Full text of "Norges historie"

See other formats



Google 


This is å digital copy of åa book that was preserved for generations on library shelves before it was carefully scanned by Google as part of a project 
to make the world's books discoverable online. 


It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. Å public domain book is one that was never subject 
to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books 
are our gateways to the past, representing a wealth of history, culture and knowledge that”s often difficult to discover. 


Marks, notations and other marginalia present in the original volume will appear in this file - å reminder of this books long journey from the 
publisher to a library and finally to you. 


Usage guidelines 


Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Public domain books belong to the 
public and we are merely their custodians. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing this resource, we have taken steps to 
prevent abuse by commercial parties, including placing technical restrictions on automated querying. 


We also ask that you: 


+ Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individuals, and we request that you use these files for 
personal, non-commercial purposes. 


+ Refrain from automated querying Do not send automated queries of any sort to Google's system: If you are conducting research on machine 
translation, optical character recognition or other areas where access to a large amount of text 1s helpful, please contact us. We encourage the 
use of public domain materials for these purposes and may be able to help. 


+ Maintain attribution The Google "watermark” you see on each file is essential for informing people about this project and helping them find 
additional materials through Google Book Search. Please do not remove It. 


+ Keep it legal Whatever your use, remember that you are responsible for ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just 
because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other 
countries. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can't offer guidance on whether any specific use of 
any specific book is allowed. Please do not assume that à books appearance in Google Book Search means it can be used in any manner 
anywhere in the world. Copyright infringement liability can be quite severe. 


About Google Book Search 


Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps readers 
discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. You can search through the full text of this book on the web 


ahttöo:/ /Bbooksidoodle. fom! 





Google 


Dette er en digital utgave av en bok som i generasjoner har vært oppbevart i bibliotekshyller før den omhyggelig ble skannet av Google 
som del av et prosjekt for å gjøre verdens bøker tilgjengelige på nettet. 


Den har levd så lenge at opphavretten er utløpt, og boken kan legges ut på offentlig domene. En offentlig domene-bok er en bok som 
aldri har vært underlagt opphavsrett eller hvis juridiske opphavrettigheter har utløpt. Det kan variere fra land til land om en bok 
finnes på det offentlige domenet. Offentlig domene-bøker er vår port til fortiden, med et vell av historie, kultur og kunnskap som ofte 
er vanskelig å finne fram til. 


Merker, notater og andre anmerkninger i margen som finnes i det originale eksemplaret, vises også i denne filen - en påminnelse om 
bokens lange ferd fra utgiver til bibiliotek, og til den ender hos deg. 


Retningslinjer for bruk 


Google er stolt over å kunne digitalisere offentlig domene-materiale sammen med biblioteker, og gjøre det bredt tilgjengelig. Offentlig 
domene-bøker tilhører offentligheten, og vi er simpelthen deres "oppsynsmenn". Dette arbeidet er imidlertid kostbart, så for å kunne 
opprettholde denne tjenesten, har vi tatt noen forholdsregler for å hindre misbruk av kommersielle aktører, inkludert innføring av 
tekniske restriksjoner på automatiske søk. 








Vi ber deg også om følgende: 


e Bruk bare filene til ikke-kommersielle formål 
Google Book Search er designet for bruk av enkeltpersoner, og vi ber deg om å bruke disse filene til personlige, ikke-kommersielle 
formål. 


e Ikke bruk automatiske søk 
Ikke send automatiske søk av noe slag til Googles system. Ta kontakt med oss hvis du driver forskning innen maskinoversettelse, 
optisk tegngjenkjenning eller andre områder der tilgang til store mengder tekst kan være nyttig. Vi er positive til bruk av offentlig 
domene-materiale til slike formål, og kan være til hjelp. 





e Behold henvisning 
Google-"vannmerket" som du finner i hver fil, er viktig for å informere brukere om dette prosjektet og hjelpe dem med å finne 
også annet materiale via Google Book Search. Vennligst ikke fjern. 


e Hold deg innenfor loven 
Uansett hvordan du bruker materialet, husk at du er ansvarlig for at du opptrer innenfor loven. Du kan ikke trekke den slutningen 
at vår vurdering av en bok som tilhørende det offentlige domene for brukere i USA, impliserer at boken også er offentlig tilgjengelig 
for brukere i andre land. Det varierer fra land til land om boken fremdeles er underlagt opphavrett, og vi kan ikke gi veiledning 
knyttet til om en bestemt anvendelse av en bestemt bok, er tillatt. Trekk derfor ikke den slutningen at en bok som dukker 
opp på Google Book Search kan brukes på hvilken som helst måte, hvor som helst i verden. Erstatningsansvaret ved brudd på 
opphavsrettigheter kan bli ganske stort. 








Om Google Book Search 


Googles mål er å organisere informasjonen i verden og gjøre den universelt tilgjengelig og utnyttbar. Google Book Search hjelper leserne 
med å oppdage verdens bøker samtidig som vi hjelper forfattere og utgivere med å nå frem til nytt publikum. Du kan søke gjennom 


hele teksten i denne boken pålhttp://books.google.com/ 











— 
* 
SÅ ER 
3 
N 














- € 
J % J 
å 
PN 








Rorges Diftoric 


af 


R. Keyſer. 


Forſte Bind. 
Med Forfatterens Portrat og et Kart over Norge i Middelalderen. 


Ubgivet af Selfkabet før Folkeoplysningens Fremme. 


Krifttania. 
P. I. Mallings Bogtryfferi. 


1866. 





Udgiverens Forord. 


— —— 


Det Arbeide, fom her fremtræder under Titel af Norges 
Siftorie af R. Kepfer, er det Haandftrift, fom den af 
døde Forfatter udbarbeidede til de Forelæsninger over Fævdre 
landets Hiftorie, hvormed han i YUaret 1828 begyndte fin 
Birffomhed fom Univerfitetslærer, og fom han fenere flere 
Gange gjentog. Da han fidfte Gang foredrog bisfe Forelæs. 
ninger fuldftændigt, fortfatte han Fremftillingen til Kong Olaf 
Haakonsføns Dad (1387); men bet Haandftrift, fom fore 
fandteg efter hans Ded, ftandfer allerede ved 1340. 

Den ſtorſte Del af dette Haandførift er ikke bleven 
væfentlig forandret af Forfatteren, fiben han førfte Gang 
holdt bisfe Korelæsninger (1828—1832). Af de Stylter, fom 
bette Bind indeholder, er fun Indledningen (6. 1—64) fuld- 
flendig omarbeidet, bog allerede temmelig tidlig, for mindft 
20 Yar fiden. Af det førfte Tibsrum (Sagnbiftorien) fandtes 
ved Siden af den her ubdgivne Bearbeidelfe en anden nyere 
og meget fortere, paa nogle faa Blade, fom Forfatteren benpt. 
lede be fibfte Gange, han foredrog Norges Hiftorie, og hvor- 
til Ban havde knyttet en temmelig ubførlig Fremfilling af de 
norbgermaniffe Bolts Bitingetog ubenfor Norbem, fom Å ven 


» 
! 2* 
EE 

ge 


IV 


førfte Bearbeidelfe vare forbigaaede. Ellers er kun hiſt og her 
Stoffets Ordning noget forandret og enkelte Tillæg og Mettel- 
fer tilføiebe.  Gaaledes har Olaf Tryggvesſons Hiftorie førft 
ved en fenere Overarbeidelfe faaet den Ordning, hvori ben nu 
fremtræber, og hvorved be Stykker, fom vedfomme Jsland, 
Færøerne og Grønland, ere famlede til en fammenhængende 
gremftiling; oprindelig havde orfatteren indordnet disfe i 
Norges Hiftorie efter de Aar, hvortil de hørte. 

Forfatteren tænkte i be fidfte Var af fit Liv, efter Op- 
fordring af bet Gelffab, fom nu beførger Striftets Trykning, 
paa at ubgive bette Haandførift, og han vilde da udentvivl 
have foretaget en gjennemgribende Omarbeidelfe. Dertil [ev- 
nedes ham ikke Tid og Kræfter; han har fun naaet at over: 
arbeide nogle faa Affnit, det andet og tredie af Jndlednin- 
gen (,SNorbmænbenes Herfomft, Kolfeflægtffab og Udbredelſe 
over Norden" og ,Nordbmændenes hedenfte Religionsbegreber*) 
famt det om VBifingetogene; af dem har ifær bet førftnævnte 
i mange Stykker faaet en ny Skikkelſe. 

Bed Udgivelfen har jeg faavidt muligt beftræbt mig for at | 
give Skriftet i ben Skikkelſe, hvori det forelaa fra Forfatterens 
Haand, med alle de Forbedringer, det til forffjellige Tider har 
mobtaget. Yor Sagnbhiftoriens Vedkommende har jeg dog troet 
at burde holde mig til ben ældre, udførligere Bearbeidelfe, ikke 
til ben nyere, ba Forfatteren i denne ikke fortæller Sagnene, 
men fun beffjeftiger fig med at beftemme bet hiftoriffe Udbytte, 
fom fan ubdrages af dem. Jeg har faalebes her lagt den 
ældre Bearbeidelfe til Grund, men taget Indledningen af den 
nhere og, faavidt bet lod fig gjere, indflettet den i benne 

givne Rritil af Sagnene fra hiſtoriſt Synspunkt: i en Un 


- ö— — in. kaken — 


V 


mærtning (S. 76—78) har jeg desuden meddelt, hvad den 
nyere Bearbeidelſe indeholdt om et Par i den ældre forbigaaede 
Sagn. Endvidere har jeg medtaget Stykket om Vifingetogene 
udenfor Norden (S. 165—187), uagtet bette ikke faa ganføe 


pasfede ind i den Plan, bhvorefter det hele Tidsrum i den 


til Ørund lagte Bearbeidelfe var fremftillet. Mettelfer fandtes 
nodvendige hHift og her; men jeg har været meget varſom med 
at foretage faadanne og gjort mig det til Megel, ikke at rette, 
uden hvor jeg vidfte, baade at Forfatteren felv vilde have 
tettet, og hvorledes han vilde have rettet, om ban felv 
havde ubgivet VBærket. Forandringer, fom kunde medføre 
Omarbeidelfe, om end fun af et ganfte lidet Stykke, har jeg 
ſaaledes ikke anfeet mig berettiget til at gjøre. 

Forfatteren har ifær i ben førfte Halvbel af Bærket i 
Haandføriftet tilføiet mange tilbels meget ubførlige Anmark. 
ninger. At han ved Udgivelſen vilde have ubeladt en ftor 
Del af disfe, er aabenbart; paa enkelte Steder har han ved 
fenere gorandringer i Terten optaget bet væfentlige af An— 
mærfningen, uden dog at ubflette benne; paa andre Steder 
fynes felve Unmærkningens Indhold at vife, at han ikke funde 
have villet tage ben med. Seg har derfor her maattet gjøre 
et Udvalg efter bedfte Skjon, men har dog hellere villet tage 
for meget end for libet med. De Unmeærkninger, jeg felv har 
tilføiet, ere betegnedbe med Market []. 

Den kyndige Læfer maa ſaaledes ftadig have for Jie, 
at Skriftets allerſtorſte Del, faaledes fom bet nu foreligger 
trykt, maa betragtes fom i bet væfentlige affluttet fra For- 
fatterens Haand allerede for 20—30 Yar fiden. 

Bitaterne ere overalt efterfeede og rettede efter de nyre 





VI 


og nu meft brugelige Udgaver. Reitſtrivningen har jeg for 
andret efter den Skrivebrug, orfatteren felv fulgte i fine 
fidfte Aar. 

Det medfalgende Kart over Norge i Middelalderen er 
bovedfagelig beftemt til at anffueliggjøre Landets Hovedind- 
delinger i den Tid, HYremftillingen omfatter. Af Navne paa 
biftorift mærfelige Steder, fom omtales i Skriftet, .ere de vig- 
tigfte anførte, forfaavidt ber var Plads til bem paa Kartet. 
Til hderligere Oplhysning har jeg tilføiet en fort Overfigt 
over Norges vigtigfte og i biftorifte Skrifter hyppigſt fore 
fommende Inddelinger i Middelalderen (S. 571—579), ud- 
arbeidet hovedfagelig efter Munds ,Hiftoriftgeograppift Ve- 
førivelfe over Kongeriget Norge i Midbelalderen.* 


Ghriftiania i Juni 1866. 


O. Rygh. 


Ind.hold. 


| Side 
Indledning . . .. 164 
1. Kilderne til Norges Giftorte ea | 1 

2. Nordmandenes Herfomft, dolkeſiegiſtab og tore 
oyer Norden . . . . +49 


3. Nordmandenes hebenffe Meligionsbegreber .... 33 
Forſte Tidsrum. Sagnhiſtotten ..... 65—195 


Frodes Fred. . . ee 0 100468 
$jabningernes Strib . . . Ls sv vr 70 
Bølund . . . ..71 
Helge Hiorvardeſon aa .. 74 
Volsunger og Gjukunger. Bloumgernes Donal GU 
Helge Hundingsbane . . . +80 
Ginfjøtles og Sigmund Døs . ver 
Sigurd Fafnersbane . . . ... 683 


Sigurd Fafnersbanes Gateffab 2g Død. .... 86 
Gjukungernes Udryddelfe . . . ae 200088 
Gudruns fenere Skjebne . . . 90 
Bemerkninger ved Sagnene om Bølsunger og Gjutunger 92 
Fridthjof den frøkne . . . . .L ss 4 0 2 044400 
Bifar . . . . .... 8 88 É12 
Hjørleif den fylndefjøre . ... ... .121 
Half og hans Kjæmper . . . . Lo 4 4 123 
Duglingeætten i Upfal . . . ..... . 129 
Leidrakongerne Helge og Rolf Rrafe AE 
De fidfte Dnglinger i Upfal . . . . ++ 145 
- Jvar Vidfadme, Braavallaflaget og kagnar Lobbroi ++ AM 
DBillngefogene ubenfør Norden : . 4 EG 


FE 


VIII 

Side 

Mglingerne i Norge . . ++ 2 2 121887 
GSagnbhiftoriens Ghronologi . . . . ++ 490 
Andet Tidsrum. Norges biſtorie 860—1035. 196—430 
Halfdan Svarte . . . .... 1988 
Harald Haarfager.. 203 
Grif Blodøre . . . . ..230 
Haakon den gode, Adalſteinsfoſtre ..233 
Harald Graafeld . . . . .L Le 1 2 4 4 4 ++ 250 
Haafon Jarl . . . . 2 å 2 2 0 2 222263 
Olaf Tryggvesføn . . . . ..... 2894 
Jarlerne Erik og Svein Haakonsſonner ae 244330 
Olaf Haraldsføn den hellige . . . . . .L ++ ++ 347 
Svein Knutséføn, . . . 415 
Tredie Tidsrum. Norges Hiftorie 1035—130. 431 —570 
Magnné Olaféføn den gode . . . L » 4 ++ ++ 431 
Harald GSigurdsføn Haarbraade . . . . 4 ++ ++ 460 
Magnus og Dlaf Kyrre Haraldsfønner . . . 2 494 


Maguus Dlafsføn Barfod og Haafon Magnusføn ++ 502 
Gyftein, Sigurd Sorfalafarer 1 og Dlt Magnus varfede 
Sønner . .. . 526 


Indledning. 


— — 


1. Kilderne til Norges Hiſtorie. 


Bjandt Kilberne til Norges eller rettere Nordmændeneg 
Hiftorie måa foruden føriftlige hiftoriffe Opteguelfer 
ogſaa henregnes Sprog og Mindesmerker) af Old- 
tidens Kunftfærdighed. De tvende fidftnævnte Klasſer 
blive ifær af Bigtighed, hvor det gjælder at oplyfe Folkets 
Oprindelfe, Folfeflægtffab og ældfte Bandringer, før dets 
Redfættelfe i de Gane, fom nu danne dets Hjem, — bdetå 
Bevægelfer i en Tidsalder, der ligger foran dets egentlige 
Siftorie, til hvilken Tidsalder dets egne hiftoriffe Optegnelfer 
aldeles iffe naa, og i hvilfen fremmede dannede Folfefærd 
i det Høiefte fun havde en dunfel Unelfe om dets Tilværelfe. 

De feriftlige Optegqnelfer, der angaa Nordmæn- 
denes Hiftorie, ere enten udenlandffe eller indenlandffe. 
De førfte flrive fig fra Folfefærd, med hvilfe Nordmændene 
have flanet i førre eller mindre Berørelfe, og ere af frort 
Bad ifær for det Tidsrum, da Nordmændene felv ftode 
paa et for lavt Dannelfestrin til at funne bearbeide fin 
Hiſtorie, medens de derimod ofte flødte fammen med og 
le fjælden endog fraftig indvirfede paa mere bannede 
Nationer, for hvem de faaleded fik hiſtoriſt Betydning, 
og å hvis hiftøriffe Optegnelfer de følgelig maatte erhoe 


RX. Gepfer. Norges Hifterre. 1 








9 Sndledning. 


en Plads. Allerede hos græfte og romerſte Skribenter fra 
bet førfte og andet Warhundrede efter Chriftus finder man 
Bint om vort Norden og dets Befolkning.) Hyppigere og 
betydningsfuldere blive disſe Vink Hos de famme Nationers 
Hiftorieffrivere fra den frore Folkevandrings Tider, fra det 
te og Gte Narhundrede.?) Under Denne ftore Omvæltning 
deeltes det veftlige romerfte Rige mellem mange Foltefærd af 
tydſt Herkomſt, og flere af disfe tilegnede fig haftigen faa 
meget af den romerffe Dannelfe, at ogſaa blandt dem 
Hiftorieffrivere fremftode, der vel benyttede det romerſtke 
Sprog, men dog ſtreve i fit Folks Yand og med ftadigt 
Henfyn til dets nationale Folkeſagn. For disfe Hiftorie- 
flrivere maatte naturligviis Nordmændene og Nordens Lande 
være mindre fremmede end for de graſtke og romerføe, deelg 
paa Grund af det nære Folfeflægtffab mellem Nordmænd 
og Tydſtere, deeld paa Grund af den megen Berørelfe, der 
i ældre Tider havde fundet Sted mellem begge Folfeftam- 


1) De for Nordens Hlftorie vigtigfte af disſe Aarhundreders For- 
fattere ere Græferen Strabo (død omkring 17 e. Ghr.), VFor- 
fatter til en ubførlig geographiff og ethnographift Beftrivelfe af 
den da befjendte Deel af Verden; Romeren Pomponius Mela 
(ved Midten af Ifte Aarh. e. Ghr.), af hvem man har en fort 
Geographi; Romeren Plinius den ældre (død 79 e. Ghr.), 
fom i fin faafaldte Naturhiftorie (historia naturalis) blandt mange 
andre Gjenftande ogſaa omhandler Geographien og ifær i 4de 
Bog taler avdffilligt om Norden; Romeren Cornelius Tacitu 8 
(ved 100 e. Ghr.), i hans forffjellige hiftoriffe Skrifter, og tfær 
t hans Germania, en fort, men inbholbsrig Beftrivelfe af Tydft- 
land og bets Golf paa hans Tid; Græferen Claudius Ptole- 
mænse (ved Midten af andet Aarh. e. Ghr.), fom har efterladt 
et ſtort geographiff Berk. 

Hiftoriferne Ammianus Marcellinus (fra GSlutningen af 
Ade Narh.) og Procopius (Midten af Gte Narhundrede), af 
hvilfe den førfte i den til vor Tid bevarede Deel af fit paa Latin 
ſtrevne Berf behandlede det romerffe Niges Hiſtorie fra 353 til 


— 


378, ben fidſte vaa Graſt fortalte Romernes Krige med Vanda- 


lerne og med Goterne å Keifer Juſtinians Tid. 


Kilderne til Norges Hiftorie. 3 


mer. Hos gotiffe, franfifte og langobardifte Hiltorieftrivere 
fra 6te til Sde Varhundrede finder man derfor flere ille 
uigtige Bidrag til Oplysning af Forholdene i Norden 
baade paa deres egen Tid og i den nærmeft foregaaende.!) 
Ednu vigtigere blive imidlertid de Bidrag, fom engelfke, 
franffe og tydſte Hiftorieffrivere fra det Ide og 10de Yar- 
hundrede levere. dette Tidsrum var det nemlig, at 
Nordmandenes krigerſke Skarer uafladelig hjemføgte England, 
Ftanfrige og Tydflland, og i de tvende førftnævnte Lande 
endog nedſatte fig og ſtiftede Stater, der for en Tid vare 
ſelvbſtendige. Disſe Landes Hiftorieffrivere havde faaledes 
Leilighed til umiddelbart at fjende Nordmændene i deres 
Ferd udenfor Jædrenelandet, og middelbart, gjennem Deres 
egne Beretninger, at erholde Kundffab om deres Stilling 
og Bedrifter i Hjemmet. Ogfaa etter det 10de Uarhun- 
brede vedbleve Nordbmændene og det norſte Rige at fraa i i 
mangehaande Berørelfer baade med MNabofolfene i Norden 
og med andre europæiffe Folfefærd, og faaleded at være 
Gjenftand for Omtale i disfe Folfefærda Hiftorie. — Men 
fra denne Tid af blive dog gjennem et Tidsrum af over 
300 Yar de udenlandfle Gftervetninger ikkun af underordnet 
Berd for Norges Hiftorie, idet nemlig de indenlandføe Kil- 
der nu frembyde et rigere og brugbarere Stof for Hiſtorie— 
granfferen. 

Blandt de indenlandffe føriftlige Kilder for 
Norges Hiftorie indtage Sagaerne den førfte Mlads. 
Gaqaerne funne inddeles i tre Kladfer: de mythift- 
beroifte, de hiftoriffe og de romantifke, imellem 
hville Klasfer der imidlertid ikke lader fig drage nogen 
aldeles ſtarp Grændfe. De hiftoriffe GSagaer ere naturlig 
Wid de, paa hvilke vi her fortrinlig maa fæfte vor Op- 
1) Goteren Jornandes (ved Midten af Gte Aarh.) og Langobar- 

beren Paulus Diaconnus (fra Glutningen af Sm Aar), fom 
- begge paa Latin ffreve fit Folfe Hiftorie. 


1* 


4 Indledning. 


merkſomhed. De mythiſk-heroiſte have dog ogſaa ſtort 
Verd for Hiſtorikeren, idet be deels gjennem Fremſtillingen 
af Nordmandenes hedenffe Religionsbegreber lade ham kaſte 
et Blik ind i Folfeté aandelige Liv i en Oldtid, da felve 
Hiftorien endnu tier, — deels gjennem de gamle Folkeſagn, 
de bevare, fætte han: iftand til at danne fig et tro Billede- 
af bin Oldtids ydre Folkeliv i dets Heelhed, om de end 
fjælden lede til hiſtoriſt Vished, i dette Udtryks flrengere 
Betydning, med Henfyn til de enkelte Begivenheder. De 
romantiffe Sagaer derimod, hvid Stof heelt igjennem eller 
for ftørfte Delen er opdigtet, have fun Berd for Hiftori- 
feren, forfaavidt fom de ofte indeholde Træk til Oplysning 
af Folkets Seder og Skifte, og i det Hele give Begreb 
om Folkets aandelige Standpunkt paa den Tid, da disſe 
Gagaer blepe til. 

De hiſtoriſte Sagaer udgik fra Folfefagnet og vedlige⸗ 
holdt ſtedſe meget af dettes Charakteer. Til forte hiſtoriſke 
Digte, der baade paa Grund af deres Indhold og Form 
fet kunde ved mundtlig Forplantelſe overleveres uforvan- 
ſtede fra Slægt til Slagt, knyttede fig det mere udforlige 
Sagn. Dette afrundedes og fuldftændiggjordes under 
Foredraget og antog ſaaledes felv efterhaanden en faft 
Form, i hvilfen nu den ene Fortæller modtog det fra den 
anden. Medens Nordmændenes GStamme var fplittet i en 
Mangde af ſmaa Statsfamfund, hvis indbyrdes Forhold idelig - 
veglede, manglede naturligviis det biftoriffe Sagn et Mid- 
delpunkt, Hvorom bet kunde dreie fig. Ut forfølge de mange 
fmaa Stater i deres Udvikling og Skjebne var ikke Folke— 
fagnet8 Sag; det greb fun de meft udmerfede Begiven- 
heder og Perfonligheder, opfattede dem med et poetifl BLE 
og udhævede det Store, Skjonne og Frygtelige i dem, hvad 
der funde dybt ryfte den udannede Tidsalder og vælkke dens 
Beundring eller Uffty, — ubefymret forreften om den 
ſtrenge biftoriffe Forbindelfe og om en bettemt Tidsregning. 


Kilderne til Norges Hiftorie. 5 


De hiſtoriſte Sagn fra dette Tidsrum dannede ſig ſaaledes 
efterhaanden til visſe i fig ſelv afrundede Sagnkredſe, 
hvilfe fom ofteft vare ganſte uafhangige af hinanden ind- 
byrdeg, eller i alle Fald heftede til hinanden med de løfefte 
Baand, — og i denne Form overleveredes de til Eftertiden. 
Underlede8 blev det, ba Morge mod Glutningen af 
det 9de Uarhundrede famledeg til et Heelt, til et Rige med 
m Gnefonge i fin Spidfe. Sagnet fandt nu i denne 
Konges Perfon det Middelpunkt, fom det før havde favnet. 
Ul ham og hans Bedrifter Fnyttede det fig nu faftere oa 
udvillede fig ſaaledes efterhaanden til en Konge» eller Rigö- 
hiftorte. Der fremftod nemlig førft Sagaer eller mundtlig 
føredragne, i en beftemt Form afrundede Fortællinger om 
enfelte af de meft udmerfede Konger. Disſe Kongefagaer 
fattes igjen å Forbindelfe med hinanden indbyrded ved 
Beretninger om de mellemliggende Begivenheder og fom 
faaledeg til at danne en fammenhængende Ræfte. Fortæl- 
linger om andre merkverdige Perfoner og GSlægter, om 
deres Birfen og de dermed forbundne Hændelfer gif oprin- 
delig ved Siden af Kongefaqaerne, men indtoged efterhaan- 
den i disfe enten fom felvftændige Epifoder, eller omdannede 
ten pasfende Form for at fuldftændiggjøre den famtidige 
Konges Hiftorie. Grundlaget for-Kongefagaerne dannedes 
belg af de Kvad, der digtedes af Skaldene i Kongens 
Sind, deels af Dievidnerd Frafagn. Mand, der havde 
Gaver til at fortælle, ſamlede dette GStof, formede Vet til 
et Heelt og foredrøg det derpaa i Folkets fore Forfamlin- 
ger, pga Thingene, i Hovdingernes Gjeftebude, ofte endog 
for ben Konge felv, fom Beretningen angit. Tilhorerne 
gjorde fine Bemerkninger ved det Fortalte, og de kyndigfte 
af dem meddeelte nye Oplysninger, hvilfet alt Sagaman- 
dem eller Fortælleren benyttede til at fuldftændiggjøre fin 
Beretning for det næfte Foredrag. Maar nu Disvidnerne 
99 be førfle Forfællere vare bortdade, fan gait Saqam Å 


6 Indledning. 


den mere eller mindre fuldftændige Form, den havde erholdt, 
over til den nye GSlægt gjennem yngre Fortællere, fom 
havde lært den af hine, og hvis Hovedfag det var ufor- 
falffet og Ord til andet at gjengive de ældre med Begi—⸗ 
venhederne famtidige Sagamænda Frafagu. 

Mere end to Aarhundreder hengik fra det norffe Riges 
Opfomft, inden man begyndte at tænfe paa ved friftlig 
Optegnelfe at ſikkre den mundtlig forplantede Gaga fra at 
gaa under i Forglemmelje. Bel fjendte Nordmændene alle 
rede i Den fjærnefte Hedenold Skrivekunſten og havde egne 
Gfrifttegh, nemlig Runerne. De benyttede imidlertid ikke 
disfe til Optegnelfer af ftørre Omfang, deels fordi de ikke 
fjendte noget befvemmere Material at førive paa end Steen 
eller Træ, deels og vel fornemmelig, fordi det mundtlige Fore- 
Drag og den mundtlige Overleverelfe egnede fig bedre for det 
Dannelfestrin, paa hvilfet Folket flod, end en møifommelig 
Opffrivning, ved hvilfen tfær de hiftoriffe Sagn maatte be- 
frygtes at tabe det Liv, ber gjorde dem faa tiltrækfende for Fol- 
fet. Bed Chriſtendommens Yndførelfe lærte Nordmændene at 
fjende befvemmere baade Skrifttegn og GStrivematerialier; 
men alligevel varede det endnu henimod et Aarhundrede, 
før man benyttede Skrivekunſten til Hiftoriens Bedfte. 

Dette flede, faavidt man veed, førft hos Nordmæn- 
dene paa Veland, hvilte udmerfede fig ved Sands for 
Hiftorien og for Bevaringen af de hiftoriffe Minder. Sm- 
mund Gigfusføn (født 1054, bed 1133) og Are 
Thorgilsſon (født 1067, død 1148), tvende Islendinger 
af fornem norſt Et, begge hædrede med Tilnavnet; „hiin 
„frode“ d.e. den yndige" eller den lærde," ere de førte, 
fom man med Gifferhed veed have behandlet Norges Hi— 
ftorie flriftlig. Deres Berfer herover ere nu vel tabte, 
idetmindſte kjender man dem iffe i den oprindelige Førm;. 
men Maaden, hvorpaa de omtales i fenere Tiders førevne 
Sagaer lader flutte, at de have været kortfattede og nær» 


Kilberne til Norges Hiftorie. 7 


meft beregnede paa at bringe Åronologift Orden i de mange 
dengang i Omlob værende biftoriffe JFrafagn, og faaledes 
danne paa en Maade en Kjerne, hvorom det allerede frerkt 
opvorende biftorifte Stof for Fremtiden kunde fæfte fig. 
Det norffe Riges Vilblivelfe og den Begivenhed, fom her» 
med flod i den nærmefte Forbindelfe, Islands Bebyggelfe, 
faa iffe fjærnere fra Semunds og Ares Levetid, end at 
felv de fjærnefte af de mellemliggende vigtige Begivenheder 
endnu maatte være i nogenlunde frifft Minde. Om Are 
er det udtrykkelig berettet, at han for en ſtor Deel øfte fin 
Rundffab om de ældfte af hine Begivenheder paa anden Haand 
af Frafagn af en vits Ihrønder, Thorgeir Afraads— 
toll, der var bofat paa Gaarden Nidarnes, hvor fenere 
Ridaro8 By blev anlagt, da Haafon Jarl blev fældet 995, 
og altfaa maa antage8 at have levet fammen med Moænd, 
hvis Fædre havde været Harald Haarfagers og dennes 
Sonners Samtidige. Baade Ure og Sæmund vare derhod 
bereifte Mand, der, faavidt det i hine Tider var muligt, 
havde gjort fig fortrolige med Udlandets hiftoriffe Literatur, 
og ifær med den i famme anvendte Tidsregning. De vare 
faalebeg det Urbeide, de foretoge, fuldbfommen vorne, og disſe 
tvende Mænd har Norge upaatvivlelig for en ſtor Deel at 
talte for, baade at Rigets Hiftorie i de to førfte Narhun- 
breder af dets Tilværelfe er bleven nogenlunde ordnet vp- 
tegnet for Gftertiden, og at der paa Våland dannede fig 
et Slags hiſtoriſt Skole, der fortfatte det af hine Lærde 
paabegyndte Bert. 

Fra Midten af det 12te Yarh. blev nemlig flriftlige 
hiſtoriſte Optegnelfer meer og meer almindelige baade i 
Norge og paa Island, og hvad den ældre Vid angik, bleve 
hine to Jelændinger de fenere Hiftoriegranffere8 og Saga— 
mæends ftadige Veiledere. Men idet der nu opftod en 
Kappen om at bringe det hidtil i mundtlig Tradition opke- 
varede hiſtoriſte Stof paa Pergamentet, deelle denne Dut- 





8 Indledning. 


ſomhed ſig for det forſte i tvende temmelig forſtjellige 
Retninger. Nogle, der nærmeft traadte i Semunds og 
Ares Fodſpor, anſaa Tidsregningens Ordning for det 
Bæfentligfte, overladende den udforligere Beretning nu fom 
forhen til det mundtlige Foredrag; Undre derimod grebe 
Gagnet i dets fulde Omfang og førte det i Pennen ordret, 
fom det flød fra Fortællerens Mund. Saaledes fremftod 
ved Giden af hinanden tørre, men for Tidsregningens 
Beftemmelfe yderft vigtige Unnaler, og livfuldt ffrevne 
GSagaer, Der famvittighedsfuldt gjengav den mundtlige 
Sagas Uand og Tone. Det førfte Slags Arbeider er 
Frugten af et flrengere hiftorift Studium; det fidfte derimod 
har fin Kilde t en friere Udftrømning af Ulmeenaanden og 
af Folkets dybe biftoriffe Sands. 

Bed begge disfe Slags hiſtoriſkte Optegnelfer benytte 
deg faagodtføm udelukfende Modersmaalet, det gammelnorffe 
(norrøne) Sprog. Ut dette ifær maatte være Vilfælde med 
Sagaerne, var en Følge af dere folfelige Natur. Forgjæ- 
veg var det, at nogle Kloftermænd — i Norge Munken 
Theodorik i Glutningen af det 12te Uarh. og paa Is⸗ 
land Munkene Gunnlaug og Odd til famme Tid — 
forføgte paa at indføre Brugen af Latinen. Den førftes 
fortfattede Rongefrønife, fom endnu er til, fynes fun at 
have været lidet fjendt af Samtid og Eftertid, og de tvende 
Islendingers hiftorifle Urbeider føylde fun deres tidlige 
Overførelfe i Modersmaalet, at de, dog uden Ivivl i en 
meget forandret Form, have holdt fig til vore Dage. 
Modersmaalet vandt en afgjørende Seier, og efter hine 
Mends Tid kjendes, faalænge fom GSagaftrivningen blom- 
ſtrede, iffe et enefte Jorføg paa heri at anvende Latinen. 

En anden og nyttigere Beftræbelfe kronedes derimod 
med frørre Held, og det var den, at bringe Saqaen i 
en mere annaliftiff Form, uden dog derfør at betage 
Den Deng Udførlighed og Livlighed, — altfaa paa en Maave 





Kilderne til Norges Hiftorie. 9 


at fammenfmelte Sagaen og Annalen i den friftlige Be» 
handling. Denne Fremgangsmaade anvendtes forit ved 
den flriftlige Optegnelfe af aldeles. famtidige Begivenheder 
i Rorges Hiftorie, idet man ordnede disſe under Kongernes 
Regjering8aar; fenere udſtraktes den ogfaa til forudgaaende 
Tider. Fra GSlutningen af det 12te AUarhundrede, nemlig 
fra Sverrer8 Optræden (1177), og indtil Sagaen i Slute 
ningen af det næfte Aarhundrede forftummer, finder man 
denne Behandlingdmaade ftrengt anvendt paa Norges 
Hiftorie, der, hvad dette Tidsrum angaar, maa betragtes 
fom famtidig nedffreven. Banfteligere blev dens Unvendelfe 
paa et fjærnere Tidsrum, og lykkedes her fun, forfaavidt 
fom ældre nøiagtige annaliftifte Optegnelfer vare forhaanden. 
Da Sagaernes flriftlige Optegnelfe førft var bleven 
almindelig, maatte naturligvii8 med Henfyn til Norges 
Hiftorie det Ønfte opftaa, at fee denne behandlet fom et 
fammenhængende Heelt. De førfte egentlige Sagaftrivere 
optegnede, fom allerede ovenfor er yttret, de biftoriffe Sagn 
qanffe i Den Form, hvori de hørte dem fortælle. Men det 
hiftorifte Stof, font Herved frembragtes, maatte naturligviig, 
fom et Heelt betragtet, paa den ene Side blive faare vidt 
løftigt, og paa den anden Side meget ujævnt, alt efterfom 
Gagnet med ftørre eller mindre Forfjærlighed havde be- 
handlet fit Emne. Hertil fom, at de fra forfljellige Kilder 
ofte og av forffjellige Beie forplantede Beretninger om 
famme Gjenftand ofte indeholdt Uovereendftemmelfer. Hvad 
der altſaa ubfordredes for at bringe Genhed i Stoffet og 
forme dette til et nogenlunde afrundet Heelt, var ifær et 
fornuftigt Udvalg af bet forhaanden værende Material. 
De førte Forføg paa at foretage et faadant Udvalg, der 
finde give en lettere Overfigt over Norges Hiftorie lige fra 
Rigets Oprindelfe, fyned at være gjørte i den fenere Halv- 
deel af det 12te Aarhundrede, og ere os udentvivl fevnede 
i tvende i Norge optegnede Kongefagaer. Den adite 





/ 


10 Indledning. 


af disſe beſidde vi i en meget mangelfuld Tilſtand; den 
ſynes at have endt med Harald Gilles Sonners Regjering eller 
omtrent ved 1160. Den anden, ſom bærer Overfkriften: ,, Ætt- 
artal Noregs konunga" >. e. de norffe Kongers Glægtlinie, 
og ellerg ogfaa er befjendt under Navnet: , Fagrffinna," 
naar til Yar 1177. Begge begynde fin Beretning med 
Halfdan Svartes Negjering. De udmerke fig ved et alder= 
domsagtigt Sprog; men Foredraget lider endnu ifær i den 
førfte af allé be Mangler, fom man maatte vente fig ved 
det førfte Forføg i denne Metning af GSagaffrivningen. 
Et ulige heldigere Udfald havde derimod et fenere Fore- 
tagende af famme Art, hvilket er o8 levnet i den Samling 
af norffe Rongefagaer, fom man almindelig og udentvivl med 
god Grund tillægger Jölændingen Snorre Sturlasføn 
(født 1178, død 1241), og fom efter Begyndelfesørdene 
mindre pasfende er bleven benævnt Heimskringla." Dette 
Bert omfatter den norffe Kongecæt, Nnglinge-UEttena, Hiftorie, 
lige fra dens mythiſte Oprindelfe indtil Aaret 1177, da 
GSverrer optraadte i Birkebenernes Spidfe. Dets Foredrag 
er ganffe i Den ældre Sagas Uand; men der er anvendt 
en Kritif i Balget og en Smag i Ordningen af det forelig» 
gende Material, der hjemler det ikke alene den førfte Plads 
blandt Norges Kongefagaer, men ogfaa en udmerfet Rang 
blandt den europæiffe Middelaldera hiftoriffe Skrifter. Ut 
Forfatteren flutter ved GSverreré Optræden, har uden Tvivl 
fin Grund dert, at han forefandt denne Konges Hiftorie 
allerede bearbeidet og faalede8 anfaa bet ufornødent at ud= 
føre fit Berf videre. 

Fra den Tid, da Snorres Bet flutter, har man, fom 
allerede forhen bemerket, famtidig førevne GSagaer om de 
norffe Konger indtil Magnus Haafonsføn Lagabøter (død 
1280). Sverrers og Haafon Haakonsſons Sagaer ere 
behandlede med ſtorſt Ombhyggelighed; af Magnus Laga 
bøterd Saga ere fun Brudſtykker oå levnede. Som Forfatter 


Kilderne til Norges Hiftorie. 11 


til Haafons og Magnus's Gagaer nævne8 VJålændingen 
Sturla Thordsſon, Snorres Broderføn og opfoftret i 
hans Huus (født 1214, død 1284). | 

De norſte Kongers GSagaer vare imidlertid ikke de 
enefte, fom bleve optegnede; De mythift-hiftoriffe 
Digte og Sagn fra Tidsrummet før det norſte Riges 
Opfomit bleve i bet 12te og 13de Narhundrede med Omhu 
famlede og førte i Pennen, og det famme var Vilfælde 
med de islandſke Familiefaqaer. Af denne fidfte 
Klasſe befidde vi mange høift fortrinlige, der ikke alene 
for Islands Hiftorie ere af frørfte Vigtighed, men ogfaa 
for Norges. Thi de fornemme Jslandinger, hvis Bedrif- 
ter udgjore disſe Sagaers Emne, fom nærften altid i meer 
eller mindre Berørelfe med Norge, og levede iffe fjælden 
her i længere Tid i ftor Unfeelfe baade hos Kongerne og 
andre af Landet Høvdinger. 

Saaledes fremvorte i Røbet af Det 12te og 13de 
Harhundrede paa Island og i Norge en rig Sagaliteratur af 
uberegneligt Berd for dette Riges og dets Udflytningslanded 
Hiftorie. Forhold til denne Rigdom ere imidlertid fun 
verft faa Forfattere8 Navne fomne til Eftertidens Kund⸗ 
flat. Men dette er i fig felv ganffe naturligt. Gagaen 
havde i de allerflefte Tilfælde allerede i det mundtlige Fore- 
drag erholdt fin Form og Ufrunding. Den, der førft førte 
den i Pennen, gjengav fun en ældre Fortællers Ord eller 
Sagnet, fom det levede i Folfemunde; hand Fortjenefte 
var i Grunden fun Ufftriveren8, og det funde faaledeg 
ligefaalidt fade ham felv ind at betegne fig med Forfatter- 
navn, fom hans Gamtidige at tildele ham et faadant. 
Sagaerned hiſtoriſte Troverdighed flaar naturligviid under 
disſe Omftændigheder lige uroffet, fljønt de ei bære fine 
gorfattere8 Navne paa Titelbladet. 

Gagaen flod i den nøiefte Forbindelfe med det gamke 
norfte Folkeliv, og ofte heraf fin hele Giendommehe. 





12 Indledning. 


Hiſtoriſte Beretninger af det Slags, fom Sagaerne frem- 
byde, kunde ikkun blive til under en Samfundsorden, i 
hvilken Landsſtyrerne vare paa det noieſte bundne til Folket, 
i hvilken ethvert offentligt Skridt af disſe blev Gjenſtand 
for Folkets Bedommelſe, for dets frie Bifald eller Dadel, 
i hvilken overhovedet Landsſtyrelſens Virkſomhed ikke kunde 
holdes ſtjult for Almeenhedens Dine, men maatte laane 
ſin hele Kraft af dennes Biſtand. Men denne gamle 
Tingenes Orden veg efterhaanden for en nyere, fremkaldt 
ved den norſke Stats politiffe Udvikling under Indflydelſe 
af den almindelige europeiſte Tidsaand. Den ſtyrende 
Myndighed ſammentréengtes meer og meer i Kongedommet, 
og de offentlige Unliggender unddrøge8 i famme Forhold 
Folkets Deeltagelfe og Aundffab; Statskunſten blev indviklet 
og hemmelighedsfuld, Folfelivet tabte fin gamle Bevægelig- 
hed, og Folfekraften blev meer og meer et villieføft Redſkab 
for $Herffermagten. Under faadanne Forholde, der ved 
Udgangen af det 13de Aarhundrede efterhaanden indtraadte 
iffe alene i Norge, men og paa Island, efterat denne D 
havde underfaftet fig bet norffe Kongedømme, funde Sagaen 
t fin gamle Form iffe længere trives. Hvad Folfet nu 
førmaaede, var i det Høiefte at bevare de gamle Minder; 
til at frembringe nye, livfuldbe Skildringer af de famtidige 
Begivenheder og ſaaledes fortfætte Forfædrenes Vert, — 
Dertil var bet iffe mere iftand, da baade Adgangen til at 
lære dem at fjende i dere8 rette Sammenhæng var fpærret 
for Almeenheden, og Interesſen for dem var kjølnet med 
Folkets aftagende Indflydelſe paa dere8 Gang. Magnus 
Qagabøterd Gaga flutter Rakken af norffe Kongefagaer, 
og et Par islandffe Biftopsfagaer fra Glutningen af det 
13de og Begyndelfen af det 14de Yarhundrede ere det 
fidfte fvage Glimt af den gamle, hele Folket gjennemtræne 
gende bhiftoriffe Aand. 

Norges Tilſtand 1 det paafslgende Tiddrum var ikke 





Kilderne til Norges Hiftorie. 13 


heller af den Beffaffenhed, at den funde begeiftre en Hiftorie- 
ftriver. Fra Kong Magnus ECriksſons Regjeringstiltrædelfe 
1319 begyndte nemlig Riget: at dale baade i Magt og 
Belftand, og under den i GSlutningen af det 14de Var» 
hundrede indtrædende Forening med Danmark vedblev det 
at fynfe dybere og dybere, indtil endelig dets Gelvftændig- 
bed ikkun beftod i Navnet. 

Unnaferne fortfattes vel paa Island endnu en Stund, 
tfterat Sagaen var fluttet; men ogfaa de annaliftiffe Op 
tegnelfer angaaende Norge blive i Lobet af det 14de Uar- 
hundrede fredfe meer og meer ufuldftændige, og ved Vare 
hundredets Udgang ophøre de faa godt fom ganſte. 

Imod Glutningen af det Tidsrum, da GSagaerne ope 
høre, fremvælder imidlertid en ny Kilde for Norges Hiftorie 
de offentlige Brevffaber eller Diplomerne. Disſe 
indeholde deels Forhandlinger og Beftemmelfer angaaende 
Rigets indre Forholde, deels Overeenskomſter og Under- 
handlinger med fremmede Gtater og kaſte faaleded et bety⸗ 
deligt Lys over Landets indre og ydre Hiftorie. Før 
Midten af det 13de Aarhundrede forefomme faadanne 
HBrevſtaber vedfommende Norge fun i meget ringe Untal; 
tfter Denne Tid derimod hyppigere og ifær for Tidsrum- 
met 1280—1400 i en betydelig Mængde. De ere, forfaa- 
vidt De angaa Rigets indre Unliggender, næften altid affat- 
tede det gammelnorffe Sprog, forfaavidt de angaa Udlandet, 
fedfe paa Qatin. For Ghronologien og Genealogien ere 
de af overordentlig Bigtighed og frembyde i disſe Henfeen- 
der en Gifferheb, der overgaar den, fom baade GSagaerne 
og Annalerne afgive; ligelebe8 oplyſe de førtrinligen en 
ler anden vigtig Begivenhed i dens Enkeltheder; men det 
tr dog næften altid fun Begivenhedens Ydre Side, fom de 
frmftille, medens de fjælden tillade Hiftoriegranfferen at 
Me,ind i de Handlendeg Gharafteer, eller opdage de tgnt 
lige Drivfjedre før deres Handlemaade. 


14 Indledning. 


Endelig maa blandt de ſtriftlige Kilder til Norges 
Hiftorie endnu nævnes Landets gamle Love. Af disje 
har Tiden levnet os en temmelig fuldftændig Rakke, alle 
affattede i i Landets Sprog. De fafte meget Lys over 
Norges ældre Statsforfatning og Nordmandenes offentlige 
Qiv, og funne faalede8 i mangfoldige Tilfolde tjene til at 
opflare Gagaerne, hvor disſe med Henfyn til Retstilſtand 
og offentlige Jndretninger fun levere os en ufuldftændig 
Skildring. 

Hvad hidtil er ſagt, angaar de ſtriftlige Kilder for 
Norges Hiftorie i RigetS ældre Gelvftændigheda-Periode, 
før Foreningen med Danmark i.1387. Igjennem den 
ftørfte Deel af denne Forenings-Periode hviler derimod det 
tytfefte Morte over Rigets Hiftorie. Brevflaber og Love ere 
her næften de enefte fuldkommen paalidelige Kilder, men dog 
utilftræffelige til beraf at forme nogen vel fammenhængende 
biftoriff. Skildring. Norge felv havde i de tre førfte Uar- 
hundreder af dette Tidsrum ingen Hiftorieffrivere, og de 
danffe omtale Norges Unliggender ikkun i Forbigaaende, 
forfaavidt fom de frode i nogen indgribende Forbindelfe 
med deres eget Fodrelands Skjebne, og derhos faare ofte 
under Indvirkning af nationale og politifte Anſtuelſer, 
der iffe begunftige Fremftillingens Gandhed. Fra Slut» 
ningen af bet 17de Warhundrede fandt vel atter Norges 
Hiftorie fine færftilte Vearbeidere, men disſe opholde fig 
fun ved bet Tidsrum, ber gaar forud for Unionen, og lade 
felv med Henfyn til dette meget tilbage at ønffe. — I 
Spidſen for disfe nyere Bearbeidere af Norges Hiftorie 
ftaar  Selændingen Thormod Vorfeføn (Thormodus 
Torfæus), født 1636, bød 1719. Han ſtrev en vidtleftig 
og paa et omfattende Kildeftudtum grundet Norges Hiftorie 
paa Qatin fra de ældfte Tider indtil 1387 og blev i dette 
JForetagende meget underftøttet af fin lærde og kritiſte 
Landsmand Arne Magnusſon. J Lorfæt Fodſpor traadte 





Kilderne til Norges Hiftorie. 15 


i den anden Halvdeel af det 18de Narhundrede Nordmanden 
Gerhard Schoning, der foretog fig at flrive en Norges 
Hiftorie i Modersmaalet, med hvilfen han dog ikfe naaede 
længere end til Haafon Jarlé Dad 995. Omtrent famtidig 
med Schoning bearbeidede V. F. Suhm Norges Hiftorie 
i Forbindelfe med Danmarks og naaede i dette fit meget 
vidtleftige Berk indtil Var 1400. Til famme Tid førev 
ogſaa Tydſteren Gebhardi en mere Fortfattet Norges 
Hiftorie indtil Unionen, fom ikke er uden Berd. Fra Fors 
mens og Fremſtillingsmaadens Side overgaaed imidlertid alle 
disfe Berfer langt af Nordmanden C. M. Falſens Nor- 
ges Hiftorie, fra Halfdan Svarte til Kong Haafon Mag- 
nusſons Død 1319, hvilken er den nyefte Bearbeidelfe af 
noget Omfang.) 

Den fenefte Tids Ombhu for at drage allehaande hifto= 
vifte Kildeſtrifter de tre nordiffe Riger for Dagens Lys 
famt Pritiff behandle dem har imidlertid aabnet Adgang til 
et langt fuldftændigere Material, end fom nogen af de 
ovennævnte VBearbeidere af Norges Hiftorie har fjendt. 
Kilderne ere langtfra endnu ikke udtømte, og ved deres 
fritifte Benyttelfe er det ifær, at den norſte Hiftoriefkriv- 
ning ſtal arbeide fig frem til et høiere Standpunkt, end 
det, paa bhvilfet den nu ftaar. 

1) [Thormodi Torfæi Historia rerum Norvegicarum. &jøbenhavn 
1711. 4 9. Fol. Gerhard SHøning, Norges Niges Hi- 
ftorie. GSorø 1771—1781. 3 Dele 4. VP. I. Suhm, Hiftorie 
af Danmarf, Kjøbenhavn 1782—1828. 14 VB. 4 LL A. 
Gebhardt, Gefhidte der Königreidje Dånemarf u. Norwegen. 
Halle 1770. 2 9. 4. & M. Falfen, Norges Hiftorie. 
Ghriftiania 1823—1824. 4 B. 8. — Lange efterat Forf. 
havde nedffrevet denne DOverfigt over be betydeligfte nyere Bear⸗ 
beibelfer af Norges Hiftorie, udfom P. A. Munchs: Det norffe 
Folks Hiftorie. Chriſtiania 1852—1863. 6 Dele 1 8 Bind 
(til 1397), ber i Fuldftændighed og ffarpfindig fritiff Behandling 


af det hiftorifte Stof langt overgaar de ældre Bearbeivelier og 
un er Hovebverfet over Morgeb ældre Hiftorie.] 


16 | Indledning. 


Norges Hiſtorie fra de ældfte Tider og indtil Rigets 
Gjenfodelſe til fin gamle GSelvftændighed i 1814 fan be» 
fvemt ordnes under 7 Tidsrum. 

Det førfte Tidsrum omfatter MNordmændenes 
Sannbiftorie før de tre nordifte Rigers Opfomft, fra de 
ældfte Tider og indtil omtrent Uar 860. Bi finde her 
Nordmændene8 Stamme fyplittet i en Mengde fmaa Stater 
uden noget politifl Foreningspunkt, i beftandig Strid med 
fremmede Folfeftammer, over hvid Lande den ftræber at 
udbrede fig, og i en beftandig indre Gjæring, bevirket ved 
en uophørlig Kamp mellem dens Høvdinger indbyrded. J 
bette Tidsrum er de tre nordiſke Rigers Hiftorie fammen» 
blandet og maa behandles under Get. Man merker viftnok 
allerede De tre Grene af Stammen ftræbende hver i fin 
Retning, dog uden at man endnu fan drage noget beftemt 
Grændfefljel mellem dem. 

Det andet Tidsrum naar fra Harald Haarfager 
indtil Magnus den Godes Regjeringdtiltrædelfe, fra 860 
til 1035, og omfatter 175 Uar. Norge, Sverige og Dan» 
marf danne fig fom færffilte Riger, og Norges Hiftorie 
fan fra nu af behandles affondret for fig. Under vold» 
fomme indre Ryftelfer, under en idelig Kamp mellem Een⸗ 
hed og Oplosning, flrider Norges Mige frem til em frørre 
Fafthed, til indre og ydre GSelvftændighed. Kampen mel- 
fem $Hedenffab og Ghriftendom, der mod Glutningen af 
Tidsrummet opftaar, ender med Chriſtendommens fuldfomne 
Geier. Ved at gjøre denne til enegjældende GStatsreligion, 
og ved at give Kongedømmet en hidtil ukjendt Eenhed og 
Kraft, grundlægger tilfidft Kong Olaf den Hellige en ny 
Jingene8 Orden, der bliver af den meft indgribende Ind⸗ 
flydDelfe paa Norges Fremtid. 

Det tredie Tidsrum gaar fra Magnus den Go— 
bed Megjeringstiltrædelfe indtil Kong Sigurd Jorſalfarers 
Ded, fra 1035—1130, og omfatter 95 Uar. Riget frem 


Kilderne til Norges Hiftorie. 17 


træder nu fom fuldbfommen grundfæftet og udvikler baade 
i fine indre og ydre Forholdbe en hoi Grad af Kraft. 
Under en fun fjælden afbrudt indre Molighed er Landets 
Belftand i idelig Stigende. Dets Lovgivning og Gtats- 
indretninger udvikle fig, og Folkets aandelige og politifte 
Dannelfe gjør merkelige Fremflridt. Tidsrummet er over- 
hovedet et af be meft glimrende i Norges Hiftorie. 

Det fjerde Tidsrum gaar fra Sigurd Jørfalfa- 
rers indtil Haafon Haakonsſons Dad, fra 1130 til 1263, 
og omfatter 133 Yar. Bi finde atter Riget indviklet i de 
voldfommefte indre Uroligheder, vakte ved en ubeftemt 
RigSarvefølge og opildnede ved Lviftigheder mellem GStaten 
og Kirfen. Bed Narhundredernes GSlifte havde disſe Uro» 
ligheder naaet fit høiefte Punkt. Haafon Haafonsføns lange 
og heldbringende Regjering forfoner efterhaanden de kjæm» 
pende Nartier, tilveiebringer atter indvortes Ro og hæver 
Riget til det høiefte Trin af ydre Unfeelfe, paa hvilfet det 
nogenfinde har fraaet. midlertid havde de indvortes Krige 
voldfomt ryftet Statens indre Forholde og bragt den gamle 
Gamfundsorden til at vakle. Den ældre Lovgivning og de 
ældre GStatsindretninger gjorde ikke mere Fyldeft. Den 
nye Tidsaand, fom havde udviklet fig i det svrige Curopa, 
naaede ogfaa Norge og gjorde her fom andenſteds fine 
Fordringer gjældende. Kongedømmet og Hierardiet vare 
i Stigen, medeng Folfevældet, fom hidtil faa djærvt havde 
udtalt fig i Norge, dalede. Staten beredte fig til i fin 
videre Udvikling at tage en ny Metning. 

Det femte Tidsrum naar fra Magnus Lagabøters 
Regjeringstiltrædelfe indtil Rong Olaf Haafonsjøns Dev, 
fra 1263 til 1387, og omfatter 124 Yar. Norge ftaar i 
ben førfte Halvdeel af dette Tidsrum omtrent pua famme 
Trin af Magt og Unfeelfe fom under Haafon Haafonsføn. 
Kongerne arbeide med utrættelig Birffomhed paa at oy- 
bjelpe Landet og forbedre Folkets VYilftand ved gode Lowe, 


R. Kevfer. Norgeâ Hiftørte. 2 


ms 
— —— 


18 Indledning. 


paa at ordne Kirkens og Statens indbyrdes Forhold, og 
paa at give Statsſtyrelſen Kraft og Eenhed ved Udvidelfe 
af Songedømmets Myndighed. Men Folfelivet taber meer 
og meer af fin Friflhed, og de frie GStatsindretninger nede 
fynfe meer og meer til bøde Former. Statens hele Virk⸗ 
fombhed fammentrænger fig i Kongedømmet, og dens GSelv- 
ftændighed bliver meer og meer beroende paa Kongens 
Berfon alene. Disfe Omftændigheder forberede Rigets 
ftadige Dalen i Tidsrummets anden Halvdeel under dets 
oftere afbrudte og altid fun ydre Forening med Naboriget 
Sverige. Uagtet idelige gjenfidige Fiendtligheder nærme 
de tre nordiſte Niger fig dog meer og meer til hinanden, 
og Statsklogt, hjulpen af gunftige Omftændigheder, iftand- 
bringer omfider ved Tidsrummets Slutning deres Forening 
under een Konge. 

Det fjette Tidsrum naar fra Kong Olafs Død 
til Ghriftian den Zdies Grfjendelfe fom Norged Konge og 
Riget Gelvftændigheda Undergang, fra 1387 til 1537, og 
omfatter 150 Yar. Rigets Dalen fremføyndes meer og 
meer under den uheldige Forening med Danmark og Sve- 
rige. Uagtet MNorge-endnu i Navnet er felvftændigt, fee vi 
dog den Ddanffe Indflydelſe paa dets indre og Ydre For⸗ 
holde ftedfe at tiltage. En fraftig Ulmeenaand fpores Fun 
fjælben. Folkets Interesſer ere fplittede og Regjeringen 
uden Kraft. GStatsbygningen. gaar med langfomme, men 
ftadige Skridt fit Fald imode. 

Det fyvende Tidsrum gaar fra 1537 til 1814, 
omfattende 277 Aar, der vife 08 Riget i den dybefte poli- 
tiffe JFornedrelfesftand. Uden foærffilt Regjering maa det 
fom et næften villieløft Redſtab lyde førft det danſke Uvi- 
ſtokratis og fiden den danſte Cnevoldafonges Magtbud, — 
i Navnet fun et Rige, i Birfeligheden en VProvinds. J 
Tidsrummets anden Halvdeel ftiger imidlertid Folkets Bel- 
bære, og den længe flumrende Almeenaand fommer atter 


Nordm. Herfomft, Folfeflægtffab og Udbr. over Norden. 19 


tilfyne, førft fun ved enkelte Reiligheder, fiden fom en fra- 
digere virkende Kraft, der med Gelvbevidilhed flræber mod 
Gelvftændighedens Gjenfødelfe, bvillet Maal den ogfaa 
endeligen naar. | 


2. Nordmændenes Herkomſt, Folkeflægtfhab og Udbre- 
delfe over Norden. 


Hovedbefolfningen af de Lande, fom nu udgjøre de 
tre Riger Norge, Sverige og Danmark, dannes nu af de 
tre Folf, Nordbmænd, Svenſte og Danſte, hvilke tilfammen 
wudgjøre en egen JFolfeftamme og under be ældre Navne 
Nordmenn, Swiar, Danir med faa Sndiffrænfninger have 
favt disfe famme Bopæle inde, faa langt tilbage i Tiden 
fom deres egne iffe alene hiftoriffe Efterretninger, men 
ogfaa nogenlunde troverdige Folfefagn naa. Det er ogfaa 
aabenbart, at de tre nævnte Folk alt å hine eldgamle Jivder 
have følt fig felv fom egen Folfeftamme, fljønt 
man viftnof iffe med fuldfommen Sikkerhed fan paapege 
noget Navn, fom Stammen gav fig felv for at udtrykke 
Følelfen af denne Stammeenhed. Navnet Norömenn eller 
norrænir menn, fom hyppigt forefommer i de gamle norffe 
Gfterretninger og fom egentlig udtrykler Begrebet: Nordena 
Mænd, funde vel ſynes at være Fællesnavnet; det har 
ogfaa maaffee, ja fom jeg foreftiller mig efter al GSand- 
fynkighed, i en fjærn Fortid været det. Men i den virkelig 
Biftoriffe Tid anvendtes bet paa ganffe enkelt Undtagelfe 
mær 1 en mere indffrænket Betydning, nemlig om den ene 
af Stammen8 Grene, om Judbyggerne i Norge og 
Udflytningsmændene fra dette Land; og det brugtes 
ſaaledes iffe alene af Nordmændene felv, men ogſaa af de 
Svenſte og Danfte. 

Navnet Danir og De dermed forbundne Benævnelfer 
Habe ogſaa i en vid og Det unegtelig en mere hiftoritt Xi 
2* 


20 Indledning. 


været nyttet fom et almindeligt Stammenavn. Det har 
ogfaa været anvendt far, og det paa meer end eet Sted, 
af RMordmændene eller de Norffe felv i deres gamle 
Skrifter. Men Brugen er dog unegtelig fra førft af udvik- 
let hos Fremmede, og har ikke været almindelig optagen 
hos Folfeftammen felv i alle dennes Grene (ille hos Sve» 
arne, neppe hos Danerne felv); den maa forflareg af det 
danſke Navns Kundbarhed hos Udlændingen i et ganſte 
fort Tidsrum ifær omkring Aar 1000, og bliver endelig, 
ligefom det tidligere omtalte Ulmeennavn, forvilbende, da 
Navnet fenere, i den hiſtoriſte Tid, anvendes udelukfende paa 
den ene beftemte Green af Stammen, nemlig Fndbyggerne 
af Danmark. 

Bi trænge imidlertid til et fælles Stammenavn og 
tro bertil henfigtsmaæsfigft at funne vækge enten ſkandi— 
naviſk, med Henfyn til Navnet Sfandinavien, hvorun- 
der man i nyere Tider er bleven enig om at indbefatte 
netop de Rande, fom allerede ere nævnte fom Folleftammens 
ældre og nyere Hjem, — eller maaffee endnu bedre nord 
germaniff med Heniyn til den Ubdftræfning, de gamle 
Romere gave Navnet Germania, og vor GFolfeftammes 
unegtelige Glægtffabsforhold til Tydfferne, Germanernes 
Hovedftamme. 

Bor JFolfeftamme anfaa fig nemlig i Oldtiden ikke 
for oprunden i be allerede betegnede Lande eller med andre 
Ord for at være Uutodthoner eller Uboriginer. Deres 
gamle Sagn eller vel rettere udtryft deres Folkefølelfe 
pegede hen paa en Jndvandring fra ældre Bopæle i fjærne 
øftlige Gane. Sagnene herom — de Sagn nemlig, fom 
muligen ligge til Grund for Beretningen i det gamle 
Skift om Norges Bebyggelfe og i Jndledningen til Nnglinga- 
faga — fremftille fig vel for 08 i en faa forvanffet Form, 
at man liden eller ingen Tillid fan fæfte til deres Indhold, 
hvad dettes (Enteltheder angaar. Men hvad vi af Sprog⸗ 


Nordm. HerFomft, Folfeflægiffab og Udbr. over Norden. 21 


forholdene — Der i denne Sag ere den ubedrageligfte Vei— 
feder — med Gifferhed funne flutte, er at vor Folfeftamme 
er paa bet nærmefte beflægtet og fideordnet med den 
tydffe og i Forening med denne danner en ftor Folke 
flasfe, fom vi ledede af de gamle romerffe Udfagn med et 
fælles Navn ville benævne: den Germaniffe. Af denne 
germaniffe Folkeklasſe bliver der altfaa tvende hin— 
anden fideordnede Folfeftammer, nævnte efter Strøget, 
hvori hver rørte fig, og disſe Strøga gjenfidige Beliggen» 
hed: den frørre fydgermaniffe Stamme, omfattende 
Iydfferne, og den mindre nordgermaniffe, omfattende 
Rordmænd, Danffe og Svenffe. Den fidfte er da 
den, hvorpaa vi her nærmeft fFulle fæfte vor Opmerkſomhed. 
Bi funne blot i forte Hovedtræk her forfølge Stam- 
forholdet, Folteflægtffabet høiere op. Bi funne blot loſe— 
figen bemerfe, at denne germaniffe Folkeklasſe igjen 
er en Ufdeling af den vidtudftrakte Mennefferace eller 
Folfeæt, fom nu danner Befolfningen i den allerftørfte 
Deel af Europa og tillige i en betydelig Deel af UAfien. 
Bi maa tilføie, at angaaende Benævnelfen af denne 
Mace eller Folteæt ere de nyere Sprog- og Hiftoriegranftere 
ikke ganffe enige, ffjønt der med Henfyn til dens Beftand» 
dele nu for Tiden neppe herfler mere end een Mening. 
Nogle have paa Grund af den ældre, men fenere alminde» 
fig forfaftede Mening, at de kaukaſiſte Bjerglande vare 
dens egentlige Bugge, benævnt den: den Kaukaſiſke. 
Andre have med nærmere Henfyn til Grændferne 
for dens nuværende Bopæle benævnt den: den Jndo» 
Vuropæiffe eller ogfaa, bog mindre padfende: den Indo— 
Germaniffe. Raſk har — udentvivl allermindft pasfende 
— benævnt den: den Sarmatiffe. Tager man Henfyn 
til, vad fenere Tiders Underføgelfer have oplyft om dens 
«gentlige Stammeland eller det Middelpunkt, hvorfra den 
til forftjellige Gider har udbredt fig, at dette nemlig ev 





22 Sndledning. 


bet Perfiff-Jndifte Høiland, fom i gamle Vider 
faldtes Iran (Grakernes og Romernes Aria) — faa fynes 
Benævnelfen: den Iraniſke at være den meft fyldeftgjø- 
rende, og benne ville vi derfor her benytte. 

Af de til den iraniffe VEt hørende Folkeklasſer 
henføres af Raff trende til Aften, blandt Hvilke vi udhæve 
den, der i Oldtiden nyttede det bekfjendte Sprog Sanførit, 
og ben, der talte Jendfproget. — Fire Dderimod til: 
høre Guropa: 1) den Keltiffe (Galiff og Kymriff 
2) den Thrakiſke (Græft, Latin m. fl.) 3) den Slavifle 
(Bolff, Rusſiſt m. fl.), til hvilfen nu almindelig henføres Der 
af nogle for en egen færffilt Folkeklasſe regnede Lettiſke, 
ftaaende paa en Maade mellem den IThrafifte og den GSla: 
viffe 4) den Germaniffe (mindre rigtig af Raff 04 
flere banffe Lærde benævnt: den Gotifte). 

Den germaniffe JFolfeflasfe omfatter altfaa d: 
tvende Folfeftammer: den Tydffe eller Sydgermanifl: 
og den Gfandinaviffe eller Nordgermaniffe, a 
hvilfe ben fydgermaniffe atter Deler fig i tre Grene: der 
Gotiffe, den Overtydffe og den Nedertydffe, hva 
indbefattende flere Folk; — den nordgermanifte Stamm: 
derimod omfatter de tre Grene eller Folfefærd: Nordmænt 
(Norömenn), Svenffe (Sviar) og Danffe (Danir). 

Som underordnet den iraniffe Folfeæt maa altfav 
den nordgermantffe Folfeftamme udlede fin Oprin: 
delſe fra hiin Folfeæts ældfte Hjemfteder, nemlig — fom 
allerede ovenfor er yttret — fra det gamle Jran eller Høi- 
landene omkring Hindufofd. Herfra fynes nemlig den 
iraniſke Jolfeæt i flere tildeeld over hinanden løbende Folke: 
ftrømme at have ubdbredt fig mod Veften og befat de 
Dele af Europa, fom den endnu beherffer. 

Den iraniffe Folfeæt dannede imidlertid efter 
af GSandfynlighed iffe Europas Urbefolfning. Denne til: 
borte en anden JFolfeæt, fom ogfar maa antaged at have 


Nordm. Herfomft, Folfeflægiffab og Udbr. over Norden. 23 


hart fit Udfpring fra Høiafien og at have udviklet fig 
jevnfided med den iranifte paa dennes nordlige Side 
og under et ofteft fiendtligt Forhold til den. Det er den 
Folfeæt, fom man nu almindelig benævner den turaniffe, 
hvilfen man anfeer fom et Slags Modfætning af den 
iraniffe, og fom man tænfer fig nærmeft repræfenteret 
ved de faafaldte mongolſke Folfeflag. 

Af Kampe mellem disfe to Folkeætter og vel ogſaa 
indvortes i hver enfelt af dem udgik, fom det lader, de 
fore Folferørelfer, der efterhaanden gave Europa dets Be» 
foltning. Forſt fynes turaniffe Folkeferd at have ſpredt 
fig over Guropa, nemlig over dets fydlige Dele Iberer 
og over dets nordlige Finlapper eller med Lapperne nær 
beflægtede Folfefærd. Begge disfe Folkeklasſer, dog fær 
den fidfte, have uden Tvivl fraaet paa det allerlavefte 
Rulturtrin. — Nærmeft efter dem fulgte en iranift Folke- 
frøm, den feltifte, hvilken i ftor Masſe fynes at have 
udaydet fig over bet Midterfte af Europa og engang 
at have frakt fig lige fra Atlanterhavet indtil Floden Don 
(Tanais). Den overgik fine turaniſke Forgjoængere i Kultur 
og fortrængte dem efterhaanden meer og meer mod vor 
Berdenddeelg Udfanter, mod GSydveft og mod Norden. Af 
Jbererne udgjøre udentvivl de vaftiffe Folt omkring Pyre- 
nærne en ringe Levning; og Lapperne ere nu Beboere af 
Europas Polaregne. 

Maaffe noget fildigere end Kelterne og muligen med 
en langfommere Gang udbredte en anden Ufdeling af den 
iraniffe UEL fig over det fydlige Europa, nemlig den thra- 
fifte Folkeklasſe, Grekernes og Romerned Forfædre, — 
Folkeferd, der i Tidens Lob ved den fig hos dem udvik— 
lende overlegne Dannelfe hævede fig til en Magt, for hvil» 
fen bande Iberer og Kelter i det fydlige og veftlige Guropa 
maatte buffe under. 

Disfe ældre Folfebevægelfer, der egentlig tilhøre Euro. 





24 Indledning. 


pas forhiſtoriſte Tider, fulgtes af en ny, paa hvilken Hiſtorien 
kaſter ſit forſte ſſage Lys. Skytherne af turaniſk Ut 
optraadte paa Europas oſtlige Grændfe. De trængte over 
Donfloden, overvældede den paa Nordfiden af det forte 
Hav boende Green af den feltiffe Folkeklasſe, Kimmerierne, 
og tvang bisfe til at føge fig nye Bopæle i Beften og 
Norden, deels mellem FPeltiffe Brødre, deels i Cane, til 
hville Kelternes Herredomme ei forud havde naaet. Sky— 
therne bleve nu det herffende Foll i Landene nord for 
bet forte Hav mellem Don paa den ene Side, Donau og 
de farpathiffe Bjerge paa den anden og ubeftemte Grændfer 
mod Norden; I Denne Stilling vifer Hiftorien os dem 
mellem 700 og 400 f. Går. 

Men i Skytherne8 Spor fulgte atter tvende iraniſke 
Jolfeftrømme. Den ene af didfe fulgte en fydligere Net- 
ning og befatte Dons Oſtſide. Det var Sarmaterne, et 
Folk, fom udentvivl har omfattet Stamfædrene for de flefte 
af de JFolfeftammer, fom man fenere gjenfjender under den 
flaviffe JFolfeflasfe. Herodot, fom levede i det 5te Uarh. 
f. Chr., fjender allerede disfe Sarmater fom Skythernes 
øftlige Naboer. Den anden Folkeſtrom bderimod udbredte 
fig paa Skythernes Nordgrændfer gjennem det Midterfte af 
det nuværende Rusland. J denne fidfte maa vi føge 
den germaniffe Folkeklasſe i dens førfte Oprindelfe. 
Flere af de Folkefærd, hvilke Herodot omtaler under Nav» 
nene Undrophager, Melandlæner og Budiner fom Skyther- 
ned daværende nordlige og nordøfilige Naboer, uden bog 
at indbrage dem under Skythernes Navn, ere maaffe Gers 
maner i bereg ældfte Bofteder paa europæiff Grund eller 
paa Overgangen til denne Verdensdeel fra Ufien. 

Sarmater og Germaner berørte faaledes allerede 
i det Ste Uarh. f. Chr. Skytherne mod Oſten og Norden 
fom Naboer, døg uden endnu, fom det lader, at overfkride 
bere8 egentlige Enemerker. Men et nyt Tryk fra Øften 


Nordm. Herfomft, Folfeflægtffab og Udbr. over Norden. 25 


maa fenere have forryffet disſe Forholde, og dette Tryk 
udgik ganffe vift fra Turan, idet nye Gfarer, maafee 
turaniffe Ulaner, trængte frem derfra i Ryggen paa 
Skyther og Germaner. Denne Bevægelfe ſynes at have 
fundet Sted omtrent et hundrede Var efter Herodots Leve» 
tid, i bet 4de Aarh. f. Chr. De germaniffe Folke— 
færd vege mob Beften og Norden, og GSarmaterne 
nodtes til at overffride Don. 

Følgen heraf var flore Omvæltninger i Landene i 
Nord for det forte Hav. Skythernes Herredømme i 
disſe Cane blev efter en langvarig Kamp omftyrtet af de 
indvandrende Sarmater. Garmatiffe Folfefærd bleve nu 
her de herffende. Skythernes Levninger maa antaged at 
have draget fig mod Norden og befat Landene i Oſt for 
Difterføen, hvor vi endnu uden Tvivl finde deres Efterkom⸗ 
mere i de der boende faafaldte tſchudiſke Folfefærd, 
Efter, Finlændere o. fl., hvilke alerede paa Tacitus's 
Lid (omtr. 100 e. Ghr.), findes at have havt hine Lande 
inde fom fafte, agerdyrfende Beboere. — Bed famme Lei- 
lighed, ved famme turaniffe Jndfirømning fra Øften, maa 
ogfaa den germaniffe Folfeflasfe antage8 at have 
fylittet fig i de tvende Stammer, i hvilke wvi fenere finde 
ben delt, nemlig, fom allerede fagt, i den fybgermanifte 
og nordgermaniffe. Mellemfommende flygtende Skyther 
have muligens medvirket til at fjærne den ene fra den 
anden, og til at give hver enkelt af dem i deres fenere 
Udbredelfe en noget forffjellig Metning. Den ſydgerma— 
nifte Stamme trængtes mod Nordveft til de Oſterſoen 
omgivende Lande, hvorfra den efterhaanden udbredte fig 
videre baade mod Norden og Syden. Den undertvang 
eller fortrængte til veſtligere Egne en ældre keltiſk Ves 
folkning. 

Den nordgermaniſke Stamme derimod ſynes i ſin 
Undvigelfe for Den Hranifte Strøm at have fulgt ea ewdwa 





26 Sndledning. 


nordligere Retning og faalede8 nordenfor Sybgermanerne 
og nordenom be ved Øfterføena oſtlige Ende fig udbredende 
føythiffe Folfefærd, over og tilbeels endogfaa nordenom 
den nuværende botniffe Vik at være fommen til den ffan- 
dinaviffe Halvos nordlige Egne, det nordlige Sve— 
rige og Norge. Derfra har den igjen efterhaanden udbredt 
fig længer mod Syden. 

En Green af den nordgermaniffe Stamme blev imid» 
fertid tilbage i Dften, hvor den ſynes at være traadt i 
nærmere JForbindelfe med ſarmatiſke Folfefærd og fom ofteft 
at have beelt Skjebne med disſe. Det er den Green, fom 
nævnteg Rorolaner, uden Tvoivl med et flythifl Navn 
(det nyere tſchudiſte Ruokolane eller Ruokolaine, hvore 
med endnu Eſter og Finlændere betegne de GSvenffe). 
Disfe Roxolaner havde fenere fine Bopæle i Dnieper⸗Egnene 
og findes her ikke alene i det førfte Aarhundrede før Chri- 
ftus, men ogfaa gjennem hele den tidligere Middelalder, 
fnart inden fnevrere, fnart inden mere udftrafte Grændfer. 
Fra den flriver fig udentvinl det rusſiſke Folfenavn. 
Royolanerne maa nemlig antages at have fluttet fig nær 
til de langt fenere fra hiin Side Øfterføen, fra de fMandi» 
naviffe Lande i Rusland indvandrede Nordgermaner eller 
Baræger, fom i bet 9de Uarh. grundlagde det rusſiſke 
Rige. Dette fom faaledes til at bære de nordgermanifke 
Rusſers (de ældre Roxolaners) Navn, fljønt Rigets nord- 
germaniffe Grundbeftanddele tidlig forfvandt i be farmas 
tiffe eller flaviffe, en naturlig Følge af disſes langt 
overlegne Masſe. 

Efter det flythiffe Herredommes Undergang blev de 
farmatiffe Folfefærd d. e. den flaviffe Folkeklasſe den 
herffende iffe alene i de fydlige og midterfte Dele af det 
nuværende Rusland, men ogfaa i veftligere Cane, lige til 
Floden Weichſel, Romernes Biftula. De ftore Omvæltninger, 
fom $Hunerne$ og med bem beflægtede turanifte Folfefærdö 


Nordm. Herkomſt, Folfeflægtffab og Udbr. over Norden. 27 


Fremtrængen fra Øften i det 4de og 5te Aarh. e. Gr. 
foraarfagede, ligefaavelfom den omtrent famtidige Bevægelfe 
af flere fydgermaniffe Folkefærd fra nordligere Cane imod 
Syden var iffe uden betydelig Fndflydelfe paa hine flavifke 
Folkeferds Stilling. Ulligevel beholdt de fit engang vundne 
Fodfæfte i ovennævnte Cane, udbredte fig endog videre mod 
Beften og ubdgjøre endnu Hoved= og Grundbefollningen 
i alle hine Strøg. 

Dette er et fort Overblif over de Folfebevægelfer, der 
have givet Europa dets Befollning; — et Overblif, der 
er nødvendigt ogfan for at tydeliggjøre fig de ældfte For- 
holde i vort Morden. Derhen vende vi nu atter tilbage 
for at betragte de dunkle Spor af de ffandinaviffe Landeg 
eldfte paa binanden følgende Befolkninger, fom Gprogfor- 
holde, Oldtidslevninger og hiſtoriſte Efterretninger lade os 
opdage. 

Norge, Sverige og Danmark ere fom bekjendt rigere 
end ftørfte Delen af det øvrige nordlige Europa paa jord- 
fundne Oldtidsfevninger, døde Minder fra undergangne 
Glægter. Disſe Oldtidslevninger dele fig i tre indbyrdes 
forffjellige og temmelig ffarpt betegnede Klasfer. 

Den førfte flriver fig fra en Jidsalder, da endnu 
Brugen af de haardere Metaller til de nødvendige Redſta— 
ber var ufjendt, men Steen, Been og Træ maatte udfylde 
Metallets Plads, da Brugen af Sølv og Guld til Pry- 
delfer og fom Bytningsmiddel i Handelen heller ikke fandt 
Sted, da Nordens Beboere fom Jagere og Fiffere endnu 
flode paa det lavefte Trin af Dannelfe, det paa hvilfet nu 
fun entelte Folfefærd i UAmerifa og paa Sydhavsoerne 
befinde fig. Man falder denne Kulturtidsalder: Gteen- 
Alderen. 

Den anden Klasſe af Oldtidslevninger tilhøre en 
Tidsalder, da Brugen af Jærnet til Baaben og Redſtaber 
endnu var ufjendt men Kobberet derimod indtog vÅS 


28 Indledning. 


Plads, hvilket Metal man forſtod at harde ved Tilfætning 
af Tin (Bronce) og i det Hele at behandle med en betyde= 
lig Grad af Kunitfærdighed. Nordens Beboere have i 
denne Tidsalder levet af Kvægavl og Agerbrug, kjendt 
Guldet og vidft at arbeide det til Smykker og nytte det 
til Bytningamiddel i fin Handelsrørelfe; de maa overhove- 
det allerede have ftaaet paa et ulige høiere Dannelfestrin 
med $Henfyn til det huuslige og uden Tvivl ogfaa til det 
borgerlige Liv end den foregaaende Glægt. Man falder 
den her nævnte Tidsalder: Kobber» eller Bronce- 
alderen. 

Den tredie Klasfe endelig vifer os Jarnet i fuld 
Brug og Kuniftfoærdigheden, om end i det Enkelte iffe fuld- 
fomnere, faa bog i bet Hele mere mangefidig og for Livets 
Behov mere fyldeftgjørende; — den peger ligeſom ogfaa 
den foregaaende Klasſe hen paa en Befolkning, der har 
været jorddyrfende, krigerſt og pragtelffende, ſom har vidft 
at flaffe fig ædle Metaller, og fom har nyttet dem ikke 
alene til Smykker, men og til Betalingsmidbel, — fom 
altfaa iffe blot er føreden langt ud over de Vildes Dan- 
nelfestrin, men allerede er flegen vidt frem paa Kulturens 
Bane. Denne Tidsalder fader man Jærnalderen. 

Man fan betragte disfe tre Klasfer af Ofdtidslevnin- 
ger fra forffjellige Synspunkter: — enten fom Minder fra 
een og famme YFolfeftamme paa forffjellige Trin af Uddan- 
nelfe; — eller fom Minder fra flere Folfeftammer, ber 
efter. hinanden have bannet Nordens Befollning, og af 
hvilfe den mere fultiverede har fortrængt, udryddet eller 
maaffee tildeels undertvunget og i en GSammenfmeltning 
tilintetgjort den raaere. Ut den fidfte af de to Anſtuelſes⸗ 
maader er ben rigtigere, fyned De nyere Tiders Underføgel- 
fer fuldbfommen at godtgjøre. 

J den førfte af disſe Tidsaldere, Gteenalderen, finder 
man nemlig, at bet har været almindelig Brug at begrave 


Nordm. Herfomft, Folteflægtffab og Udbr. over Norden. 29 


de Døde ubrændte i en Urt af Familiebegravelfer, i tem» 
melig fore Gravfammere, dannede af fvære ubearbeidede 
Stene og med mange Lig i hvert faadant Gravfammer. 
Bed at aabne disfe har man truffet paa temmelig vel be» 
varede Gfeletter og iſer ganffe hele Hovedftaller. Natur» 
fyndige have underfaftet disfe fidfte en nøiagtig Underfø- 
gele og udfundet, at de ei funne tilhøre nogen anden 
nulevende europæift Folfefladfe end den Lappiffe. Man 
maa altfaa flutte, at Dfdlevningerne fra GSteenalderen til 
høre lappifte eller med Rapperne paa det Nærmefte beflæg» 
tede Urbeboere i de Lande, hvor de findes, og at didfe 
raa Utbeboere ere blevne fortrængte eller udryddede af en 
ferfere og mere dannet, fenere indvandret Befollning eller 
ved Gammenfmeltning ere fom levende Folkefærd ſporloſt 
forfoundne i denne. | 

Hvad be tvende yngre Kladfer af Oldtidslevninger 
angaar, Da ſynes disſe iffe mindre at henpege paa tvende 
baade indbyrde8 og fra hine Urbeboere forffjellige Folkes 
fær. Om den tredie Klasfe, der tilhører VJærnalderen, 
vide vi med Beftemthed, at den har fin Oprindelfe fra den 
germaniffe Folkeklasſe, og at ben endog naar ned til 
vort Nordens hiſtoriſte Iider. Men den Bearbeidelfed+ 
maade, Form og Kunſtſmag, fom i disſe Oldtidsleninger 
lader fig tilfyne, er faa forffjellig fra den, fom vifer fig i 
Oldfagerne af ben anden Klasfe, nemlig fra Kobberaldes 
ren, at Jorffjellen vanffelig lader fig forklare af en grade 
viis Udvikling af Kultur og Kunftfærdighed hos eet og 
famme Folk å famme Bopæle. Overgangen fra den ene 
Klasſe til den anden er dertil altfor pludfelig, altfor blottet 
for de nodvendige Mellemled. Nu fommer hertil, at Olde 
fagerne fra Robberalderen, ifær Baabnene, have den meft 
paafaldende Lighed med bem, der findes i Lande, fom endnu 
ten hiſtoriſt Tid eller endog i vore Dage have været eller 
ete beboede af Feltifhe Folkefærd; — og at Vide Nølge 





30 Snbledning. 


paalidelige hiſtoriſte Efterretninger vides at have vedligeholdt 
Brugen af Kobbervaaben, længe efterat Kobberet faaledes 
anvendt eller anvendt til Redffaber, fom Fræve haardere 
Gmne, ho de omboende Folfeflag havde maattet vige for 
Jærnet. Af alt dette maa vi flutte, at vort Nordens Old- 
tidalevninger fra Kobberalderen tilhøre en fra Den 
germaniffe forſkjellig Folkeklasſe, og at denne Folle- 
flasfe, der har bannet Nordens Befollning mellem den 
Lappiffe og germaniffe, har været ben keltiſke. 

Af Nordens jordfundne Oldtidalevninger lærer man 
altfaa at fjende-en tredobbelt paa hinanden følgende Be- 
folfning i Nordens Lande: en lappiſk fom den ældfte, 
bernæft en feltiff og endelig en germaniff. 

De lappiffe Oldtidslevningers egentlige Hjem i Nor- 
den er de danffe Lande og det fydlige af Sverige, nemlig 
Gfaane og Gøtaland. Allerhyppigſt have de hidtil været 
fundne paa de banffe Der, i Skaane og VBefter-Gøtland. 
J disſe Lande er det, hvor de ovennævnte Gravfteder af 
ſtore utilhugne GStene findes, og her træffer man ikke fjæl- 
ben i Jorden paa eet og famme Gted Redftaber af Flint 
t hundredevtig. J disſe Cane maa vi altfaa antage, at 
ben lappiffe Urbefolfning i en fjærn Tid har havt fit Ho- 
vebfæde, været bofaft gjennem en fang Tid og i betydeligt 
Untal, ja endogfaa naaet en vis Magt, fljønt den dog fik- 
ferligen iffe har hævet fig høiere end til det førfte Trin af 
menneffelig Dannelfe, det nemlig fom indtages af de Bilde, 
ber feve af Sagt og Fifteri. J Nord for de ſtore foenfle 
Bande og Å Norge findes de omhandlede Oldtidålevninger 
langt fjælbnere og be før GSteenalderen egne Gravfteder, 
faavidt hidtil vides, aldeleg iffe. Man maa heraf flutte, 
at hiin Urbefolfning iffe dengang har frakt fine ftadige 
Bopæle, ikke opholdt fig i noget frort Untal eller fammen- 
hobet i fterfe Masfer, faa langt mod Nord, men at de 
Gteenredbffaber, fom man finder bift og her, fyredte i fame 


Nordm. Herfomft, Kolfeflægtftab og Udbr. over Norden. 31 


menligningaviid ringe Mængde over hele Norge lige nord 
til Helgeland, og maaſtkee endnu nordligere, ere Levninger 
fra den lappiffe Befolfning i dens Undvigelfesperionde. 
Gnfelte foage Flokfe af den, fom havde undgaaet Udryd» 
delfen eller Undertvingelfen i deres Hovedhjem, have tyet 
mod Norden og i bet midtre Sverige og Norge vanket 
uftabigen om, vidt adfpredte, indtil de endelig ogfaa herfra 
ere blevne fortrængte af fterfere indvandrende Folkefærd 
fil den ſtandinaviſte Halvos nordligfte Ørkener og Nord» 
iishavets Kyſter, eller maaftee, dog viftnok i ethvert Fald i 
meget ringe Tal, ere fmeltede fammen med dem og have 
tabt fig. 

Den feltiffe Befoltning, fom fulgte efter den lappifte, 
maa antage8 at være indvandret i Norden fra Tydflland 
over den jydfle Halvø. De gamle Beretninger om Kim- 
brerne føm denne Halvos Beboere antyde, at den keltiſke 
Befolkning i Norden har tilhørt den kimbriſke eller kim— 
meriffe Stamme af ben feltiffe Folkeklasſe, hvilfen Stamme, 
ved Skythernes Indfald fordreven fra fine ældre Bopæle 
ved det forte Hav omtrent 700 Var f. Chr., tog fin Til⸗ 
flugt mod Nordveft. En anden Stamme af famme Folke⸗ 
klasſe, nemlig den galliffe, var bengang allerede forlængft 
i Befiddelfe af vidtftrafte Lande i det veftlige Guropa, men 
det er ubefjendt, om den har udftraft fig til det ffandina- 
vifte Norden. J andre Cane ved man derimod med Sil- 
terhed, at ben ældre Stamme af Kelterne, nemlig den gale 
life, er bleven fortrængt eller undertvunget af ben fenere 
indvandrede fimbriffe, fom til Grempel i ben nordoſtlige 
Del af det gamle Gallien og det fydlige Britannien, paa 
hvilket fidfte Sted Briterne, Hvis Levninger i Wales endnu 
kalde fig Kymrer, maa antaged at have tilhørt den fimbri- 
ft Stamme og at have førtrængt de ældre galliffe Ind» 
byggere til Jrland og Skotland, hvor deres Efterfommere 
endun ubgjøre en vigtig Deel af Befoltningen. 





32 | Indledning. 


Men Hvad enten nu den keltiſke Indvandring er fore» 
gaaet i to paa bhinanden følgende Folfeftrømme, en ældre 
galliſt og en yngre kimbriſt, eller den fidfte fulgte umiddel- 
- bart efter den lappifte Urbefolfning, faa er det rimeligt, at 
denne fun har gjort de legemlig fterfere og derhos langt 
mere bannede og vaabenvante Jndvandrede en fvag Mod- 
ftand, og at den ved dem for ſtorſte Delen er bleven udryddet. 

De feltift-fimbrifte Oldtidslevninger findes omtrent 
paa bet famme GStrøg fom de lappiffe. J Danmark og 
Skaane træffes de hyppigft; i Nord for de fvenffe Soer 
og i Norge derimod yderſt fjælden, ja endog fjældnere end 
de lappiffe. J Norge er Hidtil, faavidt vides, fun opdaget 
ganſke faa Grave fra Kobberalderen, een i det Throndhjemite, 
de øvrige paa Norges Veſtkyſt føndenfor Bergen. — De 
Baaben og Redffaber fra denne Tidsalder, fom forreften hift 
og her i Norge findes i Jorden, forefomme ikke oftere, end at 
man meget govt fan forflare fig deres Tilværelfe fra enkelte 
Kelter8 midlertidige Ophold paa Norges Kyſter eller Reifer 
gjennem Norge, uden at antage nogen ftadig feltift Befolk- 
ning, bvilfen upaatvivlelig maatte have efterladt fig langt 
talrigere Minder. Der er altfaa al Grund til at antage, 
at den feltiffe Befolfning i Norden ei har ftrakt fig videre 
. imod Nord end den tidligere lappifte, og at ben ved de 
germaniffe Folfefærda fenere Indvandring ikke har tyet 
længer mod Nord, men over Havet mod Beften til de der 
boende Stamforvandte. 

De ældfte dunkle Gfterretninger om de nordiffe Lande, 
fom ere 08 levnede, førive fig rimeligviis fra den Tidsalder, 
ba endnu de feltifte Kimbrer her vare det herflende Folf. 

Det er nemlig de Gfterretninger, fom Grækeren Pytheas 
af Masfilia har meddeelt og fom ere opbevarede, viftnok i 
en faare ufuldftændig Form, i Strabos og Plinius's Strife. 
ter. Henved 300 Uar f. Chr. befeilede Pytheas Nordens 
Harvande. Han fom fra Britannien til Norge, Hvis Kyfter 





Nordm. Herkomſt, Folfeflægtftab og Udbr. over Norden. 33 


han befor temmelig langt imod Nord og fom han benævnte 
Thule, rimeligviis et feltiff Navn, hvillet han havde hørt 
af de i Britannien boende Kelter. Siden paa en anden 
Reife beføgte han Landene ved Øfterføen. Han har omtalt 
Thule fom beboet, dog fan man af be nu tilværende Efter» 
retninger iffe flutte, hvad Volfeflag der har dannet Befolk- 
ningen. Fra Kandene ved Øfterføen har han bderimod 
efterladt 08 flere Stedsnavne, hvilte for flørfte Delen aaben- 
bare ere Feltiffe, og hvilke han felv har angivet at have 
hørt af Kimbrerne. Dette fynes at antyde, at feltifke 
Kimbrer paa hans Tid endnu have været Beboere af det 
nuværende Danmarf. Men han har derhos ogfaa omtalt 
Guttoner fom Beboere af Tydſtlands Nordkyft og 
Oftiæer ved Oſterſoens sftligere Kyſter. Bed det førfte 
Ravn betegnes rimeligviis den gotifle Green af den fyd» 
germaniffe Folfeftamme, ved det andet, Oftiæerne, rimeligviid 
de tſchudiſte eller fythifte Efter. Følgelig har allerede 
den fydgermaniffe Folfeftamme ved Aar 300 f. Chr. befat 
en Deel af Nordtydſkland, og tſchudiſte Follefærd Pſter⸗ 
faens øftlige Kyfter, medens Danmark og udentvivl ogfaa 
det fydlige Sverige endnu har været beboet af feltifte 
Folkeſlag. 

Men ligeſom den ſydgermaniſte Folkeſtamme ved fin 
Indvandring i Nordtydſkland fortrængte mod Veſten de 
ældre feltiffe Beboere, faalede8 man fnart bet Samme være 
blevet Filfælde i de danſte og fydfvenfle Lande. Bed 
Begyndelfen af vor Tiddregning maa man antage, at den 
aldre feltiffe Befolfning har været ganſte forbreven eller 
udryddet fra disfe Cane, og at fydgermanifte Folke» 
færd, rimeligviis ifær gotiffe, ere traadte iftedet. Alle 
de Folke» og Stedsnavne, fom Mela, Plinius og Tacitus 
pan disſe Kanter anføre fra fin egen Tid, ere aabenbar 
fydgermaniffe, og de ſtore Bevægelfer, fom i de nærmet 


foregagende Aarhundreder pitre fig mellem Kelterne I vA 
*8 Kepfer. Norget Hiftørre. 3 





34 Indledning. 


veſtligere Europa, antyde Omvaltninger, fom udentvivl ere 
foraarſagede derved, at de fra Tydſtland og det ſtandinaviſke 
Norden uddrevne Kimbrer have væltet fig ind over den 
ældre galliffe Befolfning i Gallien og Britannien. 

Iil famme Vid opdaged ogfaa de førfte Spor af den 
nordgermaniffe JFolfeftamme paa den flandinavifke 
Halvo. Plinius's Nerigon, hvis Navnet er i Haand- 
flrifterne rigtig anført, efter hans Udfagn den frørfte af 
alle Der i det nordlige Ocean, tyder vel hen paa Norge 
eller en Deel af dette Land, og Navnet fynes at maatte 
være en Fordreining af bet gammelnorffe Navn Noregr, 
Norvegr eller i en ældre Gorm Norörvegr (det nordlige 
Gtrøg eller Land), hvormed den nordgermaniffe GStamme 
nævnte fine Bopæle i Modfætning til den fydgermanifte 
Folkeſtammes Bopæle, hvilke den kaldte Sudrvegr d. €. 
det fydlige Landſtrog; — Kandanavne, der udirykke det 
famme Forhold, fom Folfenavnene Nordmenn eller norrænir 
menn, mobfat Suörmenn eller suörænir menn. Ikke min- 
dre fjendeligt er det hos Tacitus forefommende Folkenavn 
Sviones, ber aabenbar er det famme fom bet gammelnorfie 
Navn Sviar, betegnende den øftlige Green af den 
nordgermaniffe Stamme. Og dette Navn har den 
Merfelighed ved fig, at det netop er den nordgermaniſke 
Form, da berimod den fydgermaniffe maa have inde- 
holdt et d eller th, fom Svethans hos Goteren Jornandes 
og bet nuværende tydfle Så meden. Den nordgermanifte 
JFolfeftamme har altfaa ved Begyndelfen af vor VTidsreg- 
ning bannet Befolkningen i Norge og det nordlige Sverige 
og maa allerede være ftødt fammen med den fydgerma- 
niſke JFolfeftamme, efterfom ben havde antaget og var 
befjendt under et Navn, der ikkun fan udledes af dend 
Sammenſtod med fydgermaniffe Folfefærd fom disſes nord 
lige Naboer. — Videre omtaler Plinius en flor å Oceanet 
ved Germania liggende D, Scandinavia. Dette Navn er 


Nordm. Herfomft, Folteflægtiffab og Udbr. over Norden. 35 


aabenbare germaniff og i en fybgermaniff Form; avi 
er i det gotiffe Sprog fvarende til ey i bet gammelnorſte 
og betyder D; Navnet i det Hele merker altfaa: Den 
Skandin og er blot i Gndelfen latiniferet. En Sammen» 
dragning af det er den fenere gammelnorffe Form Skåni 
eller Skåney. Det er upaatvivlelig det Sydlige af det 
nuværende Sverige, fom Plinius tænker fig under hiint 
Navn; Han maa have hørt det af fydgermanifte Folk, 
der med fine indſtrenkede geographifte Rundffaber have gjort 
Landet til en ftor Ø i Oceanet, en Unftuelfe, fom Plinius 
med Lethed gif ind paa. Som Beboere af en Deel af 
denne ſtore D Scandinavia nævner Plinius et Folf Hille- 
viones (Hillevionum gens), der faldte fit Land en anden 
Berden (alterum orbem terrarum). Dette minder os om 
de gamle Nordmænda Udtryf: Mannheimr (Menneftenes 
Hjem), hvorved be betegnede baade Jorden i Ulmindelighed 
og iſer den Deel af Jorden, de felv beboede, deres eget 
Hjem (heimr), fom de altfaa paa en Maade anfaa for en 
egen Berben. Endogſaa Navnet Hilleviones (maaffe rettere 
Elviones) tilhører uden Tvivl Nordgermanerne og betegner det 
Fylke eller den mindre Ufdeling af Stammen, der endnu i den 
hiftoriffe Tid boede nærmeft i Nord for Gautelven (Gøta Elv) 
og efter fine Bopæle mellem denne og Raum⸗Elv, nuvær 
rende Glommen, benævnteg Elfbuar (Elvboere) eller Alfer. 
Tanke vi 08 ved Gautelven det baværende Sammenſtods⸗ 
punt mellem ben nordgermaniffe og den fydgermanifte 
Stamme, faa fomme jo netop Hillevionerne eller Elvboerne, 
Ulferne, til at udgjøre det førfte Folk, fra Syden af, fra 
Sydgermanernes Side regnet, i det nordgermanifte 
Mannheim d. e. Mordgermanerneg Verden eller Hjem. 
Holtet her kunde med GSandhed fige, at med deres Land 
beghndte en ny nordligere Berden. 

| Der er faaledeg efter min Formening en hoi Grad af 

| Sundfynlighed for, at de tre nordifte Rigers Lande vår 

3* 


36 Indledning. 


Begyndelſen af vor Tidsregning have været beboede af de 
tvende GStammer af den germanifte Folkeklasſe, faaledes 
at ben fydgermaniffe Stamme har havt inde det nu- 
værende Danmark og det fydlige Sverige indtil Gautelven 
og de frore fvenffe Sndføer, medeng ben nordgermaniſke 
Stamme derimod udgjørde Befolkningen i Norge og de 
nordligere Dele af Sverige. De ældre keltiſke Beboere 
have da allerede været fortrængte fra det fandinavifte 
Norden eller der undertvungne af de herffende germanifte 
JFolfefærd, overhovedet fom egen Nationalitet forfvundne. 

At det fortrinlig har været den gotiffe Green af 
ben fydgermaniffe Stamme, der har dannet Befolfningen i 
be førfmævnte Egne af Norden, derom ſynes baade de 
ældre allerede omtalte Landénavne og de endnu tilværende 
at vidne. Endnu benævned jo den fydlige Deel af Sverige 
Gøtaland, i ældre Tider Gautland; ifølge de gamle Sagn 
benævnte8 de danſke Der Eygotland eller Øgotland, før 
det danffe Navn der indførte8, og Navnet Jylland peger 
hen til famme Folk. Dog findes paa den jydfle Halv 
ogfaa Spor af andre fydgermaniffe Folfefærd udenfor den 
gotifte Folfegreen. Man finder endog Spor til, at et 
overtydff. Golf, nemlig Binilerne, de fenere Langobar— 
ber, engang have havt Boliger i Nord-Jylland ved Lim- 
fjorden, hvorfra be dog, fom det lader, allerede paa Tacitus's 
Tid (før 100 e. Chr.) vare vandrede til det nordvefilige 
Tydſtland. | 

Det er viftnof en gammel Mening, der endnu hyldes 
af mange lærde Hiftorifere, at Goterne iffe alene vare 
Hovedfolfet i hine Egne, I det nuværende Danmark og i 
bet fydlige Sverige, men at de vare Hovedfolfet i det hele 
flandinavifte Norden, og at Nordmændene og Svearne ikkun 
vare Grene af Goterne$ GStamme, eller rettere fagt, at 
alle Folfefærd, hvilke vi have betegnet fom nordgermanifte, 
bør inbbrages under Goterne. Men i vore egne gamle 


Nordm. Herfomft, Folteflægtffab og Udbr. over Norden. 37 


biftorifte Kilbeffrifter finder denne Mening ingen Beftyrkelfe. 
Her forefomme nemlig aldrig Goterne omtalte fom noget 
Hovedfolf i Norden, eller fom Nordmændene8 og Svearned 
Gtamfædre, og ifte heller bruges her nogenfinde Goterned 
eller Gauterneg Navn fom omfattende de tre nordifte Rigers 
Beboere; tvertimod, i de gamle Eddadigte, der upaatvivlelig 
flribe fig fra Hedenſtabets Iider, henføres Goterne overalt 
hvor de omtales til ben fudrøme d. e. ben ſydgerma— 
niffe Folfeftamme. Ligeſaalidet finder bden anførte 
Mening nogen Støtte i Sprogforholdene. Alt hvad der 
er og levnet af det gamle gotifte Sprog, vifer nemlig paa 
det Beftemtefte, at dette har været en ſydgermaniſt eller 
tydſt Sproggreen og følgelig ikke fan være Kilden for de 
nordgermaniffe Sprog, der udgjøre en egen, den fydgerma- 
nifte eller tydſte fideordnet GSprogftamme. Endelig gaar 
bet feller iffe godt an, hvad Mange have villet, at antage 
tvende Grene af Goterne, af hvilke den ene flulde tilhøre 
Norden og danne Stammen for Nordens Beboere, den 
anden tilhøre Tydſkland og være Stammen for de I 
Syden berømte Goter; thi netop disſe fidfte Goter ftam- 
mede ifølge beres egne Sagn fra Scandinavia eller 
Scanzia, hvorfra de i det førfte eller Begyndelfen af det 
andet Aarhundrede efter Chr. vare udvandrede. Alle Om- 
ſtendigheder tale faaleded for, at de Goter, fom i Danmart 
og bet fydlige Sverige engang dannede Befolfningen, nem- 
lig nærmeft efter Selterne, hørte til den fydgermanifte 
Folteftamme og altfaa ei vare de nordgermaniffe Folkes 
ferda, Nordbmændå, Sveard og Danerd Stamfæbdre. 

Af de anførte Forholde ſynes det at fremgaa fom en 
naturlig Følge, at ben nordgermanifte Folfeftamme maa — 
hvad ovenfor er antaget — være indvandret paa den ffan- 
dinaviſte Halvø deels over og deels nordenom den botniffe 
Dil og fra Halvæens nordligere Cane fiden have va- 
bredt fig mod Gyden. Under Jndvandringen har den 





38 Indledning. 


rimeligviis deelt ſig i tvende Grene, af hvilte den ene, 
GSvearne (Sviar), har gaaet over Bugten og nedfat fig 
i Egnene om Meælaren, det gamle Svibjöd, ben anden har 
gaaet deels rimeligvis til Landa, beeld til Banda nord om 
Bugten og førft fundet et fladigt Hjem i bet nordlige 
Norge i bet gamle Haalogaland (det hellige Land) og 
Throndheim. Herfra har den fiden, deeld til Sos langs 
Kyſterne, deels til Lande efterhaanden befat bet øvrige 
Norge. De to nordgermaniffe Grene, Nordbmænd og Sviar, 
fliltes igjennem mange Yarhundreder fra bhinanden wved 
uveibare Fjelde og ubyre vidtleftige ode Skovſtrækninger, 
ber faa mellem deres ældfte Bopæle i Norden, og fom 
førft atter, fom bet lader, i ftadig Forbindelfe, da de begge 
nærmebe fig eller trængte ind paa de fybgermanifte Folke» 
færdå og navnligen Goterne8 Enemerker. 

Den nordgermaniffe Stammes Yndvandring paa den 
flandinaviffe Halvo maa efter al Rimelighed være fore» 
gaaet i øbet af De tre nærmefte Aarhundreder f. Chr. 
Bed Begyndelfen af vor Tidsregning har den rimeligvis 
— hyvis vor ovenfor fremfatte Gishing om Hillevionerne 
eller Glvionerne er rigtig — allerede udftraft fig over hele 
Norge lige til Gautelven. Hvor forreften Nordgermanerne 
og Sydgermanerne førft have ſtodt fammen i Norge, hvor 
vidt GSydgermanerne have trængt frem i det nuværende 
Norge, før Nordgermanerne befatte dette Land, eller om 
Gydgermanerne muligen aldrig — idetmindfie iffe i nogen 
førre Mengde — have overffredet Gautelven, men Norde 
germanerne fom Norges Beboere muligen have fulgt umid» 
delbart paa JFinlapperne — dette er noget, fom iffe lader 
fig afgjøre. Ligeſom Selterne, efter hvad der i det Fores 
gaaende er udviklet, iffe fynes at have (trakt fine fradige 
Bopæle længeret Nord end til Gautelven, faaledes er der 
ogfaa Fanffee nogen Rimelighed for, at bet Samme har været 
Zilfælde med de fydgermanifte Gotex. Bel tunne vi 


Nordm. Herfomft, Folfeflægtffab og Udbr. over Norden. 39 


her iffe dømme efter jordfundne Oldtidslevninger; thi efter 
al Sandfynlighed har den fydgermanifte og den nordger- 
maniffe Stamme med Henſyn til Baaben, Redflaber, Bee 
gravelfegmaade og i det Hele Seder og Skifte fraaet hinan- 
den faa nær, at Stammeforfkjellen ei merfelig fan fremtræde 
t faadanne Oldtidsminder. Men andre Omftændigheder 
funne veilede 08. Midt over det nuværende Gverige 
fræfter fig fom befjendt et Belte af ftore Indſoer og Stove, 
der deler Landet i tvende Hoveddele. Disſe Skovftræfnin. 
ger ere endnu temmelig betydelige, men vare dog i Mid» 
belalderen langt ftørre og bannede da et bredt Vildnis, der 
tun paa enfelte Steder kunde gjennemfares. Heraf Landets 
dengang almindelige Inddeling i Landet Nordanſkogs 
og Landet Sunnanſkogs. I det Tidsrum, vi her om» 
handle, vare disſe Skove efter alle Kjendemerfer endnu mere 
vidtftrafte og uveibare. Netop ved denne naturlige Grændfe 
ophøre Minderne af det gotiffe Navn. Der er faaledeg 
al Rimelighed for, at her ogfaa har været Nordgrændfen 
for den gotiffe Befolfning, og at Gautelvens Munding 
har været det Punkt, hvor de tvende Stammer af den 
germaniffe Folkeklasſe efter en længere Splittelfe atter 
have flødt fammen. Dette for Sveriges Vedkommende. 
Hvad Norge angaar, funne jo viftnof Goterne være fomne 
derhen hovedfageligen over den yderfte Ende af Gautelven 
og maaffee over Havet. Enkelte Indſkrifter i Steen med 
gotiffe Skrifttegn og i gotift Sprog, hvilke have været 
fundne i det fydlige Norge, kunne maaffee anſees for 
at pege berhen. Men didfe Jndfkrifter funne dog have 
fin Oprindelfe fra enkelte gotiffe Indflytninger eller fra 
bløt Samfærfel mellem begge GStammer. 

Gr den Gisning rigtig, at fydgermaniffe Folfefærd 
iflun i lidet Tal eller flet ikke have overffredet den anty- 
bebe Grændfe mod Norden — hvilket forefommer mig 
fandfynligt —, faa maa man antage, at den nordgermanikke 





40 Indledning. 


Stamme ved fin Indvandring paa den flandinavifte Halvø 
har forefundet Landet faagodtfom uden nogen faft bvfat 
Befolkning; hverfen af Kelter eller af fydgermaniffe Goter 
fan i ethvert Fald efter al Sandfynlighed Mængden have 
været for. Landet har fun været gjennemitreifet af fpredte 
Floffe af vilde Finlapper, Ver overalt have veget for 
de Jndvandrende eller af bem ere blevne udryddede. Lan⸗ 
det er taget i Befiddelfe uden nogen egentlig Erobring, 
uden nogen Undertvingelſe af ældre bofafte Jndbyggere. 
AF en faadan Befiddelfestagen lader ogfaa Folkets fenere 
Gtilling i Norge og Svealand fig letteft forklare. Forſt 
ved Sammenſtodet med fydgermanifle Goter ved Norges 
fydligfte Grændfe har den nordgermanifle Folfeftamme 
mødt en alvorlig Hindring i fin videre Udbredelfe mod 
Syden. Og denne Stilling indtoge8 af begge Folkeſtam⸗ 
mer, Den nordgermanifle og ben fybgermaniffe, ved Begyn- 
belfen af vor Tidsregning eller i det førfte Aarhundrede 
efter Ohr. 

Denne Hindring blev imidlertid ikke af Barighed. 
GSnart begyndte ben nordgermaniffe Stamme at vælte fig 
ind over Goternes Enemerker. Det er høift rimeligt, at 
den Øvelfe i Søfarten, fom Nordmændene ved fin Ud— 
bredelfe lang3 Norges Kyſt maa antages at have erhvervet, 
har givet dem betydelige Fordele i Kampen mod de ellers 
tappre, haardføre og flridvante Goter. Ullerede Tacitus 
omtaler Svionerne eller Svearne fom meget føvante; og i 
høiere Grad maa dette ganffe vift have været Tilfælde med 
den veftligere Green af Stammen i Norge, hvor Landets 
naturlige Beftaffenhed mere end i nogen anden Egn i Norden 
opfordrede til Sofart. Gotalands og Danmarks aabne 
Sletter gave fun idet naturligt Bern mod driftige Bilfinger, 
og ſaaledes er det let begribeligt, at Nordgermanerne fuart 
tunde falde Goterne høift befværlige ved fine Indfald. 


— — — — — — ·— — 





Nordm. Herkomſt, Folfeflægtffab og Udbr. over Norden. 41 


Omtrent 100 Var e. Chr. maa man antage, at Go 
ternes ftore Udvandring fra Scanzia d. e. fra Skaane 
eller det fydlige Sverige har begyndt. Lægger man Merke 
til Gangen å de ftore Folfevandringer overhovedet, faa vil 
man ftedfe finde Spor til et ydre Iryk, der har foraarfaget 
enhver Folkeflytning eller idetmindfte givet det førfte Stod 
til den. Bar dette Stad førft givet og Strømmens Met- 
ning derved paa en Maade beftemt, faa gif den fort i 
fadigt Lob, indtil uoverftigelige Hindringer mødte. Hvad 
Goterne angaar, da er intet rimeligere end at Trykket fom 
fra Norden ved den nordgermaniffe Stammes Yremtræne 
am. Goterne, i det Hele fydgermanifte Folfefærd, vare 
bofatte paa begge Sider af Øfterføen, paa fidfte Sted tildeeld 
fom flaviffe Folfefærda Herrer. De fra Skandinavien 
Udvandrede tyede over dette Hav til fine Brødre paa 


Weichſelens veftlige Side vg fil Bolig hos dem. Snart 


overfyldtes imidlertid bisfe Cane. De Udvandrede, der 


- mgang havde givet Slip paa fine fafte Bopæle i Norden 


og vare fomne i Rørelfe, reve fine GStamforvandte med 
fig, og fra Glutningen af det det Aarh. vifer Hiftorien 
os denne fybgermanifte eller gotiſte Folkeſtrom i en beftan- 
dig Bevægelfe mod Syden, mod det romerſte Miged 
Ørændfer. J det Idie Marh. finder man, at den har ude 
bredt fig lige til bet forte Hav, og i det 4de Aarh. bane 
nede Goterne det hHerffende Folk i Landene mellem Difterføen 


og det forte Hav, fra Donfloden i Oſten og lige til ind i 


bet nuværende Tydſtland i Beften. Deres Masfe i disſe 


GEgne har uden Ivivl i al denne Tid modtaget Vilvert af 


ne Udvandrede fra Norden, hvor følgelig Goterne8 Magt 
maa være aftaget i famme Forhold fom den tiltog i Syden. 


Uldre ſlaviſte Beboere af de Lande, fom Goterne væltede 
- flg ind over, have været gjorte til dereg Livegne og have 
vedblevet at dyrke ben Jord, fom de tidligere havde havt inde 





42 Indledning. 


— nu til Goternes Nytte, medens disſe næften udelukkende 
offrede ſig til Krigen. 

J Tidsrummet mellem 100 og 400 e. Chr. har alt» 
faa Nordgermanernes GStamme efterhaanden udbredt fig 
over de fydlige Dele af den frandinavifte Halvø og de 
danſte Der. Overalt have de fortrængt eller undertvun- 
get eller paa fine Steder optaget i fig ved Sammenfmelt- 
ning be ældre fydgermaniffe Beboere. J de førftnævnte 
Gane paa det flandinaviffe Faftland vedblev det ældre 
Navn paa Landet, nemlig Gautland eller Gøtland, og 
be Nordgermaner, fom ber nedfatte fig, bleve efter Landet 
og dets ældre Jndbyggere benævnte Gauter. Paa de 
gotiffe SDer bleve be derimod befjendte under et nyt Folkes 
navn: Daner. Dette Folkenavns oprindelige Betydning 
kjendes ikke med Gikferhed. Dog har det nogen Sandſyn⸗ 
lighed for fig, at det egentlig maa udledes af den fydger- 
maniffe Sprogftamme og der har betegnet: Herrer, og at 
bet maaffee førft er blevet Nordgermanerne tillagt af de 
undertvungne fydgermanifle Beboere, over hvilke de ved 
Grobring havde erhvervet fig en Herffabsret, idet nemlig 
Nordgermanerne vare Landets Herrer og Ciermænd, den 
tilbageblevne fydgermaniffe Befolfning deres Bornede eller 
Qivegne. I det 5te Uarhundrede maa dette Navn allerede 
have været almindeligt, da det ved Begyndelfen af det Ge 
findeg at være benyttet af Franferne til at betegne de 
nordgermaniffe Vikinger, fom dengang førft bjemføgte det 
franfiffe Riges Kyfter. 

Sængit opretholbt den fydgermanifte Befolfning fig 
paa ben jydffe Halvø. Her boede Juter i den nordlige 
Deel og Ungler i den fydlige. De førfte henhørte, fom 
bet lader, til ben gottffe Green af den fydgermanifke 
Gtamme, be fidfle til den nedertybdffe. Anglerne grænde 
fede mod Syden til de ligeledes nedertydfle Sager, fom 
havde fine Bopæle i de nedre Elbeque og i Nord frakte 


Nordm. Herfomft, Folfeflægtffab og Udbr. over Norden. 43 


flg henimod Gideren. Nær beflægtede med begge vare de 
ligeledes nmedertydfle Frifer, fom boede ved Mordføens 
fyfter. Da Nordgermanerne, eller fom de nu paa de 
fordum gotiffe Øer kaldtes, Danerne, førft vare blevne 
- Herrer å disſe SØlande, blev Jylland Hovedmaalet for deres 
Angreb, og de her boende fydgermanifte Folfefærd maatte 
under rykket af de fra Oſten fremtrængende Nordgers 
maner fafte fine Øine til den modfatte Side for at udfinde 
nye, roligere Bopæle. Allerede fra ældre Tider havde de 
fybgermaniffe Folk paa den jydffe Halve Havt Forbindelfer 
med Britannien. Som Vifinger havde de bjemføgt baade 
Britannien og det ligeoverfor liggende Galliens Kyfter og 
utoet Romernes Herredømme paa begge Steder. Til Brie 
tannien vendte de nu fine Dine, da Trykket af de frem 
trengende Daner blev dem for haardt. Mindre Flokke af 
Juter var det, fom førft tyede til Britannien og ver fatte 
fig faft i i Landets fydeftligfte Deel. De oprettede der et 
lidet Rige, Kent. Dette var i Midten af det Ste Uarh. 
Gterfere Hode af Saxer fulgte fnart dereg Fyempel. 
Disfe Sager fra de nedre Elbegne, tilbeeld fra det nuvær 
- tende Holfteen, trykkedes neppe faameget af be nordgerma- 
vifte Daner, men maaffee mere af de flaviffe Bender. 
De flavifte Folfefærd nemlig paa Oſterſoens Sydfide, der 
lenge havde Iydbet under fydgermaniffe Herrer, følte 
fig nu, da Sydgermanerne meer og meer floffede fig mod 
| Syden og dannede mægtige Riger i Sydeuropa paa det 
villige romerſte Riges Muiner, lettede fra dette Tryk, 
hevede fig meer og meer til GSelvftændighed i fine gamle 
$jemfteder, hvor de længe havde dyrket Jorden fom Ger» 
manernes  ivegne, og uroede og trængte fine fordums 
mer. For hine flaviffe Bender laa Saxerne nærmeft 
for Haanden, og for Vendernes Tryk maatte Saxerne paa 
mange Steder i be nedre Elbegne vige fine Bofteder og 
ſegte ligeſom Suterne nye Bopæle i Britannien, fom tor 





td 3 dike å 





44 Sndledning. 


iforveien bet veſtromerſte Rige ganffe havde maattet opgive 
og overlade til dets egne feltifle Beboere.  GSagerne vandt 
fig med Baaben nye Bopæle i Britanniens fydligfte Egne. 
Endelig forlode ogfaa Unglerne mellem 500 og 560 i 
fore Masfer fine Boliger i det fydlige Sønderjylland og 
overfvømmede og undertvang ben nordlige og mellemfte 
Deel af Britannien. De vare talrigere end deres forud- 
gangne Brødre. De tog den flørre Deel af England, og 
Qandet blev fiden opfaldt efter dem. Anglernes Udvandring 
var faa almindelig, at bere gamle Hjem endnu længe 
efter fige8 at have ligget faa godt fom øde. Ligeſom Nord- 
germanerne ved fine Ungreb havde givet Stodet til benne 
Juternes og Anglernes Udvandring, faalede8 benyttede 
be nu denne til at fætte fig faft ogfaa paa den jydſke 
Halvø, hvis Grobring lige til Cideren de rimeligviis have 
fuldført i Lobet af bet 6te og 7de Uarhundrede. Bed 
Eideren mødte de deels flaviffe Bender, deels Saxernes 
Levninger og Friſerne; der fandt de Grændfen for fin Ud⸗ 
bredelfe mod Syden, og ved Eideren blev fra nu af gjen» 
nem mange Marhundreder, ja lige til vore Dage, bet egent» 
fige Grændfeftjel mellem ben nordgermaniffe og den fydger- 
maniffe Stamme. 

Bi have ſaaledes fulgt ben nordgermaniſke Folke» 
ftamme i Deng Ubbredelfe over de Lande i Norden, fom 
nu ubdgjøre dens Bopæle. Dens merkverdige Bedrifter i 
Europas veftligere, fydligere og oſtligere Lande tilhøre den 
fenere Hiftorie. Bi flulle fun endnu under nærværende 
Affnit fafte et BÅL paa den nordgermanifte Folkeſtammes 
indre Forholde under bend Udbredelfe. Bi funne viftnok 
her ligefaalidet fom i det Foregaaende beraabe oå paa 
beftemte hiftoriffe Udfagn; men de fildigere Forholde i den 
biftoriffe Tidsalder lave o8 dog i mange Vilfælde flutte til 
de ældre og ſaaledes ogfaa til Forholdene under felve 

Sndvandringen og Udbredelfen. 




































Rordm. Herkomſt, Folfeflægiffab og Udbr. over Norden. 45 


Den nordgermaniffe Stamme er viftnok ille i nogen 
for tætfluttet Masfe indvandret paa den flandinaviffe 
Salva. Dette fan i det Hele fun fjældnere tænkes at have 
- hørt til Folfevandringerne8 Charafteer. J mindre paa hin⸗ 
anden følgende UAfdelinger, ber under fin videre Udbredelfe 
have fpredt fig til forffjellige Gider, maa den tankes at 
være foregaaet.  Disfe Ufdelinger benævntes Folk (fölk) 
eller Fylke (fylki). En førre Green af Folfeftammen, 
omfattende flere faadanne Folt eller Fylker, benævntes 
bjöd bd. e. Folkeferd, Nation. Hvert af disfe Folk 
eller Fylfer havde fit færegne Navn og udgjorde et lidet 
ſelvſteendigt GStatsfamfund under et Glags patriardalft 

Gtyrelfe. Folket beftod nemlig af flere mindre Hobe, der 
bencevnes Hære (herr) eller undertiden Hundreder 
(hundari), rimeligvis fordi hver oprindelig har været dan» 
net af 100 Familier. Hver Hær havde fin arvelige Hev» 
ding, faldet Herfer (hersir), ber var dens Unfører i Krig 
og i Fred Meligionens og Rettergangens Forftander, i hvil» 
fm Egenſtab han benævntes Gode (godi). Herferen i 
Forening med Hærens famtlige Familiefædre fiyrede denne 
mindre Kredſes færegne Unliggender. Folkets almindelige 
Anliggender derimod afgjordes i ftørre Forfamlinger af 
i Ole de til Folket hørende Heres Herfere og Familie» 
fædre. Hvad der gav Fylket ftørre Sambhold, fyned at 
have været en for alle Fylkesmand fælles Helligdom (vé), 
ber foreſtodes af een af Herferne, hvilken i denne Egenſtab 
da udentvivl havde en Forrang for de øvrige. I Krig 
herde viftnof ogfaa Folket almindelig en fælleg Unfører, og 
sfteft betroede& vel denne Berdighed til den famme Herfer, 
fom foreftod Fylkeshelligdommen. J Egenſtab af Fylkets 
Snferer benævntes han da, fom det lader, Fylker (fylkir, 
fikvaldi). Som Forer af en væbnet Magt, der frivillig 
bande givet fig i hans Tjeneſte og fluttet fig om ham fom 
Dvermond, nævnted han ogfaa dröttinn og hand Rri- 


wW 3 3 833 5 V Do 9 0 6064 9 2329 mw "v — — ov 


46 Indledning. 


gerfolge drött (af drjuga). Mellem Folkene eller Fylkerne 
indbyrdes fandtes oprindelig, fom det lader, intet politift 
Baand; ikkun fælles Religion og fælle8 Sprog lod dem 
føle fig fom Beftanddele af et ſtorre Heelt, af et Folkefærd 
eller Thjod. 

GSaalænge Stammen uden at ſtode paa nogen Fraftig 
Modftand af ældre faft bofatte Indbyggere kunde tage 
Landet i Befiddelfe fom en herreløs Ling og i de nye 
Bopæle indrette fig efter eget Tykke, — var der ine 
gen Grund for den til at forandre den Samfundsor⸗ 
ben, under hvilfen den paa VBandringen fra det ældre 
Hjem havde levet. De indvandrende Fylker fandt for det 
førfte i Den ffandinaviffe Halvas nordligere Egne ubebygget 
Qand nok til at tage under Opdyrkning. Under fine 
Herfere8 Veiledning deelte Familiefædrene de vidløftige 
Qandftræfninger mellem fig og bleve Huusbønder eller 
Odelsbonder, idet hver enkelt af dem tilegnede fig fin 
Jordlod med fuld og umiddelbar Giendomåret uden paa 
den ene Gide at erfjende nogen høiere Eier over fig og 
uden paa den anden Side at indtræde i Mvget Herftabé- 
forhold til ældre undertvungne FJordeiere. Thi vel førte 
Nordgermanerne med fig fra ældre Hjemfteder Træle, men 
disſe — for det mefte udentvivl Krigsfanger — vare i 
fin Træleftand, faalænge Eierne ikke frigave dem, at fætte i 
Klasfe med Huusdyr. De vare uden perfonlig Net; Eieren 
raadede for Trælens Liv og folgte ham fom Kvæg. GSaadanne 
$Huustræle maa vel ffjelnes fra livegne Bønder. Fandt 
en Familiefader fin Odel for vidtleftig til at han felv 
funde beftyre ben8 Brug, faa overlod han Stykker af den 
til det frie Iyende eller til fine frigivne Træke, hvilke da 
betragtedes fom Jordens Leiere (Leilændinger) og betalte 
Afgift eller Leie af den til Odelsbonden. Hver Hær og 
hvert Fylke fandt lettelig, ifær i bet af Bande og Fjelde 
ſterkt fønderffaarne Norge, et af Naturen begrændfet Strøg, 


Nordm. Herkomſt, Folkeflægtffab og Udbr. over Norden. 47 


over hvilket man kunde udbrede fig. Det Landfkab, fom en 
Hær tog i Befiddelfe, blev i Norge benævnt: Hered 
(herad), hos Gvearne i Svithiod: Hundred (hundari); 
bet flørre Strog, fom et heelt Folk befatte, Fylke eller 
Folffand (fölkland). J Sypidfen for Heredet flod frem 
deles Gerferen, der tillige var Gode eller JForftander 
før Heredåtemplet (heraöshof). Den bhøiefte Magt 
- fvilede imidlertid hos de paa Heredåthinget (heraösping) 
Å famlede Heredsbonder.  GSamtlige Hereder havde igjen i 
Fylkesthinget (fylkisbing) eller JForfamlingen af alle 
Fylkets Bønder (ogfaa Faldet allsherjarbing) fit Forenings» 
punkt, ligeſom Fylfestemplet (fylkishof) blev deres 
felles Helligdom, og den Herfer, fom var dettes Forftan- 
er (allsherjargodi), blev Fylkets overſte Hovding eller 
- Fyller. Overeensftemmelfe i Religions- og Retsſedvaner 
i Forbindelfe med Ydre Omftændigheder funde afftedfomme 
em ftørre indbyrdes Jilnærmelfe mellem visfe Fylker, og 
vidfe dannede da et videre GStatsforbund, hvis Forenings» 
punkt i faa Fald var et for disſe Fylker fælles Thing, 
overordnet Fylkesthinget. Dette Thing erholdt da ud—⸗ 
merkelſesviis Navnet Alsherjarthing — en Benæve 
nelfe, fom ellera, hvor intet faadant Fylfesforbund fandt 
Sted, med Mette tilfom Fylfesthinget. 
| Dette er den ældfte fimple Samfundsorden, der maa 
-- dntaged at have gjældet hos Nordgermanerne ved deres 
-- Sndvandring paa den flandinaviffe Halvo og fænge at have 
- Wdligeholdt fig i Norge og i Svithjod eller det egente 
Åge Svealand. Det er denne Samfundaorden, paa hvil 
bken Norges og Sveriges Migsforfatninger fenere bleve op» 
- førte; den flinner endnu i den biftoriffe Tid tydelig igjen» 
nm baade den norffe og den fvenfle Rigsforfatnings fun- 
figere Former, og Islands Forfatning i Dens Frihedatid 
lam betragte8 fom en Afglands af den. 

De Forholde, Der fremfaldte vg nærede denne Sum- 





Pen Å 


mH 


48 Indledning. 


fundsorden, forandrede ſig ved den nordgermaniſte Stamme 
Optræben fom erobrende paa en anden faft bofa 
Folfeftammes Enemerker. Det gjaldt nu ikke længe 
om at tage Landet i Befiddelfe ved den blotte Bofætning o 
Opdyrfning; Landet maatte her vindes ved Baaben og ve 
den ældre Befolknings Undertvingelfe. De erobrende Sta 
rer dannedes her af Krigere, ber ſtode i et ganfle ande 
Forhold til fine Hærførere end de i de nordligere Egn 
indvandrede Familiefædre til fine patriardjalffe Overhovedar 
Herferne; og i de erobrede Lande gjorde man ikke alen 
Jorden, men ogſaa dens Beboere til fin Eiendom 
De erobrende Hobe maa antages for flørfte Delen at hav 
dannet fig af de yngre Sønner af Familierne, der foretra 
Ubfigten til Hæder og Bytte for en vinge Undeel i den 
fæbrene Arvelod eller Odel. De flokkede fig frivillig on 
en eller anden ftridvant og helft tillige høibyrdig d.e. herd 
baaren Mand, fom be da antoge til fin Havding, og t 
hvis Skjebne de bandt fin egen. Saadan en Krigerflo 
var det vel, fom egentlig faldte8 med det ovenfor berørt 
Navn drött, og hvis Høvding kaldtes dröttinn. Maar m 
Lykken var en faadan Krigerflof god, og den havde fæfte 
Jod i et fremmed Land, faa deelte den dette imellem fig 
tilligemed dets ældre Beboere. Disſe beholdt idetmindft 
for en Deel fine Jordlodder, men ikke længer fom fri 
Eiendom. Den fande Giendomsret gik over til Erobrerne 
og de ældre Jordeiere bleve disſes Bornede eller Livegne. 
Grobrerne, fljønt deres Tal ofte fun var ringe mod De 
Undertvungneg, dannede alene den raadende og fuldfommer 
frie Deel af Befolfningen. Men paa den anden Side ved» 
blev ogfaa bet engang friftede Forhold mellem dem og 
bere8 Høvding. Denne fit ikke alene en forholdsviis frørre 
Deel af det vundne Land fom fin umiddelbare Eiendom 
men han blev ogfan fremdeles erkjendt fom Erobrernes 
Overhoved og Styrer, og denne hans Berdighed blev ifølg: 


Nordm. Herfomft, Folfeflægtffab og Udbr. over Norden. 49 


de fra Hjemmet medbragte Begreber tilfjendt ham og Hans 
mandlige UEt fom arvelig. Af disfe Forholde udviklede fig 
førft, fom bet fyneå, Kongedømmet og det famme under- 
ordnede Jarledømme. Denne Udvikling af den nord- 
germaniffe Stammes Samfundsorden ſtilles 08 Mart for Øie 
idet gamle og høift merfelige Eddadigt Rigsmål. Her 
fremftilles Rig (Rigr), en Inkarnation af en af Aferne 
(Heimdall), under fin Bandring paa Jorden at blive Stam. 
fader til de forffjellige Samfundsklasſer: førft gjennem 
Sennen Træl til Trælene (Præla ættir), bernæft gjennem 
Sønnen Karl til de frie Bønder (karla ættir), endelig 
J avlede han en Søn, der blev faldet Jarl; fra ham fom 
J SJarlerneö Et (jarla kyn). Rig erfjender Jarl for fin 
- ulaarede Søn; ham giver han fit eget Navn og ope 
lærer ham i Runer og Buabenovelfer, og ham anvifer han 
J od erhverve fig ved Sverdet Odelsvolde, gamle Bygder 
(alvöllu, aldnar bygdir) d. e. andftrækninger, hvilke 
allerede forlængft vare bebyggede, men fom Farl flulde 
gjøre til fin Ovdel. Han gifter Jarl med en Herſers 
- Datter, og fra dem flammer en VEt af Krigere, af Hær» 
førere og af $erffere i erobrede Rande. Udentvivl har 
Ordet jarl oprindelig betegnet en Kriger; denne Betyds 
ning har aabenbar Navnet endnu i bet gamle angelfarifte 
- Digt om Beowulf i fin angelfariffe Form eorl, Fleert. 
- &rlas og ubdentvivl ogfaa i Eddadigtet Harbardåliod paa 
det Sted (Str. 24), hvor det heder: Odin eier de Jarler, 
mi Bal falde* Derfra flriver fig maaffee ogfaa ved 
dudreining og Misforftaaelfe Folfenavnet Heruler. Siden 
ſt Jarlenavnet en engere Betydning, idet det blot til. 
bed be overordnede Hærførere. Men den sverfte 
 Åtforer for en omfoærmende Mer erobrende Krigerflok 
Magbe man $æbersnavnet konungr d. e. Konge, hvilket 
tymilig intet andet betegner end en høibyrdig Manx», 
MG Mand of berømt 261 (af kyn eller kon, Glwat), tvilter 
| 4 


beyfer. Norges Biftorte. 





50 Indledning. 


Navn gik over til at blive et ſtadigt Verdighedsnavn for 
hans mandlige Efterkommere. Den Krigerklasſe, ſom Jarle⸗ 
navnet oprindelig betegnede, tenktes, fom Rigsmaal viſer, 
at ſtaa under: Aſernes, under Odins færdeles Beſtyttelſe, og 
fremfor alt tænftes: dens sverfte UAnførere, Kongerne, at 
være paa: en: Maade Guderne8 udkaarne Sønner eller at 
flamme fra dem. Bar en faadan Høvding udmerket ved 
Krigerbaad og Krigerlyffe, faa troede man heri efter Tids⸗ 
alderens almindelige Begreber at fee Spor af Gudernes 
mere: umiddelbare: Beftyttelfe over deres Atling, og denne 
Tro befæftede Filliden og USrefrygten for ham og hans YUE 
fom gudebaaren (godborinn). Vandt Hærfongen ude 
ftrafte Lande, faa bleve hans meft betrøede Mrigere under» 
ordnede Landsſtyrere, og ved dem heftede nu Varlenavnet 
i mere indſtrenket Bemerkelfe. Ikke blot Kongens, men 
endogfaa Jarlens Magt og Omraade i de erobrede Lande 
blev: fart: ftørre end Herferned i Hjemmet, og den 
Gilanda, fom omgav det nye Konge- og Jarledomme, for- 
”bunklede efterhaanden den ældre, men beſtednere Herſer⸗ 
verdighed. 

Den: nordgermanifle Folleftamme3 Udbredelfe fom 
erobrende over de gotiffe Lande i det fydlige Sverige 
og i Danmart maa faaledes antages at have bevirket hos 
den Green af Stammen, fom her nedfatte fig, em dobbelt 
Afændring i dens ældre Samfundsorden. Den førfte ber 
ftod deri, at Nordgermanerne her fom til at ude 
gjøre en Abel eller en Stand af Herremæn» i 
Forhold til Landenes ældre tilbageblevne Beboere, et Fors 
hold, fom maaffee Navnet Daner, der fiden blev et Folkes 
navn for den fydligfte Green af Nordgermanernes Stamme, 
oprindelig har betegnet. Den ældre Befolfning blev nemlig 
ikke gjort til fuldbfomne Træle (thi Trælene, hvilke fandteS 
bog Nordgermanerne fom hos alle andre Oldtidens Folke» 
færd, vare med fin hele Heron re Hurra tfuldkomne 


Nordm. Herfomft, Folfeflægtffab og Udbr. over Norden. 51 


Giendom), men den blev dog berøvet fin fuldftændige Frihed 
og paa en Maade bunden til Jorden, hvilfen den maatte 
dyrfe iffe fom fin egen, men fom den herffende Klasfed, 
Danerne8, Giendom. Den anden Afændring yttrede fig 
det, åt NMordmændene i de erobrede Lande dannede 
ftørre Riger, i hville det gamle patriardjalffe Forhold 
mellem Stamme og Stammehovdinger, fom ubdgjørende til+ 
fimmen en videre Familiekreds, traadte i Skygge for det 
nye Forhold mellem Hærføreren og hand tjenftpligtige 
Krigere, mellem Drottnen og hans Drott. Dette fidfte 
Forhold ubgjørde virkelig Kongedommets ældfte Cha— 
ralteer blandt Nordgermanerne, og dets Oprindelfe 
henføres af bde gamle norfte Sagn netop til de danſke 
Lande. 

Men disſe Ufændringer i NRordgermanernes oprindelige 
Samfundsorden, fom udviklede fig under deres Udbredelſe 
udenfor' deres forſte egentlige Hjem i Norden, virkede ogfaa 
- tilbage paa dette. Bel funde ikke her nogen virkelig Herve- 
ſtand opftaa, da det nødvendige Grundlag for en faadan, 
nemlig en undertvungen bofaft Befolkning, manglede; men 
imod indtrængte efterhaanden Kongedømmet fig i flere 
- FRorges Fylfer, ligeſom og meget tidlig i Svithjod. 
Paa dette fidfte Sted bandt det fig ved Dvergoden, 
eller fom han ogfaa der Faldte8 Drottnen, i Upfal og 
fmbragte, fom det ſynes, før det førfte ikkun en Foran- 
| Ming i den øverfte Folkeſtyrers Berdighedånavn uden nogen 
deregelſe å hans virkelige, allerede tilforn betydelige Myn⸗ 
üitted. J Norge derimod viſer Kongedommet fig i den 
oi Tid tydeligen fom en for den oprindelige Samfunds⸗ 
| fremmed Sndretning, ber mad antages længe at have 
- fit temmelig affondret. Bel finde vi nemlig i de aldſte 
| iſte Sågn om Norge omtalt notffe Jylfesfonget; 
tet deels ere disſe Fortællinger' ofte aabenbare Unadyro- 
Mimer beelé vifer Fylfesfongené Magt fig tun at have 

4%* 





52 SJnbdledning. 


beftaaet deri, at han var Fylfeamændenes sverfte Unfører til 
Landets Forfvar, medens Herferne i alle andre Unliggen- 
der vedbleve at være Folkets naturlige Havdinger. Kongens 
egentlige Magt frøttede fig til hans haandgangne 
eller tjenftbundne Moænd,. til den Krigerflokt, fom om- 
gav ham; Herſerens derimod til ben frie Bondealmue, 
hvis Billie han udtalte og hvis Ret han djærvt forfvarede, 
naar Kongedommet beri vilde gjøre Jndareb. De aldſte 
norffe Konger vare ubdentvivl alle Hærfonger, der, 
efter at have foærmet om paa Krigåtoge med fine Krigere 
og erhvervet fig Hader og Rigdomme, tøge Sade paa fin 
Obelsjord i Fadrenelandet og ved fin Unfeelfe og de dern 
omgivende Krigerffarer vandt Jndflybelfe paa Fylkets Un- 
liggender uden bog derfor at erholde nogen egentlig lov- 
beftemt føyrende Myndighed.  Hærfongens Sønner arvede 
Faderens Verdighedsnavn og opretholdt fin Unfeelfe paa 
famme Maade fom han, ved Vikingetoge. Gik nu Kongens 
Krigerdygtighed i Arv gjennem flere Slægtled, og vedblev 
hans Gfterfommere at betragte fin Fadreneodel i Fylket 
fom fit Hjem, faa var det naturligt, at deres Indflydelſe 
paa Fylkets indre Forholde maatte efterhaanden tiltage og 
deres Berdighed paa en Maade nytte fig til Fylket. — 
Jarledømmet gif, fom bet lader, i Norge Haand i Haand 
med Kongedommet. Napnet Jarl toges her i mere ind- 
flræntet Betydning fom et Haderénavn, hvilfet Kongen 
mebddeelte dem af fine Mænd, hvem hun betroede Udøvelfen 
af en Deel af fit Hverv under fin egen Overhøihed. 
mange norfte Fyller ſynes imidlertid hverken Konger 
dommet eller. Jarledommet at have fundet Indgang førend 
ved Fylferne8 Forening til et famlet Rige. Bed denne 
Begivenhed fan Kongedømmet i det Hele taget for Norges 
Bedfommende førft anſees for at være fremtraadt fom 
almeen erfjendt Statsmagt, fom et væfentligt, efter Statd- 
forfatningen uundværligt Led Å Samfundaardenen og Jarles 


Nordmændenes hedenffe Neligionsbegreber. 53 


dommet blev nu en Embedsftilling under Kongedommet, 
bannende et Slags Mellemled i den hos dette hvilende 


-— andéflyrelfe. 


3. Mordmaændenes hedenfke Religionsbegrebder. 


Bi have i det Foregaaende betragtet Nordmandenes 
ydre Liv under Folkeſtammens Udbredeffe over Norden; vi 
fulle nu ogfaa fafte et Blik ind i deres indre, aandelige 
Av, og fee, hvorledes dette aabenbarer fig i dere religioſe 
Begreber, 

Den Religion, fom i Hedendommeng Vid byldeded af . 
ben nordgermaniffe Etamme, var Ufatroen, faaledes 
faldet efter Uferne, Navnet paa be guddommelige Bæfener, 
hvilke den fremftiller fom Gjenftand for Menneſtenes Dyrkelfe. 
Aſatroen var fælles for hele den germanifte Folkeklasſe, og 
maa ſaaledes være oprunden i dennes ældre Hjemfteder i 
Oſten, før Folkeklasſen deelte fig i fine tvende Hovedftammer. 
Man maa imidlertid antage, at den i fin videre Udvikling 
har taget em færegen Metning hos hver af Stammerne. 
Hvorledes ben i det Enkelte har formet fig Hod den fyd- 
germaniffe GStamme, vide vi ikke med Beftemthed, da 
den iffun har levnet os ganffe faa Brudſtykker af de 
fødgermaniffe Folfefærda Troesfyftemer. Deſto bedre kjende 
vi derimod Ufatroen i dens nordiffe Jorm. Bi have 
nemlig her til vor Veiledning iffe alene flere religioſe 
vad, digtede i felve Hedendommend Tider, men ogfaa et 
belt Troesfyftem, rigtignok førft oplegnet i den drifte- 
lige Tidsalder, men dog, efter alle Kjendetegn, uden at de 
driftelige Begreder have havt Indflydelſe paa eller for⸗ 

vanſtet Fremftillingen. 
| Kvabene finde i den Samling, fom er betjendt under 
- Gavnet: Den ældre Edda eller Sømunda Edda, hvil- 





54 Indledning. 


ket ſidſte Ngvn er blevet den tillagt, fordi man har anſeet 
ben lærde Islending Sæmund hiin Frode for Samleren. 
Syſtemet findes i ben yngre Edda, eller fom den ogfaa 
kaldes Snorres Edda, efter den formodede Forfatter 
Snorre Sturlasføn. Begge Kilder ere af frort Verd, idet 
den ene fuldftændiggjør den anden, og af dem begge er 
den Yremftilling af Afatroens Hovedlærdbomme oſt, hvillen 
her meddeles. 


J Tidens Ophav var der tvende Verdener: i Sy- 
den var Mufpell, lys og Iuende; for den raader Surt, 
fom med fit Flammefverd fidder ved bend hderfte Grandſe; 
i Norden var Niflheim, fold og mørk, med Brønden 
Hvergelmer i fin Midte, hvor Dragen Nidhugger bor. 
Mellem disſe Berdener var Ginungagab (det fvælgende 
Dyb), frille fam den vindloſe Luft. Fra Hvergelmer ud- 
ftrømmede iiskolde Edderaaer, Elivaagerne. Rimet af 
Dem mødte i Ginungagab Muſpells Guifter; da belivedes 
Rimdraaberne ,ved dens Kraft, fom udfendte Heden," og 
Jøtunen Ymer blev til, der igjen af fig felv avlede en 
Slagt af onde Jøtner, Rimthurfer eller Bergrifet- 


Med Ymer blev ogfaa Koen Audhumbla til, af Hvis 
Melf han næredeg. Men da Koen fliffede de falte Rim- 
flumper, fremfom Bure, et ftort, fljønt og mægtigt Bæfen. 
$Han$ Son var Bør og dennes Sonner Odin, Bile 
og Be. Odin blev Fader til ve fljønne og lyfe Ufer, 
Himlens og Jordens fiyrende Guder; derfor kaldes han 
Alfader. 

Børs Sønner dræbte Ymer, og i hane Blod druknede 
hele Rimthurfernes Mt paa eet Par nær, fom undfom, og 
fra hvem nye Jøtuncætter flammede. Bors Sønner førte 
den fældede Nmer midt ud i Ginungagab; de dannede 
Jorden af hang Krop, Søm af hund Blod, Bjergene af 





Nordmændenes hebenffe Religionsbegreber. 55 


hané Been og Traerne af hans Haar; af Hans Hovedffalle 
flabte de Himlen, fom de bhvælvede hoit over Jorden og 
prydede med Gnifter fra Mufpell, men Hjernen fpredte de 1 
tuften, og af ben bleve de tungfindige Skyer. Rundt om 
Jordens Skive lode de det dybe Hav ſtromme, og ved dets 
Strande toge de undfomne Jotner Boliger i Jøtunheim 
og Utgaard. Vil Vern mod dem dannede de blide, 
fabende Magter af Ymers Dienbryn et Hegn om den indre 
Jord, en Borg faldet Midgaard; men fra Himlen til 
Sørdben lagde de Broen Bifrøft eller Regnbuen. 

Den forte og dunkle Nat, der ftammebde fra Vøtnerne, 
blev ved Aſaſonnen Delling (Morgenrøden) Moder til 
Dag, ber var fljøn fom fin Fader. Odin fatte Moder og 
Sn paa Himlen og bed dem kjøre hvert Dogn over 
Jorden. Nat fjører foran med Heften Rimfare, fom 
hver Morgen dugger Jorden med Skummet af fit Bidfel. 
Dag følger efter med Heften Stinfare, Hvis Manke fyre» 
der Lys over Luft og ord. 

Aſerne flabte Sol og Maane af Gnifter fra Mu- 
fjell, men fatte Mundilfare8 Børn til at kjøre deres 
Bogne over Himlen. Datteren kjører Solens Bogn, Sønnen 
Maanens. De ile flyndfomt affted, thi tvende Jøtner i Ulve» 
ham forfølge Sol og Maane for at fluge dem. 

Dverge vare livnede fom Madiker i Ymers Kjød. 
aa Gudernes Bud fil de Mennefteforftand og Mennefte- 
Wdfeende; men deres Bolig var i Jorden og Gtenene. 
dite Dverge ere af Guderne fatte til at bære Himlen. Bev 
himlens nordlige Ende fidder Jøtunen Hræfvælger i 
Dmeham; hans Bingeflag volde Stormen. 

Endnu var der ei Mennefter paa Jorden. Engang 
gil be tre Ufer Odin, Høner og Koder ved Soens Bred. 
De fandt her tvende Vræer og ſtabte af dem be førfte 
Menneffer: Manden Aſk og Kvinden Embla. Odin gav 
lem Aond Høner Forſtand og Loder Blod og fager Joxve. 


56 — Subleduing. 


Det nyffabte Par fit af Aſerne Midgaard til Bopeæl, og 
fra dem flammer den hele Mennefteflægt. 


Aſten Yggdraſil er det herligfte af alle Træer; dets 
ftedfe grønne Grene omfatte al Berden. Yggdraſil fpirer 
fra tre Rødder. Den ene er i Brønden Hvergelmer i Nifl- 
heim; paa denne Rod gnaver Dragen Nidhugger. Dets 
anden Rod er i Føtunheim, over den vife Jotun Mimers 
Brønd; her gjemmes Odins ene Die, fom han pantfatte 
for en Drif af Bronden, og hver Morgen drifter Mimer 
af fit glimrende Horn den Mjod, fom ſtrommer over Odins 
Bant. Aſtens tredie Rod er hos Uferne i Himlen; under 
ben et den hellige Urdarbrønd. Her have de tre ftore 
Norner fit Sæde: Urd (Fortid), Verdande (Nutid) og 
Skuld (Fremtid). De pleie Yræet ved at overøfe dets 
GStamme med Brondens renfende Band. De uvddele Livet 
og raade for Gfjebnen. Deres Udfendinger, fnart gode, 
fnart onde, ledſage Menneftet fra dets Fodſel til dets Død 
og flabe ham Held og Uheld. Intet fan rotte Nor- 
nerned Dom. J Aſtens Top fidder en meget vidende 
Dm; i dens Grene løbde fire Hjørte, der bide dens Løv; 
op og ned ad dens GStamme: farer Ekhornen Ratatofi, 
der bringer Uvindsord mellem Ornen og Nidhugger. 


J Himlen er Afernes Bolig, Asgaard. I dens 
Midte er Idavold, Gudernes GSamlingéfted, og Odins 
Heifade Lidſkjalf, hvorfra han fluer ud over alle Berde» 
ner. Men over Aſernes Himmel ſtrakke fig høiere Himle, 
og i Den øsverfte af alle, hvor Lysalfer bo, der ftaar 
den uforgjængelige guldtæffede Sal, Gimle, klarere end 
Solen. 

Odin eller Alfader er den bhøiefte og ældfte af 
Aferne; hans Huftru er Frigg; fra dem nedftammer Ufers 
neé Et Odins Hal er den ftore Balgal GSyyd banne 


Nordmandenes hedenſte Neligionsbegreber. 57 


dens Loft, med Skjolde er den tokket, og med Brynjer ere 
dens Benke prydede. Did og til Bingolf, Gudindernes 
- $a), indbyder Odin alle vaabenbidte Mænd, alle i Strid 
falne; derfor faldes han Balfader d.e. de Faldnes Fader, 
og de af ham indbudte faldes Ginherjer. Deres Skjemt 
er bet hver Dag at firide og fælde hinanden; men de livne 
om Uftenen op igjen og ride forligte hjem til Balhal, hvor 
de mettes med Fleſt af Galten Sørimner, og hvor 
- Baltyrjer rokke dem Mjød. Ved Odins Sive fraa tvende 
Ube, Gere og Freke; .paa hans Skuldre ſidde to Rawvne, 
hugin og Munin (Tanke og Hufommelfe), hvilke jævnlig 
flyve ud og vende tilbage med Tidender fra den hele Ver- 
bn. Hand Heft er den graa, ottefodede Sleipner. Odins 
 Maone ere mangfoldige; thi aldrig faldte han fig med 
iJ mme Ravn, naar han for iblandt Folkene. 
Thor er den anden af Aſerne, en Søn af Odin og 
å dennes egen Datter Jord. Han er den fterfefte af 
Gudene, hans Bolig er Trudvang eller Tbrudheim, 
J md Hal det uhyre flore Bilffirner. Til ham fomme 
Selene efter Døden. Thor kjører i em Kjerre, der drages 
of to Gjedebukfe, og kaldes derfor Dkuthor eller Age— 
hor; han faldes ogfaa Hlorride eller Ildkjoreren. 
dieldene bæve og revne og Jorden brænder under hans 
Bagn, GStyrkebeltet, Megingjord, fordobler hand Ufa- 
haft. Stedſe frrider han mod Jøtnerne, der frjælve for 
hmé Hammer, Mjølner, fmedet af funftfærdige Dverge. 
»J oms Huſtru er Sif, der har Guldhaar. Drengen Thjalfe 

4 Pigen Roſkva, to Sødflende, ledfage ham paa hans 
Reiſer. 

Balder er en Son af Odin og Frigg. Han er ſaa 
Men, at Alt lyſer af ham; han er elſtet af Alle og en 
J efler for be Ulyffelige. Hans Huftru er Nanna, og 

nd Bolig Breidablik, hvor intet Ureent findes. 
 Njørd fødled i Banabheim blandt de vife Baner, 





58 Indledning. 


men optoges blandt Aſerne, da Vanerne ved ſit Forlig med 
disſe gave ham fom Gidſel og fik Høner i Stedet. Njord 
raader for Bindens Gang, fliller Sa og Ild og uddeler 
Rigdbom blandt Menneftene. Ham ſtal man paafalde til 
Søfart og Fiftefangft. Hans Huftru er Stade, Jotunen 
Thjasſes Datter. Men Njørd og Stade enes ei fammen. 
Njørd bor i Noatun ved Soen; Stade holder til 1 fim 
Faders Bopæl, Thrymheim, hvor hun farer om paa Ski 
i Jjeldene og flyder Dyr med fin Bue. 

Frey er Njords Søn og raader for Regn og Sol— 
ffin og Jordens Frugtbarhed. Ham ſtal man paafalde til 
gode Aaringer, Fred og Rigdom. Han er blid og god; ei 
volder han Nogen Sorg, men løfer de Bundne af deres 
Qænfer. Hans Bolig er Alfheim. Han fjører med Gal- 
ten Gullinburfte eller feiler paa det herlige Skit 
Skidbladner, et Berk af Dvergene. For at faa Jøtun= 
datteren Gerd, fom han elffede, bortgav han fit gode 
Sverd, og derfor er han vaabenløs i Aſernes fidfte Kamp- 

Tyr, den eenhaandede, er den djærvefte blandt Aſerne 
ham flulle tappre Mænd paafalde. 

Brage, den fidfljeggede, er Skaldekunſtens Gud 
hang Sone er Jdun, der gjemmer de ALbler, af hville 
Guderne bide for aldrig at ældes. 

Heimdall, den hvide US med de gyldne Tænder, ev 
Gudernes Vogter og bor paa Himinbjørg, der, hvor 
Broen Bifrøft naar Himlen. $Han er aarvaagnere end 
Fuglen og feer hundrede Mile fra fig. Naar han blæfer 
i fin Luur Gjallarhorn, da gjenlyde alle Berdener. 

De øvrige Afer ere: den blinde, kraftfulde Hod 
Odins San. Vidar med FJærnftoen, Odins San mem 
Jøtunfvinden Grid, kaldes den taufe UG. Han er næf 
Thor den flerfefte og bor i det øde Landvide. Ale elle 
Bale, den ſikkre Skytte, er en Søn af Odin og Rind 
født i de veftlige Sale. VI, Whoxs Sten, er Vagten 4 


Nordbmændenes hedenſte Religionsbegreber. 59 


og Sklilobningens As, paafaldes for Held i Tvefamp og 
har fin Bolig i Ydal. Forfete, Balders Søn, jævner 
alle Srætter mellem Guder og Mennefter; han bor i Glit- 
ner, hvid GSølvtag hviler paa gyldne Støtter. 

Af Afynjerne eller Gudinderne er Frigg, Fjorgyns 
Datter, Odins Huftru, den høiefte; hendes Bolig er 
Fenſal. 

Neſt hende er Freya, Njords Datter og Freys Soſter, 
Rjerlighedens Gudinde. Tvende Katte drage hendes Vogn. 
hendes Bolig er Folkvang, hendes Gal Seſsrymner. 
Mar Hun rider til Strid, ba eier hun Hælften af de 
galdne med Odin. Hendes Mand, Ov, for langt bort; 
Brega græder gyldne Taarer af Længfel efter ham. Hun 
laldes Vanadis d. e. Banegudinden, og nævnes ellerd 
med mange Navne, fom hun fif, da hun for blandt ufjendte 
Folkeferd for at føge fin Od. 

Saga bor i det ſtore Sokkvabek under kjolige 

Belger; der driffer hun og Odin hver Dag af gyldne Kar. 

Der er foruden didfe flere Gudinder af ringere Ber» 

Dighed, deeld i Frigg, deeld i Freyas Tjeneſte. 
Balfyrjerne ubfendes af Odin til hver Kamp for 
at kaare Gjefter til Balhal og flifte Seiren. Omgivne af 
Lynglands vide de i blodige Brynjer med firaalende Spyd 
gjennem Luft og over Hav. Naar deres Hefte ryfte Man- 
Terne, fader 'Dug i de dybe Dale, Hagl i de høie Stove. 
Havets Herfler er Øger, ogfaa kaldet Gymer og 
Hler. Han er en Jøtun, men dog Ufernes Ben. Naar 
bisje beføge ham, da oplyfes hand Hal med flinnende Guld. 
$ans Huftru er Ran; hun eier et Net, hvormed hun op- 
fanger de Søfarende. Ogers og Rand Døttre ere Bølgerne; 
bere de Seilende fiendſte og ſtrabe at vælte Skibene. 





8 Berdens førfte Jilværelfe var der en herlig Fredens 
Ud blandt Guder og blandt Mennefter. Men Jetun- 





60 Indledning. 


kvinder kom til Asgaard, og Aſerne forbandt ſig med dem; 
da ſpildtes Lykſaligheden, Luften forgiftedes af Svig, og 
Strid begyndte i Himlen og paa Jorden for at vedvare 
til begges Undergang. Jotnerne angribe Aſerne ſnart med 
Magt, ſnart med Liſt; ikkun Thors Kraft formaar at 
tvinge dem. 

Anftifteren af De ftørfte Ulykker, fom have rammet 
Guder og Mennefter, er Loke eller Lopt. Han er af 
Jotungt, men optagen blandt Uferne og allerede i Tidens 
Morgen Odins Foftbroder. Han er fager af Uafyn, men 
ond i Sind. Han faldes Aſernes Bagtaler, ſledſt Lumſt⸗ 
heds Ophav, en Gtjændfel blandt Guder og Menneffer. 
Han ledfager Aferne, og disſe benytte ofte fans Kraft og 
Gift. Men endnu oftere virker han i Ledtog med Jøtnerne 
til Aſernes Fordærvelfe. 

Sofe avlede med Jotunkvinden Angerbode i Jotun⸗ 
heim tre Børn: Fenrisulven, Midgaardsotmen og 
Hel eller Døden. Aſerne vidfte, at disſe Lokes Børn ſtulde 
volde dem ftor Ulykfe. Derfor bandt de Ulven paa en ode 
Holme, og fatte et Sverd i dens opfpærrede Gab. Mid» 
gaardåormen Faftede de i det dybe Hav, hvor den om 
flynger hele Jorden” og bider fig i fin Hale Men He 
nedſtyrtedes i Niflheim, og Ulfader bød, at Ulle, der døde 
af Sot og Ulderdom, ſtulde fare til hende. Hendes Bolig, 
Helheim, er fror, men ſtrækkelig. GSelv er hun halv blaa 
bleg og halv hvid, alvorlig og grum af Udfeende. 

Den ſtorſte Sorg voldte dog Loke den hele Verden, da 
han ved fin Svig fældede Balder hiin Gode. Aſerne 
vidfte, at Fare truede Balder, og Frigg, hans Moder, tog 
Ed af den hele Natur, at Jntet ffulde fade ham. Men 
hun forglemte en fpæd Kvift, kaldet Miftelteen. Denne 
opryffer Loke, og overtaler den blinde Hod til at fafte den 
paa fin Broder Balder, fom for Spog. Loke flyrer felv 
Ho508 Haand, og Balder fælded. Veme forumme ak Sorg 





Nordmandenes hedenffe Religionsbegreber. 61 


og Rædfel. Endelig fender Frigg Odins Svend, Hermod, 
til Hel før at udløfe Balder af Helheim, og Hel lover at 
frigive ham, hvis hele Naturen begræder ham. Det gjør 
den ogfaa: Mennefter, Dyr, Jorden, ja felv de haarde 
Gtene græde. Kun en gammel Jotunkvinde vilde ikke 
grede, og Hel beholdt fit Bytte. Men denne Jøtunkvinde 
var Loke, der har afftedfommet meft Ondt blandt Aferne. 
Balders Huftru Nanna døde af Sorg og blev brændt paa 
- Balders Ligbaal; men Odins Søn Bale, fljønt fun een 
Rat gammel, hevnede Balder ved at dræbe Head, hans 
Banemand. 
i Forfulgt af Uferne flygtede nu Lofe op paa et Fjeld, 
hf han Punde fee til alle Berdensfanter, og naar han 
fa Uferne nærme fig for at føge ham, ffabte han fig i en 
ted Uignelfe og fljulte fig i en Fos. Men Ovin faa 
fam fra idffjalf, og Uferne fangede ham. De bandt 
fam nu med hand egen Søn, Nared, Varme over tre 
farpe Steenheller i en mørt Hule, og Stade fæftede en 
Ederorm over hans Hoved, hvis Gift ftedfe fulde dryppe 
nd paa hand Unfigt. Sigyn, hans tro Huſtru, ftaar hos 
ham og holder et Bakken under Gdderdraaberne; men naar 
bet er fuldt, og hun gaar bort for at tømme det, da dryp⸗ 
per Edderet ned i hans Unfigt, og da vrider han fig, faa 
hele Jorden bæver. Deraf fommer Jordffjælv. Der ſtal 
- Åsle ligge å Baand til Verdens Undergang. 


Engang ſtal nemlig Berden forftyrre8 og Uferne gaa 
der å Ragnarøf eller Gudernes Mørke. Voxende For» 
dervelfe og Strid i Berben forkynder denne flore Begiven⸗ 
heds Nærmelfe. Bintrene raſe uden mellemformende Som⸗ 
- Mer med vilde Storme, Snefog og Morte. Sol og Maane 
ſuges af de forfolgende Jøtunulve, og Himmelen befprænges 
md Blod. De flare Stjerner forfvinde, Jorden bever og 
- Sjeldne flprte fammen med Bragen. Da flided alle Band 





62 Sndledning. 


og Lænfer, og Jenridulven vorder lød.  Midgaardåormen 
vrider fig i Jøtunraferi og føger til Land over de oprørte 
Bølger. Skibet Naglfar flyber og bærer over Havet 
Rimthurferneg Hær, anført af Jotunen Hrym. Den løfte 
Qofe fommer ogfaa i Spidfen for Held GStarer. Fenris 
ulven farer frem med opfpærret Gab, ber fylder Rummet 
mellem Himmel og Jord; Midgaardåormen ved dens Side 
fnyfer Edder over Luft og Hav. Bed dette Guy revner 
Himlen, og gjennem Aabningen fremride Muſpells Sønner 
i ftraalende Fylfing. J Spidfen er Surt, omgiven ar 
Quer; hang Jlammefverd flinner flarere end Solen. Alle 
føge de frem til Kamppladfen, den uhyre Slette Vigrid. 

Nu reifer Heimdall fig og blæfer ſterkt i Gjallarhornet, 
og alle Guder famle fig til Thinge. Yagdrafils UT fljælver, 
og Alt i Himlen og paa Jorden er opfylbt med Rædfel. 
Ufer og Ginherjer væbne fig og Drage til Kampen. Odin 
tider i deres GSpidfe og møder Fenridulven; Thor fjænmyper 
ved hans Side med Midgaarddormen. Frey flrider mod 
Surt, men falder, da han intet Sverd har. Loke og Heim- 
ball fælde hinanden. Thor dræber Midgaardåormen, men 
kvceles i dens Edder. Fenrisulven fluger Odin, men fal- 
ber felv for den ſterke Vidar, der ſplitter dens Gab. En— 
delig udflynger Surt fin Ild over Verden. Rog hvirvler 
om bet alnærende Tra, de høte Luer lege mod Himlen, og 
den forbrændte Jord fynfer i Havet. 


| Det guldtæffede Gimle, der frraaler flarere end So— 
fen, forgaar ei i ben flore Berdensbrand. Did flulle efter 
Ragnarok alle Gode famles for at nyde Glæde evindelig. 
De Onde derimod fulle nedftyrtes til Naaftrønd, Lig- 
ftranden, bder omgiver Hvergelmer. Der flulle de vade i 
tunge Edderſtromme og pines af Dragen Nidhugger. 
Verden er heller iffe for ſtedſe tilintetgjort i Ragnarok. 
En ny Jord, evig grøn og fager, QA ytre K Hanet. 


Nordbmændenes hedenſte Religionsbegreber. 63 


Med Bidar og Bale, der have overlevet Branden og 
Bandfloden, forene fig Thoré Sønner Mode og Magne, 
fom have fin Faders Hammer; ogfaa Balder og Hod 
vende tilbage fra Held Boliger. Alle tilfammen indtage 
Buderne8 gamle Sæde paa Idavold. Solen har, før den 
flugted, født en Datter, der, lige faa fljøn fom den felv, 
vandrer fin Moders Bane i den fornyede Verden. Lif 
og Uftbrafer have fljult fig under Branden og havt 
Morgenduggen til Føde; fra dem fral nedftamme en ny 
MNennefteflægt. Alt Ondt flal ophøre, og ingen Sorg eller 


J Note mere herfte paa den gjenfødte Jord. 


Da fommer den Mægtige fra oven, han font raader 


Å for Alt, hvis Navn man ei tør nævne; han fommer i fin 





Balde til den fore Dom, neddysfer alle Trætter og frifter 
en hellig Fred, fom ſtal vare evig. Men den ſtumle Drage, 
bn edderſpraglede Nidhugger, bortflyver over Gletten, 
rende Lig paa fine Vinger. | 


Saaledes lyder de hedenffe Nordmæends Troeslare i 
dens Hovedtræl. En Fortolfning af den i det Enkelte vil 
BE fldfe blive mislig, medens dens Hovedidee er let at øp- 
- fatte. 
Af Hedens og Kuldens gjenfidige Paavirining frem- 
Mar den chaotiſte Verdensmaterie, perfonificeret Å Jøtunen 
Ede jeempen Ymer (den Brufende). UAferne eller Gubderne 
- te denne Materied bedre Kræfter, der affondre fig fra det 
grovere Stof, befeire det ved fin Gudemagt, og banne deraf 
den ordnede Berden, flabe orden og dens Beboere. 
Verdens GStyrelfe hviler hos disfe ophoiede Bæfener, 
Mr dog felv: paa en Maade ere underordnede Tidens og 
Eljebnens meægtige Gudinder, Nornerne. Alt, hvad 
Raturen frembyder af Skjønt, Godt og Bebhageligt, er 
Aferneg Berk; men i alt det Onde, Ublide og JForftyrrende 
spå fmtroder Sømmernes Magt, der vel er indflrantet og 


64 Indledning. 


bunden af Aſerne, men ikke tilintetgjort. Verdenslivet e 
en beſtandig Kamp mellem disſe Magter; Aſerne forſvar 
fit vundne Herredømme, hvilfet Jotnerne ſtedſe ſtrebe c 
rokke og omſtyrte. 

Men Aſerne ville benytte Jotnernes Styrke til at hærs 
fig felv, og fvælfe derved fin egen Gudekraft. Det lumfle 
SJøtunvæfen, Loke, fom de have optaget i fin Midte, fvige 
og forraader bem. Jotnernes Magt voxer og truer ſtedß 
meer og meer Uferne og Berden. 

Striden afgjøres ved den fidfte ftore Kamp i Ragna 
røk, da Ufer og Jotner gjenfidig fælde hinanden, og Men 
neffene8 Berden opfluges af den famme Urverdens Luer 
fra hvilken dens førfte Livsgnifter udgil. Men Berden gaa1 
fun under for at gjenfødes herligere. Forſt nu er det 
Godes Seier afgjort. Alle Gudefræfter ſamles i det høiefte 
gode Bæfen, fom man dunkelt anede, men ei vovede af 
nævne, og bet onde Bæfen, fom har forvet over Jorden, 
fynfer, med Døden i Følge, til fit Hjem i Afgrunden, for 
aldrig mere derfra at hæve fig. 

Dette er den Berdensbetragtning, fom fremtræder i 
Afalæren, og overeensftemmende med den opfattede Aſernes 
Dyrkere fit Livs Formaal. Livet og Livet Goder erfjendte 
de før en Gave af Uferne, en Frugt af disfed fledfevarende 
Kamp mod de forftyrrende Magter; men derfor flulde de 
og i det jordiffe Liv danne fig til at blive efter Døden ikke 
alene ved Metfærd og Dyd verdige Gjefter i Uferned here 
lige Boliger, men og ved Fapperhed og Mod verdige Med» 
Hjæmpere for Ufernes Sag. Af denne Unfkuelfe udviklede 
fig den frigerfte Aand, fom befjælede Wfadyrferne, fom 
bragte dem til at agte Tapperhed for den høiefte Dyd, og 
fom gjorde dem wuimodftaaelige for deres Fiender. 


Forſte Tidsrum. 
Sagnbiftorien. 


— — 


da nordgermaniffe Stammes Jndvandring i Norge maa 
| miages at være foregaaet for Begyndelſen af vor Tidsreg⸗ 
fm ning. Bed Gprifti Fodfel var den allerede ubdbredt over 
ble Rorge lige til dets fydligfte Grændfe. Men at fore 
følge Folkeſtammens Udbredelfe op lige til dette Tidspunkt 
der fig ilfe gjøre. Forſt ved de merkelige Omvæltninger, 
br frembragte de tre nordiffe Riger, Norge, Sverige og 
Danmark, fan dens virkelige Hiftorie ſiges at tage fin Be- 
gyndelfe. Men dette var førft ved Midten af det 9de 
Mrhundrede. Et Wartufinde ligger altfaa imellem den 
nordgermaniſte Folkeſtammes fandfiynlige Indvandring i 
brt Norden og den Tidsalder, da dettes paa navngivne 
nogenlunde troverdige Kilber grundede Hiftorie fremtræder. 
Men derfor er iffe dette lange Tiddrum i Nordger- 
mnerne8 Folkeliv 08 ganſte ufjendt. Bi have mere at 
bilde og til end den Rakke af Gisninger og biftorifte 
 Annbinationer, hvorved vi i det Foregaaende have firæbt 
 Mvinde Jndfigt i og Overblif over Folkeſtammens Udbre- 
Mfe og ældfte Samfundsorden; — vi have en Roekke af 
heriſte Oldfagn, der, om de end ofte flreife mere ind paa 
Mythens end paa Hiftoriens Enemerker, om de end ere 
Wlimpffepe med mangen poetiſt Filfæming, oligene fade 


I. Revfer. Norges HBiſtorie. 








66 Gagnbhiftorien. | 


os fafte et Blik ind i Folkets Oldtidsliv og ane betted 
eiendommelige og ftorartede Rorelſer. 

Nordgermanerne og navnlig Nordmændene have fin 
heroiſte Sagnbhiftorie, der danner den dunkle Baggrund i 
Gtildringen .af deres Folkeliv. Men. denne GSagnbiftorie 
maa iffe mistydes. Dens Verd ligger ikke deri, at man 
af den ſtulde Funne ffabe en virkelig Hiftorie, filtre Styrer— 
elier Songeræffer eller en i det Enkelte noiagtig Tids- 
regning for Begivenheder og VPerfoner. Der var er 
Tid, da Hiftoriegranfferne anvendte en uendelig Flid oc 
Moie herpaa, men uden at opnaa Refultater, der funna 
fylbeftgjøre deres Gfterfølgere. Det er ikke det heroiſt- 
Sagns Natur at agte paa Tidsregning, eller at forfølg- 
Glægtrætkerne med Noiagtighed gjennem mange Aarhun 
dreder, eller med rolig Bevidfthed at fremftille Samfunds 
ordenens Udvikling paa dens forffjelige Trin. De heroiſt 
Sagns Verd ligger i deres paa en poetiſt Opfaming grunm 
bede Skildring af enkelte fremragende Perfonligheder og om 
enfelte til disfe knyttede florartede Begivenheder, der ve= 
fin poetiffe Jnteresfe langt mere end ved fin politifte Biam 
tighed have vakt Samtidens og Eftertidens Opmerffombhe 
og Benndring. Disfe Skildringer ere ofteft heelt igjennemm 
indflettede med det Overnaturlige og faaledeg indflettede dem 
med, at, Hvis man borttager dette, have de tabt baade fm 
indre GSammenhæng og fin rette Betydning. De maa b« 
tragte8 fom et Billede af Tidsalderens Unftuelfer, Tenk « 
maade og Leveviis, hvilket maa opfattes i fin Heelhed == 
ifte ſonderlemmes, hvilket vel maa behandles med et fritk 
Overblik, men ikke i fine Enkeltheder underfaftes en free 
og fmaalig bhiftorift Udtydning. Man maa altid erindre 
at det egentlig er Jollepoefiens Fofter, man her har fø 
fig, og at den poetiſte Jndflædning er faaledes fmeltel 
fammen med det hiftoriffe Emne, at en ſtreng Uffondring 
mellem begge umulig lader fig tandbringe. 


Indledning. 67 


Det bliver her ikke Norge alene og de til dette Land 

fnyttede Oldſagn, paa hvilke vi fulle hefte Opmerkſomhe⸗ 
den; det bliver paa den nordgermaniffe Folteftammed 
Oldfagn i det Hele i deres norſte Form. Vi maa nemlig 
erindre 08, at her handles om et Tidsrum, da endnu ikke 
be tre nordiffe Miger vare opftaaede, da ikke engang nogen 
Grendfe mellem Folkeſtammens tre Grene var dragen. 
Bi maa ogfaa erindre os, at Folfeftammen8 Optræden fom 
erobrende paa ben fydgermaniffe Folfeftammes ældre Ene- 
merfer var den Begivenhed, fom fremfaldte de ftore Fore» 
tagender og de udmerfede Perfonligheder, der fæftede fig i 
Sagnet, og at det netop derfor er Vilfældet, at de herviffe 
Oldfagn meft dreie fig om Helte, der have færbet8 udenfor 
Norge og den nordgermaniffe Folfeftammes førfte Hjem- 
fleder i Skandinavien, i de gøtiffe Lande, i Danmark, ja 
endog i fjærnere Egne, hvor den nordgermaniffe Stamme 
ikke vandt noget ftadigt Herredømme. 

Hiftoriegranfferne betragtede længe, med Snorres Yng⸗ 

fingafaga til Hjemmel, en odinft Jndvandring fom 
Udgangapunktet for de nordiffe Folks Sagnhiftorie. Men ve 
myefte Tiders Kritif har tilftræffelig oplyft, at Odin fom 
hiſtoriſt Perfonlighed, fom jordift Høvding, har været 
Hedendommen ubefjendt og er et blot og bart Fofter af 
den tidligere Åriftelige Middelalders lærde Kombinationer 
og Mythefortolfninger. Med Ovins bhiftoriffe Perſon⸗ 
lighed fvinder ogfaa den hele Theori om den odinſte Ind⸗ 
vandring i Norden og den derpaa grundede Tidsregning. 
Det biftoriffe Grundlag før denne Fortelling er filker- 
figen fun en dunfelt opfattet, i Sagnet forplantet Bevidft- 
J. bom den nordgermanifte Folfeftammes og med ben ben 
ich edinſte Religions, Aſatroens, Indflytning til Skandinaviens 
ånde fra fjærne Egne i Oſten. — Vaa lignende Maade 
frhjolber bet fig med Nors Jndvandring i Norge, fom 
bn gamle Fortælling om Norges Bebyggelje (Fundinn 
n* 








68 Sagnhiſtorien. 


Noregr) fremſtiller. Ei heller den har ſpillet nogen Rolle i 
Hedendommens Sagn; forſt i chriſtelige Tider er den op⸗ 
ſtillet, udentvivl for at ſtaffe en Støtte for visſe, tildeels 
maaſtee ældre, lærde Meninger, ja vel ogſaa ældgamle fors 
virredbe Sagn om Retningen af ben nordgermaniffe Befolk⸗ 
nings Ubbredelfe over Norge, og om de norfte Konge= og 
Høvdingecætters Oprindelfe. Ingen af disſe tvende Fndvan- 
dringsberetninger fan nu længer hevde fin Plads i den 
egentlige GSagnbhiftorie, uden i alle Fald fom dunkle Fin 
gerpeg paa en ældgammel Folfemening. 


Bi ftille i Spidfen for Nordmændenes Sagnbhiftorie 
et Sagn, der fynes at tilhøre den fjærnefte Oldtid, ogs 
fom maaffee er reent mythiſt, et Sagn, der flildrer oe 
Undergangen af den Iyffelige Fredens Tiddalder, fom anfaaet 
for at ligge i den fjærnefte Baggrund af Menneffenez 
ligeſom af Gudernes Tilværelfe. Dette er Sagnet om 


Srodes Fred. 


Denne Fred herflede, da ben maægtige Kong Frode. 
Son af Fridleif, der igjen var Søn af Skjold, der faldt 
Odins Søn, fad paa Leidra Kongeftol i Danmarf. J hand 
Tid fandtes ingen Tyv og ingen Ransmand; en Guldringg 
funde figge paa den aabne Hede uden at blive bortftjaalen;= 
da fornærmede Jngen fin Næfte; felv Blodhevnen blev eiẽ 
ubøvet, og Ingen dræbte fin Faders eller Broder Bane— 
mand, om han end fandt ham bunden for fig. Kong: 
Frode fjøbte to FTroælkvinder af Jotunet og af uhyre 
Styre; dem fatte han til at drage en Kvern, fom ingen- 
Anden formaaede at dreie. Den Egenſkab fulgte Kvernen, 
at den malede Alt, hvad den Malende bed. Frode lod 
Jotunkvinderne male fig Guld og Fred og Lykke, og gav» 
bem ei fængere Hvile, end medens de kunde fvæde em 
Sang. De fang da den fastaldte Grottefang d. e— 


Frodes Fred. 69 


fvernfangen, og dysfede Frøde og alle hans Mænd i Søvn; 
derpaa malede de en Fiendehær paa ham om Natten. En 
Solonge overfaldt og dræbte ham, og nu endtes Frodes Fred. 
Dette Sagn, der fløtter fig til bet ældgamle dunkle 

Digt, fom kaldes Grottefangen, og fom endnu er til, 
fynes at ville fremftille Krigens og Forbrydelfernes Op» 
fomft i Berden fom en Følge af den menneftelige Begjær- 
lighed efter Guld og et Overmaal af alle Livetö Goder. 
Den famme Idee forefømmer her, fom er faa gjennemgri» 
bende å hele den gamle nordiſte Gudelære, at Jøtunvæfener 
bare Aarſagen til alt det Onde i Berden. De fremftilles 
Paa andre Steder fom ſpakkende Gudernes Kraft, da disſe 
forbandt fig med dem for at flyrke fin egen Magt; her 
volde de den lykkelige Frodes Undergang, da han vil bes 
nytte fig af deres Kræfter for at forøge fin Lykke og Rigdom. 
Ut ſporge om Tidsalderen er ved dette Sagn forgjæves. 

At de gamle islandſte Hiftoriegranffere have gjort Frode 
til Ghrifti Samtidige paa Grund af den almindelige Fred, 
fom flulde have fundet Sted over hele Verden, da Ghriftus 
fodtes, er naturligvis blot en Gisning, fom falder med fin 
Grundvold. Den maa imidlertid berøreg, fordi den har havt 
en umiskjendelig Sndflydelfe paa Bejtemmelfen af Odins 
Tidsalder, da man i den driftelige Middelalder begyndte at 
Brage dette Bæfen, der upaatvivlelig ene tilhører Gudelæ- 
Yen og Gudeverdenen, ind paa Hiftoriens Enemerfer. Som 
Frodes Farfaderd Fader maatte han have levet omtrent 
100 Aar før Chriſtus, og denne Untagelfe blev fnart en 
Lrordfætning for de gamle Sagamænd, og, hvad der er mere 
underligt, ogfaa for de nyere Hiftoriegranffere, fom her uden 
Betenfning traadte i Sagamændened Fodfpor. — Sagnet 
har desuden neppe været eiendommeligt for NMordgermanerne 
lene; ogfan hos den fydgermanifte Stamme fyned det at 
he levet. Det er faaledes udentvivl et almindelig 
germanif? Gagn, en hiſtoriſt Mythe, tilhørende den he 








70 Sagnbhiftorien. 


germaniffe Folkeklasſe; ogfan dets Faſtelſe ved et beften 
Sted, Leidra, og en vi Kongeæt, Skjoldungernes, bliv 
ſaaledes høift tvivlfom. 

Sagnet om Frodes Fred maa formeentlig betragte 
fom et Udgangspunkt for de hedenfle Nordmaends Hiftori 
Den oprindelige Fred forvandler fig her til Strid — 9 
om Gtrid er det, deres hele GSagnbiftorie dreier fig. 

Bi ville derfor ogfaa fætte nærmeft efter dette Fri 
dens Gagn et andet, ligefaa ubeftemt med Henfyn t 
Tiden, men fom handler om en Kamp, fom ffulde va 
til Ragnarof, til Verdens Undergang — det er Sagnet or 


Hjadningernes Strid. 


En Konge i Norge, fom hed Høgne, havde en Dai 
ter Hild. Engang, da han var Dragen i Kongeftevn 
angreb en anden Konge, Hedin, hang Rige og bortrøvet 
hang Datter. Da Høgne hørte dette, forfulgte han Rove 
ren og indhentede ham ved Haa-D, en af Orknserm 
Hild drog til fin Fader og bad ham et Smykke i Forli 
paa Hedins Begne, men fagde tillige, at denne var ret 
til Strid, og da maatte Høgne ingen Skaanſel vent 
Hogne fvarer fin Datter med haarde Ord. Hun vende 
tilbage til Hedin og figer ham, at Hagne ei vilde forlige 
han maatte berede fig til Kamp. Begge gaa nu i Law 
paa Den og fylke fine Mænd. Hedin kaldte paa Hogu 
og bød ham end engang Forlig og meget Guld i Bade 
men Hogne fvarer: For filbe byder du dette; nu har ja 
draget mit Sverd, fom Dvergene fmedede, og fom f 
være en Mands Bane, hver Gang det blottes; aldr 
fvigter bet i Hugget, ei heller gror det Saar, fom det gjør 
„Du praler af Sverdet," ſvarer Hedin, men ei af Sek 
ren, det Sverd falder jeg godt, fom er fin Herre hud 
Nu begyndte de den Strid, føm er faldet Hjadningern- 
(D. e. Hedins Mends) Strid, va ogs den hele Da: 


Hjadningernes Strid. VBølund. 71 


mod Kvelden fore de til Skibene, men om Natten gif 
vg bvild til Balen og vakte med fin Trolddom alle de Døde. 
Refte Dag fornyedes Kampen, og Ult gif fom ben forrige. 
Hver Nat bleve de Faldne og deres Baaben til Steen; men 
i Dagningen veifte de fig, deres Baaben bleve brugbare, 
og de fjæmpede paa ny. Det figes i de gamle Kvad, at 
Hjadningernes Strid faaleded flal vare til Ragnarok. 
Ogfaa i dette Sagn er det Mvythifle flerkt fremftik 
Pende, og rimeligvis er det af Hedningerne anfeet fom en 
Modſotning til Sagnet om Frodes Fred; det frulde antyde 
Den evige, uforfonlige Strid, fom efter dens Ophor udbrød 
i Verden og flulde vedvare til dens Undergang. Ogfaa til 
Dette Sagn finder man tydelige Spor hos den fydgermani- 
fl Folfeftamme; ogfaa dette har man Grund til at ber 
tragte fom almindelig germaniſk, uagtet bet af Nord⸗ 
mendene er blevet fæftet ved Norge. 
Bi gaa over til et tredie Sagn, ligeſaa mythifl og 
ligeſaa almindeligt i fin Gharafteer fom de tvende føregaaende, 
men dog af et meget forffjelligt Indhold. 


Pølund. 


Der var tre Kongefønner af UAlfernes Folf, ved Navn 
Gail, Slagfinn og Bølund; de løb ofte paa Så og 
jagede vilde Dyr. Engang fandt disſe Brødre ved Stran- 
ben tre Piger, der fpandt Liin; det var Balkyrjer, Konge- 
bettre fra Syden, fom paa GSvanevinger vare komne fly- 
vende og her havde fat fig til Hvile. Den ene hed Olrun, 
den anden Svanhvit, den tredie Alvitr. Brødrene toge 
Ver fin til Gate: Gail Olrun, GSlagfinn Svanhvit og 
Belund den unge Ulvitr. I fyv Bintre boede de fammen; 
men paa Den ottende begyndte Kvinderne at længes efter 
Strid; thi før havde de paa Valkyrjers Viis foævet om, 
Yrer Slag holdtes, havde fliftet Seieren og faaret Kjæmper 
ål Din. Den niende Binter fløi de bort.  Brøvene 





kåt... 


72 Sagnhiſtorien. 


fom bjem fra Jagten og fandt fit Huus tomt; da drog 
Glagfinn mod Syden efter Svanhvit, Egil mod Oſten 
efter SDIrun, men Bolund fad ene tilbage i Ulvdalene, 
fmedede Guldringe og ventede, at hans fljønne Huftru 
ſtulde fomme tilbage Nidud, Njarernes Konge, hørte 
tale om hané Rigdbomme, og higede efter at fomme i Be— 
fiddelfe af dem. en maaneflar Nat drøg han med væ 
nede Mænd til Volunds Opholdafted; han fandt iffe Kunftc: 
neren hjemme, men faa en Mængde Ringe, borttog en om 
dem og fljulte fig med fine Mænd. Volund fom hjem frr - 
Jagten, tændte Ild paa Arnen for at iftege fit Bjørnekjød > 
talte ved dens Skin fine Ringe: Han favnede een og tro 
nu, at Alvitr var fommen tilbage; han fovnede uden — 
ane noget Ondt; men da han vaagnede, fandt han fÆ 
bunden og omringet af Niduds Mænd. Kongen lod ham 
føre hjem med fig; felv bar han Volunds gode Sverd, — 
fin Datter Bødvild gav han Ringen, fom han havde rane 
Baa fin Dronnings Bøn overffar. han GSenerne paa V= 
lunde Fodder og fatte ham i et Fangſel til at ſmer— 
fig alle Slag Kunftverfer. Bolund grundede Dag og NT 
paa Hevn, og dertil fik han fart Leilighed. Niduds ung 
Sønner løb til Fongfelet og fandt Behag i at befee alm 
de Klenodier, fom Volund havde fmedet; han bad dem 
fomme igjen moæfte Dag, faa at Ingen i deres Fader 
Gaard vidfte om det, da flulde han vife dem noget endna 
fljønnere. Drengene fom; men Volund drabte dem e— 
fljulte deres Legemer under Fængfeleté Jordgulv; bderpam 
befløg han deres Hovedffaller med Sølv og fendte dem fomm 
Drikkekar til Kongen; deres Dine indfattede han i Guld tå 
Smykker for Dronningen, og af VTænderne gjorde ho 
Halsbaand til Bødvild, Kongens Datter. Nidud favnede fi 
Gønner; men ingen funde fige ham, hvor de vare; dog vc⸗ 
iffe hermed Volunds Hevn fuldendt. Bodvild fønderbr 
den Ming, hendes Fader havde ſtjenket hende, og af Fry — 


Bølund. 73 


for hans Brede gif hun ene til Volunds Fangſel for at 
faa den iftandfat. Han gav hende en føvndysfende Drik 
og frenfede hende. Paa funftige Binger fvang han fig 
derpaa i Cuften, fortalte den forgfuldbe Konge fin Hevn og 
fei bort med Latter. 

Saaledes fortælles dette Oldfagn i det fljønne Digt 


ig fin ſtorſte Reenhed, men gjenfinde8 ogfaa mere eller mindre 
forvanftet hos flere af ben fydgermanifte Folkeſtammes 
Grene. J den profaifte Jndledning til dette Digt faldes 
Bolund Finnefongen8 Søn; men denne Benævnelfe fore 
Fommer iffe i Gangen felv; her falbe8 han derimod paa to 
Steder ei Ulf er.2) Alfheim kaldtes i gamle Dage Landet 
mellem Gautelf og Raumelf (Gøtaelven og Glommen), der fiden 
regnedes til Norge. Dette Landa Indbyggere er det uden 
Tyoivl, Sagnet mener med de Ulfer, til hvis Folk Bølund 
berte.*) 
Forreften er det vift yderft vanffeligt at fige, Hvorvidt 
Den bhiftoriffe Fortolkning med Henfyn til dette Sagn bør 
Qaa. Det flildrer aabenbart den menneftelige Kunſts og 
Klogſtabs Overlegenhed og Seier over Ondflaben og Mis- 
- ndelfen. Navnet Völundr, en ældre Form for vélandi, 
betegner den, ber arbeider med Kunft eller virker med Lift, 
og Nidudr, en ældre Form for nidandi, betegner den, der 
VDirker med Ondftab. Den famme Idee ubdtaler fig her, 
fom i den græffe Mythe om Dadalus, — og det Hiftorifte 
er i begge Myther lige vanfleligt at gribe, om ellers virke 
Utg nogen biftoriff Begivenhed danner Grundlaget. 

J de tre Oldfagn, vi hidtil have betragtet, var Det 
mathifte Grundiftof bet forherffende. Et mere hiftorif 
Bag har det Sagn, fom nu flal fortælles. 

Y Str. 10 Ålfa 1j60i d. e. Alfernes Landsmand, og Str. 13 visi Ålfa 


d. e. Alfernes Konge. 
SEee ovenfor &. 35. 








74 Sagnhiſtorien. 


Helge Hjorvardsſon. 


Hjorvard, en Konge i Norge, havde gjort det Løfte, 
at han vilde have Den fljønnefte Kvinde til Egte; han 
havde tre Koner og Sønner med bem alle. En Dag flod 
Atle, Søn af Kongens Jarl, i en Lund og talte med 
fine Moænd; de rofte Hjørvardå Koners Skjonhed og fagde, 
at deres Qige fandtes ikke. Da hørte Utle em Fugl opp 
i Traet fige, at ingen af Kongens Huftruer funde i Skjon⸗ 
hed maale fig med Sigrlinn, Kong Svafners Datter. 
Da Hjørvard fikf dette at vide, fendte han Utle til Svafner 
for at beile for fig til Gigrlinn; men Jarlen Franmar, 
fom havde opfoftret hende, var Aarſag i, at han fik Ufflag 
og maatte Drage hjem igjen med uforrettet Gag. Kongen 
drøg da felv med Utle, og da de fom paa et Fjeld, hvor 
fra de funde fee ud over Svafners Land, var Alt her op 
fyldt med Røg. De drøge ned af Fjeldet til en Elv og 
her dvælede Kongen om Natten; men Utle holdt Bagt, og 
gif over Elven. Han ftødte paa et Huus, hvor en flor 
Fugl fad paa Faget og var falden i Søvn; Atle gjennem 
ftaf den med et Spyd, gif ind i Hufet og fandt her Sigr- 
linn og Nalof, Jarlen Franmars Datter. Han fik vide, 
at en Konge, Rodmar, Gigrlinns Beiler, havde drævt 
Kong GSvafner og brændt og herjet i hans Land, men 
Jranmar Jarl havde i em Orns Skikkelſe ved Trolddom 
- forfvaret Pigerne. Atle førte dem nu begge bort med fig; 
han felv egtede Aalof, men Kongen Sigrlinn. Hjørvard og 
Sigrlinn avlede en Søn, der var for og fljøn, men taus, 
og intet Navn fæftedes ved ham. Engang fad denne paa 
en Høi og ſaa ni Balkyrjer fomme ridende; een af dem 
var herligere end alle de andre; hun hed Svaafa, Kong 
Eylimes Datter; hun red gjennem Quften og over Havet 
Hun hilfede Ynglingen med Navnet Helge, opmuntrede han 
til Heltebaad, fagde ham, hvor kan kulde finde et herlig! 


Helge Hjørvardsføn. 75 


erd, lovede ham fin Kjærlighed og beftjærmede ham 
mi Kamp. Helge gik nu til fin Fader og eggede Ham 
at hevne Svafners Død paa Rodmar, og bemægtige 
bet Rige, fom Gigrlinn var Urving til. Hjørvard gav 
men Hær, og tilligemed Utle angreb han Rodmar og 
Bede ham. Siden udførte Helge mangen Heltedaad og 
ebte blandt andet Søtunen Hate. Han fom til Kong 
lime og fil Gvaafa til Egte, men vedblev at fværme 
1 i Reding. Hans Stifbroder Hedin var hjemme hos 
: Fader, Kong Hjørvard, i Norge. En Juleaften, da 
din drøg ene gjennem en Skov, modte han en Trold⸗ 
nde, Der ved paa en Ulv og havde Orme til Bidfel. 
m bod ham fin Kjærlighed, men han afflog den. Da 
pe hun, at han ſtulde undgjælde dette ved Bragehornet. 
din fom hjem, og om Kvelden blev GSonegalten frem- 
et; paa den lagde Meoændene fine Hoænder og gjorde 
fter ved Bragebægeret. Hedin gjorde det Løfte at ville 
| Svaafa, Eylimes Datter, fin Broder Elſtede, til 
fru. Men ftrar, da Løftet var gjort, angrede han det 
erligen; han for bort mod Syden og vidfte ei felv, 
orhen han drog; endelig fandt han Helge. Forundret 
ungte denne, hvi Han ene var Dragen bort fra fin Faders 
nd. Hedin fortalte ham fit ulyffelige Løfte og fin Un» 
c. „Troſt dig, min Broder!" fvarer Helge, „kanſtee 
1 dit Løfte opfyldes. Alf, Kong Rodmars Søn, har 
net mig til Ramp om tre Dage, og jeg tvivler om, 
jeg fommer tilbage med ivet: Alt fan endnu blive 
bi, hvid det er Skjebnens Billie." Da udbrød Hedin: 
Du troer mig verdig Hl dit Benffab, Helge! — heller 
ide du farve bit Sverd i mit Blod, end give dine 
ender Fred.” Det gif, fom Helge havde forudfagt; han 
tv dodelig faaret i Gtriden og fendte et Jilbud til 
Waafa, at hun ſtulde fomme til ham, før han døde. 
aja fom og hilfede den døende Helge. Ham bad tende 


76 Saguhiftorien. 


ftjenfe Hedin fin Sjørlighed, men hun fvarede, at hi 
havde lovet, aldrig at elſte nogen Konge efter Helges De 
Da bad Hedin Svaafa om et Kys og lovede aldrig 
vende tilbage til fit Fødeland, før han havde hevnet Hel 
Hjorvardsſon, den bedfte Konge paa Jorden. 

Dette Sagn, fom her er fortalt efter det gamle Kva 
om Helge Hjørvarbåføn i den ældre Edda, tilhører ude 
al Tvivl en fjærn Fortid og peger hen paa det aldſte Tidé 
rum af den nordgermaniffe GStammes Udbredelfe udenfo 
dens oprindelige Bopæle paa den flandinavifte Halvo. Me 
bet er altfor eneftaaende, til at man fan drage nogen Slut 
ning om, hvilken Tidsalder dets hiſtoriſke Stof fan tilhøre. 


1) Den Sagnkreds, der handler om Hervør og Kong Heidref 
hviler maaffee ogfaa paa en biftoriff Grundvold. Men Sypørgé 
maalet er her, om man har for fig et ublandet nordgermanif 
Sagn, eller om bet iffe fnarere i fine Hovedbeſtanddele er et på 
norbgermanift Grund overført fybgermaniff-gotift, der Fn 
i ganffe enfelte Bunkter er Nordbmændenes Hiftorie vedfommende 
Det fynes at føre os op i en Tidsalder, da endnu fydgermanif 
og iſer gotiffe Folfefærb vare be herffenbe paa begge Sider a 
Øfterføen, og ben nordgermaniffe Stammes Jubflydelfe i vidi 
Egne endnu var mindre iøinefaldende og virffom. Begivenhe 
derne, fom det omhandler, hvid be forøvrigt ere hiftoriffe, ma 
ubentvivl henføres til et af de førfte Narhundreder af vor Tids 
regning. 

Sagnet om Rig, der førft bar Kongenavn, om hans Sr 
Dany og Sønneføn Dan hlin flolte eller pragtfulbe (mikilléti) 
efter hvem Danmark fif Navn, flaar i den nøiefte Forbindeli 
med bet allerede ovenfor berørte i Eddadigtet Nigamaal indeholdi 
Gagn om de forffjellige Samfundsflasfers og fortrinsviis Jar 
lerneé eller Krigernes Oprindelfe fra en Jnfarnation 6 
Heimdall, en af Aferne, under Navnet Rig. Sagnet tyde 
utvivlfomt hen paa, at Danerne egentlig falde fammen mé 
denne blandt Nordgermanerne fremftaaende Krigerflasje, fo! 
tænttes at flaa under Ovins og Afernes færlige Beftyttelfe, fo! 
efterhaanden underlagde fig det efter den opfaldte Danmarf, < 
blandt hvilfen ført Kongenavnet Wiførtes. Dan maa vif! 


Bølsunger og Gjuftunger. 77 


De norſte Oldſagn, vi hidtil have betragtet, ſtaa 
mølige. Intet Baand ſammenknytter dem indbyrdes og 
tet hefter dem til nogen vidtloftigere Sagnkreds. Ander⸗ 
des forholder Ddet fig med de Oldfagn, paa hvilke vi nu 
ille henvende vor Opmerffomhed, nemlig Sagnene om 


Dolsunger og Gjukunger. 


Intet af Nordmandenes Oldfagn fyned at have været 
nre udbredt i Folkemunde og oftere Gjenftand for Skal—⸗ 
mes Avad. Disſe Sagn have derfor ogfaa tidlig i Tra» 
itionen formet fig til en fluttet Sagnkreds, til en af. 
mdet Heltehiftorie, omfattende flere Epiſoder, der rimelige 
ti, hvad de virfelige Begivenheder angaar, have flaaet 
inanden fjærnere, end Sagnet fremftiller dem. Bi ville 
jemgive Indholdet af benne merkelige Sagnkreds faaledes, 
m be gamle i Hedenffabet digtede Kvad fremftille det, og 
taledeg fom ben paa disſe Digte grundede Tradition har 
mmenfjebet og førmet bet. 


Dolsungernes Øprindelfe. 


Der var en Mand ved Navn Sige, der flammede 
fa Guberne og faldtes Odins Søn; denne var for et 


anfees fom et Slags Perfonififation af hiin Krigerflasfe, Hvilfen 
optraadte fom erobrende og friftende Miger paa be fybgermanifte, 
iſer gotiffe Folkeferds ældre Enemerker, og fra hvilfen den ban: 
ſte Green af ben nordgermaniffe Folfeftamme egentlig ubfprang. 
De gamle norff-islandffe Hiftoriegranffere have, efter GSlægtre- 
gifttene at dømme, tankt fig Dan fom hiftoriff Perfon at have 
leret i det 3die Narh. efter Chr. Dette falber befynderlig not 
ſammen med bet Tidsrum, i hvilfet man af andre ovenfor berørte 
Grunde maa formode, at Norbdmændenes Optræden fom Erobrere 
Ma fybgermaniff Grund er bleven almindelig og har virfet hine 
fore Bevægelfer blandt den gotiffe Green af den fybgermanifte 
delleſtamme, der fpille en faa vigtig Rolle i den ſtore germanife 
dellerandring. Maaſtee er dette en FTilfældighed, men det bar 
beg Ne Iabed ganffe upaaagtet. 


78 Sagnhiſtorien. 


Mord bleven fredloss. Odin ledſagede ham til fjærne 
Lande; her fil han Krigsſtibe og blev endelig Konge i 
Hunaland.1) Som Olding blev Sige dræbt af fin Koned 
Jrænder. Hans Søn, Rerer, var dengang fraværende; 
men da han hørte Faderens Skjebne, hevnede han hand 
Død og tog hans Rige i Befiddelfe. Merer var en magtig 
Konge, men havde ingen Børn. Han og hans Dronning 
bade Guderne inderlig om en Arving, og Odin hørte deres 
Bøn. $Han bød Vøtunen Rimners Datter bringe Kongen 
et ble, og fort efterat han havde fpiift af dette, blev 
Dronningen frugtfommelig, men funde ikfe føde. Imidler⸗ 
tid var Merer dragen i Leding, og fnart rygtedes bet, at 
han var hengangen til Odin. Men Dronningen 
maatte lade Foftret fljære ud af fit Liv. Det var en flor 
Dreng, der fil Navnet Bølsung og fysfede Moderen, før 
hun bøde. | 
Bølsung vorede til og blev en tapper Helt og Stam- 
fader før den St, der efter ham kaldtes Volsunger. 
Han egtede Jøtunen Rimner8 Datter og avlede med hende 
ti Sønner og een Datter. Uf alle digfe Børn vare de tv 
ældfte de herligfte, Tvillingerne Sigmund og Sign). 
Signy blev gift med Siggeir, Konge i Gautland. Midt i 
Hallen, hvor Bryllupagjeftebudet flod, var en for Eg, hvid 
Rødder gif under Gulvet, og hvid Krone naaede op over 
Jaget. Om Kvelden fom en gammel eensiet Mand, ind» 
hyllet i en Kappe og med en fid Hat paa Hovedet, ind 
blandt Gjefterne; han huggede ét Sverd faft i Egens Stamme, 
fom en Gave for den, der mægtede at tage det ud; 99 
derpaa forfvandt han. Det var Odin, ber vilde faare fin 
Nndling blandt Volsungs Sønner. Jngen å Hallen kunde 
roffe Sverdet uben Sigmund, og han beholdt det. Men 
1) En ubeftemt Benævnelfe i vore ældfte Oldfagn, hvorved, fom det 


ſynes, betegnes ethvert ſydligere Land, beboet af Folfefærd, der 
ef børte til ben nordgermanitte Strmme. 


Bølsungernes Oprindelfe. 79 


xved vakte han fin GSvoger Giggeird Misundelfe, og 
mne beſſutter Volsungs og hans Sonners Undergang. 
zed ſin Bortreiſe fra Brylluppet indbyder Siggeir Volsung 
Il at gjefte fig i Gautland, og Volsung modtager Indby⸗ 
effen. Han fom paa den aftalte Tid med alle fine Søn» 
ur til Siggeir$ Mige. Signy advarede ham mod fin 
Mand Gvig; men VBøldung vilde ikke lytte til hendes 
Advarſſer. Han blev overfalden af GSiggeir med en langt 
verlegen Hær. Volsung faldt i Kampen efter den tapprefte 
Rodftand; men alle hans Sønner bleve fangne. 
Siggeir lod dem med bundne Hænder fæfte med Fod⸗ 
kne til et ftort Iræ i Stoven, og hver Nat fom en Ulv 
» fortærede en af dem. Tilfidft var fun Sigmund, Sig 
18 Loillingbroder, tilbage. Ham vilde nu Gigny forføge 
t redde; hun lod hans Unfigt overſmore med Honning 
M noget af ben lægge i hans Mund. Da Ulven fom, 
liftede den Honningen og ftaf Tungen ind i hans Mund. 
Sigmund bed til; Ulven fparfede nu faa ſterkt imod 
Uæet, at Bailen, fom Holdt Sigmunds Fodder, fyrang; 
nn fom los og flygtede til en Hule i Skoven. Signy 
endte ham her to af fine Sønner, den ene efter den anden, 
or at de ffulde ftaa ham bi; men da han fandt, at de 
nanglede Mod, dræbte han dem begge efter hendes Maad. 
Ru fliftede Signy felv Skikkelſe med en Troldkvinde, var 
08 fin Broder i Hulen tre Nætter og fødte derpaa en 
Sen, fom blev kaldet Sinfjøtle. Da denne var ti ar 
gammel, fendte hun ham til Sigmund, ber førft prøvede 
Dungend Mod, og fiden vanfede om med ham fom Røver 
rat hærde ham. Endelig gif Sigmund og Ginfjøtle 
il Siggeirs Gaard; men de bleve her røbede og overvæls 
We. Siggeir lod dem nu fafte i en Grav for der at 
fulte ihjel, det Dieblik, da Graven flulde lukkes, fom 
Siquy til, og faftede ned til dem Sigmunds Sverd, Mju 
Let vbalmtnippe. Bed Hjælp af Sverdet arbeidde de Aa 





80 Sagnhiſtorien. 


om Natten op af Graven og ſatte Ild paa Siggeirs Gaard, 
medens han og alle hans Mend fov. Da Signy horte, 
hvad der var paa JFærde, gif hun ud, kysfede fin Broder 
og fin Søn til Uffted, gik derpaa ind igjen i Luerne og 
fagde, at hun nu var glad ved at de med den Mand, med 
hvem hun nødigen havde levet.1) 


Helge Hundingsbane. 

Sigmund egtede fiden Borghild af Braalund og 
avlede med hende Sønnen Helge. I den Nat, da han fodtes, 
fpandt Nornerne hans Skjebne, medens Stormen brufede 
om Braalund8 Gaard, og de forkyndte, at han frulde blive 
en tapper og mægtig Konge, hvis Minde fredfe ſtulde leve i 
Norden. Tidlig udmerkede Helge fig ved fore Bedrifter, 
og hang Halvbroder Ginfjøtle ledfagede ham paa hand 
Gøtoge. Han fældede en Konge Hunding, og da denned 
Sønner vilde hevne JFaderen8 Dad, dræbte Han ogfaa dem å 
i et blodigt Slag, og erhvervede fig herved Filnavnet - 
Hundingsbane. Da han efter denne Kamp, træt af 
Striden, fad under et Fjeld, fom en Stare af Piger ridende 
med blodige Brynjer og  føraalende Spyd. En af dem 
Hilfede Helge og bad ham om Beftyttelfe; hun hed Sigrun 
og var Datter af en Konge Høgne; hun var en Balkyrit 
og ted gjennem Cuften og over Havet. Paa et Kongefte nt 
havde Faderen bortlovet hende til Hødbrodd, en Søn af 
Kong Granmar, der boede paa Svarinshaug. Men 
Sigrun vilde ikke egte ham; derfor var hun kommen til 
Helge. Helge føvede at hjælpe hende. Fra alle Kant 
fom Gfibe for at folge ham. Paa Veien fil Helge en tert 
Storm, men iftedetfor at minke Geilene bad han at heite 
dem høiere. Da vifte Sigrun fig i Luften, og Stormen 
lagde fig; be landede ved Frefaftein (Ulvens Klippe)- 


1) Bøléunga Saga. Kap. 1—8. 


Helge Hundingsbane. 81 


Granmard Sønner faa fra en Klippe Skibene nærme fig og ru- 
fede fig til Strid. Mange Konger fom for at hjælpe dem og 
blandt disfe Høgne, Sigruns Fader, med fine to Sønner 
Brage og Dag. En blodig Kamp begyndte: Granmars Son⸗ 
ner.og alle de Høvdinger, fom fulgte dem, faldt i Striden, 
undtagen Dag Høgneføn, fom fit Fred af Helge og maatte 
- foerge Bolsungerne Troſkab. Helge egtede Sigrun, men 
levde ei længe med hende. Dag Høgneføn, Sigruns 
- Broder, offrede til Odin, at denne flulde lade ham faa 
hevnet fin Jader, og Odin laante Dag fit Spyd. Han 
modte Helge og gjennemborede ham med Spydet. Derpaa 
red han til fin Soſter, Sigrun, fagde hende, hvad der var 
hændet, og bød hende Bøver for fin Gjerning; men hun 
forbandede fin Broder og vilde ingen Boder modtage. 
Helge blev lagt i Haug, og da han fom til Balhal, bed Ovin 
ham raade før Ult med fig. Om Aftenen gif Sigruns 
Jjeneftefvinde forbi Helges Gravhaug og faa Ham med 
mange Mænd ride til Haugen. Pigen gif hjem og fagde 
Sigrun, hvad hun havde feet; firar gif denne til Haugen, 
redte et Leie for fig og Helge og var hos ham, til Mor- 
genen gryede. Da tog Helge Ufiled med Eigrun og red 
Bort paa fin blege Heſt; thi han ffulde være i Balhal, før 
Hanen vafte Ginherjerne. Sigrun fevede fun fort; Sorg 
og Lengſel endte fnart hendes Dage.) 


Sinfjøtles og Sigmunds Død. 


Gfter Helges Dead fværmede hand Halvbroder Sin- 
- flette om paa Sotoge. Han og Gunnar, hans GStifmo- 
er Borghilds Broder, beilede begge til famme Kvinde. 

deaf veifte fig Uenighed mellem dem, og Ginfjøtle dræbte 


BE 0 Belgakvida Hundingsbana I. LI. f ben ældre Gbba. 
N.Keyfer. Norges Hiltorie. 6 





82 GSagnbhiftorien. - 


Gunnar. Da Borghild hørte dette, bød hun Ginfjøtle a 
drage bort; men Sigmund bødede hendes Broderd Død, 
og heri maatte hun finde fig. Men ved Gravøllet, da 
Borghild bar Drik om til Gjefterne, rakte hun Cinfjetle 
et ftort Horn fyldt med Gift. Han faa paa Drikken, føre 
ftod, hvad det var, og fagde til Sigmund: ,Gjæret er 
Ollet.“ Da tog Gigmund Hornet og tømte det. Det 
gamle Sagn figer, at Sigmund var faa haardfør, at ingen 
Gift fladede ham hverken udvorteg eller indvortes; alle 
hang Gønner funde ogſaa taale Gift, men fun udvorteå. 
Anden Gang rakte Borghild Ginfjøtle Hornet; men det 
gif fom forhen. Da rafte hun ham det tredie Gang og 
føiede Bebreidelfer til. Endnu fagde Sinfjøtle det Samme 
til fin Fader; men denne fvarede: „Lad GSljegget fr 
Drikken.“ Ginfjøtle drak og døde ftrar. Sigmund har 
ham et langt Styffe Bei i fin Favn. Endelig fom han 
til en fmal Fjord, hvor der laa en Mand i en liden Baad. 
Manden tilbad fig at føre Liget over; men ſtrax fom han 
havde faaet bet ombord, forfvandt han med Baaden. De 
var Odin, fom hentede fin udfaarede Yndlings Søn. J 
Brede forlod nu Sigmund Borghild og egtede Hjordis, 
Kong Eylimes Datter. ort efter blev han overfalden 
af Lyngve, Hunding8 Son. Sigmund fjæmpede længe 
tappert mod Overmagten, indtil en eenøiet Mand traadte 
imod ham med en fid Hat paa Hovedet og å en blaa 
Kappe; denne Mand holdt fit Spyd mod Kongen Sverd; 
Sverdet braft ifønder, og den gamle Sigmund faldt med 
det mefte af fin Hær. Om Natten fom Hjørdis til Bal: 
pladfen; hun fandt Sigmund endnu i Live og fpurgte, om 
han funde læge? Han fvarede, at han ei vilde det; thi 
Lykken var vegen fra ham, fiden Odin havde brudt 
hang Sverd. Men han bod Hjørdis famle detg Brud- 
flyffer og give det til ben Gen, fom hun bar under fi 


Sinfjøtles og Sigmunds Død. Sigurd Fafnersbane. 83 


gjette; thi denne ſtulde blive den navnkundigſte af Vols— 
ungerneg Et. 1) 


Sigurd Fafuersbane. 


Hjørdis, Sigmunds Enke, blev bortført af en Flot 
Bilinger, fom landede ved Balpladfen; deres Unfører var 
Ulf, en Søn af Kong Hjalprek, der førte hende hjem 
fil fin Faders Mige, og i Hjalprefs Gaard fødte hun en 
Søn, der blev faldet Siqurd. Gigurd blev opfoftret hos 
Smeden Regin, Reidmaré Søn. Denne liftige Mand 
eggede ham til at forlange af Kong Hjalprek fin Faders 
Stat. Men Sigurd forlangte fun en Heft af Hjalprek, og 
Kongen tillod ham felv at udvælge fig den. Odin, i 
Gtittelfe af en gammel fljegget Mand, hjalp ham nu tl 
at finde Heften Grane, der var af Sleipner Ut; den 
Heſt eiede Sigurd, faalænge han fevede. Regin opmuntrede 
nn Sigurd til at føge Fafners Stat, og fortalte ham 
derfor, hvorledes det forholdt fig med denne. 

De tre Ufer Odin, Loke og Høner vandrede engang 
omfring paa Jorden. De faa ved en Fos en Oter, fom 
fod med luffede Dine og fortærede en ar. Loke faftede 
en Steen efter den, og var faa heldig at dræbe den. Aferne 
fynte8, Det var godt truffet, flaaede Oteren og gif til den 
nermefte Gaard for at faa Nattely. Bonden der hed 
Reidmar og var en tryllefyndig Mand. Da han hørte 
Aſerne fortælle om deres Fangſt, faldte han paa fine Søn- 
nr, Fafner og Regin, og fagde dem, at deres Broder 
Dir var dræbt, og bad dem bhjælpe fig at hevne ham. De 
- fingede nu Aferne, og fagde dem, at De havde drædt 
Reidmars Søn Otr, fom havde paataget fig en Oterd 


) $ortællingen om Sigmunds og Sinfjøtles Endeligt er for en 
Del taget af VBølsungafaga, for en Deel af det profalffe Stykke 
i ben ældre Edda, fom bærer Navnet Sinfjötlalok d. e. Stnfst- 
leg GEndeligt. 


G* 


84 GSagnhiftorien. 


Skikkelſe; nu flulde de ei flippe, før de havde fyldt Oter- 
flindet og berpaa ganfle tilbæffet det med puurt Guld; og 
dette maatte de ove med Ed. Loke blev derpaa fendt af 
fled for at bringe Guldet tilveie. Han laante Havgudinden 
Rang Net, og ved Hjælp af dette fangede han Dvergen 
Andvare, fom opholdt fig i em Fos i en Gjeddeg Lige 
nelfé. Dvergen maatte give Loke alt fit Guld; fun em 
Ring firæbte han at fljule; men ogfaa den fratog Loke 
ham. Da lagde Dvergen fin JForbandelfe paa Guldet, og 
fagde, at det ffulde volde Høvdingers Strid og Kongeré 
Bane, og forfvandt Derpaa i Klippen. Men Loke bragte 
Guldet til Reidmars Gaard; Oterbelgen blev fyldt og 
dakket, og Reidmar traadte nu til for at fee, om Alt var 
rigtig gjort. Et af Beidehaarene ved Munden var endnu 
fynligt, og for at bæffe dette forbrede han Andvares Ring, 
fom Aferne endnu havde i Behold. Odin gav ham den, 
og nu vare De løfte; men da Odin havde taget fit Spy 
og Loke (ne Sfo, hvormed han vandrede over Havet og 
gjennem uften, og be vare iførte fin Aſakraft og ei læne 
ger behøvede at frygte, da gjentog Lofe Andvares Forban- 
belfe og fagde, at bette Guld og denne Ring altid frulde 
volde Eierens Død. Derpaa fore Uferne bort; men For 
bandelfen, der var lagt paa Guldet, viifte fnart fin Kraft 
Reidmar tog alt Guldet i Bøder for fin Søn Otté 
Død, men vilde Jntet give hans Brødre Regin og Fafner 
Disfe lagde da Raad op og dræbte fin Fader. Men Va 
Regin nu bad Jafner om at dele Guldet, affløg denn 
det og truede Broderen med Reidmar Skjebne. Da flyg 
tede Regin; men Fafner for med Guldet op paa Gnit 
eden, paatog fig der en Orms Lignelfe og rugede over det 
Alt dette fortalte Regin Sigurd og eggede ham til -l 
dræbe Fafner og vinde Efatten; han fmedede ham dertil 
Sverdet Gram?) af Stykkerne af Sigmunds Gverd 
1) Om bette Sverd fige de gamle Sagn, at Stqurd med det klsvede 
Regine Ambolt, og naar hon holdt vet Å undere Mann og 


» 
kmubhår Bd Mee Sar dk 





———— ENG 


Gigurd Fafnersbane. 85 


Idins Gave. Men Sigurd vilde førft hevne fin Faders 
Dad, og hertil underftøttede Kong Hjalpret ham med Skibe 
og Folk. Da han tumledes om i en rafende GStorm, 
tbenbarede Odin fig for ham Å en gammel Mands Lige 
nelſe, ſtillede Gtormen og gav ham mange Lærdomme. 
Gigurd holdt fiden et flørt Slag med fin Faders Bane» 
mand, Lyngve Hundingaføn, og dennes Brødre; han vandt 
Greier og fældede bem. 

Derpaa fulgte Sigurd med Regin op paa Guitaheden, 
hvor Fafner rugede over Skatten. Sigurd fljulte fig paa 
Regins Raad ved den Sti, paa bhvilfen Fafner krob, naar 
han ſtulde drikke, og da Fafner i Ormelignelfe fom ferie 
dende, fnyfende Gdder, jog Sigurd Sverdet Gram i hand 
Hjerte; men døende advarede Fafner Sigurd om iffe at 
røre hans Guld; thi det vilde vorde hans Bane. Regin 
havde ligget i Gfjul, medens Kampen wvarede; men da 
Nafner var dod, traadte han til, udffar hand Hjerte 
9 bad Sigurd frege det for fig, medens ban felv lagde 
ig til at fove. Sigurd gjorde, fom han bad. Da 
hjertet begyndte at fraade paa GSpiddet, berørte han der 
med Fingeren for at føle, om det var fuldftegt, men brændte 
ſig og ftaf Fingeren i Munden; da Saften fom paa Tun- 
gen, forftod han Fuglenes Roſt. GSvalerne, fom fad i Lo— 
vef, abvaredbe ham mod Regin og fagde, at denne laa og 
tenkte paa, hvorledes han funde fvige Sigurd. Denne 
vile handle flogt, Hvid han fom Megin i Forkjøbet og 
dtebte ham; da blev han ene Herre over alt Fafnerd Guld. 
Sigurd gif da hen til Regin og afhug Hans Hoved; fiden 
filgte han Ormefporet til Fafners eie, tog Skatten og 
førte ben bort med fig paa Granes Ryg.) 


Ubtot brev ned med Strømmen mod dets Eg, blev den over- 
flaaret. 

% Disfe Sagn findes baade i ben ældre Edda (Sigurdarkvida V 
% Fafnismål), I ben yngre Gbdba (Skålda c. 39. 40) og Å Vobe⸗ 


86 GSagubhiftorien. 


Signrd Fafnersbanes Egteſkab og Død. 


Gigurd red nu mod Syden; men paa Beien faa han 
et ſterkt Qy8 og et Skin fom af en brændende Ild. Da 
han nærmede fig, faa han et fovende Mennefte i fuld 
Ruftning, rundt omgivet af blinfende Skjolde fom af em 
Skjoldborg. Giqurd tog Hjælmen af den GSovended Hoved 
og faa, at det var en Kvinde. Hendes Brynje fad faa 
faft, fom om den var voret fammen med Legemet; men 
han flar ben ifønder med Sverdet Gram. Da vaagnede 
Pigen af fin Trylleføvn. Hun nævnte fig Sigrdrifa og 
var en Balkyrje. Hun fagde, at to Konger havde Strid 
med binanden; ben ene hed Hjalmgunnar, en gammel 
Helt, hvem Ovin havde lovet Seier; den anden hed Ag⸗ 
nar, og ham vilde ingen Guddom beftytte. Gigrdrifa 
fældede Hjalmgunnar i Sampen, men paadrog fig herved 
Odins Brede; derfor havde han forkyndt hende, at hun ei 
oftere fom Valkyrje ſtulde uddele Seier i Striden, men 
vorde gift. Hun fvarede med det Løfte aldrig at egte 
nogen Mand, der fjendte Frygt. Odin ftaf hende med en 
GSøvntorn, der voldte den Trylleføvn, af hvilfen Sigurd 
havde vakket hende. Sigurd bad hende lære ham Biigdom, 
„hvis hun vidſte Tidender af alle Verdener,“ og hun under 
viifte ham om de forffjellige Slags Runer og dere hemmer 
lighedsfulde Kræfter og gav ham mange vife Raad.) 


ungafaga (Gap. 21—28). Afvlgelfen mellem de forffjellige For 
tellinger er høift ubetydelig. 

1) Kvadet Sigrdrifumål i den ældre Edda. — I den Yngre Edda, 
Gfalda Kap. 41, fammenblandes Sigrdrifa med Brynhild, Budles 
Datter; ligefaa i Vølsungafaga Kap. 20 fag. Efter den ſidſte har 
desuden Gigurd, før han kommer til Gjufe, truffet Brynhild 

508 hendes Fofterfader Heimer, vundet hendes Kjærlighed og 
ſvoret, at han ingen ffal eie uden hende; men, ba han er fommen 
til Gjuke, giver den trykkefyndige Sunmhid ham on Glewſelsdrik⸗ 


Sigurd Fafnersbane. | 87 


Giden fom Sigurd til en Konge, fom hed Gjule, 
hvis Rige faa ved Rhinen. Gjuke havde med fin Huftru 
Brimhild to Sønner, Gunnar og Hogne, og en Date 
tr, Gudrun. Denne Slægt faldtes Gjukunger eller 
Tiflunger. Sigurd beilede til Gudrun Gjufesdatter, fil 
hende til Egte og foor fig i Foftbrødrelag med hendes 
Brødre. Siden før Gunnar Gjufeføn, ledfaget af Høgne 
og Sigurd, for at beile til Brynhild, Kong Budled 
Datter. Hun fad paa Hindarfjeld, og hendes Sal var 
omgivet med en brændende Ild; hun havde gjort det Løfte, 
hm at ville egte den Mand, fom turde vide gjennem Luen. 
Da Gunnar fom til Jlden, vilde hand Heft ikfe løbe gjen» 
nem den. Sigurd bad ham da fætte fig op paa Grane; men 
heller iffe Denne vilde gaa ind i Querne, da ben merkede, 
at det ei var Sigurd, fom red den. Da fliftede Gunnar 
og Gigurd Udfeende og Baaben; i Gunnard Skikkelſe red 
Sigurd gjennem Ilden, og Brynhild egtede ham. Men 
om Brudenatten lagde han Sverdet Gram mellem fig og 
jende, og om Morgenen gav han hende i Morgengave 
Buldringen, fom Loke fordum havde taget fra Undvare, og 
Men anden af hende til Gjengjæld. Derpaa red han 
bort til fine Gtaldbrødre, fliftede igjen Skikkelſe med 
Gunnar, og denne førte nu Brynhild fom fin Huftru hjem 
til Gjukes Gaard.1) 

Engang gif Brynhild og Gudrun til Rhinen for at 
vifte fit Haar. Brynhild vadede længer ud i Elven end 
Gudrun og fagde, at hun ei vilde have det Band i fit 
Hoved, ſom randt af Gudruns Haar; thi Hun holdt fig for 


faa at han ei længere mindes fit Løfte. Denne Udvivelfe af 
Sagnet Hjendes iffe i de ældfte og oprindeligfte af den ældre Ed- 
das Kvad. 


i) Den ældre Edda, Sigurdarkv. Fafnisb. I, 33 fag. Sigurdarkv. III, 
1 føg. Udførligere i ben Yngre Edda, Sfalda Kay. 41. Vole— 
mrgajaga Kap. 25—27. 


88 | Gagnbhiftorien. 


at være gift med en tapprere Mand end Gudrun. Da 
faqde Gudrun, at ingen Mand i Berden havde øsvet fore 
Daad end Sigurd, der dræbte Fafner og Regin. „Storte 
Daad var det," fvarede Brynhild, ,at Gunnar red gjennem 
Flammen; det turde ei Sigurd.” Da lo Gudrun og fagde: 
„Den Mand, tror jeg, bvilede ved din Side, der gav mig 
Denne Ring; men den Ming, fom du bærer, og fom du fil 
i Morgengave, det er Andvares Ring; den hentede ei Gun» 
nar paa Gnitaheden.*1) 

Brynhild faa, at hun var bedraget; Gigurd var den, 
hun havde fvoret at egte; men han var Gudrunö Mand. 
Hellere vilde hun nu fee ham dad, end i Gudruné Favn. 
Hun eggede Gunnar til at tage ham af Dage, men hvers 
fen han eller Hogne, hang Broder, vilde begaa faa fort 
Nidingsverk, at dræbe deres fvorne Foſtbroder. Ophidfede 
af Brynhild overtalte de endelig fin Halvbroder Guthorm 
til at udføre denne Udaad. Han gjennemborede Sigurd, 
Da han fov ved Gudruns Side, og Gudrun vaagnede 
foømmende i fin Mand Blod. 

Brynhild havde nu udført fin Hevn og vilde ei læn 
ger Teve. Hun lod Gigurd lægge paa et berligt Baal 
og bod, at man ſtulde brænde hende ved hang Side og 
lægge Sverdet Gram mellem dem paa Baalet, ligefom det 
havde ligget paa deres Brudeſeng. Hun iførte fig derpaa 
fin Guldbrynje, gjennemborede fig med fit Sverd, og blev 
brændt paa Sigurds Ligbaal.?) 


Gjuknngernes Udryddelfe. 


Gjufungerne bemægtigede fig nu Fafners uheldbrin 
gende Guld. Men Gudrun, trøftesløs over Sigurds Dod, 


1) Skalda Kap. 41. Vølsungafaga Kap. 28. Fortellingen findes 
iffe i noget af de Eddakvad, vi Have tilbage. 

3) Den ældre Edda, Sigurdarkv. LIL, Brot af Brynhildarkv., Gud- 
rånarkv. I og IL. 


Gjufungernes Undergang. 89 


fygtede bort fra fin Faders Gaard og vankede længe for- 
tvivlet om, indtil hun fandt Ophold hos Kong Half i 
Danmark. Imidlertid fendte Hunerne8 Konge Atle, Bud» 
lå Son, Brynhilds Broder, Bud til Gjukungerne for at 
beile til Dere8 Soſter. Grimhild fik vide, hvor Gudrun 
var, og Drøg til hende i Følge med mange YFyrfter og med 
fore Gaver. Grimhild iſtjenkte for fin Datter en Glem- 
felddrif og overtalte hende berpaa til at følge fig tilbage 
og blive Atles Brud. 

Kong Utle fil Intet af Fafners Skat, og dette nagede 
hang Hjerte. Han befluttede med Svig at tage Gjuktun- 
geme af Dage og bemægtige fig Skatten. Utle indbed 
Gunnar og Høgne til at beføge fig. Forgjæves føgte 
Gudrun at advare dem, idet hun fendte dem en Ring med 
et indflettet Ulvehaar; Gjukungerne agtede ei paa fin So— 
ſters Bin, men droge affted efter førit at have fljult Faf- 
ners Gat i Rhinen. Da de fom til Utles Gaard, bleve 
de overfaldne af Bevæbnede og begge fangne. Utle vilde 
tvinge Gunnar til at fige, hvor Guldet var; men han fva- 
tee, at han før flulde fee fin Broderd blodige Hjerte. Da 
lod Utle dræbe en Træl og bar hans Hjerte for Gunnar; 
men da denne faa det, fagde han: Dette er ei Høgnes 
Hjerte; det er en Uslings Hjerte; det fljælver nu, det lig- 
ger paa Fadet; dog fljalv det end mere, Da Det faa i 
band Bryft.* Atle fod nu fljære Hjertet ud af Høgne, 
mdens han endnu levede, og han taalte bet leende. Da 
det blev bragt for Gunnar, udbrød denne: „Her fjender 
leg den tappre Qøgnes Hjerte; det fljælver ikke, og det 
Milv endnu mindre i hand Bryft. Nu ved jeg ene, hvor 
Guldet er, og før ſtal Rhinen raade for det, end mine 
Vnder bære det paa fine Urme." Gunnar blev paa Utleg 
du faftet i en Ormegoard. Men Gudrun fendte ham løn- 
ligen en Harpe, og den fløg han, faa alle Ormene fovnede 


90 GSagubhiftorien. 


ved Qyden undtagen een, fom aad fig ind i hans Bryft og 
brøæbte ham. 

Overmodig af fin Seier fpottede Utle Gudrun; dog 
føgte han fiden at forfone hende. Hun gjorde ham tryg 
ved forftilt Blidhed. Hun lod anftille et prægtigt Gravel 
til be Jaldne8 Minde; men under Driffelaget8 FTummel 
bræbte hun to Sønner, fom hun havde med Atle, blandede 
deres Blod i hans Viin og gav ham dered flegte Hjerter 
at fpife. Da han i Gjeftebudet fpurgte efter fine Sønner, 
fortalte hun ham fin Hevn og tilføiede haarde Bebreidel- 
fer. Ult Folket var berufet; hun gjennemborede Utle, lagde 
berpaa Ild om Hallen og opbrændte ham og alle hand 
Mænd.) 


Gudruns fenere Skjebne. 


Efter Atles Drab ilede Gudrun til Stranden og vilde 
gjøre Ende paa fit Liv ved at flyrte fig i Havet. Men 
høie Bølger hævede hende og førte hende til den mægtige 
Kong Jonakrs Land. Han tog hende til Egte og avlede 
med hende to Sønner, Sørle og Hamdbder; de hav 
ravnfort Haar, fom den hele Niflungeflægt. 

$08 Gudrun opvorede tillige Svanhild, hendes og 
Sigurd Fafnersbane8 Datter; hun overgif alle Kvinder i 
Stjønhed. Den møægtige gotifte Konge Jormunrek horte 
hendes Deilighed berømme og fendte fin Søn Randver 
for at beile til hende paa fine Begne. Svanhild fulgte 
Kongefønnen. Paa Beien fagde Bille, Jormunreks Raad» 
giver, ber havde fulgt Randver, at ben unge Svanhild 
pasfede fig bedre for ham, fom felv var ung, end for den 
gamle Jormunrek. Det unge Par fyntes godt om hand 
Raad. Men da de vare fomne hjem til Jørmunrek, for 


1) Den ældre Edda: Dråp Niflunga, Gudrunarkviöa II, Atlakvida 
og Atlamål. J ben foregaaende Fremfiilling har jeg af de to 
fibfte Kvab nærmeft fulgt Atlakvida. 


Sørmunret. 91 


| 
talte Bilfe denne, at Svanhild var Randvers Frille. For⸗ 
bitte bød Kongen, at hans Søn flulde hænges. Da 
Randver blev ført til Galgen, plukkede han Fjedrene af 
fin Fall og fendte den til fin Fader; derpaa blev han 
drabt. Jormunrek fattede ſtrax Betydningen af fin Sens 
Gave: thi ligefom Høgen var uden Fjedre og ude af Etand 
fl at flyve, faalede8 var han, fom gammel og ſonnelos, 
ei iſand til at fyre fit Rige. Han vendte efter Bikkes 
Mad fin Hevn imod Svanhild. En Dag, fom Kongen 
nd fra Jagten med fin Hird, faa han Dronning Svanhild 
fdde og vafte fit fljønne gule Haar. Han bød at trampe 
hende under Hefteneg Fodder. Men da hun Faftede fit 
farpe BLUE fom Hun havde arvet efter fin Fader, paa 
Dyrene, vovede de ei at nærme fig hende. Bikke Faftede 
tt Klede over hendes Hoved, og nu blev hun ihjeltraadt. 
Gudrun udbrød i de bittrefte Klager over fin Datteré 
Dad. Hun fpurgte Sørle og Hambder, fine Sønner, hvor 
lenge de vilbe bortføve Livet, og om de aldrig vilde ligne 
hendes heltemodige Brødre og tage Hevn for Svanhilds 
Dnb. Sønnene mindede hende om alle de Ulyffer, hun 
hode lidt, og abvarede hende om iffe ogfaa at volde deres 
Undergang. Dog vilde de opfylde hendes Bøn og forlangte 
daaben. Hun gav dem Hjælme og Brynjer, faa flerke, at 
intet Staal bed paa dem. Bed Uffteden forudfagde Hambder 
hende, at hun ei meer vilde faa dem at fee. Paa Beien 
medle de fin Stifbroder Erp; de fpurgte, hvad Hjælp han 
vile yde bem, naar de fom til Kong Jormunref? Han 
forde fpøgende: Den famme Hjælp, fom Haanden yder 
Feden.“ De ſyntes, at dette var det Samme fom ingen, anfaa 
hans Ord for Spot og dræbte ham i fin Hidfighed. Kort efter 
gleb Sørle med den ene Fod og ſtottede fig med Haanden; da 
mindebed han Broderené Ord og udbrød: Mu hjalp Haan- 
den Foden; bedre var det nu, om Erp levede.” De fom 
m Natten til Førmunrefs Hal og angred ham. ve siyug 


92 GSagnhiftorien. 


bang Hænder og Fodder, men da fom Hirdmændene til 
paa Kongens Raad. Nu havde Hovedet været aff” — 
fagde Hamder — „hvis Erp havde levet.” Man angreb dem 
fra alle Sider med Baaben, men det nyttede ikke; da bed 
Jørmunref at ftene dem. Det blev gjort, og Brødrene faldt. 

Da Gudrun havde fagt fine Sønner Farvel, overlod 
bun fig til Jortvivlelfe; hun gjenfaldte alle fit Livs Ban- 
held, og følte nu, at hun var ganffe ene i Berden. Hun 
bød at opftable et Egebaal; Quen — trøftede hun fig med 
— vilde fmelte Sorgen, der Fnugede hendes Hjerte, vg 
fortære hendes fmertefyldte Barm). 


Bemerkninger ved Sagnene om Vølsunger og Gjukunger. 


Sagnene om Bolsunger og Gjufunger fremftille for 
vore Dine en Sfildring i Kjæmpetræk af Nordgermanerned 
Oldtidsliv, af Folfedarafteren i dens Høihed, men ogſaa 
i dens Frygtelighed. Bi fee ber ligeſom idealiferet det 
hoie Mod og den uovervindelige Kraft, men ogſaa ben 
dybe Lidenffabelighed, den vilde Grumhed og Foragt for 
Mennefteliv, den umættelige UErajerrighed og den ubetvin- 
gelige Hevnlyft, fom vi gjennem den hele Oldhiſtorie finde 
darafteriftifl for denne Folfeftamme. Som et faadant 
Maleri har allerede Sagnfredfen fit hiftoriffe Berd, om end 
dens Perſoner og Begivenheder ei flulde være virkelig 
biftoriffe. Dog — der er ingen Grund til at negte dette; 
tvertimobd taler Meget for, at den hele Sagnkreds hviler 
paa en biftorift Grundvold, hvor ſterkt end det Mythiſte 
fremtræder i den. 

1) Den ældre Edda, Gudrunarhvöt og Hamdismål, (ml. med Slalda 
Kap. 42 og VBølsungafaga Kap. 39—42. I Fremfrillingen aſ 
Svanhilds Giftermaal med Jormunrek og Raudvers og hendes Død 
er nærmeft Gfalda fulgt; i Eddakvadene omtales fun i al Kork: 
hev Svanhilds Endeligt (Guörunarhv. 16. Hamdism. 3.). Gu 
runs Død er fortalt efter den Antybning, fom indeholdes | Guö- 
rånarhv. 20.; i Sfalda og Vølsungsjaga omtales den iffe. 


Bemerfninger ved VBølsungefagnene. 93 


Oldbfagnene om Volsunger og Gjufunger maa ifær 
føged paa tre Steder: i de gamle Eddadigte og de dertil 
- hørende profaiffe Sagn, i Bølaungafaga og i Sfalda, 
Der udgjør en Deel af den yngre Edda. Den førfte Kilde 
er baade den ældfte og den renefte. Eddadigtene have ogfaa 
for førfte Delen udgjort Grundvolden for de to andre Skrif- 
trå Beretninger, fun at vi nu ei have bem faa fuldftændige, 
fom de vare, da Bøldungafaga eller Sfalda bleve fammenfatte. 
Disſes Udfagn bliver derfor af ſtorſte Bigtighed baade til 
at forftaa Digtene og til at udfylde, hvad vi i dem mangle. 
Fdisſe Kilder er den forhen givne Fremftilling af Sagn- 
høfen oſt, ſaaledes at altid Digtenes Udfagn nærmeft 
er fulgt. 

Betragter man Sagnkredſen i det Hele, feer man lete 
telig, at den beftaar af flere hvert for fig temmelig afflut- 
tide Hovedftyffer. Det førfte afhandler Bøldungeætteng 
Opindelfe. Her ere Volsung og hans tvende Børn, 
illingføftendene Sigmund og Signy, Hovedperfonerne, 
Belung8 Dod og Sigmund og Gignys Faderhevn 
Hovedbegivenhederne. Det andet Hovedſtykke dreier 
fig om Sigmunds Sons, Helge Hundingsbanes, glim- 
nnde Bedrifter, om hans Kjærlighed til Valkyrjen 
Sigrun og om Hands Fald for hendes Broders Haand. 
Det tredie Hovedſtykke flaar i nær Forbindelfe med 
bt førfte og omhandler Sigmunds og hang ældre Sons, 
Ginfjøtles, Skjebne og Død; det danner tillige paa en 
Maade Baandet mellem det førfte og det fjerde Ho— 
vedſtykke, hvilket fidfte fan anſees fom Sagnkredſens 
Mddelpunkt, idet bet omhandler Hovedhelten i det Hele, 
nmlig Sigurd Fafnersbane, Sigmunds yngfte Søn, 
ft efter Faderens Dad. Gagnet om ham Pnytter fig 
igjen paa det Mærmefte til det femte Hovedſtykke, ver 
frteller Gjukungernes eller Niflungernes Undergang. Det 
Sjette Govedftyrte, i hviltet Sigurds Enke Gunn og 


94 Sagnhiftorien. 


hang Datter Svanhild famt Gudrund og Jonakrs Son⸗ 
ner og Goterfongen Jormunrek ere Hovedperfonerne, udgjør 
Sagnkredſens GSlutning. J de tre førfte Hovedſtykker dan- 
ner Ovind Befkyttelfe af Valsungeflægten paa em Maade 
bet mythiffe Baand, der fammenholder det Hele. Odin, 
WEtten8 GStamfader, udkaarer fig fine Nndlinger af den, 
leder dem til Seier og glimrende Krigsbedrifter og henter 
dem faa felv til Balhal, naar deres Seiersbane er fuldendt. 
Det fjerde og femte Hovedſtykke om Sigurd Fafnersbane og 
Gjufungerne har ogfaa fit mythifte Baand i Fafneré Skat, 
paa bvilfen Dverged, Guders og Mennefferd Forbandelfe 
bviler, og fom fledfe volder fin Eiers Fordærvelfe og lin 
dergang. — Slutningen flaar mere enslig, her forfvinde 
Aferne, og den fljebnefvangre Skat virker ikke mere; men 
Gudrun Gjufesdatterd Klager over fit Liva Lidelfer, Va 
hun, efterat have forfeilet Hevnen over fin bræbte Datter 
og efter forgjæves at have opoffret fine Sønner for fin 
Hevnlyft, ſtaar ene tilbage, — bisfe Klager lyde fom en 
vyftende Gfterflang af den hele tragiffe Sagnrakke. 

Sporge vi nu førft om Stuepladfen for bdisfe Begi⸗ 
venheder, da maa vi fortrinlig holde os til Eddadigtene. 
Men disfe ere fparfomme med at nævne Folfefærd 09 
Qande. Man fan imidlertid i deres GFremftilling kart 
fljelne mellem to $Hovedfolf eller rettere Folfeftammer: den 
ene den, hos hvem Sagnene og Digtene have hjemme, 
hvem deres Hovedhelte tilhøre, men fom ei udtrykkelig 
nævnes ved Navn; — den anden derimod den Folfeftamme, 
inden hvid Fnemerfer Begivenhederne for frørfte Delen 
foregaa, og denne benævnes med et almindeligt Navn: den 
fudrane og dens Lande Suderveg (Sudrvegr). Under 
benne Benævnelfe indbefutte3 igjen tvende Foltenavne: 
Huner og Goter. 

At den ubenævnte Folfeftamme er den nordgerma 
nifPe, fan ei betvivled; thi bande brteaned vend Guemer- 


Bemerkninger ved Bølsungefagnene. 95 


fer ved Navnet Norörvegr, bet gamle Navn for ben nord» 
germanifte Stammes Hjem i Norden, og felve Movjæte 
ningen til Benævnelfen fudrøn vifer det paa det Tydelige 
fr. igefaalidet fan man betvivle, at ved Folfenavnet 
Gudrøn og Landsnavnet Suderveg betegnes den fydger 
maniffe Folfeftamme og de Lande, fom denne havde inde. 

Bi finde altfaa heri den vigtige Oplysning, at Sag» 
nene om Bølsungerne og Gjufungerne angaa Begivenheder 
M den nordgermaniffe Folfeftammes Hiftorie under dens 
gremtrængen og Udbredelfe paa den fybgermanifte Folke» 
fammeg Gnemerfer.  Vølsungerne ere en nordgermanift 
Høvdingeæt, der vinder fit Rige og fætter fig faft i fyd- 
getmaniſte Lande og der finder et nyt Hjem. Det er i 
$unafand, der indbefattes under Suderveg, hvor Eige 
opafter fig til Konge, og hvor Volsung efter ham herfter. 
Det er i nordligere Cane, i det egentlige Norderveg, 
at Helge Hundingsbane udfører fine Bedrifter; men derimod 
t fydligere Lande, hvor Sigurd Fafnersbane træffer fammen 
md Gjufungerne eller Niflungerne, hvor han faar fit 
Giftermaal og finder fin Død. Derfor fremtrævder ogfaa 
ben nordbgermaniffe Gharafteer Baade i Religiondbegreber og 
Seder fraftigft i Digtene om Helge. Det er, fom om man 
i disſe Avad feer Stammen færdes inden fine egne Enes 
merfer, medens i de følgende om Sigurd Fafnersbane Be— 
givenhederne8 Skueplads tydeligen er paa en fremmed 
Gund, fljont man endnu erfjender Hovedhelten fom en 
Belsung, beflyttet af de nordifte Guder. J Utle8 og Før» 
munreks Miger i Hunernes og Goternes Land er Ult mere 
fmmed, og de nordiffe Guder forlade ligefom fin udfaarne 
lagt meer og meer, alt efterfom den fjærner fig længere 
fra fit Fæbdreneland. 

De nærmere Beftemmelfer af det Lofale ved Begiven- 
hederne, ſom findes deels i de profaiffe Tillæg til Eva 
fangene, deels i Bølsungafaga og Skalda, fyned um & 


96 GSagnhiftorien. 


være fenere Hiftoriegranfferes VForflaring af det, 
fom de i Sangene forefandt. Naar faaledeg Gjukungernes 
Rige lægges fønden for Rhinen i Frakkland (Frankernes 
Qand) !), faa er det uden Vvivl et Udtryf i et af Digtene 
om Sigurd Fafnersbane, fom giver Unledning hertil. Paa 
dette Sted figes nemlig Sigurd at være drabt fønden for 
Rhin *); og i disfe Egne vidſte det 12te og 13de Narhun- 
dredes Sagamænd, at Franferne fra en fjærn Oldtid havde 
boet. Man fan altfaa iffe heraf flutte, at Gjuktungerne 
netop have været en franfiff Kongeæt, men vel, at de have 
berffet i Lande, hvor Franfer i den fenere hiftoriffe Lid 
boede. 

At Gjukungerne imidlertid virfelig have boet i Lande, 
fom henhore til det nuværende Tydſtland, bliver rimeligt 
ved den Omftændighed, at Sagn og GSange om denne 
Kongeftamme8 Skjebne fra gammel Tid have været i Om 
løb ogfaa blandt Iydflerne. Det er det berømte tydfke 
Digt Niebelungenlied, fom befynger Gjukungernes 
Skjebne. Digtet er iffe ældre end fra Begyndelfen af vet 
13de Marhundrede og bærer heelt igjennem Spor af Mid—⸗ 
belalberen8 romantiffe Uand. Det grunder fig imidlertid 
uden al Jvivl paa ældre Sagn og Kvad, men fom nu et 
tabte. Det tydſte Sagn, faalede8 fom bet i Niebelungenlid 
fremftiller fig, mangler heelt igjennem det mythiſke Præg, fom 
udmerfer det norſte; det fjender intet hverken til Sagnene 
om Bølsungeflægtens Oprindelfe eller til dem om Helge Hun 
bingsbane. Det er her fun Sigurd, Niebelungenliedå Sig: 
frid, der af denne GSlægt fremtræder. Derimod gjenfindet 
tydeligen Brynhild, Gudrun, fom i de tydſte Sagn kaldes 
Grimhild, hendes Broder Gunnar, der Gunter, fom 
gjøres til Burgunderne8 Konge, og Utle, fom der kaldes 
Ezel; og de Begivenheder, fom i Nibelungenlied knytte fig til 
3) Bølsungafaga Kap. 20. 

%) Brot af Brynhildarkvidu 14. 


Bemerkninger ved Bølsunnyefagnene. J 97 


disſe Ravne, minde uvilkaarlig om Fortællingen i de norſte 
Sagn. Om Svanhild og Jormunrek derimod tales der ikke. 
Det er ſaaledes kun den Deel af Sagnene, fom behandles 
ide tydffe Digte, hvor de gamle norfte fætte Begiven- 
hederne ubdenfor fit eget Folks Foædreneland længer mod 
Syden, i Omegnen af Rhinen. De tydfle Digtes Emne 
er altfaa de Begivenheder, fom de norſte Sagn henføre til 
Iyftland. Men juft denne Omftændighed fynes fraftigen 
at tale for, at Sagnet her hviler paa en hiſtoriſt Grund; 
thi hvorfra ſtulde ellers denne Overeensftemmelfe mellem de 
hofte og norffe Sagn være at ubdlede? 

I den ældre tydfle Hiftorie funde man altfaa vente 
muligen at finde Spor til Begivenhederne, forfaavidt den 
Del af Sagnkredſen angaar, der handler om Gigurd, 
Gutungerne og Utle. Man har virfelig ogfaa troet at 
gjenfjende i Sagnenes Utle eller Ezel den berømte Huner- 
fonge Uttila fra Midten af det Ste Marhundrede. Denne 
Mal Have dræbt en burgundiff Konge Gundifar og døde 
plubfeligen, efter Manges Formodning dræbt af en ung 
Rvinde, hvem han nyligen havde egtet. Flere have 
ma Grund heraf antaget Sigurd JFafnersbane, Niebelun- 
genlieds Sigfrid, for en frifift Konge, Gunnar for Bur- 
gundernes Konge Gundikar og Utle for den berømte Uttila, 
og have ifølge heraf henfat disſe Begivenheder til det Ste 
Yarhundreded førfte Halvdeel. Men ved en nøiere Betragt- 
ning fynes dog Overeensftemmelfen mellem GSagnene og 
Miftorien her fun at være meget vinge og næften at inde 
frente fig til de anførte Navneligheder, der rimeligvis ere 
ganfle tilfældige. 

En langt førre og mere væfentlig Overeensftemmelfe 
md en befjendt hiftorift Begivenhed har derimod det fidfte 
hobedſtykke af den norffe Sagnfreda, der forreften er ube— 
Hendt for be tydffe Sagn — nemlig Sagnet om Gvan- 


bid og Rong Jørmunref; her fynes det, fom om den v- 
* Revfer, Morgeb Hifforre. — 7 


98 Sagnhiſtorien. 


kelige hiſtoriſte Grundvold lader ſig med Beſtemthed udfinde 
Den mægtige Kong Jormunrek, fom efter Eddadigten 
herffede over Goternes Folk, er ingen anden end Goter 
fongen H$ermanrif, der mod Enden af Ade Warhundred 
beherftede de flefte Folfeflag mellem det forte Haw og Oſter 
føen, mellem Weidfel og Don. Jornandes beretter nemlij 
om denne, ,at han lod en Kvinde ved Navn Sanielh 
af Rorolanernes8 Folt, fønderflide af vilde Hefte, ford 
hendes Mand forræderifl havde forladt Kongen. Men a 
JForbittrelfe herover angrebe hendes to Brødre, Sarus of 
Ammius, den gamle Konge og faarede ham farligen 
Han lavede fig juft dengang til at modftaa Hunerne, fon 
fra Oſten af trængte ind i hans Rige, og døde nu for 
efter denne Begivenhed, deeld af Bekymring over fine Flen 
ders Indfald og deels af fine haarde Saar.” Man frer 
at Jornandes'8 Beretning er utydelig; han har fun hav 
en dunkel Tradition for fig; alligevel er Overeensftemmel 
fen mellem ben og Eddaſangene altfor ftor og isinefaldend 
til fun at være tilfældig. 

Untager man altfan Eddadigtenes Jormunrek for å 
være ben berømte Hermanrif, fom blev dræbt omtren 
375, faa har man et nogenledes fiffert Grundlag for Tidø 
beftemmelfen, nemlig Midten af 4de Uarhundrede: et VDA 
punft, ba endnu Tydſtlands Hiftorie er indhyllet i 
uigjennemtrængeligt Mørke. Om Hunerfongen Uttila 0 
om Burgunderfongen Gundifar fan der iffe blive noge 
Fale, efterdi begge disſe vare næften et heelt Warhundrel 
yngre end Hermanrif. 

Jornandes's Beretning giver ogfaa underretning on 
hvor Gudruns fidfte Mand, Kong Jonakrs Rige maa ſogee 
thi Brødrene Ummius og Sarus (Hamder og Sorle 
ber dræbte Hermanrif, ſiges i den at have været af Rogr 
fanerneg JFoll. Men Rorolanerne vare, fom forhen 
viiſt en Green af den novgermanikke Folkeſtamme, fol 





Bemerfninger ved Bølsungefagnene. 99 


blev tilbage i det nuværende Rusland, da Hovedftammen 
drøg mod Norden. Rorolanerne vare paa didfe Tider, fom 
det fyned, bofatte i de nordligfte Duieperegne og have 
manffee endogfaa fraft fig længer mod Nord, faaleded at 
de over Øfterføen kunde have Forbindelfe med fine Stam- 
forvandte i de flandinaviffe Lande, fom dengang allerede 
vare udbredte over Gøtaland og over de danfle Der. 

Man maa faaledes antage, at Beldungeflægten har 
havt hjemme hos den nordgermaniffe GStamme, fom alle» 


re dengang, i det 4de Uarhundrede, har havt en fror 


Del af det nuværende Danmarf under fit Herredømme. 
En Green af denne UEt har fat fig faft i fjærnere og 
fybligere Lande, Hunaland, hvid VBeliggenhed man 
forreften et nærmere fan beftemme. Af denne Green 
far Sigurd Fafnersbane været. Det Folk, over hvil 
ft Gjukungernes eller Niflungernes GStamme herſtede, 
bemævnes paa et Par Steder i Cddadigtene Goter, hen- 
føreg til ben fubrøne Folteftamme, og deres Rige henlæge 
gå ved Rhinen. Ut en Deel af de tydfle Goter i det 
de Yarbundrede, i denne Gjæringsperiode for de tydfle 
Folkeferd, Fan have været midlertidig bofat ved Rhinen, 
nei urimeligt. J andre norffe Oldfagn) omtales Gjul 
mgerne fom en nordgermanifl Songeæt; hvid heri er noget 
"igligt, da maa man antage, at Wtten med Baabenmagt 
har vundet fit Kongedomme over hiin Ufdeling af Goterne. 
De Huner, over hvilte Utle raadede, boede efter Eddadig— 
me i Nord for Gjulungerne8 Rige — maaffee paa den 
fydfte Halvø. At de have været Henregnede til den tydfle 
dolleſtamme, er flart af Eddadigtene, men at beftemme 
nærmere, til hvilfen Green af denne de have hørt, er umu> 


lgt. J alle Tilfelde fan man ved dem ei tænke paa 


be mongolffe Huner, fom fenere fpillede en faa vigtig Rolle 
I dollevandringens Hiftorie. 
» Hyndinjjød Gir. 26. 


7* 


100 GSagubhiftorien. 


Af alt det Unførte tilfammentaget maa vi ubdlede de 
Glutning, at GSagnfredfen om Volsunger og Gjufung: 
hviler paa en biftorift Grund, at de Begivenheder, der ft 
breg, tilhøre det 4de Aarhundrede e. Chr. og ere Trak af de 
nordgermaniffe Stammes Hiftorie under dens Fremtrænge 
over de tydſk⸗gotiſte Folfefærde Lande i Norden. Sagner 
vife os faa tydeligt, fom man af faadanne Gfterretninger fa 
vente, de fenere danſke Lande endnu for en for Deel ell 
for ftørfte Delen befatte og beherffede af fydgermanif 
Folfefærd.  Nordgermanerne ere føredne ind paa disſe Syi 
germaner$ Enemerker; nordgermaniffe Krigerfloffe ha 
fpredt fig vidt omfring der, vundet Herredømmet i vis 
Egne over og blandt Sydgermanerne og oprettet Rig 
iblandt dem, men have alligevel iffe tilegnet fig en faada 
Overmagt, at Landet kunde kaldes deres, eller Befolkning: 
Å videre Udftræfning figes at være bleven nordgermani 
eller endog blot underfaftet nordgermanifte Harkonge 
Overhøihed. Bi fee endnu Nordgermaner og Sydgerm 
ner i disſe fenere banffe Cane bevæge fig mellem hinand: 
i en vild Uorden; det er egentlig blot ganffe enkelte Hø! 
dinger, vi gjenfjende fom nordgermaniffe, medens Moænqd: 
af de optrædende Sagnhelte aabenbare ere af fydgermant 
(fudrøn) Herfomft, og Folfefærdene, blandt hvilke Begive: 
bederne foregaa, fydgermaniffe. De Forholde, fom her vi 
fig for 08, ere ganſte faadanne, fom Hiftorien lærer 
dem at fjende paa andre Steder, I fydligere Lande, und 
Den Forvirringö= og beftandige Omvæltningstilftand, fo 
de fydgermaniffe Jolfevandringer frembragte. — Ved Dig 
og Folkeſagn ere VBegivenhederne holdte i Minde, m 
ogfaa iflædte ben mythifte og æventyrlige Dragt, i hvilf 
de fremftille fig for o8. 

Naar man betragter denne Sagnkreds ſaaledes, blir 
bet let begribeligt, hvorledes de nordiſte Folf have kunn 
- fætte Priis paa Opbevarelfen af alle Sagnene fom angaaen 


Fridthjof den frøkne. 101 


Herflerfammer, fom vare udgangne fra dem, medens fyd- 
germaniſte Folk fun mindede8 dem, forfaavidt fom de ved. 
fom bered eget Folk og de Lande, fom be felv beboede. 


Bi forlade nu disſe mythifte Sagn og vende o8 igjen 
til Norge før at behandle de mere bhiftorifte, føm ber frem 
byde fig for 08. | 


Fridthjof den frøkne. 


Over Sogn i Norge herflede en Konge Bele; Gaars 

den Syrftrand paa den nordlige Side af Sognefjorden 
var hang Sæde. Ved Stranden laa det fore Hof eller 
Iempel Baldershage; blandt mange Guder var ber 
Balder meft dyrket. Det var et helligt Fredens Sted; ei 
Maatte man Der tilføie Menneffer og ei Kvæg nogen Stade, 
og Rarle maatte der ei have Omgang med Kvinder. Kong 
Bele havde tre Børn, Sønnerne Helge og Halfdan og 
Datteren Ingebjørg den fagre. Paa Gaarden Fram 
neg!), paa Sognefjordens føndre Side, ligeøverfor Syr- 
flrand, boede Kong Beles hedfte Ben, Thorftein Vikings— 
fan; han var Herfer og havde en Søn, Fridthjof, der 
allerede tidligen udmerfede fig fremfor alle fine Jævnaldrende 
t Styrfe og Baabenfærdighed og derfor fif Tilnavnet den 
frøtne (0. e. den modige). Han og Kongedatteren Jnge- 
Bjørg bleve opfoftrede fammen hos en gjæv Bonde, Hile 
Ding, og fattede tidlig Kjærlighed til hinanden. 

Da Kong Bele merkede, at Døden nærmede fig, føre 
Manede kan fine Sønner til at holde faft ved hans gamle 
Benner, Thorftein og Fridthjof. Derpaa henfov han og blev 
tagti Haug. Thorſtein overlevede ham ei længe; døende 


7) [Syrftrand er det nuværende Syftraud i Lefangeré Hovedfogn 
paa GSognefjordens Nordfide; ved Framnes fynes man at have 
tæntt fig Vangsnes, flraas overfor Syſtrand paa den anden 
Side) 





102 GSagnhiftorien. 


bad han Fridthjof hædre Mong Beles Sønner; han bød 
ham begrave fig ved Stranden ligeoverfor Beles Haug. 
„Vi funne da raabe til hinanden" — fagde han — ,naar 
noget Stort foreftaar.* 

Helge og Halfdan arvede nu Kong Belea Rige. Helge 
var en ivrig Blotmand; men hverken han eller Broderen 
var venfæl. Fridthjof fif efter fin Fader en herlig Guldring 
og bet berømte Skib El lide, fom fagded at forftaa Mands 
Jale. Det havde høte, frumme Stavne og var omgivet 
med en Jærnrand. Dets Uarer vare 13 Alen fange; men 
faa ſterk var Fridthjof, at han ene i Forftavnen paa Ellde 
roede med to Narer, medens der ellers var to Mand om hver. 
Fridthjofs bedfte Benner vare hang Foftbrødre Bjørn og 
Asmund; han var elffet af Alle og faa berømt for fit 
Mod og fin Gavmildhed, at de Flefte fagde, at et gav 
han Kongerne efter i Moget uden i Navnet. Herover bleve 
Beles Sønner misundelige. En Dag fom Fridthjof til 
bem, fom De fadde paa fin Faderd Haug, og bad om 
Sngebjørg til Gate. De affloge hans Ban og fagde, at 
de ei vilde gifte hende uden med en Konge eller Jarl. 
Da forlod Fridthjof dem i Brede og truede med aldrig at 
ville hjælpe dem, i hvor megen Nød de end fom. Kongerne 
fpottede fun over hans Truſler. 

Baa den Vid herffede over Mingerife den vife 18 
mægtige Olding Ring. Han hørte om Uenigheden me 
lem Beles Sønner og Fridthjof og fendte Helge og Half 
ban Bud, at de ffulde underfafte fig ham og betale ham 
Stat. Kongerne fvarede, at de ei i fin Ungdom vilde 
lære, hvad ber fom til at ffjænde deres Ulderbom, at tjent 
en anden Konge. De famlede Folk, men følte fig dog 
foage. De fendte Hilding til Fridthjof for at forlang! 
hans Hjælp. Fridthjof fpillede Tavl med fin Foſtbroder 
Bjørn og reifte fig ikke engang fra Spillet for at fvar 
paa Kongernes Budſtab. Hilding matte med uforrettet 





kun 


Fridthjof den frøkne. 103 


Sag vende tilbage og advarede Brødrene om at pasſe vel 
paa Ingebjørg. De bragte hende derfor til Baldershage; 
Stedets Helligdom flulde beflytte hende. Selv drøge de 
fyd til Faderen for at møde Kong Ming. 

Da Kongerne vare dragne bort, roede Fridthjof til 
Baldershage og gik ind i Jngebjørgs Hal. Hun gif ham 
imede og fagde: „Hvi er du faa djærv, Fridthjof, at 
fomme Hid uden mine Brodres Billie og vakke Guderned 
Bredez* Hvordan det end gaar mig," fvarede Fridthjof, 
aa agter jeg din Kjærlighed høiere end Gudernes Yndeſt.“ 
fan fljentede Ingebjørg den herlige Ring, han havde arvet 


efter fin Fader, og bad hende aldrig give den bort, men 


ende fig den tilbage, hvis hun ei mere vilde eie den. 
Ingebjørg gav ham en Ring til Gjengjæld, og de lovede 
binanden indbyrded Kjærlighed. Siden fom Fridthjof ofte 
fil Baldershage. 

Smidlertid mødte Beles Sønner Kong Ming i Sot- 
narfund?). For havde de fpottet ham og fagt, at det 
tylted Dem Skam at firide med en Olding, faa fvag, at 
ban behovede Hjælp for at fomme paa Heften. Men nu 
faa de, at han var dem overlegen. De bøde Fred. Ning 
forlangte Sngebjørg og en Trediedeel af deres Eiendom, 
og heri maatte de finde fig. Ming fulde fomme til Sogn 
Å at hente fin Feſtems. Beffjæmmede drøge Brødrene 
jem. 

Da Fridthjof fil vide, at Kongerne vare i Bente, tog 
han Ufffed med Ingebjørg og bad hende advare ham om 
hendes Brodres Hjemfomft ved at fpænde hvide Lagener 
oer Laget paa Difarfalen, der var det høiefte Huus i Bal- 
brdhage. Om Morgenen efter faa han allerede fra Gram» 
ned over Fjorden det aftalte Jegn og famlede førar alle 
fne Benner om fig. Kongerne bleve forbittrede, da de 


) [Sundet mellem Øerne Gofn og Bru ſtrax nordenfor Stavanger A 


104 Gagubhiftorien. 


hørte, hvad der var fleet, og Helge undrede fig over, at 
Balder ei hevnede flig Befljemmelfe; men de turde ei an- 
gribe Fridthjof. De fendte Hilding til ham og bød ham 
til Forfoning at fræve den Skat af Orfnserne, fom ei 
var betalt, fiden Bele døde. Fridthjof fagde, at for deres 
afdode Faders Skyld vilde han gjøre det, hvid alle hans 
Eiendomme bleve urørte i hans JFraværelfe; dette blev ham 
fovet under Ed, og ſtrax flak Fridthjof i Søen felv attende 
paa Ellide, uden førft at drage til Helge eller afbede Bal- 
ders Brede. Men aldrig faafnart var han borte, før Kongerne 
brændte Framnes og ranede hans Gods. De betalte to 
Geidkyinder2), for at vække en Storm, hvori Fridthjof og 
hans Mænd funde omfomme paa Havet. 

Da Fridthjof var fommen ud af Sognefjorden, veifte 
der fig et frygteligt Uveir med Storm og GSnefog; Bøl- 
gerne hævede fig fom Fjelde og ſtyrtede i brufende Fosſe 
henover Skibet, faa det Fnagede i hver Planfe. Men midt 
under Stormen fvad Fridthjof om Ingebjørg. En uhyre 
Bølge flog vver Skibet og rev fire Mand overbord. „Snart 
trør jeg," fagde Fridthjof, ,at nogle af os Fomme til at 
gjefte Ran; men fattige ville vi ei fomme til hende.” Han 
fønderhug Ingebjorgs Ming og uddeelte Guldet blandt 
fine Mænd. Skibet føred frem med en rafende Kart; men 
Mørke, Sodrev og Snefog omgav dem paa alle Sider, faa 
be fnapt funde fee fra Stavn til Stavn. Fridthjof freg 
op i Maften, og da han fom ned, fagde han: , Denne 
Storm er Kong Helged Berk; en ſtor Hval faa jeg fvømme 
rundt om Skibet, og to Kvinder fadde paa dens Ryg. 
Men prøve flulle vi, hvad der har ſtorſt Magt, vor Lykke 
eller Song Helges Trolddom.“ Han ftillede fig i Forftav- 


1) Saaledes faldtes de Kvinder, fom befattede fig med den Troldbom, 
fom faldtes Seid. De, der øvede ben, pleiede, mebens de vare 
beffjeftigebe bermed, at fidbe eller flaa paa en Forhøining, Faldet 
Seidhjallen. 


Fridthjof den frøfne. 105 


nen med en Fort i Haanden og tiltalte Ellide. Skibet 
for paa hans Bud hen over Hvalen og fnufte Ryggen 
i den ene Troldkvinde, medens Fridthjof dræbte den anden. 
Ru øfte De Skibet; fnart fMarnede Beiret, og de faa, at de 
vare fomne nær and. De lagde ind i Gfjafund paa 
Ortneerne, men vare ganffe udmattede. J Norge ſtede det 
i famme Stund, at Troldkvinderne, da de øvede Geiden, 
flyrtede ned af Forhøiningen, hvorpaa de fadde, og Ryggen 
var fønderbrudt i dem begge. 

Orknoernes Jarl, Angantyr, var i Efja og modtog 
Fridthjof vel; thi gammelt Benffab havde der været mel- 
- lem ham og Thorftein Vikingsſon. „Jeg fan vide," fagde 
han, ,at du er fendt fra Rong Helge for at fræve Stat; 
men ingen Skat vil jeg give ham. Dig giver jeg faa 
meget Guld, fom du forlanger; du fan falde det Skat, om 
du vil.“ Fridthjof takkede ham, modtog Guldet og blev 
hos Ungantyr om Binteren. 

Den famme Hoſt fom Kong Ring til Sogn og holdt 
Bryllup med Ingebjørg. Han faa den herlige Ring paa 
| hendes Arm og fpurgte, hvorfra hun havde faaet den? 
Den var min Faders Gave," fvarede hun. Nei," fagde 
Kongen, „det er Fridthjofs Gave; giv den fra dig; naar 
Mu tommer i mit Rige, ffal du iffe mangle Guld.* Hun 
- 940 Helge8 Kone Ringen og bad hende give Fridthjof den, 
mar han fom tilbage. Ingebjorg drog hjem med Kong 
Ming, og han elffede hende høit. 

Om Baaren feilede JFridthjof til Norge; han fandt 
Fiamnes i Ufte: „Sort er her blevet,“ udbrød han, ,ei feer 
jeg Spor efter Benner.” Han roede øver Fjorden til 
 Gyrftrand og hørte, at Kongerne vare ved Difablot i 
Beldershage. Did gif han med Bjørn, men bod Asmund 
og andre af fine Mænd at bryde Huller i alle de Skibe, 
' fom fandtes i Nærheden. Da han fom til Hofet, fød han 
Bjørn pasfe paa Døren; felv traadte han ind Å Dinfsten. 





106 GSagnbhiftorien. 


Kongerne draf; paa Gulvet brændte Ilden, og ved den fai 
Dronningerne med Gudebillederne i Stjødet; de fmurte dem 
parmede dem ved Ilden og tørrede dem med Duge. Fa 
Folk vare tilftede. Fridthjof gif for Song Helge. Bil dv 
nu modtage Skatten?" fagde han, fvang Pungen, hvor 
Sølvet var, og flog den faa haardt i Kongens Unfigt, at 
han knuſte to Tænder i hans Mund; Helge faldt i Ufmagt 
i fit Hoiſede, og Kong Halfdan maatte holde paa ham, 
for at han ei flulde flyrte i Ilden. Idet Fridthjof vilde 
gaa ud, faa han fin Ring paa Urmen af Helges Kon. 
Han vilde tage ben; men Ringen fad faft. Dronningen 
blev flæbt hen ad Gulvet og tabte Baldersbilledet i iden. 
Halfdans Kone vilde hjælpe hende; ogfaa hendes Gudebil: 
fede faldt i Jlden. Flammen af de fede Billeder gred i 
Jaget; hele Salen flod i Que. Men Fridthjof havde faar 
fin Ring og ilede med Bjørn til Stranden. 

Imidlertid fom Helge til fig felv, famlede fine Mand 
og forfulgte Fridthjof; Halfdan blev tilbage med en Skar 
for om muligt at fluffe Ilden. Helge fom til Stranden; 
Fridthjof var alt ombord paa Ellide. Kongens Mænd 
vilde fætte Skibene i Søen, men Bandet flrømmede fra 
alle Kanter ind i dem. Da rafede Kong Helge; han lagde 
en Pil paa fin Bue og fpændte den faa haardt, at begge 
Buehalfene braft. Fridthjof faa det, greb to Varer og 
drog dem faa faft, at de begge brødes. Vinden var guw 
fig; de heifede Seil og fore ud efter Sognefjorden. Kon—⸗ 
gerne ftevnede Thing og gjorde Fridthjof fredløs; han 
Giendomme underlagde de fig. Halfdan opbyggede Fram 
ned og tog der fit Sæde; Helge blev paa Syrftrand. De 
afbrændte Baldershage blev paany opbygget. 

J Sogn funde ei Fridthjof dvæle længer. Han lagd 
fig da i Bifing, fværmede om Sommeren vide omkring of 
dræbte Rovere, men ffaanede Bønder og Kjøbmænd. Ov 
Binteren var han hos Jarlen Ungantyr paa Orknserne 





— 


Fridthjof den frokne. 107 


I fire Yar havde han nu faret om og var bleven rig og 
berømt; da fom han en Hoſt til Bilen. Her fagde han 
til fine Mænd, at han agtede fig til Oplandene til Kong 
| Ming; han bod Bjørn føre fit Skib i Biting og fomme 
tilbage næfte Sommer for at hente ham. Bjørn raadede 
ham derfra; men bet nyttede iffe. Forflædt fom en gam- 
mel Mand, i en lodden Hettefappe med Skjul for Unfigtet 
og Stav Å begge Hænder fom Fridthjof til Kong Rings 
Gaard, Streituland'). Han gav fig ud for en gammel 
Galtbrænder og traadte ind i Hallen. Det var Uften. 
Songen fad ved Bordet og Ingebjørg ved hans Side. 
Ring faa den ftore Mand og fendte en Svend hen for at 
ſperge, hvo han var? Seg heder Thjof?),“ fvarede den 
Fremmede, „hos Ulv var jeg i Nat; i Anger*) blev jeg 
opfedt.”" Da Kongen hørte bette Svar, undredeg han 
over Manden. „Du har for Qyft," fagde Dronningen, 
Äl at tale med alle Tiggere, fom fomme hid; hvad merke- 
ligt er der nu ved denne?" Det veed jeg bedre end du," 
foarede Kongen, ,jeg feer, at han lader Øinene lobe alle- 
fedd omkring; han tænfer meer, end han taler.” Kongen 
bad ham træde nærmere; den Fremmede fom frum og 
vallende og bilfede ham med lav Stemme. Kongen 
fpurgte ham, hvad han hed? Den Fremmede fvarede i en 
Bife, at han hed Fridthjof, da han var blandt Bifinger, 
Jerthjof, naar han voldte Kvinderne Taarer, Geirthjof, 
- Mar han flyngede Spybene, Gunnthjof, naar han fylfede 
Søre, Eythjof, naar han ranede Udſtjer Helthjof, naar 
han ſpiddede Smaabørn, Balthjof, naar han vandt Seier: 
Men længe har jeg nu fattig vandret om blandt Saltfarle, 





1) [Gtal efter et Sagn være den Gaard, fom nu faldes Helland, 
tidligere Helgeland, i Hole Preftegjeld paa Mingerife.] 

% yy. | J 

9 Ordet fam å bet gamle norffe Sprog betyde baade Sorg og em 
Fjord. | 


108 Sagnhiſtorien. 


indtil jeg fom hidi)y.“ „Hvor var du i Rat," fpurgte $ 
gen videre, ,eller hvor er dit Hjem? hvor er du opfødt 
hvad bragte dig hiv?" Den Fremmede fvarede: ,X Ui 
blev jeg opfødt; hos Ulv var jeg i Nat; min Hu ' 
mig bid — intet Hjem bar jeg.” „Kanſkee,“ fagde Kon 
Har du en Stund været opfødt i Sorg; det fan og v 
du er født i en Fjord. J GSfoven har du været i I 
thi her bar ingen Bonde i Nærheden, fom heder Ulv; 
Hjemmet agter du fanflee idet mod ben Hu, fom dr 
big bid.” Dronningen bad den Fremmede føge fig I 
berge et andet Gted eller og gaa til Gjeftefalen; 1 
Kongen fagde: , Jeg er nu gammel nof til at anvife n 
Gjefter Plads; kaſt Kappen af dig, Fremmede! og fæt 
her ved min anden Side.” Dronningen har Net," fo 
Den Fremmede, ,jeg er meer vant til at brænde Salt, 
at fidbe ved Høvdingeré Side." Men Kongen vilde I 
fin Billie frem; den Fremmede maatte fafte Kap 
og flod nu.i en mørfeblaa Kjortel, med Guldringen 
fin Arm; i et tykt Sølvbelte hang en Pung fuld af & 
penge; han havde Sverd ved Siden og paa Hovedet 
ftor Skindhue, der flyggede over hang Øine. Nu feer 
bedre ub," fagde Rongen, bring ham nu en god Ka 
Dronning!" Hun fvarede, at hun ei fyntes om de 
Ibjof, men bragte Kappen. Da fjendte hun Guldrin 
paa Den Fremmedes Urm; hun blev blodrød i fit Un 
og fatte fig taus i Høifævet hos Kongen. Men ing 
munter; han faa.ogfaa paa Ringen og fagde: ,Du r 
længe have brændt Salt, før du fil dig flig en Ri 
Den Fremmede fvarede, at den var Fædrenearv. , Du 


1) Fridthjof b. e. Fredtyy; Herthjof GHærtyv: Geirth 
GSypydtyv; Gunnthjof Kamptyv; Eythjof Otyo; Heltk 
Dørstyv; Balthjof de Falnes Tyv. Det var em af Vikin 
nes grufomme Skikke at fafte fmaa Børn op i Luften og opfi 
dem paa Spydodderne. 


| 
| 
| Fridthjof den frøkne. 109 
nøt meer end den," fagde Kongen, ,jeg tror, at faa Salt» 
brændere ere dine Lige, hvis ei Alderdommen dover altfor 
meget mit Syn.“ Thjof blev der om Vinteren og var af 
holdt af Ale; Kongen fpøgede gjerne med ham, Dronnin- 
gen derimod tiltalte ham fjælden. 

Engang om Vinteren reifte Kongen og Dronningen 
til Gjeftebud8, og Thjof var med. De kjørte over en Jis; 
ben braft under dem, men Thjof ilede til og traf Sladen, 
hvori Kongen og Dronningen fad, tilligemed Heften op af 
Bandet. „Det var godt gjort,” fagde Ring; ,ei tror jeg, 
at Fridthjof den frøfne havde taget bedre i, om han havde 
særet her.” 

Nu fom VBaaren, Beiret blev bedre, og Skoven grøn- 
neded. En Dag red Kongen ud med fin Hird for at 
ømøie fig. Snart fpredtes hans Mand, og Thjof ene 
mr hos ham. Kongen Flagede over Søvnighed. Thjof 
ad ham reife hjem; men han lagde fig til Hvile i Sko— 
em. Snart fovnede han faft. Thjof fad nær ved ham; 
jan drog fit Sverd og faftede bet langt bort fra fig. Kort 
fler reifte Kongen fig og fagde: „Var det ikke faa, Fridthjof, 
it mangt fom dig nu i Sinde? Dog valgte du det Mette; 
ølg mig nu bjem, og vær hævret hos mig. Jeg fjendte 
ig famme Kveld, fom du førft fom i min Hal.” Ring 
abenbarede nu for Alle, at hans Bintergjeft var Fridthjof 
len frøfne. 

En Morgen tidlig traadte Fridthjof ind i Hallen, hvor 
tongen og Dronningen fov. Han vilde tage Uffed med 
em; thi nu var han reifefærdig. Han gav Jngebjørg 
lingen og bad hende eie den til Minde om deres Kjære 
ighed; han vilde aldrig glemme hende, faalænge han leveve. 
magen fmilede og fagde: „Hun fif dog bedre Tak for 
interopholdet end jeg, fljønt hun iffe har været venligere 
dig." Han bød nu hente Mad og Drifte og had 
ronningen flaa op og være munter. Hun foarde, at 


110 GSagnbhiftorien. 


hun ei funde fpife faa tidlig. Men Kongen vilde, at de alle 
feulde fpife tilfammen, og faaleded blev det. Snart bad Kon- 
gen Fridthjof forblive hos fig: han felv var nu gammel, hang 
Sønner Børn; han trængte til en Mand, der kunde foreftaa 
Riget. Fridthjof fvarede, at han ſtrax maatte affted; thi hans 
Folk ventede ham. Da tilbød Kong Ring at fljenke ham 
alt, hvad han eiede, felv fin Dronning. Jeg føler Døden 
nærme fig," ſagde han, „og dig under jeg Jngebjørg; thi 
din Vige findes ei i Norge." Dette Tilbud modtog Fridthjof 
med Glade, men afflog Kongenavnet, fom Ring ogfaa vilde 
give ham. Med Jarlsnavn ſtulde han da raade for Ringé 
Rige, indtil dennes Sønner bleve vorne. Kort efter døve 
Song Ring og blev begrædt over hele fit Rige; khan blev 
fagt i Haug med fore Rigdomme. Derpaa egtede Fridthiof 
Ingebjorg. 

Kongerne i Sogn bleve forbittrede, da de horte om 
Fridthjofs Lykke, og at Herſerſonnen havde vovet at egte 
deres Soſter. De ruſtede en ſtor Hær mod Ham. Fridthjof 
forenede fig med Bjørn, fom var vendt tilbage fra Viking, 
og modte Beles Sønner. Et Slag begyndte, og Fridthjof 
var altid blandt de førfte; han ſtodte paa Helge i Kampen, 
fliftede Hug med ham og fældede ham. Da lod han løft 
det hvide Fredffjold, og Striden ftandfede. Halfdan had 
om Fred og fil den; han maatte give fig og fit Rige 
Fridthjof Bold, og han fil Sogn at beftyre med Herſer⸗ 
navn mod at betale Fridthjof Skat, medens denne herflde 
paa Ringerife. Da Rings Søn blev voren, overga 
Fridthjof ham Faderens Rige. Selv tog han Kongenam 
over Sogn og underlagde fig fiden Hørdeland. Han havde 
to Sonner med Ingebjørg, Gunnthjof og Hunthjof, 
fom begge bleve berømte Mænd. 


Fortellingen om Fridthjof findes i den GSåga, fo 
bærer Ravn efter ham, Jridthiote Saga. hvilken å 


Fridthjof den frøfne. 111 


den Form, hvori vi nu befidde ben, fyned at være fra det 
13de Aarhundredes Begyndelſe, men fom aabenbare fetter 
fig til eldgamle Sagn og Digte. 

Fridthjof Navn ſtaar ellers temmelig eensligt i Hifto» 
ren. Naar undtages, at hans Son Hunthjof og dennes 
he Sønner nævned i et andet Sagn, fom vi fiden ſtulle 
omtale, faa bersres hverken Fridthjof felv eller hans Uf- 
fom i de øvrige gamle Sagaer. Ut han imidlertid er en 
hiſtoriſt Perſon, og at den Fortælling om ham, fom vi 
m have gjengivet, i alle fine Hovedtræk er hiftoriff fand, 
er der ingen Grund til at betvivle. Fridthjofs Saga er 
altfor fimpel, altfor fand i fine Skildringer af Oldtidens 
Mb til at være en Opdigtelfe fra det 13de Aarhundrede, 
med hvilfen Tidsalders romantiffe Fortællinger den Intet 
har tilfælles. Digtene i den have et oldtiddagtigt Præg, 
og GSfildringerne af Hedendommens Skikke og Overtro ere 
heiſt Garafteriftiffe og uden Spor af at Chriftendommen 
eller chriſtelige Begreber paa dem have havt nogen Ind⸗ 
flydelfe. | 

Men om man faaleded ei fan betvivle, at Sagnet om 
dridthjof ev biftorift, faa bliver det dog høift vanfteligt at 
beſtemme Fridthjofs Tidsalder, da hverken Sagnet felv i 
fan Henfeende giver noget Vink, og der heller ikke finded 
nogen GSlægtrække fra Fridthjof, der maar til den hiftoriffe 
Vdsalder. Meget taler imidlertid for, at Begivenhederne 
tilhøre en fjern Oldtid. Kongedommet fyned her at frem» 
frede fom endnu fun lidet befæftet i Norge, og fun med 
tinge virkelige JFortrin fremfor Herferverdigheden; og Fore 
tellingen om Qridthjofö vidunderlige Skib, der dog ikke 
havde ftørre Befætning end 18 Mand, vidner om, at Sø» 
farten og Gtibåbyggeriet endnu var i fin Barndom. Da 
un hertil fommer, at Fridthjofs Sonneſon Herthjof ifølge 
dt andet Sagn var famtidig med en Konge Bitar, om 
heillen vi firor fulle tale, og fom maa antaged at hose 


112 Sagnhiſtorien. 


levet i det 6te Aarhundrede, ſaa bliver det ſandſynligt, 
Fridthjofs Levetid var omkring 500 e. Chr. eller maaſt 
noget tidligere. 

Sagnet ſtildrer os med friffe Farver det offentli— 
og private Liv hjemme i de norſte Fylker og tillige V 
fingens iv paa hans Gøtoge. Vi fee Kongedammet 
Norge endnu i fin Barndom, fun idet hævet over de 
ved Siden ftaaende Herferverdighed, fvagt og vaklend 
naar bet ei var fløttet paa Krigsmagt og frigerft Dygti— 
bed hos dets Indehaver. 


Vikar. 


Bi ere nu rykfede frem med de norſte hiftorifte OMD 
ſagn til et Tidspunkt, da det iffe længer er nogen Umu 
fighed at beftemme Tiden for Begivenhederne, vel ei på 
Yaret, men dog paa Varhundredet. Sagnene fraa nu il! 
eenslige, men gribe hyppig ind i hinanden, faa at den en 
Fortælling fan hjælpe til at udfinde ben anden Id 
medens de paa den anden Side ved GSlægtlinier Fnytte fl 
til ben biftoriffe Tidsalder og ſaaledes gjennem Glægtled: 
denes Antal lade os flutte til deres Hovedperfonerd of 
Hovedbegivenhederd Ufftand i Tiden fra Perfoner og der 
givenheder, hvis Tidsalder ingen Tvivl er underkaftet. Bel 
foraarfager netop hiin Sagnenes Jndgriben i hinanden 
mangen Banftelighed med Henfyn til Enfelthederne, fom 
bet faft er en Umulighed at løfe; men herpaa fommer vil 
ei heller an i en GSagnbiftorie. Det er de fore darakterv 
ſtiſte Trek af Tidsalderens Aand, man her føger; og did 
Træk forftyrre8 iffe ved den Forvirring, man bift og her 
ftøder paa i Enkelthederne. 

Saaledes forholder det fig netop med de Sagn, paa 
hvilfe vi nu fulle henvende vor Opmerffomhed, nemlig 
Sagnene om Kong Bifar. De findes opbevarede i 
tvende Gagaer, nemlig Å Qaltå Saqa og i Gautrell 


Bifar. 113 


Gaga, men lyde faa forffjellig i disfe to Fremftillinger, 
at det bliver tvivlfomt, om de flulle henføres til een og 
famme Mand eller til to forffjellige norſte Konger, der 
have baaret Mavnet Bifar. Veg vil førft fortælle Sagnet 
om Bifar, ſaaledes ſom det findes i Halfs Saga. 

Kong Alrek raadede over Hørdeland og boede paa 
Gaarden Alreksſtad; han var gift med Signy, en Kon» 
gebatter fra Bore. Ved en af fine Hirdmænd blev Alrek 
gjort opmerffom paa den fljønne Geirhild, Drifs Datter, 
og tog ogfaa hende til Cate. Odin havde forud i en vis 
hettå Skikkelſe aabenbaret fig for Geirhild, engang hun 
Megebe fit Rerred, og havde lovet hende, at hun flulde 
live Dronning, hvis hun fledfe vilde paafalde ham; og 
ette Qøfte blev nu opfyldt ved hendes Giftermaal med 
Rong Ulref. Signy og Geirhild kunde imidlertid ikke 
vliged fammen. Song Alrek lovede da, at han vilde 
holde den af fine Koner, fom havde brygget ham det 
ndfte ØL, naar han fom bjem fra Leding, men føille fig 
ta den anden. Da Kongen var faren bort, gave Dron- 
ingerne fig i JFærd med Ølbrygningen. Signy paafaldte 
nya, men Geirhild Høtt. Odin fom nu atter til Geir- 
di Hotts Skikkelſe og gav hende fit Spyt til Gjær, 
nn betingede fig til Løn det, fom var mellem hende og 
Bryggerfarret. Dermed meente han det Barn, hvormed 
Dronningen var frugtfommelig. Songen fom bjem, og 
heirhilds ØL var det bedfte; men han anede, hvorledes 
et var tilgaaet, og forudfagde, at hans Son engang vilde 
mde hængt og given til Odin. Bifar blev den Sen 
idet, fom Geirhild fødte ham. 

% Kong Alreks Tid herftede paa Rogaland en Konge 
Dgvald, der boede paa Roge paa Jøfurheid mellem 
Rogaland og Thelemarken. Han faldt i Strid mod 
Bilingen Hœkling og blev hoilagt paa Ogvaldsnes van 
Den Kormt (armeen). Efter ham fom hand Sen 
%. Kevfer. Norgeb Hiftorie. Q 


114 Gagnhiftorien. 


Jøfur. Denne fom i Uenighed med Kong Alrek o 
overfaldt ham engang i Gravdalsvaag og fældede ham 
Derpaa bemægtigede han fig den fydligfte Deel af hand 
Rige, Hordeland. Bifar, Alreks Søn, var ei dengang 
tilftede; men flere Aar efter hevnede han Faderené Død, 
overfaldt Jøfur, ba han var i det Land, han havde fra: 
taget Alrek, og foældede ham tilligemed alle Bønder i 
Heredet. Deraf fil det Navnet Kvennaherad (Kvwindhered), 
fordi iffun Kvinder boede der tilbage. Joſurs Søn Hjor 
blev Rogalands Konge efter Faderen; mellem ham og 
Bifar var der en langvarig Krig, fom dog endelig flutte: 
beg ved et Forlig. Vikars Søn hed Batnar og dennd 
Gønner Snjall og Hjall. 

Bidere omtales ei Bifar i denne Saga. Om hand 
Endeligt, der naturligvits af Sagnet maa være fremftillet 
i Overeensfiemmelfe med Spaadommen ved hand Fødfdl, 
findes her Intet. I Gautreks Saga derimod finded en 
anden Beretning om Vifar, der, uden at omtale hiin 
Spaadom ved hand Fødfel, dog giver os Oplosningen d 
ben ved Fortellingen om Vikars Død. Sagnet i Gautreld 
Saga, der i det Hele er langt udførligere end det i Halfé 
Saga, lyder faaledes: 

Over Agder raadede em mægtig Konge ved Navn 
Harald; hans Landvernémand var Storvirf, en Sm 
af Jøtunen Starfad, faldet Aludreng. Denne GStarfad 
havde bortrøvet Alfhild, en Datter af en Konge Ulf i 
Alfheim. Faderen paafaldte Thor, og denne dræbte Star 
fad og førte Alfhild tilbage. Hun var da frugtfommelig 
og fødte fiden Storvirk. Denne var forthaaret, ſtor og 
fterf og en djærv Bikling. Kong Harald yndede ham me 
get og gav ham Øen THruma ved Ugder1). Storvirl 
bortførte Unn, en Datter af en Free Jarl paa Haaloga⸗ 
fand, og avlede med hende Sønnen Starfad. Men Frilt 
1) Shromøen nær ved Arendal. 


Bifar 115 


Jarls Sønner hevnede denne Boldågjerning. En Nat 
overfaldt de pludfelig Storvirf og tændte Ild paa hang 
Gaard. Deres Gøfter var derinde; men de turde et 
anbne Døren for hende, at ei Storvirk ffulde fomme ud; 
fanledeg indebrændte de hende med ham. Da de feilede 
hjem igjen, overfaldtes de af en Storm ved Stat og tile 
fatte alle Livet. Gtarfad, Storvirks Søn, blev et inde- 
brendt med Faderen; han var dengang fun et Barn og 
blev fiden opfoftret i Rong Haralds Gaard tilligemed den» 
nå Son Bifar. 

Kong Hunthjof af Hørdeland, Søn af Fridthjof 
den frøfne og Ingebjørg den fagre, var paa denne Tid 
død og havde efterladt tre Sønner, Herthjof, der blev 
fonge paa Hordeland, Geirthjof, der blev Konge paa 
Oplandene, og Fridthjof, Konge i Thelemarfen; alle vare 
de mægtige Sfonger, dog var Herthjof den førfte baade i 
Japperhed og Biisdom. Han fværmede længe om i Viking 
og blev meget berømt. Engang overfaldt han uformodent- 
lig Rong Harald af Agder og dræbte ham. Herthjøf under- 
lagde fig hand Rige og bortførte med fig baade den unge 
Bilar og flere af de bedſte Mends Sønner for at være 
filter paa Egdernes FIroffab. Blandt disfe Gisler var 
% ben treaarige Starfad Storvirksſon; han blev opfoftret 
hå en af Kong Herthjofs Hirdmænd, Grane, kaldet 
$ro8åhaardgrane (Heftehaardgrane) paa Gaarden Uff 
bra Øen Fenhring») ved Hørdeland. 

Rong Herthjof var idelig i Leding; ofte hjemføgted 
og hand Land af Fiender. Derfor lod Han Barder reife 
pa Jjeldene og fatte Folk til at vogte dem og antænde 
lem, naar de merkede Fienders Mærmelfe. * Barden paa 
denhring var ben yderfte, fom førft ſtulde tænded, og 
bn var Vikar fat til at vogte. Han tenkte nu paa at 
herne fin Fader. En Morgen gif han til UK for ot be⸗ 
) Ypyen veb Bergen. 

Q* 


116 Gagnhiftorten. 


føge fin gamle Foſtbroder. Han fandt GStarkfad lig; 
ved Ilden; fljønt han fun var tolv Aar gammel, var 
bleven over al Maade ſtor; han havde fort Haar fon 
Fader og var meget flyg. Vikar fil ham til at fra 
væbne fig og følge ham. De flaffede fig et Skib, f 
Af og fil ti andre fterfe Kjæmper med fig. Nu vi 
de at angribe Herthjøf. Denne boede paa en ſtor & 
forfynet med ſterke Gjerder og Porte; han havde om 
70 vaabendygtige Moænd foruden Tjenere og Urbeidi 
Bifar angreb vpludfeligen og med Hidfighed. Di: 
bleve fprængte. Herthjof og hans Mand gjorde te 
Modftand; men Vikar og Starfad trængte ind paa 
og fældede ham. Vikar tog firar den falbne Konges E 
og med alt det Folk, han funde faa, ilede han til Y 
Der famlede alle hans Faders Benner fig om ham, 
han blev antagen til Konge. Giden vendte han igjen 
bage til Hørdeland og underlagde fig ogfaa dette. 
midlertid famlede Kong Geirthjof paa Oplanden 
Hær for at hevne fin Broder. Bifar drog ham imode 
efter fytten Dages Kamp tilfatte Geirthjøf Livet. Bifar m 
lagde fig nu Oplandene og desuden Thelemarfen ; thi Fridt 
de faldne Kongers Broder, fom var Konge her, var den 
fraværende. Men da han fom tilbage, indtog han b 
Oplandene og Thelemarfen og fendte Vifar Bud, at 
ſtulde betale Skat, eller ogfaa vilde han fare med I 
fljold over hang Mige. Vikar flevnede Thing, og man 
enig om at gjøre Modftand. Med en flor Hær begy 
nu Fridthjof at herje hans Rige, men Olaf Sky 
(den ſtarpſynede), en Konge fra Svithjod, fom Vika 
Hjælp. De mødte Fridthjof, og en flarp Strid begyr 
GStarfad var den Ddjærvefte af Bifars Kjæmper; bryn 
brød han gjennem Fiendernes Fylling og hug til b 
Sider. Da faa Fridthjof fit Folk fly og bad om 
Den fif ban; baade Oplandene og Aekemarken maatte 


Bifar. 117 


| overgive til Bikar og felv forlade Landet. Vikar ffal have 
fat fine Sønner til at beherffe disſe Lande, Harald med 
fongenavn over Thelemarfen, men Neri fom Jarl over Op 
landene. 

Nu var Bifar bleven en mægtig Konge; han var en 
tapper Kriger og var omgiven af herlige Kjæmper. Men 
ingen af Disfe var ham faa fjær fom Gtarfad. Han var 
Bifard Landverngmand og Raadgiver; han fad i Høifædet 
ligeoverfor Kongen og fik herlige Gaver af ham. Det 
hendte fig en Sommer, da Kongen flulde feile fra Agder 
til Hørdeland, at ban længe laa ved nogle Holmer for 
Modvind. Man fældede Blotfpaan, for at faa vide, hvad 
der voldte dette; Svaret blev, at Odin fordrede en Mand 
af Hæren. od blev nu faftet, og Kong Bifard Lod fom 
op. Alle bleve forfærdede, og Jngen vidfte at give noget 
Raad. Man blev enig om Dagen efter nærmere at over 
læge dette. Bed Mivnatstid vakte Hrosshaarsgrane Stars 
hd, fin Fofterføn, og bød ham at følge fig. De roede 
paa en fiden Baad over til en ſtovbevoxet DØ; der gif de ind 
i Gføven og fom fnart til en aaben Plads. Mange vare 

der førfamlede, og et Thing var fat; elleve Mænd havde 
laget Sæde i en Ring; det tolvte Sæde var tomt. Hross⸗ 
haarsgrane fatte fig i det tomme Sade, og alle bilfede 
dam fom Odin. $Han bed Dommerne dømme GStarfads 
Sljebne. Da tog Ihor til Orde: Alfhild, Starkads 
darmoder, faarede en Jotun til Fader for fin Søn og ei 
Mathor; derfor paalægger jeg Gtarfad den Skjebne, at 
han hverfen føal eie Søn eller Datter, men ende fin Wt.“ 
da gav Odin ham Liv i tre Menneffealdre; Thor fagde, 
than å hver af dem flulde øve et Nidingsverf. Odin 
Aae, at han fiulde eie Guld og herlige Baaben; Thor, 
at han aldrig ſtulde tykkes fig at eie not og aldrig faa 
Gard eller Grund. Odin gav ham Seier i hver Strid; 
| Sør bød, at han fledfe føulde faa haarde Gant. Dun 


118 Sagnbhiftorien. 


gav ham Gfaldefunft; Thor fagde, at han flulde glemme 
hvad han felv digtede. Odin bed ham vorde en Ben a 
alle Høvdinger; Thor fagde, at han flulde være forhadt a 
Amuen. Dommerne dømte nu Starkads Gkjebne, v 
Thinget hevedes. Før Hrosshaarsgrane fliltes fra Star 
fad, bad han ham lønne fig for den ubdvitfte Hjælp ved a 
fende ham Vikar. Gtarfad lovede det. Grane gav han 
fit Spyd; men det faa fun ud til at være en Rørftengel 
Om Morgenen efter famlede8 Kong Vikars Raadgivere oi 
bleve efter Starkads Raad enige om at offre Kongen par 
Skromt. Gt ftort Furutræ flod i Nærheden, og ved deti 
Side en høi Iræftub. GStarfad fleg op paa Gtubben 
bøiede den tyndefte Kvift ned og fnyttede en fvag Varme 
ftreng ved den. Nu er Galgen rede til dig," fagde ha! 
til Kongen, „og ei er den farlig; træd hid, og jeg fåa 
nytte Snoren om din Hals.” Vikar fteg op, og Starka 
fnyttede ham GSnoren om Halfen, traadte derpaa ned, berørt 
ham med Roret og fagde: „Jeg giver dig til Odin.“ 
famme QØieblif fiyrtede VTræftubben om under Kongen 
Fødder, Kviften Hævede fig i Beiret, Tarmſtrengen blev 
fterft Reb og Røret et Spyd, fom gjennemborede Vila 
Stedet, hvor dette foregif, kaldtes ſiden Bifarsholm. Vi 
denne Gjerning blev Starkad forhadt af Almuen; angerful 
og nedflagen forlod han fom en Landflygtig fit Fædren: 
land for aldrig mere at vende tilbage Han fom i 
Svithjod til Upfalafongerne og blev høit hædret hos den 
men funde dog ei glemme det Nidingaverkf, han havde øv 
mod fin Joftbroder. 

Man feer ftrar, hvor ſtor Uovereensftemmelfe der : 
mellem begge de her anførte Sagn; baade er Navnet po 
Vikars Fader og dennes Banemand forffjelligt, og desude 
lader det førfte Sagn Vikars Fædrenerige være Hørd: 
land, medens det fidfte lader det være Ugder, hvort 
Horbeland fun fommer ved Grobring. Vikars Forbindel 





Vikar. 119 


med Starkad og hans Dod omtales aldeles ikke i det forſte 
Gagn, ligeſom det andet ei nevner hans Krige med Kong 
Joſur. Det forſte Sagn giver ham en Søn Vatnar, det 
fdfte veed VYntet om denne, men nævner derimod to andre, 
Harald og Neri. Paa Grund heraf har Schoning antaget 
to Konger af Navnet Bifar, en ældre, Søn af Kong Ha» 
ild paa Agder, Herthjofs Banemand, dræbt af GStarkad, 
og en yngre, Alreks Søn. 

Undre Grunde tale imidlertid mod denne Mening. 
Det førfte Sagna Beretning om Bifar fom ofret til Odin 
allerede fra Fodſelen af pasfer paa bet allernøiefte til 
- Fortellingen om hans Dad i det andet. Ut en udmerket 
- Silt funde være iftand til at dræbe fin egen Konge og 
bedfte Ben, der var opfoftret med ham fra den fpædefte 
Barndom, var et faa afflyeligt Nidingsverk, at Oldtiden 
ei tunde foreftille fig det øvet aldeles af fri Billie, men 
heller fom em Birfning af Gudernes urandfagelige Raad, i 
hvid Haand Starfad fun var et Redftab. Denne Fore- 
filling har udentvivl frembragt Gagnet baade om det 
Bidunderlige ved Vikars Fødfel og om det Bidunderlige 
vid hans Død, hvilket umulig fan adſtilles og overføres 
pa to Perfoner. Kun i Forbindelfe med hinanden faa 
begge Beretninger fin Betydning. 

Det er aabenbart, at Forholdet mellem VBifar og 
Gtarfad egentlig er Hovedmomentet i Gagnet og det, der 
har bragt Vikars Navn til Gfterverdenen. Af dette For» 
- hold er den mythifte Traad udfprungen, der fammenbinder 
- bet Hele. Vikar er alt fra Moders Liv udkaaret til Oding 
Yndling, og han falder for Ovdins eget Spyd, da Tidens 
Vilde er fommen; — dette er et egte kraftigt Trak af 
Aſatroen. Starkad, fom her er det næften villieløfe Med- 
- fbi Odins Haand, buffer under for en Forbandelfe, fom 
Thor, alle Jøtners Dødafiende, har lagt paa ham førme- 
Mlt hans Medftammelfe fra en Jøtun, en Jorbanvelke, for 


120 GSagnbiftorien. 


Odin formaar at lette, men iffe at hæve. Dommen, der 
fældes i Guderneé Raad, hvorved GStarfads Skjebne be- 
ftemmes, ſynes ellers at være Udgangspunktet for en førre 
Sagnkreds, der har omfattet Starkads Bedrifter og merke» 
lige Levnetslob, af hvilfet Vikars Drab udgjorde faa at fige 
bet førfte tragiffe Optrin. Sagnene om Starkads følgende 
Giv ere og fun levnede i den danſte Hiftorieflriver Saxos 
forvanffede Fremftilling, der nytter dem til Hiftorien om 
et Bar af de danffe Konger i Leire. Man feer imidlertid 
heraf, at Folfefagnet har tillagt ham et ualmindelig langt 
Qiv, at det har ladet ham begaa tvende andre Nidingé- 
verfer, Sideſtykker til Vikars Drab, og forreften har ladet 
ham optræde i flere af Nordens ftore Begivenheder, der 
bog ligge faa fjærnt fra binanden, at det har været umu 
ligt, at een og famme Mand fan have deeltaget i dem alle. 
Bi ville her iffe videre berøre Sagnene om Starkad, der 
mere fynes at tilhøre Poefien end Hiftorien. Hvad der er 
fagt om Vikar, godtgjør formeentlig, at man ikke bør tænk 
fig Sagnene om ham fordeelte paa tvende Konger af dette 
Navn. J Halfé Saga danner Bifar ingen Hovedperfon; 
han berøreg fun der, forfaavidt fom han og hang Fader 
leve i Strid med Rogalands Konger, om hvilke Halfé 
Gaga egentlig dreier fig. J Sagnet, faaledes fom det 
findes indffudt i Gautreks Saga, ere derimod Vikars Ve 
drifter og iſer hans Forhold til Starfad Hovedfagen; der 
ev ſaaledes al Rimelighed for, at dette Sagn ogfaa med 
Henfyn til Biomftændighederne i Vikars Levnetslob er det 
mere nøiagtige, om det end maa fuldftændiggjøres af Halfs 
Gaga med den mythiſke Beretning om hans Føvfel. Vi 
antage altfaa Bifar for at have været en Søn af der 
egdffe Konge Harald, og at Halfé Gaga Beretninger om 
Aref og hang Huftruer bør overføre8 paa Venne famme 
Harald. Forovrigt maa vi af andre med dette forbundne 






Bifar.  Hjørleif den fvindekjære. 121 


Gaqn og af Glægtlinier flutte, at Bifars Tidsalder har 
foldet i Begyndelfen af det Gte Aarhundrede e. Chr. 


Hjerleif den kvindekjære. 


fong Hjør, Joſurs Søn, Rogalands Konge, der 
 førhen er nævnt fom Bifard Samtidige, var berømt baade 
- før Magt og Viisdom; han døde Straadad. Hjørleif, 
hans Søn, blev Konge efter ham og fil foruden fit Jod» 
rmerige ogfaa $Hørdeland. Han var gift med Wſa den 
lyfe, en Datter af Eyſtein Jarl af Valdres.  Hjørleif 
bar meget gavmild; Derved bortødflede han fine Skatte; 
før at vinde Guld og Hæder ruftede han nu et Skib med 
9 Mand før at fare til Bjarmeland), hvor de norſte 
Bilinger i Oldtiden ofte gjorde rigt Bytte. Paa Beien 
bdhen fom han til Njardey?) og blev her vel modtagen af 
hogne den rige. Han blev indtagen i dennes Datter, 
 $ild den ſmekkre, egtede hende, og hun og hendes Broder 
: Solve fulgte ham paa Bjarmelandsfærden. De landede 
nd Binaa (Dvina) og gjorde rigt Bytte. Paa Filbage- 
veien faa Kongen en Nat ved Kyſten af Finmarken. Hand 
end havde gjort Ild ved en Klippe og vilde hente 
Band fra en Bæf, fom ſtyrtede ned over Fjeldet; men et 
told hindrede dem. Songen lod fig ei firæmme; han 
gjorde et Spyd gloende i Ilden og faftede det i Diet paa 
MPueldet, fom til Gjengjæld fpaaede Kongen Ulyffe af hans 
J Aifermaal og forfoandt i Fjeldet. Mod Hognes Raad 
lg Kongen Hild og Sølve hjem med fig og blev her 
J wodtagen med Glade af Ulle undtagen Wſa. 











EO Bjarmerne (de nuværende Bermier) boede i Fortiden ved det 
— bide Hav (Gandvifen). J den tidligere Middelalder gif en 
dandelsvei fra Orlenten gjennem Musland til disfe Egne, der 
Vare af Bigtighed for Handelen ved fit Pelsverk; deraf forklares 

Hjarmernes Rigdomme. 

&røen ubenfor Nambalen. 


fi 


122 Gagnbhiftorten. 


En Stund efter drog Hjørleif til Konghelle og tv. 
her Reidar, GSjælands Konge, og Here, hans Gen 
Han blev Here8 Ben og blev buden hjem til Reidars Rige 
Her faa han Ringja, fin Berté Datter, og fyntes faa vei 
om hende, at han beilede til hende og fil hende efter Herd 
Raad. Men da han med denne fin tredie Kone vilde drage 
hjem til fit Rige, hændte det fig en Morgen ved Solens 
Opgang, da han laa for Havblif i Nordføen, at en Hav 
mand fleg op ved hans Skib og fpaaede Ringja Døden 
og Songen JFangenffab. Stray efter følte ogfaa Dronnin- 
gen fig fyg og døde haftigen. Hendes Lig blev fludt over 
bord. Here fandt det brevet i Qand ved fin Faders Net 
og troede, at Hjørletf havde myrdet hende. 

midlertid var Hjørleif fommen hjem til fit Rige og 
fad der i Molighed. Nogle Fiftere havde om Hoſten fane 
get en Havmand; benne blev opfødt i Kongens Gaard, 
men var ſtedſe taus. En Kveld hændte det fig, at Sven⸗ 
dene brodes i Hallen og flukfede Lyſene; å Forvirringen 
flog Hild et Horn ud over Wſas Kappe. Kongen blev 
vred og flog Hild; men hun fljød Skylden paa Hj 
feifå Hund, Floke. Da han nu flog Hunden, lo Hav 
manden. Kongen fpurgte om Yarfagen, og han fvaree: 
„Taabelig handler du; disfe to fulle redde dit Liv.” Km 
gen lovede ham Frihed, hvid han vilde fige ham, hvad er 
foreftob; ba forfyndte Havmanden ham i et Kvad, at den 
banffe Konge ilede over Havet for at hevne fin Datter. 
Hjørleif holdt fit Ord og lod Havmanden flippe i Søn; 
berpaa fendte han Budſtikke ud for at famle Folk. 

Men endnu den famme Nat gjøede Flofe; Kongen 
vaagnede og vidfte, at dens Gjøen tydede Fare. Reidar 
var ogfaa fommen med en Hær og havde omringet Gu» 
ben. $Hjørleif gjorde et Spring over fine Fienderd Hovedet, 
og idet han fom ned, fljød han et Spyd bag fig og horte 
det Raab, at Here var rat. Son Watede til Skoven 


Hjørleif den fvindefjære. 123 


og faa herfra fin Gaard fortære8 af Luerne og Fienden 
fele bort med hans Huftruer og meget Bytte. Samme 
Hoſt drog Hjørleif med eet Skib til Kong Reidar Gaard; 
han gif ene i Land og fom til Hallen, hvor Ingen var til: 
flde uden WMſa. Han aabenbarede fig for hende og bad 
hende bjælpe fig at faa Hevn over Reidar. Hun lovede 
at fljule ham og lukkede ham i fin Klædefifte  Derpaa 
gif hun til Reidar og forraadte denne Alt. Nu blev 
$jørleif fangen og paa Wfas Raad ophængt i fine egne 
Skotvinger mellem to Ide, der brændte paa Hallens Gulv. 
Songen og al Hirden fad omkring ham, braf og glædede 
fig; men Hild heldte ubemerket ØL i Ilden for at dæmpe 
den. Gnart faa hun, at Ulle vare føvnede; da greb hun 
et Sverd og overffar Kongens Baand.  Hjørleif gif nu 
hen til Høifædet, hvor Reidar var falden i Søvn med 
Wa paa fit Skjod, og gjennemborede ham; berpaa 
lede han til Skibet og bhentede fine Mænd. Reidars 
$irdmænd fom iffe til fig felv, førend be vare bundne; 
bag fljenfede Hjørleif dem Livet. Han underlagde fig 
nm Reidars Mige og fatte Solve Høgnesfon til at 
herffe derover; felv vendte han tilbage til Norge med fine 
huſtruer. Da han fom hjem, frevnede han Thing og fore 
talte Folket, hvad fa havde gjort. Man dømte hende 
il at drufne8 i en Myr; men Kongen lod hende beholde 
tivet og fendte hende hjem til hendes Fader med det Gods, 
hun havde faaet i Medgift. Hjørleif vedblev at foærme om 
i Biting og faldt i Strid). 


Half og hans Kjæmper. 

Kong Hjørleif havde med Hild to Sonner; den ældre 
bd Hjørolf, den yngre Half. De bleve opfoftrede hos 
em Konge Asmund, der egtede Hild. Da Hjørolf var 
atten Aar gammel, ruftede han fig til at fare par Sotog; 
1 $aljø Saga Kap. 5—8. 


124 Sagnhiſtorien. 


han ſamlede alle de Skibe, han kunde faa, gamle og ny 
fmaa og ſtore. Ligeſaa lidet udvalgt var hans Hær: den bi 
ſtod af Frie og Træle, og de Fleſte havde ei andre Bac 
ben end GStænger og Klubber. Da han ftødte paa Vikin 
ger, ftolede han paa fine Mends Moængde og lagde ti 
Strid, men blev flagen og maatte flygte. Overounda 
fom han om Hoſten hjem til fit Fædreneland og bla 
fiden ringeagtet, faalænge han levede; ja, det blev endog 
et Ordfprog at Falde alt flodfet og uheldigt Hjorolfs⸗Ferd. 

Underledes gif det med Broderen Half. Om Baare 
efter Hjørolfå Hjemkomſt havde han fyldt fit tolvte Var 
men overgif Ulle i Størrelfe og Styrke. Det tolvte Ya 
var i gamle Dage blandt Nordmændene den Ulder, i hvil 
fen Kongefønnerne ffulde begynde at vænnes til Krigen 
De gjorde ba gjerne fit førfte Tog under Opfyn af am 
Fofterfader eller en anden ældre Mand af prøvet Klogſtab 
og Japperhed. Half vilde nu ogfaa betræde Krigens Bane; 
men abvaret ved fin Broders Exempel valgte han en ganſte 
anden Fremgangsmaade, end Denne havde gjort. Hall 
ruftede fun eet Skib; men det var nyt og velbygget, 04 
fun de Jaa, fom havde Styrke til at løfte en ftor Steen, 
fom laa i Kongsgaarden, bleve agtede verdige til at vært 
bane edfagere. Ingen af hans Mænd maatte flage elle 
flifte Miner ved Saar, og Jngen flulde være yngre end 
atten eller ældre end ſexti Uar. Vide omkring blev det 
føgt efter Kjæmper, fom funde udholde Prøven, og omfide 
ſamledes 22. Blandt didfe var to Brødre, der begge hed 
Hrok, den ene faldet den hvide, den anden den forte, 
Sonner af Herfen H$aamund. Den yngſte af Halfs Ledfagere 
var ben attenaarige Stein, Søn af Jarlen i Hørdeland, 
Alf den gamle, og af Gunnlod, Haamund Herſes 
Gøfter. Denne Stein var Kongens fjærefte Ben og Raad 
giver. Hans yngre Broder, der ogfaa hed Stein, fil ei 
£ov at være med Å Halfs Jelat, da fan manu fun var 


Half og hans Kjæmyer. 125 


of Yar gammel. Selv 23de ſtak nu Half i Søn. Den 
ne Aveld, da de i et heftigt Uveir lagde i Havn, vilde 
tin, at de ſtulde tjælde!) over Skibet; men Half fpurgte 
ottende, om han vilde have det fom hjemme i Stuen. 
iden blev han fadet Innſtein. Om Morgenen efter 
dede i en ſterk Storm forbi et Udnes. En Mand 
abte til dem fra Nesſet og bad dem tage fig ombord. 
If tillod det, hvis han vilde fraa paa een let ved 
hyret indtil Uftenen. | Det er et godt Tilbud,“ fagde 
anden, ,faa er jeg Kongen nærmeft.” Kongens Plads 
n Unfører var nemlig ved Gtyret. Manden var den 
gre Stein, fom før var bortviift formedelft fin Ungdom. 
m blev nu tagen ombord, udførte, hvad der var blevet 
m paalagt, og blev optagen blandt Halfs Mænd. Han blev 
den Tid af Faldet Utftein til Forfkjel fra fin Broder. 
me Flok blev Faldet Halfsrekkerne eller Halfs 
emper. De havde mange Love, fom viifte deres Djærv» 
, Ingen ſtulde have Sverd længere end en Ulen, des 
mere maatte De da gaa fine Fiender; og GSarfverd 
Ide det være, at Huggene funde blive deg ſtorre?). In—⸗ 
 flulde forbinde fine GSaar før efter et Dogns Forlob. 
er maatte have tolv Mands Styrke. Gi maatte de rane 
r fange Kvinder og Børn. Naar de føgte Land, flulde 
ei vælge den fifkre Havn, men ligge ved Udnes. De 
atte aldrig tjælde over fit SÅib og aldrig reve Seil i 
om. Deres Untal flulde ei overftige 60. 

Uten GSomre for Half i Hærfærd og vandt ftedfe 
jer; nu vilde han endelig drage hjem til fit Fædrene- 
id. Paa Hjemfærden reifte fig en heftig Storm, faa at 
ti kunde øfe Skibet, og det var nær ved at fynke. Der 


I Raar Skibene laa i Havn, brugte man at udfpænde et Felt 
(tjald) af Badmel over dem til Ly for Skibsfolket. 

) Sar faldtes af be gamle Nordmænd Sverd med enkelt Eg, fom 
sile brugted forte og brede. 


126 GSagnbhiftorien. 


ffulde da kaſtes Rod om, hvo der ſtulde fare overbord før 
at lette Skibet. Men dette behøveded ei; thi Ulle vare vil 
lige. De kappedes om at fpringe å Havet og raabte (på 
gende til hinanden: „Straaloſt er hu foran Stokkene!“!) 
Bed denne Gelvopoffrelfe af Kjæmperne blev Skibet lettet, 
og Half landede ved Hørdeland. Asmund, hans Stiffader, 
fom ham imode, fvor ham Troftab og indbød ham til 
et Gjeftebud med Halvdelen af hans Folk. Om Morgenen 
efter lavede Half fig til at drage fra Skibene. Innſtein 
advarede ham mod Asmund og raadede ham til at drage 
op med alt fit Folk og brænde hans Gaard; thi Han havde 
GSviq i Sinde mod ham. Men Half bebreidede Innſtein 
hang Mistro. Asmund har fvyoret mig Troſtab,“ fagde 
han, „og ffulde vel en Konge bryde fit Ord eller fvige fin 
Ben?" Da fortalte Jnnftein fine ildevarflende Drømme: 
„Jeg fyntes at fee Ild lege om vore Mand,“ fagde han, 
„og ei funde de fomme ud af den.” „Det tyder Guld og 
blanke Brynjer," fvarede Kongen, ,fom ſtal ſtjenkes mine 
Kjemper og flinne fom en Que paa deres Skuldre.“ Jun- 
ftein fagde ham flere Drømme, men Kongen faldte del 
Daarffab at agte paa Sligt. Da bad Innſtein begge 
Øroferne og Utftein fin Broder ei at agte Kongens Bud, 
men følge ham med alt Folket iftedetfor med Halvdelen; 
de fvarede, at Songen ſtulde raade for fine Mend. Ofte 
før," udbrod ba Jnnftein, har Kongen byttet til mit Raad; 
men nu vil Sngen høre mig!* Alle Advarfler vare for» 
gjæves. Half drog med Halvdelen af fit Folk til Asmunds 
Gaard og blev modtagen med et prægtigt Gjeftebud; der 


1) d. e. Bænfene. Der figtes til den Skik Hos vore Forfædre at 
ftrø med Halm eller Straa paa Gulvet foran Bænfene. Half 
fjæmperne fpøgede med Forffjellen mellem den Stilling, i hvilken 
De nu vare paa det vilde Hav, og Gjefternes i den frevelige 
Hal, hvor GStraa var bredt for deres Fodder, maar de forlode 
fine Sæder. 


Half og hans Kjæmper. 127 


bley druffet fterft, og Halfs Kjæmper fovnede faft. Da 
gik det, fom Innſtein havde forudfagt. Asmund og hans 
end lagde Ild om Hallen. En af Kjæmperne vaagnede, 
meftede Røgen, men fagde fun: Ru ryger det om 
fjemperne," og fovnede atter. En anden vaagnede og faa 
Gallen brænde: „Nu drypper Voxet af vore GSverdl*1) 
de han, og fov ind. Da vaagnede Half felv, reifte fig 
og bød fine Mænd gribe til Baaben. De løbe faa heftig 
mod Hallens Bæg, at den fryrtede ud. Innſtein opmun- 
tede i et Kvad fine GStaldbrødre til at trænge frem gjen» 
nm Luerne, tappert følge Songen og hevne fig paa As— 
mind. |, For Døden," fagde han, ,maa ei Helten frygte; 
Sngen fan dog leve evig." Da Half og hans Kjemper 
havde brudt fig ub af den brændende Gaard, begyndte en 
blodig Strid, men de bleve overmandede af Asmunds 
tverlegne Hær. Song Half faldt og døde leende; Innſtein 
fntfatte Kampen med det Folk, fom fom til Hjælp fra 
Glibet. Lige til Uftenen ſtrede de; da vare alle Kjæmperne 
nedlagte, og Innſtein felv faldt ved fin Konge Hoved. 
Om Natten for Gunnlad, begge Steinernes Moder, 
il Balen for at føge fine Sønner. Hun fandt Jnnftein 
Må, men Utftein farlig faatet; dette famme var og Vil- 
felbet med to andre af Kjæmperne, Baard og Bjørn. 
fm fjørte dem hjem til fin Gaard og lægede dem hem- 
meligen. Baard og Bjørn droge da til Kong Sølve i 
Sjøland, Halfs Morbrøder; men Utftein drog til en anden 
Mnft Konge ved Navn Gyftein, der var hans Frænde. 
dennes førfte Raadgiver var Ulf den røde, fom havde 
titt Sønner, ſterke og trættefjære. De funde ei lide Ut- 
fin og fornærmede ham ideligen. Da æftede han dem 
ile otte til Ramp og fælbede dem, traadte fiden i Hallen 


) Man ſtulde heraf formode, at det har været Skik i gamle Dage 
ot overbrage Gverbene med Bør, muligen for bedre at bevare 
ben før Ruft paa Sjøen. 


128 Sagnhiſtorien. 


for Eyſtein og Ulf og ſpurgte, om Flere havde Lyſt til 
prøve fig med ham — hvis det fom derpaa an, var å 
ei bange for hele Rongens Hird. Men Gyftein fagde, 
Gligt forbed fig felv; alle faa nu Halfstjæmpernes M 
og at Utftein ei havde fin Lige. 

Ogfaa Hrok den forte undfom fra bet Glag, 
hvilfet Half faldt. Han havde faaet mange og han 
Saar; dog forlod han Balen om Natten og fom til 
fattig Skopbonde, ber forbandt ham og førte ham 
Sogn til hans Farbroder, Geirmund Herfer. Hos h 
blev Hrof læget og opholdt fig der hemmeligen, indtil å 
om $Høften drog over Oplandene til Gautland og fom 
Kong Hafe i Skaane, hos hvem han forblev om Binter 
Hafe havde en Datter, fom hed Brynhild; til hende hat 
en Konge beilet, fom hed Svein og blev kaldet den fei: 
fæle; men han havde faaet Ufflag. Da gjorde Svein | 
Lofte, at blive dens Banemand, fom egtede Brynhild, 
tillige hendes Faders. Ingen ved Hakes Hird fjendte Hr 
berfor blev han fun lidet hædret. Men en Dag, da Å 
geng Mand vare redne paa Jagt, og Kvinderne vare gang 
i Nøddeffoven for at fornsie fig, faa Brynhild en Ma 
flaa ved en Eg og hørte ham i en Gang oprg 
Halfs og hans Kjæmpers Bedrifter; hun merfede, at å 
felv var en af dem, og at han holdt fig verdig til hent 
Kjærlighed. Brynhild fagde fin Fader, hvad hun hav 
hørt. Hake ledede da ſtrax Hrok til det andet Høie 
og gav ham Brynhild til Gate. Om Baaren mødte 
Kong Svein den feierfæle og fældede ham. Men ! 
Sommeren forenede Hate og Hrok fig med Kong Sel 
og med Kong Gyftein, hvem Utftein fulgte. Alle droge 
fammen til Norge, fældede Kong Asmund og fatte $Hal 
Son, Hjør, til Konge i Faderens Rige.  Derpaa frr 
mede Hrok og Utftein længe om i Biting og bleve meg 


sil * 


Half og hans Kjæmper. | 129 


berømte. Men Sølve Hognesſon vandt fenere Svithiods | 
Rige*). 

Halfa AGtlinger fynes, fom deres Gtamfader, at have 
gjort Havet til fit fande Rige og fun lidet at have agtet 
fine Lande i Norge. De fulgte i faa Maade de mange 
norffe Høvdinger8 Viis, fom paa den Tid bedakkede Mord» 
fen med fine Skibe og med fine krigerſte Starer, fom 
bare Kongenavn uden fom ofteft at eie mere end et Nes 
eller en Gaard, hvor de funde have Sæde om Binteren. 
Sa mangen en Gang eiede de iffe engang faameget paa 
Landjorden, men havde hvad de faldte Fredland og Vin- 
trfæde hos em eller anden Konge eller Jarl, der havde 
andbefiddelfer, og med hvem de frode i venffabelig For- 
bindelfe, meden8 de forreften foærmede om paa GSøtoge og 
derfor med Mette faldtes Søfonger. Der gaves endog de 
fonger, fom fatte en Ute å flet intet andet Hjem at eie 
ed fin Snekke paa Havet. Det var den egte Søkonge," 
feder bet i be gamle Sagn, ,fom aldrig fov under fovet 
Belte og aldrig draft ØL ved Arnens Ild.“ For faadanne 
Gofonger var ifær bet fydveftlige Norge at anfee fom en 
PManteffole, hvorfra de fpredte fig over Nordens Have. 
Beretningen om Half og hans Kjæmper maa betragte8 fom 
em tro Skildring af disſe Sokongers vilde, urolige Liv, af 


deres Trods mod Menneftefraft og mod felve Naturens 


- Madfler, af deres Higen efter Kamp og Rrigerære og deres 


— 





doragt for Doden, ſom i deres Tro kun aabnede dem 


Døren til Valhal og dets Glader. 


Bi ville nu forlade denne urolige Slægt for at vende 
vor Opmerffombhed hen paa en ongeæt, ber engang i Vi» 


en ſtulde vinde et varigt Herredomme i Norge, nemlig 


Ynglingeætten i Upſal. 


En Green af den nordgermaniffe Stamme havde, fom 
1 $alfe Saga Kap. 9—16. 
%. Repfer. Norgeb Hiftorie. 9 


130 Gagnhiftorien. 


før fagt, fit Sæde i Øft ved Malaren i det nuværende 
Sverige; Landet, den beboede, faldte8 Svithjod, Folke 
GSvear eller Svenſker. Her var det, at Ynglingerne 
herftede, en Slægt, hvis Oprindelfe, fom faamange andre 
Oldtidens Rongeætterd, taber fig i Gudeverbenen. Den ſtal 
efter be gamle Sagn have flammet fra en Yngve, hvem 
nogle Sagn gjøre til Get med Guden Frey, og YEttend 
GSæbde var Upfal, hvor et Hovedtempel var bygget. Hver 
af Slægten, heder det, faldte fig efter Stamfaderen Yngpvi 
eller Snquni2): Den norffe Skald Thjodolf af Hvin, 
Harald Haarfager8 Samtidige, har i fit Digt Nnglinga 
tal bevaret Navnene paa en Rakke af Ynglinger tillige 
med enfelte Trok af deres Liv. Gamle Sagn have nyttet 
fig til Thjodolfs Verd, og disfe fremftiller ng lingafaga. 

JFjølner er ben førfte Konge af denne UEt, fom 
Nnglingatal nævner; Öldfagnet falder ham Freys Søn og 
fætter hand Herredømme nærmeft Guderned i den lykkelige 
Vid, da Frodes Fred herffede, og Strid og Nød ei kjendtes. 
Der var Benffab mellem Fjolner og Fred-JFrode i Keidra, 
og Kongerne beføgte hinanden ofte. Bed et af disfe Ve- 
føg faldt Fjølner uforvarende i et ſtort Mjodkar i Frode 
Gaard og druknede. 

Svegder, hans Søn, vilde opføge Odin og fit 
Folks gamle Hjem. Han drog derfor langt mod Dm, 
blev af en Dverg lokket ind i en Klippe og faaes aldrig 
fiden?). 

1) Yngl. Saga Kap. 20. 

2) Fortellingen om GSvegder i Dnglingafaga bærer et meget fabel: 
agtigt Preg. Verſet I Duglingatal, hvorpaa den grunder Å 
figer fun, at ,en Dverg loffede Kongen ind i en Klippe, % 
Klippen flugte ham." Maar derimod GSagaens profaiffe Fortel: 
ling ſiger 06, at „Svegder havde lovet at opføge Godheim (Gu—⸗ 
dernes Hjem) og ben gamle Odin, at han derfor med tolv Mend 
vandrede vide om VBerben, fom til Tyrkland og bet frore Svithjod 
og ber fandt mange Frender; at han fik ſig en Kone, Bana af 


VPuglingerne i Upfal. 131 


Banlande, Svegders San, var en vældig Kriger; 
paa et af fine Toge fom han til en Finnekonge Gujo og 
egtede dennes Datter Drif, men forlod hende fiden. Hun 
havde født ham en Søn, Visbur; denne fendte hun til 
Faderen i Svithjod og fif derpaa en Troldkvinde, Huld, 
til at paatrylle Banlande Ulyffe. Ved Troldfvindend Seid 
vaktes hos ham en ſterk Lyſt til at drage til Finland; han 
modftod ben efter fine Venners Raad. Men da han var 
falden i Søvn, blev han kvalt af Maren. 

Bisbur blev hans Efterfolger. Han egtede en rig 
Nands Datter og fil tre ftore Gaarde og et Guldhals- 
Mand med hende i Hjemmegave. Han avlede to Sonner 
med hende og forſtjod hende derpaa. Da hendes Sønner 
bare tolv Aar gamle, fendte hun dem til Faderen for at 
fordre hendes Hjemmegave og det herlige Guldhalsbaand; 
men Bisbur negtede dem bette. Da lagde deres Moder en 
Forbandelfe paa Halsbaandet og hentede derpaa Geidkvin- 
len Huld, der paatryllebe Nnglingeætten den Skjebne, at 
idelige Frændedrab i den frulde oves. Kort efter famlede 
de forftødte Sønner Folk, overfaldt fin Fader øm Natten 
og brændte Ham inde. 

Domalde, Visburs Søn af et andet Gateftab, fulgte 
Faderen. J hans Tid var Hungersnod i Svithjød; for- 
ggeves offrede Folket i Upfal Øyne til Guderne; forgjæves 
offtede de Mennefter; da enedes de om at ofre Kongen; 


Banaheim, og vendte hjem til Svithjod, drog atter ud for at 
føge Godheim og flødte paa en Steen, faa flor fom et Huus, og 
blev af en Dverg lokket derind en Aften, da han var drukfen, og 
forfvandt;" faa fynes alt dette at være et fuldfomment Sideſtykke 
til be tvungne hiftoriffe Forklaringer af de gamle norffe Myther, 
fom de 13 førfte Kapitler af Yuglingafaga indeholbe. Sønnens 
Ravn VBanlande gav uden Tvivl Anledning til at lade ham paa 
Mødrene være af Vanernes GSlægt, fom da efter be af Forfatte- 
ten antagne Hypothefer blev em jordiff Stamme. 

g% 


132 -— Sagnbhiftorien. 


thi han maatte være Skyld i denne Nød. De dræbte ham 
og flænfede Ultrene med hans Blod. 

Domar, hang GSøn, herſtede længe i Fred og ykke; 
han døde GStraadad i Upfal, og paa Fyrisvold blev hand 
Lig brændt. 

Sonnen Dyggve flal førft have baaret Kongenavn i 
Svithjod; før hans Tid faldtes Herfferne Drottner. Han 
døde Straadod fom Faderen. 

Hans Søn Dag var faa viis, at han forftod Fugle 
nes Roſt. Han eiede en Spurv, der fløt gjennem mange 
Lande og bragte fin Herre Tidender. Men i Gotland blev 
Fuglen dræbt. Dag avdfpurgte Guderne, hvi den ei fom 
tilbage. Da han børte dens GSfjebne, for han med em 
Hær til Gotland for at hevne den. Han herjede vide om 
fring, men blev dræbt af en Bonde, der faftede ham en 
Hotyv i Hovedet. 

Hang Søn Agne blev nu Konge. Han elftede Kr 
gen. Han herjede i Finland, dræbte Rong Frofte og 
bortførte hans Datter Stjalf med meget Folk. Da han 
fom til Stoffund, hvor Stokholm fiden blev bygget, bad 
Gtjalf ham gjøre Gravel over hendes Fader. Han bed 
mange Gjefter fammen, der blev drukket fterkt, og Kongen 
lagde fig beftjenfet til at ſove i et elt, der var opflant 
under et flort Iræ. Den Guldkjede, fom Bisbur fordum 
havde eiet, og paa hvilfen Forbandelfen bvilede, havde han 
nyttet faft om fin Hald. Om Natten ftæftede Skjalf et 
Reb i Halskjeden og faftede fiden Rebet over en Grem 
af Træet. Hendes Moænd droge Kongen i Beiret, og ha 
blev hængende der og Fvalt; men Skjalf flygtede bort. 

Agnes Sønner Alrek og Grit herffede efter ham, 
de vare tappre, elffede Hefte og kappedes ideligen i iden. 
Engang vare de redne ud uden Følge og fom ei tilbage. 
Deres Mænd føgte dem og fandt dem døde. Deres Hovedet 


Mglingerne i Upfal. 133 


vare fnufte; derfor troede man, de havde flaaet hinanden 
ihjel med Bidflerne. 

Efter dem fom Yngve og Ulf, Alreks GSønner. 
Iave var fljøn, flert, tapper og feierfæl; derfor var han 
dftet af alle. Alf var fireng og ublid og fad hjemme, 
medens Broderen for i Leding. Hans Dronning var den 
fjenne Bera. En Hoſt fom Yngve til Upfal; han talede 
jevnligen med Bera om Kvelden, naar Ulf var gaaet til 
Gengs, og Dronningen fagde ofte, at den Kone var ykke 
lig, fom eiede Yngve. Herover vrededeg Alf. En Uften 
jod Yngve i Høifædet med et Sverd paa fine Knæ; Bera 
fd hos Ham, og de talede fammen; men Yngves Mænd 
vare drukne og lagde ei Merke til, at Kong Alf fom ind i 
Salen. Alf gik til Høifædet, tog et Sverd frem under 
floppen og ftødte det i Nngve; men denne fprang op og 
sjennemborede Ulf. Begge Brødrene faldt døde paa Gulvet). 

Hugleif, Alfs San, blev nu Svearnes Konge; thi 
Iugves Sønner vare Børn. Hugleik var ingen Kriger, 
tig, men gjerrig; hans $Hird var opfyldt med Seidmand, 
Bjøglere og Spillemænd. I hans Tid fevede de to navn» 
fndige norffe Søfonger, Brødrene Hake og Hagbard, 
ber ftundom fulgte binanden i Bifing, ftundom fore hver 
før fig. Hagbard er bleven bekjendt for fin ulykkelige 
Mjerlighed til Signy, Datter af en Kong Sigar af 
Sillingernes Mt. Engang, da Hake bherjede i fjærne 
Une, traf Hagbarb fammen med Sigars Sønner, Ulf 


) Fortellingen om Agnes Død og hans nærmefte Efterfølgeres tra- 
giffe Skjebne flaar øtenfynlig i den nøtefte Forbindelfe med Vor- 
tellingen om Bisbur og den Forbandelfe, der var lagt paa hans 
Halsfjede. Alt tilfammen fynes atudgjøre et portiff Heelt og har 
udentvivl været Gjenftanden for ældre Digte, fom Thjodolf har 
benyttet. Fremftillingen af flore Ulyffer fom Følge af en Udaad 
og em berpaa følgende Forbanbelfe er fulbfommen i Oldtidens 
Aand. | | 


134 GSagnhiftorien. 


og Alger; de fjæmpede længe, men fluttede endelig Foi 
lig og YVoftbroderffab, og Hagbard fulgte Brødrene hjer 
til deres Faders Gaard. Her faa han Signy og vand 
hende Kjærlighed. Men Sigars Maadgiver, Bølvife 
fatte Splid mellem Hagbard og Sigaré Sønner. Det fon 
til Strid mellem dem, og Hagbard fældede fine Joftbrødre. 
Han vidfte nu, at Døden var ham vid, derfom han fald 
i Sigars Hænder. Dog vovede han fig i Kvindeflada 
til hans Gaard for at gjenfee Signy; men han blev robel 
og dømt til at hænges. Da han blev ført til Døden, vilde 
han prøve, hvor høit Signy elffede ham, og bad Sigard 
Mand fæfte hans røde Kappe i Galgen, idet han fagde, 
at han havde Qyft til at fee fig felv hænge. Signy havd: 
allerede befluttet at følge Hagbard i Døden, og hende 
Piger vilde ei flilleg fra hende. Da hun faa den røde Kapp 
i Galgen, troede hun, det var Hagbard felv. Pigerne av 
tændte paa hendes Bud Hufet, og derpaa hængte de fig 
Hallen. Hagbard faa Luen, vidfte, at Signy var ham tro 
og gif glad til Døden. | 

Da Hafe fom hjem fra fit Ledingstog, hevnede har 
Hagbards Død og fældede Kong Sigar. Siden fom hal 
paa fine Søtoge til Svithjob; Kong Hugleik famlede er 
Hær mod ham, og de mødtes paa VFyrisvold. Sven— 
flerne funde ei modftaa Hafe og hans tolv Kjemper 
Hugleiks Skjoldborg brodes, og han felv faldt med fin 
to Sønner. Hake blev nu Konge i Upfal og fa tri 
Yar i Rolighed i fine Lande; da forfode hang Kjæmpe 
ham og drøge i Viking for at vinde Rigdom. 

Imidlertid vare Jørund og Erik, Kong Yngve 
Sønner, ude paa Tog. De havde en Sommer å Danmar! 
truffet paa Gudlaug, Konge paa Huafogaland, havdt 
feivet over ham, fanget og hængt ham. Bed denne Seier 
bleve be berømte. Da de hørte, at Kong Hate var for 
fadt af fine Kjæmper, droge de ULSwithjod, og her ſtrom⸗ 


Nuglingerne i Upfal. 135 


mede Svearne til dem i Mængde. De lagde op i Løg» 
ten (Mælaren) og ftevnede imod Upfal. Paa Fyrisvold 
medte Hate bem, han gif djærvt frem, og Ingen Funde 
modftaa ham; Erik faldt, og Ynglingernes Merfe blev 
ndhugget. Jorund flygtede til fine GSkibe. Men Hate 
havde faaet faa mange og ſtore GSaar, at han følte, det 
vilde blive hans Død. Han lod fin Snekke lade med 
tig og Baaben, den blev fat i Søen, Styret lagt til 
Mette, og Seilet heifet; derpaa lod han den antænde og 
fig felv halvded-lægge paa Baalet. En raft Bind ſtod 
fra Land, Skibet for Iuende ud paa Havet, og Hakes Helte- 
bød blev vide berømt!). 

Ru blev Jørund Yngveføn Konge i Upfal. Han 
før ofte å Leding. Engang, da han laa ved Jylland, blev 
han overfalden af Gylaug, Gudlaugs Søn, fra Haaloga- 
land og overvunden; han fryrtede fig i Havet for at und» 
fomme ved Svommen, men blev greben og hængt til Hevn 
for Rong Gudlaugs Dod. 

Aane, Jorunds Søn, var. viis, fredelig og en ivrig 
Biotmand. Paa hans Vid herffede i Leidra paa Sjæland 
Brødrene Halfdan og Fridleif. Halfdan angreb Aane, 
fordrev ham af hans Rige og blev felv Konge i Svithjød. 
Men da Halfoan var bød Straadod i Upfal, fom Aane 
tilbage. Dog blev han end engang fordreven af Aale 
ben frokne, Fridleifs Søn; efter dennes Drab blev han 
Ronge paany. Han var dengang allerede meget gammel; 


) Ligeſom Fortellingen om Duglingerne fra Visbur og til Alreks 
GSønneré Død fynes at udgjøre et Heelt for fig, faa fynes igjen 
de uu fortalte Begivenheder at være hentede fra en tabt Saga- 
fortelling, ber har havt Hafes Bedrifter til Gjenftand, og uden- 
tvil ogfaa har indbefattet Fortællingen om Broderen Hagbards 
Kjærlighed og Død. Den fidfte findes nu fun hos ben dbanffe 
$iftorieffriver GSaro (7de Bog S. 338—347 i Millers Udg.) 
og Å Kjæmpevifer. 


136 Sagnhiſtorien. 


dog onſtede han et endnu længere Liv og ſtal have offret 
Odin ni af fine Sønner og for hver af dem vundet ti 
Aars Levealder. Da var han faa gammel, at han blev 
baaren og braf af Smalenden paa Hornet fom et Svobe⸗ 
barn. Dog vilde han endnu ofre Odin fin fidfte San; 
men GSvenfferne forhindrede det, og Aane døde. 

Hang Søn Egil blev Konge efter ham. Egil fil em fare 
lig Fiende i Sunne, der havde været Aanes Træl og Febhirde 
(Sfatmefter). Han havde frjult mange af fin Herred Rig— 
bomme, og ba Egil ei gjorde meer af ham end af enhver 
anden af fine Trele, lob Junne bort og vandt fig vid 
det bortgjemte Guld mange Lilhængere, meft Træle og 
 Ransmænd. Egil vilde udrydde denne urolige Flok, men 
blev oftere øvervunden og maatte endelig flygte til Frode 
den frøfne, der herffede i Leidra. Han fil Folk d 
denne mod Løfte om Skat af Svithjod, og overvandt nu 
og fældede Funne. Sit Løfte holdt han ei; dog vedlige 
holdtes Freden mellem ham og Frode de tre Uar, fom 
Gail levede efter fin Tilbagekomſt. Han blev ftanget ihjel 
af en vild Tyr, der mødte Kongen, engang han var reden 
fra fine Mend paa Jagten. | 


Ottar, Egils San, var iffe Kong Frodes Ven; 


denne fendte ham Bud, at han føulde betale den Gat, 
fom Faderen havde lovet, men Ottar negtede det. Da drog 
Frode til Svithjod, brændte og plyndrede og vendte med 
ftort Bytte tilbage til Danmarf. Men en Sommer, da 


- Han var faren i Leding mod Dften, overfaldt Ottar hand 
Lande og herjede Jylland. Her fom Frodes Jarler ufor 
varende over ham. Ottar faldt og hans Lig blev hen 


flængt paa en Haug fom Bytte for Ravne'og Krager. 
Adils, Ottars Søn, blev nu Konge i Upfal. 
Med Henfyn til alle disſe hidtil opregnede Yunglinge 
fonger i Upfal have vi fulgt Ynglingafaga?), der, fom 
1) Kap. 14—31. 


| 
| 
| 





— 


Vuglingerne i Upfal. 137 


r fagt, ftetter fig til det gamle Ynglingatal af Skal⸗ 
tbjødolf af $Hvin. Kong Ottar er ifølge Sagaen det 
Qed fra Fjølner, den førft nævnte af Atten. Ottard 
der ſynes, ifølge fenere Glægtled og hans Samti⸗ 
d med eirefongen Frode, om hvilfen vi ſtrax efter 
tale, at falde i den førfte Halvdeel af det Gte Mar 
rede. Forudſat, at Glægtrækfen op fra ham til Fjøl- 
r rigtig, faa maatte benne fidfte antages at have levet 
tfte Yarhundrede e. Chr. Men her hviler natur- 
$ Fidøregningen paa en altfor fvag Grundvold til at 
e fremfættes med noget Skin af Veftemthed. Forſt 
Dttar og hans San Adils bliver Ynglingernes Hiftorie, 
Henſyn til Tidsregningen, noget filtrere. Men før 
4 over til at fortfætte Den, maa vi fafte et Blif paa 
man, fom angaa Kongerne i Leire i det Gte Uarhun- 
, bvilfe Sagn danne en egen Kreds, hvid Hovedpuntt 
olf Krakes Bedrifter og Skjebne. 


Leidrakongerne fjelge og Rolf Krake. 


J Qeidra eller Leire paa GSjæland havde ifølge de 
: Sagn Skjoldungernes Aongeæt fit Save. Det 
at den ftammede fra Skjold, der faldtes Odins 
gjennem den berømte Fred-Frode, der førhen i Sagn- 
len er omtalt. Denne Kongeæt fynes fnart at have 
m førre, fnart en ringere Indflydelſe i de Lande, 
fenere udgjorde bet danſte Rige; men GSagnene give 
ingen gyldig Grund til at antage, at Kongerne i 
1 have været ftadige Overkonger i hine Lande. Ved 
idspunkt, til hvilket vi nu ere fomne, i det Gte Var- 
rede, fymed Leidrafongerne at have hævet fig til en høi 
af Magt og Unfeelfe, hvilket endog Upfalafongerne, 
nys er viiff, maatte følel). 


bovedfilberne til Gagnene om de i det Følgende omtalte Leidra- 
fonger ere Molf rafes Saga og Saros Fortelling å den 


138 Sagnhiſtorien. 


Ottars Samtidige blandt Leidrakongerne, Frode, vi 
en urolig og herftefyg Konge. Forſt havde han flyr 
Riget i Fællesffab med fin Broder, den blide og fredelig 
Halfdan. Men han taalte ei denne længe ved fin Side 
overfaldt ham uforvarende, tændte Ild paa hans Gaarl 
og bræbte ham, da han vilde forfvare fig. Halfdan efter 
fod to Sønner Roar og Helge, der endnu vare Ben 
og opfoftredes hos en Mand ved Navn Regin. Denne 
frygtede Frodes Gfterftræbelfer og fendte Drengene til em 
viis og tryllefyndig Olding ved Navn Birfil, der havde 
været Halfdans Ben og boede paa en D nær Kongsgaar 
ben. Regin maatte fidben, fom de flefte andre Høvdinge, 
foerge Frode Troſtab. Kong Frode frygtede Hevn af Half 
bang Sonner og onſtede at faa dem i fin Magt. Bod 
Seidmand fil han Nys om, at de vare paa Birfils D; 
men hans Gendebud funde aldrig finde dem, naar de 
randfagede Øen; thi Birfil fljulte dem å et Jordhuus i 
Skoven. Da drog Kongen did felv og fom faa pludfelig 
at han fil grebet Birfil, før denne funde advare Drengene. 
Oldingen havde imidlertid frygtet for, at dette engang 
funde føle, og havde aftalt med dem, at naar han raabte 
paa fine Hunde Hop og Ho, ffulde dette være dem ei 
Jegn til at fljule fig i Jordhufet. Da han nu blev gre⸗ 
ben af Frodes Moænd, lod han, fom om han frygtede for, 
at Ulvene ffulde angribe hans Hjord, og raabte paa Hun 
bene, at be ſtulde verge den. Drengene bleve advarede og 
løb i fit Skjul; men Frode maatte drage bort med ufor 


Bog (GS. 82 fag.) Rolf Krakes Saga bærer Praget af al 
være fammenfat i det 14be Aarh. af forffjellige mere og minte 
egte Oldſagn; ben maa altfaa regnes for en af de Yngre Sugaer 
og man finder ogfaa meget i dens Fortelling, fom minder ov 
det Aarhundrede, i hvilfet ben er bleven til. Den er alligevel 0 
ſtor Bigtighed, vg paa de flefte Steder er det ikke fam vankteli; 
at abffille be egte Oldſagn fra den ſexere Tids AEventyr. 


Leidrakongerne Helge og Rolf Krake. 139 


vettet Sag. Birfil turde nu ei længer beholde Drengene hos 
fig, men fendte dem til Jarlen Sæfar, der var gift med 
dereg GSøfter Signy. Roar var da tolv, Helge ti Yar 
gammel. J usle Klæder med Huer, fom rakte dem ned i 
Dinene, fom de til Jarlens Gaard og vare der en Stund, 
r uden at Nogen fjendte dem. Frode havde imidlertid Mis- 
. tanfe om, at Safar fljulte Drengene, og indbod ham til 
k et Gjeftebud for at udforffe ham. Brødrene lob med i 
Jerlens Følge mod hand Billie og anftillede fig fom halv» 
gale.  Gjeftebudet røbede en Spaakvinde dem; Frode 
: vilde lade dem gribe, men Regin, deres fordums VFofterfa- 
Fer, hjalp dem bort under Tummelen, fom havde reift fig 
r i Hallen. De fljulte fig i Skoven til Natten; da vendte 
r De tilbage til Kongsgaarden, indebrændte fin Farbroder 
E md Regins og Safar Jarl Hjælp og bemægtigede fig 
E fit fædrene Rigen). 
Roar omtaled ei meget i de gamle Sagn; berømtere 
| blev Helge. Paa et af fine mange Søtoge fom han til en 
Dronning Aalof i Garland og vilde have hende til Egte; 
E men hun afviifte ham med beffjæmmende Haan. Han hev- 
| nede fig ved at voldtage hende, og hun fødte efter Helges 
k Bortfoærd en Datter, Yrſa. Aalof holdt hendes Fodſel 
hemmelig og lod hende vogte Kvæg, fom om hun var 
| Juttigfolfs Barn. Engang fom Kong Adils fra Upfal til 
| Syften, hvor Pigen var med Hjørden; han blev indtagen 
af hendes Skjonhed, førte hende bort med fig og egtede 
dende. Siden angreb Helge Kong Adils's Rige, fordrev 
| fam og bortførte Yrſa. Han anede ei, hvo hun var, 
 egtede hende og avlede med hende en Søn, Rolf. Men 





|: 5 GSagnet om Roar og Helge findes udførlig fortalt i Rolf Kra- 

kes Gaga i dens førfte Affnit, den faafaldte Fröda-Dåttr (Kay. 
1—5), og ftyrfes ved bet, Caro i 7de Bog (S&S. 320 fag.) for- 

toller om en Konge Frode, fom rigtignof efter hans Ordning at 
Begivenhederne er meget Yngre end Nolf Krate. 


140 GSagubhiftorien. 


tre Uar efter fom Dronning Ualof til Danmark og aadi 
barede Yrſas Fodſel. Hun forlod da Helge og drog i 
bage til Kong Adils i GSvithjod. Denne Hændelfe | 
Helge nær til Hjerte; i Krigen vilde han adfprede | 
Sorg og faldt paa et af fine Toge”). 

Helges otteaarige San, Rolf, blev nu Konge i Leidr 
og ba han vorede til, blev han berømt for Gavmildhe 
Japperhed og Nedladenhed. Engang fom en fattig Drem 
ved Navn Bøgg, i Hallen til den unge Konge, fom endn 
var fpæd af Bert. Han gif hen til Kongen og faar 
paa ham. „Hvad har bu paa Hjerte, Svend," figer ol 
„ſiden du feer faa paa mig?" Da jeg var hjemme," fv 
rede Bøgg, ,hørte jeg fagt, at Kong Rolf i Leidra w 
ben ftørfte Mand i Norden; nu feer jeg em liden Krafe: 
ſidde $Høifædet, og ham fader man Konge.” Da fag! 
Kongen: ,Du bar givet mig Navn, Dreng; men GÉ 
er, at Gave flal følge Navnfæfte. Veg feer, du har Jut 
at give mig, ſom er verd at eie; Den faar da give, før 
Noget har.” Han gav ham en Guldring. ,Giv du lykk 
ligft af alle Konger,“ figer Bøgg, ,jeg lover, at jeg 
vorde den Manda Bane, fom dræber dig." Da fagde Kon 
gen: , Bed Lidet bliver Vogg glad.” Fra den Tid ba 
Rolf Jilnavnet Krafe3). 

Mange gjæve Kjæmper famlede fig om Rolf; men dei 
berømtefte af dem alle var Bødvar Bjarte, en Konge 
føn fra Norge. Denne traf i Kongens Gaard en uåke 


1) J Fortællingen om Helge, Aalof og Yrſa har jeg nærmeft fulg 
Ynglingafaga Kap. 32. 33. Rolf Krafes Saga Kap. 6—17 41 
meget ubførligere og giver en noget afvigende Fremftilling. 

2) en Stang. * 

3) Dette Sagn er fortalt efter Sfalba Kap. 44, hvor bet findes 
den fimplefte Form. Saro fortæller det omtrent ligedan; te 
Rolf Krafeé Saga (Kap. 42) er Bøgg en Svenffer, og Vildre 
gelfen tndtræffer langt fenere, under Rolfs nedenfor fortalte T- 
til Svithjod. 


Rolf Krafe. 141 


ondedreng ved Navn Høtt; han var til Spot for Hird- 
ændene, der fandt fin Glade i at fafte de afpillede Been 
aa ham fra Bordet. Drengen laa i en Krog af Hallen, 
egravet i en Dynge af Knofler, fom han faldte fin 
atjoldborg.  Bjarfe drog ham frem, beflyttede ham mod 
Hjemperne8 Spot og tvang ham fiden til at følge fig i 
Ramp mod et Uhyre. Bjarfe fældede dette og lod Høtt 
nilte af dets Blod og æde af dets Hjerte; berved blev 
un ſterk og modig, og ingen af Kjæmperne turde nu læn» 
ae forurette ham. Rolf gav ham Navnet Hjalte; han 
eo faldet den hugprude D. e. den modige, og var nært 
Bjarfe den tapprefte af Kongens Kjæmper!). 

Mellem Kong Adils i Upfal og Kong Aale paa 
Oplandene i Norge var der Strid, og de havde fat hinan» 
km Stevne paa den tilfrosne Bænerfø. Adils fendte Bud 
il fin Stifføn Rolf og bad ham fomme fig til Hjælp; 
un lovede at lønne hand Mænd og give ham felv tre 
tenodier, fom han maatte vælge blandt hand katte. 
Nelf funde ei felv fomme før Krig med Saxerne, men fine 
klo Berferfer fendte Han; blandt disſe var Bjarte og 
hjalte. Bed deres Hjælp feirede Adils, og Aale faldt i 
Striden.  Nolfa Kjænper fordrede nu hver tre Pund Guld 
i Gen, desuden før fin Konge Hjælmen Hildegalt, fom 
Yale havde eiet, en herlig Brynje, Faldet Finnaleif, og Guld- 
tingen Sviagriis, hvilfen Adils's Forfædre havde eiet. 
Mil$ negtede dem Alt, og Berferferne drøge bort i Brede. 
Da Rolf fil dette at vide, drøg han felv uden Keide med 
Um til Upfal. Yrſa, hans Moder, modtog ham vel og 


5 Den vibtløftige - Fortelling om Bødvar Bjarke, fom findes i 
— Molf Krafes Saga Kap. 24—32, vifer fig aabenbare at være et 
Wventnr fra Middelalderen. Langt tilforladeligere er, hvad der 
ſtnuere i Sagaen (Kap. 33—36) fortælles om Bodvars Ankomſt 
ÅL Rolfs Gaard. Dette beftyrfes ogſaa ved Saxos Fortelling 

% barer å bet Hele Oldtidens Prag. 


142 Sagnhiſtorien. 


førte ham til et Herberge, adſtilt fra Rongehallen. å 
blev ber givet dem SØT at driffe og Ild optændt paa G 
vet. Da Rolf og hans Mænd vare fomne i fine Sat 
traadte Adils's Mænd ind i Hallen og lagde Bed til Å 
ben; lidt efter lidt forsgede de den faaledes, at Klæda 
brændte af Rolf og hans Kjemper. „Er det fandt,* far 
de, ,at Song Rolf og hans Berferfer fly hverfen Ild el 
Jærn?” Da fprang Rolf op og raabte til fine Mon 
„Lader os Ilden øge i Adils's Huus!" Han Ffaftede SÅ 
bet paa Ilden og føb over, medens det brændte, og fagt 
„Den flyr ei Ilden, fom over den løber!"  GSaa gjø 
og hans Mænd, grebe dem, der havde lagt Bed til Ild: 
og kaſtede dem felv i den. Yrſa fom nu til og gav R 
et Dyrehorn fulbt af Guld og dermed Ringen GSviagr 
og bad ham flynde fig bort. De fvang fig paa Hefte 
og rede ned ad Fyrisvold. Da faa de Adil forfølge 
med en flor Hær. Rolf faaede Guldet ud over Veie 
men GSvenfferne fprang af Heftene før at famle det. Å 
bad dem ile, og felv red han alt, hvad han kunde, paa 
raſke Heſt GSlungner. Da Rolf merkede, at han var fo 
men ganfle nær, faftede han Sviagriis til ham og I 
ham modtage den fom Gave, Adils ftandfede, greh ? 
paa Spydsodden og lod den løbe ned paa GSkaftet. 5 
Rolf faa ham bøie fig, udraabte han: ,GSviinbøiet I 
jeg nu den ypperſte blandt GSvenfferne!” og red bo 
Denne Rolfs Fard blev faa berømt, at Skaldene fi 
faldte Guldet Fyrisvolds Sæd). 

Rolf havde en Søfter Skuld, en grum Kvinde. 7 


1) Rolfs Tog til Sverige er den Deel af Sagnet om ham, fom 
bedſt begrundet; bet fortælles i Vnglingafaga Kap. 33, h 
Saxo, i Rolf Krafes Saga og endelig i Skalda Kap. 44. < 
har ganffe fulgt Skaldas Fortælling, fom øienfynlig er den e 
fle og den mindft udſmykkede. 


Nolf Krafe. 143 


d, at Kong Helge havde avlet hende med en Ulffonet). 
un var gift med Hjørvard, Rolfs Skattekonge, og op» 
ibfede Denne mod fin Broder. En Juul fom de til Leidra 
wd meget Folk, fom om de vilde bringe Rolf den Stat, 
e flyldte ham, og bleve modtagne med et herligt Gjefte» 
md. Men om Natten overfaldt be ham. Rolf og hang 
Kjemper vaagnede ved GSiridabuldret og forfvarede fig 
hppert; omfider faldt be dog for Overmagten. Kun Vogg 
mar end i Live, og han hevnede fin Konge ved at dræbe 
fjørvard?). 

Denne Sagnkreds henfætter os i en Tid, da den 
wdgermanifte Stammes Herredømme ikke alene i de fyd- 
igere Egne af den flandinaviffe Halve, men ogfaa i den 
tørfte Deel af Danmark var nogenlunde grundfæftet. Daner» 
18 Navn var allerede almindelig befjendt, og de banfle on» 
er i Leidra havde vundet en varigere Unfeelfe. Konge» 
uvnet var allerede blevet almindeligt baade for de Hov⸗ 
linger, Der flyrede mere ubftrafte Riger, og for de Hars 
ere, ber flaffede om til Sos og til Landa i GSpidfen 
n nordgermaniffe Krigerflokke. De gamle Kongerækker, 
ma hvilte man bog ikke i en fjærnere Tidsalder maa bygge 
md altfør ftor Tryghed, fynes at berettige o8 til at hen» 
fre Rolfs Tidsalder til det Gte Aarhundrede. Den» 


1) Det ubentvivl gamle Sagn om Skulds Fødfel fortælles i Rolf 
Krakes Saga Kap. 15. 

N Fortellingen om Rolfs Død er meget udførlig baade i Rolf Kra- 
; 16 Saga og hos Saro og grunder fig, fom det lader, Kos begge 
| paa bet gamle Rvad Bjarfemaal, men er hos begge udfpælk- 
- Ft med mange urimelige 2ventyr. Med Henfyn til Bøggs 
Sen afvige de; GSaro lader ham gaa i Hjørvards Tjenefte og 
babe denne, idet han ræffer ham fit Sverd for paa dette at 
ferge ham Huldffab; Gagaen derimod lader Vøgg udføre Hev- 
nen ved Mrfas og Bødvars Brødre Hjælp. Saxos Beretning 
turde her maaffee være ben aldſte. 





144 Sagnhiſtorien. 


gang var allerede den ſydgermaniſte Udvandring til Pi 
tannia faa godt fom tilendebragt og derved Herredømm 
over den jydffe Halvs indtil Eideren aabnet for den nor! 
germaniffe Folfeftamme. Man finder nu Danerne for 
bet virfelig herffende Folf i de Lande, fom fener 
beholdt Navnet efter dem. Hoiſt fandfynligt er det imid 
fertid, at denne Green af den nordgermanifle Gtamme 
ber i fin Oprindelfe egentlig fun beftod af forffjellig 
Krigerfloffe, har ved Ggteffaber forbundet fig med M 
Overvundne og optaget i fig en Moængde fydgermanifle 
Beftanddele, gotiffe i de øftligere Cane, nedertydile I 
de veftligere, — at den fydgermaniffe Befolfning endnu 
ffjønt under nordgermaniffe Styrere, har fpillet ev 
iffe ubetydelig Rolle i denne Deel af Norden, og at ſyd— 
germaniff Sprog og fydgermanifl Folkecharakteer 
- endnu her å mange Henfeender have gjort fig gjældende. 


De fidfte Ynglinger i Upfal. 


Kong Adils i Upfal var en rig og magtig Kong 
og herſtede længe over Svithjod. Han døde, medens Roll 
Krafe endnu levede. Engang, da han var til Difablot og 
red omfring i Difarfalen, fnublede Heften, Kongen fyrte 
frem over Den og ſtodte fit Hoved faa faft mod en 
Steen, at Hjerneftallen braft. Han blev lagt i Haug vel 
Upfal. | 

Adils's Søn Eyſtein blev nu Konge; i hans Dage 
faldt Kong Rolf i Leidra. Mange Sokonger fra Norgi 
og Danmark herjede paa denne Tid i Svithjod; mange al 
dem havde intet Land og havde gjort fig det til Løv aldrig 
at fove under fodet Bjelfe eller drifte af Horn ved Amen. 
Blandt disfe Søfonger var og Sølve, Hognes San, fra 
Njardey i Norge; han er ovenfor nævnt fom den berem⸗ 
te Halfs Morbroder og Hevner. Gølve havde et livet 
- Mige i Danmark og drog ofte Å Biling i Oſterſoen. aa 


De fivfte Duglinger i Upfal. 145 


af fine Toge fom han ogfaa til Svithjod, overfaldt 
udfeligen Song Gyftein, ba han var til Gjeftebud i Here» 
tt Qofund, og brændte ham inde. 

Derpaa drøg Sølve til Gigtun og forlangte Konge» 
emmet over Svithjod; men GSvenflerne famlede en Hær 
nd ham. Det fom til et heftigt Slag, der ſtal have 
mret i elleve Dage; da feirede endelig Sølve, blev Svi⸗ 
hjøds Konge og herffede der længe. Omfider blev han 
orraadt og dræbt af Svenfferne. - 

Gfter hans Drab blev Yngvar, Eyſteins Søn, 
Ronge i fit fædrene Rige. Han var en tapper Kriger, 
men havde ogfaa nok at gjøre med at verge Landet for 
Bilinger baade fra Beften og Dften. Han faldt paa et 
dog til Eſtland. | 

Hang Son og Gifterfølger, Ønund, gjorde et Tog 
il Eſtland for at hevne fin Faders Død og vendte hjem 
med Seier og meget Bytte. Siden herffede han i Fred 
og var elffet af fit Foll. Han oprydbede Skove, lod 
Myrer dyrfe og beforbrede ſaaledes Landets Frugtbarhed. 
han byggede ogſaa Kongsgaarde i Herederne og anlagde 
Beie for deg lettere at funne reife om i fit Rige.  Deraf 
fl ban Navnet Braut-Ønund >. €. Bei-Ønund. En 
heft, fom han for mellem fine Gaarde og var fommen i 
m trang Dal, ſtyrtede et Sneftred fra de høie Fjelde og 
begrov ham og hans Mænd. 

Kong Ønund efterlod fig en Søn Jngjald, der i 
fn Barndom havde været opfoftret hos GSvipdag den 
blinde. Mange Heredöfonger vare paa den Tid i Svithjød 
fler Sandene omfring Mælaren; dog anfaaes Upfalafon» 
geme, fom raadede for den Deel af Upland, der kaldtes 
giundafand, for Overfonger. J Upfal holdtes ogſaa 
fe Offringer, og did føgte hver Midvinter mange Kon» 
Qu og en ftor Menneffefoærm. Engang, medens Quad 


bn levede, Fom Song Yngvar af Fjadrundaland, 
&. Keyfer. Norges Hiftorie. 10 


146 Sagnhiſtorien. 


den veſtligſte Deel af Upland, til Offringerne med ſine to 
Sonner Ulf og Agnar. Ingjald var ogfaa tilſtede; han 
og Alf, der begge vare fer Aar gamle, legede med hinane 
den, men Ulf var altid den fterfefte.  Grædende klagede 
Ingjald fin Nod for fin Fofterfader, og denne gav ham 
Hjertet af en Ulv at æde. Herved blev han modig og 
fterf, men tillige grum og ondffabsfuld. Da han var ble 
ven vegen, flaffede Kong Ønund ham til Egte Gauthild, 
Datter af en Konge Algaut i Beftergautland. : 
Da Ønund var dad, beredte Ingjald. et frort Gravel : 
før at tage Arv efter ham og indbød hertil Konger, Jar 
fer og $øvdinger over alt Svithjod og de nærmeft liggende å 
Qande. Han havde ladet bygge og indrede en ny Gal, å | 
mindre end felve Upfalen eller Kongefalen. Den blev fol 
bet GSyvfongefalen; thi der vare fyv Høifæder beredte for 
de fyr Konger, fom Ingjald ventede til Gjeftebudet. Uf | 
disſe fom ogfaa Rong Ulgaut af Beftergautland, Jngjaldé | 
GSvigerfader, Kong Yn gvar af Fjadrundaland med hegge 
fine Sonner, Alf og Agnar, Kong Sporfnjall af Ne 
rife og Song Sighvat af Aattundaland?); den fyvende | 
Kong Granmar af Sudrmannland, fom ikke. De fer Kon 
ger med deres Mænd bleve da bevertede i ben nye Cal; | 
Ingjald derimod med fin Hird var i Upfalen. Det var | 
Skik i Arveol efter Konger, at Arvingen fad paa Samme | 
fen foran Høifædet, indtil Bragehornet blev indbaaret; de | 
flulde han reife fig og gjøre et ofte, før han tømte det; | 
derpaa blev han fat i fin Faders Høifæde og var nu Herre | 
over fin Fæbdrenearv. Da Bragehornet blev baaret for | 
Sngjald, veifte han fig og gjorde det Løfte at udvide fil 
Rige til det Dobbelte i alle Retninger, eller og vilde han | 
de. Han tøvede ei heller fænge med fit Loftes Opfyldelfe: | 
thi famme Kveld, da alle Gjefterne vare drukne, bad Fngjold: 
fine Fofibrødre, Jolfvid og Hylvid, Svipdags Sønner, ut I 
1) Bar ligefom Tiundaland og Bjovrundakand en Ded i. Å 





De fidfte Yuglinger i Upfal. 147 


bne fig og fine Mænd. De omringede den nye Sal, 
tændte den og opbrændte de fer Konger med alt deres 
of. Derpaa underlagde Ingjald fig deres Miger. 

Kong Granmar af Sudrmannland faa nu, hvad Skjebne 
er havde været ham tiltænkt og hvad han havde at frygte. 
Denne famme Sommer fom en berømt Sokonge, Hjør- 
ard af Yfingernes Et, til Granmarö Rige, blev ind» 
uden af ham til Gjeftebud og fad i Hoiſadet ligeøver for 
Sranmar. Det var ofte SKE i de ider, at i Gjeftebude 
os Konger, der holdt til i fine Lande og ikke fværmede 
m paa Havet, drak Gjefterne to og to med hinanden, een 
Rand og een Kvinde. GSøfonger og Vikinger derimød 
leiede ſtedſe at driffe alle tilhobe. Om Uftenen gik Gran» 
arå fljønne Datter, Hildegunn, ind i Hallen for at 
jente for fin Faderd Gjefter. Med en fylt Solvkalk i 
t Haand traadte hun hem for Kong Hjørvard og fagde: 
Mil alle Ylfinger! Rolf Krakes Minde!" Hun draf Halv» 
fen og rafte Derpaa Hjørvard Bægeret. Han greb baade 
ægeret og Pigens Haand, fatte hende ved fin Side og 
at og talede med hende om Kvelden uden at agte Vi- 
ngernes Skik. Dagen efter begjærede han hende til Egte. 
en fønnelofe Granmar faa, at Hjørvard vilde blive ham 
i Støtte mod Jngjald, og gav ham Vigen, imod at han 
ulde blive hos ham og hjælpe ham at verge Riget. 

Om Hoſten angreb Ingjald Granmar og Hjørvard 
ed en ſtor Hær af alle fine Riger; Kong Høgne af 
Iftergautland, Granmard GSvigerfader, og Hilder, hans 
en, fom dem til Hjælp. I et fort Slag forlodes Yngjald 
| alle Hovdinger fra Fjadrundaland, Aattundaland, Nærike 
3 Beftergautland; hans Foſterfader Svipdag blinde og 
mes Sønner faldt, og Kongen felv undfom med Nød 
aardt faaret til fine Skibe og flygtede til Upfal. Lange 
rtfattes Striden med Granmar og Hjørvard, omfder blev 
9 red Befvoren, der ſtulde vare, faalænge fom nogen Å 

10* 


148 GSaguhiftorien. 


be tre Konger levede. Men allerede om Høften efter ove: 
rumplede Ingjald begge fine Fiender om Natten, da I 
vare til Gjeftebud paa Øen Sile, og indebrændte dem. 

$Han underlagde fig nu ogfaa Granmard Rige, Sudr 
mannland; men mod Høgne og Hilder i Øftergautland Fund 
han intet udrette, hvor ofte han end angreb dem. Har 
ſtal ellers have myrdet tolv Konger paa en lumſk Maade; 
herved blev han vel Herfter over en ſtor Deel af det fenere 
ſvenſte Rige, men fif og Tilnavnet Ildraade d. e. den 
Onde. Ingjald havde med fin Kone Gauthild to Børn, 
en Søn Olaf, der blev opfoftret i Veftergautland, og en 
ældre Datter Aaſa, der lignede Faderen i Sindelag. Hun 
egtebe Gudrød, Konge i Skaane, eggede førft denne til 
at drebe Halfdan, hans Broder, myrdede Derpaa ham 
felv og flygtede til fin Fader Ingjald. Halfdans Sm 
Jpar fom til Skaane efter Gudrods Dead, famlede em 
Hær og drog til Svithjod. Ingjald og Aaſa vare Å Gjefte- 
bud paa Ræninge, en Ø i Mælaren, da de fpurgte, at 
Svar nærmede fig. Gi havde de Folt not til at gjøre 
Modftand, og Flugten var dem farlig; thi vel vidfte de, 
at de vilde ftøde paa Fiender, hvor de fom. Da toge de 
en Beflutning, der blev vide berømt. De draf alle fine 
Mænd drukne, tændte Ild paa Hallen og indebrændte dem 
tillige med fig felv. 

Sngjald var Den fidfte af Ynglingegtten, der fad paa 
Upfals Rongeftol. Efter hans Død bleve hans Benner og 
Frænder fordrevne, og Ivar, hans Fiende, underlagde fig 
hans Nige1). 


Jvar Vidfadme, Braavallaflaget og Ragnar Lodbrok. 


Ivars Herredømme var nu vidt udftraft*); derfor blev 
han kaldet Bidfadme b. e. ben, der favner vidt; han var 


1) Dnglingafaga Kap. 33—45. 
2) Gfter Dnglingafaga Kap. 46 underiagse var Ry Pur Kl 


Jvar Bibfabme. 149 


pper og feierfæl, men tillige Inmff og ondffabsfuld. Paa 
mne id herflede i Leidra Brødrene Helge og Røret. 
elge var en modig Kriger og blev derfor faldet den hvasſe; 
teref var mindre berømt; thi han favd rolig i fit Rige. 
fngang fom Helge til Ivar og beilede til hans Datter 
Hud; men hemmeligen tilflyndet af Jvar gav hun ham 
Mflag, fljønt hun elffede ham. Noget efter fom Helge 
ter til Svithjod og beilede til hende for fin Broder; efter 
ard Billie fulgte hun ham til Danmark, egtede Kong 
Røref og fødte ham ſiden en Søn, der blev faldet Harald. 
En Stund efter fom Ivar paa et Sotog med fin Flaade 
orbi Sjæland. Han lagde i Land, faldte Rorek til en 
Samtale og vakte Mistanke hos ham til Helge, at denne 
abde havt ulovlig Omgang med Aud, og at Harald var 
nå Son. Herved opfyldtes Rorek af Had til fin Bro- 
ler og Dræbte ham, da han fom hjem af Leding. Ulle 
leve bedrøvede og forbittrede over denne Gjerning; men 
dud fagde, at hun heri faa fin Faders fumføe Raad, og 
rlod ftrar Røref med fin Søn. Jmidlertid vendte Jvar 
ilbage fra fit Tog, landede atter ved GSjæland og hørte, 
bad der var foregaaet. Han lod, fom han var forbittret 
ver Helge8 Drab, og foreftillede fine Mænd, at Røret 
javde begaaet et Nidingsverk, fom maatte hevnes. Rorek 
dentede fig intet ondt og Drog til Skibene; men han blev 
verfalden af IJnars Mænd og fældet efter et tappert For⸗ 
ar. Aud havde imidlertid famlet en ſtor Hær og ilede 
med den fin Fader imøde. Ivar faa, at han ei før Tiden 
tar mandfterf nok til at vove noget mod Danerne og 
diog derfor til Svithjød. Men Aud vilde ei øppebie hans 


Sverige (Sviavelde) og Danmark tillige en ftor Del af Sarland, 
alle Sandene ved ben øftlige Side af Øfterføen (Austrriki) og den 
femte Part af England. Bed Gngland Har Sagnet her udentvivl 
oprinbelig meent Anglernes gamle Hjem før deres Udvandring 
il Britannta, be fydligere Dele af den jydſte Halvø. 


150 Sagnhiſtorien. 


Tilbagekomſt; med ſtore Rigdomme og meget Folge flyg- 
tede hun med Harald til Gardarike, til en Konge Radbard, 
fom berffede der, og egtede ham. Ivar vilde forfølge 
hende, men omfom paa Beien?). 

Gfter Ivars Død fom den unge Harald tilbage til 
Danmark og blev Konge i Leidra. Han herffede længe og 
var en vældig Kriger; derfor fil han Navnet Hildetand 
(Krigens Tand), og det hed om ham, at han var Odin hele 
liget og af ham herdet mod Baaben. Derfor gik ham 
ofte i Striden frem i Sypidfen for fine Mænd uden Hjelm 
og uden Brynje. Da Harald efter et langvarigt Konge» 
bømme var bleven gammel, fvag og blind, bleve Danerne 
fjede af hans Herredømme, og nogle af hans Mand vilde 
kvcele ham i et Bad; men Harald bød dem lade fig fomme 
ud; thi føngeligen vilde han ende fit Liv. Han havde fat 
fin Broderføn Siqurd Ring, Søn af Randver, Sanne» 
føn af Aud og Radbard, til Underfonge over GSvithjod, og 
benne havde unbdraget fig hans Herredømme. Vil hamn 
fendte han nu Bud og ftevnede ham til Strid paa Braa» 
vallafletten i Øftergautland. Efter lang Ruftning ind 
fandt begge Konger fig til det aftalte Stevne. Beggi 
havde de flore Hære og Nordens berømtefte Kjæmper i fi! 
Følge. Harald fulgte Danerne og mange Helte fra Sapev 
og Friisland; i Sigurdö Hær vare de tapprefte Nordmant 
og Svenfter. Den blinde Harald overlod fin Stridshovding 
Brune at ordne Hæren i Svinfylfing eller Kileførm, hvil 
fen Slagorden Odin felv flulde have lært Kongen. Er 
Skjoldmo, Visma, bar hans Merfe. Da Hæren var fyllet 
viifte ben gamle Konge fig paa fin Vogn under Fanen og 


1) Gagnene om Jvar Vidfadme findes fortalte i det Gagabrudfiffe 

ſom er befjendt under Navnet Sögubrot. Denne Saga er vel 
den Form, hvori vi nu have den, fra en feen Tid, fra Slutnin 
gen af 13de Aarhundrede , men grunder fig ubentvivl paa gamle 
Folkeſagn og Digte. 





Harald Hilbetand. VBraavallaflaget. 151 


opmuntrede fine Mond til Japperhed. Det Samme gjorde 
| paa fin Side Sigurd Ring. Derpaa løde urene og Slaget 
begyndte. Forſt heldede Seiren til Haralds Side, og Friferen 
Ubbe, en af hans Kjemper, havde alt gjennembrudt Fien⸗ 
dernes Fylking, da han blev fældet af de thelemarfifte 
Dueflytter i i Sigurds Hær. Derpaa anrettede de og Thrøns 
derne med fine Mile et frort Nederlag blandt Danerne. 
Harald merkede Forvirringen og fpurgte Brune, der fiyrede 
hand Bogn, hvorledes Sigurd Ring havde fylket fin Hær? 
| Brune foarede, at han havde ftillet den i GSvinfylfing. 
E- Underligt!" fagde Harald, ,jeg troede, at Odin havde lært 
mig ene dette!” Han bad nu til Odin, at han, fom fredfe 
havde beftyttet ham, ei vilde forlade ham i denne hans 
ſidſte Strid. Derpaa lod han Bognen fyre ind i, Fiene 
dernes tættefte Skarer; felv veifte han fig paa fine Kna 
og udflyngede Spyd med begge Hænder. Men det var 
Orin felv, fom havde paataget fig Brunes Skikkelſe for at 
hente fin Nndling. Han flyrtede Harald fra Bognen og 
lknuſte hans Hoved med en Kolle. Gigurd Ring faa fnart 
Vognen tom; han formodede, at Kongen var falden, og 
lød Striden flandfe. Derpaa føgte man Haralds Lig, og 
det fandtes i en Dynge af faldne Fiender. Sigurd Ming 
lod det lægge paa Bognen, og den bedfte Heft prægtigen 
ſmykket fpænde for den; det blev alt bragt op paa det ope 
| flablede Baal tilligemed Kongens Skib. Derpaa blev 
Baalet antændt; Gigurd bød Harald fare til Valhal i 
ESpidſen før den faldne Kjæmpeffare, og Danerne kaſtede 
Guld og Smykker i Flammerne for at hædre den faldne 
| Konge). 


) Sagnene om Harald Hilbetand findes fortalte baade i Sögubrot 
og hos Saro i Slutningen af hans 7de og Begyndelfen af hans Sde 
Bog, og paa begge Steder udgjør igjen Beretningen om VBraa- 
vallaflaget Forteællingens Hoveddeel. I Skildringen af dette I 
Oldtiden faa overorbentlig berømte Slag er fan for Overens- 


152 GSagnhiftorien. 


GSagnene om Ivar Bidfadme og Harald Hildetand 
tyde udentvivl paa Omvæltninger i det fydlige Sverige og 
i Danmark, hvorved den nordgermaniffe GStammed 
Overmagt og ben. ſydgermaniſkes Undertryffelfe i didje 
Egne fuldendtes. Sagnet lader Harald efter fin Morfader 
fomme i Befiddelfe af hele dennes vidtſtrakte Herredømme; 
Dog fynes han ifær at have fæftet fig ved Danmark og 


AE 


— 


ved dets endnu Fun halv nordgermaniſte Befolkning. Hans 


Broderføn Sigurd Ring, der reifer fig mod ham paa hand 
gamle Dage, flammer fra Konger i Gardarife, fom udentvivl 
have bherftet over de Der boende Roxolaner eller Rusfer, 
og altfaa været af nordgermaniff Et. Sigurd famler om 


fig hele Svithjod3 og Norges Krigerityrke. Krigere fulgte : 


ham lige fra Trondhjem og Norges nordligfte Fylker 
Om ben gamle Harald famler fig derimod den hele frigerfte 


Magt af det endnu halv fydgermaniffe Danmark og tildels  * 
af det fvenfte Gautland, og ſydgermaniſke Folk og Hærførere 





nævnes udtryffelig at have været indblandede i hand Hær, 


ja fynes endog at have udgjort dens Hovedftyrke. Man 


ftemmelfe mellem Sögubrot og Saxo, at begge maa have fulgt ed 
og famme Oldfagn. Garo fynes bedre at have bevaret det My- 
thiffe i Sagnet, og hans Fortelling om dette Slag er em af de 
meft charakteriſtiſte hans ældre Hiftorie og ben, i hvilfen den 
nordiffe Mand er mindft forvanftet. Det er Ham, fom fremftiller 
Haralds Krigerheld fom Følge af Odins Biftand, fom lader Ovin 


fel paatage fig Brunes Skikkelſe for førft at fætte Splid mek 


lem Harald og Gigurd Ring og derpaa tage Harald felv af Dage 
i Striden. Og dette er udentvivl faaledes, fom Sagnet fra 
Hedenold har fremftillet Begivenheden, medens bet berimod var 


aldeles mod Garos Aand og hans Tidsalders Anffuelfesmande 


avd så sr adle? % i lt 2 


at opbigte Gligt. Sögubrot har ubdeladt dette. Saa vel fom 


Sögubrot og Garo ftemme med hinanden i Beftrivelfen af Braa 
vallaflaget, faa fore Uovereensftemmelfer findes mellem dem med 
Henfyn paa Haralds Slagtſtab og Forfædre. Her flaar Sögu- 
brot mere til at tro, da den ſtemmer med de øvrige Sagaer og 
de til dem knyttede Kongeræffer; derimod er Saxos hele Konge 
ræffe albeles forvirret og uttilforlavelig. 


Braavallaflaget. Ragnar Lodbrot. 153 


feiler derfor fifferlig iffe meget, naar man antager, at i 
Sagnet om det ftore Braavallaflag er levnet os em Berete 
ning om ben rene nordgermaniffe Stammes endelig afgjø- 
rende Seier over den ældre fydgermanifte Befolkning i de 
dandinaviſte Lande, hvilfen Seier havde denne Befolknings 
uldkomne Undertvingelfe til Følge. Den ublandede nord- 
amaniffe Stamme var nu den eneherffende i alle Nordens 
ande indtil Gideren, og den fydgermaniffe Befolkning her 
avde ganffe tabt fin Gelvftændighed. 

Denne flore Folkekamp fyned at have ftaaet i Begyn- 
elfen af det Sde Marhundrede, omtrent ved Aar 720. 


Seieren paa Braavalla Slette havde gjort Sigurd til 
rn mægtig Konge; om hans fildigere Bedrifter tie be 
amle Sagn. Hans Gan, Ragnar, fif Riget efter ham. 
lagnar udmerfede fig tidlig ved Skjonhed, Styrke og Mod. 
sn Jarl Herraud i Øftergautland havde en Datter Thora, 
alet Borgarhjort. Engang gav han hende en liden 
rm, fom hun opfødte i en fe, men fiden vorede den 
1ameget, at den omgav hendes Hal og maatte hver Dag 
ave en Ope til Føde. Den lod Ingen fomme til Hallen 
den en Jjener, fom bragte den Mad. For at befrieg fra 
enne Plage lovede Herraud den Mand fin Datter Haand, 
er blev Ormen8 Bane. Rygtet herom fom for den unge 
Ragnar. Han iførte fig em lodden Klædning, der var fogt 
Beg, for derved at befkytte fig mod Ormens Edder, gif 
ne i Kamp mod den og fældede den. Heraf fil han Til—⸗ 
tavnet Lodbrok og egtede Thora. Men fnart miftede han 
lende, efterat hun havde født ham to Sonner, Grit og 
Ignar. For at adfprede fin Sorg drog Ragnar i Viting 
Ig fom med fine Skibe til Spangereid nær Lindednes 
Rorge. Han faa her for Unfer om Natten og fendte om 
Morgenen nøgle Mænd i Land før at bage Brød. De 
ſandt paa Den nærmefte Gaard en gammel thedlig Rome, 


154 Gagnhiftorien. 


der hed Grima, og bad hende hjælpe fig; hun undſtyld 
fig med fin Alderdom, men fagde, at fnart fom hend 
Datter Kraafa hjem, og hun funde hjælpe dem. Ko 
efter fom en deilig Pige med guldguult Haar, faa lang 
at det rakte hende til Unklerne. Magnar Mænd agted 
mere paa hende end paa fit Arbeide og fom til Skiben 
med brændt Brød. Da Kongen hørte AUarfagen, fik ha 
Qyft til at fee Pigen og fendte hende Bud, at hun næft 
Dag ffulde komme til ham; hun ffulde hverfen vær 
flædt eller arøgen, hverken have fpiift eller være faftende 
hverken fomme ene eller med nogen Følgefvend. Kraak 
fom, indbhyllet i et Fiffernet og fit lange Haar; hun havd 
bidt i en Log, og en Hund fulgte hende. Ragnar ble 
faa indtagen i hendes Skjonhed og Bid, at han firar vild 
egte hende; men hun afflog Tilbudet. Var han ligeda 
findet, naar han vendte hjem fra fin Bifingefærd, da vild 
hun egte ham. Ragnar fom virfelig tilbage til Spangereid 
og nu fulgte hun ham til hans Rige, og han holdt Bryl 
lup med hende. Hun fødte ham fiden mange Gønner 
Ivar hed den ældfte og blev kaldet Beenlos, fordi hal 
havde Bruff i fit Legeme iftedetfor Been og derfor alti! 
blev baaren; de andre vare Bjørn Jærnfide, Hvitfer 
ben hvasfe og Røgnvald. Alle Ragnaré Børn var 
tappre og fterfe; tidlig drøge de i Viking og udførte flor 
Bedrifter. Paa et af disſe Joge faldt Røgnvald, del 
yngfte af Brødrene, inden han endnu havde naaet Mand 
Alder. 

Paa denne Tid herftede i Upfal en Konge Eyſtein 
han var Ragnars Ben, og de pleiede verelviis at beføge hin 
anden hver Sommer. Engang Ragnar var i Upfal, bø 
Jngebjørg, Eyſteins Datter, Mjød om til fin Fader 
Gjefter. Da fagde Ragnars Mænd, at flig en Kvind 
burde deres Konge eie heller end Bondedatteren Kraafa 
Ragnar Iyttede til bered Raad, Jnyekjørg blev hans Fæfteme 


Ragnar Lodbrok. 155 


paa faftfat Tid fluldbe han komme tilbage for at egte 
De. Da han drog bort, forbød han frengeligen fine 
end at fige Kraaka noget om Det, der var foregaaet. 
) Hjemfomften blev han modtagen med et prægtigt 
flebub, og aldrig havde Kraafa viift fig blidere mod 
an end nu. Om Kvelden bad hun Ragnar førtælle, hvad 
feligt der var hHændt paa hans Færd? Han undffyldte 
med Træthed. Bil du Intet fortælle mig," figer Kraaka, 
ſtal jeg fige dig Noget; ev det ikke merfeligt, at du 
fæftet dig en Kone, da du Dog har en i Forveien?“ 
nndret fpurgte Ragnar, hvo der havde bragt hende 
ne Jidende? Hun fvarede, at hendes Fugle havde 
tt det, og bad ham itte foragte fig; thi hun var itte 
ringe Pige, man anfaa hende for, men ftammede fra 
mrd Fafnersbane, og hendes rette Navn var Aslaug. 
aa fortalte hun ham fin Barndoms Skjebne. Hendes 
terfader Heimer?) var flygtet med hende fra hendes 
drenefand, da hun endnu var et fpædt Barn, og havde 
lt hende i en Harpe tilligemed mange Koftbarheder. 
en vandrede han vide omkring; naar Barnet grad, 
lede han paa Harpen og bragte det derved til at tie. 
delig fom han til Spangereid i Norge; her boede en 
ne Aake og hans Huftru Grima, fattige Folk, der 
t Jjeneftetyende havde. Manden var paa Jagt, Konen 
tog den Fremmede. Forſt trøede hun, at han var en 
ger; men fiden faa hun ved Skinnet af Ilden paa 
un, at nogle prægtige Fryndfer ſtak ud af Harpen; hun 
) og var en Guldring paa den Fremmedes Arm under 
terne. Hun førte ham til en Lade for der at fove om 
ten. Men da Aake fom hjem, eggede hun ham til at 
de den rige Fremmede; de funde da med Get fomme 
af al fin Urmod og Nød. Vel indvendte Manden, at det 
Nidingsverk at fvige fin Gjeft; men hendes Foreftillin- 
See ovenfor S. 86 YAnm. 1. 


156 Sagnhiſtorien. 


ger ſeirede og Drabet udfortes. Derpaa ſonderſloge de 
Harpen og fandt nu til fin Forundring inden i det fpæde 
Bigebarn. De fpurgte hende, hvo hun var; men Barnet 
taug til alle deres Sporgsmaal. De enede8 om at give 
hende ud for fin egen Datter og falde hende Kraaku. 
Hun vogtede deres Hjord og vopede faaleded op under em 
ftreng Behandling, indtil Ragnars Komme til Kvyften havde : 
forandret hendes Skjebne. Til Beftyrfelfe for denne For 
telling forfyndte hun Ragnar, at hun fnart flulde føde en 
Gan, der til Tegn paa hendes Herfomft flulde have am 
Ring ligefom en Orm omkring fine Dieftene. Det flede, 
fom hun fagde; Drengen blev faldet Sigurd Orm! 
Die, Ragnar troede Aslaugs Ord og brød Trolovelſen | 
med Eyſteins Datter1). 


1) Fortellingen om Aslaugs Fødfel og Slagtſtab er em af de flørte 
Knuder i ben gamle Ghronologi. Hun figes nemlig at være em 
Datter af Sigurd VFafnersbane, der, fom vi i det Voregaaend 
have feet, maa have levet i det 4de Aarhundrede, men blev gift 
med Ragnar Lodbrok, der, fom i det Følgende fral vifes, ei fan 
fættes heiere op i Tiden end i fidfte Halvdeel af Bbe Narhmn 

«brede.  Banffeligheden forefommer mig letteft at hæves ved nøt 
at betragte Fortællingen felv. Som fpædt Barn frulde Aalang 
være bortført fra fit Fedreneland; Ingen vidfte noget om hende 
At uden hendes Vofterfader, og han blev dræbt, da man enden 
iffe fan antage Barnet for at have været mere end et Par Yr 
gammelt. Hvorledes frulde hun faalebes med Bished Funne vid 
Noget om fin Slægt; herom Funde blot be dunklefte Minder vær 
tilbage hos hende. Men Maaden, hvorpaa hun var Fommen ll 
Spangereid, funde overtyde hende om, at hun ei var af ringe 
Herfomft. Og at hun felv, ber i det Hele ffildres fom den fler 
gefte og modigſte Kvinde, da det gjaldt om at forfvare fin Pla 
fom Dronning, gav denne det meft glimrende Udfeende, var natt: 
ligt; maaffee har hun fagt, at hun flammebe fra Bølsungerned 
berømte GSlægt, eller, hvad der er endnu rimeligere, bet under: I 
lige Ormetegn i Sønnens Øine har givet Eftertiden Anledning 
til at antage hendes Medftammelfe fra ben berømte Dragedræke, | 
medens Gagaen mere poetikk fremiikker vå Som vm Bekrektell 


* 





Ragnar Lobbrof. 157 


Herover opftod Fiendftab mellem begge Kongerne, og 
lagnaré Sønner med Thora, Erik og Agnar, herjede i 
pithjød. Kong Eyſtein mødte dem og vandt Geier 
> Hjælp af en Troldko, Gibylja Men fledfe brø» 
de), ber gif foran hang Hær og indjøg Fienderne Skrok 
) fit Brøl. Agnar faldt, men Erik blev tagen tilfange. 
flein tilbød ham Livet, ja fin Datter til Egte; men fom 
runden vilde Erik ei modtage disfe Tilbud. Han bad 
 felv at maatte vælge fin Dodsmaade. Det blev ham 
aaet, og han lod fig fafte paa Odderne af Spyd, der 
e fæftede i Jorden; Han drog en Ring af fin Haand 
bad, at den maatte blive bragt til Dronning Uslaug, 
D berpaa en Sang og døde. | 

Ragnar var fraværende, da Budflabet om hans. Søn» 
3 Død fom til Danmarf. Da Gendemændene, der 
gte Det, traadte ind i Kongehallen, fad Aslaug med et 
ikleede bundet øm fine næ og fjæmmede fit lange Haar. 
n hørte rolig paa Fortellingen og fpurgte nøie efter 
r Omftændighed; men ba de rakte hende Ringen, ftyrtede 
nerne fom $Haglforn ned over hende Kinder, og ale 
z faa man hende græde hverken før eller fiden. Hun 
ede fine Sanner til Hevn; felv Tlædte hun fig i Brynje 
fulgte bem til GSvithjod. Eyſtein drog dem imede, og 
6 Ko indjog nu fom før Fienderne Rædfel. Da lod Jvar 
enlos fig løfte å Beiret og fafte paa dens Ryg og fældede 
L Svenſternes Har blev fplittet, Kong Cyftein faldt, 
Ragnars Son Bjørn, Faldet Jærnfide, blev Konge i 
sitbjød. 

paa hendes foregaaende Ubfagn. En Nedftammelfe fra Sigurd 
dafnersbane er i Tidens Løb bleven forandret dertil, at hun var 
fans Datter, og da nu Gagnene navnte hans Børn med Gud- 
min Gjufesbatter, gjorde man Aslaug til en Frugt af Sigurds 
og Brynhilds Kjærlighed, tvertimod de gamle Eddaſanges Ud- 


fagn. Saaledes forefommer bet mig, at al Modfigelfe lettet og 
meft overeendfemmende med Gagnets egen Natur heves. 


158 Gagnhiftorien. 


Siden fværmede Magnaré Sonner vide ømkring i 
Beften og Syden og vandt mange Seire. Da Rygtet om 
bereg Bedrifter naaede til Norden, vilde Ragnar ei fraa 
tilbage for fine Sønner. Han ruftede to uhyre ftore Forſels⸗ 
flibe for paa dem at drage over til England. Aslaug 
badlede Toget og fagde, at disfe (tore Skibe ei vare pas⸗ 
, fende til at lande ved Englands Kyft, der var fuld af å 
Brændinger og GSandgrunde. Men hendes Maad vare før : 
gjæves. Bed Afſteden fljenfede hun Ragnar en Skjorte, | 
Der var vævet med faa megen Trolddom, at hverfen Hug E 
eller Stik formaaede at bide paa den. Han drog afftd, p 
men led Skibbrud ved Englands Kyſt; bog fom han i Land 
med fine Mand. Han blev angreben af en Konge Ella, 
overmandet og fangen. Han vilde ei fige, hvo han var, & 
og blev faftet i en Ormegaard; men ført, da Gkjorten, Å 

fom Aslaug havde fljenfet ham, var truffen af ham, vile 
Ormene bide ham. Da han merkede Døden nærme fig, | 
udbrød han: „Grynte vilde Grifene, hvis de vidfte, hvad | 
Galten lider!" Han foad en Sang og døde leende. | 

Ragnars fidfte Ord lode Ella flutte, at den Dræbte 
efterlod Sanner, af hvilke han maatte frygte Hevn. Da 
- han fil Vished om, hvo den dræbte Konge var, fendte han 
nogle af fine Moænd til Danmark for at forfynde Ragnard. 
Gønner, hvad der var Hændt, og bad dem lægge Merlt 
til, hvorledes de øptoge Beretningen om fin Faders DA. 
Ragnar Sønner vare dengang fomne hjem fra fine Toge,“ 
men havde endnu ikke fpurgt fin Faders Skjebne. Da de 
engelſte Sendemænd fom ind i Kongehallen, fandt de Ivar 
Beenlss fidbbende i Høifædet, medens Gigurd Orm i Die 
og $vitfert fpillede Tavl og Bjørn Jærnfide tilffar et 
Spydftaft. GSendemændene henvendte fig til Ivar og for: 
talte denne Tibenden om Ragnars Død, og de øvrig 
Dredre lyttede til med ſpeendt Opmerffomhed. Men da 
de gjentøge Ragnars ſidſte OM, tom Kougkannen i ven I 








Ragnar Lorbrof. 159 


eftigfte GSindabevægelfe. Bjørn, fom havde fraaet frøttet 
il Spydflaftet, ryftede det med faadan Boldfombhed, at det 
haft tvert over. Hvitſerk fnugede den Brikke, han holdt 
i $aanden, faa haardt, at Blodet fyrung frem under hans 
Regle, og Sigurd flødte en Kniv, hvormed han far fine 
Regle, ind i Haanden ligetil Benet uden at merke det. 
Joar alene beholdt fin rolige Fatning og udfpurgte nøie 
Sendemændene om enhver Omftændighed, uden at lave 
nerfe paa fin Tale enten Brede eller Sorg; men hans 
Anfigt fliftede Farve, og han var fnart red fom Blod 
g fnart bleg fom et Lig. De andre Brødre vilde frrar 
1egynde Faderhevnen med at dræbe Sendemændene; men 
ivar forhindrede det, lod dem drage hjem i Fred og bød 
em at fige Rong Ella, hvad de havde feet. Da Ella 
ette deres Beretning, udbrød han: ,Jvar er den, fom 
i maa frygte, eller ogfaa Ingen.“ Udfaldet viifte, at han 
omte rigtigt. 

Gaafnart de engelfte Gendemænd vare dragne bort, 
oldt Ragnar Sønner Raad om, hvorledes de kulde hevne 
in Faders Død. Da erflærede Ivar, at det var hang 
Mening, at de burde modtage Bader af Kong Ella. Men 
e øvrige Brødre optoge dette Raad med Iydeltgt Mishag 
g erflærede i fin Forbittrelfe, at de vilde famle alle de 
Slibe og vaabenføre Moænd, fom de kunde faa, og angribe 
Ha Dette flede; men da det rygtedes, at Jvar havde 
taraadet Toget, holdt Mange fig tilbage, og Brodrenes 
Sær blev ifke faa flor, fom de havve ventet. Ulligevel 
Noge de affted til England, og Ivar fulgte dem med eet 
SKO, bog med ben Grøfæring, at han ei vilde deeltage i 
tampen. Ragnar Gønner landede i England, men bleve 
lagne af Glas overlegne Magt og maatte flygte til fine 
Btibe. Da fagde Ivar, fom ikke havde deeltaget i Sla- 
et at nu vilde han begive fig til Ella og underhandle 
nd ham; men hans Brødre, der holdt faadant for em 


160 Sagnhiſtorien. 









Skam, forlode ham for at drage hjem til Danmark. Ivar 
lod fig føre for Kong Ella og erflærede fig villig til at $ 
forlige8 med ham. Ella modtog FTilbudet og lod Ivar ; 
forblive i Gngland, hvor han anlagde en befærtet Borg I 
og fnart gjorde fig yndet af Kongen ved at forfvare hand ; 
Rige og gaa ham tilhaande med vife Raad. Men hemme Mg. 
figen lod Jvar fig bringe meget Gods fra fit Fædreneland 
og benyttede dette til at vinde Clas Mand. Da hm F 
ſaaledes havde fraffet fig mange FTilhængere i Ellas Mige, I 
 fendte han lønligen et Bud til fine Brødre i Danmarl | 
og opfordbrede Dem til at angribe Ella med al fin Magt. 
De fulgte Opfordringen og droge til England med en for 
Hær. Gndnu anftillede Ivar fig fom Ellas Ben og drog 
fom YFredsmægler mellem ham og fine Brødre, medend | 
han bog hemmeligen opbidfede disfe. Det fom til et Slaq, 
hvori Ella blev forladt af fine egne Mænd, overvunden og 
fangen. Da nu endelig Jvar faa fin Faders Banemand i 
fine Brødre8 Hænder, lod han fin længe dulgte Hevnlyft frit 
Lob og opfordrede fine Brødre til at mindes, hvilken pinlig 
Død Ella havde ladet deres Fader lide. Paa Ivars Raa | 
lode be vifte Blodørn paa den fangne Konges Ryg, idet! 
De flare Mibbenene fra Rygraden og veve Lungen ud gjere 
nem det aabne Saar. | 
Ivar Beenlss forblev, efterat have øvet denne grumme 
Faderhevn, i England og raadede der for det Rige, han Å 
havde erobret, indtil fin Død. Paa fit Dødsleie bød han å 
at man føulde veife hané Gravhaug paa den Kyft af Lan * 
bet, fom var meft udfat for Fienders Unfald; han haabede | 
ba, at disſe ei ffulbe have nogen Fremgang. q 
Ragnars øvrige Sønner drøge hjem til Danmart og 
fortfatte derfra fine Toge til alle Kanter. Engang DM 
Hvitferf den hvasſe herjede paa DØfterføens Kyſter, bley ja 
overmandet af fine Giender og fangen. Han udfanrdt 


Ragnar Lodbrok. 161 


j da den Dodsmaade at brænded levende paa et Baal 
 Menneftehoveder og lod faaledeg fit Liv1). 

Fra de tvende andre Brødre Bjørn Jærnfibe og Si- 
ud Om i Øie nedftammede berømte Hovdingegtter. 
zjerns Afkom raadede længe over Sverige, og Sigurd 
lev berømt i Danmart. Fra denne fidfte flammede ogſaa 
torged førfte Gnefonge Harald Haarfager. gjennem Hans 
Datter Uslaug, hvis GSønnedatter Ragnhild var Haralds 
Rover. 


Sagnene om Ragnar Lodbrof og hans Sonner ligge 
dordens hiſtoriſte Tidsalder faa nær, at det ved førfte 
iefaft maatte ſynes let at udfinde det virkelig Hiftorifke 
dem. Ulligevel forholder dette fig ikke ſaaledes. Der 
ndeg ved Magnard og hans Sonners Hiftorie Knuder, 
er næften ere vanffeligere at løfe, end ved nogen af de 
ndre Begivenheder, fom henhøre til Nordgermanerned 
jaqnbiftorte. 

Den væfentligfte er Ragnard evetid. See vi hen 
I de meft paalidelige GSlægtlinier, faa anvife disfe ham 
mitemmigen Plads i Glutningen af Sde WVarhundrede. 
mrald HaarfagerS Moder ftammede i 4de Led fra Ragnar, 
g Haralds Fodſelsaar maa antage8 at indtræffe omtrent 
50; det Samme er Tilfælde med en berømt Høvding Olaf 
vite, Der fevede omtrent 870. Flere GSlægtlinier antyde 
det Samme. Da man nu i gamle engelffe Krøniker finder 
omtalt, at en banff Konge, Hvis Navn forreften ikke næv- 
wå, i Aaret 794 blev flagen. og bdræbt i Northumberland, 
faa bliver der al Sandfynlighed for, at dette har været 


") Gagnene om Ragnar Lodbrok findes udførlig fortalte i den Saga, 
fom bærer hans Navn, i Fortellingen om Ragnars Sønner 
(Påttr af Ragnarssonum, Fornald. sögur I, 345 fag.) og hos 
Saro i 9be Bog. Med Henfyn til Hovedbegivenhederne Å hans 
Å» hemme alle biøfe Meilder temmelig vel overeens. 

Å Aebfer. Norges Hiforie. 11 


—X 


162 Sagnbhiftorien. 


Ragnar. Men nu omtale paa den anden Side engelfe: 
og franffe Hiftorieftrivere flere Høvdinger, der i GEpidfenh 
før fore Skarer af Nordmand og Daner odelagde England, 
og Frankrige i Midten af det Ide Aarhundrede, fra 850— 8 
870, fom Sonner af en banft Konge Lodbrok, der fue & 
være brædbt i Gngland. De nævne endog Navne, fom 
femme med dem, ber i det nordifle Sagn tilægges Rag- fm 
nars Sønner; ſaaledes nævne de franffe Krøniker ved Mriz 
850 en Bier ferreæ costæ, Song Lodbroks Son, d.e. 
GSagaerneg Bjørn Jærnfide, og engelfte Kroniker mellem: 
Narene 867 og 874 nævne en Ingvar, 'der tilligemed fir! 
Broder Hubba anrettede firætkelige SDdelæggelfer i Cape 
fand; be kaldes ogſaa Kong Loddrokd Sønner, og Dm 
Angreb fremftilles fom en Hevnkrig før deres Faders Drah.M 
Bi gjenfjende i Yngvar det nordiſte Sagns Ivar Beenldl, fu 
Ragnar Lodbrofs Søn. Men er Ragnar felv falden i 
Maret 794, hvorledes flulde da hans Sønner, fom efter 
det nordiffe Sagn maa antages at have været vorne vi! 
Faderen Dad, have funnet herje i fremmede Lande mer 
end 60 Aar feneret Flere Hiftoriegranftere (f. Ex. Suhm 
Schoning) have føgt at rede fig ud af Binfleligheden vår 
at antage, at der har været to Konger af Navnet Ragni 
Lodbrok, dg ut flere af disſes Efterfommere ikke alene habe 
baaret famme Navn, men og famme Tilnavn. Men bade 
er dette uden Støtte i Hiftorien og derhos i fig felv uden: 
indre GSandfynlighed. Nigtigere fynes P. E. Miller 1) % 
Geijer *) at have opfattet de fande Forholde. ] 

De gjøre nemlig opmerffom paa, at Sagene :oM! 
Ragnar Lodbrok, faaledes fom de i vore gamle Sagat 
fremftilles, ere fjendeligen meer og mindre paavirkede 
wdenlandfle Skribenters Efterretninger. De gamle iolandſu 


1) Sagabibliothek 2, 468—482 og Critiſt Underføgelfe af Denna 
og Norges Sagnhiſtorie S. 150—170. | 
3) Svearikes Håfder &. 55%—005. 






















Ragnar Lobbrof. 163 


berde, fom have behandlet og ordnet disfe Sagn i Skrift, 
ve jævnligen taget Henfyn til fremmede, ifær engelſte 
frenifer og have føgt at lempe Sagnene om Ragnar og 
fær om hans Gønner efter disfe. De fandt her antydet 
m Konge Lodbroks Drab i England, men forreften ingen 
bfterretninger om ham. Derimod fandt de mange Beret- 
ringer om Hovdinger, fom af Englænderne og Franffmæn- 
ene faldtes Lodbrofö Sønner. Det er nu høift rime- 
Igt, at de have indført i de nordiffe Sagn om Magnar 
'odbrof felv disſe Navne fra udenlandffe Krøniker, og da de 
agen ret klar Foreftilling gjørde fig om Ragnars Levetid, 
ave De ei funnet undgaa herved at indvikle fig i de 
orſte Unadroniömer. Det er faaledes meer end fandfyn- 
gt, at Bjørn Jærnfide og Jvar Beenlas (om hvilken 
idſte desuden Sagnets Cfterretninger bære fan meget Prag 
f fabelngtig Udfmyttelfe) ifte have været Ragnars GSøn- 
er, men derimod hang Gønnefønner eller fjærnere UGtlins 
er, der paaberaabte fig fin Stamfaders Drab i England 
om Paaſtud før de frygtelige Herjninger, de der anrettede. 
Denne Gisning ſtrakker viftnok ikke til for at 'løfe alle 
Sanffetigheder i det Enkelte; den forklarer imidlertid, hvors 
Meg disſe Banffeligheder funne være fremftaaede, og leder 
$ til bet Standpunkt, hvorfra vi tydeligft funne overflue 
Banmenhængen i det Hele. 

Hvad der fynes biftorifk ſikkert, er, at Ragnar Lodbrok 
ar været en magtig og tapper Konge blandt Nordgerma⸗ 
erme i Glutningen af det 8de Aarhundrede, at hans Liv 
lar været fuldt af romantiffe Træt og feierrige Krigabedrif- 
nr, at ans egentlige Rige har været en Deel af Danmark 
med tilftedende Dele af Norge og Sverige, men at hans 
Dverhjerredømme har været erfjendt vide omfring i Norden 
g dt fan omfider har endt fit urolige Liv paa et Tog 
I Gnglandb; — at i hans Tid den krigerſte Uand hos den 
srdgermunifte Gtamme faa at fige har naaet ft Lopyunkt 

11* 


164 GSagnbhiftorien. 


og givet fig Luft i sdelæggende Herjetoge til alle Sider 
ubdenfor Norden, og ifær til de veftlige Lande; — at hand 
Sønner og Utlinger have været Hovedanførerne for disſe 
Loge, og at de for at beſmykke fin vilde JFærd og opildne 
fine Staldbrødre i Kampen have fremftillet denne fom en 
Hevnens Kamp, i hvilfen Tufinder af Mennefteliv fulde | 
ofres til deres Gtamfaderd Skygge, Tufinder af faldue 
Fiender forherlige hans Færd i Balhal. | 
At Saqnene om Ragnar og hans Sanner, fljønt de 
ligge ben hiſtoriſte Tidsalder nær, alligevel i Tradition 
ere blevne udfmyffede trøds noget af de ældre Sagn, - | 
det falder let i Dinene. Ragnars Kamp med Ormen for . 
at vinde Thora, — Maaden, hvorpaa han fenere fa J 
Aslaug til Egte og bliver underrettet om hendes kongelige & 
Mt, hans Død og hans Sonners Hevn, — deres Haard | 
førhed og Foragt for Døden, og Ivars Folrſtillelſe 
og ift, da Det gjælder om at hevne fin Fader, — 
alt dette er udfmykfet med romantifte Trok og portilt 
Overdrivelfer. Men Skildringen i det Hele af Folkelivd 
og Folfedarafteren hos Nordgermanerne i denne urolig 
Tid er derfor iffe mindre fand. De fremmede Hiftorie: 
flrivered Beretninger om Nordmandenes eller Danernti 
Herjetoge i deres Fæbdreneland, deres Jammerklager ov 
disſe Kjømpeftarers Grumbhed, Lift, Raſthed og Forag 
for Piinfler og Dod ere kun en Gjenklang af den Grund: 
tone, der gaar gjennem det nordiffe Sagn om Ragnar mi 
hans Gønner. Det er den nordgermaniffe ved Aſatroen 
nærede Kjæmpeaand, fom her, nærmende fig fin Undergangj 
fremtræber i al fin JFrygtelighed for ved fin vilde Kraft ak 
bringe Europa til at fljælve. Paa de meer end hundre 
aarige Bifingetoge, fom fra nu af sdelagde alle Curopok 
Kyſter, ,tændteg" — for at benytte Getjers Ord — „de Bank 
paa bvilfe den nordiffe Hedendom med blodigt Raſeh 
offrede fine fidfte Kroæfter, manlede, Gaeforn fordum Odin 




































Ragnar Lodbrof. 165 


ter Quen8 Høide Uren efter Døden." Og i frerfere 
Billeder”, vedbliver famme Forfatter,  funde Hedendommens 
felv i fin Undergang frygtelige Aand ikke fremftilles end i 
denne Ragnar, fom befynger fine Bedrifter, idet Ormene 
gnave ham til Hjærtet, — end i hang Sonner, af hvilte 
ben ene vælger ffarpe Spyd til fin Dodsſeng, den anden 
lader fig brænde paa et Baal af flagne Fienders Hoveder, 
den tredie byder, at hans Gravhaug flal reiſes paa den 
Ryft af hans Rige, der er meft udfat for fiendtlige Unfald.” 

Sagnene om Magnar og hans Sonner flutte Nord⸗ 
jermanerneg egentlige Sagnbhiftorie. Men før vi gaa over 
il bet nye Tidsrum, fom aabner fig med de tre nordifte 
ſtigers Gtiftelfe, maa vi fafte et Blit paa Nordgermaner» 
8 Toge udenfor det egentlige Norden og opfatte Hoved» 
treffene af de udenlandſte Hiftorieflrivere8 VBeretninger 
jerom. 


Vikingetogene ndenfor Norden. 


Den nordgermanifte Stamme havde fuldendt Erobrin- 
jen af den jydſte Halve i Løbet af det Gte og 7de Yar- 
mndrede. J den førfte Halvdeel af det Bde Aarhundrede 
lavde den i bet nuværende Danmarf ganffe undertvunget 
en fydgermaniffe Stamme. Ved Gideren blev fra nu af 
en fafte Grændfe mellem den nordgermanifte og den 
bbgermaniffe GStamme. Det var imidlertid ikke at 
ſente, at en fraftig Folfeftamme fom Nordgermanerne, 
mar dens krigerſte Aand engang ret var vakt, naar den 
ſabde faaet Smag paa det æventyrlige Vikingeliv, i hvil- 
et Aſatroens Lære om en evig Kamp ligefom virkelig 
førdes, — at den da med Get flulde flaa fig til 
Wolighed, forglemme be krigerſte Seder og blive et frede» 
gt Folfefærd, der lod fine Naboer uforftyrrede og blot 
felfatte fig med Ordningen af fine egne indre Forholde. 
ette blev heller iffe Tilfaldet Eideren var vint Me 


166 GSagnhiftorien. 


bleven Grændfen for Nordgermanernes Udbrebelfe 
Syden, hvid ikfe Forholde nu vare indtraadte, der g 
en videre Udbredelfe vanftelig eller umulig. J det 6 
7de Narhundrede begyndte den ftore Rørelfe, fom 4 
vandringerne havde frembragt i Europa, at fætte fig. 
Folteftammer, fom fra Norden og Øften i de nærmet 
gaaende Aarhundreder havde udbredt fig over det fydl 
og veftligere Guropa, havde nu vundet fafte Bopæle 
overſpommede Lande, havde der dannet Stater, vare blevne 
agtiggjørte i de undertvungne Folfefærda Kultur, havde: 
hovedet forladt den urolige, omflaffende Levemaade og oꝛ 
fig inden beftemte Grændfer, fom de ei tillode nogen fren 
Magt uftraffet at overſtride. GSelvi Tydſtland, fom faa å 
havde været VTumlepladfen for over bhinanden frit 
Folfefttømme af den meft forffjellige Herfomit, begr 
nu Forholdene at ordne fig. J de fydlige og indre 
dannede fig flere Stater af fydgermanifle JFolkefærd, 
eller mindre afhængige af eller forbundne med det vidtf 
frantiffe Rige i Gallien. I de øftlige og tildeels nor 
Gane havde flaviffe Folkefærd taget faft Sade, og 
nordveftlige Cane omkring Elben og Weferen vandt 
ſaxiſte Folfeforbund meer og meer Kraft og Selvftændig 
Jidligere havde ved ethvert Trykt af en fremtræng 
Folfeftrøm de ældre Beboere og maaftee fær disfed fr 
gere Deel veget tilfide, føgt fig et nyt Hjem og ove 
de gamle Boliger til de Jndvandrende. Nu funde ei 
mere finde Sted. Saxerne Funde ei længer vige mod 
den eller Beften; thi paa den ene Side havde de Fra 
nes ordnede og mægtige Mige, paa den anden Side 
Britannien allerede befat af deres fariffe, angliffe og fi 
Brødre, der havde dannet fine Stater paa Øen og v 
at forfvare fine her vundne Enemerfer. Det Samme 
Filfælde' med de flavifte Bender, fom havde gjenvunde 
Gelvftændighed paa Vydfklambd MRowtai, oyfas Liste 


Bilingetogene udenfor Norden. 167 


deels ved Folfefærd af deres egen Stamme, deels ved tydfle 
Foltefærd hindrede fra at vige tilbage mod Syden eller 
Diten. Saxer og Bender frode faaledeg nu fom en faft 
Muur mod Nordgermanerne8 videre Udbredelfe mod Syden; 
de vare nødfagede til med al fin naturlige Kraft og Ude 
holdenhed at forfvare fine Gnemerker, hvid de ei vilde gaa 
ganfle under og hjemfalde til Udryddelfe eller Trældom. 
Bi fee her Grunden til, at den nordgermanifle Stamme 
ved Gideren fandt en Dæmning mod fin videre Fremſtrom⸗ 
men å denne Metning. Som virfelig Folfevandring 
eller Folkeflytning havde dens Udbredelſe her fundet 
, fin Grændfe. Stammen var desuden allerede udbredt over 
, tt faa vidtløftigt Landſtrog, at dette i Forhold til dens 
k Halrighed maatte fyned meer end tilſtrakkeligt til dens 
, Underholdning, naar den havde villet benytte Naturens 
I. Goder i et roligt Qiv. Men vdette var, fom før er ytret, 
Alle at vente efter den Retning, fom Folfeaanden og Fol- 
, felivet engang havde taget. Havet var bedakket med norde 
germaniffe Bilinger og Sokonger, der ofteft aldrig havde 
: fmagt det rolige Liva Goder, der foragtede enhver Nydelfe, 
. fom iffe var vunden ved blodig Kamp. Hvorledes flulde 
vel disſe i en Haft funne blive forvandlede til flittige og 
. fredelige SJorddyrkere, til lydige Underſaatter? Og de 
mangfoldige Havdinger, fom raadede for, hvad der kaldtes 
i tt Rige, fom vare vante til at anfee fig for hinandens 
Å Jevninger og hver enfelt paa alle mulige Maader at førge 
. alene for fin egen Fordel og egen Magt, hvorledes ſtulde 
eien Haft funne underordne fig en falles Straben, et 
k fetere Formaal, der frævede Opoffrelfer af den Enkelte? 
v Dette var ikke at vente. 
1 Gjennem flere Varhundreder havde allerede Sotoge 
været Det Middel, hvorved den yngre Slægt erhvervede fig 
Magt og Rigdomme og dertilmed ofte Landbefiddelfer og 
et nyt Hjem. De tvende fidftnævnte Jordele leve ma 





168 GSagnhiftorien. 


ped de forandrede Forholde vanfleligere at vinde; men 
Beien til ved det famme Middel at erhverve Rigdom og 
ben beraf flydende Magt flod fremdeles aaben. Ult fom 
Banfteligheden ved at erhverve fig Land og Rige bler 
ftørre, forsgedes Mængden af Sokonger og Vikinger, og 
disſes Toge antoge meer og meer Charafteren af Herjetoge, 
hvis Henfigt ei var ved Grobringer at vinde et nyt, ſtadigt 
Hjem, men fun ved Plyndringer at vinde rigt Bytte. 

Fra et faadant Synspunkt maa de Toge betragtes, 
paa hvilke vi nu ville henvende vor Opmerffomhed. De 
bidrøge i Hovedfagen iffe til Udvidelfen af den nordge 
maniffe Folfeftammes Gnemerfer, ei heller til em varig 
Udbredelfe af dens Sprog og Meligiondbegreber. Thi om 
end en eller anden Krigerffare fatte fig faft paa en fremmed 
Kyft og der dannede en Stat, faa tabte dens nationak 
Giendommeligheder fig i Qøbet af et Par Menneftealde 
ved Blandingen. med de Jndfødte, ved Giftermaal med 
disſes Dottre, ved Untagelfen af deres Religion og Eproq 
Men fljønt de hdre Spor af den nordgermanifte Jolkeeiens 
dommelighed under faadanne Forholde haftigen udfletteded 
i bet fremmede Land, faa bleve bog disſe Nordgermanernes 
Toge ikke uden ftor Indflydelfe paa Uddannelfen af hin 
Landes Samfundsorden i det Hele og paa Udviklingen af 
de Folfefærda offentlige Liv, blandt hvilke de nordgerma 
niffe Krigérffarer nedfatte fig og med hvilke de fammen- 
fmeltede. Dette er ogfaa tilfulde erkfjendt af baade ældre 
og nyere Granffere i Middelalderens Hiftorie, og det er 
benne Omftændighed, der giver de faafaldte normannifte 
Toge en faa vigtig Plads i Guropas Hiftorie. 

Bi ville førft betragte Nordmændenes Gøtoge mod 
Beften og Syden, og fiden fæfte Opmerffombheden paa 
deres Toge mod Øften. Ut fremftille dem med Udførlighed 
fan iffe ber være Henfigten; vi maa indførænfe og til de 


Bilingetogene ubenfor Norden. 169 


erhen hørende Hovedbegivenheder og til de vigtigfte og 
net iøinefaldende Følger. 


Det fan ingen Tvivl være underkaftet, at Nordgerma- 
nernes Sotoge mod Beften ere ældre end de førfte beftemte 
biforiffe Gfterretninger, fom derom ere oå levnede. Jfær er 
der høt Grad af Sandfynlighed for, at Vikinger fra Norge 
alerede i ben graa Oldtid have bhjemføgt Skotland, de 
fotfte Øer og Irland. Disſe Landes ældre Hiftorte er 
imidlertid faa bunfel, at man der forgjæves vil føge bes 
femte Spor til faadanne Joge før i Slutningen af det 
8de Yarhundrede. Da nu desuden disfe Landes gamle 
Unnaler udtryffelig anføre det fidftnævnte Tidspunkt (omtr. 
790) fom Tiden, da de normanniſte eller danſte Bikin- 
ger førft optræde i de ffotfte og irffe Jarvande, faa bliver 
det altid fitfreft at holde fig til disſe Ungivelfer, naar det 
gjelder om at føge Oplysninger til den visfe Hiftorie. 
Men ubemerfet maa vi dog ei fade, at allerede det ovenfor 
omtalte norffe Sagn om Fridthjof den frøfne, hvis Tids— 
alder rimeligviid falder i det Ste Uarhundrede, omtaler den- 
ned Log til Orknoerne, der dengang ſtyredes af en FVarl, 
der efter Mavnet (Angantyr) at dømme maa antages at 
have været nordgermaniſt af Et, og fom flod i den nære 
mete Forbindelfe med de daværende Konger i Sogn. 

Rigefaa ſtor Rimelighed er der paa den anden Side 
før, at under Folfevandringerne8 Tummel og Forvirring i 
det be Yarhundrede enkelte Skarer af Nordgermaner have 
hengt frem i Rhinegnene og det nordveftlige Tydfkland 
og der fat fig faft, men dog meget fnart ere fmeltede fam- 
men med og have tabt fig i den langt flørre Masfe af 
omgivende fydgermanifte Folfefærd. Sagnene om Forhol- 
et mellem Bølsunger og Gjufunger og ifær om Gigurd 
dafnersbanes Forhold til didfe ſidſte pege temmelig beftemt 
herhen. Det hunde deduden fyned at beftyrted ved ve gamle 


170 GSagubhiftorien. 


tydfle Sagn om GSayerneg, ja endog Frankernes Nedſtar 
melfe fra nordiffe Folf. Ut tage disſe Sagn i O 
dets egentlige Betydning forbyde baade GSprogforholder 
og andre filtrere hiftoriffe Gfterretninger; men de Fund 
benpege paa vidfe Fyrfteætter8 nordgermanifte Oprindelſe 
der bleve de herffende blandt hine tydſte Folkefærd; — de 
var ifaafald iffe det enefte Iilfælde, i hvilfet Folkeſagne 
har fammenblandet Folkets Herfomft med Fyrſtegttens. 
Man maa dog her tillige indrømme, at De ovennævnte 
Sagn muligen funne have fin Oprindelfe af den Omſtan⸗ 
dighed, at Saxerne og Franferne og andre fydgermanife 
Folfefærd i en fjærn Fortid muligen have boet i Lande, 
fom fenere bleve erobrede af den nordgermaniffe Folkeſtamme, 
og at Gagnet faalede8 blot antyder, at Gager og Franket 
have fin Oprindelfe fra Lande, fom i den fenere biftorifte 
Tid vare befatte af Nordgermaner. 

Men hvorledes det nu end forholder fig med Nordger⸗ 
manernes tidligſte Toge til de britiſke Der og til Rhinegnene 
i en Tidsalder, da disſe Landes Hiſtorie er fuldkommen 
ligeſaa dunkel fom det ſtandinaviſte Nordens, — faa er 
det forſt fra det Gte Aarhundrede af, at man hos fremmede 
Hiftorieftrivere finder ſikkre Gfterretninger om deres Toge. 

Det førfte af disfe, fom med Beftemthed omtale 
gjaldt Frankriges Kyſter og indtraf mellem Aarene 511 
og 535, medens Theoderif, Chlodevigs Søn, regjerede 
Uuftrafien eller den oſtlige Deel af det frankiſte Rige. El 
Hær af Daner landede nemlig under Unførfel af en Konge 
fom af de franfiffe Hiftoriefkrivere, der føreve paa Latin 
kaldes Cochilaicus, udentvivl en franfift Fordreining 0 
det nordgermaniffe Navn Hugleif, i Uttuarierneg Lan 
ved Mundingen af Floden Maas, trængte med fine Skid 
op ad Denne GFlod og plyndrede vide omkring. Kom 
Theoderik, til hvid Rige Uuftrafien dette Strog hørt 
fendte fin Søn Theodebert mod de emmede Fiender, o 





Bifingetogene ndeufor Norden. 171 


bet lykkedes ham at overvinde dem i et GSøflag og fratage 
dem det vundne Bytte. Dette Nordgermanerneg Ungreb 
vaa Det franfiffe Riges Ayfter var faaledes uheldigt, og 
dette fan maaftee have afftræffet dem fra at gjentage bet 
for det Ferſte. Imidlertid er den franfiffe Hiftorie i dette 
Tibörum i mange Dele faa dunkel og ufuldftændig, at dens 
daushed om deslige Unfald ikke er noget fuldfomment Be» 
viig før, at faadanne flet ikke have fundet Sted. Ut 
wvertimod de franfiffe Konger ved flere Leiligheder have 
udholdt Kampe med Danerne, fyned at fremlyfe af den fam» 
| tidige Digter Benantius Fortunatus's Ord, der baade ved 
- at omtale Kong GSigebert (561—575) og Kong Chilperich, 
| hand Broder, peger hen til Seire, fom Frankerne under 
deres Megjering flulle have vundet over Danerne. Der 
tr dog viftnof Grund til at antage, at Nordgermanerned 
Anfald paa Frankrige endnu fun vare fjældne og af min- 
de Betydenhed, end de bleve imod GSlutningen af vet Bde 
| Yarhundrede. 

| Det var i Karl den ſtores fenere Megjeringsaar, 
| åt Rordgermanerneg Toge begyndte at antage en for det 
- franfiffe Rige mere foruroligende Gharafteer. Denne Kon- 
gå rige med Saxerne, fom han omfider undertvang, 
| have efter Fleres Mening bidraget til at ophidfe de Saxerne 
nermeſt boende Daner mod den franfiffe Erobrer. Imid⸗ 
lettid behovedes neppe nogen ſaadan Spore. Ullerede ved 
| ar 800 ſynes deres Plyndretoge at have ſtrakt fig faa 
langt fom til Franfrige8 Nordkyfter, og Karl nodtes til at 
tie de kraftigſte Forholdsregler for at beftjerme denne 
| Dul af fit Rige Mellem Uarene 804 og 809 havde 
endelig Karl fine befjendte Stridigheder med Kong Gode 
| frid eller Gudrød, fom egentlig fynes at have raadet 
| for det Fylte å Norge, fom kaldtes Beftfold, men fom her 
med havde forenet et erobret Rige i Sønderjylland, altfaa 
| Paa felve Grændfen af det franfifte Rige. Gudred ute 


172 GSagnhiftorien. 


endog Karl med et Ungreb paa felve hans Hovedfral 
Aaden, da han blev dræbt i Uaret 810 af em af fine 
Mand, og derved Faren blev afvendt. 

Disfe normanniffe Toge vare dog baade i fig felv 
tildeel8 af mindre Betydenhed og desuden mindre farlige, 
faalænge den tappre og driftige Karl fiyrede Frankerned 
Rige. Han forudfaa imidlertid, hvilte Ulyffer de i Tiden 
funde bringe over hang Fædreneland, naar dette ſtyredes 
af en mindre fraftig og aarvaagen Regjering, og hvor me 
get man havde at frygte af disſe driftige Somend, der 
allerede i hans Tid flulle have vovet fig lige ind i Mb 
delhavet og viift fig ved Frankriges fydlige Kyfter. 

Allerede under Karlö San og Gjtermand, den fvage 
Qudvig den fromme (814—840), bleve Normannernes 
Angreb paa Frankrige baade hyppigere og mere sdeleg 
gende. Bel prøvede Ludvig paa at faa dampet bdidfe ri 
geres Bildhed ved at gjøre dem befjendte med Chriſten⸗ 
bommen. En danſt Konge Harald, fom var fordreven 
af fine Lande, og fom havde taget fin Iilflugt til Keiſer 
Ludvig, lod fig dobe og blev fendt hjem igjen til fit Rige 
fedfaget af chriſtne Lærere. Men dette hjalp intet; thi 
Harald blev ſtrax efter atter fordreven og maatte leve fin 
øvrige Tid udenfor fit Fædreneland. Ligefaalidet virfede de 
mange andre Omvendelfer til Chriſtendommen, fom Ludwig 
fremloffede ved de rige Gaver, han fljenfede de Nydsbtt 
Mange nordgermanifte Bilfinger lode fig dobe blot før 
disſe Gaver Skyld og forfaftede igjen Ghriftendommen, 
faafnart de vare fomne bort fra Keiferens Nærkhed. 

Ikke alene Frankriges nordlige, men og bdetå veftlig 
Kyſter bleve i Ludvigs Tid hjemføgte af Normannerne; de 
herjedbe paa een Gang de frififte Kyfter og Kyſterne ve 
Loireflodens Munding, hvor de valgte Øen Noirmoutier fil 
fit fafte Standpunkt. Herfra udbredte de Ødelæggelfe ti 
alle Sider, plyndrede de Vige Ruter og None og bragt 


Bifingetogene udenfor Norden. 173 


lerede dengang Paris til at fljælve. Ingen kraftige Fors 
uftaltninger toges til Landets Forſvar. Det frankifte 
ſäges Høvdinger vare noffom befkjeftigede med fine private 
Feider og med at deeltage i de Uroligheder, fom Keifer 
dudvigs egne Sonner reifte mod fin Fader. Almuen i 
landet var undertryft og modløg, den havde ingen dygtige 
Unførere og vovede ei at handle paa egen Haand. Overalt 
Aygtede den til Skove og uveifomme Steder for de vilde 
Bitinger og lod fit Huus og Eiendom plyndre og derpaa 
fortæres af Querne. Men Normannernes Mod vorte ved 
ben vinge Modſtand, de fandt, ligefaa vel fom ved det rige 
Bytte. Deres Flokke vare i beftandig Vilvert, fpredte fig 
videre og videre paa Kyfterne og vovede fig længere og 
løngere ind i Landet med fine Streiftoge. Saadanne vare 
Forholdene under Ludvig den frommes Regjering, og endnu 
værre blev det efter hans Dead. 

midlertid vare ogfaa de britiffe Øer blevne meer 
og meer vante til at fee Nordgermanernes Bilingeffarer 
vid fine Kyſter, og de Ødelæggelfer, fom her voldted ved 
be vilde Fremmede, bleve iffe mindre end de, fom hidtil vare 
ode i Frankrige. Aaret 787 nævne8 i de angelfarifte 
Unnaler fom det førfte, i hvilfet de angrebe England. 
V dette Aar landede nemlig Nordbmænd fra Heredaland 
($erdaland i Norge) med tre Skibe paa Kyſten af Wesſer 
og anrettede ber ftor Stade.  Uarene 793 og 794 an- 
grebe De Morthumberland8 Kyſter og gjorde der endnu 
fore Ødelæggelfer, end de forhen havde afftedfommet i 
Vedſet. De rige Kirker og Kloſtre vare i England ligeſom 
i Fiankrige ifær Maalet for deres Plyndrelyſt. Gidft- 
ente Tog til Northumberland var det, fom vi ovenfor 
hate antaget, at Ragnar Lodbrok anførte og paa hvilket 
fan tilfatte Livet. Disfe førfte Unfald fulgte af lignende, 
% Northumberland, fom dengang hjemføgtes af voldſomme 
indte Uroligheder, var meft udfat. Endnu en Stud me 


174. Gagnhiftorien. 


veg imidlertid disſe Plyndringer mere i det Smaa. 
Aar fenere antøge de et frygteligere Udfeende. 

Da Egbert, Konge af Wesfer, havde erhvervet fig 
Slags Overherredømme over de øvrige angelfariffe Mige 
viifte Nordgermanernes Vikingeflokke fig i et frørre Un 
end nogenfinde tilforn og wudførte fine Ungreb med : 
Kraft og GSnildhed, paa hvilfen man hidtil ikke havde fr 
Prøve. Mellem Uarene 832—834 angrebe De Englan 
paa forffjellige Steder; fandt de for fig en Modftand, for 
de ei funde overvinde, traf de fig med det vundne Bytte 
god Orden tilbage til fine Skibe;z men merkede de, 1 
GEngelflmændene paa nogen Maade gave fig blot, flyrted 
de over bem med Ornens Hurtighed, phyndrede og ødelagt 
rundt omfring. Egbert fjæmpede med dem ned afverlen! 
Held. Deres hurtige Bevægelfer fpottede mere end ren Gan 
hans Gorfvarsplaner. De bleve døbbelt farlige, da 
fandt Underftattelfe af de britiffe Yndbyggere i Gørmmallié 
ber førft for et Aarhundrede fiden vare blevne tvungne ti 
at underfafte fig Kongerne i Wesſex, og fom bare fit Ya 
med Utaafmodighed. Men va famlede Egbert al fin Kraf 
og vandt en afgjørende Seier over de forenede Normann 
og Briter ved Hengsdown Hill i Devonfhire. Dann 
Seier gav England Fred i de to fidfte Mar, fom Egber 
fiden levede (+ 836). 

Hang Søn og Gftermand Ethel wulf (836—857) be 
fad ikke fin Faders Kraft. Dette merkede fnart de nor 
germaniffe Bifinger og angrebe nu England med fordobble 
Heftighed. De feilede op av Themſen, plyndrede Londol 
og Canterbury og bragte den flørfte Forvirring og Radſe 
i bet hele Rige. Af den ſvage Konge var fun liden Hjøl 
at vente for be haatdt plagede Engelſtmond. Da foremdi 
deres fornemfte geifilige og verdslige Hovdinger fig Åm 
851 for paa egen Haand at ferge for Landet Forfvar, 
bette  fædrelandåfjærlige Jordagene mas med Gel 


Bilingetogene udenfor Norden. 175 


Bitingerne bleve flagne paa flere Steder, og deeld didfe Uheld, 
deels den forvirrede Stilling, i hvilken Franfrige dengang 
befandt fig og fom lovede Bifingerne en let Seier og ftore 
Fordele, befriede for en Stund England for de befværlige 
Vjefter. Redſelen for didfe var imidlertid flegen til den 
Grad, at det af Kirfen blev vedtaget, at hver Onsdag 
flue der holdes offentlige Banner for at anraabe Gude 
dommens Biftand mod Normannerne eller, fom de ofteft 
af Englenderne kaldtes, Danerne. 

$ Srland, hvor Nordgermanerne eller Nordmændene 
filb benævnte fig Austmenn bd. e. Mænd fra Dften, til- 
fempede be fig fra Aar 815 af Fodfæfte i Armagh, og i 
Midten af famme Yarhundrede vandt en af dereg Hovdin- 
get, ber benævnes Turgeſius (Thorgild?), Herredasmmet 
over næften ben hele £D. Bel blev hans Magt Fnoættet 
ved en Opftand af Jrerne; men Nordmændene holdt fig 
dog paa Den i en Slags felvftændig Forfatning lige til 
hen å bet 11te Marhundrede. 

Frankrige vedblev imidlertid at frembyde det meft 
lotfende Bytte for Nordgermanernes Herjelyft. 

Det frankiſte Mige blev ved Ludvig den fromme 
Ded (840) en Skueplads for de voldfomfte indre Urolige 
heder, idet hand. tre Sønner kjæmpede om Herredømmet. 
Lothar ſtod paa den ene Side, Ludvig den tydfke og Karl, 
filet den fraldede, paa den anden. Deres Hære modtes 
bed Fontenay i Bourgogne og leverede her et blodigt Elag, 
i hvilket Kjdernen af Fraukriges Krigsmagt odelagdes, 
Men at Seieren derved blev afgjort. De nordgermaniſte 
Billnger, ber iffe vare mindre ſtarpe Yagttagere end kjekke 
Migete, lode ikke Leiligheden, da Frankriges Kvyfter vare 
Bttede før alt Førfoar, gaa ubenyttet forbi. I famme Yar, 
fom Slaget flod ved Fontenay, droge de med en fror Hær 
syd Seinefloden, phyndrede og opbrændte Staden Rouen, 
behandlede flere af de rigefte Aloſtre i Nærheden van fumme 


176 GSagnhiftorien. 


Maade, trængte frem lige til St. Denis og vendte derpan 
tilbage ad famme Bei, fom de vare fomne, belæsfede med 
et uhyre Bytte. 

Delingen i Berdun (843) fatte Karl den fraldede paa 
Frankriges Throne og fiftede Fred mellem Brødrene; men 
Frankriges Stilling blev» ei derfor bedre med Henfyn til 
Normannernes Ungreb. Karl var en uduelig Konge, g 
de Støre i Riget unddrøge ham bertilmed fin Biftand. Jå 
alene Geinen, men ogſaa Loiren blev Gtuepladfen for 
Nordmændened Plyndringer, og da den frygtelige Hafting 
fremftod i deres Spidſe, fjendte deres Ddelæggelfer ille 
mere nogen Grændfe. Man fjender ei med Sikkerhed denne - 
berømte Vikings Fædreneland og Herfomit, men efter de 
bedfte Hiftorieffrivere8 Bidnesbyrd var han af nordgermi 
niſt Stamme, og faameget er vift, at hans hele Færd vifer : 
ham fom beflægtet med det Folk, han anførte. Ingen df : 
Normannerne Høvdinger har maaftee gjort Frankrige mer 
Skade, og ingen er heller bleven forfulgt af Samtid og 
Gftertid med bittrere Had og haardere Forbandelfer. $a 
fremftilles af de gamle Hiftorieffrivere fom en Djævel op 
ftegen af Helvede til Plage før Frankrige og til Straf for 
Folkets Synder. 

Hafting viifte fig førft (843) med fin Hær i Loire i 
Omegnen af Tours, hvor han blev dreven tilbage; five 
berjede han i Omegnen af Seines Munding og paa I 
frififfe Myfter og forenede fig derpaa med en normannift 
Kongeføn, der af Krønifeftriverne kaldes Bjørn Jærn 
fide (Bier ferreæ costæ) og udgives for en Søn af 
danſk Konge Lodbrok. Deres Hær deelte fig berpaa i flere 
Hobe og herjede nu Frankriges Kvyfter lige fra Rhinend 
Mundinger indtil Spaniens Grændfer med en Hidtil uhørt 
Driftighed og Grumhed. Ikke engang Spanien gikt få. 
Galicien blev herjet, og den rige Stad Sevilla, fom der 
gang vari Maurernes Hender, blev to Ganger (943 og 846) 


— 


rå mem 


—— — eter — rm 


— — —— —— — EN EE NT 


— — 


Bifingetogene udenfor Norden. 177 


ved Overrumpling indtagen og plyndret af Normannerne. 
Gamme Yar fom Sevilla fidfte Gang blev plyndret, trængte 
Rormannerne op ab Geinen, indtoge og plyndrede Paris 
tilligemed de omliggende rige Kirfer og Kloftre og trak fig 
fet tilbage, da Karl den føaldede betalte dem em fror 
Sum Penge. Ti Var fenere (855) undergif Paris anden 
Gang famme Skjebne. De DØdelæggelfer, fom i Løbet af 
bisfe to Aar gjordes paa andre Steder i JFrankrige, vare 
umaadelige. Rigets frorfte og rigefte GStæder, Mouen, 
Rante8, Tours, Bordeaur, bleve gjentagne Gange erobrede 
og udplyndrede, og ved Udløbet af alle de flørre Floder 
indrettede Normannerne et Slags befæftede Leire, hvor de 
fil Red unde overvintre og hvorfra de gjorde de æventyr- 
ligfe og driftigfte Toge lige til Frankriges inderfte Egne. 
Karl den ffaldede, fom med Baabenmagt Intet Funde 
udrette mod Dem, forføgte paa at frifjøbe fig for dereg 
Ungreb. Men dette usle Middel gjorde fun Ondt værre, 
et det fra Grunden blottede Migetd GSvaghed. Nor— 
mannerne mobtoge med Glæde de ftore Summer, fom bør 
des dem, befvore Freden og droge bort for et Dieblik, 
men fom fnart tilbage igjen paa andre Steder og fore 
fem paa famme Biis fom tilforn. De Franſte klagede 
lybefig over deres Troloshed, og heri kunde de viftnok for 
en Deel have fuldbfommen Ret. De normannifte Høvdin- 
ger brøde fig overhovedet ifle meget om Eder, fom de 
lagde paa Helgenlevninger eller med Hriftelige Geremonier, 
hvilte be foragtede. Men paa den anden Side maa man 
- bifaa betænte, at de mange nordgermanifte Høvdinger fom 
 bfteft handlede uafhængigt den ene af den anden; hvad 
ben ene lovede og befvor, anfaa den anden for fig uved- 
bmmende. Naar den ene Høvding havde modtaget ſtore 
&ummer for at holde Fred, nedlagde han maaftee felv 
Barbnene og drog til fit Hjem eller til andre Lande; men hand 


FSP borde fig iffe Bundne ved hang Lofter, de gik Å en 
Å Kevfer. Norges Hiftorie. 12 


Eks > 


178 GSagnhiftorien. 


anden Hovdings FJjenefte og plyndrede under hans Une 
førfel det ulyftelige Frankrige med ligefaa liden Skaanſel 
fom tilforn. 

Gfter Paris's anden Plyndring fattede Hafting og den 
Hær, han havde famlet i GSeinefloden, den aæventyrlige Ve 
flutning at vove et Tog mod Rom. De droge ind i Mid» 
dbelhavet, bherjede atter Spaniens Kyfter og naaede endelig 
Stalien, hvor de angrebe Den dengang ftore og rige Stad 
Quna oftligft i det nuværende Genuefiffe, i den Vanke at 
bette var Rom. Hafting indtog Staden med Lift og vandt 
et umaadeligt Bytte. Han merkede vel nu fin Feiltagelle 
men lod dog Romertoget fare, indflibede fine ranede Skatte 
og vendte tilbage til Franfrige av famme Bei, fom hor 


havde forladt det. En Deel af hans Flaade blev kafe 


ub af fin Kurs ved Stormen og nodtes til at føge ind! 
Rhonemundingen.  Befætningen fatte fig faft her og be 


nyttede fit Ophold til at udbrede de famme Ødelæggelja 


opad denne Flod, fom de forhen havde udbredt i Omegnen 


af de øvrige Frankriges frore Floder. GStæderne Nismes og . 


Arles maatte ifær føle deres Naferi. 
Der var nu faagodtfom ikke en Plet af Frankrige, da 
jo havde været udfat for Normannerne Herjetoge. Sø : 


| 


engang de inderfte Brøvindfer, fom f. Ex. Bourgogne, oil : 


fri for bem. Forgjæves provede de franffe Konger eu 


Gang imellem paa at gjøre dem Modftand; vandt de pa 


et Sted en ubetydelig Fordel, faa var dereg Tab på i 
andre Kanter mangedobbelt. Ligeſaa forgjæves var det, al: 


Karl den ffaldede udbetalte den ene Sum ſtorre end den 
anden for at bortfjøbe JFienderne, faaleded at han endyy 


maatte berøve Kirferne deres Skatte for at tilveiebringe : 


engene; nye Hobe fom ftedfe i de bortkjøbtes Sted, o 
Kongen fjærnede desuden den indflydelfedrige Geiftligje 
fra fig ved at lægge Haand paa dens Skatte. Forgjend 


par det endelig, at den frygtelge Hong I Wanek GG2 på I 





Bitingetogene udenfor Norden. 179 


fore Summer og ved Uftrædelfen af Grevftabet Char⸗ 
tred blev bevæget til at antage Chriſtendommen, nedlægge 
Baaben og blive den franfte Konges Lensmand; andre Hov» 
dinger, iffe mindre frygtelige, fremftode i hans Sted i Nor» 
mannerneg Spidſe. Hele Franfrige var nedfænket i en 
endelos Fortvivlelfe, og det var ved disfe Tider, at man 
optog i Kirfebønnerne den Formel: „A furore North- 
mannorum libera nos, o Domine!*1) | 

Bi maa nu atter vende Blilfet paa England, fom 
vi forlode å en nogenlunde rolig Vilftand, efterat Vikin⸗ 
gehobene fra 851 af havde vendt fine Hovedangreb mod 
Jranfrige. Denne Ro var imidlertid fun af fort Barig- 
hed. Under Kong Ethelwulfs Sanner begyndte igjen de 
gamfe Ungreb med forøget Heftighed. Under Kong Ethel 
bert brændte de felve Wesſex's Hovedftad Windefter, og 
Gthelbert8 Broder og Eftermands Ethelreds femaarige 
Regjering (866—871) optoges af en uafladelig Kamp med 
Danerne. Under ham flede (867—870) det frygteligfte 
Angreb paa England, der endnu havde fundet Sted, og det 
var dette Ungreb, fom efter de engelffe Hiftorieffrivereg 
Beretning anførte8 af Ingvar og Hubba, Kong Lodbrofa 
Sønner, der vilde hevne fin Faders Drab i England. 
Danerne8 Hær ſtal have tællet i fin Midte otte Songer 
99 meer end tyve Jarler. Den overfvømmede England 
fra den ene Ende til den anden og udbredte den ſtrekke— 


ügſte Ødelæggelfe. Ethelred fjæmpede tappert imod dem 





og vandt ofte Seter, men han funde dog i det Hele Intet 


 Wrette mod de frygtelige Fiender, hvilke ligefan meget ud- 
mettede fig ved fin Krigskunſt, iſer fin JFærdighed i at 
velge Pladfen for og befæfte fine Leire, fom ved fine hur» 
, tie Bevægelfer og fin uimodftaaelige Tapperhed. Ethelred 
' bebe (871), medens Kampen rafede paa bet vildefte, og 
| 9) Sri 08, Herre, fra Normannernes Raferi." 


12* 


180 Gagnbhiftorien. 


hans Broder, den yngſte af Ethelwulfs Sønner, 
blev hans Gftermand. | 

Alfred Funde, al fin Tapperhed og Klogffab 
iffe modftaa Fienden, der allerede havde vundet er 
Overmagt i hans Mige. Efter flere fortvivlede 
med afverlende Held fyntes Engelſtmendene omſide 
at flulle buffe under. Danerne vandt overalt i 
Overhaand, og i 878 var Ulfred bragt i en faa f 
Gtilling, at han i et halvt Aars Tid maatte fljule 
ganffe faa tro Vilhængere i nogle utilgjængelig 
ftræfninger i Gomerfetfhire, medens Bilfinger 
tede og valtede i hans Mige, fom de felv vilde. 
Qyffen vendte fig igjen paa Alfreds Side; underf 
fit Folks Hengivenhed var han heldig nok til at ov: 
fine altfor trygge Jiender og vinde en afgjørend 
over dem. Danernes daværende Unfører, der af > 
fle Gkfribenter benævnes8 Guthrum (Guthorm' 
fort efter indefluttet fra alle Sider og bragt i en 
Forlegenhed, at han maatte begjære Fred.  Ulfr: 
indfaa Umuligheden af ganſte at funne fordrive eller 
gjøre Danerne, befluttede fig til at indrømme ha 
langende paa Betingelfer, der efter Omftændigheder 
teg de fordeelagtigfte for hans MRige. Han flutted 
en Fred med Guthrum og alle be Daner, fom flod 
bang GStyrelfe. Guthrum og hans Mænd antog 
ftendbommen, og alie de øftlige Egne af England 
Skotlands Grændfe i Nord lige til Themfen i St 
rømmedeg ham og hang Følge, ſaaledes at de da 
bofætte fig, ſtyres af fine egne Høvdinger og fra 
fine egne Love, men erfjende Englands Konges Ove 
og biftaa ham til RigetS Forfvar. 

Hermed var viftnok ikke England endnu ganfle 
get. Andre Vifingeftarer angrebe Landet gjentagne 
under Alfreds Regjering, og hand banke Aar nor 





Bifingetogene ubenfor Norden. 181 


Underſaatter vifte ved faadanne Leiligheder altid mere eller 


mindre Vilbøielighed til at ſtaa fine Landsmand bi iftedet 
for at fjæmpe imod dem. Den ftore Ulfreds Klogffab og 
Udholdenhed overvandt imidlertid alle Banfleligheder, og 
England blev i næften 100 Uar, uagtet den Masfe af 
Rordgermaner, det havde optaget i fit Skjod, frit for de 
forrige ødelæggende Indfald. Forſt fra Slutningen af det 
100e Varhundrede var bet, at Danerne paa ny overſpom⸗ 
mede England under Unførfel af de danſte Konger Svend 
Iveffjeg og Knut den mægtige; men deres Erobring 
af England vedfommer ikke nærværende Udfigt; den fral 
berøre paa fit Sted i den følgende Hiftorie. 

Frankriges Hiftorie vedbliver imidlertid at fremftille 
det famme førgelige Skueſpil gjennem Aarhundredets fidfte 
Ferdedeel fom i detå Midte. Ingen Ulfred fremftod der 
fil Fædrenelandet8 Redning. Karl den flaldedes (+ 877) 
Giterfølgere vare ligefaa usle fom han. Selv den Om- 
flendighed, at hele Karl den ſtores Rige foreneded for et 
Dicblit under Karl den tyffe (884—888), hjalp intet til 
dets Beftyttelfe mod Normannernes Maferi. Tvoertimod 
breved dette netop under denne fvage Fyrfte til det Nderfte. 
Paris maatte i 886 atter udholde en Beleiring, og fljønt 
Staden denne Gang undgif Jndtagelfe og Plyndring, faa 
ſpillede dog iffe defto mindre paa andre Kanter af Frant- 
tige Normannerne Mefter, 

Bed disfe Tider fremitod blandt dem en Høvding, fom 
var beftemt til at fætte deres Magt i Frankrige paa en 


fiflere Fod og give deres Indflydelſe i dette Land Sta— 
- Vighed og Barighed. Det var Rolf, af de franffe Skri— 


| 
| 


benter Faldet Rollo, en Søn af den norfte Jarl Rogn— 


bad, Harald Haarfager8 Samtidige og Ben, om hvilfen 
N fiden ſtulle fomme til at tale mere. Rolf ſynes næften 
ligefta fin førfte Optræden blandt de nordgermanifte Bitin- 
94 paa Frankrigeb Syfter (omtrent ved 980) at one næ 


182 Sagnhiſtorien. 


ret Planen til der at ſtifte en nordgermaniſk Sti 
figeføm bet allerede var fleet i Gngland. Han rettede > 
for tfær fine Angreb paa det nordveftlige Franfrige, fa 
fig her i Befiddelje af flere fafte Stæder, blandt an! 
Rouen, og føgte at filtre fig Befidbelfen af dem. Eft 
haanden ſynes de forhen vidt fpredte nordgermanifte I 
fingeffarer mere og mere at have famlet fig om Ro 
Faner, og Frankrige maatte omfider anfee det for en Ly 
at optage ham og hans Hær i fit Skjød.  Varet 9 
antog Rolf Ghriftendommen og i Daaben Navnet Robe 
Den franfke Konge Karl den eenfoldige indrømmede hi 
og hang Mond en Deel af Neuftrien, fom fiden blev I 
det Normandie. Rolf blev beflædt med arvelig Heri 
verbighed fom den franfte Konges Lensmand, og han å 
GStamfader for de mægtige normanniffe Hertuger, fom I 
Aar fenere (1066) erhvervede fig Englands Krone. I 
det franffe Normandie udgik ogfaa de driftige Wventyre 
fom under Unførfel af Janfred af Hauteville8 GSønne 
Midten af det 11te AUarhundrede erobrede Nedreitali 
og GSicilien og der oprettede det længe magtige fir 
anffe Rige. 

Tydſkland var vel heller ikke gaaet ganſte frit | 
Normannernes Ungreb. Flere Gange havde bdidfe vo 
fig langt opad Rhinen og havde anrettet ftore Ødelægg 
fer i be tydfle Lande; men deeld fandt de her kraftig 
Modftand, og deeld vare uden Tvivl deres Forventnin 
om Bytte ringere. Dere Herjetoge i Tydſtland maa 
bet Hele anſees for langt mindre betydelige end de, fi 
ødelagde Frankrige og England. 

Det var aldeles naturligt, at Sndbyggerne i de Lan 
fom Nordgermanerne herjede, ei kunde betragte dem 
nogen lys Side, og disſe Lande Hiftoriefkrivere, ifær 
franffe og engelfte, have derfor ikke heller fparet paa 
føilbre dem med de martikt Juvet. Kommannerueg Gru 


Bifingetogene udenfor Norden. 183 


bed, Forftillelfe og Trolsshed er et ſtadigt Emne for disfe 
Hiftorieftrivere8 Deflamationer, og bet fan neppe være 
nogen Tvivl underfaftet, at deres Skildring i denne Hen- 
feende indeholder alt for megen Gandhed.  Hvorledeg 
fulde vel ogfaa et Bifingeliv, faadant fom disfe omflaf 
lende Skarer førte, uden Hjem, uden faft Tilhold, man 
fan næften fige uden Familie, — funne lede til andet end 
et vildt, haardt, folesloſt Sindelag? Mere maa det undre 
oå igjennem disſe mørke Gfildringer at finde enkelte Lys⸗ 
glimt. Ikke at tale om den Tapperhed, legemlige Styrke 
29 Skjonhed, Raffhed og Krigderfarenhed, fom indrommes 
- be nordgermanifte Vikinger af deres Fiender, — faa funne 
Bidfe ikke heller bølge, at Nordgermanerne vare faare mod» 
- tagelige for Dannelfe, at de i Amindelighed befade em gjen- 
nemtrængende Jorftand, at be, naar det gjaldt, Funde vife 
fig meget flebne baade i Ord og Adfærd, at de yndede 
BPragt og ofte endog vakte fine Fienders Forundring ved 
fine glimrende Baaben og Klæder. Alt dette vifer, at der 
- disſe Vikingers Charakteer fandtes et godt og kraftigt 
Grundlag, der fun ventede paa gunftige Ydre Omftændig- 
heder for at udvikle fig. Det er allerede forhen bemerket, 
at Nordbgermanerne baade i England og Frankrige haftigen 
- fmeltede fammen med den indfødte Befolkning, antoge dens 
prog, Religion og Seder, og det er sienfynligt af den 
følgende Tids Hiftorie, at denne Sammenfmeltning har bi- 
braget til i hoi Grad at opfriffe den allerede udartede 
getmaniſte Aand i hine Lande, til at vækte et nyt Liv 
bandt Folkene, til at udvikle de ældre Gtatsindretninger 
og fremfalde nye, flemmende med Tidens Tarv. Fra 
- Rormandiet udgik en aandelig Mørelfe, der maægtig vir» 
de til Englands og Frankriges, ja man fan vift ogfaa 
fe til Italiens Gjenfødelfe, og Hvid Birfninger middelbart 
- UMratte fig til hele Europa. 
Bi maa nu forlade de veftlige Eqne og vende og ind 





184 GSagnbhiftorien. 


Diften for at betragte Birfningen af de nordgermanifk 
Loge til disfe Cane. Her ere imidlertid Kilderne fattigere. 
De flaviffe Folkeferds paa hjemlige Kilber grundede Hi: 
ftorte begynder førft feent og er, hvad angaar det Tidsrum, 
hvorom ber bliver Vale, yderft dunkel. 

Ut Øfterføen meget tidlig har været Skuepladſen for 
Normannerne8 GSøtoge, er tydeligt baade af disfed egne 
Oldfagn og af deres megen Færfel paa hine Farvande i 
en fenere biftorifl Tid. Landene paa Øfterføens oftlige 
Side benævntes af Nordmændene Austrvegr d. e. den of 
lige Bei, det øftlige Strøg, og beboedes af tfdudifke, lett: 
fle og flaviffe Jolkefærd, be gamle Nordmænds Finner, 
Kvæner, Kirjaler, Kurer og Bender. Vil ale did 
fyne8 den nordgermaniffe Folfeftamme at have fraaeti et 
ſtadigt fiendtligt Forhold. Hiſtorien veed imidlertid inte 
filfert at berette om be Kampe, fom af dette Forhold er 
udfprungne, eller om deres Følger. Ikkun over een Be 
givenhed fafter den et ftørre Lys, og denne er Det rus— 
fiffe Riged Stiftelfe ved Nordgermanerne elle, 
fom de i de rusfifte Krøniker benævnes, Barægerne. 

følge de ældfte rusſiſte Kronikers Beretning pleiede 
Barægerne jævnligen at fomme fra hin Side DØiterføm 
og tage Stat af Tſchuder, GSlovener og andre Folkefærd, 
ber boede ved de ftore rusfifle Søer.  Uarene 860—8361 
reifte disſe Folfeflag fig mod Barægerne, fordrev dem over 
Havet (Øfterføen) og betalte dem ingen Stat. De vile 
nu regjere fig felv; men ingen Orden fandtes iblandt dem, 
Slagt reifte fig imod GSlægt, og de bleve et Row for de 
voldfomfte indbyrdes Krige. Da indfaldte de atter Bara» 
gerne for at herffe over fig. Tre Brødre af Barægernt, 
Rurif, Sineus og VTruvor fulgte Jndbybdelfen og 
fom (862) med fin Slagt og et frort Følge og nedfatte 
fig ved Søerne, hvor Rurif tog fit Sæde i Novgorod 
og blev Stifteren af det ruskike Rige. 


Bikingetogene udenfor Norden. 185 


Der er å denne Beretning meget dunkelt, fom iffun 
andre Omftændigheder fan oplyſes, og deriblandt ifær den 
ventlige Anledning til, at det rusfiffe Navn blev Riget 
lagt. Det er tilforn udviflet, at en Green af den nords 
ermanifte Folfeftamme, fom havde flilt fig fra denne under 
må Bandring fra Oſten, havde fulgt Sarmaterne eller de 
lavife Folfefærd over Don og fenere taget Bolig i Cg- 
lene om Duieper, hvor den blev befjendt for Græfer og 
Romere under det tidudifte Navn Rorolaner, hvilket 
gentlig er bet famme fom bet fenere Navn MNusfer. 
Dette Folk havde lige indtil den Tid, hvorom her er Tale, 
xdligeholdt fin færegne Mationalitet uden at fmelte fammen 
nd de omgivende flavifte Folfefærd. Ut det ikke fjælden 
t fommet i Berøring med fine Brødre i Norden, give de 
jamle Sagn al Anledning til at antage. Sagnene om 
Belöungerne og Gjufungerne pege hen til et faadant For» 
ob i det 4dDe Warhundrede, og det Fan neppe betvivles, 
It dette Forhold ogfaa fenere er blevet opfriffet. Da nu 
Baræger eller Nordgermaner fra hiin Side Ørfterføen ved 
Midten af det 9de Uarhundrede, efter Indbydelſe af de fla- 
biſſe og tſchudiſte Jndbyggere ved Ladoga og Jimenfø, fom 
Nbhen for at frifte et Rige, have de uden Tvivl forenet fig 
md fine egne Stamførvandte i hine Cane, Rorolanerne 
le Rusferne, og ved disſes Hjælp erhvervet fig Herres 
demmet over de omfringboende flaviffe Folfefærd. Rusferne 
md de varægiffe eller nordgermaniffe JFyrfter i 
fn Spidfe bleve faaledeg i det nye Rige det herffende Folk, 
% Riget tog Navn efter dem, fljønt den langt overlegne 
Matfe af Befolkningen var flavift. 

En anden Hob af Baræger flal omtrent ved famme 
U have erobret Kiew og her oprettet et andet rusfift- 
Waregifl Rige, ber dog fnart blev underlagt Riget i Nov» 
ford. Dette hævede fig nu haftig til en betydelig Grad 
4 Magt, og de mange flavifte Stammer i det Indre Å 


186 Sagnhiſtorien. 


Rusland, der tilforn havde levet uden nogen faftin: 
Forbindelfe, uden at banne noget egentligt Statsſa 
fluttede fig efterhaanden, deels godvilligen, deels nødt 
til det nye Nige. 

I meer end eet Uarhundrede efter dettes O 
fynes endnu Forffjellen mellem de to Hovedflamma 
Forening det flyldte fin Oprindelfe, nemlig den flavi 
den rusfiffe eller nordgermaniffe, at have vær 
felig; endnu i det 10de Aarhundrede omtales af byg: 
Gfribenter det rusfifte Sprog fom forffjelligt fra det : 
og endnu ved den Tid ere de i Hiftorten forekor 
Navne paa de flefte af Rigets Høvdinger kjendelig 
germaniffe. Men det nære Forhold, fom nu v 
traadt mellem Musfer og Slaver, maatte fnart frer 
en Blanding af begge Stammer, og ved denne t 
nordgermaniffe Beftanddele fig efterhaanden ganfte 
langt overlegne flaviffe Folkemasſe.  Niget var | 
allerede fra Slutningen af det 11te Uarhundrede af 
fom en reen flaviff Stat. 

Ikke deftomindre havde ogfaa her Nordgerm 
SJndblanding vigtige og varige Følger. Den har 
Spiren til en Samfundéorden, der med al fin UN 
menhed bog forenede de forhen fplittede flavifte 0 
diſte Stammer paa Øfterføens oſtlige Side til er 
Den havde lagt Spiren til en ordentlig Lovgivning 
nordgermaniffe Grundbeftanddele de nyere rusfifte $ 
granffere felv have erfjendt. Den havde endelig av 
ftadig Forbindelfe mellem Rusland og det veftligere ( 
en Forbindelfe, fom længe vedligeholdte8 og fom gjenne! 
delen hævede Novgorod til ben Magt, Rigdom og ? 
fom denne Stad i Middelalderen befad. Det er 
vedet merfeligt, at ber inden det rusſiſte Riges Gra 
det 11te og 12te Yarhundrede fremftiffe Glimt af 
tur, Der vidt overgaar den, fom Å om Lang Rekke af 


Dnglingerne i Norge. 187 


Yarhundreder fpores i de famme Cane. Vel maa det ind» 
temmes, at denne Kultur for en Deel maa udleded af Ri⸗ 
geis mangehaande Berørelfer med det bygantinfte Keifer- 
demme og med den græffe Kirke, fra hvilken det modtog 
fin Chriſtendom; men for en flor Deel udfprang den dog 
ogſaa unegtelig fra de nordgermaniffe Barægers Yndpod- 
ning i den ſlaviſte Stamme og de rusfiffe Fyrfteætters For⸗ 
bindelfe med de nordiffe Riger. Lige indtil Begyndelfen af 
det 13dDe Aarhundrede var GSamfærfelen mellem de nordiffe 
Riger og Rusland eller, fom det af Nordmændene faldtes, 
Bardarife, meget levende; og det var førft Mongolernes 
Indfald i Rusland i det 13de Warhundrede og deres Her- 
wdsmme der, fom for længere Tid afbrød den. 


Ynglingerne å Norge. 


Medens Ragnar Lodbroks WStlinger og flere mægtige 
Sokonger med fine urolige Skarer fværmede om fjærnt fra 
fit Fædreneland, hævede Yuglingeætten fig i det fydlige 
Rorge. 

Da ved Midten af det 7de Varhundrede Ingjald Ild— 
taade var bød, og Svenfferne fordreve hele hans VE, flyg- 
fide hans Søn Olaf til Nærife; men Svenſterne taalte 
ham ei heller her. Han drog da mod Beft til den Elv, 
fom fra Nord falder ud i Bænern. Hans Mænd opryd» 
de og brændte Stove; fnart blev Landet vidt omfring be» 
bygget og faldte8 Bermeland. Svenſterne fpottede dette 
Olafs Foretagende og faldte ham FTrætelgja (Skovhug— 
geren). Imidlertid famlede meget Folk fig til Bermeland, 
| fom flygtede for Jvar Vidfadmes Haardhed, og fnart funde 
: andet ei føde den fore Mængde. Hunger begyndte at 
"fe og Folket tilregnede Kongen dette. Han var ingen 
 Botmand; derfor troede Ulmuen, at Guderne vare ham imod; 

Man brændte ham inde og offrede Ham ſaaledes Kl Oy. 


188 GSagnbhiftorien. 


Olaf havde ægtet Solveig, en Datter af Kong 
dan Guldtand, Konge i Solør (Söleyjar) i Norge, 
fede med hende to Sønner, Ingjald og Halfdan, 
$Hvitbein. Halfdan blev opfoftret hos fin Mor 
Gølve Halfdansføn i Solør. Efter Olafé Drab ind 
flogere af Folfet, at den frore Folfemængde var Hun 
Aarfag. Derfor drog en ftor Sfare veft over Cidffo 
Golør, dræbte Kong Sølve, fangede Halfdan, hang i 
føn, og toge ham til Konge over fig i Landet. 

Halfdan underlagde fig fiden Romerife ved Krig 
desuden Ihoten, Hadeland og en Deel af Hedema 
Hans Broder Ingjald herffede over Bermeland; mer 
hans Dod underlagde Halfdan fig ogfaa dette og 
Jarler derover, fom betalte ham Skat. Med Aaf 
Datter af Kong Eyſtein Haardraade paa Hedem 
havde han to Sønner, Eyſtein og Gudrød. Den 
af disſe ægtede Hild, en Datter af Erik Agnar 
Konge paa Beftfold. Da Crif døde uden at efi 
Sønner, lagde Halfdan og Gyftein ogfaa hans Land 
fig. Kong Halfdan blev gammel og døde GStraada 
Thoten; hand Lig førtes til Veſtfold og lagdes i Ha 
Gtæreid i Sfiringsfal.). 

Gyftein, hans Son, blev Konge efter ham. J 
Tid boede paa Hin Side Folden paa Barna den 
fyndige Konge Skjold. Engang herjede Cyftein i 
Rige; men da han feilede tilbage over Fjorden og var 
men ved Jarlsey, blev han flagen overbord af Raaft 
paa et Skib, der feilede ved Siden af hans. Det h 
Skjolds Trolddom havde voldet dette. Hans Lig ble 
det og høilagt paa Borro paa Gtranden, hvor Å 
Strøm ftyrter i Soen?). 

1) Skiringsſal faldtes bet nuværende Thjølling Sogn ved 
vif, hvor ber i den Tid var en meget beføgt Handelsplads 

9 Barna er Bærne ved Mole, Jarlsey Jersø ved FTø 
Borro Borre Å Jarlsberg. 


Vuglingerne i Norge. 189 


Eyſteins Søn og Gfterfølger hed Halfdan. Han 
lev Faldet: den gavmilde, men madfarrige (hinn 
mildi ok matarilli); thi ber er fagt om ham, at han gav 
fine Mænd i Løn figefaameget Guld, fom andre Konger 
gave Sølv, men fparede paa Maden. Han laa meget i Bi- 
ting og vandt fig herved Riqdomme. Han var gift med 
tf, Datter af Dag, Konge paa Beftmare. Han døde 
paa Gaarden Holtar og blev lagt i Haug paa Borro. 

Hans Gan, Gudrød, fulgte ham. Han bliver af 
Rogle Faldet den pragtfulde (hinn mikillåti), af andre 
Beidefongen (Jagtfongen). Han egtede Alfhild, Dat» 
ter af Ulfarin, Konge af Alfheim, og fil med hende 
halve Vingulmark (Egnen omkring bet Juderfte af 
Bjriftianiafjorden og langs denned øftre Bred). Da hun 
var død, fendte han Bud til Harald Redfkjeg, Konge 
pa Ugder, og forlangte hans Datter, Uafa, til Egte, men 
ft Ufflag. Forbittret Herover angreb han en Nat Harald 
uforvarende paa hang Gaard og fældede ham og hans Søn 
Byrd. Nafa bortførte han, egtede hende og avlede med 
hende en Søn Halfdan. Men eet Uar efter dennes Fodſel 
bar det en Høft, at Gudrød drøg paa Gjefteri og laa med 
ft Skib i Stiflefund. En Kveld blev der drukket frerft, 
og Kongen blev berufet. Han vilde gaa op af Skibet, men 
ba han fom paa Bryggen, løb en Mand mod ham og 
gjennemborede ham med et Spyd. Morderen blev ſtrax 
brebt, og om Morgenen fjendte man ham; det var Dron- 
ning Aaſas Skoſvend. Hun fordulgte heller ikke, at det var 
fleet efter hendes Raad. 

Olaf, en Son af Gudrød og Ulfhild, blev Konge 
tfter fin Fader; han var dengang 20 Aar gammel og figes 
tt have været fljøn, ſterk og en dygtig Kriger; dog faldt 
dingulmark, Bermeland, Hedemarfen, Thoten og Hadeland 
fra hang Rige, og Befifold maatte han dele med fin Bro- 





190 Sagnhiſtorien. 


der. Olaf havde for det meſte fit Sede paa Geir] 
der døde han og blev høilagt. 

Røgnvald, hans Søn, blev nu Konge; han 
heidum hærri d. e. høiere end Heier, men intet m 
fortelles om ham, uden at Thjodolf af Hvin va 
Skald og for ham bdigtede Ynglingatal. Rimelig 
han dod uden Uffom. 

Imidlertid havde hand Farbroder Halfdan, 
ben fvarte, begyndt at udvide fit Mige. Hm 
Grunden til Norges Forening til et Heelt, og me 
Regjering begynder et nyt Tidsrum i dette Lands $ 


Sagnhiſtoriens Chronologi. 


Det er forhen bemerket, at man ei maa vente 
finde nogen neiagtig Ghronologi for det Tidsrun 
Gagnbhiftorien omfatter. Kunde man blot med S 
udfinde Uarhundrederne, i hvile de berømtefte Begiv 
vare indtrufne og de ftørfte Helte havde levet, var 
Meget vundet, men felv heri møde de ftørfte Vanſtel 
Da Oldfagnet og de ældfte GSagaer aldeles ikke 
Aarstal, blive Glægtlinier den enefte Ledetraad. 
laget før Tidsreqningen i den norffe GSagnbhiftorie 
Harald Haarfagers Fødfeldaar; thi dette ſtod i den 
JForbindelfe med Islands Bebyggelfe og maatte 
være vigtigt for dette Land8 Gagamænd og $ 
granflere. J de forffjellige GSagaer og Unnaler 
bette noget forffjelligt; Ufvigelfen har ingen væfentt! 
flydelfe paa be efterfølgende lUnderføgelfer; imidler 
flere Grunde for, at 850 er det rette. Ulle Sa 
enige om, at Harald var 10 Var gammel, da han 
Halfdan døde; dette indtraf altfaa 860; men ifølge 
var Halfdan dengang 40 Aar gammel; han er alt 

1) Gjerftad i Thjølling Preftegjeld vå Laneok. 


Gagnbhiftoriens Ghronologi. 191 


320. Glægtlinterne maa fra nu af lede os, og her fyned 
bet rigtigft at regne 30 Aar paa eet Led eller noget mindre, 
nar flere Kvindeled forefomme. 

Til Beftemmelfen af Ragnar Lodbroks Tidsalder hjælpe 
følgende VEtlinier: 


Ragnar. Ragnar. Ragnar. 
Sigurd Orm i Øie. Bjørn Særnfide. Sigurd ben i Die. 
Aelung. Roald Rygg. Thora. 
Sigurd Hjort. Bjørn Byrdefmør. Ingjald. 
Ragnhild. Thord paa Høfde, Olaf Hvite, 


Randnamsmand*). levede omtr. 8705). 
Harald Haarfager). 
Ulle disſe Slægtlinier lede til at anfætte Ragnars Fod⸗ 
fil henned 720 eller 730. 
Hemaæft bliver Fvar Bidfadmes og Ingjald Ild— 
taades Tidsalder at beftemme efter følgende UEtlinier: 


Ingjald. Svar. 
Olaf. å. 
Halfoan Hvitbein. all Bibel; — Mame — 
Gyfein. | Sigurd Ning. 
Galba. Ragnar. 
Gudrød. Gigurd Dem i Øre. 
Olaf. Halfdan fyarke. Aslaug. 
Aønvald. Harald Haarfager. Sigur⸗ Hiort. 
Ragnhild. 


| Harald Haarfager. 
') Snorre, Halfdan Svartes Saga Kap. 5. 

| " fanbnamøbogen II, 10. 
) Orrbyggjafaga Kap. 1. Miaalsfaga Kap. 1. 


192 GSagnbhiftorien. 


Efter den førfte Slægtlinie, 30 Var regnede paa Å 
og de 20 Aar fradragne, fom Halfdan Svarte var Yngre 
fin Broder Olaf og fom ere udenfor den almindelige Ne 
bliver Ingjalds Fodfelsaar omtr. 620. J det ar 
Glægtregifter er to Led mere, men tillige tre Kvinde 
hvorfor man neppe fan regne mere end 25 Aar paa el 
Jvar flulde da være født omtrent. 630. Det fynes alt 
rigtigft at fætte Ingjalds og Ivars Herredømme til Mid 
af 7de Aarhundrede og Braavallaflaget i førfte halve I 
af det Sde, henved 720. 

Rolf Krafe blev født, medens Adils herſtede i Up! 
ADS er det 11te GSlægtled før Harald Haarfager. $ 
Fodſel frulde altfaa indtræffe i Begyndelfen af Ge Å 
hundrede; følgeligen maa Rolf have herflet i den al 
Halvdeel af famme Aarhundrede, efter 550. 

J Henſeende til Halfé og hans Slagtningers Vi 
alder opftaa langt flørre Banffeligheder end ved nogen 
de Foregaaende. Følgende Glægtlinier maa betragtes: 


Hjørleif. Hjørleif. Hrof, en af 
Halfs Kjømper. 
Half. Ublaud. 
Gunnlod. 
Hior. Utrygg. | 
Romund Gripdfø 
Haamund og Geirmund Høgne hvide. 
Heljarffind, famtidige med | Bjørnulf. 
Harald Haarfager!). Ulf ffjalge, 
gandnamsmand3). om 
Ingolf, 
Landnamsémant*). 


Ifolge de to førfte af disſe Elmgtregiftre fan Hjerli 
Qevetid ei føres høiere op end til Midten af Sde Narhu 


1) Halfs Saga Kap. 17. Landnamsbogen II, 19. 
3) Halfé S. Kap. 8. andu. IT, 19. 
3) Halfé S. Kap. 16 Yr. Lanvu. Å, 3. 


Ghronologi. 193 


de, hans Son Halfs altfaa til Slutningen af famme. 
de Halfs Saga!) og Sturlunga Saga?) fige udtrykke— 
en, at Geirmund og Haamund vare Hjors Sønner, Halfé 
snnefønner, famtidige med Harald Haarfager og blandt 
zlands førfte Bebyggere. Paa Grund heraf har ogfaa 
.E. Miller) henfat Half i Slutningen af Sde Aarhun— 
rede. Med denne Untagelfe er det imidlertid vanfkeligt at 
rene ben tredie Slægtlinie, der fætter en af Halfs Kjæme 
er, altfaa ogfaa Half felv, fom femte Led fra en af Harald 
narfager8 Samtidige, følgelig ikke fildigere end iden førfte 
legyndelfe af Sde Aarhundrede. Endnu førre Banfkelighed 
older Snorres Udſagn, at Sølve af Njardey, fom vi af 
nlfå Saga vide var dennes Morbroder, fældede Kong Ey— 
tin, Adils's Son, af Upfal, der gjør det tiende Led før 
ald Haarfager. Solves og Halfs Levetid ſtulde ſaa- 
des falde henimod Yar 600. Denne fidfte Linie er af 
ligtighed; thi Led af den berømte Ynglingeftamme, ber ei 
t meer end 300 Aar fjærnede fra den hiftoriffe Tidsalder, 
na man formode ere nøiagtigft opbevarede. I de tre 
dre Slægtlinier fan man lettere antage, at Led ere borte 
Ine, helſt da ben ene af dem ikke flemmer i Længde med 
to andre. — Det vilde ogfaa være underligt, om Half 
| hans Fader Hjørleifå Bedrifter iffe i mindfte Maade 
afde gribe ind i Ragnar Lodbroks, hvid de havde været 
må Samtidige; og Jolfefagnet er dog mere tilbøieligt til 
tfætte fine Helte i Forbindelfe med bhinanden, felv om 
larhundreder ligge imellem dem, end til at fjærne dem fra 
hmanden, hvis De virfelig have været Samtidige og ded- 
ven levet Den hiftoriffe Tidsalder faa nær. Paa disfe 
Ørunde forefommer det mig rimeligft, at Kong Hjør, Fader 


l dumund og Geirmund Heljarſtind, vel har ſtammet fra 
1 Rap. 17. 
| L1. | 

) Sagabibliothek 11, 456. 

I. Regfer. Norges Hiforie. 13 


194 GSagnhiftorien. 


Kong Half, men ikke været hand Søn, og at Kong Halfé Pe 
Tidsalder indtreffer omtrent ved 600; hvis vi nu folge po 
Leddene opad: Hjørleif — Hjor — Joſur, kommer denne fi 


ſidſtes Levetid til at falde ført efter 500 og hans Fader fi 
Ogvalds i den anden Halvdeel af det 5te Narhundrede. J. 

Beſtemmelſen af Vikars Tidsalder beror paa, om 
man antager Vikar, Alreks Son, og Vikar Haraldsſon for 
at være ſamme Konge, om hvem der har været to afvigende 
Oldfaqn?). Antager man bdette, ba maa han fom Jsſurs 
Drabsmand have levet tdligft i Gte Uarhbundrede. Men : 
Bifar dræbte ogfaa i fin Ungdom Kong Herthjof, Søn : 
af Hunthjof, San af Fridthjof den frøfne. Denne | 
fidfte er altfaa to fuldbe Menneffealdre ældre end Bifar og | 
maa følgelig have levet ved Midten eller i førfte Halvdeel | 
af 5te Aarhundrede. | 

UAntager man derimod to Konger af Navnet Bifar, da | 
forefommer bet mig aldele8 umuligt med nogen Gandfyn- | 
fighed at beftemme ben ældreg Tidsalder, medmindre man 
vil lægge Begt paa, hvad Fortellingen om Vikar i Gaut- 
ref Gaga beretter, at Starfad efterat have dræbt Vikar | 
var hos Brødrene Alrek og Erik i Upfal, fom udgjøre det | 
17de Red fra Harald Haarfager, hvorefter han flulde have 
levet i den anden Halvdeel af 4de Narhundrede. Snorre | 
beretter ogfaa i Yuglingafaga, at GStarfad ffal have været 
i Hakes Hær, da han fældede Hugleif i Upfal, der er det 
15de Qed før Harald Haarfager, og hvis Levetid altfaa 
fulde faldei Begyndelfen af 5te Uarhundrede. Vikar ſtulde 
ifølge dette have levet i Glutningen af 4de Uarhundrede, | 
og Fridthjof, hvis Tidsalder alene lader fig faftfætte efter 
Vikars, i Slutningen af det die. Men ber fommer man | 
op i et Tidsrum faa fjærnt fra den hiſtoriſte Tivdsalder, | 
at Glægtlinierne mindre flaa til Troende, og Feil og Mid» | 


1) See ovenfor S. 118—120. 








Ghronologi. 195 


| forftaaelfer let funne være indløbne i dem. Desuden hen- 
| føres Gtarfad i de gamle Sagn til de forffjelligfte Tider 
| og fremtræbder i de flefte ftore Begivenheder, mere fom en 
poetiſt end fom en hiftoriff Helt; han er følgeligen fun flet 
ſtikket til at udgjøre Grundvolden for nogen Ghronologi. 


13* 


Andet Tidsrum. 


Norges Hiftørie 860—1035. 


— — 

















Vi have feet, hvorledes den Aand og det Liv var, fom | 
ubviklede fig hos Nordbgermanerne, da disſe vare blevne den 
raadende Folfeftamme i hele det ffandinavifte Norden. Vi! 
have feet dette Liv udtryft i, hvad vore egne gamle Sagn 
og andre Landes Unnaler fortælle os om Ragnar Lodbrolé I 
og hang Sonners rigerdaad. Det er et Bifingeliv uden I 
Ro eller Hvile. Og dog er det dette Liv, fom Enytter de 
førfte Baand mellem Nordgermanerne og det driftelige Cu I 
ropa, — fom bereder den almindelige europæiffe Kultur å 
den førfte Indgang blandt hine haarde Krigere. Det er I 
dette Liv, hvis Overmaal af urolig Kraft førft maa fortere $ 
fig i en Kamp for Hæder og Gods i fremmede Lande, fr i 
det fan rydde op i fit eget Hjem i Norden for em mer i 
ordnet Samfundösſtik. | 

Denne grundlægges deels ved Sammenknytning af de 
engere Samfundskredſe eller Fylfer til førr 
vidtftrafte Riger, — deels ved Folkenes flarpert 
Begrændening mod hinanden indbyrded. De tre nor 
diſke MRiger udfondre fig. Og dette fler allerede i då 
næfte Yarhundrede efter Nordgermanernes endelige Geit: 
over GSybdgermanerne i Norden i Glaget paa Braavall 
Glette — og å famme Marhunduede, Å hvilket de faakaldt 


Andet Tidsrum. Indledning. 197 


dbrofsfønner ved fine Hærtoge ſpredte Ødelæggelfe over 
t veftlige og fydlige Europa. 

Hvert af de tre JFolfefærd eller Grene, i hvilke 
ordgermanernes GStamme fra nu af fremtræder fom deelt; 
aa allerede under fin foregaaende Udbredelfe over bet lan» 
maviſke Norden have antaget en vis Eiendommelighed, fom 
mebe bet til at anfee3 fom et Thjod. Nordmændene 
Norge og Sviarne i Svealand have udentvivl ved- 
geholdt meft af fin Giendommelighed. De have bevaret 
im $ærinddeling og fin JFylfesinddeling med den 
erpaa byggede, mere oprindelig patriardalfle Samfundaorden. 
Men Naturen havde fåilt disſe to Jolfefærd ved ftore, uvei- 
bare Fjeld= og Skovſtrækninger, der længe dannede en faft 
uoverftigelig Grændfe mellem dem. De havde fnap Leilig- 
hed til at modes i Handel og Bandel, end mindre til at 
nytte politiffe Baand med bhinanden. De bragted førft 
efter en langvarig Adſtillelſe igjen i nærmere Berøring, da 
"be begge, hvert fra fin Kant, fødte fammen ved fin Ind— 
 trengen paa Sydgermanernes Gnemerfer. Og det var da, 
retden tredie Green paa Stammen fremvogte, Danerne. 
De vare i fin Oprindelfe: Krigerfloffe, udgangne fra 
| Rordmændene og Sviarne; de fpredte fig over, blan- 
dede fig med og bleve lidt efter lidt Herrer over de fydger- 
maniſte Jolfefærd, ſom boede i Skandinaviens fydligere Egne. 
i Danerne oprettede ſaaledes, ſtrax ved fin førfte Filblivelfe 
fom Folkeferd, Erobringsriger. Herved have de lige i 
fn Oprindelfe adfilt fig fra Nordmændene og Sviarne. 
i De forlode fin oprindelige patriardjalfe Fylke s⸗ og Heredå- 
forfatning for at optræde i Forholdet til den ældre Bes 
Pling i be med Baaben erobrede Landfiræfninger fom 
Herrer til Qivegne. Dette var altfaa efter al Rimelighed 
rffjellen mellem Nordgermanernes GStilling i de Dele af 
Vert Norden, over hvilte de efterhaanden havde udbredt Ag, 
heri laa Ørunden fil at de føilte fig i tre Thjod Ar 














198 Andet Tidsrum. 


Folfefærd, dengang da deres Fylker eller Smaariger 
tede fig nærmere fammen. 

$08 Sviarne og Danerne var bet efter Sa 
MGtlinger af Ragnar Lodbrok, fom førft iftandbragte de 
Gammenflutning af Smaarigerne til de ftørre Stater S 
rige og Danmark. Blandt de førftnævnte flal det h 
været Ragnars Sons Bjørn Jærnfides Efterkomm 
og navnlig en Erik Cimundsſon, der levede i det 
Aarhundredes fidfte Halvdeel, fom førft gav Sverige 
førre Magt og Unfeelfe ved at tilveiebringe en varig I 
ening mellem GSvithjod ag Gautland. Blandt Danerne 
det Gorm ben gamle, en Mtling af Ragnard Son € 
gurd Orm i Die, fom fammenfmeltede Danmart til 
Rige omfring Aar 900. Om ingen af disfe Fyrfter v 
vi imidlertid noget nærmere, og navnlig Intet om Maad 
hvorpaa Foreningen blev tilvetebragt. 

Med Henfyn til Norge ere vi noget bedre frille 
Her var bet ille Ragnar Lodbroks UC, der vandt Enewi 
bet; det var Ynglingeætten, der efterhaanden under 
Styrelfe famlede alle de Fylter, i hvilfe Nordmænde 
fom Thjod, fom Folfefærd, havde fpredt fig over M 
ges Land. 


Halfdan Svarte. 


Halfdan, Søn af Rong Gudrød paa Beftfold 
var fun eet Aar gammel, da hang Fader blev drabt (821 
Hang Moder Aaſa, fom anfaaed for at have voldet de 
Berk, drog til fin Faders Mige paa Agder, og her vo 
Halfdan op til en flor og fterf Mand. Han fif Vilnav 
den fvarte, af fit forte Haar. Da han var 18 * 
gammel (838), modtog han Kongedsmmet paa Ugde 
1) See ovenfor S. 189. 


3) Halfdan Svarte har wmepye været Konge over hele Agder 
fenere å Harald Haarfagers Hqtocke Fade Å Mat Aoferd 


Halfdan Svarte. 199 


erpaa deelte hang ældre Broder Olaf Beftfold med ham. 
lere Lande i bet øftlige Norge vare vundne af Halfdans 
orfædre, men vare fenere falbne tilbage under fine gamle 
ityrere og Deres Ut: faaledes en Deel af Bingulmart 
il Kong Gandalf af Alfheim; Thoten, Land, 
Jadeland og Romerike til de hedemarfifte Konger. 
palfdan angreb førft Gandalf, og efter flere Kampe vandt 
jan den Deel af VBingulmarf, fom tilfom ham. Siden 
hempede han med Brødrene Sigtrygg og Eyſtein, 
Rong Eyſteins Sønner af Hedemarken. Sigtrygg fældede 
hon i et Slag. Eyſtein fandt Underftøttelfe ho Gud» 
brand Herſer i Dalene (Gudbrandsdalen), men blev 
alligevel flagen i en Kamp paa den ftore D i Mjøfen 
($elgeøen). Han forlangte nu Fred. Halfdan lod ham be- 
holde halve Hedemarfen, men Thoten, Land, Hadeland og 
Romerife underlagde han fig felv1). | 
Ogfaa til det veftlige Norge udvidede Halfdan fit Her- 
udesmme. Han egfede Ragnhild, en Datter af Harald 
Guldffjeg, Konge i Sogn, og avlede med hende en Søn 
Harald, ber blev opfoftret hog fin Morfader. Denne var 
gammel og fønneløg; derfor lod han fin Datterføn tage til 
Ronge og gav ham fit Rige. ort efter døde han. Men 
endnu ſamme Binter døde hans Datter, og om Baaren den 
tianrige Harald. Da Halfdan hørte dette, drog han til 
Sogn med en Hær. Han blev vel mødtagen og førdrede 


Hafrsfjord-Slaget em Konge af Agder (Snorre, H. Hf. Saga 
Kap. 19). Den udførlige Beretning om Halfvans Krige med 
Kong Gandalf og de hedemarkiffe Konger findes hos Gnorre, 
Halſdan Sv. Saga Kap. 1. 2. 

") Disfe hedemarkiſte Konger maa have flammet fra den Eyſtein 
Haardraade, Konge paa Oplandene, hvis Datter Halfdan Hvitbein 
havde egtet og meb hende faaet Thoten, Hadeland og mere. 
(Snorre, Yuglingaf. Kap. 49; ovfr. S.188). Paa denne Maade 
unde de hedemarkiſte Konger ſynes at have em gammel Ret il 
bisfe Bansføaber. | 


200 Halfdan Svarte. 


Riget i Arv efter fin San; han blev ogfaa tagen 
uden Modftand. Han overlod Fylkets Styrelfe til 
Atle Jarl af Gaular), fom der ffulde damm 
Landsret og indfræve Kongens katter. Selv 
igjen tilbage til Oplandene*). 

En Hoſt, da Kong Halfdan var i Bingulm 
han om Natten overfalden af Kong Gandalfé 
Hyfing og Helfings; efter en flarp Strid m 
vige for Overmagten og flygte til Skoven. I 
famlede der fig Krigere om ham fra alle Kanter; h 
fig atter mod Fienderne, flog dem og fældede $ 
$Helfing; en tredie Broder, Hafe, undfom til 
(Efter denne Seir underlagde Halfdan fig hele Bing 

Paa denne Tid bherffede over Ringerike i 
ved Navn Siqurd Hjort, Søn af Helge den I 
Aslaug, Siqurd Orm i Dies Datter. Sigurd H 
tidlig vundet Hader ved i fit tolvte Aar at fælde 
Hildebrand, og hans fenere Bedrifter foarede tildi 
Ungdomsdaad. Han red ofte ud i øde Skor 
jage farlige Dyr. Engang, da han var reden lar 
en Skov nær Hadeland, modte han Berferken $ 
30 Mand; det fom til Strid mellem dem, og Sig 


1) Gaular faldtes i ben ældfte Tid Egnen om det : 
Dalsfjørben i Søndfjorb og ben derfra opgaaende I 
Holmedals Preftegjæld). Atles Jarledømme omfattedi 
Fjalir, den fydligfte Deel af det nuværende GSøndfje 
Navn forfolnber meget tidlig; allerede i den ældre 
[ov nævnes det iffe mere blandt Fylferne; det er 
under Firbafylfe. Paa Gaular var i den hedenſte I 
fundigt Tempel, Hvorhen man føgte fra Fjordene, Fja 
(Egils S. Kap. 49. Landn. V, 7. 8.) 

2) Snorre, Halfd. Sv. S. Kap. 3. VFagrffinna Kap. 
var Søn af en Jarl Hundolf, og hans Syfter Solr 
med Kong Harald Guldftjeg og Moder til Ragnhild. (La 

3) Snorre, Halfd. Sv. S. Kap. å. 


Halfdan Svarte. 201 


og havde han førft dræbt 12 af Hakes Mænd, og Kjæm- 
pen felv havde miftet fin ene Haand og faaet Haarde Saar. 
Ulligevel red Hate efter Kampen til Sigurds Gaard og 
borttog hans tyveaarige Datter Ragnhild, en ſtjon og 
folt Kvinde, tilligemed hendes unge Broder Guthorm og 
meget Gods. Han bragte det alt til Hadeland, hvor han 
eiede ftore Gaarde, og vilde holde Bryllup med Ragnhild; 
men hans Saar hindrede ham; thi han laa fyg af dem 
hele Høften og ud paa Binteren. I Julen var Kong 
halſdan i Gjeftebud paa Oplandene og hørte, hvad der var 
føregaaet paa Ringerike. Han fendte da en af fine Mænd, 
$aaref Gand, med 100 Mand før at befrie Ragnhild og 
bringe hende til ham. Haarek fom over den tilfrøsne 
Kandsfjord, før det blev lyft, omringede Hakes Gaard, op- 
bred Dørene og borttog Magnhild og hendes Broder. 
Derpaa fatte de Ild paa Hufet og droge bort. Den fyge 
fate fom ud af Querne og gif et Stykke efter dem, men 
han fom ud paa Sfen, ſtyrtede han fig i Fortvivlelfe 
p ſit eget Sverd og blev ſiden hoilagt paa Bakken ved 
Vandet. 

-— $alfdan egtede nu Ragnhild, og ſnart fødte hun ham 
4 San, der blev overøft med Band efter hedenft Skik og 
 dlbet Harald). Hans og hans Mts tilfommende Bælde 





H Snorre, Halfd. Sv. S. Kap. 5. — En ganffe afvigende Fortæl- 
ling om Halfbans andet Giftermaal har Fagrffinna (Ka. 2). 
Sfølge Denne var hans anden Huftru, Harald Hanrfagers Moder, 
tlga, kaldet den haarprube, en Datter af den magtige 
Herfer Dag den frode, ber borde paa Gaarden Thengilsftad paa 

badeland (Thingelſtad i Grans Preftegjæld) og tillige havde en 

Å nm Guthorm. Uagtet de flefte gamle Beretninger flemme i 

"I ført anførte Fremftilling, faa fan det bog være tvivlfomt, om 

i Wagrffinnas Fortælling fortjener ligeſaa megen Filtro. Det 
"De ve hænde fig, at man i fenere Tider har foretrukfet at 

tll Harald fødes af en faa navnfundig Mødrenemt fom den, der 

FIg:6 Ragnhild, fremfor af en Herfers Wt.  Nedtammelfen 


202 Halfdan Svarte. 


ſtal efter be gamle Sagn i Drømme være Forældre 
forfyndt, og Drengen blev fnart baade fljøn oi 
tog. Moderen elffede ham hoit, men Halfdan 
jaget ham bort fra fig, da han endnu var et * 
Sagnet figer, at ben mægtige Jøtun Dovre iT 
opfoftrede Drengen og oplærte ham i alle Fdrætter 
Haralds JTilnavn Dovrefoftre?). 

Kong Halfdan blev fun 40 Yar gammel; % 
under ham en Baar, da han fjørte over Randsfjt 
et Gjeftebud, og han omkom med flere af fine Mar 
Halfdan var en viis, ordholden og retfærdig Kon 
tog fig meget af Retsvæfenet, og indrettede Eidſ 
Heidfævis Lov for Oplandene2). Han faftfatte 


fra Ragnar Lodbbrofs Att faftede en fornyet Glands 
norffe Kongeftamme. Maaſtee har Halfdan virkelig 0 
gift med Ragnhild, Sigurd Hjorts Datter, og denne £ 
hed funde da gjøre bet faameget lettere at anføre hende 
ætftore Kvinde, fom Haralds Moder. 

1) Vidtløftig Fortælling herom i båttr Hålfdanar svarta i i 
(I, 563—566) og hos Snorre, Halfd. Sv. S. Kap. 8. 
Gandt ligger til Grund for begge disfe mventyrlige Fo 
fynes Haralds Filnavn at vife; Folfefagnet har da udfi 
givenheben faaledes, at bet nu er umuligt at fille det 
det Opbigtede. Fortallingen I Vlatøbogen er maaf 
Snorre har villet borttage lidt af det Urimelige i den, 
derved gjort ben endnu mere uforftaaelig. Det ftore Berk, fr 
ubførte, at undertvinge hele Norge, fan have foranledis 
om hans Opfoftring hos en af dette Lands mægtigfte I 
(i Landet boende Aander), fom baade ſtulde have ind 
den ftolte Tanke, hvis Udførelfe fyntes at fordre meer i 
ſtelig Kraft, og føden hjulpet ham til at tverffætte den. 
er det da rimeligt, at et andet Sagn om Uenigh 
Fader og Søn og den GSidftes VBortjagelfe fenere fan 
bundet. — Sfr. P. E. Millers Underføgelfe om Sarot 
res Kilder S. 198—199. 

2) Gnorre, Halfv. Sv. S. Kay. 7 fml. med Haafon d. 
Kap. 11. Herved forſtaaes ubenksiel, at hon gjore * 


860. Halfdans Død. 203 


ler Bøder for begangne Forfeeljer. Han overholdt Lovene 
q baagede ftrengt over, at baade Høie og Lave efterlevede 
em. Der var ogfaa i hans Tid gode Uaringer i Landet. 
Derfor var han hoit elffet af alle fine Underfaatter; da han 
var Død og hang Lig bragt til Ringerike, fom de gjævefte 
Mand fra Romerife, Beftfold og Hedemarken og vilde alle 
have ham høilagt, hver i fit Hered; thi de troede, at de 
lykkelige Maringer vilde følge ham død, fom de fulgte ham 
levende. De enede8 endelig om at dele Kongens Lig i 
fre Dele, for hver at høilægge een hos fig, og disſe Hauge 
tleve fiden kaldte Halfdban8 Hauge. Hans Hoved ſtal være 
jordet paa Gtein paa Ringerike), eller efter Undre i Ski— 
ringsfal paa Beftfold 2). 


Harald Haarfager. 


Harald, Halfdans Søn, blev i fit tiende Uar Konge 
i fin Faders Rige (860); hans Morbroder Guthorm, der 
var 16 Aar gammel, blev Riget Beftyrer og Unforer for 
Søren (hertogi) og Kongens Hird3). Mange Høvdinger 
tagtede efter ben unge Haralds Lande. Brødrene Høgne 
Frode, Kong Eyſteins Sønner, reifte fig paa Hevde- 
marken, en Konge Høgne Kaarefen foruroligede Min- 
gerike, og Kong Gandalf af Alfheim lavede fig til at 
feile over Folden før at angribe Veſtfold, medens hans 


forhen Å mere indffrænfet Virkſomhed beftaaende Thing paa Gids- 
vold til et almindeligt Thing for flere af Oplandenes Fylfer og 
nølere beftemte, hvilfen Lov der ſtulde være den gjældende for alle 
under dette Lagdomme hørende Bønder. 

) Gaarden Steen i Hole Preftegjæld. 

*) See ovenfor S. 188. Om Halfbans Død og Begravelfe fee 

Snorre Halfd. Sv. S. Kap. 9. .Fagritinna Kay. 4. 

) Dette maa vift her forftaaes ved Titelen hertogi. Paa den fenere Her- 
tgtttel maa man ei tenfe; Oprindelfen til ben var viftnof den 
ſam me, men den havde en ganffe anden Betydning. (JI VBifer Å Ha 

&aga Kap. 12 og 13, falbeé Øongen hertogi d.e. Hæxens Fører). 


204 Harald Haartager. 


Søn Hafe med 300 Mand drog nord om Vjo 
gjøre Sndfald fra Landfiden. Guthorm og $ 
førft mod $Hafe, fom de flog og fældedei Haked 
paa vendte de fig mod Gandalf, fom allerede v 
Beftfold, og jog ham tilbage til hans Mige. * 
om disſe Seire fendte Kong Eyſteins Sønn 
Høgne Kaarefen og den mægtige Herfer Gudbri 
brandadalen og fatte dem Gtevne paa Ringié 
Hedemarfen. Der ſtulde de overlægge om f 
fvar. Men da Guthorm og Harald hørte, at $ 
ber vare famlede, broge de hurtig did med | 
ubanede Skovveie, oømringede Gaarden og tænd 
den. Mange brændte inde; Eyſteins Sønner fo 
faldt i Kampen, og nu underlagde Geierherre 
Ringerife, Hadeland, Thoten og Momerife : 
Hedemarfen og Gudbrandsdalen. Kong Gan 
endnu en Vid Modftand, men faldt omfider. H 
redømme udvidedeg nu mod Syden lige til Ga 

Gfter disſe Seire opftod hos Harald Tan 
underlægge fig hele Norge. En Fongedatter G 
han beilede til, flal end mere have egget han 
han fvor ved ben almægtige Gud, fom havde 
ei at ville fjære eller fjæmme fit Haar, før a 
GSmaafonger vare undertvungne. Guthorm roft 
gelige Løfte og foor troligen at ville hjælpe han 
fylde det?). De droge med en Hær over Down 


1) Snorre, Harald Haarf. S. Kap. 2 nævner Rau' 
Grændfen for Haralds Herredømme; Flatøbogen deri 
rikis Haralds hårf. I, 569) Gautelven. Det Sid! 
det rimeligfte; thi bet lader efter Fortællingen, fon 
efter fin fidfte Seier blev Herre over alle Gandal 
dennes Hovedrige var netop Alfheim, Landffabet m 
elven og Gautelven. 

2) Snorre, Harald Haarf. S. Kav. 3. 4.  Fagrffinna 
har en lignende Fortelling sm Harald sg Kaqua M 


860—872. Norges Forening. 205 


dalen blev førft erobret. alle de Lande, Harald un» 
rlagde fig, tilegnede han fig al Odel, faa at Bønderne 
eve hang Reilændinger og maatte betale ham Landffyld. 
; bvert Fylke indfatte han en Jarl, der ffulde dømme 
llmuen, indfræve Landffylb og Gagefald paa Kongens 
Begne og felv have Trediedelen af disfe Indkomſter, men i 
Rig holde Kongen 60 Mand paa egen VBefoftning. Hver 
Jarl kulde have under fig fire Herfer eller flere, hver med 
20 Marte Indkomſter og med Forpligtelfe til at holde 
fongen 20 GStridsmænd. Ved denne Jndretning fil Var» 
lene ftørre Indkomſter, end GSmaakongerne forhen havde 
havt, og Deite gjorde, at mange Høvdinger nordenfjeldå, for 
at erholde denne Berdighet, paa Rygtet om Haralds Un» 
fomft drøge til ham og bleve hans Mænd. Den maægtigfte 
blandt didfe var Jarlen Haafon Grjotgardåføn af Haalo⸗ 
galand, fom flammede fra Sæming, der fagdes at være 
DinaSon2). Han fom til Kongen fra Yrjar (Ørlandet) med 


begge Beretninger fynes at være forffjellige Traditioner om famme 
Begivenhed. Denne Fortælling om Anledningen til hele Norges 
Undertvingelfe har forefommet Flere mistæntelig; den er imidler- 
tid bet Hele taget ei uovereensftemmende med Oldtidens Mand, 
og fljønt den i det Enkelte maaffee fan være udſmykket, gjør bog 
Dr gamle Sagaers Genftemmighed, at man maa antage en vir- 
kelig Begivenhed at ligge til Grund for den, uden at man bog 
med Sikkerhed fan beftemme, hvo Pigen har været, eller naar 
Vegivenheden er indtruffen. At det ſtulde være fleet i Haralds 
og Nagnas 12te Aar, fom Fagrffinna figer, fynes noget ufand- 
fnligt. NRimeligere forefommer det mig, at bet er ffeet noget 
fenere, og at bet hverfen har været den enefte eller den vigtigfte Dri- 
vefieder til Haralds frore Joretagende, men fun egget ham til at 
Prtfee et Berf, hvortil hans egen ASrajerrighed allerede for- 
Engſt havde tilffyndet ham. 
Sn, Harald Hf. S. Kap. 5—7. Denne Haafon Jarlé og hans 
Sorfonne Bedrifter vare befungne af Skalden Eyvind Skalde— 
hø eri et Kvad, falbet Håleygjatal, hvilfet desværre er tabt 
%a et Par GStropher nær. 





206 Harald Haarfager. 


meget Folk, og ved hand Hjælp vandt Harald hele Ti 
bjem efter 8 Slag og 8 Kongers Fald. Haakon Je 
til Belønning Strindafylke. 

Harald vendte fig nu mod Namdalen, hvor Br. 
Herlaug og Mollaug vare Nonger. Vaa | 
om hans Somme gif Herlaug felv tolvte ind i e 
Gravhaug, fom han forud havde beredt, og lod den 
fafte over fig. Mollaug fteg op paa den Haug, hvor 
gerne pleiede at ſidde, og væltede fig fra Høifædet ne 
Fodpallen i Jarlefædet og gav fig felv Jarlsnavn. T 
Drøg han Harald imode og tilbød fig at blive hans) 
Kongen fpændte Sverb ved hans Side, hang Skjol 
hans Hals, ledede ham til Høtfædet og qav ham ! 
dammet over Naumdalafylfe. Harald vendte nu tilb 
Throndhjem, føm han fra den Tid anfaa fom fit £ 
fæde, og hvor han byggede en ſtor Kongsgaard, ' 
Haafon Jarl hædrede han høit og egtede hang å 
Nafa). 

Om Baaren efter Toget til Namdalen drog $ 
med mange Skibe ud fra Throndhjem; felv var han 
fine Hirdmænd og Berferfer paa et ftort prægtig fr 
Drageftib. Toget gif mod Nordmøre, hvor en 
Huntbjof herffede; baade han og hand Son E 
Klofe vare svede GStridåmænd. Med dem forban 
Hunthjofs GSvigerfader Nokkve, Konge i Romsdale 
de mødte Harald ved Solffel?). Efter en haard. 
faldt begge Kongerne, og Harald erobrede deres Lande 
han overlod til fin Ven, den floge og mægtige Røgn 
Gyftein Glumra8 Son, af en oplandfk Varleæt. Ha 
Sommeren før bleven Haralds Mand og Faldtes 


1) Sn. $. Hf. S. Kap. 8. 9. 
2) En liden Ø, fom endnu bærer famme Navn, firar norden 
flørre O Stabben å Yyø Mrelkegjeld pan Mordmgee. 


860—872. Norges Forening. 207 


rejarl.  GSelv vendte Harald tilbage til Throndhjem 
fev ber om Vinteren 1). 

Sølve Klofe var undfommen fra Slaget ved Solſtel 
pholdt fig hos Kong Urnvid paa Søndmøre. Da 
ørte, at Harald om Vaaren ruftede fig mod dem, fam» 
be Folk, og. Sølve drog til Kong Audbjørn i Fjore 
e (JFirdafylke) for at faa ham til Hjælp. Audbjorn 
fig overtale; Songerne mødte Harald indenfor Solſtel, 
er begyndte en flarp Strid. Begge de fiendtlige Kon» 
faldt paa fine Snekker; men Sølve undkom ogfaa denne 
g, fværmede fiden om i Bifing og gjorde ofte Stade 
rqe?). 

Efter dette andet Slag ved GSolftel underlagde Harald 
Zøndmøre, bhvilfet Fylke han ogfaa overlod til Rogn⸗ 
Jarl. Over Fjordene derimod antog Bemund, Uud- 
18 Broder, efter dennes Fald Kongedammet. Det var 
ilde paa Høften; derfor vendte Harald tilbage til Thrond⸗ 

Men Han havde, fom det lader, i Forveien vundet 
jemmelige Tilhængere blandt Stormændene i Firdafylfe, 
m Binteren drog Røgnvald Mørejarl uforvarende der- 
overfaldt Bemund om Natten, da han var til Gjeftebud 
auftdal i Nordfjord 3), og indebrændte ham med 90 
nd. Om Baaren fom Harald felv til Fjordene og un- 
agde fig nu Landet uden Modftand 4). 

J fire Aar havde Harald opholdt fig nordenfjeldé; 
behøvedes hand Nærværelfe i Syden. Thi Grit Ei— 
indsſon, Svithjods og Gautlands Konge, havde under- 
t fig Bermeland og Ranrife5). Han truede med at 
le gjøre bet Samme med hele den Deel af det ſydoſtlige 


) Su. $. Hf. S. Kap. 9. 10. 
) On. $. Hf. S. Kap. 11. 
I Gaarden Nauſtdal i Eids Preftegjæld. 
Sn. H. Hf. S. Kap. 12. 
b. € ben Deel af Alfheim, fom lag mellem Gautelven og Svinefunn. 







208 Harald Haarfager. 


Norge, fom fordum havde lydt under GSiqurd Ming og ; 
denneg Søn Ragnar Lodbrof, nemlig hele Bifen indkl | 
Grenmar (Langefundåfjorden) og desuden Romerike. Mange I 
Høvdinger i disſe Cane og meget andet Folk havde ogfan å 
givet fig under ham. Da Harald hørte dette, bdrøg han | 
med fine Skibe og fin Hær til Tunsberg, fom allerde J 
Dengang var en Kjøbftad, og tilbragte Sommeren ogå0 Pe 
fen med at holde Thing med Bønderne, ftraffe de Fra⸗ 
faldne og atter lægge Landet under fig. Bed Binterené pe 
Begyndelfe hørte han, at GSveafongen red omkring i Der 
meland paa Gjefteri; han drøg da ogfaa did og lod Gje- FF 
ftebud tilfige for fig. En mægtig Bonde Aake, der for- FF 
dum Havde været Kong Halfdan Svarted Mand, indbed 
begge Kongerne til Gjeftebud hos fig og bevertede dem par > 
det herligfte hver i en færftilt Hal, uden at det fom til | 
Strid mellem dem. Men efter Gjeftebudet dræbte Kong JFo 
Grif Aake, da denne fulgte ham paa Beien, fordi har ſe 
fyntes, at han havde gjort mere af Harald end af han. P 
Da Harald fif dette at vide, blev han faa forbittret, at han ME 
red efter Erik med fine Mænd og forfulgte ham lige til lg 
Gautlands Grændfe. Men da han ei funde indhente ham, | 
hevnede han Yafe ved at drebe Sveakongens Mand, hvor | 
han fandt dem, lagde atter Bermeland under fig og vendte I 
derpaa tilbage til Tunsberg. Om Baaren drog han sad : 
Gautelven, herjede i den foenffe Konges Lande og faldede 
ti et Glag hans Jarl Rane Gautffe, fom var fat over I 
Ranrife. Da han havde underlagt fig alt Landet i Bett | 
for Gautelven og Bænern og hele Bermeland, efterld Han 
til dete Bern fin Morbroder Guthorm med en Har og 
drøg felv over Dovre tilbage til Throndhjem 2). | 
Gnart efter fpurgtes den Tidende føndenfra Land, 
at Hørder, Ryger, Egder og Theler havde forenet ſi mA 


1) Sn. $. Hf. S. Kap. 1418. 


872. Glaget i Hafrefjordeu. 209 


Harald, under Unførfel af Grit, Hørdelands Konge, Sulke, 
Konge af Rogaland og Søte Jarl, hang Broder, Kjøtve 
den rige, Konge paa Agder, og Thorer Haklang, hang 
Sen, foruden flere andre meægtige og tappre Hovdinger. 
Harald fatte ftrar fine Skibe i Soen, og med en ſtor Hær 
af alle de Fylker, fom vare ham underlagte, ilede han mod 
Sonden. Da Hordelands Konge fpurgte hans Komme til 
Gtat, drog han ogſaa fydefter for at forene fig med fine 
Benner. Ved Faderen famledes de og mødte Haralds 
Yade i Hafrøfjord.). Her fom det til en heftig Kamp. 
Haralds Skib laa midt i Flaaden, og mod det lagde ben 
fjempefterfe Thorer Haflang; men efter em haard Strid 
- faldt han, og hans Skib ryddbedes. Mu vendte Seieren fig 
- ma Harald8 Side; Kongerne Erik og Sulke med Søte 
- Jarl faldt, og Kjøtve med Reften af Fiendehæren flygtede 
mod Gønden. 
Glaget i Hafrsfjord (872) gjorde Harald efter mere 
- mb 10 Yard Kamp til Norges Enekonge og løfte ham fra hans 
Loefte. et Gjeftebud paa Møre redte og flar Ragnvald 
F Jarl hans fange, gule Haar, og fra den Tid bar han Til- 
navnet Haarfager; før havde man faldt ham Lufa eller 
ben Lythaarede?). 
) Nu Hafsfjorden, iffe langt fyd for Stavanger. 
3) Uførlig Beretning om Slaget i Sn. $. Hf. S. Kap. 19 fam 
> Å flere af de islandffe Sagaer, ifær Gretters S. Kap. 2. Vatns⸗ 
dela S. Kap. 8. 9. Egils S. Kap. 9. — Da Tiden, paa 
hvilken dette Slag flod, er af Bigtighed i Henfeende til Beftem- 
melfen af Aarene, mellem hvilfe Harald regjerede, faa bliver her 
et pasfende Sted at underføge Tidsregningen i denne Konges 
Øiftore. 3 de gamle Sagaer findes fjælden Narstal tilføiede; 
Songernes Negjeringstid berimod er for det mefte nøiagtigen an- 
sivet, og undertiden, i hvilfet af deres Megjeringsaar en eller 
uden merfelig Begivenhed har tildraget fig. Gaa vi nu altfaa 
denne Underføgelfe ud fra et Tidspunkt, fom ingen Tviolzer 
mberfafet, nemlig Aar 1000, det Aar, da Olaf Tryggveføngfaldt 
% Svolder, faa finde vi, at Haafon Jarl maa være drabt Vin- 
% Revter. Norges Hiftorte. 14 






210 


Harald Haarfager. 
Nu var der ingen Mand i Norge, fom længer mæg- 


tede at gjøre Harald Modftand; mange Hovdinger under 
Eaftede fig ham derfor og bleve holdte i i Wre af ham; men 
mange vare ogfaa De, der foretraf Landflygtighed og Tabet 
af fine Eiendomme for at blive Kongens Iræle, fom de 
faldte det. En ſtor Deel af disſe drøge i Viking veftover 
til England, Skotland og Frankrige; en Deel nedfatte fig 


teren mellem 995 og 996; men denne havde ifølge Olaf Tryggvejené 
Gaga Kap. 104 i Fornm. S. I, 219. 9. fl. St. dengang vart : 
Jarl I 33 Aar fra den Tid af, ba hans Fader Sigurd Jarl blev 
dræbt af Erif Blodøres Sønner. Denne Begivenhed maa altan å 
være indtruffen omtr. 962; men den indtraf igjen to Aar efter å 
Haafon ben godes Fald (Sn. Harald Graafelds S. Kap. 
Olaf Tr. S. Kap. 34 i Fornm. S. I, 55), fom altfaa maa he * 
føres til 960. Haakon havde regjeret 26 Aar fra den Tid di : 
at Grif, hans Broder, flygtebe fra Landet (Sn. Haakon >. gode . 
S. Kap. 28. Olaf Tr. S. Kap. 26 i Fornm. S. I, 40), hvilket : 
da maa være fleet omtr. 935; men to Aari Forveien var Harald | 
Haarfager bød (Sn. H. Hf. S. Kap. 45 og 46 fml. Haafon >. 
godes S. Kap. 1—3. Olaf Tr. S. Kap. 11—15 1 Fornm. $.1, | 
18 fgg.), altfaa 933. Da var Harald ifølge de flefte Sagaers Udjagr | 
83 Aar gammel og havde baaret Kongenavn i 73 Aar; hane | 
altfaa født 850 og tagen til Konge 860. Alle Sagaer ere enige om : 
at han fjæmpede i ti Aar for at underlægge fig Norge; mente ; 
er ei paa alle Steder ganffe tybeligt, om denne Kamp regnes lig i 
fra hans Megjeringstiltrædelfe eller førft fra hans Tog ov 
Dovrefjel. J førfte Tilfælde falber Slaget I Hafrefjorben 870, : 
i fidfte 872. En anden vigtig Begivenhed, nemlig Islands ferfe 
Bebyggelfe, ftaar i nøte Forbindelfe hermed. Landnamsbogen I å 
6 figer, at benne fandt Sted 874, 2 Aar efter Slaget, 12 elr 1 
efter eet Haandſtrifts Læfemaade 13 Aar, efter at Harald var kle | 
ven Norges Konge. Sammenligne vi nu denne Angivelfe md F 
det, fom ovenfor er udfundet om Maret for Haralds Regjeringé 
Begyndelfe, faa finde vi, at dette fidfte beſtyrkes; thi Tiden fra 
860—874 kunde vel falbes 12 eller 13 Aar, naar man fun reg J 
ner de hele Mar, i hvilfe Harald havde herffet, men ei tager 80 GH: 
og 874 felv med. Dette er den Ghronologi, fom be bedfte og 
flefte Sagaer tydeligen angive for det førfte Aarhundrede af bl 
norffe Riges Hiſtorie. 





Udvandringer fra Norge. 211 


gerne, fom længe havde været et Bintertilholda- 
Bifinger, og hvor en Nordmand Grim Kamban 
Haralds Dage førft havde taget faft Bopæl. En 
atede ogfaa til Skovbygderne paa Sveriges Grand» 
allerede før Haralds Tid Nordmænd havde nedfat 
en uvis Tidsalder ffal nemlig en oplandf Konge 
1 have undertvunget Thrønderne og herflet faa 
ser dem ?), at Mange forlode fin Odel og flygtede 
fit Boffab øfter over Kjølen, under Unførfel af 
amte, en Jarleføn fra Sparabu?). Disfe Flygt- 
pryddede et ftort Hered, fom efter Unføreren faldteg 
and. Ketils Sonneſon, Thorer Helfing, fral 
en Drabsfag med meget Folk være dragen læn- 
Oſt og have givet Helfingeland Navn efter fig. 
e atter mange misfornøtede Thronder og Namdoler 
Egne, ſom ved dem bleve fuldkommen bebyggede, 
de vedligeholdt fin Uafhængighed. 
n Den ſtorſte Deel af de udvandrende Nordmænd 
1 bet ubeboede Island et nyt Fædreneland. Denne 
rſt være opdaget af Bifingen Naddodd, fom havde 
Id paa Foærserne og dreveg did af Storm. Han 
Fjelde fneedætte og faldte Landet Gneeland. 
lev Gardar, en fvenff Mand, dreven derhen paa 
til Suderøerne; han omfeilede Landet og opholdt fig 
eren over, men vendte om VBaaren igjen tilbage 
e. Efter ham faldte man Den Gardarsholm. 
ng fra Rogaland, Floke Vilgerdsſon, var den 
r opføgte Landet, ledet af indviede MRavne. Han 
Navnet Island, men bofatte fig iffe heller der; 
: det nu mere og mere befjendt i Norge. 


fabelagtige Fortelling om benne Gyftein, fom frulde have 
nm Hund Saur til Thrønbernes Konge, findes hos Snorre, 
on b. gobes S. Kap. 13. 

rboens PBreftegjæld ved Throndhjemsfjorden. 


14* 


212 — Harald Haarfager. 


J Begyndelfen af Harald Haarfager8 Regjering boede 
i Dalsfjorden paa Fjalir!) to Frænder og Foitbrødre, In—⸗ 
golf og Leif. De tilbragte fin Ungdom paa Bifingetoge 
i Samfund med ben maægtige Utle Jarls Sønner, Haa 
ftein, Hevftein og Holmftein. Men der fom Splid 
mellem dem, ba Holmftein i et Gjeftebud gjorde det Løfte, 
at han vilde egte Helga, Ingolfs Søfter, fom Leif elftede. 
Bed Hifargafl?) fom det til Strid melem Foſtbrodrene 
og Atles Sonner, og Holmftein faldt. Da fiden Herftein 
vilde hevne Broderen, havde han famme Skjebne. Frander 
og Benner lagde fig nu mellem de GStridende, og Utle Jarl 
og Haaftein, hans San, lode fig forfone, da Ingolf og if 


overgav Dem alle fine Giendomme. Nu forlode Foftbre: 
drene Norge og opføgte Island, men nedfatte fig ei der I 
ftrar. De vendte igjen tilbage til fit Fædreneland, ogført | 
ba Leif ved flere Aars Viking havde vundet mange Rig: | 
bomme, forlode de Norge for beftandig. Efterat Ingoli 
havde blotet til Guderne og faaet heldige Barfler, gif Fræn | 
derne tilføs hver paa fit Skib med meget Folk i Folge. ; 
Da de nærmede fig Föland, fljød Ingolf fine Øudveget 
fuler eller Høifædesftotter, fom han førte med fig, over 
bord, for at lade disſe Helligdomime føge fig Bopæl pa I 
Den 3). Han fandt dem drevne i Land ved Reykjavik | 
paa Islands fydveftlige Kyſt, og der nedfatte han fy 


1) Nu en Deel af Søndfjord, fee ovenfor S. 200. 


3) Et Nes paa Hilsøen I Evindvifs Preftegjælb udenfor Sognefjorden 


omtrent paa Grændfen mellem det gamle Hørdeland og Sogn 
3 


— 


ſtjegs Ondvegesſuler, at nemlig Thors Billede, fom han iſar byr 
fede, var udſtaaret pan mm af dem. 


Disſe Hølfædesftøtter nævnes ofte i Sagaerne fom Helligdomme, | 
og ben her omtalte Maade at adfpørge Guderne, Hvor man fulle 
tage Bopæl, findes ofte brugt af dem, der nedfatte fig paa I | 
land. Det er hølft rimeligt, at en eller anden Guds Bilde | 
fom ofteft har været udffaaret paa em af disfe Støtter; bekke 
figes udtryftelig I Gyrbyggja S. Kay. 4 om Thorolf Moftur: | 





Islands Bebyggelfe. 213 


deelte det omkringliggende Land til fine Ledfagere*). 
Det var Port efter Hafrafjordflaget, at Ingolf og Leif 
te fig paa Veland (874). Moængden af de Nordmand, 
Friheden fynted tilintetgjort ved Haralds Seier, og 
Afhoængighed forefom utaalelig, fulgte nu deres (pm 
Bel var Landet ei Norge ligt i Frugtbarhed og 
Wed, men frembød dog gode Græsgange, rigt Fifteri, 
Tod paa Smaaſtov til Brændfel, og hvad der var det 
fle: et Frifted, hvor ingen Herſters Haand funde naa 
men hvor de funde leve i den Uafhængighed, ved hvid 
fædrenelandet for dem havde miftet fit Berd. Magtige 
nger, felv af Kongeflægt, ifær fra Throndhjem og det 
je Norge, feilede derover med al fin Et og alt fit 
folf. De førte med fig over fine Familieffiffe og 
domme; felv Jorden under fine Gudehufe bragte de 
Havet for i fit nye Hjem at funne reife dem paa en 
Grund. De toge det ubeboede Kand i Befiddelfe*) 
t bære Ild over det Stykke, de valgte fig; dette ude 
De berpaa mellem fit Folge og Tyende, der fiden ans 
øvdingen og hang Gfterfommere for fine Overhoveder. 
Var, fige GSaqaerne, vedvarede denne Overfart fra 
til Seland (Qandnamstiden), og Harald felv fral 
frygtet for, at Norge derved ſkulde tabe for mange 
effer, og føgt at hemme den. 
darald maatte endog fom Gneherfler i Norge ofte 
e med Hovdingernes Frihedsaand og Gtivfind, og 
Hevn faldt altid tungt paa dem, fom han anfaa for 
ender. J Firdafylfe boede en tapper og mægtig 
„Kveld-Ulf; han havde ei villet underftøtte Kong 
ørn, da benne hjalp Song Arnvid af Søndmøre mod 


ortællingen om Islands Opdagelfe og førfte Bebyggelfe findes 
førligft i Landbnamsbogen I, 1--8. 

ette faldtes nema land, at tage Land, og Nybyggerne hede deraf 
indbnamømeænd. 


214 Harald Haarfager. 


Harald; men heller iffe vilde han blive dennes Mand, da 
han havde vundet Fjordene, hvormeget end hans Benner : 
føgte at overtale ham dertil. Han havde to Sønner, Thor» 
rolf, en fljøn og tapper Yngling, og Grim, der var : 
fjæmpeftor og fterf, men ftyg af Uvfeende. Han faldtes 
GSfalla-Grim, fordi han meget tidlig blev flaldet. Tho 
rolf lod fig overtale til at drage til Rongens Hird, mod 
Faderens Raad, og blev fnart meget yndet af Harald. J 
Hafrafjordflaget fjæmpede han fom en dygtig Helt, og Harald 
fønnede ham ved at ffaffe ham et rigt Giftermaal paa Haa 
føgaland, gjøre ham til fin Lendermand her og overdrage 
ham at indfræve Skat af Finnerne og drive Handel med 
bem. Thorolf blev en mægtig Hovding og levede med en 
Pragt, fom fommede en faadan; ba Kong Harald engang 
brøg paa Gjefteri paa Haalogafand, modtog han ham tet ; 
Gjeftebud, hvortil 500 Mand vare indbudne foruden de 
300, fom fulgte Kongen. Men han havde Uvindémænd, 
fom bagtalte ham hos Harald og beftyldte ham for at be— 
gaa Underflæb med Finneffatten og tragte efter Kongedam- 
met over Haalogaland. Kongen fif Mistanfe til ham, fra- 
tog ham førft hans Len og hand Indkomſter og bemagti- 
gede fig fiden et Skib, fom tilhørte ham. Thorolf hevnede 
fig ved at plyndre Skibe, der førte Kongens Barer, og herje Jo 
i Bifen. Fiendſtabet mellem dem vorte nu faaledeg, at 
Harald med en Hær drøg til Haalogaland; han Fom om 
Natten uventet til Thorolfå Gaard Sandnes), fom han 
omringede og antændte. Thorolf fom ud med fine Mand, 
men faldt efter et tappert Forfvar, beffaget af Kongen ſelv. 
Hans Drab vakte for Uvillie mod Harald; den gamle 
Kveld-Ulf og hans Søn Skallagrim vilde ei længer bo 
under hans Herredømme. De udruftede to Skibe hvert 
med 30 vaabendygtige Mand, bragte fit Tyende, Koner. J 
Børn og Losore ombord paa didfe og forlode Norge, efterat BE 
1) Paa Nordfiden af Alften-Øen pan HQgulam. 








Islands Bebyggelfe. Haralds Befterhavstog. 215 


have bræbt nogle af Haralds Frænder og Mænd. Kveld» 
Ulf døde paa Beien, og hans Lig blev efter hans fidfte 
Billie lagt i en Kifte og ſtudt i Søen; han vilde — fagde 
ban — føge fin Son Bopal. Da Gfallagrim fom til 
Island, fandt han ogfaa Kiften dreven i Land og nedfatte 
fig t den Gan, hvor den fandtes; det var paa Gaarden 
Borg i det fydvefilige Våland). 

De misfornsiede Nordmænd, fom fværmede om i Vi- 
ting, hjemføgte ideligen Norges Kyfter, ifær den midterfte 
Deel af andet. Harald maatte have Leding ude mod dem, 
men det nyttede lidet; thi faafnart han nærmede fig, ſtak 
ME Bitingerne i Soen og føgte til fine Vilholdafteder paa 
»H Dmeerne, Hjaltland og Suderserne. Harald faa nu, at 
MF han maatte angribe dem her, hvis han vilde have Ro. En 
BE Sommer for han derfor med en Flaade vefter over Havet, 
underlagde fig alle de veftlige Øer og udrydbede overalt 
Bilingerne?). Paa dette Tog faldt Ivar, en Søn af Røgn- 
vid Mørejarl, og for at bode Faderen dette Tab gav 
268 Songen ham Orfnøerne og Hjaltland. Men Røgnvald 
1J verlod dem igjen til Sigurd, fin Broder, fom fit Jarlånavn. 
sg Denne var en tapper Kriger, holdt Vikingerne borte fra 
vg Dee og herjede idelig i Skotland. Han døde af et Saar, 
vil % hans Gan Guthorm overfevede ham fun fort 3). Mu 
IJ. ſatte Bifingerne fig atter faft paa Øerne. Rognvald fendte 
al ſin Son Hallad didhen, men han funde ei modftaa Bifin- 
gerne, nedlagde Derfor Jarledommet og for tilbage til 
vg Norge Da Røgnvald vredede8 over denne Opførfel, frem» 
| flod en anden af hans Sønner, Ginar, og tilbød fig at 


ERE — — — mr 
4 






) Alt dette findes meget udforlig fortalt i Egils Saga Kap. 1—28. 
Et Sideſtykke hertil er GStridighederne mellem Kong Harald og 
Herſen Asgrim i Thelemarfen (Landn. V, 6). 

Su. H. Hf. S. Kap. 22. 

) Om Sigurds Bedrifter og Død fre Sn. H. Hf. S. Kap. 22. 
Flatobogen I; 221 fg. 


216 Harald Haarfager. 


drage over til Derne. Einar var uegtefødt af en ringe Moder, 
ftyg, eensiet og ilde lidt af Faderen; denne var derfor glad 
ved at faa ham bort, men gjorde fig ikke ſtore Forvent» 
ninger om ham. Ginar var imidlertid en tapper Mand, og 
Da han var fommen over til Orknoerne, fredede han dem fnart; 
han fil Jarlsnavn af Harald og blev en magtig Høvding. 
Man faldte ham Torv⸗-Einar, fordi han lod fjære Tow 
til Brændfel, da Derne manglede Bed. Saaledes grund: | 
lagde Harald bet norffe Kongedammes Overhøihed over be | 
flotfle Der, hvilfet fiden, opretholdt fnart med ftørre, fnart 
med mindre Kraft og fnart i videre, fnart i engere Ud» 
ſtrekning, beftod ligeindtil i Midten af det 15de Aar— 
hundrede). | 
Nu blev Norge for en lang Stund roligt for udvortes J 
Fiender. De gamle Uftiffe, der vare en Folge af de jevn- 
lige Bitingetoge fra Landet felv, og fom medførte Eien- 
domsufifferhed for Landets fredelige Beboere, føgte ogfan 
Harald at hemme. Han forbod derfor flrengeligen det faar 
faldte Strandhug, der beftod deri, at Vikingerne uden 
Eiernes Samtykke tog Glagtefvæg til fine Skibe paa den | 
norffe Kyſt. Dette Forbud gav Unledning til, at den ber - 
rømte Gange-Rolf, Ragnvald Morejarls Søn, for fldfe 
forlod Norge. Han havde nemlig ved Hjemkomften fra et * 
af fine mange Bifingetoge hugget Strandhug. Herfor blev : 
han uagtet fine Frenders Forbon erklæret fredles. Han 
drog da mod Beften, fatte fig her i Spidfen for en for * 
. Skare landflygtige Nordmænd og herjede i Jrankrige. For 
at blive fri for ham nodtes den franffe Konge Karl den 
eenfoldige til at overlade ham en Gtræfning Land i den 
nordlige Deel af fit Rige fom et arveligt Hertugdemme, 
fiden faldet Normandie (912). Rolf fil ogfaa Kongen 
Datter til Cate, lod fig døbe og antog med Chriſtendom- 





1) Sn. H. Hf. S. Kap. 22. Vi. VFotsbagen Å, VU. 


Gange-Rolf. Haafon Jarle og Atle Jarls Fald. 217 


Navnet Robert. Han blev GStamfader for de mægtige 
anniffe Hertuger 2). 
GStridigheder mellem Haralds Jarler forftyrrede under» 
den indvortes Rolighed. En af de mægtigfte af disſe 
r bar den gamle Atle paa Gaular, hvem allerede 
an Svarte havde overdraget Gtyrelfen af Sogn. 
jen pleiedé hvert ar at tage Gjeftebud hos ham med 
Rænd; men, engang hindreded han fra at fomme felv, 
tre Mar fendte han fine Mænd i fit Sted. Disſe 
Frænder og Benner med fig, fom langt talrigere, end 
ulde, og opførte fig overmodigen. Dette taalte iffe 
Da de fom det fjerde Aar, havde han famlet Folf 
bem og drev Dem bort. Enten funde Kongen felv 
it Gjeftebud*, fagde han, ,eller og faa Penge i Stedet”. 
d ÅL dette at vide, da han var til Gjeftebud hos 
fon Grjotgardsſon Jarl, hvem han havde givet 
fylfe, ba dette var undertvunget. Nu bad Haafon, 
magen ogfaa vilde fljenfe ham Sygnafylfe, og Harald 
» Det. Utle vilde ei vige for Haafon; det fom til et 
mellem dem i Stafanesvaag i Fjalir?). Her faldt 
m; men Utle døde fort efter af fine Saar. Hang 
Haaftein, turde nu ei længer blive i Norge, men drog 
til Seland og nedfatte fig der. Haafon Jarl efterlod 
8n, Sigurd. Denne drog efter. Faderen8 Død til 
Id, fil Jarlsnavn af ham og blev fiden Hang fortrolige 
fom Faderen havde været. Sigurd var en flog Mand; 
havde fit Sæde paa Lade og flyrede hele Throndhjem, 
t Rongen felv var andenftedå i Landet 3). 
Sn. $. Hf. S. Kap. 24. Sagaen figer, at Rolf falbtes Gange- 
Rolf, fordi han var faa foær, at ingen Heſt funde bære ham, 
hvorfor han altid maatte gaa. 
Stavangfjørben i Aſtevolds Breftegjæld i Søndfjord. 
Stribighederne mellem Jarlerne Atle og Haafon ere nærmeft for- 
talte efter Fagrftinna Kap. 11. 12. Hos Snorre findes de Ute 
Bt faa nbførlig fortalte (H. Gf. S. Rap. 13 ſml. Landu. V,9). 


218 Harald Haarfager. 


Kong Harald havde mange Huftruer, Døttre 
maægtigfte Mænd i Landet, og med disfe en Mængde 
ner, der bleve opfoftrede hos fine Modrenefrænder.). 
elftede han en af fine yngre Sønner, Erik, fom Ragn 
en Songedatter fra Jylland, havde født ham. Da $ 
var 40 Uar gammel, vare allerede flere af hans S 


I Landn. Tilleg &. 326 (Udg. af 1843) fortælles, : 
aldrig havde betalt Skat, og at Harald lagde Syg 
under fig, ba han var 20 Aar gammel, og fiben hele 
Gfter dette ffulbe ba Jarlerne Atle og Haafon være faldn 
Gfter ben Orden, hvori VBegivenhederne fortælles hos E 
ffulbe man ogfaa tro, at bisfe Stridigheder vare indtruj 
Slaget i Hafrsfjord. Men der er paa den anden Sit 
Omftændigheder, fom gjøre det nødvendigt at henfætte den 
givenhed en god Tid efter Slaget. Der omtales i Landnam 
flere Nybyggere, fom ere bragne over til Island af. Gry 
Haafon Jarl, hvem de havde fortørnet (Landn. IL, 29. II 
17. IV, 1); Han maa altfaa have levet efter 874, ba be 
Landnamsmand, Ingolf og Leif, nedfatte fig paa Island. 
næft omtales Sigurd, Haafons Søn, fom voren Mand ell: 
minbfte fom iffe ganffe ung ved Faderens Død; bet lader I 
til, at han fif Jarlsnavn firar efter, og han havde desu 
Broder, Grjotgard, fom var meget Yngre end han (Sn. I 
Graafelds OS. Kap. 4). Men Sigurd blev bdræbt 962. 
maatte ba ibetmindfle have været 100 Aar gammel, hvis 
Fader var falden før Hafrefjordflaget, og vi antage, at ha 
var 10 Aar gammel ved dennes Død. Men faa bhøt Ad 
han iffe have naaet, tfær da hans Søn Haafon Fun var? 
gammel ved hans Død. Ut dette fynes at vife, at Haako 
fan være falden før længe efter Hafrsfjordflaget, og at E 
fun fortæller Begivenheden paa det Sted, Hvor den hos han 
des, fordi ben ſtod i Jorbindelfe med Erobringen af Firda 
over hvilfet Kongen fatte Haafon til Jarl. Torfaus har al 
bemerfet, at benne Begivenhed hos Snorre udentvivl er Å 
paa et urigtigt Sted (Hist. Norv. II lib. 1 c. 8). 

1) Om $Haraldé Koner og Børn fre Sn. H. Hf. S. Kap. 18 
Om hans Kjærlighed til Finnepigen GSnæfrid, hans Fow 
og hans VForbittrelfe paa de Sanner, han havde havt ru 
fee famme Sted Kap. 25. 26. 


Røgnvald Mørejarls Død. 219 


eften vorne. Alle vare be tidlig tappre Mand og fyntes 
de om, åt deres Fader ingen Deel af Riget gav dem at 
nike over, men derimod fatte Jarler i Fyllerne. Io af 
m, Halfdan Haalegg og Gudrød Ljome, forenede 
g for felv at ffaffe fig et Mige, overfaldt uforvarende 
tegnvald Mørejarl og brændte ham inde med 60 Mand. 
hudrod tog Rognvalds Lande i Befiddelfe; Halfdan deri— 
nød drog med tre Langſtibe vefter over Havet for at be- 
gtige fig Derne ved Skotland. Da Harald hørte fin 
leng Død, drog han ſtrax mod Gudrød med en Har; 
sønnen maatte give fig i Faderens Bold, og denne fendte 
am til Agder, hvor han var opfoftret!). Men over Møre 
itte han Røgnvald Jarls ældfte Søn, Thorer, faldet 
en taufe, og giftede ham med fin Datter Nalof. 

Jmidlertid var Halfdan Haalegg pludfeligen kommen 
l Orfneerne og havde fordrevet Einar Jarl; men denne 
m fnart tilbage og flog og fangede Halfdan. Til Hevn 
r fin Faders Død dræbte han ham ved at rifte Blodørn 
aa hans Ryg?*). Da Halfdans Drab rygtedes til Norge, 
leve alle hang Brodre forbittrede, og Harald felv drog med 
a ftor Hær over til Øerne. Einar maatte flygte; dog fil 
an fiben Fred mod at betale Kongen 60 Mart Guld i 
Beder for hans Sons Dod 3). 

1) Hans Hofterfaber var Kongens Skald Thjodolf fra Hvin (den 
nuværende Kvinesdal I Lifter Fogderi. Sn. H. Hf. S. Kap. 26). 

*) Gre ovfr. S. 160. 

) Ved denne Leilighed ffal Einar have tilvendt fig al Odel paa 
Øerne; thi da Bøderne vare paalagte alle Indbyggerne, og visfe 
fandt Summen altfor ſtor, tilbød Ginar fig at udrede ben alene, 
hvis Bønderne vilde overlade ham al Odel paa Øerne og erklære 
ig for hans Retlændinger. De indrømmede dette; thi be Vattigere 
labte fun Vibet berveb, og be Migere troede, at de med Tiden 
be indløfe fin Odel igjen. Følgen heraf var, at Jarlerne paa 

Mmøerne f 100 Aar vare Eiere af al Ovdel, indtil Jarlen 

Pigun Sødverføn gav VBønderne ben tilbage (Sn. HH. S. 

ap. 32). | 


NØKUVLLE ry ver ur VEL JLLUEL, VW VYJULULV VUL UV our HUNLIIIEE, 


i 900; Flatobogen (I, 41), at det var i hans 70dbe Aar : 
førft 920); efter Olaf Tryggveføns og Olaf den helliges Sa 
Fornm. S. (I, 5 og IV, 8) var bet f hans 60be Aar eller 
Det er vel filfreft at følge Snorre. — Ifølge Snorre deelte 
fit Land paa følgende Maade: Af fine ældfte Sønner med 
Haafon Jarle Datter, fatte han Guthorm efter hans 
fader Hertug Guthormé Død til at herffe over Ranrike x 
mere af bet fybøftlige Bifen, indtil Naumelven i Nord 
Halfdan Svarte, Halfdan Hvide og Sigrød ga 
Herredømmet over Throndhjem. Vingulmart, Romerike, I 
og Thelemarfen gav han til Olaf, Bjørn, Sigtrygg i 
og Thorgils, af hvilfe de to førfte vare hans Børn med € 
Hild, Datter af Eyſtein Jarl, de tre fidfte med Gyda 
batter.  Hedemarfen og Gudbrandsdalen gav han til Dag, 
og Ragnar Rykkil, de to førfte Sønner af Nasbild, 
af Ring Dagsføn fra Ringerike, den fidfte af førnævnte Sv 
Ningerife, Hadeland og Thoten gav han til fine Sønn 
Finnepigen Snæfrid, Sigurd Rife og Røgnvald N 
beine; thi af hendes øvrige Sønner var Halfdan Hai 
allerede bræbt, og Gudrød Ljome druknede i en Storm 
for Jæbderen, rimeligviis ogfaa før denne Deling (Sn. $.: 
Kap. 37), Nøref, hans Søn med Gyda, og Gudrød S 
Søn af Aashild, vare for bet mefte å Kongens Hird og 
Neitfler eller Lenaindfomſter haa Hørheflanh na I Soan: thi 


Haralds Sønner faa Kongenavn. 221 


Etmand i mandlig Linie flulde bære Kongenawn, 
le paa Kvindefiden ffuldbe være Jarler. Hans Søn 
[de have de halve Jndfomfter med ham i de Fylker, 
ſattes Hil at herſte over, og fidde et Trin høiere end 
le, men et Trin lavere end Kong Harald felv. Herved 
idtes Dog et Moligheden; thi alle Kongefennerne 
efter Overkongens Berdighed, naar Faderen var død. 
felv tiltænfte fin fjærefte Søn, Erik, den. Ham 
han allerede, da han var tolv Yar gammel, ſtjenket 
ngffibe, med hvilte han i flere Aar for i Viking til 
Lande, endog til Bjarmeland, og naar han var 
, ba var han ofteft i Kongens Hird. Flere af Haralds 
t fynteg, at deres Mige var før lidet, og drøge derfor 
g til fremmede Lande og tilfatte her Livet»). Den 
af dem, Guthorm, var opfoftret af Haralds Mor» 
Hertug Guthorm, og havde, da Denne var død, af 
ber faaet hans <ande i Bilen at ſtyre og verge. 
ngang, da han faa i Gautelven, blev han overfalden 
bt af Galve Klofe, fom efter GSlaget ved GSolffel 
ligget i Biling?). En anden af hans Sonner, Nøgne 
Rettilbeine, var af Faderen fat over Hadeland; men 
rygtedes, at han ovede Seid, blev Harald forbittret; 
i hadede al Trolddom. Han fendte Erik til Ha 
for at revfe ham, og Denne indebrændte fin Broder 
) Sedmaænd?). 


albefpilder (Sn. Harald Graafelbs S. Kap. 1). Blandt Is⸗ 
ids førfte Bebyggere nævnes en Thord Bifingsføn, fom 
Plefte anfaa for Harald Haarfagers Søn (Landu. II, 27). 
ailfdan Hvide faldt i Eſtland, da han foærmede om i Bifing 
Øflerføen (En. H. Hf. S. Kap. 33). Thorgils og Frode 
Harſtibe af fin Fader og fore i Befterviking; de frulle have 
Bret Dublin. Frode blev forgivet; Thorgils derimod blev efter 
ang Regjering foegen og bræbt af Irerne (Sn. H. Hf. S. Kap. 35). 
$. Hf. S. Kap. 33. See ovfr. S. 207. 

$. Øf. 6. ap. 36. 


222 Harald Haarfager. 


Saalede8 omføm den ene efter den anden af Hara 
mange Gønner, og mellem be tilbageblevne worte fre 
Tviſten, om hvo der ſtulde være Overfonge efter Fader 
Folket i de forffjellige Dele af Landet vilde helft hæve | 
Beherffer til denne Hæder. Erik betragtede fig alleredef 
fom fine Brødreg Overherre, og engang, da han fom 
Bifing i Øfterføen, fordrede han af den fredelige Bjør: 
der faldtes Farmand d. e. Kjøbmand) og raadede | 
Beftfold, at han flulde give ham den Skat, fom tille 
Kong Harald. Dette negtede Bjørn. Forbittret herot 
overfaldt Grif ham paa hans Gaard Sæheim?) og f0 
dede ham. Men denne Gjerning vakte alle Bilværinge 
Forbittrelfe. Olaf, en anden af Haralds Sønner, bema 
tigede fig be Lande, fom Bjørn havde havt, og truede m 
at ville hevne fin Broder. 

Over Throndhjem havde Kong Harald fat fine So 
ner Halfdan Svarte og Sigrød, hvilke han havde ha 
med Uafa, Haafon Jarls Datter, og fom vare opfoftr 
af fin Morfader og fin Morbroder Sigurd Jarl. Thro 
derne onffede Halfdan til Overfonge, og Dette vakte $ 
mellem ham og Erik. Engang da den fidfte var i G 
ftebud paa Meare3), overfaldt Halfdan ham og tændte Å 
paa Hufet, hvori han var. Erik undfom alligevel og 0 
hidfede nu den gamle Harald faaleded, at han med en$ 
drog mod Ihrønderne.  Ogfaa Halfdan famlede Foll 


1) Dette Tilnavn fif Han, fordi han havde mange Kjøbmandefik 
GSøen, med hvilfe han handlede paa forffjellige Lande. Def 
opholdt han fig ogfaa meget i Tunsberg, fom allerede benga! 
var en betydelig Handelsftad, hvorhen der fom Skibe fra Bike 
fra ben nordlige Deel af Landet, fra Danmark og Saren. Ö 
H. Hf. S. Kap. 38. 

2) Saheim, fenere Sæm, er den nuværende Jarlsberg Hove 
gaard i Sæms Preftegjæld. 

3) Efter Snorre paa Gaarden Selven, flrar indenfor Agden 
fom i den Tid requeded HL Morbmane. 


Strid mellem Haralds Sønner. 223 


libe, og Fader og Son laa allerede færdige til Strid 1). 
en den redelige Skald Guthorm Sindre, der var 
age Kongerne8 Ben, forefom denne Ulykke og fik friftet 
red mellem dem, ſaaledes at Halfdan beholdt fit Mige og 
vede at holde Fred med Erik?) 

Paa fine gamle Dage avlede Kong Harald endnu en 
en med en Kvinde af god Rt ved Navn Thora3). Hun 
dte Barnet paa en Klippe ved Søen, ba hun ffulde drage 
a fit Hjem paa Mofter til Kongsgaarden Sæheim paa 
ørdeland 4), hvor Harald opholdt fig. Gigurd Jarl, paa 
bis Skib hun var, oſte Band paa Barnet og faldte det 
aafon efter fin Jader. Denne Dreng blev i fin Barn» 
mm fendt over til Gngland, og Aarfagen hertil var en 
vift mellem Rong Harald og den engelffe Konge Adal— 
tein, om hvo af dem Der var den andeng Overherre. 
en moægtige og ærgjerrige Adalſtein fendte nemlig engang 
ogle af fine Moænd til Harald med et berligt Sverd. 
endemanben overrafte ham det fom en Gave; men da 
ongen greb det gyldne Hefte, fagde han: Nu tog du, 
m YAdalftein snffede! nu er du hans Thegn (Underfaat), 
x du har modtaget hans Sverd". Harald merkede, at 
an var forhaanet, men dulgte fin Forbittrelje og lod den 
ngelfte Konges Mand drage hjem i Fred. Men Fort efter 
endte han en af fine tro Mænd, Haut Haabrokf, med fin 
Sen Haafon over til England. Efter Haralds Bud gif 
fan for Adalftein i London, da han fad til Bords, og fatte 


„M $alfdan lan ved Stad, bet muværende Stadsbygden, og 

Gara» ude paa Reinsſletten (ved Gaarden Mein i Risſens 
ogn). 

% un. H. Hf. S. Kap. 39. 

) Su. H. Hf. S. Kap. 40. Thora kaldtes Mofterftang, fordi 
hun var høl af Vert og var fra Mofter (Mofterøen i Sønd- 
horbeland). Haaken fødtes efter Snorre, da Harald var nær 70 
Yr gammel ; Hans JFødfel henføres ubdentvivl retteft til Maret 919. 
Sam i Hosangeré. Preftegjæld i Nordhordeland. 





224 Harald Haarfager. 


Drengen paa Kongens Knæ. Da han fpurgte, h 
flulde betyde, fvarede Hauk: Kong Harald beder 
Dette hans Tjeneſtekvindes Barn.” Forbittret dr 
flein fit Sverd, føm om han vilde brøbe Drenger 
har nu fnæfat ham,” fagde Hauk, ,og han er din F 
du fan dræbe ham, hvis du vil; men dermed h 
udryddet alle Kong Haralds Sønner." Med di 
forfod han Songehallen med fine Mænd og for ti 
Norge, hvor han fif Tak af Harald for vel udført 
Kong Avalftein vidfte, at den holdtes for en Unt 
dermand, fom foftrede hands Barn; dog ftillede 
Brede og opdrog Haafon fom fin egen Søn. M 
Kongerne vedbleve at anſees for hinandens VJævni 
for Overfonger, hver i fit Rige, alt til fin Dodsd 
Da Harald var bleven 80 Aar gammel (93 
bet ham vanſteligt længere at rygte fit fongelige 
derfor fatte han nu Erik, fin Son, i fit Høifædi 
ham Bældet over alt Landet. Erik var vel ftor, 
ſtjon, krigerſt og feierfæl; men han var tillige v 
hans Grumbhed havde givet ham Navnet Blodør 
havde, paa et af fine Ungdomstøge til Bjarmelant 
marfen truffet en beilig Pige fra Haalogaland, 
Gunnhild, og havde egtet hende*). Hun 
og veltalende, men tillige underfundig og grufom, 1 
ſyntes, at Erik lyttede for meget til hendes Raad og 
fig egge af hende til bet Onde, Derfor var ingen 
elffet af Ulmuen. Saaſnart Eriks Ophøielfe rygtet 
Halfdan Svarte fig i Overfongens Sade i Thri 
og Olaf gjorde det Samme i Viken. Men Halfda 
ei længe; to Var efter (932) døde han pludfelt 
Gjeftebub, og man troede,. at Gunnhild havde 
tryllefyndig Kvinde til at give ham en Giiftdrik. 
1) Sn. $. Hf. S. Kay. 41. 42. 
3) Sn. $. Hf. S. Kap. 9. 


933. $Haraldé Død. 225 


ans Dead toge Ihrønderne Sigrød, hans Broder, til 
ionge*). 

Medens Norge faaledeg fønderfledes ved det indbyrdeg 
bad mellem De fongelige Brødre, henfevede Harald fine 
fidfte Dage i Stilhed paa fine flore Gaarde paa Hordeland 
og Rogaland. Han dode Sotdod paa det fidfte Sted tre 
Aar efterat han havde givet Erik Riget (933), og blev 
$øilagt paa Hauge ved Karmfund *). 

Haralds Ungdom var henrunden i Strid for at undere 
legge fig hele Norge; i fin modnere Ulder føgte han at 
grundfæfte det Rige og det Eneherredomme, han i fin Ung» 
bom havde vundet; men i hans Uderdom truede hang 
meifommelig opførte Bygning med atter at fyrte fammen. 
$Han havde vundet frørfte Delen af fit Rige med Svervet, 
og hang Herredømme var i mange Henfeender Seierherrens 
over be Undertvungne; det var derfor iffe andet at vente, 
end at bet maatte ſynes Folket firengt, endog naar det 
udovedes med Metfærdighed?). Harald trøede det nodven⸗ 


1) Sn. H. Hf. S. Kap. 44. 
2) Gaarden ligger ligeoverfor Karmøens nordlige Ende, tæt ver 
Haugefund. Man feer af En. H. Hf. S. Kap. 45, at Haralds 
Grav alt i Snorres Tid havde været aabnet, og den fore, 134 
God lange Steenhelle, fom havde dakket Gravfammeret, fanbtes ba 
ved ben Kirke, der ſtod ved Haugefund. FTorfæus opdagede fiben 
denne Helle i Nærheden paa Gaarden Gard, hvor den endnu 
findes (Torf. hist. Norv. II lib. 1 c. 38). 
i 5) Harald havde frembragt en ſtor Omvæltning i Norges indre For- 
Holde, em Omveæltning, fom greb bybt ind i Folfets Stilling. 
Det Kongebømme, Harald oprettebe i Norge, var væfentlig for- 
fjelligt fra bet, fom beftod i Fylfesforfatningens Tid. Ikke not 
med, at det var grundet paa Begrebet om en Centralmyndighed 
for alle Norges Fylfer, fom forhen var ufjendt; det fløttede fiy 
desuden til Paaftanden paa en Overeiendomsret til det hele Land, 
medens det ældre Fylfesfongedbømme Fun havde været et Slags 
werſte Hærførerverbighed med Henfyn til et vift Fylte eller et 
mindre Nige. Flere af be gamle Sagaer, fom angaa Islovd, 
?. Renjer. Norges Hiſtorie. 15 





226 Harald Haarfager. 


dbigt til fin Magts Opretholdelfe at indførænke Folketé 
gamle YFriheder; Bønderne flulde derfor ei længer være 
uindførænkede Eiendomsherrer over fin Jord (Odelshønder), 

men føulde betragtes fom Kongens Keilændinger, noget, der 

flrengt taget indbefattede, at de funde drives bort, naar de 

vægrede fig ved at opfylbe vilfaarlig paalagte Forpligtelfer : 
eller betale faftfat Landføylb. J Bøndernes Epidfe frulde I 
ei længer flaa de uafhængige Herfer med deres arvelige 
patriardjalffe Myndighed, disſe fande Bondehøvdinger, fom : 
med Begt Funde paatale Almuens Rettigheder, hvis Kongen 
vovede at krenke dem.  Herferne eller, fom de fra Haraldé ; 
Tid ogfaa begyndte at falded, Lendermænd (d.e. Mand, | 
begavede med Kongedommets Land) ſtulde nu modtage fin I 
Berdighed af Kongen, idet de tillige bleve dennes haand 
gangne Mænd, det er, traadte i det nøiefte Tjeneftefor: 
hold til ham; de ſtulde lyde under de af Kongen beftittede : 
Jarler, der egentlig vare beflædte med Kongedommets Myn⸗ 
dighed i be engere Kredfe af GStatsfamfundet 1). Vel ope : 
hørte ved denne Forandring for en ſtor Deel de indbyrdeå 
Gtridigheder, fom ben ældre Forfatning gav faa rig Na 


give mørfe Stilbringer af Haralds tyranniffe Herredømme; far 
ledes Egils S. Kap. 4, 5, 6, 12, 14, 25. Lardøla S. Kap. 2. 
Vatnsdola S. Kap. 9, 12 0. fl. Imidlertid maa man ogfar I 
erindre, at bisfe Sagaers Vorfattere vare Jalændinger, og atpar | 
deres Fædreneø, fom blev bebygget af Slægter, der anfaa fig for: | 
utettebe af Harald, ingen gunftig, men fnarere en overdreven 
haard Dom maatte fældes over hans Goretagender. De famme 
Gagaer rofe bog ogfaa undertiden hans Godhed og Gavmildhd 
mob fine Benner, f. Gr. Sn. H. Hf. S. Kap. 45. 
„Kong Harald var meget opmerffom paa Lendermænd og magtige å 
Bønder i de Fylker, han havde underlagt fig, og alle, af hvem 
han funde have nogen Grund til at vente Modftand mod hans I 
Herredømme, tvang han til enten at blive hans Fjenere eller for 
fade Landet; bleve be ber, maatte de vente fig Overlaft eller Døden; 
Nogle bleve ogſaa lemlæftede paa Hænder eller Fødder.” Gylt F 
S. Kap. 4. 








2 


— 


Kongens Wndringer I Statsforfatningen. 227 


Enekongens Perfon var nu al Magt famlet, og han 
ledes flerf nok til baade at Funne .overholde Freden 
198 og verge fine Underfaatter for udvortes Fender 1). 
nteg Folkets gamle Frihed aldeles at ville gaa tabt 
mn en fulbfommen wuindførænfet SKongemagt eller 
n Sensforfatning at ville uddanne fig. Thi idet 
til Underfongerne og Jarlerne overdrøg en ſtor Deel 
Rettigheder i de enkelte Fylker og gjorde deres 
ed arvelig, gav han dem Midler i Hande til at 
em mindre Praftig Overfonge i en fuldbfommen Uf- 
eb af fig og ſaaledes tilintetgjøre alle Eneherre⸗ 
8 Fordele. Men hvad enten Overfongen havde 
of til at holde fine høiere og lavere Bafaller i Ly» 
eller hang Magt af disfe blev indſtranket, faa vilde 
mden tabe fin gamle Betydning i Staten og fin 
indflydelfe paa Land eftyrelfen. Den ftore Omvælt 
idlertid, fom Harald udentvivl tilfigtede, og hvilfen 
e oplyfte og uafhængige Nordbmænd foreftillede fig 
ndgaaelig Folge af hans Eneherredomme, blev, fom 
r, ingenlunde gjennemført i det Omfang, fom ude 
dens Grundfætninger.  FTilegnelfen af Landets Odel 
fe at have ledet til nogen virkelig Efatlagning af 
eller til et almindeligt Leilændingsvæfen, men i det 
til Sndførelfen af en perfonlig Stat eller, fom 
teg, Nefgildi (Næfeffat)?). Indretningen med Var» 
ring Å Jylferne fom Kongens Befalingömænd blev 
vogenfinde ganfle iftandbragt, og om den end blev 
ax var den dog ikke af Barighed. Den frydfedeg 
ved Oprettelfen af Underfongerne8 VBerdighed og 
bed udentvivl for en ſtor Deel ved denne. Den 


ralbs Omhyggelighed for at overholde Fred indenlands og fiffre 
t Underfaatter bevibnes ved flere Veretninger i hans Saga, 
&. Sn. $. Hf. S. Rap. 24. 

"finna Kap. 32. 


15* 


228 Harald Haarfager. 


muligen paatænite Sensforfatning fom ſaaledes 
Modenhed. 

Riget Deling mellem Haralds Sønner fom 
fonger gav, efter hvad allerede er fortalt, Unlednin 
beftigfte indbyrdes GStridigheder mellem hans Søn 
disſe nodtes uden Tvivl til at ſtjenke Bønderne Net 
for at faa deres Underftattelfe. J det mindfte fe 
af det Følgende, at dette var FTilfælde med Haako: 
fteinsfoftre. Idet Underfonger og Jarler ved fine in 
Krige foæftede fin Kraft, gjenvandt Ulmuen fir 
Frihed, og Gtatsforfatningen ' fynes ved Harald 
allerede i flere Henfeender at have været i jævnt : 
flridt mod hvad den var før hans Eneherredomme 
efter megen Gjæring udviklede fig af de firidende E! 
en Forfatning, der i Forhold til hine Tiders ? 
forenede Folkets JFrihed med Enekongedommets K 
ved hvilken Norge i flere Aarhundreder var lykkelig 

En Hitring af Haralds uindflrænkfede Magt va 
tvivl den allerede nævnte almindelige Efat, fom I 
have paalagt Folfet under Navn af Nefgildi. Et 
ligere Bidrag til Kongedommets Opretholdelfe yd 
be faafaldte Beitfler eller Gjefterier, Gjefteydelfer 
udentvivl under Harald bleve nogenlunde ordnede, 
fom de længe fidenefter beftode. En ſtor Deel af d 
Jordegods, fom ved Norges Undertvingelfe tilfaldt 
dDømmet, blev nemlig overdraget Kongens bhaani 
Mand og ifær Herferne til Brug, imod at de 
Kongens Grinder og bevertede ham efter visfe Reg 
hang Reifer gjennem Rigets forſtjellige Dele, eller i 
bet fidfte betalte ham det ſaakaldte Veizlugjöld (Veil 
gjørelfe). Overhovedet afgav udentvivl Kongedomm 
degods dets vigtigfte Indtagtskilde, idet nemlig 
rundt om i Riget befad mange Jordeiendomme, af hv 
tog Landſtyld, og beduden I de forige Fuller hav 


GStatsforfatningen. 229 


aavde, fom beftyreded for Kongens egen Regning af hans 

armænbd eller Gaardåfogder, og paa hvilfe han vexelviis 

pholdt fig med fit Folge. 

Haralds Eneherredomme havde ogfaa med Henfyn til 
Dviflingen af Kongens Hird en vigtig Jndflydelfe. Alle— 
ede lenge før Haralds Tid pleiede Fylkeskongen at famle 
n freda af de tapprefte Mænd omkring fig, hvilfen ſtod 
hngt mere umiddelbart under hans Befaling, end Fylkets 
Bender. Disſe Mænd, fom vare Kongen haandgangne, 
idgjørde hand Hird, og paa dereg Iroffab og Dygtighed 
eroede væfentlig hans Unfeelfe og Indflydelſe. Som en 
Ronge, der langt overgif fine Forgjængere i Magt og Rig- 
øm, maatte Harald ogfaa holde en Hird, fom fvarede her» 
il; hang Hirdmend bleve ombhyggeligen valgte og maatte, 
ør de antoges, forbinde fig til at adlyde egne Forftrifter, 
hirdloven ). Rimeligviis bleve de fra Haralds Tid endnu 
tere bundne til Kongen, end før havde været Tilfaldet; 
erfor fynte8 det ogfaa mange af den gamle Friheds Vil- 
engere en Nedverdigelfe at føge Plads i Kongens Hird 
14 blive Hand haandgangne Mand?*). De mere dannede 
seder, fom fordreded af disſe Kongens nærmefte Omgivelfer, 
jave udentvivl virket fordbeelagtigen paa det øvrige Folk3). 

Harald beſkrives fom en høi, ffjøn og tapper Mand, 
er ved en oplyft og fri Aand hævede fig over fin Samtids 
Dvertrø og grovere Ufguderi. Han ſtal have troet paa en 
beiefte Gud, alle Tings Skaber, og til ham fat al fin For- 
1) Egils S. Kap. 8. 25. | 
% Gils S. Kap. 5 og 6. 

" dagrſtinna Kap. 14 figer, at ved den Fred, Harald tilveiebragte 
tfit Rige, bleve og Folkets Seder bedre end tilforn. I den 
fanme Saga findes Brudftyffer af et merfeligt Kvad af Haralds 
Skald, Thorbjørn Hornklofe, hvort ber gives en Skildring af 
Haralds Hird og hans Gavmildhed mod fine Kjæmper og GSfalde. 


Ser omtales blandt Andet ogfaa Gjøglere, fom morede Kongen 
9 hans Dænb ved fine Kunfer. 


230 Grif Blodøre. 


trøftning, en Tro, fom han imidlertid ikke var ene om blandt 
Nordmændene under Hedendommen, og fom ikke var Ufa- 
færen felv aldeles fremmed 1). Skaldekunſten yndede han, og 
Skaldene fade ham altid nærmeft; flere af dem, fom Thjø- 
dolf af Hvin og Thorbjørn Hornklofe, have ogfaa i fine 
Kvad foreviget hans Bedrifter. 


Erik Blodøre. 


Da Kong Harald Haarfager døde, vare tre af hand 
Sønner Overfonger i Norge. Erik Blodoxe havde den 
veftlige Deel af Landet, Sigrød Throndhjem og Olaf Bilen. 
Hver af disfe flyrede, fom det lader, fin Deel af Riget 
uden at have Fylfesfonger under fig. Af de Konger df 
Harald Haarfagerd Et, hand Sønner og Sonneſonner, 
fom raadede over Oplandene, gjorde Ingen Fordring pai 
Overfongen8 Berdighed. Hvilken af de tre Overfonger V 
erfjendte fom sverfte Landsſtyrer, ſiges ikke i GSagaerne. 

Om Binteren efter fin Faders Død ruftede Erik fy 
for med Sverdet at vinde Cnevældet over Norge. fa 
Rygtet herom ilede Sigrød felv til Bilen for nøiere at for 
binde fig med Olaf til fælle8 Forfvar. Om Baaren fl 
Grit i Søn med mange Skibe; han fil gunftig Bør, feilde 
Dag og Nat, faa at intet Rygte gif forud for ham, oh 
fom ganſke uventet til Tunsberg, hvor Brødrene endr 
vare famlede. Olaf og Sigrød gif ham imode med fine fao 
Krigere, men bleve overmandede og faldt begge (934). ril 
underfagde fig nu Bien; men Tryggve, Kong Olafs Om 
og Gudrød, en Søn af Kong Bjørn og Olafa Fofterfan 
fom begge endnu vare unge, flygtede til Oplandene*). 


1) Sn. $. Hf. S. Kap. 4. VFagrftinna Kap. 17. — Grempler pa 
Andre, fom have havt famme Tro I Hedenffabets Tid, i Gatnk- 
bøla S. Rap. 23. 37. 46. Landn. I, 9. 

3 Sn. H. Hf. S. Kay. 46. 


Olafs og Sigrøds Fald. Haafon hyldet I Throndhjem. 231 


Imidlertid vorte Ha akon, Harald Haarfagerd yngſte 
en, op hos Rong Udalftein i England; han blev fljøn 
ſterk og elftet af alle, ber fjendte ham. Hans YJofter- 
er lod ham opdrage i Chriſtendommen og havde ham 
met fjær; han fljenfede ham et herligt Sverd, med hvilket 
ufon ſtal have klovet en Kverniteen lige til Diet, og fom 
tfor blev Faldet Kvernbiter. Vinteren efter Kong 
nalds Dod fom Tidenden herom til England, og ftrag 
fide Haakon fig med fin Fofterfaderd Hjælp for at vinde 
Deel af det fædrene Rige. Med mange Skibe forlod 
1 femtenaarige Kongeføn England, men en Storm fplite 
e hans Flaade, og allerede lød Rygtet i Eriks Gaard, 
han var omfommen paa Havet. Det var dog ei faa; 
Hoſten fandede Haafon Iyffeligen i Norge, og da han 
gte fine Brodres Fald, og at Erik var i Bifen, drog 
1 til Throndhjem. Her forenede han fig med Sigurd 
tl og blev fnart ved fin kloge og blide Opførfel elftet 
Alle. Paa et talrigt Thing af Thronder foreflog Jarlen 
n til Konge; Haakon felv tog derpaa til Orde og lovede 
gjengive Bonderne deres Odel. Da blev der fror Larm 
1 hinget, og Ulle raabte, at han og ingen Unden flulde 
re dereg Konge. „Som Ild i visfent Grad," heder det, 
b nu det Rygte over alt Landet, at Thronderne havde 
net fig em Konge, ben afdøde Harald lig i Alt, undtagen 
han vilde gjengive Bønderne deres Odel, iftedetfor at 
vald gjørde alt Folket til Træle*. Man betragtede med 
tte Denne Sndrømmelfe af Haafon fom et Vilfaqn om, 
Bønderne igjen fluldeindtræde i alle fine gamle Rettig- 
der, ei alene med Henfyn til den frie Eiendom af fin 
nd, men ogfaa med Henfyn til fin hele Stilling i Stats⸗ 
mfundet. Kongens Eiendomsret til Landet var hævet og 
med tillige hans Met til en vilkaarlig Landaftyrelfe; en 
vereensfomft var fluttet mellem Folk og Konge, bygget 
la gjenfidige Pligter og Rettigheder. De mægtigfte Banner 





—- 


232 Grit Blodøre. 


paa Oplandene ilede til Haafon eller fendte ham Bud for 
at underfufte fig ham. Tidlig om Binteren drog han felv 
til Oplandene og derfra til Bilen og blev paa hvert Thing 
tagen til Songe. Han anerfjendte imidlertid de oplandft 
Konger af Harald Haarfager8 VEt i deres Berdighed fom 
Underfonger, og da hang Broderfønner Tryggve Olafdjen 
og Gudrod Bjørnsføn fom til ham, gav han ogfaa den : 
de Lande i Biken, fom deres Fadre havde befiddet, nemlig : 
Tryggve Ulfheim og Bingulmarf, Gudrød Beftfold, pa 
famme Bilfaar, fom disfe havde havt dem af Kong Hardd. 
Men da de begge vare unge, fatte han vife Moænd til at 
regjere for bem i bere8 Mindreaarighed. Da Haakon far | 
ledes var bleven antagen til Norges Overfonge baade pa 
Oplandene og i Bifen, vendte han om Baaren (935) over 
Oplandene tilbage til Throndhjem1). 

At fom Folfets Yndeſt for Haafon vorte, tiltog vgfar : 
dets Had mod Kong Erif og Dronning Gunnhild, og man 
talede heit om deres Grumhed og Foragt for Lovene?). 
Den veftlige Deel af Landet var imidlertid endnu i hand 
Bold, og da han hørte, at Haafon om Baaren ruftede fig : 
mod ham, opbod ogfaa han Folk; men Fun faa modte par 
hang Opbud. Da faa Erik, at det var forbi med hant 
Herredømme i Norge, og drog med de Mænd, fom vile 
følge ham, vefter til Orfnøerne (935). Siden nedfatte har 
fig paa Kong Adalfteins Jndbydelfe i Northumberland, 
fom han fif til Len imod at forfvare England mod Vilin: 
ger og antage Ghriftendommen. | 


1) Sn. Haafon d. godes S. Kap. 1. 2. 

2) Hvorledes Gunnhild foragtede Landets Love og Met. og hvorfor 
Magt hun havde over fin Mand, berom vidner Fortællingen om 
Gail Stallagrimsføns merfverbige Proces med Berg-Onund | 
Gaile S. Kap. 56—60. Denne fral efter nysnævnte Saga | 
(Kap. 59) have fundet Sted famme VBaar, fom Erik tog ft 
Brødre Olaf og Sigrød af Dage (934). | 


Haakon den gode. 233 


Haakon den gode, Adalfteinsfoftre. 


Gfter Eriks Flugt var Haakon hele Norges Konge; 
midlertid frygtede han før, at hans Broder Funde vende 
ilbage, og derfor opholdt han fig i fine førfte Regjeringsaar 
meſt i ben veftlige Deel af Landet, i Fjordene og Sogn, 
paa Hordeland og Mogaland. Beftyrelfen af Throndhjem 
overlod han, ligeſom forben Harald Haarfager, til Sigurd 
Jarl. Denne havde egtet Bergljot, en Datter af horer 
Jarl den taufe paa More og Ualof, Harald Haarfageré 
Datter, og var meget hædret af Kongen. Engang, da denne 
var i Julegjeftebud hos ham (937), fødte Bergljot en Søn, 
og Rongen felv øfte Band paa ham og qav ham fit Nåvn. 
Det var den fiden faa berømte Haafon Jarl. 

Da der nu var Fred og gode Uaringer i Kandet, og 
haakon befad hele Folkets Kjærlighed og Tillid, henvendte 
han fin Opmerffomhed paa Ordningen af Landet indre 
Fotholde. Harald Haarfager havde bannet et Rige, fom 
omfattede hele Norges Land, alle dets Fylfer; men Baane- 
det, fom ſammenknyttede disſe til et Heelt, var endnu faare 
fragt. Det var i Grunden blot det fælles Kongedomme, 
og dette truede jo ved Haralds Ded med atter at ſplittes. 
Det var Haafon forbeholdt at nytte hiint Baand faftere 
derved, at Han forenede flere Fylker til et ſtorre Statsfor⸗ 
bund med fælles Lov. tørre Fylfesforbindelfer under 
felles Lov gaves allerede før Harald Haarfager. Halfdan 
Svarte havde ved Oprettelfen af Eidſiva Lov dannet et 
ſaadant for flere af Oplandenes Fylker. Et lignende fandt 
Wen Tyivl fra langt ældre Tider Sted mellem de otte 
throndſte Fylker, der udgjorde Throndhjem. Firda», Sygna- 
og Horda⸗Fylker (Fjordene, Sogn og Hørdeland) ſynes en- 
lig ogfaa at have dannet en faadan Forening allerede i 
harald Haarfagerd Tid. Harald havde imidlertid, faavidt 
lan af Gagaerne fan flutte, Intet gjort for at We og 


234 Haafon den gode. 


fiyrfe disſe Fylkesforbund, eller for ved Benyttelfe af der 
at forøge fit Rige8 Sambhold. Haafon derimod greb didje 
ældre Judretninger og dannede deraf ved at forbedre og 
udvide dem et Baand, fom funde tjene til nogenlunde at 

fammenholde Staten, om ogfaa Kongedømmet fvigtede. Ut 

bringe hele Norge under een Lov lod fig endnu ikke gjøre; 

de forffjellige Landadele8 Forholbe og ældre Jndretninge 
vare heri til for megen Hinder, og Folket i det Hele var 
vel endnu langt fra iffe modent til en faadan Forening | 
Men med de Fylker, fom meft nærmede fig til hinanden 
baade i Beliggenhed og i Statdindretninger, Funde det lade 
fig gjøre, og det var dette, Haakon foretog fig. Ved Thor i 
leif ben viſes (ſpakes) Hjælp famlede han Gulathingé I 
Loven, der gjaldt over hele den fydveftlige Deel af Norge, * 
fra ben nordlige Grændfe af Søndmøre og indtil den of | 
ligfte af Agder; den havde fit Navn af det fælles Thing: I 
fted Gula paa Grændfen af Sogn og Nordhordeland. 
igelede8 famlede han med Gigurd Jarls og de vifft | 
Thronders Raad Froftathinga Lov, der havde fit Ravn ; 
efter det fælles Thingfted paa Halvsen Frofta (Froſten) | 
Indre Trondhjem, og gjaldt for alle Trønder famt for Har | 
leygjafylke, Naumdolafylke, Nordmorafylke og Raumadalafylk 
Caltfaa for hele bet nuværende Throndhjems Stift og den 
dengang af Nordbmænd beboede Deel af Tromss Stift». | 







1) GSn. Haafon Godes S. Kap. 11. Haakon har vift iffe fra nyt Å 
givet bisfe Love, men fun efter kyndige Mands Tilfagn famlet og | 
ordnet ældre Beftemmelfer. Dette figes ogſaa udtrykfelig I Agri 
Kay. 5: ,Han fatte Gulathings Lov efter Thorleif Spafes Raa i 
fom ben forbum havde været.” Det Bigtigfte var fra hans Site, 
han ordnede dem ſaaledes, at be funde blive folles for en frørre Krede 
af Vylfer, og at han indrettede et fællesLagthing for enhver of 3 
disſe Kredfe, hvor ubvalgte Mænd (Nefndarmenn) fra alle derme i 
hørende Fylfer een Gang om Aaret paa em beftemt Tid hat 
famles for at banne baade em hølefte Domftol og tillige en ler 
givende Forfamling. Herd var etmindkte et Foreningspuli 


Nye Lovforeninger. Jamter og Helfinger. 235 


patet om Haafons Mildhed og Retfærd udbredte fig 
ver Kjølen til amter og Helfinger, af hvilke 

førftnævnte og endel af de fidfte, fom før er 
tammebde fra Norge?).  Helfingerne havde fin mefte 
med GSvenfkerne og viifte derfor ogfaa den fvenfle Konge 
ed og vare at anfee fom hang Underfaatter. Paa 
me derimod havde hidindtil Ingen givet Ugt eller 
gtet Herredømmet over dem. Nu fluttede Haafon 
g Handelsforbund med bem, gjorde fig deres Høv- 
til Benner og bragte det endelig dertil, at de ſvore 
dighed og betalte ham Skat. Inden Fort Tid fulgte 
eel af Helfingerne, der flammede fra Norge, deres 
ef og foretraf Haakons priifte Styrelfe for den fvenfle 


. 
midlertid herſtede Erik Blodoxe i Northumberland og 
fit Sede i York; her ſtrommede mange af hans 
r til ham fra Norge, og da hans Land var før lidet 
underholde hans frore Har, for han vide omkring i 
og herjede paa Efotland, Jrland og Bretland eller 
Men Kong Udalftein døde (941), og Hand Bros 
Gftermand, Edmund, var ingen Ben af Erik og 
ændene; Rygtet gik, at han vilde fætte en anden 
14 over Rorthumberland. Derfor famlede Erik mange 
ager og Vikinger om fig, angreb England og gif 
n langt ind i Landet. Da modte ham Kong Olaf, 
198 Landvern8mand, med en overlegen Hær; det fom 


seiebragt for hver af disſe flore Kredfe af Fylfer, uafhængigt 
Kongebømmet, ber efter ben af Harald Haarfager indførte 
ngearvefølge let kunde fplittes. Det var i den Deel af Landet, 
1 Haafon felv umidbelbart fiyrede, at han fil denne Jndretning 
bftændigft bragt i Gang. Paa Oplandene forblev det, fom det 
1e8, ved Halfdan Svartes Foranftaltninger og bet af ham ind- 
tebe Gidfivathing, og Bifen blev endnu en Tid lang uden no⸗ 
tilſvarende almindeligt Thing. 

e ovenfor S. 211. 


236 Haafon den gode. 


til en haard Strid, og Erik faldt for Overmagten till 
med fem Konger og to Jarler, fom fulgte ham”). - 


1) Tiden, paa hvilfen Erik Blodøre faldt, er meget uvis. Jeg I 
nærmeft fulgt GSagaerne, ifølge hvilfe den er indtruffet, med: 
Kong Edmund herffede i England, fom det fynes, iffe me 
længe efter Kong Adalfteins Død. Schoning antager, at Gr 
Død førft er indtruffen 952, og grunder benne Mening paa 
gamle engelffe Skribenters Beretning, at ved benne Tid en no 
humbriff Konge Drif (Grif), Harolbs Søn, Hæmpede med den e 
gelfte Konge (Schoning, Norges Riiges Hiftorie II, 293—3N 
Bel fvarer Navnet aldeles til Erik Blodøre; men at antage 9 
for hans Dødsaar medfører dog nye VBanffeligheder. Vor I 
førfte var ba iffe længer Edmund (+ 946), men CEdred, ha 
Broder, Englands Konge, hvilfet firider mod Sagaerne. Dern 
fan det da et heller være rigtigt, at Eriks Børn ved hans I 
endnu vare ganffe unge, ja endnu ei vorne, da Gunnhild m 
dem drog til Danmark; thi Harald, fom dog ei var den aldſte 
dem, var allerede født, medens Harald Haarfager levede (Su: 
Hf. S. Kap. 45 fml. med Haafon Godes S. Kap. 10; Å 
Egils S. Kap. 59 fynes det, fom om Harald er født 930). $ 
maatte altfaa være henved 20 YAar gammel ved Faderens Di 
om denne indtraf 952. Schoning vil rede fig ud af denne Va 
ffelighed ved at antage, at Harald allerede er fendt til Danmo 
for at opfoftres af den banffe Konge i Eriks levende Live, og 
Gagaftriverne tage Feil i at henføre dette til faa fildig en U 
fom efter hans Død. Men det er ikke blot om Harald, Sue 
figer, at han fom til Danmarf fom Barn, men og om Gan 
den ælbfte af Grifs Sønner (fee herom Haafon Godes S. Å 
10). Gndelig ſtulde efter ben ældfte engelffe Kilde, ben ang 
fariffe Krønife, Erik have levet endnu 954; men endnu før I 
Aar maa nødvendig hans GSønners førfte Angreb paa Norge VI 
fleet, fom man vil fee af bet Gfterfølgende. Man feer he 
hvor ſtore Vanffeligheder Sdønings Mening medfører, og H! 
leves man for at antage ben nødvendig maa gjøre Bold pao 
bebfte Sagaers Ord. Det forefommer mig derfor fikfreft at Y 
fig til be fidfte, faa længe iffe beftemtere Beretninger hos emg 
Skribenter nøde og til at forlade dem; thi det bliver bog 
muligt, at ber har været flere Fyrſter Northumberland — 
Navn Grif Haraldsjøn. — Vølge Faqrkuna (od Gunnhild 


Grif Blodøres Fald. Haakons Tog til Danmarf. 237 


aa, fom undfom fra Nederlaget, drøge til Northumberland 
og bragte Dronning Gunnhild Tidenden om hendes Mands 
Død. Hun faa nof, at i England var ei Fred at vente 
for hende og hendes Børn; derfor feilede hun i frørfte Haft 
med dem og fine Skatte til Orknoerne, hvor Jarlen Thorfinn 
Hovedklover (Hausakljufr), Torv-Einars Son, dengang 
raadede. Her opholdt hun ſig en Tid med ſine Sonner, 
og be underholdt fine Mand ved Vikingetoge til Skotland 
og Irland 1). 

Da Eriks JFald i England fpurgtes til Norge, faa 
Haakon, at han fra denne Side ei længer havde noget Un- 
greb at frygte; han forlod derfor det veftlige Norge og drog 
til Bifen, fom foruroligedes af en Mangde danſte Bifin- 
gn. Gaafnart hans Komme rygtedeg, flygtede Danerne 
til alle Kanter; men Haafon forfulgte dem med fin Flaade; 
han herjede førft i Jylland og vandt en ſtor Seier over 
Sndbyggerne, der famlede fig mod ham; bderpaa drog han 
til Gjæland, hvor han for frem paa famme Maade, feilede 
for gjennem SØrefund, brandffattede Skaanes Kyfter og 
for med Hærffjold lige til Oſtergautlands Kyft. Mod 
Hoſten fom han tilbage til Bifen med et umaadeligt Bytte, 
09 drog om Baaren nord i Landet, men fatte Kong Tryggve 
Olafsføn til at verge dets fydlige Kyſt?) I Danmarf 





et Kvad over fin falbne Mand, og et Stykfe af dette fFjønne Digt 
(Eriksmaal) er bevaret i denne Saga (Kap. 28). 
') Sn. Haafon Godes S. Kap. 4. 5. Fagrff. Kap. 27. 28. | 
| % Sn. Haafon Godes S. Kap. 6—9. Jagrffinna Kap. 30. Efter Snorre 
ſynes dette Tog at have fundet Sted i Haakons førfte Regjerings- 
tar; Sdøning maa efter fin Mening om Tiden for Eriks Død 
fette bet i 955, hvilket og nogenledes gaar an for ham, fom la- 
der Saafon Fomme til Negjeringen 937 og dø 963. Men efter 
ben Tidsregning, jeg efter Sagaerne har antaget, gaar det alde— 
ikke an at fætte denne Begivenhed faa ſildigt. Rimeligſt er 
mei at Toget er gaaet for fig 943 eller 944, hvilfen Tivsbeftem- 
Te ogjna Forfæus nærmer fig. — Fagrffinna antager, at deite 


238 Haafon den gode. 


berffede dengang Harald Blaatand, en Søn af 
ben gamle, Landets førfte Enekonge; han fortørnede 
Haakons Fard og truede med at fomme til Norge og 
Gjengjæld; det blev imidlertid for bet førfte ved I 
Uenigheden mellem Kongerne rygtedes fnart til Orkr 
og oplivede Gunnhilds Haab. Hun giftede fin IT 
Ragnhild, med Thorfinn Jarls Søn Arnfinn og 
derpaa med fine unge GSønner til Danmark, hvor 
Harald Gormsføn modtog dem vel og gav dem Forlen 
hvoraf de kunde underholde fig og fine Moænd. 
Gunnhilds Sønner, Harald, hvem Harald Haarfager 
fidfte Qevedage havde øft Band paa og givet fit Navn, blev 
fnæfat af den banffe Konge og opfoftret i hans Hird 
øvrige vare: Gamle, fom var den aldſte, Guth 
Ragnfred, Erling, Gudrød og Gigurd, 
GSleva; alle vare de fljønne, fterfe og modige. De 
Kongenavn og droge tidlig paa Biking i Øfterføen; 
dom bjemføgte de og Norge og ſtrede mod Tryggve 
veglende Held. Ofte herjede denne til Gjengjæld Ho 
og GSjæland 1). 

Kong Huafon var, fom før er fagt, opdragen i i 
ftendbommen; men ba hele Norge var hedenfl, og han tri 
til Folkets Benffab, holdt han efter fin Hjemkomſt til 
drenelandet fin Tro hemmelig og gjorde for det 
intet Jorføg paa at indføre den. Kun fif han vedta 
Qøvene, at Julen ſtulde høitideligholdeg paa den i 
Ghriftne brugte, nemlig i Slutningen af December Ma 

Tog førft er fleet efter Haafons Forføg paa at indføre Eh 

bommen, hvorom fenere, og at han fatte Tryggve til at 

Bifen i fit 17de Megjeringsaar, altfaa omtrent 951. S 

bliver vel her, fom ofte ellers, den filfrefte at følge. Egil 

Kap. 79 figer, at Haafon paa bette Tog underlagde fig en 

Del af VBeftergautland, hvilket vel maa forftaaes ſaaledes, at 

herjede og brandſtattede bet. 
1) Sn. Haafon Godes S. Kay. 10. 


Kongens Ghriftendomspaabud. 239 


nå den tilforn holdtes ved Nordmændenes Midvinter, 
r i Midten af Fanuar. Men da Haafon længe havde 
ret i Rolighed, var elffet af Folket og anfaa fit Konge- 
ne for noffom befæftet, troede han at funne gaa videre. 
t overtalte han nogle af fine fortroligfte Benner til at 
fig babe eller i det mindfte forfage de hedenfle Offringer; 
i hentede han Lærere fra Gnaland og lod fig nu tyde= 
merfe med, at bet var hang Ugt at indføre Chriften- 
nen i Norge. Han byggede Kirfer paa Møre og i 
$dalen og bod Bonderne i disfe Fylker at lade fig 
. Men de fljøde Sagen under Thrønderne, og disſe 
te fin Ufgjørelfe til Froftathing, hvortil Folfet føulde 
8 fra alle Thrøndelagens Fylker. Trønderne havde 
ertid et Qyft til at forlade fin fædrene Tro, og Sigurd 
fom raadede meft blandt bem, var ben ivrigfte Blot- 
). Da derfor JFroftathing var fat, og Kongen fordrede, 
t Folket flulde forfage fine hedenfle Guder og tro paa 
Bud, Chriſt, Marias Son, reifte der fig ſtrax Bulder 
nurren blandt den famlede Ulmue, og Mange fpottede 
Kongens Paabud. Endelig reifte fig den magtige 
e Asbjorn af Medalhuus1) og mindede Kon- 
om, hvor ſtor Kjærlighed han havde wvundet hos 
t ved at fljenfe det dets Odel, og hvor villigt det 
t havde ladet ham raade med fig for Lov og Landsret; 
matte han et atter gjøre bem til Trale ved at fratage 
dere fæbdrene Tro, ved hvilken de længe havde været 
ige. Alle Bønderne vilde ftedfe folge og lyde ham, 
han fun ei vilde paabyde dem, hvad det var umuligt 
pfylde. „Men vil du," fagde han endelig, ,,gjenftridi- 
drive denne Sag, da have vi Bønder taget vor Be- 
ing alle at forlade big og tage o8 em anden Hoavding, 
vil lade og beholde den Tro, fom vi felv onſte. Og 


Bacrben Delhuues I Guledalen. 


240 Haakon den gode. 


nu ffal du, Konge, vælge, før Thinget hæves.* Asl 
Tale blev roft af Ulle med megen Larm. Sigurd 
lagde fig nu imellem og fagde, at Kongen ingenlunde 
at hans og Folkets Venſtab flulde brydes. Bondern 
brede da, at Kongen ſtulde bløte til Fred og gode Uar 
fom hang Fader gjorde, og hermed havedes Thinget. 
fen foreftillede Songen, hvor lydeligt Ulmuen havde 
fin Billie, og at han derfor burde føie fig noget efte 
Haafon gjorde det og indfandt fig ved den frore Offerl 
fom ved Binteren8 Begyndelfe holdtes paa Lade). 
var ældgammel Skik, at naar Blot ffulde holdes, fa 
alle Bønder ved Hovet (Dfferhufet) og medbragte alt, 
der udfordredeg af Mad og Drikke, medens Offergjeft 
varede. En Moængde Kvæg og Hefte flagtede8; Dere 
famledeg i Boller (Lautbollerne) og fprengtes paa Gu 
Ultere, paa Hovets Bægge og paa det famlede Folk. I 
blev fødet i Rjedler, fom hang over de ftore Ilde, de 
optændte langs Hovets Jordgulv, og omfring didfe 
ſtulde ogfaa de fyldte Horn bæres til Folfet, fom fa 
begge Sider. Den fornemfte Høvding flulde figne 
maden og Hornene. Det førfte Horn viedes Odin vi 
tes Kongen til Seier og VBælde; derpaa drak man I 
og Freys Horn til gode Yaringer og Fred; Mang: 
ogfaa Bragehornet, hvorved Løfter gjorde8 om berøn 
Daad, og tømte Mindehorn for fine afdode gjæve Fr 
For havde Haafon, naar han var tilftede ved Offerhaiti 
ſpiiſt et eget Huus med nogle faa af fine udvalgte 
ner; men nu fordrede Bønderne, at han flulde fidd 
$Hoifæde, og han gjorde bet paa Jarlens Raad. € 
Jarl fignede det forſte Horn til Odin og drak Kong 


1) De hevenffe Nordmænd holdt tre ftore Dfferfefter hvert Ya 
ved Binterené Begyndelfe (ved Binternat i Midten af Of 
een ved Midvinters Tid i Januar (Julefeften) og een ved 

merené VBegyndelfe (Sommerdags Riv, Minken å Wyk. 


Thrønderne tvinge Kongen til at blote. 241 


modtog Hornet, men gjorde Korſets Tegn over 
onderne merkede bette og Inurrede; Varlen fagde, 
en viede Hornet til Thor; thi han troede paa fin 
aft, og berfor gjorde han Hammerens Tegn. Here 
9 bet roligt denne Uften. Dagen efter vilde Bøn- 
t Kongen fiulde fpife Heftefjød; men de fil ham 
at gabe over Hanfen paa den dampende Kjedel, og 
fod Gjeftebudet utilfred8 paa begge Sider. 
a Mære i Sparboen var et Hov for Jndthrøn- 
er føulde et ſtort Juleblot holdes, hvortil Kongen 
mme). J Forveien afgjorde 8 af be fornemfte Høv- 
Throndelagen, at fire af dem flulde tilintetgjøre 
dommen i Norge og five tvinge Kongen til at blote. 
Dele bleve udførte: Kirferne paa Møre bleve ope 
og Brefterne dræbte, og da Kongen og Sigurd 
n til Mære med fin Hird, vare Bønderne der fame 
or Mængde og trængte haardt paa Kongen, at han 
ffre. Men Sigurd Jarl gik atter mellem dem og 
et bertil, at Kongen aad en Mundfuld Heftelever 
e alle Horn uden at gjøre Korſets Tegn. Dog 
gen forbittret, og efter Gjeftebudet truede han med, 
flulde han fomme mandfferfere til Ihrønderne og 
de dem dereg Fremfærd. Sigurds Bønner og Fore- 
: nyttede intet. Kongen forlod flrar Trondhjem 
til Møre; der opholdt han fig til om Vaaren, da 
han Folk, og Rygtet gif, at Han vilde fare mod 
xne ?). 
n Strid, fom nu truede med at udbryde mellem 
aafon og hans egne Underfaatter, blev heldigvis 
jet ved et Angreb paa Norge af udvorteg Fiender. 


r Jagrffinna Kay. 29 i Kongens 16de Regjeringsaar (altfaa 
ent 950), hvilfet Aar ogfaa efter Begivenhedernes Sammen- 
3 fynes at være bet rette. 

Haafon Gobes Saga Kap. 15—19. Fagrſtinna Kay. 29. 
eyfer. Norges Hiftorie. 16 


242 Haakon den gode. 


Haafon var allerede fommen ombord paa fin Flaa I 
med en ftor Hær, da den Tidende fom til ham føndenfr, å 
at Eriks Sønner ved Sotenes i Ranrike havde jaget I 
Kong Tryggve af hans Skibe; de herjede nu vidt omkringi I 
Bilen, og Mange havde underfaftet fig dem. Kongen ſendie 
da Bud til Sigurd Jarl om Hjælp, og han fom ſtrax med em ; 
ftor Hær og alle de Høvdinger fra Throndhjem, fom forrige : 
Binter havde viiſt fig bdjærveft i at tvinge Kongen til at I 
offte. De bleve nu forligte med ham ved Sigurds Mey: | 
ling og fulgte ham mod Syden. Bed Kormt (Karmen 
i Nyfylfe) modte Haafon denne Gang Eriks Sønner, : 
begge Hære gif i Cand paa Øen, og paa Ugvaldaned 
begyndte eu flarp Strid. Guthorm Eriksſon gik fremi ; 
Spidſen for fine Moænd og fliftede Hug med Haakon; men I 
han faldt, og hans Merfe blev nedhugget. Da flygiee | 
Eriks Sønner med ftort Tab til Skibene og feilede over i 
til Sylland, hvor de nu fom før fandt Tilhold 1). 

Haafon indſaa, at han oftere maatte vente lignende Yn i 
fald, og foretog fig derfor at ſikkre fit Rige ved Jndretningen | 
af et henfigtsmæsfigt Landvern. Da Norge paa den Ul ; 
iffe var udſat for fiendtlige Ungreb uden fra Søfiden, faa var 
det paa Søforfvaret, han rettede fin Opmerkſomhed. Hank 
faftfat ved Lov, at hele Norges Kyſt, faa fangt op i Landet | 
fom Sagen gif op i Elvene, ſtulde inddeles i Skibreder, og 
hver Skibrede bygge, udrufte, bemande og proviantere et Slib; 
det blev beftemt, hvormange faadanne Skibreder der flukt i 
være i hvert Fylke, og hvor ſtore Skibe hvert Fylte fue | 
udrede og bemande, naar Almenning (et hele Landvert) | 
blev opbuden til Leding mod en udenlandſt Fiendeher*) | 

1) Sn. Haafon Godes S. Kap. 20. ; 
3) Sfølge den ældre Gulathingslov var Fallet af de Skibe, dr å 

derne vare pligtige at ubrede, naar fuld Leding kravedes, ialt 300 I 

for bet hele Land, af Kvilfe 1 med 30 Rum (60 Aarer), 116 

med 25 og 192 med 20. (Eldre Gulathingslov Kap. HÅ 

Norges gamle Tove I, 104). 





Slag paa Agvaldsnes. Ny Ledingsordning. 243 


»åuden beftemtes, at hver fri Mand flulde eie Skjold, 
pyd og Hugvaaben (Sverd eller Øre) ?). Paa denne 
Naade blev Kongen fat iftand til haftigen at reife en 
er, hvorfombelft han var i Riget. Haakon afftod til 
libsbygningen den Nevgildes-Skat, fom hans Jader havde 
malagt Landet, og gjørde den derved mindre byrdefuld for 
imuen. Da den nævnte Skat 'Havde været perfonlig, 
dredet efter Mandtallet, faa blev deraf en Følge, at den 
h indrettede Leding (leidangr), der nu traadte i dens 
Sted, ligeledes blev en perfonlig Melſe, der udlignedes ef- 
er Mandtal, iffe efter Jordeiendom eller Formue. Maar 
ldingen iffe frævedeg i Form af Krigstjenefte og Krigs— 
hr, oppebareg den fom en Sfat. Kun naar Landet an- 
nebed, havde Kongen Net til at udbyde fuld Leding eller 
Umenning; eller8 fun halv. Ledingen fom Skat var faa- 
edes altid i Fredstider beregnet efter halv Almenning. 
tdingåtiden fom virkelig Krigstjenefte blev faftfat til to 
Maanedber om Uaret. J de Hereder, fom et Fiéndeangreb 
meft truede, fandt almindeligt Opbud Gted af alt frigå- 
Mygtigt Mandffab. Denne Ledingsindretning gjaldt, fom 
illerede antydet, fun Kyſtlandet, nemlig hele Froftathinga- 
lagen, Gulathingslagen og Bilen. Paa Oplandene, fom 
ille faa under Ledingsloven, vedblev, fom det lader, den 
berfonlige Skat at udredes og benævnteg i fildigere Lider 
Ditare (viss eyrir). J Forbindelfe med denne Ledinga- 
indretring ordnedes paa en beftemtere Maade den ældgamle 
Mndretning med Biter eller Barder, ved hvis Untæn- 
belfe Fiendeangreb forkyndtes. Det blev nemlig i Lovene 
Mabudt, at Barder flulde reiſes paa de høie Fjelde, faa- 
ledes at man funde fee fra den ene til ben anden, og bisfe 
fulde antændeg, naar Fiender fom i Landet. Det ſiges, 
4 paa denne Maade funde i fyv Dage Krigsbud gaa fra 
Norges fydligfte Ende til det nordligfte Shinglag pan Qav- 
I En. Haafon Godes E. Kap. 21. Fagrſtinna Kay. 32. 
16* 


244 Haafon den gode. 


føgaland. Naar Biterne tændteg, ſtulde Hærør eller Krigé 


pil (Budſtikke) udfende8 af Kendermændene, og Bonderne 
derved opbydes til enten at famle fig i Masſe, naar Yn- 
grebet gjaldt bereg eget Fylke, eller og bemande fine Le— 
dingsjtibe og ile det angrebne Punkt af Landet til Und: 
fætning. Denne Landvernsindretning blev ikfe alene vige 
tig med Henfyn til Landets Forfvar, men den blev ogſa 


et nyt og fraftigt Baand mellem Rigets forffjellige Fylt. 
Rigets Genhed og det ene Fylkes Pligt til at forfvare dit : 
andet blev egentlig førft derved tydelig og paa en for enhver 


Nordmand begribelig Maade udtalt. 
Barderne voldte imidlertid ofte unyttige Ruſtninger; 
thi de bleve undertiden antændte, faafnart Vikinger nær 


mede fig Udøerne, og naar faa Bønderne vel havde famlet : 


fig, vare JFienderne borte. For at forebygge bette lagde 


Haafon haard Gtraf paa den, fom overilet antændte Var 


berne. Dette gjorde imidlertid Bogterne altfor ængftelige, 
og faalede8 lykkedes det Eriks Sønner i Haafoné 2 


Regjering8aar (954) at fomme lige nord til Ulvefund : 


flrar ſondenfor Stat, uden at Barderne bleve tændte. De 


havde en ftor Hær, deels af Nordmænd, der havde fulgt : 
bem i Biking, deeld af Daner, fom Kong Harald Gormé 
føn havde givet dem med. Kong Haafon var juft i Gje | 
bud paa fin Gaard Birfeftrand paa Den Frædø på 
Nordmøre), ba der fom Bud til ham, at hand Fiender : 
allerede vare ved Stat med en mægtig Flaade; han hardt 


ingen Hær hos fig uden fine Hirdmænd og de Bønder, der 


vare i Gjeftebudet. Han raadførte fig derfor med fin 


1) Gagaerne ere uenige om Stedets Beliggenhed; efter ESnorn % 
Olaf Tryggvesføns Saga Kap. 25 i Fornm. S. I, 39 laa de 


paa Søndmøre, efter Flatøbogen (I, 58) og Fagrffinna paa Rode : 


møre. Klüwer (Norffe Mindesmærker S. 115—118) har må 
indlyfende Grunde godtgjort, at det er at føge paa Nordmøre 


paa Øftfiden af Frædven Å Chriſtiansſunds Preſtegjald, hvet 


Gaardsnavnet Birfefiranb mdnu Ynded. 





1 
| 
i 
| 
| 


954. Slag paa Naftarfalf. 245 


vifefte Mand, om han frulde firide mod Overmagten eller 
drage nord i Landet for at famle flere Folk. En gammel 
Bonde, Egil Ullſerk, var tilftede; han havde engang 
været en Dygtig Kjæmpe og længe baaret Harald Haar- 
fagerå Mere. „J flere Kampe,“ fagde han, fulgte jeg 
Kong Harald; ofte fired han mod Overmagten, og fredfe 
havde han Seier. Aldrig hørte jeg, at han føgte Raad 
hos fine Benner, før at de flulde lære ham at fly; et heller 
vile vi nu raade dig dertil, Konge, thi vi tro, at vi have 
en tapper Høvding, fom vi trøftigen funne følge.” Alle de 
Rærværende ſandede den Gamleg Ord; Haror blev i ftørfte 
Haſt opffaaret og fendt ud, og firar famleves de nærmefte 
Dender. „Jeg frygtede en Vid”, fagde Gail, , medens 
denne Fred var, at jeg flulde pø paa Bankehalmen af 
UMerdom; Heller vilde jeg falde å Strid for min Konge, 
99 dette haaber jeg nu endelig vil ſtee“. Imidlertid vare 
Eiks Sønner fomne forbi Stat, og ba de hørte, hvor 
Kong Haafon var, ilede de mod ham. Haakon havde lagt 
fin 9 Skibe i Nord under Frædarberg i Fradoſund; 
Fienderne lagde til med mere end 20 Skibe føndenfor 
Bjerget.  Haafon fendte dem Bud, at de flulde gaa i 
and, han havde haflet (indhegnet) en Balplads paa et Sted, 
det Raftarfalf. De fulgte Opfordringen, gif nord 
ter Frædarberg og traf nu Haafon, der havde opftillet fir 
Har i en lang Fylking for iffe at blive omringet af den 
Yderfegne Fiende. Eriks Sønner gjorde nu et heftigt An— 
feb. Balpladfen var en Slette, begrændfet paa den ene 
Side af en lang, lav Bakfe. Før Elaget havde Egil fore 
lingt af Haafon 10 Faner og 10 Mand til at bære dem; 
Med disſe var han ubemerfet gaaet op bag Bakkerne, og 
a ni Striden var begyndt, lod han Fanerne bære i nor 
Jen Jraftand fra hverandre frem bag Skranten, faaleded 
lt de funde feed af Fienden, uden at Bærerne bemerkedes. 
Stray efter opſtod bet Maab i Eriks Sowwerd HA, X 


246 Haafon den gode. 


Fienderne vare i Ryggen og vilde afffjære dem fra Skibene; 


Fyllingen fplittedes, Rongerne felv flygtede, og Mange faldt * 
for Haafon, der trængte haardt frem. Da Gamle Eriksſen. 
der var den øverfte Unfører, fom op paa Høiderne, merkede 


han Giften, lod ſtrax fin Fane reife og Hærblæft blæfe; hand 


Nordmænd famlede fig ogfaa om ham, men Danerne flyg: : 


tede til Skibene. Haafon var imidlertid ogfaa kommen 


op paa Heiderne, og nu begyndte en ny Kamp, hvori Fm : 
derne atter adſpredtes. Nogle fiyrtede paa JFlugten ud over 


Klipperne, andre med Gamle i Spidfen fom ned paa Gtran 
den under Bjerget, hvor de atter ftillede fig i Slagorden. 


Gail Ullferf med fine Mænd var førft blandt de Forfel⸗ 
gende og fired mandigen; han fliftede Hug med Gamle og 
faarede ham haardt, men faldt felv. Nu fom Haafon til 
og Eriks Sønner flygtede til Gkibene. Men disfe var 


deels ftødte fra Rand af dem, der allerede vare fomne om 


bord, deels opfjærede. Da fryrtede de Flygtende fig i I 


Soen. Gamle blev dræbt; men hans Brødre fom lyklelig 
ombord og ilede tilbage til Danmart. Men Haafon lød 
Gail Ullferf lægge i Haug i et Skib med alle fine faldue 
 Krigere, og hoie Bautaftene reiſe over hans Grav»). 
Kong Gamle Eriksſon havde været en tapper og ven⸗ 
nefæl Høvding, og hans Død forbittrede de øvrige Brede 
endnu mere mod Haafon. Efter en Tide Forlob ruſtede 
de fig til Hevn, og Harald Gormsſon underftøttede dem u 


fom før. Det var i Kong Haakons 26de Megjeringda 
(9602), at han engang var i Gjeftebud paa fin Gad: 


1 Su. Haafon Godes S. Kap. 22—27.  VFagrffinna Kap. 314. : 


Agrip (ap. 5) har en egen Beretning om Gamles Død: Eſter 
Slaget flygtede han til Lands over Surendalen til Throndhjer- 


Men Haafons Folk tilligemed Bønderne droge imod ham og føl 


dede ham i Guledalen paa det Sted, fom nu faldes Gamle 


Leir efter hans Navn. (Stedet Fjendes nu iffe). Man fer b 
lers heraf, at ogfaa denne Saqa har fat Elaget paa Nordmsrt: | 
3) [3 fit fenere Vert, Dem none Rute QWorr un oil 





4 


| 


I 


| 


960. Glag paa Fitje. 247 


Fitjar) paa Øen Stord i Hørdbeland og fad ved 
dsbordet, da Bagterne faa Skibe i Søen, der lige 
igsſtibe, men de vovede ei at fige Kongen det. En 
faldte da paa Gfalden Eyvind Finnsſon, Kon- 
ænde og bedfte Ben). Denne faa flrar, at det var 
be, fom nærmede fig, gif for Kongen og forkyndte 
t. Strax bleve Bordene borttagne, og Haafon fpurgte 
end til Raads, om han flulde fæmpe mod Over» 
eller drage mod Nord. Alle taug; Eyvind alene 
Bife, hvori han eggede til Strid. „Du taler man 
fagde Kongen, „og nær mit Sind; dog vil jeg høre 
Janfe.” Men nu raabte Ulle, at de heller vilde 
ed USre end fly for Danerne; ofte havde de før 
od Overmagten. Kongen taffede dem for disfe Ord 
De fine Hirdbmænd og be tilftedeværende Bønder i 
; hans Blidhed og muntre Aaſyn gav Alle Mod. 
tid landede Fienden; det var Eriks Sønner, der 
d en flor Hær. Deres Høvding efter Gamles Fald 
rald, og Dronning Gunnhildd to Brødre, be frerke, 
de og vilde Bifinger Eyvind Skreyja og Ulf 
nd, fulgte dem. De fylfede i em Haft fin Hær, og 
have været fer Gange faa ftor fom Haafons. Nu 
e Striden; Beiret var hedt, og GSolen flinnede 
erfør faftede Haafon fin Brynje, gif frem foran 
og hug med Kvernbit til begge Sider. Ulle fjendte 
a hats gyldne Hjælm, der blinfede i Solen, og hvor 
, ber var Kampen flarpeft. Eyvind Finnsføn Faftede 
e over hang Hjælm. Da raabte Eyvind GSkreyja: 


. henfører Forfatteren (I S. 25) Haafons Død til 961, 
et ogfaa Mund antager for det rette]. 

ind falbtes Skaldeſpilder (Skåldaspillir), forbi han for- 
fede alle fin Tids Sfalde. Han var en Søn af Finn Skjalge 
Sunnbhilb, Datter af Halfban Jarl og Jngebjørg, Harald 
rfagers Datter (Sn. Harald Graafelbs S. Kap. 1 og ov 
5. 220 Anm.. 


248 Haakon den gode. 


„Skjuler fig nu Norges Konge, eller er han flygtet? Hvor | 
er nu Guldhjelmen?“ Han og hans Broder UN gik frem 
fom Raſende, hug til begge Sider og brøkede høit. Haar 
fon raabte til Gyvind: Hold frem, fom du frevner, hvid 
du vil finde Norge8 Konge!" Eyvind fvang fit Svend | 
mod Kongen; men dennes Hirdmand, Islandingen Thor 
alf Skolmsſon den fterke, ſtjod fit Skjold for Hugget, 
faa Bilingen ravede. Da greb Haafon Kvernbit med begge | 
Hender og fløvede hans Hoved, medens Thoralf i famme i 
GStund fældede AV. Nu funde Ingen mere modftaa Kon: | 
gen. Radſel udbredte fig over Fiendernes Hær, og fnart i 
var den paa Flugten. Mange faldt for Sverdet, og Manqe 
druknede. Eriks Sønner fom ombord paa Skibene og 
flyndte fig bort. Men idet Haafon i Spidfen før fine” 
Mænd forfulgte de Flygtende, rammede en Pil ham i Ar 
men nedenfor Axelen, og Samtiden troede, at det var et 
Bert af Dronning Gunnhilds Trobddom*). Han fom udi 
paa fit Skib og lod GSaaret forbinde, men man Funde di 
ftandfe Blodet; og da det led ud paa Dagen, blev Kongen 4 
mat. Han bød, at man flulde føre ham nord til Kongé 
gaarden Alrekſtade); men de fom ei længer end til 








1) Sn. Haafon Godes S. Kap. 31 beretter fom et Rygte, at Dron 
ning Gunnhilbs Skoſvend Kisping løb frem under Stridstumme⸗ 
len og raabte: „Giver Plads for Kongens Banemand," og dr 
paa fljøb den Piil mod Haakon, fom voldte hans Død. Me" 
lægger han til, Andre fige, at Jngen vidfle, hvo der fjød bee 
og bet var vel og faa; thi Pile, Spyb og allehaande Kaſtevaa— 
ben føge faa tykt fom Snee.“ Saxo Grammaticus, ber I fm 
10de Bog har en faare forvirret Beretning om dette lag, fr= 
tæller, at Bilen længe fyævede hid og did i Luften, ligefom em 
betæntte fig paa, hvor den frulde flaa ned, indtil den endelig Hø 
ned i Haafons Hoved. Fra Saro er maaffee dette AGventyr ind⸗ 
fommet i Peder Glausføns Overfættelfe af Snorre. 

2) Narftad tæt ved Bergen. 





960. $Haafons Døv. . 249 


helle). Der maatte de lægge til Rand; thi Von» 
øden nær. Han famlede fine Benner om fig : 
be Bud til Eriks Sønner, at de flulde være 
onger; thi han felv havde ingen San, fun en 
øra?); men han lod Dem tillige bede, at de 
e hang Benner og Frænder. Han erklærede, at 
mgere Liv var blevet ham forundt, vilde han 
t bort fra Norge til chriſtne Mænd for ber at ud- 
han havde forbrudt mod Ghriftendommen. Hand 
søde at føre hand Lig til England og der be- 
i driften ord; men Kongen fvarede: „Ei er jeg 
il; fom Hedning levede jeg, derfor ffal man og 
fom $Hedning." Han døde paa den famme Klippe, 
fodtes, og blev begrædt baade af Benner og Fien- 
rig,“ fagde man, ,vilde Norge faa en Konge, 
i Godhed." Hans Benner bragte hang Lig til 
paa Nordhørbeland og lagde det Der i Haug i 
ing 3); paa hedenſt Viis talte de over hans Grav 
am til Balhal; men Eyvind Finnsſon digtede det 
afonarmaal om hang fidfte Kamp og hans 
Ddin 4). | 

Ileren ved Alvøen, føndenfor Bergen, det famme Sted, 
afon var født, fre ovenfor S. 223. 

mafons Kone har været, vides iffe; men det er merkeligt, 
grip (Kap. 5) fortæller, „at han var gift med'en hedenſt 
og veg meget fra Ghriftenbommen for hendes Skyld og 
pie Almuen, ber modftod den.” 

igaer bevidne, at ingen Rigbomme lagdes med ham i 
uden hans Ruſtning og Gverdet Kvernbit. Ågrip til 
E han blev lagt i Haugen t en Steenkiſte (steinprö), en 
»lſesmaade, fom jævnlig brugtes i hedenſt Tid. En Haug, 
age for Haafons, wvifes enduu paa Gaarden Sæm i 
ers Preftegjælb i Nordhordeland. 
afon Godes S. Kap. 28—32. Fagrſkinna Kap. 32—34. 
armaal findes heelt anført hos Snorre Kap. 32 og m- 
rs af det I Fagrffinna. Denne figer, at det var ndrå- 


250 Harald Graafeld. 


Ikke alene Haafons Godhed og Tapperh & 
ham et hæbret og elffet Minde i Gagaen, men G— 
retning af Logdømmerne og af det almindelige æ 
for Norge hjemler ham en uomtviftelig høi Barb 
de norffe Konger, der med Viisdom have begrundet 
Gelvftændighed fom Stat. 


Harald Graafeld. 


Efter Haafon8 Død bleve Erik Blodoxes Sanne 
ge8 Konger. De førte Landsftyrelfen i Fællesffab og 
paa en Maade at have delt Overfongedømmet melleg 
og ſaaledes været hinandens Lige i Berdighed, 4 
Harald), den ældfte af de gjenlevende, anfaaes for 
Formand; dog havde altid deres Moder Gunnhild H 
med i Landafiyrelfen og faldte8 Kongemoder?). 

- førfte Aar, Eriks Sønner herffede i andet, havde 
mere end den veftlige Deel deraf; thi Trondhjem 
Sigurd Jarl, Bifen Gudrød og Tryggve, og 
Oplandene herffede flere Fylkeskonger af Harald Haar: 
Et. Hverken af Bifen' eller Throndhjem fif Kongerne 
gen Sndtægt, før De havde fluttet edeligt Forlig m: 
raadende Høvdinger og tilfifkret disfe de Dele af Lo 
fom de havde havt under Kong Haafon; dog tilveiebr 
aldrig noget trygt Benffab mellem dem. 

Snart fif Nordmændene føle, at de havde fiftet 
ter. De nye Konger vare mange og havde fun en 
Deel af Landet umiddelbart under fit Herredømmez 


tet efter det Kvad, fom Dronning Gunnhild lod bigte o* 
Mand Grif Blobøre, da han var falben (fee ovenfor S. 236 * 
Om Anledningen til hans Filnavn Graafeld fre Su. - 
Graaf. S. Kap. 7. 
3) Bevifer paa Gunnhilos Jndilydelfe og tillige paa hendes 
findes i Njaals Saga Kay. 3. 


Gunnbhilbsfønnernes Megjering. 251 


Mt Hver af dem fin Hird, og for at underholde disfe 
WM Meoend plagede de Banderne hjemme og herjede frem 
met Lande ved fine Vikingetoge 1). Ei overholdt de Kong 


') Vagritinna Kap. 36 opregner Kong Haralds Toge: „Han laa 
ſiadig ude paa Soen med fin Hær og drog til forffjellige Lande; 
fan Holdt mange Slag og gif fom ofteft af med Geieren. Han 
fom med fit Folf til Danmark, holdt ber et Slag ved Skaane 
og feirede. Gun anden Gang herjede han vefter paa Sfotland 
og Hjaltland og vandt begge Gange Seier. Tredie Sommer 
for han med fin Hær øfter til Gautland og gjorde der megen 
Ufted. Den fjerbe Sommer for han med fin Hær til Bjarme- 
land, holdt der et ſtort Slag paa Vinaabakfen (ved Dvinaflo- 
dens Bred), feirede og dræbte meget Folk; han vandt baade Guld 
og Gøly og meget andet Gods og vendte hjem igjen famme Høtt. 
Meget havde Han og at beftille i fit Rige, men til livet Gavn 
for Folfet. Hans Mænd elffede ham meget, og han var god 
mod dem, fljønt fireng mod Bønderne.” Den Godhed mod fine 
Mænd, hvorfor Han her rofes, maa bog nok have indffrænfet fig 
til enfelte af hans Benner, helft dem, der havde fulgt ham og 
hans Fader i deres Landflygtighed, eller ogſaa maa Harald i 

- denne Henfeende Have gjort en Undtagelfe fra de øvrige Brødre; 
thi Jagrftinna figer felv paa et andet Sted (Kap. 35), at „Eriks 
Sønner grove fine Penge i Jorden og vilde ei give fine Mænd 
Len.“ Det Samme bebreider Eyvind Skaldeſpilder dem I em Bife, 
hvori han figer. at ,før ſtinnede Guldet paa Skaldenes Hænder; 
nu ſtjuler Jorden det.” — Fagrffinna figer om Harald, at han 
Var den vaffefte af Brødrene og em flor Stridshelt. Snorre, . 
Harald Gr. S. Kap. 2 figer, at alle Brødrene vare fljønne, frore 
% flerfe og unde mange Jbrætter. Ofte fore de fammen, men 
ogſaa ofte Hver for fig; de vare grumme og bjærve, fore Krigs- 

end og meget feierfæle. Om Haralds GSkjønhed vidner ogfaa 

Ågrip Kap. 8: , Harald var den hpperfte og frjønnefte og dyg— 

tigfte af Brødrene; derfor blev det fyædet: Stedſe maa jeg fre 

er Ilden til Graafeld (ea standa mér augu of eld til Grå- 
eldar).“ Den ſiger videre, at „han fulgte fin Moders Raad og 
hå fine Brødre behandlede Folket haardt; Hunger og Under- 
kykkelſe herſtede deres Tid. Alle vare de voldſomme og kri— 
for * Mænd og bleve næften alle dræbte, forbi man ei funve 
ale seres Overmob og Foragt for Lovene.” 





952 Harald Graafeld. 




















Haakons Love, naar det ei var deres egen Fordeel, og de 
hedenfle Gudehufe nedbrøde de under det Paaſkud at ville 
indføre Ghriftendbommen, fom de havde antaget i England. 
Uaar og Hunger begyndte at rafe i Landet; det trykkde 
Folf anfaa dette fom et Tegn paa Gudernes Misnoie med 
Kongerne8 Fremfærd og fattede Had til dem. | 

Kong Haakon ben godes Hirdmand vare efter hand 
Død gangne Harald tilhaande, og felv Eyvind Skalde⸗ 
fpilber var bleven hans Mand; men ofte var der vif! 
mellem dem og hans ældre Hird, og naar Gyvind hørt; 
Haraldå Skald Glum Geiresføn fynge Haralds Rod, op I 
høiede han i fine Kvad Haafons Tid. Da Kongen fil 
dette at høre, udbrød han vred: „End onſte J Eder Han] 
føn? farer da til ham og vorder hans Mand!" Cyvindl| 
Benner frygtede før hand Liv og bad ham formilde Konge 
ved en Sang. Han gjorde det; dog forblev han ei lange? 
ved Hirden, men drog til fine Gaarde paa Haalogaland i 
Det Gamme gjorde og de flefte af dem, der havde været 
Haafon8 Mand. Gunnhilds GSønner vare berygtede for] 
fin Gjerrighed, og det ſagdes, at de grove fit Guld i Jor⸗ 
den. Gyvind fpottede herover i en Bife, der fom Kongerne'i 
for Øre. Den forbittrede Harald Ffaldte ham for fig og; 
gav ham Døvdsfag for hand Ord. Eyvind maatte lør-3 
tjøbe fig med en foftbar Guldring og fom fiden aldrig 
mere for Kongens Dine 1). j 


1) Ubførlig Fortelling om Eyvinds Forhold til Kong Harald hotj 
Snorre, Harald Graaf. S. Kap. 1 og i Fagrffinna Kap. 5. 
Det er ellers mertkeligt, at Gyvind der i en Bife omtaler fig felt : 
fom om han allerede var en aldrende Mand, da han dog vr Mg 
Harald Haarfagers Datterdatters Søn og faalebes fynes eid 
funne have været meget ældre end Eriks Sønner, eller i dl 
høiefte end Haakon Avdalfteinsfoftre, og denne var dog fall: 
Aar, da han faldt. TFviften mellem Harald og Gyvind er for | 
ledes maaſtee ført indtruffen mod Glutningen af denne Koni J 
Negjering, eller da har Cysind torrt Bru. Suwur Wo ft 


962. Gigurd Jarl indebrændt. 253 


Den grumme og underfundige Dronning Gunnhild 
Mob et at opegge fine Sanner mod Sigurd Jarl. „J 
xage hver Sommer i Leding til fremmede Lande," fagde 
un, , men lade Gigurd her berøve Eder Eders Jæbdrene- 
arv.“ Harald foreholdt hende Sigurds Magt; hun troede, 
at de vel ved Lift funde faa Bugt med ham. Filligemed 
fine Sønner Harald og Erling drøg hun til Nordmøre, og 
herfra fendte de Bud til Jarlen med mange Gaver og ind» 
bede ham til fig, for at et fuldfomment Venſtab kunde 
fluttes mellem dem. Gigurd undffyldte fig for at fomme, 
men gjengjeldte baade deres Gaver og venlige Ord. Paa 
fimme Tid indbed Gunnbild til fig Grjotgard, en Yngre 
Broder af Sigurd, der intet Land havde og heller ikke 
Sarlénavn, men underholdt fine Mænd ved Bilingetoge. 
Da han fom, loffede hun ham ved rige Gaver og Løfte 
om Broderens Berdighed til at foige denne, og han drog 
tilbage for at udfpeide Leilighed til at angribe ham. I 
ild til det med Kongerne indgaaede Benftab drog Jar» 
Ten paa Gjefteri i Stjørdalen med færre Folk, end han 
$leiede, og begav fig derpaa til Oglo1). Stray under- 
detiede Grjotgard Gunnhilds Sønner om, hvor Sigurd 
Mar, og famme Mat fore Harald og Erling i GStjernelys 
med qunftig Bør indad Throndhjemsfjorden. Grjotgard 
Jedte til dem; mod Morgenen fom de til Oglo, lagde Ild 
em Gaarden, hvor Jarlen var, og indebrændte ham med 
elle hans Mænd (962). Stray om Morgenen fore de igjen 
flbage til Nordmøre. | 


ogfaa førft fvæde den, da han for fidfte Gang forlob Harald, og 
Intet forbyber o8 at antage dette feet mod Enden af dennes 
Regjering. — Eyvind fevede ellers længe efter Haralds Død; ja 
- han nævnes endog'i Fagrſtinna blandt de Høvdinger, fom vare 
med i Jomsvifingeflaget 995, fom fenere ffal omtales. 
) Oglo er det nuværende GSfatvolbs Sogn i Nedre Stjørdakns' 
PBreftegjæld. 


254 Harald Graafeld. 


Haafon, Sigurds Søn, var, da dette ſtede, i de 
af Throndhjem; han var 25 Aar gammel, fljøn og 
veltalende og gavmild; i Gfarpfind og Lift havde 
fin Qige blandt fine Samtidige). Om ham famle 
Thronderne fig paa Rygtet om Sigurd Jarls Drab 
brugbart Skib fatte i Sven, og med en for H 
KHaafon ud efter Throndhjemafjorden. Gunnhilds 
turde ei oppebie ham paa Nordmøre, men drøge til 
dalen og Søndmøre. J tre Aar fil de nu ingen ( 
Throndhjem, men maatte ideligen fjæmpe mod Haa 
meget Folk faldt paa begge Sider. Da fil dereg 
mæglet Fred mellem dem, faaledeg at Haafon frul 
fin Faders Rige i ThHrondhjem paa famme Bilfaa 
denne havde havt det af Kong Haafon den gode 
Nu vedligeholdtes en GStund Skinnet af det for 
Benffab mellem Jarlen og Gunnhild, medens dog 
hemmeligen firæbte at føige hinanden?). 

En Høft (967) drog Haafon Jarl til Oplan 
havde paa Hedemarken en Sammenfomft med Kor 
Bilen og den mægtige Høvding Dale-Gudbran 
herffede over Gudbrandsdalen. De havde mange 
lige Samtaler med hinanden og indgif nøie Benfi 
de ffilte8 ad. Da Gunnhild og hende Sonner 
dette, bleve de bange for, at Forbindelfen gjaldt I 
ilede med at fomme Modftanderne i Forkjøbet. fi 


1) Flatøbogen (I, 69) beffriver ubførligft Haakons Udſeende 
rafteer: ,Han var meget fljøn af Aaſyn og færdeles velf 
i de flefte Idretter, midbelmaadig af Høide, men frerft 
han havde guult Skjeg og guult loffet Haar. Han v 
Raad, dybfindig, veltalende og desuden munter og Flog i 
$Han var taalmodig og grum mob fine Fiender baade i Ka 
ſvigefulde Anflag. Han glemte et haftig fit Had, men 
mild mob fine Benner.” At hans Gharakteer her ev ri: 
bret, vidner noſſom hans Htikftorie. 

2) Sn. Harald Graaf. S. Kap. 3 S. 


968. Kongerne Tryggve og Gudrød dræbte. 255 


- overlagt Sagen, ruftede Kongerne Harald og Gud- 
om Baaren (968) og lyſte for fine Moænd, at de 
sſkab vilde drage paa Bifingetog i Oſterſoen. Efter 
Skik blev VBortfærdssl druffet; i Rufen yppede 
ne Trætte, grebe til Baaben mod hinanden og maatte 
d. Nu troede Ingen, at de vilde fare fammen i Vi⸗ 
De ſtiltes ogfaa virkelig ad: Gudrød drog sftover; 
derimod fagde, at han vilde drage vefter over Ha 
Ja Gudrød var fommen øfter over Folden, fendte 
ud til Kong Tryggve og bad ham følge fig paa 
til Øfterføen. Tryggve kloge Kone Uftrid, en 
af Høvdingen Erik Bjodaffalle paa Ofroftad, 
e fin Mand mod Svig; men han fjendte Sende- 
fom redelige Moænd og Drog uden Mistanke paa 
de med faa Folk til Gudrød, fom laa ved Soter 
Ranrife; men da han med 12 Mænd fom til Sam» 
d Gudrød, blev han overfalden og dræbt med fine 
re 1). 
ong Harald var imidlertid ei dragen længere mod 
nd til han var ude af Gigte fra Norge; da vendte 
a og holdt fig langt fra Land, indtil han naaede Bi- 


. Harald Graaf. S. Kap. 8—9. Hvor Gaarden Ofroftad 
| føges, er uvift. De Flefte have antaget bet for at være 
breftad i Haa Preftegjælb paa Jæbderen; men da bliver det 
rffeligt at forflare Aftribs fenere Meife. Efter Olaf Tryggves- 
18 Saga i Fornm. S. Kap. 44 fml. med Kap. 93 fynes det 
neligt, at Stedet er at føge paa Oplandene eller i Bifen 
aaſtee Offigftad i Øyer Preftegjæld i Gudbrandsdalen). Dette 
t allerede FTorfæus bemerfet (Hist. Norv. II, lib. 6, p. 244). 
trip, Rap. 13 figer, at ,iffe Alle fortælle Tryggve Død paa 
mme Maade. Nogle tillægge Bønderne den og fige, at de bræbte 
m paa Thinget, fordi hans Herredømme tyltes dem haardt. 
nre fige, at han ſtulde flutte Forlig med fine Fættere, og at 
da toge ham af Dage ved Gunnhilds Svig og onde Rand, og 
He tro be Fleſte.“ | 


| 


256 Haralb Graafeld. 


fen; der flevnede han ind og fom ved Nattetider 
berg. Han hørte, at Kong Gudrød Bjørnsef 
Gjeftebud oppe paa Landet i Nærheden, ilede fir: 
omringede Gaarden. Gudrød gif ud med fine $ 
fatte fig til Modverge, men faldt efter en fo 
Derpaa forenede Harald fig med Gudrod, fin $ 


Fællesffab underlagde de fig hele Vien, og nu 


fig, at deres Tviſt fun havde været lumſtt Opfpt 
gjøre deres Fiender trygge”). 

Kong Gudrods 11 Var gamle Søn Harald 
opfoftret paa Grenland og derfor fiden kaldtes C 
flygtede efter JFaderen8 Død førft til Oplandene, 
han efterftræbtes af Gunnhilds Sonner, til S 
Ogfaa Song Tryggves frugtfommelige Kone Aſtr 
fin Gaard, da hun hørte fin Mands Død, og 
JFofterfader Thorolf og nogle faa troe Mænd van 
ufjendt om og fødte paa en Holme i en Indſo 
Olaf. Da Binteren fom, drog hun til fin Fade 
holdt fig en Stund hemmeligen Hos ham. Men 
Gunnhild hendes Tilholdafted opfporet, og unde 
Farer maatte Uftrid med det fpæde Barn flygte til 
Ogfaa bid forfulgte Gunnhilds Udfendinge hende; h 
en tro Beflytter i den moægtige Bonde Haafon 
hende Faders Ungdomsven, men vovede dog ei at 
fig fine Fiender faa nær. Hun havde en Broder i 
rife, og til ham vilde hun reife, men paa Bei 
hun i Vikingers Hænder, blev felv folgt fom I 


1) Sn. Harald Graaf. S. Kap. 9. 10. Efter de flefte 
Fremftilling maa dette være fleet 6 Aar efter Sigurd I 
altfaa efter ben af mig antagne Chronologi 968 eller ! 
fet og rigtig træffer fammen med Olaf Tryggvesføns I 

- fom temmelig eenftemmig af Sagaerne henføres til et 
fo Nar. 

3) Sn. Harald Graaf. S. Kay. M. 


Olaf Tryggvesføns Fodſel og Barndom. 257 


og hendes Søn, Olaf, bortført fra hende til Eſtland. 
Her ſtodte fiden hans Morbroder, Sigurd, paa ham, fil 
vide, hvo han var, og førte ham med fig til Gardarike, 
Hvor han lod ham vel opdrage. Men Uftrid blev fenere 
føsfjobt af Treldom ved en Kjøbmand fra VBilen ved 
Navn Qodin, fom førte hende tilbage til hendes Fædrene- 
fand og egtede hende). 
Saafnart Eriks Sønner havde underlagt fig Bifen, 
ubøde de Folk og Skibe af alle Fyller og droge mod 
$aafon Jarl. Denne ruftede fig ogſaa paa Tidenden 
herom; men da han hørte, hvor ſtor Kongernes Hær var, 
lod han de famlede Bønder fare hjem hver til Sit; med 
- fine egne Mænd derimod herjede han Mare og Romsdalen. 
. Da han ved fine Speidere fil vide, at Kongerne allerede 
vare udenfor Fjordene og fun ventede Bør for at feile 
nord om Gtat, flat han i Sven, holdt faa langt fra Land, 
Zat han ei Derfra kunde bemerkes, og ftandfede ei, før han 
, fom til Danmark. Derfra drog han til Øfterføen og lna 
å Biling om Sommeren. Kongerne underlagde fig Thyrond» 
:. Hjem, hvor Gudrød og Sigurd Slefa forbleve; Harald og 
| de andre Brødre derimod droge med Ledingsfolket, ſom 
F ; javde fulgt bem, igjen oſter Landet. Men om Hoſten 

i. fandede Haafon Jarl ved Helfingeland, fatte her fine Skibe op 
” 9 drøg gjennem Fæmteland og over Kjølen ned i Thrond» 
, hjem, hvor ſtrax Folfet famlede fig om ham. Gunnhild 
+ Gomer flyndte fig ombord paa fine Skibe og flygtede til 


i Aſtrids Flugt og Olafs Ungbomsbhiftorie findes ubførlig fortalt 
hos Snorre, Olaf Tryggvesføns S. Kap. 1—7, i famme Konges 
i: Saga i Fornm. S. Kap. 43—47 og i Flatøbogen I, 71—81. — 
i, Ågrip Kap. 14 har ogfaa her merfelige Afvigelfer. Den lader 
Aſtrid efter Tryggves Død flygte med fin treaarige Søn Olaf 
til Orfnøerne; men da hun iffe troede ham filfer ber, fendte 
hun ham bort med Thorolf; denne førte ham hemmelig til 
Norge og derfra med flor Fare til Sverige. — Det Øvrige ſtem⸗ 
mer for flørfte Delen med de andre Sagaer. 
R. Revfer. Norget Hiftorre. 17 






258 Harald Graafeld. 


Møre.  Gjenfidige Fiendtligheder ovedes nu en lar 
Jarlen var før det mefte om Binteren i Throndhji 
Sommeren drog han ftundom til Helfingeland til fin 
og berfta paa Tog til Øfterføen; ftundom fad han 
Qade med væbnet Magt, og da vovede ei Gunnhild: 
ner fig nordenfor Stat. Saaledes henlede 6 Aar!) 
lig (974) famlede Kongerne en ftor Hær øfter i 
for at angribe Jarlen. Da Haafon hørte dette, dr 
ogfaa Folk fammen, for til Møre, hvor han overv 
fældede Grjotgard, fin Farbroder, fom ſtulde vern 
Fylfer paa Kongernes Begne, og feilede berpaa til De 
Da Harald fom til Trondhjem, fandt han ingen 
ftand. Han inddrev fore Skatter af Bønderne o 
derpaa om Høften fydover med det Folf, fom der 
hjemme. Song Grling blev tilbage i THrondhjem m 
Moænd *). 

midlertid tiltog Hadet til Kongerne, og den 
men vellyftige og uftadige GSiqurd ESlefa var allere 
den paa fine Boldågjerninger. Paa Hørdeland bo 
anfeet Herfer Klypp, af Hordekaares Wt; han v 
med Nalof, en fljøn og ætftor Kvinde fra I 


1) GSdøning (N. NR. Hift. III, 59) opfafter bet Spørgsmaa 
for Rongerne iffe før gjorde noget alvorligt Forføg mod 
og tror, at Narfagen dertil har været Stridigheder mell 
og Harald Gormsføn i Danmark, hvem be ſtulde have lov 
ba han hjalp bem mod Haafon ben gode, men fiden ei | 
Ord. At Gunnhilbs Sønner virfelig have lovet Harald 
og brudt fit Løfte, fan udledes af be Ord til ben bdanffe 
Snorre lægger Haafon Jarl i Munden i Olaf Ir. S. Å 
og figes udtryffelig i Jomsvifingafaga i Fornm. 8. XI, 
hvor Haafon Jarl figer om Harald Graafeld, at „han fid 
med ben Stat, han ſtylder Danefongen, og har gjort dei 
og faalebes berøvet Harald Gormsføn det Rige, fom var hi 
Men om denne Tilbageholbelfe af dem lovede Skat har 
Krig mellem de norffe Konger og Danmark, figes ingenft 

2) Sn. Harald Graafelds S. Kay. 12. 13. 15. 16. 


Feide med Haafon Jarl. Sigurd Slefas og Erlings Drab. 259 


hjem. Engang fom Gigurd Glefa til Klypps Gaard, 
medeng Manden var borte i Kongen& Grinde, og voldtog 
hans Kone. Dette vakte ſtor Forbittrelfe, og da Harald og 
Sigurd fort efter holdt Thing paa Voſs, angreb Bønderne 
dem, og de maatte flygte. Harald drøg til Hardanger, 
Siqurd til Alrefftad. Imidlertid fom Klypp hjem og 
hørte, hvad der var foregaaet. Han famlede fine Frænder, 
drog til Ulvefftad og fældede Kong Sigurd, men blev felv 
dræbt under Ubførelfen af fin Hevn af en Hirdmand, efter 
NRogles Udfigende hans egen Farbroder. Aalof maatte for 
at undgaa Gunnhilds Had flygte til Island 1). 

Ei bedre gif det Kong Erling i Throndhjem. Efter 
Brødrene8 Bortfærd frævede han atter Skatter af Bønderne 
og behandlede dem haardt. De ophidfedeg ved hemmelige 

Budſtaber fra Danmark fra Haakon Farl, famlede fig om 
Binteren, overfaldt Grling, da han var i et Gjeftebud, og — 
brebte ham. Og det var ei at undreg, om det mishand⸗ 
lede Golf blev uroligt; thi Glendigheden i andet ftod 
Weften ei til at udholde: det ene Uaar indtraf værre end 
Mt andet; Kornet flog feil, og Fiffen forlod Kyften. Vaa 
Haalogaland laa Sheen paa Marken ved Midfommers 
üd, og felv Hovdingen Eyvind Skaldeſpilder var bleven 
faa udarmet, at Han til Slutning maatte fælge fine Pile 
for Mad 2). 





| 1 En. Harald Graaf. S. Kap. 14.  VFagrffinna Kap. 35. Ågrip 
Rap. 8. — Vidtløftig og noget afvigende Fortelling herom i 
påttr frå Siguröi konungi slefu i Jlatøbogen (1, 19—21); der 
ſaavelſom i Ågrip kaldes Malofs Mand Thorfel Klypp. Med 
andre Ufvigelfer fortælles Sagen i den islandffe Saga om Thord 
$rede (Fridrifsfons Udg. S. 5. 6.), ber dog er mindre paalidelig. 
) En. Harald Graaf. S. Kap. 16—18. I det fibfte Kap. fortel 
46 ogfaa, hvorledes Eyvind for at faa Penge til at fjøbe GSlagt 
for maatte fønderbrybe et foftbart Smykke, fom Jslændingerne 
havbe foræret ham fom Grøjendtlighebstegn for en Drapa, han 
avde digtet om bem. 


v 17* 


260 Harald Graafel». 


Haafon Jarl havde om Vinteren opholdt fig hi 
rald Gormsſon i Danmarf. Venffabet mellem den 
Grifsfønnerne fynes at være kjølnet, efter at de fidft 
vare fomne i Beſiddelſe af Norges Rige. Ifolge 
Sagaers Beretning fynes det, fom om Harad E 
og hans Brødre til Gjengjæld for den Underſtottelſ 
rald Gormsføn ydede dem, havde tilfagt denne S 
Norge, men iffe holdt dette fit Løfte!). J ethveri 
modtog Harald Gormsſon nu Haakon Jarl, fljønt hi 
Eriksſonnernes erflærede Fiende, med Venſtab og ra 
fig ofte med ham i vanffelige Unliggender. Haakon 
fede Dag og Nat paa fine Fienders Undergang og f 
endelig bevirket ved fin Sluhed og Danefongens ei 
bed og ASrajerrighed. Harald Gormsſon havde hi 
ældre Broder, Knut, faldet Dana-Uaft (de D 
Kjærlighed), men fom var bed før Faderen. Dennes 
Harald havde længe ligget i Viking, men var nu fr 
tilbage til Danmark med ftore Rigdomme, hvorfor I 
Navnet Guld=Harald. Mellem ham og Haakon 
var der et fortroligt Benffab. Haafon var faa fy 
med Janfen om Hevn, at han baade fov og fypiifte 
taalte fun faa Foll om fig og talede fjælden undtage 
fine fortroligfte Benner. Det hed, at han var fi 
Mange troede, at han et var ved fin fulde Forftand. 
Harald beføgte ham ofte, og i fine hemmelige Sa 
med ham beflagede han fig over, at han fljønt Fon; 
ren ingen Deel fil af Danmarks Rige. Haafon indrør 
bang Met og eggede ham til at fordre den. Guld-$ 
forlangte ogfaa af Kongen, at han ſtulde dele Da 
med ham, men fif fun et vredt Ufflag. Harald Gon 
par imidlertid ængftelig over fin Fræendes Fordrir 
tyede til Haafon for af ham at faa Raad. Ei 
han formindffe fit Rige,“ fagde han, „og Guld$ 
1) See ovenfor S. 258. 


Harald Graafelds Død. 261 


hunde han jo dræbe, hvis han ei frafaldt fin Paaftand." 
Haafon fvarede, ,at Guld-Harald vel neppe vilde lade fin 
Fordring fare, og at Folket filfert vilde underftøtte ham; 
men det vilde ogfaa fynes en Udaad af Kongen at dræbe 
fin Frende. Dog var det ei heller hans Mening, at Kon- 
gen ſtulde bortfljenfe nogen Deel af fit Rige." Han bad 
Harald fomme til fig igjen om nogle Dage; da vilde han 
nærmere bave overveiet denne Sag. Harald fom til den 
beftemte Tid, og nu raadede Haafon ham at flaffe Guld- 
Harald et andet Rige, nemlig Norge, hvor Kongerne vare 
forhadte af alt Folket. Harald havde nogen Betæntelighed 
herved. MNordmaændene," fagde han, ,ere et haardt Folk, 
og Landet vanfkeligt at angribe; desuden er Harald Eriks⸗ 
fen min Knoœſcetning 2)." Men Haafon foreftillede ham, at 
Gunnhilds Sønner fun lidet havde lønnet ham for al den 
$jelp, han havde ydet dem, og at Danerne vilde fynes 
værre om, at han dræbte en Danfé og fin egen Broderføn 
end en udenlandſt Viking. Han flulde ei heller angribe 
Norge med nogen Hær, men paa Grund af Nøden i Lan- 
det byde Harald Graafeld ned til Danmark for der at mod- 
tage de Veitsler eller Forleninger, han fordum havde havt, 
og, naar han faa fom, lade Guld-Harald overfalde og dræbe 
fam. Songen fyntes godt om Planen; ogfaa Guld-Harald 
overtaltes af Haafon til at gaa ind paa den. Danefongens 
Mænd bragte Judbydelfen til Kong Harald i Norge, tilbade 
fam Jylland til Binterfæde og GStyrelfe med 200 Mand 
og fortalte tillige, at $Haafon Jarl laa dodsſyg og var 
heften vanvittig. Songen raadførte fig med fin Moder og 
fine Benner. Nogle bade ham vogte fig før Svig, Andre 
filfyndede ham til Reifen. følge nogle Beretninger fulle 
de danffe Gendemænd for at narre den flue Dronning 
Gunnhild og for at hindre, at hun ſtulde fætte fig imod 
fin Sons Meife til Danmark, have medbragt Forflag til 
1) Kofterføn. 


262 Harald Graafeld. 


Giftermaal mellem hende og Kong Harald Gormsſon; 

dette ffal have virfet paa den 60 Aar gamle, men ærgj 
rige og endnu giftefyge Kvinde. Noden i Norge var fi 
reften bleven faa ftor, at felve Kongerne manglede det Ne 
vendige, og der var Haab om, at den noget kunde lette 
naar Harald fil Land at raade over i Danmark, hvor d 
var taalelige Uaringer. Derfor befluttede han fig endeli 
til at Drage bid, og de danſte Sendemænd bragte Budfl 
bet herom tilbage. Den norffe Konge fom ogfaa om Son 
meren (975) med tre Qangffibe til Jylland og lagde tilw 
Hals i Limfjordens Indlob: her frulde efter Uftale Dam 
fongen møde ham. Guld-Harald laa allerede færdig medt 
Skibe og feilede ftrar til Limfjorden. Men aldrig faafna 
var han borte, før Haafon Jarl vakte Danekongens Mistanl 
mod ham: ,Guld-Harald," fagde han, ,,vilde ikke fidde rol 
naar han havde faaet faa ftor Magt i Hænde, men brug 
den til fin Farbroder8 Undergang.” Selv tilbød han f 
at bræbe Guld-Harald, vinde Norge under Danefongen o 
fiden fom hans Jarl betale ham Skat deraf. Den ærgjer 
rige Harald Gormsføn gav fit Minde, og Haakon ild 
med folv Skibe, fom han havde færdige til Vikingeto 
efter Guld-Harald. Denne var imidlertid fommen til Lim 
fjorden og havde ubdførdret Harald Graafeld til Kamp 
Den norfte Konge modtog Udførdringen, fljønt han fa 
Overmagten for fig. Begge Hære gik i Land, og Gtridet 
begyndte. Song Harald fjæmpede tappert i Spidſen fo 
Fylkingen, men faldt omfider med ftørfte Delen af fin Her 
tbi, ſtjont haard mod Banderne, havde han været god mot 
fine Mænd, og derfor fulgte de ham med Glæde i Dodn 
Han havde før fit Fald indfeet, hvo der Havde ledet ham 
denne Snare, og forudfagde fin Fiende, at Seiersglader 
fun vilde være fort: „Naar jeg er falden, Navne!“ fogd 
han, ,ba fommer Haafon Jarl og nedlægger dig ved MU 
Fødder, — faa vorder jeg henet* Dy det aik, fom he 


Harald Graafelds Død. 263 


agde; thi ſtrax efter indfandt Haafon fig, angre Gulde 
Harald, fangede og hængte Ham.  Derpaa vendte han tile 
dage til Harald Gormsføn og blev uden Vanſtelighed fore 
figt med ham for hans Broderſons Drab 1). 


Haakon Jarl. 


Da Harald Graafeld var falden, udbod Harald Gormss 
fen Leding over det hele Rige og drøg med 600 Skibe til 
Rorge i Følge med Haafon Jarl og mange andre norffe 
$Hovdinger, fom havde forladt fit Foædreneland for Eriks 
Sonners Haardhed. Blandt disfe var og den attenaarige 
$arald Grenſke, fom efter fin Faders Drab havde op» 
holdt fig hos den mægtige fvenfle Bonde Skoglar— 
Lofte?) og om GSommeren faret i Bifing. Kong Harald 


) $aafons liftige Hevnanflag og hans Samtaler i denne Anledning 
med Danefongen og Guld-Harald findes meget vel udførte i Sn. 
Olaf Tr. S. Kap. 8—14 og ganffe overeensftemmende hermed i 
begge Ubdgaver af den vidtløftigere Olaf Tr. Saga, i Fornm. S. 
I, Kap. 48—54 og i VFlatøbogen Kap. 51—59, I S. 81—85. 
Fagrffinna (Kap. 37—44) er enig med disfe Sagaer i Hovedfa- 
gen, ffjønt Samtalerne der ere noget anderledes, og efter bisfe 
Kilder er Begivenheden her fremftillet. — See endvidere Agrip 
Kap. 9. 10 og Jomsvifingafaga (Fornm. S. XI, Kap. 6.7); det 
er bisfe, fom have Fortællingen om Harald Gormsføns Frieri til 
Gunnhild. [Vorfatteren har her fulgt den i GSagaerne alminde- 
lige Tidsregning, der fløtter fig paa Åre den frodes Regning, hvor- 
efter Gunnhilbsfønnerne regjeredbe over Norge i 15 Aar (960— 
975). 3 "Den norffe Kirkes Hiftorie” har han derimod (I, S. 28 
Anm. 1) erflæret fig for Sæmund den frodes Regning, fom fun giver 
dem 9 Aars Regjering, hvorefter ba Harald Graafelb maa være 
falben omfring 970. Mund (Det norffe Folla Hiftorie I, 2 S. 
l1—14) forfafter begge de gamle Beregninger og lader Gunn- 
hilbsfønnernes Negjering fun vare i 4 Aar, fra 961 til 965). 

Ye, Balfyrjens eller Stridens Tofte; Sføgul er Navn paa em 
 Baltyrjerne, af Digterne brugt fom Bencevnelſe pan Striden. 





Fiender fom i Landet 1). Harald Grenſte fik Beftfo 
Agder til Lindesnes med Kongenavn og famme Met 
ber, fom hang Forfædre havde havt. Paa Oplandene 
bleve Fylfeskongerne af Harald Haarfagers Ut at 
fom forhen. Den sftligfte Deel af Bifen, Vingulma 
Alfheim, fynes den danffe Konge for Det førfte at 
fagt under fin umiddelbare Styrelfe. Efter faaled: 
have fliftet Norge vendte Danefongen med Hæren t 
til fit Rige. 

Bel var endnu ftørfte Delen af Norge i Erik 
oxes gjenlevende Sonners, Gudrød og Ragnfreds, 
ber, og disſe lavede fig til Forfvar; men da Haafor 
fin Hær drog nordefter, forlode8 de af alt Folket. 
droge derfor bort fra Norge med de faa Troe, fom 


3) Gnorre (Olaf Ir. S. Kap. 15) og Olaf Yr. S. i For 
Kap. 54 beftemme ilfe nærmere, end her figes, Hvor for 
Haafon frulde betale Danefongen, og dette var ogfaa unødve 
thi vi vide af Harald Haarfagers Hiftorie, at Overfongen 
have Halvdelen af Indfomfterne med Underfongerne, og belt 
da Harald have betinget fig. Men VBefirdelfen af alle $ 
gaarbene og Metten til at benytte Overfongens Skat i Kr 


Strid med Gudrød og Ragnfred Erifsfønner. 265 


ge dem, og over til Orfnøerne. For disfe raadede den» 
mg Thorfinn Hovedklovers Sønner, Jarlerne Lødver, 
>tule og Ljot, og med denne fidfte var Ragnhild, de 
ordrevne Kongers GSøfter, gift, efterat hun med fljændig 
Srumhed og ift havde drabt fine to forrige Mænd, Jar⸗ 
ene Urnfinn og Haavard, hans Brødre. Om Gunn- 
bild Kongemoders fenefte Skjebne fynes der at have været 
forftjellige Sagn i Omløb. Efter nogle Sagaer lader det, 
fom om hun fulgte fine Sønner paa disſes Flugt fra 
Norge, og, hvis dette er rigtigt, har hun rimeligvis endt 
fne Dage paa Orlnserne hos fin Datter. Efter Undre 
detimod ffal hun have ladet fig loffe ved Harald Gorms⸗ 
fems Giftermaalsforflag, have draget til Danmarf, rimelig- 
vis da i Følge med fin Søn, men paa Beien til Kong 
harald være bleven nedfæntket i en Myr af fine danſtke 
Udfagere efter forudgaaende Uftale mellem Kongen og 
haakon Jarl 1). 

Efter Kongerne Gudrods og Ragnfreds Flugt under- 
agde Haakon Jarl ſig Norge; overalt lod han reiſe de 
orfaldne Gudehuſe og paabod de gamle Offringer. Uarin- 
erne bleve ſtrax gode, Velſtand vendte tilbage i Landet, og 
jarlen blev elſtet af Nordmændene 2). 

Da Ragnfred havde været Vinteren over paa Orkns- 
me, fom han om Baaren (976) med en fljøn Hær og 
vore Skibe til Norge. Han ftevnede mod FIhrondhjem, 
vor Haafon havde opholdt fig om Vinteren, herjede Eønd» 
vøre og tvang Mange til at underfafte fig. Da Haafon 
erte dette, famlede han Folk og Skibe og mødte Fienderne 
ed den nordlige Kant af Søndmøre. Han havde flere 
») Den førfte Beretning findes i de paalideligfte Sagaer (hos Snorre 
- Kap. 16, i VFagrffinna Kap. 45 og i Olaf Tr. S. i Fornm. S. 

Kap. 55); ben anden, med abdffillige indbyrdes Afvigelfer, i Jomsv. 

S. Kap. 7, i Ågrip Kap. 10, i Flatøbogen I S. 152—153 og 


i Thjodrek Munks norffe Hiftorie Kap. 6. 
») Sn. Olaf år. S. Kap. 15. 16. 





266 Haafon Jarl. 
Folk, men mindre Skibe; derfor begyndte ogſaa Fienden 























at faae Overhaand. Under Kampen havde Strømmen ført 
Skibene ind mod Land; Haafon førlod dem, trak dem op 
paa Strandbredden, fylkede derpaa fin Hær og udforbrede å 
Ragnfred til et Landflag. Men hertil trøftede denne fig ; 
iffe og brog fyd om Stat. Det fom et til nogen ny Kamp 3 
denne Sommer, og om Binteren fad Haafon i Throndhjem, å 
medens Ragnfred havde hele Beftlandet mellem Stat og 5 
Lindesnes. Om VBaaren (977) ruftede man fig paa begge ; 
Sider. Med fyr Jarler i Følge og en ſtor Hær drøg 
Haafon fydover; paa Thinganes1), hvor Sogn og Harde 
land ſtodte fammen, modtes de. Haakon lagde i Land, og I 
efter en ſtarp Gtrid feirede hans Overmagt; Ragnfred 
- flygtede til fine Skibe, forlod Norge og omtaleg ei merei i 
Sagaerne. Jarlen fendte fin Hær hjem og opholdt fig om: 
Høften og Binteren i den fyvdlige Deel af Landet?) 
Haafon egtede efter fin Tilbagekomſt til Norge dm 
fagre Thora, Datter af Hovdingen Stage Stoftesfan, 
og havde med hende Sonnerne Svein og Heming og 
Datteren Bergljot. Han elftede Thora høit, ligeſom og! 
alle hendes YFrænder, dog meft hendes Broder Skofte; 
ham gav han fin uegte Datter Ragnhild og tillige for: 
Forleninger paa Møre; altid maatte han med fit GÅ: 
ligge nærmeft Jarlens og fortælle ham alle Nyheder; det! 
for falbte8 han og Tidende-Skofte. J fine yngre Å! 
havde Haafon med en ringe Pige paa Oplandene havt dr 
Søn, Grit, der blev opfoftret Hos Thorleif den vift 
(fpafe) i Medaldal (Meldalen)*). Paa et Ledingdlof 
fulgte ben elleveaarige Erik fin Fader; Han var paa Tjøt| 
leifs Skib og lod altid dette i Havnene lægge ved Siden 
af Jarlenö. Men engang, da de laa ved More, fo 
1) Nu Dingenes, i Evindvifs Preftegjæld i Sogn. ] 


2) Sn. Olaf Yr. S. Kap. 17. 18. 
3) GSn. Harald Graaf. S. Koy. 8. 


Slag paa Thinganes. Tidende-Skoftes Drab. 267 


kofte til med fit Qangffib og raabte, at Thorleif flulde 
ge Bladfen for ham. Erik fvarede haftig, at Gtofte 
unde lægge et andet Sted hen; men Haafon bød vred fin 
Søn at rømme, og Thorleif lod Skibet lægge bort. Fore 
bittret herover drog Erik om Baaren efter til Møre med 
ed SÅb paa 15 Rorbænke, fom hans Fofterfader havde 
vdruftet. Han traf Skofte, da han feilede mellem fine 
Baarde, angreb og fældede ham.  Derpaa drøg han til 
Danmarf og var Binteren over ved Kong Harald Gorms- 
feng Hird. Om Baaren fendte denne ham til det ſydoſt⸗ 
lige Norge og gav ham der en Deel af Landet at ftyre 
med Jarlsnavn. Dette ffal have været Bingulmark og 
Romerike; men da ber over det fidfte Fylke ſynes at have 
modet Konger af Harald Haarfagers VEt, faa har muligen 
krf blot derover havt at ove Overfongens Myndighed paa 
haralds Begne, og deraf at oppebære de ham tilfommende 
Indtægter. Siden var der fænge et fpændt Forhold mel 
em Grif Jarl og hang Fader. Men mellem ben danffe 
longe og Haakon Jarl vedblev ligefuldt endnu en Tid 
ang ben gode Forftaaelfe). 

Harald Gormsſon havde mange Stridigheder med de 
ydſte Keifere, fom onſtede at indføre Chriſtendommen i 
Danmark og med bet Samme udentvivl erhverve fig et 
Slagg Overherredbømme over dette Rige. Baade Otto den 
fle og Otto den 2den frulle have gjørt Tog mod Dan» 
rart, men fun wudrettet Lidet til fin Henſigts Fremme. 
Da Otto den 3die, faldet ben unge, var bleven Keifer, 
dgik Bud til Danefongen, at han felv og hele hans Folt 
Milde antage Ghriftendommen, eller ogfaa vilde Keiferen 
ved en Hær fomme for at tvinge dem. Harald afflog 
fordringen og lavede fig til Modftand. Han iftandfatte 
zolden Danevirke paa Tydſtlands Grændfe, mellem ide» 
nm og Slien, famlede Folt og Skibe og fendte Bud til 
) Sn. Olaf Ir. 6. Kap. 19. 20. 


270 Haafon Jarl. 


der var Folk paa Jöland. Toget til Veland fom dog ei 

til at qaa for fig; thi Haralds Raadgivere dadlede det fom 

et farligt Joretagende. „Havet, der (kulde overfareg, var | 
flørt og uroligt, Folket paa Den haardført og Landing | 
ſtederne ubefjendte for Danerne.” Harald lod derfor dette I 

Forfæt fare, og da han hørte, at Haafon havde famlet em : 
for Hær nordenfor Stat, vendte han tilbage til Danmar. , 
$aafon lod det ødelagte Land igjen bebygge og viifte fra | 
den Tid aldrig mere Danefongen nogen Lydighedl). Har : 
rald Grenffe i Bien ſtal derimod have vedblevet at være | 
Harald Gormsføn tro uden bog at bryde Benffabet med : 
Jarlen ?). | 
Under Krige og Uroligheder var Harald Gormsſen 
bleven en Olding, og hand fidfte Dage forbittredes ved Å 
hans egen Sons Opftand. J fin tidligere Regjering havde I 
Harald herjet paa Bendend Kyfter, gjort fig Landet flatflyl å 
digt og der anlagt Staden Jomsborg. Didhen famlede! 
fig fidben mange Bilinger, der fnart unddroge fig Dane⸗ 
fongens Overherrebømnie og fluttebe Forbund med Ven⸗ 
dberne. Jomsvikingernes førfte Høvding og Lovgiver var” 
den tappre Palnetoke, der befad frore Eiendomme por? 
Fyn og havde opfoftret Haralds Son Svein, faldt 
Tjugeſkjeg, ber var avlet med en ringe Kvinde og ide? 
titt af Faderen. Palnetoke havde et gammelt Had til 
Kongen, der havde dræbt hans Farbroder, og ophidfede 
Svein til at fordre en Deel af Danmarks Rige; men $0 
rald afflog Hans Begjæring. Da famlede Svein Foll og 
Skibe under det Paaffud at ville drage i Biking; men da 
Hæren var famlet og Palnetofe var født til, frevnede har: 
til Iſefiorden paa Gjæland. Her laa Harald rede til ot EF 
drage i Leding, og der begyndte ſtrax en haard Strid ml: J. 
lem Fader og Søn. Fra alle Kanter firømmede Folk tl 
1) Sn. Olaf Yr. S. Kay. 36. Jomsvikingafaga Kay. 13. | 
2) Olaf ». hell. Saga (Udg. 19853) Kay. MA. 















Harald Gormsføns Død. Svein Tjugeffjeg. 271 


parald, hans Øvermagt feirede, og Svein maatte fly; men 
Den gamle Konge havde og faaet fit Banefaar, og Palne» 
tole ffal have givet ham det (992) 1). 

Medens disfe Stridigheder varede, herſtede Haafon 
Sal i Ro; men da nu Svein var bleven Danmarks Konge, 
truede han med at hjemføge Norge; dog fom han ei ftrar 
til at udføre denne ITrufel. Palnetoke, hans Fofterfader, 
bede nemlig fort efter Harald, og den liftige Sigvalde, 
Eon af den ſtaanſte Jarl GStrut-Harald, blev hand 
! Gitermand fom Jomsborgs Hevding. Denne beilede til 
Venderkongen Burisleifå Datter Aftrid, og før at faa 
hende maatte han love at frie Benden fra den Skat, Lan» 
pet maatte betale Danekongen. Gigvalde feilede til Sjæland 
il et Sted, hvor han vidfle, Kong Svein var i Gjeftebud, 
fog bad ham komme ombord til fig: ,han var fyg," hed det, 
men havde vigtige Ting at fige Kongen.” GSvein fom 
den Mistanfe med faa Folk. Stray lod Gigvalde fætte 
Seil til og førte ham fangen til Jomsborg. Han blev 
Wwungen til at eftergive Burisleif Skatten, egte hand Datter 
Bunnhild og love ham fin Søfter Thyri*). Da Svein 
Mr lssladt og fommen tilbage til Danmark, lod han be- 
ge fin Faders Urveøl; thi efter gammel SKE anfaaes han 
K for vetmæsfig Konge, før dette var holdet*). Strut» 
EF) Snorre Olaf Ir. S. Kap. 38. Olaf Ir. S. i Fornm. 8. Kap. 
84. Knytlingafaga Kap. 4. Jomsvifingafaga Kap. 20. 21. 
| [3 den norffe Kirkes Hiftorie (I, 37) fætter Forfatteren Harald 
J Blaatands Død, udentvivl rettere, til Tiden omfring 986]. 

9 Sigvaldes Lift findes udførlig fortalt i Olaf Tr. Saga i Fornm. 

* 8. Kap. 84. 85, i Flatøbogen I, 176—179, Jomsvifinga S. Kap. 
35. 36. og befræftes ved de fortere Beretninger hos GSnorre 

- (Olaf Yr. S. Kap. 38) og i Fagrffinna (Kap. 51—53). Adam 
af Bremen lader Svein to Gange blive fangen af Benberne, 
Saxo endog tre Gange, hvilket fynes at være Overdrivelfer for 
ret at vife Guds GStraf over Svein, forbi han hældede mere til 
bet gamle Hedenffab end til ben nyindførte Chriſtendom. 

D Ghriftenbommen var endnu langt fra at være grundfæftet Å Don- 













272 Haafon Jarl. 


Harald i Skaane var ogſaa død paa denne Tid 
indbød Kongen Sigvalde Jarl og hans Broder, Å 
ben høie, til at arve dereg. Fader i famme Gjefi 
fomme did med faameget Folk fra Fomsborg, fom 
vilde. Mange fandt det farligt faaledes at gir 
Danefongens Magt; Undre raadede til at drage til 
budet, dog med faameget Folk, at de ei behøvede a 
Dette fidfte Raad blev fulgt, og Brødrene Sig! 
Thorkel droge til Gravøllet med 40 Skibe fra Ve 
20 fra Skaane. De tapprefte Jomsvifinger va 
den fterfe og grimme Bue Digre og hans Bro 
qurd Kappe, Veſetes Sønner fra Borgundarholm 
holm) ?) tilligemed den unge, urolige Bagn Aa' 
Balnetofe8 GSønneføn, oyfoftret af Bue, fin M 
Det var ved Binternatö Tid (994), at Arveøllet I 
Ringfted paa GSjæland?); en Moængde Giefter v 
lede, mange Mindehorn bleve tømte om Kvelden, 

blev det muntert i Hallen. Den fterfefte Drit bl 
gen tffjenfet for Somsvifingerne Nu blev Bra 
indbaaret for Kong Svein; han gjorde det Løfte i 
Bintre at drage til England og fordrive eller dræl 
Adalraad, eller og felv dø. Han tømte Hornet c 
fin Faders Høtfæde. Sigvalde var allerede ber 
vilde et give Kongen noget efter; han gjorde det $ 
han inden tre Bintre flulde have fordrevet Haak 
fra Norge eller dræbt ham, eller og felv være falden. 
blev glad ved disſe Ord; thi hvo der end feirede, 
han Dog Hevn over en Fiende.  Mandigen ev det 


marf, og Mængden af Jndbyggerne rimeligvis endnu 
bet var derfor intet Under, at endnu de gamle hedenfte 
overholdtes. 

Deres Fader Vefete var ogfaa fort tilførn død og frulde 
med Kong Harald og Gtrut-Haralb arves i Gjeftebub 
O. Yr. S. Kap. 39 ov. fl. St. 

2) Olaf Tr. S. i Forum. 8. Kay. SL. Jaget. Roq. 55 


1 


— 


Jomsvifingernes Tog til Norge. 273 


han; ,fangt bedre under jeg dig dette Rige end 
n eller Grif, hans Son.“ Nu gjorde ogfaa de ov⸗ 
jomsvikinger Løfter: de lovede alle at ville følge Sig— 
til Norge og ei forfade ham i Kampen mod Haakon. 
tilføiede, at han ei vilde vende hjem til Danmark, 
m havde dræbt den vilffe Hovding Thorkel Letra og 
til Sengs med hans Datter Ingebjørg. Om Mor» 
efter fyntes bet vel Gigvalde, at han havde lovet 
leget; men bet, fom var gjort, funde ei forandres, 
msvikingerne beredte fig til Toget, ſtrax Gjeftebudet 
fende, at intet Rygte ſtulde gaa forud for deres Færd, 
afon faa Tid til at rufte fig 1). 

zomsvikingernes Forehavende rygtedes alligevel til 
„og Erik Jarl Haakonsſon, fom dengang var paa 
ife, ſamlede haſtigen de Folk, han kunde, drog over 
dene og Dovrefjeld til Throndhjem og bragte ſin 
Tidenden. Strax udſendtes Hærør til alle Kanter, 
menning blev fammenftevnet af Folf og Skibe. Haa» 
r felv. til Møre for at udfpeide Fienderne8 Komme; 
xog mod Nord for der at famle Hæren og føre den 
12). Imidlertid vare Jomsvikingerne fra Limfjorden 
i Søen med 60 Skibe; efter at have udholdt en hete 
torm fom de Julenat til Fæbderen og begyndte ſtrax 
frivelfen af Gravøllet er efter Sn. Ol. Ir. S. Kap. 39. 
rom. 8. Kap. 86 og Vagrff. Kap. 55. 56. og nærmeft efter 
t fidfte, hvis Fortælling meft fynes at femme med de Skikke, 
n paa andre Steder omtales at være blevne iagttagne ved faa- 
ane Gjeftebud. Vagrffinnas Beretning fvyarer nøte til Veftri- 
fen hos Snorre i Ynglinga S. Kap. 40 af det Gravøl, Jn- 
ild Ildraade gjorde efter fin Fader. 

møy. S., Flatøbogen og Fagrſtinna fige vel, at Jomsvifingerne 
n aldeles uforvarende til Norge; men Beretningen hos Snorre 
i Olaf Tr. S. i Fornm. S., at Erik Jarl havde faaet Nys 
. bet foreftaaende Tog, har ftørre Sandfynlighed og befræftes 
mben ved en Bife af Erils Drapa, forfattet af hans Skald 
orb Solbeinsføn (Fornm. 8. I, 164). 

Keyfer. Norges Hiftorie. 18 


274 Haafon Jarl. 


at røve og brænde. En rig Bonde, Geirmund, havde in- 
tet Nys om Dem, før de om Natten fom til hang Gaard. 
En GStund forfvarede han fig med nogle faa Mænd paa et 
Qoft; men da han faa, at han fnart vilde blive overman- 
det, fprang han ned og undfom med Jabet af fin ene Haand. 
Han havde hørt Jomsvifinger nævne og vidfte deraf, hvo 
Fienden var. Geirmund fif fig ſtrax en let Efude med 
nogle Mænd og roede med ftorfte Vil til Sondmore, hvor 
han traf Haafon Jarl paa Guarden Skugge 1), fagde ham 
Krigåtidenden og fandede fit Udfagn ved at fremvife fin i 
afhugne Haand. Jarlen merfede, at Fienderne fterkt nære | 
mede fig; Derfor fendte han Speidere fydover for at iagte 3 
tage dereg Ferd. Selv drog han ind i alle Fjorde og ; 
famlede Skibe og Folk; ogſaa Erik, hans Son, fyndte fig | 
fra Nord, alt hvad han funde. | 
Jomsvifingerne drøge forbi Stat og begyndte at herje; 
paa Sondmore; ofte talte de med Indbyggerne, men funde ; 
iffe faa nogen fiffer Underretning om Varlen.. De lagde: 
til ved Øen H002); Bues Mænd gik i Land, røvede em ; 
Mængde Kvag og drev det til Stranden. Da raabte en 
gammel Bonde til dem: „Ei fare I affted, fom det fom | 
mer Krigere: I drive Kjør og Kalve til Etranden; bre J. 
var det dog at tage Bjørnen, fom nu er fommen i Bjørner 
baafen.” Han fagde dem, at Jarlen var i Hjørunge i: 
vaag?) paa den indre Eide af Øen og Dagen i Forvein 
fun havde to eller tre Efibe. Da Bue hørte dette, lød: 
han Kvaget fare, ilede med fine Mænd til Skibene, lagde : 
ftrar fra Qand og raabte til Sigvalde, at han frulde flyndt 
fig til den visſe Seier. Den loge Eigvalde havde vel | 
nogen Mistanke; dog fod han Flaaden ro norden om Øen | 
De traf Jarlen å Hjørungavaag, dog iffe med to eller fe 


1) Gaarden Skuggen i Borgunds Preftegjold. 
2) $Hareidlandet. 
5) Nu Livaag. R 












KANE EN EN. 





Slaget i Hjørungavaag. 275 


e, men med fin hele Flaade. Haakon og Erik havde 
ig famlet al fin Magt i Hallfelsvil) i Syd for Den 
, og paa Rygtet om Jomsvikingerne8 Komme til Hed 
de dragne nordbefter for at møde dem; de havde 180 
e, men disſe vare mindre end Fienderned. 

Nu ordnedeg paa begge Eider Fluaderne til Strid, 
erme reifte8 og Qurene føde. Haakon Jarl lagde felv 
i midt i fin Fylling med fine to unge Eonner, Er: 
dog Sigurd, famt fer andre Høvdinger, blandt hvilke 
gamle Eyvind Finnsſon ffal have været, fom fiden 
te denne Kamp i fit Haaleygjatal 2). Ulle disje ſtev— 
» med 60 Efibe mod Eigvalde Jarl, Ihorkel Høie og 
ub Kappe, fom lua i Midten af Jomövikingernes 
de med 20 Skibe. J den høire Urm af ven norfe 
ling lagde Erik Jarl frem med 60 Efibe mod Bue 
nå 20, og i den venftre Svein Haafonsfon med famme 
al mod Bagn Aakesſon*). En ffarp Strid begyndte. 
Jomsvikingernes hoie Skibe regnede Nile og Kufte- 
) ned over Nordmændene; bdereg Efjolde gjennemfljø» 
og Mange faldt. Om Haafon felv var Kampen faa 
d, at hans Brynje fønderfledes, og han maatte kaſte 


Gaarden Hallfelsvif i Voldens Preftegjæld. 

En. OL Ir. S. Kap. 43. 

J Beffrivelfen af Slagorbenen er nærmeft Fagrffinna fulgt, fom 
i denne Henfeende er tybeligft. Med den flemme i Hovedfagen 
Snorre og Olaf Tr. Saga i Fornm. S, fun at der hos dem er 
nogen Forffjel i Fordelingen af de tre Hovedanføreres Ledfagere, 
g at Haakons Sønner Sigurd og Erlend ei nævnes. — Jomsvy. 
5. og Flatøbogen afvige derimod betydelig. De lade Svein Haa- 
'oneføn fjæmpe i Midten af Fyllingen mod GSigvalde, lade Erik 
Jarl være mod Bagn og Thorkel Mivlang mod Bue. Haafon 
Jarl ffulde være løs med fit Skib for at funne hjælpe, hvor det 
neft behøvebes. Her forefomme ogfaa flere Navne paa Høvdin- 
jer, fom ei findes nævnte i den anden Beretning. Dette maa 
zaturligviis bevirke betydelige UAfvigelfer i bisfe Sagaers Veret- 
ting om Slagets følgende Gang. 


18* 


276 Haafon Jarl. 


ben fra fig. Vagn Aakesſon trængte djærvt frem; Svein 
maatte vige og var nær ved at fly. Da lagde Erik Jarl 
bid med fit Stib Værnbarden og drev Bagn tilbage, 
faa at Skibene igjen fom til at ligge, fom da Glaget be 
avndte. midlertid havde den høire Arm af MNordmæn 
denes Fylfing maattet vige for Bue; han havde allerede 
overhugget Tougene, der fammenbandt hand Skibe, for at 
forfølge de Flygtende. Men nu fom Erik tilbage, lagde ; 
ſtrax jævnfides til Bues Skib og begyndte en flarp Hug- 
ſtrid. Da Haafon Jarl faa, at Fienderne overalt havde : 
Overhaanden, ffal han være gaaet i Land, have anrakt 
Gudinden Thorgerd Hørgabrud, der fynes at har 
været betragtet fom en Skytsgudinde for Ladejarlerned fra 
Haalogaland flammende Et og til hvem han fatte fror Lid, 
og have blotet hende til Seier fin fyv Uar gamle Son, 
Grling2). Bed fin Filbagefomft opmuntrede han fin: 
Mænd og trængte tappert frem. En Mræffelig Hagliling 
brød nu ogfaa los og flod Fomsvifingerne lige å Øinene, 
forfærdede ſyntes disſe at fee Trolde paa Nordmændend 
Skibe; Sigvalde bød fine Mand fønderhugge Tougene, 
der fammenbandt Flaaden, og fly. Thorkel den hoie og 
Gigurd Kappe gjorde bet Samme, og med 35 Skibe forlode 
de Slaget. Da Bagn faa Gigvaldes Flugt, bebreide 


1) Fagrſtinna nævner aldeles ikke Haatons Offring; Snorre (Oki Mg 
Ir. S. Kap. 47) anfører den fom et Rygte eller Sagn; Oki PJ. 
Tr. Saga i Fornm. 8. Kap. 90 figer med flørre Beftemthed, di P. 
Haafon offrede fin Søn, uden bog at nævne til Hvem, og bera Je 
ber fig paa (Biffop Bjarnes) Jomsvifingadrapa. Jomsvilinga J 
S. og Flatøbogen fortælle udførlig Offringen fom feet tiler Jœ 
gerd Hørgabrud (Hølgabrud, Hørdabrud, Hørdatrøll), og hvorledes 
hun og hendes Soſter Dry fiden ſaaes paa Haafons GH I Ett 
den. At den ivrige Hedning Haafon i den yderſte Nød kuk 
offre fin egen Søn, er ei ufandfynligt og et uovereensfemmer Jo 
med hans Gharakteer, fom ben i GSagaerne ſtildres, og Menn 
fleoffere vare brugelige blandt Nordmandene i overordentlige si | 
fælde. N 


Slaget I Hjørungavaag. 277 


ham bittert og faftede et Spyd efter ham, idet han for 
, men rammede ham iffe. Gndnu varede Kampen 
m Bue og Erik; Haafon Jarl lagde felv til den an» 
Side af Jomsvikingens Skib. Bue forfvarede fig tap- 
og hans Stavnboer, Aslak Holmffalle og Haavard 
gvande (Huggende), fæmpede fom rafende; men Aslak 
, 08 Haavard miftede begge Been, og nu befteg Erik 
et. Thorſtein Midlang, der fulgte ham, hug Hjælme- 
nen af Bue og gav ham et dybt Saar over Panden, 
faldt felv, næften flovet af fin Fiendes Sverd. Da 
le Somsvifingen høit: Over Bord, alle Bueg Mand!" 
to Kifter fulde af Guld og ſtyrtede fig med dem i 
t. Mange af hang Kjømper fulgte ham. Bagn var 
je og gjorde tapper Modftand; men da vif Jarl 
: mob ham, blev omfider hand Skib ryddet og han 
med 30 Mand fangen og ført i Land 1). 
De fangne Jomsvifinger fad paa en Trabul; deres 
er vare bundne, men Hænderne frie. Thorkel Leira, 
par blandt de fornemfte Høvdinger i Haafon Varld 
traadte hen til dem med en Øre i Haanden: Du 
e bet Løfte," fagde han til Bagn, ,at dræbe mig — 
feer det nu ud til, at jeg dræber dig." Han be- 
le derpaa at halshugge Jomsvikingerne, efterfom de 
ifter Snorre, VFagrffinna og Olaf Tr. S. i Fornm. 8. — 
omsvikinga S. og Flatøbogen fortælle Bues Nederlag og Vagns 
ilfangetagelfe med mange Afvigelfer. Odd Munt i fin Olaf 
rhggvesføns Saga (Munchs Udg. Kap. 11, i Udg. i Fornm.S. X 
ap. 15) fortæller fortelig om bette Slag, men med ben merkelige 
fvigelfe fra alle de andre Beretninger, at bet varede i tre Dage. 
et er unberligt, at Schoning i fin Norges Hiftorie og Suhm i 
ſanmarks Hiftorie paa Grund af denne i mange Henfeender 
tfterrettelige GSagas løfe Beretning have antaget, at Slaget 
ar varet i fre Dage, noget fom flet intet Medhold finder i de 
ndre ubførligere og troverdigere Sagaer, der alle omtale Kam- 


en fom afgjort pan een Dag, hvilfet og i fig felv er Langt 
nbfynligere. ' 


278 Haafon Jarl. 


fad paa Bullen, og alle talte de et eller andet ! 
ord, før de faldt. Atten vare allerede drabte; I 
til en fager Nngling med langt Haar, guult 
Jomsvikingen bad, at man ei vilde gjøre hans 
dbigt; da gif en Hirdmand heh, flyngede det om 
Harnder og holdt ham faaledes faft. Mer idet 
nede, ryffer Yuglingen fit Hoved tilbage, og H 
$Hænder afhuggeded. det Samme fom Erik 
fpurgte, hvo han var. „Folk falde mig Sigr 
han, „og holde mig for Bues Son. End ere ei 
vifinger bede!" „Du er vidfelig Bues San!" 
fen, vil du have Fred?" Det fommer an pa 
byder ben," fvarede Sigurd. , Den, fom har I 
til," var Jarleng Svar, og Jomsvifingen bler 
fagde Thorfel Leira: Bil du end give alle t 
Fred, Jarl! faa flal dog ei Bagn Uafesfon I 
med Livet.“ Han løftede Øren og lob frem : 
men en Somsvifing fuftede fig for Thorfelé Fei 
faldt og Øren af hans Haand; Vagn fprang vi 
og gav Thorfel Leira Banefaar. Erik bod o 
Fred; han fvarede, at han vilde modtage den, 
hang GStaldbrødre fik den; og paa Eriks Bud | 
allé føfte 1). 

Imedens Jomsvikingerne bleve dræbte, f 
Jarl paa et Træ i Mærheden; da hvinede pludi: 
flreng paa et af Skibene, og en Pil gjennem 
bermanden Gisfur af Baldreg, der pragtig Ål 
Jarlens Side. Man føgte Gjerningsmanden, v: 
Skib fandt man den lemlæftede Haavard Hegg 
ende paa Knæ mellem Qigene med en Bue i 
„Hvo faldt af Iræet?" fpurgte han. Det blev 


1) Fagrffinna Kap.63. Sn. Olaf Yr. S. Kap. 46. $ 
Fornm. S. Kay. 90. 'Bibtløkttgere og med mange 
Jomsvikinga S. Kay. AG—1A8. VFlolsøbogen V, 198 


Glaget i Hjørungavaag. 277 


n ham bittert og faftede et Spyd efter ham, idet han for 
di, men rammede ham iffe. Gndnu varede Kampen 
elem Bue og Erik; Haafon Jarl lagde felv til den an» 
m Side af Jomsvikingens Skib. Bue forfvarede fig tap- 
ett, og hans Stavnboer, Aslak Holmfralle og Haavard 
dsggvande (Huggende), fjempede fom rafende; men Aslak 
abt, og Haavard miftede begge Been, og nu befteg Erik 
Stibet. Thorſtein Midlang, der fulgte ham, hug Hjælme 
termen af Bue og gav ham et dybt Saar over Panden, 
men faldt felv, næften fløvet af fin JFiendes Sverd. Da 
taabte Jomsvikingen hoit: Over Bord, alle Bues Mand!" 
arb to Kifter fulde af Guld og flyrtede fig med dem i 
davet. Mange af hans Kjæmper fulgte ham. Bagn var 
ilbage og gjorde tapper Modftand; men da Erik Jarl 
agde mod ham, blev omfider hans Skib ryddet og han 
tb med 30 Mand fangen og ført i Land 1). 

De fangne Jomsvikinger fad paa en Trabul; deres 
fedber vare bundne, men Hænderne frie. Thorkel Leira, 
er bar blandt de fornemfte Hovdinger Å Haakon Jarls 
Jær, traadte hen til dem med en Øye i Haanden: Du 
Jorde det Qøfte," fagde han til Bagn, ,at dræbe mig — 
gere feer det nu ud til, at jeg dræber dig.” Han be» 
Mdte derpaa at halshugge Jomsvikingerne, efterfom de 
I Gifter Snorre, Fagrffinna og Olaf Tr. S. i Fornm. 8. — 

Jomsvifinga S. og Flatøbogen fortælle Bues Nederlag og Vagns 
Filfangetagelfe med mange Afvigelfer. Odd Munt i fin Olaf 
Tryggvesſons Saga (Munchs Udg. Kap. 11, i Udg. i Fornm.S. X 
Kap. 15) fortæller fortelig om dette Slag, men med ben merkelige 
Afvigelfe fra alle de andre Beretninger, at det varede i tre Dage. 
Det er underligt, at SåHøning i fin Norges Hiftorie og Suhm i 
Danmarks Hiftorie paa Grund af denne i mange Henfeender 
uefterrettelige Sagas løfe VBeretning have antaget, at Slaget 
har varet i tre Dage, noget fom flet intet Medhold finder i de 
andre udførligere og troverbigere GSagaer, der alle omtale Kam- 


pen fom afgjort paa een Dag, hvilket og i fig felv er langt 
fandfynligere. ' 


280 Haafon Jarl. 


Kort efter Haafon Jarld Seier i Hjørungavaag til. 
fatte Kong Harald Grenfte Livet. Han havde Som! 


blev Fortællingen derom forøget af Hallbjørn Hale og Gteingrim 
Thorarinsføn og behandlet af Are Frode (Flatøb. I, 194). Delte 
er ba ben vigtige Hjemmel, fom den førfte Beretning har; man | 
feer, at ben fra førft af er fommen fra Jslændinger, ber varr i 
DØievibner til Begivenhederne, har gaaet fra Mund til Mnd 
paa Seland og har fundet Are Frodes Bifald. — I Henſeende 
til den anden Beretning giver førft Fagrſtinna Oplysning. De 
opregner be 4 førnævnte Jslændinger, ber vare tilftede i Slaget 
og besforuben Tind Hallfelsføn, der kvad en Drapa om Haalen 
Jarl, hvori Meget var fortalt om Glaget. Efter disfe Moen 
Ord har man der paa Landet (b. e. paa Island) erindret dis: 
Fidender, nogle ved Kvad, andre ved Fortelling" (Kap. 61). 
S — Fagrffinnas Forfatter, der uden Tvivl har levet i Norge, fyrt 
altfaa at have fjendt det islandffe Sagn og vidft dets Oprindelfe, 
men hans Fortælling, fammenlignet med de to førftnævnte Sri 
gaers, vifer tydelig, at han ei har fulgt det, undtagen maafferi 
den forte Beretning om de islandffe Skulde felv. Han maa fø 
gelig have fulgt et andet Sagn om Glaget, uden Tvivl et nor, 
hvilket han har anfeet for rigtigere. Vetragter man Olaf Trhgg: 
vesføns Saga i Fornm. 8., faa finder man, at denne i det Mt 
nøie flemmer med Fagrſtinna og overalt anfører fom fin Hj 
mel en Buadrapa og en Jomsvifingadrapa af Bjarn 
Biffop. Den førftes Alder fjender man iffe; men den five 
Forfatter, Bjarne, var Biffop paa Orknoerne og døde 1223. NM 
hans Drapa flemmer med Fagrffinna og afviger fra det island I 
Sagn, maa man antage, at ogfaa han har havt et norf Cop 
om Glaget; men Bjarnes Jomsvifingadrapa og bet medfølged : 
norffe Sagn er uden Fviyl bragt til Jøland af Lopt, Søm d 
Biffop Paal af Sfaalholt og Sønneføn af Jon Loptsføn, Snom | 
Sturlasføns Vofterfaber; thi denne beføgte 1209 Biſtop Bjorn 
paa en Udenlandsreife (Baal Biffops Saga Kap. 16). Enormt : 
faavelfom ben unavngivne Forfatter af den i Fornm. S. ubgivnt 
Dlaf Tryggvesføns Saga maa have anfeet dette Sagn for meg 
troverbigt, fiben de have foretrukfet bet for det islandſte, ' 
havde en Are Frodes Autoritet for fig, fom ellers begge fan Nl 
beraabe fig paa. GSnvrre, der flere Gange var i Norge, har % * 
faa der havt Leilighed til at fammenligne Jölændingernes Woe 
ninger med Nordmændenes og berigiige verden ur ve SW 
















Harald Grenffes Død. 281 


i JForveien paa et Bifingetog til Øiterføen beføgt 
fterføfter Sigrid, Skoglar-Toſtes Datter, der havde 
gift med den fvenfle Konge Erik Seierfæl og nu 
fom Enke paa fine ftore Gearde. I Gjeftebudet 
bun for Spog, at hun et vurderede fine Eiendomme 
rige ringere end Haralds Rige i Norge. Dette gjorde 
nismodig; han drog hjem og var tungfindig den hele 
. Han fyntes nu, at hans Kone, Nafta, Datter af 
» Mand, Gudbrand Kula, var af for ringe Et; 
drog han Baaren efter (995) paany til Sverige, 
Sigrid paa hans Indbydelſe fom ned til Efibene, 
ban til hende, men fil Ufflag. Da Dronningen 
agen bort, blev Harald endnu mismodigere og for 
) mod fine Mands Raad efter hende til hendes 

Did var juft ogfaa fommen en Konge fra Gar- 


at tale om, at ben Bearbeidelfe af Norges Kongefagaer, fom 
grffinna indeholder, i flere Styffer fynes at have været Snor— 
i Kilde (Millers GSagabibl. II, 436—437). Man feer 
raf, hvorledes de to forffjellige VBeretninger rimeligvis ere 
ne til. Den islandffe fynes i fin Fremftilling at vife en 
træben efter at gjøre Fortællingen behagelig for Tilhøreren el- 
: Læferen ved Udførlighed, ved at ubhæve mange djarafteriftiffe 
maatræf og endelig ved at gjøre Alt ftort og rædfomt, udentvivl 
te med ftor Overdrivelfe. Den norffe Beretning fynes i Alt 
ſtrebe efter hiftoriff Nøiagtighed og Orden, lader Smaatræf 
re og holder fig meft til Hovebbegivenhederne. Derfor har jeg 
faa troet at burde foretræffe den fidfte Beretning for den førfte, 
tilfen Sdøning og Suhm nærmeft følge. 

[Mund har (Det norffe Jolle Hiftorie I, 2, S. 103 —106) 
ført forffjellige tildele meget vegtige Grunde, fom fynes at 
le for, at Jomsvikingernes Tog til Norge ei fan være foregaget 
a feent fom i Vinteren 994—995. Mund felv antager, at 
get er gjort i Binteren 985—986, medens Harald Gormsføn 
mu levebe, og efter dennes Tilffyndelfe, og at det Arvepl, hvor- 
Jomsvikingerne efter Sagnet aflagde Løfterne om at angribe 
Eee, fun har været holdet over Strut: Harald, hvis overhovetet 
et Sandt ligger til Grund før bette Sagn.) 












282 Haafon Jarl. 


barife i famme Henfigt fom Harald. Begge Kongerne bleve J 
vel bevertede; men om Matten, da de berufede vare faldne J 
i Sovn, indebrændte Eigrid dem og deres Mænd. ,Eaa- | 
ledes,“ fagde hun, ,ffulde hun vænne Emaafongerne af J 
med at fomme fra fremmede Lande for at beile til hende." J. 
Rane Bidførle (den vidt befarne), Haralds Fofterbroder, J. 
fom var bleven ved Skibene, drog ſtrax, da han hørte fin f. 
Herre8 Død, tilbage til Norge og fagde Aaſta Tidenden. J 
Hun begav fig til fin Fader paa Oplandene og fødte der! 
famme Sommer en Søn, Olaf, der fiden blev Norges J. 
Konge 2). I. 
Efter Slaget i Hjorungavaag og Harald Grenſtes & 
Dod kunde Haakon anſees for hele Norges Overherre. P. 
Han havde en Konges Magt, ſtjont han ei bar Navnd, & 
og NRordmændene vare tilfredfe med ham; thi der var gode J- 
Uaringer og indvortes Fred, medend han bherflede, og vi 
fremmede Giender havde han indjaget Radſel. Gen Ling 
ængftede alligevel Jarlen midt i hans Lykke: Rygtet gik. 
at der i Beften frulde leve em Mand, der faldte fig Ole J 
den gerdffe (fra Gardarike) og ſagdes at være af det 
norffe Kongeæt. Han vidfte, at Kong Tryggve havde efter 
ladt en Son, der i fin fpæde Barndom var Fommen til 
Gardarife; denne formodede han nu Ole var, og matt 
vente, at han tidlig eller feent vilde fordre fit Fadrenerigei 
For at blive fri for denne Frygt flevnede Jarlen om Bart 
ren (995) til fig Joftein og Karlshoved, Gøanner of 
Grit paa Ofroftad, Brødre af Uftrid, Tryggves Dronning 
og tillige fin Ben, den flue Thorer Klakka, der hare? 
beføgt mange Lande i Bifing og paa Kjobmandåfab*) 


1) Sn. OL Yr. S. Kap. 48. 49. Olaf d. helliges S. i Fornm 
8. Kap. 14—18. | 
2) Olaf Tryggv. S. I Fornm. S. Kap. 93. Flatsbogen I, 24 | 
fg. O9 Munk Kay. 16 (Munchs Udg. Kap. 12). hjort 
Munf Kap. 1. — Snorre nmner Å In Fodsikeg ere Olaf I 


Olaf Tryggvesføn i Veften. 283 


an overbrøg Thorer det Erinde om Sommeren at gjøre 
Handelsreiſe til Dublin og noie efterforfle, hvem Ole 
n gerdffe var; erfarede han, at det virkelig var Kong 
magves Eon eller en Unden af den norffe Kongeæt, faa 
ude han enten tage ham af Dage eller loffe ham over 
l Norge i Jarlens Vold. Eriks Sonner flulde følge ham 
14 hang Fard og hjælpe ham at fvige deres Soſterſon. 
orgjæve8 undfloge Brødrene fig; Jarlen truede dem med 
eden, hvid de ei adløde. De maatte da drage med Tho» 
r, efter at be forft hoitidelig havde fvoret at befræfte alt, 
sad han fagde, og Intet aabenbare for deres Frande. 
orſt naar de havde bragt ham til Norges Faftland, ſtulde 
være løfte fra fin Ed; thi da haabede Jarlen, at deres 
nderretning fun lidet ſtulde gavne ham. 

$Haafon havde ei feilet i fin Formodning. Olaf, 
ong Tryggves Son, var bleven opdragen hos Kong Bal- 
mar (Vladimir) i Gardarife til fit 18de Uar, havde fiden 
dført mange Heltegjerninger paa Vikingetoge i Øfterføen 
I faaet til Gate Geira, Datter af Benderfongen Burié- 
if. Han flal ogfaa have været med 1 Keifer Ottos 
ær for Danevirke. Olaf havde aldrig blotet til Afgu- 
ne, og da han efter Geiras Død var dragen mod Beften, 
d ban fig bebe paa Eyllingerne (Scillyserne ved Engq- 
inds fydveftlige Spids) 993, og var ftedfe fiden en ivrig 
briften. Derpaa egtede han en irſt Kongedatter Gyda 
å fjempede en Stund i Forening med Danefongen Svein 
jugeftjeg mod ben engelfte Konge Ethelred. Men nu 
avde han fluttet Forlig med denne, opholdt fig i Dublin 
& var under Navnet Ole den gerdffe vidt befjendt.). 


Ir. S. Kap. 51) aldeles iffe Olafs Morbrødre fom Deeltagere 
i Haafons Plan; rimeligviie har han forbigaaet bem for Kort- 
heds Skyld. | 

*) Olafs Ungdomsbifterie fynes troverdigft fortalt hos Snorre, OU 
år. 6. Rap. 1—7. 21. 22. 25. 29. 30—35; vidtløftigere, men 


282 Haafon Jarl. 









Darife i famme Henfigt fom Harald. Begge Kongerne bleve 
vel bevertede; men om Natten, da de berufede vare faldnei 
i Sovn, indebrændte Eigrid dem og deres Mænd. „Saa⸗ 
ledes,“ fagde hun, „ſtulde hun vænne Emaafongerne af | 
med at fomme fra fremmede Lande for at beile til hende. J 
Rane Vidforle (den vidt befarne), Haralde Fofterbroder, | 
fom var bleven ved Skibene, drøg ſtrax, da han hørte fin J 
Herreg Død, tilbage til Norge og fagde Aaſta Fidenden. 
Hun begav fig til fin Fader paa Oplandene og fødte der J. 
famme Sommer en Søn, Olaf, der fiden blev Norged f. 
Konge 2). . 
Efter Slaget i Hjørungavaag og Harald Grenſtes J. 
Død funde Haafon anſees for hele Norges Overherre 
Han havde en Konges Magt, fljønt han ei bar Navnd, 
og Rordmændene vare tilfredfe med ham; thi der var gode J, 
Uaringer og indvortes Fred, medens han herſtede, og de ſJ 
fremmede Fiender havde han indjaget Radſel. Een Ling 
ængftede alfligevel Jarlen midt i hand Lyffe: Rygtet gl, 
at ber i Beften ffulde leve en Mand, der faldte fig Ol: J 
den gerdffe (fra Gardarife) og fagde8 at være af den 
norffe Kongeæt. Han vidfte, at Kong Tryggve havde efter 
ladt en Søn, der i fin fpæde Barndom var Fommen til I 
Gardarife; denne formodede han nu Ole var, og maatt 
vente, at han tidlig eller feent vilde fordre fit Fabdrenerige i 
Jor at blive fri for denne Frygt ftevnede Jarlen om Ba I 
ren (995) til fig Joftein og Karlshoved, Sonner of! 
Erik paa Ofroftad, Brødre af Uftrid, Tryggves Dronning 
og tillige fin Ben, den flue Thorer Klaffa, der hard : 
beføgt mange Lande i Biking og paa Kjøbmandafud*) I 


1) Sn. OI. Yr. S. Kap. 48. 49. Olaf d. helliges S. i Form | 
S. Kap. 14—18. | 
2) Olaf Trygg». S. i Fornm. 8. Kap. 93. Flatobogen 1, 16 | 
fø. Om Munt Kay. 16 (Munds Udg. Kap. 12). Midt | 
Munf Kap. 7. — Snorre nære Å fm HForisieg here Qui 


Olaf Tryggvesføn i Veften. 283 


overdrog Thorer det Grinde om Sommeren at gjøre 
andelsreife til Dublin og noie efterforfke, hvem Ole 
gerdſke var; erfarede han, at det virkelig var Kong 
gves Son eller en Unden af den norffe Kongecæt, faa 
e han enten tage ham af Dage eller loffe ham over 
Rorge Å Jarlens Vold. Eriks Sønner ſtulde følge ham 
bang Fard og hjælpe ham at fvige deres Soſterſon. 
ajæve8 undfloge Brødrene fig; Jarlen truede dem med 
en, hvid de ei adløde. De maatte da drage med Tho» 
efter at de førft hoitidelig havde fvoret at befræfte alt, 
D ban fagde, og Jntet aabenbare for Dereg YFrænde. 
ft naar De havde bragt ham til Norges Faftland, frulde 
sære løfte fra fin Ed; thi da haabede Farlen, at deres 
erretning fun lidet ſtulde gavne ham. | 
Haafon havde ei feilet i fin Formodning. Olaf, 
4 Tryggve Son, var bleven opdragen hos Kong Bal- 
ar (Bladimir) i Gardarike til fit 18de Uar, havde fiden 
rt mange $Heltegjerninger paa Vikingetoge i Oſterſoen 
faaet til Gate Geira, Datter af Benderfongen Buris- 
Han flal ogfaa have været med i Keifer Ottos 
r for Danevirfe. Olaf havde aldrig blotet til Ufgu- 
we, og da han efter Geiras Død var dragen mod Beften, 
han fig bebe paa Eyllingerne (Scillyserne ved Eng⸗ 
Då fydveftlige Spids) 993, og var ftedfe fiden en ivrig 
riften.  Derpaa egtede han en irſt Kongedatter Gyda 
fjempede en Stund i Forening med Danefongen Svein 
ageffjeg mod ben engelffe Konge Ethelred. Men nu 
ode han fluttet Jorlig med denne, opholdt fig i Dublin 
j var under Navnet Ole den gerdffe vidt bekjendt 1). 


Tr. &. Kap. 51) aldeles iffe Olafs Morbrødre fom Deeltagere 
i $arfons Plan; rimeligvis har han forbigaaet dem for Kort- 
heds Skyld. | 

) Olafg Ungdomshiſtorie fynes troverdbigft fortalt hos Snorre, OUL 
Ur €& ap. 1—7. 21. 22. 25. 29. 30—35; vidtløftigere, men 


284 $Haafon Jarl. 
































Hans anden Kone, Gyda, var død, og han begyndte d 
længes efter fit Foædreneland!). Da Thorer Klakka fog 
til Dublin, fil han fnart Olaf i Vale, og da dend 
fpurgte ham om Filftanden i Norge, fagde han, at Haakv 
Jarl iffe var elffet i Landet. Hele Folket onſtede fig dd 
Konge af Harald Haarfagers UCt, men faa Ingen, der fundé 
maale fig med Jarlen.“ Efter flere Samtaler aabenbared 
Olaf, hvo han var, og fpurgte Thorer, om han virldifff 
troede, at Bønderne i Morge vilde tage ham til Kongdlf 
hvis han fom did. Thorer forſikkrede ham, at dette vik 
ffee, og lagde til, at han egentlig var reiſt hid pan ME 
oplandffe Hovdingers Bøn for at udforfke om Ole del 


ogſaa med mange fabelagtige Tillæg i OL Tr. S. i Fomm. 89 
Flatøbogen og hos Odd Munf. Alle Sagaer ligefom ogſu 
Thjudref Munk Kap. 7 nævne Olafs Opdragelfe i Gardar, 
hans Bitingetoge i Øfterføen og hans Daab paa Syllingersl 
Paa flere Steder omtales ogfaa hans Giftermaal med Grim 
ligefom hos engelffe Skribenter hans Toge i Forening med Gvå 
Fjugeffjeg mod K. Ethelred og hans fenere VForlig med denn 
Disfe Tildragelfer af Olafé Ungdomsliv fynes man faaledes MA 
at have nogen Grund til at omtvivle, faameget mindre, fom Og 
gaerne ftøtte fine Beretninger herom til Kvad af Olafö Can 
dige, Hallfred Bandraadeffalb, og paa et Kvad, Faldet Rekfſteſſg 
forfattet af Stein Herdifarføn, der levede omkring 1070. Mø 
dre vel begrundet er den i alle udførligere Sagaer om Olof fr 
fommende Gortælling om hans Giftermaal med Gyda; at h 
imidlertid har været gift i Irland, og at dette Giftermaal met 
tidlig har været fjendt i Norge, berom vidner Vortællingen 9 
hans Son Tryggve, der efter Olaf den helliges Død gjorde Ford . 
bring paa Norges Rige. Olafs Nærværelfe ved Danevirke et 
uvis, og Fortællingen om, hvorledes han hjalp til at vinde Bor 
Den, har Udfeende af at være en Fabel. Fortallingerne om, d 
han driftnede Nusland, at hans Komme vid forudſagdes f 
Spaamand ofv., bære alle Prag af at være Legender, opdlgtt | 
af Geiftlige for at forherlige Norges førte driftelige Kone fl 
(Jvfr. VB. €. Miller om Snorres Kilder S. 219--224). | 
1) Flatøbogen I, 206. 


Olaf Tryggvesføn fommer til Norge. 285 


ndffe, om hvem man hørte faameget tale, var Kong 
xyggves Son, og, hvid faa var, indbyde ham til Norge. 
dan fremfaldte fom Bidner fine to Ledfagere. Olaf blev 
hd ved at fee fine Morbrødre, og da han hørte dem 
ſande Thorers Ord, funde han ei længer tvivle. Han fors 
lå Irland med fem Skibe og Thorer i fit Følge. Bed 
Drtnserne traf han Jarlen Sigurd Lodversſon, hvem 
hn tvang til at antage Ghriftendommen, fverge fig Tro- 
nb og give fin Son til Gidfel 1). Derpaa fortfatteg 
eifen til Norge, og man landede førft ved Øen Mofter 
d Hørdeland. Olaf lod fine Prefter fynge Mesſe for fig 
a Den og beftemte, at en RKirfe flulde bygges paa famme 
ted*). Siden drog han bhurtigft muligt mordefter uden 
give fig tilfjende. ,Han flulde overrumple Haakon," faa 
x Thorers fvigefuldbe Raad. Men ved Agdenes modte 
t Rygte dem, at Ihrønderne vare i fuld Opftand mod 
alen. Sligt havde Thorer ei ventet, og forfærdet faa 
m nu intet andet Raad end at lokke Olaf i Land til en 
mmelig Gamtale og ber lade ham dræbe. Det var om 
ftenen, at de havde lagt til Land ved Agdenes; men om 
atten begave Joſtein og Karlshoved fig i al Stilhed til 
a Frændes Skib, faldte ham i Land, og nu, da de vare 
fte fra fin Ed, faftede de fig for hang Fødder og aaben- 
rede ham Jarlens Svig og Thorerd Forehavende. Olaf 
) Sn. DL Tr. 6. Kap. 52. Fornm. S. Kap. 98. VFlatøbogen I, 
. 227 fag. Efter de Ord, fom den fidftnævnte Saga lægger Olaf 
i Munden, maa man antage, at Erik Blodøres Datter Ragnhild 
endnu ved den Tid har levet og har havt noget at fige paa Øerne, 
ligefom og, at Orfnøerne og Hjaltland ikke have unbderfaftet fig 
Haafon Jarl, men at GJarlerne der have vedblevet at være 
Grif Blodøres Børn tro. 

Olafs Reife er fortalt efter Snorre anf. St., Olaf Ir. S. i 
Fornm. S. Kap. 94. 99. Flatøbogen I, 216—219. 227—229; 
dermed ſtemme ogfaa Fagrffinna og Thjodref Munk, der imivler- 
tib omtale dette I al Kortheb. 


4 


286 Haafon Jarl. 


tilgav dem og gif atter ubemerfet ombord. Morge 
ter bad Thorer ham følge fig i Land, for at de 1 ( 
kunde raadflaa med hinanden, og Olaf fulgte Ham 1 
fade fig merfe med nogen Mistanfe. Thorer havd 
to af fine Mænd fljule fig i den nærliggende Efov 
bræbe Olaf under Samtalen; men denne fom Forr 
i Jorfjøbet: paa et givet Tegn løb hans Morbrødri 
og nebftødte Thorer. Den Drabtes Mand gave fig 
i Olafs Bold; han drøg nu haftig ind i Thrond 
fjorden og fandt her Ult i Oprør2). 

Range havde Haafon Jarl været elffet af Nor 
dene; men da han troede fit Herredømme grundfofte 
gyndte han at blive haard og give fin Bellyft frit 
Han bortførte mægtige Mand Koner og Dettre, fri 
dem og fendte dem fiden tilbage til deres Hjem. 
fljændige Fremfærd vakte Folfets Misnsie, og Thro 
fnurrede høit. Engang, da Jarlen var i Gjeftehu 
Medalhuus i Guledalen, fendte han fine ITræle I 
maægtiqe Bonde Orm Lyrgja paa Bunes*), for at 
tage hang Kone Gudrun, en Datter af Bergtho 
Qunde 3) og for fin Skjonhed kaldet Qundefolen. 
modtog Trælene vel og bod dem til Navdver. Men n 
be fpiifte, havde han famlet alle fine Naboer og affl 
at fade Gudrun følge dem til Jarlen. Trelene fu 
ei iftand til at bruge Magten og forlode Gaarden 
Irufler. Men Orm udfendte firar Haror rundtom i 
ben og ftevnede alle Bønder fammen for at dræbe J 
Den misfornsiede Ulmue reifte fig ogfaa paa Orms 


1) Thorers Død fortælles i Olaf Tr. Saga i Fornm. 8. Ka 
100. Flatsbogen I, 229 fag. Odd Munk Kap. 16 (Å 

. Ubdg. Kap. 12), paa be to fidfte Steder med flere fabel 
Jillæg. | 

2) Gaarden Bunes i Størens Vreftegjæld, længere op I Gule 

5) Gaarden Lunde Å Horg Sagn, Skaun Muinquik. 


Opftand mod Haafon Jarl. 287 


g fogte til Medalhuus )Y. Da Haafon fif Nys om Ope 
sbet, forlod han Guarden med fine Mænd og fljulte fig t 
n byb Dal?*); herfra udfpeidede han Dden følgende Dag 
Bønderne8 Bevægelfer. Disfe holdt alle Beie befatte, og 
le Fleſte troede, at Jarlen var dragen til fine Skibe, der laa 
ide ved Bigaja3); for dem raadede Erlend, hans Son, 
m fljen og haabefuld Yngling. Da det blev Nat, fendte 
Jarlen fine Mænd bort og bed dem fare Skovveien til 
Rkedalen: ,de vare filfre, naar han ei var med dem.* 
De ffulde bede hans Son drage med Skibene til Møre; 
er haabede Jarlen at møde ham, naar Bondehæren havde 
wedt fig noget. Haakon var nu ene med fin Tral Kart, 
ang SJævnaldrende, given ham fom Barn i Jandfa+). 
an ſelv ted, men Irælen gif til Gulelven. Det var alle- 
de Binter, og Elven tilfrosfen, men Iſen fuld af Huller. 
or at vildlede fine Forfølgere ftyrtede Haafon fin Heft i 
af disſe og fæftede fin Kuppe ved Jisfanten, gif derpaa 
[en Hule, fom fiden kaldtes Jarlshulen 5), og lagde fig 


) Jarlen havde en Stund i Forveien berøvet en mægtig Mand i 
Guledalen, ved Navn Brynjulf, hans Kone; allerede dengang havde 
ber været almindelig Misnøie blandt Bønderne, og det var nær 
ved Opftand. Men nu reifte Alle fig paa Ormé Bud. En. 
ØL Ir. S. Kap. 53. Fornm. 8. Kap. 101. 

*) Denne ffal fiden være Faldet Jarlsbalen (Snorre anf. Sted, 

— Fornm. 8. Kay. 102). Navnet findes nu ei længer; men man 
formoder, at det har været en Dal ſtrax ved Meelhuus, gjennem 

a  hvilfen en Bak, faldet Lobbækfen, løber. Ut den ligefom Meel- 

huus har ligget paa Elvens øftre Side, fynes at fremgaa af den 

4 følgende Fortelling. 

M Gaarden Viggen I Børgfens Preftegjæld. 

9 Saa faldtes Gaver, fom det var SHE at fljenfe Barnet, naar 

bet ſik fine førfte Tænder. 

) Grny iffe at finde; den maa have været paa Elvens veftre 

le. Hele Guledalen og ifær dens nordligfte Deel er uden 

Wivl bleven meget forandret ved bet flore Jordfald og den deraf 

Mgente Overfoømmelfe, fom ber fandt Sted i bet 14de Aarkun- 
2. 








288 Haafon Jarl. 


her til Hvile. Ogfaa Kark fov, men da han vaagnede, 
talte han fin Drøm: han fyntes, at en fæl Mand 
ned over Lien og bod ham fige Jarlen, at nu vare 
Sunde lukkede. Med mørke Unelfer udbrød Haafon: ,E 
er det da forbi med mit Liv." 

Erlend, hans Søn, havde imidlertid faaet Budfl 
fra fin Fader og vilde ftrar drage ud af Fjorden med 
tre Skibe, men mødte Olaf Tryggvesføn. Han merfed 
det var Fiender, og vilde ro til Land; Olaf, fom troed: 
bet var Farlen, bød fine Mænd af alle Kræfter forj 
ham. Da Erlend allerede var fommen Stranden nær, 
han paa Grund, løb over Bord og vilde redde fig 
Svsmmen; men Olaf flyngede Rorpinden efter han 
rammede ham i $Hovedet, faa Hjerneftalien braft. Gaal 
endte Erlend fit Liv. Hans Mænd bleve deeld bro 
deels fangne, og nu fil Olaf vide, at Jarlens Folk 
adfvredte og han felv flygtet. Gnart fom ogfaa Bend 
til ham; hans Rygte var kommet dem for Øre, de 
ham ſtrax til Høvding, og hele Skaren for op i Gul 
len at føge Sarlen. 

Haafon havde forladt Hulen og var gaaet til G 
den Rimul1), hvor hans VBeninde, den maægtige Tho 
boede. Han fil hemmelig tale med hende og: bad å 
fljule fig; hun fvarede, at hang Fiender vilde randfage 
hendes Huus, og ei vidfte hun noget Sted, der var tr 
uden det flulde være under hendes Svinefti. Hun f 
dem did. „Her fulle vi berede os Skjul,“ fagde Ju 
„Livet maa vi redde og ei bryde os om, hvordan Herde 
er.“ Medens Kark grov en Grav og bar Mulden å 
fif Haafon af Thora høre Olafs Komme og Erlends E 
Derpaa ſteg han ned i Graven med Frælen; Thora 


1) Gaarden Romul i Meelhuus Sogn, omtrent ligeoverfor ME 
paa Elvens Veſtſide. 


995. Haakon Jarls Vlugt. 289 


8 og Mad, dakkede over med Bræder, Mog og 
3a Drev GSvinene ind. Ingen vidſte dette uden hun. 
midlertid var Olaf med Bønderne fommen til Elven 
De fundet Jarlens druknede Heft og hans Kappe; 
: føde fig ei bedrage og vedbleve at føge. Man havde 
fe om, at Haafon var paa Rimul, og randſagede dere 
ie hvert Huus, men fandt ham iffe. Da famlede Olaf 
tænd til Thing paa Gaarden, ſteg felv op paa en 
ved GSvineftien og lovede med hoi Roft en for Be» 
g for Jarlens Banemand. Derpaa forlod han Rimul 
sondehæren og drog til Lade. Haafon og Kark hørte 
pen Olafs Ord, og en Ungft greb Jarlen, fom han 
forhen havde følt. Han faftede et Blik til Irælen 
Å Qysflinnet, at han fliftede arve. „Hvi er du 
eg,“ fpurgte han, „og ſtundom fort fom Jord? Er det 
ia, at du vil fvige mig?" Frælen fagde Nei. „Vi 
begge fødte i een Nat," fagde Jarlen; fort vil der 
de mellem vor Død.” De fpiifte fammen og brak 
Kar. Da det blev Nat, holdt Jarlen fig vaagen, 
Erælen fov en urolig Søvn, og da han vaagnede, 
e han fine ildevarélende Drømme?). Jarlen bad ham 


ørfte Gang, han vaagnede, fortalte han fin Herre, at det tyftes 
am, at de begge havde været paa eet Skib, og han frulde fyre; 
larlen fagde: ,Der raader du nu for vore Levedage. Vær mig 
to, fom du bør være; derfor ffal du blive lønnet af mig, naar 
ebre Dage fomme.” Kark fovnede atter og gav fig ilde i Søyne. 
Da han vaagnede, fpurgte Jarlen, hvad Han drømte. , Paa Lade 
mr jeg nu," foarede han, „og Olaf Tryggvesføn lagde en Guld- 
fde om min Hals, og besuben fyntes mig, at han gav mig en 
or Heſt.“ Jarlen fagde: , Det betyder, at Olaf ffal lægge en 
lbrøy Ring om din Hals, hvis du fommer til ham. Vogt 
8; Han vil halshugge dig og fiben fæfte dig i Galgen til Spot 
I faaledes give dig en Heft. Men af mig ffal du nyde Godt, 
" tilforn, hvis du iffe fviger mig." (Olaf Tr. S. i Forum. 
Ray. 104. jvfr. Gn. DI. Yr. S. Kap. 55). 

Sevier. Norges Hiftorie. 19 


290 Haafon Jarl. 


være fig tro: , Jeg flal rigeligen lønne dig," fagde 
„naar bedre Dage fomme.” Begge vaagede nu, og 
Ene troede ei den Anden. Men mod Morgenftunden f 
den udmattede Jarl i Søvn; han gav fig ilde og fl 
rædfomt. Da greb Kart en Kniv af fit Belte, fr 
ben i Haakons Strube og gav ham faaledes Døden. I 
len afffar fin Herre Hoved, lob bort med det til & 
fortalte her fin og Jarlens Færd og fordrede Lon. 9 
Olaf fønnede Forræderen, fom han fortjente, og lod å 
halshugge. De forbittrede Bønder fæftede Haakons Ho 
- paa Galgen ved Siden af Tralens og kaſtede Stene | 
dem under Forbandelfer; hans Krop brændte de, og o 
hele Throndhjem nævntes han ei anderledes end ben om 
Jarl.  $Haafon var 58 Yar gammel), da han faldt f 
et Offer for fin Voldſomhed og fine Rænkér; han var! 
fidfte Hedning, fom beherffede Norge). 


Hedenſkabets og Chriſtendommens Kamp er Midt 
punftet, hvorom Norges Hiftorie tfær dreier fig i de mi 
mefte 30 Var efter Haafon Jarls Død. Nordmænda 


1) Olaf Tr. S. i Fornm. 8. Kap. 104. VFlatøbogen I, 239. 

3) Odd Munk forteller Haafon Jarls Endeligt med avftillige 
vigelfer fra de øvrige Gagaer, men fortjener heri, fom elt 
liden Tiltro. Ågrip Kap. 11 flemmer i det Hele med def 
Sagaer i Fortællingen om Haafons fibfte Skjebne. Den fig 
at Thora var Jarlens Frille, og afviger deri, at ben laver Å 
fen, fom føgte efter Jarlen paa Rimul, true med at opbrø 
Gaarden. Da Haafon hørte dette, vilbe han iffe pines af f 
Fiender og lod Trælen overffjære fin Strube. Hovedet blev hv 
til Kjøbftaden, og da Flokken for ned over GSteenbjerget (Å 
føndenfor Throndhjem), var hele Fjorden fuld af GStihe, idet 
Almuen havde reift fig paa Grund af den udfendte Harpil 
var firømmet fammen for at tage Haafon af Dage. Denne € 
fægger til, at bet var om Baaren, at Haafon døde. Efte 
andre Sagaer fynes det at hane været vev Vinterens Begyr 


Hedenffab og Chriſtendom i Norge. 291. 


tløftige Sotoge havde allerede tidligen gjort dem be— 
ndte med den Hriftelige Tro; men længe gjorde denne 
nm fidet Indtryk paa dem. En Enkelt funde ved de For» 
tilinger, han hørte om Chriſti Fraftige Gjerninger, bevær 
eg til at paafalde ham ved Siden af fine fædrene Afgu⸗ 
er2); Nogle føde fig og primfigne (betegne med Korfet) 
or med ftørre Frihed at funne omgaaed de Chriſtne?). 
Men i det Hele hærdede den omflaffende Vikings Liv hand 
Hjerte mod Chriſtendommens Blidhed, og det varede længe, 
jer nogen Upoftel prædifede Troen for den roligere Slægt, 
ber blev hjemme. De Omvendelfesreifer, fom Munken 
Ansgarius og flere franfiffe Prefter i det de Aarhun— 
brede gjorde gjennem Danmark og Gverige, vandt vel 
Chriſtendommen Iilhængere i disſe Lande, men havde ins 
gen umiddelbar Jndflydelfe paa Norge. — Mangen Hed- 
ning anede vel Afgudsdyrkelſens Tomhed; enkelte fromme 
Tenkere vendte fit Sind til ben evige Gud, alle Tings 
Ophav, der iffe var Ufalæren felv fremmed, og faa i So— 
Im hans meft ophøtede Billede 3); Flere, der ei formaacde 
at fine faa bybt, levde uden Gud og fatte fin Lid til egen 
Ktaft 4). Af hine behøvede Ghriftendommen fun at fjen- 


1) Gaalebes heder det om Helge den magre, em af Islands Land- 
namsmand, at han vel var Ghriften at falbe, men dog var meget 
blandet i fin Tro: han var dobt og fagde fig at tro paa Ghrift, 
men han paafaldte Thor til Søreifer og vanffelige Foretagender. 
tandn. III, 12. Olaf Ir. S. i Fornm. S. Kap. 124. 

Å Grempler herpaa i Nornageftsf. Kap. 10. Egils S. Kap. 50. 

% Ger ovenfor S. 230 og Anm. 1. Paa det der anførte Sted I 

Landn. 1, 9 fortælles der om den islandffe Høvding, Lovfigeman- 

ben Thorfel Maane (+ 985), at han i rene Seder unde lignes 

med den bedfte Ghriften, og at han i fin Helfot lod fig bære ud 

Ge innt og anbefalede fig til 'ben Gud, fom havde frabt 

ølen, 





I Paa denne Tro findes mangfoldige Exempler. Gærøingen Sig- 
fotd Breſtersſon erflærede for Haafon Jarl, da denne fpurgte 
am, hyad Fro han havde, at han fortrøftede fig paa fin Lotte 

19* 


292 Haafon Jarl. 


deg for ogfaa at antages; for disſe var der idetmindfe i 
ingen Grund til at hade og forfølge den. Mien Moængden | 
af Folfet holdt endnu faft ved Afalæren. Almuen var 
fænket til den ved Overtroend frerfefte Baand: den far I 
Guddommen i Iræ» eller Steenbilledet, troede, at den rørte : 
og befjælede bet, aabenbarede det Tilfommende og gav gode I 
Raad gjennem det Mund; ved alle Slags Offere, felv af 4 
Mennefter, flræbte den at gjøre fig Guderne gunftige. Her 3 
bingerne forfvarede tillige Afatroen af Egennytte: de vare I 
Aſernes førfte Tjenere, Gudehufene8 og Offringerned Jor å 
ftandere og virfede udentvivl i denne Egenſkab ligefaameget 4 
paa Almuen fom i Gaenffab af verdslige Styrere. Over» i 
hovedet følte man Afſky for at fvige en Tro, fom paa bet 
nøiefte var forbunden med det huuslige og offentlige Liv. å 
og å bvilfen man faa Kilden til Fodrenes og fit eget Held). 

Ghriftendommen var Fun lidet befjendt i felve Norge I 
før under Haafon den gode, men blev nu med ect paa ; 
buben fom Landsreligion; derfor fandt den almindelig Mod i 
ftand. Den forefom de ivrige Hedninger fvag og uman å 
big; de faa i den fin Kraftd og Friheds Grav. Ban : 
derne yttrebe ben bheftigfte Uvillie mod Faſten og Ufhold I 
fra Arbeide paa Helligdagene, noget, fom de fagde vilde å 
fægge bere Rand øde?). Haakon gav efter før at undgan ; 
Strid med fine Underfaatter og fod Ufatroen flaa ved Magt 


og Geterfælhed, og denne Tro havde hivtil Hjulpet ham (Olaf 
Fr. GS. i Fornm. 8. Kap. 184). Et lignende Svar gav Arnkjol | 
Gelline Olaf den hellige før Slaget paa Gtifleftad. Gun. Olf 
pb. hell. S. Kap. 227. 

Man finder paa mange Steder faadanne Vitringer af Hednie: I 
gerne, fom „at be ei vilde forlade fine Fædres Tro“; „at denne 


as 
Nes! 


Fro hidtil Havde Hjulpet dem, og ſaaledes haabede de og, at det J 


vilbe free i Fremtiden"; ,at be ei kunde vente fig Andet end 


Ulyffe og Uaar, naar deres Guder vrededes paa dem for ders J 


Frafald“ o. f. 9. 
3) Sn. Haafon Gode S. Kay. AU. 





Hedenſtab og Chriſtendom i Norge. 293 


Grif Blodsxes Sonner vare Chriſtne af Navn, men ei af 
Gindefag; deres voldfomme YFremfærd mod Hedenffabet 
vitkede Jntet for deres Tro, da den fun reifte fig af Gjer- 
righed og Undertryffelfeslyft. Imidlertid virfede Handeld- 
forbindelfer, at Ghriftendommen lidt efter lidt blev mindre 
fremmed, ifær for Jndbyggerne i det fydlige Norge); og 
nagtet Haafon Jarl gjorde Ult for at udrydde dens Spor 
8 Derimod hæve Hedenftabet, faa var dog bdette allerede 
mdergravet af Bantro og grov Overtro og omftyrtedes 
erfor fnarere, end man føulde vente, da bet angrebes med 
Rraft. 

Chriſtendommen, faalede8 fom den paa didfe Tider 
ærte8, var vel langt fra fin oprindelige Reenhed, men fuld af 
igterifl Liv. En Mængde menneffelige Tilfætninger vare 
eregnede paa at holde uoplyfte Folkeſlags vilde Kraft 1 
Sømme til famme Tid, fom de ved GSandfelighed vandt 
Jereg fevende Bhantafi. Gjennem en Mangde Billeder og 
Symboler fededes Tanken til det Ufynlige, meden8 mange 
Former, fom det gjordeg til GSamvittighedafag at iagttage, 
1formerfet hævede Religionens Tjenere til Folkets Ledere. 
å mange $Henfeender lempede ellers Chriſtendommens For- 
yndere fig efter Hedningernes Foreftillinger. Kirferne reie 
des paa de Steder, hvor for Afgudshuſene ſtode; de drifte» 
ige Gefter henførtes til Tider, da de hedenfte holdtes; 
Ofrgjeftebubene forvandledes til driftelige Gilder, og 
Dindebægerne vieded til Helgenerne, iftedetfor til de hedenfle 
Suder2). Paa den anden Side forfmaaede de dog ei 


) Fra Bifen (tfær fra Tunsberg) dreves megen Handel paa Sar- 
land og Danmark, i hvilfet fidfte Land Ghriftendbommen i 10de 
Aarh. alt havde vundet temmelig Fremgang. 

) Selv Paverne anbefalede Chriſtendommens Forkyndere faavidt 
muligt at lempe fig efter Hedningernes Foreftillinger for faalebeg 
lettere at bringe dem til Omvendelfe. Beda har I fin Kirfehi- 
ſtorie (1,30) bevaret et Brev fra Pave Gregor den Howe W 
Uugufiinud, ber førft førfyndte Ghriftendommen blandt UAngel- 


294 Olaf Tryggvesføn. 


Heller Lift og Tvang, hvor de Intet funde udrette ve 
. Overtalelfe og Lempe, og det var uden Tvivl den mindſt 
Deel af dem, fom havde noget rigtigt Begreb om fan! 
Omvendelſe. 
Saaledes var de to Religioners Vaſen, fom efter 
$Haafon Jarls Dod traadte i en alvorlig Kamp mov hin. 
anden i Norge. Hvorledes Kampen fortes, hvorledes Chri- 
ftendommen feirede, og hvile Forandringer den med Tiden 
frembragte i Folfeliv og Regjeringsform, wil den følgende 
Hiſtorie vife. | 















Olaf Cryggvesfon. 


Olaf Tryggvesſon var 27 Yar gammel, da har: 
fom til Norge; hang Heltegjerninger i fremmede Lande vare 
Nordmændene befjendte, og hans Gljønhed, Styrke 9: 
blide Bæfen vakte Mindet hos dem om Haafon den gode!) | 
Thronderne faa Ingen mere fliket til at blive Landet 


farerne (omfring 600), i Kvilfet Paven befaler Auguftinus ,i et 
øbelægge Folfets Afgudshuſe, men blot at tilintetgjøre Guwdil-: 
lederne i bem, fiden renfe bem ved Befprængelfe med Bie, 
bygge Altere i bem og lægge Nelifvier I disfe; man kunde Me 
benytte dem fom Kirfer; thi Almuen vilde helft fomme fame 
paa de Steder, hvor ben tilforn var vant til at forfamkt” 
Ligeledes heder det I dette Brev, at, fiden Folket var vant ild 
flagte en Mængde Orer fom Offere til fine Guder, faa vik: 
Paven, at denne Skik ffulde forvandles til en driftelig Feilighe: 
Folket ffulbe nemlig paa de hellige Martyrers Høitibadage fot 
fed ved Kirferne og ber flagte Dyr og holde religiøfe Gjøa” 
til den fande Guds ÅAEre. | 
1) Om Olafs Udfeende heder bet hos Odd Munt (Kap. 50, Forn: 
S. X, 321; Munchs Udg. Kap. 41): Olaf var for af Bert 99 
meget beleven, havde hvidt (meget lyſt) og glat Haar, får 
Øtenbryn, lys Varve, herlige Øine, og det er fagt, at to ud 
ei funde være Uigere Å alle Henfeender end han og Haafon Adel⸗ 
ſteinsfoſtre. | 


995—996. Olaf tagen til Konge. 295 


yrer efter Haafon Jarl og modftaa dennes kjckke Son⸗ 
, Bois De vilde hevne fin Fader. Paa et almindeligt 
ing (allsherjarpbing) tilbømte derfor Bønderne af Thrond» 
må 8 Fylker Olaf Norges Rige, faa vidt fom Harald 
aarfager havde raadet, og han ſvor dem igjen at over- 
de Landets Love. De øvrige Nordmænd fulgte Thrøn- 
meg Grempel; da Olaf om Binteren gjennemfor Landet, 
ev han paa alle Lagthing antagen til Konge, og de Høve 
nger paa Oplandene og i Viken, der forhen under Haa- 
n Jarls tidligere Megjeringgaar, i det mindfte i Navnet, 
de været den danfle Konge undergivne, bleve nu Olafs 
lend. De oplandfle Konger af Harald Haarfagerd UG 
fjendte ham fom fin Overfonge og beholdt fit Fædrene- 
ge paa de gamle Bilfaar. Haakon Jarls Sønner og 
tes Tilhengere flygtede til Sverige, hvor de bleve vel 
odtagne af Kong Olaf, Erik Seierfald Søn). 

Utlerede medens Olaf opholdt fig i Beften, havde 
m lovet, at hvis han nogenfinde fom i Befiddelfe af fit 
rdrenerige, da ſtulde han af al Kraft firæbe at indføre 
hriftendDommen?), og dette Løfte holdt han. J Viken var 
hriſtendommen forud befjendt; her havde hand Fader raa- 
tog været afholdt, her var hans Gtiffader Lodin og 
må Morbrødre Karlshoved, Joftein og Thorkel 
yrdil anfeede Høvdinger; derfor valgte han denne Deel 
at begynde Omwendelfen med. Foruden fine førnævnte 
tender vandt Olaf ogfaa to mægtige Brødre, Thorgeir 
I $yrning, for fin Sag ved at gifte dem fine Gtif- 
flre, Lodins Døttre, og nu bød han tidlig om Baaren 
196) Bitpæringerne at antage Ghriftendommen. De flefte 
ttede fig uden Banftelighed efter Høvdingerne; de Mod» 


) Su. OL Ir. S. Kap. 57. OL Ir. S. i Forum. S. Kap. 
105. 109. 
) Olaß Er. &. I Fornm. S. Kap. 91. 


296 Olaf Tryggvesføn. 


ftridige bleve bræbte, lemlæftede eller fordrevne. Tidend: 
Aand og den heftige Olafs Jver ledede til Grumhed. å 

Gfter denne heldige Begyndelfe drøg Kongen med fine J 
Skibe langs Ugder og Hriftnede Landet. Da han fom til ; 
Rogaland, ftevnede han Thing og forfyndte baade med | 
Blidhed og Trufler den nye Lære. Bondernes Ordfører 
tabte Modet, og Folket maatte lade fig døbe1). Imidler⸗ 
tid havde Hordekaares mægtige Uttlinger, der gjaldt meſt 
paa Hordeland og Rogaland, raadflaaet om, hvorledes de 
ftulde ſpare paa Kongens Fordring, og De vare Fomne over | 
eens om at føle ham, hvis han vilde forøge Glæmgtené | 
Anfeelfe og Magt. Paa Gulathing erflærede de Olaf, at i 
de vilde antage GChriftendommen og hjælpe ham i Uli 
hvis han vilde give ben unge og fljønne Erling Sljalgé | 
føn paa Sole?) fin GSøfter Uftrid til Cate. Kongen | 
havde Intet herimod; Dog ſtulde Uftrid felv raade. Hun 
ſyntes, at det et var for en ongedatter at egte en Mand, 
Der ei engang var Jarl; men da Olaf vrededeg, gav hun 
efter.  Bønderne gjorde ingen Modftand, da de faa fig for I 
ladte af fine Høvdinger; de bleve alle Åriftnede, og Erling | 
Holdt Bryllup med Mtrid. Kongen vilde give ham Jarld : 
Berdighed; men han foretrakf fine Fadres Berdighedanavn : 
Herfer eller Qendermand, og han fil Landet mellem GSogn 


1) Gnorre figer, at Kongen flevnede Thing paa Rogaland; OL år. 
GS. i Fornm. S., Flatøbogen I, 283 og Odd Munt Kap. Å. 
(Mundjs Udg. Kap. 17) fortælle derimod, at Thinget holdtes pa 
Øen Mofter i GSunnhørdeland, og da have rimeligvis ogfor i 
Hørder været tilftede. Man maa imidlertid antage, at fane 
ringe Deel af Almuen paa Rogaland og Hørdeland har indfunet J. 
fig, men at Hovdingerne og den frørre Deel har henſtudt Sagen 
til Gulathing, hvor de vilde fyare paa Kongens Begjæring. Å 
Snorre Kap. 62. Fornm. S. Kap. 147. 

3) Gaarden Sole i Haalands Vreftegjæld paa Jæderen. 





996. Bifen og det veftlige Norge chriſtnes. 297 


en 1) og Lindesnes med famme Mettigheder, fom Harald 
aarfagers Sønner havde havt af fin Fader*). 

Nu fortfatte Kongen fin Færd nordefter med en ftor 
ær. Paa Dragseid Thing paa Stat bod han de for» 
mlede GSogninger, Firder, Sondmoringer og Romsdøler 
ialget mellem Chriſtendommens Untagelfe og Kamp. De 
matte finde fig i det Forſte; thi de vare for fvage til 
Rodftand. Paa Øen Selja3) flal ved denne Leilighed 
m hellige Sunnivas Lig være fundet, og Norge fik fin 
fte indenlandffe Helgen). Uden Hindringer blev fiden 
tordmore driftnet. J alle disſe fine FForetagender blev 
af fraftigen underftettet af fin Hirdbiſtop Sigurd, en 
ig, from og lærd Mand, ver havde fulgt ham fra Eng— 
md 9). 

Nu var Olaf paa fin Omwvendelfesfærd kommen til 
Arondhjem, hvor baade Landets og Hedenftabets Hoved» 
yrke var. Ogfaa her for han frem med ben ham egne 
vftighed og brændte det flore Hov paa Lade med alle dets 
Sudebilleder efter at have borttaget dets Skatte. Forbit- 
rede herover Lode Bønderne Hærør fare gjennem alle de 


1) Sognefjorbens Munding. 

3 Erling fif altfaa Hørdeland, Rogaland og Nordber-Agder indtil 
Lindesnes med en Fyltesfonges Nettigheder, altfaa med Halvdelen 
af de Fongelige Jndtdyter. --— Sn. O. Ir. S. Kap. 59—64. 
DL. Fr. S. i Fornm. S. Kap. 140. 141. 143. 144. 147. 

) J Nordfjord ſtrax føndenfor Stat. 

9 Segenden om Sunniva og hendes Broder Albanus findes i Olaf 
Xryggvesføns Saga i Fornm. S. Kap. 106—108. Det Hele er 
muligens et Opfpind af de Geiftlige, ber fulgte Kong Dlaf, for 
at ffaffe Chriſtendommen Anfeelfe. Hiftorien Hender nok ellers 
iffe til Sunniva. 

) Denne Sigurd er rimeligviis udgaaet fra den nordgermaniffe Be- 
folfuing, fom allerede fra bet Ybe Aarhundrede havde fat fig faft 
i bet nordlige Gngland. Hans Gharafteer ſtildres i Olaf Tr. 
GS. i Fornm. S. Kap. 107. — Sn. OL Ir. GS. Kap. 65. 
ØL Tr. S. i Fornm. S. Kap. 149. 


298 Olaf Tryggvesføn. 


nærmefte Fylfer og famlede fig mod Kongen. Denn 
fod derfor Fjorden; han vilde ei oppebie Thrøndernes 
greb, men heller drage til Haalogaland og chriſtne 
Fylke. Rygtet om hans Henfigt gif imidlertid forud 
ham, og Haaleygerne vare rede til at forfvare fin Tro 
der Høvdingerne Haaref af Thbjotta, Eyvind SK 
fpilberd San, Thorer Hjørt af Baage) og Eyv 
Kinnrifa (med den revne Kind). Udenfor Nambaler 
Kongen dette at vide og vendte om til Throndbhjem, | 
Bondehæren allerede havde adfpredt fig. Om Høften 
lagde han RKjøbftaden Nidaros ved Nidelveng Udløb, I 
gede fig her Kongsgaard og Kirke og beredte fit Bi 
fæde. Ikke hindrede Bonderne ham heri; de bade Fun 
Guder modftaa ben nye Tro og bløtede dem ved Binte 
ſtore Offere *). | 
J Begyndelfen af Vinteren lod Olaf Bud gaa 
hele Throndhjem og ſtevnede Folket til 8 Fylkers I 
paa Froſta. Bonderne forandrede Thingbudet til Å 
bud, og da Kongen fom til Thinget, fandt han den 
Umue væbnet. Dens Ordfører var ben mægtige & kje 
faldet Jern⸗Skjegge, fra Upphaug paa Yrjar 3). I 
gen begyndte at forfynde Chriftendommen med Blid 
men afbrodes fnart ved Bondernes Skrig og Yr 
„Han flulde tie, ellers vilde de dræbe ham eller drive I 
af Landet. Samme Vilkaar havde de før forelagt Å 
Haafon Adalfteindfoftre, og Han gav efter for dem; 
gjørde bedft i at følge denne gode Konges Exempel.“ Å 
1) Fhjotta er Thjøtø paa Helgeland, Vaage Baagen i kLefſo 
2) Sn OLT. GS. Kap. 65.77. Ol. Tr. GS. i Fornm. 8. Kap 1 
% Henfeende til Ordenen og Tivsfølgen i de nu paafølgend å 
givenheder vetter jeg mig efter OL Tr. Saga I Fornm.d, 
GSnorreé Ghronologi for Olafs Megjeringstid ikke ret fem 
hverfen med fig felv eller med andre GSagaers Udfagu. Dr 
Afvigelſer fra den her antague (Fulle fenere blive anført. 
3) Gaarden Ophaug I Ørlandeds Vrieqela. 


996—997. Thrøndelagen driftnes. 299 


1 faa Bondernes fafte Beflutning og Overmagt; han gav 
er og fovede at fomme til deres ftore Midvintersblot, 
m efter gammel Skik fluldbe holbes paa Mære, og hvor» 
| al Throndelagens Høvdinger firømmede fammen. 'Her- 
ed hævedeg Ihinget, og Olaf vendte tilbage til Nidaros. 
: Sulen indbod han til fig alle Udthrøndernes Hevdinger 
g modtog dem med et herligt Gjeftebud. Men Dagen 
fter famlede han dem til Huusthing og talede til dem om 
;hinget paa Frofta: , Jeg bed Eder Chriſtendommen,“ fagde 
an, "men J bade mig at blote med Eder, og vi aftalte 
t modes paa Mære for der at ofre. Skal jeg da blote 
g udfone mig med Guderne, faa vil jeg gjøre det ftørfte 
Blot, fom end har været: ei vil jeg dertil vælge Træle 
ler Ugjerningömænd, men De ypperſte Bønder vil jeg 
hente til Guderne.* Han udvalgte ftrar fer tilftedevæ- 
ende Høvdinger dertil; ligefaamange vilde han fiden vælge 
f Jndthrønderne. Kongens Mænd frode rede til at gribe 
ftene, og de forfærdede Bønder faa ingen anden Udvei, 
nd at bede Kongen om Naade, lade fig dobe og give Olaf 
ine Sønner og Jrænder fom Gidler for fin Troftab. 
Efter Juul (997) for Kongen med fine Moænd ind til 
Mære og fandt ber alle Ghriftendommen fiendfle throndſtke 
hovdinger. Olaf fatte Thing, og begge Partier mødte fuldt 
sebnede. Under Larm og Skrig fra Bondernes Side paa- 
ed Kongen atter Ghriftendommen. Skjegge førte Ordet 
om paa Frofta og bød Songen at bløte fom hans For- 
ere, og alle Bonderne raabte, at det faa ſtulde være. 
Rongen fagde Da, at han vilde gaa ind i Hovet og fee 
Jereg Offerſtikke. Med faa af fine Mænd og nogle Bøn 
et traadte han ind. Mange Gudebilleder vare opftillede 
Hufet; i Midten flod Thor, ſmykket med Guld og Sølv, 
8 blev meft hædret. Alle de Jndtrædende vare uvæbnede 
ormedelſt Stedets Hellighed; ikkun Kongen havde en guld— 
eſſagen Gtav (refdi) i ſin Haand. Med den Fog hon 


300 Olaf Tryggvesføn. 


Ihor ned af Forhøiningen, hvorpaa han flod, og hand; 
Mand gjorde det Samme med de øvrige Guder. Da blev i 
der frort Bulder. Skjegge vilde trænge fig ud af Hovet, 
men blev dDræbt i Døren af Kongens Mænd. Olaf gik udi 
og bød Folket fætte fig; i en flarp Tale revfede han Bane : 
dernes Modftridighed og bad dem tilfidft Daab eller Kamp. 
De havde miftet fin Unforer, og Ingen vovede at trævei 
Skjegges Sted; de maatte da lade fig Hriftne og give 
Kongen Gisler.  Prefter fore nu gjennem alle Throndhjemé 
Fylfer, og Ingen vovede at afflaa Daaben). Olaf vile 
udſone Skjegges Drab og forligte fig med hans Frænder | 
ved at egte hans Datter Gudrun. Men om Brudenat | 
ten vilde hun dræbe Kongen, da han var falden i Søm! 
Han rev Kniven af hendes Haand og kaldte fine Mand 
til; da brøg Gudrun bort fra hans Gaard med fit Følge). I 

J Qøbet af Uaret 996 havde Olaf Tryggvesfan Hut i 
net hele Norges Kyftland lige fra Bifen og indtil Haale⸗ 
galands Grændfe. Dette Fylke, hvor Indbyggernes Uvillie 
mob den nye Tro allerede havde tilkjendegivet fig paa det” 
tydeligfte, overflod Kongen for det førfte til fig felv, oppe I 
biende en befvemmere Leilighed til at udføre fine Planer. 
Gtørftedelen af Uaret 997 tilbragte Kongen i den nordlige : i 
Deel af Landet, fysfelfat med her at befæfte og videre 
udbrede Chriftendommen. Ved Sommerens GSlutning var | 
han paa Søndmøre. Om Høften drog han fydefter langé 
Qandet, befæftede overalt ben nye Tro og fom ved Bir å 
teren8 Begyndelfe til Biken. Herfra drog han til Ringe * 


1) Sn. OL Fr. S. Kap. 72—76. OL Ir. S. i Fornm. S. Kap | 
162. 165—167. Kongens ffarpe Tale læfes i den fidfte Cap 
Kap. 167 og med nogen Forandring i Flatøbogen I, 322 få 
$Hovedindholdet er paa begge Steder det famme og faa charalte⸗ 
riſtiſt for Olaf og hans Tidsalder, at det viſt ikke er nogen ſeucte 
Gagaftrivers eget Opfpind, men en virkelig Overleverelſe fro | 
Oldtiden. - | 

3) Sn. OL Yr. S. Kap. 78. DL . OS. (rom. 3.41. 16. NJ 


v 

















997—998. Ghriftenbommen befæftes i Norge. 301 


fe, hvor Fylfesfongen Siqurd Syr herffede, en Sønne» 
m af Harald Haarfager8 Son, Sigurd Mife, og gift med 
lafta, Harald Grenſtes Enke. Baade Kongen og alt 
holket Lod fig babe paa Olaf Tryggvesſons Bud; det Samme 
tede og andre Steder paa Oplandene 2). 

Medens Olaf opholdt fig i Bifen om Binteren og 
Baaren 997—998, ftræbte han at udrydde Hedenſtabets 
tevninger; ifær forfulgte han bem, ber øvede Seid og Gal- 
br. En af de berømtefte Seidmend paa den Kant af 
andet var Gyvind Kelda, en Sonneſon af Harald 
Haarfager8 Søn, Røgnvald Mettilbeine. Ham og mange 
hans Qige bød Kongen til fig og føgte førft at overtale 
dem til Chriſtendommen; men da dette ikfe nyttede, lod 
ban dem herlig beverte og derpaa indebrænde, da de berus 
ſede vare faldne i Søvn. Eyvind alene undfom gjennem 
Hjoren paa Hufet. Tidlig om Baaren drog Kongen med 
meget Folk lange Ugder og Rogaland og holdt Paafte» 
gjeftebud paa Agvaldsnes paa Den Kormt. Hid fom Ey— 
vind Kelda om Natten paa et Langſtib, ledfaget af mange 
Eridmænd, og vilde hevne fig. Men de bleve alle fangne, 
og da ve endnu negtede at modtage Ghriftendommen, fød 
Daf dem bundne lægge ud paa et Skjer, fom Havet i 
Flodtiden overføyllede, og tog dem ſaaledes af Dage ?). 

Ikke længe efter tilbad der fig Leilighed for Olaf til 
Pu en liftig Maade at faa Bugt med de gjenftridige Haa» 

ger. Da han nemlig om Sommeren 998 langfomt drog 
tordefter, traf Han paa Nordmøre to unge Haaleyger, Brøe 


) Su OL Ir. S. Kap. 66. 67. OL Tr. S. i Fornm. 8. Kap. 
194. Flatobogen I, 370. 

% Gu. OL Tr. S. Kap. 69—70. OL Ir. S. i Fornm. S. Kap. 
195. 198. SFlatøbogen I, 373. 377. — Om Munt Kap. 32 
(Mundjs Udg. Kap. 27) lader Olaf famle Seidmandene til fig I 
Nidaros og fortæller femere (Kap. 40), at Eyvind og hans Led- 
fagere bleve halshuggebe paa et Skjer ved Den Kormt. 


302 Olaf Tryggvesføn. 


dbrene Sigurd og Hauk, fom juft vare fomne fra em 
Handeldreife til England; Kongen bed dem antage Chri⸗ 
ftendbommen, men de affloge bet. Han lod dem da laggen 
i Lenker og føre med fig til Throndhjem. En Nat unde | 
flap de af Joængflet, og Jngen vidfte paa bvad Maade; | 
thi Lenkerne fandte8 ubrudte og Dørene lukkede). Seent 
om $Hoften fom Brødrene til Haarek af Thjotta, bleve vel: 
modtagne og vare hos ham om Vinteren. Tidlig om Baer: 
ren (999), en Dag, da Beiret var godt, fil de Haarek ale: 
ud med fig paa en Lyftfeilad3; men da de vare fomne fri! 
Land, tvang de ham til at lade dem raade for Færden ogå 
ftevnede nu med gunftig Bør til Nidaros; hvor Kongen? 
havde været om Vinteren, og overleverede Haarek til ham.» 
Olaf bad ham at lade fig dobe; men han mnegtede det. | 
Siden talede Kongen ofte med ham, fnart hemmeligen; å 
fnart i Undre8 Paahør; og da ſyntes Haarek fredfe lige 
haardnafket. Endelig fagde Olaf, at han ingen Bold vilde 
tilføie ham formedelft deres Frændffab, og for at han td 
flulde fige fig at være fvegen, men truede med at villet 
bjemføge Haaleygerne til Sommeren. Haarek lod til att 
være glad ved at fomme bort jo før jo heller og drogå 
hjem paa en Skude, fom Kongen havde bemandet ?*). trap 


1) At de ere flupne ud ved Kongens Hjælp og efter at have lovet ham k 
fin Hjælp til at folge Haaleygernes Høvdinger, vifer den følgende å 
Fortelling tydelig nok. Kongen, heder det, irettefatte dem, MV 
ftulde pasfe paa JFangerne, men firaffede" bem ikke videre. 
Oo» Munt Kap. 41 (Munchs Udg. Kap. 33) figer, at Olaf føk 
bød Haarek to, berpaa tre Fylker at raade for, hvis han vilde forlab. 
Hedenffabet; men dette negtede han. Siden bød Kongen fire Ål; 
fer, og bette Tilbud antog Haaref og lod fig døbe. — Dette far i 
dog iffe være ganffe rigtigt; thi man finder aldrig, at Hae 
har havt faa for Deel af Landet at beftyre, fom fire Fe" 
vilde udgjøre, og desuden er de øvrige Gagaers Beretning, & 
Haaref førft ved Kongens Unfomft til Haalogaland lod fig he 
langt fanbfynligere end Odds, efter hvilfen dette frulde være frk | 
før han vendte tilbage LK jern. 
























2 


— 


999. S$Haalogaland driftnet. 303 


var fommen til Thjotta, fendte han Gyvind Kinnrifa 
», lod. ham fige alt, hvad der var hændet, og tillige, at 
f havde i Sinde at fare til Haalogaland med en Har; 
. bad ham. haftigen fomme til fig for at overlægge om 
eg fælleg Jorfvar. Eyvind flyndte fig; men faafnart 
1 var fommen til Ihjotta, blev han greben af Kongens 
end, der havde ledfaget Haaref, og ført fangen til Nida- 
. Hverfen ved Røfter eller Irufler var han at overtale 
Chriſtendommen. Kongen lod da fætte et Bækken med 
øder paa hans Mave; men felv i fin Dodsſtund, uns 
de frygteligfte Pinfler, erflærede Eyvind, at han ei 
ide fade fig døbe; thi allerede i i Moders Liv var han 
en fil Odin og maatte tjene ham til fin Død 1). 

Da Olaf faaledes. ved Sluhed havde banet fig Veien, 
% han mod Sommeren 999 til Haalogaland med en 
r og velruftet Flaade. Haarek lod fig ſtrax dobe og fil 
Gjengjæld ſtore Veitsler. Uden Hinder driftnedes nu 
aſydlige Deel af Landet. De nordlige Haaleyger lavede 
derimod til Modſtand under Anforſel af de magtige 
mdinger Thorer Hjort af Vaage og Raud den 
mme (den fterfe), der boede paa Godserne i Fjor- 
nGalpt (Saltenfjord). De drøge med mange velruftede 
fibe Rongen imøde og begyndte en hidfig Kamp. Dog 
Nte fnart Seieren fig paa Olafs Side. Thorer Hjort 
ſgtede i Land og vilde redde fig ved fit hurtige Lob, men 
nnemborede8 af Olaf med et Kaftefpyd. Raud gik til 
ws og fom lyffeligen til fit Hjem, hvorfra Sagnet figer, 
ban længe holdt Kongen borte ved Modvind, fom hans 
olddom vakte, indtil omfider Olafs og Biffop Sigurds 
ige Bønner feirede. Maud blev fangen, og da han ei 
De lade fig bøbe, lod Kongen ham grufomt pine tildede, 
t han tvang en levende Orm ned gjennem hans Hale. - 


Sn. OL År. S. Kap. 81—83. Ol. Ir. 6. i Fornm. 8. Kay. 
199 og 204. Flatobogen I, 378, 383 fag. 


304 Olaf Tryggvesføn. 


Gfter at have Hriftnet Haalogaland lige til Ømd1) vendte 
Olaf om Hoſten tilbage til Throndhjem*). Det heder, at 
han meer end een (Gang, og fær paa denne Fard, hjem 
føgte8 af Trolde og onde Vatter, ja felv af Aferne, der : 
vilde hevne fit omftyrtede Herredømme; men han feirede 
ftedfe over dem 3). | 
Alle Norges Sofylfer havde nu maattet boie fig før I 
Olafs Magtfprog og befjende Chriftendommen i det minde ; 
fle i bet Ydre. Det er let begribeligt, at her i det Hele ; 
fun fan være Tale om en Ghriftendom i Navnet; thi | 
hvorledes fiulde vel en ordentlig Undervisning i Ghriften ; 
dommens Hovedlærdomme Funne finde Sted under en far 
dan haftig Gjennemfærd af et faare vidtloftigt Landfreq, : 
hvor Bønderne paa de flefte Steder boede vidt adſpredte, 
og bet med den forholdsviis ringe Underftøttelfe af dygtige 
dyriftelige Lærere, fom man maa antage, at Olaf har fun i 





























1) [Saa faldtes, fom det fynes, den fydligfte Deel af det nuværende | 
Genjen, omfring bet gamle Høvdingefæde Bjarfø paa Hindeens 
Nordfide]. | 

5 Sn. OL Yr GS. Kap. 84—87. Ol Tr. GS. i Fornm. S. Kø i 
209—211. Flatobogen I, 393 fag. Odd Munt Kap. 41.52 4 
(Munchs Udg. Kap. 33. 43). å 

3) Mange Vortællinger om faadanne Anfegtelfer, fom Kong Olaf A 
maatte ubftaa, findes i de vidtløftigere Sagaer om ham. Cnortt 
har fun beholdt een af disfe Fortællinger, om Odins Nabenbarelfe | 
for Kongen paa Agvalbsnes i en gammel Mands Gtiffelje. DL 
Ir. S. Kap. 71 (føfr. OL Tr. S. i Fornm. 8. Kay. 196-191:4 
Flatøbogen I, 375 fa. Ovd Munk Kap.:39, i Munchs Udg. Ka 
32). — Under Toget fra Haalogaland fortælles disſe Anfegtelſet 
at have fundet Sted oftere end nogenfinde forhen. Saaledes for : 
tælles, at Thor aabenbarede fig for ham i en ung rødffjegget Mu" 
Skikkelſe og berettede Kongen, Hvorledes han i den fjærne Fork I 
havde frelft Nordmændene for Jøtunkvinder, fom plagede dem (DL 
Jr. S. f Fornm. S. Kap. 213). Sammeſteds figes, at Namur 
ffær var plaget af Trolde og Uvætter; derfor lod Olaf, da po, I 
reiſte der forbi, Klivver og Bakker beſtenke med Vievand for fo” 
ledes at renfe Landet. | 


Birfningerne af Olafs Omvendelfesvert. 305 


et benytte? De Prefter og Lærere, fom ledfagede ham, 
are for ftørfte Delen Engelſtmond, ogfaa enkelte Vydflere; 
nen bverfen fan deres Mangde have været faa ftor, fom 
t vidtleftigt Landfirøg frævede, og heller iffe fan man 
antage, at mange af bisfe Lærere ſtrax have været iftand 
til at prædife for Folfet i Landets eget Sprog eller blot 
paa en Maade, fom nogenlunde lod Deres Lære blive for- 
ſtagelig. Daabens Geremoni har været Hovedfagen, og De 
nodtvungent Døbte have naturligviid i Hjertet Funnet være 
lige faa varme Afadyrfere efter denne Geremont fom før. 
åt derimod Templerne bleve ødelagte og Gudebillederne 
omflyrtede, fønderfnufte og opbrændte, uden at Aferne 
felo faaed at træde i Kamp mod fine Fiender, hvilket de 
ivrige Pedninger havde ventet fig, — dette maatte fjølne 
detes Jver og flappe deres Modſtandskraft, og GSagaerne 
lade og ogfaa tybeligen fljønne, at denne haandgribelige 
Prøve paa Aſernes Ufmagt virfede langt mere end Daab 
og Brædifen til at bane Ghriftendommen Jndgang. — Vil 
bt Indre af Norge, til Oplandene og de mere affidedlig- 
gende Fjeldbygder fynes Olafs Omvendelſesverk fun i ringe 
Grad at have ſtrakt fig. Oplandene ſtode ogfaa fun mid» 
blbart under hans Kongedomme, idet De her værende Fyl- 
tr nærmeft ſtyredes af Fylkeskonger af Harald Haarfagerd 
Et og af andre Høvdinger, hvilfe Olaf hverfen fil Lei- 
ighed eller Tid til at Fue med fin fraftige Haand. Derfor 
tvede ogſaa Ufatroen her paa de flefte Gteder i fin fulde 
traft, uroffet og ufvætfet, i mange Aar efter Olaf Trygg— 
esſons Død, indtil det lykkedes hans Frænde Olaf Ha- 
aldåføn at fulbende det af Ham paabegyndte Bert. 

Blandt de Nordmænd Dderimod, fom i Lobet af det 
bfte Aarhundrede havde nedfat fig udenfor Norge, vare 
Mafs Beſtrobelſer for Chriſtendommens Indforelſe mere 
irkſomme. 

Bi vende os førft til al and fom det vighalte og 


RK. Kevfer. Norges Hiftorie. 20 


306 Olaf Tryggvesføn. 


merfverbigfte af be Lande, der vare blevne befolkede ved 
norffe Nybyggere. Paa denne ØD havde Nordmændene I 
be 100 Yar, fom vare henledne fiden dens Bebyggelfe i 
mange Henfeender uddannet fin frie Forfatning. J Fort 
ningen var hver Høvding en uafhængig Landaftyrer 1 det 
Smaa; hang Huustyende og de, ber med hand Tilladel 
havde nedfat fig i det Hered, han havde tilegnet fig, var 
hans Underfaatter; han faldte8 Gode og var Religionens 
og Rettens Forftander i den Kreda, for hvilken han var 
Hoved 1). Erkjendelſen af et fælles Overhoved var blandt 
Islendingerne iffe at vente; thi netop for at undgaa ei 
faadant havde de forladt Norge. Ikke engang en føle 
Qov havde de i JFørftningen.  Baandet mellem dem var 
een religios Tro, set Sprog og Mindet om et fælles Fadre 
neland. Dog endnu før Udvandringerne til Øen ganſte vare 


1) Navnet Gode (godi) fommer af god (Meutr.), Hedningernes Ve⸗ 


nævnelfe paa beres Guder; thi Goderne vare disſes Prefter. Detes 


Embede og den Kreds, over hvilken dette frrakte fig, fuldled 


Gobord. Embedet var arveligt og kunde øves af Flere i Fel 


lesffab. Var Arvingen umyndig, ſtulde den af Heredsmardene, 
fom agtedes dygtigft, beftyre Embedet, til Han blev voren (Vatndl. 
Gaga Kap. 37). De Familier, fom engang havde givet fig un— 
der em Gode, fynes i de ældfte Tider ei at Have havt Tilladelſe 
til at undbrage fig ham og give fig under en anden; i filbiger 
Tider funde bette berimod lade fig gjøre. Saaledes var Gorr: 
denes eller Herebsforftanderffabernes ældfte Jndretning fra efter 
Landets Bebyggelfe. Den var udentviv! em ortfættelfe eller Eſ⸗ 
terligning af Forfatningen i Norge før Harald Haarfager, med 
Herferverbigheden endnu var i fin fulde Kraft, fun noget mer 


aviftofratiff. Dette var en Vølge af, at de enkelte mægtige år J 
dinger, der i Førftningen havde taget et flort Stykke Land i Ve 


fibbelfe, fom i et mere overordnet Forhold til bem, fom de fr 
gave Bopeæl, og fom vare at betragte paa en Maade fom kr 


feilændinger, fun at de ingen Landffyld betalte uden Afgiften dl 


det fælles Tempel. J Morge derimod havde Herferne med Ovlk 


bønder at gjøre, paa hvis Belyillie deres Magt for frørft on J 


beroede. 







— 


— — 


Islands Forfatning. 307 


rte, vandt bere Forfatning ftørre Sambhold. Nord» 
den Ulfljot af Hørdefaare8 Et, der havde nedſat fig 
m paa Dens fydeftlige Side, brøg i fit 60de Aar over 
Norge og fammenfatte efter Overlæg med fin Morbros 
den vife Thorleif, en Lov, fom ved hans Vilbage» 
ft blev antagen fom almindelig Lov paa Jôland (omtr. 
). Efter Ulfljots Raad blev og til famme Vid et fæl» 
Ihing, Althinget, indftiftet, at holdes hver Midſom— 
paa ben faafaldte Thingvold ved Øyaraaen paa 
dets Sydkant. Her paadomtes de Sager, fom ei kunde 
e afgjorte paa Baarthingene i Herederne. En Ufdeling 
hinget, faldet Lagretten (lögrétta), dannede ben lov— 
mde Statsmagt. Den beftod af Goderne, fom vare 
nævnte dertil, og tvende Mænd af hvert Godbord, fom 
fommende Gode tilnævnte med fig. Det sverfte Opfyn 
»Loven tillagdes en Lovfigemand (lögsögumaår), der 
sted af Ragretten paa tre Aari). Senere (962) blev 


Om Ulfljot og hans Lov famt UAlthingets Oprettelfe fee Are 
Frodes Islendingabok Kap. 3. Landn. IV, 7. Et Par Artifler af 
Ufljote Lov, der fynes at have udgjort dens Begyndelfe og vær 
ret anfeedbe fom færdeles vigtige, nævnes paa det fidfte Sted: 
1. Man ſtulde et bruge Hovedffibe (Stibe med Hoved paa Vor- 
flavnen) i Havet, eller Hvis man havde dem, da ffulbe man tage 
Hovedet af, naar man fif Landet i Gigte, og ei feile til Lands 
med gabende Hoved eller opfpærret Tryne, at ei Landyætterne 
Ce i Landet boende og bet beffyttenbe Aander) derved frulde for- 
færdes. — 2. En Ring paa to Ører eller mere ſtulde ligge paa 
Alteret i hvert Hovedhov; denne Ring ffulde enhver Gode have med 
paa Armen til alle de Lagthing, fom han ffulde holde, og forud 
dyppe ben i den Ores Blod, fom han felv offrede. Paa denne 
Ring ffulbe Ed aflægges; ben Svergende ſtulde nævne to eller 
flere Bidner og fige: „Jeg nævner Vidne paa det, at jeg vinder 
Ed paa Ringen, Loved; hjælpe mig faa Frey og Njørd og den 
almægtige AS (Odin), fom jeg vil denne Sag føge, fom jeg veed 
tetteft og ſandeſt o. f. v.“ — Ulfljots Love, fom udgjorde Grund- 
laget for Den ældre følandffe Lovgivning, have rimeligste vex- 


20* 


308 Olaf Tryggvesfyn. 


Den efter Foreftilling af Thord Geller fra Breidefjor 
den paa Beftlandet inddeelt i 4 Fjerdinger, fualeded at 
hver Fjerdbing omfuttede tre ordentlige Thinglag (ping- 
söknir), undtagen den nordlige, fom omfattede fire. J 
hvert af disfe Thinglag var igjen tre Hovedhov, hvrt 
med fin Gode. Hvert Thinglag havde fit Heredething 
ber foreftoded af tre Goder. De ordentlige Godords Val 
blev faalede8 39, hvortil fenere fom flere nye, der dog ille 
havde ganffe de famme Mettigheder med Henfyn til Repre- 
fentationen paa Ulthinget fom de gamle. Paa UAlthinget 
bleve fire færffilte Fjerdingsretter eller Fjerding 
domme (fjördungsdömar) ftiftede. Hver af disfe Netter 
bannedeg af ni Dommere, udnævnte af hver Fjerbdingé 
ni Goder, faalede8 at hver Gode nævnte fin Dommer | 
Nordlændingerneg  Fjerdingåret havde det famme Antal 
Dommere, fljønt Goderne i denne Fjerding vare 12 
Senere, fort efter Uar 1000, indrettedes paa Ulthinget em 
faafaldet Femterret (fi,mtardömr) eller bøiefte Domfol, 
dannet af 48 Dommere, af hvilte 36 udnævute af M 
gamle og 12 af de nye Godord. Dog fiulde af didfe 48 
igjen 12 udſtydes af de fagførende Parter, faa at de vite 
felig dømmende fun bleve 36 eller 3 Tylfter. | 

Disfe Jndretninger dannede Island til em ordentlig 
Friftat, men funde dog ei forhindre, at idelige indbyrdek | 
Stridigheder fandt Sted, og at Sandheden ofte maa 


meft flemmet med ben norffe Gulathingslov, ſaaledes fom den MF 
i Hedenfrabet, efterdi Thorleif den vife, denne fidfte Lovs Samler, 
par Ulfljots Maadgiver. — ovfigemanden frulde et ømme : 
mellem Folf, men fun fjende, forklare og i fenere Tider ofrsilig 
oplæfe Lovene, famt give fin Betankning i vanftelige Sag | 
Goderne og de Mænd, fom de udnævnte til Rettens Bifddem 
affagde Dommene. ovfigemanden funde vælges paany, naar hart 
tre Mar vare forløbne; kan havde i Løn 200 Alen Vadmel aar ; 
lig af Sagrettens Midler og Galvdelen af alle paa Thluget 
idomte Beder. 


Omvendelfesforføg paa Island. Thorvald Bidførle. 309 


ige for Formen, Retten for Magten. J felve Jolands 
statsforfatning laa Spiren til indvortes Etrid. En kraf⸗ 
ig udøvende Magt manglede; Dommenes Efterlevelfe bes 
toede før en fror Deel paa Hovdingerned Billie, og her 
lom Gaennytte og Lyſt til at vife fin Gelvftændighed alt» 
for ofte med i Spillet, ligefom ogfaa den Ungjældendeg 
Magt tidt gjorde Udflaget iftedetfør Metfærdigheden. Den 
lunftige Rettergang og be mange Formaliteter gave ogfaa 
Unledning til idelige Lovtrakkerier. 

Ullerede blandt Islands Nybyggere havde Der været 
Bhriftne, og det anfeede Høvdinger, meft Nordmænd, fom 
havde boet paa GSuderserne og der vare omvendte. De 
bleve ei- forfulgte af Ufatroen8 Vilhængere og gjorde fig 
heller ingen Umage for at udbrede Ghriftendommen; deres 
Gfterfommere faldt for det mefte tilbage til Hedenſtabet. 

Den beftige Thorvald Kodransſon fra Vatnsdalen 
i Nordlændingsfjerdingen var den førfte, der ſtrabte at 
omvende fine Land8mænd. Som Yngling havde han for» 
ladt fit Fædrenefand, var dragen i Bifing og havde udmerfet 
fig ved Tapperhed og WWdelmod. Han blev dobt af den 
fromme fariffe Biffop Fredrik og overtalte denne til at 
følge fig til Island (981). De gjennemreifte Landet, præ- 
dilede Chriſtendommen og omvendte Mange; paa enkelte 
Steder bleve endog Kirfer byggede. Tilſidſt forkyndte Thor- 
vad den nye Tro fra Lovbjerget pan Islands Ulthing. 
Men nu reifte Hedningerne fig; Skaldene gjorde Nidvifer 
om ham; Thorvald drabte i fin Brede to af fine Mod» 
flandere og blev gjort fredløs. Bel vare hans Fienders 
Angreb paa ham forgjæves; dog maatte Han (986) førlade 
Landet tilligemed Biftop Fredrif og ſtal fiden efter mange 
Bandringer have endt fine Dage i et Klofter i Øften 2). 


% Thorvald Kodransſon blev formedelft fine mange Reiſer Faldet 
Vidforle (den vidtfarende). De fuldftændigfte Etterretuinger 
om ham og hans Forføg paa at chriſtne fit Fædreneland Ffuded Å DUL 


310 Olaf Tryggvesføn. 


Ogfaa Stefner Thorgilsføn fra Kjalarned par : 
Islands GSydfant var i fin Ungdom Dragen til fremmede 
Qande, havde i Danmarf antaget Ghriftendommen og fiden 
en Stund fulgt Thorvald i hans Landflygtighed. Han bl : 
Olaf Tryggvesſons Mand, medens denne var i England, ; 
og for med ham til Norge. Ullerede den forfte Sommer 
af Olafs Kongedomme (996) havde han fendt Stefner til ; 
Island med nogle Klerfer for at omvende Folket; men kun 
Faa agtede paa hans Ord. Stefner vrededes og neddrød 
Gudernes Billeder og Ultere. Men faaleded fom Jolande 
Forfatning var, lod Fun Lidet fig udrette ved flig Heftighe. 
Raa Ulthinget blev Landflygtighed faftfat for den, fom : 
haanede Guderne, og GStefnerd egne Frænder vare de iv | 
rigfte i at fagføge ham. Han maatte derfor den følgende 
Baar atter forlade Øen 1). | 

Medens GStefner ved fin Jver fnarere forværrede en 
fremmede Chriſtendommens Sag paa Island, havde Olaf 
pirfet langt mere for den, og denne Gang ved Mildhe. | 
Flere unge Jölændinger vare fomne til Nidaros om Hoften, 
før Throndhjem chriſtnedes (996); blandt Dem var Kjar | 
tan Olafsſon fra Laxaadalen, af den gjævefte Et paa Den, 
udbmerfet fremfor alle fine Randåmænd i Skjonhed og! 
Legems⸗ og Baabenfærdigheder, desuden Kjartans Foftr 
der og Gøodflendebarn, Bolle FThorleifdføn, og den— 
hvastungede Skald, Hallfred Dttarsføn, der før had 
været ved Haafon Jarls Hird. Alle vare de enige om å 
at antage den Tro, Olaf paabod, og denne tvang dem ikk, 
ſtjont Mange eggede ham til Strenghed; men han vant 
Kjartans Venſtab, faa denne å Julen godvilligen lod Å 
driftne og blev Kongens haandgangne Mand, Alle hart 


Tr. Saga i Fornm. 8. Kap. 130—138. Kriftni Gaga Å 

1—4 og t Thorvald Vidforles Saga. Å 
2) Om Etefners Omvendelfesforføg fre Olaf Tr. S. I Fonn > J. 

Kap. 139, 142. Kin S. Kay. &. | 


Omvendelfesforføg paa Island. Stefner. Thangbrand. 311 


jagere fulgte hans Exempel; felv den egenfindige Hallfred 
fig døbe, ba Olaf flod Fadder til ham, og var fiden 
igens Skald og troefte Ben). Da Stefner om Som» 
en (997) fom tilbage fra Island, foreflog Olaf Kjar- 
at fare derover for at tvinge fine Landsmand til Chri⸗ 
dommen; men denne bad fig fri for dette Hverv, der 
. vilde fætte Splid mellem ham og hans Frænder?). 
n forblev derfor hos Olaf, fom nu valgte til at udføre 
wendelfen fin Hirdpreft, Thangbrand, en GSarer af 
bfel, en flerf og hidfig, men veltalende Mand. Han var 
sen Kongens Ven, medens denne fjæmpede paa DØfter- 
nå Kyfter, var fiden fommen til ham i England, land» 
tig fra Saxen formedelft et Drab, havde fulgt ham til 
rge og var bleven fat til at foreftaa den nybyggede 
fe paa Mofter. Men fnart bortodflede han Kirfens 
Då og for frem med Haardhed mod fine Undergivne. 
tfor faldte nu Olaf ham til fig, irettefatte ham frrengt 
hans JFremfærd og bød ham til Udfoning at indføre 
riftendbommen paa Island. Thangbrand paatog fig det 
feilede fra Nidaros om Sommeren med et ftort Følge 
de af Læge og Lærdbe3). Thangbrand var imidlertid 
t heldigere i fit Foretagende at indføre Chriſtendommen 
a Island, end hang Forgjængere havde været. Da han 
n did, og Henfigten af hans Gendelfe rygtedeg, vilde 
dbyggerne ei hjælpe ham eller vife ham nogen Gjeftfri- 
d. En maægtig Høvding, Hall paa IThvaattaa paa 
tandet, tog fig endelig af ham, gav ham og hans Mænd 
tberge om Binteren og blev faa indtagen af de Åriftne 
ligionsſtikke, at han lod fig og fit Huusfolf døbe. Hall 
: Om disſe Jslændingers Omvendelfe fre Olaf Tr. S. i Fornm. 
8. Rap. 159—165. Kriſtni S. Kap. 10. Snorre Olaf Ir. 
S. Kap. 88—90. Odd Munk Kap. 36 (Mundé Udg. Kap. 30). 
Olaf Ir. S. i Fornm. S. Kap. 174. 

Om Thangbrand fee Olaf Tr. S. i Fornm. S. Kap. 74. 81. 99. 
188, Krifint S. Kap. 5. GSnorre OL Yr. S. Kap. 0. 


312 Olaf Tryggvesføn. 
fulgte Thangbrand næfte Sommer (998) til Althinget, hvor 


- enfelte anfeede Mand fra forffjellige Kanter af Landet an . 
toge Ghriftendommen, blandt dem Kong Olafs Frænder : 
Gisſur Hvide i Sfaalholt og dennes Svigerføn Hjalte: 


Skjeggesſon. Thangbrands vilde Heftighed var imidler 
tid fun lidet fFikket til at fremme den nye Ero.  Moængden 
modjtod den ogfaa baade med Ord og Baaben. Thang— 


brand dræbte to GSfalde, fom havde gjort Nidvifer om ham, I 
og Hedningerne anfaa det igjen fom Tegn paa fine Guderé I 
hevnende Kraft, at Stormen fnufte bet SKÅL, hvorpaa han | 


om Hoſten vilde drage tilbage til Norge. Thangbrandé Lil 


hængere lagde ei heller Baand paa fin Jver.  Hjalte fpote 
tede paa næfte Aars UAlthbing (999) i en Bife Odin og | 
Freyja; men herfor fif Goden Runolf Ulfsſon ham vo f 
Baabenmagt dømt landåforviift. J Følge med Gisſur drog | 


nu Hjalte til Kong Olaf og fandt denne i Nidaros efter 


hans Vilbagefomft fra Haalogaland1). Strax efter fom J 
ogfaa Thangbrand fra Island og klagede bittert over Fol i 
kets Modftridighed. I fin førfte Brede vilde Olaf have | 
dbræbt endeel hedenſte Jölændinger, fom juft laa med fine p 
Skibe ved Nidaros. Men Kjalte Skjeggesſon i Spidſen J 
for fine chriſtne Landsmend gif å Forbon for dem, og det 
uagtet hans Fiende Runolfö Søn Sverting var bland; 
de til Døden beftemte. Kongen felv indfaa ogfaa vi 
nøtere Gftertanke, at deres Drab fun vilde gjøre Jölæn 
dingerne til hans uforfønlige Fiender; derimod vilde Høve I 
dingerne paa Den være føieligere, naar de vidfte fine Dann | 
og Frænder i Kongens Bold. Han lod fig da formilde; i 
de hedenffe Jölændinger bleve døbte, men fit ikke File * 
delfe til at Drage hjem til fit JFædreneland denne Heſt) 


1) Sn. OL Tr. S. Kap. 80. OL Tr. S. i Fornm. 8. Kap. 26. | 


217. VFlatøbogen I, 421—427. Kriftni S. Kap. 7. 8. 


2) Gu. OL Tr. S. Kap. 91. OL It. S. i Forum. 8. Kap. 218. 


Flatøbogen I, 427—429. Kitii S. Kay. 10. 


* 





1000. Island driftnet. 313 


Derimod fendte Olaf tidlig om Baaren Uar 1000 Gisfur 
8 Hjalte til Island for atter at paabyde Chriſtendommen. 
Vite Jelændinger af de gjævefte Glægter, blandt hvilke 
Kjartan Olaféføn og Sverting Runolfsføn, holdt han til 
bage fom Gisler for at give de Udfendte8 Ord mere Vegt!). 
Gisfur og Hjalte landede paa Dens fydlige Kyft paa den 
Lid, ba man drog til Ulthinget. De ſtodte førft paa Run- 
off Godes Iilhængere, fom ingen Gjeftfrihed vilde vife dem, 
4 de maatte vandre en lang Bei tilfods. Siden ſtaffede 
bred Benner og Frænder dem Hefte. De fendte fine Til» 
hengere paa Ulthinget Bud om Underſtottelſe vg ved der- 
Ma did med fylket Hær. Hedningerne ftrømmede ogfaa 
bvæbnede fammen, men vovede fig ei til Kamp, da de faa 
fine Fiender8 Mængde. Dagen efter gif den fredløfe Hjalte 
il Qovbjerget i Spidfen for Klerferne med Kord og Ro» 
lelfe og forfyndte med Djærvhed Ghriftendommen. Følgen 
ar, at Hedninger og Ghriftne under Larm og Skrig er» 
lærede fig ei længer at flaa under famme Lov og flilteg 
d fom aabenbare Fiender. Hedningerne lovede fine Guder 
Rennefteoffere, før at de ſtulde omftyrte den nye Tro, og 
e udnævnte hertil to Mand af hver Landafjerding. De 
Hriftne paa fin Side valgte ligefaa mange, der ſtulde offre 
ø til den enefte Gud ved ofte om et helligt evnet. 
Den kloge Lovfigemand Thorgeir Qjodvetninga-Gode, 
om endnu var Hedning, afvendte den truende Strid, og 
an flal have ladet fig fjebe af de Chriftne til at foretrakke 
eres Sag. Han føildrede Ulmuen i en Vale fra Lovbjerget, 
bor flor Ulykke det vilde volde, hvid Folket deelte fig og 
i adlød famme Lov; derfor maatte det ene Parti give no- 
et efter for bet andet. Da Thinqmændene nu overlode 
et til ham at forfynde den nye Lov, fom Alle ffulde lyde, 
Tllærede han, at alt Landsfolket frulde antage Chriſten— 
ommen og fade fig døbe, famt at alle Afgudshuſe frulde 


') Sn. DL Fr. 6. Kap. 103. Ol. Yr. S. i Fornm. 8. Kay. 228. 

























314 Olaf Tryggvesføn. 


være vanhellige og nedbrydes; dog ſtulde det være tilladt 
at blote i Løn, udfætte de Barn, man ei vilde opfof i 
og æde Heſtekjod. Thinget endte med, at Ulle gave få 
Samtykke til den nye Lov, og Jslændingerne lode fig debe 
uden videre Modftund 2). Da Olaf fif Tidende herom ! 
gav han ftrar de Islondinger, der vare hos ham for i 
Gisler, Orlov til at drage, hvorhen de vilde, og nu for! 
ogfaa Kjartan Olaféfon, der var bleven Kongens inderlige : 
Ben, tilbage til fit Fædreneland, hvor han Port efter faldt i 
for fin Joftbroder Bolles Haand 2). | 
Fil famme Tid, fom Kong Olaf arbeidede paa Jölandé' 
Omvendelfe til Ghriftendbommen, havde han ogfaa fin Op | 
merffombed henvendt paa Færøerne, og ved at vin 
bisfe Dlandes mægtigfte og Ddygtigfte Høvding for fir! 
Sag lykkedes bet ham uden fynderlig Banffelighed at na 
fit Maal. Denne Høvding var Sigmund VBrefterd- 
føn. Bi maa fafte et Blik tilbage paa Dernes og Gi 
munds tidligere Hiftorte. = 
Nordmændene, fom nedfatte fig paa disſe eenfomt lig 
gende Der, havde for at vedligeholde den indbyrdeg For 
bindelfe indrettet et fælled Thing i Thordhavn pi 
Straumsey (Strøms); de erkjendte de norffe Konge! 
Overherredbømme og betalte dem Skat. J Harald Grad fr 
felds Dage fiyrede en vis Hafgrim Halvdelen of Der 
paa Kongens Begne. Han fom i Uenighed med de hi 
Brødre Brefter og Beiner, der havde den anden Hal! 
beel i Qen af $Haafon Jarl og vare denne Hirdvmenk! 
Ihrond i Gata paa Uuftrey (Dfterø), en klog of 
mægtig, men meget underfundig Mand, var VBrefterd sf 
Beiners Frande; men desuagtet underſtottede han tillige 


1) Om Ghriftendbommens Jndførelfe paa Island fre Sn. OL Tr. I 
Kap. 103. ØL Yr. S. i Fornm. S. Kap. 228. 229: Flatobogen 
I, 441—447. Kriſtni S. Kap. 11. | 
3) Kjartans Stjebne fortelles unførlig Å Larvalsasa, 


Færøerne. Sigmund Breftersføn. 315 


med en anden anfeet Mand, Bjarne paa Sving, deres 
Fiende Hafgrim. De tre Forbundne angrebe Brødrene 
uforvarende og fældede dem efter et tappert Forfvar. Haf- 
grim felv faldt i Striden, og nu bemægtigede Thrond fig 
Herredommet over alle Øerne.  Beiner efterlod en Søn, 
Thorer, Brefter en ved Navn Sigmund; de vare Børn, 
da deres Fodre bleve fældede for deres Dine. Thrond, 
fom frygtede deres Hevn, vilde drebe dem, men dette til⸗ 
lod iffe hans Medflyldige Bjarne. Han overfød dem da 
fom Iræle til en norſt Kjøbmand, der bragte Drengene til 
"unéberg og gav dem Friheden. Nu vilde de drage til 
* Mrondhjem til Haafon Jarl, deres Fodres Ben, men 
ſwildede ſig paa Dovrefjeld og kom til en fredlos Hov⸗ 
ding fra Oplandene, Thorkel Thurrafroſt, fom boede 
fer i en øde Dal. Hos ham opholdt de fig å nogle Aar, 
bleve oplærte i alle Øvelfer og begave fig derpaa til Varlen. 
Den raffe Sigmund vandt fnart hans og hand Sonners 
Indeſt, og efter flere Heltegjerninger drøg han i fit 22de 
Yar (988) over til Færøerne, hvor han tvang Thrond til 
at bøde for det begangne Drab. Han fil derpaa Øerne 
å Len af Jarlen og blev fiden meget berømt for den 
Kapperhed, han ubviifte i Jomsvifingeflaget. Sigmund 
Breftersføn fom efter Olafs Jndbydelfe til Norge og traf 
Kongen mod Enden af Sommeren 997 paa Søndmore. 
Dlaf bad Sigmund antage Ghriftendommen, og dertil var 
denne ſtrax villig; thi han havde aldrig trøet paa Aferne, 
men fun paa fin egen Kraft. Da han var døbt, befræf» 
føde Kongen ham i Beftyrelfen over Øerne, og fendte ham 
dnu famme Hoſt 997 med nogle Prefter for at Hriftne 
Indbyggerne 2). 








3 Sigmund VBreftersføns Ungdomshændelfer fortællet i Flatø- 
bogen I, 122 — 450. 362—365 og i DL Tr. S. i Fornm. S. 
Kap. 176—190. Ubgivet færftilt med de øvrige Frue vå- 


316 Olaf Tryggvesføn. fs 


Saafnart han fom til Øerne, forkyndte Han Chrifen 
bommen paa et almindeligt Thing paa Strøms; mea I 
Thrond i Gata havde flemt Bonderne mod ham, faa de Je 
endog grebe til Baaben, og Sigmund maatte lade Sagen fr 
fare. Men tidlig om Baaren 998 overfaldt han Thrond fr- 
uforvarende og tvang ham med Øren øver Hovedet til at fy 
fade fig bøbe med fit Huusfoll. Derpaa drog Sigmund EL 
fra den ene $D til den anden og hvilede ikfe, før alle nd fr 
byggerne vare driftnede. Samme Baar, fom Kongen gjorde f- 
Toget til H$aalogaland (999), bragte Sigmund ham i Nidarok p. 
Budffabet om fine Landsmends Omvendelfe og drog fiden'iy 
om Sommeren igjen tilbage til Øerne >). | 

Ogfaa det fjærne Grønland$ Omvendelfe laa Olaf par: 
Hjerte. Dette Lands Kyſt var omtrent 15 Uar forud blev! 
bebygget. Erik den røde var flygtet fra Jaderen folke 
en Drabsfag og havde førft nedfat fig paa Islands Velt P 
fant. Men ogfaa her blev han landflygtig og opføgte mig 
et Land, fom forhen var feet af Somænd, hvem Stom 
havde drevet langt veftenfor Island. Han fandt det 4 
faldte det Grønland, for ved Rygtet om Frugtbarhed ak 
loffe Flere til at følge fig did. Mange Jelændinger hardrife 
ogſaa fenere nedfat fig ber og nærede fig ved Kvægavl off 
Fiſkteri. Eriks Son, Leif, var forrige Hoſt (999) kommen 
til Nidaros, var bleven vel behandlet af Kongen og over 
talt til at antage Ghriftendommen. Nu blev han m 
Baaren (1000) med en Preft og Lærere fendt til fit jer 
for ber at indføre ben nye Tro, hvilket ogfaa ved Liv 
Overtalelfer lykkedes ?). 

fommende GSagaftyffer under Vitelen: Færeyinga Saga, af C e 
Rafn, Kjøbenhavn 1832. 
1) ØL Yr. S. i Fornm. 8. Kap. 190. 191. 205—207. —* 
1, 365—368. (Rafns Udg. af Færeyingafaga S. 139—152). | 
3 Om Grønlands Opdagelfe og VBebyggelfe famt Leifs Omvendelfe 
fee Sn. Ol. Tr. S. Kap. 93. 104. Ol. Yr. S. i Fornm. å | 
Stap. 220. 221. 231. Vlatøbogen 1, AA9—ARN. 















or OE 


Færøerne og Grønland Hriftnede. Gudrød Grifsføns Fald. 317 


Bi have nu fulgt Olaf i hans Birffomhed for at 
dføre Ghriftendommen baade i felve Norge, hang Rige, 
gt de øvrige af Nordmandene bebyggede Lande, fom enten 
tt iffe eller dog tun middelbart erfjendte den norſte Konges 
werhoihed. For at betragte Olafé Omvendelſesverk i Same 
mbæng have vi hidtil ladet uberørte de øvrige Begivenheder 
hans forte Regjeringstid, hvilfe Begivenheder, forfaavidt 
mgaerne have bevaret dem, heller itte ere af fynderlig 
etydenhed, naar undtages hand fidfte berømte Ledingsfærd. 
i funne imidlertid iffe ganfle forbigaa bet enefte fiendt= 
je Ungreb paa Norge fra uden, hvilket i Olafs Tid fandt 
td. Om Sommeren 999, medens Olaf var paa Haa» 
galand, havde ben fydlige Deel af hans Rige været i 
re; thi Kong Gudrød, den enefte gjenlevende af Erik 
lodoxes Sonner, landede i Bifen med en flor Flaade. 
e nærmefte Bønder vare for fvage til at gjøre Modſtand; 

bade om Fred og lovede at gjøre Gjeftebud for ham, 

Mil Folket fra de længere bortliggende Cane funde fam» 
I til Thing for at tage ham til Konge. Men paa famme 
d uNderrettede de hemmeligen Hevdingerne Thorgeir og 
yrning om hans Somme. Disfe famlede i en Haft Folk 
Skibe, fom en Nat uforvarende over Gudrød, da han 
ri et Gjeftebub, angrebe ham baade med Ild og Sverd 
. fældede ham tilligemed de flefte af hans Mænd 2). 

Bi fomme nu til den fidfte merkelige Begivenhed i 
laf Tryggvesſons Regjering, til den Begivenhed, fom har 
flet meft Glands over hang Liv, og ved hvilfen de gamle 
agamænd med en færdeles Forfjærlighed have dvælet — 
lafs Tog til Benden, hans Heltefamp mod fine Fienders 
vermagt ved GSvolder og hang Fald i dette Slag. For 
funne opfatte Aarſagerne til dette Tog og til den uhel—⸗ 
) Snorre OL Tr. S. Kap. 94. OL Yr. S. i Fornm. 8. Kap. 222; 

noget afvigende Odd Munk Kap. 54 (Munchs Udg. Kap. 45). 


318 Olaf Trhggvesføn. 


dige Bending, det tog for Olaf, maa vi atter gaa nogle Aar 
tilbage i iden, til Olafs andet Regjeringsaar. | 
Medens Olaf mod GSlutningen af Uaret 997 færdedes 
i Bilen og den fydlige Deel af Oplandene og der var: 
fysfelfat med Chriſtendommens Jndførelfe og Befæftelfe, | 
fendte han nogle af fine Mænd til den ſpenſte Dronning * 
Sigrid, faldet Gtørraade (d. e. den frolte), for par 3 
Kongens Vegne at beile til hende. Bi have allerede tid: 
ligere i Norges Hiftorie havt Unledning til at omtale denne i 
Sigrid. Som Enke efter den fvenfle Konge Erik Seierfal | 
ber døde omtrent 993, og Moder til den nu regjerende” 
føenffe Songe Olaf Skautkonung havde hun flor 
Giendbomme og, fom det lader, ogfaa en for Indflydelſe i J 
Sverige. Den norfle Konge Harald Grenſte af Beftfold, 
der paa en Maade var hendes GFoftbroder, havde huni 
Paret 995, da han fynteå hende altfor paatrængende i fil Å - 
Frieri, indebrændt 1). Olafs Tilbud fandt førre Behag i 
hendes Dine; hun havde intet mod Gateffabet, og et Med fF 
blev aftalt mellem hende og Songen ved Gautelven. Old pe 
havde fendt hende fom Gave en Guldring, tagen af Hovk: 
døren paa Lade. Dronningen opdagede, at den indvendig' 
var af Kobber, og vrededeg, da hun troede, at Kongen var 
vidende herom. Alligevel indfandt hun fig til Modet efter: 
Julen (998). Olaf forlangte her, at hun ſtulde lade ſig 
bøbe. Sigrid fvarede, at hun ei vilde førlade fine Fædred| 
Iro, men Songen funde derfør gjerne tilbede den Gud, 
han lyſtede. Da vrededes Olaf, flog hende med fin Hand; 
ffe å Unfigtet og fagde: Tror du Da, frumpne Sim, | 
at jeg vil have dig, gammel fom du er, til Kone, nm 
du er vam hedenſt?“ , Dette funde vel engang vorde di 
Bane!" udbrod den fornærmede Sigrid, og drog tilbage il N 
Sverige *). TB: 
1) See ovenfor S. 280 fag. | E 
2 Snorre OL. Yr. S. Kay. 86. 68. Fornm.M. Kay. 193. 194 å 





Olafs Giftermaal med Thyri. 319 


dnu famme Binter fil Olaf en anden Brud. Da 
igen Svein Tjugeſkjeg var fangen i Benden, 
m maattet love Benderne$ Konge Burisleif fin 
Thyri til Egte 2). Men hun fyntes ei om Gifter» 
3g forblev flere Yar i Danmark. Da fendte Bu- 
Bigralde Jarl til Svein for at fordre OØpfyldelfen 
Qøfte, og Thyri maatte nu følge ham til Benden. 
tt efter Brylluppet med Burisleif flygtede hun bort 
Fofterfader Øsfur. J Danmark turde hun ei dvæle 
t for at blive tilbagefendt; derfor drog hun til 
og bad Olaf Tryggvesſon om Hjælp. Han bod 
steffab, og efter at have faaet hendes Minde holdt 
sllup med hende i Tunsberg. Men dette Gifter⸗ 
3 bet foregaaende Opflag med ECigrid var, fom 
il fee, blandt Uarfagerne til Kongens Dod ?). 

onning Thyri havde af fin Fader, Kong Harald 
D, faaet ftore Giendomme i Danmark; men da hun 
Deg til Rong Buridleif, og hendes Broder, Svein 
eg, egtede denne Konges Datter Gunnhild, var det 
fajort, at Svein flulde have Thyris Gaarde i Dan» 
g hun faa de Giendomme i Benden, der vare be- 
om Medgift for Gunnhild 3). Thyris Fædrenearv 
edes i Benderfongeng Hænder, og hos denne eggede 
af til at føge Gritatning, noget, føm vilde falde let, 
Sleif var hans fordums Ven og GSvigerfader 4). 
d fig overtale, udbod om Baaren Leding og ruftevde 


sbogen 1, 369—372. Odd Munf Kap. 34 (Mundjs Udg. 
29). | 

oyenfor S. 271. 

tre OL Ir. S. Kap. 98—100. Fornm. S. Kay. 195. Flatø- 
n I, 372 fag. Afvigende hos Ord Munk Kap. 42 (Munds 
Kap. 34). 

Finna Kay. 53. 73. 

ØL I. S. Kap. 100. OL Ir. S. i Fornm. S. Kap. 230. 
øbogen I, 447. See ovenfor S. 283 fg. 





















320 Olaf Tryggvesføn. 


fine ftore og prægtige Skibe. Blandt didfe vare Tranen, 
Ormen den forte (hinu skammi), og bet berligfte af. 
alle, Ormen Lange, paa 34 Rum og over 74 gamle 
norffe Ulen i Længde, prydet med gyldent Dragehoved og E 
Hale og bemandet med henved 600 udvalgte Krigere 
Ruftningerne medtoge hele Baaren, og førft ud paa Com 
meren (1000) drøg Olaf fydefter langs Landet, hvor over 
alt hans Benner, Høvdinger og Ledingsfolk frodte til ham: 
med Skibe. | 

Raa fin Reife mod Syden blev Olaf movdtagen af fin 
GSvoger, Grling Skjalgsſon paa Sole, med et herligt Gje 
ftebud. WUnder fit Ophold her fif han Unledning til atter 
at virfe for Chriſtendommens WUdbredelfe, denne Gang 
udenfor Norge og de norffe Lande. Medens Olaf forrige 
Binter fad i Nidaros, fom Sendemænd til ham fra Rogn 
vald Ulfsſon, Jarl i Beftergautland, for paa dennd 
Begne at beile til hans Søfter Ingebjørg. Hun vilde 
et giftes med en Hedning, og Olaf lovede hende, at delt 
ei flulde free. Men han troede, at Farlens Omvendell 
ved Denne Ceilighed Funde bevirkes, og derfor lod ha 
Gendemændene drage tilbage med Indbydelſe til Ragnval 
næfte Sommer at møde Kongen i den fydlige Del d 
Landet for nærmere at aftale Sagen *). Nu indfandt 
Røgnvald Jarl fig efter Uftalen og modte Kongen pi 
Sole. Han var villig til at antage Ghriftendommen, 4 


1) Ormen Korte havde tilhørt Raud den ramme (fee oven. & 303); 
dens Dragehoved og Hale vare ſterkt forgyldte, og dens Eeil ſu 
ud fom Dragevinger, naar de vare oppe. Sn. OL Ir. S. Ko: 
87. DL Tr. S. i Fornm. S. Kap. 211. VFlatøbogen I, 3%5.- | 
Om Ormen Langes Bygning fortælles Sn. OL Ir. S. Kap. 
ØL år. 6. i Fornm. S. Kap. 223, og med et fabelagtigt rilleg 
om Anledningen til Skibets Navn i Flatøbogen I, 433-43. P. 
Om Ormens VBefætning Sn. Ol Yr. S. Kap. 101. 102. OL 
Tr. S. i Fornm. S. Kap. 233. Flatøbogen I, 452 fø. 

7) DL Fr. S. Å Fornm. 8. Kap. VA. 


1000. Olafs Tog til Benden. 321 


ans Bryllup med Jngebjørg blev ſtrax holdt. Ledfaget 
f driftne Lærere vendte han tilbage til fit Land for ogfaa 
t omvende fine Underfaatter, 1 bhvilfet Foretagende han 
tal have været heldig. 

Nu var det til Leding udbudne Folt famlet, og Intet 
mere opholdt Olaf i Norge.  GSaafnart han fil Bør, fei- 
lede han berfor affted med 60 Langſtibe, ledfaget af Dron- 
nng Thyri, Biſtop Sigurd, Erling Skjalgsſon, fin Halv» 
brøder Thorkel Nefja, Lodins Son, fine Morbrødre Karls» 
hoved, Joſtein og Thorkel Dyrdil, fine GSvogre Thorgeir 
og Hyrning, Thrønderen GStyrfar af Gimfe*), dennes 
Senneføn den unge Einar Thambarffjælver og mange flere 
Havdinger. Han drog gjennem SØrefund, fom lykkelig til 
Benden og eneded fnart med Kong Burisleif om Dronnin» 
jens Giendele. Olaf gjenfandt mange Ungdomsvenner 
og dvælede her længe om Sommeren *). 

Smidlertid havde Olafs Fiender lagt Raad op til hang 
Undergang. Svein Ljugeffjeg af Danmark mindedeg, at 
Rorge havde været hans Faders Skatland, og at Olaf 
javde egtet Thyri uden hans Samtykke. Dog havde vel 
len norffe Konge8 Magt og Berømmelfe lagt Baand paa 
Sveins Had, hvis han ei var bleven egget af Sigrid Stor- 
taade, hvem han fort tilforn havde egtet efter hand forrige 
Dronning Gunnhild Forflyvelfe, og fom aldrig kunde 
slemme den Gtjændfel, Olaf havde tilføiet hende paa Me» 
bet ved Gautelven. Da det forehavende Tog til Benden 
cygtedes, fil hun Svein overtalt Hl at nytte Leiligheden til 
Ungreb 3). Men ene vovede han ei en Kamp mod den 


1) Gaarden Gimfe i Meelhuus Sogn i Guledalen. 

% Sn. OL Ir. S. Kap. 114. 115. Ol Yr. S. i Fornm. S. Kap. 
241. 242. Flatøbogen I, 469—471. 

*) Sn. OL Ir. S. Kap. 116. OL Ir. S. i Fornm. 8. Kap. 244. 
Flatøbogen I, 471 fg. Odd Munf Kap. 58 (Munchs Udg. Kap. 
49). Den Sibfte har mange merkelige Afvigelfer fra ve Øvrige. 

R. Hevfer. Morges Hiftorte. 21 


322 Olaf Tryggvesføn. 


norſte Konge; han faldte da til Hjælp Kong Dlaf i Sv 
rige, Sigrids Søn, og Erik Haafonsføn Jarl, fom vphotdt | 
fig hos denne. Den fvenfte Konge anfaa det for fin Pligt J 
at hevne fin Moder Forurettelfe, og Erik Jarl fin Faders 
Drad. Den fidfte var deduden gift med Sveins Dattu Å 
Gyda og havde ofte fundet Bintertilhold i Danmart efter 
de Bifingetøge, føm han i fin Landflygtighed gjorde iDiter | 
føen?). Begge fulgte derfør Sveins Opfordring og født! 
til ham med en fror Hær, efter at Olaf var dragen gjen 
nem Ørefund. Ogfaa GSiqvalde Jarl af Jomsborg var 
i Sedbtog med Danefongen, uagtet han forftilte fig fom Of: 
Tryggvesſons Ben, og under forftjellige Paaſtud opholt 
han denne i Benden, indtil der fom lønlig Underretning! 
fra Danmark, at Flaaden var famlet for at drage mø 
Syden; ben flulde oppebie Olaf ved Øen Svolder und | 
Vendens Kyft, i Nærheden af det nuværende Greifömald 
(maaftee den fille D Ruden); Hid maatte Sigvalde bring 
ham *). 

Det var allerede ledet paa Hoſten, og Olafs Hær be 
gyndte at blive utaalmodig; Ledingstiden var udløben, Be⸗ 
ren god, og alligevel maatte den ligge i bet fremmede Lan: 
Nu fom hertil et ufiffert Rygte om Danekongens Ruftnir 
ger. Olaf merkede Folkets Knurren og forfyndte paa å! 
$Huusthing, at Ledingen var opløft, og Alle havde Ol 
at drage bjem. Bel opfordrede en Olding fine Landsmand 
til ei at forlade Rowgen; mengMængden længtedeå ft 
Hjemmet, og hver ſtyndte fig affted, det hurtigfte han unde 
Sigvaldes Huftru Uftrid var Olafs Beninde fra den Å. 
han opbholdt fig i Benden og var”igift med hendes Got: 





1) Om Grit Jarls Skjebne efter Hans Flugt fra Norge fr | 
DL Tr. S. Kap. 96—97. OL Ir. S. i Fornm. 8. Kap. 2M 
Vlatøbogen I, 472. | 

3) Sn. Ol. Yr. S. Kap. 117. OL Ir. S. i Fornm. 8. Kap. 
Flatobogen I, 473 fg. | 


1000. Forbundet mod Olaf. 323 


eira; hun ffal Natten før Ufreifen have advaret Kongen 
od hans Fienders Svig; men Olaf fatte ſtorre Lid til 
igvalde, der foreftillede Rygtet om Danefongené Ruſt⸗ 
inger fom wurimeligt og desuden tilbød fig at følge Ham 
ed 11 Skibe. Da Flaaden havde fat Seil til, holdt 
farten fig altid nær Kongeſtibet, fom det hed, for at føre 
et trygt mellem SØerne, og ledede bet ſaaledes henimod 
volder. Vinden var ei ſterk nok for de flore Skibe, 
nen førte de mindre haftigen ud i Havet; Erling Skjalgs⸗ 
em, Styrfar af Gimfe og flere Høvdinger vare alerede 
orte, og Kongen havde fun 11 norfle Skibe tilbage. Da 
ragte en Skude Sigvalde Budſkab om, at de forenede 
jevdinger allerede faa med hele fin Flaade i Havnen ved 
volder; han lod ſtrax Geilene falde og røede ind under 
land med fine Stibel). 

De to Konger og Erik Jarl havde gjort den Uftale 
nellem fig, at naar Olaf var fældet, ffulde hver af dem 
ave en Trediedeel af Norges Rige; den, der: førft befteg 
Irmen ange, ſtulde eie denne, ellerå enhver de Skibe, 
an ryddede. De frode nu paa Den med meget Folk og 
flædede fig ved at fee de norfle Skibe gaa til Havs. Hver 
Bang et Drageftib viifte fig, trøede Dunefongen at fer Or— 
nen Lange, men Garlen rettede hand Feiltagelſe. Da et 
meget ſtort Skib uden Dragehoved fired frem, udbrød 
Svein med atter: Red er nu Olaf Tryggvesſon; han 
tør ei feile med Hoved paa fit Skib.“ Erik fjendte Erling 
Skjalgsſons Snekke paa dens firibede Seil og bad Kongen 
lade ben fare: „Der er Helte ombord, og vel er det, at 
vi ei finde den i Rong Olafs Flaade.“ Nu faaed Gig- 
Balde at Iægge under Land, og frrag efter fom et herligt 


i Sn. OL Ir. S. Kap. 117. 118. OL Tr. S. i Fornm. 8. Kay. 
246—247. Flatobogen I, 474—476. Fagrſtinna Kap. 76. No- 
get afvigenbe Odd Munf Kap. 62 (Mundjs Udg. Rav. SAN. 

21* 





324 Olaf Tryggvesføn. 


Skib fulgt af to mindre. Svein bed fine Folk haftiger 
gaa ombord; thi der var Ormen Lange. „De have flere 
ftore Skibe end den," fvarede Erik; lader os end ble en 
Stund.” Da fagde Mange, at Erik Jarl neppe tenkt F 
paa at hevne fin Fader. Det vilde være en uhørt Slam J. 
at ligge ber med faa ftor Magt og lade Olaf feile nd F 
i Havet for fine Dine. I det Samme faa de atter firt 
Skibe, og eet af dem var en herlig guldſmykket Drage F 
Svein reifte fig og raabte:  Høit ffal Ormen Lange bære 
mig i Sveld.” Men Jarlen fagde, faa Mange horte det: 
HHavde end iffe Olaf Tryggvesjøn frørre Skib end dette, 
faa vandt dog aldrig Rong Svein det med Danehære Å 
alene.” Folket ilede nu til Skibene og kaſtede Tjældingerne 
af; Hovdingerne traf Lod om, hvo Der farft ſtulde angrie 
Kongeftibet. Men medeng de endnu talede herom, viiite fig 
tre Skibe og endelig et fjerde meget fort og herligt, hvis 
gyldne Dragehoved flinnede vidt over Havet. Alle faa m 
Ormen Lange og forftummede af Rædfel; fun Erik fagde: 
„Sligt SÅb fømmer Olaf; thi han overgaar alle Konger, 
fom Ormen Lange alle Skibe 2)." 

De to ftore Dragefkibe, fom feilede forud for Ormen 
Qange, vare Tranen og Ormen Korte; den førfte ſtytede 
Thorkel Dyrdil. Da han faa GSigvalde lægge under Land, 
raabte han til ham og fpurgte, hvad dette ſtulde betyde i 
Gigvalde fvarede, at han frygtede Ufred og vilde oppebie 
Olaf. Thorkel lod ba fine Skibe drive; det Samme gjore 
og Thorfel Nefja, fom fom efter med Ormen Korte. Ma 
idet Olaf feilede til, roede hele Fiendeflaaden frem frø 
Øen, og alt Havet fyntes dæltet med Skibe. Ihorkd' 
Dyrdil raabte til Kongen, at endnu var der Tid til ot 


1) Sn. OL Tr. S. Kap. 119. OL Ir. S. i Fornm. S. Kap. 248. 
Slatøbogen I, 476—478. VFagrffinna Kap. 76. Odd Munt Ka 
63 (Mundjs Udg. Kay. SY. | 


1000. Glaget ved Svolder. 325 


te i GSøen og undgaa Kamp med en faadan Overmagt; 
n Olaf bed at lade Seilene falde.  Aldrig har jeg flyet 
tampen, * fagde han; „Gud raader for mit Liv." Han 
: Stridsluren lyde og lagde fine Stibe i Rad: Ormen 
nge i Midten, Tranen og Ormen Korte nærmeft paa 
er Side. Han bed at lægge Kongeftibet faameget frem 
r de andre, fom det var længere end disſe: thi ei vilde 
m faa Bagerft af fine Mænd.” Ulf Røde, Olafö Mer» 
smand og GStavnbo, fagde: , Skal Ormen ligge faameget 
naere frem end de andre Skibe, da faa vi det haardt i 
orftavnen i Dag.” „Ei vidfte jeg," fvarede Kongen, ,at 
g havde en GStavnbo, fom baade er red og ræd!" Da 
gde Ulf: Bend du ei før Ryggen i Løftingen, end jeg 
GStavnen." Kongen lagde en Piil paa fin Bue og figtede 
1a Ulf; men denne fagde: „Skyd did, hvor det mere bes 
sves; fanffee dine Mænd ei tykkes dig for mange, før 
velden fommer;" og Kongen tog Pilen bort). 

Olaf flod i Løftingen?) paa Ormen heit over Ulle 
ed gylden Hjælm og Skjold og en Fort rød Gilkefjortel 
ser fin Brynje. Da han faa Fienden ordne fig og Va» 
erne reifeg for Hovdingerne, fpurgte han, hvo der raadede 
n det Folf, fom faa lige for ham. Det er Svein med 
Janehæren,* lød Svaret. „Ei rædded vi," fagde Kongen, 
for disſe Uslinger; aldrig feirede Danerne over Nordman» 
ene, og et heller fulle de feire over oå i Dag. Men hvo 
Brer Hæren paa den høire Sidet" Det blev ham fagt, 
t det var Olaf og Svenfferne. Bedre var det for Sven» 
kerne,“ fagde Kongen, ,at ſidde hjemme og flifte fine Blot» 
ler, end at gaa under Eders Baaben paa Ormen Lange. 
Ren hvo eier de frore Skibe, fom ligge i Bagbord for Da- 


1) Sn. OL Ir. S. Kap. 120—121. Ol Ir. GS. i Fornm. S. Kay. 
249. VFlatøbogen I, 478—480. Fagrffinna Kap. 77. 78. Odd 
Munf Kap. 64 (Mundjs Udg. Kap. 56). 

3) Saaledes Faldtes den ophøtebe Bagftavn paa de gamle morte SUe. 
































326 Olaf Trhggsesføn. 


nerne?“ Der er," foarede man, , Grit Haakonsſon Jarl. | 
Da fagde Olaf: Grit Jarl har Grund til Strid; af ham: 
og hats Mand maa vi vente os en haard Kamp; thi dt Å 
ere Nordmænd, fom vi).* | 

Striden begyndte med megen Hidfighed; Danekongen J 
angreb førft med flor Overmagt de midterfte hoie SÅk P 
af Olafs JFlaade, men kunde Intet udrette og maatte læggt 
bort med ſtort Tab. Gi bedre gik det Olaf og GSvenftern | 
fom angrebe næft efter. Erik Varl havde imidlertid lag 
til de mindre Stibe, fom laa i Enderne af den norfte Fl F 
fing, og havde rybdet og løshugget det ene efter det andei 
Befætningen traf fig op paa de førre Skibe, og endeli 
var fun Ormen Lange tilbage. Javnſides denne lagde m 
Jarlen fin Jcernbarde, ſaaledes Faldet, fordi hele dens Rank: 
var jærnbeflagen; desuden lod han fire andre fore Glik 
angribe Ormen. De Svenfle og Danfte faa paa alke St! 
der og brugte Sfudvaaben. Kong Olaf ſtod felv i Leftik 
gen og fljød fnart med Bue, fnart med tvende Kaftefpyi 
ad Gangen. Den attenaarige Einar Thambarftjælver,| 
Søn af Eindride, Sønnefon af Styrkar af Gimfe, va! 
ogſaa ombord paa Ormen Lange, og hang Lige i Buefip»' 
ning fandted ei i Norge. To Gange fljød han Feil é: 
Grit Jarl, der flod i Forrummet?) paa fin Snekke om 
given af en GSfjoldborg. Da han tredie Gang fpendt 
fin Bue, braft den med Brag. „Hvad braft?" fyurgte Ok: 
„Norge af din Haand, Konge!" fvarede Einar. GA 
faa ſtor Breft vorden,* figer Olaf; for mit Rige rad 
Gud og iffe din Bue." Han faftede fin egen Bue Å 
ham, men den var Ginar før veg; han flærgte den bort fe 
greb Sverd og Skjold og Hæmpede djærvt. | 


1) En. OL Tr. S. Kåp. 122; nogle fmaa Wfvigelfer i de ir Fe 
førnævnte Sagaer. 
1) Forrummiet var MRummet nærmet Jorem Legen. 


1000. Glaget ved Svolder. 327 


Ru var Striden haard. Mange af Jarlens Mænd 
bt, dog fil han ſtedſe Forfterfning fra de to Konger; 
lordmœndene derimod havde ingenfteds Hjælp at føge. 
Midt paa Ormen begyndte Kjæmperne at tyndes, og med 
5 Mand Iyffedes det Erik at fomme op paa den. Men 
Stavnbøerne med Hyming vendte fig mod ham og drev 
am tilbage. Efter et fort Ophold angreb Jarlen paany. 
følge et Raad af Jomsvikingen Thorfel den hoie fral 
jan have bragt Ormen til at halde ved at heife ftøre Bjæls 
tr fra fit SUG op paa dens ene Side. Herved letteded 
Ipgangen; Befætningen var ogfaa bleven for ringe til at 
indre den; GStavnboerne traf fig tilbage til Kongen i Lof⸗ 
ingen, Siderne bløttedes, og Jarlsmandene beftege Skibet 
ra alle Ranter. Thorgeir, Hyrning, Ulf den røde og mange 
lere af Kongene troefte Mænd faldt under dette fidfte For- 
bar. Olaf var allerede faaret og faa nu, at Striden var 
fgjort. Han fprang i Havet med Gtjold og Brynje og 
ant. Da ubdftødte Jiendehæren Seiersraab; ogſaa Forræe 
len Sigvalde, fom hidtil ingen Deel havde taget i Kam⸗ 
len, roede nu til med fine Skibe. Saaledes endte bet 
nerfelige GSvolderflag, der flod den de Geptember Uar 
10001). Flere af Olafs Mand havde fprunget overbord 
aa famme Tid fom han, men bleve opfangede af Erik 
Folk og beholdt Livet; blandt disſe vare Thorkel Nefja og 
åmar Thambarftjælver; ogfaa Torkel Dyrdil overlevede 
Staget. Olaf felv er rimeligvits druknet; dog gif længe 
tt Rygte, fom Mange fæftede Lid til at han havde afført 
Åg fin Brynje under Bandet og var fosmmet hen til et 
af Sigvaldes Skibe, der var bemandet med Farlefruen 


") Beretninger om fele Kampen findes hos Sn. OL Tr. S. Kap. 
123—130. OL %r. S. i Fornm. S. Kap. 250—255. Flatobo⸗ 
gen I, 481—493. Fagrſtinna Kap. 80. Odd Munf Kap. 65— 
69 (Mundjs Ubg. Kap. 57—61). 


328 Olaf Tryggvesføn. 


Aſtrids Folkt, at han fiden havde vandret over Rom til | 
Jerufalem og længe levet i et Klofter i Syrien 2). 

Medens Kampen varede, havde Dronning Thyri ſiddet J 
ved Biſtop Sigurds Side under LViljerne paa Ormen å 
Lange, omgiven af en Skjoldborg. Efter Slaget behand: | 
fede Erik Jarl hende med UErbødighed og Godhed og føgt 
at trøfte hende. Men hun var utrøftelig og græd bittert 
Ni Dage efter døde hun af Sorg og frivillig Hunger?) 
Biftop Sigurd drog efter fin Herre8 Dod til Sverige. : 
Her omvendte og dobte han Kong Olaf med en fror Ded 
af bet ſvenſte Folk og flal være bød i en hoi Ufderdom*). 
De af Olaf Tryggvesſons Mænd, fom havde forladt ham 
før GSvolderflaget, bleve meget bedrøvede, da de fpurgt 
hang Død, og bebreidede fig at have været Skyld i den 
Blandt didfe var Fölændingen Gtefner Thorgilsfan, fom 
for at finde Troſt vandrede til Rom. Da han paa fl! 
Filbagevei fom til Danmark, fvad han en Nidvife om Elg 
valde Jarl øg blev dræbt paa dennes Bud).  Olafé tro 
Ben Hallfred Bandraadeffald var bragen til Våland fort 
før Bendertoget; men da Rygtet om GSvolderflaget og Kon i 
gens Dad naaede til Hans Fædrenes, lod Sorgen ham i 





1) Forffjellige Rygter om Olafs Død findes gjengivne hos En OL 
Ir. S. Kap. 130. Ol. Tr. S. i Fornm. S. Kay. 256. 267- 
269. SFlatøbogen I, 495 fa. 500—511. Odd Munt Kap. 70.73 
74. Man feer tydeligen, at hans Dødsmaade Har været ubefjendl 
men hans Benner, der havde ſtor AErefrygt for ham og art 
ham allerede i levende Live for em Mand, udruftet af Gud md 
mere end menneffelige Fulbfommenkheder (DL Yr. S. i Forom.d. 
Kap. 238—240), Have med Begjerlighed grebet Leiligheden Å 
at ubfimyffe Hans Forfvinden fra Kampen med alle Slags mi⸗ 
rafuløfe Fortællinger, ligefom og til at underftøtte Rygtet om, at 
han var i Live, for at holde hans Fiender i Skrak. 

3 OL Yr. S. i Fornm. S. Kap. 257. Vlatøbogen I, 490 Å 
Odd Munf Kap. 71. 

3) Flatøbogen L, SAL fag. 

4) ØL Yr. S. Å Foram. 9. Roy. 203. Walsbogen 1, VO. 


Olafs Charakteer. 329 


re Ro. Han flalfede over Havet fra Land til Land 
uindedeg ftedfe fin Herre i fine Kvad. Omfider døde 
paa fit Skib. Hans Søn begrov ham paa Suderøerne 
od de Gaver, han fordbum havde modtaget af Olaf, følge 
i Qigfiften 1). 
Saa høit var Olaf elffet af fine Mand, og det var 
: Under; thi han befad alle de Fuldbfommenheder, fom 
redeg af ben Tida Helt og Konge. Han var fljen og 
og overgif alle Samtidige i Legemsfærdigheder. De 
tefte Klipper befteg han, fvpang Baaben lige færdigt med 
e Hænder og funde gaa paa Yarerne udenbordå, medens 
i Moænd roede. Desuden var han pragtfuld, munter og 
nild?). Diseſe Egenſtaber fyned at have bragt Nord— 
dene til at glemme hans Boldfomhed og Grumbhed, 
iffe blot pitrede fig, naar det gjaldt Chriſtendommens 
En Islending, fom havde dræbt en af hand Hird- 
D for en tilføtet Fornærmelfe, lod han levende fønder- 
af fin Hund. Men da den fromme Biffop Sigurd 
gt irettefatte ham for denne Handling, faftede Kongen 
græbdende for hand Fodder, erkjendte fin Brøde og bad 
tilgive fig paa Guds Begne?). En faadan Blanding 
Srumhed og from Ydmyghed var Tidsalderen egen, og 
nå Uand maa man fætte fig tilbage for et at bedømme 
18 Handlemaade ved mange Reiligheder for firengt 4). 


OL. Yr. S. i Fornm. 8. Kap. 264. 

Sn. OL Ir. S. Kap. 92. DI. Tr. S. i Fornm. S. Kap. 206. 
Flatsbogen I, 368. 455. Odd Munt Kay. 45.46 (Munchs Udg. 
Kap. 36). 

DL. År. &. i Fornm. 8. Kap. 208. VFlatøbogen I, 386. Odd 
Nunt Kap. 53 (Mundjs Udg. Kap. 44). 

Jeg har tilforn (ovfr. S. 298) anført, at jeg i den chronologiſte 
Drbning af Begivenhederne i Olaf Tryggvesføns Hiftorie har 
algt be to vidtløftigere Recenfioner af denne Konges GSaga i 
*rnm. $, I—1II og i Flatøbogen. Snorre afviger paa en- 
fe Steder betydelig fra bem. Hans Gyronologi er Følgende: 


330 Jarlerne Grif og Svein Haafonsfønner. 
FJarlerne Erik og Svein Huakousfønner. 


Efter Olaf Tryggvesſons Fald deeltes Norge. Kong 
Olaf af Sverige fil fire Fylker i Throndhjem | 
begge Mørerne og Romsdalen og desuden Ranrik 
Disſe Lande overdrog han med Jarls Navn og Gkatkon: 
ges Rettigheder til Svein Haakonsſon, der efter fin | 
Flugt fra Norge havde opholdt fig i Sverige og der faat I 
Kongens Soſter Holmfrid til CGate?). Erik Jarl fl 


Olaf fynes at være Bleven Konge I Begyndelſen af Birte i 
995—996 (Kap. 57). 996 før Olaf gjennem Landet og blø i 
tagen til Konge; Viken dHriftnedes om Sommeren og Binteren I 
efter (Kap. 59). 997 Hriftnede Kongen Veftlandet, brød om | 
Høften Templet paa Lade, agtede fig til Haalogaland, men vendt 
om og drog til Bifen; chriſtnede om Vinteren Ringerite. Dett i 
Aar fendtes Thangbrand til Island (Kap. 60—65. 66—67. 84. | 
998 Møde med Sigrid GStorraade ved Gautelven (Kap. 68 | 
Seidmandenes Forfølgelfe (Kap. 69—70), Thing paa Froka | 
Mirfommersoffring paa More, Thrønderne dobte (Kap. 72—76) ; 
Nidaros bygget om Høften (Kap. 77), Sigurd og Hauk fomm å 
til Olaf (Kap. 81); han er om Vinteren i Nidaros. 99% 
$Haaleygerne Hriftnes (Kap. 82—87), Kjartan og hans Slak ; 
brødre bøbes ved Mikkelsdagstid, Thangbraud vender tilbage fra 
Island (Kap. 88—91); om Sommeren havde Gudrød Grildjø | 
været I Bifen (Kap. 94), om Høften faar Olaf Thyri til Cl 
(Kap. 100), men paa famme Tid ffulde hun (Kay. 113) have ft | 
Olaf en Søn, Harald. (Dette vifer, at Tiden for Olafs Bryllup må 
hende maa være feilagtigt angivet af Snorre). 1000. Gis 
og SHjalte fendes til Island, Bendertoget og Kongens Dø.- : 
Snorres Tidsregning følges fun af Kriftnifaga; derimod mr 
Rarbølafaga og flere andre Beretninger enige med de vidtlgftiget : 
Dlafsfagaer, hvis Tidsregning heller ikke fom Snorres fnbefol: | 
der Selvmodfigelfer. 

Holmfrid falbes Olaf Svenſtes Soſter i Olaf Tr. 6 I 
Fornm. 8. ap. 260 og Olaf >. hell. 6. f Fornm. 8. Kop. 4 
berimod figer Snøtre (Olaf. Tr. S. Kap. 131 og Olaf >. hel J 
S. Kap. 89), at Holmfrib var famme Konges Datter. Old | 
Svenſte fan bog neppe antages at Have været faa gammel» J. 
Aar 1000, at han funde Have kant em varen oker å vett 



























Ne 


1000. Norges Deling. 331 


ire Fylfer ti Sbrondhjem (Orkdola⸗ Gauldola⸗, Strins 
as og Gyna-Fylke)2), desuden Nambalen, Haalogae 
and og hele det veftenfjeldffe Norge, mellem Stat 
” Lindesnes. Svein Vjugefljeg fil Landet melfem 
Svinefund og Lindesnes, og Fylkesfongerne paa O p- 
landene ftode under hang Overherredomme. Sine over- 
fongelige Mettigheder over Romerife og Hedemarken 
overdrog han imidlertid til Erik Jarl. Denne erholdt og- 
faa efter Uftale Ormen Lange; dog havde dette Skib lidt 
faameget under Striden, at Varlen med Ned fif det bragt 
til Rørge og lod det her ophugge fom ubrugbart*), 

Da Erik og Svein vare fomne tilbage til fit Fædrene» 
lind, opholdt de fig ofteft i Throndhjem paa Lade. De 
anlagde en Kjøbftad, Steinker, inderft ved Throndhjemå- 
fjorden; Nidaros berimod lode de forfalde. Erik havde 
meft at fige af Brødrene; han var nemlig den meægtigfte, 
klogeſte og for fine Krigsbedrifter meft berømte. Han havde 
arvet alle fin Faders Aands- og Legemsfuldfommenbheder, 
men var langt ædlere. Svein var ben ffjønnefte Mand i 
Norge paa den Tid. Deres Gtyrelfe blev fnart venfæl; 
Ni de vare milde, men holdt døg frrengt over Lovene og 
revfede Haardt Ransmand og Bifinger, der forftyrrede Lan- 
beta indvortes Fred. Dette Funde og behøves; thi ofte 
fom omflaftende Berferfer til fredelige Bonders Gaarde og 
gave dem Balg mellem Holmgang eller og at overlave fig 
Koner og. Gods. Ulle flige gjorde Grit fredløfe, og Holm» 
gange forbød han 3). Jarlerne vare Hriftne; Erik flal un- 
der Gvolderflaget have lovet at lade fig dobe, hvis han 
feirede, og holdt fit Cøfte+). Alligevel lode de Enhver be 
) Olaf b. hell. S. I Fornm. S. Kap. 53. 

) Olaf Ir. S. i Fornm. S. Kap. 258. 260. Sn. Olaf Yr. S. 

Kap. 131. 

) Gretters Saga Kap. 21. 


) DL År. 6. i Fornm. S. Kap. 253. Flatøbogen J, 489. Ow 
Dunf Kap. 69. 


332 Jarlerne Grif og Svein Haafonsfønner. 


holde den Tro, ham lyftede. Snart faldt derfor hele Ul 
muen i Throndhjem og paa Oplandene tilbage til Heder 
flabet, og fun langs Sokyſten vedligeholdbt Chriſtendom— 
men fig ). | ' 
Jarlerne ſtrebte at vinde Olaf Tryggvesſons Benn, | 
og bet lykkedes dem ogfaa med be flefte. Den unge Ci 
nar Thbambarffjælver, anfeet i Thrøndelagen for fin 
Mt, Tapperhed og Rigdom, gave de fin Søfter, den folk 
og fagre Bergljot, til Egte og gjorde ham til ben may 
tigfte Qendermand i Throndhjem; Einar blev ogfaa fide 
deres oprigtigfte Ben og en Støtte for deres Magt*). 
Sigmund Breftersføn faldte de til fig fra Færsen 
og fornyede fit Ungdomsvenffab med ham; han blev derd 
Hirdmand og fil Derne i Ren. Dog levede ikke denne 
ævle Helt længe efter fin Hjemfomft. Den onde Thrond i i 
Gata havde ei glemt fit Had til ham og forføgte fler | 
Gange forgjæves paa at overraffe ham. Sigmund derimød 
havde oftere fin Frændes Liv i fin Magt, men var for 
hoimodig til at nytte Leiligheden. Endelig lykkedes det 
Thrond en Høftdag uformodet at overfaldbe Sigmund po 
Skufs; han omringede hans Gaard og angreb baade me: 
Ild og Sverd. Sigmund funde ei modftaa den ſtore Över- 
magt, men flygtede gjennem en underjordifl Gang til Sem, | 
fedfaget af fin Foftbroder Thorer Beinersſon, der fra Barn | 
dommen af ftedfe havde fulgt ham fom Dden troefte Ben 
Omringede af Fiender paa alle Sider, flyrtede de fig! 
Havet og vilde redde fig ved Svømmen til Suderø. Gnatt: 
førlode Kræfterne Thorer; han bad Sigmund vverlade ham 
til hans Skjebne og førge for fig felv. Sigmund fvarede 
at enten ſtulde de begge naa Land, eller og følge hinanden 


1) Gagrffinna Kap. 84. Gu. Ol. Yr. S. Kap. 131. Ol. d. fl i 
S. Kap. 5%. OL Tr. GS. i Fornm. S. Kap. 260. 

2) Sn. OL >. hell. S. Kay. 20. OL Tr. GS. i Form $ 
Kap. 262. i 





Ginar Thambarftjælver. Sigmund Breftersføn. Erling Stjalgsføn. 333 


i Døden. Han tog ham paa fine Skuldre og naaede Strand» 
bredden. Men da han ſtulde arbeide fig gjennem Broæns 
bingerne, var han faa træt, at han ei længer funde holde 
horer faft; denne bortffyllede8 og druknede. Gelv fom 
Sigmund i Land og fant udmattet om i en FTangdynge. 
En af Thronds Huusmand fandt ham her og dræbte ham 
for at bemægtige fig en tyk Guldring, fom han bar paa 
fin rm, og fom $Haafon Jarl engang havde taget af 
Gudinden Thorgerd Horgabruds Billede for at ſtjenke ham 2). 

Erling Skjalgsſon var den enefte af Norges Høvs 
dinger, fom ei føgte Forlig med Jarlerne. Misfornoiet 
herøver vilde disſe fratage ham alle de fore Beitsler og 
Jndfomfter, fom han havde faaet af Olaf Tryggvesſon. 
Men den frolte Grling havde baade Billie og Magt til 
Modftand. Jarlernes Sysfelmænd unde fjælden faa Land» 
kyld og Bøder inddrevne paa Hørdeland og Mogaland; 
andertiden, naar det var lykkets dem, fom Erling bagefter 
»g tvang Bønderne til at betale paany. Selve Varlerne 
urde fun med ſtor væbnet Magt drage paa Gjefteri i de 
Sane af Landet, og at angribe Grling var farligt; thi han 
Javde en Mænade af Landeta Høvdinger til Frænder og 
Benner, var desuden felv en flog og tapper Mand, og 
Jané Omgivelfe lignede en Konges Hird. Han havde al 
id paa fin Gaard Sole 90 frie Mænd; naar VJarlerne 
vare i Nærbeden, 200 eller flere; og han drøg aldrig fra 
t Sted til et andet med mindre end et fulbbemandet Skib 
aa 20 Rorbænfe. Om Sommeren drog han gjerne i Bi- 
ing før at erhverve fig Gods til at underholde fine mange 
Band. $Han havde fom ofteft paa fin Gaard, foruden 
andet Huusfolk, 30 Iræle, hvem han hver Dag gav et be- 
temt Arbeide; naar dette var endt, var den øvrige Tid 
erd, For bet, de da fortjente, funde de kjobe fig frie, og 
Jette frede ofteft efter tre Aars Forleb. Sine Frigivne 


) Førepingafaga I Rafns Ubg. S. 155—177. 
























334 Jarlerne Grit og. Svein Hanfonsfønner. 


flaffede han fiben Underholdning, deels ved Fifferi, dedk 
ved Oprydning af ode Gteder, og hjalp dem alle frem. 
En Høvding af denne Magt og Driftighed var det ei li 
at fan Bugt med, og Erik vilde ei give efter for ham. Dette 
fiendtlige Forhold mellem Grling og Farlerne varede fænge; 
iøvrigt var Brødreneg Herredømme fredeligt, og gode Ye: 
ringer bragte Belftand i Landet 1). | 
Baa disfe Tider opdagede Søfarende fra Grønland et 
hidtil ubefjendt Land i Sydveft, nemlig en Deel af det 
nordoſtlige UAmerifa. J Glutningen af det 10de Noarhun 
drede vilde Bjarne Herjulfåføn drage fra Ysland fil 
fin Fader, fom havde fulgt Erik Røde til Grønland 4 
bofat fig der. % en tykt Taage dreves han ved Nordenvind 
ud af fin rette Bei og faa, da det klarede op, et lar, 
ſtovgroet Land, fom han dog ei nærmere underſogie; men 
han fortalte om Det, da han endelig fom til Grønland, og 
vakte derved hos Undre Qyft til at beføge det. Leif Eriks 
føn, fom førft havde bragt Ghriftendommen til Grenland, 
drog affted paa et Skb med 35 Mand og fandt det ny 
Sand efter Bjarnes Beftrivelfe. Der var gode Gresqang 
og Gar i Mængde; Hvedeagre og et Slags Biindruer vek 
vilbt. Luften var mild felv om Binteren, og Nat og Df 
vare langt jævnere end paa Grønland og Joland. å 
Mennefteboliger var der intet Spor. Leif kaldte Candl : 
Biinland og overvintrede der i nogle Boder, fom hr f. 
opflog, men vendte igjen om Baaren tilbage til Grønland. 
Rørt efter drog hans Broder Thorvald Kl Biinland, op ' 
holdt fig der en Binter og underføgte den følgende Gem 
mer Lanbet nøiere. Han ftødte nu paa de JIndfodte, M 
vare fmaa af Bert og røede i Sfindbaade; Nordmendene 
faldte dem Skrelinger. De angrebe Skibet og Vg: 
vel letteligen bortbrevne; men Thorvald blev faaret Å 


1) Om Forholdet mellem Erling og Jarlerne fre Sn. Olaf AR 
S. Kap. 21. 22. OL Yr. SO. Å Foram. &. Ryu. 4 - 


Viinlands Opvagelfe. 395 


og døde. Den følgende Baar vendte hand Mand til» 
til Grønland. Det varede imidlertid ei fænge, før en 
Horfinn Karlsefne fil Lyſt til paany at opføge 
t. Han tænfte alvørligen pan at bebygge Det, tog 
: Kvæq med fig fra Grenland og ledfagedes af 60 
D og 5 Mvinder. Hans Meife var lykkelig, men da 
var fommen derover, beføgtes han flere Gange af 
lingerne; undertiden fom de fredeligen og folgte foft- 
Stindvarer for Melk og andre Ubetydeligheder; bog 
de fig oftere fom Fiender og i ſtor Mengde. Deres 
Bb have rimeligviid gjort, at Karldefne efter to Bin- 
Dpbhold atter forlod Landet. Endnu engang drog en 
af over 60 Mennefter derhen, og blandt disfe var den 
Freydis, Erik Redes Datter. Ved hendes Unftif- 
fom der Splid mellem Nybyggerne, der endte med det 
zartis Udrydbelfe. Freydis med de Overblevne drog 
e til Grønland, og fra den Tid af ved man intet 
fiffert om Biinland, eller om nogen Fard didhen 1). 
Imedens Jarlerne Erik og Svein i Rolighed ſtyrede 
e, førte Danefongen GSvein Tjugefljeg mange og blo- 
Krige i England. Dette Rige havde allerede gjen- 
flere Warhundreder været udfat for Nordmæœnds og 


En Fortelling om Viinlands Opdagelfe og Meiferne did, fom 
prindelig maa have udgjort Indholdet af en egen Saga, er, 
rimeligvis ved Afſtrivere, bleven indffudt i enfelte Haandftrifter 
4 Olaf Tryggvesføns Gaga af Snorre, af hvilfen den i den 
tore Hjøbenhavnffe og den frodholmfte Udgave indtager Kapit- 
erne 105—112. [De til vor Tid levnede Efterretninger om 
iinlands Opdagelfe og Medfættelfesforføgene der ere fiden 
Mlede og udførlig oplyfte i bet af det nordifte Oldfkriftsfel- 
DB i Kjøbenhavn udgivne Verk Antiqvitates Americanæ (Kjø- 
"Bayn 1837). Det er der godtgjort, at de Steder, hvor Leif 
ikoſon og de ſenere Viinlandsfarere holdt til i det nyopdagede 
TD, ere at føge paa den nordlige Deel af be nordamerikanſke 
Waters Kyſt, I Gtaterne Masfadufetts og Rhode-Islovd 


























336 Jarlerne Grif og Svein Haafonsfønner. 


Daners idelige Plyndringer, og dets nordlige Ded var: 
næften aldeleg i disſe Folks Bold. Kun faa engelfe Kon i 
ger havde formaaet med egen Baabenmagt at verge fi å 
Land; de flefte havde firæbt at fiklfre fig ved Forlig mi | 
fine Undertryffere og ved at bruge de Vikingers Baabu, | 
der fra ældre Tider havde nedfat fig i Riget, mod dereg fen I 
angribende Land8mænd. Dog funde herved aldrig noget: 
faft Rolighed tilveiebringed, og under Adalraads (Eh . 
reds) Herredømme (978—1016) var England nedfunket i 
den dybefte Glendighed. Kongen var fvag, Hovdingen å 
indbyrdes uenige eller Landsforrædere, og Ulmuen ye 
fordærvet. Kong Gvein havde troligen holdt det Left 
han gjorde ved fin Faders Gravol 1); medens han regje! 
rede, herjedbe Danerne næften aarligen England i ſtome ogå 
ftørre Skarer, og Kong Udalraad maatte for hver Gai 
bortfjøbe dem dyrere.  Uaret 1002 maatte han for di 
faa Svein bort betale ham 24000 Pund Solv. Manu 
nu denne havde forladt Landet, bød Adalraad, at alle Dir 
ner å Gngland frulde bræbeg, og Budet udførtes med il 
mulig Grumhed. Kong Sveins Søfter med hendes Man: 
og Søn var blandt de Drabte. Da denne Udaad 19 
tedeg til Danmark, ruftede Svein fig til Hevn, drøg (1003): 
med en ftor Hær til England og gjengjeldte mangel 
ben tilføiede Uret. flere Uar var Folkets Elendighed 
ubeftrivelig; Kong Udalraad faa tilfidit hele fit Rigel: 
Fienderneg Hander og flygtede til Normandie (1013. 
Men Svein var ikke længe Englands Herre: allerede i Der! 
gyndelfen af det følgende Uar (Februar 1014) døde hr! 
pludfeligen.  Geiftligheden, fom han, ſtjont Chriſten, had 
udſuet og plaget, udfpredte det Rygte, at den hellige Or! 
mund havde bræbt ham. Strax famlede de geiftlige M 
verdålige Høvdinger fig og faldte Kong Uvalraad tillagt 
Sveins unge Søn, Knut, havde for Tiden iffe Magi søl 


1) See ovenfor S. 2. 


Grif Jarl drager til England. 337 


til at forfvare fit Herredømme; han forlod derfør England, 
titer at have lemlæftet og Faftet i Land de fornemifte Mends 
Bern, hvilte han havde modtaget fom Gisler. Han drog 
derpaa til Danmark og ruftede fig af al Kraft til at gjen- 
vinde England. 

Kong Knut Sendemænd fom til Norge og fordrede 
Grit Jarls Hjælp til det forehavende Tog. Jarlen tøvede 
iffe; han ftevnede ſtrax Thing og overdrog fit Rige i Norge 
til fin 17aarige Søn Haafon under Svein og Cinar 
Thambarſtjcelvers Tilfyn. Han for derpaa til Knut (1014), 
fulgte ham over til England og hjalp ham troligen at 
vinde dette Mige. Til Norge fom Erik aldrig mere; Ea 
gaerne fige, at han eet Aar efter fit Komme til England, 
da han var rede til en Romerfærd, døde af Forbfødning 
vid at lade fin Drobel fljære. Efter engelffe Skribenter 
derimod ſynes han fom Jarl at have beherffet Northum- 
Herland og levet efter 10201). 


1) En. Olaf d. hell. S. Kap. 23. Olaf Yr. S. i'Fornm. 8. Kap. 
266. Olaf d. hell. S. i Fornm. S. Kap. 40. VFlatøbogen I, 
560; jvfr. Suhms Danm. Hift. III, 439. 445. 585. Ved Ve- 
femmelfen af Tiden, da Grif forlodb Norge, ligefom og af Tiden 
for hans Død møde fore Vanfteligheder. Sagaerne ere enige 
om, at han forlob Norge i fin Regjering 12te War, altfaa 1012, 
og ba drog med Kong Knut over til Gngland. Denne Tibshe- 
ftemmelfe er mulig, naar Svein Tjugeffjegs Død, fom i GSagaerne, 
fættes til 1009. Men da nu Suhm har beviift, at Svein førft 
er bød i 1014, og alle Sagaerne ere enige i, at Grif Jarl førft 
forlod Morge efter hans Død, faa feer man, at Jarlens Bortfærd 
ei fan fættes tidligere end om Sommeren famme Aar (Svein 
døde i Begyndelfen af Febr.). At Cagaernes Tidsbeſtemmelſe 
for Jarlené Englandsreiſe er upaalidelig, fynes ogfaa en Indre 
Movfigelfe, hvort de gjøre fig (fyldige, at vife. De fige nemlig, 
at Haafon ved fin Faders Afrelfe var 17—18 Aar gammel; men 
ifølge de famme Gagaer var Haafon født om Vinteren 997—998 
(Sn. OL Ir. S. Kap.97. Ol. Tr. S. i Fornm. S. Kap. 243). 
Dette flemmer vel med 1014, men Iffe med 1012 (Fagrffinna 
Kap. 85 figer, at Haafon ved Faderens Bortreife var 12 War 
R. Kepfer. Norgeb Hiſtorie. 29 


338 Jarlerne Crik og Svein Haafonsfønner. 


Strag efter at Erik havde forladt Norge, fluttede Jar- 
terne Evein og Haakon Forlig og Benftab med Erling 


gammel, hviffet ikke femmer med noget af be to Angivelfer). 
Det fynes ſaaledes temmelig afgjort, at Eriks Meife ei fan fat 
tes tidligere end Sommeren 1014, og paa denne Tid forefomme 
bet mig, fom om ben ogſaa virfelig er gaaet for fig. Thi 
han var borte af Landet, da Olaf Haraldsføn fom bid, er hyle 
Tigt, og hans Unfomft maa nødvendig efter Sagaer og Ann 
fer fættes til ben fildige Høft 1014, men i Forveien, bog efter 
Griks Afrelfe, var Forliget finttet mellem Erling Ctjalgsføn og 
Jarferne Evein og Hanfon (Sn. OL d. hell. S. Kap. Å 
Fornm. S. Dlaf Tr. S. Kap. 270 og Olaf ». hell. S. Mp 
45). Grif Jarl maa da rigtignof endnu have været i Danmar, 
da Olaf fom til Norge; thi Knut drog førft til Gngland [Ve å 
gynbelfen af 1015. $Hans Etilling var imidlertib dengang for | 
ledes, at man let fan Begribe, at han nødig gav Elip paa der | 
tappre og dygtige Erik, og denne har maaffee i Begynbeljen av 
feet Olafs Angreb for idet farligt og føden troet fig bunden md 
ben Ed, fom hans Son Haakon havde maattet ſverge Olaf. GÅ 
man med Suhm [og Mund] fætte Olaf Haraldsføns Komme til 
Norge til Høften 1015, faa maa man enten, hvilfet Suhm gjør, 
flaa to af denne Konges Negjeringsaar fammen, hvilfet er betan⸗ 
feligt, da baate Gagaerne og Annalerne faa nøle angive dem, eller 
og fette Olafs Dødsaar til 1031 iftebetfor 1030. Men at dekte 
fibfte Mat alene fan være rigtigt, er bevitsligt af mange Grundt. : 
— Grif Jarls Dødsaar maa naturligvils fempes efter Naret for | 
hans Afrelfe. Følger man Sagaerne, maa man antage, at ha 
er tød 1015 eller 1016; Suhm derimod antager ifølge engel 
Skribenters Udfagn fom afgjort, at Han har levet efter 1020, | 
og angiver 1023 fom hans Dedsaar. Hvad enten man antager | 
bet Ene eller det Undet, faa Har det ingen Jndflydelfe paa Mer: | 
ges Hiſtorie; thi faameget er vift, at Grit aldrig mere fom ii 
Norge, hvilfen faa end Aarfagen har været. Merkelig er eller | 
en Fortelling, fom alene findes hos Thjodrek Munt (Kap. 14): ; 
„Svein Jarl var miéundelig paa fin Broder, fordi denne horde 
to Dele af Landet, men han felv fun en Trediedeel. Den rek | 
ffafne Erik forlob bu Landet for at undgaa Strid med fn dre: | 
ber eg drog til England. Han havde da herffet tilligemed Ever | 
i 15 Aar, og efter huns Utreife regjerebe Svein og Guden 
Grifoføn i 2 Aar.» — Vohr. VS. arne Maelsg af vet 





Dlaf ven helliges Ungdom. 339 


Stjalgsſon; derme blev ſtadfeſtet i Befiddelfen af alle de 
Beitéler og Rettigheder, fom han havde faaet af Olaf Trygg» 
niføn, og hand Eon Aslak fit Sveins Datter Eigrid *) 
il Gate. Det var ogſaa par Tide for Varlerne at vinde 
mne følte og mægtige Hovding; thi en beromt Helt af 
jarald Haarfagers Ut flod rede til at omftyrte bered Herre» 
omme, og Elaget rammede, førend de ventede det. 
Harald Grenſtes Eon Olaf, ført 995, var bleven 
pfoftret paa NRingerife hos fin Moder, ven flolte og myn- 
ige Uafta, og fin Stiffader, Kong Sigurd Eyr. I fit 
rede Uar (998) var han bleven dødt tilligemed disſe, og 
long Olaf Tryggvesſon havde felv været hans Gudfader. 
sigd Syr var ingen Kriger, men en viis, retfærdig Konqe 
gen dygtig Huusholder; bet var hans Glade at have 
Lilly med Uger og Eng og fit Tjeneſtefolks Arbeide. Olaf 
imod yttrede tidlig et amdet Eindelag. Engang, da alt 
folfet paa Gaarden var fysjelfat, bød Sigurd ham fadle 
in Heſt. Olaf lagde Sadel paa en flor Bul og ledede 
en frem for Kongen. Da udbrod Sigurd: Veg feer, da 
il være fri for mine Bud, og faa tykkes vel og din Mos 
"t Bor Hu er ulig: du er langt ftoltere end jeg" *). 
Def fif å fit tolvte Mar (1007) et Harſtib af fin Stif⸗ 
ber og brøg uu paa Hærtog. Skibsfolkene gave ham ef. 
mTidens Skik Kongenavn, og han fad felv i Høifædet 
d Styret, men den erfarne Rane Bidførle, hand Fa— 


Øronologiffe GSpørgsmaal i „Den norffe Kirkes Hiftorie" I, 68 
og i Aumerfningerne til dem i 1849 nbgivne mindre Eaga om 
Dlaf den hellige S. 98—104, hvor han fremdeles holder paa 
1014 fom bet rette Aar for Olaf Havaldsføns Komme til Norge. 
Mund (Det norffe Folks Hiftørie:1, 2. 488—494) antager 1015 
og forfvparer denne Mening med Grunde, der fynes at have af: 
gjørende Begt.] 

Sn. Hara'd Haardr. S. Kap. 42. 

Sn. OL Ir. S. Kap. 67. OL d. hell. S. Kay. 1. 2. OL d. 
hell. S. å Fornm. S. Rap. 15—24. 


22* 


3140 Jarlerne Grif og Svein Haafonsfønner. 


ders Joftbroder, var den virkelige Styrmand og 9 
gens NRaadgiver. Deres førfte Loge gik til Oſterſoen, 
ifær GSveriged Kyſter bleve herjede. Derpaa angre 
Friisland og drog derfra til England, hvor Olaf e 
underftøttede Kong Udalraad mod Svein Jjugefljeg. 
foærmede de om paa Frankriged Kyfter og øvede I 
Heltegjerninger 1). 

Paa Hærtoge vorte ſaaledes Olaf op til en å 
itjøn Mand. Han var iffe hei, men før, derfor ha 
og Tilnavnet den digre; han havde lyſebruunt 
ffarpe Dine og en fager Unfigtéfarve. Han var venf 
udmerfet fremfor fine Jævnaldrende i Legemsøvelfer, 
ffab og Beltalenhed?). Paa fine Toge i Veften 
han vundet baade Hæder og Guld; men hans virlj 
- Vand firæbte videre, og han havde i Sinde at dra 
Jerufalem. Da han allerede laa rede til denne Færd 
andrede han fin Tanfe og befluttede at gjenfee fit Fel 
land. Gagaerne fige, at en Drøm havde lovet ham 
ges Rige*). Han drog til Northumberland, efterlol 
fine Qangffibe og udruftede i Stedet to Knarrer (ftore 
ſelsſtibe) med 220 velbevæbnede og udvalgte Mand. 
udſtod en Storm i Havet, men landede dog lykkeli 
Norge ved Den Gelja om Hoften (1014), efter at 
Jarl var dragen bort. Idet Olaf ſteg i Land, gled 


) Om Olafé Toge i hans Ungdom findes Underretning ho 
DL 5. hell. &. Kap. 4—19. 25. 26. OL ». hell. S. I F 
S. Kap. 26—41. VBegivenhederne ere deels ei betydelige, 
fabelagtige, deels vanffelige at forene med fremmede Skrib— 
Fortælling og Ghronologi. Afvigelferne i fidfte Henſeende 
man vel for en ſtor Deel forflare af den feilagtige Beſtem 
af Tiden for Svein Vjugeffjegs Død i Sagaerne. 

35) Sn. OL d. hell. S. Kap. 3. OL d. hell. S. i Form 
Kay. 25. 

5 En. OL 0. hell. S. Kap. 17. OL d. hell. S. I For 
Kap. 37. 


1014. Olaf Haraldsføn fommer til Norge. 341 


god, og han faldt i Kne. Nu faldt jeg", fagde han. 
Gi faldt du," fagde Rane; ,du fæftede nu Jod i Landet.” 
Dlaf fmilede og fagde: Det maa nu vorde, fom Gud vil!" 
ften var Ham ſtrax gunftig. Haakon Jarl var i Sogn 
og agtede fig nordefter uden Mistanke om, at Fiender vare i 
Rarheden. Men da han med eet Sb feilede gjennem Sau 
dungsſund 2), blev han fangen af Olaf, der havde faaet 
Nyt om hans Komme og var dragen ham imode. Da den 
fagre unge Jarl lededeg for Olaf, udbred denne: „Ei løi 
min paa Eder JFrænder, ba man priifte Eders Skjonhed; 
men nu er Eders Held forbi.” Haakon fvarede, at Lyklen 
var uftadig: Min og din Mt har verelviis havt Over- 
hund, og bet fan hænde fig, at jeg en anden Gang er 
heldigere end mu." „Aner du da ikke,“ fagde Olaf, ,at 
du maaffee fra benne Etund af hverken kommer til at 
prove Held eller Uheld?*" „Du raader nu!” fvarede Jarlen. 
Jan maatte opgive Olaf fit Rige og fverge aldrig at ſtride 
mod ham. Han drog til fin Morbroder Kong Knut og 
blev fange hos ham i for Haver *). 

Olaf drog nu fydefter og thingede paa flere Steder 
med Bønderne. Mange gave fig under ham; men Mange 
vare og Svein Jarls Venner og modfatte fig ham. Dere 
for flyndte han fig til Bilen, hvor han paa Beftføld, i fin 
Faders fordums Rige, fandt mange Filhængere. Her efter» 
lød han fine Skibe og drog til Kong Gigurd, fin Stif- 
fader, med 100 velruftede Mænd. De bleve vel modtagne; 
Uafta ifær fparede Intet for at hædre fin San. Folk og 


) Nu faldet Saudeſund, i Affevolds Preftegjæld mellem Atleøen og 
Sondfjords Faftland. 

*) Sn. DL. d. hell. S. Kap. 27—29. Ol. d. hell. & f Fornm. 8. 
Rap. 42. 44. Antager man efter Sagaerne, hvilfet vel, fom før 
fagt, bliver bet rigtigfte, at Haafon Jarl er fangen 1014, faa 
følger beraf, at han el fan være bragen over til Gngland til 
Kong Knut, men til Danmark, og han maa da I det følgende Aar 
bave fulgt Ham og fin Fader over til England. 


342 Jarlerne Grif og Svein Haafonsfønner. 


Land,“ fagde hun, flod til hans Zjenefte." Efter em lot 
Tids Ophold faldte Olaf Kong Eigurd tilligemed Aaſta mg 
Rane til en Samtale og erflærede nu fit Forfæt: md dN 


og Eg at vinde fit Fadrenerige fra dets fremmede Beher— 


flere, eller og lade fit Liv fin Odel.“ Han bad om Ev : 


gurds Biftand. Den vife Olding vilde ingen Hjælp lov 


ham, før ban havde raadfort fig med de audre oplandfe : 





i 


i 


Konger. Hau bad Olaf holde fit driftige Forehavende hen. 


meligt, indtil Han widfte, hvad Underftøttelfe han kunde 
vente; thi det var ingen ringe Sag at give fig i Kam 


med Kongerne af Gverige og Daumarf.  Rimeligvil' 
fagde ban, ,vil du faa Tilhangere; thi Almuen er alke : 
begjerlig efter Forandringer. Saa gif det, da Olaf Trygg: 
vesſon fom til Riget, at Ulle alædede fig derover, og Deg" | 
lagde han advarende til, ,nod han ei Kongedømmet fange” ' 
Nafta opmuntrede fin Son til at vedblive i fit frolte For 
fæt. , Heller vilde jeg," fagde hun, ,at du blev bhele Nor 
ges Overfonge og levede ei fænger end Olaf Tryggvedfon 


end at du ſtulde vorde em Konge ei førre end Eigun 
Syr og dø af Ulde 1),* 


Vaa denne Tid var der mange Fylkeskonger paa Op 


Tandene af Harald Haarfagers Et, hville efter Olaf Trygg 


vesføns Fald havde erfjendt ben danſte Konges Overhei 


hed. En raadede for Romerike, Thoten og Hadeland, 


en anden for Valdres; for Gudbrandsdalen raadek 
Gudred, for Hedemarken Brødrene Rorek og Ring : 
Med alle didfe holdt Sigurd Eyr et Stevne paa Har 


fand, ved hvilket ogfaa Olaf var tilftede. Her aabenbarede 


Sigurd fin Stifſons GForfæt og bad de ovrige Konger 
bjælpe ham. ,Det var nu paa Tide at løsrive fig fr 


1) Fortællingen om Olafs Modtagelfe hos fin Stiffader, fom int 
holber mange Bidrag til Kundffab om Nordmænbenes Eedet ! 
Oldtiden, findes hos Su. OL d. hell. S. Kap. 30—33. OL 
hell. S. i Forum. 8. Rap. AG—489. 





! 


1014. De oplandffe Kongers Naavflagning paa Hadeland. 343 


Danernes og Svenflerned Overherredømmes i den bjærve, 
tloge og feierfæte Olaf Haraldéføn havde de Manden, der 
funde flaa i ESpidfen for et faadant Foretagende.* Den 
vift Rorek tog førft til Orde: „Det var Sandhed," fagde 
fan, „at Harald Haarfagerd Rige var dybt funket, fiden 
ingen af hans Wtmand var Norged Overfonge; dog maatte 
man betænke, at Landets Tilſtand under disſe Overfonger 
havde været meget forffjellig. Med Haafon Udalfteinsfoftre 
$avde Ulle været tilfredfe. For Gunnhildö Sonners Vold» 
fomhed havde man derimod foretrukfet fremmede Hovdin⸗ 
gers Overherredømme;' disſe vare langt borte, fik fine Skat⸗ 
ter og føde tøvrigt Folket raade fig felv. Da Haakon Farl 
var bleven uafhængig i Norge, blev han haard og uretfærdig; 
derfor bræbte Throuderne ham. Nu hævede Ulmuen Olaf 
Unggvesfon paa Harald Haarfagerd Kongeftol; men da 
Han fad faft, behandlede han GSmaafongerne haardt og lod 
ille engang Folket Jrihed til at tro paa ben Gud, det felv 
vide. Efter hand Fald,“ vedblev han, have vi holdt Ben- 
ſtab med Dancfongen, have faaet Hjælp af Ham, hvor vi 
behovede ben, og have nydt Frihed og Rolighed. Jeg er 
tilfreds med min Etilling, og ei verd jeg, om ben bliver 
fedre derved, at min Grænde vorder Norged Konge. Or 
faameget er vift, at ei vil jeg tage Deel i dette Raad, hvis 
ei min Anfeelfe derved forøged.” Underleded tenkte hang 
Broder Kong Ring: Om end ikfe min Magt bliver for- 
øyet," fagde han, „ſaa vil jeg dog heller fee min Frænde 
uade for Norge end ubdenlandfte Hovdinger, fom ingen 
Net have til Riget. Men nu er Olaf ei mægtigere eller 
Mere odelsbaaren til Norges Rige end vi; hvid vi altfan 
de ham ben hoieſte Berdighed i Landet og bjælpe ham 
af al Kraft, hvi flulde han da ei lonne os og længe min- 
deg vort Benftab? Derfor ev det mit Raad at flutte For 
Bund med Olaf og opfylde hans Forlangende.* De øvrige 
Ronger gave Rings Ord Bifald, og Reret, der Van do 


344 Jarlerne Grif og Svein Haafonsfønner. 


ene, gjorde ei heller videre Jndfigelfer; bog forudfagde han : 
at de fnart vilde angre dette Raad. De fer Konger gil m ; 
Olaf tilbaande; han lovede at overholde alle deres Nettige : 
heder, og Forbundet blev befræftet ved Ed.  Derpaa ble 
Thing flevnet, Kongerne talte Olafs Sag for Ulmuen, og 
hele Norge Rige blev ham tildemt efter de oplandft | 


Love). 
Strax efter dette Thing ſtrommede meget GFoll ti 


Olaf, faa at han fnart havde 300 Mand; men Kongern 


pleiede ei at have mere end 60, heift 100 Mand i Folge, 


naar be brøge paa Gjefteri over Oplandene; derfor ſtyndie 
Olaf fig for iffe at være Bønderne til Tyngfel over Had | 


land, Gudbrandsdalen og Dovrefjeld til Opdal. Her harde 


Folket ei Styrke til at modfætte fig og fvor ham derfor | 
Iroftab. Orfdeler og Gauldoler havde vel famlet en Har 
og modte Olaf ved Grjotar i Orkedalen?); men de havde | 


ei forud kaaret fin Unfører; derfor opftod Forvirring de 


Kongen nærmede fig. Olaf benyttede fig heraf til at handle | 
med bem om Forlig, og Bønderne underkaftede fig. Hun 
drog nu til Sokanten, fil i en Haft famlet nogle Eli | 
og ilede med disſe ind av Throndhjemsfjorden for uventet | 
at fomme over Svein Jarl, fom fad i Steiner og lavede 
fig til at holde Juul. Men Ginar Thambarffjælver, fom I 
boede i Skaun nordlig i Orfdølafylle 5), havde, ſtraf M i 
ban hørte Orkdolernes Underkaftelfe, fendt et Jilbud fl 
Jarlen for at underrette ham om den overhængende Fart; | 
og endnu famme Kveld, fom Budet fom, forlod Even | 


Steinker paa et Langftib, der flod ruftet ved Hand Gao. 


J Dagbrakningen fil han Øie paa Olafö Skibe. Hk: 
fagde ftrap under Rand i Mafarvif+), hvor der mr | 
1) Sn. OL >. hell. &. Kap. 34. 35. OL d. hell. S. i Fornm. & | 


Kap. 50. 51. 
35) Hvor nu Orfedalens Hovedlirfe flaar. 
3) Borgſeſtogns Unner Å VBørgfeus Preftegjæld. 


4) Mosvifen paa Tromdhjemsjordens Ve, Å Qieant gel | 





4 
9 
- Æ2 


1014—1013. Olaf Haraldsføns Kamp med Svein Jarl. 345 


tyt Skov, og bedakkede fit Stib med Grene. Kongen feie 
fede forbi uden at bemerfe ham i den mørfe Morgenftund; 
men Jarfen brog, facfnart han var tryg, til Frofta og 
fendte herfra Bud efter Ginar. Paa dennes Raad holdt de 
fig nu for det førfte rolig i Stjørdalen for at fee, hvad 
Olaf vilde tage fig føre. Men da Kongen havde ført al 
ben forefundne Julefoft fra Eteinfer til Nidaros for her 
at heitideligholde Feften, famlede de en Hær og nærmede 
fig pludfeligen med 2000 Mand. Olaf maatte ved Mid» 
matdtider paa fine Skibe flygte fra Byen. Jarlen ope 
brøndte Hufene og fil ben røvede Julekoſt tilbage”). 

Kongen landede imidlertid ved Orfedalen og drog over 
Fjeldet til Oplandene. Her for han paa Gjefteri om Bin» 
teren (1015); men i Begyndelfen af Baaren famlede han 
Folk ved de oplandſte Kongerd og Hovdingers Hjælp og 
Begav fig til Bilen, Hvor han flaffede fig Skibe og favede 
ſig til at drage veftover. Ogfaa Svein Jarl havde ſtrax 
efter Juul udbudet Leding af Trondhjem og havde faaet 
meget Folk; thi han var yndet af Lendermændene, og didfe 
ledede igjen Bønderne. Mange, fom før havde fvoret Olaf 
Atoffab, floge fig nu atter til Jarlen. Han drog fydefter, 
forenede . fig ved Rogaland med Grling Skjalgsſon, fom 
mod Enden af JFaften til Bilen og lagde i Havn ved 
Nesjar?) indenfor Grenmar. Olaf var allerede i Nære 
eden, og Loverdagen for Palmeføndag havde begge Flaa» 
berne Underretning om hinandens Stilling. 

Palmeſondags Morgen (3 April 1015) i Dagningen 
bed Olaf fine Mænd at holde Alt rede til Strid, og efter 
et have hørt Mesfe lagde han fra Land for at opføge 
Vinden. Da han fom udenfor den Havn, hvor Jarlen 
bavde ligget om Natten, var benne tfærd med at ro ud, 


) En. OL d. hell. S. Kap. 36—42. OL d. fell. €. i Forom. 8. 
Kap. 51—53. | 
%) Det unværende Brunlaneé ved Frederifeværn 


346 Jarlerne Gril og Svein Hanfonsfønner. 


og nu lod man flrar paa begge Sider Skibene fammen- hr 
binde til Strid. Jarlen havde 45 GStibe, Olaf fun Å 
føruden de 2 Knarrer, paa bvilfe han var Ffommen ti Å 
Norge; men hans Folk var udvalgt, og paa hand ogå | 

Sfib var ber 100 Mand, væbnede med Ringbrynjer og 

hvide Skjolde med Mord paa. Hans Merfe var en hvid | 

Orm. En hard Kamp begyndte, og fænge var Seieren J. 
uvid. Endelig haldede den til Olafö Side. Han avd i 
allerede vyddet det Skib, der laa Sveins nærmeft, og lav 
fig til at beftige hans egen Snekke. GSvein bod fine Stavne 
Boer overhugge Tengflerne) for at loſe den; men Ofl 
Mænd holdt den faft med GStavnljaaer. Da lod Eine G 
Thambarftjælver, fom faa paa Jarlens anden Side, et 4 
fer Fufte over i hans Skib og fif det ſaaledes truffet 8 
af Faren. Nu fplittedes Jarlens Flaade. En vu ill | 
Hæren flygtede i Rand; de GFlifte fulgte Unføreren ud då 
Fjorden. Her lagde de atter fine Skibe fammen, og Hevå 
dDingerne raadſſoge. Erling Skjalgsſon vilve, at man udi 
drage nordefter, famle en ny Hær og atter ſtride med OldfA 
naar Ceilighed gave. Flere derimod, og blandt vem Cinarh 
tilffyndede Jarlen til at drage til Sveafongen for hos ham 
at føge Hjælp. Dette Raad fil Overvegt, og Hæren ov! 
fpredte fig; Svein og Einar feilede fyd over Folden; Gad 
ling og flere Lendermænd, der ei vilde førlade fin Ovmkd 
drøge hjem. Imedens Jarlens Tilhangere endnu faa forme 
lede med fine Skibe for at holde Raad, fal Eigurd Gps 
have egget Olaf til atter at angribe dem. „Han burde fog 
at faa de fiendtlige Høvdinger i fin Magt og drabe dm 
hvis de ei vilde fverge ham FIroftab.” Men Olaf vill 
førft fee, hvad Farlamændene havde i Sinde. Du fart 
raade, Konge!" fagbe da Sigurd, , men feent tror jeg 4 
vinder de Storbukkes ITrofkab, fom før ere vante til a 


1) Fougene, hvormed SUbene vare fæftede fammen under Kamp. | 


















P iv — 


1015. Glaget ved Nesjar. Svein Jarle Flugt og Død. 347 


be Herflere Stangen.“ Da ſtrax efter Fienderne adfpredte 
z, blev der intet af Angrebet. Byttet blev fliftet mellem 
zeierherrerne, og Olafs Filbængere fil rige Gaver). 


Olaf Haraldsføn den hellige. 


Da Olaf hørte, at Svein Jarl var dragen af Landet, 
« han veftover og blev paa alle Thing lige til Lindesnes 
gen til Konge. Veſt for Nesfet dvælede han ei længe; 
i Erling ESfjalgsføn havde famlet en Hær mod hum. 
an baftede til Tbrondhjem for at vinde denne vigtiyfte 
reel af Landet, medens Jarlen var borte. Men Thrøn- 
xme og ifær Indthronderne vare Svein ganffe hengivne; 
øngen fil hos dem ingen Skatter, og det var tydeligt, at 
+ vilde flaa fig paa Jarlens Eide, hvis denne igjen fom 
bage. Svein lavede fig ogfaa med den fvenfle Konges 
jælp til et Indfald i Ihrondhjem over Kjelen; men om 
øften, da Toget (fulde gaa for fig, døde ban paa Tilbagee 
Men fra et Bilingetog i Øfterføen. Sveins Død nedflog 
hrondernes Haab; de underfuftede fig Olaf, og ti hvert 
pife blev benne tagen til Konge?). 

Kong Olaf i Sverige vilde imidlertid ei give Slip 
m fine Fordringer, om end Svein Jarl var død, og 
adte om Binteren (1015—1016) tø af fine Mænd, Bra» 
sene Thorgaut Sfarde og Asgaut med 24 andre for 
kføræve Skat i fin Deel af Throndhjem. Men Bønderne 
bftjode Sagen under den norffe Konge; thi de vilde ei 
etale tvende Konger Skat. Sendemandene droge nu til 
lidaros, og da de fil Olaf i Tale, brugte de flore Ord 
M bede ham at blive Sveakongens Mand; da vilde 


1 Su. OL ». hell. S. Kap. 43—50. OL d. hell. S. i Fornm.8. 

Kap. 54—56. 
5 Sn. OL d. hell. S. Kap. 51—54. Ol. ». hell. S. i Fornm. 8. 
Kap. 56. 57. 

























348 Olaf Haraldeføn ben hellige. 


denne maaffee give ham Norge i Len. Olaf foarede hi 
at han ei trøede, at bered Herre havde nogen Met til Norge, 
Næfte Baar vilde han drage til Rigernes gamle Lane 
merfe, Gautelven, og der kunde Eveafongen mode hm 
hvis Han vilde, for at flutte faadant Forlig, at hver di 
dem ſtulde beholde det Rige, han var ovdeldbaaren tk! 
Hermed maatte Sendemændene drage bort. Thorgaut venleg 
hjem til Sverige. Asgaut derimod vilde endnu vreve fag 
Qyffe, drog til Orfedalen og agtede fig til More. Nag: 
ban blev greben af Kongens Udfendinger og hængt!). | 
Stray ved fin Unfomft til Ihrondhjem havde Olli 
ſtrebt at ophjælpe Nidaros; han uddeelte Byggetomtegg. 
opførte Clemenskirken og iftandfatte Kongsgaarden. J desk 
nye Stad fad han nu Vinteren over i Rolighed, fysj 
med at ordne fin Hird, forbedre Lovene og fyrte Cbriftes- 
dommen. J Hirdens Epidfe ftod fra Olafs Tid Stab 
faren, en af de høiefte Embedsmaend i Riget, hvem Må 
paafaa at tale paa Kongens Begne til Thinge. De egen 
lige Hirdmænd vare 60 i Tallet;.næft dem i Berdighi 
ftode Gjefterne, ber vare 30, og hvid Forretning 
var at udføre Kongens Grinder. 30 Huusfarle fl 
beførge alle Arbeider i Kongens Gaard, og under dem fill 
igjen en Mængde Træle. J den ſtore Hirdftue brand 
endnu efter gammel Skik Ilde langs -Gulvet. I det fol 
nemmere Høifade, fom vendte mod Solen, fad Kom 
paa hang høire Side Hirdbiffoppen og Prefterne, paa vil 
flre Kongens Raadgivere. J det ringere Hoiſade lidd 
Kongen fad Gtaliaren. En egen Stue blev indrettdd 
at holde Hirdftevner, raadflaa og modtage Sendemænd. Å 
Forening med de vifefte Mænd i Riget gjennemgit OG 
Haakon Adalſteinsfoſtres Love, gjorde Fillæg til dem 
renſede dem ifær fra alt Hedenftab. Thi Intet lag lev 
') Sn. OL d. fell. S. Kap. 57. OL d. hell. S. I Form . 
Kay. 61. i 


1015—1016. Lovforbedringer. Chriſtendommens Vefæftelfe. 349 


mere paa Hjerte end Chriſtendommens VBefoæftelfe; derfor 
pa» ban den forſte Chriſtenret med fin Hirdbiſtop 
Brimfel8 og andre geiftlige Mænds Raad og efterforitede 
ete Chriſtendommens Jilftand ei alene i Norge felv, men 
g paa Orknoerne, Færøerne og Island. Fra fidftnævnte 
5 var ben unge Sighvat Thordsføn forrige Uar fom 
aen til Olaf i Throndhjem, havde ved fin Driftighed vun- 
et hans Yundeft, var bleven hans Skald og Hirdmand og 
avde fiden fulgt ham). Af denne og andre Fölændinger 
ørte Kongen, at Chriſtendommen endnu fun ſtod paa fvage 
zodder i deres Fedreneland. Han fendte derfor Bud vid 
sed de Alandsfarere, fom om Vaaren forlote Nidaros, 
il Qovfigemanden Skapte Thoroddöføn og andre Hørs 
inger om at afifaffe de Levninger af Hedenſtabet, fom end 
are tilbage i deres Love?). 

Derpaa drog Olaf (1016) med en Hær fra Thrond- 
gem fydefter langs Landet; i hvert Fylke holdt han Thing 
ig blev uden Modſigelſe tagen Kl Konge. Overalt lod 
van Ghriftenretten oplæfe, afitaffede ve hedenſte Skikke, fom 
mber Jarlerne havde indfneget fig, og ftraffede ftrengt be 
Mobftridige, hvad enten de vare mægtige eller ringe. Da 
han laa i Karmjund, fore Sendebud mellem ham og Er⸗ 
ing Skjalgsſon, og et Fredsftevne blev aftalt mellem dem 
ma Hvitingso i Boknfjorden. Da de modtes, forlangte 
Krting alle de Veitsler og Rettigheder, fom Olaf Tryggvesføn 
pavde ftjenfet ham; men Kongen fagde, at han vel flulde 
mde Erling være den gjævefte blandt fine Lige, men efter 
bget Tykke vilde han give ham Jorleninger og ikke taale, 
hå Gendermændene opførte fig, fom om de vare odelébaarne 
PÅL hans Fadrenearv; ei vilde han faa dyrt kjede deres 


F, En. OL 5. hell. S. Kap. 41. OL d. hell. S. i Fornm. S. 
Kap. 52. 
%) Sn. DL d. hell. S. Kap. 55. 56. OL d. hell. S. i Forum. 8. 
Kay. 58. 59. 


350 Olaf Haraldoſon den hellige. 


Tjeneſte. Erling fvarede hertil, at ben Tjeneſte vilde blim fu 
Kongen nyttigft, fom han ydDede ham frivifligen. Dog am: 
den ſtolte Hovding omfider efter paa fine Venners Aoki 
og gif Kongen tilhaande paa de Billrar, denne beftemk: 
De flilte8 nu avd fom Benner, idetmindite tilfyneludende, sg fe 
Olaf fortfatte fin Reiſe oftover. De banfte Evyöfelmank Å 
fom endnu vare i Biten, fMygtede fra Landet paa Ryg 
øm hans Komme, og han blev ogfaa her tagen til Kong | 
paa alle Thing lige fil Svinefund 1). , 
Ranrife var endnu i Sveakongens Magt og flyr: 
af to Eysfelmænd; GiLif Gautffe havde den nordlige 
Deel og Roe Stjalge den fydlige. Kong Olaf fleondri 
Folket i Ramife tit Thing, og mange Bonder famlede ſif 
fra Derne og Kyſten. Han forlangte, at de flulde to 
ham til Konge, fom de øvrige Nordmand havde gjord 
Den rige Bonde Brynjolf Ulfalde førte Ordet for dem 
og fvarede, at de meget vel vidfte, at deres Land hørte ille 
Norge, og de Flefte vilde ogfar bellere tjene Norges e 
Sveriges Konge; men de frygtede dennes Hevn og kunde 
ei modfiaa hans Magt, naar Olaf drog nord i Li 
Hermed hævedes Thiuget; men om Kvelden var Bryn 
Kongens Gjeft, og de famtalede meget i Genrum. EN 
Gautfte havde imidlertid holdt fig i det Judre af Ladd 
t Skovene med en ftor Bondehob. Mange tilftyndede hell 
nu at holde IThingftevne med Olaf, og hertil beftemte MA 
fig. Da Songen hørte dette, fendte han fin Gjeftehovdag 
Thorer Lange, med 6 Mænd, førte Brynjer under HÅ 
terne og med Hjølme under Hattene, til Brynjolf UG 
i dennes Folge ftodte de til Eilifs Flof, da den nærme 
fig Syften. Kongen lagde til ved en Klippe og fatte Å 
her med fine Mænd; Eilif og Bonderne ftode paa Sletch 
ovenfor. Etallaren Bjørn reifte fig forft og talede på 


1) Sn. OL v. fell. S. Kay. 58. 59. OL d. hell. S. I Forn | 
S. Kap. 62. 63. 






















1016—1017. Gtribigheber med Sverige. Sarpsborg anlagt. 351 


Kongens Begne. Eilif flod op for at fvare ham. Men i 
famme Etund bug Thorer- Lange ham over Halfen, faa 
Hovedet faldt af. Gauterne i Eilifs Folge flygtede, og de 
fervirrede Bender underfaftede fig Kongen paa det Bilfaar, 
at han ei ſtulde forlade dem, for Striden med Sverige 
ar endt. 

Da den nordlige Deel af Ranrike faaledes var fom- 
men i Olafs Hænder, fortfatte han fin Færd lige til El. 
Øen og oppebar afle Skatter langs Kvyften. Han vendte 
berpaa tilbage til Bien og lagde op å Raumelven. Vaa 
bt Nes i Noærheden af Fosſen Sarp anlagde han en Kjob» 
flod Borg eller Sarpsborg og byggede der en Kirfe og 
Ma Kongsgaard. Her holdt ban Juul (1016—1017) og 
havde til Gjeft mange Etorbender fra de nærmefte Here» 
Der. Blandt dem var bg Brynjolf Ulfalde, Hvem Kongen 
Ri Sen for den Hjælp, han havde ydet ham til Ranrifed 
Øndertvingelfe, gav Lendermands Navn og Met tilligemed 
Saarden Bettaland 2). 
> - Bed alle disfe Begivenheder tiltog Fiendſtabet mellem 
ben norffe og fvenfte Konge Dag for Dag. Olaf forbed 
Bitoæringerne at udføre til Gautland Eild og Ealt, Va 

, fom Gauterne et vel funde undvære. Sveakongen paa 
Ni Give fød denne Binter dræbe Thrond Hvide, der var 
Bragen til Jamteland for at fræve den norffe Konges 
Etatter. On: Baaren (1017) dræbte den tappre Viking 
vind Urarhorn, efter hemmeligt Overlæg med Kong 
—* Haraldsſon, Roe Skjalge, der endnu beſtyrede det 

ige Ranrike paa Sveakongens Vegne. Derimod blev 
in egdſte Kjobmand, Gudleik Gerdſke, ber var dragen 
am Holmgaard i Gardarike for at kjobe foftbare Barer til 
norſte Konge, paa Filbageveien overfalden ved Dland 
—* Sveriges Kyſt af Thorgaut Skarde; Gudleik blev dræbt 


7) Sa. DL. d. hell. S. Kap. 59. 60. OL. d. hell. S. i Fornm.S- 
ap. 63. 64. Bettaland ligger nordligft i Raurike. 









352 Olaf Haraldsføn ven hellige. 


og Qadningen ranet. Denne Gjerning blev imidlertid (nr 
hevnet; thi ſtrax efter at ben var øvet, fom Eyvind Un 
horn fra Bifing i Dfterføen til Dland. Han fatte då 
Thorgaut, indhentede ham i Sviaffjærene (udenfor det n 
værende Stokholm), fældede ham og bragte alle de in 
fjøbte 'Koftbarheder til Norge til deres rette Cier). 
Denne famme Eommer (1017) drog Kongen med! 
Har lige til Elven og underkaftede fig hele Ran 
Medens han var her, fore Sendemænd mellem ham 
Røgnvald Jarl i Veftergautland. Rognvalds Kone, ! 
ftolte Ingebjørg Tryggvesdatter, underftettede ivrigen £ 
baade formedelft fit Freudſtab med ham, og fordi hun 
brig funde tilgive Sveafongen, at han havde været md 
fælde hendes Broder Olaf Tryggvesſon. Efter Jngebje 
Filflyndelfe mødte Jarlen Olaf ved Elven. Begge ind 
hvor ftor Skade baade Bilværinger og Gauter havdt 
Fiendtlighederne mellem Norge og Sverige; derfor l 
de enige om, at der ffulde være Fred mellem deres Und 
faatter til næfte Sommer, og adflilte8 fom Benner. O 
GSveafonge var berimod mindre end fredelig findet; han! 
mange baarde Truſler og fore Ord falde og var faa 
bittret paa den norſte Konge, at han ei engang kalle 
høre ham nævne med hang rette Navn, men Ulle mx 
i Kongens Paaher falde ham den digre Mand*). 
Bifværingerne frygtebe meget for Krigen med Swi 
og onſtede et JForlig mellem Kongerne, men Ingen vor 
at frembære bette Ønfte for Olaf. Paa mange af å 
Bennerd Bean paatog endelig Bjørn Stallare fig M 
$Hverv. Engang da Kongen holdt Stevne med fine Mer 
og Benderne, fpurgte Bjørn ham, hvad han trorde 


1) Sn. OL d. hell. S. Kap. 60. 61. 63. 64. Ol. d. hl & 
Fornm. 8. Kap. 64. 65. | 

2) Sn. OL d. hell. S. Kay. 65. 66. OL ». hell. S. i Forom å 
Kap. 66. 


1017. Bjørn Stallares Sendefærd til Sverige. 353 


Ufreden mellem Rigerne. Han fad nu paa andet Aar fyd 
i fit Cand uden at beføge deté nordlige Cane; mange af 
hans Mænd, fom der havde fin Odel, længted efter Hjem 
met. Derfor," fagde han, „onſte nu endermænd og 
Bender, at du fender Mand til GSveatongen og byder 
ham Fred; mange Svenfte ville underftøtte Sagen, thi det 
ar deres Gavn faavel fom vort.” De Tilftedeværende rofte 
Bjørns Tale. Efter nogen Betænkning fvarede Kongen, 
at bet var billigt, at Bjørn felv for. denne Sendefærd. 
Bar hans Raad godt, funde han da have Nytte af det; 
hvid iffe, voldte han felv fin Stade. Bjørn maatte nu 
pantage fig dette farlige Erinde og fil i Folge med fig 
Hjalte Stjeggesføn.), der pan Olafs Jndbydelfe var 
fommen til Norge, desuden Sighvat Skald og 9 andre 
Mand. Olaf paalagde ham at tilbyde Sveafongen Fre» 
ma bet Billaar, at Landemerfet mellem Migerne ſtulde 
være fom under Olaf Jrygqvesfon. Et Svar herpaa 
vilde han, at Bjørn flulde have af Kongens egen Mund. 
$an bød ham føge Hjælp hos Rognvald Varl og gav 
fam en Guldring med til denne fom Jærtegn paa, at han 
for i fin Herres Grinde ?). 

Efter Bjørns VBortreife lod Olaf tilfige Gjeftebud for 
fig paa Oplandene, fom bet havde været de forrige Kone 
408 SHE hvert tredie Aar at beføge, og hvor han nu 
Harde i Sinde at udrydde Hedenffabet. I det Ydre af 


3) Gee ovenfor S. 312 fag. | 

9 Sn. OI. >. hell. &. Kap. 67. 68. OL d. hell. S. i Fornm. 8. 
Kap. 67. 68. — Kong Olaf havde famme VBaar, fom han op- 
fordrede Jelændingerne til at renfe fine Love for alle Levninger 
af Hedenffabet, ogfaa indbudet Hjalte Skjeggesføn til fig; denne 
var fommen forrige Sommer, var nu hædret i Kongens Hird og 
havbe ifær vundet Bjørn GStallares Venſtab. Hjalte og Sighvat 
tilbøde fig frivillig at følge ham til Sverige, ba Kongens øvrige 
Mand fun havde liden Lyft HL at være med paa- denne farlige 
Reiſe. 
I. Kevrer. Norgeb Hiſtorie 23 


354 Olaf Haraldsføn den hellige. 


Bilen havde det været ham let at bringe Chriftendi 
paa Gode; thi Folket her var ved lang Bane og 

Omgang med fremmede Chriftne blevet fortroligt m 
nye Ero). Men længere inde å Landet forholdt I 
anderledes. Allerede i Vingulmarks Skovbygder fan! 
Meget at rette; men endnu varre ſtod det ſig med 
ſtendommen paa Romerike. Olaf for did med 300 
tilintetgjorde overalt Hedenſtabet, indſatte Preſter og 
og revſede de Modſtridige uden Perſons Anſeelſe med 
flygtighed, Lemlæftelfe eller Doden. Urolig herover 
Romerikes Konge til Rorek paa Hedemarken, og I 
Forening ftevnede de øvrige oplandffe Konger til et 
De famme fem Konger, fom for tre Var fiden till 
Sigurd Syr førft havde faaret Olaf til Norges $ 
famledeg nu paa Ringsaker paa Hedemarken for at 
Raad op imod ham. De begyndte en Samtale i E 
og Romerikes Konge klagede førft bittert over Olafé 
fombhed og Færd gjennem Landet med flere Folk, ei 
ven tillod. Han havde maattet fly fra fin Odel, 

vilde et vare længe, før de andre maatte frifte 

Skjebne, hvid de ei i Vide forenede fandt noget Mac 
imod.” Ulle Kongerne vilde førft høre den vife 
Mening. Denne erkfærede, at nu var det fleet, fo 
havde forudfagt i Modet paa Hadeland, da Ulle ve 
hidfige paa at have Olaf til Enevældet. Nu ere t 
for Haanden," fagde han, enten at vi alle drage ti 
og overlade vor Sag til hans Tykke, og det tror 
bedft, eller og at reife 08 mod ham, medens han 

ei har faret videre gjennem Landet. Om han end I 


1) Sn. OL 5. hell. S. Kap. 62. OL 5». hell. S. i Fo 
Kap. 63. 64. J ben fidfte Saga nævnes fom Olafé ! 
Mevdhjælpere i Chriſtendommens Udbredelfe Biffopperne Gr 
og Sigurd, begge vife, lærde og trofafte Mand, uforfe 
al Fare, veltalende, blive og rekkofue. 


1017. De oplandffe Konger tages til Fange. 355 


eller fire hundrede Mand, er bette dog ingen Overmagt 
for 08, faalænge vi holde fammen. Dog folger Seieren 
fjelbnere be Høvdinger, fom ere flere fammen og lige mæg- 
ige, end ben, fom ene raader for fin Hær; Dderfor er det 
mit Raad ei at frifte Lylfen mod Kong Olaf.” Lenge 
talede Kongerne om denne Sag uden at funne blive enige; 
mbelig fagde Gudrød Dalefonge: ,Underligt tykkes det 
mig, at vi ere faa længe om at fatte en Beflutning i denne 
Sag; I ere tilgavns rædde for Kong Olaf, ba vi dog her 
ere fem Konger af ligefaa god Wt fom han. Bi hjalp 
ham mod Svein Jarl, og ved vor Underftøttelfe vandt han 
dette Land. Bil han nu formene os vort lille Rige og 
plage og fue os, da figer jeg for mig, at jeg vil unddrage 
mig Kongens Trældom, og den af Eder falder jeg ei Mand, 
fom betænter fig paa at tage Olaf af Dage, hvis han farer 
hid mod 08. Thi fandeligen, aldrig firyge vi frit Hoved, 
medens denne Olaf lever!" Gudrods Raad fandt Bifald. 
Paa Roreks Forflag befluttede Kongerne at forblive fame 
lede paa Ringsaker, indtil bere8 Forehavende var udført, 
og imidlertid ubdfpeide Olaf Færd. De Faldte Lendermænd 
og mægtige Bonder fra deres Niger til et Stevne og 
aabenbarede dem bet Raad, be havde taget. Da det vandt 
Bifald, bleve Havdingerne fendte hjem hver til fin Egn 
for at famle Folf og mode til en beftemt Vid. Hver af 
Kongerne frulde have 300 Mand. 

Olaf havde imidlertid ogfaa en Ben paa dette Stevne, 
nemlig Ketil Ralf paa Ringenes 1), der i Glaget ved 
Resjar havde fredet for Kongen og faaet til Belonning en 
Sagt paa 15 Rorbænte, fom khan fiden bragte op i Mies 
fen. Paa dette Skib for han famme Dagö Aften, fom 
Modet var holdet, med 40 væbnede Mænd ned efter Bane 
et, landede ved dets Ende om Morgenen og ilede til Olaf. 

enne havde braget hurtigere over Romerike, end man 
*) Gaarden Ringnes i Stange Pgd. paa Hedemarken. 
23* 


356 Olaf Haraldsføn den hellige. 


ventede. Ketil Ralf traf ham paa Gid (Eidsvold) og fag 
ham Kongernes Forehavende. Olaf famlede frrar Her 
i Bygden, fendte Mænd til Mjøfen for at holde Badr 
rede og lagde endnu famme Aften fra Land med henved 
400 Mand. For Dagbrækningen fom han til Ringdake, 
og Bagterne merkede ham ei, før Gaarden var omringt. 
Alle Kongerne bleve nu fangne og ledede før Olaf. Hm 
lod Rorek blinde og Tungen fljære af Gudrød; Ming eg 
be to andre fød han fverge fig Ed, at de flulde drage då 
Qandet og aldrig mere fomme tilbage. Han underlagde ſig 
bereg Riger og ftraffede grumt be Lendermænd og Banda, 
fom meft havde været i Ledtog med dem). Kort ef 
døde Sigurd Syr, der ingen Deel havde taget i dette de 
øvrige oplandføe Kongerd Forehavende; Olaf underlagde 
fig nu ogfaa Ringerike, ophævede Fylkeskongernes Berdig: 
hed og bar ene Kongenavn i Norge. | 
Medens Olaf faaledes befæftede fin Magt i Nore, : 
havde Bjørn GStallare troligen arbeidet til hans Bedlki 
Sverige. Han var i Skara bleven vel modtagen af Rogn 
vald og Ingebjørg; men da han fagde Henfigten af fi 
Reife, og hvad Budffab han havde til Sveafongen, fpurgt 
Jarlen forundret, hvad der var hændet ham, fiden Old: 
vilde hans Død; thi Ingen kunde vente at fomme frr 
lø8 bort, der bragte fligt Grinde for Sveriges Kom. 
Bjørn fvarebe da, at det var hand fafte Forfæt at ubjør 
fin Herres Bud, om end Jarlen ei vilde bhjælpe hor 
Sngebjørg underftøttede ham ivrigen og tilftyndede fr 
Mand til, felv med egen Fare, at fremme Olafs OM 
Røgnvald lovede endelig fin Biftand, dog paa det Bilk: 
at man frulde overlade ham at vælge ben beleilige Fit Å 
at bringe Sagen paa Bane. En GStund led nu MG 
Bjørn begyndte at blive utaalmodig og klagede for Jo J 
fruen over den lange Udfættelfe. Hjalte Skjeggesſen ME 


1) Sn. ØL 9. hell. S. Kop. U—U. Forum. 8. Kap. 7å 


















1017. Hjalte Sfjeggesføn hos GSveafongen. 357 


Ingebjørgs Grande og Ben og derfor ſtedſe Ddeeltog i 
Beflutninger, tilbød fig endelig at drage til Svea» 
n for at wubfritte hans Gindelag; han kunde gjøre 
uden Fare, da ban ei var Nordmand, og; desuden 
Han Å Kongens Hird to Benner og Landamænd at 
, Sfaldene Gisfur og Ottar. Vilbudet blev antaget; 
fruen gav ham Ledfagere med paa Beien og Jærtegn 
ngegerd, Kongens Datter. Hjalte blev ved fin Un- 
til Upfal vel modtagen af Skaldene og fil ofte tale 
tongen. Engang gif han for denne og fagde, at han 
føommen til Sverige for at betale den Landore, fom 
adingerne vare pligtige til at udrede, naar de føm til 
e; thi vel vidfte han, at GSveafongen var Norges vette 
x. Dette fmigrede Olaf; han ſtjenkede Hjalte Pen- 
og fattede fra den Tid af ftor Yndeft for ham. Hjalte 
faa Adgang til Kongedatteren og blev vel modtagen 
ne, ba hun faa Ingebjorgs Jærtegn. Han aaben- 
e hende Bjorns Færd og fpurgte, om hun troede, at 
å Fader var tilbøielig til Fred; men Ingegerd fagde, 
a Jing var ei verd at tænke paa. Alligevel bragte 
Port efter Sagen paa Bane for Kongen: han havde 
in Reife, ſagde han, baade hørt Gauter og Nordmænd 
over Kongerne8 Strid. Den norſte Konge, hed det, 
e Fred og vilde for at beftyrfe den beile til Jnge- 
) Men Kongen forbod Hjalte at nævne Sligt tiere; 
enne Gang vilde han tilgive ham fom en Fremmed, 
n havde faldt ben digre Mand Konge. Kort efter 
e ogfaa Ingegerd paa Hjalteö Bøn at tale til fin 
lan fan iffe af Sagaerne fee, om Olaf allerede før Bjørns Af⸗ 
iſe har givet ham VBefaling HL at beile paa fine Vegne til 
ngegerd, eller Hjalte førft har bragt benne Sag paa Bane. 
imeligvits har Olaf givet Bjørn Fulbmagt til at anvende alle 
kidler for at faa Freden bragt iftand, og faaledes funde ogfaa 


jalte og Bjørn vove dette Frieri paa fin Herres Vegue, om ve 
b fffe havde hans ubtryffelige Befaling dertil. 


358 Olaf Haralbsføn den hellige. 


Fader om Fred; men denne fvarede forbittret, at dette ſtulde 
aldrig flee; tvertimod vilde han paa Upfala Thing opdyn 


almindelig Leding faafnart Iſen gif af Bandene. Je 


ſtal da fare til Norge," fagde han, „ode alt Land med Od 


og Eg og faaledes lønne Folket dets Utroffab.* Hjalte 


faa nu, at der Jntet var at udrette mod Kongens Stivfind; 
men for Sngegerd rofte ban ftedfe Olaf Haraldsſon og 
merfede fnart, at hun not vilde give fit Samtykke, hvid 
den norffe Konge beilede til hende. Henimod VYulen fendte 
han fine Ledfagere tilbage til Røgnvald og Jngebjørg me 
Budſkab om Sagernes Stilling og om Samtalerne mellem 
ham og Ingegerd 1). 

Jarlen faa nu, at der fun var lidet Haab om heldigt 


Udfald af ben norffe Konge Erinde; men Bjørn paaſted 
frembeleg, at han ei vilde vende hjem, før han havde fun 


bet Sveafongen. Rognvald gjorde fig da rede frrar efter 


Julen (1018) med 60 Mand og fulgte Bjørn til Svithjød. | 


Ingegerd tilligemed Hjalte drog dem imøde til fin Gaard 


Ullarafer, hvor et Gjeftebud var beredt. Jarlen hørte m m 
befræftet, at Kongen var aldeles uvillig til Forlig; par : 
Ingegerd derimod merkede han, at hun intet havde imod : 
at egte ben norſte Konge, hvid hendes Fader tillod Mt : 
Efter nogle Dages Ophold paa Ullarafer drog Regnod 
videre for at følge Bjørn til Upfala Thing, der efter gom 


mel Skik ſtulde holdes i Goe Maaned (Februar). 
Det fvenfle Rige (Sviaveldi) beſtod paa disſe Ii 


af to Hoveddele, Svithjøb og Gautland. Begge ver: 


tgjen deelte mange fmaa Qandffaber, hvert med fr 


egen Sov og fit eget Lagthing. Lagthinget beftyredes d 


en Lagmand, der flod i Bøndernes Spidſe og ford 


paa deres Begne, naar Kongen eller andre Hopdinger fi 
gede med dem. Lagmendenes Magt var ſtor; thi alle der 
berne fulgte dem. Tiundalanda Lagmand var bered før 


1) Sn. OL 9. hell. S. Kap. G8—7. Forum. S. Roy. S-Å 


! 
i 
| 
i 





1018. Gveafongen tvungen til Forlig af Almuen. 359 


mand og Upfala Thing det vigtigfte; thi did flrømmede 
Folket fra alt Landet, og hvor der var Strid mellem de 
andre Rove, gjorde Upfala Lov Udflaget. Den daværende 
tagmand i Jiundaland hed Thorgny, en mægtig og kraft» 
fuld Olding, hvid Forfædre gjennem mange Kongers Tid 
havde foreftaaet famme Embede. Torgny var Ragnvalds 
Fronde og VFofterfader; derfor beføgte Jarlen ham paa fin 
Ferd fra Ullarafer og bad om hans Hjælp paa Thinget, at 
de norffe Sendemænd funde faa fremført fit Fredatilbud, og 
de ſtadelige Stridigheder mellem Norge og Sverige vorde 
bilagte.  Thorgny lovede ham fin Biftand, og Jarlen og 
Bjørn droge i hans Følge til Upfala Thing, hvor en fror 
Mengde var famlet. Den førfte Dag, da Thinget var 
fat, fad Rong Olaf paa en Gtol, omgiven af fin Hird; 
tigeoverfor fad Thorgny, Røgnvald og Bjørn, foran dem 
Ldagmandens Huuskarle og Jarlens Hirdmænd; bagenfør 
flod hele Ulmuen. Da Kongens Sager vare talte, reifte 
Bjørn fig ved Rognvalds Stol og fagde høit, at han var 
hidſendt fra Norges Konge for at byde GSveafongen Fred 
og gammelt Landeftifte mellem Rigerne. Bed disfe Ord 
førang Kongen op i Brede og bød den Falende tie: ,hans 
Did vare fpildte.” Derpaa reifte Jarlen fig, Magede over 
den Stade, Veftergauterne lede ved Krigen med Norge, og 
frembar deres Bøn om Fred. Nu vare og norffe Sendes 
mænd fomne med Fredåtilbud og for at beile til Ingegerd 
Paa fin Konges Begne.* Bed Jarlens Tale blev Svea» 
tongen end mere vred; han faldte Ragnvald en Landsfor⸗ 
tæder og truede ham haardt. Men nu vreifte Thorgny fig 
under hele Almuens Larm og Baabengny. Han bdadlede 
bittert Kongens Stivſind og Uduelighed; han vilde ei høre 
Nogen Mandö Raad og lod fine Skatlande i Øften falde 
fra fig, medens han firæbte at vinde Norges Rige, det in- 
Ben af hans Forfædre havde eftertragtet. Mu er det Bon⸗ 
dernes Billie," fagde han endelig, ,at du uttet rd me 


360 Olaf Jaraldeføn den hellige. 


Norges Konge og gifter ham din Datter Ingegerd; vil du 
derimod tilbagevinde de Lande i Øften, fom dine Forfadte 
have eiet, da flulle vi alle følge dig. Men gjør dd, ; 
hvad vi fige, ville vi anfalde big og dræde Dig her par | 
Thinget og ei taale Ufred og Ulov. Saa gjorde vore Før 
fædre: paa Mulathing flyrtede de i en Myr fem Konga, I 
ber vare opfyldte med Hovmod ligefom du. Sig nn, hvid å 
du vælger!" Stray blev ftort Baabenbrag og Gny blandt å 
Mengden. Kongen reifte fig da og erklærede, at Alt fulde å 
fee efter Bønderned Billie. Nu lagde Larmen fig; Her I 
dingerne affluttede Freden paa Sveakongens Begne, øver 
eensftemmende med den norſke Konges Tilbud, og Junge ; 
gerd blev fæftet til Olaf Haraldsſon. Da At var afgjort ; 
fulgte Bjørn og hans Cedfagere Røgnvald tilbage til Gaub I 
fand og droge derfra til Norge, hvor Olaf blev meget glad å 
over Sagens Udfald. Han drog om Baaren (1018) langt ! 
ben fydlige Kant af Landet og indbod overalt Lendermaænt I 
og de mægtigfte Bender til om Sommeren at følge ham : 
til Gautelven for ber at modtage hans Fæftemø 1). j 
Paa denne Færd havde nær Hevnen rammet Olaf før 
hane Haardhed mod de oplandſte Konger. Han havde 
nemlig altid den blindebe Rorek i fin Hird, lod ham fitte I 
$Heifædet hos fig og behandlede ham vel. Roreks bille I 
Had lod fig dog ei faa fet forfone. Han overtalte føk 
en Frande af fig, ved Navn Svein, til at dræde Kongms Eg 
men Svein tabte Modet, da Verket Mulde udføres, bekjent I 
fin onde Henfigt og flap med Landflygtighed. Olaf øk 
herefter varfømmere, flyttede Roreks Sade bort fra fits! 
lod ham noie bevogte; ellerd var han god mod ham fr 
tilforn. Kort efter føgte Rorek at flygte, og da dette MP: 
lykkedes, ftaf han endelig med en Kniv efter Olaf, da MÆ; 
fad ved dennes Gide i Tunsbergs Kirke paa Chriſti Hu 
melfarte Dag. Stodet rammede ikke; døg turde Olaf MI 


1) Su. OL d. hell. S Kay. 182. Form. Qu UG 









1018. Gveafongen bryder Forliget. 361 


i lenger have ham hos fig. Han overdrog Jolendingen 
Ehorarin Nefjolfsſon, en fog Mand, der juft opholdt 
ig å Tunsberg, at bringe Rorek til Leif Eriksſon paa 
Brenland eller, hvis dette ei lykkedes, til en af Kongens 
Benner paa Island, og i alle Filfælde førge for, at han 
Udrig mere fom til Norge. Thorarin hindredes ved Mod» 
sind fra at fomme til Grønland, men bragte Rorek til 
Island, hvor han 4 Var efter døde). 

Om Sommeren drøg Olaf med et herligt Følge til 
Hautelven for ber at møde fin Brud; men han fandt hver- 
lin Ingegerd eller noget GSendebud fra Sveafongen. Han 
lød da foreſporge hos Rognvald Jarl, om denne vidfte 
Marfagen til Rongedatterens Ubdeblivelfe; men Jarlen var 
fe Mogere. Han løvede imidlertid, faafnart han felv fif 
mget Lys i Sagen, da at underrette Kongen derom. Aar⸗ 
faen til Udeblivelfen blev ei længe ubefjendt. Den hov- 
modige Sveafonge var forbittret over det Forlig, Umuen paa 
Uyfala Thing havde paatvunget ham; han tænkte ei paa 
at opfylde fit Løfte, og Sommeren henled, uden at nøgen 
ållberedelfer gjørbe8 til Modet ved Elven. Alle undreded 
Pa, om han vilde bryde Forliget; bog turde Ingen fporge 
ham derom. Ingegerd vovede endelig at udførfte fin Fa- 
brå Gindelag. Engang vendte Kongen tilbage fra Yag- 
lar, meget glad over, at hans Falt en Morgenftund havde 
eidet fem Aarhaner. Ingegerd fom ham imede; leende 
kifle han hende Fuglene og fpurgte: „Veed du nogen 
lenge, fom har gjort flig Jagt paa faa fort en Tid?" „God 
Rorgenjagt er dette, Herre!" fvarede hun, „da J har fan» 
ot fem Aarhaner; men Olaf, Norges Konge, fangede paa 
m Morgen fem Konger og underlagde fig deres Riger.“ 
ba fprang Olaf forbittret af Heften og fagde: „Vid, Jnge- 
red! at, bvormeget du end elffer den digre Mand, faa 


3 Rørefs Planer mod Olaf fortælles udførlig hos Su. OL v. hell. 
€. Rap. 82—86. Fornm. S. Rap. 80—82. 

























362 Olaf Haraldsſon den hellige. 


fulle J dog aldrig faa hinanden. Jeg vil gifte dig med— 
en Høvding, fom jeg fan være Ben med; men den Mandj 
Ben fan jeg aldrig blive, der har berøvet mig mit Rige* 
Ingegerd vidfte nu Nok og fendte ſtrax Rognvald Bud, oj 
alt Forlig fra hendes Faderd Side var brudt. Jarlen be; 
fine Underfaatter være belavede paa Krig, men lod tillige : 
den norſke Konge vide alt, hvad der var fleet, og bad han. 
fremdeles være fin Ben og ikke herje i Beftergautlant.: 
Bed dette Budſtab blev Olaf meget forbittret og fpurgte: 
be nærværende Havdinger, hvad han ſtulde gjøre? om hun, 
flulde fare med Harſtjold til Beftergautland? Bjørn Stakd 
fare undſtyldte Jarlen, og de Fleſte holdt desuden for, då 
Kongen ei havde Hær ftor not til et faadant Tog. Olof 
gav da Folket Hjemlov, men forkyndte tillige, at han nå 
næfte Sommer vilde opbyde Leding af alt Landet og hevnd 
fig paa GSveafongen. $Han drog berpaa nord til GSarpé» ; 
borg og beredte fig der Binterfæde (1018—1019) 1). 
Om Rognvald Jarl var der forfljellige Meninger id 
Dlafö Hird. Nogle holdt ham for Kongens Ben, YAndrej 
troede ham ikke. Sighvat Skald førfvarede ham flrdig 
og tilbød fig at drage til ham for at efterforfte Sagerneh 
Stilling. Olaf bifaldt dette, og Skalden drog affted våg 
Binteren8 Begyndelfe. Da han fom til Røgnvald, fil % 
vide, at Sendemend vare fomne til Svithjob fra Ka 
Jarisleif i Holmgaard for at beile til Ingegerd, J 
hendes Fader havde givet dem gunſtigt Svar. Sveakongt 
havde imidlertid ogſaa en anden Datter, Aſtrid, der 2 
opfoftret i Beftergautland; vel var hun wuegte født, må 
ſtjon og log. Denne var juft i Beføg hos Rognoal 8 
Jarlen foreflog hende fom Kone for Olaf: ved i 
Giftermaal behøvede man ei at fpørge den foenfle Rong 
til Raads.“ Aſtrid havde intet derimod, og Gighvat * 
fig at bringe fin Herre dette Forflag. Det fandt ali 


1) Sn. OL 9. hell. S. Kap. 8—N. Forum. B. Roy. 6-8. | 


| 





1019. Fornyet Uvenftab mellem Norges og Sveriges Konger. 363 


Bifald, og ſtrax efter Juul (1019) bragte to af Kongens 
Rænd hans hemmelige Svar til Jarlen. Rognvald drog 
m mod Kyndelsmesſe tilligemed Uftrid og et Folge af 
sæften 100 Mand til Sarpsborg, hvor Olaf fort efter holdt 
it Bryllup med ftor Pragt). 

Dette Foretagende opbragte Sveakongen paa det hef- 
igſte, og han truede med at ville hænge Jarlen til Straf 
ør hand Svig. Jngegerd unddrog ham fra Hevnen; thi 
m Sendemændene fra Gardarife om VBaaren fom tilbage 
il Sverige, erklærede hun fun at ville følge dem paa det 
Biltaar, at et Jarledømme fljentede8 hende i Morgengave, 
mg at hun berover maatte fætte en ſpenſt Mand, hvem hun 
elv vilde vælge. Da vette blev famtyffet, kaarede hun 
Røgnvald, og Kongen nodtes til at fade ham brage bort 
%a Sverige med Fred, men forbad ham tillige nogenfinde 
mere at fomme fig for Dine ?). 

Nu vare Veftergauterne uden Høvding; de holdt ofte 
Ehing og raadfløge om, hvad de ſtulde gjøre; thi de vidfte, 
ri Sveafongen var dem ond, fordi de havde holdt Benftab 
med Norge. Nogle raadede til at underkafte fig dette Rige; 
men be Flefte vilde, at man, før man fired hertil, ſtulde 
føge at fomme i Gorlig med GSveafongen. Lagmanden 
Bmund af Skara, en viis, rig og ordfnildb, men tillige 
underfundig Mand, havde meft at fige blandt dem efter 
Regnvalds Bortfærd og valgtes til at udføre dette Erinde. 
| fen brøg førft til Øftergautland, hvor han havde mange 
ender og Benner, der alle dadlede Kongens lovloſe Frem- 
Rd; derfra drog han til Svithjod, hvor han ogfaa fandt 
bold. Da han fom før Kongen i Upfal, advarede han 
fen forſt i flere Lignelfer; men den overmobdige Dlaf fore 
mn bem ikke, før Emund allerede var bragen bort og 






TE hell. S. Kap. 92—94.  Fornm. S. Kap. 86—81. 
% Su. OL >. hell. S. Kap. 95. Fornm. 8. Kay. 88. 


364 Olaf Haraldbsføn den hellige. 


Almuen paa hans Gaqen i Oprør. Da forfærdeded I 
gen; felv hans NRaadgivere havde forladt ham, og af 
Hevdingerne vare fun de tre Brødre, Thorvid, Arr 
og Freyvid, forblevne ham troe; men disſe reddede 
faa ham og hans Et. Thorvid forblev hos Kongen, 
med fine Skibe lagde ud i Meælaren; de to andre I 
ub for at faa ftillet Opftanden og forte Olafs tolva 
Søn, Jakob, med fig. Snart faa de, at Alle vilde 
frie for Olafs Gelvraadighed og Boldfømhed; de erkla 
berfor, at be vilde være paa Almuens Side, og firar 
benne be vife Brødre i fin Spidfe. Nu holdt de St 
med Svithjobö Hovpdinger og foreftillede disſe, at | 
havde alt Landsfolket rettet fig efter Uppfviarnes (Op 
flerned) Billie; faa burde det ogfaa nu være, da det g 
om at fætte Olaf Eriksſon fra Riget; thi det var uve 
heri at lade fig lede af Beftergauterne. Deres Vale | 
Bifald; Opfvenflerned Høvdinger forbandt fig indky 
og hele Almuen med dem. Dette var ikke efter Cm 
Sind, der vilde flaffe Gauterne Herredømmet. Da han 
til Brødrene, fpurgte Freyvid ham, hvem Gauterne ! 
have til Konge, hvis Olaf blev tagen af Dage. Er 
fvarede: , Den bedft ſtikkede, hvad enten han er af Kon 
eller ei." Men da erklærede Freyvid, at Opfvenfler 
vilde lade Riget gaa fra deres gamle Kongeæt, og fen 
at vælge Jakob. Heri ſamtykte Svenflerne. Drengen 
tagen til Ronge, og hans Navn, fom Almuen ei fyntd 
fom fremmed, forandret til Ønund. Nu droge Sø 
mænd mellem Fader og Søn; det blev afajort, at de Å 
fyre Riget i Follesſtab og holde Fred med Norge; Øv 
flulde faa paa Bondernes Side, hvis Olaf tilføise 
nøgen Uret. Den norfte Konge blev bderpaa indbuden 
et Mode ved Kongehelle og fom did om Sommeren (101 
Han traf Sveakongen, der nu var eftergivende og fagtus 


1019. 1020. Fred med GSveafongen. Tog til H$aalogaland. 365 


ted blev fluttet, og de fordums Fiender ſtiltes fom 
Jenner 2). 

Olaf kunde nu endelig efter tre Nara Fraværelfe atter be» 
sge Throndhjem og fad om Binteren (1019—1020) i Ridaros. 
ang Opmerffombhed var henvendt paa Ghriftendommen, og 
an hørte, at ben blev ilde overholdt i det nordlige Hanlo- 
aland, i Namdalen og i bet indre Throndhjem. Derfor 
tog han om Baaren 1020 med fem Skibe og 300 Mand til 
lambalen. Han lod Ghriftenretten forfynde paa Ihingene 
g ftraffede de Modſtridige haardeligen. Da Namdolerne 
are omvendte, drog Kongen videre til Haalogaland. Haa- 
tl af Thjotta, fom fra ældre Tider havde ſtore Veits⸗ 
x ber og desuden den indbringende Finnefærd, havde 
k endnu gaaet Olaf tilhaande; dog havde venſtabelige 
hendebud faret mellem dem. Nu modtog Haaref Kongen 
ed et herligt Gjeftebud, blev hand Lendermand og blev 
etreftet i fine gamle Rettigheder. Dafaa Thorer Hund 
in Bjarkey, den mægtigfte Høvding i det nordlige Haa- 
baland, blev Olafs Lendermand. Kongen opholdt fig 
lerfte Delen af Sommeren paa Haalogaland; efter at han 
føde beføgt alle Thingfteder-og Hriftnet Folket, vendte han 
bjen tilbage til Nidaros med mange unge Haaleyger i 
øige og blandt disſe ben rige Bonde Granfeld Søn, 
kmund, fom. holdtes for den førfte af Norges Ynglinger 
Jötjønhed, Styrke og Færdigheder *). 

J Begyndelſen af Binteren (1020—1021) blev bet Kongen 
et, at Indthronderne ved Binternatatid havde holdt ftore 
Meftebubd, fignet Hornene til Aſerne og befprængt UAltrene 
Ro Blod af flagtet Kvæg og Hefte. De fagded at have blotet 
KAarbod; thi der var Uaar overalt nordenfjelbå, og man 









) Dprøret mod Kong Olaf i Sverige og Freden mellem Nigerne 
fortelles hos Su. OL d. hell. S. Kap. 96. 97. Fornm. S. 
Kap. 89. 

) Gu. DL d. hell. S. Kap. 110—112.  Fornm. 8. Kay. 99 —101. 


366 Ølaf Haraldsføn den hellige. 


troede, at Uferne vare vrede, fordi Haaleygerne havde av 
get Ghriftendommen. Olaf flevnede da nogle af Bonde 
til fig; men deres Ordfører, den maægtige DIvery 
Egge 1), paaftod, at Fun de almindelige Gjeftebud ha 
været holdte, og Kongen fod dem drage bort uden vi 
Jiltale. Siden hed det atter, at Midvintersblot var i 
bet paa More; Kongen flevnede paany Bonderne til 
forfvare fig, og Olver talte ogfaa nu bdere8 Sag. ,% 
derne,* fagde han, , havde fun holdt fine Julegjeftebub | 
More, hvor der var flore Bygninger, og de havde w 
noget længe, da det ei var Bane at tage knapt til v 
Julekoſten.“ Kongen ſagde advarende, at han vel eng 
fom efter GSandheden, og lod dem dermed fare hjem. å 
Naaftetider (1021) fit han endelig af fin Aarmand Th 
alde, fom beftyrede Kongsgaarden Haug?) i Verdolafy 
Bished om, at det indre Throndhjem næften var ga 
hedenſt, og at Bønderne ordentligen holdt fine trefl 
Offringer, ved Binternat, Midvinter og Sommerens 
ayndelfe; tolv Mænd blandt dem foreftode Offergjeſtebude 
og denne Baar var Ølver Formanden; berfor havde i 
nu travlt med at flaffe Forraad fammen til More. 4 
denne Underretning drog Kongen ſtrax indad Fjorden n 
fem Skibe og 300 Mand, fom uventet til Mare og 
ringede Hufene. Diver og Flere bleve dræbte, Undre gr 
og fatte i Baand. Bonderne bleve ftevnede til Thing 
ba de faa mange af fine Frænder og Benner i Kongd 
Bold, vovede de ei at gjøre Modftand. Olaf omvendted 
Indthronderne, lod Kirker vie og indfatte Prefter blad 
dem 3). Å 

Bed denne Leilighed fremtræder ført en EL 
gjennem flere Uarhundreder var blandt de ypperfte i Ang 
1) Gaarden Gage i Stod Pgd. i Jndhered, nær ved et 


2) Gaarden Haug i Berdalens Pgd. 
3) Sn. OL d. hell. S. Kap. 113—115. Fornm. 8. Kap. 102— 


1021. Hedenſtabet udryddet hos Jndthrønderne. 367 


nemlig Yrnungerne eller Arnmødlingerne. Deres 
Stammefader var Finnvid, faldet den fundne; thi han 
var funden fom Barn i et Ørnerede, fvsbt i Silke, og 
Ingen vidfte, hvis Søn han var. Dennes Sonneſons 
Sonneſon, Urne Arnmodsføn, var en magtig Lender- 
mand og Olafé Ben. Han havde mange Børn, en Dat» 
tr Ragnhild, gift med Haarek af Thjotta, og Sønnerne 
Kalf, Finn, Thorberg, Uamunde, Kolbjørn, Arne 
-$jørn og Arne. De to førfte vare å Kongens Hird og 
Meget anfeede af ham. Kalf bad Olaf give fig den bdræbte 
VOlvers unge og fljonne Enke Sigrid, IThorer Hundé 
efter; thi hun og hendes to umyndige Sønner Thorer 
ig Grjotgard ſtode under Kongens Berge. Olaf opfyldte 
Hans Bøn, fljenfede ham tillige alle Olvers Eiendomme, 
jorde ham til Rendermand og gav ham SBeftyrelfen af 
Hndre⸗Throndhjem. Kalf fatte Bo paa Gage, blev en 
Mmoagtig Hovding og var anfeet for fin Klogffab 1). 

% Over Orknoerne og Hjaltland flræbte Olaf at 
igjenvinde de ældre norfte Kongers Herredømme, og indbyre 
hå Strid mellem FJarlerne hjalp ham. Sigurd Lød- 
dersſon, der af Olaf Tryggvesſon var tvungen til Chris 
Fendommen?2), havde efter Kongens Bortreife ingen Qydig- 
0 viift denne; han egtede en Datter af Kong Malcolm i 
Østland, blev en maægtig Havding og faldt i et frort 
Ølag paa Jrland. Hans ældfte Sønner, Sumurlide, 
Ørufe og Einar Brangmund, deelte nu Øerne mellem 
Må nden at bryde fig om fin yngfte Stifbroder Thorfinn, 
mr var et Barn ved Faderens Død. Kong Malcolm, fom 
Mr Thorfinns Morfader og Fofterfader, gjorde da denne 
Å Jarl over Katanes og Suberland3), fom Gigurd 


) Sn. OL d. hell. S. Kap. 116. Fornm. 8. Kap. 105. Om Arn- 
mødlingernes Xt fre Fagrſtinna Kap. 215. 

*) Gre ovenfor S. 285. 

"> Den nordligfte Deel af det nuværende Skotlands Fatland. 








368 Olaf Haraldsføn den hellige. 


havde havt til Len af ben frotffe Konge. Da Sumarkk I 
fiden bøde, fordrede Thorfinn den Trediepart af Øerne, fom : 
benne havde eiet. Den blide og redelige Brufe opgav dn 
firar for fin Deel; den føridige Einar derimod fagde, dk: 
Fhorfinn havde arvet nok efter fin Fader, og lagde det: 
Dele af Derne under fig. Einar var imidlertid ikke yndet: 
af fine Underfaatter; thi hans idelige Ledingstoge faldt dem! 
til Byrde, faameget mere fom han ofte var uheldig. Thor 
fel Aamundesſon, en ung og rig Bonde, talede off 
Almuens Sag, men vakte herved ben voldfømme Eina: 
Had og maatte flygte. Hos Thorfinn paa Katanes fank: 
han et Tilflugtsſted og blev den unge Jarls Raadgiver 4 
Fofterfader; deraf fil han fiden Lilnavnet JFoftre. Lei 
finn viifte tidlig Klogſtab, men tillige et Haardt, grunt 
og ærgjerrigt Sind. Gaafnart han var over Barnealdemi 
ruſtede han fig for at wvinde fin Trediepart af Øerne ſ 
Ginar. Men Brufe mæglede mellem fine Brødre, 
Shorfinn fik fin Deel uden Strid. Ginar og Brufe dei 
imod forligebes om at fryre fine Lande i Follesſtab og 
gjorde, at de famlede flulde tilhøre den Længiftlevende. 
nar hadede Thorfel Foftre, hvis Raad han tilftrev The i 
finns Jordring, og firæbte ham efter Livet, da han paa I 
Herres Begne fom til Derne for at fræve Stat. jod 
vilde derfor ei længer være i Nærheden af ham og 
med Thorfinns Minde til Norge (1019). Her blev I | 
vel modtagen af Song Olaf, der var Einars Fiende, fom 
denne famme Aar havde dræbt Eyvind Urarhorn, Koi 
gens Hirdmand og Ben1). Bed Thorfels Medvirkning I 
ogfaa Thorfinn Jarl til Norge, blev Kongens Ben sg M 
ved Adſtillelſen et ruftet Langfkib til Gave. J Folge MM 
Jarlen drøg Thorfel om Høften 1020 tilbage til De 
Her laa Einar med Foll og Skibe beredt til Strid; . 
fil Brufe atter mæglet Fred, faa at Einar flulde 


1) See ovenfor S. JA. 




















1019—1021. De orknølffe Jarler hylde Kongen. 369 


Thorkels Ben. Alligevel firæbte han denne efter Livet; 
men Thorfel forefom Jarlen, dræbte ham og flygtede an» 
den Gang til Norge, hvor Kongen bifaldt hand Gjerning 
og beholdt ham hos fig om Binteren. 
Jmidlertid vakte Ginaré Dod Tviſt mellem Brufe og 
Thorfinn. Den ferfte underlagde fig nemlig de to Dele af 
Qene ifølge Overeensfomften med den Afdode. Thorfinn 
derimod paaftod, at Øerne 1 det mindfte burde deles lige 
mellem dem, ja han udlod fig endog med, at Brufe funde være 
tilfred8 med fin gamle Trediedeel. Denne faa not, at han 
å havde Magt til at modftaa fin Brover, fom funde vente 
Hjelp af den flotffe Aonge. Han drog derfor den følgende 
Baar (1021) til Norge, traf Olaf. da denne havde omvendt 
- Sndtbrønderne, og bad ham om Underftettelfe. Olaf fva- 
28%, at hvis Brufe ligefom de forrige Jarler af Orknoerne 
- Vilde erfjende Norges Konge for fin Lensherre, faa frulde 
fan finde Beflyttelfe mod fin Broder og Skotterne; hvis 
"ille, da vilde Olaf vide at hevde fin Ret ved Baabenmagt 
*Brufe overveiede Sagen nøie og gav endelig fit Rige i 
Mongen8 Bold. Imidlertid havde Thorfinn ogfaa givet fig 
paa Veien til Norge, da han hørte, at Brufe var dragen 
om for at føge Hjælp. Han frolede paa Olafs Benftab og 
rede at fomme fin Broder i Forfjøbet. Men han bedrog 
eW Da han fom til Norge, var allerede Forliget mellem 
ED fe og Songen fluttet, og denne fordrede nu ogfaa Un» 
Halaſtelſe af Ihorfinn. Jarlen føgte førft forgjæves at 
fm Sagen ubdfat; endelig gav han efter paa Thorkel Foſtres 
Ørumelige Raad, for blot at flippe ud af Kongens Han» 
MG, og lovede uden Betankning alt, hvad denne fordrede. 
Fa et almindeligt Gtevne førlenede nu Olaf Brødrene 
er med en Trediedeel af Derne; een forbeholdt han fig 
Ro fom Bod for Eyvind Urarhorns Drab. Thorfinn drog 

ar berpaa bort tilligemed Thorkel Hoftre, brød fig ei 
Mere om bet tvungne Forlig og viifte aldrig ſiden Ost 

R. Kevter. Norges Hiftorie. 24 














370 Olaf Haraldeføn den hellige. 


nogen Lydighed. Bruſe derimod førblev noget la 
Norge; han havde vundet Kongens Tillid, fik der 
nes Trediepart af Derne at beftyre og efterlod fin 
San Røgnvald fom Gisfel, da han om Høften 
fit Hjem). | 

Denne Sommer (1021) havde Olaf gjennem: 
rente; om Høften fom ban til Romsdalen, efterlod 
Skibe og drøg i Følge med fin Biffop Sigurd og 
Mænd til Gudbrandadalen. Paa Leje og Dovre 
han be gjævefte Bønder, tvang dem til Ghriften 
og til at give fine Sønner fom Gidler. Derfra > 
til Qoar (Lom), hvor han ftevnede til fig Ben! 
denne Dal famt af Baage og Hedalen og gav de 
get mellem Kamp og Bygdené Øvdelæggelje, eller ' 
Rogle gave efter; men Undre flygtede fybover fm 
jøge Hjælp. Over Dalene herflede den Tid Dal: 
brand med Herferé Ravn, men Konges Myndighu 
han hørte Olafé Komme til Loar, ubdfendte han $ 
ftevnede alle Dalboerne til Gaarden Hundthorp ve 
Elv*). En Mangde mødte, og Gudbrand fagde de 
Mand ved Navn Olaf i Loar forkyndte en ny Tro og 
brød deres gamle Guder. Under er det,” fagde h 
Jorden ei revner under ham. Dog tror jeg, at hvis 
vor Thor ud af Hovet, og Olaf fluer ham, da m 
Gud fnart fmelte og han felv og hans Moænd 
beftaa for Thors Aaſyn.“ Alle raabte, at Olaf | 
flippe levende bort igjen, hvis han fom til dem. 
fendte de 700 Mand under Gudbrands attenaari 
Alfe) nord til Breida+) for at udfpeide Kongen 


1) Sn. OL 9. hell. S. Kap. 99—109. Fornm. 8. Kap. 
Drineyingafaga S. 1—28. 

2) Hundthorp ligger i bet nuværende Søndre Frons Pgd. 

3) Navnet findes fun i Flatøbogen. 

%) Breiden nordligi I Fron. 


1021. Gudbrandsdalen driftuet. 371 


id fom ogfaa Olaf og fandt Bonderne fylkede til Strid. 
an bod dem Chriſtendommen, men De fyarede ham fun 
ed Hærftrig og Baabengny. Da angreb Kongåmandem; 
Jenderne dreved fnart paa Flugten, og Gudbrandö unge 
zon blev fangen. Men fire Dage efter gav Olaf ham 
i og lød ham Drage tilbage til fin Fader med det Bud» 
ab, at Songen fnart vilde beføge ham. Ynglingené Ude 
wåler mod at vove en Kamp mod Olaf tilligemed em 
jeldvarskende Drøm bragte Gudbrands Mod til at vakte. 
fler Overlæg med Thord Jftermave, næft ham den 
agtigfte Hovding i Dalen, foreflog han for Bonderne at 
Ade Thing med Olaf for at prøve den Kære, han for» 
mbte. Dette vandt Bifald. Ulf med 12 Mand indbed 
ongen til et Stevne, og han fom. Da Thinget var fat, 
thyndte Olaf Chriftendbommen; Gudbrand fvarede, at man 
vidfte, hvad det var for en Gud, han talede om; thi 
ngen unde fee ham. De derimod havde en Gud, fom 
fe hunde fee, og fom var frygtelig og vældig. Han vilde 
f indjage dem Ekræf, hvis han fom paa Ihinget. For 
idlertib at prøve den Hriftne Guds Magt forlangte han, 
Olaf ſtulde bede ham den følgende Dag give flyet Beir 
en Regn; da vilde de atter modes. Veiret blev, fom 
ubbrand havde førdret. Paa det andet Mode bad han 
: Kongen naſte Dag flaffe Solſkin; da flulde be møded 
die Gang og enten forliged eller holde Kamp. Efter 
nne Uftale flilted de. Om Natten lod Olaf hemmeligen 
ondernes Baade gjennembore og deres Hefte ride bort. 
origen bad han til Gud, lod Mesſe fynge og drog . til 
hinget, før Solen endnu var runden. Nogle Bønder vare 
kerebe tilftede, og ſtrax efter ſaaes den øvrige Mengde 
mme med et flørt Denneftebillede, fmykfet med Guld 
I Gølv, for hvilket Bonderne med Wrbødighed bøiede 
3. Billedet blev frillet midt paa Thingvolden: det var 
Bor med fin Hammer i Haanden; han dyrkedes met Å 
24* 


372 Olaf Haralbsføn den hellige. 


Dalene, og hver Dag offrede man ham fire Lever Brod | 
og Kjød til. Bønderne fatte fig nu paa den ene Ein, | 
Kongen og hans Mænd paa den anden.  Dale-Gudbran 
reifte fig og fagde: Hvor er nu din Gud, Konge? Nu tror | 
jeg, han bærer Sfjegget lavt, og Modet hos dig og dem | 
hornede Mand»), fom I falde Biffop, tykkes mig nu var 
mindre end igaar, fiben vor Gud, der raaver for Ult er 
fommen og feer paa Eder med hvasfe Øine. Lader derfor 
Eders Overtro fare og tror paa vor Gud, der har Cvak : 
Etjebne i fin Haand!“ Derpaa reifte Olaf. fig og fag, : 
at han ei roddedes for en Gud, der var blind og dav gg i 
ei funde hjælpe hverfen fig felv eller Undre, ja et engang. 
fomme affted uden at blive baaren. Mien fruer nu mo 
Diten; der fommer vor Gud med ftor Glands!“ I dt | 
Gamme randt Solen op, og alle Bønderne vendte fig mod I 
den. Da flog en af Kongens Mænd, Kolbein Sterkt, | 
paa hans Bud med en Kolle til Ufqudabilledet, faa bek 
fnufteg, og Padder og Muus vældede ud af det. De rav | 
Bønder flygtede til alle Sider; men fine Hefte funde dett | 
finde, og Baadene fyldtes med Band, da de fljød dem ud. 
Olaf faldte dem tilbage, og Thinget blev paany fat. Kor 
gen foreholdt dem Deres JForblindelfe og bød dem til Elut 
ningen vælge mellem Chriſtendommen eller Ramp. Me 
Gudbrand fvarede, at fiden bereg gamle Gud hverken havde : 
formaaet at bjælpe fig felv eller bem, ba vilde de tro pi; 
den Gud, Olaf forfyndte. Nu blev alt Folket dødt | 
Lerere beffilfede. Gudbrand reifte felv en Kirfe i Dalen | 
og Dlaf ililte8 fra ham fom Ven?). | 

— Da Olaf forrige Gang drug over Oplandene og for 
gede be fem Konger, havde han havt for faa Folk tild ſJ 
vove fig vidt omkring; derfor herftede endnu Hedenſtabet J 


1) Dale-Gubbraud ligner Biffoppens høle, kloftede Hue (Mito) M 
ved et Par Horn. | 
5) Sn. OL >. hekk. S. Kay. 1—119; Å Forum. 8. Kap. 10-16 J 


021—22. Oplandene chriſtnede. Forlig med Grling Gtjalgsføn. 373 


aa mange Steder. Denne Gang for han langfommere 
ver Hedemarfen, Thoten, Hadeland og Ringerife 
g forlod ingen Bygd, før den var fuldfommen Åriftnet. 
taumerne vare be enefte, fom gjørde Modftand, men de 
leve flagne ved Aaen Nizial) og maatte underfafte ſig. 
Jerpaa blev ogfaa Solar Hriftnet. Da Binteren næften 
ar forbi (1022), fom Olaf tilbage til Romerike, ftevnede 
ibfivatbing og bød ber, at Eidſiva Lov ffulde gjælde 
ver alle Oplandene, hvilfet ogfaa længe fiden varede*). 
Om Baaren drog Kongen til Tunsberq for her at 
redeg med Grling Skjalgsſon; thi med ham vare ei 
ndnu alle Tviftigheder endte. Erling havde langt mindre 
zeitsler end tilforn; alligevel raadede han ganfte over 
Jenderne mellem Gognføen og Lindeéneé. Denne hang 
Ragt fyntes Olaf for ftor, og han vilde give Erling en 
Rodvegt i en Mand, der ogfaa var af Hordakaares anfeede 
Et, nemlig hans Nærfodffendebarn, Aslak Askelsſon 
1d Jilnavnet Fitjaffalle. Ham havde derfor Kongen 
ivet ftore Beitåler paa Sunnbhørdeland, at han funde holde 
rling Stangen. Men dette lykkedes ei; Aslak havde endog 
tattet forlade fine Eiendomme og flygte til Olaf, der nu 
levnede Grling til fig i Tunsberg. Da han fom, bed 
Jlaf ham fvare til de Klager, fom baade Uslaf og Kon» 
ens Uarmænd førte over ham. Erling fvarede, at han 
i havde viift fig fiendtlig mod Uslaf, fordi denne var i 
dongens Fjenefte, men fordi der fledfe havde fundet en 
lappen Sted mellem ham og hand Frænde, om hvo der 
tube være den Andens Overmand. Og hvad NUarmændene 
ingif, fagde ban, at faa gjerne han end vilde bøie fig for 
Jlaf, funde han dog ei overtale fig til at frybe for band 
rele, hvor bøit end disſe bleve hædrede af Kongen felv. 
lligevet blev atter et Forlig fluttet ved begges Benners 


) Nitelven paa Nedre Romerife. | 
) Gun OL b. hell. &. Kap. 120; i Fornm. 8. Kap. 109. 






















374 Olaf Haralbsfun ben hellige. 


Mellemkomſt. Aslak ffulde vende tilbage til fine Gaarde | 
og Beftyldningerne mod Erling Hortfalbe; denne fude I 
beholde fine Beitsler, men hand Søn Skjalg være i Am å 
gens Hird fom Bidfel for hans Trofkub .). 

Kort efter blev Olaf udfonet med en anden af fin å 
Qtender, Ginar Thambarfkjælver. Denne havde, fiden å 
han forlod Norge med Svein Jarl, opholdt fig hos Olf 
Gveafonge og havt Len of ham. Men om Binteren I 
(1021—1022) var benne Konge doed, og nu onffede Einar , 
at fomme tilbage til fit Fædreneland. Sendebud havde 
allerede om Baaren faret mellem Ham og den norſte Konge, | 
og ba Olaf efter Forliget med Erling paa fin Ford ofer 
over Biten fom til Gautelven, indfandt Cinar fig felv hø: 
Ham. De bleve nu forligte, og Einar vendte tilbage Ål 
fine Giendomme i Throndhjem. Om Hoften drøg Kongen 
til Borg og opholdt fig der lidt ud paa Binteren (1023 
1023). Ymidlertibd havde han fendt Bud over Agder % | 
Rogaland, at man derfra ei maatte udføre Korn eller Makt, 
ba han med bet førfte agtede at fare paa Gjefteri i diche 
Gane. Dette Forbud fremfaldte en Begivenhed, ber i ſut 
Følger havde den ulykfeligfte Jndvirfuing paa Old 
GSljebne ?). | 

Paa THrondarned i Ømd?) ved Haalogaland| 
Kyſt boede i de førfte Uar af Olafs Kongedomme em map 
tig Bonde, Sigurd, Broder til Thorer Hund paa Bjarke, 
Han var iffe Kongens baandgangne Mand, men rig MI 
fædret og gift med Gigrid, Erling Stjalgsfons Soft: 
Sigurd havde i Hedenftabet været vant til at holde Mr 
ſtore Blot, og da Chriſtendommen var antagen, forandedd 
disſe til Gjeftebud. Ved Sigurd Død tog hand aker! 
aarige haabefulde San, Asbjørn, Urv efter ham og vr! 
1) Su. OL d. hell. S. Kap. 122; i Fornm. S. Kap. 111. 
3) Sn. OL d. hell. S. Kay. 1211 Å Fornm. 8. Kap. 110. 
3) Throndened paa Hindsen. 


-1022—1023. Asbjørn Selsbane. 375 


igeholdt Faderens Skik. Men paa denne Vid indtraf der 
øre Uaar nordenfjelds. Forgjæve8 raadede Sigrid fin 
5øn at lade Gjeftebudene fare eller formindſte Tyendet; 
(bjørn vilde ingen af Delene. J to Aar gif bet an; 
1en den tredie Sommer (1022) manglede han Korn, og 
et faa ub til flet Høft. Han brog derfor paa et Skib 
ud 20 Mand fydefter for at kjobe det Nødvendige; thi 
mdenfor Stat havde Aaringerne været gode. Han lan» 
ede ved Kongsgaarden Agvaldsnes paa Kormt og bad 
larmanden, Thorer Sel, overlade fig Korn og Malt; 
a flap han at reiſe videre. Thorer fvarede fpottende, at 
am gjerne alligevel funde ſtrax vende hjem igjen; thi Kon⸗ 
m havde forbudet Udførfelen af de Barer, han føgte. 
øbjørn fagde, at han ba i bet mindfte vilde beføge fin 
rende Grling paa Sole, og did drog han. Da Erling 
te hans Grinde der fyd, beflagede han, at hans Vor- 
md til Olaf var flet nøt før, om han end ikke overtraabte 
må Forbud. Alligevel gav han omfider efter for Asbjorns 
fordringer og lod fine Træle fælge ham bet Korn og 
talt, han behøvede. Haaleygen brog bort med ladet Skib 
I lagde til om Natten ved Kormt. Thorer Sel havde 
ort om hans Færd og famlet Folt; om Morgenen gil 
mm til Skibet, og under haarde Bebreidelfer gav han Å 
jern Balget mellem at gaa i Land og lade Thorer i Fred 
Bje Skibet, eller og blive faftet i Søen. Usbjørn havde 
Folk mol til Modftand og maatte lade Thorer raade. 
ne tog Ladniugen, ombyttebe desuden Asbjørns fmutke 
ye Seil med et gammelt og lød ham bderpaa fare hjem 
mb tomt Søt. Om Binteren kunde nu Asbjørn ingen 
bjeſtebud holde. Thorer Hund bad ham til fig i Julen; 
men han fom ei. Da fagde hand Frænde fpottende: 
Kmſtee tror Asbjorn, at en Sel-Thorer lurer paa ham 
ND hver Holme?" Disſe Ord ophidfede Nnglingen end 
nen; med Enden af Binteren (1023) før han md v 


376 Dlaf Haraldsføn den hellige. 


Snekke paa 20 Rorbæntke, bemandet med 90 Man», til 
Kormt, fom bid femte Dag i Paaften og lagde ind t en 
øde Big. Om Kvelden gik han ene og forflædt op paa 
Den og havde et Sverd fljult under fin Kofte. Da hon 
nærmede fig Agvaldsnes, var Ult i Bevægelfe; thi Kongen 
var fommen bid til Gjeftebud. Ubemerfet gif Usbjørn in 
i Forſtuen og faa gjennem den aabne Dør Kongen fidte 
tilbordå i Høifædet og Thorer Sel ftaa foran ham. Han 
hørte fit eget Ubheld med mange Tillæg fortalt af Aarmanden. 
og ba En fpurgte, hvorledes Asbjorn fandt fig i at fer fi 
Skib ryddet, fvarede Thorer:  Deri fliffede han fig tale 
lig, men ba jeg tog Seilet, græd han.” Dette taalte ei 
Asbjørn; han fprång ind med draget Sverd og hug Ye 
rer over Halfen, faa Hovedet faldt paa Bordet og Kroppen 
for Kongens Fodder; Olaf blev forbittret, men beholdt 
efter Sedvane fin Rolighed og lod Usbjørn gribe. Gljalg 
Erlingsſon veifte fig ftrap og bad Bod for fin Frænde; men 
Kongen afflog Iilbudet. Da forlod Skjalg Stue md 
fine Mænd og flere Benner. Han bad Thorarin Nefjolft 
- fen at faa udhalet Usbjørns Død til Søndagen og ilede 
berpaa til Sole til fin Fader. 

Kongen vilde ſtrax lade Asbjørn dræbe, men und! 
flere Paaſtud fil Thorarin hans Dod udfat den ene OM 
efter ben anden, til Søndagen fom; da blev han fiftt 
af Biſtop Sigurd og fik Lov til at ftaa udenfor Kirkede⸗ 
ren under Hoimesſen i fine Lænfer. Men endnu meden 
Olaf var i Kirfen, fom Erling med 1200 vel vobnede Mand i 
$Han brød Lænkerne af fin Frænde og tog ham i fin gjøt 
Qarmen hørtes ind i Kirfen, men Kongen forblev ret 
indtil Mesſen var endt; da gif han ud og faa nu Grind 
Mænd opftillede paa begge Sider af Beien fra Kirkdern 
til Gaarden. Han gif gjennem Ræffen, og ved Stuederen 
traadte Grling frem fulgt af fine Sønner, bilfede hun 4 
bød faa fore Boder, fom Konen Ane, Sar så ond nd I 







1023. Asbjørn GSelsbane. 377 


atte beholde Liv og Lemmer og forblive i Kandet. Hvi 
du byde Bod?" fagde Kongen; bu har vel famlet denne 
e Magt, fordi du felv vil raade, men du ſtal et ſtremme 
| med bit meget Folk!“ Erling bad ham ei minde fig 
at ban forrige Gang, de modtes, havde været den 
jere: , Jeg vil ei dølge det," fagde han; ,jeg onſter, at 
fulle ffille8 fom Benner; eller det funde bænde, at jeg 
ndlod mig paa flere Moder med dig." Biſtop Sigurd 
dte nu frem fom Magler, og paa hans Von fljenfede 
f Usbjørn Fred. Erling fæftede da Sagen til Kongens 
m og drog ftrar bort i Brede og uden at fige Farvel. 
f dømte, at Drabsmanden ſtulde træde i den Dræbted 
D og foreftaa Gaarden paa Ugvaldénes.  Usbjørn er⸗ 
rede fig villig hertil; fun bad han, at han førft maatte 
Lov til at reife bjem for at beffiffe fin Gaard, og dette 
) ham tilftaaet. Han og Kongen flilte8 da forligte; men 
lem Dlaf og Erling var den gamle Uvillie vaft paany, 
den GSfjebne, fom Uaret efter rammede Asbjorn, for- 
dlede Uvillien til uabenbart Fiendſtab 1). | 
Fra Agvaldsnes brog Kongen til Voſs, hvor han 
te, at Ghriftenbommen endnu fun var lidet befjendt. 
r blev boldbt Thing paa Bang?*), og Bonderne lavede 
førft til Modftand; men da Jngen vilde være deres 
fører, gave De efter og bleve chriſtnede. Dlaf gif i Difter- 
den igjen ombord paa fine Skibe, drog om Sommeren 
| Gjeftert i Sogn og om Hoſten over Fjeldet til Vals 
8, hvor Folket var hedenſt. Det lykkedes ham at bee 
gtige fig de Baade, fom Bønderne havde i den Bervæs 
be Indſo 3), og derpaa flevnede han Thing nær Bandet 
i alle Tilfelde at have et Jilflugtsfted. VBønderne 
de fammenftevnet Thegn og Iræl og modte fuldvæbnede. 
Sn. OL >. hell. S Kap. 123—127; i Fornm. S. Kap. 112—116. 


Vosfevangen. 
Nimeligvlis Bangømføfen, øverft i Valdres. 


378 Olaf Haraldsføn den hellige. 


Da: Kongen bod dem Chriſtendommen, fvarede be må 
Baabengny og Skrig, at han flulde tie. Olaf faa Over 
magten, lod fin forrige Tale fare og fpurgte dem, hv | 
Sager de vilde have ham førelagte. Han merkede fnart, | 
at der var flore Tviftigheder mellem dem indbyrdeg, og dd: 
de fun havde forenet fig for at modftaa den nye Tro; hm p 
fil ogfaa vide, at de havde ladet fine Gaarde folketomme 
for at fomme des talrigere til Thinget. Han fendte derfor 
fine Skibe over Bandet og begyndte at brænde Gaarder | 
Da Bonderne merfede dette, adfpredte de fig hver til Gil 
fom fiden til Kongen og underfaftede fig ham. Deli 
Fred, og Chriſtendommen blev indført. Bed Binterend | 
Begyndelfe drog Olaf til Thoten og derfra gjennem Dalen : 
til Nidaro8, hvor han tog fit Binterfæde (1023 —10241 | 

Paa denne Tid var ber i Kongens Gaard en megd ! 
fager Kvinde af god Et ved Navn Alfhild. Hun blev frugh 
fommelig ved Olaf og fødte ham en Søn. Hun blev forlek | 
om Natten, og foruden nogle Kvinder var fun en Preft 4 | 
Sighvat Skald tilftede. Barnet var meget fvagt og mark 
baftigen dobes; men Skalden vidfte, at Olaf ei taalte, ti! 
Nogen vækfede ham om Natten. Derfor lod Han paa gg 
Haand Preſten døbe Drengen og gav ham Navnet May : 
nué. Om Morgenen, da Kongen hørte, hvad ber va 
fleet, vrededeg han over Sighvaté Driftighed, at ban høl 
døbt Barnet uden hans Bidende og givet det et frammå 
Navn. Men Skalden foarede, at han heller wilde gue 
Gud to Mennefter end Djævelen eet. Barnet var fom i 
i Djævelens Bold, var det bød udriftnet; mu berimed vi I 
det Guds Barn; han felv kunde ei mifte mere end Givt J. 
og ba haabede øgfaa han at fomme til Gud. Mei ø Å 
havde opkaldt Drengen efter Carl Magnus (Karl VGA I 
ftore), hvem han bholdt før ben bedfte Mand i Bert : 










1) Sn. OL d. hell. €. Roy. 1991 Å Forum. I. Kay. 117. 118. & 


1023—24. Voſs og Valdres chriſtnet. Magnus den gode født. 379 


zed dette Svar formildedes Olaf og takkede Skalden for, 
vad han havde gjort1). 

Under Olafs Ophold i Ridaros lagde8 runden Hl 
et ulyffelige Fiendffab mellem ham og be to haaleygfte 
evdinger, Haarek af Thjotta og Thorer Hund. Kon- 
en flræbte altid at ybmyge be overmaægtige Lendermænd, 
g blandt disſe regnede han Haaref fom Beftyrer af hele 
aalogaland. Han fendte derfor om Baaren (1024) As⸗ 
mand Grankelsſon did nørd for at dele Beftyrelfen med 
am. Haarek mobfatte fig ei Kongens Billie; dog ublod 
an fig med, at Det et havde været de forrige Kongers 
sedvane at nedtryffe lenderbaarne Mænd for at hæve Bonde» 
emner ?). Men vakte dette Skridt Haareks Uvillie mod 
Maf, faa blev Thorer hans bittre Fiende ved en Begiven- 
ed, fom indtraf fort efter, nemlig Asbjørn Sigurdsſons 
Drab. Denne ulyffelige Yngling, der fra den Tid, han 
ældede Thorer Sel, bar Jilnavnet Geldbane, var, fom 
Herede er fagt, forrige Mar dragen til Haalogaland for at 
effitte fin Gaard, førend han traadte i Kongens Vjenefte. 
Da han efter fin Hjemfomft traf fin Farbroder Thorer 
Sund, fpurgte benne ham, om han nu fynteé, ban havde 
dflettet ben lidte Stam. Asbjorn fvarede ja, men vilde 
og vide Thorer8$ Mening. „Den ſtal jeg fmart fige dig" 
varebe denne; bin førfte Færd var lidet haderlig, bog 
td den til at Bede; men ben fidfte vil gjøre baade dig og 
kue Frænder Skam, hvid du bliver Kongens Træl og den 
såle Ihorer Sels Yævning. Bliv derfor paa din Gaard, 
M vi dine Frænder fulle yde dig Hjælp” Dette Raad 
Migte Asbjørn; han bred bet med Kongen indgangne For- 
ig og fad hjemme i Rolighed. Saaledes var et Aar hen- 
ket, da Asmund Granteldfen fom til fin Sysfel paa det 


) Sn. OL d. hell. S. Kap. 131; i Fornm. 8. Kay. 119. 
) En OL ». hell. 6. Kap. 132; I Forum. 8. Kap. 120. 


380 Olaf Haraldsføn ben hellige. 


nordlige Haalogaland. Han fandt venffabelig Modtagelke | 
hos to rige og anfeede Brødre paa Langs), Gunnitein 
og Karle. Den yngfte, Karle, onſtede at blive Olafå Hirde | 
mand; Asmund lovede at bjælpe ham hertil, og famme i 
Baar brøge be begge i Følge fyd efter. Asmund harde ; 
ofte yttret det Ønfte at maatte træffe Asbjørn Selsbane. 
Nu hændte det fig en Dag, da de roede gjennem et Sund, : 
at en malet Skude med firibet Seil fom dem imøde. Det 
var Asbjørn, der feilede hjem fra Handeldftevne i Baagen. i 
Karle fjendte Skibet og fagde det til USmund. Denne bad I 
ham wife fig Selåbane. Da Skuden fom dem paa Siden, I 
fagde Karle: , Der fidder Asbjørn ved Styret i en blan : 
Kjortel.* „Jeg flal give ham en vred," fagde Asmund, 
flyngede fit Spyd mod ham og gjennemborede ham. Ul 
mund og Karle fortfatte fin Reife til Throndhjem, hva; 
Olaf bifaldt det ovede Berf og gjorde Karle til fin Hirde 
mand. Asbjørns Ledfagere derimod førte fin Huusbondes 
Lig til Throndarnes. Hans Moder Sigrid fendte Bul: 
efter Ihorer Hund; benne fom og foreftod Begravelfen | 
Mien da han flulde drage bort, fulgte Sigrid ham til Ok - 
bet og faqde ved Udfkillelfen: „Asbjorn, min San, lyde 
dit Benneraad. Ei levede han længe nok til felv at hmm 
lonne dig, fom du fortjente, og jeg har ikke Evnen til å 
gjøre det fom han; men Billien bar jeg: her er en Gam. 
fom jeg vil fljenfe dig, og jeg onſter, den maa blive dig 
nyttig." Hun rakte ham et Spyd og vedblev: Dette Gp | 
gjennembøorede Asbjørn, min Søn; Blodet er endnu på | 
det: desbedre fan du mindes, at det fad i Saaret, fom MI | 
faa paa din Frænde. Mandigt vilde det være, om dekk 
Spyd faa for af din Haand, at det flod i Olaf Digrd | 
Bryft; og Det figer jeg, at hver Mandö Niding vorder bi: 
hvid du ei hevner Usbjørn, din Broderſon.“ Sigrid gi 














1) Langøen Å VBefteraalen. 


1024. Asbjørn Selsbanes Drab. Forføg paa at underfue Jøland. 381 


bort; men Thorer funde Intet fvare for Brede; med Spy- 
det Haanden gif han ombord, og Hevnen udeblev ifte). 

Mod Baaren8 Ende (1024) forlod Kongen Thrond- 
hjem og drog om Sommeren ſyd langs Landet. Alt Norge 
havde han nu driftnet og lagt under fig; ogfaa Orfnøerne 
afjendte hans Dverherredvømme, og paa Færserne, Grøne 
land og Island havde han vidft at flaffe fiq Benner. Da 
Jndbyggerne paa Island, efter Kongens Opfordring, 
havde udryddet Hedenffabetd Levninger af fine Love, fendte 
han dem Tommer til at reife en Kirfe paa Thingvolden, 
fvor Ulthinget holdtes, og ſtjenkede til famme en fror Klokke. 
Siden fom mange anfeede Jölændinger til Norge, bleve Kon» 
gens haandgangne Mænd og node megen Hæder hos ham. 
Mn fnart viifte det fig, at Olafs Benffabstegn mod Vå- 
kmdingerne  fljulte bdybere Henfigter. Denne Sommer 
(1024) brøg Thorarin Nefjolfåføn over til Øen og bragte 
fra Vowbjerget den paa Ulthinget forfamlede Ulmue Kone 
gens fjærlige Hilfen med Bøn om, at Nordlændingerne 
vilde øverlade ham Grimsey, en Klippe fer Mile uden» 
for Gvjafjorden. Nordlændingerne øverlagde denne Gag 
mellem fig, og den magtigfte af deres Høvdinger, Gud» 
mund af Modruvold, talede for Kongens Fordring. 
Men hans Broder, den vife Einar af Thveraa, gjennem» 
kuede Olafs Henfigter. Bel var Grimgey, fagde han, ubes 
bdelig og ufrugtbar; men den kunde dog tjene en frem 
ned Hær og fremmede Langſtibe fom Filholdafted, og var 
ret førft fommet faavidt, var bet ogfaa forbi med den Fri- 
ed, fom Islendingerne havde nydt fiden Dens Bebyggelfe. 
Det var berfør hans Raad, at man frulde holde Venſtab 
ned Olaf fom før og fende ham Gaver, men ei overlade 
Kam nogen Deel af Landet. Einars Ord aabnede hans 
kandsmonds Øine, og Kongens Bon blev eenftemmigen 


2) Sn. OL 9. hell. S. Kap. 128. 132; i Fornm. S. Kay. 116. 120. 


382 Olaf Haraldsføn den hellige. 


afflaaet. Dagen efter gik Thorarin atter til Lovbjerget og : 
indbod Lagmanden Skapte Thoroddsſon og flere af de 
megtigſte Hovdinger paa Den til at beføge Kongen fnarek | 
maligt. Men ogfaa dette vakte Betæntelighed, og fet 
fælles Overlæg blev der fvaret, at be indbudne Hovdinge ' 
ei felv funde fomme, men vilde fende gode Mand i fi | 
Sted. Med denne Befted fom Thorarin om Holten til: 
bage til Ofaf 1). F 
Med Færøerne gif Kongen mere ligefrem til Belt. P 
Denne famme Sommer fom berfra paa hans Jubbydelje 
Qøvfigemanden Gille, Leif Øafursføn, Thoralf d 
Dimun, Sigmund Breſtersſons Søn, og flere Bondeſen⸗ 
ner. Den flue Thrond af Gata, fom havde meft at fl 
paa Derne, blev fyg, juft fom Reiſen flulde gaa for ſig 
og var ſaaledes ei fommen med. Olaf forbrede frrag, å 
Færaboerne ffulde underfafte fig hand Lowe sog betale hor: 
Skat. De tilftedeværende Færsinger vovede ei at undfler 
fig og gif Rongen tilhbaande; Gille, Leif og Thoralf be: 
hans Hirbmænd og vendte derpaa tilbage til fit Hjem?) 
(Efter at have draget langs Landet ligetil Gautever i 
vendte Kongen om Hoften tilbage til Viken og drog år 
om Binteren (1024--1025) til Oplandene paa Gjett 
Paa denne Færd giftede han fin Halvføfter, Gunnhilk: 
Sigurd Syrs Datter, med Ketil Kalf paa Ringened, løk 
fom og fin Mofter, Isrid Gudbrandsdatter, Mk 
Ihord Guttormöføn paa Steig 3) i Gudbrandbådakw | 
og vandt herved mange mægtige Benner. Han befafedk! 
overalt Chriſtendommen, brøg derpaa over Thoten, Hav 
fand og Mingerife tilbage til VBifen og om Baaren (1088 
til Tunsberg *). 


1) Sn. OL». hell. S. Kap. 133 —135; i Fornm. 8. Kap. 1-28 
1) Sn. OL 5. hell. S. Kap. 136; i Fornm. 8. Kap. 124 
3) Gaarden Steig I Søndre Frong Pgd. 

4) Sn. OL d. hell. S. Kay. 1311 Å Forum. 8. Kay. 125. 
















124—25. Færøerne hylde Kongen. Knuts Fordringer paa Norge. 383 


Under alle disſe Begivenheder i Norge havde Dane 
ungen Knut fjæmpet i England og vundet dette Rige; 
m faldtes den mægtige, og ingen Herffer i Norden 
nde maale fig med ham i Bælde. Knut havde ei glemt 
n Met til Rorge, han troede at have arvet efter fin Fa- 
r, og hand Soſterfon Haafon Jarl, fom havde maattet 
ge for Olaf, var endnu hos ham. Men deeld havde 
ampen i England hindret ham fra at tænfe paa Norge, 
els havde Nordbmændene i Begyndelfen været Olaf hen- 
vne. Nu havde Omftændighederne forandret fig. Knuts 
eredømme i England var grundfæftet, og i Norge bes 
mbte mange Høvdinger at blive misførnøiede med dereg 
onges Strenghed; disſe drøge til Knut, flagede fin Nod 
r ham og Haakon Jarl og fagde, at Nordmændene vare 
flige til at underfafte fig dem. Opmuntret herved lod 
nut Seademand drage fra England til Norge, og de fandt 
of i Tunsberg om Baaren. Songen ventede fig intet 
lobt af denne GSendefærd, og i flere Dage vilde han et 
ve Sendemændene Udgang til fig. Endelig lod han dem 
mme for fig og hørte deres Grinde: Rong Knut faldte 
te Norge fin JFædrenearv og Eiendom; men da han on⸗ 
ede Fred, tilbød han Olaf Befiddelfen deraf mod at tage 
tiget til Len af Kong Knut og betale ham Stat, fom fordum 
jarlerne.“ Olaf fvarede, at han af gamle Jrafagn havde 
ett, at Gorm den gamle var holdet for en mægtig Konge, 
Hent han herffede over Danmark ene; men dette fynted hang 
Hterfølgere for lidet, og nu var bet kommet dertil, at Knut 
lerflede over Danmarf, England og en Deel af Skotland; 
Mg alligevel vilde han ogfaa rive Olafs Fadrenearv til fig. 
Ren han frulde holde Maade med fin Begjerlighed.” 
Agter Knut ene at raade for hele Norden?" fagde han ens 
eig, ,eller vif han ene ævde al Gnglanda Kaal? Før fral 
an formaa Dette, end jeg bringer ham mit Hoved eller 
lfer ham nogen Sydighed. J frulle bringe ham wine 


384 Olaf Haraldsjøn den hellige. 


Orb, at med Ob og Eg mon jeg verge Norge ben Stund, ; 
jeg lever, og ei yde nogen Skat af mit Rige.* Da Same: 
mænbdene bragte Knut dette Svar, fagde han: Olaf feiler, 
tror ban, jeg vil æde al Englands Kaal. Veg vil onſte, 
at ban engang maa finde, at Mere bor inden mine Ribbeen, 
end Kaal ene; thi fra denne Stund af ffal han føle fold 
Raad fra hvert mit Ribbeen.“ 

J Norge gif nu Rygtet, at Knut famlede en ftor her 
i Gngland; derfor havde ogfaa Olaf mange Folk om fig 
opholdt fig om Sommeren i Vifen og havde GSpeidere ude ; 
før at faa vide, om Knut fom til Danmarf. Mod Hefte 
fendte han Bud til Kong Ønund i Sverige og fagde ham 
Knuts Fordring paa Norge. Fit han dette Rige," lage 
han til, ,da vilde han ei længe lade Sverige i Fro. 
Derfor raadede han til et Forbund mellem Naborigene; : 
tbi da manglede dem ei Araft til at modftaa Knut. Evw 
fongen lod fvare, at han var villig til dette Forbund gg | 
vilde modes med Olaf for nærmere at overlægge Sagen. 
Gi længe efter fom Knut til Danmarf og hørte om lv | 
berhandiingerne mellem Kongerne. Han fenbte ba frrar om; 
Binteren (1025—1026) Bud til Ønund med frore Gan | 
og bad ham ei bryde fig om Olafs Feider; Sverige fluld I 
være i Fred for ham. Men Sveakongen agtede ei på 
bette Gendebud; han drog om Vinteren paa Gjelterii: 
Beftergautland og fendte derfra Bud til Olaf, der hard: 
Binterfæde i Sarpsborg, at han om Vaaren vilde mek: 
ham ved Gautelven. Denne Sammenkomſt git for Å 
(1026), og Forbundet mellem Songerne blev betræftet. Fri 
Dieblitfet var imidlertid Faren forbi; thi Knut var allerde 
bragen over til England. Kongerne adſtiltes derfor fler få 
mange hemmelige Raadflagninger, og Olaf drog langs Rilm Mg 
og Agder for at begive fig nord i Landet. Ved Untomi MG 
til Gifundafundb2) fil han tydelige Bevifer paa Mi Mg 


1) Ekerſund. 





1026. Thorer Hunde Bjarmelandstog. 385 


tendtlige Gindelag, fom Erling Skjalgsſon nærede mod 
jam efter Asbjørn Selsbanes Drab, og fom han nu faa» 
neget mindre dulgte, fom Knuté Biftand var ham vid. 
Illerede forrige Sommer vare Erlings Sonner Uslaf og 
sfjalg bragne over til England til Haakon Jarl og havde 
ler fundet en hæderlig Modtagelfe. Nu fpurgtes Det, at 
Erling felv havde en Hær af Jaderboere famlet. Olof feis 
ede derfor haftig Jæderen forbi til Hordeland, hvor Gjefte- 
md vare beredte for ham). — 

Baa denne Tid viifte ogfaa Thorer Hund, at hans 
Brøderføns Drab ei var gaaet ham af Minde. Olaf havde 
m Binteren fendt fin Hirdmand Karle til Throndhjem for 
erfra paa hans Begne at gjøre en Handeldreife til Bjarme» 
and. Da Karle om VBaaren (1026) fom til Lango, flog 
Bunnitein, hang Broder, fig i Følge med ham, og de havde 
ma fit Skib 25 Mand. Thorer Hund fendte dem Bud, 
t han ogfaa onſtede at være med paa Neifen, og det blev 
ftalt, at han frulde ftøde til dem med ligefaa meget Folk, 
om Brødrene havde. Da han desuagtet fom paa et 
'angftib med 80 Mand, fattede Gunnftein Mistanfe og 
ilde vende tilbage; men paa Karles Raad fortfattes Reifen. 
De fom til Mundingen af Binaacn (Dvina) og indfjobte 
orft mange foftbare Efindvarer; berpaa plyndrede de om 
Ratten  Bjarmernes Gravfteder, fom vare opfyldte med 
Rigdbomme, og dere Ufgub Jomales Billede. Med frort 
Bytte forføde be Qandet. Paa Tilbageveien føgte altid 
Brødrene at holde fig i Ufftand fra Thorer; alligevet funde 
De ei undgaa ſtundom at ftøde fammen med ham i Havnene. 
Bed en faadan Leilighed faldte Thorer dem i Land og for» 
brede Deling af Byttet. Brødrene fvarede, at de funde 
Bie hermed, til de fom bjem. Thorer bad da Karle træde 
affides til en Samtale; men da de vare fomne et Stykke 
) Sn. OL d. hell. S. Kap. 139—142. 144; i Fornm. 8. Kap. 

127. 128. 430. 

DR. Kepfer. Norges Hiftørte. 25 


386 Olaf Haralbsføn den hellige. 


fra be Undre, gjennemborede Thorer ham og fagde, at dr 


funde han fjende GSpydet GSelshevner. Da Gunnftein fan 
fin Broders Fald, flyndte han fig ombord og flygtede; men 
Thorer forfulgte ham faa flarpt, at han med fine Men 
maatte forlade Sfibet i Qengjuvif2) og føbe i Land, hvor 


han med Nød undflap. Thorer plyndrede og nedfenke : 
Brodrenes Skib og drog derpaa hjem til Bjarke med det | 


røvede Kongsgods. Gunnftein derimod fom efter mange 


Jarer til Olaf, fom lovede ham Opreisning og lod ham 


forblive hos fig *). 
Uagtet Olaf faaledes fil Prøver paa fine egne Lens 


dermends Uvillie, til famme Tid fom en fremmed GFiende | 


truede ham, aflod han bog ei fin begyndte GStræben for at 
udvide fit Herredømme ubenfor Norge. Den Sat, M 
var ham lovet af Færøboerne, havde han endnu ei mod 
taget. To Skibe havde han til forffjellige Tider afjendt 
før at fræve den; men begge vare blevne borte med dered 


Mandffab, uden at man, hverken paa Øerne eller i Morge, 
vidfte hvorledes. Dog hvilede Mistanke paa Fhrondi 


Gata, at han havde en Haand med i Sagen. Dent 


Baar (1026) havde Olaf fendt Bud til Derne, at em då 
hans $Hirdmænd ber ſtulde fømme til Norge. Thoralf af 


Dimun gav fig paa Beien. Vil famme Tid friktede imid⸗ 


fertid ogfaa Thrond fine djærve Broderfønner, Sigurd 4 
Thord Lave, famt fin Frænde Gaut Røde afftd på 


et Skib, fom det hed, for at fælge hans Uld i org 


Begge Skibe havde hinanden i Sigte i Havet og lagt 
paa een Tid til Land ved Øen Herna*) ved Myten d 


1) Lenviken i Senjen. 

3) En. OL d. hell. S. Kap. 143; i Fornm. S. Kap. 129. 

8) Man har troet, at Navnet Herna (i Hernu), fom her forde : 
mer hos Snorre, er en UAfftriverfell for Herdla, Navn pa 
en betjendt 32, den nuværende Herdlø i Mangers Preſteghed 
(Folio⸗Udgaven af Snorre, IL S. RW uot. J.  Jmidlertd fr 





å 
Å 


1026—1028. Færøifle Begivenheder. 387 


ordeland. Men famme Uften blev Thoralf lumſtt myre 
tt, Da han var gaaet op fra Skibet i Mørket, uden at 
an bidfte Gjerningömanden. Hans Ledfagere fendte ſtrax 
md til Lygra, hvor Songen juſt var i Gjeftebud, og 
gde ham, hvad der var hændet. Han lod Thing flevne 
| Færøboerne fra begge Skibe tilfalde. Han beftyldte 
hronds SBroderfønner for at have myrdet Thoralf af 
rygt for, at denne ſtulde aabenbare dereg Farbroderd Svig 
od Kongens Sendemænd. Forgjæved negtede Gigurd 
jerningen; Kongen paaftod, at han den næfte Dag frulde 
vife fin Uffyldighed ved Jernbyrd. Men da Faroboerne 
ne fomne tilbage til fit Skib, foreftillede Sigurd fine 
dfagere Thoralfs Drab fom et Bert af Olafs Lift for at 
a en Grund til Anklage. Ubdfaldet af Jærnbyrden, fagde 
m, ſtod i Kongens Magt. Derfor raadede han til at 
nytte ben gunftige Bør og flygte om Natten. Hans Raad 
ev antaget, og de fom lyffeligen tilbage til Færserne, 
or de, fom før, havde fit Tilhold Hos Thrond, fljønt 
me lod, fom om han tog fig meget nær af Thoralfå 
tab. Giden viifte det fig dog, at Mistanfen til Thrond 
I hang JFrænder ei havde været ugrundet. Olaf fendte 
mlig bet følgende Aar en tapper Bifing, ved Navn Karl 
dorſke, til SDerne for at fræve be fongelige Mettigheder. 
hrond modtog GSendebudet venligen og lovede fin Hjælp 
Lat famle Skatten. Men Baaren efter (1028), ba ben 
de udrede8, blev Karl lumſtt myrdet paa Thinget af 


ned det rimeligere, at Herna er rigtig førevet; thi Navnet fore- 
fommer ogfaa å Fleertal (i Hernum) i Orfneyingafaga S. 198 
og 200 (Jlatøbogen II, 455). Ifolge Navnet og den hos 
Snorre antydede VBeliggenhed i Nærheden af Lygra (Lygren i 
Lindaas Pgd.), er Intet fandfynligere, end at Herna er det nuvæ- 
"rende Henø i Bø Sogn i Mangers Pgd., noget nærmere ved 
Rygren, end Herdlø er; og naar Navnet ogfaa findes i Fleertal, 
tudbefattes vel derved be mindre omtringliggende Øer, fom nu 
afle unbereet benævnes Hengerne. 
25* 


388 Olaf Haraldsføn den hellige. 


Thord Lave og Gaut Røde. Gille Lovfigemand og el 
Dafursføn, Kongens tro Tilhængere, toge fig vel af Saqen 
og fil Morderne landsforviifte. Men felve Ophavåmandn, 
Thrond, undgif ved fin Magt og Klogſtab alt Unfoar for | 
fine Landömænd, ligefom han og ved Olafs fenere Ulykke : 
befriedes fra Frygten for dennes Hevn). | 
Ogfaa paa at vinde Island gjorde nu Kongen dl 
nyt Forføg. Io Aar vare forløbne, fiden FThorarin Nefje å 
olfåføn drog derhen for at bane hans Herredømme Bein. | 
Det enefte, fom ved denne Eendefærd ubdrettedeg, var, at | 
nogle unge Islandinger af be gjævefte Elægter, Etein, | 
Gan af Stapte Qovfigemand, Thorodd, em San df I 
den kloge og mægtige Snorre Gode, Geller Thorfeld | 
føn og Egil Hallsſon, forrige Uar (1025) vare fomm | 
til Norge ifølge Kongen8 Jndbydelfe og havde opholdt fy 
ved hand Hird om Vinteren. Denne Omftændighed vilde | 
nu Olaf benytte. Han fendte (1026) Geller Thorkelsſen 
til Island for at forlange Folkets Underkaſtelſe, medend 
han beholdt de Øvrige hos fig fom Gisler. Hvormeget end 
disſe fængteded efter Hjemmet og fnurrede over Kongend | 
Bud, maatte de bog følge ham til Nidaros, hvor han tog * 
fit Binterfæde*). Olaf havde paa denne Tid i Sinde at lade | 
fræve fin Skat af Jamteland, fom nu, efter Freden med i 
Sverige, ſyntes at burde høre under Norge. De flefte Å 
hans Mænd vare imidlertid uvillige til at udfore dekte | 
Grinde; thi de mindede8 Thrond Hvides Drab*). N 
fremftod Thorodd Snorresſon, der ei kunde finde flg i 
ben Tvang, Olaf havde paalagt ham, og tilbod fig at krav 
Gfatten i Jæmteland, hvid han derved Funde fomme på : 
fri God. Kongen gav ham fit Lofte herom, og Fjord J 











1) Sn. OL d. hell. S. Kap. 145. 152. 153; i Fornm. 5.44 J 
131. 132. 138. 139. Å 

3) Sn. OL d. hell. S. Kap. 138. 146; i Fornm. 8. Kap. 120. 18 

5) Gee ovenfor S. IL. 


1026. Jelændingerne. Thorodb Snorresføn i Jæmteland. 389 


nog affted felv tolvte.  VJæmternes Lagmand, Thorar, mod» 
og han! vel og lod ham blive paa fin Gaard, medens 
jan felv thingede med Bønderne. Didfe onſtede at fore 
five under Sveriges Konge. Nogle vilde, at de norfke 
Sendemænd ſtrax ſtulde hænged eller offres til Guderne; 
men de Flefte raadede til at opholde dem under Paaftud af 
at famle Skatten, indtil GSveafongens Evysfelmænd Fom 
Bd, og faa lade disfe handle med dem efter Tykke. Dette 
blev antaget, og Sendemændene fordelte i Bygden. Thorodd 
par paa Thorars Gaard og blev vel behandlet; alligevel 
merfede han, hvad ber var i Gjære, og i Julen flygtede han 
med een af fine Staldbrødre. Jamterne opfporede dem 
midlertid fnart ved Hunde og bevogtede dem nu notere. 
De undflap dog atter, ledede Sporhundene vild ved at 
Binde Reensklover bagvendt under fine Sfo og fom endelig 
Men fredløs Møver, Arnljot Gelline, ber med fin 
Søfter og hendes Mand opholdt fig i Skovene; han hjalp 
em tilbage til Norge. Udfaldet af denne Sendefærd viifte 
Dlaf Jæmterned fiendtlige Sindelag, og han fik ei Leilighed 
il at tvinge Dem; men mod Thorodd holdt han fit givne 
Drd og fod ham Sommeren efter (1027) fare bjem til fit 
Fedreneland 2). 

Stein Skaptesſon var ligefaa utilfreds fom Thorodd 
ned det tvungne Ophold i Norge; han havde oftere været 
warſom i fin Tale og derved vakt Dlafs Misneie. Om 
ider flbgtede han en Mat fra Nidaros, dræbte i Orfedalen 
n af Kongens Aarmand, der ei vilde laane ham Hett, og 
andfede iffe, før han fom til Øen Gifte ved Søndmøre, 
bor Shorberg Urnesføn borde. Han felv var ikke 
jemme, men hans Kone Ragnhild, Erling Skjalgsſons 
Jatter, modtog Stein med Belvillie; thi da han forſt fom 
I orge, var han landet der ved Øen, juft fom Ragnhild 
Ir i Barnéned, og havde holdt den Datter, hun fødte, 


) 6. DI b. hell. S. Kap. 151; I Fornm. 8. Kap. 13%. 


390 Olaf Haraldsføn den hellige. 


under Daaben. Derfor havde Ragnhild lovet ham f 
ftab og fin Hjælp, hvis han nogenfinde ſtulde behe 
Om dette Løfte mindede nu Gtein hende og fagv: 
han havde forbrudt. Hun bod ham blive hos ' 
Thorberg fom hjem. Denne havde allerede hørt, hr 
var hændet, og var vred. Da Ragnhild bad ham t 
af Stein, fvarede han, at han et for en Udlændingå 
vilde blive Kongens Uven, og bød hende ftrar fende 
bort. Men da hun fvarede, at i dette Tilfælde ſtul 
felv drage bort med, og da deres tolvaarige Søn, E 
Orre, erflærede, at han vilde følge Mobderen, f 
Thorberg endelig efter og beholdt Stein hos fig. 

over Julen (1027) fom Olafs GStevning til Thort 
han ſtulde indfinde fig i Nidaros før Midfafte. Ha 
ba til fin Broder Finn og begjærede Hjælp af ham 
fvarede fun, at det var ilde, at han ei for fin 
Gfyld turde være Kongen tro. Paa lignende Maa 
lod hand Broder Urne fig, ba han fom til ham, og 
berg forlob dem begge i Brede. Da han derimod 
Bud til Kalf paa Cage, fovede denne ham førar | 
ftand. Ragnhild havde imidlertid fendt Bud til Grli 
Sole, og haftig indfandt fig hendes Brødre, Sigu 
Thord, med to Skibe og henved 200 Mand. I 
fagede Thorberg mnordefter; udenfor Throndhjems 
ftodte mod Forventning Finn og Urne til, og i 
modte Salf ved Agdenes. Med 6 Skibe og henve 
Mand fagde de nu ind til Nidarholm) og havde € 
fit Følge. Kalf og Erlings Sønner raadede til Å 
angribe Kongen; men de Øvrige vilde førft gjøre fr 
Vilbud, og Å denne Henfigt droge Finn og Arne ål 
Byen med faa Folk. De fandt Kongen meget ford 
han bebreidede Brødrene deres utafnemmelige Fremfæ 
afflog at tage mod Boder for Thorberg og Sten. 


1) Munfholmen væ Trondkhjenn. 


1027. Kong Olaf og Arnesfønnerue. 391 


agde Finn: Bi have famlet denne Hær, Konge! for førft 
i byde big vor Fjenefte. Men afflaar du den og gjør 
horberg Overlaft, da ville vi fare med vort Folk til Knut 
den mægtige og fee, om han viſer o8 bort.” Songen bad 
nm Brødrene fverge fig beftandig Troſtab; da vilde han 
forliges med dem. Dette Tilbud bragte Finn og Urne til- 
dage. Kalf fagde, at han vilde være Olaf tro, faalænge 
fom denne var hans Ben og lod ham beholde fine Veits⸗ 
ler, men ingen Ed vilde han fverge ham. Hermed før han 
hjem til fin Gaard. De tre andre Brødre derimod brøge 
ind til Byen, førligede fig med Kongen og fvore ham Tro⸗ 
fb. For Stein vilde Kongen ingen Bøder tage; han 
tunde være, hvor han vilde, fagde han, fun iffe i Hirden. 
Stein fulgte derfor hjem med Erlings Sønner og drog 
om Baaren over til England til Kong Knut). 

Kort efter denne Begivenhed (1027) ertlærede Olaf 
for fine Raadgivere, at han vilbe ubbyde almindelig Leding 
mod Rong Knut, og fendte Moænd ud til alle Kanter for 
at forfynde Opbubet. Til Haalogaland drøg Finn Urnes» 
fen og flevnede Haaleygerne til Baage. De mødte firag 
med mange og flore Skibe; ogfaa Thorer Hund indfandt 
Ra paa ſit Langftib, ber var bemandet med hand egne 
huuskarle. Efterat Finn havde holdt Baabenthing og un- 
derſogt Folkets Muftning, henvendte han fig til Thorer og 
furgte ham, hvad Bod han vilde give Kongen for Karles 
Drab og Ranet i Lengjuvif*). Thorer faa fig om og 
merfede, at han var omringet af Bevæbnede og blandt den 
Bunnftein og flere af Karles Frænder. Han fvarede haftig, 
tt han henſtjod fin Sag under Kongens Dom. Finn fva- 
de, at han nu fif nøie8 med Hans Dom, og da Thorer 
hodtog denne, bømte han ham i en Bod af 30 Mart 
huld. Thorer bad om Friſt til at faa Pengene laante, 


') Sn. OL ». hell. S. Kap. 148; i Fornm. 8. Kap. 134. 
*) Gre ovenfor S. 386. 


392 Olaf Haraldsføn den hellige. 


men Finn fatte ham Spydodden for Bryftet og tvang ham 
til ftrag at levere en Guldhalsfjede, fom Karle havde tage 
paa Bjarmelandåfærden, og fom Thorer havde røvet fra 
den Dræbte. Derpaa fit Thorer Lov at føge Laan ho fine 
Folk; nu udtrak han Sagen, betalte lidt og lidt, og hm 
en Trediedeel var udredet, ba det led mod Uftenen og det 
forfamlede Folk adfpredte fig. Vinn fagde nu, at Thore 
funde betale Kongen felv det øvrige af Boderne, og feilede 
bermed bort. Thorer raabte til Ham, at han faaledes fulde 
udrede fin Skyld, at bhverfen Kongen eller Finn flue 
flage over ei at have faaet fuld Betaling. Han havde akk : 
fine Rigbomme ombord, fljulte i ſtore Oltonder, og ſtyrede 
ſtrax over til England. Da Olaf hørte hang Flugt, fagde 
han, at den Fiende vilde han heller have fjærn end nær!) 
Haarek af Thjotta dulgte længere fit fiendtlige 
GSindelag mod Kongen. Denne Binter havde han hav: 
Uenigheder med Asmund Granfelsføn, der var i fin Syk 
fel paa Haalogaland. Haarek havde nemlig i længere ID 
- benyttet et Fiſte- og Selvær, fom for havde ligget under 
Grankels Gaard. Dette forbrede nu Asmund tilbage for 
fin Fader ifølge Kongens Ord. Haarek brød fig ikke herom 
og lod fine Mænd fom forhen tage Fangften i Bæret. Di 
overfaldt Asmund dem, fratog dem hele deres Ladning % 
flog og faarede dem. Herover forbittrede8 Haarek, men 
fljulte fin Brede og drog om Baaren efter Opbud til Kon 
gen med et Skib paa 20 Rorbænke, bemandet med hand 
Huusfarle. Han og Asmund voldgave nu Olaf fin Sop 
og denne tildbømte Granfel Bæret efter Vidners Udfagn : 
Haaref fif iffe engang Bod for fine Mends Mishandling | 
bog fod han, fom om han var tilfreds, og fagde fun å 
bet ingen Skam var at lyde Kongens Dom, hvorledes be 
end gif fiden?). 
1) Su. OL d. hell. S. Kap. 149; i Fornm. S. Kap. 135. 
3) Sn. OL den hell. S. Kay. 1901 Å Forum. 0. Kay. 136. 





1027. Ledingsudbud mod Daumark. 393 


Ud paa Vaaren (1027) forlod Olaf Throndhjem med 
n ſtor Hær. Alle Hovdinger nord fra Landet fulgte ham 
mdtagen Ginar Thambarffjælver. Denne havde fort 
fter fit Forlig med Kongen gjort en Reife over til Eng- 
mb, hvor han en Stund opholdt fig hos Haafon Varl, 
ar derfra dragen til Rom og endelig efter et Aars Jra- 
ærelfe fommen tilbage til Norge; men han havde iffe ef- 
r fin Hjemfomft talt med Olaf og fad nu i Rolighed 
aa fine Gaarde uden at have Beitåler1). Da Kongen 
ar fommen forbi Stat, ſtodte ogfaa her Ledingsfolk til 
am; men ved Hørdeland fif han høre, at Erling af Sole 
g hans Sønner med fem Skibe vare dragne til England. 
Jan fortfatte Reifen sftover og fik fnart Underretning 
m, at en Hær ruſtedes mod ham i England. Ulligevel 
idfte han ei, naar han kunde træffe fin Fiende, og det 
ar vanffeligt at holde bet meget Folk famlet; derfor lod 
an en Deel af Hæren drage bjem og beholdt blot Len- 
ermændene og bet ubvalgtefte Ledingsfolk. Med dem fty- 
ede han til GSjæland, hvor han herjede og brændte. Lige- 
an for GSverige8 Konge Ønund frem i Skaane; thi faa 
edes var Det blevet aftalt paa Modet ved Elven. Derpaa 
orenede Kongerne fig og fordrede, at Danerne flulde un- 
ettafte fig bem, hvilket og Mange gjorde af Frygt for 
eres Baaben *). 

Kong Knut havde forrige Aar, da han drog fra Dan- 
nar, efterladt fom Landvernsmand fin Svoger, Ulf Jarl, 
Thorgils Sprakaleggs Søn, og overgivet i Hand Berge fin 
inge Søn, Hørdefnut. Men Ulf foregav, at Knut havde 
Ljentet fin Sen Danmarks Rige, og overtalte flere Hovdin— 
jer til at bylde ham. Ved Olafs Komme var han med 
en unge Konge dragen til Jylland for der at famle en 
") Sn. OL. d. hell. S. Kap. 130. 


9 Sn. OL d. hell. S. Kap. 152. 154. 155; i Fornm. S. Kap. 
138. 140. 141. 
































394 Olaf Haraldeføn den hellige. 


Hær og møde ham; men ba Ønunda Angreb tillige 199 fe 
tedeg, vovede han ei en Kamp mod begge. Strax efter J 
fom Knut fra Gngland til Limfjorden med en fror Har! 
$Haafon Jarl, Grling Skjalgsſon og Thorer Hund varei ſ 
hang Folge. Nu floffede den danſte Ulmue fig om ham. 
Ulf og Hordeknut faa fig forladte og bade Knut om Naade. & 
Hordeknut nedlagde fit Kongenavn og fik lettelig Tilgivelſe J. 
Jarlen derimod fif det Svar, at han ſtulde famle Folla: 
Gfibe; fiden funde de tale om Forlig. Da Knuts Komm Å 
rygtedes, droge de forenede Konger fig tilbage og lagd J. 
fin Flaade i Mundingen af Helgeaaen ved Skaanes ef Å 
lige Kyſt. $Her overflod Olaf Skibene til Ønund og dry! 
felv med nogle Mænd op i Landet til Uaens Udſpring 
Han opførte i Haft en Dæmning, der hindrede Strømmen J. 
Lob, forsgede Bandet ovenfor ved at trækte Diger fra! 
nogle høitliggende Søer og fældede en Mangde Irærij: 
Yarenden.  Jmidlertid var Knut feilet efter fine Fiendet i 
og da Ønund faa ham nærme fig Helgeaaen, forlod ha! 
baftigen Havnen, drog fig noget sftover og lagde fir 
Skibe i Slagorden. Knut vilde ikke ſtrax begynde Kam. 
pen, ba det allerede var Aften, og hans Flaade ei endar n 
var famlet; han lagde derfor ind i Aamundingen ford! 
oppebie ben næfte Dag. Under dette fif Olaf ved Jilbu 
Knuts Anfomft at vide; ſtrax gjennembrød han Demni— 
gen og føyndte fig til Skibene. Om Morgenen i ini: 
gen fleg pludfelig Aaen med en rafende Strøm over før 
Bredder; mange af Knuté Folk, der vare gangne i La: 
omfom; Skibene maatte overhugge Landtougene og bet 
bib og bid, flødte paa Hinanden indbyrdes og befadigdd 
af De fremftyrtende ITræer. Kongens flore Drageftib på: 
60 Rum funde ei mere flyre8 med Aarerne, men drev heri 
imod Fiendernes Flaade. Disſe angrebe under Forvirring 
og omringebe Kongeftibet paa alle Sider. Men det vr! 
ei let at vinde, thi det var LEX og Beketuingen udvakgt 


1027. Glag i Helgeaaen. | 395 


midlertid fom Ulf Jarl til; de danſte Skibe famlede fig 
ra alle Kanter, og Kampen blev almindelig. De forbundne 
longer faa fnart, at der for denne Gang Jntet mere var 
t udrette; derfor voede de fine Skibe tilbage og droge 
ftover, medens Knuts Flaade endnu var i for ftor Uorden 
il at funne forfølge dem 1). 

Olaf og Ønund lagde om Uftenen i Havn ved Bar- 
it; men Gvenfferne længteded efter Hjemmet, og om Natten 
bfpredte fig den flørfte Deel af deres Hær, faa at af 350 
5kibe vare om Morgenen fun 100 tilbage. Paa et Huus» 
hing erflærede nu Dnund, at det forefom ham bedt at 
rage hjem, medens man endnu Intet havde tabt, og ind- 
ød fin Svoger at blive Binteren over i Sverige. Men 
Dlaf fagde, at man ei flulde bryde fig om Hærens Min» 
en, thi Kjernen af den var dog tilbage. Han raadede til 
it oppebie, hvad Knut vilde foretage fig. J Helgeaaen funde 
lan ei længer ligge; thi der var ingen god Havn; drog 
an sftover, ſtulde de træffe fig tilbage, og da vilde 
nart Folk famle fig til dem; for han derimod til Dan» 
narf, vilde hang Hær adfprede8, og da var det endnu 
wiſt hvo der feirede. Olafs Raad blev fulgt. Da Knut 
ed fine GSpeidere havde faaet vide, hvor formindfklet Kon- 
jerneg Hær var bleven, feilede han tilbage til Danmark 
mg holdt fin ftore Flaade famlet i Ørefund. Det var, 
nedens han laa her, at han paa Mikkelsdag (29 GSeptbr.) 
od Ulf Jarl dræbe i Roskilde Domkirke. Da det led ud 
ma Høften, og den danſte Hær endnu ei adfpredte fig, 
sleve Svenfterne utaalmodige og frygtede for at fryfe inde. 
Dnund hævede Ledingen, og Olaf laa nu ene tilbage. 
Snart merkede han, at Knuts Gaver og Løfter, fom denne 
sd hemmelige Speidere ubddeelte i den norfte Hær, havde 
bitket altfor meget paa hans Høvdinger. Alle deres Naa» 


) Sn. OL d. hell. S. Kap. 156—160; i Fornm. S. Kap. 
142—146. 


396 | Olaf Haralbéføn den hellige. 


flagninger vare vaklende, og dem, der eggede til at trange 
gjennem SØrefund, havde Olaf mistenkte for at være Ant 
huldere end fig. Han erflærede berfor endelig, at han vilde! 
brage landveis til Norge og give fine Stibe i GSveafongent i 
Berge. Da Haarek af Thjotta hørte dette, fagde han, at 
han var for gammel til at gaa faa lang Bei. Han forlød 
Olaf, ſtyrede til Ørefund, flap Iyffeligen gjennem Knuts 
Flaade og fom hjem til Haalogaland; men Mange mit i 
tænkte ham allerede da før at være i Forftaaelie med Dane I 
fongen og for at have braget gjennem Fiendens Flaade; 
med Knuts Bidende. Olaf lod imidlertid fine Skibe fætkt 
'op ved Salmar og for gjennem Gmaaland og Beftergankj 
land tilbage til Norge, hvor han lod Binterfæde berede i 
Sarpsborg. Kun faa af Lendermændene beholdt han høl! 
fig, og blandt disſe alle Urnesfønnerne; de ovrige gav ja 
$Hjemlov 2). 

Strax efter Tilbagefomften fra dette frugtesløfe Tog få 
Olaf Tidenden om, at Hans Henfigter med Jöland vare mit 
lykkede. Geller Thorkelsſon var, fom allerede er fagt, fr 
rige Aar Dragen berover, og efter at have været der og 
Binteren frembar han paa UAlthinget Kongens Bud, at En 
fændingerne ſtulde underfafte fig de Love, Olaf havde giv 
Nordmændene, og betale ham Skat (Thegngilde og Nevgildeig * 
i modſat Fald truede han dem med fit Fiendſtab. MA 
Jelændingerne affloge eenftemmigen Kongens Fordring, Å 
Geller bragte ham nu dette Svar paa en Tid, da hans GE 
ling i felve Norge var bleven altfor farlig, til at jan fu v 
tænfe paa Udførelfen af fine Trusler mod den fjerne & pe 
Men uagtet ſaaledes Olafs egentlige Henfigt, at lægge I 
land under Norges Kongedomme, mislykkedes, faa fom M 
under hang Gtyrelfe, uvift naar, den førfte traftatmai 
Overeenskomſt iftand mellem Nordbmænd og Abe 


1) Sn. OL d. hell. S. Kap. 161—169; i Fornm. 8. 44 | 
147—156. | | 















— 


1027—28. Norge vender fig til Knut den mægtige. 397 


hvorved begges gjenfidige ettigheder, det ene Folks i det 
andets Land, nærmere beftemte8; og benne Overeensftem» 
komſt er endnu levnet). 

Da Danehæren paa Efterretningen om Olafö Hjem- 
lomſt var opleft, drøge Knuts Gendemænd i Erling Skjalgs⸗ 
feng Folge til Norge og vandt her vide omkring ved fine 
”flore Gaver mange baade hemmelige og aabenbare Vile 
hangere. Og fljent dette var Olaf vel befjendt, flod det 
:dog iffe i hans Magt at hindre det. Enkelte bleve imid» 
slertid fin Konge trø, uagtet Knut og Haafon Jarl havde 
Ebeviift dem ftort Benffab, og blandt didfe var Gighvat 
Etald. Han fom paa denne Tid til Sarpsborg fra en 
Mbenlandåreife, paa hvilken han og havde beføgt Kong 
anut, gjort Kvad til hans Are og modtaget Gaver fom 
fn. Derfor havde Olaf ham mistæntt; men Gighvat 
niflærede hoitideligen, at han aldrig vilde tjene to Herrer 
Jaa een Gang, og fit fin gamle Plads i Hirden fom Kone 
ens anden Stallare. Giden dadlede han ofte i fine Bi» 
paa bet bittrefte de Troloſe, ber lode fig fjøbe til at 
fige fin Herre). 

Olaf holdt Juul i Sarpsborg (1027—1028), og paa 
len Sde Dag af Høitiden ubddeelte han efter Sedvane Ga- 
Mer blandt be Havdinger, fom vare forblevne ham tro. 
Strax berpaa begyndte han fin Færd over Oplandene. Bel 
var iffe den lovbeftemte Tid forloben, fiden Olaf fidft 
fjeftede her; men han havde forrige Sommer foftet meget 
ka Foget til Danmarf og denne Hoft ingen Jndtægter 
meet nord fra Landet; Skibe havde han ei til felv at fare 
d og midtænkte desuden Folket der for at vakle i fin 
kxoftab. endermænd og rige Bønder paa Oplandene let» 
Øre nu Kongen ved at byde ham til Gjeft hos fig. Paa 
XY Trykt i Norges gamle Love I, 437. 438 og i Udgaverne af ben 


ielandffe Lovbog Graagaafen. 
W) Gu. OL >. hell. S. Kap. 170. 174; Fornm. 8. Kav. 157.458. 










398 Olaf Haraldsføn den hellige. I 


Hedemarfen boede dengang den attenaarige Thorer Øl Mr 
versføn, Kalf Arnesføns Stifføn og Fofterfan; han havd 
faaet et vigt Giftermaal og var fljøn og venfeæl. Af hon p 
blev Kongen indbuden og bherligen bevertet. Men Lhorer ME 
var af Knuté hemmelige Tilhængere og bar paa fin Am, Å 
fljult under Klæderne, en ftor Guldring, en Gave, fom han 

havde modtaget for at fvige fin Konge. Dette fil Old & 
vide under Gjeftebudet, og Thorer maatte tilftaa fin Brede H 
Kalf Arnesſon og flere mægtige Mænd gik forgjeves i Je 
Forbøn for ham; Kongen lod ham bdræbe. .Dette Skridt fa 
vakte fror Uvillie mod Olaf baade paa Oplandene og i 
Ihrondhjem. Thorerd Broder Grjotgard, en djærv ng fl 
ling, greb til Baaben mod Kongen, foruroligede hank! 
Gaarde og fljulte fig i Skovene. Endelig fik Olaf å 
Nat omringet ben Gaard, hvor Grjotgard fov, og denné! 
vaagnede ei, før Flugt var umulig. Han flyrtede da dri 
af Doren med Gtjoldet over fit Hoved og et draget Srem. 
- å fin Haand for at fælde Kongen; men han tog ae 
Morket, gjennemborede Urnbjørn Urnesføn og faldt derp 
felv med ftørfte Delen af fine Moænd 2). 

Olaf drog om Baaren til Tunsberg og lod aai 
opbubd udgaa til alle Sider; men fun fra de nærmd 
Hereder mødte Bønderne, og Alt tybede paa et forene 
Frafald. Kongen fendte da Mænd til Gautland for I 
hente be Skibe, han der havde efterladt; bog varede d 
længe, før bisfe funde fomme frem. Thi Knut havde : 
rede ubbudet en Hær mod Norge, og hans laude 
rede De danſte Farvande. Rygtet vm hans foreſtaan 
Komme gav Olafs Fiender Mod, og de lagde mu ei mek 
Dolgsmaal paa fit Sindelag. Saaledes indebrændte Hun 
ref af Thjotta den gamle Granfel paa Haalogaland, neden 
Sonnen Asmund var hos Kongen, og ingen Bod blev Me 
talt for Gjerningen. Knut udeblev ei længe; med 14 


1) Sn. OL d. hell. S. Kay. 472—178 Å Forum.S. RIK. 158161. I 


* =P 



















1028. Knut den mægtige tagen til Konge i Morge. 399 


5tibe gif han ud fra Limfjorden, drog Bilen forbi og lagde 
orſt til paa Agder. Han blev tagen til Konge, indfatte 
sysfelmænd og tog Gidler af Bønderne. J Cifundafund 
rødte Erling Skjalgsſon ham og modtog Løfte om at faa 
It Qandet mellem Gtat og Rygjarbit at fyre. Derpaa 
nifatte Knut Reifen til Throndhjem, Hvor han paa de otte 
hrøndfle Fylkers Thing blev tagen til Konge over hele 
torge. Thorer Hund fulgte ham, og i Nidaros modte 
aaret af Thjotta; begge didfe bleve Knuts Lendermænd, 
søre ham Troſtab og fif Beftyrelfen over Haalogaland. 
Jerpaa overflod han Overbeftyrelfen af hele Norge til Haas 
om Jarl og tog Gisler af Lendermænd og mægtige Ban» 
er. Nu indfandt ogfaa Einar Thambarfljælver fig hos 
xafon og fil af ham alle de Beitsler, han fordum havde 
avt af Jarlerne. Knut lovede ham, at han og hand Søn 
findride ſtulde være nærmeft berettigede til Jarlsnavnet 
fer Haafon, og fik til Gjengjæld Lefte om Troftab. Efter 
ralede8 at have ordnet GSagerne i bet nordlige Norge, for 
tuut igjen fydefter, drog tvers over Folden til Sarpsbory, 
bor han ogfaa blev tagen til Konge, og vendte derfra til 
age til Danmark efter at have vundet Norge uden 
Sverdllag 1). 

Imidlertid. havde Ofafå Mand, fom vare fendte til 
Bautland, udſogt de bedfte af hans Skibe og opbrændt de 
rige. De vare dragne gjennem SØrefund og lykteligen 
pmne til Bilen, medens Danefongen var i det nordlige 
korge. Olaf opholdt fig i Tunsberg under Knuts Tog 
Rob Norden og laa fiden med fine Skibe i Drafn 
Drammensfjorden), medens hans Jiende var i Sarpsborg; 
ken da Knut havde forladt Qandet, drog han i Begyndel» 
Mi af Binteren ud efter Bifen. Kun faa Folk fom til 
am, og Modvind finfede ham. Da han lag ved Sel⸗ 
rerne (ſtrax veftenfor Lindesnes), hørte han, at Erling 


AM) Sn. OL ». hell. S. Kap. 177—183. 




























400 Olaf Haraldsføn den hellige. 


Skjalgsſon famlede en Hær mod ham, og at mange Slik : 
allerede laa ruftede ved Jæbderen. Da han fom til Cilunde | 
fund, vidfte begge Hære om hinanden. Thomasmesſe fl I 
før Juul (21 Decbr.) tidlig om Morgenen lagde Kongen 
ub af Havnen og feilede med gunſtig Bør mod Not: 
Grling fif oper Land Budffab om hans Færd og folk: 
efter ham med alle fine Skibe; hans eget Skib var i 
Spidfen og gif faa hurtigt, at man maatte reve dets Seil | 
for at de øvrige funde folge. Kongen merkede, at han: 
Gfibe vare tungere og fnart vilde blive indhentede d 
Gienderne, fom famlede vare ham langt overlegne. $a! 
fød derfor raabe fra Skib til Skib, at man fangfomt full 
fænfe Geilene, og dette Bud blev udført. Erling merke: 
at Seilene bleve lavere, og trøede bet var, fordi Kong 
fjærnede fig. Han bod da fætte alle Seil til, og fnart vi: 
hans Skib langt foran de øvrige Olaf var imidlet 
fommen indenfor Øen Botn og frjultes af et Ned; hu 
lod Geilene falbe og fine Sfibe Iægge i Slagorden. Fi 
Gamme feilede Erling alene ind forbi Odden og blev fir! 
angreben fra alle Sider. En haard Kamp begyndte. Eri 
ling Mænd frede tappert mod Overmugten og faldt hur 
i fit Rum. Skibet var allerede befteget; men endni fir 
Hovdingen ene i den høie Løfting med Hjelm og Skjøl! 
og Gverdet i Haanden og vergede fig med magelsk 
Japperhed. Fra Forrummet raabte Olaf til ham: ,D4 
vender Unfigtet til idag, Erling!“ „Ja, Herre!" ſparede 
Erling;  Bryft mod Bryft fulle Ørnene rives." Di 
fpurgte Kongen, om han vilde gaa ham tilhaande. Erin: 
fvarede ja, lagde Hjælm og Gfjold og gif frem i Forum 
met. Olaf ſtak Kanten af fin Øye å hans Kind og [agder 
„Merkes bør Drotten8 Sviger!" J famme Stund fyren: 
Aslak Fitjaffalle til og klovede Erlings Hoved med Mr 
Øye. Da udbrod Olaf: ,Ulyffelige! der hug du Norge Å! 
min Haand!" Han bed Ir Menn holtigen gaa ombed 


1029. Olaf flygter til Sverige. 401 


1a fine Skibe, og i det Samme lob Bøndenes Flaade 
di Gundet. Men de vare uden Høvding og vovede dere 
v ei at angribe. De førte Erlings Lig til Sole og lode 
ongen ubindret drage fin Bet nordefter?). 

Ingen af Erlings Sønner havde været tilftede ved 
reg Faders Død: nogle vare i Trondhjem hos Haakon 
jarl, andre inde å Fjordene for at famle Folt. Men faa- 
nart hans Drab ſpurgtes, opbodes Egder, Ryger og Hør» 
er for med Grlings Sønner i Spidfen at forfølge Olaf. 
Denne havde endnu flere Lendermænd hos fig og blandt 
em afle Arnesfønnerne. Da han var fommen nord forbi 
Stat og havde lagt i Havn i Steinavaag*), blev Aslak 
kitjaffalle fældet ved Borgund af Vigleik Arnesſon til 
evn for Grling Skjalgsſons Drab. Kongen tog fig dette 
ær, men funde iffe bdvæle for at ftraffe Morderen; thi 
an fif vis Underretning om, at Jarlen med en Hær fterkt 
ærmebe fig fra Norden, medens Erlings Sanner flyndede 
rem fra Gønden. Ved denne Tidende forlodes han af 
talf Arnesſon og flere Kendermænd. Han flyrede til To— 
arfjord (Tafjorden) og ind til Baldalen, inderft paa 
sendmøre. Her efterlod han de fem Skibe, han endnu 
mvde tilbage, brøg opad Dalen og fom med megen Befvær- 
ighed over Fjeldet til Ledje og derfra til Hedemarken. 
Stedfe bleve hans Filhængere færre, og Haabet om at 
unne mobdftaa Fienden forfvandt. Derfor erklærede han 
or de faa Benner, der enduu vare tilbage om ham, at han 
lide drage til Sverige. Dog haabede han endnu engang 
It gjenfee Norge, hvis Livet forundte8 ham; thi Haafon 
Jatls og Song Knuts Herredømme troede han ei vilde 
ære af lang Barighed.  Derpaa gav han nogle af fine Mond 
Bjemlov, blandt dem Bjørn Stallare og Sighvat Skald. 
Mey Dronning Aftrid, fine Born Magnus og UlFfhild, 
y Sn. OL d. hell. S. Kap. 183—187. 

% J Borgundö Pgd. paa Søndmøre. 
H. Kenfer. Norges Hiftorie. 26 





402 Olaf Haraldsføn den hellige. 


Røgnvald Brufesføn, den tro JSlænding Thormod 
Berfesføn, faldet Kolbrunarffald, Arnedfennerne : 
Ihorberg, Finn og Arne famt nogle Flere drog hon ' 
over Gidffogen og VBermeland til Nærike, hvor han om : 
Baaren (1029) opholdt fig hos en rig Bonde Sigtrygg 
Han efterlod i Sverige Uftrid og Ulfhild, men drog fer 
om Sommeren med Magnuå og fine øvrige Ledfagere til 
Gardarife, hvor han blev vel modtagen af Kong Jani 
leif og Dronning Ingegerd og fik Land til Underholdning 
for fig og fine Mend 1). 
Haafon Jarl havde imidlertid bemægtiget fig Olof I 
ved Baldalen efterladte Skibe og var vendt tilbage bl 
Throndhjem. Han var nu Norged Herfler, og Landk 
Høvdinger underkaftede fig ham gjerne; thi Han var meg: 
venfæl. Kalf Arnesføn, ber havde forladt Olaf paa Son 
møre, var en Stund uvis, om han fiulde gaa Jarlen ti 
haande, og drog hjem til Cage uden at have givet hon 
noget Troſtabslofte. Men hané Kone, Sigrid, der hadde, 
Olaf for fine Sonners Drab, lod ham ei Fred, før hu 
vendte tilbage til Haafon og blev dennes Mand. Side 
bandt ærgjerrige Forhaabninger Kalf Arnesſon faftere fl 
Olafs Fiender. Da Han nemlig om Baaren drog over ii 
Kong Knut i England, opfordrede denne ham til at falt 
fig i Spidfen for de misfornøiede Nordmænd, hvis Ouf 
fom tilbage til Norge. Han lovede da at fætte ham il: 
Jarl over Landet og derimod lade Haakon fare til Eng 
fand: „thi,“ fagde han, ,jeg trør min Frænde faa ærlig å 
han ei vil lyde et Spyd mod Olaf, hvis denne angride 
Norge.” Kalf fyttede til disfe herlige Ord, lovede Kong: 
fin Biftand og for hjem med rige Gaver. Haakon u 
dode, før Knuts Henſigt med ham fom til Udforelſe. hu 
drog om Sommeren til England for at hente fin Feſten 
og forgit feenhoftes paa Tilbageveien med Skib og Fl P. 
1) Sn. OL 9. hell. S. Kop. AVM. | 


I 


























1029—1030. Olaf i Garvdarife. 403 


Dette rygtedes fnart ved Kjøbmænd til Norge, og Landet 
vir nu om Vinteren (1029—1030) uden Styrer). 

Efter Kong Olafs Flugt ſad Bjorn Stallare en 
Stund paa fine Gaarde i Rolighed; men da han var en 
navnfundig Mand, snftede Haafon Jarl at faa ham paa 
fin Side. Valget blev ham givet mellem at gaa Knut og 
Sarlen tilbaande og da faa rige Gaver og fore Beitsler 
eller i mobdfat Fald at blive fandsforviift. Bjørn var bes 
gjerlig efter Penge og havde desuden fun lidet Haab 'om, 
at Olaf nogenfinde flulde fomme tilbage; berfør fvor han 
Knut og Haafon Troſtab. Men nu, da han fpurgte Var» 
leng Død, vaagnede med Get hans gamle Kjærlighed til 
Kong Olaf. Fuld af Anger over fin Utroſtab ilede han 
til Gardarife og fom did ved Juletider (1029—1030). 
Olaf blev glad ved hans Komme og fpurgte ham, om hans 
Benner i Norge endnu vare ham tro. Da faftede Bjørn 
fig for Kongen8 Fodder og bekjendte fin Brøde. Nu fan 
jeg vide," fagde Olaf, ,at fun faa Nordmænd holde fin 
€2, naar flig en Mand foiger mig fom du.” Han tilgav 
flrar Bjørn og fil af ham Underretning om FVilftanden i 
Norge, at Landet var uden Herfter. Hans Mand raadede 
Ham nu til at vende tilbage til fit Fædrenerige; Varisleif 
imod bad ham blive hos fig og tilbød ham en Deel af 
Gardarike, ber endnu var hedenſt, til at flyre og Åriftne. 
Olaf felv tænkte undertiden paa at nedlægge Kongenavnet, 
vandre til Jorfal (erufalem) og der gaa i Klofter.  Ome 
fiber feirede Dog hos ham yften til at gjenfee Fædrenelane 
det. Han efterlod fin Søn Magnus hos Jaridleif og Inge» 
gerd, drog ſtrax efter Juul (1030) med 200 Mand til Ha» 
vet og feilede, faafnart fen gik op, til Sverige*). 

J Norge havde ber imidlertid været ſtor Bevægelfe 
blandt Lendermændene; thi man ventede Olafs Tilbagekomſt 
') Sn. OL d. hell. S. Kap. 194. 195. 

3) Sammeftebé ap. 196—203. 
26* 


404 Olaf Haraldsføn den hellige. 


og vilde verge Landet mod ham. Einar Thambar- 
ffjælver, fom var den mægtigfte Mand i Throndhjem : 
og Haafon Jarl Arving, drog til England og mindede i 
Knut om hans Løfte, at gjøre ham til Norges Farl, hvit 
Haafon døde. Men han fil det Svar, at Kongen nu havde I 
Andet i Sinde: han vilde fætte fin Son, Svein, til I 
Norges Konge; Cinar ſtulde være den førfte af hans Len 1 
bermænd. Da den flolte Havding faa fig fvegen i fit Had : 
og ei følte Qyft til at deeltage i Striden mod Olaf, nar | 
ben ingen Fordeel bragte ham, forhaftede han fig iffe med | 
Hjemfærden. De øvrige Lendermænd i Norge vare der ; 
imod virffomme i fine Ruftninger. Da bet rygteded, at I 
Olaf var fommen til Sverige, udbode Thorer Hund gg 
Haarek af Thjøtta Hær af Haalogaland. Lendermandene 
paa Agder, Rogaland og Hørdeland gjorde det Samme. 
Grlingd Sønner med meget Folk droge øfter i Lande I 
Aslak af Finnø?) og Erlend af Gjerde?) med derdk I 
Har brøge nordefter og forenede fig med Haaleygerne og 
Thronderne. Alle disfe Høvdinger havde fvoret Kong Knit 
at ville tage Olaf af Dage, hvid Leilighed gaves, og var 
nu rede til at møde ham, hvorfomhelft han vilde angrile | 
Norge 3). i 
Ogfaa Olafé Benner i Norge famlede fig paa Rygit : 
om hang VTilbagefomft. Deres Høvding var den 15aarige I 
Harald, Sigurd Syrs San, Kongens Halvbroder, en dar : 
og fog Yngling. 600 i Fallet drøge de over Eidſtogen for J 
at ftøde til Olaf. Denne havde fundet velvillig Modtagelt | 
hos GSveafongen og tænkte alvorligen paa at gjenvinde fl J 
Fædrenerige. Flere, ber vare fomne til ham fra det no J. 
lige Norge, fraraadede ham vel dette Forfæt, idet de for K 







1) Finnø i Ryfylfe. ” 
3) Gaarden Gjerde i Etne Vad. i Søndhordeland. 


5) Sn. OL v. hell. S. Kay. VAN. 









& 


1030. Olafs Tog gjennem Sverige til Throndhjem. 405 


talte ham om hans Fienders ftore Ruftninger. Men Olaf 
var nu faft beftemt. Han fyurgte Sveafongen, hvad Hjælp 
fan vilde yde. Ønund fvarede, at GSvenflerne ei havde 
Kyft til nøget Tog mod de Haarde Nordmand; dog vilde 
fan give Olaf 400 velbevæbnede Mon», fom han felv 
tinde vælge blandt Hirden, og eller maatte faamange 
Svenſte følge ham, fom havde Lyſt. Olaf modtog Tilbu- 
det, efterlod Uftrid og Ulfhild i Sverige og gav fig paa 
Beien til Nørge. J FJarnberjaland (Dalarne) fom Harald 
Sigurdsſon til ham, og hans Hær var nu 1200 Mand 
feat. Antallet fordobbleded fort efter, da Dag, en Søn af 
den fra Norge fordrevne Kong Ning), flødte til med alt 
det Folk, han Havde Funnet famle i de Ken, der vare ham 
gibne af Sveafongen. Olaf havde nemlig bragt Dag paa 
fin Side ved at løve ham hans Forfædres Rige i Norge, 
hvis han vilde hjælpe til at vinde dette Rand. Kongen 
fortfatte berpaa fit Tog over Skovbygder, ode Strækninger 
og ftore Søer, mellem hvilke hang Foll bare de nødven- 
dige Baade. Overalt føgte han ved Løfte om Bytte at 
drage de Omkringboende til fig. Mange GStimænd og 
Nevere ftødte ogfaa til Ham; blandt disſe vare de ſterke og 
briftige Brødre, Gaufa-Thorer og Ufrafafte, med 30 
Ledſagere. De havde Qyft til engang at fee en Kamp mel 
lem fylfede Hære og tilbøde nu Olaf fin Fjenefte. Kongen 
fyurgte, om de vare driftne. De fvarede, at de iffe trøede 
Paa Undet end fin egen Styrke og Seierfælhed. Olaf 
fagde, at faa tappre Mænd burde tro paa Ghrift. Er 
ber ba," fvarede Thorer, ,nogen Chriſten å din Hær, Konge! 
ber har vøret mere om Dagen end vi Brødre?" Da Olaf 
å vilde tage dem i fit Følge, med mindre de bleve dbøbte, 
orlode de ham. Dog vendte de ei hjem, men floge fig 
il en anden Flok af Kongens Hær; thi denne drog av- 


D Ge ovenfor S. 356. 


406 | Olaf Haraldsføn den hellige. 


fyrebt: Nordmændene fulgte Olaf, Dags Folk og Svm- 
flerne fore for fig i to færftilte Hobe 1). | 
Over Jæmteland og Kjølen fom endelig Hæren nd 
i Beradal (Berbalen). Kongen bød, at man flulde fare ; 
fredeligen frem og vogte fig før at nedtræde Ugrene. Thor I 
geir Flekk, Bonden paa Gaarden Sula (Suu), øvet i 
i Dalen, fulgte ham med fine to Gønner og fortalte, at | 
Thronderne vare i Baaben. Da Olaf var Fømmen til 
Gtafamyren, rygteded det, at Bønderne allerede droge ham | 
imede. Derfor randfagede han fin Hær og fandt, at hu 
havde over 3000 Mand, men beraf vare 900 Hedninge. | 
Disfe bød Olaf lade fig dobe. „Ei,“ fagde han, ,vile vi | 
ftole paa vor Hers Styrke, men paa Guds Miftundhea." | 


400 antoge Ghriftendbommen, 500 vendte derimod hjem. EF 


Songen bed nu atter Gaufa-Thorer og Ufrafafte at lade 
fig driftne eller og drage bort fra hans Hær. ,Gtaljy 
tro paa en Gud," fagde Gaufa-Thorer, , hvad værre er M 
ba i at tro paa hvide Chriſt end paa en anden?” Dre 
brene lode fig bøbe, bleve optagne blandt Hirdmændene G | 
flillede under Kongens eget Merke *). | | 
Derpaa forkyndte Olaf, hvorledes Hæren frulde fyllek | 
naar bet fom til Ramp. Midten af Fylfingen vilde hon ! 
felv være med Nordmændene; paa høire Side flulde Dig 
Ringsføn flaa med fin Hær, paa venftre Side GSvenflent, 
hver af de tre Hobe flulde have fin egen Fane, og okk | 
ber fulgte Kongen, flulde drage hvide Kors paa Hjelme sg 
Skjolde. De tapprefte Mænd ſtulde danne en Skjolddm J 
om Kongen, og indenfor denne ſtulde hand Skalde fraa fr | 
tydeligen at funne fee, hvad be fiden flulde befynge. Der J 
gang vare hos Olaf de islandſte Galde Thormod Kok 
brunarffald, Gisfur Guldbraarffald og Thorfinn 
Mund. Gighvat var paa en Pilegrimsfærd til om MF 
1) Sn. OL 9. hell. S. Kop. WU. | 
2) Sammeſteds Kap. 213—AUS. | 





1030. Glaget ved Stifleftad. 407 


Herover fpottede Thormod: Bi maa ei flaa faa trangt, 
Staldbroder!* fagde han til Gisfur, idet de traadte frem, 
men fade Rum til GSighvat; han vil vift flaa foran Kon- 
gen, naar han fommer." Olaf bad ham lade af at fpotte 
Sighvat: Han beder nu for os, og det behøve vi" Men 
Thormod fvarede: „Tyndt vilde bet vorde om din Merke» 
flang, Konge! hvis alle dine Hirdmend nu vare paa 
Nomerfærd 1)" 

Da Hærens Orden var beftemt, holdt Olaf Stevne med 
fine Krigshovdinger. De, der vare udfendte å Herederne for at 
famle Folk, vare nu komne tilbage og meldte, at næften alle 
frigådygtige Mænd vare dragne til Bondehæren, og de faa, 
fom vare blevne tilbage, vilde hverken fjæmpe mod Kongen eller 
mod fine JFrænder; derfor havde de Udfendte fun faaet faa 
Poll, Olaf fpurgte fine Havdinger, hvad Raad han flulde tage. 
Finn Arnesſon eggede ham til at fare med Hærftjold 
gjennem Bygden, røve og brænde og faaleded gjengjælde 
Benderne deres Forræderi. , Maar be fee Røgen og Luen 
of fine Gaarde," fagde han, ,ville de nok adfprede fig for 
at fee til Koner og Børn, og da vil fnart Oprørerned Fyl⸗ 
ling tyndes.” Finns Ord fandt Alles Bifald, fun ike 
Rongen8. „Han havde ofte før," fagde han, ,været freng 
mod Dem, der ei vilde aflade Hedenffabet; men da gjaldt 
det Gud Åre, Nu unde han flaane Bonderne, da de 
fm forfaa fig mod ham felv. Kom det til Strid, vare to 
gaar forbaanden: faldt de, da var det godt at fare heden 
uden at have paadraget fig Brøde ved Ran; feirede de, da 
Rulde de arve fine Fiender, og ba var det godt at fomme 
til ubrændte Gaarde. Derfor flulde Hæren fare fredeligen 
frem” Efter Kongens Bud deelte den fig derpaa. Olaf 
felv brog Hovedveien, Dag derimod en Gidevei nord gjene 
Nem Dalen. Om Natten ſamledes de. Folket fov under 
ine Skjolde; men Olaf vaagede længe i Bøn og fovnede 


) En. DL ». hell. S. Kap. 216 og 218. 


408 Olaf Haraldsføn den hellige. 


førft imod Dagningen. Han wvaagnede, da Solen rant : 
op, faldte paa Thormod Skald og bad ham fvæde for fig. 
Thormod fvad da det gamle Bjarfemaal, hvori Bjarke 
væffer Song Rolf Krakes Kjæmper til den fidfte Strid) 
og fvad faa heit, at hele Hæren vaagnede derved. Olaf 
fljenfede ham til Belonning en Guldring, og Skalden bad, 
at han maatte følge fin Konge i Livet og å Døden og al: 
drig flille8 fra ham. Hæren deelte fig nu atter ligeſon 
forrige Dag og fortfatte Veien ud efter Dalen for at fam 
leg, ved Stikleſtad?). 

Da det rygtedes i Norge, at Olaf var fommen til 
Jemteland og over Kjølen agtede at drage ned i Berdalen, 
fore De fiendtlige Lendermænd med fin Hær ind i Thrond : 
hjem og opbøde hele Ulmuen. $Henved 12000 Mand var 
ftrømmet fammen; beriblandt vare mange Lendermænd md 
dereg Huusfarle og flere rige Bønder; Mangden var dog 
fattige Bender og Arbeidsfolk, fom de Meagtigere havde 
ophidfet. Det var ifær en dan Biftop Sigurd, dr 
havde været i Haafon Jarls Hird og var Kong Knut meget 
hengiven, fom ved bittre Ord opildnede Hadet mod Kong 
Olaf. Han talte om denne Konge Grumhed og Uretfær | 
dighed, hvorledes han havde berøvet Knut hans Efatland, 
lemlæftet fine Frænder, de oplandffe Konger, og mishandlet 
Norges Hovdinger og Ulmue. Nu vilde det ei gaa bedre, | 
da han for frem med en Hær af. Udlændinger og Rovere. 
Han opfordrede derfør Banderne til at benytte deres Over 
magt. „Lader 08 gaa bem imode,“ fagde han, „og nedhugge 
disſe Udaadamænd for Ulve og Drne, og Jngen være få 
bjærv at føre deres Lig til Kirfen; thi alle ere de Vikinger : 
og Forbrydere.“ Sigurds Ord fandt Bifald; men endar 
manglede Hæren en Unfører. Lendermendene begynte at 
raadflaa om Valget af en Høvding vaaret af Thjotna 


1) See ovenfor S. 143. 
9) Sn. OL d. hell. S. Kop. VUI—-UU. 





1030. Glaget ved GStifleftad. 409 


ndſtyldte fig med fin Alderdom. Thorer Hund fagde, at 
svorvel han nærede det bittrefte Had til Olaf, vovede dog 
t han fom en Haaleyger at fætte fig i Spidfen for de ftolte 
hronder. Da Kalf Urnesfon hørte dette, bad han Lene 
ermænbdene være eendrægtige og ei lade Hæren merke nos 
en Vaklen; ellers vilde den fnart tabe Modet og al dereg 
»ermagt være fpildt. Han opfordrede Haaref og Thorer til 
t fille fig i Spidfen med ham og troligen fraa ham bi. 
alf blev nu faaret til Hærens Høvding og ordnede Fyl- 
ngen. Han felv med Haaref ſtulde ftaa i Midten med 
ereg Huuskarle, og foran deres Merfe Thorer Hund og 
ang Følge. Thronder og Haaleyger ſtulde ubdgjøre den 
øire Fylfingsarm, Myger, Hørder, Firder og Sogninger 
en venftre. Derpaa opfordrede Kalf Bønderne til at min» 
es al den Meen, Olaf havde tilføiet dem; nu funde de 
vart vente at møde ham, og neppe fil de nogenfinde bedre 
Inledning til at tage Hevn for ben Nod og Irældom, fom 
an havde føyrtet dem i. , Den er en Usling,“ fagde han, 
jom ei djærvt frider; Eders Modftandere ere et fagløfe, 
Q de ville ei ffaane Eder, hvis de feire.” Hans Vale blev 
ptagen med Bifaldsraab, og under indbyrdes Eggen droge 
zonderne op ad Berdalen 1). 

Olaf var imidlertid fommen til GStifleftad?) og faa 
u Bønderne8 Mangde drage fig imøde; hver Sti vrimlede 
f Folk. Han fylkede da fin Hær. Dag var endnu ikke 
ommen; derfor maatte Oplændingerne frille fig i den Arm 
f Jylfingen, fom var ham beftemt. Songen fyntes, at 
datald Sigurdsſon var for ung til at være med i Striden; 
nen denne vilde følge fine Staldbrødre. „Kan jeg «i holde 
Sverdet, * fagde han, fan man jo binde dets Greb til 
tin Haand.“ Paa Stikleſtad fom Urnljot Gelling til Kon— 
) Sn. OL d. hell. S. Kap. 228—235. 


)- Gaarden Gtifleftad, hvor nu VBerdalens Hovedkirke flaar, ligger 
omtrent 3 DI fra Shrondhjemsfjorden. 




























410 Olaf Haraldeføn den hellige. 


gen — den famme Skovrover, fom havde hjulpet hand 
Moænd, da de flygtede fra Jæmteland *) — og tilbød ham | 
fin Tjenefte. Olaf fpurgte, om han var driften. HD : 
føarede han, „har jeg troet paa min egen Kraft og Styrlt; | 
nu vil jeg gjerne tro pua dig, Konge!“ „Da flal du og 
tro paa det, jeg lærer dig," fagde Kongen og forkyndle 
ham Gbriftendbommen. Arnljot blev døbt og frillet unde 
Olafs egen Fane. Da Hæren var fyllet, talede Konga: | 
„Bonderne have mere Folk end vi,* fagde han; „dog raadet | 
Skjebnen for Seieren. Jeg vil ei fly fra denne trå, 
men feire eller falde; og den Lod onſter jeg, fom Gud fer! 
tjener til mit Bedfte. Bi ville trøfte o8 med, at vor 4 
er retfærdig. Gud vil lade og feire, eller. og fljente då 
før, hvad vi tabe her, en Løn i Himmelen, ſtorre end vi 
felv funne onſte 08." Han bad fine Mænd gjøre et hauk 
Angreb og ſtrax føge at fylitte Fienden; thi de vare fi 
ei talrige nof til at holde ud i Qængden mod Bendernd: 
Overmagt. Han lod derpaa Hæren fætte fig for at hvil 
indtil Fienderne fom nærmere; felv hældede han fit Hod: 
op til Finn Arnesſons Anæ og fov en liden Stund. Ma 
da Bonderne ryffede frem med hævede Faner, veifte He 
fingen fig, beredt til Strid *). | 

Det ſiges at have været en Onsdag den 29de Juli?) 


1) See ovenfor S. 489. 

5 Sn. OL ». hell. S. Kap. 221—227. 

3) Denne Dag angive Sagaerne eenftemmigen, og paa ben frir OF 
den norffe Kirke i Katholicismens Tid altid St. Olafs forsk 
Feſt. Der er imidlertid den flørfte Sandfynlighed for, at Frå 
gen den 3ite Auguft er den rette Dag; thi paa denne Dig 
Maret 1030 indtraf ber firar efter Midbag metop pa den Å: 
Dagen, da Glaget holdtes, en ſtor Golformørtelfe, hvilket pit! 
til GSagaerneé og den famtidige Sighvat Skalds Udfagu op MÅ] 
fore Mørke, fom indtraadte under Slaget. See Prof. Chr. NR 
fleens Afhandling Å Sam. ill det norffe Rolls Sprog og Hi 
rie I, 4502-4789 jfr. LL, ASU. | 


1030. Glaget ved GStifleftad. 411 


it Hærene modtes paa GStilleftad. De bleve en GStund 
taaende rolige ligeoverfor hinanden. Bonderne biede paa 
horer Hund, fem med fin Flok drog fidft for at paafee, 
it Ingen blev tilbage; Kongsmændene ventede Dag Rings⸗ 
an, der allerede faae8 i det Fjærne. Olaf felv flod forreft 
fandt fine Folk, iført Ringbrynje, med qylden Hjælm og 
hvidt Skjold, prydet med et gyldent Kord. Han var ei 
lenger borte fra Ralf Urnesføn, end at den Ene funde høre 
den Andens Ord. ,Hvi er du der, Kalf?“ fpurgte Kongen; 
vi flilte8 jo fom Benner paa Møre. Det fømmer fig itte 
for dig at flyde et GSfud i vor Hær; thi fire af dine Brø- 
bre følge mig.” Kalf undflyldte fit Frafald med Nodven- 
bigheden af at fredes med Landets GStyrere og lagde til, 
at hvis han raadede, ffulde det endnu Ffomme til Forlig. 
Men hans Broder Finn afbrød ham: , Det er Kalfö Merke," 
fagde han, ,at han taler fagreft, naar han er rede til at 
gjere ondt.” Det viifte fig ogſaa ſtrax, at Bonderne ei 
tenfte paa Forlig; thi faafnart deres Har var famlet, gif 
Lhorer Hund frem for Merfet under Hærftriget: Frem, 
frem Bondemænd!" Nu lød ogfaa blandt Kongsmændene 
Raabet: Frem, Ghriftmænd! Korsmænd! Kongsmand!“ og 
fra Høiderne, hvorpaa de flode, fryrtede de ned mod Fien- 
berne med faadan Heftighed, at bisfes Fylling veg tilbage. 
Mange af Bonderne vare allerede paa Beien til at fly; 
men Lendermændene med deres Huusfarle opholdt Kampen. 
Gnart lagde den førfte Forfærdelfe fig; Bonderne angrede 
fa alle Kanter, og Striden blev haard. Arnljot Gelline, 
Gauka⸗Thorer og Wfrafafte faldt, og Folket begyndte at 
tyndes om Kongens Merke. Olaf bod Merkesmanden 
Thord Folesſon bære Fanen længere frem; felv gif han 
ud af Skjoldborgen, deeltog i Hugfampen og fældede Len» 
Mrmanden Thorgeir af Kviftftadl), der, før Stris 
en begyndte, havde truet Songen. I famme Stund fødte 


5 Gaarden Kviftdd I Inderøens Pgd. 1 Throndhjem. 
























412 ODlaf Haraldsføn den hellige. 


Thord Merfeftangen faft i Jorden og faldt felv under den 
Thorer Hund trængte frem ved Kalf UArnesføns Side og 
fliftede Huq med Kongen; men Olaf Sverd bed ei vit 
paa Thorers Reensfofte, fom det hed var fortryllet af Fin 
nerne. Da fagde han til Bjørn Stallare: „Slaa Hunden, 
fom Jærn ei bider paa!” Bjørn vendte Øyen i Haanden 
og flog Thorer over Urelen med Hammeren, faa han ra 
vede. Men fnart fom han til fig felv og gjennemborde 
Bjørn med fit Spyd. „Saaledes,“ fagde han, veide vi 
Bjørnen!" J det Samme fil Kongen et Øyehug over bit 
venftre Kne; Finn Urnedføn fældede ſtrax dem, der havde 
givet ham Saaret. Men Olaf hældede fig op til en Stem, 
lod Sverdet fynke og bad Gud hjælpe fig. Da føk 
Thorer ham fit Spyd under Brynjen op i Underlivet, og 
et Hug, fom fiden tillagdes Kalf Urnesføn, rammede ham 
over Halfen. Didfe tre Saar voldte Olafå Dod, og ht 
den Flok, fom flod ham nærmett, faldt omkring ham. Delte 
flede, da Klokken var henved tre; Striden var begyndt ved 
Middagstider, og da flal det forhen Mare Beir være blev! 
. moørtt, og Morket have været paa fit Høiefte, da Kongen 
faldt 1). 

Dag Ringsſon havde allerede naaet Balpladfen og : 
var ſtodt paa Rygernes og Hørderned Fylking. Hand Av 
greb var ffarpt og faldte8 derfor fiden Daqö Storm : 
(Dagshrid). endermænbene Grlend af Gjerde og Aslak df | 
Finns faldt, og deres Merfe nedhuggedes. Men efter Kok . 
gens Dead overmandeded Dag af Fiendehærens Hovedfyk 
og flygtede omfider op avd Dalen. Bonderne forfulgte å | 
ftrar de Flygtende; thi Mange havde Benner og Fran 
blandt de Faldne og Saarede og ilede tilbage for at hjelp 
didfe. Kalf Urnedføn føgte efter fine Brødre og fandt Finn J 
Arne og Thorberg i Live; Kolbjørn var dod. Da fu Å, 
faa Kalf, ſtal fan have Cadet ham en Forræder og i fr 
1) Sn. OL d. fell. S. Kay. BYU. L 


1030. Glaget ved Stikleſtad. 413 


Forbittrelſe faftet et GSarfverd efter ham. Men Kalf brød 
fig ikke herom, førte fine Brødre hjem til fig til Gage og 
drog Omforgdfor deres Helbredelfe 2). 

Blandt de Kongömaænd, der undkom fra Striden, var 
Barald Sigurdsſon. Haardt faaret blev han af Røgnvald 
Brufedføn *) ført til en Bonde, der hemmeligen lægte ham 
og hjalp ham over Kjølen. Den troe Thormod Kolbrunare 
ſtald derimod fil fit Ønfte opfyldt at følge fin Konge i Døden. 
Ban var truffen af en Piil i Siden og havde brudt dens 
Staft af. Han gif hen til et Huus, hvor mange Saarede 
laa og bleve pleiede af en Kvinde, der forftod Lægefunften. 
Hun fpurgte Thormod, hvi han var faa bleg. Han fvarede 
i et Bera, at Jaa bleve fagre af Saar. Hun vilde hjælpe 
bam, men funde ei faa Pileodden trukfen ud. Da rev 
Thormod den felv ud med en Tang. Han faa hvide Trev» 
ler hænge ved den. Bel har Kongen født 08," fagde han; 
pfed er jeg om Hjerterødderne." Han hældede fig op til 
tn Bæg og dode ftaaende med et Kvad paa Læberne 3). 

En Rædfel fynted at overfalde Bønderne efter Stri- 
Den. Bel erflærede de fine Fiender for Udaadsmend, der 
Mi fortjente en hæbderlig Begravelfe; dog ranede de ei de 
Faldne, og Mange begrove fine Frænderd Lig ved Kirkerne, 
uden at Nogen hindrede det. Deres Hær adfpredtes fnart. 
Ithun Ihorer Hund med 600 Mand forfulgte paa Ber- 
belernes Bøn Dag Ringsſon til Sula; men da han her 
børte, at Fienden allerede var fommen over Kjølen, vendte 
Ban igjen tilbage og drøg ligefom de Øvrige hjem med 
fine Folt 4). 

Thorgils Hjalmasføn, Bonden paa Stikleſtad, 
harde før Slaget fovet Olaf at førge for hand Lig, hvis 


Sn. OL d. hell. S. Kap. 241. 243. 
% See ovenfor S. 370. 

) Sn. OL 9. hell: S. Kap. 245—247. 
) Gammefteds Rap. 244. 248. 





















414 Olaf Haraldsføn den hellige. 


han faldt. Dette Løfte Holdt han; thi om Natten drog 
han med fin San Grim til Valpladfen, førte Kongens Lig i 
al Stilhed til Gaarden, vaflede og fvsbte det og fljulte det tet 
affidedliggende Huus. Jmidlertid frygtede han for, at del ; 
ftulde opdaged; thi Thorer Hund havde føgt Kongen blandt 
de Faldne og ei fundet ham, og Bonderne truede med at 
ville brænde eller nedfænte Regemet, hvis de fik fat pa 
det. Thorgils flyndte fig derfor med at bringe det i Gil: 
ferhed. Han gjorde to Kifter; i den ene lagde han Vigeh | 
ben anden fyldte han med Gteen og Halm til en Mand 
Iyngde. Begge flog han vel til og bragte dem paa å 
Baad, befat med hans Benner og Frænder, til Nidardd, 
hvorhen han fom om Kvelden. Den virkelige Ligkiſte havde ; 
han fljult under Jiljerne; ben anden lod han fraa op; 
faa Ulle funde fee ben. Han lod Sigurd, den danſte i 
flop, fige, at han var fommen med Olafs Lig. Biſtoppen 
fendte ftrar fine Mend for at modtage det; de fil Kim 
med Gtenene i, roede med ben ud paa Fjorden og nd 
fænfebe den om Natten uden videre Underføgelfe. Thorgild 
bød derpaa flere af Olafs forrige Benner at mobdtage hand 
Lig, men Ingen vovede det. Da begrov han det hemme 
ligen om Natten i en Sandmal ved Nidelven og drog, i 
bet bagede, hjem igjen til Stikleſtad 2). | 
Kong Olaf Haraldsſon havde, da Han faldt, levehi 
35 Yar og fiyret Norge i 15, under mange Lykkens Om | 
veglinger, men altid med fraftig og viftnof velmeent Sko I 
ben for Landets Held og Gelvftændighed. Til at before 
en ny Tro og en bedre Orden i Riget brugte han hade; 
Midler; dette medgav Tidsalderens Aand, og han bragt! 
dem ofte uvarfomt. De mægtige Hovdinger faa i den Åp 
hed for Lovene, fom Olaf vilde gjøre gjældende, og Umm: 
i ben af ham paatvungne Ghriftendbom et utaaleligt 
domsaag, fom be forenede fig om at bryde. De f 


1) Sn. OL 9. hel. S. Kay. TALA. 


1030. Gvein Knuteføn tagen til Kouge. 415 


Rongen, men iffe hand Lovgivning og ikke Ghriftendommen, 
jom han havde indført. Tvertimod grundfaſtedes begge 
Dele ved hand Dead. Thi fnart traadte Wrefrygt for ham 
og hans JIndretninger i Hadets Sted, da Nordmændene fil 
føle den fande Trældom under en fremmed Herfler, der 
liſtigen havde benyttet deres blinde Had fom et Redſtab for 
fin egen Wrgjerrighed. 


Svein Kuntsfon. 


Svein, Søn af Kong Knut den mægtige og den en» 
gelfte Jarledatter Alfifa, havde tilforn flyret Jomsborg i 
VBenden. Derfra drog han paa Faderens Bud til Norge 
for at modtage Kongedommet over dette Rige. J Folge 
med fin Moder UAlfifa, Harald Jarl, en San af Thore 
Fel den hoie, og flere danfle Høvdinger var han anfommen 
til Bifen, da Slaget ved GStifleftad holdtes. Om Høften 
(1030) drog han til Throndhjem og blev her fom paa alle 
andre Steder tagen til Konge). 

Svein var en fager og godmodig Mand, men ung og 
uforftandig; derfor flyrede hand Moder og de bdanfle Hev» 
Binger Riget til liden Baade for Nordmændene. Mange 
nye: Love bleve nu givne, fom deels vare Efterligning af 
de danfte, deeld endnu frrengere end bdidfe. Ingen Mand 
maatte under Straf af Eiendoms Fortabelfe reife af Landet 
uden Kongens Bidende; Drabsmanden ſtulde være lands» 
fowiiſt og have fit Gods forbrudt; Kongen flulde tage den 
Uro, fom maatte tilfalbe landflygtig Mand; hver Mand og 
Mvinde flulde give Kongen ſtore Julegaver; det paalagded 
Benderne at bygge de Hufe, Kongen vilde have opført paa 
fine Gaarde; af 7 Mænd ældre end 5 Uar ſtulde een Krigs— 
mand ftille8 og efter dette Forhold Skibenes Udruftning 
beregnes; hver Mand, fom roede ud paa Fiſteri, frulde give 
Songen fem Gifte; Kongen ſtulde i hvert Skib have et 
) 6. DL 5. hell. S. Kap. 252. 


416 - Svein Knutsføn. 


Rum for fine Barer, og endelig frulde een danſt Man | 
Bidnesbyrd fælde ti Nordmænds 1). 
Disſe Love vare tilftræktelige til at gjøre det danfe | 
Herredømme forhadt. Da de bleve forkyndte for Almuen, | 
reifte fig ſtrar Snurren. De, der ikke havde deeltagett | 
Opftanden mod Olaf, bebreidede Indthronderne dette Ekrdt 
„Tager nu," fagde de, Len af Knytlingerne, fordi I hjøm 
pede mod Kong Olaf og fældede ham! Eder blev lovt | 
Fred og Metterbøder: nu have I FIrængfel og Trældom : 
og bertilmed have J begaaet et Nidingsverk.“ Men 
blev for det Førfte ved Knurren; fige imod eller gjøre Op 
ftand vovede de ikke; thi de havde givet Kong Knut firt; 
Sonner og nære Frænder til Gidler og manglede deduden 
UAnfører ?). 
Utilfredsheden ftrafte fig ogfaa til Landets Hevdingr; | 
flere af disfe faa fig bedragne i fine Forhaabninger, deg 
ifær Ginar Thambarffjælver. Han var førft fomm 
fra Gngland efter Slaget ved Gtifleftad og vofte fig m 
af, at han var uftyldig i Olafå Dod 2). Man begyndle 
meget at tale om ben faldne Konges Hellighed; Undertryh : 
Felfen anfaae8 fom Gtraf før Hand Drab, og det forelom | 
Mange, fom om Bønner til ham hjalp dem i Roy 
Farer. Ginar underftøttede og udfpredte Ddisfe Mening, 
og, hvad der var underligere, de bleve fyrkede af Thoret] 
Hund. Denne paaftod nemlig, at da han efter Slage 
paa Gtifleftad havde bredt et Klæde over Olafs Lig, vi 
Noget af Kongens Blod fommet paa hans faarede Hannhi 
fom berved ſtrax var bleven lægt*). Alt fom ygtet om AA 
Olafs Hellighed vandt Viltro, begyndte ogſaa Trudlerne st P 
blive heftigere mod bem, ber meft havde opbidfet Folkt| 


1) Sn. OL d. hell. S. Kap. 253. Fagrſtinna Kap. 110. 111. 
3) Sn. OL d. hell. S. Kap. 253. 

3) Gammefteds Kav. 255. 

%) Sammeſteds Kap. 2A2. 





















1031. Kong Olaf erflæret hellig. 417 


mod ham. Den danffe Biftop Sigurd fandt det raadeligft 
at drage til Gugland (1031), og paa Throndernes Yndby- 
belfe fom Olafs forrige Hirdbiftop, Grimkel, fra Oplan- 
bene, hvor han havde været efter Kongens Flugt. Han 
brog førft til Ginar og holdt mange Raavflagninger med 
Gam. Derpaa for han til Nidaros, hvor Ulmuen modtog 
bam med Glade. Flere og flere Sagn om Olafs Hellig- 
bed fom i Omlob. Man fik vide, hvor han var begravet, 
og førdrede, ut hans ig flulde optages. Kongen Funde 
ei negte Dette; Einar og Biftoppen foreftode Opgravningen. 
Det hed nu, at Ligfiften af fig felv næften var fludt op 
af Jorden, og under en ftor Filftrømmen af Mennefter blev 
den bifat ved Glemensfirfen. Men fort efter, da eet Aar 
og fem Dage vare ledne fiden Olafé Død, blev hans Lig 
paa ny optaget: Bellugt flal have udbredt fig, da Kiften 
aabnedes; Liget laa friflt og med røde Kinder; Haar og 
Negle havde wvoret. Kongen, hans Moder og meget Folk 
var tilftede. ,Underligt er det," fagde UAlfifa, hvor feent 
et Legeme raadner i Sanden; det havde ei gaaet faa, havde 
Bet ligget i Muld.“ Biſtoppen klippede noget af Olafs 
Haar og Skjeg, fom han efter Tidens Brug havde baaret 
Langt, viifte Dronningen det og fagde hende, at faameget 
Bavde det voret, fiden han faldt. Alfifa fvarede, at hun 
vilde trø det helligt, hvid det ei brændte i Id. Grimfel 
Lagde bet paa viede Gløder med Røgelfe, og det fortæreded 
ei. Afifa bad ham lægge bet paa uviet Ild. Men da 
hev Einar hende med mange haarde Ord tie frille. Med 
Kongens Samtykke og efter Folkets Dom blev Olaf er- 
kleret hellig, og hans Kifte fat under et foftbart Silke— 
teppe paa Høialteret i Glemensfirfen. Troen paa ham og 
De Undere, ber flede ved Hans Grav, tiltog Dag for Dag!); 
Ehorer Hund felv drog til Jerufalem for at udfone fin 


2 Sn. Ol d. hell. S. Kap. 257—260. 
R. Geyfer. Norges Giftørie. 27 


418 Svein Knutsføn. 


Brøde og vendte aldrig tilbage fra denne BPilegrimé : 
færd 9). 
Uaar og Nod forsgede imidlertid Misnoiet med M i 
Danfteg Herredømme). De øvrige Nordmænd gave Thran 
berne Skylden for at have bragt dem under dette tunge : 
Mag og opfordrede dem til igjen at bryde det. Throndene 
fandt ogfaa felv, at deres Landémænd havde Net, og til I 
fredsheden blev ftedfe Iydbeligere?). Ulligevel fremturede de 
banffe Høvdinger i fit Overmod. Paa et talrigt Thingi 
Nidarog, i Nærværelfe af Kongen og Ulfifa, bleve enda | 
ftørre Iyngfler for Almuen bragte paa Bane. Da fog ; 
Ginar Thambarffjælver overlydt: Ei var jeg Kong Oldfi å 
Ben; dog maa jeg tilftaa, at Thronderne vare daarlig j 
Kjøbmænd, da de følgte den hellige Konge og fil i Sti 
et Fol og en Mær. Denne Konge fan ei engang tale, og I 
hans Moder vil fun det, fom ondt er, og hun har Mag i 
ftor nok." Disſe Ord vakte Latter. „Hvi fætte ei Dør | 
berne fig," fagde Ulfifa, ,og lytte til Kongens Crindei 
Murrer dog ikke faa!" Almuen taug, men Ginar reifte fy I 
og fagde, faa Ulle harte det: „Farer haftigen hjem! I hun I 
ligefaa gjerne oppebie Uretten hjemme, fom høre den br 
alle paa eet Sted og lyde en Kvindes Ord, I fom ei vile I 
lyde Kong Olaf! Uldrig har et førre Nidingsverk vær 
øvet i Candet, end ba Nordmendene fvege Kong Oltf; 
men Gtraffen er ei heller udebleven. Saa flor Trad 
har Folfet taalt, fiden dette Herredømme fom, at vi makk 
onſte, Gud fnart vilde befri os derfra, og dog har Mi 
varet længe not.” Ulmuen drog hjem, og da nogen Å: 
efter et nyt Thing blev flevnet, mødte Jngen+). GM 
Kalf Arnesføn fortrød fin Opftand mod Olaf, da han far | 


1) Sn. Magnus d. godes S. Kap. 12. 
5) OL 5». hell. S. udg. 1849. Kap. 101. 
3) Gn. OL d. hell. S. Kap. 261. p 
4) OL d. hell. S vg. 1949. Roy. W. Woqeck. Rap. 119 10 


1031—33. Misnøie med det danffe Herredømme. 419 


vor lidet Knut holdt fine Løfter. Hanö faarede Brødre 
are blevne lægede paa hand Gaard og havde faaet Fred af 
kong Svein. Alligevel havde de førladt Egge med Kulde, 
Finn endog med Bebreidelfer. Kalf agtede dengang ikke paa 
ereg Brede; men nu begyndte han at nærme fig dem og 
if dem endelig ved fine Sendebud overtalte til Forlig 1). 
Medens en Opftand ſaaledes gjærede i det Indre af 
Rorge, truedes ogſaa Svein fra uden. Da han i tre 
Bintee havde raadet for Norge (1033), rygtedes det, at en 
hær famlede fig mod ham veften for Havet under Unførfel 
af en Tryggve, der fagde fig at være en Søn af Kong 
Dlaf Tryggvesſon og den engelſte Gyda. Hans Fiender 
derimod paaftode, at han var en Preſteſon. Svein udbød 
ding af det nordlige Norge, og de flefte Lendermænd fra 
$hrondhjem indfandt fig hos ham. Einar blev fiddende 
hjemme, og Kalf gav intet beftemt Svar paa Kongens Op- 
bud, men drog ſtrax til fin Broder Thorberg paa Gifte. 
$er famlede8 han med alle fine Brødre, og de befluttede 
ille at følge Svein. Da Kalf vendte tilbage, mødte han 
Kongens Flaade, og dennes Mænd raabte til ham, at han 
flulde være med dem at verge Landet. Men Kalf foarede, 
at han allerede havde gjort meer end not for Knytlingerne, 
9 drøg hjem til Gage. Svein fortfatte fin Færd fydover 
fil Rogaland og Agder; thi her ventede han Tryggves Un- 
greb. Kort efter hørte han, at Fienden var Fommen til 
$ørbeland, og vendte derfor tilbage. Flaaderne modtes i 
Sofnarfund i Bulknfjorden*), og det fom her til et 
beftigt Slag. Tryggve fred mandigen, men blev overvune 
Den og bræbt, enten i felve Glaget eller af en Bonde, hos 
em han føgte Jilflugt. Efter denne Seier tog Svein 
It Binterfæde i Bilen 3). 
1) Sn. OL d. hell. S. Kap. 256. 261. 


*) Gee ovenfor S. 103. 
) En. Ol. d. hell. S. Kap. 262. 263. 


27* 


420 Svein Knutsføn. 


J Throndhjem modnedes imidlertid VBeflutnin 
at unddrage fig bet banfle Herredømme. Hovd 
holdt ofte Stevner med hinanden indbyrdeg, og 
Ihambarffjelver ftod i Spidfen for alle deres Raadf 
ger. Kulf Arnesſon flog fig aldeles til dem, og Do 
Knut paa denne Tid lod ham bede om tre Vylft 
Dyer, gav han det tvetydige Svar, ,at han inge 
vilde fende Knut; men han flulde flaffe hans Son 
faa mange, at ham iffe flulde ſtorte Y.“ En Ko 
Harald Haarfagers Wt tilbød fig for de Misforn 
den unge Magnus Olafsſon, der endnu var i 
tife. Kong Varisleif havde nemlig iffe været uvirkſ 
denne fin Vofterføn. Han havde fendt en norft Kjo 
Karl, til Norge for hemmeligen at flaffe Mag 
hængere. Under mange Farer havde Sendemanden 
fit Grinde, havde forvisfet fig baade om Einars og 
Gindelag og var lyffeligen fommen tilbage til J 
med be bedfte Lofter fra de throndſte Høvdinger*). 
og Ginar droge ogfaa virfeligen om Baaren (103 
et ftort Folge af Thronder over Foæmteland til € 
fil fig her Sfibe og fom om Gommeren til Ga 
De lode Sendemand drage til Holmgaard for at 
Magnus hans fædrene Rige. Efter at have overlagt 
med Dronning Ingegerd, flevnede Jarisleif Høvding: 
fig. Tolv af de gjævefte blandt dem maatte fverge I 
Sroffab, og denne lovede dem igjen Venſtab og Fr 
melfe af alt, hvad de havde gjort mod hans Fader. 
Arnesſon flulde være Magnus's Fofterfader og I 
bjælpe ham til at befordre Norges Gawvn 3). 

Efter Juul (1035) drog den elleveaarige Ko 


% Sn. DL d. hell. S. Kap. 264. 

3) båttr af Karli vesæla (Fornm. S. VI, 7—19. Flatobog 
253—261). 

3) Gun. OL v. hell. S. Kop. WW. 


1035. Magnus Olafsføn tagen til Konge. 421 


med Nordmændene fra Holmgaard og feifede om Baaren 
Kl Svithjod. I Sigtuna blev han vel modtagen af fin 
Gtifmoder, Uftrid. Hun drog felv til Thinget, talede Map- 
nus's Sag for Svenflerne og bad dem yde ham Hjælp 
fil at vinde hans YFædrenerige. Uagtet man mindeded 
Kong Olafs Ulyfte og haabede end mindre Held nu, da 
Herforeren var et Barn, bragte hun dog ved fin Beltalen- 
bed Mange til at følge Magnus. Uftrid drog felv med, 
og over Jæmteland og Kjolen fom be til Throndhjem. 
Yolfet modtog dem med Glade, og Kong Sveins Mand 
flygtede. Magnus drog til Nidaros og blev paa Ørething 
af Bønderne tagen til Konge. Derpaa valgte han fin 
Hird og udnævnte Lendermænd og Uarmænd. Endnu 
famme Hoſt (1035) udbod han Leding af hele THrondhjem 
og drog med en ſtor Hær mod Syden). 

Medens dette foregif i Norden, var Svein i den fyb- 
Lige Deel af Landet og fif paa Sondhordeland Tidenden 
vm Throndernes Frafald. Han wudfendte ſtrax Hærør og 
opbod almindelig Leding for at verge Landet. Men iffun 
faa af de nærmefte Bønder mødte. Et Thing blev fat, og 
Svein erflærede, at han vilde drage Magnus imøde og 
kjempe mod ham, hvis Bonderne vilde følge. Hans Tale 
Wandt intet Bifald. Enkelte lovede fin Biftand, Flere neg- 
tede den, og Nogle fagde reent ud, at de vilde gaa over 
til Magnus. Svein faa nu not, at han med en faadan 
Har Intet kunde vove. De danffe Høvdinger raadede 
Bam til at forlade Landet, føge Hjælp hos Kong Knut og 
Øen grumt gjengjælde MNordmændene deres Svig. Han 
Brog derfor med fin Moder og fit danfte Følge til Danmart, 
Bvor hans Broder HørdeKnut, fom her var af Faderen 
ndſat til Konge, gav ham Deel med fig i Rigets Styrelfe). 


") Sn. Magnus d. godes S. Kap. 1—3. 
D Sn. Magnus d. godes S. Kap. 4. GFagrffinna Kay. 12. 
DM. 5. godes &. f Fornm. S. (6te Bind) Kay. 12. 


422 | Svein Knutsføn. 


Saaledes endtes Danernes forte, førhadte Herredam 
i Norge.  GSelvftændigheden, fom traadte i Stedet, 
baade varig og Iyffelig, thi nu havde den Gjæring fat 
fom alt fra Harald Haarfager8 Tid arbeidede i Lan 
Indre og ofte bøiede det under fremmed Vælde. 
Rensforfatning, føm Norges førfte Gnefonge havde v 
inbføre, meb en Overfonge i Spidfen og ham underord 
arvelige Fylkeskonger og Jarler, begyndte tidligen at » 
Den fired mod Folkets ældgamle Frihed og bar i fig 
Spiren til indvortes Splid. Egentlig grundet paa i 
holdet mellem Geierherren og de Overvundne, tabte 
allerede en mægtig Støtte, da Haafon Adalfteinsfoftre 
vede Bonderne fra Kongens Leilændinger til deres ge 
Ret, fom frie Odelsmend at deeltage i LandBftyrelfen. 
fandt en indre GSønderlemmelfe Sted i Riget, hvis ſtade 
Følger ikkun enkelte fraftige GStyrere formaaede at hen 
Blandt disfe var Olaf Tryggvesſon; han gjorde Norge 
anfeet, fom bet ei havde været fiden Harald Haarfu 
" Dage, og aabnede en ny Bei for Folkets aandelige I 
nelfe ved at udbrede GChriftendommen. Men den Cm 
fom under ham viifte fig i Landsſtyrelſen, ſtottede fig 
paa hans perfonlige Egenſtaber, og fljønt hand hr 
Jver for Ghriftendommen gav Hedenflabet et uforvind 
Stod, fil dog ikke den nye ro fin rette Grundvold if 
betå Qove. Derfor fynted ogfaa Jarlernes Herredomm 
være et Vilbagefald. Miget var udſtykket under frem 
Overherredomme; Folket vaklede mellem to Meligioner, 
hvilfe den ældre var i fuldbfomment Forfalb, den nyere! 
ufuldftændig befjendt og flet grundet; andet GHevdin 
vare tilbøielige til at foretrekke et fremmed Herred 
ber levnede hver enkelt af dem friere Raadighed, før 
Gelvftændighed, ber bed dem underordne det Held! 
deres færftilte Fordele. Under Olaf Haraldsſon bein 
fir Norges Jorfatming Å am Wrue.  Ciul 


1035. Norges Tilftand ved Slutningen af andet Tidérum. 423 


men blev fuldbfommen indført og grundfæftet i Landeté 
Songivning; Fylkeskongerne bleve tilintetgjorte og de over. 
mægtige Høvdinger vante til Lydighed. Ult dette flede ikke 
uden Boldfomhed, og Olaf maatte med fin Dod udfone ben 
Feil at have anvendt den; dog var Forandringen i fine Føl- 
ger heldbringende. Stadig Eenhed bragted Å Tro og Lands⸗ 
flyrelfe, uden at Folkets Frihed i Grunden indflræntedes, 
og Norge fom GStat vandt efter megen Gjæring og mange 
Nyftelfer Fafthed. 

Medens paa denne Tid i den ftørfte Deel af det ov⸗ 
Tige Guropa Lensvæfenet udgjorde GStatdforfatningens 
egentlige Grundlag, bhvilede Norges GStatsforfatning paa 
Odelen d. €. paa Jordeiendommens GFrihed fra enhver 
Overeiendomsret fra Kongedommets Side. Odelsbon⸗ 
derne vare Landets Eiermend, fra hvem enhver Stats⸗ 
myndighed toenktes at udgaa, og af hvem den hoieſte ſty⸗ 
rende Myndighed ved en frivillig Overeenskomſt var ned⸗ 
lagt i det arvelige Sfongedømme, hvilket med be det ind» 
rømmede Mettigheder betragtedes fom en Odel for Harald 
Haarfagers Et. Jordeiendommen tenktes ikke fom tilhø» 
rende ben enkelte Mand, men den ſamtlige odelsbaarne 
Slægt; deraf den med Odelen fra ældgammel Tid nøie for⸗ 
bundne Indlosningsret, ber vanffeliggjorde Eiendommens 
Dvergang i fremmed Familie. Mindre anfeet end Odels⸗ 
bonden (hauldr), men bog i alle Maader fri, var den 
Bonde, der leiede den Jord, han brugte, af den virkelige 
Ger. Han faldtes Keilænding (leigulidi eller leiglend- 
ingr), og hans Forhold til den virkelige Eier, Landdrotten, 
var i Lovene nøie beftemt. Anderledes forholdt det fig 
med Trælene, for ftørfte Delen Krigsfanger, og Deres 
Afkom Disſe vare fine Herrerd uindfrænkede Eiendom. 
Herren (skapdröttinn) raadede før fin Træld Liv og Lemmer, 
%g uden hang Villadelfe funde Trælen ingen Formue be- 
fidde. Den fri givne Træl (leysingi) ftod edu er 


424 Svein Knutsføn. 


Frigivelfen i et Ufhængighedsforhold til fin forrige Here, å 
og førft efter flere GSlægtled indtraadte hans Affom i vm 3 
frie Manda fulbe Ret. Chriſtendommen bidrog imidlertid 
meget til at mildne og omfider ganſte ophæve Trældommen. 3 

Det var en naturlig Følge af det ovenfor nævnt i 
Forhold mellem Odelsbonder og Kongedomme, at dette fote I 
maatte være meget indftrænfet med Henfyn til Landafiyrk ; 
fen i bet Hele. Songen funde i Regelen ingen Love give | 
uden Bønderned Samtykke; vidfe vare Lovens vette Kilde!) | 
og Kongen var felv ligefaavel fom den ringefte Friman I 
Qoven underfaftet. Songen ſkulde paafee Landets Bern og | 
Rettens Pleie, og i begge Henfeender ſtulde Folket under: | 
flette ham. Til Landet8 Forfvar havde Kongen Met til at 
udbyde Leding (leidangr), bhvilfen deels udrededed vå | 
perfonlig Krigstjeneſte, deeld ved em Ufgift fordelt efter | 
Mandtallet, altfaa en perfonlig Skat. Den kunde for | 
Halvdelen opbæred af Songen ogfaa i JFredstider og ud 
gjørde faaledes en af Kongedommets ftadige VJudtægit 
Gtørrelfe, Fordeling og Udredelfeåmaade var een Gang for 
alle i Lovene faftfat. Gin vigtigfte Jndtægiskide harde | 
Kongedommet af det famme tilliggende Jordegodå; iii 
Kongen var Landets rigefte Odelsmand. Kongedsmmelt 
Jordegods blev deels bortbygflet paa lovbeftemt Viis mod | 
Landſkyld, deeld overladt fom veizla eller forlening må : 
Forpligtelfe at bidrage til Kongens Underholdning paa hund 
Reiſer i andet efter visfe faftfatte Megler, deels brug! 
før Kongens egen Regning af hans faafaldte Varmen 
eller Gaardåfogder.  Foruden de vvennævnte to Jndlag 
ter havde Kongen endnu Bøderne for visfe Forbrydej 
(sakeyrir). | 

Riget betragteded vel fra Olaf den helliges Tider frm I 
eet og ubdeleligt, men iffe defto mindre tænktes Kongedo : 


1) Deraf det almindelige Udteyt i de ældfte Love: vår bændr höfem | 
mælt d. e. vi Bønder Hane betent. | 





1035. Norges Tilftand ved Slutningen af andet Tibsrum. 425 


met, bet vil fige Den bøiefte ftyrende Myndighed og den 
dermed forbundne Net og Jndtægt, at funne befidbes og 
udeves ved flere i Follesſtab ſtyrende Perfoner. Enhver 
Kongeføn havde faaleded Met til forholdsvis Deel i Konge» 
demmet og dets Jndtægter, ligefom og til Kongenavnet, 
uden at dog dette medførte nogen virkelig Deling af Lan» 
bei. Det er dette, fom avfliller den i det nu indtræ» 
dende Tidsrum oftere forefommende Fælledftyrelfe ved flere 
gonger fra det ældre af Harald Haarfager indftiftede Fyl- 
tedfongebømme med en Overfonge i Spidfen. 

Med Henfyn til Rigets indre Beftyrelfe fpillede Fry fe» 
inddelingen, en Levning af Folkets ældfte Stammefore 
fatning, den vigtigfte Rolle. Fylkerne vare igjen deelte paa 
forftjellige Muader, i Halvfylker Thridjunger (pridj- 
ungar), Fjerdinger (fjördungar) eller Ottinger (åttungar), 
hvilte Underafdelinger talfald paa flere Steder ſynes at 
have fvaret til de tidligere Hereder. Langs Kyften var 
Riget for Landvernets Skyld inddeelt i Skibreder. Jarls— 
navnet, der allerede fænge havde været fjældent, bortfaldt 
fa Olaf Haraldsſons Tid ganfte i fin gamle Betydning. 
Det blev nu blot Lon for en enfelt Mands udmerkede 
Fortjenefter, var ikke arveligt og fæftede fig ikke til nogen 
vis Deel af Landet. Efter at Harald Haarfageré Jnd- 
Tninger vare gangne tilgrunde, udovedes Landsſtyrelſen 
ide enfelte Landsdele paa Kongens Vegne hovedfagelig 
af hans Uarmænd. De vare almindelig Mænd af ringe 
Serkomft, ofteft vel Kongens Frigivne, og derfor perfon- 
lig. fidet agtede. J disſes Sted traadte efterhaanden 
fenere de langt mere anfeede Sysfelmænd; didfe vare Kon- 
Jené haandgangne Mand og fattes over ubeftemte førre eller 
Windre Dele af Riget for at paafee Rettens Pleie og op- 
'ære de fongelige Jndtægter. Deres Embede ligefom og 
en Deel af Landet, fom de befiyrede, kaldtes Sysſel 
SYsla), og til deres Underholdning var dem tillagt em Drå 


426 Svein Knutsføn. 


af Rongsjorderne eller af de øvrige kongelige Indkomſter. 
Som Fællesnavn for de Gmbedömænd, fom omkring i 
andet røgtede Kongens Grinder, brugtes Bencevnejm 
Kongens Ombudåmænd (umboösmenn). 

Navnene Herfer og Lendermand brugtes allerde 
tidbligen om bhinanden; ſenere ophørte bet førfte aldeld. 
Qendermænbdene (lendir menn, Gnfelttal lendr maår, af land, 
Land eller Jordeiendom, fordi de havde Ret til Brugen d 
en Deel af Kongedommets Landeiendomme) vare de meg 
tigfte Odelsmernd rundt om i Landet; De vare Farlerm 
nærmeft i Berdighed og fik fit Navn og fin Met af Kor 
gen. Nogle af dem vare altid i hans Hird og ubdgjordeM 
hang Raad. De, fom fad hjemme paa fine Gaarde, ſtulde 
hjælpe Kongens Ombudsmand at overholde Orden og Md 
i Randet. Skjont Qendermændene havde fin Navnbod de 
Berdighed af Kongen, faa gjorde dog deres Stilling fom 
Obelömænd og dere8 gamle, arvelige patriardjalffe Forhold 
til Bonderne, at de paa det nærmefte vare bundne til dis 
Sag. De vare Støtter for Friheden og Talsmænd mø 
Undertryffelfe: Bønderned Biftand gav deres Stemme Begt 
Qendermandanavnet var egentlig iffe arveligt; men ba Odel og 
nedarvet Unfeelfe vare nødvendige Betingelfer for detå Garw 
lighed baade for Konge og Folk, faa fulgte deraf, at den Ém, 
Der arvede en Lendermands Hovedgaard, ogfaa fom off 
fif Faderens Navnbod, hvid han ellerd var dygtig til d 
opfylde de Pligter, fom dermed vare forbundne. Der val 
flere Qendermænd i hvert Fylke, og Kongen valgte blandt 
bem i fenere Tider fine Sysfelmænd, en Omftændighe, 
fom bog i Tidens Lob meægtigen bidrog til at fork 
Lendermandenes oprindelige Stilling. | 

$08 Folket, der egentlig foreftilledes ved Oveldm 
derne, var ben bøiefte baade lovgivende og dømmende Mat 
Paa Thingene, blandt be forfamlede Bonder, afgjorded okt 
Qandetö vigtigfte YAnkaqender: der ge Ur dekt 


1035. Norges Vilftand ved Slutningen af andet Tibsrum. 427 


fønene, der paadømte8 alle Jrætter, der tildomtes Riget 
Rongen, og der modtoged hans Ed at ville herfle efter 
foren. Hver Bonde, føm havde Noget at pananke, funde 
vd Thingbud fammenfalde fine Heredsmend (Heredå- 
thing) og fade dem dømme i fin Sag. Fyltesthinget 
var et Foreningsfted for alle Fylkesmeendene, hvor Sager, 
der ikke havde funnet afgjøre8 paa Heredathingene, bleve 
paadomte. Jalfald i Throndhjem gave ber ogfaa Forſam⸗ 
linger for flere Fylkers Bønder: faaledes to Fylkers 
Ihing, fire Fylkers Thing, og det vigtige otte 
Fylkers Thing, Ørething (Byraping) Faldet, fordi 
det holdtes paa en Øre ved Nidaxos. Paa alle disfe 
Lhing paakjendtes Vrætter og Klager af udvalgte Dom- 
mere, og Den øvrige Ulmue bekræftede Dommen. 

De hoieſte Domſtole og tillige de hoieſte lovgivende 
Forfamlinger i andet vare Qagthingene. De vare fire 
i Jallet: Froftathing for Throndelagen, Gulathing 
for det veftlige Norge, Gidfivathing for Oplandene 
og Borgarthing for Bilen, bhvillet fidfte dog fom fær» 
filt Lagthing er Yngre end Olaf den helliges Tid; hvert 
havde fin i det Enkelte færegne Low. Lendermandene i 
Forening med Kongens Ombudsmand i hvert af de under 
tt Lagthing hørende Fyller flulde aarligen blandt dettes 
Bender udnævne et vift lovbeftemt Untal af de forftan» 
Digte. Disfe, der bleve faldte Nevndemænd (nefndar- 
menn), ſamledes een Gang om Naret paa en beftemt Tid til 
Lagthingsſtedet, og de hjemmeblivende Fylkesmend førgede 
for deres Underholdning. Foruden Nevndemændene flulde 
faa Kongens Sysfelmænd og AUarmænd, faamange Len» 
dermænd, fom uden Stade for Almuen kunde være borte 
fra fit Hjem, famt fenere to Prefter fra hvert Fylke, ude 
Nævnte af Biftoppen, indfinde fig til Ragthinget. Dette 
Qabnede8 med at lyſe Thingfreden; hvo der gjorde Bold 
Daa ben, var fredløg. Blandt Nevndemaendene Wlqud 


428 Svein Knuteføn. 


ba 36 (tre Tylfter) Lagretteömænd, fom tilfammen dans - 
nede Qagretten (lögrétta) og under Ed dømte i alke 
forefalbende Sager. For at iffe Magten flulde gribe ind 
i Dommene, finder man vedtaget i ben gamle Froftathingé- 
lov, at ingen Lendermand maatte fibbde i Ragretten uden 
med Bøndernes Samtykke. Lagretteömændene fad unde 
aaben Himmel, omgivne af hellige Baand (vébönd);, hv. 
der fønderrev bidfe, havde brudt Thingfreden. Mangden 
ftod rundt om uvæbnet. agretten og Lagthinget havde 
bette Tidsrum og længe efter endnu ikke nogen faft For 
mand; førft i Slutningen af det 12te Aarhundrede ellert 
Begyndelfen af det 13de opfom Lagmandsembedet, 
faaledbes at en Lagmand, ber beftiffedes af Kongen, fil 
JForfædet paa hvert Lagthing og en overordentlig vigtig 
Deel i den dømmende Myndighed. Lagrettens Dom var 
den endelige Ufgjørelfe af enhver Sag. Ut Dommene bleve 
fatte i Kraft, tilfom bet GSysfelmændene og Kenderman 
dene at paafee; Bønderne kulde heri underftøtte dem. Men 
midbrugte en Hovding fin Myndighed til uretfærdig Bod 
mod Bendernes Frihed og Ciendomsret, da var Boldt 
manden berøvet Lovens VBeflyttelfe: Bønderne ſtulde av 
gribe og dræbe ham; undfom han, da var han fredled 
Landflygtig. Selv Kongen var, idetmindfte i Throndhjem, 
underfaftet den famme ftrenge Lov. 

Ungreb en Fiende Landet, ba opbodes Folket til deté 
JForfvar ved Hærør: en Jærnpiil ſendtes paa et rutet 
Skib fra Lendermand til Lendermand; han frulde atter, far 
fnart han fif Stridsbudet, lade en anden Piil fare ind gjen : 
nem Bygden, hvor han boede, og Bonderne ſtulde væbnte 
famle fig ved fit Stib under Straf af Boder. I almin 
belig Leding (almenningr) ſtillede Bønderne 309 ruftede 
og bemandede Skibe, intet under 20 Morboænke, og førgee 
for. Befætningens Underholdning i to Maaneder. Fuld Å 
menning maatte imidlertid itte Reugen ee, WE MENT 





1035. Norges Tilftand ved Slutningen af andet Tibsrum. 429 


bet gjaldt om at verge Landet; hvis itte, fun halv. De 
Baaben, Bønderne flulde have, vare nøie beftemte i Lovene 
og bleve vandfagede af Kongens GSysfelmænd eller Om 
mbåmænd paa de faafaldte Baabenthing. Foruden den 
jlaade, Bonderne frillede, eiede Kongen felv Skibe, fom 
an. bemandede paa egen Befoftning. Rendermændene holdt 
duuskarle, undertiden henved 100 i Fallet, og eiede for 
nt mefte Qangftibe, fom de felv vuftebe, og med hvilte de 
Arig tjente Kongen. Herved blev Landets Krigåmagt be» 
vdelig forøget og Kongens Hird famt Lendermændenes 
dunskarle udgjorde altid Kjernen af Hæren. 

Kirfen var ſtrax efter Chriſtendommens Indforelſe 
nnu meget fimpelt og ufulbfomment indrettet og Folket 
9 Kongen ganffe underordnet. Den Chriftenret, fom Olaf 
araldåføn og Biftop Grimfel gave, blev Grundlaget for 
e ſenere Kirkelove. Hvert Fylfe havde een eller i nogle 
gne af Landet flere Fylkes⸗ eller Hovedkirker; dertil 
om fenere Heredskirker og Kapeller (hægindiskirkjur); 
to førftnævnte Slags Kirker flulde bygges og vedlige- 
deg af Almuen, RKapellerne enten af denne eller af de 
felte Mænd eller Familier, fom fra førft ftiftede dem. 
tefterne anſattes af Biffopperne efter Overeensfomft med 
lmuen og bleve underholdte af denne. Biffopperne fyned 
Ulmindelighed at være valgte af Kongen; de bleve inde 
de af en eller anden fremmed Grfebiftop, ofteft den bre. 
fle, fom var det af Paven beſtikkede geiftlige Overhoved 
t alle de tre nordifte Rande. De vare fun geiftlige Vil 
mænd uden verdålig Magt. Tiende og Landets Ind⸗ 
ling i Biſpedommer blev førft fildigere indført, og Pave» 
igten havde endnu ingen JIndflydelfe. 

Dette er Grundtrækfene af den Forfatning, der ude 
lede fig i Norge under Olaf Haraldsſon, og fom Daner- 
å forte Herredømme under Svein Knutsſon ei formaaede 
nebbryde. Norge nød under den i lang W m WW 













430 Svein Knutsſon. 


vortes Rolighed, der i høi Grad befordrede Folkets Sede⸗ 
fighed og Dannelfe. Tidsrummet fra 1035, da Magni | 
Olafsſon blev Konge, til 1130, Sigurd Jorfalafarerå Dedé 
aar, efter hvilfet de fordærvelige indvortes Uroligheder ud: : 
brøde, er et af de lykkeligſte Landeté Hiftorie. Det ar 
med dette Tidsrum, at den egentlige Nationalfelelfe fork 
vifer fig og udtaler fig hos det norſte Folk; det er faf 
nu, at det ret Fart føler fig fom et eget Geelt, fom et ap | 
fluttet Statsſamfund, affondret fra de i begge Maborigerne : 
Sverige og Danmarf beftaaende. | 


Tredie Tiddrum. 
Norges Hiftorie 1035—1130. 


Magnus Olafsføn den gode. 


fer Sveins Flugt gjennemfor Magnus Olafsføn 
le Norge lige til Gautelven og blev overalt med Glæde 
zen til Konge. Bel truede Knut i England med atter 
bjemføge Norge; men endnu famme Hoſt (13de Novem- 
r) bortrev Doden ham, og hans magtige Rige fplittedes 2). 
ng ældfte San Harald, kaldet Harefod, blev Eng— 
8 Songe; den anden, Hørdefnut, beholdt Dan- 
ut. Der herflede et fiendtligt GSindelag mellem VBrø- 
ene; begge vare de unge, og ingen af dem havde arvet 
iderens Klogſtab. Magnus fad da i Rolighed Binteren 
er i Rorge. Men om Baaren (1036) begyndte Fiendtlig- 
berne med Danmarf. Her var nemlig den fordrevne 
vein bod, og Hørdefnut paaftod nu at have arvet fin 
roders Met til Norge; Magnus derimod anfaa det for 
byldighed at hevne fin Faders Død paa Anytlingerne. 
egge Konger udbøde Leding for at mødes til Kamp ved Gaut⸗ 
Jen, Men Rigernes Høvdinger lagde fig imellem, og De 


' Sn. Magnus d. godes S. Kap. 6. — Da Knut hørte, at Mag- 
nus var fommen til Norge, ffal han have udraabt: „Nu faa vi 
et længere Lov til at ſidde i No, fiben den Digre Xt er kom⸗ 
men til Norge." (Magnus d. godes S. i Fornm. $. Ko. MA. 


























432 Magnus Olafsføn den gode. 


raadede meft, ba Kongerne endnu vare unge. Det fom til 
et Fredsftevne mellem Magnus og Hordeknut: de foore fy F 
i Broderffab, fluttede Fred paa Livstid og afgjorde tillig, F 
at hvid een af dem døde ſonnelos, da flulde den fir: | 
levende arve hang Lande. Tolv af begge Rigers hpperfe J 
Moænd befvore Freden med Kongerne, og De fliltes fom 
Benner 2). 

Et af Magnus's førfte Foretagender, da han var fom 
men i rolig Befiddelfe af Norge, var at bjælpe fin Bn 4 
og Joftbroder, Røgnvald Brufesføn, til hand Arverige 
paa Drfneerne. Rognvald var efter Slaget paa Etitlfd J 
dragen til Gardarife og havde der, fom Kong Faridlefé 
Qandvernåmand, udmerfet fig ved fin Tapperhed. Hans Jr 
der Brufe ſtulde imidlertid, ifølge fit Forlig med Kong Olf 
Haraldsſon, fyre be to Trediedele af Orknøerne, een fom 
fin Jædrenearv og een fom Len af den norfte Konge?) 
Men Derne vare paa den Tid meget udfatte for Bitinged 
Herjen, og Brufe var ingen Krigsmand; derfor overlod jan 
efter nogen Tids Forleb Thorfinn, fin Broder, den at 
Frediedeel, mod at han flulde verge Landet paa begge 
Begne. Kort efter bøde Brufe, og Thorfinn herflede ut: 
ene over Derne. Ut dette fil Røgnvald fperge, da hi: 
med Magnus var fommen tilbage til Norge, og udbad Å i 
ſtrax Orlov for at føge fin Fædrenearv. Kongen tilfø : 
ham ben, forfenede ham med den Trediedeel af Derne, fom 
Brufe havde havt af hans Fader, og gav ham ved Å 
fillelfen tre fuldruftede Rangftibe. Da Rognvald fø 
til Orknoerne, fordrede han af fin Farbroder de to Fri 
bele af Landet. -VThorfinn havde paa den Vid Strid 
med rer og Suderoinger og hindredes ved digfe fra d 
gjøre Rognvald Modſtand. Han opfyldte derfor hand før 
1) Sn. Magnus d. g. S. Kap. 7; i Fornm. 8. Kap. 14. Mr 


flinna Kap. 126—128. 
2) Gre ovenfor S. VO. 


Røgnvald Brufesføn. Haarek af Thjotta dræbt. 433 


ing, dog, fom han fagde, fun af Benftab, ei fordi han 
hendte Kong Magnus's Ret til at bortgive nogen Deel af 
etne. Saaledes fom Røgnvald uden Strid i Befiddelfe 
fit Fædrenerige og herffede en Tidlang i Enighed med 
Frende; de gjorde ofte i Fellesſtab Vifingetoge til 
land8 og Englands Kvyiter 1). 

Da Magnus modtog Norges Rige, havde han lovet 
tilgive dem, der havde taget Deel i Opftanden mod 
nå Fader. Men dette Løfte glemte han fnart. Haaref 
Thjotta, fom alt fiden Gtifleftadflaget havde fiddet i 
) paa fine Gaarde, feilede til Nidaros for at beføge den 
eRonge. Asmund Grankelsſon, hvid Fader Haaref havde 
bebrændt ?), ſtod juft paa en oftfvale ved Magnus's 
ide, ba ben gamle Høvding faaed at frige i Land. As— 
und fjendte ham ſtrax og fagde: Mu vil jeg hevne min 
adets Dead!" Han havde en liden og tynd Øye i fin 
aand; dette faa Kongen.” ,Tag min Øye, Asmund!“ fagde 
n; Gubben har haarde Been." Asmund greb da Maqg- 
188 tungere Øre, lob Haaref imøde og fløvede hans Ho— 
d. Da han fom tilbage, faa Kongen, at Drens Eq 
bde lagt fig. „Hvad vilde din tynde Øre have nyttet" 
gde han, „da denne nu er ubrugelig?" Asmund fil af 
lagnus Sysſel paa Haalogaland, men havde der mange 
tridigheder med Haareks Sønner3). 

Haaref var den førfte, ber faldt for Rongens Hevn; 
en rammede ben Flere. J Begyndelfen af Magnus's 
gjering raadede Kalf Arnesſon meft for Landaftyrel- 
L Men lidt efter lidt fant han i Kongens Yndeſt, da 
me ideligen blev mindet om hans Nærværelfe paa Stifle- 
» ja endog offentlig maatte høre Bebreidelfer af Kong 


Sn. Maguus d. g. S. Kap. 37; uvførligere i Orkn. Saga S. 
28. 42—54. 

See ovenfor S. 398. 

Sn. agn. 5. gj. S. Kap. 13. 

- Renier. Norges Hiftorie. 28 


434 Magnus Olafsføn den gode. 


Olafs Tilhangere, fordi han hengav fig til fin Fades J 
Jiender. Engang da Magnus var omgiven af en Mong 
Mennefter, der frembare fine Sager for ham, fremkom og 
faa Thorgeir Flekk fra Sula i Berdalen med en vigtig 
Sag. Kongen gav ei Ugt paa hans Ord, men lyttede til 
dem, ber vare ham nærmere. Da fvad Thorgeir med hå 
Roft en Bife, hvori han opfordrede Kongen til at høre dn 
Mand, der havde fulgt hans Fader i den fidfte Kamp, og 
iffe elffe de Drottensfvigere, der havde glævet Djævelen. 
Bed disſe Ovd blev der ftort Bulder; Nogle bode Thorgeir 
gaa bort, men Kongen kaldte ham til fig, jævnede han 
Gag paa det Bedfte og lovede ham fit Berftab). 

Kort efter var Magnus i Gjeftebud paa Gaarden 
Haug i Berdalen. Bed Bordet fad Kalf Arnesſon og E—⸗ 
nar Thambarffjælver hver ved fin Side af Kongen: han ſa 
var folb mod Kalf, men venlig mod Ginar. Bi vill 
Dag vide ud til Stikleſtad,“ fagde han til den Gikk, 
98 fee Merferne efter, hvad der er hændet.” „Derom kin 
jeg Intet fige dig," fvarede Einar; „lad din Foſterfadet p 
Kalf følge dig: han veed VBefted?).” Efter Bordet ba 
Kongen Kalf folge fig; denne foarede, at han ei troede, det 
behovedes. Da veifte Kongen fig i Brede: ,Du fral fort 
med, Kalf!" fagde han og gif ud for at flige til HÅ: 





1) Sn. Magnus d. g. S. Kap. 14. 

2) Det fynes af disſe Ginars Ord, fom om ogfaa han gjerne fog, 
at Kalf fom i Ugunft hos Kongen. At der har været et myd 
fpændt Forhold mellem disfe to mægtige Høvdinger, vifer em For 
telling, bevaret i be vidtløftigere Bearbeidelſer af Kongefagarrm 
(Magnus d. godes S. i Fornm. 8. Kap. 15). Engang, her | 
det, vare Ginar og Kalf i Gjeftebud med Kongen øfter i Bile 
Medens Einar ordnede Gjefterne, fatte Kalf fig i hans Pl 
ved Songens Side. Da Einar faa dette, gif han hen MÅ 
Sade og bød Kalt Mytte fig; men denne vilde ikke. Da fore 
Einar op van hond ÅWnel. Dun galt Dur Vol Lør i Band od 
Kalven," fagde han og kunftebe S nå men KR VVS 


Misnøie med Magnué's Strenghed mod Hans Faders Fiender. 435 


talf bad fin Skofvend ile til hans Gaard Cage og fige 
uusfarlene, at be inden Solens Nedgang flulde have hans 
5Kb rede og alt hang Losore ført ombord; derpaa fulgte 
an Kongen. Paa GStifleftad flege de af Heftene og gif 
Hd, hvor Kampen havde ftaaet. Hvor faldt min Fader?" 
purgte Magnus. Kalf pegede hen for fig med Sppydſtaf⸗ 
et og jagde: Her laa han.” ,Og hvor var du dat" 
purgte Magnus. „Hvor jeg nu ftaar," var Svaret. ,Da 
unde vel din Øye naa ham?" fagde Kongen og blev blod» 
9 i fit Unfigt. | Den naaede ham ei," fvarede Kalf og 
if haftig bort, fvang fig paa Heften og red affted med 
le fine Mænd. Samme Kveld fom han til Cage og faa 
er fit Skib fuldruftet og bemandet flybe ved Stranden. 
Jan gif ftrar ombord, flyrede ud af Fjorden og bderpaa 
efter over Havet til Orfnøerne, hvor han fandt Tilhold 
o8 Jhorfinn Jarl, der var gift med Ingebjørg, hans Bro- 
er Finns Datter 1). 

Gfter Kalfs Bortfærd fra Norge begyndte Magnus 
ov Ulvor at forfølge fin Faders fordums Fiender og deres 
ifterfommere: Nogle drev han af Landet, Undre aftvang 
an fvære Bøder; flere ſtore Gaarde, der havde tilhørt 
Jevdinger, faldne i Oprørerne8 Hær, bemægtigede han fig. 
Nagnus's Haardhed rammede nærmeft Thrønderne, og disſe 
egyndte fmart at fnurre Hvad tænfer Kongen paa,” 
1øde be, ,at han bryber den Low, fom Haafon den gode 
av? Mindes han ei, at vi aldrig have taalt Bold? Vil 
an fare famme Jærd fom hang Fader eller andre Høv- 
inger, Dem vi toge af Dage, da vi ei taalte deres Overmod 
8 Uretfærdighed?" Det famme Misnøie lod fig høre 
ide om Landet. Sogningerne famlede endog Folk, og 
lygtet gif, at de vilde firide mod Kongen, hvis han fom 
Ldem. aa et Ihing å Throndhjem lyttede Ulmuen med 
ug Misfornøsielje til Kongens Haarde Jordringer; tun em 
) Sn. Pagnus d. g. S. Kap. 15. 

| 28* 


436 Magnus Olafsføn den gode. 


Bonde, Atle, veifte fig og fagde: ,Gaa ſtrumpes nu Skoen 
om min Jod, at jeg ei fan fomme afſted.“ Kongens Ven— 
ner merfede den almindelige Forbittrelfe; tolv af dem gi 
paa Raad med hinanden og befluttede ved Lodkaſtning al 
vælge en af deres Midte, der flulde foreholde Kongen hai 
urigtige Fremfærd og Faren, der truede ham. Lodden fa 
paa Sighvat Skald. Denne havde været paa Romerfen 
ba Kong Olaf faldt; paa Hjemveien fpurgte han fin ell 
Herre8 Død, og hans dybe Sorg udtrykker fig i flere å 
hang Kvad. Da han fom tilbage til Norge, modtog hu 
ei Sveins Vilbud at blive dennes Mand, men forlod fi 
Gaard i Throndhjem og drog til Svithjod, til Dromin 
Uftrid. Hos hende forblev. han, indtil Maguus fom fr 
Gardarife; da fulgte han ham til Norge, og var nu han 
Skald og troefte Ben, fom han før havde været Kon 
Olafa1). Gighvat gik frem for Magnus og kvad fr 
ham de herlige Fritalenhedövifer (Bersöglisvisur). ,6 
ſtulde han fare frem med Haardhed og ei bryde Landet 
Love; faa havde ei de forrige Konger gjort, og det fre 
mod bet Løfte, han gav Folket, da han vendte tilbage f 
fit Fædrenerige. Bondernes taufe Forbittrelfe war farlig 
Kongen maatte formilde ben." Skaldens Udvarfel gjord 
dybt Indtryk paa den unge Konge. Da Thinget igje 
den følgende Dag var fat, tiltalte han Folfet med Blidhe 
og tilgav alle fin Faders Fiender*). Fra den Gtundd 


1) Su. Magnus d. g."S. Kay. 9. 10. 

2) GSnorre (Magnus d. g. S. Kap. 16. 17) figer, at Maguué vif 
paa Hørbeland, da bette ſkede, og omtafer ikfe Bonden AV 
Ord paa Thinget. De vidtløftigere Kongefagaer (Fornm. $. Vi 
38—45, Flatøbogen III, 267—270) ligefom ogfaa Ågrip (Kap Å 
have Fortællingen om Atle, men omtale paa den anden Side 
Gogningernes Opftand. Efter disfe fidftnævnte Sagaer frr 
det og tydeligt, at Kongen var i Throndhjem og ille pa 
Hørdeland, da Siqhvat avmarde han. Mr Suneres Veretrin 
om WUrolighederne Å Sogn va grant, LeNkee SK ir NN 


Magnus forfoner fig med Folket; bliver Konge i Danmart. 437 


herffede Magnus med Mildbhed og Metfærd. Uf de vifefte 
Mænd lærte han Landets ove og lod den Lovbog førive, 
der kaldtes Graagaas og længe gjaldt i LThrondhjem. 
Hand Gfjønhed, blide Bæfen og Høimodighed, forenet med 
Beltalenhed og Gavmildhed, gjørde ham faa venfæl over 
hele Rorge, at Folket qav ham Vilnavnet den gode). 
Imedens dette foregif i Norge, var den grumme og 
ktfindige Harald Harefod død i England (1040), og hans 
Broder, den danſte Konge Hørdefnut, blev nu ogfaa dette 
Riges Konge. Men efter et fort og lidet merkeligt Herre» 
demme døde Han pludfeligen i et Bryllup med Bægeret i 
$Haanden (8 Juni 1042). Han var fun 24 Yar gammel og 
efterlod ingen Børn. Englanderne toge ſtrax til Konge 
hand Halvbroder, Edvard, af den gamle fariffe Kongeæt. 
Danmart derimod frulde nu efter Forliget ved Gautelven 
tilfalde Rong Magnua. Denne fendte ogfaa ſtrax Bud did 
til de Mænd, der havde befvoret Forliget. „De ſtulde min- 
beg fit Ord," lod han dem fige; ,han felv vilde med Det 
Forſte komme med fin Hær og vorde Danmarks Herre, eller 
og faldbe i Kampen for at vinde bet.” Kort efter drog han 
fra Agder over til Jylland med 70 fore Skibe, blandt 
hvilte han felv føyrede fin Faders Langffib, Bifunden. 
Danerne antoge ham uden Modftand; thi vere gamle 
Rongecet var uddøet, Forliget ved Gautelven almindelig 
befjendt og Magnus høit anfeet formedelft Ryet af hand 
Faders Hellighed. Han flevnede efter gammel Skik Thing 
i Bebjørg (Biborg i Jylland) og blev her aaret til hele 


hedsviferne, hvori be udtryffelig omtales. Men at venne For- 
fatter paa ben anden Side feiler i at lade Magnus ved denne 
teilighed opholde fig paa Hørdeland, er ligefaa tybeligt af det 
famme Kvad; thi, hvor GSfalden taler om GSogningernes ulmende 
Opftand, bruger han Udtryffet: sudör med Sygnum (fyb hos Sog- 
ningerne), et Ubtryf, fom umulig fan forenes med Kongens Op— 
holb paa Hørbeland, for hvilfet Sogn ligger Å Now». 

) Gn. Magnus d. g. S. Kap. 17 og Harald Haarvr. S. Kaw. W. 


438 Magnus Olafsføn den gode. 


Danmarks Konge. J Heidebyl) havde han Dderpa en 
Sammenkomſt med Bezelin, Erkebiſtop af Bremen, og Her 
tug Bernhard af Saxen, ved hvilken Leilighed Kongemé 
Gøfter Ulf hild blev gift med Bernhards Søn Ordulfte). 
Magnus forblev Binteren over i Danmark og uddeelte der 
Sysler og Forleninger. Det følgende Uar (1043) om 
Høften beredte han fig til at vende tilbage til Norge*). 
Da Magnus paa fin Hjemfærd (1043) laa med fin 
Flaade ved Gautelven, fom til ham Svein, en Sand 
Ulf Jarl og Song Knuts GSøfter Uftrid. Svein havde 
efter fin Faders Mord i lang Tid opholdt fig hos den 
foenfle Konge Ønund, fin Frænde; nu vilde han føge fin 
Qyffe i Danmark. Han var fljøn, ſterk og klog og havde : 
Benner i fit Joædreneland, der talede hand Gag for Kom 
gen; fnart vandt han ogfaa felv dennes Yndeſt og bler 
hand haandgangne Mand. En Dag, da Magnus fot 
fit Hoiſede, omgiven af fine Høvdinger, og Gvein på 
Gfammelen ved hand Fødder, erflærede Kongen, ,at Dan | 
marf ved hand Bortreife ei flulde være høvdingeleft og tt 
Bytte for Vikinger; Svein flulde ſtyre det med Jarls Ravn, 
fom fordum hang Fader Ulf, naar Kong Knut var i Eng: 
land.” Da udbrød Einar Thambarffjælver: For fror Jarl, 
for ftor Jarl, Foftre!" Men hans Ord blev dengang å 










1) Den nuværende Stad Slesvig i Sønderjylland. 

2) Adam af Bremens Hist. eccl. II, 75. | 

3) Sn. Maguué d. g. S. Kap. 18—22. Snorre figer, at Magu 
endnu famme Høft, fom Hørdefnut var bød (1042), igjen vend 
tilbage til Norge. De øvrige Sagaer derimod lade ham forbliv 
i Danmark den førfte Binter, efter at han der var tagen tilkom J 
Dette fidfte er det rimeligfte. Thi er Hørdefnut bød i Gaglan) 
i Juni 1042, faa kunde Gfterretningen om hans Død førft komm 
til Morge en Maaneds Tid fenere og Magnus faaledes frk P 
paa Høften omme til Danmark, hvor det da ev fanbfyuligt 4 
han maatte opfolde fig m Sud jor å Nur W «Bever 


af fit nye Rige. 


1043—44. Svein Ulføføn faar Kongenavn i Danmarf. 439 


igtet. Songen reifte fig fra fit Sæde, fpændte Sverd ved 
Sveins Side, hang Skjold paa hans Urel og fatte Hjælm 
paa hans Hoved; han gav ham Jarlsnavn og de famme 
Indfomfter af Danmark, fom Ulf, hans Fader, havde havt. 
Paa et Striin med Helligdomme fvor Svein Troftab og fif 
Plads i Høifædet ved Kongens Side. Magnus drog dere 
faa til Norge, hvor han forblev om Vinteren og holdt 
ul i Nidaro8 (1043—1044) 1). 

Snart viifte det fig, at Einars Udvarfel ei havde 
været utidig. J Magnus's Fraværelfe gjennemfør nemlig 
Svein Ulfsſon eller, fom han af Danfferne almindelig 
faldted efter fin Moder, Svein Wſtridsſon, Danmark 
og vandt overalt Folkets Venſtab. Derpaa flevnede han 
efter Juul (1044) Bebjørg Thing og lod fig der Faare til 
Konge. Da dette rygtedes til Norge, lod Magnus halv 
Umenning udbyde og brøg i Begyndelfen af Sommeren 
til Danmarf. Svein vovede ei at oppebie ham, men flyg- 
tde til Sverige. Efter at have revfet Danerne for deres 
Uttoffab og forfterfet fin Hær drog Magnus til Benden. 
Det fafte Jomsborg?), der længe havde flaaet under 
Danefongerne og været Hovedftaden for et mægtigt Farle- 
demme, var nemlig falbet fra, og bette vilde nu Magnus 
Paany betvinge. Han flog Benderne, indtog Jomsborg og 
odelagde det aldeles. Derpaa gav Han baade den norſte 
og danſte Hær Orlov, for til Jylland og beredte fig til at 
Vervintre å Danmark 3). 

Aldrig faafnart rygtedes det, at Magnus's Hær var 
Dipredt, før Svein Ulfåføn viifte fig i Skaane med meget 
ole, fom Gveafongen havde givet häm. Skaaningerne 
oge fig firar paa hans Gide; ogfaa paa Sjæland blev 


) Su. Magnus d. g. S. Kap. 23. 24; med nogen Afvigelfe I de 
vibtløftigere Kongefagaer. 
See ovenfor S. 270. 

) En. Magnus ». g. S. Rap. 25. 26. 


440 Magnus Olafsføn den gode. 


ban vel modtagen. Han underlagde fig i en Hatt all 
Derne og havde en for Hær og Flaade. Til famme Vid 
fom Magnus fil Budffabet om Sveins Fremgang, blev de 
ham og forfyndt, at de hedenfle Bender vare i Baade 
for at hevne ben Skade, de havde lidt om Sommeren 
Han. famlede i Haft en Hær i Jylland, og hans GSvoye 
Ordulf af Sagen fom ham til Hjælp. Paa de danfte Hev 
bingers Bøn drog Magnus førft mod Benderne, der alle 
rede øbelagde det fydlige Jylland med Ild og Sverd. Vi 
Han med fin lille Hær fom til Lyrffov Hedel), fik ha 
at vide, at Benderne vare i Nærheden med en langt over 
fegen Magt. Rædfel overfaldt de flefte af Hand Mend 
og Flugt fyntes dem det enefte Raad; men Magnus fel 
havde Vyft til at firide, og Hertug Ordulf flyrfede ham 
dette Forfæt. Han lod Hæren blæfe fammen, og den la 
om Natten væbnet under fine Skjolde. Magnus var imid 
fertid befymret for Udfaldet af den foreftaaende Kamp; har 
vaagede og fang fine Banner; førft mod Dagningen for 
nede han. Da flal hans Fader Olaf have wviift fig fo 
ham i Drømme og lovet ham Geer.  Angrib Fienden' 
fagde han, ,naar I høre min Luur!“ Bed Daggry vel 
febe Rongen fine Mænd og fortalte dem fin Drøm. Vil 
liden til den hellige Olaf gav Hæren Mod. Den trø 
at høre en Kloffelyd i Luften; Nordmændene fagde, at 
gjenfjendte Klangen af Kloffen Glad, Olafa Gaw iil 
Glemenstirfen i Nidaros, og Kong Magnus lod fro 
Hærblæft blæfe. | 

I denne Gtund fore Benderne over Uaen. Map 
nus ſtevnede bent imøde, og en haard Strid begyndle 
Kongen felv faftebe fin Ringbrynje, og i en rød Gilkefljort 
med fin Faders Øre, Hel, i Haanden for han frem i Gpi: 
fen for Hæren. Striden varede ei længe; thi djæret hjem 
pede Kongen og hand Mand, og faldue Bender, fige Or 


1) [Heden ved Landsvyen Vyrkon, Ate Langt nvrnenisr SIN 


1044. Kamp med VBenderne og Svein Ulføføn. 441 


gaerne, faa å Dynger fom Havtang paa Stranden efter en 
Storm. Snart flygtede deres Hær, og Magnus forfulgte 
bem over hele Heden. J dette Glag, der flod Dagen før 
Michaels Mesſe (28de Sept. 1044), flulle 15,000 Bender 
være faldbne, men fun faa af Kongens Mænd, fjønt mange 
af dem vare faarede. Den vundne Seier forsgede Mag» 
nus's Hæder og indjog hans Fiender Gkrækf; thi Ulmuen 
troebe, at hang hellige Fader fred med ham og tilintet 
gjorde hans Modftandere 2). 

GSaafnart Benderne vare vvervundne, famlede Kong 
Nagnus Skibe og drog imod Svein. Magnus's Hær be- 
fod af Nordmænd og Jyder, Sveins af Folket fra Skaane 
og Derne.  Flaaderne modtes ved Re?), og efter em haard 
Strid maatte Svein flygte til Skaane. Magnus feilede 
derpaa til Jylland, hvor han lavede fig til at tage Binter- 
fe. Men da Svein hørte, at Kongen havde forladt fine 
Gtibe, famlede han atter Folk, drog i felve Bintertiden 
(1044—1045) omfring til Derne og mod Julen over til 
Jylland og ind i Limfjorden. Mange underkaftede fig ham; 
Undre flygtede fydefter til Magnus. Denne drog ſtrax til 
fine Stibe, og med de Nordbmænd, han havde hos fig, og 
em Deel Danfle for han nordefter langs Landet, Fienden 
imede. Han fif fnart vide, at Svein var i Aaros 8), og 
at han havde lagt med fine Skibe ud fra Byen og var rede 
til Strid. Da holdt Magnus Huusthing. „Han vidſte,“ 
fagde han, ,at Fienden var ham overlegen; men dog vilde 
ban fægge til Strid. Gud og den hellige Olaf havde før 
ladet dem feire mod Overmagt.” Hæren ruftede fig og roede 
fem; faafnart de faa Sveins Flaade, lagde de til den, og 
Sendagen før Juul (23 Decbr. 1044) begyndte en haard 


) Sn. Magnus d. g. S. Kap. 27—29, jvfrt. med Adam af Bre- 
men II, 75. | 

) Den dengang vendiffe Ø Rügen ved ben pommerſte Ky. 

) Byen Harbhuué I Jylland. | 





442 Magnus Olafsføn den gode. 


Kamp. Man fired fra Stavnerne, og fun de Forrefte kunde * 
fomme til at hugge; bagud i Skibene brugte man ale . 
Slags Skudvaaben. Magnus flod i Begyndelfen i en 
Skjoldborg; men da han fynted, det gik feent med Kam | 
pen, traadte han ud af Skjoldborgen og frem i Stavnen | 
Da hang Folk faa dette, eggede de hinanden indbyrdes og : 
gjorde et ffarpt Ungreb. Magnus felv befteg med fit Følge | 
JForftavnen paa Sveins Skib, og fnart rydbedes det em 
efter bet andet af de danſte Skibe. Da flygtede Svein og 
undfom om Natten til Sjæland; fyv af hans Skibe var 
tagne og mange af hans Mænd faldbne; mange havde og 
faa faaet Fred af Rong Magnus). | 
Magnué drog derefter til til GSjæland og berfra fil 
Fyen; paa begge Steder for han haardt frem mod de Fra Å 
faldne. Svein flygtede til Skaane og drog derfra atter op : 
i Sverige. Nu underfaftede Magnus fig anden Gang hele 
Danmart, og den følgende Deel af Binteren var der gå J. 
Fred. Efter at have fat fine Mænd til at flyre Landet, 
drog Kongen filbe om Baaren (1045) tilbage til Norge”) i: 
Men aldrig faafnart var han borte, før Svein paany J 
fit Hjælp i Sverige, blev vel modtagen i Skaane og un 
berfaftede fig alle Derne. Magnus maatte da igjen om 
Høften til Danmarf med en Hær og Flaade. Han modkt 
JFienderne ved Helgeneg*), og om Kvelden begyndte an: 
Kamp, fom varede langt ud paa Natten. Sveins EMV 
blev ryddet, og han felv maatte flygte. Magnus forfulgt 
ham øfterefter og tvang ham tredie Gang til at føge ib 
flugt i Sverige. Nordmændene vandt i denne Kamp meget 






















1) Sn. Magnus ». g. S. Kap. 30. 31 og overeensflemmende IN 
øvrige Sagaer. 

2) Sn. Magnus d. 3. S. Kap. 32. 33 og overeensftemmende i Ve 
øvrige GSagaer. 

3) En Odde paa Jyllands øftlige Kyft, lige i Nord for Samsø. 


1045. Glag ved Helgenes. Magnus Herre i Danmarf. 443 


Bytte; berpaa underlagde de fig Skaane og herjede Falfter 
og Fyen, der havde holdt med Svein). 

Da Magnus nu troede fig i rolig Befiddelfe af Dan- 
marf, tæntte han ogfaa paa at udſtrakke fit Herredømme 
til Gngland. Han lod Gendemænd fare til dette Riges 
fonge, Eduard, med et Brev, hvori han fordrede Eng» 
land paa Grund af Foreningen mellem ham og Hordefnut. 
Bilde Edvard ei opgive Riget med det Gode, da ſtulde han 
føge det med en Hær af Norge og Danmart. Edvard 
fiarede ham tilbage, at han længe fom tro Underfaat havde 
ent De Høvdinger, ber med Bold havde tilegnet fig Hand 
dædrenerige; men nu, da han var faaret og kronet til 
Gngland8 Konge, vilde han ei afftaa Nogen fin Berdig- 
Jed, faalænge Livet undte8 ham. Da Magnus hørte dette 
Svar, fagde han rolig: „Jeg tror det vetteft at lade Ed— 
ard beholde fit Rige i Fred og felv noies med at ſtyre 
e Lande, Gud allerede har givet mig.” Han fil ogfaa 
nart Andet at tæntke paa end Erobringen af et fjærnt Rige, 
a han å fin egen Frænde, Harald Sigurdsſon, fil 
n Medbeiler til Norges Kongedomme?). 

Sigurd Syr, Konge paa Ringerife, Harald Haar» 
agers Wtling, havde med Uafta, den hellige Olafs 
Rober, tre Sønner, Guthorm, Halfdan og Harald. 
De to ældfte havde arvet fin Faders fredelige Sindelag, 
en yngſte derimod viifte allerede fom Barn en høitftræ» 
ende og ærgjerrig Uand. Engang, da Kong Olaf beføgte 


*) Sn. Magnus d. g. S. Kap. 34. Fagrffinna Kap. 145. 

2) Sn. Magnus d. g. S. Kap. 38. 39. — Fagrff. Kap. 134—136 
lader Magnus, firar efter at Han var bleven Danmarfs Konge, 
fende Bud til Gngland for at fordre dette Rige af Edvard. 
Snorres Beretning, at dette førft frede efter Slaget ved Helgenes, 
fynes at beftyrfes ved ben engelffe Forfatter Simeon Dunel- 
menſis, ber fortæller, at Rong Edvard i Aaret 1045 famlede 
en flor Hær og Flaade ved Sandwich, da han frygtede et Angreb 
af ben norffe Konge Magnus." ; 


444 Magnus Olafsſon den gode. 


















fin Moder paa Ringerife, traf han en Dag, da han gik om 
fring med hende paa hendes Gaard, de tre Drenge legende 
ved Bandet. Guthorm og Halfdan havde bygget fig Hutt 
og Kader; ben treaarsgamle Harald derimod flod vå en J. 
liden Big, hvor han havde flybende en Moængde Irælpua- P 
ner, fom han faldte fine Hærftibe. Olaf fpurgte dete & 
ældfte Brødre, hvad de helit snffede fig. Guthorm fvarde: J 
ftore Ugre; Halfdan: mange Kjør. „J ville have frore Bo," fk 
fagde Olaf; ,bet ligner Gders Fader. Men hvad vil 
helft eie?" fpurate han Harald. „Huuskarle,“ fvarede Drin 
gen. „Og hvormange ba?" fpurgte Songen. ,Saamange," fi 
fvarede Harald, ,at de i eet Maal funne opæde alle min! 
Broder Halfdans Kjør.” Da lo Kongen og fagde til af: F 
„Her mon du opføde en Konge, Moder 1)!” å 

J fit femtende Aar jæmpede Harald med i Glag! 
ved Gtifleftad og blev efter Striden af Røgnvald Bruk 
føn ført til en affide8 boende Bonde, der havde ham hv 
fig i Søn og lægte hand haarde GSaar*). Bondens Gm 
fulgte ham berpaa over Kjølen uden at vide, hvem har: 
fedfagede. Da var det engang mellem ode Skove, at Hr 
rald vendte fin Heft mod fin Redfager og fmilende fvad: 

Nu jeg fra Skov til Skov 
flrider med liden Haber; 
hvo ved, om ei omfider 
vide berømt jeg vorber? 

J Sverige gjenfandt han Rognvald VBrufedfon %g. 
flere af ben faldne Konges Mænd, og i Følge med den 
drog han den følgende Baar til Gardarike. Her tjente hon 
en Stund hos Kong Jarisleif og beilede til dennes Da: 
ter, Elliſif (Glifabeth). Men Faderen vilde intet fit 
Qøfte give; thi endnu var Harald for lidet berømt. D 
forlod han Gardarife og drog til Konftantinopel (Mile Gu 
1) Sn. OL 9. hell. S. Kay. UV. 
2) See ovenfor S. 413. 


Harald Sigurdsføn i Miflegaard og Gardarife. 445 


d) 2). Den græfte Keiferd Livvagt beftod dengang af 
aafaldte Bæringer, Ver vare Foll fra Norge og an» 
nordiffe Lande. Blandt disſe tog Harald Ljenefte og 
: fnart bereg Høvding. J Syrien, i Ufrifa og paa 
ilien flal han have wudført ftore Bedrifter og ligefaa 
et udmerfet fig ved Lift, fom ved Tapperhed. De fore 
bomme, han vandt paa fine Toge, fendte han I For- 
mg til Gardefongen. Men omfider fom Harald i Menig» 
med ben mægtige eiferinde Joe, fom i flere Keiſeres 
flyrede det græffe Rige. Hun ffal have afflaaet ham 
Frænfe Marias Haand, og da han vilde forlade Kon- 
tinopel, fod hun ham fængfle. Harald undflap dog af 
nøflet og flygtede med fine Mænd over det forte Hav 
Gardarife (1044)?). Da han. fom til Holmgaard, blev 
vel mobdtagen af Jarisleif, fil fine ftore Skatte udle 
de og desuden Elliſif til Cate. Den følgende Sommer 
45) drog Harald til Svithjod og ankom did om Høften 


Sn. Harald Haardr. S. Kap. 1. 2. 
Bidtløftig Beretning om Haralds Bedrifter i den græffe Keiſers 
Fjenefte hos Snorre (Harald Haardr. S. Kap. 3—15) og næften 
ganffe overeensftemmende i Fagrftinna Kap. 150—164. Hrok⸗ 
finffinna, Morfinffinna og Flatøbogen ere endnu ubførligere og 
have enfelte fmaa Afvigelfer. — Gagaernes Beretning lader fig 
itfe forene med be græffe Hiftorieffriveres, og da bisfe aldrig 
nævne Harald, maa man tro, at han langt fra har været faa 
formaaende i Konftantinopel, fom GSagaerne fige. Derfor negtes 
di, at Harald fan have været i Konftantinopel og i den græffe 
Keiſers FTjenefte udført mange Bedrifter. Dette have flere Striz 
benter vidft end de norffe alene. Adam af Bremen (ILL, 16) 
figer om ham, at han „i Græfenland og Skythiens Egne havde 
Hjæmpet mangen en Kamp med Barbarerne”, og Saro Gramma- 
tieus (i Begyndelfen af 11te Bog, Millers Udgave S. 549—551) 
fortæller, i Overeensftemmelfe med de vidtløftigere norffe Konge- 
fagaer, at han i Konftantinopel blev Faftet for en Drage, fom 
ban dræbte. Saro tilføter, at den Kniv, hvormed dette Berk 
øvebes, I hans Tid var f den banffe Konge Valdemars Len ur- 
fes) le og af denne forevilftes fom en Sjeldvmhe. 






















446 Magnus Olafsføn den gode. 


efter Slaget ved Helgenes. Den landflygtige Svein Ulf P- 
føn bad ham ſtrax træde i Forbund med fig; thi begge pa 
havde de fin Fæbdrenearv at fordre af Magnus. Men Ga 
rald fvarede, at ihvorvel han gjerne onſtede Sveins Vin E. 
ftab, faa vilde han dog tale med fin Frænde, før han er K 
flærede fig før hang Uven. k 
Magnus laa med fin Flaade ved Skaanes Kyſt, da J 
Harald fom til ham med tre herlige Langftibe, hvid gyſdne 
Dragehoveder og Floie flinnede vidt over Havet. Hark J 
fordrede det halve Norge, men Magnus henſtjod Cage 
under fine Raadgivere. Disſe famledeg, og Haraldd de fe 
gjæring blev dem forfyndt. Einar Thambarffjælver tog : 
ftrar Ordet og erflærede, at det var Nordmændenes Dufk, | 
at Riget forblev uftiftet; Harald havde desuden været lang! 
borte, da Norge blev vundet fra Knytlingerne. Bi hov 
fordetmefte tjent Gen," fagde han til Slutning, ,0g fl 
mon end være, medens Magnus : lever.” Alle fremmede i 
med ham, at de vilde have Magnua ene til Konge. Må 
dette Svar drog Harald bort og ſyntes, at hand Broderfjon jr 
fun havde viift ham liden Heder. Han vendte tilbage fl 
Svithjod og fluttede nu Forbund med Svein Ulfafen: 
. de frulde bhjælpe hinanden indbyrdeg til at vinde der 
WEtriger. | 
Magnus havde om Binteren været å Norge, da ho 
hørte, at Harald og Svein med meget Folk herjede Gje 
land og Fyen. Han famlede en Hær og drog dem imed 
(1046). midlertid beelte Fienden fig, og Harald frild AA 
den ydre Bei til Norge. Han landede i Viken, forlod her frr: 
Skibe og drog til fin Fædreneodel paa Oplandene. Har! 
bad Bønderne om Kongenavn, men Jngen vovede at gik 
ham bet. Gndelig fandt han i Gudbrandsdalen en Man), Å 
der var driftig nok dertil. Det var den 15aarige Thor! 
paa Steig, Harsldd nær uænde, Ler den ble 8 


1046. Riget belt mellem Magnus og Harald Sigurdsføn. 447 


icegtig Høvding. Han gav Harald Kongenavn og fif til 
Bjengjæld rige Gaver). 

Da Magnus fil dette at høre, vendte han efter alle 
ine Høvdingers Raad med Hæren tilbage til Norge for 
orft at verge dette Rige. Harald havde med fin Flof 
jennemfaret Oplandene, var af Bønderne bleven erfjendt 
or Konge og agtede fig med en Hær mod Magnus, da 
enne landede i Bilen. Men nu lagde begges Frænder 
g Benner fig imellem, ifær Hallfel, Haralds Morbroder *), 
er fulgte Magnus, og det blev afgjort, at Kongerne ffulde 
nodes i Fred. Paa Uker?) blev et Gjeftebubd beredt, og 
er indfandt Harald fig med 60 Mand. Da Folket havde 
aget Saæbde, traadte Kong Magnus ind, fulgt af Mænd, 
er bare Baaben og Klader, hvilke han uddeelte blandt 
Jaralda Ledſagere. Derpaa gif han hen til fin Frænde med 
o Rørftengler i fin Haand og bad ham vælge. Da Ha 
ald havde valgt den nærmefte, fagde Magnus: Med dette 
tør giver jeg dig Halvdelen af Norges Rige med alle fon- 
elige Rettigheder lige med mig; men naar vi ere fammen, 
a ſtal jeg være ben førfte i Berdighed, og jeg flal have 
tongeleie og Songebrygge, og eve tre Konger famlede, ba 
al jeg have bet midterfte Sæde. Du ſtal og love at 
brie vort Mige og faaledeg lønne mig for, at jeg har 
jortkdig til den Mand i Norge, fom jeg trøede Jngen 
ulde bordet, medeng mit Hoved var over Mulden." Ha⸗ 
ald veifte fig og takfede for Gaven. Giden fatte de fig 
egge ned og vare glade med hinanden. J tre Dage varede 
rette Gjeftebub; berpaa var Magnus med 60 Mand Haraldå 
Sjeft. Da begge Kongerne vare fømne i fit Høifæde, lod 
darald Gaver uddele til Magnus's Mænd. Siden bleve 


") horer var em Søn af Thord Guthormsføn paa Steig og Isrid 
Gudbrandsbatter, Haralds Mofter; fre ovenfor S. 382. 

) Knytlingafaga Kap. 22. 

) [Himellgvite Gaarden Afer i Bangs Pad. paa Hedemarken 


448 Magnus Olafsføn den gode. 


en Mængde Pofer indbaarne, fyldte med Koftbarheder, og p— 
alle disſe fjældne Skatte udheldte paa en Oxehud paa Gul: J 
vet. „Du fljenfede mig nylig," faqde Harald til Magnus, p 
„Halvdelen af det Rige, du med Møie har vundet fra vore | 
Fiender; nu vil jeg til Gjengjæld dele med Dig det Guld, 
fom jeg med Fare har vundet å fremmede Lande. Bi fulle 
jo eie Skatte fammen, fom vi eie Rige.: Men jeg ved, ot 
vor Hu er ulig: Du er langt gavmildere end jeg; derfor , 
ville vi flifte disfe Koftbarheder, og ſiden raade hver for J 
fin Deel, fom ham lyfter.” Guldet blev nu beelt efter Å 
Begt i Kongernes Paafyn. Harald viifte Magnus et fort p 
Guldſtob og fagde: ,Hvor er det Guld, Frænde! fom du Å 
fætter mod bette Bægert" Mit Guld og Solv,“ fvard 


Magnus, ,er medgaaet til Leding; jeg eter nu ikfe mere Ma 


Guld end denne Ming." Harald betragtede Mingen g 
fagde: „Lidet Guld er dette for den Konge, der eier tv 
Riger; og dog funde der være Tvivl, om denne Ming var! 
din med Rette.” „Er ei den min med Rette," fvarede Maqs | 
nug, ,ba veed jeg ikke, hvad jeg eier med Nette; min Få: 
ber gav mig ben ved vor fidfte Uffted.* „Du figer fandt 
Kong Magnus!" fvarede Harald leende; ,din Fader går! 
big den, men han tog den fra min Fader for en ring! 
Sags Skyld, og fandt er det, at ei vare De norſte Smas 
kongers Kaar gode, ba din Fader var i fit frørfte Galde" 
Gjeftebudet endte med, at tolv af de gjævefte Mand i 
begges Følge fvore en Forligelfesed mellem Kongene»). 

Forliget om det norffe Kongedommes Deling melem 
Magnuå og Harald maa betragtes fom en for den nok! 
Statsret hoiſt vigtig Handling. Norge havde nu to Ker! 
ger, begge duelige, men i Sindelag høift ulige. Magnet 


1) Haralds Komme til Norden og Foreningen mellem ham og Map: | 
nus ev fer fortalt efter Fagrffinna (Rap. 166—174), holt de 
retning fjerom Å bet Sele er unturliek, mår Sumenkengende eh 
fandfynligit. | 





Magnus's og Haralds GSamftyrelfe. 449 


ar aaben, fri for al Frygt og Mistro; thi han fjendte 
tordmændenes Hengivenhed for fig: Folkets Billie var 
mng, og for fine Benner og Mand opoffrede han Ul. 
darald var vbaabendjærv og Fog, men derhos felvraadig 
8 Haard. Som Unfører for en Hær, der fjærnt fra Vær 
renefandet tjente fremmede Herrer for Løn, havde han 
æret vant til ubetinget Qydighed hos fine Undergivne, og 
en famme førdrede han nu af et frit Folk. Han følte, at 
ang GFraværelfe havde gjort ham fremmed for Nordmoæn- 
ene, og funde derfor et vife dem Magnus's aabne Fillid. 
Landets mægtige Høvdinger vare ham forhadte; thi han 
silde herffe uden bere$ Andblanding. For at være uafs 
jængig maatte han være rig; Derfor greb han hver Leilige 
jeb til Binding, men var fparfom med fine Gaver. Saa 
iligeſindede Konger funde umulig være lige elffede af fine 
Inderfaatter.  Ullerede om Vinteren efter Forliget, da de, 
tundom i Følge, flundom hver for fig, fore paa Gjefteri 
mer Oplandene, begyndte Bønderne at lage over Haralds 
daardhed og flyde fin Sag under Magnus. Dennes Ben- 
ter billigede deres Fremfærd; Einar Thambarffjælver rofte 
en endog overlydt paa Thinget i Haralds eget Paahør. 
Der fom fnart Smaatviftigheder mellem Kongerne, og onde 
Rennefter gjorde fig Umage for at oppufte Uenigheden. 
Men Magnus's Kraft og Godmodighed afvergede fredfe et 
abenbart Brud, ſtjont Harald hver Stund til fin Harme 
Raatte føle, hvormeget venfælere hans Frænde var, end han. 

Fra Oplandene druge Kongerne til Nidaros. Her var 
il famme Tid en Islending, Arnor, kaldet Jarleffal», 
ord han havde fvædet om de orknoiſte Jarler. Han havde 
igtet en Drapa om hver af Kongerne. En Dag, da Yr- 
lør tjærede fit Skib, fom der Bud fra Aongerne, at de 
ide høre hang Kvad. Han gav fig ei Tid til at tørre Tjæ- 
en af fig, men gif ftrar til Rongehallen. „Giver Plads for 
kdongernes Skald!“ raabte han til Dorvogterne, traadte ind 

R. Reyfer. Norges Hiftorie. 29 





























450 — Magnus Olafsføn den gode. 


og ſagde: ,Hil Eder Konger begge!" „Hvis Drapa vildu Å 
førft kvxde?“ fpurgte Harald. „Den Yngres," fvarede han; 
vUngdommen taaler mindft at vente.” Men Ale fynted det |: 
at være ſtorſt Haber at faa det førfte Kvad. Skalden p 
begyndte nu at tale om fine Reifer og om Farlerne par fl 
Ørtnøerne. Da fagde Harald til Magnus: ,$vi vil I! 
lytte til bette Hvad, Herre! om hans Meifer og om Jar & 
ferne paa Derne der veſter?“ Bi lidt, Frænde!" ſpatede 
Magnus; ,fanflee tykkes dig ei, at jeg bliver for kidet roft 
før Enden fommer." Det gif, fom han forudfagde: Gla fe 
den ophøiede Magnus over alle Konger. Ros denn 
Konge faa meget, fom du vil" fagde Harald, Fun at uk 
ei lafter andre.” Det ene Vers af Drapaen blev nu her 
ligere end bet andet; da udbrød Harald: , Rraftigen fe 
benne Mand.” Efter at have fulbendt Magnus's Drap å 
begyndte Arnor paa Haraldö; ogfaa dette var et godt Ava 
Da det var tilende, fpurgte man Harald, der felv var 
Skald, hvilfen Drapa han anfaa for den bedfte. Bi 
feer jeg Forffjellen," foarede han; min Drapa vil haftige P 
glemmes, medens Magnus's mon vorde kvaden, faaleng Ff 
Norden beboes.” Harald gav Arnor et guldbeflaget Gp pp 
Magnus gav ham en Guldring. Idet Skalden gift ud 
Hallen, drog han Guldringen paa Spydodden og fag: 
„Hoit flal begge Kongers Gaver bæres." Naar du fom: 
mer til Norge næfte Gang," fagde Harald, ,da bring øk 
et Kvad!“ Arnor lovede at digte Hans Urvedrapa, hv 
han overlevede ham 1). | 

Under disſe Begivenheder i Norge var indbyrdes Gi: 
udbrudt mellem de ortnaiffe Jarler. Kalf Arnesſch 
Komme til Øerne havde fpildt Enigheden mellem RagnmA: 
Brufesføn og hans Farbroder Vhorfinn. Denne fr: 
fljenfede nemlig Flygtningen og hand ftore Folge fin Or fe 
1) Fortellingen findes i alle de vidtløftigere Kongefagaer (Forum å Mg 

VI, 195—4198. %”latsbogen UIL, VA —U3). 


Strid mellem Jarlerne Røgnvald og Thorfinn paa Orkngerne. 451 


yttelfe; men fnart faldt det ham foftbart at underholde 
na meget Folk, og nu tilbagefordrede han af Røgnvald 
en Trediedeel af Derne, fom han før havde overladt ham. 
Røgnvald fvarede, at han ftyrede denne Trediedeel paa 
tong Magnus's Begne og fljød Sagen under ham. Here 
ver forbittredes Thorfinn og famlede Folk fra fine Befid» 
elfer i Skotland og paa GSuderøerne. Rognvald faa, at 
an vilde faa med ftor Overmagt at gjøre; han drog derfor 
il Norge og bad Magnus om Hjælp. Den fil han ogfaa. 
Red en Hær vendte han tilbage til Øerne, forfterfede fig 
ned fine Vilhængere og vilde derpaa med 30 ſtore Skibe 
maribe Katanes. Men i Pettfandsfjorden) modte Thors 
inn ham med 60 Skibe, af hvilte dog de flefte vare fmaa, 
g ved Raudabjorg Fom det til et heftigt Slag. Rogn⸗ 
ald havde ved fin FTilbagefomft opfordret Kalf Arnesſon 
if at bjælpe fig; thi paa bette Vilkaax vilde Kong Mage 
u8 tilbagegive ham alle hans Eiendomme i Norge. Kalf 
avde intet beftemt Svar givet og faa nu med fer ftore 
Stibe fom rolig Iilffuer af Striden. Snart begyndte 
Seiven at hælde til Rognvalds Gide, og det ene af Fien- 
eng Skibe ryddeded efter bet andet. J denne Nød for 
Ehorfinn hen til Kalf og overtalte ham til at følge fig. 
Ru forandredes Stridslykken. Rognvalds mindre Skibe 
Neve ryddede; mod Matten maatte han felv flygte og tog 
Beien til Norge. Magnus tilbed ham atter Skibe og 
Volt; men Røgnvald fvarede, at han ei vilde opoffre faa 
nange af Kongens Mænd; med et enefte velbefat Stiv 
ide han i Bintertiden føge at overrumple fin Fiende. 
Flere af Kongens Hirdmænd fulgte ham paa dette Toq, 
å han fom lykkelig til Hjaltland. Thorfinn havde efter 
in Geir ladet alle Øboerne foerge fig Troffab og havde 
endt Kalf til GSubderøerne for at verge dem; felv fad han 


*) Sundet mellem de fydligfte af Orfngerne og Skotland. 
29* 


452 Magnus Olafsføn ben gode. 


nu paa Hrosso1) med faa Mænd uden at frygte noget 
Angreb ved Midvinter8 Tid. Da Røgnvald hørte dette, op⸗ 
føgte han i ftørfte Søynding Jarlen og fom ved Nattetider 
til hans Gaard, fom han omringede og antændte; fun 
Kvinder og Fræle lod han komme ud, Thorfinns Hird- 
mænd omfom i Luerne. Røgnvald tvivlede nu ei paa, at 
hang Fiende var død; han fendte fine Mænd til Kata 
neg og Suderserne for at underlægge fig alt Thorfinné 
Rige; felv beredte han fig Binterfæde i Kirfjuvaag paa 
Hrosss. Men FThorfinn levede endnu. Medens Huſet 
brændte over ham, havde han brudt et Hul paa Bæggen, 
paa den Side, hvorhen Røgen lagde fig, og med. fin Kone 
Ingebjørg i fine Arme var han ubemerket kommet til 
Gtranden. Paa en liden Baad roede han over til Kata 
ned og fljulte fig her, indtil Røgnvald var bleven ryg; 
da famlede han hemmeligen Folk. Kort før Juul (1046) 
var Ragnvald med nogle Mænd dragen til den lille Pape, : 
før derfra at hente Malt til Juleølet. De fad om Avl 
den om en Ild og varmede fig, da Hufet pludfeligen blev: 
omringet og antændt. Thorfinn var fommen for at hevn 
fig. Rognvald fvang fig fra Bæggen af ud over den om | 
givende Moængde og fom i den bælmørte Nat til Strand: i 
bredden; men her røbede hans Skjodehund ham ved får 
Gjøen. Thorfinns Mænd dræbte ham, og deres Her: 
laftede ei Berfet. Rognvalds Ledfagere bleve ogfaa tagne! 
af Dage. Om Morgenen efter befatte Thorfinn den Drake: 
ted Skib med ligefaameget Folt, fom det før havde hart! 
[od de Faldnes Skjolde hænge ved Gtavnen og røre kl. 
Rirfjuvaag. Rognvalds Mænd, fom vare efterladte Mi 
troede, at dere Herre vendte tilbage, og gif ubevabnede NG 
Unfommende imøde; de bleve grebne og 30 .af dem brekke; | 
forbetmefte Kong Magnus's Hirdmænd. Kun een af ikk | 















1) Den ftørfte blandt Orknoerne, nu almindelig Faldet Mainland. 


; 
Å. —E 


1046. Regnvald Brufesføn dræbt. 453 


lod Thorfinn leve og bød ham fare til Norge og fige fin 
Serre Tidenden 1). | 

Tidlig om Baaren (1047) filt Magnus Budflabet om 
Reqnvaldå Død; han tog fig det meget nær og lovede at 
hevne fin Foftbrøder. Men Urolighederne i Danmark hin» 
rede ham fra flrar at opfylde fit Løfte. Da Svein Ulfå- 
fen faa fig forladt af Harald, havde. han med fin Flaade 
tulfet fig tilbage til Skaane; men faafnart han fik vide, 
at begge Kongerne vare bragne nord i Norge, fatte han 
flg atter i Befiddelfe af Danmarf og havde Binteren over 
tnget alle fongelige Mettigheder af dette Rige. Derfor ud» 
bed nu Magnus og Harald om Baaren Leding af Norge 
og Drøge mod Gønden. Paa dette Tog viifte det fig, hvor 
tidet ber behsvedes til at forfiyrre Gnigheden mellem Kon- 
gerne. En Aften fom Harald førft til Havn, lagde fig i 
Rongeleiet og lod der tjælde over fine Stibe. Da Mag» 
nå fiden fom og faa dette, bød han fine Mænd ro haftig 
il og være beredte til Strid, hvis Harald ei vilde vige. 
Denne raabte ſtrax til fine Folk, at de ffulde hugge Land» 
vugene og lægge af eiet. Bred," fagde han, „er nu 
Ragnua, min Fræende!“ Hans Bud blev opfyldt, og Mag» 
ug lagde ind paa fit Sted. Da Ult igjen var blevet ro» 
gt, gif Harald med nogle Mend ombord paa Magnus's 
Lib. Denne bad ham velfommen. „eg troede ogſaa,“ 
igde Harald, ,at jeg var blandt Benner; men for en Stund 
Den vidfte jeg ikke ret, om I faa vilde have det. Dog, 
et er fandt: Ungdommen er haftig — jeg vil ei anfee bet, 
er er fleet, for andet end et Barneindfald!" „Ei,“ fvarede 
Tagnus, ,var bet et Barneftyffe, men en Prøve paa mine 
orfædres Hu. Bel mindeg jeg, hvad jeg tilftod, og hvad 


t) Disfe Begivenheder berøres fun I Korthed af Snorre (Magn. ». 
godes S. Kap. 37); lidt udførligere behandles de i flere af de 
vibtløftigere Kongeſagaer, men fuldftændigft i Orfueyingafaga 
Side 58—78. (Flatøbogen II, 412—418). 



























454 Magnus Olafsføn den gode. 


jeg afflog; giver jeg efter i Qidet, maa jeg fnart gjøre det | 
i Mere.” „Det er gammel Skik,“ fvarede Harald, ,at den 4 
. Bifere viger," og gif tilbage til fit SKb. Handelſen var F 
ubetydelig, men gav Dog YUnledning til megen unyttig 
Snak, der ei befordrede Kongernes Enighed *). | 
Da Flaaden laa ved Gelserne veftenfor Lindednd, | 
roede en Dag to Langflibe ind å Havnen. Det ene lagde | 
til Magnus's Skib; en ſtor Mand i en hvid Hottelappe 
fteg op og gif hen i Løftingen, hvor Kongen ſad til Bords. 
Han bilfede Magnus, brød et Stykke af en Brodlev 4 P 
aad. Kongen gjengjeldte hand Hilfen, rakte ham Bægeret | 
og fpurgte, hvo han var. Seg heder Thorfinn* foarek | 
den Fremmede. „Er du. Thorfinn Jarl?“ fpurgte Konge: 
Saa kalver man mig ber wvefter,*" var GSvaret; ,jeg 4 
fommen med to velruftede Qangflibe og vil ro denne Ledin F 
med Gder, hvis I vil modtage min Hjælp.  Føvrigt 
mit Folf og jeg felv i Guds og Eders Bold, Heme“ 
„Sandt er det," fagde Songen, ,at jeg havde i Sinde i å 
lade big fige Tidender fra vort Møde, hvis vi engang tv 
fammen; men fom bet nu forholder fig, fømmer det å 
min Berdighed at lade dig bræbe. Følg mig! fiden ſil F 
jeg forkynde vort Forlig." Thorfinn taffede Kongen og gi 
tilbage til fit Stib. Flaaden blev længe liggende våg 
Geløerne, thi Ledingsfolfet fra Viken frulde her frode ÅR 
den. I denne Tid talede Jarlen ofte med Magnué % 
vandt mere og mere hans Yndeft. En Dag, da hor 
fad i Qøftingen paa Kongeftibet ved Magnus's Side Af 
dbraf med ham, traadte en Hirbmand frem og fpurgte Ju⸗ 
fen, hvad Bod han vilde give ham for hans Brode, M 
blev dræbt i Kirfjuvaag med be andre Kong Maguil 
Hirdmænd. „Har du ei hørt," foarede Thorfinn, ,et jh 
ei er vant til at betale Bøder for de Moænd, jeg lo 
1) Snorre Harald Hanvbr. S. Kay. 27 og overeensftemmesde i 
øvrige Kongefagaer. | 


OED — 





1047. Tog til Danmark. Thorfinn Jarl. 455 


ræbe? eg dræber fjælden Nogen, uden han fortjener 
et.“ Det fommer ei mig ved," fvarede Hirdmanden, 
hvorkedes du bærer Dig ad mod Undre; jeg fordrer fun 
Job for min Broder, og det er min GSkyldighed. Kongen 
anm for mig gjerne tilgive de Fornærmelfer, der tilføie8 ham, 
vis han anfeer vet før Intet, åt hans Hirdmænd flagtes 
om Faar.“ Thorfinn faa paa den Valende og fpurgte, 
m han ei var den Mand, fom han havde givet Fred. 
Bit," fagde Hirdmanden, „ſtod det i din Magt at dræde 
nig fom de Undre.” Da fagde Jarlen: Ofte hænder bet, 
namn mindſt venter; ei troede jeg, at jeg flulde fomme til 
t undgjælde, at jeg var før god mod mine Fiender, og 
og flulde du iffe tale ilve om mig idag i Høvdingerå 
Baahør, havde jeg ladet dig dræbe fom dine Staldbrødre." 
Bed disſe Ord faa Songen til Jarlen og rødmede: „Du 
ynes da ikke endnu, Thorfinn!" fagde ham, ,at du har dræbt 
nange nok af mine Mand bodleftt" Da fprang Jarlen 
W og forlod Gfibet. Om Morgenen efter gif Flaaden. til 
Seilö; Thorfinn fulgte den, men holdt fig ftedfe længft til 
Savfiden. Mod Kvelden flat han i Beft med fine Skibe 
Ig flandfede et, før han fom bjem til Orfnæerne?). 
Magnus og Harald fortfatte fin Foærd til Danmark 
»g underlagde fig paany alt Landet. Gwen flygtede til 
Staane?). Om Hoften, da Kongerne lan ved Jylland, 


) Møvet mellem Maguus og Thorfinn Jarl fortælles i Orfneyinga- 
faga Side 78—84. (VFlatøbøgen II, 419. 420). 

3) GSnorre (Harald Haardr. S. Kap. 28): omtaler dette Magnus's 
fibfte Tog til Danmark I Forening med Hurald meget fort. De 
vidtløftkgere Kongefagaer anføre ved denne Leilighed enkelte Smaa⸗ 
træf, ber vidne om Magnue's Agtelfe for fin Modftander Sveins 
gode Gyenffaber famt hans Omhu for at filtre fin Moder Alf- 
hilb et roligt Tilhold i Danmark, hvis Han fulde dø (Flatøboged 
III, 326— 328). — Ingen af bisfe GSagaer, ligefaalidet fom 
Snorre, omtaler noget flort Slag paa dette Tog. Alligevel an- 
tager Suhm (Danm. Hift. IV, 148—150), at der vr holdt en 


456 - Magnus Olafsføn den gode. 


ffal Magnus have drømt, at hans Fader, den hellige Olai, 

gav ham Valget mellem ſtrax at fare med fig, eller og at 
feve længe og blive en magtig Konge, men begaa en Brede, 
fom han vanffelig kunde udfone. Han fyntes, at han bd E 
fin Fader vælge, og da bød Olaf ham følge fig. DN : 
Kongen fortalte fine Moænd denne Drøm, bleve de flefe 
ilde tilmode; thi det tyftes dem, fom ben varflede ham em 
haftig Død. Kort efter blev ogfaa Magnus fyg. En Mor | 
gen vaagnede han meget urolig og mat i Qøftingen paa fi 
Skib, faftede Klæderne af fig og ſtonnede. Einar Yam: 
barffjælver, der flod hos ham, fpurgte, om han var fig. 
Han fvarede, at det endnu ei var faa betydeligt. Det er 
o8 en ftor Sorg," fagde Einar; ,dør du, forvinde aldrig 
dine Benner dit Tab!" Kongen bad, at man vilde flytte 
hang Leie hen til Skibsbordet; der trøede han det vilt 
være lettere og fvalere. Hans Bøn blev ſtrax opfyldt 
Men fnart udbrød han: Net! dette bjælper ikke; bringer 
mig tilbage til bet Sted, hvor jeg før lag!" Da han av 
ter var fommen i øftingen, fagde Einar: „Tank paa dine 
Benner, Herre! og førg for deres Gavn; maaftee bliver M 
ei længe hod 08." „Det vil jeg," foarede Kongen; tj 
føler, at denne Sot fnart river mig bort fra Eder.“ Fu 
Samme fom Kong Harald til og fpurgte Magnus, om ha 
var fyg. „Ja, fyg er jeg," fvarede han; ,jeg wil bede dig 


heftig Kamp, i hvilfen mange Tufindbe faldt paa begge Slder, % 
fom endte med Sveins Flugt. Dette Slag antager han er holl 
allerede St. Laurentit Aften (9 Aug.) Aar 1046, og at Konger 
ere forblevne Binteren over (1046—1047) i Danmark. Har ov 
fører Morfinffinnas Hjemmel for, at Magnus og Harald møje 
rede to Bintre i Fællesftab (Morges Deling er altfaa efter hon 
foregaaet 1045), famt engelffe GSkribenters Vidnesbyrd for bd 


ftore Slag. Men Morfinffinnas Udtryf er ubeftemt og far 4 


alt Fald i Modſigelſe med de øvrige Sagaers Vidnesbyrh, % 
hvad de engelffe Skribenter angaar, da er det hoiſt rimeligh å 
det ſtore Slag, de omtale, Intet mune ve vek Slaget ved Helgen 





1047. Kong Magnus's Sygdom. 457 


irænde! at du vil være mine Venners Ben.” „For Eders 
5*kyld,“ fvarede Harald, ,vil jeg være bet; dog fynes 
vange af Eders Venner, at de ere fig felv nok, og jeg fan 
He lide paa dem." Einar bad Magnus ei tale mere 
erom: , Harald har allerede beftemt fig," fagde han, „hvad 
an end lover nu.” „Er det da ei, fom det bør," fpurgte 
Sarald, ,at jeg er Ben af mine Benner?" Einar opfor- 
rede atter Magnus til at lade denne Samtale fare og 
erimod gjøre be nødvendige Beftemmelfer med Henfyn til 
ine Riger. Det er mit Raad, Harald Frænde!* fagde da 
Nagnus, ,at du farer tilbage til Norge, dit Wtland, og 
tyrer dette; thi det blev afgjort mellem Hørdefnut og mig, 
it Daneriget ei flulde tilhøre min Mt, om det blev mit, 
i heller Norge hang; derfor eie nu Svein Danmark!" 
Seg. har Met til Danmark ligefaavel fom til Norge," føa- 
ede Harald, „hvis du falder fra." Da udbrød Magnus: 
Seg feer nu, at vor Samtale lidet nytter.” , Hvormeget," 
purgte Harald, jer tilbage af det Gulv, jeg førte til Lan- 
Jet og beelte med Eder?“ „See til Skibsbordene,“ fvarede 
Magnus; „de ere befatte med rafte Helte: dem har jeg gi- 
Jet Guldet og havt til Gjengjæld deres Benftab. En enefte 
To Ben er mere verd end meget Guld.” Da forlod Ha- 
ab Skibet. Einar bad nu Magnus førge for Thorer,. 
in Halvbroder paa mødrene Side, hvem Harald var fiendft. 
horer fom ogſaa felv til, og En ved Navn Ref fulgte 
am. „Gaar op fra Skibene,“ fagde Kongen, „og ind i 
Skoven. Snart høre I Qurene gjalde; det være Eder et 
an paa min Død. Skynder Eder da til Kong Svein og 
tinger ham mine Ord, at han modtager dig, Broder! fom 
an vilde jeg ſtulde modtage hans Brover, hvis han fendte 
m til mig i fin Dodsſtund.“ Thorer funde ei tale for 
Org. ,Det fulle I og fige Svein," vedblev Magnus, 
It jeg giver ham hele bet banffe Rige, og det beholde han 
X denne Stund frit for alle Fordringer.“ Thoxcx og MA 


458 Magnus Olafsføn den gode. 


gif derpan op i Skoven, fom Kongen bød. Endnu engang 
fom Harald ombord, men fandt Magnus fovende og gi hort 
igjen uden at tale videre med ham. Da Magnus vaagnede, 
vidnede han paany, at han gav Harald Norge og Svein 
Danmark, Derpaa modtog han Gaframentet og. henfor 
24 Aar gammel, tre Dage før Gimon og Judæ Dag 
(25: Oft.). urene føde over hele Flaaden og forkndte 
Folket hans Dod 1). | 

Harald thingede firap med Hæren og Bad den følge 
fig til Biborg; der vilde han lave fig tage til Konge ov 
hele Danmarf, til bhvilfet han troede fig at have Arveret 
efter Magnus ligefanavel fom til Norge. Han bad Nord- 
mænbene hjælpe fig; ba vilde de for fledfe fomme til at 
herffe over Danerne. Men Einar Thambarffjolver fvarede, 
at han anfaa bet for ftørre Skyldighed at følge fin Fofter- 
ſons Lig til Nidaros, end at ſtride i et fremmed Land for 
at vinde en anden Konges Eiendom. „Det tykke mig 
bedre," ſagde han til GSlutning, ,at følge Mong Mand 


1). Kong Magnus's Død er her fortalt efter de vidtløftigere nor 
Kongefagaer, hvilke alle meget omfiændelig ſtildre Kongens firt 
Timer. Snorre (Harald Haardr. S. Kap. 28) forteller fra 
ganffe fort, at Magnus om Høften efter Sveins Flugt lg 
laa ved Jylland, at han her havde den Betybningsfule Drøm 
fom de øvrige GSagaer omtule, og at han døde i Sudather 
(rimelig Soderup i Sønderjylland, nær ved Byen Aabenrar) 
Garo Gramm., i Slutningen af. 1050 Bog (Millers Udg. Sid 
545), beretter, at ba Magnus efter en Seter over Svein. hd 
forfulgte denne, blev Hans Heft, idet han red forbi Byen Alte! 
(paa GSjæland), fy for en opfpringende Hare og faftede ham al 
mob en Traſtub; af vette Falb Vøde han. Agrip (Ky. 34) fyrr: 
at Magnué døde af Sygdom pan Sjcland. Nvgle engelſte Skt 
benter berette, af Magnus faldt overborb og druknede, juk for 
han faa færdig med fin Flaade for at angribe Gagland; men Har 
Beretning er aldeles ſtridende mod alle Sagaers Udſagn. Gula 
har villet forene Suros Beretning med GSagaernes (Dann. Sit 
IV, 148—163); men hans Sypoteler yer temmeltg briflge 


1047. Magnus's Død. 459 


bød, end hver anden Konge levende.” Han lod Liget her» 
ligen ſmykke og fætte i Løftingen paa Kongeftibet, fan Høtt, 
at bet Funde fee8 over hele Flaaden. Alle Rordmaænd gjorde 
fig rede til at følge det, og Redingen oploſtes. Harald 
fandt det nu bedft at filtre fig Norges Rige, før han tænkte 
paa at vinde Danmarf. Han vendte Derfor tilbage til 
Bilen, medens Ginar og Thrønderhæren førte Magnus's 
tig til Nidaros. | 
horer og Ref vare imidlertid flygtede bort og fland- 
fede ei, før de fom til Svein Ulfåføn. De fandt denne i 
bet oſtlige Skaane, juft fom han var flegen til Heft for at 
ty til Sverige og opgive Kongenavnet før fredfe. Han faa 
de Ankomnes Nedflagenhed og fpurgte dem, hvad der var 
hændet blandt Nordmændene. Thorer flod taus; men Ref 
fortalte ham Magnus's Dad og fidfte Billie, famt hans 
Ben før Thorer. Da fagde Svein rørt: ,Du fral være 
velfommen hos mig, Thorer! og jeg flal vife dig al Hæder; 
thi faa tror jeg, den gode Kong Magnus vilde have hand- 
let mod min Broder, hvid dette havde Hændet ham.” Han 
ſvor aldrig mere at ville forlade Danmark og red tilbage 
HU Skaane. Han holdt fiden Thorer fit givne Ord. Og- 
faa Magnus's Moder Ulfhild modtog han hæderligen, da 
hun føgte Ophold hos ham for iffe at vende tilbage til 
Norge efter fin Sons Dad). 

Magnua'3 Lig blev i Nidaro8 modtaget med Jammer» 
klager af bet tilfttømmende Byfolk og jordet i Clemens- 
kirken, hvor den Ufdøde havde ladet fin Faders, den hel 
lige Olafs, Legeme fætte over Hoialteret i en herlig Sølv. 
Uifte?). Mangen djærv Helt, fige Sagaerne, ſtod grædende 


1) Gn. Harald Haardr. S. Kap. 29. 30. Alfhild ſtal fenere være 
dragen til Gngland, fom Nogle holbe for at være hendes Fædrene- 
land, og ber være død i et Klofter i Malmesbury henved 1060 
(Suhm, Danm. Hift. IV, 172 —173). 

2) Sn. Magnus d. godes S. Kap. 11. Harald Ham. S. Ron. 


460 | Harald Sigurdsſon Haardraade. 


over Magnus's Grav, og hele Norge førgede over ham; 
thi han var den venfælefte af alle Konger, lovet baade of 
Benner og Fiender1). 


Harald Signrdsfon Haardraade. 


Da Magnus den gode ei efterlod flere Børn end en 
ung Datter, Ragnhild, faa var ved hans Død Ingen 
nærmere til Norges Rige end Harald Sigurdsſon. tra 
han fom til Bifen, ftevnede han Borgatthing og blev her 
tagen til Konge; fiden gjennemfor han hele andet og fandt 
ingenfted8 Modftand; ogfaa paa Ørething blev Riget ham 
tildomt?). Han fad derpaa om Binteren i Throndhjem og 
egtede for at ftyrfe fin Magt Thora, en Datter af den 
meægtige Thorberg Arnesføn paa Gifte og Ragnhild, Erling 
Skjalgsſons Datter, uagtet hans førfte Kone, den gardiſte 
Glifabeth, endnu fevede 3). 

Imidlertid havde Svein Ulfsſon paany underlagt fig 
hele Danmart, og paa Biborg Thing gav den jydfle Hør 
ding, Thorfel Gepfa, ham anden Gang Kongen 
Danerne troede nu, at de ei mere behavede at frygte Nord: 
mænbene; Thorfel Geyſas Dottre gjorde endog Unkere d 
Oft og fagde med Spot, at disfe ſtulde nok holde Harldd 


29. 30. Gfter Snorre ſtulde man tro, at Svein allerede hav 
faaet Underretning om Magnus's Død, før Thorer fom til ham; 
be vidtløftigere Kongefagaer derimod fige alle, at Thorer og Hd 
førft bragte ham Tidenden. 

Den Tibsregning for Magnus's Hiftorte, fom her er fulgt" 
den, fom be gamle GSagaer nærmeft fynes at medgive; ben fr 
mer imidlertid iffe ganffe med de nyere Hiftorieforfferes (Torfaust 
Suhms og S. Thorlacius 8 i Zdie Bind af den Fjøbenhavnfe br 
gave af Heimskringla). | 
3) Gn. Harald Haardbr. S. Kap. 29. Fagrffinna Kay. 180. (8 

og de vidtløftigere Kongefagaer (Fornm. S. VI, 237). 

3) En. Harald Haavdr. S. Kov. 3. 


1 


— 





1048—1051. $Herjetog til Danmarf. 461 


Slibe, hvis han atter fom til Danmarf. Men de maatte 
[hart fande, at Harald ei var dem en mindre farlig Fiende 
end Magnus. Han udbad om Baaren (1048) halv Ul 
menning af Norge, feilede over til Jylland og herjede vide 
omfring i Qandet. Thorkel Geyſas Gaard brændte han 
og førte hans Døttre fangne til Skibene; dog overlod han 
dem fiden til Faderen mod en fvær Loſepenge. Om Hoſten 
vendte han igjen tilbage til Norge). 

De Rigdomme, fom Nordmændene havde vundet paa 
dette Log, gjorde dem villige til at følge deres Konge paa 
flere. Begge de næfte Sommere (1049 og 1050) angreb 
Harald Danmarf og herjede Landet førætffeligen. Hver 
Hoſt vendte han tilbage til Norge med Flaaden ladet af 
Bytte og fagde fpottende, at det var uvift, om Svein i et 
halvt Aar Havde betalt flørre Stat. Svein havde vel fin 
Flaade famlet og truede med at gjøre Gjengjæld i Norge; 
bog gif dette aldrig for fig; det fom iffe engang til noget 
Slag mellem Kongerne. Endelig fendte Svein om Binte» 
ten (1050) Bub til Harald, at han næfte Sommer vilde 
mode ham ved Gautelven; der flulde de holde et afgjørende 
Slag eller og forliges. Den norffe Konge modtog VTilbu- 
et, og paa begge Sider ruftede man fig. Om Baaren 
1051) brøg Harald med halv Almenning til det aftalte 
Stevne, men fandt iffe Svein. Denne faa nemlig ved 
Sjæland med fin Flaade. Da Harald hørte dette, fal han 
ave fagt: Bedre mon det tykkes Danerne at drive Svin 
lSkoven, end flride med og Nordbmænd!* Han lod frørfte 
een af fin Hær fare hjem; felv drog han med fin Hird, 
Tdermændene og de Bønder, fom boede Danmark nær- 


) Su. Harald Haardr. S. Kap. 30—32. Om Thorfel Geyſas 
Døttre fortælles udførlig i be vidtløftigere Kongefagaer (Fornm.S. 
VI, 252—254. $Glatøbogen III, 335 flg.) 


462 Harald Gigurdsføn Haardraade. 


meft, over til Jylland og bherjede Kyſten lige til Heivaky, 
hvilfen han indtog og brændte?). | 
Da Harald efter dette Hærverk vendte tilbage med 60 
ftore Skibe, ſterkt ladede med Bytte, og feilede forbi Thjod 
(Thy paa Nordveftkyften af Jylland), fom Kong Svin 
oven fra Randet med en flor Hær og indbod fin JFiende til 
et Qandflag. Harald fvarede fun ved at indbyde Svein til 
et Soſlag; der flulde Nordmændene møde Danerne, om 
end bisfe vare dobbelt faa mange; derpaa fortfatte han fin 
Bei. Men ved Skagen fil han Modvind og maatte om 
Natten lægge ind under Less. Om Morgenen efter var det 
tyk Taage; men da Solen flod op, var det at fee paa dur 
vet mod Sonden, ligefom mange Ilde brændte. Det blev | 
Harald fagt, og flrar han faa det, raabte han: Laget 
Fjoældingerue bort og ror! Danerne fomme! Der, hvord 
ere, har Taagen fpredt fig, og Solen flinner paa Clide 
nes gyldne Dragehoveder.” Det var, fom han fag: : 
Svein var fommen med en ſtor Flaade. Paa begge Sida 
røede man nu af alle Kræfter, men de norſte Skibe gl 


fenere, ba de vare flerft ladede, og Fienden nærmede fig J 
meer og meer. J denne Nød fod Harald Klæder og Hof: J 


barheder binde paa Stokke og kaſte i Søen for muligen | 

derved at opholde Fienden. De forrefte Skibe af den banke J 
Flaade ftandfede ogfaa før at opfange Govfet. Men M 
Svein felv kom til, eggede han fine Mænd til at ro på | 
pDet vilde være en flor Stam," fagde han, ,om Find 
undflap, nu han er faa foag.” Harald faa atter de Dart 
nærme fig og bød at lette Skibene ved at ſtyrte den tu 
gefte Ladning overbord. Men heller iffe dette hjalp. Vi. 
lod han de banfle Fanger binde paa Planter og tomn 
Tonder og fafte i Havet. Svein fjendte fine Landömen 
og bød Skibsfolket redde dem; Danerne ſinkedes, og Mod. 


1) Sn. Harald Haardr. S. Kap. 34 og de udforligere Kongefagot 
(Fornm. S. VI, 255—259. Glatøbogen III, 338—340). 





1051. Tog til Danmarf. Megtige norffe Høvdinger. 463 


nændene undfom. Da Svein vendte tilbage med fin 
Flaade, fandt han under Læés 7 norfle Skibe med Ledings⸗ 
olk og Bønder, ber vare blevne fildigere færdige end den 
rige Hær. Mange raadede Svein til at lade disſe dræbe 
il Hevn. Men han lod dem uffadte drage bort, da de 
ade om Fred og hade Løfepenge ?). 

Gfter at Harald denne Gang lyffeligen var kommen 
ilbage til Norge, ſynes han for en GStund at have ophørt 
ned fine ftørre Unfald paa Danmark og derimod føgt at 
jefæfte fit Herredømme hjemme. Her var han lige lidet 
fflet baade af Ulmue og Høavdinger: den førfte plagede han 
med haarde Paalæg, og de ſidſtes Magt firæbte han at ned» 
trykte. Derfor fil han Vilmavnet Haardraade. Folket 
holdt fig Dog voligt; thi det agtede hans Duelighed og 
frygtede hans Gtrenghed?). De mægtigfte norſte Høvdin- 
ger paa Denne Tid vare de med Lade⸗Jarlernes UEt ber 
flægtede og befvogrede. Paa Oplandene levede Orm Ei—⸗ 
lifſſeon Jarl og Haafon Jvarsføn, den førfte en 
Datterføn af Haafon Lade-Farl3), den anden en Datterd 
Genneføn af Samme+); paa Jæderen var Aslak Er—⸗ 
lingeføn paa Sole, gift med Gvein Jarls Datter 


) Sn. Harald Haardr. S. Kap. 35 og overeen eſtenmende i de øv- 
rige GSagaer. 

% Sn. Harald Haardr. S. Kap. 36 og 43. 

) Orm Jarls Moder var Ragnhild, Haafon Ladejarls Datter. Sn. 
Harald Haardbr. S. Kap. 42 og Gaga om Gigurd, Jnge og 
Gyftein Kay. 17. 

% $aafons Fader hed Ivar Hvite og var en meægtig Lender- 
manb paa Oplandene i Olaf den helliges Tid; han var en Dat- 
terføn af Haafon Ladejarl, men GSagaerne nævne iffe hans Mo- 
ders Navn. Han ffal have været en raff og briftig Mand, men 
tillige meget urolig og uftadig. GSandfynligviis var bet benne 
famme Jvar Hvite, fom en Stund opholdt fig hos Kong Knut 
den magtige og paa hans Bud bræbte Ulf Jarl i Kirfen i Ros: 
tilpe (Sn. Olaf d. hell. S. Kap. 163 og ovfr. S. 395). 


464 Harald Sigurdsføn Haardraade. 


Sigrid 2); men i Spidfen for dem. alle ſtod den magtige | 
Ginar Shambarffjælver, der var gift med Bergljet 
Haafon Jarlé Datter. Vel var Einar befvogret med Kon- 
gen: hans Son, Eindride, den fagrefte og raftefte Yug- 
ling i Norge, var gift med Sigrid, en Datter af Ketil Kali 
paa Ringenes og Gunnhild, Harald Gøfter; men Cinar å 
havde været Kongen imod, baade da det gjaldt om Norge å 
Deling og om at vinde Danmart. Derfor var Harald itte i 
hang Ben; dog havde han ladet ham beholde de frore Ind⸗ 
fomfter, han fra ældre Tider var i Befiddelfe af. Cinar | 
raadede aldeles over Ud=Thrønderne og var meget venfol : 
Han alene vovede aabenbart at trodfe Kongen, naar han 
fyntes denne gif for vidt i Udøvelfen af fin Magt. Han 
førte Ordet for Bønderne til Ihinge og fagde ofte i fele 
Haralds Paahør, at Folfet iffe vilde taale nøget Brud paa 
Lov og Landöret. Heraf reifte fig mellem Einar og Kow 
gen idelige Tviftigheder, fom deres fælles Benner havde 
ondt nof ved at faa bilagte. Undertiden gik ogfaa Gina 
før vidt i fin Trods. Saaledes borttog han engang i Mr : 
daros med væbnet Magt for Haralds Dine en Ty», 
var bragt paa et Møde for at dømmes. Den Antlagede | 
havde været i Einars Fjenefte og havde vundet Hans YHndekl 
og Ginar mistvivlede om, at Kongen paa hans Ben vilde 
frigive ham?). Men fljønt Harald ſtedſe følte fig ind | 
flrænfet ved den gamle Rendermandö Myndighed, var då | 
bøg ei let at blive af med ham. Einar omgav fig ml 
mange Mænd paa fin Gaard, og end flere havde han hot 
fig, naar han drog til Nidaros. Engang fom han MÅ. 
med 8 Kangflibe og 500 Mand; Kongen, der fra en of 
ſvale faa ham gaa i Land, funde ikke bølge fin Uvill: | 









1) Gvein Jarls anden Datter Gunnhild var gift med Kom Gi 
ulfsføn. Sn. Harald Haarbr. S. Kay. 42. | 
2) Sn. Harald Hamdr. &S. Kay. AD. 


Kongens Forhold til Ginar Thambarffjælver. 465 


Sinar,* fagde han i en Viſe, vil fnart drive mig af. 
åget, hvis ei min Dres tynde Mund faar fysfet ham 1).“ 

Harald vidfte imidlertid vel, at flere af Landets Hov⸗ 
nger iffe vare ham huldere end Ginar, om de end dulgte 
a Uvillie. Han maatte frygte, at de engang funde gjøre 
les Sag med hans Fiende Svein Ulfsføn, og vilde dere 
t prøve deres Troſtab. Han løsgav hemmeligen nogle 
inſte Fanger under ben Betingelfe, at de flulde drage 
nøring til Lendermænd og mægtige Bønder, give fig ud 
r Danefongen8 Gendemænd, uddele Gaver og bede om 
nderftøttelfe for Svein, hvis han angreb Norge. De fom 
[ mange Høvdinger og bleve meget forfljelligen modtagne. 
ogle viifte dem bort med Foragt; andre derimod gave 
bein gode Lofter. Da Sendemændene fom til Cinar, 
arede benne dem: Bel veed jeg, at Harald ikke er mig 
»; Rong Svein derimod fender mig ofte venlige Hilfener, 
I jeg vil gjerne være hans Ben. Men fommer han til 
orge med en Har og herjer Song Haralds Land, ba fral 
g modftaa ham af al Magt og yde min Konge den Hjælp, 
g formaar." Da Harald hørte dette Svar, udbrød han: 
Det funde jeg trø; ærligen vilde Einar tale, og bog af 
det Venſtab mod mig.” Han drog fiden om paa Gjefte» 
1D og ſtraffede med flore Bøder eller med Doden dem, 
r havde viift fig fom Hans Fiender*). 

Mod Einar derimod begyndte han nu at vife fig venlie 
te og indbod ham til et Gjeftebud i Nidaros. Einar fom, 
lev hæbderligen modtagen og fad Kongen nærmeft. Dagen 
tk hen i Glæde, og om Kvelden, da Bordene vare bort 
Kne, fatte Kongen og hans Gjefter fig i en Ring i Gulv» 
Amen; Dyner bleve lagte bag Ryggen paa Harald og 


) Sn. Harald Haardr. S. Kap. 44. p 

) Denne Lift af Harald omtales ei af Snorre, men alene i de 
vibtløftigere Kongefagaer. (Fornm. 8. VI, 275—279. Vlatøbo- 
gen III, 347—349). 
MK. Mevſer. Norges Hiftorie. 30 




























466 Harald Gigurdsføn Haarbraade. 


Ginar, og nu begyndte den førfte at fortælle om fine De 
drifter å fremmede Lande. Under Fortællingen fovnede den 
gamle Høvding. Kongen blev fornærmet over denne Mane 
gel paa Opmerffomhed og lod en vis Grjøtgard, fin Frænde, 
ſtikke en Halmvifl i Haanden paa den Sovende. Cina 
vaagnede og merkede, hvad der var fleet; dog bdulgte han 
for Diebliffet fin Brede og gik rolig til Sengs. Men om 
Morgenen efter brød han med fit Følge ind paa det Luft, 
hvor Grjotgard fov, og dræbte ham. Nu var det game 
Fiendffab mellem Ginar og Kongen vakt paany; alligevel 
lagde endnu engang begges Benner fig imellem, og et For 
ligsſtevne blev aftalt i i Kongsgaardens Maalftuel). | 

Paa den beftemte Tid gif Einar med fit Følge til 
Stevnet. Da han fom ind i Gaarden, bød han fin Sm | 
Gindride, at blive ftaaende udenfor ved Døren.  Jngen' 
fagde han, ,vil da flade mig.” Selv gif han ind i Ma 
ftuen. Her var Kongen og havde ladet drage Lemmen for 
Qjoren, faa bet var dunkelt inde. Mørkt er det i Kongen 
Hal," fagde Ginar, ba Han fom ind, og i det Samme bl 
han angreben baade med Hug og Stik. Han merkede Gr 
gen og raabte: ,Hvaft bide nu Kongens $unde!" fryrkke 
frem mod Harald og hug efter ham. Men Kongen vari : 
en dobbelt Brynje og blev iffe faaret. Eindride hørte dir 
men udenfor og brød ind; men han blev fældet tilligemd 
fin Jader. Bel eggede Bønderne, der havde ledfaget Cina, 
binanden indbyrdeg og fagde, at det var Skam ille d 
hevne deres Høvding; men de manglede en Unfører, 4 
Kongen havde allerede fylket fine Mænd og ladet fin Fon J 
reife. Da der Jntet blev af Ungrebet, gif Harald ombod 


1) Denne Begivenhed omtales ogfaa fun I de vidtløftigere Kor 
fagaer (Fornm. 8. VI, 279—281. SGlatøbogen III, 349. 350 y. 
men ei hos Snorre. Denne lader Mødet med Kongen finde I 
for at bilægge den Uenighed, der var opfommen mellem hon 4. 
Ginar, da den Sidſte havde befriet Tyven. | 


Ginar Thambarfjælvers Død. 467 


aa fine Skibe. Imidlertid fpurgte Bergljot i fit Herberge 
Sinar8 Fald. Hun ilede til Kongsgaarden og eggede Bon» 
erne til Kamp. Men i det Samme ſaaes Kongen at ro 
15 af Aaen. Da uddbrød Bergljot: Nu favne vi Haafon 
Ivarsſon, vor Frænde; ei ſtulde Einars Banemand ro ud 
af Given, flod Haafon paa Aabakken.“ Hun lod Einars 
og Gindrides Lig jorde med Pragt i Clemenskirken ved 
Rong Magnus's Grav !). 

Mordet paa Cinar vakte i Throndhjem faa fort Had 
mod Harald baade blandt Bønder og Lendermand, at In⸗ 
tet hindrede dem fra Opftand uden Savnet af en Unfører; 
og dette funde fnart blive afhjulpet. Haafon Jvarsføn, 
be Faldnes Frænde, havde allerede tidlig udført flore Bes 
brifter paa Bifingetoge*); han var en gjev og hadret 
Mand, udmerket fremfor alle Nordmænd i Styrfe og Skjon⸗ 
bed. Ham havde Bergljot udfeet til at være Cinard Hev» 
ner, og fendte ham ſtrax Bud med Opfordring at frille 
fig i GSpidfen for Kongens Fiender. Harald havde forudfeet 
VFaren og føgt at afverge den. Han var fra Nidaroé dra- 
gen til Uuftraatt paa Yrjar, Hvor hans Lendermand og 
Ven, Finn Arnesføn, boede3). Da Finn af Kongen 
borte, hvad der var fleet, udbrod han i fin Hidfighed: 
ndu handler ilde i to Maader: førft gjør du alt Ondt, 
og ſiden er du faa ræd, at du ei veed, hvor du flal gjøre 


1) Sn. Harald Haarbr. S. Kap. 45 og overeensflemmende i de øv- 
rige Rongefagaer, lidt vidtløftigere i Morfinffinna og JFlatøbogen. 

) Haakon havde faret i Viking fammen med Kong Haralds Syfter- 
føn Guthorm, en Søn af Ketil Kalf paa Ringenes; Vinn Ar- 
nesføn ffal ogfaa have været med paa bisfe. See Sn. Harald 
$Haardr. S. Kap. 46 og om Guthorms Toge I Veften nøiere Ef⸗ 
terretninger fammeftebs Kap. 56. 57. 

%) Finn var gift med en Datter af Halfdan, Sigurd Syrs Søn, 
Haralds Broder. Snorre (Kar. 46) kalder hende Bergljot; I 
nogle af be vidtløftigere Kongefagaer (Fornm. 8. VI, 283) kaldes 
hun Thorbjørg. 

30 * 


468 Harald Sigurdsſon Haardraade. 


af dig.“ Kongen lo fun til hans Heftighed og bad ham 

firæbe at bringe Forlig iftand. Finn fpurgte, hyorledes 
han vilde lønne ham, hvis han paatog fig dette farlig 
Grinde; thi baade Thrønder og Oplændinger,* fagde han, | 
pere Dig faa fiendfte, at de neppe fpare din GSendemand, P 
med mindre bet funde være for hand egen Skyld.” Harald 
bad ham udvirfe Forliget; fiden funde han fordre, hvad Å 
han vilde. Men Finn bad ſtrax om VTilladelfe for fin Bro 
ber Kalf at fomme tilbage til Norge og der faa fine Gin 
bomme og fin forrige Berdighed igjen. Dette lovede Kon 
gen under Bidner. Derpaa fpurgte Finn, Hvad han ful 
byde Haafon Jvardføn. Kongen bad ham høre, hvad han: 
fordrede; ,flulde det behøves," fagde han, faa afflaa han 
Intet uden Kongedømmet ene.” 

Efter denne Samtale for Kongen til Mørerne for dl 


famle Golf, men Finn drog ind til Nidaros med 80 Huul 


farle. $Han holdt Thing med Bonderne og fraraadede de | 
at ftride mob deres Konge. Han mindede dem om al det, 
Ulyffe, ber havde veift fig af Opftanden mod den hellige 
Olaf, og forfiffrede dem, at Rongen vilde bøde Drabet efle I 
be vifefte Moændö Dom. Bed fin fnilde Tale bragte Fm! 
bet endeligen faavidt, at Bønderne fovede at lade Sam 
faa hen, indtil Bergljots Gendebud fom tilbage fra Har 
fon Ivarsſon. GSaafnart dette var wudrettet, fyndte Fom 
fig over Orfedalen og Dovrefjeld til Oplandene. Her! 
han førft Orm Jarl, der var gift med hang Dat! 
Sigrid, paa fin Side. Derpaa holdt de begge Stevne må 
Haafon Ivarsſon. Denne erklærede frrar, at han fant: 
fig flyldig til at hevne fine Frænder, og å Throndhjøri 
- ventede han at faa Folk not til en Opftand. Men Fin! 
foreholdt ham, hvor meget bedre det var at tage mod hø: 
derlige Boder af Songen end reife Opftand mod han | 
BBliver du overvunden,” fagde han, ,da har du Fred 4 
Gods forbrudt; og feirer du end, faa mon du dog fold! 





Forlig med Ginar Thambarffjælvers Frænder. 469 


nm Drottensfviger." Jarlen underftøttede Finns Ord, og 
fter nogen Overveielfe erflærede endelig Haakon, at han 
silde forlige fig med Harald, hvid denne gav ham Magnus 
Den godes Datter Ragnhild til Egte med en fømmelig 
Hjemmegift. Dette indrømmede og ftadfæftede Finn paa 
Kongens Vegne og vendte derpaa tilbage til Throndhjem. 
Her lagde Uroligheden fig, faafnart Forliget fpurgtes; thi 
Einars Fronder og Benner havde fat al fin Lid til Haa- 
fon Ivarsſon 1). 

Opfyldelſen af Forliget modte imidlertid ſnart Van⸗ 
ſkeligheder. Da Haakon fom til Kongen, erklærede vel 
Denne, at han vilde holde alt, Hvad Finn paa hans Vegne 
havde lovet; dog maatte Haafon felv fee til at vinde Ragn⸗ 
bilde Samtykke. Men da han nu beilede til Kongedat⸗ 
teren, føarede hun: Ofte maa jeg føle, at Magnua, min 
aber, er død, og nu meft, da jeg fral giftes med en 
Bonde. Aldrig vilde min Fader have giftet mig med rine 
gere Mand end en Konge; bet er derfor ei at vente, at 
jeg ffulbe ville egte En, der ei engang er Jarl.” Haakon 
bad nu Kongen om Jarlsnavn; men Harald fvarede, at 
Øongerne Olaf og Magnus ei havde tilladt, at ber var 
meer end een Jarl ad Gangen i Landet, og hert vilde han 
ingen Forandring gjøre; ei heller vilde han berøve Orm 
Gilifaføn hand VBerdighed. Haakon faa nu, hvorleded 
Gaqen flod; han beflyldte Kongen for at have brudt fit 
givne Ord og forlod Norge i Brede *). 

Finn Urnesføn var allerede meget utilfrede over Ha» 
Waldba Fremford mod Haafon; dog fil han fnart end ftørre 
Aarſag til Klage. Kalf, hans Broder, havde, fiden han 
forlod Norge, foærmet om i Bifing og havt BVintertilhold 
hos Thorfinn Jarl paa Orknserne. Men da Finn fendte 


1) Gu. Harald Haardbr. S. Kap. 46—48 og flemmende bermed 
Fornm. 8. VI, 282—286. 
1) Sn. Harald Haardr. S. Kap. 49. Fornm. S. VI, 288—290. 


470 Harald GSigurdsføn Haardraade. 


ham Bud om Forliget med Harald, vendte han hjem til 
fit Fædreneland. Han foor Kongen Lydighed og fil alke 
fine Giendbomme og Jndfomfter tilbage. Neſte Somme 
fulgte han Harald paa et Tog til Danmark. Eu danf 
Hær var famlet paa Fyen; alligevel vilde Harald der gjøre 
Landgang og fendte Kalf med en Deel Folk forud; fl 
fovede han haftigen at fomme ham til Hjælp med Hoved: 
hæren. Kalf gif i Qand, ſtodte fnart paa Den overlegne 
Fiende, maatte flygte og faldt paa Flugten med mang 
af fine Moænd. Songen fom førft til, da Striden var 
forbi, og lod Kalfs Lig bringe til Søibene. Vinn blev for | 
bittret paa Songen for fin Broder Død. , Harald," fag | 
han, „havde førraadt Kalfs Liv; ogfaa ham felv havde han 
ſveget, idet han fif ham til at loffe fin Broder i Kongend 
Bold.” Mange fagde nu, at Finn havde været taabelig 
naar han funde tro, at Harald af Hjertet vilde tilgive 
Ralf; og paa Songen felv merfede man, at han fynted vi 
om, hvad der var fleet. Dette funde den ærlige Finn i 
taale: han førlod Norge og drog til Danmark. Efter flire 
hemmelige Samtaler med Song Svein gif han denne ii 
Haande, fit Jarlanavn af ham og Halland at ſtyre. Hu 
var han fidben i lang Tid Landvernsmand mod ord: 
mændene 1). 

Haafon Jvardføn havde ogfaa, da han forlod org, ME 
taget fin Tilflugt til Rong Svein, der var befvogret må: 
ham ved fit Giftermaal med Gunnhild, Svein Jarls Da 
ter. Han blev vel modtagen i Danmark og fat til Land 
vernsmand mod be vendifle og kuriſte Bilinger. Haakm 
udførte en Iidlang fit Hverv med megen Dygtighed; mem 
omfider faldt han i Sveins Unaade. Denne Konge hart 
en Gofterfan *) ved Navn Asmund, hvem han felv harde: 
1) Sn. Harald Haardr. S. Kap. 53—55. Fornm. 8. VI, 293—2 


3 Gaalebes Snorre (Kap. 51); efter Andre var Asmund en Om 
af Sveins Broder Bjørn. 





Uenighed med Finn Arnesføn og Haafon Jvarsføn. 471 


opfoftret, og fom han yndede meget. Asmund var en bjærv, 
men urolig Yngling. Han svede Ufred i Landet og voldte 
flere Mord. Kongen fangede ham og lod ham en Tid 
fægge i Lænfer; men faafnart han var bleven fri, flygtede 
han fra Hirden, famlede Folk og Hærftibe, blev Bifing og 
ranede baade uden= og indenlandö. Mange Ålagede for 
Kongen over det Hærverk, han ovede. Svein fvarede, at 
man herom maatte tale til Landvernsmanden, Haafon Ivars⸗ 
fen. , Det var mig fagt,” lagde han til, ,at Haafon var 
en modig Mand; men nu ſynes det mig, fom han holder 
fig tilbage, hvor der er nogen Fare.” Disſe Kongens Ord 
fom fiden med mange Jillæg Haakon for Øre. Strax rus 
flede han fig, opfegte Asmund og lagde til Kamp mod 
ham. Gfter en haard Strid befteg Haakon Vikingens Skib 
og fældede ham med egen Haand. Han flyndte fig derpaa 
til Svein og traadte frem for denne, fom han fad til Borda. 
Haafon lagde Asmunds afhugne Hoved paa Bordet for 
Kongen og fpurgte, om han fjendte det. Kongen taug, 
men blev rad fom Blod. Haakon forlod Hallen. Kort 
efter fendte Svein ham Bud, at han flulde drage bort af 
hang Fjenefte; felv vilde han intet Meen tilføie ham, men 
han funde ei fvare for fine Frænder. Haakon vendte nu 
tilbage til Norge, hvor han blev modtagen med Glæde af 
fine Benner. Mange gjæve Mænd føgte at forlige ham 
med Harald, og dette lykkedes. Orm Jarl var imidlertid 
bød, og da Haakon fil Jarlsnavn og Ragnhild til Egte, 
foor han Kongen Troſtab 1). 

Paa denne Tid fom Harald i Stridigheder med Geiſt⸗ 
ligheden, der i de fleſte af Europas Lande allerede begyndte 
at tilegne fig en Myndighed, for hvilken den verdslige 


1) Sn. Harald Haardr. S. Kap. 50—52. Fornm. S. VI, 290—293. 
Det er umuligt med Sikkerhed at beftemme Tiden for hver enkelt 
af be her fortalte Begivenheder; af Sagaerne feer man Fun, at de 
maa være indtrufne mellem 1051 og 1061. 


472 Harald Sigurdsføn Haardraade. 


Magt maatte bøie fig. De bremifte Erkebiſper havde di 
Paven faaet Opfynet med Kirfen i hele Norden; fra dem | 
vare Trond Forkyndere udgangne til Danmark og Sverige, 
og derfor var ogfaa deres geiftlige Overherredamme erkjendt 
i disfe to Lande. Norge bderimod var blevet omvendt of : 
fine egne Konger ved engelfte Lereres Hjælp og fardt fig 
ſaaledes ben bremifte Kirke mindre forpligtet. Harald tagt 
tog ikke at fende fine Biffopper did for at indvies, me 
lod bet flee i Frankrige eller England. Dengang var da 
virffomme og ærgjerrige Adalbert Bremens Erlebifloy : 
(1043—1072). $an vilde intet Jndgreb taale i de hom 
af Paven forundte Rettigheder og fendte Breve til den norſt 
Konge, hvort han firengt foreholdt ham hans Gkyldigja 
mod ben bremiffe Kirke og tillige bebreidede ham at have av 
vendt de fromme Gaver, fom ſamledes ved den hellig 
Olafs Grav, til at lønne fine Krigåömænd. Men Hard 
par iffe vant til at taale nogen fremmed Jndblanding i få 
Riges Unliggender. Han bortviifte Erkebiſtoppens Sende 
bud med Foragt og fagde, at han ikke fjendte nogen Erle 
bisp eller Herre i Norge uden Harald ene. Adalbert ty 
nu fin Filflugt til Paven, og Nlegander II (udvalgt 1061) 
lod et Brev udgaa til Harald, hvori denne og de not A 
Biftopper formaneded til at bevife den bremifle Erfebifl P 
fom Pavens Vikarius i Norden, den flyldige Underdanig 
hed. Alligevel fynes det aldrig at have lykkets Bremad 
Grfebifper at erholde et fulbfomment Herredømme over da F 
norffe Kirke, andet faa dem for fjærnt, og Folket har 
endnu fun et utydeligt Begreb om Pavens Myndighed') 

Under alt dette vedblev Harald at gjøre fmaa UAnfok | 
paa Danmark og anlagde Kjøbftaden Oslo for at ver 
fine Fiender faameget nærmere?*). Om Baaren 1061 drg 
1) Adam af Bremen III, 16. 


3) Man veed ei, i hvilfet War Oslo er anlagt; af GSagaerne far 
man fun flutte, at bet maa være feet før 1060. — Under diche 





Strid med ben bremifte Grfebisp. Danmarfstog 1061. 473 


han med nogle lette Skibe over til Jylland og indad Lime 
fjorden. Han herjede paa begge Sider, uagtet Jndbyg- 
gerne gjorde ham Modftand. Men da Harald var fommen 
langt ind i Fjorden, fil han vide, at Danefongen med en 
ftor Flaade forfulgte ham og fpærrede Indlobet. Det gif 
imidlertid feent for de danſte Glibe, fom eet avd Gangen 
maatte feile ind gjennem det trange Farvand. Denne Om- 
flendighed benyttede Harald til fin Redning. Han drog 
nemlig i flørfte Skynding til Fjordend Ende, hvor et fmalt 
Gid filler den fra Befterhavet. Hid fom han om Uftenen, 
lod om Natten fine Skibe losje og trækfe over Eidet; om 
Morgenen vare de atter ladede, og Harald feilede tilbage 
til Norge. Han lovede næfte Gang at fomme tilbage til 
Danmark med frørre Skibe og flere Folk 1). 

Om Binteren efter dette og fad Harald i Nidaros 
og fendte herfra Opfordring til Kong Svein at møde nærte 
Baar ved Gautelven for enten ved Forlig eller Kamp at 
Migjøre, hvo der ſtulde beherffe begge Riger. Derpaa lod 
han Almenning udbyde over hele Norge. Om Baaren 
(1062) forlod han Nidaros og ſtyrede felv et ſtort og 
pregtigt Drageffib paa 35 Rum, fom han havde ladet 
bygge om Vinteren. Alt fom han drog fydefter, famlede 
æren fig til ham. Blandt de Høvdinger, der fulgte ham 
Paa dette Tog, vare Haafon Jvarsſon Jarl, Skjalg 
Erlingsſon fra Jæderen og Ulf Uſpaksſon, Kongens 
Stallare. Denne fidfte var en Jslænding, fom havde tjent 
Med Harald i Konftantinopel og ved fin Tapperhed og 


Anfald paa Danmarf maa det, hvis man tør tro GSaro, have 
været, at Svein angreb Nordbmændene med førre Hidfighed end 
Forfigtighed ved Djursaa (Aaen, der løber ud af Kolindfund 
paa Jyllands Øftfyft, og ved hvilfen Kjøbftaden Grenaa ligger). 
Nordmændene feirede, og den frørfte Deel af de jydſte Krigsfolk 
fprang for at undgaa VGlendernes VBaaben i Søen og druknede 
(Saxo, 11te Bog, Millers Udg. S. 551. 552). 
1) Om dette Log frr Sn. Harald Haardr. S. Kap. 60. 

























474 Harald Sigurdsſen Haarbraade. 


Wrlighed vundet hand Venſtab. Kongen havde fir 
Filbagefomften til Norge giftet ham med Jorunn hor 
bergåbatter, Dronning Thorad Søfter?). Bilen blev 
Flaaden noget opholdt ved Modbar, men omfider fom den | 
fyffeligen til Gautelvens Munding *). | 
Kong Svein havde ogfaa famlet en ftor Her gg 
Flaade, men holdt fig under Gjæland og Fyen. Da He - 
rald merkede, at hans Fiende ilke efter Uftale vilde møk : 
ham, lod han ftørfte Delen af Bondehæren drage hjem og 
beholdt fun tilbage 150 ſtore og velruftede Skibe; md | 
bidfe herjede han i Halland og lagde ind i Lofofjorden“) J 
Men pludfeligen anfom Svein med 300 Skibe. Hard å 
holdt nu Raad med fine Mænd, om han flulde frride mø 
denne Overmagt. Mange raadede til Flugt; men Haakon 
Jarl vilde kjempe: „Nordmandene,“ fagde han, hat J 
ftørre Skibe end Danerne og vare desuden vante tild 
befeire Fienden8 Overmagt.” Dette var ogfaa Hard 
Mening. |, For fulle vi falde," fagde han, „den Ene om i 
den Anden, før vi fulle fly." Han ordnede fin Flade i 
J Midten laa hans eget Drageftib og ved Siden Ul 
Stallares. J den ene Fyllingearm var Haafon Fvardjøn 
i ben anden Thrønderhøvdingerne. Danerne paa det 
Side trøede allerede at have Nordmændene i fin Magt 4 fl 
brøge til Kamp med filfert Haab om Geir. Ger Jak ſJe 
fulgte Rong Svein; han lagde frem med fit eget GÅ! 
midt i Flaaden, og Finn Arnesføn var ham nærmeft. 94 fi 
begge Sider bandt man i den midterfte Deel af Fylkinget Mi 
Skibene fammen, men fod dem i Floiene være loſe). 
Da den norffe Flaade var ordnet, lod Kong Hard 
blæfe Hoærblæft og roede haftigen frem. Bed MundingeA 


1) Om Ulf Ufpafsføn fee Sn. Harald Haardr. S. Kap. Å. 
3) Sn. Harald Haardr. S. Kap. 62. 

8) Fjorden, fom gaar nd WL Koha Halland. 

4) Sn. Harald Hooxde. S. Roy. 3. 


1062. Misaaflaget. 475 


f Risaaen*) begyndte nu St. Laurentii Dag (10de 
luguſt) om Uftenen en farp Strid, der varede hele Nat» 
m. $Haafon Jvardføn havde fine Skibe løfe og lagde til, 
vor det behovedes; Danerne vege overalt før ham. Skjalg 
irlingsføns Skib, der laa nær Kyften, drev under Striden 
aa Grund og fjærede op. J denne Stilling blev det an- 
redet af den danſte Landhær og Skjalg drabt med alt fit 
folf. Ellers fjæmpede Nordmændene med Held, og da 
katten led mod Enden, befteg Harald Kong Sveins Skib. 
Det blev fnart ryddet, Kongens Fane nedhuggeded, Befæt» 
ingen faldt eller ftyrtebe fig i Søen. Nu flygtede alle de 
anfle Skibe, der vare løfe; men af dem, der havde været 
ammenbundne, faa 70 øde tilbage?*). 

Kong Harald forfulgte de Ylygtende, men Haafon 
jarl laa efter; thi han kunde iffe komme frem for Trængq- 
tlen af Stibe. Da roede en ſtor Mand med en fid Hat 
ma Hovedet til Loftingen af Jarlsſtibet og fpurgte efter 
Jaafon. Denne var i Forrummet og forbandt en Saaret. 
Jan faa til den Fremmede og fpurgte om hans Navn. 
Bandraad (Maadvild) er Her," var Svaret; „tal med mig, 
Jarl!" Da hældede Haakon fig ud over Skibsbordet, og 
en Ubefjendte fagde: „Jeg beder dig om Livet, hvid du 
Nl unde mig bet.” Haakon fjendte nu Kong Svein; han 
eifte fig firar og bød to af fine troefte Mænd at flige i 
Baaden til Bandraad og føre Ham i Land. De frulde 
olge ham til Karl Bonde, Jarlen8 Ben, og bede denne 
ringe den Fremmede i Gikterhed. De roede affted, og 
landraad ſtyrede. Det var i Qysningen, da Bevægelfen 
It fom flørft i den norſke Flaade; overalt, hvor de modte 


)- Misaaen løber ud i Havet ved Halmflad i Halland. 
Slaget beffrives af Sn. Harald Haardr. S. Kap. 65 og noget 
wbførligere i andre Bearbeidelfer af Sagaen (Fornm. 8. VI, 311— 
320. Flatsbogen III, 361—364). Jvfr. Saro, 11te Bog, Side 
552—554. ' 


476 Harald Gigurdsføn Haardraade. 


Slide, nævnte Jarlens Mænd fig og drøge uhindrede frem. 
Tidlig om Morgenen fom de lykkeligen til Karl og fagre 
fit Grinde. Bonden modtog dem vel og lod fig ei merke 
med, at han fjendte Kongen. Han flaffede Bandraad mm 
Heft og gav ham fin egen Søn til Ledſager paa Beien 
Jarlens Mænd roede derpaa tilbage til fin Herred Stil, 
og bet var længe en Hemmelighed, hvorledes Svein va 
undfommen fra Striden 1). | 
Harald havde imidlertid fnart ftandfet med at forfelge 
de Jlygtende og var vendt tilbage til de øde Skibe. Fim 
Arnedføn, der var meget gammel og næften blind, havde 
ei villet flygte. Da Danerne forlode ham, fatte han fig! 
Qøftingen pad fit Skib og blev her tagen til Fang 
Harald var munter, da Oldingen lededes frem for ham 
Her modes vi nu, Finn!" fagde han;  fidft faaed vi! 
Norge. Dine danfle Hirdmænd have ei fraaet faft om 
big, og Nordmændene have ondt ved at ſlabe dig med fig. 
gammel og blind fom du er.” Meget ondt,* fvarede Finn 
«maa Nordmændene gjøre paa dit Bud.” Kongen fyurgtt 
om Han vilde have Fred. „Ikke af dig, din Hund! vir 
Finns Svar. Harald lo og havde Glæde af at tirre det 
Gamle. Bil du da," fagde han, ,tage mod Fred af May 
nué, din Frænde?" Magnus, Kongens Søn, flyrede nr 
lig et Skib i Flaaden. Hvad mon den Hvalp raade for 
Fred?“ fvarede Finn. Kongen fpurgte da, om han vike | 
tage Fred af Dronning Thora, fin Broderdatter. Da hund 
Finn ei fænger ſtyre fine Ord: Det er ei Under," udbrd 
han, ,at du har bidt fan vel fra dig, fiden Moren: fulgt 
big." Alligevel fil Finn Fred og dvælede en Stund hø 
Kongen, men var fledfe vred og bitter å fine Ord. Hard 
gav ham ba Lov at vende tilbage til Danmark, og Oliv 


1) Sn. Harald Haardr. S. Kap. 66. 69. Fagrſt. (Kap. 19% 
Morkinſt. omtale iffe Haafon Jarl fom dem, der hjalp Kug 
Svein til at undfomme af Slaget. 





1062. Misaaflaget. 477 


gen var glad ved at fomme bort jo før jo heller. Han 
blev fat i Land og vel modtagen af Hallandafarerne 2). 

Harald opholdt fig en Gtund under Hallands Kyſt 
for at Dele Byttet og lade de Dode jorde. Der blev for- 
sjened føgt efter Kong Sveins Lig; dog tvivlede man ikke 
om, at han var falden. Men pludfelig rygtedes det, at 
Svein var kommen til Sjøæland, havde famlet Levningerne 
f fin Hær og forøget ben med friftt Foll. Da faa Ha- 
ald, at der for denne Gang Intet mere var for ham at 
Idrette i Danmark; han drog med Flaaden til Oslo og 
av fin Hær Hjemfov 2). | 

(Efter ilbagefomften til Norge talede Kongens Mænd 
fe med hinanden om Misaaflaget, og altid vare de enige 
m, at Haafon Jarl meft havde udmerfet fig og bidraget 
il Seieren. Denne megen Rod mighagede Harald 3); imid- 
ertid fliltes han og Haafon fom Benner. Kongen tog fit 
Binterfæde i Oslo; Jarlen drog til fit Rige paa Oplan- 
ene. Men den følgende Baar (1063) rygtedeg det i Hir- 
tm, at Haafon havde reddet Kong Sveins Liv. Engang 
emlig, da Haralds Mænd over Driffebordet talede om 
Høaaflaget og efter Sedvane ophoiede Jarlen, fagde en 
I dem: ,Det fan være, at Flere have firedet djærvt ved 
1840, end Haakon, men Jngen havde dog den Lykke fom 
an.“ „Hans ſtorſte Lykke,“ fvarede de Undre, ,var, at 
In brev Danerne paa Flugten.” Større Lyle var det,” 


) Gu. Harald Haardr. S. Kap. 68 og næften ordret eens I de øv- 
tige Sagaer. — Finn omtales ei fiben i Sagaerne; rimeligvis 
er han død i Danmark. 

) Sn. Harald Haardr. S. Kap. 67. 

) »Engang hørte Harald, fom han flod ube i Gaarden, at nogle af 
Hans Mæud, der fad inde i en Stue og drakt, vare meget høl 
meælte i fin Nos over Haafon Jarl. Han Funde ei bare fig, men 
gif hen til Døren og fagde: Herinde vilde nok gjerne hver Man» 
hede Haafon; derpaa gif han igjen bort.” Sn. Harald Haardr. 
S. Kap. 70. 
































478 Harald Sigurbsføn Haardraade. 


fagde Manden, ,at han gav Kong Svein Livet.” Da de 
Dorige tvivlede herom, forfiffrede han, at em af Haakons : 
Mand, der bragte Svein i Land, felv havde fagt ham del. 
Gnart fom benne Samtale Harald for Øre; han tænk | 
ſtrax paa Hevn og red afited med 200 Mænd for at over 
falbe Jarlen uforvarende. Men Haafon havde Benner | 
Kongens Flok, og en af disſe fif hemmeligen underrettet | 
ham om den truende Fare. Han lod i Haft fit Leder | 
bringe ud i Skoven, flygtede om Matten med alle fine | 
Mænd og tog Veien til Sverige. Endnu famme Nat fom 
Harald til Jarlens Gaard, men for filde. Han maatt | 
meb uforrettet Sag vende tilbage til Oslo og drog derfin 
til Tbrondhjem, hvor han opholdt fig om Sommeren). 
Haakon Jarl fandt Tilhold hos den fvenfle Kong 
Steinkel og fil af ham Bermeland at fyre. Men her 
med flog han fig iffe til Ro. Medens Harald var! | 
Throndhjem, drog han til Oplandene, hvor Han var meget | 
elftet, fad der hele Sommeren over og vendte forft tilbage 
til Bermeland, da Kongen om Høften fom til Viten. Noy! 
ud paa Binteren famlede Haafon en Flok Gauter og Pir 
mer, brøg med dem til Romerike, optog alle de Indkomſtr, 
fom tilkom ham af hans Jarledomme, og vendte derpat 
igjen tilbage til Gautland. Harald var om Binterer i po 
Oslo og fendte herfra fine Mænd for at fræve Glatd 
Oplændingerne; men disſe fvarede, at de allerede havde he p 
talt den til Haakon Jarl og fremdeles vilde gjøre faaledé P 
faalænge denne levede og ei havde forbrudt fit Mige*). | 
Den famme Binter føre GSendebud mellem Norge 4 Ju— 
Danmark; thi begge Joll onſtede Fred og bade Konger J 
gjøre Sit til at faa den iftand. Det fom faavidt, ald fa 
Meade blev aftalt ved Gautelven. Om Baaren (1064) ind fi 
fandt ogfaa Harald og Svein fig ved Landemerket må | 


1) Gn. Harald Haardr. S. Kap. 71. 
5) GSammeftedé Kap. 72. 


1064. Fred mellem Norge og Danmark. 479 


meget Folk og mange Skibe, og efter ſtore Banfkeligheder 
blev endeligen Freden fluttet ved de vifefte Manda Mage 
ling. Kongerne flulde beholde hver fit Mige efter dets 
gamfe Grændfer og være forligte, faalænge de levede; hvad 
Skade man paa begge Sider havde lidt, Fulde forglemmes. 
reden blev befræftet ved Ed, og Kongerne adſtiltes, efter at 
bave givet hinanden Gisler1). 

Harald opholdt fig derpaa om Sommeren i Viken og 
fendte atter fine Mænd til Oplandene for at fræve Skat. 
Benderne fvarede fom tilførn, at de vilde lade ben henſtaa, 
indtil Qaafon Jarl fom; men denne var da i Gautland 
og havde en fror Hær. Harald befluttede at forefomme 
ham og angribe ham i hand Vilflugtsfted. Han drog der» 
for om Hoſten til Kongehelle, famlede her alle de lette Skibe, 
han Funde faa, og drog opad Gautelven. Bed at trække 
Skibene over Land forbi alle Fosfer fom han op i Vane⸗ 
ten og roede nu over til den oſtlige Side af Bandet, hvor 
ban ventede at finde Jarlen. Han lagde op i en Glv, lod 
her nogle af fine Mænd tilbage for at vogte Skibene og 
gi med de øvrige i Land. Efter at have gjennemfaret en 
Skov beftege Nordmændene et Holt og faa nu Fienderne 
lige for fig. Haakon var nemlig med fine egne Mænd og 
en for Moængde Gauter dragen Kongen imode for at af- 
Verge, at Landet for hans Skyld flulde blive herjet. Det 
fom ei ſtrax til Strid; thi en Myr avfilte Hærene. Hae 
ald, fom vidfte, at Jarlen var hidfig, vilde lade denne 
ingribe førft for at have Gavn af fin Stilling paa Hoi⸗ 
erne. Han lod Nordmændene fætte fig par Bakken og 
'ebætke fig med fine Skjolde mod Snedrevet. Gauterne 
engtedes efter Striden; thi. de vare flet flædte og begyndte 
t fryfe; men Jarlen bad dem bie, indtil Kongen angreb, 
x at begge Hære kunde fomme til at fraa lige beit. 
midlertid vilde Gauternes Lagmand, Thorvid, opmunire 


> Su. Harald Haardr. Kap. 73. 


















480 Harald Sigurdsføn Haardraade. 


Hæren ved fin Tale. Han fad paa en Heft, hvis BLU | 
var bundet ved en i Myren nedrammet Pæl. Det verd 
Gud," fagde han, ,at vi have meget og fljønt Folk. Lader | 
nu Kong Gteinfel fpørge, at vi vel underftøtte denne gode | 
Jarl! Jeg veed ogfaa, at naar Nordbmændene angride oå 
da tage vi djærvt mod dem; men ſtulde vort unge Mand: 
ſtab iffe holde Stand, ba lader og ikke wvige længer em : 
her til Bækken; eller fly de længer, fom jeg bog ved, de 
iffe gjøre, faa fader os ei føbe videre end til Høiden hit!" | 
J det Samme reifte Nordmandene fig, ſtrege Hærfrig og | 
fløge paa Skjoldene. Gauternes Hær gjorde ligefaa. På | 
dette Bulder blev Lagmandens Heft fly og rykkede Pælm | 
op, faa den traf Thorvid i Hovedet. Da raabte har: i 
Gid den Nordmand faa en Ulyffe for fit Skud!“ og md: 
bort å fuld Fart. Nordmandene forbleve, deres Hærfi 
uagtet, flaaende rolige paa Heiden; Jarlen derimod rykke 
frem. Men da han fom under Bakken, fiyrtede Fienda— 
ned over. ham og adfpredte fnart hans Hær. Haakons eg | 
Fane, der før havde tilhørt Magnus den gode, fadti 
Harald8 Hænder.  Nordmændene forfulgte ei længe de 
Flygtende; thi det var allerede Uften. De famlede Gar 
terneg efterladte Baaben og Klæder og vendte tilbage fi 
fine Sfibe. Harald var glad ved at Have vundet fin Find 
Fane og lod denne paa LVilbagetoget bære foran fig»? E 
Giden af fin egen. Man troede, at Jarlen var faldt EF 
J GSfoven blev Beien trang, og de, der vare tilheft, mon 
ride een for een. Pludfeligen red en Mand frem melln 
Træerne og tvert over Beien, gjennemborede med et GM. 
ben, der bar Jarlens Jane, greb den og forfvandt i Ek | 
ven paa den anden Side. Da raabte Harald: ,Giv mf 
min Brynje; Haafon lever!" Nordmandene bleve imd 
lertid ikke videre angvebne, men fom Iytteligen til fr 
Skibe og faa ombord om Natten. Den følgende Morgen 
fandt be fig indefrosne. Til famme Tid udbredtes det 


1064—65. Gtrib med Gauterne og Haafon Jvarsføn. 481 


Rygte, at Rong Steinkel var ventende med en flor Hær, 
å at Danerne vildanfpærre Gautelvens Munding. Harald 
od da Å Haft en Baag hugge for Skibene, faa de fom ud 
Soen, og flyndte fig derpaa nedad Gautelven; dog fæle 
dede Fienderne fra Uabredden mange af hans Mænd med 
ine Nile. Haakon Jarl forblev fiden i Gverige i ſtor 
Unfeelfe, og GSagaerne omtale ei. videre Flendtligheder af 
ham mod Norge). 

Da Harald var fommen lykkeligen hjem fra Sverige, 
foretog han fig at revfe Oplændingerne, med hvilke han 
allerede længe havde ligget i Uenighed. Olaf den hellige 
havde efter MNesjeflaget ſtjenket de oplandſte Bander mange 
Metterboder fom Løn for den Hjælp, de havde ydet ham 
mod Svein Jarl. Harald derimod vilde ikke indrømme 
den ene Deel af fit Rige nogen Forret fremfor den anden. 
Han agtede derfor ikke Olafs Retterbader; men Bønderne 
paa fin Side forføgte at forfvare fine JFriheder. Nu fom 
hertil, at de af Gengivenhed for Haafon Varl i længere 
ib havde forholdt Kongen alle Skatter. For at hevne 
fig for denne Gjenftridighed bdrøg Harald om Binteren 
(1065) med meget Folk til Romerike og tog haardt affted 
med Bønderne. Nogle bleve dræbte, Undre lemlæftede eller 
bergvede al deres Eiend om; Herederne bleve vide omfring 
brændte og ødelagte. Over Hedemarken, Hadeland og Rin- 
gerife for han frem paa famme Maade. Da maatte Bøn» 
berne give efter og lægge hele fin Sag i Kongens Bold 2). 


) Gu. Harald Haardr. S. Kap. 74. 75. — Haakon Jvarsføns 
Hændelfer ere her fortalte efter Snorre og Hroffinffinna, hvis 
Beretning fynes at muatte foretrætfes for Morfinftinnas ſterkt 
afvigende. 

3) Gn. Harald Haardr. S. Kap. 76. — Morkinſtinna fortæller 
Haralds Strid med- Oplænbingerne før Nisaaflaget og lader. den 
iffe ftaa i nogen Forbindelfe med Uenigheden mellem Kongen og 
$Haafon Jvarsføn, men alene reife fig deraf, at Harald ei agtede 

NR. Kevfer. Norges Hiftorie. 31 



































482 Harald Sigurdsføn Haardraade. 


Kort efter at Harald ſaaledes havde befeiret fine Mod: : 
ftandere i Norges Indre, aabnede fig i Beften en glimrend : 
Udfigt for hans AUSrajerrighed. Over England havde alt 
ſiden Hørdefnut8 Dead Edvard Gonfesfor herflet, am 
Konge, hvem Vrefterne priifte fom Helgen, medens Riget Pp 
forfaldt ved han8 GSvaghed. Uduelig til at flyre felv, blev | 
han fænge ledet af fin Gvigerfader, den magtige og virk 
fomme Jarl Godvine Denne havde med Gyda, den P 
danfle Ulf Jarls Gøfter, flere dygtige Sonner, blandt 
hvilfe dog Tofte og Harald meft udmerkede fig. Didje 
to Brødre vare af meget forftjelligt GSindelag og allerede 
fra Barndommen af uenige: Tofte var haard og folk, 
$Harald derimod blid og nedladende. Den Sidſte var yn⸗ 
bet af Folfet og arvede ved Fuderen& Dod (1053) dennes 
hele Magt over den fvage Edvard og hans Mige. Bel 
blev Toſte Jarl over Northumberland og Unforer for 
Kongens Hær; men han misundte Dog fledfe fin yngre 
Droder hand førre Jndflydelfe. Harald frygtede ham og 
fandt fnart Leilighed til at fjærne ham fra England. Toſte 
behandlede nemlig fine Underfaatter med førætfelig Grum- 
hed; be friheddelffende Northumbrer taalte ei dette, de gjorde 
Opftand og fordreve Jarlen. Kong Edvard fendte nu Ha» 
rald for at mægle i disſe GStridigheder; men han antog fig 
Northumbrernes Sag, og Tofte maatte gaa i Landflygtighed 
til Flandern til Grev Balduin, fin Svigerfader. Ikke lange 
efter døde Song Edvard (5 Jan. 1066) uden at efterlade 
fig Børn. Nu erflærede Harald, at den Ufdsde havde 
kaaret ham til fin Gftermand, lod ſtrax Hovdingerne forrge | 
fig Troftab og blev tre Dage efter (8 Jan.) kronet af Erke⸗ 
biffoppen af Canterbury). Da Tofte i fin Landflygtighed 
fpurgte fin Broders Opheielfe, blev han end mere forditte 


De Friheder, fom vare Oplandingerne tilftaaede af Olaf ben hel 
lige. Ligeſaa Fagrſtinna (Kap. 195). 
1) Snorres Beretning herom findes I Harald Haardr. S. Kap. 9.0. 


1066. Tofte Jarl føger Hjælp hos Harald. 483 


pm ham og føgte overalt at væte ham Finder. En 
megtig Medbeiler havde allerede Harald i ben tappre og 
ørgjerrige Hertug Bilhelm af Normandie, den afdode 
Konges GSødffendebarn, der paaftod, at Edvard allerede for 
lenge fidben havde udnævnt ham til Gfterfølger 2). Medens 
denne famlede fit Hertugdømmes ftore Magt til et Ungred 
faa England, var Tofte virffom paa andre Steder. Han 
drog førft til Danmark til fin Frænde Kong Svein og 
føgte hos ham Hjælp mod fin Broder. Da Svein afflog 
den, eggede Toſte ham til at vinde England for fig felv, 
fom fordum Song Knut havde gjort. Men heller ikke 
dette bevægede Danefongen. „Han havde havt Møie nok" 
foarede han, , med at verge fit eget Rige mod Nordman- 
dene og ſtod desuden langt under Knut baade i Evner og 
Sylte," Vred udbrød da Tofte: Bore Frænder blive og 
nu Fiender; derfor ſtulle deres Fiender være vore Fræn- 
der 2) Han drog ſtrax til Norge, traf Kong Harald i 
Bifen og bad ham om Hjælp. Kongen fvarede, at Nord- 
mandene ei vare villige til at fjæmpe under engelfle Hov⸗ 
dinger. Da ſpurgte Toſte, om Magnus, hans Frande, 
Ute havde fordret England af Kong Edvard ſom Arv efter 
hordeknut. Harald fvarede, at Magnus vel ikke havde 
ladet Riget fare, hvis det havde været hans med Nette. 
«906 har da ikke du," fpurgte Tofte, , Danmarfé Rige, fom 
AQunué havde det før dig?" „Ei,“ fvarede Kongen, , funne 
amerne rofe fig; megen Skade Have vi tilføiet dine Fræne 
der, & Bil du ei fige mig Grunden hertil,* vedblev Vofte, 
aa ſtal jeg fige dig den: Magnus vandt Danmark, fordi 
Landets Hovdinger hjalp ham; du fik det et, fordi alt Fole 


) Foregaaende UAnledninger til Fiendffab mellem Harald Gobvines- 
føn og Hertug Bilhelm forteller Sn. Harald Haardr. S. Kap, 
78, tilbeels overeensftemmende med engelffe og normanniffe Skri— 
benters Beretning. 

3) G&n. Harald Haardr. S. Kap. 81. VFagrff. Kap. 198. 

31* 


484 Harald Sigurdsføn Haarbdraade. 


fet var dig imod. Magnus feidede ei paa England; thi 
alle Englændere vilde have Edvard til Konge. Men vil 
du nu vinde dette Mige, da ffal jeg mage det faa, atle 
flefte Høvdinger der blive dine Benner; thi ei viger jeg for 
min Broder i Noget uden ene i Kongenavnet. Ulle vide, 
at der ei er flig Stridsmand i Norden fom du, og deg 
fjæmper du 15 Bintre for Danmarf, men vil ei vinde 
Gnaland, der flaar dig aabent.” Disſe Ord gjorde Ind⸗ 
tryf paa Harald, og det blev aftalt, at han til Sommern 
ſtulde brage over til England med en fror Hær. Toſte 
flulde ftaa ham bi og faa en Deel af Riget i Len. Kon 
gen drog Derpaa til Nidaros, men Jarlen vendte tilbage 
til Flandern for her at famle fine Tilhængere 2). 

Mod Vinterens Ende (1066) lod Harald over hele 
Norge opbyde halv Leding af Folk og Skibe; Hæren frulde 
famfeg ved Solundar-Øerne?), Det forehavende Tog 
rygtedes nu over hele Landet, og Gjetningerne om Udfale 
bet vare forffjellige. Mange havde godt Haab, idet de 
mindedes Haralds fordums Bedrifter; men Mange yttre 
ogfaa, ,at England var rigt paa Folk og vanfteligt ot 
vinde; Thingmændenes Hær?) var frygtelig: een af dm 
var bedre end to af Haralds raffefte Mænd.” Over flig 
Jale vrededed Ulf Stallare: Bi fortjene ei at være i Kon 
gens Stavn,“ fagde han i en Bile, „hvis to af oå fulle 
vige for een Thingmand; Andet har jeg lært i min Ung 
dom.” Men den brave Helt fom ei til at maale fig må 
Fienden; thi han døde endnu famme Baar. Harald fulgl 
ham felv til Graven og fagde, da han gik bort: , Der lp 


























1) Sn. Harald Haardr. S. Kap. 82. 

3) GSulen-Øerne ved GSognefjordbens Munding. | 

3) Thingmænbdbene udgjorde et Slags fiaaende Hær I ng 
der havde fin Oprindelfe fra Knut den flores Tider; dem hd 
for en flor Deel af Folk af nordiff Herkomſt. | 


1066. Tog tl Eugland. 485 


ger nu den Mand, der var fin Herre huldeft 1)". Mange 
onde Drømme og Barsler lob imidlertid fra Mund til 
Mund og røbede Folkets Tvivl om Togets heldige Udfald. 
Den liftige Thorer af Steig tog endog en Drøm til Paa- 
flud for iffe at følge Songen efter dennes Opfordring *). 
Men Barsler og Drømme funde ei afftrætfe Harald. Han 
drev med Iver fine Ruftninger og lod fin ældfte Søn, 
Magnus, tage til Konge, for at benne Funde fiyre Riget 
I hang Jraværelfe. Da Alt var vrede til Ufreifen, figed 
der, at Harald aabnede den hellige Olafs Skriin og efter 
Sedvane flar den dode Konges Haar og Negle, fom fedfe 
troede8 at vore; fiden faftede han Nøglerne i Uaen Nid, 
og fra den Gtund blev Skrinet i mere end 200 Var ikke 


oplutfet. Derpaa forlod Harald Nidaros i Følge med 


Dronning Elliſif og hendes to Dottre, Maria og Inge— 
gerd; hang anden Kone, Thora Thorbergsdatter, blev til 
bage i Norge hos fin Søn Magnus; hendes Son Olaf 
berimød fulgte Faderen. Bed GSolundar-Øerne ſtodte Hae 
tald til fin Hær, den fljønnefte, figer Sagnet, fom nogen» 
inde drog ud fra Norge*). 

Gaafnart Bør gaves, flat Harald i Søen med 200 
Blibe foruden Byrdinger (Førfeldffibe) og Smaaſtuder. 
Jan ſtyrede førft til Hjaltland og derfra til Orknoerne. 
ifter Røgnvald Bruſesſons Drab havde Thorfinn Jarl i 
ng Tid været Eneherſter over didfe Der. Han havde 
ter Rong Magnus's Død forliget fig med Harald og bee 
gt ham i Norge. Siden var han dragen til Rom og 
bde efter fin Tilbagekomſt fyret fine Lande med Kraft 
Held. Efter 50 Aars Herredømme var endelig Thorfinn 
b (1064), og ved Haralds Unfomft flyrede hand Sønner, 


I Gtyrfar, der før havde været Stallare med Ulf, blev nu ene 
GStallare. Harald Haardr. S. i Fornm. S. Kap. 113 (VI, 401). 

)  Fornm. S. VI, 404. 

) Gu. Harald Haardr. S. Kap. 82—85. 


486 Harald Sigurdsføn Haarbraade. 


Paal og Erlend, Øerne. Begge disfe Jarler fødte med 
meget Folk til ben norffe Hær). Harald efterlod Dron 
ningen tilligemed fine Døttre paa Orknoerne og feile 
derpaa til Skotland. Her forenede Tofte Jarl fig med ham, 
og nu fortfatte de fin Færd til England, Hvor be anfomi 
September Maaned. De bherjede førft ved Tynefloden 
Munding i Northumberland, indtoge og plyndrede Glar 
babørg (Scarborough), og floge en fiendtlig Hær vå 
Hellorned. Derpaa gif de opad Humberfloden ind i 
Ufa (Oufe) og landede nogle Mile i Syd for Staden 
Jorvik (ork). Her fom Jarlerne Morfar (Maurotaar) 
og Balthjof dem imøde med meget Folk. Harald frille : 
fin Hær faaledes, at den ene Fylfingearm naaede til Yan, 
ben anden til et bredt Dige, der var fuldt af Band. Pao 
bet førfte Sted var Fylkfingen tykkeſt, og der var Kongens 
egen Jane, Landøde Faldet; den anden Urm var fvager. 
Morfar rykkede frem langs Diget, og Nordmandene veg 
tilbage før ham. Jarlen troede, de vilde fly, og trængt 
heftig frem. Men imidlertid var Balthjof, ber fulgte Yaen, 
dreven paa Glugt af Harald, og denne fom Morfar i Ryg 
gen. Nu var Striden afgjort; en Moængde Fuglændere 
faldt for Nordmendenes Sverd, en Moængde druknede i 
Diget. De, der undfom, flygtede til Nork*). Dette Glag 


1) Sn. Harald Haardr. S. Kap. 86. Orfn. Saga Side 849 
*) Sn. Harald Haardr. S. Kap. 86—88; noget tydeligere i andet 
Bearbeidelfer af Sagaen (Fornm. 8. VI, 405—408). Sn 
feiler beri, at han antager Morfar og Valthjof for Brødr Å 
Fofte og Harald (jvfr. Kap. 77), ligefom og i, at han lad 
Morfar omfomme i Slaget. Begge Veil berigtiges ved de er⸗ 
gelffe Skribenter; af dem fres, at Morfar ei var Godvines OM 
og heller ikke faldt i Slaget; han kaldes ellers Jarl af Norte 
humberland.  Balthjof var Jarl af Huntingdon og Søn af 
banffe Sivald, der engang havde været Morthumberlands Set. | 
Gngelffe Forfattere nævne ellers ikke VBalthjof fom nærværende Å i 
Slaget, men berimsd em Susin, Ju og Mexcta, Morfars Br 
ber (fee Torfæus LL, 5. c. 18 og Sum, Dawn. QR-NI 








1066. Tog til England. 487 


od om Onsdagen St. Mathæus Aften (den 20de Sep» 
mber). 

Efter denne Seier nærmede Harald fig til Nort. De 
yatende GEnglændere havde allerede udbredt ſtor Forfær- 
fe i Staden, og Borgerne befluttede at overgive den til 
ordmændene. Paa Budffabet herom indfandt den norſte 
onge fig om Søndagen den 24de September med hele fin 
ær og holdt Thing udenfor Murene. Borgerne lovede 
mm Troffab og gave ham Gisler. Et nyt Thing blev 
nammet til næfte Dag i felve Byen; da flulde Kongen 
ge den i Befiddelfe og beftiklte fine CEmbedsmænd. Om 
velden vendte Nordmændene tilbage til Stibene, glade over 
m let vundne Seier. Men famme Uften, efter. Solens 
ldgang, fom Kong Harald Godvinesføn føndenfra med 
1 utallig Hær og blev villigen indladt i Mork. Stadens 
iørte bleve ſtrax Iukfede og Murene befatte, at Nordbmæne 
ne intet Nys fulde faa om det, ber var fleet). 

Mandags Morgen efter Davre lod den norffe Konge 
rfe til Qandgang; han bød, at en Trediedeel af Folket 
de blive tilbage ved Skibene under Unførfel af hans 
m Olaf, de orknoiſte Varler og Eyſtein Orre. Den 
te, en San af Thorberg Arnesſon, var den vpperfte 
alle Norges daværende Lendermænd og faa yndet af 
gen, at denne havde lovet ham fin Datter Maria. 
cald felv tilligemed Toſte Jarl og den øvrige Deel af 
ten gav fig paa Beien til Nort. Da Beiret var fagert 
Solen flinnede hedt, føde de fine Brynjer tilbage og 
De af. Forfvarsvaaben ikkun Hjælme og Skjolde. De 
ge glade frem og ventede intet fiendtligt Mode. Men 
de nærmede fig Staden, faa de foran fig en Stovſty 
je op i Quften, og under ben blinfede fagre Skjolde og 
De Brynjer. Harald faldte Toſte til fig og fpurgte, 
XD dette var for Foll. Jarlen fvarede, at det maafkee 


Sn. Haralb-Haardbr. &. Kap. 89. 


488. Harald GSigurdsføn Haardraade. 


kunde være hans Benner og Frænder, der fom for at ſiede 
til Kongen; dog fynted det ham troligere, at det var Fim 
der. Nordmaændene ftandfede nu; men jo nærmere den ane 
den Hær fom, deg ſtorre var den at fee, og de blanke Vaa: 
ben ffipnede fom en Jis. Da fagde Harald: Lader og 
nu tage et godt Raad! Bift er det Fienden og den engelfte 
Konge felv, der fommer." Toſte Jarl foreflog, at Hare 
ſtulde ile tilbage til Skibene for ber at væbne og forfterte 
fig; den funde da enten gjøre Mobdftand eller bruge Ek 
bene til Bern. Men Kongen vilde ei trakke fig tilbage. 
Han bød tre Mænd ride fom haftigft til Stranden for at 


hente det derværende Folk; imidlertid vilde han ophole 


gienden. ,Gn frarp Strid," fagde han, „ſtulle Cnglændern | 


have, før vi give tabt.“ Jarlen bad Kongen raade; ii 


heller han havde Lyft til at fly. Harald ordnede mu fn | 


Hær i en lang, men tynd Fylking, og lod bderpaa begge 


dens Ender bøie fig tilbage, indtil de forenede. Saaledes 


dannedes en vid Ring, lige tæt paa alle Sider, og Skjoh 
ftob ved Skjold baade i førfte og anden Linie. Fort! 
hindre be fiendtlige Myttere fra at bryde Fylkingen, bet 


han de vderfte af fine Moænd fætte Spydenden i Jordan 
og Odden mod Mytternes Bryft, de næfte at frille Odd 


mod Heſtenes Bringer. Inde i Ringen vare Bueſtytteme 
famt Songen felv og Toſte Jarl, hver med fin Fane og å 


udvalgt Folge; de flulde gaa frem, hvor det meft bejø 


vedes !). 


overlegne Hær af Ryttere og Fodfoll fommen Nordmaw 


bene faa nær, at han Funde fee, hvad ber foregik blandt 
bem. Harald Sigurdsſon red omkring fin Fylking og br | 
tragtede dens Orden; hand forte blisfede Heft fyrtede v 
ber ham og Kongen frem over bend Hoved; han reifte ſi 


1) Sn. Harald Haardr. S. Kap. 90—92. Fornm. S. VI, i- 
413. Fagrft. Kap. 204—205. 


Imidlertid var Kong Harald Godvinesføn med fa | 





1066. Glag ved Stanford Bro. 489 


saftigen og fagde: „Fald tyder heldig Ferd!“ Da fpurgte 
en engelffe Konge de Nordmænd, der vare blandt Thing- 
mændene: „Hvo var den ftore Mand i den blaa Kjortel med 
Jen fagre Hjælm, fom hiſt faldt af Heſten?“ „Det er Kon» 
gen felv,* foarede de. „En ſtor og herlig Mand!" udbrød 
Englands Konge; ,dog tror jeg, at Lykken nu har forladt 
ham.” Tyve Riddere af Thingmandenes Flok rede frem 
foran Nordmændenes Fylling; baade Ridderne og Heftene 
varte brynjede. „Er Toſte Jarl å Hæren?" fpurgte en af 
Dem. „Ei vil jeg dolge det,“ ſparede Tofte; her monne I 
finde ham.” Da fagde Ridderen: , Kong Harald, din Bro- 
der, hilfer dig og byder dig Fred og hele Northumberland, 
eller hvid dette ei fyned dig nof, Trediedelen af fit Rige.“ 
„Andet bydes mig nu,” fvarede ofte, ,end Ufred og Skjænd- 
fel, fom tilforn; havde bette før været budet, var Mangen 
tive, føm nu er død, og Englands Vilftand bedre. Veg 
modtager dette Tilbud. Men hvad vil han da byde Kong 
Harald Sigurdåføn for hans Moie?“ „Han talede ogſaa,“ 
fonrede Mivdderen,  Noget om, hvad han vilde unde ham 
af England: 7 Fod Jord eller faameget mere, fom han er 
høiere end andre Mænd.” Da fagde Toſte: „Farer tilbage 
og figer Kong Harald, at han bereder fig til Kamp! Al⸗ 
rig fulle Nordmændene med Sandhed Funne fige, at Tofte 
orlod deres Konge i England og gif over til hand Fien- 
er. Enten ville vi dø tilfammen med Hæder, eller vinde 
ngland med Seier!" Med dette Svar vendte Ridderne 
lbage. Den norffe Konge fpurgte Jarlen, hvo den Mand 
Ar, der talede faa fnildt. ,Det var Kong Harald God» 
megføn,* ſparede Jarlen. „For længe," fagde da Kongen, 
Jar dette mig dulgt. De vare fomne vort Folk faa nær, 
Lei ſtulde denne Harald have funnet fige Tidende om 
Dre Manda Fald.“ Det er fandt,* fagde Jarlen; ,uvar- 
mit var det handlet af flig Høvding, og let funde det 
Aye fleet, fom % fagde. Men han bød mig Fred og ftor 
























490 Harald Sigurdeføn Haardraade. 


Magt, og jeg vilde have vordet hans Banemand, hvid jeg 
havde røbet ham. Heller vil jeg, at han flal vorde min 
Bane, end jeg hans, hvid een af Delene flal være" Har : 
rald fagde til fine Moænd: Liden var denne Mand, deg | 
flod han faft i GStigbøilerne" Kongen og hans Glad 
Thjodolf opmuntrede fiben Hæren med fine Kvad*). 

Nu begyndte Striden i Nærheden af Stanford Bro 
(Stafnfuröubryggjur; Gtanfordbridge). Euglænderne rede : 
heftigen ind paa Nordmændene og fiden rundt om berå 
Fylking, men funde ei fomme ind paa Dden- eller faa den 
brudt formebelft be fremftungne Spyd. Imidlertid var 
de udfatte for de norſte Bueflytters Nile. De gjord 
idelige Angreb, men trak fig ftedfe igjen haftigen tilbage 
Dette anfaa Nordmændene fom Tegn paa Frygt og bee 
gyndte at forlade fin fafte Stilling for at forfølge de Fly 
tende. Men faafnart Skjoldborgen var brudt, rede Eng 
lænderne ind paa dem fra alle Kanter og angrebe dem med 
Stud og Spydftif. Da Harald faa dette, gik han fram 
hvor Striden var haardeft; han for fom en Storm, fyr 
Sagaerne, gjennem Fiendernes Rakker og hug med begge 
Hender, faa hverken Hjælm eller Brynje kunde holde. At 
maatte vige for ham, og Englænderne vare nær ved at fly 
Men fom Harald faaledeg fired i Spidfen for fin Hær, He 
han truffen af en Pil i Struben og faldt tilligemed frokt 
Delen af den Flof, fom fulgte ham. Kun nogle Foo ſi 
trulfet fig tilbage med Fanen. End var Kampen den hur 
defte. Da Tofte Jarl merkede, at Kongen var falden, vendkt 
han fig bid, hvor han faa Landode vaie. Han frillede Å 
under Kongemerfet og eggede Folket. Paa begge Gi 
begyndte man at fylfe paany, og ber blev et Oppol! 
Striden. Da bød Harald Godvinesfen Tofte og de li⸗ 
bageblevne Nordbmænd Fred, men Ulle raabte de me 


1) Sn. Harald Haarr. S. Row. 93. 44. * Fornm. 8. Vi, Hå 
417. VFagrit. Kay. 2OG. 


1066. Glag ved Stanford Bro. 491 


en Mund, at før vilde. de falde den Ene over den 
Unden, end tage Fred af Englænderne. Fra begge Sider 
kkreges Hærfkrig, og Kampen begyndte atter. Toſte Jarl 
ar nu Hærens Hevding og fired mandigen, men faldt til- 
ibft med ftor Hæder. J denne GStund fom Gyftein Orre 
g de orknoiſte Varler fra GSlibene; alt deres Foll var 
nynjekflædt. Eyſtein reifte Songemerfet, og nu begyndte 
fter Middag den tredie Kamp, der blev faldt Orres 
Storm (Orrahriö). Nordmændene trængte frem fom Ra⸗ 
ende, en Mangde af Englænderne faldt, og deres Hær var 
aa Bet til at fly. Men Gyftein og hans Folk havde 
aftet faa meget fra Skibene, at de vare mødige, da de 
om i Kampen. I fin Hidfighed flængte de Brynjerne og 
igtede et engang paa at afbode Fiendernes Hug. Da 
lev bet let for Gnglænderne at faare dem; Mange døde 
gfaa uden Saar, ene af Træthed. Eyſtein Orre og næften 
ille de ppperfte Nordmænd faldt, og det blev mørft om 
Avelden, før Manddrabet ganſte ophørte!). 

Styrkar GStallare*), be orknoiſte Varler og Levnin- 
gerne af ben norſte Hær flygtede om Natten til Skibene 
og forfyndte Olaf Haraldsſon, fom var bleven der tilbage, 
Kampens Ubfald og Kongens Død. Olaf føgte da Fred 
hos den engelffe Konge og flal have overladt denne fin 
Faderd ſtore Skat for at faa drage uhindret bort*). Han 


1) Sn. Harald Haardr. S. Kap. 95—97. I Fortellingen om Tofte 
Jarls Død er Hroffinffinna (Fornm. 8. VI, 420—421) og Fagrſt. 
(Kap. 208) tydeligere end Snorre. — Engelſke Skribenter om- 
tale med megen Berømmelfe en Nordmand, der ene I lang Tid 
forfvarede en Bro og hindrede Euglænderne i at fomme over 
denne (efter Torfæus's Formodning har dette været Cyſtein Orre 
felv). 

*) Hvorledes GStyrfar undfom, forteller Sn. Harald Haardr. S. 
Kap. 98. 

3) Gngelffe Skribenter fige, at Kong Haralds Skat var faa flor, at 
tolv flerfe Karlo fnap funbe bære den (vifmst em Overdrmeike). 






















492 Harald GSigurdsføn Haardraade. 


førte Tofte Jarls to unge Sønner, Stule-og Ketil, md 
fig og feilede famme Hoſt til Orknoerne. Her var hand 
Gøfter Maria død, paa famme Dag og i famme Stunt, 
fige8 ber, fom hendes Fader. Hun flal have været meget 
fager og den vifefte og venfælefte af alle Kvinder. Haralds 
Qig blev eet Aar efter hans Død af Skule Toſtesſon hen 
tet fra Gngland og jordet i Nidarog i Mariekirken, hvillen 
han ſelv havde bygget. | 
Geierherren ved Stanford Bro nød ikfe Iænge Glad 
over det vundne Glag; thi allerede den 28de September 
landede Hertug Bilhelm af Normandie i England, og den : 
14de Oftober flod ben blodige Kamp ved Haftingé I 
ben faldt Kong Harald Godvinesfen, og Nordmanden I 
Gange⸗Rolfs UEtling vandt Englands Nige). 
Kong Harald Sigurdsſon ſtal have havt et fljent 9 | 
verdigt Ubdfeende; hand Haar var blegguult, Hand Skjeg df : 
famme Farve og fort, men Knebelsbarterne lange; hand en 
Bryn fad noget høiere end det andet. Han ffal have vært 
5 gamle norffe eller henved 32 af vore nuværende Ulen 
høi og dertil meget velvoren. Da han faldt, havde hm 
levet i 50 Aar?), og af didfe vare de 35 fidfte en Ralk 
af Uroligheder og Krige. Bar bet muligt, undgik ho 
Kamp mod Overmagten; men aldrig flygtede han af Str : 
ben. Han fandede det gamle Ordſprog: „Modet raader for 
ben halve eier"; thi han var vaabendjærv, og Geierm 
fulgte ham ?). Endog i fremmede Qande priifted hand ap 
perhed: han faldtes „Nordens Kynild," og „Ingen,“ fag 


De fortælle ogfaa, at Olaf forlod England med 24 Eilbe. 
(Suhm IV, 357). 

1) Sn. Harald Haardr. S. Kap. 99—104.  Fornm. 8. VI, 43- 
429. Fagrff. Kap. 209—211. - 

2) Egentlig var han, fom bet lader, 51—52 Nar; men Saget! 
bruge her udentvivl et rundt. Tal. 

3) Sn. Harald Haardr. S. Kap. 104. e 


Haralds Gharafteer. 493 


Der, ,fandtes tapprere under Himlen 1).,“ Ikke mindre love 
pore gamle Sagafkrivere hang fjældne Klogffab, hvad enten det 
gjaldt hurtige Beflutninger eller Planer for en fjærn Freme 
tid. Han flyrede fit Rige med Kraft, boldt flrengt over 
ben indre Rolighed og revſede haardt alle Misgjerninger *). 
Men disfe ſtore Caenflaber vare ei ublandede: hans Mod 
sav forenet med en umættelig Wrajerrighed, der indviklede 
Norge i beftandig Gtrid; hans Klogffab udartede meget 
ofte til Underfundighed, og hans Gtrenghed til Bilfaarlige 
hed og Grumhed. Han agtede ei ftort Undre8 Ruad og 
taalte fun lidet Modfigelfe; tilføiede Fornærmelfer mindedeg 
han længe og vidſte feent eller tidligt at faa dem hevnede 3). 


1) „Fulmen septentrionis, fatale malum omnibus Danorum insulis.* 
(Adam af Bremen III, 16). — ,Qvo fortiorem sub coelo nul- 
lum vivere opinio fuit.'* (Gesta Guilelmi ducis hos Duchesne, 
Script. hist. Norm. p. 199). 

) En. Harald Haardr. S. Kap. 104 og flere norffe Kongefagaer. 

" Adam af Bremen (LIL, 16) figer om Harald, at han ,overgif de 
meft rafende Tyranner i Grumhed“. Denne Vorfatter var vift- 
nof indbtagen mod Harald formebelft bennes Strid med ben bre- 
miffe Kirfe (fee ovfr. S. 472) og har øienfynlig i fin Skildring 
gjort fig flylbig i Overbrivelfer; men i GSagaerne findes Vidnes⸗ 
byrd nof om, at Sandhed dog ligger til Grund for den. — Hall- 
bor, en Søn af Brynjulf Ulfalbe paa Vettaland (fee ovfr. S. 
351), en vile og mægtig Høvding, der nøte havde fjendt Baade 
Dlaf ben hellige og hans Broder Harald, pleiede at give følgende 
Gtildring af bisfe Kongers Charakteer: Begge vare vife, vaa- 
benbjærve, begjerlige efter Gods og Magt, bybende, firenge, et 
blide mod menig Mand og lidet opmerffomme paa Andres Raad; 
de vare dbuelige Styrere og haarde i fine Straffe. Olaf tvang 
Folket til Ghriftendommen og revfede grumt dem, ber mobdfatte 
fig ham; Høvdingerne taalte ei hans flrenge Retferd, reifte fig 
mod ham og fældede ham i hans eget Rige; derfor holdes han 
for hellig. Rong Harald ftred for at vinde Hæbsr og Magt, 
undertvang Alle, fom han kunde befeire, og faldt ti em anden 
Konges Land. Begge vilfte VBerdighed i fin DOpførfel og yndede 
Pragt. De havde vandret vide omfring og vare driftige; derfor 
bleve de vide navnfundige." Gn. Harald Haardr. S. Kap. 105. 




















494 Harald Sigurdsføn Haardraade. 


Han beſtyldes for at have drevet Gjerrigheden faavidt, at 
han lønnede fine Mand med falfl Mynt og føgte urekjer- 
dige Paaftud til at bemægtige fig rige Bonders Godi; 
mod fine Yndlinger var han alligevel gavmild. Han befad 
meget Bid og fynted godt om Skjemt, om den end falt 
noget grov). Han var en dygtig Skald og hørte gjerne 
fine egne Bedrifter prife; derfor yndede han og ſardeles 
Islendingerne, fom allerede begyndte at udmerke fig frem | 
før de øvrige Nordmand fom Skalde og Sagamænd. Han 
pdede Veland ftor Hjælp, da et haardt Uaar indtraf par . 
Den, og mange islandffe Skalde vare ved hand Hird og 
modtoge Gaver af ham?). Thjodolf Arnorsſon og : 
Stuf Thordsſon, der ſtode høit i hans Yndeſt, befang ; 
hans Bedrifter og Arnor Jarleffald kvad hand Arve | 
brapa. Men Skaldenes Lovkvad formaaede bog ei hø 
Nordmændene at udflette Mindet om Haralds Grumbhed og : 
Underfundighed. Sagaen har med frreng Retfærd faldt M 
hang Dom 3). | 


Magnus og Olaf Kyrre Haraldsfønner. 


Olaf, Rong Harada Søn, tilbragte der næfte Bintr J. 
efter fin Faderd Fald paa Orknoerne; førft ben følgende Gam Mk 
mer (1067) drøg han til Norge, hvor hand Broder May Me 
nus imidlertid havde føyret ene, og blev nu tagen Ål fe 
Konge tilligemed benne. Magnus flyrede Rigets nordlig | 


1) See Fortællingerne om Halldor Snorresføn, Gurglk 
Halle og ULf den rige i de vidtløftigere Kongefagaer. 

9) Sn. Harald Haardr. S. Kap. 36. 37. 
5) Gu for Moængde GSmaafortællinger (pættir), ber findes 10 A 
ſtudte i de vidtløftigere Kongeſagaer, kaſte meget Lys over her : 
Konges Regjeringstiv og give os de livligfte Skildringer af har 
Gharafteer, af hans private Liv og af Seder og Stiffe ve har 
$Hird. Særdeles Opmerffomhed fortjene i denne Henfeende for 
tællingerne om Halldor Snorresføn og om SneginHalle 


Haralds GSønner tagne til Konger. 495 


Deel, Olaf derimod den oſtlige. Strax i Begyndelfen af 
Brødrene& Megjering faa det ud til Krig med Danmark; 
hi Danefongen Svein paaftod, at Freden mellem Nigerne 
un var fluttet for Kong Haralds Livstid, og at den nu 
ar forbi. Paa begge Sider opbodes Leding, og Hærene 
ærmede fig hinanden; dog fore ogfaa til famme Tid Freds— 
ud mellem dem. Mordmændene fagde, at be vare villige 
IL at holde det gamle Forlig; men vilde Danerne bryde 
et, ba vare de og beredte til Kamp. „En haard Storm 
lulbe deres Jiender faa føle, om end Kong Harald var 
alden.“ Bed gode Mands Mellemhandling blev endelig et 
Stevne mellem Kongerne faftfat i Kongehelle; her blev 
Freden mellem dem fornyet, og et Giftermaal befluttet 
nellem Kong Olaf og Sveins Datter Jngerid. Kong 
Magnus Haraldsſon overfevede ei længe dette Forlig; efter 
3 Yard venfæle Herredømme bøde han i Nidaros (1069 
Den 28de April) og blev her jordet. Olaf blev nu Ene- 
fonge øver Norge; thi hand Broderd efterladte Søn Haar 
01 var ved fin Faderd Død endnu et fpædt Barn?) 

Song Olaf var en fager Mand af herlig Skabning 
ned guult og filfeblødt Haar. Han var idet fnaffom og 
Me veltalende til Thinge; men i Gjeftebub og blandt fine 
Jenner var han munter og ffjemtfom. Bed fin Blidhed 
g Gavmildhed vandt han Alles Hjerter. Han var fagt- 
lobig og maabeholdende, gav fine Naboer ingen Warfag 
l Strid, men holdt alligevet faft paa fit Riged Hæder. 
an herffede med Kraft og vaagede nøie over den indvors 
8 Rolighed. Af fit fredelige Gindelag fif han Tilnavnet 
Yrre (den rolige); Mange faldte ham og Olaf Bonde. 
an lettede mange Byrder, fom Hang Fader havde paalagt 
lmuen, og viifte alle fine Underfaatter den bedfte Billie. 
) Ser. rer. Dan. II, 509. 


) Gu. Harald Haardr. S. Kap. 106. Fornm. 8. VI , 435—438. 
Fagrſt. Kap. 216. 217. | 























496 Olaf Kyrre Haraldsſ on. 


Nordmandene elſtede Olaf paa det inderligſte, og han følte 
fig lykkelig ved deres Kjærlighed. Engang, da han ſad i— 
et ſtort Gjeſtebud og var meget munter, fagde nogle af de 
de Nærværende til ham: „Stor Glæve er det for oå og 
mange Undre, Herre! at du er faa blid og god mod alt I 
Folket.” „Hvi ſtulde jeg ei være blid," fvarede Kongen 
„nu Da jeg fidber her blandt mit Folk og feer dets Glade 
og Frihed? J min Faders Dage var dette Foll men 
Tvang og Frygt underfaftet, faa de Flefte gjemte fit Gul : 
og fine Smyfter, men nu feer jeg flinne paa Enhver det, | 
fom han eier. Eders Frihed og Lykke er min Glade | 
og Lyſt 1).“ 
I Olafs Tid nød Norge gode Aaringer, og ved levende | 
Handel ftrømmede Rigdom og Overflod til Landet. Ve : 
ældre Kjøbftæder, ifær Nidaros, ophjalpes, og nye frm 
ftode, fom Bjørgvin (Bergen), der fnart blev Norgd 
anfeeligfte $Handelsftad, famt Stavanger og Konge 
helle?). Olaf prydede Gtæderne ved at opføre Kirk: ſ 
dem og bandt Jndbyggerne nærmere til hinanden ved Ind J 
retningen af Gilder. For brugtes i Byerne fom po 
Landet Omgangsédriffelag (hvirfingsdrykkjur) eller Gjer & 
bud, holdte flifteviis hos Borgerne. Olaf flyttede vik fy 
Forfamlinger til offentlige Bygninger, der ſtode under Kor 
gen8 og Kirkens Bern og Opſyn. En Forening men Me 
flere Borgere om at føge et faadant foælles Forfamlingt fe 
fed blev nu falvet Gilde. Medlemmerne eller Gildehrs 
brene gave fig felv visfe Love, Gildeffraaer, og fik 
fin Forening under en Helgens Beflyttelfe. Indretningen 


1) Sn. OL Kyrres S. Kap. 1 og 5. Fornm. S. VI, 438. 41. 
2) Gtavanger og Kongehelle nævnes vel ikke udtryffelig i Gagarat 
fom anlagte under Olaf Kyrre; men da flere Kjøbftæder figet of 
være opftaaede i hans Megjeringstid, og disſe nævnes frar År : 
hans Tid fom allerede blomftrende, faa fan man neppe her | 
deres Unlæggelfe til nogen anden Konges Tid. | 


Landets Opfomft i Olafs Tid. 497 


lev ogfaa efterlignet paa Landet og virkede i det Hele til 
Folkets Dannelfe og Chriſtendommens Fremme 1). 

Den Belftand, fom udbredteg i Landet, medførte en 
tørre Pragt og en finere Kevemaade, end tilforn havde 
æret brugelig.  Klædedragten blev Foftbarere og mere 
unftlet: man begyndte at bruge Buxer fnørede om Benene, 
Suldringe om Læggene, Kjortler med trange Wrmer, ryne 
ede op til Urlerne, og hoie, filfefyede Sfo, undertiden bes 
agte med Guld?). Huſenes Yndretning blev mere befvem. 
før Olafé Dage havde Kongens Gjeftebudshaller været 
ndrettede fom Bondernes Stuer. De vare langagtige 
Urfantede Bygninger, med Dør paa begge Ender. Jord⸗ 
gulvet var om Sommeren firøet med Halm; om Vinteren 
brændte langs henad dets Midte ſtore Ilde. Stuen havde 
intet andet Loft end det fra begge Sider føraat fammen- 
leende Tag, og paa dette var Ljoren eller den Nabning, 
gjennem hvilken Qyfet faldt ind og Røgen af Ildene trat 
op. Langs begge de lange Vagge vare Banke, kaldede 
tangpaller, og midt paa den Bank, fom vendte mod 
Solen, var Kongens fom Huusbondens Høifæde (öndvegi). 
Baa Kongens venftre Side pleiede Dronningen at fidde, 
laar hun var tilftede. Det holdtes hæterligere, jo nærs 
nere man fad Kongen; den ringefte Plads var Den næft 
Dørene. Et andet Høifæde var ligeoverfor Kongens, paa 
en modvendte Rangpall, eller, fom den kaldtes, den ringere 


1) En. OL Kyrres S. Kap. 2. 

) „Da optog man pragtfulbe Moder, ubenlandffe Skilte og Klæde- 
fnit. Man brugte Pragthofer (drambhosur) rynfede om Benet; 
Somme fpændte Guldringe om Læggene; ba brugte man Drag- 

- Ffjortler med Gpænding i Siden, med ASrmer, fem UAlen lange 
og faa trange, at man maatte træffe bem paa ved Hjælp af en 
Snor (handtygill) og rynfe dem heelt op til Arlerne; høle Sko, 
overalt broderede med Gilfe og undertiden belagte med Guld. 
Megen anden Pragt var ba i Brug." Sn. OL. Kyrres GS. 
Kap. 2. 

NR. Kevfer. Norges Hiftorite. 32 


<3 


498 Olaf Kyrre Haraldsføn. 


Bæntk (uædri bekkr); i dette Høifæde ſtulde den met age | 
tede af Kongens Maadgivere eller og en af GStallarerne 
fidbe og briffeg til af Songen felv. Foran disſe Bænke 
fattes Bordene, naar der flulde fpifes. Hver drak med 
den, ber ſad ligeoverfor ham, og Driffehornet bares mellem 
dem omfring Jldene. Olaf forandrede digfe gamle Gifte, 
han lod Gjeftebudshallerne indrette med Ovne og fteenlagte 
Gulve, der beftrøedes ligefaavel om Binteren fom om Som- 
meren. Kongens Høifæde blev nu flyttet fra Langbænten 
og fat midt paa Tverpallen eller Høipallen, der gif 
tvertover Stuen, langs med Hufets Gavl. Længere nede 
fil Stallarerne fit Sæde paa den faafaldte GStallareftol 
(stallara stöll), og hos dem fad de øvrige Høvdinger, far 
ledeg at de alle vendte Unfigtet mod Hoifædet. Bægert 
bleve brugte iftedetfor de gamle Drifkehorn, og Hver funde 
nu briffe med hvem han vilde. Foran Kongens Bord 
ftode Stutilfvendbe1), der fljenfede for ham og andre 
Mand af høi Berdighed, der fad hos ham, og Kjerte 
fvende holdt ligefaamange brændende Kjerter for Bordet 
fom ber var høie Gjefter tilftede. Olaf forøgede ogfaa he 
tydeligen fin Hird; han havde 120 Hirdmænd, 60 Gjefer 
og ligefaamange Huuskarle, hvilfet var bet dobbelte af, hvad 
be forrige Konger havde havt. Naar Bonderne fpurgte | 
ham, hvorfor han drøg paa Gjefteri med ftørre Følge, end dn 
gamle Bedtægt tillod, fvarede han, ,at det ingenlunde ft 
for at plage Bøndene, men det var ham nødvendig for: 
med Kraft at funne fiyre Riget; der flod alligevel mindre | 
Gfræt af ham end af hang Fader, om han end var ov 
givet af dobbelt faameget Folk*)." | 

Toſte Jarls Sønner, Skule og Ketil Krok, hr 
fulgt med Olaf fra England; de vare begge gjæve Met ff;, 
1) Mavnet fommer af skutill, et lidet Bord. 


3) Sn. OL Kyrres S. Kap. 2. 3. 4. Fornm. 8. VI, 49-44 
442—443. Fagrſt. Kap. 219. 220. 
































* Ke vyp-- - 


ik så 


Forandring i Huusſtikken og Hofordningen. 499 


og meget yndede af Kongen. Ketil bofatte fig paa Haalo» 
galand, hvor Kongen flaffede ham et rigt Giftermaal og 
gav ham Lendermands Met. Skule derimod var ftedfe om 
Olaf og blev faldet Kongsfoſtre. Han var en fager og 
tapper Mand, udmerfet ved Beltalenhed og Viisdom. Kon- 
gen gjorde ham til Formand for Hirden og giftede ham 
med Gudrun, en Datter af Nefftein og Jngerid, Harald 
Haardraades Gofter. Skule talede ftedfe paa Kongen 
Vegne paa Thingene, og hans vife Raad gjaldt meget hos 
Olaf, der ei befad fin Faders dybe Klogffab. Kongen age 
tede Skule faa høit, at han tilbød ham et heelt Fylke i 
Norge, hvilket han felv vilde vælge, med Skat og Skyld 
for ham og hans Arvinger. Men Skule frabad fig denne 
Gave; thi ved et Kongeftifte, fagde han, funde den berøves 
ham. Derimod bad han om nogle Gaarde i Nærheden af 
de Kjøbftæder, hvor Olaf meft opholdt fig. Kongen fljødede 
ham da en Deel af de bedfte Kongsjorder omkring alle 
Byer i Landet, og disſe Eiendomme tilhørte fiden længe 
Skules mægtige Et 1). 

Ii Aar efter Harald Haardraadeg Fald døde den danfle 
Konge Svein Ulfåføn (1076 d. 28de April) i GSudathorp 
å Sønderjylland. Danerne elffede ham hoit for hand Blid» 
hed, Retfærdighed og Viisdom; derfor lovede be ham og 
fort før hans Dead, at de vilde tage hans Sønner til 
Konger, den ene efter den anden, faalænge nogen af dem 
levede, og tillode ham felv at beftemme, hvilfen af dem der 
nærmeft flulde følge ham i Riget. Svein anbefalede dem 
Da den anden af fine Sønner, Knut, hvem han anfaa for 
den bdygtigfte til at ſtyre Landet. Ulligevel lykkedes det 
efter Sveins Dod den mægtige Asbjørn Jarl at faa fin 
Svigerføn, Harald, med Filnavnet Hein, den Afdodes 
aldſte Søn, valgt til Konge, og Knut maatte lade fig noie 


med Garledømmet over Gjæland. Haralds Valg vakte 


') Sn. Harald Haardr. S. Kap. 103. Vagrff. Kap. 214. 


500 Olaf Kyrre Haralbsføn. 


Uenighed mellem ham og hans Brødre, og nogle af did 
føgte Hjælp hos deres Svoger Kong Olaf i Norge. I | 
Denne Anledning tilffrev Pave Gregorius VIL (15 Deck. 
1078) Olaf og advarede ham om iffe at forøge ben ind» | 
vortes Splid i Danmark ved at underftøtte Kongens Jien: 
ber 2). Kort efter døde Harald Hein (1080), og nu blev 
Knut Danmarks Konge?*). Mellem denne og Olaf var : 
ber oprigtigt Benftab. De havde en Sammenkomſt med 
hinanden ved Gautelven (1084), og her foreflog Knut, at | 
de i Forening flulde gjøre et Tog til England: han felv 
havde Fordringer paa bette Rige efter fine Forfadre, og 
Olaf havde fin Fader$ Død at hevne. Han tilbød den | 
norffe Konge Unførfelen over deres fælles Flaade. Olaf 
fvarede, at Knuts Frænder havde fordum havt ykke i 
GEngland; hans derimod havde været uheldige. Kong | 
Harald," fagde han, „der var faa vældig en Kriger, drog | 
derhen med en Hær, hvis Lige aldrig har forladt Norge | 
og dog veed I felv, Hvorledes Udfaldet blev. En fader | 
Hær fan nu iffe ftilles af Norge, og endnu langt mer | 
ftaar Unføreren tilbage. Det vilde være at frole alke 
meget paa Qyffen, om jeg forføgte paa at undertvinge 
England.“ Han bad Knut være Togets Unfører; da vil 
han lade 60 norffe Skibe ſtode til den danfle Flaa. 
Dette Tilbud modtog Knut med Glæde. Toget faftflté 
til næfte Sommer, og Kongerne adſtiltes efter at hat | 
fliftet Gaver 3). 

Om Binteren fød Kong Knut Hærbud fare over hl 
fit Rige og tilfagde Almenning af Folf og Skibe. Fil | 
om Baaren (1085) famledes Hæren ved Limfjorden; VA | 
fom ogfaa de 60 norffe Skibe, udruftede paa det herlig 


1) Dipl. Norv. VI No. 1. | 
9) Sn. OL Kyrres S. Kap. 5; udførlig i Knytl. S. Kap. 2-Å 
3) Sn. OL Kyrres S. Kap. 8; bedre Fremfilling I Kutt 6 | 

Kap. 41. 






















Danffe Begivenheder. 501 


hele JFlaade flal have udgjort henved 1000 ftørre 
dre JFartøter.  Bilhelm Grobreren, fom dengang 
de England, merkede med USngftelfe disfe ſtore Til— 
fer. Han fordelte 60000 Krigåmænd paa fit Riges 
dog troede han fig ikke engang herved ſikkret, da 
dfte, at Englænderne hadede det ſtrenge normannifte 
ømme. $Han flal desuden ved Beftitfelfer have vakt 
Fiender å hans egen Hær). Toget gif ogfaa over» 
flaaden var nemlig famlet,og man ventede fun Kon- 
enne blev imidlertid opholdt i det fydlige Jylland ved 
andlinger med Benderne, der truede Danmarf med 
reb. Den danfle Hær blev utaalmodig og fendte 
Knuts Broder, for at paaflynde Kongens Færd. Men 
enmægtige Knut, der havde Olaf mistænkt, lod ham 
Da dette rygtedes til Hæren, vorte Misnøien; 
ovdinger forefloge ligefrem, at man flulde bryde Les 
og Almuen greb med Glæde dette Raad. Forgja- 
d Nordmændene dem endnu en Stund at bie paa 
L Danerne fvarede, ,at Nordmændene funde ligge 
fulte, faalænge be vilde," og droge hver til Sit. 
efter fom Knut til Limfjorden og faa med Forbit 
hvad Der var fleet. Nordmandene tilbade fig at 
am, bvorhen han øsnffede; men med faa ringe en 
mde han Intet udrette. Han taffede dem for den 
: Froftab, tillod dem for Fremtiden at drive fri 
i de danſte Farvande og fendte dem hjem med 
aver til deres Konge2). Paa Danerne derimod hev- 
m fig ved at paalægge dem Haarde Bøder; men dette 
e Misfornøielfen med hand ftrenge Herredømme. 
e gjorde Opftand; den maægtige Asbjørn Jarl fatte 
eres Spidfe, og Knut maatte flygte til Fyen. Han 
rfulgt af Oprørerne og fældet i St. Albani Kirke i 
hm, Danm. Hift. IV, 654—657. 
pil. S. Kap. 42. 43. Sn. OL Kyrres S. Kap. 8. 


502 Olaf Kyrre Haraldsføn. 


Odenſe d. 10de Juli 1086. Hans Broder Olaf, der var 
gift med Olaf Kyrres Soſter, Jngegerd, blev nu Danmarls 
Konge 2). - 

Olaf Kyrre opholdt fig meft paa fine flore Gaardei 
Herederne, og paa en af disſe, Haufeby i Ranrike, både 
han af GSyadom efter 26 Aars hæderlige Herredamme 
(1093, 22de Geptbr.). Han efterlod fig em enefte uegte 
Søn, Magnua, hvis Moder var Thora TVoansdattt. 
Hans Lig blev ført nord til Nidaro8 og jordet i Chriſ⸗ 
firfen, fom han felv havde ladet bygge, og Hvor han have 
henfat St. Olafå Helligdom. Olaf Ayrre havde forbedret 
Qopene, fiyrfet Chriſtendommen, mildnet fit Folks Sed 
og befordret Landets Belftand; derfor prifes han og fom 
en af Norges bedfte og venfælefte Konger ?). 


Magnus Olafsføn Barfod og Haakon Magunsfen 


Magnuå, Olafs Søn, var en fljøn og raft Man, 
i Sindelag mere lig fin Farfader end fin Fader, modig 
men tillige urolig og berffefyg. Han var ved fin Faders 
Dod 20 Yar gammel og blev ſtrax af Bifværingerne tage 
til Konge over hele Norge. De nordlige Dele af Land! 
vare mindre villige til at antage ham; thi der var en av 
den Kongeſon, fom havde ligefaa ſtor Ret til Riget, nenlg 
Haafon, en Søn af Kong Magnus, Olaf Kyrres Dre 
der. $Haafon havde førft været opfoftret hos GSveinkt 
Steinarsſon, en mægtig Havding øfter ved Gautelben. 
fiden hos Thorer af Steig. Han var ved fin Farr 
der Død 24 Uar gammel, havde indlagt fig Hader ved 
et feierrigt Tog til Bjarmeland og var meget venfæl. Han 
foretraf Oplændingerne for Magnus og gave ham Konge 
navn. Haakon drog derpaa med Thorer, fin Fofterfadt, 


1 Opftanden mod Knut er udførlig fortalt i Knytl. S. Kap. 4. : 
3 Sn. OL Kyrres S. Kap. 10. Ser. rer. Dan. II, 515. 






Magnus's og Haafons Samſtyrelſe. 503 


til Nidaros, flevnede Ørething og blev her tagen til Konge 

over det halve Norge, fom hans Fader havde havt. Han 

gjorde fig fnart elftet af Trønderne ved at give dem flere 

Retterbøder famt afffaffe Landaren og Julegaverne, Byrder, 

fom vare blevne tilbage fra Svein Knutsſons Herredamme. 

Siden drog han tilbage til Oplandene, hvor han gav de 

famme Metterbader fom i Throndhjem 2). 

Norge havde nu atter to Konger, og mellem bisfe 
herflede fun liden Gnighed; thi Magnus vilde raade for 
hele Riget. Efter at han i fit Kongedommes førfte Aar - 
havde herjet i Danmarf paa GSjæland, Fyen og Halland 
og her vundet meget Bytte*), drøg han om Høften (1094) 
fil Ridaro8 og lagde fig ind paa Rongsgaarden. Da dette 
rygtedes til Oplandene, drog Haafon over Dovrefjeld, fom 
ogſaa til Nidaros og tog fit Herberge i Skulegaarden, der 
laa ovenfor Clemenskirken. Magnus var utilfreds med de 
tore Friheder, Haafon havde fljenket Folfet, da han fyne 
es, at de fongelige Jndtægter derved led førmeget, og han 
av Fhorer Skylden.  Haafon og Thorer paa fin Side 
bøtede Magnus's Henfigter, da denne hele Vinteren igjen- 
em holdt 7 ruftede Langſtibe i aabent Band udenfor Kongs» 
aarden i Aaen Nid. Om Baaren (1095) efter Kyndels⸗ 
leSfe lagde Magnus pludfeligen ved Nattetider bort fra 
yen med tjældede Skibe og Lys under Tjældingerne; han 
') ESn. Magn. Barf. S. Kap. 1. Vagrff. Kap. 222. 

Fagrſk. (Rav. 222) figer udtryffelig, at Magnus gjorde dette 
Tog til Danmarf ,famme Aar, fom han havde taget Kongenavn”, 
hvilfet vel vil fige, inden et Aar var forløbet, efter at han blev 
tagen til Konge. Dette bliver da rimeligviis Sommeren 1094. 
Efter Snorre (M. Barf. S. Kay. 3) fynes det, fom om Toget 
til Danmark førft ffulbe være foretaget Høften efter Kong Haa- 
fons Død, altfaa 1095. Thorlacius (i Chronologien til 3die Deel 
af Kongefagaerne) henfører det til Baaren 1095; Suhm (Danm. 
Hift. V, 19) til 1096; Falſen (Norges Hift. 11, 168) til 1097. 
Hvilfet Aar man antager, gjør iffe fynderlig til Sagen; dog 
forefommer bet mig, fom om 1094 eller 1097 har meft for fig. 


504 Magnus Olafeføn VBarfod og Haafon Maguusføn. 


fiyrede til Hefring *), hvor han blev om Natten og tændte 
ftore Flde oppe paa Landet. Kong Haakon frygtede, at em 
eller anden Svig laa under, og lod alt fit Foll blæfe fam 
men til Ørerne; ber føgte ogfaa Bymændene til ham og 
førbleve famlede hele Natten. Da Magnus i Qysningen 
faa hele Almuen famlet, holdt han ud af Fjorden og drog 
til Gulathingslagen.  Haafon talfede nu Folket for den 
Hjælp, det havde ydet ham, og lavede fig derpaa til at 
brage fyb over Fjeldet til Biken. For fin Ufreije holdt han 
et Møde i Byen og bad Folket om dets Venſtab, ligeſom 
han lovede dem fit: „ei turde han lide paa Magnué fin 
Fræende.“ Alle lovede ham Troſtab, og hele Mongden 
- fulgte ham til GSteenbjerget. Haakon drog derpaa op til 
Dovrefjeld. Da han her en Dag længe havde forfulgt en 
Rype, blev han pludfeligen fyg og døde paa Fjeldet i fil 
26de Uar. 14 Dage efter Bortfærden fra Nidaros blø 
hang Lig ført did tilbage. Alt Folket gik det imode må 
Graad og Klager og fulgte det til Graven i Ghrifttirken”). 


1) Hevringen, et Nes ftrar udenfor Throndhjem. 

2) Sn. M. VBarf. S. Kap. 2. Fagrſt. Kap. 223. 224. — De Fit 
henføre Haafons Død til VBegyndelfen af 1095, og denne Very: 
ning unberftøtter Fagrſtinna, ber ubtryffelig figer, at Kongen 
Haafon og Magnus I fit Riges andet Aar begge tilbragte Jules I 
Nidaros. Snorre er mere ubeftemt i fine Yttringer; i Begyukk 
fen af Kapitlet figer han, at Magnus om Høften (efter Sanmer⸗ 
hængen at bømme famme Høft, fom han blev Konge, 1093) bro 
til Nidaros, og Vaaren derefter døde Haafon; men bog angi! 
han i Slutningen af Kap.,at Haafon havde regjeret I to Binkr 
Annales regii (Ser. rer. Dan. III, 47) henføre Haakous Då il 
1094, hvilfet Aar ogfaa Falfen (N. Hift. II, 153) antager på 
Grund af Snorres nys anførte Udfagn. Men naar man beer 
fer, at Olaf Kyrre førft døde 22 GSeptbr. 1093 og Haakon ok 
rede ved Kyndelsmesfetider (i Februar), faa bliver det uſandſha⸗ 
ligt, at Snorre, hvis han havde meent, at Haafon var død 1044 
om beune Tid af noget over 4 Maaneder frulde have bragt Un 
tryffet to Vintre. 





1095. Haakons Død. Steigar-Thorers Oprør. 505 


Magnus blev ved Haakons Dod Enekonge i Norge, 
nen havde en farlig Modftander i Steigar-Thorer. Denne, 
er mistvivlede om nogenfinde at vinde Kongens Benffab, 
de Raad op med en vis Svein, Harald Fletters Søn, 
n driftig Biling af fornem bdanff Wt, der havde været 
veget yndet af Rong Haafon; de reifte en Flol mod Mag⸗ 
ug, og Svein flulde være dens Høvding, da Thorer felv 
ar for gammel. Flere anfeede Mænd floge fig til dem, 
landt disfe Skjalg Erlingsſon fra Jæderen, en mæge 
ig og rig Mand, famt Rendermanden Egil Aslaksſon 
f Aurland 2), gift med Ingebjorg, Soſter af Skofte Dg- 
nundsſon paa Gifte. Flokken famlede fig om Thorer paa 
Oplandene, drøg over Romsdalen til Søndmøre, flaffede 
fg her Skibe og for berpaa nord til Throndhjem*). — 

Paa Gaarden Bigg3) boede dengang Lendermanden 
Sigurd Ullftreng, Kong Magnus'8 Ben. Saaſnart 
an hørte om Thorers Foretagende, lod han Hærør udgaa 
J famlede Folf til fin Gaard. Hid flevnede ogfaa Svein 
Thorer; det fom til Strid, og efter at Mange vare faldne, 
ratte Sigurd flygte fyd i Landet til Kongen. Thorer 
>» nu ind til Nidaros, hvor meget Folk flrømmede til 
an. Magnus havde imidlertid famlet en Hær i Oslo, 

firar den var ruftet, feilede han med gunftig Bind mod 
'Yv. Da han fom ind i Throndhjemsfjorden, lagde han 
and indenfor Ørvarhamar og holdt Huusthing. Han 
> fine Mænd troligen bjælpe fig til at fordrive den Op» 
Sflok, fom havde reift fig i Landet for at hæve en Mand 


Aurland i Indre Sogn. 

En M. Barf. S. Kap. 4. 

) Nu Viggen i Børgfens Pgd., fybveft for Throndhjem. — Sigurd 
var en Søn af Lodin Biggjarffalle, der igjen var en Søn 
af Rut af Vigg, der blev dbræbt blandt VBondehærens Speidere 
før Slaget ved Stikleſtad. Sn. OL d. hell. S. Kap 221 fml. 
med Magn. Barf. S. Kay. 5. ' 


506 Magnus Olafsføn Barfo». 


til Riget, ber et var fongebaaren, ja ikke engang indfedt. 
»De, der fulgte Haakon," fagde han, vare at undflylde; 
thi han var god mod fine Benner og havde nogen Met til 
Riget; men det, fom nu fler, er ufømmeligt, og ei bør 
jeg Konge hede, hvid jeg ei sdelægger denne Roverflok og 
ftraffer fligt Midingffab. J bør fraftigen hjælpe mig; da 
ville alle Brave roſe Eder. For dem, der have flaaet fig 
til vore Fiender, frulle vi nu brænde Gaardene og dræke 
dem felv, hvid vi faa dem fat; deres Gods frulle vi tage 
til Bytte." Kongens Tale blev roſt. Oprørerne laa med 
fine Skibe ved Hefring for at drage ud af Fjorden, da de 
fpurgte Kongens Ankomſt. De roede ſtrax nord over jor 
den til Vagnvik 1), forlode her fine Skibe, førte den gamle 
Thorer med fig paa en Baare over Fjeldene og fom nd 
til Therdal i Seljuhverv2). De faffede fig nu atter Skikk : 
og føre nord langs Haalogalands Kyſt lige tl Bjarke. 
Her boede dengang en af Magnus's LTilhængere, Arnmed⸗ 
lingen Jon, Son af Urne Urnesføn og gift med Ran 
veig, Thorer Hunds GSønnedatter*). Han fil i Vide Ny 
om Fiendernes Komme og flygtede i flørfte Skynding må 
fin Søn Bidfunn; men hans Gaard, tilligemed et godt 
Langflib, fom tilhørte Bidfunn, blev brændt og alt hand 
Gods ranet. Da Sneffen brændte og hældede noget fi 
ben ene Gide, fagde Thorer fpottende: Mere til Styrbor), 
Bidfunn!" De Flygtende flandfede ei, før de traf Maguué, 
der haftigen havde forladt Throndhjem for at opføge fir 
JFiender. Disſe vare imidlertid dragne fybover igjen 4 
havde herjet overalt, hvor de fom. Men da de laa i Før 
den Harm), fif de Die paa Kongens Flaade; de vonde 


1) Gaarden Bangvif i Strandens Sogn, Lervifens Pgd., ligeoverfex 
Throndhjem paa ben anden Side af Fjorden. 

2) Vherdal i Nafjorbens Pgd. 

3) Sn. Magn. >. godes S. Kap. 12. 

4) [Brønsfjorden fydligft paa Helgeland.] 





GSteigar-Thorer fangen og hængt. 507 


ei at flride meb Overmagten. Svein fatte til Havs og 
undkom; Thorer, Egil og Flere roede derimod ind til 
Hesjotun?). Paa Beien lode Thorers Mand ftore Ord 
fade: Neppe," fagde de, ,havde noget Skib efter Ormen 
Range været befat med dygtigere Helte end deres.“ Men 
da de vare fomne til Land, og Magnus's Skibe nærmede 
fig, førlode de alle Thorer og toge Flugten. „De fagde," 
udbrød Oldingen, ,at vort Skib ei var værre befat end 
Ormen ange; men ber er dog Forfljel paa Mandffabet: 
der faldt Flere, her fly Flere.* Gail af Aurland var den 
mefte, fom forblev hos Thorer; denne bad ham fly. Det 
var Skade,“ fagde han, „ſtulde faa raft en Helt mifte Lte 
vet.” Der er ei for Mange om dig," fvarede Egil, „om 
end jeg bliver." Han vilde heller iffe forlade fin Kone, 
der fulgte ham. Thorer fad i Forrummet paa fit Skib, da 
Kongens Snekker glede ind ved dets Side. Sigurd Ull- 
flreng raabte til ham: „Er du friſt, Thorer?” Va friff i 
Handerne, men ſvag i Fødderne," var Svaret. „Du er 
fed, Thorer!“ vedblev Sigurd. Det volder min Mad og 
mit DL" fvarede den Gamle. Thorer og Gail bleve nu 
tagne til Fange og førte ud paa en Holme, faldet Bam» 
barbolm, hvor en Galge var reift for dem. Paa Veien 
fagve Thorer: Fire vare vi i Ledtog, og En fad ved Sty- 
ret.““ Da han blev fedet op paa Holmen, ravede han; da 
taabte Vidkunn til ham: Mere til Bagbord, Thorer!" 
Da fan fom til Galgen, udbrød han: „Ilde lobe onde 
Raad af.“ Han var faa tyk og ſtor, at da Galgevippen 
bæwee ham i Beiret, fledes Hovedet fra Kroppen. Egil 
blew nu ledet til Galgen. ,3 glæde Eder vel," ſagde han til 
de Omkringftaaende, ,ved at faa fee mine Fødder ſpralle?“ 
v&rør bu ei," fpurgte de, ,at bu felv fan raade for, hvore 
ledes bu friffer dig ved din Baner" Det vil vife fig," - 
arede han. Da Gtrilfen var lagt om hans Hald, og 
) [$estun paa Havngen i hjøttø Pgd.] 


508 | Magnus Olafsføn Barfod. 


han hævedeg i Beiret, fleg han med den ene Jod paa den 
andens Rift og bevægede fig ikke. Alle Vilftedeværende 
ynfede denne raffe Mand; Ingen vovede dog at bede for 
ham. Men da han hang i Galgen, fagde Magnus: Ilde 
bjælpe dig nu dine gjæve Frænder.” Heraf fluttede man, 
at Songen havde onffet en Bøn for Egild Liv. Magnué 
vendte nu tilbage til Throndhjem og revfede haardt al 
Dem, ber bleve overbevitfte om at have hjulpet Oprørerne 
Nogle dræbte han; Undre Gaarde bleve brændte. Throne 
derne maatte give fin Sag i Kongens Bold og bleve fors 
ligte med ham. Svein, Harald Fletteré Søn, var heldigere 
end fine Medfklyldige; han undfom til Danmark og opholdt 
fig der, indtil han fenere blev forligt med Magnus's Gm | 
Gyftein og blev Hans Skutilſvend 1). | 

Magnus havde i Thorer befeiret ſin farligfte Mod: 
ftander; han fredede nu fit Kand og renfede bet fra akt 
Bikinger og Ravere. Gen Høvding var der dog enduui 
Norge, fom forefom Magnus mistænkelig, og dette var den 
maægtige og trobdfige Sveinfe Steinarsføn, der hode 
øfter ved GSautelven. Han havde elftet fin Fofterføn, Kong 
Haafon, faa heit, at han ei havde Funnet overtale fig til at 
underfafte fig Magnus. Kongen paalagde derfor Sigurd 
Ullftreng at drage til Sveinke og byde denne rømme Lun 
det; de vikſte Lendermænd Svein Bryggefot, Dag Ei 
lifsſon og Kolbjørn Klakka flulde hjælpe ham til dt 
udføre dette Grinde. Sigurd var villig hertil; , dog," fag 
ban, ,vidfte jeg ei, at den Mand var i Norge, mod hun 
jeg ffulde behøve tre Lendermends Hjælp!" Kongen for 


1) Sn. Magn. Barf. S. Kap. 5—7. Fornm. 8. VII, 4-16 
Fagrſt. Kap. 225—228. — GSagaerne angive el, paa hvilke W 
Thorers Opftand har fundet Sted; fun fynes den efter deres fr 
telling at være indtruffen meget fort efter Kong Haakons DA | 

Ann. regii, ber fenføre benne til 1094, fætte ogfaa Thorers DA 
i famme Aar (Ser. rer. Dan. III, 47). 





Strid med Sveinfe Steinarsføn. 509 


ede, at han funde fade være at benytte deres Hjælp, hvis 
en var unsdvendig. Gigurd drog nu til Bilen med eet 
5kib; han fammenfaldte Lendermændene og ftevnede et 
ching, til bvilfet det ogfaa paalagded Elvegrimerne (Ind— 
yggerne ved Gautelven) at møde. Thinget var talrigt; 
enbermæntene lovede at underftstte Kongens Sag, men 
aadede bog Sigurd til at fare lempeligen frem; thi han 
avde i Sveinfe en farlig Mand at handle med. Det 
rede en Stund, før Sveinke fom; endelig faa man 500 
Mænd i Brynjer, blinkende fom Jis, nærme fig og fætte 
fig i en Ring paa Thinget. Sigurd flod op og frembar 
for den famlede Moangde Kong Magnus's Hilfen. Kon» 
gen byder Alle,“ fagde han, der ville Iyde ham, fit Ben- 
ſtab; han vil være hele dette Rige8 naadige Herre og alle 
Rordbmændå Bern; det er til Eders eget Bedfte at modtage 
igt Tilbud.“ Da reifte fig blandt Glvegrimerne en foær 
kand i Lodkappe (loden Kappe) med Hette pan Hovedet 
: Dye paa Urelen, faa vredt hen for fig og raabte: „In⸗ 
NM Ruller behøves," fagde Ræven, „drog Harpen?) paa 
en!" Han talte ei mere og fatte fig igjen ſtrax. Sigurd 
fer fig atter: „Lidet villige" fagde han, ,vife I Clve- 
Mer Eder i at fremme Kongené Sag; tydeligere faar jeg 
'e mit Grinde tilfjende." Han frævede nu paa Kongens 
Que Landffyld og <eding, bad dem yde Kongen hans 
t og minde8, hvorledeg bet var gaaet dem, der før havde 

fig op mod ham. Den fore Elvegrim reifte fig igjen, 
tede lidt paa Hætten og fagde haftigen: ,Det feer ud til 
Mee, Svende! fagde Finnerne, havde Skier at fælge." 
”Cpaa fatte han fig. Sigurd havde imidlertid talt med 
Rdermændene og bebreidet dem, at de toge fig lidet af 
ngens Grinde; han faftede nu i fin Brede af fig den 
xQ Kappe, fom han bar over fin Skarlagens Kjortel. 
ber vogte fig nu felv," fagde han, „og fpotte ei Undre. 


) Et Slags Stjøl (Harpeffjel). 


510 Magnus Olafsføn Barfod. | 


Dog derom bryder jeg mig ei ftort; værre er det, at man 
faa haanligen fvarer paa Kongens Budflab. Der er en 
Mand, Sveinfe Steinarsføn, fom bor øfter ved Elven; 
af ham fordrer Kongen Skat eller erklærer ham landéfor- 
vitft. Gi nytter Uvillie og fpottende Ord; thi vel finde 
hang Jævninger, om han end med Haan befvarer vor Vale. 
Bedre er det i Lide at give efter, end at faa Skam for 
fin Modftridighed.” Da reifte Sveinke fig, kaſtede Hatten 
paa Ryggen og overøfte Sigurd med de groveſte Skjalds⸗ 
ord. , Du fan være glad," fagde han til GSlutning, ,om 
du flipper bort med Livet,” og bød fine Moænd fraa op og 
anfalde ham. Elvegrimerne reifte fig med Baabengny; men 
Gigurd fom ved Lendermændenes Hjælp paa en Heft og 
undflap i ftørfte Skynding til Skoven. Sveinke drog fra 
Thinget hjem til fin Gaard; Sigurd derimod fom med | 
ftort Befvær til ThHrondhjem, hvor han traf Kong Magnuå. 
„Behovede du et Kendermændeneg Hjælp?" fpurgte Kongen. 
Sigurd var ilde tilfrev8 med fin Ford og eggede til Hevn. 
Hertil behøveded ei megen Opfordring. „For heit” fagde 
Magnus, „ſtikke Lendermændene Hovederne i Beiret, naar 
be ei ville vife fin Konge den fyldige Lydighed; bet egnet 
Kongens Høihed at neddæmye fine Underfaatter8 Overmod, 
naar de ei maale fig med fin egen Uten.” Han drog må 
fem Skibe til Viken og erklærede for Lendermøændene, dt 
han vilde finde Sveinke; thi han frygtede, at denne vilt 
opfafte fig til Norges Konge. Svein Bryggefot, Dag & 
fifsføn og Kolbjorn Klaffa fulgte Magnus. Da de nor 
mede fig Sveinfes Gaard, tilbøde Lenbdermændene fig e 
fare førud for Kongen; ,thi Sveinke,* fagde de, har manft 
famlet Folk, og der fan ligge Baghold i Skoven.“ Mp 
nus tillod bet. „Dog maa I vide," lagde han til, ,et 8 
vil give Banderne Noget at beftille, hvis de ei holde ig 
rolige." Da endermændene fom i Land, faa de Sveille 
drage dem imøde fra fin Gaard med en velvænet Her 


— be å 








Forlig med Sveinfe Steinarsføn. 511 


De holdt et hvidt Fredffjold i Beiret, Sveinke lod fit Folt 
ftandfe, og bet fom til Samtale. Kolbjørn bad ham ikke 
begynde Fiendtligheder og tilbød fig at mægle mellem ham 
og Kongen. GSveinfe modtog Tilbudet og lovede for det 
førfte ei at drage: videre. Flere Gange fore nu Lender- 
mændene frem og tilbage mellem ham og Magnus. Kon⸗ 
gen vilde i JForftningen ikke vide af andet, end at Sveinke 
flulde fare af Landet og have fit Gods foørbrudt; denne 
derimod fagde, at han heller vilde falde paa fin Odel, end 
fly et Pileftud fra den. Men fnart gav man paa begge 
Sider efter for Lendermændenes Bønner og velmeente Fores 
fiillinger. GSveinfe lovede at være borte fra Norge tre Uar 
og drog ſtrax til Gautland. Kolbjørn Klaffa flulde i hang 
Fraværelfe tage Bare par hans Eiendomme. Kongen for 
derpaa nord i Landet. Men fnart angrebe Flokke af Ro— 
dere GElvegrimerne, der vare uden Høvding, og Magnus 
fandt bet bedft at falde Sveinke tilbage. To Gange fendte 
han ham Bud; men Sveinke fom ei. Endelig traf Magnus 
ham felv paa en Fard til Danmark, og nu bleve de fuld- 
fommen førligte. Gveinfe drøg hjem til fine Gaarde, føre 
foarede fiden den øftre Deel af Landet og var ſtedſe Kon— 
geng Ven 1). 

Da Magnus ingen Fiende mere havde at frygte i 
felve Norge, blev han en Skrak for fremmede Riger.: Hans 
forſte Onſte var at tilbagevinde be Lande i Veſten, der en- 
Jarrg havde adlydt hand Forfædre. Suderoerne, oprindelig 
fot og beboede af Skotter, vare tidligen blevne et Bytte 
OT norffe Bifinger og vare udſtykkede mellem mange Hov» 
dim ger, for det mefte af norft Et. Harald Haarfager 
bare undertvunget bem, og en Tidlang erfjendte de Nor: 
VES Operhøihed. Men de norffe Kongers Magt paa Øerne 
tabte fig, alt fom deres Loge did bleve fjældnere, og mod 
Cutningen af 11te Yarhundrede var den ganſte tilintet» 


*) Su. M Varf. S. Kap. 8; Fornm. 8. VII, 16—27. 





512 | Magnué Olafsføn Barfod. 


gjort. Da forenede Godred Crovan, Konge af My, 
be flefte af Derne under fit Herredømme og efterlod dem 
ved fin Død til fin Son Lagman. Ullerede i fine forte 
Regjering8aar havde Magnus gjort et Tog mod Veſten. 
Han ſtal have overvundet Kong Lagman, hjulpet den fore 
drevne ffotfle Konge Donald til hans Rige og fom Ve 
lønning erholdt afftaaet dennes Met til alle Der i Beft for 
Gfotland 1). Imidlertid var ved dette Tog hans Here 


1) Om Magnus's Bedrifter i Veſten fortælle et alene vore ganke 
Sagaer, men ogfaa engelffe, fotffe og irſte Hiftorieffrivere, og de 
forffjellige Beretninger tjene til gjenfidig at oplyfe og beriglige 
binanden. J Hovedfagen ftemme de alle vel overeens. Om Eu 
berøernes Tilftand paa den Tid, ba Magnus foretog fit Tog dt 
hen, findes fær vigtige Oplysninger i et Skrift fra den fik 
Halvdeel af 13be Narhundrede, falbet Chronicon regum Mammiz' 
(be manffe Kongers Krønife), og udgivet med færdeles belærende 
Anmerfninger af Langebef i Scriptores rerum Danicarum, div 
Bind [og fenere af P. A. Mund: Chronica regum- Mamir. 
Chriſtiania 1860]. Snorre og de øvrige norffe Kongefagaer fant 
Orfneyingafaga omtale fun eet Tog af Magnus for at unde 
tvinge Subderøerne. Men af fremmede Skribenter og af mfl 
Data i Sagaerne er det aldeles tybeligt, at Magnus alet i 
fine førfte Regjeringsaar, rimeligviis 1095 [efter Mund) 1093- 
1094], har gjort et Tog mod Beften, der fammenblandes med det 
flore Tog, han gjorde bid I Aaret 1098. Paa det førfte Tog 
maa bet have været, at han efter Sagaernes Beretning overvant 
Kong Lagman (der bøde 1096), og Ifølge ſtotſte Skribenler 
hjalp Kong Donald (død 1097). Gagaerne forverle ogfør 
denne Donald med hans Broder og Forgjønger Malcolm, M 
allerede døde 1093 og altfaa ei fan have havt Stridigheder må 
Magnus, medmindre man antager, at benne allerede å fin Fadrl 
Tid har gjort Toge til Efotland, eller med FTorfæus fætter hart 
Regjeringö Begyndelfe i Aaret 1087, hvilket aldeles ſtrider ne 
Sagaernes udtryffelige Ungivelfer (fee Langebeks AnmerfuingS 
Hil Chron. reg. Mann., hvor tillige denne Krønifes feiloglige 
Tidsregning berigtiges, famt Thorlacius i Fortalen il Me 
Deel af Heimskringla). — Snorres Beretning (Magu. Bari 6 
Kap. 11) om den Lift, hvorved Magnus tilegnede fig Gotidd 





1098. Befterhavstog. 513 


dømme over GSuderøerne langt fra iffe grundfæftet. Nu 
da hele Norges Magt flod til hans Raadighed, foretog han 
fig at fuldende deres Undertvingelfe. Hertil blev han oge 
faa egget af den landflygtige orknoiſte Jarleføn Haafon. 
Jarlerne Paal og Erlend, Thorfinns Sønner), herffede 
lenge over Orknøerne å Follesſtab og indbyrde8 Enighed. 
Men da dereg Gønner vote til, forftyrreded Freden. Paald 
San, Haakon, og Erlends Søn, Erling, vare urolige 
Ynglinger. Haakon var ftolt af fin Byrd; thi han var 
Haafon Ivarsſons Datterføn. Han vilde derfor raade meft. 
Grling gav intet efter, og det fom til aabenbar Strid mel 
em dem. Fadrene indvikledes i denne Uenighed, da hver 
aa paa fin Sons Bedfte. Jor at bilegge Striden bleve 
u SDerne deelte mellem Farlerne; men dette hjalp intet. 
'aafons Overmod og Boldfombhed tiltog Dag for Dag, og 
et kom paany til Fiendiligheder. De bedfte Mænd paa 
erne føgte at mægle; men Erlend og Erling vilde nu ei 
De af noget Forlig, med mindre Haafon forlod Derne. 
evtil [od denne fig endelig overtale og drøg til Sverige, 
'Or han, for fit Slægtffab med Haafon Jvarsføn, blev 
E-mobtagen af Song Inge Gteinfeldføn. Efter at have 
bBubt fig en Stund hos denne, begyndte han at længes 
er fit Fædrenefand og drog til Norge. Her hørte han, at 
"Lend Jarl og hans Gøn næften vaadede ene over Orkne 
Tre, og at Paal Jarl fun havde lidet at fige; Jndbyg- 
Trve ønfkede ei Haafon tilbage, men vilde modftaa ham af 

SMagt, Hvis han fom did. Han bad da Kong Magnus 
MN Underftøttelfe til at erholde fin Fedrenearv; men Kon- 
VW vilfte fig uvillig. Imidlertid merkede Haafon fnart, at 
anus var fuld af ftore Planer og higede efter at udvide 
t Herredømme. Han foreftillede ham nu, hvor hæverlig 


(Gantire paa Skotlands Veſtkyſt) maa rimeligviis henføres til 
dette førfle Tog. 
*) See ovfr. S. 486. 
R. Kenfer. Norges Hiftorie. 338 


514 Magnus Olafsføn Barfod. 


Sudersernes Undertvingelfe vilde være; han kunde derfra 
herje paa Skotland og Jrland, og naar han havde vundet 
disſe Lande, hevne fin Farfaders Død paa Englænderne. 
Glig Yale var efter Magnus's Sind; dog fagde han, at 
hvis han drog vefter over Havet paa Haakons Or, da 
maatte benne ei undre8, om han uden Forſtjel bemeægtigede 
fig alle berværende Lande. Haakon merkede, at Kongen 
figtede til Orfnserne, og eggede ham ei mere; men nu bes 
hovedes ei heller nogen Vilffyndelfe. Magnus lød Leding 
opbyde over hele Norge og for den næfte Sommer (1098) 
med en ſtor Flaade og mange Lendermænd i fit Folge 
vefter over Havet). 





Da Kongen fom til Orknoerne, tog han Jarlen J 


1) Gtridighederne paa Orfnøerne, ber tilbeels fremffyndede Magnuss 
ftore Tog mod Veften, findes udførligft fortalte å Orkneyingafaga | 
S. 94—108; be berøres ogfaa i de vidtløftigere Kongefagarr 
(Fornm. 8. VII, 27—29), men Snorre omtaler bem ilfe. År 
gaaende Tiden, naar bette Tog foregif, flemme GSagaerne paa bei 
bebfte med fremmede Gtribenter (Langebef Ser. rer. Dan. II, 
216—218). Den manffe Krønife anfører em fabelagtig Aarfog 

til Magnus's Tog (hvilket den fammenblander med hans fik 
Tog til Irland i 1102): „Norges Konge Magnus, en Sø df 
Olaf, en Søn af Harald Haarfager (faaledes falbe uden Undla- 
gelfe engelffe Forfattere Harald Haardraade) vilde underføge, om 
Martyren St. Olafs Lig var uforraadnet, og bød, at man full 
aabne hans Grav. Da Biffoppen og Geiſtligheden fatte fig hr 
imod, gif Kongen felv driftigen hen til Skrinet og lod det aber 


med Magt. Men da han havde feet og berørt det uforraadude Mg - 


egeme, overfom ham pludfelig em for Forfardelſe, og han så * 
itlfomt bort. Den følgende Nat aabenbarede St. Olaf fig fer 
ham og fagde: Valg eet af to, enten at mifte Livet tiligent 
Riget inden 30 Dage, eller og at drage bort fra Norge og akk 
fiben gjenfee bet. Da Kongen vaagnede, faldte han for fig Hør 
dingerne og de Xldſte og fortalte bem fit Syn. Forfardede ran 
dede de ham i flørfte Haft at drage bort fra Norge. Han lod da 
uden Ophold vufte em Flaade paa 160 Skibe og drog over få 

Orknoerne“ o. f. 9. | 





1098. VBefterhavstog. | 515 


Paal og Erlend fangne og fendte bem over til Norge. Han 
fatte fin otteaarige Gan Sigurd til at flyre Derne under 
floge Raadgivere8 Beiledning, forfterkede fin Hær, medtog 
Erling og Magnus, Erlend Sonner, og fortfatte derpaa 
Toget veftover forbi Skotland. Kong Lagman var dengang 
død, og Suderøerne med Man bleve haftigen undertvungne. 
Derfra drøg Magnus til Angulso 1) og holdt ind i Sun» 
det mellem benne og Wales. To engelfle Farler, Hugo 
af Shrewsbury og Hugo af Cheſter eller, fom GSa- 
gaerne falbe dem, Hugo ben prude og Hugo den digre, 
føgte med en Hær at hindre hans Landgang, og det fom til 
en flarp Strid. Magnus fældede felv Hugo den prude ved 
et Bileftud i Diet, det enefte Sted paa ham, fom ei var 
bepantsret; Englænderne flygtede med flørt Tab, og Angulss 
underfaftede fig Nordmændene?*). Magnus vendte derpaa 
tilbage til Man. Herfra ffal han have fendt Moriertaf 
O'Brien, Konge ver en Deel af Jrland, fine Sfo, og 
Paalagt ham at bære dem om Halfen paa Juledag gjennem 
fit Slot i de norffe Sendemænda Paafyn til Tegn paa fin 
Underfaftelfe. Irerne forbittredes over benne Ndmygelfe; 
men Moriertak fagde, ,at han heller vilde tygge Skoene, 
end fee fit Land ødelagt” Han opfyldte ben norſke Kon- 
ges Bud og fendte hang Mænd tilbage med Gawver3). 
Magnus forblev Binteren over paa GSuderserne, uag- 
tet Mordmændene vare midfornøiede hermed, og Mange 
Hemmeligen drøge hjem. Han gav de nyvundne Lande 
Qove, fom gjaldt fænge fiden 4), fatte fin Søn Sigurd til 


1) Anglesey ved Kyſten af Wales. 

2) Gngelffe Skribenters Beretning om denne Kamp femmer paa det 
nøiagtigfte med Sagaerne (fer Langebef, Scr. rer. Dan. III, 216— 
219 fml. med Sn. Magnué Barf. S. Kap. 11 og de øvrige 
Kongefagaer). 

3) Den manffe Krønife hos Langebef S. :220. 

4) Hector Bostius Hist. Scot. hos Suhm, Danm. Hift. V, 53. 

| 33 * 


516 Magnus Olafsføn Barfod. 


at fiyre dem med Kongenavn og giftede ham med Moren: 


tafg femaarige Datter Bjadmynjal). Den følgende 
Sommer (1099) vendte han igjen tilbage til Norge, hvor 


imidlertid begge de orfnøifte Jarler vare dede. Paa dette 


Tog havde Maguus. optaget den i Skotland og Irland 
brugelige Klædedragt, og efter Hjemfomften gif han og 
mange af hans Mand barbenede med forte Kjortler og 
Kapper. Deraf fil han Tilnavnet Barfod?). 

Magnus havde vundet baade Hævder og Magt paa fit 
Tog mod Beften; men hermed funde han ei flaa fig til 
Ro. Endnu famme Uar, fom han var fommen hjem, be 
ayndte han Fiendtligheder mod Sverige. Han paafo 
nemlig, at Gautelven og Bæneren var den gamle Grandſe 
mellem Rigerne, og at alle Bygder i Beft for disfe Bande, 
nemlig Norddal, Sunndal, Bear og Bardynjar med 


tilliggende Stove flulde tilhøre Norge3). Disſe Bygder 
havde længe fom en Deel af VBeftergautland fraaet under | 


den fvenføe Konge, og Indbyggerne snflede ingen ny Here. 
Alligevel red Magnus (1099) med en ſtor Hær fra Bilen ind 


i Gautland, brændte i Skovbygderne og tvang Folket til at 
1) Snorre (Magn. Barf. S. Kap. 12) figer, at Magnus gav fr 


Søn Sigurd Haafon Paalsføn til Naadgiver; herom næver 
imidlertid Orfn. S. intet; den figer tvertimod, at Haakon fulgt 
Kongen, faalænge denne levede, og var med ham paa hans fornfe 
Tog, og den beraaber fig ved denne Leilighed paa em Drapa om 
Haakon (GS. 118). Uvdførligere Underretning om adſtillige Ou⸗ 
ftændigheder ved Magnus's Binteropholb paa Øerne give de vidt: 


løftigere Songefagaer (Fornm. S. VII, 48—51) og Orhn. 6. 


(GS. 114—116). 

3) Saxo Grammaticus (i Begyndelfen af 13de Bog) har en anden 
Fortelling om Anledningen til bette Tilmavn: Under en Krig 
med Sverige blev Magnus engang faa uformodentlig angreden 
af Hallandsfarerne, at han et fil Tid til at tage Sfo paa, mr 
maatte fly barfodet til fine GSkibe. Til Erindring om der 
haanlige Flugt fif han fit Tilnavn." 

3) Disfe Bygder udgjøre omtrent bet nuværende Dalsland. 








1099. Krig med Sverige. 517 


underfafte fig. Mod Høften fom han til Bæneren og lod 
mu paa Kvaldinso1) opbygge en Borg af Torv og Iræ, 
omgiven med en Grav. Her efterlod han 300 Mand un- 
der Unførfel af Sigurd Ullftreng og Finn Skoftes— 
fon af Giffe, og drøg derpaa felv tilbage til Biken*). 
Dengang herflede over Sverige Inge Steinkeld» 
fan, en god og mægtig Konge, flert og fvær af Bert. Paa 
Rygtet om Magnus's Foretagende famlede han en Hær, 
og det hed, at Han vilde angribe Nordbmændene paa Kval» 
dinso. Ungrebet fod imidlertid vente paa fig, og Nord⸗ 
mendene fpottede allerede over ,den tyflændede Inges 
Dvælen.* Men da Jfen paa Bæneren lagde fig, fom 
Sveafongen med 3000 Mand». Han bød Nordmændene 
forlade Borgen og medtage alt det vundne Bytte. Sigurd 
Ullftreng fvarede, ,at Inge førft maatte umage fig nærmere: 
de lode fig ei drive bort fom Hjorden fra Engen.” Inge 
forte nu fin Hær ud paa Øen og bed Nordmændene drage 
ort med Baaben og Klæder, men efterlade Byttet. De affløge 
det, Da lod Kongen ftorme; Graven blev opfylbt med Stene 
Og Tømmer, Bolden nedreven ved Hjælp af Unkere, bundne 
Paa lange Bjælfer, og Brande faftede ind i Borgen. Nord 
Mmendene bade nu om Fred. Inge bod dem drage bort 
uden Baaben og Rapper og lod hver af dem, idet han gik 
ud, give et Slag med en Kjep. Beſtjcemmede og misfor- 
nøiede vendte de tilbage til Morge, og alle Skovbyggerne 
3ave fig paany under den fvenfle Konge 3). 
For at oprette det lidte Uheld drøg Magnué om Baa- 


1) Den nuværende Kållansø, Nordøft for VBenersborg og Veſt for 
Kinnefullen. 

3) Sn. Magn. Barf. S. Kap. 13. — Nogle nærmere Oplysninger 
om bette Tog, fær om ben Tjenefte, Sigurd Ranesføn under 
dette gjorbe Kongen, gives i de vidkløftigere Kongefagaer under 
Fortællingen om Sigurds Proces med Kong Sigurd Jorfalafarer 
(Fornm. 8. VIL, 129). | 

3) Sn. Magnus Barf. S. Kap. 14. 


518 Magnus Olafsføn Barfo». 


ren (1100), faafnart Iſen gif op, med en Flaade til Gaut- 
elven, for op ab bend øftre Urm og berjede i Beftergaut: J 
fand. Bed Forerne forlode Nordmændene fine Skibe og | 
drøge over en Ya, fom der er. Men da mødte Gauternö Å 
Hær bem, og bet fom til Strid; Nordmandene bleve over J 
manbede; Mange faldt, og Reften maatte fly. Magnus fel 
flygtede til Heft og blev heftig forfulgt af Gauterne; han 
var let at fjende paa fin Hoide; en rød Gilfefappe hang 
over hans Brynje, og det blege Haar faldt ned paa Har | 
berne. Øgqmund Skoftesſon, der ogfaa var en for 
og fager Mand, red ved Kongens Side, Et ODieblik, da 
Bakker og Krat fljulte dem for de efterfættende Fiender, 
bad Øgmund Magnus om hans Kappe. Kongen fpurgk | 
ham, hvad han vilde med den. „Jeg har yft til den” 
fvarede han; ,bu har givet mig ftørre Gaver.” Han fl | 
Kappen og Faftede den paa fig. Da de igjen fom paa fet : 
Mart, vendte Øgmund og hans Mænd tverd af Veien | 
Gauterne faa ham, troede, det var Kongen, og forfulgte I 
ham alle, medens Magnus uden Hinder naaede Skibene. 
Ogfaa Øgmund undkom, men med Nød. Den norfte Hør | 
brøg derpaa nedad Elven og tilbage til Viken). 
Magnus vilde imidlertid ei lade fine gjentagne ab 
ubevnede. Endnu famme Hoſt ruftede han fig paany, 
faldt med meget Folk ind i den fvenfle Konges Mige og i 
tvang de nordligfte Bygder af Beftergautland til at under | 
fafte fig. Men da han havde flaaet fine Velte ved Lander 
merfet for herfra at gjøre videre Jndfald i Fiendené Land, 
fit han høre, at Rong Inge nærmede fig med en fror Har. 
Mange norfte Høvdinger raadede nu til at vende bjen; 
men betft vilde iffe Magnus. Han drog GSveakongen | 
imode og angreb ham uforvarende ved Førerne. Striden 
var haard; Magnus felv fjæmpede mandigen, ved tvert I 
igjennem Fiendernes Fylling, og Ingen unde modne | 
1) Sn. Magu. Barf. S. Kap. 15. 





1100. 1101. Krig med Sverige. Fredsmede ved Kongehelle. 519 


Jam. Svenſterne faldt i Mængde og maatte omfider fly. 
Magnus forfulgte dog ikke fin Geier, men vendte tilbage 
il Norge 2). | 

Om Sommeren efter (1101) blev et Kongeftevne. faft» 
at ved Kongehelle. Der mødte Magnus af Norge, 
inge af Sverige og Erik den gode, der feg Aar forud 
1095) var bleven Danmarks Konge efter fin Broder Olaf 
unger. De havde givet hinanden indbyrdes Sikkerhed 
I dette Møde. Et Thing blev fat, og Kongerne traadte 
rem paa Marken foran det øvrige Foll. Alle Nærvæs 
enDe, fige8 der, beundrede dem: Inge var den ftørfte, 
srefte og for fin Alders Skyld ærverdigfte, Magnus den 
affefte og mandigfte, Erik den fagrefte; men alle vare de 
nfeelige og veltalende. Gifter en fort Samtale enedes de 
m Greden, og denne blev nu forfyndt for deres Mænd: 
ver af de fiendtlige Konger ffulde have det Mige, fom 
ang Forfædre havde beherflet, og felv godtgjøre fine Un- 
erfaatter, hvad Stade disfe havde lidt under Krigen; des» 
den frulde Magnus egte Inges Datter, Margreta, fom 
iden blev faldet Fredfolla. De tre Konger flilte8 der- 
aa fom be bedfte Benner ?). 


1) Sn. Magn. Barf. S. Kap. 16. 

2) Sn. Magn. Barf. S. Kap. 17. — VFagrffinna (Kap. 238) og 
be vidtløftigere Kongefagaer (Fornm. S. VII, 62) berette, at den 
Beftemmelfe var med blandt Fredsbetingelferne, at de omtviftede 
Lande i VBeftergautland flulde følge Margreta fom Medgift. Man 
finder imidlertid iffe, at be i fenere Tider have hørt under Norge, 
og af den Grund tvivle baade Suhm og Lagerbring om VBeret- 
ningens Nigtighed. [Denne Toivl er neppe grundet. Ut Dals- 
land et fenere hørte til Norge, forflares meget naturlig beraf, at 
Margreta in:en Børn havde med Magnué, og Medgiften følgelig 
fulgte hende, ba hun fenere indgif nyt Gateffab med den bdanffe 
Konge Nifolas. See Mundj Det norffe Folks Hift. IL, 535. 
Mund ordner, ſtottende fig til Morkinſtinnas afvigende Fremftil- 
ling, Begivenhederne under ben fvenffe Krig faaledes: 1100. 
Magnus herjer paa ben fvenffe Side og tvinger de omtviftede 


520 Magnus Olafsføn Barfo». 


En af Norges gjævefte Lendermænd i Kong Magnuék : 
Dage var Skofte paa Gifte, en Søn af Øgmund, er 
igjen var en Son af Thorberg Urnesføn. Skoftes Son— 
ner Øgmund, Finn og Thord vare tappre og venfek 
Mænd; de havde med fin Fader fulgt Magnus paa hand 
Tog mod Beftens fiden havde Øgmund og Finn, fom for 
er fortalt, troligen tjent ham i den fvenfle Krig, og dm 
førfte endog reddet hand Liv. Men efter Tilbagefomfen 
fra Modet i Kongehelle opftod Uenighed mellem Magnué 
og Skofte om en Utv, og Sagen tog en flem Bending 
ba man paa ingen af Siderne vilde give efter. Flere For 
ligelfesftevner bleve holdte, men uden Nytte. Skofte harde 
aftalt med fine Sønner, at de aldrig alle paa een Gang 
feulde begive fig i Kongens Bold. Han drog førft felv til 
Magnus og foreholdt ham deres GSlægtffab og lange Ven 
flat. „Saameget Bid har jeg," fagde han, ,at jeg ei vile 
ftride med dig, Konge! om jeg havde Uret. Men det | 
flægter jeg mine Forfædre paa, at jeg ei vil give efteri 
en retfoærdig Sag, for hvem det faa er.” Kongen blev 
alligevel ubevægelig, og Skofte drøg bort med uforrektet 
Gag. Gi bedre gif det Finn, hans Søn. Endelig fom 
Øgmund for Kongen; men denne paaftod nu fom før, ot 
Retten var paa hans Side, og faldte Skofte og hand Ea 
ner meget bjærve. Da fagde Øgmund: Let er vet for 
big ved din Magt at forvende Retten for og Frænder, og 
nu ſandes bet, at ilde eller aldrig fønne de Fleſte dem, 
fom redde deres Liv. Ei flal jeg fra denne Stund fomme 
i din Fjenefte, og ingen af os Brødre, hvis jeg rader” 


Randffaber til at hylde fig; feirer over Inge ved Forerne, herje 
derpaa i Veftergautland og anlægger Borgen paa Kvaldinsø - 
Binteren 1100—1101. Borgen paa Kvaldinsø indtages Å 
Inge. — 1101. Magnus feiler op av Gautelven, overfalt 
af Gauterne ved Forerne og liver et Nederlag. Fredsmode og 
Fredsflutning]. 





Strid med Giffemændene. Vefterhavstog 1102. 521 


Damund drøg hjem og fom aldrig fiden for Kongens 
lafyn. Det følgende Aar (1102) forlod Skofte og hans. 
re Sønner fit Fædreneland; de drøge med fem Langſtibe 
I Flandern og derfra til Middelhavet. Ingen af dem 
endte tilbage fra benne Færd; Skofte bøde allerede den 
stgende Hoſt i Rom; Thord levede længit af Brødrene og 
ode paa Giciliem. Skoftes fjerde Søn Paal arvede Fa— 
erens Eiendomme i Norge). 

Samme Aar, fom Skofte forlod Norge, drog Magnus 
aany vefter over Havet med Den fljønnefte Hær, fom hans 
lige paa ben Tid funde frille. Landets maægtigfte Hov» 
inger fulgte ham; blandt disfe vare Sigurd Ranesføn, 
er bar gift med Skjaldvor?), Kongens Halvføfter paa me 
vene Side, ULF, Sigurd Broder, Vidkunn Jonsſon 
if Bjarfø, Dag Eilifsſon, Serf af Sogn og Eyvind 
Diboge, Kongens GStallare. J Havet fil Flaaden en 
tet Storm, og Mange vilde reve GSeilene, men Magnué 
sed dem feile djærvt og ei bryde fig om Bølgerne8 Rafen. 
Da han fom til Orfnøerne, medtog han Farlefønnerne 
Erling og Magnus, ſtyrede fiden til GSuderserne og 
Derfra til Irland, bet egentlige Maal for hans Tog. 
Per fom Song Moriertaf ham til Hjælp, og i Forening 
Jandt de Dublin og det omliggende Hered. Magnus 
Pholdt fig Binteren over hos Moriertaf. Den følgende 
Saar (1103) angrebe de Ulfter (Uladftir)3), fom de for 


) Sn. Magu. Barf. S. Kap. 19—22.  Arnmøvlingatal I VFagr- 
flinna (Kap. 215). 

*) Gfjalbvør var en Datter af Thora Jvansdatter, Magnus's Mo- 
ber, og Brynjulf Ulfalde ben yngre, en Søn af Halldor, der 
igjen var en Søn af Brynjulf Ulfalbe den ældre, hvem Kong 
Olaf den hellige gav Gaarden Vettaland i Ranrife (fee ovenfor 
S. 351).  Sfjalbvørs Broder var Halldor Brynjulfsføn den 
yngre. Sn. Magn. Erlings. S. Kap. 38, fml. med Thorla- 
cius's Anm. i Heimskringla III, 453. 

*) Den nordlige Deel af Irland. 


522 Magnué Olafsføn Barfob. 


ftørfte Delen erobrede. Derpaa vendte Moriertak tilbage til 
. fit Hjem; men Magnus fatte nogle af fine Mand til at flyre 
Dublin og beredte fig til at fare hjem til Norge. Da hon 
allerede [aa feilfærdig, behøvede han GSlagtefvæg og lod nogle 
Mand drage til Moriertak for at bede denne fende Kvag til 
Flaaden inden Bartholomæusaften. Den beftemte Tid henled, 

uden at GSendemændene vendte tilbage, og Bartholomeus 
Dag (den 24de Uug.) ved Solens Opgang for Magqnué 
felv i Land med det mefte af fin Hær for at føge Under 
retning om bem. Beiret var fille, og Solen flinnde 
Beten laa over Myrer og Dynd, hvor man maatte 404 
paa fmale Klopper; til begge Gider var tæt Kratflov. 

Hæren fom endelig op paa en Hoide, hvorfra der vare 
vid Udfigt. De bleve nu i det Fjærne var en tyk Støv 
fly, men vare uvisfe, om det var GSlagtefvæget eller em 
fiendtlig Hær. Eyvind Ølboge raadede Kongen til at være 
forfigtig; thi Yrerne vare fvigefulbe. Magnus fyltede da 
Hæren, og han felv og Gyvind frillede fig i bend Spidſe. 
Kongen havde en gylden Hjælm paa Hovedet og var ifort 
en fort rød Gilfefjørtel med en guul Løve udfyet for og 
bag; hang Skjold var rødt med en gylden Løve. Folket 
beundrede hans Raſkhed og mandige Udfeende. midlertid 
nærmede Stovſtyen fig, og man faa nu tydeligen, at det 
var Sendemændene, der fom med GSlagtekvæget. Harm 
begav fig da ved Middagstider paa Tilbageveien. Men da 
den fom ud paa Myren og havde ondt ved at fomme 
over Grøfterne, fiyrtede Irer frem fra alle Kanter af 
Skoven, angrebe de vidt adfpredte Nordmand og fældede i 
en Haft en Mængde af dem. Kongen lod ftrar blæfe Her 
blæft for at famle Folfet om Fanen; han bød dem, Mt 
nærmeft omgave ham, at danne en Skjoldborg og ſaaledes 
træffe fig ud over Myrerne; naar de førft fom paa Slet⸗ 
ten, fagde han, faa havde det ingen Fare. Eyvind Olbege 
bad Magnus redde fig til Skibene; ,undfom hun han 





1103. Magnus's Død. 523 


vare be alle hjulpne." Men Magnus. fvarede, at det var 
ufongeligt at forlade fine raffe Mænd. Irerne fljøde imid» 
lertid heftigen; vel bleve ogfaa mange af dem dræbte, men 
et dobbelt Untal fom fledfe i de Faldnes Sted. Da Nord» 
mændene endelig havde naaet det nederfte Dige, hvor Beien 
var værft, raabte Kongen til Thorgrim Gfinnhufa, en 
oplandſt Cendermand, at han og hang Folk, der vare gode 
Bueflytter, flulde gaa førft over Diget under Bedakning 
af den øvrige Hær. Naar de vare føomne paa den anden 
Side, ffulde de befætte en Holme og derfra føydDe paa 
Fienderne, meden8 Kongen felv gif over. Men da Thore 
grim og hans Moænd vel vare fomne paa hiin Side Diget, 
faftede de Gtjøldene paa Ryggen og flygtede til Skibene. 
Magnus faa det. ,Som en Forræder flille8 du fra din 
Konge," raabte han og blev i det Samme faaret af et 
Spyd, der gjennemborede begge hand Laar ovenfor Knæet. 
Han brød Skaftet fønder mellem fine Been og fagde: 
Saa bryde vi hvert Spydſkaft, Svende! Gaar djærvt 
frem, mig ffader Intet!" Strax efter fil han et Dyehug 
over Halfen. Vidkunn Jonsſon fældede den, der gav Kon- 
gen GSaaret; men Magnué var allerede fegnet. „Red dig 
nu!" fagde han til Bidfunn; ,thi her maa vi flilleg; vel 
og mandigen har du fulgt mig; bring mine Sønner og 
alle mine Benner og Frænder mit Farvel!" Derpaa døde 
Kongen; men Bidlunn greb hans Merfe og hans Sverd 
Leggbit og undfom med tre Gaar til Skibene; han, 
Sigurd Ranesføn og Dag Gilifsføn vare de fidfte, ber 
flygtede. Gywind Ølboge, Ulf Ranesføn og mange flere 
Høvdinger vare faldne med fin Konge. Ogſaa Erling, 
Grlend Jarls Søn, fandt i denne Kamp fin Død); hans 
Broder Magnus derimod var Hoſten i Forveien flygtet 
bort fra den norſte Flaade, ba denne laa under Skotlands 


I) $Han ſtulde ifølge en anden Beretning allerede være falben i Sla- 
get i Angulsø Sund (Orfn. S. 116). 


524 Magnus Olafsføn Barfo». 


Kyſt, og havde fiden fundet Tilhold hos den ſtotſte Konge. 
De Nordmænd, fom undfom fra Slaget, feilede fra fil 
Orknoerne, men Magnus's Lig blev begravet i St. Patridt 
Kirke i den ulfterfte Stad Down 2). Hans Død forandre 


1) Chron. regum Manniæ (Scr. rer. Dan. III, 221.) — SMaguué 
Barfods fidfte Tog og Død fortelles af Snorre i denne Konges 
Saga Kap. 25—27. VFagrffinna Kap. 239. 240 og i be vidt: 
løftigere Kongefagaer (Fornm. 8. VII, 66—72). — Chron. reg. 
Mann. figer, at Magnus var dragen forub for dem øvrige Flaade 
med 16 Gtibe, og da han uforfigtigen var bragen å and, blev 
han pludfeligen omringet af Jrerne og faldt med be flefte af dem, 
der fulgte ham (Ser. rer. Dan. III, 220). Den normannif 
Skribent Ordericus Vitalis forteller Magnus's Død paa 
følgende Maade: „Nordmandenes møægtige Konge Maguus drog 
paa denne Tid (1103) med en ftor Flaade omkring til de britife 
Øer lige til Irland, befolfede mveralt med Nybyggere de øde er 
og lod Byer og Gaarde anlægge. Irerne misundte ham og føytt 
paa alle Maader baade ved Magt og Lift at fade ham. Dex 
fjøimobige Konge reifte fig da mod Jrerne og landede med fin 
Slaade paa deres Kyſt. Forfardede kaldte de Mormannen 
(i England) til Hjælp, og disfe fom under Anførfel af en År 
nulf. Desuagtet vare de bange for at indlade fig i aabenbar 
Strid med den frygtelige Magnus og toge fin Tilflugt til Svig. 

Nogle veltalende Mænd begave fig til ham og overtalte ham ved 
herlige Løfter til med faa Mænd at brage i Land for at be 
Egnen og modtage bens Underfaftelfe. Magnus fæftede Lid til 
de Troløfe, forlod fine væbnede Skarer paa Stranden og fulgt 
Forræderne henved to Mile. Da fødte han paa frore finviligt 
Hobe, der laa i Baghold og pludfelig angrebe ham. Den me 

dige Nordmand vilde et fly, men fired tappert. De Faa funde 
imidlertid et modſtaa den talløfe Mængve. Magnus frille ig 
med Ryggen mod et Træ, dalkede .fig med Skjoldet og faar» 
Mange med fine Kaftefpyb, men faldt omfider overmandet. E 
rig Borger Å Lincoln bevarede Kong Magnus's Skat og ful 
anffaffe til ham Prydelfer, Kar, Vaaben og andre nodvendige 
Ting. Men da han fil Kongens Død at høre, lede han hjem 
fatte Kongens Penge i Handelen og vandt berved ftore Rigdomm. 
Den engelffe Konge (Henrik I) glævede fig, ha han hørte Mag: 
nus's Død, fom om Han var bleven lettet for em ſtor Byrde, og frr: 





1103. Magnus's Død. 525 


Lilftanden i Beften; Dublin med det øvrige Irland gjen- 
vandt en fuldkommen Uafhængighed, og Man famt Suder» 
serne fil atter egne Konger, fom dog i lang Tid erfjendte 
Norges Overhøihed 2). 

Kong Magnus efterlod flere Børn, alle uegtefødte; de, 
Der af ham felv bleve erfjendte, vare Sønnerne Eyſtein, 
Sigurd og Olaf famt Datteren Ragnhild, der fiden 
blev aift med Harald Kesja, en Søn af den vdanfte 
Ronge Grif den gode. Harald Gille og Sigurd 
SLember (Slembidjåkn) fremftøde fænge efter Kongens 
Død fom hans Sønner; og hans Datter Thoras Byrd 
lev førft befjendt, efter at hun var bleven gift med den 
zlandſte Høvding Lopt Sæmundsfen*). Magnus havde, 
a fan faldt, levet i 30 Yar og beherffet Norge i 10. 
"an overholdt vel Freden indenlands og var elffet af fine 
Rænd; Bønderne derimod fyntes, han var haard; de fandt 


brede en Stund efter af ben lincolnffe Kjøbmand den faldne Konges 
Stat. Kjøbmanden vilde i Førftningen et vedgaa, at han havde 
den i Befidbelfe, men omfider maatte han ud med Sandheden, og 
ben engelffe Konge ffal have aftvunget ham 20000 Pund Solv.“ 
Senere figer han: „Henriks Magt tiltog, da hans Fiender paa 
alle Kanter ved Lyffens Spil vare tilintetgjorte; men tfær ved 
Magnus's Fald blev han betrygget og beriget og derved ftolt.” 

1) Den norfte Befætning Å Dublin fral være bleven overfalben og 
bræbt af Jrerne (Suhm V, 136). Høvdingerne paa GSuberøerne 
indfaldte efter Magnus's Død Olaf, en Søn af Godred Gro- 
van, der havde opholdt fig ved ben engelffe Konge Henriks Hof 
(Chron. reg. Mann.). J be følgende Tiber erfjendte be fuberøiffe 
Konger de norffe Kongers Overhølkhed, og hvergang der blev en 
ny Konge i Norge, maatte Kongen paa Øerne til Tegn paa fin 
Underbanighed betale ham 10 Marf Guld (Torf. hist. Norv. 
LIL, 7, 5). | 

*) Gyfteins Moder var af ringe Byrd; Sigurds Moder hed Thora; 
Olafs Moder var Sigrid, Kongens Frille, em Datter af den an- 
feede throndhjemffe Høvding Saxe i Vif (Gaarden GSarvif i 
GStrindens Pad). — Om Ragnhilds Giftermaal fee Snorre, 
Sigurds, Eyſteins og Olafé Saga Kap. 25. , 


526 Magnus Barfods Sønner. 


fig befværede ved den megen Leding og faldte ham den 
urolige Magnus (Styrjaldar-Magnus). Strid var hund 
Qyft; til Are og Magt flod al hans Hu. „En Konge er 
til for at vinde Hæder, ei for at leve længe, fvarede han 
fine Benner, naar disſe bebreidede ham for ſtor Driftighed 
i Kampen, og hand Dod fom hans iv var vdisfe Om 
verdig 2). | 


Enftein, Sigurd FJorfalafarer og Olaf, Magnus 
Barfods Sonner. 


Gamme Heft, fom Kong Magnus's Fald fpurgtes til 
Ortnøerne, drøg hans Son Sigurd med hele den norfe 
Har og Flaade tilbage til Norge og efterlod Irekongens 
Datter i Beften*). Da han var fommen hjem, blev han 
ſtrax tilligemed fine to Brødre tagen til Konge. Da 
14aarige Gyftein ſtulde have den nordlige Deel af Landet, 
og Sigurd, der var eet Uar yngre, den fydlige. Olaf var 
tun 4 Aar gammel; derfor fityrede de ældre Brødre hand 
Irediedeel 3). En Stund efter (1105) fom Haakon Paals⸗ 


1) Sn. Magn. Barf. S. Kap. 18 og 28. Magnus var felv Cfab 
og havde mange Skalde om fig. Ordericus Bitalis, der idet Hele 
gjør meget af Magnus, fiilbrer ham paa følgende Maade: ,Rer 
Magnus erat corpore fortis et formosus, audax et largus, sg — 
et probus et multa honestate conspicuus. Magnam vero poter 
tiam in insulis Oceani habebat multisque divitiis et opibus mu 
tarum specierum satis abundabat.* 

3) Sn. Magn. Barf. S. Kap. 2%. 

3) Gn. Sigurds, Eyſt. og OL S. Kap. 1. Uagtet det efter ene 
Fortelling fynes, fom om Brødrene have deelt Landet mellem 
fig, faa vifer bog ben følgende Hiftorie, at de ei have tage ve 
faa ftrengt med denne Deling; Eyſtein feed ofte at Have hart fl 
Sæde i den fydlige Deel af Landet og Sigurd i den mordlige. 
Ligeledes findes Bidfunn Jonsføn, der var Lendermand paa Her 
logaland, at have været Sigurds haandgangne Mand (Fonn: | 
S. VIL, 131). | 





1107. Sigurds Korstog. 527 


føn veftenfra til Norge og fil af Kongerne Farlsnavn og 
famme Herredømme over Orknoerne, fom hand Forfædre 
havde havt, hvorpaa han ſtrax drog til fit Rige?). De 
nye Konger ophævede ganfle enkelte byrdefulde Lovbeftem- 
melfer, der endnu gjaldt fra Svein Knutsſons Dage; fra 
ledes frulde Arven efter en afdød Landflygtig nu ei længer 
tilfalde Kongen, men den Afdodes nærmefte GSlægtning; 
det ffulde ftaa Enhver frit for at drage af Landet og op 
holde fig, hvor han vilde; Bønderne fritoges endelig for at 
bygge Kongens Gaarde. Ved disfe og flere Forbedringer 
å Lovene gjorde Brødrene fig elftede af alt Folfet*). 

Snart tiltraf imidlertid et Foretagende af anden Na 
tur fig Kongernes Opmerffomhed. Flere Mænd, der havde 
ledfaget GStkofte Øgmundsføn paa hans Udenlandsreife, vare 
vendte hjem til fit Fædreneland. Nogle havde været i Jes 
rufalem (Jörsalir), Andre i Gonftantinopel, og alle havde 
de meget at fortælle om fin Reife og om de føre Rig- 
domme, fom man funde vinde ved at tage Tjenefte hos 
ben græffe Keifer. Korstogene vare desuden i Glutningen 
af bet foregaaende Aarhundrede begyndte, og hele Europa 
brændte af en bellig Iver for at vinde Jerufalem af de 
Bantroes Hænder. Dette var udført; men endnu ſtrom— 
mede ftore Flokke fra alle Lande til Palæftina for at verne 
om bet nye der oprettede chriſtelige Rige og paa een Gang 
baade førge for fit evige Bel og vinde timelig Rigdbom og 
Hævder. Tidens almindelige Uand, forenet med de Hjem 
komnes tilloffende Skildringer af Sydens Herligheder, gjorde 
dybt Indtryk paa Nordmændene. Mange havde Lyft til at 
beføge det hellige Land og forlangte, at en af Kongerne 
ffulde være deres Unfører. Brødrene udruftede ogfaa paa 
fælles Omfoftning en Flaade, og det blev afgjort, at 
1) Sn. Sig., Eyſt. og OL S. Kap. 2. Orfn. S. 118. 


3) Ågrip Rap. 45 omtaler bisfe Metterbøder fom givne før Sigurds 
Tog til Jerufalem. 





528 Magnus Barfobs Sønner. 


Sigurd flulde være Togets Unfører, men Eyſtein i hand 
FJraværelfe flyre Riget paa begges egne). 

Da Alt var rede, tog Sigurd Uffted med fin Broder 
og forlod Norge (1107). Hans Flaade beftod af 60 Elbe; 
mange endermænd og rige Bønder fulgte ham, og hand 
Hær, der fun beftod af Frivillige *), ſtal have udgjort 
10000 Mand. Toget gif om Høften til England, hvor 
Nordbmændene bleve vel modtagne af Kong Henri L De 
overvintrede her, og Sigurd flal have uddeelt meget Gud 
til Kirferne3). Den følgende Vaar (1108) fortfatte de 
Reifen til Frankrige og fom derfra om Hoſten til Gal: 
licien, Hvor de opholdt fig den næfte Binter.  Aaret efter 
(1109) brøg Gigurd langs Gpaniens Beftfyft, paa hvilken 
Færd han i fem Kampe ſiges at have befeiret GSaracenerne. 
Han gif berpaa gjennem Gtradet (Mjørvafund) indi 
Middelhavet, vandt ogfaa her flere Seire over de Bantro 
og odelagde en Flok Maurer, der førfvarede fig i en Klippe⸗ 
hule paa Øen Formentera*). I Julen var han paa Gi 
eilien og flal her paa Nytaarddag have givet Grev Ro 
ger Kongenavnd). Den paafolgende Sommer (1110) 


1) Sn. Sig, Eyſt. og OL S. Kap. 1. — De mbdenlandfe Forfak 
teres Gfterretninger om Sigurds Korstog ere famlede i Afhan: | 
lingen i Samlinger til bet norffe Folks Sprog og Hiftorie I 
87 fag. 

3) Dette figes udtrytfelig i Ågrip Kap. 46. 

3 Sn. Sig, Eyſt. og OL S. Kap. 3. J 

4) Sigurd ſtal paa denne Reiſe langs Spaniens Kyſt have hat | 

Stridigheder med Greven af Gallicien, fiden erobret Cintra 

ødelagt Lisfabon og Alcasfar, holdt et flort Slag med Car 

cenerne i Strædet ved Gibraltar og endelig hjemſogt Minorks 

(Manorf) og VDviza, hvilfet alt udførligen berettes hos Suom 

Kap. 4—7. 

Snorre Kap. 8. 9. — Grev Roger antog førft langt fildiger 

Kongenavn. Der er imidlertid intet Urimeligt i, at Gigurd fr 

at hædre Roger, der fom Normanner egentlig var hane Land 

mand, har tituleret ham fom Konge. | 


5 


Nr 


1107—1110. Sigurds Korstog. 529 


feilede han til Palæftina. Han kaſtede førft Anker ved 
Askalon, der endnu var i de Vantros Hænder, og blev 
her liggende et Degn for at prøve, om Indbyggerne vilde 
vove en Kamp; men da de holdt fig rolige, feilede ban 
mod Nord til Joppe, der tilhørte de Chriſtne 2). 
Balduin, Konge af. Jerufalem, var paa denne Tid 
i Krig med Sultanen af Wgypten og laa med fin Hær 
ved Ptolemais for at forfvare denne Stab, der angrebed 
af den æayptiffe Flaade. Da han hørte Nordmændenes 
UAnfomft, begav han fig til Joppe og bad dem om Hjælp 
mod fine JFiender. Sigurd forlangte førft at blive ledfa- 
get til Verufalem for ber at tilbede Chriſtus; ſiden lovede 
han med fin Flaade at følge Balduin, hvorhen denne vilde. 
Balduin indvilgede flrar hans Forlangende, og begge Kon- 
ger droge op til Jerufalem. Her modtog hele Geiftligheden 
dem 1 høitideligt Optog under Pfalmefang og fulgte dem 
til Ghriftt Grav. Balduin felv førte Sigurd ved Haanden 
omfring til alle de hellige Steder og ledfagede ham derpaa 
med et talrigt Følge til Jordans Flod; de forrettede her 
fin Andagt, og Sigurd badede fig i Uaen?*). Efter Vil- 
bagefomften til Verufalem fljenfede Balduin den norfte 
Konge mange Helligdomme, blandt andet en Spaan af 
Gbhrifti Kors; bog maatte Sigurd førft love med Ed at 
ville fremme Ghriftendommen, oprette en Erkebiſpeſtol og 


1) Gnorre (Kap. 10) figer, at Sigurd førft landede ved Akers⸗ 
borg (Acre eller Btolemais); be fremmede Korstogsffribenter lade 
ham berimod førft lande ved Askalon og berfra drage til Joppe. 
Disfe Forfattere, ber for en Deel ere famtidige og vel bekjendte 
med Palæftinas Geographi, fynes her at maatte flaa mere til 
Troende end GSagaerne, faameget mere, fom beres VBeretninger 
om Sigurds Bedrifter i det hellige Land ere udførligere end 
Gagaernes. 

Alt dette er fortalt efter Korstogsffribenten Albertus Aqvensis 
(XI, 29—30) og flemmer meget vel med Snorres Beretning 
(Kap. 10). 

R. Kevfer. Norges Hiftorie. 34. 


2 


— 


530 Maguus Barfobd Sønner. 


paabyde Tiende i fit Rige famt at bevare Korfet paa det 
Gted, hvor St. Olaf hvilede!).  Derpaa holdt man 
Raad og befluttede at angribe Gtaden Sidon (Sætt). 
Song Balduin tilligemed Grev Bertrand af Tripolis førte 
Qandhæren fra Ptolemais, medens Sigurd med den norfe 
Flaade feilede fra Joppe, og Sidon blev nu beleiret baade 
til Sos og til Lands. Den cægyptifle Flaade ophævde 
ftrar Spærringen af Ptolemais's Havn, men vovede ei at 
indlade fig i Kamp med Sigurd og føgte Sikkerhed i Vy- 
må. J 6 Uger holdt Sidon fig; endelig miswivlede Ind⸗ 
byggerne om Stadens Forfvar og tilbøde fig at overgive 
ben, imod at den ægyptifle Unfører og faamange, der ellers 
vilde, uhindret maatte drage bort. Dette tilftod Balduin 
efter Overfæg med Gigurd og Grev Bertrand: 5000 Kri⸗ 
gere begave fig nu til Askalon, og Sidon blev overgivet 
til de Chriſtne (19 Decbr. 1110)?). Sigurd fljenkede Kong 
Balduin den Deel af Staden, fom tilfom Ham, og forlod 
berpaa Palæftina 5). 

Den norffe Flaade blev en Stund liggende ved Cypern 
og fortfatte berpaa (1111) Reiſen op gjennem WUEgæerhavet 
til Gonftantinopel. De fljønne Skibe med deres gyldne 
Smykker og filfefyede Seil vakte Opfigt langs hele Kyſten, 
og i Gonftantinopel blev Sigurd modtagen med ftor Pragt. 
Han holdt, ifølge Sagaene, fit Jndtog i Staden paa en 
guldſtoet Heſt over udbredte Silfetepper; den græfte Keifer, 
Alexius Comnenus, lod anftille foftbare Rege til hans 
Are paa Hippodromen (Padreimr) og fljenfede ham herlige 
Gaver. Da Sigurd vilde fortfætte fin Hjemreife til Lands, 
forærede han Keiferen fine Skibe og fik af denne til Gjen- 


1) Snorre Kap. 11 og noget udførligere I de vidtløftigere Konge 
fagaer (Fornm. 8. VII, 88—92). 

3) Sidons Beleirinq og JIndtagelfe fortælles ndførligft Hos Albertus 
Aqv. (XI, 31—34) fml. Snorre anf. Sted. 

3) Gnorre Kap. 11. 





1111. Sigurds Hjemreife fra det hellige Land. 531 


gjæld de nødvendige Hefte og Ledfagere?). En ſtor Deel 
af ben norffe Hær gik i Alexius's Tjeneſte; med de øvrige 
tog Sigurd Beien gjennem Bulgarien' (Bolgaraland) og 
Ungarn (Ungaraland) til Tydſtland. Her ſtal han have 
truffet den tydſte Keifer, Henrit V, i Schwaben (Svåfa). 
Bed Midfommers Tid fom han til Danmark, hvor Kong 
Nicolaus, fom havde egtet hans Stifmoder Margreta, 
modtog fam vel i Slesvig, ledfagede ham til det nordlige 
Jylland og fljenfede ham et fuldruftet Skib. Paa dette 
feilede Sigurd hjem til fit Rige, hvor han blev modtagen 
meb ftor Glæde af Folket, der fagde, at en khæderligere 
Færd aldrig var foretagen fra Norge *). 


1) Gnorre, Sig., Eyſt. og OL S. Kap. 11—14. Sagaerne be- 
ſtrive omftændelig og vimeligviis undertiden med Overdrivelfer ben 
Pragt, hvormed Sigurd blev modtagen i Gonftantinopel, og den 
megen Hader, den græffe Kelfer viifte ham. Vel nævne de græfte 
Gtribenter Intet herom; men bette er ikke faameget at undres 
over, ba næften utallige Hobe af Korsfarere med Fyrfter og Kon- 
ger i Spidfen paa denne Tid droge igjennem Gonftantinopel, faa 
at bet vilde være blevet for vidtløftigt for Hiftorteffriverne at om- 
tale dem alle eller beffrive Høitibelighederne ved deres Modta— 
gelfe. GSaameget er vift, at Keifer Alexius gjerne vilde give 
Veſtens Folfeflag et høit Begreb om fin Magt og Rigdbom og 
berfor mobtog Korsfarerne I fin Hovedftad med al mulig Glands. 
Det er rimeligt, at han ei i denne Henfeende lod fine tro Væ- 
ringers Landsmand flaa tilbage for de øvrige. Ut Rygtet om 
Sigurds Ophold I Gonftantinopel Var naaet til andre Lande end 
blot Norge, derom vidne de Efterretninger, fom derom findes * 
hos ben engelffe Skribent Bilhelm af Malmesbury (GSaml. 
til bet norffe Folks Sprog og Hift. I, S. 107—109). | 

3) Sn. Kap. 14. Den tydffe Keifer, med hvem Sigurd ſtal have 
havt en Sammenfomft i Schwaben, faldes i GSagaerne Lotha- 
rius. Dette fan imidlertid et være rigtigt, thi Lothar (af Saren) 
blev førft Relfer 1125. Har Sigurd paa fin Reiſe truffet fam- 
men med nogen tydſt Keifer, faa maa det have været Henrik V 
(1106—1125). — Ordericus Vitalis beretter, at Sigurd drog 
hjem over Rusland, og at han ved den Leilighed blev gift med 

34* 


532 Magnus Barfods Sønner: 


Medens Sigurd var paa fit fjærne Tog, hav 
Kong Gyftein hjemme virket i Fred for fit Rige. Han 
havde opført mange Kirker og Kloftre, ophjulpet Noæringé- 
- veiene og førget for Landets Sikkerhed. J Bergen fil 
tede han Muntelif Klofter paa Nordnes og opbyggde 
Midaeld Kirke af Steen famt Apoftellirfen, hvilken ſidſte 
laa å Kongens Gaard og ved en Trappe var forbunden 
med en ftor Træbhal, fom Eyſtein fammefted. havde ladet 
indrette. J Nidaros lod han bygge Nicolauskirken i Kongs⸗ 
gaarden; han lod ogfaa i denne By reife ſtore Noſt for fine 
Skibe, blandt hvilke ifær eet udmerkede fig, der var bygget i 
Qignelfe af Ormen Lange.  Baagar (Baagen) paa Han 
logaland anlagde han et Fifferleie og en Kirke. Bed Yg- 
denes indrettede han en filfer Havn med en Befæfning 
og Kirke. Han lod Sælehufe bygge paa Beien over Dovr, 
og Barder reife paa de høie Fjelde). Men dette var ille 
alt; han ubvidede ogfaa fit Riged Grændfer. Jæmteland 
var ved Olaf Tryggvesſons Fald fommet under GSverige. 
Olaf den hellige havde forgjæves føgt at bringe bet tilbage 
under Norge, og de følgende Konger havde ei agtet det. 
Gyftein vandt forſt de gjævefte af Jæmterne ved Gaver; 
fiden foreholdt han dem, hvor urigtigt de havde handlet i 
at undbrage fig de norfle Konger, da de dog langt lettere 
funde blive forfynede med alt det Nødvendige fra Norge 
end fra Sverige. Ved fin fnilbe Tale bragte han det om 
fider dertil, at Jæmterne underfaftede fig ham. Hovrdin⸗ 
gerne toge førft Troſtabsed af Ulmuen, droge bderpaa til 
Gyftein og fvore Landet under ham. Dette flede uden 
Strid; thi den fvenfle Konge gjorde Intet for at Hindre 
Jæmtelanda Frafald *). 


den rusfiffe Kongedatter Malmfrid (Suhm, Danm. Hift. V, 191. 
Forfæus Hist. Norv. III, 8, 4). 

1) Sn. Sig., Gyft. og OL S. Kap. 15, 24 og 26. 

1) Sn. Kap. 16. Man antager almindelig, at Jnge II Hallfteiné: 


Kong Gyfteins Fortjenefter af Niget. 533 


Bed alle disſe Foretagender vandt Kong Cyftein hos 
Nordmændene en Ugtelfe og Hengivenhed, fom Glandfen 
af Sigurds Tog ei funde fordunkle. Eyſtein forbandt fig 
ogfaa nærmere med felve Landeté Høvdinger, idet han ege 
tede Ingebjørg, en Datter af Guthorm, Steigar-Thorera 
Søn), medens Sigurd valgte en Brud blandt udenlandfle 
Kongedattre, nemlig Malmfrid, Datter af Gardarikes 
Konge Miftislaf, Sagaernes Harald*). De tre Brødre 
herftede nu paany i Fallesſtab, og Folket vedblev at finde 
fig Iyffeligt under deres Gtyrelfe. Kong Eyſtein var ude 
ruftet med de herligfte Sjels⸗ og Legemsegenffaber: han 


føn, en Broderføn af Inge Steinfelsføn, var Sveriges Konge, 
da Jæmteland fom tilbage under Norge (Lagerbring Svearikes 
Hift. II Kap. 1 $ 28; Suhm V, 204). Det fynes imidlertid 
af Snorres Fortelling, fom om Jæmtelands Forening med Norge 
er foregaaet, medens Sigurd var paa fit Tog Å Syden, altfaa før 
1111; men Sagerbring antager, at ben foenffe Konge Inge Stein- 
felsføn iffe fan være bød før 1112. Man maa altfaa fnarere 
tro, at Jæmtelands Frafald fra bet fvenffe Rige har fundet Sted 
t den førfte Inges fenere Negjeringsaar. 

1) Sn. Kap. 17. 

3) Sn. Kap. 20. — Miftislaf eller Harald var en Søn af Valde- 
mar eller Vladimir Monomadus og Gyda, den engelffe Konge 
Harald Godvinesføns Datter. Vladimirs Vader var VBfevo- 
lod (hvem GSagaerne udeluffe af Slægtregiftret), der igjen var en 
Gøn af Jarislaf eller Jarisleif og Ingegerd, den fvenffe Konge 
Ølaf Skotkonungs Datter (fee ovenfor S. 363).  Malmfrids 

- Moder var Kriftina, Datter af den fvenffe Konge Jnge Stein- 
felsføn. Malmfrids GSøfter Ingebjørg var gift med ben danſte 
Hertug Knut Lavard, Erik den godes Søn, og Moder til den 
banffe Konge Valdemar I (Sn. Harald Haardr. S. Kap. 102. 
Suhm Danm. Hift. V, 223). Suhm antager (S. 225), at Si- 
gurd egtede Malmfrid i Aaret 1118; men dette fan ei være rig- 
tigt; thi Snorre (Sig., Eyſt. og OL S. Kap. 21) omtaler Malm- 
frib fom Sigurds Dronning allerede, medens Kong Olaf levede, 
og at denne døde 1116, er temmelig fiffert. Med GSitferhed fan 
man neppe beftemme Maret, men det fynes bog, fom om Gigurd 
har egtet Malmfrid fort efter fin Hjemfomft. 


534 Maguué Barfobs Sønner. 


var veltalende og munter, gavmild og nedladende, fin 
Benner inderlig hengiven og overbærende med dem, ver 
havde forfeet fig mod ham; han fjendte nøte Menneſtene, 
Hiftorien og Lovene, var desuden en faare fager Mand, 
midbelmaadig af Bert, med blaa, aabne Øine og bleggult 
krollet Haar2). Da Kong Olaf vogte til, traadte han gan 
fe i Eyſteins JFodfpor og blev venfæl fom denne; han var 
munter og mnedladende, desuden hoi af Vert og meget 
fljon?). Gigurd derimod var i mange Dele fine Brødre 
ulig: han var for, flerf og velvoren; hand Haar var 
mørfbruunt, hans YUnfigt mandigt, men ikfe fagert. Han 
var lidenfkabelig og ofte tungfindig, talede idet og var 
fjælden blid; dog var han gavmild og mod fine Benner 
god og trofaft. Han var en kraftfuld Herfter og frreng i 
fine GStraffe; der fige8 ogfaa, at han i det Hele overholdt 
Qovene, fljent hans Gtolthed, Bellyft og Heftighed enkelte 
Gange forledede ham til uretfærdig Bold 3). 

En Vinter, meden8 Sigurd var nord i Landet, fod 
Kong Gyftein i Sarpsborg. Den Tid boede paa Mikle- Dal 
i Aamordb4) en mægtig Bonde, faldet Olaf paa Dal; 
han opholdt fig længe om Binteren i GSarpåborg og havde 
med fig fin Datter Borghild, en fljøn og fog Avinde. 
Med hende famtalede Kongen jævnligen, og Folk havde 
forfljellige Tanfer om deres Venſtab. Den følgende Som- 
mer drog Gyftein nord i Landet, Gigurd derimod til Bi 


1) Sn. Kap. 17. — Erempler paa Eyſteins Godhed mod fine Ben 
ner og Dverbærenhed med Andres Fornærmelfer indeholdes I 
Fortellingerne om den islandffe Stad Jvar Jugemundöføn 
og om Guld-Nafas Thord (Sn. Kap. 17. Fornm. 8. VIL 
103—106. 111—118). 

3) Gnorre Kap. 18. 

8) Gnorre anf. Sted; Fornm. 8. VIL, 102. 


4) Aamord var i gamle Dage Navnet paa et Hered, fom indbefot 


tebe bet nuværende Borge Pad. i Smaalenene og em Del di 
Skjeberg; Mitle-Dal er Gaarden Store Dal i Skjeberg. 


så 


Maguus Blindes Fødfel. 535 


fen, hvor han tog fit Scæde i Kongehelle. Imidlertid ud» 
bredtes bet onde Rygte om Borghild og Cyftein og fom 
omfider Pigen for Øre. Hun drog da til Sarpsborg og 
[riede fig ved Jærnbyrd. Men da Kong Sigurd fpurgte 
dette, gjorde han paa een Dag to Dages Neife, fom til 
Dlaf paa Dal, tog Borghild til Frille og bortførte hende 
med fig. Deres Søn var Magnus, der blev fendt til 
Bidfunn Jonsſon paa Bjarke for hos ham at opfoftres ?). 


3) Gnorre Kap. 23. Det er almindelig antaget, at disſe Begiven- 
heder have fildbraget ſig Aarene 1116—1118, og at Maguus, 
Sigurds Søn, er født i dette fidfte eller det næft foregaaende 
Aar (Thorlacius i Ghromol. til Heiméfr. III: Suhm V, 222; 
Torf. Hist. Norv. III, 8, 7). Denne Mening beftyrkes tilfyne- 
fabende ved GSnorres Ord i Kap. 22, der antyde, at Kong Eyſtein 
opholdt fig i Sarpsborg og blev fjendt med Borghild ben famme 
Dinter, fom hans Broder Olaf døde, altfaa 1116—1117. GSam- 
menholder man imidlertid Snorres Beretning paa dette Sted med 
Hvad ber findes om famme VBegivenhed i de vibiløftigere Konge» 
fagaer (fee f. Gr. Fornm. S. VIL, 109), faa bliver det hoiſt rime- 
ligt, at RKapitelinbbelingen hos Snorre her er urigtig, at nemlig 
bet fibfte Punktum af 225e Kap. egentlig bør udgjøre VBegyndel- 
fen af 23de, og ba fommer Fortellingen om Magnus's Fodſel 
Tangt fra ikke i den neie Forbindelfe med Kong Olafs Død, fom 
Jilfældet er ved ben nuværende Inddeling. Eyſteins Ophold I 
Sarpsborg henføres da til en aldeles ubeftemt Binter, og da 
Snorre, ligefom de øvrige Sagaer, i Fortællingen om Brødre- 
nes Regjering ikke flrengt ordner Begivenhederme efter Chrono⸗ 
logien, faa er der intet Urimeligt i at antage, at han her ved 
given Leilighed fortæller en VBegivenhed, fom egentlig hører 
til et tidligere Tidspunkt. Da nu Magnus i Sagaen frem- 
træder fom felvftændig handlende allerede et Par Aar før 1130 
(fom fenere vil vife fig), faa fynes bet aldeles nødvendigt at 
henføre hans Yødfel til em tidligere Periode end 1117. Unta- 
ger man ham født omtrent 1112, faa bliver han ved Harald 
Gilles Komme til Norge em 14—16 Yar gammel og ved fin 
Faders Død i 1130 18 Mar, ved hvilfen Antagelfe flere Urime- 
ligheder bortfalde, fom ben almindelige Mening om hans VFøbfel 
i 1117 nøbvendigen medfører. 


536 Magnué VBarfods Sønner. 


Dette var imidlertid ikke den enefte Boldfomhed, fom 
Kong Gigurd begif; en anden havde nær havt førgeligere 
Følger for Norge, idet ben vakte alvorlig Tvift mellem ham 
og hans Broder Cyftein. Gigurd var engang (1113) i 
Gjeftebud paa Mæren i Throndhjem tilligemed fin Faſter 
Stjaldbvør og hendes Mand Sigurd Ranesſon. 
Denne havde været meget yndet af Kong Magnus Barfod 
og var af ham bleven forlenet met den indbringende Finne» 
færd, det er, Ret til at handle med Finnerne famt paa 
Kongens Begne fræve Skat af dem, hvillen Forlening han 
havde beholdt efter Magnus'é Dead. Lendermanden Jvar 
af Fljød.), Sigurd Ranesſons Ben og gift med hand 
fljønne Soſter Sigrid, var ogſaa med fin Kone i Gieſte⸗ 
budet. Om Uftenen var Kongen meget munter; han lagde 
fin Haand, ber var prydet med en flor Guldring, frem paa 
Bordet og fagde, at Ringen flulde tilhøre den Mand, der vilde 
fare en Sendefærd for ham; , men min Opfordring," lagde 
han til, ,gjælder fun Lendermeend, dog med Undtagelfe af 
Gigurd Ranesføn, min Svoger; thi ham fan jeg ei afſee.“ 
„Jeg maa da være meent,* fvarede Jvar af Fljod haftigen; 
thi ingen anden Lendermand er her tilftede, naar Sigurd 
undtages. Jeg haaber, at din Fordring er vel overlagt; 
berfor lover jeg at opfylde den.” Sigurd befalede ham m 
ſtrax at Drage over til Irland for der paa Kongens Begue 
at fræve Boder af Folfet for Magnus Barfods Drab. 
Dette Bud kom Jvar ganfle uventet; alligevet drog han 
endnu famme Aften paa et Langffib til Nidaros og dets 
vefter over Havet. Men ikke faafnart havde han forladt 
More, før Henfigten med hand Bortfjærnelfe viifte fig 
Kongen blev fidbende ved Drikkebordet til langt paa Rat- 
ten og var meget lyftig. Han tillod Sigurd Ranesſen, 
ber blev føvnig, at gaa til Sengö, men beholdt Skjaldvet 


1) [Gaarden heder nu Flø og ligger i GSkatvolbs Sogn I Reder 
Stjørdalens Pgd.]. | 





— 


Sigurds Strid med Sigurd Ranesføn. 537 


og Sigrid hos fig. Lidt efter lidt adſpredtes Gjefterne, og 
endelig lod ogfan Kongen Kvinderne følge bort: Skjaldvor 
blev ledet til fin Manda Herberge, Sigrid derimod til Kon- 
gens Sovefammer. Om Morgenen efter, da Sigurd Ranes- 
føn fif dette at vide, blev han meget forbittret og lod ved Bor» 
det Haarde Ord falde mod Kongen. Denne agtede førft ikke 
berpaa; han bad fin Svoger glemme, hvad der var fleet, 
og være munter; men Sigurd fvarede, at han ei faa let 
funde glemme den Skam, der var ham tilføiet. Da vree 
dedes Kongen og udbrød: ,Djærv er du, din Tyv! at til- 
tale mig faa.” , Jeg er ei før Faldet Tyv," fvarede Si- 
gurd. „Hvor findes flørre Tyv end du?“ fagde Kongen 
med Heftighed; ,bu fljæler ei mindre end 60 Mart fra 
mig hvert Aar; thi du har Finnefærd og Finnehandel, og 
ei giver du mig mere end Halvdelen af, hvad mig tilfome 
mer. Men vær vis paa, at du flal faa gjøre Rede her- 
før!" Sigurd Ranesfon merkede, at disſe Ord vare talte 
i fuldt Alvor; han indfaa, at han ene ei var i Stand til 
at mobdftaa Kongens Heftighed, og drog derfor bort uden 
at Funne faa fin Søfter med fig. Han for til Kong Ey— 
ftein, fom bengang opholdt fig i Bilen, og fortalte denne, 
hvad der var haændet. Eyſtein fagde vel, at Sigurd Ma- 
nedføn havde baaret fig uvarfomt av; imidlertid beholdt 
han ham hos fig Binteren over, underføgte nøie hans Sag 
og lovede ham fin Hjælp. Om Baaren (1114) droge de 
begge til Throndhjem og traf Rong Sigurd i Nidaros. 
Gyftein føgte førft at bringe et mindeligt Forlig iftand, 
men forgjæveg. Sort efter deres Ankomſt lod Kong Gi- 
gurd blæfe til et Møde i Byen, beflyldte her Sigurd Na- 
negføn for Underflæb med Finneſtatten og fordrede en 
fireng Dom over ham. Gigurd Ranesføn fremførte til fit 
Forfvar, at Kong Magnus havde givet ham Finnefærden 
i fin og fine Gønners Tid mod 60 Marks aarlig Ufgift; 
denne Afgift havde han fledfe vrdentligen betalt; til den 


538 Magnus Barfodé Sønner. 


øvrige Yndtægt troede han fig at have Met paa Grund af 
Magnus's Gave. Jovrigt vilde han gjerne bøde Kongen 
efter dennes egen Dom for de mindre ærbødige Ord, han 
i fin Hidfighed havde ladet falde. Kong Sigurd agtede 
imidlertid iffe paa hans Forfvar, men vilde drive Sagem 
frem. Da indvendte Kong Eyſtein, at Sagen var ſogt 
paa urette Sted; den hørte under Landsloven, ei under 
Kjebftadretten (Bjarføretten), og flulde derfor føges til 
Thinge, ei paa et Møde i Byen. Kong Gigurd maa 
indrømme Migtigheden heraf, men tilføiede, at det fordom 
ham underligt, at Gyftein vilde forfvare en Sag, fom det 
fnarere tilfom ham at føge. Han flevnede nu om 14 Dage 
et Heredathing nord paa Kjepfidas?) for her at faa Sa 
gen paadomt, og forlod Modet med fit Følge; men Hong 
Gyftein lod Sigurd Ranesføn tage Bidner paa, at Sue 
ved Modet lovligen var afviift.  Derpaa famlede begge 
Konger Folk og begave fig til Kjepſiss. Sigurd fom fort; 
t Hans Følge var Vidkunn af Bjarks. Gyftein fom mand. 
fterfere og havde Sigurd Ranesſon med fig. Sagen blev | 
nu paany føretagen; Kong Sigurd gjentog fin Beftyldning 
mod Sigurd Manesføn; denne forfvarede fig fom tilførn 
og gjorde famme Tilbud, men forgjeves. Han mindede 
ba Kong Sigurd om deres GSvogerflab og fordumé Ban 
flab og bad ham iffe tro onde Menneſters VBagtaldfe | 
Kongen fvarede, at han nu fil andet at gjøre end bruge : 
tomme Ord.  Ogfaa Kong Eyſteins Forban var me | 
Nytte; Kong Sigurd vedblev fin Paaftand, at Sigurd ⸗ 
nesſon ſtulde revfed efter Qoven. ,9vi8 du vil følge Lees”: 
og den rette Landsſtyrelſe,“ fagde da Eyftein, ,er det og bag": 
at bu føger Sagen lovligen.” Han erflærede bergen då 
ſiden Sagen angif en Lendermand, burde den fordsgkt! 
paa Fylkesthinget og ei paa et blot Heredsthing. De Å 
1) Hvor benne fral føges, er ubefjendt. Torfæus fader Øen (did 3 
Mortinftinna) Kefley. * 



















Kong Sigurds Strid med Sigurd Manesføn. 539 


nærværende Lovfyndige gave dette VBifald, faa flevnede 
Song Sigurd Sagen om 14 Dage til Haalogalands Fyl- 
kesthing paa Throndenes og gik derpaa til Skibene med 
fit. Folk. Men Kong Eyſtein og Sigurd Ranesføn toge, 
før be forlode Thinget, Bidner paa, at Sagen anden Gang 
var lovligen afviift. Kong Sigurd ftevnede nu til fig flere 
QGendermænd med deres Huusfarle og mange Bønder og 
drog med en flor Hær til Throndenedthing, hvor Haaloga- 
[anda Almue var tilfagt at møde. Ogſaa Kong Cyftein 
brøg til Ihinget med meget Folt; men da han nærmede . 
fig Trondenes, lod han Gigurd Ranesſon med Haandtag 
overdrage fig hele Sagen. Kong Sigurd var allerede paa 
Thingſtedet, da Eyſtein fom, og anklagede nu paany Si- 
gurd Ranesføn med flørre Heftighed end nogenfinde til 
forn. Gyftein fvarede ftrar paa den Anklagedes Begne, at 
benne af Kong Magnuå havde faaet Finnefærden for hand og 
bars Sønner Regjeringatid, famt at han havde opfyldt alle 
Bilfaar. Han fordrede, at hans GSvoger maatte nyde Net» 
ten og faa fremføre fine Bidner. , Du tager dig med Iver 
af Sagen," fvarede Kong Sigurd; men om den end bliver 
mig vanffeligere, end jeg i Forſtningen troede, flal jeg dog 
bolde den frem. Seg vil have Sigurd Ranesfon domfældt 
ber i hans Fodeegn.“ „Der er fun faa Ting, Broder!" 
gjenfvarede Kong Cyftein, „ſom du ei faar drevet igjennem, 
faa meget Stort fom du har udført; og her er fun Smaa» 
folk til at gjøre dig Modftand.” Kong Gigurd fordrede 
ru Sagen afgjort. „Hans Fader," erklærede han, „kunde ei 
Bortgive Noget længere end for den Stund, han felv var 
Morges Konge; og Hvis Sagen nu ikke var lovligen føgt, 
Ba var bet Kong Gyfteins Skyld.” Denne fvarede, at 
ban rigtignof havde fagt, at Siqurd Ranesſon flulde fag» 
hæøges paa Throndenes Thing; men Omftændighederne 
Bbavde fiden forandret fig: ,Gigurd Nanesſon havde over 
Mivet ham fin Sag; Kongerne.felv havde følgeligen nu 


— Sigurd Ranesføns Gag bragt til Ende. Kong Eyſten 




































540 Magnus Barfobs Sønner. 


med binanden at gjøre, og deres Trætte maatte paadsmmet flja 
ved et Lagthing. Han holdt det for vigtigft, at dette le 
paa Froftathing, faafom Brøden flulde være beganet i 
Jroftathingålagen." Da fagde Kong Sigurd: ,Du frem 
ftaar nu aabenbar fom min Modpart; men dette ſtal å 
bringe mig til at lade Gagen fare.” Han frevnede fin 
Broder til Froftathing og drog derpaa bort. Men Cyften 
tog atter i al Hemmelighed Bidner paa, at Sagen ogfu | 
paa Throndenes Thing var bleven afviift. Det var ale 
rede ledet faa langt ud paa Sommeren, at Froftathing, | 
der holdtes ved Midſommers Tid, var forbi. Sagen mat 
altfaa udfætted til følgende YUar. Denne famme Somma 
fom Svar af Fljod tilbage: han havde røgtet fit Grink 
med Held og medbragte flore Gaver fra Jrerne, ber gjern | 
vilde undgaa et nyt Unfald af Nordmændene. Kong Sv Å 
gurd havde under hele hans Fraværelfe beholdt hane Kor | 
hos fig; alligevel paatalte ei Ivar den lidte Beftjæmmek, 
og faaledeg faldt den Sag hen. Men hermed var ille 


opholdt fig om Binteren i Throndhjem, og den følgende i 
Sommer (1115) tilfagde begge Konger fine Lendermæn | 
at møde manbfterke til Froftathing; ogfan Kong Olaf blev : 
indbuben til at mode med fine haandgangne Mænd. Då : 
var Low, at Froftathing kunde holdes i felve Nidaros, og her 
blev bet nu berammet. Gyftein var i Forveien i Byens | 
havde fit Sede i Kongsgaarden. Da Kong Olaf ankom i 
tog han med fit Folge Plads ved Olafskirken. Kong El I 
gurd fom fidft; han lagde med fin Flaade op i Aaen MG 
og forblev med fine Mænd ombord under Feltene. Der: 
Dag, da Thinget flulde aabnes og Sagerne foretaged, let i 
ber blæft i Byen. Thingmænd og Bønder begave fit! 
forft til Thinget, for at fætte Retten efter Loven, og HÅ 
var Qendermanden Jon Mørnef Formand, der af I 
før en af de Bilete Å Marge. Eu vn den forfe: d Å 


Kong Sigurds Strid med Sigurd Ranesføn. 541 


ngerne, fom indfandt fig paa Thinget med fit talrige 
Ige. Han bad ſtrax Lendermændene om deres Hjælp 
at underftøtte Sigurd Ranesfjøns Sag. Jon Mornef 
rede, at det vilde være farligt at flifte ujævnt mellem Bro⸗ 
ne; dog var han villig til at hjælpe Kong Eyſtein, hvid 
var Net efter Loven. „Ei forlanger jeg Undet af Eder," 
Dde da Eyſtein, ,end at I flulle følge Lovene; men hvis 
paa lovlig Maade faar maget det faa, at I ei blive 
gtige til at bømme i ben Sag, fom nu kommer fore, 
vil jeg have det Løfte af Eder, at % ei ved min Bro- 
8 Voldſomhed lade Eder bringe til at dømme mod Net» 
digheden.* Disſe Ord vandt ydeligt Bifald. Derpaa 
n Kong Olaf til Thinget; hans Folge var mindft tal» 
t. Gndelig fom Kong Sigurd; hans Mænd vare fuldt 
bnede, fun at de ingen Skjolde havde. Kong Sigurd 
iføgte nu Sigurd Ranesſon, ſaaledes fom bet fyntes ham 
hang Maadgivere meft overeensftemmende med Loven; 
ma Eyſtein forfvarede ham. Det blev førft at afgjøre, 
r Kong Magnus funde bortgive noget Len længere end 
: fin Levetid. Lagmandene fvarede hertil, ,at Kongerne 
nde bortffjente Gaver for beftandig; men da flulde faa- 
n Beftemmelfe Iyfes paa alle Norges Lagthing.” Det 
p nu underføgt, om Gigurd Ranesføn havde iagttaget 
tte; men her manglede Bidner. Da bemerfede Kong 
igurd, at han ei vilde, at ben Lov ſtulde gjælde i Norge, 
Kongen funde bortgive Len længer end for. fin Livstid; 
ermed,“ fagde han, ,var hang Broder Paaſtand, at 
igurd Ranesføn havde Met til JFinnefærden, gjendreven.” 
ma Eyſtein derimod fagde, at Kongerne burde have Met 
at bortfljenfe Gaver for beftandig, nu fom tilforn. Man 
edes om at lade Qodkuftning afgjøre, hvo af Kongerne 
ri flulde raade.  Gyftein fpurgte nu Kong Olaf, Hvem 
n vilde være enig med i denne Sag. Olaf fvarede, at 
n fledfe havde været enig med Cyftein; dette vilde han 































542 Magnus Barfods Sønner. 


og være nu. Kong Cyftein fordrede da, at Lodderne rule 
være tre; Dette indrømmede ogfaa Sigurd; ,thi han vilde | 
et,” fagde han,  berøve Kong Olaf noget af den AEre, ham 
tilkom.“ Lodkaſtningen faldt alligevel ud til Sigurds Fore 
beel, og han erklærede, at hans Billie nu var den famme 
fom før. GSporgsmaalet blev nu, om Sigurd Ranedfen | 
havde tilegnet fig Gods uden Eiermendenes Tilladelſe. 
Manges Mening herom blev aſtet, men Ingen vilde af: 
gjøre bet unbtagen Bergthor Bokk, Svein Bryggefots!) 
Søn; han erklærede Sigurd for fyldig. Kong Sigud 
bød da at domfælde ham; thi nu var Sagen nokfom op 
ft. „Det flulde ei gaa den godt,” lagde han til, ,fom 
bømte mod hand Onſte.“ Kong Cyftein fagde, at det fore 
fom ham ubilligt at dømme Sigurd Ranesføn flyldig, M 
Ingen til den Tid havde ophævet Kong Magnus's Gam. 
„J agte kanſtee,“ vedblev han, min Brede mindre ed : 
Kong Sigurds; men et føler jeg mig mindre fornærmd, 
hvis anden Dom falder end den, mig tykkes lovlig; thi det 
tror jeg, at jeg lidt bedre Fjender Lovene end han.” Det: 
er ingen fet Sag," fvarede Fon Mørnef, ,at domme her; i 
bog maa vi gjøre det, hvid vi ere pligtige dertil, hvorleded 
end Parterne fyned derom.“ Da bød Gyftein dem ble en 
fiden Stund med at fælde Dommen og fremførte fine Bir | 
ner, ber befræftede, at Sagen var bleven tre t Gange afviile 
Derpaa henvendte han fig til Dommerne. „Jeg beder me" 
fagde han, ,Lagmændene efter Qoven at afgjøre, øm met | 
aldrig faa ofte fan begaa Feil i fin Gagføgning, at å | 
jo fledfe paany maa føge ben famme Sag. Jeg ad 
bet for Low, at hvid en Sag paa tre Thing bliver «sg 
og man har Bidner herpaa, den da ikke oftere maa tal 
frem, og Dommerne ei ere pligtige at dømme den.” Vi 
nævnte fig bderpaa Bidner, at han forbod DommanG 
domme benne Gag, og Jon Mørnef erklærede, at ME 
1) See ovfr. S. 508. 


Kong Sigurds Strid med Sigurd Ranesføn. 543 


Gyftein talede overeensftemmende med Loven. Forbittret 
udbrød ba Rong Sigurd: Det fan hænde, at Kong Ey⸗ 
ftein har faaet denne Sag afviift ved fine Kroglove; men 
een Met flaar tilbage, fom jeg kanſtee fjender ligefaavel fom 
han, og den flal nu dømme mellem 08.” Han forlod ſtrax 
Thinget og gif til Skibene med alt fit Folk; de to andre 
Konger droge til fine Herberger. Rong Eyſtein fatte fig 
ftrar til Drikfebordet og var meget munter; men mange af 
hans Mænd undrede8 paa, hvad Ende Tviften mellem Kon 
gerne bilde tage. Han fpurgte Sigurd Ranesføn, hvor» 
ledes han ſyntes om Sagens Udfald. Sigurd taffede ham 
for hans Biftand. „Du har hjulpet mig fuldt vel, Herre!" 
fagde han, ,om iffe alt for vel.” Da vrededed Kongen og 
lod fig forlyde med, at fun Jaa vifte fig verdige til den 
Hjælp, deres Overmænd hdede dem; derfor hjælper jeg og 
Færre," fagde han, ,end jeg ellers vilde gjøre.” Kort efter 
fandt Sigurd Ranesſon Leilighed til at forlade Drikfeftuen. 
Han var uden Kappe, i blaa Burer og Skarlagens Kjortel, 
med et ftort Hugſpyd i Haanden; faaleded gif han filde 
om Kvelden nedover Gaden og flandfede ei, før han fom 
til Bryggen, der laa ved Bagftavnen af Kong Sigurds 
Skib. Den Mand, der holdt Bagt, vilde negte ham Ude 
gangen. „Valg eet af to," fagde Sigurd Ranesfon; ,for- 
Tad Bryggen, eller Spydet flaar gjennem dig!" Bagten 
Eod ham gaa ud paa Gfibet. Kong Sigurd fad tilborda 
& Jorrummet, ba Gigurd Ranesſon ganſte uventet laa for 
Mans Fodder. „eg giver mit Hoved i din Bold, Konge!" 
fagde han; ,ajør med mig, hvad dig lyfter; thi heller vil 
keg de Bradt, end at Strid for min Skyld flal opftaa mel 
km dig og din Broder.” Dronning Malmfrid, Biffop 
Magne af Bergen og flere Hovdinger reifte fig nu og bade 
Bor Sigurd Manesfen*). Kongen taug længe; endelig 
Fagde han: Du er fandeligen en ædel Mand, Sigurd! og 


-2) Snorre, Sig., Gyft. og OI. S. Kap. 21. 


I bragt, at du er bleven rig paa Guld af vort Skattegods. 


ſtein og vilde førft betale ham; men Kongen wvidfte, at han 































544 -— Magnus Barfods Sønner. 


du har taget det Raad, der var os alle gavnligft. En | 
Ulykke foreftob faa ftor, at Gud alene fan bedømme dend | 
Følger; thi faft havde jeg befluttet i Morgen at gaa og 
paa Jlevoldene 2) med alt mit Folk for at fæmpe med 
Rong Gyftein. Jeg vil nu modtage Forlig af dig hvid | 
du fæfter hele Sagen i min Dom." Dette gjorde Sigurd, | 
og Kongen dømte ham i en Bod af 15 Mark Guld, der | 
flulde være ubdredet før næfte Dag3 Høimesfe, 5 Mark fil 
hver af Kongerne og fidft til Kong Sigurd. Mine Brødre 
vilde vanære mig," fagde Kongen; , men jeg vil paafee 
bereg Hæder fom min egen.” Boderne ſtulde endelig er⸗ 
lægged i veent Guld; thi," fagde han, ,bet er mig fore | 


„Jeg taffer dig, Herre!" foarede Sigurd Ranesſon, fordi | 
du tog mig til Forlig, hvor for end min Rigdom befinded 
at være.” Han vendte tilbage til Kong Eyſtein og fortalte 
ham, hvad ber var fleet. Kongen rødmede og fagde, di J 
han ingen Deel vilde Have i dette Forlig; han forlod fra J 
Driffelaget og gik til Sengs. Sigurd Ranesføn tog Gul Å 
til Laans hos fine Benner, men funde ei faa tilveiebragt | 
mere end 5 Mart. Naſte Morgen gik Han til Kong Or J 


havde maattet laane Guldet, og fljenfede ham det fom Game : 
Baa famme Maade blev han behandlet af Kong Olf. Å 
Gndelig fom han til Rong Sigurd, da Ver allerede blev J 
ringet til Hoimesſe i Chriſtkirken. Songen fyurgte, om hau 
havde betalt hand Brødre, og da Sigurd bejaede bekk I 
fagde han: , Det var dog, fom jeg formodede, at du å) 
meget rig paa Guld.“ Gigurd Ranesføn fortalte nu, hv: 
febe8 Alt var tilgaaet. Da bod Kongen ham beholde Gali 
bet; men bu flal love mig," lagde han til, ,at hvis npk! 
Uenighed opftaar mellem os Brødre, da ſtal du være MA 
Ben.” Seg vil ſtedſe bede til Gud," fvarede Sigurd Mi 
1) En Slette firar udenfor Nidaros paa Veſtſiden. 


Kong Sigurds Strid med Sigurd Ranesføn. 545 


nesſon, ,at ingen UMenighed maa opftaa mellem Eder; thi 
jeg vil Eder alle vel. Men bvormeget Guld jeg end kunde 
vinde, ja om bet foftede mit Liv, faa vil jeg ingen Mand 
agte høiere end Kong Gyftein.* Da fagde Kongen: „Alt 
for dybt vilde jeg ftaa under min Broder, hvis jeg modtog 
dette Guld — jeg giver dig det, om du end intet Venſtab 
lover mig." Gigurd Ranesføn taffede Kongen og bød ham 
til Bords i fin Gaard famme Dag. Kongen modtog Ynd- 
bydelfen og fom efter Medfen med 60 Mand. Han fandt 
Dritfeftuen prydet med Tapeter og Baaben; Skjolde hang 
rundt om Væggene, og Ult var faa herligt, at det vakte 
hans Beundring. VBevertningen var ei ringere; Sigurd 
Manesføn felv faa fine Gjefter Hl Gode. Et Øieblif, da 
han var gangen ub, fagde Kongen til fine' Mænd: Hvor 
faa J fligt Huusgeraad i en Lendermandö Bolig? Man 
feer det neppe i Kongens Herberge.” „Ja viſt er her fljønne 
Vaaben,“ fvarede Bergthor Bott, „og herlig Unretning, 
men ben ftørfte WSre vilde det være for Berten, hvis han 
felv eiede Noget af dette og et havde taget Ult til Laans.“ 
Da fagde Kongen i Brede: „Deri vifer fig juft, hvor vene 
fæl Manden er; Sligt er ikke fjærligen talt.” Sigurd 
Ranesſon havde hørt, hvad der blev fagt; det ringede juft 
til Uftenfang, og Kongen vilde gaa. Sigurd bad ham 
fomme tilbage efter Uftenfang for at driffe Ghrifti Minde, 
og Kongen lovede det. Men da han fom af Kirfen og 
atter traadte ind i Stuen, var Alt forandret; alle Skjoldene 
vare borte; fun eet gammelt Skjold hang endnu tilligemed 
en gammel Sappe ved Skjenkebordet. „Haſtig Forandring 
er her foregaaet ," fagde Kongen, , mengd vi vare borte.” 
Det er, fom man maa vente," fvarede Sigurd Ranesſon. 
„Hver vil have Sit; jeg felv eiede her intet Skjold uden 
det ene, fom hænger hift, og om jeg eier det med Mette, 
flal du, Konge! dømme. Vi fore i Hærfærd med din Fa- 
der til Irland, mødte der en uimodftaaelig Hær, og Enden 
R. Kenfer. Norges Hiftorie, 35 


546 Magnus Barfods Sønner. 


blev, fom befjendt, at Kong Magnus faldt med mange 
brave Helte. Flugt fom i vor Hær, men ei var jeg den 
førfte paa Flugten. Da Folket ilede til Skibene, var m 
dyb Sump i Beien. Nogle fik fprunget over ben; Andre 
funde bet ei og faldt der for Spydodderne. Men da vi | 
nærmebde os Diget, faa jeg en Mand foran mig med dette 
Skjold paa Ryggen og denne Kappe om fig. Da han - 
fandt det vanffeligt at fomme over, faftede han førft Skol- 

bet, fiden fled han af fig Rappen. Han havde en guld 

bremmet Silkehue paa Hovedet, og det forefom mig, fom det 
var hané mefte Hader, at han beholdt Huen. Mig ſyntes, | 
fom Bergthor Bott var Manden. Jeg tog Kappen og 
Skjoldet op; thi jeg havde intet Skjold havt før i Striden. 
Siden har jeg bevaret det, og døm du nu, Herre! om jeg 
eller Bergthor bør eie det." Kongen fvoarede fort: Gi du 

Skjoldet!" Bergthor var faare forbittret; men Kong Gi- | 
gurd var fiden ftedfe Sigurd Ranesſons Ven og lod fam | 
beholde den gamle Forlening 1). 


1) Disfe Begivenheder, ber udbrede faameget Lys ei alene over de 
tre Brødres Charakteer og Forhold til hinanden, men ogfar 
over Norges gamle GStatsforfatning, Lovgivning og Mettergang, 
ere her fortalte efter ben Bearbeidelfe af Sagaen, fom findes i bet 
Haandffrift, ber benævnes Hryggjarftyfe (Fornm. 8. VII, 123— 
150). orfæus har fortalt den næften ordlybende ligedan, fom 
den findes ber, efter det utryfte Haandffrift Morfinffinna (Hist 
Norv. III, 8, 5). Seg har iffe taget i Betænfning at foretralle 
denne Fremftilling for Snorres (Kap. 21). Denne fidfte ei 
flere Henfeender utydelig og i bet Hele ufuldftændig. Den førte 
Anledning til Kong Sigurds Fortørnelfe paa Sigurd Ranesſen 
er aldeles iffe berørt, og i Opregningen af be forffjellige Thing, 
paa hvilte Sagen foretoges, fynes at være em betydelig Forvir- 
ring. Den blev, ifølge GSnorre, førft føgt paa et Møve I 
Bergen; fiben paa Arnarnesthing; tredie Gang paa Gule: 
thing; fjerde Gang paa Hrafnifta-Thing i Namdalen og endelig 
fidfte Gang paa Ørething i Nidaros; men man feer aldeles il 
Grunden til disfe forffjellige Afviisninger af Sagen tybeliger 





Ke 


1116. Kong Olafs Død. 547 


Gi længe efter at Sigurd Ranesføns Sag var tilende» 
wagt, bøde Kong Olaf af Sygdom (22 Decbr. 1116) i 
it 18de Aar og blev jordet i Chriſtkirken i Nidaros. Hans 
Død blev meget beflaget!). Mellem de gjenlevende Brødre 
Syftein og Sigurd var Benffabet engang brudt, og Den 
amle Fortrolighed vendte aldrig mere tilbage. Begge sn- 
fede at være den førfte. Gigurd var frolt af fine Bedrif- 
er i Wdlandet; Gyftein paa fin Side trøede at have ud» 
ettet Mere til Rigets fande Gavn ved fine fredelige For- 
nftaltninger. Hvorledes enhver af Brødrene flræbte at 
jøre fine Fortjenefter gjældende, derom vidner en merkelig 
Irdſtrid mellem dem, fom GSagaerne have bevaret. Da de 
emlig en Binter begge fore paa Gjefteri over Oplandene, 
g hver var paa fin Gaard i Nærheden af hinanden, øn- 
lede Bønderne, at de flulde være fammen. De eneded da 
m at være flifteviig hinandens Gjeft, og de famleded førft 
aa Eyſteins Gaard. Om Kvelden, da man begyndte at 
riffe, var SØllet ikke godt, og GStilhed herffede blandt Gjes 
erne. Da fpurgte Kong Gyftein: „Hvi ere Ulle faa tauſe? 
zedre fømmer bet fig i et Dritfelag, at Alle eve glade; 
der os finde paa noget Ølfnak, faa bliver der vel fnart 
oget Gammen! Gigurd Broder! det fyned pasfeligft, at 
i begynde med mogen Skjemtetale.“ Bredt fvarede Si- 
utd: „Snak du, faa meget dig lyſter, og lad mig tie for 
ig!" Det er ofte Skik i Drikkelag,“ vedblev Eyſtein, ,at 
an vælger fig En at fammenligne fig med; faa frulle og 


Snorre omtaler heller iffe de nærmere Omftændigheder ved Vor- 
liget mellem Kongen og Sigurd Ranesføn, Ligefaalidet fom den 
Beffjømmelfe, fom blev Sigurds ivrige Modftander Bergthor 
Bolt tildeel. 

) Kong Dlafs Død henføres til 1116 i Annales regii (Scr. rer. 
Dan. III, 50); bette femmer ogfaa godt med Snorres Angivelfe 
(Kap. 22). Torfæus [og Mund] antager Naret 1115 (Hist. 
Norv. III, 8, 6). 

35* 


548 Magnus Barfods Sønner. 


vi nu gjøre." Gigurd taug. Jeg feer vel,“ fagde da 
Gyftein, ,at jeg faar begynde, og jeg vil tage dig, Broder! 
at fammenligne mig med. %Bi have lige Navn og lig 
Herredømme, jeg finder heller ingen Forfljel i vor Mt og 
Opdragelſe.“ „Mindes du ei," fagde Sigurd, ,at jeg ka⸗ 
ftede big overende, naar jeg vilde, fljønt bu var en Bin 
ter ældre?" Jeg mindeg og," fvarede Eyſtein, „at du intet 
forftod dig paa Lege, fom fordrede Smidighed.* Da fagde 
Gigurd: „Mindes du, naar vi ſvommede; jeg funde dukke 
big, naar jeg vilde." Gi foømmede jeg dog fortere end 
du,” fvyarede Gyftein, baade over vg under Bandet; jeg 
funde og løbe paa Jislægger (Skoiter), faa Ingen turde 
tappes med mig; men det forftod du dig ei mere paa end et 
Nød.” „En hæderligere og nyttigere Idræt," fvarede Si⸗ 
gutd, „ſynes det mig, godt at funne bruge fin Bue; jeg 
tror, bu ei fan fpænde min, om du end nof faa haardt 
træder den.” Eyſtein fagde: Bel er jeg ei faa frert en 
Bueflytte fom du; men i at flyde fikfert giver jeg dig 
mindre efter, og paa Ski render jeg langt bedre end du; 
bet har og været faldet en god Idræt.” Det ſynes mig 
vigtigt” fagde Sigurd, ,at ben, fom flal være Undred 
Overmand, udmerfer fig ved Høide, Styrke og Baabenfær- 
dighed og falder i Øinene, hvor Mange ere famlede. 
„Det er ligefaagodt og vælker ei mindre Opfigt,“ ſparede 
Eyſtein, ,at man er fljøn; man er Da ogfaa kjende 
fig blandt Moængden, og det fømmer en Høvding; thi 
Skjonhed og den fagrefte Prydelfe pasfe fammen. angi 
bedre fjender jeg og Lovene end du, og bedre fan jeg fore 
mine Ord.“ „Vare fan det,” fagde Sigurd, ,at du har 
lært flere Lovkneb end jeg; jeg har havt UAndet at gjer. 
Og din Beltalenhed negter jeg ikke, men bet fige Mange, : 
at bu ei er fynderlig ordholden, at man ei maa merfe paa 
hvad du figer; thi du fnaffer dem efter Munden, fom ev 
hos dig: det er ikke fongeligt.” ,Det er fandt, Broder!" 





Ordſtrid mellem Kongerne Gyftein og Sigurd. 549 


fvarede Gyftein; Mange fomme til mig, fom jeg ikke for» 
maar at gjøre faa meget godt, fom jeg gjerne vilde. Veg 
bømmer ofte Moandö Sager efter fande VBidner; men hvis 
fiden noget Sandere fommer for Dagen, faa lader jeg hver 
Mand faa Net, hvad faa end i Forveien har været dømt. 
Jeg lover og tidt, hvad jeg bedes om; thi jeg vil gjerne, 
at Alle fulle forlade mig glade. Veg veed vel, at jeg 
kunde handle anderledes; jeg unde, fom du gjør, love Ulle 
ondt, og ei hører jeg flage over, at du jo holder, hvad du 
fover." Sigurd fvarede: Det har været Folks Ord, at 
den Færd, jeg for af Landet, var hæderlig; imedens fad du 
hjemme fom din Faders Datter." Nu tog du paa Byl 
ben," fagde Eyſtein; ,jeg havde ei begyndt denne Tale, 
havde jeg ei vidſt, hvad jeg her ſtulde fvare; næften tyktes 
bet mig, at jeg ubftyrede dig hjemmefra fom min Soſter, 
før du blev ruftet til din Færd.”" Du mon have hørt" 
fvarede Sigurd, ,at jeg holdt mange Kampe i GSerfland; 
Å dem alle vandt jeg Geier og mange Koftbarheder, hvis 
Mage ei før er fommen hid til Landet; jo gjævere Høve 
dinger jeg fom til, des mere blev jeg hædret; men du, tror 
jeg, har end ikke udflettet Hjemfidbernavnet. Jeg for til 
Jorſal,“ fagde han; ,jeg fom ogfaa til Apulien; men ei 
faa jeg dig der, Broder! Jeg gav Modgeir Jarl den mæg- 
tige Songenavn; jeg vandt otte Slag; men du var i intet 
af dem. eg for til Herrens Grav; men dig faa jeg ikle 
der, Broder! Jeg drog til Jordans Ua, hvor Herren blev 
bøbt, og foømmede over den; men big faa jeg ikke der. 
Men hinfides Uaen paa Bakken vorte Bidjer; der bandt 
jeg dig en Knude, Brøder! fom venter dig. Jeg lovede, 
at du ſtulde løfe den, eller og bære Sfammen.* Da fagde 
Kong Gyftein: „Lidt har og jeg at fige herimod: fpurgt 
bar jeg, at bu holdt Kampe udenlands, men nyttigere var 
bet for vort Land, fom jeg gjorde imedens. Mord i Baagar 
opfatte jeg Fifferleter, hvor VFattigfolf funde ernære fig; 


550 Magnus Barfods Sønner. 


jeg fatte en Preft der og lagde Gods til Kirken; der var 
næften alt Folfet tilforn hedenſt. De Folk monne mindes, 
at ber har været en Kong Cyftein i Norge. Over Dovre 
fjeld var en Bei fra Trondhjem, hvor Mange omkom i 
ondt Beir; der lod jeg Gælehuus bygge og lagde Godé 
dertil; de, fom fiden drage den Vei, monne mindes, at en 
Kong Gyftein har været i Norge. Bed Agdenes var Stran- 
ben øde, uden Havn, og mange Skibe gik der til Grunde; 
der er nu gjort Havn og godt Skibsleie, og em Kirke er 
der bygget. Siden lod jeg veife Barder paa Høifjeldene; 
de, haaber jeg, fulle vorde Landet nyttige. Jeg lod bygge 
Hallen i Bergen og Apoftelkirfen og en Trappe imellem 
dem; nu monne de Konger, der følge mig, minded mit 
Navn. Michaels Kirte og Munkelif 1) lod jeg bygge. Jeg 
fatte Qove, Broder! at Hver fan nyde Net, og holdes de, 
vil Landet ſtyres bedre. VJæmterne har jeg underlagt dette 
Rige ved blide Ord, ei ved Ungreb og Ufred. Mu er vel 
alt dette lidet at tale om, men dog ſtulde jeg tro, at det 
et er Landsfolket mindre gavnligt, end at du flagtede Blaa- 
mænd for Djævelen i Serfland og fryrtede dem til Helvede. 
Rofer du dine fromme Gjerninger, ba tror jeg, at jeg då 
mindre bar udrettet til GSjælebod ved de Kloftre, jeg har 
friftet. Men hvad Knuden angaar, fom du knyttede mig 
faa vil jeg iffe løfe den; men havde jeg villet, unde jeg 
vel have nyttet dig en Knude, faa du ei nu var Morged 
Konge, da du fom hid til Landet paa eet Skib og lagde 
til min Flaade. Lad nu vife Mænd dømme, hvad du har 
forud; vide flulle % Pralere, at end monne Mond jævnds 
med Eder i Norge!" Begge Brødrene taug og vare vrede 
Dette var ikfe dem enefte Leilighed, ved hvilken de lage 
fit uvenlige Sindelag for Dagen; desuagtet vedligeholdies 
Freden mellem dem al den Tid, de herftede fammen*). 


1) See ovfr. S. 532. 
2) Gnorre Kap. 24. Fornm. 8. VII, 118—123. 





1122. Kong Gyfteins Død. 551 


Da fer Aar vare fedne fra Olafö Dad, blev Eyſtein 
Haftig fyg, da han var i et Gjeftebud paa Huftad i Roms» 
dalen 2), og døde der i fit 33te Uar (29 Uug. 1122). Hans 
Lig blev ført til Nidaros og jordet i Chriſtkirken. Siden 
Magnus den godes Død, ſiges der, havde aldrig faameget 
Folk flaaet førgende over nogen Mandö Grav fom over 
Kong Gyfteins. Han efterfod fig med fin Huftru Inge— 
bjørg en enefte Datter, Maria, der blev gift med Gud⸗ 
brand Skafhoöggsſon. Sigurd var fra denne Stund 
Norges Enekonge indtil fin Dev. 

Sigurd havde efter fin Hjemfomft ei glemt fine Løfter 
til Songen og Patriardjen i Jerufalem. Vel fatte han ikke 
Splinten af det hellige Kors i Nidaros, men i Konge» 
Helle ved Rigets Groændfe, da han troede, at det der funde 
tjene til Bern for Landet?); ei heller oprettede han nogen 
Erkebiſpeſtol i Norge, hvilket han vel fandt mindre node 
vendigt, da Paven noget i Forveien (1104) havde beffiftet 
en Erkebiſtop i Lund, der flulde være for Danmark, Norge 
og Sverige, hvad tilførn den bremiſte Erkebiſtop havde 
været 3). Derimod indførte Sigurd Tienden i fit Rige+) 
og flræbte at fremme Ghriftendbommen ei alene der, men 
og i andre Qande. Sort efter Eyſteins Død blev Sigurd 
af den danſte onge Nicolaud opfordret Hl i Forening 
med ham at gjøre et Log til Smaaland for. der at Åriftne 
Sndbyggerne; thi i Sverige havde endnu ikke Chriſtendom⸗ 
men aldeles fortrængt Hedenffabet, og de drifte Konger 
havde endog undertiden maattet vige for hedenſte. Sigurd 
var villig til dette Tog og lod Leding udbyde over hele fit 
Mige. Med 300 Skibe feilede han (1123) til Ørefund, 
hvor han efter Uftalen ffulde made Nicolaus. Denne var 


1) GSnorre Kap. 26. vuſtad ligger i Bod Pgd. i Romsdals Fogderi. 
2) Sn. Kap. 23. 
3 Suhm V, 137. 
4) Sn. Kap. 23. 


552 Sigurd Jorfalafarer. 


imiblertid længe i Forveien fommen til Stevnet og havde 
ventet en Stund; men da Bønderne beghndte at ur, 
havde han endelig hævet Redingen. Hermed var Gigurd 
ilde tilfreds; han feilede øfter til Sumaros1), holdt her 
Huusthing og flagede over Danekongens Uordholdenhed. 
Nordmændene befluttede at herje i Danmark til Gjengjeld 
og indtoøge Staden Tumathorp*). Siden droge de til 
Kalmar, bherjede i GSmaaland, tvang Jndbyggerne til 
Chriſtendommen og toge 1500 Slagtenod af dem i Skat. 
Derpaa vendte Sigurd hjem igjen med frort Bytte. Denne 
Leding blev Faldet Kalmar-Leding og var den enefte, 
fom Sigurd udbød, medens han var Konge 3). 

Baa denne Vid var det og, at Nordmændene pa 
Grønland henvendte fig til Siqurd med Bøn, at han 
til Chriſtendommens Fremme blandt dem vilde fende dem 
en Biſkop. Ginar, en Søn af Sokke paa Brattald, 
den gjævefte Mand paa Grønland, frembar for Kongen 
fine Landamændö Ønfte. Gigurd overtalte em retftaffen 
og lærd Preſt, ved Navn Arnald, til at paatage fig dette 
$Hverv og fendte ham med Unbefalingöbreve til Erkebiſtop 
Asſer i Qund, af hvem han ogfaa blev viet (1124). Ur 
nald fulgte derpaa Einar Sokkesſon til Grønland og tog 
fit Sæde i Gardar, hvor fiden den gronlandſte Biftopsftol 
vedblev at være 4). | 

Sigurds Lidenftabelighed og Tungſind -tiltog imidlertid 
med Narene og henrev ham ikke fjælden til Banvid. Alle⸗ 
rede længe før denne Tid hændte det engang paa Op 
fandene, da han badede fig i et Kar, over hvilket et Left | 
var udfpændt, at det fyntes ham, fom om en Fiſt ſpommede 


1) Det nuværende Gimbrishamn I det øftlige Sfaane. 

2) Gr nu en Landsby veftenfor Cimbrishamn og heder Tomarp. 

35) Sn. Kap. 27. 1] 

4) Grænl. påttr i Flatøbogen (III, 445—454). Ann. reg. Mr | 
Naret 1124 (Scr. rer. Dan. III, 52). | 





- Sigurds Tungfind. 553 


hos ham i arret. Herover braft han i en faa heftig Lat» 
ter, at han ganſte fom fra fig felv!). Da han blev ældre, 
fom faadanne Unfald oftere øver ham. En Pintfedag, da 
han fad til Bords i fit Høifæde, omgiven af mange Høve 
binger, blev han tungfindig og faftede vilde Blik omkring 
til Benkene; men Ingen turde tale til ham. Han holdt i 
fin Haand en pragtfuld med gyldne Bogftaver føreven Bog, 
fom han havde bjembragt fra Verufalem, og Dronning 
Malmfrid fabd ved hans Side.  Mangt,* udbrød han, fan 
førandreg i et Menneſtes Liv. Io Ving eiede jeg, fom 
fyntes mig be herligfte, ba jeg fom bid til Landet: det var 
Denne Bog og min Dronning; men nu er Intet mig af- 
flyeligere end be. Dronningen veed ei felv, hvor fæl hun 
er — mig ſynes, at hun har Gjedehorn i Vanden, og 
denne Bog duer til Intet.” Han kaſtede Bogen i Ilden 
og: gav Dronningen et Slag under Diet. Malmfrid græd, 
iffe over Glaget, men over Kongens VBanvid. Blandt 
Kjertefvendene var paa Denne Tid en Bondeføn ved Navn 
Ottar, liden af Bert, bjærv og munter, med ført Haar og 
mørft Anfigt, hvorfor man gav ham Øgenavnet Birting 
(den lyſe). Ottar forrettede juft benne Dag Vjenefte ved 
Kongens Bord. Han greb hurtig Bogen af Ilden og til 
talte Sigurd. „Anderledes,“ fagde han, vare de Dage, Herre! 
ba du med Pragt og Hæder feilede hid til Landet: Alle 
fom big imode, modtoge dig med Glade og vilde have dig 
til Konge. Men nu ere Sorgens Dage fomne over oå. 
Thi paa denne herlige Høitid ere mange af dine Benner 
fomne til dig; men et funne de være alabe, ba du er fyg 
og tungfindig. Ønffeligt var bet, om du kunde være glad 
med bem, gode Konge! Lyd dette Heldraad! flil Dronnin- 
gen tilfreds med Blidhed og fiden de andre dine Høvdinger 
og Benner!" Da fyrang Kongen op. Bil du lære mig 


1) Sn. Kap. 25. Thjodrek Munk (Kap. 33) anfører fom et Rygte, 
at Sigurds Vanvid ffulde være foraarfaget ved en forgiftet Drit. 


På 


554 Sigurd Jorfalafarer. 


Raad," fagde han, ,du fæle Tiggerdreng og tolperſte Bonde: 
unge af uslefte %8t!" Han trak fit Sverb og hævede vet 
med begge Hænder over Ottar. Denne flod rolig uden at 
forandre en Mine. Kongen vendte Sverdet, flog ham let 
over Herderne og fatte fig atter taus i Hoifædet. Lidt 
efter faa ban fig roligere om i $allen. „Seent,“ fagde 
han, faar man prøvet fine Mend. Her ſidde mine Ben- 
ner og Lendermænd, Gtallarer og Skutilſvende og alle de 
gjævefte Mand i Landet; dog gjorde ingen af Eder det 
før mig, fom benne ringe Tjener. Han frygtede ei Døden, 
men talede faa fnildt til mig Rafende, at ei den Viſeſte 
funde have gjort bet bedre. J flulle vide, mine Benner! 
hvorledes jeg vil lønne ham: før var han min Kjertefven», 
nu flal han være Rendermand, og fnart vil han vorde den 
merteligfte blandt Norge Hovdinger.“ Sigurd holdt Om; 
Ottar Birting blev Lendermand og fiden en berømt Hovding. 
Qignende vilde Unfald fom tidt over Sigurd; men naar 
da nogen af hans ringere Tjenere paamindede ham, adlød 
han dem meft og gav dem fiben Gods og Gaarde til Lø. 
Dette Banvid berøvede alligevel ikke Sigurd Nordman⸗ 
denes Ugtelje; de anfaa ham for en herlig Konge og 
mindedes fledfe med Beundring hans Vorfalafærd og Seire 
i Syden 1). 

Mod Slutningen af Sigurds Liv indtraf en Begiven⸗ 
hed, der havde vigtige, men ſorgelige Folger for Notge. 
En ung Nordmand ved Navn Kale, en Søn af den mag⸗ 
tige Lendermand Kol paa Agder, blev paa em Handeldrefe 
til England i Staden Grimsby befjendt med en Mand fra 
Suderserne ved Navn Gille-Krift. Denne aabenbardde 
ham i Hemmelighed, at han var en Son af Magnus Bar 
fod, og at hans rette Navn var Harald; fin mødrene Wi 
havde han deels i Irland, bdeeld paa Suderserne. Hu 


fpurgte Sale, hvorledeg denne meente, han vilde blive mode 


1) Sn. Kap. 29—32. Fornm. 8. VII, 156—162. 


ø 
1126. Harald Gille fommer til Norge. 555 


gen å Norge, Hvis han fom did. ale fvarede, åt han 
trøede, at han havde andet end godt at vente af Kong 
igurd, hvis iffe Undre forfpildte hans Sag. Harald og 
ale ſtiltes derpaa, efter at have lovet hinanben gjenfidigt 
enffab?). En Stund efter for Hallfel Hut, en Søn 
Jon Smørbalte og Lendermand paa Møre, til Su- 
røerne. Den famme Harald GSille-Krift fom her til ham 
ed fin Moder, fom befræftede Sønnens Byrd. Hallkel 
g dem begge med fig til Norge (1126) og underrettede 
sng Sigurd om deres Paaftand. Kongen raadførte fig i 
nne Sag med fine Høvdinger; de flefte vilde, at han ei 
ide indlade fig med Harald; Kol fra Agder bderimod, 
ligemed hans Son Kale, famt Thjoftolf Nalesføn 
| Jngemar GSveinéføn af Uff talede til Haralds 
edfte?). Da Høvdingerne ei funde enes, bade de Kon» 
n felv at raade. Denne faldte nu:Harald for fig og erilær 
de, at han ei vilde formene ham at bevife fin Fødfel ved 
ernbyrd; men om han end befandtes virkelig at være 
lagnud Barfods Søn, faa ſtulde han dog ei fordre nogen 
eef å Kongedømmet, faalænge Gigurd eller hans Søn 
tagnug levede. Dette lovede Harald med Ed, fljønt det 
refom Mange haardt, at han frulde underfafte fig faa 
eng en Prøve uden derved at vinde nogen Deel af Riget. 
ter at have forberedt fig ved Fafte, gif nu Harald med 
re Fodder over ni givende Plogjærn; han blev ledet af 
Biſtopper og paafaldte under Prøven den hellige Co— 
mbanus. Kongen og hans Son Magnus vare felv til- 
be. „Ei træder han Jærnene mandigen!" fagde Magnus. 
f Ondſtab er GSligt talt* foarede Sigurd; han gjorde 
t vel!" Da Harald var fommen til Enden, lød han fig 
de i den Seng, fom der var opredt for ham. Tre Dage 
er bleve hans Fodder underføgte og befundne ubrændte, 


| Drfn. S. Side 152. 
) Sammeſteds S. 170. 


— cct 


* 
556 Sigurd Jorſalafarer. 


hvorpaa Kongen erkjendte ham for fin Broder. Sigurd 
merkede imidlertid, at Haralds Erkjendelſe mishagede flere 
af Landets Hovdinger og ifær hans Søn Magnus. Yor 
at berolige denne fordrede han Ed af Nordmændene, at 
be efter hand Dod ffulde tage Magnus til Gnefonge, og | 
Sigurd var faa elffet, at hele Folket tilſvor Ham Dette). 
Harald Gille var en hoi og fmal Mand med lang 
Hals, langagtigt Unfigt, forte Dine og fort Haar. Han 
var overmaade fmidig og hurtig og Flædte fig ofteft paa 
Irſt i Porte og lette Klæder. Han havde meget ondt for 
at tale Norſt, og heraf toge Hirdmændene ofte Anledning 
til Spot; bog vovede Ingen at fornærme Harald i Kon 
gens Nærværelfe; thi denne behandlede ham fredfe venſta⸗ 
beligen?). Men Harald Fiender lode det ei blive ved 
Spot alene; deres Had yttrede fig undertiden paa en al 
vorligere Maade. Engang havde han i Overilelfe faaret 
Svein Rimhildsſon fra Jaderen, en Rtling af Erling 
Skjalgsſon. Svein famlede fine Frænder, greb Harald og 
vilde hænge ham. Men Rongen blev itide underrettet om 
fin Broders Fare; han famlede fine Mænd, ilede til det 
Sted, hvor Galgen allerede var reift, og tog Harald til 
fig. Han erflærede Svein og alle hans Medhjælpere landé 
forviifte; bog tilgav han dem fiden paa flere Høvdinged : 
Forbon 5). Haralds værfte Fiende var imidlertid Konger 
Søn Magnus, der greb enhver Leilighed til at fornærme 
ham. Song Sigurd pleiede gjerne at gaa tidlig til Senge 
- om Uftenen og da tage Harald med fig. Magnus derime 
og hans Følge blev ofteft fidbende længe ved Dritteber 
bet. En Aften i Oslo, da Kongen gik bort, fik de holdt . 
Harald tilbage og fad nu og draf med ham til langt par 
Natten. Magnus havde juft faaet en meget hurtig He 
1) Sn. Kap. 33. 


2) Sammeſteds Kap. 34. 
3) Sammeſteds Kap. 35. 36. 






















Uvenffab mellem Harald Gille og Magnus Sigurdsføn. 557 


fra Gautland, og Denne kappedes de Nærværende om at 
rofe. Harald fagde til fin Sidemand, at paa Jrland gaves 
Moænd, der løb hurtigere end nogen Heft. Magnus hørte 
Dette og fagde: Mu lyver han, fom han pleier.” Harald 
vedblev fin Paaftand. Da fagde Magnus: Det ſtal gjælde 
bit Hoved, hvis du ei løber faa hurtigt, fom jeg rider min 
Heft; jeg fætter min Guldring derimod.“ Harald indvendte, 
at han iffe havde paaftaaet dette om fig; han havde fun 
fagt, at faa hurtige Mænd gave8 pan Irland. „eg vil 
ikke fare til Irland,“ fvarede Magnus; ,her vil jeg vedde." 
Harald gif bort og vilde ei tale mere herom. Den føl» 
gende Morgen efter Ottefang red Magnus ud af Byen og 
fendte Bud efter Harald. Denne fom ogfaa, let flædt, med 
en GSpydftage i Haanden. Magnus fatte Maalet; Harald 
fagbe, at bet var før langt; men Magnus fatte det firar 
endnu længere. Lobet begyndte i en Moængde Mennefters 
Baafyn. Harald fulgte hele Tiden Heftens Forbeen; men 
ba de fom til Maalet, fagde Magnus, at han. havde holdt 
i Bryftgjørden. abet begyndte paany, og Harald fprang 
hele Tiden foran. Holdt jeg nu i Bryſtgjorden?“ fpurgte 
han, da de naaede Maalet. Du begyndte før at lobe,“ 
fvarede Magnus. Han lod Heften pufte, hug den derpaa 
med Sporene og for affted. Harald flod endnu frille. 
„Rend nu!" raabte Magnus, idet han vendte fig tilbage. 
Da løb Harald frem, var fnart Heften forbi, faftede fig ned 
ved Maalet, veifte fig igjen, da Magnus fom, og tilraabte 
ham: „Hil dig, Magnus Frænde!" Begge vendte nu til: 
bage til Byen. Kongen havde imidlertid været i Hoimesſe 
og fil førft efter Bordet vide, hvad der var fleet. Bred 
fagde han til Magnus: „J fade Harald en Taabe; men 
ftørre Taabe fyne8 du mig at være. Har du ikke hørt, at 
man i fremmede Lande øver fig i andre Jdrætter, end at 
tylle ØL i fig og gjøre fig uſtikket til Ut? Giv Harald 
Ringen og fpot ham ei, faalænge mit Hoved er over Mul- 


558 p Gigurd Jorfalafarer. 


ben!" Sigurd forudfaa med dyb Smerte, hvilke Ulyfte 
Magnus og Harald vilde bringe over Norge. „Ilde ere I 
farne, Nordmæend!“ fagde han, idet % have en vanvittig 
Konge; og dog aner det mig, at den Gtund fnart vil 
fomme, da J gjerne gave det røde Guld for at have mig 
til Styrer iftedetfor Magnus og Harald; den Ene er grum, 
den Anden taabelig 1)." 

Sigurd opholdt fig meget i Kongehelle og ophjalp denne 
By ſaaledes, at i hans Tid ingen rigere Kjøbftad fandted 
i Norge. Han vilde gjøre den til et Bern for fit Riged 
fydlige Grændfe og anlagde derfor ved den en ſterk Foft 
ning, fom han forfynede med Baabenftene, Stokke til at 
fafte med og andre Forfvarsmidler. Paa denne Faſtning 
lod han ogfaa bygge en Kongsgaard og en Kirke, til hvil 
fen han fljenfede mange Koftbarheder, fom Han havde far 
hjem med fig fra fit Tog *). 

J fine fidfte Uar vilde Sigurd fille fig fra fin Hu 
ſtru Malmfrid og gifte fig med en rig Manda Datter vå 
Navn Cecilia. Han lod gjøre frore Forberedelfer til at 
holde Bryllup med hende i Bergen. Da Byens Biftop 
Magne hørte dette, gik han til Kongené Hal og bad 
Gigurd fomme ud. Kongen fom med draget Sverd i fin 
Haand, modtog Biffoppen vel og bød Ham ind at drille 
„Andet Grinde har jeg," fvarede Magne. Gr det fandl, 


1) Sn. Kap. 34. Fornm. S. VIL 168—171. 

if Sn. Kap. 23 og 40. Kirfen i Kaftelet eller, fom ben o 
falbeg, Korskirken (fordi bet hellige Kors ber bevaredes) bler 
ifølge Snorre Kap. 40 indviet i Sigurds 24de Megjeringsad, 
altfaa 1127. Blandt de Koftbarheder, Sigurd ſtjenkede Hl ben 
Kirke, nævnes en Tavle, fom han havde ladet gjøre å Graf: 
land af Kobber og Solv, overalt forgyldt og prydet med Ster; | 
denne Tavle blev fat over Hølalteret. Ligeledes nævnes et Skrim | 
fom Grit Emune, fiven Konge i Danmark, gav Sigurd, og å 
med gyldne Bogftaver førevet Plenarium (en fuldfiændig Metfe : 
bog), en Gave af Patriardjen af Jerufalem. 





Sigurds fidfte Mar. 559 


Herre! at du vil forflybde Dronningen og egte en Anden?“ 
Kongen fvarede, at det var faa. „Hvi,“ fagde da Biſtop⸗ 
pen ivrigen, ,vil bu gjøre Gligt i mit Bifpedømme, at 
foragte Guds og ben hellige Kirkes Bud? Jeg forbyder 
dig den paa Guds, den hellige Olaf, St. Peters og alle 
Helgenerd Vegne!“ Medens han talede disfe Ord, ſtod han 
med fremraft Hals, fom om han ventede, at Kongen vilde 
fvinge Sverdet. Sigurd var ogfaa forbittret; han vendte 
tilbage til Hallen uden at fvare Biftoppen. Men Magne 
gif hjem, glad over, at han havde opfyldt fin Pligt. Strax 
efter forlod Kongen Byen med alt fit Følge og drog til 
Stavanger for her at fuldbyrde Brylluppet med Cecilia. 
Ogfaa Biffoppen af Stavanger, Reinald, dadlede Sigurds 
Forfæt; dog erflærede han, at Cgteffabet funde gaa for fig, 
hvis Kongen til Bod vilde begave Kirken. Sigurd bød 
ham tage af fit Gods faameget, fom han felv vilde, og 
egtebe derpaa Cecilia. Han viifte imidlertid ikke fiden Bi- 
floppen af Stavanger mere Yndeft end Biffop Magne; men 
Geeilia elffede han høit1). 

Medens Magnus Barfods Sonner ſtyrede Norge, 
havde mange Omvæltninger funbet Sted paa Orknoerne. 
Haafon Paalsſon, der (1105) af Brødrene var udnævnt 
til Jarl over alle Øerne?), herffede ei længe ene. Hans 
Sodſkendebarn, Magnus, Erlend Jarls Søn, der fiden 
Magnus Barfods fidfte Tog havde opholdt fig Hos den 
ſtotſte Konge, vendte tilbage og fordrede fin Fædrenear». 
Haafon negtede ham den i Førftningen og famlede Folk 
for at modftaa ham; men Magnus havde mange meægtige 
Benner og Frænbder paa Øerne, der underftøttede hang Sag, 
og omfider bragte han det dertil, at Hanfon overflod til de 
norſte Konger at afgjøre Irætten. Magnus drog nu til 
1) Gn. Kap. 39. Denne VBegivenhed henføres i Almindelighed til 


* 1128 (Thorlacius i Ghronologien til Idie Deel af Heimskringla). 
3) See ovenfor S. 526. 


560 Sigurd Jorfalafarer. 


Norge, medens Kong Sigurd var fraværende paa fit Feru- 
falem8tog, og fil af Kong Eyftein Jarlsnavn og Halvdelen 
af Øerne (1109). Efter fin Tilbagekomſt herftede han og 
Haafon en GStund i Fællesffab, bog uden at være oprigtige 
Benner. For ganſte at bilægge Uenigheden mellem dem 
blev en Sammenfomft aftalt paa Egilss. Men her fverg 
Haafon fin Frænde; han fom til Modet med ftørre Følge, 
end aftalt var, fangede Magnus og fod ham dræbe (1116). 
Magnus Jarl havde ved fin Netffaffenhed og fit flrenge 
Revnet erhvervet fig megen Ugtelfe og blev efter fin Ded 
dyrket fom en Helgen). Da han ingen Børn efterlød, 


1) Om disſe GStribigheder mellem Haafon Paaleføn og Magnus 
Erlendsſon fortælles udførlig i Orkn. S. Side 118—134. Om 
Magnus den hellige er der desuden en egen Saga (trykt fom 
Anhang i den fjøbenhavnffe Udgave af Orkn. S.); denne ar 
imidlertid opfyldt meb overtrolffe Fabler om Helgenens Mira: 
ler. — Om Maguus's Dødsaar hår man været uenig: Orkn. 6. 
(S. 134) ligefom Magnus d. hell. S. (S. 504) angiver Aaret 
1104 fom hané Dødsaar, noget, fom imidlertid umulig fan be 
ftaa med disſe Sagaers øvrige Beretning; thi ifølge ben ſtulde 
SHaafon Paalsføn førft være bleven Jarl 1105, khvilfet ogſaa 
flemmer med Snorres Udfagn (Sig., Gyft. ug DL S. Kay. 2), 
men Maguus førft have faaet Jarlsnavn af Kong Epyſtein efter 
Sigurd Jorfalafarers Bortreife fra Norge, altfaa efter 1107 (Drin 
S. 118—120).  Torfæus (Orcades I, Kap. 18) forfafter ogfoa 
Maret 1104 og antager 1110 for Magnus's Dødsaar; men for 
at bringe dette Aar i Overeensftemmelfe med Orkn. S. Udfagn 
(6. 134), at Haafon og Magnus fiyrede 7 Aar i Fallesftab, fr 
den Gidfte blev dræbt, maa han afvige baade fra Orfn. S. o 

- Snorre ved efter Morfinffinna at antage, at Haafon og Maguré 
begge have faaet Jarlsverdigheden I famme Mar, fom Maguu 
Barfod døde, 1103. Da imidlertid Ann. regii (Ser. rer. Da 
III, 50) anføre 1116 fom Magnus's Dødsaar og Meængden af 
de øvrige UAnnaler efter Torfæus's eget Udfagu 1115, faa tror 
jeg, at eet af bisfe Marstal, der begge vel lade fig forene med 
Orkn. S.s og Snorres Beretning, bør foretrækfes for det af 
Torfceus antagne VIO. Moquus Jarls Dødsdag fral have vært 
16 April, og paa den Dag Hands nen Qun Fell 





Orknyiſte Begivenheder. 561 


faa underlagde Haakon fig paany alle Øerne, gjorde fiven 
for at udføne fin Brøde en Pilegrinvdreife til Rom og Je⸗ 
rufalem og blev efter fin Hjemfomft meget elflet af Orkno—⸗ 
ingerne før fin' kraftfulde Landsſtyrelſe og fine gode Love'1). 
Han efterlod ved fin Død Jarledommet til fine to Gøn- 
ner, Paal og Harald; den fidfte havde Haakon avlet 
med fin Frille Helga, en Datter af Moddan, en fornem 
Mand paa Katanes. Paal Jarl var fredelig og venfel; 
Harald blev meget ledet af fin Mover Helga og hendes 
Soſter Frakork, der begge holdtes for lumſte og trylle- 
fyndige. Brødrene havde allerede fra Barndommen af 
været uenige, og da Harald lod dræbe Paals Ven Thyvr- 
fel Foftre, font det til aabenbart Fiendſtab mellem dem. 
Kort effer døve imidlertiv Harald Jarl pludfeliken, ſom det 
hed, dræbt ved en fortryllet Kjortel, fom af Helga og Fra- 
ført. var virfet og beftemt for Gan Broder, men foitt- Ha- 
ralb mod deres Billie iførte fig. Paal drev nu Søftrene 
bort fra Derne og var en Stund ene Jatl*). Men Mag— 
nus den helliges Søfter Gunnhild var af Korg Muynué 
Barfod bleven giftet med Kol fra Ugder, og deres Søn, 
den førnævnte Kale, troede fig at have Net til fit Mor- 
broder Magnus's Deel af Orfnserne. Kale var i GStjøn- 
bed, Raffhed og Kundftaber en af de meft udmerfede Yng⸗ 
linger i Norge. Han funde — fom han felv i en Bife 
figer — ni Jdrætter; han var øvet i Bretfpil, Runer, Læs» 
ning og Smedefunft; han funde føde paa Så, finde med 
Bue og ro; han forftod at flaa Harpen og var Skald. 


1) Orkn. S. Side 138. — Haafon Jarls Dødsaar jenved iffe. 

2) Brodrenes Toiſt og Harald Jarls Død fortelles i Orfn. S. 
Side 138—144. I Thorkel Foftres Drab havde Mordmanden 
Sigurd GSlember, fom dengang var I ſtor Yndeſt hos Helga og 
Frakork, megen Deel og maatte berfor drage bort fra Øerne. — 
Harald Jarls Dødsaar vides ikke. [Efter Munchs Formodning 
er Haafon Jarl bød 1122 eller 1123 og Harald 1177 Uker MINN. 

NR. Reyfer. Norges Hiftorie. 360 


562 Sigurd Jorfalafarer. 


Kale underſtottedes af fin vife Fader og af fin Len Harald 
Gille og bragte bet omfider dertil, at Kong Sigurd i det 
fidfte War af fit Liv (1129) gav ham Jarlsnavn og Halv 
delen af Orfnserne med Paal. Kale antog nu Navnet 
Røgnvald efter den venfæle Jarl Røgnvald Bruſesſon; 
men det varede flere Uar, før han fom i Befiddelfe af 
fit Jarledomme 2). 

Da Kong Sigurd havde fiyret Norge i 27 Uar, blev 
ban fyg under et Ophold i Bilen. Hans Benner raadede 
ham til at flille fig fra Cecilia, og hun felv bad Kongen, 
at han vilde førge for fit Bel ved at lade hende fare bort. 
Sigurd tog fig denne hendes Begjering meget nær. ,G 
trøede jeg," fagde han, „at du vilde førlade mig, fom de 
Andre.* Han blev blodrød i fit Unfigt og vendte fig bort 
fra hende; men Cecilia drog bort. Nu forværredes Kongené 
Sygdom, og han døde 40 Aar gammel, een Nat efter 
Mariemedfe i Faften (26de Marts 1130). Han efterlød fig 
fun to Børn, nemlig med Borghild Sønnen Magnus 
og med Dronning Malmfrid Datteren Kriftina. Hand 
Qig blev ført til Oslo og der jordet i St. Hallvards Kirk 
i Muren udenfor Choret paa den fydlige Side?). 

Kong Sigurd roſes baade af Nordmænd og Udlæn 


1) Kale Søbjørneføn (den ældre), Lendermand fra Agder, havde 
fulgt Magnué Barfob paa dennes Vefterhavstog 1098 og var 
meget yndet af Kongen, hvem han ofte hjalp med fime vife Naa. 
Han fik farlige Saar i Kampen i Angulsø Sund (fee ovenfor 
S. 515) og døde af disſe den Binter, da Kongen opholdt fig pa 
GSuderøerne (1098—1099). Magnus giftede fiden Kales Sm 
og Arving Kol med Gunnhild, den orfnøiffe Jarl Erlends Dal 
ter, før ved bette anfeelige Giftermaal at bøde ham hans Faderé 
Død i Kongens Tjeneſte. Af dette CEgteſtab fødtes Kale den 
yngre eller Røgnvald Kale (Orfn. S. Side 110—116). Om 
Kale Kolsføns Ungdomsbedrifter handler famme Gaga ide 
150—170. 

3) Sn. Kap. 41. 





1130. Kong Sigurds Død. 563 


binger for fin Jver i at ophjælpe Ghriftendommen). Bel 
bar denne Iver ofte Svarmeriets Præg og virfede maaffee 
mere til Slerfevældets end til den fande Oplysnings 
Fremme; men GSigurdö redelige Billie bør man et derfor 
drage i Tvivl. Som Yngling var han paa fin Jorfalafærd 
bleven indviet i Tidsalderens blinde Overtro, og denne næredeg 
i hans fenere Aar ved fledfe tiltagende Tungfind og dyb 
JFølelfe af egen Svaghed. Under faadanne Omftændigheder 
vilde det være uretfærdigt at dømme ham haardt, fordi han 
fod fig rive med i Strømmen af fin Samtids Bildfarelfer. 
At han meente det vel med fit Folk, berom wvidner hand 
Mundbheld: „Meſt ynder jeg Bønder, bygget Land og varig 
Fred“); berom vidner og ben Kjærlighed, hele Folket bar 
til ham uagtet alle hans Overilelfer. Norge var Iylkes 
ligt,“ fige Sagaerne, „medens han ftyrede; ber var gode 
Yaringer og Fred i Landet" 3), 


Norge havde faalede8 paa den Grundvold, der var 
lagt under den hellige Olaf, hævet fig til et høit Trin af 
Magt og Velſtand. De indvortes Uroligheder i dette 
95aarige Tidsrum vare fun ubetydelige. Der herffede i 
det Hele Enighed mellem Konge og Folk. Kongerne agtede 
Lovene og Folkets gamle Frihed, og Folket ærede Konger» 
nes gode Billie, Fædrenelandsfind og Duelighed. Landet ud» 
viflede en Prigerft Kraft, fom maa vakke Forundring, 
medens til famme Vid fredelige Sysler triveded; Chriſten⸗ 
dommen mildnede GSederne, Velftanden tiltog, Kjøbftæder 
rteifte fig, og Handelen opblomiftrede. 


1) See bet i Saml. til det norffe Folks Sprog og Hiftorie I, 110 
mebbeelte Brev til Sigurd fra Petrus den ærverdige, Abbed i 
Kloftret Cluny i Franfrige. 

Bændr pbykkja mér beztir, 

bygt land ok fridr standi. Ågrip Kar. 49. 

Sn. Kap. 41. 


— 


hd 


36* 


564 Indre Vilftande i tredie Tidsrum. 


Norges Statsforfatning undergif i dette Tiderum 
ingen færdeles væfentlig Forandring. Kongernes Netter- 
boder indførænkede fig fun til at befri Almuen for enkelte 
byrdefulde Paalæg, der endnu vare tilbage fra den danfle 
- Svein Knutsſons Herredømme. Thingene vedbleve at nyde 
fin gamle Unfeelfe, og Bonderne fin gamle Frihed. Kjød: 
ftadboerne fit fin Byret (Bjarføret), forfaavidt fom deres 
Gtilling var forffjellig fra Landboernes, dered Sager paa 
domtes og deres fælles Unliggender afgjordes paa Bymoder 
(möt) eller: Bything, fom Bandernes paa Landathingene. 
Byretten: gjaldt ogfaa for Handlende paa deres Handelds 
ftevner og for Fifferne, naar de laa famlede i Fiſterleierne 2). 

Det er ifær med Henfyn til Sedermes Formil: 
belfe og den aandelige Dannelſes Fremfkriden, 
at bet nu fulbendte Tidsrum af Norges Hiſtorie er vigtigt. 
Her vifer Shriftendommen fig allerede fom kraftigt virkende. 
Folket vante til et roligere Liv, idet ben nye Tro frem 
flillede de forhen almindelige Vikingetoge fom utilladelige?). 
De førfte Skridt gjørdeg til Treldommens Ophævelfe, da 
det i Loven paabødes at frifjøbe en Deel Træle hvert Yar 


1) Andet Brudſtykke af den ældre VBjarføret, Kap. 42. Norges 
gamle Love I, 312. 

2) Saaledes figer Haralb Haardraade til Haafon Jvarsføn, da han 
hører, at denne agter fig I Viking: „Det er Noget, fom medfører 
fort Auſvar, og fom et vel fømmer driftne Mænd; i Hedenftabet 
anfaaes det for fømmeligt, ba man ei fjendte til Gud: men um 
pasfer det fig iffe; thi bet er forbundet med ſtor Overtrædelfe af 
Ghriftendommen." Harald Haardbr. S. i Flatøbogen (LLI, 367) 
og Morfinffinna (Torfæus Hist. Norv. III, 5, 7). — Adam af 
Bremen figer om Nordmændene (IV, 30): , Drevne af Vattigbom 
fare be ben hele Berden om og hjemføre ved GSørøvertog andre 
Landes Rigdomme, idet de faalebes afhjælpe fit eget Lands Man- 
gel. Men fiben de have antaget Ghriftenbommen og faart en 
bedre Underviisning, have de lært at elffe Freden og Sandheden 
og at noies med fin Armod, ja at uddele, hvad de eie, og ift 
fom før famle det fpredte.” 





Sndre Tilftande i tredie Tidsrum. 565 


paa offentlig Bekoftning 2). Geiſtlighedens Magt var alliges 
vel endnu ubetydelig. Kongerne, der fra forſt af havde 
inbført Chriſtendommen i Landet, vedligeholdt fin Indfly⸗ 
delſe paa Sirfen. J Affatningen af Kirfeloven ellet Chri⸗ 
fenretterne havde, ligefom ved nlle andre ove, Folfet 
paa Thingene ben afgjørende Stemme*). Io Chriftenret» 
ter ære endnu tilbage fra Dette Tidbsrum: den gamle 
Gulathings Ghriftenret, grundet paa Olaf den hel 
liges og Biſtop Grimkels ældre Kirkelove og videre ud» 
dannet under Olaf Kyme, famt den vikſke Chriſtenret, 
hvilfen tillægges Sigurd Forfalafarer 3). Begge vidne om, 
bvormeget Chriſtendommens førfte Lærere i Norge have 
lempet fig efter Folkets ældre Meninger. Saaledes tillades 
i begge Udfættelfe af nyfødte Børn, naar de i høiefte Grad 
vare vanffabte*). J Gulathings Ghriftenret forbyde Bon⸗ 
dDerne Prefternes Ufftraffelfe for geiftlige Forſeelſer ved Pidſt⸗ 
ning, en Kirfeftraf, føm paa den Tid i andre Lande var ale 
mindelig, men fom forefom Nordmændene vanærende for 
Frie og fun anvendelig paa Trale; Prefterne flulde der- 
imøb nyde famme Met fom bet ovrige Folk, at maatte ud. 
fone fin Brøde ved Pengebøder5). Biffopperne, der i Be- 
gyndelfen vare omreifende Lærere uden noget beftemt Op» 
holdsſted, fil nu førft — fom man trør under Olaf Kyrre -- 


1) Xldre Gulathingslov Kap. å (Norges gl. Love I, 5. 6). 

2) I Gulathingslovens Ghriftenret er det overalt Bønberne, fom tale. 

3) Ubgivne i Norges gamle Love I, 3—20 og 339—372. 

1) Ældre Gulath. Ghriftenret Kap. 21 (S. 12). Vikſte Chriften- 
ret Kap. 1 (GS. 339). 

5) , Men overalt, naar be (Brefterne) tilfige os Helligdage feil, eller 
brybe Biffoppens Bud I bet, fom vedfommer vor Ghriftenbom, da 
ffulle de derfor bøde Gods til Biffoppen; thi vi have afffaffet 
det at lade dem pidffe, efterfom vi befvogre os med bem og lade 
vore Sønner oplæres til Brefter. Vore Lærere fulle have famme 
Net fom enhver af o8 andre her I Landet.” Gulath. Ghriftenret 
Kap. 15 (GS. 9). 


— 


566 Indre Tilſtande i tredie Tidsrum. 


hver fin Biſpeſtol, i Nidaros, Bergen, Stavanger 
og Oslo, famt hver fit beftemte Stift). Bifpeftolen i 
Hamar paa Oplandene blev oprettet filbigere (1152). Bi⸗ 
flopperne valgtes af Songen og indviedes af fremmede 
Grøebiftopper, førft i Regelen af den bremiffe, fiden (fra 
1104) af ben lundffe. Orknoerne, Grønland og Færserne 
fif ligeledes Dette Tidsrum egne Biftopper. Det Samme 
var Vilfælde med Island; den førfte Biffop her var Js— 
Leif, Gisfur Hvides Søn; han valgte af Ulmuen omkring 
1054 og blev viet 1056 af Erkebiſtop Adalbert å Bremen. 
Siden (1106) deeltes Den i to Bifpedømmer, det i Skaal: 
holt paa Gydlandet, og det i Holar paa Nordlandet. 
De norfte Prefter valgtes efter Overeenskomſt mellem Vi 
floppen og Almuen og underholdte8 af denne fidfte, førf 
ped frivillige Gaver, fiden ved lovbeftemte Bidrag, indtil 
Sigurd Jorfalafarer fil Tienden i Gang. Tydſkeren Adam 
af Bremen, der førev ved Enden af det Alte Marhun- 
brede, rofer Nordbmændene8 Ariftelige GSindelag og deres 
Agtelfe for Prefterne. Den holdes neppe for Ghriften" 
figer han, ,fom ei ofrer, hvergang han har hørt Medie" 3). 
Geiftligheden var ellers dengang ei faa. ftrengt adſtilt fra 
det øvrige Foll, fom den fiden blev; Prefterneg ugifte 
Stand var endnu ei paabuden; de vare jævnlig befvogrede 


og beflægtede med fine Sognefolf og vare Landsloven un: 


berfaftede fom den øvrige Ulmue. 

Geiftligheden i Norge dannede faaledes endnu inget 
affondret Stand, hvis Fordel det var at udelukke det 
øvrige Folk fra al høiere Kundſtab for lettere at herſte un- 
der den almindelige Uvidenhed; tvertimod wirkede bet for 


1) [Stavangers Bifpeftol er dog rimelig førft oprettet under Gigrd 
Jorfalafarer, og Gtiftet har tidligere ligget under Bergens 
(Gulathingslagens) Biffop. See Kevfers Morffe Kirkehiſtorie 
I, 143 og 156]. 

3) Adam IV, 30. 


Indre Vilftande i tredie Tidsrum. 567 


trolige Forhold mellem Geiftligheden og Landeté Bønder 
til nye Kundſtabers Udbredelfe blandt det bele Folk. Vel 
ſtod Bidenffabeligheden i Middelalderen paa et temmelig 
lavt Trin overalt i Guropa; men de førfte dHriftelige Lærere 
indbragte dog til Norge enkelte Kundfraber, fom tilførn 
ber vare ubefjendte. Latin maatte Prefterne lære for at 
Funne holde Gudstjenefte, noget Mathematil og Uftronomi 
for at beregne Helligdagene. Men det vigtigfte var uden 
Jvivl, at Rordmændene ved Chriſtendommens Indforelſe 
færte Brugen af befvemmere Skrifttegn og Skrivemateria⸗ 
tier. Skjont de allerede i Hedenffabet forftode at rifte 
Muner i Steen og Tra, faa var dog ei denne Skrivekunſt 
anvendelig uden til ganfle Forte Optegnelfer.  Mundtlig 
Overleverelfe var den almindelige Maade, paa hvilfen Love, 
Hiftorie, Staldefuad, Fort al Viisdom forplantedes fra Slægt 
til Slægt. Nu faa Nordmændene de Åriftne Lærered Bø» 
ger flrevne paa Pergament med mindre ftive Tegn og 
maatte ſnart finde Fordelen af denne GSkrivemaade fremfor 
Muneriftningen. Tidligſt benyttede de uden Tvivl den nye 
Kunft til at opbevare ovene; førft mod Glutningen af 
Tidsrummet begyndte enkelte Fölændinger ogfaa at anvende 
Den paa Hiftorien. Sæmund GSigfusføn (f. 1056 
+ 1133) og Are Thorgilsføn (f. 1068 + 1148), begge 
med Jilnavnet den frode (fundftabsrige), fammenfatte i 
det norffe Sprog hiftoriffe Optegnelfer om Nørge og Is— 
fand. Det fynes imidlertid, fom om deres hiftoriffe Skrif⸗ 
ter have været Forte, fun beftemte til at ordne og berigtige 
de mundtlige Sagn og faftfætte Tidsregningen. Saaledes 
forholder det fig idetmindfte med Ares Islendingabok, det 
enefte nu tilværende Skrift, fom med Sikkerhed fan tillæg- 
ge8 denne JForfatter. Semunds hiftorifle Optegnelfer ere 
tabte; men hvad fenere GSagaflrivere have anført af ham, 

fynes at vife, at hans Bert var af famme Beftaffenhed fom 


568 Sndre Tilftande i tredie Tibsrum. 


Area. De udførligere Sagaer derimod blene ei før i føl- 
gende Tidsrum flriftligen optegnede. 

Det var overhovedet til frort Gavn for Nordmoan- 
denes eiendommelige Aandsdannelſe, baade i felve Norge 
og paa Island, at Klerfevældet ei faa haftigen og faa 
voldfomt brød ind over dem, fom over de øvrige Folkeflag 
i Mørdeuropa. Nordmandenes Frihedsfølelfe var for for, 
til at De ſtrax ſtulde underfafte fig Pavedommets YUag i 
dets fulde Strenghed, og dereg Rand var for fattigt og laa 
før affides, til at ben romerffe Curie, fom allerede da ftertt 
lededes af Gaennytten, flulde have gjort flore Opoffrelfer 
for at bringe Dem under fit Herredømme. De fik faaledet 
Tid til at bringe den Aandsudvikling, der allerede under 
Hedenffabet var dem egen, i Samflang med de nye Kund- 
ffaber, fom Ghriftendommen tilførte dem. Deres Sprog 
allerebe udbannet ved hyppige MNetsforhandlinger og ve 
ideligen at anvendes til Digte og Sagn, blev tillige Skrift 
fprog og fortvængtes ei fom faabant af Latinen, der i bet 
øvrige Guropa indtvang fig med Roms Troslerdomme. 
Hedenſtabets Myther udryddedes ei i Norge og paa Joland 
tilligemed Gubebillederne; tvertimobd vedbleve de at tjene 
Digtefunften til Prydelfe og Gagaen til Oplysning, og 
Nordmændene ere det enefte Foll i hele Nordeuropa, der 
endnu befidder fine Forfædred hedenfle Gudelære og hedenfe 
heroiſte Sagn opbevaret i Kvad, tilblevne under felve Her 
benffabet. En Samling af flige gamle norſte Sange er 
ben ældre Edda.  Cddadigtene, Norges Kongefagaer og 
Islands Familiefagaer ere eiendommelige Wanbåfrembrine 
gelfer af Rordbmændene, fom fun faa af Europas Folkeſlag 
i Middelalderen funne ppvife Mage til. 

Saaledes virkede i dette Tidsrum Ghriftendommen, 
Folkeaanden pg en efter id og Omftændigheder Flog Lande⸗ 
ftyrelfe i Forening til Norges Held. Rygtet om Rigetd 
Belftand og Magt naaede endog til fremmede Lande. 


Indre Vilftande I tredie Tidsrum. 569 


„Norge havde dengang,” efter den famtidige normanniffe 
Skribent Ordericus's Udfagn, ,6 Kjøbftæder ved Havet, 
og De ftore fifterige Søer i Landets Indre vare omgivne 
med Gaarde; Jndbyggerne havde Overflod af Fiſt, Fugle 
og alflags Bildt; de vare nidfjære i Chriſtendommen, holdt 
Fred og Kydflhed i Wre og firaffede Misgjerninger ved 
firenge Love. Flere Der ftode under dem, og ved Skibs⸗ 
fart tilførtes dem Migdom fra den hele Berden"1). 

Et ganffe andet Præg bærer bet følgende Tidsrum i 
Norges Hiftorie. Bel udviflede Landet ogfaa i dette en 
ftor Kraft; men denne Kraft var vettet mod dets eget 
Indre. Harald Gille8 Komme," figer den danſte Sao, 
„nedſlog fom et Lyn eller en Storm Norges blomfirende 
FTilftand*).* Den gav Tegnet til de blodige Borgerkrige, 
fom i mere end 100 Yar fønderflede Riget. Den gamle 
norffe Hiiftorieffriver, Munfen Thjodrek, flutter her fit 
forte latinffe Berk for ei at fortælle de paafslgende Rad⸗ 
fler. „Han anfeer det uverdigt," figer han, ,at overlevere 
til Efterverdenens Erindring Forbrydelfer, Drab, Meened, 
Strid mellem Frænder, hellige Steders Befmittelfe, For- 
agt mod Gudbommen, Geiftlighedens og Almuens Udplyne 
dring, Kvinders Fangenffab og flere Ufffyeligheder, fom det 
er for vidtløftigt at opregne. Heller,” trør han, , bor man 
fljule fit eget Folts Brøde3)." Disſe Rædfler bleve allige- 
vel iffe fljulte: GSagaerne have flildret dem. 

Spiren til Borgerkrigene laa fra førft af i Norges 
Statsforfatning, der tilftod enhver Kongeføn Deel i Konge» 
dommet, ligemeget om han var egte eller uegte født. Denne 
Arvelov havde flere Gange ladet Riget; men dobbelt for- 
bærvelig blev ben, da. det vedtoges, at Prøven med Det 
gloende Færn funde afgjøre omtvivlet Kongebyrd. Or⸗ 

1) Suhm V, 367. 
3 GSaro Gramm. 13de Bog, S. 652 (Millers Udg.). 
3) Theod. mon. o. 34. 


570 Indre Vilftande I tredie Tibsrum. 


daler eller Gudsdomme havde allerede været brugte fom 
Beviiamidler blandt Vydflerne under Hevdenffabet. Da 
Ghriftendommen indførte8 hos dem, optoges disſe Gude 
domme af Geiftligheden fom et virffomt Middel til inde 
gribende at funne blande fig i den hele Rettergang. Den 
Skik, at en Unflaget funde bevife fin Uftyldighed ved at 
bære eller træde gloende Jærn uden at ſtades, udbredte fig 
fnart blandt alle tydffe Folfefærd og fom fra dem med 
Ghriftendommen til Norge, hvor man gav denne Beviid- 
førelfe Navn af Jærnbyrd. Geiftligheden, der havde 
Opfigt med den hele Prøve, raadede naturligviis ogfaa for 
dens Udfald. Idet Sigurd Vorfalafarer tillod Harald Gill 
at bevife fin Kongebyrd ved at træde gloende Jarn, op 
fordrede han, faa at fige, enhver bdjærv Lyhkkefriſter til at 
indlade fig paa famme Voveſtykke.  Geiftligheden wvar ift 
længer ubeftiffelig, og favde man førft vundet en flu Alert, 
var Jarubyrden let overftaaet. Snart faa man ogfos 
ben ene UErajerrige efter ben anden at følge Harald Gillé 
Exempel og briftigen optræde fom Kongeſon; Egennytten 
og Overtroen gav dem altid Filhængere. Imidlertid vidſte 
Geiftligheden at benytte den almindelige Forvirring til fin 
Magts Forøgelfe. De firidende Partier kappedes om at 
vinde den for fin Sag ved Opoffrelfer. Under fit eget 
Overhoved, Grfebiftoppen af Nidaros, affondrede den fig 
lidt efter lidt fra bet øvrige Folk og arbeidede endelig 
aabenbar paa at gjøre fig Kongemagten underdanig. Men 
nu fandt den fraftige Modftandere; Borgerkrigen ble en 
Kamp mellem geiftlig og verdslig Magt og rafede vilde 
end nogenfinde før, indtil det lykkedes Haakon den gamké 
Kraft og Klogffad at give Landet Fred, fætte Geiftlig | 
heden Skranker og atter hæve Norge til Magt og Heder. | 
Tidsrummet, der omfatter didfe voldfomme Bevægelf 
i Norges Indre, gaar fra Sigurd Jorfalafarerd Ded 1130 : 
til Haafon ben gamles Død 1263, igjennem 133 Yar. 

















Oplysninger til Kartet. 





Man fljelnebe t ældre Tider mellem Norges Nige 
Noregsveldi), hvorved man forftob alle be Sande, fom laa 
nder ben norffe Konges Herredømme (Noregs konungs riki), 
g Landet Norge (Noregr). 

Noregr omfattebe foruben, hvad der nu ligger inden 
torge8 Grændfer, be nuværende foenfte Landffaber Bohus 
en, Herjebalen og Jæmteland famt Sårna og Jbre 
ogne i bet foenffe Landffab Dalarne. Af disfe Landsdele 
arte bog Jæmteland i ben tidligere Middelalder i længere 
ib til Sverige og blev førft ved Kong Eyſtein Magnusſon 
mir. 1110) varigt forenet med Norge (fee ovfr. S. 532). — 
erimod gif det gamle Norge ikke faa langt mod Nord fom 
t nuværende. Norge regnedes Fun at firærke fig faalangt 
srbover, fom Nordmænd boede ved Kvften; hvor den norffe 
ebyggelſe ophorte, begyndte Finmarken, der ialfald ikke 
r i ben fildigere Middelalder regnedes med til bet egentlige 
orge. Grændfen var her derfor noget ubeftemt og flyttedes 
rdover, efterfom den norffe Befolfning ubbredte fig videre. 

ben ældfte Tid fhnes den at have været omtrent ved Ma- 
ingen. — Srændfen mellem Norge og Gverige var, efterat 
nm ved em Overenskomft mellem begge Lande under Magnus 
igaboters Negjering (omtr. 1270) var bleven nøiagtig be- 
mit, med ringe Afvigelfer den famme fom den nuværende mel- 
m Norge med Tillæg af de nysnævnte nu foenføe Landffaber 


572 Oplysninger til Kartet. 


og bet øvrige Sverige. De mod Norge grændfende foenfle 
Randffaber vare Vestra Gautland (Veftergötland), Dalr 
(Dalsland), Vermaland (Vermeland), Jårnberjaland (Da 
farne) og Helsingjaland (Helfingelanb, Medelpad og Ånger 
manland). J ældre Tider havde de norffe Konger af og til 
gjort Forbring paa Herredommet over flere af bisfe Landſta 
. ber (Dalsland, Bermeland og Helfingelandb) og tildeels ogſaa 
for en fort Tid fat fin Fordring igjennem (fee ovfr. &. 519). 

Det norffe Rige eller Noregsveldi omfattede foruden 
bet egentlige Norge flere Bilande eller, fom de Faldtes, Stat 
lande (skattlönd). Til Skatlandene regnedes: 1. Kinmar 
fen (Finnmörk), fom langs Sokyſten regnedes fra Norges 
nordligfte Grændfe til ind i det hvide Hav. 2. Færverne 
(Færeyjar). 3. Shetlandsserne (Hjaltland). 4. Ortn- 
verne (Orkneyjar). 5. Suberserne (Sudreyjar), nu falbte 
Hebriderne. 6. Man (Mön). 7. Anglesey (Angulsey). 
8. Island (Island). 9. Grønland (Grænland). Ort 
verne og Hjaltland dannede et Jarledomme, GSuberøerne og 
Man et Kengerige under den norffe Konges Overhoihed. — 
Dog hørte ikke alle disfe Skatlande gjennem den hele Mid 
belalder til Norges Rige. Anglesey ffal vel være under 
tvunget af Magnus Barfod paa hans andet Vefterhavstog I 
1098 (fee ovfr. S. 515), men der findes intet, fom tyder pan, 


at $Øen fenere har lydt under norſk Herredømme, frjent men 


i Norge længe vedblev at regne ben med til det norſte Rig 
Ogfaa over be andre Skatlande i Befterhavet havde den norft 


Konges Vverheihed ofte fun lidet at betyde.  JIJ6landy 


Grenland umberfaftede fig forſt den norffe Konge mod Slu— 


ningen af Kong Haafon Haakonsſons Regjering (I 12631 | 
fort efter maatte Kong Magnus Lagabeter afftaa Guder | 


gerne og Man til den ffotfle Konge (1266). 


Kartet fremftiller alene bet egentlige Norge (Noreg) | 


Den i Midbelalderen meft Kendte og brugte Jmbdbdeling d 


Randet var den i Fylker (fylki), i fin SOprindelfe jevngan | 


| 
| 
| 
| 
| 






Oplyeninger til Kartet. 573 


el med Norges førfte Bebyggelfe af Nordmænd. Fylkernes 
ntal var, efterat Norge var famlet og ordnet fom eet Rige, 
L. De vare følgende: 

1. Hålogaland. Strakte fig fra Grændferr mod Fin- 
arfen til bet nuværende Helgelands Shbarænbfe: Fylket 
dbefattede faaledes: a. Helgeland, ber har beholdt det 
imle Navn. b. Salten, ſaaledes Faldet efter Salten Fjord 
salpt). c. Lofoten, hvis Ravn (Lofotr) i ældre Tid fun 
nfattebe Veft-VBaageen. d. VBefteraalenm. e. Serjen. 
en fydligfte Del af Senjen; Egnen omkring ve gamle Hov: 
ngefæder Bjarkey (Sjerfø) og Pröndarnes (Sbrondenes), 
[dtes Ömd. f. Tromsø Diftvikt; forſaavidt bet var be- 
gget af Nordmænd. — I den fenere Middelalder var Haa- 
galand belt i to Fylker, af hvile det noørdligfte kaldtes 
röndarnessfylki (Senjen og Tromsø), og bet fydligfte, bet 
entlige Haalogaland, igjen deltes i to Halvfylfer, Raud- 
rjar halffylki (Medea Halvfylfe), ber indbbefattede Lofoten, 
efteraalen, Salten og det nuværende Helgelands to nord- 
zſte Preftegjelb, Rada og Lure, og Hereyja halffylki ($Her- 
rnes Halvfylfe), hvortil regnedes Reſten af: Helgeland. 

2. Naumdælafylki: Sambalens Fogderi (Naumu- 
ur) tilligemed Ofens Sogn af Bjørners Bad.  Grændfe- 
flet mod Shb var Byrda (Børsen i Bjørner). 

3. Eynafylki. Inderoen, eitftaden og VBerans 
ogn af Ytterøens Pgd. 

4. Sparbyggjafylki. GSparboen (Sparabu), Stod 
Snaaſen. 

5. Verdælafylki. Verdalen (Veradalr). 

6. Skeynafylki. Skogn (Skaun) og Øtterøens gd. 
dtagen VBerans Sogn. 

7. Stjördælafylki. Stjordalen (Stjöradalr) og 
2[bu. 

8. Strindafylki. Strinden (Strind) med Undta- 
lſe af Bratsberg Sogn, Kroften og Lervifens Hovedfogn. 


574 Oplysninger til Kartet. | 


9. Gauldælafylki. Guledalens Fogderi famt Lein. 
ftranden, Klebbu og Bratsberg Sogn af Strindens Vad. 

10. Orkdælafylki. Orfedalens Fogderi famt By- 
nesfet og Børgfen. | 

Fylkerne 3—10, der tilfammen udgjøre be nuværende 
Nordre og Sondre Throndhjems Amter med Fradrag af Ram 
balens og Foſens Fogderier, tilhørte Thrønderne (Prændr) 
og fammenfattebes under Navnet Pröndheimr (Thrond 
hjem) eller Prændalög (Throndelagen). Fylkerne 3—6 
tilhørte Indthronderne (Innprændr), Fylferne 7—10 
Udthrønderne (Utbrændr). De førfte havde fit ældgamle 
Fælestempel og Forfamlingsfted paa Mære i GSparboen 
(Mærin), be fibfte paa Lade i Strindben (Hlaöir). 

11. Jamtaland. Jamteland. 

12. Herjaårdalr. Herjedalen. 

13. Norömærafylki. Nordmore (Nordmeæri) og 
Foſens Fogderier, det fibfte med Undtagelfe af Oſens Gogu, 
der hørte til Naumdælafylki, men med ZTillæg af Strandens 
Sogn af Lervifens Pgd. | 

14 Raumsdælafylki. Romsdals Fogberi. Grande 
merfet mod Nordmøre var Forbjerget Stimr (Stemsbheften) 

15. Sunnmeærafylki eller Sunnmoæri. 60 
møre Fogderi. 

16. Firöafylki. Nordfjord og Sondfjord, ber I | 
ældre Tid underet faldtes Fjordene (Firdir). Gylt 
Ørændfepunkt mod Nord var det navntundige Stadr (Statlar- 
bet). JOde Aarh. findes ben fydligfte Del af Søndfjord : 
(Dalsfjorden med be ubdenfor liggende Der og ben def | 
opgaaende Dal) nævnt fom færffilt Landffab under Ranet | 
Fjalir (fee ovfr. 6. 200). 3 

17. Sygnafylki efler Sogn. Sogns Øogberi tillige I 
med Opheims Sogn af Vosfeftrandens Pgd., men uden Evind | 
vits Pod. Grændfen mod Syb var Pinganes (Dingenes). | 

18. Höröafylki. Det nuværende Søndre Bergs | 














Oplyeninger til Kartet. 575 


8 Amt med. de UAfvigelfer i Srændfen mod Gogn, fom 
ber dette ere omtalte. Jndbefattede ſaaledes Nordhörda- 
:nd (Nordhordeland), Sunnhördaland (Søndhordeland), 
örs (Bofé) og Haröangr (Hardanger). 

19. Rygjafylki effer Rogaland. Det nuværende 
tavanger Amt med Undtagelfe af Lunde Sogn. Grændfe- 
møtet mob Hørbafylfe var Flökavardi (MRhvarden). Det 
me Kyſtland S. for Stavanger faldtes Jadarr (Jæderen). 

20. Egödafylki. Amterne Vifter og Mandal (med 
mde Sogn) og Nedenes. Navnet Agdir betegnede egentlig 
n Svitegnene; det indre Land fammenfattedeg under Navnet 
obyggjalög (Mobhggelaget). Agdir deltes igjen Å Norör- 
göir (Lifter og Mandals Amt) og Austr-Agöir (Nedenes 
sgderi). Af Bygderne i Norör-Agdir merfeg Hvin (Kvines- 
D og Listi (Vifter). Agders Grænbdfemerke mod $Øft var 
ygjarbit (Jærnestangen mellem Risør og Kragere). 

21. Haddingjadalr ($Haflingdal). 

22. Valdres (Valdres). 

23. Grenafylki. Øratsberg Amt med Numedal 
Tumadalr). %il dette Fylte hørte blandt andet Pelamörk 
helemarken), hvilfen Benævnelje ba Fun omfattede det nu- 
rende Ovre Thelemarfens Fogderi tilligemed Hiterdal og 
risbal, og Grenland (Nedre Thelemarfens Fogderi undt. 
terdal). I den ældfte Tid fynes Fylkets Kvftegne, paa 
age GSiber af Grenmar (Langefundbsfjorden), at være kaldte 
estmarar. 

24. Vestfold. Jarlsberg og Sarvits Amt, famt 
mböfver, Eker og Lier. 

25. Vingulmörk. Ggnen omkring Bunden af Kri⸗ 
miafjorden (Foldin) og langs bennes $Øftfide, eller det nu. 
rende Afer og Follo Fogderi tilligemed Røten og Hurum 

alt, hvad ber af Smaalenene ligger Beft for Glommen. 

26. Alfheimar. Ggnen mellem Glommen$ og Gaut- 
ens Mundinger. eller den vftlige Del af Smaalenene og 


576 Oplysninger til Kartet. 


Bohuslen. Det fidfte (Stræfningen fra Svinefund til Rigt 
grændfen i Gautelvens Munding) kaldtes Rånriki. 

Fylkerne 23—26 kaldtes underet Vikin Giken) % 
deres Beboere Vikverjar. 

27. Raumafylki. Snbbefattedbe Romerife (Raums- 
riki), Øbalen, Binger og Solser (Söleyjar). 

28. Haödafylki. Singerife (Hringariki) med Modun 
og Sigdal, Haveland (Haöaland), Land, hvortil øgfaa hele 
Ginedalen regnedes, og Thoten (Pötn). 

29. Heinafylki. Hedemarken (Heiömörk) famt Var 
bal og Birid. 

80. Guöbrandsdalir. Gudbrandsſsdalen med Gant 
dal og Faaberg. 

31. Bystridalir. S$fterbalen tilligemeb be nu (venfe 
Sogne Sårna og Jbre. 

Fylkerne 27—-31 fammenfattebes under Navnet Upp 
lönd (Oplandene). 

I ben fenere Middelalder opfom Inddelingen i Sysle - 
(syslur), ba Sysfelmænd traadte i de tidligere Marmændé 
Sted fom Kongens Ombudbsmænd omkring i Landet. Denne , 
Sysfelindbeling blev nu i mange Gone mere Fendt og brug! 
end ben gamle Fylkesinddeling; paa et enkelt Sted, i dm 
eftlige Def af Bifen, fortrængtes benne ganſte, og be go 
Fylkesnavne Vingulmörk og Alfheimar fom ub af Bug. 
Her var den i daglig Tale brugelige Inddeling i den fener 
Middelalder følgende: 1. Oslöarsysla (Oslo GStysfel), om | 
fattende Vier, Røfen og Hurum, hele Afer og Follo Fogderi 
og $Haabal Pgd. af Smaalenenes Amt. 2. Borgarsysla 
(Borgefysfel) db. e. Smaalenenes Amt, undtagen Haabal og : 
Gnningdalens Sogn: 3. Rånrikissysla, ben noklg | 
Del af Bohuslen tilligemed Enningdalen. 4. Elfarsfsls I 
(Elveſysſel), ben fydlige Del af Bohuslen. | 

Fylkerne have igjen udentvivl oprindelig været inddelle : 
Hereder (herud, Enkelttal herad; fee ovfr. 6. 45). JM 


Oplysninger til Kartet. 577 


biftoriffe Tid fandtes bog ei længere nogen regelmæsfig Hereds- 
inddeling i Norge; herad brugtes derimod fom ubeftemt Ve- 
nævnelfe med fnart videre, fnart engere Betydning, omtrent 
fom man nu bruger Ordet Bygd. Derimod brugteg i fenere 
Tid andre Underafdelinger af Fylket, fom Halver (halfur), 
Tredinger (Ppriåjungar), Fjerdinger (fjördungar). UAat- 
tinger (åttungar). Naumdolafylke var faaledes inddelt 
i Halver, ben øvre og den htre (af hvilke ben førfte har 
givet bet nuværende Overhalven — efri halfa — fit Navn); 
Inddelingen i Fjerdinger var almindelig paa Veftlandet, 
Lredbinger paa Oplandene og å Bilen.  YAVattingsinddelin- 
gen, fom var ben fjeldnefte, fandtes i Raumsdolafylke. — 
Fra Haafon den godes Tid var alle de Fylfer, fom laa ved 
Søen, inddelte i Skibreder (skipreidur; fee ovfr. S. 249). 

Ullerebe før ftørre Riger dannede fig i Norge, fynes paa 
enfelte Steber flere Fylker at have fluttet fig nøiere fammen 
veb at enes om at holde et fælles Thing og bruge fælles 
ov. Disſſe Lov- eller Thingforeninger ſtyrkedes og udvidedes, 
da der opftod Grobringsriger, fom omfattede flere Fylker, og 
tilfidft ved Harald Haarfagre bet hele Land famledes til eet 
Nige. Halfdan Svartes, Haafon den godes og Olaf den 
helliges ovarbeider bidrog ifær til at udvikle benne Ind. 
retning. Gfterhaanden bannebes faaledbes 4 Lovforeninger 
(lög), der tilfammen omfattebe hele bet egentlige Norge. 
De vare: 

1. Frostabingslög, bhvoriil hørte be 8 throndſte 
Fylker, Haalogaland, Naumdolafylke, Nordmerafylke, Raums. 
dolafyſke, Jæmteland og WHerjebalen. Det fælles Thing 
(Frostabing) holdtes regelmæsfig paa Halvoen Frosta (Jro- 
ften) i GStrindafnlfe, men funde dog ogfaa holdes i Nidaros 
By. Herved er dog at merke, at Haalogaland, Jæmteland og 
Herjedalen havde hver fit færegne, af Froftathinget uafhængige 
Lagthing; bog fynes disfe Fylker at have brugt famme Lov 

R. Kevfer. Norges Hiftorie. . 37 


578 Oplysninger til Kartet. 


fom Wroftathingsmændene og tan faalebes regnes til Krofta- 
thingslagen i videre Korftand. 

2. Gulapbingslög. Sndbefattede  Sunnmerafylke, 
girbafylfe, Sygnafylke, Hordafylke, Rygjafylke, Egdafhlke, Val- 
dres og Haddingjadal. Gulathinget holdtes paa Gula i Nar. 
heden af Gvindvifs Kirke, hvilket Sted ba hørte til Hordafylke. 

3. Eidsivabingslög, omfattede Oplandene. Giv 
fivatbinget (i Sagaerne faldet Heidsævisbing) holdtes paa 
Eiösvellir (Eidsvold Preftegaardb) i Heredet Kid (Cidé 
vold). 

4. Borgarpbingslög, omfattenbe Vikens Fylker. 
Thingſtedet var Borg (Sarpsborg). 

Gibfivathingslagen omfattebe længe baade Viten og Op 
landene; førft i det 12te Aarhundrede ſynes Borgarthinget at 
være blevet et eget Lagthing. Endnu efter den Tib var der 
rimelig tun liden Forffjel mellem Eidſivathingets og Borgar 
thingets Love, og Borgarthinget er mulig endog førft ved Mag 
nus Lagaboters Lovforandring blevet et fulbfommen felvftæn 
digt Lagthing, lige i Mang med be tre øvrige 

Norges geiftlige Inddeling fil førft fin endelige Ord- 
ning ved Oprettelfen af det norffe Erkebiſpedomme i Nidaros 
og Bifpefædet i Hamar i Aaret 1152. Fra den Tid var det 
egentlige Norge belt i fem Bifpedømmer. 1. Nidaros 
Bifpebamme, hvis Biffop tillige var bet norfke Riges Grit 
biffop. Det indbefattede Froftathingslagen med Undtagelfe af 
Jæmteland, Sondmore og den nordlige Del af SIfterdalen. 
Jæmteland hørte gjennem hele Middelalderen i geiftlig Hen 
feende til Sverige (Upfala Stift), udentvivl forbi bet var ble 
vet driftnet fra Gverige af. 2. Bergens Bifpedbamme. 
Firdafylke, Sygnafylke og Herbafylke, undtagen Gidfjord Sogn 
i Hardanger, ber ftob under Stavanger Biffop. 3. Stavan 
ger Bifpedbømme. Rygjiafylke, Egdafylke, Haddingjadal og 
Valdres. 4. Oslo Biſpedomme. Ale til Viken hørende 
Fylker unbtagen Numedal og ben nordlige Del af Pore 


Oplysninger til Kartet. 579 


marfen. 5. Hamar Biſpedomme. De oplandføe 
r tilligemed Numedal og den nordlige Del af Øvre 
marken. — Under Nibaros Erkebiſp ſtod desuden ogfaa 
bemmerne i Norges Gfatlande, nemlig 6. Skaalholt 
. Hole (Hölar), begge paa Jéland. 8. Garde (Gardar) 
Grønland. 9. Færsernes. 10. Orknoernes, hvor- 
c ogfaa Hjaltland hørte 11. Sudervernes, tillige 
fattende Man. 





— 
ꝓver prat — 


* 
— 
pi 

å 


Her vigråt 


p 
Hør 


2
Internet Archive Audio

Featured

Top

Images

Featured

Top

Software

Featured

Top

Books

Featured

Top

Video

Featured

Top

Mobile Apps

Browser Extensions

Archive-It Subscription

Save Page Now

Full text of "Norges historie"

See other formats
