors, 2, VE RE ',

Sigrid, Baͤards Datter, 2,
116.149. —

— hin Storraade, 1, 468.

— Roars og Heiges Moder, -

1,46 .
Sigrun, Kong Søgnes Dat;
" ter, 1, 127. 128. 131.
Sigftaf, 3, 72. 73 TÅ
g — Konge i Vendel, 2,

— Konge i Oſtervegen, 2, 8.
Sigurd, 1,352.
— Fafnersbane(eller Svend),
4, 104. 105. 138-140.
.143:155. 160:166. 168:
191. 193. 200. 207. 210.
211. 212. 238. 239. 240.
— 296: 308. 312. 314. 320.
i 2; 10. 52. 3 1. 2. 38.
:45%. 162 :168. 180. 181.
184. 191:201. 205, 209:
' 218. 330; 337. 343345.
348. 353. 355. 356. 358.

ZU

… 8509, 360. 361. 362. 364.
CGigisfrod, 3, 377).

- Sigurd, Graker, 37130:134.

177.192.
— Hjort, 1,.270. 330. 331.
. 332, 2, 9. 10. 11. 13.
— Riſe, Haralds Sen, 2,

13.
— Kong Herrods Hofſinde,
2, 208:213. 215:223.

253.
— Sari Hakons Søn, 2,6.

— Fyorfalefarer, 2, 14.

— Kappe, 2, 312.

— Mund, 2,13.14£. -.

" 455.157. 158. 169. 176.
481. 202. 238. 245. —

— Orm i Øie, 1, 239. 240.
245. 247. 249, 252. 254.
2625270. 320. 321. 328. -
330. 334: 467. 2, 10. 11.

—
— Ring, Konge i Danmark,

1, 222. 305. 319. 340

—. 854. 357:;359. 467. 2, 11.

12. 13. 140. 232,
— Slemmedegn, 2, 14.
— Syr, 2,13: .
Siguriame, Odins San, 1,
381. J
Sigvyald, 1,353
— 2, 198. …?
Sigvbat Skjald, 1, 327.
Silkeſif, Herrods Datter, 2
907. 211:214. 224:226. :
232. 234. 235. 24.
Simtram, Herbrands Søn,

*Sindre, 2, 366; 369. 371.
— Viking, 1, 366. ne.

472
— 4, 120:126. 129;

BR. Reginbalds Søn, .
-. 8, 27. 89. 90. 171, 175.
192. 202. 203. 215. .
Sirner, 2, 252. i i
Siſilie, Nidungs Datter, 3,
153:161. 168.
Sjolf, 2, 208: 228. 253.
Skade, 4; 109... ——
State, Eriks Sen, 2 353.

355.
— Lofdes Son, 2,9;
— Myndils Søn, 2; 5. *
ele , Halfdans Son, LÆ

8.
* Skelking, 2, 123. Øg
—— 2, 354. 8577;359.

øfjaltin (Skjold), 2, 13.
——— Odins Son, 2, 12,

— Skelfers Søn, 2, 9.
Skolle, Jarl, 2, 183:185.'
” 218. 243.

Skovkarl, Bonde, 2,44.

—2

Okulde, Helges Datter, L.

— åd. 90.93. 95. 98;
— Kong Rolfs Datter, i
Style, Halfdans Søn, 2, 8.

Skyli, Lofdes Søn, 2, 9.
+ Støgul,- 1, 284.

— Aungvins. Sen, 2,.

Oman, Vatnars Son,
Snes Kong Jokuls Son, 2

— — Son, 2, 16.
Sneril, 2, 197.
Soknar⸗Sote, 1, 352, 355.
Sokne, 2, 18. .

S
ig — Menbicheee Datter,
Oolar, s Hognes Son, 1, 199. |
Solbjort. 2, 320. 3241.

*Solvidia, 1,442, .
Sote, 1, 393.

.

3, 135.

— Røver, 2, 124. 125.

— —— 170. 171.195.
— Viking, —

— 2, 46.

— Halfs Kæmpe, 2, 34. 53.
Starkad (Aledreng), Stork⸗
vids Søn, 1, 380. 381.
Sal, Rolf Krates Kæmpe,

1,94.
Starre, 2,197.
Stein, 2, 46.

—
— 2 197.
— af Véener, 1, 352.
— Alfs Søn, fee Utſtein.
— (Steiner), Alfs Son, ſe

Innftei n.
Gteingrim, Halfs Kæmpe, 2,
34. 55.

Steinkel, 2,197.
Stenfel, 1,469. 470.
Stikil, 2, 197. —
Stodfus, 3, 68/71.
Storolf, 2, 197. -

— Ketils Son, 2, 144.
Storverk, 1, 306.

Studas hin Gamle, 3, 32. 33.
må 34. 5 . 421.

— Studas Søn, fee Heimer.

Stuf, Halfs Kæmpe, 2, 34.
Styr, 1,352. - -

———

—9 …

— 2, 197.

| Styr hin Starke, Halfs Kam⸗

pe, 2, 34. 52. 53. -
Styrbjørn hin. Starke, 1,
468.

Starkod, Otorvarks Son,

1, 305, 306. 352. 354
357.

— 1, 380.
Surt, 2, 108.
* Surtur, 1,150.

XSpvade, Jætte, 2,4, 18.

— Heites Son, 2, 5. GREN
— Raudfells Son, 2, 139.
Svafa, Bjartmars Datter, 1,
- 386. 387. 394. 400..
Svaferlød, 1, 180. -.
Crvafurlame Sigurlames
Søn, 1, 381:383.: 400: -

— Gvaler, 2, 198.

* Svalin, 1, 158. -
Svan hin Rode, 2, .

Svanhild Guldfjæder, 2,7.

— Sigurd Fafnersbanes Dat:
ter, 1, 189. 208211.

Svanhvide, Gnode⸗Asmunds
—— 2, 299. "300. 303,

Svarda, 2,30. —

Svarfrade, 2, 198.

* Svart, 1, 442.

Svegder, Fjølners Søn, 2,
14. .

Gveide, 2, 19.

Sveiger * Hakons Son, 1,
366. ne

Svend, 1, 350. .

— Alfivag Sen, 2,44.

— Zveffæg, 1,282.
— — Srierfæle, Konge, sg 48.
49; 55. 57.

— Uppøfere, 4 , 352. ”
Sverrer Gage), —
2 13, 14.

"1473

Svip, Bonde I Sverrig, 1,
34. 39, 41. 42,
une — Sen, 4 2

* re 4, 281.

Sabjorn, 2, 198 >

Sakalf, 1,356.

SDæfar, Svans Søn, 2,7.

Savar, 1, 367. 368.

Savid, Biting, 2, 200:202.
221. (Sæmund, 2, 249)

SL & — 4, 3,4 811,
1

Bølge, $ — Rolfs Son, 2,

131

Solva, 2,97.
— Grjotgards Søn, 2,

— hin Gamle, 2,7. 97. 98.

— Hognes Søn, 2, 6. 26.

— 87.32. 44.57.

Sorle (Serle), Budles Om,
2,

— Fonakers Søn, 1, 208.
211. 212. ”

— den Starke, 1 366368.

Sorkver, Svades Søn, 2,

ÉN 139. 140. i

Teit, Sara Stbitande :

Kæmpe, 1, 350.
— Niorfes Sen re 2, 329. :
Thengil (Manna s Ehengi)”

Halfdans Søn, 2, 8.
* —— 1, 105. 981. 382.

133.

Thjodolf Hvinverſke 2, 100.
Thiof — i, 470, -
Fhjoftolf, 2, 1 F
*Thor, 1, —8 5 0.
Thora Borgarhjort, £, 224.

223:;226. 228. 231. 245.
"277. 849.320.

474
— Geims Datter, 2, 352,
383 z

— Hakons Datter 1, 191.

Thoralf, 2, 198.

Thoraren, Thorgils Son,
2, 142.

orbjern Talkni, 2, 141.
Thord paa Hofde, 1, 271.
tafnglama, 2, 172.
174. 175. 187. 188. 222.

* 242. 248.

— Vagald, 2, 142.

Thordis, Bjørns Datter, 2;
258. 277.

Thorer Bonde, 2, 124.
— Hamunds Søn, 2, 58.
56. 60. 61. 102,

— Vleing⸗ Sm, 2, 330.
3315354
—23 — Gard⸗Agdes Søn,

—— Bodmods Datter,
268.

FFoergetrold, 2, 123.

Thorgeir, Vieinge Søn, 2,
330, i

—— Grims Son, 2,

— States Lands

i værnsmand, 2, 853, 354,
- 860.

Fhorgun — Thorres Datter⸗
2, 139.
Thortel Buntenfod , 2, 129.

356358

*

z
Shore! Jari Bumedalsfolfe,
— Rd, 4, 353. 356.

i Thorlaug, Thormods Datter,

tletf Sote, 1, 353.

Thormod Berſes Søn, 2, 7.

— Bodmods Datter,
— Selk Datter, 2, 141.

16. 1
*2 Sen fjelde Sen,

— Raum, Ketils San, 2,
290.

— Vikings Sen, 2, 61:63.
79. 330:354. 356:377.
Thorvid, Thorgards Son,

| rain, 1, 383.
2 — 2, 198.

— Konge. over Valland 2,
295299.

Thrand Gamle 1, 348.

Thrella, 3, 68. 69. 70.
Throſt/ Greips Son, 2,
293

e, 2, 6 .… ”
hd, 3 Son, 2, 5.
Thumal, 2, 341:343.
Thyre Danmarksbod, 1, 398.
Tigge, Halſdans Son, 2,8.
Tind, 2,197.
— Arngrims Søn, 1, 383.

2, 190.

Tote, Arngrims Son, 54
190. —

28

Toke, Harald Hildetands
Kampe, 4 350.

— Njorfes Son, g 329.

Tollus, 1, 352.

Tolufrofte, 1; 358, .
Trane, 2, 197.

" ZFrinan, 2, 13.

ne Herthegus Sen, 8,

| Troana, prlamos Datter,
4 F
Troes 2,12.
Trona, 2, — 347. 318.
ror (Thor), 2,

i — Sør 353. 354,
Troſt, 2, 140
Tunge⸗Odd, 2, 7.

Tunna, 2, 329. -

Tvivivil, 1, 353.

* Tyr, 1, 156.

Tyrfing, 2,197.
— Arngrims Son, 2, 190.
— Njørfes Son, .2, 329.

Cm — Hiideiands Kam⸗

4, 350
— Song, 2, 346. 347.
Ubbe, fee Huſto.

— — Friſiſte, 1, 354. —
855…

un — ufe), 2, 362. 363.
366. 369. 372.

Ulf lm Drikige,- 2, 103.
— hin Rode, 4; 293. Hi
mm hin Røde; 2,444...
— Skijalge, 2, 33. -

mn Gøtaé Søn, 3, 126.
— Safars Søn, 2, 7.
— Vikings Søn, 2, 330. ”

— Dnunds Sen, 2, 257.
269. 270.

— Ønunde Gan, 2; 257.

269. 270.

475

AMK 3, 274. 278. 2

” 2835285. 301. 310. 322.
826."

| Unne hin. Grundrige, ſee Au⸗

dur, Ketil Fladnaſes Dat⸗
ter.

Utfein-2,7. 84 4046 857.

Babe; Vutins em, & 37

1: e

z — 2,197. .

Valdar hin Milde, 2, fræs 18.
Rørt ——— ——

Ea (af Danmark), 4,
4

— (Atterdag), 2, 15. ”
— Hernits Søn, 3, 93.
420. 277. 279: 286. 295;

298. 3041.
Valsleit, Feri. 1,58.
Valter af Baffafteen, 3, 120:
123. 140. 141. 152. 257.
317. 319. 320,
Balthjof, 1, 284. .
Vandilmar, Ridder, 3, 249
252.

SBandlande, Svegders Sen,
2, &

Bar, Kong Brobes Smede/ 1
14. 15.

Watnar, Bifars Sen, 2,9.

.” 25... —— —

Vebjørg, Stjoldmø,, i, 354.
. 855.”

Veberorm Herſe, RB; 144

— Vegards Søn, 2,5. ”

. Bee, Kotige i Norge, 2, 4.

Vefreya, Thorſteins Datter,
Ry 3771.

Begard, Gard — Sem,

då e

476

Set, Konge i Norge, 24.
Velent, Smed, 3, 2. 3865.

67. 70. 77. 185. 186.

(Vølund, 3; 51. 186).
SE AE 197. .

— 2,

— hin Gamle (SuguetsøR),
2, 5. 141.

rr Kong Halfs Kæmpe, ø,
34. 53.

— Vederorms Søn, 2, 142.
Vermund, 2, 53.
— hin DE 2, 12. 48.
Befete; 2, 197. ;
2, 312. 318. i
— Velents Son, 3, 62
779, 123. 135 ⸗ 137. 142.
145. 146. 148:152. 171:
173. 178. 1855191, 193:
195. 197 ;199. 201. 208s
212. 25Y. 260. 262. 268.
270. 272. 273. 275. 276.
" 8121314, 317. 318; 320:
324 356.
Vidgrip, Alfs San, 2, 226⸗
229.

Vidfun , Hakons Son, 2
RBR Ø

cm i Bjarks, 2, 235, —
Bidelf med Sitatigen, 83, 38.
94.99, 101. 102, 110,
", 145. 148:186. .
.%Bidrer, 1,287. 2, 194.245,

, 6:
Ek 319. 845. 346. .M8 ”

—

— 2, 197. | —
edins Søn, 2, 48. Bø

— Sokonge, 2, 8." .-

Hr Hildebrands Gør,

Vigle, 275. dk

*
J
. F
— V

Bigvald, 3, 219. 220. '
Vikar, 2, 497.

—s"Alfrefs Søn, 2, 24, 25.
— Alrek hin Fraknes Søn,

Viking, Vifils Sen, 2, 312.
315. 316. 319 ;336. 339:
" 346. 350. 351. 355. 357.

66. 374. 376.

— 3, 142. 145:149. .
” 471. 177. 1'78. 192. 202.
283. 284, 301. 310. 319.

326.
Vilhelm Baſtard, 1,271.
— i. Ungareland, 2,

04. 205. g .
— Konge i Valland, 2, 354.
355. 376.
Vilkinus, Konge i Vilkine⸗
land, 3, 36538. 90. 91.
93. 186

Vilum, Attilas San, 3, 120.
Vinge, 1,195. 196.198.200,
Vingener, 2, 12.
Vingethor, 2, 12.
Visbur, Vandlandes Søn, 2,

416"
Bisma, Stjotdme, i, 351.
356. .

Vober, ſee Odin. —
Vole, 2 293. 296. 299:301. .
——

Vuiner, 1, 2800.

Vol (Val) Ralfs: Kame,/ 2
34. 53.

Volſung, Rerers Søn, Kon⸗
ge, 1, 110. 112. 113.
115117. 125. 126. 2, 9.
:” fee Sifian, Konge,
Vølund, fee Velent.
Bøott hin Starke, Rolf Krales
——— 1, 94.

AN

AJ

V-9

Vott, 2, 344.344..
Votter, 2, 197.

Vmer, 1, 379.
Yngvar, 1, 327.

". Yngve, 1, 353. 354.
ireks Søn, 2,11.

— Frey, Konge, 2, 100.

— Konge i Upfal, 1, 884.

385. 394, -2, 245.

SA Geirmunds Datter ; 2,
F— — Helges Datter, 1, 21.

22. 27:29. 31:33. 36:41.
- 43. 44. 80/82. 85. 86. 28:
99.

3 % 12.
HEder, 1,105. 284. 439. |

2, 16.76.

Emelrik, ſee Ditlev: Dantes |

Ogmund Agerſpilder, 2, 290.
— Cythjofsbane, 2, 185;

1 488. 200, 220. 247. 251.

252.

— hin Danſte, 1, 274
Dan Alfafprenge, 1, 3880.
— Kong Nordres Datter, 1,

. 46. 25. 26.
Dovaib, —— sm, 2,

. &

477
Oirun, Kars Datter, 2 10.
Olrunar⸗Cgil- ſee Egil Vadas

Son
sy Dlvald, Sætte, 1, 105.
Olvor (Alvor), 2, 178: 179.

” 181183. 246. 311.

uke. Elſungs Soſterſon,

— Hornboges Son, 3, 142.

474 É 74. 175, 191. 194
19%, 204. 205 2135215.

* Ondot, 1, 433.

— hal Søn, Konge,

Er ae Ildraades Fader, :
32
— Eyftein Ibeandes Sen,

RB,"

— Upfja, Sove, 2, 267.
Orn, Konge, 1, 285.
Ornulf/ 2 293. 294,

— Keifer, 1, 330,

AOrvar⸗ Odd/ Grims Sen, 1,
352. 384. 387⸗391. 393,
394. 2, 130..140. 142.

. 4146 51.94. 198: 209. 21.5:

i —— Gidforul, 2, bg

ØDefur, 2, 1% i

LIG 2, 362. 363. 365.
372, .

Anm, ged” kerne i dette — Guders, Sætteré, rotbet;
Dverges, Valaers og andre efter — Tro over⸗
J naturlige Voſeners ——

-

Geographiſt Regiſter.

Marheim, 1, 426. 448. 449.
450. 456. 459,
— i Geftrefeland, 2, 193.

Adriatiffe Hav, 3, 262.

Agde, 1, * 352. 2, 5. 99,

Agnafit, 1, 393, På -
384, 380,

Aftrenæs, 2, 24
Aker i Sverrig, 1, 353.
Alafos, 1, 380.
Alandshav, 2, 16.
Alafund, 1, 285.

Xlfheim, 1, 348. 379. 380.
2,4, 6. 10. 81.99. 311.

Alfreksſtad, 2, 23.
Aldeigeborg, 1, 386.
Aldinflis, 89.
Aldinfæla (Oldengiel), 3,.86
Alperne, fee Mundiaffeld.
Andvare⸗Fos, 1, 141. 142.
. Anger, 2, 88. 89. 122.

Angler, 2, 223.
Angulss, 1, 285.

Annisnaæs, Hnundsnas, 2,

Antiechien, 2,253.
Apulien, 3, 1. 25. 420;
——— 203.

Arneidſtadei — paa

Island, 2, 142.
Asgaard, 1, 129. 363. 364.
Aſieland ell. Aſi ieheim, 1, 3003.
Aſien, 1, 363.
Atalsfjeld, 2; 217.

Babilon, 3,386. 387. 390.
402,
Bafalar 8 85 107. 276. 353. -

357,
—— 2 61. 66. 67.
70. 72. 73. 74. 75.82. 84.

85. 86.

Balegards Side, 2, 323.
Bardefjord, 1, 281.
Beitſo, Beiteſo, Beiteſtad, 2,

5. 19.
Beies Hoi, 2, 63.
Berg i Oplandene, 2, 4 18.
131.

Bern SEK 3, 22. 24.

926. 28. 33. 34. 35. 64.
"68. 71. 73. 74. 75. 77.
779, 81. 86. 90. 123. 129.
434. 142. 145. 146. 149,

450. 171. 172 181. 182.”

184. 192. 214.215. 218.
222, 226. 230. 272. 273,

B.E

974. 308. 306. 380. z82.

388. 389. 3941. 392. 396.
397. 398. 400s.

. — (Bretagne), 3,
80, 1 8. 183. 184,
185. 934. 388. 408. i

Bertangeffov, 3, 185.

Berurjoder, 2, 139.141. 142.

145. 146. 1
150. 151. 233. 236.
Bialkeland, 2,226. 227.
Biarks, 2, 235.
Bjarmeland, Bjarmer, 2, 26.
27. 152. 155. 160. 168.
173. 184. 186..205. 217.
Bolgaveland, 1,274. 3, 262.
Bolm, Bolmo, 1, 381. 383.

147 7. 148. 149,
384. 2, 190.
Borgarffov, 3, 130. 291.
Borgundarholm (Bornholm),
1,280. 2,312. 374.
Braavalle i Øftergotland, 1,
130. 222. 335. 349. 350;
i "353. 467. 2, 140. 252.
Braavig, 1, 350. 352.
| Brandenborg, 3, 220. 2311
" - 938. 247. 251. 253. 256.
257. 261.278. -
Breidefjord, 2, 58.
Bremen, 3, 379.
Brenneser, 2, 365. 366. 372,
i Briktan, -3, 68. 77.
Brittan, Britannien, 3, 04.

Brodrehoi, 2,25.
Burfeld paa Island, 2, 142;

Buſiltjorn, en Aa, 1,139. -

i Dampfiad i Reidgotland, ”
448. 451.

Danevirfe, 4,292.

479

Danmark/ 1, 3. 4. 16. 93. ss

33. 41. 44. 61. 89. 90.

” 102. 136. 191. 192. 922.
262. 265. 268.292. 299.
305. 306. 307. 319. 826.

328. 330, 342. 344. 8472

348. 350. 358. 366. 369,
466. 467. 2, 14. 15. 16.

28. 30. 4. 45. 97. 181.

326. 385. 387. 399. 3, 1.
70. 110. 124. 125. 127.
135. 190.

Didriksbad, 3, 400. 427.

Djupaelven, 2,354. 357.

Donfloden, 1, 363.

Dovrefjeld, 1, 325. 2, 4, 18.
"30. 262.

60. 467.

„278.

Edisaa (Etſch), 3, 66.

Effja (Effjafund) paa Orken⸗

verne, 2, 76.
Efving, 3, 80.

Eid, 1, 380. s | i
Eikerserne, 2, 202.
Einderis Her, 1, 280.

d

Elfarffjær, 1, 366. 2, 168.

i 185. 242. 361. c

Eliavoge, 1, 380. 2, 311...

Ellibe⸗Eide, 2, 5.

Elvarſund, 2, 220.

Elven, 1,353. 2, 10 177.
185. 244.

Englenes, 1,087
England, 4, 16. 256. 257.

259, 263. 264. 266. 6

269. 270. 271. 325, 3
"827. 329, 347. 359: 467.
. 468. 469.- 3, 265.

LÅ]

» 127.
— 3, 118.119. 124.
Jenring i Hordeland, 1, 306.

352.
Finland, 1, 420. 2,3. 16.
Finmarken, 1, 45. 368,..2,
47. 26. 110, 111. 112.
115. 417. 131. 132. 455.
160. 167. ,
gjaler, 2,5.

Fjordefylke i MORE 1, 352.
2, 5. 257. 268. 322.
—— Flaminger, 1,

192. 223.
Fratiand, Grantrige, — —
Franker, 1, 154. 192.
297. 299. 328. fra ts
223. 3, 232. 233. 235.
241. 242. 246. 253. 254.
Frakland, Frankland (Frans
ken), 1, 154. 296. 297.
299, ad; 41. —
Framnaæs, 2, 61. 63. 70. 71.
, 81. 82. 86. 361.
Frekeſteen, 1, 131.
Friſia, Frisland, Friſer, 1,
. 2,223. 3, 104. 421,
Fritile (Fridfæle), 3, 25. 135.
. 256. 257. 258. 259. 260.
269. 312.
Fyen, 1, 191.
Fyrisval, 1, 86. 87. 468.

Gandvig⸗ 1, 370. 2, 46. SK

132. 136. 137. 138. |
Garder. i Danmark, 2, 293.

(SAS)

420. 421. 423. 466. 467.
2, 200. .
Geirſtad i Veftfold, 2,99. .
Geringsheim, 3, 149, 150.”
Geftrefeland, 2, 123. 124,

Gjardogeima, 2,26.
—— ; 293. 379. 407.
1

Gnipefjord, 1, 236.
Gnipelund,. 1, 128.
Gnitehede, 1, 140. 196. 298.
Goter og Goter, 1, 54. 55.
4:13. 355. 48. 449, 453.
455. 463.
Gotlande 1, 55. 60. 113.
115. 221. 222. 268. 277.
851. 353. 358. 467. 2, 3.
44. 97. 200. 221. 249.
311. 363. 3,90.
Grafdalsvig, 2,25.
Gransport, 3, 311. 313.
328. 354.
Grimsgaard 2, 311.
Grimsnæs paa Island, 2,

142.
Grimss, 2,359. .
Gregen, Gregenborg, 3, 262.
9

Greipaa, 4, 447. 448.

Grinderne, 1,130. .”

Grund, 1,37. :

Grakeland, Graker, 1, 369.

2, 202. 3, 91. 93. 96.
121. 262.

—— Hav, 1, 162. 3,
Græfelands Der, 2,203. 3,

&

Græning Grønning) , en
— i Danmark, 1, 292.

— 2, 99,

SG.J

Gronneſund, 3, 39.
Grønningefund, 2, 818.
Gudbrandsdale, 2, 6,
Gole, 2, 5.

Gøtelven, 1, 348. 353. 358.
" 380. 2,6. 311.
Søtejfjær, 2,16.

Haa, 1, 373.375.
Haddingedal, 2, 8. . NH
Haddingers Land, 1,192.

Hadeland, 1, 331. 332, ET ØR

Halfelsholar, 2, 142.
Halland, 1, 328.

— ere 379. |

380. . 469.

107. 134. 132, 145. 432:

168. 235. 299, 311.
Hammer, 2, 258. |
BØ paa Samso, 2,

— 2, 23. 25.
Haug i Sverrig, 1, 468.
. ——— jelde, 1, 446. 447.

Hedemarken, 1, 332, 2, 4.
18. 98. 99.
Syedinsø, 1, 128. -
Hedningevig, 1, 282. .
i Helluland, 2 252.
Helſingebugt, 2, 16.
.Helſingeland, 2, 124.
Hindarfjeld, 1, 153. 154,
Hindarhede, 1, 305.
Hof paa Jeland, 2, 141.
Holmgaard, 2, 8. 3, 91. 92,
. 166.279. 366.
Solménæs, 2, 218. 243.
Holfeteland, 1, 303. 305.
Hundland, 1, 127.
Huneland, Huner, 1, 109.
"440. 112. 134. 417. 449.
453. 454, 466. 2, 206.

Nordiſte Fortidé⸗Sagaer, 3die Bind,
i F

ru

481
231. 232. 235. 384. 387.

401. 3, 1. 38. 39. 80. 95.
96. 97. 98, 99. 104. 105.
106. 108. 1,10, 113. 114.
116. 118. 120, 134. 231.
256. 257. 261. 278. 279.
280. 284. 286. 288. 291.
292. 296. 298. 301. 302.
305. 307. 311. 312. 313.
314. 315. 316. 322. 323.
325. 326.328. 329.-330.
344, 345. 347. 348. 352.
353. 357. 860. 362. 365. .
866. 367. 368. 369. 370.

. 871. 373. 374. 377. 378.

ne — * 235. 236.
Hofde, 1,271.

——— 14,271.
——— 3, 366.
Hoifjeld, 2,133.

Hordeland, i 352. 2, 5. 23.

26. 33. 35, 57. 96.

. Jubieland, 2,313. 316.317,
323. 325.

Irland, Irer, 1,283. 2; 177.

,” 181. 182, 183, 223, 232,
245.
—2 — 2, 13.24. 58. 141.

Iva, 1,278.

R Jarlungeland, 3, 152.

Jarnemoder i Holſeteland, 1,
3065.
Jordan, 2, 204. 250.

Jorſaleland, 2, 204.

Jorſals Borg, 2,250.

Jorvaſund, 1, 128.

Jorvik (York), 1, 326. 327,
3 . aå 3

Joſursfjelde, 1, 459.

Hh

Kurland, Kurer, 1
* 466.

482

1, 346.
——— 4, 379. 380. 2,

— 2, 16. 311.

Jylland, 1, 328. 330. 3,42.
46. 90. 110.

Iyllands Hav, 2, 28.

Jaderen, 1, 352. 2, 66.

122.
Jæmteland, 2, 124. 142.
Joſurhede, 2,24.

Kallova, 3, 39.
Karialebotn, 1, 343.
Kjolen, 2,4. 17.

Klifland i England, 4, 329.
Kolmark Sfov, 4, 350.
Kolss, 2,23.

Konghel, 2, 27.

Kreta, 2, 12.

Kullen, fee Rodebjerg.

Kvindeherred, 2, 25.
Kvænland, Kvæner, 1, 305.
Kænegard, 4, 350.
Køgia, 1, 350.
Kormt, 2, 1422.

Eagenas, 1, 130.
Landøre, 1,350.

Langbardeland (Lombardiet,

— 1, 328. 3,
. 261. 274. 4012 414,

403, Longobarder, 1,192. ,
Mufalaa (Mofel), 3, 323.

Lapland, — 2, 17.
Leire, 1, 59. 321
Leiregaard , 1, 4 61. 62.

91.
Lide i Beftfold, 1, 325.
Lifland, 4, 351

. —— 2, 326, 374. 376.

2 dd

sell |

Lindale (eller Symbale), 4
"172. 175. 212.

Lindesnas, 1, 325. 328.

Lindesøre,, 1, 284.
Lippa, 3, 68.

Lougen, 2,6.

Luna (Luneborg), 1, 255.
328. é |

Lund, 1, 306
Lunduneborg(London), 1,266.
267.

Lutuvald, 3, 383.

Lyrevald, 3,-69. 146.

Læsø, Leso, 2, 17. 180. 219,

Løgen (Malaren), 1, 321. 2,
384. 38

e …—

. Mannheim, 41, 379.
—— paa Island, 2,
141

Marſereland, 2, 318.
Marſtein, 3, 118. 130.
Midenge paa Island, 2, 142.
Midfjord, 2, 107.
Middelfjelds Strand, 2, 58.

" Middelhavet, 1, 462.

Mioſen, 1, 332. 2,6. 18.

Mosfeld, 2,142. ,

Munarvig, 1, 275. 387. 397,
400. 2, 188. 190.

dundiefjeld (Fjetdet, d. e.

Alperne), 1, 299. 313.
3, 23. 25. 31. 33. 123.
124. 135. 230. 262. 274.
275. 216. 313. 383. 388.

Myrkvid, én Skov, 1, 451.
454. 457. (jf. 3, 110).
Mæfinborg, 2,14.

- Mære? (Mæn), 3, 350.

Monſterborg, 3, 379.
— 2,9. 17.

-

FR

Niflungeland, 3, 169. 208.

. 215.218. 329. 330. 3341.

332.343. 346. 378, 379.
412. .
Njardo, 2, 6. 26. ar RR

Nordhumberland, 1, 23. 25. ”

282. 325. 329. 359. 467.
2, 183. 184. Gl
Mordmøre, 2, 5.
Meborefjord, 2,4. 18.

Worge, 1, 45. 213. 226.

— 270. 294. 306. 331, 349.

352. 366. 375. 405. 466. .

467. 468. 2; 3. 4. 11. 13.

14. 15. 18. 19. 32. 57.

Gi. 64. 81. 82, 86. 95.

122. 139. 147. 170. 177.
- 185. 232. 235. 257. 266. -
273. 290. 293. 311. 326,

327.

Novaja Zemlja, 2, 162.
Mumedalen, 2, 5, 6. 19. 96.
| a i 103. 124. 141. 168, 233.
| " 257. 261.

, Narite, — 29

Naſtefjord, 2,107.

| Norveſund, 1, 128.

Odinso, 4,367

Ofotansfjord, 2, 123. gt

Opdalene i Norge, 1, 46. 2;
118.”

Oplandene i Norge, 1, 398,
366. 2, 18. 44, 87. 131.
271. 326. 374. 376. 377.

Palteſtia, 3, 91. 299.
Papo, 2, 373.
Paris, 1, 3608.

Pulineland (Porn), 3, 1.
90. 93. 154. 155. 157.

280. 287. 291. 299,

Rogeland, 2,
Rom, Romeborg, 1, 255.

483

Rafniſta, 2, 103. 104. 112,
115. 120. 123, 126. 130.
131.139. 141. 142, 145.
146. 152. 154. 167. 170.
171. 176.181. 202. 232.
. 287. 259, 260. 269. 277.

Rafnso, 2, 120.

Ran, 3, 398. 399.

Nana, 3, 270. 400.

Raumelv, Romelv, Raumaa,
"4, 348, 358. 380. 2, 6.

311.
Ravenna, 3, 305. 306.

Reidgoteland, 1, 320, 328.

338. 340. 347. 412, 413.

"414. 415. 416. 423. 424.

425. 448, 454. 466. 2,9,
Reykneſinger, 27 33.

Rin (Rhin), 1, 105. 167.

175. 204. 298. 2, 398.
.3,.231. 268. 276. 349.
350. 361. 383. 384. 387.

Ringerige, 1, 330. 331. 832,
2, 8. 64. 95.

Ringſted HERE 1, 126.
je AG 1, 415. 416. 2,
101.

Roeskilde, 1, 366.
Roge, 2, 24. —
5. 24. 26.

256. 313. 328. 3, 25.
124; 135. 136. 149. 235.
, 257;258. 261, 262.

6

Rommerige i Norge, 1, 358.

2; 98. 909. 311.

Rommerrige, Rommernes Ris
ge, 1,262. 313. 3,401.

Romsdalen, Raumsdal, 2, 6.

Runtfluffov,. 3, 86.
0h2

484

ANusland/ Rusſer, 3 4. 90.
91.92.93. 112. 120. 280.
281. 282. 283. 284. 287.
288. 296. 297. 298. 299.
300. 301. 302. 303. 304.

. 819.383. (Rutfeland, 3,

287).

Mæning, en Gaard i Sverrig,
1, 466.

Rodebjerg, 1, 128.

Salerne, Salernisborg, 3,
7,12. 18. 21. 23.

Samsø, 1, 275. 385. 386.

387. 392. 396. 397. 406.
2, 188. 196. 221. 248.

Sarfefteen, 3, 262.

Garland, Saxer, 1, 16. 19.
28. 192. 314. 329. 350.
417. 418. 419. 467. 2,
40. 223. 374. 386. 390,
391. 3, 1. DA 124. 125.
134. 149.

Serkland, Serker, 1, 368.
369. 370. 371. 375. 2,
217.

Sicilien, 2, 202. 203. 204;

Sigtun, 1, 353. 2, 194.
196. 249.

Sjælland, 1, 320. 321. 323.
328. 338. 342. 346. 350.
2, 27..175. 181. 219. 3,

— 38. 39. 62. 90. 93. 99.
109.

Skaane, 1, 328. 346. 350.
2, 44. 3, 90. 125.

Skalkſtov, 2,124. ..

Skaͤnore, 1, 350.

Skardeborg i Engelland,” 1,
3

29.
Starpaffær, 1,27.
Skatelund, 1, 311.
Skida, 2, 170. 219.
Skiringsſah, 1, 359.

R⸗S

Skotland, Skotter, 1, 286.
446. 447. 2, 98. 177.

223. 5
Skrofar, 2, 119.
Skrottan — 3, 94.
Skade, 1, 284.
Sles, 1, 329.
Smaaland, 1, 470.
Smalenſt, 3, 91. 301, 302.
Sogn, Sognefylke, 2, 5. 18.
23. 4. 61. 65. 68. 70.
81. 86. 87. 95. 96. 139.
353. 355. 360. 361. 372.
373. 376. 377.
Sognefjord, 2, 18. 70.

Sogneſund, 2, 66.

Sofnedal, 2,18.
Solfjeld, 1, 126. 130.
Solunder, 2,71. 72.
Solser, 2, 7. 97. 98. 99.
Sorshoi, 2, 98.
—— iNorge, 1, 213.

—— Spanien, 1,
299. 369. 3, 1. 19. 100;
152. 153. 154.

Sporta, 3, 357.

Steig, 2, 122.

Stein i Ringerige, 1, 332.

Stiflafund, 2, 99

Stikleſtad, 1, 469.

Stokkeſund, 1, 349.

Stord, 2,24. 25.

Streitaland, 2, 87.

Suſa (Suſak), 3, 105. 107.

109. 111. 119. 121. 123.
277. 218. 280. 287. 288.
294, 295. 297. 304. 307. e
309. 310, 324. 325. 343.
346. 348. 356. 357. 379.
381. 385.
Svaben, 3, 1. 23. 27. 28.
31. 113. — 231.
Svabenffov, 3 ; 159.

SV
Srwnſie- 2, 322. 323.

Svarinshoi, 1, 129.
Sveaffjær, 2, 16. 220. 247.
Sverrig, Svearige, 1, 28.
29. 31. 34..41. 43.72.
773. 85. 87. 102. 236.
237. 239. 240. 241. 246.
E "240, 250. 805. 319. 321.
324. 328. 336. 338. 342.

344. 346. 347, 348. 349.

- 850. 353. 358. 388. 389.
394. 466. 467. 468. 469.
470. 2, 14. 44. 97. 100.
171. 1'76. 188. 199. 202.

24. 295. 299. 300. 306.

312, 323. 325. 327. 365.

381. 385. 399, 3, 1.47,
64. 90. 106.

ren paa Island, 2,

1
Syderrige, 1, 252, 255. 261. .

— 1, 282. 12,

Syrland, 2, 204.
SD ERB 2, 61. 82. 86.

Sogn i Svaben, 3, 31.

ve

Sogia (Kogia), 1, 350.
Sok, en O, 1, 130.

Sondmore, Sundmøre, 2,5.

Tellemarken (Thiler), 1, 353,
355. 2, 8. 24.

Thjode (Thy) i Iylland, 3,
42.

Thjorsaa paa Island, 2, 444.

Shorsnaæs, 1, 130.
Thotten, 2, 98.
Thruma, 2, 5. 112. 329.

v

485. é

Thyrningeland, 8, 1 ;
Tranevaager i Elfarffjær, 2,
185. 220. 247.

Trentedal, 3, 135.
Treyaa (maaffee Drau), 3, .
8

2. - ”
Troia, 3, 375. 379, 410,
Troja, 2, 12.
Trondhjem, Trønder, 1, 291.
293. 2, 5. 17. 19. 98.

Tumatorp i — 3, 125.

Tyra, 3, 231. 238. 242.

247.

Tyrkland, Tyrker, 1, 379.
381. 2, 14. 13. .

--

Ullarager, 1, 279. 2, 313.
315. 325.

Ulvefjeld, 2, 216.

Uwehoi, 2, 270.

Ulvemoar, 2, 4.

Ulveffjær, 2, 293.

Unavaag, 1, 387.

Ungareſtov, 3, 243. 245.
250. 251. 252. 253.

. Ungarn, Ungareland, 2, 204.

206. 3, 1. 23. 91
Utſtein (?) 2, 122.

Upfal, 1, 28. 31. 72. 74.775.

83. 86. 236. 237. 241.

247, 314. 321. 323. 348.

353. 384. 393. 2, 11.
” 198. 199. 245.

Upſalarige, Upfalavælde , 1,

3214. 322. 328. 468.

i Vadmicufan Klofter, 3, 490.

Valborg, 1, 194.

2

N

486

VBValdres, Balders, 2, 8. 9.

18. 26.

Valkeborg, 3, 310.

Valland, Valler, 1, 309. 328.
448. 2,10. 295. 296. 354.
355. 376. 3,1.

Valsborg, 3, 99.

Valſlongeſtoo, 3, 231. 241.

243. 244. 245. 246. 247.
Vanaqvifl, 1, 363.
Vanlands Herred, 3, 126.
Barinsfjord, 1, 128.
Varinso, 1, 129.
Vaſkeſteen, fee Valter af Va:

ffafteen i Navneregiſtret.
Vataa ved Braavalle, 1, 352,
Vatnarshoi, 2,25
Vatnsdal, 2, 290.
Bedrafjord, 1, 283.
Venedig, 3, 1. 27. 28. 68.
… 89.171. 175. 215.

Vermaa, 2,6.
Vermeland, 2,4. 97.

Vermintza (Vorms), 3, 330.

343. 345. 346

Veronne, 3,219.

Veſter⸗Frakland, 3,231.

Veſter-Gotland, 1, 319. 320.
— 349. 359. 470. 2,

Befter:Sarland, 1, 467.
—— 1, 325. 359. 2,

»

8.
Veſtmore, nu QVeftfold, 1,
59. i . i

Veſtmorerne, 2, 98.

Veſtlands Herreder i Dans

mark, 3, 135.
— Vide, 2; 24, F
——— 4— 732, 253.

Bie, 4, 3:8. 14. 2, 312.

8-9

"Biltineborg, 3, 264, 290.

293.
Vilkineland, 3, 36. 90. i
. 93, 97. 100. 1403.
105. 106. 107.109. 1.40,
111. 112. 117. 120, 144.
146. 147.264. 277.7337.
338. 339. 342.
Vigen, 1, 293. 328. 359,
2; 87. 131. 138, 145. å

146.
Bina (0. e. NM; 2, 26.
155. 157

Vinborg, 1, 194.
Vindland, Vender, 1, 328.

329. 351. 424, 3, 1. 90.
1.73. 174. 215.

Vindel (Vendſysſel), 2, 98.

Vingulmark, 2, 99.

Viſeraa, 3, 41. 73.

Vitadsgjafe, 2, 107. 108.
109.

Bogar, en Gaard, 2, 329,
345. 349.

Vaneren, 2, 4. 6. 97. 300
301. 334. 336.

Vors, 2, 9. 23. —

Mork, ſee Jorvik.
Ymisland, 1,. 379.

Ogotland, 4, 320. 342.
Ogvaldsnas, 2, 24.
Oland, 1, 320.

Omlungeland, Omlunger, 3,
64. 66. 134. 142. 195.
256. 257. SR 1. SR 274.

302, 311. 313. 314. 315.
317. 319. 320. 322. 326.
380. 381. 382. 390. 391.
-392. 396. 397. 398. 399,
400. 413. (Humlungeland,
” 3, 68).
Ondverdenas paa Island, 2,
142,

Ørefund, 1, 277. 349. 374,
377

Orkenserne, 2, 69. 70. 77.

82. 86. 177. 372. 373.
- Drlungeland, 3, 267.

487

Oſterdalene, 2,4. 6.

Oſterelven, 2, 6.

Oſtergotland, 17 347. 348.
350. 467. 470.

Oſterrige, 1, 343. 350. 467.
3, 91. 110. 337.

Oſterſoen, 1, 366. 2, 16.

365. 372. 374.
Oſterveg, Oſterleden, 1, 270.
271. 321. 368. 2, 8. 326.
" 328. 363. 365; 3, 36.
—— paa Island, 2,

Sagregifter.

/
ka, 7

Moa, fort, (Obſidian), 1,
431

Alfer, 1, 29:31. 91. 104.
150. 159. 291. 358. 3,
169. 377.

Anelfer, 1, 39. 49. 94.

Arithmetik, 1, 454. 460.

Arv, 1, 23. 50. 53. 54. 449,
451. 453.

Arveol, 1, 132. 205. 271.

348. 394. 448. 450. 451.
2 95. 115. 200. 231.
Aſer, 1, 104. 105, 150. 160.
288. 344. 345.
Asgaard, 1, 104. 129.

Aſtronomi, 1, 137. 302. 2,

179.
Baal, 1, 188. 190. 308.
ÅR

3.
Badning, Bade, 1,349. 3,
125. 287. 427.
Bannere, 1, 93. 95. 3, 11.
143. 150. 184. 200. 269.
274. 216. 278. 279. 281.

282. 296. 297. 299. 302. .
— 310. 312. 317. 318. 349.

370. 371. 372. 383. 399.
407.

Beg, 1,779.
357; 358 412. 456. 466.
2, 334. 3, 260. 330. See
Baal og Høle

| Berfærter, Berfærfegang, 1,

31. 35:41. 43. 63:65. 69.
770. 71:80. 83:102. 383.
387. 388. 411. 2, 80.
189:190. 387. 394397.
398.

” Betræk i Hallen, 1, 77. 166.

2,67. 3, 20. |
Billedftøtter, 3, 400.
Bjarkemaal hint gamle, 4,
103-106.
Blaamand, 2, 294.
Blodhavn, fee Hævn.
Blomſter og Urter; JESS
(Fjeldkvanner), —
Lillier, 3, 172, —
181. See ogſaa Løg.
Bordſkikke, 1, 6264. 3, 44.

Bordtoi, 3, 9. 20. 98. i
Bordyring, Syning og Vævs

ning, 1, 164. 165. 180.

191. 234. 309. 408. 2,

182. 199. 3, 263. .
Borge, 3, 269. 299. 300.

50 k

i Bragninger, 2, 3. 9.

kf +

Btandſtok, 1,113 .
Breve, 2, 315.316. 3, 29,
95. 97. 98. 154. 155. 234
>= 237. 254. 258.
Brydning, 1, 59. 770.

Bryllup,/ 1, 232. 386. 414.

" 418. 2,28. 117.

Brynjer, —— 1, 123.
129. "455. 50. 288.

… 290. 308, 309. 312. 355.

i 358. 405. —
Bratſpil. 1, 138. 180. 262:

63. 321. 407. 433-434.
436. 2, 65. ,
Brodbagning, fee pift.
Budlunger, 2,3.1
Budſtikke, 1, 241. 250. 287.

25-51,
Buer, Pile, Bueſkydning og

Spydkaſtning, 1, 251:
355.460. 2,26. 85.111.
113: 1145115. 1228123.

” 147. 152. 154. 164. 177.

"41/78, 209. 228. 233. 253.

- 259. 261. 268. 269. 272.

274. 286. 287. 3, 56.
141.152. 174. 187. 302.
312,

Bygninger, 1, 15. 75. 78.

. 83. 153. 166. 168. 214.
294, 332. 2, 32.41. 67.
779. 84. 145. 155.-3, 167.
371. 415.

Boder, 1, 104. 141. 191.
— 322. 326, 412. 8,

y

Dands, 8, 1214.
Danſtk Tunge, 1, 328. 384.
Diſarblot, 4 380. 2, 82.
See Ofringer.
Difarfal, 2, 68. 83. .

489

Diſer, 1, — 157. 199.

. 288. 303. 323. 2, 456
398. -401.

Domme, fee Love.

Drager, 1, 65:66. 143.

1468. 277. 2, 105. 306.

. 3; 88 ; 89, 340; 341. 342.
346. 402 $ 405. 408.

Drageffibe, fee Skibe.

Drauger, 1, 401:403. 2,
295299. J

Drikke. 1, 94. 132. 165.
1/71. 192:193. 427. Søe
Ol, Mjød, Viin.

Drikke i Fællig og til Kaps,
4,17. 3, 258.

Drikkekar, 1, 132. 166. 272.
293. 371. 2, 78. 211.
213. 215. 268. 317. 3,
140. 258. 305.

Drikken, 1,94:95. 272.

Dromme, 1, 14. 167. 169.
188. 194; 195. 197 199.
338 ? 339. 343. 386. 2,
37:39. 47. 78. 153-⸗1 54.
282. 301. 305. 306. 337.
391. 394. 397. 3, 251; .

348.

Dverge, 1, 363. 381: 382.
2, 259. 269. 366 : 367,
' 399. 3, 28:29. 39:41.
SÅ, "See under Navneregi⸗
ſteret.

i Dyr: Bjørne, 1, 48. 105.

198. 2, 154. 161. 306,

337. 3, 146. 244. 2440

336. 341. Bøfler, 1, 187.
3, 241. 244. 248 s 250.
336. Elefant (810, 3, 86⸗
. 87.131. 177.424. (Aſpan⸗
dil, 3, 417; Alpendyr, 3;
. 177). Elg, 1, 117. Faar,
1, 7. 48. 227. Geder, 1,.
130. 231. Hjorte, 1, 169.

490

491. 2, 210.-3, 241. 244.
427. Hind, 3, 161. 244.

331. Hvaler, Hvidbjorne,

Saler og Hvalrosſe, 2,

107. Hvaler, 2,76. 110.

135. 136. 138. 161. Leo:
pard, %; 339. Løver, 1;
423. 3, 341. 404. Muus,
1, 105. 3, 224. Rener,

2, 112. Rave, Rodkind,

2, 337. Svlin, 1, 129.
2, 305. 441. 444. Sæter,
2, 121. 161. Ulve, 1,7.
130. 2 305. 337. Vild:
Å galte,. 1, 187. 422. 3,
122. 1'77:1'78. 331. 335.
Væfeler, 1; 123. 2
Dodsmaader, 1, 124. 208.

210. 212. 243. 269. 270.

304. 315:316. 321. 327.

332.

324. 3, 369.
Døglinger, 1, 330. 2, 9%

Ed, 1, 13. 2, 35. 184. 3,
212:213.255

Edderkop, 1, 430.
Ellefolk, fee Alfer. —

Faldgrave, 1, 77.
Faner, ſee Bannere.
AN Behandling, 1, 202.

Bie:
8. 2, 304. Lar, 1, 104.

fat. Odder, 1, 104. 141.

Orter, 1, 475.

Sild; 1, 141. 229. 447;
—— 2 104, 109: 110.

Fjæder (Lænter),1, 117. 124.
202. 423.

Fodangler, 1, 38.

2, 32. 139. 281, . 3, 170.
Fugle: Edderfugl,

Gjedde, 1,444. 142.

i D3

.

Forflædte, 4; 20. 22. 2, 304,

361. 3, 218. 236. 258.

Fortryllelſe, fee Trylleri og
Trolddom.

Forvandlinger, 1, 30. 48. 98.
120. 122. 141. 173. 175.

" 182. 365. 425. 446. 2,
76. 123. 137. 302. 3,
162,

Foræringer,. 1, 32. 3, 276.

Foſtbrodre, 1, 188. 368. 370.
eg — 327.

—— 1,115. 144,
Frieri, 1, 335. 408. 2, 55.
64. 278. 3, 9:10. 115...
153. 216. 341.
Sr 1, 91,:93. 417. 424...

1, 444.
Falke, 1, 444. 446. 3,
22. 28. 174. 244. 393.
422, fee Søge. Grib, 2,
251. 3, 60. Gjes, 3,
48. Hons, Dk 48. Krager,
1, 127. Nækgaafen, 1,
439. Ravne, 1, 123. 430.
Odins Ravn Hugin, 1,
146. 301. R per, 1; 437.
Struds, 3, Svater, |".
1,153. Svaner, 1, 174.
431. Uglev, 1,159. En:
der, 1,439. Ørne, 1, 198.
2; 1275128.

Fugleham, 1, 111. se

Fuglenes Sprog, 1, 152;
153. 163. 3, 165. 180.

Fylgier, 1, 6. 33% 2, 154.
337.

Bylfing, Harens, 1, 303.
350. 351. 414, 454, 460.

2, 239%.

ET. 827, 884, 860.
SAN 1, 424, 2, 96.
, 186.

"89

Sængfel, 3, 148.
Fardigheder, 1, 4163. 370.

2, 147. 212 ;213. 214.
233. 253. 330. 3; 32.
126. 1405141. 219. See

Bueſkydning, Svømning,
o. fe Ve
Fæftningsværfer og deres Ind⸗
tagelfe - 1 2 253 ? 255. då
23. 1185119. 152. 'o%

269. 299. 300.

Gate, 1,.228 229. 426;
446.

Galder, 1, 156. 2, 70. 71.
- 16. 128. 312.

Galdermend, fe Trylleme⸗
ſtere.

Sand, ds 339.

Gaflokker, 2, 89. 201.

SMERTE SRD9ED, 1, 460.

Gift, 1,1
Gilder, 1, — 17. 338. 3,
137.

Gjengangere, fee Drauger.
SGjæftfrihed, Gjæftevenffab, 1,
135714, 291. 2,.124. 145;

146.
Glas, 1, 159, 3; 160.
Glaſer, Lunden, 1, 104.
Gode Raad, 1, 35. 461 ;162.

63.
Goemaaned, 2, 4.
Gravol, fee Arvesl.
Grotte, Kværnen, 1,104:
Grotteſangen, 1,104.
Gudealtere, 1, 417.
Gudebilleder, 1, 275. 380.
470. 2, 83:84. 229. 231,
Gudehuus, 2, 61. 68. 229.
. Guder, 1, 141. 150. 258.
286 : 288. 380. 446. 2;

491

61. 67. 83. See Odin,
. Def. v, i Navneregifteret,
Gudulv, 2, 86.
Guld, 1, 20. 85. 86. 87.
104. 105. 141. 142. 143.

…. 151. 153. 154 159. 1941.

1196. 221. 294. 296. 304.
307. 428. 2,775. 3, 82.
188. 190. 254. 286. 345.

" 4105411. 424 i

i Guldringe, fee Ringe.

Gygier, fee Jattekvinder.

Haller, 1, 10. 14. 80. 112;
"4413. 123. 168. 197. 294.
450. 3, 20. 368. 373.

Sam, 3, 60:62.

Handel, 3, 124. 143 ⸗ 144.

Harper, Harpeſpil, 1, 204.
213. 292. 295. 315. 3,
"18. 147. 277. É

Haver, EXblehaver, 3, 57.
1.14. 307. 361 363.

Havfruer, 3, 37. 186. 350.

— Havmænb, 2,29:31.

Heiddraupner, 1, 158.
Hellebarder, 3, 94. 187. 418.

Heſte, 1, 9. 58. 62. 85. 139.

" 449. 3, 21. 32. 383. 393.
— 406. 416. 417. 4241.

— 5 1, 85. 192. 8,

— (Løber), 1, 139.

Heſtenavne: Arvaker og Als
fom, 1, 158. Blauka, 3,
426. 428. Falfen, 3,75.
84. 87. 430. 137. 482.

283, 291. 310. 319, 323.

"400. Fare, 2, 150. 151.
Gote, 1, 17% Grane, 1,
404. 180. 139, 154. 165.

” 470. 173. 178. 179. 188.

491. 307; 3141. 3, 166.
168. 184. 345. Holkne,
4,173. Rifpa, 3, 33. 34
74. 75. 124. 276. 412.
416. 417. 418. Skem⸗
ming, 3, 53..65. 773. 74.
175. 76. 137. 195. 196.
. 197. 317. 321. Sleipner,
1, 139% 159. 445. Sve⸗
—— 1,130. Sveipud, 1,

Heſtersgt, 1,776. 307.

Syefteffo, 3, 392.

Heſteſpisning, 1, 470.

eee fee Trylleri og Trold:

dom.

Hjelm, 1, 123. 129. 192.
455. 50. 3 50. 65.

! d e

171. 128. 288. 308. 309. +

312. — 358. 360. 373.
405. 406 Mee 9 ea
31. 35. 36. 777. 19.1
283. 386. 405.
Hoddropner, 1, 158.
Holmgang, 1, 7385. 389 fag.
2, 394. 393 ; 398. 399.
401. 3, 415.
Honning, 1,118. 8, 391.
Horn, fee Drikkekar.

Horn, Dee med Koſtbarhe⸗

der, 1, 85. 86.

Huler, 1, 119. 3, 188. 190.

Hundenavne: — (Pudel),
2, 31. Gram, 1, 83. 2,
345. 347. 348. vopp og
Ho, 1, 3. 7. 8.11. Pas

ron, Bonift, Posſa, 3,
248-250. Staffa, Stut,

Brakka, Luffa, Ruffa, Bu:

fla, 3,

Gør, ig —
Mſa, 1,22.

SHuustrop, - 39. 110. 350.
: 422.457. 2 24. 34. 40.

242. 248; 249.

5:

85. 209. 224. 286. 319,
353, 3, 113. 117.
Hylding, 1,44:45. 3, 398.

Harkonge, fee Krigskonge.

Havn, 1, 14 fgg. 19 fg. 101
fgg. 119 fgg. 125. 145.
179 føg. 205. 263-269. 3,
267. 396. 411. 426. S⸗⸗
Kvindehævn.

RL 2, 103 104.
øge (o: Falke), 1, 16£. 167.
190. 209. 2, 40. 305. See
Falke under Fugle. Hogen
Habrok, 1,76. 84.

Hoie, 1, 124. 394, 447. 2,

. 62. 95. .98. 151. 157.
180. 188.193. 198-200.
231. 270. 283. 393. 396.

Hoileggelſe, ſee Begravelſe.

Hoimodighed, 1, 71. 125.
2 353. 92. i

Jid i Hallen, — 18:80. I

113. 195. 2

Indebrænde — 1, 14
fgg. 83. 125. 470, % 40.
289. 354.

Sagt, 1,164. 421. 422. 2,
49. 209. 3 Va 238. 241;
244. 248:250. 403. .

Sern,1,69.153. 313.2, 123.

Jonsbogen, 2, 13.

Jordhuſe, fee Boliger under
Jorden.

Juul, 1, 65. 66. 69, 91. 92,
293. 2, 124. 262.

Sætter, Jættefvinder, 1, 105.

130. 159. 308; 312. 2,

109.164. 165. 240 ; 241...

Kampbefkrivelſer, 1, 95. 98.
147. 353 é 357. 390. 460:
. 465. See Tvekamp.

Kaſteller, 1, 455. 8, 9. 12.
413. 119. 130. 191. 226.

Kertilſvende, 3, 43.

Kilefylking, fee Fylking.

Kirker, 3, 223. 224, 414.

" 415.
Kjedler, 2, 297. 298. 304.
— 1, 57. 161. 2,
3

Kloſtere, 2, 202:204. 3,
. 412:417;420:421. 423;

424.
Klædedrägt, 1, 20. 30. 44.
48. 59. 124. 135. 192.
201. 222. 231. 258. 272.
308. 313. 320. 325. 396.
2 398. 2 32. 87 : 88. 90.
. 124. 125. 134. 147. 163.
1/78. 1/79. 182. 206. 209.
- 224. 246. 264. 265. 273.
Å 274. 286. 294. 297. 332.
356. 366. 367. 388. 3,
103. 112. 142. 199. 220.
-"… 224. 236. 237. 263. 276.
— 303. 328. 409. 414.

Knive, 2, 207. 286. 302. 3

367. 868. 381. 382. 3,
43. 54.

Knudsdrape, 1, 327.

Kongevalg, 1, 55.

Krakas Maal, 1,277 fgg.

Krigsmuſik, 3, 18. 370. 371.
See Lurer.

Kvigsfonge, 1, 17. 126.297

Krigepuds, 1, 87. 254.
Krigsſange, ſee —
| Krakas Maal.
| Kriſtendommen, 1, 92. 292.
| 313. 314. 315. 316. 329.
330. 468. 469. 470. 2,
203. 204. 235. 250. 3,
3. 400 ;401.

493

Kunſtvarker, fee Billedſtotter,
Bordyring.

” Kvindehævn, 1, 27. 48. 179.

4185. 205. 210. 232. 3,

332. 361. 364. 373. 377. .
See Hævn.

Kværne, 2, 204.

Kæmper, 1, 35. 36. 94, 353.
3,170... £

Laaſe, 1, 291:292. 365.

Landflygtighed, 1,37.

Lege, 1, 35. 62. 71. 91, 340.
2 ;

&

Leide, 1, 77:78.

Leir, fee Telte.

Lemlæftelfe, 1, 925. 26. 93.
2,272. 279. 3, 55:56.

Lindorme, fee Orme.

Lofdunger, 2, 10.

Love, Domme, 1, 55. 74.
348. 359. 379. 390. 411.
420: 424. 426. 458. 2
13. 14. 32. 53. 85. 86.
127. 135. 279. 3, 415:
Love for Halfs Kæmper, 2,
35. 51. Hjalmars Vikinge⸗
love, 2, 1745175.

Lurer, Lurefvende, 1, 19. 86.
134. 265. 274. 353. 416.
423. 455. 460. 461. 463.
3, 12. 102. 119. 130.
268. 272. 274. 277. 280.
” 282. 285. 286. 295. 296.
lg 313. 317. 367. 370.

1.

Lægefvinder, fee Legekunſt.

Lægekunſt, 1, 40. 123.157.
465. 2, 44. 109. 303.
340. 3, 2877288. 2314.
293. 396.

Løbere, 3, 310.

494

Løfter, 1,'79. 81. 116. 319.
384. 424. 447. 2, 79.
118. 208. 226. 3, 80. 85.

392. |
" Løg, 1, 126. 157. 191. 212.
229 e

e

Malerier, 3, 47. 227.

Mandighed, 1, 80. 83. 117.
121. 122. 125. 128. 146.
160. 202 ;204. 242 :243.
260. 270. 288. 308. 322.
2, 35. 47. 48. 51. 52. 70:
176. 18. 85. 1255 126.

Markeder, 2, 156.

BENE Eg 1,9.
Medgift, 1, 418. 424. 2,
. 28.

Menneſteoffer, 1,414.
Mjød, 1, 157. 159, 169,

” 181. 431. 458. 3, 136.

Morgengave, 1,207.

Munke, 3, 4125421, See
Kloſtere.

Muſik, 3, 137. 147. 277.
374. See Krigsmuſik.
Mønter, Øre, Mark Guld og
Sølv, 1, 295. 306. 412.
458. 2. 273. 299. 3, 39.

- 65. 134. 137. 328.

Navngivning og Navnefæfte,
1, 81. 126. 240. 2,95.
. 263. 288.
Niflunger, 1, 105. 2,3. 10.
Norner, 1; 91. 142. 150. .
159. 986. 466. See Spaa⸗
kvinder.

Norff Tungemaal, 2, 156.
2457.
Møft, 1, 30. På 28. 108. -

109. 277.

| L-R
— 1, 82:83. 424.
Offerpræft, 2, 141

Offerhufe, fee Gudehufe. ,
——— 234. 236. 359.

Ofringer, 1, 82. 379, 414—.
415. 2, 3. 4. 16. 82:83.
Opfoftre andres Born, 1,4
408 ; 409. 421. 425. 2,
61562. 146. .
Ordſprog, 1, 11. 46. 117%.
153. 162. 211. 2, 263.
272. 284. 288. 351. 3, .
1209.
——— 1, 15. 2, 89: 90.

8
Orme, 1, 121. 221. 223.
— 849820. 2, 234. 200:
orm, 1,140. 148.

Ormegaard, 1, 189. 204.

"260. 325. 3, 369. 379.
Overtro, 2, 276. 3, 52. 132.
.… 133. 233. See Trylleri,
Ovn, 1,11.

Pile, 2,. 144. 115. laug,
Remfa og Fifa, 2, 115.
123. Guſes Not. 2, 132.
134. 154. 164 : 466. 178.

207. 210. 228. 7241.
Steenpile, 2, 207. 210.
228. See Buer.

Pinsler, 1, 57. 124. 203,
209:210. 269. 304.
Purpur, 3, 98. 115. 138.
2 F de

4
"ON

Rafter, 2 2, 124.

Ringe, 1, 20. 23:24. 26:
77. 49; 81. 85. 86. 122,
123. 137. 142. 166. 195.

"RG

243. 358. 393. 2, 63.67.

" 15.,81. 196. 198. 208.

"212. 214. 263. 299. 367..

. 882. 338. 390. 3, 57.

116, 143. 218. 233, 236.

257. 329. 332.350; 351.

373. 390. 398.
Ringenavne: Andvares Nøt,

1,175. 476. * Dropner,

1, 104. Glaſer, 2, 317. |

318. Nitud, 1, 293. 294.

: 296. Sviagrig, 1, 85. 87.
88

Riſer, 1, 379. 2, 3451348.
: 8, 3. 88. 64. 94. 186.
414: 415. 424:427.
Runer, 1,5. 50. 138. 155;
160. 192. 195:197.
Ruſtning, 1, 154. 162. 211,
Ryttete, 1, 249. 324.

Sadier, 1, 174. 296. 358.
463. 3, 10. 11. 21. 65.
196. 241, 260, 289. 386.
406. 4118s8.

Sagn, danſtke, norſteo og ſven⸗

ſte, 3, 2; tydffe, 3, 2.
- 180. 378. 379. 401. 428.
Saltbrænderi, 2, 88. 89.

339. 374. 379. 401. 419.

Seidkvinder, Seid, 1, 11.

91. 120. 346. 2, 70.776.
81:148. 149, 318. See
Troldkvinder.
Seierſteen, 3, 52. 132. 133.
Seilads, Skibe, Skibsbyg⸗—
ning og Sfibsredffaber, 1,
139. 145. 199:;200. 256.

257. 325. 339. 3435344.
353. 366. 367. 387. 2, 62;

75. 106. 181. 152. 168.172

495

293. 306. 322. 326. 328.
361. 363. 3, 266. 351.
3652. Ellide, 1, 367. 2, 4,
5. 62. 63. 66. 70. 72. 73.
14. 79. 85. 363. 369. 370,
372. 374, 377. Gnod, 1,
367. Halfdansnot, 2,470. -
171. 177. Sjernbarden, VÆR
322. Ormen hin lange, 1,
367. Sotesnot, 2, 171.

Senge, 1, 29, 338. 465. ØR
340. 346.

Siklinger, 2, 9. |
Silke, 3, 284, See —
dragt.

Skaktavl, fee Bratſpil.
2, 106. 107. 108. 124.
132. 435.138. 145. 148.
156. 275. 276. 286. 289,
336. 33'7. 338. 346. 347.

Stat, 1, 91. 413. 2, 69. 81,
226. 3, 21. 423 ; 424.

— 1, 136. 140. 154,

Skattekonger, i, 90.
Steder til Sværd, 1, 58.-
Skemme, 1, 221. 320. 363.

2, 306. 312. 335.

, Skibe, Skihsbygning, Skibs—
Sange, tydffe, 3, 2. 248.

redffaber, fee Seuͤads.
Skibshuus, fee Noſt.

Otter, 2, 3. 17. 113. 124.

Sfigaard, 1, 35. 221. 223.
2, 61. 343. 344.

Skilfinger, 2, 9.

Skjoldborge, 1,101. 4154.

Skjolde, 1, 129, 311. 382.

. 436. 450. 455. 2, 300.
3, 15. 24. 65. 127. 180.
"290. 308. 309. 344. 355.
356. 358. 364. 392. 405.
Rødt Skjold, modfat Freds⸗
ſtiold, 2, 283.

496

Skjolde⸗ og Vaabenmarker, 2,
398. 399. 3, 15. 35. 65.
. 4715181. 1915192. 259.
308. 349. *
Skjoldmoer, 1, 17. 131.
166. 351 fg. 2, 227.
- 253

Skjoldunger, 1,.284. 2, 3.

e

Stjæbne, uundgaaelig, 1, 98.

101. 142. 187. 196. 199.
201. 447. 466. 2, 123.
133. 165. '
Skoſvend, 1, 292.
Skrift, 2, 224. 284. See
Runer. *
Skudild, 3, 178.
Skytsgudinder, ſee Diſer.
Slagorden, ſee Fylking.
Glæder, 2, 5.
Smede, 1, 14. 141. 143. 3,
38. 43. 162. 163. 173.
See Dverge.

Smedning, Smedered Faber,

Smedearbeide, 1, 15. 141.
143-144. 298. 363. 429.

2, 381:383. 3, 39. -43:
51. 56. 57: 60. 63. 163.

Sold, 2,98.

Spaadom, 1, 10. 188. 189. i

n 232 +233. 402. "405. 2;
150. 232. 236. 3, 350.

Spaakvinder, fee Valaer.

Spiſe, Madlavning, 1, 4.

119. 121. 125. 226-228.
470. 2, 26. 111. 122. 350.

361. 3, 204. 250. 282.
. 285. 409: Spiſe af vilde

Dyr gjør viis og gruſom,
— 1,153. 1727186," .

S

Spotet, 1,776. 173. 460. 3,

: 24, 196. 291. 403.
Spyd, 1, 223. 2, 201. 3,
340. Odins Spyd Gung⸗
- ner, 1, 159.
Spøgelfer, fee Drauger.
Steenmure, 3, 23. 367.
Stigboiler, 3, 35. 65. 418.
Stole, 1, 426. 2,103,259.
. 3, 364. SR
Styrke, Tro paa fin egen, 1,
92. 403. 2,147...
Stobning (ftøbte Hjelme), 1,
192. See Billedſtotter.
Sværd, 1, 53. 54. 58. 113;
114. 125. 188. 190. 357,
390.403. 449. 2, 35.122;
382; 384. 389. 390. 395.
399. 3, 48. 51. 82.
: 88. 203. ' '
Sværdenavne: Angervadil,
-2, 317. 318. 319. 320.
333. 339. 348. 337. 358.
359. 362. 368: 375. 377.
Blodgang, 3, 33. 36.
Brynthvare, 2,294. Drags
vendil, 2, 115. 128. 129.
4130. 140. Ekkiſax, 3, 82.
87. 130. 210. 283. 375.
— 386.400.404. 426. Gram,
1, 136. 143. 144. 147.
. 152. 153. 154. 163. 174.
186. 298. 303. 306. 3,
4166. 167. 180. 184. 210.
"213. 345. 356. 370. 374.
386. 401. .Gyldenhjalte,
4, 68. Hrotte, 1, 154.
383. Lagulf, 3, 375.
Mimmung, 3, 54. 65. 71.
772. "TÅ. 18.79. 137.145.
"449. 150. 151. 186. 209.
. 2141. 212. 213. 276. 320.

"4, 382; 388.880. 390
4015407. 411. AX. 417.

2

1856. weitte ein 1; 383.
2, 298. 299. 302. 303.

: 804,: Nagelring, 3,:29.

35. 66. 77. 83. 123. 151.
275. 413. 416. 418. 424.

Ridil, 1, 15%. 300. Skof—
nung, 1; 87. 96. 102.”

Thegn, 2, 256. 259. 260.
266. 267: 289. Tyrfing,

422. 423. 446. 447. 448.
450. 452. 461.464. 465.
2,192. 193. ;

De Wrøve i; 143.

. 298.
*

åd; 48. 49.

i Svomning, 1, 329. 2, 212.
Sygdomme, Brok, 3, 387.

Sæde i Hallen, 1, 65. 71.
79-80. 272. 293. 294.
409. 2, 208. 214..215.
224. 262. 3, 183.

Sokonger, ſee Krigskonger.

Sorles Kvad,: 1, 368.
Soonpreen eller Soontorn, 1,
18. 19. 155.

6

Teite, 1, 92. 490. 447, 460. ”
3, 98, 150, 151. 252.

284. 3145316.

Tempel, fee — ÅR

9. 387. 3, 12, 18, 46.
105. 271. 398.

Thorremaaned, 2,3.16.

i Thusſer, 1, 380. 27.

Tidlig Wodenhed, 1, 426.
381. 2, 33.

Træer og Sales

dr

Told, 3, 68. J
Trolde, Vikrinder, 2, 26;

27. 109,110,.116. 117,

;? 4419, 123. 1327136. 156.

164. 166. 290. 301.
Trolbhexe, Troldkoer, Trold⸗
galte, o. ſ. v., ſee Trylleri
og Trolddom.
Tronfolge, 1,55.

Troſtab, 1, 93fgg. 2, ——

3, 156. 401

Trylledrik, * 60. 67. 192.

493. 370';3'71. 373.
——— 1, 12. 98. 2, 70.

—2— 4, 172 :4/73. 4174.

176. 179. 311. 398.

rytteri og Trolddom, 1, 5.
48 føg. 52. 57. 60. 73 fag.
80. 82. 89. 96. 98. 101.
118.120. 422. 1295130.

* 1:86. 192. 235. 236. 241.
242. 247. 250;252. 300.
376. 381. 493. 2, 177. 28.

100776, 110, 127. 138.

"159:161. 179. 226. 228.
" 302, 303. 305. 3167318.

320.321. 323. 325. 326.

"336. 340:341, 344. 349,

— 852. 354 356; 357. 375.

884. 8, 31. 55. 233, 337.
339341; .

Tryllemeftere. eller
mænd, 1, 6.

Galder⸗

Abild, 1,
1413. Dir, 1 , 443. Eg, 41,
4122, 2, 49, Rind, 3, 195.

i — 152. Æg,
Tralle, Tralkvinder, 1, 109. |

129. 1367137. 190. 203.
- 308. 419. 446. 451, 2,74,

Nordiſte — , zdie Bind. Si

2 — —

⸗⸗
il

498

Træmute, See Ski⸗
gaard og ———

Tungemaal, Kongeſonner lærs.
te mange, 1, 138. See
Danſk, Norſk, Tydſt.

Tvekamp og Turnering, 1, 36⸗

37. 340. 354. 374⸗375.
380. 2, 4185119. 124.
1275130. 139;.140. 314.
319 ; 320. 352. 364. 8,

" 34:36. 74. 76:79. 83584.
131:132. 134. 196. 200;
213. 292:293. 393 s 395.
415: 419. 426.

Tydſt Tunge, i, 191..3, 1.
, 837.

Tyoſte Sagn, Sange, ſee
Sagn, Sange.

— 1, 249. 454.
ndodenghedens Ager, 1, 379.

Valen, 1, 162: 460. 464.
2, 147. 152. 192 s 193.
, 274. 328. 333. 368. 3,
"4. 41. 15. 21. 30. 33.
35. 69. 81. 94. 166:167.'
173. 175. 180. 187.200.
… 207. 349. 355. 406. 413.
- 416.448:419.
Vaabenmarker, 1, 162. 3,
393. See Skjoldemarker.
Vaabens magiffe Egenſkaber,
1, 58. 211. 325. 382.
404. 2, 179. 182. 187.
201. 207. 231. 251. 294.
300. 302. 3,54.
Valaer, 1, 5. 10. 126.
. 129. 159. 314; 315. 2,

a9
148154. 232. 236, 8
Balhal, 4, 99. 104, 111.

129. 358. 388. 390,
Valkyrier, 1, 111.129.

"BValplads, hastet, 1, 305. 350.

458, 2,227. 376, -

Valſlynger, i, 254⸗265.

B8, 23. 152, 269. 300.
302.

Vanddaab, 1; 138. 233. 395.
2, 1446.
Baner, 1, 160.

Varsler, 1, 99. 241. —

303. 2, 127.
Veddemaal⸗ 1, 294 ; 296.

2, 211, 213. 3, 45:46.

gg 4140. -

Viin, 4, 159. 181. 199.

133. 136. 140: 164. 256.
274. 282. 305. 355 : 359.
. 891. 409.
Viisdomsregler, 1, 161.
Viismand, 1, 5.
Vikingsferd, 1,27.
Vogne, 1, 92. 168. 308.

332. 351. 357. Se 184.

339. 340.

Vor, 2, 40.
Varinger, 1, 162. 3,25. I.

" 51. 177. 181. 185.
Vatter, onde Aander, 1, 161.
” 397. 446. 2,123.
Vævning, 1, 164; fee Bor:
dyring.
— 1, 112. — 121.

DØ 1 49

ytringer, 3, 393. Odlunger, 2, 3, 10.

Ynglingatal, 2,100. DL, iz GE — — FRÅ
li , 100. 157. 159. 178. 426. 441.

———— 2, 32, 196. 198. 215.

Wöoler, 1, 111. 3, 234. Ølbrygning, 2,23.

237. Dnffemø, 1, 111.
WÆblehaver, fee Haver. Drev, 1, 53. 54. 55. 200.
Mdelmodighed, 2,94. 215. 2, 104. 191. 214.
ICgisbjelm, 1, 149. 154. 273. 390. 3, 166.

154.

ss”

"oe

-

U
-»
1 mt

" Gubferibenter |,

paa“

Nordiſke Fortids Sagaer.

3 Danmark.
Hans Majeftæt Kongen.
Hendes Majeftæt Dronningen
Hang Kongelige Hoihed Prinds Freder vi Carl
J Chriftian
Hang Kongelige Hoihed Prinds ä ve g erik 8 er⸗
dinand. |
Hans Durchlauchtighed Landgreve Carl til Hesſen.
Hans Durchlauchtighed Prinds Frederi Landgreve
af Hesſen.
Hans Durchlauchtighed Hertug Withelm til Slesvigs
i Holfteen s Sønderborg: Gluͤcksborg. ;
Hans Durchlauchtighed Prinds w il helm af Hesſen⸗
Philipsthal.
— i Bjøbenhavn.
Ar. Abrahamſon, J. V. B. v., p. D., Oberſtlieutenant,
Hans Majeſtats Divifionsadjutant, C. D., D. M.,

C. af St. Anna Ordenen, R. af Sværdordenen,
Bathordenen og Wreslegionen, o. f. v.

LJ w

502

Br. Aqueria, Serene 3%, Seneråb Resten ele, R. af

Ludvigt Ordenen.
— Bluhme, €. A., f. Regjeringsraad i Oſtindien.
— Bornemann, M. 9., Etatsraad, Dr. og Profesſor.
Hs. Erxcellente Sr. Buͤlow, F. C. v., Generallieutenant,
St. D., D. M., Storkors af den røde Din, ꝛc.
Hr. Devegge, O., Dibliothela.
— Segermann⸗Lindencrone, SJ. 8. v, Kammerherre,
Oberſt, Chef for Hans Majeſtats Soerpe C. D. E
D. NM, tt.

—Jacobſen, $. O., Juſtitoraad, Landsooerrets /Asſesſot.

— Kriger, M., Student.

— Origny, 8. 3. d Oberſt, C. ad, D. M. R. af Eres⸗
legionen. —

— Moltke, A. W., Greve af, til Bregentved, St, D.,
D. M., &.

— VNachtegall,V. V. $ See Profesſor, —— *

* Gymnaſtikken, R. 5; D. M. i

— Schulenburg, C. O. F., Greve von der, Premier
Lieutenant.

— Sibbern, S. C., Or. ig Pioſ hllopphien.

Clasſens Bibliothek.

Metropolitanſkolens Bibliothek.

Det Kongelige Landcadet⸗ Corps's ——

Det Kongelige Rentekammer.

Det Kongelige Artillericadet ; Juftitut.
Den Danffe Studenterforening.
Veicorpſets Bibliothek.
Veterinairſkolens Bibliothek.
Sjællands Stift,
udenfor Kjiebenhavn.

Hr. Aagaard, Asfesfor, Iſelingen. F
— Bayer, Cancellieraad, Apotheker, Kalundborg.
— Bird, P. 2; Juſtitsraad, Borgemeſter, Slagelſe.

⸗

—

; Å
he me, J SE E i ; 3 503

Hr. Brorfon, A. wii, — Preſctſer⸗ —*
R. D., Herlufsholm.

— Chriftenfen, Student, Sorø.

— garhoff C. 3. C. Juſtitsraad/ Byefoged/ ——

— geilmann, C., Kamimerraad ; Conſumtions ⸗Casſerer,
Ringſted.

— golm, P., Sognepraſt til Helleſted.

— Høyer, FJ. R., Sognepraſt til Stroby.

— Ingerslev, PD. L., Sognepræft til ——— og
Gudhjem paa Bornholm.

— Lasſen, FJ. B., Amtsfuldmagtig, —

— Lyngbye, 5. C., Sognepraſt til Søborg og Gilleleie.

— Mehl, J. Bi; Prov, Sognepraſt til Raklev: '

— Schulin, S: L., Greve af, Kammorherre, Amtmand.

— Schytte, Amtsforvalter, Vordingborg, i

— Stjernholm, Degn, Aarbye. J

— Thyeboe, C., Diſtrictscommisſair, Gilleleie.

— Wanting, A., Sognepraſt til Esbønderup og Nøddebo,

— Weſtengaard, FJ. C., Adjunct, Vordingborg.

— Weſtengaard, £. C. D., — til Pedersborg
og Kindertofte.

” Herlufsholms ; Skolebibliothek.

Sjællands Stiftsbibliothek i Noeskilde.

Slagelſe lærde Skoles Bibliothekt. —

Det Kongelige Stift Vallse. |

Vemmetofte adelige Jomfruekloſter.

Syens Stift.

Hr. Bredodorff, m. T., Prouft, — til Veſter⸗
ffjerninge, R. D. . ;

— Sroͤnvald, I. lirteſanger, Aue og sås hst
Brobye.

— Iverſen, p., alokker, Middelfart, id

— Weeſs, C., Sognepræft til Steenloſe og Zangen.

— peterſen, V. Borger⸗Lieutenant, Middelfart.

504

He. XRammefov, D., Borligelkscommisfais, —
— Suhr, C. E., Præft til. Toeed. F
— Trolle, Nasbyhoveds Mølle.

— Wodel, P. 4, P. D. Anccwreſt Sognepraft til

Skaarup, R. D. sd F
Fyens Militair-Blibliothek.

Laalands og Salfters Stift. ig

fr. Bagge, C., Cand. Pharmacie, Nation.

— Berg, R., Adjunct, Nalſtov. —

— Dons, Juſtiteraad, Halſte.

— Ebbeſen, P., Kammerraad, Dannewarre. i gå

— Grosſe, 8. C., Stabélæge, Nakſtoo.

— Moͤller, R., T. D., P. D., Stiftsprovft, Sognepræg
til Kobbelsv og Vindebpe; R. D., D. M.

— wmielſen, $. Øv Farver, Mabffov:

— Smidth, 3. 6, P. D., —8 — til

Aaſtruy, R.D.
— Thierry. Io Jnfticytbegyrer, Natſtor⸗

— Thonning, A. €, SENER ig aids & Bras 9—

derslov.
Læfefelffabet i Nakſtoo. i KE. he 24k Br
Aalboth Stift. —— i
— Billeſchou, A. J., Sognepraſt til Kjetterup og —
terup.
— Brink⸗Seidelin, L. C. Simmejuner, ————
Hiorring.
— Caroc, C., Kammerraad/ Amtelorvalter Thiſteo
— emond, we Oherſtlieutenant/ Aalborg ·
— Zegermann, D. W. v., Major, R. D., Aalborg.
— Rofoed, &. G..Fuſtitsraad, Byefoged, Nibe.
— Lemvig, J. P., Krigeraad, Toldcasſerer, Okagen.
— Manſa, v,. Lieutenant, Poffører, Aabborg.

*

5057

Or: Mmench. Re Prov, mere ti Kim, ——
og Vunſt. |

— Schleppegrell⸗ vv, Capitain, Aalborg. —

— Sidelmann, v., Premier⸗Lieutenant, ————

— Sorenſen, Landmaaler, Thifted. —

— Thagaard, Juſtitsraad og Sanus,
Thiſted.

— Toft, P. G., Cancellieraad, Byſtriver, Thiſted.

— Weiſe, J. 5., P. D. Søgnepræft till Volſtrur.

— Weſtergaard, Diſtrietschirurg, — ek. SR Lg

Aalborg lærde Skoles Bibliothrkeee.

—— — — SD —

— — vibors Stit. —

2

fr. SÆDEN 3., vonſſeemabaer — in

Hjermind. 7 ey

— Juul, Juſtitstaad/ til Biffum.

— Rasmuoſen- KR. Bu Forvalter, Nerlund.

——A eg

ap uus SED

”

fr. Aagaard, u. C. FR imtsforvalter/ Ebeltoft.
— Arenfeldt, Krag⸗ "Juel: yes: Obel. Stensballe;

gaard.
— —— VU. 5, Prooſt, —2 til Hammel, Vold⸗
bye og Soebye. — SR GS.

— — 2. A., Juſtitsraad, Herredẽfogeb/ Horſens.

— Blichfeldt. E., Sognepreæſt til Ormslev:og Koldt”

— Bull, 7, R., Etatsraad, Toldinſpecteur, Aarhuus.

— Charifius, Fadder, oe de, — ————
Conſtautinsborg. . —

— Sedderfen, P. 4. . Sui Solbinfpestene, D.M.,
Horſens.

— vGahn, FJ. C., Sognepraſt til Bratand 5. Safe.

NM

508

He. HCanſteen, 47. £., Sognepræft- til Traneberg paa

— Samſe.

— JZuel⸗Wind⸗Frys, J. C. Greve af, Smnmerberre
til Fryſenborg.

— Kieldſen, Viinhandler, Horfens. HERRED

— Kragh, P., Sognepræft til Gjerlev. &

— Larfen, B., Sognepræft Fil Skjodſtrup ag Cifted.

— Lillienſtjold, C. G., Kammerjunker, Horſens.

— Lillienſtjold, Major, Horſens. ix en

— Monberg, E. 3. Kjobmand, Horſens.

— Monberg, Knud, Kjebmand, Horſens.

— Munch, P., Sognepræft til Beder og Malling.

— Revenfeldt, Greve, Generalmajor, til Aakjer.

— Secher, R., Conſul, Kjøbmand, Horſens.

— Stockfleth, FJ. C. W., Juſtitsraad, Byefoged, Ebeltoft.
— Storm, Adjunct, Horſens. —

— Tauning, C.. Kjøbmand, Horſens.

— Tommefen, Commerceraad, Fryſenborg.

— YWedelsJarlsberg, Comtesſe de, Jarlsminde.

— With, J. P., Asfesfor, —— — i
Ebeltoſte Laſeſelſtab.

ENE —

fr. Adler, P. C., Abdjungt, Ribe.

— Birk, P., Sognepreſt til —

— Blache, Cantor, Fredericia.

— Blichert, P. A., —— Sogncpregt til
Kolding.

— Brandt, P. 14, Provſt, Søgneprækt til Stinghjøbins |

øg Rindom.
— Eilſchouw, P., Apotheker, Kulbing.
— Eſtrup, C., Juſtitsraad gg Borgemeſter solins
— Sibiger, P. G., Nector, Colding.
— Sloͤche, P. C., Kjøbmand, Ribe.
— Susl. C. — Juſtitsraad, Byefoged, R. D. Vvoiſtebro·

— 507
Hr. Sanſen, 5. J., Overlærer, Nibe,
— solm, F., Sognepræft til Lemb.
— Lasſen, Overkrigscommisſair, til Aaberg.
— Limſchou, P. Cancellieraad og Poſtmeſter i Kolding.
— peterſen, Genexal⸗-Krigscommisſair, til Engelhoim.
— Priefe, S. C. v., Capitain, Regimentsgoarteermeſter.
Fredericia.
— Randrup, 8. Mo, Stiftsphyſicus, Ribe.
— Schisrring, M. i» Øg Sognepraſt til — og Bee: s W
” ring.
— Schwartz, $. C., Contorift, Jredericia.
— Tang, A. E. 6. Proprietair, Norre Vosborg.
— Thorup, P. 17. Be Profesfov, Rector, Ribe,
— Wilftrup, C. 17., Sognepræft til Borris og Falſter.
— Worſaae, J., Juſtitsraad, Amtsforvalter, Veile.
Fyenffe Infanterie-Regiments Bibllothek.

Slesvig.

Hr. Beniten, Juſtitsraad, Stats ſecretai iv, Slesvig

— Jasper, L. 5. Juſtitsraad, Slesvig.

— Rindt, v., Premier-Lieutenant, R. D., Slesvig.

— LCLachmann, S. v., Capitain, Regimentéqvarteermefter,
Slesvig.

— LEéewe, 5. 3. W., Juſtitsraad, Poſtmeſter, Giesvig.

— Reinhardt, Capitain, Slesvig. .

— Schleep, Kammetraad, Hofintendant, Gottorp.

— Tilliſch, C. £., Amtmand, R. D., Apenrade.

— Wolff, 3. E., Sognepraſt til Mangfrup.

Slesvigſke Infanterie ; Regiments Bibliothek.

Garniſonsſtolens Bibliothek i Steg vig. -

z ' : Solfteen.

Hr. Irminger, Premiertieutenant, R. D. og D. By, Gik
* ſtadt.
— Viblothete Kiel.

'

508

Særperne. —

Hr. Davidſon, Jens, Amtscontoriſt, hoithavn.

— Evenſen, Ole, Sysſeimand, Kvalbs.

— Michelſen, Jacob, Kongsleilænding, Kvalbo.

— Oleſen, Ole, Kongsleilending, Kalbo..
— Sørenfen, Søren,” Provſt, Nordero. i

Jelonde EVER 4 —

Hr. Jacobaus, Holger, . Kjøbmand, Keblevig. i

. — Melſted, P., Sysfetmand, Ketauſtad. ig —
— Petræus, Andres, Factor, Koͤrnhoi..
— Steenbach, a.m — ist ———

were,

——

vw ⸗ —

sg Aegersbius Stift.

ø

Hr. Blichfeldt, Ca Capitain, Krogſtad SAVNE I
— Debes, J. p., Hoieſteretsasſesſor, R. M. O. Chris
ſtiania. ——

— FSeyer, Foged, Laurvig. FRR REM

— Sinne, Lieutenan
— Sinne, Premier; —
— Galſt jſt⸗ J. J. Toten.
— SGottwaldt, C. Rallingdal.
— Banſen, Mm, € ås i
— Sersleb, S. B. hriſtiania.

— øjort, J. F., C

— Syſing, A., Overlærer, Laurvig.

— Jorgenſen, Procurator, Laurvig.

— Kjielſtrup, F., Student, Chriſtiania.
— Rlinck, C. F., Capitain, R. D. R. S. O., R. af
St. Wladimir Ordenen, Fredriksvarn.

— Munthe, 6, Capitain, ——

Ed

BE

z

— —ñ— —

Sen 509

Hr. morch, A. Sognepreßt til Sarum ns 6 — —

— Peterſen, P., Bergraadd. J F
— Robert, Cæfar, Cand. Pharm. i

— Røndum, Qvertøldbetjent, Laurvig. — —
— Sartz, Provſt, Laurvig, — ——
— Schmidte, M. Student, Chriſtignia.

— Schroͤder, Lieutenant, Laurvig.

— Sommerfeldt, L. 5., Studs Juris, cheſtann.

me Storm. Si. Cand. Theol., Chriſtiania.

— Tonder, S: C., Premier⸗Lieutenant i —
— den, R. af Gt. Annq⸗Ordenen, Chriftiania.
— linger, E., Premier Lientenant, Chriſtiania.

— vangenſten, O. B. 5., Stud, Juns, Chriſtiania.

— Wedel-Jarlsberg, F. C. gr Reog C. af H. K. Ms.
Ordener, R. D. O. Statsraad, Peecangie for
Univerſitetet i Chriſtiania ꝛc.

— Werenſtjold, rt. Kjolberg.

— Wesſel⸗Berg, F. A., Stubdent.

— Wesſel⸗Berg, A. J., Otud. ſurie, ehriſtani.
Det Norffe Studenterſamfiund. —

nidaiitia- Biboeefer i chtn..

øm '
Sr —
— Å Hd » . dø * 8p—ä'

*

ehyriftia afsnde Stien ERE DE

DES

Hr. SA G. D. Capitain, Chrift ignſand. —

— Budde, Lieutenant, Chriſtienſand.

— Clauſen, C. C., Kjøbmand, Chriſtianſand.

— Dahl, 4, Sjæftgiver, Lunds Sogn.

— Davidſen, Toldfuldmægtig, Chriſtianſand.

— Drivdall, $ A. A⸗, Skoleholder | Lunds Sogn.

— Suglberg, J. P., Premier s Lieutenant) 2"

— Zausmann, C. 8., Sogtepræftt til Lunds Sogn, - —
— gorn, Procutator, Mandal.
— Krsyer, ., Lærer, Stavanger. 5

— Kaerſen, Sans, Kjiobmand, Flekkefjard. —

— Lasſen, C., Otadsmaegler, Otavdnger.
Nordiſte Fortids⸗Sagaer, 3die Bind, K

510

Hr. L⸗bdahl, Ovi Volbkasſerer, Stavangtt, si"

— 44wold, O. A., Byefoged, Stavanger, - ;

— Wanneſtad, Asſesſor, Chriſtianſand.

— Otteſen, P. M., Amtmand, Stavanger.

— preus, Sorenffriver, Stavanger. —

— Sigbisrnſen, D., Klokker i Lunds Dogn.

— Sigbisrnſen, S., Lehsmand, Lunds — J

— Sigholt, Kjøbmand, Chriſtianſand. —

— Smith, Mi — nm. 6. 2
rc., Mold.

— Sundt, 6. G. B. sen; Kjøbmand; Gravanger.

— Thieleſen, Capitain, Chriſtianſand. JESSE

— Zetlitz, S. W., Apotheter, — ENG:

Garniſons⸗ —— i —— —

—

%

Bergens Sing, —

Hr. Bed), D. V., Student. — RL FE ke SR ses
— Brun, C., Seſtsprovſt/ Berga. BRET
— Bull, J., Sognepræft til Davigen. — RE RE ER:
— Cammermeyer, FJ Gi,. Sognepraſt, Swein.

— Chriſtie, W. F. K., Stiftamtmand, C. IN. DO.

— Fannemeel, R. P., Gaardbruger⸗ Gid.

— Frimann, P. 2., Proprietair, SYRER i

— Srigner, æ: C. MENE, Megen 5 AE 2 —

— Fritzner, IJ Studeni, Bergen.

— Srimmeſtad, A. O. νν

— Gran, Jens, jun., — Serge —
— Srieg, J., Skolediſcipel. — DET ANER SE

— Zallager, J. Adjuntt, Bergen .. 2

— 8éallager, Th., Boghandler, — — ag
— ganſen, Foged, Søndfjord. 5 7 —

— Solmse, O. 3., Gaardbruger, Eib. mer: -
— S„opland, O. I, Gaardbruger, Sopen. —

— Souge, 17. B., Tjeneſtekarl, Gloppen. —

— duͤrgenſen, åg Er — heale — £

(, —
* 4 ET
44

LJ z 2
på * J
—

Hr. Kirkhorn, R. O. Kirkeſanger/ Ed. »
— Leganger, 5. Tr: Capitain, Chef for. bet Glopyenſte
Compagnie.

— Lothe, A., Gaardbruger, Soren. =

— Melger, T.Skolediſcipel. —

— Monrad, G. S., Apotheker, Br —

— muldover, A., Skoleholder, Eid.

— Neumann, Biſtop, R. D., C. N. O. Bergen.

— VNielſen, 17, Prov, Præſt til Eid.

— Otterdal, P. E., Gaardbruger, Eid.

— Pavels, P., Provſt, Nordfjiord.

— Ravn, M., Kjebmand.

— Rolland, 5., Otudent.

— Roͤnneberg, 17., Handelsmand, —

— Schioldager, N.Sorenſtriver i Nordfjord.

— Schydtz, J. LC., ——— Jupiler, lig av: O.,
Bergen.

— Udermann, C. Regimentefeidſther.

— Wisbed, C., Læge i Bergen.

Eids ——

pre sal Stift.

Sr. Aas, Apotheker, Molde.

— Anderſen, A., Boghandler, Zenthem

— Arentz, O., Premier⸗Lieutenant.

— Bird), P. 6., General⸗Major, R. D., C.G. O.

— Bull, C., Sognepræft til Baagee, Seto bets:, É”

— Coldevin, Major.

— Desfen, M. M., Sorenſtriver i Guthalen. ——
— Gram, J. S. Kjøbmand, Trondhjem, —
— Blingenberg, Foged, Trondhjem. ——
— Knudtzon, B. L., Grosſerer, Trondhjem J
— Knudson, S. C., Conſul, Molde.

— Krag, 5. P. S., Provſt, Sognepraſt til orn
— Krohg, 5 · M., Amtmand, R. D., R.N.O.

512

Syre, Lemme, Sorenfftiver, Trondhjiainn. —
— Logn, A., Sorenſtriver Nummedalen.
— Lund, IJ., Capitain, Overtoldbetjent.

— Wwieſen, ge Orkedalen og Guldalen.

— Oweſen, T., Kjobmand, Trondhjem.
— Rambak, Sorenſtriver, Orkedalen. *

— Sandborg, FJ F., Artillerie⸗Capitain, Stord Dres
ſtegjeld.

— Simonſen, D. B. Boged i —— kg

— Sommerſchild, Oberſtlieutenant, R.S. O., Molde

— Stibolt, C. S., Capitain, Overholds Præftegjeld.

— Stokkeland, Lehnsmand, Molde.

— Synneſtved, 8., Sbve⸗ og Land Krigtcommrsfate,
R. S. O., Molde.

— Trampe, 8. C., Greve af, J. U. Dr. Satantmand-
R. D., C. N O. red

— widers, $. A.) Provſt, goer til Fooſten.

Det Kongelige Norſke Videnſkabers⸗GSeiſkab i. Trondhjem.

Der Romsdalffe practiſte Landhuusholdnings: Selffab.

Nordlando og Sinmartens Bifpedemme. i

Hr. Aagaard, A., ——— — Hammerfeſt.

— Berg, G., Provft, Prehn til Sbbeftad, Senjen, Fin⸗

marken.

— Berg, Amtmand, R.N.O.

— Bull, C., Sogunepræft til Trans, Senjen, —
— Doxrud, O. C., Tolder, Hammerfeſt.
— Slatved, Sognepræft til Gilleſfaal.
— Sansſon, Tolder paa⸗Vards. i

i — Junghans, B. L., Sognepraſt til Seierſtad.

— — Rildal, S. N., Provſt, Præft til Trondenæs og

Sand. J— —

— UVsrager, P., Pofterpediteur i Alten.

— Rode, F., Sogneßraſt til Alten. i Rk

-
s
* Pr;

u

Univerſitets⸗ Bibliotheket iUpſala.

z Udlandene.

ig 6
å i i ' N É 543
e — "4 =
* re —

Hr. Schjeldrup, C., Sognepraſt til Roddingen.

— Schytte, A., Provſt, ——— til: Bodeoe.

Soerris. —

J Hr. — a. u., Hofpradikant, Præft til Enfjøbing.

— Atterbom, Profesfor , Upſala.

— Collin, 5. S., J. U. Dr., Stokholm.

Hs. Excell. Hr. Fleming, Claes Greve af, Cen af. Rigets
Herrer, Rigsmarſkalk, Ridder og: Commandeur af
Hans Kongelige Majeſtats Ordener ꝛc.

FYR Excell. Hr. Gardie, Jacob de la, Generallieutenant,

Ridder og Commandeur al Nang Kongelige Majeftæts
Ordener ꝛc.
Hr. Kroningsfvård, Hate Fahlun.
— Ridjert, I. G., Expeditions⸗ Secretair, Stokholm.

— Schiyter, C. J., J. U. Dr., Stoholm:

— Walwmark, P. A., Cancellieraad, Stokholm.
Det Kongl. Bibliothet i Stokholm.

Det Kongl. Vitterhets⸗, Qiftorie: og. Antiqviteré sAfabemie i
Stokholm. i

Rusland, i

Hr. Fenger, 17. L. Kongl. danſt Conſul i Riga.

Det Keiſerlige Videnſtabers⸗Akademie i St. Petersborg.
Univerſitets-Bibliotheket Kafan.
Univerſitets⸗Bibliotheket i Dorpat.

Det Kurlandſte — for Literatur og Kunſt i Mitau.

A

814 | S
É… i preusſen.

Hs. Excell. Baron v. Altenſtein, — Sratammuiſter,
Ridder af den ſtore rode Orns Orden ꝛc., Berlin.

Sr. Mohnike, T. D., P, D., Confiftorialraad, Ridder. af
den røde Orns Orden, Stralſund.

Det Kongelige Bibliothek i Berin. —

Det tydſte Selffab i i Berin. Fats

Univerſitets-⸗Bibliotheket i Creifsvald.” SR. ES.

Det Pommerſte Seiſtab for Hiſtorie og Ohchndiſhedrt i

i Stettin.
Det Slefiffe Selſtab for fedrelandſt Cultur t Breslau.
Den Thyringiff sSadjfiffe Forening for. Oldkyndighed i Salle.

—

—

Tydſtläand.

fk: Abel, PB: D., i Stutgard. sg BE 2
— Øvrimm,. J., Profesſor i Goͤttingen. —
— Sohbach, GG. Asfesfor, i Stutgard. PR
Det Kongelige Bibliothek i Hannover.

Det Overlauſitſiſte Videnffabers ; Selffab i Goͤrlitz.
Selffabet til Hiſtoriekundſtabs Befordring i Freyburg.

Wederlandene,

Hr. Zamaker, Profesfor, i Leyden,
Det Kongelige Nederlandſke Bidenffaberd: Inſtitut Amſtetdam.
Athenæum i Amſterdannn.
” Untverfi Saga da i Leyden. —

Storbritannien, —

Hr. John Bath, A. M. Cambridge. J
Sir John Sinclair, Baronet, Edinburg.
— Walter Scott, Baronet, Skotland,
Advocaterues Bibliothek i Edinburg.

— | 48
Blbliotheket of Writors to His ——— — i Edin⸗
burg.
Antiqvarernes Setffab 4 Newkaſtle
— SR LÅ i J
Hr. Coninck p. e. de, Grosſerer i Bordeaurx.
Det Kongt. Videnſtabers⸗Akademie iBordeaux.

Schweitz.

"Sr. Viollier, L. de, Keiſerlig rusſiſt Legationsſecretair,

Ridder af St. Annas Ordenen, i Bern.

Italien. —
Hr. Ulrich, FJ. C., Kongl. danſk Generalconſul i Livorno,

Graækenland.
Hr. Luſignan, IJ. Profesſor ved det ioniſke univerſi itet paa
J |
Af ien.

Hr. Zanſen, P., Kammer ; Asfesfor, Tranqvebar
— Rehling, J., Juftitsraad, R. D., Tranqvebar.
— Ruhde, 4.75. U., Regimentschirurg, Tranqpebar.

* Africa.
Sr. Gräberg af Hemſſo, P. D., Kongl. ſvenſt og
Conſul i Tripolis.
— Rnudſen, A. Pe Kongl. danfø Generalconful i ——

Amerika.

Hr. Egtved, C., —— ved Logen Godhavn paa —
land.

— Morch, J. A., Hoalfanger⸗ibſt iſtent ved Arveprins .
Eiland paa Grønland.

346 |
He. Golb⸗l. c. Capitain⸗Aeutenant; Zuſpetteur⸗ Godt

Haab paa Grønland.
— pederſen, P., Conferentsraad, C. D., ———
i Philadelphia.
— Lang, Andrew, R. D., St. Croix i Vehlindien.
Det Columbiſke Videnſkabers⸗ Inſtitut i Waſhington.
Det Amerikanſte P Philoſonhiſke — i Philadelphia.

Digitized by Google

89081847 lE0

REN

p89081047124a

bøje) Mi

Digitized by Google